File size: 248,621 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 4046 4047 4048 4049 4050 4051 4052 4053 4054 4055 4056 4057 4058 4059 4060 4061 4062 4063 4064 4065 4066 4067 4068 4069 4070 4071 4072 4073 4074 4075 4076 4077 4078 4079 4080 4081 4082 4083 4084 4085 4086 4087 4088 4089 4090 4091 4092 4093 4094 4095 4096 4097 4098 4099 4100 4101 4102 4103 4104 4105 4106 4107 4108 4109 4110 4111 4112 4113 4114 4115 4116 4117 4118 4119 4120 4121 4122 4123 4124 4125 4126 4127 4128 4129 4130 4131 4132 4133 4134 4135 4136 4137 4138 4139 4140 4141 4142 4143 4144 4145 4146 4147 4148 4149 4150 4151 4152 4153 4154 4155 4156 4157 4158 4159 4160 4161 4162 4163 4164 4165 4166 4167 4168 4169 4170 4171 4172 4173 4174 4175 4176 4177 4178 4179 4180 4181 4182 4183 4184 4185 4186 4187 4188 4189 4190 4191 4192 4193 4194 4195 4196 4197 4198 4199 4200 4201 4202 4203 4204 4205 4206 4207 4208 4209 4210 4211 4212 4213 4214 4215 4216 4217 4218 4219 4220 4221 4222 4223 4224 4225 4226 4227 4228 4229 4230 4231 4232 4233 4234 4235 4236 4237 4238 4239 4240 4241 4242 4243 4244 4245 4246 4247 4248 4249 4250 4251 4252 4253 4254 4255 4256 4257 4258 4259 4260 4261 4262 4263 4264 4265 4266 4267 4268 4269 4270 4271 4272 4273 4274 4275 4276 4277 4278 4279 4280 4281 4282 4283 4284 4285 4286 4287 4288 4289 4290 4291 4292 4293 4294 4295 4296 4297 4298 4299 4300 4301 4302 4303 4304 4305 4306 4307 4308 4309 4310 4311 4312 4313 4314 4315 4316 4317 4318 4319 4320 4321 4322 4323 4324 4325 4326 4327 4328 4329 4330 4331 4332 4333 4334 4335 4336 4337 4338 4339 4340 4341 4342 4343 4344 4345 4346 4347 4348 4349 4350 4351 4352 4353 4354 4355 4356 4357 4358 4359 4360 4361 4362 4363 4364 4365 4366 4367 4368 4369 4370 4371 4372 4373 4374 4375 4376 4377 4378 4379 4380 4381 4382 4383 4384 4385 4386 4387 4388 4389 4390 4391 4392 4393 4394 4395 4396 4397 4398 4399 4400 4401 4402 4403 4404 4405 4406 4407 4408 4409 4410 4411 4412 4413 4414 4415 4416 4417 4418 4419 4420 4421 4422 4423 4424 4425 4426 4427 4428 4429 4430 4431 4432 4433 4434 4435 4436 4437 4438 4439 4440 4441 4442 4443 4444 4445 4446 4447 4448 4449 4450 4451 4452 4453 4454 4455 4456 4457 4458 4459 4460 4461 4462 4463 4464 4465 4466 4467 4468 4469 4470 4471 4472 4473 4474 4475 4476 4477 4478 4479 4480 4481 4482 4483 4484 4485 4486 4487 4488 4489 4490 4491 4492 4493 4494 4495 4496 4497 4498 4499 4500 4501 4502 4503 4504 4505 4506 4507 4508 4509 4510 4511 4512 4513 4514 4515 4516 4517 4518 4519 4520 4521 4522 4523 4524 4525 4526 4527 4528 4529 4530 4531 4532 4533 4534 4535 4536 4537 4538 4539 4540 4541 4542 4543 4544 4545 4546 4547 4548 4549 4550 4551 4552 4553 4554 4555 4556 4557 4558 4559 4560 4561 4562 4563 4564 4565 4566 4567 4568 4569 4570 4571 4572 4573 4574 4575 4576 4577 4578 4579 4580 4581 4582 4583 4584 4585 4586 4587 4588 4589 4590 4591 4592 4593 4594 4595 4596 4597 4598 4599 4600 4601 4602 4603 4604 4605 4606 4607 4608 4609 4610 4611 4612 4613 4614 4615 4616 4617 4618 4619 4620 4621 4622 4623 4624 4625 4626 4627 4628 4629 4630 4631 4632 4633 4634 4635 4636 4637 4638 4639 4640 4641 4642 4643 4644 4645 4646 4647 4648 4649 4650 4651 4652 4653 4654 4655 4656 4657 4658 4659 4660 4661 4662 4663 4664 4665 4666 4667 4668 4669 4670 4671 4672 4673 4674 4675 4676 4677 4678 4679 4680 4681 4682 4683 4684 4685 4686 4687 4688 4689 4690 4691 4692 4693 4694 4695 4696 4697 4698 4699 4700 4701 4702 4703 4704 4705 4706 4707 4708 4709 4710 4711 4712 4713 4714 4715 4716 4717 4718 4719 4720 4721 4722 4723 4724 4725 4726 4727 4728 4729 4730 4731 4732 4733 4734 4735 4736 4737 4738 4739 4740 4741 4742 4743 4744 4745 4746 4747 4748 4749 4750 4751 4752 4753 4754 4755 4756 4757 4758 4759 4760 4761 4762 4763 4764 4765 4766 4767 4768 4769 4770 4771 4772 4773 4774 4775 4776 4777 4778 4779 4780 4781 4782 4783 4784 4785 4786 4787 4788 4789 4790 4791 4792 4793 4794 4795 4796 4797 4798 4799 4800 4801 4802 4803 4804 4805 4806 4807 4808 4809 4810 4811 4812 4813 4814 4815 4816 4817 4818 4819 4820 4821 4822 4823 4824 4825 4826 4827 4828 4829 4830 4831 4832 4833 4834 4835 4836 4837 4838 4839 4840 4841 4842 4843 4844 4845 4846 4847 4848 4849 4850 4851 4852 4853 4854 4855 4856 4857 4858 4859 4860 4861 4862 4863 4864 4865 4866 4867 4868 4869 4870 4871 4872 4873 4874 4875 4876 4877 4878 4879 4880 4881 4882 4883 4884 4885 4886 4887 4888 4889 4890 4891 4892 4893 4894 4895 4896 4897 4898 4899 4900 4901 4902 4903 4904 4905 4906 4907 4908 4909 4910 4911 4912 4913 4914 4915 4916 4917 4918 4919 4920 4921 4922 4923 4924 4925 4926 4927 4928 4929 4930 4931 4932 4933 4934 4935 4936 4937 4938 4939 4940 4941 4942 4943 4944 4945 4946 4947 4948 4949 4950 4951 4952 4953 4954 4955 4956 4957 4958 4959 4960 4961 4962 4963 4964 4965 4966 4967 4968 4969 4970 4971 4972 4973 4974 4975 4976 4977 4978 4979 4980 4981 4982 4983 4984 4985 4986 4987 4988 4989 4990 4991 4992 4993 4994 4995 4996 4997 4998 4999 5000 5001 5002 5003 5004 5005 5006 5007 5008 5009 5010 5011 5012 5013 5014 5015 5016 5017 5018 5019 5020 5021 5022 5023 5024 5025 5026 5027 5028 5029 5030 5031 5032 5033 5034 5035 5036 5037 5038 5039 5040 5041 5042 5043 5044 5045 5046 5047 5048 5049 5050 5051 5052 5053 5054 5055 5056 5057 5058 5059 5060 5061 5062 5063 5064 5065 5066 5067 5068 5069 5070 5071 5072 5073 5074 5075 5076 5077 5078 5079 5080 5081 5082 5083 5084 5085 5086 5087 5088 5089 5090 5091 5092 5093 5094 5095 5096 5097 5098 5099 5100 5101 5102 5103 5104 5105 5106 5107 5108 5109 5110 5111 5112 5113 5114 5115 5116 5117 5118 5119 5120 5121 5122 5123 5124 5125 5126 5127 5128 5129 5130 5131 5132 5133 5134 5135 5136 5137 5138 5139 5140 5141 5142 5143 5144 5145 5146 5147 5148 5149 5150 5151 5152 5153 5154 5155 5156 5157 5158 5159 5160 5161 5162 5163 5164 5165 5166 5167 5168 5169 5170 5171 5172 5173 5174 5175 5176 5177 5178 5179 5180 5181 5182 5183 5184 5185 5186 5187 5188 5189 5190 5191 5192 5193 5194 5195 5196 5197 5198 5199 5200 5201 5202 5203 5204 5205 5206 5207 5208 5209 5210 5211 5212 5213 5214 5215 5216 5217 5218 5219 5220 5221 5222 5223 5224 5225 5226 5227 5228 5229 5230 5231 5232 5233 5234 5235 5236 5237 5238 5239 5240 5241 5242 5243 5244 5245 5246 5247 5248 5249 5250 5251 5252 5253 5254 5255 5256 5257 5258 5259 5260 5261 5262 5263 5264 5265 5266 5267 5268 5269 5270 5271 5272 5273 5274 5275 5276 5277 5278 5279 5280 5281 5282 5283 5284 5285 5286 5287 5288 5289 5290 5291 5292 5293 5294 5295 5296 5297 5298 5299 5300 5301 5302 5303 5304 5305 5306 5307 5308 5309 5310 5311 5312 5313 5314 5315 5316 5317 |
Første Kapitel . Venskabspagten . Aar 1579 gik den myndige Lehnsmand Christoffer Walckendorff med et fortrydeligt Udtryk i sit Aasyn op og ned i sin „ Skrivestue “ paa Bergenhus Slot , medens hans Sekretcer , Hans Lindenow , sad ved et Bord i et Hjørne af Værelset , ivrig beskjcrftiget nied at aabne og gjennemløbe en Del Brevskaber , der vare ankomne den samme Morgen baade fra Danmark og det øvrige Norge og udgjorde en meget betydelig Masse Dokumenter , eftersom der var gaaet flere Uger hen , siden Lehnsmanden havde modtaget en lignende Sending . Af og til kastede han et Blik i et aabent Papir , han holdt i Haanden , men tilsidst smed han det med en fortrydelig Mine paa Bordet , hvor Skriveren sad og udbrød , idet han atter begyndte sin Vandring omkring i Værelset : „ Hvor kan Hs . Naade , Kongen , dog forlange , at jeg skal kunne standse Fribytteriet ved de Færøifle Kyster , naar Han ikke sender mig et Krigsskib herop til Hjælp . Garperne * ) kan jeg nok holde i Øren , thi dem har jeg omkring mig ; men Fribytterne , der ere idag her og imorgen der , kan jeg umulig faa fat paa , uden et vel armeret Skib . De maa bjerge sig selv derovre , idetmindste indtil videre som de bedst kan og vil Folk beseile disse Eilande , maa de fage Mandskab med fil af forsvare Skib og Ladning . “ „ Jeg ser , af Hs . Naade Kongen , giver EderMyndighed fil selv af udruste ef vel bemandet Skib for af krydse imod Fribytterne “ , bemærkede Sekretæren , idet han gjennemløb Kongebrevet , „ det var dog altid værd , af gjøre ef Forsøg dermed . Idetmindste vil det indjage disse Skarnsmennesker en gavnlig Skræk , ja , maaske endog helt forjage dem af Farvandet . “ „ Men hvor skal vi faa ef saadant Skib fra og hvor skal vi sinde en Mand heroppe , der er dygtig nok fil af føre det og gjøre virkelig Nytte med det ? “ spurgte Lehnsmanden utaalmodig . — „ Nei , vi faa af skrive tilbage og forestille Hs . Majestæt , af der maa snarest mulig sendes ef Skib herop . Saa kan det blive fil Noget . “ * ) Et Spotnavn ti ! Lybekkerne . „ Men inden det sker kan mangen Ulykke foranlediges “ , indvendte Hans Lindenow . „ Færingernes Klager blive stedse mere lydelige . Præsten paa Syvers er jo flygtet og de ovrige Beboere maa skjule sig som de bedst kan i Huler og Kløster og fra Bjergtoppene se , hvorledes man afbrænder deres Huse , slagter Faarene , som ikke ere drevne til Fjælds , og bringer alt deres rsrlige Gods ombord . Fiskeri og Handel ligger saagodtsom stille og vi blokeres jo næsten her i Bergen af en eneste lumpen Sørøver . “ „ Alt dette behøver I ikke at opregne for mig da jeg jo ved det ligesaa godt som I “ , svarede Walckendorff halv fortrydelig , „ kunde jeg faa den Skjælm til Clerck , hængt , som forøvede den Skarnstreg paa Østers og nu ligger her udenfor , skulde jeg ikke spare en god Skilling . “ „ Jeg kjender en Mand her i Bergen , “ bemærkede Sekretæren , uden som det lod at lægge Mærke til sin Herres voxende onde Lune , „ og han vilde snart feie Farvandet rent for Alverdens Clercke , om I ellers vilde betro ham dertil . Kun ved jeg ikke , om han har Evne til at udruste et Skib og endnu mere frygter jeg for , at I , Herre , tykkes om mit Forslag , da I ofte har ladet ham søle Eders retfærdige Fortsrnelse . Jeg mener Mogens Heinesen , “ skyndte han sig at tilføie , da han saa , at Lehnsmanden hørte paa Hain med Opmærksomhed . „ Hvad for Noget ! den liderlige Fugl , den Drukkenbold og Slagsbrøder , der giver Bysvendene Mere af bestille end alle Bergen » Indvaanere tilsammen - hvor kan I finde paa af nævne ham ? “ spurgte Lehnsmanden hæstig . „ Men , nu husker jeg det , I har jo et par Gange bedet Godt for ham , uden af jeg kunde forstaa hvorfor . “ „ Mogens Heinesen er ganske vist et Menneske med tøilesløse Lidenskaber , som end mere ere blevne udviklede paa hans tidligere Kapertog i Spansk Tjeneste ; thi det er ikke paa slige Reiser , af Nogen fial lære Dyd og gode Sæder ; men “ , vedblev Hans Lindenow , da han bemærkede , af Walckendorff hørte roligere paa ham , „ han er alligevel i Besiddelse af Mod og en Snarraadighed , som gjør ham selvskreven til en saa farefuld Posf . At han har gjort mange gale Streger her i Bergen , er vel sandt , men Lediggang er Djcrvelens Hovedpude , siger Ordsproget og en Mand som Mogens gjør Spektakel af hare Tidslede , naar han intet Bedre har af fordrive Dagen med . Desuden er det jo kun Garperne , han er paa Nakken — Landets egne Børn rører han aldrig , uden af de holde med dem . “ Hans Lindenow bemærkede strax det gunstige Indtryk , hans Forestillinger havde gjort paa hans Herre saasnart han nævnede Garperne ; thi var der Nogen , Christoffer Walckendorff var forbittret paa og lod søle sin Myndighed saa var det netop dem og ganske vist er det , at Sekretærens tidligere Fordønner for Mogens Heinesen ikke vilde have frugtet saa godt , dersom det ikke havde været de Lybske i Bergen , de saakaldte „ Contoirske , “ han havde ladet søle sine Nævers Kraff . „ Hvoraf kommer al Eders Godhed for denne Vildkat ? “ spurgte Walckendorff synlig mere velstemt . „ Jeg har oftere tænkt derpaa ; thi jeg kan ikke forstaa , hvorledes I kan have Godhed for en Mand af hans Sæder . Jeg modte Eder jo ogsaa engang sammen med ham paa Bryggen * ) . Sig mig det oprigtig , Hans Lindenow ! det vil have megen Indflydelse paa min Beslutning . “ „ Jeg skal sige Eder det ligesaa oprigtigt som I spørger mig derom , Herre , “ svarede Lindenow med synlig Forlegenhed . „ Uagtet jeg ikke har nogen Grund til at glæde mig ved mit Skriftemaal , skal I dog aabent og ærligt faa det at høre . Men det maa jeg først sige Eder , at jeg vilde have anbefalet ham til denne Post , selv om jeg ikke paa en Maade stod i * j Havnen . Gjceld til ham , fordi han engang frelste mig af en selvforskyldt Nød . Derimod er det ganske vist , at jeg ofte har bedet Godt for ham hos Eder af Taknemmelighed for den Hjælp , han i sin Tid ydede mig . “ „ I ved Herre “ , vedblev Sekretären , „ at jeg for nogle Aar siden reiste udenlands med den unge Jørgen Friis , der døde i Dryssel . Jeg reiste derefter til Antverpen , for at trceffc et Skib , med hvilket jeg kunde gaa tilbage til Danmark ; men her blev jeg bekjendt med en Usling , jeg tidligere havde mødt i Dryssel . Han var en Mand af et behageligt Vasen og vandt i . faa Dage min Tillid og Fortrolighed . Da jeg kjedede mig i Byen , drev jeg med ham om paa de offentlige Steder og han førte mig en Aften ind i et Spillehus , hvor vi først drak en Del Vin , men derefter kom vi til at spille og jeg tabte snart Alt , hvad jeg eiede . Da jeg ikke havde flere Penge , vilde jeg laane hos min formentlige Ven , men nu viste han sig i sin sande Skikkelse og sagde , at han ikke laante Noget til en Prakker . Ophidset af Spil og Vin gav jeg et heftigt Svar , men nu gav han mig et Slag saa jeg tumlede og et par Andre af Komplottet reiste sig med det Udraab : Sund ham ud , smid ham ud ! „ Først tage hans Penge og saa banke ham , ret er før grov en Spøg , hørte jeg i det Samme en dansk eller rettere en norsk Stemme lyde og aldrig har jeg hverken før eller siden Hørt en lifligere Røst . Jeg stod aldeles maalløs , Langt mere ved at høre denne Stemme end ved den Forsmædelse , jeg havde lidt , men i samme Øieblik saa jeg en ung , kraftig Mand i Sømandsklæder springe som en Tiger ind paa mine Angribere . Der blev et forfærdeligt Røre , i hvilket Bordene væltedes , Lysene slukkedes og Brøl og Støi lød fra hver Krog i det store Værelse . Hvorledes jeg kom udenfor ved jeg ikke ; men neppe var jeg paa Gaden før min ubekjendte Ven ogsaa kom springende ud , blodig baade i Ansigtet og paa Hænderne . „ De Slyngler vare før mange , “ sagde han atter paa Dansk „ naa , der er han “ , vedblev han i samme Sprog : „ Løb din Vei før Vagten kommer “ , udbrød han paa daarlig Hollandsk og begyndte selv at løbe ned ad Gaden . Nu fik jeg min Samling og Mæle igjen . Jeg kaldte paa ham i vort fælles Modersmaal og han standsede Ligesaa lynskagen som jeg før . Snart var jeg ved hans Side og vi løb nu ned ad Gaden igjennem flere Stræder til vi naaede Havnen . „ Naa , saa Du er en Landsmand , “ sagde han , „ det maa jeg have havt paa Følelsen , ellers havde jeg vel ikke bundet an med hele Stuens Bescetning . — Hold bare op med din Taksigelse , men hvem er Du egentlig og hvordan er Du kommen paa den Galei ? “ Vi gik nu roligere ned ad Havnen og jeg fortalte ham Alt . — Han sagde mig til Gjengjæld , at han hedte Mogens Heinesen , var fra Fcerøerne , var kommen med et norsf Skib hertil , men at Skipperen havde jaget ham fraborde her i Byen , fordi han ikke kunde enes med det øvrige Mandskab . Da det var langt ud paa Aftenen skiltes vi nu , men satte hinanden Stæevne til næeste Dag ; — Vi mødtes paa den bestemte Tid og begyndte da at raadslaa om vor fcelles Fremtid , medens vi gik ind i et Vinhus og drak os et Krus , som han betalte , da jeg aldeles ingen Penge havde . Jeg var meget nedtrykt , uden Penge og Hjælpemidler i et fremmed Land ; hvorledes kunde jeg vcrre anderledes ? „ Ikke forknyt , gode Herre , “ sagde min Beflytter leende ; „ tabe vi Modet , tabe vi Alt . Se , her er hele min Rigdom og den vil vi nu drikke op , go før jo heller ; thi jeg faar aldrig Penge før jeg har givet den sidste Skilling ud . “ Retsom han udtalte disse Ord , kom en Flok vildt udseende Sømcend , der aabenbart hørte til et Kaperflib , ind i Stuen med stor Larm og Skraal . Den Ene af dem , der siden viste sig at være deres Fører , tog en Nævefuld Guldmønter op af Lommen og forlangte i en bydende Tone Kryddervin til ham og hele Banden . Derefter kastede han sine Dine paa os og efter at have sendt mig et flygtigt Blik , fæstede han sine gjennemborende Dine paa min Kammerat . „ Se ! saadan leve vi Kapergaster . Altid Lystighed baade tillands og tilsøs og have vi sat vore Penge overstyr , saa en rask Fægtning paa Liv og Død og vi slyre da iland igjen med fulde Lommer . Kom og drik med , min Gut “ , vedblev han og rakte Mogens et fuldt Krus ; „ jeg skulde feile meget , om Du ikke er en Mand før mig . Her er Vin og mangler Du Penge , saa hold din Haand ud , og flere kan Du faa , om Du gaar med paa „ Seierskrandsen , “ hvis bedste Blomster Du her ser for Dig . “ — Mogens lod sig ikke dette sige to Gange ; han tog imod det rakte Krus og tømte det til Bunden , under de vilde Mænds jublende Bifaldsraab . Han sad snart iblandt den larmende Skare , der pluddrede i ethvert Tungemaal , og syntes aldeles af have glemt mig , ligesom jeg forlængst var glemt af den hele Flok . Støien og Latteren blev stedse høiere ; Krusene fyldtes og tømtes ; Terningerne rullede paa Bordet ; snart kivedes man , snart var man gode Venner ; Latteren og Lystigheden nærmede sig Høidepunktet . Jeg vilde bort medens det endnu var Tid ; men forlade min Landsmand uden af advare ham og idetmindste uden af sige Farvel , var mig umuligt . Forsigtigt nærmede jeg mig den vilde Klynge , da En af de stærkeste Mænd greb mig og smed mig op paa Bordet imellem Krus , Penge og Terninger , idet han svor paa , af jeg skulde sige ham , om jeg virkelig var ef Mandfolk , eftersom jeg var saa spinkel af Væxt . Den vilde Flok tiltordnede ham Bifald ; men nu rev Mogens en Kniv fra Kapfajnen , ved hvis Side han sad , og svor paa , af den Forste , der vovede af lægge Haand paa mig , skulde høre ham til . „ Det er talt som en vordende Mand af „ Seierskrandsens “ brave Gutter , “ raabte Kapfajnen , der aabenbar havde Herredømmet over sig . „ Enhver ærekjær Gut forsvarer sine Venner med sit Hjerteblod “ , og uden videre greb han mig i Brystet og det ene Ben og satte mig ned paa Gulvet igjen ved Siden af sig . — „ Pil nu af saa godt dine Ben have lært Dig ! Du duer ikke engang til af pudse Solvtøiet ombord i „ Seierskrandsen “ , tilføiede han leende . „ Stop lidt “ raabte nu Mogens , der havde givet Kapfajnen sin Kniv tilbage og bemærkede de Afskedsblik , jeg tilkastede ham . „ Du tilbød mig før Penge , Kaptain Seierscel , thi det Navn bør „ SeierskranLsms “ Fører alene bære ; ræk mig en Ncevefuld i Navnefæste og jeg er Lin Mand paa fre Togter . “ „ Her har Du Guldstykker og flere kan Du faa , Du Guldfisk , som jeg idag har kapret “ , raabte Kapfajnen , synlig smigret ved det ham tildelte Navn ; „ men hust paa , af her drikker Du frit - idag er Du min Gjcest . “ „ Se ber , Hans “ udbrød nu Mogens uden at sige saameget som Tak før de modtagne Penge . „ Nu kan vi begge klare os . Hils gamle Danmark og saa en Skaal før Kaptain Seierscrl . “ Jeg var saa fortumlet ved Alt , hvad der var mødt mig og maa have set halvfjantet ud . Da jeg kom lidt til mig selv , puttede jeg mine Penge i Lommen og bestrcebte mig før idetmindsle at sige nun brave Landsmand Tak ; men han havde Øie og Øre før alt Andet og da der i det Samme opsfod et frygteligt Klammeri og jeg paa flere Steder saa Knivene blinke over Bordet , ilede jeg ud af dette forfærdelige Hus . Nceste Dag gik jeg derhen igjen , uden at trceffe min Landsmand og derpaa skyndte jeg mig ned til Havnen før at sinde ham der ; men „ Seierskrandsen “ var lettet om Morgenen og jeg traf ham først her i Bergen igjen , ligesaa blottet før Penge som han var i Antverpen , men ligesaa ligegyldig før den Dag imorgen som den Gang . “ Christoffer Walckendorff havde hørt paa sin Sekretcers Fvrtæelling med stigende Deltagelse . „ Er I kommen ud af Eders Gjceld til ham ? “ spurgte han endelig . „ Hvad Venskabsgjæelden angaar , da kan jeg aldrig saa den afbetalt , “ svarede Lindenow , med et Udtryk af Følelse , der gjorde ham megen SEre ; „ men , hvad Pengene betrceffer , da ligner han heri sig selv . Jeg tilbød ham ved vort første Møde , at afgjøre Alt , selv om jeg skulde have faget Forskud hos Eder , Herre , men han sagde leende , at jeg maatte afgjøre det med „ salig Seierscrls retmcessige Arvinger , naar jeg engang finder dem — ham flyldte jeg Intet ; men vilde jeg give et Krus Kryddervin for gammelt Bekjendtskabs Skyld , da han selv hverken havde Penge eller Kredit , saa vilde han med Fornøielse tømme det med mig . “ „ Jeg vil strax sende Bud efter ham “ sagde nu Lehnsmanden efter nogen Betænkning „ og kan han skaffe sig Skib og Mandflab , skal han ogsaa blive sendt ud efter Fribytterne — om blot for at fjerne ham fra Byen for Eders Skyld . Hænger han ikke Clerck saa hænger denne ham og i begge Tilfælde er Intet tabt . “ Andet Kapitel . Magnus Heinesen og „ Harperne “ . Vi vende os nu til et uanseeligt Hus i et af de mange smaa Strider , som findes i Bergen , næer ved Havnen og fil et endnu uanseeligere Vcerelse i samme Hus . Værelset havde kun en Dør , der ovenikjøbet hang paa sin ene Hcengsel og dannede den umiddelbare Udgang fra Stuen fil Stræedet , samt et eneste Vindue , der vilde have afgivet en endnu tarveligere Gjennemgang for Lyset , dersom ikke to af Le fire Hørnruder vare slagne ud , saa der var frisk Luft nok i samme Vcerelse . Møblementet var — endog naar man tager Hensyn fil Datidens Tarvelighed hos Smaafolk — høist ufuldstændigt . Et stärkt Bord paa fire raat tilhugne Stolper , der vare rammede ned i Jorden , med en Bordplade endnu med Barken paa Undersiden , en større og mindre Bænk , samt tvende Stole , hvoraf den ene kun havde tre Ben — baade Bænke og Stole ligesaa ufuldstændig udgangne fra deres Mesters Haand som Bordet —- om Rygstød var naturligvis ikke at tale — et bredt , ligesaa raat tildannet Sengested af uhsvlede Brædder — om dette Model forøvrigt kunde fortjene Navn af Sengested — opfyldt med gamle Seilstumper istedetfor Sengeklæder og tjenende fil Leie , fil Sofa , fil Spisekammer og fil Gud ved ellers hvad , fuldendte hele dette jammerlige Opholdssteds Udstyrelse . I Værelset befandt sig to Mænd ; den Ene laa med Hovedet paa begge sine Arme , der hvilede paa Bordet og syntes af sove . Den Anden laa paa Sengestedet , slettende sit Hoved paa sin Haand og saa paa sin Kammerat . Den Første var en hei , svær Mand med lyst Haar , men Ansigtstrækkene kunde man naturligvis ikke faa af se — ham i Sengen var mindre , men undersætsig , med merkt krøllet Haar , en bred , hverken hei eller lav Pande , en let opadgaaende Næse , en lille Mund og et Par blaa Øine , hvori Bestemthed og Kløgt aabenbar udtalte sig . Begge vare de i uldne Undertroier , medens Overtrøierne hang over Sengestedets Fodende . „ Jonas ! “ raabte den Yngre i Sengen „ Jonas ! “ gjentog han , „ hører Du ikke , Din Fyldevom ! “ En Grynten fra ham ved Bordet var dennes eneste Svar . „ Jeg er intet Svin og forstaar ikke dit Grisesprog “ , vedblev han i Sengen . „ Men fyld mig Kruset og ræk mig det flux , saa kan Du fortsætte med din Slægts Mæle for mig saalænge Du vil . “ „ Fylde Kruset ! Hvormed ? “ spurgte nu Jonas og vendte sit brede Ansigt , der forresten fremviste en Blanding af raa , men godmodige Træk . „ Hvormed skal jeg fylde det ? “ „ Med godt , gammelt Øl , naturligvis “ , svarede hans Kammerat ; „ men skal Du af Vanvare tage Feil og komme Kryddervin i det , skal det ikke være Dig til Fortræd ! “ „ Fyld det selv , Du Praler , om Du ellers kan , “ brummede Jonas atter med Næsen mod Bordpladen . „ Gaa hen og borg en Tønde Rostocker Øl eller Pryssing hos Karperne og lov dem bestemt Betaling naar Maanen falder ned , “ vedblev han i Sengen leende . „ Gaa selv , Du Spottefugl ! og velbekomme Traktementet “ , gryntede atter den Anden . — „ Ja , Øl maa vi have , hvor vi ^aa skal hente det “ , svarede den unge Mand og sprang ad af Sengen . „ Om jeg saa skal hente det i Garpernes egen ølkjelder med en Knippel i Haanden , maa oi have noget . Siden iaftes har vi hverken faaet Vaadt eller Tørt . “ „ Du mener nok : siden imorges , “ bemærkede Jonas tort og køstede atter Hovedet op fra Bordet , „ thi efter min Regning var Solen oppe før vi kom hjem . “ „ Det er en forbandet By “ , mumlede den unge Mand ; „ her i Bergen ligger Alt stille undtagen jeg og derfor kan jeg ingen Vei komme . Saaledes kan det ikke gaa . Tungen hænger tør i Halsen paa mig ; der maa Vædelse til , om jeg ellers skal leve til Aften . “ „ Hvor vil Du hen , Mogens “ , spurgteJonas , uden af svare paa sin Vens Bemærkning , da han saa ham trække i sin Trøie . — „ Hen til Karperne , naturligvis “ , svarede denne kort ; „ vi maa have Noget af drikke . “ „ Du henter Dig kun et blaat Øie og Buler i Hovedet “ , indvendte den Anden . „ Gaa Heller ud til Clerü herudenfor , som jeg sladig har raadet Dig . “ „ Ikke et Ord mere herom , Jonas , hverken for Spog eller Alvor , om vi ellers skal vedblive i vort Venskab “ udbrød Mogens , som Læseren allerede har gjettet af være Magnus Heinesen . „ Ikke et Ord mere derom . Mødes Clerck og jeg nogensinde bliver det ikke Gammensord , vi skifte , saasandt som jeg er en god 2 Færing og han har bragt stor Ulykke over Færøerne , ja brandskatter dem endnu den Dag i Dag . Heller gaar jeg med Fiskerskuderne til Vestfjorden og lever af raadent Vand og Fiskerogn “ , tilføiede han . „ Gaa hvorhen Satan Du vil , naar Du blot skaffer Øl i Kruset “ , svarede Ionas , aabenbar fortrydelig over hans Vens Tilrettevisning . „ Men Du maa have ham i Lommen , om Du presser saameget som en Slurk af nogen Garpe her i hele Bergen , med mindre Du lover dem , at de maa hænge Dig bagefter . “ „ Det lover jeg dem gjerne , om de saa kan faa fat paa mig “ , raabte Heine sen med Munterhed . „ Det kommer an paa en Prøve ! Farvel , Ionas , Din Dsdbider , og paa glædeligt Gjensyn . “ Retsom han aabnede Døren for at træde ud i Strædet stod En af Christoffer Walckendorffs velbekjendte Drabanter udenfor , aabenbar med det Forsæt , at se indenfor til ham . Dette Syn gjorde ingenlunde noget behageligt Indtryk paa He in es en , men han lod sig ikke forknytte : „ Hvad godt Nyt , min gode Andreas ? “ udbrød han ; „ kom kun indenfor , min Ven ! det sømmer sig ikke , at Du staar Længer herudenfor , om Du ellers har Budskab til mig eller Ionas Maibom . “ „ Det er Dig , mit Budskab gjelder , Mogens “ , svarede Drabanten med en vis Vigtighed . „ Den naadige Herr Lehnsmand , Christoffer Walckendorff , stævner Dig til at møde hos sig , naar først Du kan og jeg vil raade Dig til , at skynde Dig noget . “ „ Tak for god Underretning , Andreas , og for dif gode Raad “ , svarede Heinesen , med paafagen Munterhed . „ Havde jeg Øl i Kruset , skulde jeg have rakt Dig det ; men Jonas derhenne drak Resten ud , ret som han hørte , at Nogen rørte ved Døren . Det er saa hans Vane — Intet at levne til gode Venner . “ „ Ja , nu god Dag , Mogens , og lyd kun mit Raad og lad den naadige Herre ikke vente , om Du ellers vil vel fare . “ Med disse trøstelige Ord forlod den vcerdige Andreas de to Venner . „ Det var det Øl , Du skulde hente hos Garperne , Mogens “ , bemærkede Jonas med et ironisk Smil paa sit brede Aasyn . „ IngenSpot , Du Tørvetriller ! “ udbrød Magnus Heinesen ncesten i komisk Fortvivlelse . „ Det er galt nok , at komme til Lehnsmanden efter en saadan Kaldelse ; men komme til ham paa fastende Hjerte , det er aldeles fortvivlet . “ „ Du glemmer nu igjen , at Du havde en god Rus inde ved Daggry “ , trøstede hans Ven ham . „ Aa , den er jo forlængst sovet ud ! men hvad troer Du egentlig han vil tiltale mig for denne Gang , Jonas “ , spurgte Heinesen . „ Er det for det Lapperi med de to Garver næstførleden Nat hos Chrisfoffer Øltapper , eller for den Dukkert , Heckel fik eller for den Flænge , Bysvenden fik forrige Tørsdag — eller , „ Eller , eller , eller “ , vrængede I o n a s ; „ Du kan blive saaledes længe ved , Mogens . Det er ikke værd , af Du piller Dig med disse Betragtninger . Lehnsmanden har dem vist alle paa Papiret og han vil neppe glemme nogen af dem , naar Du kommer op til ham . “ „ Ja , men hvad kommer det altsammen Lehnsmanden ved “ , spurgte Heinesen . „ Vi have jo Borgemestre og Raad , for hvem jeg skal stande til Rette . “ „ Lehnsmanden ved sagtens , af Du kun lidt bryder Dig om de Faarehoveder ; men forresten kan Du jo sige ham det selv , saa faar Du det nok af vide “ , trøstede Jonas ham . „ Ja , hvordan det er , eller ikke er , saa maa jeg nu til ham , thi med alt det , er hanikke af spøge med “ , bemærkede Heinesen ; „ men forresten vil jeg sige Dig , at jeg Heller var med at entre et Kaperskib med Huggerten i Haanden . — Og saa ikke saa meget som et Krus Øl at styrke mig paa forinden ! Naa , farvel , Jonas , ligesaa godt hoppe i det som krybe i Let ! gaa Du om lidt Hen til Thomas Brakncese og beholder Lehnsmanden mig ikke , flat jeg gjerne fomme alle de Kruse , som Du i dit Venskab vil unde mig , naar vi atter ses . “ Medens Magnus Heinesen med saa tungt et Hjerte , som hans lette Sind kunde tillade ham , vandrede til Lehnsmandens Bolig , skal vi se , hvad der imidlertid er foregaaet , ja endnu tildrager sig der . Umiddelbart efter Drabantens Afsendelse vare tre tydske Handlende blevne meldte for Lehnsmanden og efter en passende Stunds Forløb tilstedte Adgang til ham . Disse lybske Kjøbmænd havde endnu i Bergen bevaret en Del af deres gamle Myndighed , dels paa Grund af deres Rigdomme og dels formedelst deri Viklieloshed , Borgemestere og Raad samt Le tidligere Lehnsmcmd vare optraadte med ligeoverfor dem . Christoffer Walckendorff var en ganske anden Mand . Han vilde ikke vide af anden Selvraadighed end hans egen . Det maatte derfor snart komme til Sammenstød imellem de mcegtige Handelsherrer og den myndige Lehnsmand , Ler imidlertid snart viste dem tilbage inden saa snever Grændser , at deres Anseelse fra den Stund lev ef uopretteligt Knæk og de indfødte Handelsmænd begyndte at udvikle en vis selvstændig Virksomhed . Denne Lehnsmandens store Uvillie mod de „ Contoirfle “ var Magnus Heinesens store Held ; fhi selv Hans Lindenows Mellemkomst vilde — som tidligere bemcerket — Intet have udrettet , dersom det havde været Landets egne Børn og ikke de lybske Pebersvende , med hvem han saa ofte ragede sammen , at der nasten var aabenbar Krig mellem ham og disse . „ Hvad er Eders Begjering , I gode Mænd “ , spurgte Walckendorff paa dansk ; fhi vilde de høres af ham , maatte de ogsaa betjene sig af samme Sprog — idet ban mynstrede dem med ef mere alvorligt end strengt Blik . „ Vi bede i den hele lybske Handelsstands Navn her i den gode Stad Bergen — Eder , naadige Herr Lehnsmand ! “ begyndte den Ene af dem , idet de alle Tre atter bukkede dybt— „ at I vil forskaffe os nogen Hjælp og Lindring i den store Ulempe , som vederfares vor Handel , derved at den grumme Fribytter Clerck har Iagt sig i Skjærene her udenfor Fjorden og optager det ene Skib efter det andet , baade dem , der skulle hertil og dem , der afgaa , af hvad Nation de end ere og til hvilke Havne , være sig inden- eller udenlandske , de end henrejse , til allerstørste Molest , Tab og Hindring for alle Handlende , men mest for os , som findes her paa Pladsen og knn have Handelen af leve af . “ „ Jeg har allerede taget denne Sag under fornøden Overveiede “ , svaredeLehnsmandenimødekommende , „ og vor allernaadigste Arveherre og Konge ikke mindre . Det er hans som mit alvorlige Ønske , af der skal gjøres Afbrcrk , ei alene paa Clercks Sørøverier , men ogsaa paa alle de Fribytteres dumdristige og flammelige Gjerninger , som i den sidste Tid have hjemsøgt disse Farvande og til den Ende har Allerhoist ' samme givet mig Myndighed til af udstede et Brev til en eller anden habil Mand , der vil krydse efter og opbringe disse Skarnsmennesker og vil siden selv ' allernaadigst stadfceste mit Valg . Manden har jeg vel funden , og han skal være her om en føie Stund , men der rester Midler til Udrustningen af Skib , Mandflab , Proviant og Krigsfornødenheder . Kan dette ikke bringes tilveie , vil der gaa lang Tid hen før et Krigsskib kan sendes herop , og imedens kan der ske store Tab og Ulykker for Eder og Eders Handelsvenner . Jeg formener derfor , af det vil vcere Eder selv bedst tjenlig , om I udstyrede ham med de fornødne Midler , imod af han efter ncermere Overenskomsf svarede Eder en passende Afgift og Afbetaling af det forstrakte Beløb , af de indvundne Prispenge og « fler nu Eders Mening herom . “ De tre Pebersvende saa noget førlegne paa hinanden , men da Walckendorff tilsidst gjorde en ufaalmodig Bevcegelse , vovede de ikke af tie længer . „ Det er et alvorligt Spørgsmaal , I har forelagt os til Besvarelse , naadige Herre “ , begyndte endelig den , der førte Ordet , „ og I maa undskylde , af vi ikke kan give noget bestemt Svar før vi have raadført os med Handelslauget her i Byen . Imidlertid tvivler jeg ikke paa “ , tilføiede han hurtig , da han saa et Uveir trælle op paa Walckendorffs Ansigt , „ af Handelslauget vil bidrage sit til , af faa denne store Ulykke standset jo før jo Heller , om I vil være saa naadig af sige os , hvem I har tiltcenkt af føre Skibet . “ „ Jeg kjender kun En , der er habil dertil i hele Bergen og det er Mogens Heinesen , som I jo ogsaa kjender Noget til “ , svarede Lehnsmanden , imedens et ironisk Smil spillede om hans Læber . „ Mogens Heinesen ! “ udbrød Lybekkeren aldeles forfældet — „ den — den . “ „ Jeg kjender ligesaagodt som I hans Gal flader vi Tilbøieligheder og har , som I vel ved , ogsaa draget ham adskillige Gange til Ansvar derfor “ , svarede Lehnsmanden meget alvorlig , „ men giv ham Noget at bestille , og han vil anvende sin Kraft og sit Mod i en bedre Gjerning , derom er jeg overbevist . Han er øvet paa Kapertogter , og denne Kaldelse vil netop være en Virksomhed for ham . “ „ Eders Strenghed maa alligevel ikke vente , at vi betro denne Mand Skib og Gods “ , svarede en Anden nu med stor Bestemthed , „ fhi det er vor Tro , at han snarere gjør fcelles Sag med Fribytterne end han jager efter dem og navnlig hvad os tre angaar , da tør jeg sige , at vi aldeles Intet vil have med ham at skaffe ; fhi mig har han kastet ud i Havnen saa jeg var ncer . ved at drukne ; Burckart der overfaldf han en Aften udenfor sit eget Hus , som han maatte frelse sig ind i , og Hermann Wulfs vceltede han sig en anden Gang ind paa hos Christoffer Øltapper , og tilføiede ham og andre gode Venner megen Overlasf . Der er ncesten ingen lybsk Kjøbmand her i Bergen uven af han har dette , ja hvad Vcerre er , af beklage sig over — Altsammen foraarsaget af dette vilde Menneske , uden nogen skjellig Grund . “ Før Lehnsmanden endnu fik Tid til af svære meldtes Magnus Heinesen , som han øieblikkelig befalede af indlades . Saasnart Heinesen var traadt indenfor gjorde han etdybtBukfor Lehnsmanden , men da han fikøie paa de fre lybske Pebersvende , kom der et Udtryk i hans Ansigt som vilde han sige : Tcenkte jeg det ikke nok ! „ Du ser paa disse fre Mænd , Mogens , og ved vel saa med det Samme , hvad jeg kan have af sige Dig “ , begyndte Walckendorff , idet han besvarede Sømandens Hilsen med et let Nik . „ De føre svære Beskyldninger mod Dig for alskens Overlast , ja forsøgt Drab , idet Du endog har villet drukne Heckei , som her staar . “ „ Med Gunst af melde , strenge Herr Lehnsmand , saa har jeg aldrig fankt paa en saa gruelig Gjerning som af drukne den agtbare Herr Heckel fra Lybek “ , begyndte Magnus Heinesen med al Frimodighed , „ og det beviste jeg i samme Øieblik som jeg pirrede ham i Vandet ; thi jeg sprang selv ud efter ham og bjergede ham iland . “ „ Men , hvorfor pirrede Du ham i Vandet , som Du siger “ , spurgte den noget formildede Lehnsmand . „ Sagen er simpelthen den “ , svarede Magnus , „ af jeg bad ham om af laane mig Halvdelen af de Penge , jeg saa han stod med i en Pung for af betale nøgen Fisk , men da han saa sagde , af Fanden kunde laane mig Penge for den Nattesvarmer og Ødeland jeg var , gav jeg ham et ganske lille Skup , uden af jeg betænkte , af han var Vandet saa nær og stod saa ilde paa sine Fødder . “ „ Dær var ellers ikke Meget leiet i det , Heckel sagde . Mogens ! “ bemarkede Walckendorff med et let Smil . „ Det kan maaske næk vare saa- strenge Herr Lehnsmand “ , indrømmede Magnus Heinesen i al Oprigtighed , „ men enten det nu er Løgn eller Sandhed , hvad der saaledes siges , saa kan dog ingen Mand , der har Hjertet paa det rette Sted , lide af høre det sagt , allermindst lige i hans egne Øine , og jeg gad vel se , hvordan I selv vilde tage det , om disse Garper nu vilde sige Eder , hvad Enhver kan høre , af de snakke om Eder paa alle Ølhusene , naar de faa Lov til at lade Munden løbe . “ „ Stille “ , udbrød Walckendorff med en Myndighed , der ikke taalte nogen Modsigelse , da han bemcerkede , at alle tre Lybekkere vilde tage til Gjenmcele : „ Jeg kjender enhver saadan Wring , men foragter al Ølhussnak . Men hvad enten der nu er løiet Lidt eller Meget i Heckels Udtalelser , saa vare de døg flemme Uqvemsord , der maatte tirre et Sind som det Mogens har , og da han selv fik sig en vaad Trøie for sin Idrcet , saa mener jeg , at dette kan gaa lige op . De andre Klagemaal kan I fremføre for Borgemestere og Raad , det er jo ikke Lerfor I ere komne her ; men det hvorfor Du er stevnet hid , Mogens , er det , at jeg vil give Dig Brev paa at jage efter de flcendige Sørøvere , som gjøre Farvandene heromkring usikkre og især ere en Ødelæggelse for Færøerne , hvorfra Du jo selv stammer , og har anmodet de Contoirske om at udstyre Dig med Skib og Midler dertil . Kan Du paatage Dig denne Gjerning ? thi lover Du det , ved jeg , at Du holder dit Løfte , hvad Ondt Godtfolk ellers sige om Dig . “ Magnus Heinesen blev blussende rød og hans Øine straalede af Glæde . „ Jeg baade kan og vil , naadige Herre , og hverken I eller Nogen skal fortryde den Tillid , man viser mig . Men vil de Contoirske hjælpe mig fil et Skib , som kan bruges , saa maa de være anderledes Folk end jeg anser dem for , uagtet jeg ærlig skal give dem Part i Fortjenesten og det vil være fil deres eget store Gavn , at jeg løber ud . “ „ I høre , hvad Mogens siger “ , bemærkede Walckendorff , idet han vendte sig fil de Lybske . „ Hvad er Eders Mening ? Vil I tro ham paa hans Ord og tage mig god for hans Oprigtighed ? “ „ Som vi engang har sagt ; naadige Herre , vi maa først høre Laugets Mening “ , svarede Ordforeren for de Lybske og bukkede dybt , „ vi have aldeles ingen Myndighed fil at love Noget paa de andre Kjobmænds Vegne , og det , vi selv kan tilflyde , bliver for Intet at regne . “ „ Nu vel da “ , udbrød Walckendorff med en flet dulgt LErgrelse , „ lad mig saa Eders Mening at vide endnu inden Solnedgang ; thi hvad der skal udføres , maa begyndes jo før jo heller . I ville imidlertid selv have Barsk af , om I ikke høre mit Raad og glemme Eders Fjendskab mod Mogens Heines en . “ Han afskedigede de tre Kjøbmænd med en høflig Bevægelse med Haanden , hvorefter de , under dybe Skrabud forlod hans Værelse . „ Hvad tænker Du , at de bestemme sig til , Mogens “ , spurgte Lehnsmanden , efterat han var bleven ene med denne . „ Det er let at sige , hvad de ville gjøre , naadige Herre “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige Frimodighed . „ De vil heller se mig hængt end betro mig saameget som en Jolle , ikke for Mistvivls Skyld , men for det store Nag , de bære til mig . Da de imidlertid holde meget af en sikker Handel og tillige vil gjøre Noget for at behage Eders Naade , som de ellers ikke holde stort mere af end af mig , vil de maaske udruste et Skib under en selvvalgt Skipper , der imidlertid Intet vil udrette . “ „ Hvorfor tror Du , at han Intet vil udrette “ , spurgte Lehnsmanden . „ Fordi de hverken vil udruste ham helt eller halvt “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige Oprigtighed , „ dertil ere de for gjerrige , selv om de kunde finde en habil Skipper , hvilket jeg meget betvivler . Netop for deres Gjerrigheds Skyld , vil jeg heller ikke gjerne have med dem at gjøre ; thi det vil blive til Klammeri imellem os , uden Ende og uden Nytte . “ „ Og Du kan ikke selv finde paa Midler til at faa et Skib “ , spurgte Walckendorff . „ Du er jo ellers en snarraadig Mand , har man fortalt mig , og det er en hæderlig Gjerning hvortil jeg har udset Dig . “ „ Hvorledes skal jeg kunne det , naadige Herre , uden Penge , uden Kredit , og kan vel ogsaa tilføie : uden godt Navn og Rygte “ , svarede Heinesen , halvt i Spøg og halvt i Alvor . „ Havde jeg endda blot 100 Kroner i Lommen til at rasle med og kaste paa Bordet i Ølhusene , fik jeg nok Mandskab , og havde jeg det Mandskab , jeg ønsker , fik vi nok et Skib fat — det havde gode Veie . “ „ Nu vel , Mogens “ , svarede Walckendorff efter nogen Betænkning , idet han gik hen til et Skab , hvoraf han udtog en vægtig Pung . „ Jeg er ikke den Mand , der gjor Noget halvt , og jeg vil derfor heller ikke have halv Tillid til Dig . Her er netop 150 Kroner i denne Pung , altsaa en halv Gang flere end Du ønsker . Benyt dem i den Gjernings Tjeneste , hvorpaa Du her har et aabent Brev , som Hs . Majestæet , vor allernaadigste Arveherre og Konge , senere vil give sin Stadfcestelse . Drikker Du dem op til Unytte , gjør Du ei alene Dig selv , men ogsaa mig til Spot for Garperne ; men bringer Du en Fribytter iland , vil det blive den cergerligste Streg , Du endnu har spillet dem , ikke at tale om , at Du bereder Dig en stor SEre og mig en Glæede derved . “ „ Tak , naadige Herre , tusind Tak “ , raabte Heinesen , og kyssede i sin Henrykkelse den Haand der rakte ham Brevet . „ Eders Tillid til mig stal ikke vorde befljcemmet . Garperne skal blive graagule af Wrgrelse og I redelig faa Eders Penge igjen ved den første Prise , jeg gjør . “ „ Jeg tror dine Forsikkringer , Mogens Heinesen “ , svarede Walckendorff venlig „ og venter mig Meget af dit Mod og din Raadsnarhed . Hvornaar tror Du , at Du kan løbe ud ? ' „ Imorgen “ , svarede Heinesen rafl . „ Hvad for Noget ! alt imorgen ! primer Du ? “ spurgte Lehnsmanden overrasket . „ Jeg kan ligesaa godt sige imorgen som om otte Dage , thi jeg er i Øieblikket lige næer derved “ , svarede Heinesen « åbenhjertig ; „ men skal der gjøres Noget , maa det ske sfrax . Jeg kan ikke ret lcenge gaa med saa mange Penge i Lommen og Clercken ligger herudenfor . Hos ham maa jeg først fil Messe , for af se , om Vorherre vil være med mig paa mine Togter . “ Med disse Ord gjorde han et rask Buk for Lehnsmanden og var i næste Oieblik ude af Deren . Walckendorff stod en Stund i dybe Tanker , med Dinene fæstede paa Døren , hvorigjennem Magnus Heinesen var forsvunden . Derpaa rystede han betænkelig paa Hovedet og gik langsomt hen fil sit Skrivebord , hvor han , siddende i sin Lænestol , syntes af fordybe sig i alskens Betragtninger . Tredie Kapitel . „ Messen “ hos Clerck . Et Par Mil syd for Mundingen af den Fjord , der fører ind fil Bergen , laa Dagen efter Magnus Heinesens Møde med Walckendorff en lille Brig for Anker bag en hei Klippeo . Skjøndt den kun var armeret med fire smaa Kanoner , var den dog aabenbar udrustet fil Krigsbrug , og et erfarent Øie saa desuden sfrax , ar den laa parat fil af lette Anker ved første Leilighed , som tilbød sig . Ombord paa Skibet slentrede en Snes Mand af vildt , forvovent Udseende enten omkring uden bestemt Beskjæftigede , eller de toge sig en eller anden let Bestilling for . Paa et Sted under Stormasten laa fem andre Matroser og spillede Terninger , idet de af og til vædede Læberne af de fo store Kruse , som stode ved dem , medens fo Mænd agter ude sad i en fortrolig Passiar med et Sølvkrus imellem sig , som Ingen af dem undlade af Lette paa . Skjøndt man dengang neppe var vant til den Properhed og Orden , som findes nutildags paa alle europæiske Skibe , men iscer paa Orlogsskibene , vilde enhver Sømand , som betraadte Briggens Dæel , dog finde , af dette gode Skib stod langt tilbage , hvad hine fo Egenskaber angaar , endog for Datidens Kjobmandsskibe , og Mandskabet selv havde Intet tilfælles med den flinke , renlige Matros ombord paa et Orlogsskib . „ Jeg siger Dig for sidste Gang , Clerck ! “ begyndte den Ene af de fo Mænd agter ude , „ af vi komme til af ligge her til Dommedag før vi faar nøgen Prise ; thi Kjobmcendene i Bergen maa have Signaler ude syd paa , og selv sende de intet Skib ud saalænge de se , af vi ere her . Og naar Ollet er forbi , saa er ogsaa Mandskabets Taalmodighed ude . “ Ham , hvem Ordet var rettet fil , svarede Intet , men gav sig fil at fløtte , idet han saa ud over Skibets Rceling ad Syd fil . „ Det var forbandet , at vi fluide jage den Hamborger , uden at tage ham “ , vedblev den Første efter en Pause , „ thi det er ham , der har advaret Folk i Bergen . Jeg forstod mig heller ikke paa „ Falken “ den Dag . “ „ Er det en Bebreidelse imod mig ? “ spurgte den , hvem Bemærkningen var rettet fil , og saa sin Kammerat i Øinene med et megetsigende Blik . „ Du kan tage det for hvad Du vil , Clerck “ , svarede denne studs , „ forresten mente jeg kun , at „ Falken “ den Dag ikke seilede saa godt som den pleier , hvad nu Grunden kunde væere . “ „ Hvad mener Du egentlig med al den Snak “ , spurgte Skipperen igjen i al Ligegyldighed . „ Jeg mener , at vi bør lette og staa et Par Dage tilsos , saa vil idetmindste alle Skibene i Bergen söge ud , og vi behøve da ' blot at vcelge iblandt dem , hvilket vi synes bedst om . Ia , maaske kan vi endog naa at kapre to istedetfor et — og jo flere jo bedre . “ „ Og hvad vandt vi saa derved ? “ spurgte Clerck , idet han tog sig en Slurk af Kruset . „ En Ladning Tømmer , eller , naar det blev høit , nogle Tønder Tjæere og tør eller saltet Fisk ! Puh ! Nei , vi maa have en Tydsker med Roslokker Øl , Vine , Silke og saadanne gøde Sager , og for at saa ham , kan vi ikke ligge bedre end vi gjør . Forresten er det bedst , at Du gjemmer dine gøde Raad fil jeg beder Dig om dem , eller Du selv faar „ Falken “ at føre . Det er dumt Vrøvl , at Ler er sendt Advarsler fil Skibene syd fra . Hvorledes skulde det gaa fil ? I din Visdom har Du overset , at alle Skibene syd fra have havt Modvind al den Tid vi have ligget her , paa en enkelt Dag nær , og da stod Vinden for kort fil at de kunde komme op . Vi maa snart faa Søndenvind , og saa vil alle dine Sorger for mig og Mandskabet være forbi . “ Med disse Ord rettede Skipperen sig i sin hele Størrelse og viste en Kæmpehoide og Muskelkraft , der rimeligvis havde bidraget fil at forskaffe ham den Plads , han indtog ; men heller ikke Styrmanden var en Karl at kimse af , og i det Hele faget var det velvoxne , stærkbyggede Mænd , som fandtes ombord . Kaptain Clerck var en Franskmand af Fsdsel , medens Styrmanden var en Svensker . Sproget , de og Mandskabet talte , var en Jargon af alle mulige Sprog , hvoraf dog Hollandsk var det fremherskende . „ Mon virkelig den Jolle vil ud til os ? “ bemærkede Clerck efter den lille Pause , som hans Ord til Styrmanden havde fremkaldt . „ Lad os holde en Baad klar til at tage ham , om han vil seile forbi . Det er mig magtpaaliggende , at jeg faar Underretning om , hvordan det staar til i Bergen . “ Disse Ord gjaldt en lille Jolle , der virkelig syntes at styre hen imod Skibet , som om den vilde til det . Da Folkene ombord i en Uge ikke havde set noget Fartøi i sin Nærhed , stort eller lidet , endsige noget , der lod til , at vilde til det , vakte dette hele Mandskabets Opmærksomhed , og selv Terningkasterne standsede med deres Spil , for at se , hvorhen Jollen slyrede . Da den kom nærmere saa man en Mand sidde til Rors ; men Jollens Fart var saa uregelmæssig , at alle Sømændene ombord let kunde indse , at det ikke var nogen kyndig Haand , der styrede det lille Farten , hvis eneste Seil heller ingenlunde stod efter Kunstens Regler tilsøs . Naturligvis fremkaldte alle disse Iagttagelser alskens vittige Bemærkninger , medens Jollen nærmede sig Briggen , og Alle imødesaa baade med Glæde og spændt Forventning dens Ankomst . Meget rigtig vedblev ogsaa Jollen sin Fart hell fil Fribytteren ; men da Manden var kommen Skibet paa Siden , sfete hans Manøvre saa keitet , af han vilde være dreven agter ud , dersom man ikke havde tilkastet ham et Toug , hvorved han endelig halede sig hen fil det . “ „ Hvad er Du for en Fist “ , raabte Styrmanden ned fil ham , idet han og Mandskabet kastede spørgende Blikke ned i Jollen , eller sagde Vittigheder paa den Ankomnes Bekostning . Denne var en ung Mand under Middelhøide og af et meget enfoldigt Udseende , klædt i de norske Landboeres almindelige Dragt . „ Jeg har ingen Fisk , men jeg har Lammekjød , om I vil kjøbe det “ , sagde Bonden og saa op fil de mange Ansigter , der stirrede ned paa ham . „ Ja vel vil vi det “ , svarede Styrmanden , „ kom kun op med det . Hvad Fanden er det , Du tager Dig for “ , spurgte han forundret , da han saa Bonden fylde sine Lommer med en Mcengde Stene , der laa i Bunden af Jollen , fra en Valnøds Størrelse fil en knyttet Nceves . „ 3H , jeg vil have mine Skydevaaben med mig . Det er ikke saa lige , af gaa ubevæbnet ombord fil Jer med saadanne Brumbasser paa Siderne . “ Dette Indfald fremkaldte naturligvis en skraldende Latter ombord , og Alle glædede sig fil en udmærket Spas med deres Gjcest . Endelig syntes denne , af være bleven vel forsynet med sine primitive Skyderedskaber , thi hans store Koftelommer struttede ud fil begge Sider som om det havde været Kornsække , og nu langede han forst sit Kjød op paa Skibet , hvorefter han blev staaende og gloede opad . „ Ih , for Fanden , hvorfor flynder Du Dig ikke “ , spurgte Styrmanden . „ Ih , for Fanden “ , vrængede han efter ham , „ hvorfor stikker Du ikke en Tougsfige ned fil mig , som man har paa andre store Skibe . Tror Du , af jeg kan kravle som en Flue op ad en Væg ? “ „ Vi har ingen Stiger her ornbørd “ , svarede Styrmanden leende , idet han nu og siden forklarede sine Kammerater , hvad Le ikke forskede af Bondens Tale , „ men hold nu dygtig fast ved denne Ende , saa skal vi hale Dig ombord . “ „ Men hvad skal jeg gjøre ved Jollen imedens ? “ spurgte Bonden betcenkelig . „ Ih , kast Linen til os , saa skal vi gjøre den fast i Vanterne “ , svarede Styrmanden . „ Vanterne ! “ udbrød Bonden forundret , „ det skulde hjcelpe godt ! I kunde ligesaa godt binde den om Jerre Huer . Her er Linen og hid den om Brumbassen over mit Hoved ; han kan bedre holde paa en Jolle end alle Jerre Vanter tilhobe , og vent saa til jeg har spyttet i Nærverne . Saa , hal nu til , au , au , mine Skinneben . Det var dog Fanden til Reise . “ Lystigheden var nu bleven almindelig ombord og Alle bød ham velkommen , da han trillede ind paa Dcekket , hvorved flere Stene rullede ud af hans Lommer . Bonden puttede disse ivrig ned igjen , hvor de vare komne fra ; derpaa reiste han sig møjsommelig op , omringet af hele Skibets Bescetniug . „ Aa , mine arme Skinneben “ , gjentog han igjen , idet han heftig gned dem med begge Hæenber . „ Er det en Maade , at hjcelpe Folk ombord paa ? Du kan vide , at jeg skal huske Dig det “ , vedblev han , vendende sig til Styrmanden , „ hvor lang Du saa er , og om Du saa ti Gange er Skipper ombord . “ Alle lo og beklagede Styrmanden . „ Men , hvor er min Krop ? “ spurgte Bonden pludselig og saa sig forsfrækket om i Kredsen . „ Fol paa Dig selv , saa finder Du den nok “ , bemærkede en af Mandskabet leende . „ Føle paa mig ! har jeg Lammekroppen hos mig ? I har jo taget imod den og enten skal I give mig den igjen eller Penge før den . “ „ Er det før at sælge den , Du er kommen herud ? “ spurgte Styrmanden . „ Ja , hvorfor ellers og I skal saa den før godt Kjob , før jeg selv har ingen Nytte af den “ , svarede Bonden . „ Kan Du da ikke spise Lammekjød ligesaa godt som vi Andre , “ spurgte Styrmanden forundret . „ Io , men jeg spiser aldrig Kjod af selvdøde Lam “ , svarede Bonden oprigtig . „ Hvad før Noget ! Er Du gal ! døde Faaret af sig selv ? Og det vover Du at sælge til os ? “ udbrød Styrmanden med forstilt Vrede , medens hele Mandskabet skoggerlo . „ Er det at tage paa Vei før ? “ spurgte Bonden uforfærdet . „ I kan jo lade være at kjøbe den , før saa smider jeg den i Søen . Jeg vil ikke seile hjem med den igjen . “ „ Men hvorledes kunde Du tro , at vi vilde spise Kjødet af dit selvdøde Faar “ , indvendte atter Styrmanden , tilsyneladende lige vred . „ Aa , jeg har set Jer ligge saalænge Herude , at jeg tænkte , at I vare svært lysfne ester fersk Kjød , selv om det var af et selvdødt Lam “ , svarede Bonden ; „ men ærlig vilde jeg være og sige det forud . Vil I saa have den eller ikke ? “ „ Hvad hedder Du ? “ spurgte Kaptainen . „ Christian Olesen “ , svarede Bonden ; „ men man kalder mig ogsaa Christian Degn , før jeg synger godt . “ „ Syng os en Vise “ , sagde Styrmanden . „ Ia giver I et Krus Dl , til at væde Halsen med ? “ spurgte Bonden . „ Ih , se hvilket fint Krus . Jeg har aldrig drukket af Tin før . Mig forlov . “ „ Hold dine Fingre fra det Krus og ræk ham et af dem derhenne “ , sagde Styrmanden barsk . „ Jeg beder mange Gange om Forladelse “ , sagde Bonden betuttet . „ Ja , jeg fænkte nok , af det var forfint før mig ; men er Øllet bare godt , saa er det mig lige Et , hvoraf jeg drikker det . —Tak , Tak ! aa , hvor det qvæger ! men maa jeg virkelig drikke det Altsammen ? Tak , mange Tak ! Ja , saa gjør jeg det ogsaa “ , vedblev han , da man havde betydet ham , af han gjerne maatte tømme Kruset . „ Saadant Øl har jeg aldrig drukket før . “ „ Kunde Du have Lyst til et Krus til “ , spurgte En af Mandskabet , der saa , af det stcerke Øl havde begyndt af gjøre Virkning paa Bonden . „ Om jeg har ? “ svarede han ivrig . „ Jeg sætter gjerne min Mund til Tappen og lader det løbe . Saadant Øl faar jeg ikke hver Dag . Men hvormeget koster det ? “ spurgte han forsigtig . „ Aa , Du kan jo give os lidt Kjøb paa dit Lammekjød “ , svarede Styrmanden , „ saa er det betalt ! “ „ Jeg drikker det gjerne op , før saa har jeg jo nogen Fornøielse deraf . O , Sidsel , Sidsel “ , vedblev han triumferende , idet han svang et nyt Krus over sit Hoved : „ Du kaldte mig et Fæ , fordi jeg vilde herud — nu skulde Du se mig , hvilken Karl jeg er ! “ Han trallede en Vise og dansede rundt med Kruset i begge Hæeuder . Saa drak han lidt , dansede og sang igjen -- bestandig under Mandskabets ustandselige Latter , indtil han ogsaa havde tømt dette Krus . „ Hei , hvormange Master har denne Skude ? “ raabte han som det synes mere end halvdrukken . „ Er der to eller tre eller sire ? og sikke Noget deroppe ! maa jeg krybe op ad Stigen . Jeg kan ganske vist se Sidsel deroppe . “ Med Glæede gav man ham den attraaede Tilladelse , da man nu først ventede rigtige Løier af ham . Han dinglede hen til Vantet og begyndte at kravle op med en drukken Mands hele Ubehæendighed . Da man strax saa , at han var ubevandret med flig Klattren , fremkaldte hans Keitethed endog et Smil paa den alvorlige Fribytterkaptains Ansigt , medens Mandskabet skoggerlo ligesaa ustandselig som Bonden brugte Munden . „ I maa have Eders Flag hsiere op “ , raabte han ned til dem , da han midt paa Vantet saa en af Kaptajnens røde Trøier , som var hængt derop til Tørre og løste den af . „ Hold nu op med den Kommers , I Grinebidere ! “ vedblev han atter , „ eller I skal faa lidt af grine af , naar jeg først er deroppe . “ „ Hurra ! her er jeg ! “ vedblev han : „ Aa hvor I er smaa mod mig . Kom herop med et Krus Dl , saa skal jeg flage for Eder . Hvad griner Du af , dit lange Spektakkel ! Tag den til din Fornøielse ! “ og dermed kastede han en Sten ned i Hovedet paa Styrmanden , hvem den traf midt i Ansigtet saa han tumlede . Da Mandskabet undfe ham det vel , blev Latteren endnu høiere . „ Naa , I vil ogsaa have Noget af grine af ! “ skreg han . „ I har nok glemt , af jeg tog mine Pistoler med mig . “ Og nu begyndte han af kaste Stene ned i Hovedet paa Mandskabet , som vel sprang tilside for enkelte , men ogsaa fik flere alvorlige Contusioner . „ Hold op dermed , i Djævelens Skind og Ben ! “ skreg Styrmanden , der ligesom det øvrige Mandskab blev kjed af dette Bombardement , „ eller vi kaste Dig paa din Hals i Havet . “ „ Kom herop om I kan ; jeg skal snart faa filet Tougstigen over “ , svarede Bonden forbittret og svang en Kniv i Luften . „ Hvad gaber Du efter ? “ skreg han ned til Kaptajnen , som han hidtil havde forskaanet . „ Kan Du gabe over denne Roe “ , og dermed kastede han en Sten efter dennes Hoved , men da Kaptainen gjorde en rask Bøining med dette , undgik han at blive ramf . Lystigheden var nu bleven forandret til Forbittrelse hos Mandskabet , men ligesaa vildt dette bandede og støiede , ligesaa ivrig blev Christian Degn , som man nu saa var overstadig drukken og den ene Sten efter den anden fløt ned i Hovederne paa Matroserne , hvergang ledsaget af en Strøm af hans Skjældsord og Forbandelser . „ Lad os faa Ende paa dette Spil , Kaptain , og lad et Par Mand gaa tilveirs og hive den ondskabsfulde Knegt overbord “ , sagde Styrmanden forbittret , efter at Bonden havde ramf ham med en ny Sten . „ Saa ødelcegger han os Vanterne , idetmindste paa den ene Side , og det kan blive os en slem Historie , om et Skib kom idetsamme “ , svarede Kaptajnen , „ det vilde Heller ikke vcere Løn til ham som forsfyldt . Hei , Robert , hiv hans Jolle los ! og gaa alle Mand ned at skaffe . Han bliver saa snart kjed af at vcere deroppe og naar vi saa faa ham ned , kjølhale vi ham et Par Gange , at han kan faa Øllet af Hovedet og beholde ham som Dcekspuler . Det er meget bedre . “ „ Hei , min Iolle “ , sfreg Christian , da han saa Jollen drive . „ Ser I ikke , hun driver , vil I Hundetampe ikke efter den . Herud , herud “ , og nu begyndte Bombardementet igjen til der ikke var flere Folk paa Tækket . „ Hurra , Seir , Seir ! “ sfreg han nu , „ Seirsflaget op ! “ og snart udfoldede Kaptajnens Uncevnelige sig i den friske Vind . Han tog nu en Pibe op af Lommen ; dansede , blceste og sfreg „ Seir “ , uafbrudt , men havde altid en Sten paa rede Haand , hver Gang Nogen lod sig se enten i Kahytskappen eller i Forlugen . „ Hvorlænge mon den Slyngel saaledes kan skabe sig ? “ spurgte Kaptajnen , der havde sat sig til at spise med Styrmanden i Kahytten . „ Jeg tænker , det ender med , at han dratter ned “ , svarede denne . „ Han maatte selv suste , at han gjorde det “ , bemærkede Kaptajnen koldt — „ men hvad i hede Helvede er det ? “ raabte han , da han pludselig saa en Flok ubekjendte Mænd , bevæbnede med Huggerter og Dxer , foran Kahytskappen . Larmen i Merset var ogsaa i samme Nu hört op og ligesaa uventet stod den drukne Christian Degn og kigede ind fil ham med en lang Kniv i sin Haand . — „ Velbekomme Middagsmaaltidet , Kaptajn Clerck ! “ raabte han muntert ned fil ham . „ Bliv bare ved af spise ; thi op kommer I ikke alligevel . Ingen Vrsvl , Styrmand , ellers bliver det Dig , der kommer overbord og ikke mig . Skuden er min ! Mandskabet forude er spærret inde , ligesom I ; men I skal inden Aften komme ud igjen . “ „ Vi sprænge Skibet i Luften “ , raabte Styrmanden med et truende Blik . „ SomI behager , gode Ben “ , svarede Heinesen leende , „ saa har I Allesammen hurtig og sikker Ende paa det . Vi stal nok bjerge os heroppe tcenker jeg . “ - Dermed smykkede han Døren fil Kahytten i og overlod Kaptajnen og Styrmanden fil deres ingenlunde lystelige Betragtninger . Fjerde Kapitel . Før og siden . Medens „ Falken “ med alle Seil fil scettcr Kurs efter Bergen , kunde Læseren maaske ønske af vide , hvad der var gaaet forud for Overrumplingen af Soroverflibef , hvilken vi have søgt af gjengive i Overenstemmelse med Historiens Beretning om denne virkelige Begivenhed . Efterat Magnus Heinesen havde forladt Christoffer Walckendorff , indfandt han sig efter Aftale hos Thomas Braknæse , hvor han traf sin Ven Jonas tilligemed nogle andre ligesindede Kammerater , der havde anvendt Tiden inden hans Ankomst fil af drøske det høist vigtige Spørgsmaal , om de vilde faa ham af se eller ikke ; thi de vidste alle , af Mogens havde Meget af svare fil og af Lehnsmanden ikke var fil af spege med . Da de havde ventet en Timestid og i dette Mellemrum indgaaet adskillige Væddemaal , om han kom eller ikke , saa endelig Jonas sin Ven , hurtig af bøie om Hjørnet og ile ind fil dem . Et almindeligt Frydeskrig modtog ham , da han aabnede Deren og da det Dl , hvorom der var væddet , var opdrukket paa det sidste Krus nær , tøvede Jonas ikke med af forlange dette af Værten . Før Heinesen endnu havde fuldendt sin Hilsen fil de Tilstedeværende , stod Kruset paa Bordet og han gjorde det saa god Besked som en Mand burde gjore , der med en tørstig Sjæl som hans , endnu Klokken fire om Eftermiddagen hverken havde nydt Vaadt eller Tørt den hele Dag . „ Hei , Braknæse , lad os faa en Kande af den bedste Kryddervin , Du kan lave , og Resten af den Svinesteg , som jeg lugtede igaar , men ikke smagte og saa min Regning for det Gamle — men snyd mig ikke mere end sædvanligt , Du Røver ! her er Penge for mine Venner og mig . Nap Dig saa Noget , Du Kamel ! “ Med disse fyndige Ord slængte Heinesen en Haandfuld gode nye Kroner paa Bordet . Det er ikke let af sige , hvis Forbauselse , der blev störst , Værtens eller Gjæsternes ; Overraskelsen var saa grundig , af hvert Glædesudbrud hendøde paa Læberne , medens Værten ikke glemte af skrabe Pengene til sig , idet han lovede hurtigst mulig Expedition . „ Men “ , udbrød endelig Jonas , da Heinesen fiuppede sig ind ved hans Side og slog ham glæededrukkxn paa Skulderen , „ men hvorledes ? “ begyndte han igjen . „ Hvorledes jeg er kommen til disse Penge , kan jeg tcenke , Du vil have af vide “ , svarede Heinesen , idet han afbrød sin Ven , „ det er snart fortalt . Hei , B r akn ce se ! lad os saa noget Øl til Vinen og Stegen bliver fcerdig . Oppe hos Lehnsmanden traf jeg Heckel og to andre Garper og Lehnsmanden forligte os saaledes , at jeg fik disse Penge og Løfte om flere til , naar jeg altid vilde vise mig søm disse brave Mcends sande Ven , saaledes søm jeg hidindtil bestandig har havt før Skik . —-Thi Ave skal der til ! “ „ Ja , det er nu en Tyveløgn “ , udbrød Jonas ; „ men det er det samme . Pengene har Du og Mad og Drikke faa vi ; lad saa Fanden spørge , hvor de kom fra . “ „ Det Bedste ved det Hele er , at I alle kan faa ligesaa mange Penge søm jeg har “ vedblev Heinesen „ og det er ikke saa faa endda — se her “ , og nu lagde han den ene Haandfuld Kroner paa Bordet efter den anden , „ det kommer bare an paa , om I vil gribe til . “ Nu kom Forundringsudbrudene først frem , ledsagede af de ivrigste Forsikkringer om , at det ikke skulde mangle paa god Villie dertil hos Nogen , naar det ikke kom an paa Andet . „ Saameget desfo bedre “ , svarede Mogens og puttede igjen Pengene i Lommen , „ men nu skal vi spise og drikke ; husk paa , at jeg er fastende endnu , paa de par Mundfulde nær , jeg drak før . Naar vi saa har spist , forlader jeg Eder igjen og dem , som saa vil med paa det Eventyr , jeg har for , møder hos mig iaften Kl . 8 . Der skal ikke mangle godt Øl og godt Selskab . Her har Du Penge fil Indkjobet , Jonas “ , vedblev Heinesen og rakte ham en Haandfuld Kroner , „ lad der Heller være for Meget end for Lidet ; træffer I sammen med en brav Karl af Eders Bekjendtskab underveis , saa tag ham kun med ; thi der bliver nok fil os Alle alligevel , om Jonas ikke kniber paa Skillingen . “ I det Samme kom Værten med Maden og nu sysselsatte denne de mer eller mindre hungrige Gjæster , medens Heinesen med en Spøg eller en Vittighed undgik at svare paa de mange nysgjerrige Spørgsmaal , som rettedes fil ham under Maaltidet . Saasnart dette var fil Ende , reiste ogsaa Heinesen sig og bød Selskabet „ Farvel indtil siden “ og forlod hurtig Stuen , idet han endnu engang lagde Jonas paa Sinde , „ ikke at spare paa nogen Ting “ , hvilket denne samvittighedsfuld lovede . tilses . Alt er parat fil Afreisen . Kan jeg stole paa Eder som I paa mig . skal vi gjøre en udmærket Prise . “ Da Heinesen mente , at Mandskabet havde saameget inde , som det vel kunde bære , gav han Tegn til Opbrud og bød dem , af iagttage den dybeste Taushed for ikke af vække nogen Opsigt . Han førte dem nu ned til Havnen , hvor de fandt en sforre og en mindre Jolle liggende , som han bød dem af fordele sig i og gik imidlertid med et Par Mand hen i et nærliggende Ølhus , hvor der henlaa en Del Oxer og Huggerter , hvoraf Enhver kunde vælge sin efter Bebag . Han befalede af sætte fra Land og under den Spænding , som det Usædvanlige i den hele Situation fremkaldte hos Mandskabet og den dermed i Forbindelse slaaende Taushed , roede de ud af Fjorden . Da de havde forladt Fjordmundingen , satte de Kurs imod Syd og efter et Par Miles Sejlads , kom de henimod Daggry til en lille Klippes , hvor de stode iland . Heinesen førsamlede nu sit Mandskab , fortalte dem , af den berygtede Fribytter Clerck laa bagved Øens modsatte Kysf , tæt ved Land og af det var hans Hensigt , af overmande ham ; men da han ikke kunde gjøre det ved Magt , maatte han bruge List . Han fortalte dem sin Plan , som han indrømmede , vilde blive for ham et Spil paa Liv og Død , uden Fare for dem . Men han tænkte , det gik nok , saafremt de vilde være parate til at ile ham til Hjælp , naar de saa et Signal i Vantet over Merset og som rimeligvis blev en Bondekofte , som han til den Ende havde ført med sig , foruden andre Klædningsstykker og en Lammekrop , som Mandskabet fra først af troede , var bestemt for dem ; desuden lovede han , at give Signal med en Pibe , hvorfor de maatte bruge baade Dren og Dine . Da det imidlertid var for tidlig , at begynde paa Vovestykket , udstillede han et Par Skilvagter for uformærket at holde Øie med Sørsveren og lagde sig derefter med det øvrige Mandskab til at sove nogle Timer . Hen paa Formiddagen bød han Kammeraterne Farvel , formanede dem endnu engang til Aarvaagenhed , Hurtighed og Mod , klædte sig i Hast i den medførte Bondedragt , sprang i den mindste Jolle , som han iforveien havde ladet Mandskabet kaste en Del Smaasten i og stod med et sorglest Sind ud i Søen . Det Dvrige er bekjendt . Vi ville antage , at „ Falken “ under denne Meddelelse er kommen ind i Bergens Havn . Da Byen havde været som blokeret i et Par Uger paa Grund af Sørøverens Næervcerelse , opvakte Skibets Ncærmelse et vist Røre og dette voxede ikke lidet derved , at man saa , at det var et bevæebnet Skib , der slyrede ind i Havnen og allevegne fra stimlede man til for at se , hvem det kunde væere , hvad han førte med sig og hvorfra han kom . Det varede ikke læenge , før man fra Land kjendte Flere af Skibets Besætning , som nogle af Byens vcerste Spektakkelmagere og mest forvovne Krabater , men der hengik längere Tid , før man i Bondemanden gjenkjendte den ikke mindre velrenomerede Magnus Heinesen og nu løb hans Navn om fra Mund til Mund , idet Alle følte , at han var Mesteren for det Hele . At det imidlertid skulde vcere den berygtede og almindelig frygtede Sørøver Clerck , som han bragte til Byen ligesom en Bjørn i sit Bur og hele hans vilde Mandflab med ham , overgik selv den drisfigsfe Tanke . Christoffer Walckendorff var netop gaaet sig en Spadseretur med Hans Lindenow og kom tilfældigvis til Havnen , da Rygtet om Magnus Heinesen og hans Kammeraters Ankomst var paa Alles Lceber . Dreven af en letførstaaelig Nysgjerrighed , gik Lehnsmanden hen imod Bolvcerket , hvor Enhver , trods Træengselen cerbodig gav Plads for den høit ansete Herre og saaledes stode disse tre Mcend , der spille saa mærkelige Roller i Magnus Heine se ns sørgelige Drama , foranlediget ved Opbringelsen af hans sidste Prise , Ansigt til Ansigt ligeoverfor hinanden , da den første indbragtes i den selvsanime Havn af den kjcekke Eventyrer . „ Velkommen i Bergens Havn , Mogens Heinesen “ , raabte Walckendorff ud til Skibet , da han saa , at han var bleven bemcerket af dets Fører , der crrbødig havde blottet Hovedet før den høie Herre , saasnart han blev ham og Hans Lindenow var : „ Hvilket Skib er det , Du fører herind til os og hvad bestaar Ladningen af ? “ „ Ladningen bestaar af lutter Fribyttere , strenge Herr Lehnsmand , og fremmest blandt disse er Clerck selv , paa sif eget Skib „ Falken “ , raabte Magnus Heinesen lystig ; men neppe var dette kommen til Alles Kundskab , før et vceldigt Hurra rystede Luften langs hele Bryggen , ja selv Tydskerne stemmede i med , i deres første glædelige Overraskelse . „ Har Du saa vigtig og uregjerlig en Last , Mogens , er det nok berst , at jeg hjælper Dig at losse den , “ svarede Walckendorff muntert . „ Tillykke , tappre , unge Mand ! og tillykke Enhver , der har hjulpen til med denne berømmelige Gjerning ! Jeg gaar nu hjem før at sende Dig en Trup Knæegte og selv venter jeg Dig imorgen ved denne Tid , for af børe Beretningen om dit Eventyr af din egen Mund . “ Efterhaanden samledes en Mcengde Mennesker nede i Havnen , der snart opfhldtes af Folk af enhver Alder , Stand og Kjøn , saa af Kncægtene havde ondt nok ved af bane sig Vei igjennem Trængselen hen til Skibet . Saasnart de vare naaede derhen , fordelte Anføreren sit Mandflab dels paa dette og dels paa Bryggen udenfor det og nu aabnede Heinesen Forlugen , for af lade de fangne Sørøvere komme op . De adløde nden Vcrgring ; Nogle med et trodsigt Mod , Andre med tilsyneladende Lystighed , men Enkelte ogsaa i indcedt Harme , der tydelig udtalte sig i det Blik , hvormed de saa paa Heinesen , der imidlertid ikke lod til af lægge Mcerke dertil . Efter af disse vare blevne forsvarlig bagbundne , kom Raden til Gjæsterne i Kahytten ; men her iagttog man en større Forsigtighed og stode nied Svcerdene rede til Slag , da Heinesen lod Kahytskappen aabne og befalede de Indespærrede af komme op . Ingen svarede . „ De ere da ikke slupne v « k “ , spurgte Høvidsmanden urolig . „ Aa , kom nu bare op uden videre Vrøvl “ , sagde Heinesen i Kapersproget og kigede forsigtig ned i Kahytten : „ vil Du skjule Dig Styrmand , maa Du trække dif ene Ben til Dig . “ Den samme Taushed . „ Hvad Fanden skal vi gjøre for at faa dem ud ? “ spurgte Høvidsmanden igjen . „ Aa , vi finde vel paa Raad “ , mumlede H eine sen . „ De vil mig tillivs , det er det Hele , og forøvrigt gjøre den Ulykke , de kan , da de nok kan indse , at det koster lige meget . „ Naa , har I ikke betænkt Eder endnu ? “ spurgte Heinesen atter i Kapersproget og stak Hovedet hen til Kahytsaabningen , „ eller skal jeg vise Eder , hvorledes man ryger Rotter ud af et Skib ? “ Med disse Ord stak Heinesen Hovedet lidt længere frem , rimeligvis for at se , hvad Virkning hans sidste Ord havde gjort ; men i samme Øieblik sprang Clerck til og greb Heinesen med begge Hænder i Koftekraven for at hale ham længere ned , medens Styrmanden stod parat med en lang Kniv bagved , for at slode den i Heinesen ved første Leilighed , forudsat man ikke vilde bemægtige sig ham levende , forat have ham som et Gidsel , hvorved de haabede at kunne slippe for bedre Kjøb . Heinesen gjorde et kraftigt Ryk tilbage og heldigvis var Koften , han havde paa , saa gammel af dens Skrøbelighed ganske vist blev hans Frelse . Heinesen faldt tilbage ved sin hæstige Anstrengelse og Clerck behøldt kun Stumperne af Køftekraven i sine Hændel ; men førend han endnu kunde træekke sig tilbage igjen , havde Jvnas Maibøm slaaet sin vceldige Ncæve øm Sørøverens ene Haandled og nu begyndte en ny Træekkekamp paa Liv og Død . Clerck stred naturligvis imød af alle Kræefter og hans Styrmand høldt øgsaa paa ham søm en brav Karl , med Kniven mellem Tæenderne , men Kampen var altfør ulige til af den kunde vare længe og efter nøgen Rykken frem og tilbage , blev Clerck ved førenet Bistand halet øp paa Dcekket og i en Haandevending bagbunden . „ Nu nok af det Gjøglespil “ , sagde Heinesen vred : „ En øm En og Tø øm Fanden “ , og med disse Ord var han , før Nøgen anede det , nede i Kahytten hos den tilbageværende Styrmand . „ Er det mig , Du venter paa , saa har Du mig her “ , udbrød Heinesen og svang sin Kniv i en ubehagelig Nærhed af Sørøverens Næse . „ Bliv kun deroppe “ raabte han op til Jonas Maibom , da ban bemærkede , af denne vilde stige ned til ham , „ vi kan nok afgjøre vort Mellemværende alene . “ Styrmanden var bleven aldeles slaaet af Heinesens Mod . „ Maa jeg beholde Livet ? “ spurgte han . „ Det raader Lehnsmandenfor “ , svaredeHeinesen ; „ men gjør Du mere Vrøvl , stal Du klæede Steile og Hjul , hvad Du saa ellers kan flippe med . Nu strax Kniven paa Gulvet og op til de Andre , om Du ellers vil dit eget Vel “ — og saa kraftig virkede He ine fens Uforfcerdethed og bydende Ord paa denne raa Natur , at den kcempestore Mand adlød som et Barn og lod sig rolig binde . Høvidsmanden stillede nu en Fange imellem to og to KnLgte og snart førsvandt den hele Ræelle i det bølgende Mennefkehav , af hvilket en stor Del fulgte bag efter den børtdragende Skare , under Huien , Forbandelser og vilde Skrig . Femte Kapitel . Et nyt Kapertog . Hein es ens Beboelseslejlighed tilbod saa faa Bekvemmeligheder for ham , er det intet Under , at han og hans Ven , Jonas Maib om , flyttede ombord paa „ Falken “ , hvor Le foge fast Ophold , og vi sinde dem saaledes , -nogle Dage efter Skibets Erobring ' , en Morgen ved Frokostbordet i Skibets lille Kahyt , samtalende om Gaarsdagens , inklusive den sidste Nats Begivenheder , og liggende Planer for den kommende Tid . „ Har Du ellers lagt Mcerke til , Mogens , hvor flittig Borgens Qvinder nu vandre op og ned ad Bryggen— ved Du , hvoraf det kommer ? “ spurgte Styrmanden under denne Passiar . „ Bryggen har jo altid vceret det mest besøgte Sted baade af Mcend og Qvinder i deres ledige Timer “ , bemcerkede Heinesen ligegyldig . „ Jamen , nu er den bleven det endnu mere “ , førsikkrede Jonas , „ og Aarsagen dertil er alene den , at alle Qvindfolk ere saa forhippede paa at se Dig , saa der ingen Ende er dermed . “ „ Jeg tror , Duprimer “ , sagde Heinesen leende . „ Aa , det ved Du bedre , at jeg ikke gjør “ , vedblev Styrmanden , „ og vil Du have yderligere Vidnesbyrd herom , saa kunde Du tjene Børge med at sige ham , hvornaar Du engang vil være at se paa Dækket eller et andet Sted . “ „ Hvad i Alverden kommer det Børge ved “ , udbrød Heinesen forundret , „ jeg ved da , at han intet Qvindfolk er , og tilmed ser mig hver evige Dag . “ „ Det er naturligvis heller ikke ham , der vil se Dig “ , svarede Jonas leende ; „ men han har en Kjæreste , der tjener hos en fornem Mand , ved Navn Axel Gyntelberg , og hans Døttre ere saa forgabede i Dig siden Historien med CL erck , af de endelig vil se Dig , og da de nu ere gaaede forgjæves to Gange , have de anmodet Børge om , af lade dem en Tid vide , hvor han tror , Du er af træffe . “ „ Gud velsigne de søde Pigeborn “ , svarede Heinesen smilende , „ jeg vil ikke alene vise mig for dem i min bedste Stads , men ogsaa byde dem ombord med , og de maa endda selv bestemme Tiden . “ „ Saameget desto bedre “ , svarede Jonas ; „ hvornaar maa saa Børge sige , af de kan komme ? “ „ Lad mig se “ , svarede Heinesen eftertænksom , „ idag kan det nu ikke fle ; thi skal jeg have dem ombord , vil jeg ogsaa have flere , og derfor skal jeg ncermere bestemme Dagen . Jeg har desuden nogle Sager af afgjøre hist og her i Byen , saa jeg ved ikke , naar jeg kommer tilbage paa „ Falken “ igjen . Men alligevel ønsker jeg , af mødes med Dig oppe i Byen , og vil Du vcere Klokken fire ved — lad mig se — Indgangen til Domkirken , saa skal Du strax trceffe mig der . “ „ Hvad for Noget ! ved Domkirken ! hvad stikker Dig nu , Mogens ? “ spurgte Jonas forundret . „ Er Ler ikke Øltappere i den Kant af Byen , maa jeg spørge ? “ „ Vi ville ogsaa siden besøge Øllapperne , Jonas “ , svarede Heinesen ; „ men nu vil vi døg mødes der — Du ved , af jeg altid har mine egne Veie . “ „ Du skal da aldrig ind af have Bryllup , Mogens ? “ spurgte Jonas , som ikke kunde faa denne Indgang til Domkirken ud af sit Hoved . „ Ja , hvem kan vide det , Jonas “ , svarede Heinesen leende , „ det er derfor ogsaa bedst , af Du isører Dig den bedste Stads , Du har . “ Dermed forlode de gode Venner Kahytten for af gaa hver til sin Gjerning , idet Jonas mumlede ved sig selv : „ Den Kirkeport , den Kirkeport ! der stikker ganske bestemt Noget under , hvad det saa er . “ „ Nu er En af Mogens Heinesens Folk herude og hilser fra Børge , af Jomfruerne kan faa hans Kaptain af se om en Timestid “ , rapporterede Axel Gyntelbergs Tjenestepige igjennem den aabne Dør -ind til Husets Damer , som rimeligvis befandt sig derindenfor . „ Det var dog yndigt “ , lød det fra en qvindelig Stemme , „ lad Manden komme ind til os , at vi kan faa nærmere Besked . “ „ Vil I virkelig vcere saa ufornuftige , Børn “ , hørte man nu en mandlig Stemme udtale sig ; „ indser I dog ikke det Upassende i , at unge Piger gaa paa Gaden , blot for at møde en fremmed Mand , og den ilde Omtale , I derved udsætte vort Hus for ? “ „ Gud ! Fader “ , svarede nu en anden Dame , „ hvad Ondt er der dog deri ? Vi gjøre jo kun , hvad alle Qvinder gjøre i Bergen . Desuden ved Ingen , hvorfor vi gaa ud , og en Vandring skal vi jo dog foretage os alligevel . “ „ Men , naar I gaa ned paa Bryggen , sige strax Alle , at det er for Mogens Heinesens Skyld “ , svarede Herren igjen . „ Jeg talte igaar med Slotsskriveren og han sagde , at der nu findes fast flere Qvinder paa Bryggen end Søfolk , hvad Tid man end kommer der . “ „ Aa , det er blot fordi han er bange for , at Mogens Heinesen skal snappe Cecilie fra Hain “ , svarede den af Damerne , der først havde talt ; „ det kan vi sket ikke regne . “ „ Peder Hansen bor da ogsaa ved Havnen , og det kan vel være , af det er ligesaa meget for hans Skyld som for Kaptajnens , af Inger er saa ivrig for af komme derned “ , hørte man nu en fredie Stemme bemærke , hvilken formodentlig Lilhørte den omtalte Cecilie . Nu blev Døren skudt langsomt op , og en ung Somand viste sig i dens Aabning . „ Med Forgunst af melde “ , sagde han , idet han bukkede let for fire unge Damer og en aldrende Herre , som befandt sig i Værelset , „ saa er det ikke i Havnen , De kan træffe Mogens Heinesen idag ; men om De vil ulejlige Dem hen forbi Indgangen til Domkirken , saa kan De finde ham der — nu om et Qvarterstid . “ „ Gud , nu har bestemt Børge fladdret af Skole , og dertil forstaaet os galt “ , udbrød den ene Dame , ker siden viste sig , atvcære den omtalte Cecilie , „ og Kaptajnen har opfattet det som et Stævnemøde . “ „ Paa ingen Maade , crrede Jomfru “ , skyndte Sømanden sig af berolige hende , idet han atter bukkede , „ Børge har luret ham af , af han netop har et Stævnemøde med en ung , skjøn Jomfru , som Faderen nægter , af give sit Samtykke til af indgaa Wgteskab med Kaptajnen , og saa mente Børge , af Jomfruerne havde dobbelt Fornøielse af Turen . “ „ Ja , det har han rigtignok Ret i “ , svarede den Søster , der kaldtes Inger , ivrig . „ Skynd Eder og lad os komme afsted . “ Nu gjorde ogsaa de fvende Søstre sig rede til af tage deres Tøi paa . „ Men vil Du ikke med , Sophie ? “ spurgte Inger , „ vil Du nu vcere sncerpet igjen ? “ „ Jeg vil ikke gaa et Fjed for et Mandfolks Skyld “ , svarede Sophie bestemt , „ og har som I ved , havt nok imod , af blive slcebt ned ad Bryggen , dengang I andre gik derned for af se Kaptajnen . “ „ Du er den Fornuftigste af alle dine Sødskende , mit Barn “ , bemærkede den gamle Herre , der siden viste sig , af vcere Avelsmanden Axel Gyntelberg selv , en velstaaende Mand , men en svag Fader ligeoverfor sine Børn , „ og det har Du altid vceret , skjøndt Du er den Angste af Eder alle fire . Gaa Du nu ud og 5 ' sat Mad og Drikke paa Bordet før den unge Mand hist . Kom kun nærmere , min Gut , og fortæl mig Lidt om din Kaptain og hans Bedrift . Jeg er lam og kan ingenvegne komme , og derfor hører jeg ikke stort Andet fra Dderverdenen end hvad jeg kan opfange af mine Børns muntre Samtaler . “ „ Lad blot Tøiet ligge paa Bordet , Sophie ; vi komme strax igjen ; ellers blive vi aldrig færdige til imorgen “ , udbrød Inger , da hun saa , at hendes Søster vilde flytte noget Sytøj bort fra den ene Ende af Bordet . „ Farvel , Farvel saalænge “ , med disse Ord ilede de tre unge Piger , under Spøg og Latter , ud af Huset . „ Sæet Dig nu ned her , min Gut , og fortæl mig Lidt , — var Du selv med , da Mogens tog „ Falken ? “ , spurgte Axel Gyntelberg . „ Naa , der er Sophie allerede med Maden ! tag nu for Dig , som Du har Lyst til . “ Den unge Sømand lod sig ikke indbyde to Gange , og imedens tog Sophie atter fat paa sit Sytøi . „ Det er enMangde Stads , her ligger udbredt “ , bemæerkede Sømanden ; „ jeg kan tænke , at Jomfruerne skal med til Ballet imorgen paa Raadhuset . “ „ Ja vist skal de det “ , svarede den gamle Herre , „ de unge Piger skal jo dog have nogen Fornøielse af og til , og da det er tvende brave unge Mæend , som have indbudt dem , har jeg Heller Intet derimod . “ „ Det er sagtens Peder Hansen og Slotsskriveren , som har budet dem “ , bemcerkede Sømanden med et Smil . „ Hvoraf ved Du dog det , min Gut “ , spurgte den gamle Herre forundret . „ Ih , jeg gjæetter mig til det efter det , jeg hørte før “ , svarede den unge Mand ; „ men de to andre Jomfruer ere virkelig for smukke til af skulde gaa i Kjøbet med deres to Søstre , og var jeg blot fin nok dertil , vilde jeg øieblikkelig bede begge Jomfruerne , af være mine Damer ; men en simpel Kapergast kan aldrig faa den 2Ere , af komme paa et saa fint Bal , endsige danse med saa fornemme Jomfruer . “ „ Enhver er god for sig , min Gut “ , svarede Axel Gyntelberg godmodig , „ og hvad Du ikke nu kan naa , kan maaske Lykken bringe Dig sidenhen , naar Du strceber cerlig efter den . “ „ I ethvert Tilfcelde takker jeg paa min Søster Annas og egne Vegne for din gode Villie “ , sagde Sophie venlig ; „ men vi kunde jo ei engang have modtaget Tilbudet , da vi alt ere indbudne , hver af sin Kavaler , der flet ikke har behøvet at byde os med for vore Søstres Skyld , saa jeg ikke kan erkjende , at Anna og jeg gaa i Kjøbet med som Du sagde . Vidste jeg det , tog jeg ikke med “ bemcerkede hun lidt spidst . „ Jomfruen maa virkelig tilgive mig denne Bemcerkning “ , svarede Sømanden , der i Samtalens Løb havde kaldt sig Rasmus og som var bleven rød i Hovedet ved denne velfortjente Tilrettevisning ; „ jeg talte af bare Misundelse , da det fortrød mig , at to Herrer kunde hver faa to saa skjønne Jomfruer at danse med imorgen Aften , medens jeg maa nøies med , at staa udenfor og kige op til Vinduerne , indenfor hvilke de svinge sig . “ Retsom Sophie vilde til at svare , kom de unge Piger tilbage og idet de toge Tøiet af , udbrød Jomfru Jnger : „ Nei , Gud ! hvor han er cekel , og den Skjønne , han ventede paa , saa vi ikke noget til . “ „ Jomfruerne skulde blot have givet Tid “ , bemcerkede Sømanden ført . „ Jeg havde nu tcenkt mig ham ganske anderledes “ , begyndte Cecilie , „ og navnlig blev jeg forundret over , at han er saa høi og svær , da de Andre har sagt , at han var en Mand af Middelhøjde . “ „ Aa , Meningen om Høide og Drøide er jo høist forskjellig “ , bemcerkede Sømanden after , „ en Kaperkaptajn stal vcere stor og stcerk , maa Jomfruerne tro , da han ellers ikke kan magte sit Mandflab . “ „ Og saa dum , han saa ud “ , tog nu Anna Ordet ; „ denne sfore Mund og dette brede Ansigt , tykke Hænder og kluntede Fødder — ja , han er rigtignok ækel , saa det kan forslaa . “ „ Jeg kan ikke faa i mit Hoved , at den Mand kan se saa dum ud , der kunde fange Clerck , paa den Maade , som Mogens Heinesen gjorde “ , undskyldte Sophie ; „ men Sagen er , at I har havt for høie Tanker om ham — og saa maa han nu lide derfor . “ „ Ja , jeg maa nu byde Farvel og takke for denne Gang “ , sagde den unge Sømand og reiste sig fra sin Stol . „ Jeg gjorde denne Afstikker for min Kammerats Skyld , som ikke selv kunde komme , og træffer Kaptainen mig ikke ombord , kunde jeg vente mig en alvorlig Lussing . “ Den næste Morgen overraskedes de unge Damer ikke lidet , da en ung Sømand , ved Navn Einar , lod sig melde , med „ en flittig Hilsen “ fra sin Kaptain , Mogens Heinesen , som indbod de to Jomfruer , Sophie og Anna Gyntelberg , til af følge med ham til Ballet paa Raadhuset samme Aften . Damerne bleve langt mere forlegne end glade ved denne Indbydelse , og den unge Mand , en Knøs med et opvakt Ansigt , maatte ind til den gamle Herre for af gjentage Indbydelsen . „ Hvorfra kjender din Kaptain mig og mit Hus ? min Gut “ , spurgte Axel Gyntelberg ; „ det overrasker mig , af han viser os saa megen Opmærksomhed . “ „ Det ved jeg ikke “ , svarede Einar rask ; „ jo stop lidt ! han lod et par Ord falde om , af han havde set dem igaar . “ De tre Søstre , der havde vceret saa længselsfulde efter af se Kaptajnen , bleve endnu mere forlegne ; Sophie kunde derimod ikke undertrykke en munter Bemærkning , idet hun lo høit over deres Forlegenhed . „ Tcenkte jeg det ikke nok “ , sagde den gamle Herre helt gnaven ; „ det er Følgen af Eders usalige Lyst fil at løbe paa Gaden ; men jeg vil før Fremtiden Heller ikke vide deraf at sige . Naa , sig nu , at han er — er — ikke kan bruge sine Dine , skulde jeg sige . Nei , hils din Kaptain “ , vedblev Axel Gyntelberg , „ og sig ham , at mine Døttre alt have modtaget en Indbydelse fil iaften , men at han vil glæede mig ved at besoge mig , da jeg ikke kan komme fil ham , før at takke ham , eftersom jeg er lam paa begge mine Ben . “ „ Jamen , saa skulde jeg ogsaa hilse fra Kaprainen , om han maatte have den LEre , at trcede den første Dans med Jomfru Sophie “ , sagde Einar , der lod ül at være vel instrueret . Nu steg Forbavselsen endnu høiere , og Raden kom fil Sophie at blive drillet . „ Det maa være en Feiltagelse , min Ven “ , sagde hun smilende , „ Du husker bestemt feil . Jeg har aldrig set din Kaptajn eller han mig , hvorimod han meget rigtig har set min Søster Anna , saa det er rimeligvis hende , Du skal bede fil Dansen . “ „ Nei det var Jomfru Sophie “ , paastod Knøsen ; „ Jomfruen maa tro , af Mogens Heinesens Folk nok husker , hvad han siger dem . “ „ Det er mig aldeles ubegribeligt og jeg vedbliver af paastaa , af Du husker feil ; men det er det Samme : hils kun din Herre og sig , af kan han passe paa af blive den Første , som byder , skal han ogsaa faa den første Dans iaften med hvem det nu er , han har ment , min Søster Anna eller mig “ , og da Sophie Gyntelberg havde givet Einar denne Hilsen til sin Herre , forlod han med et Buk Familiens Dagligstue . „ Naa , Vorherre bevare dine Fødder , min kjære Sophie “ , bemærkede Inger , da Einar havde forladt dem „ og dine Hænder med , naar han kryster dem i Dansen ; thi kan den Mænd danse , saa kan en Kamel det lige saa godt . “ „ Aa , jeg frygter ikke saa meget for mit Vedkommende “ , svarede S ophie ; „ Du maa heller henvende din Bekymring paa Søster Anna ; men pas kun paa ! han er mere beleven end I ved første Øiekast har faaet Formening om . “ Under denne og lignende Passiar forløb den øvrige Tid indtil de fo unge Mænd ankom for af afhente Jomfruerne , der vel vogtede sig før af fortcelle disse Nøget om Mogens Heinesen , men derfor ogsaa gik med en saameget større Spcending Aftenen imøde . Endelig begyndte Giger , Pauker og andre Datidens Instrumenter , af lade deres Ncervcerelse høre og alle Danselystne begyndte , af ordne sig til af tage Del i den forestaaende Glæde . Inger og Cecilie stode allerede ved deres Udkaarnes Side og lod deres speidende Blik glide om i alle Kroge og bag de Dansendes Rækker før af opdage den kæmpestore Kaptain , medens Sophie halv af Undseelse og halv af Frygt holdt sig bagved dem , ikke mindre ivrig speidende til Indgangsdøren end hendes Sosfre . „ Er jeg saa lykkelig , af være den Første , fljønne Jomfru “ , spurgte en Stemme halv hviskende bagved Sophie Gyntelberg . Forundret vendte hun sig om og en blussende Rødme udbredte sig over hendes Ansigt og bedækkede hendes Hals og Barm med sit Farvesfjar , da hun i Spørgeren gjenkjendte ham , der havde bragt Børges Hilsen og som nu atter stod før hende , iført en smuk Sømandsdragt — men Alt blev nu ogsaa klart før hende i samme Øieblik . Hendes Søstres Forbauselse var ikke mindre ; men før de to Elskere kunde faa nogen Forklaring over den synlige Overraskelse , hvormed deres Udkaarne betragtede Heinesen , spillede Musikken op og Sophie Gyntelberg traadte ved Magnus Heine sens Side ogsaa ind i de Dansendes Rækker . „ I tilgiver mig da min dristige Spøg “ , spurgte han ærbodig , idet han ved Dansens Ophor førte sin Dame tilbage til hendes Plads . „ Men hvem var det , der forestillede Eder ved Kirkeporten ? “ spurgte Sophie Gyntelberg smilende . „ Min brave Styrmand , der forøvrigt endnu er uvidende om den Rolle , han spillede igaar “ , svarede Heinesen . „ Kommer han her ogsaa iaften ? “ spurgte Anna halv forskrækket . „ Nei ! Jomfruen kan være aldeles rolig for Eders smukke Fødder “ , trøstede Heinesen leende , „ Ionas Maibom passer ikke bedre for en Balsal end en Elefant paa et Vippebræt , men hvor kluntet han end ser ud , har han Hjertet paa Let rette Sted og langt mere Kløgt i Panden end til Exempel den Garpe , som histhenne krummer Ryg for Borgemesterens Frue . “ Skjøndt Mogens Heinesen ogsaa dansede med andre Jomfruer , var Axel Gyntelbergs Døttre , og af disse fornemmelig Jomfru Sophie , den , han skjænkede sin udelukkende Opmærksomhed under hele Ballet , og da han hen paa Morgenstunden skiltes fra sin Hjertes Dame og hun paa hans Spørgsmaal , om hun vilde tillade ham , at benytte hendes Faders Indbydelse , havde hvisket til ham med en yndig Blufærdighed : I skal være velkommen , opfyldte disse Ord Mogens Heinesen med en saa ren og salig Glæde , som han endnu aldrig havde felt . Naturligvis lod Heinesen blot en passende Tid hengaa , før han aflagde sit Besøg og han blev nu en daglig Gjæst i Axel Gyntelbergs Hus , indtil han efter Hjemkomsten fra Færøerne førte Sophie Gyntelberg som Hustru ind i det hyggelige Hjem , han havde ladet indrette i Bergen og hvor hun blev den gode Engel , der idet Mindste under hans Ophold i Hjemmet , gav ham Smag før en renere Glæde end den , han hidtil havde søgt i sine raa Kammeraters vilde Drikkelag . Men medens Heinesen saaledes vandt Meget i en Henseende , tabte han Heller ikke Lidet i en anden , idet hans tro Forsvarer , Hans Lindenow , forlod Bergen umiddelbart efter hans Bryllup med Sophie Gyntelberg , til hvilket han naturligvis havde været en selvskreven Gjæst . Det var nemlig aldeles utroligt , at en , i Grunden saa vild og hæftig Karakter kunde oieblikkelig omskifte sit hele Væsen , fordi han var bleven lagt i Hymens kløde Baand og det manglede derfor lidt efter lidt heller ikke paa nye Rivninger imellem ham og Garperne , hvem han aldrig kunde tilgive , af de saa haanligt havde afslaaet , af gaa ind paa Lehnsmandens Forslag , om af udruste ham som Kaper , ligesom de heller ikke kunde tilgive ham , af han aldeles ikke vilde træde i Handelsforbindelse med dem . Vel sloges nu ikke Heinesen mere selv med dem paa Ølhuse og lignende Steder , men desfo ivrigere gjorde hans Folk det paa hans Vegne og da han slog alle Klager over dem derfor hen i Vind og Veir , fik de Contoirske en til Vished grændsende Formodning om , af Heinesen i hei Grad begunstigede disse Angreb paa dem , om han end ikke ligefrem opfordrede dem dertil . De henvendte sig nu umiddelbart til Lehnsmanden med deres Besværinger , eftersom Heinesen som Kaperfører henhørte under hans Omraade og da hin maatte finde , af mange Klagepunkter vare grundede , kunde han ikke Andet end tilholde Heinesen et mere skærpet Tilsyn med fine Folks Forhold , Noget Heinesen aldeles ikke vilde indlade sig paa , idet han bemærkede , af Kapergaster og Garper slode udenfor de almindelige Regler for Ret og Lovlighed . Dette kunde Lehnsmanden aldeles ikke indse og det kom derfor stundom til heftige Optrin imellem dem , især fråden Tid Lindenows Mægling ophørte , og da de Udtalelser , Heinesen umiddelbart efter slige Seener lod falde paa et eller andet Ølhus imellem gode Venner , bragtes til Lehnsmanden igjen , spækket med de behørige Overdrivelser , kom der efterhaanden et saa spændt Forhold imellem ham og Walckendorff , af dette neppe har været aldeles uden Indflydelse paa dennes senere Forhold imod Heinesen . I ethvert Tilfælde kunde Heinesen have erhvervet sig en kraftig Skøtte i denne mægtige Mand , om han havde behandlet ham med slorre Hensynsfuldhed , medens han nu bragte Walckendorff til af tro , af han var en uskjønsom og uregjerlig Person , ved hvem der i Grunden Intet var af gjøre . Sjette Kapitel Thorshavn og Skuø . Henimod to Maaneder effer de i forrige Kapitel fortalte Begivenheder , se vi „ Falken “ i en smuk Morgenstund krydse op imod Thorshavn under alle de Seil , den friske Kuling tillod den af fore . Da Strømmen var med , gik det , trods Modvinden , ligesaa rask fremad som det vilde være gaaet med en strygende Medbør , naar hin havde været imod , en saadan Styrke har Strømmen omkring Færøerne , hvilken derfor ogsaa spiller en saa stor Rolle i Samfærdselen imellem de mange Klippeoer , hvoraf denne Øgruppe bestaar . Altsom man nærmede sig Thorshavn , saa man ei alene hele den lille Befolkning i denne Bygd i stor Bevægelse , men en lignende Uro viste sig ogsaa rundt omkring paa Klipperne , der omgave Pladsen . Allevegne hvorhen Øiet kunde naa , saa man Faareflokke drives tilfjelds , idet Hyrderne søgte , ved Hundenes Hjælp , af paaskynde Dyrenes Flugt til de frelsende Fjeldkløfter . Paa andre Steder saa man Qvinder , enten belæssede med store Bylter , møisommelig af følge Faarehjordernes Spor , eller føre en Flok sammenkoblede Heste tilfjelds , alle med saa store Byrder af det forskjelligste Bohave , af de smaa Dyr forsvandt for Øiet under deres Dragt , og den hele Karavane fik fra Skibets Dæk Udseende af en Mængde vandrende Løsøre . „ Ho , ho , ho “ , lo MagnusHeinesen , da han ved en ny Vending af „ Falken “ fik et nyt og fyldigere Overblik over hele den nærmestliggende Fjeldstrækning , henimod hvilken de stævnede . „ Ho , ho , ho . Jeg tør forbande mig paa , Jonas , af mine kjære Landsmænd derinde ikke fro Andet , end af det er Clerck selv , som fører „ Falken “ herind . “ „ Hvorledes kan de vel fro Andet “ , svarede Jonas “ , „ Falken “ kjende de nok af sørgelig Ihukommelse , og vi ere sagtens de Første , der bringe dem Underretning om af den har skiftet Herre . “ „ Men kan de Faarehoveder ikke se , af vi ere lastede saa svært som den mest tykmavede Koffardimand kan være ? Ho , ho , ho , se nu engang , Jonas “ , vedblev Heinesen , stadig leende , „ jeg tror , Gud forlade mig , af de Dumrianer endog tænke paa af forbyde os Landgang . Ser Du den Flok hist henne ved Kirken og de Andre , som løbe fil allevegne fra . Maaske er min egen Broder Kaptain for den hele Reisning . Det kunde ligne ham ; thi Søren Flue * ) furde ikke begynde derpaa , om han ogsaa vidste , af han skulde hænges for alle sine Kjeltringstreger , naar vi kom iland . Hör , ved Du hvad , Jonas ! nu vil vi ogsaa have Løier med dem fil Gjengjæld . Gjor Jollen klar og gaa iland med fire Mand og hils dem fra Clerck , af om de ikke strax sender ham de tolv sin ulke ste Piger ud paa Skibet , fil en Dans paa Dækket , saa skal han svie hele Thorshavn af , og holde Dans , endnu inat , i selve Kirken med dem Alle . “ Dette var for god en Spas fil af den ellers saa findige Jonas ikke med Glæde skulde gaa ind derpaa . Endnu ef Par Slag , og „ Falken “ laa paa Thorshavns Rhed , i samme Øieblik som man fra Land saa en Jolle , bemandet med femSomænd , støde fra Skibet og seile ind fil dem . Den iagttoges med lige Opmærksomhed , om end med twist forskjellige Følelser , baade fra Landet og fra Skibet , alt som den tilbagelagde det korte Stykke mellem dette og Kysten . Endelig naaede den samme , hvor de fire Mand bleve tilbage i Jollen , og man ' ) Förden . saa nu den høie Jonas med sindige Skridt , at gaa henimod den Klynge Mænd , der havde samlet sig omkring det nærmeste Hus ved Kysten . Kun en Stund varede Samtalen , da gik Jonas og flere Mænd ind i samme Hus ; men kort efter kom en Mand ud af det igjen , og gik med raske Skridt ned fil det Sted , hvor Jollen laa . Her talte han under heftige Gesticulationer med Jollens Besætning , hvorefter denne slodte fra Land og satte Kurs efter Skibet . „ Hvad Djævelen mon de have for med Jonas “ , spurgte Heinesen nysgjerrig . „ Komedien bliver bedre og bedre . Hvad Nyt bringer Du , Halfred “ , raabte han ned fil en Mand i Jollen , ret som denne nærmede sig Skibet . „ Ganske mærkelige Nyheder “ , svarede denne leende . „ Dine Landsmænd ere ikke Børn , som man skal lege Blindebuk med ! Jeg bringer den Hilsen , af Jonas Maib om vil faa den Løn , som han forlængst har fortjent og aldrig vil undgaa , nemlig af blive hængt , dersom Du ikke oieblikkelig letter og slaar ud af Fjorden . Vil Du forresten have Piger af danse med , saa kan Du blot komme iland med faa mange Folk , Du vil , vi skulde da Alle faa Lov fil af danse Luftspring med Styrmanden , dersom ikke noget Værre hændtes os forinden . “ „ Jeg tør holde et Krus Kryddervm mød en Pot Skillingsøl , om jeg ellers drak det uden i Nødstilfælde , af denne Hilsen kommer fra min Broder Jon , Lagmanden herinde , og derfor kan Heller ingen Anden end jeg binde an med ham . Det er derfor bedst , af jeg klarer den Sag “ . Med disse Ord sprang Heinesen , der iøvrigt iforveien havde iført sig sin bedste Stads , ned i Jollen , som snart efter var ved den Kyst , som han ikke i syv Aar havde betraadt , hvorfor det Heller intet Under var , af Ingen af hans Landsmcend kjendte ham igjen . Ligesom Styrmanden gik han sindig og ubevcebnet hen imod den Skare bevcebnede Mcrnd , der ventede paa hans Ankomst i en mørk , uheldspaaende Taushed . Saasnart Heinesen var kommen fil dem , spurgte han med en bydende Stemme : „ Hvor er Føreren for denne Skare . “ „ Inde i Huset , hvor Du ogsaa kan sinde din Kammerat “ , svarede en Mand i Flokken . „ Sig fil ham , at han kommer herud . Veien er ikke lcenger for ham end for mig “ , sagde Heinesen i en Tone , der spillede stcerkt , i det Uforskammede . „ Ikke saa kjcephøi , Slyngel “ , lød Svaret , „ Lagmanden er for god fil at gaa et Skridt for en Karl som Dig , uden det er for at se Dig hcengt , og vil Du ikke fil ham med det Gode , finder jeg vel paa Raad , at trcekke Dig ind fil ham . “ „ Hvor stærk Du end tykkes at vcere , gode Ven ! “ svarede Heinesen , og maalte sin Mand med aabenbar Foragt , „ saa kunde maaske Rebet glide ud af din Haand . En Bredder er ikke altid let at holde paa . “ Denne Bemærkning gjorde et høist forskjelligt Indtryk paa den hele Skare , thi Heinesen sigtede derved fil en ulykkelig Begivenhed , der var foregaaet paa Øen , Aaret før hans Afreise fra sin Fcedreneo , idet en ung Fcering ved Navn Rut * ) paa en Fuglejagt var forulykket derved , af Rebet , hvori den , der holdt ham , var gledet ud af hans Hænder , en Keitethed , der altid vilde have fremkaldt de skarpeste Domme , men ved denne Leilighed gav Stof til endnu mere ond Omtale , da det var bekjendt , af begge beilede til en og samme unge Pige , og af denne havde foretrukket den Forulykkede . „ Disse Ord skal koste Dig dit Liv , om Du saa er Djævelen selv “ , raabte den forbittrede Færing , den ovennæevnte , forsmaaede Elsfer , og hæevede sin Øxe høit paa Skulderen , som om han alt beredte sig til af give det drægende Slag . „ Har Manden intet Andet forbrudt , end det , han NYS talte , vil din Oxe blive for kort til af række ham , Dette Navn betyderBredder “ . Ketil , “ raabte nu en anden Mand i Skaren , og køstede ligeledes sit Værge . „ Var det halsløs Gjerning , af tale om , af Du ikke bedre kunde holde fast paa min Broder Thorgeir , saa havde mangen brav Færing alt mistet Livet , og tilmed kjender denne Mand neppe Dig og din Historie , men talte paa Maa og Faa . “ Høirøstede Stemmer hævede sig rundt om * Klyngen , et sandt Billede paa Folkelivets Stridbarhed i hine Tider paa disse Øer . Endnu flere Øxer hævedes ; man talte for og imod , medens Andre søgte af mægle Fred . Midt i denne larmende Hob , der syntes aldeles af have glemt „ Falken “ og den , der havde foranlediget det hele Røre , stod Heinesen med Hænderne i Trøielommerne , aabenbar gottende sig ved sin Gjerning ; men retsom Ordskiffet havde naaet sit Høldepunkt , og truede med af gaa over fra Ukvemsord fil Dxeslag , traadte en høi , sværbygget Mand ud af Huset og bød Fred , med en Stemme , der syntes af være vant fil af skaffe sig Lydighed ; thi lidt efter lidt lagde sig den hele Ordstrid , der tilsidst tabte sig i en sagte Brummen . „ Grib mig den Mand “ , bød den Ankomne , og i en Haandevending var Heinesen omringet af flere haandfaste Mænd . „ Om jeg ikke feiler meget “ , vedblev han , idet han talte , som det sømmede sig en Høvding , saa er Du en Fcering af Fødsel ; jeg har hørt det af dit Maal , hvor godt Du end har forsøgt af skjule det , og hvad enten nu Clerck byder Lidt eller Meget for din Hals , saa skal Du dog dingle ved den inden Solens Nedgang . Det er haardt nok for os Fceringer , at skulde se en Nordmand som din Kammerat i Ledtog med hin Skurk , men den , som kan hjcelpe ham til at plyndre og haane sine egne Landsmænd , fortjener den forsmcedeligste Død . “ „ Jeg vil ikke ncegte Landsmandskabet , siden Du har gjcettet det “ , svarede Heinesen rolig , „ men om Landets Skik ikke er forandret her paa Øerne , saa straffer man Ingen før han er hørt og dømt . “ „ Den Skik staar ogsaa ved Magt endnu “ , svarede hans Modstander , og saa sig om i Kredsen , hvor man ved en Mumlen tilkjendegav , at man delte hans Anskuelse . „ Du skal baade blive forhørt og dømt , men begge Dele vil sfe i al Korthed , thi med en Sørøver gjør man her paa Øerne kun kort Proces , og om Du saa var min egen Broder “ — „ Hvad saa “ — afbrød Heinesen ham , tilsyneladende paa den impertinenteste Maade af Verden . „ Saa stal Du ligefuldt lide din velfortjente Straf , saa sandt jeg er Lagmand og hedder Ion Heinesen “ , svarede denne med Eftertryk . „ Saa Du vil virkelig hcenge din egen Broder Mogens ? “ spurgte han , og saa Lagmanden stift i Øinene . Denne tumlede tilbage , som ramt af et elektrisk Slag , og den dybeste Taushed indtraadte . „ Er Du virkelig min Broder Mogens ! “ udbrød Lagmanden med fast Stemme , men bleg som et Lig , „ og Du har bragt en saadan Skam over dine Fædreoer og din Faders Slægt , saa vil jeg ikke dømme Dig , men Loven skal dømme Dig , og jeg vil ikke gjøre et Skridt for din Frelse , thi saa maatte jeg ogsaa foragte mig selv . “ „ Ion , min kjære , ædle , brave Broder Ion “ , raabte nu Magnus Heinesen , idet han med udbredte Arme styrtede hen til ham og omfavnede den høie Skikkelse , uden at Broderen gjorde Noget til enten at forebygge eller gjengjælde Omfavnelsen . „ Ieg er vel en vild og gal Færing , men endnu kan jeg være mit Fødeland og min Slægt bekjendt og skal altid blive det . Skibet derude er mit . Ieg overlistede Clerck , som for en Maaned siden har faaet sin velfortjente Straf i Bergen tilligemed alle sine Staldbrødre ; jeg er udnævnt til Kaperfører for at fri Eder for de andre Skjelmer , der seile om iblandt Eder , og „ Falken “ er ladet med mange gode Ting , som to Bergenske Kjsbmænd tilbyder Eder . Tilgiver mig alle denne Streg . Det er saa min Vane . “ Ved disse Ord udbrød det overveiende Flertal iblandt Færingerne i høie Jubelraab , Lagmanden skuttede sin Broder , med Glædestaarer , i sine Arme , og Enkelte ilede ind for al løslade Jonas , der hidtil havde været holdt tilbage som Fange i det nærliggende Hus , medens Andre sendtes tilfjelds forat kalde de Flygtende tilbage . Men ikke nok hermed , saa udbredte Rygtet om al den forhadte Sørøver Clerck var død og al En af deres egne Landsmænd havde hævnet al den Ulykke , som han havde tilføiet dem , sig med Lynets Fart til alle Øer , saa al der ikke var en nok saa liden beboet Holm , hvortil Efterretningen ikke naaede inden nogle faa Dages Forløb , i Forbindelse med , al Enhver nu kunde erholde forskjellige Nødvendighedsartikler tilkjøbs i Thorsyavn , hvorhen de Heller ikke vare sene med al bringe deres egne Varer til Forhandling . Magnus Heinesens Navn var paa Alles Læber og Magnus Heinesen var Dagens Helt i de særøiske Bygder , ligesom kort iforveien i Bergen ; men hans ubetænksomme Ord til Ketil havde forskaffet ham denne til sin Dødsfjende , og da hans Slægt var stor paa Øerne , forvoldte dette Magnus Heinesen siden mange Ubehageligheder , ja bragte ham , som vi siden skulde faa af se , tilsidst i den yderste Fare . Hertil kom endnu dette , af Heinesens vilde Gaster hengave sig langt friere til deres toilesløse Levnet i Thorshavn end i Bergen , hvor de paa mange Maader holdtes i Ave , og da Færingerne mente , af Heinesen ikke optraadte imod disse Udskejelser med den fornødne Kraft , ramte Beboernes velbegrundede Forbittrelse ham mest . Det viste sig ogsaa snart , af Mange af de saakaldte Sørøvere ikke vare Andet end Snighandlere , der førte sig det trykkende Baand til Nytte , hvori den færøiske Enehandel var lagt , og da de bragte Øboerne langt billigere , om end ikke bedre Varer end dem , der filfortes dem fra den priviligerede Handels Skibe , var der Mange , som hemmelig holdt til med disse , idet de advarede dem for Heinesens Efterstræbelser . Det var især hans Broder Ion , der gav ham Meddelelser om disse uhyggelige Forhold , som Heinesen nu saameget Heller ønskede afskaffede , da man ved , af han selv var med af drive Enehandelen paa Færoerne , og da han af ham fik af vide , af Manden paa Skuø , en lille ø , beliggende imellem Syderøen og den nordlige Gruppe , var anset som den , der mest havde med Smuglerne af bestille , bestemte han sig til selv Anden af seile ned nl ham , for af tage Forholdene i Øiesyn og undersøge , om Beskyldningerne kunde være grundede . Han beordrede sin Styrmand til imidlertid af fortsætte med Skibets Ladning , men iøvrigt være parat til af stikke i Søen ved første Vink , hvad enten han selv kom tilbage , for af føre det , eller han sendte en Anden med fornøden Underretning derom . Hans Ledsager , Einar , som vi kjende fra forrige Kapitel , var en snu Knøs paa atten Aar , havde det Hverv af bruge baade Øine og Øren medens de opholdt sig paa Skue , men dog iagttage den størst mulige Forsigtighed ved sine Undersøgelser , som Heinesen aldeles overlod til ham . Det var hen paa Effermiddagen af Magnus Heinesen ankom til Øm , ved hvis Landingssted han modtoges af dens Eier , Skjalg Frille , der bød ham Velkommen , som Skik er , uden først af spørge om den Reisendes Navn . Imidlertid navngav Heinesen sig strax og yttrede , af man oppe i Thorshavn havde sagt ham , af en Sørøver krydsede ved de sydlige Øer og af han var løbet ud , for af indhente Efterretninger om ham ; men af han hidtil ingen havde faaet , hvorfor han bad Bonden om , af give ham de Oplysninger , han formaaede . Skjalg syntes ikke af blive ilde berørt ved disse Ord , men bød atter Heinesen Velkommen og bad ham og hans Ledsager øm af følge med sig op til Gaarden , idet han førsilkrede , af han heller ikke hos ham kunde faa bedre Efterretning , eftersom han ikke vidste af nøgen Sørøver af sige og Heller ikke trøede , af der var nøgen Saadan i Farvandene paa denne Tid . Ved Indtrædelsen hos Skjalg , fandt Heinesen alt Dugen bredet og Børdet førsynet paa det Bedste efter Datidens Skik og Stedets Leilighed , men desuagtet gjorde bøg Skjalg Undskyldning før Bevcertningen , idet han underrettede sin Gjcrst øm , af han ikke var gift og af et leiet Tyende aldrig kunde gjøre Besked , som en Husmoder . Deri gav Heinesen ham Ret . „ Er det længe siden din Kone døde “ , spurgte han deltagende . „ Jeg har aldrig havt nogen “ , var Skjalgs korte Svar . „ Da er dette en daarlig Handel og Du er af beklage “ , mente Heinesen . „ Qvindfolk kan Mænd ikke undvære , og derfor straffer det sig altid selv enten paa den ene eller den anden Maade , naar en Mand vil leve en Kone foruden . “ „ Forbindelsen med en Qvinde kan ogsaa føre Ulykke med sig “ , bemærkede hans Bært , idet han rakte ham Kruset . „ Meget rigtigt “ , indrømmede Heinesen leende . „ naar man er kommen paa Siden af en Havgasse ; men det maa en rask Mand altid vide Raad før og jeg vil sige Dig det , Skjalg , af jeg Heller vil leve ene Mand med alle de Rappenskralder , som findes paa Færøerne tilhobe — og deres Tal skal ikke være ringe , end have det saaledes som Du lever . “ Skjalg mente , af dette kom an paa hver Mands egen Tilbøielighed og af han var tilfreds med sine Kaar . Heinesen erklærede , af dette kunde han blot være , fordi han ikke kjendte det bedre ; men nu skulde han se , af kapre en ung , smuk Qvinde til ham og skulde det være nødvendigt , vilde hall selv gjøre deres Bryllup ombord paa „ Falken . “ Skjalg svarede Intet hertil , men blev fra den Stund endnu mere ordknap end han før havde været og skjøndt Modtagelsen havde været saa gjæstfri som Heinesen vel kunde ønske , var der dog Noget i Skjalgs og hans Hussinders Forhold , som sagde en saa erfaren Mand som Heinesen , af han langtfra var saa velkommen , som det skulde synes , og han følte sig sledse mere overbevist om , af der maatte være Noget , som trykkede den gode Mands Samvittighed paa en eller anden Maade . Det var med alt dette lakket ud ad Aftenen og Heinesen udtalte ønsket om af forblive paa Øen om Natten , hvortil Skjalg svarede , af dette havde han ogsaa fra forst af tænkt sig , idet han tilføiede , af han nødig vilde have havt , af han havde forladt ham samme Dag , som han var kommen . Han lod efterhaanden bringe et Par Kruse Dl til og Heinesen fordrev Tiden med af fortælle om sine Eventyr , paa sine Kapertog , indtil „ Sengelags Tiden “ var kommen , hvorpaa Pærten selv førte sin Gjæst og dennes Ledsager ind i det for dem bestemte Sovekammer , hvorpaa han bød dem Godnat og fjernede sig . „ Hvad har Du saa opdaget , Einar ? “ hviskede Magnus til sin Ledsager , da de vel vare komne til Sengs ved hinandens Side . „ Ikke det Mindste “ , sagde denne ligesaa sagte . „ Jeg har været rundt omkring og løb ogsaa lidt til Fjelds da jeg sagde , af jeg kjedede mig i Gaarden ; thi Ingen talede til mig mere , end de vel være nødte til ; men intet Mistænkeligt er at opdage og dog er Alt ikke her som Let skal være og de ønsker os begge gjerne Fanden i Vold . “ „ Det er ogsaa min Mening “ , bemærkede Heinesen „ og jeg maa snart med „ Falken “ ned at aflægge et nyt Besøg her . Saa finder jeg vel bedre Rede i det . Her er ikke mange Qvindfolk paa Øen “ , vedblev han efter en Pause . „ Knn to gamle Karter “ , forsikkrede Knøsen „ og de ere begge mere sure end fjorgammel Balle . Men har Skjalg ikke en Kone , saa har han i det Mindste en Søn . “ „ Hvoraf ved Du det “ , spurgte Heinesen forundret . „ De har forvaret ham i en Stue ovenpaa “ , forklarede Einar „ retsom om han kunde være Kontraband . Jeg saa ham et Øieblik , da han stak Hovedet ud af en Luge , men fik ikke Lov til at komme ind til Barnet , skjøndt jeg bad derom “ . „ Hm , det var mærkeligt “ , mumlede Heinesen eftertænksom . „ Havde det været en kjon , ung Qvinde kunde jeg bedre forstaa det “ , hviskede Einar med et fiffigt Smil ; „ det skulde ikke undre mig , at den langnæsede Tværbider kunde blive nidkjær , naar han saa Eder paa Øen . “ „ Maaske er Drengens Moder ogsaa skjult et eller andet Sted paa Øen “ , bemærkede Heinesen „ og vi træffe ganske andre Varer end vi vente , naar vi begynde vore Randsagninger næste Gang . Nu kan Du lette Dig imorgen , naar Du hører , at Folk begynde at røre sig i Huset “ , vedblev Heinesen , „ og medens jeg tager mig en Morgensøvn , kan Du fortsætte dine Undersøgelser , men saa uformærkt som mulig ligesom idag . Ja god Nat , Einar “ , sagde Heinesen høit , „ Gud ved , hvorlangt Jonas er kommen idag med „ Falken ? “ „ Naar Sondensfrommen kommer imorgen , vil vi besøge ham igjen . Hvor var Du ellers henne idag , den meste Tid ? “ „ Aa , jeg løb om til Fjelds , før jeg har aldrig før været paa Øen “ , svarede hans Ledsager ligeledes med lydelig Røst . „ Rendte Du efter Qvindfolk , din Spidsbub ? “ spurgte hans Sengekammerat . „ O , nei , de vare gøde nok , dem , jeg fandt her paa Gaarden “ , svarede denne leende . „ Ja , jeg ved nok , at Du er noisom i alle dine Ønsker , hvor ung Du end er “ , svarede Heinesen gabende . „ Naa , god Nat , din Skjelm . Idag blev Du altsaa heller ikke hængt . “ „ Heller ikke I , Kaptajn “ , svarede Knosen leende „ og det var endnu sorgeligere . Men bi til imorgen , saa vil Clercks Gjenfærd være herudenfor , for af spørge efter selvdøde Faarekroppe . Ha , ha , ha . Og saa god rolig Nat , Kaptain . “ Syvende Kapitel . Kampen paa Hesfø ! „ Kaptain ! Reis Eder i en Fart , Skjalg er borte , Fanden er løs “ , var den behagelige Morgenhilsen , Einar bragte sin Herre ved Daggry , idet han ruflede i denne , som endnu laa i den fryggeste Søv » . „ Hvad for Noget ? Hvem er borte ? Hvem er løs ? “ spurgte Magnus Heinesen og satte sig søvndrukken i Sengen . „ Skjalg og alle Karlsolkene ere borte “ , svarede Einar ivrig , „ og de har heller ikke været tilsengs inat . “ „ Hvoraf ved Du , af de ikke have været iseng inat ? “ spurgte Heinesen , som nu var bleven aldeles vaagen . „ Sengene vare urørte , og da jeg stak Haanden ind i dem , for af mærke om de vare varme , fandt jeg dem helt kolde “ , forklarede Einar . „ Godt , godt “ , svarede Heinesen og purrede sig i Haaret ; „ gaa ned til Landingsstedet og se om Øens Baade ligge der ; men er der nøgen borte , saa løb tilfjelds og se hen imod Dimon eller Sands ; thi jeg antager , af den Kjeltring er seilet bort med sine indsmuglede Varer og saa skader det ikke af se , fra hvad Kant han kommer tilbage . Imidlertid staar jeg op . “ Det unge Menneske forlod Huset som en Vind , og efterat Heinesen havde ordnet sin Paaklædning i al Sindighed , gik han ind i Dagligstuen , hvor han meget rigtig ikke traf et Menneske . Lidt efter saa han imidlertid En af de gamle „ Karter “ gaa ude ved et Udhus og han traadte hurtig ud til hende . Efter af have huden hende en venlig Godmorgen , hvilken hun besvarede med en Slags Knurren , spurgte han hende om , hvor hendes Husbond var henne , og dertil bemærkede hun , af hun ikke kunde give Besked derom . Heinesen undrede sig derover , samt over af han saa tidlig var gaaet ' ud ; men dertil svarede Qvindemennesket , af Sligt var hans Skik og at han aldrig gjorde Regnskab før , hvor han gik hen . „ Hvor er Karlfolket “ , spurgte Heinesen videre „ jeg ser Ingen heromkring . “ „ De ere sagtens med Skjalg “ , svarede Qvinden mut , „ det er saa deres Skik . “ „ De ere vel alle tilfjelds ? “ frittede Heinesen . „ Troligt nok “ , svarede denne vranfne Qvinde . „ Eller tagne tilsøs før at sisfe ? “ vedblev han . „ Ogsaa det “ , bekrceftede hun . „ Har Skjalg ogsaa taget al Føde med sig ? “ spurgte Heinesen igjen , „ saa vil det være det Bærste , da jeg er dygtig sulten efter Nattesøvnen . “ „ Jeg skal snart komme med Davren “ , svarede Fruentimret . „ Jeg troede , Du vilde vente med den til Husbond kom . “ „ Kommer han da snart ? “ spurgte Heinesen hastig . „ Jeg ved det ikke “ , svarede hun tørt . „ Ia , saa er det nok bedst , at Du breder Dugen jo før jo heller , min Engel “ , svarede Heinesen lige sorgfri ; men brummede i Skjæget — „ den sordømte Hex ! — endnu er jeg lige klog . “ I det Samme kom Einar løbende i fuld Firspring . „ Alle Baadene paa Firemandsfareren * ) nær ere borte “ , sagde han ganske forpustet , „ og vor egen Jolle har et Hul i Bunden . Ogsaa ere vore Øxer borte , søm vi løve ligge i den iaftes . “ „ Og hvad saa Du tilfjelds “ , spurgte Heinesen , med uforstyrret Ro . * ) En sforre Baad . „ Jeg kom ikke saa vidt . Jeg mente , at jeg først maatte fortcelle Eder dette “ , bemærkede Einar . „ Men , naar jeg giver Dig en Befaling , udfører Du den , Kncegt , uden at rende efter dit eget dumme Hoved “ , svarede Heinesen forbittret . „ Afsted med Dig , Slyngel , og bruger Du ikke dine Øine bedre end din dumme Forstand , skal jeg vel se , at klare begge Dele ved din Tilbagekomst . “ Atter ilede Knøsen afsted og Heinesen gik ind og satte sig ved Davrebordet , søm om Intet var forefalden . Han var endnu ikke kommen videre ned i Davresadet , før Einar kom farende ind i Stuen med aabenbar Uro i sit Aasyn . „ Naa , hvad saa Du saa ? “ spurgte Heinesen , med Munden fuld af Mad . „ En Skonnert krydser op imod Øen “ , rapporterede han , „ og enten er han en Smugler eller en Sørøver , for Reisningen er hverken dansk eller norsk . „ Tag Du det Lammelaar og det Brød , samt Kruset med Øl med Dig og gaa ned til Landingsstedet , hvor Du kan give Dig til af spise og drikke til jeg kommer til Dig “ , svarede Heinesen , idet han hurtig reiste sig fra Bordet . „ Du har løbet saa meget af Du nok kan trænge til Noget ! jeg gaar nu selv op , for af tage Seileren i Diesyn . “ Med en Hurtighed , som viste , af Heinesen , trods sin Rolighed ligeoverfor sin Undergivne , ikke oversaa den kritiske Stilling , hvori han mulig befandt sig , ilede han op paa en nærliggende Fjeldflrænt , der gav ham et frit Overblik ud over Havet , rundt om hele den lille O , og saa ogsaa ganske rigtig det lille Fartøi , langt ude i Søen , hvorom Einar havde falt . „ Skonnerten er ganske vist udenlandsk og Einar skal slippe for den Lnssing , jeg havde tiltænkt ham , fordi han har brugt sine Dine saa vel “ , mumlede Heinesen . „ Den holder ogsaa ind paa os og Skjalg , den Hund , har pcent faaet mig i Fælden . Min Jolle maa kunne flyde “ , vedblev han , i det han steg ned af Fjeldtoppen , „ ellers bliver her altfor lystig en Klapjagt idag paa Øen . “ Men Jollen vilde ikke flyde ! Dette indsaa Heinesen , saasnart han havde kastet et Blik paa den Ødelæggelse , den havde været Gjenstand for , og selv om dette havde været Tilfældet , saa vilde dog enhver Flugt have været umulig med den , da den forsynlige Skjalg havde borttaget baade Ror , Aarer og Seil . „ Her ere gode Raad dyre , Einar “ , udbrød Heinesen , og saa sig om : „ En Sørøver under Opseiling og to Baade uden Aarer , Seil og Ror til at flygte i , selv om vi kunde faa Jollen helet eller Firemandsfareren skudt i Søen . “ „ Knnde vi bare faa den ud “ , bemærkede Einar , „ saa kunde jeg skaffe Seil og Aarer , for det er bestemt dem , der ligge i det østre Skur deroppe ved Gaarden — om Le blot ligge der endnu . “ „ De skal ligge der og det er ogsaa troligt nok , at de ligger der “ , udbrød Heinesen glad , „ thi Skjalg har troet , at vi ikke kunde sætte Firemandsfareren i Søen . Lad os følges ad ! vor hele Frelse beroer derpaa . “ De ilede begge i største Hast til det betegnede Skur , hvor Einars speidende Blik havde opdaget Baadens Tilbehør , og til Begges fælles Glæde fandt de , hvad de søgte . I en Fart bleve alle Redskaber udtagne og , belæssede med disse , ilede begge atter ned til Landingsstedet . „ Nu først en Styrkedrik ! “ raabte Heinesen munter , „ og saa skal vi dog vise Skjalg , den Skalk , hvilke Bjornekræfter Mænd faa , naar det gjælder Livet . Se her , Einar , stik Du nu Resten ud og har Du i denne Stund Kræfter for to Karle , skal jeg vise Dig , at jeg har for sex . “ Nogle bældige Ryk ! Nei , Baaden lod sig ikke rokke ! „ Endnu engang , Einar ! Hive , hei , Baaden i Søen , eller Strikken om Halsen ! Vi har intet andet Valg ! hive , høi ! Hurra , den gaar ! “ Og virkelig gik den ! De to Mands overmenneskelige Anstrengelser lykkedes det , hvad Skjalg selv havde anset for en Umulighed , at faa det store Fartøi i Søen , og efter nogle Øieblikkes Forløb flød den paa de gyngende Vover . „ Det var en stram Tur , Einar ! men den bliver ikke den sidste idag “ , bemcerkede Heinesen lystig , idet han tilligemed sin Ledsager bragte Seil , Ror og Aarer ombord . „ Vi have fortjent et Krus efter den Tørn , min Gut ! men det maa vi have tilgode fil vi komme fil Thorshavn . Farvel Skuø og Tak for denne Gang ! men , hille Død , iland igjen , Einar , efter Brødet og Kjødet ; det er Synd at levne disse Guds Gaver fil den Skurk fil Skjalg . “ I et Øieblik vare de næevnte Gjenstande bragte ombord og Heinesen stod nu ud fra Øm , idet han satte Kursen mod Nord , Da Øen laa imellem Heinesen og hans Forfølgere , opdagede disse ikke strax hans Flugt , hvilket gav ham et betydeligt Forspring ; men saasnart man ombord paa Skonnerten fik Øie paa ham i rum Sø , forandrede ogsaa denne sin Retning . De havde neppe holdt samme Kurs begge To en føie Stund , før Heinesen indsaa , at han vilde blive afskaaren fra Dandsen , hvortil han i første Øieblik troede at kunne slippe over . Hans Haab stod nu fil at naa over fil Vaags , og han forandrede ogsaa Kursen efter denne 0 ; men da de havde seilet en Stund igjen , erkjendte han ogsaa det Umulige deri , eftersom Skonnerten seilede bedre end hans Baad , og det stod klart for ham , af han vilde blive tagen , førend han naaede hen fil denne 0 . Han lod imidlertid staa fil , fordi han ikke havde Andet af gjøre ; men Skonnerten nærmede sig med en foruroligende Hurtighed . Pludselig forandrede Heinesen atter Kurs , hvorved det lykkedes ham af faa en rummere Vind end Skonnerten , saa af den ikke halede saa stærkt ind paa ham , som tidligere . „ Vi maa anløbe Hests “ , bemærkede Heinesen , „ om vi ellers kan naa dertil , og der maa vi sælge vort Liv saa dyrt som mulig , Einar ; men et Par Dage kan vi nok holde os dem fra Livet , og maaske rygtes det saa fil Thorshavn , af her ligger en Ssrsver og Jonas faar i Hovedet af løbe ud efter ham . De Dummerhoveder fro , af jeg vil knibe langs Kysten til Thorshavn og derfor holder de stik mod Nord ; men dette vil forsinke dem nogle Timer og vi faa Tid fil af indrette os paa Øen . Skjær os hver en Humpel Kjød og Brød ; thi siden faa vi ikke megen Tid fil af spise . “ Heinesen havde gj rettet Skonnertens Plan ; thi neppe saa den , af han var landet paa Hestø , før den ogsaa satte Kurs derhen ; men nu løiede Vinden af og det var først hen paa Eftermiddagen , at den naaede samme Sted . Hestø er en af de mange Smaaøer , som udgjøre det Fceroifle Archipelag . Den er en høi , sleil Klippeø , med et eneste Landingssted og en eneste , meget sleil Adgang , til dens Overflade . Efterat man er kommen de to Trediedele op ad Øens Skraaning , danner Klippen en Afsats , en saakaldet Hylde , som fladt af Naturen til Hvile for den , der vil klattre op ad Klippens steile Side ; men fra denne Afsats bliver Adgangen endnu mere sleil og vanskelig . Det var paa denne Afsats at Heinesen vilde modtage sine Fjenders første Angreb , efterat han var kommen vel iland og givet Firemandsfareren et Spark ud i Søen , en høist ufortjent Tak for den gode Tjeneste , den hidtil havde ydet ham . Han lod Einar bæere Provianten op paa Klippeøens , dengang ubeboede , Overflade og anvendte den øvrige Tid til at samle sine gamle Vaaben , en Mcengde store og smaa Stene paa Afsatsen , medens han befalede sin Ledsager , at gjøre det Samme paa Klippens Overflade og vedblive dermed , uanset hvorledes det gik ham nedenunder . Han var netop fcerdig med sine Forberedelser til Fjendens Modtagelse , da den første Baad » Mandskab landede paa Øen med Skjalg i deres Spidse . Skjalg saa op til Mogens og Mogens saa ned til Skjalg og vil man vide , at Mogens gjorde det , som man kalder „ Langnæse “ ad Skjalg . „ Nu er din sidste Stund kommen , Mogens ! “ raabte Skjalg op til ham . „ Troligtnok , som Aase sagde “ , svarede Heinesen sorglos . „ Hvem er den Aase , Du nævner “ , spurgte Skjalg forundret . „ Ih , den Ene af dine to Skjønheder paa Skuø “ , svarede Mogens leende . „ Jeg skal selv lcegge Dig Strikken om Halsen “ , raabte Skjalg forbittret . „ Jeg er villig til at vise Dig den samme Tjeneste “ , forsikkrede Heinesen uforsagt . Nu sagde den fremmede Kaptain Noget ti ! Skjalg , som Heinesen ikke kunde høre . „ Skipperen her siger “ , raabte Skjalg igjen , „ at om Du ikke kommer godvillig ned , saa skal han sidenhen pine Dig til at rede dine egne Indvolde . “ „ Maa de blive kogte først “ , spurgte Heinesen , aldeles uberørt af denne forfærdelige Trusel . Af den Maade , hvorpaa Heinesen besvarede Skjalgs Ord , stod det klart for ham og hans Kammerater , at Heinesen igrunden drev Spot med dem ; men da de ikke vare Mcend , der fandt sig rolig i dette , beredte de sig ogsaa paa af aflcegge ham ef Besøg oppe paa Klippen . Skjalgs fire Karle og Fire af Smuglerne skulde foretage dette Vovestykke , hver iscer velbevcebnet med Huggerter , der vare spcendte om Livet . De begyndte af bestige Klippen i en spredt Række , hvilket nok kunde lade sig gjøre i Begyndelsen ; men naar de vare naaede op til den halve Afstand af den Vei , de havde af klavre før af naa Heinesen , blev det nødvendigt , af de maatte følge efter hinanden i en Række . Det var dette Tidspunkt , Heinesen havde ventet , og neppe saa han dem , den Ene efter den Anden , af klavre sig imøde , før han rullede ef mægtigt Klippesfykke ned paa dem . De med Klavring mere fortrolige Færinger fik paa En nær , Tid til af rykke sig tilside ; men denne Ene blev reven ned , da Stenen fløi forbi ham , uden af han dog fik anden Skade af Faldet end nogle stærke Kontusionen . Derimod ramte Klippestykket To af Smuglerne , af hvilke den Ene fik Hovedet knust og den Anden begge Benene brækkede . De fo Andre bleve saa forfærdede ved denne Hilsen , af de i største Fart lode sig glide ned fil Fjeldets Fod . Atter løslod Heinesen en Sten , for af ramme de tre Færinger , som vare tilbage paa Klippen , og det lykkedes ham ogsaa af træffe den Ene af disse , saaledes af han tumlede ned med et høit Skrig , medens de to Tilbageblevne søgte Dækning under et fremludende Klippesfykke , uden døg af furde vove paa af klavre videre . „ Vil Du ikke op af hente dine Folk , Skjalg “ raabte Heinesen ned fil denne . „ Jeg har gjemt den bedste Sten fil Dig . “ Men Skjalg svarede ikke . Han undersøgte Klippen paa det Nøiagtigste og fandt , af den ogsaa kunde bestiges indtil Halvveien fil Afsatsen fra endnu en Side fil . Saasnart Skipperen havde indset det Samme , befalede han fire andre af sine Folk , af begynde igjen paa Vovestykket og naar de vare komne fil det Sted , hvor kun En ad Gangen kunde krybe , da af forsøge det En for En , medens de Andre holdt sig dcekkede , idet han lovede den en rig Belønning , som først besteg Afsatsen . Det var aabenbart , af hans Folk ikke havde videre Lyst fil denne Vandring ; men de adløde døg uden Knur . „ Hei , Einar “ , raabte Heinesen op fil sin Ledsager , „ nu kan Du øve Dig paa de To , der komme fra Rør , saa skal jeg se , om jeg kan træffe En af dem fra Sønder . “ „ Einar lod sig ikke dette sige to Gange og snart begyndte Stene fra en Næves Størrelse indtil et Hvidkaalhoveds at regne saaledes ned over de klavrende Smuglere , at disse i al Hast opgave ethvert videre Forsøg , idet de saa hurtig som mulig steg ned til det Sted , hvorfra de kom . Skjalgs Forbittrelse kjendte nu ingen Grændser og det var ham aldeles umuligt at skjule den . „ Du skal ikke svinge saa ivrig med Huen , Mogens ! Enden er ikke endnu “ , raabte han ; „ vi vil nu se , om Du kan æde Græs og klare Dig med det . “ „ Og jeg vil se , hvorlænge Du og dine Folk kan fordøie mine Boller , Skjalg ; Halloi , Einar ! nu ville vi slaa Kegler med hinanden ! to Kruse Dl for Nikongen og et for hver af de Andre . “ Med disse Ord slyngede Heinesen en Sten efter Skjalg , som rimeligvis vilde have gjort det af med ham for bestandig , om denne ikke var sprungen tilside ; men fra nu af regnede der en saadan Mængde velrettede Stenkast ned over alle Angriberne , af disse indsaa Umuligheden af af holde sig paa den aabne Klippekyst , hvor ingen Dcekning var af finde og de nødtes til af indskibe sig alle tilhobe paa Smugleren . Da de to endnu tilbageværende Færinger , som laa bækkede oppe paa Klippens Side , mærkede , af Kammeraterne vilde bort , bleve de høisf urolige ; men ned turde de ikke slige af Frygt for Heinesens Stenregn . „ Herregud , Mogens ! “ bad den Ene , idet han kigede frem af sit Skjul , „ lad os uhindrede slige ned ! Vi ere dog Landsmænd ! “ „ Smukke Landsmænd , skal jeg svare for “ , bemærkede Heinesen leende , „ som gjøre fælles Sag med Sørøverne for af faa mig hængt . Men ikke desto mindre kryb I kun ned . Aase og Ingrid vilde græde deres smukke Øine ud , om de ikke fik Eder helskindede tilbage . “ De to Færinger lode sig ikke dette sige to Gange og snart havde de forenet sig med deres Kammerater . Saasnart Heinesen havde set dette , steg han op til sin Ledsager og lagde sig hos ham i det frodige Græs , der voxede paa Klippeøens Overflade . „ Beleiringen er nu forandret til en Blokade , Einar “ , udbrød Heinesen , „ oghavde Skjalg ikke selv giver Proviant , kunde den være bleven besværlig nok . Kommer Tid , kommer Raad og Imorgen har frelst saamangen Mand . “ Om Natten skiftedes Heinesen og hans Ledsager til af vagte , eftersom de ventede , af man vilde forsøge en Overrumpling paa den Tid ; men Angriberne forholdt sig aldeles rolige . „ Vi vil forsøge , om vi ikke kan faa dem indbildte , af vi have benyttet Natten til af svømme bort , skjøndt dette vilde have været et livsfarligt Foretagende “ , bemærkede Heinesen henimod Dag . „ Lad os derfor sørge for , af de ikke se os . Man maa forsøge alt Muligt ; thi kommer „ Falken “ ikke , kan het komme til af knibe nok for os i den sidste Ende . “ Heinesens Plan havde ikke det sorønskede Udfald . Imidlertid vidste man dog ikke ombord paa Skonnerfen , hvad man ret skulde tro , efterat man ikke havde set Noget til Mændene den hele Formiddag ; men paa den anden Side , var man for vel forsøgt fra Gaarsdagen , til af man skulde vove flere Menneskeliv end helst nødvendigt . Vare de derimod flygtede , kunde man vente „ Falken “ hver Time og det var et Møde , som Ingen begjærede . Der maatte altsaa foretages en Rekognoscering . Hen paa Eftermiddagen satte derfor en Jolle med Skjalg og fire Mand af fra Skonnerten og snart efter bemærkede Heinesen , af den Ene af disse begyndte af bestige Klippen , hvilket han kunde gjøre med noget Haab , da Alle saa , af Afsatsen var ubesat . Efter en kort Tids Forløb havde han ogsaa til de Nedensfaaendes Glæde besteget denne , da han , ret som han vilde klavre videre , saa Heinesen kige ned paa ham fra oven af . Færingen standsede lammet af Rædsel . „ Bliv Du kun trøstig ved af krybe op , Orm “ , raabte Heinesen ned til ham , „ og Du , Skjalg , kom Du kun selv med ! Jeg er nu ene heroppe ; tbi Einar er afgaaet efter „ Falken “ , som jeg haaber snart vil være her , for af snakke Gammelt med Eder , om I ellers ikke opfiskede ham inat , hvilket I selv bedst maa vide . “ Ja , hør ved Du hvad , Orm “ , vedblev Heinesen , idet han bøiede sig ned efter en Sten , „ vil Du ikke op , saa maa Du ned og dersom Du ikke rapper Dig lidt , skal jeg dog se , om jeg ikke kan faa Dig bedre paa Gled med denne “ og hermed svang han Stenen over sit Hoved . Skjalgs Karl lød sig ikke raade to Gange og med en Hurtighed , der gjorde hans Klavredygtighed den største Ære , gled han ned ad den Vei , han var kommen . Da Skjalg vidste af Gaarsdagens Erfaring , hvor umuligt oet var , af holde sig paa Kysten , varede det ikke længe , før Alle igjen satte fra Land og de havde Heller ikke været længe ombord , før man saa Smugleren gjøre sig klar til af stikke i Soen , i saadan Grad vare de blevne betagne af Rædsel over „ Falkens “ bebudede Ankomst . Heinesens List var lykket fuldstændig . „ Ved den store Sten , hvorpaa jeg staar “ , udbrød Heinesen og gav et Hop i Veiret af Glæde , „ nu har jeg sagt mangen god Løgn i mine Dage , men endnu aldrig en , der viste sig uforvarende af være den rene Sandhed . Einar , min Gut , kom kun herhen , lad kun Skonnertens Mandskab se din brede Næse ! Kjender Du de Seil hist ude , Einar ? Skonnerten kan ikke se dem endnu . O , bare jeg ikke havde prøvst paa af narre dem ! gid de dog vil blive en halv Time endnu ! Jonas Maib om ! jeg hænger Dig istedetfor Skjalg , dersom Du ikke først styrer til Hesfs . “ Disse og mange flere Glædæsudbrud strømmede fra den altid meget talende Heinesens Læber , da han havde opdaget „ Falkens “ hvide Seil i Horisonten ; men det varede Heller ikke længe , fsr ogsaa Skonnerten fik Die paa dem og nu kan det nok være , af den fik travlt med af gaa fra Land . Imidlertid viftede baade Einar og Heinesen med deres Troier , som de havde trukket af sig , for af give „ Falken “ af forstaa , af de vare paa Hesfs og til deres Glædæ saa de snart , af man ombord havde bemærket Signalerne ; thi Skibet lod Skonnerten skjstte sig selv og vedblev sin Kurs efter Hesfs . I störst mulig Hurtighed steg nu Heinesen og hans Ledsager ned af deres improviserede Fæstning og snart efter modtoges de ombord paa „ Falken “ af den jublende Besætning . Medens nu „ Falken “ med Alt til , hvad trække kunde , forfslger Skonnerten , vil vi gribe Leiligheden til af forklare , hvorledes Jonas kunde komme saa beleilig til Hesfs . Dct Hele gik meget naturligt til . Da Præsten paa Sands , havde bemærket den Iagt , en fremmed Skonnert gjorde paa to Mand , i en Firemandsfarer , indsaa han , af der „ stak Et eller Andet derunder “ , og af det i ethvert Tilfælde maatte være Heinesen kjært , af faa Underretning om den fremmede Seiler , hvorfor han afsendte en paalidelig Mand med den sornsdne Meddelelse , saasnart Strømforholdene tillod ham af seile til ThorshavnSaafage Styrmanden fik alt dette af vide , antog han med en erfaren Kapergasts hele Kløgt , af de to Mænd , der flygtede i Firemandsfareren , maatte være Heinesen og Einar , der paa en eller anden 8 Maade vare blevne berøvede Jollen og nu søgte af flygte paa denne Maade . Han lod derfor standse med Ladningen og havde Skibet klart til af løbe ud ved første Strømvending . Skjøndt Skonnerten seilede godt , var „ Falken “ med sin halve Ladning , dog aabenbart dens Overmand ogsaa heri , og henimod Solnedgang var den derfor kommen Smugleren saa nær , af Heinesen kunde sende ham sin første Kugle . Da Skonnerten ikke besad Skyts og Besætningen , inclusive Skjalg og hans Folk , ogsaa var „ Falkens “ Mandskab underlegen i Antal , kunde der ikke være Tale om nogen Modstand , og der behøvedes derfor blot endnu en Kugle , for af bringe Smugleren til af lægge bi . I næste Øieblik var „ Falken “ paa Siden af ham og Heinesen med sit Mandskab ombord paa det smudsige Dæk . „ Klyng mig den Mand op “ , bød Heinesen og pegede paa Kaptajnen ; „ men hvad Eder angaar “ , vedblev han , idet han vendte sig til Mandskabet , „ saa haaber jeg , at Livet bliver Eder skjænket , om det viser sig , at I ikke have befatter Eder med Fribytteri eller øvet Hærværk her paa Øerne “ . Kaptainen gik sin Død imøde som en Mand , der var vant til at se den under Øine og før erfaren i sit vilde Livs Skole til at vente , at kunne opnaa Forandring i den skrækkelige Dom . Indtil den var exeqveret , herskede en lydløs Tavshed paa Dækket . „ Nu kommer dit Regnskab , Skjalg ! “ udbrød Heinesen og vendte sig imod den ulykkelige Mand , der imidlertid mødte hans truende Blik med et fast og roligt Øie . „ Jeg lovede , selv at lægge Strikken om din Hals , men saamegen Ære er Du ikke værd , Du Usling , som før en lumpen Vindings Skyld holder til med Smuglere og forfølger Landets egne Børn . “ „ Jeg har aldrig holdt til med Smuglere før idag “ , svarede Skjalg stoll . „ Og vel Heller ikke forfulgt mig ? “ spurgte Heinesen spottende . „ Io , Mogens “ , svarede Skjalg lige uforfærdet , „ det har jeg og beklager jeg Noget , saa er det kun det , at jeg ikke har kunnet holde mit Løvte fil Dig . “ „ Men hvad er Aarsagen fil dette Had ? “ udbrød Mogens forundret . „ Jeg ved dog aldrig , at have skiftet hverken Ondt eller Godt med Dig . “ „ Kan Du endnu mindes Kolfinna ? “ spurgte Skjalg og saa Heinesen stift i Øinene . Magnus Heinesen sludsede . „ Jeg ser dog , Du mindes hende og det var næsten Mere end jeg havde ventet “ , bemærkede Skjalg med Bitterhed . „ Nu vel “ , vedblev han , „ hun var den eneste Qvinde , jeg nogensinde har baaren Kjærlighed fil og jeg troede ogsaa , at hun var mig god . Da kom Du fil hendes Moders Gaard og Du stjal den unge Piges Hjerte , der ikke kjendte Noget fil Menneskenes onde Lidenskaber . Hendes Moder stødte hende fra sig , da hendes Vanære blev hende vitterlig og jeg ilede fil Østers for at tage Hævn over Dig ; men Du var reist bort en kort Tid forud . Jeg vendte da tilbage fil Vaags og tog hende med mig fil Skue og begrov hende der med Løfte om at hævne hendes Skjændsel og min Ulykke , naar vi nogensinde mødtes . “ „ Hvorer Kolfinnas Barn “ , spurgte Heinesen , stærkt bevæget ved disse Ørd . „ Han er min Søn “ , svarede Skjalg , „ bærer mit Navn og skal arve mig , fordi han er hendes udtrykte Billede . Havde han et eneste af dine Træk , havde jeg knust hans Hoved mod Øens Klipper . “ Der var en vis Storhed i det uhyre Had , som aabenbarede sig i disse Ord og den Frimodighed , hvormed Skjalg udtalte det , saa at sige med Strikken om Halsen , var ret skikket til at gjøre et dybt Indtryk paa en Natur , som Magnus Heinesens . Han gik nogle Gange op og ned ad Agterdcekket , medens en lydløs Taushed herskede paa Skonnertens Dæck . Endelig standsede han foran Skjalg . „ Hvorfor myrdede Du mig ikke , da jeg var i dit Hus ? “ spurgte han endelig . „ Jeg er ingen Snigmorder , “ svarede Skjalg stolt . „ Havde jeg ikke vidst , at Brooks havde ligget ved Syderø , vilde jeg have udcesket Dig til en Kamp paa Liv og Død ved Kolfinnas Grav ; men da jeg forudsaa , at Du vilde fcelde mig , valgte jeg al gjøre det , som jeg foretøg mig . “ Atter gik Heinesen frem og tilbage paa Dcekket . Alle følte , at han kcempede en voldsom Kamp i sit Indre ; men tilsidst feirede hans bedre Natur og idet han igjen standsede foran sin Fjende , udbrød han : „ Du skal dog vide dette , Skjalg , at Kolfinna aldrig talte til mig om sit Forhold til Dig , ligesaalidt som jeg nogensinde hørte dit Navn i hendes Mund , eller har kjendt Dig før igaar . Jeg kan imidlertid forstaa , at Du ikke alene hader mig , men ogsaa har Grund dertil . Jeg fljcenker Dig derfor Livet idag , saa kan Du herefter frit forsøge din Lykke imod mig fra imorgen . Men det siger jeg Dig , at falder Du en anden Gang i min Magt under dit Forsøg paa at tage mig af Dage , saa vil Du ikke have Skaansel at vente . “ En svag Rødme farvede Skjalgs Kinder , da han hørte disse Ord ; men han sagde ikke saameget som Tak før sit Liv . „ Gjor Skonnertens Jolle klar til Skjalg og hans Folk “ , bød Heinesen . I et Øieblik var Befalingen fuldbyrdet og Skjalg gik i Jollen med sine Karle . „ Lad den lemlæstede Mand blive ombord , han kan bedre pleies i Thorshavn “ , bød Heinesen atter , da han saa , at Folkene vilde til at bringe den Saarede ned i Jollen . „ Hils Kølfinnas Son “ , udbrod atterHeinesen og saa ned i Jollen , der gled langs Skibets Side . Et Par Taarer perlede i hans Øine . Men han og Skjalg gjensaa aldrig hinanden . Ottende Kapitel . „ Falken “ og „ Samson ! “ Kampen paa Heste forhøiede ikke Lidet Magnus Heinesens Anseelse paa sine Fædreneoer , da Enhver maatte deromme det Mod og den Snarraadighed , han ved denne Leilighed havde lagt for Dagen . Umiddelbart efter Kampen var han seilet fra Thorsbavn til Bergen med sine to fuldtladte Skibe ; men den strenge Lehnsmand vilde aldeles ikke høre Tale om Skaansel , saasnart han erfarede , hvorledes Heinesen , hans udkaarne Kaperfører , var bleven angreben paa Hestø , idet han ansaa det for nødvendigt , at der blev statueret et Exempel , hvorfor ogsaa alle Smuglerne maatte bede med Livet ; thi dengang tog man det ikke saa nøie med blodige Straffedomme . Da Aarstiden under Alt dette var saa langt fremrykket , blev denne Udflugt Heinesens første og sidste Reise til Færøerne for dette Aar ; men Vinteren tilbragte han dog mere rolig end man skulde have ventet , hvilket hidrørte derfra , at hans unge Kone saa vel forstod af fængsle ham fil sig og Hjemmet . Denne gode Indskydelse paa hans vilde Tilbøieligheder udsvede Sophie Gyntelberg ogsaa ud over deres Ægteskabs første Aar , naar han var hos hende i Bergen ; men desto friere siger ogsaa Sagnet , af han fil Gjengjæld derfor levede paa Færøerne , og da hans Pligter holdt ham der den største Del af Sommeren , kunde det ikke undgaas , af Rygtet om hans forskjellige Udskejelser trængte over fil Bergen , ja kom endogsaa ved ondskabsfulde Tungers Beredvillighed fil hans Ægtefælles Kundskab , uden af dette dog havde nogen synlig Indskydelse paa Kærlighedsforholdet imellem Ægteparret . — Saameget kan den fromme , oposfrende Qvindes Hjerte bære , naar det engang har hengivet sig med hele sin Kjærligheds Fylde fil den Elskede . Paa Færøerne selv havde Heinesen sat sig i Forbindelse med Beboerne paa næsten alle Der , for af de kunde meddele ham Underrefning om , naar et fremmed Skib lod sig se et eller andet Sted , og da han havde lovet den , der gav ham det første Vink om et saadant , en Mands Part af Byttet , dersom noget blev gjort , kunde han ogsaa gjøre Regning paa af blive betjent med al mulig Hurtighed og Paalidelighed . Det Meste af Aaret var imidlertid gaaet og han havde endnu Intet hørt om noget fremmed Skib , ja , han begyndte allerede saa smaat af tænke paa den sidste Hjemreise til Bergen , da en Færing en Morgenstund kom ombord til ham og fortalte ham , af en mægtig Sørøver laa imellem Myggenæs og Vaagø og af han den foregaaende Dag havde plyndret Bø og Midtvaag paa sidstnævnte 0 , hvis Befolkning besvor ham , af komme dem tilhjælp . — Nu skulde det træffe sig saa uheldigt , af hans halve Mandskab var tagen til en Kammerats Bryllup paa Østers Dagen iforveien , hvorfra de endnu ikke vare komne tilbage , og dette var rimeligvis ogsaa Grunden til af Heinesen den Nat var forbleven paa Skibet . Tisse Folk maatte naturligvis først hentes ombord , medens Heinesen med detøvrige Mandskab gjorde Skibet klar til af lette og udspurgte imidlertid Færingen om Sørøverens Størrelse og Folkenes Antal ombord . Skjøndt han hørte , af han førte otte Kanoner og var altsaa dobbelt saa stærk som han , besluttede han sig ligefuldt til af løbe ud og idet Mindste se Forholdene an . Imidlertid kom Baaden tilbage fra Østers med 13 Matroser , idet man førsikkrede , af det var til ingen Nytte , om malt havde taget de tilbageblevne Sømænd med , fordi de vare aldeles døddrukne , som en Følge af Nattens Orgier . Stjøndt Heinesen mente , af nogle Spande koldt Vand over Hovedet nok havde bragt dem i en Fart til Sands og Samling , indsaa han dog , af der vilde hengaa altfor lang Tid inden ban kunde faa dette Experiment udført og Folkene ombord ; men paa den anden Side kunde han heller ikke undvære saameget Mandskab , navnlig naar det gjaldt en Kamp med en langt overlegen Fjende , og han bestemte sig derfor til af skaffe sig Frivillige i Thorshavn . Han var ogsaa saa heldig , af bevæge en Snes unge Færinger , som rigtignok ikke vare vante til Seillads med sligt et Skib og endnu mindre bekjendte med Kanonexereits , til af følge sig ombord , idet han gav dem Udsigt til et rigt Bytte ; men da han saa kom ombord med dem , var en ny Ulykke brudt Los . Ved af udspørge Færingen , som var forblevet : ombord , fik Mandskabet snartat vide , af Sørøverens Skib idet Mindste var dobbelt saa stærkt som deres og denne Efterretning gav Alle den største Ulyst til af binde an med ham . Vilde derimod Heinesen love dem , af sinde paa en eller anden Krigslist saaledes som med Clerck , saa vilde Alle gjerne følge ham , hvorhen det skulde være ; men ellers ikke . Saasnart Heinesen kom til Skibet med sit hvervede Mandskab , sagde hans erfarne Blik ham i første Stund , af Alt ikke var som del skulde . Imidlertid lod han som om han ikke lagde Mærke dertil , befalede af lette Anker samt sætte Seil til og gik derpaa ned i Kahytten , efter af bave tilkastet sin Styrmand et meget talende Blik . I næeste Minut var denne hos ham . „ Hvad er paafcerde , Jonas , med Mandskabet ? “ spurgte Heinesen hastig . „ Intet mindre , end af det er ifcerd med af gjøre Mytteri , fordi de ikke vil imod Sørøveren “ , svarede Jonas . „ Jeg havde endog Møie med af holde dem ombord til Du kom , og det skete kun derved , af jeg forklarede dem , af Du nok fandt paa et Krigspuds , om Du ansaa ham for svcer for os . “ „ Naa , ikke Andet “ , svarede Heinesen koldblodig ; „ gaa Du blot op og faa Skibet bragt under Seil . Er der Nogen , som ikke vil lystre , kan Du lade mig det vide . “ Og det var der rigtignok ! thi neppe havde de nysankomne unge Mænd fra Thorshavn hørt Fceringens Beskrivelse af Sørøveren og hans Kanoner , før ogsaa de bleve aldeles rcedde og den Ene sætte . som det ved slige Leiligheder altid gaar , til Overflod endnu større S krak i den Anden , end denne ellers vilde have nceret . „ Mandskabet nægter af lette “ , rapporterede Jonas Mai bom igjennem Kahytskappen ned til sin Chef saa høit , af alle Folkene , der stode i en Klynge ved Stormasten , kunde høre det . I et Øieblik var Heinesen paa Dækket med en Huggert omkring Livet og en Entrebil i sin høire Haand . „ Du primer , Styrmand , hvorfor vil Mandskabet ikke lette ? Sei derhenne ! “ raabte han med forhøret Stemme . „ Hvad Satan staa I og glo paa mig før ? Har I ikke Hørt Styrmandens Befaling ? Rask til Ankeret og til Sejlene ! “ Men ikke en Mand rørte sig . „ Vil Du lystre eller ikke , Frederik ? “ spurgte han En af de fra Østers tilbagevendte Bryllupsgæster , der stod fremmest i Flokken og syntes , af være deres Fører ; men neppe havde denne udstødt et trodsigt „ Nei “ , før han med et kløvet Hoved slyrtede om paa Dækket . I samme Øieblik trak Flere af Mandskabet deres Huggerter ; men et nyt Slag og endnu et , lastede after to Andre af Skibets Besætning ned ved Siden af den faldne Oprører . „ Knivene i Skeden og strax til Eders Gjerning , I feige Uslinger ! eller I blive huggede ned til sidste Mand ! Kast Baadene los , Einar ! den , der forsøger paa , at forlade Skibet er dødsens . Naa , bliver der Noget af ? “ vedblev Heinesen og svang sin blodige Øxe høit over Hovedet „ eller har I ikke faaet nok endnu ? “ „ Vi skal gjerne feige Dig “ , begyndte nu En af „ Falkens “ faste Mandskab , efter at han dog havde været saa forsigtig at følge Kammeraternes Exempel og stukken Huggerten i Skeden ; „ men vi mene kun , at denne Sørøver er os for mandstærk , til en aaben Bataille . Men vil Du forsøge at overrumple ham , ligesom Du overrumplede Clerck , skal vi følge Dig , hvorhen Du vil føre os “ — og hele Mandskabet gav sit Bifald tilkjende , ved forskjellige Udraab . „ Naa , det vil I dog ! “ sagde Heinesen spottende ; „ Tak skal I ha ' e ! Saa jeg skal spørge Eder om , hvad I vil eller ikke vil ? og gjøre Eder Regnskab for , hvad jeg vil gjøre eller lade . Nei ! saadan lege vi ikke Blindebuk med hinanden . Endnu engang ! Hver Mand flux til sin Gjerning ! Den sidste Mand hører mig til ! “ Men nu var ogsaa al Modstand brudt og da Ingen skjøttede om af være „ den Sidste “ , flør alle Mand til den for dem bestemte Gjerning og „ Falken “ ' var i næste Øieblik under Seil . „ Tror Du virkelig , af Du kan binde an med Sørøveren , med denne Besætning ? “ spurgte Jonas sin Ven , da de med Strøm og gunslig Vind løbe ud af Nolsø Sund . „ Forholdene ere ikke de bedste “ , indrømmede Heinesen , „ ogvarsf er det , af de Færreste ere øvede Folk ; men kommer Tid , kommer Raad . Lad os nu først se , af komme henimod ham . “ Henpaa Eftermiddagen ankom „ Falken “ , til Midtvaag paa Vaagø , hvor den lod falde Anker ; men da Heinesen var kommen iland , fik han snart Underretning om , af Faringen ikke havde overdreven Sørøverens Størrelse , samt , af denne havde anvendt Dagen til af plyndre paa den frugtbare 0 Myggenæs , om ellers nogen af disse Øer , kan sortsene en saadan Benævnelse . At binde an med sin Fjende i aaben Kamp , ansaa Heinesen for aldeles ugjørligt , især under de nuværende Forhold ; men paa den anden Sive forbød hans Wre og Hensynet til Vaagøboernes Stilling ham , af forlade Farvandet , uden af forsøge Noget , og hvad dette „ Noget “ , skulde være , blev han snart enig med sig selv om . Henpaa Aftenen syntes del , som om alle hans Forberedelser være trufne og man saa ham nu fra „ Falken “ , ro langs Kysten , ad den Kant , der førte ril Sørøveren , som han paa Grund af Strømmens Magt , ogsaa snart kom paa Siden af . „ Jeg vilde gjerne tale med Kaptajnen “ , raabte han op fil det Mandskab , der Hoved ved Hoved kigede ned fil barn . „ Kom herop da “ , Lød det fra En af Folkene , hvis Stemme overtydede Heinesen om , af denne var fra et af de skandinaviske Lande . „ Vil I først tage imod disse Fisk “ , svarede han og langede nogle store Torsk op fil dem , hvorpaa han selv svang sig ind paa Dækket . Det Syn , der ber mødte Magnus Heinesen , kunde nok skjære en Færing i Hjertet og bringe Blodet i Kog hos en Mand som ham . Rundt omkring stode Faar bundne , medens man forude var ivrig beskjæftiget , med af slagte og slaa . Sengeklæder , Bohave af alle Slags , især Kobber- og Tinkar Laa i store Dynger hist og her ; men det Tungeste ved det Hele var , af se en Færing ligge bunden paa Hænder og Fødder , ved den ene Kanon , med alle Kjendetegn paa , af han for kort siden havde været Gjenstand for en raa Mishandling , Altsammen en Følge af , af ban havde sat sig til Modværge , for af skaffe sin Kone Tid til af flygte , Noget Heinesen fik af höre ombord , idet man tillige fortalte ham , af han skulde hænges den næste Morgen . „ Der staar Kaptajnen henne og ser paa Slagtningen “ , bemærkede den Mand , der først havde talt til ham . . „ Nei , stop nu lidt ! Nu kommer han selv hen til Dig . “ Idet Heinesen mynstrede Kaptajnen , da denne slentrede tilbage fra Forstavnen , saa han strax , af han havde en ualmindelig Mand for sig . Hans Træk viste en Blanding af Raahed og List og da han var en spinkel Mand , af almindelig Hvide og dito Kræfter , antog Heinesen , af han nærmest kunde takke sin Aandsoverlegenhed for den fremragende Stilling , han indtog i det vilde Samfund , hvortil han horfe . „ Hvad vil Du mig ? “ spurgte Kaptajnen og saa skarpt paa Heinesen , der havde taget Hatten af og saa Helt forbløffet paa Sørøveren . „ Jeg har nogle Fisk , som jeg vil bede Kaptajnen , at fage imod “ , svarede Heinesen , med boxende Forlegenhed eller Frygt . „ Hvorfor vil Du give mig dine Fisk ? “ spurgte Kaptajnen igjen , paa sit halve Engelske og halve Hollandske . Det lod ikke til , at Heinesen forstod , hvad han spurgte om ; thi han saa med et spørgende Blik paa den Matros , der først havde tilfalt ham . „ Kaptajnen vil have at vide , hvorfor Du vil give ham dine Fisk “ , forklarede denne . „ Naa , saadan “ , svarede Heinesen . „ Jeg vilde gjerne seile ud , at fifle i Fred og jeg skal hver Dag bringe Kaptainen Noget af Fangsten , om det bliver mig tilladt . Det tør ellers Ingen , saalcenge Kaptainen ligger her ; men jeg har intet Andet at leve af , med Kone og Barn , uden denne Fortjeneste . “ „ Hvad hedder Du og chvor bor Du ? “ spurgte Kaptainen videre . „ Jeg hedder Rasmus og bor paa Sandø “ , svarede Heinesen . „ Saa maa Du vide , hvor Mogens Heinesen ligger med sit Skib “ , bemærkede Kaptainen , og saa atter fin Mand stift i Øinene . Atter lod Heinesen til at vcere uvidende om hvad Kaptainen sagde ; men efter at han havde faaet Meningen forklaret paa den ovenomtalte Maade , svarede han efter nogen Nolen : „ Ligger han der , hvor jeg saa ham i forrige Uge , saa er det ved Thorshavn . “ „ Hvad Dag var det i forrige Uge ? “ forhørte Kaptainen ham videre . „ Lad mig se ! idag er det Onsdag . Det var akkurat i Onsdags “ , svarede Heinesen bestemt . „ Hvormange Kanoner fører han ? “ vedblev den ufortrødne Spørger . „ To paa hver Side “ , svarede Heinesen med lige Bestemthed . „ Og hvormange Folk har han ? “ spurgte han fremdeles . „ Det kan jeg ikke sige , for jeg har ikke vceret ombord og har ikke talt dem ; men Saamange , som her ere tror jeg ikke han har , “ svarede Heinesen idet han lod sit Blik løbe hen over Dæekket . „ Det passer Altsammen med hvad jeg i Forveien vidste og forsaavidt er hancærlig nok “ , bemcerkede Kaptajnen til sit omstaaende Mandflab . „ Du kan fiske saameget Du vil “ , vedblev han , idet han igjen vendte sig til Heinesen , „ pg kan Du imorgen , naar Du kommer med Fisk , give mig sikker Underretning om , hvor Heinesen er , saa skal Du derhos faa nogle Penge for din Meddelelse . Giv ham Noget at leve af “ . Idet han henvendte disse sidste Ord , til en af Folkene , gik han atter forud for paany , at tage Slagtningen i Oiesyn . Efterat Heinesen havde faaet en nøiere Forklaring , over det , Kaptainen havde sagt ham , satte han sig til at nyde sin Mad , paa den Kanon , hvorved hans Landsmand laa med lukkede Dine , enten fordi han slumrede , eller fordi han var besvimet . Heinesen kjendte ham ikke ; men da Fangen slog Øinene op , lod denne saalcrnge og forskende sit Blik hvile paa Heinesen , at han blev noget urolig derved . Imidlertid lukkede Fangen atter øinene og Heinesen fortsatte med større indre Ro sit Maaltid . Da han var bleven fcerdig dermed , gjorde han en Tur omkring paa Dæcktet , hvor han henvendte sig især til den Matros , der forstod ham bedst , idet han var ham behjcrlpelig , med at udspile nogle Lammeskind for Vinden . „ Knnde Du ikke have Lyst til at blive hos os , Rasmus “ , bemcerkede Matrosen . „ Du kan her tjene Mere i en Dag , end i en Maaned paa dine nøgne Klipper . “ „ Havde jeg ikke Kone og Barn , ved jeg ikke , hvad jeg kunde sinde paa “ , svarede Heinesen frimodig ; „ men nu maatte de dø af Sult og Nød , om jeg forlød dem . “ „ Og hvad saa det ? “ spurgte den Anden koldblodig . „ Koner kan vi faa allevegne og Børn maa Enhver helst vcere fri for . “ „ Jeg ser , Du er her endnu , Rasmus , oghjoælper dertil mines Folk “ , begyndte nu Kaptainen , der som hanIsagtens jtroede , » formørket af Heinesen var kommen bagved de Talende : „ Det kan jeg lide ! Hvad tale I ellers saa ivrig om ? “ „ Jeg vil have Rasmus til af blive hos os “ , 9 ' forklarede Matrøsen ; „ men han siger , af han ikke kan for Kone og Barns Skyld , ellers vilde han nok . “ „ Lad ham om det ! Du ved , af jeg kun vil have villige Folk ombord paa „ Samson . “ Da Kaptainen vilde til af gaa , trak Heinesen ham sagte i hans Trøie . Forundret vendte Sørøveren sig om og da Heinesen følte , af han havde gjort et Brud paa Disciplinens Love , satte han et saa forskrækket Ansigt op , af det aftvang Kaptainen et Smil . „ Jeg beder om Forladelse for min Dristighed “ , begyndte Heinesen , med Hatten i Haanden ; „ men jeg vilde blot bede Kaptainen , om jeg maa blive liggende ved Skibet til henimod Dag , da jeg ellers skal ro iland , hvilket jeg nødig vil , fordi man ser mig komme herfra . “ Kaptainen nikkede naadig med Hovedet , idet han atter forlod dem og Matrosen glemte ikke at tilføie : „ Kaptainen synes godt om Dig , Rasmus . Naar han misser med Øinene , idet han ser paa En , saa synes han vel om ham ; men naar han ligesom steler , saadan som han gjorde , da han første Gang tal ed e til Dig , saa er han ikke god at sfiffe Ord med . Du gjorde snart din Lykke , om Du blev her . Hvornaar kommer Du igjen ? “ „ Det kan jeg ikke sige bestemt “ , svarede Heinesen ; „ men I har mig før I ved af det , iscer om jeg kan faa Noget at vide , om Mogens Heinesen , for det kunde smide Mere af sig , end en hel Dags Fiskefangst . “ Han forlod nu sin nye Ven , af hvem han havde hørt Alt , hvad vi tidligere have berørt om hans fangne Landsmand og slentrede ad en Omvei hen til denne , saasnart han havde overbevisf sig om , at Kaptajnen havde forladt Dcekket . Den Fangne , saa paa ham , ret søm om han vilde sige Noget , hvorfor Heinesen bøiede sig ned imod ham , søm om han vilde tage Noget tilside . „ Frels mig , Mogens ! “ hviskede Fangen . Skjøndt Heinesen var en Mand , der førstød at beherske sig , jog disse faa Ord , dog Blodet op i hans Kinder ; men det var ogsaa kun en øieblikkelig Bevægelse . „ Imorgen “ , hviskede han . „ Saa er jeg hcrngt “ , svarede den Anden lige saa sagte . „ Jeg kommer først ! “ trøstede Heinesen . Men idetsamme kom Kaptajnen op paa Dcekket igjen og da han saa Heinesens mistcenkelige Ncerhed ved Landsmanden , gik han rask hen til ham og spurgte med et skummelt Udtryk i sine skelende Øine , hvad de havde falt sammen om , hvortil Heinesen svarede , at Fangen kun havde bedet om Noget at drikke . „ Kjende I hinanden ? “ spurgte Kaptainen mistæenksomt . „ Jeg ved aldrig at have set ham før idag “ , svarede Heinesen paa en saa oprigtig Maade , at det aldeles overbeviste den erfarne Kaptajn , søm befalede Folkene , at give Fangen Noget at drikke og efterse om hans Baand være uskadte , men tillige betydede den gode Rasmus , at han kom til at gjøre Fangen Selskab , om han oftere kom i hans Ncerhed . Bevceget herved og tillige fordi Nattevagten nu skulde scettes paa Sørøveren , gik Heinesen i sin Jolle , som han lod drive agter for Skibet og gjorde fast ved Roret toet ved samme og lagde sig derefter til at sove , under et Fiskegarn , som han havde medbragt , uden at Kaptainen og de andre Folk , som i Begyndelsen af og til kigede ned til ham over Hakkebræettet , saa Andet af ham end hans Fødder , der stak frem under Garnet . Henpaa Morgenstunden den næeste Dag , blev der pludselig et stcerkt Røre ombord paa Sørøverens Dcek ; thi Vagten havde meldt , at en Brig var i Sigte , og denne Brig kunde , efter Alt at dømme , ikke være nogen anden end Magnus Heinesens „ Falk . “ Kaptainen gned sine Hændel af Glæde . „ Smid Færingen hen ved Stormasten “ , raabte han leende ; „ han skal ikke gjøre Reisen tilveirs , uden godt Selskab . Rap Jer , Folk ! Hiv Godset ned i Lasten og lad os faa klart Skib . Han skyder god Fart og vi maa dog idetmindste være under Seil , naar han kommer . „ Op med Ankeret , ned med Stagseilet , Roret i Læ . Hvordan Satan staar Du og vrikker , Robert ! “ skreg Kaptainen rasende . „ Jeg skal knuse dine elendige Arme , naar Bataillen er forbi , dersom Du ikke rapper Dig . “ „ Roret kan ikke dreies , Kaptain “ , raabte Matrosen under Le hæstigste Anstrengelser for at bevæge det , medens Skibet drev villieløst for Vind og Sfrøm . „ Fordømt Vrøvl ! “ brølede Kaptainen ; „ tag I fat Max og Antonio ! skete Du din Ret , knuste jeg strax din Pandeskal . “ Men hverken Max eller Antonio , formaaede Mere end Robert . „ Hurtig i en Jolle , Styrmand ! og se efter , hvad der har gjort Roret uklart ! “ commanderede Kaptainen , og i et Nu var Befalingen udført . „ Roret er førnaglet med smeltet Bly og Søm “ , raabte Styrmanden op til Kaptajnen , der lornede sig ud over Hakkebrcettet . Kaptajnen blegnede . „ Fiskeren fra iaftes — og jeg Dummerhoved ! saa jeg ikke Snedigheden i hans Øie “ , udbrød han fortvivlet . Derncest maalte han med et prøvende Blik Afstanden imellem den sig stcerkt nærmende Brig og sig . „ Samson “ maa igjen til Ankers , Gutter ! af manøvrere med et Skib uden Ror , er det Samme , som af kæempe uden Sandser . Vi vil tage Tørnen heroppe , medens I dernede se af faa Roret klart . Maaske lykkes det hurtigere end vi tro . Her er Redsfaber , Styrmand ! Gjør det Umulige , Tømmermand ! „ Samsons “ Redning beroer nu paa Hammer og Tang , mere end paa Kanoner og Entrebiler . “ Imidlertid var „ Falken “ , som Skibet meget rigtigt viste sig af vcere , kommen „ Samson “ paa Kanonsfuds Afstand og gav snart efter Sørøveren sit glatte Lag forind . Derefter stod den langs ad hans Side , hvorved de vexlede Skud med hinanden ; men nu løb Heinesen ham igjen agter om og tvang ved et par Kardcetsker Mandskabet i Baaden , der laa og hamrede ved Roret , til af forlade denne farlige Plads . Da Kaptainen nu saa , af „ Falken “ vedblev af sende Kugler og Kardcefster langskibs agter ind over det værgeløse Skib , stod det klart for ham , af han maatte sfryge , dersom det ikke kunde lykkes ham , af entre sin Modstander , og han befalede nu alle Folkene , af gaa i Baadene , der havde ligget i Søen siden Gaarsdagens Plyndringstog . Dette var imidlertid et fortvivlet Foretagende , som derfor ogsaa havde sin egen Fordærvelse ifølge med sig . Efterat den ene Baad , hvori Kaptainen selv befandt sig , var seilet iscenk , hvorved han og den største Del af Mandskabet druknede , tyede de tvende andre tilbage til Skibet , hvor Styrmanden øieblikkelig strøg Flaget . Til Heines en s store Bedrøvelse havde den fangne Fcering modtaget et dødeligt Saar under den korte Kamp og udaandede nogle Timer , efter af Skibet var taget . Han var den eneste faldne Mænd paa Heine se ns Side ; men han døde , som han selv sagde , med Glæede , fordi Fødelandets Skjændsel og hans egen Gjenvordighed var hcevnet saa glimrende . Heinesen fik hans Navn og Hjemsted af vide og lovede , af vidne for Alle , af det var hans Troskab , han skyldte sin Seir . Havde han sagt Kaptainen , hvem „ Rasmus “ var , vilde denne upaatvivlelig have belønnet hans Meddelelse , med hans Frihed og maaske endnu andre Gaver ; men ædle Sjæle se paa Fædrelandets Tarv fremfor paa deres eget Bedste , og Gud ske Tak , tæller Danmark endnu mange Mænd , der Heller vil se Døden under Dine , end vorde Forrædere imod deres egne Landsmænd og Fødelandets hellige Sag . Niende Kapitel . „ Gjemt er ikke glemt . “ Siden den i forrige Kapitel beskrevne Kamp med Sørøverne , havde Færøerne været i Fred for disses og Smuglernes Besøg , i et par Aarstid , og „ Samson “ , som Heinesen havde ombyttet med „ Falken “ , var af den Grund alene bleven benyttet i Handelens Interesse , medens Skibet dog altid var klart til at tage imod Fjenden , saasnart nogen viste sig . For at gjøre saa Meget ud af sin Eneret som Handlende paa Øerne , og for at paase , at intet Smugleri fandt Sted , var Heinesen bestandig seilet om imellem disse om Sommeren , medens Vinteren ufravigelig tilbragtes i Bergen , og vi finde ham saaledes i Eftersommeren 1582 , med sit Skib til Ankers imellem de to smaa Øer , Svinø og Viderø , som tilligemed Fuglø danne den nordostlige Del , af den færøiske Gruppe . Den lille 0 Svinø , er den af den her saa stedmoderlige Natur , mest begunstigede Ø , idet Bjergene paa Nord- og Sydsiden sfilles fra hinanden ved et „ frugtbart “ Dalstrøg , der giver en let Adgang til Havet , baade imod Ost og Vest , og man finder derfor ogsaa Gaard ved Gaard , paa denne af de andre Fceringer , ofte misundte Plet Jord . I den Vestligste af disse Gaarde , gaar det lystigt fil den Dag . Store Baller Uld , en Masse Skind , en Mæengde Tønder , dels med Tran og dels med Lammekjød , en Mcengde Scekke , fyldte med Fjer og Dun , foruden en hel Del tørret og saltet Fisk , ligge ophobede i større eller mindre Partier , enten omkring Gaarden , eller imellem denne og Landingsstedet ; thi Beboerne fra de tre før noevnte Der , vare saagodt som alle stcevnede hid , dels før af forhandle deres Varer og dels før af gjøre Indkjøb af de Artikler , de behøvede . Overalt i og omkring Gaarden , hørtes Raab og Skrig , Latter og Banden ; der blev drukket og sungen ; man kivedes og bleve gode Venner i samme Øieblik . Ikke mindre varmt gik det fil inde i Storstuen , hvor Heinesen , under stadig Opfordring fil af smage det stcrrke Øl , der fyldte alle Kruse , afgjorde hver enkelt Mands Mellemværende , saagodt det lod sig gjøre i det Virvar og under det Drikkeri , som gik før sig rundt omkring ham . Men iøvrigt mcerkede man tydelig , af der herskede en vis cordial Stemning i hele den larmende Kreds indbyrdes ; thi Heinesen , var en nem Mand , af komme tilrette med , naar man ikke var alt for prutten paa det ; han havde altid et godt Ord paa rede Haand , og var ei alene Færingernes Stolthed , paa Grund af sine mandige Bedrifter , men beherskede dem , ogsaa ved sin aandelige Overlegenhed og bestemte Optråden , naar saa skulde være . Bi skulle i al Korthed sage , at give et lille Billede af det , som her foregik . „ Hei ! Mogens “ , raabte en Færing ind til ham , igjennem den aabenstaaende Luge fra Gaarden ; thi dengang kjendte man ikke til Glasruder , paa Færverne , hvor selv nu tildags , en saakaldet „ Glasstue “ , er en stor Raritet : „ Hei , Mogens ! din Bodsvend snyder mig ! “ „ Saa lægger jeg til hans Løn næste Aar ; thi kan han tage Dig ved Næsen , Christen Svendsen , saa er han den største Rævepelts her paa Oen , og Du har endelig truffen din Overmand . “ „ Ja , ved Du hvad , Jacob “ , vedblev han , vendende sig til en Anden : „ Du fik ikke Saameget for dine uldne Trøjer , dersom din smukke Kone ikke havde strikket dem ; men saa venter jeg ogsaa , hun giver mig et Kys i Ligkjøb , naar jeg engang kommer fil Fuglø . “ „ Kan Du saa det , skal det ogsaa vcere dit “ , svarede Bonden leende . „ Men er alle Helvedes Aander slupne løs ! “ udbrød han pludselig , da Larmen af en Mcengde vrede Stemmer , der hver iscer søgte at overdøve hinanden , trcengte ind fil ham . „ Det er Bjørn fra Viderø , som vil slaas med „ Ulven “ fra Fuglø “ , lød Svaret . Som et Lyn var Heinesen oppe , greb en nærstaaende Bonde om Livet og bar ham , trods hans Modstand , ud i den anden Stue , hvor Larmen strax standsede , da de saa dette Optog . „ Er I hungrige , I glubske Uhyrer ! “ raabte Heinesen , „ saa har I her en Fedekalv , I kan cede “ , — Bondens Navn var nemlig Kalv , — „ men vil I blot rive hinandens Skind for Tidsførdriv , tjen mig saa i , at blive endnu en Time , saa faar jeg Tiv at se derpaa , og saa skal jeg give den , som bider bedst , en Kande godt Øl fil at lcedske sig paa bagefter . “ Ved denne Spøg af Heinesen , blev hele Striden bilagt , og under Latter gik hver fil sine Forretninger igjen . „ Nei , det kan ikke nytte Dig noget , Harald , hvor venligt Du end ser paa mig , saa husker jeg nok dine Ræevestreger fra ifjor “ , vedblev Heinesen , vendende sig til en anden Kunde . „ Der var et Lispund Sand i hver Scek Fjer og det var for grovt , ser Du . Et Pund eller fo , havde jeg aldrig regnet ; thi Noget maa altid med i Tilgift , naar jeg handler med Dig . — Naa , det kan Du ikke forstaa “ , fortsatte han , som Svar paa en Bemærkning af den uheldige Speculant : „ ja , da forstaar jeg det prcegtig , hvor tykhoved jeg end er , og kort og godt : vil Du have , hvad jeg har budt Dig , kan Du tage det , hvis ikke , kan Du gaa ad hede Helvede til , ligesaa godt først som sidst . “ „ Naa , vil Du nu til at seile hjem , min brave Guttorm ! “ udbrød han mildere stemt , da en Færing havde rakt ham Haanden til Farvel . „ Ja , saa Farvel da ! Du er en støt Karl , der hverken bryder Dig om Svir eller Svcerm , saaledes som jeg og mange brave Folk med mig . Men stop lidt ! tag disse tvende Tørklceder med til dine fo vakkre Døttre , der lavede den velsmagende Plukfist fil mig , da jeg sidsf var hos Dig . “ Medens der herskede saamegen Støi i Dens vestligste Gaard , vare næesten alle Le andre Gaarde paa Øen blottede for Beboerne , der vare komne sammen paa Handelspladsen , ligesom Folk nu allevegne fra , løbe fil det Sted , hvor en Auetion afholdes paa Landet . Det var derfor intet Under , af der herskede en fuldstændig Stilhed i den sydligste af Dens Gaarde , i hvis Dagligstue vi sinde Eieren , Ketil G ormsen , siddende for Bordende med et saa mørkt Udtryk i sit Aasyn , af Enhver ved forsle Diekast kunde se , af Mandens Sind i denne Stund ikke var behersket af venlige eller glædelige Tanker . I det Samme aabnedes Døren fra en anden Stue , og en Qvinde , der snart efter viste sig af være hans Hustru , traadte ind . Hun syntes af være midt imellem „ de Tredive og Fyrretyve “ og var , uden af kunde kaldes egentlig smuk , en Qvinde , hvis Ansigtstræk gjorde et behageligt Indtryk paa Enhver , der saa hende . „ Du har ikke tænkt paa af bryde op endnu , Ketil ? “ spurgte hun venlig , idet hun lagde sin Haand paa sin Mands Skulder . Denne rystede paa Hovedet . „ Du kan altsaa hverken glemme eller tilgive hint ulykkelige Ord , uagtet jeg har bedet Dig om det for min Skyld “ , sagde hun vemodig ; „ og hvad skal dog Enden blive herpaa , Ketil ? føler Du ikke , at Du vil sfyrte mig , dine Børn og din hele Slægt med Dig selv i grændseløs Ulykke , om Du vil tage Hcevn over Mogens ; men vil Du det ikke , hvorfor Plager Du Dig da selv uden Maal og Med . “ „ Jamen jeg vil og maa hæevne mig , Kristiane “ , svarede hendes Mand hende hæeftig ; „ Mogens Heinesen og jeg kan ikke leve sammen paa Jorden . “ „ Ketil ! “ sagde hans Kone og lagde sin Arm kjcrrlig om hans Hals . „ Du ved , hvor kjcer Thorgeir var mig ; men jeg skal sige Dig nu , hvad jeg aldrig troede , at jeg skulde aabenbare Nogen og allermindst Dig : Denne Kjærlighed var saa inderlig , at jeg følte , at jeg aldrig kunde elske nogen Anden — thi en Qvinde elsker kun en Gang i sit Liv — men da jeg nu saa din dybe Bedrøvelse over den Ulykke , hvori Du var en uskyldig Aarsag , og mcerkede , hvor forskjellige Meningerne om dens Grund vare i den onde Verden , saa troede jeg , af jeg handlede i Thorgeirs Aand ved af give Dig mit Jaord ; thi jeg antog , af Lette Skridt vilde flade Fred i dit Hjerte og bringe alle ondskabsfulde Tunger fil af forstumme . Skjøndt min Ungdomskjcerlighed gik i Graven med Thorgeir saa vil Du dog vist erkjende , af jeg har vceret Dig en kjcerlig og trofast WgreMlæ , og vil Du nu lønne mig saaledes , af jeg skal takke Dig saalænge jeg lever , saa lad alle Hcevnplaner imod Mogens Heinesen fare ! „ Tal ikke mere derom , Kristi ane “ , afbrød hendes Mand hende hæftig — „ lovede jeg Dig af opgive min Hævn , lagde jeg endnu en ny Pinsel fil min Sjæleqvide . “ „ Øg dog vil Du komme fil af lide endnu mere , om Du giver efter for din Hævnlyst “ , bemærkede Kristiane ; „ men Gud raade derfor ! Lov mig blot , af Du vil opgive den for dennesinde , og Du skjænker mig en stor Glæde og en stsrre Beroligelse . “ Ketil taug . „ I aaben Strid kan Du jo dog Intet udrette imod Mogens “ , vedblev hans Husfru , „ og blive en Snigmorder — nei ! det vil Ketil Gormsen aldrig — men hvad anden Udvei har Du ellers før din Hævn , om Du vil følge den . “ Ketil mumlede nogle Ord , sorn hans Hustru aabenbart ikke forstod . „ Du sagde nys , af Jorden ikke kunde rumme Dig og Mogens “ , vedblev hun , uden af spørge ham om , hvad han før vilde have sagt ; „ men meget mindre kan I da leve sammen , om end aldrig saa kort en Stund paa den lille Svino . Du drage derfor saalænge bort til min Svoger paa Fugls , som jeg har bedt Dig om , og emstor Ulykke vil dermed blive forebygget idetmindste denne Gang ; thi hvor let kan Du og Mogens ikke mødes i disse Dage . “ „ Men jeg vil ikke vige en Fodsbred før Mogens Heinesen “ , indvendte Ketil trodsig . „ Du skal heller ikke vige før ham , Ketil “ , svarede Kristiane kjærlig ; „ men Du skal vige før en trofasl Hustrues Bekymringer før din Skyld og før de Bønner , dine Børns Moder i sit og deres Navn retter til Dig . “ „ Nu vel , Kristiane ! jeg skal ogsaa føie Dig denne ene Gang “ , svarede Ketil Gormsen og reiste sig med Hæftighed ; „ men det sker alene paa det Vilkaar , af Du ikke oftere taler fil mig om hin Mand , der uden skjellig Grund krænkede mig saa dødelig i saa mange gode Mænds Paahsr . Sagtens vil man fro derovre , at jeg er bleven ræd for Mogens , og jeg skal da lide den Krænkelse mere for hans Skyld “ , tilføiede han bittert ; „ men det vil saa ogsaa gjøre vor Afregning større og det kan aldrig skade . “ „ Der gives ondskabsfulde Mennesker allevegne “ , bemærkede hans Hustru med Mildhed ; „ men Enhver , som kjender Ketil Gormsen ret , vil blues ved at komme med “ flig Tale . Troer Du imidlertid , at Du vil faa Skam deraf , saa vil jeg drage med Dig for at dele den med Dig . “ „ Nei , Du skal blive her , Kristiane “ , svarede im hendes Mand og saa paa sin Kone med al den Ømhed , som en saa raa Natur kunde lægge i sit Blik ; „ thi vi have jo alt nogle Gjæster og flere kunne komme fil . Gud velsigne Dig for din Forstandighed og din Trofasthed ! Du er min gode Engel her i Livet . “ Met disse Ord , rakte hall sin Kone Haanden fil Afsked og gik den lige Vei ned fil Øens ostlige Bred , hvor han fljød en Jolle i Søen og gled ved Strømmens Magt hurtig hen imod Nabooen . Da hall havde passeret det første frenlsprillgen . de Næs af Fugleoen , saa han helt uventet eil Seiler som var ankret op , som han antog , fordi den ikke kunde seile imod den rivende Strøm . En pludselig Rødme farvede Ketils Kinder . Hans øvede Blik sagde ham nemlig strax , at hall havde enten en Sørover eller en Smugler for sig ; men hvilken af dem det var , maatte være ham aldeles ligegyldigt , da baade Smuglere og Sørøvere vare lige svorne Fjender af Magnus Heinesen , der havde ført Saamange af deres Haandtering i Doden og maatte vente , selv at komme samme Vei , om han ellers kunde magte dem . Hurtig var Ketils Beslutning fattet — hans „ gode Engel “ var ikke længer hos ham — og efter en halv Times Forløb var han paa Siden af det fremmede Skib , der var omtrent af samme Størrelse som „ Falken . “ Kaptainen var selv paa Dækket og bød ham ved En af sine Folk at komme ombord . Da Ketil var traadt hen til ham , mynstrede Kaptajnen ham med et mistroisk Blik , hvorefter han lod ham spørge , hvad han vilde . Ketil svarede kort og godt , at Mogens Heillesen , der gik paa Iagt efter fremmede Skibe , laa i et Sund tæt herved og var iland paa Svinø , hvor han vilde svire den hele Nat , og da denne Mand var hans Dodsfjende , saa vilde han , alene for af faa Hævn over ham , overgive ham i Fribytternes Hænder , om marr med nogle Folk vilde følge ham iland inat . Da Fribytteren havde faaet dette af vide , saa han endnu engang skarpt paa Ketil Gormsen , hvorefter han gik agter ud med sin Styrmand , med hvem han med dæmpet Stemme førte en længere ivrig Samtale . Sagen var nemlig den , af man var bleven yderlig forsigtig , efferat man havde erfaret den List , Heinesen tidligere havde brugt for af overmande sine Modstandere , og Styrmanden holdt bestandig paa , af om den fremmede Mand ikke var Heinesen selv , saa var han uden Tvivl en Spiem fra ham eller en Forræder , der skulde føre Skibets Besætning i en Fætre . Kaptajnen var imidlertid af en ganske anden Mening . Det Hævnblik , hvormed Færingen omtalle sit Had fil sin Fjende , og tilbød af overgive Hain fil dem , var altfor naturligt fil af være Komediespil , og han mente desuden , af det vilde være en let Sag , af sikkre sig for Forræderi , da man nu engang var paa sin Post . Han gik atter hen til Ketil og spurgte , hvorledes man skulde bære sig ad med af gribe deres fælles Fjende . Ketil foreslog , som den sikkreste Maade , af vente til henad Morgenstunden , saa var Drikkeriet forbi og saa laa Alle i deres trygge Søvn paa Svinø , da han ikke antog , af Heinesen vilde forlade det gode Lag paa denne Ø for af sove Rusen ud paa sif Skib . Man skulde da følge ham iland med en Halvsnes Mand , saa vilde han udpege dem den , de søgte ; men skulde han imod Forvenfning være kommen ombord , lovede han af føre Skibet hen til det Sted hvor han laa , og saa kunde de gjøre det af med ham i aaben Kamp , om de lystede det . For af Heinesen imidlertid ikke skulde faa Nys om sin Fjendes Nærhed , raadede han til , af staa ud fra Land til Mørket faldt paa . Det Hele var saa klart og tydeligt , af Kaptainen indsaa , af han havde en Mand for sig , der betragtede , dem som sif Redskab for af faa Hævn , og han betænkte sig ikke et Øieblik paa af gribe den Leilighed , der tilbød sig , af faa Heinesen i sin Magt . Han gav sfrax Ordre til af Lette , og snart vendte Sørøverskibet Agterstævnen imod Fugleoen og holdt det saaledes gaaende den hele Nat , indtil de omtrent Kl . 3 om Morgenen lod Ankeret falde , ud for det Sted , hvor Ketil var gaaet tilsøs . Her bemandedes Storbaaden med en Snes forvovne Karle , som vare bevæbnede lige til Tænderne , som man siger , og med disse roede Sfyrmanden iland fulgt af Ketil , der øiensynlig var i en hæftig indre Bevægelse , hvor megen Umage han end gjorde sig for af stjnle den . Da de vare komne til Kysten , befalede Sfyrmanden den halve Del af Mandsfabet af blive ved Jollen , af høre efter enhver Sfoi fra den Kant , de agtede sig hen og ile derhen , saa mandstærke som mulig , naar de mærkede noget Mistænkeligt , hvorefter han selv med de øvrige Folk fulgte med Ketil op i Landet , uden et eneste Øieblik af tabe Føreren af Sone . Da de kom til den af Ketil betegnede Gaard , listede Skaren sig paa ægte Stimandsvis ind i Huset , der bar de tydeligste Spor af det vilde Drikkelag , som havde fundet Sted den samme Nat . Allevegne laa døddrukne Mennesker , trygt sovende ligesaa vel paa Borde og Bcenke . som under disse og midt paa Gulvene , medens Varer , af alle Sorter , opfyldte de Mellemrum , som skilte de sovende Gjcæster fra hinanden . Fulgt af den vilde Flok , sneg Ketil sig ind i Storstuen , medens han med en Lygte belyste ethvert Ansigtstræk af de slumrende Mcænd , han kom forbi . Endelig faldt hans Blik paa en Løibcenk , hvor en Mand , som man syntes at have sørget bedre for end for nogen Anden , laa i en tryg Søvn . Ketil bøiede sig over ham og et ondskabsfuldt Smil spillede om hans Lceber . Ten hele Scene var en Malers Pensel vccrdig og kan bedre tcenkes end beskrives : den slumrende Mand , hans Dødsfjendes hcevnglødende Blik , som synes at dvcele en Stund , for ret at nyde Hcevnens Sødme , idet han holder Lygten hen over den Sovendes Ansigt ; den vilde Skare bag ved og omkring ham , det ene Ansigt mere forvørpent end Let andet , med Huggerter i Hænderne , seende snart paa Ketil , snart paa den Sovende , som om Le vilde spørge : „ er det ham ? “ og endelig Le mange trygt slumrende Mcænd overalt i Stuen , hvor der var Plads for et menneskeligt Legeme enten for Bohave eller for Varer - hvo kan tcenke sig et mere gribende Natstykke ! Saasnart Ketil havde betegnet den paa Løibcenken slumrende Mand , søm den , de søgte , bleve dennes Hcender og Fødder sfrax bundne , med al den Hurtighed , søm en lang Øvelse i slige Arbeider kan give , og fire slcerke Karle vare alt i Begreb med af løste Heinesen op paa deres Skuldre , da denne fuldstændig kom til Sands og Samling . Hans Bli : mødte Ketil S og sfrax stod Alt klart for ham ; men han indsaa ogsaa i samme Nu . af han intet Andet havde af gjøre , end af finde sig i sin Skjcebnc , og den vilde han gaa imøde søm en Mand . Uden af raabe om Hjælp , søm han baade fandt foragteligt og tilmed forudså « , ikke kunde bringes ham , lod han sig i Taushed bcrre bort fra Huset og ligesaa lidt hørte man enten en Beklagelse eller en Forbandelse komme over hans Leed er — hans Ulykke var for stor dertil ! Da Skaren var kommen filbage til Landingsstedet og Heinesen var bragt vel ombord i Jollen , saa Styrmanden sig om efter Ketil , søm han efter det heldige Udfald af Expeditionen ikke bavde bekymret sig videre om ; men han var forsvunden ! hans Maal var naaet og nu havde han Intet mere af bestille enten paa Fuglø eller paa Sørøverskibet ; — men fra den høiesfe Fjeldtop paa Svins skuede en mandlig Skikkelse ud efter Skibet saalceuge han kunde øine det ; thi neppe var Baaden stødt fil , før dette lettede Anker og stak atter i Søen . Opad Dagen lagde Sørøveren bi og nu befalede Kaptainen , af bringe Heinesen for sig . Heinesen , iom var bleven løst af sine Baand , saasnart han var kommen ombord , traadte frimodig frem , og de to M « nd maalte hinanden med et fast Blik . Der var ingen Bevægelse af spore i Heinesens mandige Aasyn ; men om Sørøverens Mund spillede et lunt Smil . „ Er Du Mogens Heinesen , der uden Barmhjertighed har h « ngt forskjellige Skibsmandskaber , som har seilet i disse Farvande ? “ spurgte endelig Kaptainen , og saa atter skarpt paa sin Mand . „ Jeg er den , hvis Navn Du ncevnede “ , svarede Heinesen i det samme „ Kapersprog , “ hvori Kaptainen tiltalte ham : „ jeg har paa mili Konges Befaling opbragt forskjellige Skibe heromkring og siden har Løven dømt Lem for deres Gjerninger . “ „ Nu stal Du ogsaa undgjæelde for dine “ , svarede Sørøveren ; „ gjør Strikken klar . Folk , og lad os faa den Karl klynget op med Let Samme . “ „ Da jeg ikke venter mig Bedre af Dig , vil jeg ogsaa helsf bave Eirde paa det jo før jo heller “ , svarede He irle sen koldblodig . Imidlertid var Strikken bleven lagt om den Ulykkeliges Hals og Folkene ventede kun et Tegn af Kaptainen før af hale til , da denne endnu engang vendte sig til Heinesen , hvis Ansigtstræk bestandig havde været Gjenstand før hans Iagttagelse . „ Dærsom jeg nu gav Dig fri , fordi jeg ser , af Du er en rask og modig Mand , hvorledes vilde Du saa lønne mig derfor ? “ „ Jeg vilde forlange af Dig , af Du strax skulde forlade disse Farvande “ , svarede Heinesen , idethan løsnede Strikken om Halsen en Kjende , rimeligviis før bedre af trække Veiret ; „ men vilde Du ikke det , vilde jeg slaas med Dig paa ærlig Sømandsvis , og fangede jeg Dig levende , vilde jeg bise Dig den Velvillie af hænge Dig her ombord , før af Du ikke skulde blive til Spot før Børnene i Bergen , naar Du og dine Kammerater førtes til Retterstedet . “ Kaptainen lo himmelhøit . „ Endnu et Ord før Du svinger rundt deroppe “ , vedblev han . „ Er det sandt , hvad jeg har hørt , af Du engang har været Gast paa en Kaper , der barNavnet „ Seierskrandsen “ fra Antverpen ? “ „ Du er meget nyfigen , Kaptajn “ , svarede Heinesen halv ængerlig ; „ men om saa var , kommer det ikke Dig ved . “ „ Jeg havde en Tvillingbroder , som hed „ den Nifingrede ; “ kan Du saa huske ham , og ved Du , hvorledes det er gaaet ham ? “ spurgte Kaptajnen med uforandret Lnne . „ Skulde jeg ikke huske ham ! Vi vare jo Le Første ved hver Entring “ , svarede Heinesen lige gnaven . „ Men hvorledes mon Let senere er gaaet ham ? “ vedblev den ufortrødne Spørger ; „ kan Du sige mig det , skal jeg spare dit Liv . “ „ Aa , han er sagtens for længefiden gaaet den Dei , jeg nu selv ftal paa “ , var Heinesens korte Svar . „ Nei , endnu ikke , Lin Skjælm ! men kan Du forresten skaffe mig denne Lillefinger igjen , skal jeg alligevel skjænke Dig Livet , Falk “ , sagde Kaptajnen leenve , idet han holdt sin venstre Haand hen under Heinesens Ncese . „ Men er det Dig , Willia m ? “ udbrød Heinesen og flød ganske ugenert Strikken af sin Hals . „ Hør , ved Du hvad , Thompson ! nu er jeg bleven spillet mangt et Puds i mine Dage , og har vel ogsaa været med af finde paa adskillige ; men Mage til denne Streg har jeg aldrig hørt eller set før . Hvordan Fanden har Dn baaren Dig ad , for af faa Fingre i mig , Du Tyrepande ! Stcerk ved jeg nok . Du er som en Bjørn , men Kløgten trykkede Dig ikke stort , da vi fore sammen . “ „ Forstanden kommer med Alderen , min Ven “ , svarede Kaptainen leende ; „ men forøvrigt var det alvorligere ment end Du maaske tror , og havde den Slyngel Mogens Heinesen ikke vist sig , af være den forvovne Krabat „ norske Falk “ fra „ Seierskrandsen “ , saa havde hin Slyngel nu dingtet for alle Vinde . “ De to Kaptajner fulgtes nu ned sammen i Kahytten , hvor de forbleve i en fortrolig Passiar , medens de drøftede mangt et lystigt Eventyr , de havde fristet med hinanden , og lod alle de gamle Kammerater passere Revy i deres Erindring . Paa Grund af det uventede glckdelige Møde , fik Mandskabet en „ Extrarativn “ og der herskede den allerfornoieligste Stemning ombord , baade forude og agter den hele Dag . Da Mørket var falden paa , bar Skibet atter imod Land . Äeriks Zolle blev halet frem , og med ef varmt Haandtryk som Farvel til hans gamle Kammerat , forlod Heinesen Skibet , idet han gled med Strømmen norden omkring Svino , før af komme tilbage til sif gode Skib . Tiende Kapitel . Afregningen . „ Aar jeg saaledes lært Eder , I Uslinger ! af holde Vagt , naar en Sørøver er i Farvandet ! “ lød en forbittret Stemme paa „ Samsons “ Dæk endnu før Solens Opgang , idet den Talende gav ef Par sovende Matroser hver sif dygtige Spark . I ef Øieblik vare de paa Benene , medens Styrmanden , der i samme Sfund kom styrtende op af Kahytten , tog Skibets Dæk i ef par vældige Spring og knugede Magnus Heinesen — thi denne var naturligvis Forstyrreren af deres Morgenhvile — i sine Jernarme , som om han vilde knuse ham af bare Glæde , og neppe var Støien Hørt forude , før ogsaa det øvrige Mandskab fornede op , før under levende Jubelraab , af hilse paa den tilbagevendte Chef . „ Stille , Børn , stille ! blot ingen Alarm før min Skyld “ , bød Heinesen , idet han rev sig ud af Jonas ' s Favn og tyssede paa de Øvrige med en Haandbevægelse . „ Naa , det glæder mig , af se , af I nedenunder Datlel ere mere aarvaagne end dem , der skulde have Udkig heroppe ; lad dem saa slippe for en Lussing dennegang ; men gaa I kun tilkøis igjen og kommer Nogen ombord , saa lad blot , som om I endnu ikke ved , hvor jeg er støjen eller floien . “ Med disse Ord gik Heinesen , fulgt af sin Styrmand net i Kahytten , hvor de gjensidig meddelte hinanden Gaarsdagens Begivenheder . Hvad der var bændet Heinesen selv vide vi allerede , og det , som Jonas Mai bom havde af berette , var kun saare Lidet . Han havde ikke selv været iland den Nat , Heinesen blev fangen , og da Ingen , mærkeligt nok , havde set Noget til Bortførelsen , havde Heinesens Forsvinden i første øieblik ingen Bekymring vakl . Alt som Dagen imidlertid skred frem og Handelen paany skulde fortsættes , begyndte man af untres over hans Udeblivelse ; men da man sorgsæmes forhørte sig om ham i alle Gaardene paa Øen , begyndte man efterhaanden af blive urolige og af gjøre den ene Slutning efter den anden , alle lige urimelige . Op ad Dagen kom der vel Bud fra Fugle , af rt fremmed Skib havde ligger til Ankers udenfor Kysten sen føie Tid ; men da dette after var styret Øster efter og ikke senere var bleven set , satte Ingen Hein esc ns Førsvinden i Førbindelse med det , og man var altsaa ligencer . Den eneste , der havde en bange Anelse øm , af der var slet en stør Forbrydelse , var Ketil Gørmsens Hustru , Kristiane ; thi føruden det , af hendes Mands Tilbagekomst i Dagningen , samtidig med Heine se ns Førsvinden , maatte vcere hende yderst paafaldende , kjendte hun ham desuden altfør nøie til af hun ikke med Bekymring skulde mcerke , af han undgik enhver Berørelse med hende den hele Dag , og hun saa heri et Bevis før , af han maatte bccre paa en Hemmelighed , søm han hverken kunde eller vilde gjøre hende bekjendt med . Skjøndt hun paa sin Side var ligesaa taus og tilbagehølden søm han , iagttøg hun døg hans mindste Bevægelse , og da hun tillige saa , af den Overraskelse , han lagde før Dagen , da Rygtet kom til Gaarden øm Heinesens Førsvinden , var fremkunstlet , tvivlede hun intet Øieblik øm , af Ketil vidste Mere derom end han vilde vcere bekjendt , og ønskede bløt i Stilhed , af det Uveir , som snart vilde vise sig , naar Efterretningen øm hin berømte Mands Undergang , kom ud øver hele Landet , maatte svinde ligesaa spørløst bort før deres Slcegt , søm Mogens Heinesens Førsvinden syntes at skulle vørde før Alle . At al Handel og Vandel aldeles standsede paa Svinø fra nu af , var en Selvfslge . Allevegne talede man kun om denne mærkelige Begivenhed , og Alle gave hver sin Mening til Bedste , medens „ Samsons “ Gaster drak og bandede værre end nogensinde og Jonas Mai bom gik som et Billede paa stum Fortvivlelse omkring iblandt Alle . „ Saa det er den fordsmte Skurk , Ketil Gorm sen herinde , som Du kan takke for denne Streg ? “ udbrød Styrmanden og slog med sin kraftige Næve i Bordet . „ Baade jeg og flere Andre tænkte hele Tiden paa ham , da vi hørte , at han havde været ude samme Nat . Jeg havde Heller ikke forladt Øen uden først at have set indenfor til ham , og mulig taget ham med til Thorshavn ; men hvad havde det hjulpen Altsammen ? og godt var det , at det var ham med de ni Fingre , Du traf paa ; thi der kunde have været En med langt færre , som vilde have behandlet Dig paa en ganske anden Maade . “ „ Det er nu min Mening , at Du skal afslutte Handelen derinde paa Øen , tage Resten af Varerne ind og naar Alt saa er klart fil Afreisen , skal vi sige Ketil Tak for Sidst “ , bemærkede Heinesen , der forfulgte sine egne Tanker i dette Dieblik . „ Naar det er forbi , gaa vi fil Thorsbavn og derfra fil Bergen , hvor jeg gvitterer Handelen , hvortil jeg med hver Dag har faaet mindre Lyst , fordi Færingerne bedrage mig vel grovt , og mine Medhandlende altid klage over , af jeg ikke bringer nok ud af Trafikken . Jeg er ikke skabt fil Kjøbmand , Jonas , og giver gjerne en hel Dags Fortjeneste hen for et godt Indfald eller et smukt Qvindeansigt . “ „ Det erkjender jeg fuldkommen Sandheden af “ , forsikkrede Styrmanden i al Oprigtighed ; „ men vil Du ikke vedblive med Handelen , saa indser jeg ikke , hvorledes Du skal bjerge Livet ved Kapertet alene , desførmedelst her kun i sjeldne Undtagelser gives Ssrovere og Smuglere , som vi kunne gjøre fil Priser . “ „ Aa , det fandt man vel Udvei for , min gode Jonas “ , svarede Heinesen , som en Mand , der alt har faget sin Beslutning , „ og kort af fortælle , saa vil jeg sige Dig , af jeg ogsaa har bestemt mig fil af give den vrantne Lehnsmand Bestallingen tilbage , og derefter seile fil Offende , hvor „ Nisingeren “ skaffer mig ef Kaperbrev fra den burgundiske Regering og saa gaa vi begge ud før i Forening af bjerge os Saameget , af selv Kokkene paa vore fo gode Skibe skal blive rige Folk , før vi skilles . — Hvad synes Du om det ? “ „ Det er talt som af mit eget Hjerte “ , udbrød Styrmanden henrykt , „ og Gutterne ombord ville ikke blive mindre fornøiede derved end jeg ; thi denne Tuskhandel er -grunden ikke Noget før gamle Kapergaster , det har de længe ymtet vin . Men sig mig engang , Mogens : hvad Fornemmelse havde Du egentlig , dengang Strikken blev Iagt om din Hals ? Man ved jo aldrig , hvorledes det sidenhcn kan gaa en brav Mand “ , tilføiede han leende „ og saa er det alfid godt , af kjende lidt forud til sin Stilling . “ „ Jeg følte blot en uhyre Forbittrelse imod Ketil Gormsen “ , svarede Heinesen i ak Oprigtighed , „ og hvergang jeg siden efter tænker paa den Forræder , er det ligesom jeg atter fornemmer Strikken om min Hals . “ I det Samme meldtes det , af en Baad lagde fra Øen og satte Kurs efter „ Samson “ , hvorpaa Styrmanden hurtig gik op paa Tækket , hvor han endnu engang tilholbt Mandskabet , af fortie Kaptajnens Tilbagekomst for Alle , og have Tilsyn med , af Ingen kom ned i Kahytten , hvor Heinesen havde kastet sig i sin Kvie , for af nyde en høist nødvendig Hvile , medens Jonas Mai bom fog ind fil Øen , for af faa de sidste Varer indslibede og afgjøre det sidste Mellemvarende med de tilbageværende Bønder , af hvilke de Fleste ved Middagstid førlode Svinø for af bringe Efferretningen om Heinesens in ubegribelige Forsvinden omkring fil de forskjellige Klippeøer . Den hele Dag gik imidlertid hen for Bescetningen med af bringe alle Varerne ombord og det var først langt ud paa Aftenen , af Styrmanden kunde melde Heinesen , af „ Samson “ var klar fil af afgaa . Vi vende os nu fil Ketil Gorm se ns Gaard . Dens Eier havde tilbragt en søvnløs Nat ; thi ei alene skal der et forstokket Sind fil af kunne sove umiddelbart efter en saadan Niddingsdaad som den , han havde fuldført korf i Forveien , men , som han laa allerbedst i sin Seng , opsfod pludselig den Tanke hos ham , af det mulig kunde lykkes Heinesen , hvis List og Talegaver være ham velbekjendte , paa en eller anden Maade , af slippe bort fra Sørøveren og da maatte han være forberedt paa en frygtelig Afregning . Jo mere han tænkte derpaa , destø sandsynligere blev denne Mulighed ham og han følte den onde Samvittigheds Qvaler i alle dens Rcedsler , idet han lyttede efter den mindsle Støi i eller ved Gaarden , og forbandede sin Dumhed , af han ikke var taget med ud paa Skibet , for af overbevise sig om , af hans onde Hensigt var slet Fyldest . Hans Hustru , som godt mærkede sin Mands Urolighed , behøvede ikke sin Skarpsindighed for af indse , af hendes Frygt for af Ketil tilfulde kjendte Sammenhængen ved Heinesens Forsvinden , kun var altfor velbegrundet , og tilbragte derfor en ligesaa søvnløs Nat som han , idet bittre Taarer i Stilhed vædede hendes Kinder , og hun bad til Gud for hendes ulykkelige Mand , sine Børn og sig selv . Da Natten henrandt uden Forstyrrelse , faldt en stor Sten fra Ketil s Hjerte , og da man heller ikke op ad Dagen hørte Noget om Heinesens Tilbagekomst , blev han endog forholdsvis veltilmode , idet han nu antog det for afgjort , af den Mand han hadede saa bittert ikke længer var i de Levendes Tal , og han trøstede sig med , af om end Mistanken en Stund vilde dvæle ved ham , saa vilde der aldeles mangle Beviser imod ham , selv om denne Mistanke fremkaldte en Anklage , hvorpaa han maafte forberede sig , alene fordi han havde været borte fra Øen hin skjæbnesvangre Nat , og var bekjendt som hans uforsonlige Fjende . „ Fader , ved Du , hvad Folk siger ? “ spurgte hans lille sexaarige Datter Maren , da hun stod ved Davrebordet , hvorved Ketil indtog sit Maaltid . „ De sagde saamænd igaar henne i Søren Laves Gaard , af Äu har lokket Mogens Heinesen til Dig og slaaet ham ihjel ! “ „ I skal aldrig høre efter , hvad onde Mennesker sige om Nøgen og mindst om Eders Fader ! “ rettede Moderen hende . „ Jamen , de sagde ogsaa , af Folkene paa „ Samson “ vilde komme og stikke Ild paa Gaarden “ , bemærkede hendes ældre Broder , som for af give en Undskyldning for Søsterens Meddelelse . „ Det er atter løs Tale , Børn “ , svarede Moderen ; „ Samson “ seiler jo op ad Dagen , om den ikke allerede er lettet . Desuden er her Lov og Ret i Landet , og de kom i stor Ulykke , om de tænkte paa en saadan Skarnsstreg , som af sætte Ild paa vor Gaard . “ Dagen gled nu hen uden af Ketil døg forlod Husenes Omraade ; men han følte tydelig , at der var reist Mistanke imod ham ; thi de faa Vender , som fra de nærliggende Øer havde nydt Gjæstfrihed hos ham under deres Ophold paa Svinø , talte ikke et Ord om Heinesen eller hans Forsvinden , da de kom for at tage Afsked med ham og takke ham for „ alt Godt . “ Man kan nemlig være overbevist om , at det er kun trofaste Venner og hemmelige Fjender , som bringe Ulykkesbudskaber fil Huse . De Mange , som staa i Forbindelse med en Familie uden at høre enten fil den ene eller anden af hule to Kategorier , fale vel med alle Andre om hint eller dette onde Rygte , der pludselig er opdukket , og glemme heller ikke at give deres Mening tilkjende , i Reglen , en meget skarp Udtalelse , om dette Rygtes slorre eller mindre Sandsynlighed ; men sætte den Paagjældende ind i Sagen , Let er en Ubehagelighed , de i de allerfleste Tilfælde helst skyde fra sig . „ Fader , nu kommer Folkene fra „ Samson “ og stikker Ild paa Gaarden “ , skreg den lille Ulrik , i det han kort før Middag styrtede ind i Dagligstuen , hvor Ketil sad ved sin Kones Side med Hovedet sløttet paa Armene , der hvilede paa Bordet . Ketil blegnede , og hans Kone tilkastede ham et Blik fuldt af den inderligste Bekymring , som om hun vilde spørge : „ vil Du blive eller fly ? “ „ Jeg har Intet af frygte for “ , svarede Ketil Gormsen , som Svar paa hendes Øiekast , „ og derfor vil jeg tage imod dem her i min Stue . De vil sagtens have Forklaring over min Fraværelse i forgaars , og den skal de faa . Vil de forresten øve Vold imod mig , saa vil det gaa dem selv væerst siden hen ; men ville de omgaas mig paa en tilbørlig Maade , vil Du , Kristiane , forsyne dem med Mad og Drikke . “ Som Svar paa denne Opfordring ilede hans Hustru med af brede en Dug paa Bordet , det visse Kjendetegn paa , af man er tilsinds , af vise de Ankommende al mulig Gjæstfrihed , og neppe var hun atter traadt ind og havde sat tvende Kruse Øl paa Bordet , før man saa Jonas Mai bom og ofte af Mandskabet fra „ Samson “ komme ind i Gaarden , hvor dog de sex førbleve , medens Styrmanden selv traadte ind til Ketil , der modtog dem med Rolighed og en tilsyneladende Velvillie , idet han dog bemcerkede , af det tyktes ham , af de vare komne meget mandstcerke til hans Gaard . „ Det er ogsaa altfor farlige Tider fil af man tør vove sig ud alene “ , svarede Jonas , uden af gjengjælde Ket ils Hilsen . „ Naar en Mand , som Mogens Heinesen , kan forsvinde midt i en Kreds af Venner og Kammerater , selv om disse sov som Stene — uden af man endog kan begribe , hvorledes dette er gaaet fil , saa maa man her paa Svinø tage baade Vaaben og Mandflab med , naar man vil se sig lidt om . “ Ketil bemærkede hertil , af deres Kaptain neppe var forsvunden , som flet var , om der blot havde staaet en Eneste af hans Folk ved hans Side , bevcebnet og aarvaagen , som de vare , Jonas havde medbragt . „ Aa , det vilde kun have fremkaldt nogen Spectakel “ , svarede Styrmanden tørt ; „ en Mand havde ikke kunnet klare det , om jeg ellers har gjcettet rigtigt med Hensyn fil den Maade , hvorpaa han forsvandt . Men for af gaa lige fil Sagen , vil jeg sige Dig rentud , Ketil , af vi lige fra Først af have havt Mistanke om , af Du har havt en Finger med i denne flammelige Sag , og af „ Samsons “ Mandskab har sat sig i Hovedet , af ville tilbunds i den , hvorfor vi ere komne herhid , for enten med det Gode eller Onde at føre Dig ombord paa „ Samson “ , hvor vi alle ville forhøre Dig og domfcelde Dig . “ „ I have ingen anden Ret til at forhøre og domfcelde mig end den , I fager Eder selv “ , svarede Ketil , tilsyneladende aldeles uforfcerdet , „ og vil I overfalde mig i min egen Gaard , ville I derved forbryde Eder imod Landets Love , og paadrage Eder stort Ansvar derfor . Jeg skal møde Eder til Thinge , hvor og naar I eller Øvrigheden ønsker det , og vil I ellers have Noget at vide af mig , skal jeg sige Eder det her — Mere eller Mindre faa I mig ikke til med Let Gode . “ „ Det er ikke Mere end vi have ventet “ , svarede Jonas lige bestemt , „ og netop Lerfor komme vi saa mandstcerke . Gaa derfor heller med det Gode , Ketil , og jeg lover Dig , at Du frit skal vende tilbage , saafremt ikke Enhver , endog din Kone , som slaar her , finder Dig skyldig . “ „ Hvad andet Bevis har I da imod mig “ , spurgte Ketil , som gjerne vilde have Sagen afgjort i fit Hus , „ uden den ulykkelige Ømstcendighed , at jeg er bekjendt som Mogens Heinesens Uven og at jeg var borte medens han forsvandt . Men ogsaa derom kan I faa tilstrækkelig Oplysning endog af min Kone , som Du før ncevnede . Lad os dog tale om det , som findige og rettænkende Mcend ! Her er Ol og Mad nok til Eder alle , og vi kunne endog komme til at stilles som gode Venner . “ „ M o g e n s H e i n e s e n s Fjende bliver aldrig hans Mandflabs Ven “ , svarede Jonas , med Stolthed , „ og ved en saadan Mands Bord spiser Heller Ingen af hans Folk . Gjør derfor Ende paa den lange Tale og følg os godvillig , Ketil ; thi Du faar intet andet Valg . “ „ Jeg skal ogsaa følge Eder , om Du vil tilsværge mig , at jeg uskadt skal komme tilbage igjen “ , udbrød Ketil , der syntes efterhaanden at tabe Nøget af sin rolige Holdning . „ Om Du findes uskyldig , ja ! “ var Jonas Maiboms korte og bestemte Svar . „ Men jeg kan ikke tro , at I ville være retfcerdige mod mig , alene førdi I ere Mogens Heinesens Mcend , og jeg hans erklcerede Uven “ , indvendte Ketil . „ Frygt ikke derfør “ , beroligede Jonas ham ; „ dersom vi ikke komme med saadanne Beviser imod Dig , af enhver Net maa fælde Dig , skal Du vcere fri før os . “ „ Men lad da saa en ordentlig Ret tiltale og dømme mig “ , bad Ketil . „ Du har hørt vor Mening derom , og den er urokkelig “ , forsikkrede Styrmanden . „ Jeg siger Dig derfør før sidste Gang : følg os med det Gode . “ „ Jeg skal ogsaa følge Eder , før jeg vil slæbes bort som et stædigt Faar “ , svarede Ketil med en vis Værdighed ; „ men Du , min Hustru , som har set og Hørt Alt , vil vidne , af jeg føres bort med Vold , hvis disse Mennesker tage mig af Dage i deres blinde Had til mig . “ „ Men først vil jeg dog følge med Dig , Ketil “ , sagde Kristiane ; „ thi Du vil mindes , af jeg er kaldet med til af udtale mig om din Skyld og jeg antager ikke , af man vil tage denne Indrømmelse tilbage . “ Jonas bed sig i Læben , men bemærkede dog , af hun kun . de følge med , om hun vilde , skjondt det ingenlunde var ment saaledes , som hun havde forstaaet hans Ord . Jøvrigt troede han , at hun helst maatte blive , hvor hun var ; men da Ketil syntes lettet ved at hans Kone ledsagede ham , sluttede hun sig saameget hellere til Skaren . I dyb Taushed Lilbagelagdes det korte Stykke fra Ketils Gaard til Kysten og fra Kysten til skibet . Saasnart Ketil og hans Kone vare komne op paa Tækket , kaldte Jonas Maib om Mandskabet agter ud , og ægteparret saa sig nu omringet af en Skare Somænd , der Alle saa paa Ketil med mørke , ildevarslende Blikke , trods den raa Godmodighed , hvoraf enkelte Ansigter bare Præg . „ Jeg adspørger Dig nu , Ketil Gormsen “ , begyndte Jonas med imponerende Alvor , « i hele Mandskabets Navn , om Du tør nægte at have Del i den Ulykke , der Hændies vor Kaptain næstforrige Nat ? “ „ I lovede mig Beviser ; kom med dem ! “ svarede Ketil tilsyneladende rolig . „ Om jeg siger Nei , tro I mig dog ikke alligevel . “ „ Du skal saa dem “ , svarede Jonas kort . „ Vil Du nægte , at Du har været ombord hos en Sørøver , der iforgaars krydsede ost for Svino ? “ „ Jeg seilede til Fugls , for at undgaa et Sammenstød med Mogens Heinesen “ , forklarede Ketil , „ og jeg vidsle ikke af det fremmede Skib at sige , før jeg var kommen hinsides Fuglo . Jeg maatte da ombord , da Strømmen ikke tillod mig at vende om ; men ud paa Natten , da Skibet passerede Svinø , gav man mig Tilladelse til at gaa iland igjen . “ „ Og Du førte ikke Sørøverne til Laves Gaard , hvor de grebe vor Kaptajn , bandt ham , og førte ham bort ? “ spurgte Styrmanden , og saa Ketil stift i Øinene . „ Jeg siger igjen : bevis denne Beskyldning ! “ svarede Ketil med Fasthed . „ Det skal ste saaledes som Du ønsker det “ , og med disse Ord slog Jonas Døren til Kahytskappen op . Ketil Gormsen tumlede tilbage — Magnus Heinesen stod for ham . „ Gjør Strikken klar “ , befalede Jonas , og i et Nu var den slynger om Ketils Hals . „ Naade , Mogens Heinesen “ , bønfaldt Kristiane , og vendte sig med foldede Hænder imod Skibets Fører : „ før min Skyld lad ham leve ! det er mig , som bragte Faren over Dig og ikke Ketil ! “ „ Dig ? “ spurgte Heinesen forundret . „ Hvad Ondt har jeg da gjort Dig , Qvinde , af Du vilde behandle mig saaledes ? “ „ Jeg har altid ceret Dig , Mogens , for dine fappre Gjerningers Skyld , og det gjør enhver Færing , være sig Mand eller Qvinde , som har Hjertet paa det rette Sted , og da jeg nu vidste , af Ketil hadede Dig for et Ords Skyld , Du engang lød falde i Thorshavn “ , forklarede Kristiane videre , „ saa besvor jeg ham , ligesaameget for din som for hans Skyld , af tage til min Svoger paa Fuglø og blive hos ham , indtil Du var seilet igjen . Dette gjorde han ogsaa ; men hvad der siden hændtes ham , ved jeg ikke . Kun Saameget er sikkert , af hverken han eller jeg vidste af nogen Sørøver af sige , da han forlod sin Gaard . “ „ Jeg vil tro , hvad Du siger “ , svarede Heinesen ; „ men pønsede din Mand ikke paa min Undergang , havde han aldrig søgt ud til Sørøveren for af faa den fuldbyrdet , og kunde Thørgeir Rut fræde frem for ham , saaledes som jeg nu kan , alene fordi Fribytterkaptainen var min gamle Kammerat , vilde han maaske ogsaa fortælle os noget ganske Andet , end hvad vi hidtil have Hørt om hans Fald i Afgrunden . “ „ Du gjør min Mand heilig Uret med disse Ord , og det havde jeg ikke ventet af Mo gens Heinesen “ , svarede Kristi ane og blev blussende rød af Ivrighed . „ Jeg faa Ketil strax efter hin sørgelige Begivenhed , som jeg aldrig har ophort at begræde , og jeg saa ham ogsaa efter hans Hjemkomst til Gaarden igaar i Dagbrækningen ; men der var ligesaa stor Forskjel paa Ketil dengang og Ketil igaar , som der er Forskjel paa Uskyld og Brøde . “ „ Nu vel da , Kone , saa vil jeg for din Veltalenheds Skyld og for din gode Villies Skyld for mig tilgive ham for mit Vedkommende “ , sagde Heinesen ikke uden Bevægelse ; „ men jeg vil lade Mandskabet dømme imellem ham og mig , og vil det frigive ham , saa skal han ogsaa gaa uskadt bort med Dig , skjøndt det ikke er hans Skyld , at jeg i dette Øieblik ikke dingler under Sørøverens Storraa , forudsat man ikke allerede havde kastet mit arme Legeme i Havet . “ „ Jeg havde aldrig tænkt , at Mogens Heinesen gjorde Noget halvt “ , udbrød den snilde Kone , hvis qvindelige Skarpsyn allerede lod hende føle , at hun begyndte at faa Magt med den igrunden høimodige Kaperkaptajn . „ At overgive ham til Folkenes Dom , er det Samme , som at lade dem tage Livet af ham , fordi Du , som hans Anklager , selv krymper Dig derved og tillige fordi det strider mod din Retfærdighedsfølelse . Jeg læser det jo tydelig paa Alles Aasyn . Lad derfor din Naade blive fuldsfændig , Mogens “ , bad hun med indsmigrende . Stemme , „ og Du vil erhverve Dig en ligesaa varm Ben i min Mand , som han hidtil har været Dig en bitter Fjende . “ „ Jeg skjøtter ikke om det Menneskes Venskab , der vil betale et henkastet Ord , som han dertil selv fremkaldte ved sin Uforskammethed , med en skjændig Død , “ svarede Heinesen strengt ; „ men for din Skyld skal hans Liv være ham skjænket . Han har da ogsaa nu selv ' mærket Strikkens Kildren om sin Hals og det er altid Noget . Lad ham saa løbe . Folk ! jeg beder Eder derom . — Hvem Fanden kan sige Nei fil en saadan Qvinde ! Ellevte Kapitel . Magnns Heinesens sidste Kamp . ligesom vi aabnede denne Fortælling , der helt igjennem saameget som mulig har holdt sig og vil holde sig fil de historiske Kjendsgjerninger , med at introducere Christoffer Walckendorff og Hans Lind en ow for Læserne , saaledes ville ogsaa disse tvende Mænd træde frem paany for dem i det Drama , der paa en saa sørgelig Maade afslutter Magnns Heinesens Løbebane , ja endog , ved Siden af Helten selv , blive de mest fremtrædende Personer i samme . Vi træffe Christoffer Walckendorff , der siden vort sidste Møde med ham havde forladt Bergen og opnaaet den høit ansete Stilling som Rigets Rentemester — hvad vi nu tildags nærmest vil kalde Finantsminister — af deltage i Regjeringsraadet i Kong Christian den Fjerdes Mindreaarighed , fordybet i en Bunke Aktstykker , der laa 12 foran ham paa Let Skrivebord ved hvilket han sad , da en Tjener meldte Landsdommer Hans Lindenow fra Jylland , Ler indtrængende ønskede , af faa Rentemesteren i Tale . Walckendorffs Aasim formørkedes ved al høre Lindenow » Navn og han betænkte sig en Stund , før han svarede Tjeneren , af den Anmeldte kunde indlades . „ I være velkommen , Hans Lindenow “ , udbrød Rentemesteren , idel han , efterat have kastet endnu et flygtigt Blik i Le foran ham liggende Papirer , reisle sig , retsom Lindenow traadte ind adDoren og rakte ham sin Haand . „ Jeg ønsker Eder fil Lykke med Eders Kjøb af Ørslevklosfer , som ganske vist var et fordelagtigt Mageskifte . Hvornaar var ellers Ankomsten ? “ « Iaftes , naadige Herre , “ svarede Lindenow , idet han meL Wrbødighed modtog Rentemesterens fremrakte Haand . „ Jeg er ilet over Hals og Hoved hertil , efter af den ulykkelige Mogens Heinesens Hustru havde sendt ef Ilbud til mig med Underretning om ben Fare , hvori hendes Mands Liv svcevede , og jeg fakker Gud , allersommcegtigst , inderlig , af jeg naaede af komme til Byen , sør Dødsstraffen er bleven fuldbyrdet , da jeg saaledes har Haab om af forebygge en stor Ulykke . “ „ Om I med denne Ulykke mener Sørøverens Henrettelse , hvorledes tror I da , af kunne forebygge den ? “ spurgte Walckendorff alvorlig . „ Ved af overbevise Eder om Mandens Uskyldighed og om dette skulde mislykkes , da bevæge Eder til af opsætte Dommens Fuldbyrdelse indtil jeg erholder de fornsdne yderligere Beviser derfor fra Drysse ! “ , svarede Linden ow frimodig . „ Skjondt Retten alt har afsagt sin Dom , og den er bleven stadfæstet af mig “ , svarede Rentemesteren med Effertryk , „ skulde dog Intet være mig kjærere , end om I har Grunde af fremføre , som vi ikke kjende , der vil give os en anden Mening om hans Strafskyldighed ; thi jeg vil ikke være uretfærdig imod Nogen , og allermindst imod en Mand , hvis Hoved det gjælder . I behage at tage Sæde og udtale Eder frit . “ „ Desværre har jeg for Tiden Intet at fremkomme med , som I , naadige Herre , ikke allerede kjender “ , svarede Landsdommeren ; „ men vil I tillade mig , at sige det , saa tror jeg rigtignok , at der skjænkes Heinesens Paastande langt mindre Troværdighed end de burde nyde , samt at den Omstændighed , at en stor Dronning optræder som Anklagerinde ved sine Gesandter , fo af Engellands fornemsfe Herrer , har stsrre Indflydelse paa hans Skjæbne end Tilfældet vilde være , om Beskyldningerne vare fremkomne fra en mindre høitstaaende Person . Men ogsaa hun kan skuffe sig selv eller blive skuffet af Andre og da den Anklagede , hvor forvildet et Liv han end har ført , endnu aldrig er greben i nogen Løgn , saa tror jeg ogsaa , at der bør indrømmes ham Tid til at skaffe de Bevisligheder for sin Uskyldighed tilstede , som han besfandig beraaber sig paa . “ „ Har I læst Sagens Dokumenter , Hr . Hans Lindenow ? “ spurgte Rentemesteren fort . „ Jeg har ikke alene læst dem , naadige Herre , nun jeg har endogsaa falt med Mogens Heinesen selv i Fængselet , umiddelbart efter min Ankomst til Byen “ , svarede Lindenow , idet et fint Smil spillede om hans Læber ; „ ellers kunde jeg neppe have været berettiget til af udtale mig om Sagen . Jeg finder kun deri fo Ankeposter af nogen Betydning imod ham : den ene , af han ssgte af forlade Byen , da Sagen indlededes imod ham , og den anden , af han seilede under dansk Flag , uagtet han siger , af han var spansk Kaperforer . “ „ Og hvad siger I til disse Lo Kjendsgjerninger ? “ spurgte Rentemesteren . „ At de meget godt lade sig forklare ved det , Heinesen anfører i den Anledning , idet han paastaar , af han forlod Byen for af ile til Bryssel og der skaffe de Bevisligheder , han nu saa haardt savner- . Bevis for , af ban virkelig havde Bestalling , som spansk Kapcrfører , og af han blot førte dansk Flag , for paa den Maade , af komme de mødende Skibe ncermere , da Danmark fortiden er i Fred med alle Lande ; men af han altid heffede spansk Flag , naar det kom til Kamp , ligesom det ogsaa er bevisf ved Mandsfabets edelige Vidnesbyrd , af det engelske Skib blev taget , medens han førte spansk Flag . “ „ En Sørøver fører altid mange Flag med sig , Herr Hans “ , bemærkede Reutemesferen . „ Jeg er overbevist om , at han ligesaa godt havde heffet franst , som spansk Flag , dersom Engelland havde havt Fred ined Spanien og Krig med Frankrig . „ Men hvorfor tog han da ikke Prisen under dansk Flag , naar han i Virkelighed ikke var spansk Kaperfører ? “ spurgte Lindenow . „ Jeg antager , fordi han saaledes troede , lettere at kunne slippe fra sil Sørøveri sidenhen “ , svarede Walckendorff koldt , „ og hvad Let angaar , at han søgte at komme fra Byen , for at reise til Bryssel efter sine Beviser , som han udtrykker sig , saa kan den tro Let , der vil . Jeg betragter dette Udsagn , som en af de scedvaulige Udflugter , Misdcedere altid pleie at komme med , naar det gjcelder , at klare et vanskeligt Spørgsmaal fra sig . “ 182 „ Naar Eders Naade har saadanne Anskuelser om Heinesen og hans Sag , saa indser jeg tydelig , at ethvert Forsøg paa at bibringe Eder en anden Mening om hans Strafskyld , vil vævre spildt Arbeide “ , bemærkede Hans Lindenow , ikke uden Bitterhed , idet han reiste sig fra sin Stol , „ og jeg har nu kun den sidste Bøn til Eder , at I vil opsafte Dommens Fuldbyrdelse , indtil der kommer Brev tilbage fra Bryssel , hvilket jeg antager vi ! kunne ske i Løbet af en Maaned . Jeg beder Eder derom , naadige Herre , ligesaameget for Eders egen Skyld , som for den Ulykkeliges ; thi hvormeget I end tror , at jeg har tilovers for Mogens Heinesen , saa har jeg visselig ogsaa hjertelig Godhed for Eders Naade . “ „ Det tror jeg ogsaa , Hr . Landsdommer “ , svarede Rentemesteren , idet han ogsaa reiste sig fra sin Stol ; „ men jeg kan ikke indse , hvad den Velvillie , I ncercr for mig , kan have at gjøre med hin Sørøver . “ „ Saa skal jeg sige Eder det frit ud , Herre , selv om I vil fortørnes paa mig derfor “ , svarede Lindenow dristig . „ Det er min bestemte Overbevisning , at I begaar et Drab paa et uskyldigt Menneske , om I imorgen tillader , at Hovedet hugges af Magnus Heinesen , og jeg skulde kjende Eders Retfærdighedsfølelse daarligt , om jeg ikke forudser , at det vil ryste Eder paa det Frygteligste og bevæege Eder paa det Smerteligste , naar I derefter bliver overbevist om , at have faget Feil . Tillad mig endnu et par Ord , naadige Herre , og jeg skal ikke ulerlige Eder mere om denne Mand , paa dette Sagens Standpunkt ; men naar jeg siger , af Heinesen er uskyldig i Anklagen for Sørøveri , saa begrunder jeg dette ei alene paa min urokkelige Tro paa Mandens Sanddruhed og paa den Frimodighed , hvormed han ser sin frygtelige Død imøde , hvilken er noget ganske Andet end den Forhærdelse , Misdædere “ — dette Ord betonede Lindenow stærkt — „ ellers lægge for Dagen i deres sidste Timer ; men jeg , der jo dog selv er Retskyndig , turde ikke dømme denne eller nogen Mand fil Døden efter det , som foreligger , uden af jeg havde en saa udmærket retslærd Herre som Rigskantsleren af raadføre mig med . Lad Eder dog i det Mindste bevæge fil af forelægge ham Sagen , naadige Herre “ , bad Lindenow med Taarer i Øinene . „ Niels Kaas er rigtignok , som jeg hører , for Øieblikket i Jylland ; men hans Mening kan I jo faa af høre i Løbet af en Uge , antager jeg , og lægge I saa blot en Uge fil , skal jeg , næsf Guds Hjælp , være tilstede hos Eder igjen , med det manglende Vidnesbyrd for hans Uskyldighed . Hvad kan det dog gjøre fil eller fra , om den Ulykkelige Lever nogle faa Dage længer - endog hans tidligere Bedrifter i Rigernes Tjeneste og Ven høisalige Konges velbekjendte Godhed for ham , turde gjøre ham fortjent til denne Naade , ei al tale om , al en stor Ulykke for ham , en stor Vanære for Retfærdigheden , og en stor Hjertesorg for Eder , derved vil vorde undgaaet . “ „ I er en brav Mand , Hans Lindenow “ , svarede Walckendorff , uden al det dog syntes , al dennes bevægede Ord havde gjort mindste Indtryk paa ham , „ og derfor har jeg velvillig Hørt paa Eders dristige Forbøn for hin Sørøver ; men Eders Venskab for dette Menneske , ef Venskab , hvis Grund jeg iøvrigt har al Agtelse for , gjør Eder aldeles blind for Sagens virkelige Sammenhæng , og lader Eder svække de Bevisers Gyldighed , der gaa ham imod . Jeg har aldrig yndet denne Mogens , det ved I nok ; jeg har i ham altid set en Slagsbroder , en Drukkenbold , en Brøder Liderlig , en Person , der satte sit Liv ivove for ef godt Ord , og ikke tog det saa nøie med sine Handlinger . Dette Vidnesbyrd kan I Heller ikke modsige ; thi i den Retning kjender I ham ligesaa godt som jeg ; men hvad forslaar nu ef saadant Menneskes løse Paasfande ligeoverfor en saa ædel , vis og retfærdig Dronnings Anklage , som Dronning Elisabeths i England , der ved sine Gesandter , som I før meget rigtig bemærkede , tvende af den engelske Adels første Mænd , giver os sit Ord og sin Ære paa sin Paastands Rigtighed ? Jeg vil ikke bencegre Muligheden af , af Heinesens Grunde , hvorfor han seilede under dansk Flag , og hvorfor han søgte af snige sig fra Byen , da han blev kaldet fil af stande fil Rette før sine Gjerninger , kunne vcere sande ; men ligesaa vist tror jeg ogsaa , af det ikke er Andet end Opspind af hans velbekjendte snedige Hoved , og jeg kan derfor ikke Andet end lade den Dom fuldbyrde , som er bleven fceldet over ham , efter den engang tagne Bestemmelse . “ „ Jeg har aldrig et Øieblik tvivlet om , af I virkelig tror , af Manden er skyldig “ , bemærkede Lindenow , „ og Lerfor forudser jeg ogsaa , hvad I kommer fil af lide , naar Let Modsatte bliver bevist ; men Rctfcerdigheden vil jo Intet komme fil af lide ved en kort Opfattelse af Dødsdommens Fuldbyrdelse , ja vil endog blive agtet endnu høiere , hvad enten jeg forskaffer de belovede Vidnesbyrd eller ikke , fordi den havde givet den Anklagede Leilighed fil af fremkomme med alle de Beviser før sin Uskyldighed , han beraabte sig paa , en Ref , der hidtil har vcerer indrømmet enhver Lilfalr , og heller aldrig kan ncegies en Saadan , hvor løse hans Paastande end ere , uden af han har Aarsag til af beklage sig over , af han vorder dømt uden af blive hørt til Ende . “ „ Dersom jeg ikke var saa overbevist som jeg er om , af oet blot vilde være en Opsættelse til ingen anden Nytte for Sørøveren , end af han kom til af leve den korte Tid længer , ja , dersom jeg sølle Fjendskab til ham , havde I ikke behøvet saamange Ord , for af faa denne Henstand bevilliget ; thi jeg vilde have givet den af mig selv “ , svarede den urokkelige Rentemester ; „ men selv om jeg havde den Godhed for ham , som exempelvis for Eder , saa lød jeg alligevel Dommen fuldbyrde imorgen , eftersom en unyttig Opsættelse vilde give Folk Formeget af tale om , og jeg desuden har lovet Gesandterne , af Exekutionen skal vorde fuldbyrdet imorgen , fordi de agte af forlade Byen i denne Uge . “ „ Er det Eders sidste Ord i denne ulykkelige Sag , Herr Rentemester ? “ spurgte Lindenow alvorlig . „ Mit sidste Ord , Herr Landsdommer ! “ svarede - Rentemesteren ligesaa koldt . „ Saa ske Herrens Villie ! Der staar altsaa kun tilbage for mig , at skaffe min ulykkelige Ven sit gode Navn og Rygte tilbage , efter at jeg har set hans Hoved falde for Bøddelens Sværd og saasandt hjælpe mig Gud ! skal jeg gjøre det . “ Med disse Ord styrtede den ædle Mand i den heftigste Bevægelse ud af Rentemesterens Kabinet . Læseren maa nu følge os til det Fængsel paa Raad- og Domhuset , hvor den Mand , hvis Minde vi have viet disse Blade , imødesaa sin sidste Time . Siden vi forlode Magnus Heinesen ved Færøerne havde han paany fristet Kaperlivets Eventyr og Farer , uden at han i Begyndelsen havde videre Held med sig , paa Grund af den engelske Marines store Udvikling , hvortil allerede Begyndelsen var lagt paa Elisabeths Tid , og som filfulde forklarer , hvorfor Magnus Heinesen altid seilede med det neutrale danske Flag paa sin Fortop . Overall vrimlede det nemlig af engelske Krydsere , og engang havde han endog en skarp Fægtning med en saadan , i hvilken hans tro Ven , Jonas , tilsalte Livet . Han higede derfor blot efter , at gjøre en eneste god Prise for derved at gjøre Ende paa sit privilegerede Sørøverhaandværk , og da det efter nogle Togter lykkedes ham , at komme paa Siden af et stort rigtladet Skib , tilhørende den rige engelske Kjøbmand Santa John i London , begav han sig med sin Prise til Ostende , hvor han selv kjøbte den tilligemed den størfte Del af Ladningen , som han derefter førte til Bergen og solgte med stor Fordel . Han bestemte sig nu til at forlade Bergen , hvor hans Fortid og hans gamle Forbindelser bragte ham forskjellige Ubehageligheder , og med Hustru og Børn drage til Danmark , hvor han da vilde opslaa sin Bolig i Kjøbenhavn , og mulig ende sine Dage som en dristig Kjøbmand , saaledes som Santa John selv og mangen dristig Kaperfører ser og siden have gjort ; men her var det nu , at hans onde Skjæbne modte ham , og bragte ham den Død , han ofte forgjæves havde udæsket i den vilde Kamp paa Fribytterskibenes blodige Dæk . Fængselet , hvori Magnus Heinesen , efterven Tids barbariske Sædvane , sad lænket ved Haand og Fod til den fugtige Mur , var en af de „ Ulykkens Huler “ , som syntes indretfede med det bestemte Formaal , om mulig at pine Livet af den Ulykkelige , som her skulde tage et midlertidigt Ophold . Kun en eneste lille , med tykke Jernstænger sikkret Aabning i den flere Alen tykke Mur , tæt ved Loftet bragte det Lys og den friske Luft , som kunde trænge ind i det fra den skumle , af Skarndynger opfyldte Fængselsgaard ; men - desuagtet maatte dette Fængsel betragtes som ef af de bedste , da de færreste paa den Tid havde andet Lys end det , der en føie Stund kunde sljæle sig ind fra den altid halvmorke Gang , saa ofte Døren aabnedes . At Bohavet , om der iøvrigt kunde være Tale om saadant , stod i Forhold til Opholdsstedet , var en Selvfølge ; men det syntes dog , af Fangevogteren , rimeligvis „ for gode Ord og Betaling “ , her havde gjort en Undtagelse , da der fandtes ef par Stole og en Loibænk samt ef gammelt Trcebord , paa hvilket endøg stod ef Krus med godt Øl , naturligvis anskaffet for Fangens egne Penge . I Fængselet , hvis Gulv bestod af raa Kampestene , befandt sig Heinesens Hustru , der sad ved Siden af sin Mand paa Løibænken , med hans , den høire Haand i begge sine , deres tre Børn — to Sønner paa otte og sex Aar , samt en Datter paa tre — tilligemed Einar , der havde været med paa Hesfs , og fra den Tid sluttede sig til Heinesen med urokkelig Hengivenhed . Nu aabnedes Tilgangen udenfra med stor Larm og Hans Lind enow viste sig i den aabne Dør , der atter lukkedes med lignende Støi efter ham . „ Kan I se , kjære Herre , at I kunde have sparet Eders Vandring til den strenge Rentemester ! Jeg læser Udfaldet paa Eders Aasyn , og jeg beklager , at I foretog denne forgjæves Gang ; men ligefuldt takker jeg Eder hjertelig derfor “ , udbrød Fangen , idet han trak sin Haand ud af sin Kones og rakte den til Lind en ow , som han bad tage Sæde , paa den ene skrøbelige Stol . „ Der er altsaa intet Haab ? “ spurgte hans Kone frygtsom . Linden ow rystede vemodig paa Hovedet , idet han tog Plads ligeoverfor Ægteparret . „ Saa skal I ogsaa vide det , som min Wgteherre hidtil har forbudet mig at omtale “ , udbrød hans Kone . „ Du tier , min Hustru ! “ bød Heinesen med en Mine og en Stemme , som om han endnu kommanderede paa „ Samsons “ Doet . „ Jeg adlyder Lig ikke , Mogens , om jeg saa selv skal aabenbare det for Rentemesteren , som jeg endnu ikke har været hos , fordi Du har forbudt mig det . Det gjalder her nun LEgfefalles Liv og hvad der er ligesaa meget værd , hans og hans Børns gode Navn og Rygte . “ „ Saa lad mig fortælle det selv “ , afbrød Heinesen hende ; “ men jeg siger Eder forud , af jeg benægter Alt for Retten , fordi Rentemesteren ligefuldt hugger Hovedet af mig imorgen , og selv om det Utrolige skete , af han skaanede mit Liv , vilde min Brøder Jon komme fil af lide en vandrende Død . Jeg vil derfor fage min Hemmelighed med mig i Graven , idet jeg forudscetter , af I ville agte en døende Mands sidste Villie ; thi det er dog langt bedre , af jeg dør uskyldig , end af min stakkels Brøder , der elsker mig inderlig , hvilket I nok skal faa af mærke , naar han erfarer min Død * ) , skal lide en Der fortælles , af han blev vanvittig af Sarg og døde saaledes samme Aar . forsmædelig Straf , som vil bringe uudslettelig Vanære over vor Slægt , og rimeligvis ogsaa have mange Færingers Ulykke fil Følge . Sagen er den “ , fortsatte Heinesen da han bemærkede den Spænding , hvori Lindenow var kommen ved af høre denne Indledning , „ af da jeg længe havde krydset uden videre Held , fik jeg Nys om , af S anta Jobn , der i mange Aar har dreven en levende Smughandel paa Færøerne , uden af jeg nogensinde kunde gjøre ham Noget , fordi ban brugte falske Papirer , og det altid hedte sig , af han var kommen ud af Kursen — atter udrustede et sfort Skib til denne Trafik . Jeg passede ham nu op , og da hans falske Papirer og andre Gavtyvstreger Intet kunde nytte ham , ligeoverfor det spanske Flag , fik jeg dog saaledes engang Magt med ham . Saasnart jeg fik Enehandelen paa Færøerne , opgav vel Jon denne Forbindelse ; men han havde beskyttet den lidligere som Lagmand , og mange Færinger vedblev af drive den , indtil jeg nu satte en Stopper derfor , skjøndt det koster mig min Lindenow betænkte sig Nøget , endelig udbrød han : „ Var jeg vis paa , af en Angivelse herom kunde frugte , saa vilde jeg gjøre endnu et Forsøg hos Rentemesteren ; men han vil sige , af dette er en ganske anden Sag , som det ester mit Skjøn ogsaa er , og Il 62 Mogens har Ret , naar han mener , af han ikke vil udrette Andet end ogsaa af bringe Ulykke over sin Broder og mange Landsmænd med ham , Nøget , hvortil jeg ikke er berettiget af raade , især da han jo bestemt modsætter sig et saadant Skridt ; men jeg kan desuagtet godt forstaa , af en kjærlig Hustru , som gjerne vil forsøge Alt , for af frelse sin Mands Liv , ønsker af prøve ethvert Middel dertil . “ „ Naa , der fik jeg dog Ret endnu engang “ , sagde Heinesen med en vis Munterhed ; „ det var Mere end jeg havde venfet saa langt ude i Bestikket , som jeg er . “ „ I ser Døven under Øine med stort Mod , Heinesen “ , bemærkede Lindenow , næsten med en bebrejdende Stemme . „ Det har jeg altid gjort , kjære Herre “ , svarede Fangen uforbeholden ; „ men underlig nok , har jeg aldrig fænkt paa den med saa sorgløst Sind , som nu , da jeg ved , af den bestemt forestaar mig om nogle faa Timer . Jeg fænker , det kommer af , af jeg føler mig uskyldig , i det , jeg anklages for . “ „ I maa dog alligevel have Meget af angre og asbede “ , sagde hans Ven bekymret . „ Det ved Gud , jeg ogsaa har “ , svarede Heinesen oprigtig ; „ menden , jeg harforsetmig mest imod , er min Hustru , som her sidder , og hun har tilgivet mig af et godt Hjerte , og det er mig en stor Trøst . En anden stor Trøst er mig nu ogsaa den , af jeg ikke hængte Skjalg Frille og Ketil Gormsen , som begge stode mig haardt efter Livet , og saa haaber jeg forresten , af Vorherre vil være mig saa naadig , af afskrive min gamle Gjæld i min Afregningsbog , formedelst min uskyldige Død , naar jeg skal mønstre for ham . “ „ Tilgiver IWalckendorff ? “ spurgte Lindenow . „ Det kniber det med , kjære Herre “ , svarede Heinesen nolende . „ Man mister kun Hovedet engang . “ „ Gjor det dog for min Skyld ! Eders gamle Ven beder Eder derom “ , sagde Lindenow , og saa ham frohjertig i Øinene . „ Saa skal jeg ogsaa gjøre det og det af ganske Hjerte “ , svarede Heinesen og rakte Lindenow sin Haand . „ Der har I min Haand derpaa . Det er det Mindste , jeg kan gjøre for det Venskabs Skyld , I har vist mig . Lad ham leve for den gamle Stivnakke , haner — han har jo dog ogsaa engang gjort mig noget Godt . Mere kan jeg ikke sige . “ „ Det er ogsaa nok , min Ven “ , udbrød Landsdommeren i dyb Bevægelse , „ og da I nu har gjort 13 Saameget , fordi jeg bad Eder derom , saa skal jeg love Eder , ligesaa hellig og oprigtig , af jeg imorgen skal tiltræde en Reise lige til Bryssel , og naar jeg har faaet de Beviser før Eders Uskyldighed , som jeg venter , at erholde der , heller ikke skal hvile , før jeg har forskaffet Eders Navn den Oprejsning , Eders uskyldige Død fortjener . “ Heinesen sad som rørt af et Slag . Store Taarer strømmede ned af den ellers saa stærke Mands Kinder og han var styrtet paa Knæ før sin Vens Fødder , om denne ikke ved en hurtig Bevægelse havde forhindret det . „ Hvormed har jeg fortjent denne Guds Naade , og hvorledes skal jeg takke Eder , ædle , trofaste Ven . Og Du , min Hustru , og I , mine elskede Børn , tak denne herlige Mand nu og altid ; thi hvad han gjør er Mere til Bedste før Eder end før mig . Jeg har endnu aldrig sølt mig saa lykkelig tilmode som i denne Stund . Reis I kun trsstig til Bryssel ! en Doendes Velsignelse ledsager Eder . I vil ikke reise forgjæves ; hvad jeg har sagt er Sandhed . Kunde jeg lyve ligeover før Eder , fortjente jeg hundrede Gange Døden . “ Nu raslede det ved Døren og en Fangevogter viste sig , ledsaget af en Mand af et uhyggeligt Udseende . Det var Boddelen , som efter Datidens Skik kom for at sige Heinesen , at han vilde blive afhentet næeste Morgen Kl . 8 , samt spørge , om han skulde medtage et Klæede til at binde ham for Øinene . „ Jeg har set saamangen dragen Klinge i mine Dage til at jeg skulde frygte for , at se en saadan endnu engang “ , var Heinesens stolte Svar . „ Bliver Du blot ikke ræd , naar Du skal hugge Hovedet af en uskyldig Mand — jeg bliver det ikke . “ Derpaa mindede Fangevogteren de Tilstedeværende om , at han ikke længer kunde tillade dem at opholde sig hos Fangen , da Fængselet nu skulde lukkes for denne . Dag ; men at det stod Enhver frit for , at komme igjen næste Morgen . Heinesen kyssede kjærlig sin Kone og sine Børn , idet han saa længe paa Enhver især , som om han vilde indpræge sig deres kjære Ansigtstræk for Tid og Evighed . Derpaa rakte han Haanden til Einar , der hele Tiden havde staaet i Taushed og støttet sig til Muren ; men da han bød Lindenow Lev vel , hviskede han til ham : „ Endnu et eneste Ord . “ Da Lindenow saa , at Alle vare komne ud i Gangen , hvor Fangevogteren stod i den aabne Dør for at vente paa ham , vendte han sig til Heinesen med et spørgende Blik . „ Min sidste Time imorgen tilhører alene min Sjcrlesørger og min Gud “ , hviskede han . „ Bliv hos Sophie , indtil Alt er forbi , og den Algode lønne Eders Venskab . “ Endnu et Haandtryk , endnu et langt inderligt Blik og de to Venner toge Afsfed med hinanden for denne Verden . Tolvte Kapitel . Gjengjældelsen . Om Sommeren 1590 var der stor Bevcegelse i den lille By Kolding , der var opfyldt af Reisende ncesten fra alle Egne af Riget , dels for den forestaaende Herredags egen Skyld , hvor Mange havde Noget at forhandle , men øgsaa for at se den unge Konge , Christian den Fjerde , der iøvrigt endnu ikke havde tiltraadt Regjeringen , men som allerede fyldte Tvillingrigerne med de gladeste Forhaabninger , paa Grund af de mange Beviser , han alt havde givet paa fin Kløgt og Retfærdighedsfølelse . Saalcenge der endnu var Plads paa Slottet blev der velvillig flaffet Leilighed til de ankommende adelige Herrer ; men da deres Antal tiltog , maatte der øgsaa læegges Beslag paa de fornemme Borgeres Huse i Byen , og saaledes finde vi Landsdommer Hans Lindenow inlogeret hos en af Stadens Raadmcend , med hvilken han stod i tidligere venskabelig Forbindelse . Hans Lindenow var , sit Løfte tro , ilet til Bryssel snarest mulig efter Heinesens blodige Endeligt , og havde alt vceret en Maanedstid hjemme paa Ørslevkloster , uden af Nogen kunde faa af vide , om hans Reises Formaal var lokket eller ikke . Han var taus og indesluttet og dreiede stedse Samtalen hen paa andre Ting , han havde set eller oplevet paa sin Reise , saa ofte Nogen bragte dennes Øiemed paa Bane . Som en Følge af denne Lindenows Tilbageholdenhed , der lettest maatte scettes i Forbindelse med en mislykket Reise , troede ogsaa Mange , og deriblandt ikke mindst Rentemesteren , der havde givet en god Ven den Opgave , af udforsfe , hvad Udbytte Landsdommeren havde havt af den , stedse mere sikkert , af han var bleven bedraget af „ Sørøveren “ , og af han vilde faa baade Spot og Skade formedesi sin altfor store Tillid til hans Sandhedskjæerlighed . Efter af Herredagen havde væeret aabnet nogle Dage , uden af Lindenow havde overvåret noget Møde , indfandt han sig pludselig en Dag paa et saadant , i hvilkef en Sag skulde paatales , som Christoffer Walckendorff netop havde med Admiral Peder Munk , der havde klaget over de Skibes flette Udhaling , med hvilke han havde ført den danske Prinsesse Anna , der var bleven gift med den skotske Kong Jacob , til hendes nye Fædreland . Saasnart Walckendorff fik Øie paa Lindenow , lilnikkede han ham venligt , en Æresbevisning , som besvaredes med et dybt Buk og dermed gik den Dag . Den følgende Dag fældtes Dom i Sagen , og da Rentemesteren ved den aldeles blev frikjendt for Admiralens Tiltale , saa man et triumferende Smil spille omkring den mægtige Mands Læber . Endnu bleve et par mindre vigtige Sager indledede eller afgjorte , og man tænkte allerede paa at hæve Mødet for denne Dag , da Hans Lindenow paa engang reiste sig fra sin Plads , og udbad sig den unge Konges og de høie Herrers Opmærksomhed , i Anledning af en Klage , han havde at fremføre . Walckendorff blegnede . „ Som det er Mange af de høie Herrer bekjendt “ , begyndte Landsdommeren , efterat han bavde nærmet sig den Kongelige Thrones Fod med et nyt ærbsdigt Buk , „ blev en Færing , ved Navn Mogens Heinesen , dømt fra Livet og henrettet , paa Grund af en Klage for Sørøveri , som Hendes Stormægtige Majestæt , Dronningen af England , ved sine Gesandter rettede imod ham for denne Forbrydelse . Heinesen forsikkrede , at han , da han erobrede Skibet , som skete under spansk Flag , var spansk Kaperkaptajn , hvorfor han ogsaa seilede til Ostende og lød der sin Erobring prisdomme ; men da han paa sine Kapertog benyttede sig af det danske Flag , for bedre af kunne klare sig for de engelske Krydsere , da han havde fortiet for Mandskabet , paa nogle Enkelte nær , af han var spansk Kaperfører , og da han , ved af forlade den spanske eller rettere burgundiske Tjeneste , maatte give sit Kaperbrev tilbage , vilde man ikke fro hans Forsikkringer ligeover for en saa mæegtig Herskerindes Anklage , isår da han tillige havde begaaet den Uforsigtighed , af reise bort fra Byen , saasnart han mærkede , af Sagen gik ham imod — som han sledse paastod , alene for af reise til Bryssel for af skaffe Bevis for , af han som spansk Kaperfører havde faget Skibet . Han bad forgjæves om Udscettelse af Dommen indtil han siaffede de nødvendige Bevisligheder tilveie , og jeg forenede mine Bønner med hans ; thi Mogens Heinesen havde engang vist mig en stor Tjeneste , hvorfor jeg aldrig noksom kunde takke ham , og da hans Hustru havde underrettet mig om den Fare , hvori hendes Wgtefcelle svævede , var jeg saa hurtig jeg formaaede det ilet til Hovedstaden . Jeg opnaaede imidlertid ikke af frelse den ulykkelige Mands Liv ; dertil var Rentemesteren for sikker paa Dommens Retfærdighed ; men mit Løfte tro til ham ved vor sidste Sammenkomst , reiste jeg selv til Bryssel og medbringer her Hans Høihed , Hertugen af ParmaS egenhcendig skrevne Tilstaaelse for , af han bavde givet Mogens Heinesen Bestalling som Kaperfører , med Rang , som spansk Søkaptajn , samt Vidnesbyrd fra Priseretten i Ostende , af den lovlig har eondemneret det af Heinesen i Havnen indbragte Skib , hvorom Talen er . “ Her løftede Lindenow en Pakke Dokumenter , som han havde taget ud af sin Brystlomme , høit i Veiret . Den dybeste Taushed indtraadte og Alles Blikke hceftede sig uvilkaarlig paa Rentemesteren , der ligbleg var sunken tilbage i sin Stol — det var , som om Magnus Heinesens Aand svcevede igjennem den store Forsamling . „ Jeg kan ikke give min Ven tilbage til Livet “ , fortsatte Lindenow med dyb Bevægelse ; „ men hvad jeg formaar , det vil jeg gjøre , for af afvaske den Plet , der saa ufortjent er klæbet til hans Navn , og give det frigjort for Skæendselens Mcerke i Arv til hans dybt nedbøjede Efterleverske og umyndige Børn . Jeg ved , af jeg vil sinde Retfærdighed her ; ja selv den høibaarne Rentemester , hvis ulykkelige Overilelse Ingen beklager mere end jeg , vil ikke ncegte min hedenfarne og dybt krcrnkede Ven denne Oprejsning . “ Imidlertid havde Walckendorff tilkcrmpet sig sin Fatning , og da han sølle , af han burde tage Ordet , gjorde han det ogsaa paa en Maade , der var denne ædle Mand værdig . „ Jeg kjender Landsdommer Hans Lindenows Retsindighed alt for nøie til , af jeg ikke maa være kommen til den sørgeLige Overbevisning , af jeg har stadfæstet en Dsdsdom , som har kostet en uskyldig Mand Livet . Jeg skal efter af Vidnesbyrdene , som jeg desværre ikke tvivler om vil ske , ere kjendte gyldige af Herredagen , til hvilken jeg vil anse mig for lovlig indvarslet , underkaste mig dens Dom , uden af fremfore Noget af det , som mulig vilde tjene til af undskylde min ulykkelige Gjerning ; og jeg vil nu i denne store Forsamling aflægge det Løfte for Gud og Mennesker , af jeg skal være de efterlevende Børn i Faders Sted , hvad timelige Goder angaar , saa af hverken de eller deres Moder skal komme til af savne det Fornsdne til det daglige Brød , saalænge jeg selv eier Noget . Mere kan jeg arme Mand ikke gjøre . Saa være Gud mig forresten naadig og tilgive min store Uret . “ Han sank atter tilbage i Stolen og Herredagen var dermed hævet for den Dag . Nogle Dage efter faldt Dommen , som gik ud paa , af den Mogens Heinesen tidligere overgaaede Dom skulde udflettes af Raadhusprotokollen og ikke komme den Afdøde , eller hans Slcegt fil Skade paa ZEre , gode Navn og Rygte , af Magnus Heinesens Lig skulde optages af Graven paa Nikolai Kirkegaard , hvor det ved Enkens Omhu var flædt fil Jorden og hæederligen begraves , hvor Familien selv maatte ønske af bringe ham fil Hvile , samt af Rentemesteren , foruden af godtgjøre Enken det Tab , hun alt havde havt , og erstatte Lindenow alle Omkostninger for denne Sags Skyld , endvidere skulde betale en Bøde af 6 , 000 Dlr . , en for den Tid meget betydelig Sum , og af disse Penge alene skulde komme Enken og Børnene tilgode . Kort efterat Lindenow var vendt tilbage fil sin Bopæel , indfandt en Tjener fra Renremesteren sig hos ham med Anmodning om , af møde hos hans Herre endnu samme Aften fil et givet Klokkeslet . Saasnart Landsdommeren var kommen op fil de Voærelser , som paa Slottet vare tagne i Brug af denne vigtige Statstjener , blev han ført ind fil ham uden først af vørde meldt . Han fandt Christoffer Walckendorff siedende i sin Læenestol , som et Billede paa den dybeste Anger og Sønderknnselse , hvilket var saameget mcerkeligere og hæederligere , som Faa eller Ingen i Danmark paa den Tid var saa myndig og tilsyneladende haardhjertet som denne Mand . Lindenow blev greben af den dybeste Medfølelse og Walckendorff bemærkede det snart . „ Sæt Eder hos mig , Hans Lindenow “ , udbrød han og rakte ham sin Haand . „ I har hørt Dommen ; den er hverken streng nok eller fuldstændig . “ „ Retfærdigheden kan ikke forlange nogen bedre , og den Afdødes Venner ønske ikke nogen anden , selv om de kunde faa den “ , bemærkede Landsdommeren , der havde taget Plads i en Stol ligeoverfor Rentemesteren . „ Den kan være fyldestgjørende for Eder og for Retfærdigheden , som I siger , men den er det ikke for mig “ , indvendte Walckendorff . Lindenow taug . „ I talede et sandt Ord , da I bad om Udsættelse af Dommen , ligesaa meget for min Skyld , som for den Anklagedes “ , vedblev han , idet han vred sine Hænder ; „ gid jeg kunde kalde ham ud af den Grav igjen , i hvilken jeg saa uretfærdig har bragt ham . Med hvilket Had til mig er han dog ikke vandret heden ! “ „ Det gjorde han langt fra “ , forsikkrede Landsdommeren . „ Hvad for Noget ? Gik han ikke sin sidste Vandring med Forbandelse over mig paa sine Læber ? “ spurgte Walckendorff ivrig . „ Han tilgav Eder , naadige Herre , saaledes som en god Christen bør gjøre “ , trøstede Lindenow . „ Hans Hustru og Børn ere mine Vidner ; thi de hørte det . “ „ Dette skylder jeg sagtens Eder “ , bemærkede Walckendorff . „ Jeg bad ham rigtignok derom “ , svarede han nolende . „ Det kunde jeg nok tænke “ , sukkede Rentemesteren , „ Sligt var han neppe falden paa af sig selv . Men fortæl mig desuagtet Alt , hvad han sagde . I ved ikke , hvor det frosfer mig . “ „ Han ansaa Eder for en retfærdig Mand “ , forsikkrede Lindenow , „ der blot skjænkede Dronningen af England mere Tiltro end ham , og det fandt han i Grunden ikke saa forunderligt , og naar I havde fattet en Beslutning , lod I Eder ikke rokke derfra . Derfor vilde han Heller ikke have , at jeg skulde gaa fil Eder , fordi han paastod , at det vilde blive en forgjæves Gang . “ „ Han kjendte mig bedre end jeg selv gjorde “ , mumlede Walckendorff . „ Da jeg saa kom tilbage fra Eder , havde han afgjort alt Timeligt , og jeg spurgte ham derpaa , om han havde tilgivet Eder , hvortil han svarede Nei , og saa bad jeg ham derom . “ „ Hvad sagde han saa ? “ spurgte han i næesten aandeløs Spænding ; „ skjul Intet før mig , Hans Lindenow ! jeg vil vide det Allermindsle ; hører I ! jeg besvcerger Eder ! “ „ Nu vel da , saa skal I ogsaa faa det at vide “ , svarede Landsdommeren , med et let Anstrøg af Forlegenhed . „ Han rakte mig sin Haand og sagde : jeg tilgiver ham ; her er min Haand derpaa . Lad Hain leve før den gamle Stivnakke , han er . Han har dog før gjort mig Godt . “ Rentemesteren sad lcenge i dybe Tanker med bøiet Hoved . Endelig hceoede han sit Aasyn igjen og en vis Fred og Glcede synes udbredt over det . „ Tak ! HansLindenow , inderlig Tak før Eders christelige Sind ! Gud lønne Eder derfor og han vcere takket før de trøstelige Ord , jeg hørte ! Gud velsigne Mogens Heinesen før dem ! “ Atter sank Hovedet ned paa Rentemesterens Bryst og en ny Pause indtraadte , som Lindenow ikke fandt passende at afbryde . Noget efter hcevede Walckendorff atter sit Blik op til Landsdommeren . „ Jeg sagde før , at jeg ikke var tilfreds med Herredagens Dom . Bøden var før liden . Jeg giver Arvingerne ligesaa Meget til “ , udbrød han „ og beder Eder , af modtage alle Pengene , naar I vil komme til København , saasnart jeg lader Eder vide , af jeg har faaet dem samlede ; thi før Dieblikket kan jeg ikke udrede saa stor en Sum . “ „ Naar I i christelig Kjærlighed vil forunde Enken og Børnene denne Gave , modtager jeg den i deres Navn med skyldig Taknemmelighed “ , svarede Lindenow ærbødig ; „ men lad blot Alt bero til egen Leilighed . “ „ Jeg skal da ogsaa afgjøre , hvad I med Rette bør have ; men forinden maa jeg bede Eder om Tilgivelse , Hans Lindenow . Nu , god ! , godt ! “ vedblev han , da han mærkede , af Landsdommeren vilde afbryde ham ; „ jeg vidste forud , af jeg fik den . Gud velsigne Eder før Alt ; men dog mest fordi I bad før mig hos Eders Ven . Gaa nu med Gud ; jeg ønsker af være ene . Ikke sandt , vi skilles som Venner ? Farvel , Farvel ! “ Han vinkede med Haanden af Lindenow , der havde reist sig fra sin Stol , og da denne mærkede , af Rentemesteren høilig ønskede , af afbryde en Samtale , der havde rystet ham saa slærkt , forlod han ogsaa den dybt nedbøiede Mand , idet han tilkastede ham et langt hjerteligt Afskedsblik . Hvor meget denne ulykkelige Sag var gaaet Christoffer Walckendorff fil Sinde , ses bedst derved , af dan , ncermest som en Følge deraf , umiddelbart efter udtraadte af Regjeringsraadet , der styrede Land og Rige i den unge Konges Mindreaarighed og vilde ogsaa have fratraadt Embedet som Rentemester , om ikke den unge Konge udtrykkelig havde bedet ham om , af vedblive , af bestyre det . At en saa stor Ulykke kunde vcere sket , uden af ogsaa Kong Christian den Fjerde lagde sin Medfølelse for Dagen , var ikke af vente , naar man kjendte Nøget fil dette cedle Køngehjerte , og der existerer endnu en Skrivelse fra hans Haand fil Abbedissen i Maribo Kloster , der paa engang bcerer Vidnesbyrd om den unge Konges store Medfølelse for de Efterladte , som for den Kjcerlighed , hvormed Sophie Gyntelberg omfattede sin ulykkelige Mands Minde . Paa Grund af Forholdet fil sine Børn kunde hun ikke blive optaget i denne milde Stiftelse , Reformationen havde taget i Arv fra de katholske Forfædre , og man ser derfor af et senere Kongebrev , af den unge Konge , fil Erstatning derfor , betænkte hende med en Gaard i Bergens Stift , hvor vi ville antage , af hun har endt sine Dage . Kommer Du , kjære Læser , nogensinde til den gamle Gaard Ørslevkloster i Salling Land , vil Du finde et smukt Epitafium over den Mænd , hvis Minde disse Blade ere helligede ; thi Lindenow vilde selv , i sin Kirke , gjemme Støvet af sin ulykkelige Ven og Ingen var mere værtig til denne Wre end netop han . Det er ikke her Stedet , af gjengive Epitafiets Ord , som bleve nedskrevne af Hans Lindenow selv ; men Saameget bør man dog vide , af den engelske Regjering fandt sig foranlediget til af gjøre Indsigelse imod enkelte Udtryk , som den endog forlangte , af faa udflettede . Dette lykkedes imidlertid ikke ; thi nu var Kong Christian selv kommen til Roret og den mæegtige engelske Dronning maatte finde sig i , af et Mindesmcerke blev staaende , der til de sildigste Slægter vil bære Vidne , ei alene om den menneskelige Skrøbelighed , men ogsaa om , af Retfærdigheden aldrig savner sine Talsmænd i Danmark , endog ligeoverfor Landets mægtigste Mænd . Men idet Hans Lindenow saaledes reiste en Mindesten over sin Ven , reiste Venskabet derved et ligesaa hædrende Mindesmærke over ham selv , medens den taknemmelige Efterflægt har fljænket Magnus Heinesen et lignende , blandt Landets berømteste Mænd , i den smukke Have ved Jægerspris . |