texts/1871_Barner_Armbaandet.txt

1 . 
„ Nu kan I glæde Jer , I Gamle ! Nu har I kæmpet 
længe nok med Fattigdom og Nød . Nu kommer 
Lykken i Skikkelse af tusinde blanke Daler . — Hvad 
siger I til det ? Til Julen kjsber jeg en magelig 
Lænestol til dig , Fader ! og du , kjære gamle Moder ! 
skal have et Tæppe paa Gulvet — og Gardiner — og 
en smuk varm Vinterdragt med en lille net Hat til . 
Naar blot saa Fader ikke bliver jaloux , naar han seer , 
hvor ung du kommer til at see ud . “ 
Saaledes jublede en ung , smuk Mand , idet han 
greb sin Moder om Livet og dandsede omkring med 
hende i det lille Værelse , indtil hun sfønnende og 
pustende segnede om paa en Stol . 
„ Hvad Fanden stikker Dig , Emil ? “ udbrød en 
gammel Veteran , der sad i Sophaen og af Forbauselse 
tabte sin sølvbeslagne Pibe ud af Munden . „ Er 
Du gal ? Eller har Du maaskee vundet i Lotteriet ? “ 

„ Ingen af Delene , Fatter ! “ svarede Emil . „ Hør 
nu , hvad der er hændet mig . For en Timestid siden 
sad jeg i mit Atelier aldeles melancholsk over , at jeg 
nu havde naaet mit tredivte Aar , uden endnu at 
kunne tjene Brødet til os . Hvad hjelper det , at jeg 
har faaet den lille Sølvmedaille ? Førend man kan 
komme i Mode som Portrætmaler , risikerer man at 
sulte ihjel ; det har man da før hørt . Det bankede 
paa Døren , jeg lukkede op for en Tjener i straalende 
Livree , der spurgte efter Portrætmaler Norstrand , 
og derpaa meldte hendes Naade , Grevinde Stjernholm . 
Lidt efter traadte en yderst elegant klædt Dame 
ind . Hun var vel et halvhundrede Aar gammel , 
men man saae tydelige Spor af fordums Skjønhed , 
endskjøndt hendes Træk og hele Figur havde antaget 
temmelig stærke Dimensioner . Hendes kulsorte Haar 
til det gulladne Ansigt , det udfordrende Blik og de 
smalle , sammenpressede Læber , gjorde et ikke meget 
behageligt Indtryk paa mig , især da hele hendes Optræden 
var en Blanding af Hovmod og Nedladenhed . 
Dette Indtryk formildedes dog ved hendes Ord . 
Hun sagde nemlig , at hun havde hørt mig omtale 
som en udmærket Portrætmaler , og at hun ønskede , 
at jeg vilde male hende i Legemsstørrelse . Jeg tog 
naturligviis med Glæde imod Tilbudet , og paa Torsdag 
Formiddag begynder jeg Portrætet i hendes eget 

Hjem . Efter den Aftale bestemte hun Prisen til 
tusinde Rigsdaler ; dermed gik hun , og her er jeg for 
at fortælle mine Gamle den glædelige Nyhed . “ 
Efter denne Beretning opstod en Pause ; Glæden 
havde overvældet de Gamle . Endelig reiste Madam 
Norstrand sig , gik hen til Sønnen , strøg hans tykke 
gulbrune Haar fra hans smukke Pande og sagde med 
Taarer i Øinene : „ Sagde jeg det ikke nok ? Naar 
Nøden er størst , er Hjelpe » nærmest . “ 
„ Jeg troer , Gud hjelpe mig , Du er bedre Soldat 
end jeg , “ udbrød den gamle Norstrand . „ I Halvtredsindstyve 
Aar har jeg tjent min Konge , hørt Kanonerne 
brumme og Kuglerne pibe , og aldrig har 
Hans Norstrand kjendt til Frygt , men nu — det er 
den forbandede Gigt , der har gjort mig til Invalid 
— nu havde jeg sgu nær tabt Modet , da jeg saae 
Dig , gamle Moer , og min Dreng der lide Nød . “ 
„ Det er maaskee ogsaa lettere , Fader , “ svarede 
Emil alvorligt , „ at byde en Fjende Trods , naar man 
staaer mellem Kammerater , end naar man i Eensomhed 
skal kæmpe haarde Kampe paa Livets store Kampplads . 
Men lad os nu , “ vedblev han livligt , „ kaste 
et Glemselens Slør over Fortiden , og lad os glæde 
os ved Synet af Haabets smilende Gudinde . — Her 
er Penge , “ tilføiede han , „ nu skal lille Moder besørge 
os et rigtigt godt Middagsmaaltid med Viin , og for 

første Gang i lang Tid stal vi have os en rigtig 
glad Dag . “ — 
Hans Norstrand , forhenværende Vagtmester ved 
Husarerne , boede med sin Kone og eneste Søn paa 
en Qvist ved Nørrevold , hvor Sønnen havde det ene 
Værelse til Atelier . Alt var i høieste Grad tarveligt , 
Menblementet simpelt og skrøbeligt , men overalt sporede 
man Orden og Reenlighed . Et Par Timer efter 
sad den lille Familie omkring Bordet , hvorover var 
udbredt en sneehvid Dug , og paa denne en feed , lifligt 
duftende Gaas . Et Fad med dampende Kartofler 
og paa den anden Ende af Bordet en Wienertærte 
og en Flaske Viin . Vagtmesteren sad som sædvanligt 
i Sophaen , iført sin pyntelige Husaruniform 
med Dannebrogsmændenes Hæderskors . Man kom 
uvilkaarligt til at tænke paa Napoleons gamle Garde , 
ved at see ham . Hans høie , kraftfulde Krigerskikkelse , 
den tykke , hvide Moustache og det dybe Ar over 
høire Kind gav ham et heelt imponerende Ydre . 
Overfor ham sad hans Kone i en simpel sort , ulden 
Kjole , med sneehvide Manchetter , Krave og en Kappe 
med tykke Pibestrimler . Der var over hendes smukke 
Ansigt udbredt en Ro og et Fromhedspræg , der vidnede 
om hendes rene Sjæl . Imellem dem sad deres 
Glædæ og Stolthed , deres eneste Søn , der havde arvet 

Faderens imponerende og stolte Holdning og Moderens 
aabne , elsfværdige Udtryk . 
„ Ia , saadan gaaer det . Tiden forandrer Alt , “ 
bemærkede Norstrand . „ Nu er det Emil , der tracterer , 
og ikke jeg , der i gamle Dage saa tidt bragte 
en Lækkerbidsten hjem med mig . Saa inviterede jeg 
nogle gamle Kammerater , og Du maatte lave Punsch , 
Mutter ! — Ia , det var dengang vi boede i Kasernen , “ 
vedblev han med et Suk . „ Der havde vi 
mange glade Timer sammen , og jeg troede , at mit 
Hjerte skulde briste , da jeg maatte tage Afsted og 
flytte derfra . Det er nu ogsaa den Satans Gigts 
Skyld ; ellers havde jeg endnu været en rask Karl og 
ikke humpet om som et gammelt Stykke Invalid , der 
ikke duer til Andet , end til at skydes . “ 
„ Det er godt nok , Fader ! “ afbrød Emil muntert . 
„ Det havde dog ogsaa sine Ubehageligheder at 
boe i Kasernen . Du husfer jo nok den Lieutenant — “ 
„ Ia , det var en Helvedes Karl ! “ raabte Norstrand 
og slog i Bordet . „ Han skulde altid gjøre 
Hanebeen til Mutter , — for hun var smuk dengang . 
Han skulde altid ved Paraden spørge , hvordan det 
stod til hjemme , og han meente sgu hverken dig eller 
mig . “ 
„ Bar Du virkelig jaloux ? “ spurgte Emil smilende . 


„ Ja , Gu min Sjæl ! var jeg saa ! — endskjøndt 
jeg vidste , at Mutter var tro som Guld . Men det 
ligger nu i Blodet . Det kan Ingen gjøre ved , og 
mit Blod har altid været lidt rebelsf af sig . “ 
Man var imidlertid bleven færdig med Stegen . 
Dcserten kom frem , og Glassene fyldtes . I det 
Samme aabnedes Døren , og en høi , smuk Mand 
traadte ind . 
„ Velkommen , min kjære Anker ! “ udbrød Emil 
og trykkede hjerteligt den Fremmedes Haand . „ Du 
kommer , som Du var kaldet . Jeg vilde netop opsøge 
Dig idag og fortælle Dig noget Glædeligt . Kom nu 
her og drik et Glas Viin med os . “ 
Anker hilsede venligt paa de Gamle og tog Plads 
hos Emil , der fortalte ham Dagens Begivenhed . 
„ Ah ! nu forstaaer jeg , “ sagde Anker , „ hvorfor Grevinden 
forleden spurgte mig om , hvem jeg ansaae for 
den bedste Portrætmaler . “ 
„ Saa er det altsaa din Anbefaling , jeg kan takke 
for min Lykke , maaskee for hele min Fremtids Lykke . 
Det første Skridt er jo det værste . “ 
„ Det skulde glæde mig , “ svarede Anker , „ men 
du skal just ikke være altfor sikker . Jeg kjender Grevinden , 
og hun er ikke til at bygge paa . Jeg er hendes 
Læge , men hun beærer mig ikke med videre 
Interesse , og betragter mig kun som et Redskab 

til sin Sundheds Bevarelse . Jeg kommer der ikke 
oftere end nødvendigt , da hun er et af de lunefulde 
Mennesker , der uddele Kjærlighed og Had i altfor 
store Portioner til dem , hun kommer i Berøring 
med . “ 
Dernæst fortalte Anker , at Grevinden havde 
været Stuepige i et Hotel og var bekjendt som den 
„ smukke Rikke “ . Alle Gjæster gjorde Cour til hende , 
deriblandt den rige og endnu unge Godseier , Grev 
Stjernholm , der allerede havde gjort mange Togter 
paa Lidenskabernes vilde Hav . Enden paa Bekjendtskabet 
blev et Ægteskab , til stor Sorg for hans Familie 
og til liden Glæde for ham selv . Den nye 
Grevindes Forfængelighed , Mangel paa Dannelse og 
urimelige Heftighed forvandlede snart hans Hjem til 
et Helvede . Al sin Kjærlighed kastede han paa deres 
eneste Datter , Arabella , men for faa Aar siden døde 
han , og Grevindens første Foretagende var , at sælge 
Godset og flytte til Kjøbenhavn , hvor hun ved alle 
Leiligheder søgte at gjøre sig bemærket . 
„ Comtesse Arabella “ , vedblev Anker , „ er en smuk 
Pige , sire og tyve Aar gammel , men hvad hendes 
Karakfcer angaaer , kan jeg ikke bedømme den , da hun 
er meget stille og indesluttet . Den almindelige Mening 
er , at hun er kold og stolt , og at hendes afdøde 
Fader var det eneste Menneske , der har elsket hende . 

Forholdet mellem hende og Moderen har naturligviis 
aldrig været kjærligt . “ 
Med spændt Opmærksomled lyttede den lille Familie 
til Ankers Fortælling , og Madam Norstrand 
beklagede paa sin sædvanlige rolige , overbærende 
Maade den stakkels unge Pige , paa hvis Karakfeer 
Rigdom og en saadan Moder maatte virke sladeligt , 
og meente , at man ikke maatte bedømme hende for 
haardt . 
Det Hele kastede en Skygge over Glæden , og 
Emil selv blev alvorlig , men han vilde bortjage den 
uhyggelige Følelse og udbrød : „ Hvad vedkommer i 
Grunden Grevindens Karakfeer og Forhold mig ? 
Jeg stal male hende , saa at jeg ikke faaer Skam 
deraf , og videre har jeg jo ikke med den Familie at 
gjøre . “ 
„ Naa , Norsfrand ! hvorledes gaaer det saa med 
Gigten ? “ spurgte Anker lidt efter . 
„ Snavs , Hr . Doctor ! Det Tøi trækker mig i 
alle Lemmer , og saa de mange Trapper , der er Skyld 
i , at jeg altid maa sidde hjemme og kjede mig ! — 
Jeg maa jo finde mig deri , da vi boe billigt , og da 
Emil er fornøiet med sit Atelier ; men drøit er det . “ 
„ Men hvor kan Øe kjede Dem , min kjære Norsfrand ? “ 
indvendte Anker . „ Øe er jo altid i Selstab 

med Deres bedste Ven , “ og han pegede smilende 
paa den solvbeslagne Pibe . 
„ Det har Øe Ret i . Det er en kjær Ven , “ og 
han klappede Piben . „ Da jeg fik den , opførte Norsfrand 
sig som en brav Karl . “ 
„ Jeg troer ikke , at Øe nogensinde har rigtigt 
fortalt mig , hvorledes det gik til , “ sagde Anker . 
„ Har jeg ikke det ? “ spurgte den gamle Husar 
med straalende Øine . „ Saa skal Øe høre . Det var 
om Morgenen den 28de Juli 1850 , da første og anden 
Husarescadron brøde op fra Bivouakstillingen ved 
Bustorff , for at gaae i Cantonnement . Vi mødte en 
Ordonnants fra Forpostcommandeuren , der forlangte 
Hjelp , da Fjenden havde kastet de yderste Forposter 
tilbage . Vi gjorde strax omkring og fulgte Chausseen , 
hvor vi snart mødte Flygtende , forfulgte af 2 
Escadroner holsteensfe Dragoner . Det kom til et 
Sammenstød imellem os ; vi saarede en Snees Stykker ; 
Fjenden trak sig noget tilbage , men gjorde atter 
Front . Min tappre Ritmester lod os slutte sammen 
og raabte : Fremad , Karle ! og sprængte selv afsted i 
Spidsen foran os . De kan troe , det gik varmt til , 
Mand kæmpede mod Mand , og paa et hængende 
Haar havde en fjendtlig Officeer maiet Hovedet af 
min Ritmester , hvis jeg ikke havde expederet ham forinden . 
„ Verfluchter Wachtmeister ! “ raabte han , idet 

han sank til Jorden , men han fik dog Tid til først 
at give mig denne Skramme paa Kinden . Nu nærmede 
den anden Escadron sig , og Insurgenterne , det 
Pak , benede af saa hurtigt de kunde . Effer det duede 
jeg ikke til at forfølge dem . Et Par Timer efter sad 
Ritmesteren ved min Seng og takkede mig med Taarer 
i Øinene for sit Liv , og saa tog han denne Pibe 
og sagde : „ See her , min brave , trofaste Norstrand ; 
det er et Familiestykke , som jeg har arvet efter min 
Bedstefader . Modtag den til Erindring om denne 
Dag . “ Da jeg første Gang igjen gjorde Tjeneste , 
heftede Ritmesteren i hele Escadronens Paasyn dette 
Kors paa mit Bryst og sagde , at min Konge var 
tilfreds med mig . “ 
Anker havde hørt denne Historie mange Gange , 
men han vidste , hvilken Glæde han gjorde den Gamle 
ved at høre paa den , og han opnaaede ogsaa , at 
denne snart havde glemt alle Sorger og Bekymringer 
og var i godt Humør hele Aftenen . 
2 . 
I Grevinde Stjernholms elegante Salon sad 
Comtesse Arabella med Haanden under Kinden og 
stirrede ligegyldigt ud af Vinduet . Et coulørt Broderi 
laa urørt paa Sybordet ; Udtrykket i hendes Ansigt 

røbede , at hun var kjed af sig selv og hele Verden . 
De brede Fløidøre til Sideværelset vare aftagne , og 
en kostbar Fløielsportiere dækkede dem . Gardiner og 
Gulvtæpper vare af udsøgte Stoffer . Uagtet Værelserne 
vare store , vare de dog næsten overfyldte med 
Møbler . Overall var anbragt Statuer , store Vaser 
og alle Slags Bijonterigjenstande , der syntes samlede 
sra alle Verdensegne , hvorved Værelserne kom til at 
ligne en Antigvitetshandlers Boutik . Arabellas Toilet 
stod i en grel Modsætning til hendes Omgivelser . 
En simpel , mørkebrun Silkekjole uden Besætning omsluttede 
hendes slanke Figur . Den lille opstaaende 
Krave rivaliserede i Hvidhed med hendes smukke Hals - 
det dunkelblonde Haar var fordringsløst strøget tilbage 
fra den høie Pande , og sammenholdtes i Nakken 
af en Sølvpiil . Et Par markerede Øjenbryn , 
den lige Næse og de fine Læber gav Ansigtet et bestemt 
Udtryk . 
Arabella var i Besiddelse af Ungdom , Skjønhed , 
Rang og Rigdom , og dog var hun ikke lykkelig , 
fordi hendes klare Forstand allerede havde gjennemskuet 
Menneskenes Usselhed , og destoværre havde hun 
i sin Moder et dagligt Beviis derfor . Den afdøde 
Greve havde vel været letsindig men hjertensgod , og 
Arabella hang ved ham med barnlig Kjærlighed . 
Derfor var hans Død hende et saa smerteligt Tab , 

medens hendes Moder følte sig tilfreds ved nu at 
være Eneherskerinde over den store Formue . Hun 
dannede sig snart en lille Hofstat af Tilbedere , hvor 
hun var Dronning . Under Paaskud af , at det var 
hendes Pligt som Moder at føre sin eneste Datter 
ud i Verden , deeltog hun i alle mulige Forlystelser . 
Arabella opdagede dog snart , hvad den sande Grund 
var , og medens hun selv overalt optraadte stille og 
beskedent , med Hjertet endnu opfyldt af Sorg over 
Faderens Død , gjorde Moderen sig overalt bemærket 
ved sit glimrende Toilet og flotte Væsen , og var 
stedse omringet af en Skare mere eller mindre unge 
Sommerfugle . 
Grevinden havde aldrig elsket sin Datter , undtagen 
da denne var et lille Barn . Da hun senere 
saae , hvorledes hendes Skjønhed udviklede sig , følte 
hun en hemmelig Skinsyge og kunde ikke finde sig i , 
af der blev taget Notits af Datteren . Det var naturligt , 
af der derfor efterhaanden lagde sig en Jiskulde 
om Arabellas Væsen , og af en Følelse af Foragt og 
Mistillid mod Alle indsneg sig i hendes af Naturen 
fintfølende og stolte Karakteer . Hun satte ingen 
Priis paa Rigdommens Glæder og Comfort , fordi 
hun aldrig havde kjendt Savn i den Henseende , og i 
en Alder af 24 Aar følte hun en ellers unaturlig 
Livslede . 

Da Arabella i nogen Tid tankeløs havde stirret 
ud af Vinduet , meldte en Tjener Portrætmaler Norstrand . 
Et spottende Smil foer over hendes Læber , 
men forsvandt , da den unge Mand traadte ind . 
Hun besvarede hans ærbødige Hilsen med en let 
Hovedbøining , næsten uden af værdige ham et Blik , 
og greb i det Samme sit Broderi . Emil betragtede 
hende et Øieblik og tænkte : „ Skade , af et saa smukt 
Ydre indefiniter et saa nelskværdigt Indre ! “ Derpaa 
gik han hen til Staffeliet og begyndte af ordne sine 
Apparater . Et Øieblik efter bruste Grevinden ind , 
iført en rosenrød Moiroes Slæbkjole , stærkt decolleteret , 
med en kostbar Garniture af ægte Perler om 
Hals og Arme . Haaret var tilbagestrøget og friseret 
a Ulant , og om Hovedet var slynget en Rosenkrands . 
Hun kunde endnu kaldes en smuk Kone i Forhold til 
sin Alder , men denne Pynt var kun altfor sfikket til 
af vise Tidens ødelæggende Magt , og Emil maatte 
forbauses over hendes Blindhed og Smagløshed . 
„ Idag stal altsaa det store Værk begynde , “ tog 
hun Ordet . „ Hvad siger De om mit Toilet , Hr . 
Norstrand ? “ 
Det var et særdeles delikat Spørgsmaal af 
besvare . Emil havde helst sagt sin virkelige Mening , 
da han indsaae , hvorledes det vilde slade hans Arbeide , 
men paa den anden Side vilde det være uklogt 

af begynde sin Debut med af sige en Dame en Ubehagelighed , 
næsten en Uartighed . Han indskrænkede 
sig derfor til af sige , af Dragten var smuk . 
„ Hvorledes har De nu tænkt Dem Baggrunden ? “ 
vedblev hun . 
„ Jeg antager , af et mørkebrunt Fløiels Drapperi 
vil være det Fordeelagtigste , “ svarede Emil . 
„ Af Fløiel maa det være , “ svarede Grevinden , 
„ men jeg er ikke enig med Dem om Farven . Jeg 
foretrækker seladongrønt . “ 
„ Det vil aldrig i Evighed tage sig ud , “ forsikkrede 
Emil med Fortvivlelsens Mod . 
„ De er den Første , Hr . Norstrand , der har tvivlet 
om min gode Smag , “ indvendte Grevinden i en 
temmelig streng Tone . 
„ Det afhænger af Deres Naade , hvorledes det 
stal være . “ 
Efterat man var blevet enige om , at Grevinden 
skulde males i en staaende Stilling , begyndte Emil 
paa Værket . En Tjener bragte lidt efter Viin og 
fine Frugter ind , og med høistegen Haand skjænkede 
Grevinden selv et Glas til Emil og kastede sig derefter 
paa en Causeuse . 
„ Af alle Talenter og Kunster , “ begyndte hun nu 
i en indsmigrende Tone , „ er Malerkunsten den , jeg 
sætter høiest , og jeg kan godt forstaae den Glæde , 

det maa være for en Maler at gjengive et smukt , 
qvindeligt Billede paa Lærredet . 
„ Vistnok har qvindelig Skjønhed et stort Fortrin , 
saavel for Kunstneren som for enhver Anden , “ 
svarede Emil roligt , „ men fra Kunstens Standpunkt 
kan endog det styggeste Physiognomi frembyde de 
interessanteste Studier , naar det blot er karakteristisk . 
Det gaaer med Portrætmalerne som med Forfatterne ; 
man søger at opfatte det Eiendommelige ved de Billeder , 
man med Penselen eller Pennen ønsker at gjengive 
natnrtroe . “ 
„ Da vilde jeg sinde det høist kjedsommeligt , “ indvendte 
Grevinden , „ at male en pjaltet Tiggerdreng 
eller en gammel , grim Bandit eller Taterqvinde , som 
man aarligt seer paa Udstillingen . Men , “ vedblev 
hun og saae ham koket ind i Øiet , „ det skulde slet 
ikke undre mig , om jeg kunde blive saa inspireret af 
Ungdommens og Skjønhedens Trylleri , at jeg pludselig 
blev forvandlet til en Kunstnerinde . “ 
Denne uventede , plumpe Compliment , der ikke 
kunde misforstaaes , havde nær bragt Emil aldeles ud 
af Fatning , men han tog sig hurtigt sammen og svarede : 
„ Jeg mærker , at Deres Naade foretrækker den 
ideale Side af Malerkunsten , og i Sandhed ! enhver 
Maler maa ønske sig Raphaels Pensel , for at kunne 
gjengive saa himmelske Billeder som dem , han har 

bragt paa Lærredet . Derfor kalder jo ogsaa Lavater 
ham en apostolisf Mand , fordi han i Forhold til 
Malerne er det Samme som Christi Apostle i Forhold 
til de øvrige Mennesker . “ 
„ Det lader virkelig til , at jeg har handlet meget 
ubesindigt ved at indlade mig i en Disput om Kunsten 
med en af Kunstens Apostle , “ afbrød Grevinden 
i en let Tone og reiste sig med en afskedigende Haandbevægelse . 
„ En anden Gang skal jeg vogte mig derfor , 
for ikke igjen at trække det korteste Straa . “ 
„ Det behøver Deres Naade vist ikke at frygte , “ 
svarede Emil og bukkede . „ Deres Aand vil bevare 
Dem derfor . “ 
Mod Slutningen af denne Samtale havde Arabella 
hævet Hovedet og opmærksomt betragtet den 
unge Maler . Det er vanskeligt at sige , hvad der 
foregik i hendes Indre , men i hendes Blik afmalede 
sig et Udtryk af Overraskelse og Interesse , der dog 
snart forsvandt , men hendes Afskedshilsen blev dog 
høfligere , end da hun havde modtaget ham . 
Paa Grevindens lunefulde Gemyt havde Emil 
gjort et dybt Indtryk allerede den Dag , hun besøgte 
ham i hans Atelier , og deres første Sammenkomst 
bidrog ikke til at forringe det ; thi der er jo Intet , 
der pirrer en Kokette mere end Modsfand . Hun var 
saa vant til Herrernes Hyldest , at denne forekom 

hende som en nødvendig Betingelse for hendes Tilværelse , 
og hendes Livsopgave bestod i , bestandig at 
see flere og flere Tilbedere for sin Triumfvogn . Hun 
havde aldrig elsket , men ofte hyllet Kjærlighed . Hun 
kunde ikke forstaae den rene Følelse , der udbreder sin 
Duft og milde , velgjørende Luftning fra de Hjerter , 
hvor Kjærligheden sindes . Forfængelighed og Behagesyge 
vare Drivfjedrene til hendes Handlinger , og jo 
ældre hun blev , med desto større Iver greb hun enhver 
Leilighed , hvor hun kunde nære disse Følelser . 
Aldrig faldt det hende ind , af hun for længe siden 
havde overskredet Ungdomsaarenes Grændse . 
Nu var det blevet hendes Opgave af bringe den 
unge , smukke Kunstner for sine Fødder , og da hun 
mødte Modsfand , vilde hun dobbelt nyde denne Triumf . 
Imod Sædvane spandt hun denne Gang sin Væv 
inden fire Vægge , da Emils Stilling i Samfundet 
var altfor ringe til , af hun ved ham kunde kaste nogen 
Glands over sig selv . Hun forbausedes over hans 
aabne og frimodige Væsen , hun som havde troet , af 
hendes Rigdom og Rang skulde have imponeret ham 
og i en Haandevending gjort ham til hendes ydmyge 
Slave . Til hendes Forundring forløb den ene Dag 
efter den anden , uden af han kom hende et Skridt 
nærmere . Han var stedse rolig , og forekommende 

baade i Ord og i Væsen , og forstod altid af give 
deres Samtaler en uforudseet Vending . 
Arabella , der var det eneste Vidne til disse 
Scener , spillede altid en stum Rolle , mcu lidt efter 
lidt begyndte hun af faae en ubestemt Følelse af 
Agtelse for den unge Mand , hvis kloge , fine Svar 
ofte frapperede hende , naar hun sammenlignede ham 
med den uforskammede Nonchalance , der saa ofte 
stødte hende hos de Herrer , hun havde seet i sin Moders 
Huus . Det gjorde hende ondt , at hun ved deres 
første Møde havde behandlet ham med en saa haanlig 
Overlegenhed , og forsøgte senere at gjøre sin Feil god 
igjen ved et mere venligt og forekommende Væsen . 
Det var en taaget , regnfuld Morgen i Oktober , 
da Kammerjunker og Kapitain Alfred Staal fortrædeligt 
vendte sig bort fra Vinduet i sin Bopæl i 
Store Kongensgade . Han kastede sig i Sophaen og 
lod fine Røgskyer opstige fra sin Cigar . Hans høie , 
uforholdsmæssigt spinkle Figur var indhyllet i en 
elegant Slobrok , et Par lysegraac Beenklæder og 
tyrkiske , broderede Morgenskoe udgjorde hans øvrige 
Toilet . Det var en complet Typus paa Blasertheden . 
Øinene matte og glandsløse , Trækkene flappe . 

Det blege , udtærede Ansigt var prydet med et Par 
store Bakkenbarter , der ligesom hans tynde Haar 
havde en rødlig Farve . Hans eneste Skjønhed var 
et Par hvide , meget soignerede Hænder . Efterat have 
tilbragt en halv Timestid med at see paa Røgen fra 
Cigaren , aabnedes Døren for en smuk yngre Mand , 
hvis elegante velproportionerede Figur prydedes af 
Gardens Uniform . 
„ God Morgen , Kievisch ! “ raabte Staal ; „ godt 
Du kom for at adsprede mig i dette Hundeveir . “ 
Kievisch kastede fin Hue paa Bordet og placerede 
sig i en Lænestol . „ Du kjeder Dig altsaa , “ 
sagde han . „ Saa glæd Dig ; igaar flyttede Kammerherre 
P * og Baron F * til Byen , og snart rykke alle 
disse gode Herregaardsfolk i Vinterqvarteer , og saa 
begynder din gode Tid , Vintersaisonen . “ 
„ Aa ja ! “ sagde Staal . „ Hvad Nyt ? Hvor var 
Du iaftes ? Jeg var hos Dig , men traf Dig naturligviis 
ikke hjemme . Derfra gik jeg til et Par Andre ; 
Ingen hjemme . Saa gik jeg hjem og tilbragte Aftenen 
med at sove . “ 
„ Du kunde have truffet os Alle i Theatret . 
Den Lille , Du veed nok , dandsede i den nye Ballet . “ 
„ Aa , jeg er for lang Tid siden kjed af Theatret . 
Nu er jeg snart 50 Aar , og fra mit 20de Aar har 
jeg havt stadig Plads i Nummerparkettet . Jeg har 

aldrig forsømt pligtmæssigt at applaudere alle Celebriteterne , 
og nu kan jeg vel være bekjendt , at den 
Lyst er forgaaet mig . “ 
„ Siig mig , min kjære Ven ! “ spurgte Kievisch , 
„ om der overhovedet er Noget i Verden , hvortil 
Lysten ikke er forgaaet Dig ? Dit sædvanlige Svar 
til Alt er , at „ det er Du for lang Tid siden kjed af . “ 
„ Du har Ret , “ svarede Staal . „ Jeg har i 
Grunden kun eet Ønske , og det er at komme i Besiddelse 
af en stor Formue , saa at jeg kunde tage min 
Afsted og paa mine gamle Dage føre et mageligt 
Liv . “ 
„ Mageligt ? “ udbrød Kievisch . „ Jeg gad nok 
see den , der fører et mageligere Liv end Du . — Men , 
apropos , - hvorledes lever din Veninde , Grevinde 
Stjernholm ? “ 
„ Fortræffeligt ! hun morer sig i denne Tid med 
en Malersvend . “ 
„ Hvad behager ? - Der har Du en værdig Rival . 
Det er vel et gammelt Bekjendtskab fra Hoteldagene ? “ 
„ Tvertimod ! Det er splinternyt , og det gaaer 
her som altid , de sidst opdagede Cometer studererman 
helst ! Om hun forresten har opdaget denne i 
en Kjelderhals eller paa en Qvist , skal jeg lade være 

usagt ; men Sagen er , hun vil have sit eget , dyrebare 
Billed foreviget paa Lærredet . “ 
„ Ah ! det er altsaa en Kunsfner , Talen er om , “ 
svarede Kievisch alvorligt . „ Det forandrer Sagen . “ 
„ For mig maa Du gjerne kalde ham en Malermester , “ 
svarede Staal spottende , „ og hvis det kan 
forhøie din Agtelse før ham , at han hedder Norsfrand , 
sb bien ! “ 
„ Norsfrand ? Det Navn er mig ikke ubekjendt 
— Ja vist , det stat være en talentfuld og vakker uug 
Mand . Det skulde gjøre mig ondt , hvis han virkelig 
skulde falde i hendes Garn . “ 
„ Du kan være vis paa , “ forsikkrede Staal , „ at 
han tidligt eller seent bliver hængende deri . Hun 
slipper ham ikke saa let . Forleden vilde jeg aflægge 
hendes Naade en Visit . Imod Sædvane sagde Tjeneren , 
at hun ikke modtog Nogen , og at Maler Norsfrand 
var derinde . Jeg saae strax deraf , hvilken 
Rolle den Herre spiller der i Huset , og jeg besluttede 
ikke at uleilige mig derhen , før Luften igjen var 
renset før Malerdunst . Jeg var dog ikke meget fast 
i min Beslutning , thi samme Aften modtog jeg en 
Indbydelse til en Middag den følgende Dag . Middagen 
var som sædvanligt udmærket , og hele Conversationen 
dreiede sig om Grevindens Portræt , der til Foraaret 
skal figurere paa Udstillingen , og om den mageløse 

Maler , som hun kommer til af takke for al den Virak 
og Beundring , der skal offres paa hendes Forfængeligheds 
Alter . “ 
„ Du har altsaa ikke befundet Dig videre vel der 
igaar ; “ afbrød Kievisch . 
„ Du tager feil . Tiden gik fortræffeligt med af 
gjøre Cour til den smaa Arabella . “ 
„ Hvad skal nu det betyde ? “ spurgte Kievisch forundret . 
„ Du er da vel aldrig falden paa den Idee , 
af ville sætte det stakkels Pigebarn Nykker i Hovedet ? “ 
„ Vær Du kun ganske rolig . Det kan jeg godt 
forsvare for miu Samvittighed , da det er min Hensigt 
af gifte mig med hende . “ 
Efter et nyt Forundringsudraab af Kievisch vedblev 
Staal : „ Den Tanke faldt mig i Grunden først 
ind igaaraftes , og ved nærmere Overvejelse finder jeg 
den meget fornuftig . Arabella er en rig Arving og 
eneste Barn ; hun er smuk og pikant , men man maa 
gaae forsigtigt tilværks med hende . Hun ligner en 
vild Skovdue , naar det kommer an paa Kjærlighed ; 
men Sneglen naaer ogsaa Bjergets Top , og — man 
er da ikke uden Erfaring i det Kapitel . “ 
„ Du har dyrkjøbt Erfaring . Saavidt jeg veed , 
har Du allerede faaet sex Gange en Kurv , “ afbrød 
Kievisch ham med en overgiven Latter . 
„ Maa jeg spørge , om Du vil fornærme mig ? “ 

spurgte Staal og reiste sig endelig op fra sin liggende 
Stilling . 
„ Godt Ord igjen ! Det var jo kun Spøg . — 
Men nn vil jeg gaae , og jeg vil ønske Dig Held paa 
dit nye Felttog . “ De fo Venner sfiltes , og Staal , 
hvis Vrede hurtigt var bortdunstet , hengav sig til 
behagelige Drømmerier om Fremtiden og det magelige 
Liv , han som Arabellas Ægtemand skulde søre . 
— Han begyndte nu virkelig alvorligt at beile 
til Aarabellas Gunst , og slentrede i den Anledning 
fo eller tre Gange om Ugen hen til Stjernholms . Hans 
indolente Natur tillod ham dog ikke nogen yderlig 
Anstrengelse , og da han ovenikjøbet meente , at han 
maatte gaae forsigtigt tilværks , mærkede Arabella i 
Begyndelsen aldeles ikke hans Hensigt og tilskrev hans 
forøgede Opmærksomhed den Omstændighed , at hendes 
Moder i den senere Tid tog mindre Notits af ham . 
Hun paatog sig derfor ligeoverfor ham en Værtindes 
Pligter og behandlede ham med en Høflighed , hun 
før ikke behøvede at vise ham . Dette var nok for 
Staals Forfængelighed ; han ansaae efter faa Ugers 
Forløb allerede sit Ægteskab som en afgjort Sag og 
ventede kun paa en gunstig Leilighed til af optræde 
som Frier . 
Saaledes forløb sex Uger fra den Dag , da Emil 
for første Gang havde betraadt Grevindens pragtfulde 

Hjem , og Maleriet var endnu ikke halvt fuldendt . 
Grunden dertil var deels hendes ustadige og 
urolige Væsen , der ikke tillod hende af sidde rolig 
længer end en halv Time , deels fordi Emil ikke var 
af de hurtigste Malere . Hans Malerier vare udførte 
med en samvittighedsfuld Omhu . Øe vare ikke aandløse , 
forskjønnede Phantasibilleder ; dertil var hans 
Karakteer altfor sandhedskærlig ; men de vare en 
naturtro Gjengivelse af Originalen , udførte med en 
let Pensel og en Farveblanding , der røbede Smag , 
Dannelse og Geni . 
Denne aabne og frimodige Karakteer var for 
Grevindens af Behagesyge og Forfængelighed tilslørede 
Blik en fuldkommen Gaade . Hun vilde give Alt for 
af finde den Nøgle , der kunde aabne hans Hjerte , og 
i de forløbne sex Uger havde hun forgjæves benyttet 
alle Koketteriets Kunstgreb . Han var og blev den 
Samme , lige høflig og beskeden , men ogsaa lige ligegyldig . 
Hun opdagede aldrig i hans Blik et Glimt 
af Beundring eller af en ømmere Følelse for hende . 
„ I de mange Uger , hvori Øe har studeret mig 
og min Eiendommelighed , som Øe behager at udtrykke 
Dem , “ sagde Grevinden en Dag til Emil , „ har 
jeg ogsaa dannet mig en lille Idee om Dem og Deres 
Karakfeer , Hr . Norstrand . “ 
„ Det er virkelig altfor megen Ære , Deres Naade 

har viist min ubetydelige Person ; men jeg haaber , at 
De ikke har fattet en altfor ugunstig Mening om 
mig . “ 
„ Tvertimod ! jeg antager , at De vil søle Dem 
meget smigret , naar jeg nu tilstaaer Dem mine Tanker 
om Dem . For det Første er De fri for det 
mindste Gran af Forfængelighed , hvorfor enhver 
Compliment eller Misbilligelse angaaende Dem selv 
eller deres Arbeider er Dem aldeles ligegyldig . “ 
„ Jeg maa strax gjøre en lille Indvending “ , afbrød 
Emil . „ Det er kun en betinget Roes . En saadan 
Mangel paa Forfængelighed grændser næsten til 
Arrogance . “ 
„ Aldeles ikke ! De veed , at Deres Handlemaadc , 
Deres hele Væsen og Deres Arbeider ere ulastelige . 
De opfører Dem overeensstemmende med Samvittighedens , 
Pligtens og Ærens Bud . Derfor er De 
hævet over den Smaalighed , som vi Andre saa ofte 
lide under . “ 
„ I saa Fald havde jeg den store , utilgivelige 
Feil , at troe mig selv fuldkommen , og jeg vilde da 
fjerne mig meer og meer fra mit Maal , at nærme 
mig Fuldkommenheden . “ 
„ Det vil aldrig det Menneske risikere , der Intet 
foretager sig uden efter fuldt Overlæg , og ikke lader 
sig henrive af sine Følelser . “ 

„ Med andre Ord , Deres Naade , “ svarede Emil 
alvorligt , „ Øe anseer mig for kold og hjerteløs ? “ 
„ Hjerteløs ? Ja og Nei , som Øe behager , “ 
svarede Grevinden med et betydningsfuldt Smil . 
„ Jeg antager , at Øe er en exemplarist Søn , en frofast 
Ven og god mod de Trængende . Saavidt strækker 
Deres Hjerte sig , men ikke et Haarsbred videre , 
da den lille Gud Amor endnu aldrig har gjort sig 
den Uleilighed at smutte ind i Deres Helligdom . 
Han er vist bange for at træffe Selskab der af altfor 
mange respektable , alvorlige og dybtgaaende Følelser . “ 
„ Maaskee ! “ svarede Emil temmelig kort . 
„ Eller maaskee gaaer det med Deres Hjerte som 
med de fleste Herrers , at det er altfor let modtageligt 
for Kjærligheden ? “ 
„ Deres Naade gjætter feil . Jeg har aldrig 
elsket . “ 
„ Tænkte jeg det ikke nok ? Øe er et Phænomen , 
der er værd at studere . Jeg seer allerede i Dem en 
gammel Pebersvend , der forarger sig over alle dem , 
der sværge til Amors Fane . “ 
„ Jeg frygter , at Deres Naade atter tager feil . 
Fordi jeg endnu ikke har elsket , indseer jeg ikke , hvorfor 
denne Følelse for stedse skulde blive fremmed 
for mig . “ 
„ Er det muligt ! “ udbrød Grevinden leende . 

„ De kan virkelig tænke Dem modtagelig for en saadan 
Daarskab ? Men den Qvinde , der kunde fængsle 
Dem , maatte da være begavet med en overjordisk 
Skjønhed , eller være styg men forsfjonnet med alle 
mulige elsfværdige Egenstaber . “ 
„ Jeg er virkelig ikke istand til , “ svarede Emil 
alvorligt , „ at beskrive den Qvinde , der muligviis er 
bestemt til at forskønne min Tilværelse med Kjærlighedens 
varme Solstraaler . Med min bedste Villie 
formaaer jeg det ikke , men jeg kan forsikkre Deres 
Naade , at mit ringe Jeg er en altfor ubetydelig 
Gjenstand for Deres Tanker . “ 
Dermed var Samtalen afbrudt . I sit stille Sind 
kaldte Grevinden ham en Tølper , en ubetydelig Person , 
der kun kunde elske en lille Borgerpige , der forstod 
at lave en god Suppe — og ham havde hun 
nedværdiget sig til at beskæffige sig med ! Men nu 
skal det være forbi . Han skal snart mærke Forskjellen 
mellem os . Hun erklærede i en ubehagelig Tone , at 
hendes Tid ikke længer tillod hende at sidde for 
ham , og han forlod Huset med en Ähnelst om , 
at han ved sin Uforsigtighed havde skaffet sig en 
Fjende . 

4 . 
Da Emil nogle Dage efter meldte sig , gav Tjeneren 
ham den Besked , at hendes Naade var kjørt 
ud , men at han kunde vente , indtil hun kom tilbage . 
Han ventede altsaa , og lidt efter traadte Arabella 
ind . Et yndigt Smil spillede om hendes Mund , da 
hun nærmede sig Emil og i en venlig Tone undskyldte 
sin Moders Fraværelse . 
„ Jeg kan ikke nægte , “ svarede Emil , „ at min 
Tid for Øieblikket er meget kostbar , da jeg maler 
paa et Par Genrebilleder , jeg gjerne vilde have færdige 
til Udstillingen . “ 
„ Hvad forestille de ? “ spurgte Arabella ligefrem . 
„ Det ene er en gammel Veteran , der fortæller 
nogle Smaadrenge sine Krigsbedrifter , og Drengene 
lytte til dem med Begeistring . Det forekommer sikkert 
Comtessen , at det er et altfor almindeligt Sujet , men 
jeg har været saa heldig at finde nogle særdeles pikante 
Børnephysiognomier , der have tjent mig til 
Modeller . Hvad den Gamle angaaer , har jeg en 
speciel Interesse af at male ham , da det er min egen 
Fader . “ 
„ Deres Fader lever altsaa ? “ spurgte Comtessen . 
„ Og har han høstet Laurbær paa sin militære Bane ? “ 
„ Min Fader var Vagtmester ved Husarerne , men 

Alderdommens Svaghed har nødsaget ham til at søge 
Afsfed . Det var hans sførste Sorg , og den anden 
Sorg var , at jeg ikke vilde gaae samme Vei . Jeg 
kunde ikke løsrive mig fra min Pensel . Penselen var 
min Kjærlighed ; den kunde jeg ikke opgive trods al 
Modstand og alle Hindringer . De kan troe , min 
Kunstnerbane har ikke været bestrøet med Roser , men 
med desto flere Torne . “ 
„ Hvorledes det ? “ spurgte Arabella . „ De overvandt 
jo alle Hindringer og naaede Deres Maal , at 
blive en virkelig Kunstner . “ 
„ Og dog sikkrer min Kunst mig næppe det daglige 
Brød , “ svarede Emil paa sin sædvanlige , ligefremme 
og aabne Maade . „ De Torne , jeg meente , vare Forfølgelser , 
Skinsyge og andre Bevæggrunde , der aabenbare 
sig i en haard og ondskabsfuld Kritik , baade 
offentlig og hemmelig , som desværre saa ofte sfader en 
Begynder , der kun har sin Flid og sit Talent at 
stole paa . “ 
„ Men slig Modgang har dog ikke kuet Deres 
Mod , “ vedblev Arabella . „ Naar Ondskab møder os , 
bevæbner man sig med trodsig Kulde og Ligegyldighed , 
for at kunne freidig træde i Skranken . Øer er 
kun en Eneste , man med Ydmyghed bøier sig for -- . “ 
Arabella standsede . Hun talte i den hende eiendommelige 
stolte Tone , der udbredte en imponerende 

Holdning over den smukke , unge Pige , hvis venlige 
Øie mødle Emils varme Blik . Lidt efter spurgte 
hun : „ Siig mig , Hr . Norstrand , har De nogensinde 
truffet paa et Menneske , for hvem De kunde bøie 
Dem i Ydmyghed ? “ 
„ Ja ! “ svarede Emil . „ For min Moder har jeg 
bøiet mig i Ydmyghed , fordi hele hendes Væsen er 
Kjærlighed og Ydmyghed . “ 
Arabella slog øiet ned , og et krampagtigt Træk 
viste sig om hendes Mund . Hendes Bryst hævede 
sig uroligt , og en høi Rødme bedækkede hendes Kinder . 
For at skjule sin Bevægelse , bøiede hun sig over 
en kostbar Blomstervase og begyndte at ordne en 
Bonket . Emil stod som fastnaglet . Det var ham 
umuligt at løsrive sit Blik fra hende . Øer opstod 
en Pause , som Emil afbrød . 
„ De meente , Comtesse , at trodsig Kulde og Ligegyldighed 
ere de bedste Vaaben mod Verdens Ondskab , 
for at opretholde sit Mod . Del er maaskee 
undertiden sandt , naar man staaer paa Livets sfore 
Kampplads , men jeg anseer de Vaaben kun for en 
Pantserdragt , der let kan komme til at slutte altfor 
fast , saa at Hjertets friske Barme tilsidst bortdunster 
under Vægten af det kolde Pantser . Nei , der er et 
andet Vaaben , som jeg kjender og som jeg foretrækker . 
Det er Arbeide ! — De seer forundret paa mig , 

Comtesse . Man har spottet mine Arbeider , kaldet 
dem Børneværk , trukket medlidende paa Skuldrene , 
eller ganske overseet dem . Der var da Øieblikke , 
hvori jeg ansaae mig for en Daare , der vilde fremtvinge 
et Talent , som Himlen havde nægtet mig . Jeg 
kastede da Penselen bort og lovede aldrig at gribe den 
igjen ; men Lediggang taalte jeg ikke , og Længselen 
blev saa inderlig og saa varm , at jeg atter tyede til 
den , og saa stod Verdens Ondskab for mig som en 
hæslig Drøm . Jeg levede da kun i det Billed , jeg 
malede . Jeg elskede det , som en Moder elsker sit 
Barn , som Prometheus elskede sit Værk , da han 
tændte sin Fakkel ved Solens Ild , for at indaande 
Varme og Liv i sine Skabninger . Saaledes arbeidede 
jeg længe og ufortrødent , indtil jeg tvang idetmindste 
en ringe Deel as Verden til at anerkjende , at 
mit Arbeide dog ikke ganske var at foragte . “ 
„ Saaledes , “ svarede Arabella med et veemodigt 
Smil , „ kan kun den tænke og handle , paa hvem Geniet 
har trykket sit Stempel . Anderledes er det med 
os Andre , der ikke kunne bruge det Vaaben . “ 
„ Deri tager De feil , Comtesse ! Der er en talrig 
Samling af Vaaben , der staae til Enhvers Raadighed . 
Arbeide er Livets Lov ! Naturen selv arbeider . 
Alt er i en uafbrudt Activitet . Skulde da Mennesket 
ikke anvende alle de Skatte , Himlen har givet det ? 

Naar vi engang naae vort Livs Aften og see tilbage 
paa den svundne Tid , maae vi ikke kunne sige til os 
selv : Du har gjort en lang Vandring , men intetsteds 
har Du efterladt noget Spor af dine Hænders Værk ; 
Du har Intet fuldført ; Din hele Tilværelse har været 
gold og ufrugtbar ! — Tilgiv mig , at jeg taler saaledes 
til Dem , “ vedblev han i en inderlig Tone . 
„ Jeg burde have indseet , at De ikke kan forstaae mig . 
Der er altfor stor Forskjel paa de Steder , hvor vore 
Vugger have staaet ; jeg er et fattigt , Arbeidets Barn 
— og derfor elsker jeg Arbeidet , deri ligger hele min 
Tilværelse ; — men De , Comtesse , er født og opdragen 
i Rigdom og Overflod . Det er da naturligt , 
at De maa føle Dem lykkelig alene ved Nydelsen af 
disse Goder , der strøe Roser paa Deres Vei . “ 
„ Troer De da , “ svarede Arabella alvorligt , „ at 
de Roser ikke have Torne ? De ere skjulte , men netop 
derfor saare de saa smerteligt . — Men vi talte jo om 
Arbeidet . De troer , at jeg ikke forstaaer Dem . Jeg 
har tvertimod følt Sandheden i Deres Ord , og jeg 
erkjender , at ethvert Menneske har sit Kald , sit Værk 
at udføre her i Livet , den Fattige saavel som den 
Rige . “ 
Samtalen blev pludselig afbrudt , da man hørte 
en stærk Ringen . Et Par Minuter efter traadte 
Grevinden ind , klædt i en Zobelskinds Kaabe , med en 

hvid Fløiels Hat , hvorfra vejede en Masse lange , 
hvide Strudsfjer . 
„ Undskyld , Hr . Norsfrand “ , udbrød hun i en 
temmelig nonchalant Tone , „ at jeg har ladet Dem 
vente . Jeg blev forsinket , og da jeg om et Øieblik 
venter en god Veninde , kan jeg ikke sidde for Dem 
idag , men imorgen . “ 
Emil bukkede høfligt men koldt for Grevinden . 
I den Hilsen , han derimod vexlede med Arabella , 
vilde en Fremmed have kunnet læse mere end almindelig 
Høflighed , men Grevinden bemærkede Intet , da 
hun var beskjeftiget med af see sig i Speilet . 
— Emil tvivlede intet Øieblik om , af Grevindens 
Opførsel ikke var tilfældig , men forsætligt beregnet 
paa af saare ham , ved af vise , hvor liden Hensyn 
hun nu værdigede ham . Han forudsaae , af han kun 
havde to Alternativer af vælge mellem , enten af lade 
sig indskrive i hendes Tilbederes Række , eller af lade 
sig behandle som en Lakai , hvis han overhovedet vilde 
vedblive af komme der i Huset . Naturligviis valgte 
han det Sidste , da han ikke kjendte noget mere nedværdigende 
for en Mand end af ligge for en gammel 
Kokettes Fødder . — Han tænkte paa Arabella , hvis 
sande Qvindelighed fremhævedes dobbelt ved Siden 
af Moderens simple Væsen . Den unge Pige stod 
ikke mere for ham som en kold , stolt og hjerteløs 

Qvinde . En Flig af det Slør , hvori hun indhyllede 
sig for Verdens Øine , var idag hævet for hans Blik , 
og han havde i hendes Hjerte . opdaget Spirer til 
mangen ædel Følelse , men disse Spirer vare ikke 
pleiede og opelskede af nogen kjærlig Haand . 
Han opdagede , af hun følte sig ulykkelig , og han 
tvivlede ikke om , af hendes Moder var hendes Ulykke . 
Han mindedes sin egen Moders overbærende Ord , da 
Doctor Anker første Gang havde omtalt Arabella , og 
det gjorde ham ondt , af han strax havde bedømt 
hende saa haardt . En varm og kjærlig Følelse gjennemstrømmede 
hans Hjerte , som om han skyldte den 
unge Pige en Afbigt . 
Han blev afbrudt i sine Tanker ved Ankers 
Komme . „ Hvor Du er tankefuld , min Ven ! “ udbrød 
han . „ Og hvorfor ? — Det-var prægtigt , af 
jeg traf Dig . Jeg vilde netop bede Dig spise hos 
os imorgen med nogle gode Venner . Baron Kongsberg 
har sendt mig et udmærket Dyr . Jeg er nemlig 
Læge i Familien , naar den er i Kjøbenhavn . Det 
er en sjelden Mand , en sand Ven af Kunsten . Jeg 
vilde ønske , af Du engang kunde lære ham af kjende . “ 
Da Emil havde modtaget Indbydelsen , spurgte 
Anker , hvorledes det gik ham i det Stjernholmske 
Huus , og med faa Ord fortalte han ham , hvad der 
var passeret mellem ham og Grevinden . 

„ Tænkte jeg det ikke nok ! “ sagde Anker . Nu 
ere vi komne til den Act af Comedien ! Hun er og 
bliver altid den Samme , og jeg vil ønske Dig til 
Lykke , naar Du bliver færdig med Portrætet , og ikke 
behøver at sætte din Fod mere i det Huus . “ 
Besynderligt nok fandt Emil , at han ikke var af 
samme Mening , og i en temmelig melancholsk Tone 
sagde han : „ Om kort Tid er Maleriet færdigt , og 
faa er det Bekjendtskab sluttet . Jeg vil naturligviis 
ikke oftere i Livet komme i Conflict med hende , da 
jeg ikke kommer i den Sphære , hvori hun og hendes 
Datter bevæge sig . “ 
„ Man skulde virkelig troe , at Du beklagede det , “ 
afbrød Anker ham forundret . „ Naa , jeg indseer nok , 
at det piner Dig at være stillet under en Qvinde , der 
burde staae paa det laveste Trin i Samfundet . Naar 
det endda blev derved , men hun er ikke alene uberegnelig 
men undertiden endog utilregnelig , saa jeg 
svarer ikke for , hvad hun endnu kan finde paa . — 
Er Comtesse Arabella endnu ligesaa nelskværdig og 
frasfødende , saa kan man i Sandhed sige , at hun forener 
sig med Moderen , for at forsøde Dig de Timer , 
Du tilbringer i deres Hjem . “ 
„ Nei , “ tog Emil med Varme Ordet . „ Vi have 
begge bedømt hende falsk . Hun er en ædel og høisindet 
Pige , men som man kun langsomt lærer af 

kjende . Der hviler en tung Byrde paa hendes Skuldre , 
og for af skjule sin Smerte for en Verden , som 
hun foragter , holder hun med sin spæde men kraftige 
Haand Masken tæt for sit Ansigt . Naar hun engang 
kaster den , da er det ikke alene Legemets men Sjelens 
Skjønhed , der afspeiler sig i hendes Træk . Hun er 
en Lilie saa reen og skjær , men denne fine Blomst 
stilles i Skygge ved Siden af den pralende Tulipan . “ 
„ Det gjør mig ondt , “ svarede Anker , hvis gode 
Hjerte ikke taalte af gjøre Nogen Uret , „ hvis jeg har 
bedømt hende for haardt , især da hun som ung Pige 
bør bedømmes med Skaansel , men Skylden ligger 
meget hos hende selv . “ 
„ Tingen er , af hun har opfattet Livet fra et 
galt Standpunkt , “ fortsatte Emil , „ eller rettere sagt , 
hun har endnu ikke opfattet det , fordi hun istedetfor 
en kjærlig Veiledning og fornuftig Opdragelse kun 
har seet , hvad der er tomt og usselt i Livet . De 
ædlere Følelser ere endnu ikke vakte ; derfor seer man 
saa faa Spor af dem hos hende . “ 
„ Saa vil hun nok tidligt eller seent fremtræde i 
sin sande Skikkelse , “ mente Anker . „ Jeg stal aldrig 
oftere fælde nogen ugunstig Dom over hende . Det 
lover jeg Dig ! — Allsaa sees vi imorgen . Jeg maa 
nu til mine Patienter . “ 
Dermed skiltes Vennerne . 

— Medens Emil tilbragte den øvrige Deel af 
Dagen i sit Atelier og ofte hensank i hidtil ukjendte 
Drømmerier , afløste den ene Visit den anden i Grevindens 
Huus , og Arabella fik netop Tid til at gjøre 
Toilet , for at følge med sin Moder til et Middagsselskab . 
Først seent om Aftenen , da hun blev ene i 
sit Værelse og havde aflagt sin Selskabsdragt , oprandt 
den Time , som hun med Længsel havde imødeseet , 
for uforstyrret at kunne hengive sig til sine Tanker . 
I Værelset , der var udstyret med samme elegante 
Luxus som den øvrige Leilighed , sad Arabella med 
Albuen støttet mod et lille Marmorbord og stirrede 
drømmende hen for sig . Det var , som om et Navn , 
hun ei turde udtale , svævede paa hendes Læber . 
Havde Emil seet hende i dette Øieblik i hele hendes 
Skjønhed , vilde hans Hjerte have banket endnu 
stærkere . 
Hun tænkte paa , hvor smukt han havde talt om 
sine Forældre , uden at flamme sig over sin ringe 
Herkomsf , og hun kom derved til at tænke paa sin 
Moder , hvis Forældre hun aldrig havde kjendt og 
aldrig furdet nævne , men som hun vidste vare fattige , 
men agtværdige Borgerfolk . Med Taarer i Øiet 
ønskede hun , at hun kunde tale ligesaa smukt om sin 
Moder , som Emil havde talt om sin . Hvor gjerne 
vilde hun ikke ogsaa elske sin Moder , og hvor ofte 

havde ikke hendes barnlige Følelse drevet hende hen 
til Moderen ! Men dennes modsatte Ansknelser og 
Principer om Alt i Livet havde altid stillet en Jernmur 
imellem dem . 
Men var hun da selv feilfri ? Nei , det følte 
hun kun altfor vel . Hun følte , at hendes Tilværelse 
hidtil havde været gold og ørkesløs ; hun tænkte med 
Gysen paa , at hun engang i sin Livsaften forgjæves 
skulde søge efter en eneste velsignelsesrig Gjerning , og 
Bibelens Ord faldt hende ind : Det Træ , som ei 
bærer gode Frugter , skal afhugges og kastes i Ilden . 
— Arbeide er Livets Lod , havde han sagt . Hun 
havde endnu aldrig arbeidet . Hun havde aldrig tænkt 
paa at række den Trængende en hjelpende Haand , , 
havde intet Livsmaal havt ! Hun havde vel ikke 
haard hjertet nægtet Nogen sin Hjelp , men aldrig var 
hun kommen den Lidende imøde . Nu var Sandheden 
pludselig assløret for hende . Hans Ord havde 
vakt et nyt og bedre Liv i hende . — Hun vilde arbeide ! 
— og hun besluttede , fra dette Øieblik at 
virke til Gavn for sine lidende Medmennesker , baade 
ved sine Penge og ved personligt Raad og Hjelp . 
Derefter begav hun sig til Hvile , langt lettere om Hjertet 
og tilfredsere end i lang Tid . Fra den Dag aftørrede 
hun i Stilhed mange Taarer , og lokkede Glædens 
Smil frem paa mangt sorgfuldt Ansigt . 

5 . 
Da Emil den følgende Dag havde hilset paa 
Grevinden , , og han mødte Arabellas venlige Blik , 
udgød sig en forræderisk Rødme over hans Kinder , 
der ikke undgik Grevindens Opmærksomhed . Med 
Lynets Hurtighed foer en Mistanke gjennem hendes 
Sjel , og den bestyrkedes ved , at hun flere Gange 
under Besøget opdagede , at Emil hemmeligt betragtede 
Arabella med et Udtryk , som hun længe forgjæves 
havde speidet efter for sig selv . Kjærlighed gjør blind , 
men Skinsyge gjør klarsynet , thi den giver Phantasien 
Falkens Syn . Hun besluttede dog ikke at lade 
sig mærke med Noget , for hun nøiere havde iagttaget 
de unge Mennesker . 
De næste Gange , da de vare sammen , var Intet 
at opdage , skjøndt hendes Mistanke hver Gang bestyrkedes . 
Hun blev derfor mere og mere ordknap og 
bitter ligeoverfor Emil . Det smertede Arabella , der 
ikke ahnede den sande Grund , og hun søgte derfor 
desto ivrigere at udslette de ubehagelige og saarende 
Indtryk , som Emil maatte føle ligeoverfor Moderens 
Opførsel . Hans Kjærlighed voxede Dag for Dag , 
men han gav selv ikke sin Følelse dette Navn , da han 
endnu aldrig havde tænkt den Mulighed at opløste 
sit Øie til hende med en Elskers Blik . I sit Hjerte 

havde han reist hende et Alter , og han knælede for 
Idealet , som for et Madonnabilled . 
En Dag , da han sad og malede Grevinden , 
meldte Tjeneren , at Grosserer Frederiksen ønskede at 
tale med hende . 
„ Jeg har jo sagt , at jeg ikke tager imod Nogen , “ 
svarede Grevinden utaalmodigt . „ Beed ham at komme 
igjen om en Timestid . “ 
Tjeneren gik , men kom tilbage med Grossererens 
Svar . Han maatte tale med Grevinden om en meget 
vigtig Forretningssag , der ikke tillod nogen Opsættelse . 
Fortrædelig reiste Grevinden sig og forlod Værelset . 
Emil og Arabella vare alene . En pludselig Forlegenhed 
greb dem Begge . Ingen af dem vidste , hvorledes 
de skulde bryde Tavsheden . . Emil gik hen foran et 
stort Maleri , der hang tæt ved Arabellas Plads og 
sagde : 
„ Jeg har ofte beundret det Maleri . Det er 
mesterligt udført , og^ Prospectet selv er saa smukt . “ 
„ Det er mit Fødested , “ svarede Arabella , „ og 
Horace Vernet har malet det . Min Fader gjorde 
hans Bekjendtskab paa en Udenlandsreise , og han tilbragte 
den sidste Sommer før min Faders Død hos 
os . Jeg sidder ofte hele Timer og betragter det . 
Det vækker tusinde Minder hos mig , og det forekommer 
mig altid , som om den nedgaaende Sol er 

et Symbol paa min Lykke , der stod i Begreb med at 
dale , da min Fader døde . “ 
„ Deres Fader var jo endnu dengang i sin bedste 
og kraftigste Alder ? “ spurgte Emil og nærmede sig 
hende . 
„ Han var kun 48 Aar , og selv vilde han saa 
nødigt bort , — jeg troer næsten alene for min Skyld . 
Her er hans Portræt , “ tilføiede hun og tog en Medaillon 
frem , som hun bar paa Brystet . Hun trykkede 
paa en Fjeder , og et meget smukt Hoved , malet 
paa Elfenbeen , kom tilsyne . Emil bøiede sig over 
hendes Skulder for at betragte det og udbrød : „ Hvor 
det er smukt — og hvor det ligner Dem ! “ 
Det var ikke hans Hensigt at sige en Compliment , 
men det var hans oprigtige Mening , og saaledes 
optog hun det ogsaa- . 
Naar man i lang Tid har indesluttet enhver 
Tanke og Følelse i sit Hjerte , fordi man intetsteds 
fandt Sympathi , da opstaaer undertiden en mægtig 
Længsel efter at finde Nogen , for hvem man kan udøse 
sin Sjels inderste Smerte . Saaledes gik det 
Arabella . Hun syntes i dette Øieblik at have fundet 
en Ven , for hvem hun frit kunde udtale sig , og for 
hvem hun uforbeholdent kunde vise sig i sin sande 
Skikkelse . Hun gav efter for denne pludselige Impuls 
og udbrød med barnlig Stolthed : 

„ Ja , var han ikke smuk ? Men De veed ikke , 
hvor god han var , hvilket rigt Hjerte han besad ! 
Derfor var han ogsaa Alt for mig , og De kan forstaae , 
hvad det vilde sige at miste ham . Da jeg første 
Gang stod ved hans Grav , solle jeg mig saa forladt , 
— og den Følelse har jeg endnu . “ 
Arabella sagde disse Ord i en veemodig Tone og 
med et sørgmodigt Udtryk , der gjorde hende dobbelt 
smuk i Emils Øine . Den Kjærlighed , han saa længe 
havde skjult , blussede i dette Øieblik op . Han ønskede 
at kunne kaste sig for hendes Fødder og sige 
hende , at hun ikke stod forladt i Verden , da hans 
Hjerte sagde ham , at han vilde offre sit Liv for 
hendes Lykke , — men den rolige Besindighed tilhvidskede 
ham de iiskolde Ord : Du Daare ! Du , den 
fattige Kunstner og hun , den rige Comtesse ! Troer Du , 
at hun bryder sig om din Kjærlighed ? Han taug . 
En Smerte foer gjennem hans Sjel , en Smerte , 
som kun den forstaaer , der veed , hvad det vil sige at 
forsage . 
Arabella vedblev at betragte sin Faders Portræt . 
Hun mærkede ikke , hvad der foregik i Emil , medens 
hendes Tanker dvælede i Mindernes Land . Først da 
hun atter lukkede Medaillonen , sagde Emil , der havde 
gjenvundet sin Fatning : „ Da er jeg dog sikker paa , 
at De har mange Venner , der vilde føle sig lykkelige , 

hvis De selv med Fortrolighed vilde besvare deres 
Venskab og slutte Dem til dem . “ 
„ Venner ? “ svarede hun . „ Det Ord har for 
mig en dybere Betydning end for de Fleste . Jeg 
kjender Mange , men jeg kjender ikke Een , som jeg 
kan kalde Ven . Flere Gange har jeg forsøgt at slutte 
mig til unge Piger i Haab om at finde en Veninde , 
men jeg har altid snart opdaget , hvor pinligt jeg 
skuffede mig , og , hvad alle de saakaldte Venner angaaer , 
der komme her i Huset , er jeg overbeviist om , 
at ikke Een vilde vise mig en virkelig Venskabstjenesfe , - 
naar den krævede noget Offer fra deres Side . De 
vilde forsikkre mig om deres gode Villie , men finde 
de besynderligste Udflugter . — Har De selv mange 
Venner ? “ 
„ Nei , “ svarede Emil smilende , „ dertil har jeg 
hverken Tid eller Raad , thi det hører der til for at 
pleie Venskaber . Af den Slags Luxusgjenstande , der 
fylde og pryde Salonerne , til Misundelse for Mange , 
har jeg kun meget Lidt , men jeg har een Ven , der 
erstatter mig Savnet af Andre , en sand og trofast 
Ven , som jeg kan stole paa . Det er Doctor Anker , 
som De ogsaa kjender . “ 
„ Ja , han har omtalt Dem med meget Venskab . 
Han er vor Læge , men jeg kjender ham kun lidt . 
Han er jo gift ? “ 

„ Med en elskværdig Kone , “ vedblev Emil , „ og 
han har tre yndige Børn . Jeg tvivler om , at Nogen 
kan være lykkeligere i sit Hjem end han . Men 
er det saa forunderligt ? Kjærlighedsguden har taget 
Sæde ved hans Arne . “ 
Emils Blik mødte Arabellas , og hun saae et 
Udtryk i dem , der jog Blodet op i hendes Kinder . 
I samme Øieblik aabnedes Døren , og hendes Moder 
traadte ind . Et eneste Øiekast var tilstrækkeligt forhende 
til at opsatte Situationen , men hun beherskede 
sig , skjøndt med Anstrengelse , og sagde i en venlig 
Tone , at Klokken nu var bleven saa mange , at hun 
ikke kunde opholde Hr . Norstrand . Emil hilsede , greb 
sin Hat og gik , uden at turde see paa Arabella . I 
Døren mødte han Kammerjunker Staal , der gik forbi 
ham , uden at værdige ham en Hilsen . 
Efterat Kammerjunkeren havde vexlet et let Haandtryk 
med begge Damerne , kastede han sig nonchalant 
i en Lænestol og sagde : „ At spørge til Damernes 
Befindende er overflødigt , thi som sædvanligt finder 
jeg her Moder og Datter , blomstrende af Skjønhed 
og Inde . “ 
„ Hvem skulde dog see paa Dem , Hr . Kammerjunker , “ 
udbrød Grevinden med et koket Smil , „ at 
De med deres rolige Væsen dog er en saa complet 

Damernes Ridder ? Det stille Vand har den dybe 
Grund . “ 
„ Det kommer af , “ svarede han , „ at mit Valgsprog 
stedse har været : van vis nu roi , mon oosur 
uux äumtzs , l ' bonnsur u moi ! “ 
„ Meget smukt , “ bemærkede Grevinden , „ og det 
vilde glæde mig , hvis den Ridder , der fører denne 
Devise i sit Skjold , imorgen Aften vilde være min 
Ridder og ledsage os i den Concert , der omtales af 
Alle , — naturligvis efter først at have spist hos os . “ 
„ Med største Fornøielse , “ svarede Staal galant . 
„ Jeg holder nok af at blive misundt . “ 
Tjeneren meldte nu flere Visiter , der lagde Beslag 
paa Grevindens Opmærksomhed . Staal benyttede 
Leiligheden til at tage Plads ved Siden af 
Arabella og begyndte en Samtale med hende . 
„ Som sædvanligt finder man Dem aldrig ledig . 
Tillader De , at jeg betragter det nye Mesterværk af 
Deres smaa , hvide Hænder . “ 
„ Det er et Tæppe til Moder , “ svarede Arabella 
og udfoldede Broderiet . „ Jeg er lidt uenig 
med mig selv om Chatteringen . “ 
„ Maaskee kan jeg give Dem et godt Raad , “ 
sagde Staal og mønstrede Arbeidet med en Kjendermine . 
„ Det maa være denne Bouket Georginer , der 
volder Dem Bryderi . Jeg skal vælge Farverne . 

Seer De , naar De sætter denne Chattering ved Siden 
af den hvide Georgine , vil den gjøre en udmærket 
Effekl , og disse grønne Blade omkring den maae 
De give en stærkere Skygge . “ 
„ Maler De ? “ spurgte Arabella forundret . 
„ Nei , men jeg har tilfældigvis et vist Talent 
for Broderier . “ 
Arabella vidste ikke , om hun skulde troe sine egne 
Øine , at denne drabelige Kriger med den ridderlige 
Devise maaskee tilbragte sin Tid med at brodere . 
„ De seer forundret paa mig , “ udbrød Staal . 
„ Nu vel ! Jeg veed vel , at mine Kammerater tilbringe 
deres Tid med at more sig og bortødsle deres 
Penge , men jeg foretrækker et roligt Liv i Hjemmet . 
Jeg tilstaaer , at jeg som Dreng formelig var forfalden 
til at brodere . Det gik dog over med Alderen , 
men jeg kunde næsten have Lyst til at begynde 
igjen , blot for at fordrive Tiden nyttigt . “ 
„ De er virkelig altfor morsom idag , “ afbrød 
Arabella , der var nærved at briste i Latter . „ De 
maae ikke troe , at jeg er saa eenfoldig at troe , hvad 
De siger . Hvis De virkelig vil give Dem af med 
qvindelige Arbeider , antager jeg , at der staaer en 
eller anden emanciperet Dronning Omphale i Baggrunden , 
hvis Befaling Herkules adlyder . “ 
Staal var altfor lidt hjemme i Mythologien til 

at forstaae denne bidende Satire , men han mærkede , 
at Arabella gjorde sig lystig over ham , og som alle 
dumme Mennesker blev han meget let fornærmet . 
Det stemmede imidlertid ikke med hans Plan at lade 
sig mærke dermed , og han nøiedes med at paatage 
sig en værdig Mine , da han sagde : „ Undskyld , at jeg 
forandrer Gjenstanden for vor Samtale . Hvorledes 
gaaer det med Deres Fru Moders Portræt ? “ 
„ Det sfrider rask fremad , “ svarede Arabella . 
„ Hver Dag træder dets udmærkede Lighed mere og 
mere frem , men Mama ønsker ikke , at Nogen seer 
det , før det er færdigt . “ - 
„ Saa har Deres Mama jo gjort en udmærket 
Acquisition i Maler Norstrand . Han lader til at 
være fuldkommen i » Et og Alt . “ 
„ Hvad mener De med det ? “ spurgte Arabella 
koldt , da hun allerede havde bemærket den Hovmod , 
hvormed Kammerjunkeren var gaaet forbi Emil , da 
- de mødtes i Døren . 
„ Det er jo let at forstaae , “ svarede Staal spottende . 
„ Efter Deres Mening er han en fuldendt 
Kunsfner , og efter Deres Moders en complet Adonis . 
Uheldigviis savner han dog een Ting , der er temmelig 
uundværlig , nemlig Dannelse og Opdragelse . “ 
„ Hvad det angaaer , “ tog Arabella Ordet , „ besidder 
han en sjelden Takt , hvori han ikke staaer tilbage 

for Nogen , og for af faae den , behøves Dannelse . “ 
Hun taug pludselig , thi hun følte , af det var noget 
Nyt for hende , saa aabent af udtale sin Dom over Nogen . 
Hun rødmede ved Tanken derom , og hun saae 
i Staals Ansigt , af han selv forundredes over 
hende . 
„ Jeg troer , Gud hjelpe mig ! “ tænkte han , „ af 
hun ogsaa er bleven forhexet af denne Maler ! “ 
Heldigviis blev Samtalen afbrudt ved af nogle 
af Visiterne toge Afsked , og kort efter anbefalede Kammerjunkeren 
sig . Med en tændt Cigar i Munden og 
med begge Hænder i Frakkelommen slentrede han 
ned ad Gaden , udsendende Vredcsblik til Høire og 
Venstre . Hans Tanker dreiede sig om den forbausende 
Opdagelse , af han , Kammerjunker og Kapitain , 
skulde faae en saa ubetydelig Pjalt til Rival , og 
han lovede af hævne sig . Men hvorledes ? Her stod 
hans Forstand stille , og han grublede og grundede 
forgjæves . Tilsidst landede han i en Cafe , for at 
oplive sine Aandsevner , men ikke engang Vinen smagte 
ham , og hans Venners Spøg irriterede ham . Endelig 
kom han til den Overbevisning , at en saadan 
Sindsstemning kunde virke skadeligt paa hans Sundhed , 
og han besluttede at berolige sig . Han kom hjem , 
lagde sig paa Sophaen og faldt i en blid Slummer . 

— Da Grevinden var bleven ene med sin Datter , 
sagde Moderen : 
„ Jeg har et Alvorsord at tale med Dig , Arabella ! “ 
„ Hvorom da ? “ spurgte Arabella forundret . 
„ Det . lader til , at Du vil spille det uskyldige 
Barn , der under Naivitetens Maske opfører sig 
uqvindeligt . Jeg vil dog raade Dig til at ophøre 
dermed itide , da Du ikke kan skuffe mig . “ 
Uagtet Arabella var vant til en uretfærdig og 
skaansellos Behandling , bragte denne irriterende Tiltale 
hende dog til at forstumme , og hendes , Taushed 
opirrede Grevinden endnu mere . 
„ Du ønsker maaskee , “ udbrød hun , „ at jeg tydeligere 
stal forklare mig ? Det skal jeg . Jeg har allerede 
længe bemærket dit uværdige Koketteri med Norstrand . 
I Begyndelsen vilde jeg , ikke troe , at den 
Datter , over hvem jeg har vaaget med Moderkjærlighed , 
maaskee vilde bringe Skam og Skjændsel over 
sit Navn . Den ømme Scene idag mellem Dig og 
din Elsker har heldigviis viist mig , at det er paa 
Tiden , at jeg med Alvor griber ind i dette Forhold “ . 
Det var , som om en Jernhaand sammenknugede 
Arabellas Bryst , da hendes egen Moder beskyldte 
hende for Uqvindelighed . En dyb Rødme udgød sig 
over hendes Ansigt , og hun kæmpede med Graaden , 

men paa den anden Side var Moderens Uretfærdighed 
mod hende saa stor , at de udtalte Ord derved 
tabte en Deel af deres Braad . 
„ Jeg har aldrig tænkt paa at kokettere med Hr . 
Norstrand , “ sagde hun med zittrende Stemme , „ og 
jeg forstaaer ikke , hvad Dn mener med at bringe 
Skam og Skjændsel over mit Navn . At det skulde 
være uværdigt for mig at tale venligt med ham , kan 
jeg ikke troe , Dn mener . Det har Dn jo selv saa 
ofte gjort . “ 
Grevinden saae i disse Ord en Hentydning til 
sin egen upassende Opførelse , og blev endnu mere 
hidsig : „ Dn har maaskee allerede drevet det saavidt “ , 
udbrød hun , „ at Comtesse Stjernholm er forlovet med 
Hr . Maler Norstrand ? Det vilde være et smukt 
Parti ! Mit Samtykke fik Du aldrig , — og jeg befaler 
Dig , for Fremtiden at blive paa dit Værelse , 
indtil jeg sender Bud efter Dig , de faa Gange han 
endnu behøver at komme her . Er der allerede et 
ømmere Forhold imellem Eder , skal jeg selv vise ham , 
hvorledes man behandler Krapylet , naar det vover 
at trænge sig frem til en Plads , der ikke tilkommer 
dem . “ 
Den Haand , hvormed Grevinden saa plumpt . 
greb ind i de zarteste , hidtil uberørte Strenge i Arabellas 
Hjerte , fremkaldte en hjerteskærende Dissonants . 

Med en usædvanlig Heftighed udbrød hun : „ Der 
finder intet Forhold Sted mellem Hr . Norsfrand og 
mig , saa at der ikke er nogen Grnnd til at spærre 
mig inde som en Forbrydersle , men da det er din 
Villie , Moder , skal jeg adlyde Dig , men jeg vil paa 
det Bestemteste bede Dig , ikke at fornærme en Mand , 
hvis Opførsel her i Huset har været saaledes , at ' 
han fortjener vor fulde Agtelse . “ 
„ Altsaa “ , svarede Grevinden , „ istedetfor aabent 
at fortælle din Moder Alt , som det sømmer sig en 
Datter , vil Du dysse mig i Søvn . Det viser , hvor 
lidt jeg kan stole paa Dig . Hvis Du uden mit 
Samtykke vil indgaae en Mesalliance , vil jeg blot 
sige Dig , af fra det Øieblik er min Dør lukket for 
Dig . “ 
„ Du vilde jage mig ud af Huset , Moder ? “ 
spurgte Arabella roligt . 
Dette Spørgsmaal opfattede Grevinden som en 
Bekræftelse paa sin Mistanke og svarede : „ Ja ! det er 
min faste Beslutning . Om Udstyr eller Hjelp i 
Fremtiden kan der ikke være Tale , og hvor langt 
troer Du , Du vil komme med de usle Naalepenge , 
din Fader har udsat for Dig ? Jeg er eneraadende , 
veed Du , over Formuen . Jeg behøver ikke af udmale 
for Dig , hvorledes din Fremtid vil blive hos ham 
og mellem hans simple Forældre . Du vil blive en 

jevn , lille Borgerkone , der maa række Vagtmesteren 
sine Tøfler og stoppe hans Pibe , og endda være glad , 
naar Svigerpapa er saa venlig af sige , Tak min Tøs ! — 
For af vinde din Svigermama , maa Du kunne lave god 
Mad . Alle dine smaa Talenter blive fil ingen Nytte . 
Formiddagen maa Du tilbringe i Kjøkkenet , vådske , 
stryge , koge og stege , og Resten af Dagen maa Du 
sye , ikke for din Fornøielse , men for af holde din 
Mands Tøi i Orden , lappe og stoppe det . Siden 
faaer Du den Fornøielse af blive din egen Barnepige , 
og faaer Lov af passe dine skrigende Smaa 
baade Nat og Dag . En complet Arbejdshest i en 
Trædemølle ! — Synes Du , det er passende for Comtesse 
Stjernholm ? “ 
Arabella var vel en høihjertet og ædel Qvinde , 
men ikke hævet over menneskelige Svagheder . Af Naturen 
var hun stolt , og denne Feil var stedse blevet 
næret ved de mange Fordomme , som Moderen fra 
hendes tidligste Barndom havde indpodet . Man maa 
derfor ikke fordømme hende , naar hendes Følelse 
oprørtes af det prosaiske Billed , som Moderens Snildhed 
udfoldede for hende . 
„ Vær Du kun rolig , Moder , “ sagde hun . „ Du 
skal aldrig opleve den Dag , da jeg indgaaer en Mesalliance ! “ 
— og derefter gik hun ind paa sit Værelse . 
Der støttede hun sit feberhede Hoved mod de bløde 

Silkepuder , og for første Gang undersøgte hun sine 
Følelser for Emil . Hun gjennemgik hvert Ord , der 
var vexlet imellem dem , Alt hvad der var foregaaet 
i de Timer , de havde været sammen . Hun saae nu 
for første Gang , af han elskede hende . — Men hvad 
følte hun for ham ? Var det Kjærligheden , der talte 
saa varmt til hans Forsvar . Hun forfærdedes ved 
den Tanke . Hun vilde ikke , hun maatte ikke elske 
ham ! Hendes Stolthed oprørtes ved den Mulighed . 
Hun kæmpede en lang Kamp , og Resultatet var , at 
hun besluttede at glemme ham . 
6 . 
Emil Norstrand havde aldrig elsket . Hans Følelser 
for Arabella vare derfor ungdomsfriske , varme 
og inderlige . Han følte , at af denne Kjærlighed 
maatte hele hans Fremtid afhænge , men med Sorg 
og Smerte maatte han tilstaae for sig selv , at den 
var haabløs . Han havde ogsaa sin Stolthedsfølelse , 
og den forbød ham at nærme sig den rige og fornemme 
Dame , der maaskee vilde give ham et haanligt 
Afslag , naar han dristede sig til et afgjørende Skridt . 
Han kastede et sørgmodigt Blik paa sin lille Bolig , 
og for første Gang følte han det Bittre i at være af 
ringe Herkomst og i en uanseelig Stilling . Selv 

om han var en høitstaacndc Mands Søn , vilde han 
dog ikke ægte en rig Pige , naar han alene skulde skylde 
hende hele sin Tilværelse . Han tænkte paa , hvor ofte 
hans Forældre havde talt om den lykkelige Time , 
naar han skulde føre en elsfværdig Brud til deres Hjem , 
der kunde være dem i en Datters Sted , og nu saae 
han tydeligt , at den Time aldrig vilde komme . 
Da han de to følgende Gange malede Grevinden , 
saae han ikke Arabella . Det ængstede ham , 
som om han havde forraadt sin Hemmelighed for 
hende , og dermed maaskee mistet hendes Venskab . 
Han tvivlede ikke om , at hun med Villie undgik ham , 
og denne Tanke pinte ham . Portrætæt var nu saa 
vidt , at han kunde fuldføre det i sit Hjem , og hans 
Besøg ophørte i det Stjernholmske Huus . Den gamle 
Vagtmester og hans Kone saae med Bekymring , at 
en hemmelig Sorg nagede paa Sønnen , og de 
savnede hans tidligere lystige og ungdommelige Væsen , 
da en stille og mandig Alvor var traadt i 
Stedet . 
Kammerjunker Staal havde ikke nærmet sig Arabella 
siden hiin Formiddags Samtale , uden forsaavidt 
Høfligheden bød det , men derimod havde han 
indtaget sin gamle Plads hos Grevinden , der igjen 
var Elskværdigheden selv . Han havde snart opdaget , 
at Norstrands Actier vare faldne , og han ventede nu 

kun paa en gunstig Leilighed , der kunde aldeles fortrænge 
ham , saa at han igjen med godt Haab kunde 
optage sit afbrudte Frieri . 
Da han en Formiddag sad mageligt henstrakt i 
en lille Sopha ved Grevindens Side og var ene med 
hende , kom Tjeneren ind og meldte , at Portrætet var 
ankommet fra Hr . Norsfrand . 
„ Bring det herind , “ befalede Grevinden , og 
Staal lykønskede sig til at være den Første , der skulde 
see det . 
„ Sæt det foreløbig op til Væggen , “ bød Grevinden 
Tjeneren , der bragte det ind . 
Staal reiste sig og stillede sig hen til Maleriet 
med Lorgnetten i Øiet . Efter et Øiebliks tanse Betragtning 
med et Kjenderblik , slog han Hænderne 
sammen og udbrød indigneret : „ Gud forbarme sig ! “ 
„ Hvad mener De ? “ spurgte Grevinden . 
„ Det er rædsomt ! “ svarede han . „ Det er utilgiveligt 
slet . Det er jo et formeligt stygt Portræt af 
en smuk Dame . “ 
„ Ja , De har Ret ! “ foer Grevinden op . „ Det 
er uforskammet . Der er vist ikke Spor af Lighed . “ 
„ Nei , det kan ethvert Barn sige Dem . Vil 
De behage at see Dem selv i Speilet , og saa betragte 
det afskyelige Udtryk paa Portrætet . 
„ Jeg seer vist ogsaa ældre ud ? “ spurgte hun . 

„ Efter Billedet at dømme , skulde man troe , at 
De var over Halvtreds , og i Virkeligheden seer De 
ud , som De ikke var kommen Halvveien dertil . “ 
„ Men Dragten er dog smuk og smagfuld , — men 
paa denne Baggrund tager den sig jo aldeles ikke ud , “ 
vedblev hun irriteret . 
„ En dannet og en dygtig Maler kunde aldrig 
have malet en Dame saaledes , “ sagde Staal , der 
saae , hvorledes han avancerede , saa at Grevinden 
endog rystende af Harme sank om paa en Stol . 
Jeg kan godt forstaae , “ trøstede han , „ at De ærgrer 
Dem . Jeg selv kan ikke udholde at see længer derpaa , “ 
— og han vendte sig fra Portrætet med en 
foragtelig Mine . 
„ Og det Portræt stal jeg betale tusind Daler 
for ! Giv mig et Raad , min Ven ! “ 
„ Jeg raader Dem til , ikke at lade noget Menneske 
see det . De vil blive udleet og bespottet . “ 
Grevinden kunde ikke svare . Hun havde saa 
længe glædet sig til at hænge paa Kunstudstillingen og 
- blive beundret , og nu skulde hun skjule sit Portræt , 
for ikke at blive udleet ! Det var for galt ! Hun indsaae 
ikke , at Uligheden netop laa i , at det lignede 
altfor godt . Det var udmærket malet , men ikke slatteret . 
I dette Øieblik meldte Tjeneren Maler Norstrand . 

Grevinden reiste sig og udbrød eller snarere 
raabte : „ Han kommer , som han var kaldet . Han 
skal faae Sandheden at høre ! “ 
Kammerjunkeren fik travlt med at komme afsted , 
da han ikke ønskede at være Vidne til den paafølgende 
Scene . Han opdagede pludselig , at Klokken var mange , 
at Tiden var fløiet i et saa behageligt Selskab , og 
tog Afsfed . I Døren var han nær løbet paa Emil , 
der roligt traadte ind og fandt Hendes Naade blussende 
rød midt paa Gulvet , med lynende Blik og 
ikke værdigende ham at gjengjelde hans Hilsen . Hun 
pegede blot paa Portrætet og spurgte spottende : 
„ Kan Kunstneren Norstrand være stolt af dette 
Arbeide ? “ 
„ Er Deres Naade ikke tilfreds dermed ? “ spurgte 
han roligt . 
„ Tilfreds ? — med det Karikaturbillede ? “ 
„ Jeg forstaaer ikke Deres Naade . Som Kunstner 
kan jeg godt forsvare mit Arbeide ; men hvis De 
ønsker nogle Forandringer deri , er jeg villig til at 
gjøre , hvad de forlanger . “ 
„ Det kan De spare Dem , da jeg nu seer , hvad 
De kan præstere . Der er jo ikke den fjerneste Lighed , 
ikke Spor af min Eiendommelighed . — Men 
saa svar dog ! “ vedblev hun , da han taug og ikke 
vidste , hvad han skulde svare denne Furie . 

„ Jeg kan kun svare Dem , at det ikke er et Karikaturbillede , 
og at Enhver vil sinde det godt malet 
og en træffende Lighed deri . “ 
„ Tak ! Nu stal jeg til Gjengjeld sige Dem min 
Mening . De duer kun til at smøre Vægge ; maaskee 
ikke engang til det , men til at staae paa et Stillads 
og male Huse . “ 
„ Deres Naade veed vist ikke , hvad De siger . “ 
„ Veed jeg det ikke ? Jeg stal vise Dem , hvad 
Værd jeg sætter paa det Maleri . “ Med disse Ord 
greb hun en skarp Pennekniv fra sit Skriverbord , og 
gjennemstar med den Maleriet fra Øverst til Nederst . 
Hun kastede efter denne Bedrift et triumferende Blik 
paa Emil og forlod Værelset . Han stod aldeles 
bedøvet , næppe istand til at samle sine Tanker , og 
stirrede paa sit ødelagte Værk , der havde kostet ham 
saa mange Timers Arbeide , og som han saa ofte havde 
betragtet med Tilfredshed , da det var fuldendt . Og 
nn ! Hans Værk var ødelagt , og han selv beskæmmet , 
haanet og bespottet . Det var en Fortvivlelsens Smerte , 
der gjennemfoer ham . 
Da følte han en lille Haand lægge sig paa hans 
Arm , og han mødte et taarefyldt Blik fra Arabella , 
der stod ligbleg ved hans Side . Hun havde useet 
været Vidne til den sidste Scene , uden at ahne , hvad 
der var forefaldet før . Et Blik havde været nok til 

at overbevise hende om Maleriets Fuldkommenhed og 
om den himmelraabende Uretfærdighed , hendes Moder 
havde begaaet , og hendes Smerte derover var næsten 
ligesaa stor som Emils . 
„ Hvad betyder dog Alt det ? “ var det Eneste , 
hun kunde fremstamme . 
„ At jeg er blevet behandlet af Deres Moder 
paa en Maade , der aldrig er blevet budt mig af 
Nogen , “ svarede Emil . 
„ Fortæl mig Alt , “ sagde Arabella med bankende 
Hjerte . 
„ Deres Moder sagde mig blandt Andet , at jeg 
kun duede til at staae paa et Stillads og male Huse . “ 
„ Men , “ vedblev han efter en Pause , hvori Stoltheden 
kæmpede med Bitterheden i hans Sjæl , „ jeg var en 
Daare . Jeg burde have forudseet , at det maatte 
ende saaledes . Feilen er min . Jeg har malet Grevinden 
saaledes som hun er , og ikke som hun vil være . 
Derfor spurgte hun mig , om denne Karikatur lignede 
hende , og jeg vovede at svare ja . “ 
Arabella betragtede et Øieblik Portrætet og sagde 
sukkende : „ Og deri havde De Ret . Det er , som 
saae jeg Moder lyslevende for mig . “ 
„ Og dog er jeg kun en Fusker . En Portrætmaler 
maa ikke være en selvstændig Kunster , men kun 
et Værktøi . “ 

Der syntes at foregaae en Forandring med Arabella , 
som om hun havde fattet en Beslutning . En 
fiin Rødme overtrak hendes smukke , blege Ansigt , og 
med rolig og fast Stemme sagde hun : „ Om Correggio 
blev det ogsaa sagt , at han var en Fusker . “ 
„ Men af hvem ? “ afbrød Emil . „ Af Michel 
Angelo , der siden hævede ham dobbelt høit . — Men 
skeet er skeet . Mit Maleri er ødelagt , og der er sat 
en Plet paa min Kunstnerære , der aldrig vil afvadskes . 
Farvel , Comtesse ! “ sagde han med et Blik , 
som om han for sidste Gang skulde see hendes elskede 
Træk . „ Jeg har allerede altfor længe opholdt mig i 
dette Huus , som jeg aldrig oftere i Livet kan betræde . 
Derfor Farvel ! og modtag min Tak for den Deellagelse , 
De har viist mig . “ 
„ Nei , “ ndbrød Arabella og greb hans Haand . 
„ De man ikke saaledes forlade mit Hjem . Min Moders 
Fornærmelse maa jeg som Datter gjøre god 
igjen , saavidt det staaer i min Magt . “ Hun førte 
ham hen til sit Blomsterbord , brød en Green af et 
prægtigt Laurbærtræ og rakte Emil den . „ Med denne 
Green vil jeg afvadske den Plet , de mener er sat paa 
deres Kunstnerære . Maaskee det er de første Laurbær , 
der er skjænket Dem , men hvis mine Bønner 
have nogen Magt , blive de ikke de sidste . “ 
Det var for Emil , som om Himmelens Dør 

oplodes for ham og lod ham skue alle dens Herligheder , 
da Arabella saaledes stod for ham . Uden at 
kunne sige et Ord , bøiede han sit Knæ for hende . 
Han trykkede hendes Haand mod sine Læber , og deres 
Øine mødtes i et Blik , der tydeligere end Ord lod 
dem læse i hinandens Hjerter . Men Lykkens Øieblikke 
ere korte . De maatte skilles . Emil reisfe sig 
og flap Arabellas Haand . Laurbærgrenen gjemte han 
ved sit Bryst og ilede ud af Værelset , da han følte , 
at han ved at tøve længer ikke vilde være Herre over 
sine Følelser og let vilde gjøre et Skridt , som han i 
dette Øieblik ikke burde gjøre . 
Arabellas Blik fulgte Emil , indtil Døren var 
lukket efter ham . Langsomt forlod hun Stuen , og 
da hun sad i sit eget Værelse , rullede Taarerne som 
Perler ned over hendes blege Kinder . Det var ingen 
heftig , lidenskabelig , men en stille , veemodsfuld Sorg . 
Al Stolthed var svunden før Kjærlighedens Tryllemagt , 
og al Lykke i Livet syntes hende veget bort 
med ham , nu da hendes Moder havde sat en uoverstigelig 
Hindring mellem hende og hendes Lykke . 
Arabella udgræd sin Sorg og sin Smerte , thi Taarer 
ere jo Ovindens Tilflugt i Sorgens Dage . 
Lidt efter lidt følte hun dog , at hun ikke var 
saa forladt som før . Hendes Hjerte var ikke længer 
tomt . Hun elskede og var gjenelsket af en Mand , 

der var hendes Kjærlighed værdig . Hun blev afbrudt 
i sine Drømme af Kammerjomfruen , der underrettede 
hende om , at Hendes Naade ikke kunde forstaae , hvorfor 
Comtessen ikke kom ind til hende . Efterat have 
badet sine Øine , gik Arabella ind til sin Moder . 
„ Det lader til , at Du begynder at sværme før 
Eensomheden , “ raabte Moderen hende spottende imøde . 
„ Formodentlig har Du fordybet Dig i en Roman 
om ulykkelig Kjærlighed , men da jeg anseer slige 
phantastiske Udsvævelser før meget skadelige før unge 
Damer , vil jeg drage Dig tilbage til Virkeligheden . 
Der seer Du det udmærkede Arbeide , som din Tilbeder 
har præsteret , og som jeg har behandlet efter 
Fortjeneste . “ 
Arabella svarede , uden at en Mine forandrede 
sig : „ Du maa indromme , at det er malet correct , 
og at enhver Detail er omhyggeligt udført . Kniplingerne 
paa din Kjole see ud , som om man holdt 
dem i Haanden , og Alt forraader en fiin Kunstnerpensel . 
Du har altfor megen Kunstsands til ikke at 
see det . “ 
„ Ja vist ! “ afbrød Grevinden , „ og hvor mageløst 
har denne saakaldte Kunstner gjengivet mig ! 
Hvilken slaaende Lighed ! “ 
„ Det er der ! “ svarede Arabella roligt . „ Men 

hvorfor har Du da behandlet Maleriet saaledes ? 
Er det Staal , der har undfanget den Idee ? “ 
„ Jeg lader mig ikke paavirke af Nogen , “ sagde 
Grevinden lidt forlegen . „ Jeg behøver ikke Nogen 
til at dictere mig , hvad jeg skal gjøre . Men jeg tilstaaer , 
at Staal , paa hvis Mening og Smag jeg kan 
stole , er aldeles af samme Mening , som jeg . “ 
„ Det kan gjerne være , at Du bliver vred paa 
mig , Moder , “ afbrød Arabella , „ men jeg vil dog sige 
Dig min Mening . Staal smigrer Dig , og derfor 
troer Du ham ; men han er ondskabsfuld og beregnende . 
Han har ikke Interesse for Nogen uden for 
sig selv . “ > 
„ Er Nogen ondskabsfuld , saa er det Dig , Ära 
della . Du veed , at Staal er min trofasteste Ven , og 
derfor vil Du sværte ham . Du er misundelig . Du 
kan ikke finde Dig i , at han finder din Moder smuk , 
og af den Grund finder Maleriet utaaleligt . “ 
„ Hvis Du udlægger mine Ord saaledes , maa 
jeg tie . Men , “ vedblev Arabella i en indtrængende 
Tone , „ er der ikke en Stemme i dit Indre , der siger 
Dig , at Du har handlet syndigt ved paa den Maade 
at bedømme og mishandle et ungt Menneskes Arbeide , 
fordi der er Noget i det , som ikke behager Dig ? “ 
„ Vil Du moralisere for mig ? “ spurgte Grevinden . 


„ Jeg mener kun , at Du burde tænke over , hvor 
dybt Du har krænket en ung Mand , ved at ødelægge 
mange Timers møjsommelige Arbeide , især da han 
tillige er en fattig Kunstner . Du vil da vel ikke 
ovenikjøbet nægte ham Honoraret for sit Arbeide ? “ 
„ I den Henseende kan Du være rolig , “ svarede 
Grevinden . „ Jeg bryder aldrig mine Løvter . “ 
Arabella gik hen til sin Moder , lagde sin Arm 
kjærligt om hendes Hals og bad : „ Lov mig , at Du 
sender ham Pengene paa en venlig Maade . Derved 
mildner Du Fornærmelsen . “ 
„ Jeg veed godt , hvad der er passende , “ svarede 
Grevinden utaalmodigt , unddrog sig Datterens Kjærtegn 
og forlod hende . 
7 . 
Den følgende Asten var den Norstrandske Familie 
samlet i den lille Qvistbolig . Udenfor pidskede 
Regnen mod Ruderne , men indenfor var desto hyggeligere . 
Ilden brændte lystigt i Kakkelovnen , og ved 
den lille Bordlampe sad Madam Norstrand ved Siden 
af sin Mand og syede , medens han som sædvanligt 
nød sin Meerskummer . Emil sad ligeoverfor 
med en Bog i Haanden , men uden at læse i den . 
Han havde allerede fortalt sine Forældre og sin Ven , 

Doctor Anker , hvad der var forefaldet i det Stjernholmsle 
Huus , dog uden at berøre den sidste Scene 
mellem ham og Arabella . Den var altfor hellig til 
at meddeles , men han fredede om den i sine Tanker 
og blev ikke træt af at betragte og kysse den Green , 
hun havde skjænket ham , og hvori han saae et Pant 
paa sin Fremtids Lykke . 
Det havde aldeles ikke forundret Anker at høre , 
hvad der var passeret , men han ærgrede sig derover 
næsten ligesaa meget som Emil , og sagde , han ikke 
længer vilde være Læge i et Huns , hvor man havde 
behandlet hans Ven saa ilde . Emil overtalte ham 
dog til at opgive den Beslutning for Arabellas Skyld , 
i det Haab gjennem Anker stundom at kunne høre 
Noget om sit Hjertes Udkaarede . Han gik dog tilværks 
med megen Forsigtighed , af Frygt for at 
hans Hemmelighed skulde blive gjennemskuet . 
Øen gamle Vagtmester havde paa Soldatermaneer 
givet sin Vrede Luft i de stærkeste Udtryk , 
medens hans Kone bar den Sorg , der havde rammet 
hendes Søn , med sin sædvanlige Taalmod . — Det 
ringede stærkt paa Døren . Emil lukkede op , en Tjener 
rakte ham et Brev med de Ord : „ fra Grevinden , “ 
hilsede temmelig nonchalant og sfyndte sig ned af 
Trapperne . 
— 
„ Som Herren saa Tjeneren , “ tænkte Emil og 

lukkede Døren . Han satte sig ved Bordet og rev 
Convoluten op . Madam Norstrands flittige Hænder 
flap Sytøiet , og hendes Mand stirrede med taus 
Opmærksomhed paa Sønnen . Denne reiste sig op 
og kastede Convoluten samt de tusinde Daler paa 
Bordet . „ Hun sender mig Pengene løse , uden at 
sige mig et Ord til Undskyldning for den Fornærmelse , 
hun har tilføiet mig ! “ udbrød han . „ Var det 
ikke for Eders Skyld , I stakkels Forældre , sendte jeg 
disse Penge øieblikkelig tilbage . Øe brænde mig som 
en Skjændselsplet . “ 
„ Det skal Du ogsaa gjøre , saa sandt jeg hedder 
Hans Norstrand , “ udbrød den Gamle og slog med 
sin knyttede Haand i Bordet . „ Før vil jeg sulte , 
end leve godt for den skamløse Qvindes Penge . Hører 
Du , Emil ! Jeg vil , at Du skal sende dem tilbage . “ 
„ Men betænk , kjære Fader ! “ sagde Emil og 
lagde sin Haand kjærligt paa Faderen , „ at inden 
otte Dage er den sidste Skilling , som vi eie , brugt , 
og jeg har ikke Udsigt til at fortjene Noget . “ 
„ Saa trækker jeg i min Stadsuniform , “ sagde 
Vagtmesteren med en Djærvhed , der klædte ham godt , 
„ tager min Stok i den ene Haand og min Pibe i den 
anden , gaaer hen til min Ritmester , der nu er bleven 
Oberst , og siger til ham : Hr . Oberst ! Jeg veed , at 
Øe ikke har glemt den gamle Husar , der i saa mange 

Aar stod ved deres Eskadron . Øe gav mig denne 
Pibe engang i en vis Anledning . Vil Øe nu redde 
mig og min Søns Ære , som jeg dengang reddede 
deres Liv ? “ Saa vil jeg fortælle ham det Hele og 
bede om et lille Laan . Han er rigtignok ikke rig , 
men det er en Kjernekarl , med Hjertet paa det rette 
Sted . 
„ Men om vi ogsaa fik et Laan , “ indvendte Emil , 
„ hvilket jeg ogsaa kunde faae hos min Ven , Anker , 
saa veed du , at jeg hader at gjøre Gjeld , naar jeg 
ikke veed , hvorledes jeg stal betale den . “ 
„ Det Princip har jeg ogsaa havt , og holdt det 
saavidt muligt , men der er Tilfælde , der nøde os 
dertil . “ 
„ Og hvad siger Du , Moder ? “ spurgte Emil . 
„ Det Samme som din Fader . Herren forlader 
ikke den , der stræber flittigt og ærligt , om det end 
seer nok saa mørkt ud . “ 
„ Tak , kjære Forældre , “ svarede Emil og trykkede 
deres Hænder . „ I har lettet en Steen fra mit 
Hjerte . Det vilde have været mig en Pine at beholde 
disse Penge , men jeg behøvede Eders Samtykke , til 
at afslaae dem . “ — 
Næste Formiddag sadde Grevinden og Arabella 
sammen uden at vexle et Ord , Enhver fordybet i sine 
egne Tanker . Grevindens Tanker syntes ikke at være 

meget oplivende , thi hvert Øieblik gjorde hun en utaalmodig 
Bevægelse , lagde Arbeidet fra sig og gabede . 
En Tjener traadte ind og leverede hende et Brev . 
Næppe havde hun kastet et Blik paa dets Indhold , 
før hun med spottende Latter udbrød : 
„ Nei , det er dog før galt ! Den Uforskammede 
vover at sende mig Pengene tilbage ! Der seer Du , 
at Du kunde have sparet dine rørende Taler om hans 
Fattigdom . En fattig Maler vilde ikke være saa indbildsk 
og ikke saaledes sætte sig paa den høie Hest , 
men med Taknemlighed modtage , hvad man giver 
ham . “ 
„ Tillader Du , at jeg læser hans Brev ? “ spurgte 
Arabella . 
Grevinden kastede det foragteligt hen til hende . 
Det lød : 
„ Efter den Fornærmelse , Deres Naade har tilføiet 
mig , seer jeg mig ikke istand til at modtage 
vedlagte Sum , som jeg herved tillader mig at 
sende tilbage . “ 
Emil Norstrand . 
„ Hvad skrev Du da til ham , Moder ? “ spurgte 
Arabella . 
„ Naturligviis ikke et Ord . Jeg sendte Pengene 
i en Convolut . “ 

„ Og jeg bad Dig dog saa inderligt om at sende 
dem paa en venlig Maade , “ vedblev Arabella . 
„ Man skulde virkelig troe , “ afbrød Grevinden , 
„ at det var din Mening , at jeg skulde kaste mig for 
hans Fødder og ydmygt bønfalde ham om at vise 
mig den Naade , at modtage mine Penge ! “ 
„ Naar man har fornærmet et Menneske , “ svarede 
Arabella roligt , „ er det ingen Skam at ville 
gjøre godt igjen , hvad man har feilet , og det kan 
man uden at tilsidesætte sin Værdighed . “ 
„ Maa jeg nu bede mig fritaget for mere af det 
Nonsens . Jeg har gjort Alt , hvad man kan forlange , 
ved at sende ham Betaling for et slet udført Arbeide . 
Det er kun en saa uopdragen Tølper som Hr . Norsfrand , 
der kunde sende dem tilbage . “ 
„ Det Træk viser netop , at han er en Mand af 
Ære ! “ raabte Arabella . 
„ Er jeg ikke en ulykkelig Moder ? “ raabte Grevinden , 
idet hun kastede sig tilbage i Lænestolen og 
slog Hænderne sammen . “ Istedetfor at holde med 
mig og føle sig krænket med mig , vover min Datter 
endog at gjøre mig Bebreidelser ! “ 
„ Gid Du kunde forstaae mig , Moder ! Saa 
vilde aldrig disse pinlige Scener forefalde , “ sagde 
Arabella grædefærdig . 
„ Siden den fordømte Maler kom her i Huset , 

har jeg ikke havt Andet end Ærgrelser . Jeg forbyder 
dig nogensinde at nævne hans Navn ! “ 
— Grevinden havde netop Middagsselskab den 
Dag . Gjæsterne begyndte at komme ; deriblandt naturligvis 
Staal . Han blev forbauset ved at see Arabella 
stadig undvige ham , og desto mere søgte han 
iøinefaldende at vise hende Opmærksomhed . Herover 
harmedes Grevinden , der ikke taalte at staae tilbage 
for Nogen . Skjøndt derfor Dineren som sædvanligt 
var splendid , var Stemningen dog trykket , og baade 
Moder og Datter vare glade , da de om Aftenen 
kunde sige Farvel til Gjæsterne og trække sig tilbage , 
hver til sit Værelse . 
Da fik Arabella først den længe ventede Ro til 
at samle sine Tanker . Hun tænkte paa sin egen Fader , 
der havde omgivet hende med alle Rigdommens 
Goder , og paa Emils Forældre , der maaskee nu vare 
prisgivne Fattigdom og Savn for hendes Moders 
Skyld . Hvorledes sknlde hun hjelpe dem ? Hun raadede 
kun over sine Naalepenge , Renterne af en Kapital , 
som hendes Fader havde sat fast for hende , og 
disse havde hun i den senere Tid anvendt til at gjøre 
godt med , hvor hun vidste der var Nød og Trang . 
Juveler og Smykker havde hun aldrig sat Priis paa , 
saa at det , hun var i Besiddelse af , var uden synderligt 
Værd , — men hun vilde paa en eller anden Maade 

erstatte Norstrands Familie det lidte Tab . Pludselig 
faldt en Idee hende ind , et Smil lagde sig om 
hendes Læber , et straalende Udtryk malede sig i hendes 
Blik , og tilfreds søgte hun sin Seng , slukkede 
Lyset og sov Barnets velsignede Søvn . 
Næste Morgen sendte hun sin Kammerpige hen 
til en gammel Tjener i den Stjernholmske Familie , 
der nu var Bud i et af Ministerierne , og lod ham 
bede at komme hen til hende . Han havde været 
Vidne til Grevens ulykkelige Ægteskab , og havde 
derfor ligesaa meget imod Grevinden , som han havde 
tilovers for Arabella , hvem han elskede med et trofast 
Tyendes hele Kjærlighed . Arabella havde ofte 
benyttet ham til i Stilhed at opsøge Armoden og 
lindre den ved hendes Gaver , og han havde troligt 
hjulpet hende i hendes Barmhjertighedsgerninger . 
Grevinden var derfor vant til at see ham komme i 
Hilset , og til at Arabella altid modtog ham paa sit 
Værelse . Hun undrede sig derfor heller ikke , da han den 
Dag kom og uden videre søgte den unge Comtesse . 
„ God Dag , gamle Jacob ! Idag har jeg en stor 
Tjeneste at bede Dig om “ — saaledes modtog Arabella 
ham . 
„ Comtessen veed , at jeg og min Kone ere rede 
til at gjøre , hvad De befaler , “ svarede han . 
„ Jeg befaler ikke , men beder kun . Kom nærmere 

hen til mig . Jeg har Noget at betroe Dig ; — 
men først maa Du sværge mig , at det bliver en Hemmelighed 
mellem os . “ 
„ Jeg sværger høit og helligt , at før skal man 
afhuggc min høire Haand , før jeg forraader Dem . “ 
„ Jeg veeed , at jeg kan stole paa Dig , “ sagde 
Arabella smilende . „ Siig mig , kjender Du dette 
Armbaand ? “ 
„ Om jeg gjør ! Det er jo et Arvestykke i Familien , 
som jeg selv har seet Deres salig Fader forære 
Comtessen til Erindring om sin Moder . “ 
„ Saa kan Du altsaa forstaae , at det er mig en 
dyrebar Erindring , og — at jeg har mægtige Grunde , 
naar jeg nu — vil sælge det . “ 
„ Men har Comtessen ogsaa betænkt ? — ja , 
undskyld , at jeg taler saa ligefrem . “ 
„ Det er med fuldt Overlæg jeg gjør det . Gjør 
Dig derfor ingen Betænkelighed af den Grund . Men 
hvorledes skal jeg faae det solgt ? “ 
„ Det kan blive vanskeligt nok , “ svarede Jacob 
alvorligt . „ Comtessen kan jo ikke selv gaae med det 
til en Juveleer , uden af Grevinden fik det af vide , 
og hun maa vel ikke vide det ? “ 
„ Nei , paa ingen Maade ! “ udbrød Arabella . 
„ Men kunde jeg ikke forklæde mig , og Du saa følge 
med mig ? “ 

„ Nei , “ indvendte Jacob næsten forfærdet . „ Det 
vilde den salig Greve finde upassende , og hvad vilde 
Folk troe , naar en saa ung Pige kom med et saa 
kostbart Smykke ? “ 
„ Troer Du da ikke , “ vedblev Arabella , „ af Du 
kunde staffe det solgt , — naar jeg beder Dig derom ? “ 
„ Jeg kan ikke godt nægte Dem Noget , det veed 
De , “ svarede Jacob og saae kjærligt paa hende . „ Men 
jeg er en fattig Mand . Folk kunde jo troe , jeg havde 
stjaalet det . “ 
„ Hvor kan det falde Dig ind ? “ spurgte Arabella 
forundret . „ Du kan jo sige , af det er en Commission 
for en Dame , hos hvem Du engang har tjent . Du 
maa ikke nævne mit Navn , men Du kan forlange en 
Qvittering af den Guldsmed , der kjøber det . Saa 
vil det ikke vække Mistanke . “ 
„ Saa lad gaae da ! “ sagde Jacob med et Suk . 
„ For Comtessen gaaer jeg gjerne i Ilden . “ 
„ Her er det , “ vedblev Arabella ivrigt . „ Jeg 
takker Dig , Du gode Sjel , og beder Dig komme tilbage , 
saa snart Du kan . “ — Hun gav ham Armbaandet 
med tilhørende Etui , og Jacob gik . 
I spændt Forventning ventede hun hans Tilbagekomst . 
Allerede en Time efter kom han og aflagde Beretning 
om , hvorledes han flere Steder forgjæves havde 
falbudt det , men endelig var kommen til en solid Guldsmed , 

der indrømmede , at Armbaandet var meget mere 
værd , end han kunde give for det , og at han kun 
kunde betale Guldets og Diamanternes Værdi . Det 
beløb sig til omtrent 1200 Rigsdaler . Deraf tog 
Arabella 1000 Rdl . , lagde dem i en Convolut , skrev 
udenpaa den og bad Jacob at besørge den efter 
Adressen . 
Jacob kastede et Blik paa Adressen , greb Arabellas 
Haand og sagde med Taarer i Øinene : „ Atter 
en Velgjerning ! Dersom den naadige Herre havde 
levet , hvor vilde han følt sig lykkelig ved at have en 
saadan Engel til Datter ! “ 
„ Skynd Dig nu blot , Jacob ! “ afbrød Arabella 
ham smilende . „ Klokken er mange . Du skal ikke 
sige , fra hvem Brevet er , og Du stal ikke have Svar 
derpaa . “ 
— Familien Norstrand var samlet om det tarvelige 
Frokosfbord . Enhver søgte at være glad , men 
det lykkedes ikke . Emil yttrede kun Ønsket om , at 
hans Stykker paa Udstillingen maatte finde Kjøbere . 
„ Brister det Haab , “ sagde han , „ veed jeg ikke , hvad 
Enden stal blive . “ 
„ Tæb ikke Modet , “ sagde hans gamle Moder 
kjærligt . „ Husf paa det gamle Ord : naar Nøden er 
størst er Hjelpen nærmest . “ 
Det bankede paa Døren . En gammel Mand 

spurgte om Madam Norstrand , leverede hende et Brev 
og gik hurtigt bort . Hun satte Brillerne paa og 
aabnede Brevet . „ Min Gud ! Hvad er det ? det er 
jo en Masse Penge , “ udbrød hun og rystede Pengene 
ud paa Bordet . 
„ Død og Helved ! hvad er det for Noget ? “ 
raabte den gamle Vagtmester . „ Skynd Dig og læs 
Brevet ! “ 
„ Hvad der gives med et kjærligt Hjerte , bør ogsaa 
modtages paa samme Maade . “ Det var Brevets 
hele Indhold . 
Emil greb Brevet , saae at det var en Damehaand , 
der havde skrevet det , og øieblikkelig ahnedc 
han , at det maatte være Arabella , der paa en saa 
smuk Maade vilde glæde hans gamle Forældre . 
„ Det gaaer , Fanden tage mig ! over min Forstand , “ 
vedblev den Gamle . „ Kjender Du Haanden , 
Emil ? “ 
„ Nei — men det er en Dame , der har skrevet 
det , “ svarede han . 
„ Saa Gud velsigne hende , hvem det saa er ! 
En Engel er hun . Tusinde Rigsdaler ! — Men kan 
Du begribe , Mutter , hvem det kan falde ind at sende 
Dig saa mange^Pcnge ? “ 
„ Nei , jeg er ligesaa forundret som Du , “ svarede 

hun . „ Det ligner jo et Eventyr . De Penge 
ere som faldne fra Himlen . “ 
„ Men Du siger ikke et Ord , Emil ? “ vedblev 
Vagtmesteren , „ men sidder og stirrer paa Brevet , 
som om det havde forhexet Dig . For Fanden ! Saa 
glæd Dig dog med os Andre ; det har Du da 
Grund til . “ 
„ Du har Ret , Fader ! Ingen har mere Grund 
til at glæde sig end jeg , “ svarede Emil og kyssede 
henrykt Brevet . „ Vil Du forære mig Brevet , Moder ? 
Maasfee kan jeg komme paa Spor efter , fra hvem 
det kommer , “ tilføjede han , for at ikke Forældrene 
skulde fatte Mistanke . 
„ Jeg gad dog vide , hvem den Dame kan være , “ 
vedblev Norstrand eftertænksomt og polidst . „ Havde 
det været til Dig , veed jeg nok , hvad jeg stulde have 
troet , — men til Mutter ! det er sgu mere , end nogen 
Dødelig kan forstaae . “ . 
Emil skyndte sig til sit Atelier for at være ene 
med sine Tanker . Han tvivlede intet Øieblik om , at 
Arabella havde valgt denne Maade , at gjøre sin Moders 
Feil god igjen . Han bebreidede sig selv , at han 
kunde hæve sine Tanker til en Qvinde , der stod saa 
høit over alle Andre . Det forekom ham næsten som 
en Forbrydelse , men det gav ham Mod til at kæmpe 
til det Maal , at blive hende værdig . Han tog sin 

Mappe frem og bladede i den . Den indeholdt mange 
Portræter af Arabella . Han lagde sine to Reliquier , 
Brevet og Laurbærgrenen ved dem , og tog fat paa 
sit Arbeide . Det var det Maleri , han engang havde 
omtalt for hende , og med Iver og Lyst arbeidede han 
paa det , indtil Mørket tvang ham til at holde op . 
Om Aftenen gik han hen til Anker og fortalte 
ham , hvad der var hændet . Denne havde maaskee 
en svag Ahnelse om , hvorfra Gaven kom , og spurgte 
Emil , om han ikke havde nogen Idee om , hvem Giverinden 
var . Emil benægtede det . 
I den følgende Tid spurgte Vagtmesteren utallige 
Gange , om han endnu ingen Opdagelse havde gjort , 
men fik altid samme Svar . 
„ Det skulde have været mig , “ sagde han , „ da 
jeg var ung ; men Ungdommen duer ikke meget nuomstunder . “ 
„ Hvad behager ? Duer jeg ikke til Noget ? “ 
spurgte Emil smilende . 
„ Jo ! det var ikke Meningen . Du kan være en 
meget dygtig Maler , men saa fiffig som jeg var i 
din Alder , det er Du sgu ikke . “ 

8 
„ Hvorledes gaaer det med Portrætet og Grevinde 
Stjernholms nye Inklination ? “ spurgte Kievisch 
en Dag Staal . 
„ Portrætet behagede hende ikke , da det var færdigt , 
og i den Anledning fik Maleren Afsfed i Unaade . 
Saaledes endte den Hisforie . “ 
„ Naar kan man saa have den Fornøielse at gratulere 
Dig til din Forlovelse med den unge Comtesse ? “ 
„ Det har jo ingen Hast , “ svarede Staal fortrædeligt . 
„ Jeg veed ikke , hvorfor jeg skulde skynde 
mig saa forfærdeligt . “ 
„ Det har Du Ret i , “ svarede Kievisch drillende . 
„ Det var i Grunden ogsaa Synd , af en saa smuk 
Pige skulde lyksaliggjøres med Dig . “ 
Staal sfiltes fra sin Ven i Vrede , hvilket ofte 
hændtes , men da han dog ikke kunde undvære den 
muntre Selskaber , søgte han ham snart op igjen , og 
Alt blev glemt . 
Grunden til Arabellas Opførsel i den senere 
Tid kunde Staal ikke forstaae . Han havde nu ikke 
mere Maleren af frygte . Han ansaae hendes Kulde 
for de sædvanlige Nykker , naar en ung Pige vil gjøre 
sig kostbar , og troede , af hun nu kun vilde hævne sig , 
fordi han tidligere havde negligeret hende . Hans 

hele Tragten gik ud paa , af faae Foden under eget 
Bord , og det Bord , som Arabella kunde bringe i Udsigt , 
var ikke af foragte . Men han tabte ofte Taalmodigheden 
ved den uventede Modstand , og besluttede 
snart af gjøre en Ende paa den Uvished . 
Grevinden begyndte lidt efter lidt af gjennemfkue 
ham , og det foruroligede ham , men heldigviis 
opdagede han , af Hendes Naade i denne Tid begyndte 
af dele fin Interesse for ham med en rig Godseier , 
der tilbragte Vinteren i Kjøbenhavn , og som stadig 
kom i det Stjernholmske Huus . Havde det ikke været 
Tilfældet , vilde hendes Vrede have knust den stakkels 
Arabella , der var aldeles uskyldig i Staals Courmageri . 
Der foregik vel en Kamp i Grevindens 
Indre , da hun opdagede , at hun maatte sfaae tilbage 
for Datteren , men Fornuften og Beregningen feirede . 
Før hun blev af med Arabella , tænkte hun , bliver der 
ikke Ro her i Huset , men naar hun skal giftes , maa 
hun gjøre et passende Parti , og hvem kunde hun 
vel Heller ønske sig til Svigersøn end Staal , der som 
sædvanligt i Et og Alt vilde rette sig efter hende . 
Saaledes raisonnerede hun og besluttede at arbeide 
paa at forene dem . 
Medens Staal saaledes fik en uventet Allieret i 
Grevinden , saae Arabella aldeles Intet . Hun var 
saa vant til at see Staal som Courmager , at hun 

ansaae den Rolle for uadskillelig fra hans Natur , og 
ændsede det ikke . Som sædvanligt var hun høflig 
men kold ligeoverfor ham , og han kom ikke et Skridt 
videre , endskjøndt Grevinden søgte enhver Leilighed til 
at bringe dem sammen . Knn det Held havde Staal , 
at Verden , der veed Alt , blev nysgjerrig efter at erfare , 
om det var Moderen eller Datteren han skulde 
have , og derfor meget beskjeftigede fig med ham . 
Grevinden ønskede snart af faae Alt i Orden og begyndte 
igjen af frygte for , af Følelsen for Emil endnu 
ikke var uddød i Arabellas Hjerte . Hun begyndte 
derfor af manøvrere derimod og stillede sin Angreb 
mere directe paa Datteren . 
„ Har Du hørt , Arabella , af Baronesse Mathilde 
P . er blevet forlovet ? “ spurgte Grevinden en Dag , 
da de vare alene . 
„ Ja ! “ svarede Arabella , „ og det forundrer mig , 
da jeg ofte har hørt hende omtale sin nuværende 
Forlovede paa en lidet smigrende Maade . “ 
„ Saa har hun forandret sin Mening . Det er 
det Hele “ , mente Grevinden . „ Det er Noget , man 
hører saa tidt , og mange unge Piger , der lade haant 
om deres Tilbedere , blive meget lykkelige , naar de 
først blive gifte med dem . “ 
„ At man kan forandre sin Mening , kan jeg nok 

forstaae ; “ indvendte Arabella , „ men blive lykkelig med 
en Mand , man ikke elsker , det er umuligt . “ 
„ Aa , hvad er Lykke ? “ udbrød Grevinden . „ Mathilde 
har handlet meget klogt i af ægte en Mand , 
der er i en smuk Stilling . En Mand kan selv vælge 
sin Brud , men en ung Pige kan ikke vente af blive 
gift efter sit Hjertes Ønske . “ 
„ Du giftede Dig dog med Fader alene af Kjærlighed . 
Det har Du mange Gange fortalt mig . “ 
Grevinden rødmede lidt og sagde : „ Jeg var En 
af de faa Lykkelige . — Men lad os nu tale alvorligt . 
Jeg har længe tænkt paa , Arabella , af det er 
paa Tiden , Du gjør dit Valg , og det er min Pligt 
som Moder af vaage over , af Du gjør et passende 
Parti . “ 
„ Lad os ikke tale derom , Moder . — Eller har 
Du maaskee modtaget et Tilbud paa mine Vegne ? “ 
„ Nei , endnu ikke ; men naar Tiden kommer , 
haaber jeg , af Du overlader til mig af afgjøre , hvorvidt 
det passer for din Stand . “ 
„ Det forekommer mig , “ svarede Arabella , „ af 
din Mening om Ægteskaber ligner en Profanation af 
denne guddommelige Indstiftelse , der er en af de 
Grundstøtter , hvorpaa Samfundet hviler . “ 
„ Du modsiger Dig selv , “ faldt Grevinden ind . 
„ Altsaa maatte Enhver jo gifte sig overensstemmende 

med Rang og Formue . Ellers kom der Uorden i 
Samfundsordenen . “ 
„ Skal Ægteskabet kun være beregnet paa verdslig 
Fordeel , “ indvendte Arabella , „ da frygter jeg , at denne 
Grundpille vilde være for svag til at bære Bygningen . “ 
„ Jeg vil ikke indlade mig paa nogen philosophisk 
Disput , “ afbrød Grevinden . „ Jeg vil kun minde Dig 
om , at det er Børns Pligt at adlyde deres Forældre . “ 
„ Det kan man godt , uden at give Afkald paa 
sin frie Villie . Men al den Tale er jo overflødig . 
Her er jo hverken Tale om et Jnclinationsparti eller 
et Fornuftgiftermaal for mig . “ 
„ Det er nok ogsaa bedst , at vi afbryde , især da 
det nu er paa Tiden at gjøre Toilet . Men husk , 
hvad jeg har sagt Dig . “ 
Da Arabella senere kom ind ' i Dagligstuen , fandt 
hun Moderen i største Elegance , i en mørkeblaa 
Fløielsdragt , kantet med Hermelin , og straalende af 
Juveler . Arabella var iført en simpel , men smagfuld 
hvid Dragt med en lille Krephat , kun smykket med en 
mørkerød Rose . 
„ Hvad skal det betyde , at Du ikke bærer dine 
Smykker ? “ spurgte Grevinden ærgerligt . 
„ Fordi jeg ikke bryder mig derom . “ 

„ Før har Du dog idetmindste sat Priis paa det 
Armbaand , din Fader har givet Dig . Gaae ind og 
tag det paa . Jeg kan ikke lide , at man vil gjøre sig 
bemærket ved denne affecterede Simpelhed . “ 
Arabella kunde næppe svare , men hun fremtvang 
dog den Undskyldning , at Armbaandet var gaaet itu , 
og hun var glad ved at slippe for et yderligere Forhør , 
da Tjeneren meldte , at Vognen holdt for Døren . 
I en pinlig Stemning kom hun til Theatret ; hele 
Veien dertil havde hun gjort sig selv Bebreidelse over , 
at hun havde sagt en Usandhed . Det var kun en 
ringe Trøst for hende , at hun var nødsaget dertil , og 
en utilstrækkelig Undskyldning det jesnitiske : Øjemedet 
helliger Midlet . 
I Theaterlogen blev hun modtaget af Kammerjunker 
Staal , der præsenterede sin Ven , Kievisch , for 
dem . Mellem denne og Arabella udspandt sig snart 
en livlig Conversation , da Kievischs træffende Bemærkninger 
og aandrige Indfald morede hende . Han 
gjorde hende bekjendt med Flere af de Tilstedeværende , 
som hun ikke kjendte , hvorimod han syntes at kjende 
Alle . Han spurgte , om hun kjendte den unge , blonde 
Herre nede i Parkettet , der netop nu hilsede ham ; og 
da hun benægtede det , fortalte han hende , at det var 
hans gode Ven , Baron Kongsberg , Stamherre til 
Baroniet ; at Forældrene og to Søstre opholdt sig en 

Tid her i Byen , og at han var indbuden til at tilbringe 
en Deel af Sommeren paa deres Gods . Da 
han flere Gange benævnede de Herrer , som han navngav , 
som sine Venner , sagde Arabella : 
„ Jeg troer virkelig , at De kalder hele Verden 
deres Venner . “ 
„ Jeg forsikkrer Dem , Comtesse , “ svarede han , 
„ at der idetmindste fra min Side er Venskab for dem 
Alle , og det skulde gjøre mig ondt , hvis jeg opdagede , 
at de ikke , ogsaa betragtede mig som Ven . “ 
„ Jeg veed nok , “ vedblev Arabella , der følte sig 
tiltalt af hans aabne Væsen , „ at det hører til god 
Tone at have mange Venner , men det har altid forekommet 
mig farligt , da man saa let bliver bedømt 
efter sine Venner . “ 
„ Hvis det er Tilfældet , maa De ansee mig for 
et meget kjedsommeligt Menneske , og i det Hele have 
en daarlig Mening om mig . “ 
„ Hvorfor troer De det ? “ 
„ Fordi jeg er vis paa , at Staal ofte har fortalt 
Dem , at jeg er hans Ven . “ 
„ Taler Du nu ondt om mig igjen ? “ sagde pludselig 
Staal , der kun havde Hørt sit Navn blive nævnet . 
„ Ikke mere end Du fortjener , “ svarede Kievisch 
leende . „ Hvis det forresten kan more Dig , skal jeg 

betroe Dig , at jeg spurgte Comtessen om , hvem af 
os To hun fandt kjedsommeligst . “ 
„ Og saa mente De elskværdigst , “ faldt Grevinden 
ham i Talen . „ Det nytter ikke at benægte 
det . Damernes skarpe Syn er nu engang Herrernes 
Ulykke . “ 
„ Jeg vover dog at benægte det , “ vedblev 
Kievisch . 
Musiken afbrød Samtalen . En bekjendt svensk 
Sangerinde foredrog en af sit Fødelands smukke 
Sange og henrev Publikum til Begeistring . En Bifaldsstorm 
lønnede hende ; kun Staal sad og kæmpede 
med Søvnen . 
„ Finder De ikke , at hun synger fortryllende ? “ 
spurgte Grevinden . 
„ Det kan gjerne være , “ svarede han , „ men jeg 
kjender ikke noget Kjedsommeligere end en Concert . 
Var det ikke for Damernes Skyld , var jeg ikke kommen 
herhen . “ 
„ Det var virkelig overflødigt , Hr . Kammerjunker , 
at bringe et saa stort Offer for vor Skyld , “ sagde 
Arabella . 
„ Vi veed jo Alle , “ afbrød Kievisch , „ at Staal 
ikke er Musikelsker , men jeg troer dog , af den dybe 
Følelse i denne Sang maafte finde Vei til hans 
Hjerte . “ 

„ Jeg bryder mig ikke om dyb Følelse “ , svarede 
Staal vranten , da han ikke forstod , af Vennen vilde 
komme ham til Hjclp . „ Alle disse poetiske Hjerteudgydelser 
ere kun til for af forsfrue Hovederne . “ 
„ Tag Dig iagt , Staal ! “ udbrød Kievisch . „ Muserne 
taale ikke af fornærmes i Gratiernes Selskab . 
Du glemmer nok , af de ere Halvsøstre . “ 
Paa Hjemvejen maafte Arabella tilstaae , af hun 
ikke længe havde moret sig saa ' godt som denne Aften . 
De to Venner fulgtes sammen fra Concerten . Kicvisch 
var uudtømmelig i sin Roes over Arabellas 
Inde og Elskværdighed , og drillede Staal med , af 
Ingen skulde falde paa af troe , han var forelsket , 
saaledes som han havde baaret sig ad . Staal protesterede 
imod , af man behøvede af vise sig forelsket , 
fordi man agtede af ægte en ung Pige . 
„ Det ligger i , “ sagde Kievisch , „ af hvergang Du 
vil variere det Thema , af elske , kommer Du altid 
galt fra det . “ 
Som sædvanligt skiltes de i Uvenskab fra hinanden . 
Staal drømte den Nat om et veldækket Bord , 
en elegant Eqvipage og magelige Lænestole ; Kievisch 
om en ung , hvidklædt Pige , der paafaldende lignede 
Arabella . 

9 . 
Foraaret kom . Udstillingen paa Charlottenborg 
var aabnet , og Publikum strømmede ind , Alle bedømmende 
og kritiserende . Blandt de Malerier , der tiltrak 
sig størst Opmærksomhed , var Emils to Genrebilleder , 
og den almindelige Dom var meget smigrende 
for ham . Med bankende Hjerte stod Arabella 
foran dem , og de Lovtaler , som hun fra alle Sider 
hørte om dem , drev Blodet til hendes Kinder . 
Grevinden derimod var rasende , men trøstede sig ved 
Staals ondskabsfulde Bemærkninger ; ja , hun havde 
endog den Glæde en af de følgende Dage at læse en 
spottende Kritik over dem i et af Dagbladene . Det 
var en Triumf for hende . 
Emil sad i sit Atelier og stirrede paa den skaansclløse 
Artikel , der syntes lagt an paa at tilintetgjøre 
hans Fremtid . Han vidste , at Spotten i vore Dage 
er en Kæmpe , der kvæler Talentet , og Smerte og 
Harme vexlede i hans Indre . Da bankede det paa 
Døren , og en ældre Herre med et meget distingveret 
Ydre traadte ind . 
„ Mit Navn er Baron Kongsberg , “ begyndte 
han . „ Jeg kommer for at gjøre Dem en Compliment 
for Deres Arbeider paa Udstillingen iaar . Især 

tiltaler den gamle Veteran mig , og jeg ønsker at 
kjøbe det . “ 
„ Det glæder mig , “ svarede Emil og bød den 
Fremmede en Plads . „ Det er ikke Alle , der dele 
Deres Dom , som De kan see af denne mere end 
ondskabsfulde Kritik . “ 
„ Man kan ikke behage Alle , “ svarede Kongsbcrg . 
„ Eet Gode har dog denne Kritik , nemlig at man kan 
være vis paa , at De ikke selv har skrevet den . Men 
jeg har et andet Forslag at gjøre Dem . Jeg ønsker , 
at De vilde male min Familie , og foreslaaer Dem 
at tilbringe Sommeren hos os , da vi i disse Dage 
reise tilbage til vort Gods paa Lolland . De kan 
der i Ro og Mag udføre Portræiterne , og tillige beder 
jeg Dem at undervise min yngste Datter , da hun 
har Lyst og Anlæg til at male . “ 
Naar man veed , hvad det vil sige at kæmpe sig 
frem i Livet , kan man forestille sig Emils Glæde og 
Taknemlighed over dette Tilbud , og det blev aftalt , 
at han i næste Maaned skulde reise til Kongsberg . 
Da Baronen gik , trykkede han Emils Haand og 
sagde : 
„ Det skal glæde mig at gjøre Deres nærmere 
Bekjendtskab . Jeg har ofte hørt Dem omtale af min 
Læge , Doktor Anker . “ 
Efterat Emil havde meddelt sine Forældre den 

glædelige Nyhed , ilede han til Anker , den trofaste 
Ven , hvem han kunde takke for sin Lykke . 
„ Jeg troer nok , “ sagde Anker smilende , „ at 
kunne lykønske Dig , thi den , der falder i Kongsbergs 
Hænder , er i gode Hænder . Desuden skyldte jeg 
Dig jo en Erstatning , fordi jeg var altfor tjenstvillig 
med at aabne Dig Grevinde Stjernholms Huus . “ 
„ Har Du nylig seet hendes Datter ? “ spurgte 
Emil . 
„ Ja ! det er ikke længe siden . Det er mærkværdigt , 
hvor hun har forandret sig til sin Fordeel . 
Man siger ellers , at Kammerjunkeren gjør Cour til 
hende . “ 
„ Er det muligt ? “ udbrød Emil og skiftede Farve . 
„ Men hun viser ham al den Ringeagt , han fortjener , “ 
tilføiede Anker hurtigt . 
Emil forlod sin Ven ligesaa nedslaaet og langsomt , 
som han let og glad var ilet til ham . Den 
Mulighed , at hun skulde tilhøre en Anden , var endnu 
ikke falden ham ind . Staal frygtede han vel ikke , 
men hvorledes var det muligt , at ikke en anden , ung 
og fornem Beiler skulde melde sig ? Og hvad var 
saa han , den fattige og ringeagtede Maler ? Hans 
Phantasi foregjøglede ham en Rival , han skulde kæmpe . 
imod , og ZErgjerrigheden , der længe havde ulmet i 
hans Sjæl , vaagnede nu og rakte ham Vaaben , men 

han manglede endnu Modet til at bruge dem . Denne 
Dag , der var begyndt saa smukt , endte derfor med 
at nedslaae alle hans Forhaabninger . 
— Faa Uger efter reiste han til Kongsbergs Gods . 
Hovedbygningen var en toetages Bygning med Fløie . 
En lang Allee førte til Gaarden , der var omgiven af 
en smuk , moderne anlagt Have . En Tjener førte 
ham op til anden Sal ind i to høie Værelser , hvoraf 
det ene var bestemt til Atelier , det andet til hans 
Soveværelse . En mild Sommerluft strømmede ind 
gjennem de aabne Vinduer og ligesom bød ham velkommen 
tilligemed Duften fra de udenfor staaende 
Syrener . Det forekom Emil som et Fredens Asyl . 
Tjeneren sagde ham , at om en halv Time spiste Herskabet , 
og at han kun behøvede at ringe , saa skulde 
han komme og vise ham Veien . 
Han aflagde hurtigt sine Reiseklæder , gjorde et 
omhyggeligt Toilet og gik med Tjeneren ned til den 
elegante Spisesal , hvor Baronen bød ham hjerteligt 
velkommen og forestillede ham for Familien . Ved 
Bordet fik han Plads mellem den unge Baron og 
dennes lille Søster , Ellen , der med barnlig Nysgjerrighed 
betragtede sin nye Lærer . Der var ellers ikke 
Andre tilstede end den gamle Baronesse og den ældste 
Datter , Hilda . Samtalen ved Bordet var munter og 
ugeneert . Efter Maaltidet viste den unge Baron 

Vilhelm Emil omkring i den store Have , hvor de tilbragte 
Eftermiddagen i livlig Samtale . Enhver i den 
Kongsbergskc Familie viste en Elskværdighed og Dannelse , 
der i høi Grad virkede velgjørende paa Alle , 
der kom i Berørelse med den . Al stiv Etikette var 
banlyst , men den blev dog aldrig ganske tilsidesat . 
Det varede ikke mange Dage , før Emil følte sig 
hjemme i deres Kreds . Tiden forløb hurtigt baade i 
de Timer , han malede Baronen og Baronessen , da 
de begge havde et smukt Conversationstalent , og i den 
Tid , han underviste den yndige lille Ellen . Den 
øvrige Tid tilbragtes i Munterhed og Glæde , da der 
stadig kom Gjæster . Ride- , Kjøre- og Seiltoure afløste 
hinanden , og Lege , Dands og Musik hørte til 
Dagens Orden . Iblandt Gjæsterne korn ogsaa Kammerjunker 
Kievisch , der end mere forhøiede Livligheden . 
Baronesse Hildas Kinder fik efter hans Ankomst en 
frislere Rødme , og hendes store , brune Øine straalede 
med forhøiet Glands , naar han optraadte som hendes 
Ridder paa de forskjellige Udflugter . Mellem ham 
og Emil opstod der et hjerteligt Venskab . Kievisch 
var en levende Beundrer af Emils Talent og følte 
sig tiltrukken af hans dannede og elsfværdige Væsen , 
ligesom Emil skattede hans aabne og hjertelige Imødekommen . 
Ved 
personligt at gjøre Emils Bekjendtskab , indsaae 

Kievisch , hvor afskyeligt Grevinde Stjernholm 
havde behandlet ham , uden at han dog kjendte Historiens 
nærmere Sammenhæng . Han undgik dog at 
omtale den Stjernholmske Familie , især da han vidste , 
hvor ilde anseet Grevinden var i det Kongsbergsfe 
Huus , og baade han og Emil beklagede stiltiende den 
stakkels Arabella , der i sit Hjem maatte savne alt 
det , som hun kunde have fundet , hvis Skjæbnen havde 
sat hende blandt de Omgivelser , hvori de to Venner 
nu befandt sig . 
Da Ungdommen en Eftermiddag kom hjem fra 
en Spadseretour og gik gjennem den lange Poppelallee , 
mødte de et Menneske med et besynderligt Udseende , 
der med falsk Stemme sang en Sømandssang . 
Det var en høi , bredskuldret Karl , der saae ud til at 
være omtrent fyrgeogtyve Aar gammel . Da han gik 
forbi dem , taug han og veeg frygtsomt til Siden , 
idet han hilsede med et skulende Blik . 
„ Saae De ham ? “ sagde Ellen til Emil . „ Det 
er Tosselars . De kan ikke troe , hvor jeg er bange 
for ham . “ 
„ Du er en lille Nar , “ svarede Broderen . „ Vær 
Du ganske rolig . Tosselars spiser ikke smaa Børn . “ 
„ Det kan gjerne være , “ svarede den Lille fornærmet , 
„ men Pigerne sige , han er saa ondskabsfuld . “ 

„ Det er fordi de drille ham . I de sidste Aar 
har han aldrig gjort et Menneske Fortræd . “ 
Da Emil bad om nærmere Oplysninger om 
ham , fortalte Baron Vilhelm og Hilda afvexlende 
hans Historie . Lars Olsen var født i Nyboder og 
blev en rask Sømand . Han blev forlovet med en 
smuk Pige , ligeledes fra Nyboder , men et Par Uger 
for Bryllupet skulde holdes , blev han udcommanderet 
med et Orlogsskib , der skulde blive et Par Aar borte . 
Paa Reisen samlede han Penge sammen , og med 
Hænderne fulde af smukke Foræringer til sin Brud , 
kom han tilbage og ilede til hendes Bolig . Høirøstede 
Stemmer , Sang og Latter modtog ham . Han 
rev Døren op , saae sin Brud festligt smykket og erfarede , 
at hun samme Dag havde giftet sig med en 
anden ung Sømand . Næste Dag fandt Politiet ham 
aldeles beruset liggende udenfor et Værtshuus , og 
siden var han aldrig ædru . Denne bestandige Drukkenskab 
fremkaldte efterhaanden Anfald af formeligt 
Raseri , hvorunder han angreb ethvert Fruentimmer 
og vilde dræbe dem , da han i dem Alle troede at see 
sin fordums Forlovede . Han blev bragt til en Daareanstalt , 
al Spiritus blev nægtet ham , og han kom 
sig for sine heftige Anfald , men blev næsten en Idiot . 
Fra Anstalten blev han bragt til en Slægtning paa 
Baroniet , en Gaardmand , der meget omhyggeligt 

passede paa , at han ikke nød Noget , der kunde flade 
ham og fremkalde hans gamle Anfald . 
„ Det er en bedrøvelig Historie , “ sagde Emil , 
„ og det synes mig dog ængsteligt at have et saadant 
Menneske i sin Nærhed . “ 
„ Det har ingen Nød , “ sagde Baron Vilhelm . 
„ Næslen i alle Sogne gaaer der jo et saadant halvtosset 
Menneske omkring . “ 
10 . 
Grevinde Stjernholm havde leiet en Sommerbolig 
i Frederiksborg . Hver Sommer laa hun paa 
Landet , men altid paa forskjellige Steder . I Grunden 
kjedede hun sig derved og vidste ikke , hvorledes 
hun skulde fordrive Tiden , men det var nu engang 
Mode , og den maatte hun følge . Hendes sidste 
Inclination , Godseieren , var i Udlandet , og Kammerjunker 
Staal , som hun havde vænnet sig til at betragte 
som sin tilkommende Svigersøn , kom stadigt 
derud , da han havde nære Slægtninge der , som han 
besøgte . Det var derfor naturligt , at hun valgte en 
Sommerleilighed , hvor hun kunde have ham til 
hyppig Gjæst . Han havde ogsaa indført Kievisch 
der i Huset , førend denne reiste til Kongsberg , og 

han kom der gjerne , da Arabella udøvede en magnetisk 
Tiltrækning . Hun saae vel hans Overfladiskhed 
og Letsindighed , men opdagede tillige den Hjertensgodhed 
og Sanddruhed , der opveiede hans Feil . 
Kievisch var derfor en velkommen Gjæst , dog 
uden at gjøre noget Indtryk paa Arabellas Hjerte , 
hvorimod Staal altid var hende i høieste Grad uvelkommen , 
da hans Paatrængenhed blev mere og mere 
utaalelig . Grevindens Allusioner til et nærforestaaende 
Ægteskab med ham , vare ikke til at misforstaae , 
og med Ængstelse tænkte hun paa , hvorledes hun 
skulde forebygge et Frieri , da hun forudsaae , hvilke 
Scener et Afslag vilde medføre . I Midten af Juni 
reiste Kievisch til Kongsbergs , og Terrainet var nu 
srit for Staal . 
En Formiddag sagde Grevinden til Arabella , at 
en af Folkene skulde til Byen forat besørge adskillige 
Ærinder , og af det var bedst , af han tog Arabellas 
Armbaand med , da der var flere Ting , Juveleren 
skulde reparere . Arabella vilde Heller synke i Jorden 
end tilstaae , hvad hendes Kjærlighed havde bragt hende 
til , og efter en kort Kamp med sig selv , sagde hun 
med blussende Kinder , af hun maatte tilstaae , af hun 
havde taget sin Tilflugt til en Usandhed , da hun 
sagde det var itu , fordi hun frygtede af vække 

Moderens Vrede , naar hun tilstod , af hun havde 
tabt det . 
Grevinden , der aldrig lod nogen Leilighed gaae 
forbi , hvor hun kunde vise sin sande Karakkeer , gav 
en storartet Scene tilbedste , hvori hun bebreidede 
Datteren Mangel paa Tillid , paa Sanddruhed og 
paa Orden . „ Hvor har Du tabt det ? “ spurgte hun . 
„ En Aften i Theatret . “ 
„ Har Du da Intet gjort , for af faae det tilbage ? “ 
„ Jo , men Alt forgjæves . Formodentlig er det 
faldet af , da jeg steg i Vognen , og blevet knust i 
Trængselen . Det er nu et halvt Aar siden , og jeg 
faaer det formodenlig aldrig igjen af see . “ Det veemodige 
Udtryk , hvormed disse Ord bleve udtalte , afvæbnede 
lidt Grevinden . 
„ Det bliver værst for Dig selv , “ sagde hun , 
„ da jeg ikke har isinde for det Første at give Dig et 
saa kostbart Smykke . “ 
Lidt efter traadte Staal ind . Hans høitidelige 
Ansigt bebudede noget Overordentligt , og Arabella 
frygtede for , hvad der nu vilde skee . 
„ Hvor det er lummert idag ! “ sagde Grevinden . 
„ Ja , jeg kan ikke udholde det længer , “ sagde 
Staal med et ildevarslende Blik paa Arabella . 
„ Jeg har glemt at sætte friske Roser i den chinesiste 

Vase , “ udbrød denne , reiste sig , tog sin lille 
Straahat paa og ilede ud i Haven . 
„ Jeg kan virkelig ikke tillade , at Comtessen 
spolerer sine smukke Hænder , “ sagde Staal og ilede 
efter hende . 
Arabella stod midt i et Blomsterbed og fyldte en 
lille Kurv med Blomster , da Staal til hendes Ærgrelse 
kom til og sagde : „ Giv mig Kniven og lad mig 
hjelpe Dem ! “ 
„ Tak ! jeg behøver ingen Hjelp . Jeg er desuden 
snart færdig , “ svarede hun . „ Nei ! nei ! kom 
ikke herind ! De træder jo paa mine smukkesle 
Planter . “ 
„ Siden De ikke vil modtage min Hjelp , maa 
jeg finde mig deri , men skjænk mig en af de Rosenknopper 
i Deres Kurv . “ 
„ Det gjør mig ondt at maatte afslaae Deres 
Bøn . “ 
„ Betænk Dem vel , Comtesse ! “ vedblev Staal 
og saae stivt paa hende . „ Jeg lægger i dette Øieblik 
en dybere Betydning i Deres Handlemaade . “ 
„ Saa maa jeg være dobbelt forsigtig , “ svarede 
Arabella , „ især da det er Mosroseknopper , Talen 
er om . “ 
„ Hvad mener De dermed ? “ 

„ At denne Knop betyder Haab , og — at jeg 
intet Haab vil give Dem . “ 
Efter disse Ord gik hun hen til en hvi Busk , 
hvis grønne Grene hun afskar . Staal sagde ikke et 
Ord , men tilkastede hende et hadefuldt Blik og gik 
tilbage til Huset . Da Arabella senere kom ind , fandt 
hun sin Moder alene . Staal havde taget en kort 
Afsked og ilede rasende til Postgaardeu , bestilte Extrapost 
og en Time efter jog han til Kjøbenhavn i en 
oprørt Stemning . Han hadede Arabella , ikke fordi 
han var gaaet Glip af hende , men af hendes Formue . 
Alle hans Luftcasteller vare blæste om som et Korthuus . 
Hævntanker fore som et Lyn gjennem hans 
Hoved , men disse Lyn lignede kun Kornmodn ; de 
kunde ikke anrette Skade . 
I denne Stemning tilbragte han fjorten Dage i 
Kjøbenhavn , og gik omkring knurrende og brummende 
som en Buldbider , der kun venter Leilighed til 
at bryde løs . Endelig kom et Brev til ham fra 
Grevinden . „ Hvad skal jeg med det ? “ udbrød han . 
„ Jeg sætter aldrig min Fod mere i det forbandede 
Huus . “ Der gik nogle Dage , inden han læste det . 
Det indeholdt i de meest insinnante Udtryk en bønlig 
Anmodning om snart at besøge hende . 
„ Det er dog virkelig en elsfværdig Kone , “ sagde 
han til sig selv , „ langt at foretrække for den indbildste , 

snerpede Datter . Hun holder af mig . — Men hvorfor 
i al Verden vil jeg da ikke have hende ? Hendes 
Formue er jo endnu større , — og saa fik jeg dog 
Hævn over Arabella . “ Disse Tanker oplivede ham , 
som om han havde undfanget en glimrende Idee . 
„ Skade , at hun har et daarligt Renommee ! Hvad vil 
Verden sige ? “ tænkte han lidt efter . „ Alle finde 
Arabella smuk , og jeg kan just ikke sige , at Moderens 
gamle Yndigheder ere videre tiltrækkende . “ Disse 
Reflexioner afkølede ham lidt , men Tanken om paa 
denne Maade at hævne sig paa Arabella opflammede 
ham igjen , og han besluttede at reise derud . 
Han fandt Grevinden i en chinesisk Pavillon i 
hendes Have , henkaslet paa en Ottoman , i en Atmosphære , 
hvori Ü8 Louguot Parfume fortrængte Duffen 
fra Roserne og Heliotroperne . I en orangefarvet 
Silkekjole , der tæt sluttede om hendes altfor fyldige 
Former , lignede hun Ruinen af en fordums Skjønhed . 
Hun kjedede sig næsten tildøde i sin Eensomhed , 
men da hun saae Staal træde ind , rakte hun ham 
Haanden med det gladeste og sødeste Smil . 
„ Er De der , Hr . Deserteur ? “ sagde hun . 
„ Men jeg tilgiver Dem , saa glad er jeg over at see 
Dem igjen . “ Hun forblev i sin liggende Stilling . 
Han trykkede hendes Haand til sine Læber , trak en 
Taburet hen til Sophaen og tog Plads . „ Maa jeg 

saa først og fremmest , “ vedblev hun , „ spørge Dem , 
hvorfor De deserterede ? “ 
„ Jeg vil aabent tilstaae , at jeg følte mig saaret 
over den Kulde , hvormed jeg i den senere Tid blev 
behandlet her i Huset . “ 
„ Hvis Arabella har krænket Dem , er det imod 
min Villie , “ svarede hun alvorligt , “ og jeg skal tale 
med hende derom . “ 
„ Nei , Deres Naade , “ afbrød Staal . „ Det er 
Dem selv , der har leget med mine Følelser . Deres 
Brev gav mig atter Haab ; ellers havde De aldrig 
seet mig mere . “ 
„ Men De tager aldeles feil , min kjære Staal . 
De maae have misforstaaet mig . Jeg giver Dem 
herved mit uforbeholdne Samtykke til at ægte Arabella . 
Den Sag kan afgjøres endnu idag . “ 
Kammerjunkeren fremkunstlede en Forundring , 
der saae aldeles naturlig ud . Han sad , som om han 
havde tabt Mælet , medens han grublede over , hvorledes 
han skulde rede sig ud af denne Klemme . Af 
Naturen , der ikke havde ødslet med Forstandens Gaver 
paa ham , havde han derimod faaet en Deel Snuhed , 
der i dette Øieblik kom ham godt til Hjelp , og han 
udbrød : „ Nu forstaaer jeg det Hele , og en Forklaring 
er nødvendig . Jeg maa da først forsikkre Dem , at 
jeg aldrig har tænkt paa at ægte Deres Datter . “ 

„ Saa maa jeg sige Dem , at De har opført 
Dem mildest talt uforskammet , “ foer Grevinden op 
og reiste sig . „ De har havt os begge til Nar , og 
det undrer mig ikke , at De har skjult Dem af Skam 
over at gjøre en ung Pige til Gjenstand for Folks 
Omtale . “ 
„ Men , Herre Gud ! hør mig dog først ud , “ 
sagde Staal , greb Grevindens Arm og tvang hende 
næsten til igjen at tage Plads . „ Det er jo ikke 
Deres Datter , men Dem selv jeg elsker . “ 
„ Mig ? “ raabte Grevinden med en Forundring , 
der ikke var paataget . 
„ Ja ! Jeg , Kammerjunker og Kapitain Staal 
anholder herved om Grevinde Frederikke Stjernholms 
Haand . Forstaaer Øe mig nu ? “ 
„ Jo ! men hvorfor i al Verden har Øe da gjort 
Cour til min Datter og ikke til mig ? 
„ Har jeg da ikke , “ svarede han , „ i Aar og Dag 
adlydt ethvert af Deres Vink ? Men siden ifjor foretrak 
Øe Andre , og Grunden til Deres Kulde imod 
mig troede jeg at finde i Comtesse Arabellas aldeles 
uforklarlige Had til mig . Jeg søgte at vinde hende , 
da jeg vidste , hvor kjærlig en Moder Øe er , for at hun 
ikke skulde staae mine Ønsker i Veien . Alt var forgjæves 
! og jeg opgav ethvert Haab , indtil Deres Brev 

viste mig , at jeg idetmindste med Hensyn til Dem 
havde taget feil . “ 
„ Saa tilgiv mig , kjære Staal , “ svarede Grevinden 
smt , „ at jeg har miskjendt Dem , men , som 
Øe opførte Dem , kunde da ingen Dødelig forstaae 
Dem . “ 
„ Allsaa ? “ sagde Staal og lagde Armen om 
hendes Liv . 
„ Nei , stop lidt , min Ven ! “ sagde Grevinden 
med Koketteri . „ Jeg maa have Betænkningstid . Jeg 
havde besluttet aldrig at gifte mig . “ 
Dette var alvorligt meent . Grevinden elskede sin 
Frihed og foretrak langt smaa Amouretter for et 
Ægteskab . Desuden fandt hun at Titlen „ Hendes 
Naade , Grevinde Stjernholm “ lød langt smukkere end 
„ Fru Kammerjunkerinde “ . Staals ellers blege Ansigt 
blev rødt som Skarlagen . Han mindedes Kievischs 
Spotterier og svor i sit Indre , at denne Gang 
vilde han ikke modtage nogen Kurv . 
„ Vil Øe da bringe mig til Fortvivlelse ? “ raabte 
han . „ Har Øe ikke Medlidenhed med de Ovaler , 
jeg har gaaet igjennem , naar jeg saae Dem foretrække 
Andre for mig ? O , vidste Øe , hvor høit jeg elsker 
Dem ! “ og han kastede sig paa Knæ for hende . 
Al denne Kjærlighed kunde Grevinden ikke modstaae . 
Hendes Hjerte bankede af Stolthed og Henrykkelse . 

Med et ømt Smiil bad hun nu kun om 
Betænkningstid til næste Dag . 
„ Nei ! “ udbrød han heftigt . „ Jeg reiser mig 
ikke , før jeg har hørt min Skjebne . Enten flyder jeg 
mig en Kugle for Panden , eller De bliver min ! “ 
Det var for meget for Grevinden . Hun udstrakte 
sine Arme , og med et hvidskende „ Ja “ sank 
hun til hans Bryst . 
Et Par Timer efter traadte Grevinden ind til 
Arabella , der sad ved sit Fortepiano . , „ Arabella ! Jeg 
har en stor Nyhed at fortælle Dig , “ udraabte hun i 
en triumpherende Tone . „ Jeg er idag blevet forlovet 
med Kammerjunker Staal ! “ 
„ Det er da vel ikke dit Alvor , Moder ! “ udbrød 
Arabella forfærdet . 
„ Jo , det veed Gud det er . Er jeg maaskee for 
gammel til at gifte mig ? Du burde glæde Dig ved 
at see mig saa lykkelig . “ 
„ Kjære , bedste Moder ! “ bad Arabella bønligt . 
„ Vær dog ikke blind ! bryd denne Forbindelse , før 
Nogen ahner den . Du vil blive ulykkelig med denne 
hjerteløse Egoist , der hykler Kjerlighed kun for dine 
Penges Skyld . Tro dog dit Barns Ord . Jeg er 
maaskee den Eneste , der mener Dig det oprigtigt . “ 
„ Det er ikke noget Nyt , “ afbrød Grevinden 
hende , „ at Børn blive opsætsige , naar deres Fader 

eller Moder vil gifte sig igjen . Du kan spare dine 
moralsfe Formaninger . Jeg veed meget godt , at Du 
hader Staal , og han har selv frygtet , at Du vilde 
stille Dig mellem ham og mig . Derfra skriver sig 
dine kjerlige Advarsler . “ 
Arabella taug . Den Tanke , at skulle see en 
anden Fader i det ondskabsfulde Menneske , fremkaldte 
en saa voldsom Smerte i hendes Sjel , at den 
afspejlede sig i ethvert af hendes Træk . Grevinden , 
der i sin Lykke var noget mildere stemt end ellers , blev 
lidt medlidende ved Synet deraf , gik hen til Datteren , 
kyssede hende paa Panden og sagde : „ Vær nu en 
fornuftig Pige og stnd Dig i , hvad der ikke kan være 
anderledes . Overvind din barnagtige Uvillie mod 
Staal , og væn Dig til den Tanke , at han om kort 
Tid stal være Dig i Faders Sted , og at han kan 
fordre Agtelse og Lydighed af Dig . “ 
Da Arabella ved disse Ord brast i Graad , forlod 
Grevinden hende . Da hun næste Øag modtog 
Staal , viste hun ham Høflighed , og gik ham endog 
venligt imøde . Denne viste sig altid i Grevindens 
Nærværelse ligeoverfor Arabella fra sin elskværdigste 
Side , men hemmeligt pønsede han stadigt paa at 
saare hende , og det lykkedes ham næsten daglig 
at forbittre hende Livet . Grevinden derimod var 

ømmere imod hende og omgængeligere end nogensinde 
før . 
11 . 
Paa Kongsberg fortsattes det muntre Liv . En 
Eftermiddag gallopperede en lille Cavalcade henad en 
Skovvei . I Spidsen red Baronesse Hilda . En 
mørkegrøn Ridedragt fremhævede hendes smukke Figur , 
og den lille Hat med de lange , sorte Fjer klædte 
hendes yndige Ansigt fortrinligt . Ved hendes Side 
red en elegant Rytter , Kammerjunker Kievisch . Efter 
dem fulgte Baron Vilhelm og Norstrand med den 
lille Ellen paa en Ponny imellem sig . 
„ Jeg vil foreslaae Selskabet , “ sagde Hilda og 
standsede sin Hest , „ at vi her gjøre Holdt . Græsset 
her er blødt , Træernes Kroner beskytte os for Solen ; 
lad os hvile en Timestid . “ 
Næppe havde hun udtalt sit Ønske , før Kievisch 
var sprungen af Hesten , og idet Hildas lille Fod 
støttede sig paa hans Haand , svang hun sig let af 
Saddelen . De Andre fulgte Exemplet , og Selskabet 
leirede sig i Græsset . 
„ Her er virkelig malerisk , “ sagde Kievisch , der 
havde taget Plads ved Hildas Fødder . „ Her er som 
i en fortryllet Lund , og det forekommer mig , at jeg 
ligger ved Foden af en af Skovens Nympher . “ 

„ For at fuldende det Eventyrlige , mangler knn 
et Jægerhorn i det Fjerne , “ fortsatte Emil . 
„ Havde jeg blot min lille Ven , Frank , her , skulde 
den Mangel snart være afhjulpen , “ sagde Kievisch . 
„ Hvad er det for en lille Ven ? spurgte Wilhelm . 
„ Det er en Spillemand i Garden , der har havt 
en sørgelig Barndom , og som jeg specielt har taget 
mig af . “ 
„ Lad os høre den Historie ! “ bad Wilhelm . 
„ Det er saamæn ikke værd at opfriske triste Erindringer , “ 
svarede Kievisch . 
Comtesse Hilda forenede sine Bønner med Broderen , 
og Kievisch lød sig overtale til at fortælle , 
hvorledes han for 5 Aar siden for første Gang saae 
den lille Frank . Han var nemlig i sin Bolig blevet 
opskrækket ved et Skud , der lød oppe paa Qvistværelserne ' , 
og efterfulgtes af gjennemtrængende Skrig . 
Han ilede derop og fandt Familiens Forsørger med 
gjennemskudt Hjerne , endnu med Pistolen i Haanden . 
, Konen kastede sig med sine to smaa Børn over Liget . 
Grunden til Selvmordet var Næringssorger , men 
under saa graverende Omstændigheder for den nærmeste 
Aarsag , at “ den Paagjældende ikke fortjente at 
unddrages Offentlighedens Dom . Det var en rig 
Grosserer , hos hvem den Afdøde havde tjent , men 

som var utilfreds med dennes Arbeidsdygtighed og derfor 
havde afskediget ham . Han lod ham blive boende i 
sin Eiendom for en ringe Leie , og da denne ikke blev 
betalt paa den bestemte Dag , vilde den rige og umenneskelige 
Eier kaste den ulykkelige Familie ud paa 
Gaden . Kievsich var gaaet til Grossereren for at 
formaae ham til at yde de Efterladte nogen Hjelp , 
men han fandt under en sieben og fiin Form et steenhaardt 
Hjerte og en ubarmhjertig Bøddel mod den 
Fattige , der opfyldte ham med Foragt . Den fattige 
eller idetmindste ubemidlede Lieutenant sørgede blandt 
sine Venner og Bekjendte for , at Konen fik Arbeide , 
saa at hun endnu den korte Tid , hvori hun overlevede 
sin Mand , kunde ernære sin lille Datter , og Drengen 
tog han sig specielt af . Han fik ham ansat i , 
Garden som Spillemand , og han havde den Glæde , 
at Drengens musikalske Talent aabnede ham en lysere 
Fremtid . Det var især Valdhorn , han blæste , og 
ved mange Leiligheder havde Kievisch allerede havt 
Glæde af ham og høstet Lønnen for sin Omsorg for 
ham . 
Der opstod en Pause , som Comtesse Hilda først 
brød ved at sige : „ Hvor det var smukf af Dem , at 
tage Dem af den stakkels Familie ! “ 
„ Det er ikke værd at forringe Handlingens Værdi 
ved at rose den , “ svarede Kievisch . „ Jeg veed næsten 

ikke , hvorledes jeg skulde have handlet anderledes , 
naar jeg ikke vilde frakjende mig selv en Smule 
Hjerte . “ 
„ Der kan man see , “ udbrød Baron Wilhelm og 
reiste sig , „ at der under den letsindige Modeherres 
elegante Dragt kan findes et langt bedre Hjerte , end 
under den saakaldte Hæderliges agtværdigt Klædning . “ 
Hilda fulgte Broderens Exempel og reiste sig . 
Det blev Signalet til almindeligt Opbrud . „ Soldaterne 
følge deres Kammerat til Graven med en 
Sørgemarsch og forlade den med en lystig Melodi , “ 
sagde Kievisch . „ Lad os følge Krigernes Exempel . 
Vi have nu offret de Afdøde en alvorlig Tanke , lad 
os nu vende tilbage til Livet og nyde dets Glæder . “ 
Det lille Selskab svang sig i Saddelen , og i 
den deilige Aftenstund vare de strax Alle rede til at 
følge Kievischs Raad . 
— Omtrent en Fjerdingvei fra Hovedgaarden 
boede en ung Gaardmand , til hvis Datter ' Baronesse 
Hilda havde staaet Fadder . Ved deres Hjemkomst 
hørte hun , at Barnet var blevet meget sygt , og 
besluttede derfor næste Morgen at staae tidligere op 
end sædvanligt , før at besage Barnet før Frokosttiden . 
Allerede før Klokken 7 gik hun den følgende Morgen 
derhen , blot ledsaget af sin lille Søster Ellen . 
„ Hilda ! Hilda ! “ raabte Ellen pludselig . „ Der 

er Tosselars . Han kommer lige hen imod os , og 
han seer frygteligt ud . Hvor skal vi skjule os ? “ 
Hilda saae ham nu ogsaa komme løbende over 
Marken . Klæderne hang uordenligt om ham , Hovedet 
var ubedækket , og det tykke Haar flagrede i Vinden . 
Hans Øine stirrede vildt paa dem . Hun blev 
greben af en lammende Skræk . Begge vendte om 
og ilede tilbage saa hurtigt som muligt . Da den 
Vanvittige saae dem løbe , forfulgte han dem . De 
fordoblede deres Kræfter , men de svigtede dem snart ; 
de følte sig nær ved at segne om , og ingen Hjelp 
var isigte . De hørte hans Skridt nærmere og nærmere , 
og pludselig følte Hilda sig greben af hans 
jernhaarde Hænder . Han bøiede sit røde , fortrukne 
Ansigt imod hendes ; hans Aandedræt var som et vildt 
Dyrs . Det sortnede før hendes Øine , og hun sank 
besvimet til Jorden . 
Ellen udstedte et hvinende Skrig og forsagte med 
sine smaa Hænder at befrie Søsteren , men den Afsindige 
gav hende et saa voldsomt Slag , at hun tørnede 
mod et Træ , dog uden at tabe Bevidstheden , 
saa at hun endnu kunde udstøde det ene hjerteskærende 
Skrig efter det andet . Synet af den bevidstløse Hilda 
syntes at glæde den Vanvittige . Han betragtede hende 
opmærksomt og brød ud i en vild Latter , kastede sig 
over hende og greb hende med begge Hænder om 

Struben . I samme Nu sprang en Mand forbi 
Ellen , greb fat i Uhyret og kastede ham til Jorden . 
En heftig Kamp begyndte nu mellem ham og Tosselars , 
der var i Besiddelse af Kæmpekræfter , men Emil 
havde fra Begyndelsen saaet Overhaand over ham 
ved at sætte Knæet paa hans Bryst og fast slutte 
sine Hænder om hans Haandled , før han tænkte paa 
at sætte sig til Modværge . 
Han raabte til Ellen , gt hun skulde løbe før at 
faae Hjelp . I samme øieblik kom lykkeligviis en 
Bondevogn kjorende . Det var paa høie Tid , thi 
den Vanvittige var som et vildt Dyr , der udstødte 
hæse Hyl og vilde bide Emil , medens hans med Blod 
underløbne Øine viste , at han vilde dræbe Enhver , 
hvis han fik Overhaand . Ved Hjelp af Bonden lykkedes 
del at binde ham med et Reb og faae ham lagt 
op paa Vognen . Derpaa bad Emil Bonden at kjøre 
op til Gaarden , for at underrette Beboerne om , hvad 
der var passeret . Hilda laa endnu bevidstløs , og 
Ellen badede hendes Ansigt med sine Taarer . Emil 
sik koldt Vand fra en Aa og badede hendes Tindinger , 
men forgjæves , og han blev ængstelig , især da 
han bemærkede underløbet Blod paa hendes Hals , 
Mærker af den Vanvittiges Fingre . Han betænkte 
sig ikke længe , men løftede hende op paa sine Arme 

og gik med hende til hendes Hjem , fulgt af den grædende 
Ellen . 
Strax efter kom et let Kjøretøi farende henad 
Veien , det var Baron Wilhelms . Han var bleg som 
et Lig og i en Tone , der røbede den største Sjeleangst , 
raabte han , idet han sprang af Vognen : „ Er 
der Haab om hendes Liv ? “ Han rev Søsteren ud af 
Emils Arme , trykkede den smukke , livløse Skabning 
til sit Bryst og udbrød fortvivlet : „ O Gud ! det er 
min Skyld . Jeg lod det Uhyre blive her paa Godset . 
Døer Du , velsignede lille Søster , bliver jeg 
aldrig Menneske igjen . “ Ellen hulkede høit , og Emil 
kunde ikke give Haab ; han havde selv tabt det . 
Hun blev forsigtigt lagt paa Vognen ; dens Bevægelse 
vækkede hende af hendes dødlignende Tilstand . 
Et let Suk opsteg fra hendes Bryst , hun slog Øinene 
op , men i samme Nu lukkede hun dem igjen og faldt 
atter tilbage i sin bevidstløse Tilstand . Ellen , der sad 
ved hendes Side med Armen om hendes Nakke , havde 
dog seet det . „ Hun lever ! “ raabte hun jublende . 
Emil og Baron Wilhelm vendte sig hurtigt om , men 
hun laa atter bevidstløs for dem . Broderen vilde 
ikke troe Ellen , men hun forsikkrede , at hun havde 
slaaet Øinene op . 
„ Gud være lovet , saa er det kun en Besvimelse , “ 
sagde Emil . Baron Wilhelm trykkede hans Haand 

med Taarer i Øinene og sagde kun : „ Min Taknemmelighed 
mod Dem er sførre , end jeg kan sige 
Dem . “ 
Efterretningen om Ulykken , som Bonden havde 
bragt , udbredte sig snart til alle Gaardens Beboere . 
De ulykkelige Forældre vare lammede af Skræk . Paa 
Kievisch virkede det som et Lynslag . Han skjulte Hovedet 
i begge stne Hænder , og man saae tydeligt hans 
Taarer strømme . Da Lyden af Vognen naaede hans 
Øren , var han den Første , der ilede den imøde . 
„ Hun er reddet ! hun lever ! “ raabte Wilhelm 
til ham . 
„ Hun lever ! “ gik det fra Mund til Mund , og 
som et Trylleord vakte det Liv hos Alle , først og 
fremmest hos de . stakkels Forældre . Hun blev baaren 
ind og lagt paa en Sopha , og ved stærke Midlerlykkedes 
det omsider at kalde Livet tilbage hos hende . 
Men den Rystelse , den Dødsangst , hun havde gjennemgaaet , 
havde været altfor stærk . Hun vaagnede 
op i Vildelse , skreg og raabte , at man skulde befrie 
hende for det rædsomme Menneske , og hun kjendte Ingen . 
Flere Dage og Nætter laa hun i de vildeste Phantasier . 
Moderen veg ikke fra hendes Seng . Man læste 
Ængstelse og Bekymring paa alle Ansigter . Paa den 
før saa muntre og lystige Gaard herskede der Dødsstilhed . 

Man vidste ikke , om Dødsengelen var ifærd 
med at afplukke den smukkeste Blomst . — Men Himlen 
hørte de mange Bønner for den Kjære . Hendes 
Ungdomskraft feirede i denne tause , mystiske Kamp . 
En Krisis blev lykkelig overstaaet , og hun var frelst . 
Aarsagen til al denne Ængstelse og Farer , Tosselars , 
blev bragt til en Daareanstalt . Han havde 
været snu nok til , da han hiin Morgen tilfældigviis 
havde været ubevogtet , at opdage , hvor Gaardmandens 
Brændeviin var gjemt , havde brækket Laasen op og 
beruset sig , hvorefter han fik et Anfald af sit gamle 
Galskab . I denne Tilstand havde han mødt de unge 
Baronesser og strax udseet dem til sit Offer . 
Den første Dag , Hilda kunde komme ind i Havestuen , 
var en sand Glædesfest for Alle . Hun var 
meget bleg og afmagret , men saae fortryllende ud 
i sin hvide , kniplingbesatte Morgendragt . 
„ Det er første Gang , jeg seer Dem efter hiin 
forfærdelige Morgen , “ sagde hun til Emil , idet hun 
rakte ham Haanden og lod sine mørke Øine med et 
taknemligt Blik hvile paa ham . „ Jeg skylder Dem 
mit Liv . Hvorledes stat jeg kunne gjengjelde Dem 
det ? “ 
Kievisch ønskede sig i dette Øieblik i Emils 
Sled . 

„ Den største Løn , “ svarede Emil , „ er den Bevidsthed 
at have kunnet redde Deres Liv . “ 
„ Jeg vil troe Dem , “ sagde den gamle Baron . 
„ Min Kone og jeg føle Begge , at uden Dem havde 
min Datter været et Dødens Bytte , og vi takke Dem 
af Hjertet . Betragt fra idag mit Huus som Deres 
andet Hjem , og vær forsikkrer om , at Øe i hele Deres 
Liv ikke vil finde trofastere Venner end os . “ 
„ Og en Moders Taknemlighed svigter ligesaa 
lidt som hendes Moderkjærlighed , “ tilføiede Baronessen . 
Den gamle , livlige Stemning vendte atter tilbage . 
Man lo og spøgte , men da Baronesse Hilda 
endnu var svag , samledes man efter Middag i Havestuen 
istedetfor at streife om i Omegnen . Posten kom 
daglig , og man greb begjerligt efter Aviser og Breve . 
En Dag var iblandt Brevene et til Kievisch . Da 
han havde læst de første Linier , udbrød han : „ Har 
I 
jeg nogensinde hørt Mage ! Min gamle Ven , Kammerjunker 
Staal , er blevet gal ! “ 
„ Er Staal gaaet fra Forstanden ? “ spurgte Baron 
Wilhelm . 
„ Ja , det seer saaledes ud , “ svarede Kievisch . 
„ Han har forlovet sig med Grevinde Stjernholm . “ 
Enhver af de Tilstedeværende brast i Latter , 

undtagen Emil . „ Men hvem kan dog have bragt 
ham paa den Idee ? “ spurgte Baron Wilhelm . 
„ Sagen er , “ svarede Kievisch , „ at Magelighed 
altid har været Staals Skjødesynd . Han har altid 
ønsket en Herregaard , og den skal nu Grevindens 
Penge hjelpe ham til . Jeg vil dog raade ham til , 
naar jeg seer ham , at han sørger for at faae en 
Eiendom med en smuk Skov til , for at han kan faae 
et anstændigt Egetræ at hænge sig i . “ 
„ Har Grevinde Stjernholm ikke en Datter ? “ 
spurgte den gamle Baron . 
„ Jo , en udmærket smuk og yndig Pige ! “ sagde 
Kievisch med et Udtryk , der var heelt forskjelligt 
fra hans tidligere satiriske Tone , og hvorover baade 
Baronesse Hilda og Emil studsede . 
„ Moderen var ogsaa engang smuk , “ vedblev 
Baronen og trak paa Skulderen . 
„ Men Comtesse Arabella ligner ikke i fjernesle 
Henseende sin Moder , “ tog Kievisch ivrig Ordet . 
„ Hun er den elskværdigste og qvindeligste unge Pige , 
man kan tænke sig . “ 
„ Man siger ellers , at Æblet falder ikke langt 
fra Stammen , “ indvendte Baronen . 
„ Da er her et Exempel paa , at selv en fordærvet 
Stamme kan bære en smuk Frugt , “ svarede Kievisch 
og rødmede . 

„ Det er næsten utroligt , under saadanne Omgivelser 
og med et saa flet Exempel for Øie , “ bemærkede 
Baronessen . 
„ Hvorledes den unge Pige har kunnet udvikle 
sig saa smukt og saa reen , veed jeg ikke , “ svarede 
Kievisch alvorligt . „ Himlen benytter undertiden forunderlige 
Midler , og man bør ikke fordømme Børnene 
for Forældrenes Skyld . “ 
Samtalen blev afbrudt ved at en Tjener meldte , 
at Hestene stode for Døren . De unge Herrer havde 
aftalt en Ridetour , og Kievisch gik et Øieblik bort for 
at forandre sit Toilet . 
„ Der havde vi nær gjort Kievisch vred . Det 
var hans ømme Side , vi angreb , “ sagde Baron 
Wilhelm polidsk . 
„ Hvorledes det ? “ spurgte Moderen . 
„ Han er naturligviis forelsket i den unge Comtesse 
op over begge Øren . Han kommer meget i det 
Stjernholmske Huus , og naar vi kjende hans Mening 
om Grevinden , er det da tydeligt , at han ikke 
kommer der for hendes Skyld . “ Med disse Ord forlod 
ogsaa Baron Wilhelm Værelset , for at ride ud . 
„ Hvor Du seer bleg og angreben ud , Hilda ! “ 
udbrød Baronessen ængsteligt og greb Datterens 
Haand . „ Du er jo iiskold . “ 
„ Jeg har vistnok overanstrengt mig idag , “ svarede 

Hilda og forsøgte at reise sig , men sank atter tilbage 
i Lænestolen . 
„ Kom til Ro , mit kjære Barn , “ sagde Baronen . 
„ Støt Dig til mig . Naar Du har hvilet Dig , 
gaaer det nok over . “ Han lagde Armen om hendes 
Liv og mere bar end førte hende til hendes Værelse . 
Her faldt hun i en heftig Graad , der i høi Grad 
ængstede Forældrene . Der blev strax sendt Bud efter 
Lægen , og da han kom , laa hun i Feber . Man 
vaagede over hende hele Natten , og først henad Morgenen 
blev hun roligere , og Feberen tog af , men det 
varede flere Dage , inden hun kunde forlade sit 
Værelse . 
Den Eneste , der havde gjennemskuet Grunden til 
hendes Tilbagefald , var Emil , fordi han selv følte en 
lignende Smerte . Ogsaa han havde tilbragt en søvnløs 
Nat . Den Medbeiler , hans Phantasi før havde foregjøglet 
ham , kjendte han nu , og han tvivlede ikke om , 
at Arabella tilsidst maatte gjengjelde den Kjærlighed . 
„ Og dog elsker han hende ikke som jeg ! “ tænkte 
han . „ Han er god , hjertensgod , men letsindig . Ellers 
havde han ikke saaledes flagret om Baronesse Hilda 
med en Andens Billed i Hjertet . “ Han gjennemgik 
i Tankerne Alt , hvad der kunde give ham Haab , men 
nu udlagde han Alt som Følgen af Medlidenhed med 
den fattige , forurettede Kunstner . 

Da Hilda atter kunde forlade sit Værelse , og 
Kievisch med hjertelig Deeltagelse yttrede sin Glæde 
over atter at see hende i deres Midte , svarede hun 
saa koldt , næsten spottende , at han forundret stirrede 
paa hende . I samme Øieblik kom Emil ind . Hun 
rakte ham venligt Haanden og sagde med sin sædvanlige 
milde Stemme : 
„ Tak for Deres venlige Forespørgsler til mig 
gjennem lille Ellen ! “ og hun henvendte sig i den 
følgende Samtale næsten udelukkende til ham . 
Kievisch trak sig noget fornærmet tilbage . Han 
opdagede snart , at Hilda stadig undgik ham . Enhver 
af hans venlige Ittringer besvarede hun paa en sareastisk 
Maade , som han før ikke havde kjendt hos 
hende . Emil saae det og forstod det . Det forekom 
ham , at de Begge kæmpede paa en og samme Valplads . 
Et hjerteligt , søsterligt Forhold opstod imellem 
dem , og dette kom ganske naturligt , da Emil fra 
den . Dag , han havde reddet hendes Liv , af hele det 
Kongsbergske Huus blev betragtet og behandlet som 
et Medlem af Familien . Kun Kievisch bedømte det 
anderledes , især da han mærkede , at Emil var bleven 
tilbageholdende ligeoverfor ham og ikke opsøgte ham 
som tidligere . 
Kievisch , der troede at have opdaget en gjensidig 
Kjærlighed , blev skinsyg og følte sig forstemt og ubehageligt 

tilmode . Han forsøgte vel at indbilde sig 
selv , at den Sag jo kunde være ham aldeles ligegyldig , 
men det lykkedes ham ikke , og han besluttede 
at forlade Kongsberg . Alle Baron Vilhelms Overtalelser 
hjalp ikke . Han reiste . Fra den Dag var 
Hildas paatagne Munterhed forbi , og hun gik stille 
og tankefuld omkring . 
„ Stakkels Pige ! “ tænkte Emil , „ der før var saa 
livsglad og munter ! Man siger , at Kjærlighed strøer 
Roser paa Menneskets Vei ! Den bortriver Roserne 
og lader kun Tornene blive tilbage . “ 
12 . 
Kammerjunker Staals Bryllnp med Grevinde 
Stjernholm var bestemt til Begyndelsen af Februar . 
Grevinden skulde forinden ordne sine Pengeaffairer , 
og efter Arabellas indstændige Anmodning var Doctor 
Anker blevet hendes Curator . Det viste sig , at 
næsten hele hendes Formue var sat i Grosserer Frederiksens 
Handel . Han var en af Kjøbenhavns flotteste 
Grosserer , hvis vovelige Speculationer altid vare 
kronede med et usædvanligt Held . Doctor Anker var 
ikke af dem , der beundrede og applauderede Grossererens 
halsbrækkende Kunststykker , og han besluttede 
med Arabellas Samtykke at tage den Deel af Forumen , 

der tilhørte hende , ud af Hans Handel . Grossereren 
blev i høi Grad fornærmet , og udbad sig ialfald 
Frisf til den næste Termin , da han ikke havde 
en saa sfor Sum disponibel for Øieblikket . Det gik 
Anker ind paa . 
En Dag sadde Staal og Grevinden alene i det 
chinesiske Lysthuus . „ Jeg har Noget at foreslaae Dig , 
min Kjære , “ begyndte Staal . „ Og jeg haaber , at 
Du ligesom jeg føler , at vor Kjærlighed er saa stor , 
at vi kunne opoffre Alt for hinandens Lykke . “ 
„ Det bør Du ikke tvivle om , “ svarede Grevinden , 
„ men Du gjør mig ganske nysgjerrig . Hvad 
vil Du foreslaae mig ? “ 
„ Jeg vil kun have et Beviis paa Din Kjærlighed , 
min Engel . Det er kun et lille Offer fra Din 
Side . “ 
„ Du gjør saa maage Forberedelser , “ bemærkede 
Grevinden , „ at det seer ud , som om Du havde noget 
Ubehageligt at sige mig . “ 
„ Saa vil jeg uden Omsvøb sige Dig , “ afbrød 
Staal , „ at min Ven , Ritmester Silfverskjold , vil sælge 
sit Gods i Skaane , og har spurgt mig , om jeg vil 
kjøbe det paa fordeelagtige Vilkaar . “ 
„ Det vilde være en daarlig Speculation , “ udbrød 
Grevinden . „ Da Stjernholm døde , saae jeg , 
hvorledes alle Mennesker paa Gaarden bedroge mig , 

og jeg takkede Gud , da jeg vel blev af med den . Det 
Samme vilde gjentage sig , da vi jo i Kjøbenhavn 
ikke kan have Tilsyn med en Eiendom i Sverrig . “ 
„ Det har jeg ogsaa tunkt paa , “ svarede Staal . 
„ Jeg har derfor besluttet at tage min Afsked . Jeg 
veed nok , at Du ikke holder af Landlivet , men som 
en kjærlig Hustru vil Du nok følge mig og leve med 
mig paa en Herregaard . “ 
Grevinden saae paa ham med et Blik , der røbede 
alt Andet end Kjærlighed . „ Aha ! “ udbrød hun . „ Saa 
det var det lille Offer ? Du er virkelig beskeden i 
dine Fordringer . Jeg hader at boe paa Landet , og 
saa vil Du ovenikjøbet begrave mig i et fremmed 
Land ? “ 
„ Det skal Du ikke frygte , “ indvendte Staal . 
„ Den svenske Adel er netop en Omgang for Dig . 
Nei , bliv nu ikke hidsig . Det er dog ikke formeget 
forlangt af en Mand , der tilbeder Dig . “ 
„ Dine Ord og Fraser bryder jeg mig ikke en 
Døit om , “ svarede Grevinden . „ Viis Du det i 
Gjerningen og opgiv din Plan . Vi blive boende i 
Kjøbenhavn , og til Vinter indfører Du mig ved 
Hoffet . “ 
„ Du vil altsaa leve for Verden og ikke for 
micf ? “ spurgte Staal i en bitter Tone . 

„ Og Du vil leve for din Magelighed og ikke 
for mig ? “ udraabte Grevinden . 
„ Jeg kan ikke forstaae , “ vedblev Staal i samme 
bittre Tone , „ af Du kan elske Kjøbenhavn , endskjøndt 
den indeslutter Erindringer , som jeg synes , Du helst 
maatte undflye . “ 
„ Skal det være en Allusion til min Fortid ? “ 
foer Grevinden op . „ Du sfammer Dig maaskee over 
mig , den rige Grevinde , der er saa taabelig af ville 
gifte sig med en sättig Kapitain ? “ 
Staal foer op fra sin Stol , purpurrød i Ansigtet . 
„ Rikke ! Du forglemmer Dig . ' “ raabte han , men 
han lænkte , af hvis det nu blev forbi mellem dem , var 
det ogsaa forbi med de to Hundrede Tusinde Daler , 
og af han Heller maatte give efter , til Brylluppet var 
overstaaet . Saa skulde han nok vise , hvem der var 
Herre i Huset . ' 
Grevinden lænkte ligesaa , „ hvis det bliver forbi 
mellem os , blev jeg til Spot og Latter , men jeg vil 
ikke boe paa Landet . Pengene ere mine . Han faaer 
ikke en Skilling . Nu veed jeg , hvad han speculerer 
paa . “ 
Efter en Pause , hvori Enhver besfjeftigede sig 
med disse Tanker , begyndte Staal . „ Jeg vil see af 
glemme Dine Ord . “ 

„ Nu vel , lad det saa være glemt . Opgiv Du 
dine Planer . Jeg samtykker aldrig deri . “ 
„ Det skal vi faae at see , “ tænkte Staal , men 
sagde : „ Du har maaskee Ret i , at det var en ufornuftig 
Speculation . “ 
„ Endelig gaaer Du da i Dig selv , “ vedblev 
Grevinden glad . „ Og saa lover Du mig at præsentere 
mig ved Hoffet ? “ 
„ Jeg er da ikke gal , “ tænkte Staal , men sagde : 
„ Det bliver da ikke før vi blive gifte . “ 
Derefter fulgte en Forsoningsscene , og Grevinden 
triumferede over sin indbildte Seir . 
En af de følgende Morgener blev Arabella overrasket 
ved , at hendes Kammerpige indførte gamle 
Jacobs Kone , der grædende og jamrende styrtede paa 
Knæ for hende og med foldede Hænder raabte : „ Frels 
ham , naadige Comtesse ! De have flæbt ham i 
Fængsel ! “ 
Arabella var nærved at besvime . En frygtelig 
Ahnelse greb hende , og hendes Stemme rystede , da 
hun bad Konen at fortælle hende Alt . Hun fortalte , 
/ 
at man havde beskyldt Jacob for at have stjaalet et 
Armbaand fra Grevinde Stjernholm , at han havde 
tilstaaet , at han havde solgt Smykket , og uagtet han 
svor paa , at han var uskyldig , havde man dog arresteret 
ham som Tyv , især fordi han ikke vilde forklare , 

hvorledes han var kommen i Besiddelse deraf , og 
hvortil han havde brugt Pengene . Førend man transporterede 
ham bort , havde han dog faaet Leilighed til 
at hvidske til sin Kone , at hun skulde fortælle Comtessen 
Alt , men under fire Øine , da hun var den 
Eneste , der kunde frelse ham . 
Arabella var bleg som Døden , medens hun søgte 
at berolige den stakkels Kone . I samme Øieblik 
styrtede Moderen ind i Stuen . 
„ Det er en deilig Historie ! “ raabte hun . „ Jeg 
tænkte strax , at det var stjaalet , men det faldt mig 
rigtignok ikke ind , at Jacob var Tyven , ham Du 
elsker saa høit . Der seer Du igjen , hvor meget jeg 
tænker paa Dig . Havde jeg ikke meldt det til Politiet , 
havde Du aldrig faaet dit Armbaand igjen . “ 
„ Det har Du gjort , Moder ? “ spurgte Arabella . 
„ Ja ! og i dette Øieblik er jeg bleven stævnet til 
at møde for Politiet , da det har opdaget , at et Armbaand 
af den opgivne Beskrivelse i forrige Vinter er 
blevet solgt til en Iuveleer for 1200 Rigsdaler af 
et Bud ved Navn Jacob Petersen , der før har været 
Tjener i vort Huus . “ 
„ Jacob er ingen Tyv ! “ raabte Konen og vred 
sine Hænder . „ Om de ogsaa flæbe ham i Tugthuset , 
paastaaer jeg , at han er uskyldig . “ 
„ Det er noget Snak ! “ sagde Grevinden . „ Han 

har jo selv tilstaaet , at han har solgt Armbaandet . Følgelig 
er han en Tyv . “ 
„ Jacob har solgt Armbaandet for mig , og jeg 
har modtaget Pengene for det , “ sagde nu Arabella 
med fast Stemme . Den stakkels Kone sukkede og græd 
af Glæde , men Grevinden erklærede det for en Usandhed , 
der kun skulde redde Jacob , og mente , at intet 
Menneske vilde troe noget saa Usandsynligt . Arabella 
svarede ikke , men gik ind i sit Værelse . Et Øieblik 
efter kom hun tilbage med Juvelerens Qvittering . 
Grevinden stirrede stum af Forbauselse paa Datteren , 
og greb hende heftigt i Armen med det Udraab : 
„ Hvad kan Du sige til Din Undskyldning og Retfærdiggjørelse ? “ 
„ Intet ! “ svarede Arabella . „ Jeg beder kun om 
Din Tilgivelse . “ 
Heldigviis traadte Staal i samme Øieblik ind 
og studsede ved at see den hele Situation . Grevinden 
slap Arabellas Arm og begyndte med heftige Gesticulationer 
at fortælle , hvad der var passeret . Staal 
hørte roligt derpaa , men hans ondskabsfulde Smiil og 
lumske Sideblik undgik ikke Arabella . 
„ Har Du kjendt Mage til Datter ? “ endte Grevinden 
sin Beretning . „ Hvad vil Verden dømme , 
naar den hører , at Comtesse Stjernholm seier sine 

Smykker ud , og at Moderen anmelder dem før Politiet 
som stjaalne Sager ? “ 
„ Det er en meget combineret Historie , “ sagde 
Staal med en vigtig Mine ; „ men Du skal ikke dømme 
din Datter , før Du har Hørt hendes Bevæggrunde . 
Maastee ligger der en dyb Hemmelighed til Grund . “ 
„ Det er rigtigt ! “ mente Grevinden . „ Arabella ! 
Du har øieblikkelig at fortælle , hvorfor Du solgte 
dit Armbaand , og hvortil Du har brugt Pengene . 
Til Pynt og Fornøielser har det ikke været . Det 
nægter jeg Dig aldrig . “ — „ Hvor længe vil Du 
lade mig vente paa Svar , “ vedblev hun , da Arabella 
taug . Hendes Taarer slode rigeligt , men hun 
var fast besluttet paa , ikke at give sit Hjerte eller 
den unge Maler til Priis før Moderens eller Staals 
Spotterier . 
„ Arabellas Taushed bekræfter min Formodning , “ 
sagde Staal . „ Det er nok bedst , at jeg tager mig 
af den Historie og faaer Fyren løsladt , førend den 
kommer ud mellem Folk . “ 
„ Ja , min dyrebare Staal ! “ udraabte Grevinden . 
„ Spar hverken paa Penge eller paa gode Ord . 
Sagen maa neddysses . Gud være lovet , fordi jeg 
har Dig , medens min Datter kun volder mig Sorg og 
Ulykke . Jeg stoler paa din Klogstab og dit ædle 
Hjerte . “ 

Staal lovede , Intet at forsømme , tog Qvitteringen 
ud af Arabellas Haand og lagde den i sin 
Brevtaske . Derefter holdt han en Formaningstale til 
Arabella om , Intet at skjule for sin Moder , der burde 
være hendes Fortrolige i Alt , og begav sig strax bort , 
for at tage til Kjøbenhavn . Da Jacobs Kone vilde 
gaae , tog Arabella hendes Haand og sagde : 
„ Gaae med Gud ! Tilgiv mig al den Sorg , jeg 
mod min Villie har foraarsaget Eder . Hils Jacob fra 
mig og siig ham , at jeg snart kommer til Byen for 
at tale med ham . “ 
Da Moder og Datter bleve ene , fulgte naturligviis 
nogle ubehagelige Scener . Hverken Vrede , Trudsler 
eller Befalinger kunde formaae Arabella til at 
røbe sin Hemmelighed , og saaledes forløb et Par 
Dage . Staal kom tilbage og fortalte , at Sagen var 
neddysset , men at det ikke havde været ham muligt 
at skaffe Armbaandet tilveie . Juveleren havde nemlig 
solgt det til en Dame , der reiste til Amerika . Denne 
Efterretning bedrøvede Arabella , da hun dog havde 
troet idetmindsfe at faae det Udbytte af den hele 
Historie , at see sit kjære Smykke igjen . 
Istedetfor at Staal ved sin Nærværelse skulde 
gjøre Forholdet mindre Pinligt , arbeidede han tvertimod 
paa at gjøre det endnu mere spændt mellem 
Moder og Datter . Grevinden raadede han til ikke 

at ydmyge sig ved at trygle om en Fortrolighed , der 
tilkom hende , og Arabella var stadig Gjenstand for 
hans ondskabsfulde Hentydninger . Grevinden gjorde 
intet Spørgsmaal mere , men talte saagodtsom aldrig 
til Arabella , der maaskee under andre Forhold vilde 
have tilstaaet hende Sandheden . Hun behøvede nu al 
sin Taalmodighed for at bære det Kors , der var 
paalagt hende , og som tyngede hende mere og mere , 
jo nærmere hun lærte Staals Indflydelse og Karakter 
at kjende . 
— I Midten af September flyttede Grevinden 
til Kjøbenhavn , og det syntes , at hun nu vilde søge 
Opreisning for den lange , kjedsommelige Tid , hun 
havde tilbragt paa Landet . Den ulykkelige Staal 
maatte være i uafbrudt Activitet , fare fra Visit til 
Visit , og havde ovenikjøbet den Ærgelse , at see mange 
sarcastiske Smiil , naar man lykønskede ham , eller 
naar han præsenterede sin Forlovede . Da de fleste 
Familier endog undlode at gjøre Contravisit , bestyrkedes 
han endnu mere i sin Beslutning , at ville boe 
paa Landet , naar han blev gift , endskjøndt han forudsatte 
den Skærsild , han maatte gaae igjennem , før 
han kom saa vidt . Ved Tanken om alle disse forestaaende 
Scener blev hans Humør mere og mere 
pirreligt , og det gik ud over Arabella , da han ikke 
turde lade Grevinden undgjelde for sit onde Lune . 

Io blidere og elskværdigere Arabella var , desto 
haardere forfulgte han hende , da han sølle , hvor langt 
lykkeligere hun kunde have gjort ham , og med hvilken 
Stolthed han kunde have forestillet hende for Verden 
som sin Brud . Alt dette bidrog til , at hans Følelse 
for hende næsten blev hadefuld , saa at det , ved ogsaa 
stadig at ægge Moderen mod hende , tilsidst lykkedes 
ham at gjøre Hjemmet til et Helvede for hende . Paa 
sit eensomme Værelse udgræd hun sin Sorg , og saae 
ikke nogen Ende paa den . Hun kjendte Ingen af sin 
Slægt , hos hvem hun kunde søge sig et nyt Hjem , 
naar Moderen giftede sig ; thi de vare Alle fjendtligt 
stemte mod Grevinden og havde kun lidet tilovers for 
Datteren , som de ikke kjendte . 
Under alle disse smertelige Forhold havde hun 
dog to sande Venner , der kastede en Lysstraale over 
hendes mørke Liv ved at tage hendes Forsvar paa en 
hensynsfuld og sfaansom Maade . Det var Doctor 
Anker og Kammerjunker Kievisch , der i den senere 
Tid var bleven en stadig Gjæst i Huset og med stor 
Interesse fulgte Sagernes Gang . Ligeoverfor Arabella 
var han aaben og hjertelig , som en Ven , ikke 
som en Elsfer , skjøndt han vidste , at han nærede en 
saadan Følelse for hende . Grunden dertil var en 
stadig voxende Agtelse og Ærbødighed , der gav hans 
Kjærlighed et større Præg af Alvor end nogensinde 

før . At vinde hende , ansaae han vel for en Lykke , 
men naar han tænkte paa Moderens Karakteer og 
paa Staals modbydelige og latterlige Forhold til 
hende , nølede han og vaagede over sig , for ikke letsindigt 
at lege med hendes Hjerte og maaskee forøge 
den Byrde , der allerede tyngede paa hende . Arabella 
glædede sig- over hans Venskab , men Kievisch var 
hende ikke farlig . Hendes Hjerte tilhørte en Anden . 
I Slutningen af November finde vi Grevinden , 
Arabella , Staal og Kievisch samlede ved en splendid 
Diner hos Grosserer Frederiksen . Ved Bordet blev 
Historien om Baronesse Kongsbergs Fare og Frelse 
omtalt , og en ung Frøken , der „ kjendte enhver Omstændighed 
ved den “ , fortalte , hvorledes en ung 
Kunstner , Norstrand , havde frelst begge de unge Damers 
Liv , og at han siden betragtedes næsten som 
Søn i det Kongsbergste Huus . 
„ Han er for otte Dage siden kommen med Kongsbergs 
hertil Byen , “ saaledes endte hun , „ og han har 
allerede faaet flere Bestillinger , end han kan overkomme . 
Han er ogsaa en udmærket Kunstner , og de 
Portræter , han har taget af Baronen og Baronessen , 
vinde Alles udeelte Bifald . “ 
Nu begyndte en almindelig Lovtale over Emil . 
Den Ene fremhævede hans Talent , en Anden hans 
Skjønhed , en Tredie hans hele ridderlige Væsen o . s . v . , 

og da Kongsbergs Familie var meget anseet , vakte 
Historien Sensation , og den fattige , beskedne Kunstner 
blev pludselig Dagens Helt . Kun To af de Tilstedeværende 
delte ikke Begejstringen , nemlig Grevinden 
og Staal , der med indædt Harme maatte høre paa 
Lovtalerne , og det var kun med meget Besvær at 
Staal fik hende til at tie , af Frygt for at hun skulde 
forløbe sig . 
„ Alt , hvad jeg har hørt idag , har glædet mig , “ 
sagde en ældre Officeer . „ Jeg har kjendt den unge 
Kunstner som Dreng , og veed , at han er en vakker 
og ufordærvet ung Mand , der har maattet kæmpe 
mod en haard Skjæbne og smaa Kaar . “ 
Arabellas Hjerte bankede af Glæde over ethvert 
lille Laurbærblad , der blev flettet om Emils Navn . 
Hun henvendte sig til Kievisch , der sad ved hendes 
Side , og spurgte ham , hvorfor han aldrig havde fortalt 
hende den Historie , da han jo havde været paa 
Kongsberg i Sommer . Han rødmede og gav et undvigende 
Svar , og Arabella spurgte ham da , om han 
ikke delte den almindelige Mening om Nordstrand . 
„ 2o , jeg mener , at Alt , hvad der er sagt om 
den talentfulde unge Kunstner , fortjener han i fuldt 
Maal , “ svarede Kievisch , hvis aabne Karakteer altid 
feirede i enhver Kamp mod smaalig Skinsyge . 
Samtalen blev afbrudt , da Værten i en meget 

smigrende Tale udbragte en Skaal for Grevinde 
Stjernholm og hendes Forlovede . Paa Grevindens 
rynkede Pande og opbragte Blik saae han , at Samtalen 
ikke behagede hende , og han søgte derfor at udglatte 
Rynkerne ved sin fade Tale . Kort efter reiste 
Selskabet sig og fordelte sig i de mange glimrende 
Værelser . En udmærket Pianist tog Plads ved et 
kostbart Flygel og fængslede snart Alles Opmærksomhed . 
Arabella havde trukket sig tilbage til et lille 
Kabinet , hvor Musikens Toner hentryllede hende i 
Phantasiens Land . Hun drømte , at den lille Lanrbærgren , 
hun engang skjænkede Emil , var voxet op til 
et løvrigt Træ , og at hun saae ham staae i dets 
Skygge og række Armene ud imod hende . Med et 
Par kunstige Accorder forstummede Musiken , og 
Phantasierne flygtede bort , men hun kunde hvidske til 
sig selv : „ Den , jeg elsker , er min Kjærlighed værdig . “ 
13 . 
„ Det er et Hundeliv ! Jeg troer , Gud fordømme 
mig , jeg er bleven mager af al den Hoveritjcnesfe , 
der begynder med Frokosten , hvor Dagsprogrammet 
opsættes . Først til Modehandleren , Mannfacturhandleren , 
Kniplingshandleren , Baandhandleren og 
alle de Handlende , Fanden har opfundet . Saa til 

Juvelerer , Parfumerer , paa Meubelmagasiner , i Jernboutikker 
o . s . v . for det velsignede Udstyrs Skyld . 
Saa komme alle de fordømte Visiter til Creti og 
Pleti ; og naar vi komme dødtrætte hjem , saa enten i 
Middagsselskab eller selv have Fremmede . Ere vi 
tilfældigviis hjemme , maa jeg læse høit ! Om Aftenen 
i Theatret eller paa Concert . Det er en complet 
Musikgalsfab . Hun forstaaer sig ligesaa lidt paa 
Musik som jeg . Og til Syvende og Sidst skal alle 
Dagens Begivenheder recapituleres , inden jeg faaer 
Lov til at gaae hjem . “ 
Saaledes talte Staal halvhøit med sig selv , henstrakt 
i en Gyngestol og med Cigaren i Munden . 
„ Men , “ vedblev han , „ min Tid kommer ogsaa . Saa 
skal jeg vise , at jeg ikke lader mig bøie og beherske , “ 
og saa begyndte han igjen at drømme om de mange 
Penge og det magelige Herregaardsliv , men blev afbrudt 
af Kievisch , der kom ind i Værelset , saae spørgende 
paa Staal og udbrød : 
„ Vi ere dog Alle nogle store Børn , som hele 
Livet igjennem more os med at blæse Sæbekugler . “ 
„ Hvad mener Du med det ? “ sagde Staal . 
„ Nu ligger Du der , “ svarede Kievisch , “ og 
gotter Dig med din Cigar og ved dine Udsigter , og 
ahner ikke det Uveir , der er brudt løs over Dig . 

Det gjør mig ondt , at jeg stal være den Første , der 
bringer den Nyhed . “ 
„ Tal nu ikke i Gaader ! “ bad Staal temmelig 
forundret . 
„ Det gjør mig meget ondt for Comtesse Arabella , “ 
vedblev Kievisch , og et alvorligt og veemodigt 
Udtryk afspeilede sig i hans smukke Ansigt . 
„ Men jeg beder Dig at tale rentud , hvis Du 
vil , at jeg skal forstaae Dig . “ 
„ Har Du da ikke Hørt , hvad hele Byen idag 
taler om , at Grosserer Frederiksen har gjort en storartet 
Fallit og er rømmet til Amerika ? Et Handelshuus 
i Bordeaux har trukket ham med , da han allerede 
længe har staaet paa svage Fødder . Alt er 
pantsat ; der er ikke en Skilling til Creditorerne . “ 
Staal blev dødbleg . Alle hans skjønne Drømme 
vare med Eet tilintetgjorde . Han tabte Cigaren ud 
af Munden og gik op og ned i Værelset , uden at 
sige et Ord , før han blev afbrudt af sin Tjener , der 
bragte et Brev fra Grevinden , hvori hun bad ham 
øieblikkelig at komme til hende . 
„ Siig Grevinden , at hun snart skal høre fra 
mig , “ sagde Staal , og Tjeneren gik . 
„ Jeg skal følge Dig derhen , “ sagde Kievisch . 
„ Det vil ikke være ubeskedent , da Du veed , hvor 
megen Deel jeg tager i deres Ulykke . “ 

„ Men jeg gaaer ikke derhen , “ svarede Staal 
trodsigt . „ Vil Du gaae derhen , maa Du gaae 
alene . “ 
„ I Nødens Time stal man kjende sine Venner , “ 
sagde Kievisch alvorligt . „ Vil Du da trække Dig 
tilbage ? “ 
„ Du veed ikke , hvad jeg i disse Maaneder har 
gjennemgaaet . Jeg har været hendes Tjener , hendes 
Hund . “ 
„ Altsaa ? “ 
„ Jeg vil være ærlig imod Dig , “ sagde Staal 
efter et Øiebliks Betænkning . „ Du kan da ikke troe , 
at jeg nogensinde har elsket denne Qvinde . Jeg vilde 
. kun være riig , og derfor vilde jeg udholde Alt , men 
ikke en Time længer end til Bryllupsdagen . Nu 
stod jeg lige ved Maalet , og saa styrter hele Bygningen 
sammen ! “ — Han sank om i en Stol og 
skjulte fortvivlet Ansigtet i sine Hænder . 
„ Under andre Omstændigheder , “ svarede Kievisch , 
„ veed jeg nok , hvad jeg vilde kalde din Opførsel , men 
maaskee er der Noget , der kan undskylde Dig ligeoverfor 
Grevinden , men ligeoverfor Comtesse Arabella 
har Du jo opført Dig som — — “ 
„ Du lader til , “ afbrød Staal ham med et ondskabsfuldt 
Smil , „ at have meget tilovers for Äradella . 

Jeg giver Dig min Velsignelse . Mere kan 
Du ikke forlange af mig . “ 
Kievisch værdigede ham ikke et Svar og vilde 
forlade ham , men med en ynkelig Stemme kaldte 
Staal ham tilbage . „ Du maa ikke gaae endnu , 
førend Du har lovet mig ikke at lade Grevinden vide , 
at jeg har hørt Noget om den fordømte Fallit . Det 
er en Venflabstjenesfe , jeg beder Dig om , og raad 
mig saa , paa hvilken Maade jeg bedst kan hæve den 
ulykkelige Forbindelse . “ 
„ Skriffligt ! Det er det eneste Raad , jeg kan 
give Dig , “ svarede Kievisch . „ Skriv strax , og jeg 
skal sige Dig min Mening om det . “ 
„ Det er godt nok at sige , skriv strax ! men jeg 
veed ikke , hvilke Grunde jeg stal angive for et saa 
pludseligt Brud . “ 
„ Jeg giver Dig en halv Time til Betænkningstid . 
Er dit Brev saa ikke færdigt , gaaer jeg . “ Med 
disse Ord satte Kievisch sig hen i Sophaen , tændte en 
Cigar og bladede i en Bog . Det morede ham at 
iagttage Staal , der under denne uvante Hjerneanstrengelse 
sad og vred sig utaalmodigt , og blev mere 
og mere rød i Hovedet . 
„ Nu fik jeg en Idee ! “ udraabte Staal . „ Jeg 
vil skrive , at jeg er for gammel til at gifte mig . “ 
„ Det kan Du skrive med en god Samvittighed , “ 

svarede Kievisch . „ Enhver , der seer Dig i de daglige 
Folder , kan give Dig Attest derpaa . “ 
„ Du er i Grunden uforskammet , “ mente Staal . 
„ Nei , jeg siger Dig blot Sandheden . Det er 
mit Privelegium ligeoverfor Dig , og ifølge det vil 
jeg nu ogsaa gjøre Dig opmærksom paa , at Du med 
det Samme tager Afsfed med alle fremtidige Ægteskabsplaner . “ 
„ Hvorfor det ? “ spurgte Staal . 
„ Ligefrem fordi enhver Dør vil være lukket for 
Dig efter denne Hisforie , der ikke vil bringe dine 
Actier i Veiret , at sige naar man mærker , at Du 
banker paa med Frierhænder . “ 
„ Derfor vil jeg fra dette Øieblik betragte mig 
som en gammel Mand , “ svarede Staal med et dybt 
Suk , et Afskedssuk . 
„ Dertil siger jeg Amen , “ lo Kievisch og tog 
Afsfed . 
— Samme Morgen stod Grevinde Stjernholm 
i sin Dagligstue , beskjeffiget med at studere den nyeste 
Modejournal . I Værelsef ved Siden af ventede 
hende et Frokostbord , der kunde bringe enhver Lækkermunds 
Tænder til at løbe i Vand , og hvor der var 
dækket til tre Personer . Hun ventede utaalmodigt sin 
Forlovede , og da det ringede i Entreen , blev hun 
ubehageligt overrasket , da ikke han men Doctor Anker 

lidt efter traadte ind . Arabella kom paa samme Tid 
ind fra den modsatte Side , og ved at see Ankers 
alvorlige og sorgfulde Blik , udbrød hun : 
„ De har vist en Hjobspost at bringe os ? “ 
„ Det har jeg , “ svarede han . „ Har De Intet 
hørt ? “ Da hun benægtede det , satte han sig og sagde , 
at det gjorde ham ondt , at netop han skulde bringe 
Efterretning om en Ulykke , der havde rammet dem 
Begge , men som han haabede , de vilde bære med Fatning . 
Derefter fortalte han saa lempeligt som muligt , 
hvad vi ovenfor have hørt i Samtalen mellem 
Kievisch og Staal . 
Da Grevinden hørte , at hun var ødelagt , udstødte 
hun et Skrig og sank i heftige Kramper tilbage 
i Lænestolen . Da hun kom nogenlunde til sig selv , 
foer hun omkring paa Gulvet som en Afsindig , udstødende 
Forbandelser over Frederiksen og over den 
Skjæbne , der gjorde hende til en Tiggerske . Arabella 
bevarede sin Fatning og søgte tilligemed Anker at berolige 
Moderen , uden at det lykkedes dem , hverken 
ved at forestille hende Sagen som mindre farlig , eller 
ved at tye til Religionens Trøst . 
„ Hvad mon Staal vil sige til alt det ? “ udbrød 
Grevinden pludselig . „ Hvorfor er han ikke kommen 
endnu ? — Send øieblikkelig Bud efter ham ! Jeg 
vil tale med ham . “ 

Doctor Anker , der ikke kunde blive længer , tog 
Afsfed med nogle trøstende Ord og lovede at komme 
igjen i Dagens Løb . Tjeneren kom tilbage med Hilsen 
fra Staal , at Grevinden skulde høre fra ham . 
Arabella fattede Mistanke , men rodmede selv over 
den , da hun dog ikke kunde troe saa flet om Staal . 
Tjeneren blev atter sendt afsted , for at sige Kammerjunkeren , 
at han øieblikkelig maatte komme , men lidt 
efter vendte han tilbage , da han havde mødt Kammerjunkerens 
Tjener med et Brev til hendes Naade , 
hvilket han hermed bragte hende . 
Da Grevinden havde læst det , udstødte hun et 
hvinende Skrig , kastede Brevet paa Gulvet , trampede 
paa det og fik atter Krampe . Medens de tililende 
Folk hjalp hende , læste Arabella Brevet , der lød : 
„ Min kjære Veninde ! Da vi staae i Begreb med 
„ at foretage os det for Mennesket vigtigste Skridt i 
„ Livet , tør jeg ikke opsætte at meddele Dig den Over „ beviisning , 
jeg efter moden Overveielse er kommen 
„ til , at jeg er for gammel til at indtræde i Ægte „ standen . 
Den Ungdommelighed , som Du har beva „ ret 
baade i dit Ydre og i dit Indre , fordrer en ung 
„ Mand før at gjøre Dig lykkelig . Jeg har kun din 
„ Lykke før Øie , og derfor giver jeg Dig herved dit 
„ Ord tilbage . Jeg haaber , at Du intet Øieblik mis „ kjender 

mine Bevæggrunde til det før mig saa smer „ telige 
Skridt , og at Du altid vil mindes mig som 
„ din trofaste Ven . 
Staal . “ 
Forgjeves anvendte Arabella alle Midler , før at 
bringe sin Moder til Besindelse , og fortvivlet sendte 
hun Bud efter Doctor Anker . Da han kom , lod hun 
ham læse Staals Brev , der vakte hans dybeste Foragt . 
Han gik hen til Grevinden , der kastede sig krampagtigt 
til alle Sider , og først ved at gribe hendes Arm og 
fæste et gjennemborende Blik paa hende , lykkedes det 
ham et Øieblik at tvinge hende til Rolighed . 
„ Slip mig ! “ raabte hun . 
„ Nei , ikke før De lover mig at sidde stille og 
høre mig . “ 
„ Jeg vil Intet høre ! “ 
„ Men De skal høre mig , “ vedblev han roligt . 
En Kraftløshed greb hende , og uden at sige et Ord 
sank hun grædende tilbage i Stolen . Arabella tog 
kjærligt hendes Haand og trykkede den i begge sine . 
„ See paa Deres Datter , Grevinde ! “ sagde 
Anker , „ dette kjærlige og fromme Væsen , som Gud 
har skjænket Dem , og svar mig saa oprigtigt , om 
De Heller vilde give Afkald paa hende end paa Staal ? “ 
Grevinden saae forundret paa ham , og han vedblev : 
„ De har maaskee aldrig tænkt paa , hvorledes han 

daglig arbeidede paa at stille en Kløft mellem Dem 
og Deres Datter . Han gravede langsomt men sikkert , 
og tilsidst vilde han uden Tvivl have undergravet den 
smukkeste af alle Qvindens Følelser , Deres Moderkærlighed . 
Øg hvad havde De faaet til Erstatning ? 
En kold og hjerteløs Egoist . — Jeg er overbevist om , 
at han har erfaret Tabet af Deres Formue , førend 
han stred det Brev . “ 
„ Har De nogensinde i Deres Liv læst et falsfere , 
nedrigere og mere udtænkt Brev end det ? “ 
spurgte hun heftigt , og truede med at falde tilbage i 
Krampe . 
„ Det er min Pligt , Deres Naade , at sige Dem , “ 
vedblev Anker med uforstyrret Rolighed , „ at De for 
Deres Datters Skyld ikke bør glemme Deres qvindelige 
Værdighed , ved et Øieblik længer at sørge over 
et Menneske , der har handlet saa lavt . “ 
Dette gjorde ingen Virkning paa Grevinden , i 
hvis Hjerte Staal virkelig havde havt en Plads , 
og Anker maatte vedblive . 
„ Den eneste Maade , hvorpaa De kan undgaae 
Verdens Spot , er at bære med Værdighed den Krænkelse , 
han har tilføiet Dem . “ 
„ Den vil alligevel ramme mig . Man vil spotte 
en fattig , ulykkelig Skabning . “ 
„ Fattigdom fortjener aldrig Spot , “ sagde Anker 

med den samme værdige Tone , som han havde bevaret 
under hele Samtalen . „ Det kommer an paa Dem 
selv , hvorledes De vil bære de forandrede Kaar . 
Læg Mærke til den blide og stille Resignation , hvormed 
Deres Datter bærer sin Ulykke , og man skulde 
dog troe , at det var vanskeligere før Ungdommen at 
give Afkald paa mange af Livets Nydelser . Jeg kan 
godt forstaae , at det især maa smerte Dem før hendes 
Skyld . “ 
Grevinden blev skamfuld . Hun hævede Blikket , 
saae paa Arabella og trykkede hende til sit Bryst med 
en Hjertelighed , hun aldrig før havde viist hende . 
„ Stakkels Barn ! “ sagde hun . Arabella lagde grædende 
sit Hoved til Moderens Skulder . „ Du sagde 
altid , at han ikke duede , “ tilføiede hun lidt efter 
næsten hvidskende . 
„ Glem ham , Moder ! og hold lidt af mig , “ bad 
Arabella . 
„ Du troer maaskee , at jeg elsker ham endnu ? “ 
raabte Grevinden og reiste sig . „ Jeg hader og afskyer 
ham ! “ 
Doctor Anker lovede at komme igjen næste Dag , 
for at aftale , hvorledes Sagerne bedst kunde ordnes , 
og hvorledes man bedst skulde realisere alle de kostbare 
Luxusgjenstande . „ De vil nok med Tiden komme til 
den Erkjendelse , at der kan findes Lykke i et tarveligt 

Hjem , naar der kun hersker Fred og Enighed . “ Med 
disse Ord forlod Anker Grevinden . Arabella fulgte 
ham ud og takkede ham for hans skaansomme og 
kjærlige Ord . 
Da Grevinden blev alene med sin Datter , gav 
hun sin Sorg paany Luft , snart i vilde Udbrud , 
snart i en stille Jammer . Hun lignede et Barn , der 
stamper mod en Jerndør og græder over sin egen 
Afmagt . Omsider fik Arabella hende bragt tilsengs . 
Lidt efter feirede Trætheden , og hun faldt i en dyb 
og fast Søvn . Arabella søgte sit eget Værelse ; hun 
gik gjennem de pragtfulde Værelser med en egen Følelse 
af Undseelse og Smerte , og først da hun var 
alene , kunde hun give sit eget Hjerte Luft . 
„ Min Gud ! “ bad hun . „ Forlad mig ikke , viis 
mig den rette Vei , nu da et nyt Afsnit af mit Liv 
begynder . Giv mig Kraft og Mod til at gaae Fremtiden 
imøde . Lær mig at savne Rigdomme — og 
det kan jeg , det vil jeg , men jeg trænger til din 
faderlige Haand . Vend min Moders Hjerte fra 
Verden til mig , saa at hendes Prøvelser kunne blive 
til Velsignelse for hende . “ 
Da hun havde sluttet sin Bøn og tænkt paa , 
hvor lidt Verdens Goder kunne flabe Lykke ; da hun 
følte en Byrde lettet fra sit Bryst ved at vide Staal 
forsvunden fra hendes Kreds , og endelig , da hendes 

Tanke førte hende til den , hos hvem den helst dvælede , 
da kunde hun slumre ind med et glad og sorgfrit 
Hjerte . 
14 . 
Vi have længe ikke besøgt Emils Forældre . De 
sidde sammen de Gamle i Skumringen et Par Dage 
efter de foregaaende Begivenheder . 
„ Veed Du , hvad jeg tænker paa , Mutter ? “ 
spurgte Vagtmesteren pludselig . 
„ Jeg troede , at min kjære Mand sov , og saa 
sidder han og tænker ? “ svarede den venlige Kone . 
„ Jeg har ogsaa sovet , “ svarede han , „ og derfor 
ere Tankerne nu saa klare . Jeg tænkte over , hvor 
Alt dog har forandret sig siden ifjor . “ 
„ Vor Herre har været god mod Emil , da han 
lod ham træffe disse velsignede Kongsbergs . Men 
han er ogsaa et sjeldent Menneske , en Søn vi kan 
være stolt af . “ 
„ Det er jeg min Salighed ! ogsaa , “ raabte Vagtmesteren ; 
„ ligesaa stolt , som om han var bleven 
Oberst . “ 
„ Tys ! tys ! Fatter ! Du har jo lovet Emil ikke 
at bande . “ 
„ Ja visf ! Men det er sgu ogsaa for galt , siden 
den Dreng kom i det fornemme Selskab , “ brummede 

den Gamle . „ Nu kan hans fine Øren ikke taale at 
høre en lille uskyldig Eed . Han er istand til at gaae 
hen og blive en heel Modeherre ? “ 
„ Men dog bliver han ved at være en kjærlig 
Søn , “ vedblev Moderen . 
„ Ja , ja da ! det er sandt . Men een Ting maa 
Du indrømme mig , at Emil er en løierlig Stokfisk . 
Jeg troer , Gud hjelpe mig , at han endnu aldrig har 
været forelsket . “ 
„ Jeg veed ikke , hvad jeg skal sige om det , “ sagde 
Madam Norsfrand . „ Somme Tider troer jeg det , 
og somme Tider troer jeg det ikke . Naar jeg taler 
til ham derom , siger han , at han kun vil leve for sin 
Kunst . “ 
„ Han flægter sgu ikke sin Fader paa i det Kapitel , “ 
mente Norstrand . 
„ Det skulde Du glæde Dig over , “ svarede hans 
Kone . 
„ Naa ja da , “ sagde den Gamle godmodigt . 
„ Men Du har ikke noget at klage over , Moer ! Vi 
To gaae nu nedad Bakke Haand i Haand til vor 
Grav , og jeg vilde nok , førend jeg gaaer bort , see 
den , Emil stal følges med ; thi det duer min Sjel ! 
ikke at være ene . “ 
„ Destoværre troer jeg , at Emils Beslutning er 
urokkelig , “ sagde Moderen , da i det Samme raske , 

ungdommelige Skridt lode sig høre paa Trappen , og 
Emil traadte ind . 
„ Hvor her er mørkt ! “ udbrød han forundret . 
„ Vi kan saa godt passiare i Mørke , vi to Gamle , “ 
sagde Norstrand , og hans Kone gik ud for at hente 
Lys . Lidt efter kom hun med en smuk Lampe , og 
nu saae man , hvilken Forandring der var foregaaet i 
Værelset . Gulvtæppe paa Gulvet , smukke tykke Gardiner , 
nye Møbler , og Norstrand i en magelig Lænestol 
istedetfor paa den haarde Sopha viste , at den 
Lykke , Sønnen havde opnaaet , ogsaa kastede Reflex 
over de gamle Forældres Bolig . 
„ Vi sidde just og tale om Dig , Emil , “ sagde 
hans Fader , „ og vi vare enige om , at det vilde være 
en Velsignelse , naar Du engang bragte os en rigtig 
rar lille Kone hjem . Men Du er saa løjerlig . Det 
skulde have været mig , da jeg var ung ! “ 
Emil blev veemodigt stemt , men svarede med en 
forceret Livlighed : „ Jeg har noget ganske andet Alvorligt 
at tænke paa end saadanne Daarskaber . Jeg 
har formælet mig med min Pensel , og det er en 
' fordringsfuld Hustru , der lægger Beslag paa mig i 
Et og Alt . Du maa nu finde Dig i , at nøies med 
den Svigerdatter , Fader ! “ 
„ Det er noget djævelblændt Sludder ! “ udbrød 
den Gamle . „ Om Forladelse ! Det var ikke pænt 

sagt , men jeg veed min Sjel ! ikke , hvad det er for 
Fiskeblod , der ruller i dine Aarer . “ Dermed greb 
han en Avis , hvormed han næslen skjulte sit Ansigt , 
idet han lod som om han læste i den , medens hans 
Kone med Sorg betragtede Emils veemodige Smil , 
og havde sine egne Tanker derom . Emil afbrød Tausheden 
med af sige : 
„ Jeg har et Forslag af gjøre Eder . Du , Fader , 
klager saa meget over Trapperne og over Varmen 
heroppe . Jeg har derfor leiet en net lille Leilighed i 
en Stueetage paa Nørrebro til Eder , og dertil hører 
en Have med Lysthuus , hvori Du kan ryge saa mange 
Piber , Du vil . “ 
„ Det kan jeg sgu lide , “ udbrød gamle Norsfrand . 
„ Saa kan jeg leve op igjen . Og Mutter , som holder 
saa meget af Blomsler ! Det var smukt af Dig , 
min Dreng . “ 
„ Men er der nu ogsaa et godt Atelier til Dig ? “ 
spurgte Moderen . 
„ Nei , der er kun Plads til Eder , men jeg har 
været saa heldig af faae saa mange Besfillinger , af 
jeg maa have mit Atelier inde i Byen . Jeg maa 
arbeide fra Morgen til Aften , men jeg lover af spise 
hos Eder hver Middag , og der bliver vel ogsaa en 
Aften tilovers for mine kjære Forældre . “ 
Madam Norsfrand var ikke synderligt glad over 

det Arrangement , men den gamle Vagtmester sagde 
paa sin djærve Maneer : „ Jeg kan sgu ikke lide det 
Kjellingeri . Et ungt Menneske har godt af at være 
lidt paa sin egen Haand , og det kan jo være , at det 
netop giver ham Lyst til selv engang at sætte ordentligt 
Bo . “ 
Jo længere man talte om disse Forandringer , 
desto mere opklaredes Madam Norstrands Ansigt . 
En Timestid forlød hurtigt . Lidt efter kom Doctor 
Anker . Han fortalte Emil Alt , hvad der var passeret 
i den Stjernholmske Familie og fremhævede især 
den forskjellige Maade , hvorpaa Moder og Datter 
havde taget den Ulykke , der var rammet dem . Fornemlig 
talte han om Comtesse Arabellas Sjelstilstand . 
Emil spurgte ham ængsteligt , om der var Fare 
for , at de skulde komme til at lide Nød . 
„ Nei ! “ svarede Anker . „ Jeg har talt med Comtessen 
om deres Anliggender ; thi med Grevinden kan 
det ikke hjelpe at tale . Den afdøde Greve har efterladt 
sin Datter en fast , ikke ubetydelig Rente , og 
Grevindens Smykker og Luxusartikler vilde nok kunne 
gjøres til en halv Snees Tusinde Daler . Til at 
holde Heste og Vogn bliver der rigtignok ikke Raad , 
saa at Grevinden nok vil kalde sig selv det fattigste 
og ulykkeligste Menneske paa Jorden . “ 

„ Den onde Kjelling ! “ brummede Vagtmesteren . 
„ Det er ikke mere end retfærdig Gjengjeldelse . “ 
„ Jeg troer ogsaa paa en saadan Nemesis , “ svarede 
Anker . „ Det er dog midt i den Sorg en stor Lykke 
for Arabella , at hendes onde Dæmon , denne Staal , 
har hævet sin Forlovelse med Moderen . For at staffe 
sig ham fra Halsen , kan man gjerne afsee en ganske 
god Kapital . “ 
„ Den gamle , forfængelige Tosse ! “ brummede 
igjen Vagtmesteren . 
„ Jeg har engang Hørt hende benytte Maria 
Stuarts Ord : « Is eosur 68t toujour8 vieres pour 
un nouve ! amour , » sagde Anker til Emil . 
„ Det er en modbydelig Frase i en Dames Mund , “ 
mente Emil . 
„ Men den betegner Grevinden “ indvendte Anker . 
„ Jeg maa nu afsted . Jeg har flere Patienter at see 
til . “ Dermed tog han Afsfed fra dem Alle , efterat 
have afslaaet Madam Norsfrands venlige Indbydelse 
at drikke Thee med dem . 
De Nyheder , Anker havde bragt , gjorde et levende 
Indtryk paa den lille Kreds . Vagtmesteren kunde 
ikke blive træt af at tale derom med sin Kone , medens 
Emil sad taus og hensunken i dybe Tanker , hvilket 
ikke undgik hans Moders Opmærksomhed . Hun fik 
en Ähnelst om , hvorledes det hang sammen , og beklagebe 

sin stakkels Søn , thi det maatte jo være en 
haabløs Kjærlighed , mente hun , at elske en Dame 
som Comtesse Arabella . 
Da Emil var ene paa sit Værelse , forekom det 
ham , som om Arabella idag var kommen ham nærmere . 
Rigdommens Muur var falden , men han 
følte , at der var flere end den , der skilte dem fra 
hinanden . ' Han aabnede en hemmelig Skuffe , tog 
Laurbærgrenen frem og trykkede den til sine Læber . 
„ O , gid jeg engang kunde sætte en Myrthekrands paa 
dit Hoved , ligesom Du engang smykkede mig med 
denne ! “ tænkte han , men tilføiede lidt efter , „ Nei ! 
for mig bliver Du aldrig Andet end Comtesse Stjernholm ! “ 
Han skjulte atter sin Helligdom . 
„ Bort , alle I Kjærlighedens Drømme ! “ vedblev 
han . „ Jeg er et Arbeidets Barn . Jeg bør ikke 
stræbe høiere end efter det , som Arbeidet kan give 
mig . Rig eller fattig , hun staaer dog altfor hent for 
mig . Kasf Kjærligheden bort , den fløver og svækker 
mig , istedetfor at opmuntre mig , naar der ikke er 
Haab om Gjenkjærlighed . “ 
— Han blev sin Beslutning tro , arbeidede ufortrødent 
Dag ud og Dag ind . Tiden forløb hurtigt , 
medens han med Magt concentrerede sine Tanker i 
Kunsten , og den indbragte ham baade Hæder og Penge , 
langt mere end han nogensinde havde drømt om . 

15 : 
Grevinde Stjernholm var og blev utrøstelig . 
Hun tænkte og talte kun om sin Ulykke , sit Had mod 
Grosserer Frederiksen og Staal , og trættede Alle ved 
sine ynkelige Klager . Hendes Misfornøielse steg , da 
hun mærkede , hvorledes alle de Venner , som hendes 
Sekstaber havde lokket , efterhaanden forsvandt . Hun 
ombyttede sin store Leilighed med en mindre , og af 
Tjenestefolkene beholdt hun kun Kokkepigen og Kammerjomfruen , 
hvilken sidste hun erklærede paa ingen 
Maade at kunne undvære . Eqvipager og de Møbler , 
der ikke kunde rummes i den nye Leilighed , bleve 
solgte ; men sine Smykker vilde hun ikke sælge , og 
for første Gang hørte man hende tale om sin afdøde 
elskede Mand , der havde skjænket hende dem , og at 
hun derfor ikke kunde skille sig ved dem . Da Anker 
forestillede hende , at hun kun ved at sælge dem kunde 
tænke paa at beholde sin Kammerjomfru , reisfe hun 
sig i sin fulde Høide , tilkastede ham et lynende Blik , 
og forlod Værelset majestætisk . Anker maatte smile 
ved denne høitidelige Bortgang , men Smilet forsvandt , 
da hans Blik faldt paa Arabella , der fortvivlet 
spurgte , hvad Enden skulde blive derpaa . 
Deres Moder maa mod sin Villie tvinges til 
Fornuft , “ svarede han . „ Frygt De ikke . Gud forlader 
ikke Dem . “ 

Medens Grevinden sad med Hænderne i Skjødet 
og klagede , var Arabella ikke et Øieblik ledig , 
men syslede omkring som en venlig Husalf . Skjøndt 
ogsaa hun følte Trykket , klagede hun aldrig , men 
tænkte paa Emil , der ogsaa havde kæmpet samme 
Kamp . Hans Vaaben var Arbeidet , men hvorfra 
skulde hun faae det Vaaben , undtagen ved Orden 
og Nøiagtighed i hele Husvæsenet ? Grevinden overlod 
hende gjerne Husets Bestyrelse , og Arabella 
anvendte al den Økonomi , der var hende mulig ; 
men det var hende en vanskelig Opgave at tilfredsstille 
Moderens urimelige og ufornuftige Fordringer , 
uden at komme i Forlegenhed . 
Kievisch , der var En af de Faa , der vedbleve 
at besøge Grevinden , iagttog med hemmelig Beundring 
Arabellas hele Færd , og hans Kjærlighed snarere 
forøgedes end formindskedes ved den Forandring , der 
var foregaaet . En Formiddag traadte han uanmeldt 
ind i den nye Bolig og fandt Arabella i Dagligstuen 
alene og beskjeftiget med et Haandarbeide . 
„ Hvorledes finder De vort nye Hjem ? “ spurgte 
Arabella og bad ham tage Plads . 
„ Nydeligt , som Alt hvad Deres Haand har 
ordnet “ , svarede han . „ Men vil De ikke føle Savn 
af Alt det , De var vant til ? “ 
„ O nei ! Jeg vil Intet savne . Desuden kan vi 

her faae det meget godt , og være glade og tilfredse i 
vore smaa Kaar , naar blot Moder var af samme 
Mening og ikke fandt sig saa ulykkelig . “ 
„ Hvor kan hun søle sig ulykkelig , naar hun har 
en Datter som Dem ! “ udbrød han , og da Arabella 
smilede roligt til ham , vedblev han : „ Arabella ! Naar 
De vidste , hvor høit jeg elsker Dem , og hvor lykkelig 
jeg vilde være , hvis De vilde blive min ! “ 
Arabellas Arbeide sank ned i Skjødet ; hun blev 
bleg , og Taarerne stode hende i Øinene . 
„ Hvorledes skal jeg forklare Deres Taarer ? “ 
spurgte Kievisch ængsteligt . 
„ Er der ikke Grund til Taarer , naar man staaer 
Fare for at miste en Ven og Broder ? “ svarede hun 
bedrøvet . 
„ Nu forstaaer jeg Dem , Comtesse ! “ udbrød han 
og reiste sig med en stolt Mine . 
„ Forlad mig ikke saaledes ; jeg beder Dem , “ vedblev 
Arabella . „ Bliv og hør roligt , hvad jeg vil 
sige Dem . “ — Kievisch salte sig igjen hos hende . 
„ Vær vis paa , at jeg erkjender , at De har været 
mig en trofast og sand Ven . Derfor har jeg i mit 
stille Sind betragtet Dem som en kjær Broder og 
holdt af Dem som en saadan , uden at tænke paa , 
at Deres Følelser for mig vare af en anden Natur . 
Nu , da jeg hører det , smerter det mig at skulle 

volde Dem Sorg — De , som fortjener at blive 
elsket . “ 
„ Ingen er Herre over sine Følelser , “ svarede 
Kievisch , „ og naar De intet Haab har at give mig , 
vil det kun være ubehageligt for os Begge at forlænge 
denne Samtale . “ 
Med en dyb Rødme holdt Arabella ham tilbage 
og vedblev : „ De stal være den Første , til hvem jeg 
vil betroe min Hemmelighed , for at vise Dem , hvor 
stor Priis jeg sætter paa Deres Venskab , og hvor 
høit jeg agter Dem . — Jeg har bortgivet mit Hjerte 
til en Mand , der er mig værdig , men Livets Forhold 
adskille os , og derfor har jeg besluttet aldrig 
at give nogen Anden min Haand . “ 
„ Læg De kun Deres Haand med Tillid i min , 
som i en Broders , “ sagde Kievisch med en blød , 
bevæget Stemme . „ Tilgiv , at jeg et Øieblik blev 
bitter . Det er jo ikke Deres Skyld , at Enhver , der 
kjender Dem , maa elske Dem . “ 
„ Siig ikke det , “ sagde Arabella smilende . „ Jeg 
trænger ofte til Overbærenhed , og jeg beder ogsaa 
Dem om den , fordi jeg mod min Villie har voldet 
Dem Sorg . Betragt mig i Fremtiden som en 
Veninde . Jeg er nu saa eensom og trænger til en 
Ven , der kan styrke mit Mod . — Jeg veed , hvad 

haabløs Kjærlighed vil sige , naar den først har fæstet 
Rod i Hjertet ; men Deres er endnu saa ung . “ 
„ Jeg lover at opfylde Deres Bøn , saa meget 
det staaer i min Magt , “ svarede Kievisch rørt og 
kyssede ærbødigt Arabellas Haand . „ Farvel , min 
Veninde ! Vi sees snart igjen ! “ 
Udenfor Stjernholms mødte han Baron Wilhelm , 
der blev meget glad ved at gjensee ham og 
vilde overtale ham til at følge med sig hjem til Middag , 
men Kievisch afslog det , da han kun var lidt 
oplagt til Selskabelighed efter den foregaaende Scene . 
„ Kom da paa Søndag , “ vedblev han . „ Der 
kommer kun et Par gode Venner . Men maaskee en 
vis ung Dame ogsaa den Dag lægger Beslag paa 
Dig . “ 
Kievisch blev blussende rød . „ Der er Ingen , 
der lægger Beflag paa min Tid , og jeg stat med 
Fornøielse komme , men jeg troede , oprigtigt talt , at 
dine Forældre ikke længer brøde sig om at see mig . “ 
„ Hvad er det for en Passiar ! “ lo Wilhelm . 
„ Lad os ikke tale derom . Maaskee tager jeg 
feil , “ sagde Kievisch og forlod ham . 
Det var dog ingen Feiltagelse af Kievisch . 
Det havde nemlig truffet sig saa uheldigt , at 
han flere Gange havde maattet afslaae Kongsbergs 
Indbydelser , fordi han skulde til Stjernholms . 

Dette gjorde et saa stærkt Indtryk paa Baronesse 
Hilda , at hendes Forældre ikke kunde blive uvidende 
om hendes Hemmelighed , og de gjorde nu Alt , for at 
hun skulde glemme ham . Han blev ikke oftere indbuden 
og blev modtaget med Kulde , naar han aflagde 
Visiter . Om alt dette var Baron Wilhelm uvidende , 
da han kun opholdt sig sjeldent i Kjøbenhavn , han 
kom nu hjem og fortalte , at han havde indbudet 
Kievisch til næste Søndag , men at denne havde 
frygtet for , ikke at være vel seet i Familien . 
„ Hverken din Moder eller jeg , “ sagde den gamle 
Baron , „ kan gjøre for , at han foretrækker Grevinde 
Stjernholms Huus for vort . “ 
„ Saa ? “ svarede Wilhelm . „ Ja , det lader til 
at han bygger og boer der . Jeg traf ham , da han 
kom derfra , og det undrer mig , at det ikke er blevet 
til Alvor mellem Comtesse Arabella og ham . “ 
„ Kievisch er en letsindig Herre , “ sagde Baronen 
med usædvanlig Heftighed , „ og det geraader ham ikke 
til Ære at være en saa stadig Gjæst der . “ 
Baron Wilhelm taug , da han vidste , at det ikke 
kunde hjelpe at forsvare sin Ven , men det gjorde ham 
ondt for ham . 
„ Hvor Du seer daarlig ud , Hilda ! “ sagde han 
lidt efter . „ Jeg kan ikke lide at see Dig saa bleg og 

veemodig . Det er mig som en Samvittighedsbebreidelse . “ 
„ Du fager feil , kjære Wilhelm ! “ 
„ For spurgte Alle til min smukke og livlige Søster , “ 
vedblev han , „ men nu komme Alle og beklage 
Dig , fordi den ulykkelige Begivenhed i Sommer saaledes 
har taget paa Dig . Det er tungt for mig at 
høre paa . “ 
„ Det skal Du ikke bryde Dig om , “ sagde Hilda . 
„ Det er let nok at sige . Du kunde dog idetmindste 
gjøre Dig Umage for at see lidt munter ud . 
Jeg kan for min Død ikke finde mig i det Bededagsansigt . “ 
„ Sæt Dig nu ikke graae Haar i Hovedet for 
min Skyld , lille Wilhelm ! “ svarede Hilda , smilende 
over Broderens Vrede . 
„ Paa den Maade bliver Du aldrig gift , lille 
Hilda ! “ 
„ Hold nu op at drille din Søster , “ afbrød Moderen , 
„ jeg har udtænkt et Middel , der nok vil helbrede 
Hilda . “ 
Hilda løb hen til sine Forældre , for at erfare 
deres Planer , og fik at vide , at de havde tænkt at 
gjøre en Badereise i Juni Maaned og derefter en 
Tour til Italien , Schweitz eller Spanien , og at de 
havde bestemt at blive borte et heelt Aar . 

„ Gid vi kunde reise den Dag imorgen ! “ udbrød 
Hilda glad . Baron Wilhelm , der maatte blive hjemme 
for at bestyre Godset og ikke havde Lyst til at drikke 
Brsndvand , lovede at støde til Familien i Slutningen 
af Aaret . 
Da Kievisch næste Søndag besøgte Kongsbergs , 
var han usædvanligt alvorlig og taus . Hilda tænkte , 
at hans Tanker vare andetsteds , og undgik ham saa 
meget som muligt . Ved Bordet sad hun hos Emil 
ligeoverfor Kievisch , og omtalte med saa megen Henrykkelse 
den forestaaende Reise , at Kievisch tænkte ved 
sig selv : „ Den lille Baronesse er ikke fri for Capricer . 
Mig har hun nu engang beæret med sit Had , 
og til Emil , som jeg troede hun nærede en dybere 
Følelse for , fortæller hun , hvor glad hun er ved at 
skulle sfilles fra ham ! “ 
16 . 
Et Aar er forløbet . Ankers Familie , bestaaende 
af den smukke Moder med fire ligesaa smukke livlige 
Børn , hvoraf det ene endnu er saa lille , at det maa 
bæres paa Armen , er forsamlet i den hyggelige Dagligstue 
og venter Faderen hjem . 
„ Der er han ! “ raabte den sexaarige Edvard , 
sprang ned af sin Gyngehest og løb ham imøde . 

De fo Smaapiger klyngede sig til ham og modtoge 
under uendelig Jubel hans Kjærtegn . Først da Klokken 
var otte , bleve de bragte til Ro . Anker tog Plads 
hos sin Kone i Sophaen og sagde kjærligt : „ Naa , 
hvad Nyt har Du saa oplevet idag ? “ 
„ Noget meget Interessant , “ svarede hun polidsk . 
„ Jeg har opdaget en Hemmelighed . “ 
„ Det var mærkværdigt . Det har jeg ogsaa . 
Lad mig nn først høre din Hemmelighed . Du har 
hele Dagen været sammen med Comtesse Arabella . 
Det ahner mig , at Du har aabnet en lille Hjertedør 
og kigget ind . “ 
„ Rigtigt ! — Vi gik efter Bordet en Tour sammen , 
og hvem troer Du , vi mødte ? Emil Norstrand ! 
Det gav et Sæt i Arabella , og da han gik forbi og 
hilsede meget ærbødigt , blev hun blussende rød , og 
det lykkedes hende ikke at gjenoptage vor Samtale 
endskjøndt hun øiensynligt gjorde sig megen Umage . 
Jeg lod , som om jeg Intet bemærkede , men førte 
Samtalen hen paa Kjærlighed og yttrede min Forundring 
over , at en saa smuk og elskværdig Pige som 
hun ikke endnu havde fundet Nogen , der var hendes 
Kjærlighed værdig . Hun svarede med en inderlig 
Veemod , at det ikke var hendes Skyld , og bad mig 
ikke at tale om den Ting . — Jeg er sikker paa , at 
hun elsker ham . “ 

„ Og jeg er sikker paa , “ afbrød Anker , „ at han 
elsker hende . Jeg havde længe ahnet det , men jeg 
ansaae det for urigtigt at opmuntre ham . Vished 
fik jeg først engang i Efteraaret , da han spurgte mig , 
om der ikke var Tale om en Forlovelse mellem Arabella 
og Kievisch . Dn skulde have seet hans Glæde , 
da jeg sagde nei ; og endnu mere , da jeg fortalte ham , 
af Kievisch var reist til Paris , for af tilbringe Vinteren 
der . Nu har jeg ovenikjøbet idag erfaret Noget , 
der bestyrker min Mistanke , og det er den Hemmelighed , 
jeg mente . “ 
„ Hvad er det ? spurgte Fru Anker . 
„ Jeg er nylig bleven Læge hos en Juveleer Christensen . 
Jeg var hos ham idag , og vi kom til af 
tale om Tyverier af Juveler . Pludselig spurgte han 
mig , om jeg kjendte Grevinde Stjernholm ? Det forundrede 
mig , og nu betroede han mig en lang Historie 
om et af hendes Datters Armbaand . “ 
Anker fortalte nu den hele Affaire , og endte med 
af berette Juvelerens Forundring over , af en saa rig 
Dame kunde bære sig saa besynderligt ad , og af Staal 
dengang havde taget det Løvte af ham , ikke af fortælle 
denne Begivenhed , for ikke af blamere den unge 
Dame . 
„ Jeg bad ham ogsaa om , “ vedblev Anker , „ af 

fortie Historien , og forsikkrede ham , af Comtessen 
havde brugt Pengene i et veldædigt Øiemed . “ 
„ Hvoraf vidste Du det ? “ spurgte hans Kone . 
„ Naar jeg sammenholder den Tid , da Arabella 
solgte Smykket , og da Madam Norstrand uventet fik 
sendt de 1000 Rigsdaler . “ 
„ Du har Ret , “ afbrød Fru Anker . „ Jeg kunde 
græde af Glæde over den stakkels , søde Pige ! Gid 
vi kunde gjøre Noget for hende ! “ 
„ Det seer ikke lyst ud for hende , “ sagde Anker . 
„ En saadan Moder er kun flabt til Ulykke for sig selv 
og Andre . Altid utilfreds og ufornuftig . Hun tager 
stadig op af sin Kapital , og det vil hun naturligviis 
vedblive med , indtil hun kun har Datterens Penge 
tilbage . “ 
„ Og saa ovenikjøbet at have en ulykkelig Kjærlighed ! “ 
udbrød Fru Anker . „ Men der maa jo dog , 
kunde gjøres Noget ! “ 
„ Det kan blive vanskeligt nok , “ mente Anker . 
„ For det Første en blodig Fornærmelse , og saa denne 
Standsforskjel . “ 
„ Hvad det Sidste angaaer , “ sagde Fruen , „ er 
Norsfand en saa udmærket og talentfuld Kunstner , 
og har saa megen Dannelse , at han er hævet 
langt over sin Fødsel . Desuden maa hans Kjærlighed , 

hvis den er sand , kunne kaste Glemselens Slør over 
en nok saa blodig Fornærmelse . “ 
Da Anker og hans Kone en halv Time efter 
sadde ved Thebordet , kom Emil for at gjøre en saa 
sildig Visit , da han vidste , at han ikke paa anden 
Tid kunde træffe sin Ven hjemme . Da han i Samtalens 
Løb spurgte til Kongsbergs , hørte han , at de 
ventedes hjem om otte Dage . Efter Theen gik Anker 
og Emil ind i Studereværelset , for at ryge en Cigar , 
og der blev bragt dem Viin og Glas ind . 
„ Iaften vil jeg proponere en Skaal , som vi 
endnu aldrig have drukket sammen , “ sagde Anker og 
fyldte Glassene , — „ for din tilkommende Kone ! “ 
Jeg vil tømme dette Glas paa din Kones Velgaaende , “ 
sagde Emil . „ Jeg gifter mig aldrig . “ 
Skaalen blev drukken , og Anker bemærkede , at 
en Alvorssky lagde sig over Emils Ansigt . 
„ Emil ! “ begyndte Anker efter en Pause . „ Lad 
os som altid tale fortroligt sammen . Hvorfor vil 
Du ikke gifte Dig , naar Du dog elsker og bliver 
gjenelsket ? “ 
„ Hvorledes falder Du paa den Tanke ? “ spurgte 
Emil forbauset . 
„ Hvad det Første angaaer , “ svarede Anker , 
„ fordi jeg i Aar og Dag har opdaget Comtesse Arabellas 
Billed i dit Hjerte . “ 

Emil rødmede stærkt og sagde alvorligt : „ Ja , 
Du har Ret ! Jeg elsker Arabella , og netop derfor 
vil jeg ikke gifte mig . “ 
„ Og naar jeg nu for det Andet siger Dig , “ 
vedblev Anker , „ at hun elsker Dig ? — Du ryster paa 
Hovedet ? Jeg veed det , og jeg skal betroe Dig en 
Hemmelighed , jeg idag har opdaget . “ 
Anker fortalte ham nu hele Hisforien om Armbaandet . 
Emil hørte paa ham med spændt Opmærksomhed , 
og , da han endte , udbrød han : 
„ Jeg har i mit stille Sind altid tænkt det , men 
jeg har aldrig ahnet , hvad hun har lidt derved for 
min Skyld . Men det er ikke første Gang , hun er 
en Lysets Engel for mig . Da Moderen haanede og 
spottede mig , var hun den , der ved sin Blidhed udflettede 
Fornærmelsen . “ 
„ Naar Du altsaa skylder hende saa meget , hvorfor 
da ikke aabent og ærligt tilstaae hende din Kjerlighed ? “ 
spurgte Anker . 
„ Der er gaaet lang Tid siden , “ svarede Emil , 
„ og i Aarenes Løb kan hendes Følelse have forandret 
sig . Maaskee har denne Følelse aldrig været Kjærlighed , 
og jeg viste hende da kun en slet Tjeneste , 
naar jeg nødsagede hende til at give mig et Afflag . “ 
„ Du vil da ikke , at hun skal frie til Dig ? “ 
spurgte Anker . 

„ Hvis Du kunde see i mit Hjerte , Anker , hvor 
ubeskrivelig hent jeg elsker hende , vilde Du ikke paa 
den Maade friste mig . “ 
„ Og alligevel fastholder Du din Beslutning , ikke 
at gifte Dig ? “ 
„ Jeg har ikke opgivet Haabet , “ svarede Emil 
begeistret , „ engang at kunne kalde den Engel min . 
I mit Hjerte har jeg opreist et Alter for hende , og 
det knæler jeg daglig for . — Men , “ vedblev han roligere , 
„ først maa jeg have erhvervet mig en uafhængig 
og anseet Stilling . Har Du Godhed for hende , vil 
Du ikke , at jeg skal kaste Fattigdommens Jernlænke 
over hendes Kjærlighed efter saa megen Opoffrelse . “ 
„ Du glemmer , at Comtesse Arabella ikke længer 
er riig . “ 
„ Men hun er og bliver dog Comtesse Stjernholm , 
og jeg vil ikke , at hun skal stige ned til mig . 
Nei , nei ! Lad mig som hidtil arbeide til mit Maal , 
og forstyr ikke min Sindsro ved at foregjøgle mig 
Drømme , som dog maaskee aldrig gaae i Opfyldelse . “ 
„ Og hvor mange Aar behøver Du , for at naae 
dette Maal ? — Hør nu mig , “ sagde Anker i en bestemt 
Tone . „ Jeg anseer selv Ærgerrighed for en Dyd , 
men den har sine Grændser . Du gaaer en farlig 
Vei , Emil , og derfor rækker jeg Dig min Vennehaand 

for at føre Dig ad-den Sti , hvor den sande Lykke 
blomstrer . Du elsker , men Du vil døve Kjærlighedens 
Stemme ved at lytte til Ærgjerrighedens 
Sirenesang , der kun synger om Rigdom og Anseelse . 
Du undergraver din Ungdom med kolde Beregninger , 
og henslæber dit Liv i en tom og glædeløs Tilværelse . 
Naar Du saa engang naaer dit Maal , er Du 
maaskee ogsaa ved dit Livs Maal . Det har jeg ofte 
seet . Eller Du er til den Tid bleven en kold og 
hjerteløs Egoist . “ 
„ Det er haarde Ord , Anker ! “ afbrød Emil . 
„ Men sande ! Tag Exempel af mig . Jeg var 
en fattig , ung Læge , da jeg giftede mig . Mine Udsigter 
vare ringe . - Hun var ogsaa en uformuende 
Pige , men af langt høiere Stand end jeg . Vor 
Kjærlighed overvandt alle Hindringer . Vi satte vort 
Haab til Gud , og han svigtede os ikke . Jeg har 
ogsaa havt min Ærgjærrighed , men den kan godt 
forenes med Kjærligheden , fordi jeg har et lykkeligt 
Hjem . Nu har jeg sagt Dig min Mening og viist 
Dig den eneste rette Vei . Vil Du ikke følge den , er 
Du ikke Arabellas Kjærlighed værdig , — og det skulde 
smerte mig dybt . “ 
„ God Nat , Anker ! Imorgen tales vi ved . “ 
Med disse Ord trykkede Emil hans Haand og tog 
Afsked med ham i en bevæget Stemning . 

Det var en varm , stille Sommernat . Al Tummel 
i Gaderne og den store Myresvcrrm havde trukket 
sig tilbage . Alle hvilede i Søvnens Arme . Emil 
satte sig med Haanden under Kinden ved sit Skrivebord , 
tankefuld og drømmende . Den frembrydende 
Dag fandt ham endnu der beskjeftiget med at skrive 
et Brev . 
Næste Morgen ilede Emil til Anker , førend denne 
endnu , havde begyndt sine Sygebesøg . „ Jeg vil med 
faa Ord , “ begyndte Emil , der var usædvanlig bleg 
og alvorlig , „ spørge Dig , om Du vil give Comtesse 
Arabella dette Brev . Jeg beder hende deri om en 
Samtale i dit Hjem . “ 
Med et roligt Smil svarede Anker : „ Giv mig 
kun Brevet . Jeg stal besørge det . “ 
Nogle Timer efter var Anker hos Arabella . Da 
hun takkede ham for hans Besøg , svarede Anker , at 
han ingen Tak fortjente , da hans Besøg kun var 
foranlediget ved en hemmelig Commission , han havde 
til hende . 
„ Fra Deres Frue ? “ 
„ Nei , men dog fra En , der staaer mit Hjerte 
meget nær , min bedste Ven . Han har bedet mig give 
Dem dette Brev . “ 
Arabella modtog det rødmende og med bankende 
Hjerte . „ Hvis Grevinden er hjemme , vil jeg hilse 

paa hende , medens De læser det , “ sagde Anker og gik 
lige ind i Dagligstuen . Faa Minuter efter sad Arabella 
i sit eget Værelse med det aabnede Brev paa 
Skjødet og smilede gjennem Taarer . Brevet lød 
saaledes : 
„ Comtesse Stjernholm ! Aar ere henrundne , 
siden jeg sidste Gang talte med Dem ; men der 
gives Følelser , som hverken Aar eller Adskillelse 
kunne forandre . Jeg modtog dengang en Gave 
af Deres Haand , der siden aldrig har forladt 
mig . Med den for Øiet har jeg stræbt fremad , 
og den har hvidsket til mig , at De ei var ganske 
ligegyldig for den dengang fattige og ubekjendte 
Kunsfner . Hvis der var Sandhed deri , og hvis 
De endnu har Spor af Interesse for mig , beder 
jeg Dem tilstaae mig en Samtale i Doctor 
Ankers Hjem , for at jeg kan sige Dem Alt , hvad 
jeg føler , at min Pen ikke formaaer at tolke . “ 
Da Arabella den følgende Dag kom hen til 
Doctor Anker , modtog han hende selv , men bad hende 
at gaae ind i Dagligstuen , da hans Kone og Børn 
vare paa Landet , og han selv maatte tale med sine 
Patienter . Han førte hende derind , men forlod hende 
strax . Det var som om en Sky gik for Arabellas 
Øie , og som om Blodet standsede i hendes Hjerte 

da hun saae Emil komme hende imøde med et henrykt 
Blik . 
„ Tusind Tak , fordi De tilstod mig denne Samtale , “ 
sagde han med en bevæget Stemme . „ Vil De 
nu ikke vredes , naar jeg aabner hele mit Hjerte for 
Dem ? “ 
„ O nei ! “ var hendes næppe hørlige Svar . 
„ Saa vil jeg samle alt mit Mod for at sige 
Dem , at De er den eneste Qvinde , jeg har elsket og 
nogensinde vil komme til at elske . Min Herkomst er 
ringe , mit Navn er borgerligt , min Fremtid usikker , 
— men dog vover jeg at bede om denne Haand , jeg , 
som kun har min Kjærlighed at byde Dem . — Svar 
mig , kan jeg haabe en saadan Lykke ? “ 
„ At dele Alt i Livet med Dem , deri vil min 
Lykke bestaae , “ svarede hun . „ De er den Eneste , jeg 
kunde skjænke min Tro . “ 
„ Arabella ! “ udbrød han . „ Forstaaer De dette 
Ords hellige Betydning ? “ 
„ Ja , jeg forstaaer den , og med Tillid lægger jeg 
min Fremtid i Deres Haand . “ 
„ Selv om jeg var den Ringeste af Alle , “ vedblev 
Emil , „ maatte disse Ord hæve mig fra Intet fil 
Noget . Min yndige Brud ! Med Guds Hjelp skal 
jeg blive din Tro værdig . “ 
— En Timestid efter traadte Anker ind fil dem . 

Et Øieblik stod , han taus og betragtede det elskende 
Par , der i deres Glædesruus ikke strax bemærkede 
ham . Derefter traadte han hen fil dem og gav dem 
en Broders hjertelige Lykønskning . Det blev besluttet , 
at Arabella skulde underrette sin Moder om sin Forlovelse , 
da hun ønskede at forskaane Emil for det 
Uveir , der strax vilde bryde løs over deres Hoveder . 
I deres Kjærlighed fandt de Begge Mod og Kraft 
fil at overvinde enhver Hindring . Emil lovede at 
komme næste Formiddag , og stolede paa , at Kjærligheden 
dog tilsidst skulde seire . 
17 . 
Med Hjertet fuldt af Glæde og Fryd ilede Emil 
ud til sine Forældre , der modtoge ham forundrede 
over , at han imod Sædvane kom saa tidligt . 
„ Jeg har ogsaa noget ualmindeligt at fortælle 
Eder , “ sagde han , „ Noget , der ret vil glæde Eder . “ 
„ Saa kom med det i en Fart , “ udbrød Vagtmesteren . 
„ Du skulde da vel ikke -- -- -- -- -- ? Nei , Du 
er og bliver en Stokfist . “ 
„ Maastee Du dog denne Gang tager Feil , 
Fader ! Imorgen bringer jeg Eder en fød og yndig 
Svigerdatter . “ 

„ Er det muligt ? “ raabte Moderen henrykt og 
omfavnede ham . „ Det var mit eneste Savn . “ 
„ Saa er det nu forbi , “ vedblev Emil . „ Og 
gjætter I , hvem det er ? Arabella Stjernholm ! “ 
Vagtmesteren tabte af Forbauselse sin Merskumspibe , 
og mærkede det ikke engang . „ Saa troer jeg , “ 
raabte han , „ Fanden plager Ørengen , at gaae hen 
og forlove sig med en Comtesse ! — Hör , veed Du 
hväd , det er nu Altsammen godt nok , at hun kan 
finde sig i Dig , men hvordan skal det gaae os ? Hun 
bliver for fiin for os to Gamle . “ 
„ Nei vist ikke , “ forsikkrede Emil . „ Viis hende 
blot den samme Kjærlighed , som I have viist mig , 
saa er jeg vis paa , at hun vil blive Eder en kjærlig 
Datter . “ 
„ Naar Du blot bliver lykkelig , Emil , “ sagde 
nu Madam Norstrand , „ bør vi Gamle ikke tænke 
paa os selv . Hun maa være en brav Pige ; ellers 
kunde Du ikke elske hende , og jeg vil holde af hende , 
som var hun mit eget Barn . Gud skjænke Dig sin 
Velsignelse , baade Dig og hende ! “ 
„ Moder forstaaer nu altid at belægge sine Ord 
bedre end jeg , “ asbrød Vagtmesteren og trykkede Emils 
Haand . 
— For Arabella var det ikke en saa let Sag som 

for Emil at forberede sin Moder . Efter megen 
Vaklen bestemte hun sig til uden Omsvøb at fortælle 
hende Alt , og maatte saa efter Udfaldet see , hvorledes 
hun kunde formilde hendes Vrede , som hun nok 
forudsaae ikke vilde udeblive . 
Da hun sad alene sammen med Moderen , begyndte 
hun : „ Jeg var idag hos Doctor Anker og traf der 
Hr . Norstrand . “ - Grevinden gjorde en utaalmodig 
Bevægelse . „ Vi skjulte ikke vore Følelser for hinanden , 
og han bad om min Haand . “ 
„ Det kan jeg lide ! Har man hørt Mage til 
Frækhed ! “ raabte Grevinden . „ Du svarede ham da , 
som han fortjente ? “ 
„ Moder ! Jeg har aldrig turdet betroe Dig min 
Hemmelighed . Hør da nu , hvad jeg svarede — at 
min høieste Lykke vilde bestaae i at dele Alt , Lyst og 
Mørkt i Livet med ham . “ 
Grevinden sad som rammet af Lynet . „ Saa Farvel 
mit sidste Haab om Lykke ! “ udbrød hun . „ Det var 
mit Haab , at Du skulde gjøre et rigt Parti . “ 
„ Det var en Umulighed , Moder ! “ 
„ Man kommer aldrig nogen Vei med din stridige 
og snedige Karakteer , “ vedblev Grevinden med rystende 
Stemme . „ Jeg kan ikke forhindre , at Du styrter 
Dig i Ulykke — og mig med ! “ 

„ Jeg følger den Vei , der alene kan gjøre mig 
lykkelig “ , svarede Arabella roligt . 
„ Du sagde dog engang , at Du aldrig vilde 
indgaae nogen Mesalliance . “ 
„ Det siger jeg endnu , Moder , men dengang forstod 
jeg ikke , hvad en Mesalliance var . En Forbindelse 
kan kun kaldes saaledes , naar man maa skamme 
sig ved sit Valg . Jeg er stolt af ham . Jeg vil 
aldrig komme til at rødme over hans Herkomst , da 
hans Talent og Karakteer hæver ham høit over saadanne 
Anskuelser . “ 
Til Arabellas Forundring rødmede Grevinden 
og blev hende Svar skyldig . Det var en Erindring 
om svundne Tider , der jog Blodet til Grevindens 
Kinder . Hun følte det selv og forklarede : 
„ Du bringer mig til at rødme af Skam over 
din Opførsel . “ Der opstod en ny Pause . 
„ Naar Du imorgen seer Emil , “ tog Arabella , 
der fik nyt Mod , omsider Ordet , „ saa tænk paa , 
hvorledes Du engang fornærmede ham . Dengang 
var Du forblindet , men Tiden har nu afsløret baade 
hans kjærlige Overbærenhed og Staals beregnende 
Falskhed . “ 
Dette var den bedste Maade at afvæbne -Grevindens 
Vrede imod Emil , thi naar hendes Tanker 
faldt paa Staal , concentrerede sig al hendes Vrede 

om ham . Hun kom i et voldsomt Oprør og var 
nærved at qvæles af Raseri , uden at kunne faae et 
Ord frem . Hun reiste sig pludselig og forlod Værelset . 
— Da hun senere kom tilbage , talte hun ikke 
et Ord til Arabella , der var glad ved at kunne hengive 
sig til sine lykkelige Drømmerier , uden af forstyrres 
ved nogen uhyggelig Scene . 
Den næste Dag kom Emil . Arabellas Hjerte 
bankede , da hun førte ham ind til Moderen . Grevinden 
reisfe sig og modtog ham med kold og afmaalt 
Høflighed . Emil studsede ved af see den Forandring , 
som disse Aars Sorger og Ulykker havde frembragt 
G 
i hendes Idre . Hun saae nedbsiet ud , hendes Haar 
var blevet graasprængt , Ansigtet furet , men man 
læste endnu det samme trodsige Udtryk deri . Ogsaa 
hun forbausedes ved af gjensee Emil , der ikke længer 
stod for hende som den beskedne , ubekjendte Kunsfner , 
men som den tillidsfulde , selvbevidste Mand . 
„ Jeg kommer med det Haab , “ sagde han til 
Grevinden i en ærbødig Tone , „ af det Skridt , Deres 
Datter har gjort , ikke har vakt altfor ugunstige Følelser 
mod den Mand , i hvis Haand hun har lagt 
sin Fremtid . “ 
Et haanligt Svar svævede paa Grevindens 
Læber , men ved af see Emils rolige og imponerende 
Holdning og hans kloge , gjennemtrængende Blik , blev 

hun mod sin Ville nsdsaget til af svare med usikker 
Stemme : „ Som min Datters Forlovede byder jeg 
Dem velkommen i mit Huus . “ 
„ Forældrenes Velsignelse er nødvendig for Børnenes 
Lykke , “ vedblev Emil . „ Jeg beder Dem derfor 
om Deres . “ 
Grevinden svarede ikke strax , men Arabella greb 
Emils Haand og nærmede sig sin Moder . „ Kjære 
Moder ! Lad nu Alt være glemt , og viis Du , at Du 
nu bedre forstaaer Emils Værd som Kunstner og 
Menneske ! “ 
Grevinden rødmede ved Tanken om sin tidligere 
Opforsel imod Emil og sagde . „ Den bedste Opreisning , 
jeg kan give , er min Velsignelse . “ Hun lagde 
sin Haand over de Unges forenede Hænder , men det 
var kun Læberne , ikke Hjertet der talte , thi det gik 
hende , som det gaaer saa mange Mennesker , at de 
lettere tilgive en Fornærmelse end forsone sig med 
den , der tilgiver Fornærmelsen . 
Derefter bad Emil hende at maatte føre Arabella 
til sine Forældre . „ Naturligvis ! “ svarede Grevinden 
spottende . „ Min Datter maa jo see sin tilkommende 
Mands Forældre . “ 
Arabella udslettede med et kjærligt Blik Moderens 
Spot , og faa Minutter efter gik de Forlovede 
til de gamle Norstrands , der modtoge hende med en 

Hjertelighed “ , der dannede en sfærende Contrast til 
Emils Modtagelse hos hendes Moder . 
— Faa Dage efter sin Forlovelse gik Emil til 
Kongsbergs . Paa Veien mødte han Kievisch , der , 
uden at Emil vidste det , var vendt tilbage fra sin 
Udenlandsreise . Kievisch yttrede sin Glæde ved at see 
ham og spurgte ham , hvor han agtede sig hen . 
„ Til Kongsbergs ! “ svarede han . 
„ Det var jo prægtigt . Saa kan vi følges . — 
Men hvad betyder den Ring ? Er De blevet forlovet , 
eller allerede gift ? “ 
„ Nei , endnu ikke , “ lo Emil . „ Det er først faa 
Dage siden , jeg blev forlovet med Arabella Stjernholm . 
— Det forundrer Øem ? Ja , det er ikke saa 
besynderligt , — endskjøndt vi have elsket hinanden i 
flere Aar . Kjærligheden har llgesom Ariadnes Traad 
ledet os ud af en Labyrinth af Hindringer . “ 
„ Det er sandt , “ svarede Kievisch alvorligt . „ De 
var altsaa min ukjendte Medbejler ? Det er en besynderlig 
Kjede , der slynger sig gjennem Livet . Den 
Haand , der berøvede mig Lykken , maa jeg nu takke 
for den . De stod engang mellem mig og Arabella , 
men det er ogsaa Øem , der har frelst Hilda Kongsbergs 
Liv . Hun er nu min Brud , og jeg rækker 
Øem Haanden som Ven . “ 
„ Jeg takker Øem af Hjertet , “ sagde Emil , „ og 

ønsker Øem til Lykke . Det overrasker mig forresten 
ikke , men fortæl mig , hvorledes det er gaaet til . “ 
„ Med Fornøielse ! Jeg reisfe til Paris , hvor 
jeg havde besluttet at opholde mig i længere Tid , 
men Lysten til Italien kunde jeg ikke modstaae , og jeg 
reisfe til Florents . Den Første , jeg mødte der , var 
Baron Vilhelm , der blev ligesaa glad som jeg ved at 
see hinanden , og han førte mig næsten i Triumf til 
sine Forældre . Baronesse Hilda modtog mig vel med 
et venligt Smil , men det forsvandt snart , og den 
Kulde , hvormed hendes Forældre modtoge mig , lod 
mig glemme Italien og tænke paa Nordpolen . Jeg 
besluttede strax at reise videre , men Vilhelm overtalte , 
ja næsten tvang mig til at blive og være Familiens 
Rejsefælle , da han ellers ogsaa vilde reise bort . Vi 
reisfe altsaa sammen ! I Begyndelsen saae Hilda og 
jeg hver til sin Side , men det kunde ikke vare længe , 
og en skjøn Dag opdagede vi , at vi elskede hinanden . 
Fra dette Øieblik blev Sydens Himmel mig dobbelt 
skjøn , Luften dobbelt reen , og de Gamles Kulde blev 
til Varme ; — derom kan De-selv overbevise Dem , 
da vi nu staae udenfor deres Dør . “ 
Glæden ved Gjensynet var stor paa begge Sider , 
og de Lykønskninger , man bragte Emil , kom fra 
Hjertet . Baronesse Hilda bad ham , snart at føre 
Arabella til dem . Hun var igjen den muntre , livsfriste 

Pige , hvis eneste Ønske var at gjøre godt igjen , 
hvad hun havde forskyldt , og allerede samme Eftermiddag 
kom hun og Arabella sammen for at knytte 
et Venskabsbaand , der blev uopløseligt . 
„ Naar I engang , “ sagde Baron Vilhelm , „ skulde 
see mig blive bleg og begynde at skrante , vil I saa 
ikke være saa gode at vise mig den Vei , som jeg 
uafvidende har viist min Søster og Kievisch . “ 
„ Det kommer an paa Dig selv , “ sagde Kievisch . 
„ Men maa jeg bede om Hindringer , “ vedblev 
Vilhelm . „ Kjærlighed uden Forhindringer er ligesaa 
slau som Kjod uden Salt . “ 
„ Vilhelm udmærker sig altid ved sine poetiste 
Billeder , “ sagde den gamle Baronesse smilende . 
— Grevinde Stjernholm tænkte med Forfærdelse 
paa Arabellas Bryllup . Den Kapital , hun selv 
havde havt at raade over , var betydeligt svunden ind , 
og hun saae ingen Udvei . Emil og Arabella mærkede 
hendes Angst og tilbøde hende Renterne af Arabellas 
Formue . Grevinden modtog Tilbudet , men den Tanke , 
at hun for Fremtiden var reduceret til at leve af saa 
Lidet og ovenikjøbet af deres Naade , var hende en 
stadig Anledning til nye Bebreidelser mod Skjæbnen 
og Uvillie mod dem , som vare de Eneste , der vilde 
hende vel . Paa selve Bryllupsdagen vilde hun ikke 
være tilstede ved Vielsen , men foregav Sygdom og 

kastede derved en Skygge over Arabellas Lykke paa 
den Dag . 
Den stille Vielse i Gjentoste Kirke overvcrredes 
kun af Emils gamle Forældre og Doctor Anker med 
Kone . Anker førte den unge Brud til Alteret . Hun 
følte sig som forældreløs i hendes Livs vigtigste Time , 
men netop derfor sluttede hun sig med desto større 
Inderlighed til Emils Forældre , der viste hende al 
optænkelig Kjærlighed . 
Da det unge nygifte Par næste Morgen sadde i 
deres hyggelige og smagfulde Hjem og nøde deres 
Morgenkaffe , sagde Emil : 
„ Jeg har en lille Morgengave til min unge 
Kone . Luk dine Øine og giv mig din Haand ! “ 
Arabella gjorde , som han ønsfede , og følte , at han 
heftede Noget om hendes Haandled . „ Nu maa Du 
see ! “ raabte han muntert . Arabella udstødte et Jubelraab , 
da hun saae det kjære , savnede Armbaand funkle 
sig imøde fra Armen . 
„ Tak , min elskede Emil ! “ udbrød hun og slyngede 
Armen om hans Hals . „ Du kunde ikke have 
gjort mig nogen større Glæde . Men hvorledes er 
det kommet i dine Hænder , og — Du veed altsaa 
Alt ? “ 
Emil fortalte hende nu , hvorledes han havde 
erfaret Alt af Anker , og hvilken Velsignelse dette 

Armbaand havde bragt baade ham og hans Forældre . 
For omtrent en Maaned siden havde han atter spurgt 
Anker , om det dog ikke var muligt at komme paa 
Spor efter det , og han hørte da , at den Dame , der 
havde kjøbt Armbaandet , var død i Amerika , og at 
en Slægtning af hende her i Byen havde arvet hende . 
Emil søgte ham strax op , og havde den Glæde , at 
Arvingen satte mere Pris paa Penge end paa Smykker . 
Han var glad ved at finde en Kjøber . 
„ Det lader fil , “ sluttede Emil , „ at det var Skjebnens 
Villie , at jeg skulde give Dig Armbaandet ; — 
men jeg har ikke dermed betalt min Gjeld fil Dig . 
Paa den skal min Kjærlighed stedse gjøre Afbetalinger . “ 
„ Det er som en Hilsen fra min afdøde Fader , “ 
sagde Arabella bevæget . „ Jeg seer heri et Varsel 
om , at han sender sin Velsignelse fil vor Forening , 
ligesom han paa min Consirmationsdag skjænkede mig 
den med Armbaandet . “ 
I det Samme traadte gamle Jacob og hans 
Kone ind , for af lykønske de Nygifte . 
„ Undskyld , “ sagde Jacob , „ af vi komme saa tidligt , 
men jeg kunde ikke lade være . Det var mig 
hele Dagen igaar , som om den gamle Greve ret 
glædede sig i Himlen . “ 
„ Kan Du nu tvivle om , Emil , “ sagde Arabella 

med Glædestaarer , „ af min elskede Faders Aand 
svæver velsignende om os ? Nu taler den atter til 
os gjennem hans gamle , trofaste Tjeners Mund . “ 
I den følgende Uge reiste Emil og Arabella ud 
til Kongsbergs , for af være tilstede ved Kievischs 
Bryllup med Baronesse Hilda , der blev seiret med 
stor Høitidelighed og Pragt . 
Grevinde Stjernholm overlevede kun et Aar det 
unge Pars Lykke , og i dette Aar var hun en Plage 
for sig selv og sine Omgivelser . Hendes Ødselhed 
O 
blev afløsf af en overdreven Oeconomi , idet hun nu 
nægtede sig selv det Nødvendigste til Livets Ophold , 
af Frygt for , af den Tid skulde komme , da hun saae 
sig nødsaget til af sfille sig ved sine Juveler . Kun 
ved disse kolde Stene hang endnu hendes Hjerte , 
ved denne Erindring om fordums Glæder .