File size: 192,530 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 |
Første Capitel . Susanne Rud . Det var i Stiftamtmandens Dagligstue , hans unge Datter gik op og ned i dybe Tanker ; hendes Ansigt var alvorligt , men ikke sørgmodigt . Hun saae ud , som om hun havde Mod til freidigt at tage fat paa Livet og være glad ved det , glad ved Solskinsdagene , dog ogsaa ved de stille Graaveirsdage , ja — som om der endogsaa kunde være et Slags Glæde for hende i at kæmpe med Storm og Uveir , naar hun kun maatte gaae feierrig ud af Kampen , feierrig i Ordets eneste virkelige Betydning — ufladt paa Sjælen — og kun mere rodfast derved . Hun lignede et ungt Træ , og blandt Træerne meest en ung Birk , der med sin sølvhvide Bark og sit lette , fine Bladehang , yndigt at see til , mere end noget andet af Skovens Træer har et qvindeligt Præg . Åndig var ogsaa denne unge Qvinde , som hun i Skinnet af den varme , blussende Kaminild vandrede op og ned , hvilende i den korte Mørkningsstund , paa den Maade , at hun ordnede og forarbeidede sit Liv , at det maatte blive til Gavn og Glæde for hendes Kjære , til Væxt og Velsignelse for hendes egen Sjæl . Det var Billedet af en sand nordisk Mø , hun frembød ; høi og rank gik hun med sine rolige Skridt og sin stolte , opreiste Holdning , det lokkede , blonde Haar rigt bølgende om den rene Pande og opfæstet omkring Hovedet i svære Fletninger , ligesom en Krone . Hvilken underlig Dybde og Klarhed laa der i de mørke Øine ! Hun saae ikke paa En , som andre Mennesker — mi — det Blik kom indvendigt fra og var dog saa ubevidst , som Blikket fra et klart Barneøie . Om hun var smuk efter græske eller romerske Skjønhedslinier , det kunde man ikke gjøre sig Rede for ; men der var en Deilighed udbredt over hende , lig Solskinnet i en Stue , der spreder sit gyldne Skjær overalt , hvor det naaer hen ; saaledes var hun Hjemmets Solskin . Hendes Klædning var en simpel Huusdragt af siint , blødt , uldent Tøi af en varm , rødligbrun Farve ; skinnende hvidt Linned saaes om Hals og Hænder ; hendes Bælte var fæstet med et Slags Sølvspænde med Kjæder , og i Halsen af den mørke Kjole bar hun en siint forarbeidet Sølje ; en glat Guldring paa Fingeren viste , at hun havde givet sin Tro til en Mand . Fra hendes tidlige Ungdom af havde der hvilet et stort Ansvar paa hendes Skuldre , da hun var den Wldste af en talrig Familie , og Moderens Sygdom gjorde denne usfikket til Husets Styrelse . Saaledes var Susanne , sfjondt vpvoxen — om ikke rigt — saa dog velhavende Huus , tidlig bleven bekjendt med Livets Alvor og Arbeide , i en Alder , hvor andre unge Pigers Liv meest er Leg og Dands . For den alvorlige , af Forretninger og Bekymringer ofte nedtrykte Fader var hun Lys og Glæde ; en Samtale med hende eller ogsaa kun Synet as hende var ham som en Læsfedrik , Det var ogsaa Faderen , den kjære , elsfede Fader , hun i dette Øieblik ventede hjem fra en Embedsreise ; den svage Moder hvilede , de yngre Søskende vare hos Lærerinden , og saaledes var et af de fjeldne Øieblik sfjænket hende , hvori hun uhindret kunde lade Tankerne fare saa vide . — Øg hvorhen vende sig vel den Unges Tanker ? Nærmest fluer Blikket vel ind i Fremtiden , især hvor den som herhar begyndt at vinde Skikkelse . Hendes Fremtid var i en Henseende lys og glad ; hun kunde med fuld Fortrøstning tænke paa sit Samliv med den Mand , til hvem hun havde bundet sig ; en Natur som hendes kunde ikke tage feil i det Væsenligste . Matthias Gram var et ædelt Menneske , alvorlig og gudfrygfig og mere end almindelig aandelig begavet . Disse betydelige Evner havde fra hans tidlige Ungdom fortrinsviis været rettede paa boglige Sysler ; den stolte og ærgjerrige Faders Forhaabninger om at see Sønnen glimre i Diplomatien eller Statstjenesten vare skuffede , og det glemte den Gamle nok silde eller aldrig . Han var en haard og egenkjærlig gammel Mand , der havde opdraget sin eneste Søn med en tyrannisk Ukjærlighed . Dette tilligemed et meget eensomt Liv havde givet Sønnen et stille og tilbageholdent Væsen ligeoverfor Fremmede , som han dog hos Mennesker , der tiltalte hans Hjerte , snart overvandt , og i Stiftamtmandens Huns havde han hurtigt følt sig ligesom hjemme . Da han saa i Tidens Løb fik Susanne Rud kjær og talte til sin Fader derom , gav denne vel sit Samtykke , thi han kunde Intet indvende imod denne Forbindelse , da Familien var af høi Byrd og ualmindelig anseet , saa at den i verdslig Henseende snarere for , øgede end formindskede hans Huses Glands ; men naar Sønnen talte om at gifte og bosætte sig , meente Faderen , at det hastede ikke , skjøndt han eiede flere Gaarde , af hvilke de Unge let havde kunnet faae en til Bolig . Dette piinte Matthias , han var sig . en underlig svag Uselvstændighed bevidst , men endnu havde han ikke vundet den Kraft , han behøvede , for at unddrage sig Faderens Tyrannie . Stiftamtmanden sagde vel : Søg at blive Professor ved Kjøbenhavns Universitet eller i Sorø ; men der var hans eensomme , afsluttede Opdragelse og fornemme Vaner ham i Beien ; han kunde ikke tænke sig det som muligt , at sremtræde offentligt og lade sin Røst høre for Andre , fkjøndt han følte , det vilde være det Bedste i alle Maader og den Vei , ad hvilken han nærmest vilde kunne gavne Andre , samtidigt med , at han udviklede sig selv . Alt Dette beskæftigede Susannes Tanker i dette Øieblik , og derimellem tonede det veemodigt i hendes Hjerte : Hvorledes skal jeg , naar Øieblikket kommer , slilles fra dem herhjemme ? Hvem skal sørge for Fader , hvem hygge om Moder ? Nei , det bliver bedst at vente , indtil Ingeborg voxer op og kan overtage min Plads . Hun tænkte aldrig paa at udtale flige Bekymringer for sin Moder ; det faldt Ingen , hverken Mand eller Børn , ind at gjøre denne deelagtig i Noget , der laa dem paa Hjerte . „ Det gaaer ei an , thi Moderer syg ! “ saaledes havde Susanne fra sin tidligste Barndom hørt , og det var mere og mere gaaet op for hende , at en Moder til Brug havde hun ikke , til den eneste Brug , som en Moder kan og skal være for sine Børn , det Helgenskrin , som Hjertets inderligste Følelser , Sjælens dybeste Tanker gjemmes i og hos . Saaledes havde ei Heller Faderen fundet hverken Opmuntring , Selskab , Raad eller Støtte hos sin Hustru , der i mange Aar havde været syg og sengeliggende . Dette alene havde dog ikke kunnet gjøre hende uskikket til at være sin Mands Medhjælp i Livet ; fra mangt et Sygeleie udgaaer der ubeskrivelig Velsignelse for Omgivelserne , naar den Syge er en virkelig Lazarus , der ligger og venter paa , at Døren skal oplades til Faderhjemmet . Saaledes forholdt det sig imidlertid ikke med denne syge Frue . Hun havde været og var tildeels endnu , trods sin Sygdom , en stor Skjønhed , og Skjønhedsfordringerne klæbede ved hende og hendes Sygeleie . Hendes Værelser vare Husets Pragtgemakker ; Alt , hvad der omgav hende , var kunstnerisk skjønt , hendes Natbord var forsynet med Sølvspeil , og alle Redskaberne til Paaklædning og Maaltiderne vare af rigt sorarbeidet Sølv . Hun selv var altid iført udsøgt smagfulde og overdaadige Sygedragter , og saaledes laa hun enten i Sengen eller paa et smykket Leie i sit Cabinet og lignede et deiligt Afgudsbillede i et hedensk Tempel . Manden havde bevaret den elskeragtige Beundring for hendes Skjønhed , der i Ungdommen havde bragt ham til ganske at overser alle Sjælens og Hjertets Mangler hos hende ; han kom Morgen og Aften ind til hende , kyssede hendes Haand , spurgte deeltagende til hende og hørte taalmodigt paa de samme ideligt gjentagne Klager , men saa gik han ind i Dagligsfuen , eller til sine Forretninger , som om han søgte efter Noget . — Ja ! stakkels Mand ! Dette „ Noget “ havde han søgt efter , ligesiden han blev gift , og det var — en Hustru . — Et Afgudsbillede er og bliver meget utilstrækkeligt , saavel til Opbyggelse som til Livets Trøst og Glæde . Ester Susanne fulgte en Søn , Alfred . Han var den eneste Søn og sin Moders asgjorte Indling . Det var ogsaa næsten umuligt ikke at føle sig tiltalt af ham , og ved nærmere Bekjendtsfab maatte man holde af ham . Livlig , opvakt og i mange Maader begavet og talentfuld , havde han et elsfværdigt Sind og et mildt , blødt Hjerte ; kun hans Nærmeste saae og følte hans Mangler , og det var meest for hans egen Skyld , at de voldte dem Bekymring ; thi med sin Billie vilde han vist aldrig Andet end glæde dem . Det , der savnedes hos ham , var en mandig Villie , Krast til at kæmpe og overvinde Vanskeligheder indadtil og udefter , Bestemthed til at gjennemføre en Opgave . Han opflammedes varmt nu for Et og un for et Andet , han opfattede med Lethed , men Det , som ikke gik let for ham , blev ogsaa uden Videre kastet tilside ; han besad Talenter , men mødte han Vanskeligheder i at lære Begyndelsesgrundene , eller tabte han Lysten . Forgjæves havde Faderen formanet ham til at vælge sig en bestemt Levevej ; det skiftede l hvert Halvaar , han samlede Kundskaber , men der manglede Grundighed , og fremfor Alt , hans bedste Sjælsevner svækkedes ved denne indre Omflakken , som han alt mere og mere vænnede sig til . Forholdet imellem ham og hans ældre Søster - var meget kjærligt , som der da i det Hele herskede et smukt og inderligt Familieliv i Huset ; dog deelte disse to Søskende meest deres Liv sammen , de vare næsten jævnaldrende , havde lært og leget sammen i Barndommen , og Søsteren var Den , der bedst kunde gaae ind paa hans mange sorfljellige Interesser , kun med den Forskjel , at hun aldrig ganske flap , hvad der engang havde faaet en indre Tilværelse hos hende ; han opflammedes og brændte i lys Lue til en Tid , men saa sluktes den Ild , der kun var antændt med knittrende Qviste ; hun derimod kunde kun nødtvungen lægge Studier eller Tegning , der var hendes afgjorte Talent og NndlingSbeskæftigelse , tilside , naar hendes Tid ikke vilde flaae til ; men hendes Tanker dvælede derved i Stilhed , hun fremmedes paa en ejendommelig Maade , skjøndt det gik ganske ubemærket til . Hun var ligesom Broderens Støtte ; Vet faldt ham aldrig ind , al han kunde hjælpe hende . Familien bestod , foruden disse Tvende , endnu af to Døttre , der vare under en Opdvagerindes Vejledning , Ingeborg , som var fjorten Aar og altsaa Den , der stod nærmest ved den voxne Alder , og Ellen , der var en lille Pige paa 11 Aar . Frøken Grove , saaledes hed den Dame , til hvis Omsorg de vare betroede , havde allerede i en Række af Aar været der i Huset ; hun havde ledet Susannes Opdragelse og var hende nu en trofast Veninde og Raadgiverinde . Hun havde i Henseende til Børnenes Opdragelse fuld Raadighed , da Moderen kun var Moder af Navn uden at være det af Gavn , men Stiftamtmand Rud , eller „ Herren “ , som han kaldtes , havde aldrig indrømmet Frøkenen nogen anden Stilling i Huset end en agtet Gjæsts ; indtil Susanne blev sytten Aar , styredes Hunsvæsenet af en gammel Jomfru , der aldrig kom tilsyne . Paa den unge Frøkens Syttenaars - Fødselsdag leverede Jomfruen under mange Taarer Nøglerne fra sig „ efter Herrens Ordre “ ; men hun græd ogsaa kun den Dag , thi Susanne styrede med en blød Haand og kom godt ud af det med gamle Jomfru Ane . Huset gik sin vante Gang , kun af Faderen nu henvendte sig med sine Ønsker til den unge Huusmoder istedetfor til Jomfru Ane , og af der nu af og til gaves større Middagsselskaber , siden der var en Værtinde til af føre Forsædet . Andet Capitel . Sfiftamtmanden . Fra denne flygtige Beskuelse as Husets Beboere vende vi tilbage til det hyggelige Værelse med dets Kaminild og dets unge Herskerinde . Susannes stille Time var forbi , hun hengav sig ikke længer til sine Drømmerier , hun gik til Vinduet og lyttede : „ Nu maa Fader snart komme “ , tænkte hun . „ Jeg vil lade Lampen tænde og tale til Jomfru Ane om Faders Middag “ . Paa Tanken lod hun Gjerningen følge uden Betænkning . Med rask , huusmoderlig Omsorg ordnede hun Alt , og det var ei heller for tidligt , thi meget snart efter hørtes Vognen , og hun ilede ud for af modtage sin Fader . Han kom ind ad Døven , efterat have afkastet Reisetøiet , en høi , smuk , aldrende Mand , noget graahaaret , noget bøiet ; han havde en umiskjendelig Lighed med Datteren ; en vis , ikke uklædelig Myndighed , som udtrykte sig i hans kraftige , charakteerfaste Ansigtstræk , var deels grundet i Forskjellen mellem Mand og Qvinde , deels i Aldersforskjcllen og den mangeaarige Vane at styre og befale . „ Hvorledes er det med Moder ? “ var hans første Spørgsmaal , da han traadte ind ad Døren . „ Som sædvanlig , fjære Fæder , der har Intet været i Veien , nu hviler hun ; om en Time ønsker hun at see os . Skal jeg ringe paa Faders Middagsmad ? “ „ Ja , og du spiser vel med ? “ „ Jdetmindste holder jeg Fader med Selskab , om jeg maa ; vi spiste Allesammen til sædvanlig Tid , da det var uvist med Faders Hjemkomst idag . “ De gik ind i Spisestuen , og Susanne satte sig for at rette an til sin Fader . „ Jeg har Nyt til dig , Susanne , “ sagde han ; men hun syntes , det kom lidt langttrukkent . — Hun tænkte paa Matthias , paa Broderen ; — men ad den Kant havde Faderen jo slet ikke været . Spørgende saae hun p » a Faderen . „ Her kommer en ung Dame i Huset , som du maa optage som en Veninde , hun har intet andet Hjem , det er min Myndling , Comtesse Ada Wildenow . “ „ Skal hun være hos vS altid ? “ spurgte Susanne forbavset og hende selv ubevidst noget forskrækket . „ Allid er et langt Ord “ svarede Faderen smilende ; „ men for Tiden maa mit Huns være hendes Hjem , hun er forældreløs , og nu er den gamle Bedstemoder , som har opdraget hende , dsd . Om hendes tydfle Slægtninge senere ville have hende hos sig , og om det vil være til hendes Bedste at komme der , maae vi see ; til hun er myndig og selv kam vælge , er Bestemmelsen , at hun skal boe hos os . “ „ Var det ikke den gamle Dame , til hvis Begravelse Fader nu var reist ? “ spurgte Susanne , „ og hvor gammel er den unge Pige ? Hvad hedder hun , og hvordan seer hun ud ? “ „ Det var mange Spørgsmaal paa eengang ; jeg skal see at besvare dem i god Orden : Ja , det var Mormoderens Begravelse , jeg har været til , ogsaa havde jeg Testamentet i mit Værge , dermed fulgte endeel Forretninger paa Stedet . Jeg vidste , at jeg var besfikket til Formynder for den unge Pige , og at det sandsynligviis vilde falde i min Lod at optage hende i mit Huns . “ „ Ada Wildenow er et Par Aar ældre end du , og hun er meget smuk . “ Smilende paa en Maade , der viste , at Skjemt og Skjelmeri ikke vare ham ganske fremmede , tilføjede han : „ Hun ligner dig flet ikke . “ Susanne forstød Ordene og Smilet , hun lo muntert , hun vidste godt , at hun var smuk i de Øine , hun brød sig om at tækkes . Faderen , Matthias og Alfred fandt hende smuk nok , og hvad saa Mere ? Andet brød hun sig ikke om . „ Naar kommer hun ? “ „ I Overmorgen ; og — det er sandt — der maa gjøres Anstalter i Morgen . Hun bringer foreløbigt en Kammerjomfru med ; dog sial det kun være , til hun søler sig lidt mere hjemme hos os ; senere tænkerjeg , du og hun kunne være fælles om en saadan . “ „ Jeg behøver da ingen Kammerjomfru , kjære Fader , det har jeg jo aldrig havt før . “ „ Lad du mig om det ; min Datter skal ikke sfaae tilbage for en Gjæst i mit Huus . “ I denne Attring viste Mandens Skjødesynd sig , han var stolt i alle Retninger . En ædel , retfærdig , sandhedskjærlig og i mange Henseender endog frisindet Mand , havde han ikke desto mindre omgjærdet sin Person og sin Familie med et Pandser as Storagtig hed paa alle Kanter . Hans Huus var det første i Provindsbyen , hans Slægt en af de ældste og bedste i Landet , han var stolt af sin gamle danske Adel ; Grever og Baroner vare sørst indførte med Enevælden ; han kunde regne sine Forfædre fra Dronning Margrethes Tid . En stakkels Mand var engang kommen til at yttre sig beklagende til ham om hans uhelbredeligt syge Hustru , men var bleven tilbageviist med det Svar , at hverken hans Frue - ) eller han selv beklagede sig over hendes Svagbed ; han selv i egnede sig det til en Wre og en Glæde at kunne lette hendes Lidelser ved sin Omhu og Opmærksomhed ; et høfligt , men koldt Buk bragte Manden til Taushed for stedse . — Lykønskninger i Anledning as Datterens Forlovelse bleve optagne paa lignende Maade . Han gav bort , Svigersønnen bg hans Slægt modtog . Han havde Intet imod , at det saaledes var Verdens almindelige Gang , men saae ingen særlig Grund til , at netop han skulde lykønskes i den Anledning . Hvad Under , at den Aland , i hvem saa Meget af Hedenskabet endnu fandtes , tilbad sit Afgudsbillede i det smykkede Kammer ? Dybt i Grunden af hans Hjerte ulmede Kjærlighedens Ild , men Hjertet savnede stedse , led Nød paa det Bedste , thi Jisskorpen tøvede med at smelte , og før det skete , kunde Hjerteageren ikke dyrkes , Sædens Frugt ikke ernære hans Aand , og Sindet ikke frydes ved Livets Blomster . Fruens Klokke ringede , og de gik ind til hende ; ja , ved første Øjekast kunde man da nok forstaae , at hun havde maattet kunne opflamme til brændende Lidenskab , saa sfjon var hun endnu . Ved at sce hende ligge saaledes , ej ulig en deilig Marinorstatue , Ansigtet stærkt belyst af en Lampe , det lammede , værkbrudne Legeme tildækket , fvrbausedes man over , at Alderen tilfyncladende neppe havde berørt hendes Træk . Saae man hende paa nærmere Hold , da var der Noget , der skæmmede det skjønne Ansigt , et Træk ved Mundvigerne , der drog dem nedad og talte om en vanskelig , forkjælet og egenkjærlig Charakteer , der fordrede mere Kjærlighed , end den gav , skjøndt ogsaa her herskede en reen aandelig Luftning , — kold og skarp blæste Vindensfundom deyjnde ; men aldrig havde hendes Børn seet eller hørt noget egenlig Lavt eller Uædelt ; manglede det Bedste endnu i dette Hjem , saa var det dog i Ordets egenlige Betydning et Hjem , et Ly og Værn imod alt Ondt og Daarligt . Stiftamtmanden sad i længere Tid inde hos sin syge Hustru og fortalte hende om sin Reise og dens Følger , omtrent hvad han havde meddeelt Datteren , kun tilføiede han Et og Andet , som han ikke havde fundet nødvendigt af omtale for denne , blandt Andet , af den unge ComteSses Formne ikke var betydelig ; han vilde i hendes Mindreaarighed forvalte den paa den Maade , af det Halve lagdes til Capitalen , og den anden Halvdeel gaves hende til > hendes personlige Udgifter . Comtessen skulde være Gjæst der i Huset ; det var ogsaa den eneste Maade , som han kunde beqvemme sig til af modtage hende Paa . At lade hende bidrage af sine Nsidler til Opholdet i hans Huns , var en Tanke , som hans Stolthed oprørtes imod . „ Hun skal i alle Maader være , som vor Datter ; men Susanne skal beholde den ZEldstes Ret . “ Saaledes sluttede han Samtalen med sin Hustru , og den paafølgende Dag hengik med Travlhed for hele Huset , med at berede og smykke det Værelse , der skulde beboes af den forventede Gjæst , dog især for Susanne i en ei ubehagelig Forventning om , hvorledes hun vel vilde synes om at være hos dem . I deres Hjertensgodhcd tvivlede ingen af de unge Piger om , at de visselig vilde holde meget af hende ; men om hun vilde holde af dem , det var et andet Spørgsmaal . Tredie Capitel . Ada . Comtesse Ada Wildenow kom og Forventningen forvandledes til Beundring . Ja ! Hun var smuk , mere end smuk , hun var en sand Skjønhed og saa indtagende . Hun lignede ei heller Susanne , deri havde Faderen havt Ret , eftersom hendes Skjønhed var af en ganske anden Art ; hun var under Middelhøide , med en siin , sylpheagtig Skikkelse ; sorte Lokker bølgebe om det lille , fine Hoved , der aldrig noget Øieblik holdtes roligt , Ansigtet var regelmæssig smukt i alle sine Træk ; den fiintbøiede Næse , den lille , smilende Mund med de hvide Perlerader , den mørke Hud med det varme Colorit og de spillende Øine , Alt hos hende var nydeligt , sra Taaspidsen paa den lille bitte Fod til de skjonne Hænder , der kunde have tjent en Billedhugger til Model , og som tydeligt vifte , at de ikke kjendte til Arbejde ; derhos var hun yndefuld i Alt , hvad hun foretog sig , og underholdende ved sin Livlighed og Bevægelighed . Ja , forfijellige vare de i Et og Alt , disse to unge Piger ; men den største Forskjel , som man strax blev vaer , laa i Øinene ; thi medens Susannes mørke Øine havde en Ro og derhos en Tankefylde , saa at man ligesom saae ind i en dyb Sø , vare Adas spillende , urolige og søgende , de lignede snarere glimrende Wdelstene . Snart vare Alle i Huset hendes afgjorte Beundrere ; Susanne hengav sig med et ungt Hjertes hele Varme til den unge Veninde , som det var gjort hende til Pligt at sørge for og hygge om . Hendes eensomme , forladte Stilling var ogsaa et Kald til dem Allesammen , ei at lade hende føle , at hun var fremmed iblandt dem . De vare jo saa lykkelige ved at have Forældre , et Hjem og hverandre . Hun lod ogsaa til at føle sig vel der i Huset og blev snart som hjemme ; hun var tilsyneladende meget lydig imod sin Formynder , opmærksom og ærbødig imod den syge Frue , som hun paa mange Maader forstod at more ved Fortællinger om forskjellige Hoffer og Badesteder , hvor hun havde opholdt sig , og hvor hun havde gjort Bekjendtskab med flere høitstaaende Personer , som Fru Rud havde kjendt i sin Ungdoms og Sundheds Dage . Foruden sine øvrige Gaver var hun ogsaa i Besiddelse af et ualmindeligt musikalsk Talent og en indtagende Sangstemme ; oste sad hun inde ved den Syges Leie og adspredte og opmuntrede hende ved sin Sang ; hun overtalte ogsaa de unge Piger til fælles Øvelser , der fornøiede dem Allesammen , efterat først den naturlige Blyhed var overvunden , delfølger med Bevidstheden om af staae tilbage for et fremragende Talent ; dog snart mærkede de , af AdasVeiledning hjalp dem til god Fremgang i denne , det hunslige Liv saa sorskjønnende Konst . Den rolige , besindige og opmærksomme Frøken Grove kom først lidt esterlidt under Adas tryllende Magt ; dog ogsaa hun blev vunden ved mange smaa Opmærksomheder , og meest derved , af Comtessen bøiede sig for hendes overlegne Kundskaber og Dygtighed og bad hende , om hun i Et og Andet , hvori hun følte sig mangelfuld , turde være hendes Elev . I disse Læretimer vandt hun den gode Frøkens Venskab aldeles , deels ved af vise sig opvakt , lærenem og livlig , deels ved af hentye til den ældre Dames moderlige Godhed med Bønner om af være hende en Støtte og Raadgiverinde i hendes eensomme og forladte Stilling , berøvet , som hun var , alle nærmere Slægtninge og nødsaget til at søge et Hjem hos Fremmede . Hvormeget hun brød sig om gode Raad , naar de ikke stemmede med hendes Lyst , maatte Frøken Grove senere erfare ; for Øieblikket blev hendes gode Hjerte varmt for den unge , forældreløse Pige , og hun lovede sig selv , ærligt at ville staae hende bi , hvor hun kunde . Saaledes henrandt nogle Maaneder ret tilfredsstillende for alle Husets forskjellige Medlemmer . Susanne og Ada sluttede sig daglig inder . ligere til hinanden ; Ada blev ogsaa lidt efter lidt gjort bekjendt med Provindsstadens anseete Familier og Omegnens adelige Herregaardes Beboere , dog deeltog hun ikke i det egenlige Selskabsliv , paa Grund af den Familiesorg , hun havde havt . Alfred var i Udlandet , hvor han for Øieblikket med megen Iver studerede Malerkonsten . Matthias havde besøgt sin Forlovede og hendes Familie nogle Gange , men Paa kortere Tid , da han gjorde hyppige Reifer til og fra Hovedstaden , hvor han udgav et videnskabeligt Værk , og i Mellemtiden maatte han være hjemme hos sin gamle Fader , Geheimeraaden , for at holde ham med Selskab i de lange , mørke Efteraars- og Vinteraftener . Susanne spurgte sin Forlovede gjentagne Gange om , hvorledes han syntes om hendes nye Veninde ; men denne yttrede sig kun lidt om hende , han forholdt sig ligeoverfor Ada ligesom forskende ; kun eengang sagde han , at hun unægtelig var usædvanlig smuk , ja en af de smukkeste Damer , han nogensinde havde feet . Den , der daglig saae de to unge Piger sammen , maatte snart faae Øinene op for , at de havde ganske forskjellige Livsmaal under udvortes tilsyneladende eensartede Forhold . Fra den tidlige Morgen var Susanne beskæftiget for de Andre — med Husets Styrelse og Omsorg , med at læse for Moderen og pleie hende , holde Faderen med Selskab og sørge for , at han ikke savnede Noget , naar han var hjemme og fri for Forretninger , og med at fornøie og more de yngre Søskende . Dermed være det nu langtfra sagt , at der ingen Mangler fandtes ved alt Det , hun foretog sig . En ung Pige paa tyve Aar har endnu Meget at lære ad Erfaringens vanskelige , men sikkre Vei . Saaledes vilde et strengere dømmende Blik vist have opdaget mange større og mindre Uordener i Huset , som hun deels var for ung til at gjennemskue , deels ikke var i Stand til at afhjælpe , da det fattedes hende paa den fornødne Myndighed over de gamle Tjenestefolk , der havde kjendt hende fra hendes tidligste Barndom . Susanne var i det Hele langt fra seilsri , men hun var elskelig trods sine Feil , forbi hun ikke søgte sit Eget ; men dette mærkedes ikke altid , naar hun rolig og tilsyneladende kold gik omkring og hverken søgte eller modtog Roes . Ada derimod havde neppe i nogle Uger været i Huset , førend de Ord „ hvor deilig , hvor Yndig , venlig , munter Comtessen dog var ! “ lød fra alle Sider . Hun havde milde , indsmigrende Ord til Enhver , og Følgen var , at den unge Frøken , som de vare vante til , næsten glemtes , at hun , der Intet fordrede for sig , selv maatte sørge for sine nærmeste Fornødenheder , hvorimod den glimrende Comet , der havde viist sig , drog hele Huuspersonalet efter sig som en Hale . Fjerde Capitel . Julen . Julen kom , og med den vendte Husets Søn tilbage . Susanne glædede sig ubeskriveligt til Broderens Komme og talte med inderlig Kjærlighed om ham til Veninden . Adas vexlende Stemninger begyndte i denne Tid at vise sig , og det gik da selvfølgelig som oftest ud over Susanne , der umuligt kunde offre hende ret meget af sin Tid , da Forberedelserne til Højtiden og til at berede Juleglæder , fa « vidt hendes Evner naaede , ganske optoge den . Alt skulde være færdigt til den elskede Broders Ankomst , og selve Juleaften kom ogsaa Matthias . Egenkjærligheden , denne hjertendtørrende Lyde , var i Adas Barndom bleven opelsket istedetsor i Tide at ndryddes ; hun tænkte ikke paant hjælpe Susanne , ved at paatage sig nogle af hendes sædvanlige Forretning « ; derimod kedede hun sig ved at være saa meget mere alene og suurmulede ad Susanne over at blive forsømt . Dog oplivedes hun endeel , da hun hørte , at Stiftamtmanden tænkte paa at gjøre et Bal , som han Uroede at skylde Naboer og Bekjendte og helst vilde have , naar der var unge Herrer til Dands hjemme i de fleste Familier . Ogsaa Fru Rud var ganske livlig ved Tanken om en lille Afvexling i hendes eensformige Liv ; hun vilde lade sig rulle hen til Døren af Dandsesalen og sec paa Munterhcden i nogle Timer . Stiftamtmandens Bal skulde finde Sted strax efter Julen , og ved Nytaar fluide et større Bal gives paa Raadhuset . Det gav dem Alle endeel at bestille , og den unge Huusmoder selvfølgelig Meesf , da hun jo maatte husfe paa Alt og var meget ung og uerfaren i alt Saadant . Hun kunde neppe finde Tid til at glæede sig til denne sjeldne Adspredelsen— Frygten for at glemme eller forsømme Noget var altid overvciende . — Frøken Grove hjalp hende efter Evne ; men det maatte vcere i Stilhed paa Frøkenens Værelse , da „ Herren “ ikke ønskede , at Frøkenen paatog sig anden Gjerning i Huset end den , at læse med Døttrene . Ada havde ogsaa fuldtop at bestille ; hun saaes ikke meget fra den Dag af , at Ballet var blevet bestemt ; hun beordrede den nye Kammerjomfru ind i sit Værelse , og der boede de i stille Dyrkelse af Verdens Moloch , Forfængeligheden , thi den vanskelige Gaade skulde løses , at forene Sorgens Skrud med en let og klædelig Baldragt . Helligdagene henrandt stille , Susanne nød de sparsomt tilmnaltc Oicblik i nogle Spadseretonre med Matthias og Alfred ; denne Sidste var strax bleven kunstnerisk opflammet af Adas Skjønhed ; efter nærmere Bekjendtflab fængfledes han nu end mere ved hendes livlige og muntre Tale ; de sluttede sig alt mere og mere sammen paa disse Vandringer , og derved fik Susanne lidt Ro til at samtale med Matthias . Stille , alvorlig og lidt mere adspredt end sædvanlig kom denne til Stiftamtmandens Huus , eller „ hjem “ , som han kaldte det . Susanne spurgte ivrigt , hvorledes det gik med hans Bog . „ Godt “ , sagde han , „ man roser den . “ „ Er du da ikke rigtig glad ? “ „ Aa jo ! Dog , det er jo ikke Roes , det kommer an paa i Livet , den er som oftest ligesaa uberettiget som “ Dadel ; men det gjælder Bevidstheden om , at den virkelig er fortjent . “ „ Troer du da ikke , at Det , du har skrevet , duer ? “ spurgte Susanne ængstelig . „ Det er vanskeligt at svare paa ; jeg har naturligviis ikke skrevet Andet , end hvad jeg troede at være rigtigt i denne Sag ; men nu jeg er færdig med Bogen , og den ikke mere kan gjøres om , fynes jeg , at jeg kunde have sagt Mere , og Det , som er blevet sagt , bedre — at det Hele burde have været tydeligere , for virkelig at være til Nytte . “ „ Aa ikke Andet ! “ udbrød Susanne og smilede med lettet Sind , thi nu gjenkjendte hun sin Vens samvittighedsfulde , noget ængstelige Natur og Mistvivl om sin egen Dygtighed . „ Er din Fader glad ? “ frittede hun videre . „ Det veed jeg ikke , jeg troer det neppe . “ Her havde hun rørt ved det ømme Sted . I dette „ det veed jeg ikke “ laa Hjertesvaret . Her var Grunden til Matthias ' Tungsind . Faderen opmuntrede ham ikke til Daad og paaskjønnede det ei heller , naar Sønnen traadte ud af sin Uvirksomhed ved frit Valg ; paa en kold , for alle Uindviede næsten umærkelig Maade kuede den Gamle Sønnen , behandlede ham som et umodent Menneske , ikke fordi det paa Grund af hans Charakteer eller Tilbøjeligheder var nødvendigt at indskrænke hans frie Villie ; men fordi den Gamle vilde holde paa Magten , vilde , om han havde kunnet , hersfe endogsaa over Sønnens legemlige Bevægelser . Derved fik ogsaa Sønnens Færd i Fremmedes Øine noget Ufrit og Villieløst ; men det var kun tilsyneladende ; endnu voxede Kræfferne i det Skjulte , han var en Natur , der ikke elsfede Strid og hellere bar paa et Tryk , naar det kun gik ud over ham selv ; men hvor det gjaldt Noget , der for ham var Ret , der rokkede Faderens Villie ham ikke , og den Gamle havde ofte maattet erfare , at han havde sin Overmand i Sønnen saavel i Aandscvner som i Daadskraft . Matthias opmuntredes dog snart i det hyggelige Familiehjem , deels ved Kirkegangen i Helligdagene , deels ved Samtaler med sin elskede Susanne og muntre Sammenkomster i og udenfor Huset med Husets Ungdom ; og Penner og Bekjendte manglede det ei heller paa om Aftenen . Alfred var overstadig glad og munter , han gav sig mere af med de to yngre Søstre end nogensinde før , og det saae næsten ud , som om han vilde opdrage Ingeborg til af tage Susannes Plads , idetmindste hos ham selv . Han var Moderens erklærede Dnbling , og han elskede sin sfsønne Moder med en Konstners Tilbedelse ; han var den eneste as Børnene , der ikke følte det ubevidste Savn , som der æltid fulgte med deres Samværen med Moderen . Hos Fruen fandt ogsaa Ada æltid Selskab og et villigt Øre , naar hun kedede sig , hvilket hun fordetmeste gjorde , saa snart hun var alene . Savledes dannede der sig i Fru Ruds Værelse et lille Samfund til indbyrdes Beundring , idet Moderen , i svag Kjærlighed til den eneste Søn , netop nærede hans Skrøbeligheder ; Sønnen hengav , sig til sin fantastiske Beundring for qvindelig Skjønhed , saavel hos Blöderen som hos Ada , og denne endelig fik Det , der behagede hende bedst i Verden : af være ene om af høste al ben Beundring , al den Næring for sin Forfængelighed , som hun attraaebe . Femte Capitel . Dands og Lyslighed . Balaftenen kom , de sidste Anordninger vare trufne , nu tændtes Lysene i Kroner og Girandoler , de unge Piger samledes , eftersom de bleve færdige med deres Paaklædning , inde hos Moderen , der vilde kaste det sidste , prøvende Blik paa deres Dragt . Stiftamtmanden sad inde hos sin Hustru og var usædvanlig oprømt ; hun var livlig , og en svag Rødme farvede det blege , ' smukke Ansigt ; hun vilde tage imod nogle faa af de ældre Damer og senere see lidt paa Dandsen , og det syntes , som om Sygdommen havde trukket sig tilbage paa høflig Afstand . Da kom sorst Ada ind , klædt i en Baldragt af hvidt sølvglindsende Flor , det mørke Haar sat i en Rigdom af bølgende Lokker , opbundet med et sort Fløielsbaand , der var som oversaaet med Juveelstjerner . Stjerneformede Naale fæstede Haaret op dag til , et sort Baand om Halsen med et Hjerte as Juveler hængende deri var det eneste Tegn paa , af det skulde være en Sørgedragt . Hun saae vred og misfornøjet ud , da hun traadte ind ; men da Alle flokkedes om hende og beundrede hendes Dragt , dreve Skyerne bort , og Solskinnet brød frem . Wrgrelsen var fremkaldt ved , af Kammerjomfruen havde maattet forlade hende et Øieblik for af hjælpe Susanne , der ikke turde komme for seent , da det paalaa hende med Faderen at modtage Gjæsterne . Et Øieblik efter kom Susanne ; hun havde skyndt sig . og var ængstelig for at komme for silde . Hun bar en lyseblaa Silkekjole af blødt , glat Silketøj , der i rige Folder faldt om hendes ranke , ædle Skikkelse ; dens eneste Prydelse var nogle rige Kniplinger , der vare ordnede med Smag , ellers bar hun sine sædvanlige Sølvsmykker ; en hvid Rose var fæstet i Haaret . Hendes Skjpnhed var reen og ædel ; men Dragten var meget beskeden ved Siden af Adas . Matthias alene faae ingen Mangel . „ Hvad er dog det ! “ udbrød Fruen . „ Den gamle Silkekjole , som du saa ofte har havt paa til ganske almindelige Middage , og ikke Andet end de simple Sølvsmykker , der kun ere passende til en Morgendragt . Du har jo Perler og andre værdifulde Ting og kunde have faaet mine Juveler , som jeg nu ikke mere har Brug for . “ Faderens Mine blev noget streng ; men han sagde Intet . Susanne rødmede og begyndte undskyldende : „ Fader har selv bragt mig den Kjole fra fin sidste Reise , jeg holder saa meget af den , fordi han selv har udsøgt den , og Intet er mig saa kjært som Søljerne , dem har jeg faaet af Matthias . “ „ Ja , og hvorledes skulde du ogsaa have faaet en Kjole syet , saa travlt , du havde med alt det Andet ? “ raabte Ingeborg . „ Nu , den maatte vel Kammerjomfruen kunne sye “ meente Faderen . „ Nei , Tiden var for kort til , at hun kunde faae to færdige . “ „ Ja saa ! Nu vel , for iaften er det mindre vigtigt , “ sagde Stiftamtmanden med sin stolteste Holdning ; — „ men til Ballet paa Raadhuset vil jeg have dig klædt , som det passer sig for min Datter ; du kan Morgen faae de Penge , du behøver hos mig , din Moder vil give dig Raad , og Jomfruen maa finde Tid til at være til din Tjeneste . “ „ Dog , nu er det Tid . De , min kjære Ada , vilde gjørc vel i at forblive under Frøken Groves Beskyttelse , til Dandsen begynder . Susanne kan ikke være Dem til Selskab , da hun maa følge med mig ud i det forreste Værelse . “ De forlod nu Alle Fru Ruds Værelse , Ada med en Tordensfy paa sit Ansigt ; Formynderen havde fornærmet hende ved at anvise hende PladA imellem Børnene og ved de Irettesættelser , som hun meente , der havde ligget i hans Ord . 3 Hvad skal der siges om dette Bal , om hvorledes Adas mørke Aasyn snarligen farvandædes til straalende Blik ved den almindelige Beundring , hun vakte , om hvorledes Selskabet samledes . Bysøgedens , Præstens , Lægernes og Postmesterens med Familier af Sønner og Døttre blandede i broget Skare med Omegnens adelige Herregaardsbeboere og Landsbypræster ? Musiken lød , Dandsen gik muntert , og Samtalen iblandt Wldre og Angre ligesaa . Byfogeden , der var Enkemand , havde sin Søster i Huset for at soresfaae Børnenes Opdragelse og Husets Styrelse , og „ Faster Hildeborg , “ som hun kaldtes , ikke alene as sine Broderbørn , men af alle de unge Mennesker , der hørte til Venner og Be , kjeudtere , sad med iagttagende Miner og saae vaa Det , der for hende var som en Teaterforesfilling , i hvilken hun kun havde Tilskuerens Deel . Faster Hildeborg var en Skikkelse , der nok var værd at tage noget nærmere i Øiesyn . Hendes skarpe , magre Ansigt saae alvorligt , næsten strengt ud , hun holdt ogsaa af at henkaste korte , tilsyneladende barske Bemærkninger ; men det hindrede hende ikke i at sale hjertelig Kjærlighed og oprigtig Deeltagelse for alle de Unge , som hun havde seet voxe op omkring sig , og skjøndt hun svarede ' kort og næsten gnavent , kom de dog altid til hende med fortrolige Meddelelser og morede sig over hendes træffende Bemærkninger . Hun var i Anledning af Aftenens Højtidelighed iført sit allerhøjeste , meest opretstaaende Hovedtøj , om hvilket det ikke kunde oplyses , om det skulde være en Hat eller en Kappe . Hun havde tilligemed de andre ældre Damer været inde at hilse paa Husets syge Frue ; men nu sad Faster Hildeborg og saae paa , hvad der foregik omkring hende . Hun sammenlignede i Tankerne Ada og Susanne ; hun havde med megen Deeltagclse fulgt Susanne lige fra Barndommen og foreholdt hende ofte som et Exempel for „ sine egne Børn “ , som hun sagde . Hun havde flet ikke glædet sig over , at der kom en Fremmed i Huset . „ Susanne havde saa Meget at varetage , som hun kunde overkomme , — det kjære Barn blev overlæsset i sin unge Alder . Det kunde Moderen godt have øie og Tanke for med sit eget Barn ; fordi hun ikke kunde gaae , behøvede Forstand og Hjerte ikke at gaae istaa paa hende . Hm ! Hm ! “ Faster Hildeborg brummede nu over faa Meget ; men det var der Ingen , som brød sig om . Nu saae hun , hvorledes Susanne neppe kunde komme til af dandse , fordi hun altid troede af forsømme en Værtindes Pligt imod de Mdre ; hun var venlig og høflig imod Alle , ' Ingen følte sig glemt 3 « eller tilsidesat ; men Hjerte og Tanker vare øjensynligt kun eet Sted , og det var hos Den , hendes Hjerte havde kaaret . Ada derimod vilde have al den Hyldest , som hun kunde opnaae ; som en glimrende Sommerfugl flagrede hun om , og fljøndt hun tilsyneladende kun fandt Behag i Alfreds Nærhed , faa maatte de andre unge Herrer paa Ballet dog være som hendes Slaver , Noget , de villigt fandt sig i . „ Faster , er hun ikke deilig ? “ hviskede Johanne Deves — Byfogedens yngste Datter — ind i Hildeborgs ene Øre . „ Hvem er deilig ? “ „ Aa , Comtessen , og saa yndig paaklædt ! Har du seet det deilige Juveelhjerte , hun har om Halsen ? “ „ Du er et godt lille Tossehoved ! Hvad rart er der ved det ? “ „ Det er det deiligste Hjerte , jeg nogensinde har seet . “ „ Susannes Hjerte holder jeg mere af . “ „ Susanne har flet ikke noget ; hun gaaer altid med de samme , kedelige Søljer , som Matthias har givet hende . “ Dette kom fra Ingeborg paa den anden Side . „ Naa , saa det har hun ikke ? Ja , hun har det idetmindste ikke dinglende uden paa sig , til Alles Morflab , og saa er det heller ikke af Steen , koldt , haardt og glimrende . “ De to unge Piger loe ad „ Fasters “ løierlige Indfald ; men Faster tænkte : „ Vor Herre har skilt hende af med Stcenhjertet og givet hende et varmt Menneskehjerte istedct . Gud flee Lov for den ægte Perle , hun har fundet . “ De to unge Piger passiarede muntert videre hen over hende . Ingeborg sagde : „ Saa har Susanne ogsaa den gamle , blaae Kjole paa , fordi hun ikke kunde faae en anden syet , da Ada skulde have sin . Er den ikke bleven smuk ? Men Fader vil have , at hun skal have en ny til Ballet paa Raadhuset , saa nu faaer hun travlt med det ; baade Fader og Moder vare kede af , at hun ikke var pænere i Aften . “ „ Holder du meget af den nye Comtesse ? “ spurgte Johanne Deves . „ Jo—o ; hun er ofte meget morsom , og saa spiller og synger hun saa yndigt . “ „ Er hun altid saadan som i Aften , maa det jo være mageløst at sce paa hende . “ „ Det bliver man vant til “ , svarede Ingeborg flegmatisk . Ballet fik da Ende som alle andre Baller ; men den almindelige Mening var , at det var lykkedes , og det gjør ikke alle Baller . Susanne fik da travlt paany med sin Baldragt til Raadhuusballet , og den Travlhed havde hun helst været fri for . Hun havde havt saa Meget at varetage , og saa lidt Tid til at være samlet med Matthias . Paa en af sine Vandringer , for at gjsre Indkjøb , mødte hun „ Faster “ , der sagde : „ Du forfængelige Pige , skal du nu tænke paa Stadsen igjen ? “ „ Kjære Faster , det kan ikke hjælpe ; Fader og Moder synes begge , at det maa være saaledes . “ Dette sagdes med en noget veemodig Mine , og Faster meente , at det var da ikke Noget at klynke over . „ Nu ja “ , sagde hun , „ din Fader vil da ikke have , at Comtessen altid skal overstraale hans egen Datter . “ Dette var altfor sandt ; men Susanne skyndte sig med at forsvare Faderen . „ Fader synes , at det ikke vilde være opmærksomt imod Byen , om jeg tog en gammel Kjole paa . “ „ Naa , saa lad mig da see , du bliver rigtig smuk . Husk paa , at jeg paa en Maade er Værtinde paa min Broders Vegne ; men bliv ikke coquet og forfængelig , saa Hr . Gram bliver ked af dig . Farvel ! “ Sjette Capitel . Fortrolige Samtaler . Ada havde imidlertid ikke vedholdende kunnet devare sit onde Lune imod Susanne . Hun trængte til at meddele sig , og skjsndt Ingeborg var en varm Beundrerinde , var hun dog for ung til at tilfredsstille hende . Hun fulgte da ofte om Aftenerne Susanne op paa hendes Værelse , naar Familien sliltes , og her blev da Stedet for mange fortrolige Samtaler . „ Du er egenlig underlig kold , Susanne “ , sagde hun en Aften til denne . „ Hvorledes mener du det ? “ „ Ja , det er nu ikke saa let at forklare , men man mærker flet ikke paa dig , at det behager — at det morer dig , naar de unge Herrer kunne lide dig . “ „ Det veed jeg dog ikke , du har Ret i , jeg bliver fornøiet over , at Menneskene synes om mig , og de unge Herrer ere jo ogsaa Mennesker “ , sagde Susanne leende . „ Ja , men det er dog anderledes med dem end med andre Mennesker ; — du forstaaer mig ikke — du bryder dig ikke om særligt at behage dem . “ „ Særligt ! “ udbrød Susanne og saae forbavset , næsten fornærmet paa hende . „ Hvorledes skulde jeg kunne falde paa , særligt at ville behage nogenAnden end Matthias ? Du glemmer , at jeg har givet ham min Tro , at han eier min hele Kjærlighed , og jeg hans . “ „ Da vilde det nok være klogt at sørge for , at han ikke blev altfor tryg og sikker i sin Sag . “ „ Det kan jeg ikke , for han skal være tryg , hvad mig angaaer , saaledes som jeg er sikker paa ham . “ „ Hm “ , tænkte Ada , „ du er dum , min gode Susanne , det var dog maaskee bedst ikke at være altfor sikker . “ — Høit sagde hun : „ Knnde det ikke more dig at gjøre ham en lille Smule skinsyg ? “ „ Nei , aldeles ikke , og det vilde han ei heller blive , dertil kjender jeg ham for godt , men jeg vilde nedsætte mig selv i hans Agtelse og vise , at jeg kun havde ringe Kjærlighed til ham , naar jeg vilde pine ham og fremkalde onde og bittre Følelser hos ham , istedetfor at hjælpe ham frem i Kjærlighed . “ „ Ha , ha ! hjælpe ham frem ; forlover man sig med en Mand for at være hans Hovmesterinde ? “ „ Nei ! Det tænker jeg ligesaa lidt paa , som han tænker paa at være min Hovmester ; vi elske hinanden og hjælpe hinanden . “ „ Det er et løjerligt Begreb om Kjærlighed ! “ „ Jeg kjender ikke noget andet “ . „ Du er en underlig Pige , Susanne . Stundom er det , som om du ikke var noget rigtigt Fruentimmer . “ „ Da haaber jeg dog at være en rigtig Qvinde ; god Nat , Ada . “ Da Ada var alene , tænkte hun : „ Det vilde more mig at gjsre den rolige , kolde Susanne lidt bange . Det kunde hun have godt af , og sa-a at see , hvad Alfred finder paa , naar han bliver desperat — og saa at faae tændt Ild i den Bunke Sprænglærdhed , den Matthias . — Det gav dog lidt Liv her i Huset , naar man kunde faae Lidt af en Roman istand . Det bliver mig for kedeligt med kun at være artig og lydig imod min strenge Hr . Formynder og at synge og spille for Fruen . Det kan man da ikke holde ud i Længden “ . Under disse Tanker faldt Ada i Søvn . En anden Aften , da Ada sad længe inde hos Susanne og frittede hende om Adskilligt , hendes Forhold til Matthias angaaende , som denne ikke havde Lyst at svare paa , sagde Susanne : „ Det vil du først erfare , naar du selv bliver forlovet “ . „ Jeg har været forlovet “ . „ Det har jeg aldrig vidst ! Er din Forlovede død ? O , det gjør mig saa ondt for dig ! “ Disse Udbrud fulgte hurtigt , næsten aandeløst udtalte , paa hverandre , idet Susanne saae paa Ada med Dine , hvori den inderligste Medfølelse udtalte sig . „ Aa hvad ! Det er nu forbi for længe siden . Nei , han lever endnu — det troer jeg da idetmindste . “ „ Saa var han dig ikke værdig ? “ „ Du taler altid i saa højtravende Sætninger . — Han var vist god nok ; hans Fader var min Moders Fætter , han hed Jesper Glob og boede i Norge . “ „ Hvad kom der da imellem Eder ? Fortæl mig det , dersom det ikke er dig for smerteligt . Det er af Deeltagelse , ikke af Nysgjerrighed , jeg spørger . “ „ Jeg brød mig ikke om at hedde Madame Jesper Glob og boe paa en Bondegaard oppe i Telemarken . “ Snsanne var stum af Forbavselse , hun havde aldeles ingen Maalesfok for saadanne Anskuelser — for en slig Charakteer ; omsider hjalp hun sig med at sige : „ Saa tog du feil , du holdt ikke af ham . “ „ Jeg kunde virkelig meget godt lide ham , og jeg troer ikke , at Det behøves , Det , dn kalder Kjærlighed , til at gifte sig ; man kan da ikke være forelsiet altid . “ „ Vi forstaae kanskee ikke hinanden i dette Punkt , “ „ effer mit Begreb elsker man altid , naar man engang virkelig har elflet . “ „ Mener du den Samme altid ? Nei døg , hvor det blev kedeligt . “ Dette sagdes med et Kast med Nakken og en uhyggelig Latter . Efter et Øjebliks Taushed fortsatte Ada : „ Saa skulde jeg da altsaa nu være udelukket fra al Deellagelse i Livets Drama — i Det , det døg kommer an paa at leve for . — ' Du kan saaledes sidde til Doms over en Anden og dømme hende til at blive levende begravet , thi det kalder jeg dette Liv , jeg nu sører , det bliver i Længden uudholdeligt . “ Hun fremførte disse Ord i en stedse voxende lidenskabelig Heftighed . „ Du misforstaaer mig med Villie , Ada ; jeg sagde netop , at du ikke kunde have elflet din Fætter i Norge . “ „ Men hvem siger dig , at jeg aldrig har kjcndt Elflov ! “ vedblev Ada med stigende Lidenskab . „ Jeg har elsket en Mand saaledes som du og din taagede , adspredte Matthias ikke have noget Begreb om . Ingen af Eder kjender Noget til en saa brændende Kjærlighed , hverken din Fader eller din Moder eller Nogen her i dette kolde , kedelige Huus — dog jo — En maaskee — “ tilføjede hun halvsagte . „ Kjære Ada “ , sagde Susanne , idet hun reisfe sig og vilde omfavne den heftige , oprørte unge Pige , „ holder du virkelig saa inderligt af Nogen , saa ville I ogsaa nok finde hinanden , om han lever og er din Kjcerlighed værd . “ „ Du snakker “ , sagde Ada vredt , „ han er jo gift . “ „ Gift ! stakkels Ada , saa gjengjældte han altsaa ikke din Kjcerlighed , og du — mærkede du det da ikke i Tide , medens du endnu var Herre over dine Følelser ? “ Dette sagdes sagte , ligesom ængsteligt for ei at saare Ada . „ Han var jo gift , da vi lærte hinanden at kjende ; men han elsfede kun mig . “ „ Det vovede han at sige dig , det slelle , syndige Menneske ! “ „ Du dømmer uden at forstaae dig paa Sagen “ , sagde Ada . Susanne vilde svare , at den Sag kunde kun bedømmes paa een Maade , men hun kom ikke til Orde , thi Ada vedblev ; hun sagde hurtigt og heftigt : „ Det er nu nogle Aar siden , da fulgte jeg med Bedstemoder til et Badested i Tydsfland , der blev hun meget syg ; jeg var , naar undtages Tjenestefol- “ kene , ganske alene med hende , og da hendes Sygdom varede længe , og hun ikke turde tale , eller jeg maatte opholde mig hos hende , sad jeg næsten bestandigt alene i vor Dagligsfue . Foruden os boede der i samme Huns en Familie fra Østpreussen , Mand , Kone og to Børn . Værtinden sagde , at det var . „ fornemme Folk “ . Det ene Barn var svagt . Vi havde gjort Besøg hos hverandre , førend Bedstemoder blev syg ; nu kom de og bad mig at tilbringe noget af min Tid hos dem ; jeg spadserede og Hørte sammen med dem , og om Aftenerne gik jeg derover . Elise , det var Konens Navn , var næsten altid hos Børnene ; hun var saa kedelig , idet hun ganske gik op i de tossede Unger , som altid fejlede noget , og saaledes kom det Hele . Han kedede sig med hende , og mig sandt han — nu ja — han fandt nu engang Behag i mig , og saa elskede vi hinanden , og saa gjorde Hustruen — Scener — som det hedder . Bedstemoder fik Nys om det og forbød mig at komme derover ; saa saaes vi kun nogle faa Gange i Slotsparken , seent om Aftenen , naar Alle vare gaaede til Ro ; vi lovede hinanden evigt Venskab . Det kunde den dumme Elise da ikke forbyde os , og saa reiste de . “ „ Veed du nu Noget om de Mennesker ? “ spurgte Susanne . „ Nei , hvor stalde jeg det ? Nu er det forbi , jeg bryder mig ikke om at vide Noget om dem . “ „ Det er vel ogsaa bedre , sijøndt — den stakkels Kone — det maatte dog være en Beroligelse for dig at vide hende tilfreds , efterat du havde bidraget din Deel til at gjøre en Tid af hendes Liv saa uhyggelig . Han maa have været et samvittighedsløst Menneske , saaledes . af benytte sig af din Ungdom og Uerfarenhed , ikke af tale om , hvor slet han handlede imod sin Hustru . „ O , han kunde ikke være lykkelig med hende , hun var Intet for ham , levede kun for de skrigende , skrantende Børn , hun havde ingen høiere Interesser , hendes Følelser havde ingen Flugt . “ „ Naar bendes Følelser vare paa det Sted , de skulde være , behøvedes det da ikke heller “ , sagde Susanne tørt . — „ Men begribe det kan jeg ikke . Vidste Ingen af Eder , af det var Synd for Gud og Mennesker ? “ „ Synd ! du kommer altid med dine store , høitravende Ord om Ingenting ; de reiste jo , hun sørgede for , af hun fik sin Mand afsted , saa dermed er Historien ude ; jeg vil ikke høre Mere derom . “ „ Ja ! lad os ikke mere tale derom , Ada , men see , af du kan angre din Deel af Synden imod den stakkels Kone . “ Syvende Capitel . Følgerne . Hermed endte denne Samtale ; men dens Følger udebleve ikke . Susanne havde kastet et Blik ind i den Afgrund af Fordærvelse , som findes i Verden , og hun var baade forskrækket og harmfuld over , at Ada , som hun havde villet omfatte med søsterlig Kjærlighed , tænkte og talte paa en Maade , som hun aldrig havde tænkt sig som mulig . Ada derimod fortrød , at hun havde indlemmet Susanne i sin Hemmelighed ; det var fo til ingen Nytte , det var dumt og ubesindigt af hende . Hun kunde ikke vide , hvem Susanne fortalte det til ; man sfalde aldrig betroe sig til en Pige , der var forlemet . Selve Kjernen af det Hele var ganske udenfor hendes Tankekreds . Sin egen Synd følte hun aldeles ikke ; men det var hende ubehageligt , at Susanne , Matthias , og hvad der var det Værste , Alfred kunde faae det at vide ; hun vrededes paa Susanne , fordi hun vidste Sligt om hende , og oversatte ganske , at hun selv havde gjort hende deelagtig deri . Saaledes frembragte denne fortrolige Meddelelse en Kløft imellem de unge Piger ; — det er en underlig Kjendsgjerning , at hvor en Fortrolighed ikke knytter to Mennesker inderligere sammen , der adskiller den . Susanne tænkte ogsaa kun med Bedrøvelse paa Det , der med hver Dag blev hende mere sandsynligt , nemlig , at Alfreds Lidenskab eller , som hun syntes , Forblindelse med Hensyn til Ada vilde ende med en Forlovelse , og hun kunde kun see Ulykke for den elskede Broder i dette ZEgteflab , og derved Sorg for dem Alle . Ada derimod havde fattet Nag og Mistanke til Susanne , hun levede i en stadig Frygt for , af Susanne vilde sorraade hendes Hemmelighed til Matthias og maaskee til Alsred . Denne Tanke pinte hende ; thi skjøndt hun ikke brød sig om , hvorledes hun handlede , var det hende meget vigtigt af have Menneskenes gode Mening for sig , og nu for Tiden vare saavel Matthias som Alfred hende uundværlige til hendes Planer . Imidlertid antog hendes onde Lune den Skikkelse , af hun var ærgerlig paa Susanne over , af Kammerjomfruen maatte sye paa hendes Baldragt , saa den blev som gjennemvævet af Tidslerfor stakkels Susanne , der saa gjerne havde gjort Afkald baade paa den og Jomfruen , om hun havde faaet Lov dertil af sin Fader . Alle Forslag om Hjælp af de Andre tilbageviste Ada paa det Haanligste . Disse Livets smaa Naalestik , der mere end Nogen tænker , kunne forbittre det daglige Liv , bar Susanne i Stilhed , uden af Nogen af hendes Omgivelse anede det ; thi i hele Kredsen , og især i Alfreds Nærværelse , forsvandt alle Skyerne fra Adas Pande . Matthias var reist hjem til sin Fader , og Stiftamtmanden havde eengang udtalt sin Villie , og saa agtede han ikke videre paa , hvorledes den blev iværksat , nok , af den esterlevedes . — Alfred og de yngre Søskende syntes kun , af Susannes alvorlige Miner vare kedelige af see paa . ' Omsider kom da den store Aften , da Byens Bal blev givet paa Raadhuset . Det var en kongelig Persons Fødselsdag , og Byens Øvrighed iførte sig Uniform , og hvem der var i det heldige Tilfælde , af kunne gjøre det , smykkede sig med Ordener . Susanne havde viist god Smag i den Dragt , hun efter Faderens Ønske havde valgt ; en blegrød , let Balkjole passede godt til hendes hele , lyse Skikkelse , det blonde Haar var omvundet med Perler , der ogsaa smykkede Hals og Arme ; Matthias havde bragt hende nogle Roser fra Faderens Drivhuse . Susanne havde den Egenskab , som der kun er givet nogle faa Qvinder ; hvad enten hun gik om i sin daglige Dragt , eller var klædt med den Elegance , 4 søm hendes Faders Stilling fordrede , naar hun viste sig ved hans Side , hun var altid den Samme , aldrig egenlig pyntet ; en vis , plastisk Ro var saa sammenvoxet med hendes Væsen , og der var tillige noget Barnligt , Ubevidst udbredt over hende , der gav hende noget særegent Tiltrækkende , ja Velgjørende for dem , der betragtede hende . Ada havde fortrædeligt udtalt , at hun vilde blive nsdt til at komme med en gammel Kjole . Da hun viste sig , syntes Fru Rud , at hendes Dragt dog var den smukkeste . Hun var klædt som en Spanierinde i en sort Kniplingstunica over hvidt Atlask ; Kjole og Haar prydet med mørkerode Nelliker , der gjorde en glimrende Virkning i hendes sorte Lokker . De yngre Børn bleve hjemme tilligemed Frøken Grove . Susanne glædede sig til denne Aften , hvor hun , fri for huuslige Pligter , ret kunde faae talt med Matthias under Dandsen ; han havde været fraværende hos Faderen i nogle Dage , og i Juletiden havde hun været saa optagen , at hun kun havde faaet lidt samtalt med ham . Imidlertid gaaer det os stakkels Mennesker ofte saaledes , at de Glæder , som vi meest attraae , og som vi troe at være meest berettigede til , i sidste Øieblik blive os berøvede paa en Maade , overfor hvilken vi søle os ganske værgeløse ; saaledes gik det ogsaa denne Aften Susanne . Hun var vel en kort Tid as Aftenen i den Elskedes Nærhed ; men da det var lige i Begyndelsen af Festen , bleve de ideligt asbrudte ved Hilsener fra alle Sider ; senere kom der Pligtdandse for Susanne , og da nu den Tid om Aftenen omsider var naaet , da de længere Dandse ester eget frit Valg ligesom udgjøre Ballets Kjerne og Glandspunkt , da kom Alfred til hende med Bøn fra Ada , om hun ikke nok vilde give sit Minde til , at han og Matthias byttede Damer , saaledes at han dandsede med sin Søster , Ada derimod med Matthias ; som Grund angav han , at Ada syntes , at det vilde være paafaldende , om de To dandsede endnu oftere sammen ; de havde allerede dandset flere Dandse sammen , og det „ gik ikke an . “ „ Ja , men “ , sagde Susanne , „ hvorfor dandser hun da ikke med Andre , og hvorfor kan hun nu ikke modtage en anden Opfordring ? “ „ O , jeg skal sige dig , hun har allerede sagt til Flere , at hun var dortlovct , og saa vilde det give Anledning til kedelige Forklaringer ; kort sagt , hun vil det helst saaledes . “ „ Det er da meget kedeligt for mig , jeg har neppe faaet talt med Matthias i Aften ; hvad siger han ? “ 4 * „ Jeg sknlde først bede dig . “ „ Nu ja , Matthias kan jo kun give eet Svar , og jeg egenlig ogsaa ; det vidste Ada ogsaa godt , førend hun kom med det Forflag . “ „ Det er ingen venlig Maade at give dit Bifald paa . “ „ Jeg giver heller ikke mit Bifald , jeg finder mig i Nødvendigheden . “ „ Du er sandelig venlig , det maa jeg sige , saavel imod hende som mod mig . “ „ Alfred , Væer nu rimelig , jeg har ikke talt med Matthias hele Ugen , hvorimod du har været hjemme , og vi kunde have talt sammen saa meget , du havde Lyst . Du maa da kunne begribe , at dette er en Skuffelse . “ Dette forstod nu ogsaa Alfred meget godt , da han selv var bleven skuffet paa lignende Maade ; men det gjorde ikke hans Lune bedre , og endelig havde han en uklar Følelse af äf være brugt til Noget , hvorved baade han selv og Søsteren kom til kort . Imidlertid talte Susanne selv med Matthias , der gav efter for hendes Ønske , skjøndt han øjensynligt saae meget skuffet ud . Det varede imidlertid ikke længe , førend Susanne saae , hvorledes Adas Livlighed og glimrende Gaver til at underholde henrev ham til at tale med den , hidtil meest kun hende selv bekjendte Veltalenhed . Hun stod ligeoverfor dem i Dandsen med Alfred , der havde mistet sit gøde Humeur og , da det kun var hans Søster , , han dandsede med , ikke brød sig øm at lægge Baand og Tømme paa sin Stemning . Her kom det nu Susanne ret vel tilpas , at hun , søm den Wldste , altid havde været nødt til at beherske sig selv , saa hun kunde tilsyneladende vedligeholde en rølig Holdning , skjøndt hun snarere var bedrøvet end glad , da hun lagde Mærke til , hvor godt Matthias syntes at more sig . Ada , hvem det foreløbigt kun var om at gjøre at forurvlige og drille Susanne , og som gjerne vilde have Matthias til at tale om hvilketsomhelst , begyndte med at rose Susanne ; her fik hun nu først et Stik i Hjertet ( om hun ellers eiede noget andet end det omtalte Juveelhjerte ) , ved at mærke , hvor inderligt og varmt Matthias elskede hende ; thi nu først hørte hun , hvorledes Talen kunde strømme over hans Læber ; tilsidst sagde han : „ Ja og De , som er hendes Veninde , som nu har boet i Maaneder sammen med hende , De maa vide , hvor hun oser Kraft til at være , som hun er , at hendes hele Sind og Villie er rettet paa nt ville tjene Vor Herre der , hvor han har stillet hende . Ingen veed bedre end hun selv , at hun er et sirsbeligt Menneske , der Intet formaaer af sig selv , hun beder Vor Herre hjælpe sig ved Alt , hvad hun forefager sig , derfor er hun til Velsignelse i sine Forældres Hjem , og derfor vil hun engang blive mit Huses Støtte og Prydelse , min Medhjælp til al god Gjerning , om min Villie maatte være reen som hendes . “ Denne Tale æggede alt Det , som var værst i Adas Sjæl , thi hun saae tydeligt , at hun endnu ingen Magt havde over Matthias ; men hun sagde kun : , , Ja , hvis De og hun vilde hjælpe mig , da kunde jeg ogsaa blive anderledes . “ Jeg har kun levet for Verden og for al Slags Overfladiskhed . Vil De — o , vil De gjøre et christent Menneske af mig ? “ Dette sagde hun med hele den Ildfuldhed , som hun forstod at lægge i Øine , Stemme og hele sit Væsen . Matthias svarede sindigt : „ Det er lettere sagt end gjort ! I Menneskers Magt staaer det ikke , den Gjerning har Vor Herre forbeholdt sin egen Helligaand her paa Jorden ; men Deres gode Venner kunne hjælpe Dem til at faae en mere fyldig og rig timelig Tilværelse ; Øe maae , om Øe vil følge mit Raad , først see menneskeligt at udvikle Dem noget mere , og det kan Øe bedst ved ordnet og alvorlig Beskæftigelse . “ , , UH “ , tænkte Ada , „ jeg hader tørre Bøger , og nu kommer han over mig med hele sin Sprænglærdhed ; men hvad , man maa døie Noget for en god Sags Skyld . “ Høit sagde hun : „ Tak for Deres gode Raad ; hvad Øe raader mig til , vil jeg bestemt gjøre . “ Havde Matthias vidst , hvor ofte hun , som vardet en udenadlært Sætning , havde sagt det Samme til Frøken Grove , da havde han fæstet mindre Lid til hendes Ord , men han tænkte : „ Faae vi ikke lidt Alvor i hende , saa bliver det et sørgeligt Wgteskab imellem hende og Alfred ; hun er ung , der kan gjøres Endeel , og Alfred er , til Trods for sin underlige Flygtighed , en baade ædel og genial Natur , som sikkert endnu vil blive til noget Udmærket ; vi maae hjælpes ad i Livet , og naar jeg taler med Susanne , vil hun være enig med mig , hun elsker sin Broder saa inderligt . “ — Tingene skulde imidlerfid tage en anden Vending . Ballet endte , uden at der fandtes Leilighed for Matthias til at nærme sig Susanne ; hun sagte den ei heller , hun følte sig saaret , saaret over , at Matthias saa villigt var gaaet ind paa Adas Lune , og dernæst over , at han tilsyneladende havde underholdt sig saa godt i hendes Selskab , at han slet ikke savnede hende ; hun var fortrædelig paa Alfred over hans Færd hele Aftenen og meget fornærmet paa Ada , hvem hun i sit Hjerte kaldte egenkjærlig , skaanselløs og underfundig . At opdage Sligt , det være sig med Rette eller Urette , gjør ikke Sindet godt ; Menneskene dvæle efter deres syndige Natur hellere ved det Onde end ved det Gode , og Susanne var ei heller stærk imod . denne Fristelse . Hun skiltes fra dem Alle med et kort Godnat , og den følgende Dag maatte Matthias reise bort paa nogen Tid , uden at hun havde givet ham Leilighed til en Samtale . Hendes Hjerte led , men hendes Stolthed fordrede , at det skulde lide . Matthias derimod tænkte , at det kun havde truffet sig saa uheldigt , han kom snart igjen , og imidlerfid vilde han overveie , hvorledes Ada kunde komme til at leve et , for hende selv og de Andre , mere tilfredsstillende Liv . Sindig , som han var , gjennemgik han i Tankerne hende og hendes naturlige Anlæg ; Læsning vilde hun ikke have Smag for ; dertil var hun for urolig , de egenlige qvindelige Sysler vare Noget , hvortil hun havde en afgjort Ulyst , hvad da ? Musiken ! Hun var usædvanlig begavet i den Retning ; kunde han faae hende til at studere Ksnsten . med Alvor , da vilde hun have en Sysselsættelse , og ad denne Bei vilde der ogsaa kunne indvirkes paa hendes Sjæl ; hvem der eiede en saa sfjøn Gave , turde ikke hensmuldre den ved at spille Valse og Operaarier efter Øret og nøtes med at synge Dagens moderne Sange . Han selv var en dygtig theoretisk Musiker og kunde idetmindste lede hendes Valg ; hun var godt istand til at øve sig alene , eller , naar hun vilde have den Uleilighed , kunde hun tage Timer hos Byens dygtige Organist ; ja , det var det Rigtigste , der var Noget for hende at gjøre . Da han altsaa efter nogle Ugers Tid kom igjen , havde han en heel Pakke Musicalier med til hende . Dette gav Ada den forønskede Lejlighed til at drage ham ind i lange Samtaler om Noget , hvori hverken Susanne eller Alfred kunde følge dem , da ingen af dem var særligt begavet i den Retning . Ada vidste godt , hvad hun gjorde , hun pinte Alfred ved at ægge hans Lidenskab til heftig Skinsyge , som hun dog stedse forstod at fordrive , saasnart hun anede Fare for , at han kunde løsrive sig , idet hun atter viste ham Venlighed , naar de vare alene . Susanne led i Taushed , hun saae bleg og alvorlig ud , men gik stille og fattet omkring , og kun et meget skarpsynet Øie vilde have bemærket nogen Forandring hos hende ; denne Skarpsynethed var nu Matthias langt fra at være i Besiddelse af ; deels var han nærsynet og noget adspredt , deels følte han sin egen Kjærlighed til Susanne som noget aldeles Urokkeligt , og var ligesaa overbeviist om hendes . Deres Forhold var for ham grundet paa den dybeste , inderligste Tillid , saaledes at det slet ikke forekom ham som en Mulighed , at der kunde komme Noget imellem dem , ja , han havde saa ofte i sine egne Tanker taget Susanne paa Raad i Henseende til Alfreds og Adas Vel , at han troede at have talt med hende derom . Otlende Capitel . Misforstaaelser . Ydre Omstændigheder bidroge deres Deel til at forhindre de to Forlovede i at nærme sig hinanden ; begge Forældrene lagde , hver paa sin Viis , mere end almindelig Beflag paa Susannes Tid . Fru Rud var , efterat den koldere Tid indtraadte , bleven mere syg end sædvanlig , og skjøndt hun kanskee as ' alle sine Børn elsfede Susanne mindst , var dennes Ro og Omhu hende dog ganske uundværlig , naar hun var meer end ' almindelig lidende . Paa samme Tid ; blev Faderen syg af en Forkølelse , og stjøndt dette kun varede i en Uges Tid , maatte Susanne dog være meget om ham , læse for ham og hjælpe ham ved mange uopsættelige Forretninger . Stundom , naar Moderens febrilsf sfiftende Luner lod hende længes ester Alfred , der stedse kunde tale for hende og adsprede hende , som var hun et sygt Barn , og Susanne da i enkelte Øieblik var inde i Dagligstuen , fandt hun de to Andre saa beskæftigede ved Fortepianoet , at de ikke hørte hendes sagte Trin paa det bløde Tæppe ; da lom Tankerne over hende om den underlige Magt , der ligger i Tonerne , idet intet Andet er istand til , saaledes som de , at tjene to Herrer . Hun havde følt , hvorledes hun i sine bedste Øieblik var blcven baaren opad ved Lovsangen i Menigheden ; men da var Tonen Ordets Tjenerinde , den var at lignes ved Fuglevingen , der bar Aanden til Gud . Hvorledes kunde da de samme Toner have denne dæmoniske Magt til at forlokke og bedaare ? De vendte hendes trofaste Vens Sind og Hjerte bort fra hende , de gjorde hendes Broder næsten vanvittig as Lidenskab . Var det sandt Alt , hvad de gamle Sagn fortalte om Havfruer og Sirener ? Ja , Ada var en Sirene , og Matthias havde ikke , saaledes som i gamle Dage Odysseus , ladet sig binde til Masten , men var styrtet hovedkulds ud i Dybet . Saaledes sad hun i en mørk Krog og pinte sig selv med Grublerier , medens Matthias dog virkelig var bunden til Masten ved sin Kjærligheds stærke Reb . En Aften , da han , som han ofte pleiedc at gjøre , forlod Ada og Musiken , for at gaae hen til hende i hendes mørke Krog , hvor han gjerne forsøgte paa at indlede en Samtale eller foretog sig Noget , der kunde bidrage til hendes Hygge og Hvile , reiste hun sig strax med de Ord : „ Det er nok for mørkt , til at I kunne see at fortsætte Eders Øvelser , jeg vil ringe efter Lys “ , og hun var da Den , der sørgede for , at Lysene paa Fortepianoet tændtes . Matthias fandt vel hendes Færd besynderlig , hendes Væsen endogsaa nvenligt ; det smertede ham , at hun ikke deelte sine Bekymringer med ham , som han vilde dele Alt med hende ; men han følte , at det ikke var det rette Øieblik til at bebreide hende dette ; naar denne trange , tunge Tid var forbi , da vilde han bede hende aldrig mere at bedrøve ham saaledes . Hans Kjærlighed var tillidsfuld og taalmodig , den søgte ikke sit Eget , men var stedse betænkt paa , hvad der var bedst for hende , han elskede . Den Eneste , der saae , hvorledes det stod til i Susannes Hjerte , og som sørgede derover og harmedes over Adas samvlltighedsløse Legen med de to Søskendes Lykke , var Frøken Grove ; hun overveiede , hvad der var for hende at gjøre . Hun havde levet i mange Aar iblandt dem , nærede den oprigtigste Kjærlighed til hele Familien , og hun elsiede Susanne moderligt ; hun havde opdraget hende , og nu paaskjønnede hun hendes store Værd og glædede sig over den yndige Natur , der udfoldede sig under hendes Øine , og som hun havde søgt at frede om som en god Gartner om en Blomst . Længe vaklede hun ; omsider besluttede hun at tale til Ada . Denne havde jo bedet hende om at staae hende bi med sine gode Raad ; nu var Øieblikketkommet . Ada havde i den senere Tid været forsømmelig med de Timer , hun tog hos Frøkenen , hvorved Lejlighederne til at tale med hende blcve sjeldnere ; men naar man alvorligt vil en Ting , findes der en Anledning , saaledes ogsaa her . De havde netop som engelsk Læsebog en Fortælling , i hvilken et lignende Forhold forekom , og i denne Tid var Ada altid alene om den engelske Time , da Susannes Tid var optagen paa anden Maade . Midt i Beskrivelsen af en Scene , hvor en ung Coquette hensynsløst forstyrrer sin Søsters Lykke , spurgte Frøken Grove : „ Hvad vilde De gjøre , Comtesse Ada , dersom Nogen handlede saaledes imod Dem ? “ „ Det vilde Ingen saa let falde paa . “ „ Hvoraf flutter De det ? “ „ Det er svage og dumme Mennesker , hvem Sligt hændes . Folk , der ikke forstaae sig paa Verden og ikke have Dannelse og Klogskab nok til at vogte sig derfor ; kan en Qvinde ikke beherske Den , hun elsker , saaledes at han ei vover at forlade hende for en Anden , faa fortjener hun ikke Andet . Den Konge , der ikke , har Tropper til at forsvare sit Land med , maa sinde sig i , at en Erobrer kommer > og fratager ham det . “ „ Altsaa , Øe hylder ubetinget den Stærkestes Ret ? “ spurgte Frøken Grove med Eftertryk . „ O , det kommer an paa Omstændigheder og Forhold ; jeg er ikke saa kundskabsrig som Øe , Frøken , og kan ikke svare paa alle flige videnskabelige Spørgsmaal ; Øe veed , at jeg kun er et eenfoldigt Pigebarn . “ „ Det troer jeg ikke , at Øe er , hverken i den ene eller den anden Betydning af Ordet “ , sagde Frøken Grove alvorligt ; „ men det er vel ligesaa godt at tale reent ud ; Øe selv har anmodet mig om at raade og advare Dem , hvor det var nødvendigt ; jeg har med Bekymring seet , at Øe ikke er forsigtig i Deres Opførsel , kjære Ada . Interesse for Dem og inderlig Kjærlighed til Susanne nøder mig til at tale . Hvad tænker Øe paa ? Vil Øe med velberaad Hu bringe Forstyrrelse ind i den Familie , der har aabnet Huus og Hjerte for Dem ? vil Øe bringe Sorg over Susanne ? Elffer Øe hendes Broder ? Hvortil da dette dobbelte Spil ? Jeg kjender ogsaa ham fra Barndommen , Susanne vil sørge dybt og maaskee aldrig reise sig mere ; men paa ham vil en flig ulykkelig Lidenskab virke ødelæggende , og Øe selv , i hvilket ilde Lys stiller Øe Dem som Qvinde ; Øe vil give Folk Anledning til at omtale Dem paa en Maade , som ikke kan være Dem behagelig . “ „ Nu er det Nok , “ sagde Ada , idet hun reiste sig og stolt kastede Nakken tilbage . „ Hvem giver Dem Ret kil at tale saaledes til mig ? Øe har ingen Rettighed her i Huset , Øe har solgt Deres Kundskaber og Dygtighed til Stiftamtmand Rud og hans Familie , dermed er Alf sagt . “ Og hun vendte sig for at gaae . „ Nei , dermed er ikke Alf sagt , “ svarede Frøken Grove med Værdighed , „ mener Øe , at Øe kan haane mig , fordi jeg gjør mine Kundskaber frugtbringende for mig selv og Andre , saa gjør det mig ondt for Dem , at Øe ogsaa heri viser en lav Tænkemaade ; men husk paa , at Øe selv bad mig om Raad og Vejledning , og at jeg har Ret til i mit Værelse at tale , som jeg finder for godt ; vil Øe lyde mit Raad , skal det glæde mig , vil Øe ikke , taler jeg med Deres Formynder . “ Ada blev neppe for at høre Slutningen paa Frøkenens Tale ; heftigt styrtede hun ud og slog Døren i efter sig ; det var , som om Furierne vare slupne løs i hendes Sind . Niende Capitel . Sfemninger og Tilstande . Ugerne henrandt , og Foraaret begyndte at nærme sig , uden at der foregik nogen Forandring i Husets indre Tilstand . Det er en Erfaring , som ofte stadfæstes i Livet , at hvor Misforstaaelsens Dæmon først engang har sneget sig ind i et Forhold , der er det , ifølge Synden , vanskeligt at faae den banlyst . Susannes for endeel selvskabte Qvaler voxede ; ofte tænkte hun , det var bedre at bryde et Forhold , der jo ikke kunde blive til den Elskedes Lykke , da jo kun Troflab og Retsindighed bandt ham til hende ; men Mødet svigtede hende stedse , naar hun vilde indlede en saadan Samtale : „ Hvad om han tog hende paa Ordet ? “ Hun kunde ikke leve uden ham , det stod fast for hende , og saa dømte hun sig dog haardt for Egenkærlighed , at hun ikke befriede ham . — Ganske fremmede kunde de imidlertid ikke blive for hinanden , dertil elskede de begge for dybt og inderligt ; vi maae ogsaa huske paa , at Matthias ingen Anelse havde om , at han havde nogen Deel i Susannes Sjælstilstand , han tydede hendes bekymrede Udseende og ofte vexlende Stemninger som en Følge af den sorgfulde Tid , der havde herflet i Familien . Han søgte derfor nu meest at opmuntre hende , og stundom lykkedes det ham ogsaa ; hun lod sig altfor gjerne drage af den Magt , han øvede over hende , og et Par Gange følte hun hele sin gamle Tillid vaagne igjen og var i Begreb med at tilflaae ham Alt , hvad hun led , men da bleve de forstyrrede , og Samtalen afbrudt . Imidlertid var Stiftamtmanden bleven rafl igjen og var mere samlet med sin Familie end tidligere ; dog laa i denne Tid Hustruen og Alfred ham fortrinsviis paa Sinde ; hendes Sygdom tog til , og det var kjendeligt , at Sjæls- og Legemskræffer i lige Grad aftoge . Alfreds lidenskabelige , urolige Væsen bedrøvede ham ; han talte ofte med Strenghed om letsindig Tidsspilde og bebreidede Sønnen hans umandige Vaklen i at vælge sig en Virksomhed ; han kunde ikke forstaae , at en Mand ikke vilde anvende sine Evner nyttigt for sig selv og Fædrelandet . Han sagde til ham : „ Det er ikke , fordi du jo nok efter min Død vil kunne leve , som du er vant til ; men jeg kan ikke finde mig i , at min eneste Søn skal gjøre sit Navn Skam ved et unyttigt Liv ; thi ZEren er det feireste Træ i Skoven . “ Han var vred paa Sønnen ; men han saae kun Virkningen , Aarsagen forblev han blind for . Alfred kunde ikke 5 svare Meget paa Faderens Bebrejdelser ; han følte deres Sandhed ; men at løsrive sig fra Tryllerinden var ham nu mere umuligt end nogensinde før . Han vilde og kunde ei heller tillidsfuldt henvende sig til sin Fader med Tilstaaelse af sin Kjærlighed , da det for en stor Øeel var det Hemmelighedsfulde , der gav Forholdet sin Tillokkelse saavel for hans fantastisk sværmerske Sind som for Adas Hang til Dobbelthed og Intriguer ; desuden frygtede han , og med Rette , Faderens Indvendinger , paa Grund af hans egen Umodenhed og Adas Alder , idet hun endogsaa var to Aar ældre end Susanne , altsaa 4 Aar ældre end han selv , kort sagt , han havde ikke moralsk Mod nok til aabent og sandt at bekjende , hvorledes det stod til i hans Indre . Ada var i nogen Tid bleven lidt forsigtigere og mere agtpaagiven ved Frøken Groves alvorlige Tiltale ; men da denne reiste til Hovedsfaden i en Uges Tid , fortsatte hun atter uhindret sit Spil . Frøken Grove havde indbudet Ingeborg til af ledsage sig paa dette Besøg til Frøkenens Slægtninge og Venner , da man antog , af en lille Forandring fra de vante Omgivelser vilde være den unge Pige tjenlig . Ingeborg havde i den senere Tid stærkt udviklet sig , hendes Charakteer var en Blanding af Susannes og Alfreds ; hun havde Susannes Alvor og Inderlighed , men manglede hendes Ro og Besindighed ; derimod greb hun alle sjælelige Indtryk med Alsreds Heftighed og Lidenskab ; . hun var nu femten Aar og skulde i Sommerens Løb gaae til Præsten ; men denne Vinter havde bragt den unge Sjæl nogle saa stærke Rystelser i chrislelig Henseende , af man med Rette frygtede for en sygelig Retning hos hende , og derfor blev det bestemt , af hun , under sin kjærlige og forstandige Lærerindes Vejledning , skulde modtage andre friske Indtryk . Det var hidført paa den Maade , af der den Vinter havde været flere as de omrejsende Opvækkelsesprædikanter der i Byen , der havde draget Mange til sig , deriblandt Ingeborg . Her var hun første Gang bleven tiltalt paa den opsfræmmende Maade , der er denne Retning egen ; der var blevet udslynget forfærdende Billeder om , hvad der var Synderens Lød i Evigheden ; og dette havde bevirket , af hun for første Gang ret levende havde følt sin Slptd ; men da hun ikke havde modtaget Andet , var hun som En , der bliver opskræmmet midt om Natten af en dyb Søvn og nu tumler forvirret omkring og feer Afgrunde til alle Sider . Enhver veed , hvor forskjellig en flig Opfkræmmen er fra at vækkes til Lys og Liv , vækkes ved , at Guds klare Sol skinner ind til vs , medens s * Lærken stiger og jubler sin Lovsang . Saaledes var denne unge Sjæl bleven rystet i Storm paa en Maade , som voldte alle dem , der elsfede hende og søgte at frede om hende , Bekymring . Frøken Grove havde havt mange sorgfulde Timer , naar Ingeborg om Natten under lidenskabelig Graad og Hulken jamrede over sin Svnd og saae Daarlighed og Forfængelighed i Alt , hvad hun foretog sig ; det stakkels Barn saae kun den vrede Gud , der straffer Overtrædelserne indtil det fjerde Led ; den kjærlige Fader , der ikke sparede sin eenbaarne Søn , paa det at alle de , som troe paa ham , ikke skulle fortabes , havde hun endnu ikke faaet Syn paa . De reiste altsaa , og Frøken Groves Fraværelse blev benyttet af Ad « til en sand Pinetid for Susanne , som hun nu næsten var kommen til at hade ; det forekom Susanne , som om hendes Lidelser havde naaet deres Høidepunkt . Hun kunde ikke vælge denne Tid til at tale og fremkalde det mulige Brud med Matthias for den syge Mioders Skyld , der fremfor Alt maatte holdes rolig , og Ada havde nu faaet en Magt , i hvis Udøvelse ingen upartiske Qvinders Nærværelse hindrede hende ; hun var som en Trold , der kan paatage sig en Mangfoldighed af Skikkelser . Tiende Capitel . Theevandssnak . Omsider kom de Reisende da hjem , og man sad samlet om Theebordet den første Aften , da Ingeborg maatte fortælle om Alt , hvad hun havde oplevet . Broderen spurgte hende , om hun havde været i Theatret , og hvad hun der havde seet . „ Ja “ , sagde hun ; „ men det fornøiede mig ikke , jeg tænkte , nt alt Det gjerne kunde være borte , uden at det var noget Savn ; tænk dog paa æl den Forfængelighed , der jo maa friste de stakkels Mennesker , der spille , den gjøres dem jo ligefrem til Pligt ; det , er rædsomt , saaledes udelukkende at være beskæftiget med sit eget Idre fra Morgen til Aften ; de Mennesker kunne ikke være christne Mennesker , neppe engang stikkelige og gode Folk , og naar man seer derpaa , gjør man jo næsten ligesom de ; idetmindste stiller man sig lige med Verden og Verdensbørnene . “ „ Nei , nu bliver du dog altfor kedelig ! “ udbrød Ada , — idet hun slog med Nakken og kastede et af sine veltalende Blik paa de to unge Herrer — „ Er du endnu ikke bleven vænnet af med at prædike over hvadsomhelst , skal man nu ikke engang kunne gaae iTheatret i Fred for dig ? Der kan man virkelig lære Meget , naar man ikke er saa borneret som du ; men der sidder jo Susanne og seer ud , ' som om hun havde slugt Lolland og skulde isærd med Falster ; du er vel ogsaa paa Veie til at blive en Heldøre . “ „ Ikke mere , end jeg allerede var “ , svarede Susanne ; „ det kommer ved SkUespilkonsten som ved alt Andet an paa , med hvilke Øine den sees , den kan baade dyrkes og nydes i Eensold . “ „ O hellige Eenfoldighed ! “ udbrød Ada og slog en Skoggerlatter op . „ Du spotter som altid , naar Noget flak omtales tilbunds ; paa dansk Maal er der Forskjel paa Eensold og Eenfoldighed . “ „ Jeg troer at forstaae , hvad Susanne vilde sige ; “ sagde Frøken Grove , der saae , hvorledes Adas Maade af tale paa æggede Susanne , „ hun mener , af hvor Skuespilleren eller Skuespillerinden seer paa den særligeEvnc , han eller hun har , som en Gave , der skal anvendes paa en god Maade , da bliver det som en anden Konst , et andet Talent , som man søger af dyrke ; man vil da ikke let fristes til større Forfængelighed , end naar der ellers lykkes En Noget i Livet . En anden Fare , der er større end Forfængeligheds-Fristelsen , er denne , af Personligheden lettere kan mistes , af man paa en Maade aldrig er sig selv , og af der derved kan komme noget Usandt ind i et Menneskes Færd , ja , af man kan miste sin Eenfold . “ „ Det er rigtigt “ , sagde Matthias , „ jeg . mener ogsaa , af Ingeborg gaaer for vidt i ungdommelig Iver , naar hun troer , af de Mennesker , hvis Livsopgave og Erhverv for Familier Skuespilkonsten er , ikke kunne være christne Mennefler ; det tvivler jeg ikke om , naar de have et vaagent Øie for deres særlige Fristelser . “ „ Men hvad skal man da sige om Mennefler , der spille Comedie i det daglige Liv , om Saadanne , hvis hele Tilværelse er en Løgn , som , for at tilfredsstille en ussel Forfængelighed , ødelægge og forgifte rene , hellige Forhold , og som lege med Menneskehjerter ? Og saa om dem , der med Ligegyldighed see derpaa og more sig over dette Skuespil ? “ Alle saae op og stirrede forskrækkede paa Susanne , fra hvem dette Udbrud kom ; hun var i heftig Bevægelse ; bleg og bævende reiste hun sig og ilede ud af Stuen . Matthias var især overvældet . „ Men hvad feiler dog Susanne ? “ spurgte han Frøken Grove . „ Jeg frygter Mangel paa Søvn “ , svarede denne med bekymret Mine , „ hun vil have det bedre efter en Nats Hvile . “ Matthias vilde gaae efter Susanne , men Frøken ' Grove holdt ham tilbage . „ Der er Øieblik i Livet , “ sagde hun , „ i hvilke vi helst maae være ene med Gud ; jeg kjender Susanne , hun vil være den Første til at indsee sin Heftighed . “ Ada lo . „ Ja “ , sagde Frøken Grove alvorligt , „ Susanne kan feile ; men hun kan ogsaa angre . “ Hun saae paa Ada med gjennemtrængende Blik ; denne gjengjældte det med et fornemt Skuldertræk . Imidlertid gik Susanne op og ned i sit Værelse , vridende sine Hænder ; hun sagde til sig selv , at nu maatte det komme til en bestemt Udtalelse imellem hende og Matthias ; hun havde aldrig før været i et saa heftigt Oprør ; thi ak , hun følte , at hun ikke kunde give Slip paa ham . Hun ændsede ikke , at hun havde forladt Dagligstuen , førend hendes Fader var kommen tilbage fra Moderen , og at hun ikke havde sagt ham Godnat . Hun hørte ikke , hvorledes de Andre kom op ad Trappen og gik hver til Sit , og at Huset blev stille . Hun stred sit Livs haardeste Strid , idet hun forsøgte paa at løsrive sit Hjerte fra Den , hun elskede høiest paa Jorden ; men det Ord lød dybt i hendes Sjæl : „ Dersom dit Oie forarger dig , da riv det ud og kast det fra dig “ , og — Forargelse vilde det være før hendes Sjæl at ville binde ham til sig , naar hans Hjerte var deelt — det vilde blive til Fristelse og til Fald før dem Begge . Hun turde ikke tænke paa sig selv og sin egen Lykke . Det , der var til hans Lykke , maatte skee ; elskede han Ada , og havde han før hende kun en Broders Venskab , nu vel , saa vilde hun bede Faderen i Himlen hjælpe sig til af være deres fælles Veninde paa samme Maade ; hun vilde see af overvinde sine ukjærlige Følelser imod Ada , om hun kunde ; hun bad ogsaa om af maatte kunne det . Og hendes Hjertes oprørte Bølger lagde sig , hun kunde give sig og sit Liv heelt hen i Guds Faderhaand . Træt og mat lagde hun sig paaklædt paa Sengen og saldt i et Blund ; da skræmmedes hun op ved sin Faders Røst , der kaldte paa hende . Moderen var meget syg . Stiftamtmanden havde , som ovensor nævnet , den Aften opholdt sig længe inde hos sin Hustru ; han havde forsøgt paa af faae hende til af indsee , hvor nødvendigt det var for Sønnen af komme bort , for af tage fat paa ordenlige Studier , og bedet hende af benytte sin Indflydelse til al sormaae ham dertil ; men det var aldrig kommet i hendes Tanker , af hun skulde offre Nogetsomhelst , fordi det var rigtigt , og nu maatte Manden til sin Sorg føle , af det var for seent af vente slig Selvfornægtelse af hende . „ Jeg kan ikke undvære ham ; han er min eneste Opmuntring , min bedste Trøst i min Sygdom , og ham vil du tage fra mig ! Jeg havde aldrig troet , af du var saa haardhjertet , saaledes at ville sønderrive de sfjønneste , ømmeste Forhold ; nu skulle de to Unge skilles ad , hvis Kjærlighed det har været min Glæde at see udfolde sig her ved mit Sygeleie ; det aner mig , at , flilles de nu ad , da er det for stedse . “ „ Hvad mener du , hvem taler du om ? — Dog vel ikke ? — “ „ Naturligviis Alfred og Ada , de ere som flabte for hinanden , denne unge , heilige Qvinde , og min geniale , elskværdige , smukke , eneste Søn . “ „ Du forsfrækker mig ; hvor har jeg havt mine Øine ? Det er en Grund mere til , at han maa reise jo før jo hellere . “ „ Saa døer jeg “ , fremhulkede Fruen under en Taarestrøm . „ Kjære Hustru , hør paa mig med Ro ; har ; eg været for heftig , gjør det mig ondt ; jeg blev selv forsfrækket , thi det er aldrig faldet mig ind ; men det vilde ingenlunde passe . Ada er fire Aar ældre , hun er en verdenserfaren og klog Qvinde , medens Alfred med al fin Begavelse endnu er en umoden Dreng . Dette vilde aldrig føre til varig Lykke , desuden sømmer det sig ikke for os at fremkalde eller befordre Sligt ; hun er mig betroet , er i mit Huus , under min Beskyttelse , og jeg skulde opmuntre min egen Søn til at benytte sig deraf ? Det er min Villie , han maa reise strax og ikke komme hjem , førend hun har forladt mit Huus . Min ZEre gaaer mig over Alt ! “ Neppe vare disse Ord udtalte , førend Skrig og Krampetrækninger mindede ham om , at han var gaaet for vidt , at han ikke nu i hendes syge Tilstand kunde fordre en Selvfornægtelse og Hensyn til Fornuftens Bud af den Qvinde i hendes Alderdom , med hvem han i sine nnge Dage havde drevet Afguderi paa den Maade , at alle hendes urimeligste Ønsker og Lyster tilfredsstilledes . Hun havde været som en skjon Prydelse af sijørt Porcellain , der neppe turde berøres ; nu vilde han pludselig tage den i Brug — og den gik i Stykker imellem hans Hænder . Først efterat det viste sig , at Sygeplejerskens og hans forenede Bestræbelser ikke kunde udrette Noget , kaldte han paa Susanne , og der blev sendt Bud efter Lægen . Men Intet uden Alfreds Nærværelse kunde berolige den Syge ; hun talede vildt , men ham kjendte hun ; kun naar han var inde , troede hun , at man ikke havde sendt ham bort . Det var en Angstens Tid for dem Alle ; Alt traadtc i Baggrunden for den ene Tanke , om Moderens Liv dog kunde reddes ; for Alfred var det egenlig sværest ; thi han maatte næsten uafbrudt være inde hos hende , naar hun ikke sov , og Søvnen opnaaedes kun ved søvndyssende Midler . Efter mange Dage brødes endelig Sygdommens Heftighed ; men hun var yderst svag , og Lægen sagde , at et fornyet Anfald vilde være den visse Død . Hvad Under , at Alt , hvad der kunde kaldes Sindsbevægelse , holdtes fjernt fra hende og , ligesom paa anden Haand , ogsaa fra de Andre ; at Susanne undgik at komme til en Forklaring med Matthias , ja at denne fandt det rigtigst , at reise hjem til Faderen , for at der kunde være fuldstændig Ro i Huset ; han kom da kun engang imellem paa kort Tid i Besøg for . at høre til den Syge . Ellevte Capitel . Ungdomsveninden . Imidlertid var ogsaa den egenlige Vinter henrunden , og da Fru Rud i de Dage , da hun begyndte at blive bedre , havde ønsket at see en Ungdomsveninde igjen , fra hvem hun i mange Aar havde været adskilt , meente Stistamtmanden , at det nu turde være paa Tiden at indbyde denne til at gjæste dem ; denne Opmuntring kunde være den Syge tjenlig , og — i alt Fald ønskede han at glæde sin Hustru uted hvad der stod i hans Magt , saa længe han kunde . Vi maae nu et Øieblik gaae tilbage til den Tid , i hvilken de , som vi have lært at kjende i en ældre Alder , vare unge . Fru Rud var sine Forældres eneste Barn og Arving og desuden sin Tids meest beundrede Skjønhed . Hun blev opdragen paa Landet paa en stor Herregaard , og denne Opdragelses Fortrin og Skyggesider viste sig i en underlig Modsætning hos hende , da hun voxede til . Hun blev ved Moderens og Gouvernantens Omhu holdt fjernet fra All , hvad kun tilnærmelsesviis kunde kaldes sfadeligt ; man viste hende al Omhu og Wrbødighed , værnede om hende i Henseende til Legeme og Sjæl , saaledes at hun aldrig turde komme i Berøring med de Mennesker , der levede omkring dem , da man frygtede for , at hun kunde see noget Raat og Usfjønt eller lære noget Ondt . Derved bevaredes tilvisse en Sjælsreenhed , som ogsaa i hendes senere Liv gjorde sig gjældende , og hendes Børn mindedes aldrig Andet , end at den sfjønne Moder stedse ogsaa var fljøn i Ord og Tankegang . Men hendes Aand og Hjerte forbleve kolde ved denne afsluttede Opdragelse ; hun levede som paa et høit Bjerg , hvor der er evig Snee . — Til Menneskenes Sorger og Glæder kjendte hun Lidet eller Intet , og Ingen tænkte paa , af de , idet de vilde vogte den unge Sjæl for Syndens Smitte , nærede en Synd i hende , derer ligesaa fordærvelig , nemlig Egenkærligheden . I den nærmeste Kjøbstad boede en fattig Adelsmand med en talrig Børneflok , han havde været Ofsiceer , men havde paa Grund af Sygelighed maattet tage sin Assked ; blandt disse mange Børn var der en jævnaldrende ' lille Pige , som den unge Frøken fik Lov til af omgaaes , og da denne senere vidste af gjøre sig afholdt , blev der tilbudt hende Hjem og , Ophold paa Gaarden , for af den rige Pige ikke skulde være for eensom . Pleiesøsferen forstod snart af gjøre sig unndværlig ; hun havde de Egenskaber , som den Anden manglede , hun var praktisk , dygtig og verdensklog , endnu førend hun havde seet Noget til Det , der almindeligviis kaldes Verden ; hun var meget nyttig , saa det var ganske naturligt , af hun ved Virksomhed og paa- rette Sted anbragt Smiger vandt et Herredømme over den drømmende og uvirksomme forkjælede unge Dame . Da de vare voxne , bleve de samtidigt indførte i den store Verden og Hoflivet i Hovedstaden . Her saae den rige Pige den unge Rud , der i den Tid vakte megen Opsigt , saavel ved sine personlige Fortrin som ved sine ualmindelige Evner og sit ridderlige Høisind . Det Ideelle i hendes Natur fængsledes ved ham , medens han blev saaledes greben af hendes Skjønhed , at denne Beundring trofast fulgte ham igjennem Livet , tiltrods for , at det Høieste i hans Natur led Nød , tiltrods for , at , han i sit lange Wgteskab saa jævnlig greb i Luften efter en Skygge . Ogsaa hendes Veninde indtraadte i Wgteskab , ivet en Embedsmand ovre fra Holsteen tilbød hende fin Haand , og saavel dette Giftermaal som hele Tankegangen i hendes Omgivelse førte hende mere og mere ind paa at leve for det Nyttige i denne Verden . Børn havde hun ikke , der kunde have prydet hendes tørre Tilværelse med friste , grønne Ranker , og saaledes visnede hun hen . Nu skulde disse to Barndomsveninder mødes i de ældre Aar ; den ene havde fortsat sin uvirkelige Skintilværelse , den anden havde nedgravet sig i en falst Virkeligheds nsande Fordringer . Nu maatte de erfare , at kun det ene Fornødne kan sammenholde det Ueensartede i Tidens Løb , men Begge kjøbte endnu falsk Flitterstads , Ingen af dem fsendte eller brød sig om den ægte Perle . Det var henimod . Slutningen af April , at Fru v . Trottau ankom . Hun var Enke og boede nu i en smukt beliggende lille Kjøbstad i det Holsteenske , hvor der ligesom var et Samlingssted for fornemme Enker med en indskrænket Formue ; der havde hun levet i mange Aar og udelukkende bevæget sig i en lille , fim og , som hun sagde , udvalgt Kreds af ligestillede og ligesindede Damer , hvis Hovedinteresse i Livet var , at faae en maadelig Indtægt til at række saa langt som muligt i Henseende til at optræde med en vis Fornemhed . Hun havde Huns og Have og herskede med et Jernscepter over to Piger og en Havemand , der tillige ved højtidelige Leiligheder fulgte efter Fruen , iført et Liberi . Virksomhed og huuslig Dygtighed vare de Ord , hun altid førte i Munden , og hun levede ogsaa kun for Udøvelsen af disse Dyder , men — med Tilsidesættelse af mangfoldige andre . Da Indbydelsen til Stiftamtmandens naaede hende , sagde hun til fine Veninder : „ Ak ja , det er ganske nødvendigt , at jeg opoffrer mig for min kjære Ungdomsvenindes Ønsker , hun§ er vist meget ilde stedt , saa syg , at hun ikke kan varetage Noget , og saa med fire uopdragne Børn ; det Huns maa jo være i en ganske opløst Tilstand . “ „ Der skal jo være en voxen Datter ? “ „ Ja , en ung Pige paa tyve Aar , og som allerede har forlovet sig ; hun tager sig naturligviis af Ingenting . Nei , det kan gjøres fornødent , at et i Hunsvæsen og Oeconomie erfarent Menneske træder til der ; saa vil jeg da hjælpe min stakkels Ungdomsveninde og hendes Mand , om det behøves . “ „ Hvorledes er den Mand ? “ „ Aa , han er en Democrat . “ „ En Democrat ? “ „ Ja , saaledes var han idetmindste i sine unge Dage , da havde han saadanne overspændte Ideer om — Menneskerettigheder . “ „ Ja , det er disse Galskaber , som Folk nu finde paa . Lad blot ikke Pigerne høre Noget om -Det , saa blive de ikke til at styre . “ „ Hvad vilde den deilige Pige dog med sandart En ? “ „ Ja , Stakkel ! Hun har vist heller ikke været synderlig lykkelig ; men hun var saadant et sværmerfl og poetisk Gemyt , og disse poetiske Folk ere jo altid udsatte for store Feiltagelser , og som en Følge deraf — for skuffelser . “ k Tolvte Capitel . Ankomsten og Bekjendtskabet . Fru v . Trottan ankom hos Stiftamtmandens en Dag ved Middagstid og blev modtagen paa det bedste . Susanne førte hende til hendes Værelser , som hun havde søgt at smykke med hvad Huset formaaede . Violer duftede hende imøde , og i Vinduet stode skjønne Hyazinther . Hun saae sig om med et Dommerblik , men fandt ikke strax Noget at udsætte . Det forskende Blik vendte sig da paa Susanne , og enhver Uhildet kunde have spurgt hende , hvad hun der fandt at udsætte . Der var en jomfruelig Beskedenhed , forenet med en stille Værdighed , udbredt over hende , saaledes som hun stod for hende , mere bleg end ellers af den anstrengende og sorgfulde Tid , der var hengaaet for dem Alle , men barnlig glad ved at kunne vise sin Gjæstfrihed i Moderens Navn imod dennes kjæreste Ungdomsveninde . Mest Fruen tænkte : „ Nu vil jeg see , hvad hun duer til . — Kan jeg strax komme ind til din Moder ? “ spurgte hun . „ Moderglæder sig meget til at see Dem , Frue ; men det inaa vist hellere vente , til vi have spist til Middag , da det er den Tid , paa hvilken hun har det mindst daarligt ; Moder er meget afkræftet og maa vogtes meget for Anstrengelse og ligeledes for Sindsbevægelse , saa at hun , skjøndt hun har glædet sig saa meget til Deres Komme , vist endnu kun kan tale lidt med Dem ad Gangen . “ Dette fremførtes i en meget beskeden Tone af Susanne , og kun i den gode Hensigt at sætte Gjæsten ind i Forholdene med Hensyn til Moderens store Svaghed . Hun blev noget forbavset over det kort affærdigende Svar : „ Det er godt , jeg veed nok , hvorledes man skal omgaaes Syge ; naar spises her til Middag ? “ „ Om en Time ; ønsker De Hjælp , skal jeg sende Jomfruen . “ „ Hvilken Jomfru ? “ „ Min Kammerjomfru . “ „ Ja saamæn , hun kunde hjælpe mig at pakke ud . “ Dermed gik Susanne . — Fruen tænkte : „ Naa da , det Barn bliver vænnet til egen Kammerjomfru , det er snart for galt ; imidlertid kan jeg faae Et og Andet opspurgt , som det kunde være ret behageligt at vide Besfed om . “ Den Examen , hun underkastede Kammerjomfruen , ville vi ikke følge i dens Heelhed , men indskrænke os til at berette , at hun fik Meddelelser om , at Comtesse Wildenow var der i Huset , og at denne fog Løvens Part af hendes Tid og Tjeneste ; om , 6 » hvor elsket Frøkenen var , , og hvor god imod Alle , men tillige , hvor alvorlig og stille hun var bleven paa den senere Tid ; om den rige , unge Herre , som hun var forlovet med , men at det havde lange Udsigter med Brylluppet paa Grund af Fruens Sygdom og — saa — “ „ Naa , hvad saa Mere ? “ spurgte Fruen skarpt ; „ det vilde vel neppe holdes hemmeligt for hendes Veninder ; her er Meddelelse paa sit rette Sted , thi jeg er en gammel Veninde af Familien . “ „ Ja , Comtessen vilde nok ogsaa have ham ; men saa var der den unge Herre ; han var nu saa forelflel i Comtessen , og Ingen af Folkene kunde komme under Veir med , hvem Comtessen egenlig helst vilde have . “ „ Hvem staaer for Husets Styrelse ? “ „ Det gjør Frøkenen . “ „ Hun kan umuligt regjere saa mange Folk . “ „ Regjere ! Det veed jeg ikke , om hun gjør ; men hun siger , hvordan det skal være , og Jomfru Ane sørger for , at del skeer . “ „ Hvem er det ? “ „ Det er Huusjomfruen , hun har været her altid . “ „ Saa er det hende , der regjerer , “ tænkte Fruen , „ det maae vi see efter , hun har naturligviis baade Pigebarnet , Nøglerne og det Hele i Lommen ; det var vist hende , der var Barnepige hos de to Wldste . Ak ! det gaaer vist til her som i Sodoma og Gomorra ! “ Fruen kom ned til Middagsbordet , hvor hele Familien var forsamlet ; de forestilledes for hende hver især af Stiftamtmanden , Frøken Grove med de Ord : „ Den Dame , der godhedsfnldt tager sig af mine yngre Dsttres Opdragelse . “ „ Ah , Gouvernanten ! “ sagde Fruen med et Nik . Bed Bordet iagttog hun skarpt ; der var en mere end almindelig festlig Anretning i Anledning af den forventede Gjæst , og Børnene saavel som de Øvrige vare selskabsklædte ; deraf skjønnede hun , at det var et overdaadigt Huns ; men derimod reiste de yngre Børn sig engang imellem og bøde Noget om , deels for at lette den gamle Tjener Arbeidet , og deels for ikke at lade deres Fader og Gjæsterne vente længer end nødvendigt ; deri saae hun et Beviis paa Faderens democratiske Anskuelser ; ligeledes mishagede det hende , at Frøken Grove tog Deel med i Bordsamtalen ; alt Øette var „ nivellerende “ ; Børnene skulde fra Barndommen af vide , at de vare fornemme Børn , at de ikke vare ligestillede med Tjeneren — og Gouvernanten skulde rette paa dem og lære dem pæne Manerer , men sorresten ikke blande sig i Samtalen , hun kjendte ikke sin Stilling ; alt Dette vilde hun ændre , her var en vid Mark for hendes Virksomhed . Efter Bordet kom hun ind til den syge Frue ; den Dag talte hun ikke om noget videre med hende ; da hun fandt den Syge saa betagen af Gjensynet , saa lykkelig og rørt , tillod hun sig for een Gangs Skyld selv den Blødagtighed at sidde ved Sengen med Venindens Haand i sin og lade de Timer gaae hen , uden at ville gjøre Gjerninger , og talte kun om Barndoms- og Ungdomsminder . Men Tankerne vare ikke ledige , medens hun føiede den Syge den Dag . Den følgende Dag maatte Fru Rud høre paa en Forelæsning om normal Sygepleie , saaledes som den udøvedes paa BerlinerHospitaler og Lazarether . „ Her er Alting ganske galt indrettet ; det er jo ingen Sygestue ; her er Gulvtæppe og tykke Gardiner om Sengen og for Vinduerne ; Værelset er overfyldt med Malerier , Blomster , baade afskaarne og Potteplanter , og tuscnde Nipsgjenstande , saa at her seer ud næsten som i en Galantcriboutik . — Øette maa Altsammen bort ; “ vedblev Fru v . Trottan , „ det er jo grueligt , min stakkels Veninde , hvorledes man har forsømt at varetage dit sande Bedste ; det samler jo Støv , Spindelvæv og alle mulige Insecter ; først tømme vi dit Cabinet , saa bliver du flyttet derind , og saa komme vi til her . I de Hospitaler , som jeg har besøgt for at studere Sygeplejen , ansees alt Saadant for en Fordærvelighed , og det er kun fordi du har været omgiven af uerfarne og uvidende Mennesker , at Sligt har kunnet skee . “ Den Syges Klager overdsvedes med et „ Vær nu fornuftig , det maa skee . “ — Der blev paa Fruens indstændige Bønner sendt Bud efter Stiftamtmanden ; da han kom , sagde hun kun : „ Jeg vil ikke være et Hospitalslem “ , og brast i Graad . Han maatte berolige og trsste paa bedste Maade ; men med Bestemthed udbad han sig , at hans Hustru ikke forstyrredes i nogen af sine Vaner , og at hendes Sygepleie lededes paa den Maade , at hendes Ønsker bleve respecterede . „ Ia , men Hospitalsplejen var den bedste . “ „ Det kom an paa Omstændighederne ; “ kort sagt , her blev den virksomme Dame aldeles flaaet af Marken , og Følgen var , at den Syge , der i enhver Henseende var forkjælet , fattede baade Modvillie og Skræk for hende og hendes høirøstede , snærrende Tale , saaledes , at hun var gladest i de Timer , hvor hun var fri for Venindens Selskab , og med et forkjælet Barns egenkjærlige Glæde tog imod alle dennes Forflag til at reformere Huset og dets Indretning , i det Haab , at hun saa blev fri for Endeel af hendes Underholdning . Trettende Capitel . Hnuslighed og Skinsyge . Nu begyndte en sand Lidelsestid før Susanne , idet hun fra Morgen til Aften blev holdt i Aande . Hun maatte vandre med Fruen fra Loftet til Kjæelderen , alle afsides Rum bleve efterseete og ordnede , og der vankede droie Irettesættelser baade til Susanne og til Tyendet . „ Du tænker paa at gifte dig og sætte Bo , og du forstaaer Ingenting ; slig Uorden har jeg aldrig kjendt Mage til , du veed ikke , hvad her findes , lukker ikke af , du bliver jo bestjaalet paa alle Kanter . “ Alt Dette sagdes ganske uforbeholdent i Folkenes Nærværelse , hvilke hun ei heller brød sig om at irettesætte paa den meest bydende Maade . Det krænkede Susanne næsten mere at høre Jomfru Ane og den gamle Peter tiltalte med saa skaanselløse Ord , end naar hun selv blev tagen i Skole som en lille Pige . Hun vidste godt , at hun havde mange Mangler som Huusmoder , og at hun vilde have godt af at lære , selv om det var en besværlig Læretid ; men hun frygtede for , at det kunde komme til et ubehageligt Udbrud fra Folkenes Side , og i denne Tid vare hverken hendes Kræfter denne Anstrengelse voxne , ikke heller havde hun Tankerne ved alt Dette , der forekom hende saa ringe og underordnet i Modsætning til hendes forfljellige Sorger og Bekymringer ; thi hun saae , at Moderens Tilstand sorværredes dagligen ; hun sad mangen halv Nat oppe hos hende og vidste dersor bedst , hvorledes hendes Kræfter aftage , og hun maatte desuden ganske overlade Ada og Matthias til dem selv , og den Tanke rodfæstedes stedse dybere i hendes Sjæl , at medens hun gik denne haarde , forberedende Wgteskabsskole igjennem , blev han , for hvem hun ene vilde gjennemgaae denne Ildprøve , hende ranet as en Anden . Matthias derimod begyndte at tabe Taalmodigheden , der hidtil godt havde staaet ham bi ; han traf saa godt som aldrig Susanne , og da Ada , som han godt kunde mærke , knn paa Skrømt brød sig om Det , han sagde , tabte han Interessen for at ville indvirke paa hende ; men der var Intet ved at gjøre ; denne Tid var saa urolig i Stiftamtmandens Huus , at han maatte vente . Saaledes kom han da en Dag til at tale med Ada om , hvor sørgelige Dage det var for dem Alle , og meest for Alfred og Susanne . „ O “ , sagde Ada , „ Susanne kan da , naar denne Sygdom ender , som den jo maa ende , blive gift med Dem og flytte hjem til Deres Fader eller andetsteds hen ; hun er ikke videre at beklage . “ „ De dømmer underlig letsindigt , ja undskyld , Comtesse ; men jeg troede dog , at De vilde kunne forstaae , at man ikke med saadan Ligegyldighed seer paa en saa alvorlig Begivenhed som den , her forestaaer , — sandelig , det vilde kun være et daarligt Varsel for den Kjcerlighed , jeg haaber og troer paa . Og Alfred da , har De ingen Følelse for hans Sorg ? Vil De engang dele Godt og Ondt med ham , saa er det da paa Tide nu at føle nogen Deeltagelse . “ „ Hvem siger Dem , at jeg vil dele Godt og Ondt , som De kalder det , med Alfred ? “ „ Tilgiv , men jeg har altid tænkt det , siden jeg saae Dem med ham . “ „ Det forstaaer jeg ikke ! “ „ Io , De gjør , De forstaaer mig meget godt , De kan ikke tage feil as , hvor stærkt han er forelflet i Dem , og jeg har ligesaa lidt taget feil af , hvor meget De har opmuntret ham . — Skulde det kun have været Leg , saa — ja , saa gjør det mig ondt , baade for ham og for Dem . “ „ De er alt Andet end høflig . “ „ Det er vel muligt , at min Deeltagelse for min unge Svoger har ført mig for vidt . “ Ada var meget fortørnet ; Deeltagelse for Svogeren ! Der var altsaa ingen for hende ; hun havde spilde alle sine Konster , sit hele Comediespil ; hendes Ansigt sortrak sig , og en Vredesaare svulmede paa hendes Pande ; men hun hørte Nogen nærme sig ; hurtigt fattede hun sig og sagde smilende : „ De er nu saa skarpsynet ; men kayskee De dog kunde have seet feil . “ Skarpsynet var nu Matthias ikke , og dette vidste han ret godt ; han følte , at Ada spottede ham ; men han var temmelig vis paa at have seet rigtigt . Han svarede altsaa kun : „ Gid det var saa vel ! “ Dette fornærmede Ada end mere ; hun sagde heftigt : „ Vi tale aldrig et Ord mere om denne Sag , hører De ! “ „ Som De befaler . “ I dette Øieblik aabnede Susanne Døren ; hun hørte de sidste Ord . — „ De havde altsaa Hemmeligheder ! “ Hun var næsten aldrig derinde mere , i den Dagligstue , der til for kort Tid siden havde været hendes eget Rige ; nu kunde hun ikke sætte Foden derind uden at komme til Ulejlighed . — Hun gik taus igjennem Værelset uden at see eller ville see Matthias ' længselsfulde Blik ; han reisfe sig hurtigt og vilde ile efter hende ; men hun forsvandt i Moderens Værelser ; havde hun ikke seet hans Bevægelse , eller vilde hun ikke see den ? — „ Hvor lidende og bedrøvel hun seer ud ! Men hvorfor lukker hun sin Sorg inde i sit eget Hjerte , hvem var nærmere til at dele den med hende end jeg ; skulde hun være kold imod mig ? “ Det var ham umuligt længer at sortsætte Samtalen med Ada . „ Hvad gavnede det ? “ spurgte han sig selv bittert , og nu i dette Øieblik var alt Andet end Susanne og deres Forhold ham ligegyldigt ; vilde Alfred endelig sin egen Ulykke , nu vel , han kunde ikke vogte ham , Alfred var jo intet Barn . — Matthias følte sig ulykkelig og utilfreds , han kom Dag efter Dag , tilbragte Time paa Time med at vente paa Susanne i Adas Selskab , og kom hun , saa var det kun et Glimt , han saae af hende . Hvad skulde det blive til ? . Forstemt tog han bort , og Ada følte sig fornærmet over , at han forlod hendes Selskab , saalænge det stød ham frit for at nyde det ; hun var i denne Tid den eneste Ørkesløse i Huset , og følgelig næsten altid alene i Dagligstuen . Dagene svandt for Susanne under aandsforfærende huusligt Slid ; men da Søndagen kom , og Moderen den sidste Nat havde havt det taaleligere , troede hun at kunne følge fin Tilbøjelighed og gaae i Kirke , som hun var vant til . Hun besørgede alt Fornødent tidlig om Morgenen og beredte sig til at gaae . Fru v . Trottau var den Dag ikke saa tidlig synlig søm ellers , dog vardet ingenlunde , fordi hun sov eller hvilede efter Ugens Anstrengelser ; denne Ssndag-Morgenstund blev benyttet til eget privat Brug , Brevskrivning , Oprydning m . m . Susanne satte Alting tilrette til Gjcestens Brug og — efterladende en Undskyldning , vilde hun lige til af gaae , da Fruen traadte ind . „ Hvor vil du hen ? “ spurgte denne . „ Jeg vil i Kirke . “ „ Det behøves ikke , der var du forrige Søndag . “ Susanne blev noget forbauset over denne underlige Tankegang ; men Alfred , der ogsaa havde belavet sig paa af gaae , svarede : „ In , og næste Søndag gaaer hun vel igjen , det gjør hun altid . “ „ Altid ! er det nødvendigt ? Forlanger Pastoren det ? Da gjør den Mand Prætensioner , der ikke burde tillades ham . Og desuden , her er Meget af gjøre idag , Susanne , grumme Meget . “ „ Undskyld , Frue , “ sagde Susanne ; „ her gjøre vi aldrig unødvendigt Arbeide i Huset øm Søndagen , Folkene gaae ogsaa gjerne i Kirke skifteviis . “ „ Det er uhørt , hvem forlanger det ? “ „ Ingen “ , svarede Alfred smilende . „ Jeg er nu kun en maadelig Kirkegænger i det Hele , saa dersom De befaler , kan jeg blive hjemme og undskylde mig med , af jeg har kjøbt de fem Par Øxne , thi jeg kan endnu ikke sige , af jeg har taget en Hustru til Wgte , derfor kan jeg ikke komme . “ „ Alfred dog ! “ sagde Susanne bebreidende . „ Ia , en af Delene maa jeg sige , naar Fruen vil have , at jeg sial være huuslig om Søndagen . “ De gik og lode Fruen meget fornærmet blive tilbage . Ada kom ned , og af gjensidig Mangel paa andet Selskab kom de To til at blive bedre bekjendte . Ada var høilig forbanset over , at Alfred var gaaet , førend han havde hilst paa hende ; det var Susanne , der vilde drage ham bort fra hende . „ Ia , bi kun , Susanne , det kan komme dig dyrt at staae . “ Fruen var meget indtaget i Adas Skjønhed og Elegance ; det vilde aldrig falde hende ind at tage denne i Skole paa famme Maade som Susanne ; dertil var hun for fornem , det behagede Fruen ligeledes , at Ada , der var fornærmet paa Frøken Grove , behandlede denne med fornem Overlegenhed og neppe værdigede hende et Ord . Hun havde dog Begreb om sin Stilling og kunde holde en underordnet „ Person “ i hendes . Ada kom snart til usorbeholdent at udtale sig , udfrittet , som hun blev , og hun udgød sig nu i hele sin Lidenflabelighed med den Bitterhed , der for Øieblikket var oppe i hende , saa Fruen kom ogsaa her til at erfare Endeel om Stemninger og Tilstande i Huset , der , som hun troede , var hende meget nyttigt . For Susanne blev den Søndagshvile , det var gjort hende saa vanskeligt at opnaae , til særlig Velsignelse ; hun følte mere end ellers , hvor haardt hun trængte til at komme bort fra alt Det , som trykkede hende . Allerede den korte Ventetid , førend Gudstjenesten begyndte , virkede beroligende i Modsæfning til den stadige Tale om heelt ligegyldige Smaating . Hvilken Forskjel mellem at høre paa Psalmesangen og paa den skærende , uharmonifle Røst , der forstyrrede hende i Hjemmet . Som det saa ofte gaaer med et Menneske , hvis Sind er opfyldt af en overvældende Tanke , der behersker Sjælen ligesom en legemlig Smerte , saaledes ogsaa her , hun kunde ikke følge Prædikenen i dens hele Gang ; men et lille Ord deraf faldt , som en Trøstens Dug , ind i hendes Hjerte med Kraft og Lægedom ; det lød saaledes : „ Vi elske stundom i Ungdommen Nogen eller Noget saaledes , at vi elske Det , der i sig selv er syndigt , paa en syndig Maade , saa vi drive Afguderi dermed ; saa kommer Vor Herre og rører ved vort Hjerte , vi see ved Syndserkjendelsen , at Alt er tomt , Tant og Forfængelighed . Det Elskede tages bort fra os paa den ene eller den anden Maade , vi maae frivilligt eller ufrivilligt give Slip derpaa . — Far Verden , far vel ! Jeg ledes nu ret ved at være din Træl . Vi ville nu ganske høre Herren til ; men hvorledes ? I Suk , Graad og Tænders Gnidsel . Verden er en Jammerdal og Livet en Byrde , det Første er sandt ; Verden , som saadan , er en Jammerdal ; men det er christeligt talt en Misviisning , naar Livet bliver os til en Byrde , i hvor tungt saa Korset kan trykke og Tornene rive og nage til en Tid . Det er , naar vi selv ville slæbe af med vor Byrde , vi kunne ikke ; men Han , der bar sit Kors til Golgatha , han bærer vort ; komme vi og lægge vor Byrde for Korsets Fod og for hans Fod , som hænger derpaa for vor Skyld , saa bliver Livet til en stor Velsignelse og megen Glæde , da faaer Alt sin Fornøielighed , og vi faae Lov til atter at optage og at elske ; hvad der i de tidligere Aar var os en Fristelse , som vi ved Syndserkjendelsen maatte bringe som et Offer , det bliver nu en Rigdom for Menneskelivet , beskinnet af Vor Herres Lys . “ Disse Præstens Ord anvendte Susanne paa sig selv og sit Forhold til Matthias . Ja , hun vilde offre ham , hendes Kjcerlighed til ham havde været Afguderi , hun havde ikke elsket Vor Herre først , og saa Mennesker i ham . Kanskee saa engang , naar hun var gammel , de kunde faae Lov til af være Venner , al mødes i den fælles Kjcerlighed til Frelseren . Fjortende Capitel . De reffe Grændser . Fru v . Trottau havde , som før omtalt , været gift i Holsteen med en der boende Embedsmand ; men hun selv var dansk af Fødsel og talte selvfølgelig saavel det Tydske som det Danske godt og flydende . Jkkedestomindre havde hun ønsket , af man skulde henvende Talen til hende paa Tydsk , og efterdi disse Begivenheder , som her fortælles , tildroge sig nogle Aar , førend vi maatte føre Krig for Land , Folk og Sprog , saa vare de fleste Familier endnu saa saare høflige , af Mange uden Videre rettede sig efter de Fremmede hertillands , uden af der dog nogensinde tænktes paa , af en Høflighed er den anden værd . Foraldre og Opdragere ansaae det endogsaa for et ypperligt Middel for Børn til af øve sig i et fremmed Tungemaal , naar en Gjæst derudefra var i Huset ; altsaa var der ikke Tale om Andet , end at Børnene efterkom den „ naadige Frues “ Ønsker ; dette gik ogsaa godt til hin skæbnesvangre Søndag , da den „ naadige Frues “ Sindsstemning var bleven forstyrret fra Morgenstunden af ved Susannes ubetimelige Kirkegang . Kort førend Middagsmaaltidet samme Dag sad de to unge Piger , Ingeborg og Ellen , sammen t Vinduet i Dagligstuen i en meget ivrig Samtale ; Fruen kom ind , de afbrsd ikke det Emne , der for Øjeblikket levende beskæftigede dem , de bemærkede neppe en tredie Persons Nærværelse . Pludselig lød den Wendende og bydende Stemme : , , J vide jo , at I skulle tale Tydsk i min Nærværelse ! “ „ Ja , med Dem Frue , “ sagde Ingeborg rolig ; „ men jeg talte med min lille S oster . “ „ I ere næsvise og have altid Svar paa rede Haand , naar man siger Eder Noget ; jeg har aldrig seet mindre velopdragne Børn . “ Dette blev sagt høit og uhøfligt lige i detØieblik , da Frøken Grove aabnede Døren ; spørgende saae hun paa de to unge Piger ; Ingeborg , blussende rød , vilde meddele hende det Forefaldne , da Fruen begyndte i en bydende Tone : „ Mademoiselle , Deres Elever benytte sig af den altfor store Frihed , de have , til at gjøre , hvad der udtrykkeligt er dem forbudt ; lad mig nu see , om De kan opfylde Deres Hverv her i Huset , hvilket jo skal være at opdrage , som jeg hører ; jeg forlanger , at De irettesætter dem alvorligt ; de burde egenlig ikke have Lov til at komme tilbords . “ „ Kjære Børn , “ begyndte Lærerinden sagtmodigt , „ husf paa , at I henvende Talen til Fru v . Trottau paa Tydst , da denne snsfer det . “ „ Men det gjsre vi jo altid , “ udbrød , Ellen ; „ men nu tsr Ingeborg og jeg ikke heller tale sammen , som vi ere vante til . “ Frøken Grove kunde nu ikke med frelst Samvittighed sfjende paa Børnene , da hun ikke saae , at de havde forseet sig ; dette sagde hun roligt , men bestemt , da i det Samme det øvrige Selskab traadte ind . Stistamtmanden henvendte stedse Talen paa Tydfl til Fruen , men forandrede forøvrigt Intet i sine Vaner med Hensyn til sine Børn og øvrige Omgivelser . Han spurgte halvspøgende , hvorom Damerne havde talt saa ivrigt , og da han hørte det , sagde han til Fruen : „ Naar vi komme for at besøge Dem , vil De saa tale Dansf med os til Gjengjæld ? “ „ Det vil ikke behøves , “ svarede denne forbindtligt smilende , „ De er saa godt hjemme i det tydske Sprog , og desuden — hele min Omgangskreds — vilde føle sig geneert — “ „ Ja “ , svarede Stiftamtmanden tort , „ det gaaer vel vor Omgangskreds ikke stort bedre , og hvad det angaaer , at være hjemme i Sproget , saa tillad , at jeg gjengjælder Deres Roes , De har ikke glemt Deres Barndoms- og Ungdomssprog , siden vi sidst saaes . “ 7 * „ Ak ja , det var min salig Mand saa ubehageligt . “ „ Ja saa ! “ Matthias havde siddet og seet eftertænksom ud ; nu sagde han : „ Det er egenlig baade naturligt og rigtigt , at en Hustru , der elsker sin Mand eller elsker hans Minde , ogsaa ganske tilegner sig hans Folk , hans Sprog og Alt , hvad hans er ; Ruth sagde ogsaa : „ Dit Folk skal være mit Folk ; din Gud min Gud “ ; men jeg troer ikke , at det let lader sig overfore paa udenfor staaende Mennesker ; sæt , at en tydsk Qvinde ægter en dansk Mand , som hun elsker lige saa høit , . som De Deres afdøde Mand , saa kan hun dog ikke ville overtale fine Landsmænd til at fornægte deres Folk ; det vilde være at overflride Grændserne , og det er ikke godt i noget menneskeligt Forhold . Et . gammelt Sagn siger , at Den , der flylter Grændseskjel , kan ikke finde Ro i Graven , og der er saa mange usynlige Grændseskjel , der ei heller tør røres . “ „ Naa , Svoger , er du nu igjen ved dine gamle Sagn , dem lever bu jo af i denne Tid “ , udbrød Alfred og lo . Latteren kom lidt tvungen . Matthias saae op og tog Kredsen i Øiesyn igjennem sine Griller . Alle saae mere eller mindre forlegne ud , kun de to Angste vare uberørte af hvad der foregik . Samtalen fik hurtigt en anden Vending , og Matthias kunde ikke begribe , hvad Upassende han havde sagt , thi at han var den Skyldige , følte han , men hvorledes ? Neppe havde man reist sig , førend Alfred tog ham tilside og hviskede : „ Din Tale var god ; det var , som om det var Philemon og Baucis , du havde til Exempler ; men det passer ikke paa Fruen og hendes Mand ; de levede som Hund og Kat , forat udtrykke mig fyndigt , om ikke siint . “ “ „ Ja , hvor kan jeg vide det , naar hun altid drager i Felten med sin salig Mand ? “ „ Ja , nu kan han jo ikke sige hende imod ; men det var jo netop saa kosteligt , at du havde denne uskyldige Mine , medens alle vi Andre vidste Befled . Faders Ansigt ! — nei , det var ubetaleligt , det gik næsten over hans Evne med at holde paa Værdigheden . “ „ Jeg vil gjøre din Fader en Undskyldning . “ „ Den er mere paa sin Plads ligeoverfor Fruen . “ „ Snak ! “ De fulgte med Stiftamtmanden over paa hans Værelse ; neppe vare de komne der , førend han sagde : „ Du bragte mig i Middags til at fortryde , Svigersøn , at jeg aldrig er gaaet den diplomatisfe Bei , saa havde jeg i Ungdommen leært , at holde mit Ansigt i stive Folder . “ „ Ja , det gjør mig ondt , jeg vidste ikke Noget om Forholdet , førend Alfred nu sagde mig , hvorledes jeg havde forsyndet mig imod Høfligheden . “ „ Det kan jeg tænke ; det skader ikke , den gode Dame er yderst besværlig . “ „ Vil Fader saa ikke see at indskrænke hendes Færd imod Susanne ? “ „ Susanne ! Hvad gjør hun hende ? “ spurgte Faderen opfarende . „ Hun trainerer hende som en Væddeløbshest . “ Alfred fortalte nu , hvad han havde bemærket , af Susanne maatte ' være paafærde tidlig og silde med alle Slags huuslige Bryderier , da Fruen havde paataget sig . af rette paa alle de mange Mangler , der fandtes i Huset , og af hun saavel som hele hendes Stab blev tagen ordenlig i Skole . Jomfru Ane havde ogsaa udøst sit Hjerte for sin unge Herre , hvem hun stadigt betragtede som sit særlige Pleiebarn , og havde yktrct , af hun kun taalte det , fordi Frøkenen heri gik dem forud med sit Exempel ; men af hun mange Gange havde været fristet til af sige det til Herren , da Frøkenen blev anstrengt for meget . Hun maatte om Dagen gjøre alle Slags huusligt Arbeide , som hun ikke var vant til , og da der blev undt hende liden eller ingen Tid til af vcere hos sin Moder , sad hun ofte mere end den halve Nat inde hos hende ; det var umuligt , af Frøkenen kunde holde det ud i Længden . „ Det er for galt ! “ udbrød Stistamtmanden , „ hvad tænker den Kone paa ? “ „ Hun vil overskride Grændserne , flytte Skjel , . som Matthias kalder det . “ „ Ja , det ville de Allesammen , disse Fremmede , “ sagde Matthias strengt . „ De mene , af kun de vide , hvorledes Verden skal styres for af gaae rigtigt efter deres Hoved ; det gjennemføre de i det Store som i det Smaa , de ville herske , de glemme , af de ere Gjæster og Fremmede , og af Gjæsten skal rette sig efter Husets Skik , hvad enten den behager ham eller ikke , og jeg forudseer , af de ville faae Magten , fordi man flipper Styret i eget Huns , Hjem og Land ; men — af hun tør vove slig Fremfærd imod Susanne ! “ „ Det skal blive anderledes , “ sagde Stistamtmanden bestemt , „ jeg vil dog vise hende , af jeg idetmindste er Herre i mit eget Huus . “ Døren sløi op i det Samme . „ Fader , Alfred , “ raabte Ingeborg , „ o , kom til Moder ! “ De kom ind i Fruens Soveværelse ; der laa den syge Moder i Susannes Arme , hun var vaagnet af et Blund i Vildelse , hun raabte atter paa Alfred , som hun troede , af man havde flilt fra hende , og da han bøiede sig over hende og talte med hende , kaldte hun ad Ada , hvem hun med bristende Stemme bad om at gjvre hendes eneste Søn lykkelig ; Ada rakte Alfred Haanden hen over den døende Moders Leie , og Alfred følte sig i dette Øieblik saligt forvisset om Adas Gjenkjcerlighed , som han i de senere Uger ganske havde tvivler om . Stiftamtmanden vovede ikke at sige Noget ; hans Hustru var døende , og han havde ingen anden Tanke ved Siden af denne Sorg ; en rolig Tilskuer vilde have tænkt over det Særsyn , at den ellers saa myndige , villiestærke Mand endnu tilsidst maatte bøie sig for den sygelige Villie , der paa denne gaadefulde Maade havde behersket ham hele Livet igjennem . Hans bedre Overbeviisning var bleven bragt til Taushed ved denne sidste Fordring , der ligesom af Døden stilledes til ham . Lægens Udsagn stadfæstedes , dette blev den sidste Opblussen af det snart udslukte Liv ; den Nat døde Fru Rud . Femtende Capitel . Døden og Sorgen . De ssrste Par Dage var Stiftamtmanden ligesom overvældet af sin Sorg , og denne var maaskee netop dybere , fordi Samlivet med hende ikke havde fyldt hans Aand og Hjerte . Den utilfredsstillede Higen og Søgen efter Noget , som ikke fandtes , var nu forbi for stedse ; men tillige havde han mistet Den , for hvem intet Offer var ham for stort , og da der intet virkeligt Samliv havde kunnet finde Sted , byggedes der ikke heller Bro over Svælget , der adskiller Levende og Døde . Han havde mistet Alt , hvad han i hende havde eiet . De første Dage efter sin Hustrues Død lukkede han sig inde i sine Værelser og vilde Ingen have om » sig uden Susanne ; underligt var det , af det af hans Børn , der var den fuldstændigste Modsætning til den forgudede Hustru , og det , der meesf lignede ham selv , var ham det kjæreste og i disse Dage det uundværligsle . Muligt var det ogsaa , af han mindedes Alfreds Ord , som bleve sagte lige i det Øieblik , før han kaldtes til den Døende , om af Fru v . Trottau anstrengte Susanne , og af han vilde skaane hende ved af beholde hende i sin Nærhed . Alfred hengav sig efter sin øjeblikkeligt opblussende Natur ganske til sin Smerte , men blev igjen lige saa let trøstet ved Adas Nærværelse , hende , som han nu ansaae sig som bunden til for Livet . Han takkede sin skjønne , elskede Moder for denne Gave ; Ada havde givet sit Samtykke , og . der kunde selvfølgelig , efter hans Mening , Intet være i Veien for hans Lykke , naar denne første store Sorg var traadt noget i Baggrunden . I denne Tid viste Matthias ret , at han følte sig som hørende ganske til Familien . Han var Stiftamtmanden en tro og dygtig Støtte i Alt , hvad der var at gjøre , og overtog nogle as de meest uopsættelige Forretninger , som bleve besørgede med megen Dygtighed . De maatte vel Alle spørge , hvorledes denne Tid skulde være gaaet for dem uden Matthias ; thi Alfred var og blev upraktisk og kunde især i denne Tid ikke betvinge sin Sorg for at tale med noget fremmed Menneske . , Susanne og Matthias saaes i denne Tid kun i Faderens Værelse , naar han kom derind for at aftale noget Nødvendigt med denne . Han var da kjærlig og venlig imod hende , som altid , og hun følte , at hun burde være ham meget taknemmelig , udtalte dette ogsaa , men paa en Maade , som smertede ham , da han meente , at hun idetmindste ganske burde ansee ham som hørende til Familien . Dog følte han godt , at det ikke var paa Tiden nu at trænge ind paa hende med Spørgsmaal ; men hendes Kulde var og blev ham en sørgelig Gaade . Begravelsesdagen var forbi , og nu følte Faderen , at han burde opmande sig og varetage alle de forskjellige , oste modstridende Interesser , der for Øiebltkket rørte sig i hans Huns ; dog førend han selv var kommen til at handle , havde Alfred fremkaldt et Optrin , der blev til bitter Sorg for ham selv og for hans Søster . En Dag , da Susanne træt og nedslaaet gik igjennem Dagligstuen , hvor han og Ada fade i Sofaen som to kurrende Duer , sagde han : „ Det er ikke smukt af dig , Susanne , at du ikke lykønsker os til vor Forlovelse . “ . „ Forlovelse ? “ udbrød Susanne forbauset og ilde berørt ved denne ubetimelige Forkyndelse . „ Ja , det hørte du jo selv var Moders sidste Ønske ; hun har altid ønsket , at jeg skulde blive lykkelig . “ „ Lykkelig ! troer du , det vil gjøre dig lykkelig , hun elsker dig jo ikke . “ „ Hvor tør du vove at sige Sligt ! “ udbrød Ada lidenskabeligt , idet hun brast i Graad . “ „ Ja , tør du paa din Samvittighed sige , at du vil elske min Broder i Liv og Død , i Lyst og Nød , - i Sorg og Glæde ? “ spurgte Susanne stærkt bevæget . „ Det kan du ikke med Sandhed sige ; skal min Brøder , der er saa ung endnu , ja meget yngre end du , tage tiltakke med Levningerne as et udbrændt Hjerte ? Du har smuldret dine bedste , friskeste Følelser bort paa Andre , og sandelig , det vil ikke gaae ham bedre end Nogen af disse . Har du gjort ham ulykkelig , som saamange Andre , som du ogsaa har gjort mig , saa har du fuldendt din Gjerning her i Huset . “ Heftigt grædende kastede Susanne sig paa en Stol , hendes Kraft var brudt , — hun saae kun Sorg og Jammer for dem Alle . „ Er du fra Forstanden , Susanne , hvad falder du paa at sige ! “ udbrød Alfred . „ Du bliver ulykkelig , og jeg , og vi Alle ; hun har allerede røvet mig — — — — “ Mere sagde hun ikke ; hulkende ilede hun ud af Værelset . Den Dag saaes Susanne ikke mere . Da det heftige Oprør i hendes Indre var nedkæmpet , følte hun sig saa syg og afkræftet , at hun ikke kunde tænke paa at vise sig . Hun bad Frøken Grove om at undskylde hende , og denne , der godt kunde forstaae , at Ro og Eensomhed maatte tjene hende bedst , lovede at paatage sig dette Hverv ; hun maatte ligge i flere Dage ; Lægen sagde , at hun vel ikke havde nogen egenlig Sygdom , men at den senere Tids Anstrengelse og Sindsbevægelse havde nedbrudt hendes Kræfter , og at det vilde være tilraabeligt for hende snarest muligt paa en Tid at forandre Opholdssted og modtage andre Indtryk . Imidlertid talte Alfred med sin Fader og bad om dennes Samtykke til hans Forlovelse med Ada . Faderen kunde ikke give sit Minde dertil med den Glæde , han havde ønsket , « aar hans eneste Søn skulde gjøre sit Valg for Livet . Han skjulte ikke alle de Grunde , han havde imod Forbindelsen : Alfreds store Ungdom og . Det , at Ada var fire Aar ældre end han og meget mere verdenserfaren ; denne Ueensartethed vilde voxe med hver Dag , de levede , istedetfor at formindskes . Det var ham ogsaa imod , at Ada havde været i hans Huus og under hans Beskyttelse , da det skete , og — vel havde han ingen bestemt Grund til Klage eller Misfornøielse ; men der var en dunkel Anelse hos ham om , at hun ikke var Den , hun syntes at være . Han havde aldrig kunnet overtale sig til mere end at øve streng Retfærdighed imod hende , fordi han havde paataget sig den Forpligtelse ; det var ham meget haardt ikke at kunne møde sin tilkommende Svigerdatter med varmere Følelser ; dog , Alfred forsikkrede ham , at hans Livslykke og Velfærd var afhængig af , at han kaldte Ada fin . — Den elskede Afdøde havde ønsket det , han bøiede sig endnu engang f , or den Villie , som han havde adlydt hele sit Liv , hans Samtykke skulde ikke nægtes ; men det blev givet betingelsesviis . Alfred skulde ufortøvet gjenoptage sine afbrudte Studeringer i Hovedstaden , og Ada skulle under Fru v . Trottaus Beskyttelse reise til sine Slægtninge i Tydskland paa et længere Besøg . I et Aar maatte de ikke sees ; da kunde de gjensidigt prøve deres Følelsers Bestandighed ; Alfred vilde derved mindre blive adspredt fra Studeringerne , og Ada kunde betænke sig , hun skulde ikke bindes . Dette var hans bestemte , urokkelige Villie . De to Unge meente , at det var meget strenge Betingelser ; dog fandt Alfred sig med meest Underkastelse i Faderens Bestemmelse ; deels var han vant til at lyde sin Faders Ord , og deels havde han en ydmyg Bevidsthed om , at han ved sin tidligere Ustadighed noksom havde givet Faderen Anledning til Tvivl , saa han følte , at han burde tie og bære det Savn , der paalagdes ham ; han vidste , at hans Kjærlighed var dyb og inderlig . Ada derimod klagede og følte sig meget forurettet . — Det havde da ikke været saaledes , da Susanne blev forlovet , hvorfor hun altid skulde foretrækkes ved alle Leiligheder ? — Heri istemte Fru v . Trottan med høi Røst ; dette rokkede nu vel ikke Stiftamtmanden , men det bidrog ikke lidt til om muligt at gjsre Kløften imellem Susanne og Broderen dybere . Et svagt Forsøg gjordes endnu af „ den naadige Frue “ paa at tilbyde sin „ normale Sygcpleie “ ved at foreslaae , at Susanne maatte anbetroes hende ; men et høfligt Buk af Stiftamtmanden og et „ Jeg har bedet min Ven Byfogeden om at overtage mine Forretninger i et Par Uger ; jeg selv trænger til en kort Forfriskning , og min Datter følger med mig “ , bragte Fruen til Taushed . Hun sukkede og tænkte : „ Der bliver aldrig Noget af hende , hun bliver saa forkjælet “ ; underligt var det , at hun aldrig endogsaa kun havde forsøgt paa at gjøre sine Opdragelsesevner nyttige ligeoverfor Ada ; men Comtesse Wildenow , der havde reist saa meget og indtog en saa fremragende Stilling — nei , det kunde da aldrig falde hende ind ! Sextende Capitel . Reiser filsøes og fillands . Omsider kom Dagen , da de to Damer skulde reise til Hovedstaden og derfra med et Dampskib videre til Holsteen . Her skulde Ada gjsre et kort Besøg hos Fru v . Trottau og saa afhentes til det Indre af Tydskland , hvor hun skulde være hos en Tante , der var Overhofmesterinde ved et af de mangfoldige fyrstelige Hoffer . Alfred havde opnaaet sin Faders Tilladelse til af reise med samme Lejlighed ; han vilde følge Damerne ombord og ordne alt Fornødent og kunde saaledes udsætte den frygtede Afsfed noget længer . Saavel Alfred som Ada sagde Susanne et meget koldt Farvel , der i sin nuværende sygelige Tilstand kun følte det som en ny Smerte , af hun ogsaa havde mistet sin Broder . Da Susanne ved de senere Dages Begivenheder havde faaet Syn for Sagn , af Adas Tilbøjelighed gjaldt hendes Broder og ikke Matthias , skulde man jo troe , af hendes Skinsyge maatte være beroliget ; men den Tanke havde bemægtiget sig hendes forpinte Sind , af Matthias elsfede Ada , af han havde taget feil af hende selv , og kun af Troflab ikke vilde hæve deres Forbindelse . Hun følte , af hun burde tale aabent med ham , men hendes Tilstand var en saadan nu for Tiden , af hun istedetfor Ord kun havde Taarer . Hvergang Matthias nærmede sig hende , brast hun i krampagtig Graad , som saa aldeles udtømte hendes Kræfter , af hun under heftig Hovedpine maatte lægge sig til Sengs . Matthias var meget bedrøvet , men han forstod hende aldeles ikke . Han talte saavel med Stiftamtmanden som med Frøken Grove , disse atter med Lægen , og denne meente , af hun ved af nndgaae al Sindsbevægelse og ganske af overlades til fin Fader snarest vilde tilbagevinde Sjælens tabte Ligevægt . Frøken Grove var den Eneste , der gjættede Noget af , hvad der foregik i Susannes Tanker . Hun havde klart gjennemskuet Adas Spil hele Tiden , og , som ovenfor fortalt , havde hun tidligere anseet det for sin Pligt af tale ; nu derimod , da Grunden til alle disse Forviklinger var fjernet , tænkte hun viseligen , af jo mindre det blev omtalt , desto snarere vilde Alt læges . Sknlde Susanne ndtale sig , da maatte det være for hendes Fader , og da vilde det vise sig for hende som en sygelig Indbildningskrafts Hjernespind . Faderen , der ikke havde bemærket Noget til alle de Coguetterier og Intriguer , haabede paa , af Ro vilde virke velgjørende ; han skød den meste Skyld paa „ den 8 kedelige Kone “ ; nu da hun var borte , og Susanne kunde komme til Ro efter de sidste Ugers Sorg og Sindsbevægelse , vilde Alt blive godt . Hans Plan var at bereise Sjælland med sin Datter ; de vilde begynde Reisen alene , og efter omtrent en Uges Forløb skulde Matthias træffe sammen med dem ; dog blev det aftalt , at det skulde være en Overraskelse for Susanne ; for Øieblikket troede hun , at Faderen skulde være hendes eneste Selskab i den Tid , de skulde være fraværende . De to Rejfende havde været paa deres Udflugt i omtrent en Uges Tid , og , som Faderen havde haabet , havde det rolige Samliv virket velgjørende paa dem Begge . Øer var en faa inderlig Forstaaelse mellem Fader og Datter i den fælles Sorg , at de ikke behøvede at paalægge sig Tvang i hinandens Nærværelse , og den Befrielse for det daglige Livs Gjerning tilligemed Afvexlingen af en Reise og Livet i vor deilige Natur virkede styrkende paa Begges overanstrengte Kræfter , saa den dybe Sorg snart afløstes af en blid Veemod . Susannes Tanker beskæftigede sig udelukkende med , at hun vilde tale med Matthias , saasnart hun kom hjem , og tilbagegive ham sin Frihed , som hun ikke tvivlede om , at han maatte ønske ; thi fljøndt Ada ikke gjengjældte hans Kjærlighed , vilde det dog være mindre smerteligt for ham , end af skulle hykle en Kjærlighed for hende , som han ikke følte . Hun vilde da forblive ugiff og aldrig forlade den elskede Fader ; thi for hende var det umuligt ut tænke paa en anden Kjærlighed . De vare saaledes naaede til de deilige Egne i Nordsjælland , hvor Skjønhedsglandsen ligesom er udøst med en Rigdom over vort Land ; her er ligesom Alt samlet , der gjør Naturen baade mægtig og yndig . Sundet med sine mange Seilere strækker sig langs den skovkrandsede , bugtede Kyst med de høie Banker og Kæmpehøie . De frugtbare Agere , deilige Skove og yndige Haver byde en Afvexling , saaledes af man uvilkaarligen gribes af den Tanke , af , naar den Natur , der sukker efter Gjenløsning og er Forkrænkelighed underkastet , er saa skjøn , hvorledes maa det saa blive , naar den nve Himmels og den nye Jords Herlighed skal aabenbares for os , . den Herlighed , hvoraf alt Det , vi nu see , kun er en fattig Afglands ! Her var det ved Udkanten af en Skov paa en Høi , der bød en sfjon Udsigt over Havet , af Susanne sad og hvilede sig under en skyggefuld , blomstrende Lind . Hendes Fader havde forladt hende , han var gaaet hen af aflægge et Besøg hos en Ungdomsven , der boede der i Nærheden ; hun havde 8 * bedet om af faae Lov til af oppebie ham her , istedetfor af gjøre ham Følgeskab . Alt omkring hende aandede Sommerens Rigdom og Pragt . Lindetræet , som hun sad under , bang med sine tunge Blomstergrene næsten ned til Jorden , og Bierne summede i hver Blomsterklase . For hendes Fødder bølgede en Kornager , der begyndte af modnes , og udover denne hørte hun Bølgerne sqvulpe og saae ud over Sundet til den svenske Kyst . Hun selv følte sig saa ubeskrivelig fattig midt i al denne Rigdom , fattig paa jordisk Lykke , men ogsaa fattig paa Kraft til det Gode . Hendes Hjerte og Sjæl vansmægtede efter et Trøstens Ord ; da kom det , som med Aandcsusen , det var hende , som om Løvet hvislede : „ Lad dig nøies med Guds Naade , saa skulle alle disse Ting tillægges dig . “ — Ia , det var Det , det kom an paa ; men kunde hun det ? Hun var saa ung . endnu , hun havde længtes og rakt Haanden ud efter jordisk Lykke , hun havde ogsaa villet være den Dygtige , den Hjælpende , Styrende i Hjemmet — og nu — var det ikke tydeligt nok misf hende , af hun ikke heller formaaede Noget i den Retning ? Havde hun ikke med Admygelse maattet føle hele sin Mangelfuldhed i alle Henseender , men havde hun først tragtet efter Guds Naade ? — Nei ! — Forsf havde hun tragtet efter Menneskers Kjærlighed ; derfor var den ikke tilfalden hende , men tagen fra hende . — Ja , hun maatte i denne Stund bekjende , af hun Intet , slet Intet formanede . Da steg der et Suk op fra hendes Hjertes Dyb : Lad mig nøics med din Naade og Barmhjertighed ; lad mig takle dig , Fader i Himlen , for dit Evangelium , og af jeg tør høre til din Menighed , din hellige , almindelige Kirke ; saa i Frelserens velsignede Navn da , farvel jordisk Lykke ! — Alle Ting ere Eders ; men I ere Herrens . — Dette Ord kom til hende som Trost og Husvalelse i denne Stund . Hvor lcrnge hun saaledes havde siddet og ventet paa Faderen , vidste hun ikke . I flige store Øieblik tabes alt Maal for Tiden . Da hørte hun hurtige Skridt bag ved sig , og Nogen satte sig paa Bænken ved hendes Side ; hun troede , af det var Faderen og saae sig om , — det var Matthias . — Nn ! nu var Øieblikkdt kommet ! Hun blegnede og følte el Øieblik , som om Alt stod stille — Hjerteslag og Aandcdræt — det var , som om Alt standsede for i det næste øjeblik af banke desto voldsommere . Hun fog efter Veiret og blev alt blegere og blegere . Ordet svigtede hende ganske . Forskrækket over hendes lldseendc sagde Matthias : „ Kjærc , elskede Susanne ! har jeg skræmmet dig ? Naar pleiede du af være saaledes ? Du er syg ; men saa tal dog , af vi kunne pleie dig paa Sjæl og Legeme . Lad os dog faae af vide , paa hvad Maade du lider . “ „ Ja , nu er øjeblikket kommet , nu maa jeg tale med dig “ , gispede Susanne ; men der kom ingen Ord , kun Taarer og krampagtig Hulken . „ Susanne , hvad feiler dig ? du spænder mig paa Pinebænken , tænk dog paa , hvor længe og hvor taalmodig jeg har ventet , husk paa , af i vort Forhold er det umuligt , ae En lider alene , og af naar du lider , jeg maa lide med , og det uden af vide , hvalr der feiler dig . Det kan ikke være Sorgen over din Moders Døb alene , det turde ikke tages paa den Maade af dig , min Susanne , hvis Tro siger dig , ar vi ikke skulle sørge som de , der ikke have Haab . Har jeg uben mit Vidende saaret dig , da siig det , min Elskede , det vil jeg vide , det kan jeg fordre , for min store Kjærligheds Skyld . “ — Han tog hende i Favn og sagde Dette og meget Mere saa mildt og kjærligt , som han sormaaede ; men der laa en Alvor i hele hans Væsen og i hans Ord , der viste hende , at det smertede ham dybt , at hun ingen Tillid havde viist ham , at han ikke alene saae det som en Uret , han selv havde lidt , men som en Forsyndelse imod hele deres Forhold , der burde være klart som Dagen . Det slog ned som Lyn i Susannes Hjerte — der Hele var Indbildning ; hun havde hengiver sig til noget Uvirkeligt , været bange for et Spøgelse . Hun raabte : „ O , saa elsker du mig dog ! — saa kan jo Alt blive godt , saa tør jeg være lykkelig ! — o siig det endnu engang , du elsier mig og ikke — og ikke ! “ Susanne var som forvandlet ; der var i disse korte , afbrudte Sætninger en saa forunderlig Overgang fra Uro og ubestemt Angst til Glæde og Jubel . Matthias saae paa hende med Forbauselfe : „ Hvad mener du — tør være lykkelig ? Det tør vi visselig , naar Vorherre sender os Lykken , som jeg troer , han vil ; men førsi maa du sige mig Alt , hvad der , har trykket dig i den senere Tid foruden Eders fælles Sorg ; den burde du have deelt med mig , der saa oprigtigt dcelte den med Eder Alle : men der har hvilet en dybere Skygge over dig . “ „ Matthias ! jeg tvivlede om din Kjærlighed , jeg troede , at du havde taget seil ; at du , nu da du saae En , der var smukkere og mere indtagende end jeg , sølte , at jeg ikke var Den , du havde tænkt dig , og saa vidste jeg dog , at hun aldrig vilde kunne gjøre dig lykkelig . “ „ Var du skinsyg , Susanne , og du gik og taug . — Var det vel gjort af dig ? Burde du ikke have advaret mig , dersom du troede det ? Har du lovet at dele Ondt og Godt med mig , da burde du holde mig tilbage fra Synden ; men hvor kunde du falde paa det ? Hvem var det ? — Det kunde jo kun være Ada ; men din Broder elskede hende jo , det havde jo været lavt , rigtig lumpent af mig i enhver Henseende . Nei , det forstaaer jeg virkelig aldeles ikke , af du kunde falde paa . “ „ Tilgiv mig , Matthias ; men I vare jo altid sammen . “ „ Hvorfor vare vi det ? Fordi du aldrig var , hvor jeg var , du smuttede jo fra mig som en Aal ! — Jeg tænkte i god Tro , af din Moders Pleie og den kedelige Gjæst , I havde , tog al din Tid , og saa vilde du holde dig fjern fra mig . Susanne , kalder du det Kjcerlighed ? Nei , det veed jeg , flige Tanker kunde jeg aldrig fatte om dig ; jeg kunde ikke selv male sorte Pletter paa den Menneskesjæl , hvilken jeg seer som skabt i Guds Billede — og saa ikke tale , lade den kolde , klamme Taage indhylle hele dit Liv . O Susanne ! hvor kunde du nænne det ! “ „ Tilgiv , o tilgiv mig , kjære , kjære Matthias , jeg har havt Uret , jeg seer det jo nu ; og jeg har lidt saa meget . “ „ Ja , min stakkels lille Pige , det har du , og det er Det , der gjør mig ondt . Vi maae i Fremtiden virkelig i Aand og Sandhed dele Alt med hinanden . At du kunde tænke , al jeg kunde holde af Ada , naar du stod ved Siden , jeg veed virkelig ikke , om jeg skal blive mere fornærmet over , af du tiltroer mig saa flet en Smag , eller om jeg mere flap beundre din Beskedenhed . “ Dette sagdes spøgende ; han saae , af Susanne var stærkt bevæget , og han vilde have hende rolig , da han endnu havde Meget af tale med hende om . „ Jeg er tvertimod ikke uden Bekymring for Alfreds Lykke , og jeg tænkte , af jeg ikke kunde gjøre bedre , end af anvende den Tid , som jeg ikke fik Lov til af tilbringe i det kjæreste Selskab , til af prøve paa , om man kunde finde nogle ordenlige , fornuftige Begreber hos hende ; men jeg er bange for , af hun er meget overfladisk , og Alfred — med al hans Ustadighed er hans Natur ædel , og hans Indflydelser drage ham henimod Livets høieste og bedste Maal ; men saa ung , som han er , bunden til en saa forfængelig , hjerteløs Qvinde , hvad skal der blive as ? — Dog , vi ville ikke dømme Andre ; Alfred , der eros nærmest , er jo saa ung endnu , kun tyve Aar ; jeg , der er en halv Gang saa gammel som han , seer jo anderledes paa Livet ; men jeg vil ikke opkaste mig til Mentor for den unge Telemach . Vi maae feie for vor egen Dør , og saa vi To for hinandens , min egen Susanne ; naar vi først ere Mand og Hustru , maa der Intet , slet Intet saae Lov til at komme imellem os . Og nu — det har varet længe , førend jeg kom til Øet , jeg egenlig vilde tale med dig om ; Susanne , kan du nu snaresf muligt tænke paa at blive min , saaledes , at der ingen Skygger kan komme imellem os , om ogsaa der skulde komme Skyer over os . Jeg har talt med min Fader , og han har omsider givet ester for mine Ønsker ; vi maae jo nok indskrænke os lidt ; men den Gaard , han giver mig i Forpagtning , og min Mødrenearv ville dog sætte os istand til at komme ordenlig ud af det , og din Fader er villig til at opgive dig for min Skyld . Nu hviler der jo ikke heller saa Meget mere paa dig i Hjemmet . Ingeborg voxer til , og din Fader og de fo Søstre ville ofte kunne være hos os . Afstanden fra Byen er jo kun halvanden Miil ! “ Stiftamtmanden kom nu tilbage fra sit Besøg ; han blev overrasket ved at see Susanne som forvandlet . Hvert Spor af det overanstrengte , syge Udsæende var forsvundet . Hun lignede en stin Blomst , der aabner sit Bæger for Morgenduggen ; Dugdraaberne hang endnu ved hendes Øienhaar ; men hvilken Glæde var der udbredt over hele hendes Væsen ! Han havde mødt Matthias og meddeelt ham , hvor Susanne var at sinde ; men at en halv Times Samtale skulde have en saadan Virkning , det havde han aldrig ventet , og det var den rolige . besindige Mand , hvis Sjæl bevægede sig i faste , sikkre Tactslag , en Gaade , hvorledes slige Svingninger kunde finde Sted i et Menneskes Indre . Susanne henlevede endnu nogle nydelsesfulde Uger , imedens hun med de to Mennesker , hun elskede høiest paa Jorden , gjennemstreifede nogle af vore yndigste Egne , og her blev det afgjort , at Susanne til Esteraaret , snart efter Ingeborgs Confirmation , skulde følge Matthias til deres fælles nye Hjem . Attende Capitel . Hjemkomslen . Sommeren var allerede langt fremskreden , Høsten stundede til , da de naaede Hjemmet . Her fandt de Alle vel og tilfredse . Ingeborg havde havt baade Gavn og Glæde af sine Confirmationstimer , idet hun ved Præstens Tale til de Unge havde faaet Øiet aabnet for , af det ikke er ved en mørk , glædeløs Vragen af Alt , hvad Livet byder af Skjont , af man slider sig til af tækkes Faderen i Himlen . Pastor Qvist talte til de Unge som Den , for hvem Christendommen var et Liv og ikke en Lære , som Den , der selv havde erfaret Det , han talede om . Han sagde , af vi i Daaben vare blevne Guds Børn , af vi vel ifølge vor medfødte Synd kunde komme langt , langt bort fra Faderhuset , ja , af vi Alle fjernede os derfra til Tider i vort Liv ; men af vi , ved af ville vende tilbage til Faderhuset , stedse fandt Døren aabnet , af Det , af ville vende om , var i Aanden af tilegne sig Forsagelsen , af Faderen ilede os imøde i Daabspagten , og af vor Tro var Døren til det evige Hjem , som hverken Liv ellerDød kunne udrive os fra , naar vi eengang have givet os Faderen i Bold i Jesu Navn . Vi skulde altsaa ikke søge af tækkes Gud ved af pine og plage os selv i dette Liv ; det Kors , der var os tjenligt , vilde han selv tildele os , og kun det hjalp han til at bære ; kun det var den Byrde , der er let , det Aag , der er gavnligt . Pastor Qvist havde i mange Aar været Præst der i Byen og havde confirmeret saavel Susanne som Alfred ; han kom stundom i Stiftamtmandens Huus og havde megen Agtelse for dennes ædle og retsindige Charakteer ; men imellem de tv Mænd var der ikke kommet noget nærmere Forhold tilveie . Susanne og Frøken Grove kom hyvpigt hos Præstens , Alfred ligeledes , naar han var hjemme ; kanskee var Alfred netop Den , der nærmest interesserede Præsten , tildeels ved sin personlige Elskværdighed og kanskee vel ogsaa paa Grund af den ubestemte Wngstelse for hans fremtidige Udvikling , hvori han forstod at holde sine Venner . Nu var ogsaa Ingeborg bleven gammel nok til at faae Glæde af at leve med Familien i Præstegaarden , og i deres Eensomhed havde Frøken Grove med de to unge Piger ofte besøgt dem og forfrisket sig ved det frie og glade Familieliv , som herskede der . Der var en heel Flok unge Søskende , og iblandt disse følte Ingeborg og Ellen sig snart som hjemme . Præsten var en stor Elffer - af Sang og Musik ; dog var Musiken af en ganske anden Art end den , de havde lært ved Adas Ophold i deres Hjem ; thi her lød kun Fædrelandssange og Psalmer ; hver Dag maatte begyndes og endes med Sang , hvori Alle istemte , og det var tilvisse Præstens gladeste Timer , naar Lovsangen lød i Forening fra alle deres Læber , som Gud havde givet ham her paa Jorden . Det var med veemodblandet Glæde , at Familien atter samledes . Det var vistnok haardest for Stiftamtmanden at vide de Værelser tomme , hvor han i saa mange Aar forgjæves havde søgt et Samliv med sin Hustru ; men hans Natur var for sund , hans Aand for virksom , til at han ikke snart sknlde sinde Tilfredsstillelse i det Arbcide , der Livet igjennem havde holdt ham oppe . Han glædede sig over Susannes Lykke , og der fandtes intet Spor hos ham af den Fædre ellers iboende Egenkjærlighed , der vilde lægge Hindringer i Veien for Datterens Lykke for selv ikke at lide noget Savn . Nittende Capitel . Stal og Kirke . De faa Uger til Ingeborgs Confirmation henrandt snart , og ved Juletid sknlde Susannes Bryllup sinde Sted . Begge Familiebegivenheder sknlde høitideligholdes i Stilhed paa Grund af Moderens for faa kort Tid siden stedfundne Død . Til Consirmationsdagen ventedes kun Alfred og en gammel Onkel af den afdøde Moder , som i Hovedstaden beklædte et høit Hofembede , og som havde staaet Fadder til Ingeborg . Han havde i mange Aar ikke besøgt dem , og ingen af Børnene kunde huske ham ; kun Alfred havde nu og da hilst paa ham , naar han opholdt sig i Staden . Nu tilskrev han Stiftamtmanden , at han ønskede at være tilstede ved sin Broderdatter-Datters Confirmation . Dette skulde betragtes som en stor Wre , der blev Familien tildeel , og Stiftamtmanden udtalte ogsaa hent , at Gjæesten burde hæedres paa alle Maader ; dog følte man mere , end man saae , at han vilde have foretrukket at blive alene med sine Børn . Dagen kom , og med den kom den fornemme Gjæst ; foruden denne vare kun Pastor Qvist og hans Hustru efter Kirken budne til Middag hos Stiftamtmandens . Excellencen fra Hovedstaden hilste nedladende paa Provindsbypræsten ; dette lod Pastor Qvist ikke til at bemærke og tog med sin sædvanlige Frimodighed Deel i Samtalen ved og efter Bordet . Den fremmede Herre talte høfligt om Dagens Højtidelighed og om , at han havde været tilstede ved Ingeborgs Daab , og fremkom i Samtalens Løb med den Bemærkning , at en Confirmationshandling var langt høitideligere end en Daab , idet de Unge jo da frivilligt og bevidst aflagde deres Løfte . „ Dette kan jeg ikke istemme , “ sagde Præsten ; „ thi Deres Excellence maa huske paa , af medens Daaben er Vor Herres egen Indstiftelse , er Consirmationen en heel menneskelig Indretning , indført her i Landet under Christian Vl , der i og for sig kan være god nok , eller kunde være meget god , dersom den virkelig var frivillig ; men det er den jo ikke . Det er ofte en meget trang Dag for en alvorlig og samvittighedsfuld Præst , naar han skal tage Løftet af de Børn , søm kun blive konfirmerede af reent verdslige Grunde , hvor man hellere maatte ønske , af de aldrig aflagde Løftet , førend de vidste , hvad de gjorde . Confirmationen burde aldrig have Noget af gjøre med Lære- og Tjenesteaar , Skolegang og Selskabsliv ; det Ene kommer ikke det Andet ved . “ „ Min gode Hr . Pastor , det er jo dog nu engang Landets Love , og dem maa man følge . “ „ Ja , destoværre ! det maae vi endnu ; men vi see deri ret tydeligt , hvor daarlige menneskelige Love kunne være , naar de med vanhellig Haand gribe ind i Det , der hører Guds Rige til . “ „ Det er stærke Ord , De der bruger , min gode Hr . Pastor , husk paa , af Lovene gives af Kongen . “ „ Ja , men Kongen og hans Regering ere ogsaa syndige , skrøbelige Mennesker . “ Under denne Samtale havde Herrerne nærmet sig Bordet , hvor det øvrige Selskab sad ; den fornemme Gjæst var en lille , tyk Mand , der saae ud , som om han trillede , naar han gik ; han havde næsten ingen Hals , og imellem Skuldrene sad et rundt Hoved med et rødt Ansigt og smaa blinkende , kloge Øine ; dog var der Intet i dette Ansigt , der tydede paa , at Mandens Tankegang kunde løftes paa Aandens Vinger og hæve sig over Det , som i Verden kaldes Forstandigt ; desuden fandtes der et Udtryk , som stærkt vidnede om Herskesyge og Tyrannie . Idet de nærmede sig , sagde han med en qvækkende Stemme , i hvilken man tydeligt mærkede en tilbagetrængt Vrede : „ Deres Anskuelser , ærede Hr . Pastor , smage stærkt af Demagogernes statsopløsende Grundsætninger . Hvor bliver da Orden og Disciplin af , naar de Herrer Præster ville unddrage sig deres Forpligtelser som Undersaatter ? “ „ Deres Excellence misforstaaer mig ; dette er ingenlunde min Mening ; jeg kunde ikke tænke mig , at der kunde skee et Brud paa min undersaatlige Lydighed , ved at jeg i aandelige Ting kun kunde tjene en aandelig Herre , som er den Herre Christus . “ „ Talemaader ! Talemaader ! hvad mener De med det ? Religionen er nødvendig som en Institution til af opdrage Masserne og holde det balstyrige Folk i Tømme . “ „ Altsaa Guds Kirke paa Jorden skulde misbruges til af være Politimagt ? Nei ! vel er Guds Kirke i sin Fornedrelsesstand den stridende Kirke ( Leciesia militans ) , men dog den frie Qvinde og ingenlunde Trælqvinden ; var hun det Sidste , da kunde hun ikke stride , da var hun i Bast og Baand . “ „ Min kjære Herre ! lad mig blive fri for alle Deres høitravende Sammenligninger eller Billeder , 9 søm de Geistlige vel kalde dem ; jeg forstaaer ikke , hvad De mener . Vil De staae udenfor det borgerlige Samfund og ikke adlyde Kongen ? “ „ Nei ingenlunde , “ svarede Præsten med et Smil , „ vi Præster maae jo allerførst see af foregaae med et godt Exempel i Henseende til af være Øvrigheden lydige , for af vore Menigheder ogsaa kunne lære Lydighed . “ „ For Pokkeren ! hvad vil De da ? “ „ Jeg tænker , og mange af mine Embedsbrødre , der gjerne ville være rette Præster , tænke som jeg , af vi i Alt , hvad der hører Aandens Verden til , kun maae dømmes af en aandelig Ret . Førsf og fremmest af Guds Røst i vor egen Samvittighed og dernæst af troende Hyrder og Tilsynsmænd ; jeg troer , at vi tjene Vor Herre og Menigheden , og det er Gudskeelov ikke at tjene to Herrer , da Brudgom og Brud ere Eet . Jeg troer , at det er en Feiltagelse , naar et Cancellie skal kunne besal-c mig at ægtevie Fraskilte imod Frelserens bestemte Bud , at jeg skal døbe med Tvangsdaab , forfølge og anklage anderledes Troende , og endelig , at jeg skal confirmer Børn , der end ikke have det tarveligste Begreb om det Løftes Alvor og Hellighed , som de skulle aflægge , kun fordi Forældrene ville have , at de skulle ud at tjene ; de kunne jo tjene uden at have bekræftet deres Daabspagt ; men de kunne ikke bekræfte Daabspagten uden at lyve før Herrens Aasyn , naar de ikke frivilligt bekjende sig til at førsage Djævelen , og troe paa Gud Fader , Søn og Helligaand . Og endelig “ , tilføiede han smilende , „ synes mig , at alt Dette maatte kunne skee , uden at de Paagjældendd leverede Koppeattest , for det har da Intet med Troen at bestille , men maatte blive Distriktslægens Sag . “ „ Aa saaledes ! de gøde Herrer Præster ville have det mageligere , det kunde jeg da nok tænke , ha ha ha ! “ spottede Excellencen , „ men hvad siger min Hr . Neven , vor ærede Vært , til alt dette Hersens ? “ Stiftamtmanden havde været en taus Tilhører . Han stod saaledes til Sagen , at han hverken kunde forfægte eller angribe den ; han var til Trods for sin personlige Stolthed en altfor frisindet og Oplysning elskende Mand , til at han ikke skulde føle en indre Modstræben mod Samvittighedstvang ; han holdt meget af Præsten , de havde i en Række af Aar levet i nøie Venskabsforhold og ofte virket i Overensstemmelse ; men han var ikke ganske paa det Rene med sig selv , hvorvidt det var muligt at gjennemføre Det , som Præsten opstillede som ønskeligt ; det var ham endnu en fremmed Tanke , og dette udtalte han : „ men “ , tilføiede han , „ jeg har rigtignok aldrig kunnet forsone mig med at skulle , paa Embedsvegne , forlange , s * at Baptisterne enten løde deres Børn døbe eller bleve viste ud af Landet ; de ere stille , arbeidsomme Folk og gøde Borgere , det forekommer mig at være uretfærdigt , at de ikke tør lroe , som de ville og kunne ; heller ikke kan jeg putte Folk i Fangehullet , fordi de holde gudelige Forsamlinger og synge Psalmer , derfor ere de ikke at agte lige med Tyve og Røvere . “ „ Ja , ja , det er nu Altsammen godt nok , “ sagde den gamle Herre ; „ men Kongen har dog nu engang den øverste geistlige og verdslige Magt . “ „ Denne Magt overlader han dog vel nærmest til sit Cancellie ; “ tog Matthias nu til Orde , der hidtil eftertænksom havde lyttet til Samtalen . „ Og naar man tænker efter , hvorledes det er gaaet med den verdslige og kirkelige Magt , saa troer jeg grant at kunne see , at Vor Herre ikke har villet have den forenet ; men at det fra de første Tider af har været Menneskepaafund . Lad os see til Jøderne , det gik dem ilde , baade legemligt og aandeligt , da deres Konger ogsaa vilde være Ypperstepræster og Profeter , de henfaldt til Afgudsdyrkelse og bleve førte i det babyloniske Fangenflab . Da vor Herre og Frelser opstod iblandt dem , vare de under Romerherredømmets Tryk ; men det øvede ingen aandelig Magt ; de værste Christenforfølgelser sandt Sted , da Romerne , det dygtigste Verdensfolk , vilde være aandeligt . Kirken blomstrede , da Paven ingen jordisk Stat regerede ; da Paverne fik jordisk Magt , forfaldt den romerske Kirke , og Reformatorerne maatte fremstaae . Og nn efter Reformationen ? Har det været til Velsignelse for Troeslivet i Norden , at Kongerne forvandlede Menigheden til Statskirke ? “ „ Det er jo ikke alene her i Landet , at det finder Sted ; saa det kan da ikke være saa uhensigtssvarende , som de Herrer mene , “ sagde Excellencen vredt . „ Ikke uhensigtsmæssigt i Henseende til Forvaltningen ; nei , den bliver vel tvertim od lettere ; men Livet maa sygne hen “ , svarede Matthias . „ Naa , De er en rar Adelsmand , min unge Herre , der ikke vil skøtte Hs . Majestæts Regering . “ „ Jeg er først og fremmest en fribaaren dansk Mand , der vil kæmpe for sin Overbeviisning efter bedste Evne ! “ Naar Dansken i Verden vil sægte . Men bølger sit Aasyn og Navn , Jeg veed hans Aand er ei ægte , Jeg tager bam ei i Favn . „ Er det ikke en af vore største Skjalde , saa er det dog vor elskeligste Sanger , som siger dette , og det har jeg i Sinde at tage til mit Valgsprog , som Middelalderens Riddere gjorde , “ sagde Matthias , idet han bukkede . Det var blevet silde , man brød op . „ Tak for god Hjælp “ , sagde Præsten spøgende til Matthias , da de i den maaneklare Aften stode paa Trappen udenfor Huset . „ Det var da en sær , underlig Rede at være kommen ind i “ , tænkte Excellencen , da han var ene paa sit Værelse . „ Jeg er glad ved , at jeg reiser hjem i Morgen , de Mennefler , ere jo gale , og Stiftamtmanden gaaer jo dog ellers for at være en ret fornuftig Mand . Hm hm ! “ Tyvende Capitel . Sorrig og Glæde de vandre filhobe , Lykke og Ulykke gange paa Rad . Susanne var nu bleven Matthias Grams Hustru . Ingen af de To kunde tænke sig deres ægteskabelige Samliv anderledes end i ydmyg Efterlignelse as hint Wgtepar i Cana ; de bøde Vor Herre med til Bryllup , og de bade af et ydmygt Hjerte om , at han vilde tage Bolig hos dem . Susanne kunde ikke tænke paa at forlade sin Faders Huns og begynde et nyt Liv , uden ved Alteret at have hørt de Ord , Herren taler til os : „ Mit Kjød hengivet før Eder ; mit Blød udgydt for Eder . “ Kun paa denne Maade tøg de ham aandelig med øver i deres nye Hjem , til det nye Liv . Kun ved at føle sig i de Helliges Samfund , trøede de , at deres Wgteskab var helligt og Gud velbehageligt , et ret christent Wgtcskab . Dag søm intet Jordiskt er fuldkomment , saa var der ogsaa et Skaar i Susannes fulde Lykke , idet hun med Kj ærlig hedens fine Følelse sornam , at Alfred ikke følte for hende som tidligere ; han havde aldrig glemt hendes heftige Ord , da hun hørte om hans Forhold til Ada , og de æggede ham kanskee end mere , fordi han ubevidst havde en Frygt for , at de kunde være sande . Det smertede baade Susanne og hendes Mand dybt ; men de haabede paa , at Tiden vilde mildne ham og føre ham tilbage til Søsteren i gammel Kjcerlighed . Meget maatte desuden optage Susanne i hendes nye Forhold , hun skulde nu først egenlig lære sin gamle , venskabelige Svigerfader at kjende , hun havde kun seet meget lidt til ham , da han næsten aldrig forlod Hjemmet , og Susanne under Moderens lange Sygdomstid ogsaa kun kunde aflægge korte Pligtbesøg hos ham . Hun havde den Glæde , at Svigerfaderen syntes godt om hendes Selskab og ønskede ofte at have dem om sig ; hvad enten det nu var , at han virkelig godt kunde lide hende , eller at han var tilfreds med sig selv over at have overvundet sin Egenkjærlighed og givet sit Minde til Sønnens Giftermaal , eller kanskee begge Dele i Forening , er vanskeligt at sige . Ret Meget havde han ikke ossret ; Sønnen havde ærbødig , men bestemt talt med ham og sagt , at han , der nu var tredive Aar gammel , vel havde veiet og prøvet sine Kræfter , at han følte sig skikket og dygtig til at søge et Embede , og dette vilde han gjøre , da der nu ingen Grund var for Nogen af dem at vente længer med Brylluppet . Angsten for , at dette Embede kunde komme til at ligge langt borte fra ham selv , havde grebet den Gamle , og han havde overvundet sig til at afstaae Noget af sit jordiske Gods , hellere end at miste den eneste Søn fra sin umiddelbare Nærhed . At han derved snarere havde vundet end tabt , indsaae han nu først tilfulde . Vi ville nu foreløbigt overlade de unge JEgtefolk til deres huuslige Lykke og følge Alfred , som virkelig med megen Flid og Iver havde taget fat paa sine Studeringer , og han følte snart , at det kun kom an paa Villien , for at hans ualmindelige Aandsevner kunde naae deres fulde Udvikling . Faderen havde ikke forlangt , at han skulde vælge noget egenligt Brødstudium , ei heller tage nogen Examen ; men han skulde vise Alvor og Udholdenhed i Det , der meest tiltalte ham . Han havde da valgt Historien som sit Studium , og navnlig Culturhistorie , og man kan vel sige , at denne Tid af hans Liv var hans Blomstringstid i enhver Henseende . Brevvexlingen med Ada gik meget ivrig ; men de saaes ikke , da han ikke vilde reise , førend han havde faaet en Afhandling færdig , der skulde bevise Faderen og hende , at han ikke havde spildt sin Tid . Hans Breve til hende udtalte stedse , hvorledes han stræbte og arbeidede for at vinde hende ; men havde Nogen seet ham , naar han modtog og læste hendes Breve , da vilde man vel have bemærket et Udtryk af Veemod paa hans sine , aandfulde Ansigt , der viste , at hans Hjerte følte sig skuffet . Dog snart overtalte han sig selv , at det ikke kunde være anderledes ; hun var den skjønne , dejlige , glimrende , feirede Fee fra de arabiske Eventyr ; Alle beundrede hende , maatte bøie sig for hende ; men han havde været den Senende , havde vundet Skatten . Saaledes henrandt to Aar fra den Tid , Moderen var død , og Ada havde forladt Stiftamtmandens Hnus . Det var igjen langt ud paa Efteraaret ; da kom der Brev fra Alfred , hans Afhandling havde vundet Hæder og Berømmelse , han havde taget Magistergraden , og om et Par Dage kunde han ventes . Han havde samtidigt skrevet til Faderen og til Ada . Dagen til hans Ankomst var bestemt , og Susanne var kommen hjem til Faderen med sin lille Datter , for at være med ved Broderens Modtagelse . Vognen kom noget før , end den var ventet . Hun var i det Øieblik alene i Dagligstuen , hun ilede ud paa Trappen med et „ Velkommen og til Lykke , kjære , elskede Broder ! “ hun vilde saa gjerne , at Alt skulde være glemt . — Langsomt vaklende steg han ud af Vognen , bleg , med bøiet Hoved gik han med slæbende Trin opad Trappen ; hun strakte Armene ud , vilde omfavne ham — kold og uvenlig skød han hende tilside , ligesaa de yngre Søstre , der vare ilede til ; nu viste Faderen sig . „ Fader , min gode Engel har forladt mig ! “ udbrød han . „ Du er syg Alfred , kom ind i mit Værelse “ , sagde Faderen , trak ham ind og lukkede Døren efter dem . De talte længe sammen , medens Søstrene i ængstelig Spænding flokkedes i Dagligstuen . Faderens Stemme lød først harmfuld og streng , gik derpaa over til af trøste og formane ; omsider kom han til sine Døttre ; Alfred lod sig ikke see . „ All er forbi imellem Ada og Eders Broder , “ — sagde han — „ vi maae enes om af prøve paa , hvad vi kunne gjøre for af trøste og støtte ham nu i dette Øieblik ; han føler sig meget ulykkelig , troer , af han aldrig vil kunne glemme hende . Dette er nu vel ikke til af antage . Gud fkee Lov behøver al Glæde i Livet ikke af afhænge af hende og hendes Lige ; men hendes Forfængelighed og Overfladiskhed overgaaer endnu Ml , hvad jeg ' har seet , og af hun har Vovet af misbruge mit Huus og min Søn til sin samvittighedsløse Leg , det er for Meget . “ Han vidste ikke , af hun havde været nær ved af forspilde Susannes Lykke ligesaavel som Broderens . „ Hvad angiver hun som Grund , og hvorledes har Alfred faaet det af vide ; han ventede jo ikke Brev , førend han kom hertil ? “ spurgte Ingeborg . „ Hvad er Grunden ? Der har tilbudt sig et bedre , rigere , og fornemmere Parti i en tydsk Rigsgreve med Titulatur af „ Erlaucht “ . Det har længe været paa Bane , medens hun skrev Kjærlighedsbreve til min Søn ; i disse Dage finder Brylluppet Sted . Alfreds Brev , hvori han meddeler hende den Wre , han har vundet , og hendes med Opsigelsen have krydset hinanden ; hun anmoder ham om at bede mig udbetale hendes Formue , da hun nu er myndig . Det Sidste , hun gjør , er at benytte ham som Bud . At dette skulde hændes min Søn og mit Huus ! “ Dette Sidste var øjensynlig det Haardeste for den stolte Mand : han troede , at Sønnen , der var saa ung endnu , i Tiden vilde forvinde Sorgen , han kunde ikke tænke , at en Mand med Selvfølelse kunde vedblive at holde af en Uværdig ; men han betænkte ikke , hvor stor en Skuffelse det var , og hvor let netop et ungt Menneske , hos hvem Følelse og Indbildningskraft vare fremherskende , vilde blive tvivlende og mistænkelig . Alfred blev hjemme i nogen Tid , Søstrene vare kjærlige og deeltagende ; men de kunde ikke tale meget med ham . Om Det , der laa dem nærmest paa Hjerte , kunde der ikke tales , og for almindelig Samtale var han ikke modtagelig . Matthias og Susanne indbøde ham til et længere Besøg hos sig , men det afviste han kort ; han kunde ikke taale at fee paa deres Lykke , deres kjærlige , tillidsfulde Samliv . Musik taalte Alfred ikke heller ; Fortepianoet turde ikke aabnes i hans Nærværelse , alle hans gamle Sysler vare uden Glæde og Tillokkelse for ham . Faderen foreslog ham en Udenlandsrejse ; dette afslog han , han frygtede for at møde Ada , der nu hed Grevinde v . G . . . , og han havde en Følelse af , -at han ligesom vilde være istand tilatslaae hendes rige Mandihjel , hvor han saa traf paa ham . Hans Mfringer i denne Tid vare sørgelige at høre paa ; det milde , . elsfværdige Menneske var som forvandlet . — „ Der var Intet værd at leve for i Verden ; man vidste ikke , hvad man skulde her , man blev født uden at spørges , voxede op , som Paddehatte , blev traudt og sparket af en Fod ligesom disse , og saa — var det forbi . “ Dette sagde han en Dag til Ingeborg ; men da han saae hendes Smerte og Forfærdelse , blev han selv bange ; hun blev veltalende i sin Harme og Sorg over , at han turde vove saaledes at gaae i Rette med Vor Herre ; dette hjalp tilsyneladende , han dristede sig ikke længer til at tale saaledes til hende , og dog søgte han hende meest ; de spadserede sammen , og hun taalte hans Drillerier , der nu vare ganske anderledes bittre og haanende end hans tidligere , godmodige Spøg ; især var det altid Qvinderne , det gik ud over , deres Letsind , Pyntesyge og Forfængelighed , og ethvert Selvforsvar paa deres Vegne , som Søsteren vovede , blev siaaet ned med den almindelige Sætning , at Alle vare de som Een , og Ingen til at stole paa , de vare falsfe som Havets Skum . Sluttelig følte han dog , at Dette ikke kunde vedblive saaledes , han foretog sig Intet , omgikkes Ingen af den sædvanlige Kreds , men trak sig tilbage til sit eget eller Faderens Værelse , naar der kom Nogen i Besøg . Præstens Tilnærmelse afviste han kort ; Faster Hildeborg , som han ellers havde holdt saa meget af , flyede han , da han frygtede for at høre en skarp Fordømmelsesdom fra hendes Læber over Ada ; en saadan havde han dog neppe faaet at høre ; men han gjættede hendes Tanker rigtigt ; thi hun sagde til sine Broderdøttre , at det havde hun aldrig ventet vilde komme anderledes . Ada havde jo ikke andet Hjerte end det Steenhjerte , hun gik med om Halsen . Uden at tage Afsked med Nogen , eller i det Hele at have talt med Nogen , reiste Alfred ind til Hovedstaden igien . Han vilde arbeide og studere og vilde være i Nærheden af de nødvendige Hjælpekilder dertil . Matthias og Susanne havde han ikke besøgt og havde holdt sig meget fremmed ligeoverfor dem , naar de kom . Matthias havde engang fortalt Stiftamtmanden , hvor ulykkelig Susanne havde været for Adas Skyld ; han udtalte det som sin Mening , at Ada kun havde villet drille baade Susanne og Broderen paa en ondskabsfuld Maade ; men Stiftamtmanden tænkte , at dersom Matthias ' Hjerte ikke havde været saa fast knyttet til hans Datter , da vilde hun havt den Hjertesorg , som nu rammede Sønnen ; thi Ada var samvittighedsløs nok til at lege med Broderen , medens hun røvede Søsteren den Mand , hun elskede høiest paa Jorden . At hun ikke havde taget til Takke med Alfred , naar Matthias var at naae , var sikkert , eftersom hun vel vidste , at Matthias eiede den firedobbelte Rigdom . Eetogtyvende Capitel . Medgang og Modgang hinanden filraabe , Solskin og Skyer de følges og ad . Matthias og Susanne havde nu været lykkeligt gifte i henved tre Aar . Paa den lille førstefødte Pige fulgte en Dreng , og det er ved hans Vugge , vi gjenfinde Susanne en skjøn Sommermorgen . Hun fad med sit spæde Barn paa Skjødet og var endnu noget svag efter sin nvsoverstaaede Nedkomst . Bekymring over Alfreds Skæbne , hans Kulde imod hende og hendes Mand og hans haardnakkede Taushed havde nedtrykt hende , og hun kunde ikke gjenvinde sin gamle modige og glade Sindsstemning . I dette Øieblik var Sorgen over Syndestraffen „ med Smerte skal dn føde dine Børn “ mere oppe i hendes Sjæl end Glæden over , „ at et Menneske var født til Verden . “ Det faldt hende svært paa Sinde , at en Moders første Smerte ikke bliver den sidste , at en Moder , hvem Barnets sande Vel ligger paa Hjerte , vil fole haardere Smerte , dybere Sorg ved hver syndig Attraa , hun seer hos sit Barn , at hele Barnets Opdragelse er „ at føde det med Smerte . “ Hun kunde ikke alene , ikke engang med sin Mands Hjælp og Støtte , bære denne Byrde . Længæ sad hun saaledes hensunken i veemodige og forsagte Tanker ; da sendte Vor Herre hende Lys , Mod og Glæde . Hvad skal jeg dog sørge over , jeg kan jo Intet udrcttte ; men vi vide jo , at Han kan Alt . — Hvor vil jeg usle Orm tænke paa at løfte Det , jeg ikke skal løfte ; lægger jeg mit Barn i , hans Frelserarme , der har sagt : „ Laber de smaa Børn komme til mig “ , saa vil han nok have Omsorg for det . Han alene kan lede det ved sin høire Haand og skrive sit Navn i dets Hjerte . Ja ! — jeg maa tale med Matthias — paa Søndag maa det døbes , saa drager den Stærkeste Læsset og sender Englevagt til Vuggen . Hvad behøver jeg saa at sørge og plage mig ; hvem Herrren giver et Embede , giver han ogsaa Forstand ; thi han er mægtig i den Svage . “ Matthias bifaldt hendes Ønske om at faae den lille Dreng døbt snarest muligt . Han var ogsaa enig med hende i , at de vilde skrive til Alfred og bede ham være tilstede ved Daaben og staae Fadder til sin Søstersøn . Susanne vilde selv bære ham frem til Daaben , og begge Bedstefædre med Alfred skulde staae Fadder saavelsom Frøken Grove . Johannes fluide han hedde . Løverdag Aften indløb der Svar fra Alfred ; Brevet var vel ikke saa koldt som de faa Breve , de i de senere Aar havde modtaget ; men det var underligt exalleret og sygeligt ; han tnrde ikke komme og staac Fadder til deres Barn , det vilde kun bringe Ulykke ; desuden indrømmede han af vcrre syg og ilde tilmode i enhver Henseende . Matthias sagde da : „ Jeg reiser ind og seer til Alfred Dagen efter af Ørengen er døbt , og er han syg , vil jeg fee af faae ham med herud , da vil han have godt af Landluften i Sommertiden . “ I det første Øieblik var Skrækken større end Glæden , da Alfred en tidlig Formiddag fade Matthias træde ind hos sig . I sit Hjerte længtes han efter sine Nærmeste ; mm som han nu havde det , manglede han Mod til af nedbryde den Skillevæg , han selv havde opført imellem dem . Han trængte til Hjælp og frygtede dog for det Øieblik , da han selv maatte begynde med Selvbekjendelser og Tilstaaelser , der vare ydmygende . Alfred havde , fra det Øieblik , han kom til Hovedstaden efter af være bleven skilt fra Ada , taget fat paa Vrangen af Livet . I sin Fortvivlelse havde han søgt af glemme istedctfor af bære det tunge Minde som en Mand og 10 ved Arbeide af løfte Sind og Tanke til noget Bedre , overladende til Tiden af lette Byrden . Hans udmærkede Evner voldte , af han blev meget søgt ; men han blev søgt af Mange , som bon i bedre Tider vilde have undgaaet , han lod sig bruge til at more Selskaber med sit spillende Vid og Lune , medens han selv kun søgte at bøve Fortvivlelsen . Vi kunne ikke følge ham i disse spildte Aar af hans Liv ; men det vide vi Alle , at Livets Vrangside er et fælt Vrængebillede af Livet selv , at det vrænger ad Alt , hvad der bør være Menneskene meest helligt og dyrebart , at dets Glæde er falst , dets Lys en Lygtemand , dets Liv en uvirkelig Skintilværelse . Hver Dag blev begyndt med nye Forsæt , nye Planer , tusende Arbeider bleve begyndte , intet suldforf ; hans egen bedre Natur oprørtes ved det Liv , han førte ; men nu følte han med Sorg , hvad der manglede ham . Evner og Talenter havde han udviklet , men aldrig styrket sin Villie , og hans Charakteer var ydermere bleven svækket ved Moderens svage , tilbedende Kjærlighed og Faderens Mangel paa Forstavelse af en hans egen saa modsat Natur . Matthias fandt ' ham syg paa Sjæl og Legeme , han var først indesluttet og asvisende , han troede , at den sindige , ypperlige Matthias vilde dømme ham haardt . ikke vilde kunne forstaae hans Farer og Fristelser ; men Det , der særligt udmærkede Matthias , var Taalmodighed , og denne fik han god Brug for i de Dage , han tilbragte med Alfred . Lidt efter lidt kom en Bekjendelse frem om de spildte Aar og den Fortvivlelse , som havde været Aarsag dertil . Imod Forventning kom der ikke en Bebrejdelse over Matthias ' Læber . Hvortil det ? Alfred saae jo sin Synd og Skrøbelighed tilfulde . — Ikke engang en Wring af Sorg over , saa ganske at være bleven glemt og forsømt , siden han var bleven Søsterens Wgtemand , maatte Alfred høre , kun kjærligt opmuntrende Tiltale , og indstændig Opfordring til at komme ud til dem , til deres Gaard . Matthias skrev til Susanne : „ Jeg kommer ikke hjem , uden jeg saaer ham med ; reiser jeg uden ham , saa glemmer han alle Løfter og falder sammen i Villieløshed . “ Omsider blev med Matthias ' Hjælp Alt pakket sammen , Boligen blev opsagt , og ve reiste ud til den yndige Lindeskov , hvor Susanne modtog dem med Glæde ; det var , som om der aldrig havde været Noget i Veien imellem hende og Broderen , hun havde glemt hans Kulde og Uvenskab og ønskede , at der ikke maatte blive andre Minder tilbage om de tre Aar , der nu vare henrundnc , siden de havde levet sammen , end de kjære , lyse Minder om al den Lyksalighed , Samlivet med hendes Mand og Børn havde beredet hende . Det Haab , som de Alle havde hengivet sig til , at den legemlige Sundhed vilde vende tilbage med den aandelige , svigtede , da Sommeren veg for Efteraaret . Han følte sig vel ved at oære i Søsterens Hjem , i den yndige Egn og iblandt hendes Børn ; stundom opmandede han sig til ikke at være ganske uvirksom ; han hjalp sin Svoger ved hans Forretninger og benyttede ogsaa Matthias ' gode Bogsamling til selvstændigt Arbeide . Men det viste sig snart , at hans Kræfter vare for ringe til , at han kunde foretage sig noget Rigtigt , og uagtet al god Pleie toge de af Dag for Dag . Faderen var den Sidste , der saae Det , som uundgaaeligt maatte komme . Han havde Livet igjennem været vant til al minde Sønnen om hans Pligter , og Alsreds hele Charakteer var ham saa fremmed , at han vanskeligt fik Syn for , at han nu virkelig Intet formanede , og den hele Tilstand hos et saa ungt Menneske satte hans Taalmodighed paa en stærk Prøve . En kort Tid var Alfred hjemme ; men snart vendte han tilbage til Susanne og Matthias , hvis Taalmodighed aldrig ffvigtede dem , og jo mere hans Legeme sygnede , desto stærkere følte han , at den aandelige Luft i dette Huus helbredede hans Hjerte . Denne lange Hensygnen gav ham Lejlighed til at gjennemgaae hele sit Liv ; han erkjendte med Taknemmelighed . den menneskelig ndmcerkede Opdragelse , hans Fader havde ladet ham eg dem Alle blive til Deel ; han var opdragen i Gudsfrygt og Wrbødighed for det Høieste ; men havde det kunnet holde ham oppe i Farens og Fristelsens Stund ? Her var ikke alene en Familie , men en lille Menighed samlet Dag og Nat , og han syntes oste , naar han laa hen i dødelig Mathed , som om det klang for hans Øren og i hans Hjerte : „ Er vi Tusind , er vi to , Kom , bekjend med os vor Tro , ' Saa vi hører , den er sand , Føler , Daab er Livets Band . “ og saa igjen : „ Ia jeg veed , at uden Dig Tomt er Alt paa Jorderig , Avner kun at høste . “ Han havde maattet erfare , hvor tomt Alt er , hvad Verden giver , og hvor Lidet et menneskelig smukt og godt Liv formaner at fylde i den Tomhed . Her saae han Forældrc og Børn have Eet i Sinde , og det var Livet med Vor Herre ; der taltes ikke mange Ord ; men det mærkedes ligesom i Luften . Børnene levede med Jesusbarnct ; fra den Stund , de kunde fale , sang og nynnede te deres smaa Julepsalmer og glædede sig ved Billedet af den nyfødte Frelser . I disse fine sidste Levedage havde Alfred mange Samtaler med sin Fader ; det var ham selv , der meddeelte Faderen , at han følte sine Dage talte , og han bad sin Fader ydmygt om at tilgive sig ; han indsaae , at han havde spildt sin Tid og en stor Deel af sit Liv . „ Ak “ ! sagde Faderen , „ min Kjærlighed til dig var ikke heller af den ægte . Jeg vilde , at du skulde udmærke dig for Verden og bringe vort Navn frem med fornyet Glands , jeg tilbad vort Navn mere , end jeg elsfede min Søn , og nu maa jeg see min Slægt uddøe . “ „ Og jeg brød mig ikke om , erkjendte ikke , hvad et godt Navn vil sige “ , sagde den Syge veemodig , „ og derfor er det ikke Vor Herres Villie , at jeg skal leve og fortsætte Slægten . Den skal have havt fin sidste Mand i dig , Fader . “ „ Du , min Søn , kunde jo dog endnu komme dig og leve , “ sagde Faderen dybt greben ; men som om han ikke kunde slippe Haabet . — „ Dog , der skeer ingen Mirakler mere . “ „ Skeer der ingen Mirakler ? Io visselig , kjære Fader ! Er det ikke et Mirakel , at Vantroens Bjerg er flyttet fra mit Hjerte ? at jeg arme Synder kan faae Syndernes Forladelse og det evige Liv ? Det er Lys og Liv , om jeg saa maa vandre igjennem Dødens Skyggedal . “ Og Døden kom med sin filsyneladende grumme Haand , hvormed den bortriver Det , der er os det Kjæreste ; men den kommer dog sjelben eller aldrig , uden at Velsignelsen følger den . Jdetmindste er del saa for dem , der ville see den i dens rette Lys , som Syndens Sold , men dog som Guds Naadegave til et evigt Liv i Christus Jesus , vor Herre . Toogtyvende Capitel . Slutning . Alfreds Død var vel , mennefielig talt , det haardeste Stød , der kunde ramme den gamle Stiftamtmand ; med ham sank alle jordiske Forhaabninger i Jorden . Verden sagde : „ Hvorfor skal dog denne ypperlige , hæderlige Mand rammes saa haardt paa sine gamle Dage , først den Hustru , som han elstede med en saa rørende , selvfornægtende Kjærlighed , og nu den eneste Søn og Arving til det gamle , hædrede Navn ? Sligt kan man ikke forsteme , “ Nogle faa Venner , deriblandt Pastor Qvist , Faster Hildeborg og Frøken Grove sagde i deres Hjerter : „ Den gode Hyrde veed at finde Sine “ — han havde fundet baade Faderen og Sønnen , og de sukkede deres Gndskcelov i inderlig Tak til Faderen i Himlen , om ogsaa i dyb Veemod . Ja , Faster Hildeborg kom endog til at vække stor Forargelse ved at ndtale dette i en deeltagende og velvillig Kreds . Hun blev meget forbavset , da En af de Forsamlede , en ung Moder , sagde : at „ saaledes kunde kun Nogen tale , der ikke vidste , hvad Forældres Kjærlighed havde at betyde ; naar hun syntes , at en Mand , der havde opdraget sine Børn saa exemplarisk , burde straffes saa haardt , hvad hun saa selv havde sortjent for sin haarde Dom ? “ „ Jeg har ikke tænkt paa , at han skulde straffes “ , sagde Faster ganske forsagt . „ Ja , da er det sandelig ingen Belønning at miste sine Børn ; men det veed De da Intet om . “ Stakkels Faster blev bragt til TauShed ; men hun følte det længe som en Uretfærdighed , at den Bebreidelse skulde ramme hende , der havde osfret sit Livs bedste Aar for sine moderløse Broderbørn . Den sørgende Fader forstod vel bedst Guds Veie med sig . Hans Valgsprog havde været : „ Wren er det feireste Træ udi Skoven . “ — Det er et fagert Træ af jordisk Rod ; men Livets Træ med Troens Frugter er det skjønneste , og det maatte han række Haanden efter endnu her paa Jorden . Det faldt som Skæl fra hans Øine , at han ikke havde elsket fin Hustru i Vor Herre , og at han i Sønnen kun havde seet Navnets Bærer ; alt Dette maatte fratages ham , for at han kunde vinde den ene kostelige Perle . Alfred havde ikke forladt Søsterens Hjem ; der var han død , og der tilbragte Faderen den første Tid efter hans Død . Susannes utrættelige Pleie og Ømhed og hendes Mands trofaste , taalmodige Trost og Opmuntring havde aldrig fornægtet sig noget Øieblik under Broderens Sygdom . Faderen følte sig fra Dag til Dag inderligere knyttet til dem , og tillige fornam han , at Hvilens Tid var kommen for ham . Snarest muligt søgte og modtog han en hæderlig Afsked ; men Titler og Ordener viste han tilbage . Han havde i over fyrgetyve Aar arbeidet efter sin Pligt og Overbeviisning for Fædrelandet ; men nu vilde han ikke mere have Noget med Verdens Glands og JEre at skaffe . Imidlertid var ægsaa Matthias ' Fader dod , og Matthias overtog de rige Ejendomme og flyttede med sin talrige Familie til Hovedgaarden . Derved blev Boligen paa Lindeskov fri , som Stiftamtmanden leiede , for at være i sine Børns og Børnebørns Nærhed . . Aar ere henrundne , vort Fædreland har undergaaet de store Forandringer . Matthias har i flere Aar siddet paa Thinge iblandt Folkets udvalgte Mænd ; selv virkelig udvalgt . Paa Thinget fører han Ordet for Alt , hvad der kan fremme den sande Oplysning , for Alt , hvad der er sandt , ædelt og godt til Menneskenes timelige og evige Tarv . Hans Ejendomme ere blomstrende . Velstand og Tilfredshed sees overalt . Herren og Fruen ere Sjælen i det Hele . De ere nu midaldrende Folk ; men Susanne staaer endnu som et Træ , der løfter sig i en Skov iblandt de smaa og unge Træer ; nu ligner hun dog mere en dansk Bøg end en fiin nordisk Birk ; thi hun spreder sine Grene beflyttende over Mange — Huus , Hjem og Børn , Fattige og Syge , Alt kan finde Ly og Læ , Trøst og Husvalelse hos hende . Saaledes henglider med faa Afbrydelser Livet i Virksomhed uden Travlhed , i Selskab med den elskede , gamle Fader , de yngre Søskende og den nu aldrende Frøken Grove . En længere Skilsmisse fra Huus og Hjem maatte hun dog finde sig i at foretage sig . Matthias maatte engang gjøre en Badereise , og hun ledsagede ham . De saae Mangt og Meget paa denne Reise , skjønne Egne , Konstværker , store Stæder og Bygninger , Alt var nyt og skjønt for Susanne , der aldrig havde forladt sit Fædreland . . Et Syn , hun saae , omtalte hun dog aldrig , da hun kom hjem ; det blev en Hemmelighed imellem ZEgtefolkene . En Aften , medens de opholdt sig ved Badet , da det var Regnveir og koldt , spadserede de under de dækkede Gange , som fandtes der . De bleve as Mennesfemængden trængte ind i en Sal , hvor Susanne tilfældigviis aldrig før havde været . „ Det er Spillesalen “ , sagde Matthias . „ Nu , vi ere komne her , kunne vi ligesaa godt see os om engang . “ De gik hen til det grønne Bord , hvor der sad en broget Forsamling af de meest sorfljelligartede Mennesker , der tilsyneladende ikke havde Andet tilfælles end det Ene , der havde famlet dem der , nemlig Spillet . Alle fade de og stirrede med gridfle Øine paa det Guld , der har saadan Magt over stakkels Mennesker . I Kredsen sad en Dame , der ligesom drog Susannes Blik til sig ; hun maatte betragte hende . Var hun ung eller gammel ? Der var Tegn til baade det Ene og det Andet . Hun havde deilige røde Kinder og bølgende sorte Lokker ; men der var et sært gammelt Udtryk forenet med denne tilsyneladende Ungdommelighed , noget vist Fortæret , Udbrændt . Tilmed forekom hun Susanne saa underlig bekjendt , og dog var hun sig ikke bevidst at have seet hende . — Det kunde ikke hjælpe at spørge Matthias ; hans Kortsynethed gjorde , at han aldrig kjendte Nogen ; pludselig trykkede hun hans Arm : „ Min Gud , det er Ada ! “ „ Ada ! hvor ? “ „ Der ! hende med de sorte Krøller og de rode Kinder . Kom , lad os hellere gaae . “ Det var for seent , hun havde gjenkjendt dem og reiste sig hilsende . Med et underligt fortrukkent Verdenssmil kom hun hen og glædede sig ved at fornve gammelt Bekjendtskab . Hun talte , som om det ikke var længer siden end iforgaars , at de havde seet hinanden , og spurgte : „ Hvorledes lever Deres gode Fader ? “ og med Resterne af et coquet Smil : „ Og Deres Broder ? “ „ Min Broder er død , Grevinde ! “ svarede Susanne kort og strengt . - „ Ah saaledes ! det vidste jeg ikke — den unge Mand — sørgeligt . “ „ Ja , han døde ung , nu vilde han ikke være saa ung længer ; jeg har næsten voxnc Børn . “ Matthias stod og saae paa de fo Qvinder , der mere end nogensinde for saae ud som Lys og Mørke . Susanne var modnet og udviklet og derved forskjønnet i Aarcnes Løb , hendes Skjønhed var nu som det modne Ax ved Høstens Tid imod det fine , grønne Græsstraa ved Sommerens Begyndelse . Den Anden ? Ja , hvad lignede hun ? En Maske , bag ved hvilken det Menneskelige neppe mere skimtedes . Imidlertid saae han Susanne blive mere og mere bleg under den hjerteløse Samtale ; han sagde : „ Det er seent , du er træt , vi ville gaae hjem . “ Den følgende Dag hørte han noget Mere om Grevinde G . . . . . . . . . Hun levede adskilt fra sin Mand , som havde udsat betydelige Aaryengc for hende , naar han kun maatte flippe for hendes Selskab . Hver drog nu om i de større Hovedstæder og ved Badestederne om Sommeren , idet de kun hver valgte det Sted , hvor den Anden ikke var , og i Aarenes Løb var Spil blevet , idetmindste Grevindens , Hovedlidenskab . De saaes endnu nogle Gange , dog uden af tale sammen ; det var for haard en Prøve for Susanne , og Grevinden meente , af hun havde været nedladende nok ved af tiltale hende een Gang . De havde jo hverken Rang eller Titel ; i Fremmedlisten stod : „ Gram , Godseier fra Danmark med Hustru . “ Det tog sig kun meget beskedent ud . Da Susanne hørte der Nærmere om Adas ægteskabelige Liv , sagde hun : „ Gud skee Tak for Alt , som kom og gik , og Gud skee Lov for din trofaste Kjærlighed ! Havde den ikke været , da kunde jeg ikke saa glad have sjunget : „ Det er saa yndigt af følges ad , For To , som gierne vil sammen være , Da er i Glæden man dobbelt glad Og halvt om Sorgen saa tung af bære ; Ja , det er Gammen At reise sammen , Hvor Fjederhammen Er Kjærlighed . “ |