texts/1870_Lie_DenFremsynteEllerBillederFraNordland.txt

Første Afsnit . 
Indledning . 
Jeg kjender Flere , der har havt den samme Lyst , 
som undertiden paakvmmer mig , til netop at vælge 
Uvejr at spadsere i . Det er mest Mennefler , som fra 
et Barndomsliv i Friluft paa Landet ere overgaaede 
til Livsvirksomheder , der medføre Stillesidden , og hvem 
Stuen undertiden blir for trang og beklemt — eller 
ogsaa Poeter . Deres Erindring og Fantasi lever , mere 
eller mindre hemmeligt for dem selv , i stadig Længsel 
ud fra Stueluften og Bycasernelivet . 
Naar saa Landet en Dag kommer ind til Staden 
i Skikkelse af en rigtig Negnvejrsstorm , der rufler i 
Tagstenene og af og til kaster en efter Dig , medens 
Gaderne blir til Kanaler , Hjørnerne til Baghold , hvor 
Hvirvelvinden overfalder Ens Parapluie og , efter en 
mere eller mindre langvarig og behændig Kamp , krænger 
og flænger den , indtil man tilsidst staar med kun 
Stokken og Skelettet igjen — saa hænder det af og 
til , at en stille , værdig Embeds- eller Forretningsmand , 

istedetfor efter Dagens Slid paa Contoret om Eftermiddagen 
som vanligt at sidde hjemme i sin løselige 
Stue , siger til sin Hustru , at han „ desværre maa ud 
i Byen en Stund “ . Og det , han desværre maa ud 
for , er naturligvis „ Forretninger “ . Thi lidet vilde 
det sømme sig for en adstadig , gravitetisk Mand , som 
kanske er Borgermester og en af Byens Fædre , at 
vedgaa endog kun for sig selv , at han er barnagtig nok 
til at gaa om og fantasere i Uvejr , og at han kun vil 
ned paa Bryggen for at se Skummet sprøjte over 
Beddingen og Skibene i Havnen lege Haveri . Han 
maa naturligvis have Noget at bestille derude , om ikke 
Andet , saa saadan i Almindelighed at se til , at ikke 
» Hviä äotrimsnti oupiæt rsspudlieæ « ; det vil sige , 
at Byen , hvis Velfærd han i en eller anden Retning 
har at passe , ikke blæser ned . 
Sagen er , at der er Revolution i Gaderne — 
ikke en politisk , Gud bevare ham for at være med paa 
saadant — men en af den Sort , som nu engang er 
dragende for ham , fordi den revolterer alle hans gamle 
Erindringer , og som han , skammeligt nok , lister sig til 
at være med i , skjønt den ogsaa paa sin Maner stormer 
alle Politiindretninger , knuser Vinduer , flukker Lygter , 
river Tagsten af . Husene , bryder Brygger og Fortøjningsindretninger 
og jager Politi og Vægtere ind i deres 
Huler . Det er /Naturens stærke Hærraab midt inde 
i den civiliserede . Stad til alle hans Barndomserindringer , 
til hans Fantasi og Natursands , som han 

lystrer ligesom en gammel Trompeterhesf , der hører 
sin Ungdoms Signal og pludselig sætter over Gjerdet . 
Et Par Timers Gang ude i Vejret , saa er den 
Brand i Blodet stillet , og hjem kommer den samme 
stille , gravitetiske Mand , der betænksomt sætter Stok 
og Galoscher fra sig paa den vante Plads i Gangen 
og beklages af sin Hustru , som har været bekymret for 
ham og nu sfiller ham af med hans vaade Klæder . 
Han selv er underligt nok , uagtet Gjenvordighederne , 
samme Aften i et ypperligt Humør og har saa overmaade 
mange Ting at fortælle om denne Storm — 
Alt naturligvis , som det sig sømmer , i Skikkelse af 
Bekymring for , at Skade skal anrettes eller Ildebrand 
udbryde over Byen netop den Aften . 
Det var i et saadant Uvejr , at jeg — der er 
practiserende Læge og , som saadan , baade for mig selv 
og Andre har forsvarlig Grund til at være ude i Byen 
til alle Tider af Døgnet — en regn- , taage- og 
stormfuld Octobereftermiddag var ude og vankede i 
Kristianias Gader og fandt mit Behag i at lade 
Vejret pidsfe mig i Ansigtet , medens min gode Regnkappe 
forøvrigt besfyrtede min Person . 
Mørket var efterhaanden faldet paa , og de tændte 
Gaslygter blussede i Trækvinden , saa jeg kom til at 
tænke paa Blinksyrene i en Taagekvæld ude ved Kysten . 
Af og til slængtes en ulukket Port op og igjen med 
Skrald som et Nødsfud . Min stille Bemærkning i 
den Anledning var , at der dog endnu i vor nervøse 
Tid maa findes et forbavsende Antal Mennesker uden 

Nervær ; thi flige Skrald dundre gjennem hele Huset 
lige op til Kvisten , op og igjen , igjen og op , Blæsten 
fylder Gangene , og Døre springe op ; Alle har det 
uhyggeligt , men Ingen gider gaa ned og stænge Ondets 
Ophav ; Portneren er ude i Byen , og saa længe faar 
da og Hushyggen være borte . 
Det var netop en saadan ulukket , utrætteligt skraldende 
Port , som blev Indgangen til , hvad jeg her har 
at fortælle . 
Som jeg gik forbi den , hørte jeg nemlig en 
Stemme , som syntes mig saa vel bekjendt , en gammel 
kjær Røst — skjønt jeg i Førstningen ikke vidste , hvor 
jeg skulde tage den fra — raabe utaalmodigt paa 
Portneren . Det var den flængende Port , det gjaldt . 
Munden var klarlig det eneste nervøse Individ i det 
Hus ; ialfald var Portneren det ikke ; thi han lod til 
at være lige ufølsom , baade for fin Port og for ham , 
som tog sig af dens Sag , og som forgjæves holdt paa 
med en Portnøgel , der ikke lod til at passe . 
Endelig kom Portneren ud af sin underjordiske 
Hule , og under en lille Ordstrid , som udspandt sig 
mellem den nu forsonlige og blide , sin egen Irritabilitet 
frygtende Stemme og den brummende Portner , var 
det , at jeg med al en vaagnende Erindrings Magt 
gjenkjendte foran mig min gamle Ven fra Studentertiden , 
David Holst , sammen med hvem jeg havde levet 
tre af mit Livs rigeste Ungdomsaar . 
„ Er det Dig , David , saa faar Du lade mig flippe 
ind , før Du stænger ! “ raabte jeg , saavan som jeg 

vilde have gjort i de gode gamle Dage for tyve Aar 
siden . 
Porten aabnede sig helt , og et Haandtryk fra den 
udtrædende dunkle Skikkelse sagde mig , at han ikke 
havde behøvet at rode saa længe som jeg i sin Hukommelses 
Kiste , men at han havde taget mig frem af den 
med eengang . 
„ Folg mig ! “ var hans eneste Ord , og saa steg 
vi tavse , han foran og jeg efter , op igjennem de ubelyste 
Trapper , en , to , tre Etager og endnu en adskilligt 
smalere Trappe højere . Der tog han mig i Haanden 
for at lede mig , Noget , som vel tiltrængtes , da det , 
saavidt jeg kunde skjønne , var ind over et Mørkloff , 
hvor der hang Klædessnorer , — han bad mig ogsaa 
bukke mit Hoved . 
Paa Vejen tænkte jeg i mit stille Sind Mit . 
Hans Haand — jeg kom til at huske paa , at han i 
gamle Dage var noget forfængelig af den — var 
klam , maaske af Sindsbevægelsen , og han standsede 
undertiden i Trapperne , som om han maatte trække 
Pusten . Den trange Mørkloftstrappe hviskede ogsaa 
til mig , at min Ven David , der i sin Tid dog havde 
Lov som et godt Hoved , nok ikke kunde have drevet det 
synderlig langt i jordisk Forfremmelse . 
Han lukkede op ' en Dør og bad mig træde 
først ind . 
Paa et langagtigt Bord stod en Lampe , hvis 
Skjærm samlede dens Lysning stærkt , næsten kun en 
Alen omkring Lampefoden , paa et Skrivetøj og nogle 

Papirer , som laa der , saa at Yderkanterne af Bordet 
i Begyndelsen forekom mig at ligge i Mørke . Bag 
det syntes jeg , der var ligesom en sort Grav , der dog 
lidt efter , da Øjet blev vænnet til Lampens bratte 
Lysskjær , viste sig at være en Sofa , foran hvilken der 
stod et næsten tilsvarende langt , malet Arbejdsbord med 
firkantede Ender . 
Naar to Ungdomsvenner paa saadan Maade 
mødes , er der under den ligefremme Form ofte alligevel 
en hemmelig Blyhed af vinde over ; der er et mangeaarig 
Lag af forskjellig Oplevelse , som skal ryddes 
tilside . 
Efter en liden Pause gik min Ven , som med en 
pludselig Resolution , raskt hen og tog Lampeskjærmen af , 
saa det blev lyst ud over Værelset . 
„ Du seer , “ sagde han , „ jeg har det accurat som 
i gamle Dage , blot af der nu er to Kvistvinduer 
istedetfor et , nogle flere Hylder med Bøger og lidt 
bedre Maanedsgage , som jeg faar ved af slaa sammen 
en Lærerplads ved en af Almueskolerne her med en 
lidet vanskelig Post i en Avis . Det er nu Alt , hvad jeg 
behøver , ser Du . Jeg er først flyttet herind ivaar fra Bergen 
og skulde egentlig have hilst paa Dig , men har ikke endnu 
kommet mig til ; paa Gaden har Du altid seet mig 
formeget ud , som om Du pilede i Praxis . Men nu , 
jeg har Dig paa min Hybel , skal vi ogsaa tage os en 
Passiar om Gammelt , og hvordan Du har det . Tag 

af Dig , saa skal jeg imidlertid gaa ned og se til at 
faa istand noget Toddy . “ 
Hermed satte han Lampekuppelen paa igjen og 
forsvandt ud af Døren . 
Denne min Vens noget forcerede Indledningstale 
var mig ikke rigtig naturlig ; det var , som om han med 
sin flotte Fortrolighed mere rettede sig efter mit end 
efter sit eget Væsen , og det Hele gav mig Indtryk af , 
at han paa Forhaand vilde parere af alsfens unødige 
Spørgsmaal . 
Vi havde igrunden endnu ikke vexlet saameget som 
et Haandtryk , og jeg ialfald ikke faaet sagt en Stavelse , 
ja jeg havde egentlig endnu ikke faaet se mere af ham 
end det lille Glimt af hans Ansigt , med det samme 
han igjen vendte sig mod Lampen og satte Skjærmen 
paa . Jeg gjenkjendte dog , trods Aldersforskellen , det 
samme magre , fine , blege Ansigt , som i gamle Dage 
undertiden kunde faa et saa skjønt , tungsindigt Udtryk 
— det var med det , han for altid stod fotograferet i 
min Erindring — men Trækkene havde nu faaet en 
paafaldende Skarphed , og i det korte Øjekast , jeg opfangede , 
var der et Udtryk , samtidigt lidende og spejdende , 
der gjorde mig saa ubeskrivelig ondt . Jeg har 
seet Syge sætte det samme Blik paa mig , naar de 
vare bange for , at Meningen var at operere dem , og 
troede nu ialfald at forstaa saameget deraf , at det , som 
det her nok gjaldt om at operere , var min Vens gamle 
Fortrolighed , samt at hertil udfordredes al min Behændighed . 


Jeg var engang den troskyldigste Fyr under Solen ; 
men siden jeg blev Læge og fik se , hvordan Menneskene 
egentlig ere , og at der ikke findes det i Verden , man 
ikke maa forudsætte hos selv den Bedste , naar man 
ikke vil gaa fejl af Sygdomsaarsagen , er jeg bleven 
omvendt til et absolut Mistænkelighedsmenneske . Jeg 
mistænker Alt og Alle , endog , som Læseren oven har 
seet , de værdige Mænd , som spadsere ude i Uvejr . En 
Indianer lister sig ikke mere umærket og lydløst ind 
igjennem en Ursfov end jeg , naar det kniber , ind i 
min Patients Fortrolighed , og min Ven David var 
lige med Et blevet mig en Patient . Mig skulde han 
nu neppe længere faa lurt af med sit Snak om 
„ Gammell “ og et Glas Punsch paa sin „ uforandrede 
Studenterhybel “ . 
Mit første Krigspuds blev nu i en Hast at fortsætte 
den Revision af Værelset , som min Ven noget 
vel flygtigt havde ladet mig begynde . Jeg tog Lampen 
og gav mig til at se inig om . 
Inde ved den Sofaen modsatte Væg , under det af 
Taget dannede Skraaloft , var hans Seng med et lille 
rundt Bord foran . Paa en Boghylde , som stod paa 
Gulvet op mod Væggen i Hjørnet ved Sengefoden , 
gjenkjendte jeg Henrik Wergelands Buste , endnu mere 
defect paa Hage og Næse end i min Tid og nu tillige 
blindet paa det ene Øje ; han var medfaret næsten 
lige saa ilde som det gamle Klodshoved , jeg røgte af , 
og som jeg ogsaa havde kjendt igjen , uagtet yderligere 
flænget og hugget paa kryds og tvers . Min Ven 

havde nemlig den Bane at sidde og snitte sine Tankestreger 
i det , medens han røg Tobak og af og til 
kastede et Ord ind i Passiaren for at vedligeholde den , 
som man kaster Brænde paa en Ild — det var ligesom 
mere Stemningen i Samtalen og det , at der 
overhovedet blev talt , end selve Tanken , han brød sig 
om . I den Stilling havde han ogsaa ofte netop dette 
stille tungsindige Udtryk over sig , som om han smilte 
til noget Skjønt , vi Andre ikke saa . 
Mellem Sengen og Hylden opdagede jeg nogle 
Flasker , simple Bouteiller , og med Lynets Hurtighed 
slog den Mistanke op i mit Sind — jeg er , som sagt , 
ikke af Naturen , men gjennem Skuffelse , blevet den 
incarnerede Mistroiskhed — at min Ven maaske var 
bleven forfalden til Drik . 
Jeg satte Lampen fra mig paa Gulvet . I den 
ene Flaske var Blæk , i den anden Paraffin og i den 
tredie , - mindre , Medicintran , som han altsaa tog , sandsvnligvis 
for sit Bryst . 
Jeg huskede paa den klamme Haand , hans Standsen 
og tunge Aandedrag i Trappen , og følte mig skamfuld 
som et rigtigt Skarn , der havde kunnet tænke mig min 
Ungdoms kjære Ven og , jeg kan gjerne sige , Ideal 
jevngod med enhver anden Slubbert ude i det gemene 
Liv , der absolut skal mistænkes . 
Han fik i Stilhed min angergivne Afbigt , medens 
jeg læste henover Rygtitlerne og gjenkjendte en og anden 
af Bøgerne . Denne Hylde lod til netop at være hans 
Studenterboghylde . Jeg trak ud en tyk Bog , gamle 

Saxo Grammaticus , som jeg erindrede engang at have 
kjøbt paa en Auction og foræret ham , men fik nu helt 
Andet at tænke paa . 
Det gik med mig som med den , der trækker ud 
en Mursten og pludselig finder en hemmelig Indgang 
— jeg følte mig med Et foran Indgangen til min 
Vens Hemmelighed , skjønt endnu kun foran et dybt , 
mørkt Rum , der nok kunde gjennemvandres med Fanfasien , 
men hvori jeg i Virkeligheden ikke kunde se , 
medmindre min Ven selv leverede mig Lygten . 
Det , som i den Grad tiltrak sig min Opmærksomhed 
og ligesom naglede al min Sands og Erindring 
til Stedet , var intet Hul , men et Hoved paa en Violin , 
der stak op bag Hylden med en støvet Hals og et 
Sammenfilter af Strenge mellem Skruerne . En flap 
Basstreng hang ned ; den forstrakte , sprungne Discant 
kavde krøllet sig opover , og under de to hele Strenge 
laa , hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og 
tage flere Bøger ud af Rækken , Stemmehesten flad . 
Jeg undersøgte Violinen , som jeg ikke godt kunde tage 
frem , ligesaa omhyggeligt , som om jeg havde fundet en 
Ven syg og udhungret — der var en » repareret 
Sprække i dens Bryst . Jeg kunde ikke hindre , at jeg , 
fangen i gamle Erindringer , blev vemodig stemt , saa 
inderlig vemodig . 
Jeg lukkede mit Murhul af Bøger til , satte 
Lampen paa Bordet igjen og mig selv i Sofaen , hvor 
jeg ved det dampende Klodshoved — jeg saa deri 
bl . A . igjen mine egne Navnebogstaver , indskaarne af 

mig selv — gav mig hen til Minder , som jeg her vil 
meddele , selv med Fare for , at Læseren skal finde , at 
min Ven bliver noget længe borte med Punschen . 
Gjennem dem vil han blive nærværende slig , som han 
stod for min Sjæl i Ungdomserindringens Lys , og 
slig , som Læseren med mig maa kjende ham , om han 
skal kunne forstaa ham . 
Vort Studenterbekjendtskab opkom naturligt derved , 
at vi være Nordlændinge begge to . Han var tre fire 
Aar ældre end jeg , og at han var den betroede , skjønt 
anonyme Theateranmelder i H . . . bladet , gav ham 
desuden i mine Øjne i og for sig selv en officiel 
Overlegenhed , hvorfor jeg bøjede mig . 
Men mere end dette virkede hans Væsen paa 
min ungdommelige Indbildningskraft . Der var noget 
usædvanlig Nobelt ved hans slanke Figur og hans fine , 
smale , alvorlige Ansigt med den høje Pande og den 
svære , krøllede , sorte Haarmasse om Tindingerne . De 
stærke Øjenbryn og en udpræget Romernæse optog 
ligesom Opmærksomheden fra hans Øjne , der vare 
lyseblaa og mere i Pagt med hans Bleghed og 
skjægløse Ansigt end med den mere energiske Del af 
hans Træk . Det var dog disse sidste , som gav det 
første Indtryk af ham . Senere lærte jeg at læse 
Trækkene anderledes og at se , at der i dem netop laa 
afpræget Strømbrydningen af den Dobbeltnatur , hvori 
hans Liv efterhaanden blev søndermalet . 

Et fint Smil , naar han talte , og et tilbageholdende 
Væsen gav ham noget Fornemt , der ialfald 
imponerede mig storligen . Han var den eneste Student , 
jeg kjendte , som ikke gik med Studenterhue , — han 
brugte en flad , blaa Sjømandshue med kort Skygge , 
der klædte ham meget godt . Naar han blev ivrig , 
hvilket kunde hænde ham i en Disput , thi han var en 
saare stærk Logiker , Noget , hvori han imidlertid kun 
indsatte sin Forstand , men , saavidt jeg skjønner , aldrig 
egentlig sit Hjerte og sine dybere Stemninger , — strak 
hans Stemme ikke til ; den blev overanstrengt og skrigende 
som fra et daarligt Bryst . Den Slags Rencontrer 
angreb ham ogsaa altid og efterlod ham i 
irritabel Uro længe bagefter . 
En Besynderlighed hos ham var , at han undertiden 
tog sig Fodtoure paa jflere Dage ud paa Landet , og 
dette baade Sommer og Vinter . Noget Følgeflab vilde 
han aldrig vide af . Havde han ønsket det , vilde han 
have anmodet mig , det følte jeg , og det kunde derfor 
aldrig falde mig ind at paatrænge mig ham . 
Han drog da afsted uden Randsel ; dette bemærkede 
jeg engang , jeg tilfældig saa ham strejfende over 
Marken et Par Mile fra Byen , hvor jeg var i Besøg . 
Naar han saa kom hjem , var han i Perlchumør , 
medens han derimod , før han drog ud , alfid var ordknap 
og tungsindig , saa jeg næsten alene maatte staa 
før Passiaren . Han havde det ligesom med Humørperioder . 


Et Mærke paa , naar en saadan Stemning havde 
indfundet sig , var mig netop den Violin , som jeg nu 
tyve Aar efter fandt strengeløs forstukket bag hans 
Boghylde . Som den laa der , blev den mig atter det 
samme Mærke , men nu ikke længer paa en Periode af 
Dage , men af Aar . 
Denne Violin holdt han engang højt i Ære , den 
havde Hæderspladsen paa hans Væg med Buen ved 
Siden . Han havde faaet den efter en Ven , en gammel 
Klokker i hans Hjem oppe i Nordland , af hvem han 
havde lært at spille , og som nok havde været et Slags 
musikalsk Geni af dem , der ikke kommer til sin Ret 
her i Verden . 
David holdt meget af at fantasere , ikke blot paa 
denne Violin — han havde fint Gehør og havde lært 
ikke saa lidet , — men ogsaa om den : hvorfra den 
egentlig skrev sig , og hvor gammel den kunde være ? 
Et utydeligt Stempel inde i Bunden vilde han overmaade 
gjerne tyde til , at den „ muligvis var en Cremoneser “ ; 
han var lidt svag paa det Punkt , og dette 
Rum for Gjetningen var aabenbarlig for ham en 
Herlighed ved Violinen . 
David Holst havde Noget , som han kaldte classisk 
Musik , et Par længere Nummere , som han spillede 
efter Noder . Dette tiltalte nu mig mindre og forekom 
mig altid i Slægt med det , som var fremme i hans 
Væsen , naar han optraadte som Logiker . Det var 
mere som en streng aandelig Skoleøvelse — og han 

spillede vist da ligesaa correct , som han ellers skrev 
eller disputerede — end som nogen Hjertesag . 
De Tider , da den klassiske Musik og den kritiske 
Passiar raadede paa Hybelen , var visselig de , hvori 
han selv befandt sig mest i Ligevægt . Han var da 
ogsaa mindre hjertelig i sit Væsen , selv mod mig . 
Men saa kom der Tider , hvori Nodestolen fik 
staa i Krogen . Han kunde sidde lange Stunder og 
stirre hen for sig , som han faldt i Staver , og saa paa 
sin Violin give sin Stemning Luft i alsfens Fantasier , 
der helt anderledes end hans saakaldte klassiske Musik 
tiltalte mit , iøvrigt lidet musikalsk uddannede Øre . 
Det var allehaande Smaasfykker , der efterhaanden 
mere og mere droges ind i hans egen Mol-Maner 
og undertiden en underlig vemodig Melodi , som jeg 
dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle faa 
Gange , og da altid som i en Art Selvforglemmelse . 
Jeg havde ved disse Lejligheder en Følelse , som om 
han betroede mig noget Dejligt , han havde mistet i 
Livet , og hvorover der altid maatte sørges . 
Længere ude i en saadan Periode blev han som 
sagt mere uregelmæssig og var sjelden at træffe hjemme , 
kunde da ogsaa undertiden ironisere bittert over Kammerater , 
Professorer og Tilstande , og for den , som det 
gik ud over , næsten blodigt . 
Jeg havde Privilegium paa at tage Nøgelen og 
gaa ind paa min Vens Værelse , ogsaa naar han ikke 
var hjemme . Hang hans Violin ustelt , vidste jeg , at 
det var ilde fat og at hans egen Tilstand saa omtrent 

svarede til Biolinens . Det Første , han gjorde , naar 
Alt var vel igjen , var ogsaa altid med Omhu at sætte 
den istand . 
Aldrig havde jeg dog i hin Tid seet denne Øjesten 
saadan henslængt og behandlet , som jeg nu , tyve Aar 
efter , gjenfandt den , støvet og sprukken , bag Boghylden . 
At jeg fik mine vemodige Tanker derved og af den 
anede en lidet glædelig Livshistorie , vil Læseren saaledes 
nu kunne forstaa og dermed forhaabentlig tilgive mig , 
af jeg har ført ham med mig fra David Holst ' s 
Værelse , hvor jeg sad og ventede paa , af han skulde 
komme med Punschen , saa langt ud i mine Ungdomsminders 
Land . I tre Aar havde vi saagodtsom daglig 
været sammen . Siden maatte David Holst ud som 
Huslærer , og vore Veje skiltes , som det plejer af gaa i 
Livet . 
Her i Aften var nu Mødestedet . 
Det klirrede ude paa Gangen , og lidt efter aabnede 
David Holst med Forsigtighed Døren for en Pige , 
som indbar en dampende Mugge med tilhørende Rekvisita , 
der nok kunde falde i en Mands Smag , der , 
som jeg hin Eftermiddag , i flere Timer havde færdedes 
ude i Uvejr . 
David fandt mig installeret paa sin Sofa med sin 
Pibe i Munden og sine Tøfler paa Fødderne , aldeles 
saadan , som Tingen vilde være faget mellem os i 
gamle Dage — og dette henregnede jeg nu i Stilhed 
til et af mine listige Kneb ; thi paa disse Indgangsbilletter , 
hans Pibe og Tøfler , indsatte jeg mig selv 

uden videre paa Forudsætningen om vor gamle fortrolige 
Fod . Jeg følte mig som den Feltherre , der er 
saa heldig af kunne aabne Kampen ved strax af occupere 
en hel Provinds . 
I Mangel af sin vanlige Sofaplads flød David 
en Stol til Bordet og satte sig lige over for mig , idet 
Punschebrættet placeredes imellem os . 
Vi sade nu begge igjen ved Bredden af den 
samme Glædens Flod , hvori vi saa mange Gange 
havde boltret os i vor Ungdom , men nu øste vi begge 
forsigtigere . 
I Samtalens Løb heldede han sig oftere hen imod 
mig , som om han lyttede , og hans Hoved kom derved 
indenfor Omraadet af Lampens stærke Lysskjær . Jeg 
bemærkede da , af hans Haar var blevet meget fyndt 
og ikke saa lidt graasprængt , og af der stod smaa 
Svedperler paa hans ikke længer rynkefri Pande . De 
graablege , skarpe Ansigtstræk og et nyt tilkommet tindrende 
Udtryk i hans Øje sagde mig , af hans Væsen 
legemligt eller aandeligt gjemte en underjordisk Ild , 
som neppe længer stod til af flukke . Da jeg nu derhos 
af gjentagne Hosteanfald troede af forstaa , af disse 
hans Bøjninger forover mod mig ligesaa gjerne kunde 
have sin-Grund i , af han var træt og søgte Hvile 
mod Bordkanten som i Samtalens Interesse , besluttede 
jeg mig med engang til af gaa lige løs paa Spørgsmaalet 
om hans Helbredstilstand og saaledes sætte mig 
i Besiddelse af nok et vigtigt Udenværk om hans 
Fortrolighed . 

Jeg rejste mig pludselig bestemt og alvorlig og 
sagde , at jeg som erfaren Læge desværre saa , at han 
ikke var saa lidet syg , som han mulig selv troede , og 
at han , da han øjensynlig var afkræftet og mat — jeg 
paaberaabte mig Sveddraaberne paa hans Pande — 
ialfald nu strax skulde sætte sig hen i den magelige 
Sofa , som jeg hidtil havde optaget . 
Han erkjendte , at han ikke vel havde taalt at gaa 
de to Gange i Trappen , — første Gang var han 
kun gaaet ned for at faa Slut paa den slemme Træk 
gjennem Huset — og satte sig ester mit Ønske villigt 
i Sofaen . 
Det var Brystet , sagde han . Ved Hjelp af 
Hørerør og Percussion opdagede jeg desværre , at han 
kun havde altfor megen Ret . Det var Brystet , men 
i en saadan Tilstand , at her kun var Tale om at vinde 
Tid , ikke om at frelse ; thi den ene Lunge var helt 
borte og den anden alvorlig angrebet . 
Den sidste Del as Aftenen følte baade han og jeg 
os som gjenfødte paa den gamle Fod . Min Myndighed 
som Læge gav mig derhos nu en Smule Overvægt . 
Klokken ni erklærede jeg , at han maatte i Seng , 
og sagde ham , at jeg næste Dags Formiddag agtede at 
komme igjen og ordinere ham det Fornødne . Paa 
Almueskolen skulde han , hørte jeg , først læse den Dag 
Klokken elleve — til den Tid lovede han mig , ikke at 
gaa ud . 
Da jeg kom hjem , fandt jeg min Hustrn i stor 
Angest for mig . Hun kunde ikke begribe , at en fornuftig 

Mand og dertil en Doctor , som gav Andre saa forsigtige 
Raad , kunde fare om mere end nødvendigt i et 
saadant Himmelvejr ; og jeg havde jo været ude i det 
hele Tiden , næsten siden Middag . 
Hertil var nu Intet at sige , og jeg overtænkte 
kun , medens hun talte , hvorledes jeg bedst skulde vinde 
hendes Stemning for den Sag , der nu laa mig paa 
Hjertet . Min Hustrn havde ikke Spor af Kjendskab 
til min dødssyge Ven , og hun kunde kanske endog , om 
jeg kjendte hende ret , falde paa at blive stødt , naar jeg 
fortalte hende , at han paa en Maade havde ejet min 
Ungdoms Kjærlighed før hun . 
Det gik virkelig ogsaa , som jeg forudsaa ; thi det 
var først efter en noget betænkelig lang Pause , at hun 
med Et kom hen og sagde , at min bedste Ven naturligvis 
ogsaa skulde være hende inderlig kjær . 
Og fra det Øjeblik af kunde heller Ingen være 
ivrigere end hun . I hvad hun tager sig for , saa gjør 
hun det nemlig altid tilgavns , og hun opgjorde endnu 
samme Aften , hvordan Sagen fluide arrangeres . 
Klokken fi den næste Formiddag var jeg med 
min Hustru oppe hos min Ven og forestillede hende 
for ham med de Ord , at hun ønskede sig betragtet som 
en ligesaa gammel Veninde af ham , som jeg var Ven . 
Jeg fortalte ham , saa trøstig jeg kunde , — men da 
jeg sagde det , saa min Hustru bort , — at hans Sygdom 
absolut forlangte , at han holdt sig inde under 
Cuur i sex Maaneder , til den varme Sommer kom og 
kunde fuldende Helbredelsen , samt at jeg haabede , han 

vilde samtykke i , at jeg arrangerede Sagen med Almueskolen 
for ham . 
Han var øjensynlig baade overrasket og rørt . Livet 
havde ikke budt ham Venskab , sagde han ; han var saa 
lidet vant til at tage mod det , selv hvor det kom saa 
sandt og godt som her . Efter en Del Parlamenteren 
overgav han sig dog tilsidst paa Naade og Unaade til 
min Kone , der ikke holder af at tabe . 
Flytte hen til os , som jeg foreslog , vilde han 
imidlertid ikke , da han havde saaet dette Værelse kjært , 
og — som han aabent sagde — han vilde ikke føle sig 
vel ved at blande økonomiske Forbindtligheder , dem han 
desuden ikke tiltrængte , ind i denne Sag . 
Fra nu af besøgte jeg ham i Regelen hver Formiddag 
og slog da som oftest tillige en lille Passiar 
af om Forskjelligt ude i Byen , som jeg kunde tænke 
mig vilde interessere eller ialfald adsprede ham . 
Min Hustru tog Sagen paa sin egen Vis . Modsat 
af , hvad jeg havde været en Smule bange for , udførte 
hun ingen gjennemgribende Revolution i hans Husholdning 
og tilvante Stel . At Opvartningspigen havde 
sine Grunde , hvorfor hun saa ofte saa op til ham , og 
at hun hver Dag med Bæven afventede min Hustrus 
stille Mønstring af , hvorvidt Støvet var borte og 
Værelset i Orden , derom kunde han ikke have nogen 
Anelse . Det Eneste , som min Hustru aabenlyst satte 
igjennem , var alskens Sendinger af styrkende Sager . 
Med Pigen , som bragte dette , fulgte saa gjerne et af 

Børnene , søm han da undertiden fandt Fornøjelse i at 
beholde hos sig en Stund og underholde sig med . 
Dette nye og for ham uvante Forhold lod ogsaa 
til at adsprede ham ; men efter en Maaneds Forløb 
begyndte Humøret igjen at blive nedtrykt . Vore Besøg 
besværede ham øjensynligt , hvorfor disse ogsaa bleve 
indstillede for en Stund . Han tilbragte saagødtsom 
hele Dagen paa Søfaen henne i den mørke Del af 
Værelset . 
En Aften , førtalte Pigen , havde hun hørt det 
ligesom græde og hulke inde paa Værelset ; hun var 
derfor ikke gaaet ind , men var bleven staaende udenfor . 
Lidt efter syntes hun , det var , som om han bad saa 
inderligt , men Ordene forstod hun ikke . Aftenen efter 
. hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom paa en 
Violin , der ikke rigtig gav Lyd . 
Den følgende Formiddag , da jeg kom til ham , 
var hans Sindsstemning helt forandret , og til min 
Overraskelse blev jeg vaer , at hans Violin hang pudset 
og med paasatte Strenge , men rigtignok med Sprækken 
i Brystet , paa Væggen med Buen ved Siden af . 
Henne paa Bordet ved Sengen bemærkede jeg ogsaa en 
gammel Bibel , søm jeg aldrig før havde seet hos ham , 
formodentlig fordi denne Skat altid havde været forvaret 
i hans Commode som en Helligdom . 
Han saa mere end sædvanlig mat og medtaget ud ; 
men hans Ansigt havde et forklaret Udtryk over sig , 
som en Mands , der har stridt med sin Skjæbne og nu 
har vundet Ro og Resignatiøn . 

Om det gik an , sagde han , vilde han gjerne samme 
Formiddag tale med min Hustru ; , men med mig ønskede 
han helst at tale nu strax , og jeg maatte derfor 
sidde ned en Stund hos ham . 
Med et Smil — det samme stille , hans egen 
skjønne Hemmeligheds Smil , som jeg kjendte saa godt 
fra gamle Dage , men som nu ligesom ikke længer behøvede 
at unddrage sig Opmærksomheden — vendte han 
sig til mig og sagde , idet hun lagde sin Haand paa 
min Skulder og saa mig ind i Ansigtet : „ Min kjære , 
hjertensgode Frederik ! Jeg kan ikke sige Dig hvorfor , 
men jeg ved bestemt , at jeg ikke lever saa længe , at jeg 
faar se Vaaren igjen . Det , som fejler mig , kan hverken 
Du eller noget Menneske give mig , kun Vorherre ; men 
af alle Mennesker har Du staaet mig nærmest , og dit 
Venskab har rakt did , hvor Du ikke har kunnet ane 
det . Du har en Ret til at kjende den , som har været 
din Ven . Naar jeg er borte , — og dette fler usvigeligt 
i denne Vinter , kanfle hastigere end Du efter min 
Sygdoms Stand tænker Dig — , saa vil Du finde en 
Del Optegnelser i min C ommodeskuffe ; det er min 
tidligste Ungdoms Historie , men , simpel som den er , har 
den for mig været afgjørende for hele Livet . Den vil 
fortælle Dig , at Verden har været mig tung , saare 
tung , og at jeg var saa glad som en sluppen Fugl ved 
at forlade den . “ 
„ Der var en Tid , “ føjede han til efter nogen 
Nølen , „ da jeg helst ønskede at begraves ved en Kirke 
oppe i Nordland ; nu tror jeg derimod , at det kan være 

det samme med Stedet , og at der kan hviles ligesaa 
fredeligt hernede . “ 
Hermed trykkede han min Haand og bad mig gaa 
efter min Hustru . 
Da hun kom , overraskedes hun ved at se ham saa 
lys og let af Sind , som hun aldrig havde tænkt sig , 
han kunde være . Han vilde , sagde han , af hendes 
Venskab udbede sig en Tjeneste . Det var en Grille af 
ham ; men , hvis han skulde blive kaldt bort , maatte hun 
love ham , næste Vaar at plante en vildt voxen Rose 
paa hans Grav . 
Hvor sørgelig Anmodningen var , forstod min Hustru 
egentlig først , da jeg havde fortalt hende , hvad der forud 
var passeret ; thi David Holst havde selv seet saa frejdig 
og lys ud , da han talte med hende , af det Sørgelige 
ligesom var kommet bort . 
Min Vens Spaadom om sig selv viste sig desværre 
af være altfor sand . Skjønt hans Humør stadig 
blev lysere , undertiden endog saa han fik et Skjær af 
Livsglæde , gik hans Sygdom dog altid den modsatte 
Vej til det Værre . 
En Dag fandt jeg ham fra sin Seng — hvor 
han nu for det meste tilbragte hele Dagen — meget 
interesseret ligge og betragte , hvorledes min lille Anton 
havde „ gjort Dampbaad “ af hans gamle Violinkasse , 
hvis Laag var borte , og hvormed han nu paa Gulvet 
anløb alflens fremmede Havns . Da jeg kom hen til 
Sengen , sagde han smilende , af han havde været hjemme 
i Nordland og legt i Fjæren igjen . 

Min Hustru var nu mere og mere bleven hans 
Sygeplejerske . Hun var hos ham et Par Gange om 
Dagen og sad ved Siden af hans Seng . Han holdt 
hende da gjerne i Haanden , eller ogsaa bad han hende 
læse noget for sig af hans gamle Bibel . De Themaer , 
han opsøgte , var helst de , hvori det gamle Testamente 
taler om Kjærlighed mellem Elskende . Især dvælede 
han ved Historien om Jakob og Rachel . 
Min Hustru , der nu havde faaet ham inderlig 
kjær , betroede mig en Dag , at hun nok troede at vide , 
hvoraf min Ven led ; det var visselig intet Andet end 
en ulykkelig Kjærlighed . 
Saa rørende skjøn , som han laa der henimod 
Døden , havde hun aldrig tænkt sig , at et Menneske 
kunde blive . Naar han laa stille og smilte , var det , 
som om han tænkte paa et Stevnemøde , hvortil han 
skulde , saasnart han var færdig med os her paa Jorden . 
En Aften bad han min Hustru sidde hos sig . 
Klokken ni fik jeg Bud ; men da jeg kom did op , var 
han ikke mere . 
Han havde bedet min Hustru læse for første Gang 
et Stykke af Højsangen for sig der , hvor hun fandt et 
gammelt Mærke i hans Bibel . Det var det andet 
Capitel , hvori baade Bruden og Brudgommen taler , 
og som begynder saa : „ Jeg er en Rose i Saron , en 
Lilje i Dalene “ og ender med : „ Indtil Dagen bliver 
luftig og Skyggerne fly bort , gak omkring , bliv lig en 
Raa , min Kjæreste ! eller som en ung Hind paa Bethers 
Bjerge . “ 

Han havde bedet hende læse det to Gange , men 
under Læsningen var han stille sovet hen . 
Og der laa han dejlig i Døden , med et stille 
Smil , som hilsede han nu en saadan Lund hinsides i 
Bethers Bjerge . 
Den næste Sommer stod der et Trækors og en 
blomstrende vild Hyben paa en Grav ude paa Byens 
Kirkegaard . Der hviler min Ven David Holst . 
Til min Vens Livshistorie fandt jeg henlagt som 
Begyndelse et Afsnit , hvoraf endel synes at være tilsat 
i en modnere Alder . Det viser , med hvilke stærke 
Traade han har været naturbundet til sit Hjem , og 
med hvilken Kjærlighed han har hængt ved det . 

Andet Afsnit . 
Nordland og Nordlændingen . 
forsaavidt et Menneske som jeg , der lever i en 
saa sørgelig Virkelighed , tør tale om Illusioner — 
hvilken Mængde og hvilke store . Illusioner har jeg saa 
ikke her inde i Kristiania faaet knuste . i de to—tre 
Aar , siden jeg forlod mit Hjem i Nordland og er 
bleven Student — hvor graa og mat er ikke denne 
Verden hernede , hvor smaa og smaalige mod , hvad 
jeg har tænkt mig , baade Mennesker og Forholde ! 
Jeg var i Eftermiddag med nogle Venner ude og 
fiskede paa Fjorden , og vi morede os naturligvis Allesammen 
— undtagen jeg , der dog ypperligt lod , som 
jeg gjorde det . Nej , jeg morede mig ikke ! Vi sad i 
en fladbundet , bred , styg Baad , som de kaldte „ Pram “ , 
en Indretning , der ligner en Vadskerbalj , og fisfede 
den ganske Eftermiddag i noget grumset Vand paa faa 
Alens Dybde med et spædt Snøre tilsammen ialt 7 , 
syv , Hvittinger — og saa roede man da tilfreds iland ! 
Jeg befandt mig næsten vammel ; thi , lig denne Pram 

uden Kjøl , hvorpaa den kan ligge en Cours , uden Seil , 
der ikke engang anstændigt kan tænkes fat paa den , 
uden Sjøgang , hvilken den ikke vilde taale , og lig 
denne grumsede , graa , bølgeløse Sjø udenfor Staden 
med nogle faa smaa Hvittinger i — synes mig igrunden 
hele Livet hernede . Det har ikke i nogen Henseende 
andet at byde end saadanne smaa Hvittinger . 
Mens de Andre snakkede , sad jeg og tænkte paa 
en Fisketur , hvor hun var med , ude mellem Vetteskjærene 
hjemme i vor lille sexaarings Baad — hvilken 
anden Dag , hvilken anden Baad , hvilket andet Eventyr ! 
Ja , hvor eventyrløst , fattigt og graat er dog ikke Livet 
hernede paa de rige , kornbærende Lerbakker og den 
af Dampbaadsrøg sodede Hovedstadsfjord eller herinde 
i selve . Byen imod hjemme . Men ymtede jeg 
dette højt , vilde disse overlegne Folk rigtignok sætte 
store Øine . 
Man taler her om Fiskeri og mener derved nogle 
fattige ' Dræt Torst og Hvittinger . En Nordlænding 
forstaar derved , som i alt Andet , det Tusinddobbelte , 
han mener Lofotens og Finmarkens Millioner og derhos 
en overstrømmende Mangfoldighed af Arter fra Hvalerne , 
der sprøjte gjennem Sundene , med store , sossende 
Fiskestimer foran sig , ned til de allermindste . 
Den eneste bemærkbare Fisf , jeg kjender hernede , og 
som jeg altid seer paa , hvor jeg finder den , er Guldog 
Sølvfiflen , som man holder i Glas , ligesom man 
har Kanarifnglen i Bur ; men den er igjen fra et 
andet Eventyrland i Syden . 

Ved Fugl fdrestiller en Nordlænding sig hellerikke , 
som hernede , bare et og andet Stykke Madvildt , men 
en Himmelens Hob af alle Slags , bølgende i Luften 
som en hvid Brænding om Fuglebjergene , et belt singende , 
myldrende Snevejr over Æggeværene ; han mindes 
Edderfugl , Teiste , And og Kjeld svømmende i Fjord og 
Sund eller siddende rundt paa Skjærene , Maagerne , 
Fiskeørnen og Fiflejon jagende i Luften , Hubroen 
tudende fælt om Natten ude fra Fjeldskaarene — kort 
sagt , han mener en hel Verden af Fugle og har en 
Smule ondt ved at indskrænke Begrebet til bare en og 
anden enkelt stakkels Tiur , som man har Hjerte til at 
overraske og dræbe midt i en Elflovsleg , mens Solen 
rinder oppe i en Furulid . 
Istedetfor Bærmarkerne her har han de milelange 
Multemyrer hjemme ; istedetfor den paa Søsijæl temmelig 
ensformigt fattige Strand hernede , haster han en , der 
er strøet med den forunderligst farvede Mangfoldighed 
af dem . 
Nordland ejer overhovedet alle Naturforhold i en 
intensiv Grad og i helt anderledes coloSsalt mægtige 
Modsætninger . Det har et endeløst , stengraat Øde 
som i Urtiden , før Menneskene byggede , men midt i 
dette ogsaa sine endeløse Naturrigdomme ; det har en 
Sol og en Sommerherlighed , hvis Dag ikke er kun 
tolv Timer , men varer uafbrudt Dag og Nat i tre 
Maaneder , da man mangesteds maa gaa med Maste 
for Myggesværmen , men til Modsætning igjen en Nat 
med Mørke og Rædsel , som varer i ni . Der er 

Jetteforholde , men uden de mere uanseelige Overgange 
midtvejs imellem alle Yderligheder , hvorpaa det rolige 
Liv her sydpaa bygges ; det er med andre Ord Forholde 
mere for Fantasien , Eventyret og Hazarden end 
for den jevne Forstand og den stille , sikre Birken . 
En Nordlæmding kan derfor let i Begyndelsen 
hernede føle sig ligesom en Gulliver , der er kommen 
til Lilliput , og passer overhovedet neppe vel mellem 
Indvaanerne , før han har faaet skruet sine gamle tilvæmnede 
Forestillinger ned til denne mindre Virkeligheds 
nøgterne Maal , kort sagt , for han lærer sig til 
af bruge Forstand istedetfor Fantasi . 
Finnen paa Ski med sine Rensdyr , Kvænen , 
Russen — ikke af nævne den stadigt færdende , paa 
Land træge , men i sin Baad kvikke Nordlæmding selv — 
ere unægtelig Alle helt interessantere Folk end den 
graa Havrebonde , hvis Fantasi neppe gaar længer bort 
fra hans egen Ager end til det af undres paa , hvor 
oppe i Udmarken mon Tampen nu skal hentes . 
Naar man taler om Uvejr og Bølger , saa mener 
man her en Smule Storm og Sjøgang op ad Kristianiafjorden , 
der endog kan afstedkomme en Smule 
„ Skade paa Havnen “ , og tager det som overmaade 
rystende , naar en klodset Baadmand er forlist . For 
min Tanke kommer da noget helt Andet : pludseligt 
Nedfaldsvejr ifra Fjeldet , som tager Huse bort — hvorfor 
man hjemme ogsaa surrer dem med Touge — , 
Bølger ind fra Ishavet , der begrave de høje Skjær og 
Holmer i Skum og „ tage Grundbraat “ paa mangfoldige 

Favne Vands Dyb , saa af Fartsjet med Et 
kommer til af staa paa tør Bund og knuses midt i 
Havet ; Skarer af kjække Mænd , som sejle undaf 
Vejret for Livet , og ikke blot for deres eget Liv , men 
med en dyrt tilkjæmpet Last ogsaa for deres , som 
hjemme sidde , og som endda midt i Dødsfaren prøve 
paa at give deres kuldsejlede Kammerat en Haandsrækning ; 
jeg tænker paa Forlis af mangfoldige Baade 
og Fartøjer i Vinterkvælden mellem Sjørokket og paa 
Bølger — ja , det kunde for en Gangs Skyld være 
værdt at se dem ( som vanligt tre i Følgelag og den 
sidste Bølge værst ) i Anmarche med Skumkammene 
højere end Toldbodtagene og kanske en Jagt , der maa 
landsættes , paa Nakken , suse ind ad Kristiania fredelige , 
smale Havn , kastende Skibene med sig op i Bven , 
og fulgte af tilsvarende tunge Stormstød , saa Tagene 
løftedes af . Kom de , veed jeg nok , at det var mig , 
de vilde hente , den stakkels inde i Byens Civilisation 
forstukne „ Fremsynte “ , som de mene , hører sig til ; 
men jeg vilde kanske alligevel et Øjeblik udover Dødsangsten 
hilst dem som Venner fra Hjemmet , skjønt de 
kom med Lig og Vrag paa Skulderen . De vilde for 
en Gangs Skyld vise alt dette civiliserede Smaapirkeri 
herinde det vældige Havs Rædsel og Storhed og spæde 
en Smule havsalt Dødsangst i al Flauheden . Jeg 
gad nok seet en Hvalfisk i Klemme mellem Prindsensog 
Toldbodgade , gloende ind fil en Familie i øverste 
Etage , eller en havareret Havdraug , forsøgt indbragt 
paa Raadstuen af de pene , guldsnorede Konstabler . 

Jeg gad ogsaa nok seet Byens Theaterkritik , der ere 
vante fil to Gange i Ugen at se Haupt- und Statsaction 
i Vaudeviller , staa med Lorgnetten paa Næsen foran 
et sligt Skuespil , der uden Videre overflommede alle 
deres kritiske Begreber og Blækhuse og viste dem Død 
og Rædsel for ramme , knusende Alvor . 
Hvor vilde ikke en saadan Recensent voxet i Evne 
fil at forstaa , hvad der er imposant og mægtigt i en 
Digtning og i Begjær derefter , om han bare een Gang 
i sit Liv havde seet „ Hesfmanden “ * ) paa en Uvejrsdag , 
sine 1700 Fod høj , ride sydover ud i Havbrændingen , 
medens Kappen flagrer mod Nord om hans Skulder , 
og man fuldkommen illusorisk seer , foruden Kjæmpen 
selv i sin Vælde , Hestens Hoved , Øren , Halsen , Trindsen 
og dens majestætiske Bryst . 
Der nordpaa har den nordiske Folkeforestilling 
ogsaa lige fra Mythens Tid lagt Hjemmet for al Ondskabens 
Hær ; der har Finnefolket udøvet sine Troldkunster , 
„ sat Gan “ , og der , ved det mørke , vintergraa , 
bølgebrydende Ishav , staa ligesom endnu Urtidens til 
Jordens yderste Grændser fordrevne Guder , de dæmoniske , 
forfærdelige , halvt formløse Mørkets Magter , 
som Aserne kjæmpede med , men som først St . Olaf 
med sit sejrende , solblanke Korshjalte ret fik „ sat i Stok 
og Sten “ . 
Det , som man , siddende paa den trygge Tne midt 
inde i Civilisationen , saa letvindt flyder fra sig som 
* ) et mærkeligt . Fjeld i Nordland . 

Overtro , — men hvilket dog som Naturmagter i Folket 
endnu lever — arter sig overhovedet her syd i Folket 
ganske anderledes dukkemæssigt for Forestillingen . Man 
har sig en lille Forskrækkelse af Smaanisser , godmodige 
Huldrefolk , en elskovssyg Nøk og Sligt , som nord hos 
os næsten gaar imellem Husene som Overtroens tamme , 
vanlige Husdyr . Man har ogsaa der godmodige 
Underjordiske , som drive deres fredsommelige Baad- og 
* Jagtbrug usvnligt ved Siden af Befolkningen . Men 
saa skaber Naturrædselen ved Siden af en hel Hær af 
onde Dæmoner , der drage Menneskene , druknede Mænds 
Gjenfærd , der savne christen Jord , Bergriser , Havdraugen , 
som ror i en halv Baad og i Vinternatten 
skriger fælt ude paa Fjorden . Mangen , der virkelig 
var i Nød , har paa Grund af Frygten for ham 
maattet undvære Bjergningen , og de „ Fremsynte “ kunne 
se ham . 
Men overrager Naturovermægtigheden Livet knugende 
tungt paa denne vintermørke , havfraadcndeGrændsekvsf , 
der dæmrer i ni Maaneder og i de tre af dem 
endog mister Solen , saa der skabes Mørkerædsel i 
Sindet , — saa ejer Nordland til den samme Yderlighed 
ogsaa den stik modsatte Character , sin solvarme , luftklare , 
duftopfyldte , med Farvernes uendelige Rigdom 
skjønhedsvexlende Sommernatur , hvori Afstande paa 
ti—tolv Mile henover Sjøspeilet nærme sig hinanden 
paa Talehold , hvori Fjordene klæde sig med brungrønt 
Græs helt til Toppen — i Losoten op til to tusinde 
Fods Højde — , hvori Smaabjerkeskoven krandser sig 

oppe i Liderne og Fjcldrevnerne som en Leg af hvide , 
sextenaars Piger , medens Aromaen af Jord- og Bringebæret , 
som voxer der , naar Du , i Skjorteærmerne for 
Varmen , kommer forbi , kjendes i Luften som intet 
andetsteds , og Dagen er saa hed , at Du faar Trang 
til at bade Dig i den solfyldte , skvnlpende , til Bunden 
forunderlig klare Sjø . 
At alle Væxter faa saa stærk Aroma og Farve 
deroppe , har de Lærde forklaret af det stærke Lys , der 
sylder Luften , fordi Solen er uafbrudt oppe hele 
Døgnet . Derfor kan heller intet saa aromatisk Jordbær 
eller Bringebær eller en saa duftende Birkegren tages 
nogetsteds som » der . 
Har en underdejlig Idyl noget Hjem , saa er det 
inde i Nordlands Fjorddale om Sommeren . Det er 
som om Solen da kysser Naturen saa meget desto 
inderligere for den korte Tids Skyld , den veed , de har 
at være sammen , og som om de begge den Stund søge 
at glemme , at de saa snart igjen maa sfilles . Da 
springer Græsbakken frem som ved et pludseligt Under 
og i ødsel Mangfoldighed Blaaklokken , Løvetanden , 
Smørblomsteret , Præstekraven , Tornerosen , Bringebæret 
og Jordbæret ved hver Bæk , om hver Tue , i hver Lid ; 
da summer hundrede Sorter Insekter i Græsset som i 
et tropist Land ; da drives Kjør , Heste og Faar op i 
Dalene og Fjeldsiderne , medens Finnen fra Højfjeldet 
kommer ned i Fjorddalen med sine Rener og vander 
dein i Dalelven ; da ligger Mullebærmyren rødmende 
i Fjerdingmile indover ; da er der stille Solskinsfred i 

hver Hytte , hvor Fiskeren nu sidder hjemme hos Sine 
og døter paa Redskabet til Vinterfisket ; da er der i 
Nordland Sommer saa dejlig , som kun faa Steder har 
den , og en idyllisk Naturglæde og Fred som kanske 
intetsteds . 
Af denne Naturens kjælne Blødhed faar Nordlændingen 
ogsaa et Drag i sin Karakter ; han holder 
af , naar han kan komme til , at leve og klæde sig godt 
og bo lunt ; han er med Hensyn til Delikatesser en 
ren Lækkermund . Torsketunger , Ungryper , Rensdyrmarv , 
saltet Uer , Ørred , Lax og alflens Saltvandsfifl 
af første Slags , serveret med deres Tilbehør af Lever 
og Rogn , det nærende Rensdyrkjød og allehaande Vildt 
ere tilligemed de friskt smagende Multer for ham kun 
vanlige Retter . Saavel Finnen som den nordlandske 
Almuesmand er derhos paa barnevis glad i alslags 
søde Slikkerier , og hans „ Sirup paa Grøden “ er viden 
bekjendt . 
Opdraget i en Natur saa rig paa Modsætninger 
og Muligheder og paa det Uventede i hele Klaviaturen 
af Nuancer fra det vildest Storartede til det indtil 
Taarer Inderlige , Yndige og Henrivende , er Nordlændingen 
i Reglen et godt og kvikt , ofte et glimrende 
og fantasifuldt Hoved . Stemningsfuld , som han er , 
overgiver han sig let til Øjeblikket . Er der Solflin i 
dit Ansigt , blir der ogsaa gjerne Solskin i hans . 
Men man maa ikke tage fejl af ham og forvexle hans 
Godmodighed med enfoldig Tryghed — og det gjør 
man her syd ofte . Inden i hans Sjel vugger den 

stille Mistanke , ham selv ubevidst , altid som en aarvaagen 
Sjofugl , der dukker under , endnu medens det 
glimter af Fængkrudtet og før Kuglen har saaet Tid 
til at slaa ned paa det Sted i Sjøen , hvor den netop 
laa . Det Pludselige , Muligheden af alt Muligt , har 
han fra Barnsben af ude i Naturen været vant til at 
tænke sig som et Sværd , hængende over enhver fredelig , 
stille Stund , og dette Instinkt bærer han som 
oftest med sig ind i sin Omgang med Menneskene . 
Mens Du taler med ham , dukker han kanske saadan 
under i sin Sjel , og det Gang paa Gang , uden at 
Du har Anelse om det , og uden at Stemningen derfor 
afbrydes ; han gjør det , mens han har Taarer i Øjnene 
i den inderligst rørte Stund — det er saa hans 
Natur , hvoraf han altid vil beholde en Snev , selv 
efterat han med alt Sit er flyttet fra sit Naturliv ind 
i de civiliserede Forholde . Han undgaar Dig , smyger 
med sin Fantasi og sin vare Mistanke ind imellem og 
rundt dine Tanker , ja om en rigtig begavet Nordlænding 
— jeg er før fløv og ninteresseret til at kunne 
det — tror jeg , at han , uden at Du aner det , kan 
gaa med Hænderne i Lommen tvert igjennem din 
Sjel ind Panden og ud Baghovedet . Som Opdagelsesbetjent 
og Diplomat vilde han været uvurderlig , dersom 
han blot havde havt mere Karakter og ligget mindre 
barnagtig svagt under for Øjeblikkets Magt ; men her 
er desværre hans svage Side . Jeg taler her om det 
dybe Drag i Folkeejendommeligheden , saaledes som den 
arter sig i de mere fremtrædende Naturer , og vil ikke 

misforstaas , som om jeg mente , at der ikke ogsaa 
skulde findes Mænd af Karakter i Nordland ' — de 
hærdes der mangengang maaske mere end andetsfeds op 
til det Storartede . 
I en indfødt nordlandsk Slægt vil der som oftest 
findes — det er ialfald min Tro — nogle Draaber 
Finneblod . Det er ogsaa andetsfeds bemærket , at , 
naar det i Sagaen hedder om de bedste Bondeætter paa 
Helgeland , at de nedstammede fra Halvtrolde eller Bergriser , 
betegner dette kun finsk Afstamning . Vore Kongeætter 
havde finsk Herkomst , og Fin var et velklingende 
Fornavn , baaret af Landets bedste Mænd , f . Ex . Fin 
Arnesen . Harald Haarfager og Erik Blodøxe giftede 
sig med Finnepiger . Den mystiske , sandseligt-dragende 
Akagt , som har været tillagt disse , var kun det erotiske 
Udtryk for en stor Nationalforbindelse op igjennem 
Tiderne mellem disse to fremmedartede Folkeelemcnter : 
den lyshaarede , blaaøjede , i Sindet større og roligere 
Nordmand og den mørke , brunøjede , raptænkte , fantasirige , 
af Naturmysfik opfyldte , men karaktersvagere , 
nndertrykte Fin , hvis Natur den Dag idag staar paa 
Ski og synger Moltoner inde i mangen Nordmands 
Sind , der i sin Racefornemhed nu lidet aner , at han 
har Sammenhæng med det Folk . 
Der fremkommer forøvrigt efter min Erfaring en 
stor Karakterforskjel , eftersom Blandingen er flet med 
den svage Finlap eller med den storvoxede , stærke , 
trodsige Finne : Kvænen . Det gjør en Gemytsforskjel 
som mellem Mol og Dur i et og samme Fantasistykke . 

Det farverige Drag i vor Nation , som repræsenteres i 
Digteren Wergelands uendelige Billedrigdom og Sprang 
udover Logiken , er visselig finsk — vor gamle Saga 
kjendes ialfald kun lidet ved det . Men deraf kan man 
ogsaa forstaa , hvilken Naturherlighed Finnen har tilfort 
vor Folkekarakter . Finneblandingen har været en 
stor og væsentlig Faktor i Sammensætningen af det 
nuværende norske Folks Aandsegenskaber . . 
Om denne Finneblanding , der i de nærmeste Led 
endnu ligesom anses for en Skam , har jeg talt med 
Flere og fundet , at overraskende Mange i Stilhed 
have Øje for den . Kvænfinblandingen gir energisfe , 
logifle , trodsige , handlesvangre Mennesker ; den har vist 
i høj Grad sat Staal i vor østlandsfe og throndhjemsfe 
Races Natur . I Nordland har derimod Lappeblandingen 
været den overvejende og tildels ændret 
Folkekarakteren derefter . Kvæn-Nordmanden besejrer 
Nordlandsnaturen ; Lappe-Nordmanden ligger mere under 
for den og lider under dens Tryk . 
Modsætningerne i den nordlandsfe Natur ere forstærke 
og yderlige til , at ikke den Slægts Sind , som 
lever deroppe , skulde være stærkt udsat for at tage Knæk 
deraf . Den megen Tungsind og Tristhed , som findes 
der ogsaa hos den simple Mand , og som saa ofte udarter 
til Sindsforvirring og Selvmord , har visselig 
sin dybe Sammenhæng og Grund i disse Naturforholde , 
i det lange Vintermørke med sine tunge , 
overvældende Scener , der knnger Sjelen ned i ensom 
Lysforladthed , og i de stærke og pludselige Indtryk , 

der saavel i den mørke som i den lyse Tid altfor 
voldsomt griber i Gemyttets inderste , fine Strænge . 
Jeg har tænkt over disse Ting som knap nogen Anden , 
tænkt , mens jeg selv har lidt ved dem , og jeg forstaar , 
— skjønt jeg , naar det kommer ind paa min egen 
Person , igjen aldeles ikke forstaar det — hvorfor 
» ssoonä siZlu « , det „ andet Syn “ , „ Fremsynethed “ , 
som det heder i Nordland , dersteds ligesom paa Shetlandsog 
Ørkenøerne kan opkomme og nedarves i Familien . 
Jeg forstaar , at det er en Sjelesot , som ingen 
Kur , ingen Forstand eller Reflexion kan kurere . Man 
er født med et tredie Vindu i sin Sjels Hus foruden 
de to sunde Øjne , et Vindu , der vender ud til en 
Verden , som Andre kun ane , men som En selv er fordømt 
til , naar Øragningen kommer , at maalte gaa hen 
og se ud af : det lader sig ikke tilstoppe af Bøger eller 
af nogen forstandig Reflexion , ikke gjenmure selv hermidt 
i den „ oplyste Hovedstad “ , højst kun formørke en 
Stund med Glemselens Gardin . 
Ak , naar jeg erindrer mig , hvordan jeg derhjemme 
i Nordland gik og forestillede mig Kongens Slot i 
Kristiania , med Tinder og Taarne vældigt ragende 
over Staden , og Kongens Mænd som en gylden Strøm 
-fra Borggaarden helt op til Thronsalen , eller AkerShus 
Fæsfning , naar Kanonerne tordnende meldte Kongens 
Ankomsf , medens Luften som en Storm var opfyldt 
med Krigsmusik og mægtig kongelig Befaling ; naar 
jeg tænker mig , hvorledes jeg forestillede mig „ Lysets 
høje Hal “ , Universitetet , som et stort , hvidt Kridtbjerg , 

altid med Solskin i Ruderne , eller hvordan jeg udmalte 
mig Storthingssalen og de Mænd , som færdedes 
der , og hvis Navne i Fantasiens Forstørrelse fortonede 
sig opover til os , som om der for hvert gik en mægfigt 
rungende Klokke i Luften , Navne som Foss , Sørenssen , 
Jonas Anton Hjelm , Schweigaard og mange 
Flere ; naar jeg sammenligner det , som jeg i Nordland 
forestillede mig ved Alt dette , med den „ for vore smaa 
Forholde vistnok respektable Virkelighed “ , hvori jeg nu 
lever og færdes , — saa er det , som et Korthus af 
Illusioner , højt som Snchætten , falder sammen over 
mig . Jeg har altsaa , indtil jeg blev nogle og tyve Aar 
gammel , level kun i et nordlandsk Eventyr og er nu 
først egentlig født frem til den virkelige Verden ; jeg 
har været bjergtagen i min egen Fantasi . 
Fortalte jeg Nogen Alt dette , vilde han — og jo 
fornuftigere Manden var , desto mere sikkert vilde det 
sle — visselig finde nd , af min udmærkede Lxumon 
artium nok maa have gaaet til ved en aabenbar Fejltagelse , 
Kommer det imidlertid an paa theoretisk Raisonnement 
og Kundskab , saa har jeg Gudskelov ligesaa 
gode Evner som de Fleste . Jeg veed ogsaa , af jeg deri 
har det Par elastiske Aarer , hvormed jeg saa langt , jeg 
tiltrænger det , skal kunne ro min Baad gjennem det 
prakliske Liv uden af støde an . Lasten , som jeg har i 
Baaden , saa fung , saa fung , og til sine Tider igjen 
saa livsalig dejlig , faar Ingen se . 
Jeg føler en dyb Trang til at græde ud mit hele 
nordlandfle Eventyr og vilde gjøre det , hvis jeg bare 

kunde græde Livet ud med det samme . Men hvorfor 
ønske at miste alt det Dejlige , hele Illusionen , naar 
jeg saa alligevel til min Dødssfund maa bære paa det 
Tunge , som den har lagt paa mig ! 
Min lettende Graad skal være i stille Timer at 
male mine Livserindringer fra dette mit Hjem , som 
saa Faa hernede forstaar . Det er en stakkels , paa 
Sjelen syg Mands Fortælling , hvori der findes mere 
af egne Indtryk end af ydre Begivenheder . 

Tredie Afsnit . 
Første Capitel . 
Hjemmef . 
Min Fader var Landhandler og ejede Handelsstedet 
. . . ven i Vestlofoten . Han var egentlig fra 
Throndhjem , hvorfra han som ubemidlet Gut var 
kommen nordpaa med et Handelsfartøj af de , som derfra ' 
pleje at sendes til Lofoten for at handle i Fisketiden . 
I sin Ungdom havde han havt meget at gaa igjennem 
og en Tid endog arbejdet i et Baadlag som simpel 
Fifler , indtil han endelig kom i Tjeneste som Krambodsvend 
hos Handelsmand Erlandsen , hvis Svigersøn 
han blev . 
Min Fader var i sin Middelalder en smuk Mand , 
sorthaaret , mørklet , med skarpe energiske Ansigtstræk 
og heller lav end høj . Han gik altid i en brun 
Dyffels Sjømandsjakke og Blankhat . Af Væsen var 
han barsk og lidet tilgjængelig ; det hed ogsaa , at han 
var en temmelig haard Mand , — Noget , hvori den 
Livets strenge Skole , hvori han havde gaaet , kanske 

var Skyld . Skaffede dette hans Væsen ham end faa 
private Venner , saa erhvervede det ham paa den anden 
Side nok desto større Tillid i Forretninger , hvori han 
var promte og grej , skjønt til det Yderste paastaalig 
paa , hvad han troede , var sin Ret . Man frygtede 
ham og vilde nødig være hans Uven . 
Af hvad man oplever før sit ottende Aar , har 
man gjerne kun en glimtvis Erindring , men disse 
Glimt staa til Gjengjæld for hele Livet . Og af min 
stakkels ulykkelige Moder bærer jeg i min Sjel et saadant 
Billede . Jeg kjender hende deraf bedre end af 
Alt , hvad jeg siden fik høre af hende , og hvorefter hun 
blandt Andet skal have havt lyst Haar og blaa , blide 
Øjne , været brystsvag og bleg og af Figur temmelig høj . 
Hun skal tillige have været meget stille og meget trist af sig . 
Hun var Erlandsens eneste Datter og blev gift 
med min Fader , endnu medens han stod som Underordnet 
i hans Tjeneste , og det hed , at det var gamle 
Erlandsen , som fik istandbragt denne Forbindelse , da 
han derved troede bedst at sikre hendes Fremtid . 
Det var en varm Sommerdag , Slaattefolkene 
stode i Skjorteærmerne og slog med Langlia ude paa 
Engen ; jeg fulgte med min Moder , som gik strikkende 
forbi dem . Ovenfor Gjærdet laa en halvnøgen Klippehang , 
bag hvilken min Mor havde en Bænk . Bag 
den i en Stenrøse voxede der Bringebærbnske , og ved 
Siden af stod endel Smaabirke . Medens jeg kravlede 
om imellem Stenene og lod mig Bringcbærene smage , 
raabte Far paa min Mor . 

Da hun var gaaet bort , kom der fra den anden 
Side hen til mig en høj , bleg Dame , som saa ældre 
ud end Mor , sort klædt , med en opstaaende , hvid , 
pibet Halskrave ; hun saae saa venligt paa mig og 
rakte ligesom henimod mig en vild Tjørnerose , som 
hun havde i Haanden . 
Jeg var flet ikke bange ; det var heller ikke , som 
om hun var fremmed . Hun nikkede dernæst vemodigt 
til mig som til Afsked og gik bort den samme Vej , 
som hun var kommen . 
Da Mor kom tilbage , fortalte jeg hende , af der 
havde været en saa snil fremmed Dame , men hun var 
vist meget bedrøvet , og nu var hun gaaet . 
Min Moder — jeg husker det , som om det var ' 
i dette Øjeblik — stod en Stund stille , hvid som et 
Lagen og saa paa mig med en Angst i Øjet , som om 
vi nu skulde dø begge fo , saa slog hun Armene sammen 
over Hovedet og faldt besvimet om . 
Jeg var for bange til af skrige , men tror af erindre , 
af jeg , medens hun laa der livløs henstrakt i 
Græsset ovenfor Bænken , kastede mig over hende og 
raabte : „ Mor ! “ 
Lidt efter var jeg kommen springende hen til Far , 
der stod i Skjorteærmer henne paa Engen og slog Hø 
blandt de Andre , og havde hulkende sagt , af nu var 
Moder død . 
Fra den Stund var min Moder sindsforvirret 
Hun maatte i mange Aar stadig vogtes paa sit eget 
Værelse , og min Fader havde vist mangen en tung 

Time . Siden bragtes hun til et Sindsspgeasyl i 
Throndhjem , hvor hun fo Aar efter døde uden et Øjeblik 
af være kommen til Besindelse . 
Den , som i den Tid fog sig af mig , var gamle 
Anne Kvæn , et koparret , mandfolkagtigt Kvindfolk med 
smaa brune øjne , stridt , staalgraat Haar og næsten 
hexeagtig markerede Træk samt som oftest en kort , sort 
Kridtpibe i Munden . Hun havde været min Moders 
Barnepige og hang ved hende med hele sin Sjel . Da 
min Moder blev sindssvag , forlangte hun ivrigt at 
„ være Vagt “ paa Blaasalen ; men dette maatte opgives , 
da det viste sig , at netop hendes Nærværelse mest ophidsede 
den Syges Sind . Min Moder taalte heller 
ikke at se Fader , og mig turde de slet ikke vise hende . 
Gamle „ Anne Kvæn “ havde været min Moders 
eneste Fortrolige i dette Liv . Hun var yderlig overtroisk 
og underlig af sig . For hendes Indbildningskraft 
holdt Nissen og Drangen ligesaa vist til nede 
paa Sjøboden og i Baadhuset , som min Fader- residerede 
i Hovedbygningen , og under Fjeldet paa østsiden 
af Havnen drev de „ Underjordiske “ lige saa vist 
usynligt deres Fiskebedrift og Jægtebrug paa Bergen , 
som Fader havde et synligt inde i Bunden af den . 
Hun har visselig opfyldt min stakkels Moders Hoved 
med sin mystiske Overtro i ikke mindre Grad , end 
hun fyldte mit . Der var alskens Mærker og Tegn at 
tage fra Morgen til Aften , og hun havde altid en 
urolig Mine , som om hun gik paa holdt Vagt . Naar 
der kom en Baad , skulde man vende sig mod Sjøen 

og spytte og mumle nogle Ord imod Sjøvatterne . 
— Hun saa hver Mands Vardsger eller Fylgje . 
For dets Skyld maatte Døren ikke lukkes for hastigt 
efter den , som gik ud , og hun kunde altid høre det 
varsle forud , naar Fader kom hjem fra Rejse . 
Da „ Anne Kvæn “ ikke længer fik Tilladelse til 
at komme ind paa Blaasalen til Moder , gjorde hun ' i 
Stilhed en hel Mængde Kunster udenfor Døren . Jeg 
erindrer saaledes , at jeg engang stod i Trappen og saa 
hende bøje og neje sig og derimellem male med Spyt 
paa Døren og mumle , indtil jeg angest sprang 
min Vej . 
I hendes Besværgelsesformler forekom oftere Navnet 
„ Jumala “ , Navnet paa Bjarmernes gamle Gud , som 
der langt nord nok er mindre udryddet , end man tror , 
og som den Dag i Dag ogsaa , kan hænde , indover 
Fjeldvidden i Finmarken endnu har en eller anden 
Offersten . Imod „ Finne-Gan “ — og Mistanken 
derom stod paa saagodtsom hver Finnedaad , der landede 
ved Bryggen — havde hun ogsaa sine Præservativer ; 
hunsammensmellede øjensynligt Kvæn- og Kristenguden 
i sine mystiske Besværgelser for at overvinde 
Lappetrolddommcn . 
Under disse Indtryk paa Sindet voxede jeg op . 
Præstegaarden med den hvide Taarnekirke ved 
Siden af laa kun et kort Stykke Vej fra os nede 
ved Sjøen paa den højre Side af Bugten , naar 
man saa udover fra vort Handelssted , som laa inderst 
i den . 

De havde der en Huslærer , — vi kaldte ham 
altid „ Studenten “ . 
Did gik jeg her Dag i Skole sammen med Præstens 
to Børn , en opvakt Gut ved Navn Carl , der 
var et Aar yngre end jeg , nemlig tolv Aar , og hans 
med mig akkurat jevngamle Søster Susanne , et blaaøjet , 
viltert Barn med en Mængde gult Haar , der 
altid skulde flydes fra Panden , og som , naar hun 
kunde komme til ubemærket af Studenten , stadig gjorde 
alflens Ansigter og Grimacer over til os to Andre for 
at faa os til at le . 
Huslæreren var nemlig saare streng og indgjød 
yderlig Respect . Den Lattertrang , som vi ved flige 
Lejligheder sad og pinte os med uden at turde se op 
paa hinanden , for at det ikke skulde komme til Udbrud , 
var egentlig alt Andet end morsom , thi hvergang det 
exploderede , bekom det os Alle saare ilde , idet der som 
første Act vankede Lug og Ørefigen og dernæst lange , 
skrevne Haranger i Karakterbøgerne om vor Opførsel . 
Susanne 
var heri ofte rent ud ubarmhjertig ; det 
var nemlig kommet dertil , af hun bare med et lidet 
Blink i den ene Øjekrog kunde antænde den hele Febertilstand 
hos os , saa vi sad sprudrøde i Kinderne som 
Æbler , med de stive , stirrende Blikke naglede i Bogen , 
indtil det ikke bar længer . Især virkede hun paa mig , 
som hun dog vidste maatte bøde strengt derfor hjemme ; 
thi Fader var en haard Mand , der kun altfor lidet 
forstod sig paa Børn . 

I vore Fritider legede vi saa livligt , som vistnok 
saa Børn har legt . 
Imod det strenge og mørke Liv hjemme , hvor 
Fader holdt til enten ude i sin Forretning eller oppe 
paa Contoret , hvor der fra Blaasalen af og til hørtes 
Støj og Raab fra min stakkels , vanvittige Moder , og 
hvor Anne Kvæn altid rumsterede næsten som en 
uhyggelig Aand , var Legen med Præstebørnene som et 
Liv henne i en anden glædelig , solbeskinnet Side af 
Verden . 
Andet Capitel . 
I Fjæren . 
Endnu mere end her sydpaa i Norge er Fjæren 
i Nordland en dragende Legeplads for Børn . I Ebbetiden 
ligger Havbunden tør ganske anderledes langt 
udover end her syd . 
Den leragtige Sandgrund ligger da bar med 
enkelte Pytter i , hvori Fiskeyngelen svømmer , medens 
paa den yderste Kant ude ved Sjøen spadserer en eller 
anden Strandfugl eller sidder en ensom Maage paa en 
Sten . Den bølgetegnede , fine Sandlere er fuld af 
Tuer med Snirkler over efter den store , eftersøgte Agnmark , 
som der snor sig ned i Jorden . Skjulte indenfor 
Stenene eller i Tarreklaserne ligge de smaa , rappe , 
glasklare , rægelignendc „ Marifluer “ , der , naar de forfølges , 
pile gjennem det grunde Vand . De bruges af 

Smaagutter som Agn paa Knappenaalsangelen til at 
sisfe Smaamort . 
Paa den høje Grcrsbakke ovenfor Stranden mellem 
nogle store Stene byggede vi tre Børn af flade Stenheller 
vor egen Handelsgaard med Søbod , Nøst og 
Brygge nedenfor . 
I Nøstet ejede vi alle Slags Baade , smaa og 
store , fra den firaarede Kjæp lige op til Femboringen , 
dels af Træe og Bark , dels af de baadformede blaa 
Kraakesjæl . Formen paa vor Stolthed , den store Jægt , 
— et stort , repareret Trug med een Mast og „ Flagedæk “ , 
der stadig udrustedes til „ Bergensstevnet “ — 
var jo ikke den bedste , og jeg husker endnu , hvor 
mangen Gang jeg sad i Kirken og tænkte tnig det 
Eventyr , at vi ejede det herlige , fuldtriggede Skib med 
Kanoner , som hang der oppe under Hvælvet , og hvorledes 
jeg , medens Præsten prædikede , fantaserede op 
alskens Sejladser , som Carl , men især Susanne skulde 
undre sig saare ved at se paa . Det Skib var det 
Eneste , jeg dengang manglede i min Lykke . 
Inde i Bugten ved Faders Brygge var ber i 
Sjøen en dyb „ Marbakke “ , hvor der paa Eftersommeren 
gik Stimer af Mort og anden Smaafisf , og der drev 
vi Gutter vort Fiste hver med sin Lintraad med 
Knappenaalsangel i Enden . Vi sfar Fisfen op , hang 
den kløvet over Hjeldstængerne , som vi havde staaende 
udover Marken henne ved vor egen Handelsplads , og 
præparerede den til Tørfisk , medens vi lod Leveren staa 
hen i Smaakar og raadne , til den blev Tran . Begge 

Produkter stabledes saa behørig hen paa vor Søbod , 
for siden med vor Jagt „ at gaa til Bergen “ , og , det 
ved Gud , vi syslede , arbejdede og trællede ligesaa ivrigt 
og alvorligt med Vort som de Voxne med Sit , endda 
vor eneste , reelle Fortjeneste kun var det Solskin , som 
vi fik over vore brunstegte , glade Ansigter . 
Carl var en spædbygget Gut , der for det meste i 
Alt fulgte sin mere energiske Søster . Begge Præstebørnene 
havde tæt , gult Haar ; hos Susanne ringede 
det sig Lok i Lok , saa det næsten blinkede om Hovedet , 
hvergang hun bevægede sig — Noget hun , som før fortalt , 
stadig gjorde med et Kast for at holde det bort 
fra Panden . Begge vare de tillige meget hvide og 
skjære i Huden og havde dejlige , blaa Øjne . Snsanne 
var dengang , jeg ved ikke , om for sin Alder lav eller 
høj — jeg tænkte mig hende ialfald allermindst som 
jevnhøj med mig , skjønt , hun vist maa have været et 
halvt Hoved mindre ; Resten af Maalet udfyldtes nok 
af min Beundring . 
Jeg husker hende , naar hun om Søndagen fluide 
til Kirke sammen med sin Moder — en liden bleg , 
mørkklædt , undtagen Søndag Formiddag altid paa en 
lang , trist Strømpe strikkende , hustravel Kone . Hun 
gik pyntet paa den sandstrøede . Kirkevej , i hvid eller 
blaa Kjole , med en mørk Schæfcrhat paa Hovedet , et 
lidet hvidt Lommetørklæde sammenfoldet bag en meget 
stor gammel Psalmebog og hvide Strømper og Sko med 
Korsbaand over Foden . En skjønnere Dragt end Susannes 
Søndagspuds troede jeg ikke , der kunde findes i Verden . 

I Kirken sad Præstefamiljen paa første Bænk lige 
under Prækestølen og vi — min Fader og jeg — et 
Par Stole bagenfor , og vi vexlede da mangt et kun 
for os forstaaeligt Frimurertegn . 
Engang krænkede Susanne mig dog dybt — ja 
til bitre Taarer . Det blev mig nemlig klart , at hun 
havde gjort ogsaa min Fader til Skive for sine muntre 
Betragtninger . Med sin gode , stærke Røst sang han 
paa Landsens naive Vis Psalmerne meget højt , men 
satte — hvad jeg og mange Andre dengang fandt meget 
tiltalende — ved hver Udgang en egen Snur paa 
Tonen , der ikke hørte Melodien til , men var af egen 
Composition . Dette Sidste havde nok været Gjenstand 
for Snak i Præstegaarden , og Susannes lille Gryde 
havde da ogsaa havt Øren . Da hun mærkede , at jeg 
havde opdaget det , saa hun saare ulykkelig ud . 
Da Carl var tretten Aar gammel , sendtes han til 
Latinskolen i Bergen , og den „ kostbare “ Huslærer rejste 
med sidste Dampskib samme Høst . 
Susanne fik fra nu af Undervisning af sine Forældre , 
og jeg maatte tage min Lærdom hos Klokkeren , 
en godmodig gammel Mand , der selv Lidet kunde 
udenfor det at spille Violin , hvilket han gjorde med 
Lidenskab og vistnok ogsaa med en , om en uryddig , 
genial Sands . 
Da Klokkeren havde udvirket mig Tilladelse hos 
min Fader til at lære at spille , og jeg ligesom Klokkeren 
syntes bedre om denne Underholdning end om 
Lektierne , gik hele tre Aar , eller Tiden til over mit 

sextende Aar hen paa en Maade delt mellem Violinspil 
og Lediggang . 
Havde min Aand i den Periode af mit Liv været 
holdt tilbørligt under Arbejdets daglige Tugt , vilde 
maaske Meget hos mig siden artet sig anderledes . 
Som det blev , gaves jeg desværre helt mit eget 
Fantasiliv i Vold og fik grundlagt i mig Stemninger , 
der siden i en fordærvelig Grad blev mit Livs Herrer . 
Den Delelinie , som der inde i Enhvers Bevidsthed er 
draget mellem Fantasi og Virkelighed , trænger visse 
Naturer , der leve under stærke Fantasiindtryk , til 
alvorligt og stadigt af faa opgaaet , ellers flettes den 
let paa enkelte Punkter ud og overgaar til en Sygelighed . 
Uagtet vi nu ikke længer havde den overflødige 
Lejlighed som før til af komme sammen , var Susanne 
og jeg alligevel gjennem hele Øpvæxten stadige Legekammerater 
og Fortrolige . 
Naar hun bavde Noget af betro mig , passede hun 
som oftest paa ved Grinden , der gik fversover Vejen 
henne ved Præstegaardsjordet , ved de Tider , da jeg gik 
til eller fra Klokkeren . 
En Dag , jeg kom gaaende Vejen hjemover med 
mine Bøger under Armen , sad hun i sin blaarudede 
Blouse og Sckäferhatten paa Overgangstrappcn ved 
Siden af Grinden . Hun saa ud til at være i meget 
siet Humør , og jeg forstod strax , at der skulde vanke 
Noget . 
Hun svarede ikke paa min Hilsen ; men da jeg 
hastigere , end hun syntes om , søgte at flippe igjennem 

Grinden , spurgte hun mig i en ophidset Tone , om det 
var sandt , hvad de sagde , at jeg var saa doven , at der 
Ingenting kunde blive af mig herhjemme . 
Susanne havde ofte drillet mig ; men det , som 
denne Gang krænkede mig , var , at jeg skjønnede , at 
man i Præstegaarden opholdt sig over os hjemme , og 
at Susanne var med Paa det . Havde jeg vidst , at 
Susanne sad der den Dag som min slagne Forsvarer , 
vilde jeg visselig taget Sagen anderledes , end jeg gjorde , 
idet jeg nu med en krænket Mine gik min Vej nden 
at værdige hende et Ord . 
Da jeg kom hjem , fik jeg høre , at Præsten og 
min Fader vare blevne uenige i Forligelsescommissionen . 
Præsten , som var Forligelsescommissær , havde ytret , 
at han syntes , min Fader i en Sag foer for haardt 
frem , og min Fader havde givet ham et braadt Svar . 
Det var i Anledning heraf , at Kritiken over os nu 
var sluppet los i Præstegaarden . 
Os Børn gav dette Forhold mellem de Voxne en 
utryg Skyhed , og jeg husker , at jeg i Begyndelsen endog 
var bange for at gaae forbi Præstegaarden , da jeg 
mulig kunde træffe Præsten paa Vejen . 
Susanne gjorde imidlertid adskillige Tilnærmelsesforsøg ; 
men ved det mindste Glimt af hendes blaarudede 
Kjole tog jeg altid lange Omveje i Marken ovenfor 
Vejen eller ventede inde mellem Træerne , til hun var 
borte . 
I et Par Dage saa jeg Intet til hende ; men da 
jeg en Dag kom gjennem Grinden , stod der skrevet med 

Blyant paa det hvide Navnebræt i Mærkestølpen for 
Roden : „ Du er vred paa mig men S . er slettes ikke 
vred paa Dig . “ 
Skriften , den klodsede store , kjendte jeg nok , og 
jeg vendte tilbage til Grinden to , tre Gange den samme 
Dag for at læse den om igjen og om igjen . Det var 
Susanne i en ny Skikkelse ; jeg saa hende i Tankerne 
bag Bogstaverne som bagom et Gelænder . 
Jeg satte om Eftermiddagen under : „ Se bag 
Stolpen ! “ Og der skrev jeg : „ D . er heller ikke vred 
paa S . “ 
Dagen efter stod Susanne i Haven ved Rækværket , 
da jeg gik forbi , men lod , som om hun ikke saa mig ; 
hun angrede nok , at hun havde været for snar til at 
komme mig imøde . 
Skjønt Forholdet udvortes var i højeste Grad 
høfligt , var dog min Faders Omgang med Præstens 
fra hin Tid igrunden at anse som afbrudt ; de satte 
aldrig uden ved særegne Anledninger og efter højtidelig 
Indbydelse Foden indenom hinandens Døre . Dette 
gav igjen Susannes og min Omgang et vist stjaalent 
Præg . Skjønt der intet Forbud laa paa oS , lurede vi 
os dog paa en Maade kun til at mødes . 
Vi vare begge to ensomme Børn . Susanne sad 
fangen i Hverdagskjedsommeligheden hjemme under 
Moderens strenge Opsigt , og i mit triste Hjem havde 
jeg altid en Følelse , som jeg frøs og var ræd , og som 
al Glæden var henne i Præstegaarden hos Susanne . 

Det var derfor intet Under , at vi altid længtes ud til 
hinanden . 
Som vi bleve ældre , kom Lejlighederne sjeldnere , 
men Længselen blev derved kun opdæmmet i os desto 
længere , og de Øjeblikke , vi saa kunde være sammen , 
fik efterhaanden , os selv ubevidst , en anden Karakterend 
den gamle barnslige . At tale med hende var nu 
blevet mig en Tørst , og jeg sværmede mangen en Dag 
om Præstegaarden blot for at se et Glimt af hende . 
Jeg var henved sexten Aar , da hun en Morgen , 
jeg kom forbi Præstegaardshaven , vinkede mig hen og 
rakte mig en Blomst over Muren . Hun sprang derpaa 
skyndsomt ind tvert over Gulerodsengene , som om hun 
var bange for , at Nogen kunde se det . 
Det var første Gang , det gik op for mig , at hun 
var saa smuk , og jeg tænkte længe paa hende , som hun 
stod der i Haven mellem Buskene med Morgensolen 
over sig . 
Tredie Capitel . 
Drengesfuen . 
Den Spøgelsestemning , der gik igjennem vort Hus , 
fik først rigtig Luft nede . i Drengesfuen , naar Drengene 
og Pigerne og de Færdendes af Almuen , som tog 
Nattelogis , om Kvælden sad ved det røde Skin fra 
Jernovnen og fortalte Historier om alskens Forlis og 
Spøgeri . 

Paa Krakken i Rummet mellem Ovnen og Væggen 
sad den vakre , stærke Jens Dreng med sit Snedker - 
og Reparationsarbejde om sig ; han havde det egentlig 
kun med at gjøre sit Arbejde og i Tavshed lvtte til 
de Andre . Ved Ovnen holdt „ Komag Nils “ paa med 
at trane Komager eller Skindtøj — sit Navn havde 
han , fordi han syede Komager . Komag-Nils var en 
liden Fyr med en uredelig , gul Lug , der laa ham ned 
i Panden , et Ansigt rundt som en Maane , hvori Næsen 
sad som en liden Knup , og , naar han lo , fik hans 
tyndlæbcde , brede Mund med de store Kjævær et Udtryk 
næsten som et Dødninggrin . Hans smaa MelkeblandeØjne 
plirede da hemmelighedsfuldt til og sagde tillige , 
af han var et kvikt Hoved . Det var i Virkeligheden 
ham , der kunde de fleste Historier , men endnu mere 
ham , som kunde faa de Fremmede til af fortælle , 
eftersom det faldt sig , baade fra den synlige og den 
usynlige Verden . 
En tredie af Drengene hed med et Øgenavn , som 
man dog ikke gav ham , saa han hørte derpaa , Anders 
Blyhat , saa kaldt , fordi han af og til havde flemme 
Raptuser , hvori han drak og holdt paa af komme ud 
af Tjenesten . Han var imidlertid paa sin Bis overmaade 
dygtig . Naar det rigtig kneb — i Uvejr — 
steg han saaledes med eengang til den betroede Post af 
være Høvidsmand i Baaden ; thi om hans overlegne 
Dygtighed under Sejladsen var der kun een Mening . 
Naar Faren var over , sank han saa igjen tilbage til 
af være den ringe Mand . 

Til Husets faste Drengestuestok hørte ogsaa en 
Pige paa tyve Aar , som vi kaldte „ fransfe Martine “ . 
Hun var ligesom af et helt andet Mennesteslag end det 
i Nordland vanlige , var livlig og kvik , med et vældigt 
krøllet sort Haar over et brnnt ovalt Ansigt med paafaldende 
regelmæssige Linier . Hun var spædbygget og 
af Middelhøjde og god Figur . Hendes Øjne var , . 
under svære sorte Øjenbryn , mørke som Kul ; naar 
hun blev opbragt , kunde de ligefrem gnistre . Hun var 
forelsket i den tavse Jens Dreng og uden al Grund 
yderlig skinsyg . Man sagde ogsaa , at der sknlde blive 
et Par af de to , naar han havde faaet gjort med et 
Par Fiskeresser til , men officiel var ialfald ikke Sagen , 
og som jeg tror , fordi Jens Dreng i det Længste gjorde 
sin passive Modstand og aldrig udtrykkelig friede . 
Franske Martine var af Herkomst et af de nægte Børn 
i Fifledistrikterne deroppe , hvis Fædre ere fremmede 
Skippere eller Matroser . Hendes Fader sagdes at 
have været en fransk Matros . 
At gaa i Drengestuen om Aftenen var mig af 
min Fader strengeligen forbudt ; han vidste vel , at der 
vankede Forskjelligt , som ikke var for Børns Øren . 
Men nu fortaltes paa den anden Side netop dernede 
det Interessanteste , jeg kunde tænke mig paa Jorden . 
Følgen blev da , at jeg hemmelig sneg mig derned . Jeg 
erindrer saaledes , hvorledes jeg en mørk Høstaften , da 
jeg havde listet mig derned , lyttede , medens KomagNils 
— han med det gule Ansigt og Dødningegrinet , 

naar han lo — fortalte en slem Spøgelsehistorie fra 
Erlandsens Formands Tid . 
Dengang stod der en gammel Søbod et Stykke 
udenfor Præstegaarden . Og saa var det en Juleaften 
at de sad og drak og julede inde paa Handelspladsen . 
Da Klokken blev elleve , slap Øllet op , og saa blev 
. Drengen , som hed Rasmus og var en stærk og modig 
Karl , sendt hen til Søboden , hvor øltønden laa , for 
at tappe fuldt et svært Krus med Sølvbeslag , som han 
fik med . Derhenne satte Rasmus Løgten paa Tønden 
og begyndte at tappe . Da Krnsct var fuldt , og han netop 
tænkte paa at sætte det til Munden , saa han over 
Øllønden liggende med Kroppen ind i Mørket , hvor 
alle Tønderne laa i Rad og Række , en forfærdelig stor , 
bred og mørk Skikkelse , hvøraf der udgik et iskoldt 
Pust , som af en Tør , der var oppe ; den blinkede mod 
ham med et Par svære Øjne som af en mat Hornløgt 
og sagde : „ Tjuv i Juleøllet . “ Men Rasmus Dreng 
forsømte sig ikke . Han slængte det tunge Krus lige i 
Synet paa Drangen og rendte saa afsted af al Magt . 
Udenfor var der Maaneskin paa Sneen , han hørte , 
hvorledes det streg og ulede nede i Fjæren , og mærkede 
at Drangene i større og større Hob forfulgte ham . 
Da han kom til Kirkegaardsmuren , var de nær ved 
ham , og han fandt da i Nøden paa det Raad at raabe 
ind øver den : „ Hjelper mig nn , alle Døde ! “ De Døde 
ere nemlig Fjender af Drangene . Da hørte han 
hvorledes de rejste sig derinde , og hvorledes der blev 
Larm og Hyl søm af et Slag . Selv førfulgtes han 

imidlertid ihærdigt af en „ Udbaaren “ , der holdt paa 
at tynge ham ned , netop som han fik sat i Dørklinken 
og frelst flap ind . Men der besvimede han midt paa 
Gulvet . Dagen efter — den første Juledag — saa 
Kirkefolkene spredte rundt om paa Gravene Stykker af 
Ligkistebord og derimellem alflens gamle vastrukne Aarer 
og Baadplanker af den Slags , som synker tilbunds 
efter Forlis . Det var de Haandvaaben , som de Døde 
og Drangen havde brugt , og man kunde af Mangt 
skjønne , at de Døde vare blevne Sejrherrer . Man 
sandt ogsaa nede paa Søboden baade Tinkruset og 
Løgten igjen . Tinkruset var slaaet fladt mod Draugens 
Pandcbrask , og Løgten havde Utydsfet knust , da Drengen 
undslap * ) . 
Komag-Nils kunde ogsaa fortælle en hel Del om 
„ Fremsynte “ og deres Syner dels ind i Aandeverdenen , 
dels i selve Virkeligheden , hvoraf de enten føle Forudvarsler 
eller — som ved en Art Luftspejling for det 
indre Blik — kunne se , hvad der foregaar netop i 
Øjeblikket paa de fjerneste Steder . De kunne sidde i 
et lystigt Lag og saa med Et blege og urolige stirre 
fraværende hen i Luften foran sig . Hvad de se , er 
mangehaande Ting , og saa undflipper der dem undertiden 
Udraab som : „ Nu er der Ildløs i Bygningerne 
hos Handelsmand N . N . i . . . vaagen “ eller „ nu 
brænder Throndhjem “ . Undertiden se de store Ligtog 
drage forbi sig med en Tydelighed , saa at de kan be * ) 
Motivet fra Nordland . 

skrive hver Mands Plads og Udseende i det , Kisten 
selv og Gaderne , hvorigjennem Toget passerer . De 
kan da sige : „ Nu begraves en stor Mand nede i 
Kristiania . “ Naar saa Efterretningen kommer , stemmer 
det altid . Paa Søen kan det hænde , at en saadan 
Mand kan sige til Høvidsmanden , at han nok gjør 
rettest i en liden Stund at døje af paa Coursen ; og 
dette blir altid lystret ; thi man er vis paa , at han da 
ser det foran Baaden , som Ingen af de Andre skjønner , 
men som kan volde Ulykke — i Regelen Draugen i 
sin halve Baad eller andet Gjenfærd . 
En af Komag-Nilses mange Historier af den 
Slags var hændt en Kjending af ham ude paa Vinterfisfe . 
Vejret havde et Par Dage været rent overhændigt , 
men bedagede sig den tredie Dag saavidt , at et af de 
Baadlag , som holdt til i Rorboden , mente at det nok 
maatte gaa an den Dag at faa draget Garnene . De 
øvrige trøstede sig derimod ikke til . Nu er det Skik 
at Baadlagene give hinanden Haandsrækning til at 
sætte Baaden nd , og saa skulde nu ogsaa sle . Da de 
kom ned til Femboringen , som var trukket et godt 
Stykke paa Land , fandt de Aarer og Tofter vendte 
baglænds i Baaden , og det var derhos , trods alle 
forenede Anstrengelser , ikke muligt at faa den rykket af 
Pletten . De provede sig en to , tre Gange uden Nytte . 
Bien saa sagde En af dem , der var kjendt for fremsynt , 
at efter det , som han saa , var det bedst , at de idag 
ikke videre rørte ved den Baaden ; den var tungere end 
Mandsmagt . Med det ene af Baadlagene , som holdt 

til i Rørboden , var ogsaa en kvik Gut paa fjorten 
Aar , der hele Tiden morede dem ved al Slags Gabestreger 
og aldrig var rolig . Han tog en svær Sten 
og kastede den af al Magt ind i Bagskotten af Baaden . 
Ud af den foer saa pludseligt synlig før Alle en Draug , 
i Sjøklæder med en svær Tarrevase istedetfor Hoved . 
Den havde siddet baglænds og tynget Baaden og foer 
nu ud i Sjscn , saa Skumsprøjten fossede om den . 
Da det var sket , gik Fembøringen glat i Vandet . Men 
den Fremsynte saa paa Gutten og sagde , at dette fluide 
han ikke gjort . Gutten lo imidlertid som før og mente , 
at fligt Noget troede han ikke paa . Da de saa om 
Aftenen var komne hjem og Folkene laa og sov inde i 
Rørboden , hørte de Klokken omkring tolv om Natten 
Gutten skrige om Hjelp . En af dem syntes ogsaa , at 
han ved Skinnet af den døsige Tranlampe saa en svær 
Haand strække sig fra Døren indover op til Bænken , 
hvor Gutten laa . Gutten var allerede under Skrig 
og Modstand draget hen til Døren , førend de Andre 
sandsede sig saa vidt , at de kunde slaa Tag om ham 
for at holde ham fra at drages ud . Men nu opstod 
der midt i Døren en haard Kamp , idet Draugen trak 
ham i Benene , medens det hele Mandflab holdt igjen 
i Arme og Overkrop . Saaledes sagedes han da i 
Midnatstimen under Jamren frem og tilbage i den 
halvaabne Dør , idet snart Folkene , snart Draugen havde 
det Meste af ham hos sig . Med een Gang flap 
Draugen Taget , saa hele Mandskabet faldt over 
hverandre indefter Gulvet . Men da var Gutten død , 

og de forstod , at Draugen først da havde sluppet ham . 
Vinteren efter hørte de det jamre om Natten Klokken 
tolv nede i Norboden . Og der blev først Fred , da 
den blev flyttet hen paa en anden Grund * ) . 
Den samme Ære , som Østlandsbonden flere Steder 
kan sætte i at have den bedste Traverhest , sætter Nordlændingen , 
kanfle vel saa hidsigt , i at eje den Baad , 
som sejler hurtigst . En rigtig udmærket Baad spørges 
der nord i ligesaa mange Bygder som sydpaa en rigtig 
„ glup “ Traver . Begge følges de af deres særegne 
Romantik , der fylder Bygderne med alflens Sagn om 
Hurtighed og vidunderlige Kapløb . De bedste Baade 
i Nordland faaes nu nede ifra Ranen , hvor Baadbyggeriet 
har faaet et stærkt Opsving . At bygge en 
saadan Baad med de rette Vandlinier er en Genisag , 
der ikke theoretisk kan aflæres ; det beror nemlig paa 
et særskilt Skjon hos Baaddyggeren for hver enkelt 
Baad . Det gaaer simple Copier her som ellers i 
Livet , at de altid knn sejle middels . Den Skabelon , 
som det nordlandfle Baadbyggeri længst har udfundet 
som den hensigtsmæssigste , den for og agter højstavnede , 
flarpkjolede Baad med sin ene Mast og sit brede , 
smukt skaarne Raasejl tvcrtover , saa fortrinlig flikket 
til det , som mest trænges , nemlig til den pilsnare 
For- og Sidevinds-Sejlads , om end mindre til at 
krydse , er undervands aldeles den samme Fagon , som 
Englænderne og Amerikanerne i den sidste Tid har 
* ) Motivet fra Nordland . 

naaet Berømmelse ved i deres hurtigsejlende Klipperskibe . 
Hvad det har kostet Nordlæmdingerne endelig at udfinde 
denne Baadform , der nu sætter dem istand til i deres 
smaa Baade næsten at flyve for Vinden undaf de 
vældige Havsjøer , som sfumme bagefter den , og som , 
om de naaede Baaden , vilde begrave den under sig , 
hvor mange Slægter der har lidt og stridt og tænkt 
og rettet paa denne Fa^on , saa at sige under Dødsstraf 
for hver Fejltagelse , kort Nordlandsdaadens Historie 
fra den Slægts Dage , som først optog Kampen mod 
Havet deroppe og til idag — det er en glemt Nordlandssaga , 
fuld af den jevne Arbejdsmands Storbedrift . 
En Vinteraften i Januar , lidt for Fisket begyndte , 
hørte jeg en af Folkene i de store Baadlag , som da 
overnattede hos os , fortælle . Han var bleven sat paa 
Gled ved et Par Historier af Komag-Nils og vilde 
nok nu vise os , at der ogsaa der , hvor han var fra , 
nemlig nede paa Dønø i Helgeland nær Ranen , var 
ligesaa godt Slag baade af underlige Historier og af 
Baade , som oppe hos os . Fortælleren var en liden 
raptunget Fyr , som hele Tiden sad og rokkede og 
flyttede sig paa Bænken , medens han fortalte . Med 
den spidse Næse og de smaa rødagtige runde Øjne 
lignede han en eller anden urolig Sjøfugl paa et 
Skjær . Af og til afbrød han sig selv ved at dukke 
ned i sin Nistetine , som om han hver Gang tog op af 
den et nyt Stykke af Fortællingen . 
Hisforien lod saa : Paa Kvalholmen nede i 
Helgeland boede en fattig Fifler , der hed Elias , med 

sin Kone Karen , som før havde tjent hos Præsten 
over paa Alstadhaug . De havde faaet sig op en 
Hytte der , og han gjorde nu Lofotfiske paa Dagsror . 
Paa den ensomme Kvalholmen var det nok ikke 
frit for , at det spøgte . Naar Manden var borte , hørte 
Konen mangeflags uhyggelig Larm og Skrig , som ikke 
kunde være af det Gode . En Dag , hun var oppe paa 
Holmen og slog Græs til Vinterfoder for det Par 
Faar , de ejede , hørte hun endog tydeligt , at det snakkede 
nedenunder Berget i Fjæren , men hun turde ikke 
se efter . 
Der kom et Barn hvert Aar , men de var stræbsomme 
begge to . Da syv Aar var gaaet , var der 
sex Børn i Stuen ; men den samme Høst havde 
Manden ogsaa faaet flrabet sig sammen saameget , at 
han mente nu selv at kunne raade sig til en Sexæring * ) 
og herefter ro Fifle i egen Baad . 
En Dag , som han gik med en Kvejtepig * * ) i Haanden 
og grundede paa dette , stødte han over en Bjergknart 
nede i Stranden uforvarende paa en uhyre stor Kobbe , 
som laa og solede sig lige bag den , og som nok var 
ligesaa uforberedt paa Manden , som han paa den . 
Elias var imidlertid ikke sen ; han stødte ovenifra 
Knorten , hvor han stod , den lange , tunge Kvejtepig 
lige ned i Ryggen paa den , tæt under Nakken . 
* ) en Baad med tre Aarer paa hver Side . 
* * ) Kvejtepig er en lang Trærstang med Jernspids med Gjenhage 
i til at stikke Kvejte eller Helleflynder med . 

Men da blev der et Spræl ! Kobben rejste sig 
med een Gang paa Halen , ret op i Vejret , saa høj 
som en Baadmast , og saa med et Par blodanløbne 
Øjne saa ondt og giftigt paa ham , medens den derhos 
grinende viste Tænder , at Elias holdt paa at gaa fra 
Bettet af Forskrækkelse . Saa føg den med Et paa 
Søen , saa Skumkraven stod fuld af Blod efter den . 
Mere saa Elias ikke til den ; men ind til Baadstøen i 
Kvalviken , hvor Huset hans stod , drev samme Eftermiddag 
Kvejtcstangen med afbrudt Jernpig . 
Elias tænkte ikke længere paa dette . Han kjøbte 
samme Høst sin Sexæring , til hvilken han alt om 
Sommeren havde sat op et lidet Nøst . 
En Nat , som han laa og tænkte paa den nye 
Sexæringen sin , faldt det ham ind , at han for rigtig 
at devare Baaden kanske burde sætte endnu en Spilre 
til Støtte under den paa hver Side . Han var saa 
urimelig glad i Baaden , at det bare var Moro for 
ham at staa op med Løgt og se ned til den/ 
Som han nu stod og lyste paa den , skimtede han 
pludselig i Krogen henne paa en Garnvase et Ansigt , 
der akkurat lignede Kobbens ; det gren en Stund sint 
imod ham og Lyset , Gabet blev ligesom hele Tiden 
større og større , og saa foer der en stor Mand ud 
igjennem Nøstdøren , men dog ikke sortere , end at 
Elias ved Løgteskinnet skimtede , at der stod en lang 
Jernpig ud as Ryggen paa ham . og nu begyndte 
han nok at skjønne Et og Andet . Men endda var 
han mere ræd om Baaden sin end for Livet , og han 

satte sig med Lagten selv op i den og holdt Vagt . 
Da hans Kone om Morgenen kom , fandt hun ham 
sovende der med den nedbrændte Løgt ved Siden 
af sigDen 
Morgen i Januar , han drog ud paa Fisle 
med to Mand i Baaden sin foruden sig selv , hørte 
han i Mørket en Røst fra et Skjær lige i Udløbet af 
Viken . Den lo haanligt og sagde : „ Naar det blir 
Fembøring , saa agt Dig , Elias ! “ 
Det varede imidlertid mange Aar , før det blev 
Fembøring * ) af for Elias , og hans ældste Søn Bernt 
var da sytten Aar gammel . Den Høst , dette skete , rejste 
Elias med hele sin Familie i Baaden ind i Ranen 
for at bytte bort Sexæringen og saa for Mellemlag 
handle sig Fembøringen til . Hjemme var kun en netop 
konfirmeret Finnepige , som de havde taget til sig for 
nogle Aar siden . 
Nu var der en Baad , en liden halvfcmterums 
Fembøring , som han netop havde i Kikkerten , og som den 
bedste Baadbygger derinde havde faaet færdig og tjærebrcdet 
den Høst . Elias havde god Greje paa , hvordan 
Baad skulde være , og syntes aldrig han havde set nogen 
Baad saa velbygget under Vandet . Oventil var den 
derimod kun saa middels , saa at Baaden for en 
mindre Erfaren heller saa tungrod ud og flet ikke 
videre pen . 
* ) Fembøring er en større Baad med fem Aarer paa hver 
Side ; det er den egentlige Fiflebaad paa Vinterfiflet deroppe . 

Bygmesteren skjønnede nu dette ligesaa godt som 
Elias . Han sagde , at han troede , det vilde blive den 
første Baad i Ranen paa Sejlads ; men at Elias 
alligevel fluide have den for billig Pris , naar han blot 
vilde love Et , og det var , ikke at gjøre en Forandring 
ved Baaden , ikke engang saa meget som at sætte et 
Rip i Tjærebredingen . Først da Elias udtrykkelig 
havde givet sit Løfte paa -dette , fik han Baaden . 
Men „ hin Karen “ , som lærte Bygmesteren denne 
Sjøfayonen paa Baadene sine undervands — overvands 
maatte han arbejde , eftersom han selv kunde , og det 
var da tit klejnt nok — havde trolig været ude 
iforvejen og befalet ham baade , at han skulde sælge 
saa billigt , for at Elias kunde faa Baaden , og tillige , 
at han skulde betinge forud , at den ikke maatte mærkes . 
Paa det Vis kunde den nemlig heller ikke som vanligt 
tjærekorses i For- og Agterstavnen . 
Elias tænkte nu paa at sejle hjem ; men var først 
indom Handelsstedet og forsynede sig og Sine med 
Julekost , derunder ogsaa en liden Dunk Brændevin . 
Glad , som han var i Handelen , tog nok baade han og 
Konen hans sig den Dag en Taar over Tørsten , og 
Bernt , Sønnen , fik ogsaa smage en Smule med . 
Dermed sejlede de nu den nye Baad hjemover . 
Anden Ballast end han selv , Kjærringen ' og Børnene 
samt Julekosten var der ikke i den . Sønnen Bernt 
sad ved Halsen , Konen , hjulpen af den næstældste Søn , 
holdt i Draget , og selv sad Elias ved Styret , medens 

de to yngre tolv og fjorten Aar gamle Brødre skulde 
sfiftes ved Øsekarret . 
De havde otte Mile Havvej at sejle , og da de kom 
ud paa , viste det sig , at de nok kom til at prøve 
Baaden den første Gang , den brugtes . Der røg efterhaanden 
op til en Storm , og Skumkammene begyndte 
at brække i den svære Havsjø . 
Nu fik Elias da se , hvad Baad han havde ; den 
klarede sig som en Sjøfugl mellem Bølgerne uden saa 
meget som en Skvat i Baaden , og han dømte derhos 
paa , at han slop at sætte en hel Klo * ) mod , hvad en 
anden almindelig Fembøring vilde være nødt til i 
dette Vejr . 
Ud paa Dagen saa han , ikke langt fra sig borte 
paa Sjøen , en anden Fembøring med fuld Besætning 
og fire Klor i Sejlet akkurat som han . Den laa samme 
CourS , og han fandt det lidt rart , at han ikke havde 
set den før . Den lod til at ville kapsejle med ham , 
og da Elias skjønnede det , kunde han ikke bare sig før 
igjen at stikke ud en Klo . 
Nu gik det med strygende Fart som Pilens forbi 
Næs , Holmer og Skjær , saa Elias syntes , han aldrig 
havde været med paa saa stolt Sejlads før , og nu 
viste Baaden sig ogsaa for det , som den var , nemlig 
første i Ranen . 
* ) For hver „ Klo “ , som „ sættes “ , mindskes Sejlet . 

Havet var imidlertid blevet værre , og de havde alt 
faaet et Par alvorlige Sjøer * ) ind over sig . De 
brød ind over Halsen der forud , hvor Bernt sad , og 
sejledes ud igjen i Læ nær Bagskotten . 
Siden det var blevet skummelt , havde den anden 
Baad holdt ganske nær , og de vare nu ikke længer fra 
hinanden , end at de kunde kaste etØsekar over til hverandre . 
Saa gik da Sejladsen jevnsides i stedse haardere 
Sjø udover Kvelden . Den fjerde Klo burde nu 
egentlig været sat igjen , men Elias vilde nødig give 
tabt i Kapsejlingen og tænkte , at bie dermed i det 
Længste , indtil de gjorde det over i den anden Baad , 
hvor der kunde tiltrænges vel saa godt . Af og til gik saa 
fremdeles Brændevinsdunken om , da det nu baade var 
Kulde og Væde at holde ude . 
Morilden , som spillede i den sorte Bølge nær 
Elias ' s egen Baad , lyste sælsomt stærkt i Skumranden 
omkring den anden , der ligesom pløjede og væltede en 
Jldflavl om Siderne . Ved det lyse Fosforskjær kunde 
han endog skjelne Tougenderne over i den . Han kunde 
ogsaa tydeligt se Folkene ombord med deres Sydvester 
paa Hovedet ; men da deres Luvartside laa nærmest , 
vendte de alle Ryggen til og skjultes mest af den højt 
frængende Baadrand . 
Pludselig brød der en forfærdelig Bræksjø , 
hvis hvide Kam Elias længe havde sfimlet gjennem 
„ Sjøer “ bruges af vore Sjsfolk i samme Betydning som 
„ Bølger “ . 

Mørket , indover Halsen , hvor Bernt sad . Den 
stoppede ligesom hele Baaden for et Øjeblik , 
Plankerne flalv og . rystede under Trykket af den og 
strømmede saa , da Baaden , der en Stund laa halvkantret , 
rejste sig igjen og tog Fart , ud over Læbord 
agter . Medens dette stod paa , syntes han , det streg 
fælt over i den anden Baad . Men da det var over , 
sagde Konen , som sad ved Draget , med en Stemme , 
som sfar ham ind i Sjælen : „ Herregud Elias , den 
Sjøen tog Marthe og Nils med sig ! “ — det var 
deres to yngste Børn , det første ni , det andet syv 
Aar gammel , som havde siddet i Rummet nær Bernt . 
Hertil svarede Elias bare : „ Slip ikke Draget , Karen , 
ellers vil Du miste Flere ! “ 
Det gjaldt nu at faa taget ind den fjerde Klo , 
og da dette var gjort , fandt Elias , at der var Brug 
for den femte med , thi Vejret voxede ; men for at sejle 
Baaden fri af de stedse sværere Sjøer , turde han paa 
den anden Side heller ikke mindste mere paa Sejlet , 
end han haardt var nødt til . Det gik imidlertid saa , 
at den Sejlstump , de kunde føre , efterhaanden blev 
mindre og mindre . Sjøen røg , saa det drev dem i 
Ansigtet , og Bernt og den næstældste Broder Anton , 
der hidtil havde hjulpet Moderen henne ved Draget , 
maatte tilslut holde i Raaen , en Udvej , som man tyer 
til , naar Baaden ikke engang taaler at gaa for den 
sidste Klo — her den femte . 
Kammeratbaaden , som imidlertid havde været 
borte , dukkede nu pludselig igjen op ved Siden med 

akkurat samme Sejlføring som Elias ' s Baad ; men 
han begyndte nu ikke rigtig at like Mandskabet der 
ombord . De to , som stod der og holdt i Raaen , og 
hvis blege Ansigter han skimtede under Sydvesterne , 
syntes ham ved den underlige Lysning af Skumbrydningen 
mere lige Øødninger end Mennesker , og heller 
ikke talte de et Ord . 
Et Stykke til Luvart øjnede han saa igjen den 
hvide høje Ryg af en ny Braadsjø , der kom gjennem 
Mørket , og han beredte sig itide paa af tage imod den . 
Baaden lagdes med Stevnen skjøns op imod den , og 
Sejlet blev ført størst muligt for af flabe Fart nok 
til af kløve den og sejle Sjøen ud igjen . Ind susede 
Braadsjøen med et Brus som af en Fos ; atter laa 
de et Øjeblik halvkantrede ; men da det var over , sad 
Konen ikke længer ved Draget , heller ikke stod Anton 
længer og holdt paa Raaen — de vare begge gaaede 
overbord . 
Ogsaa denne Gang syntes Elias , af han hørte 
det samme fæle Raab i Luften ; men midt under det 
hørte han tydeligt sin Kone angstfuld raabe hans Navn . 
Da han begreb , af hun var skyllet overbord , sagde han 
kun : „ I Jesu Navn ! “ og tav saa . Han var tilmode , 
som han helst vilde fulgt efter hende , men følte derhos , 
af det nu gjaldt af berge Resten af den Last , han 
havde ombord , nemlig Bernt og sine to andre Sønner , 
den ene tolv , den anden fjorten Aar , som en Stund 
havde staaet for Øsningen , men som siden havde faaet 
Plads i Agterskotten bag ham . 

Bernt maatte nu passe Raaen alene og de begge , 
saa godt det lod sig gjøre , hjælpes ad . Styrvolten 
turde Elias ikke slippe , og fast om den holdt han med 
en Haand af Jern , som forlængst var følesløs af 
Anstrengelse . 
En Stund efter dukkede Kammeratbaaden atter 
frem ; den havde ligesom før været borte en Stund . 
Nu saa han ogsaa mere af den svære Mand , som sad 
agterud paa den samme Plads som han . Ud af hans 
Ryg , nedenfor Sydvesten , stod , da han vendte sig , 
ganske rigtig en kvarterlang Jernpig , som Elias nok 
mente , han skulde kjende igjen . Men hermed var han 
nu ogsaa i sit stille Sind paa det Rene med to Ting : 
den ene var , at det var ingen Anden end selve 
Drangen , som styrede sin halve Baad der tæt ved 
Siden af ham og havde ført ham i Fordærvelse , og 
den anden , at det nok var saa laget , at han den Nat 
sejlede sin sidste Rejse . Thi den , som ser Drangen 
paa Sjøen , er en hjemfalden Mand . Han nævnte 
Intet til de Andre før ikke at tage Modet fra dem , 
men overgav i Stilhed sin Sjel til Vorherre . 
I de sidste Timer havde han ud af Coursen 
maattet bære af før Stormen ; det blev tillige Snelykke , 
og han skjønnede , at han nok kom til at vente paa 
Landkjending , til det dagedes . Sejladsen gik imidlertid 
for sig som for . Af og til klagede Gutterne i Agterskotten 
over at de frøs , men herved var der nu i 
Væden Intet at gjøre , og Elias sad desuden i adskillige 
andre Tanker . Han havde faaet en saadan forfærdelig 

Lyst til at hevne sig , og det , han nu vilde gjort , om 
han ikke havde havt sine tre øvrige Børns Liv at 
forsvare , var med en pludselig Vending at prøve at 
sejle isænk den forbandede Baad , der endnu stedse som 
til Haan holdt sig ved Siden af ham , og hvis onde 
Ærinde han knn altfor godt skjønnede . Knnde Kvejtepiggen 
før ramme Drangen , saa maatte sagtens ogsaa 
nu en Kniv eller Klep kunne gjøre det , og han følte , 
han vilde gladelig give Livet til for at faa et rigtigt 
Ram paa den , der saa ubarmhjertig havde faget fra 
ham hans Kjæreste i denne Verden og endda vilde 
have Flere . 
Da Klokken var tre , fire om Natten , saa de 
Sejlende atter gjennem Mørket en Skumbrydning af 
en saadan Højde , at Elias i Førstningen tænkte sig , 
at de maatte være tæt under Land i Nærheden af en 
Brænding . Han erkjendte det imidlertid snart for , 
hvad det var , nemlig en uhyre Bølge . Da syntes han 
tydelig , det lo over i den anden Baad og sagde : „ Nu 
vælt ' Fembøringen din , Elias ! “ Denne , der forudsaa 
Ulykken , sagde nu højt : „ I Jesu Navn ! “ bad saa sine 
Sønner holde sig af al Magt fast i Vidiebaandene 
ved Aarekjeiperne , naar Baaden gik under , og ikke 
flippe , før den var over Vandet igjen . Han lod den 
Ældre gaa frem til Bernt ; selv holdt han den Yngste 
tæt ved Siden af sig , strøg ham vel og engang 
hemmelig over Kinden og forvissede sig om , at han 
holdt godt Tag . Baaden begravedes bogstavelig under 
Skumskavlen , løftedes efterhaanden op med Forenden 

og gik saa under . Da den steg op igjen af Vandet 
med Kjølen ivejret , laa Elias , Bernt og den tolv Aar 
gamle Martin og holdt sig i Vidiebaandene . Den 
tredie af Brødrene var derimod bleven borte . 
Nu gjaldt det først at faa Vanterne paa den ene 
Side overskaarne , saa at Masten kunde flyde op ved 
Siden istedetfor voldsomt at uroe Baaden under , og 
dernæst at komme op paa det urolige Hvælv og faa 
Nøglehullet indslaaet for at flippe ud Luften indeni , 
som holdt Baaden for højt oppe i Vandet til , at den 
kunde ligge stille . Efter store Anstrengelser lykkedes 
dette , og Elias , der først var kommen op paa Hvælvet , 
hjalp nu ogsaa de andre To didop . 
Og der sad de den lange , mørke Vinternat , med 
Hænder og Knæær klamrende sig krampefast til Hvælvet , 
som overskyllcdcs af Bølgerne den ene Gang efter den 
anden . 
Allerede efter et Par Timers Forløb døde Martin , 
som Faderen hele Tiden efter Evne havde støttet , af 
Udmattelse og gled ned i Sjøen . De havde alt flere 
Gange prøvet med at raabe om Hjelp , men opgave det 
igjen , fordi de skjønnede , at det var uden Nytte . 
Medens de to sade der alene igjen paa Hvælvet , 
sagde Elias til Bernt , at han ikke troede Andet end , 
at han selv ogsaa kom til at „ være med hu Mor “ , 
men at han havde som et fast Haab om , at Bernt 
nok alligevel vilde blive bjerget , naar han bare nu 
holdt ud som en Kar . Saa fortalte han ham om 
Drangen , som han havde stukket nedenfor Nakken med 

Kvejtepiggen , og hvorledes denne nu havde hævnet sig 
paa ham og nok ikke gav sig „ for han var kvit “ . 
Klokken var saa henimod ni om Morgenen , da det 
begyndte at graane af Dag . Da rakte Elias ' Bernt , 
der sad ved Siden , Sølvuret sit med Messingkjæden , 
som han havde . slidt itu for at faa det draget frem 
under de tilknappede Veste . Han sad endnu en 
Stund , men da det blev lysere , saa Bernt , at Faderens 
Ansigt var dødblegt , Haaret havde siilt sig paa forskjellige 
Steder saadan , som det gjerne fler nær Døden , 
og Huden var gnavet af Hænderne af at holde om 
Kjølen . Sønnen forstod nu , at det led paa det Sidste 
med Faderen , og vilde , saa godt det i Duvningen lod 
sig gjøre , flytte sig hen og støtte ham ; men da Elias 
mærkede dette , sagde han : „ Hold Dig nu bare trøst 
fast , Bernt ! I Jesu Navn , æ gaar til hu Mor “ , og 
dermed kastede han sig bagover ned af Hvælvet . 
Da Sjøen havde faaet Sit , blev den , som Enhver 
veed , der har siddet paa Hvælvet , en god Stund efter 
roligere . Det blev lettere for Bernt at holde sig fast ; 
og med den lysende Dag kom der ogsaa mere Haab . 
Vejret bedagede sig , og da det blev rigtig lyst , syntes 
han ogsaa , han skulde kjende sig igjen , og at det var 
ud for sit eget Hjemsted , Kvalholmcn , han laa og 
drev . 
Han begyndte da atter med at raabe om Hjelp , 
men haabede mest paa en Strømsætning , som han 
vidste bar under Land paa et Sted , hvor et Næs paa 

Øen tog af for Bølgegangen , saa det blev smull . 
Han drev ogsaa nærmere og nærmere og kom tilslut 
saa nær det ene Skjær , at Masten , der flød ved 
Siden af Baaden , strøg op og ned ad Skraaberget 
efter Bølgedraget . Saa stiv han var i Ledene af at 
sidde og holde sig fast , lykkedes det ham nu med stor 
Anstrengelse at bjerge sig op paa Skjæret , hvor han 
fik halet Masten op paa Land og fortøjet Fembøringen . 
Finnepigen , 
som var alene hjemme i Huset , 
syntes et Par Timers Tid , at hun hørte Nødraab , 
og da de holdt ved , steg hun op paa Høiden for at 
se efter . Der saa hun da Bernt paa Skjæret og den 
hvælvede Fembøring huggende op og ned mod det . 
Hun sprang strax ned i Baadstøen , skjød ud den gamle 
Færdingsbaad og roede den langs Stranden rundt om 
Øen ud til ham . 
Bernt laa syg under hendes Pleje hele Vinteren 
og kom ikke paa Fiflet det Aar . Folk syntes ogsaa 
efter dette , af han af og til var ligesom en Smule 
underlig af sig . 
Paa Havet vilde han aldrig mere , da han var 
sjøskræmt . Han giftede sig med Finnepigen og flyttede 
op til Malangen , hvor han fik sig Rndningsland og 
nu lever og staar sig vel . 

Fjerde Capitel . 
Mellem Vætfeskjærene . 
Det var Sommer . Susanne og jeg gik nu i 
vort syttende Aar , og det var bestemt , af vi fluide confirmeres 
til Høsten . 
Det var i dette Aar , af min Fader indvikledes i 
sin ulige Kamp med Autoriteterne , deriblandt Fogden 
og Præsten , om hvorvidt vor Handelsplads skulde være 
fast Stoppeplads for Nordlandsdampflibet . For min 
Fader var dette en Velfærdssag , og Striden herom , 
der iøvrigt interesserede hele Districtet , var alt begyndt 
af blive temmelig bitter . 
Det var nok ikke mindst i den Anledning , af 
Fogden den Sommer var rejst i Besøg til Præsten , 
der var en meget indflydelsesrig Mand . 
Udvortes var Forholdet mellem min Fader og 
Præsten dog endnu ikke Brud , og det var vist for 
yderligere af manifestere dette , af min Fader i dsn Tid 
endog et Par Gange blev inviteret over til Præsten . 
Følgen heraf var igjen , af min Fader og jeg en 
Dag bleve budne med paa en Sejltour ud til Vættefljærenæ , 
som laa halvanden Mile borte . Der skulde 
forst en Stund fifles og dernæst spises Melkeringe i . 
Land paa Gunnarspladsen , en Gaard , der laa som 
Bygselgods under Præstegaarden . 
Der fulgle altid en vis Højtidelighed med , naar 
Præstens hvide Husbaad med fire Mand ved Aarerne 
gled ud af Bugten , og der stod da gjerne Adskillige 

paa Land , som saa paa . Den Dag stod ogsaa Fader 
ude paa Trappen med Kikkerten . Han havde undskyldt 
sig for selv at være med , men derimod af god Takt 
ladet mig rejse . 
Inde i Kahytvænget , der var aabent for Hedens 
Skyld , sad Præstefruen og Fogdens fo Damer , og 
udenfor paa hver sin Side Præsten og Fogden og røg 
paa deres sølvbeslaaede Merskumspiber i lun Passiar 
— de vare Ungdomsvenner fra Universitetsdagene . 
Susanne og jeg samt den for Anledningen pyntede 
Stuepige fra Trondhjem havde Plads i den rummelige 
Forskot . Præstefruen vilde idetmindste have den 
Del af sit Hus , som hun førte med sig i en forfærdelig 
svær Madkurv , et sandt portativt Spisekammer , 
under sine egne Øjne . Den svære Madkurv og den 
tvnde Præstefrue optog aldeles den ene Bænk , medens 
de fo andre Damer med deres stivede Dragter fuldstændig 
opfyldte Resten af den trange Kahyt . 
Der rørte sig ikke en Luftning , og Vestfjorden 
gik i lange , blanke Dønninger . Den laa kjæmperolig 
og solede sig . Den vidunderlige klare Luft lod 
Øjet udover Fjeldrækkerne se næsten ind i Evigheden , 
medens en Luftspejling — et omvendt Fjeld med et 
Hns under og et Par sprøjtende Hvaler opførte 
Eventyr for os udover den blaa Havflette . Af og til 
mødte vi en Sjøfugl , svømmende i den blanke Dønning . 
I Kjølvandet tumlede en og anden „ Rise “ * ) . 
* ) DelphinEn 

Stund for Middag naaede vi ind mellem 
Vetteskjærcne og lagde os nu til at fiske i smult Vande ; 
det hed nemlig , » anseet Madkurven , at vi selv først 
skulde skaffe os Middagen . 
Paa Udsiden af Skjærene larmede Brændingen i 
den stille Dag og skjød mægtige , hvide Straaler med 
et Dragsug af mange Favne , eftersom Havet trak sin 
regelmæssige , dybe Aande . Urolig , som Susanne var , 
bøjede hun sig udover Baadripen , saa Haarlokkerne 
næsten dyppede sig i hendes eget Billede i Vandet , for 
i den gjennemsigtige Sjø at se paa Fiflen , der i femten 
til tyve Favnes Dybde gled ind og ud af Tarren 
over ben grøn-hvide Bund og stimlede om Snørerne , 
hvormed de Voxne med deres dobbelte Angleredskab 
ofte trak to Fifle op ad Gangen . Hnn kaldte mig i 
sin Iver rent stærblind , hvergang jeg ikke kunde se 
netop den Fisk , hun mente . Øg nærsynet var jeg jo 
vistnok ogsaa , men Susannes ringeste Bevægelse interesserede 
mig mere end hvilkensomhelst Fist . 
Naturscenen var i Sandhed henrivende . Den 
hvidmalede Husbaad vuggede sig over sit Billede som 
den hang i Luft . I Vandet stod ogsaa Gunnarspladsen 
neddyppet med Agerflekken under og Bjerkelien 
over og omkring sig . Luften , der ud paa Dagen var 
bleven disig af Heden , var fyldt med en Løvduft saa 
stærk , som man sydpaa kun kjender , naar det har 
regnet . 
Efter en knap Times Forløb var Bøtten fuld af 
Fisk , saa vi havde „ Kogning “ , og vi lagde nu iland . 

Paa Grønningen lige ovenfor Husene havde Præstesruen 
i Mellemtiden faaet udflyttet et Bord , hvorpaa 
der paa den fine Damasfes Dug var sat flere Mclkeringe . 
Hun havde ogsaa kogt Rommegrød og desuden , 
saavidt Pladsen strak til , belæsset Bordet med Retter 
fra Madkurven . 
Vinen og de stærke Sager gjorde imidlertid nok 
tilslut Fogden lidt ør i Hovedet . Han fortalte til 
Præslefruens store Forfærdelse , at Præsten , graasprengt 
og streng som han nu sad der , i sin Ungdom havde 
væref en overmaade lystig Fvr , og af de fo havde gjort 
mangen en gal Streg sammen . 
Da han begreb , af han var kommen galt an , udbragte 
han for af rette paa Sagen en alvorlig Skaal , 
hvori han for Districtets Skyld haabede , af Præsten 
vilde vide af besejre alle Machinationen fra hans 
intrigante Nabo — her standsedes han i Talen ved et 
betydningsfuldt Blik af Præsten hen paa mig , som sad 
ved Bordenden — og sluttede saa med nogle aandsfraværende 
Ord , som skulde aflede det Hele . 
Jeg følte mig kold og klam og var vist saa bleg 
som et Lig . For min Faders Skyld tænkte jeg det 
gjaldt af holde gode Miner , men Maden voxede mig i 
Munden , saa jeg ikke formaaede af synke en Bid mere . 
Jeg saa over til Susanne , hun sad sprudende rød . 
Der blev en Stunds Stilhed , hvori nok Enhver 
rugede paa sine Tanker om det Passerede , indtil 
Sommerdagens Sovnighed fik Overtaget , og Præsten 
og Fogden , der begge var vant til af tage deres 

Middagslur , foreslog , af man en Timestid fluide hvile 
Middag og hver søge sig sin Plads i Skyggen . 
Efter det , som var passeret ved Bordet , følte jeg 
mig aldeles ulykkelig tilmode . Man havde ladet skimte 
frem en Mening om min Fader saa krænkende , at det 
var mig en ren Tortur længere at være i Selskabet . 
Et Stykke bortenfvr Husene bøjede Lien ind over 
til et trangt Dalføre med Bjerk og Silju i Aasen paa 
begge Sider , og gjennem den løb over Kiselstenene en 
spcjlklar , blinkende liden Bæk , hvor en og anden ørret 
småt . Mens de Andre sov , gik jeg op langs den og 
lagde mig ned for i Ensomhed at ruge over min Sorg . 
Jeg veed ikke , hvor længe jeg havde ligget flig ; 
men da jeg saa op , sad Susanne der heftig bevæget . 
Hun syntes , de havde været flemme mod mig , sagde 
hun , og saa strøg hun , som hun ikke taalte at se mig 
bedrøvet , i Tavshed Haaret atter og atter bort fra 
min Pande . 
Der var en Varme i den lille Haand og en Tale 
i hendes med Graaden kjæmpende Ansigt , som mit til 
Kjærlighed saa trængende Sind ikke kunde modstaa . 
Jeg veed ikke , hvordan det gik til , men erindrer 
kun , at jeg stod og trykkede hende heftigt op til mig 
med min Kind ind til hendes og bad hende holde af 
mig , bare en Smule , saa vilde jeg holde af hende saa 
uendeligt hele mit Liv . Jeg hufler ogsaa , at hun svarede 
„ Ja “ , og at vi under dette begge to græd . 
Lidt efter stod vi smilende Haand i Haand og 
saa paa hinanden . Der opkom samtidig en ny Tanke 

hos os begge , — den , at vi altsaa nu vare forlovede . 
Susanne var den første , som udtalte den og sagde , idet 
hun satte sine trofaste , dybe , blaa Øjne forsikrende paa 
mig , at jeg fra nu af bestandig maatte huske paa , at 
hun holdt af mig , om de Andre var aldrig saa flemme . 
Vi hørte dem raabe paa os , og — hvad der før 
paa Dagen aldrig vilde faldt os ind at gjøre— : Susanne 
skyndte sig foran alene et Stykke , saa vi kom 
hver for sig tilbage til Selskabet . 
Jeg havde alt Solen i Øjnene langt ud paa Formiddagen 
den næste Dag , da Anne Kvæn , som hun 
var vant til , fra jeg var Barn , ruflede mig vaagen oa 
fortalte , at min Fader tidlig om Morgenen var rejst 
til Tromsø . Han havde været oppe paa Kammeret 
hos mig tidligt , før han rejste , og , da han kom ned 
igjen , ytret om mig , at „ han laa og smilte i Søvne 
og saa saa lykkelig ud , stakkels Gut ! “ 
Det var saare sjelden , at der fra min Fader kom 
et sympathetisk Ord , og derfor staa de i niin Erindring . 
Min Fader var nok selv dengang alt andet end 
glad . Den omtalte Dampskibsstrid laa ham tungt paa 
Hjerte ; han vilde nu forsøge det sidste Middel , nemlig 
at faa Sagen ordentlig udredet igjennem Aviserne , og 
det var derom han nu personlig vilde henvende sig til 
en Procurator paa Tromsø . 
Disse Husets Anliggender laa imidlertid udenfor , 
hvad jeg vidste . 

Femte Capitel . 
Confirmationen . 
Under denne Sagernes Stilling mellem vore 
Forældre foregik samme Host Susannes og min Confirmation . 
Da jeg først indmeldtes sent ude i Confirmationscursus ' et , 
blev det saa , at jeg , foruden at 
fremmøde i Kirken hver Mandag , skulde læse alene 
med Præsten om Fredagene . 
Paa sin korte Maner holdt min Fader mig forud 
en liden Privattale , hvori han haabede , at jeg ikke 
vilde gjøre ham Skam for Præsten . 
Læsningen oppe paa Præstens Studerkammer var 
for mig en hel ny aandelig Udvikling . Den store , 
graahaarede Mand , med det stærke , brede Ansigt og de 
massive Sølvbriller som oftest skudte op i Panden over 
de svære Øjenbryn , sad i Sofaen med sin store Merskumspibe 
i Munden og forklarede , medens jeg pyntet 
og opmærksom hørte til i Stolen paa den modsatte 
Side af Bordet . 
Det gik mere og mere op for mig , at Præsten 
maatte være en ærlig og grundsand Mand , men tillige 
haard og streng ; thi han talte altid om Pligterne og 
om , at Naaden ikke kunde tænkes givet os , for at vi 
skulde flippe udaf disse . Undertiden kunde han ogsaa 
komme i det Hjørne at anstille Betragtninger , der dog 
neppe alle vare bestemte for mig ; det var gjerne alflens 
Forsøg paa at bortraisonnere de Tvivl , man mulig 
kunde have i Troessagerne , især om Miraklerne , dem 

han gjerne vilde forklare paa naturlig Maade . Han 
kunde derunder blive overmaade vittig i sine Sammenstillinger , 
og jeg troede da , som i Mangt og Meget i 
hans viljestærke Ansigtsudtryk , naar han talte , at kjende 
Susannes Natur igjen . De smaa , smukke Hænder og 
sin fine , velproportionerede , Mønt ikke netop høje Figur 
havde hun ogsaa klarlig efter sin Fader og derhos et 
vist Kast med Hovedet , naar Talen skulde gjøres mere 
indtrængende end sædvanligt . Men Susanne havde 
tillige noget Varmt og Pludseligt , næsten Vulkansk i 
sin Natur , der forekom mig fremmed for det Udtryk , 
som laa i Præstens kolde , klare Forstandsøjne . 
Præsten roste mig for Tænksomhed , men gjentog 
til min store indre Ydmygelse flere Gange , at jeg havde 
en Maner med at slaa Øjnene undvigende ned , som 
jeg maatte se til at vænne mig af med . Præsten troede 
uden Tvivl , at jeg var overdreven genert , kanske ogsaa 
at jeg led under Bevidstheden om min Faders Forhold 
til ham . 
Sagen var imidlertid den , at hans isblaa eller 
graa hvasse Øjne undertiden stirrede paa mig , som om 
de saa mig tvertigjennem og sfar mig op som en 
Appelsin lige ind til min Hemmelighed med Susanne . 
Jeg følte mig som en Forræder , der sneg hans Tillid , 
og udmalede mig pinligt , hvad han engang , naar han 
fik Alt at vide , vilde tænke om mig , som under Bercdelsen 
i min Salighedssag havde kunnet sidde saa 
usand og fræk foran ham . Det gik derhos under Læsningen 
af Forklaringen mere og mere op for mig , at 

mit Forhold til Susanne , saalænge det holdtes hemmeligt 
for hendes Forældre , var urigtigt , og nu skulde 
jeg endog med denne vitterlige Synd paa Hjertet koldblodigt 
og overlagt gaa hen og knæle ved Gnds Bord . 
Disse Skrupler forfulgte mig ogsaa hjemme og 
blev mig tilslut til en sand Marter . Al Synd , stod 
der i Forklaringen , kunde tilgives , undtagen Synd mod 
den Helligaand . 
Jo stærkere min Fantasi fordybede sig i Grublerierne 
over denne Slags hemmelighedsfulde Forbrydelse 
imod det Himmelske , som altsaa stod udenfor Naaden 
og ikke kunde tilgives , desto højere steg den kvælende 
Angesf op i mit Indre , at netop den Synd , som jeg 
nu bevidst og med koldblodigt Overlæg holdt paa at , 
begaa , kunde være af den Art . 
Min Betænkelighed gjaldt især Alterens Sacramente , 
som jeg altsaa nu uden Sky og med fuldt 
Forsæt agtede at vanhellige for derved at skjule , at jeg 
bedrog den Haand , som rakte mig det . Forgjæves 
søgte jeg at flyde disse Tanker bort eller ialfald at opsætte 
med at tænke dem til den allersivste Dag før Confirmationen . 
Mit Sind blev for hver Dag kun mere 
uroligt , og i min forskræmte Fantasi opsteg Ting , der 
ikke længer beroede paa min egen Vilje , men hvori jeg 
forfærdet stod midt imellem alle Helvedesrædselens 
Muligheder og Syner . 
At berolige mig ved at prøve at faa Susanne i 
Tale øm Sagen , turde jeg ikke ; thi saalænge hun var 
uvidende om , at det , som nu fuldbyrdedes , var Synd , 

havde hun jo hellerikke Skyld , og heller end at styrte 
hende ind i en saadan , fik jeg staa alene med min 
Byrde . At aabenbare det Hele i sidste Øjeblik for den 
strenge Præst vilde — foruden som en Børneforlovelse 
at føre til en , som jeg da tænkte , uudholdelig Skandale 
for os begge — kun bevirke , at jeg mistede Susanne , 
og dette sidste turde jeg desuden ikke gjøre uden 
med hendes Samtykke . Det Hele knyttede sig saaledes 
sammen for mig til en Umulighedens Ring , hvori enhver 
Udvej var stængt . 
De to sidste Mandage , jeg stod paa Kirkegulvet , 
medens Præsten overhørte os , saa jeg ofte alvorligt 
over til Susanne . Hun stod der frisf , smilende og 
uopmærksom ; hun anede Intet og kunde hellerikke hjelpe . 
I Dagene lige under Consirmationen steg min 
Tyngsel til en febrilst Tilstand , hvorunder jeg flere 
Gange neppe var rigtig ved mig selv , men følte mig 
forfærdelig ulykkelig . Det forekom mig tilslut , at jeg 
rent ud holdt paa at give min Salighed hen for Susannes 
Skyld . Jeg staat om Natten forfærdet op af 
Drømme , hvori jeg saa mig liggende paa Knæ foran 
Alteret med Susanne ved Siden — hun saa da saa 
Intet anende , overjordisk dejlig ud — , medens Præsten 
stod med et Tordenansigt , som om han følte , at en 
Sjel nu vilde blive dræbt , og at han i Hostien netop 
holdl paa at fuldbyrde Herrens Hevn . En anden Nat 
vaagnede jeg ved at det ligesom lo haanligt under 
Sengen og med en visionagtig Forestilling om , at den 
Onde laa sammenrullet og lurede under den som en 

svær Slange . Jeg holdl mig med bankende Hjerte 
under Dynen , indtil jeg tidlig om Morgenen hørte 
Folk røre sig nede paa Gaarden , da jeg vovede at 
flygte ud fra Soveværelset . 
Det var Confirmationsdagen . 
Jeg stod om Morgenen før Kirketid og pyntede 
mig i min nye Dragt foran Spejlet paa „ Blaasalen “ , 
det Værelse , hvor min Moder havde været holdl indespærret 
i de mange Aar , hun var syg . Jeg saa gjennem 
de smaarudede Vinduer Baad før Baad fulde af 
pyntede Confirmander med de festlig klædte Forældre 
ro i den klare Høstdag indover Bugten og lande dels 
ved vor Brygge , dels i Præstegaardstøen . 
Dette Indtryk af Højtid greb mig pludselig med 
Fortvivlelse ; jeg tænkte paa , at Alle disse kunde komme 
ind i Guds Salighed ligesaa let , som de nu roede ind 
den solklare Bugt i den rolige Søndagsmorgen , medens 
jeg alene stod uden Salighedshaab . Det gik med 
Eet op før mig , at jeg i mit triste , aandeligt mørke 
Hjem lige fra Barnsben af igrunden altid havde havt 
en Følelse i mit Inderste af , at Lykke og Salighed ikke 
var bestemt for mig , og at al den virkelige Lykke og 
Glæde , jeg hidtil havde havt , egentlig kun havde været 
laant Solskin fra Præsfegaarden . Susanne kunde jeg 
med den Synd , jeg bar paa , ogsaa kun faa tillaans , 
indtil jeg døde , da vi jo maatte slilles og jeg tilbage 
til de onde Ulykkens Magter , der fra min tidligste 
Stund her i Hjemmet ligesom havde taget mig til 
Ejendom . 

Jeg vendte mig mod Væggen og græd . 
Da jeg igjen fluide fortsætte min Paaklædning og 
kastede Øjet i Spejlet , var det uden Forskrækkelse , 
tvertimod med en vis Ro , at mit Blik fæstede sig paa 
den gamle Vision fra min Barndom : Damen med 
Rosen , som jeg saa staa bag mig i den aabne Dør 
til Kammeret , bleg og vemodigt seende paa mig , indtil 
hun med Eet blev borte . 
Kirkeklokkerne ringede , og Almuen strømmede henimod 
Kirken . Den Dag var ogsaa Anne Kvæn og 
alle Husets Folk i Kirkefærd . Fader fulgte mig og 
hilsede i Forbigaaende forbindtlig paa Præsten , da de 
mødtes ved Indgangen . 
Den Orden , hvori vi Confirmationsbørn fluide 
staa paa Kirkegulvet , var sidste Mandag bestemt . Jeg 
skulde staa øverst paa Guttesiden , ligesom Susanne paa 
Pigesiden . 
Der var alt sunget en Psalme , før Susanne kom 
i Følge med sin Moder , klædt som Voxen i sort 
Silkekjole med Gaze om Hals og Arme og en Medaillon 
paa Brystet . Hun blev siddende i Præstegaardsstolen 
hos sin Moder , indtil den gribende Prædiken 
var forbi . 
Jeg maa vist have seet særdeles syg og medtaget 
ud ; thi da Præsten oppe ved mig begyndte Overhøringen , 
holdt han inde midt i Spørgsmaalet med en Mine , 
som om han vilde spørge , hvad der fejlede mig . Jeg 
svarede rigtigt , og med et Nik gik han saa over til 
Susanne , som stod der med foldede Hænder og saa 

ned , forgrædt og noget bleg af Spændingen , før 
Spørgsmaalet kom . Medens hendes Fader spurgte 
hende , saa hun op paa ham med de velsignede blaa 
Øjne saa troskyldig og tillidsfuldt , at det var mere end 
klart , at der i denne Stund hos hende ikke var Tanke 
af ond Samvittighed . Da det var overstaaet og hendes 
Fader gik videre nedover Gulvet , smilede hun lettet , 
skjønt alvorligt over til mig , som om jeg var den anden 
rette Vedkommende , hun havde at holde sig til i denne 
Stund . 
Jeg saa , saameget jeg kunde , ubemærkt over paa 
hende , som hun stod der rank og dejlig , med det rige , 
paa voxen Vis opsatte Haar . Af og til saa ogsaa 
hun over til mig , men da undgik jeg hende . For mig 
var hendes Blik nu kun en Synd mere , ligesom hvert 
helligt Ord , jeg hørte , blot kunde blive en Tilvæxt i 
min Syndevægt — virke det Omvendte af Velsignelse . 
Gudstjenesten varede længe , og den nervøse Overanstrengelse 
bevirkede , som den siden saa ofte har gjort 
hos mig , at mit Hoved susede , og at det sortnede med 
mørke Punkter for mine Øjne . Der viste sig til min 
Forfærdelse en mørk Plet overalt , hvor jeg kastede Øjet 
hen , og angstfuld tænkte jeg , at dette maaske allerede 
kunde være Begyndelsen til Forbandelsen . Jeg turde 
nu ikke længer se hen paa Susanne for ikke at sætte 
Plet paa hende og kunde tilslut ikke bare mig for at 
besigtige Gulvet , hvor jeg stod , om der muligvis skulde 
være brændte Mærker under mine Fødder . Jeg tænkte 
paa Havmanden , som i Vaagens Kirke havde lokket 

Præstens Datter med sig , og hvis Instinct havde drevet 
ham ud af Kirken under Velsignelsen , medens jeg var 
fordømt til at staa . 
Efter at Løftet var aflagt , haster jeg kun dunkelt , 
at der atter blev holdt en Tale og sunget Psalmer . 
Da jeg igjen befandt mig gaaende paa Hjemvejen 
med min Fader , som med bekymret Mine støttede mig , 
var min sidste Erindring af det Hele , at Susanne , som 
formodentlig havde opdaget , at jeg var syg , mod Slutningen 
af Kirketjenesten havde seet paa mig netop med 
det Udtryk , som samme Morgen Damen med Rosen 
— stille , bleg , vemodigt , som den , der saa gjerne vilde 
hjelpe , men ikke kan . 
Jeg tror , at det , som min Fader havde sagt til 
mig , om ikke at svigte ham for Præsten , bidrog ikke 
saa lidt til , at jeg lige til det Sidste holdt mig opret ; 
thi jeg besvimede med det samme vi kom ind i Stuen 
hjemme og bragtes tilsengs , medens min Fader , der nu 
var bleven alvorlig forsfrækket , øjeblikkelig lod afgaa 
Expresse efter Doktoren . 
Da Lægen den næste Dag kom , fandt han mig i 
voldsom Febervildelse . Min Fantasi flommede over 
som en Flod , hvorfra alle Dæmninger vare borte , med 
en Strøm af de mest forvirrede Forestillinger . Det 
forekom mig , som der dandsede og nikkede Helvedesfigurer 
rundt Sengen , hvoraf en med et langt Fordømmelscsbrev 
med Segl under , og at Anne Kvæn 
rullede med gloende Øjne , medens saa af og til Susanne 
saa paa mig med en smertefuld Mine , som om 

det ikke stod i hendes Magt at hindre min Fortabelse . 
Efter 
hvad jeg siden erfarede , mente Lægen i Begyndelsen , 
at det var Nervefeber , men af visse Symptomer 
og Beskaffenheden af mine Fantasier , hvorom 
Anne Kvæn , der nok havde sine egne Tanker om Sagen , 
lod det være sig magtpaaliggende at underrette ham , 
forandrede han helt sin Mening . Han havde behandlet 
min stakkels Moder i hendes Sindssygdom , og nu 
gjenfandt han netop den samme Forestilling om Damen 
med Rosen og Angsten for de onde Magter hos mig , 
Sønnen . 
Tre Uger efter dette var jeg , skjønt bleg og medtaget 
af den langvarige nervøse Paroxysme , igjen aldeles 
frisk . Den hele Møllesten af Syndetyngde var 
som borte fra mit Bryst , og jeg gik til Alters uden 
Spor af Skrupler . 
Jeg følte mig ogsaa som en helt værdig Person , 
da jeg Søndagen efter i min sorte Snipkjole gik i 
Confirmationsvisit til Præstegaarden . Ved denne Lejlighed 
sad Susanne , — nok en Smule paa Parade 
for mig — som Voxen ved sit eget Sybord paa Forhøjningen 
ved Vinduet . Da hendes Moder gik ud 
efter Ribsvin og Kage , maatte jeg dog paa hendes Vink 
i Hast bese hendes dyrebare Sybord med alle Skufferne , 
baade de over og de , som kom frem nedenunder , 
naar hun skjød de øverste Skuffer bort . I en af disse 
sidste , som hun med en noget skalkagtig Mine tog op , 

men lynsnart igjen lukkede , idetsamme Moderen kom 
ind , laa den Messingring med Glasstenen i , som hun 
engang havde faaet af mig , og ved Siden af et Par 
gamle Brevlapper fra Barneaarene , som jeg gjenkjendte . 
Da jeg gik , hoppede Hjertet i Livet paa mig ; thi 
jeg havde uventet havt et Stevnemøde , hvori Susannes 
trofaste Hjertensmening havde vist sig for mig kraftigere 
end al mundtlig Forsikring . 
Det faldt mig ind , at der maatte være foregaaet 
Noget hjemme i den sidste Tid ; thi min Faders korte , 
kolde Maade at behandle mig paa var bleven mærkelig 
forandret . Han forærede mig saaledes et dobbeltløbet 
Gevær i Kobbeskindshylsfer og et Ur og fandt af sig 
selv paa , at i Dagene , indtil jeg rejste , skulde Jens 
Dreng med Færingsbaaden være til min Disposition , 
saa ofte jeg vilde ud at siyde eller fiske . 
Hvad der var hændt , blev mig klart , da Dokforen 
en Dag indfandt sig og bad om at faa følge mig op 
paa mit Værelse . 
Den sialdede , bredbyggede lille Dokfor , med 
Vadmelsfrakken og Staalbrillerne Paa sin Stumpnæse , 
var en af de haardbarkede Læger i vore Fjordegne , som 
sætte en Ære i at rejse i al Slags Vejr . Man saa 
ham altid i bedst Humør , naar han kom lige ind fra 
Uvejr . Han var en bestemt og grej Mand , hvis Besked 
uvilkaarlig indgjød Tillid , og han ejede tillige 
noget Varmt , Trohjertigt i sit Væsen , der gjorde , at 
han , naar han vilde , kunde være saare vindende . Han 

var Huslæge baade hos os og hos Præsten og en fortrolig 
Ven af begge Familier . 
Da vi kom op paa Værelset , bad han mig sætte 
mig og høre paa ham , medens han selv , som han 
plejede , udfandt sig en Route paa Gulvet , hvor han 
med Hænderne paa Ryggen kunde drive frem og tilbage , 
medens han talte . 
Han havde , sagde han , overvejet nøje , enten han 
skulde fortie for mig , hvad han havde paa Hjertet , eller 
tale , saaledes som han nu gjorde , men havde bestemt 
sig til det Sidste , da min Helbredelse beroede paa , at 
jeg selv var fuldkommen klar paa , hvoraf det var , jeg 
led . Min sidste Sygdom havde nemlig ialfald tildels 
været et Udbrud af en Disposition til Sindssygdom , 
som han vidste laa arvelig til min Familie paa Modersiden 
endog flere Led opad . At dette Udbrud nu havde 
fundet Sted hos mig , havde visselig kun havt sin 
Grund i , at jeg selv altfor stærkt havde hengivet mig 
til alflens Fantasiindflydelser i Forening med det 
Lediggjængerliv , som han vidste , at jeg altid havde ført 
hjemme . Det eneste sikkre Middel til at standse Udviklingen 
af denne Disposition var Arbejde med et fast , 
bestemt Maal for Øje , f . Ex . det at studere , hvilket 
han troede laa for min Natur , og dertil forøvrigt en 
sund Levemaade , Spadseretour ? , Jagt , Fiskeri , Kammerater 
og Interesser ; men intet Lediggjængeri , ingen 
spændende Romaner , ingen usunde Drømme mere . 
Han havde talt med min Fader om Sagen og anbefalet 
min Rejse til Seminariet i Trondenæs som 

en passende Forberedelse til at studere , der tillige vilde 
bringe den fornødne Afbrydelse i mit nuværende Liv . 
Da Doktoren en Stund efter forlod mig , sad jeg 
igjen paa Værelset med et alvorligt , bevæget Hjerte . 
At jeg saadan var bleven gjennemsigtig for mig 
selv og færdig med min egen Gaade , var mig en overordentlig 
Lettelse , ja jeg kan sige , at det var en Episode 
i mit Liv . 
Følelsen af at befinde mig aandeligt uvel , dersom 
et stille Sindstryk , en Ulykkesanelse altid , saalænge 
jeg kunde husfe , havde ligget i Baggrunden af min 
Sjæl — om end fortrængt i den lysere Sommertid af 
min Omgang med Susanne — var altsaa ikke Synd , 
ikke Forbrydelsens Tyngde , ikke en hemmelighedsfuld , 
mørk Undtagelse hos mig fra al anden Naturens Orden , 
men kun en Sygdom , simpelthen kun en Sygdom , 
som sfulde behandles med en tilsvarende naturlig Kur ! 
Jeg troede ikke , Nogen kunde sidde glad som ved 
et Lykkesbudflab og høre paa at han var gal , eller at 
der ialfald var Fare for at han kunde blive det ; men 
nu ved jeg , at ogsaa dette kan hænde i Verden . 
Jeg bad nu , som jeg syntes for første Gang i 
mit Liv , rigtig frejdigt og fortrøstningsfuldt til min 
Gud , til hvem jeg dog altsaa stod i samme Forhold 
som alle andre Mennesker , og , om der var nogen Forskjel , 
da kun saameget nærmere , fordi jeg var en stakkels 
Syg . 
Det var en Følelse , som Guds Sol efter en lang 
tung Regndag igjen var brudt frem over mig . Jeg 

bad for mig selv , for Susanne , for min Fader , og i 
Nydelsen af dette nye sikre Forhold fortsatte jeg med 
at bede først for hver Enkelt hjemme , saa for dem i 
Præstegaarden , saa for Klokkeren og tilslut i Mangel 
af Andre ligesom i Kirken for „ Alle de , som syge og ' 
sorgfulde ere “ , hvoriblandt jeg nu , i Hjertet glad , regnede 
mig selv . 
Sjette Capitel . 
Hos Klokkeren . 
Det var kun to Dage før jeg skulde rejse til 
Trondenæs med en Jagt , som laa færdig til at gaa 
nordpaa . 
Medens jeg raadløs overvejede alskens Udveje til 
at faa Susanne i Tale endnu en sidste Gang , før jeg 
skulde afsted , kom der Bud til mig fra Klokkeren , at 
jeg endelig maatte komme ud til ham den næste Dag 
Klokken elleve præcis ; senere var han ikke hjemme . 
Samme Formiddag , som Budet kom , havde Susanne 
været hos Klokkeren . Hun havde , uden at sige 
et Ord , sat sig ned henne ved Bordet med Ansigtet 
begravet i Armene . 
Da den forskrækkede Klokker trængte ind paa sit 
„ Hjertensbarn “ , som han i sin Bekymring kaldte hende , 
havde hun endelig med taarevædt Ansigt seel op paa 
ham og sagt , at hun græd , fordi hun var saa rent , 
rent ulykkelig . 

„ Men hvorfor da , kjære Susanne ? “ 
„ Fordi “ — exploderede det pludselig om Ørene 
paa ham — „ jeg holder af David og han af mig , og 
vi ere forlovede , men Ingen maa vide af det uden Du , 
Klokker ! og Du vil ikke forraade os ? “ Med dette 
sidste Spørgsmaal kastede hun sig grædende om Halsen 
paa den af Efterretningen bedøvede og omsusede Klokker , 
der i Hjertet allerede følte sig overvunden , længe før 
han endnu havde Rede paa , hvad det var , han gav 
sig for . 
Han satte Susanne ned igjen i Stolen , talede og 
trøstede hende saalænge , indtil han hos sig selv fik 
modnet det forstandige Svar , at vi burde bruge de to 
kommende Adskillelsens Aar som Prøveaar , og derfor i 
den Tid netop ikke skrive til hinanden . Kun maatte 
Klokkeren saa til Gjengjæld love , at vi den næste Formiddag 
skulde faa mødes hos ham et Øjeblik til en 
sidste Aftale og Afsfed , samt at Klokkeren , i den Tid 
jeg var borte , skulde fortælle hende Alt , hvad han fik 
høre om mig . 
Da jeg den næste Dag kom ind til Klokkeren , 
fandt jeg ham siddende i sin Træstol saare alvorlig og 
betænkt , med Armen støttet forover paa Knæerne og 
stirrende ned mod Sandgulvet , der var barstrøct som 
til Højtid . Min Ankomst lod ikke til at forstyrre ham 
i hans Betragtninger , skjønt et lidet Nik ved Indtrædelsen 
havde vist mig , at jeg ialfald var bleven bemærket . 
Violinen svingede han langsomt i Haanden 
frem og tilbage foran sine Knæ med et sagte Knep 

over Strengene for hver Gang , saa den mindede om 
en afdæmpet Kirkeklokke . Hans milde , graa Øjne gled 
hen paa mig med et grundende , mønstrende Blik , som 
om han egentlig nu saa paa mig for første Gang , og 
et svagt Smil viste , at Undersøgelsen ikke just faldt saa 
daarligt ud endda . 
Lidt efter skyggedes Døren , og ind traadte til min 
Overraskelse Susanne . Hun gik hasfigt og rødmende 
lige hen til mig og tog mig i Haanden med de Ord : 
„ Kjære David , Klokkeren ved Alt : han har givet os 
Lov til at tage Farvel her . “ 
„ Ja , jeg har saa , Børn ! “ sagde Klokkeren , „ men 
kun for et Øjeblik , fordi Susanne bad saa meget om 
det , og for at I begge kunne høre , hvad jeg efter Overvejelse 
mener om det Hele . “ 
Han holdt nu en liden Tale , hvori han sagde , at 
han ikke saa noget Galt deri , at vi holdt af hinanden , 
skjønt vi rigtignok vare meningsløst unge . At vi ikke 
aabenbarede Forholdet for vore Forældre , haabede han . 
— og han havde tænkt meget derover — ogsaa var 
undskyldeligt , da disse neppe engang endnu vilde tage 
Sagen for rigtigt Alvor , og vi saaledes kanske kun 
vilde blive krænkede i vor Følelse . Nogen Mellemmand 
for hemmelige Kjærlighedsbreve , saaledes som 
Susanne havde bedt ham om , agtede han ikke at være , 
og det baade for sin egen Skyld og for vor Skyld , 
idet vi burde bruge de forestaaende to Prøveaar til at 
se , om der var virkelig Sandhed i vor Kjærlighed , eller 

om det kun var Børnetanker af den Slags , som siden 
igjen dunstede bort af Sindet . 
Med den Besked gik den gamle Klokker godmodigt 
ud af Stuen . 
Da vi vare alene , fortalte Susanne mig hviskende , 
hvorfor hun havde vovet at fortro sig til Klokkeren . 
Hjemme havde hun nemlig hørt , at han engang i sin 
Ungdom havde havt en ulykkelig Kjærlighed , og at 
dette var Grunden , hvorfor han aldrig havde villet 
gifte sig og siden var bleven saa underlig . Dernæst 
tog hun med ivrig Hast op af Lommen — hun gik 
endnu i sin gamle , blaarudede , korte Hverdagskjole , der 
skulde siides ud , men med „ voxent “ Haar — et Kors 
af smaa , blaa Glasperler , som jeg skulde bære om 
Halsen nærmest Brystet i en Silkesnor , som hun ogsaa 
trak op af Lommen . 
Op af Lommen med det Meget i trak hun fremdeles 
efter nogen Møje frem en liden Sax . Det gjaldt 
nu en Krøl af mit Haar , netop den sorte i Tindingen , 
hun længe havde sigtet paa , sagde hun , og som hun 
agtede at forvare i Aflukket under sin Csnfirmationsmedaillon . 
Da jeg saa til Gjengjæld bad om en af 
hendes , som jeg ogsaa „ længe havde sigtet paa “ , sagde 
hun , at det ikke behøvedes , da det Perlekors , jeg havde 
faaet , var trædet paa hendes eget Haar . 
Saa var der Noget , jeg maatte love hende , og 
som hun havde udtænkt , medens hun sad hjemme og 
syede , for da tænkte hun paa saa Meget . Det var , 
at jeg , naar jeg blev Student , fluide forære hende en 

Forlovelsesring af Guld med Indskriften „ David og 
Susanne “ paa den ene Halvdel af Indersiden , og paa 
den anden Side skulde der staa : „ Som David og 
Jonathan “ . Det var vore Forældres Uenighed , der 
havde bragt hende paa den Tanke . „ Men , “ afbrød 
hun , „ Du hører jo ikke paa mig , David ? “ 
Jeg stod virkelig ogsaa og tænkte paa noget Andet ; 
det var , om jeg vel turde kysse hende til Farvel ; jeg 
huskede Paa isammer ude blandt Vætteskjærene . 
I det samme skrabede det ude paa Stcnhellen 
foran Døren , hvilket betød , at Klokkeren syntes , det nu 
snart fik være Slut , og Susanne skyndte sig til min 
Skuffelse strax med at faa Presenterne , hvormed jeg 
endnu stod i Haanden , gjemte nede i min Brystlomme . 
Hun var netop færdig dermed , da Klokkeren traadte 
ind og sagde , at vi nu maatte tage Farvel med hinanden . 
Susanne 
saa en Stnnd paa Klokkeren og derfra 
bleg og med Øjne , der fyldtes med Graad , hen paa 
mig , som om den Tanke , at vi skulde slilles , først nu 
var gaaet rigtig op for hende . Hun gjorde en heftig 
Bevægelse — hun vilde øjensynlig faldt mig om Halsen , 
men tog sig igjen i det , fordi Klokkeren var 
tilstede . 
Nu tog hun kun min Haand , førte den op til 
sine Øjne uden at sige et Ord og skyndte sig bort . 
Dette var Mere , end jeg kunde udholde , og jeg 
tror , det var for Meget for den gamle Klokker med . 
Han gik frem og tilbage og kneppede sagte paa 

Strængen , medens jeg henne ved Bordet lod Taarerne 
faa frit Lød . 
Før jeg gik , spillede han en lille dejlig „ Slaat “ , 
som han havde gjort , da han var tyve Aar . Den greb 
mig dybt , fordi jeg syntes , den var gjort ligesom om 
mig og Susanne ; den sang indeni mig længe bagefter , 
saa jeg lærte den udenad . 
„ Der hører nok En til , “ sagde han , da han slutfede , 
og dernæst — efter et lidet Ophold som i en 
tung Erindring — : „ men den er lidet lystelig og 
passer ikke for Dig ! “ 
Da Jagten tidligt den næste Morgen rejste , viftede 
der et Tørklæde ud af Salsvinduet i Præstegaarden 
og til Svar en blank Hat ombord . 
Syvende Capitel . 
Trondenæs . 
Ved et Næs paa Nordsiden af Hindøen i Senjen 
ligger Trondenæs Kirke og Præstegaard . Denne sidste 
var i Olaf den Helliges Tid Kongsgaard , og Thore 
Hunds Broder Siver boede der . Bjarkø , hvor Thore 
Hund havde sit Høvdingesæde , er kun nogle Mile borte . 
Kirken selv er i mange Henseender et mærkeligt 
historisf Minde . Dens to Taarne , hvoraf det ene var 
fiirkantet og oven beflaget med Kobber samt med 
Jcrnspir og det andet ottekantet , existerer nu kun i 

Sagnet , og af de berømte „ tre forunderlig høje ligevoxne 
Støtter “ findes blot Levningerne ved vestre 
Indgang . 
Denne Kirke har engang været Christendommens 
nordligste Grændsefæstning , har staaet der mægtig med 
sine hvide Taarne , sine Klokkers langt rungende Maal 
og sin hellige Sang lig en Kæmpebisp i hvid Messesærk , 
der bar St . Olafs christne Vigsel og Altarlys ind 
i Mørket mellem Finmarkstroldene . Dens Magt 
over Sindene har været tilsvarende dyb og stor . Til 
den har henfarne Slægter , kirkeklædte , sognet lange 
Veje , før andre Kirker rejstes deroppe . Kunde den 
Kleberstens Døbefont , som staar i Koret , opregne Navne , 
eller Alteret nævne de Brudepar , som der ere viede , 
eller den ærværdige Kirke fortælle , hvad den vidste , 
vilde vi faa høre mangen mærkelig Saga . 
Nu har Protesfantismen her som overalt plyndret 
Kirken ; Levninger af dens malede Alterflabe findes 
indsatte som Døre i Bøndernes Madskabe , og det , 
som var mest fremragende ved den , ligger i RuinerMen 
længer har man heller ikke kunnet drive Ødelæggelsen . 
Den gamle katholske religiøse Kirkestemning 
følger den tildels den Dag i Dag i de gamle Sagn , 
der svæve om den , og underholdes ved de fremmede 
Malerier i Choret , ved de mysfiske Hvælvinger og alle 
disse Ruiner , som Nordlændingens Fantasi gjenopbygger 
i utydelig Storhed . Almuesmanoen deroppe er desuden 
i sit religiøse Tankesæt og sin Overtro ikke saa lidet 
af en Katholik . I Livsfare at love Voxlys til Kirken 

falder ham langtfra unaturligt og heller ikke at tage 
Jomfru Maria ind i sin Bøn . Han ved ja nok , at 
hun er afsat , men tager hende fromt med alligevel . 
Jeg dvæler ved Mindet om denne Kirke og dens 
Omgivelser , fordi jeg i de to Aar , jeg opholdt mig 
paa Trondenæs , paavirkedes saa stærkt af Stedets 
mægtige Fantasiindtryk . Den hule Jordbund med de 
formodede underjordiske Hvælvinger var mig som en 
tildækket Afgrund fuld af Hemmeligheder , og i Kirken 
— hvis Stilhed jeg ofte søgte , da den med sit Tanken 
forunderlig beskjæftigende Indre ligger selskabeligt næsten 
lige Væg i Væg med Præstegaarden og i Regelen paa 
Grund af Seminariets Orgeløvelser stod aaben , — 
kastede Dagslyset undertiden Skygger i Gange og 
Indsænkninger , som om der rørte sig Væsener fra en 
anden Tid . 
Jeg læste med stor Fremgang Latin og Græsk 
med den elsfværdige , kundskabsrige Præst , i hvis Hus 
jeg boede , og de andre Skolefag med en af Seminariets 
Lærere ; men i mine Fristunder søgte jeg disse Steder , 
der i saa høj Grad sysselsatte min Fantasi , og Trondenæs 
var derfor alt Andet end det rette Sted for mit 
sygelige Sind . 
Min nervøse Overspændthed har , som jeg senere 
har iagttaget , en Forbindelse med Maanefliftet . Ved 
saadanne Tider udøvede hine Steder en næsten uimodstaaelig 
dragende Indflydelse paa mig , jeg listede mig 
ubemærkt hen i Ensomheden og kunde sidde der i flere 
Timer , fordybet i det Mangt og Meget , som halvklart 

skabtes af min Indbildningskraft , deriblandt Susannes 
lette Skikkelse , som jeg undertiden syntes svævæde lige 
hen imod mig , uden at jeg dog nogensinde rigtig kunde 
faa se hendes Ansigt . 
Det var ude paa Vaarsiden i det andet Aar , jeg 
var der , at jeg en Middagssfund under Indflydelsen 
af en saadan sygelig Stemningsperiode sad inde i 
Kirken paa en Forhøjning nær Hovedalteret , grublende 
med Susannes blaa Kors i Haanden . Paa Væggen 
ved Siden af Alteret faldt mit Øje paa et stort , 
dunkelt Billede , som jeg ofte havde seet , uden at det 
havde efterladt videre Indtryk . Det forestiller i 
Legemsstørrelse en Martyr , der er henkastet i en 
Tornebusk . , hvis spidse Torne , lange som Dolke , 
gjennembore hans Legeme paa forskjellige Steder , og 
som derhos ikke tør jamre sig , fordi en svær smertefuld 
Torn gaar ind under Struben og ud den aabne 
Mund . 
Udtrykket i dette Ansigt blev mig med engang 
helt forfærdeligt . Det saa paa mig med en Mine af 
stille Forstaaelse , som om jeg var Lidelseskammeraten , 
der skulde ligge der , naar han endelig engang fik udstridt . 
Det var umuligt at faa Øjnene derfra , det 
blev som levende , rykkede snart ganske nær , snart langt 
bort hen i en Dunkelhed , som mit eget svimlende 
Hoved flabte . 
Det var , som i dette Billede Forhænget var 
draget tilside for et Stykke af min egen Sjels hemmelige 
Historie , og det var kun med en Viljeanstrengelse , 

fremkaldt ved Frygten for at suges for langt ind i 
min egen Fantasi , at jeg formaaede at løsrive mig 
fra det . 
Da jeg vendte mig , stod i Lyset , som faldt fra 
Vinduet nær den øverste Kirkestol , Damen med Rosen . 
Hun havde et Udtryk af uendeligt Vemod , som kjendte 
hun vel Sammenhængen mellem mig og hint Billede , 
og som Tornegrenen i hendes Haand var kun i Formindskelse 
den samme Tornebusk , hvorpaa Martyren 
hisf henne laa . 
I Kirkens ensomme Stilhed paakom der mig 
pludselig en usigelig Angest for usynlige Magter , en 
panisk Skræk , hvorunder jeg hastigt flygtede ud . 
Da jeg kom udenfor , opdagede jeg , at jeg havde 
mistet Susannes blaa Kors . Det kunde kun ligge i 
Kirken ved Forhøjningen , hvor jeg havde siddet . Jeg 
vilde i dette Øjeblik , medens Rædselen endnu sydede 
mig i Blodet , ikke gaaet tilbage igjen ind i Kirken for 
nogen Pris i Verden — undtagen for Susannes blaa 
Kors . Jeg fandt det , idet jeg med fnld Ro ledte paa 
Gulvet der , hvor jeg havde siddet . 
Den anden Gang , mit Nervesystem i de Aar 
saadan aabenbarede sin Sygelighed , var ud paa 
Efteraaret , et Par Maaneder før jeg skulde rejse 
hjem . 
En Bonde havde , medens han var inde hos 
Præsten , bundet til Kirkegaardsmuren en Hest , som 
var glasøjet . Jeg gav mig til at staa og se paa den ; 
men dens døde , udtryksløse Blik forfulgte mig bagefter 

i Erindringen hele Dagen . Det forekom mig , som 
om dens Øjne istedetfor udad saa indad i den os 
usynlige Verden , og som om det kunde falde den naturligt , 
naar man glemte at passe Tommen , at vige 
af fra den almindelige Landevej og ind paa Helvejen , 
hvor de Døde fare . 
Som jeg om Eftermiddagen med dette i Tankerne 
sad inde hos Præstens , hvor man samtalede om 
Allehaande , stod pludselig for mig et Ansigt hjemmefra , 
blegt og anstrengt , og lidt efter blev det mig klart , at 
den Mand , hvem det tilhørte , kæmpede fortvivlet for 
at klamre sig fra den oprørte Brænding op paa en 
Klippe . Det var ingen Anden end vor Dreng Anders . 
Han fæstede sine halv glas- halv hornagtige Blikke 
paa mig , medens han laa der ligesom hindret fra at 
redde sig af Noget nede ved hans Fødder , som jeg ikke 
saa . Han havde et Udtryk , som om han vilde sige 
mig Noget . Visionen varede kun et øjeblik ; men en 
pinlig , næsten uudholdelig Følelse af , at der i denne 
Stund hændte en Ulykke for os hjemme , drev mig ud 
af Stuen og til at vanke urolig om i Marken Resten 
af Dagen . 
Da jeg kom tilbage , spurgte man , hvad der havde 
sejlet mig , siden jeg med engang kridhvid var faret ud 
af Stuen . 
Fjorten Dage efter kom der et sørgeligt Brev 
hjemmefra . Min Faders Jagt „ Haabet “ , -er efter de 
Dages Skik var uassureret og for en stor Del ladet 
med Fisk , som han for egen Regning havde indkjøbt , 

var paa Bergensrejsen gaaet under i et Uvejr paa 
Stathavet . Fartsjet var sprunget læk og havde ud 
paa Eftermiddagen maattet landsættes . Mandskabet 
var sluppet derfra med Livet , men vor Dreng Anders 
havde faaet begge sine Ben knuste . 
Dette Forlis gav min Faders Formue sit forste 
betydelige Stød . Det andet skulde komme ude i det 
paafølgende Aar med Tabet ogsaa af den anden Jagt 
„ Enigheden “ , og det tredie og for Fremtiden afgjørende 
Slag rammede , da det af Regjeringen endelig blev 
afgjort , at vor Handelsplads ikke skulde være Dampflibsstoppested . 
Ottende 
Capitel . 
Hjemme . 
I December Maaned var jeg igjen hjemme , hvor 
jeg udvortes fandt Alt ved det Gamle , kun om muligt 
paa Grund af , hvad der var passeret , endnu stillere 
og tristere . Min Fader var rastløs virksom , men lidet 
meddelsom . Han ansaa mig sandsynligvis heller ikke 
sfikket til at tage Del i sine Bekymringer . 
Susanne , der nu ligesom jeg var over nitten Aar 
gammel , opholdt sig i Besøg hos en Familie nogle 
Mile borte og skulde først komme hjem til Jul . Min 
Længsel efter hende var ubeskrivelig . 
Det var i den sidste mørke , stormfulde Uge før 
Jul , at den spanske Brig „ Sancta Maria “ , fordrevet ved 

Uvejr , indkom i Nærheden of vort Sted i en temmelig 
besfadiget Tilstand , der gjorde , at den under vore 
daarlige Arbejdsforhold maatte ligge og reparere i 
henved sex Uger . 
Kaptejnen , som ejede baade Skibet og Ladningen , 
var en høj , gul , pyntelig klædt Spanier med noget 
graasprængt Haar , sorte Øjne og store Ansigtstræk . 
Med ham fulgte hans Ssn Antonio Martinez , en 
smuk , ung Mand med olivenbrunt Ansigt og Ildøjne 
ligesom Faderen . 
Min Fader havde gjort Hr . Martinez væsentlige 
Tjenester under Indbjergningen og bad ham nu med 
nordlandsf Gjestfrihed tage tiltakke hos os . 
Uagtet Meddelelsen mellem os ikke kunde være 
synderlig livlig , da de Fremmede kun forstod enkelte 
norsfe Ord og ellers maatte hjelpe sig med Tolk , 
fremgik det dog snart , at det var to meget godmodige 
Mennesker . Deres Hovedbefljæftigelse bestod i hele 
Dagen at rulle og røge Cigaretter og at tilse Arbejdet 
ved Briggen . 
Den mørke Tid virker trykkende paa Manges 
Humør der nord ' , især i Dage , da man er mindre 
beskjæftiget . I Julen og især selve Juleaften plejede 
saaledes min Fader altid at være yderlig trist . Medens 
Lystigheden gik i hele Huset , og Folkene højtidsklædte 
julede ved det med tregrenede Talglys prydede Kjokkenbord , 
sad han i Regelen i sine egne Tanker indestængt 
paa Kontoret og vilde ikke forstyrres af Nogen . 

Denne Juleaften var han dog for Hr . Martine ; ' 
Skyld en Stund inde i Stuen , men forholdt sig hele 
Tiden tavs og forstemt , som om han kun længtes efter 
sit ensomme Kontor , hvortil han ogsaa lige efter 
Aftensbordet trak sig tilbage . 
Niende Capitel . 
Julebesøgef . 
Omkring Juletiden var der den Vinter paa vore 
Kanter i Lofoten en hel Del Fremmede , mest Skibskaptejner , 
der , ligesom Martine ; hos os , paa Grund 
af det urolige Vejr eller Søflade opholdt sig paa 
forskjellige Steder iland . Der var derhos kommet 
Notabiliteter sydfra i offentligt Ærinde . En Følge af 
dette var igjen en Del selskabelige Sammenkomster , 
hvori Verterne søgte at overbyde hinanden i flot 
Gjestfrihed . 
Tredie Nytaarsdag bleve vi saaledes budne til 
Middag og Bal hos den formuende Lensmand Røst , ' 
hos hvem de nævnte Herrer sydfra fortiden havde 
Ophold . Det var for os kim en halvanden Mil at 
rejse , men Mange havde baade sex og otte Mile frem 
og deraf en større Strækning Havvej . 
Røst ' s rummelige Lokale kunde Huse en hel Mængde 
Gjester , men dennegang havde han for at skaffe 
Nattelogi til de mange Indbudne tillige taget Nabogaarden 
i Beflag . 

Idet jeg strider til at fortælle dette Besøg , der 
for mig sfalde blive saa fuldt af Begivenheder og 
Sindsbevægelser , har jeg lovet mig selv at være kort , 
og jeg kommer saaledes til at overspringe mangt et 
Træk og mangen en Tegning , der hører til et mere 
fyldigt Billede af Livet deroppe . 
Man skulde efter Indbydelsen spise Klokken tre , 
men de fleste Baade indfandt sig to , tre Timer i 
Forvejen . Medens Damerne omklædte sig ovenpaa , 
samledes Herrerne nedenunder i en med Forsæt ikke 
meget oplyst Stue , hvor der stod „ et Stykke at bide i “ 
og en Snaps , som vel kunde tiltrænges efter Rejsen . 
Der bleve de tillige af den omhyggelige Vert gjorte 
bekjendte med hinanden . 
Man ventede længe og forgjæves paa Præsten og 
hans Damer og maatte tilslut bestemme sig til at gaa 
til Middagsbordet uden dem . 
Dørene opsloges nn til den store , festligt oplyste 
Spisesal ovenpaa , Gjesterne strømmede opad Trappen 
og indtoge efter mange Standsninger i Dørene og 
lange høflige Stridigheder om Rangordenen deres 
Pladse rundt det store , svært opdækkede Hestesfobord , 
der prangede festligt med en tæt Rad af Vinflasker , 
trearmede Lysestager , høje Kogeopsatser og især øverst 
oppe ved Hæderspladsen med en sand Opdyngning af 
massivt . Sølvtøj . For Præstens blev tre Pladser 
forbeholdt oppe ved Notabiliteterne . Min Fader sad 
ved Siden af Hr . Martinez oppe ved Hovedbordet , 

og jeg i Beskedenhed længer nede ved et af Sidebordene . 
Middagsselskabet 
var af det gode , gamle , gemytlige 
Slags , som nu desværre overalt gaar mere og mere 
af Brug . Man spiste rigtignok med Kniven og vidste 
ikke af Sølvgafler ; men der var fil Gjengjæld virkelig 
Glæde i Laget , og man havde længe efter Stof fil 
mangen morsom Samtale . 
I Begyndelsen , medens man endnu sad med den 
frysende Følelse af den hvide Dug og imponeret af 
det festlige Indtryk , gik det jo rigtignok dygtig stivt fil . 
Naboerne vovede neppe engang at hviske fil hinanden , 
og de balklædte unge Damer , der alle som ved en 
magnetisk Sammenhængskraft vare komne ved Siden 
af hverandre , sad længe i dyb , genert Tavshed i een 
Række , som en blaa , rød og hvid Blomsterhæk , hvori 
ingen Fugl turde synge . 
Middagen aabnedes ved , at Berten ønskede Gjesterne 
velkommen . I et Par længere studerede Taler udbragte 
han dernæst Skaaler for de tilstedeværende Notabiliteter , 
hvilke igjen af disse besvaredes . 
Hermed følte Alle , at man var sluppet over det 
egentlig officielle Dørtrin fil Glæden . 
Berten indlod sig nu med lettet Bryst paa de 
langt kortere og grejere Skaaler for de Fraværende , 
hvoriblandt først og sremst var den „ elskværdige Præst 
og hans Familie “ . Ved denne Skaal lagde nok Flere 
end jeg Mærke til , at min Fader lod Glasset staa 
urørt . 

Imidlertid gik Retterne rundt , og eftersom Vinstanden 
i Flaskerne sank , steg Munterheden . Der 
dukkede nu op mangt et baade kvivkt og skarpt Hoved , 
der her var kommet frem paa sin rette Kampplads , og 
den Hagl , som her vankede af Vid , lystige Indfald og 
morsomme Taler — de sidste som oftest i Form af 
Historier med et undertiden maaske noget drøjt Point 
i — gav et livligt Indtryk af det ejendommelige 
nordlandske Lune . 
At der , da man skulde rejse sig fra Bordet , var 
Enkelte , som ikke kunde - komme op af Stolen , og 
Andre , der bagefter savnedes som Følge af Slaget , 
var kun , hvad der dengang sædvanlig hændte i 
Selskaber . Blandt disse sidste skulde desværre ogsaa 
jeg tælles . 
øjeblikkets Indtryk har altid havt en stor Magt 
over mig , og uvant , som jeg var , baade til den Slags 
Lystighed og til stærke Drikke , havde jeg uden Forsigfighed 
overgivet mig til den glade Stemning , der 
susede rundt omkring mig . Jeg troer , at jeg aldrig 
har let saameget i mit hele Liv tilsammen , som jeg 
gjorde ved dette ene Middagsbord . Paa skraa for mig 
sad den rødhaarede Handelsmand Wadel med sit lange , 
tørkomiske Ansigt og fyrede af den ene Vittighedsgranat 
ester den anden , og ved min Side hviskede den pukkelryggede 
Kontorist Gram , der var vkdenom bekjendt for 
sit gode Hoved og frygtet for sin bidende Tunge . 
Hans pikante Karakteriseren af de Forskjellige , som sad 
ved Bordet , steg i Ondskabsfuldhed , eftersom han drak , 

og var hans Ord blevne hørte , vilde nok mangt et 
straalende Ansigt ved Bordet sfiftet Udtrykt Jeg tror 
ogsaa , at han ved Siden deraf i Stilhed har havt sin 
Fornøjelse af at faa mig beruset , idetmindste var han 
hele Tiden utrættelig i at fylde mit Glas , især da den 
hede Vin toges i Brug . Hans rappe , gløgge Ørneøjne 
og nogle tilhviskede Ord rettede min , nu ellers dygtig 
omtaagede Opmærksomhed hen paa mangen en komist 
Scene . 
Det forekom mig tilsidst , at Stuen og Bordet 
gik op og ned , som om vi sad under Sjøgang i en 
stor Kahyt . Utydeligt staaer ogsaa for mig , at man 
bagefter i den sejlende Sal i to modsatte Strømninger 
klemte sig forbi hinanden rundt Bordet mellem Væggen 
og Stolene og takkede for Maden . 
Efter Alt dette erindrer jeg Intet , før jeg vaagnede 
i Bælmørke som af en tung , forvirret Drøm og følte , 
af jeg laa i en blød Edderduns Seng . Lidt efter lidt 
dagede det Passerede op i min Erindring , og jeg 
begreb , af jeg var bleven bragt tilsengs i et af Gjesteværelserne 
i Nabogaarden . Medens jeg laa og grundede 
over dette og følte mig uhyre ulykkelig , kom den ældre 
Hr . Martine ; ind til mig med et Lys i Haanden for 
af se til mig . Det viste sig da , af Klokken var over 
to om Natten , og den Omstændighed , af jeg saaledes 
havde sovet en sex , syv Timer i Træk , skyldte jeg 
rimeligvis , af jeg ikke længer følte mig videre legemlig 
ilde ; desfo mere led jeg moralsk af en skamfuld 
Følelse . 

Saavidt jeg kunde forstaa , da jeg klædte mig paa , 
var nok Nabogaarden bleven et helt Lazareth for den 
samme Slags Faldne efter Middagsbordet som jeg , 
og blandt dem bemærkede jeg med en vis hevngjerrig 
Glæde Kontorist Gram , min pukkelryggede , skadefro 
Sidemand . 
Hr . Martine ; betydede mig med alskens oprømte 
Gesticulationer , af man nu var ivrigt ifærd med af 
danse , og af jeg maatte være med . 
Tanken om , af Susanne nu længst maatte være 
kommen og have ventet forgjæves , foer mig med Et 
som et Lyn igjennem Hovedet . Hvorledes jeg havde 
kunnet glemme hende endog kun et Øjeblik , var mig 
selv en Gaade ; men at jeg havde gjort det , laa tungt 
paa mig . 
Spisesalen var nu bleven forvandlet til Balsal , 
og Dansen havde allerede i flere Timer gaaet lystigt 
for sig efter fuld Musik af Violin , Klarinet og 
Violoncelle . I et belejligt Øjeblik , midt under en 
Dans , listede jeg mig ubemærket ind . 
Som jeg stod der med mine trange , hvide Handfler 
paa , bleg og genert nede ved den aabne Dør , igjennem 
hvilken Heden strømmede ud i den kolde Gang som en 
Taage , led jeg i Begyndelsen stærkt under Følelsen af , 
at Alle nu vilde se paa mig og tænke paa min mindre 
passende Opførsel . 
Det ene Par efter det andet svingede imidlertid 
forbi saa nær , at Damernes Kjoler rørte ved mig , og 

jeg begyndte , saavidt min Nærsynthed tillod mig det , 
efterhaanden at orientere mig i Salen . 
Prcrstefruen sad i Sofaen , oversf oppe mellem 
nogle ældre Damer , i ivrig Samtale med den skaldede 
lille Doktor . 
Præsten spillede sandsynligvis Kort nedenunder ; 
— men til Susanne saa jeg intet . 
Den unge Martinez svingede netop oppe i Salen 
med straalende Mine i en Polket en paafaldende smuk , 
hvidklædt Dame med et blaat , flagrende Baand om 
Livet . Hun havde et svært , dejligt Haar , der faldt i 
det gule , med en stor Sølvnaal som et Spyd gjennem 
Nakken og en let Balkrands paa . Hun saa ned mod 
Gulvet , medens hun dansede . Damen var højere og 
fyldigere end Susanne , men med en særegen Ynde i 
sin Figur , som erindrede mig om hende . Den lette , 
næsten fornemt udsøgte Maade , hvorpaa hun førte de 
smaa Fødder i Dansen — det var , som om hun 
svævede — lignede ogsaa hende , og jeg fulgte derfor 
Parret med en ubevidst Interesse . 
Min Nærsynthed hindrede mig fra at skjelne godt , 
og da de kom forbi mig , skjultes desuden Damens 
bøjede Hoved af hendes egen Arm , der fortrolig lænede 
sig op til den øjensynlig lykkelige Martinez ' Skulder . 
Hvad jeg saa , var kun en bred , ren , velsignet Pande , 
der ikke kunde tilhøre To i Verden , og at en nedfalden 
Lok af hendes Haar legede om de hvide , runde 
Skuldre . 

Jeg følte , at jeg skalv i Knæerne . Denne høje , 
fine , fornemme Dame kunde dog umulig være 
Susanne ! 
Med en skinsyg Følelse vogtede jeg ufravendt paa 
deres Dans , til de næste Gang kom forbi . Netop 
lige overfor mig slog hun leende Øjnene op , hendes 
Blik faldt lige paa mig , og en stærk Rødme gjød sig 
pludselig over Ansigt og Skulder , helt ned til Kniplingskanten 
paa Kjolen . 
Det var Susanne ! 
I de lidt over to Aar , vi havde været adskilte , 
havde hendes Skjønhed udfoldet sig saa vidunderlig 
rigt . Af den fine syttenaars Knop var der i den 
korte Tid sprunget frem en herlig , fuldt udvoxen 
Kvinde . 
Parret satte sig ned øverst oppe i Salen paa deres 
Pladse nær Rækken af de ældre Damer . 
Jeg begreb nu , af de To vare ifærd med af opføre 
Ballets sidste lange Dands Cotillon , hvilken man i 
Regelen plejer af afvexle med en Uendelighed af Tourer , 
og det foer mig igjennem Tanken , af den unge Martinez 
sandsynligvis havde gjort Lykke hos Susanne den 
hele Aften , siden han var bleven hendes Cavalier netop 
i denne Dans . Jeg blev vaer , hvorledes Præstefruen 
synligt udmærkede ham , og det faldt mig bittert ind , 
af han jo baade var en rig Mand og derhos , skjønt 
lavere af Statur , saa helt anderledes voxen og mandig 
ud end jeg . 

Der gik mig som en Kniv i Hjertet . Jeg havde 
altsaa ligget beruset som et Dyr og ladet en Fremmed 
tage Susanne fra mig . 
Med vild Skinsyge bemærkede jeg , hvorledes den 
smukke , stumme , med de sorte Ildøjne talende Martine ; 
leende og under alflens livlige Nik og Gebærder søgte 
at tydeliggjøre hende en ny Tour , som nu skulde gaa 
for sig , hvorledes han undertiden bøjede sig ligesom 
fortroligt hviskende henover hende , og hvorledes hun 
igjen fra sin Plads saa op til ham og lo lystigt , flig 
som kun Susanne kunde le . Han tog hende ved 
Haanden og fik hende til at gjøre en Prøve paa 
Gulvet foran deres Pladse , og dette lod til at være 
endnu morsommere . 
Den unge Martine ; beskjæftigede hende øjensynlig , 
og vort gamle Forhold var altsaa blot Børnestreger , 
som den voxne Dame nu helst ønskede glemt . Efter 
vor Aftale om de to Prøveaar var jo ogsaa Alt i den 
Henseende mellem os paa det Rene , saa at vi som 
Voxne for den Sags Skyld ved Lejlighed nu gjerne 
kunde passiare leende sammen om det Hele . 
Blodet susede i mit Hoved , og jeg følte , at jeg 
maatte hevne mig . Før jeg rigtigt havde overtænkt 
hvorledes , gav jeg mig ved en pludselig Indflydelse 
til at passiare ivrigt og saa , at det kunde have Udseende 
af , at jeg gjorde Cour , med Landhandler R . s 
smukke Datter , som netop kom til at staa lige ved 
mig . 

Da Susanne bagefter i den nye Tour dansede 
forbi os , saa hun ligesom forundret prøvende hen paa 
mig . Næste Gang hun kom tilbage , tabte hun af 
Vanvare sit Lommetørklæde netop der , hvor jeg stod . 
Jeg fog det op , gik stivt hen og leverede det til Præstefruen , 
der imidlertid — det være nu i Betragtning af 
min Opførsel ved Middagsbordet eller af Andet — 
fog paafaldende kort og koldt imod mig . Jeg bukkede 
ligesaa koldt for hende og vendte saa tilbage til min 
gamle Plads , hvor jeg igjen optog den afbrudte leende 
Samtale med Jomfru R . 
En Stund efter svingede Susanne atter forbi , og 
hun saa da hen paa mig med en alvorlig , men uvis 
Mine , som om hun ikke rigtig var paa det Rene med 
sig selv om , hvad hun skulde tænke ; siden slog hun hver 
Gang med Villie Øjnene ned . 
Jeg opdagede med Tilfredsstillelse , at Martine ; 
igrunden dansede klodset . Medens jeg med forceret 
Overgivenhed lo og passiarede med min vakre Sidedame , 
var det min hemmelige Fristelse at sætte Foden 
i al Ubemærkethed en Smule ondskabsfuldt frem , for 
at han kunde snuble i den . Og jeg ved ikke rigtig , 
hvordan det gik til , men da Martine ; næste Gang 
dansede forbi , faldt han saa lang , han var , henover 
Gnlvet og slog sig vist haardt ; han var nemlig i 
Faldet ridderlig nok til af slippe den Støtte , han 
kunde havt i sin Dame , saa af Susanne kun blev reven 
halvt med . 

Han rejste sig og saa rasende hen paa mig , den 
uskyldige Aarsag i Uheldet , der stod tilsyneladende altfor 
optaget af min Sidedame , til endnu ret engang af have 
bemærket , hvad der foregik . . Det Blik , som han fik 
tilbage for det , han laante mig , aabenbarede ham 
imidlertid nok uvilkaarligt hele Sandheden ; thi han 
vilde netop fare lige imod mig , da han uventet standsedes 
ved , af Susanne , rigtignok en Smule bleg , 
traadte lige hen foran ham og med en Verdensdames 
Holdning roligt rakte sin Arm ud , for af han skulde 
føre hende videre . 
Som Susanne gik Arm i Arm opefter med den 
hinkende Martinez , vendte hun pludselig sit Ansigt om 
til mig med en Mine saa glædestraalende , af jeg fra 
min dybe Fortvivlelse pludselig hensattes i den lykkeligste , 
mest jublende Vished . 
Hun havde klarlig forstaaet , af Martinez ' Uheld 
var en Hevn fra min Side for hendes Skyld og 
dermed faaet den Tvivl lettet af sit Bryst , som min 
Færd i den sidste Timestid havde maattet give hende ; 
thi at jeg ikke var beruset , havde hun snart indseet , og 
Koketteri laa altfor fjernt fra hendes egen oprigtige , 
sanddru Natur til , at hun skulde kunne forstaa et 
saadant hos mig . I bred Sandhed var hun egentlig 
kun en forfinet kvindelig Udgave af sin Faders stærke 
Natur . 
Jeg gik og gjorde den unge Martinez de mest 
ufortrødne Undskyldninger for min Kejtethed , medens 
Susanne sad ved Siden af og hørte paa , indtil han 

godmodig , som han Munden var , endelig lod sig 
formilde . Noget lang i Ansigtet blev han jo , da 
Susanne lige ovenpaa foreslog , at jeg skulde opføre den 
forestaaende Tour med hende , for at han kunde hvile 
sit forslaacde Ben til den næste . 
Ja , jeg dansede med hende , den smukke , fuldvoxne 
Kvinde i den hvide Balkjole , hvem jeg for en Stund 
siden ikke havde gjenkjendt , fordi hendes egen herligt 
udviklede Skjønhed skjulte hende . 
Vi havde lært hinanden at danse , og jeg tror , at 
vi begge dansede ualmindelig godt . Den lette Balkrands 
med fine , hvide Blomster mellem de grønne Blade 
fremhævede hendes rige Haar ; jeg havde Armen om 
hendes Liv og kjendte , hvorledes hun elastisk lænede sig 
op til mig , medens hun vuggede med mig i Dansen , 
glad og fryg som et Barn . Hendes Pande var nær 
mine Læber , og vore Blikke , som søgte hinanden under 
Dansen , talte atter og atter om , hvor dejligt det var 
at mødes , naar man har længtes inderligt efter 
hinanden i to lange Aar . 
Da jeg førte hende tilbage til hendes Plads , fik 
jeg et Haandtryk og et Blik , der fuldstændigt holdt 
mig skadesløs for Præstefruens mindre venlige Miner . 
Det lod til , at Susanne blev irettesat for sin negligeante 
Opførsel mod den unge Hr . Martine ; , men at 
Doktoren , som sad ved Siden , tog hende i Forsvar . 
Jeg stod igjen paa min gamle Plads og saa 
Susanne og Martine ; opføre den nye Tour . 

Hendes opkastede Læbe viste i Begyndelsen Spor 
af den gamle Barnetrods efter Irettesættelsen ; men 
siden blev Udtrykket ligesom mere roligt og tankefuldt . 
Hensunken , som jeg stod , i Synet af hende og 
formodentlig svag efter de mange vexlende Sindsbevægelsær , 
kjendte jeg med Et denne trykkende , urolige 
Følelse af Angesf og Ulykke komme over mig , som i 
Regelen ledsager mine Visioner . Jeg søgte at komme 
ud af Salen , men Synet greb mig forinden . 
Jeg saa Susannes Ansigt , medens hun dansede 
med Martinez , hvidt som en gribende skjøn Afdøds , og 
den grønne Krands med de smaa hvide Blomster hang 
hende i Haaret som vaadt Søgræs . Det var som der 
drev Vand ned ad hende . 
Blodet strømmede mig til Hjertet ; Salen var 
snart mørk , snart drejede den sig under Gnister af 
tusinde Lys rundt for mine Øjne med de dansende 
Par . 
Jeg vilde visselig være besvimet nede ved Døren , 
havde ikke Dokforen taget mig under Armen og fort 
mig ud paa den kjølige Gang og derfra ind i et lidet 
Gjesteværelse , hvor ban lød mig drikke Vand og hvile 
paa Sengen . 
Da han en halv Timestid efter Anfaldet kom 
tilbage og saa , at jeg var kommet mig , satte han sig 
mildt og venligt ned ved Sengen hos mig og begyndte 
paa sin trohjertige Maade at tale , som han sagde , 
„ ligefremt “ med mig . . 

Han havde , sagde han , idet han med Lysesaxen 
betænksomt kløvede Tanden i Lyset , — som han , formodentlig 
for at kunne iagttage mig , havde taget bort 
fra Spejlbordet og nu sad med i Haanden , — den 
Aften , fra jeg kom op i Salen , lagt Mærke til mig og 
froede at forstaa , at jeg inklinerede for den smukke 
Susanne 8 . , men var skinsyg paa den unge Hr . 
Martinez . Han havde ogsaa før hørt en Fugl synge 
om den Ting . 
Dette var en Følelse , som mange unge Mennesker 
bare vilde have godt af og udvikles ved , men for mig 
med min Sindsdisposition vilde den Slags ophidsende 
Stemninger kun være i højeste Grad til Skade ; han 
havde desværre , lagde han sagte til , havt Erfaringer 
derfor fra min egen stakkels Moder ; thi det , at hun 
i min Barndom havde opdaget , at hendes Sindssygdom 
var nedarvet paa mig , havde kun været den 
tilfældige Anledning til , at hun mistede Forstanden . 
Som Læge og Ven vilde han sige mig dette nu , 
medens han mente der endnu var Tid for mig til ikke 
at lade denne Følelse slaa Rødder . Og han vilde sige 
det ikke blot for min egen , men ogsaa for Susannes 
Skyld , hvem han holdt inderlig af og saa nødig vilde 
have ført ind i det , som efter menneskelige Øjne blot 
kunde ende med Sorg . 
Et maatte jeg ogsaa overveje , forfsatte han — efter 
et længere Ophold , hvori han ligesom betænkte sig paa 
at rykke ud med Sproget , me . n saa besluttede sig fast 
dertil — og det var , at min ulykkelige arvelige Disposition 

hellerikke gjorde det saa ganske forsvarligt for 
mig at tænke paa at gifte mig ; det kunde , antydede 
han med en Gestus , som om han i Lyset udførte en 
sidste afgjørende Operation , endog betragtes paa samme 
Maade , som om en Spedalsk giftede sig uden at bryde 
sig om , at han derved forplantede sin Sygdom ned 
paa Børnene . Jeg skulde dog — her rejste han sig og 
lagde Haanden trøstende paa min Skulder , — ikke tage 
mig disse Ting altfor nær . De bitre Midler , og det 
var desværre Sandheden nu , ere som oftest de sundeste , 
og for min syge , drømmende Natur var den usminkede 
sande Virkelighed tillige efter hans alvorlige , modne 
Overvejelse det eneste Middel til Sundhed og Frelse . 
Efter et Øjeblik atter at have holdt Lyset henover 
mig , fjernede han sig med et alvorligt Nik ; han indsaa 
nok , at jeg ikke i øjeblikket var istand til at føre nogen 
Samtale eller svare ham . 
Det var i al Venlighed Dødshugget over alle 
mine Drømme og Illusioner . 
Jeg følte Bedøvelsen af Slaget , skjønt min indre 
Erkjendelse endnu ikke rigtig havde optaget det klart i 
sig . Mit Livs gamle Ulykkesanelse var nu endelig 
stadfæstet . Susanne havde for mig altsaa dog kun 
været et laant Solskin , som skulde udslukkes , naar det 
kom til Virkeligheden . 
Medens jeg med det indre Øje egentlig mere saa 
end tænkte dette , og Musiken lød utydeligt inde fra 
Balsalen , laa jeg saa rolig , saa rolig og følte mig 
efterhaanden med en dump Smerte ligesom afdø fra 

Alt det , som var mig kjært i Verden . Det var , som 
mit Legeme stivnede under Sorgen , og Susannes Ansigt 
uden Livsskjær stod nu for mig som noget Naturligt ; 
min Kjærlighed var jo en afdød Historie . 
Som jeg endnu laa der i en dunkel , stiv Døs , 
gjennem hvilken alt Ydre kun viste sig for mig i en 
Halvtaage , aabnedes Døren , og en Dame traadte ind . 
Hun rettede i Hast foran Spejlet af et Knappenaalsbrev 
en nedtraadt Rift i sin Balkjole , men standsede 
med Et forskrækket ved at se Nogen ligge borte i Halvmørket 
paa Sengen . 
Jeg gjenkjendte Susanne , og , som det lod , sagde 
ogsaa en Anelse hende , at det kunde være mig , thi 
hun nærmede sig ligesom spejdende og hviskede mit Navn . 
Sandsynligvis har hun tænkt , at jeg sov , siden 
der intet Svar kom , og at det ikke var ret eller Tid 
at vække mig . Et Øjeblik stod hun stille lige ved mig , 
som hun betænkte sig , saa bøjede hun sig over mig , 
saa jeg kjendte hendes varme Aande , trykkede et sagte 
Kys paa min Pande og gik . 
Et Julebesøg plejer i Egnene nordpaa at vare i 
et Par Dage , som oftest i flere . Denne Gang blev 
det saa , at vi fra vort Hus paa Grund af min Faders 
og Martinez ' ernes Travlhed skulde rejse de fem Fjerdingvej 
hjem allerede den næste Aften i Mørket , 
medens derimod de Fleste skulde vente til den paafølgende 
Dag . 

Præstefamilien skulde imidlertid blive der til Gjæst 
sammen med „ Notabiliteterne “ Ugen ud til-Lørdagen . 
I Mellemtiden , allerede den næste Dag , fluide Præsten 
og Fruen ud paa Besøg hos en Familje i Nærheden . 
Susanne fik Lov til at blive tilbage . 
Jeg havde , som de andre Gjæster , ligget til langt 
op ad Formiddagen ; men inde i mit Hoved havde i 
den Tid Doktor K . ' s Ord om , at min Stilling var 
lig den Spedalskes , banket som i en Byld stedse haardere 
og smertefuldere igjennem alle mine vexlende Forestillinger , 
indtil deres Betydning med engang stod klar 
og med sin hele Braad for mig . 
Jeg elskede jo Susanne tusinde Gange højere end 
mig selv , og skulde jeg saa egenkjærlig pille knytte 
hendes Skjæbne til en Mand , som var sindssvag , bare 
fordi dette Menneske var mig selv ? Og min Sindstilstand 
vilde kanske udover Livet heller forværres . 
Jeg begyndte at føle , at jeg vandt i fromt Mod 
til Opofrelse og fik dermed tillige en velgjørende , klar 
Ro over mig . Det var jo dog , naar Alt kom til Alt , 
kun det Bedste , jeg vidste , nemlig at ofre Livet for 
Susanne , og denne Betragtning gav mig tilsidst næsten 
en fanatifl Lyst til at gjøre det . 
Min Beslutning var ialfald fattet , og min Plan den 
simple at tale ligefrem , bestemt og klart med hende ; thi 
fluffe hende i nogen Maade , vilde jeg ikke for Alt i Verden . 
Det var om Eftermiddagen i Tusmørket , medens 
de Andre vare ude og gik Tour , at jeg fik Anledning 
til at tale alene med hende . 

Susanne bar den Dag sin førte Silkes Konfirmationskjole , 
der sad saa godt om hendes Liv , Kniplingskrave 
og snævre Ærmer med Manchetter om 
Haandledet . Haaret var fæstet med en Sølopil som 
paa Ballet , men ellers uden nogen anden Prydelse . 
Hun sad nu eftertænksomt og hørte paa mig foran 
den netop ilagte Kakkelovn , hvor vi begge havde sat os 
hen . Hvergang hun bøjede sig frem i Lysningen fra 
Ovnmundingen , faldt Skjæret paa hendes udtryksfulde 
Ansigt , medens jeg , under Anstrengelsen for af være 
sand , mulig endog med overdrevne Farver fortalte hende 
Alt om min Sindstilstand , og hvad Dokfor K . havde 
sagt derom . 
Eftersom jeg talte , saa jeg hendes Ansigt blive 
stedse alvorligere og blegere , indtil hun tilsidst med Albuerne 
støttet paa sine Knæ bedækkede sine Øjne med 
Hænderne , saa jeg blot kunde se , af hendes Læber skjalv 
og af hun græd . 
Da jeg kom til , hvad Doktoren havde sagt om af 
min Stilling var lig en Spedalsks , og af saaledes Gud 
selv havde sat en Hindring mod vor Forening , samt 
trøstende søgte af forestille hende , af vi jo igrunden 
hele vort Liv med Undtagelse af de sidste Par Aar 
havde elsket hinanden Paa en anden Maade som Broder 
og Søster — løftede hun pludselig i vild Heftighed 
Hovedet op , saa jeg saa lige ind i det taarevædede Ansigt , 
slog Armene om min Hals og nødte mig saadan 
ned paa Knæ hen foran sig . Hun pressede mit Hoved 
med Magt op til sit bankende Bryst , som om hun 

vilde beskytte mig mod dem , der vilde tilføje mig ondt . 
Saa strøg hun med Haanden Haaret bort fra min 
Pande , — jeg kjendte hendes Taarer falde ned paa 
mit Ansigt — og hun gjentog atter og atter ligesom i 
Vildelse kjælende de Ord , at Ingen i Verden fluide 
faa tage mig fra hende . 
Dette var formeget for min trætte , pinte Natur ; 
jeg greb begge hendes Hænder og græd over dem med 
Hovedet i hendes Fang . Min Graad blev stedse hæftigere , 
indtil den tilslut steg til en fortvivlet , krampagtig 
Hulken , som jeg ikke længere kunde raade for , og 
som nok rent ud forskrækkede Susanne ; thi hun tyssede 
paa mig , nævnte mig ved Navn og kyssede mig derimellem 
som et Barn , for at faa mig stille . Jeg 
havde en saa dyb Trang til at faa udgrædt , at det 
ikke længere kunde standses . 
Da jeg endelig blev roligere , foldede hun igjen 
sine Hænder om min Nakke , som om hun derved vilde 
tvinge min Opmærksomhed , bøjede sig frem og saa mig 
længe ind i Øjet med et Udtryk i sit bevægede , smukke 
Ansigt , paa engang saa overtalende inderligt og saa 
viljestærkt . Jeg maatte , forsikrede hun endelig med det 
Kast med Hovedet , hvormed hun altid gjorde sin Tale 
indtrængende , tro hende i , at hun for vort Vedkommende 
vidste tusinde Gange bedre Besked om , hvad 
Gud vilde , end nogen Doktor , og kun Gud skulde vi 
begge her lystre , ingen Doktors menneskelige Klogflab . 
Jeg var ogsaa i Meget saa uhyre enfoldig , saa man 
kunde snakke for mig , hvad det saa skulde være . 

Saadanne Folk som Doktoren , sagde hun , forstod 
sig ikke paa , hvad Kjærlighed var . Havde jeg været 
frisk og glad , saa havde det vist været Guds Vilje , at 
hun skulde delt det Gode med mig , og saa maatte det 
ligesaa vel være hans Vilje , at den samme Kjærlighed 
skulde faa dele min Sorg og Sygdom ; men her var 
det , at Doktor K . — hun lagde ham øjensynlig stærkere 
og stærkere for Had , eftersom hun beskjæftigede sig 
med ham — tænkte anderledes end Vorherre . Hun 
troede desuden saa sikkert , — og hendes Stemme blev 
her forunderlig mild og blød , næsten hviskende og fortrolig 
— , at netop det , at vi to holdt saa af hinanden , 
vilde være en bedre Snndhedscuur for mig , end nogen 
Doktor kunde finde paa . Ialfald følte hun hos sig 
selv , at hun vilde blive syg i Sindet og fortvivle , om 
ikke jeg længer holdt af hende , for det havde vi jo 
gjort , fra vi begge kunde huske , saa det nok var for 
sent at finde paa at skille os ad . 
Eet skulde nu være fast besluttet — ved Tanken 
fik hendes Ansigt et Præg af ubetvingelig Vilje , der 
mindede mig om hendes Fader — og det var , at hun 
snarest mulig vilde betro Alt om vort Forhold til sin 
Fader . Nogen Hemmelighed burde det , baade for min 
og hendes Skyld , ikke længer være . Hendes Fader 
holdt saa meget af hende , og i Nødsfald vilde hun 
alvorligt sige ham , at det ikke kunde nytte hverken ham 
eller nogen Anden — hun mente hermed Moderen — 
længer at prøve at faa nogen Dokfor til at narre mig 
fra hende . 

Noget „ Broder- og Søsterflab “ mellem os , som 
hun med haanlig Foragt i Minen udtrykte sig , vilde 
hun nu mindst af Alt vide af , og ligesom for ret at 
faa knust denne Tanke , bad hun mig , idet hun stod 
opret foran mig og med lidenskabelig Iver saa mig i 
Ansigtet , at give hende mit Kys paa , at vi endnu var 
og altid trods Alt og Alle fluide vedblive at være 
trofaste Forlovede , selv om jeg aldrig blev saa frisk , at 
vi nogen Gang kunde gifte os her paa Jorden . 
Jeg tog om hende , gav hende Kysset varmt og 
lidenskabeligt en , to og tre Gange , indtil Susanne frigjorde 
sig for mig . 
Medens hun talte , var det gaaet op for mig , at 
hun , med sin stærke , sunde , kjærlige Natur , stred Striden 
for os begge og for en Ret , som mulig ikke ganske 
kunde bevises med Ord , men hvis Hellighed jeg følte 
stod over alt kunstigt Bevis . 
Jeg fik nu Susanne tilbage paa en anden sandere 
og virkeligere Maade , end jeg nogen Gang havde anet 
eller drømt , idet jeg begreb , at alt det , som kunde 
kaldes ridderlig Opofrelse fra min Side , kun laa 
lavere end vor Kjærlighed , ja simpelthen var en uværdig 
Krænkelse af den . I sand Kjærlighed bæres Korset af 
begge de Elskende , og den , som „ ridderligt “ vil bære 
det alene , bedrager kun den Anden for endel af sit 
bedste Eje . 

En Timestid efter denne min Sammenkomst med 
Susanne , der sluttede med fornyede Løfter og Tilsagn , 
sad jeg i den næsten mørke Vinteraften , medens Maanen 
sejlede bag en Uendelighed af smaa , graa Skyer , i 
Bagskotten af vor Fembøring sammen med min Fader 
og de to Martinez ' er . 
Fader sad ordknap og styrede , medens Folkene 
roede op en temmelig tung Modvind , som faldt ind 
Sundet , før at vi kunde faa „ Stræk paa Sejlet “ 
Resten af Vejen . 
Jeg tænkte i Stilhed over alt det Meget , som var 
passeret under dette korte Besøg , og følte mig saa 
uendelig lykkelig . 
Vi kom hjem ud paa Natten . Jeg forsøgte at 
ligge vaagen og tænke paa Susanne og Alt , hvad hun 
havde sagt mig , men sov ind som en Sten og vaagnede 
med en Følelse af Sundhed , Lykke og Glæde , som 
kun den ved af , i hvis Lod det har faldt at faa sove 
den rigtig Lykkeliges Søvn . Og saaledes kom nu hver 
Nat . Jeg sov ind , før mit Fadervor var til Ende , 
sang om Morgenen og følte mig næsten til Overgivenhed 
let , glad og arbejbslysten hele Dagen . 
Det stadfæstede sig , hvad Susanne havde sagt , at 
vor Kjærlighed vilde blive mig en Sundhedsbrønd , 
bedre end nogen Doktors menneskelige Kløgt formaaede 
at anvise . 

Tiende Capitel . 
Stormen . 
Det var ud paa Eftermiddagen Lørdag efter Helligtrekongersaften , 
at den forfærdelige to Dages Storm 
røg op , der af Mange endnu omtales som en af de 
mest orkanagtige , der i Mands Minde er overgaaet 
Lofoten . 
Det var en Lykke , at Fiflet endnu ikke var begyndt . 
— Stormen stod med Graavejr og Slud og uhyre 
Sjøgang sydvest , ret ind Pestfjorden — ellers vilde der 
kanske været spurgt Forlis ester ikke mindre Maalestok 
end under det bekjendte Uvejr i 1849 , da i eet Døgn 
flere hundrede Baade forliste . Nu blev det med endel 
Baade , som var paavej til Fiflet , og Indstranding af 
flere Jagter og et Par større Fartøjer . 
Uvejret øgede paa udover Natten ; vi kjendte , hvordan 
Bygningen for hvert Stormstød gav sig og stønnede 
i sine Sammenføjninger , og sad Alle som ved en 
stille Overenskomst oppe ved Lys og vaagede . 
Vindneslemmer , Døre og Glugger bleve omhyggelig 
tillukkede . Tagstenene ramlede larmende under 
Vindstødene , saa at vi frygtede for , at de skulde bryde 
Aabning i Taget , og Skorstenspiberne gav i Blæsten 
en uhyggelig , dyb , brummende Lyd , der under de værste 
Tag i Bygningen hørtes som en høj , fæl Kjæmpetone 
ud i Natten , undertiden næsten som et vildt Nødraab . 
Vi opholdt os Alle i Stuen under en Tavshed , 
som knn af og til afbrødes af nogle Bemærkninger 

øm Vejret , eller naar En af Husfolkene kom ind fra 
en Rundtour omkring i Huset for at se efter . 
Min Fader sad i urolig Angest for Sjøboden og 
sin Jægt , som laa nede i Bugten , og som om Eftermiddagen 
under den svære Sjø , der trods Havnens 
gode Beliggenhed gik derind , var bleven tredobbelt fortøjet . 
Jeg saa ham mange Gange folde Hænderne , som 
om han bad , og derpaa en Stund ligesom opmuntret 
gaa frem og tilbage paa Gulvet , indtil Angesten igjen 
tog ham og han satte sig og saa mørk og bleg hen for 
sig som før . 
Uvejret tog heller til end af . Engang hørte vi et 
dumpt Bulder , som godt kunde være ifra Sjøboden . 
Jeg saa Sveden perle paa min Faders Pande og grebes 
af en dyb Smerte ved at se hans Beklemthed uden at 
kunne lægge engang to Straa ikors for at hjelpe . 
Lidt efter gik han med et Lys ud i Kontoret og 
kom tilbage med en gammel storstilet Psalmebog , hvori 
han slog op en Bøn , samt en Psalme at synges i 
Havsnød . 
Alle Folkene samledes , nden at være tilkaldte , i 
Stuen til Husandagt . 
Min Fader sad med Psalmebogen i de svære , 
barkede Hænder , som han havde foldet foran sig paa 
Bordet mellem de to Lys . Først læste han Bønnen 
og sang dernæst alle Versene i Psalmen ud , medens de 
af os , som kunde Melodien , efterhaanden hjalp til i 
Omkvædene . Det var i alle Dele , som naar der 
holdes Gebet i en Skibskahyt , medens Fartøjet er i 

Fare , og min Fader havde visselig ogsaa Ideen fra en 
saadan Scene i hans møjsomme Ungdomsliv . Under 
Andagten forekom det os Alle , al Stormen ligesom 
begav sig og at den først tog paa igjen , efterat den 
var sluttet . 
Om den ældre Martine ; forlød det , at han ovenpaa 
laa paa Knæ ved sin Seng og i eet væk korsede 
sig foran et Crucifix . Han havde mindre Grund end 
vi til at være ængstelig , thi hans Brig laa extra fortøjet 
under Land i en liden Big , der laa af for Vejret 
og Sjøgangen . Han angrede imidlertid nu meget paa , 
at han ikke var gaaet ombord til sin Søn og Folkene . 
Ud paa Morgentiden var det , som Vejret lettede 
en Smule , og trætte som vi vare , gik vi tilsengs , medens 
et Par af Folkene dog fremdeles sad oppe . 
Da det Klokken omkring ti om Formiddagen lysnede , 
kunde vi først overskue Ødelæggelsen . Flere 
hundrede Tagsten fra Hovedbygningen laa spredte udover 
Gaardspladsen , endel uf Væggepanelingen paa 
Vindsiden var reven op , og den yderste Del af Bryggen 
laa skjævt ned i Sjøen , idet et Par Brokar under den 
vare forskudte af Sjøgangen . Sjøboden havde ogsaa 
lidt nogen Skade . 
Vor Jægt svævede imidlertid øjensynlig i Fare . 
To af dens Landtouge vare allerede sprungne , idet den 
havde drevet for sine Ankere , og det Hele kom nu kun 
an paa det tredie og længste Taug , der var fæstet i 
Skibsringen paa Skjæret ude i Indløbet til Bugten . 
Ombord stod kun Skibshunden , en stor hvid Pudel , 

med Forpoterne paa Skanseklædningen agterud og 
gjøede , uden at vi gjennem Vinden kunde høre Lyden , 
medens Sjøgangen vaflede over Jægtens Forende . 
Stillingen var fortvivlet , thi det lange Landtoug 
stod saa stramt som en Streng og Midten af det berørte 
neppe Sjøen . Det blæste desuden saa haardt , at 
en Mand ikke let kunde staa oprejst , men maatte krybe 
langs den affejede Snemark , saa at der ikke var Tanke 
om at hjælpe . 
Jeg var krøbet op paa Højden bag Huset og stod 
i Læ under en Fjeldknort , hvorfra jeg kunde se baade 
udover Havet og ned i Bugten . 
Bestfjorden laa i Vinterdagene ligesom med en 
sølvgraa Røg af Rokket , som drev over Sjøen . Ind 
under Land gik Bølgerne som svære , grønne , flumskavlede 
Bjerge , der knustes imod Kysten med Tordenbrag 
og med et uhyre Dragsug bagefter , saa at Fjæren laa 
tør langt ude . 
Etsteds i et Klippeflaar , der gik brat ned mod 
Sjøen , steg , hvergang Bølgen slog derind , en bred , 
uhyre Skumstraale ret op og dreves af Vinden som 
en Røg indover Landet . Et andet Sted stormede 
Bølgegangen paæ en formelig titanfl Maade et Skraabjerg , 
der snart laa i Skum , snart aldeles tørt , og jeg 
saa der en stakkels udtrættet Graamaage , der formodentlig 
fra sit Fjeldsfær var kommen ud i Vinden , kjæmpe og 
tumle i den , ofte med næsten vrængte Vinger . 
Min spændte Opmærksomhed fulgte med Angest 
Jægten nede i Bugten . Jeg saa til min Forbavselse 

en Mand ombord i den og gjenkjendte den stærke Jens 
Dreng , som med en af Folkene havde vovet sig derhen 
fra Vindsiden i en Sextring . Efter et Ophold ombord 
steg han alene med en Line om Livet ned i Sextringen 
og begyndte paa det farlige Arbejde at Hale 
Baaden imod Sjøgangen langs det stramme Landtoug 
ud imod Skjæret . 
Jeg ventede forfærdet paa , at Baaden hvert Øjeblik 
skulde fyldes , og det forekom mig , at den flere 
Gange tog Vand ind . Medens Baaden klarede sig 
langsomt frem , fulgte Fader og alle Folkene i Spænding 
efter nede i Fjæren . 
Da Jens Dreng var kommen op paa Skjæret , 
hvorover Bølgerne i eet væk skyllede , saa at han ofte 
stod tilknæs i Vandet , fortøjede han Baaden og gav 
sig saa til at Hale i Linen , idet han efter denne trak 
hen til sig gjennem Vandet en tyk Trosse , som Manden 
ombord paa Jægten efterhaanden gav ud . Han var 
netop begyndt at belægge den i Skibsringen og havde 
kun det sidste afgjørende Par Stik i Touget igjen , da 
vi Alle blev vaer tre forfærdelige Bølgerygge , der ufejlbarligt 
vilde bryde sig over Skjæret . 
Det gjaldt klarlig baade Jens Drengs Liv og 
Jægten , der med sit ene forstrakte Landtoug neppe vilde 
udholde Trykket . 
Jeg saa fransfe Martine , hans Kjæreste , vride 
Hænderne over Hovedet og løbe ud i Fjæren , næsten 
som om hun tænkte paa at kaste sig ud i Vandet til 

ham , og jeg tror heller ikke at nogen af os Andre , 
som saa paa , turde trække Vejret . 
Det lod til , at Jens Dreng selv ogsaa havde bemærket 
Faren ; han skyndte sig ned i Baaden , hvori 
han endnu kunde bjerge sig , men det var kun for at 
tage op derfra Linen , som han roligt flere Gange slog 
om sin Ryg og igjennem Skibsringen , da han hellerikke 
længer led paa sine egne Kjæmpekræfter . 
Han var neppe færdig dermed , da den første Bølge , 
som han modtog med Hovedet bøjet imod , brød hvid 
over ham og Skjæret . Mellemtiden , inden den anden 
kom , benyttede han til at gjøre et nyt Belæg paa 
Landtouget . 
Atter kom Bølgen , og alter stod Jens Dreng der 
urokket , og han fik nu gjort det sidste Stik paa Touget , 
som frelste Jægten . 
Han havde nu proberet , hvordan en Bølge kunde 
trykke . Han kastede Linen fra Ryggen op om den 
runde , svære Skulder , saa sig et Øjeblik med det stærke 
blege Ansigt om imod vore Huse , som det nok kunde 
være muligt , at han nu sagde dem Farvel , og bøjede 
saa Hovedet mod den tredie og sidste Bølge , der kom 
med Skumkammen over sig , som vanligt større og 
sværere end de to foregaaende . 
Da Bølgen fraadende havde brudt sig over , stod 
der ingen Jens Dreng paa Skjæret . 
Jeg var i Angesten sprunget ned til de Andre . Da 
jeg kom , havde man foruden Baaden , der var flidt fra 

Skjæret , ogsaa faaet indbjerget den livløse Jens Dreng , 
som nu bares op til Huset . 
Bølgen havde revet ham med sig , idet Linen , som 
han havde om Skulderen , havde gledet op over Nakken 
paa ham og taget Hud og Klæder med . Han laa nu 
bevidstsløs af Trykket og Vandet og med den ene Arm , 
der var skrabet blodig af Linen , i en forvreden Stilling ; 
den var skidt nøgen , etsteds endog lige til Benet . 
Fader gik bleg og støttede under , medens de bar 
ham og bragte ham i Seng . 
Da han vaagnede , spyttede han endel Blod og 
havde ondt for at tale ; men Fader , som undersøgte 
hans Bryst , sagde glad , at der ikke var Livsfare . 
Jens Dreng blev ved denne Bedriff , hvorved han 
reddede Jægten , en Helt videnom ; hos min Fader blev 
han siden den Dag en betroet Mand , og næste Sommer 
stod hans Bryllup med fransfe Martine . 
Ellevte Capitel . 
Slutning . 
Jeg kan nu roligt nedskrive det Lille , for mig saa 
Store , der staar igjen at fortælle — i mange Aar 
vilde jeg ikke formaaet det . 
Stormen varede fra Lørdag Middag til Mandag 
Nat , da den udover Morgenen efterhaanden sagtnede 
af til et fuldkomment Vindsfille , hvori dog Sjøen 
endnu gik urolig . 

Samme Dag , Mandag Middag , landede i Præste - 
gaardstøen ikke Præstens hvide Husband , der ventedes 
hjem , men en almindelig tjærebredet Bonde-Fembøring 
med mange Folk i . 
Op fra den til Huset bar fire af Mændene langsomt 
mellem sig en Byrde , medens en stor Mand og 
en liden Kvinde gik Haand i Haand nedbøjede bagefter . 
Det var Præsten og Fruen . 
Hvad der var hændt , forstod jeg strax , og Hjertet 
streg af Fortvivlelse i mit Bryst . 
Det forfærdende Budsfab , som lige efter kom til 
os , fortalte mig intet Nyt — det bekræftede kun , af 
den , som de havde baaret op , var Præstens Datter 
Susanne . 
Præstebaaden havde kun været lidt over tre Fjerdinger 
borte fra Hjemmet hin Lørdag Middag , da 
Stormen saa pludselig kom paa . Et „ Nedfaldsvejr “ 
var med forfærdelig Magt fra Fjeldsfarene styrtet ned 
i Sundet og havde kæntret Baaden , der ikke var ret 
langt fra Land . 
Præsten havde hastigt faaet reddet sin Hustru op 
paa Hvælvet , og Folkene holdt sig fast omkring ved 
Baadkanten , medens de dreve for Vinden den korte 
Strækning ind imod Stranden . Men forgjæves spejdede 
han efter sit Barn , hvor han skulde finde og 
frelse hende . 
Medens Vandet kogte om Baaden , flap den stærke 
Mand i Fortvivlelse tre Gange Taget , for svømmende 
af naa did , hvor han indbildte sig af se hende i 

Vandet . Han vilde atter prøve , men da hans Hustru 
jamrende bad derom , forhindrede hans Folk ham . 
Det hed siden , at de saa den vaade Sved perle 
ned ad Præstens Pande , medens han laa der ved 
Baaden i den vinterkolde Sjø , og at de troede , det nok 
ikke var frit for , at han en Stund tænkte paa med 
Vilje at flippe Taget og følge Datteren . 
Forsent opdagedes det , at Susanne var kommen 
ind under Baaden . Et Toug havde viklet sig om 
hende , saa hun ikke kunde komme op . 
Hendes Død havde ialfald været hastig og let . 
Hele Lørdag og Søndag , medens Stormen varede , 
havde de maattet ligge vejrfaste paa en Bondegaard i 
Nærheden , hvor Præstefruen af Udmattelse og Sorg 
havde holdt Sengen . 
Præsten havde saagodtsom hele Tiden siddet inde 
i den kolde Storstue , hvor de havde lagt Susanne , og 
talt med sin Gud ; thi Mandag Morgen , da de fluide 
rejse hjem , var han ligesom forklaret rolig , ordnede 
med Alt og trøstede derimellem sin stakkels grædende 
Husfru . 
Jeg havde ligget i stnm , fortvivlet Sorg den hele 
Eftermiddag og den lange Nat og besluttede mig til 
den følgende Dag at gaa hen og se Susanne for 
sidste Gang . 
Tidlig paa Formiddagen traadte Præsten uventet 
ind i vor Stue og bad om at faa tale med min Fader . 

Han saa bleg og højtidelig ud , medens han sad i Sofaen 
med Stokken foran sig og ventede . 
Da min Fader kom ind af Døren , stod Præsten 
op og greb med Taarer i Øjnene hans Haand . 
Efter et Ophold , som for at fatte sig , ytrede han , 
at min Fader her saa for sig en ulykkelig , men ydmyg 
Mand , som Gud havde maattet tugte strængt , før hans 
Sind rigtig havde villet bøje sig til ham . Han vilde 
nu , for sin Ulykkes Skyld bede min Fader om ikke 
længer at unddrage ham sit gamle Venskab . 
Om den Sag , der var Anledningen til Fjernelsen , 
vilde han ikke nu tale ; han havde der handlet efter sin 
bedste Overbevisning . Der var derimod noget Andet , 
som nu laa ham paa Hjerte , og her lagde han Armen 
om min Skulder og trak mig fortroligt hen med sig , 
medens han atter satte sig ned i Sofaen . 
Hans Datter Susanne , fortsatte han sukkende ved 
Navnet , havde et Par Dage før Gud tog hende til 
sig , indviet ham i sin Fortrolighed og sagt ham , at 
hun havde holdt af mig , fra hun var liden , og at vi 
fo alt havde givet hinanden Forlovelsesløftet med Tanke 
paa at fortælle vore Forældre Forholdet , naar jeg var 
bleven Student . 
Han havde i Begyndelsen sat sig haardt imod af 
flere Grunde , hvoriblandt forst og fremmest min Sygelighed 
og begges Ungdom . Men Susanne havde i 
denne Sag vist et saa dybt Alvor og udtalt en saa 
bestemt Vilje , at det var blevet ham , der kjendte hendes 
Natur , klart , at denne Kjærlighed var voxet hos hende 

i mange Aar og nn ikke længer stod til at oprykke . 
Og det var nu hans bedste Trøst midt i Sorgen , at 
han , samme Morgen som de skulde rejse hjemover paa 
den ulykkelige Tour , havde givet efter og tillige lovet 
hende at virke for , at ogsaa , min Fader gav sit Samtykke . 
Her stod han nu i dets Sted uden nogen Datter 
og kun som den , der fortalte , at Ulykken ogsaa havde 
rammet min Faders Hus og truffet hans eneste Barn . 
Han vilde , som han haabede med min Faders Tilladelse , 
herefter altid betragte mig som sin Søn . 
Min Fader sad længe overrasket og bleg ; det var , 
som han havde meget sent for at fatte det , der blev sagt . 
Endelig stod han op og gav Præsten i Tavshed 
Haanden . Dernæst lagde han den paa min Skulder , 
saa jeg kjendte den tungt , saa mig i Øjnene og sagde 
med en sagte , forunderlig mild Stemme : „ Vorherre 
være med Dig , min Søn ! Dig har Sorgen hjemsøgt 
ung ; vær nn bare ikke for klæk til at bære den ! “ 
Han vilde gaa ud for at lade os alene ; men betænkte 
sig i Døren og sagde , at det vist var bedst , at 
jeg nu fulgte med Præsten og sagde Susanne det sidste 
Farvel . 
Lidt efter gik Præsten og jeg ved Siden af hinanden 
paa Vejen . Vort Forhold var nu blevet et 
Fortrolighedens , og han fortalte mig trøstende Alt , 
hvad Susanne havde sagt for at bevæge ham til at 
samtykke . Hnn vidste Gudskelov , sluttede han med et 
lettende Suk , at hun i sin Fader havde den Ven , til 
hvem hun i Nødens Stund turde betro sig . 

Præsten førte mig ind i Stuen med de nedrullede 
Gardiner ; han stod et Øjeblik ved Baaren , da brast 
Taarerne hoppende næsten som Hagl nedover det stærke 
brede Ansigt , og han vendte sig og gik . 
Der laa hun jomfrueligt i sin hvide Dragt . De 
havde snoet en Krands af grønne Blade med hvide 
Blomster om hendes Hoved , og jeg gjensaa et Øjeblik 
det Syn , jeg havde havt paa Ballet . De fine Hænder 
laa nu fromt foldede over Brystet , og paa Forlovelsesfingeren 
gjenkjendte jeg med Taarer min egen gamle 
Broncering med den violette Glasperle i , som hun 
havde baaret fra det samme Øjeblik , hun opnaaede sin 
Faders Samtykke . Det i Livet saa udtryksfulde , energiske 
Træk om Munden var i Døden forvandlet til et 
stille lykkeligt Smil , hvori hendes skjønne , sine Ansigt 
med den brede , rene , marmorfaste Pande skinnede helgenagtig 
forklaret ; hun laa saa enfoldig tryg , som om hun 
nu vidste Hemmeligheden om den trofaste Kjærligheds 
Sejer over Alt her paa Jorden og kun gik iforvejen 
for at lære mig den med hvide Vinger paa Skuldrene , 
siden Gud ikke havde villet tillade , at hun skulde faa 
gaa sammen med mig under mit Kors hernede . 
Da jeg mærkede , at man vilde have mig bort , 
læste jeg i Stilhed mit Fadervor over hende til sidste 
Farvel , trykkede et let Kys paa hendes Pande , saa et 
paa hendes Mund , og et paa de foldede Hænder , hvor 
Bronceringen sad , og gik uden at se mig tilbage . 
To Dage efter fulgte jeg Susanne til Jorden . 

En Solskinsdag i Vinteren , da jeg som vanligt 
besøgte det Sted , bvor hun hvilte paa Kirkegaarden , 
var der drevet en Sneflavl sammen over Graven . Den 
laa ren og drivende hvid , med den øverste fine Rand 
i Solskjæret som halv gjennemlyst Marmor . 
Jeg tog det for , at Susanne vilde bringe mig til 
at tænke paa sig i hendes skinnende Brudedragt for 
Gud for at give mig nyt Mod til at gaa min ensomme 
Gang gjennem Livet og ikke frygte for , at selv 
den tungeste af alle Prøvelser — selve Vanvidet , om 
det kom og bergtog mig i sin Forvirring — kunde 
skille os ad . 
Da jeg ud paa Sommeren skulde rejse sydover 
med Dampskibet , sammen med Præsten og hans Hustru , 
der begge i kort Tid vare blevne kjendelig gamle , og 
som nu havde søgt et Kald i en sydlig Egn , var jeg 
for sidste Gang inde og tog Afsfed med min vemodige 
Ven , Klokkeren . 
Han spillede da igjen den dejlige , glade , forelsfede 
Slaat for mig , som han havde gjort , da han var fyve 
Aar , og som jeg havde syntes passede saa paa Susanne 
og mig , men kom nu ogsaa med den anden , som hørte 
til — den var forunderlig gribende og sorgfuld , men 
med Fortrøstning i , som en Psalme . 
Her ender en stakkels syg Nordlandsguts simple 
Hisforie ; thi at jeg ved min Faders Hjelp blev Student 
med laud — han døde samme Aar , som jeg fik 

Examen artium , som en agtet , men ruineret Mand — 
og at jeg siden blev en Smule Literat , Huslærer og 
Almueskolelærer , er blot at fortælle de ydre Omstændigheder 
i et ensligt Liv , der bærer al sin Tanke i det 
Forbigangne . 
Min Kjærlighed til Susanne har , som hun med 
saadan Forvisning sagde mig , været den Sundhedsbrønd , 
som frelste mig fra det Yderste — Vanvidet . 
Naar Uroen var over mig og jeg vildsomt gik om i 
Mark og Skov , kom det altid til et Punkt , da jeg 
saa hende i sin hvide Dragt svæve forbi et Stykke fra , 
undertiden kom hun endog mildt henimod mig , og da 
var Krisen for den Gang over . 
I de sidste Par Aar , da min Sygdom tiltog , 
har jeg ikke formaaet at se hende og havt det tungt , 
ofte som om Mørket trykkede haabløst omkring mig . 
Men nu , her jeg ligger syg paa Kvistkammeret , 
kom Susanne en Nat , da Fuldmaanen skinnede , i sin 
hvide Brudedragt med Krandsen om det rige Haar 
stille smilende hen til Sengen og vinkede til mig med 
Ringen paa Haanden . Jeg veed , at hun bragte mig 
det glædelige Budskab , at jeg snart skal faa gaa bort 
og hisfoppe se hende , min Ungdoms Elskede , igjen .