File size: 249,072 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 4046 4047 4048 4049 4050 4051 4052 4053 4054 4055 4056 4057 4058 4059 4060 4061 4062 4063 4064 4065 4066 4067 4068 4069 4070 4071 4072 4073 4074 4075 4076 4077 4078 4079 4080 4081 4082 4083 4084 4085 4086 4087 4088 4089 4090 4091 4092 4093 4094 4095 4096 4097 4098 4099 4100 4101 4102 4103 4104 4105 4106 4107 4108 4109 4110 4111 4112 4113 4114 4115 4116 4117 4118 4119 4120 4121 4122 4123 4124 4125 4126 4127 4128 4129 4130 4131 4132 4133 4134 4135 4136 4137 4138 4139 4140 4141 4142 4143 4144 4145 4146 4147 4148 4149 4150 4151 4152 4153 4154 4155 4156 4157 4158 4159 4160 4161 4162 4163 4164 4165 4166 4167 4168 4169 4170 4171 4172 4173 4174 4175 4176 4177 4178 4179 4180 4181 4182 4183 4184 4185 4186 4187 4188 4189 4190 4191 4192 4193 4194 4195 4196 4197 4198 4199 4200 4201 4202 4203 4204 4205 4206 4207 4208 4209 4210 4211 4212 4213 4214 4215 4216 4217 4218 4219 4220 4221 4222 4223 4224 4225 4226 4227 4228 4229 4230 4231 4232 4233 4234 4235 4236 4237 4238 4239 4240 4241 4242 4243 4244 4245 4246 4247 4248 4249 4250 4251 4252 4253 4254 4255 4256 4257 4258 4259 4260 4261 4262 4263 4264 4265 4266 4267 4268 4269 4270 4271 4272 4273 4274 4275 4276 4277 4278 4279 4280 4281 4282 4283 4284 4285 4286 4287 4288 4289 4290 4291 4292 4293 4294 4295 4296 4297 4298 4299 4300 4301 4302 4303 4304 4305 4306 4307 4308 4309 4310 4311 4312 4313 4314 4315 4316 4317 4318 4319 4320 4321 4322 4323 4324 4325 4326 4327 4328 4329 4330 4331 4332 4333 4334 4335 4336 4337 4338 4339 4340 4341 4342 4343 4344 4345 4346 4347 4348 4349 4350 4351 4352 4353 4354 4355 4356 4357 4358 4359 4360 4361 4362 4363 4364 4365 4366 4367 4368 4369 4370 4371 4372 4373 4374 4375 4376 4377 4378 4379 4380 4381 4382 4383 4384 4385 4386 4387 4388 4389 4390 4391 4392 4393 4394 4395 4396 4397 4398 4399 4400 4401 4402 4403 4404 4405 4406 4407 4408 4409 4410 4411 4412 4413 4414 4415 4416 4417 4418 4419 4420 4421 4422 4423 4424 4425 4426 4427 4428 4429 4430 4431 4432 4433 4434 4435 4436 4437 4438 4439 4440 4441 4442 4443 4444 4445 4446 4447 4448 4449 4450 4451 4452 4453 4454 4455 4456 4457 4458 4459 4460 4461 4462 4463 4464 4465 4466 4467 4468 4469 4470 4471 4472 4473 4474 4475 4476 4477 4478 4479 4480 4481 4482 4483 4484 4485 4486 4487 4488 4489 4490 4491 4492 4493 4494 4495 4496 4497 4498 4499 4500 4501 4502 4503 4504 4505 4506 4507 4508 4509 4510 4511 4512 4513 4514 4515 4516 4517 4518 4519 4520 4521 4522 4523 4524 4525 4526 4527 4528 4529 4530 4531 4532 4533 4534 4535 4536 4537 4538 4539 4540 4541 4542 4543 4544 4545 4546 4547 4548 4549 4550 4551 4552 4553 4554 4555 4556 4557 4558 4559 4560 4561 4562 4563 4564 4565 4566 4567 4568 4569 4570 4571 4572 4573 4574 4575 4576 4577 4578 4579 4580 4581 4582 4583 4584 4585 4586 4587 4588 4589 4590 4591 4592 4593 4594 4595 4596 4597 4598 4599 4600 4601 4602 4603 4604 4605 4606 4607 4608 4609 4610 4611 4612 4613 4614 4615 4616 4617 4618 4619 4620 4621 4622 4623 4624 4625 4626 4627 4628 4629 4630 4631 4632 4633 4634 4635 4636 4637 4638 4639 4640 4641 4642 4643 4644 4645 4646 4647 4648 4649 4650 4651 4652 4653 4654 4655 4656 4657 4658 4659 4660 4661 4662 4663 4664 4665 4666 4667 4668 4669 4670 4671 4672 4673 4674 4675 4676 4677 4678 4679 4680 4681 4682 4683 4684 4685 4686 4687 4688 4689 4690 4691 4692 4693 4694 4695 4696 4697 4698 4699 4700 4701 4702 4703 4704 4705 4706 4707 4708 4709 4710 4711 4712 4713 4714 4715 4716 4717 4718 4719 4720 4721 4722 4723 4724 4725 4726 4727 4728 4729 4730 4731 4732 4733 4734 4735 4736 4737 4738 4739 4740 4741 4742 4743 4744 4745 4746 4747 4748 4749 4750 4751 4752 4753 4754 4755 4756 4757 4758 4759 4760 4761 4762 4763 4764 4765 4766 4767 4768 4769 4770 4771 4772 4773 4774 4775 4776 4777 4778 4779 4780 4781 4782 4783 4784 4785 4786 4787 4788 4789 4790 4791 4792 4793 4794 4795 4796 4797 4798 4799 4800 4801 4802 4803 4804 4805 4806 4807 4808 4809 4810 4811 4812 4813 4814 4815 4816 4817 4818 4819 4820 4821 4822 4823 4824 4825 4826 4827 4828 4829 4830 4831 4832 4833 4834 4835 4836 4837 4838 4839 4840 4841 4842 4843 4844 4845 4846 4847 4848 4849 4850 4851 4852 4853 4854 4855 4856 4857 4858 4859 4860 4861 4862 4863 4864 4865 4866 4867 4868 4869 4870 4871 4872 4873 4874 4875 4876 4877 4878 4879 4880 4881 4882 4883 4884 4885 4886 4887 4888 4889 4890 4891 4892 4893 4894 4895 4896 4897 4898 4899 4900 4901 4902 4903 4904 4905 4906 4907 4908 4909 4910 4911 4912 4913 4914 4915 4916 4917 4918 4919 4920 4921 4922 4923 4924 4925 4926 4927 4928 4929 4930 4931 4932 4933 4934 4935 4936 4937 4938 4939 4940 4941 4942 4943 4944 4945 4946 4947 4948 4949 4950 4951 4952 4953 4954 4955 4956 4957 4958 4959 4960 4961 4962 4963 4964 4965 4966 4967 4968 4969 4970 4971 4972 4973 4974 4975 4976 4977 4978 4979 4980 4981 4982 4983 4984 4985 4986 4987 4988 4989 4990 4991 4992 4993 4994 4995 4996 4997 4998 4999 5000 5001 5002 5003 5004 5005 5006 5007 5008 5009 5010 5011 5012 5013 5014 5015 5016 5017 5018 5019 5020 5021 5022 5023 5024 5025 5026 5027 5028 5029 5030 5031 5032 5033 5034 5035 5036 5037 5038 5039 5040 5041 5042 5043 5044 5045 5046 5047 5048 5049 5050 5051 5052 5053 5054 5055 5056 5057 5058 5059 5060 5061 5062 5063 5064 5065 5066 5067 5068 5069 5070 5071 5072 5073 5074 5075 5076 5077 5078 5079 5080 5081 5082 5083 5084 5085 5086 5087 5088 5089 5090 5091 5092 5093 5094 5095 5096 5097 5098 5099 5100 5101 5102 5103 5104 5105 5106 5107 5108 5109 5110 5111 5112 5113 5114 5115 5116 5117 5118 5119 5120 5121 5122 5123 5124 5125 5126 5127 5128 5129 5130 5131 5132 5133 5134 5135 5136 5137 5138 5139 5140 5141 5142 5143 5144 5145 5146 5147 5148 5149 5150 5151 5152 5153 5154 5155 5156 5157 5158 5159 5160 5161 5162 5163 5164 5165 5166 5167 5168 5169 5170 5171 5172 5173 5174 5175 5176 5177 5178 5179 5180 5181 5182 5183 5184 5185 5186 5187 5188 5189 5190 5191 5192 5193 5194 5195 5196 5197 5198 5199 5200 5201 5202 5203 5204 5205 5206 5207 5208 5209 5210 5211 5212 5213 5214 5215 |
En lille Fejltagelse . Det er en ved Tal godtgjort Erfaring , at der i vore Dage reises meget mere end for en Deel Aar tilbage . Maaskee har den tiltagende Higen efter Adspredelser sin Deel deri , maaskee den med en stadig voxende Kundskab og Dannelse sorøgede Trang til med egne Dine at see og kjende Alt sin endnu større . Væsenligst maa dog Grunden dertil søges i , at det i de senere Aar er blevet langt lettere og billigere at reise , og det er næsten utroligt , hvad Jernbanerne i den Henseende have virket . Ogsaa i Fyen , hvor Jernbanen endnu er i sin Barndom , have Reiseforholdene forandret sig ikke lidet , og de smukkere Puncter besøges nu , navnlig i Sommertiden , af en Mængde Mennesker , der tidligere vilde have betragtet det som en for dem uoverkommelig Opgave at gjøre en saadan Udflugt . Fremfor alle er det da det yndefulde Hindsgavl med dets Omgivelser , man søger hen til , og det ikke blot sra Fyen selv , men ogsaa fra hele det øvrige Danmark , og den Velvillie , hvormed dets Eier , Hofjægermester Fønss , lader selv de hans Bolig nærmest liggende og deiligste Partier af sin Lund og Have aabne for det store Publicum , kan ikke noksom paaskjønnes af alle dem , der ad den fyenske Jernbane gjøre Udflugter til Middelfarf , for at glæde sig ved en rig Naturs Skjønhed . Blandt dem , der i Sommer besøgte Stedet for kortere eller længere Tid , var ogsaa en Fabrikant Dinesen med Datter . Forskjellige Sorger havde i den senere Tid rammet hans Huns ; at han mistede en trofast Hustru , Datteren en kjærlig Moder , var den største af dem , om end Datteren havde havt en anden Sorg , der veiede tungt i Vægtflaalen ved Siden af den nævnte . Han besluttede derfor at gjøre en Udflugt til det for sin Skjønhed saa berømte Sted , paa en otte Dages Tid at tage Bolig i det saa fordeelagtig bekjendte Berendtsfe Hotel i Middelfarf , hver Morgen at benytte de fortrinlige Søbade der ved Byen og derefter tilbringe Resten af Dagen deels ved Spadseretoure i den tæt op til Staden liggende Grimerhuusskov , deels ved Smaaudflugter til den lille Granskov mellem Kongebroen og Hindsgavl , til HindSgavls Lund og vidunderlig deilige Have og endelig til den smukke , lille Ø Fænø samt alt , hvad deromkring findes af tiltalende Naturskjønhed . Datteren , en Pige paa atten Aar , der sjelden , paa Grund af Moderens Sygdom i længere Tid før hendes Død , havde nydt Glæden af varigere Udflugter , havde længe imødefeet denne lille Reise med Forventning om en større Nydelse , og kort efter Pintsen begave da Fader og Datter sig til Kjøbenhavns Banegaard , — thi de hørte hjemme i Kjøbenhavn , — for efter kun en halv Dags Forløb at naae til Bestenimelsesstedet . Reisen gjennem Sjælland havde for dem intet Mærkeligt . Fraregnet den Hurtighed , hvormed man bringes fra Sted til Sted , er al Jernbanekjørsel lidet fornøielig ; selv om man har opnaaet en sordeelagtig Plads ved ef Vindue , er Udbyttet kun ringe , thi de Landskaber , man føres igjennem , vexle saa hurtigt , at man ikke faaer noget klart Overblik over det , man seer , endsige at man skulde opnaae nogen Stemning derved , og Rejselivets Pointe er dog de vexlende Stemninger , Sjælen under det gjennemlever . Over Beltet gik Reisen behageligt , en let Luftning krusede Vandet , og det var , som om Sjælland og Fyen paa den klare , milde Sommerdag søsterlig vare rykkede hinanden nærmere . Under Overfarten stod den unge Pige længe og saae ned i det dybe Hav . Var det de paa Oversladen legende Solstraaler , hun betragtede , eller hvilede kun det ydre Øie paa de solbeskinnede Vande , medens det indre var fæstet paa en Sorg , paa ef Savn dybt inde i hendes Bryst , der maaskee ikke var mindre dybt end det Hav , Damperen gled hen over . Hvo kan til ethvert Oieblik see , hvad der bevæger et Menneskes Indre ? Var det et Savn , der boede forinden , da var den smuktformede Kind bieg nok , det mørkeblås Øie alvorligt nok til at være Udtryk derfor . I Nyborg maatte de Reisende finde sig i et kort Ophold , saa traadte de atter ind i Jernbanecoupsen , for med Damp at føres forbi den fyenske Hovedstad , der er saa stolt af at kaldes Danmarks anden Stad , til Fyens vestligste By . Men havde Farten gjennem Sjælland været uden særlig Interesse for de tvende Reisende , kunde det Samme dog ikke siges om Reisen gjennem Fyen , thi i samme Oieblik , som Toget fluide til at afgaae fra Nyborg , steg en ung Mand ind i den Coupse , hvor de vare , og tog , uden ret at faae Tid til at see , hvem der blev hans Reisefæller , den eneste endnu aabne Plads , der var , ved Siden af Fabrikantens unge Datter . I det Samme han satte sig , vilde han tage Hatten let as og hilse flygtigt , som man hilser Fremmede , med hvem man kommer i en kort Berøring ; men det var næsten , som om Armen var bleven til Steen i det Samme , hans Ansigt skiftede Farve , og , idet han ligesom med lidt Anstrengelse endelig tog til Hatten , satte han sig taus og næsten forlegen paa sin Plads . Ogsaa med den unge Pige var der foregaaet en pludselig Forandring , over det blege Ansigt havde der lagt sig en stærk Rødme , og de ellers talende Oine saae ndtryksløst ned i hendes Skjød . Kun Fabrikanten forblev , fljøndt ogsaa han syntes noget overrasket , dog i det Hele taget uforandret ; han gjengjeldte den unge Mands Hilsen svagt og sænkede derpaa Coupsevinduet ned , for at aande friere . Banetoget var kommet forbi Ullerslev og havde nærmet sig Marslev , men endnu var der ikke blevet vexlet noget Ord mellem de tre nævnte Reisende , Fader og Datter og den syvogtyveaarige , unge Mand , der efterhaanden syntes at være bleven aldeles uden Øre for sin Omgivelse og kun at være optagen af , hvad der rørte sig i hans Indre . I Marslev gik et ungt Menneske , der sad ved Siden af Fabrikanten , ud af Coupeen , og hans Plads blev indtagen af en snaksom Handelsreisende , der var i en uafbrudt Bevægelse og havde Noget at spørge om til alle Sider . Saa kunde de tre tause Reisende da ikke mere tie aldeles stille , og nu og da maatte Øiet løftes , om det endogsaa stundom skete lidt uvilligt . „ Fortsætter de Touren ad hele den fyenske Linie ? “ spurgte den Handelsreisende , der nu sad ved Siden af Fabrikanten og ligeoverfor den nnge Mand , sin Nabo . „ Ja ! “ var det korte , men derfor ingenlunde uhøfligt betonede Svar . „ Og De , Frøken , bliver De ogsaa ved lige til Baneenden ? “ „ Det er min Fader , der sidder ved Siden af Dem ; vi følges ad ! “ lød det svagt og ligesom lidt fremtvungent fra deu unge Piges Mund . Den Handelsreisende nikkede , foreløbig tilfredsstillet ved det Udbytte , hans Nysgjerrighed havde faaet , og en Stund herskede der atter Taushed i den Ende af Coupden , hvor Fader og Datter fade . Pludselig syntes dog Tausheden at blive selv Fabrikanten for piinlig , og idet han bøiede sig over mod sin Datter , sagde han : „ Hvordan har Du det , Margrethe ? “ „ Godt , kjære Fader ! kun er Varmen mig lidt trykkende idag . Men det hjelper betydeligt , at Vinduet er aabent . “ „ Jeg frygter for , at De er lidt generet i Deres Bevægelser ved mig “ , sagde den unge Mand pludselig , og ligesom overvindende sig selv ; „ hvis saa er , beklager jeg det meget og vil ikke vide Tilfældet Tak derfor . Coupeen er desværre saa fyldt , at jeg neppe kan Andet end gjøre Dem Pladsen her ulidelig . “ Den unge Pige bøiede Hovedet lidt til Siden som for at svare , men idet en Deel af Forstemningens Vægt , der lige siden Afreisen fra Nyborg havde ligget paa hendes Bryst , ved denne kun af hende tilfulde fattede Undskyldning faldt af , listede der sig fra Hjertet og op til Øiet en Taare , der traadte perlende ud under det smukt formede Laag , og Undseelsen tvang det Svar tilbage , som allerede var underveis . „ Agter De Dem langt bort ? “ sagde Fabrikanten , for ligesom at befrie Datteren fra det Svar , han følte , at hun ikke kunde overkomme . „ Er det en længere Reise , De tilsigter , eller er det kun et Besøg her i Nærheden , De vil foretage ? “ „ Det er min Hensigt at tage Ophold i Middelfart i nogle Dage . Jeg vil besøge Hindsgavl igjen , som jeg ikke har seet siden min Barndom . “ Den unge Pige kastede et hurtigt Blik til sin Fader , som denne søgte at fortolke , som han bedst kunde , og det var ikke utydeligt paa hendes Ansigt , at det tidligere Tryk atter lagde sig fordoblet paa hendes Bryst . „ Jeg gaaer ogsaa til Middelfart “ , sagde den Handelsreisende , uden at dog Nogen syntes meget begjærlig efter at erfare det ; „ jeg har endeel Forretninger at afgjøre der , saa gjør jeg med det Samme en lille Svingom ogsaa til det deilige Hindsgavl . Det er en prægtig Eiendom , og det er herlige Folk , som boe der . “ „ De kjender Eieren og hans Frue ? “ sagde en Stemme pludselig fra den anden Ende af Coupeen . „ Nei , jeg har min Erfaring paa anden Haand , “ lød Svaret ; „ men det er derfor ikke mindre vist , hvad jeg siger . “ „ Ah , saaledes ! “ sagde Stemmen atter i den anden Ende af Coupeen , og et ironisf Smil gik hen over dens Ansigt , der havde gjort Spørgsmaalet . Det var aabenbart en Mand , der var godt kjendt paa det omtalte Sted , og som vilde straffe den Handelsreisende for den Mine , han gav sig af at kjende , hvad han ikke kjendte . Atter indtraadte en lang Pause , og Banetoget holdt ved Odense Station . I flere af Coupeerne vexlede Reisende , men i det Reiseselskab , som var der , hvor Fabrikanten sad , fandt ingen Forandring Sted . Kun traadte den urolige Handelsreisende et Par Minuter udenfor , og Fabrikanten reiste sig et Dieblik , for at strække sine Lemmer . Dette korte Nu benyttede den unge Mand til ganske sagte at tilhviske Fabrikantens Datter et Par Ord . „ Tilgiv , “ sagde han langsomt og kun hørligt for hende , „ seer De hellere , at jeg forlader Coupeen ? “ „ Jeg har i den Henseende intet Dnske , “ lød det dæmpede Svar . Og den unge Mand forblev paa sin Plads . Og atter rullede Toget afsted , dampende hen mod de smukke , skovrige Egne , der tiltage i Afvexling af Høi og Dal , altsom man kommer videre og videre mod Vest . Det vil ved hver enkelt Begivenhed i Livet være vanskeligt at sige , hvad der er Tilfældets Værk og hvad der er Styrelsens , Skillelinien mellem begge er det ikke givet det menneskelige Øie at erkjende tydelig . Det gaaer med Styrelse og Tilfælde som med Guds Villie og Menneskets , hvo kan sige , hvor Guds Villie begynder , og hvor Menneskets frie Villie flipper op ? Men vist er det , at , hvad vi helst antage som Styrelse , ofte for vort svage Blik seer ud som Tilfælde , medens det , vi troede at burde charakterisere som Tilfælde , udøver paa os en Virksomhed , som var det en Styrelse fra oven . En lille , tilsyneladende tilfældig Bemærkning af en for Fabrikantens Datter aldeles Fremmed , af den travle Handelsreisende , blev saaledes ogsaa her den første Anledning til , at den Sorg , som hvilede paa hendes Sind , i en ikke fjern Fremtid skulde finde sin Lettelse . Vilde man senere have spurgt hende , om hun troede , det var en tilfældig Bemærkning , da vilde hun visselig paa det Bestemteste have benegtet det og kun i den seet Guds egen Styrelse ; men for den Handelsreisende selv og enhver Udenforstaaende maatte Bemærkningen kun synes en tilfældig , den fremkom hos ham som saa mange andre , for at han kunde stille sit Kjendfkab til Alt i et saa klart Lys som muligt . De Reisende havde endnu kun et Par Stationer tilbage , før de vare ved Baneenden , da faldt det pludselig den Handelsreisende ind , at han havde seet den unge Mand sør , uden at han dog ret huskede hvor . Idet han derpaa forskjellige Gange lod sine Øine mønstre hans hele Personlighed , sagde han pludselig : „ Jeg har havt den Fornøjelse at reise med Dem før , jeg erindrer det nu tydelig . “ „ Det er nok muligt , “ lød det korte Svar , „ jeg mindes nu ogsaa at have reist med Dem . “ „ Ja , det er ganske vist ! vi vare paa Dampskib sammen fra London . De havde Deres unge Kone med . “ En almindelig Taushed paafulgte , Fabrikanten saae ud af Vinduet , den unge Pige saae ned i sit Skjød , Candidat Johnsen , thi dette var den unge Mands Navn , lod et uvilligt Blik streife hen over den snaksomme Fremmede . „ Jeg har aldrig været gift , “ sagde han , „ den Dame , De formodenlig har antaget derfor , var ikke min Kone . “ „ Med Deres Tilladelse , “ vedblev den ufortrødne Handelsreisende , „ jeg tiltalte hende flere Gange som Fru Johnsen , og hun gjorde ingen Indsigelse derimod . Er Deres Navn ikke Johnsen ? “ „ Et Svar herpaa behøver jeg vel neppe at give her til en mig ganske Fremmed . Dem , der kunde have nærmere Interesse af at faae Noget at vide i den Henseende , skal det være mig kjært at give det til anden Tid og paa andet Sted . “ Den Handelsreisende tang og saae sig betydningsfuldt om , men Ingen uden den elegante Reisende , der tidligere havde tilretteviist Sladdreren , syntes at agte videre paa ham , og denne kun for atter at vise ham et ironisk Smil , der straffede ham for hans Paatrængenhed . Men To var der dog tilstede , der fulgte den unge Mands Ord med spændt Opmærksomhed , og det var Fabrikanfen , men især hans smukke Datter . Over hendes Pande gled der som et flygtigt Solglimt , men kun for at efterlade en endnu stærkere Skygge . Taus vendte hun sit Ansigt mod det aabne Vindue , og et dybt Suk skaffede sig Luft fra det fyldte Bryst . En Panse fandt Sted paany , saa lukkede den Handelsreisende sine Øine for at slumre lidt . Fabrikanfen tog sin Datters Haand og holdt den mellem sine , og den unge Mand lod Tanken atter søge indad , derind , hvor alle vore Glæder og Bekymringer have deres uafbrudt vældende , usynlige Kilde . Da Toget ankom til Banegaarden ved Middelfart , satte Fabrikanfen og hans Datter sig i den Omnibus , der fra Hotellet afsendes , for at hente Reisende , som mulig ville tage ind der ; den Handelsreisende kjørte bort i en anden Vogn . Hans strenge Censor i den anden Ende af Coupeen forblev paa Banegaarden , for at oppebie en Eqvipage , der skulle afhente ham , men som endnu ikke var kommen . Kun Candidaten gik tilfods fra Banegaarden , medens hau lod sin Kuffert følge med Omnibussen , og det var et langt , glædeløst Blik , hvormed han fulgte Fabrikanten og hans Datter paa deres Bei . Den næste Morgen oprandt smuk og lys . Sagte vuggende slog Vandet imod Skibsbroen , og paa det bugtede Lille-Bell kom og gik Baade , hver med sit Hverv . Ude paa en Galease , der laa og lossede , stod en Matros og sang ; det var en munter Vise . Men en glad Sang er paa sin Viis en Pris af den guddommelige Styrelse , og det var nu den unge Sømands Maade at takke vor Herre paa , at synge freidigt ved sit Arbeide som Fuglen paa Grenen . Fra Hotellets Dør kom en eenlig Skikkelse , for at nyde den friske Søluft ; det var Candidaten , der var staaet tidlig op , og som trængte til i Guds frie Natur igjen at aande lidt lettere op efter mangehaande tyngende Tanker , der havde optaget endeel af hans for Søvnen bestemte Tid . At der ved et af Vinduerne ovenpaa stod en ung Pige og lod Niet tankefuldt glide ud over Stranden , saae han ikke , han var for optagen af det friske Naturbilled , der , idet han traadte udenfor , oprulledes for hans Nie . Vil man nu spørge , hvad det var , der beskjæftigede de fvende unge Menneskers Sind saa alvorligt , da kan der foreløbig kun svares : Erindringen om en brudt Forbindelse . Fabrikantens Datter og Candidaten havde været forlovet i over et Aar , og det var ikke engang eet siden , at Forlovelsen var blevet hævet . Det var den unge Pige , som havde hævet den . Men hun havde ikke gjort det , fordi hendes Kjærlighed til den unge Mand var sluppen op , hun havde gjort det med Hjertet fuldt af Hengivenhed for ham , fordi hun endnu ikke noksom var kommen til Erkjendelse af , at Meget i Verden synes anderledes , end det i Virkeligheden er , og at selv de tilsyneladende uomstødeligste Beviser kunne være saa svage , at det mindste Sandhedens Vindpusf kan omstøde dem . Klokken havde nylig slaaet syv i Kirketaarnet nær ved Hotellet , da traadte Fabrikanten og hans Datter ud paa den høie Steentrappe udenfor . Den unge Pige bar en let Morgenkjole og fra den lille Straahat flagrede der sorte Baand , Symbolet paa , at det Saar , der var slaaet hende ved en kjær Moders Død , endnu var aabent . For det Saar af en anden Natur , hun , i Tro paa Nødvendigheden deraf , havde slaaet sig selv , var der intet Symbol at see , det bar hun skjult i sit Indre . Begge stode de en Tidlang paa Trappen og lode Niet gaae over mod den jydfke Kyst , der laa i fuld Solbelysning , saa gik de i modsat Retning af Havnen ad Grimerhuusskov til , for under Træernes Skygge , paa Toppen af en eller anden Høi , at hvile lidt endnu med aabne Nme . Til Grimerhuusskov , men ad en anden Vei , var ogsaa Candidaten gaaet . Ventede han at træffe Fabrikantens Datter der ? Hvo veed ? Tænkt sig det klart havde han ikke ! Men hvor tidt er der ikke ogsaa i os et Haab eller en Forventning , soni ikke har naaet Fødslens Nieblik i Tanken , men kun embryonisk , useet af os selv , ligger i vor Sjæl ! Hvor er nu den Handelsreisende ? Han sover paa sit grønne Nre . Før han gik tilsengs har han i Gjestestuen ved et Glas Punsch givet den taalmodige unge Hoteleier et Beviis paa , hvor velbevandret han er i Politik og Personalhistorie , og da hans Forelæsning har trukket lidt seent ud paa Natten , sover han endnu de Retfærdiges Søvn . Gid han maa fove godt , han har havt sin Mission i Verden og fuldendt den . Den lille Historie om Candidatens Giftermaal , han gav tilbedste i Jernbanecoupeen , er mulig den største Nytte , han endnu , skjøndt sig selv uafvidende , har gjort noget af sine Medmennesker , paa den ham ubevidste Eftervirkning kan han nu hvile ud . Fabrikanten og hans Datter havde vel siddet en halv Times Tid og indaandet de friske Pust fra Havet , saa besluttede den Førstnævnte at gaae i Bad ; men da Datteren ikke vilde slippe den Stemning , hvori hun var kommen , saa hurtigt , bestemte hun sig til at blive tilbage og oppebie Faderens Tilbagekomst paa den Høi , hvor hun sad . Saa forlod han hende da , efter først at have kysset hende paa Panden og lovet hende ikke at lade vente længe paa sig . Lidt efter lidt saae hun hans Skikkelse tabe sig iblandt Træerne , saa bøiede hun sig tilbage mod en Green , og medens hun vuggede sig i vaagne Drømme , sang Fuglene ovenover hende om Kjærlighed og om , hvor smukt Livet kan leves , naar man kun nøisom ikke altfor meget fordrer ud over Øjeblikket . Lidt efter nærmede sig Skridt nede fra Stranden , en ung Mand med sin Stok i Haanden steg op ad Høien , og — for første Gang i henved et Aar vare de To , der engang havde tilhørt hinanden , atter sammen . Ikke strax dog nærmede Candidaten sig heelt hen til den unge Pige . Da han ved Foden af Høien saae hende , uden at hun endnu havde faaet Vie paa ham , blev han staaende et Øjeblik ligesom raadvild . Han betragtede den lette Skikkelse , han engang havde havt Net til at kalde sin , de hvide Hænder , der foldede sig andægtig , som var det store , solbeskinnede Rum over hende den af usynlige Magter byggede Kirke , hvori hendes Skaber kaldte hende til Andagt , det runde Barneansigt , der saa ofte tillidsfuldt og trygt havde hvilet op til hanS Skulder , medens Niet sorgløst havde lukket sig for enhver Tvivl og enhver Bekymring , og en Flok af Minder reiste sig og hviskede omkring ham omkap med det af Morgenvinden bevægede Løv . Da satte han pludselig Stokken fast mod Jorden , kastede Tvivlraadigheden af sig som en Kappe , der ved det Skridt , han vilde gjøre , var ham for tyngende , og gik op ad Høien , tæt hen til Stedet , hvor den , hans Tanker beskjæftigede sig med , sad . Et Udbrud af Overraskelse undslap hende , og hurtigt som den Skovdue , der i samme Nieblik sløt op over hendes Hoved , reiste hun sig og stod foran ham . En Strøm af Purpur gjød sig over hendes Kind , og hendes Bryst løftede sig , som var det for trangt til at rumme , hvad der bevægede det . Men i famme Nieblik havde ogsaa Candidat Johnsen , der følte det , grebet hendes Haand , idet han sagde : „ Tilgiv , at jeg denne Gang nærmer mig Dem , skjøndt det ikke er Tilfældet , det skyldes , men min egen fri Drift . Men en Bemærkning , der i Jernbanecoupoen blev gjort af en fremmed Reisende , nøder mig dertil . Hvor lidet jeg end , efter hvad der fra Deres Side er skeet , kan skylde Dem denne Forklaring , saa vilde jeg dog nødig for den , jeg engang havde kjær , synes troløs mod mine Blinder , og det er derfor , jeg nærmede mig Dem , for at vise Dem , at jeg ikke er det . “ Fabrikantens Datter trak sagtelig og fkjælvende sin Haand ud af Candidatens og sagde med nedslaaede Nine : „ Jeg forstaaer Dem ikke ret . “ „ De har engang hævet den Forbindelse , der var imellem os , men saa ligegyldig for den har jeg ikke været , at jeg allerede nn har kunnet ægte nogen Anden . Hvad den fremmede Reisende yttrede i den Henseende , var falsk . “ „ De har overfor mig ingen Pligt mere . Jeg forstaaer , at De i sin Tid i den fremmede Stad fattede Interesse for en Anden , det var saa Lidet , jeg havde at byde Dem . Om De alt nu har knyttet det Baand , De dengang bandt der , fastere , eller først i Tiden vil knytte det , bør for mig være uden Interesse , jeg har gjort det Askald , der kan fordres af mig . “ En Taare traadte hende ved disse Ord i Niet , og hurtigt vendte hun Hovedet til Siden for at fkjule den . Den unge Mand lod sin Stok glide ned i Græsset , blottede sit Hoved og kastede Hatten hen ved Siden af den , og stod nu overfor hende smuk og aaben , som da hendes Hjerte første Gang havde ilet ham imøde . „ I den fremmede Stad , og jeg antager , De mener London , hvor jeg i længere Tid opholdt mig , har jeg ikke for nogen Anden fattet nogen saadan Interesse , at den kunde stride mod det Kjærlighedsforhold , hvori jeg stod til Dem . Jeg har seet mange unge Piger , jeg har omgaaedes ikke faa , men for mig er Billedet af den , jeg i mit Fædreland havde ladet tilbage , aldrig blevet fordunklet . Det blev det end ikke , da jeg modtog det Brev , hvori De løste Baandet mellem os , end ikke da , da De sendte mig det Brev , hvori jeg bad Dem om Forklaring af Deres Skridt , naabnet tilbage . “ Den Solstraale , der i dette Øieblik ovenfra faldt hen over den unge Pige , kunde ikke være klarere end den , som ved hans Ord indenfra lagde sig over hendes Ansigt . Dog taug hun et Øieblik stille , som om hun ikke saa pludselig kunde bringe Orden i alle de Betragtninger , hans Ittringer fremkaldte i hendes Sjæl . „ Jeg har maaskee havt Uret i ikke at aabne Deres Brev , “ sagde hun kort efter , „ men jeg fulgte deri kun mine Forældres Raad . Hvad det Brev angaaer , hvori jeg løste vor Forbindelse , da var det kun Frugten af lang Overveielse og bittre Taarer . “ „ Og hvorved havde jeg begrundet disse Taarer ? “ „ Af min Fader vil De kunne erfare , hvor megen Grund jeg havde til dem . At de Meddelelser Dem angaaende , der kom min Fader ihænde , vare nøjagtige , kunde jeg ikke betvivle , dengang troede jeg mig endogså « overbeviist derom . Nu have Deres Ord gjort mig vaklende i min Tro . “ „ Og vil De aabent sige mig : Hvad blev der berettet Deres Fader ? “ „ En londonsk Handelsven af ham , Fabrikant som han , underrettede ham om , at han havde truffet sammen med Dem i en engelsk Banquiers Huus . I længere Tid havde De viist Datteren stor Opmærksomhed , efterhaanden vandt hun ogsaa Dem kjær , og tilsidst blev der mellem Dem og hende knyttet et Baand , som kun kunde knyttes hensynsløst for det , der tidligere bandt Dem . “ „ Men De har jo aldrig skrevet mig til derom . “ „ Burde jeg paatrænge mig , hvor jeg følte mig tilsidesaf ? Men blindt hen vilde jeg dog ikke troe , hvad der blev sagt . Gjennem flere paalidelige Familier , min Fader kjender i London , forespurgtes der Dem angaaende , men Alle vare de enige i , at Candidat Johnsen havde vundet den rige Banquierdatters Hjerte og bundet sig til hende . “ „ Dette Sidste er ogsaa rigtigt nok . Candidat Johnsen har virkelig bundet sig til hende . Derer kun en lille Fejltagelse i den Henseende : samtidig med mig var der i London en anden Candidat Johnsen , han hedder Edvard , medens jeg . . . ja , hvad jeg hedder , veed De , mit Navn er Carl . “ „ Min Gud , hvad siger De ? “ udbrød den bestyrtede og skjælvende Pige . „ Sandheden ! Det var netop denne Herr Edvard Johnsen , der tilfældig samtidig med mig reiste til Kjøbenhavn , hvor han vilde præsentere sin unge engelsfe Kone for sin Slægt , netop denne Herr Edvard Johnsen , hvis Hustru den mig fremmede Reisende i Coupeen igaar kaldte min . “ „ Min Gud , hvor jeg dog har baaret mig slygt ad ! Hvor jeg dog føler mig dybt beskæmmet ! “ sagde Fabrikantens Datter heftigt . „ Hvor uendelig Meget har jeg ikke at afbede hos Dem ! “ „ Lad os et Oieblik gaae fammen ned til Stranden , vi trænge begge til al den Kjølighed , vi kunne faae . Der skal jeg gjennemgaae vort Forhold nærmere , der skal jeg give Dem den Fremslilling af mit Liv i London , som Deres Brev og senere Afviisning afskar mig Leiligheden til tidligere at give Dem . “ Og gladere i Sindet , end han var kommen hen til Skoven , om end ikke endnu fuldkommen glad , tog han den unge Piges Haand og drog hende med sig ned ad Skrænten til det sagte skvulpende Vand . Hen forbi Kysten gled et Dampskib , det kom fra Kolding , fuldt af Passagerer . Det danske Flag viftede ind imod Stranden , det viste dem Uskylds og Kjærligheds Farver . Om et Oieblik vilde paa . Skibsbroen i den lille By Alt være i travl Bevægelse ; hvor mange Efterretninger af Vigtighed , hvor mangen kjær Ven og Frænde kunde der ikke med den hurtige Damper bringes fra Kyst til Kyst ! Men for Ingen kunde den bringe en vigtigere Efferretning end den , hvortil den Handelsreisende havde forhjulpet de To , som nu , uden dog egentlig at tænke paa Skibet , med Blikket fulgte dets Fart over det solbelyste Belt . En Stund stode begge de engang Forlovede tause — der var jo for dem Begge Nok at tænke paa . Hvor mangen Taare kunde den unge Pige ikke have sparet sig , hvis hun havde stolet tryggere paa den , der engang havde lovet hende sin Tro , end paa Alverdens Beretninger ! Hvor mangen mørk Time kunde hun ikke have sparet hånt , hvem hun gjerne havde offret sit Liv for at forskaane for Smerte , hvis hendes Livserfaring havde lært hende først at prøve nøie , før hun dømte . Men saaledes er det menneskelige Hjerte , det har ikke Ro . Det kan rumme en Rigdom af Glæde og Lykke , og dog kan et eneste giftigt Pust tilintetgjøre den ! Saaledes er det menneskelige Liv , det er en uafbrudt Vexling af Blikstille og Storm , og virkelig lykkelig er kun den , der i sin faste Tro paa Guds Styrelse eierKrasf til at lade Stormen gaae hen over sig . Over en halv Time sade de tvende unge Mennesker nu ved Stranden , han , gjennemgaaende Alt , hvad der var skeet med ham saavel i Englands Hovedstad som senere , efterat han var kommen tilbage til Danmark og for at fjerne sig saavidt muligt fra den , der havde forladt ham , havde taget sig en Plads som Fuldmægtig paa et Herredscontoir i en lille By i det nordlige Sjælland , hun , hørende paa hans Meddelelse med Anger og Glæde kæmpende mod hinanden . Da han var færdig med sin Beretning , tog han begge hendes Hænder og betragtede hende en Tidlang taus . „ Du har nu hørt Beretningen om mit Liv , “ sagde han derpaa , „ den er tillige Beretningen om min uafbrudte Kjærlighed til Dig , og derfor tiltaler jeg Dig atter med det fortrolige Du som dengang , da Du tillidsfuldt troede paa den . Her paa mit Bryst bærer jeg endnu dit Brev , det Brev , jeg havde bestemt at bære der for stedse som et Palladium imod nogensinde atter at lade en Qvinde faae Indgang deri . Jeg tager nuBrevet frem og holder det hen forDig . Vil Du , at jeg skal sønderrive det og lade Stykkerne flagre for Vinden , til de opløste synke Paa Havets Bund , eller skal jeg gjemme det igjen , hvor det laa ? “ „ Har jeg vel Ret til at see det sønderrevet ? “ sagde hun , idet hun grædende bøiede sig hen imod ham . „ Hvor Meget har jeg ikke først at bede om Tilgivelse for , hvor Meget har Du ikke først at tilgive ? “ Et Oieblik ester flød der utallige Smaastykker Papir hen over Vandet , Bølgerne legede med dem , og eet for eet samlede Vind og Strøm dem atter . Men hvad der havde staaet at læse , kom der dog aldrig mere til at slaae . Da Fabrikanten kom hjem fra Badet , fortalte Datteren smilende den Feiltagelse , der havde fundet Sted , og , beklagende det Skete , hvori han selv havde en saa stor Deel , rakte han Candidaten Haanden og havde for de tvende Unge kun det Onske , at Bryllupet maatte slaae snart . Om Aftenen var Fabrikanten og Candidaten nede i Hotellets Gjesfesfne , hvor ogsaa den Handelsreisende igjen havde taget Plads . Tcet ved Gjestestuen , i det lille Spifeværelse , stod den unge Pige i den halvtaabnede Dør under qvindelig Beskyttelse af to unge Damer , der hørte til Huset , og en tredie , som var der i Besøg . Fabrikanten forlangte en Flaske Champagne , og da han havde skjænket i Glassene , bad han den Handelsreisende paa Neisecompagniskabets Vegne at tømme et Glas nred ham . „ De troede at have feet den unge Mands Kone paa Reisen fra England , “ sagde han , „ lad mig her ved Glasset oplyse Dem om , at der ombord paa Skibet var to Candidater af famme Navn , og at den Dame , De faae , var den Andens Kone . Men vil De ogsaa fee dennes , om just ikke endnu Hustru , saa dog tilkommende Hustru , og det , som jeg haaber , snart , saa seer De hende her , det er min Datter . “ Og dermed aabnede han Døren til Værelset ved Siden af , og Fabrikantens Datter stod , omgiven af sin Escorte , i Døren seiersglad og smuk . Den Handelsreisende reisfe sig forvirret fra sin Stol , gjorde nogle Skridt hen imod Damerne , men vendte saa strax igjen tilbage , uden at have fundet Ord til at udtrykke sig med . Saa tog han Glasset i sin Haand og , idet han løftede det , sagde han : „ En Skaal for det unge Par ! Jeg beder Dem om Overbærenhed med min lille Feiltagelse ! “ Hnn er brillant ! Enhver , der har kjendt min Svigerinde i hendes yngre Dage , vil indrømme , at hun var et brillant Fruentimmer . Ikke alene havde hun i alle Henseender Herredømmet over sin ydre Personlighed , saa at den , om jeg saa tør sige , til enhver Tid og under ethvert Forhold slog til , men selv i det Enkelte var der hos hende næsten Intet at paavise , hvorom man ikke kunde sige , at det var brillant . Hnn havde et Par brillante Dine , store og sorte som Steenkulsperler , der , velslebne , glimre til alle Kanter ; et brillant Haar , et uigjennemtrængeligt Net af nøddebrun Naasilke , hvis Blødhed kunde føles med Diet ; en brillant Hals , et af fine Aarer gjennemdæmret elastisk Rør , som kunde svaie for den mindste Villieluftning ; en brillant Skulder , et Slags konstrigt udformet chemisk Præparat as Roser og Elfenb een ; en brillant Haand , letrundet og hvid som Sneen paa Alpetoppe , og endelig en Fod saa brillant , at ingen Chineserinde , hvad Længden angaaer , skulde gjøre hende Rangen stridig . Vel havde alt Dette i Aarenes Løb tabt sig endeel ; i sin suldeste Elands var det egentlig kun , da hun var mellem sytten og tyve Aar — og hun er nu fireogtredive ; men sin bestemte Holdning har hun endnu , den er selv overfor en nok saa imponerende Optræden saa sikker , at hun end ikke gjør Situationen den ubefydeligste Indrømmelse ; endnu kunne hendes Nine flamme trods nogen Sydlænderindes , især naar hun bliver heftig , og hendes Haar , er det end ikke mere faa naturligt skinnende og blødt , at man med Niet kan føle dets Fiinhed , faa har hun dog forstaaet at gjennemarbeide det saa godt med duftende Essenser , at det , især naar den rette Belysning falder hen derover , endnu gjør Indtrykket af en nigennemtrængelig Silkevæv . Kun Skuldrene ere ikke ganske mere , hvad de engang vare ; det chemiske Præparat , hvor Stos og Farve engang vare lige fuldendte , har tabt Lidt af sin fine Udmeisling i con- og excentriske Buer , og hist og her har det faaet en ganske lille guul Tone , næsten som de ferniserede photographiske Visitkort , naar de have henligget i nogen Tid . Men el brillant Fruentimmer vil dog Enhver kalde hende og det er da ogsaa blevet erkjendt til den Grad , at en ung , smuk og formuende Mand paa niogtyve Aar i den allerseneste Tid har betragtet det som Toppunktet af al Livets Lykke at modtage hendes Haand , og for omtrent fire Maaneder siden , netop den første Mai , den Dag Pigerne skifte Tjeneste , i Holmens Kirke lovede hende , hvad jo vistnok mangfoldige Brudgomme før han have lovet , uden senere at holde , men , hvad han sikkerlig vil blive holdt til at holde , hvis ikke alle Jnlemærker slaae feil . Hvorledes min Kones Søster kom i Bekjendtskab med ham , hvorledes han fik Øiet op for det Brillante i hendes hele Fremtoning , hvorledes de besejrede hinanden og endnu daglig , om end ikke ganske paa samme Viis , arbeide paa at beseire hinanden , det kunde jeg nok have Lyst til at fortælle Lidt om , hvis jeg kunde gjøre det godt . Men derom er jeg virkelig i stor Tvivl . Imidlertid , jeg kan jo prøve derpaa ; lykkes det ikke , er der jo ingen Skade skeet . Det var i Julen 1868 , altsaa for ikke stort over et Aar siden , at min Kone , min Svigerinde og jeg varebudnetil Gilde hos AssessorMichelseus i Strandgade . Egentlig er han kun Kammerassessor , og min Kone holder meest af , at jeg giver ham Titelen heelt ud . „ Man kan aldrig vide , “ siger hun , „ naar Du selv faaer en Titel ; Du har længe nok tjent din Konge ærlig og tro , og vilde det saa være behageligt for Dig , om Andre knappede af i den ? “ Men deels anseer jeg det ikke for Kniberi at lade „ Kammer “ falde bort , da der i Assessor uden „ Kammer “ i Grunden er meget mere Smæk end i Assessor med „ Kammer “ , og deels har jeg mærket paa min i Rangclassen optagne Ven selv , at han ligesaa gjerne , om ikke hellere , seer „ Kammer “ falde bort , som at det tages med . At kun min Kone og jeg og min Svigerinde vare budne og Børnene derimod slet ikke nævnte i Indbydelsen , laa deri , at der Ugen efter skulle være Børnegilde , og hvad vor Ungdom saaledes tabte ved ikke at være buden sammen med os , det vandt den ved at skulle samles med sine Lige . Hos Assessor Michelsens gaaer det nu altid meget net til . De føre intet stort Huus , hans Indtægter ere i Grunden endogsaa for smaa til det Huus , han fører . Alen ved festlige Lejligheder , naar de see Venner og Bekjendte , præsenterer Huset sig dog ret godt , og har ganske Charakteren af et stort Huus . Jeg vil just ikke sige , at Assessorens staae i noget egentligt absolut nærmere Forhold til mere dannede Familier , naar da undtages mig og Mine ; dette er nu , fordi vi engang have boet i Huus sammen nred dem , før de flyttede til den , efter min Svigerindes Mening , fuldstændige Udørk , Christianshavn , hvor de urr boe ; men naar der er Selskab i Assessorens Huus , træffer man dog altid Familier af Anseelse der , thi Assessorens Frue bærer sig saa snildt ad , at hun altid lokker Justitsraadens til at komine ved forud at fortælle dem , at Capitain i Linien , Rosenhjelm kominer der , og Capitainen og hans Frue lokkes ved , at det forud meldes dem , at Justitsraadens komme der . Grosserer Jenseits , som i Grunden ikke holde af Michelsens , komme der for Toldinspecteur Olufsens Skyld , og Olufsens besøge egentlig , naar de komme paa Christianshavn , kun Jensens , for de Ovrige , der komme , have de ingen Interesse . En saadan Maade at besøge paa turde være at anbefale allerede af reent oekonomisfe Grunde . Men saaledes er Selskabet i Assessorens Huus altid et meget respektabelt , og det er mig virkelig stnndom , som om den Smule Betegnelse af min Stilling , jeg kan sætte foran mit Navn , det lidt fattige „ Revisor “ , ikke ret kan slaae til der . I L ' hombren , det siger jeg reent ud , generer det mig næsten . Det er da gjerne Assessoren , Justitsraaden , Toldinspectenren , der ovenikjøbet er Etatsraad in søs , og mig , der faae Parti sammen , og ved Siden af alle disse Værdigheder og Titler er der i Betegnelsen „ Revisor “ saa grumme lidt Klang . Jeg bøder da ogsaa stundom lidt derpaa ved at lade min Ven Michelsen faae sin Titel heelt ud , saa at jeg endogsaa betoner Ordet „ Kammer “ lidt stærkere , end det efter Sprogbrugen ret vel bør betones , endskjøndt , naar han mærker det og bliver lidt urolig derover , saa giver jeg ham strax Titelen igjen i forkortet Tilstand . Men , som sagt , det var hos Michelsens , vi vare indbudne , og min Svigerinde skulde som sædvanligt med , thi at gaae i Selskab uden hende eller at modtage Besøg , naar hun ikke var tilstede , vilde vi i det Hele ikke have fundet hensigtsmæssigt eller heldigt , da der , som tidligere bemærket , selv endnu til den seneste Tid er og har været noget Brillant i hendes hele Personlighed og Optræden , der maatte være af god Virkning paa dem , vi kom i Berøring med . Min Kone var jævnt klædt . Hnn havde en Kjole paa af fmaatærnet Silketøi — som jeg forærede hende , da jeg en Maanedstid iforveirn i klasselotteriets femte Trækning vandt halvtresindstyve Daler , den første Gevinst , jeg havde faaet i elleve Aar — et Overkast af hvidt Cashemir , og et Slags amphibialsk Hovedtøi , en Mellemting mellem Kappe og Hat , hvorfra der hang nogle som mathematiske Figurer dannede Strimler blaat Silketøi og en heel Deel uvisnelige Ax . Min Svigerinde var betydelig elegantere klædt . Hun var iført en ny kornblaa Silkekjole , hvori Boutiksfolderne vare aldeles urørte , og paa Bryst og JErmer sad der flere Rækker smaa Glasknapper , der ved en heldig Belysning blinkede og spillede og gjorde en i Sandhed magisk Virkning . Nedringet Kjole , som da hun var sytten Aar , bar hun ikke ; men dækkedes Rosen- og Elfenbeenspræparatet end nu af et høit Liv , saa var dette dog foran saa ejendommeligt fiirkantet udskaaret , atmanfra , hvad mansaae , kunde slutte til , hvad man ikke saae , og det endda med skikkelig Avance for den , der havde resigneret paa det fuldt Nedringede . Over Skulderen og ned til Livet bar hun et Skjærf , et bredt tærnet Silkebaand , der til Nød godt kunde gjælde for et Ordensbaand , som ikke endnu var kjendt her , og fra Livet flagrede Fortsættelsen af det i fo lange Ender , der tog sig maleriske ud paa den kornblaa Grund . Paa Hovedet havde hun kun en Blomst , en naturlig , og et Slags gordisk Knude af røde Fløils Baand ; men fo Lokker laae ligesom tilfældig løsnede ned ad Nakken , een paa hver Side , og fortalte den , der forstaaer at tyde Sligt , at deres Eierinde endnu ikke havde opgivet sit Krav paa at regnes til de ungdommelige Skjønne , der kjende den Magt , de besidde . Jeg selv havde mine sorte Klæder paa , som jo vel egentlig engang vare mine Bryllupsklæder , men som dog senere sorskjellige Gange ere gjorte saa godt om og komne saaledes ud af Moden og i Blöden , at min Kone , da jeg var fix og færdig , erklærede mig for meget anstændig , ja , for en heel Cavaleer . Da det blæste stærkt , meente min Svigerinde , at vi ikke godt kunde gaae den slemme Vei over Knippelsbro , og det kunde jeg da heller ikke indvende Noget imod . Jeg lod derfor hente en Droschke , og Klokken syv og tre Kvart rullede vi , min Kone , min Svigerinde og jeg , fra Kultorvet til Christianshavn . Jeg har nu engang den Tro , at Intet i Verden fkeer uden høiere Hensigt . Bliver et af Børnene forkjølet og maa holde Stuen nogle Dage , tænker jeg , at Muligheden er for , at det , hvis det ikke holdtes inde netop i disse Dage , kunde være kommet til Ulykke paa en eller anden Maade —-og taber Pigen , naar hun sætter Maden paa Bordet , Skinken , vi skulde have til Aftensmad , i Sandet , og den bliver uspiselig , saa tænker jeg mig Muligheden af , at den , trods alle Undersøgelser , vilde have været trichinholdig , og at min Familie og jeg saaledes maaskee ved dette lille Uheld ere reddede fra en forfærdelig Døds Kvaler . Da vi kjørte i Droschken til Christianshavn , tænkte jeg ikke over Sligt ; min Kone og min Svigerinde havde Nok at overveie med Hensyn til , hvad Justitsraadens og Toldinspecteurens Damer kunde have paa den Aften , og hvad der vilde blive sat paa Bordet , og jeg maatte , for at være lidt gemytlig , give mit Besyv med derom , hvorfor jeg , saa at sige , var utilgængelig for alle høiere Ideer . Men senere , naar jeg tænkte paa den Aften , kunde jeg dog ikke lade være at sige mig selv , at der i Indbydelsen til os fra Michelsens , naturligviis uden denne Families Vidende , har ligget en høiere Hensigt , en , om jeg turde bruge det Udtryk , supratellurisk Plan , den , at skaffe min Svigerinde en Stilling , der passede til hendes brillante Personlighed , og samtidig dermed at lette mine Skuldre for en Kjærlighedsbyrde , der , hvor tækkeligt jeg end maa have taget mig ud med den , dog , med de smaa Indtægter , jeg har , til sine Tider tyngede mig b ansaf . Da vi kom udenfor Michelsens Port , saae vi , at den var mere end almindelig oplysf , og da vi kom opad Trappen , var der mellem første og anden Sal , thi Assessorens boe paa anden Sal , over samtlige Trin lagt Strimler af falmet Tæppetøi , som jeg mindedes at have seet tidligere , i dets grønne Ungdom , oppe i Stadsstuen . Min Svigerinde gik foran , og da hun saae dette Tegn paa , at Selskabet vilde blive mere end almindelig elegant , var det , som om hun uvilkaarlig voxede en Tomme høiere , og , uden at jeg egentlig overveiede det , hviskede jeg sagte og i fuld Beundring til min Kone : „ Er hun dog ikke brillant ? “ I Entreedøren kom Assessoren selv os imøde med et Ansigt fuldt af straalende Velvillie , viste sig i alle Maader som den belevne Vert , og trak mig , efter at have overgivet mine Damer til sin Kone , for at de kunde soignere deres Toilet en Smule , ind i de allerede med Gjester , og det med Eliten af , hvad jeg var vant til at finde der , overfyldte Værelser . Kort efter kom min Kone og min Svigerinde ind , og det vilde være uærligt at negte , at det var et slaaende Indtryk , det gjorde , da min Kone var traadt tilside , og min Svigerinde neiede for samtlige Tilstedeværende med et Smil , jeg nok , uden at kunde beskyldes for at gjentage Ordet for tidt , kan sige , var brillant . Det var Productet af Selvfølelse og Nedladenhed , af mild Imødekommen og klog Tilbageholdenhed , af varm Interesse for Enhver , hun saae , og dog en gjennemdæmrende Bevidsthed om , at Alle maatte see paa hende . I Stilhed spurgte jeg mig selv , hvor det dog kunde være , at dette brillante Fruentimmer endnu ikke var bleven gift , og det er slet ikke usandsynligt , at dette Spørgsmaal ogsaa i Stilhed er opstaaet hos Flere . Upaatvivleligt er det fremkommet hos en ung Mand , der , idet hun traadte ind , stod tæt ved Døren , og som vi ikke havde seet der før ; kun har Spørgsmaalet hos ham vel havt en anden Form , det har vel lydt som saa : „ Mon denne brillante Dame endnu ikke er gift ? “ Efter gjensidige Hilsener og Haandtryk præsenterede Verten den eneste af Gjesterne , vi ikke kjendte , for os som Herr Carlsen , Eieren af det deilige Gods „ Liliendal “ , en Miilsvei fra Kjøbenhavn . Jeg rakte ham Haanden , min Kone gjorde en lille ærbar Bøining og tilkastede mig i det Samme et betydningsfuldt Blik , som jeg fortolkede med : „ Ham maae vi absolut indbyde til os ! “ og min Svigerinde gjorde et ganske lille Skridt tilbage og neiede , men saaledes at jeg nok tør sige , at han i sit Hjerte gjorde to Skridt frem mod hende . Gjesterne blandede sig nu mellem hverandre , Assessorens Frue gjorde sit Bedste for at stille Alt , hvad hun havde forberedt , i det bedste Lys , Assessoren selv var lutter Forekommenhed og Skjelmeri . I mit Hjerte gjorde jeg i Stilhed det Løfte , som jeg desværre dog siden ikke fuldkomment holdt , ikke den Aften selv nok saa svagt at tyde hen paa Nogetsomhelst , som kunde fortolkes som „ Kammer “ , allermindsf iForbindelse med „ Assessor “ , og det var aabenbart , at Alle ventede sig et godt Udbytte af dette Julegilde , som Enhver af os for Resten dog følte langt oversteg vor Verts Kræfter . Da Theen kort efter blev præsenteret , kom Carlsen og min Svigerinde tilfældigviis eller rettere heldigviis til at sidde sammen . Han talte til hende om Landlivets Fortrin for Kjøbstadlivet — jeg havde nemlig sat min Stol saaledes med Ryggen mod hans , at jeg , trods alle Forstyrrelser as Toldinspecteurens Frue , der converserede mig om den mageløse Musik i „ Faust “ , som jeg desværre endnu ikke havde hørt , dog saa nogenlunde kunde følge med Alt , hvad han sagde — han talte til hende om Naturskønhederne i den Egn , han boede i , og det var ikke saa , den besad , han spurgte hende , hvad hun , hvis hun skulde vælge mellem Landliv og Byliv , vilde vælge . Desværre kunde jeg ikke ret høre hendes Svar , hun har vist , i Erindringen om tidligere Dage , hvisket det mere end almindelig bly . Jeg har imidlertid ingen Grund til at -troe , at hun i den Situation , hun var i — jeg mener naturligviis ikke det Michelsenske Julegilde i det Hele taget , men særlig hendes Stilling overfor den unge Landeiendomsbesidder — skulde have foretrukket Kjøbsiadlivets travle Uro for Landlivets idylliske Fred . Hun veed kun altfor vel , at der ikke fra Landet ind til Byen er længere end fra Byen ud til Landet , og at Veien gaaer ligesaa let ud som ind og ind som ud , naar man blot har det , hvorfor man kan expederes frem og tilbage , til at hun ikke , da Spørgmaalet forelagdes hende nøgent og puurt , skulle have klaret Situationen brillant ved at give Landlivet Fortrin . Da vi reiste os fra Theen , tog min Kone mig under Armen og førte mig en Smule til Siden . „ Det var et Parti for Jaeobæa “ , sagde hun , „ det kunde ogsaa vi have godt as . Tænk , hvor prægtigt Børnene kunde være derude paa Likiendal i Sommerferien , og hvor det vilde være gavnligt for deres Sundhed ! “ Jeg indrømmede Sandheden deraf , thi jeg holder selv meget af at sluge lidt frisk Land luft ; men jeg tilføiede dog : „ Endnu veed man imidlertid ikke , hvordan han sidder i det . Man kan nominell eie en Eiendom og dog eie meget Lidet deraf “ . Jeg brugte med Villie Ordet „ nominell “ , for at give hende lidt Respect for min Indsigt i flige Ting . Men det var her aldeles ikke paa sin Plads . „ I den Henseende “ , sagde hun nemlig , „ kan Du være rolig , jeg har allerede paa en fiin Maade forhørt mig hos Fru Michelsen og ladet et lille Ord falde derom til Jacobæa . Han har arvet Stendommen ifjor efter sin Fader og er for Oieblikket en Mand paa to Hundrede Tusinde . “ Uvilkaarligt tog jeg min Kones Haand og trykkede den , jeg følte , uden ret at tænke derover , en vis Beundring for Kvinden , der saa hurtigt kan orientere sig i ethvert Forhold , og da jeg , for ikke at vække Opsigt ved vor gjensidige Hvisken , idet jeg igjen forlod min Kone passerede min Svigerinde , saae jeg , at der paa hendes Kinder var to Roser , saa brillante , at jeg gad see den Gartner , der kunde fremvise to skjønnere . Lidt efter blev jeg sat til L ' hombrebordet . Det var denne Gang Assessoren , Grossereren , Capitainen og mig , der kom til at spille sammen — den unge Landeiendomsbesidder havde ikke Lyst til at spille , han foretrak , idetmindste den Aften , Samtale . Toldinspecteurens Frue spøgede lidt med hans Valg af Underholdning ; hun meente , at de unge Mænd nutildags dog ellers ere mere end tilbørligt opsatte paa at komme til Spillebordet , og de unge Mænd fra Landet fremfor Nogen . Hun havde en voxen Datter med , der , som Moden bød , aabenbart havde gjort sit Nakkehaar til Knudepunctet i sit Toilet , og som stadig betragtede min Svigerinde , som det syntes , halvt forundret over , hvad Mærkeligt der dog kunde være ved hende . Har Herr Carlsen fundet min Svigerinde meer end almindelig fmuk , saa er jeg vis paa , at Frøken Olufsen har fundet hende mindre end almindelig smuk , men til Gjengjeld meer end almindelig coquet , og jeg kan ikke negte , at jeg blev frapperet , da jeg engang under en Oasgus i Hjerter , hvori jeg forresten blev Ooäillo , kastede et Blik op fra mit Kaart og saae de tvende unge Damer staae Ansigt til Ansigt overfor hinanden , medens Carlsen betragtede dem begge . Det var noget af det Brillanteste , jeg har seet , af kvindelig Turnering ; i et Nn havde den unge Pige Spydet i sit Bryst . Omtrent Klokken halv elleve afbrøde vi L ' hombren for at gaae tilbords , min Vert ikke saa munter som tidligere paa Aftenen , thi han havde tabt tre bloloer i Træk , og jeg var ovenikjøbet uheldigviis , trods mit Forsæt — jeg veed ikke , hvad det slundom er for en ond , drilagtig Aand , der farer i mig — et Par Gange kommen til at kalde ham : Herr Kammerassessor . Men han tog sig dog i det , bød Justitsraadens Frue Armen , bad os Andre tage Damer og gik saa selv med sit erobrede Bytte foran og ind i Spisestuen . Jeg nølede lidt , jeg vilde see , hvem den nye Gjest tog tilbords . Jo , ganske rigtigt ! han tog min Svigerinde . Jeg gad engang seet den franske Keiserinde , Napoleon den 3dies foeminine Medregent ! Hun er en født Spanierinde , det er bekjendt nok , og Spanierinderne ere stolte ; men jeg gad nok sammenligne hende med min Svigerinde i Henseende til Holdningen , isæridetøieblikdenne Sidste gik tilbords med Carlsen . „ Brillant ! “ sagde jeg i mit Inderste , „ Fuldendt ! “ og bød i min Glæde Toldinspecteurens Frue min Arm . Men hun saae og hørte mig ikke , eller hun vilde ikke bemærke det ; hun tog Justitsraadens Arm , og saa , ja , saa tog jeg min egen Kone . Som trofaste Kampfæller i , hvad vi iaften kæmpe for , tænkte jeg , høre vi dog ogsaa egentlig sammen . Ingen kan vide , hvad en Godseier i vore Dage kan bringe det til , man har jo i den Henseende glimrende Exempler , og Dn selv , Du er endnu kun Revisor . Ved Bordet blev der sagt meget Morsomt , af Justitsraaden endogsaa engang noget Vittigt . Assessoren oppede sig mere og mere igjen , og hans Kone var en overmaade ferm Vertinde . Toldinspecteurens Datter var ført tilbords af Justitsraadens Søn , et ungt Menneske , der med Hensyn til , hvad han vilde foretage sig i Livet , endnu stod som Herkules paa Skillevejen og syntes at skulle blive staaende . Den unge Pige var aabenbart lidt forstemt , og da han tilfældig med en af sine Kjoleknapper kom til at hænge fast i sin Borddames klare LErmer , gav hun , dog vist noget uoverlagt , et lille Skrig , der forresten slet ikke klædte hende ilde og drog Herr CarlsensOinehenpaa hende . Min Svigerinde smilede derover , kastede et overlegent opmuntrende Blik over til den unge Pige og tog samtidigt dermed , da der netop blev ombaaret Posteier , uden fjerneste Tanke om , at det zarte Silketøi i hendes Kjole skulde kunne komme til at lide ved noget uheldigt Greb , med saa stor Sikkerhed to Posteier og lagde dem paa sin Tallerken , at min Kone , der iagttog hende , ikke kunde Andet end sløde mig lidt paa Armen og sige : „ Saae Du ? Var det ikke brillant ? “ Men har jeg nogensinde følt , at dette Ord , anvendt paa min Svigerinde , var berettiget , saa følte jeg det , da Assessoren senere ved Kagen udbragte sine Gjesters Skaal og da navnlig Carlsens som den , der var første Gang i hans Huus . Hvordan det gik til , er mig nmuligt at forklare , men min Svigerinde forstod saaledes , jeg antager ved et eneste Blik , at desorientere ham om Skaalens virkelige Natur , at Carlsen aabenbart maa have glemt , at der var flere Gjester tilstede end hans Borddame og han , thi neppe havde Assessoren talt , og af en Mand uden videnskabelig Dannelse at være skilte han sig virkeligt taaleligt ved sin Tale , før den unge Landeiendomsbesidder , ffjøndt Skaalen jo gjaldt alle Gjesterne , om end fortrinsviis ham , reiser sig og siger : „ Jeg takker for os Begge , for min Borddame og mig , jeg for min Deel vil aldrig glemme den behagelige Aften , jeg har nydt ! “ Fra alle Kanter blev der en fuldkommen Taushed , Alle vare som lynslagne . Samtlige respective Familiefædre og Mødre saae betydningsfuldt paa hverandre , og jeg troer næsten , min Kone var nærved at blive forlegen paa sin Søsters Vegne . Men da reiser pludseligt min Svigerinde sig , og idet hun paa en ganske aparte brillant Maade svinger Hovedet saaledes paa den elastiske Hals , at hendes Ord kunde synes henvendte til Alle , siger hun : „ Og jeg erklærer det for enhver Herres Pligt , ligesom min Bordcavaleer at takke Verten og hans Frue paa sin Borddames Vegne . Den Forekommenhed , der er viist os , kan ikke betales med Mindre . Thi det siger ogsaa jeg : ogsaa mig vil denne Aften være uforglemmelig . “ Alle saae sig overraskede om , havde jeg været Maler , havde jeg malet Situationen til Udstillingen , Enhver kunde da for en Bagatel have faaet det Hele at fee der . Saa kom man lidt til Aande igjen , og i et Nu reiste alle Herrerne sig , jeg naturligviis ogsaa , og takkede deres Vært paa egen og Dames Vegne , og Assessoren og hans Frue klinkede igjen og takkede smilende for den 2Ere , som vistes dem . Min Kone saae paa mig , jeg saae paa min Kone , den Aften glemme heller aldrig vi , den var brillant ! Man gik nu frabords , og der blev converseret iGrupper , som man nu tilfældig kom i Berøring med hverandre . Herr Carlsen gjorde mig den LEre at henvende sig flere Gange til mig og spørge til min Familie , og jeg bad ham selv ved et lille Besøg at forvisse sig om , at , om vi end ikke vare rige paa Gods , saa havde vi dog Hjerte nok for Folk af hans Lige . Ogsaa min Kone talte han med , og jeg troer , Sandt for Dyden , at hun engang , da han gjorde hende en Compliment , rødmede som en ung Pige , der endnu gaaer i Skole . En halv Time efter gav Toldinspecteurens Frue Signal til Opbrud . Datteren var lidt svag efter en Sygdom , hun havde havt , og de turde derfor ikke blive ude med hende længere ud paa Natten . Da vi havde takket Verten og Vertinden — jeg kaldte ham ved Afskeden „ min kjære Assessor ! “ — og da vi Alle havde rakt hverandre Haand til Farvel , slege vi after tilvogns — thi Droschken havde vi igjen ladet hente — og rullede hjem . Dog nei , det er sandt , jeg glemte at sige , at den unge Landeiendomsbesidder fulgte os tilvogns og hjalp min Svigerinde , der ikke havde nemt ved at komme over til Vogntrinet , fordi der var faldet lidt Snee , og derfor maatte støttes , op i Vognen . „ Det var en prægtig Aften , “ sagde min Kone , da vi kjørte , til sin Søster , „ og Du var i Aften brillant . “ „ Ja , brillant ! “ gjentog jeg og lagde mig saavidt muligt tilbage i Vognen . Nogle Dage efter kom Herr Carlsen i Visit hos os , otte Dage efter vare vi indbudne til Julegilde hos ham , fjorten Dage efter var han til stort Selskab hos os , og en Maaned efter vare han og Jacobæa forlovede . Da de første Gang efter Forlovelsen en Formiddag gik ud til Assessorens , og vi for Selskabs Skyld fulgte med og gik bagefter dem paa Kjøbmagergade , hviskede jeg til min Kone : „ Det er et brillant Par og et udmærket Parti . Men det bliver et haardt Pust for mine fmaa Indtægter at gjøre Brylluppet . “ Den første Mai fandt , som sagt , Bryllupet Sted i Holmens Kirke . Præsten talte meget smukt , Toldinspecteurens Frue , der var med til Bryllupet , græd endogsaa . Jeg bør vel ikke glemme , at jeg netop Dagen før Bryllupet var bleven udnævnt til Secretair , en Titel , der dog forresten flet ikke klinger stort bedre end Revisor , og som min Kone ikke er saa lidt misfornøjet med . Da Brudeparret om Aftenen tog fra mit Huns ud til Liliendal , havde , som vi Dagen efter fik at vide , Michelsens illumineret , og det var smukt af dem , det var Mere end nogen af de Andre , der boede os nærmere , havde kunnet faae Raad til . „ Jeg har nu gjort , hvad jeg kunde , “ sagde jeg , da de vare borte , til min Kone , medens hun lagde Børnene tilsengs , „ blot det nu maa gaae for dem ! “ „ Vær Du kun rolig ! “ sagde hun , „ det har ingen Nød , jeg kjender Jacobæa bedre , hun er brillant ! “ Da vi Formiddagen efter Bryllupet vare til Gratulation paa Liliendal , som jeg nok tør sige af dets Eier var gjort til et lille Elysium — Havestuen var navnlig noget af det Nydeligste , jeg har seet , og Navnet Jacobæa var anbragt der , konstigt dannet af Blomster ved Brudgommens egen Haand -— og da vi , efter at have gjennemgaaet en heel Deel af Brudegaverne , kastede Diet ud af Vinduet , saae vi en Vogn rulle op i Gaarden , og det var Michelsens , der kom for at gratulere . Jeg maa i Forbigaaende sige , at Assessoren og hans Kone virkelig havde viist sig meget nette ved denne Leilighed . De havde sendt Brudeparret en Sølvpotageskee og sex nye Theeskeer , medens Toldinspecteurens kun havde sendt aldeles blankt sex Theesfeer , hvad Jacobæa da rigtignok ogsaa , saameget mere som hun alt i Forveien havde et lille Horn i Siden paa dem , lovede ikke at glemme dem . Og da Michelsens kom ind , gik saavel min Svigerinde som hendes Mand dem meget venligt imøde og hilste paa dem og førte denr omkring allevegne . Da Assessoren derefter var kommen til Sæde , sagde han , aldeles uden at kjende Noget til vor Opfattelse as min Svigerinde : „ Naa , min gode Herr Carlsen , nu er De da rigtig tilfreds ; det er en brillant Kone , De har faaet Dem ! “ Selvfølgelig spidsede jeg ' Øren til , hvad den nye LEgtemand vilde svare ; men hvor overrasket blev jeg ikke , da han sagde : „ Det haaber jeg ! I den Formening friede jeg idetmindste til hende . “ Og saa lagde han sin Haand paa hendes , ligesom for at bestyrke , at han havde dette Haab . Egentlig var der jo vel nu ikke Noget at sige dertil , det var jo slet ikke Andet , end hvad der var naturligt og sandt ; men af en 2Egtemand paa een Dag forekom mig dog Mtringen lovlig kølig , og selv min Kone stødte den , saa at hun saae vist paa mig . Hvad min Svigerinde tænkte , veed jeg ikke ; men det forekom mig dog ogsaa , at hun noget hurtigt trak sin Haand bort fra hans . Skulde der allerede have været en lille Kurre paa Traaden , tænkte jeg ; umuligt var det ikke ; thi bestemt er min Svigerinde , hun har en Villie og vil have den respecteret . Men saa tænkte jeg igjen : Det er umuligt , saa tidligt kan der ikke have været nogen Differens , og da vi toge hjem , vare min Kone og jeg enige om , at hendes Søster og Carlsen vare lykkelige med og ved hinanden . Ak , hvad er dog i Grunden alle menneskelige Beregninger ! Jeg havde tænkt mig en høiere Hensigt med dette Julegilde , og det er endnu ikke Pindse , og jeg er færdig ved at troe , at hvis der virkelig har været en høiere Hensigt ved de to Nygiftes Møde ved dette Gilde , saa har Alt supra nubss ikke været ret beregnet . Ikke som om der , os vitterligt , har været Noget i Veien imellem Carlsen og hans Kone—nei ! Alt gaaer saa godt derude paa Liliendal , at det er en Fornøjelse ; men det forekommer mig dog , at Carlsens Ansigt er lidt alvorligere end før , og naar jeg begynder at tale om min Svigerindes udmærkede Egenskaber , og hvordan hun var , da hun var en Snees Aar , saa søger han bestandig at undvige med sit Svar , og at tale om ganske andre Ting . Hvor jeg kaster mit Oie hen derude , er det brillant Allsammen ; men siger jeg spøgende til min Svigerinde , naar hun for Exempel skifter Dragt et Par Gange i Løbet af Formiddagen og kommer ind den ene Gang smukkere end den anden : „ Det maa man lade Dig , Du er brillant ! “ saa kan jeg ikke sige den unge LEgtemand fri for , at der er et ganske lille ironisk Træk om hans Blnnd , og jeg er da færdig ved ikke at faae den sidste Stavelse af Ordet „ brillant “ med , men bliver snnrrende paa „ brik “ , saaledes at jeg næsten føler mig forlegen derved . Jeg gad vidst , om der virkelig skulde være en Misviisning i , hvad jeg troede at være en høiere Bestemmelse . Siden jeg blev Secretair , er jeg begyndt at blive Skeptiker . Ikke som om de Anskuelser af alt Idealt og Høiere , jeg har havt i min tidligste Tid , ere blevne rokkede ; nei ! men jeg har begyndt at see Alt i Verden lidt dybere ind end til Skallen , at see det til Kjerne « , uden Illusionens blændende Slør . Det er altid , det seer jeg nu , de Underordnede , som skulle holde for ! Det er dem , som maae trælle , og vil man endelig engang dog lønne dem , saa spiser man dem af med mindre end Intet , saa sætter man dem saa lavt ned paa Rangens og Værdighedernes Stige , at de langt hellere maae blive staaende frank og frit udenfor den . Jeg troer sandelig , at den Titel , jeg har faaet , har været mig mere til Skade end Gavn . Fpr troede man paa Muligheden af „ Justitsraaden “ , nn er Stemplet sat paa mig , jeg kunde ikke møntes ud høiere end til „ Secretair “ . Det er Maximum af , hvad jeg er værd . Carlsen , det er min Overbeviisning , overseer Titelen aldeles , han nævner den aldrig . Og saa har jeg desuden de daglige Regninger i-Overflod , de komme sneseviis , skokkeviis ; thi det kan ikke negtes , at Bryllupet var brillantere , end det var nødvendigt at gjøre det ; men det Ene maatte jo ligne det Andet , og kunde jeg saa Andet for min Svigerindes Skyld . Ja , det er afgjort : det er endnu de første Hvedebrødsdage for de unge Folk , men fuldkommen reent Brød i Posen have de neppe . Det kan nok være , af min Svigerinde gjør lovlig store For , dringer , og af hun har viist ham sin Holdning mere end nødvendigt allerede for tidligt . Hun har hørt det Ord „ brillant “ anvendt saa tidt paa sig , af jeg frygter for , af vi selv have gjort Vort til af fordærve hende og fremkalde , hvad der nu kominer . Det sknlde gjøre mig Ondt , skulle Toldinspeeteurens faae det af skumle over . Datteren er igaar bleven forlovet med en ung Attache ved et af de fremmede Gesandtskaber , en meget net ung Mand , der paastaaes endogsaa af en af de fornemste Familier ; han har et „ van der “ foran sit Navn . Men ganfle rigtigt er det neppe gaaet til . Der er nok arbeidet artigt derpaa af Toldinspecteuren og hans Kone , som ikke have kunnet forglemme , af min Svigerinde snappede Carlsen bort * for deres Datters Næse . De have nok lirket ganske antageligt ved den unge Mand , for af faae ham til af gaae i Tøiet . Det kan min Kone og jeg da fige os fri for ; alt Slags Lirkeri , det have vi skyet som Pest . Gaaer det galt , saa slaae vi udenfor . Ni toge Forbindelsen som den kom , det var vor Skyldighed , det skyldte vi min Svigerindes Fremtid , det var vor Pligt , saalænge vi troede paa en høiere Hensigt dermed . Mere have vi ikke gjort ! Jmorgen Aften skulle vi have Pindsegilde . Jeg siger „ Pindsegilde “ blot som Modsætning til Julegilde , thi egentlig give vi aldrig Pindsegilde , og dette finder kun Sted , for at vi ligesom officielt kunne modtage det unge Par , der endnu ikke siden Bryllupet har været her til større Selskab . Det koster mig endeel , jeg tilstaaer det , det koster mig Meget , og jeg har , for at dække de mange Udgifter , jeg har havt i den seneste Tid , maattet søge mig Extraarbeide . Jeg har taget en Secretairplads hos en Galanterihandler paa -Østergade ; inde paa hans Privatcontoir fører jeg Bøgerne et Par Timer om Dagen , naturligviis udenfor min Arbejdstid i Ministeriets Revisionscontoir . Paa en Maade er derved den Titel , jeg har faaet , bleven ikke blot uheldig , men ogsaa overflødig . Hvad man i Virkeligheden er , behøver man jo ikke først at give sig Udseende af . Er man Kjerne , er det en Taabelighed at ville synes Skal . For mit Secretairskab hos Galanterihandleren faaer jeg desuden betalt — for det Secretairskab , jeg fik af Kongen , maa jeg betale . Men det er nu ligemeget ! Naar blot Pindsegildet maa spænde nogenlunde godt af , og Alt med de Nygifte maa gaae efter Snske , saa kommer man vel ud over Resten . Var det ikke for Børnenes Skyld , der glæde sig til at komme paa Landet i Sommerferien , og for den Sags Skyld ogsaa for min Kones og min , thi vi have , med ro8a sagt , ogsaa saa smaat tænkt paa at ligge ude paa Liliendal en Maanedstid — det vil sige , jeg maatte jo kjøre ind hver Dag , thi mine Forretninger kan jeg ikke lade skjøtte sig selv — var det ikke , siger jeg , for denne hyggelige Udsigts Skyld , vilde jeg foreslaae Carlsen og min Svigerinde at gjøre en lille Udenlandsrejse et halvt Aarstid . Paa Jacobæas livlige Aand vilde det have en brillant Virkning , og jeg var i længere Tid fri for disse Gilder , som jeg ikke kan negte i Længden falde mig lidt drøit . Men det er dog nok ikke værdt at tale derom , jeg troer ikke min Kone ønsker det . Jaftes fandt da ogsaa Gildet Sted , og der var ikke saa Faa saavel af vort Bekjendtskab som af Michelsens . Toldinspecteurens vare der dog ikke , de vare budne til Legationsraad Pranges , og vi have nu foresat os at afbryde al Omgang med dem . Det varer vist ikke længe nu , inden han bliver Etatsraad . Klokken halv ni kom alle Gjesterne , min Svigerinde og Carlsen med Fire for , og det kan ikke negtes , at det gjorde endeel Opsigt paa Kultorvet , da Vognen rullede hen for Døren . Fattigfolk og Børn stillede sig saamænd op i Rader , medens det unge Par gik over Fortoget ; der stod endogsaa en Student . Det er lidt uheldigt , at vi boe i et Huus og ikke i en Gaard ; vi have ikke Plads til Hest og Vogn , og Kudsken maa da altid , naar de komme til os , holde udenfor eller kjøre hen med Vognen til en af Carlsens Slægtninge , som vi kun have talt med et Par Gange ved Bryllupet og ude hos Carlsen , men som vi ikke ville søge Omgang med , da han forekommer os lidt fornem paa det . Rigtigst var det , om vi flyttede til en eller anden Gaard ; men min lille Indtægt kan umulig slaae til , Leien er saa høi , og foreløbig — foreløbig maae vi vel blive , hvor vi ere . Som sagt , Klokken halv ni kom alle Gjesterne , Carlsens iberegnede , og det var et brillant Syn , da de stege ud af Vognen , og Tjeneren fulgte dem op ad Trappen med nogle Smaating min Svigerinde havde taget med til os . Det undgik mig imidlertid ikke , at Carlsen saae temmelig forstemt ud , og da jeg , efter at have hilst paa ham og hans Kone , og yttret mig om Et og Andet , der laae nær , lod indflyde en lille Bemærkning om , hvor behageligt det maatte være at have en saa brillant Eqvipage , svarede han noget but : „ Hm ! Det Brillante har aldrig været min Kjephest . Vi Landmænd have Andet at bruge vore Heste til end Kjørsel af den Natur . Hvor To kunne slaae til , bruger jeg kun høisf nødig Fire . “ Jeg indrømmede Rigtigheden deraf , men meente dog , at man for Damernes Skyld nok kunde og burde offre Lidt . „ Nok muligt , “ sagde han ; „ men der er Eet , man ikke kan og ikke bør offre , og det er sin Selvstændighed ! “ Og dermed dreiede han sig om og talte til Assessoren , der syntes at have anstillet philosophiske Betragtninger over Livet efter dette ; idetmindste var han alvorlig nok dertil . Jeg følte nu tydelig , af det nye LEgtepar , som jeg før sagde , ikke havde reent Brød i Posen ; der var aabenbart i Hvedebrødet kommet bitter Gjær . Og Eet mærkede jeg , af han ved sin Attring om Selvstændighed snærtede til mig . - Jeg ' skal dog skrive mig det bag Oret . Det er nok muligt , af han ikke er det brillante Fruentimmer værd , som han har faaet . Ved Bordet udbragte jeg mine Gjesters Skaal ; men pompeust som ved Julegildet spændte det ikke af . Michelsen takkede paa Alles Vegne og yttrede det Haab , af Secretairen og hans Frue ret ofte maatte opfordre deres Venner til af fornye Besøget . Carlsen sagde Intet , og da jeg udbragte Skaalen for ham og min Svigerinde særlig og sluttede med : „ Gid det , der er begyndt saa glædeligt “ — for ikke af bruge stærke Farver , vilde jeg med Forsæt ikke sige brillant — „ gid det , der er begyndt saa glædeligt , ogsaa maa fortsættes glædeligt , til alle Parters Held og Tilfredshed ! “ nøiedes han med ganske tørt af løfte Glasset og sige : „ Jeg takker ! “ Da det var meget lummert i Veiret , og Varmen i Stuerne trykkede endeel , uagtet alle Vinduer stode aabne , og Gjenboerne saaledes kunde see lige ind , hvad der forsaavidt jo rigtignok kunde være det Samme , da vi sandelig ikke behøvede at skamme os ved vort Arrangement , skiltes man temmelig tidlig , og Klokken elleve en halv rullede Carlsens Eqvipage allerede igjen ud til Liliendal . Da alle de Fremmede vare borte , og min Kone og jeg vare ved at gaae tilsengs , udtalte jeg for hende min Frygt for , at det dog neppe vilde gaae i Længden med de Nygifte . „ Jeg begynder selv at faae Skrupler , “ sagde hun , og tog sin Natkappe paa . „ Min Søster er unegtelig lidt pragtsyg og har ikke godt ved at føie sig efter Andre ; men , faadan i et Selskab , hvor det gjelder om at presenters sig , er hun dog virkelig — det maa Du tilstaae — brillant . Jeg har fra Barndommen af aldrig kunnet maale mig med hende . “ Jeg faae paa min Kone , som hun der stod i sin Natdragt , og jeg kunde ikke negte , at hun havde Ret ; men jeg troede det rigtigst dog ikke at sige Ja til hendes Dttring , det var jo muligt , at det kun var sagt for at modsiges , og Fruentimmerne — ja det er nu det Samme , Fruentimmerne har jeg altid havt megen Respect for . Desværre har jeg dog vist ladet et Ord salde fil min Svigerinde om en Udenlandsreise , og jeg hører nu , at det har havt en uheldig Virkning , om der end er gaaet over en Maaned , før Virkningen indtraadte . Idag kom Carlsen herop ; han var kjørt herind paa en lille , simpel Jagtvogn med en Fjerding Smør bag i Vognen ; han havde et LErinde op fil min Kone . „ Naa , “ sagde han fil mig , „ Deres Svigerinde har nu faaet det Indfald at ville reise ildenlands , og hun sætter Himmel og Jord i Bevægelse , for at sætte sin Villie igjennem . Ideen er DereS , Herr Secretair , troer jeg . “ Det var første Gang , jeg havde hørt ham kalde mig „ Herr Seeretair ! “ det gjorde mig lidt betænkelig . „ Men denne Gang ville vi dog see , hvem der gaaer af med Seiren ! “ vedblev han . „ Vel er der , at dømme efter hendes Øine , da vi talte derom , spansk Blod i hende , men vi Nordboere ere heller ikke at spøge med ! Tænk Dem ! Blot for at spille en Rolle i Verden vil hun , at jeg skal reise fra min Bedrift og mit Huus og lade Alt seile sin egen Sø i mindst et halvt Aar ! Jo , hun er brillant ! “ Jeg sagde , da jeg begyndte min Fortælling , at jeg var i stor Tvivl , om jeg kunde fortælle det , jeg havde tænkt at ville fortælle , rigtig godt ; jeg er nu kommen til Erkjendelse af , at det ikke ret vil gaae . Meget vanskeligt har det navnlig været mig at lade Præsens og Præteritum vexle saaledes , at det gjorde den ønskelige Virkning , det vil sige , stadig skildre det Skete som Forbigangent og dog lade det fremtræde saaledes , at det var , som om de svundne Tanker , Stemninger og Begivenheder først gjennemleves nu . Og saa trykkede det mig stadig lidt , at min Svigerinde maaskee skulde komme under Veir med , hvad jeg fortalte , og stødes ved et eller andet Udtryk . Jeg vil derfor afbryde min Fortælling her . Kun Eet vil jeg sige , det er siden Carlsens Meddelelse om Reisen stadig gaaet ned ad Bakke med Harmonien imellem de nye LEgtefolt , og den synes idag , den 2den September , i det Aar efter Verdens Skabelse 5869 og efter Christi Byrd 1869 , temmelig nær ved at briste . Jeg haaber dog , at den alligevel holder , og at hun , som jeg sagde , da jeg begyndte , og som hun tidligere altid har gjort , sluttelig nok vil seire , hvad hun da forresten allerede har gjort med Hensyn til Udenlandsreisen ; thi , hvad man end med Rette vil kunne indvende imod hende , det tør jeg freidigt sige : Hun er . . . . . . . nei , jeg troer dog , at jeg ikke mere vil bruge dette Ord . Ikke , som om jeg var overtroisk ! nei ! men man kan dog aldrig vide , hvordan man er stillet . Til Principerne for den høiere Styrelse kjender man saa lidt ! Men — hvilket Ord skulde jeg vel foretrække ? Jeg veed sandelig ikke ! Maaskee de LErede , der nu have hørt Historien , selv ville bestemme det . Hvad der gjør Udslaget . Han havde Nok af Guld og Sølv , og Verdens AZre fattedes ham ikke . Men glad var han dog aldrig , han manglede Eet : et Hjerte at elfle , et Hjerte at slutte sig til . Og Tiden gik , og han blev gammel , hans Haar begyndte at graane . Og da Sneen en Dag faldt tæt , og Vinden sufede i de nøgne Træer udenfor hans Vindue , da stod han stille og saae ud , han syntes , det var koldt omkring ham , — skjøndt Ilden knittrede i Ovnen , koldere end ude i det vilde Veir . Da bankede det paa hans Dør , det var en faftig Kone med sit Barn . Hun bad om en Gave , for Guds Skyld og for sin Armods . Og han aabnede sin Pung og gav hende en lille Sølvmønt . Men leilighedsviis , som han rakte hende den , saae han , at hun var smuk , og at Barnet lignede sin Moder . Og han aabnede Pungen paany og gav hende endnu det Dobbelte af , hvad han havde givet hende . Hun takkede ham , takkede ham for , hvad hun kunde udrette dermed , og for hans store Barmhjertighed . Og leilighedsviis som hun talte , mærkede han , at hendes Stemme var velklingende og blød , og det syntes , som havde længe hans Dine ikke seet noget saa Smukt , som havde længe ikke saa mild en Klang klinget ind i hans Sjel . Saa tog hun ved Dørgrebet for at gaae . Men han standsede hende og bad hende sige ham , hvem hun var , og hvordan hun var stillet i Verden . Og hun fortalte ham , at hun kun atten Äar gammel var bleven gift med en flink Arbeider , at hendes Mand og Forsørger to Aar efter var bleven baaren fil sin Grav , en tærende Sygdom havde endt hans Liv , at hun i to Aar derefter havde arbeidet og kæmpet , savnet og lidt , og at kun Tanken om i hendes tresårige lille Søn at see en Fremtidsstøtte holdt hende opreist . Og han aabnede sin Pung paany , for i hendes Haand at tømme hele dens Indhold . Men leilighedsviis , som han tømte den , mærkede han , at hendes Haand skjælvede , og han troede , det var af Taknemlighed , thi i hendes Die saae han en sølvklar Taare . Da bød han hende en Stol og satte hendes Søn paa en anden ved Siden af . Men hun vovede ikke at sætte sig , hun syntes , at det grønne Fløil , hvormed den var betrukken , var ikke bestemt fil Sæde for Armod og Savn . Men leilighedsviis som hun vægrede sig , følte han tydeligere , hvad han selv savnede , og hans Opfordring fil hende om at sidde blev næsten en Bøn . Saa satte hun sig , men ydmygt . Og -da han tog hendes Haand og spurgte , om hun kunde ønske sig en ny Forsørger , betragtede hun ham forbauset og blev hvidere end Sneen udenfor . Men han forklarede hende , hvad Rigdom var , og hvor Lidet den formanede , og han fortalte hende , hvad han savnede og hvad hun kunde have at give bort . Og da hun saae paa sin lille Dreng og hun saae paa den alvorlige Givers bekymrede Ansigt , kastede hun sig rødmende paa Knæ og lovede ham at være for ham , hvad et Menneske uden Kundskab og Dannelse , kun med et Hjerte fuldt af Taknemlighed , kunde være . Og fjorten Dage efter stod der Bryllup , den rige Herregaardseier giftede sig med den fattige Tiggerske , der havde tryglet ved hans Dør . Et Aar gik hen , og Sneen faldt atter tæt , og udenfor hans Vinduer peb Vinden atter i de nøgne Træer . Nu og da saae og hørte han det vel , men hans Tanke var ikke derved . Han trykkede et Kys paa sin Hnstrues Pande , og naar den Lille saae det og legende kom hen til ham , satte han ham paa sit Knæ , og glemt var Stormen og Sneen udenfor . Saa gik der Aar , og udenfor hans Vindue stod Træet med sit Løv , og Rosen blomstrede . Men mere blomstrende end den stod hans unge Viv og fæstede sit Nie paa den rige Sommerpragt . Og han faae det , men rigtig glad var han igjen ikke . Han saae , at hun havde Nok af Guld og Sølv , og hvad hun kunde ære og agte savnede hun ikke , men for sin Ungdom havde hun dog ikke faaet Ungdom i Vederlag . Og Tiden gik , det var , som om Aarene og de gode Dage gjorde hende yngre . Og en Dag , da Baaren atter klædte Alt med Blomsterpragt , og hun stod ved sit Vindue og betragtede den , bankede det paa hendes Dør , og det var hendes rige Mand , der kom ind til hende . Han hilsede paa hende , og hun nikkede smilende igjen . Og alt som hun nikkede faldt en tyk , nøddebrun Lok ned over hendes hvide , fyldige Bryst . Han saae det , men leilighedsviis saae han tillige , at hans egne Haar vare ganske hvide , og skjøndt han i lange Tider havde vidst det , følte han sig dog netop nu saa fattig overfor hende . Og da han bad hende om et Kys , stod han for hende , som hun den første Dag , han saae hende , havde slaaet overfor ham . Men hun bøiede sig henimod ham og gav ham af sin Rigdom . Saa tog han hendes Haand og trykkede den . Men alt som han gjorde det , skjælvede hans Haand dog lidt , og da hun mærkede det , gik der gjennem hendes Hjerte en Anelse om , hvad der bevægede sig i hans Indre . Og hun sørgede , men vovede ikke at sige hvorfor . Og atter gik en Tid , fra alle Kanter hørtes kun Beundring af hendes Skjønhed . Man forbausedes over , hvad der i de syv Aar , hun havde været gift , under et lykkeligt Huuslivs Ly havde udviklet sig hos hende . De unge Mcend vare begeistrede for hende , de unge Qvinder indrømmede , at hun var smuk . Men mere og mere følte han sig som den Fattige , og da Vaaren paany klædte Frugttræerne med Blomster , stod han taus ved sit Vindue og saae ud , han følte , at det Træ , der havde Blomst , ogsaa havde Ret til Frugt . Da gik han en Dag ind i sit Kammer og lukkede sin Dør . Og da han havde deelt Alt , hvad han eiede , i tvende Dele og givet sin Gave retslig Gydighed , gik han ind til sin Hustru , for at sige hende Farvel . Hun savnede ikke Rigdom , hun fluide nn heller ikke savne Ungdom . Den Haand , hun engang havde givet ham , vilde han give hende tilbage ; naar Aar var gaaet , kunde hun skjænke den fil en Angre . Men hvad han tænkte paa , det vidste hun , og da han traadte ind i hendes Værelse , stod hun for ham i sin fattige Tiggerdragt , som hun omhyggelig i de Aar , der vare gaaede , havde gjemt . Længe forbleve de tanfe og saae paa hinanden . Men da hun nn tog sin Søn i Haanden og atter bad ham for Guds Skyld og hendes Armods at give hende en Gave , da forstod han hende , forstod , at Gaven ikke var den , hvorom hun tidligere bad , forstod , at ikke Rigdom og ikke Ungdom er det , som gjør Udslaget , men at der er Eet , der gjør Fyldest for Alt , og det er i Vee som Vel : det varme Hjertes Kjærlighed . Del sagde jeg nok ! „ Del sagde jeg nok ! “ sagde Kammerraad Rasmussen fil sin Kone , der laa besvimet i en Stol med Øinene lukkede for , hvad der foregik omkring hende , og kastede , idet han sagde det , en Avis , han ufravendt havde stirret paa , foran sig paa Bordet ; „ Del sagde jeg nok ! Nu har Du det saa godt ! “ Hun hørte imidlertid ikke , at han sagde det , og , selv om hun havde hørt det , havde hun ligesaa godt kunnet ladet være at høre det , thi hun vidste , at det var ikke , som han sagde , hun vidste , at han ikke havde sagt det , der var Spørgsmaal om , og hun vidste , at hun ikke havde det godt . Men Kammerraaden faldt det slet ikke ind , at hans Kone maatte tænke saaledes . „ Det sagde jeg nok ! “ gjentog han endnu engang og kastede sig , tilsyneladende tilfreds ved denne Bevidsthed , tilbage i en Stol , som om ogsaa han var besvimet . En og Anden vil nu maaskee spørge , hvad da Kammerraad Rasmussen egenlig havde sagt eller rettere ikke sagt , og hvad der gjorde Situationen saa eiendommelig , at Manden var rask og vel og forsaavidt jo havde det godt , skjøndt hans Kone , hvis hun i dette Nieblik havde seet ham ligge henstrakt , vilde have troet , at han ikke havde det godt , og at Konen hverken var rask og vel eller havde det godt , skjøndt dog hendes Mand , der saae det , sagde : „ Nu har Du det saa godt ! “ og jeg skal derfor , saavidt jeg er istand dertil , ved at gaae tilbage til Forviklingens tidligste Kilde , i Korthed gjøre Rede derfor . Det var tredie Pintsedags Morgen og det dejligste Veir , Nogen kunde tænke sig . Solen straalede klart paa Himmelbuen , og var der end hist og her en lille Sky — seet i den normale Afstand og nden optiske Apparater , var den dog for ikke stort Mere at regne end de Skjønhedspletter , Damerne i Ludvig den 16des Tid satte paa deres Hals og Ansigt , for at fremhæve Teintens gjennemsigtige Klarhed . Da Kammerraaden , allerede før Klokken i Taarnet slog sex , stod op og « åbnede Vinduet , for at see , hvad Udsigter der var for en Udflugt i det Grønne den Dag , vendte han sig om til sin Kone , der endnu laa i Sengen , og sagde : „ Pragtfuldt Veir ! Luften som farvet med ægte Berlinerblaat ! “ og Fru Rasmussen , som nylig havde drømt om en i en Blikkasse indpakket Alliancetærte , der var svulmet op og bleven til en Høi , hvorpaa der vaiede et Flag med Jndskriften : „ Alliancen til Taarbæk “ , vaagnede med et lille Glædessfrig og sagde : „ Det var deiligt ! Jeg tænkte nor , at de fik hinanden ! “ Dette Svar kunde nu Kammerraaden ikke ret forstaae , og da det ikke stod i den strengeste logiske Forbindelse med , hvad han havde yttret om Vejret , var det heller ikke saa urimeligt . Han vendte sig derfor endnu engang til sin Kone og sagde : „ Pragtfuldt Veir ! Ganske sfikket til en Skovtour ! “ og hans Kone , der nu var bleven lysvaagen , sagde : „ Nei virkelig ? Det var jo rart ! “ medens hun dog havde en uklar Fornemmelse af , at hun nylig havde sagt , hvad hun ikke skulde sige . Lidt efter var dette dog atter glemt , og da de , efter en udtømmende Behandling af det undtømmelige Stof for Samtaler : „ godt Veir og daarligt Veir “ , vare komne i Klæderne og paany aabnede hver sit Vindue , sagde de begge med straalende Ansigter : „ Saa godt man kan tænke sig ! “ og Kammerraaden søiede til : „ Det sagde jeg nok ! “ Saa gik De ind , for at vække deres Døttre , der endnu sov paa deres grønne Øre , og da den ældste af dem , Frøken Marie , slog Øienene op , var ogsaa hun midt en Drøm og raabte ganske høit : „ Lad være , Frederik ! “ Med denne korte , prunkløse Skildring af den tidlige Morgenstund i Kammeraad Rasmussens Huus , forinden Alt sættes i Bevægelse til Udførelsen af en længe tilsigtet Skvvtour , burde det vel egenlig være nok , saa at Familien nu trøstig kunde slige tilvogns , saasnart de unge Piger vare komne op og havde gjort deres Toilet . Men deels var Vognen ikke kommen endnu , og uden Vogn kunde der selvfølgelig ikke kjøres , deels skete der , da den kom , Et og Andet , der absolut maa tages med , hvis der ikke skal blive en Lacune i Historien og senere efterhaanden fremkomme Noget , der ikke forud har sin naturlige Begrundelse . Allerede paa dette Fortællingens Standpnnct vil det desuden være nødvendigt at sige , hvem Frederik er , og hvad der laa til Grund for Frøken Maries hende selv ubevidste Raab : „ Lad være Frederik ! “ hvormed Kammerraaden og hans Kone bleve modtagne . Man kunde ellers let allerede forud faae onde Tanker om hende , og i Sandhedens strengeste Medfør maa det dog siges , at hun var en høist ærbar , en høist blufærdig Pige . Navnet Frederik tilhørte hverken mere eller mindre end en Fætter af hende , en munter dansk Jurist , der Aftenen forud havde villet tage et Kys fra sin Cousine , fordi han et Par Dage iforveien til sin Examen havde faaet „ Begvem , “ og nu syntes , han intet bedre Vederlag kunde faae for Tort og Tidsspilde end et halvt givet , halvt taget Kys paa sin Cousines friske Læber . Det haabede Vederlag naaede han imidlertid ikke , formodenlig havde hans Cousine en noget anden Mening om Examenspræmier end han . Uden Ceremonier blev han afviist ved et strengt : „ Lad være , Frederik ! “ Men uden at dette i mindste Maade skal siges i hendes Dissaveur , turde det dog nok være , at hun senere i al Stilhed fortrød sin noget strenge Opfattelse af Compensationsspørgsmaalet . Unge Mennesker vare de begge , hun ikke Stort over atten Aar , han ikke Synderligt over to og tyve , og havde han blot havt en lille Smule mere end sit „ Beqvem “ at støtte sineFremtidsudsigterpaa , er der ikkeSpørgsmaal om , at Kammerraaden slet ikke havde havt imod , at Frederik ikke havde „ ladet være ! “ Men som det nu var , vilde det dog være ham meget imod , om hans smukke Datter — thi det kan maaskee Alt her indskydes parenthesifl , at Frøken Marie virkelig var nydelig — sfjænkede sin raske Fætter en dybere Interesse . Det var derfor med en Smule Nysgjerrighed efter at erfare Grunden dertil , at han hørte Datterens Udbrud : „ Lad være , Frederik ! “ saameget mere , som han endnu ikke ganske havde glemt sin Kones : „ Jeg tænkte nok , at de fik hinanden ! “ Foreløbig blev der dog ligesaalidet talt om gaadefulde Drømme , som om deres sandsynlige Betydning . Der var nu Andet at tage vare paa , det var Livets Realitet , man vilde glæde sig ved . En Maanedstid iforveien var Kammerraad Rasmussen ved en stedfunden Reduction i Naade bleven entlediget fra sin Post under Toldvæsenet , og var der end Noget i denne Entledigelse i Naade , der havde en bitter Eftersmag , saa varder dog ved den Kammerraadstitel , han nu bar , givet ham en saa eclatant Oprejsning , at det Bittre mindre føltes . Vel var han ikke bleven virkelig Kammerraad , han havde kun faaet Plads blandt „ andre Kammerraader “ ; men i vore Dage , hvor det i det Hele taget ligesaameget , om ikke mere , gjelder at synes som at være , havde Forskjellen ikke for ham saa Stort at betyde . Nok sagt , det var denne Optagelse i de Titelbegavedes syvende Klasse , der skulde feires ved en . festlig Skovtour , og allerede i den tidlige Morgen , Klokken syv , skulde den sættes i Værk sra Kammerraadens Bolig i Compagnistrædet , hvor man til jevnt Hold ikke mærker Synderligt til Skovluft . Til det bestemte Klokkeslet var da ogsaa Familien fix og færdig , Fruen i et nyt Overtræk af guulstribet Musselin , Frøken Marie i en klar , hvid Kjole og med en lille rød Silkehat , der lod de fyldige , blonde Nakkekrøller fri Naadighed , hendes yngre Søster Hanne i en graa Frakke og med en Matroshat med et Anker i Baandet paa sit Hoved , Kammerraaden selv i en Frakke , der ved sin Længde var en udførlig Protest mod Modens Fordring paa Skjødeløshed , og man ventede nn kun paa , at Vognen skulde komme . De Timer , man maa vente , ere altid de længste , Enhver , der har ventet paa Noget , han meer end almindelig længtes efter , vil kunne bekræfte det . Det er af Folk , der gjøre sig til af videnstabelig Indsigt , paastaaet , at Tiden gaaer sin jevne Gang , den ene Dag som den anden , den ene Time som den anden , og denne Paastand have de forstaaet at sætte i Forbindelse med meget Andet , der er erfaret og beregnet om Jordklodens Gang , om Sollyset og saa fremdeles . Hos en stor Deel Mennesker er denne Mening da ogsaa bleven antagen . Men mærkeligt er det dog , at den har kunnet blive det i saa stort et Omfang , al den Stund det er vitterligt for Enhver , at der har været og er Timer i Ens Liv , der faa at sige ere svundne , før de ere begyndte , medens andre stadig kun synes at begynde , men aldrig at skulle ende . Seer man paa Uhret , skulde man troe , at en hemmelig Magt holdt Viserne tilbage ; seer man paa Solen , forsaavidt den ikke er dækket af Skyer , spørger man sig selv , om der ikke kunde være indtraadt en lille tilfældig Forandring i de evige Naturlove . En og Anden vil maafkee med et overlegent Smil indvende , at det er med det som med alt Menneskeligt : vi dømme Alle meer og mindre efter det flygtige Indtryk , efter Skinnet , vi give Følelsen et for stort Raaderum paa Fornuftens Bekostning . Men hvis virkelig saa var , saa er det i det Hele taget uheldigt , at Menneskene ikke ere blevne rene Fornuftvæsener , men at de som Appendix til Fornuften have faaet en Følelse , der stadig er misvisende , og deels er der dog virkelig Mennesker , hos hvem der ingensinde , at dømme efter deres Forhold til Andre , har viist sig Spor af nogen Følelse , som dog , hvor det gjaldt at vente paa Noget , der for dem havde Betydning , vare saa utaalmodige som muligt . Hvordan det nu end forholder sig dermed , saa Meget er vist , at netop den sidste halve Time før Vognens Ankomst var i det Rasmussenske Huns af det Slags Tidsafsnit , hvori Tiden ikke syntes at gaae sin jevne Gang , og de videnskabelige Beregninger ikke formaaede at gjøre Fyldest . Hvert Nieblik tog Kammerraaden sit Uhr op , hvert Oieblik sammenlignede Frøken Marie sit Uhr med Stueuhret og meente , at der vist var noget Galt ved dem begge ; hvert Oieblik aabnede Fru Rasmussen paany de forskjellige Proviantpakker , for at see , om de vare saa vel garderede ved Indpakningen , at de kunde taale Stød . Tilsidst blev Kammerraaden utilfreds , og da han endnu ikke hørte nogen Vogn komme , sagde han lidt skarpt : „ Det sagde jeg nok , Vognen kommer ikke ! Det er sidste Gang jeg laaner Brændeviinsbrcenderens Vogn . “ Dermed var da ogsaa paa en Maade hans Opfattelse af Tidsspørgsmaalet afgjort , og det var ikke uden en vis Bekymring , at hans Kone tænkte paa Provianten og den Møie , hun havde havt dermed . Et Oieblik efter rullede imidlertid Vognen op for Døren , og det tør vel derfor antages , at den almindelige Uro dermed har været tilende . Ogsaa tør det haabes , at Kammerraaden i sit stille Sind tog sin Trnsel mod Brændeviinsbrænderen tilbage . Hurtigt saae han atter ud as Vinduet ; jo , det var ganske rigtig den lille Jagtvogn , der ventede . Men ikke blot det saae han , han saae ogsaa , at der ved Siden af Kudflen , der havde en bred , hvid Snor om Hatten og navnlig senere derved gjorde megen Lykke hos Kammerraadens yngste Datter , sad en ung Mand , som , da han sprang af , havde bundet sit Lommetørklæde som et Flag paa Enden af sin Stok . Og Fru Rasmussen , der ligeledes aabnede Vinduet , saae det ogsaa , og da hun endnu var ikke saa lidt fortumlet af den megen Indpakning af Spise- og Ørikkevare og den stadige Skiften mellem Haab og Tvivl , og hun desuden heller ikke ganske havde glemt sin Drøm , ansaae hun i det første Nieblik dette Flag for Flaget fra Alliancehøien og vilde have gjort en aldes uskyldig Bemærkning derom . Det varede dog ikke længe , før hun indsaae sin Vildfarelse , og Attringen døde faaledes hen i Fødslen . Anderledes var det med Kammerraaden , han saae klart , og hvad han saae , var just ikke efter hans Hoved . „ Der sidder jo allerede Nogen paa Vognen ! “ sagde han , „ Det er Sandt for Gud Fætter Frederik ! “ Og Fruen vendte sig fra Vinduet til sin ældste Datter og sagde : „ Ja , tænk dig , det er Fætter Frederik ! “ „ Der seer Du , “ sagde Kammerraaden og slog missornøiet Vinduet i lidt stærkere end nødvendigt , „ der har vi ham allerede igjen ! Det sagde jeg nok ! “ Frøken Marie sagde Intetfomhelst , ikke engang „ det sagde jeg nok “ , men utroligt er det dog ikke , at netop hun kunde have sagt det med Sandhed , thi i sit Inderste havde hun vist sagt sig det allerede flere Gange , saasom den dristige Fætter upaatvivlelig Aftenen iforveien i Samtalens Løb havde signaliseret Et og Andet i den Henseende . Hendes yngre Søster Hanne tænkte slet ikke paa , hvad der var sagt eller ikke sagt , hun var altfor optagen af , hvorledes hendes nye Matroshat vilde tage sig ud ved Siden af Kudskens Hat med den hvide Snor , til at hun kunde tænke paa Andet . Da Frederik var kommen op , og han havde sagt Godmorgen til Alle og ikke mindst til sin smukke Cousine , fortalte han , at han , ved at gaae sig en Morgentour , havde mødt Brændeviinsbrænderens lille Jagtvogn , som han vidste , Kammerraadens havde laant til deres Skovtour , og af han havde sat sig op paa den , blot for i en Fart af kunne byde dem Godmorgen . Han maatte absolut , inden de toge tilskovs , lykønske dem til det smukke Veir . Saasnart de vare kjørte , vilde han igjen fortsætte sin eensomme Spadseretour rundt om Volden . Kammerraaden takkede ham koldt for hans Høflighed og sagde , af en saadan Morgentour paa Volden ansaae han for meget sund ; Fru Rasmussen takkede ham ogsaa , men yttrede tillige , af det var smukt af ham af ville hilse paa dem , og Frøken Marie gav ham Haanden tilsyneladende ganske flygtigt , det var hele hendes Tak . Men hvor flygtig denne Haandsrækning end saae ud , maa den dog nok i Virkeligheden have været af en mere end almindelig intensiv Natur , i den hurtige Berøring maa der aabenbart have været noget Electrisk , thi i Begges Nine saaes der i samme Oieblik , den fandt Sted , en JIdgnist , som for den , der saae nøie til , lyste med et vidunderligt stærkt Skjær . Sandsynligviis ville de Fleste nu tage denne Bemærkning om , af der i den hurtige Berøring maa have været noget Electrisk , blot som et Slags billedlig Betegnelse af den gjensidige Berørings eiendommelige Natur , og nægtes tør det ikke , at den til en vis Grad ogsaa er det . Og dog er det maaskee Fremtiden forbeholdt at gjøre den til mere end Billed , at give den Realitet . Der er nemlig neppe noget Videnskabens Omraade , hvorpaa der , uagtet der allerede er gjort saa indgribende Opdagelser , endnu vil blive gjort saa store som paa det electromagnetiske . Af vor berømte Landsmand H . C . Orsted er det udfundet , hvorledes Ordet med Lynets Hurtighed kan sendes Tusinder af Mile , af Andre , der ville blive ikke mindre berømte , vil der maaskee paa samme Omraade blive gjort Opdagelser , som vi nu end ikke sjernt ane , men svimlende engang ville beundre , og nær ligger det at antage , at Kjærligheden mellem Mand og Qvinde , denne saakaldte Følelse , der nu gjennem Aartusinder har været et begeistrende Element til Stordaad , og som samtidig med , at den har fremkaldt mangen herlig , smeltende Sang , har gjort ikke faa Narre til Digtere , men endnu flere Digtere til Narre , nær ligger det at antage , sigerjeg , atKjærligheden mellem Mand og Qvinde vil findes hverken at være mere eller mindre end et Product af Electromagnetismen , en Naturtilsyneladelse , der i en kommende Tid vil blive doceret fra Kathedre og ved Skoleborde under Begrebet Physik . Tydeligt er det nemlig , at der bestandig mere og mere ved den Kjærlighed , der fører til Brudeskamlen , viser sig en Tendens til , ganske som for Exempel ved den electriske Telegraph , at anvende Metalledere , i dette Tilfælde Guld eller Sølv , og ved en nøiere videnskabelig Drøftelse vil der sikkert kunne findes andre ligesaa betegnende , ja maaskee endnu mere betegnende Berøringspuncter . Tilstaaes skal det dog strax , at Metallet ikke har været det forbindende Element mellem Frøken Marie og hendes rafke Fætter , og at der faaledes allerede paa dette Betragtningens første Standpunct er nogetAbnormalt , der gjørForskningen usikker . I det Hele taget maa , hvad der her er yttret , ogsaa kun tages som en løs Gisning , hvorfor der , hvis det i Tiden skulde vise sig som en Sandhed , ikke fordres nogensomhelst LEre eller Løn . Kammerraad Rasmussen var godt ved Magt , og det havde derfor været bestemt , at hans Kone og ældste Datter skulde sidde paa eet Sæde og han selv alene paa det andet , som han , naar han gjorde sig det ret mageligt , nok kunde udfylde . Den yngste Datter skulde da sidde hos Kudsken . Det havde hun altid fundet saa „ yndigt , “ da der var nogt Raskf ved det . Men da nu Fætteren var kommen og saa venlig havde budt dem Godmorgen og ønsket dem fil Lykke med det gode Veir , syntes Fru Rasmussen dog , at det var Skam ikke at indbyde ham fil at tage Deel i Skovtouren , saameget mere som de dog egenlig vare for saa fil ret at more sig . Den afgjørende Stemme i Huset havde Fru Rasmussen ikke , men nu og da kunde dog en og anden af hendes Meninger faae Indgang hos Manden , og at de virkelig vare for faa fil ret at more sig , kunde Kammerraaden ikke ganske negte , hvormeget han end trykkede sig ved Tilstaaelsen . Og da nu Frøken Marie ovenikjøbet saae paa ham med saa milde Øine , at selv den vildeste Bersærk maatte blive fuldstændig tæmmet , end sige Kammerraaden , der ikke havde Synderligt tilfælles med sine vilde Forfædre , og hun dertil med disse Øine paa sin aparte Maade bad for Fætteren , kunde han , hvormeget det end var ham imod , dog ikke længere modstaae og sagde , saaledes at den unge Mand dog ikke hørte det : „ Nu , saa bed ham da tage med paa Touren ! Uden det saaer jeg dog ingen Fred ! At det vilde blive Ende paa Legen , det sagde jeg nok ! “ Det er vel overflødigt at bemærke , at Fru Rasmussens Indbydelse til Søstersønnen blev modtagen med Glæde . I en Fart fik han et lille Brev med Underretning til sine Forældre om sin Udeblivelse kastet i Posfkassen , og da Vognen Klokken lidt efter halv otte rullede afsted og ud ad Strandveien til , sad Herr exam . jarls Frederik Paulsen netop ligeoverfor sin Cousine i Vognen , saaledes at de , selv om de havde villet , slet ikke kunde undgaae at see paa hinanden og tale med hinanden , og Kammerraaden var Bisidder ved enhver Sag , den unge Jurist drøftede med hans Datter , selv i det Slags , der ikke egenlig stricte kunne siges at henhøre under noget Retsforum . Hvor dog en saadan Tour tilvogns i den tidlige Morgenstund med en Blanding af Agre , Villaer og Haver paa den ene Side og det friske Hav paa den anden kan være henrivende ! I Følelsen af den begyndte Dags Herlighed sfue de med den ungdommelige Sæd bedækkede Marker op mod den stadig stigende Sol . Sagtelig hviske Træerne med deres Kroner , og mellem dem titter . hisf og her en Villa frem , deilig at see til og ganske stikket til at være et Hjem for glade Hjerter . Nu og da flyver en Fugl qviddrende fra sin Green , stryger hen over de fremad Rullende og forsvinder atter i et eller andet Træes Krone . Cn Rytter kommer muntert travende hen ad Veien , kaster paa de Forbikjørende et hurtigt Blik og forsvinder , Hesten rører neppe Jorden med sin Hov . Og Vognen ruller videre , og nye Haver træde frem og nye Villaer , og ved det aabne Vindue i en af dem staaer en ung Pige i sin Morgendragt og seer ud over Veien , ud over de Forbikjørende og henimod den fjerne i Morgensolen klart fremtrædende Kyst . „ Flyv , Fugl , flyv ! “ synger det i hende , medens hun betragter de hvide Seilere , der duve op og ned i det sølvblaa Vand , og det er , som om en Gjenklang af Fuglens Qviddren og hendes sagte Nynnen forplantede sig gjennem Luften , indtil der rundtomkring er Sang og Klang . Nir og da kommer fra Stranden et stærkere Pusf , stryger qvægende hen over Kornet og de endnu halvt drømmende Blomster og ind af de aabne Vinduer paa de solbeskinnede Villaer . Og raskere ile Hestene med den lette Vogn , og alt som de friske Vindpust tiltage i Antal og Styrke , udvider Bryslet sig , og det er , som aandede man lutter Sundhed . Saa kommer der atter en Nytter jagende , saa ruller en Vogn med glade Ansigter hurtigt forbi , saa træde nye Villaer og nye Trægrupper frem , og sig selv ubevidst føler man sig som nyfødt , som laae alle Verdens Sorgen for Ens Fod . At nu samtlige de paa den lille Jagtvogn Samlede sølte det tilfulde , tør vel ikke paastaaes . Kammerraaden havde vel aabnet sin Frakke , som vin han vilde lukke det friske Indtryk rigtig ind i Brystet ; men det er dog nok muligt , at han dybere inde end Frakken , ogsaa inden for Vesten har været mere bepantsret , end det er hensigtsmæssigt , naar man vil føle Alt , hvad Naturen i en frisk og smuk Sommermorgen og i en fortryllende Egn har at byde . Det er ogsaa nok muligt , at Kammerraaden havde noget mere Die for de fra hans Pibe opstigende Røgskyer end for al den Skjønhed , der omgav ham . Men veltilmode følte han sig dog , og der var Øjeblikke , hvori han aldeles havde glemt , at hans Kones Søstersøn sad lige ved Siden af ham og , trods Røgskyerne , i den vidunderlig klare Himmel ovenover og i den ikke mindre klare Himmel i hans Cousines Nine læste et lille lysf Kapitel af „ Naturen og Menneskelivet “ . Da de Kjørende vare komne til Charlottenlund , tiltoge de smaa Skønhedspletter paa Himlen i Størrelse , og hist og her viste sig betænkelige Tegn til , at , hvad Kammerraaden ikke mindre smagfuldt end træffende havde betegnet med „ Berlinerblaat “ , vilde faae en mørkere Tone . Ogsaa kom der nu og da et stærkere Vindpust , end der just var nødvendigt til at forfriske . „ Hun holder vist inte Vandet idav lige til Avlen , “ sagde Kudsken , der nylig var kommen til Hovedstaden , for at fungere i sin Kudskeværdighed , idet han lod Hav og Himmel passere Revue for sine Oine , og Kammerraaden , der nylig havde blæst en stor Røgsky ud i Luften , sagde : „ Du nrener , vi faae Regn , Lars ? Ja , det sagde jeg nok ! “ At Kammerraaden havde sagt det , havde Lars ikke hørt , men til at yttre det var der for ham ingen Anledning , og ingen af de Andre , der vare paa Vognen , holdt i det Hele taget af , at denne Samtale onr Regnen førtes videre . Kun Kammerraadens yngste Datter kunde ikke dye sig , noget dristig vendte hun sig v ' . n paa Sædet og bemærkede , idet hun tilkastede Faderen et udfordrende Blik : „ Nei , det sagde Du slet ikke ! “ Der paastaaes tidt , at Størreparten af Menneskene kun tænke paa Øjeblikket , at de , selv om de nu og da kaste et Blik paa Fremtiden , dog gjøre det uden fornødent Hensyn til de Erfaringer , Fortiden har bragt dem , og at de saaledes væsenlig ere blinde for Fremtidens Tilskikkelser . Foren Deel kan det ganske vist være sandt . Det har neppe nogensinde ligget i Verdensstyrerens Plan at lade Menneskene kige ham for meget i Kortene . Det maa i og for sig allerede være en vanskelig Opgave nok at sidde tilroers for en Verden med saamange Millioner Hoveder som vor runde Klode , ikke at tale om de øvrige Hærskarer af Kloder , Fixstjerner og Planeter , der ere befolkede med Millioner Gange saa mange Millioner som vor Planet , lutter Væsner , der hver har sin Opfattelse , sin Villie , sin Tragten . Skulde nu Menneskene , og dermed ogsaa alle de andre Væsner , der beboe de øvrige Kloder , kunne see altfor meget forud og saaledes hvert Oieblik falde paa at modarbeide Styrerens Hensigter , vilde Opgaven blive aldeles uoverkommelig . Men ganske kan en vis Divination dog ikke være negtet Menneskene , ganske kan det ikke være Sandhed , at de Intet forudsee . Om de store Genier , der , saa at sige , skne forud , hvad der om Aarhundreder vil skee , skal her slet ikke være Tale — en høitagtet gammel Philosoph hertillands har jo allerede fortalt os til de mindste Details , hvad der om circa 300 Aar vil skee , og desværre er det alt Andet end lysteligt — ; men man lægge blot Mærke til , hvor ofte i Livet saa Denne , saa Hiin gjentager , hvad nu allerede Kammerraaden saa ofte har gjentaget : „ Det sagde jeg nok ! “ og man vil da indrømme , at der idetmindste hos en stor Deel af Menneskene maa findes et Slags Fremsyn . Netop dette : „ Det sagde jeg nok ! “ som de Fleste vist høre halvt ligegyldigt , om de ikke overhøre det aldeles , har for den , der seer lidt dybere i Tingene , sin væsenlige Betydning . Netop i dette „ Det sagde jeg nok ! “ ligger der en Stadfæstelse paa , at der ikke er negtet Mennesket ethvert Indblik i Verdens futuriske Forhold , og den , der ikke par kores vil være Pessimist , seer i de saa , tilsyneladende saa ubetydelige Ord et glædeligt Tegn paa , hvad Menneskeslægten engang i Tiden vil bringe det til . Ved Eremitagen blev der gjort Holdt , man vilde der i den lille Have , der er indrettet for Besøgende , indtage Frokost . Fra det deilige Jagtslots Vinduer vilde man , naar Hungerens Fordringer vare tilfredsstillede , see ud over det vide Skovparti og det i Afstand blinkende Hav . Maaskee vilde man et Øieblik drømme sig i Besiddelse af det deilige Jagtslot , som for tretten Decennier siden reistes ved kongelig Haand og vakte Beundring , ikke blot ved sin fortryllende Beliggenhed , men ogsaa ved den Pragt , hvormed det var udstyret . Naar Slottet var beseet , og man havde nydt Udsigten , vilde man kjøre videre , for om Eftermiddagen at havne ved Skodsborg , hvor man vilde spise til Middag i den til Kroen hørende Have . Noget nøjagtigt Overslag over den mellemliggende Tid havde uran endnu ikke gjort , det , meente man , var det altid tidsnok at forhandle ved Frokosten . Da Kammerraaden og hans Familie vare staaede af ved Stalden , klappede og tiltalede han Hestene , som de vare hans egne , og hans yngste Datter laante Kudskens Pidsk , for at prøve , hvad Smeld der var i den . Fru Rasmussen gav Kudsken nogle foreløbige Ordres med Hensyn til Udpakningen af Provianten , og Frøken Marie satte sig i Fart , for at være den første , der oppe fra Slottets Vinduer kastede Niet ud over den fortryllende Egn . One Fætteren anede hendes Forsæt er ikke let at sige , han betonede ikke som Kammerraaden bestandig sin Forudvidenhed ; men vist er det , at hun ikke havde løbet ret langt , før ogsaa han satte sig i Fart , og nn blev der tæt ved Jagtslottet afholdt en lille Jagt , der vistnok var ublodigere end mangen Jagt i tidligere Dage , men dog ligefuldt endte med , at den Jagede blev indhentet og af Jægeren opbragt i det paa Høisletten kneifende Slot . Da Kammerraaden for syvende og sidste Gang havde klappet Hestene paa Bringen og derefter saae sig om , var Jagten allerede endt og saavel Jægeren som Vildtet forsvundne . Men netop som han vilde spørge sin Kone om , hvor Datteren var bleven af , fik han Nie paa to Skikkelser , der slode ikke langt fra ham , ifærd med at tage Veien til Haven , og da han saae nøiere til , kjendte han i den ene , den mandlige , en gammel Ven , Herr Particulier Reiersen , Eier as store Kapitaler men ikke mindre Særheder , og i den anden , den qvindelige , hans Søster , en Dame , rigere paa Aar end Dyder . Et Nieblik betænkte han sig , da nærmede han sig rask Vennen og trykkede hans Haand , og da denne nu ikke mindre trykkede hans og yttrede sin Glæde ved af see Kammerraaden , hvem han ikte i flere Aar havde talt med , foresloge de , ligesom ved en fælles Indskydelse , hinanden af nyde Frokosten sammen , hvad der ogsaa vandt Billigelse saavel hos den nySankomne af Hymens Lænker endnu nbetyngede Dame , som hos Kammerraadens Frue , der bar sine Lænker med al hunsmoderlig Resignation . Lidt efter , netop som Herr Reiersen og hans Søster saae op mod Jagtslottet , og den Førstnævnte i al Stilhed gjorde et Overslag over , hvad en saadan Eiendom for Tiden kunde være værd , kom faavel Jægeren som Vildtet gaaende fredelig ned derfra ved hinandens Side , begge slærkt blussende af den anstrengende Jagt . Maaskee havde ogsaa i et af Jagtslottets lønlige Kamre Spørgsmaalet om Examenspræmier paany været optaget til Behandling , og hvis saa var , er det af antage , af det , efterat den ene Part alt forud paa Jagten havde erklæret sig for besejret , har faaet et Udfald , der var efter Seierherrens Ønske . En mæglende Magt , der kunde bidrage til , af der afknappedes Lidt i Seierherrens Fordring , var ikke tilstede , og selv om saa havde været , hvo veed ikke fra det practiske Albions Stilling overfor Vilhelm Erobreren , hvor Lidet der ved Mægling kan naaes . Det være nu , som det vil , da de saae Herr Reiersen og hans Søster , smilte de skalkagtigt ved deres lidt eiendommelige Udseende ; kun lidet anede de , hvilke alvorlige Begivenheder dette Møde skulde være Forløber for . Saaledes som Particulieren og hans Søster stode der , kunde de unegtelig hos Beskueren nok fremkalde et Smil . Øvereensstemmende med det Almindelige vare de nemlig ikke klædte . Particulieren var ikke saa Lidet tilbage for , hvad der var Brug , hans Søster ikke saa lidt forud derfor . Skjøndt endnu ikke over fyrgetyve Aar , saae han dog ældre ud ; at hans Ansigt var temmelig furet , bidrog væsenlig dertil . Han bar en bredskygget Hat , Briller med mørkegrønt Glas , der dog lagdes af ved specielle Leiligheder , høie , stive Flipper og en rød Halsklud , der , om end ikke i Farve , saa dog i Form havde endeel tilfælles med Klokker - Links , efter at den overgivne Elsker har bundet den om sin Rival . Ogsaa bar han trods Varmen en tyk Overfrakke . Hans Søster var ældre end han og saae ogsaa ældre ud ; men skjøndt det var tydeligt , at hun havde gjort sig Umage for at faae et yngre Udseende , havde denne Besfræbelse dog netop bidraget til at fremhæve det , hun vilde skjule . Hun var iført en Kiole af grønt , stortærnet Silketøi med højrøde Striber , og det Storflaaede i Mønsteret og det Høirøde i Striberne syntes at brede sig fra Tøiet i Kjolen heelt op over Ansigtet , hvor det aldeles tog Magten fra den lille , tallerkenformede Straahat med de lange Strudsfjer . Som de begge saae ud , kunde de overfor Frøken Marie og hendes Fætter kun vække Fremmedes Opmærksomhed ved Modsætningen ; men Kammerraadens Dine undgik det , han vidste , at Partieulieren eiede fem af de smukkeste Gaarde indenfor Kjøbenhavns Volde , og fra disse Gaarde og de Skatte , han iøvrigt eiede , ndstraalede der for Kammerraaden et Lys , der lagde sig forædlende over deres Personlighed . Efter endeel Forhandlinger mellem Frn Rasmussen og Frøken Reiersen om Provianten , under hvilke Enhver ædelmodig gjorde Fordring paa udelukkende at offre af sit Eget , kom man tilbords , og , som det jo let maatte skee , kom Herr Reiersen til at sidde ligeoverfor Frøken Marie , hvis Person han fra det første Nieblik syntes at underkaste en gjennemgaaende Critik . At denne , nagtet sin Grundighed dog i fjerneste Maade har været ufordeelagtig , tør ikke antages . Som hun der fad , med blussende Kinder og i sit stille Sind recapitulerende de Smaabegivenheder , hvorpaa en Jagt , og navnlig en Jagt som den stedfundne , er saa rüg , saae hun nemlig høiest indtagende ud , og det er et stort Spørgsmaal , om ikke den Sommerfugl , der netop , medens Particulieren betragtede hende , havde viklet sig ind i hendes bløde Lokker og først slap ud igjen , da hun med sine hvide Fingre smilende kom den til Hjelp , gjerne var forbleven i sit Silkenet nogle Øjeblikke endnu . Frøken Reiersen var Fætterens vis-a-vis , men til Held for hende , gjengjeldte han ikke mod hende , hvad hendes Broder gjorde mod den unge Pige , thi hans Øine vare ufravendte heftede paa Particulieren , der fra det første Oieblik , han saae ham , mishagede ham tilbunds . Efter at man havde talt om Vind og Veir , om det fyldige Løv i Skoven og de fyldte Kapuner paa Bordet , om det Styrkende i den friske Søluft og det ikke mindre Styrkende i et godt Glas Portviin , kom man endelig til at tale om LEgtesfab og derved om Herr Reiersens idetmindste indtil Dato practiske Negation af 2Egteskabets Hensigtsmæssighed , og Kammerraaden spurgte sin Ven , om han dog aldrig havde tænkt paa at gifte sig . Han var jo Mand for at kunne ernære en Kone , ja , for den Sags Skyld flere , hvis han da vilde gifte sig med flere . Dette Sidste protesterede imidlertid Fru Rasmussen kraftigt imod , da Fleerkoneriet hertillands var forbudt . „ Tænkl paa at gifte mig ? “ sagde Herr Reiersen og pillede , medens han sagde dette , med stor Færdighed Kjødet af et Kyllingebeen , „ aa jo , det har jeg unegtelig og det endogså « flere Gange . Jeg har nylig endogsaa været mere end halvt forlovet . “ „ Nei virkelig ? “ afbrød Kammerraaden ham og saae i det Samme paa sin Vens Ansigt , hvorover der dog ikke var udbredt Nogetsomhelst , der lignede Skjemt , og Frn Rasmussen , der , som alle Damer , gifte og ugifte , have særlig Interesse for Forlovelser , bemærkede , idet hendes Ansigt fik ligesom et forklaret Præg : „ Er det muligt ? Men det har man jo slet ikke hørt Noget om ! “ — „ Og dog er det Tilfældet , “ sagde Particulieren , „ jeg har virkelig været det . “ Den unge Jurist , der hos sig allerede sporede lidt af Sagførerens Lyst til dialectiske Indsigelser , og som desuden følte en afgjort Tilbøjelighed til overfor Particulieren at blive en topmaalt Krakiler , spurgte , hvorledes Udtrykket „ over halvt forlovet “ skulde forstaaes , thi efter hans Formening var det hverken heelt eller halvt , naar det ikke var heelt . „ Over halvt forlovet ! “ sagde Herr Reiersen og betragtede Spørgeren skarpt , „ ganske saaledes som det er sagt ! Til Forlovelsen behøvede jeg Indvilligelse af tre Personer , de to Forældre og Datteren . Begge Forældrenes Ja havde jeg , altsaa over Halvparten , eller , hvis De fordrer stor Nøjagtighed , to Tredjedele . “ — „ Men den ene Trediedeel , “ sagde Frøken Marie skjelmsk , for at komme Fætteren til Hjelp , „ den manglende Trediedeel var vel egentlig den vigtigste ? Den kunde dog nok mindst undværes ! “ — „ Nok muligt , “ sagde Particulieren , og hans Ansigt var derved saa alvorligt , som om han var dybt gjennemtrængt af det Fornuftstemmende i , hvad han sagde ; „ men med lidt mere ' Udholdenhed kunde vist ogsaa den være naaet . “ — „ Og med hvem er det . De var forlovet ? “ spurgte den yngste af Kammerraadens Døttre lidt overgiven . „ Børn skulle ikke vide Alt , “ sagde Particulieren but , og dermed var Samtalen om dette Emne afskaaren . Et Nieblik efter udbragte dog Kammerraaden et Glas for , at Herr Reiersen snart maatte faae sig en lille ung og smuk Kone , saadant et lille Pragtexemplar som for Exempel hans egen Datter . Nærmere kunde Kammerraaden ikke godt gaae sin Ven paa Klingen , og Frøken Marie blev da ogsaa saa rød som et dryppende Blod , saameget mere som der i det samme Nieblik hos hende opsteg en dunkel Anelse om , hvad Faderen tilsigtede med sin Lignelse . Ogsaa hos Fru Rasmussen opsteg denne Anelse , og da hun i det Samme tænkte paa sin Drøm og paa , at Alliancen til Taarbæk kunde blive til Alliancen til Eremitagen , blev hun saa forvirret , at hun i sin Forvirring væltede sin Tallerken ned i sit Skjød . Herr Reiersen takkede for Skaalen , idet han sagde , at han netop i dette Nieblik mere end nogensinde atter tænkte paa at gifte sig , og at han aldrig kunde ønske sig en Kone , der mere svarede til hans Begreber om en god Hustru , end En , der lignede hans Vens ældste Datter . Grunden til , at han netop nu mere end nogensinde tænkte paa at gifte sig , var tildeels , at ogsaa hans Søster paa den seneste Tid havde gjort stærkt Tilløb dertil , og at han saaledes , hvis dette skete , vilde staae ganske ene . Ved disse Ord bredte det Høirøde i Frøken Reiersens Kjolestriber sig op lige til det Bverste af Panden , og , idet hun tankeløst slugte et Stykke suur Agurk , der fik hende til at fortrække Ansigtet , sagde hun : „ Der skal idetmindste fra min Side ikke mangle noget Ja , naar Vedkommende forlanger det . “ Frøken Marie og Fætteren fmilte hemmelig til hinanden , men Kammerraaden og hans Kone taug , om det var , fordi de anede , at der deri laa en Finte til Broderen , eller fordi de undsaae sig for at sige , at de ikke tvivlede , maa henstaae uafgjort . Her Reiersen tog sine grønne Briller af og saae paa Frøken Marie saa vist , at hun undseelig slog Øinene ned . Men Fætteren , der følte Faren , gjorde sig rede til som tapper Ridder at forsvare hende . Et Navn er i Grunden en ligegyldig Ting . Enten man hedder Olsen eller Rosenhjelm , Mikkelsen eller Lillienskjold , strengt taget er det betydningsløst . Det kommer an paa , hvad Klang der er i Hjertet , ikke hvad Klang der er i Navnet . Og dog kan det ikke negtes , at der er Navne , det under visse Forhold er meget misligt at bære . Der er , for at nævne eet , Navnet Sørensen . Der er i Ordet et passende Forhold mellem Consonanfer og Vocaler , og i og for sig ildelydende er det flet ikke . Men paa hvem gjør dog ikke Navnet Sørensen en uheldig Virkning ? Hvo kommer . ved at nævne det ikke til at tænke paa noget Begrændset , noget Indskrænket ? Ganske vist have ikke Faa — for at nævne et Par Exempler : en dygtig Marinemaler , en dygtig Architekt — sorstaaet at give det Vægt ; men i det Hele taget er , som sagt , Navnet Sørensen dog et meget sarligt . Eller for at nævne et andet , der er Navnet Bladsen ! I og for sig er Ordet blødt og let at udtale , og noget Unationalt er der ingenlunde i dets Klang . Men paa hvem virker dog ikke Navnet Madsen lidt antipathisk ? Hvo kommer ikke ved at nævne det til at tænke paa noget mindre Aristokratiskt , noget Dnftløst ? Ganske vist have Flere — for at nævne blot eet Exempel , en med Lune rigt begavet Skuespiller — forstaaet at give det Vægt , men farligt er , som sagt , dog Navnet Madsen i det Hele taget . Men eet Navn er der , som ingen Begavelse og Dygtighed vilde kunne bøde paa , og det er det , der ved en Fødsel , det nok tør siges , at han selv ikke har forskyldt , var falden i Particulierens Lod . Ikke som om Reiersen i og for sig lyder ilde , fvertimod i visse Oren har det i sin Tid endogså « klinget godt ! Men man være , som man vil , har man Navnet Reiersen , er man , siden Hertz skrev sit fortræffelige Lystspil „ Sparekassen “ , under visse Forhold uundgaaelig prisgiven . Hvis Particulieren ved det Skridt , han nu tænker paa — og Herre Gud , hvor Mange i den vide Verden have ikke før han gjort det samme Skridt , vilde Verden ellers nu see ud , som den gjør — hvis Particulieren ved det Skridt , han nu tænker paa , gjør et kaux pas og gaaer i Vasken , men ikke som Tilfældet nu er hed Reiersen , men Carlsen , Jensen eller Hansen , ikke Een vilde skumle derover . Men som det er , nu , da hans Navn er Reiersen , saa tør man vædde Ti mod Een , at Ti for Een vilde sige : „ Det skulde De ikke have gjort , Herr Reiersen , det skulde De ikke have gjort ! “ — „ Det fluide De ikke have gjort , Herr Reiersen ! “ hvo veed , inden denne Fortælling er sluttet , vil det maaskee blive sagt af Mange , ja selv Kammerraaden , der dog nu er den , der fører ham paa Glatiis , vil maaflee , naar Fortællingen sluttes , sige som de Mange : „ Det skulde De ikke have gjort , Herr Reiersen ! “ og endda tilføie et : „ Det sagde jeg nok ! “ Endnu var Frokosten ikke ganske endt , da var Himmelen alt ikke saa lidet overtrukken , og nu og da faldt der en Draabe Regn , opfordrende de om Bordet Siddende til at være paa deres Post . En lille Stund efter spredtes Skyerne dog foreløbig atter , og ikke kan Digteren ved sit første Forsøg paa at producere sig for Publicum begjærligere indsuge den Roes , der ydes ham , end Jorden og Planterne indsugede de faldne Draaber . Et Nieblik efter var der end ikke Spor af dem tilbage , og det var tydeligt , at saavel Jorden som Planterne længselsfuldt ventede paa Mere . Om ogsaa Lignelsen med Digteren kan anvendes i sidstnævnte Henseende , er lidt tvivlsomt ; da Forfatteren heraf vel neppe tør betragte sig som Digter , medmindre de Herrer Critici give ham DigterRidderslaget , og Slag af den Natur have de vitterlig endnu ikke givet ham , skal dette her ikke afgjøres . Nok sagt , daFamilierneRasmussen og Reiersen reiste sig fra Bordet for at gaae op til Jagtslottet , vare de saa Regndraaber , der faldt , alt bortveirede , Solen skinnede atter klart , og da Particulieren yttrede , at Veiret idag nok vilde holde sig hele Dagen , sagde Kammerraaden : „ Ja , det sagde jeg nok , det er der ikke Spørgsmaal om . “ Da det lille Selskab kom op paa Slottet , aabnedes Døren ud til Altanen , og Enhver tog Plads , som han bedst kunde , for at nyde den smukke Udsigt . Naar Hjertet er fuldt , siger et gammelt Ordsprog , løber Munden over , hos Frøken Marie , stadfæstede det sig i dette Oieblik ikke . Taus stod hun ved sin Moders Side og lod Øiet glide ud over den samme Egn , hvorom hun nylig , da hun med sin Fætter var ene paa Slottet , havde udtalt sig med Begeistring . Fru Rasmussen var ikke fuldt faa taus , skjøndt det , hun sagde , godt kunde have været fortiet . Efterat have mønstret samtlige Salens Dimensioner og Proportioner , gjorde hun en lille uskyldig Bemærkning om , hvormange Mennesker der ved fordums Jagtgilder vel havde kunnet spise der . Og Frøken Reiersen , som ogsaa syntes , hun skulde sige Noget , forsøgte et lille dybsindigt Tankeexperiment med Hensyn til Forskjellen mellem den Udstyrelse , der engang var given Salen , og den , der nu fandtes der . Kammerraadens yngste Datter indlod sig ikke paa Sligt ; rask gik hun heelt ud paa Manen , hun vilde see , om der ikke ogsaa ovre paa den svenske Kyst stod Nogen og saae over til den danske . Men nei , der stod Ingen . Det gik hende som saa mange Andre , der see over til det nære Broderland . Jdetmindste kunde hun med det blotte Nie ikke opdage dem . Da man havde seet sig mæt paa Udsigten , gik man atter ned paa Plainen , og , efterat Particulieren og Kammerraaden vare blevne enige om , at man for hele Dagen skulde slutte sig sammen , satte man sig igjen op paa Vognen , efter Kammerraadens Forflag dog saaledes , at Fru Rasmussen og Frøken Reiersen kjørte foran i Particulierens Vogn , men Particulieren med de Andre i Kammerraadens , eller rettere Brændeviinsbrænderens . Nm Forslagets Iværksættelse blev der ikke afstemt , thi ellers vilde upaatvivlelig Fætteren og Frøken Marie have stemt imod , ikke at tale om Fru Rasmussen , der slet ikke var glad ved udelukkende at skulle være i Selskab med der altfor stærkt Tærnede og Høirøde . Men Kammerraaden var nu engang i de fleste Tilfælde ingen Ander af det constitutionelle Væsens Hovedsactor : ethvert Spørgsmaals Afgjørelse ved Afstemning . Hans Bedstemoder paa Mødreneside havde været født langt inde i det Indre af Rusland , og Blodet er aldrig saa tyndt , det er dog tykkere end Vand . Ad Fileværket til gik Kjørslen uden synderligt Liv , Kammerraaden og Particulieren sade sammen , Frøken Marie var kommen til at sidde ligeoverfor Herr Reiersen . Vel sad Fætteren ved hendes Side , og det kan nok være , at han nu og da mindede hende derom lidt mere indtrængende , end det stricte taget var nødvendigt , men oprømt , som und er , Kjørslen til Eremitag en , vardo g Frøken Marie ikke . Hver Gang , hun vilde see paa det grønne Løv , faldt hendes Nine paa Particulierens grønne Briller , og den grønne Farve , abstract taget , havde ikke for hende saa meget Tiltrækkende , at den skulde bidrage til at sætte hende i gladere Stemning . Hvad Kammerraaden selv angik , da følte han sig ovenpaa den solide Frokost saa vel som muligt , og Dampen fra hans Pibe hvirvlede i saa mægtige Røgskyer , at Beboerne af mangen Villa vist have antaget den for Dampen fra et forbifarende Locomotiv . Paa en Vejsfrækning , der er saa lang som den fra Eremitagen til Fileværket , kan der forhandles Meget , og Particulieren benyttede Tiden til at give sin Ven en nøiagtig Oversigt over sine Formuesforhold , i det Haab , at idetmindste endeel deraf Ikke vilde gaae tabt for de qvindelige Oren , den egenlig var bestemt for . Kammerraaden hørte den med Fornøielse og faae samtidig dermed spørgende paa sin Datter , som om han af hende vilde have Erkjendelsen af , hvor klogt han som Fader havde tænkt ved at ville skaffe hende en Forsørger som Particulieren . Men paa Frøken Maries Ansigt sandt han intet Svar , det forekom ham endogsaa engang , som saae han en lille Taare i hendes Øie . Havde han imidlertid kun lidt Forstand paa de Draaber , der nys vare komne ovenfra , paa dem , der kom indenfra , fra Hjertets Kilde , havde han dog langt mindre . Ak , hvorfor skulle dog Størreparten af de mennefkelige Beregninger kun dreie sig om det usle Mammon ? Hvorfor ere de menneskelige Tankers Alfa og Omega kun Glands og Rigdom og saa sjelden Andet ? Hvorfor leve vi ikke atter som Adam og Eva i Paradiset og have Nok med Træets Frugt til Føde , med dets Løv til Hovedgjerde og Hvile ? Sandt nok , heller ikke i Paradiset var Alt , som det kunde have været , ogsaa der var der et Kundskabens Træ og en Slange til at friste , og , desværre , modstode vore første Forældre ikke den listige Fristers Forførelse . Men vor Tids Mennesker staae dog paa et ganske anderledes intellectuelt og aandsmodent Standpunkt end de antesyndefaldske , og det turde dog vel være , at en saa aabent anlagt Snare som den paradisiske ikke vilde blive uigjennemskuet af vor Tids større Oplysning og Erfaring . I ethvert Tilfælde , eet Forsøg var dog altfor lidt til at afgive noget Grundlag for en afgjørende Dom , eet Forsøg var dog altfor lidt til derefter at dømme en heel Menneskeslægt ! Og vil man end sige : Er ikke det usle Mammon , er ikke Guldet det LEble , som Slangen daglig byder os , og som vi Alle , Smaa og Store , den Dag idag trænge os om for at nyde , saa tør der dog vel indvendes , at Forholdet vilde blive et heelt andet , om vi endnu , som i Paradiset , saae Slangen og LEblet for os i deres virkelige Skikkelse , om vi saae Guldæblet hængende paa Træet og Slangen bugtende sig under det i sine afskyelige Ringe . Vi have desuden jo nu Hisforiens Basis at staae paa og vore ved Philosophers og Theologers Forskninger udviklede moralske Principer at støtte os til . Selv om Kammerraad Rasmussen ikke skulde bestaae Prøven , alle Mennesker ere dog virkelig ikke Kammerraader . Da man var kommen til Fileværket/ steg man atter af Vognen og saae sig lidt om i den smukke Egn . Solen var nu allerede høit Paa Himlen , og da den brændte stærkt , lagde man sig , efter at have spadseret en Stund , paa Skrænten af en Høi under et stort Træes Skygge . Kammerraaden var den første , der lod sig falde i Græsset , den næste var hans Kone , der dog først undersøgte Stedet med Opmærksomhed , for at hendes lyse Musselins Kjole ikke skulde tage Skade . Saa satte ogsaa Frøken Marie sig let og smukt henbøiet , og det kan nok siges , uden at træde idetmindste den poetiske Sandhed for nær , at mangen lille Markblomst , der endnu stod som Knop i hendes Nærhed , saae beundrende op paa hende og , af Glæde ved sit Skue , aabnede sit Bæger . Den unge Jurist vilde have taget Plads ved hendes Fod , men medens han overvejede , om Kammerraaden dog ikke vilde tage Forargelse deraf , lod Particulieren sig falde og indtog netop den Plads , Fætteren havde udseet for sig . LErgerlig derover løb han ned til Høiens Fod og , samlende en Mængde Smaasteen , Ler laae henstrøede der , hevnede han sig paa dem ved at kaste dem , een for een , ud i et forbirindende Vand . Frøken Reiersen søgte ned til Høiens Fod , for af Bladene i en Gaaseurt , der ikke havde anet , at dens Skjæbne skulde blive saa besynderlig , at regne sig til Opfyldelsen af sin „ kjære , sin stadige Tanke “ . Det yngste Medlem af Selskabet var allerede borte , før de toge Plads i Græsset ; hun forfulgte , som hun troede , en Hind , hun havde seet blandt Træerne , og heldigviis forstyrrede det ikke hendes Glæde , at hun lidt efter opdagede , at det var en Hund . Som nu den overveiende Deel af det lille Selskab sad der paa Skrænten , maa upaatvivlelig Amor være kommen der forbi og have seet de i Græsset Hvilende , og , skalkagtig som han altid er , skjult bag et eller andet Træ , uden at Nogen anede det , have sendt Particulieren en Piil , der gik lige igjennem hans tykke Overfrakke og ind i Brystet . Det forekom vistnok Herr Reiersen , som hørte han en Susen i Luften , men da han Intet saae , og Løvet paa Træerne kun bevægede sig ganske sagte , faldt det ham mindst ind , at det var den lille vingede Gnd , der havde valgt Omegnen ved Filevcerket til Boldgade for sine Spilopper , og han tænkte da , at det var den Susen for Orene , hvoraf Han ikke sjelden led , naar han til Frokost havde taget sig et Glas ud over det Almindelige . Over hans Ansigt fløi et eiendommeligt Smil , en Afskygning af en ophøiet , heroisk Tanke , og , fattende en pludselig Beslutning , tog han sine grønne Briller af og sagde , idet han vendte sig op mod Frøken Marie : „ Jeg har nylig sagt , at jeg idag mere end nogensinde tænkte paa at søge mig en Hustru , vilde De finde det upassende , naar jeg allerede i dette Oieblik , i Deres Forældres Nærværelse og herude , hvor Alt indbyder til blide Følelser , spurgte Dem , om De vil være det ? “ Saavel Frøken Marie som hendes Forældre studsede ; skjøndt Kammerraaden selv havde saaet Sæden , troede han dog ikke , at den var skudt op saa hurtigt . Men , uden at lægge Mærke dertil , vedblev Particulieren : „ Hvis jeg spurgte Dem , om De med mig vil dele min Fremtid , vilde De da finde det paa urette Sted ? “ Frøken Marie lod Oiet glide hen over ham , hun var som himmelfalden . Particulieren fortsatte imidlertid , uden at lade hende Tid til at overveie , om hun havde hørt ret , efter neppe et Secunds Pause : „ Jeg er ikke ung , det veed jeg , jeg er ikke smuk , det veed jeg ogsaa , men jeg har , hvad der kan gjøre Livet behageligt og endda Lidt til . I den smukkeste af de Gaarde , jeg i Byen eier , kan De , naar vi blive gifte , vælge Deres Bolig , og har De nylig beundret det kongelige Jagtslot og ønsket Dem at eie et saadant , jeg bygger Dem en Villa , der ikke skal staae tilbage for dette i Skjønhed . “ Lidt fra de Siddende mellem Træerne lød der en overgiven Latter , og saa lydelig var den , at endogsaa Kammerraaden hørte den , skjøndt han ellers ved mange Leiligheder var lidt tunghør , og tænkte , den kom fra hans yngste Datter . Men sandsynligere erdet dog at antage , at det var Amor , der endnu havde staaet bag Træet og havt sin Fornøielse af sit Skjelmsstykke , thi Latteren var ikke af den almindelige Slags , den havde noget Festligt , som man kan tænke sig , at olympiske Guder maae have leet , og kort efter mærkedes desuden en zittrende Bevægelse i Luften , som om den lille vingede Skjelmsmester atter fløi bort . En lille Pause fulgte paa Particulierens Frieri , saa betragtede Kammerraad Rasmussen sin Datter og sagde : „ Et Tilbud som min Vens haaber jeg , at Du ikke vil vrage ! “ og Fru Rasmussen , der ikke kunde negte for sig selv , at en saadan Gaard i Byen og en saadan Villa paa Landet under visse Omstændigheder heller ikke vare at vrage , men dog holdt hjertelig af sin muntre Søstersøn og gjerne havde undt ham at faae sit Ønske opfyldt , var et Øieblik tvivlraadig om , hvordan hun skulde stille sig til det Tilbud , der var gjort Datteren . Frøken Marie selv slog Øinene ned , havde Jorden pludselig aabnet sig under hende , hun havde ladet sig synke uden Skrig . „ De betænker Dem ? “ tog Particulieren atter tilorde , „ frygter De , fordi De kun kjender mig saa lidt . Velan , jeg vil ikke binde Dem forLivet . I tre Maaneder er De min Forlovede . Erkjende vi i den Tid , at vi passe for hinanden , saa lade vi Præsten confirmere og velsigne Pagten , erkjende vi derimod i den Tid , at vi ikke passe for hinanden , nu , saa slippe vi hinanden og — ja , saa er der ingen Skade skeet . “ — „ Man sig forlover syvende sidst , Som man Alt proberer og prøver , “ synger Madam Buurmann i Heibergs „ De Uadskillelige “ , og havde hendes Mand , Materialisten , ikke ret kunnet gaae ind paa hendes Anskuelse , saa gjorde Herr Reiersen det og det tilgavns . Det forstaaer sig , han glemte , at hun vel vilde have Forlovelsen gjort blot til et Tentamen , men hvis det ikke lykkedes , skulde LEgteskabet dog ligefuldt finde Sted , og forsaavidt var , som Herr Buurmann siger , Tentaminet overflødigt . Herr Reiersen derimod gjorde LEgteskabet fuldkomment afhængigt af det foreslaaede Forsøg . Ganske smagte det da heller ikke Kammerraaden og endnu mindre hans Kone , skjøndt den Førstnævnte dog ikke kunde negte for sig selv , at der var noget Agtværdigt i den Maade at tage Sagen paa , der var jo givet begge Parter lige Ret . Frøken Marie blev derimod fuldkommen oprørt over dette Forslag , blussende reiste hun sig og sagde med Taarer i Vinene : „ Jeg tænker , at jeg ikke behøver at besvare et Forslag som dette ; mod dette ville mine Forældre dog vel beskjærme mig ! “ Og hun kastede , idet hun sagde det , sit Hoved tilbage , saa stolt og harmfuldt , som var det Zeus Kroniden , der i dette Nieblik vilde slynge sit dræbende Lyn . Men beskjærme hende derimod , det vilde Kammerraaden nu dog ikke , og hans Kone , der ganske vist havde Villien dertil , var i det Hele taget saa overrumplet af Situationen , at hun aldeles ikke vidste , hvad hun skulde gjøre eller lade . Saa reiste hun sig da og fulgte Datteren , der gik langsomt hen over Bakken , ad det Sted til , hvor Fætteren stod . Men Kammerraaden rynkede sin Pande og sagde : „ Atter hen til Fætteren ! Det sagde jeg nok ! Men det Forslag om Prøvetiden var aabenbart heller ikke heldigt ! “ Og saa reiste han og Particulieren sig , og lidt forstemte fulgte de efter de Andre . Lidt efter kom Frøken Reiersen , hun var nu bleven færdig med sine naturvidenskabelige Studier , der dog ikke lode til at have givet et tilfredsstillende Udbytte , og snart kom ogsaa Kammerraadens yngste Datter løbende og sluttede sig til Flokken . Men overgiven , som hun var , faldt pludselig den Samtale , der førtes ved Bordet , hende ind , og , idet hun satte sin Matroshat lidt mere end almindelig paaskraa , spurgte hun : „ Hvad hed saa Deres Forlovede , Herr Reiersen ? Det fik vi jo aldrig siden at vide ! “ Particulieren kastede et vredt Blik til hende og vendte hende Ryggen , og , idet ogsaa Kammerraaden sendte hende et straffende Blik , gik hele det nu samlede Selskab tilbage til Vognene . Et Qvarteers Tid efter rullede man atter afsted ; men havde Stemningen være trykket paa Veien til Fileværket , saa blev den det dobbelt nu paa Veien derfra . Nu og da gjorde Fætteren nogle Forsøg til Udfald mod sin Fjende , men Particulieren optog ikke Handsken , han grundede over , hvorledes han skulde tage Sagen fat paany , og hvorledes han i den Deel af Dagen , der endnu var tilbage , skulde tilbagevinde det Terram , han troede , at han ikke for ret længe siden allerede havde vundet . Er man i slet Humeur , seer man Alt i det sorteste Lys . Hvor udholdende Fru Rasmussen end betragtede det Høirøde i Frøken Reiersens Dragt , fik hun dog intet andet Indtryk , end at der var fuldt op af Sort i det Røde . Og ikke bedre gik det den unge Jurist og hans Cousine med Particulieren . Skjøndt Frøken Marie slet ikke saae paa ham , og Fætteren saae paa ham saa stivt som muligt , fik de dog begge det samme Indtryk af noget Sort , noget til Hades Hørende . En lille Vorte , der sad paa Particulierens Næse , antog efterhaanden for den oprørte Fætter faa forunderlig store Omrids , at den forekom ham som en Skive , han kunde have Lyst til at skyde tilmaals efter , og virkelig overraskede han sig engang selv i , at han løftede Armen og ligesom tog Sigte . Hvad Kammerraaden angaaer , han gad ikke sige Synderligt , end ikke : „ Det sagde jeg nok ! “ Tans tænkte han paa , om han ikke kunde sætte Fætteren af ved et eller andet Markled og dermed paa en passende Maade vise ham Vinterveien . Det var ham fuldkommen klart , at Particulieren kun kunde fkride frem til Seier over Fætterens Liig . Men til at vise sin Kones Søstersøn den paatænkte Vintervei havde Kammerraaden dog ikke Mod . Uden Formindskelse i Passageerantallet kjørte man til Søllerød og senere derfra til Skodsborg . I Haven ved Skodsborg Kro vilde man , som tidligere yttret , spise til Middag og drikke Kaffe . I Søllerød gjorde Kammerraaden , hvad han kunde , for at hjelpe paa sin Ven , og ganske hemmelig hviskede han til sin Kone , at ogsaa hun maatte gjøre Sit til at forhjelpe Particulieren til Seier . Men i dette Punct var Fru Rasmussen dog nu ubevægelig , og da Kammerraaden trængte paa , erklærede hun reent ud , af han var en Barbar mod sin Datter , en Rinaldo Rinaldini , som vilde berøve hende hele hendes Livs Lykke , medens han kun tænkte paa af skabe den for sig selv . Da det lille Selskab kom til Skodsborg , var Luften atter fuldkomment overtrukken , men da der var dækkede Lysthuse nok ubenyttede , lagde man for Nieblikket ikke stor Vægt derpaa . Medens Forberedelserne til Middagsmaaltidet fandt Sted , var Frøken Marie i travl Bevægelse og fik derfor mindre Tid til af tænke paa det løjerlige Frieri . Ogsaa hjalp det lidt til af bringe det i Glemsel , af selv Fætteren tog Haand i Forberedelserne . Han havde nemlig en afgjort Tendens til , især naar hans smukke Cousine beskjæftigede sig med Sligt , af tage Deel i disse de qvindeligste af alle Huussysler . Ja , det Tilfælde var endogså « indtruffet , « t han i Kammerraadens Huns var funden hos hende i Spisekammeret med en Serviet bunden om Livet , og modtagende Ordres af hende , ganske som om han havde været et qvindeligt Tjenestetyende . Da Bordet var dækket , satte man sig tilbords , og det var aabenbart , af Bevægelsen i den frie Luft havde givet Alle en god Appetit , Frøken Marie alene undtagen , der , da hendes Blik engang traf Particulierens , strax lagde Kniv og Gaffel og ikke mere var istand til at nyde Noget . Og da nu endelig Herr Reiersen paany begyndte sit Tilløb til et Frieri , og Fætteren , for , som han havde foresat sig , at være hendes Ridder , med forskjellige skarpe Bemærkninger gjorde Indhug paa Particulieren , blev det hende saa aldeles uudholdeligt ved Bordet , at hun i et Oieblik , da Situationen dertil var gunstig , under Paaskud af at hente Et og Andet , smuttede bort derfra og tog Veien ud af Haven og op i Skoven . Naar man er halvt fortvivlet , overveier man ikke nøie , hvad man gjør . Det var derfor ikke at undres over , at Frøken Marie kom lidt længere bort , end hun havde tænkt sig , og før hun selv ret vidste det , var hun langt inde i Skoven og alt andet end sikker paa , hvad Vei hun skulde gaae , for atter at naae Krohaven , hun havde forladt . Træt , som hun snart blev , satte hun sig et Dieblik paa en Træstub og tænkte over , hvor forskjellig Aftenen syntes at skulle blive fra Morgenstunden . Da var Alt Glæde og Haab , nu var det Bekymring og Tvivl . Hun tænkte paa den lette Fart hen ad Strandveien i den smukke Morgen , paa sin Plads overfor den , hun havde kjærest , paa de mange Ord , paa de mange Blik , hvoraf hun drømte sig Haabet om en lykkelig Fremtid . Og nu sad hun der alene , og Himlen over hende var tæt overtrukket , ja af og til begyndte der endogsaa at falde Regn . Paa et Træ i Nærheden af hende sad en Skovdue og rystede sine Vinger ; havde hun i dette Øieblik kunnet bytte Lod med den , hvor gjerne havde hun ikke gjort det ? Og dog , havde ikke ogsaa den Noget at klage over , sad ikke ogsaa den i dette Øieblik eensom som hun , og maaskee gik i næste Øieblik en Skytte igjennem Skoven og sendte den et dødbringende Skud . Men var ikke et saadant Skud bedre , end at friste Livet hos den , man havde Afsky for ? Dog , der var ikke Tid til at drømme , de faldende Regndraaber toge til i Styrke , og det var tydeligt , at Regnen snart vilde synke ned i Strømme . Og hvor let var hun ikke klædt i den hvide Kjole , og hvor lidet beskyttede den lille røde Silkehat ikke hendes Pande og bølgende Haar ! Hun reiste sig igjen og kastede endnu et Blik op paa paa Duen , der i det Samme lettede og sløi dybere ind i Skoven , og ilte saa alt , hvad hun kunde , den Bei , hun antog for den rettte . Længe løb hun faaledes , og snart begyndte Regnen at falde tæt ; det var tydeligt , at hun , hvor hurtigt hun end ilte , ikke vilde kunne undgaae det sig nærmende Uveir . Allerede begyndte det ogsaa at pladske faaledes i Træernes Løv , at hun , fkjøndt det var Dag , og nu og da et Lyn kastede et stærkt Skjær hen over Skoven , følte sig frygtsom og betagen . Hvorledes skulde hun dog komme tilbage fil sine Nærmeste , hun var allerede gjennemvaad , og hvert Nieblik sad Foden , der ellers hoppede saa let , fast i den vaade Jord . Længe vedblev hun at ile fremad , da naaede hun endelig aaben Mark og kort efter et Huus , hvor hun standsede , for at spørge sig for . Jo , hun var kommen godt paa Lei , hun var kommen tæt fil Nærum , og saasom Uveiret tiltog i Styrke , var der intet Haab om , al hun foreløbig vilde kunne naae tilbage . Der var for hende inte : Lindet at gjøre , end at tye ind i Huset og foreløbig søge Ly der . Da hun traadte ind , blev hun modtagen af en gammel Kone , det var Husets Beboerske . Godmodig , som den Gamle var , opmuntrede hun den Forknytte , og da hun hørte Frøken Maries Historie , som denne var « åbenhjertig nok til at skrifte , tilbød hun hende venligt , at hun foreløbig kunde blive der , til Regnen hørte op . I de baade Klæder , hun bar , maatte hun ikke blive ; men andre Klæder , der passede den unge Pige , havde hun dog ikke , med mindre denne vilde beqvemme sig til at trække i hendes Søns , der som Kahytsdreng netop for Tiden var reist til fjerne Lande . Marie havde foretrukket at forblive i de vaade Klæder ; men det syntes den gamle , venlige Kone slet ikke om , den unge Pige kunde befrygte det Værste for sin Sundhed , og saa gav da ogsaa Frøken Marie efter og iførte sig de noget grove , men næsten nye Drengeklæder , som den Gamle tilbød hende at benytte til hun kom til Hjemmet . Derfra kunde hun da Dagen efter sende dem tilbage . Hvor det menneskelige Hjerte dog er en uudgrundelig Gaade ! For en kort Time siden vilde Frøken Marie have modtaget Budskabet om sin Død uden at klage , nu stod chnn for Speilet og smilte ved at see sig selv i den raske Matrosdragt . Og hun nøjedes ikke engang med de Klædningsstykker , hun af Stedets Beboerske alt havde modtaget , hun bad endogsaa den Gamle om at laane hende den Hat , der hørte dertil , for at see , hvordan hun tog sig ud som en fuldstændig Matrosdreng . Og da hun var kommen paa det Rene med sig selv om , at hun var saa elskværdig og rask en Sømand , som der nogensinde har traadt paa Dækket af noget Skib , opsendte hun stille hos stig selv det Ønske , at hendes Fætter i dette Øieblik var der og kunde see hende . Ja , hvo veed , om hun ikke endogsaa , skjøndt hun var flygtet for Particulieren som Haren for de forfølgende Hunde , ønskede , at ogsaa han kunde komme der og see hende , naturligviis kun for at han dobbelt kunde ærgre sig over den Kurv , han definitivt skulle faae af hende . Men hverken Fætteren eller Particulieren var der , Particulieren var endnu optagen af Middagsmaaltidet , Fætteren havde vel bemærket sin Cousines Bortgang , men da han ikke anede , hvor hun var gaaet hen , faldt det ham ikke ind at følge , før hendes Udeblivelse forekom ham noget langvarig og mistænkelig . Saa sneg ogsaa han sig bort fra Bordet , og da han af en Kudsk , der . stod udenfor Kroen og slog en lille Passiar af med en Collega , fik af vide , af hun var gaaet op i Skoven , tog han hurtigt Veien derind , uden dog af vide , i hvad Retning han skulde søge den , han savnede . Det var allerede mørkt for længe siden , Regnen havde hørt op , og saavel Kammerraaden som Particulieren havde flere Gange talt om , af de ikke kunde blive længere ude . Navnlig kunde Kammerraaden det ikke godt , hans Vogn var jo laant , og hvad vilde Brændeviinsbrænderen sige , naar hans Vogn ikke kom hjem i rette Tid . Men hvor vare begge de unge Mennesker henne ? ' hvor var navnlig Kammerraadens Datter ? Fætteren havde han meer end villig ladet blive , men uden hende kunde de dog ikke godt tage hjem ; af overlade Datteren til hendes Skjebne var dog ikke godt muligt , saameget mere , som de ikke engang med Bestemthed vidste , om hun var under Fætterens Beskyttelse . At den unge Mand var hos hende , kunde Kammerraaden dog ikke ret tvivle om , og hvor urolig og ængstelig derfor end Fru Rasmussen var over sin Datters Forsvinden , følte hun sig dog noget trøstet ved , at ogsaa Fætteren savnedes . Hemmelig tænkte hun nemlig , at det Hele maaskee var et Paafund af Søstersønnen , for at befrie hendes Datter fra Particulierens Efterstræbelser , og da Kammerraaden og Particulieren endelig langt ud paa Aftenen gav Ordre til at kjøre hjem , sagde hun derfor Intet derimod , thi i al Stilhed tænkte hun og vel ogsaa hendes Mand , at de , naar de kom til Hjemmet , nok vilde træffe hende . Saa satte da atter Vognene sig i Bevægelse , Kammerraaden , hans Kone og yngste Datter i den ene , Particulieren og hans Søster i den anden , og rask rullede de hjemad , medens Frøken Marie , endnu iført sin Matrosdragt og med sine vaade Klæder i en Bylt , spadserede til Skodsborg , ledsaget af den velvillige Gamle . Da de to Vandrende kom et Stykke hen i Skoven , saae de i Afstand en ung Mand , der havde brækket sig en Green af et Træ , og , med den som Støttestav , arbeidede sig fremad saa rask han kunde , og da de kom ham lidt nærmere , saae Frøken Marie strax , at det var Fætteren , der aabenbart søgte hende . Han havde krydset frem og tilbage i Skoven og gik nu , saa vaad som en druknet Muus , slukøret , paa Lykke og Fromme den Vei , Tilfældet førte ham . Nu og da havde det forekommet ham , som om han lige foran sig havde hørt Trin , og da han ønskede at spørge sig for om den , han søgte , havde han fulgt Lyden . Alen hvor rask han end jog afsted efter den , saae han dog stadig Ingen , og maaskee var det ogsaa kun en Indbildning . Naar Blodet er i feberagtig Bevægelse seer og hører man Meget , der velbeseet kun er til i Phantasien . Muligt var det dog ogsaa , at det virkelig havde været Skridt , muligt var det , at det havde været Amor , der stadig havde trippet soran ham , for , uden at han anede det , at vise ham Vei ; thi Amor er nu engang hverken bange for Regn eller vaade Fødder ; nøgen , som han har været lige fra sin Fødsel , har han hærdet sig mod rheumatiske Onder , og Particulieren havde han , det var aabenbart , sat sig for paa alle Maader at drille . Da Marie saae Fætteren , satte hun den sorte , blanke Hat dybt ned i Vinene og bad derpaa den Gamle ikke at forraade , hvem hun var . Og saa kom da Fætteren hen til dem og spurgte , om de ikke i Skoven havde seet en ung Pige i en hvid Kjole og med en rød Silkehat . Hun havde vist forvildet sig der , og han skulde ledsage hende hjem . Nei , seet ung Pige , det havde de ikke , i det Guds Veir havde vist ingen ung Dame vovet sig ind i Skoven . Og den Gamle smilede lidt , idet hun sagde det , og Fætteren troede , der var Spot deri . Men pludselig lod han dog ogsaa et Blik falde paa den lille Matros , og i et Nu var det , som om hele hans Person var forvandlet . Rafl kastede han sin Green , trak Matrosen hen til- sig og slog Armen om hans Liv . Damen i den hvide Kjole og med den røde Silkehat brød han sig nu slet ikke mere om , han havde nok i den raske Dreng . Med ham vilde han , om det end stormede nok saa vildt , gaae paa de lange Reiser , til ham kunde den Gamle godt overlade ham paa den lille Reise , der forestod ham den Aften . Han skulde nok være Drengens Beskytter . Og den Gamle havde Intet imod at overlade ham Ledsagelsen , hun var allerede ikke saa lidet træt , og det var jo seent . Saa tog den lykkelige Fætter Bylten med den hvide Dragt fra sin Consine , og afsted gik de Alle , den Gamle til sit Hjem , efter at dog først Frøken Marie havde takket hende hjerteligt og lovet at sende hende de laante Klæder uskadte tilbage , den unge Jurist og hanS Consine ad Skodsbvrg til . Havde Vandringen hen ad Nærum til været lidet opmuntrende , saa var Vandringen tilbage desto glædeligere . Arm i Arm gik de tvende Elskende , og det formørkede neppe deres Glæde synderlig , at der vel turde vente dem en drøi Tilretteviisning , naar de korn til Skodsborg . Hvor der var altfor vaadt , vilde Fætteren absolut bære sin Consine over , men hun gjorde ham opmærksom paa , at hun nu slet ikke var hans Consine , hun var en ung Matros , og for en saadan var det dog usømmeligt at lade sig bære . Det er dog en Sandhed , at Intet i Verden er saa galt , at det dog ikke er godt for Noget , og at det , der seer sortest ud , ofte kommer til at straale i den allerlyseste Glands . Det er ikke blot Bibelens Joseph , der , solgt som Slave af sine Brødre og bagvasket hos Potiphar og kastet i Fængsel , senere dog kommer til Hæder og AEre , ja endogsaa sættes paa Ministertabouretten i LEgypten ; ogsaa med mange Andre end Jacobs og Rachels Søn har det stadfæstet sig , at netop Ulykken ofte er Gjennemgangspunctet til Lykken . Det forstaaer sig , Enhver er just ikke saa heldig som Joseph , og Alle have heller ikke Krav derpaa ; . thi hvor Mange vilde have bestaaet en saadan Prøve som den , han bestod hos Fru Potiphar . Men vist er det dog , at man i det Hele taget kun lidet seer , hvad det Onde , som møder En , kan føre til . Man nødes til at gaae igjennem en Regn af Ild , og føler allerede hele Legemet brænde ; men pludselig opdager man , at man sidder paa Solens Vogn , lige ved Solstyrerens Side , og at man kjører i Triumph hen over alle Dødelige . I Triumph hen over alle Dødelige kjørte nu rigtignok endnu hverken den unge Jurist eller hans smukke Cousine , og heller ikke havde de følt Legemet brænde , tvertimod , Regnen havde gjennemvædet deres Lemmer ganske antageligt og kjølet dem . Men som den unge Jurist med Matrosen ved sin Side gik ad Skodsborg til , gik han dog i et Slags Triumph , og , skjøndt det alt var ud paa Natten , syntes han , at der rundt om ham var en Pragt af Solstraaler , der langtfra formindskedes , da han erfoer , at Kammerraaden og Particnlieren vare kjørte hjem . Og hans Triumph steg , da det efter indtrængende Besværgelser lykkedes ham at formaae Cousinen til at følge med til Taarbæk og forblive der i Kroen til næste Morgen . Han kjendte Vertinden i Taarbæk Kro nøie , og til hende vilde han for Natten betroe sin elskværdige , forklædte Cousine . Veien til Taarbæk gik , skjøndt Frøken Marie var lidt træt , dog uden Besvær . Det havde vel neppe været vanskeligt at faae en Vogn ; men naar man engang har forladt den slagne Landevei , gjør man helst , hvad der er det mindst Naturlige . Og havde det maaskee end været fornuftigere at kjøre , det var dog behageligere for dem at gaae . Hvad kunde der nemlig ikke i en smuk og stille Nat , under den langsomme Vandring tales om ? Thi smukt var Veiret igjen blevet , hver en Sky var som feiet bort af Firmamentet . Over dem tindrede de lyse Stjerner , nede , tæt ved dem ved Stranden , susede det og hviskede saa forunderlig født , saa hemmelighedsfuldt . Ja , hvad kunne Bølgerne i en smuk Sommernat ikke hviske ! Ingen , der ikke har elsket , vil troe det . Stundom forekom det næsten Frøken Marie , som var der Kogleri derved , og havde hun ikke havt sin Fætter beskyttende ved sin Side og stadig klynget sig nærmere og nærmere op til ham , hvo veed , den raske Matros var maaskee bleven bange for sit eget Element . Ikke langt fra Taarbæk kom de forbi et Huus , hvor Vinduerne stode aabne . Ud i Natten klang der Toner , og en qvindelig Stemme lød til Pianoet . „ Hvo ikkun lader Herren raade “ , klang opbyggeligt og smukt ud i den stille Nat . Et Øieblik bleve den unge Jurist og hans Cousine staaende , ingen af dem sagde Noget , den , de i dette Øieblik kunde have talt til , forstaaer selv hvad der ikke siges , den i Sjelens Løndom neppe undfangne Tanke . Saa gik de atter videre , men længe endnu sorbleve de dog tanse , og da de senere kom til Taarbæk , rakte de , sør de gik ind , hinanden Haanden og lovede , at dette Øieblik skulde staae for dem som en lysende Erindring , og at Intet sknlde skille dem ad mere , hverken i Liv eller i Død . Fru Rasmussen havde drømt ret , Alliancen til Taarbæk var nu sluttet . Diplomaterne havde fuldendt deres Værk , der var nu kim Spørgsmaalet , om Kammerraaden vilde ratificere det . Hos Vertinden i Taarbæk fandt de en god Modtagelse , hun tilbød at fage Frøken Marie til sig i sit eget Værelse , den raske Fætter gav hun et Kammer oppe paa Qvisten . Og hun lovede dem Theen om Morgenen saa tidlig , at de kunde fage til Byen med et af de første Banetog . Saavidt var det kommet i den Begivenhed , der er skildret i denne simple Fortælling , da Kammerraaden , saaledes som sagt ved dens Begyndelse , om Morgenen sad ved Bordet med sin Kone . Efterat de om Aftenen , da de kom hjem fra Skodsborg , havde undret sig over hverken at forefinde Datteren eller Fætteren , og efterat de hele Natten igjennem urolige havde lyttet efter , om Ingen ringede paa Gadedøren , stode de endelig om Morgenen op og besluttede , hvis Datteren ikke kom i Løbet af nogle Timer , at fage ud igjen til Kroen i Skodsborg og foretage de omhyggeligsfe Undersøgelser . Foreløbig havde de dog drnkket deres Morgenthee nogenlunde med Haab om , at de Udeblevne snart maatte komme , og Kammerraaden tog endogsaa , som han gjorde det hver Morgen ved Theen sin Morgenavis og lod Viet glide hen derover . Men , hvad er det ? Hvad seer han der ? Under Rubriksmærket „ Selvmord “ stod der følgende Linier : „ Seent iaftes er i Nærheden af Vedbek fundet Liget af to unge Mennefker , som det synes af den bedre Classe . Nærmere Underretning om , hvor de høre hjemme , har man endnu ikke knnnet faae ; men det er aabenbart , at ulykkelig Kjærlighed har været Grunden til Selvmordet , thi de tvende Liig laae faa tæt sammenslyngede , at det var , som de aldrig kunde vristes fra hinanden . “ Det var rene og tydelige Ord , der kunde ikke tages feil . Da Kammerraaden læste det for sin Kone , faldt hun besvimet tilbage i sin Stol , og selv lod han sig ogsaa falde tilbage i sin , idet han , som tidligere anført , sagde : „ Det sagde jeg nok ! Nu har Du det saa godt ! “ ret , som om det var hende og ikke ham selv , der havde villet skille de to unge Mennesker ad . Heldigviis laae de dog ikke længe saaledes , og Fru Rasmussen var endnu ikke vaagnet af sin Besvimelse , da Døren gik op , og Herr sxam . juris Poulsen traadte ind , fulgt af en ung Matros , der ganske ugeneert lod sin Hat sidde paa sit Hoved . Idet Døren aabnedes , slog Fru Rasmussen netop Øinene op , og da hun saae Søstersønnen , sprang hun ham imøde og spurgte ham med Udtrykket af en usigelig Angst i sit Ansigt , om han ikke vidste , hvor hendes Datter var . Ogsaa Kammerraaden reiste sig og saae alt Andet end glad ud . Men da traadte Matrosdrengen rask hen til Fruen , kastede sig op til hendes Bryst og bad hende om Tilgivelse for den Uro , hun havde voldt dem . Og Fætteren fortalte Kammerraaden og hans Kone Alt , hvad der var skeet , siden de forlods Middagsbordet i Skodsborg Kro , ja fortalte endogsaa , at han og hans Cousine havde lovet aldrig at slippe hinanden . Kammerraaden havde hørt den sidste Deel af Beretningen med Misfornøielse . Men da saa Datteren bad for sig og Fætteren , og desuden Kammerraaden i det Samme fik Øie paa Avisen med dens sørgelige Rubrik „ Selvmord “ , og da hans Kone endogsaa ovenikjøbet gav sin afgjorte Jndvilgelse , forandrede han Sind og sagde : „ Jeg saaer saa vel give mit Minde . Det sagde jeg nok , at I ikke hvilede før ! “ Og den lykkelige Fætter kyssede sin lykkelige Cousine , der blev givet og taget Examenspræmier i Overflod , og hverken Frøken Marie eller Kammerraaden sagde : „ Lad være , Frederik ! “ Lidt efter kom Particulieren for at spørge til Husets ældste Datter , og Kammerraaden fortalte ham da , at der var blevet et Par af de to Unge , han saae for sig . Particulieren skjød sine grønne Briller iveiret og saae paa Matrosen , han forstod ikke denne Alliance mod Naturens Orden . Men overgiven tog Frøken Marie sin blanke Hat af , svingede den som et Seierstegn hen for Particulierens Nine , og de lyse Lokker rullede som en Guldflod ned over hendes grove Trøie . Saa kunde Particulieren nok fee , hvordan han var faren , og mørkt rynkede han sin Pande og rømmede sig , for at sige noget Ubehageligt . Men Kammerraaden tog venskabeligt hans Haand og sagde : „ Ja , Skylden er udelukkende Deres egen ! Forslaget om de tre Maaneder paa Prøve var ikke vel betænkt . “ Og da Particulieren vilde give en yderligere Forklaring end den , han alt havde givet Dagen iforveien , sagde Kammerraaden kort og afskjærende al Forklaring : „ Jeg bliver ved min Paastand , overfor en unge Pige var dette Forslag ikke vel betænkt ! Det skulle De ikke have gjort , Herr Reiersen , det sagde jeg nok ! “ Et Haab . Blandt alle de poetiske Skikkelser , jeg i mit længere Liv har truffet paa , og som jeg endnu mindes med Kjærlighed , er der ingen , som i den Grad har bevaret sig i min Hukommelse som en gammel Musiklærer , med hvem jeg gjennem en Række af Aar pleiede en vel nu og da afbrudt , men dog bestandig lige venskabelig Forbindelse . Jeg var endnu temmelig ung Candidat i Retsvidenskaben , da jeg , hvor jeg logerede , kom til at boe Dør om Dør meo ham , og mere end tredive Aar , som jeg var , yngre end han gik jeg ham , naar jeg paa Trappen eller andetsteds mødte ham , i længere Tid forbi , om end just ikke ganske uden Interesse — thi allerede fra det første Nieblik , jeg saae ham , forekom det mig , at der hos ham var noget Eiendommeligt , der havde Krav paa at bemærkes , — saa dog uden den Interesse , der gjør , at man standser , for at knytte et Bekjendtskab , om hvilket man ikke veed , enten det vil blive til Glæde eller ikke . Men efterhaanden , som Maaneder gik , begyndte der dog hos mig at vaagne en Lyst til lidt nøiere at kjende denne Skikkelse , mit Øie saa tidt havde truffet paa , og af hvilken jeg , naar jeg hilste , altid havde faaet idetmindste en høflig og stundom næsten en hjertelig Gjenhilsen , og denne min Lyst fik en dobbelt Næring derved , at jeg i Grunden havde ikke saa Lidet at takke ham for . Ung som jeg var og ikke ganske uden den Sjelsromantik , som almindelig selv i vor til romantiske Følelser kun lidet tilbøielige Tid er Ungdommens Ledsager , følte jeg nemlig , skjøndt jeg selv ikke behandlede noget Instrument , en stor Glæde ved at høre Musik , Musik , som saa at sige strømmer fra Sjelens Dyb , idet den under dens Haand , der frembringer den , bliver ligesom et Udtryk for hans egne Stemninger . Og netop en saadan Musik lød fra min Naboes Værelse ikke sjeldent ind til mig . Naar jeg , nu og da lidt trættet , kom hjem og satte mig i min Gyngestol , for at drømme vaagen , det vil sige , at lade Billeder , snart sra Fortiden , snart fra Fremtiden glide hen forbi mit Øie , ligesom vexlede ved en Magt , der usynlig syntes tilstede om mig , saa hørte jeg fra min Nabo , Musiklærerens Værelse Toner , Melodier , der virkede velgjørende paa mig , og som stundom løftede mine Tanker i Bøn eller Tak til den , til hvem vi , selv om vi havde samlet al Verdens Viisdom , dog maae henvende os eenfoldige som Barnet . Og jeg lyttede til Pianoet i min Naboes Stue , som var der paa Bunden af det Kræfter , der stode i Forbindelse med mit inderste Væsen . Naar jeg da havde siddet saaledes en Tidlang , naar Musiken ved Siden af mig efterhaanden var hørt op , og Efterklangen i min Sjel var døet . hen , naar jeg atter tog fat paa Livets daglige Syssel , for ikke blot at tage min Fremtid af Himmelens Gunst , men selv at bidrage til den ved mit eget Arbeide , saa syntes det mig , at jeg havde forøget min Gjeld i Verden , forøget min Gjeld til et Medmenneske , der stadig overfor mig var Giveren , og mere og mere vaagnede der i mig en Længsel efter nærmere at kjende den , jeg skyldte saa mangen reen og smuk Nydelse . Saa var det da en Søndag Eftermiddag kort efter Pintsen ; jeg havde , skjøndt det var en Helligdag , alligevel om Formiddagen arbeidet lidt paa det Contoir , hvor jeg dengang havde mine daglige Forretninger . For saavidt muligt at udvikle mig i practisk Retning , havde jeg nemlig taget Plads paa en Procurators Contoir og var efterhaanden naaet op til at blive Fuldmægtig — at det senere lykkedes mig at blive Advokat ved Høiesteret , skylder jeg ligesaa meget et Held , der til sine Tider fulgte mig , som mine Evner og min Arbeidsomhed . Nu var jeg , som sagt , færdig med min Dagsgjerning , og Resten af Dagen vilde jeg benytte til en længere Spadseretour i det Fri . Som jeg vilde træde ud as min Dør , ligesom allerede forud indaandende den friske Luft , der , efter en kortvarig men stærk Regn , maatte slaae mig imøde , traadte tilfældigviis ogsaa den gamle Musiklærer ud af sin , fatte Nøglen i Smæklaasen og lod Døren falde i . Jeg tog min Hat af , han > lettede ogsaa paa sin , og det -forekom mig , at han samtidig dermed saae mere end almindelig venlig paa mig . Jeg lod da min Dør slaae et Dieblik paaklem , og , idet jeg vendte mig heelt hen imod ham , sagde jeg : „ Tillad , at jeg standser Dem et Vieblik , jeg har en lille Taknemmelighedsgæld at afbetale til Dem . “ — „ Til mig ? “ sagde han forundret , „ det maa være mig meget uafvidende , at jeg er bleven Deres Creditor . “ — „ Og dog er det faaledes , “ vedblev jeg . „ Hvis jeg ikke havde betragtet det som fordringsfuldt , vilde jeg for længe siden have banket paa hos Dem og bragt Dem min Tak i Deres Stue . Nu bringer jeg Dem den kun flygtigere , men ikke mindre med Erkjendelsen af , at den veier saare Lidet mod , hvad jeg har modtaget . “ — „ Og maa man spørge , “ sagde han med et venligt Smil , „ hvorved jeg har fortjent den ? “ — „ Jeg skylder Dem Tak for mangen god og mild Stemning , for mangen stille Nydelse , for mangt Vieblik , hvori jeg følte mig nærmere den , som vi ved saa Meget i Verden daglig burde drages til , men tvertimod ved saa Meget daglig drages fra . Jeg skylder Dem Tak for Deres smukke Musik , som , det veed jeg vel , kun blev til for at tilfredsstille Dem selv , men hvori jeg dog Dem uafvidende fik Deel . “ — „ De bringer denne ufortjente Tak paa en saa venlig Maade , “ sagde han , „ at De gjør mig ligesaameget til Deres Skyldner , som De er min . Gjør mig den Fornøjelse engang at besøge mig , jeg skal da give Dem bedre Grund til Tak ved at spille Lidt for Deres egen Skyld . “ Jeg takkede for Indbydelsen , han rakte mig Haanden , og nogle Minuter efter var hver af os gaaet sin Vei , jeg dog ikke , uden at tænke paa , at det ikke skulde vare længe , før jeg vilde gjøre Brug af hans Indbydelse . Der var ikke gaaet Stort over otte Dage , saa bankede jeg , vel en Timestid før min Nabo , som jeg vidste , pleiede at gaae tilsengs , paa hans Dør . Der lød et kort „ Korn ind ! “ og jeg aabnede . Idet man aabner Døren hos Nogen , hvis Hjem man ikke før har betraadt , faaer man almindelig et Indtryk af , hvorledes dets Beboer eller Beboere ere . Meget ofte er dette Indtryk misvisende , men oftere viser det sig senere , at det er rigtigt , og at den Paagjeldendes Characteer , navnlig hvis det er en Qvindes , tildeels allerede røber sig , idet man træder over Dørtærskelen . Idet jeg traadte ind hos den gamle Musiklærer , var det Indtryk , jeg fik , et hyggeligt . Skjøndt Dagslyset var begyndt at blive svagere , var det dog lyst nok til , at jeg kunde see , hvorledes der overalt i Stuen var den fuldstændigste Orden , uden at denne dog kunde siges tilvejebragt ved smaaligt Pedanteri . Der var ikke meget Bohave i Værelset , men det , der var , saae velbevaret ud . Der var et Bord , nogle Stole , en Bogreol , hvorpaa der dog just ikke var mange Bøger , og en Seng . Ved den Væg , der skilte hans Værelse fra mit , stod hans Piano , og over det hang ikke faa Billeder , Mesters i Tonekunsten , paa hvem han satte Pris . Selv sad han i en høi gammeldags Lænestol , fra hvilken han dog , da jeg traadte ind , hurtigt reiste sig . Efter at jeg havde bragt ham den Tak , der var Anledningen til mit Besøg , og han , skjøndt under en anden Form , havde gjentaget sin tidligere Mtring , bad ban mig tage Plads ved det aabne Vindue , for at jeg , medens jeg samtalede med ham , kunde , saavidt muligt inde i den snevre By , indaande den friske Aftenluft . Saa bød han mig en Cigar , selv røg han ikke , da det sorekom ham , at Tobakken havde noget Sløvende , Noget , der nedbrød Driften til at være i stadigere Beskjæftigelse , og da jeg , idet jeg saa godt jeg kunde sorsvarende Brugen , havde tændt mig en Cigar , talte vi med hinanden om Huset , vi boede i , om vort - Naboskab og om de nydelsesrige Timer , han ved sin Musik saa ofte havde skaffet mig . „ Ja , mig er det , “ sagde han , „ mit halve Liv saaledes paa Pianoet at udtale , hvad der ligger mig paa Sinde . Naar jeg har underviist flere Timer daglig , og fra de fremmede Mennesker , i hvem jeg forresten har truffet Mangen , som jeg har saaet kjær og bevaret min Agtelse for , er kommen hjem til min stille Stue , saa gjør det mig godt gjennem Toner at tale lidt til og med mig selv , thi , som De vel har bemærket , i Besøg hos mig kommer der Faa eller Ingen . “ Jeg spugte ham , om han da ikke havde Slægt og Venner . „ Slægtninge , “ sagde han , „ idetmindste kun saa , og de ere langt borte , i Amerika , og Venner , jo , taget i den almindelige Betydning , vistnok flere . Men Omgangsvenner ere de mig kun i en ringe Grad ; samtlige ere de gifte , og til den eenlige Gamle søge de ikke hen , hvor villig de end aabne mig deres Huus , som jeg kun ikke benytter , fordi jeg ikke altid udelukkende vil være den Modtagende og faa lidet kan være den Adende . “ Jeg gjorde ham opmærksom paa hans Svar til mig kort iforveien og paa det Meget , han medbragte til sine Venner ved at kunne byde dem smuk Musik . „ Hvad jeg før yttrede til Dem , kan ikke anvendes her , “ sagde han , „ Forholdet er et andet , og hvad min Musik angaaer , naar jeg er udenfor mit Hjem , føler jeg mig sjelden dreven til at befatte mig med Andel end med Underviisning . Jeg har , som De maafkee veed , componeret en og anden Bagatel ; de ere visselig mere end Noget Udtrykket for det Bedste , der er i mig , men jeg har aldrig mærket , at nogen af mine Venner har havt selv et nok saa ringe velvilligt Ord tilovers for dem . Og bryde de sig ikke om det Bedste , jeg eier , hvad skulle de saa bryde sig om Resten ? “ Jeg beklagede meget , at jeg ikke kjendte disse Ting , jeg kjendte saa lidt Musik i det Hele taget ; praktiske Forretninger optoge det Meste af min Tid . „ Nu , Et og Andet deraf har De dog vel hørt , uden at vide det hørt det af mig selv . Men det er heller ikke Forfængelighed , der taler ud af mig , naar jeg yttrer mig , som jeg gjorde . De Bagateller , jeg nedkaster paa Papiret , lader jeg ikke komme srem for derved at vinde nogen Hæder . Maaskee vilde jeg for endeel Aar tilbage have følt mig usigelig glad derved , nu er Verdens Roes og Dadel mig noget temmelig Ligegyldigt . “ — „ Ganske , “ indvendte jeg , „ kan den dog ikke være det . Hvor ringe end vor Selvkjærlighed er , og hvor er det Menneske , der ganske kan sige sig sri i den Henseende , saa ringe er den dog intetsteds , at Andres Roes slet ikke skulde glæde , Andres Dadel slet ikke smerte , og jo kjærere man har sine Medmennesker , desto mere vil man føle denne Glæde eller Smerte . “ -— „ Ieg indrømmer Dem , at De til en vis Grad har Ret , der var , som sagt , ogsaa en Tid , da jeg lagde Vægt derpaa , maaskee endogsaa formegen . Men jeg tør nok sige , at det ikke mere er saaledes , hvormeget jeg selv hos den Ningeste seer Et og Andet , der er værd at elske , og hvor meget jeg end ved Følelser , jeg saavidt muligt dækker over , føler mig dragen til Enhver . “ Ieg yttrede min fulde Tro paa , hvad han i den Henseende sagde , jeg havde jo et Beviis derpaa i den Velvillie , hvormed han var kommen mig imøde . „ Men , “ vedblev jeg , „ jeg forstaaer ikke ganske , hvorledes man kan have Lyst og Drift til af sætte sine Stemninger og Følelser paa Papiret og lade dem gaae nd i Verden , naar man dog ikke i sit Inderste nærer et Haab om , af de maa mødes med Anerkjendelse og Sympathi . “ — „ Jeg er , uden egenlig af ville det , min unge Ven , “ sagde han , „ kommen lidt dybere ind paa den Slags Samtaler , end jeg pleier , og dybere end nogensinde overfor en mig endnu saa Fremmed . Naar jeg alligevel ikke strax bryder af her , vil De deri see et Beviis paa , af jeg paaskjønner den smukke Maade , paa hvilken De bragte mig Deres Tak , og en Tillid til , af den Oprigtighed , hvormed jeg overfor Dem udtaler mig , maa blive forstaaet . Jo , uden Haabet om af nyde menneskelig Anerkjendelse kan man , jeg vil ikke sige godt være , men dog være , uden Sympathi ikke fuldt saa godt . Men der er rigtignok et andet Haab , der maa til , naar man skal holde ud med en Virksomhed af den Natur , som her er Tale om , den være stor eller lille , og det er Haabet om at have udrettet noget Godt derved . Lad det , jeg efter Evne har bragt , og Eet veed jeg , hvor . Meget jeg end i Livet kan have at bebreide mig selv , det har jeg ikke at bebreide mig , at det er fra en ureen Kilde , de Stemninger , jeg har betroet Papiret , ere strømmede — lad det , jeg efter Evne har bragt , siger jeg , oversees eller forblive uændset af Tusinder , er der kun nogle ganske Faa , der ved dem have følt sig opbygget eller glædet , og det er noget heelt Andet end en Anerkjendelse , da er mit Liv ikke levet forgjæves , og det er dette Haab , og væsenlig kun dette Haab , der hver Dag bærer mig op paany til trøstig at leve mit eensomme Liv og freidig at gjøre min Gjerning . Vel veed jeg , at jeg jo i visse Maader ogsaa nytter ved min Underviisning ; hos En eller Anden er der dog et bedre Nre eller en stærkere Følelse for Musiken , og den Sæd , der saaes gjennem Underviisningen , giver i Tiden Frugt ; men min væsenligsfe Styrke , den væsenligsfe Deel as mit Livsmod giver dette mig ikke , det er det Haab , jeg nævnede . “ Som den gamle Musiker saaledes talede og stadig blev varmere , følte jeg , at jeg havde rørt en Streng i hans Indre tidligere , end jeg vel efter vort Bekjendtskab endnu havde Ret til . I Følelsen heraf havde jeg lagt Cigaren fra mig og sad nu , da han endte , aldeles taus . Ogsaa han taug en Stund , og man kunde have hørt en Flue surre i Værelset , saa stille var der rundt omkring . Min nye Ven , thi jeg føler , at jeg alt fra det Nieblik havde Ret til at kalde ham saaledes , var sunken lidt mere filbage i sin Stol , hans dybtliggende Øine syntes at være traadt lidt dybere filbage i det magre Ansigt , og et Nieblik lod han Haanden glide hen over sin Pande , som vilde han jevne de Furer , Tid og Forhold der havde fremkaldt . Saa reiste han sig taus og satte sig til Pianoet . Jeg lod mit Blik slygtigt falde ud af Vinduet , oppe over Skorstenen ligeoverfor sad stor og lys Aftenstjerne » og tindrede . Da lød , medens jeg betragtede den , Toner fra Pianoet , det var en lille kunstløs , religiøs Sang . Men det veed jeg , at en fra en dybere Kilde strømmende Taare er aldrig traadt i mit Nie end den , der i dette Oieblik traadte deri , og at jeg , uden at noget Ord gik igjennem min Tanke , end sige over min Læbe , aldrig nogensinde har løftet mit Sind inderligere til Gud end ved de simple Toner , der strømmede fra den gamle Musiklærers Instrument . Havde jeg turdet , havde jeg sagt den Gamle , at det Haab , han havde , sikkerlig vilde blive opfyldt , og at han alt i dette Oieblik havde havt en Tilhører , der skyldte ham et begejstret Oieblik ; men det forekom mig paatrængende og fordringsfuldt at sige det , og jeg taug . Saa blev den gamle Musiker ved at spille , og i over en Time havde jeg en Nydelse , jeg sandelig ikke vilde have undværet for Meget . Da han havde hørt op , takkede jeg ham og bad ham ikke at regne mig til Onde , hvis jeg ved et uoverlagt Ord hos ham havde fremkaldt Stemninger og Tanker , han helst havde ladet bag sig ; men han-smilede og sagde : „ Stod det ikke til mig selv at holde tilbage , hvad jeg vilde holde tilbage ? “ Og han rakte mig venskabelig Haanden til Godnat , bad mig nu og da besøge sig og ønskede mig at sove vel . Ja , tryg og god blev min Søvn , men dog ikke i de første Par Timer ; i lang Tid laa jeg vaagen i min Seng og tænkte mig ind i den gamle Musikers forudgaaede Liv og hørte hans Musik klinge i mit Indre . Et Aar gik hen , i det besøgte jeg den gamle Musiker oftere og fik hver Gang paany Indtrykket af , at han , saavidt muligt for et Menneske , var fri for Selviskhed og Forfængelighed , og at han overfor mig den første Gang , jeg saae ham , aabent og ærligt havde udtalt , hvad der bevægede ham . Med hver Gang , jeg besøgte ham , fik jeg ham kjærere , og kun Afstanden i vor Alder og hans i flere Henseender eiendommelige Maade at tage Livet paa forhindrede vort Venskab fra at blive et broderligt . Kun een Gang endnu kom vi til at tale om de Smaating , han havde frembragt , og hvormed han havde forøget den musikalske Literatur . „ Jeg tilstaaer det , “ sagde han , „ kun ved disse Frembringelser , de være nu noget større eller kun ganske ubetydelige i Omfang , synes det mig , at jeg har et blivende Liv . Ikke som om jeg tvivlede om et Liv efter dette , nei , paa det troer jeg fast og inderlig , men jeg mener ogsaa kun : et blivende Liv hernede . Og er jeg end langtfra at troe , at disse mine eensomme Timers Fostre skulde kjendes ret længe ud over det Nu , hvori de fødtes , da dog saa Faa kjende dem i selve Nuet , saa er det mig dog , som om der , naar jeg er død og borte , er Noget , der , kjendt eller ukjendt , bliver efter mig , og kun ved det , synes det mig , at jeg med min Evne og min Tragten hernede rækker ud over det Nieblik , jeg tager Affled med Verden . “ Men aldrig slog dog vor Samtale saa dybt ind i min Sjæl som under mit første Besøg , hvor meget jeg end erkjender , at jeg skylder ham nogle af de stemningsrigeste Nieblikke i mit Liv . Et Aar gik som sagt hen , da forandrede mine Forhold sig . Som Candidat med bedste Charakteer , der ovenikjøbet var velanbefalet , fik jeg et Reisesfipendium , og , efter at have taget Afsked med mine Venner og blandt dem med min gamle Musiker , reiste jeg til Paris for der at udvikle mig yderligere og navnlig vinde den Frihed og Lethed , der er en ikke uvæsenlig Betingelse for at komme heldig frem i Verden . I Paris gjorde jeg Bekjendtskab med en ung , smuk Pige fra mit Fædreland ; gjennem det fælles Sprog klang vore Hjerter sammen , og da jeg , efter at have reist udenlands et Par Aar , kom tilbage til Hovedstaden , blev hun min Kone . Jeg var endnu kun Candidat , det var noget betænkeligt at danne Huus , saa meget mere som jeg ikke i Medgift kunde vente store Kapitaler , men hendes bedste Kapital var hendes elskværdige Characteer og hendes i det Mindste i mine Nine sjeldne Skjønhed . Men mit Held fulgte mig , jeg tog paany Plads som Sagførerfuldmægtig , og min Stilling som saadan var saa indbringende , at jeg ikke følte mig tynget til nogen Side , om selvfølgelig end min Livsstilling blev en langt bedre og rigere , da jeg nogle Aar efter blev Advokat . Kort efter , at jeg havde havt Bryllup , foresatte jeg mig at besøge den gamle Musiker og under mit Besøg at bede ham , saa tidt han vilde , at gjeste mit Huus , hvor han vilde være min unge Kone , for hvem jeg havde omtalt ham med Barme , velkommen . Da jeg en Søndag Formiddag kom op , for at see til ham , var han flyttet , og paa Forespørgsel i Huset fik jeg at vide , hvor han var flyttet hen . Jeg føgte ham i hans nye Bolig , men hvor overrasket blev jeg ikke , da jeg kom der , og ikke blot traf ham selv , men ogsaa en ung , smuk og livssrisk Pige paa omtrent atten Aar , der syslede omkring ham . Idet jeg traadte ind , sad den gamle Musiker med Ryggen mod Døren og bladede i en Bog , og den unge Pige , der muligt troede , af jeg var en Fremmed , som havde Noget af tale med den Gamle , aabnede Døren til et andet Værelse — thi min gamle Ven havde nu to Værelser istedetfor som før eet — for af gaae derind og lade oS tale i Eenrum . Men i det Samme fik den gamle Mand Nie paa mig i Speilet ligefor og reiste sig hurtigt , medens han tillige gav den unge Pige Tegn til , af hun godt kunde blive , hvor hun var . Han trykkede min Haand og bød mig Velkommen ; han vidste allerede , af jeg var bleven gift og bragte mig sin hjertelige Lykønskning . Jeg yttrede min Glæde ved after af see ham , men tillige ikke mindre min Overraskelse ved af see ham omgiven as en ung Dame , som jeg , efter Alt af dømme , maatte betragte som hørende til hans Huus . „ Det er min Søsterdatter , “ sagde han . „ Jeg sagde Dem engang , at jeg kun havde saare saa Slægtninge , og disse Faa vare langt borte . Med disse Slægtninge meente jeg en Søster og Svoger samt deres Datter . Desværre ere Forældrene for mere end halvandet Aar siden , begge omtrent samtidig , døde af en smitsom Sygdom i en fjern Verdensdeel , og deres Datter stod , saa at sige , ene blandt Mennesker , der vare hende fuldkommen fremmede . Saa bestemte jeg mig til at tage hende til mig ; jeg skrev efter hende og , som De seer hende her “ — og ved disse Ord tog han hendes Haand og drog hende frem , henimod mig — „ er hun mig en saa kjærlig og saa forstandig Datter og ungdommelig Omgangsveninde , at jeg intet Oieblik har angret det . “ Jeg hilste paa hende , bad hende ikke at betragte mit Huus som et hende fremmed , og yttrede min Glæde ved den Forandring , der var foregaaet hos min gamle Ven . „ Det er mig en fjær Tanke at vide , “ sagde jeg , „ at De nu ikke staaer saa ene i Verden , at De har Nogen at elske og virke for . “ — „ Ja , ogsaa mig er det kjært , “ sagde han og lagde sin Haand let paa den unge Piges Skulder . „ I Begyndelsen var det mig noget uvant , nu vilde jeg ikke godt kunne undvære hende . “ Den unge Pige smilede taknemmelig , hentede derpaa en Stol og bad mig sidde . Hun gik derpaa ind i det andet Værelse , for ikke at træde hindrende iveien for , hvad vi dog muligt kunne have at tale om , som hun rettest ikke hørte . „ Nu , og Deres Musik , min gamle Ven , “ sagde jeg , da hun var gaaet og jeg havde taget Plads ikke langt fra Vinduet , „ hvordan gaaer det med den ? “ — „ Ja , hvordan skal det gaae ? Ikke ganske som tidligere . For at kunne leve , maa jeg undervise mere end forhen , og da jeg med hver Dag bliver ældre , saa har jeg ikke mere saa megen Spændkraft til at holde ud som før . Naar jeg nu har underviist , og jeg er kommen hjem , kaster jeg mig som oftest træt i min Stol og lader det beroe ved at udhvile mig . Saa seer jeg paa min Søsterdatters runde Barneansigt , paa hendes friske Kinder , saa beder jeg hende fortælle mig Lidt fra den fjerne Verdensdeel , hvor hun har levet saa stor en Deel af sit Liv , og hun fortæller godt og underholdende , og saa lader jeg Tankerne og Tiderne gaae og komme som de ville . Kun nu og da lader jeg Haanden glide lidt hen over Instrumentet , til at nedskrive mine Stemninger er der nn saa godt som aldrig Lejlighed . Men jeg tilstaaer det , jeg tager mig det ikke nær , og naar jeg slundom tænker paa , hvad det var , der tidligere saa at sige bar mig op , — jeg mindes det endnu tydeligt , at jeg udtalte det for Dem den første Gang , vi saaes , og har tidt undret mig over , hvor jeg saa hurtigt kunde aabne mig for Dem , —- naar jeg tænker paa , at det væsenlig var eet Haab , der gav mit Sind Freidighed til at gaae Fremtidens Tilskikkelser imøde , Haabet om ved de Bagateller , jeg har frembragt , at have virket noget Godt , Noget , der , hvor lidet det end kjendtes , dog blev efter mig , naar jeg engang døer , og mulig beredede mig Indgang hisset , saa forundrer jeg mig næsten nu over denne min Opfatfelse . Den var grundet paa en Anskuelse , jeg erkjender ikke holder Stik . Ogsaa nu har jeg et Haab , der giver mig Kraft til at arbeide i Grunden ud over , hvad jeg endnu i min allerede fremrykkede Alder formaaer ; men dette Haab er et ganske andet . Det er Haabet om , at jeg ved mit Arbeide , det være saa ringe det vil , skaber et Menneskes Lykke , ja , jeg kunde fristes til at sige , gjør det muligt for et Menneske at være , og for hver Gang jeg seer min unge Søsterdatter smile , faaer dette Haab ny Næring . “ Jeg bemærkede , at det ganske vist var en smuk Erkjendelse , han var kommen til , og at jeg kun vilde ønske , at han for , hvad han gjorde mod sin unge Slægtning , maatte lønnes med Taknemmelighed . „ Hm ! Det tænker jeg mindre paa , “ sagde han ; „ Kjærlighedens Gjerninger have deres Løn i sig selv . Jeg erkjender nu , at der til Grund for min tidligere Opfattelse laa en vis forfængelig Stolthed , vistnok svagere end i mine unge Dage , men ikke aldeles kuet . Kan der for den Enkeltes Skyld , for hvis Lykke jeg nu arbeider , engang forundes mig Adgang til et lysere Livs Glæde , saa har jeg opnaaet Alt , hvad jeg har Ret til at vente . “ Jeg havde gjerne bemærket , at der ligesaafuldt i dette Haab som i hans tidligere var en Misviisning , men jeg nænnede det ikke ; jeg nøiedes med at sige , at saavel hans tidligere Haab som det , han nu nærede , i Grunden strømmede fra samme Kilde , Ønsket om at gjøre sine Medmennesker Gavn , og at det ene Haab i sit inderste Væsen ikke var sorskjelligt sra det andet . Saa godt jeg kunde , henledede jeg derpaa Samtalen paa andre Gjenstande , og lidt efter bad jeg ham glæde mig med nogle Toner fra hans Piano , Toner , der nu ved min lange Fraværelse næsten vare mig fremmede . „ Hvis De idag vil spille lidt for mig , “ sagde jeg , „ skal jeg til Gjengjeld bringe Dem en Dem vist ikke ubehagelig Efterretning . Jeg har talt med en af de største parisifke Musikforlæggere og foreslaaet ham at forlægge de af Deres fremtidige eller tidligere utrykte Arbeider , der kunde egne sig for det fremmede Publikum og den fremmede Nationalitet . Han har lovet mig at lade foretage en grundig Prøvelse af Alt , hvad jeg sender ham , og at betale , hvad han bestemmer sig for at forlægge , saa godt , som det kun i et saa rigtbefolket Land kan betales . “ — „ Hvad det angaaer , at spille for Dem , min unge Ven , “ sagde han , „ da skal jeg gjerne gjøre det , det er idag Søndag , og jeg har knn underviist et Par Timer , saa at jeg netop idag ikke er synderlig trættet . Hvad Forlæggerskabet angaaer , da takker jeg Dem for Deres Møie og gode Villie , men benytte mig deraf vil jeg ikke . Jeg har nn truffet mit Valg , mine Underviisningstimer og min lille Søsterdatter , for dem vil jeg udelukkende leve . “ Og dermed aabnede han Døren til Værelset ved Siden af , bad sin Søsterdatter sætte et Glas Viin paa Bordet , og , efter at hun venlig og mild efter hans Anmodning havde fyldt Glasset til os begge , og vi ved det havde fornyet vort gamle Venskab , satte han sig til Pianoet og spillede , medens hans Søsterdatter og jeg toge Plads hver ved sit Vindue og hørte til . Henved en Time sade vi saaledes , Begivenheder , der for længe siden vare traadte i Baggrunden , giede frem igjen forbi mit Nie , og , idet jeg saae ud over mit nye Liv og sammenlignede det med mit tidligere , følte jeg , hvad jeg havde vundet i en elskelig Hustru og et godt Hjem . Ogsaa den unge Pige hvilede vel med sine Tanker ud i en Sammenligning mellem Nuet og de svnndne Tider , og jeg saae , da jeg tilfældig engang kastede Niet Paa hende , en Taare stjæle sig frem under Nienlaaget , thi det er al god Musiks Natur , at den ubemærket for os løser op de Baand , som Livets Travlhed til saa mange Sider lægger om vor Erindring . Da den gamle Musiker var færdig med at spille , var det ikke blot , som var han atter kommen mig nærmere , men ogsaa som var jeg bleven mere fortrolig med den unge Pige , uden at vi dog havde vexlet ret mange Ord . Da jeg havde takket ham for hans smukke Spil og bedet ikke blot ham , men ogsaa hans Søsterdatter at besøge mig og min Hustru , forlod jeg ham , og da jeg kom hjem , kunde jeg ikke noksom udtale mig for min Kone om den store Forandring , der var foregaaet i min gamle Vens Forhold . Saa besøgte jeg ham nu atter af og til , ja , min Koire sluttede sig til mig og deeltog nu og da i mine Besøg . Til os kom den gamle Musiker dog ikke , han var , sagde han , bleven saa ganske afvant med at besøge Andre , at han ikke kunde beslutte sig til at forandre Noget i den Henseende , hvormeget det end vilde kunne glæde ham at see de huuslige Forhold , jeg levede under . Hans Søsterdatter derimod gjorde os af og til et Besøg , og vi modtoge den unge Pige saa godt , vi kunde . Men da dog den gamle Musiker selv ikke kom , bleve ogsaa mit og min Kones Besøg noget sjeldnere , og da jeg senere som Advokat fik en udbredt Praxis , og min Tid saaledes blev meget optagen , gik der stundom en heel Maaned , . uden at jeg fik min gamle . Ven at see . En Dag , som min Kone og jeg i Skumringen , maafkee et Par Aar efter vort første Gjenbesøg hos den gamle Musiklærer , sade og talte med hinanden , mindedes vi pludselig , at den unge Pige , han havde i sit Huus , i længere Tid ikke havde besøgt os . Jeg yttrede min Forundring over , hvad Grunden vel kunde være . „ Hun er dog vel bleven godt modfagen ? “ yttrede jeg . — „ Kan Du tvivle ? “ sagde min Kone . „ Jeg frygter næsten , at hun er bleven for godt modfagen . “ — „ Hvorledes det ? “ spurgte jeg ; „ hvorledes forener jeg dette Svar med Din kjærlige og velvillige Natur ? “ — „ Jeg troer , “ sagde min Kone , „ at vi ikke have gjort vel i stundom næsten at betragte hende som et Led af vor egen Slægt , thi hun er derved maaskee kommen til at løfte sit Øie lidt høiere , end hendes Stilling og Vilkaar tillade . “ — „ Kan min fromme Kone saares ved , at den unge Pige betragter hende som sin Lige ? “ afbrød jeg hende , og det var næsten , som faldt der mig en ganske lille Steen paa Brystet , den første , jeg havde mærket der i vort allerede nu ikke saa ganske kortvarige LEgteskab . „ Nei , det er ikke saaledes at forstaae , “ sagde min unge Kone smilende , medens hun gav mig et Kys ; „ selv om hun , hvad hun dog har , slet ingen anden Adkomst havde havt til mit Venskab end Din Interesse for hende , vilde hun dog være velseet af mig . Men jeg frygter for , at vi have draget hende for meget til os , fordi hun derved er kommen i Bekjendtskaber og Forbindelser , hvori hun dog ikke ret kan fæste Rod , og fordi der derved sikkert hos hende er vakt Forhaabninger , som , da de ikke kunde opfyldes , maatte være hende mere til Sorg end Glæde . “ Jeg bad min Kone forklare sig nøiere , og hun sagde da : „ Sikker paa , hvad feg her yttrer , er jeg ikke , men jeg troer neppe , at mit Vie skuffer mig , og havde Du ikke været saa optagen af Forretninger , som Du er , vilde Du . vist med Dit skarpe Blik have seet det længe før jeg . Den gamle Musikers Søsterdatter har vistnok faaet en Interesse for den unge , livlige Franskmand , der var her i Byen i nogle Maaneder , som er større , end der vel kan forenes med hendes Sindsro og jevne Glæde . “ — „ Hvorledes ? “ sagde jeg ; „ for den smukke Ingenieur , der kom her daglig ? “ — „ Netop for ham , og det er sikkert derfor , hun i saa lang Tid har skyet vort Huus . Jeg har i længere Tid hos hende bemærket et stille Træk af Tungsind , der tidligere ikke var hende ejendommeligt . Jeg har seet hende skifte Farve i hans Nærværelse og skjult fælde Taarer . “ — „ Ih , det gjør nng virkelig ondt , “ sagde jeg ; „ endnu idag vil jeg til min gamle Ben og see , om Du har Ret . Skulde det være Tilfældet , da vilde jeg høilig beklage , at jeg har draget hende til vort Huus . “ Endnu ganske kort talte jeg med min Kone derom , saa gik jeg ind i mit Contoir til mit Arbeide ; men jeg kunde ikke negte for mig selv , at min Kones Formodning havde forstemt mig lidt , og at jeg i mit Hjerte dadlede den muntre Franskmand , der dog vistnok ved et overfor den unge Pige altfor vidt drevet Galanteri havde givet hende Leilighed til en Tro paa Noget , der siden viste sig som Tant . Da jeg henad Skumringen besøgte min gamle Ven , thi det var nu engang den Tid , jeg var sikkrest paa at træffe ham , fad han ved sit Bord , med Hovedet hvilende paa den venstre Arm . Ved Pianoet , saaledes at hun vendte Ryggen til det , sad hans Søsterdatter og syslede , saa godt Halvmørket tillod det , med et Haandarbeide . Det var tydeligt , at hun havde grædt ; hendes Dine vare anstrengte , hendes Kinder røde . Da jeg traadte ind . , gik hun hurtigt ind i det andet Værelse og lukkede , efter at have hilst venligt paa mig , Døren imellem Værelserne i . Den gamle Musiker løftede kim langsomt Hovedet op , og da han saae , det var mig , gik der som et Træk af dyb Smerte hen over hans Ansigt . Saa reiste han sig langsomt og øjensynlig meget svag , rakfe mig Haanden og bad mig sidde ned . Jeg spurgte til hans Besindende , gjorde en Undskyldning for , at jeg ved Forretninger havde været hindret i at besøge ham , og tydede derpaa saa let som det var mig muligt hen til , at det forekom mig , som om han ikke mere var saa tilfreds som tidligere . „ Alting i Verden vexler , min gode Advokat , “ sagde han ; „ det er ikke Menneskets Lod at see Alt gaae , som det helst ønsker det . Der er maaskee Enkelte , der ere heldigere stillede , til dem har jeg aldrig hørt . “ — „ Naar pleier min gamle Ven at være saa mismodig ? “ bemærkede jeg ; „ Har De ikke om Dem og i Dem en Rigdom , der kan opretholde Dem ? “ — „ Jeg tilstaaer , jeg har tidligere selv troet det , og vilde gjerne troe det endnu . Men har man først hængt sit Hjerte ret tilgavns ved et andet Menneske , saa er man bleven afhængig , saa har man ikke saaledes mere Magten over sig selv . “ Jeg gjorde en lille Bemærkning om , hvad han tidligere selv havde yttret , det Løftende i af virke for en Andens Lykke . „ Ja , for en Andens Lykke , “ sagde han . „ Men naar man nu seer , hvad man havde arbeidet paa , pludselig nedbrudt , hvad saa ? See her , “ fortsatte han , og trak , idet han aabnede Døren til Værelset ved Siden af , sin Søsterdatter ganske sagte og mildt ind ved Haanden , „ see her paa dette forgrædte Ansigt , det er , hvad jeg har vundet ved mit Arbeide i Aar og Dag . “ Med nedslaaet Blik stod den unge Pige overfor mig , og det var mig tydeligt , af hun gjerne vilde have trukket sig bort igjen , men kun ikke vilde gjøre min gamle Ven imod . „ See her paa det Sørgmodige i det endnu for kort Tid siden saa livsglade Ansigt . Først for en halv Time siden har hun tilstaaet mig , hvad der længe har trykket hendes Sind og voldt mig , fordi jeg saae det , om jeg end ikke vidste Grunden dertil , mangen bitter Time . “ Jeg tog den nnge Piges Haand , som den gamle Musiklærer havde sluppet , lagde ogsaa min anden Haand paa hendes , der nu laa ganske gjemt i begge mine , son : Bekræftelse paa , at hun i mig havde en velmenende Ven , og sagde : „ Jeg har tidligere ikke vidst , at der hos Dem var nogen Sorg . Først idag har jeg ved en Bemærkning af min Kone faaet Formodning derom . Men er det , som hun troede , da tab ikke endnu ganske Modet , hvo veed , hvad Tiden kan bringe . “ — „ Den bringer Intet , “ sagde den gamle Musiker lidt skarpt , „ det er bedre at rive Haabet strax ud af sit Hjerte , end . at daare sig ved falske Forhaabninger . Jeg selv har prøvet , hvad det vil sige , vi skulle ikke hænge vort Hjerte ved noget Haab . “ Jeg bestred min gamle Vens nye Livsanskuelse og sagde , at den var kun Frugten af de seneste Nieblikkes bittre Indtryk . Var end det Haab glippet ham , at skabe en Enkelts Lykke fuldkommen , hans tidligste Haab var dog ikke skuffet , det vilde sikkerlig blive opfyldt , og hvo turde sige , om ikke ogsaa det andet vilde blive det . „ Nei , min gode Ven , “ afbrød han mig , „ De er endnu i Strømmen , i den raske Lykkens Strømning , og De dømmer derefter . Nei , det ene Haab var ligesaa falsk som det andet , jeg erkjender det nu , ogsaa dette var Forfængelighed . Vi skulle gjøre vort Arbeide , fordi en Magt , der staaer over os , daglig arbeider for os , og vi skulle ikke spørge om Frugterne deraf , men trøstig henstille dem til den , overfor hvem vi , svage og vaklende , som vi ere , ikke have nogen Ret ! “ Jeg indrømmede ham det deelviis Sande deri , men meente dog , at Mennesket ikke kunde undvære nogetsomhelst Haab . Han havde selv flere Gange grebet sig i Skuffelser , han vilde , naar en Tid var gaaet , maaskee atter erkjende , at ogsaa hans nuværende Opfattelse , om den end , forstaaet som den kunde og burde forstaaes , var rigtig , dog vist , saaledes som den nu var hos ham , var en Skuffelse . „ Det er muligt , jeg troer det ikke ; men lad os ikke tale mere derom , sæt Dem , jeg vil spille for Dem , og jeg vil iaften spille for min lille bekymrede Pige ! “ Og da ikke blot jeg , men ogsaa den unge Pige havde sat os , spillede han saa vidunderligt smukt , at jeg aldrig forhen i den Grad havde følt , at der i ham bankede et rigt Kunstnerhjerte . Da han var færdig , bad jeg ham og den unge Pige , og da navnlig den Sidstnævnte , at besøge os — thi paa , at den gamle Musiker vilde besøge os , troede jeg ikke , og hun lovede igjen at komme til os og være , naar hun var hos os , som et Led af vor Kreds . Og da jeg forlod dem , var Stemningen mildere , og min gamle Ven fulgte mig til Døren . I den følgende Tid besøgte jeg ham ofte , men noget glædelig : Indtryk fik jeg ikke af mine Besøg . Det var tydeligt , at Sorgen havde ældet ham hurtigere , end det ellers vilde være fkeet , og snart kunde han ikke mere forlade sit Værelse , og selv sin Lænestol forlod han kun , naar han skulle tilsengs . Det Nødvendige til at leve af savnede han dog ikke , min Kone sørgede rigelig for hans Huus , om det end i Begyndelsen var ham haardt at skulle modtage , uden at kunne gjengjelde . En Dag , da jeg stod i mit Contoir , fik jeg et Brev fra Paris , og da jeg aabnede det , var det til mig og min Kone . Det var fra den franske Ingenieur . Han meddeelte os deri , at han efter længere Tids Selvprøvelse var kommen til Erkjendelse af , af han elskede den unge Pige , han engang havde seet i mit HuuS . Hos hende selv vilde han dog ikke endnu forespørge ; men os vilde han bede undersøge Forholdene . Viste det sig , af ogsaa den unge Pige havde bevaret nogen Interesse for ham , og han troede det næsten , da vilde han komme til Kjøbenhavn , for af begjære hendes Haand , og da bad han os foreløbig sige hende det . Jeg ilte med Brevet i Haanden ind til min Kone , vi vare begge færdige af lee og græde paa eengang af Glæde , og ikke længe efter var jeg hos min gamle Ven , for af bringe det glade Budskab . Da jeg kom til den gamle Musiker , var han syg og sengeliggende , og hans unge Søsterdatter sad ved hanS Seng og læste for ham i Julius Thomsens fortræffelige Værk : „ Vandringer paa Naturvidenskabens Gebeet “ , Afhandlingen „ Verdensrummets Historie “ . For Naturvidenskaben havde han altid havt en opvakt Sands , og det nævnte Skrift hørte blandt dem , paa hvilke han satte høiest Pris . Ganske sagte var jeg traadt ind i det andet Værelse , hvortil Døren stod paakleni , og yttrede nu min Beklagelse ved af finde ham sengeliggende . „ Det gaaer ned ad Bakke , “ sagde han , „ jeg har ikke langt tilbage . “ Jeg yttrede , at han endnu kunde have et langt Liv og saameget længere og glædeligere , som jeg havde en god Tidende at bringe ham og ikke mindst hans kjære Søsterdatter . Han saae op paa mig , og den unge Pige rødmede som Blod . „ Her har jeg et Brev , “ sagde jeg , og holdt det Brev , jeg havde modtaget , triumpherende iveiret , „ det er for nogle Nieblikke siden kommet fra Paris , og det indeholder en Begjæring til mig og min Kone fra en fransk Ingenieur , der tidligere i længere Tid var her i Byen og daglig besøgte os . Det er et høit begavet Menneske og en hæderlig Charakteer , og gjennem os har han forespurgt , om der for hans Kjærlighed til Deres Søsterdatter , thi efter omhyggelig Selvprøvelse er han kommen til den Overbeviisning , at han elsker hende , om der for hans Kjærlighed til Deres Søsterdatter turde være noget Haab ; han vilde da reise herover og af hende selv forlange hendes Haand . Jeg saae paa den unge Piges Ansigt , idet jeg sagde det , det var som en fuld Sols klare Straaler havde lagt sig derover , og dog var Rødmen strax atter svunden og forvandlet til Dødbleghed . „ Det glæder mig , “ sagde min gamle Ven , og ogsaa over hans Ansigt gik der Svlstraaler , „ det glæder mig for hende ; hun har sat sin Lid og sit Haab til ham . Det glæder mig at kunne troe paa en lykkelig Fremtid for hende . Mine Nine ville ikke faae den at see , de ville neppe engang faae ham at see . “ Jeg søgte i den Henseende at trøste ham , men han sagde rolig : „ Nei , jeg har længe været moden til at gaae herfra , og jeg vil kunne gjøre det saameget mere rolig efter den Meddelelse , De nylig har bragt mig . “ Jeg sagde , at han , hvad den unge Pige angik , kunde være aldeles ubekymret . Hun skulde finde et kjærligt Hjem i mit Huus , saalænge til den , der elskede hende , og som jeg nu tydelig faae , hun elskede , kom og afhentede hende til sit Hjem , hvad der neppe kunde vare længe , da han i Paris havde en betydelig og meget indbringende Post og allerede nu , endskjøndt ung og ugift , førte et temmelig stort Huus . Hvad jeg bemærkede , glædede øjensynlig min gamle Ven meget , og flere Gange greb han efter min Haand og trykkede den . Saa lagde han sig stille hen , det var , som følte han sig for afkræftet til at tale mere . Men jeg talte endnu en Stund med den unge Pige om den , hun havde skjænket sit Hjerte , og om hendes Fremtid , og i hendes Sjæl kæmpede Glæden over , hvad jeg sagde hende , og Sorgen over hendes stadig mere afkræftede Velgjører saaledes med hinanden , at Smil og Taarer skiftede uafbrudt . Lidt efter satte jeg mig atter hen ved hans Seng , men den unge Pige satte sig til Pianoet og spillede stemningsfuldt og smukt en lille enfoldig Tak til Gud . „ Det er et af mine tidligste Smaastykker , “ sagde den gamle Musiker og løffede Hovedet lidt , medens et let Smil gik hen over hans Ansigt , „ og hun spiller det reent og godt og inderligt . Jeg har selv lært hende at spille . “ — „ Nu , min kjære , gamle Ven , “ sagde jeg , „ saa er det da paa Vei til at skee , hvad De haabede , ikke blot med Hensyn til den , hvis Lykke var bleven Deres Livs Opgave , men ogsaa med Hensyn til Dem selv . Gjennem denne rørende Tak til Gud har De Bekræftelsen paa begge Dele . “ — „ Tys ! “ sagde den gamle Musiker , „ lader os ikke tale derom . Har jeg ikke sagt Deni , det ene Haab som det andet er kun Forfængelighed . Ogsaa jeg vil froe paa hendes Lykke og froe paa , af min Virksomhed i , hvad der kaldes Kunst , ikke har været aldeles sorgjæves . Men bag mig ligger dog nn alt dette , og jeg har nn kun eet Haab , Haabet om , af der ikke maa skee mig efter mine Gjerninger , thi de ere alle Kummerlighed og Stykværk , men kun efter Guds Naade , for Frelsens Skyld . “ Mit Oie saldt paa hans Ansigt , det havde i dette Oieblik noget Forklaret . Under Indtrykket af hans Ord lod jeg ham hvile , jeg følte , af Dødens Engel i dette Oieblik mærkede hans Pande . Det var , som saae jeg de alvorsfulde Skrifttræk , Englen fkrev . Med Brystet fuldt , saa af jeg neppe kunde trække Veiret , reiste jeg mig og satte mig hen ved Pianoet , hvor den unge Pige endnu stadig vedblev af spille . Da hun hørte op , reiste ogsaa jeg mig ; da jeg kom til min gamle Vens Leie , havde han udaandet . Da den første Smerte havde sat sig hos den unge Pige , bad jeg hende følge mig hjem til min Kone , og i Forening gjorde vi , hvad vi kunde , for at trøste hende . „ Han er død , “ sagde jeg , „ men han er død en smuk Død . Af Alt , hvad vi i Verden haabe paa , tog han det bedste og trøsterigste Haab med sig i Døden . “ Stakkels Pige ! Og der var Glcede i det hele Huus , Frøken Julle var bleven forlovet ! Men Forlovelsen varede kun kort — hvorlænge var Adam i Paradiis ? Stakkels Pige ! hun maatte nok ønske , at den aldrig havde fundet Sted , og jeg sial nu fortcelle hvorfor . En og Anden vilde maaskee tage dette Stof tragisk , jeg tager det let spøgende . Ikke , som om jeg er blind for det Sørgelige i en saadan Begivenhed . Ak ! hvor ofte den i det daglige Liv end hcendes , den bliver dog altid ikke mindre tung ! En og Anden vilde maaskee forme det til en kæmpesfor Roman . Jeg gjør deraf kun en lille let Skizze , skikket til en halv Times Læsning . I vor Tid gaaer Alt med Damp , hvorfor skal Poesien da ikke gjøre det , selv den episke ? Er den Begivenhed , hvorom man vil have Lidt at vide , desuden en sørgelig , er man da ikke bedre tjent med saa hurtig som mulig og saa let som mulig at komme ud derover ? Enhver har sandelig i sit eget Liv Nok at sørge over , hver Dag bringer nye Sorger , hvorfor da befkjæftige sig med Andres længere end netop nødvendigt ? En og Anden vilde maaskee dele sin Fortælling i flere Afsnit , maaskee i tre , og som Betegnelse over dem sætte 1 , 2 , 3 , for derved ligesom fiint at antyde Handlingens Gang , idet Forlovelsen sluttes og afsluttes , begynder og ender i een , to , tre . Jeg hader skjulte Hentydninger , de være af hvad Natur de ville ; Aabenhed og LErlighed , det er den Indskrift , jeg sætter paa mit Banner . Over Fortællingen sætter jeg derfor intet Tal . Og saa tager jeg da fat , gid jeg nu ikke midt paa Veien maa tabe Traaden ! See , der var nu , for at begynde med Begyndelsen , den unge Grosserer Jansen , ham , man senere kaldte Bag-af-Jansen , eller , som et vittigt Hoved forandrede det til : „ Bag-af-Dandsen “ . Det var mageløst , hvor det Menneske havde slaaet sig op i en kort Tid . I Paaske 1866 sad han endnu paa Consul Mathisens Contoir , slog Streger i hans Hovedbog og modtog Ordres af sin Principal , som han maatte respectere . I Pintsen 1866 havde han selv Contoir og Hovedbøger , hvor Andre sloge Streger , og hans Ordres gik ud til alle Verdens Hjørner og bleve respecterede . I Paafken 1866 levede han endnu af de smaa Rester , der vare tilbage af en Gage paa 600 Rdl . aarlig og en ganske lille Forøgelse i hans alt i Forveien ikke ubetydelige Gjæld ; i Pintsen 1866 svømmede han i Vexler og Contanter og brugte flere af de rede Penge til at leve af i een Uge end før i et samfuldt Aar . I Paasken 1866 gik han paa sin Fod nedad Østergade og sendte med sine unegtelig livlige Øine Smaapile ud til de Tvivlsommere af Evas Kjøn ; i Pintsen 1866 kjørte han de to kostbareste Skimler , der fandtes indenfor Kjøbenhavns Volde , og skjød , naar han med dem og sin PhaSton rullede fuglelet gjennem Bredgade over Linien , Bomber ind selv i de messt Utvivlsommes Hjerter . I Paasken 1866 var han kun en slet og ret Herr Jansen , som kun faa Familiefædre og Mødre kjendte og endnu færre brøde sig om ; i Pintsen 1866 var han den smukke Jansen , Tagens Løve , en Gjenstand for Fædres og Mødres Samtale og DøttreS Forhaabninger . Cæsar kom , saae og vandt , han vandt , selv hvor han ikke kom og ikke saae . Hvorledes denne hurtige Forvandling var gaaet til , vil maaskee En og Anden spørge ; Svaret kan Enhver give sig selv . Det er ikke saa sjeldent , at ligesaa overraskende Forvandlinger soregaae endnu hurtigere . Kaalormen , man den ene Dag gjemmer i en LEske , flyver den anden Dag ud deraf son : en Sommerfugl . Den for sit folkelige Lune bekjendte „ Professor “ og Magiker Olivo vilde maaskee sige : „ Det er Trollen Altsammen ! “ Enhver , der kjender Livet , som det er , og navnlig kjender Livet i vore Dage , vil sige , at der til det aldeles intet „ Trollen “ behøves . Lidt Dristighed , lidt Frækhed , og „ twous poeus Mas “ , Kunststykket er gjort . Det forstaaer sig , besindigere Folk rystede betænksomt paa Hovedet , naar der taltes om Herr Jansen , og meente , at hvad der kom saa hurtigt , kunde gaae endnu hurtigere , og Folk , der vare alt Andet end besindige , men dog havde saa Meget af den Sørensenske Natur , at de , før de turde gjøre Springet , lidt vel længe følte sig for , om Vandet ogsaa var extra , sagde misfornøjet , at det Hele var „ Svindel “ , og at Jansen var en Plattenslager . Men hvor mange af de Mange , der see , hvad der foregaaer omkring dem , bryde sig vel om , hvad de Besindigere dømme og Skumlerne fordømme ? Hvo vil ogsaa see Alt fra den sorteste Side ? hvo strax spørge , om en Vogn vælter , naar den seierrige Erobrer flyver afsted paa den med sine Trophæer ? Og hvorfor skulle Fru Caspersen netop være den , som spurgte meest , hun , som aldrig havde lagt sig Solons Ord til Krøsus : „ Pris Ingen lykkelig , før han er i sin Grav ! “ paa Hjerte , og som ovenikjøbet havde en Datter , der , hvis hun havde Plads ved den seierrige Erobrers Side , kunde blive Gjenstand selv for de Stoltestes Beundring og Misundelse . Nei , den græske Philosophs Ord til den sidste lydiske Konge tænkte Fru Caspersen ikke paa , og det var heller ikke at fordre af hende . Det var Aar og Dage siden , hun gik i Skole , og var hendes Lærer i Historie end en dygtig Lærer , man tænker dog i den Alder , hun dengang var i , især naar man har en ung Lærer for sig , mere paa , hvem det er , der siger det , der skal siges , end hvad der siges . Og siden , naar Skoletiden for længe siden er forbi , naar baade Historielæreren og det , han talte om , for Aar tilbage er traadt i Baggrunden , naar man er langt henne i de Fyrgetyve , hvor skulle man faa , midt under et elegant Selskabslivs adspredende Tummel , tænke paa en gammel atheniensisk Philosoph , der er gaaet alt Kjødets Gang for over to Tusinde Aar siden , og som , hvis han vendte tilbage , maaskee kun vilde skræmme Livet af Folk ? Med Billighed kunde det ikke forlanges . Desuden , hvad Fru Caspersen færlig angaaer , da maa det vel bemærkes , at Nieblikket maatte optage hende mere end de Fleste , hun , som med smaa Indtægter dog gjerne vilde føre et stort Huus og , saavidt muligt , tage sig lidt ud i Verden ; thi er man engang kommen i Sving med de Fornemmere og Rigere , saa skal der mere end Mod og Mandshjerte til at rive sig løs , og Mandshjerte havde end ikke hendes Mand , hvorfor skulde man saa forlange det af en Qvinde ? Hun præsterede sandelig i den Retning mere end Tilstrækkeligt i sit LEgteskab ! Skulde man i det Hele taget tænke paa Solon , hver en Gang en ung Jansen slaaer sig op , saa fik man Nok at bestille . Var ikke Fru Caspersens Veninde Fru Iversen endnu langt ivrigere paa at kapre ham for sin Datter , end Fru Caspersen paa at kapre ham for sin ? Og det er dog vist , Fru Caspersens egen lille Julle , hun fortjente nok at gjøre Lykke trods Nogen ! Ja , man kan sige , hvad man vil , om Frøken Julles Lyst til at giftes og at glimre — og af sin Moder havde hun mere , end godt var , lært , at Qvindens Bestemmelse er at tages tilægte og at tages tilægte i Rigdom — man kan sige om Frøken Julles Lyst til at giftes og at glimre , hvad man vil , at gjøre Lykke , det fortjente hun , det kunde ogsaa andre Øine see end Moderøine . Det var en smuk Pige , endogsaa niere end almindelig smuk , og uden et vist Skjær af finere Politur var hun paa ingen Maade . Naar man saae ind i hendes himmelblå « Øine , var det , som sad der to smaa Kupidoer derinde , der uafladelig havde Pilen paa Strengen , og naar man saae paa hendes smukt formede Mund med det hvide Perlegitter forinden , fik man en uimodstaaelig Lyst til at plukke Roser der , saameget mere , som de Roser , man der saae blusse , syntes at have det tilfælles med Pimpenelleroser , at Tornene vare smaa og bløde . Hen over hendes Pande laa der stundom ligesom et svagt Træk af Melancholi , men saae en ung , smuk Biand , navnlig en Mand i god Stilling eller med gode Livsudsigter paa hende , var det dog strax , som saldt der Lysstraaler hen derover , og man maatte sige sig selv , at det var en fuldendt Pande . At den var hvid som karrarisk Marmor , følger af sig selv , og kun en ganske lille Fregne i Tindingen tæt ved en as de blaa Aarer , der dæmrede igjennem , røbede , at Marmoret hverken var mere eller mindre end en ung Piges zarte Teint . At see hende paa et Bal var en sand Nydelse . Saa tindrede og straalede paa hendes Ansigt Alt , saa laa Gjensfinnet as et ungdommeligt Sinds Seiershaab over det Mindste som det Største . Selv den lille Guldkrølle , som , desværre rigtignok med sine Ringe mindende om Slangen i Paradiset , bugtede sig ned over hendes hvide Hals , talte tydelig nok om , hvad hun med Grund turde fordre , med Grund turde haabe . Stakkels Pige ! Hvorfor skulde al denne Skjønhed ikke vedvarende blive Nogen tildeel ? Hvorfor skulde alle disse berettigede Forhaabninger kun saa lidet opfyldes ? Ganske vist er der Mange , der ikke have mindre grundet Krav paa at blive blomstrende Hustruer og Mødre end hun , som dog forblive „ Peber kor ever “ , ganske vist er der Mange uden hende , hvis Øine ere en Himmel , og hvis Mund er et Rosenbed , og tvivlede man derom , vilde man kunne see det paa Ballet hos Oberst Eriksens , hvor der var Ungdom og Skjønhed i Overflod . Men kun Færre af dem , som vare der , kunde dog i Skjønhed maale sig med Frøken Julle , eller , som hun egenlig hed , Julie , thi Julle var kun et ikke ganske heldigt Kjælenavn , hendes Fader havde givet hende , men som desværre senere per kas st nekas blev den altfor almindelige Benævnelse for hende . Ganske vist var der paa det landlige Sommerbal i Taarbæk hos den rige Oberst alt Andet end Mangel paa , hvad der var ungt og smukk , men Frøken Julle var dog den , som , hvad Skjønheden angaaer , navnlig for det flygtigere Blik , bar Prisen , og de unge Herrer ' hviskede ogsaa derom , ja , een Herre , og det Ballets Løve , den unge Grosserer Jansen , udtalte det endogsaa høit . Hvor dog saadant et bøl elmmxötrs , eller som Fru Iversen sagde til Candidat Jespersen , „ et Bal Jean Peter “ , er en deilig Ting ! Et Vintcrbal i en stor og pragtfuld Sal , med en Overflod af kunstigt Lys og endnu større Overflod af broget Pragt og brusende Musik , gjør uvilkaarlig et begeistrende Indtryk ; men et landligt Bal , under et Tag af Grønt og Blomster , hvor Lyset magist spiller ind mellem det for Vinden zittrende Løv , et rigtig fmukt Sommerbal , det er aldeles bedaarende . Udenfor vugge Roserne sig sødt i den milde Nat , og deres Aandedrag er fuldt af Duft ; indenfor blusse Roserne paa de unge Pigers Kinder , og paa Duft er der ved Toilettet langtfra sparet . Udenfor hviske Zephyrerne sfjelmst til de drømmende Blomster , hvad de om Dagen af Sangfuglene have lært ; indenfor hviske de , hvad Samtalen angaaer , zephyrlette Herrer til deres forventningsfulde Skjønne , hvad de hos Digterne før Ballet have læst sig til . Udenfor bølger Luften , og Stjerner tindre , kaldende og vækkende hver den , som kun rettelig vil søge ; indenfor bølger Silken og det lette Flor , og Vine tindre , der kalde hver den , som forstaaer det Sprog , hvortil der ikke behøves Grammatik . Ganske vist ere slige Baller farlige for Sundheden , man blotter sig ofte mere end nødvendigt , og det er en gammel praktisk Leveregel , af man aldrig skal blotte sig for meget . Men her kommer man saa atter til af tænke paa den gamle atheniensiske Viismand og den sidste lydiske Konge , og hvorfor skulle disse Mennesker , der gjorde bedst i af huske , af de som saa mange Andre kun ere Støv og Aske , stadig trænge sig frem med deres Advarsler og forstyrre enhver Fornøielse ! Ja , saadant et bal okumpetrs er en Nydelse , navnlig for Ungdommen , og Ballel paa den Eriksenfle Villa var saa pragtfuldt og indbydende , som noget Bal har været , hvor Kunst og Natur broderlig have samvirket til af gjøre et rigt Indtryk . Det sagde ogsaa den gamle Professor Vinge , der i sin yngre Alder con runors havde studeret det østerlandske Skjønne og de østerlandske Skjønne , og som derfor vel kunde tale med om , hvad der i den Henseende var præsteret og kunde præsteres ; og hans Kone , Fru Professorinde Vinge , om hvem en Vittighedskræmmer , da hun paa sin Hages venstre Side havde en stor , rød Plet , engang sagde , af den havde hun , fordi hun havde faaet en „ Vinge “ , hun sagde reent ud , at dette Bal var arrangeret med en Smag , hun ikke turde tiltroe sig selv bedre . Det istemte ogsaa de fleste andre Fruer , kun hviskede de ganske sagte , at Fru Vinge neppe nogensinde havde aflagt Prøver paa sin Smag i den Henseende , da hun dertil sikkert var altfor gjerrig . De unge Dandsen . de , Herrer som Damer , de sagde Alle , at det Hele var som i Fee-Eventyr . Den første Dands dandsede Frøken Julle med Grosserer Jansen . Da de Tvende traadte frem paa Gulvet , vare Alles Oine fæstede paa dem . Og det var ikke at undres over . En smuk Mand var nemlig Herr Jansen i Eet og Alt , det mørke , krøllede Haar gav hans Hoved næsten noget Kjækt . Og saa hans Toilet ! Den var neppe født , som i den Henseende kunde paavise den mindste Lyde . Klæderne vare fra Pariser-Lund , Linnedet fra Schotllænder L Goldschmidt , Skoene fra Düring , og frit og ugeneert sad det paa ham Allsammen , og over hans Ansigt laa den stolte Bevidsthed , at han var en Cavalleer comme il kaut . Og nu Frøken Julie — lad mig denne Gang kalde hende saaledes , hun vil tidt nok endnu blive nævnet ved sit Kjælenavn — sandelig , hun var nydelig , Ingen kunde sige Andet . En klar , hvid Kjole bølgede let hen over den slanke Skikkelse , og for at det ikke skulde undgaae Opmærksomheden , hvor smækkert Livet var , vandt et kornblaat Silkebaand sig veltalende om det . I det lyse , blanke Haar bar hun en eneste mørkerød Blomst , undseelig sad den lidt tilbage , for ikke at kappes med hende ; i Nakken havde hun en lille Kam med Perler i . Det var et Par , der vel var værd at see paa , og Fru Majorinde Malmstrøm , som selv paa Ballet havde en Datter , der nylig havde fuldendt et Cursus i Fransk og Engelsk og ved den afsluttende Prøve var anerkjendt som den Skrappeste af Alle i Gymnastik , lagde Mærke til hvert Skridt , de traadte , men der var Intet at sinde , som hun , i det første Oieblik idetmindste , kunde udsætte paa . Ogsaa Fru Iversen holdt Vie med dem og sagde , at det var et smukt Par , men sagte tilhviskede hun samtidig dermed sin Datter , hvad hun selv havde gjort , da hun første Gang var paa Bal med Iversen , og hvad Datteren skulde gjøre , hvis Jansen kom og tog hende op til Dandsen . Fru Caspersen var lykkelig , hun stod i en Vinduesfordybning med sin Mand og drømte om den store Fremtid , der ventede hendes Datter ved Jansens Side . Hendes Mand var ikke slet saa lykkelig , han foretrak at sidde i sit Assurancecontoir og tælle Summer op , thi skjøndt han var Caneelliraad , satte han dog ikke Pris paa Rangen , men overlod sin Kone at soutenere den , medens han ikke sjeldent , hvor der var megen Pragt og mange Titler og Ordensbaand tilstede , listede af som en Forbryder , der er bange for at gribes . Denne Gang kunde han dog ikke flippe . Han maatte see sin Datter , han maatte beundre hende , han maatte passe paa Herr Jansen , han maatte begeistres for ham . Det var Frugten af , at han for tyve Aar siden havde tittet for dybt i Fru Caspersens Vine , istedetfor at holde sig til sine Tal . Og dog holdt han paa sin Biis af sin Datter . Stakkels Pige ! Hvor langt bedre havde det ikke været for hende , om hans Kjærlighed til hende var bleven den raadende ! Da den første Dands , en Vals , var forbi , kom Oberstinden selv hen og kyssede Frøken Julle paa Panden og sagde , at hun var allerkjæreste . Og den unge Grosserer Jansen stod ved Siden af , og han havde vist ogsaa gjerne kysset hende paa Panden og sagt , at hun var allerkj æreste , og hvo veed , Fru Caspersen havde , skjøndt det paa Ballet vilde have taget sig lidt ejendommeligt ud , maaskee gjerne seet det og endda hørt ham tilføie et „ min “ foran „ allerkjæreste “ . Men det var første Gang , han saae hende , og selv en Løve maa paa et Bal dog være en lille Smule tam . Ogsaa Herr og Fru Caspersen nærmede sig nu , og Grosserer Jansen hilste paa Cancelliraaden og hans Kone og bad om Tilladelse til , hvis deres Datter indrømmede det , ogsaa at dandse anden Dands , en Polka med hende . Og Fru Caspersen smilte , og der var i hendes Smil et afgjørende Ja . Men deri kunde Frøken Julle dog ikke slutte fig til sin Moder , anden Dands havde hun allerede lovet bort til Lieutenant i Søetaten Johnsen , og Lieutenant Johnsen var tilvisse et Menneske , der var værd at dandse med , om han end ikke var saaledes i Strømmen som Grosserer Jansen . Cancelliraadinden saae misbilligende til sin Datter ; men derved var Intet at gjøre . Den raske Søofficeer kom , hun gik i Dandsen med ham , og Ballets Løve tog Frøken Malmstrøm . Saa fulgte Alles Oine Frøken Malmstrøm og hendes Dandser ; thi det var nu engang ham , som for Øjeblikket bar Dronning Gunilds Ring , men Frn Caspersen lovede sig selv , hvor meget hun under andre Omstændigheder end vilde have lagt Vægten paa Hs . Majestæts Marinelieutenant , at hun nok herefter skulle give sin Datter bedre Lærdomme og skaffe sig Øre for dem . Stakkels Pige ! Som om hun ikke sig ubevidst havde valgt den bedre Deel , da hun gik i Dandsen med Herr Johnsen . Den fjerde Dands var en Lancier , og den dandsede Frøken Julle atter med Herr Jansen . Da den var endt , kom Herr Jansen hen til Fru Caspersen og satte sig hos hende . Uvilkaarlig reiste hun sig for at neie , den megen Tummel og Glands havde formodenlig i dette Øjeblik forvirret hende . Fru Malmstrøm saae det og stødte til Fru Iversen , og de holdt begge deres Lommetørklæder for Øjnene og loe ; ja , Fru Jversens Datter , der netop var kommen til sin Moder forat losse en Smule af sit Hjertes Bitterhed , var dristig nok til at copiere Fru Caspersen og neie ærbødig taknemmelig for sin Broder , der stod tæt ved . Grosserer Jansen sad længe hos Fru Caspersen , og da han forlod hende , var hun vis paa , at Herr Jansen var et udmærket Menneske , og at han , hvad hendes Datter angik , havde noget Alvorligt isinde . Ak ! Hvorfor kan man ikke see sorud , hvad der vil komme , naar dog det , der kommer , nundgaaellg maa komme ? Hvorfor skulle selv de stolteste Planer briste som Sæbebobler , Drengen legende puster ud af sin Kridtpibe ? Hvorfor have Menneskene , der ere saa sindrige i Opfindelser , at de kunne bringe Ordet hurtigere , end Vinden farer , forud bebude den kommende Storm og saaledes forebygge de farlige Følger af Vindmageriet i Naturen , hvorfor have Menneskene , siger jeg , ikke fundet paa et Slags Briller , hvormed de kunne forudsee , hvad der er Vind , endsige Storm , ogsaa i Samfundslivet , og komme Vindmageriet i Forkjøbet ogsaa der ? For Tiden , hvor det jo er Moden , at unge Damer bcere Briller , kunde et Par saadanne Briller komme mangen ung Pige til megen Nytte , ikke at tale om , hvor mange Fædre og Mødre der kunde bruge dem med uberegneligt Held . Og tænk ! Hvad Gavn kunde ikke Fru Caspersen have havt af dem , hun , som naar det gjaldt Noget , der gjorde Opsigt i Selskabslivet , kun saae til den yderste Overflade ! De vilde maaskee endogsaa have klædt hende til hendes lille kokette Kappe med de rosenrøde Baand ! Men , desværre , saadanne Briller ere endnu ikke opfundne . Hvo veed , hvis de vare det , var maaskee allerede for Fortællerens egen Skyld denne lille flygtige Fortælling slet ikke kommen frem . Han vilde mulig da have forudseet , at man ikke syntes om den . Nei , de vare ikke opfundne , og derfor kunde Fru Caspersen ikke tage dem paa , endsige at Frøken Julle skulde kunne det , hun , som desuden havde al Grund til at lade sine smukke Vine være ubedcekkede . Ud paa Natten var der en Pause i Dandsen , og man gik ud for at indaande lidt af den friske Kjølighed ved Stranden . Herrer og Damer kastede Kapper og Tørklæder over sig , de Forsigtigere væbnede ogsaa Hoved og Fod . Den unge Grosserer Jansen ledsagede Frøken Julle , og da hendes Shawl gled lidt ned , lagde han det omhyggelig og fasf om hendes hvide Skuldre . Og det var nok værdt at vandre lidt ned ad Kysten i den stille Nat ! Det var , som aandede man Tro og Fred i hvert et Aandedrag . Nede ved Stranden skvulpede det og gyngede , og nu og da kastede Vandet op paa det løse Sand en lille hvid Muslingskal , der et Oieblik belystes af den alt høit paa Himlen stavende fulde Maanes Giands og derpaa atter forsvandt i Dybet . Dens slimede Beboer var for længe siden forsvunden , nu var ogsaa den lette Skal det . Tæt ved Kysten laa en Fiskerbaad , kraftige Hænderhavde skudt den ud i Vandet . Tause tog Fiskerne deres Aarer , og , gjennemskjærende Maanens guldgule Stribe paa Vandet , gled det lille Fartøi hen over det Element , hvor dets tvende veirslagne Førere vare vante til med Nøisomhed at søge deres daglige Brød . Længere ude gik store Geilere . Sagtelig glede de med deres hvide Seil , hver sin Vei , fremad mod det fjerne Maai . Skulde Reisen blive heldig ? først Tiden vilde vise det . Mange af dem skulde maaskee før Reisens Ende som Muslingfkallen fkvulpes og tumles , til de som den sank ned i Dybet for at blive der . Men nu giede de , smukt at see til , trygge og tillidsfulde hen ad den blanke Flade . Da Frøken Julle kastede Øiet ud derover , var i et Sekund hele Ballet som forsvundet af hendes Tanker , og , uden at hun selv kunde gjøre sig Rede derfor , undslap der hende et ufrivilligt Suk . Var det et Glædessuk fra det fulde Hjerte ? Ogsaa i Glæden kan jo Hjertet være for trangt og stræbe efter Lettelse ved et Suk , eller var der i det en Anelse om , at ogsaa hun skulde have Noget af Muslingskallens Lod og som den kun bringes frem til Lys , for atter , efter en kortvarig Glands , at kastes tilbage i Glemsel ? Hun vidste det ikke selv , og da hun lidt efter atter henvendte nogle Ord til sin Cavalleer om Nattens Skjønhed , var det , som ogsaa han paa sin Viis var bleven paavirket af Nattens Alvor , og holdningsløs i sit Indre havde han intet Svar . Da kom i det Samme den unge Søofficeer med den ældste af Oberst Eriksens Døttre , og da de saae Frøken Caspersen og hendes Ledsager , stode de stille , og Frøken Eriksen gjorde nogle Bemærkninger om det Forfriskende i saaledes efter Dandsen at spadfere lidt ved Stranden . „ Med en af disse Fiskere , “ sagde hun , „ gad jeg i dette Dieblik roe ud paa Sundet ! Hør , hvor regelmæssigt deres Aaretag er . Ovenpaa den bevægede Tummel derinde gjør det rolige , sikkre Aaretag saa usigelig godt . “ „ Men om der nu pludselig reiste sig en Storm og drev Baaden ud paa Havet ? “ afbrød Frøken Julle hende og lod Øiet atter tankefuldt hvile paa det stille Naturbilled , hun havde for sig . „ Saa tager man sig sammen og gjør , hvad man kan , “ sagde den unge Sømand kfækt . „ De lo Havgasser , som sidde i Baaden der og trække Aaren , skulle vel vide at finde hjem igjen , selv om Stormen drev deres Nøddeskal ud paa Havet . Det er ikke blot derude , man har et Fyr til at vise Vei , “ og han pegede , idet han sagde det , paa Trekroners Fyr , „ ogsaa ude paa det vide Hav har man sit Fyrat styre efter ! Blinke ikke Himlens Lys foroven ? Det gjælder kun en sikker Haand og et sikkert Die og saa , at Skuden , man er paa , den være lille eller stor , ikke er raadden i sine Planker . Men , selv i værste Tilfælde , gik ogsaa Baaden mulig under , er det friske Hav da vel værre at hvile i end en sammenpresset Klump Jord ? “ En lille Pause indtraadte , da vendte Lieutenant Johnsen sig igjen til begge Damerne og sagde let og muntert : „ Tog kan man end i Storm og Mulm føle sig tryg og slærk , lige fra et Bal , hvor man er bleven varm , har man ikke godt af den fugtige Natteluft , og jeg maa meget raade Damerne til at gaae tilbage til Dandsen . “ Frøken Julle betragtede Lieutenant Johnsen taus og tankefuld , Frøken Eriksen lagde sin Arm begejstret i hans . Herr Jansen havde til hele denne Samtale Intet at sige , han følte fig , uden ret at vide Grunden , forvirret og blottet selv for det tarveligste Indlæg i Samtalen . Havde han havt sin Phaeton paa Stedet der , havde han maaskee hurtig rullet til sit Hjem . Et Oieblik efter vare de alle Fire atter inde i D andsesalen . Herr Jansen havde glemt sin aandelige Afmagt ved Stranden , Frøken Julles Roser blomstrede igjen paa hendes Kind , og de to smaa Kupidoer i hendes Mne havde atter Pilene paa Strengene , rede til at prøve deres Skyts . Da Musiken atter lød , da Alles Samtale atter dreiede sig om Herr Jansen , havde hun glemt Baad og Muslingskal , og Hjertet bankede i Forventning af den nye Dands . Og Herr Jansen ? Da Fru Caspersen havde takket ham for hans Omhu for hendes Datter , da Frøken Malmstrøm havde slaaet ham med sin Viffe paa Armen og med et megetsigende Blik opfordret ham til at anstille endnu en Prøve med hendes gymnastiske Talent i den forestaaende Gallopade , saa var han atter den dristige Løve , ved Siden af hvem den beskedne Johnsen kun lidet kom i Betragtning , og havde hans Phaoton i dette Oieblik staaet forspændt ved Villaen , havde han , sorgløs for en fjernere Fremtid end den nærmeste , rolig ladet Hesten sætte ind i Stalden igjen . Ak , hvorfor kan dog selv et bal ebaniiietrs ikke vare bestandig ! Det er det Ufuldkomne ved Verden , at Alt i den maa ende , som det er bedst i Gang . Kunde blot Verdenssceptret et Oieblik være betroet til Herr Jansen — og hvor gjerne havde Fru Caspersen ikke overgivet ham det samtidig med , at hun overgav ham sin Datter — hvilken Forandring vilde der da ikke være foregaaet ? Ikke som om Verden derved maaskee i Tiden havde befundet sig bedre , Menneskene ere nu engang saaledes , at deres Ønsker og Tragten ere uden Grændser , og netop det , at man kun kjender Styrelsen gjennem dens Værk , har maaskee sin gode Side , idet man villigst bøier sig for det , man ikke personlig kjender . Det er saaledes ikke sjeldent , at en Kunstner stod høit i Ry , saalænge han ikke personlig havde viist sig for sine Beundrere , saalænge han ikke var personlig kjendt , og det er netop det Farlige ved den constitutionelle Regjering , og som de , der tragte ester at indtage Plads paa Ministertabouretten , vel skulde skrive sig paa Øret , at den , der vil staae tilroers for Folket , skal stille sig personlig overfor dets Udvalgte og derved vise , at ogsaa han har sine Svagheder og ganske er et Menneske som Andre . Men med Herr Jansen vilde det dog neppe i den Grad som ellers være blevet Tilfældet . Han var nn engang seet og veiet i den elegante Verden , og Samfundets fine Portion havde anerkjendt ham som noget Overordnet . Hvo veed , med ham kunde maaskee Experimentet have ladet sig prøve ! Da Skaberen havde skabt Verden med Alt , hvad der var deri , i sex Dage , da hvilede han paa den syvende ; ogsaa Forsynet , Styreren kunde jo tage sig en Hviledag og lade Herr Jansen være den , der holdt hans Scepter under det kortvarige Interregnum . Udover den ene Dag vilde den dristige Lykkeridder dog neppe selv have havt Mod til at holde fast . Den sidste Dands , en Polonaise , dandsede Herr Jansen igjen med Frøken Julle . I den traadte ogsaa alle ALldre , der ikke vare forhindrede deri ved Gigt og anden saadan Svaghed , saa godt de kunde , op med . Det var en Tilgift til Ballet , der , saa at sige , skulde krone Fru Eriksens Værk . Ogsaa Herr Caspersen maatte gaae i Dandsen med sin Kone . Herr Jansen skulde dog see , at ogsaa han engang havde forstaaef at svinge sig med Anstand og for den Sags Skyld endnu var Mand for at sætte det bedste Been frem . Unegtelig havde den gode Bogholder hellere summeret et heelt Seculums Brandtabeller op ; men det var jo for sin Kones Skyld , han dandsede . Ingen kunde dog derfor sige , at han dandsede efter hendes Pibe , thi hendes Pibe behøvedes sandelig ikke , der var paa Ballet god Musik nok . Og saa dandsede han jo for sin egen lille Julles Skyld . Stakkels Pige ! For hendes lykkelige Fremtids Skyld kunde han jo vel springe en lille Dands ; stakket Dands , det veed dog Enhver , er let sprungen . Og saa gjorde man sig da rede til at tage hjem . Fru Malmsfrøm kyssede Fru Eriksen , Fru Eriksen kyssede Fru Malmsfrøm , Oberst Eriksen trykkede Major Malmstrøms Haand , Major Malmsfrøm trykkede Oberst Eriksens , Fru Iversen omfavnede Fru Caspersen , Fru Caspersen omfavnede Fru Iversen , Frøken Julle kyssede Frøkenerne Iversen , Frøkenerne Iversen trykkede samtlige et Kys paa Frøken Julles Mund , kort sagt , Alt var Hjertelighed og Taknemlighed , og det er i et saadant Nieblik , man skal lære Menneskene af kjende , i et saadant Nieblik man ret seer , hvor overstrømmende deres Hjerter ere af smukke og ædle Følelser . Idealister og Sværmere have ofte paastaaet , af det er i de store Situationer , det lettest erkjendes , i Kampens Tummel , naar den sejrrige og overvundne Fjende broderlig række hinanden hjælpsom Haand , ved Mord og Plyndring , naar Sønnen gaaer i Døden for fin Fader , Datteren for sin Moder . Idealister og Sværmere ere altid paa Afveie ! Kunde det sees nogetsteds , hvad det ene Menneske kan have tilovers for det andet , da maatte det sees i et Nieblik som det , hvori de Eriksenske Gjæster nu vare . Fru Caspersen især var lutter Hjerte , hun havde gjerne omfavnet Grosserer Jansen og takket ham for , hvad han havde været for hende og alle Hendes , og , hvad han , det haabede hun sikkert , ogsaa vilde blive . Men man er nu engang , selv hvor Hjertet er villigst til af løbe af med En , bunden ved de slive Selskabsformer , Conveniens og Vedtægt er nu engang det Snørliv , hvori Kvinden maa spænde sine Følelser , ikke af tale om , at hun desuden maa bære et andet , der , hvor vel det end tidt kan klæde , dog sikkerlig er generende nok , og hun lod sig da nøie med , da Herr Jansen takkede hende og hendes Mand og trykkede deres Hænder , at bede ham besøge dem ret oste og betragte deres Huus som sit . Stille ved sig selv lovede hun , at hun engang ogsaa vilde betragte hans som sit , og hans , tænkte hun , det var dog et anderledes stort end hendes , et anderledes grundmuret og rigt . Da Frøken Julle rakte Herr Jansen Haanden , skjøde begge Cupidoerne paa een Gang deres Buer af , og endnu havde Ingen opfundet det lette Overtræk , som først af en Italiener er opfundet i Frankrig ikke saa lidet senere , og hvorved man selv imod nok saa kraftigt Skyts er fuldkomment betrygget og skudfri . Sagte hviskede han hende sin Tak for den behagelige Nat og bad hende om Tilladelse til den næste Formiddag at maatte hilse paa hende i hendes Hjem . Hun smilede bejaende , Vognene rullede frem , og nogle Minuter ester var hele den til Afreiss færdige Karavane paa Veien fra Oberst Eriksens til Hjemmet . Nei , det er sandt , den unge Søofficeer blev dog paa Oberstens Villa ogsaa den næste Dag , der var Et og Andet med Hensyn til Himmel og Hav , han havde lovet den ældste Frøken Eriksen at gjøre hende klart den følgende Aften , hvis Veiret blev smukt og Maanen igjen stod reen og lys ; thi i det klare Maaneskin kan der , navnlig naar en ung Mand er den , der giver , og en ung Qvinde den , der modtager Underviisningen , læres en heel Deel , som ikke læres saa godt ved Dagen eller i de skarpsindigste Lærdes Skrister . Den næste Formiddag holdt Grosserer Jansen i en Landauer udenfor Cancelliraad Caspersens Huus . Tjeneren sprang af , det blaa Liberi med Guldtressen om Hatten og Fangsnorene paa Skulderen var ganske , som det egner sig for Tjeneren hos en Mand , der commanderer store Capitalen . Ogsaa Herr Jansen sprang af , hans Forretninger led ikke ved , at han gjorde et saadant kort Formiddagsbesøg , han havde Folk nok hjemme til at besørge det Nødvendige . I Døren blev han modtagen med Haandtryk . Herr Caspersen var elskværdig , Fru Caspersen var elskværdigere , Frøken Caspersen var elsfværdigst , det var et Positiv , Comparativ og Superlativ af Forekommenhed og Velvillie , og paa lærkre Sager , paa Jis og søde Frugter var der ingen Mangel . Da Herr Jansen , efterat have talt om Ballet og spurgt om Alles Befindende , efterat have beundret , hvad der kunde beundres , og ladet beundre , hvad der maatte beundres , efterat have nydt en ægte Madeira og klinket paa en lykkelig Fremtid , atter endte Besøget og var sprungen i sin Vogn , trykkede Fru Casversen sin Datter glædedrukken til sit Hjerte . Stakkels Pige ! Hun laa denne Gang ikke saa sikkert der , som hun havde ligget kort før hun saae Verdens Lys . Nogle Dage efter hviskede man om , at Grosserer Jansen og Frøken Caspersen nok bleve et Par . Ved store Begivenheder viser der sig gjerne et eller andet Jertegn i Luften , og Professoren paa det astronomiske Observatorium skulde , saa sagde man , den Nat , Ballet var i Taarbæk , have seet to fammenføiede Hænder saavel over Caspersens som over Jansens Huus . Andre meente dog , at Jertegnet kun var løs Opfindelse , Professoren havde i lang Tid ikke nogen Nat kiget Stjerner , han havde sovet de Retfærdiges Søvn , og var der kiget Stjerner , da var det snarere Herr Jansen , der havde kiget dem i Frøken Julles Vine . Skumlere sagde , at der ganske rigtig var seet to Hænder , men to forenede var det ikke , de tilhørte begge Notarius xubHens , og de vare hver for sig fulde af protesterede Vexier . Og Fru Iversen og Fru Malmstrøm , der Dagen efter forhandlede Sagen ved en lille Formiddagskaffe hos Fru Malmstrøm , sagde , at der sandelig var vigtigere Begivenheder end Herr Jansens Forlovelse , der ikke bebudedes ved Jertegn , og at der dog egentlig ikke var saa Meget ved Herr Jansen , som de havde troet . Det var i ethvert Tilfælde tydeligt , at han ikke havde nogen god Smag eller høiere Dannelse . Tre Dage efter sad Frøken Julle ved Siden af Herr Jansen i hans Phaeton og kjørte med ham som hans Forlovede ud ad Langelinie . Og der var Glæde over det hele Huus , nu var Alt , hvad der var stridt og lidt for , fuldbyrdet ! Frøken Julle sad nu ved Herr Jansens Side , og den seierrige Erobrer fløi afsked med fin Trophæ , ad Taarbæk til , hos Oberst Eriksens skulde han nemlig præsentere Frøken Julle som sin Brud . Da de kom gjennem Bredgade , sad Fru Iversen ved sit aabne Vindue , og da hun saae dem komme , slog hun Vinduet haardt i og forlod det . Det var ikke smukt af Fru Iversen , det havde Fru Caspersen ikke fortjent af hende . Hvor tidt havde hun ikke , ved festlige Lejligheder i det Jversenfke Huns , ved Barnedaab og paa Fødselsdage , laant Veninden Glas og Sølvtøi , Knive og Gafler , ja selv , hvad Fru Iversen ikke burde have manglet , Serviet og Dug ! Og havde hun forlangt Gjengjæld ? Det havde hun sandelig aldrig ! Men saaledes er Venskabet ! Siger , ifølge Meisling , ikke allerede Gozzi for henved et Aarhundrede siden : „ At slole paa en Ven blandt Verdens mange Luxer Er med en Blomsfersfilk at binde sine Buxer . “ Og kan man ikke slole paa sin Ven , hvor skulde man da kunne slole paa sin Veninde ? I fjorten samfulde Dage levede Frøken Julle nu et Liv fuldt af Glæde . Det var Adspredelse paa Adspredelse , Nydelse paa Nydelse . En Dag vare de ogsaa indbudne hos Professor Vinges , og Professoren holdt et lille interessant Foredrag over Ovids ars amanlli , hvortil Herr Jansen og Frøken Julle , da de kom hjem , føiede en grundig praktisk Commentar . Den femtende Dag bestemte man sig til , da Herr Jansen var kommen til sin Udkaarede , at blive hjemme og nyde den stillere , hunslige Lykke . Ak ! hvorfor lod Herr Jansen ikke den femtende Dag ligne de fjorten ? Frøken Jnlle , stakkels Pige , vilde da have været sparet een Dag længere for Tvivl og Sorg . Solen var netop ved at gaae ned i Vest , da Familien Caspersen og Herr Jansen sad i den stille Stue og talte om Fremtiden med hverandre . Herr Caspersen var den Dag ikke ganske i Humeur , i sine Regnskaber havde han fundet et Nul formeget , og det var de seneste Dages Forstyrrelser , der var Skyld deri . I og for sig betragtet , burde Herr Jansens Tummel ikke have knnnet forsfyrre den rolige Bogholder , og i og for sig er et Nul jo heller Intet . Men et Nul kan i et Regnskab dog anrette stor Ødelæggelse , og en saadan Feil var ikke hændet den samvittighedsfulde Regnskabsfører , siden han selv gjorde sig behagelig for Frøken Valdine Strøm , nuværende Fru Caspersen . Imidlertid betvang han , saa godt han kunde , sin Forstemning og talte om sin Datters , og , hvad der derved var saa naturligt , ogsaa om Herr Jansens Fremtid . Herr Jansen talte som den , der har de store Capitaler og de store Udsigter at støtte sig til ; men leilighedsviis forekom det dog den dygtige Bogholder , som om der ogsaa i Herr Jansens Regnskab var opført ikke blot eet , men mange Nuller for meget , og da han svagt yttrede sig lidt derom , blev Herr Jansen forvirret og forlegen . Han blev atter fattig paa Ord , som da den unge Søofficeer i den stille Nat pegede hen til de himmelske Fyr foroven , og kun Fru Caspersen mærkede Intet til hans Forlegenhed og blev ved at see Alt i det rosenrødeste Lys . Frøken Julle blev atter tankefuld , i fjorten famfulde Dage havde hun udelukkende tænkt paa Glæde og Lykke , det var nu , paa den femtende , som anede hun , at maaskee dog Lykken ikke altid vilde vare ved . Taus lagde hun sit Hoved mod Herr Jansens Skulder , og , som hiin Aften ved Havet , undslap der hende et dybt Suk . Heller ikke den Aften stod hans Phaeton for Døren , han var for en Forandrings Skyld den Dag gaaet til sit Kjærlighedsstevne , i den kunde han derfor heller ikke nu rulle bort . Saa taug han da en Stund , og kun Fru Caspersen var det givet atter at faae Samtalen i Gang . „ Tænker De paa at gifte Dem snart ? “ sagde hun til Herr Jansen og saae forventningsfuldt paa ham . „ Hvis De og Julle saa synes , kjære Svigermoder , henad Juul ! “ „ Henad Juul ! ' gjentog Fru Caspersen med et Bifaldssmil . „ Henad Juul ! “ klang det inde i Frøken Julles Bryst , og paa hendes Kinder aabnede sig to deilige Roser . Herr Jansen drog hende til sig og trykkede et Kys paa den ene Rose ! Stakkels Pige ! til en lang Blomstring var den ikke bestemt . Lidt efter tændte man Lys , der blev talt om næste Dags Adspredelser , Cancelliraaden gik ind i sit Værelse og tænkte atter fortrædelig paa Nullet , og da Herr Jansen forlod den Caspersenske Familie , vare kun Husets Damer tilstede for at byde ham Farvel . Næste Morgen mumlede man i Byen om , at Herr Jansen stod paa svage Fødder . Han havde paa den seneste Tid kjørt saa meget , at Fødderne ikke havde havt Godt deraf og nu ikke duede til at staae paa . Man hvifkede om umaade » lige Vexler , der vare blevne protesterede , ja Nogle paastode endogsaa , at Herr Jansen havde gjort sig usynlig . Han var gaaet bag as , Jansen , han var gaaet bag af Dandsen , og der var intet Haab om , at han kunde komme med i Dandsen igjen . T > æ Cancelliraad Caspersen om Formiddagen kom i sit Contoir , hørte han Fuldmægtigen og en Skriver hviske derom . Han soer hjem med Brystet fuldt af Angst , hans Kone lo imidlertid af hans Frygt . Men , uden at hendes Mand vidste det , sendte hun dog strax Bud til Grosserer Jansens Contoir for at spørge , hvad Tid om Formiddagen Frøken Caspersen turde vente ham , da hun senere havde Et og Andet for sin Moder at besørge . Budet kom tilbage med den Besked , at Herr Jansen var kjørt bort i en lukket Reisevogn ved Solens Opgang , og at man ikke havde seet ham siden . Den seirrige Cæsar var gaaet over sit Rygtes Rubikon og havde ladet sine Beundrere og Venner tilbage paa den anden Bred . Da Budet bragte Fru Caspersen Efferretningen om Herr Jansens Forsvinden , faldt hun besvimet i en Stol . Frøken Julle blegnede , og i hendes smukke øine trængte den ene Taare sig frem efter den anden . Herr Caspersen saae med Deektagelse paa dem begge , især paa sin Datter : Stakkels Pige , hvad skulde der nu blive af hende ? Og saa tænkte han igjen bekymret paa Nullet og paa sin Dands , paa det Eriksenske Lal ellampetre , og stille hos sig selv lovede han , at det skulde blive sidste Gang , han skulle dandse Polonaise paa , sin Kones Vink . Om Middagen kom der Bud fra Fru Jverfen med Indbydelse til en Thee om Aftenen paa Eremitagen . Den Caspersenske Familie vilde træffe den Malmstrømske Familie og andre gode Venner . Til Herr Grosserer Jansen vilde de sende særlig Indbydelse , de havde tænkt at bede ham med sit elegante Kjøretøi være i Spidsen for Toget , der skuldeudgaae fraJversens iBredgadeKlokkenfemom Eftermiddagen . Cancelliraaden lod svare , at hans Damer vare ikke vel , de maatte saaledes nægte sig Fornøjelsen . Hele Dagen ventede Fru Caspersen , hele Dagen græd Frøken Julle . Og som denne Dag saaledes gik den næste , paa Taarer var der ingen Mangel . Paa den tredie aabnede hun sit Album , der sad hans Billed , taget hos Hofphotograph Petersen , og der var ingen Forandring at see , Alt var klart og smukt , lyslevende stod han der , som da han stod hos hende første Gang . Langsomt tog hun det ud af Album ' et , og efter en kort Kamp med sig selv , tilintetgjorde hun det . Endnu engang blussede dog Haabet om hans Komme op , men atter gik en Dag , Gjenstanden for hendes Sorg kom ikke tilbage , og den forladte Pige fik intet Brev , der sagde hende , hvor han var . Det Rygte gik , at han var flygtet til Amerika , alle mislykkede Speeulanters sidste Tilflugtssted . Stakkels Pige ! Hun havde været vel forlovet ! En Formiddag kom den ældste Frøken Eriksen op for at trøste hende . Det var den første Solstraale for Frøken Julle , siden hun hiin stille Aften i Hjemmet ved Solnedgang lænede sig til Herr Jansens Skulder . Frøken Eriksen var nogle Dage iforveien bleven trolovet til den kjække Søofficeer ; men hun talte ikke derom , det nænnede hun ikke ; deeltagende kyssede hun Veninden og lagde sin Arm paa hendes . Hun talte om den smukke Nat ved Stranden i Taarbæk , om de hvide Seilers i det Fjerne , om Fyrene foroven , der hver Nat tændes af en naadig Gud . Og da Frøken Eriksen gik , var Frøken Julle mere fattet og havde sat ug for mere end før at holde Vie med Stjernerne foroven og see mindre paa den Glands , der i Selskabslivet saa ofte blænder Viet . Hvad Fru Iversen og Fru Malmstrøm angaaer , da ere de ved det Skete komne hinanden betydelig nærmere . De ere nu sande Veninder , de have endogsaa ved Auctionen over det kgl . Theaters Loger abonneret en Loge sammen i første Etage . Fru Caspersen er ikke spurgt i den Henseende ; men om det nye Venskabsforbund har hun underhaanden hørt , og hun har lovet sig selv at skrive sig det bag Øret til lysere Dage , og — de komme nok . Foreløbig har hun dog taget sin Kappe med de rosenrøde Baand as , hun bærer nu en anden med Penssebaand . Og Pensoe passer ogsaa godt for hende . Hun har nu faaet Nok at tænke paa : Hvordan fkal hun udslette Indtrykket af , hvad der nylig er skeet ? Hvordan skal hun vise sig igjen i den fornemme Verden ? Hvordan skal hun atter føre sin Datter ind i den ? Lade hende hensidde , uden nogensinde at skaffe hende Opreisning , det kan hun dog som brav Moder ikke ! Lidt maa der dog gjøres , det var Synd Andet mod hende , stakkels Pige ! |