File size: 148,053 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 |
I . I den fornemste gade lå en prægtig , gammeldags gård ; hele murværket var indæltct med glasstumper , der i sal- og måneskin strålede som om det var belagt med diamanter ; det var et rigdommens tegn og rigdom var derinde ; man sagde , at grossereren var mand for at kunne stille to Tønder guld midt i sin stadsestue , sagtens stille , sone fremtids sparebøsse , en fjerding med guldmynt udenfor døren , hvor hans lille søn blev født . Den lille var indtruffen i det rige hus ; der var stor glæde fra kælderen til op på qvisfen , dog heroppe blev glæden endnu større et par timer senere . Pakhuuskarlen og hans kone boede heroppe og her indtraf netop også en lille son , given af Vorherre , bragt af storken og fremvist af mutter . Også her stod en fjerding udenfor døren , ganske tilfældigt , men det var ingen gnldfjerding , det var en skarnfjcrding . Den rige grosserer var en højst veltænkende , brav mand ; hans kone , fin og hoifvrnem gik hun klædt , var gudfrygtig , dertil mild og god mod den fattige . Alle undte de to den glæde at have fået en lille søn , der ville vokse op , arte sig og blive rig , som faderen . Den lille blev i dåben kaldet „ Felix “ ; det betyder i latinen : „ lykkelig “ , og det var han , og forældrene endnu mere . PakhunsKarlen , en rigtig kerncgod Karl , og hans kone , så honnet og arbejdsom , vare vclseete af alle , som kendte dem ; hvor vare de lykkelige for deres lille dreng : og han blev kaldet Peer . Drengen på første sal og drengen på kvisten fik hver lige mange Kys af deres forældre og lige meget solskin af Vorherre ; men de vare jo dog forskelligt stillede , den ene nede , den anden oppe . Peersad øverst , helt oppe på kvisten , og hun beholdt sin egen moder til amme ; den lille Felix havde en fremmed person , men god og brav , det stød i skudsmålsbogen . Det rige barn fik en dejlig barnevogn og blev trukket af den pyntede amme , barnet fra kvisten blev båret på armen af sin egen moder , både , når hun var i søndagskjole og hvcrdagsklædning ; og det var ligeså sørnvieligt . Begge kunne de snart skønne , begge voxte de til , kunne vise med hånden hvor store de vare og sige enkelte ord i mødersmålet . lige søde , lige skikmnndedc og lige forkælede blev de begge to . Da de voxte til , havde de lige fornøjelse af grossererens ' kjøretøi . Felix fik med ammen løv til af sidde hos . Kusken og se på hestene , han bildte sig ind af hun kørte dem ; Peer fik lov af sidde i qvistvindnct og se ned i gården , når herskabet skulle ud af køre , og når de da vare afsted , satte han to stole , den ene foran den anden , oppe i stuen , og så kørte han selv ; han var den virkelige kusk , det var lidt mere end af bilde sig ind af være kusken . De havde det udmærket , de to , men de vare allerede et par år gamle , før de første gang talte med hinanden . Felix gik stadselig klædt , i Fløiel og silke , med bare kuæc på engelsk maner . Det arme barn måtte jo fryse ! sagde familien på kvisten . Peer havde bukser lige ned til anklerne ; men en dag vare klæderne revnede lige øver knæærne , så af der var lige så godt lufttræk og lige så afklædt , søm hos grossererens lille , fine søn ; hun kom med sin møder og skulle ud af porten , Peer kom med fin og skulle ind . „ Giv lille Peer hånden ! “ sagde grossererens frue . „ I tv kunne tale sammen . “ Og den ene sagde „ Peer ! “ og den anden sagde „ Felix ! “ Ja , så sagde de ikke mere dengang . Den rige frue forkælede sin dreng , men hvem der især forkælede Peer var hans farmor . Hnn var svagsynet og dog så hun meget mere hos lille Peer end fader og moder kunne se , ja niere end noget andet menneske kunne udfinde . „ Det søde barn , “ sagde hun , „ kammer nok frem i verden ! han er født med guldæble i hånden ; det kan jeg se med mit svage syn . Der ligger jo æblet og glindser ! “ og hun kyssede den lille undt i hånden . Hans forældre kunne ingenting se , Peer ikke heller , men søm han voxte til i begreber , ville hun dog gerne tro på det . „ Det er sådan en historie , et eventyr , farmor fortæller ! “ sagde forældrene . Ja farmor kunne fortælle , og Peer blev aldrig ked af altid at høre det samme . Hnn lærte ham en psalme og at fremsige „ Fadervor “ , og han kunne det , ikke som en ramse , men som ord , der vare at tænke ved ; hver enkelt bøn deri forklarede hun for ham . Især kom ham i tanke hvad farmor havde sagt ved de ord : „ giv os i dag vort daglige brød ! “ de vare af forstå , af for en var det nødvendigt af få hvedebrød , for en anden af få grovbrød ; en måtte have et stort huns , når han sad med mange folk , en anden , i små kår , kunne bo ligeså glad i en lille stue på kvisten . „ Det er således for hver , det , de kalde „ det daglige brød “ . Peer havde rigtignok sit gode , daglige brød , og de dejligste dage , men de blive ikke alletider ved . Krigens tunge år begyndte ; det unge mandskab skulle afsted , det gamle med ; Peers fader var imellem de indkaldte , og snart hørtes , af han var en af de første , som faldt i kampen mod den overlegne fjende . Det var en bitterlig sorg i den lille stue på kvisten . Moder græd , farmor og lille Peer græd ; og hver gang en af naboerne kom op til dem , blev der talt om „ Far “ og så græd de alle sammen . Enken fik imidlertid lov , i det første år , af bo aldeles frit i husleilighedcn , og senere skulle hun kun betale en ringe leje . Farmor blev hos bror , der ernærede sig ved at vaske for flere „ enlige , galante herrer “ , svin hun kaldte dem . Peer havde hverken sorg eller savn ; mad og drikke fik han fuldt op , og farmor gav ham historier , så selsomme og vidunderlige , om den vide verden , at han en dag bad hende , om de to ikke en søndag skulle gå til fremmede lande og så komme hjem som Prinds og Prindsesse , med guldkroner på . „ Dertil er jeg for gammel , “ sagde farmor , „ Du må først lære grumme meget , blive stor og stærk og dog altid et godt og kærligt barn , som dn er det ! “ Peer red i stuen på kjcphest , han havde hele to sådanne heste , men grossererens søn havde en levende , virkelig hest , den var så lille , at den godt kunne kaldes et hcstcbarn , det kaldte Peer den , og større kunne den ikke blive . På den red Felix om i gården , ja ud af porten med sin fader og en kongelig berider . Den første halve time syntes Peer da ikke om sine heste og red ikke på dem , de vare ikke virkelige ; og så spurgte han sin moder , hvorfor han ikke havde en virkelig hest ligesom lille Felix , og moderen sagde : „ Felix boer nede i gården , tæt ved stalden , men dn boer højt oppe under taget ; man kan ikke have heste på loftet , ingen uden dem , du har ; rid du på dem ! “ Øg så red Peer , først hen til-dragkistcn , det store bjerg med de mange skatte : både Peers søndagsklæder og moders med , samt de blanke sølvdalere , hun lagde hen til husleicn . Han red til kakkelovnen , som han kaldte den sorte Bjørn ; den sov hele sommertiden , men når vinteren kom , måtte den gøre gavn , varme op i stuen og koge maden . Peer havde en gudfader , han kom jævnlig hver søndag om vinteren og fik et mållid varm mad . Det var gået tilbage med ham , sagde moder og farmor . Han havde begyndt som kusk , havde snapsct og derved sovet på sin post , og det må hverken soldaten eller kusken ; så var han bleven vognmandskarl , kørte med karrcet , og drosche , lidt for de galanteste folk , men nu kørte han skarnvogn , kørte fra dør til dør , svingede sin skralle : „ stmrre-rurrc-ud ! “ Og ud fra alle huse kom piger og koner med deres fyldte bøtter og vendte disse på vognen ; der kom : strimmel og skrammel , Aske og feieskarn . En dag var Peer kommen ned fra kvisten , moder var gået i byen ; hun stod i den åbne port , der udenfor holdt gudfader med sin vogn . „ Vil du køre med ? “ Spurgte hun ; det ville Peer nok , køre med bare til hjørnet . hans øjne strålede da han sad på sædet hos gudfader og fik lov af holde pisken . Peer kørte med levende , virkelige heste , kørte lige til hjørnet . Der kom hans moder ; hun så ganske betænkelig ud : fint var det jo ikke af se sin egen lille søn på skarnvogn . Han måtte straks ned , dog takkede hun gudfader ; men hjemme forbød hun Peer oftere den tur . En dag kom han igen ned i porten ; der var ingen gudfader , som kunne forlokke ham til af gøre kjøretour , men der var andre tillokkelser ; tre , fire små gadedrenge lå og rodede i rendestenen for af finde , hvad der kunne være tabt eller havde gjemtsig ; tidt havde de fundet en knap eller en kobbermyut , men lidt havde de også skåret sig der på et flaskcskår eller stukket sig på en knappenål , det var just nu tilfældet . Peer måtte være med , og lige idet han tog ned i rendestenen , fandt han en sølvmynt . En anden dag lå han igen og rodede med de andre drenge ; de fik knn snavsede fingre , hun fandt en guldring og fremviste , med strålende øjne , sit lykkelige fnnd , så dængede de andre ham til og kaldte ham „ Lykke-peer “ ; han skulle ikke have lov til at være med hvor de andre rodede . Der var bag grossererens gård en sid grund , den skulle fyldes og blive byggeplads ; derhen blev kørt grnns og feieskarn ; hele dynger lå der ; gudfader kørte det , men Peer måtte jo ikke køre med ham . Gadedrengene rodede i dyngerne , rodede med en pind og med den bare hånd ; altid fandtes et og andet , som syntes værd at tage op . Her kom lille Peer . De så ham og råbte : „ Lykke-peer , skrup af ! “ og da han dog kom nærmere , kylede de et par jordklumper på Hain ; en af disse slog mod hans træskoe og smuldrede istykker ; der trillede noget blankt ud ; Peer tog det op , det var et lille ravhjerte . Han løb hjem med det ; de andre mærkede ikke , at selv idet de dængede ham , var han et lykkens barn . Sølvskillingen , han havde fundet , blev lagt i hans sparebøsse ; ringen og ravhjertet frcmvistes nede hos grossererens frue , thi bror ville vide , om det var fundne sager , „ der burde meldes for politiet “ . Hvor strålede grosscrcrfruens - øjne ved at se ringen , den var jo hendes egen forlovelsesring , den , hun havde tabt for tre år siden ; så længe havde den ligget i rendestenen . Peer fik god hitteløn , den raslede i hans sparebøsse ; ravhjertet var en mge ting , sagde fruen , det kunne Peer gerne beholde . Til natten lå ravhjertet på commoden og farmor lå i sengen . „ Ih , hvad er det dog der brænder ! “ Sagde hun , „ det er jo , som lå der et tændt lille lys ! “ Hun rejste sig og så ; det var det lille ravhjerte . Ja , farmor med sit svage syn så lidt mere end alle andre knude se . Hun havde nu stne egne tanker derved . Næste morgen tog hun et smalt , i stærkt bånd , trak det gennem den åbning , som var øverst i ravhjertet og gav sin lille sønnesøn det om halsen . „ Det må du aldrig lægge bort , uden mens du sår et nyt bånd sat i . Du må heller ikke vise til andre drenge , at du har det ; så tage de det fra dig , og så får du ondt i maven ! “ Det var den eneste sygdomsplage , lillepeer endnu havde kendt . der var også en underlig magt i det hjerte . Farmor viste ham , at når hun gned det med hånden og man da lagde et lille strå nær derved , så blev strået ligesom levende og sprang hen til ravhjertet , og ville ikke slippe det . Grossererens søn sil huslærer , der læste med ham alene og spadserede med ham alene . Peer skulle også have kundskaber ; han kom i skole med en hel mængde andre drenge ; de legede sammen , det var mere fornøjeligt end at gå ganske alene med læreren . Peer ville ikke bytte ! Han var en lykke-peer , men gudfader var også en lykke-peer , uagtet han ikke hed Peer . Han vandt i lotteriet toti hundrede rigsdaler på en seddel , han holdt med elleve andre . Han fik straks bedre klæder , og fandt sig vel i dem . Lykken kommer nu aldrig alene , den har altid en ansættelse med , og det havde den . Gudfader forlod skarnvognen og gik til tteatret . „ Hvad for noget ? “ sagde farmor , „ er han gået til tteatret ! Som hvad ? “ Sou : maskinkarl . Det var en hel forfremmelse . Han blev et ganske andet menneske derved , og havde stor fornøjelse af comedien , som han jo rigtignok altid så ovenfra eller fra siden . Dejligst var balletten , men den kostede også sværest arbejde og var meget udsat for ildløs ; der dansede de både i himlen og på jorden . Det var noget for lille Peer at se , og da der just en aften skulle være „ Gencralprove “ , som det kaldes , på ku ny ballet , hvori de alle vare klædte og udstafferede ligesom på den aften folk betale for at se den herlighed , lovede han at tage Peer med og sætte ham et sted , hvor han kunne se det hele . Det var en bibelsk ballet : Samson ; filisterne dansede om ham , og han rev hele huset sammen over dem og sig ; men der var både sprøjte og sprøitcfolk , dersom en ulykke skulle ske . Peer havde aldrig set en comedie , endsige en ballet ; han fik sine søndagsklæder på og fulgte med gudfader over i tteatret . Det var ligesom et stort tørreloft , med mangc Gardiner og skjermbrætter , lange sprækker i gulvet , lys og lamper . Der var så mange kringelkrogc op og ned , og fra disse kom de ud ligesom i en stor kirke med pulpiturer . Nede gik gulvet ganske skråt , og her blev Peer sat og sagt til , af 2 * han skulle blive indtil det hele var forbi , og man hentede ham . Han havde tre smørrebrød i lommen , sulte skulle han ikke . Snart blev her lysere og lysere ; der kom foran , ligesom op af jorden , så mange spillemænd , både med fløjter og violiner ; der kom på siddepladsene , hvor Peer sad , folk , klædte som de gå på gaden , men der kom også riddere med gnldhjclmc , dejlige frøkener i flor og blomster , ja hvidklædte engle med vinger på ryggen ; de satte sig oppe og nede , på gulvet og i pulpiturerne , for af se til . De vare alle sammen dandsc-mcnncskcr i balletten , men det vidste Peer ikke , han troede af de hørte hjemme i de eventyr , farmor havde fortalt . Ja der kom en kvinde , hun var den alleryndigste , med guldhjclm og spyd ; hun så ud over alle de andre og sad mellem en engel og en trold . Nej , hvor her var bieget at se , og dog var balletten endnu slet ikke begyndt . Med et blev der ganske stille ; en sortklædt mand svingede en lille troldstav over alle musikanterne , og så begyndte de at spille , så at det susede gennem dem , og hele væggen løftede sig . Man så ud i en blomsterhave , hvor solen skinnede og alle mennesker dansede og sprang . En sådan dejlighed havde Peer aldrig tænkt sig . Der marschcredc soldater , og der var krig , og der var gilde , og kæmpen Samson og hans kæreste . Alen hun var ligeså ond som hun var dejlig ; hun forrådte ham ; filisterne stak hans øjne ud , han måtte dreje kværnen i møllen og stilles op til spot i den store dandsesal ; men så tog han om de svære stccnpillcr , som bar loftet , og rystede det og hele huset ; det styrtede og lyste i rødt og i grønt , ' ok dejligste ildsluer . Peer kunne have siddet hele sin levetid og set på det , selv om smørrebrødet var spist øp , og det var spist øp . Nå , der var nøget at fortælle om da han kom hjem . Han var ikke til at få iseng ; han stod på et ben og lagde det andet ben op på bordet , det havde Samsons kæreste og alle jomfruerne gjort . Han gik trædemølle om farmors stol og væltede to stole og en hovedpude over sig , for at vise hvorledes dandscsalcn styrtede . Han viste det , ja gav det med fuld musik , den hørte til , der var ingen tale i balletten . Hnn sang højt og dybt , med ord og uden ord , der var ingen sammenhæng deri , det var som en hel opera . Det mærkeligste af alt var imidlertid hans dejlige klokkerene stemme , men den talte ingen om . Peer ville tidligere have været urtckræmmerdreng for at råde over svesker og puddersukker , nu vidste han at der var noget meget herligere , og det var „ at komme i Samsons historie og danse ballctdands “ . Der var såmænd mange fattige børn gåde den vej , sagde farmor , og blevne fine og hædrede folk , dog skulle aldrig noget pigebarn af hendes familie så lov at gå den vej , men nok ^n dreng , han stod fastere . Peer havde ikke set en eneste af de små piger falde , før hele huset faldt , og så faldt de alle sammen , sagde han . Iii . Peer ville og måtte være bnlletdandser . „ Jeg har jo ingen No for ham ! “ sagde hans moder . endelig lovede farmor at fore ham en dag op til balletmesteren , der var en galant mand og havde sin egen gård ligesom grossereren . Skulle Peer engang kunne opnå det samme ? Intet er umuligt for Vorherre . Peer havde guldæblet i barnehånd ; lykken var lagt ham i hænderne , måskee- den også var lagt ham i benene . Peer kom til balletmesteren og kendte ham straks , det var jo Samson . Hans øjne havde slet ikke lidt ved filisterne . Det var også kun comediespil , vidste han . Øg Samson så mildt og fornøjeligt på ham , sagde , han skulle holde sig rank , rigtig se på ham og fremvise sin vrist . Peer viste hele foden , og benet med . „ Så var hun ansat ved balletten ! “ Sagde farmor . Det var let bragt , i stand det hele hos balletmesteren , men forud havde moder og farmor dog gjort andre forberedelser , talt med indsigtsfulde folk , først med grossererens frue , som fandt at det var en smuk nej for en kjon , skikkelig dreng , uden fremtid , som Peer ; derpå havde de talt med jomfru Frandsen ; hun forstod sig på balletten , selv havde hun engang i farmors yngre dage været den nydeligste dandserinde på tteatret , dandset gudinde og prindsesse , været hyldet og hilset hvor hun kom og gik , men så blev hun ældre , det blive vi alle sammen , hun fik ikke længer de store roller , måtte danse bagved ungdommen , til sidst gik hun bag af dansen , gik til pynten , pyntede de andre til gudinder og prindsesser . „ Sådan går det ! “ sagde jomfru Frandsen , „ Theaterveien er yndig , men tornefuld , der groer chikanen ! Chikanen ! “ det ord forstod Peer slet ikke , men han kom nok til at forstå det . „ Han vil nu med vold og magt til balletten ! “ sagde moderen . „ En from og en christelig dreng er han ! “ Sagde farmor . „ Og velskabt ! “ sagde jomfru Frandsen . „ Velskabt og moralsk ! det var min glands-periodc . “ Og Peer kom på dandseskolen og fik sommerklædcr og tyndsålcde dandseskoe for at være lel . Alle de gamle dandserinder kyssede ham og sagde at han var en dreng fil at spise . ' han . måtte stille sig op , sætte benene udad , holde sig ved en Stang for ikke at falde mens han lærte at sparke , først med højre ben , så med venstre . -det var slet ikke så svært for ham , som for de fleste andre . Balletmesteren klappede ham og sagde at han skulle snart med i balletten ; han skulle være et kongebarn , søm blev løftet på skjolde og fik guldkrone på ; det blev . indøvet på dandseskolen og prøvet på selve tteatret . Moder og farmor måtte hen at se lille Peer i al den stads , og de så det og græd begge to , nagtet det var så glædeligt . Peer havde i al sin pragt og herlighed slet ikke set dem , men grossererens havde han set , de sad i loge nærmest tteatret ; lille Felix var med , i sine bedste klæder ; hun havde knappede handsker , ligesom de voksne herrer , og sad med kikkert for øjet hele aftenen , skønt han godt kunne se , ligesom de voksne herrer . Han så på Peer ; Peer så på ham , og Peer varet kongebarn med guldkrone på . Denne aften bragte de to børn i nærmere forhold til hinanden . nogle dage efter , da de mødte hinanden hjemme i gården , gik Felix hen til Peer og fortalte af han havde set ham , da han var Prinds ; han vidste nok af nu var han det ikke mere , men han havde båret både klæderne og kronen . „ På søndag skal jeg bære dem igen ! “ Sagde Peer . Det så Felix ikke , men tænkte på det hele aftenen ; han ville nok være i Peers sted ; han havde ikke jomfru Frandsen s erfaring af theaterveien var tornefuld og der groer chikanen ; heller ikke peervidste det endnu , men han skulle lære det . De små kammerater , dandsebørnene , vare ikke alle så gode som de burde være , uagtet de lidt gik som engle med vinger på . Der var en lille pige , malle Knallerup , der altid når hun var klædt som page , og Peer var page , trådte ham ondskabsfuld helt op af smalbenet , det var af se på hans strømper ; der var en ond dreng , der altid stak ham en knappenål bag ind og en dag havde spist Peers smørrebrød af en fejltagelse , men det var umuligt , thi Peer havde frikadelle på sit smørrebrød og den nndcn dreng havde brødet bart , man kunne ikke tage fejl . Det var ikke til at opregne al den fortræd Peer prøvede i to år , og det værste var endnu ikke hændet , det forestod . Der blev opført en ballet „ Vampyren “ ; i den vare de mindste dandscbørn klædte som flaggcrmuus , havde grå strikkede klæder , der sad snevert til kroppen ; sorte flors vinger bredte sig fra skuldrene ; de små skulle løbe på tåspidserne , som om de vare så lette at de fløj , og så skulle de snnrre rundt på gulvet . Det kunne især Peer udmærket ; men hans bukser og trøje , et stykke var det , gammelt og skørt , holdt ikke de anstrengelser ud , så at lige idet han før alle menneskers øjne snurrede rundt , revnede hun bag i , lige fra nakken og ned til hvor benene sidde fast og hele hans stumpede hvide skjorte var at se . Alle mennesker lo , Peer fornemmede det og vidste at han var revnet bag i ; han snurrede og snurrede , men værre og værre blev det . Folk lo højere og højere ; de andre vampyrer lo med ; det snurrede inde i ham og allcrforfærdeligst da folk klappede og råbte bravo . „ Det er for den revnede vampyr ! “ Sagde dandsebørnene , og så kaldte de ham altid „ den revnede . “ Peer græd ; jomfru Frandsen trøstede ham : „ Det er kun chikane ! “ sagde hun . Nu vidste Peer hvad chikane var . Foruden dandseskolen havde de også en anden kundskabens skole ved tteatret , hvor dandsebørnene blev oplærte , både i at regne og skrive , lære historie og geograf : , ja , de havde en lærer i religion , thi det er ikke nok at kunne danse , der hører i verden mere til , end at slide dandseskoe . Også her var Peer flink , ja den allerskinkcste og fik sin roes ; men kammeraterne kaldte ham endnu „ den revnede “ . Det var nu bare på dril , men til sidst ville han ikke længere tåle det , han slog fra sig , han bankede en af de andre drenge , så denne blev blå under det venstre øje og måtte hvidtes der , da han om aftenen sknldc træde frem i balletten . Peer blev tiltalt vrædt af dandselæreren og værst af fciekonen , for det var hendes søn han havde fejet af . Iv . Der gik mange tanker gennem lille Peers hoved , og en søndag , da han havde sine bedste klæder på , vandrede han , uden at sige ctørd derom til moder eller farmor , ikke engang til jomfrn Frandsen , der ellers altid gav gode råd , lige op til capelmesteren ; han troede , at den mand var den mægtigste udenfor balletten . Frejdigt trådte han ind og talte : „ Jeg er på dandseskolen , men der er så megen chikane , og så ville jeg hellere gå over til skuespillet eller sangen , dersom de ville ! “ „ Har du stemme ? “ spurgte capelmesteren og så ganske mildt til ham . „ Jeg synes at jeg kender dig . Hvor har jeg set dig for ? Var det ikke dig , som revnede i ryggen ? “ og nu lo han ; men Peer blev rød som et blod ; han var rigtignok ikke længer lykke-peer , som også farmor havde kaldt ham . Han så ned på sine egne fødder og ønskede at han var borte igen . „ Syng mig en sang ! “ sagde capelmesteren , „ nå , frisk mod , min dreng ! “ han tog ham under hagen , ogpeer så op , ind i hans milde øjne og sang så en sang , han havde hørt på tteatret i operaen „ Robert “ , „ Nåde for mig ! “ „ Den er svær , men den går ! “ sagde capelmesferen . „ Du har jo en prægtig stemme , når den bare ikke også revner i ryggen ! “ og han lo og kaldte på sin frue . Hun måtte også høre Peer synge , og hun nejede med halsen og sagde noget i et fremmed sprog . I det samme trådte tteatrets syngemester ind ; ham var det at Peer skulle have søgt , for at gå sangveien ; nu kom syngemesteren af sig selv , tilfældigvis , som mon siger ; han hørte også „ Nåde for mig “ , men lo ikke og så slet ikke så mild ud som capelmesferen og hans frue , dog afgjort blev det , at peerskulde have sangtimer . „ Nu er han kommen i det rette spor ! “ Sagde jomfru Frandsen . „ Alan kommer videre ved stemmen , end ved benene ! havde jeg haft stemme , så var jeg bleven en stor sangerinde og var måske nu baronesse ! “ „ Eller bogbinder-madame ! “ sagde moder . „ Var de bleven rig , havde de dog nok taget bogbinderen ! “ Den hentydning forstå vi ikke , men jomfru Frandsen forstod den . Peer måtte synge for hende og synge for grossererens , da de hørte om hans nye thcatervci . Han blev kaldet en aften , de havde selskab dernede . Øg han sang flere sange , også den : „ Nåde for mig ! “ hele selskabet klappede i hænderne og Felix med , han havde før hørt ham synge ; i stalddøren havde han sunget hele balletten Samson , og det var det allerdeiligste . „ En ballet kan man ikke synge ! “ sagde fruen . Io , det kunne Peer , sagde Felix , og så blev han opfordret til det . Han sang og han talte , han trommede og han brummede ; det var barneværk , men der kom stumper af bekendte melodier , som ikke ilde passede til hvad balletten ville . Hele selskabet fandt det så fornøjeligt , de loe og lovtalte , den ene højere end den anden . Grossererens frue gav Peer et stort stykke kage og en sølvdaler . Hvor var drengen lykkelig , lige til han opdagede en herre , noget tilbage , som alvorligt så på ham ; der lå noget hårdt og vredt i den mands sorte øjne , han lo slet ikke , sagde ikke et eneste venligt ord , og denne herre var tteatrets syngemester . Næste formiddag skulle Peer til ham , og ligeså alvorlig og streng stod manden der . „ Hvad var det med dig i går ! “ sagde han . „ Kunne du ikke forstå at du var til nar ? Gør aldrig det oftere og løb ikke om at synge for døre , enten indenfor ellerudenfor . Nu kan du gå ! i dag synger jeg ikke med dig . “ Peer gik inderlig forknyt derfra , han havde lagt sig ud med mester . Tværtimod , mester var mere , end nogensinde før , vclstemt for ham : der lå måske et musikgeni i den lille fyr . I al den galskab , han havde stået og lavet sammen , var dog nogen mening , noget ikke almindeligt . Evner for musik havde drengen , og stemmen var klokkeren og . stor i omfang , blev den således ved , ja så var det lille menneskes lykke gjort . Nu begyndte sangtimerne ; Peer var flittig , Peer var flink . Hvor var der dog meget at lære , meget at kende ! Moderen sled og slæbte for at komme hæderligt igennem og for at sønnen kunne gå ren og velklædt , ikke se alt for ringe ud hos de folk , hun nu kom til . Altid sang og jubilerede han , de behøvede såmænd ikke at holde canarifugl , sagde bioder ; hver søndag måtte han med farmor synge en psalme . Det var dejligt at høre hans friske stemme løfte sig ved hendes . „ Det er meget kjvnnere , end at høre ham synge vildt ! “ Det kaldte hun hans sang , når han ligesom en lille fugl jublede ud med stemmen , lod tonerne , der kom af sig selv , klinge som de ville . Hvor var der toner i den lille strube , hvor var der klang i det lille bryst ! Ja han kunne nok ligne efter et helt orchester ! der var både flvite og fagot i stemmen , der var violin og valdhorn . Han sang som fuglene synge ; men dejligst er menneskets røst , selv et lille menneskes , når det kan synge som Peer . Men i vintertiden , just som hun skulle gå til præsten og forberedes til confirmation , forkølede han sig ; den lille fugl i brystet sagde pip , stemmen var revnet ligesom vampyrens rygstykke . „ Det er såmænd ingen fortræd ! “ Mente moder og farmor , „ nu traller han ikke , og kan bedre tænke alvorligt over sin christendom . “ Stemmen var trådt i overgang , sagde syngemesteren ; Peer måtte nu aldeles ikke synge . Hvorlænge kunne det vare ? Et år , måske to . Måske kom stemmen aldrig meer . Det var en stor sorg . „ Tænk nu kun på din confirmation ! “ sagde moder og farmor . „ Øv dig i musiken ! “ sagde syngemesteren , „ men hold din mund ! “ Han tænkte på sin christendom , og han studerede sin musik . Indvendig i ham klang og sang det ; han skrev i noder hele melodier , sange nden ord . Til sidst skrev han ord . „ Du er jo digter , lille Peer ! “ sagde grossererens frue , som han bragte tekst og musik ; også grossereren fik tilegnet et stykke uden ord . Felix ligeledes et , ja selv jomsrn Frandsen , og det kom i hendes stambog , hvori var Vers og musik af to forhen unge lieutenanter , nu gamle majorer på bartpenge ; bogen var given af „ en ven “ , der selv havde indbundet den . Og Peer stod til påske , som det hedder . Felix forærede ham et sølvuhr ; dct var ' det første ur , Peer ejede ; han syntes , at han blev mand derved , behøvede ikke at spørge andre ad hvad klokken var . Felix kom op på kvisten , gratulerede og overrakte uhret , han skulle selv først stå til efteråret ; og de toge hinanden i hånden , de to husets børn , begge lige gamle , fødte samme dag og i samme gård ; og Felix spiste af kagerne , der vare bagte på kvisten i anledning af confirmationcn . „ Det er en glædesdag med alvors tanker ! “ sagde farmor . „ Ja megen alvor ! “ sagde moder . „ Havde dog far levet og set Peer stå ! “ Næste søndag skulle de alle tre til Herrens bord . Da de kom fra kirken , havde der været bud fra syngemesteren , om Peer ville komme til ham , og Peer kom . Der ventede Hain glade tidender og dog alvorlige . Hnn skulle i et år aldeles opgive af synge , stemmen skulle ligge brak som en ager , ville en bondemand sige , men i den tid skulle han lære noget , ikke i hovedstaden , hvor han hver aften løb i tteatret og ikke kunne undvære det , hun skulle tredive mile fra sit hjem , i kost hos en skolemand , der havde endnu et par unge mennesker i pension , som det kaldes ; han skulle lære sprog og videnskab , der engang kunne komine ham til gode . Det hele kostede i årets løb trehundrede rigsdaler , og de bleve betalte af „ en velgører , der ikke ville nævnes “ . „ Det er grossereren ! “ sagde bløder og farmor . Afrcisens dag kom . Der blev grædt mange tårer , der blev givet Kys og velsignelse ; og så kørte Peer på jernbanen tredive mile ud i den vide verden . Det var pintsetid ; solen skinnede , skoven stod frisk og grøn , toget for igennem den ; marker og landsbyer skiftede om ; herregårde tittede frem ; qvægct stod på hovmarken . Nu kom en station , nu en anden , købstad på købstad . Ved hvert holdested var en mylren af mennesker til velkomst og afsked ; der var højrøstet tale , udenfor og inde i vognen . Hvor Peer sad , lød stor snaksomhed og underholdning af en enkemadame i sort . Hun talte om sin grav , sin ligkiste og sit lig , det vil sige om sit barns . Det havde været så^nsseligt , at det ingen glæde var om det havde levet . Det var en stor lettelse for hende og det lille lam , at det sov ind . „ Jeg sparede i den anledning ikke på blomster ! “ sagde hun , „ og nu må de betænke , at det døde i den dyre tid , hvor de må skæres af potte ! hver søndag gik jeg til min grav og lagde en krands med stor , hvid silkcsloife . Sloifcn blev straks stjålen af småpiger og brugt fil bnlbannd . Det var så fristende ! Nu kommer jeg en søndag , jeg vidste , af min grav var i hovedgangen fil venstre , men som jeg kommer , så er min grav fil højre . Hvad er det , siger jeg fil graverknrlcn , har jeg ikke min grav fil venstre ? “ — „ „ Nej , ikke længer ! “ “ svarede karlen , „ „ Madamens lig ligger der nok , men gravens overdel er flyttet fil højre , da stedet er en andens begravelses-plads . “ “ — „ Men jeg vil have mit lig i min grav , sagde jeg og det havde jeg jo min lovlige ret fil af sige . Skal jeg her gå og pynte en falsk overdel , mens mit lig ligger uden noget tegn på den anden side , det vil jeg ikke ! “ — „ „ Ja , så må madamen tale med provsten ! “ “ — „ Det er sådan kir yndig mand , provsten ! hun gav lov fil af mit lig kom fil højre . Det ville koste fem rigsdaler . Det gav jeg med kyshånd og stod selv ved min gamle grav . - kan jeg nu være vis på , af del er min ligkiste og mit lig af de skytte ? “ — „ „ Det kan madamen ! “ “ Og så gav jeg hver en mark for flytningen . Bien da det nu havde kostet mig så meget , mente jeg af burde anvende noget på forsfjounelscn , og så bestilte jeg et monument med indskrift . Men vil de nu tænke dem , da jeg får det , har de sat i forgyldning øverst en lille sommcrstigl . Bien det er jo letsindigheden ! sagde jeg , den vil jeg ikke have på min grav . “ „ „ Det er ikke letsindighed , madame , det er udødelighed ! “ “ — „ Det har jeg aldrig hørt ! Sagde jeg . Har nu nogen af dem herinde i vognen hørt andet , end af sommerfuglen er letsindighedens tegn ? Jeg tang , jeg holder ikke af lang snak . Jeg fattede mig , tog monnmentet og satte det i mit spisekammer ; der stod det til min logerende kom hjem , han er student med mange bøger ; han bekræftede af det var udødelighed , og så kom monnmentet på graven ! “ Og under al den talen kom Peer til stationen , hvor hun skulle opholde sig for af blive ligeså klog som stndcnten med mange bøger . V . Hr . Gabriel , den hæderlige lærdomsmand , hos hvem Peer skulle i pension , var selv på banegården for at tage imod ham . Hr . Gabriel var en beenradmagcr mand med store glindsende øjne , der sad så yderligt frem , at om han nøs , kunne man være bange for , at de fløj ham ud af hovedet . Han ledsagedes af tre af sine egne smådrenge . Den ene faldt over sine egne ben , og dc tv andre trådte Peer helt op ad fødderne for- at se ham rigtig nær ; desuden fulgte to større drenge , den ældste omtrent fjorten år , hvidhudet , fregnet og rig på filipenser . „ Unge Madsen , student om tre år , når han læser ! Primus , provstesøn ! “ Det var den yngre ; han så ud søm en hvcdcknop . „ Begge to kostgængere , studerendes hos mig ! “ sagde hr . Gabriel . „ Småthustøi ! “ kaldte han sine egne drenge . „ Trine , tag den ankomnes kuffert på trillebøren . Mad er sat hen til dem hjemme ! “ „ Fyldt kalkun ! “ sagde de to herrer kostgængere . „ Fyldt kalkun ! “ sagde „ Småthustøi “ , og den ene faldt igjcn over sine egne ben . „ Cæsar , se fil dine fødder ! “ udbrød hr . Gabriel , og de gik ind i byen og ud af byen . Der lå et stort , halvt forfaldet bindingsværks hnns med jasminhytte ud mod Beien ; her stod madame Gabriel med mere „ Småthustøi “ , to pigebørn . „ Den nye studerendes ! “ sagde hr . Gabriel . „ Inderlig velkommen ! “ sagde madame Gabriel , en ungdommelig , trivelig kone , rød og hvid , med spytkrøller og megen pomade i håret . „ Gad , hvor de er fuldvoxcn ! “ Sagde hun fil Peer . „ De er jo et ganske udviklet mandfolk ! jeg troede , at de var som primus eller unge Madsen . Engle-gabriel , det var godt at mellemdøren blev sømmet fil . Du kender mine anskuelser ! “ „ Brøvl ! “ sagde hr . Gabriel , og de trådte ind i stuen . Der lå på bordet en opslået roman med et smørrebrød ; man skulle tro , at det var lagt som bogmærke , det lå tværs over den åbne bog . „ Må jeg nu være husmoder ! “ og med alle fem børn og de to kostgængere førte hun Peer over køkkenet , ud på gangen og ind i en lille stne med vindnc til haven , det var nu hans studere- og soveværelse , det stødte op til Fru Gabriels , hvor hun sov med alle fem børn , og hvor mellemdøren for sømmeligheds skyld , og for bysnak , „ der ingen skanner “ , i dag på madamens udtrykkelige forlangende var bleven spigret til af hr . Gabriel . „ Her skal de være , som hos deres forældre ! Tteater have vi også i byen . Apottekeren er directeur for „ Privat-selskabct “ , og vi have rejsende skuespillere . Men nu skal de have deres „ Kalkun “ . Og hun sorte igen Peer ind i spisesalen , hvor der blev tørret vådt tøj på snore . „ Det gør vel ikke noget ! “ sagde hun , „ det er bare renlighed , og den er de vistnok vant til . “ Og Peer satte sig til kalkunstcgen , imedens husets børn , ikke de to kostgængere , de havde trukket sig tilbage , gave en dramatisk forestilling til fornøjelse for dem selv og for den fremmede . Der havde nyligt været rejsende skuespillere i byen og opført Schillers „ Røverne “ ; de to ældste drenge vare aldeles opfyldte heraf og spillede straks hjemme hele stykket , alle rollerne , uagtet de af disse kun huskede de ord : „ Drømme komme fra maven “ . Men de blev sagt af dem alle sammen , hver til sit brug , i de forskelligste betoninger . Der stod Amalie med himmelvendte øjne og drømmende blik : „ Drømme komme fra maven ! “ sagde hun og skjulte sit ansigt i begge hænder . Carlmo ør trådte op mod heltestridt og mandig røst : „ Drømme komme fra maven ! “ og derpå styrtede hele børneflokken ind , piger og drenge , alle vare de røvere , og myrdede hverandre under råbet : „ Drømme komme fra maven ! “ Det var Schillers „ Røverne “ . Denne forestilling og „ fyldt kalkun “ fik Peer ved sin første indtrædelse i hr . Gabriels hus . Nu begav han sig til sit lille Kammer , hvis vindue , med de af solen stærkt brændte ruder , vendte ud mod haven . Han satte sig , så ud ; der gik hr . Gabriel fordybet i læsningen af en bog . Han nærmede sig og så ind , hans øjne syntes fæstede på Peer , der bukkede ærbødigt . Hr . Gabriel åbnede sin mund så vidt han kunne , rakte tungen ud og lod den bevæge sig til alle sider lige imod ansigtet af den forskrækkede Peer , der ikke kunne forstå , hvorfor han fik denne behandling . Derpå gik hr . Gabriel , men vendte om igen hen foran vinduet og rakte tungen ud ad manden . Hvorfor gjorde han det ? Han tænkte ikke på Peer , eller at ruderne vare gennemsigtige , han så kun , at man udensra kunne spejle sig i dem og ville derfor , da han led af en dårlig mave , se sin tunge ; men den kundskab havde Peer ikke . Tidlig på aftenen gik hr . Gabriel til sin stue , og Peer sad i sin . Det var blevet sent på aftenen . Han hørte skænderi , qvindcligt skænderi inde i madame Gabriels sovekammer . „ Jeg skal gå op til Gabriel og sige ham , hvad rak i er ! “ „ Vi skulle også gå op til Gabriel og sige ham , hvad madamen er ! “ „ Jeg får krampe ! “ råbte hun . „ Hvem vil se fruen få krampe ! Fire skilling ! “ da lød madamens stemme dybere , men forståeligt : „ Hvad må det unge menneske derinde tænke om vort hus ved at høre al den simpelhed ! “ Og skjændcrict sank , men løftede sig igen højere og højere . „ Punktum fynalis ! “ råbte madamen , „ gå og lav punsch ! hellere forlig end trætte ! “ Og der blev stille ; døren derinde gik , pigerne gik , og madamen bankede på ind til Peer : „ Unge menneske ! ja , nu har de begreb om en husmoder ! Tak de himlen , at de ikke holder piger . Jeg vil fred , og så giver jeg punsch ! Gerne undte jeg dem også et glas , man sover dejligt på det , men ingen tør gå med gangdøren efter klokken ti , vil min Gabriel . Punsch skal de alligevel få ! I døren er et stort tilkittct hul ; jeg støder kittet ud , sætter en tragt ind , de holder deres vandglas under , så skal jeg skjenke punsch . Det er i al hemmelighed , også for min Gabriel ; ham man de ikke fatigere med husholdningssager ! “ Øg så fik Peer punsch ; og der var fred i stuen hos madame Gabriel , fred og stilhed i hele huset . Peer lagde sig , tænkte på moder og farmor , læste sin aftenbøn og sov . Hvad man drømmer den første nat , man sover i et fremmed huns , har betydning , havde farmor sagt . Peer drømte , at han tog ravhjertet , han endnu bestandig bar , lagde det i en urtepotte , og det voxte til et højt træ , gennem loftet og taget ; det bar i tusindvis hjerter af sølv og guld ; urtepotten revnede derved , og der var intet ravhjerte meer , det var blevet mnld , jord i jorden — borte , altid borte . så vågnede Peer ; ravhjertet havde han endnu , og det var varmt , ved hans eget varme hjerte . Vi . Tidligt på morgenen begyndte den første undcrviisningstimc hos hr . Gabriel ; der blev læst fransk . Ved frokosten var knn pensionærerne , børnene og madamen ; hun drak sin anden kaffe ; sin første drak hun altid på sengen ; „ det er så stindt , når man har muligheder til krampe ! “ Hun spurgte Peer , hvad han havde læst i dag . „ Fransk ! “ svarede han . „ Det er et dyrt sprog ! “ sagde hun , „ det er diplomat-sproget og de fornemmes sprog . Jeg har i min barndom ikke lært det , men når man lever med en lærd mand , så får man af hans kundskab , som havde man den med modermælken . Jeg har således alle de nødvendige ord . Jeg tror nok , jeg skal kunne compromittcre mig i hvilketsomhelst selskab , det skal være ! “ Et fremmed ord , et navneord , havde madamen vandet ved sit ægteskab med en lærd mand . Hnn var døbt Mette , efter en rig moster , hun skulle arve , navnet fik hun , men ikke arven . Hr . Gabriel omdøbte Mette til Meta , latinsk : „ Målet “ . Ved udstyret blev syet på alt hendes tøj , uldent og linned , bogstaverne „ M . G . “ , Meta Gabriel , men unge Madsen havde drenge-vittighed og læste i bogstaverne „ M . G . “ Charakteren „ Meget godt “ , hvorfor han med blæk tilføjede et stort spørgsmålstegn og det både på dug , håndklæder og lagener . „ De ynder ikke madamen ? “ spurgte Peer , da unge Madsen indviede ham i sin vittighed . „ Hun er så mild , og hr . Gabriel så lærd . “ „ Hun er en løgncposc ! “ sagde unge nlad sen , „ og hr . Gabriel er en skurk ! Gid at jeg var corporal og han rekrut , uh , hvor jeg skulle sugtlc ham ! “ og der viste sig noget blodtørstigt i hele unge Madsens udtryk ; læberne blev smallere end de ellers vare , hele ansigteb syntes en eneste fregne . Det var forfærdelige ord at høre udtale ; de gave et sæt i Peer , og dog havde unge Madsen den solcklareste ret i sin tanke : det var en grusomhed af forældre og lærere , at et menneske skulle spilde sin bedste , dejlige ungdomstid på at lære grammatik , navne og årstal , som ingen bryder sig om , i stedet for at nyde sin frihed , rigtigt trække vejret , slentre om med bøsse på nakken , søm god Skytte . „ Nej , lukkes inde skal man , sidde på bænken og se sig søvnig i en bog ; del vil hr . Gabriel , og så bliver man kaldet doven og får charakteren „ Mådelig “ , ja , ens forældre erholder brev herom ! derfor er hr . Gabriel en skurk ! “ „ Han giver også håndtager ! “ tilføjede lille primus og syntes enig med nnge Madsen . Det var ikke glædeligt for peerat høre . Bien Peer fik ikke håndtager , han var så udvoxct , som madamen sagde ; hun blev ikke kaldt doven , for hun vnr det ikke ; han skulle have timer alene . Han stod snart i fremgang over Madsen og primus . „ Hnn har evner ! “ sagde hr . Gabriel . „ Og man kan se , han har gået på dandseskolen ! “ sagde madamen . „ Vi mane have ham ind i vort dramatiske ! “ Udtalte apottekeren , der levede mere for byens private tteater , end for apotteket . Ondskaben anvendte på ham den gamle , forslidte vittighed , at han vist var bidt af en gal skuespiller , han var rent theatergal . „ Den unge studerende er født til elsker , “ Sagde apottekeren : „ Om to år kan hun være Romeo ! og jeg tror , når han bliver godt malet og får en lille moustache , kunne han godt træde op i vinter . “ Apottekerens datter , „ stort dramatisk talent “ , sagde faderen , „ sand skønhed “ , sagde moderen , skulle være Julie , madame Gabriel måtte være ammen , og apottekeren , der både var directeur og regisseur , ville overtage apottekerens rolle , den var lille , men af stor vigtighed . Det hele beroede på at erholde hr . Gabriels tilladelse til at Peer udførte Romeo . man måttc ske at virke gennem madame Gabriel , forstå at vinde hende og det forstod apottekeren . „ De er født til at være amme ! “ sagde han og troede at sige hende noget smigrende . „ Det er egenligt den sundeste rolle i stykket ! “ vedblev han , „ den er humcurcts rolle ! uden den er stykket ikke fil at holde ud i sin sørgelighed . Ingen uden de , madame Gabriel , har den kvikhed og det liv , som her skal sprudle ! “ Det var ganske sandt , fandt hun , men hendes mand tillod vist aldrig de » unge studerende at anvende den smule tid , der måtte anvendes for at være Romeo . Hun lovede imidlertid „ at lirke “ , som hun kaldte det . Apæthekeren begyndte straks at indstudere sin rolle , især at tænke på masken ; han ville være aldeles skelet , armod og elendighed , og dog den brave atand ; en svær opgave ; men en langt sværere havde madame Gabriel med „ at lirke “ sin mand op fil dem ; han kunne jo ikke , sagde han , forsvare for Peers foresatte , der betalte dennes kost og logis , at han lod mennesket spille tragedie . Vi tor iøvrigt ikke skjule , at Peer havde den inderligste lyst fil det . „ Men det går ikke ! “ sagde han . „ Det gi ' er sig ! “ sagde madamen . „ Lad mig bare lirke ! “ hun havde hellere givet punsch , men den drak hr . Gabriel ikke gerne . Ægtefolk er lidt forskellige ; dette være nu sagt uden af fornærme madamen . „ Et glas og ikke mere ! “ mente hun , „ det løfter sindet og gør mennesket glad , og således bør vi være , det er Vorherres villie med os ! “ Peer skulle være Romeo , det blev lirket igennem ved madamen . læseprøven holdtes hos apottekeren ; de fik chocolade og „ Genier “ , det vil sige små tvebakker . Der leveredes i bageriet tolv for en skilling , og da de vare så bitte små og så mange , blev det en vittighed af kalde dem genier . „ Det er en let sag af gøre nar ! “ Sagde hr . Gabriel , og så gav han dog selv spotnavn til et og andet . Apottekerens hus kaldte han „ Noæh ark med de Rene og de uRene ! “ og det alene for den kærlighed , hvormed husdyrene der vare optagne i familien . Frøkenen havde sin egen kat : „ Graciosa “ , yndig og blød i skindet ; den lå i vinduet , i skødet , på sytøjet eller løb hen over det dækkede middagsbord ; fruen havde hønsegård , andegård , papegøje og canarifuglc ; poppedreng kunne øverskrige dem alle sammen . To hunde , flick og Flock , gik i stuen , de vare aldeles ikke potpourrikrnkkcr , de lå i sofa og i ægteseng . Læseprøven begyndte og blev knn et øjeblik afbrudt ved af hundene oversavlcdc madame Gabriels nye kjole , men det var af bare venlighed og det plettede ikke . Katten bragte også lidt forstyrrelse , den ville endelig give pote til Jnlies fremstillerinde , sidde på hendes hoved og vifte med halen . Jnlies ømme tale delle sig lige meget mellem katten og Romeo . Hvert ord , Peer havde af sige , var netop det , han ville og måtte sige til apottekerens datter . Hvor var hun yndig og rørende , et naturens barn , der , som madame Gabriel kaldte det , gik ved siden af sin rolle . Peer blev ganske varm derved . Det var vistnok instinctct eller noget højere hos katten : den satte sig på Peers skulder og ligesom billcdliggjordc sympattien mellem Romeo og Julie . Ved hver senere prøve blev inderligheden klarere , fyldigere , katten fortroligere , poppedreng , og canarisuglene mere skrigende ; flick og Flock løb ud og ind . Forestillingsaftenen kom , Peer var ganske iNitupiNit==N o m e o , haN kyssede Iulie lige på muNdeN . „ Aldeles naturligt ! “ sagde madame Gabriel . „ Uforskammet ! “ sagde rådmanden hr . Svendsen , byens rigeste borger og tykkeste mand . Vandet haglede ned ad ham i husets varme og as indre varme . Peerfandt ikke nåde for hans øjne : „ Sådan en hvalp ! “ sagde han , „ en hvalp så lang , at man kan knække ham over og gøre to hvalpe af ham ! “ Stor beundring og en fjende ! det var godt sluppet . Jo , Peer var eu lykke-Peer . træt og overvældet af denne aftens anstrengelser og hyldest nåde han hjem i sin lille stue . Det var over midnat ; madame Gabriel bankede på væggen . „ Romeo ! jeg har punsch ! “ Øg tragten blev sat gennem døren , og peer-røm c ø holdt glasset under . „ Godnat , madame Gabriel ! “ Men Peer kunne ikke sove ; alt , hvad han havde sagt , og især , hvad Julie havde sagt , surrede ham igennem hovedet , og da hun endelig sov , drømte han om bryllup — bryllup med jomfru Frandsen . Hvor man dog kan drømme underlige ting ! Vil . „ Nu slår de det comediespil af hovedet ! “ Sagde hr . Gabriel næste morgen . „ Øg så klemme vi på videnskaben . “ nær havde Peer tænkfsom unge Madsen : „ at man således skal anvende sin dejlige ungdomstid , lukkes inde og sidde ved bogen ! “ men da han sad ved bogen , lyste der fra den så meget nyt og godt ind i tankerne , af Peer fandt sig ganske opfyldt deraf . Han hørte om verdens stormænd og deres bedrifter ; så mange havde været fattigmands barn : helten themistokles , en pottemagersøn , Shakespeare , en fattig vævcrdreng , der som ungt menneske holdt hestene udenfor tteatret , hvor han siden blev den mægtigste mand i digtekonsten for alle lande og alle tider . Han hørte om sangcrkampcn på wartbnrg , hvor digterne kappedes om hvo , der kunne bringe den skønneste digtning , en kamp , lig de gamle græske poeters veddestrid ved de store folkelige fester . Øm disse fortalte hr . Gabriel med særlig lyst . Sophokles havde 5 i sin høje alder skrevet en af sine bedste tragedier og vundet scicrspriscn over alle de andre ; i denne hæder og lykke brast af glæde hans hjerte . O hvor velsignet af dø midt i sin seicrs glæde ! hvad kunne være lykkeligere ! Tanker og drømmerier fyldte vor lille ven , men hair havde ingen af udtale sig til . Det ville ikke blive forstået af unge Madsen eller primus , ikke heller af madame Gabriel ; hun var enten helt det gode humeur eller den sørgende moder , som sådan sad hun opløst i tårer ; hendes to småpiger så med forundring op på hende , hverken de eller Peer kunne udfinde , hvorfor hun var i så stor sorg og bedrøvelse . „ De stakkels børn ! “ sagde hun da , „ deres fremtid tænker en moder altid på . Drengene hytte sig nok . Cæsar falder , men han rejser sig igen ! de to ældre plaske i bandballcn , de skulle til marinen og gøre nok gøde partier , men mine småpiger ! hvad bliver deres fremtid ? De ville komme i en alder , hvori hjertet føler , og da , er jeg vis på , at den , de hver holder af , aldeles ikke er efter Gabriels sind ; han vil give dem en , de ikke kunne udstå og så blive de så ulykkelige ! Det tænker jeg på som moder og det er min sorg og bedrøvelse ! I stakkels børn ! I blive så ulykkelige ! “ Hun græd . ' småpigerne så på hende , Peer så på hende , vemodigt stemt ; han vidste ikke noget at svare og så trak han sig tilbage til sin lille stue , satte sig ved det gamle claveer , og der kom toner , fantasier , som de strømmede gennem hans hjerte . I den tidlige morgen gik han tankcklar fil sine studier , øvede sin pligt , derfor betaltes for ham . Han var en samvittigheds5 * fuld , rettænkende fyr ; i hans dagbog stod anført hvad han hver dag havde læst og lært , hvor sent på natten han havde sat sig fil claveret og spillet , altid dæmpet , for ikke at vække madame Gabriel ; aldrig stod der , uden ved søndagen , hviledagen : „ tænkk på Julie “ , „ var hos apottekerens “ , „ gik forbi apottekerens “ , „ skrevet brev fil moder og farmor “ . Peer var endnu Romeo og gav søn . „ Særdeles flittig ! “ sagde hr . Gabriel . „ Tag dog eksempel , unge Madsen ! De går reject . “ „ Skurk ! “ sagde Madsen ind i sig selv . Prim ns provstesøn led af sovesyge . „ Det er en sygdom , “ sagde provstinden , han måtte ikke tages med strenghed . Provstegården lå kun to mile derfra ; der var rigdom og hcrskabclighed . „ Den Aland doer som bisp ! “ sagde madame Gabriel . „ Han har gode conjugatwner ved hoffet , og provstinden er højadelig frøken , hun kan udenad hele hervldikken o : våbcnlæren “ . Det var pintsetid . Et år var gået siden Peer kom i hr . Gabriels hus ; kundskaber vare vnndne , men sangstemmen var ikke kommen igen , mon den nogensinde ville komme ? Huset Gabriel var indbudt hos provstens til stor middag og bal ud på natten . Der kom mange gjester fra byen og fra herregårdene ; apottekerens vare indbudte , Romeo skulle se sin Julie , måske Dandse første Dands med hende . Det var en velholdt provstegård , hvidkalket og uden mødding i gården , grønmalet dueslag , hvorom slyngede sig en vedbcnd-nankc . Provstinden var en høj , fyldig dame ; „ ^lankopis ltbono “ , kaldte hr . Gabriel hende ; „ den blanoiede “ , ikke „ dcnkooicde “ , somjuno kaldes , incentc Peer . Der var hos hende noget fornemt mildt , en bestræbelse for at give det sygelige ; hun havde vist sovesyge ligesom primns . Hun var i kornblå silkekjole , bar store krøller , den til højre løftedes ved et stort medaillonportrait af hendes oldemoder , generalinden , og den til venstre af en ligeså stor drueklase af hvidt porcellain . Provsten havde et rødmusset , triveligt ansigt med skinnendc hvide tænder til at bide i en stegt dyreryg . Hans conversation bestod altid i anccdvtcr ; han kunne underholde sig med enhver mand , men ingen havde dog nogensinde ført en samtale med ham . Også rådmanden var her , og mellem de fremmede fra herregårdene så man Felix , grossererens son ; han var konfirmeret og nu den eleganteste , unge herre i klæder og manerer ; millionair var han , sagde de ; madame Gabriel havde ikke mod til at tale til ham . Peer var lyksalig ved at se Felix , der kom ham meget venlig i møde og sagde , hun kunne hilse fra sine forældre , de læste alle de breve , Peer skrev hjem til sin moder og farmor . Ballet begyndte . ' apottekerens datterskulde Dandse første Dands med rådmanden , det var et løfte , hun hjemme havde måttet give sin moder og rådmanden . Anden Dands blev lovet Peer , men Felix kom og tog hende nden videre end et venligt nik : „ De tillader , at jeg dandser den ene Dands ! Frøkenen vil kun , når de tillader det ! “ Peer satte et høfligt ansigt op , sagde ikke noget , og Felix dansede med apothekercns datter , den skjømicstc på hele ballet . Han dansede også næste Dands med hende . „ Borddansen forunder de vel mig ? “ Spurgte Peer , bleg i ansigtet . „ Ja , borddansen ! “ svarede hun med det yndigste smil . „ De vil da vel ikke tage min dandserinde fra mig ? “ sagde Felix , som stod tæt ved . „ Det er ikke venskab . Vi to gamle venner inde fra byen ! De siger , at de er så glad ved at se mig ! så må de også forunde mig den glæde at føre frøkenen til bords ! “ og han tog Peer om livet og lagde spøgende sin pande lige mod hans . „ Tilladt ! ikke sandt ? tilladt ! “ Nej ! “ sagde Peer . Øjnene lyste i vrede . Felix løftede med lystighed sine arme og satte albuerne derpå spidst , som ville ' han ligne frøen i at springe : „ De har fuldkommen ret . , unge herre ! jeg ville sige det samme , når borddansen var lovet mig , unge herre ! “ Han trak sig tilbage med en elegant bøjning for den nnge dame . Men ikke længe efter , da Peer stod i en krog og pillede på sin sløjfe , kom Felix , tog ham om halsen og med det mest indsmigrende blik sagde han : „ Vær mageløs ! min moder og deres moder og gamle farmor , de ville alle sige , at det ligner dem ! jeg rejser i morgen og jeg keder mig ihjel , får jeg ikke den unge dame tilbords . Min egen ven , min eneste ven ! “ Da kunne Peer , som den eneste ven , ikke modstå ; han førte selv Felix hen til den unge dejlighed . Det var den lyse morgen , da gjesfcrne næste dag kørte ud fra provstegården . Hnset Gabriel var i en vogn og hele hnset blundede der , undtagen Peer og madamen . hnn talte om den unge grosserer , den rige mands søn , der jo var Peers ven ; hun havde hørt ham sige : „ Skål , min ven ! “ „ Mutter og farmuttcr ! “ „ Der var noget så „ uegligcnt “ , galant deri , “ sagde hun , „ man så straks , at han var et rigdommens barn eller et greve-barn . Det kunne vi andre ikke tilegne os ! man må bøje sig ! “ Peer sagde ikke noget ; hun bar tungt på det hele dagen . Øm aftenen , ved sengetid og i dynerne jog det søvnen bort , det talte inde i ham : „ man bøjer sig , man føicr sig ! “ — det havde han gjort , lystret rigdommens barn , — „ fordi man er fattig født , stillet i nåde og afhængighed af disse rigdomsfødtc . Ere de da bedre end vi ? Øg hvorfor blev de skabte bedre end vi ? “ Der stejlede noget øndt inde i ham , noget , farmor ville blive bedrøvet over . Han tænkte på hende . „ Stakkels farmor ! du er også bleven stillet så fattig ! Gud har kunnet gøre det ! “ og han følte vrede i sit sind , men på samme tid en fornemmelse ask at han herved syndede i tanke og ord mod den gode gud . Han sørgede over at have tabt barnesindet og havde det just da så helt og rigt . Lykkelige Peer ! Ugen efter kom der brev fra farmor . Hnn skrev , som hun kunne skrive , store bogstaver og små bogstaver mellem hverandre , hele sit hjertes kærlighed i småt og stort i hvad , der vedrørte-peer . „ Min egen , søde , velsignede dreng ! Jeg tænker på dig , jeg længes efter dig , og det gør også din moder . Det går hende godt , hun vasker ! Og grossererens Felix var i går hos os med hilsen sra dig . I havde været på provstcbal , og du var så honnet ! det vil du altid blive og glæde din gamle farmor og din meget arbejdsomme moder ; hun melder dig om jomfru Frandsen . “ Og nu fulgte efterskriff fra Peers moder . „ Jomfru Frandsen gifter sig , det gamle menneske ! Bogbinder Hof er bleven hofbogbinder efter ansøgning , med stort skilt : „ Hofbogbinder Hof “ og hun bliver madame Hof ; det er gammel kærlighed , den ruster ikke , min sode dreng ! Din moder . Anden ' efterskrift : „ Farmor har strikket dig seks par uldsokker , dem får du ved lejlighed ; jeg har lagt deri „ Fleskebrød “ , din livret ; jeg ved , at du aldrig får flest hos hr . Gabriels , da fruen er bange for , hvad jeg har så svært ved at bogstavere , „ Truchiucr “ . Du skal ikke tro på dem , men kun spise din egen moder . “ Peer læste brevet og læste sig glad . Felix var så brav ; hvor havde han dog gjort ham uret . De vare skiltes ad hos provstens , uden at sige hinanden farvel . „ Felix er bedre end jeg ! “ sagde Peer . Viii . I et stille liv glider den ene dag ind i den anden , måned på måned går snart ; Peer var allerede i det andet år af sit ophold hos hr . Gabriel , der med streng alvor og bestemthed , madamen kaldte det stædighed , holdt på , at han ikke oftere betrådte scenen . Selv havde han fra syngemesteren , som månedlig udbetalte honoraret for hans undervisning og underhold , fået en alvorlig mindelse om ikke at tænke på comediespil sålænge han var anbragt her ; og han adlød , men tankerne gik desvftcrc fil tteatret i hovedstaden ; de gjøglcde hen over scenen , hvor han skulle have trådt op som stor sanger ; nu var stemmen borte , den kom ikke igen , han var herover lidt inderlig bedrøvet . Hvo kunne traske ham ? Hverken hr . Gabriel eller madamen , men nok Vorherre . Trøst kan sendes på mange måder , Peer kom sovende fil den , han var jo lykke-peer . En nat drømmer han , at det var pintse , og han var nde i den dejlige , grønne skov , hvor solen skinnede ind imellem grenene , . og hvor hele skovbunden stod fyldt med anemoner og kodriver . Så begynder kukkeren : „ kukkuk ! “ Hvor mangc år skal jeg leve , sporgcr Peer , for det spørger man altid kukkeren om , når man førske gang i året hører den kukke , og kukkeren svarede : „ kukkuk ! “ mm heller ikke mere , så tav den . „ Skal jeg kun leve endnu i et år ! “ Sagde Peer , „ det er virkeligt alt for lidt . Vær så god at kukke om ! “ så begyndte også kukkeren : „ kukkuk ! kukkuk ! “ ja , det fik ingen ende ; den blev ved , så Peer gav sig til at kukke med , og det så livagtigt , som om han selv var en kukker , men hans kuk blev stærkere og klarere ; alle sangfuglene gviddrcde ind deri , Peer sang dem efter , men meget dejligere : han havde hele sin klare barnestemme og jublede i sang . Hnn var så glad i sit hjerte , og vågnede derved , forvisset om , at klangbunden endnu var i ham , at stemmen lå derinde , og nok en lys pintscmorgen ville komme frem i al sin friskhed ; og så sov han glad på den forvisning . Men hverken næste dag , uge eller måned fornemmede han noget til , at stemmen kom igen . Hver efterretning , han kunne erholde om tteatret i hovedstaden , var en sand sjæleføde , den var ham det åndelige brød . Smuler er også brød , og han tog tiltakke med smulerne , den ringeste fortælling . Hørkræmmerens vare naboer til Gabriels ; madamen der , en højst agtværdig madmoder , livlig og leende , men uden al kendskab eller kundskab til tteatret , havde været i hovedstaden for første gang og var henrykt over alt derinde , selv over menneskene ; de havde leet ad alt , hvad hun sagde , forsikrede hun , og det var ganske troligt . „ Var de også i tteatret ? “ spurgte Peer . „ Det var jeg ! “ svarede hørkræmmerens kone . „ Hvor jeg dampede ! De skulle have set mig sidde og dampe i den varme ! “ „ Men hvad så de ? Hvilket stykke ? “ „ Det skal jeg sige dem ! “ sagde hun , „ Jeg skal give dem hele comedien ! — jeg var der to gange . Den første aften var det et tale-stykke . Der kom hun , prinsessen : „ „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ “ hvor hun kunne tale ! derpå kom mandfolket : „ „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen ! Nu begyndte de igen ; prinsen : „ „ abe , dabe ! Æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen . Hun dumpede fem gange den aften , den anden gang jeg var der , gik det på sang hele molcvitten : „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ og så dump madamen . Nu sidder der ved side » Af mig en meget net kone fra landet ; hun havde aldrig været i tteatret og troede , at det var forbi ; men jeg , som nu kendte det , sagde , at da jeg var der sidst , dumpede madamen fem gange . Sang-aftenen dumpede hun kun tre gange . — ia , der har de begge comedierue , så livagtigt som jeg så dem ! “ Var det tragedier , hua havde set , altid dumpede madamen . Da lyste det vp i hans tanke : på det store tteater var på forhænget , der rullede ned i mcllcmactcrne , malet en stor gvindelig figur , en blusa med den komiske og tragiske maske . Det var madameu , der dumpede ; det havde været den egenlige comedie ; hvad de sagde og sang var for hørkræmmerkonen : „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ men en stor fornøjelse havde det været , og det var det også for Peer , og ikke mindre for madame Gabriel , der hørte denne gengivelse af stykkerne ; hun sad med forbavselsens udtryk og ånds-bcvidsthcdens overlegenhed , hun havde jo , som amme , båret Shakespeares „ Romeo og Julie “ , havde apottekeren sagt . „ Så dnmp madamen “ , forklaret af Peer , blev siden en vittigheds talemåde deri huset hver gang et barn , en spølkumme eller et og andet menbel faldt på gulvet der i huset . „ Således blive ordsprog og talemåder til ! “ sagde hr . Gabriel , der førte alt hen til videnskaben . Nytårsaften , på slaget tolv , stod familien Gabriel og kostgængerne hver med et glas punsch , det eneste , hr . Gabriel drak hele året ; thi punsch er ilde for en svag mave . De drak skål for det nye år og talte klokkeslagene : „ en , to “ , til det tolvte slag : „ der dump madamen ! “ Sagde de . Det nye år rullede op , rullede afsted ; ved pintse havde Peer været to år der i huset . Ix . To år vare gåde , men stemmen var ikke vendt tilbage . Hvorledes ville fremtiden stille sig for vor unge ben . Han ville altid knude blive timelærer i en skole , mente hr . Gabriel , det var dog en lcvcvei , men ikke til at gifte sig på , det var heller ikke Peers tanke i hvor stor plads end apottekerens datter havde i hans hjerte . „ Blive timelærer ! “ sagde madamegabriel , „ Skolemand ! så bliver de det kedeligstcgnav på jorden , ligesom min Gabriel . De er jo født thcatermcnncskc ! bliv den største sknespiller i verden , det er noget andet end at være timelærer ! “ Sknespiller ! ja , det var målet . Han udtalte det i et brev til syngemesteren , udtalte sin lyst og sin forhåbning . San inderligt længtes han efter den store hjemstad hvor moder og farmor levede , dem havde han ikke set i to lange år . Afstanden var kun tredive mile ; i seks timer kunne hun med hurtigtoget nå derhen . Hvorfor havde de da ikke set hinanden ? Det er let sagt . Peer havde ved afrejsen måttet give løftet at forblive hvor han kom , ikke tænke på besøg . Moder havde fuldt op at bestille med at vaske og stryge , desuagtet tænkte hun flere gange på at gøre den store rejse , uagtet den ville koste svære penge , men den kom dog aldrig i stand . Farmor , ja hun havde en rædsel forjernbaner ; det var at friste gud . Intet skulle bringe hende til at fare med damp , hun var jo også en gammel kone , hun kom ikke på rejse før hun rejste op fil Vorherre . Det sagde hun i Mai , — men i juni rejste det gamle menneske , ganske alene , de tredive lange mile , fil den fremmede by , fil de fremmede mennesker , for af komme fil Peer . Det var en stor begivenhed , den sørgeligsle , der kunne hænde moder og farmor . Kukkeren havde sagt : „ kukkuk “ i det uendelige , da Peer anden gang spurgte den : „ hvormange år skal jeg leve ? “ Sandheden og hnmenrct var godt ! de lyste solskin lige ind i fremtiden . Han havde fået et fornøjeligt brev fra sin faderlige ven , syngemesteren . Peer skulle komme tilbage , man ville se hvad der kunne gøres forham , hvilken vej han havde af gå , da sangstemmen var borte . „ Træd op som Romeo ! “ sagde madame Gabriel , „ nu er de gammel nok fil elskerfaget og har såt kød på kroppen . De behøver ikke af males . “ „ Bliv Romeo ! “ sagde apottekeren og apottekerens datter . der brusede mange tanker gennem hans hoved og hjerte . Men : „ Ingen ved , hvad i morgen skeer . “ - han sad nede i haven , der gik ud til engen . Det var aften og måneskin . Hans kinder brændte , hans blod brændte , luften bar dejlig køling . Hen over mosen svævede tågen , den løftede sig og sank , han måtte tænke på elverpigernes Dands . Da kom ham i tanke den gamle sang om ridder Oluf , der red ud at byde gjester til sit bryllup , men standsedes af elverpigerne , som droge ham ind i deres Dands og leg , og det voldte hans død . Det var en folkesang , en gammel digtning ; måneskinnet og tågerne hen over mosen dannede i aftenen billeder til den . Peer sad snart halvt drømmende og så derpå . Buskene syntes at have skikkclse af noget menneskeligt , og noget af dyret ; ubevægelige stod de , tågen derimod løftede sig , søm luftige bølgende slør . Sligt havde Peer set i balletten på tteatret , hver elverpigerne blive fremsfillede , hvirvlende , svævende med stor af flor ; men her var det langt dejligere og mere vidunderligt ! så stør en scene kunne tteatret ikke fremvise ; så høj og klar en luft , et så lysende måneskin , havde den ikke . Fremmesf i tågen lyste tydeligt en qvindeskikkelsc , og denne ene blev til tre , de tre til mange , hånd i hånd dansende , svævende piger . Luften bar dem hen mod hækken hvor Peer stod ; de nikkede til ham ; de talte ; det var som solvklokker klang ; de dandsede ind i haven om ham ; de havde haur i deres kreds . Uden af tænke derved Dandsede han urede dem , men ikke deres Dands ; han hvirvlede rundt som i den uforglemmelige vampyrdands , men den tænkte han ikke på , han tænkte egentlig slet ikke mere , men var aldeles overvældet af al den herlighed , han så omkring sig . Mosen var en sø , så dyb og sortblå , med åkander , der lyste i alle tænkelige farver ; dansende over vandet bare de ham på deres slør hen mod den anden bred , hvor kæmpehøjen havde kastet sit grønsvær og løftet sig til et slot af skyer ; men skyerne vare af marmor ; blomstrende træer af guld og kostelige stene snoede sig om de mægtige marmorblokkc ; hver blomst selv , var en farvestrålende fugl , der sang med menneskelig stemme . Det var som et Chor af tusinde og tusinde glade børn . Var det himlen eller var det elverhøj ? Slottets vægge rørte sig , giede mod hinanden , — lukkedes om ham . Han var derinde , menneskeverdenen lå udenfor . Da følte han en angest , en skræk , svin aldrig før . Ingen udgang var af finde , men fra gulvet til højt op mod loftet , fra alle vægge , smilede til ham dejlige unge piger ; de vare så levende af se og dog måtte han tænke : er de kun malede ? Hnn ville tale til dem , men hans tunge havde ikke ord , talcstcmmen var aldeles borte , ikke en lyd kom fra hans læber . Da kastede han sig ned på jorden , så ulykkelig , som han aldrig før havde været . En af elverpigerne trådte hen til ham ; hun mente ham det vist godt , på sin måde ; hun havde påtaget sig den skikkelse , han helst ville se ; hun lignede apottekerens datter ; han var nær ved af tro , af det var hende ; men snart så han , af hun var hnnl i ryggen , ene og alene dejlig forside , åben bag til , sket ikke noget indeni . „ En time her , er hundrede år ude , “ Sagde hun , „ Du har allerede været her en hel time . Alle , hvem du kender og holderns udenfor er døde ! bliv hos os ! — ja blive må du , eller væggene klemme dig , så at blodet sprsiter ud af din pande ! “ Og væggene rørte sig , og luften derinde blev som en gloende bagerovn . Han fik stemme . „ Vorherre ! Vorherre ! har du forladt mig ? “ råbte han i den dybeste sjælcsmertc . Da stod farmor hos ham . Hun tog ham i sine arme , hun kyssede Hain på panden , hun kyssede ham på munden : „ Min egen søde lille ven ! “ sagde hun , „ Vorherre slipper dig ikke , han skipperingen af os , selv ikke den største synder . Gud være pris og ære i al evighed ! “ Øg hun tog frem sin psalmebog , den samme hvoraf hun og Peer mangen søndag havde sunget . Hvor klang hendes stemme , hvor lød hendes røst ! alle elverpigerne lagde deres hoved til hvile , de trængte dertil . Peer sang med farmor , som han for havde sunget hver søndag ; hvor var hans stemme med et kraftig og stærk , dertil så blod : slottets vægge rørte sig , blev skyer og tåge ; farmor gik med ham ud af høje » i det høje græs , hvor sankthans ørmcne lyste og måne » skinnede ; men hans fødder vare så matte ; han kunne ikke flytte dem , han sank ned i græsset ; det varden blødeste seng ; han hvilede så godt og vågnede ved psalmesang . Farmor sad hos ham , sad ved sengen i det lille Kammer i hr . Gabriels hus . Feberen var endt , sandhed og liv vendt tilbage . Dødssyg havde han været , nede i haven havde de hin aften fundet ham afmægtig ; en voldsom feber fulgte ; doktoren mente , at han gik den ikke igennem , han måtte dø , og derom blev skrevet til hans moder . Hun og farmor ville og måtte til ham ; begge kunne de ikke tage afsted , og så rejste gamle farmor på jernbane . „ Det gjorde jeg kun for Peer ! “ sagde hun . „ Jeg gjorde det i guds navn , ellers måtte jeg have troet , at jeg fløj med de onde på kosteskaft sanet-hans nat ! “ X . Med glad og lettet hjerte gik tilbagerejsen . Inderligt takkede farmor Vorherre : Peer skulle overleve hende ! Yndige naboer havde hun i vognen : apottekeren og hans datter . De talte om Peer , elskede Peer som om de vare i familie med ham . en stor skuespiller ville han blive , sagde apottekeren ; stemmen var nu også vendt tilbage , der lå millioner i en sådan strube . Hvilken lyksalighed for farmor at høre slige ord ! hun levede ind i dem , troede på dem , og så vare de på stationen ved hovedstaden , hvor moder tog imod hende . „ Gud være lovet for jernbanen ! “ sagde farmor , „ og lovet for at jeg glemte , at jeg var på den ! det skylder jeg disse herlige mennesker ! “ Og hun trykkede hænderne på apottekeren og hans datter . „ Jernbanen er en velsignet opfindelse , når den er overstået . Man er i guds hånd ! “ Og så fortalte hun om den søde dreng , der var udenfor al fare og boede hos velhavende folk , der holdt to piger og en Karl . Peer var som son i huset og sammen med to børn af fornem familie ; den ene var en provstesøn . Farmor havde boet på postgården , det var dyrt til forfærdelse ; men så var hun bleven indbudt af Fru Gabriel ; her havde hun været i fem dage ; det var engle-mennesker , især fruen ; hun havde nødt hende til at drikke punsch , dejlig lavet , men stærk . Om en måned var Peer , med guds hjelp , rask og kom da til hovedstaden . „ Fornem og forvænt er han vist bleven ! “ Sagde moder . „ Han vil ikke finde sig i det her på kvisten ! jeg er glad ved at syngemesteren har indbudt ham til sig , — og dog , “ så græd moder , „ det er skrækkeligt at man skal være så fattig , at ens barn ikke kan få det godt nok i sit eget hjem ! “ „ Sig ikke de ord til Peer ! “ sagde farmor , „ Du seer ikke ind i ham som jeg ! “ „ Mad og drikke må han dog have , ihvor fin han end er bleven , sulte skal han ikke så længe jeg kan røre mine hænder . madame Hof har sagt , at han kan spise sin middag to gange om ugen hos hende , nu hun er vel stillet . Hun kender storhed og trange kår . Har hun ikke selv fortalt mig , at hun en aften i thcatcrlogcn , hvor de gamle dandserinder have plads , fik ondt ; hele dagen havde hun kun fået vand og en kommcnskringlc , hun var syg af sult og blev afmægtig . „ Vand ! Vand ! “ råbte de andre . „ „ Butterdeig ! “ “ bad hun ; „ „ Butterdeig ! “ “ Det nærende behøvede hun , men aldeles ikke vand . Nu har hun fået spisekammer og et godt dækket bord ! “ Tredive mile borte sad endnu Peer , men lyksalig ved tanken om at han skulle til staden , til tteatret , til alle gamle , kære minder , dem han nu ret forstod at skatte . Det sang og klang i ham ; det sang og klang udenom ; alt var solskin , ungdommens glade tid , forventningernes tid . for hver dag blev han kraftigere , fik humeur og farve . Men madame Gabriel blev stærkt bevæget alt som afskeden nærmede sig . „ De går til storhed og mange fristelser , for køn er de , det er de bleven i vort hus . De har det naturlige ligesom jeg og det hjelper i fristelserne . Man må ikke være ømsindet , ikke skabagtig ! ømsindet so/u denne dronning Dagmar , derom søndagen snørede sine silkeærmer og da havde samvittighed over så lidt ; der skal mere til ! jeg ville aldrig have lamenteret som denne Lucretia ! hvad stak hun sig for ? Hun var uskyldig og honnet , det vidste hun og hele byen . Hvad kunne hun for maleuren , den jeg ikke vil tale om , men som de i deres alder nok forstår ! — så gør hun skrig og tager dolken ! det behøvedes aldeles ikke ! jeg havde ikke gjort det og de havde heller ikke , vi er naturlige mennesker , det skal man være til enhver tid , og det vil de vedblive at være på kvastens bane . Jeg glæder mig til at læst om dem i avisen ! engang kommer de nok til vor lille by , træder måske op som Romeo , men da er jeg ikke ammen , jeg sidder i parquettct og fryder mig ! “ Madamen havde stor vask og strygning i afskeds-ugen for at Peer kunne komme hjem med rent tøj , som da han kom til dem . Hun trak et nyt , stort bånd igennem hans ravhjerte ; dette selv , var det eneste , hun vaskede sig til en „ Erindringssonvenir “ , men hun fik det ikke . Af hr . Gabriel erholdt han et fransk lexicon , det han havde benyttet ved undcrviisningen og som var forøget med randgloser af hr . Gabriels egen hånd . Fruen gav ham roser og hjertegræs . Roserne ville visne , men hjcrtcgræsset kunne holde vinteren over , når det ikke kom i vand , men blev på det tørre , og hun skrev et citat af Goethe , som et slags stamblad : „ Umgang mit franen ist das element gnter sitten . “ Hun gav det i oversættelse : „ Omgang med fruer er elementet forgode sæder . Goethe . “ „ Han var en stor mand ! “ sagde hun , „ når han bare ikke havde skrevet „ Fanst “ , for jeg forstår den ikke . Det siger også Gabriel ! “ Unge Madsen forærede Peer en ikke uheldig tegning , han havde gjort af hr . Gabriel , hængende i en galge , med et ris i hånden , og underskrift : „ En stor skuespillers første veilcder på videnskabens bane . “ Primus provstesøn forærede ham et par nye morgenskoe , provstinden selv havde syet , men så store at primus ikke i de første år kunne fylde dem . På sauterne rar skrevet med blæk : „ Minde om en sørgende ven . Primus . “ Hele hr . Gabriels hus fulgte Peer til banctøget . „ Man skal ikke sige , at de rejser uden suns aæiøu ! “ sagde madamen og kyssede ham på banegården . „ Jeg generer mig ikke ! “ sagde hun , „ når man ikke gør det skjult , kan man gøre enhver ting ! “ Signalpibcn lød ; unge Madsen og primus råbte hurra , „ Småthustøi “ Stemte i med , madamen tørrede øjnene og viftede med lommetørklædet ; hr . Gabriel sagde knn det ene ord : « Vals ! » Landsbyer og stæder fløj førbi . Mon menneskene derinde vare så glade , som Peer ? Han tænkte derpå , priste sin lykke , tænkte på det usynlige guldæble , som farmor havde set ligge i hans hånd , da han var barn . Han tænkte på sit lykke-fund t rendestenen og frem for alt på den genvundne stemme og på de kundskaber , han nu havde tilegnet sig . Et helt andet menneske var han bleven . Det sang inden i ham af glæde ; det var en stor selvbeherskelse , at han ikke sang det ud i vognen . Nn viste sig stadens tårne , nu kom bygningerne frem ; toget nåde banegården . Her stod moder og farmor , og endnu en til , madame Hof , godt indbunden , hofbogbinder Hofs hustru , født Frandsen ; hun glemte ikke i nød eller velstand sine venner . Hun måtte kysse ham som moder og farmor . „ Hof knndc ikke følge mig ! “ sagde hun . „ Hnn sidder med samlede værker til indbinding for majestætæns håndbibliottek . Du har det med lykke , og jeg har det nu også . Jeg har fået min hos og min egen kakkelovnskrog med gyngestol . To gange om ugen spiser du hos os . Du skal se mit husliv ! det er en hel ballet ! “ Moder og farmor sik næsten ikke lejlighed til at tale til Peer , men de så på ham og deres øjne lyste lyksalige ; så måtte han i drosche for at køre til sit nye hjem hos syngemesteren ; de lo og de græd . „ Han er dog et dejligt menneske ! “ Sagde farmor . „ Han har endnu sit skikkelige ansigt som da han rejste ! “ sagde moderen . „ Det vil han bevare , også på theaterveien ! “ Drosken holdt udenfor syngemesterens dør , Herren var ude ; hans gamle Karl lukkede op og førte Peer til sit værelse , hvor der rundt om på væggene vare portraiter af componistcr og på kakkelovnen en skinnende hvid gips-bustc . den gamle , lidt tung i begreber , men trofasthcden selv , viste ham skufferne i commoden , knagerne til at hænge tøj på , og lovede sin beredvillighed til at børste støvler , da syngemesteren kom og trykkede hjerteligt Peers hånd til velkomst . „ Det er hele lejligheden ! “ sagde han , „ tag tiltakke ! mit claveer i stuen kan du benytte . I morgen høre vi hvorledes stemmen har det . Det er vor Castellan , vor husbestyrer ! “ Og han nikkede til den gamle Karl . „ Alt er i orden , Carl Maria Weber på kakkelovnen er bleven hvidtet i anledning af ankomsten ! han var utilladelig sortrøget . Men det er jo ikke Weber , der er stillet op , det er Mozart ; hvorfra er han kommen her ? “ „ Det er den gamle Weber ! “ sagde karlen , „ jeg bar ham selv ind til gipseren og har i morges hentet ham igen ! “ „ Men dette er en buste uf Mozart og ikke en buste af Weber ! “ „ Undskyld , herre ! “ sagde karlen , „ det er den gamle Weber , som er bleven ren ! Herren kender ham ikke igen fordi han er hvidtet ! “ Det kunne han få bekræftet af gipseren , — men der fik han den besked , at Weber var gået istykker , og da havde man givet ham Mozart istedet , det var jo lige et på en kakkelovn . Den første dag skulle her ikke synges , ikke spilles , men da vor unge ven kom over i salen , hvor claveret stod og operaen „ Josephs lå opslagen , sang han : „ min fjortende vår “ , sang med klokkeren stemme . Der var noget så inderligt , så uskyldigt og dertil en kraft og fylde . Syngemesteren blev våd om øjnene derved . „ Således skal det være ! “ sagde han , „ og endnu bedre skal det blive . Nu lukke vi claveret for i dag , du trænger til hvile ! “ „ Endnu i aften må jeg til moder og farmor ! det har jeg lovet . “ Og han skyndte sig afsted . Den nedgående sol skinnede hen over barndømsgården ; glasstykkerne i nluren strålede ; det var som et helt diamantslot . Bløder og farmor sad der øverst på kvisten , mange trapper i vejret , men dem fløj han opad , tre trin i hvert Spring , og han var ved døren og blev modtagen med Kys og omfavnelse . Nccnligt og net var her i den lille stue ; der stod kakkelovnen , den gamle Bjørn , og dragkisten med de skjulte skatte fra hans kjephestctid ; på væggen hang de tre kendte billeder : kongens portrait , Vorherres og „ Fars “ Silhouette , klippet i sort papir . Det lignede ham aldeles fra siden , sagde bløder , men det ville have lignet mere når papiret havde været hvidt og rødt , for det var han . En dejlig mand ! og Peer var hans udtrykte billede . Der var meget at tale om , meget at fortælle om ; grisesylte skulle de have , og madam Hof havde lovet at se endnu i aften op til dem . „ Men hvor er dog de to gamle mennesker , Hof og jomfru Frandsen , faldne på at gifte sig ? “ spurgte Peer . „ De tanker have de gået med i mange år ! “ sagde moder . „ Du ved jo han var gift ; det gjorde han , sagde man , for at drille jomfru Frandsen , som knciscdc mod ham i sin høihcds tid ; han fik velstand med konen ; men hun var lovlig gammel : munter og på krykker ! hun kunne ikke dø ; det ventede han dog på ; det skulle ikke have undret mig om han , ligesom manden i historien , havde hver søndag båret den gamle ud i solskinnet , for ot Vorherre kunne se hende og huske at kalde heade . “ „ Jomfru Frandsen sad stille og ventede , “ Sagde farmor . „ Jeg troede aldrig hun nåde det . Men i fjor døde madame Hof og så blev Frandsen kone i hnset ! “ I det samme trådte madam Hof ind . „ Vi talte om dem ! “ sagde farmor . „ Vi talte om deres udholdenhed og belønning . “ „ Ja , “ Sagde madam Hof . „ Det kom ikke i ungdommens tid , men man er altid ung nok når man ikke har lcgcms-bræk ! siger min Hof . Han har de yndigste indfald . Vi er gamle , gode værker , siger han , begge i et bind og med guldsnit . Jeg er så lykkelig med min Hof og min kakkelovnskrog : porcellains kakkelovn ! der lægges i om aftenen og så er der varmt hele næste dag . Det er en vellyst ! det er som i balletten „ Circcø 0 “ . Kan de huske mig som circc ? “ „ Ja , de var dejlig ! “ sagde farmor . „ Hvor dog et menneske kan forandre sig ! “ Det blev nu slet ikke sagt for at sige noget ubehageligt og blev heller ikke optaget således . Så kom griscsylten og ttevand . Den næste formiddag aflagde Peer sit besøg hos grossererens . Fruen tog imod ham , trykkede hans hånd og bad ham tage plads hos sig . I samtalen med hende udtalte han sin inderlige tak , han vidste , at grossereren var hans skjulte velgører . Fruen vidste det ikke . „ Dieu det ligner min bland ! “ sagde hun ; „ det er ikke værd at tale om ! “ Grossereren blev næsten vred , da peerberørte denne sag . „ De er aldeles på feilt spor ! “ sagde han , afbrød samtalen og gik . Felix var nu student og skulle gå den diplomatiske vej . „ Min mand kalder det galskab , “ sagde fruen , „ jeg har ingen mening . Forsynet råder ! “ Felix viste sig ikke , han havde timer med sin fegtelærcr . Hjemme fortalte Peer , at han havde takket grossereren , men at denne ingen ta^ ville modtage . „ Hvem har sagt dig , at han var , hvad du kalder , din velgører ? “ spurgte syngemesteren . „ Det har moder og farmor ! “ svarede Peer . „ Nu , så må han vel være det ! “ „ De ved derom ! “ sagde Peer . „ Jeg ved det ! men af mig får du ikke noget at vide ; og nu synge vi en time her hjemme hver morgen . “ engang om ugen » ar qvartet-musik . Øre , sjæl og tanke fyldtes af Beethovens og Mozarts herlige tonedigtninger . I lang tid havde Peer ikke hørt god og vel udført musik . Der gik ham som et ildkys gennem rygraden ud i alle nerver , tårernc kom i hans øjne . Hver musikaften her i hjemmet var ham en festaften , den gav et fyldigere indtryk end nogen opera på tteatret , hvor altid noget virker forstyrrende eller viser det mangelfulde . Snart komme ordene ikke til deres ret , de slikkes nd i sangen , ligeså forståelige for en chinestr , som for en grønlænder , snart svækkes virkningen ved mangel på al dramatisk begavelse og ved at stcmmcfyldcn synker i enkelte partier ned til spilledåsc-musik eller slæber sig frem gennem falske toner . Usandhed i dekorationer og costumer følger også med . Alt dette faldt bort ved qvartettcn . Tonedigtningerne løftede sig i sin hele frie herlighed , dens kostelige tapeter dækkede væggene i coucertsalcn , han var der i den musikens verden , dens mestre havde trykket frem . I den offentlige store musiksal blev en aften givet af rigt besat orchester Beethovens « 8mpbonm pastoraiø » ; det var især andanten : „ Scene ved bækken “ , som forunderlig mægtigt gennemstrømmede og løftede vor unge ven ; den bar ham ind i den levende friske skovnatur ; lærken og nattergalen jubilerede , kukkeren sang ind deri . Hvilken naturpragt , hvilket vederkvægelsens væld ! Fra denne stund kendte han hos sig selv , at det var den malende musik , hvori naturen afspejlede sig og menneskehjertets strømninger genklang , som slog dybest an hos ham , Beethoven og haydn blev hans indlings-eomponister . Med syngemesteren talte han lidt herom , ved hver samtale kom de to hinanden nærmere . Hvor var denne Aland rig i knndskab , uudtømmelig som mimers brønd . Peer lyttede til , og som han , da han varen lille dreng , begjerlig hørte på farmors eventyr og historier , fornemmede han nu toneverdenens , vidste , hvad skoven og havet fortællær , hvad der klinger i de gamle kæmpehøje , hvad hver fugl synger med sit næb og blomsten lydløs udånder i Duft . Sangtimen hver morgen blev en sand fornøjelsens time for mester og lærling ; hver lille sang blev sunget med en friskhed , et udtryk og en uskyld ; dejligst lød de schnbcrtske „ Vandrcr-qvad “ . Melodien fik sin ret , men også ordene , de smeltede sammen , løftede og belyste hinanden , som de skulle . Peer var unegtelig dramatisk sanger . Fremad i dygtighed gik det hver måned , hver uge , dag for dag . I sundhed og livsglæde , uden savn eller sorg , voxte vor unge ven . Livet lå rigt og dejligt med en fremtid fuld af goder for ham . Hans tillid til menneskene var aldrig skuffet , han ejede barnesindet og mandens udholdenhed , overalt så han kun milde øjne og venlig imødekommen . Dag for dag blev forholdet mellem ham og syngemesteren inderligere og mere fortroligt , de to vare som en ældre og en yngre Broder , og den yngre ejede hele det unge hjertes inderlighed og varme ; det blev forstået og på fin Viis gengivet af den ældre . Hele syngemesterens personlighed var gennemtrængt af en sydlig ildfuldhed , man havde straks fornemmelse af , af denne mand kunne hade stærkt eller elske stærkt , lykkcligviis rådede det sidste . Han var dertil , ved formue efter sin afdøde fader , stillet således , af han ikke behøvede af overtage et embede uden af dette tiltalte og fyldte ham ; skjult gjorde han umådelig meget godt på en fornuftig måde , men led ikke , af man takkede ham eller talte derom . „ Har jeg gjort noget ! “ sagde han da , „ så har jeg gjort det , fordi jeg kunne det og fordi jeg burde det . Det var min skyldighed ! “ Hans gamle tjenestekarl : „ Vor Castellan , “ Som han i spøg kaldtes , talte kun med halv stemme , når han tilkendegav sin tanke om husets herre . „ Jeg ved hvad han yder og virker mellem år og dag ! Og ved dog ikke det halve . Ham skulle kongen give en stjerne på brystet ! men han bar den ikke , han blev lynende gal , om jeg kender ham , ville man mærke ham for hans honnethed ! Han bliver salig , frem for os andre , i hvad tro han så har ! han er just en mand efter skriften ! “ og derpå lagde den gamle et eget eftertryk , som om Peer kunne have nogen tvivl . Han følte og forstod jnst at syngemesteren var en sand Christen i god gerning , et eksempel for enhver ; i kirke derimod gik den mand aldrig , og da Peer en dag omtalle , at han næste søndag med moder og farmor gik til „ Herrens bord “ og tilføjede om syngemesteren aldrig gjorde det samme , var svaret : nej ! Det syntes , som om denne ville have sagt noget mere , ja som om han havde noget at betroe Peer , men der blev intet sagt . Om aftenen læste han højt af aviserne om et par navngivne mænds goddædighed , og kom derved til at yttre sig om gode gerninger og deres løn . „ Dm skal ingen tænke på , den kommer ! Lønnen for gode gerninger er som dadler , står der i talmud , de modnes sildig og blive søde ! “ „ Talmud , “ spurgte Peer , „ hvad er det for en bog ? “ „ Eu bog , “ var svaret , „ hvorfra er groet mere end et tankefrø ind i chrisfendommen . “ „ Hvem har skrevet den bog ? “ „ Bise mænd i de ældste tider ! Vise i forskellige folkeslag og religioner . Her er viisdvm gemt i få ord , som i Salomons ordsprog . Hvilke kjærnc-sandhcder ! Man lærer her , at menneskene rundt om på jorden , i årtnsinder , altid have været de samme . „ „ Din ben har en ben , og din vens ben en ven , vær forsigtig i din tale ! “ “ står der . Det er en lærdom for alle tider . „ „ Ingen kan springe ober sin egen skygge “ “ , står der også , og „ „ tramp tjørnen , medens du har ske på ! “ “ Du bør læse denne bog ! Du vil i den finde cultur-aftryk tydeligere end i jordlagene . For mig , som jøde , er den dertil et arvegods fra fædrene ! “ „ Jøde ! “ sagde Peer , „ er de en jøde ! “ „ Ved du ikke det ! hvor underligt at vi to , ikke før i dag , har talt herom ! “ Moder og farmor vidste heller ikke herom , havde aldrig tænkt herover , men altid havde de vidst at syngemesteren var en hæderlig , mageløs mand . Det var en guds styrelse at Peer havde truffet ham på sin vej , næst Vorherre skyldte han ham al sin lykke . Øg nu kom : møder frem med en hemmelighed , som hun rigtignok kun få dage havde båret på og som under tnusheds løfte var betroet hende af grossererens frue . Syngemesteren turde aldrig erfare , at man vidste det ; ham var det , der havde betalt Peers underhold og opdragelse hos hr . Gabriel . Fra den aften han i grossererens hans hørte Peer synge balletten „ Samson “ , havde han alene været hans virksomme ven og velgører , men i taushed . Xii . Madame Hof ventede Peer , og han kom . „ Nu skal du kende min Hof ! “ sagde hun , „ og du skal kende min kakkelovnskrog . Den tænkte jeg ikke på , da jeg dansede „ Circe “ og „ Rosen-alfen i Provence ! “ Ja nu tænke ikke mange på den ballet og på lille Frandsen . „ , , 8io tranøit aloria i månen ! “ “ hedder det på latin , siger min Hof vittigt , når jeg taler om min glorie-tid . Han holder meget af at gøre nar , men med hjerte ! “ „ Kakkelovnskrogen “ var en venlig , lavloftet stue med gulvtæppe og portraiter stedsvarcnde for en bogbinder . Her var billedet af guttenbcrg og Franklin , samt af Shakespeare , Cervantes , moli øre og de to blinde poeter : Homer og Ossian . Nederst hang , i glas og bred ramme , en i papir udklippet dandserinde , med stor guldpaillet og kjole af mol , det højre ben løftet mod himlen , og nedenunder et Vers : hvo vinder hjerter i dansen ? Hvo bccrer uskylds-krandsen ? Jomfru Emilie Frandsen ! Det var digtet af Hof , der skrev yndige Vers , helst spøgefulde . Billedet havde han selv klippet , klistret og syet , før han fik sin første kone . Det havde ligget mange år i sknffe , nu prangede det i digtcrgalericl : „ min kakkelovnskrog “ , som madame h o f kaldte sin lille stue . Her blev Peer og Hof præsenterede for hinanden . „ Er han ikke en dejlig ntand ! “ sagde hun til Peer . „ For mig er han den dejligste ! “ „ Ja , vin søndagen , når jeg er indbunden i stadsklædcrnc ! “ sagde hr . Hof . „ Du er dejlig uden al indbinding ! “ Sagde hun og gjorde en bøjning med hovedet , idet hun havde fornemmelse af , af hun her talte lidt for barnlig i sin ældre alder . „ Gammel kærlighed ruster ikke ! “ sagde hr . Hos . „ Ildebrand i gamle huse brænder ned til grunden ! “ „ Det er som med fugl fønix , “ sagde madame Hof , „ man stiger ung op deraf . Her er mit Paradis ! jeg bryder mig ikke om af søge andre steder hen ! jo , en timesfid op til din moder og farmor ! “ „ Og til din søster ! “ sagde hr . Hof . „ Nej , englc-høf ! der er ikke Paradis længer ! Jeg skal sige dig , Peer , de sidde i små kår og størt vrøvl ! man ved ikke , hvad man tør sige der i huset . Man tør ikke nævne ordet „ Morian “ , for den ældste datter er forlovet med en , der har negerblod ; man tor ikke sige „ pukkelrygget “ , det er en af drengene ; man tør ikke tale om kassemangel , min svoger har været i det tilfælde ; man tør ikke engang sige at . køre i skoven ; skov er en fæl lyd , for han hed Skow , som slog op med den yngste . Jeg holder ikke af nde at sidde og lnkkc min mund ; tør jeg ikke tale , så trækker jeg mig ind i mig selv og bliver i min kakkelovnskrog . Var det ikke syndigt , son : man siger , kunne jeg bede Vorherre , at vi måtte leve så længe min kakkelovnskrog holder ud ; her vokser man bedre indad . Her er mit Paradis , og det har Hof givet mig . “ „ Hun har guldgværn i munden ! “ Sagde han . „ Øg du har guldkorn i hjertet ! “ Sagde hun . „ Male , male posen fuld , Mille er det bare guld ! “ Sagde han , og hun kildrede ham i hagekløsten . „ Det Vers digtede han lige i dette øjeblik ! Det kunne godt trykkes ! “ „ Ja og indbindes ! “ sagde han . Således skemtcde de to gamle mennesker . Året gik , først da begyndte Peer at indstudere ku rolle ; han valgte „ Joseph “ , men ombyttede denne med Georg Browns i operaen „ den hvide dame “ . Ord og mnsik tilegnede han sig snart , og fra Walter Scotts roman , der har leveret stoffet , optog han et klart , fyldigt billede af den unge , livsglade officer , der besøger sit hjemlands bjerge og kommer til sin fædrencborg uden at kende den ; en gammel sang vækker barndoms-minderne , lykken følger dem , og han vinder Borg og brud . Det læste blev , som noget selvoplevet , et kapitel af hans egen livshistorie ; den melodierigc musik fyldte ganske denne stemning . Der gik imidlertid lang , lang tid , før de første prøver begyndte . Det hastede ikke med hans optrædclsc , mente syngemesteren ; endelig forestod den . Han var ikke blot sanger , han var skuespiller , og hele hans personlighed lå for rollen . Chor og orchester tiljnblcde ham det første store bifald ; med største forventning så man forestillingsaftenen i møde . „ Man kan være en stor skuespiller i slobrok hjemme , “ sagde ku velvillig kammerat , „ være meget stor ved daglys , men middelmådig foran lamperne i det fyldte hus . Det vil uu vise sig ! “ Peer fornemmede ingen angest , men en brændende længsel efter den afgørende aften . Syngemesteren derimod var aldeles febril ; Peers moder havde ikke mod til at komme i tteatret , hun ville få ondt af angest for fin kære dreng ; farmor var syg , hun skulle blive hjemme , havde lægen sagt , men den tro veninde , madame hos , lovede at bringe efterretning endnu samme aften , hvorledes det var gået . Hun skulle og ville i tteatret , selv om hun lå på sit yderste . Hvor var den aften lang ! hvor strakte sig de tre , fire timer i det uendelige . Farmor sang en psalme , bad med moder til den gode gud for lille Peer , at hun også iaften måtte være lykke-peer . Viserne på uret drejede sig langsomt . „ Nu begynder Peer ! “ sagde de . „ Nu er han midt i det ! nu har hun overstået det ! “ Moder og farmor så på hinanden , men sagde ikke et ord mere . På gaden lød vogn-rummel ; det var folk , som kørte fra tteatret . De to kvinder så ned fra vinduet ; folk gik forbi og talte højrøstede ; de kom fra tteatret , de vidste , hvad der ville bringe livscnsglæde eller stor bedrøvelse oppe på kvisten i grossererens hus . Endelig kom nogen op ad trappen . Madame Hof styrtede ind , fulgt efter af sin mand . Hnn fløj akoder og farmor om halsen , men sagde ikke et ord ; hun græd og hulkede . „ Herre gud ! “ sagde moder og farmor , „ hvorledes er det gået Peer ? “ „ Lad mig græde ! “ sagde madame Hof ; hun var så betagen , så bevæget . „ Jeg kan ikke bære det ! Ak , i søde mennesker , i kunne heller ikke bære det ! “ og nu strømmede tårerne . „ Have de pebet ham ud ! “ råbte moder . „ Nej , ikke det ! “ sagde madame Hof . „ De have — at jeg skulle opleve det ! “ Da græd både bror og farmor . „ Hold måde , Emilie ! “ sagde hr . Hof . „ Peer har sejret ! trinmpherct ! Huset var ved at styrte sammen , således klappede man . Jeg kan mærke det endnu i mine hænder . Det var en bifaldsstorm fra parterret til galcrict ; hele kongehuset klappede med . Men det var også hvad man kan kalde en mærkedag for tteatrets annaler ! Det var mere end talent , det var geni ! “ „ Ja , geni ! “ sagde madame Hof , „ det er mine ord ! Gud velsigne dig , Hof , for du udtalte det . I rare mennesker ! aldrig havde jeg troet , at man således kunne synge og spille comedie , og jeg har dog gennemlevet hclcthcaterhisforien ! “ Hun græd igen . Moder og farmor lo , medens tårerne endnu perlede dem på kinderne . „ Sov nu godt på det ! “ sagde hr . Hof . „ Og kom så , Emilie ! God nat ! god nat ! “ De forlod kvistværelset og to lykkelige mennesker der . Længe vare de to ikke alene . Døren åbnedes , og Peer , der ikke havde lovet at komme før næste formiddag , stod i stuen . Han vidste jo , med hvilken tanke de gamle fulgte ham , hvilken uvished de endnu kunne være i , og da han med syngemesteren kørte forbi hjemmet , holdt han udenfor , de havde lys tændt deroppe , og han måtte til dem . „ Dejligt , glædeligt , velsignet , alt gået godt ! “ jublede han og kyssede moder og farmor . Syngemesteren nikkede med strålende ansigt og trykkede deres hænder . „ Og nu skal han hjem og til ro ! “ Sagde han , og aftenbesøget var endt . „ Vorherre i himlen , hvor du er nådig og god ! “ sagde de to fattige kvinder . De talte til langt ud på natten om Peer . Rundt om i den store bh taltes om ham , den unge , smukke , vidunderlige sanger . Såvidt havde lykke-peer bragt det . Xiii . Morgenavisen meddelte allerede med fanfare den meer end almindelige debut , og anmelderen forbeholdt sig ret til i et følgende nummer at udtale sig . Grossereren indbød til en stor middag Peer og syngemesteren . Det var en opmærksomhed , et bevis på hans og hans frues interesse for den unge Aland , som var født der i gården , og det samme år og dag , som deres egen søn . Grossereren holdt en smuk skanl-tale til syngemesteren , den diand , der havde tandet og slebet „ Ædelstenen “ , et navn , hvormed et af de afgørende blade havde betegnet Peer . Felix sad ved siden af ham og var munterheden og elskværdigheden selv ; efter måltidet bragte han sine cigarer , de vare bedre end grossererens : „ det har han råd til ! “ sagde denne . „ Han har en rig fader ! “ Peer røg ikke , en stor fejl , men som nok ville blive rettet . „ Vi må være venner ! “ sagde Felix . „ De bliver byens løve ! alle de unge damer , de gamle med , har de faget vred storm . De er et lykkeligt menneske i alt ? Jeg misunder dem ! Især i det at kunne gå ud og ind derovre på tteatret mellem alle småpigerne ! “ det syntes nu Peer ikke var noget så særligt at misunde . Fra madame Gabriel modtog han brev . Hun var i henrykkelse over den jublende udtalelse i bladene om hans debut og alt , hvad han måtte blive som konstner . Hun havde med pigerne drukket hans skål i punsch . Hr . Gabriel tog også del i hans hæder og var forvisset om , . at han , frem for de fleste andre , udtalte fremmede ord correct . Apottekeren løb byen rundt og mindede om , at de på deres lille tteater tidligere havde set og beundret dette talent , som først nu blev kendt af hovedstaden . Apottekerens datter ville nok ærgre sig , tilføjede madamen , nu , da han kunne frie til baronesser og comtessen . Apottekerens datter havde forhastet sig- og stået til ; hun var for en måned siden bleven forlovet med den tykke nådmand ; der var lyst for dem , og den tyvende i måneden stod brylluppet . Det var netop den tyvende i måneden , at Peer modtog dette brev . Han fornemmede sou : et stik igennem hjertet ; det blev ham i dette øjeblik så klart , at hun , under alle sjælens svingninger , havde været hans stadige tanke ; han holdt af hende meer end af alt andet i denne werden . Tårer kom ham i øjnene ; brevet knugede han i hånden . Det var den første , store hjertesorg , siden han med moder og farmor hørte , at fader var falden i krigen . Han syntes , at al glæde var borte , hans fremtid tom og sørgelig . Solskinnet lyste ikke mere fra hans ungdomsfriske ansigt ; solskinnet var slukt i hans hjerte . „ Han seer dårlig ud ! “ sagde moder og farmor . „ Det er den theateranstrcngelsc ! “ O * hnn var ikke som før , det så de to ; det så også syngemesteren . „ Hvad er det dog ! “ sagde denne . „ Må jeg ikke vide , hvad der trykker dig . “ Da blussede hans kinder , tårerne fik frit løb , og han fortalte sin sorg , sit tab . „ Jeg holdt så inderligt af hende ! “ Sagde han . „ Nn først , da det er far silde , er det blevet mig rigtig klart ! “ „ Stakkels , bedrøvede ven ! Jeg forstår dig så godt ! græd kun ud for mig , og hold på den tanke , så snart du kan holde på den : at hvad der skeer i verden , skeer til det bedste for . os . Også jeg har kendt og kender hvad du uu fornemmer ; også jeg holdt engang , som du , af ku pige ; klog , smuk , bedårende var hun ; min kone skulle hun være ; gode kår kunne jeg byde hende , og hun holdt af mig ; men en betingelse for giftermålet var der , hendes forældre forlangte det , hun forlangte det : jeg skulle blive Chrisfen — ! “ „ Og det ville de ikke ? “ „ Jeg kunne det ikke ! man kan ikke med frelst samvittighed løbe fra en religion til en anden , uden at synde enten mod den , man forlader eller mod den , man træder over til ! “ „ De har ikke tro ! “ sagde Peer . „ Jeg har mine fædres gud ! han lyse for min fod og min forstand ! “ De sagde en stund begge tavse ; da glcdc hænderne over tangenterne og syngemesteren spillede en gammel folkevise ; ingen af dem sang ordene ; enhver underlagde vist sine tanker . Madame Gabriels brev blev ikke mere læst . Hun drømte næppe , hvilken sorg det havde forvoldt . Få dage efter kom brev fra hr . Gabriel ; han ville også bringe sin lykønskning og „ en commission “ ; den især havde nok givet anledning til brevet . Han bad Peer købe en lille porcellains-ting , nemlig : Amor og hymen , kærligheden og ægteskabet . „ Den er udsolgt her i byen , “ skrev hun , „ men let at erholde i hovedstaden ; penge følger med . Send Tingen snarest , den er brudegave til nådmandens , ved hvis bryllup jeg var med nnn hustru ! “ Forresten fik Peer at vide : „ Unge Madsen bliver aldrig student ; han har forladt huset og bemalet væggen med flnnhcdcr mod familien . Slet subjekt , unge Madsen . „ „ Lnnt pusri xusri , Mari pusrilia , traotant ! “ “ O : „ „ Drenge er drenge , drenge gøre drengestreger ! “ “ jeg oversætter det , da dn ikke er latiner . “ Hermed sluttede brevet fra hr . Gabriel . Xiv . Tidt , når Peer sad ved claveret , klang i toner derfra , hvad der rørte sig i hans bryst og hoved ; tonerne løftede sig i Melodi , der stundom bar ordene med , de kunne ikke skilles fra sangen ; således blev flere smådigtetil , rhythmiske , stemningsfulde . Med dæmpet røst blev de sungne ; det var , som om de , skye og bange for at fornemmes , hensvævcde i ensomheden . Alt farer hen som vinden , her er ci blivende sted . Snart svinder rosen på kinden , smilet og — tårerne med . Hvorfor være bedrøvet ? Hen farer sorg og fortræd ; alt farer hen som løvet , tiden og mennesket med ! alt er forsvinden — forsvinden , ungdom , dit håb og din ven . Alt farer hen som vinden og kommer aldrig igen ! „ Hvorfra har du den sang og Melodie ? “ Spurgte syngemesteren , der tilfældig så musik og ord nedskrevne . „ Den kom af sig selv , den og alle disse . De flyve ikke videre i verden ! “ „ Tungt humeur sætter også blomster ! “ Sagde syngemesteren , „ men tungt humeur for ikke råde ; nu sætte vi sejl til og styre mod næste debut . Hvad siger du om hamlet , den sorgfulde , ungc Prinds af Danmark ! “ „ Jeg kender shakspeares tragedie ! “ Sagde Peer , „ men endnu ikke Thomas ' opera . “ „ Ophelia skulle operaen kaldes , “ Sagde syngemesteren . „ Shakspeare har i tragedien ladet dronningen fortælle os Ophelias død , og denne er bleven ligesom høldepunktet i den musikalske gengivelse ; man seer for øjet og fornemmer i toner , hvad vi tidligere kun hørte som fortælling af dronningen : „ Der står en pil og luder over åcn ; sit sølvgrå lov i klaren strøm den spejler ; der bandt hun scrre krandse , af ranunkler , af Nelder , tusindskjon og pnrpnrblomster , som kåde hyrder gav et ublu navn , men kyske piger kalde dødningfingre . Der , mens hun klattred op og ville smykke den sveic green med sine ville blomster , da brast den avindsyge green , og hun faldt ned med sine ville sørgekrandse i strømmen , der sig grædende sneg hen . Vidt spredtes hendes klader , og en stund bar de på bandet hende som en havfru , imens hun stykker sang af gamle sange , som om hun ej forstod sin egen nød . “ * ) * ) shakspeares „ Hamlet “ , oversat af edv . L e m b k e . operaen fører os dette for øje : vi se Ophelia ; hun kommer legende , dansende , syngende den gamle folkevise om „ Nøkken “ , der lokker menneskene ned til sig i elven , og medens hun synger og plukker blomster hører man fra floddybct de samme toner ; de lyde i chorsang lokkende fra det dybe vand ; hun lytter , hun leer , nærmer sig bredden , holder sig fast i den hængende pil og bøjer sig for at plukke de hvide åkander ; sagte glider hun ud på disse , hviler syngende på de brede blade , gynger på disse og føres af strømmen ud på dybet , hvor hun , som den løsrevne blomst , synker i måneskinnet , omtonct af nokkens Melodi . Om hele denne store scene er det som om hamlet , hans moder , hendes Boler og den hcvnråbcndc , dræbte konge alene vare til for at danne den rige , billcdskårnc ramme . i ! ! Vi få ikke shakspeares „ Hamlet “ , ligesom vi i operaen fanst ikke få Goethes „ Fanst “ . Det spekulative er ikke stof for musiken , det er kærlighedsforholdet i begge disse tragedier , der løfter sig til en digtning i toner . Operaen hamlet blev bragt på scenen . Ophelias fremstillerinde var henrivende , dødsscenen var af stor virkning , men hamlet selv fik denne aften en symj pattetisk storhed , en charakkeer-fuldendthcd , der voxte ved hver scene , hvori han optrådte ; man var dertil forbavset over omfanget af sangerens stemme , over friskhcdcn i de høje som i de dybe toner , og at i han kunne med lige glimrende held synge ! Hamlet og Georg Brown . Sangpartierne i de fleste italienske operaer ere et cancvas , hvori den begavede ! Sanger og sangerinde lægge deres sjæl og snille og løste da de brogede , bølgende farver til de skikkelser , digtningen fordrer ; hvor meget herligere mane de da knnnc åbenbare fig , hvor tonerne er lagte og ledede gennem tanke om charakteren ; og det har gounod og Thomas forstået , hamlets skikkelse i operaen fik denne aften kød og blod , samlede og løftede sig til hovedpersonen i digtningen . Uforglemmelig blev nattesccncn på bastionen , hvor hamlet første gang seer sin faders ånd ; scenen i slottet , foran den oprcistc skueplads , hvor han henkaster ordenes giftdråber , det forfærdelige bløde med bløderen , hvor faderens ånd står hevnråbende for sønnen , og endelig , hvilken magt i sangen , hvilke toner ved ophclia s død ! Bar og blev hun end den sympathetiske lotusblomst . på den dybe , mørke sø , dens bølger vidt om grebe mægtigere ind i tilskuerens sjæl . Hamlet blev denne aften høvcdskikkelsen . Triumfen var fuldendt . „ Hvorfra har dog det menneske dette ! “ Sagde grossererens rige frue og tænkte på Peers forældre og farmor på kvisten . Faderen havde været pakhuuskarl , brav og hæderlig , var falden som soldat på ærens mark , moderen vasker , — men det giver ikke sønnen dannelse , groet op var han i fattigskolc — og hvad stort kunne vel i en tid af to år en provinds-professor bibringe ham af højere skolekundskaber . „ Det er geniet ! “ sagde grossereren , „ Geniet ! det fødes — af guds nåde ! “ „ Tilvisse ! “ sagde fruen , og foldede hænderne derved , da hun talte til Peer . „ Skønner de ret af ydmygt hjerte på , hvad de har fået ? Himlen har været dem ubegribelig nådig ! Alt er givet . De ved ikke , hvor gribende deres hamlet er ! De har selv næppe forestilling derom . Jeg har hørt , at mange store digtere vide heller ikke selv , hvad herligt de have givet , filosoferne må klare det for dem . Hvorfra har de fremmanet deres hamlet ? “ „ Jeg har tænkt over charakteren , læst en del af , hvad der er skrevet om den shnkspcarske digtning , og siden på scenen levet mig ganske ind i person og begivenhed ! — jeg giver min del og Vorherre giver resten ! “ „ Vorherre ! “ sagde hun med et halv bebrejdende blik , „ brug ikke her det navn ! Han gav dem evner , men de tror da ikke , at han har med tteater og opera at gøre ! “ „ Jo tilvisse ! “ svarede Peer frejdig . „ Der er også hans prædikestol ud for menneskene , og der høre de fleste lidt bedre efter end i kirken ! “ Hun rystede med hovedet . „ Gud er med i alf godt og smukt , men lad os vogte os for at tage hans navn forfængeligt . Det er en nådegave , at blive en stor konstner , men det er dog bedre at være en god Christen ! “ Felix ville aldrig for hende have nævnet sammen tteater og kirke , følte hun og var glad derved . „ Nn har de lagt dem ud med mama ! “ Sagde Felix leende . „ Det var så langt fra min tanke ! “ „ Bryd dem aldrig om det ! De kommer igen i nåde , når de på søndag går i kirke ! Stå udenfor hendes stol , se op til højre , der i pulpituret sidder et lille ansigt , der nok er værd at se på : enkebaronessens nydelige datter . Det er et vclmecnt råd ! og jeg giver dem et til : de kan ikke bo , hvor de nu boer ! Flyt dog ind i en større lejlighed , med en ordenlig trappe ! eller vil de ikke fra syngemesteren , så lad ham bo bedre ! han har formue dertil , og de har ganske gode indtægter . Øe man også give et gilde , et aftengildc ; jeg kunne selv give det og vil give det , men de kan indbyde et par af de små dandserinder ! — de er et lykkeligt menneske ! men jeg tror , himlen hjelpe mig , at de endnu slet ikke forstår at være et ungt menneske ! “ Det forsfod just Peer , på sin Viis ! Med sit fulde , varme , unge hjerte elskede han konsten , den var hans brud , hug gjcngjcldte hans kærlighed , løftede ham i solskin og glæde ; den mismod , der havde knuget ham , fordunstede snart , milde øjne så på ham , alle kom ham venligt deltagende i møde . Ravhjertet , som han endnu stadigt bar på sit bryst , hvor farmor engang havde hængt det , var tilvisse en talisman , ja det tænkte han , thi ganske fri for overtro , barnetro kan det også kaldes , var han ikke . Enhver genial natur har noget af denne , seer og tror på sin stjerne . Farmor havde viist ham den krast , der lå i ravet , det drog til sig ; hans drøm havde viist ham , hvorledes der ud fra ravhjertet voxte et træ , der sprængte loft og tag , og bar i tusindvis hjerter af sølv og guld ; det betød tilvisse , at i hjertet , i hans eget , varme hjerte lå hans konstnermagt , hvorved han vandt og skulle vinde tusinder og atter tusinder . Mellem ham og Felix var unegtelig et slags sympatti , hvor forskellige de end vare ; Peer antog , at forskellen mellem dem lå i , at Felix , som den rige mands søn , var voksen op i fristelser og havde råd og lyst til at smage på dem ; han var derimod bleven lykkeligere stillet som fattigmands barn . Begge de to husets børn gik imidlertid frem mod storhed . Felix ville snart blive kammerjunker , og det er første etage til kammerherre ; så har man gnldnoglcn bag på . Peer , den altid lykkeligere , havde allerede for på , men usynligt , geniets guldnogle , som lukker op for alle jordens skatte , og hjerternes med . Xv . Det var endnu i vintertid ; kanebjælderne klang , skyen bar suecfnug ; men hvor en solstråle brød frem , forkyndte den forår . Det duftede og klang i det unge bryst , det lod i malende toner , der udfoldede sig i ørd : end ligger jorden i sneens svøb , lystigt på Sorn er skoitelob , træ-erne prange med rimfrost og krager , dien i morgen bestemt det bager ; solen bryder den tunge sky , båren rider sommer i by , pilen kaster de uldne vanter . Spil op , musikanter ! Alle småfugle ! stem i , stem i : „ Nu er vintertiden forbi ! “ O , hvilket Kys af den varme sol ! Kom , pluk skovmærk og martsviol : det er som skoven sit åndedræt holder , nu i en nat hvert blad sig udfolder , kukkeren synger , du den forstår , hør , du skal leve i mange år ! Verden er nng , vær ung med de unge , lad hjerte og tunge juble med båren , frejdig og fri : „ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “ Aldrig er ungdomstiden forbi ! Jordlivet er et helt trylleri , solskin og stormvejr , glæde og smerte , der er en verden lagt i vort hjerte ; den svinder ci som et stjernesknd . Mennesket skabtes i billede af gud . Gud og naturen stå evige unge , vår , lær du os at punge , hver lille fugl stemmer med deri : „ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “ Tv * „ Det er et heell tonemalcri ! “ sagde syngemesteren , „ og godt givet for Chor og orchester . Det er det bedste endnu af alle dine stemnings-stykker . Du må virkelig lære gencralbas , nagtet det ikke er din bestemmelse at blive componist ! “ Unge musikvenner bragte imidlertid snart sangen frem ved en større conkert , hvor den vakte opmærksomhed , men ikke forventninger . Vor unge vens bane var åbnet ham ; hans storhed og betydning lå ikke blot i stemmens sympathetiske klang , men i hans betydelige , dramatiske evne ; det havde han viist som Georg Brown og som hamlet . Hnn foretrak iøvrigt den egenlige opera for syngestykkct ; det var hans sunde og naturlige sands imod , denne gåen over fra sang til tale og atter til sang ; „ det er , “ sagde han , „ som om man fra marmortrappe kommer ud på trætrappe , ja lidt på hønsestige og så igen ud på marmor . Den hele digtning må gennemgående leve og ånde i tonerne . “ Fremtidsmusiken , som den nyere retning i operaen kaldes og for hvilken særlig Wagner er bannerfører , fik en forsvarer og beundrer i vor unge ven . Han fandt her charaktererne så klart tegnede , recitativerne så tankegivendc , den hele handling i dramatisk fremadskriden , uden stilleståen ved idelig tilbagevendende melodier . „ Det er dog en unatur med disse store indlagte arier ! “ „ Ja indlagte ! “ sagde syngemesteren , „ men hvor de som hos de fleste store mestre skyde frem , en mægtig del af det hele , skulle og må de være ! hører det lyriske hjemme noget sted , da er det i operaen ! “ Og han nævnede i „ Don Juan “ Don ottavios Arie : „ Tåre , hold op at rinde ! “ „ hvor er den lig en dejlig skovsø , ved hvis bred man hviler og fyldes helt af toneskovens strømninger . Jeg bøjer mig for dygtigheden i den nye musikalske retning , men jeg dandser ikke med dig om dens guldkalv ! det er heller ikke dit hjertes mening , du udtaler , eller også er den dig ikke selv klar . “ „ I en af Wagners operaer vil jeg optræde ! “ sagde vor unge ben , „ kan . jeg ikke i ord , så vil jeg ved sang og spil hævde mit hjertes mening ! “ Valget faldt på lohengrin , den unge , hemmelighedsfulde ridder , der i båden , trukken af svanen , glider op ad schcldefloden for at kæmpe for Elsa af bra baut . Hvo havde vel sunget eller givet , som han , modets første sang , hjcrtcstuntalcn i brudekammeret og afskedssangen , hvor den hellige grals hvide due omflagrcr den unge ridder , som kom , sejrede og — forsvandt . denne aften var , om muligt , endnu et skridt frem i konstncrisk storhed og betydning for vor unge ven , og for syngemesteren et skridt frem til erkendelse af fremtidsmusikcn . — „ Med betingelser ! “ sagde han . Xvi . På den årlige , store maleri-udstilling mødtes en dag Peer og Felix foran porfraitet af en ung , smuk dame , datter af enkebaronessen , som moderen almindelig kaldtes , hvis salon var samlingsstedet forben fornemme verden og enhver afbetydniug i konst og videnskab . Den unge baronesse var i sit sekstende år , et uskyldigt , dejligt barm . Billedet var ligt og konstncriskt gengivet . „ Træd ind i salen her tæt ved , “ sagde Felix , „ der står den unge dejlighed selv med sin moder . “ De stod hensunkne i beskuelsen af et charakteristisk billede ; det forestillede campagnen , hvor to unge ægtefolk kom ridende på en og samme hest , holdende hinanden fast . Hovedfiguren var imidlertid en ung munk , som betragtede de to lykkelige veifarende . Der lå et sørgende , drømmende udtryk i den unge mands ansigt , man læskte deri hans tanke , hans livshistorie : et forstilet mål , det lykkeligste tabt ! Mcnncskelykkcn i kærlighed havde han ikke grebet . Den ældre baronesse så Felix , som ærbødigt hilsede hende og den smnkke datter ; Peer viste samme almindelig høflighed . Enkebaronessen kendte ham straks fra scenen , og efter af have talt til Felix sagde hun nogle venlige , forbindtlige ord til ' Peer , idet hun trykkede hans hånd : „ Jeg og min datter hører til deres beundrere ! “ Hvor var den unge pige i dette øjeblik fuldendt smuk . Hun så med sine milde , klare øjne næsten i taknemmelighed på ham . „ Jeg seer i mit hus , “ sagde enkebaronessen , „ så mange af de mest betydende konsfnere ; vi almindelige mennesker trænge til en åndens luftning , de vil være hjertelig velkommen ! Vor unge diplomat , “ hun pegede på Felix , „ vil ledsage dem forske gang , senere håber jeg af de ved dem selv finder vejen ! “ Hun smilede til ham ; den unge pige rakte ham sin hånd , naturligt og hjerteligl , som havde de længe kendt hinanden . Sent på efteråret , en kold , sludfuld aften , kom de to unge mænd , de to fødte i den rige grosserers gård . Det var et vejr til at køre og ikke gå i , . før den rige mands søn og for scenens første sanger , alligevel , de gik , vel indpakkede , galosker på fødderne , bcdninhættc på hovedet . Som et helt feen var det at komme ilde fra den rå luft ind i den med luksus og smag indrettede bolig . I vestibulen , foran den med tæpper belagte . Trappe , prangede et flor af blomster mellem buske og viftepalmer ; et lille vandspring pladskedc i basinct , omgivet af høje callacr . Den store selskabssal var prægtigt oplyst og en stor del af selskabet allerede samlet . Der blev snart næsten trængsel ; man trådte på silkeslæb og kniplinger , omsuset af convcrsationens klingende mosaik , i sin helhed vistnok det unndst værdifulde af al den herlighed . Havde Peer været et forfængeligt menneske , det han ikke var , kunne han have indbildt sig at det var en fest for ham , så hjertelig var modtagelsen af husets frue og den livsstranlcnde datter . Unge og ældre damer , ja herrer med , sagde ham behageligheder . Der blev musiceret ; ku ung forfatter læste et velskrevet digt ; der blev sunget og den takt viist , af ingen anmodede vor unge , hyldede sanger om af fuldkommengøre det hele . Husets frue varden opmærksomste vertinde , åndfuld og hjertelig i den rige salon . Det var indtrædelsen i den store verden . Snart var vor nngc ven også her en af de udvalgte i den snevre familie-kreds . Syngemesteren rystede med hovedet og lo . „ Hvor du er ung , kære ben ! “ . sagde han , „ af det kan fornøje dig af komme til disse mennesker ! de kunne i og for sig være brave nok , men de overse os borgerlige . For nogle af dem er det alene en forfængelighcdssag , en morskab , og for andre et slags dannelses-skilt , af de yptage i deres kreds konstnere og øjeblikkets feterede ; disse høre til salonen som blomster til vandglasset , de pynte og kastes så hen ! “ „ Hvor bittert og ubilligt ! “ sagde Peer , „ De kender ikke disse mennesker og vil ikke kende dem ! “ „ Nej ! “ svarede syngemesteren . „ Jeg hører ikke hjemme mellem dem ! Du ikke heller ! og det huske og vide de alle sammen . De klappe og beskue dig , som man klapper og beskuer vcddelobshcstcn , der skal vinde en Sejer . Du hører til en anden race , end de . De skippe dig , når du ikke længer er i mode . Begriber du ikke det ? Du er ikke stolt nok ! — du er forfængelig , og det viser du ved at søge disse høitstillcde ! “ „ Hvor ganske anderledes ville de tale og dømme , “ sagde Peer , „ øm de kendte enkebaronessen og et par af mine nye venner der ! “ „ Jeg kommer ikke til at kende dem ! “ Sagde syngemesteren . „ Når skal forlovelsen declarercs ! “ Spurgte en dag Felix . „ Er det moder eller datter ? “ og han lo . „ Tag ikke datteren , - thi da får de hele den adelige ungdom imod dem ; også jeg bliver deres fjende og den blodigste ! “ „ Hvad mener de ? “ spurgte Peer . „ De er jo den begunstigede ! kan gå ud og ind til alle tider . De får penge med moderen og kommer ind i god familie ! “ „ Hold op med den spøg ! “ sagde Peer . „ Der er ikke noget . Morsomt i , hvad de der siger . “ „ Det skal heller ikke være morsomt ! “ Sagde Felix . „ Det er den høitidsfulde alvor ! for de vil da ikke lade hendes nåde sidde over og sørge , blive dobbelt enke ! “ — „ Lad baronessen være udenfor denne tale , “ sagde Peer , „ gør dem lystig over mig , men kun over mig alene , og jeg skal svare dem ! “ „ Ingen vil tro at det er et jnelinatious parti fra deres side ! “ vedblev Felix . „ Hnn er lidt udenfor skjønheds-linien ! — man lever ikke af ånd alene ! “ — „ Jeg havde tiltroet dem mere dan- . » elfe og forstand , “ sagde Peer , „ end at de således ville tale om en dame , de bør højagte og i hvis hus de kommer . Og jeg tåler det ikke længer ! “ „ Hvad vil de da gøre ! “ spurgte Felix , „ vil de slås ! “ „ Jeg ved , at de har lært det og jeg ikke , men jeg kan lære det ! “ og han forlod Felix . Et par dage efter mødtes igen de to husets børn , sonncn fra første sal og sønnen fra kvisten . Felix talte til Peer som om intet brud havde været imellem dem ; denne svarede høfligt , men kort . „ Hvad er nu det ! “ sagde Felix . „ Vi to vare lidt pirrelige sidst ; men dril må dertil , derfor er man ikke flabet ! jeg holder ikke af at bære til bunke , lad os glemme og tilgive ! “ „ Kan de tilgive dem selv den måde de talte om en dame , vi begge skylde højagtelse ? “ „ Jeg talte meget honnet ! “ sagde Felix ; „ i den fornemme verden kan man også tale med ragekniv , men det menes ikke så slemt ! det er saltet til „ Hverdagslivets matte fisk “ , som poeten kalder det . vi er alle lidt ondskabsfulde . De kan også nok dryppe en , min ven , give en lille uskyldighcds-dråbe , som svier ! “ Snart så man de to arm i arm . Felix vidste nok , at flere end en ung , smuk dame , der ellers gik forbi uden at se på ham , nu lagde mærke til ham , der gik med „ Idealet fra scenen “ . Lampelyset kaster altid et skjønheds-skær over tteatrets helt og elsker ; det lyser endnu om ham , når han viser sig på gaden ved dagslyset , men slukkes der som oftest . De fleste af scenens konstnere ligne svanen , man skal se den i dens element , ikke på brostenene , ikke på offentlig promenade . Der gives imidlertid undtagelser , og til disse hørte vor ungenen . Hans personlighed udenfor scenen forstyrrede aldrig det tankcbillcdc , man havde af ham som Georg Brown , hamlet og lohengrin . — det var disse digtningens og tonernes skikkelser , som mangt et ungt hjerte sammensmeltede med mennesket selv og løftede mod idealet . — han vidste at det var således og fandt også et slags behag deri ! han var lykkelig i sin konst og i de midler han besad til at øve den , dog kunne der komme en skygge over dette ungdomsglade ansigt , og fra claveret klang da melodien tik ordene : alt er forsvinden — forsvinden , ungdom , dit håb og din ben . Alt sarer hen som vinden og kommer aldrig igen ! „ Hvor vemodigt ! “ sagde enkebaronessen , „ De har lykken i dens fulde mål ! jeg ved ingen , der er lykkelig som de ! “ „ Kald ingen lykkelig før han er i sin grav , har jo den vise Solon sagt ! “ gentog han og smilede gennem alvor ; „ det er en uret , en forsyndelse , om jeg ikke var takil nemmelig glad l mit hjerte . Jeg er det ! Jeg er taknemmelig for det mig betroede , men dette selv vurderer jeg anderledes end andre . Det er et smukt fyrværkeri , der farer hen og skakkes ! den sceniske konstners værk er forsvindende . De evigt lysende stjerner kunne glemmes for øjeblikkets meteorer , men når disse slukkes er der intet blivende spor af dem uden de gamle optegnelser . En ny slægt kender ikke og kan ikke gøre sig forestilling om dem , der fra scenen henrev deres bedsteforældre ; ungdommen jubler måske ligeså lydeligt og inderligt for glandsen af messing som de gamle engang for glandsen af det ægte guld . Langt lykkeligere stillet , end den sceniske konstner , er digteren , billedhuggeren , maleren og componistcn . De kunne i levende live prøve trange kår , savne den fortjente erkendelse , medens bæræren af deres værker lever i overdåd og forgudelsens overmod ; lad mængden beundre den stærktfarvede sky og glemme solen , skyen fordunster , solen lyser og stråler for nye slægter . “ Han satte sig ved claveret og fantaserede så tankerigt , så mægtigt som aldrig før . „ Vidunderligt dejligt ! “ udbrød enkebaronessen . „ Det var som hørte jeg et helt livs historie ! De gav os hjertets højsang i toner ! “ „ Jeg tænkte derved på tusind og en nat , “ Sagde den unge pige , „ på lykkens lampe , på Aladdin ! “ og hun så med uskyldige , tårefyldte øjne frem for sig . „ Aladdin ! “ gentog han . ) denne aften var et vendepunkt i hans liv . Et nyt afsnit begyndte tilvisse . Hvad foregik der med ham i dette hensusende år ? Hans friske farve forlod kin11 « dernc , øjnene strålede langt klarere end før . Søvnløse nætter levede han , men ikke i ville orgier , i sværm og svir , som så mangen stor konstner ; han var bleven mindre talende , men mere glad . „ Hvad er det , som fylder dig så ? “ Sagde hans ven , syngemesteren , „ Du betroer mig ikke alt ! “ „ Jeg tænker på hvor lykkelig jeg er ! “ Svarede han — „ jeg tænker på den fattige dreng ! jeg tænker på — Aladdin ! “ Xvii . Efter de fordringer , det fattigtfodtc barn tidt længe beholder , førte Peer nu et velstående , behageligt liv ; hun var så velhavende , at han , som Felix engang sagde , nok kunne slå et ordcnligt skrald for sine venner . Han tænkte derpå , tænkte på de tø tidligste nf vennerne , moder og farmor ; dem og sig selv beredte han en festdag . Det var dejligt forårsvcir , de to gamle skulle køre med ham udenfor byen og se et lille landsted , syngemesteren fornyligt havde købt . Idet han ville sætte sig i vognen kom en madame , fattigt klædt , i alder mod de tredive år ; hun havde en promemoria , anbefalende påtegnet af madame Hof . „ Kender de mig ikke ! “ sagde madamen . „ Lille lokkehoved , kaldte man mig ! Lokkerne er borte , der er så meget , der er borte , men der er endnu gode mennesker ! Vi to have virket sammen i balletten . De er bleven bedre stillet , end jeg , de er bleven en mægtig Aland ! jeg er nu stilt fra to mænd og ikke længer ved tteatret ! “ Hendes promomoriu lød om , af komme i besiddelse af en symaskine . „ I hvilken ballet have vi to virket sammen , “ spurgte Peer . „ I tyrannen i padna , “ svarede hun , „ der vare vi pager begge to , i blåt floicbog Barret ; husker de ikke lille malle Knallerup ! jeg gik lige bag efter dem i optaget ! “ „ Og trådte mig op af smalbenene ! “ Sagde Peer leende . „ Gjorde jeg ? “ sagde hun , „ så har jeg taget for lange skridt . De er dog gået langt raskere frem ! De har forstået at bruge benene i hovedet ! “ og hun så med sit bedrøvelige ansigt coquct smigrende på ham , bevidst at have sagt en åndrig compliment . Peer var rundhåndct : hun skulle have symaskinen , lovede han . Lille malle havde jo også været en af dem , der særligt sparkede ham bort fra ballctvcicn , ind på en heldigere bane . snart holdt han udenfor grossererens gård og steg op til moder og farmor ; de vare i deres bedste klæder og havde tilfældigvis besøg af madame Hof , som straks blev indbudt til at køre med , hvorfor hun havde en svær kamp med sig selv , der endte med , at hun sendte hr . Hos en løbeseddel , som meldte , at hun havde modtaget indbydelsen . „ Alle de fine hilsener , Peer får ! “ Sagde hun . „ Hvor man kører herskabeligt ! “ sagde moder , „ og i en dejlig , magelig vogn ! “ Sagde farmor . Nær byen , tæt op til den kongelige park , lå et lille , venligt hus , omgivet af vinløv og roser , nøddebuske og frugttræer . Her holdt vognen , her var landstedet . De bleve modtagne af en gammel pige , god bekendt af møder og farmor ; lidt havde hun hjulpet dem ved basfning og strygning . Haven blev set , huset blev set . . Ja herinde var især en yndig ting , et lille glashus med dejlige blomster ; det stod i forbindelse med dagligstuen . Døren kunne man skyde til side lige ind i muren . „ Det er ligesom en coulisse ! “ sagde madame Hof . „ Den går med håndkraft , og så sidder man her ligesom i et fuglebur , belagt med fuglegræs . Det kaldes en vinterhave ! “ Soveværelset var ligeså yndigt , på sin måde . Lange , tætte Gardiner om vinduerne , blødt gulvtæppe og to lænestole , så magelige , dem måtte bror og farmor prøve . „ Man bliver ganske doven ved at sidde i den ! “ sagde moder . „ Man mister sin tyngde ! “ sagde madame Hof . „ Ja her kunne i to musik-mennesker svømme i magelighed ovenpå thcatcr-anstrcngelserne . dem har jeg også kendt ! Ja tænk , jeg kan endnu drømme om at jeg gør battements , og Hof gør battements ved siden af mig ! er det ikke yndigt : „ „ to sjæle og en tanke ! “ “ — „ Her er friskere luft og mere plads , end i de to små Stuer oppe på kvisten ! “ Sagde Peer med strålende øjne . „ Det er her ! “ sagde moder . „ Dog der hjemme er også godt ! der har jeg født dig , min søde dreng , og levet med din fader ! “ „ Her er bedre ! “ sagde farmor . „ Her er det en hel herskabs-leilighed ! jeg mider dig og det mageløse menneske , syngemesteren , dette fredens hjem . “ „ Og jeg under dig det , farmor ! og dig , kære , velsignede moder ! I to skulle altid bo her og ikke , som inde i byen , gå så mange trapper op , og have det så snevert og så småt ! I skulle have en hjelpsom hånd herude og se mig så lidt som før i byen . Ere i glade derved ! er i tilfredse ! “ „ Hvad er dog nu alt det , drengen står der og siger ! “ sagde moder . „ Huset , haven , det hele er dit , moder , dit , farmor ! det har jeg stræbt efter at kunne skaffe eder ; min ven , syngemesteren , har troligt hjulpet mig med at få det i stand . “ „ Hvad er dog alt det , du siger , barn ! “ Udbrød moderen . „ Du vil forære os et herresæde ! Du søde dreng , ja , du gjorde det gerne om du kunne ! “ „ Det er alvor ! “ sagde han , „ Huset er dit og farmors ! “ Han kyssede dem begge , de brast i gråd , madame Hof ikke mindre . „ Det er det lykkeligste øjeblik i mit liv ! “ Udbrød Peer , og omfavnede dem alle tre . Nu måtte de se alt om igen , det var jo deres eget . For hylden til fem , seks urtepotter ud på taget , havde de nu det lille nydelige glashus ; for madskabet var her et luftigt spisekammer , og køkkenet selv var en hel lille varmestue . Skorstenen havde ovn og kogeindretninger ; den så ud som et stort , blankt strygejern , sagde moder . „ Nu have i da også fået en kakkelovnskrog ligesom jeg ! “ sagde madame Hof . „ Her er kongeligt ! I have opnået alt , hvad mennesker kunne opnå på denne jord , og du også , min egen , feterede ven ! „ Ikke alt ! “ sagde Peer . „ Den lille kone kommer nok ! “ sagde madame Hof . „ Jeg har hende allerede til dig ! jeg har hende på følelsen ! men jeg skal nok holde mund ! Du mageløse menneske ! Er det ikke ligesom en ballet , det hele ! “ hun lo med tårer i øjnene , det gjorde også moder og farmor . Xviii . Skrive tekst og musik til en opera , og selv være bæreren før den på scenen . Var et mål så størt og lyksaligt . Et talent havde vor unge ben fælles med Wagner , det at kunne selv bygge den dramatiske digtning , men havde han vel fylde af musikalsk stemning , som denne , til at skabe et toncværk af betydning ? Mod og mismod vekslede . Han kunne ikke slippe denne sin „ stadige tanke “ . For år og dag siden lyste den frem som et fantasibillcde ; nu var den en mulighed , et livsmål . Mangen fri fantaseren på claveret var bleven hilset som en trækfugl fra denne mulighedens kyst . De små romancer , den charakteristisk ! : forårssang , bcbuded tonernes endnu ikke opdukkcdc land ; enkebaronessen så deri forkyndelsens tegn , som Columbus så det i de friske grene , havstrømningerne bare * før han endnu så landet selv i horizonten . Landet var der ! Lykkens barn skulle nå derhen . Et henkastet ord blev tankefrøct ; hun , den unge , smukke , uskyldige pige udtalte ordet : Aladdin . Et lykkebarn som Aladdin var vor unge ven ! det lyste ind i ham . Med forftåen og lyst læske og gjcnlæste han den smukke østerlandske digtning ; snart tog den dramatisk form , scene før scene voxte frem i ord og musik , og alt som de voxte blev de musikalske tanker rigere ; ved digtningens slulning var det som toncbrønden nu først var boret og hele det rige , friske væld strømmede frem ; på ny gjennemcomponerede han sit arbejde , og i kraftigere skikkelse løftede sig da efter måneder operaen : Aladdin . Ingen vidste om dette værk , ingen havde hørt så meget som nogle tactcr deraf , ikke engang den mest deltagende af alle vennerne , syngemesteren . Ingen i tteatret , når om aftenen den ringe sanger ved stemmen og sit fortræffelige spil henrev publikum , faldt det ind , at den unge mand , som således sås leve og ånde i sin rolle , levede endnu inderligere , ja fortabte sig nogle timer efter i et mægtigt værk af tonerne , der strømmede ud fra hans egen sjæl . Syngemesteren havde ikke hørt en takt af operaen „ Aladdin “ , før den fuldført i noder og tekst blev lagt på hans bord til gennemlæsning . Hvilken dom ville blive fældet ; tilvisse en streng , retfærdig . Den unge componist svævede mellem den bedste forhåbning og tanken om at det hele også kunne være en selvskuffelse . To dage gik , der blev ikke vekslet et ord om dennc vigtige sag . Endelig stod syngemesteren for ham med partituret i hånden , det han nu kendte . Der var en egen alvor udbredt over hans ansigt , hvorledes var den at tyde . „ Det havde jeg ikke ventet ! “ sagde han . „ Det havde jeg ikke tiltroet dig . Ja , jeg har endnu ikke nogen klar dom , jeg tør udtale . Der er hist og her fejl i instrumentationen , — fejl , som lade sig rette . Der ere enkelte ting dristige og nye , man må høre disse under de berettigede betingelser ! Som der hos Wagner er påvirkning af Carl Maria Weber , fornemmes hos dig beåndelse af haydn . Det nye i hvad du har givet , står mig endnu noget fjernt , du selv står mig for nær , så af jeg ikke er den rette dommer . Jeg vil heller ikke dømme ; omfavne dig vil jeg ! “ udbrød han med fremsprudlende glæde . „ Hvor har du kunnet magte dette ! “ og han trykkede ham i sine arme . „ Lykkelige menneske ! “ Der gik snart en mumlen gennem byen , gennem aviser og „ løs snak “ , om den nye opera afscenens unge , fejrede sanger . „ Det er dårlig skrædder , som ikke af affaldet fra skrædder-bordet skulle kunne lappe en barnctrøie sammen ! “ sagde en og anden . „ Skrive tekst , komponere den og selv synge den ud ! “ blev også sagt , „ det er geni på tre etager ! men han er jo født endnu højere — på kvisten ! “ „ De er to om det , han og syngemesteren ! “ Sagde de . „ Nu slår alarmtrommcn af compagniet for indbyrdes beundring . “ Operaen kom til indstudering . De medvirkende ville ikke udtale nogen mening : „ Man skal ikke sige , af dommen er udgået fra tteatret ! “ sagde de , og næsten alle satte et alvorligt ansigt op , der ikke strålede nogen forhåbning . „ Der er mange horn i det stykke ! “ Sagde en ung hornist , der selv komponerede . „ Bare han ikke løber sig et horn i livet ! “ „ Det er genialt , glimrende , fuldt af Melodie og charakteer ! “ ja det blev der også sagt . „ I morgen ved denne tid er da skafottet rejst ! “ sagde Peer . „ Dommen er måske allerede nu fældet ! “ „ Nogle sige , at det er et mesterværk ! “ sagde syngemesteren , „ Andre , at det er et makværk ! “ „ Og hvor ligger sandheden ? “ „ Sandheden ! “ sagde syngemesteren , „ ja sig mig den ! se stjernen deroppe ! sig mig , hvor er der nøjagtigt dens plads . Luk dit ene øje ! Du seer den ? Betragt den nu med dit andet øje alene ! Stjernen har flyttet sig , har antaget en anden plads . Hvert øje hos det samme menneske seer så forskelligt , hvor forskelligt må da den store menneskemængde se ! “ „ Ske hvad der må ! “ sagde vor unge ven , „ jeg må vide min plads i verden , kende , hvad jeg kan og må udrette , elleropgive . “ Aftenen kom , afgørelsens aften . En feteret konstner skulle løftes højere eller ydmyges i sin gigantiske , forfængelige stræben : knald eller fald ! Det var en hel stads begivenhed . Folk stod natten over på gaden foran billct-contorct , for at erholde plads . Hnset var propfuldt , damerne kom med store bouquetter , skulle disse bæres hjem igen eller falde for den seirendes fødder ? Enkebaronessen og den unge , smukke datter sad i logen over orchesfret . Der var i publikum ct røre , en mumlen , en bevægelighed , der med et forstummede , idet capelmesteren indtog sin plads og ouverturen begyndte . Hvo husker ikke hen felts musikstykke : » si l ' oisøuu j ' ^tuis » , der giver ligesom et jublende fugleqviddcr ; her var noget beslægtet : jublende , legende børn , glade barnerøster , mund i mund ; gjøgcn kukkede med til dem , droslen slog . Det var det uskyldige barnesinds leg og jublen , aladdinssindet ; da rullede ind deri et tordenvejr , noureddin øvede sin magt ; et dræbende lyn slog ned , sprængte fjeldet ; bløde , lokkende toner lød , en klang fra tryllegrottcn , hvor lampen lyste i den forstenede hule , omsuset af mægtige ånders vingeslag . Nn klang i valdhorn-toner en psalmesang , så mild og blød , som kom den fra barnemund ; et enkelt horn hørtes , og akteret , flere tl * og flere smeltede ind i somme toner , og løftede sig derpå i en fylde og krast som var det dommcdags-basunen . Lampen var i Aladdins hånd ! og der svulmede et hav af Melodie og storhed , som åndernes behersker og tonernes mester mægter det . Forhænget rullede op i en bifaldsjubel , der lød som fanfare under capclmestcrcns tactstav . En oplobct , dejlig dræng legede , så stor og dog så uskyldig , Aladdin sprang mellem de andre drenge . Farmor ville straks have sagt : „ ja det er Peer , som han legede og sprang mellem kakkelovnen og dragkisten hjemme på kvisten ; han er i sindet ikke bleven et år ældre ! “ Hvor sang han med en tro , en inderlighed bønnen , den , nonreddin bød ham bede , før han steg ned i klippegraven for at hente lampen . Var det den ræent fromme Melodie , eller den uskyld , hvormed den blev sunget , som rev alle tilhørere med sig ? Jubelen var ustandselig . Det ville have været at profanere indtrykket , dersom denne sang var bleven gentaget ; man forlangte det , næn erholdt det ikke . Tæppet faldt , første akt var endt . Al kritik var forstummet , man var opfyldt af glæde , stemt til kun at nyde i taknemmelighed . Et par acchorder lød fra orchestret , tæppet rullede op . Tonestrømningcr , som fra glncks „ Armida “ og Mozarts „ Tryllefløjten “ , greb og fyldte enhver , idet scenen atter åbnedes , hvor Aladdin stod i den vidunderlige have . En blød , dæmpet musik klang fra blomster og stene , fra kilder og dtfbe kløfter , forskellige melodier smeltende sammen i en stor harmoni . En lnftning af åndernes hcnsusen klang i chorsang ; det var som lød den fjern og nu nær , svulmende i kraft og igen forsvindende . Båren af denne samklang lastede sig Aladdins sang-monolog ; tilvisse hvad man kalder en stor Arie , men således i charakleer og situation at den blev en nødvendig dramatisk del as det hele . Den klangfulde , sympathetiske stemme , disse inderlige hjertets toner gjennemildncde alle og henrev til en begejstring , der ikke kunne stige højere , da han greb lykkens lampe ombrusct af åndernes sang . Bouquetter regnede ncd fra alle sider , et tæppe af levende blomster bredte sig for hans fod . Hvilket livs-øieblik for den unge konstner , det højeste , det største ! et mægtigere kunne ingensinde forundes ham , følte han . En laurbærkrands berørte hans bryst , og faldt ned foran ham ; han havde set fra hvilken hånd den kom . Han så den unge pige i logen nærmest scenen , den unge baronesse , oprejst som en skjønheds-genius højt jublende ved hans triumf . Der gik en ild igennem ham , hans hjerte svnlmede , som aldrig før , han bøjede sig , tog krandsen , hævede den mod sit hjerte og sank i samme sekund tilbage . — besvimet ? Død ? — hvad var det ? — — tæppet rullede ned . * „ Død ! “ genlød det . Død i seiersglædcn , som sophokles ved de olympiske lege , som Thorvaldsen i tteatret , under bccthowens symfoni . En åre i hjertet var bristet , og som ved et lynslag var endt hans dage her , endt uden smerte , endt i jordisk jubel , i kaldet af sin jordiske mission . Den lykkelige frem for millioner ! |