File size: 196,130 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 4046 4047 4048 4049 4050 4051 4052 4053 4054 4055 4056 4057 4058 4059 4060 4061 4062 4063 4064 4065 4066 4067 4068 4069 4070 4071 4072 4073 4074 4075 4076 4077 4078 4079 4080 4081 4082 4083 4084 4085 4086 4087 4088 4089 4090 4091 4092 4093 4094 4095 4096 4097 4098 4099 4100 4101 4102 4103 4104 4105 4106 4107 4108 4109 4110 4111 4112 4113 4114 4115 4116 4117 4118 4119 4120 4121 4122 4123 4124 4125 4126 4127 4128 4129 4130 4131 4132 4133 4134 4135 4136 4137 4138 4139 4140 4141 4142 4143 4144 4145 4146 4147 4148 4149 4150 4151 4152 4153 4154 4155 4156 4157 4158 4159 4160 4161 4162 4163 4164 4165 4166 4167 4168 4169 4170 4171 4172 4173 4174 4175 4176 4177 4178 4179 4180 4181 4182 4183 4184 4185 4186 4187 4188 4189 4190 4191 4192 4193 4194 4195 4196 4197 4198 4199 4200 4201 4202 4203 4204 4205 4206 4207 4208 4209 4210 4211 4212 4213 4214 4215 4216 4217 4218 4219 4220 4221 4222 4223 4224 4225 4226 4227 4228 4229 4230 4231 4232 4233 4234 4235 4236 4237 4238 4239 4240 4241 4242 4243 4244 4245 4246 4247 4248 4249 4250 4251 4252 4253 4254 4255 4256 4257 4258 4259 4260 4261 4262 |
Første Capifel . Det var den Dag den nye Præst første Gang gjorde Visit hos os . Fader var Landsbhgartner , han forstod sine Ting , men da vi boede hele fem Miil fra Hovedstaden , og sjeldent fik Leilighed til at føre vore Varer derhen , bragte vor store Have forholdsviis kun meget lidt ind . Hvert Løg blev afsat ; om Efteraaret vilde man ikke kunne sinde en vissen Ribsrive paa de bare Buske ; naar man fratager Pletten med den frodige Grønkaal , var hver eneste Krog tom , eller afskallet , men vore Priser vare saa moderate , at det dog ikke forslog stort . Akkurat hvad vi kunde leve af fik vi , ikke en Skilling mere . Io dog een Skilling , og det var Moders , den maatte hun raade over efter sit eget Skjøn . Bikuberne og Hønsegaarden indbragte ikke saa lidt ; det var Moders Fortjeneste . Pastoren var meget venlig og havde rigtig sat sig godt fast ned paa vor lille grønne Sopha . Moder stod og skjænkede Kaffe til ham ; det begyndte at mørkne . Moder var en lille vims , simpel , gammelagtig Kone med rundt Ansigt , spillende Øine , mange Kappestrimler og stor rød Hagesløife . Hendes blaae Bomuldskjole var altid saa reen , som den lige var hentet fra Vadsketøissnoren . Min Broder , en niaars Dreng , stor , smuk og rafl , med et Par klare Øine , havde netop lagt Riven — han gjorde virkelig Nytte allerede dengang — og sad paa Trinet i den aabne Havedør . Fader sad ved det ene lille Vindue tilhøire , som næsten overskyggedes af Hyldetræet udenfor , og ordnede Frøkapsler , eller puttede deres Indhold forsigtigt i smaa besfredne Papiirsposer . Hvergang han traf paa et udmærket Frø , holdt han det , med den store Tommel- og Pegefinger , nogen Tid iveiret og saae venligt paa det . Han var en svær , høi Mand med et langagtigt Ansigt , der udtrykte Taalmodighed , Jevnhed og Skikkelighed . Jeg sad midt i Sophaen paa Præstens Skjød . Da Moder stod ved Træbakken og begyndte at samle Kopperne sammen og vådske dem af , ønskede jeg saa inderligt , hun vilde benytte Tusmørket til at fortælle Præsten Tante Martines Historie . Tante Martine var Moders Søster ; hun Pleiede at fortælle alle Mennesker hendes Levnetsløb , og hver Gang bleve min Broder og jeg lige fornøiede . Tante Martines Eventyr var det eneste vi kjendte , vi kunde aldrig blive kjede deraf . „ De har kun disse To , “ sagde Præsten og strøg mit Haar , „ hvor gammel er denne ? “ „ Hun er sex , og Christian er ni Aar . “ „ Har De kun havt de To ? “ „ Jo , destoværre , i Førslev , hvor min Mand før var , have vi en lille Grav paa Kirkegaarden . Ja , det er jo et Savn , Herr Pastor , men har man ikke sine Kjære , saa lever man i Mindet om dem . Min lille afdøde Pige , og saa en deilig Søster jeg havde , hvis Navn var Martine , de To lever jeg næsten af af tænke paa . “ Moder blev , medens hun talede , ved af tørre og tørre paa det blanke Laag af den gammeldags Kaffekande . Jeg saae fornøiet hen til min Broder paa Dørtrinet ; han nikkede med sit krøllede Hoved , nu kom nok Historien . „ Aa , De har ogsaa mistet en kjær Søster , har De det , saa ! “ sagde Præsten deeltagende . „ Aa , ja , ja , lad hende nu være død iaften , lille Kone , “ bad Fader . „ Døde hun som ung , “ spurgte Præsten af Høflighed , fordi han saae paa Moder , af hun længtes efter af fortælle . „ Nei , hun lever ; det vil jeg da haabe , med Guds Naades Hjælp . Jeg skal sige Pastoren det Hele , om De bryder Dem om at høre det : Min Fader var Skolelærer paa Desfkanten af Jylland ; dengang betød Skolelærer , paa den Egn , meget lidt , og min Moder havde været Tjenestepige . De havde kun to Døttre , Martine og saa mig . Hun var den ældste . “ „ Jeg var ikke en Smule kjøn , det har jeg aldrig været , men Martine var deilig . Baade min Fader og min Moder saae ud som almindelige Mennesker ; der var ikke noget Udmærket ; men alligevel lignede hun dem , ligesom jeg lignede dem , medens hun og jeg døg vare saa forskjellige , at det var umuligt at troe vi vare Sødskende , naar man ikke vidste det . Jeg skal nemlig sige Dem , Herr Pastor , alt det Smukkeste hos mine Forældre fik hun , medens jeg fik det Uheldigere . Hun fik saaledes Faders nysselige krumme Næse — som egentlig var for lille til ham , ja man kan sige den skæmmede ham — men jeg fik Moders mindre kjønne store ; hun fik Moders blanke sorte Haar og Øine , men jeg fik Faders mindre kjønne lyse , og hun fik Faders fine lyserøde Ansigtsfarve , medens jeg fik Moders mindre kjønne , lidt graaagtige . Nok sagt , min Søster var saa vidunderlig nydelig , at da hun var sexten Aar gammel , var der Folk , som reiste fra Købsfaden til vor Landsby , bare for at see hende . Haaret faldt omkring hende , i lange sorte Lokker , som en Kaabe , og saa var hun rank og slank og stolt , som en Dronning . Der var dem , der , med Tilladelse at sige , Herr Pastor , ikke gik i Kirke for Præstens , men for hendes Skyld . Ja , hun var sjelden . “ „ Det har hun maattet være , næsten farlig smuk synes det mig , ikke sandt ? “ „ Ja det har Pastoren Ret i . Der kom da ogsaa Frier paa Frier , men Ingen efter hendes Hoved . “ „ Var hun et kjærligt Menneske , jeg mener især i Hjemmet ? “ spurgte Præsten . „ Kjærlig , aa jo , “ Moder saae lidt forvirret ud ; „ aa jo , det var hun vist . — Jeg løb jo og sprang for hende , og satte Priis paa hvert venligt Nik ; jeg fandt hende overmaade kjærlig . — Der kom Frier paa Frier , men der var dog mange Flere , der gjerne vilde komme , men ikke turde . Sommetider stod jeg bagved Vinduerne til Præstegaardens Dandsesal og kiggede , medens hun svævede der omkring . Den hvide Sneebærkrands , hvormed jeg havde prydet hende , og den simple hvide Kjole saae ud som den deiligste Pynt , saadan bar hun det . De andre Damer kunde ligesaa gjerne have ladet deres Guldog Sølvsmykker blive hjemme , for Ingen saae paa dem , naar hun var der , og alle de Cavalerer , hun havde sagt Nei til , da de engagerede hende , bleve staaende langs med Væggene , fordi de ikke syntes , at nogen Anden var værd at dandse med . “ „ Efter Beskrivelsen , forekommer det mig , hun maatte være lidt overmodig , “ afbrød Pastoren , „ især i sit Forhold mod Dem , ikke ? “ „ Hvordan skulde hun være ? — Hvor hun var , der var jeg jo ikke Andet end en Orm , der , Gud skee Tak , vidste , at den var det . Som jeg før har sagt , bare hun saae paa mig , var det mig til Oplivelse . Men nu maa De høre : En Aften , da jeg ligeledes stod udenfor Balsalen , var der endelig en ung Herre , hun syntes om . De bleve ved at svinge og polkere , uden at blive trætte . “ „ Hvem var saa det ? “ „ Det var en Handelsmand fra det Tydske , umaadelig riig , — der skulde ingen Tal være paa hans Penge , og han var ung og smuk , som hun selv . “ „ De bleve maaskee forlovede ? “ „ Ja , da han friede , sagde hun ikke Nei . — Efterat de een Gang havde viist sig , Arm i Arm , spadserende igjennem Byen , som Kjærestefolk , reiste han bort , for at komme igjen og hente hende . Du gode Gud , alt Det han sendte ! Hver ottende Dag kom der en Kiste fuld . — En Dragt og et Smykke til hver Søndag . — Den første Søndag , da hun kom ind i Kirken med den lysegrønne Kjole , hvor tog hun sig dog ud , jeg glemmer det aldrig ! Alt som hun gik , faldt og steg og rislede Silken , som Bølgerne i Søen . Fruentimmerne i Stolene puttede Hovederne heelt ned i Psalmebogen , som de vare andægtige , da hun kom ind . Den anden Søndag traadte hun ind i en blaa af Flor , saa klar og deilig , som Guds Himmel . Da saae man først ned i Psalmebogen , men saa blev man ved , imod sin Villie , at stirre op , som man ikke kunde flippe Synet . Men den tredie Dag , da hun kom med een , der var saa rød og glødende , som selve Solen ved sin Nedgang , var der grumme mange af Fruentimmerne , der gik reent ud af Kirken , fordi de ikke kunde taale Skjæret . Christian var nu flyttet fra Dørtrinet hen til Møder , for at see paa hende , medens hun fortalte ; den Deel af Beretningen interesserede ham især . „ Da Brylluppet skulde staae , “ vedblev Møder , „ bad vi Ingen uden Præsten , for intet Menneske i den Egn syntes os ellers passende . Der var kun Brudgommen , som blev ført af sin Farbroer , og Bruden , som blev ført af sin Svoger , og Brudgommens Møder , en ældre Enke , der i Sort , med langt Slæb , gik bagefter dem . “ „ Men De selv og deres gode Forældre , vare de ikke med ? “ „ Nei , — jo Fader , han læste jo i Chordøren , og styrede Psalmesangen , — saa , forsaavidt , var han jo med , men ellers holdt vi os borte . Vores Tøi og Manerer var ikke i den Orden , vi gjorde bare Opvartningen . “ „ Om Aftenen toge de Fire Plads i hans lnkkede Vogn , der skinnede i Gaarden med sin Sølvkant og sine Lygter , Fader hjalp hende Foerværkskaaben paa , Moder stoppede den omkring hende , og jeg rakte hende Reisetasfen . Om jeg ikke seer det Hele lyslevende i dette Øieblik : Maanen skinnede heelt ind i Vognen , hun nikkede tre Gange , saa kjørte de . Hun saae ikke en eneste Gang tilbage , saa travlt havde hun med at see fremad , lige ind i sin skjønne Fremtid , men vi løb udenfor , stode paa Gjærdet og saae efter hende , saalænge vi kunde . “ „ For Dem var Afskeden meget tung , kan jeg tænke , “ sagde Præsten . „ Nei , det var underligt nok , vi følte ingen Sorg , bare Glæde . Jeg kan godt husfe de Ord min Moder sagde , medens vi stode der og lyttede efter Vognen , som vi kunde høre længe , for der var meget tyst : „ Hvis jeg før mine Børns Død , “ sagde hun , „ om Gud vilde jeg skulde miste dem , sfinbarligen saae Paradisets Døre aabnede til deres Sjæles Modtagelse , saa vilde jeg ikke sørge ved deres Legemers Begravelse . Saaledes ogsaa nu , skulde jeg fælde en Taare , maatte det da være af Hjertensfrhd , for den Vogn ruller lige ind i Edens Have . “ „ Besøgte De hende i hendes Herlighed ? “ spurgte Præsten i en lidt haard Tone . „ Nei , Herr Pasfor , nu ere vi to Slags Folk , og passe ikke sammen . Hun har heller ikke skrevet siden ; jeg veed saamænd ei engang , hvor hun opholder sig , og vidste jeg det , vilde jeg dog ikke henvende mig til hende . Hvad skulde jeg sfrive , der kunde more saadan en Dame ; jeg har jo kun oplevet det , som er dagligdags . Først kom jeg ud at tjene som simpel , saa som Jomfrue , saa kom jeg her til Sjælland , blev kjendt med min gode Mand og ægtede ham . “ „ Men , da Deres Forældre døde , meldte De hende det da ikke ? “ „ Nei , ikke uden gjennem Aviserne , der har hun jo nok seet det , tænker jeg . “ „ Det er forunderligt , for , om hun ikke selv kom , synes jeg dog hun maatte have holdt en Brevvexling vedlige , og sendt Dem Noget af sin Overflødighed . — Det Andet er unaturligt , ikke sandt , det taler ikke for hende , “ medens Præsten talede , purrede han op i mit Haar . „ Om vi kom i Fattigdom , Herr Pasfor , “ sagde Moder , idet hun saae betænksomt hen paa Theetøiet , der nu stod afvadsket i Kurven , „ om vi kom i Fattigdom og Nød , troer jeg saamænd ogsaa , skjøndt min Mand mener det Modsatte , at hun ikke vilde nægte os en Haandsrækning , men vi have jo , Gud skee Tak , om det ikke bliver værre for os , Det vi kan komme ud af det med . “ „ Ja , Ja , “ sagde Fader , „ men jeg ønsker altid helst , at jeg reent kunde blive fri for at høre om det Menneske . Maaskee gaaer det hende ilde “ , vedblev han med Eftertryk , idet han saae vist hen paa Moder , „ Hovmod staaer for Fald . “ „ Det er sandt nok “ , sagde Præsten , „ Hovmod staaer for Fald , men Dette forekommer mig snarere som Egenkjærlighed end Hovmod . Jeg haaber og ønsker , især for hendes egen Sjæls Skyld , at den skjønne Martine en Dag gaaer i sig selv , kommer tilbage , og gjør Alting godt . “ Da Præsten var gaaet , havde Moder Noget at pusle med i Kjøkkenet . Min Broder og jeg sade Paa Forhøjningen alene i Stuen hos Fader ; han hvislede endnu med sine Frøkapsler ; gjennem de aabne Vinduer kunde man høre Frøer qvcekke og Myg surre . — Christians Ansigt var meget eftertænksomt . „ Maaskee kommer Tante Martine før til os , end vi troe “ , sagde han sagte , som det var en dyb Hemmelighed — „ hørte Du , hvad Præsten sagde , han troede hun kom . — Lise ! maaskee kommer hun i Guldkareth , naar vi imorgen see ud af Vinduerne . “ Han gjorde en Pause , og vedblev saa i den samme hemmelighedsfulde Tone : „ Lise , Du kan troe , der komme mange Børn med forgyldte Blouser ud af Vognen — for nu har hun jo været længe gift — synes Du det bliver Løier , at lege med dem og deres umaadelig store Dukker herude paa Grønningen ? “ Jeg sad med aaben Mund og Øine , og kunde ikke sige , hvad jeg syntes om det . Men hele den Nat drømte jeg om en gylden Kareth og om gyldne Børn , der , Hver med sin Dukke , hoppede ud af den . Andet Capifel . Det var nogle Uger efter Dette . — Børnene tumlede , efter endt Skoletid , ud af Skolebygningen , der laae overfor vor Have . Min Broder fløi , med Tornysteret paa Ryggen , midt igjennem Kammeraterne , over Stakittet , over Bedene hen til Vinduet , hvor jeg sad , og sprang ind af det . Han var saa sjæleglad , fordi han var færdig med Læsningen . Da han kom ind , tog han sin Frokost fra Bordet , et stort Rundtenom med Knapost , og stod saa og saae ud af Vinduet med Albuerne paa Karmen , medens han spiste ; jeg sad paa Hug paa en Stol ved Siden af . Moder gik udenfor og bredte en lille Bleg paa Stikkelsbærtornene , Fader laae paa Knæ ved Agurkerne og talte hvormange der var : 31 — 32 , — 32 — 33 , saadan blev han ved , til det gik høit op . „ Saae Du ham ? “ spurgte Christian mig . Havelaagen gik op med en feig Knirke « , og Postbudet traadte ind . „ Jo , bet er Manden med Brevene ; det er vist til Fader ! “ „ Nei , han gaaer jo hen til Moder . “ Moder tog Brevet , vendte det frem og tilbage . Udskriften var skrevet med snirklede Bogstaver , og der var rigtigt Segl paa . „ Det er fra det Tydske “ , sagde hun , „ fra Hamborg . Du store Gud , fra Hamborg . — Det skulde da aldrig være fra Martine “ , hun gik hen og viste Fader Brevet ; han reiste sig , holdt det i de jordede Fingre og betragtede det . „ Det er ikke godt at sige “ , sagde han derpaa . Jeg spilede mine Øine op , ligesom min Broder gjorde . Moder rakte Brevet ind til Christian og sagde : „ Læg det lige midt paa det polerede Bord , saa Lise ikke kan naae det , — og rør det saa selv ikke saa meget som med en Finger , til jeg kommer . “ Christian gjorde først , som Moder sagde , men saa gik vi begge hen til Bordet og saae Paa Convoluten ; jeg stod paa Tæerne . Der laae ikke Andet end den . — Christian berørte og glattede Papiret med Haanden . „ Det er finere , end andre Breve “ , sagde han , og lod ogsaa mine Fingre let stryge henad det . „ Kan Du føle , det er finere , end andre Breve . Det er fra Tante Martine , — eller fra Een , der slrider at hun er død , — men Du skal ikke blive saa forsfrækket , jeg troer ikke hun er død , Lise , jeg troer hun slrider , at hun kommer i Eftermiddag . — Kan Du see Manden paa Toppen af Kornlæsset , der borte paa Veien ? Derhen maa Du see , naar vi vente hende , ad den Vei kommer Karethen . “ „ Hvormange Heste troer Du der er for ? “ spurgte jeg ; i det Samme kom Moder , og vi sprang tilside . „ Gud veed , om det er fra hende “ , sagde hun , idet hun tog Hemmeligheden op fra Bordet . „ Jeg maa rigtignok have en Sax til at lukke det søde Brev op — hvor det Lak er mørkt , men sort er det da ikke , Gud skee Tak . “ Hun satte sig ned , tog Briller paa , aabnede det , og begyndte at læse , medens vi fulgte hende med Øinene . Moder udstødte pludselig et Skrig , der fik Faders Hoved fra Haven ind ad det aabne Vindue . „ I Guds Navn , er din Søster død , hvad ? eller er det flet ikke fra hende , hvad , Rikke ? “ „ Aa jo , — men jeg kan jo ikke Tydsken rigtigt , men forfærdelig syg er hun , — Du forstaaer det vel lidt bedre , nu kan Du læse ! “ Fader læste hver Sætning tre Gange høit , fandt saa Meningen , og oversatte den langsomt . Alt , hvad han kunde , havde han lært sig selv uden al Vejledning . Naar han fik Tid , kunde han kjæmpe sig igjennem enhver let , baade tydst og engelsk Bog , men Tid skulde han have , hvert tvivlsomt Ord slog han op i Lexiconet . Indholdet var saaledes : Tante Martine laae farlig syg i Hamborg , hun vilde gjerne see sin Søster før Døden . Brevet var fra hendes Læge , der havde havt megen Uleilighed med at finde Moders Adresse , da Patienten , skjøndt ved sin fulde Samling , ikke kunde give ham tilstrækkelig Besked . Først havde han skrevet til Præsten i hendes Fødeegn ; efter lange Efterspørgsler , havde denne endelig opdaget vort Opholdssted . Brevet var skrevet i Forretningsstiil , tørt og koldt , uden at røbe nogen Interesse for Patienten . Medens Fader endnu stod med Brevet og gjennemlæste en Sætning , der var ham lidt uklar , var Moder allerede — nu aldeles fattet — i fuld Virksomhed paafærde med Neiseforberedelserne . Jeg veed ikke , hvad der var størst , Moders Sorg øver Søsterens nærforestaaende Endeligt , eller hendes Glæde øver dog tilsidst at være erindret . Hun og Christian , med mig lige i Hælene , løb op paa Loftet efter Neisekofferten . Fader lagde Brevet langsomt ind i Convoluten , og saae derpaa hen paa Moder , der med en Fjedervinge skrabede den store Kofferts Hjørner og Kanter . „ Men hvad har Du dog isinde , Rikke ? “ spurgte han . „ Det kan jo ikke være Andet , jeg maa jo reise . “ Brevet havde i den Grad været en Opgave for Fader , at Tante Martine selv reent var gaaet under i dennes Løsning : „ Vil Du reise ? “ „ Men Gud , Torstensen , Du læste jo selv , at den Stakkel ligger og længes efter mig . “ „ Ja , vistnok , men det er ikke saadan at tage lige til Hamborg ; nei , det gaaer , Skam , ikke an . — Lad mig see Brevet igjen , der staaer jo ikke Noget om Reisepengene . “ „ Aa , dem give de naturligviis , naar jeg kommer . “ „ Gud veed , hvad de gjøre , — lad det være , — det vil koste forfærdeligt . “ „ Det er ligemeget , hvad det koster ; — det var da altfor gyseligt , naar hun drages med Døden , og jeg saa vilde blive borte for de lumpne Skillingers Skyld . “ „ Hvad man ikke har , det har man ikke “ , sagde Fader i en overbevisende Tone , „ jeg kan ikke forstrække Dig med Pengene . Det gjør mig grumme ondt , men Du maa opgive det , Rikke . Det vilde kunne løbe op til over halvhundrede Rigsdaler . “ „ Ja , det er nu det Samme ; om jeg ogsaa ikke vidste , at det kom tilbage med Renter , saa skulde det dog skaffes . Men tag Dig det ikke nær , jeg skal selv komme ud af det . Jeg har Lidt liggende i min Commode fra Honningen ifjor , og naar jeg kommer til Kjøbenhavn , kan vor Urtekræmmer give mig Pengene iforveien for den iaar ; jeg har faaet flere Kuber , — det veed Du jo — saa der bliver Meget . Noget Fjerkræ kan jeg ogsaa tage med bag i Vognen , og blive af med i Byen . Det kan ikke hjælpe , det maa skaffes ; har jeg ikke Nok , saa maa Urtekræmmeren laane mig ; det har han tilbudt mange Gange . Han kjender desuden Martines Velstand . “ „ Naa ja , i Guds Navn da , “ sagde Fader , „ men kan Du kjøre til Byen i vor Fjælevogn ? “ „ Troer Du , jeg vil gjøre Stads ? nei , lad mig kun sidde i den , med gamle Henrik for , og see ad , om Du kan faae lille Jens Hansen til at kjøre mig , for Du vil vel ikke selv ? — nei , det var ogsaa formeget forlangt , da Du har saa travlt . “ Da den jernbeflagne Koffert var færdig pakket , — den stod midt paa Gulvet — og Fader ude at tale med vor Nabo , Huusmand Jens Hansen , sad Moder , med høitideligt Ansigt , ved det bruunmalede Chatol og talte sine Honningpenge . Den ene lille Papiirsrulle med Markstykker blev aabnet efter den anden , talt , og langsomt puttet ned i Svælget af en stribet blaa og sort Bomuldstøispose , der kunde rumme en heel Capital . „ Gud hjælpe mig “ , sagde hun , da hun aabnede den sidste Rulle , „ der gaaer alligevel et Suk igjennem Een , naar man gjør saadan Noget ; hver Deel havde dog sin Bestemmelse . Disse vare nu bestemte til en lille Vinterkaabe til Lise , men den kan hun da undvære . “ Næste Morgen , ved Solnedgang , holdt vor lille Vogn med gamle , grimme , hvide Henrik — hvid af Alderdom — foran Døren . Jens Hansen , Kudsken , gjorde sig saa lille og ubetydelig som mulig , for at Moder , med samt hendes store , tykke Kaabe , kunde faae Plads paa det eneste , spinkle , grønmalede Sæde . Det knirkede og bragede , da hun satte sig . „ Gud være med Eder , Allesammen , Farvel og Levvel , “ sagde Moder , da Vognen kjørte , idet hun gjorde sig Umage for at dreie Hovedet , der dog var for fast indsnoet i det svære uldne Tørklæde , til at dette var muligt . Der gik nogle Dage . Fader var meget urolig over , at Moder ikke skrev , da han endelig modtog et Brev med Hambørger Poststempel . Den elskelige Martine var nu hensovet i Fred , sfred hun , og saa bad hun Fader bønfalde den gode Præst , om denne Gang at sende sin lukkede Vogn til Kjøbenhavn efter hende ; Gud vilde velsigne ham derfor . Om Løverdagen kom hun . Hendes Logis var i Solen . „ Hvad betyder det ? — hvad betyder nu det ? “ sagde Fader , idet han , medens han trak Søndagsfrakken paa , for at gaae til Præsten , gik op og ned ad Gulvet i dybe Tanker , „ det ligner dog egentlig ikke Nikke , at ville gjøre Blæst si lukket Vogn , — skulde Mutter have gjort en lille Arv , og saa finde det for ringe at komme i Eenspænder med gamle Henrik ? — det er , Skam , dog muligt ! “ — Om Løverdagen , jnst som Aftenklokken ringede , rullede Præstens Wienervogn frem for Døren . Derinde sad Moder i dyb Sorg med et spædt Barn , indsvøbt i Mull , Kniplinger og lyseblaa Kaabe , paa Skjødet . Fader blev øieblikkelig saa forunderlig høitidelig filmode , af han ei kunde sige et Ord , men bare trække sin svære Skikkelse tilbage , for af gjøre Plads for Indtoget . Moder lagde Barnet paa Faders Seng , tog sit Tøi af , og sendte derpaa Christian til Skolelærerens Kone efter en Vugge . Der var flere Ting af gaae efter for Moder . Medens hun løb frem og tilbage , ind i Pulterkammeret efter Vuggepuderne , og igjen tilbage til den Lille , for af see , hvordan den havde det , ind i Hjørneskabet efter en passende Flaske , ( Barnet fik Komælk ) saa igjen til den Lille , for af see , hvordan den havde det , i Skufferne efter Barnetøiet o . s . v . og igjen ind til den Lille , løb jeg hele Tiden bagefter , som hendes Skygge . Jeg var forunderlig filmode . At det var Moders skjønne Søsters Barn , der laae der , stod ikke rigtig klart for min Tanke . Jeg troer snarere , jeg havde en uklar Følelse af , af det lille underlige Væsen med Stjerneøinene , i Vuggen , var Tante Martine selv i en mindre Skikkelse . Døren stod aaben fra Havestuen til Sovekammeret . Fader listede sig af og til , naar han trøede sig ubemærket , hen til Sengen og betragtede Barnet , men sad ellers roligt paa sin Plads ved Vinduet . Han saae ud , som han bare sad og ventede paa at faae Leilighed til at udtale sig , men ikke vilde gjøre det i Travlheden . „ Naa , der kommer Christian da endelig med Duggen “ , sagde Moder , „ men hvad vil nu Madamen , hun er med “ . Skolelærerens Kone , Madam Hansen , var middelhø ! ; hendes Næse , der var svær og fremtrædende , var det Eneste af hendes Ansigt man lagde Mærke til ; da hun kom der , var det , som den skyndte sig iforveien . „ Godaffen “ , sagde hun , og gik lige hen til Moder , der sad med den Lille paa Skjødet og gav den af Flasken . „ Det er et nysseligt Barn “ . „ 2a det er ; sæt Vuggen her , Christian , saadan ; Madamen skal have Tak for Vuggen . “ „ Aa , det var jo ikke Noget , — men jeg løb med , for at spørge , om den var stor nok , for jeg har een til , der er større . “ „ Jo , denne kan jeg meget godt bruge . “ „ Er Dette Deres Søster Martines Barn ? “ „ 2a . “ „ Saa , Christian sagde det rigtignok ; — er Deres Søster da død . “ „ Ja , destoværre , — naa , nu græder hun og er vist søvnig . — Tak , Madam , jo , jeg kan godt bruge Buggen . “ „ Ikke at takke for ; det var jo slemt , at De skulde miste Deres smukke Søster . — Havde hun ikke mere end det eneste Barn ? “ „ Der har været Flere , men de ere døde ! “ „ Saadan . —Hvor den Lille er i noget nydeligt Tøi ; man kan dog strax see , naar de komme fra finere Forældre . “ „ Aa ja “ , sagde Moder , idet hun igjen lagde Barnet paa den store Seng , medens hun udsøgte nogle Stykker af den Bunke Børnetøj , hun havde ordnet paa en Stol . „ Er det Noget , De har ført med fra Deres Søster ? “ spurgte Madam Hansen , idet hun mønstrede Tøiet . „ Nei , det er mit eget “ , svarede Moder i en rask Tone , der betød saa meget som „ gaa din Vei . “ „ Naa , jeg kunde nok tænke det . — Hvad De faaer derfra , bliver vel af en bedre Beskaffenhed . — Eller venter De maaskee ikke , af der kommer Noget ? “ „ Det veed jeg saamænd ikke , det gjør der rimeligviis , men Dette er ellers saaledes , af vi overmaade godt kunne være det bekjendt . “ Moder vadskede og klædte den Lille med stor Behændighed . „ Hvad siger De om den Overraskelse , Herr Torstensen ? “ spurgte Madamen nu Fader . „ Aa , min Kone har jo Besværet . “ „ Ja , og De gjør det da formodentlig ikke for Ingenting . Men jeg forstaaer ei , af der ikke var Nogen af den store Familie , der tog Barnet , — det er mig saa ufatteligt . “ „ Det var , fordi det var min Søsters inderlige Ønske , af jeg skulde , “ sagde Moder . „ Det var saamænd nydeligt af Deres Søster , men jeg synes dog , De burde have Noget derfor . “ „ Hvem siger , af jeg ikke faaer Noget “ , sagde Moder i en ærgerlig Tone . „ Naa saa , det kan jeg forstaae , De faaer dog Vederlag . — Er det nu Saameget , af De kan staae Dem . Hvormeget faaer De , om jeg maa være saa fri ? “ „ Aa , — fire hundrede Daler aarligt “ , sagde Moder langsomt , idet hun lagde Barnet i den lille Seng , hun nu var færdig med at rede . „ Fire Hundrede , Gud bevares ! Det var saamænd godt , saa har De nok Raad til at bestille Dem en Vugge — men De maa alligevel bruge denne for det Første . — Jeg vilde saamænd ønske , jeg havde saadan en Søster , der kunde døe i Hamborg . Det er jo saameget , som hele Lønnen for et kongeligt Embede . — Men nu kommer det an paa , om Barnet lever , — saadan en Lille kan der jo let hændes Noget . — Farvel , — nu troer jeg min Mand længes efter mig . “ „ Er det sandt , faaer Du fire hundrede Daler ? “ spurgte Fader , da han kom tilbage , efter at have fulgt Madam Hansen ud . Moder lod Vuggen gaae . „ See nu op , Nikke , faaer Du Saameget , — er det sandt ? “ „ Aa Gud ! “ sagde Moder og begyndte at hulke . „ Du faaer flet Ingenting , — hvad ? “ „ Piin mig dog ikke saa forfærdeligt , — lad mig være ! “ Fader gik omkring i den snevre Plads mellem Sengen og Vuggen , idet han flottede til Moder . „ Siig mig det nu , hvordan hænger det sammen ? Det er dog altfor galt , — hvordan er det saa ? “ „ Hvorfor kan Du ikke lade mig beholde det alene for mig selv , — det er Synd Du gjør . — Vi faae ikke Pengene strax , — det var jo ogsaa meget sjofelt , naar man lige strax vilde tale om Betaling . — Men siden kunne vi jo faae dem . “ „ Er det da gaaet tilbage for hendes Mand ? “ „ Ja vist , — det er det , — og saa kan Du jo nok forstaae , han ikke strax kan betale for Barnet , det var jo ogsaa flammeligt at forlange . “ „ Traf Du baade din Søster og hendes Mand ? — lad mig nu faae hele Historien , ligesaa godt først som sidst , Nikke . “ „ Gud , hvor Du Piner mig , — var Du nu ikke lige saa glad , fordi Du ikke fik det at vide . — Martines første Mand har været død i nogle Aar ; i hans sidste Levetid spillede han en saa ærlig Fallit , at de bagefter skulle have havt det daarligt . Tys , raab nu ikke saadan , Torstensen , Du maa være som en lukkel Grav ! — Det gjorde ikke min Søster Skam , det er Noget , som hænder de Største . „ Døde hun da som Enke ? “ „ Nei , først gik hun til Hamborgs Theater , og gjorde stor Lykke , saa giftede hun sig igjen med en fiin , galant Skuespiller . — Han trykkede mig i sine Arme , og takkede mig saa inderligt , da jeg tog det søde Barn . „ Hans Stilling var usikker “ , sagde han , „ men kunde han , vilde han lade høre fra sig ; hele hans Tanke fluide være , at spare sammen til sin lille Pige , for han vilde gjerne , hun skulde have en god Opdragelse . “ „ Gud hjælpe os , saadan en Fyr “ , sagde Fader , „ det bliver bare ved Snak . Han lader saamænd os alene om hende . “ „ Naa ja , — hvis saa er , faae vi nok Brødet til hende ogsaa , det veed Gud vi faae , Torstensen . Og jeg vil bestandig see at holde det lille Væsen saa nydeligt , som Hendes Barn bør holdes . “ „ Der skal ikke meget til , “ sagde Fader , „ naar hun saadan gik ned ad Bakke , var hun da ikke saa stor tilsidst . “ „ Det var ikke nedad Bakke . Du fluide have hørt hende , da hun laae paa sit Adersfe . — Alt det Store , der er i Verden , — det var hun . Snart var hun Keiserinde af Østerrig , snart Dronning af Frankerig ; sommetider var det , ligesom hun laae og ledte om sig selv , men ikke kunde sinde sig i al Storheden . Manden sad ved Siden og hørte paa hende med grædende Taarer , idet han mange Gange hvidskede til mig : „ Ein wahres Geni ! “ — Tro bare ikke det var gaaet nedad Bakke for hende ; hvis hun havde levet , var det gaaet opad . Hun var saamænd anseet , den Stakkel ; — der gik ikke en Dag , uden der kom Een og Anden og spurgte til hendes Befindende . Men , hvis Du nu vil være god imod mig , Torstensen , saa tale vi ikke mere om den Hisforie . Og jeg vil helst have , af Folk blive ved af troe vi faae Firehundrede om Aaret . — Jeg ønsker ikke , af andre Mennesker skulle more sig med af trække Martine ned i Mudderet , nu , da hun er oppe i den gode Guds Himmel . “ „ Ja , det kan jo være , at hun er der , jeg vil ikke mistrøste Dig “ , sagde Fader , „ men Gud hjælpe mig , jeg vilde have lige saa megen Godhed for hvert Barn , Du havde taget fra Gaden , som for din Søsters . — Naa , ja ja ! ja ja ! saa skal vi begynde forfra paa Børnehistorier . Aa Gud bevares ! det var altsaa den Arv vi fik . “ Dagen ester hentede Fader Præsten , og Barnet blev døbt og kaldet Rose Sterne . Det var rigtignok Tante Martines første Mands Navn , men havde Moder givet hende den Andens , vilde Folk snarere være komne efter hele Sammenhængen , og det vilde hun paa ingen Maade udsættes for ; saa heller et uskyldigt Bedrag , sagde hun . Tredie Capifel . Vor lille Rose voxede , trivedes og blev deilig . Min Broder og jeg havde begge klart i Bevidstdeden , at hun var noget Andet end vi selv , og vare umaadelig stolte af hende . Naar vi vare ude at spadsere om Søndagen , ( Christian kjørte gjerne Barnevognen , medens jeg gik ved Siden ) var der altid Saamange , der standsede os og spurgte , hvis Barn det var . I hele Landsbyen var hun anseet . Den besynderlig hensynsfulde Maade , hvorpaa Moder og vi behandlede hende , troer jeg , virkede tilbage paa Andre , saa de , uvilkaarligt saae noget Usædvanligt i hende . Naar Moder satte hende ned mellem de sneehvide Puder i Barnevognen , dækkede hende til med det straalende røde Tæppe , hun selv havde strikket , og bredte Sløret over det lille Ansigt , gjorde hun det altid paa en Maade , som det var noget ubeskrivelig Fiint , der skulde beskjærmes for det mindste Vindpust . Det var ikke , som en Moder bærer sig ad med sin egen lille Stump , men som Ammen med det stadselige , fremmede Barn . Havde Rose været gnaven og kjedelig , vilde Chrisfian og jeg dog vel nok tilsidst være blevne trætte af hende , men da hun var en sød , venlig lille Een , — bare Smiil og Kjærlighed fra Morgen til Aften , beholdt hun altid sin Glorie . Selv Fader lod sig beseire . Chrisfian og jeg elsiede hende begge , men han dog endnu mere end jeg . Han havde altid Noget for , der skulde more hende . Hvor havde han dog travlt med at indrette hende en Have ! Der var Stakit rundt omkring , ( hun skulde have den for sig selv ) højstammede Roser i Midten og et Sireenlhsthuus i Hjørnet . Paa Laagen hængte en Seddel , hvorpaa der med Kjæmpebogstaver stod skrevet : „ Indgangen spærret for Uvedkommende “ . En halv Sommer havde han travlt med , i Fritiden , at hente Grene til Lhsthuus og Indhegning , flette dem sammen , flaae Søm i , pode Rosentræer og skjære og male anseelige Plantepinde . Alt blev gjort solidt og godt , saa det kunde vare længe . Og det varede ogsaa længe ; endnu den Dag idag staaer den lille Have midt i den store , og forundrer alle Mennesker . Da Rose var lille , holdt hun dog meest af Sneglebakken . Den laae ogsaa i Haven , i Hjørnet skraas for Huset ; om Søndagen vaiede der gjerne et Flag paa Toppen ved Rønnebærtræet . Saasnart hun blev saa stor , at de smaa Been vare istand dertil , gik hun der , op og ned , med Christian i Haanden ; hvert Øieblik standsende ham , for at plukke Blomster , eller see paa de smaabitte pæne Insecter . Hvor jeg seer dem gaae der ! Naar der gik hende lidt imod , maatte hun op paa hans Arm og græde ved hans Skulder . Enkelte Ting fra den Tid , som jeg , da de foregik , kun skjænkede ringe Opmærksomhed , staae nu saa tydeligt for min Erindring . Saaledes kan jeg hnske , at en Kone , der gjorde Nytte for os , ganske hændelsesviis , idet hun med en Kurv Ribs strøg forbi , engang sagde : „ Nei , see , har han hende nu igjen , jeg troer bestemt , at de To tilsidst blive et Par , “ og at Christian , saa lille han var , blev ganske rød i Hovedet . „ Nei , fy “ , sagde jeg , „ Rose skal rigtignok ikke have Dig . “ „ Nei , det vil Du nok være fri for , hvad , lille bitte Rose “ , sagde han op til hende , som sad paa hans Arm . „ Vil Du vel have ham til Mand , hvad ? “ spurgte jeg nu ogsaa . „ Jo , for han er min eneste Mand “ ; hun puttede sit Hoved ind til ham . Disse Ord : „ De To blive bestemt et Par “ , havde Konen siden altid paa Læberne , naar hun saae Christian med lille Rose . Hun sagde dem i Spøg , med høi Latter , men de gjorde altid Indtryk paa ham , og det mere og mere , efterhaanden som han blev større . En Dag havde Konen sagt det Samme . Christian var ude i Haven at hjælpe mig med at lægge Ærter . Den Lille stød hos Fader og Moder , der plukkede Stikkelsbær . „ Hvor hun døg er sød “ , sagde jeg , idet jeg saae paa hende , hun var saa slank og vims , snart her , snart der , nu viste hun det klare Ansigt , og nu den hvide Nakke med de stumpede sorte Krøller „ aa , saa skin , og faa sød , hvad Christian ? “ „ Hørte Du det , Konen sagde før ? “ spurgte han . „ Jo , det siger hun altid ! “ „ Det er noget underligt Noget af hende , synes Du ikke ? “ spurgte han . „ Jo , for Nose bliver nok lige saa deilig , som sin Moder og faaer frygtelig mange Friere . “ Han saae vist paa mig . „ Naar jeg nu — jeg sætter Lise , at jeg nu føiede Fader , og læste til at blive Skolelærer , — froer Du saa ? —næ , Du froer vel alligevel ikke ? “ „ Nei , jeg froer ikke , — men saa kunde det jo døg være “ , sagde jeg . Det var den rædsomste Tanke for Christian at blive Skolelærer . Alle Faders Overtalelser — det var hans høieste Ønske at faae ham ind paa den Vei — havde hidtil været frugtesløse . Saa rafl og freidig min Broder ellers var , faa tungsindig var han ved Bogen . Det var , som den smukke , livsglade Dreng man saae i Haven og i Gaarden hjælpe Moder med at hænge Snore op og flytte Bikuber , eller Fader med at grave , vande og flæbe , ikke var det samme Barn , som ham i Krogen , med Bogen paa Knæet , Øiet stift fæstet paa Linierne , og begge Hænder saa fast knugede mod Tindingerne , som om han , paa den Maade , meente at kunne bore Forstaaelsen ind i det gjenstridige Hoved . Efter Samtalen ved Ærterne , fik Fader den Glæde , at see ham stadigt sidde saaledes . Han havde nu pludselig besluttet at læse til Seminarist , og Det han besluttede , det drev han igjennem . Han læste og læste , saa Hovedet var nærved at sprænges . En Dag da han kom hjem fra Examen , satte han sig hos mig paa Bænken foran Huset . Han saae noget anstrengt ud . „ Veed Du , hvad Skolelæreren sagde idag “ ? spurgte han . „ Nei . “ „ At jeg ' var meget vidt , han syntes ikke jeg skulde til Seminariet . “ „ Hvad syntes han da ? “ „ At jeg kunde bringe det endnu videre , — og Præsten , han sagde det Samme , at saa godt jeg kunde mine Ting , var det meget muligt , jeg kunde blive til Mere . “ „ Hvad skulde det være ? “ jeg saae forundret paa ham . „ Ja “ , sagde han med et langt Træk efter Veiret , „ Præsten vil nok tale til Fader derom i Eftermiddag . “ Om Eftermiddagen , da Præsten kom , gik Fader og han længe sammen op og ned i Haven . „ Ja , naar Vorherre vil lade mig leve , saa det kan udføres , kan jeg ikke tænke mig Noget jeg hellere vilde “ , hørte jeg Fader sige , og saa gjorde Præsten og han en Pengeoverregning , hvormeget det vilde koste , at holde ham i en lærd Skole . Moder kom nu ogsaa til , saa blev Christian kaldt ud ; han kom med Rose ved Haanden . „ Jeg hører Du vil være Latiner , min Dreng “ , sagde Moder , „ men Gud veed , Barn , om Du har godt af saamegen Læsning . “ „ Der er Ingenting man har bedre af end det , Ingenting i Verden “ , udbrød Fader med Overbeviisning i Stemmen . „ Aa , det er en stadig lille Fyr , — det skal nok gaae “ , sagde Præsten og klappede ham , „ hvad , min Dreng ? “ Ja , det havde ingen Nød , svarede han , og loe til Præsten , det var ingen Sag . Saa bleve de da enige om , at han skulde til Kjøbstaden , hvor Pastoren var godt kjendt ; naar han var rigtig flittig , meente han , med Tiden , at kunne skaffe ham Friplads i Latinskolen . Om Aftenen , før Christian reisfe , sagde han til mig , løst hen , som det ingen Betydning havde : „ Lise , Du veed nok det Konen altid siger , — hvis jeg bliver Præst , — troer Du saa ? — næ , Du troer vel alligevel ikke ? — “ „ Nei , det troer jeg alligevel ikke , men det kan jo være “ , sagde jeg , „ hvis Du da saa bliver meget finere . “ Fjerde Capifel . Rose var nu syv Aar gammel , og jeg fjorten ; vi sade Alle i Havestuen . Lille Rose viste Moder en Tegning . „ Om jeg kan see , hvad det er “ , raabte Moder , „ jo det kan jeg rigtignok , det er jo Fader selv , som han sidder der — viis det til ham , og lad ogsaa Lise see det . See bare , Torstensen ! var det nu nogen stor Synd , at jeg gav min lille Engel det Stykke Postpapiir ? “ Det var et lille , rigtignok meget svagt udført Udkast af Fader , som han sad der , foran det store , upolerede Bord , med Jord og Urtepotter og plantede Hyacinthløg . Det var ikke første Gang , Rose havde forbauset os ved sine Blyantstegninger . „ Kom mig ikke for nær , Barn “ , sagde Fader , „ saa bliver Du sort , — hold Papiret lidt tilbage , — jo længere det kommer fra mine Øine , jo bedre kan jeg see ; — leer hun nu af det , Skjælm . — Naa , det er jo mig selv , der sidder der — nei , nu har jeg « Ivrig kjendt Mage ; naar jeg bringer Præstens Frue sine Løg , skal jeg bestemt tage det med . “ Dagen efter at Fader havde været hos Præstens Frue , kom hendes ældste Datter , en venlig , ung Pige , hen til os og tilbød at ville undervise Rose ; den lille Skizze røbede saameget Talent ; det vilde være hende en stor Glæde , naar hun maatte hjælpe til at uddanne hende lidt , sagde hun . Moder takkede mange Gange ; hun havde selv tænkt meget paa at sende hende i Skole , nu var det jo paa høie Tid , men Instituterne i Kjøbenhavn vare saa langt borte , — det søde Barn vilde faae Hjemvee , Dette var meget bedre . — Tilsidst spurgte hun med lidt usikker Stemme , hvad Frøkenen vilde have i Vederlag . Den elendige And , Skolelærerens Kone havde bragt Byen rundt , men som vist alligevel kun meget Faa , ja ei engang hun selv , tog for gode Varer , at vi fik firehundrede Daler om Aaret af Barnets Fader , vilde Moder paa ingen Maade have tilbagekaldf ; hvergang vi havde Fremmede , gjorde hun smaa Hentydninger til den , og hvergang hun kjøbte Noget til den Lille , blev den taget med i Betragtning ; det var en meget dyr And . Den gode Frøken vilde ikke have Noget i Vederlag „ Ikke nogen Verdens Ting “ ; hun kyssede Roses hvide Pande , hvorfra Moder i det Samme havde strøget Haaret tilbage med Krmnkammen , og sagde : „ Jeg er saa glad , at jeg maa . “ „ Hvor hun dog er en nydelig Dame “ , sagde Moder , da hun var gaaet , idet hun igjen tog fat paa det Arbeide , hun havde sluppet , at binde Papiir om nogle høie , graae Steenkrukker med Honning , „ og Du kan troe , Fader , det var en svær Steen , hun lettede fra mit Hjerte . “ „ Men Rikke , hvad var egentlig din Mening ? , spurgte Fader , „ hvor kunde Du have Raad til at sende Barnet til Kjøbenhavn , det havde Du da ikke tænkt paa ? “ „ Aa nei “ , sagde Moder , „ jeg vidste jo destoværre nok , at det var reent umuligt , og har i langsommelig Tid bedet Vorherre saa inderligt , redde mig ud af Forlegenheden . Den Steen , man ikke selv kan løfte , maa man jo lade ligge roligt og vente paa den Stærkere , som kan løfte den . Gud være lovet og takket , nu har Vorherre taget sig det paa . — Sidste Søndag sagde den grimme Madam Hansen saa ondskabsfuldt til mig , at jeg syntes vel det var bedre , at saadan et fiint Barn gik hjemme i Uvidenhed , end at det blev blandet med simple Unger i Skolestuen ; nu behøver jeg ikke at høre den Slags mere . Præstens Datter skal jo formelig være lærd , og det er ikke alene , at hun lærer noget Nyttigt , men i det Huus vil hun ogsaa kunne lære den finere Tone , som vi Stakler ikke kunne give hende hjemme . — Og seer Du saa desforuden , lille Fa ' er , Damerne fra Søgaard komme saameget sammen med Præstens Døttre , Rose vil jo ogsaa træffe dem og see deres Bekjendte . Det , at hun faaer Underviisningen , er næsten det Mindste , jeg regner det for Mere , at Døren til det Selskab , hun er sfabt til , nu staaer aaben , saa hun kan voxe op som en Dame . “ „ Men naar hun er bleven til det , hvad vil Du saa gjøre af hende siden “ , spurgte Fader , idet han rystede paa Hovedet . „ Aa , saa skal hun bare vælge imellem Beilere ! hun bliver ligesaa smuk som sin Møder , og naar jeg har bragt hende saavidt , at hun reiser hjem med en riig ung Mand , saa regner jeg , at jeg er færdig . “ Møder bandt Papiret om den sidste HonningKrukke . „ Jeg vilde ønske , Du var saa vidt , men det gaaer sjeldent , som man troer ; men for at tale om noget Andet , hvorlænge har Du havt Honningpengene for Dig selv , hvornaar fik Du Urtekræmmeren afbetalt ? “ „ Det er længe siden “ , sagde Møder undvigende , og bad mig skrive paa Krukkerne , hvormange Pund der var i hver . „ Det troer jeg , min Sjæl , nok , at det er længe siden , men naar var det Rikke ? “ „ Der gik en to , tre Aar med , det vil jeg ikke nægte “ , sagde Moder , idet hun tog en Krukke i hver Haand og gik ud med dem i Kjøkkenet . Da Moder var gaaet , og jeg stod alene med Fader , var jeg meget glad , at han ikke fortsatte Underholdningen og frittede mig , for jeg vidste Besked . Saasnart jeg kunde skrive reent , havde Moder benyttet mig til at føre Correspondance » med vor Urtekræmmer i Kjøbenhavn . Gjælde : : var endnu ikke afbetalt . Det var ikke alene Frem- og Tilbagerejsen til Hamborg , som Moder dengang havde bestridt ; mange uforudsete Ting vare endnu komne til . Efter Dødsfaldet betalte hun Doctorens og Apothekerens Regninger , gav sin Skilling med til Skuespillerens , for at Ligkisten kunde blive lidt mere end almindelig , og kjøbte Reiseklæderne til det stakkels Barn ; alt Dette løb op til meget mere , end Fader havde anseet tænkeligt . I syv samfulde Somre havde Bierne , Dag ud og Dag ind , havt umaadelig travlt , men dog ikke skaffet Honning nok ; førsf om et Aar , naar jeg skulde konfirmeres , haabede Moder , de kunde blive færdige med at arbeide for Urtekræmmeren , og begynde igjen for hende . Denne Gjæld , som hun gik hemmeligt og bar paa , trykkede hende meget ; havde hun ikke havt den , kunde hun ogsaa have taget sig Livet lettere ; saa kunde hun dog imellem have kjøbt nyt Tøi baade til sig selv og os Børn , og behøvede ikke at have anvendt saamegen Tid paa at lappe og stoppe . Naar jeg tænker tilbage paa vore Duge , Haandklæder og Lagener , froer jeg virkelig , det havde været ligesaa billigt at anskaffe Nyt ; saameget Stoppegarn havde Moder anvendt , at de tilsidsf vare forvandlede til et næsten heelt nyt Stof ; men Grunden var vel , at dette ikke tilveiebragtes paa eengang , men møjsommeligt og umærkeligt , lidt efter lidt , i Aarenes Løb . Moder lod sig dog ikke kue ; skjøndt Trykket , var hun gjerne glad og virksom fra den tidlige Morgen til den sene Aften , snart her , snart der ; naar man troede hun sad i allerbedste Ro under et Ribstræ og plukkede Bær , kunde man høre hende raabe : „ Pylle , pylle “ til Hønsene i Gaarden , eller see hende midt imellem Bierne . Hun gjorde selv reent , lavede Maden , passede Kuberne , sørgede for Hønsene , hjalp Fader i Haven , vadskede , strøg , holdt det gamle Tøi sammen og syede det nye . Rose fik ikke en Kjole , uden Moder syede den . „ Det er mig et rigtigt Feriearbeide , at sye til det søde Barn , pleiede hun at sige , og naar man bare behandler saadan pænt fiint Tøi ordentligt , kan det saamænd vare længe . Gud veed , det er ikke nær saa kostbart at holde hende , som man skulde troe . “ Men nu maa jeg gaae videre i min Fortælling . Rose skulde have en riig Mand . Hun var vist ikke fire Aar gammel , før Moder og jeg begyndte at sætte hende Dette i Hovedet . Hele Slutningen af Tante Martines Historie havde vi skriinlagt og sænket dybt ned i Jorden , men Begyndelsen lode vi bestandig florere . Moders Stemme , naar hun fortalte den , var jo rigtignok lidt mattere end før , men jeg gjengav den akkurat til lille Rose paa samme Maade , som jeg havde modtaget den . Roses Faders Tilværelse , han var død , da hun var ganske lille — Moder havde tilfældigviis seet Dødsavertissementet i Avisen — blev der ligeledes slaaet en Streg over . Hun hørte kun om sin Moders Død i sin bedste Alder , om hendes Deilighed , om den rige , smukke Brudgom , — som hun troede var hendes Fader , om Kisterne med Guld og Silke , og om Brudeparret , der kjørte ud af Skolelærerens Gaard . Og naar jeg var færdig med hendes Moders Historie , begyndte jeg paa hendes egen . — Hvergang det mørknedcs , sad jeg gjerne paa Forhøjningen , med hende paa Skjødet , og malede hendes Fremtid ; og den lille Stakkel saae paa mig og lyttede med stor Opmærksomhed efter — hvor yndigt det vilde gaae hende . Havde jeg dog bare dengang vidst , hvordan jeg sad der og modarbejdede min egen Broder , men jeg var jo ikke Andet end et enfoldigt Barn . Jeg fortalte hende om Beilerne , der vilde komme , hvordan hun vilde vælge den smukkeste , rigeste og fornemste af dem Alle . Hvordan han vilde sætte Guldringe paa alle hendes Fingre , saamange , at der ikke kunde være Plads til flere , og saa , ovenikjøbet , give hende dem , der vare tilovers . Hvordan hun og han skulde boe sammen i et stort Slot , og hvordan der var i Slottet ; al den Phantasie , der stod til min Raadighed , brugte jeg , for at gjøre Billedet levende . „ Aa , hvor I saa skulde faae det godt , Allesammen , I skulde boe hos mig altid “ , kunde hun da sige og klappe i Hænderne : „ fortæl Mere , fortæl Mere , fortæl hele Tiden . “ Det gik Christian rigtig godt , baade i Latinskolen og ved Universitetet . Til artium opnaaede han at faae Inuci . Naar han kom i Ferierne , var han noget bleg , mager og anstrengt , men da hans Øine spillede af Glæde over at være hjemme , saae han dog ikke beklagelsesværdig ud . Han voxede saa forfærdeligt , det kom bare af Væxten , sagde Fader , og saa loe vi af ham , og gave ham sød Mælk Morgen og Aften . Hvergang han reiste tilbage , var han ogsaa næsten bleven sig selv igjen . Skjøndt Fader var særdeles tilfreds med min Broders Fremskridt , skuffede han ham dog paa en vis Maade . Han havde troet , at saadan en lærd Student vilde berige fin Families Forstand ved lærerig Underholdning , og , som sine Collegaer , ikke gjøre stort Andet , end læse Aviser og Bøger og fale om dem , men saalænge Christian var hjemme , rørte han neppe en Bog eller en Avis ; naar Fader lagde een af Delene foran ham paa Bordet , skjød han den gjerne tilside . Saasnart han kom ind af Døren , begyndte han paa sin gamle Viis , hjalp Moder med at hugge Søm i , stod paa Taget ved Dueflaget , arbeidede paa Livet , i Roses Have , løb , Haand i Haand med hende , op paa Sneglebakken . Det var , som han var Student , uden at være det ; Fader maatte altid fortælle sig selv , at han var det . Femte Capifel . Min Broder var nu femogtyve Aar ; i to Somre havde vi ikke seet ham , og ventede ham netop i Aften hjem efter theologisk Embedsexamen . Vi havde en stor Overraskelse at bringe ham : Rose , som i den Tid , han havde været borte , var bleven sexten Aar og voxen , var netop i Dag bleven forlovet . Alting var gaaet snorret , som Moder havde troet . I Præstens Huus havde Rose gjort Bekjendskab med Frøknerne fra Søgaard , dette havde igjen ført til andre Bekjendtskaber . Hvor hun viste sig , var hun vel seet , fordi hun var saa siin og yndig . Endnu havde hun dog ikke , som sin Moder , havt mange Beilere ; hun havde kun havt een , men da denne var det , han skulde være , fornem , riig og smuk , saa tog hun ham . Det var , som begyndte Tante Martines Historie forfra igjen . Sidste Søndag , da Moder , Fader og jeg gik vor sædvanlige Helligaftens Spadseretour , over Markerne , forbi Præstegaardshaven , og vi standsede foran Stakitet , og saae hende og ham spille Fjederbolt , havde Moder ønsket saa inderligt , det maatte skee , og saa sfete det . Det var en brændende hed Julidag ; de To gik op og ned ad den midterste Gang i vor Have . Jeg maatte tænke paa , at Rose vist siet ikke lignede sin Moder , og at Moderen , hvis hun var gaaet der med sin Forlovede , bestemt havde ført en ganske anden Person ; lille Rose havde ham ikke stadseligt under Armen , men gik med ham i Haanden og saae ud som et Barn . Hun var bare bleven større , ellers var hun som før , den samme flanke , fine Væxt , de samme dybe , troskyldige Øine , den samme klare , hvide Pande med de smaa sorte Krøller rundtomkring . Da de skulde forbi hendes Have , standsede de og saae paa Roserne , der vare i fuldt Flor ; hun fortalte ham om Christian . Jeg sad med mit Sytøj under Hyldetræet foran Huset . Leg havde lært Skræddersyning og fortjente ikke saa lidt ved det . Hvert Ord , de sagde , kunde jeg høre , og jeg kunde iagttage enhver af deres Bevægelser . Hun blev ved af fale om Christian , af han nu havde faget Examen , ikke med bedste , dog , det forforlangte Fader heller ikke , men med den næstbedste Characteer , af han ikke kom hjem før inat ; han fik ham ikke af see før imorgen , men hun vilde foreløbig vise ham hans Billede . Medens de gik op og ned , kunde jeg høre Moder synge , og see hende , gjennem Vinduet , gaae i Kjøkkenet , med stort hvidt Forklæde , og have forfærdelig travlf . Næste Dag , naar min Broder var kommen , skulde Jaordet holdes . Da de to Forlovede havde gaaet saaledes nogen Tid , forekom det mig , af hans Ansigt fik et mat Anstrøg , men saasnart de begyndte af spille Ring , forfog dette sig dog . Han saae livlig og meget net ud med sine smukke Træk , sin fiffige Klædedragt og sine lette Manerer , og hun loe sin klare Latter , saa det klang ind til Moder i Kjøkkenet ( hun satte af og til sit fornøiede Ansigt paa Ruden ) . Fader sad med sin Pibe i Havedøren , og lod Skyerne hvirvle høit op i den klare Luft . Han var saa inderlig tilfreds , ikke alene over Forlovelsen , skjøndt han ogsaa vurderede den ester Fortjeneste , men ogsaa og især , fordi Christian kom hjem som Candidat . Den stakkels Fyr havde rigtig anstrengt sig , næsten holdt sig selv derinde ved Informationer , og var dog kommen saa hæderligt fra det . — Han vilde rigtignok imorgen betragte fin Dreng som Hædersgjæsfen ved Moders Taffel , saadan sad Fader og tænkte . — Klokken Et om Natten pleiede Diligencen at komme . De Andre vare Alle iseng , men jeg sad oppe , for at fortælle Christian Nyheden . Maanen sfivnede , det var blikstille ; jeg sad paa Bænken udenfor Huset . Vognen skulde lige forbi ; min Broder pleiede at springe over Gjerdet , mellem Piletræerne , lige ind i Haven . Klokken slog Et , jeg begyndte at blive utaalmodig , da jeg endelig hørte Posthornet , først i Afstand , saa nærmere ; — jeg hørte en Hvislen mellem Bladene , og saa kom han i et eneste Spring . „ Er det dig , Christian , “ spurgte jeg oprømt . „ Ja , det var dog smukt af dig , er du oppe endnu , lille Lise . “ „ Ja , for^jeg har noget umaadelig Morsomt at fortælle dig . “ „ Har du virkelig ? aa , nu er jeg her da igjen , her er ganske lyst af Maanen , skal vi sætte os her paa den gode , gamle , hvide Bænk , — hvor den skinner ! — Har Fader siddet her i Eftermiddag ? “ „ Ja , Alting er næsten , som da du reiste . “ „ Naa , Gud skee Lov , — aa ! hvor jeg har arLeidet , det er overmenneskelig , lille Lise — jeg synes virkelig , jeg fortjener al mulig Løn . Saa Fader har det rigtig godt , og Moder , har hun det ogsaa godt ? “ „ Ja , der er flet ikke noget iveien med Nogen af os . “ „ Altsaa heller ikke med Rose ? “ „ Nei , ikke det Allermindste . “ Han reiste sig , rettede sig i Veiret , saae op paa de klare Stjerner og trak flere Gange Aandedraget langt og dybt , som det gjorde ham godt at faae den Luft ind . „ Gud skee Lov , jeg er hjemme , “ han saae henad Huset paa Vinduerne . — „ Nu sove de vist Allesammen trygt og godt , det er ikke værd at vække dem , Lise . Gaa du kun iseng , men her er saa rart ! jeg troer næsten , jeg gaaer her omkring hele Natten — jeg har saamange glade Tanker . „ Nei , først maa jeg give dig noget Rigtigt at tænke paa — see dog paa mig , og hør efter , jeg har slet ikke kunnet komme tilorde , jeg har Noget at fortælle om Rose . “ Han satte sig ned . „ Hvad er det saa med vor søde lille Rose ? “ „ Hun er bleven forlovet , med en ung , smuk Mand , der hedder Sophus Fischer og har en heel Herregaard . “ „ Aa , det er ikke sandt , “ han saae paa mig med sit glade fornøiede Ansigt , som var han vis paa , at det ikke var muligt . „ Jo det veed Gud , det er sandt , Christian . “ „ Er det ? “ „ Jeg syntes nok , at hans Stemme var noget mat , men jeg var altfor optaget af min Historie til at lægge videre Vægt derpaa . Han maatte høre det Hele fra Begyndelse til Ende , hvor tidt de havde seet hinanden , hvordan Moder forlænge siden havde spaaet det , hvordan en Tale Moder havde holdt o . s . v . ; først da jeg havde fortalt hvad jeg vilde , saae jeg paa ham . „ Hørte Du efter , Christian ? “ spurgte jeg . Hvad var dog det , han sad bøiet og stille , og hævede ikke engang Hovedet . Jeg blev saa forunderlig angst . Maanen skinnede saa sært paa hver Gjenstand ; Farverne kunde man ikke skjelne , men alle Omrids bleve saa tydelige , saaledes ogsaa hans Ansigt ; hvor havde han dog læst sig mager , hvor saae hans Profil dog skarp ud , som en gammel Mands . Først ahnede jeg ikke Grunden til Forandringen , og spurgte : „ Christian er Du syg ? “ det samme Spørgsmaal gjentøg jeg mange Gange ; tilsidst hævede han sig mat iveiret , sagde i en klangløs Tone : „ Nei jeg er ikke syg , “ og lod Hovedet igjen synke . Natteluften var kold , det blæste , saa det gjøs igjennem mig . „ Skal vi ikke gaae ind , Christian , “ sagde jeg , idet jeg rørte ved hans klamme , kolde Haand , „ hvad , gode Christian , stal vi ikke . “ „ Jeg kommer strax . “ „ Aa , jeg beder dig , kom , du er syg , du trænger til Sengen . “ „ Jeg kommer strax , Lise , men gjør mig den Tjeneste , gaa du , saa kommer jeg . “ Saa gik jeg da ogsaa med sorgfuldt Sind . Sandheden var pludselig gaaet op for mig , og paa hans underlig tunge Røsf kunde jeg mærke , hvor nær Sagen gik ham . Jeg kjendte ham fra Dreng af ; medens han i det Daglige var freidig , tidt lidt myndig i sit Væsen , og kunde tage slemt paa , ved smaa Fortrædeligheder , blev han altid taus og indesluttet , naar Noget virkelig gik ham til Sjælen . Da jeg kom ind i mit og Roses Sovekammer , laae hun stille og sov , men saasnart jeg fik Lampen tændt , vaagnede hun og spurgte : „ Har du været oppe hele Tiden , Lise ? “ „ Nei , der var Lidt jeg skulde see efter . “ „ Har du hørt Posthornet ? “ „ Nei . “ „ Troer du da ikke han er kommen ? “ „ Nei , jeg troer ikke , — læg dig nu og sov , lille Rose . “ „ Ja , naar du vil love mig , hvis du hører Hornet , at kalde . — Tak , gjør det saa ogsaa , og kom hen og kys mig , før du gaaer iseng ; aa , sæt dig et Øieblik her . — Hvor jeg længes efter at fortælle ham det imorgen . — Veed du , hvorfor jeg egentlig gifter mig , Lise , det er for Christians og Eders Skyld , fordi jeg saa kan gjøre hver især af Eder , der have været saa gode imod mig , noget Godt igjen . “ „ Men det var bedst , om det var for din egen Skyld , Rose . “ „ Ja , det er det jo ogsaa ; synes Du ikke , at det er en Fryd , at kunne vise sig taknemmelig ; — Du skal see , hvor I skulle faae det godt hos os ! Sophus har fortalt , alder er fireogtyve Værelser i det Hele . — Det varede saalænge iaften , før jeg faldt isøvn , for jeg laae hele Tiden og indrettede , hvordan det skulde være , naar I komme . Chrisfian skal have en rigtig god Stue ud til Haven , saa kan han jo sidde der og læse videre , hvis han vil . — Men nu kan Du troe , at han længe vil vendeBogen Ryggen . — Veed Du , hvor stor Haven er ? naar man har gaaet den tolv Gange rundt , har man gaaet en Miil , alt Dette fortalte han mig igaaraftes . “ „ Gjorde han det , — men nu Godnat , — jeg er næsten bleven træt , bare af at høre om saa stor en Have , sov nu lille Rose , og tænk ikke paa det , førend imorgen . “ Jeg slukkede Lyset , lod , som jeg vilde gaae iseng , men satte mig paa en Stol ved Vinduet . Hun faldt snart isøvn , og laae ganske stille paa Puden med Hovedet mod Haanden . Jeg løftede af og til Gardinet , for at see , om han var der , og han var der bestandig ; først sad han stille paa den samme Plads , hvor jeg forlod ham , men siden gik han urolig og rastløs omkring i Gangene . Da jeg vaagnede efter en let Slummer , og Dagfljæref var begyndt at komme , og jeg igjen saae ud , var han der endnu ; snart saae jeg ham gaae langs med Huset , snart omkring Bedene , snart nedad Trappen til den lille Vandingsplads ; der stod han og badede sin Pande , uafladelig om , og om igjen . Da det blev lysere , gik han hen til hendes Haver — Han lukkede den lille Laage sagte op , gik ind i Lysthuset , tog i Skuffen af det hvidmalede Bord en Havesax og et Bundt Bastbaand , ( de havde ligget der urørte , siden han sidst var der ) gik ind mellem Rosentræerne og begyndte , paa en underlig , sløv Maade , at binde Stammerne fastere til Plantepindene og at afklippe de vilde Grene . Imedens han gjorde Dette , faldt den klare Dug strømmeviis ned over hans Hænder . Det var , som Roserne græd over ham . Jeg tog et Tørklæde paa , og vilde gaae derud , da hans Ansigt stod paa Ruden . „ Gaa endelig ind , Christian , “ bad jeg bønligt , „ gaa for Guds Skyld ind . “ „ Nu gaaer jeg , “ sagde han , og spurgte saa : „ sover hun ? “ „ Ja . “ „ Jeg reiser , Lise , — det vil vare Noget , før jeg kommer ; — luk Vinduet op , at jeg kan see hende . “ Jeg gjorde som han sagde , det havde været mig umuligt , at lade det være . Dagstjæret faldt lige paa hende , hun saae saa skjøn og tryg ud i sin Søvn . Han stod lidt ; saa sagde han : „ Min lille , søde Røse , “ brast i en heftig Hulken og gik igjen bort . Da jeg , noget efter , kom ud til ham , vilde jeg saa inderlig gjerne have sagt et godt , trøstende Ord , men jeg kunde ikke finde et eneste . Det , som han havde brudt sig om at høre , i det Øieblik , havde jo været , at det , jeg havde fortalt , ikke var sandt , og da det var uigjenkaldeligt , maatte jeg helst tie . Men det var en skrækkelig Gang , da jeg spadserede der , Side om Side med ham gjennem Haven , og Ingen af os talte . Jeg følte saadan en inderlig Anger , fordi jeg før var kommen saa skaanselsløst med Efterretningen ; det Ord , han havde sagt til mig , som Barn , randt mig ogsaa i Tankerne , og jeg kunde ikke begribe mig selv , at jeg havde været saa enfoldig og saa blind . Han gik nu tilbage ad den samme Vei , som han for nogle Timer siden , med det friske , glade Sind , var kommen ; i det duggede , høie Græs , bagved Piletræerne , var der Spor af de Skridt , han havde taget dengang . „ Nu reiser jeg bort en Tid , “ sagde han , og standsede her , — „ jeg vil snart skrive — Du stal ikke tale om , at Du har seet mig , det er bedre Ingen faaer det at vide , — Farvel , Lise . “ Han tog mig ei engang i Haanden , men gik , efter at have sagt Dette , med flap Holdning , over Gjerdet henad Stien , til den Landsby , hvorfra han kunde saae Befordring . Jeg stod paa Kjørevejen , paa den anden Side af vor Have , og saae efter ham . Der var ikke et Gjerde , eller et Træ . Markerne laae flade og udstrakte foran mig . Jeg kunde blive ved at see ham , til han forsvandt , som et sort Punkt . Sjette Capitel . Det Hele var kommet saa uforberedt over min Broder . Jeg er vis paa , at det ikke havde været hans Hensigt , strax ved Hjemkomsten , at give sine Følelser Luft for saa ungt et Barn , der endnu havde en lang Tid for sig , hvori hun kunde lære Mennesker at kjende ; men han havde kun glædet sig til at træffe hende let og fri , som en lille Fugl i Luften , og ladet det Andet staae hen , som en fjern , lyksalig Mulighed . Næste Morgen var man meget urolig og bedrøvet , fordi Christian ikke var kommen ; jeg havde især ondt med Rose , der græd , og reent ud sagde til sin Forlovede , at saa brød hun sig ikke stort om Jaordsgildet . Jeg gik saa forunderlig beængstet omkring , og mine mange Trøstegrunde gjorde ingen Virkning , fordi jeg selv vidste , de vare falske , og ikke troede paa dem . Moders Forsikkring , at hun hele Tiden havde troet , det vilde være for dyrt for Christian at tage med Diligencen , og at han idag vilde komme med Dagvognen , beroligede hende langt mere , fordi den blev udtalt med Overbeviisning . Gildet kunde imidlertid ikke opsættes ; Moder havde indbudet baade Herskabet paa Søgaard og hele Præstens Familie ; begge de unge Præstedøttre , der nu vare gifte , vare just i Besøg med deres Mænd ; det blev intet lille Selsfab , men Moder fluide jo ogsaa kun gjøre et af den Slags endnu , og blev det nødvendigt , kunde hun stole paa de flittige Bier , da de nu saalænge havde arbeidet i Ro , for hende , kunde de gjerne igjen tage fat en lille Stund for Urtekræmmeren . Henad Middagen kom Dagvognen uden Christian , men lidt efter bragte det gamle Postbud , som havde stor Godhed for Fader , ham med skjælvende Haand en Telegraphdepeche . Det var saa sjeldent , at der kom saadanne her i Landsbyen ; de enkelte Gange det var fleet , havde de gjerne indeholdt Dødsanmeldelser ; da Efterretningen ikke meddelte noget Værre , end at min Broder , paa Grund af uventede Forretninger , var forhindret fra at komme , blev man derfor meget lettet , og den fortrædelige Nyhed blev næsten modtaget som en glædelig . „ Naa , det var jo rart , før saa dine Øine , og lad os spadsere , “ sagde Sophus Fischer idet han tog sin Hat fra Chatollet , “ nu kan der jo ikke været Noget iveien , min lille Engel , og jeg synes , man trænger fil at movere sig . “ Hele Formiddagen , under den trykkede Stemning , medens han af og fil pligtskyldigst fremkom med en eller anden tom Trøstegrund , havde han seet ud , som han ikke følte sig paa sin rette Hylde , men nu kom der lidt Liv i ham igjen . Fader fandt , at Moder gjorde for meget Væsen af Forlovelsen , medens han saae hende i al den Brasen og Kogen , men ved Bordet var han dog , trods den stramme , sorte Kjole , ret fornøiet , lod Alting smage sig , og saae paa hver Ret med Beundring , som han ikke havde troet Mutter var nær saa ferm . Den unge Fischer smilede ogsaa , af og fil , forbindtlig anerkjendende hen fil Moder , der , endnu med lidt af Kjøkkenrødmen paa Kinderne , sad pyntet oed Bordenden , for at bevidne hende sit Bifald med Serveringen . Han lod , i det Hele taget , til at kunne lide Moder . Fader undgik han , saa vidt muligt ; mig siste han saamegen Høflighed , som strengt taget nødvendigt , holdt mig forresten tre Skridt fra Livet , men mod Moder var han fortrolig . Det , at han kunde mærke , hun ikke tænkte paa stort Andet , end at gjøre ham tilmaade og give ham rigtig gode Retter , rørte bestemt hans Hjerte . Han fortalte hende lange Historier om sig selv , og hørte godmodigt efter , naar hun , til Gjengjæld , fortalte kortere om Tante Martine . Dagen efter Forlovelsesgildet , skrev Christian udførligere . Han havde saaet en Elev , der , selv i Ferien , nødvendigviis maatte have sine daglige Timer ; man maatte ikke vente ham for det Første . Da Rose , strax efter Dette , sendte ham Photographier af sig og sin Forlovede , og meddelte ham Begivenheden , fik hun et kort , hjerteligt Lykønskningsbrev , som det vist havde kostet ham stort Besvær at skrive , men som dog flet ikke tilfredsstillede hende ; „ det er for mig , som det Hele ikke var noget Rigtigt , før han selv har været her og gratuleret mig , “ sagde hun . Naar Veiret var godt , spillede det unge Par Ring og Fjederbolt , eller gjorde Toure i Omegnen ; naar det var daarligt , spillede de Kort med Moder og mig . Jeg fik Lov at komme med , fordi der maatte være Fire ved Spillet ; mangen Gang , naar jeg havde travlt med min Syning , var jeg grumme kjed af det ; tidt spillede vi hele den lyse Dag ; han maatte have Et og Andet for , ellers blev Tiden ham saa forfærdelig lang ; om han ogsaa sad ved sin lille Forlovedes Side , kunde man see det paa ham . Hende gik det nu heller ikke bedre ; naar der var noget Morsomt paafærde , kunde hun være barnlig glad , men ellers sad hun timeviis derinde , med sit Haandarbeide , og smaagabede , og lignede flet ikke sig selv . Skjøndt Fader ikke yttrede sig videre derom , syntes han dog paa ingen Maade om det Huus , vi førte dengang ; man kunde høre det paa hans Rømmen , bare han gik igjennem Stuen . Han holdt heller ikke af Fischer . Det , at denne engang , da Fader , efter gammel Vane , ovenpaa Eftermiddagskaffen , tog sine Briller paa , og begyndte at læse „ Fædrelandet “ høit , gav sin Misfornøielse tilkjende , berøvede ham især meget af hans Agtelse . Det var Faders Stolthed og Glæde , at han holdt dette Blad sammen med Godsforvalteren , og Mennesket loe saa drillende , da han sagde : „ Gud naade os , Herr Torstensen , læser De Dette , fra Begyndelse til Ende ? — maa jeg spørge Dem ærligt , troer De ikke , at deres Provindsblad vilde være Dem nemmere og forstaaeligere ? — jeg , for min Part , er saamænd bange , jeg ikke kan sidde al den Tid , som et artigt Barn , og høre paa Forelæsningen , — og det er virkelig fyndigt mod Rose , — aa , jeg beder saa inderligt for os , maa det være nok for idag . “ „ Rose kan tage megen Dannelse deraf , naar hun vil høre efter , “ sagde Fader i en krænket Tone , „ men jeg kan jo sagtens tie og læse det for mig selv ; eengang læste jeg kun de ringere Aviser , og troede at de bedre vare over mit Begreb , men siden er jeg kommen til den Formening , at de forstandigste ogsaa ere de sorstaaeligste . — Jeg har faaet god Kundskab af det Blad , men jeg vil ikke falde besværlig . “ Fader listede nu ud i Haven med sin Avis , der kunde man høre ham læse den . Han havde ikke den halve Glæde af Læsningen , naar han ikke ligesom accompagnerede den med Lyden af sin egen Stemme . Siden gik han , hver Gang Fischer paa den Tid var hos os , ud i Haven og læste sit kjære Fædreland høit for Bier og Planter , medens vi andre spillede Kort , eller lode den unge Herre more sig med at forelæse eller recitere nogle Stumper og Stykker af en Comoedie for os ; noget Heelt fik vi aldrig . „ Hvad var der saa mere ? “ spurgte Rose tidt , men saa havde han glemt det . Det var et forunderligt , flygtigt Menneske ; dog saa lidt Fader syntes om hans Væsen , saa godt syntes Moder om det . Den politiske Conversation , hun ellers altid var vant til at høre , naar der kom fremmede Mænd og besøgte Fader , kunde hun ikke fordrage . Fischer talte aldrig om Politik . „ De Simple skulde bare lære af de Fine , at man ikke behøver at være saa sprænglærd , “ sagde hun . I Forlovelsestiden corresponderede Nose stadigt med Christian . Dengang hun fik en Ridehest af sin Forlovede , skrev hun til ham , at hun vilde vente med den første rigtige Tour , til han kom og kunde see , hvordan hun tog sig ud paa Hesten . Men han kom ikke , og hun maatte , med bedrøvet Sind , alligevel gjøre Touren . Ligeledes , da hun med sin Kjæreste skulde til et Skovbal , skrev hun til ham , at hun havde faaet saadan en deilig Dragt , men vilde ingen Glæde have , naar han ikke kom med og saae hende . Men han kom ikke . Om Brylluppet skrev hun , at hvis han ikke vilde see hende som Brud , holdt han ikke en Smule af hende , og saa havde hun flet ingen Lyst til at gifte sig . Saa lovede han da ogsaa at komme den Dag , men efter Vielsen , før kunde han ikke . Naar hun havde læst Brevene , rakte hun mig dem gjerne , med en lille Rysten paa Hovedet , og spurgte hvad jeg syntes om dem . „ Det var før hende , som han feilede Noget . “ „ Det er jo meget kjedeligt , “ kunde jeg saa sige i en langsom Tone , uden at turde see op fra mit Arbeide , „ at han har før travlt til at komme , men ellers skriver han jo ganske muntert , saa han har det vel dog nok godt . “ „ Ja det er sandt , “ gjentog hun med et Suk , medens hun omhyggeligt lagde Brevet sammen , efter paany at have gjennemseet Linierne , „ han skriver jo rigtignok ganske muntert , saa han har det vel nok ellers godt . “ Sommetider kunde det stakkels Barn sidde lange Timer ved min Side og male for mig , hvordan hun vilde gjøre det for os , naar hun kom i de rige Kaar . Han var enig med hende i Alt , sagde hun , og saa bad hun mig saa inderligt , hver eneste Maaned , at sende hende en lang Seddel , hvorpaa jeg havde skrevet de Ting , vi trængte til . Saadan een var saa rar , saa havde man noget at rette sig efter . Øg jeg maatte endelig love hende , ikke mere at she for Penge ; hun vilde give mig , hvad jeg behøvede til at gaae nydeligt klædt , og hun haabede dog , jeg ei var for styg stolt , til at tage imod det . Tre Værelser i Huset skulde staae alene til os , naar vi kom , og vi maatte ikke være kortere hos hende , end en Maaned ad Gangen . Allerbedst , som hun talede om Dette , kunde hendes glade Stemme dog forandres , og hun kunde sige ganske bedrøvet : „ Men tænk nu , Lise , naar jeg har indrettet Christians Stue , og han saa døg ikke kommer , — men du troer da nok han kommer ? “ „ Jo jeg troer , “ sagde jeg , og ønskede bare hun vilde gaae , eller tale om noget Andet . Naar jeg tænker tilbage paa min Opførsel dengang , føler jeg stor Anger , skjøndt jeg døg handlede efter min bedste Overbeviisning . Da alle hendes Ittringer dreiede sig om min Broder , mærkede jeg jo nok , at hendes Tanker vare hos ham , og at hun elsfede ham ; men , skjøndt jeg var paa det Rene med Dette , meente jeg døg , i min Verdenskløgt , at jeg vilde forstyrre hendes Lykke ved at blande mig i Sagen . Det var ikke af Hensyn til Fischer , jeg havde ikke meget tilovers for ham , det var bare af Samvittighedsfnlehed , for hendes Skyld . Jeg var jo opdragen i den Tro , at Overflødighed af timelige Goder var det af Alt , der bedst kunde udelukke Gjenvordigheder . Rose var saa forvænt , som en Prindsesse ; hendes smaa Hænder duede ikke til Andet , end at brodere og tegne ; hvor kunde hun passe til Christians Kone . Var det ikke stor Synd , naar hun kunde komme i bedre , at føre hende ind i saadanne tvivlsomme Kaar . At Moder , i mit Sted , vilde have handlet som jeg , var jeg ogsaa vis paa . De fleste gamle Folk glemme aldrig de enkelte Erfaringer , de mene at have gjort om verdslige Beregningers Nytte , men glemme altid de mange , der bevise deres Utilstrækkelighed ; saaledes ogsaa Moder ; hun havde betragtet det som et Niddingsværk , naar hun , for sin Søns Skyld , havde taget saadan en Lykke fra et Barn , der havde mistet sine Forældre , og som hun skulde staae Vorherre til Regnskab for . Dengang vidste jeg ikke , at det ogsaa for Fischer havde været en Befrielse , at hans Familie var mod Partiet , at det Hele kun var et Indfald , som han maaskee , da han mødte saamange Indvendinger , for en stor Deel havde sat igjennem af bare dum Trods , men havde jeg vidst det , saa er jeg dog sikker paa , at jeg alligevel ikke havde troet at burde handle anderledes . Saaledes kan man gaae med Taage for Øinene . Det Bedste , man vidste om den unge Fyr , var , at han maaskee var en Peer Tott , der ikke gjorde mere af det Onde , end af det Gode , — et stakkels Menneske , der manglede Villie og Kraft , baade til det Ene og det Andet , der altid gik den Vei , han syntes var nemmest , uden at bryde sig om , hvorhen den førte , der ikke var brugbar til nogen Ting , der , hvis han havde været uformuende , vilde have været den Sidste , en forstandig Fader havde valgt til sit Barns Ledsager gjennem Livet ; kun Det vidste vi , og saa syntes vi døg , det var en forfærdelig stor Lykke for vor Rose , at faae ham . Og hun tog ham i sin Barnagtighed , for en stor Deel for vor Skyld , uden Tanke om hvad hun styrtede sig i . Hun troede jo naturligviis , da han kun gav saa Lidt af sig selv tilkjende , fordi der ei var Noget at give tilkjende , at han bare var et Kræmmerhuus topfuldt af gode Egenskaber , og da hun elsfede gode Egenskaber , saa maatte hun jo antage , at hun elsfede dette Kræmmerhuus . Men havde jeg , i de Dage , tilladt mine egne Tanker at gaae en ærlig Gang , saa kunde jeg have fortalt hende , hvor huult og tomt Kræmmerhuset var , for i min Sjæls Inderste vidste jeg det godt . Men jeg stred bestandig mod det Rette , som var det det Urette . Forst til allersidst kom der en underlig Skræk over mig , som vi begik en Synd , men da var det for seent . Syvende Capitel . Fischer havde været ovre paa sin smukke Eiendom i Jylland , og der ladet Alt indrette til Brudens Modtagelse . Han havde givet Penge til Udstyret ; Moder og jeg havde været i Kjøbenhavn , kjøbt dette og gjort en lille privat Gjæld , for dermed at bestride Omkostningerne i Anledning af Festdagen . Der var Intet at vente efter . Brylluppet blev bestemt til den fjerde October . Efter Vielsen vilde de reise udenlands . De samme Gjæsfer , som havde deeltaget i Jaordet , vilde ogsaa komme til Brylluppet . — Herren til Søgaard skulde føre Bruden , og hans Broder , der boede hos ham , Brudgommen . Fischer havde ingen nær mandlig Slægtning , der kunde føre ham , og de af disse , Rose havde , vare ikke fine nok til at føre hende ; derfor maatte de Begge lade delte Hverv besørge af Fremmede . Men det var stadselige Fremmede , den ene Herremand , den anden Officeer , begge med Ordener paa Kjolen . Moder var meget tilfreds med Dette , men det gjorde hende derimod overmaade ondt , at Brudgommens Tante , en smuk Dame , der sommetider kom til Søgaard , som Moder havde seet der i Haven , og beundret paa Grund af hendes elegante Toilette , ikke havde modtaget Indbydelsen . Fischers Forældre , efter hvem han havde arvet Godset , vare døde i hans Barndom . Hans rige Oncle , der en Tidlang var hans Formynder , var ogsaa død . Dennes Enke ( den Tante , Moder beundrede ) havde engang besluttet af testamentere ham sin Formue , men var bleven kjed af ham , og benyttede nu Forbindelsen med Rose som gyldig Anledning , til af trække sig tilbage ; men alt Dette vidste vi Intet om . Vore Bekjendte i Egnen havde derimod hørt saavel dette , som flere mindre heldige Rygter om Brudgommen , men , da de godt kunde lide Rose , undte hende al mulig Lykke , fandt han saae vakker ud , og der ikke var Syn for Sagen , troede de ikke paa dem . Den Eneste , der ei tog dem i Tvivl , var Skolelærerens Kone , fordi hun var misundelig . Da Fru Fischer ikke engang værdigede af besvare det smukke trykte Indbydelseskort , fortalte hendes Neveu blot , af han var glad over , af hun blev borte , da han i Grunden ikke kunde lide hende . Det var Bryllupsdagen , den fjerde October om Mørgenen tidligt . Jeg sad oppe paa Christians Qvistværelse og syede de sidste Sting paa Roses Brudekjole . Min Broder selv kom jo først efter Vielsen , og hans Stue var det eneste Sted , hvor man ikke blev forstyrret af Travlheden . Mit Vindne stod aabent til Haven ; det var klart Veir og havde allerede frosset om Natten ; Rimen laae endnu hvid og glindsende paa Græs og Blade . Fader gik derude og plukkede Blomster i en stor Kurv . En fem , sex unge , tarvelige Pigebørn , med mørke , runde Hatte , ( de maatte hele Tiden flytte sig , eftersom Manden , der skuffede Gangen bagved dem , kom nærmere ) , stode i Nærheden af Fader , og ventede , til han blev færdig . De vilde , i Anledning af Dagen , pynte Kirken , og maatte komme til os selv efter Blomsterne , da de ikke kunde faae dem andre Steder . Det saae livligt ud i Haven ; fo Mænd i hvide Skjorteærmer og fo Koner med hvide Hættetørklæder vare i fuld Bevægelse med at skuffe , rive og klippe . „ Aa ja , see nu , “ sagde Fader , idet han vaersomt hævede det ene Georginehoved efter det andet fra Stilken , for at see , om det holdt , og de Allesammen knækkede . „ Det er dog nogle Stakler , nu har Frosten allerede gjort det af med dem . — Vi maae nok holde os til disse , det er seigere Folk . “ Idet han sagde Dette , gik han , med Saxen i Haanden og Træfloene paa , over det vaade Græs til det runde , brogede Bed med Asterserne . Han afklippede disse enkeltviis , pillede det Grønne omhyggeligt fra Stilkene , holdt dem iveirer , betragtede deres stramme Holdning med et forelsket Blik , og lagde dem , een efter een , i Kurven . Imidlertid saae de unge Piger fornøiede hen til ham ; den Maade , han omgikkes Blomsterne Paa , gav dem ligesom mere Værdi i deres Øine . Det var , som det ikke var de selvsamme Sorter , et Par af dem havde hjemme i Hjørnet bag Kartoflerne i deres egen Have , som de ruflede af , puttede i en sprukken Flødekande og regnede for en aldeles værdiløs Vare . Bare det Blik , hvormed Fader betragtede sine Asters , gjorde dem til mere . Alle Husets Vinduer stode i disse Dage aabne , fra Morgen til Aften . Der var en Duft af Friskhed og Reseda i Stuerne , og af Smør og Kryderier i Kjøkkenet ; man kunde høre Moder nynne og Morteren gaae . I denne Tid lagde Moder aldrig sit Smækkeforklæde fra sig , og Fader maatte bestandig gaae paa Hosesokker i Stuerne . Hvor jeg endnu kan høre Moders Nynnen den Morgen . Hun havde ikke Tone i Brystet ; hendes Sang , naar man vil kalde den saadan , var kun et Udtryk for hendes egen Stemning , men da hun næsten aldrig lod den lyde , uden denne var rigtig fornøielig , var det alligevel ret forfriskende at høre paa hende . Men den Morgen , da jeg selv følte mig forpiint af tunge Tanker , gjorde hendes Sang kun et daarligt Indtryk paa mig . „ Naar man synger om Morgenen , skal man græde om Aftenen , aa , Gud give , Du dog vilde tie stille , “ tænkte jeg . „ Nu priser Du Dig selv i dit Hjerte , fordi din Opdragelsesmaade har baaret saadanne gode Frugter . Men var hun nu ikke bleven denne forkjælede , fine lille Dame , saa havde hun passet bedre til Christian , og havde hun faaet stakkels Christian , var man ganske overbeviist om , hun havde faaet Een , der vilde bære hende paa Hænderne . “ Og hvordan var det gaaet Tante Martine ! — Et fattigt Menneske var hun tilsidst , — men hvorlænge havde hun været det ? ja , det vidste Ingen . Det var , som jeg var bleven reent forstyrret ; jeg kunde flet ikke mere finde lyse Sider ved det Ægteskab ; trods alle Smykkerne og Stadsen , der laae foran mig paa Borde og Stole , og trods den lille Brud selv , der løb fra og til og fornøiede sig over det Altsammen , saae jeg dog kun fæle Skyggebilleder . „ Hvad siger Du om det deilige Veir ? det spaaer gødt , ikke sandt ? “ sagde den lille Stakkel , medens hun dannede Figurer paa Bordet af fine Smhkkeæsfer . „ Jo , med Guds Hjælp , “ sagde jeg , men da jeg , i det Samme , hørte Skolelærerkonens skjærende Stemme i Haven , og saae hende gaae hen til Fader med et Myrthetræ , tænkte jeg : „ Det spaaer daarligt . “ „ Hvad vil Madam Hansen ! jeg kan høre hende . Tak , hvor det er et deiligt Træ , gode Madam Hansen , “ nu stod Rose ved Vinduet og talte ud , „ mange , mange Tak ; det er rigtignok meget kjønnere , end vore egne , for de blomstre ikke . — Aa , vil De komme her op , saa skal De see mine Ting . “ „ Hvor der er mange skjønne Sager , og hvor det er rigtigt af Dem , at De har forsynet Dem saa godt “ -- -- -- -- sagde den fæle Kone , da hun stod derinde med Hænderne paa Ryggen og betragtede Alt med gridske Blikke , „ det er det eneste Rigtige , Frøken , for man er jø døg ikke Herre over , hvad der kan skee . “ „ Nei , “ sagde Rose indrømmende „ for man kunde jø siden blive fattigere , og saa var det jø godt , man døg havde Det . “ „ Ja hør , hvor sød fornuftig , — hun er forberedt paa det , — men det er rigtignok en Skjæbne , der staaer langt i Baggrunden for Dem , lille Frøken Rose , som jø er sikkret med deres firehundrede Daler om Aaret og mere . “ „ Det veed jeg ikke det Mindste om . “ „ Naa fy da , saa er jeg jø en grim Sladdrer , at jeg fortæller det . — > Men den Række smaa Kjoler , der hænge der , strøgede og nette , — de ere vist fra deres Barndom , — maa jeg spørge , skulle de ogsaa puttes ned i Kosferten ? “ „ Nei , dem har Lise lovet , naar jeg er reisf , at fordele mellem Børn . “ „ Det er en nydelig Tanke . — Hvor De vil gjøre meget Godt paa deres Gods , Frøken , — det er jeg saa vis paa , De vil ! — Herr Fischer vil bare tænke paa at fornøie og more Dem og sig selv , og De vil tænke paa Andre . — Saa ville Deres Penge nok faae Been at gaae paa , — men det skulle Penge jo ogsaa have . Farvel , søde Frøken , for nu maa jeg nok ikke forstyrre mere . — Jeg veed ikke , om jeg skal komme siden , og sætte Krandsen paa det lille Hoved ? “ „ Nei , Madam Hansen , det har jeg faaet Lov at gjøre , “ sagde jeg bestemt . Da Rose havde sagt Farvel og kysset hende , og hun stod alene med mig ude paa Trappegangen , sagde hun igjen : „ Jeg kan saamænd ikke glemme , saa fornuftigt det var af Dem , efter hvad man desværre har hørt om det unge Menneske , at forsyne det søde Barn saa godt med alle Dele . “ „ Har De hørt , at han var en Ødeland , eller hvad mener De ? “ spurgte jeg . „ Ja det veed Gud , det har jeg rigtignok hørt , men naar De , som er nærmest til det , ikke veed Noget , — saa er det rimeligviis ikke sandt . Jeg troede saamænd det var Det , De havde indrettet det paa , — men det er det altsaa ikke ? — saameget desto bedre . — Godmorgen , Jomfru Lise , det kunde da ikke være et yndigere Veir , skjøndt man siger , det er bedre , Solen ikke brænder saameget . “ Da jeg kom ind igjen , stød Rose allerede ved Myrthen og afklippede en lang deilig Green til Krandsen . „ Aa , gjør det ikke , “ bad jeg , „ det lille Træ fra din Confirmation , som jeg har passet , blomstrer rigtignok ikke , men jeg kan dog faae en kjøn Krands alligevel , det har hele Tiden været min Bestemmelse at binde een deraf . “ Det nyttede ikke , hvad jeg sagde ; hun havde nu modfaget den af den gode Skolelærerkone , og vilde paa ingen Maade fornærme hende ved ikke at bære den ; siden maatte jeg pynte hendes smaa kjære Lokker med de Blomster , der vare opvoxede i bare Avind og Skadefryd . Det var , som jeg satte alt Ondt lige over hendes Hoved . Men det var jo dum Overtro . „ Hvor seer Du dog sjæleglad ud , Rose , “ sagde jeg siden , medens hun rakte mig Kniplingerne og de fine hvide Sager , efterhaanden som jeg pakkede dem ned i Kofferten . „ Ja , det er jeg ogsaa , — og jeg troer næsten , jeg glæder mig allermeest til Christian ; naar vi komme hjem fra Kirken , er han her da , Gud flee Lov . “ „ Aa , han betyder da ikke Stort idag , “ sagde jeg alvorligt , „ men nu kommer din Forlovede vel strax . “ Hun bøiede sit Ansigt imod mig , og saae meget skjælmsk ud : „ Hvad siger Du , Lise , idag længes jeg mere efter Christian , end efter Sophus . — Hvor Du seer forsfrækket paa mig , — egentlig er det dog ikke saa underligt , — Sophus faaer jeg jo nu at see hver eneste Dag . “ „ Aa nei saamænd , “ sagde jeg , og blev ved med Indpakningen . Jeg vilde just sige et Par alvorlige Ord om Dagens Betydning , da Moder kom med Bryllupskagen , og baade hun og Rose jublede over den . „ Skal Du ikke have nogen Tid til at sidde ganske roligt og tænke efter , lille Rose , “ begyndte jeg , da Moder var gaaet ; det stakkels Barns Sorgløshed piinte mig saa forskrækkeligt , „ det er dog en alvorlig Begivenhed , der nu foreslaaer . “ „ Jeg veed godt , at den er alvorlig , “ sagde hun , og saae trosfyldig paa mig med sine skjønne Øine , men jeg har altfor meget at tænke paa , til at jeg kan finde Alvoren , — først paa at Christian kommer , faa paa Reisen til Italien , saa paa de Breve jeg vil skrive til Eder , og saa paa , at jeg skal have Nogle af Eder hos mig hele Vinteren . — Naa , nu er Du færdig med Indpakningen , Lise , — saa troer jeg næsten det er paatide , at jeg bliver klædt paa . “ Klokken Fire om Eftermiddagen skulde Vielsen foregaae ; mine Forældre vilde kjøre til Kirken med det unge Par , men jeg blev hjemme . Vognen holdt for Døren , Brudgommen var kommen . Jeg veed ikke , hvad der gik af mig , men da jeg havde pyntet lille Rose , og hun flet ikke , som Andre ved den Leilighed , saae høitidelig ud , men dandsede med Slør og Krands foran Speilet , som hun bare legede at være Brud , blev jeg saa forunderlig tilmode , at jeg foer ned ad Trappen og raabte til Moder , som allerede stod der i sin fulde Stads : „ Aa , lad det blive en lille Tid endnu , hun er for ung , lad det vente . “ „ Er Du fra Forsfanden , Lise , “ sagde Moder blot , idet hun gik forbi , ud til Vognen , uden af bryde sig det Ringeste om mig . Alting var jo ordnet og færdigt . Det var jo ogsaa , som jeg ikke var ved mine fulde Fem . Jeg følte en ubeskrivelig Uro , da jeg stod der i Vinduet og saae Brudevognen kjøre , og hørte Klokkerne kime . Hvis jeg havde troet , det var gaaet op for hendes Sjæl , af hun elskede en Anden høiere , end Den hun fik , troer jeg ei , jeg havde taget mig Sagen saa nær , som netop nu , da jeg vidste , hun var uvidende derom . „ Det arme elendige Barn , “ streg jeg uvilkaarligt , og vred Hænderne , „ hvad skulle vi gjøre , naar hun vaagner ! “ Nu var jeg selv vaagnet . Det er forunderligt , saa pludseligt man sommetider , uden af kunne forklare sig Grunden , lige paa eengang kan blive vækket af lang Sløvhed . Klokken ringede uafladeligt ; jeg kunde fra Vinduet see over til Hullet i Kirketaarnet , hvor den havde travlt med af gaae frem og tilbage , da Christian , med sin Vadsæk paa Ryggen , langsomt kom gaaende ind i Gaarden . Der var saa reent , feiet og propert i hver Krog ; han kunde nok see , at Brylluppet ikke var blevet udsat , om han ikke kunde høre det paa Ringningen . Aa , den Klokke med sit Ding-dang , Ding-dang , jeg ønskede Vorherre vilde gjøre det Mirakel , at jeg fik Kraft til at standse den . Jeg havde ikke Mod til at gaae ham imøde ; først , efter at han paa sit Værelse havde iført sig et nyt sort Sæt Klæder , kom han ind i Stuen til mig . Han havde et roligt Ansigt , og var klædt med stor Omhyggelighed : det hvide Halstørklæde var bundet smukt akkurat , og Haaret sad blankt og glat nedkæmmet , men han var forfærdelig bleg . „ Jeg tænkte nok jeg kom alligevel for seent , “ sagde han med sin sædvanlige Stemme , som Ingenting var foregaaet . „ Ja , til Vielsen , men saa kommer Du dog til at spise med , “ svarede jeg , og gik saa omkring med ham og viste ham det dækkede Bord og Blomstervaserne . Da han havde seet derpaa , satte han sig ned paa en Stol , som var han trætJeg hentede et Glas god Viin og et Stykke Mad . Han tog det uden Modstand , og drak hver eneste Draabe af Vinen paa en Maade , som han meente , den kunde give ham Kræfter . „ Jeg seer da ikke for daarlig ud til at vise mig ? “ sagde han i en Tone , der skulde være ret munter , medens han saae paa sit Ansigt ligeoverfor i Speilet . „ Jo , det troer jeg Du gjør , Christian . Det vil gjøre hende ondt at see Dig , — vil Du ikke hvile lidt i dit Kammer , til det siden bliver bedre . “ „ Jo , det maa jeg nok hellere “ sagde han , idet han reisfe sig , „ det er underligt , før mærkede jeg det ikke . Jeg vilde ønske , det maatte gaae over , jeg vilde nødig , at hun skulde savne mig ved Bordet . “ Han sagde Dette ligefremt og fattet , som Sagen ikke angik ham mere , end enhver anden Bryllupsgjcest . Da jeg havde fulgt ham til sit Værelse , og rullet Gardinet ned , lagde han sig lidt paa Sengen . Hans Hænder brændte og jeg kunde føle paa Pulsen , at han havde stærk Feber . Dette var ei blot Sjælsuro , der var ingen Tvivl om , at det var en rigtig legemlig Sygdom . „ Du har vist i nogen Tid været syg , Chrisfian ? “ „ Aa ja , men det var ikke noget Videre ! “ han lagde Hovedet mat tilbage . „ Du skal ikke fortælle det , Lise , for jeg kommer siden . “ Ligeoverfor ham hang den Rad smaa stumpede Kjoler , en rød , en hvid , en blaa , som Rose havde havt , da hun var lille , de samme , som Skolelærens Kone før talte om ; i Travlheden vare de blevne hængende . Een af dem var fra hun var tre , een fra hun var fem , og een fra hun var otte Aar . Den Røde med Strimlerne var syet af en Rest , Moder næsten fik ovenikjøbet , da hun kjøbte det grønne Stolebetræk . Den Blaae havde hun anskaffet for de Penge , hun fik for de sorte Høns , Hanen og Hønen , der vare saa anseete af os Alle , og saae saa strunke ud mellem de spættede i Gaarden . -- Den lille broderede Hvide havde Moder syet sammen af et Christentøi , som Præstens Kone engang havde foræret hende . Chrisfian havde været Moders Fortrolige , medens hun syede de smaa Kjoler , siddet hos hende , og fulgt med Arbeidet , med hver enkelt Deel , hver Knap , hver Strimmel , hvert lille Ærme . Da jeg saae hans Øine hvile paa de smaa Kjoler , var jeg bange , at de mange Minder , de maatte vække , kunde forøge hans Sorg , og vilde derfor fage dem bort , men han sagde : „ Aa nei , lad dem hænge . “ Kirkeklokken , der en lille Tid var ophørt at kime , begyndte nu igjen med sit Ding-dang , Dingdang . „ Hør ! “ sagde han , idet han reiste sig og fik et underligt , sørgeligt , forvirret Smiil i sit Ansigt : „ Nu fører han hende gjennem Kirken , som sin ægteviede Hustru . — Hvad græder Du over , Lise , nu erdet jo forbi ! — Mon han nu kan elsfe ? Jeg gad dog vidst , om han nu kan elske ? — Hun holder mere af mig . — Øet staaer jo i Brevene ! Øet kan ikke nytte , at Du nægter det , “ han tøg mig fast om Haanden , al den konstige Ro var nu gaaet over til Heffighed , og hans blege Ansigt var blevet stærkt farvet . „ Aa , hør Klokkerne , det er skammeligt , for det er mig hun holder af , og saa fage de den stakkels lille Haand og række den til ham . — Men , Hvad troer Du han faaer ? — ikke Andet , end det lette Fnug af hendes Kjole , og mig havde hun givet Alt , et heelt Livs Glæde . — Men I tænke vel , hun bliver riig med ham , nei , med ham bliver hun en fattig Stakkel , men med mig var hun bleven hovedriig . — Trøede I ikke jeg havde Noget at byde hende . — Jeg havde jo Alt , — kan Du ikke forstaae det , Alt , hvad et Menneske kan have at give , det havde jeg jo . — Trøede I , jeg vilde holde det tilbage , siden I syntes , jeg var for fattig . Var det Det I meente , hvad ? siig det dog , var det Det ? , , „ Nei , det vidste vi jo nok , læg Dig nu roligt ned . “ „ Men hvad meente I da , saa var der jo ingen tænkelig Forstand i det Hele . — Trøede I , jeg Ingenting havde . I vidste jo dog , at jeg arbeidede for hende fra Morgen til Aften , at jeg blev ved , til jeg blev træt , og begyndte saa igjen , og blev igjen ved , til jeg blev trættere . Trøede I , det Altsammen var frugtesløst , og at jeg kom hjem som en Stakkel ? nei , jeg kom hovedriig hjem ; for hver Anstrengelse blev Kjærligheden større . Det var jo et Væld , — man kunde øse og øse , og det kunde ikke mærkes , og hver Smule var til hende . “ Saadan blev han ved , værre og værre , eftersom Feberen tiltog . „ Det var nederdrægtigt ! — havde I sagt : Arbeid syv Aar , og syv Aar til , saa havde jeg ligesaa godt kunnet gjøre det for min lille Rose , som Jacob kunde gjøre det for Rachel , — hvorfor fluide jeg ikke kunne gjøre det , akkurat ligesaa godt som han . — Men det sagde I ikke , I toge hende fra mig og forcerede hende til en Tigger . — Og jeg har alt Det , og det tynger og presser , men jeg tør ikke give hende en eneste Hviid . — “ Tilsidst talte han sig træt , og da Vøgnen kom , laae han i en temmelig rolig Søvn . Da jeg kom ned , var Brudeparret og Gjæsterne allerede i Stuerne , men jeg traf Moder med Shawl og Hat ved Kjøkkendøren . Hun havde sin Nød med at trække de snevre , hvide Allunshandsker af Hænderne . „ Gaa ind til de Fremmede , Barn , medens jeg stikker Bollerne paa , “ bad hun , „ gaa ! gaa ! gaa ! “ Der var saadan en Hast over hende , at jeg neppe kunde faae fortalt , at Christian var kommen og havde maattet lægge sig lidt , da han ikke var ganske rafl . Hun saae forvirret paa mig ; hendes Hoved var idag saa fuldt af alle de Gemyser , Saucer og Stege , der uundgaaeligt maatte møde paa Bordet , at hun virkelig ikke godt kunde samle sine Tanker om noget Andet . „ Hvor Du seer fortvivlet ud , Lise , “ udbrød hun , „ hvad var det Du sagde , Christian har lagt sig lidt Paa Sengen og kommer ned siden , hvad ? — han kommer da ned siden ? “ „ Ja , med Guds Hjælp ! “ „ Hvorfor vil Du da forsfrække mig ; tal nu ikke derom til de Andre , “ hun foer ud til sine Boller . Rose blev meget bekymret over , at Christian ikke var kommen . Det var en lille sørgmodig Brud , der sad der ved den nette , livlige Brudgoms Side og pillede af sit Brød og Ingenting spiste . Den ene af Herrerne fra Søgaard , ikke Godsejeren , men den høie Officeer , en kraftig , smnk , glad , jovial gammel Mand , tog Moder tilbords , men talede hele Tiden med Fader , der sad ved hans ene Side , høitideligt pyntet i sin sorte Kjole . — Moder sad noget fra , ved Bordenden , og lagde Retterne for . Officeren var en stor Haveelfler . Ligesaa fornøiet , som han lod til af være , ved af modtage Faders Oplysninger om adskillige Blomster og Planter , ligesaa veltilfreds var Fader , ved af meddele ham dem . Hvergang Officeren , under Samtalen , havde tømt sit Viinglas til Bunden , fyldte Fader det igjen til Randen med den samme Forsigtighed , for ikke af spilde , og det samme straalende , milde Ansigt , som han rigtig undte det , og satte en Ære deri . Der blev holdt to Taler : Den ene af Officeren , den anden af Præsten . Officerens var kort . „ Da han lige havde talt med den ærede Vært om hans Roser , “ sagde han , „ saa kom han til af tænke paa een af dem , Bruden ; hun hed Rose , og var en Rose , og vilde , efter al Sandsynlighed komme til af dandse hele Livet igjennem paa Roser . Rosens Skaal sknlde Alle tømme , til sidste Draabe , Hurra for Herr Torstensens skjønneste Rose ! “ Præstens var længere ; den var etslags Fortsættelse af hans Brudetale , der gik ganske i samme Aand . „ Han og hans Familie havde kjendt den yndige unge Brud fra hendes Barndom , og holdt af hende , som af en Datter eller Søster ; det var ikke underligt , af de frydede sig paa hendes Vegne . Men det var ikke alene de nære Venner og Bekjendte , der glædede sig idag ; Alle , der blot vare komne i ringeste Berørelse med hende , undte hende sin store Lykke , fordi hun var beskeden og kjærlig , og med Guds Hjælp kunde bære den . “ Saadan var vor venlige Præsts Opfattelse af Sagen . Brudgommen bukkede og skrabede til Complimenterne , talte om , af Fordelen var alene paa hans Side , og kom i det Hele godt fra det ; og det gjorde Bruden ogsaa , skjøndt hun ikke sagde et Ord , men bare kom med sit Glas og smilede . Efter Bordet samtalede Gjæsterne indbyrdes lystigt med hverandre i Haven ; vi vare da selv overflødige . Moder gik ud til sine Sysler , Fader gik op med Bruden paa Sneglebakken ; han sad der paa Toppen ved Dannebrogsflaget og røg sin Pibe , medens hun stod med en Kikkert og saae efter Christian . Da jeg sad ved hans Seng , kunde jeg see hende hvor hun stod deroppe , med Sløret og Krandsen , og ventede paa ham . Nu talte han ikke mere , som før , men laae enten ganske stille , som han sov , eller sagde et Par enkelte nødvendige Ord , at han ønskede lidt Vand , eller vilde have noget forandret ved sit Leie . Moder kom engang derop med en stor Portion Viinbudding med Vanillesauce , men da det var begyndt at mørkne , og hun blot kunde see , at han sov og var rød i Ansigtet , troede hun , det Hele kun var en Hovedpine , der nok vilde gaae over , saasnart han vaagnede . Endelig var Dagen stridt . Da de Fremmede vare kjørte , skulde Brud og Brudgom ogsaa bort . Den nye Wienervøgn stod derude og glimrede med sit Metal og sine Lygter , snart skjulte Maanen sig bag en svær Sky , snart kom den igjen frem i sin hele Størrelse . Vi stode Alle i Gaarden . „ Hvordan er det blevet med den kjære Dreng ? “ hviskede Fader til Moder ; i det sidste Øieblik havde hun fortalt ham , at han ikke var rask . „ Jeg har været deroppe , “ sagde Moder , „ nu klæder han sig paa og kommer . — Farvel , min velsignede Pige , og Vorherre være takket , at Du skal gaae ad de lette Veie . Aa , mit søde Barn , holder Du saameget af os , at Du saadan kan græde . Nu er Du jo voxet langt ud fra os , — nu skal Du ikke see tilbage paa Gartnerens Huus , nu skal Du bare see fremad i den lyse Verden . “ Moder ahnede det vist ikke selv , men hun holdt næsten ordret den samme Tale , som hendes Moder havde holdt , da Tante Martine reiste . „ Aa , jeg vilde ønske , jeg kunde blive “ sagde Rose , idet hun knugede sig saa fast til Hver især af os , som hun ikke vilde flippe igjen . Brudgommen havde siddet der længe , da hun gik op i Vognen . Fader gav hende høitidelig Peltsværkskaaben paa , Moder stoppede den omkring hende paa en forunderlig sorgløs Maade , og jeg rakte hende den lille Reisetaste . „ Farvel , “ raabte den unge Herre , han var utaalmodig , vilde gjerne kjøre , og tog hele Tiden til Hatten , for at give dette tilkjende , „ Farvel , Farvel . “ „ Aa , Sophus “ sagde hun , „ maa Vognen ikke holde lidt endnu . — Du kan da nok tænke , jeg er bedrøvet . — Hvor Møder har sørget for mange Lys derinde i Vinduerne . Det kjære gamle Huus seer saa venligt paa mig . Jeg har havt det saa godt her . — Aa , vent lidt . — Jeg har ikke sagt dem Alle , hvor godt jeg har havt det . Saasnart jeg nu kommer hjem fra Reisen , besøger jo Møder og Lise mig , hvad ? Aa Sophus , bank ikke endnu paa Vinduet af Kudsken , jeg maa sig noget Mere . Har jeg takket Møder for Krandsekagekurven med Navnene paa , jeg blev saa forundret , da jeg saae den paa Bordet . — Og hvor havde Du døg smykket hele Huset skjønt med dine Blomster , lille Fader , hvor kunde Du døg nænne at plukke alle dem . Aa , bliv lidt . — Det er saa underligt , jeg har jo længe vidst , at jeg skulde bort , men det er døg , som jeg først nu fik det at vide . -— Hør nu , ville I sige til Christian , at jeg var bedrøvet , fordi han ikke kom ! “ Min Broder havde hele Tiden ligget og sagt , at til allersidst vilde han see hende ; jeg troede umuligt det kunde lade sig gjøre , men da jeg , i det Øieblik hun talte om ham , hørte en Lyd , som om Nogen kom , og saae tilbage , kom han virkelig . Han støttede sig til det lille Jernrækvcerk ved Steentrappen , der førte ned i Gaarden , og famlede sig frem , som var han svimmel . „ Her er jeg , lille Rose , — jeg kunde ikke komme før . “ „ Aa , Gud skee Lov , saa kom Du døg , — Gud skee Lov ! “ hun tog hans Haand og klappede den mellem begge sine , „ Du er saa heed , — saa brændende . Hold Lyset tættere , aa , Lise , vil Du , — Sophus skulde døg rigtig see min kjære Broder Christian ; men er det Skjæret ? — jeg synes Du er saa bleg . “ „ Det er vist Skjæret , “ sagde han med en lille kort Latter , han ikke kunde faae til at klinge lystigt , og saa gik han nærmere hen . Jeg havde ikke troet det var muligt , at Christian kunde faae et skummelt Udtryk , men han saae skummel ud , da den Anden betragtede ham med sit ligegyldige Ansigt . „ Kan Du see ham , Sophus ? “ spurgte hun . „ Ja , det kan jeg godt , min lille Engel ; Godaffen , Godaffen , eller Velkommen skulde man sige , det er flet ikke net , min gode Herre , at De først kommer i det sidste Øieblik . Godaffen , Godaffen , og Farvel med det Samme . Hestenes Taalmodighed tør vi nok ikke sætte længere paa Prøve . — Tak for al deres Godhed , rare Tante Rikke og Oncle , er det ikke Mathias ? og Svigerinde , eller det er nok rigtigere Cousine Lise , Tak , Tak , Tak , og Farvel , Allesammen . Han rakte nu Haanden til Hver især paa en egen hastig Maade , som han bagved Høfligheden sagde hos sig selv : „ gid Pokker havde Jer , “ og bankede saa , for Alvor , Paa Ruden til Kudsken . Rose holdt endnu min Broders Haand . „ Du maa ikke læse saameget Christian , hør , — det har Du ikke godt af . — Og saa Farvel , — besøger Du os , naar vi komme hjem ? “ „ Ja , saasnart det kan lade sig gjøre . — Farvel , lille Rose ! “ — Da de vare borte , slog Fader sin Arm om Christians Skulder , og saa gik de To sammen derude i Maaneskinnet , medens Moder og jeg , inde i Huset , satte Borde og Stole paa deres rette Pladser . Fader tænkte vist , at den friske Luft kunde hjælpe Christian fra Feberen , men han var altfor syg , til at saa Lidt kunde nytte . Da Doctoren næste Morgen kom , sagde han , at det var Nervefeber . Offende Capitel . Allerede i de første Dage af Sygdommen rasede han forfærdeligt . Doctoren , der ellers pleiede at beholde Haabet til det Iderste , saae meget alvorlig ud ; hvordan vilde det ende , naar det begyndte saa voldsomt . „ Men han har en god Natur “ , sagde Fader , der sad ved Sengen , „ han har aldrig forvoldt os nogen Sorg med Sygdom før “ ; medens han sagde Dette , saae han paa Christian med et kjærligt Blik , som om han hos sig selv tænkte : „ hverken med Sygdom , eller med Nogetsomhelst har han forvoldt os Sorg . “ Doctoren , en lille ivrig Mand , sad med eftertænksomt Ansigt og følte Pulsen . „ Ja vist har han , fra først af , en brillant Natur , men han har forlæsf sig , — jeg har engang sagt det til ham , De forlæser Dem , Menneske . — Feberen havde ikke taget saameget paa ham , naar han ikke var svækket i Forveien . Hvordan skal han staae imod , naar han allerede er saa mat som en Flue . “ „ Er det det Rimeligste , at vi miste ham ? “ spurgte Fader , medens vi Andre ventede ængstelige paa Svaret . Først saae Doctoren meget deeltagende ud , men saa foer han op : „ Lad os først og fremmest være enige om ikke at gjøre hverandre Knuder . Hvis De strax , naar Deres Planter i Tørken begyndte at hænge , troede det var ude med dem , saa vilde De ikke gide vande dem , og Følgen vilde blive , at he for Alvor gik ud . — Gjør mig nu ikke kjed af ven Syge . — Kan en Læge ikke holde Haabet vedlige , saa bliver han dvask . — Lad det nn dog være mig , der ryster paa Hovedet , hvis der skal rystes , og hold De Dem bare rolig . Naar jeg skal see paa et saadant Mismod , taber jeg baade Interesse og Villiekraft . Folk ville altid at en Læge skal opmuntre , han skal , min Salighed , opmuntres . For Øieblikket er der lige saa megen Rimelighed for , at han kan komme sig , som for det Modsatte . Men herefter vil jeg intet directe Spørgsmaal have , thi , hvad jeg ei engang har Lyst til at fortælle mig selv , fortæller jeg saameget nødigere til Andre . “ Efter denne Tale , turde vi i lang Tid ikke spørge ham , men det behøvede vi egentlig heller ikke , hans udtryksfulde Ansigt fortalte Nok , og hver Gang fik det et alvorligere Anstrøg . Det var forunderligt , at Christian i al den Tid , skjøndt han phantaserede næsten uafladeligt , ikke sagde en Sætning , der kunde forklare Fader og Moder hans Følelser for Rose . Kun jeg , der var indviet i Sagen , kunde finde Mening i den vilde Tale . De tre smaa Kjoler vedbleve at hænge derinde ; hvergang jeg bare rørte dem , bad han : „ Aa , lad dem blive . “ Jeg troer , de dannede sig for hans Øine i venlige Skikkelser ; naar han talede allerivrigst om sorte Djævle , der sade paa Sengen og piinte ham , og saa saae derhen , kunde han pludselig smile fornøiet og blive ganske stille . Det var tunge Dage . Moder og jeg græd bestandig ; Fader græd ikke , men sørgede døg endnu mere end vi . Det , at han havde opmuntret ham saameget til Studeringerne , flår ham nu ogsaa i Hjertet . Den Eneste , der hjalp os med at vaage , var en sfikkelig Huusmand , der i mange Aar af og til havde arbeidet for Fader . Hver Aften , naar Klokken ringede til Solnedgang , og han var færdig med sin Bestilling i Landsbyen , kunde vi høre hans ubehjælpsomme klnntede Gang op ad Trappen og hans underlig dumpe Banken paa Døren . „ Nu maa De ind og ta ' e Hvile , “ sagde han da altid i samme Tone , og altid kun henvendt til Fader , han lagde flet ikke Skjul paa , at han brød sig meest om ham . Den inderlige Hengivenhed og Deeltagelse , der laae i hans Blik , naar han sagde de Par Ord , kan jeg aldrig glemme . Jeg veed ikke , hvordan Fader bar sig ad i den Tid , om han i det Hele tog Hvile . Hvergang jeg , tilfældigviis , lod Øiet falde ud i Haven , efter at han havde forladt Sygeværelset , kunde jeg see ham der i utrættelig Virksomhed . Hvor liden Tid han end dengang anvendte paa Arbeidet , troer jeg dog han fik ligesaameget udrettet som ellers , saa forfærdelig ivrigt tog han fat . Hvor var han dog ufortrøden til at vande , især de forkrøbne , ynkelige Planter . Sommetider saae jeg ham bøie sig ned , kigge saa ængsteligt paa dem , og beføle dem , om der endnu var Liv . Da Sygdommen var paa Høidepunctet , indtraf der pludselig en tilsyneladende Bedring ; Feberen standsede reent , og han laae stille hen , sov ikke , men saae mat frem for sig . Dette var en Morgen tidligt . Fader gik strax efter Lægen . Skjøndt Dennes Ansigt ikke var mindre alvorligt , da han følte Pulsen , end det pleiede at være , sagde Moder dog nok saa trøstigt : „ Det er meget bedre , ikke sandt ? “ „ Feberen er reent borte , efter hvad jeg kan mærke ; “ han flap Haanden , glattede hans Pande , saae paa hans blege Ansigt og spurgte : „ Hvordan har De det ? “ Christian saae med et underligt , Blik paa ham . „ Lidt bedre er han vist , “ sagde Fader med et Glimt af Glæde i Øiet . „ Feberen er borte , “ sagde Doctoren igjen . „ Men man tør ikke troe , at Faren er overstaaet , mener De ? “ „ Jo , Faren er overstaaet , Livsfaren er overstaaet “ . Idet Doctoren sagde dette , glattede han igjen hans Pande , og sagde derpaa med et paa engang gjennemtrængende , bestemt og opmuntrende Blik paa den Syge : „ Kan De mærke , De er bedre ? “ Christian stirrede først paa ham , saa paa os Andre , men Udtrykket var uklart og taaget , som han alligevel ikke saae os . „ Der er Noget i Blikket , jeg ikke rigtig synes om , “ sagde Doctoren . „ Er De bange for hans Forstand ? “ spurgte Fader . „ Hans Hjerne har været betændt , — det efterlader jo undertiden Følger . Hvis han endnu havde Feber , vilde hans Aandssløvhed ikke ængste mig , men da Feberen lader til at være overstaaet , holder jeg ikke af den . — Man veed heller aldrig , hvor saadan en Sygdom vil dreie hen , — hver har sin Maade . Det er just det , der er Ulykken . “ „ Hvis han bliver en stakkels Fjolle , var det bedre , han var død , “ sagde Fader og brast i en Hulken , som han dog strax standsede igjen . Man maatte see sig om , hvorfra den voldsomme Lyd var kommen , saa fattet var hans bedrøvede , eftertænksomme Ansigt et Øieblik efter . Doctorens Udtryk vexlede ogsaa ; først saae han ud som bare Hjertelighed , som det gjorde ham saa inderlig ondt for os , men saa foer han op akkurat som sidsf . I sin Egenflab af Læge , fordrede han Eneret over den Syge , og kunde ei engang finde sig i Faders Indblanding . „ Lad mig nu være , Torstensen , “ raabte han , „ begynder De nu forfra af spille Prophet . Hvorfor skulde han blive en Fjolle ? — Meente De , han kunde blive rafl Paa et Øieblik . — Naar det har regnet et Par Uger , begynde Folk allerede af bore Huller i Vorherres Sol , og snakke , som havde vi taget Afsfed med den her paa Jorden , men kommer den saa pludseligt frem og kaster sit Skin lige over deres Hoveder , blive de ikke en Smule forundrede . — Hør nu , Torstensen , skjøndt jeg i dette Øieblik ikke rigtig kan fatte det , og formodentlig imorgen vil undre mig , hvis jeg træffer den Syge ved Bevidsthed , kan det dog være , af det allerede iovermorgen forekommer mig som den naturligste Ting af Verden ; for saa vil det synes mig sandsynligt , som nu synes mig usandsynligt . Saadan er vi Mennesker ! — Min Mening har Intet af sige , speculeer ikke paa den , men bed til Vorherre , og bliv ved af haabe ; det gjør jeg ; jeg har ikke tabt Haabet , og vil , Pine Død , heller ikke af med det endnu . “ Der var ingen rigtig Trøst i den Tale , hvor godt den var meent . Han var , som Læge , paa sin Viis ligesaa interesseret i Sagen , som vi , og vilde nødig troe sine egne klare Øine . Næste Morgen begyndte Christian at faae lidt Appetit , men da vi maatte made ham , som et Barn , og hans Aandstilstand var den samme , havde vi ingen Glæde deraf . Naar vi prøvede at give ham Skeen i Haanden , lod han den falde ned mod Tallerkenen , saae sig om , hvorfra den klirrende Lyd kom , men fattede det ikke . Da der var gaaet et Par Uger saaledes hen , uden vi kunde spøre nogen Bedring , foreslog Doctoren , at vi skulde flytte ham ind i Dagligstuen , og lade Alt i Huset gaae for sig som før . „ Lad ham høre sin Faders Spade i Haven , sin Moders Morter , Hakkekniv og Nynnen i Kjøkkenet , og sæet Dem , som Øe pleier , Jomfru Lise , ved Vinduet med Sytøiet , maaskee det kan virke forfriskende paa Sindet . — Aa , havde vi nu Deres søde lille Rose hjemme , men det maae vi slaae en Streg over . “ „ Rose , “ sagde Christian pludseligt , og saae op med det deiligste Blik , „ hvad er det med Rose ? “ Moder tog begge hans Hænder , trykkede dem til sit Bryst , loe og kyssede dem , men Fader stod bare og saae paa ham med rigtig Hjerteglæde . „ Ha ha ! ha ha , nu er Fyren frelst , “ sagde Doctoren , og iovermorgen ere vi ikke engang forundrede mere . “ Jeg stod ogsaa op fra mit Arbeide og gik hen til Sengen , men da jeg vidste Hemmeligheden , var jeg ikke nær saa glad , som de Andre . „ Hvad er det med Rose ? “ sagde han igjen , men denne Gang med et tungt Suk . „ De skal alligevel gjøre , som jeg før foreslog , “ sagde Doctoren og gik . Moder foer hen til sit Sysfrin efter Roses Breve , som laae der paa Bunden . „ Nu skal Du høre , hvordan det er med Rose ! — Aa , min gode Dreng , nu synes jeg saamænd først vi have Fornøielse af saa godt det gaaer det lille søde Menneske ; hvad Lise ? ikke sandt Fader ? jeg har neppe læst hendes Breve , saa forsørget har jeg været ; — kom nu Alle , — sæt Jer nu her ved Sengen , saa kan vi høre dem i Forening . “ „ Nei , min Sjæl , om han skal høre dem , “ sagde Fader , „ vil Du forsinke hans Helbredelse . — Nei , det var nok altfor meget af det Gode , min Dreng , hvad siger Du , var det ikke formeget at forlange af os ? “ „ Jeg troer , jeg vil hellere vente , “ sagde Christian , og saa græd han som et Barn . „ Han er mat og svækket , Stakkel , “ sagde Fader , „ det er saa rimeligt , — er Du bleven en gammel Kjærling , hvad min Dreng ? aa , det kan sagtens forvindes , det er bare han kommer ud at styrkes i den friske Luft . Jeg vilde flabe mig meget værre , naar jeg skulde spærres inde . Det er netop de Stærkeste , der ikke passe i Fangehuller . “ Alt dette sagde Fader bare , fordi han paa ingen Maade vilde , at vi usselige Fruentimmer skulde lægge Christians Sindsbevægelse ud som Qvindagtighed . Niende Capitel . Saa var han da nu bedre , men det gik langsomt . Ulykkelig var han dog ikke , tvertimod , jeg troer , Gud skee Lov , at Reconvalescensen var ret behagelig . I den matte Tilstand , hvori han befandt sig , faldt det ham lettest og naturligst at lade Tankerne hvile , og det gjorde han da ogsaa , saalænge som muligt . Bi fik ham ind i Dagligstuen , lagde godt i Kakkelovnen , satte Puder omkring ham , og gjorde ham , saavidt vi kunde , til Behag ; saa sad han der i Lænestolen vuggede frem og tilbage med det svage Legeme og smilede venligt til Enhver , der kom ind af Døren . Førsf efter nogen Tids Forløb , turde vi lade ham faae Roses Breve , og saa kunde han dog endnu kun taale at høre et hver Dag ; det halve om Formiddagen , og det andet halve om Eftermiddagen . „ Tæk , nu skal Du ikke læse mere , “ kunde han pludseligt afbryde , naar Fader var midt i Læsningen , og saae man saa paa ham , kunde han see meget anstrengt ud . Da Rose fik at vide , at Christian havde været saa farlig syg , sendte hun ham , — saasnart hun kom tilbage fra Udenlandsreisen , — et Anker god Viin . „ Det er saamænd den bedste , der er i Kjælderen , “ skrev hun , og saa bad hun ham , i samme Brev , saa inderligt , om saasnart han kunde taale at reise , at besøge hende . „ Værelserne her ere saa luftige , det er bare Sale , svage Folk maae vist kunne komme til Kræffer her . “ Den Viin havde vi Alle megen Tillid til . Fader tappede den i Flaskerne , og hvert af de smaa Glas , som han regelmæssigt hveranden Time gav den Syge , bidrog Sit — det troede vi da — til at give ham Kræffer . Men , som sagt , det varede længe , længe , før han blev sig selv igjen . Tilsidst tænkte jeg , at det var blevet hans anden Natur , at være saa blid og stille , og at han i disse Dage , ved Vorherres naadige Bistand , havde tilkjæmpet sig denne milde Sjælefred . Men heri tog jeg feil , saadan var det ikke , dette varen Dvaletilstand , flet ikke Andet . Efter Bordet sad Fader gjerne ved hans Side og læste , som han pleiede , sit „ Fædreland “ høit for os . Hver Gang han kom til et Sted , han syntes om , vendte han sig mod Christian , for at faae hans Bifald ; naar han istedet derfor , kun fik et aandsfraværende Blik , hvor saae han dog inderlig bedrøvet hen til os Andre . „ Er det for meget for Dig endnu , — hvad , min Dreng , siig det kun , er det det ? — naa , det er det ! — ja , det er jo saa begribeligt , — det burde jeg have tænkt , “ kunde han da sige paa sin sagtmodige Maade og lægge Bladet tilside . I Mørkningen , naar jeg havde lagt mit Arbeide , sang jeg de Viser , han holdt af . „ Flyv Fugl , flyv over Fuursøens Vover “ , foretrak han for Alle , den havde Rose sunget saa yndigt . Sommetider stemmede han svagt i med , men Ordene bleve af og til saa reent borte , at han ikke kunde komme paa dem uden vor Hjælp . Saaledes kom han ogsaa undertiden , naar han vilde udtrykke en Mening , med forkeerte Ord , fordi han ikke kunde finde de rette . Jeg skal aldrig glemme Faders Taalmodighed med at hjælpe ham paa Gled . „ Troer De nogensinde jeg bliver klar her ? “ spurgte Christian engang Doctoren , da Fader var ude , idet han pegede paa sit Hoved . „ Ja vist , De er jo , Gud skee Lov , allerede klar , “ sagde han venligt . „ Nei , ikke rigtig , for jeg kan ikke taale at tænke ; nu , Fader er borte , vil jeg tale med Dem derom . Jeg er akkurat , som jeg Ingenting havde lært , — jeg kan flet ikke finde Noget af det Altsammen . — Derhenne paa Reolen staaer Julius Cæsar , er De saa god at række mig den , at jeg kan see , om jeg endnu kan forstaae Noget . “ „ Ja bare see ad , men vi maae ellers paa ingen Maade anstrenge os med Nogetsomhelst . “ I Førstningen saae han meget fortvivlet ud , medens han stirrede paa Bogstaverne , men tilsidst var der dog en Sætning han forstod ; den oversatte han saa ivrigt , som det gjaldt Livet . „ Saae De det , “ sagde Doctoren og skyndte sig at lukke Bogen . „ Ja , hvad nytter det , “ svarede Christian mismodigt . „ Det er dog for seent for mig , at begynde forfra med at stave . — Nu fluide jeg jo hen og være Lærer for mine Ørenge og saa er jeg selv bleven en Dreng “ ; han loe af sig selv , fordi han var bleven en Dreng . „ Troer De jeg nogensinde kan due til at bestride et Embede ? — siig det reent ud , — De mener vist , jeg har studeret forgjæves . “ „ Nei , det mener jeg ingenlunde . “ „ Saa mener De maaskee , “ nu rettede han sig raskt iveiret og saae udfordrende paa Doctoren „ at Alt kan komme i Orden igjen om en Maaned ; jeg vil gjerne vide det , kan jeg saa begynde at give Timer ? “ „ Nu er De for hastig , men seer De Kræfterne ere bedre , saadan kunde De ikke bære Dem ad før . Men en Maaned , det er for kort en Tid . Naar De vil have , at jeg skal sige Dem det — saa vil der desværre vist gaae Aaringer , kjære Ven , før De tør tænke paa at begynde Deres Lærerfunction , og jeg saae allerhelst , at De opgav det aldeles . “ „ Det kan jeg jo ikke , det er jo det jeg skal leve af ; Meningen af Deres Tale er altsaa alligevel , at det Hele er spildt og glemt . “ „ Nei , nei , forstaa mig ret , — gjemt er ikke glemt . For Øieblikket er det saa godt gjemt , at De ikke kan finde det , men det skal nok komme frem igjen . “ „ Hvad kan det hjælpe , saa gjør det mig jo ingen Nytte mere . “ „ Jo vistnok , det var en god Historie , det rene pure Guld er da godt , naar det saa kommer . “ „ Hvad er det , De taler om ? “ sagde Fader , der nu kom ind . „ Jeg siger , at Deres Søn helst maa vælge en anden Livsstilling . “ Fader saae hen paa Christian , hvad Indtryk dette gjorde . „ Jeg har selv tænkt derover , “ sagde han langsomt , men tilføiede derpaa i en rafl , ret fornøielig Tone : „ han passer jo egentlig heller ikke til at hænge over Bøgerne . — I Guds Navn da , lad os sætte dem paa Hylden , min Øreng , og saa tale lidt med Doctoren om , hvad der ellers bliver det Bedste . “ Paa den Maade blev Tingen afgjort . Skjøndt man ikke kunde mærke det , havde Fader lidt og stridt meget , før han opgav den kjære Plan , at faae en flink Præst ud af sin Søn , men efter at Beslutningen nu endelig var tagen , var det dog , som en tung Steen var lettet fra hans Bryst . „ Det var godt , Doctoren kom frem med det , “ hørte jeg ham siden sige til Moder , „ jeg har i lang Tid tænkt frem og tilbage over Tingen , og skjøndt det syntes mig selv , som jeg derved fristede Herren , fryglede jeg ham dog fra Morgen til Aften om at lade den stakkels Øreng naae det Maal jeg satte ham . Jeg vilde ikke flippe den Tanke ; jeg sagde til den naadige Frelser , af om det ogsaa var bedst jeg flap den , saa kunde jeg ikke . — Men da Doctoren nu kom og satte sin Trumph paa , faldt det mig alligevel lettere , end jeg havde troet , af sige Ia og Amen , for nu forekom det mig af være Vorherres nigjendrivelige sidste Bestemmelse , og saa bøiede jeg mig under hans Villie . Næste Sommer kom Christian ( der nu var ret rafl , men den blide Ro var forandret til Tungsind ) i Huset hos en dygtig Gaardeier ; da han havde været der et heelt Aar , og rigtig sat sig ind i Landvæsenet , traf det sig saa heldigt , af han kunde faae Præstegaardsjørderne i Forpagtning . Det sunde , virksomme Liv styrkede ham , saa hans gode Natur paa en Maade kom til sin Ret . Han blev svær og kraftig af Lemmer , men det rafle Mod og Villiekraften , der før havde udmærket ham , vare reent borte . Han gjorde sit Arbeide bedre end de Fleste , men han gjorde det ikke med Glæde , og hver Morgen gik han trægt til sin Gjerning . Den sørgelige Overraskelse , jeg bragte ham saa letsindigt , havde taget hele hans Ungdom bort . Jeg saae ikke Spor af den mere i mange Aar , hverken i hans Gang eller i hans Blik ; det var først længe efter , at den igjen gav sig tilkjende . I den Tid han forpagtede Jorderne , havde han et Par smaa Værelser i Præstegaarden , hvor han opholdt sig ; naar han ikke havde for travlt , kom han hver Dag lidt hjem til os ; om Sommeren saae han stadigt til Roses Have , den var altid lige smukt holdt . „ Maatte vi dog engang see ham fornøjeligere , “ sagde Fader sommetider , naar han kom tilbage , efter at have fulgt ham lidt paa Hjemvejen . Moder og jeg ønskede det Samme med Hensyn til Fader selv ; han var ogsaa bleven gammel og forknyt i den sidste Tid , og hans Haar var blevet graat . Naar vi om Søndagen , festligt klædte , med vore Psalmebøger , kom forbi Præstegaarden , gik gjerne En af os ind og spurgte min Broder , om han dog idag ikke vilde med . Jalmindelighed mødte vi ham i sine daglige Arbeidsklæder et eller andet Sted udenfor Husef , i Gaarden , eller bagved Haven ; sommetider stod han og gav Folkene Ordres , som det flet ikke var Helligdag . „ Fader ønskede saa gjerne , Du skulde gaae med i Kirke idag , “ pleiede jeg altid at sige , fordi jeg troede , den Stemme havde meest Vægt . Han svarede da bestandig det Samme : „ Siig til Fader , at jeg har rigtignok flet ingen Lyst , og nu er jeg heller ikke klædt paa . “ Naar Fader eller Moder selv udrettede Ærindet , gik det dem ikke bedre , vi sik ham aldrig med . Mod Fader var han dog ellers venlig , men mod Moder og mig — især mod Moder — var han altid saa underlig kold og stiv . Tiende Capitel . Saaledes gik det Christian , men hvorledes gik det Rose ? Saasnart min Broder kunde føre en Pen , sfred han til hende og undskyldte sig , at han ikke kunde komme ; det Samme gjorde vi Andre ; bestandig fandt vi paa Udflugter og Undskyldninger , men da hun dog ufortrødent vedblev med sine inderlige Bønner , skrev Moder engang som følger : ( naar Moder skulde skrive Breve , troede hun , det kom an paa , at hendes Stiil blev hende selv saa ulig som tænkeligt ; derfor bleve Vendingerne gjerne lidt løjerlig forskruede ) . „ Søde Barn ! „ Vi takke Alle saa saare mange Gange , fordi Du endnu i Din Stilling kan vedblive af holde af os og længes efter os . Naar vi ikke komme til Dig , er det , for ikke af forstyrre Din Lykke . — Gamle Koner kjende Verden . — Jeg er en gammel Kone , som Vorherre i sin Naade har hjulpet til af gjøre Dig til en Dame , men jeg er selv ingen saadan ; Din Pleiefader haver heller ikke noget Cavaleermæssigt ved sig , ligesaa lidt , som man endnu kan sige det om vor Søn , — skjøndt han , efter sin Dannelse , ikke staaer saa uhyre fjern , som vi Andre ; og Du veed , hvor tarvelig Lise er . Alligevel vilde Du sætte os paa de bedste Pladser i Eders Sopha og ved Eders Bord , midt imellem Eders fornemme Gjæster . Men , hvor godt Du mener det , maa jeg sige , af vi der kun vilde sidde daarligt , for , som vore Lader ere , maatte de Fremmede sidde ved Bordet og lee , og Din Mand og flamme sig , og hvor man er til Latter for Andre , morer man sig ikke selv , og hvor man er til Skam for Andre , flammer man sig selv . Nei , min søde Pige , lad os være glade over , af , blandt alle de gode Ting , Menneskene have forud for Dyrene , er ogsaa dette , at de kunne leve med hverandre , selv i lang Frastand . Alligevel , om vi ikke komme , ere vi bestandig i Tankerne hos Dig . Gud beskjærme Dig og Din gode , ærede Mand fremdeles . Din Plejemoder Frederikke Cathrine Torstensen “ . I Roses Svar paa dette Brev blev hun dog endnu ved at bønfalde os om at komme , og vi tænkte halvveis paa at føie hende , da hun igjen skrev , og ikke nævnede et eneste Ord derom . Indbydelserne holdt da pludselig aldeles op ; hun skrev kjærligere og kjærligere , men bad os aldrig mere . „ Nu ere Hvedebrødsdagene forbi , “ sagde Moder , „ saa begynder Manden at ville have Lidt at sige , og det er jø rimeligt , han ikke holder af at lokke Spurve i Traneoands . “ Hendes Gaver til os forandrede sig ogsaa . Den første Juul sendte hun en stor Kasse med de kostbareste Sager , den anden en med mindre kostbare , den tredie kom der blot en ziirlig lille Æske med smaa Tegninger og Brøderier — Lidt til Hver — af hendes eget Arbeide ; eengang medfulgte et Photograph ! af hendes Førstefødte , en lille Pige . Dengang dette Barn var blevet et halvt Aar , døde det ; da skrev hun saaledes : „ I Kjære hjemme Allesammen ! „ Min lille Pige har jeg ikke mere . Vorherre fog hende fra mig igaar . Jeg er meget bedrøvet , og kan kun sfride Dette . Tænk i denne Tid paa Eders Rose “ . At hun , i den Melding , ikke nævnede sin Mand , ikke skrev vor , men min lille Pige , havde jo noget Forunderligt ved sig . En Maaneds Tid efter , stred hun et langt Brev til mig , hvoraf jeg vil anføre Følgende : „ Iaar komme vi ikke til Kjøbenhavn ; Sophus har sagt Leiligheden op ; han er reisf til Frankrig , og bliver nok der i Vinter ; han vilde gjerne have taget mig med , men jeg bad om at være fri ; siden jeg har mistet mit Barn , er jeg bleven noget svag , og vil helsf være hjemme . I skulle ikke ængste Eder , maaskee er det bare Bedrøvelse . Medfølgende to Billeder ere af min Anna ; det ene , det , der ikke er Photograph ! , har jeg selv tegnet , jeg har gjort flere Forsøg , men dette , troer jeg , er bedst . Jeg tegner i det Hele meget . Jeg har udkastet mange Skizzer af vor gamle elskede Bolig hjemme . Moder har jeg i sit Kjøkken ; man seer Skorstenen , Tallerkenrækken og Hakkebrædtet , hvorved hun staaer ; Fader og Dig har jeg ogsaa ; Du sidder i Vinduet med Dit Stykke Vox , Din Sax og Din Traad ved Dit Arbeide , og seer saa umaadelig fornuftig ud ; Christian har jeg baade med Spaden og ved Bogen , men det med Spaden ligner bedst . Jeg er glad over Eders Photographier i mit Album , men mine egne Billeder , synes jeg dog , føre mig dybere ind i Livet derhjemme . Kunde man bare blive ved at leve i Phantasien . — Sommetider lukker jeg Døren til mit Cabinet fast til , tager mine Billeder , sætter mig i en Krog og drømmeralt det Gode , jeg har oplevet , om igjen . Snart sidder jeg med min lille Pige paa Skjødet , snart vugger jeg hende ; det er , som det var i Virkeligheden , jeg kan høre Gængerne gaae , og naar jeg bøier mig ned for at kysse det lille Ansigt , er det , som jeg føler hendes varme Mund og Aande ; men naar jeg er bedst inde i Ørømmen , er der gjerne een eller anden haard , virkelig Lyd , enten en Knirken af en Dør , eller et Echo af en Stemme , som vækker mig igjen . Men det er døg altid en stor Trøst , om man ogsaa kun kan en lille Tid . Sommetider lever jeg ogsaa saaledes i Hjemmet . Kan I ikke føle det paa Eder ? — Kan Du huske vore Aftentoure ; naar Travlheden var forbi , og Moder havde taget Nøglen til Kjøkkendøren i sin Lomme , saa gik det for sig : Først gik Fader og Moder , saa Du og jeg ; vi vare gjerne langt forud for Christian , som skulde lukke den trange Laage , men han naaede os i et Spring , tog mig i Haanden , og vi To løb saa i Spidsen . Her omkring er Egnen bakket , det finder man saa smukt ; jeg holder ligesaa meget af , at den er jevn og glat , som hjemme , saa seer man Solen deiligere , naar den gaaer ned . — Christian og jeg , — hvor havde vi døg nøgle stærke Øine , — pleiede gjerne at see lige ind i den røde Sol , medens Kirkeklokkerne ringede til dens Nedgang . Spørg , om han kan huske de røde , gule og blaae Blomster , alle Regnbuens Farver , som Solen malede for os . Snart fløi de foran os , saa løb vi ester dem ; snart dandsede de i Græsset , snart kunde jeg see dem paa hans Ansigt , snart paa hans Støvler , snart paa hans Hænder , og han saae de samme . Men , naar Du kom , paastod Du , at dette var umuligt , at Hver maatte see dem forskjelligt , at det var bare Øjenforblindelse , — Du var altid saa fornuftig , — men vi bleve dog ved i vor Tro . Det er yndigt at falde i saadanne Drømme , men naar jeg vaagner , er jeg dog ikke styrket , det er , som jeg føler Tomheden mere bagefter ; saa lukker jeg Døren op og seer heelt ned ad den lange Række Stuer , eller gaaer op og ned i Salene . Den ene Stue er større end den anden , og der gaae ingen Andre end jeg . Jeg vil helst , at her ingen Fremmede skulle komme , og her kommer heller Ingen . Naar Sophus er her , faae vi tidt Besøg af hans Venner ; der kan komme mange ad Gangen . I Førstningen , dengang jeg var munter — det kan jeg jo blive igjen , men nu har jeg jo mistet min Lille , — vare de tidt herinde hos mig i Selskabsværelserne , da tog jeg ogsaa Deel med dem i Kjøre- og Ridetoure , men nu er jeg , ialmindelighed , kun sammen med Herrerne ved Spisebordet ; siden sees vi ikke , saa ere de enten ude med Sophus , eller paa hans Værelser . Det eneste Sted jeg kommer , er hos en fattig Kone i Landsbyen . Den første Gang jeg saae hende , stod hun her i Gaarden og skyllede Tøi ; hun bar den samme Bondedragt , som de bære i vor Egn , da jeg spurgte om hun kom derfra , og hun bekræftede det , talte vi sammen . Vor Præst har confirmeret hende , og hun har saa tidt været hos Fader efter Eet og Andet . Hun spurgte mig ud om de Folk , hun kjendte fra den Tid , naar nogen af de Gamle , hun troede døde , endnu levede , slap hun Tøiet og slog Hænderne sammen . Den Kone er det Menneske her paa Egnen , jeg holder meest af . Naar vi have Vadsk , og hun staaer ved Posten , gaaer jeg altid ud og taler med hende ; sommetider besøger jeg hende ogsaa . Hun er gift med en arbeidsom , skikkelig Mand . De første Aar af deres Ægteskab havde de ingen Børn , men saa fik de en deilig Dreng , der var deres Glæde ; men dengang jeg endnu havde mit Barn , mistede hun sit . Da laae mit saa blomstrende i sin Vugge , jeg var saa sikker paa , at jeg ikke skulde friste den Skjæbne . Hun bar sin Sørg med saadan en skjøn Fatning . Da jeg holdt min lille Anna , der altid var hos mig , tæt til mit Hjerte , og sagde , at hvis Vorherre havde ladet Sligt hænde mig , vilde jeg ikke have kunnet bære det paa den Maade , glemmer jeg aldrig , hvor hun saae alvorlig og bedrøvet paa mig , da hun sagde : „ Vorherre skaane Dem da , i sin Naade , at De idetmindste maa beholde det lille søde Lam saalænge , til Deres Tro bliver stærkere . “ Nu tænker jeg saa tidt paa dette , for min Tro er ikke bleven stærkere . Efter Sorgen var der Saamange , der kom her for at trøste mig , men blot Lyden af deres deeltagende Stemmer , medens de talede til Tjenerne , var mig en Plage , og jeg tog ikke mod Nogen uden Præsten ; han sad tidt længe hos mig og talte og talte , men jeg var som død for Ordene , og tænkte bare : „ hvorlænge skal dette vare , “ og saasnart han var gaaet , satte jeg Slaa for min Dør , at jeg kunde være i Ro . Men , da jeg hørte Marie ( den Kone jeg har talt om ) nede Paa Trappen , lukkede jeg Døren vidt op , løb hende imøde og græd ved hendes Hjerte . Før havde jeg været saa forstokket , at jeg ikke kunde græde . Da jeg bad hende lære mig at bære Sorgen , saae hun forundret Paa mig og sagde , det kunde hun ikke ; men alene hendes Nærværelse , naar hun sad hos mig med sin Strikkestrømpe , var en Hjælp . Med hende kunde jeg endogsaa tale om Tabet , ja , jeg gik selv ind med hende , viste hende det lille Liig og lod hende hjælpe mig med at klæde det og lægge det i Kisten ; og det syntes mig ikke forargeligt , men opbyggeligt . Hun gik ligesaa stille som jeg , sagde ikke et Ord , eller gjorde en Bevægelse , der kunde forstyrre Freden . Folk her sige nok om mig , at jeg holder meest af Bønderkoner , men det bryder jeg mig ikke om , lad dem sige , hvad de ville ; bare jeg i Frastand seer Baandene paa hendes Hue , føler jeg Glæde . Nu i denne Tid , da jeg er for svag til at gaae saa langt , som til Kirkegaarden , er det mig ogsaa en Trøst , at hun hver Aften , naar hun er færdig med sit Arbeide , gaaer derhen , og , naar hun strøer Blomster paa sin lille Grav , ogsaa strøer nogle paa min . Fra mit Vindue kan jeg see Korsene i Hjørnet af Kirkegaarden . Det alleryderste Kors , der hæver sig over Steengjærdet , er paa mit Barns lille Hvilested . Hver Aften , naar jeg sidder og seer ud , tænker jeg , at den gode Kone nu gaaer sin slille Gang mellem Gravene . Men , I Stakler , jeg faaer Eder vist til at græde , naar jeg taler mere om Dette . Men netop det , at jeg veed , at min Hjertesorg ogsaa gaaer Eder til Sjælen , gjør mig det vanskeligt at tie ; — ligeoverfor Ligegyldighed , som man jo sommetider træffer , hvor man mindst skulde troe det , bliver jeg ganske stum . “ I et Brev , der kom nogen Tid efter , stod der blandt Andet : „ Sidste Søndag var Marie hos mig om Aftenen ; jeg læste da for hende af den hellige Skrift ; det , hun ikke forstod , forklarede jeg hende , som det var blevet mig forklaret , men da hun takkede og saae saa opbygget ud , følte jeg mig som en stakkels Blind , der lærer en Seende at læse . Det jeg forklarede , forstod jeg ikke selv , men hun forstod det gjennem min Forklaring . Da hun gik , bleve vi enige om hver Søndag at læse sammen af Skriften . Jeg tænker , at naar Vorherre , i sin Naade , hjælper mig til at læse hans Ord til Husvalelse for Andre , vil han ogsaa nok engang hjælpe mig til at kunne læse dem til Husvalelse for mig selv . Endnu er jeg ikke stærk , men idethele har jeg det ret godt . Min Mand skrev igaar , han er ganske rafl . Mon jeg nøgensinde faaer Eder at see . Jeg vil nu ikke mere bede Eder saa meget om at komme , for da I ikke ville , er det maaskee bedst saadan , men I maae aldrig ophøre at sfride . Vorherre holde sin Haand over Eder . Eders Rose “ . Siden skrev hun : „ Naar Tiden falder mig lang , tager jeg gjerne fat paa min Tegning ; det er jo ogsaa den eneste Besfjæftigelse , jeg rigtig forstaaer . Jeg er en daarlig Kone , jeg bestiller flet Ingenting i mit Huus , men her behøves det jo ikke . I de første Dage , efter at jeg var kommen , gik jeg ud i Kjøkkenet , for at gjøre Nytte , men der stode saamange store , dygtige Mennesker derude i fuld Virksomhed . Jeg vidste ikke , hvor jeg skulde begynde ; det var , som jeg bare kom , for at forstyrre et godt Uhr , der var i god Gang . Saa gik jeg tilbage igjen og sagde det til Sophus , og da han loe og meente , det ikke behøvedes , og at jeg kun skulde , hvis det morede mig , lod jeg det reent være . Og Uhret gaaer endnu paa samme Maade ; Retterne ere altid lige vellykkede og Spisetiden eens ; Hvis I havde besøgt mig det første Aar , og kom nu , vilde I finde Alt som dengang . Alting skinner , — ligesom da jeg kom og var saa fornøiet derover , — flet Ingenting er flidt , ikke engang den sorte Farve af Dørtrinene ; jeg ønsker sommetider , at man dog maatte kunne see , at de vare betraadte , — men jeg er jo den Eneste , der gaaer her , saa egentlig er det ikke forunderligt . Her er meget øde , Echoet lyder saa huult , naar Een gaaer med Dørene . Om Morgenen , før min Jomfrue kommer ind til mig , hører jeg den Lyd , og før hvert Maaltid , naar jeg skal kaldes til Bordet , hører jeg den ogsaa . Der er kun een Stue , hvor jeg har følt mig som hjemme ; det er derinde , hvor den lille Vugge gik , der er dog vist Spor af den paa Gulvet , saa man kan mærke , at her er ført et Liv . Om nogle Dage , naar jeg igjen kan taale det , vil jeg sidde der med mit Arbeide . Af og til kommer Doctoren ; det er en venlig gammel Mand ; hans Besøg ere mig altid kjære , men naar jeg bliver rafl , holde de op . I dette Øieblik fik jeg Brev fra Sophus , han kommer snart hjem ; hvad vil han sige , naar han ikke træffer mig gladere , end da han reiste . Han har megen Grund til at være misfornøiet , men da Sorgen jo ogsaa rammer ham , synes jeg nok , han maatte kunne forstaae mig . Dog , Mændene ere anderledes , end vi . Skriv mig snart til ; hver Smule er mig en Glæde . Hvordan staaer Christians Korn ? har han nu faaet Sæden saa reen , at der flet ingen Valmuer og Blaakorn er mere ? Kan Du huske , hvordan vi kunde blive ved , Allesammen , at plukke hver Dag , uden man kunde see det paa Præstens Marker ; de bleve altid lige deilig brogede . Det var , fordi Præsten ikke forstod sig paa Landvæsen , sagde Fader , og saa ønskede vi , han aldrig maatte lære at forstaae sig derpaa . Hvis Christian endnu har skaanet et Par smaa Stakler , vil Du saa bede ham plukke dem til mig , og sende mig dem , naar Du skriver . Tak Møder for hendes Formaninger ; naar min Mand kommer hjem , skal ieg nok stræbe efter at være lidt muntrere . Sommetider tænker jeg , at det var godt , om vi bleve fattige og fik et lille Huus , istedetfor dette store . Der kunde man maaskee dog fylde mere . I næste Brev vil jeg see , om jeg kan lade være at klage saameget . Eders Rose “ . Ellevfe Capitel . Der var omtrent gaaet et Aarstid efter Dette . De sidste Breve fra Rose havde været lidt fornøieligere , skjøndt de tunge Suk , der saa tydeligt gave sig tilkjende i de forrige , ogsaa laae paa Bunden af disse . Hun var ulykkelig gift , det var soleklart , skjøndt Møder bestred det . Møder , der fled i Arbeidet fra den tidlige Morgen til den sene Aften , kunde ikke hæve sig over den Tro , at Øen , der kunde sidde som en lille Prindsesse og lade sig opvarte , maatte være meget lykkelig . Hun indrømmede gjerne , at det var kjedeligt at være ledig , men det behøvede Den , der kunde spille , synge , tegne , brodere og læse da heller aldrig . Og hvad var det ikke for en Glæde , at have Raad til at gjøre Gjæstebud , og at kunne kjøre i Selskab i sin egen Vogn ; og saa saadan en venlig Mand , der ikke lagde hende et Halmstraa iveien , men lod Alting komme saa let til hende som til Alladin , der bare behøvede at gnide paa Lampen . „ For Guds Barmhjertigheds Skyld “ , sfred hun til Rose , „ ønsk Dig aldrig Fattigdom , for Vorherre kunde tage Dig paa Ordet , og saa vilde Du fortryde det . — Tænk heller ikke paa at begynde at gaae i Kjøkkenet , naar din gode Mand ikke udtrykkelig ønsker det . Hvad skulde saadan en fiin lille Skabning , som Du , gjøre der . Den Slags er egentlig Tosseri , der bringer Udgift , istedetfor Indtægt . Alene Handsferne , Du maatte have , til at røre ved Potter og Gryder , og Kjolerne , Du vilde brænde Huller paa , kostede saamænd mere , end hvad Du sparede paa Smør og Deslige . Og blev Næsen rød , og Ansigtet skoldet , saa skulde man betale Doktoren for at gjøre det i Orden , og det var ei engang sagt , han kunde . Og gnavne blive saadanne Damer ogsaa deraf , for , saa nødes man til at aabne Øinene for det , man før saa deiligt kunde lukke dem for . Og ere Konens Øine først aabnede , skal Mandens ogsaa aabnes , og den elendige Stakkel , der , bare han kunde see hende med Solskins-Ansigt , ti Gange heller vilde lade Tingene gaae , som de kunde , maa nu bestandig høre Klagemaal , see paa Utilfredshed , og alligevel takke hende for hendes store Samvittighedsfuldhed . Og hør nu , min søde Pige , fald ikke hen i Sværmerier ; jeg er selv gift , har tjent Ægtefolk , og kjender Mændenes Tænkemaade ; jeg veed ogsaa , hvad det er for en dyb Sorg at miste et Barn , for jeg har et paa Førslev Kirkegaard ; men jeg nænnede aldrig at plage min gøde Mand , der selv sørgede , med at see paa min Bedrøvelse . Der er Ingenting , Manden mindre kan lide , end at see Konen , imedens han enten flyder Sorgen tilside , eller strider mod den , som mod den bittreste Fjende , bore sig dybere og dybere ned i den , som var den en blød Pude til Hvile for de trætte Lemmer . Lad mig see , Du satter Dig , mit kjære Barn , der er Sørger , der ere meget større end denne . Her er nu Møllerens ; de ere fattige og have elleve Børn . Det er næsten umuligt for dem , af flasfe Føden til Saamange . Er det nu ikke , — naar Du tænker efter , saa vil Du selv indsee det , mit Barn , — er det nu ikke en meget større Ulykke for de Stakler , af beholde Alle , end for Dig af miste Een ? Du er saa ung , og faaer vel flere . Alene det , af Du kan ønske af faae , imedens de maa ønske af miste , er det ikke af have overmaade Meget forud . — Saadan maa man altid tænke frem og tilbage , saa finderman nok det , man kan fornøie sig over ; Du gjør Synd naar Du forspilder dine velsignede Ungdomsdage , som fra Sol staaer op , til den gaaer ned , kunde være lyksalige . Næste Gang din Mand vil udenlands , reis saa med ham ; det er dog bedre af see sig om i den skjønne Verden , end af sidde og blive borte paa en Stol . Vogt Dig , at Du styrker og ikke svækker din Mands Kjærlighed ; for Mændene ere lette at skræmme milelangt bort , men svære at faae tilbage . Tag mig ikke disse Linier ilde op . Din elskende Moder , Frederikke Cathrine Torstensen . Omtrent et Aarstid efter at Rose havde mistet sit Barn , hørte Moder tilfældigviis , at Sophus Fischers Tante var i Besøg hos Herskabet paa Herregaarden . I den Anledning gik hun til Stedets Huusholderske , for maaskee , igjennem denne , at erfare , hvordan Forholdet for Øieblikket var mellem Reven og Tante . Det var Moder ingenlunde ligegyldigt , om Rose muligviis engang i Tiden kunde faae endnu et Gods . Hvor kom hun dog slukøret og forknyt hjem fra den Visit . Fru Fischers Kammerjomfrue havde været inde i Huusholderskens Værelse og fortalt hende Saameget , at hun var bleven ganske forstyrret i Hovedet . Hun havde været opbragt og uforskammet , sagt , at hendes Frues Reven var en Usselryg , og at han nok snart spillede fra Gaarden ; og al denne Vrede kom blot deraf , at Moder , i al Venskabelighed , bad hende virke lidt hos Tanten til Fordeel for det rare unge Menneske . Moder brød sig ikke en Smule om den Medfart , der var vederfaret hende , for sin egen Skyld ; men hun var meget bange før , at der dog var nøgen Sandhed i det uopdragne Fruentimmers Udladelser . Rose havde saalænge havt Kyllingesorger ; naar man gik og peb før Ingenting , saa endte det altid tilsidst med , at man fik noget Rigtigt at sørge over . Det var egentlig ikke mere end billigt , før saadan Utaknemmelighed maatte Vorherre straffe . Saaledes talede Moder i sin Bedrøvelse . Det , at hun havde smaapralet før alle Mennesker af sin Pleiedatters lyksalige Stilling , trykkede hende nu ogsaa ; hun var ganske overvældet af blandede Følelser . Da jeg tænkte , at det Hele var overdrevet , bebeflutfede jeg , næste Dag at gaae til Gaarden , forat faae klarere Befleed . Fru Fischers Jomfrue sad og syede ivrigt paa en Jaquet til Fruen , da jeg traadte ind hos Huusholdersken . Med flydende Tunge gav hun Roses Mand sit Skudsmaal : Hun havde været i hans Oncles Huus , fra han ikke var mere end elleve Aar , saa hun turde nok tale . Dengang forstod han ikke Andet , end at more sig og at bruge Penge , og han havde ikke lært Mere siden . Hans Oncle havde været før svag paa Legemet , til at regjere ham , og hans Tante paa Sjælen . Han havde altid været kjøn , lige fra Fødselen ; da han var ganske lille , havde Tanten taget sig af ham . Hun gav ham fransf Bonne , saa han parlerede , deilige Klæder og viste ham frem . Han sad inde hos hende paa Gyngehest , med Bonbons i Pariserkræmmerhuus struttende ud af Lommen . Hvergang hun , i fuld Stads , kjørte i Visiter , havde hun ham ved sin Side . Hnn fordæggede og forkjælede ham , fil han blev uartig , saa blev hun kjed af ham og lod ham skjøtte sig selv . Siden fik han dog en Hunslærer , men det var en lystig ung Fyr , der fandt det behageligt al være paa Godset , men svært al læse med Ørengen , der var adspredt , tungnem og vanskelig al magte . I Førstningen gjorde han sig Umage med Eleven , men efterhaanden vænnede han sig fil al gjøre Læsetiden kort og Fritiden lang ; Dette blev baade fil egen og Drengens Tilfredshed . Sophus og den Lærer bleve tilsidst som røde Køer ; de rede og kjørte tilsammen over Grøvter og Gjærder , saa det var en Gru al see derpaa . Han blev der fil Fyrens nittende Aar , men saa maatte han reise , da han fik et godt Kald i Jylland . Da den unge Herre var saa vidt oplært , fortalte Kammerjomfruen videre , blev han fendt til Paris , for at komme i store Selskaber og lære fiin Tone . Dengang han kom hjem , saae han da ogsaa ud som en rigtig Løve og kunde gjerne passere for 30 , skjøndt han kun var 21 Aar . Onclen foreslog , at han skulde boe paa sit Gods og sætte sig ind i Bestyrelsen , men det vilde han ikke ; han vilde have fuld Frihed til at opholde sig , hvor han havde Lyst . Saa lod Onclen , der var hans Formynder , ham da , forsaavidt , faae sin Villie , men vilde paa ingen Maade gaae ind paa at give ham mere end totusinde Daler aarlig , skjøndt han forlangte det Tredobbelte . “ Da Dette var afgjort , reiste han , siden skrev eller kom han , kun naar han var i Pengeforlegenhed . Hverken hans Breve eller Besøg vare derfor velkomne ; Uenighed var der dog aldrig imellem ham og Familien ; naar han kom , tog han sit Værelse i Brug , og det var , som han havde været der hele Tiden . Man fortsatte der , hvor man flap , sagde Farvel og Goddag , og Godmorgen og Godaffen , og talte om ligegyldige Ting , ligesom man havde gjort forrige Gang han var der , som der flet ikke var Noget iveien . Var han først kommen , slog han sig gjerne til Ro , indtil Tiden begyndte at falde ham lang , saa reiste han . „ Saa er det jo et rigtig daarligt Parti vor Rose har gjort “ , sagde jeg bedrøvet , da hun tang . „ Ja , hende forsømmer han nok , det er jo begribeligt . “ „ Men troer De , han skal af med Eiendommen ? “ „ Ja jeg troer , Jomfrue , eftersom det ikke er hans Eiendom mere ; han strider bestandig og vil have Penge . Men Fruen hører da lidt paa mig , der har været her saa længe ; hun sender ham ikke en Hviid . Hvorfor skulde hun standse den Ulykke , der dog engang vil komme , og som maaskee vil virke til hans Sjæls Forbedring . — Nei , hun har , Gud skee Lov , selv ikke megen Lyst til at hjælpe ham ; man kan let snakke hende derfra . De skulde være kommen til mig før Brylluppet , saa kunde jeg have givet Dem nyttig Underretning . Men nu maa De tage , hvad der følger paa . Var det nu ogsaa Noget af en gammel Kone , som Deres Moder , at sende saadan et stakkels lille uskyldigt Lam lige i Ulvens Gab . Man siger , hun faaer Tæring og falder hen , men det er da ikke saa forunderligt , naar man fører hende fra et godt Hjem til saadanne øde Egne . — Det er at faae Stene for Brød . Nu er han nok forfalden til Spil — jeg veed ikke , om det er bedre end Drik , men det ender jo gjerne med een af Delene . “ „ Hvis De virkelig har Indflydelse , bed saa alligevel hans Tante om Naade for denne Gang “ , sagde jeg indtrængende . „ Nei , Gud frie og bevare mig . Det er min Plan , at hun skal indrette en Stiftelse for gamle skikkelige Jomfruer ; skulde jeg røve fra Dem og mig selv , forjeg kommer vel som den Første imellem dem . — Nei , det gjør jeg saamænd ikke , det kan De være ganske rolig for . — Men jeg vil raade Dem til at faae Fruen hjem , før han engang bliver sat fast , for det er Synd hun skal gaae det Altsammen igjennem . Hvor De seer forfærdet ud , Jomfrue ! Men jeg kan ikke sige Andet , end at man maa tage Skade til Hjemgjæld ; hvad skulde ogsaa saadan et stakkels lille simpelt Fruentimmer paa den Galen “ Med tungt Sind gik jeg tilbage . Vor Rose et simpelt Fruentimmer , vor lille Prindsesse et simpelt Fruentimmer ! aa , sikken en Tale , hun , der var finere og skjærere end dem Allesammen . Da jeg dreiede ind ad Alleen , kom Fru Fischer , i Selskab med Herskabet paa Herregaarde « , i fuld Samtale forbi mig . Hun falte med fremmed Udtale , let og raskt , som hun havde stor Øvelse i at føie Ordene . Hele hendes Dragt , den lille runde Hat , — blot en Plade med en Blomsterduft — det flagrende Slør , Nakkekrøllerne og den stramme Fløiels Figurtrøie viste , at hun endnu havde Lyst til at synes ung , skjøndt Ungdommen længst var forbi , og Ansigtet var gammelt og magert . Øer er noget Ulyksaligt ved denne krampagtige Iver efter at holde Paa Ungdommens Skygge , naar den selv er borte . Maaskee saae hun dog yngre ud , end sin Alder . Hvis hun havde klædt sig som en midaldrende Dame , vilde hun maaskee have seet ung ud mellem sineLigealdrende , men klædt som ung , saae hun , baade mellem Angre og Ældre , bare ud som en gammel forfængelig Stakkel . Før , da jeg gik bort fra Kammerjomfruen , havde jeg besluttet , ved Leilighed , at faae en Samtale med Fru Fischer , for , om muligt , af bevæge hendes Hjerte , men efter dette Møde , var jeg vis paa , det ikke kunde nytte , og af hun , om hun ogsaa efter sin Død beskjænkede gamle hæderlige Jomfruer , ikke vilde have Noget tilovers i levende Live . Da jeg kom til Landsbyen , stod Moder paa Hjørnet med et Tørklæde over Hovedet og ventede paa min , Efterretning ; siden , da vi i Forening gik forbi Præstegaarden , mødte vi min Broder til Hest . Da han saae os , steg han ned , lod Hesten græsse ved Grøvtekanten , og satte sig hos os paa en Bænk udenfor Præstegaards-Vænget . Siden de sørgelige Efterretninger fra igaar havde vi ikke talt med ham ; nu fortalte Moder ham Alt . „ Det var en tynd Lykke , Du slaffede hende “ , sagde han med Bitterhed , idet han saae mørkt hen for sig , „ er det nu kommet saavidt , bliver hun nu ogsaa fattig ! Ja , det vil jeg troe ! “ „ Du vil da ikke bebreide mig Noget “ , sagde Moder og saae forundret paa ham , de havde aldrig før talt om dette Thema , „ jeg kan jo ikke gjøre derfor . “ Han greb Moder fast i Armen og raabte lidenskabeligl : „ Kan Du ikke gjøre Noget derfor , det var jo din Skyld , jeg har jo heller aldrig kunnet holde af Dig siden ; hele hendes Liv og hele mit Liv har Du jo forspildt . “ „ Du gode Gud , har Du elflet hende ? “ spurgte Moder sagtmodigt , og saa brast hun i Hulken . Just , som han vist havde et forfærdelig voldsomt Svar paa Læben , besindede han sig , sagde ikke et Ord , men besteg langsomt Hesten og red bort . Saalænge vi kunde høre Hovflagene , blev Moder ved at græde : „ Det er Vorherres Straf over mig Stakkel ; Du almægtige Gud ! — naar han aldrig saae med milde Øine paa mig , saa tænkte jeg , at det var Indesluttethed , — jeg var dog saa vis paa , at han holdt af mig i sit Hjerte . Men saa var det Nag til sin egen Moder . Den kjære Gud frelse hans Sjæl , det er saa forskrækkeligt ! “ Da vi gik bagom Byen hjem , sagde hun til mig : „ Lise , fortæl det ikke til Fader , for saa vil han forbande den Stund , vi fik det stakkels Barn i vort Huus . “ Tolvfe Capifel . Fra den Tid af , kom Chrisfian ikke mere til os . Ganske tidligt om Morgenen kunde jeg høre ham aabne Laagen , og see ham i den lille indelukkede Have . Sommetider saae han hen til Huset , om Nøgen var oppe , men saasnart det første Vindue aabnedes , gik han bort . Fra Rose vedbleve vi , med korte Mellemrum , at faae Breve . — Faren , der svævede over hendes Hoved , lod saalænge vente paa sig , at vi næsten ikke mere troede paa den . Hun skrev ikke et Ord der tydede paa den Slags Ulykke . Hun talte kun om de mange store Værelser , hvor hun gik alene omkring , og om de mange Tjenestefolk , for hvem hun saa gjerne vilde , men ikke kunde fatte Godhed . „ Det er sommetider for mig “ , flrev hun , „ som Huset i Grunden var deres , som det var et Hotel , og som de gave Sophus og mig Bespiisning . “ Med hver lille Skrivelse lod hun følge et Genrebillede eller et Landflab , hun selv havde tegnet ; aldrig Noget fra hendes Opholdssted , altid kun Minder fra vor Egn og hendes Barndom . Fader gik gjerne hver Aften til Præstegaarden og besøgte Chrisfian . „ Naar den slemme Dreng ikke vil komme til os , saa maa jeg gaae til ham “ , sagde han . Naar han bragte ham Roses Breve til Gjennemlæsning , beholdt min Brøder altid Tegningerne , som vare de hans retmæssige Eiendom . Det havde han gjort hele Tiden . Omtrent et Aar efter af vi havde modtaget de sørgelige Efterretninger , fik vi følgende lille Melding : Alle I Kjære ! „ Idag skulle I da endelig høre noget rigtig Glædeligt . Vorherre har undt os fo deilige Børn , fo smaa Drenge . Jeg er meget mat , men Lægen gav mig Lov af skrive , for jeg maatte fortælle Eder det selv . De fo Vugger staae foran mig . Marie sidder ved min Seng og dhpper Pennen . — Nu troer jeg Alt skal blive godt igjen ; idag er det , som jeg elsker Alle , og som Tomheden er borte . Saadanne fo Vugger kunne nok fylde et heelt stort Huus . — Med Guds Hjælp skulle I dog faae mine Børn af see ; jeg vil bede min Mand saa inderligt , af jeg maa komme til Eder med dem . For Øieblikket er han ikke hjemme , men han kommer snart . “ Den lille Stakkel vilde vist allerhelst have bedet Een af os om af komme , men man kunde jo nok mærke , af Manden , allerede fra først af , havde sat en Pind for vort Besøg . Dette var tidligt om Foraaret , Sommeren derefter modtoge vi pludselig en skrækkelig Nyhed . Fader gik i Haven og satte Stænger for sine Ærter ; Møder og jeg laae paa Jorden og pillede Jordbær . „ Hvad var det “ , sagde Møder og saae iveiret , „ er der ikke Een , der taler ? Io , det er Præsten , der holder med sin Hest ved Stakittet . Det er til Fader , hører Du , Torstensen , Præsten taler til Dig ! “ Fader reisfe sig op og gik derhen , vi Andre fulgte bagefter ; vi kunde mærke paa Pastorens Maade , at han bragte en Nyhed , og vare spændte paa at høre den . „ Der er desværre Ildløs i Nærheden af Deres Søsterdatter “ , sagde han , „ i Byen har man modtaget et Telegram med den Nyhed . “ „ Er det selve Herregaarde » ? “ spurgte Møder . „ Ia desværre , — desværre , det er nok netop den ; — men maaskee Sidefløjene , — jeg har ikke hørt det var Hovedbygningen . — Jeg tænkte , om det ikke var bedst , De toge derhen ; i saadan en Forfærdelse , trænger den unge Kone vist til Bistand . — Stakkel , ja jeg veed — de to smaa kjære Børn ! Gud bevare hende , Adieu . “ Efterat Præsten var borte , raadsloge vi om , hvad der var det Rigtigste , og besluttede , at jeg skulde tage med det første Dampskib , for , om muligt , at være Rose til Trøst . Saasnart det begyndte at mørkne , gik jeg et Øieblik hen til min Broder , for at fortælle ham min Bestemmelse . Da jeg nødig vilde forstyrre Præstegaardens øvrige Beboere , gik jeg gjennem Haven , hvorfra jeg ubemærket kunde komme til hans Værelser . De sidste Vinduer tilhøire paa den hvide Præstegaard vare min Broders ; i Hjørnet var Døren , der førte ind til ham . Der var Lys derinde ; det stod paa et lille fiirkantet Bord , hvorved han sad og saae i et Album med Roses Tegninger . Jeg havde før , paa samme Tid , truffet ham ved samme Beskjæftigede . Han vendte Bladene langsomt ; hvert Billede indeholdt Minder , som han nødigt vilde flippe . Jeg vilde ikke forstyrre ham , og blev staaende , til han havde gjennemløbet Bogen og sat den i Skabet ; saa bankede jeg sagte paa . Præsten havde ikke meddeelt ham Efterretningen ; da jeg fortalte den , hørte han roligt efter , uden synlige Tegn paa Bevægelse . Det var meget rigtigt , at jeg reiste , sagde han , han vilde selv kjøre mig til Byen . Klokken tolv om Natten stod Faders Fjælevøgn med gamle Henrik , — en stakkels ny , hvidsfimlet gammel Henrik , akkurat et Sidestykke til den forrige , — foran Døren . „ Den Befordring har vist ikke gjort saa lang en Reise , siden jeg hentede hende “ , sagde Moder med et dybt Suk , idet hun rakte Fader Madkurven , som han igjen anbragte paa Sædet mellem Christian og mig . „ Hvad er nu egentlig Hovedbestemmelsen med Reisen , Lise ? “ spurgte Fader . „ Jeg vilde helst , hun skulde tage det arme Barn hjem med “ , sagde Moder grædende , „ baade hende og Børnene ; hvor der er Hjerterum , derer ogsaa Huusrum . Lad os faae dem Alle , ligesaa godt først som sidst , — det ahner mig , hun er i Fare , — og Du kan være rolig , Fader , Reisepengene skal jeg nok skaffe . — Du maa logere i Solen , Barn , ja jeg har sagt det før , men glem det nu ikke , — der er saa velsignet ! og husf saa iaften , saasnart Du kommer ind , at gaae til Urtekræmmeren ; han skal regne ud for Dig , hvad Du behøver til Reisen , og han forstrækker Dig gjerne med Pengene ; nu ere vi jo qvif med alt det Andet ; han veed saa godt jeg er paalidelig . “ Fader rystede paa Hovedet : „ Naa , saa stal Du begynde forfra igjen . — Det er egentlig haardt , at det , naar det gaaer tilbage for de Rige , stal gaae ud over de Fattige . — Jeg tænkte muligviis , Du havde Summen , Mutter , og ikke igjen fluide laane den der . — Men Farvel da , — jeg vil ikke sætte Bom for Moders gode Hjerte . Farvel , i Guds Navn . “ Veiret var noget taaget , da jeg landede i Aarhuns og kjørte med en Dagvogn henad Landeveien til Bestemmelsesstedet . Passagererne vare forfærdelig snaksomme . En tyk Kone og en tyk Mand sade paa Sædet lige foran mig og talte om Ildebranden . „ Han har gjort det selv , — den Fyr , — det er ganske bestemt “ , sagde Manden . „ Saa fortjente han saamænd at svies levende “ , raabte Konen , „ Du store Gud , — saa var han jo værre end en Djævel . — Fruen var jo sengeliggende , og de to smaa hjælpeløse Væsener , — og Ilden brød jo ud i den Længe , hvor hun laae . “ „ Ja , ja , lille Frue “ , nu loe den tykke Mand , som det var moersomt . „ Det er jo bare den gamle Historie , kjender De ikke den . Man stikker Ild paa det Sted , hvor man gjemmer sin bedste Skat , — for den , seer De , he ! sørger man saamænd nok for at faae reddet og paa den Maade leder man Opmærksomheden saa deiligt afveien . — Men nu er Knebet allerede gammelt , det er det Værste ; det hjælper ham s ' gu , ikke , — Politiet er klogere , end han . — Men , he , naar man taler om Djævlen , saa er han der min Sjæl , — saae De ham der ? “ „ Rytteren , jo , Gudbevares , det var da ikke ham ? “ „ Jo vel var det ham , han har været borte siden ; see den Gavtyv , han rider i Luntetrav , — som der Ingenting var iveien . “ Ja , der red han med sin sædvanlige skjødesløse Mine , som dog idag forekom mig at være paatagen ; han var idetmindste noget , om end ikke kjendelig blegere , end han før pleiede at være . Han var ikke langt foran , da jeg steg af ved en Lindeallee , der førte til Gaarden , eller rettere til Stedet , hvor den havde staaet . De to tykke Passagerer saae med lange Øine efter mig , medens jeg med Taske og Reisetøi gik langsomt henad Veien . De misundte mig vist , at jeg kom til Skuepladsen for Begivenheden . Det var en skrækkelig Ødelæggelse jeg saae , og det var hendes Hjem . Jeg brast i Graad . Af de to Piller , der havde været ved Indkjørselen , var den ene urørt , medens den anden laae i Brokker og Stykker , og den ene Rad deilige , kraftige Lindetræer stod og saae paa de stumpede , afsvedne Stammer af den anden , hvoraf ikke et Træ havde undgaaet Ilden . Lange Grene , der fra de svedne Træer hængte og svalede , som blot ved et Haar , pidskede baade paa Rytteren , der red foran mig , og paa hans Hest . Han stødte dem langsomt tilside ; det var , som han ved denne rolige Bevægelse vilde antyde , at han siet ikke var i Aande . Pludselig standsede han Hesten foran den store Plads , hvor Gaarden havde staaet , og saae paa Elendigheden . Mellem disse Bjælker og Brokker nyttede det ikke at tøve ; jeg vendte om , for at spørge i Portnerboligen , der stod fuldkommen urørt , hvor Rose opholdt sig . „ Med Guds Hjælp er hun dog i Sikkerhed ? “ spurgte jeg Konen . „ Jo , Fruen er i Sikkerhed , det veed Gud hun er “ , sagde hun ; „ Marie , dei Skind , kom saamænd med sin Mand , ligesom det begyndte at tage paa , og fik baade hende og Børnene hissede ned fra Vinduet og baarne hjem paa deres Bør , for Fruen er jo saa grumme fiin og svag , og kunde ikke gaae . Først toge de de Smaa og bare hjem , medens Fruen sad i Græsset , for hun vilde vide dem i Sikkerhed før sig selv . Marie har dem alle Tre , og er saa god ved dem , som hun , med Det hun har , kan være . “ Da jeg havde faaet denne Underretning , bad jeg hende vise mig Vei til Maries Huus . „ Min Søn kan følge Jomfruen “ , sagde hun , „ og saa kan jeg imidlertid gjemme Deres Rejsegods . “ Drengen skjød Gjenvei ad en Kornsti ; Luften var dæmret , Duggen skinnede Paa Straaene . Landsbyen saae venlig ud , jeg blev ved at gaae henimod den , uden at vende Blikket . Men Drengen gik foran , med Hovedet dreiet tilbage , som vilde han speide . „ Hvad seer Du efter ? “ spurgte jeg . „ Det var efter en Vogn derhenne , — jeg troer det er Politiet , — kan Jomfruen see ? nu kommer den nærmere . “ Det var en Wienervogn med fire godt indpakkede Herrer . „ Nu ta ' er de ham vist “ , sagde Drengen . „ Her er det “ , sagde han lidt efter , idet vi standsede foran et lille hvidkalket Huus , der laae alene for sig nogle Skridt fra Kirken . Da han havde givet mig den Befleed , løb han sin Vei , saa rafl han kunde paa Træskoene . Det var ham meget om at gjøre , at see , hvor Politiet blev af . — Jeg bankede sagte paa den lille lave rødmalede Dør , da jeg sagde hvem jeg var , blev jeg strax lukket ind af Konen . I hendes pæne Stue , den , der ellers bare var til at vise frem , foran den blaae Dragkiste , med en Hummerklo hængende ned fra een af de blanke Laase , laae Rose , i en lang guul Seng , med et uldent Tæppe og skinnende rene , men forskrækkelig grove Lagener over sig . Tætved Sengen , i en Vugge med en stor lyserød Dyne , hvilede begge hendes smaa Drenge i tryg Søvn . Rose saae vist paa mig , men kjendte mig ikke . Ansigtet var meget blegt , og jeg syntes det var mindre end før , men det var endnu et Barns Ansigt , akkurat et sygt Barns . Omkring Vuggen var der bundet et langt grønt Silkebaand , det holdt hun fast i Haanden . „ Har hun hele Tiden været vild ? “ spurgte jeg . „ For det Mesfe , af og til kommer Tanken et Øieblik , men den gaaer , som den kommer . Det er saa forfærdeligt , Jomfrue , for man tør næsten ikke ønske den Stakkel skal komme sig , naar man veed , hvad hun faaer at høre . “ „ Troer De , han har gjort det ? “ spurgte jeg . „ Ia , jeg troer ham ikke bedre ; saadan et Men « neske , der bruger saamange Penge , — forsømmer sin søde Kone , — og bringer daarlige Venner hjem , ham kunde man næsten troe til endnu mere , Jomfrue . “ „ Men var han hjemme dengang ? “ „ Nei “ , sagde hun sagte , „ men han har heller ikke gjort det selv , — men , fordi man faaer en Anden til det , er man ikke bedre . — Min Mand er kaldet til Forhør ; — han har desværre hørt nogle Ord , han ikke syntes han kunde dølge . Der er en Mand , der hedder Ole Peer Nees , — han har vist gjort det , — for det er ikke første Gang , han har faaet Penge , for at gjøre Folk den Tjeneste , — og man har jo ingen Ro i sit Huus , saalænge saadan Een gaaer om , uden at blive opdaget . “ „ Men , hvad var det deres Mand hørte ? “ „ Aa ja , jeg kan jo gjerne sige det , da det dog nu kommer frem . — Min Mand sad paa Grøvtekanten og spiste sin Aftensmad , saa gik Herren og Ole Peer Nees op og ned forbi ham , altid samme lille Stykke . Først talte de bare om en . Ridehest , der var død for Herren . Peer Nees vilde gjerne kjøbe den for billig Priis . Dette bleve de da ogsaa enige om . Men saa dreiede Samtalen hen paa noget Andet . Min Mand kunde jo ikke høre uden de faa Ord , hvergang de gik forbi ham , men de gjorde ham dog opmærksom , da lange Peer hele Tiden havde sit grimme Griin . „ Bare en lille Røg , — he he “ , sagde han og stak sit Hoved lige op til den Andens Ansigt . — Øg en anden Gang , da de kom forbi , sagde han : „ Ja bevares , jeg kan tage dem alle Tre , som Svedsker , ikke et Haar skal svies paa deres Hoveder , — man er der i rette Tid , he . “ Dengang min Mand hørte Dette , havde han jo ikke noget Bestemt af fæste sin Tanke paa ; han sagde bare til mig , af der vist var Noget paafærde ; men siden , da det brændte , gjorde han jo sine Betragtninger . Efter hvad han kunde skjønne , var det dog Peer , der fandt paa af gjøre Ulykken og raadede Herr Fischer dertil , og de Ord , Peer havde sagt : „ Jeg kan tage dem alle Tre som Svedsker “ , meente han , vare foranledigede ved , af Herren havde paalagt ham , af sørge for , af hans Kone og Sønner , under alle Omstændigheder , bleve frelste . Da Ole , min Mand , og jeg kom til Brandstedet , stod Peer Nees ogsaa , med sit grimme , grinende Ansigt , meget rigtigt med en lang Stige ved Fruens Vindue , og det var ham , der holdt den for os , medens vi hjalp dem alle Tre ned . — Og før Branden , havde een af Folkene paa Gaarden seet ham liste om ved Hundehusene . Der var heller ikke een af Hundene , som man hørte gjøe den Nat , og da man kom for at løse de stakkels Dyr , laae de stive og døde . „ Har hun spurgt til sin Mand ? “ sagde jeg , efter en Pause , idet jeg pegede paa Rose . „ Nei , ikke en eneste Gang , — men jeg er bange , han kommer for at sige hende Farvel , før han kjører med Politiet . “ „ Hvem kommer ? “ spurgte Rose . „ Det er Deres Mand , kjære Frue , jeg tænker han kommer snart , for at see til Dem . “ „ Aa nei , aa nei , “ sagde hun , idet hun rystede paa Hovedet , — „ aa nei , han kommer ikke , det brændte jo Altsammen , — men jeg har mine Børn , — de ere her jo begge “ , hun reiste sig og saae efter dem . „ Aa , jeg skal holde saa fast , saa fast “ , hun knyttede Baandet to Gange om den lille hvide Haand . „ Det er det Eneste , hun bryder sig om i Verden “ , sagde Konen med et Suk . Da jeg spurgte , om hun havde været rafl før , og om denne Feber kom af Forskrækkelse , sagde hun , at hun i længere Tid havde været meget svag , og havt Feber hver Dag henad Aften , men at den først efter Branden var bleven saa flem . „ Har hun været tungsindet hele Tiden “ , spurgte jeg . „ Nei , siden hun fik de Smaa , har hun været saa inderlig mild og glad , fra Morgen til Aften . “ „ Men hvad siger Doktoren ? “ „ Aa , han siger ikke sin Mening reent ud “ , hun holdt lidt inde og sagde derpaa : „ Kjære Jomfrue , De maa ikke tage mig det fortrydeligt op , men har De Raad til — er det Deres Mening , at føre hende og Børnene hjem med Dem ? er det derfor De er kommen ? “ „ Allerførst kom jeg bare , for at see til hende “ , sagde jeg tøvende . „ Naa , saadan , — for jeg vil sige Dem , min Mand og jeg have jo ikke Meget , — men , naar de ikke kunde faae det bedre andre Steder , — havde vi betænkt , hvis Vorherre tog Moderen , at beholde de Smaa . Vi have jo selv ingen Børn mere , — og skulle nok være gode imod dem . — Men , saa faae de jo kun en simpel Opdragelse . “ Jeg saae paa Konens gode , forstandige Ansigt , fænkte , at de vilde være vel farne her , da de vist vilde blive opdragne i Gudsfrygt og Kjærlighed , og bad Herren , i mit Hjerte , hjælpe os , til at udføre Hvervet ligesaa godt . Derpaa fortalte jeg , at det var mine Forældres Villie , at tage dem alle Tre . Medens Konen puslede i sit Huus , sad jeg inde ved Sengen . Hvergang de Smaa gjorde en Bevægelse , eller , naar jeg gav dem af Flasken , saae Nose opmærksomt derhen , men ellers var der intet Tegn til Bevidsthed ; først senere , henad Skumringen , da hun sad i Puderne paa mit Skjød , medens Marie redte hendes Seng , kjendte hun mig , og sagde : „ Men er det ikke Lise , jo det er jo Lise , — det var jo yndigt ; “ — som hun havde sagt Dette , slog hun sine Arme om min Hals , hvilede sit Hoved ved mit Bryst , og faldt paa den Maade i Slummer ; siden blev hun ved at sove , efter at vi igjen havde lagt hende i Sengen . Da Doctoren kom , meente han , at naar man var meget forsigtig , kunde hun nok taale at flyttes , og at det var bedre for hende at komme bort , end at blive paa et Sted , hvor Alt maalte minde hende om Ulykken . Han var saa god at ville skaffe en lukket Vogn til Aarhuus , hvor vi maalte overnafte , før vi toge videre med Dampskibet . Jeg takkede ham meget for Tjenesten , men blev jo rigtignok noget betænkelig over den store Bekostning . Hvor mange , mange Aar vilde der ikke gaae , før Moder fik saa stor en Sum afbetalt . — Urtekræmmeren havde jo nok forsynet mig med tilstrækkelige Penge , men han havde kun overtalt mig til at modtage saamange , for det værste Tilfældes Skyld ; jeg troede saa bestemt , at jeg vilde kunne bringe mindst de to Trediedele af Summen tilbage , og nu vilde rimeligviis hver Smule gaae til . Jeg tænkte frem og tilbage , om det var rigtigt at tage sig saa Mæget paa i vore smaa Kaar , og , om det vilde være muligt at gjennemføre det med vore ringe Kræfter . — Men saa syntes jeg igjen , at naar Herren lagde den Gjerning lige foran os , saa vi ikke godt kunde unddrage os den , maatte det sikkert ogsaa være hans Mening , at skjænke os sin naadige Bistand til Udførelsen . Medens jeg sad om Natten ved Sygesengen , bad jeg inderligt , at vi altid maatte betragte det saaledes , ikke som Noget vi havde villet i Letsindighed , men som Noget , Han havde villet i Alvor . Den unge Fischer kom ikke , for at tage Afsfed ; den samme Nat førte Politiet ham til den nærmeste Kjøbstad . Han bekjendte Ingenting og Forbrydelsen er ikke bleven opdaget ; men fra den Tid opholdt han sig i Udlandet ; her kunde han ikke være for sit Rygtes Skyld . Tretfende Capifel . Ganske tidligt næste Morgen reisfe vi . Da Rose var kommen tilsæde i Vognen , rakte Marie den lille Vugge , hvori Børnene akkurat kunde ligge , uden at presse hinanden , ind til mig . Det var hendes Gave , hendes eget Barn havde ligget deri , „ Vorherre lade dem nu trives , “ sagde hun . Det grønne Baand hang endnu om Hanken ved Hovedgjærdet ; Rose greb efter det , og snoede det om Haanden , som hun pleiede . Jeg kan ikke besfride , hvor venlige , og hjælpsomme alle Mennesker vare imod os paa den Reise , og hvor let de gjorde det for mig at udrette mit Ærinde . Saaledes ogsaa paa Dampskibet ; man bar Moderen og de Smaa med den største Omhu og Varsomhed ned i Kahytten , og det Bedste , Damerne eiede , regnede de ikke for godt , til at brede over dem . En ung Kone lagde sit Barn tilside og Roses Smaa ved Brystet . Jeg skal aldrig glemme den Kjærlighed vi mødte ; det var , som den kom lige fra Vorherres eget Hjerte . Klokken Ti om Aftenen , den fjerde Dag efter min Afreise fra Hjemmet , holdt jeg igjen udenfor vort gamle Huus med dem alle Tre , forsaavidt i god Behold . Da jeg havde meldt vor Ankomst , stode de Alle ved Vognen . Christian tog Rose paa sine Arme og bar hende ind . I tre Dage laae hun hen , akkurat i samme Tilstand . Moder havde leiet en Himmelseng ; i den laae hun , midt i Havestuen , med Vuggerne ved Siden . Naar vi havde Tid , sade vi Alle omkring hende . „ Hvad er dog Dette ? “ sagde hun en Morgen , idet hun vaagnede og smilede saa venligt hen til Mønstret paa den kjendte Dyne , — smaa hvide Gryn i blaae Grund . — „ Er jeg da hjemme ? “ hun saae sig omkring ; først faldt Øiet paa min Broder , saa Paa os Andre , saa ned paa Vuggerne , „ og mine Børn ere her ogsaa , jeg tænkte det var en Drøm , — men jeg har jo mine Drenge , — Gud skee Lov ! “ Da hun havde ligget lidt , viklede hun Baandet , der var sastbundet ved Vuggen , af sin Haand og sagde : „ Nu har det ingen Nød , nu er der Ingen , der fager dem . “ „ Ræk mig din Haand , Christian , “ sagde hun derpaa . „ Aa , hvor jeg kjender dig godt paa den Maade du holder , lad mig see , om jeg kjender de Andre ; hun tog os nu Allesammen i Haanden . „ Hver har sin Maade , jeg kjender den dog saa godt . — Det er en yndig Fornemmelse at være hjemme , — deilig . — Jeg vilde dog ogsaa saa gjerne døe her , jeg har bedet Vorherre saa inderligt derom , “ hun rakte sin Haand igjen hen til Christian , og lod den hvile der . „ Aa , vi skal nok beholde Dig , “ sagde Moder . „ Nei , “ hun rystede paa Hovedet , „ det troer jeg ikke , — det er saa svært at leve ! jeg er saa mat , saa mat . Men , naar jeg maa døe her , saa er det jo deiligt , for det er det , jeg har ønsket . “ Da Doctoren den Dag kom , blev han forundret over Bedringen , meente nok , hun skulde komme sig , og fortalte det til Præstens , hvorfra det kom videre omkring i Byen . Skolelærerens Kone , der mødte Moder paa Apotheket , holdt en lang Tale om , hvor forfærdeligt det var , at hun havde paataget sig den Indqvartering , — og spurgte , om hun rigtig havde tænkt over Følgerne . Det kaldte hun at tage Brødet fra Børnene , og give det til Hundene ; man havde dog Pligter mod sine Egne ; hun vilde da haabe , at Moder , naar Konen derovre kom sig , ikke vilde holde hende for fiin til at tjene Brødet , ved at gaae om i Husene , eller ved Haandarbeide , for alle Mennesker vilde troe , hun ikke var klog , naar hun , efter Dette , behandlede hende som en Prindsesse ; Andet end en Tiggerprindsesse kunde hun da ikke blive i Tiden , naar hun Ingenting duede til . — Børnene vare heller ikke en Smule for gode til at sendes tilbage ; det Sogn , hvorfra de kom , kunde jo betale for dem . — Man vidste jo nu saa godt , hvad de kom af ; den deilige Martine var nok død paa et Fattighuus . “ Medens den fæle Kone før , kun gjennem Skoser , var kommen frem med sin Ondsfab , raabte hun nu Alting høit og myndigt , for at Alle i Boutiquen kunde høre , hvor raskt og oprigtigt hun turde sige Folk sin Mening lige i Øinene . Der var vist ogsaa Nogle blandt de Tilstedeværende som fandt det ret godt , at vi bleve vækkede af den Dvale , hvori de meente vi vare nedsjunkne . Moder blev meget opbragt , og sagde , at saalænge hun og hendes Børn levede , vilde de , om de saa skulde slide Neglene tilblods , nok sørge for , at den fine unge Frue blev behandlet som en Dame . — Hvis hun havde mere Lyst til at forære sine fljønne Tegninger og Haandarbeider bort til sine Venner , end til at sælge dem for lumpen Mønt , saa skulde hun ogsaa have Lov til det , — men vilde hun sælge dem , kunde hun sagtens baade ernære sig og Børnene ; der skulde nok blive Rift om saadanne Kunststykker . — Og hvad hendes Søster Martine angik , saa var det Hele nedrig Løgn ; hun havde været anseet og hædret til det Allersidste . Moder sagde , i sin store Forbittrelse , meget mere , end hun egentlig strax havde isinde . Det løb rundt i hendes Hoved , og hun var ganske fortvivlet , da hun kom hjem . Paa Apotheket havde hun givet 2 Nbd . for Medicinen . Det stod for hende selv som en Umulighed , at kunne holde ud paa den Maade , naar Vorherre ikke vilde hjælpe , og nu havde hun maaskee , ved at føre det store Ord og være saa opbragt , reent forskjertset hans Venflab . Imidlertid blev Rose bedre . Dagen efter var hun saa vel , at hun kunde sidde lidt overende i Sengen . Hun saae ud i Haven , medens Christian holdt Rullegardinet iveiret . „ Aa , der staaer det Altsammen , som før ; det er deiligt at see det igjen . — Hvor Fader dog ogsaa freder yndigt om det ; om han ikke er der selv , seer man ham dog , bare man kigger derud , baade ved Ærter og Drivkasser , ved det Hele . — Det er saa underligt at see hver lille Busk og Plante staae akkurat lige saa fornøiet og forstandigt , paa sin lille rene Plet , som da jeg reiste . Det er som hver havde sit gode Kald til Gavn eller til Glæde . — Vil du lukke Vinduet heelt op , — jeg vil saa gjerne høre Bierne , — hvor de ere glade i Solen , hør dog , hvor de ere glade . “ — Som hun talede saaledes , kom der pludselig en mørk Sky over hendes Ansigt , og hun sagde sørgmodigt : „ Derfra , hvor jeg kom , var der paa den ene Side af Gaarden Udsigt til skjønne , kjæmpestore Bøgetræer , men man hørte aldrig muntre Stemmer omkring dem ; det var forfærdelig sørgeligt , at see dem staae der fra Morgen til Aften og betragte sig selv i den lille døde Sø . — Om Foraaret glædede jeg mig aldrig til at de skulde grønnes , men naar Høststormen rystede dem , og det nedfaldne gule Løv bredte sig over Søen , og hvirvlede for Vinden , saa man igjen kunde see den blaae Luft spille mellem de bare Grene , følte jeg som en Befrielse . “ „ Har du seet din Have , “ spurgte Christian , for at adsprede hendes Tanker . Alle Roserne stode i Flor ; hun bad ham plukke een af hvert Træ , at hun kunde see , om hun husfede deres Navne . Medens han gik derude , fulgte hun ham med Øinene : „ Han er bleven en rigtig Mand i den Tid , en rigtig stor Mand , “ sagde hun , og jeg er ikke bleven større , ikke det Mindste . — Hvis jeg var bleven her , var jeg maaskee bleven større , — men man kunde ikke voxe der , — det var saadan en Ørken , — jeg var nær gaaet reent ud . Aa , lille Moder , “ hun lænede sig til Moder , „ hvis jeg var bleven her altid . “ „ Men nu skal du blive her . “ „ Ja , nu skal jeg blive her , “ gjentøg hun , „ nu er der Ingen , der faaer mig bort . — Naa , der er Christian , vil Du lægge Roserne i en Rad paa Dynen , — nu er jeg saa træt , “ hun faldt tilbage i Sengen , „ men det vil more mig , at ligge og see paa dem , som paa gamle Venner . “ Christian bøiede sig ned , pegede paa- en Green med tre højrøde Roser , to halvaabne Knopper og en heelt udsprungen . „ Kan du husfe , at Du stod hos mig , da jeg plantede det Træ ? „ Jo , det var jo min Fødselsdag , — jeg husker det godt , du spurgte mig , om du altid skulde være min Gartner , og saa sagde jeg , at jeg vilde ikke have nogen anden , “ hun klappede hans Kind , „ det skal du ogsaa blive ved at være , Christian , du skal passe min Grav , vil du ? — Jeg har allerede tænkt Paa det ; —naar du om Aftenen kommer hjem , gaaer du lige forbi Laagen dertil , — vil du hver Gang gaae derind og hvile dig lidt ved Graven . “ „ Jo jeg vil , lille Rose , jeg skal pynte den deiligt . “ „ Tak , jeg holder saameget af den Tanke . — Men Du maa ikke være bedrøvet , Christian , det maa Du ikke . — Du skal jo ikke see ned paa den sorte Jord , — men Du skal see op , — som jeg derfra saae ned . “ Paa den samme Dag , men siden hen , sagde hun til min Broder : „ Jeg har Mere at bede Dig om , men det Vigtigste vil jeg tale om tilsidst ; vil Du hvert Aar faae at vide , hvordan det gaaer den gode Marie , og spørge til min Lilles Hvilested . Hun passer det nok , men naar jeg veed , Du bestandig faaer Noget at vide derom , er det , som jeg selv levede og fik Noget at vide derom . “ „ Jo , — men hvad var det , der var det Vigtigste ? “ „ Jeg vil give Dig mine to Drenge , Christian . — Jeg paalægger Dig en stor Byrde , — det veed jeg saa godt , — men nu jeg skal døe , tænker jeg bare paa at give dem i gode Hænder , og jeg veed Du vil ikke opdrage dem i Letsindighed , men i Tro , Haab og Kjærlighed . “ Christian brast i Hulken : „ Jeg vil elske Dine Børn af min Sjæls Inderste , for jeg har elflet Dig af min Sjæls Inderste . “ „ Lad mig da give Dig dem , “ hun bad mig tage de Smaa , og saa rakte hun ham først den ene , og saa den anden , og medens han sad med dem , saae hun med et forunderlig lyksaligt Blik derhen . „ Men Du maa ikke være for øm imod dem , de maae ikke blive saadanne skrøbelige Stakler , som deres Moder . “ Da hun sagde Dette , bøiede min Moder Hovedet ned i sit Skjød . „ Du maa faae rafle , kraftige Mennesker af mine Drenge , Christian ; de maae meget hellere komme til at ligne dig , end til at ligne mig . “ „ Er der ikke Noget , vi skulle sige til din Mand ? “ sagde jeg siden ; jeg syntes det var Pligt , at spørge herom . Hendes Udtryk blev bedrøvet og becengstet . „ Gid jeg havde Noget at sige ham . — „ Men aa , det er sandt ! maa jeg faae Pen og Blæk , saa vil jeg skrive . Han maa jo give sit Samtykke til at Børnene blive her ; dog det har ingen Nød , han giver det nok . “ Da hun var færdig med den lille Seddel , lagde hun den sammen , og bad Fader sfride udenpaa til hendes Mand . Det var , som hun følte sig lettet , efter at have udført dette Arbeide . Skjøndt Rose var saa vis paa hun skulde forforlade os , vedblev Doctoren dog at nære Haab ; han havde megen Godhed for den stakkels lille Patient , og vilde saa nødig opgive hende . En Aften , da hun , efter at have været usædvanlig rafl om Dagen , følte sig noget afkræftet , bad hun os sende Bud efter Præsten ; hun vilde gjerne have sine Børn døbte , og saa nyde Sacramentet i Forening med os Alle . Dette slete da ogsaa , og hun var i fuld Samling under det Hele . Jeg tog Huen af de Smaa . Den Førstefødte blev kaldet Christian efter min Broder , og den anden Carl efter Fader . Før hun gik til Herrens Bord , sagde hun til Præsten , i vor Nærværelse , ( hun ønskede ei at vi skulde gaae ) at hun var bange , hun ikke havde virket nok , for at vinde sin Mands Kjærlighed , og at Dette laae hende meget paasinde . „ Havde jeg søgt efter det Gode hos ham , saa havde jeg nok lært at elsfe ham , men jeg faldt gradeviis , uden mindste Kamp , ned i Ligegyldigheden ; jeg har slet ikke været Noget for ham , ikke det Mindste . “ „ Hvordan var han mod Dig , mit kjære Barn ? “ spurgte Præsten , idet han venligt saae paa hendes lille , blege , blide Ansigt . „ Ingen af os kunde finde det Gode hos hinanden ; han var ogsaa ligegyldig , men , naar jeg ikke havde givet ham det Kolde endnu koldere tilbage , var det gaaet anderledes . Det er skrækkeligt at leve aarviis sammen , uden at komme hinanden nærmere ; det falder nu paa mig , som en rigtig Synd . “ „ Præsten og hun talte i nogen Tid om Dette . Tilsidst bad hun ham skrive til hendes Mand , naar hun var død , lægge hendes Brev i sit , og meddele ham hendes Bekjendelse og Anger . Det var nogle Dage efter , ved Midnat . Vor lille Lampe med den grønne Skjærm stod paa Bordet . Moder og jeg strikkede , Fader fletfede Havekurve af Bastbaand , Skyggen af hans Skikkelse og den lille Vugge laae paa Gulvet . Min Broder sad hos Rose ; hun laae i en mild , stille Søvn , støttende Hovedet paa hans Arm . Saadan laae hun hele Natten , til hun døde . „ Er hun død , “ sagde Datteren næste Morgen , og saa græd han ; Alle , der kjendte vor Rose , holdt af hende . Fjortende Capifel . Efter Roses Død kom Christian hver Dag og saae til Børnene . „ Hvordan har de det ? “ spurgte han os , og saa bøiede han sig ned og saae paa de Smaa i Vuggen , men der var noget forunderlig Sørgmodigt i hans Stemme , og naar han gik igjen , var det , som han havde søgt efter Noget , og ikke kunnet finde det . Saadan blev han ved længe ; han kom hver eneste Dag , saae paa dem , talte lidt om dem , og gav Moder Penge til deres Fornødenheder , men det var , som Hjertet blev udenfor , eller , dette er maaflee ikke rigtigt udtrykt , det var , som han gik ud med det samme Kjærlighedsmaal , han kom ind med , som han Ingenting kunde give til saadanne smaa ubevidste Nogle , der hverken kunde give igjen eller modtage . Moder og jeg syntes at Børnene vare saa usædvanlig sunde , kraftige deilige , og at det maatte være langt lettere at elske dem , end at lade det være . Jo mindre Børn ere , og jo mere de trænge til os Qvinder , jo mere tilfredsstille de jo vor Kjærligheds Trang . Vi havde meget ondt ved at forstaae ham . Der gik to , tre , fire Aar ; han saae paa dem , famlede fremdeles efter Trøst , og fandt kun Tomhed ; men efter den Tids Forløb , indtraf der en lille Begivenhed , der , hvor ringe den var , dog bragte dem sammen . En Eftermiddag , medens jeg sad med mit Arbeide paa Høien ved Steengjærdet , hvorfra man havde Udsigt over Markerne , og Drengene vare hos mig , fik disse , — da vare de fire Aar — Øie paa min Broder , der tilhest ( langt borte paa Præstens Jorder ) talede med Høsffolkene . „ Maae vi gaae derud , “ bleve de længe ved af bede , skjøndt jeg eengang havde sagt , af nu maatte de ikke , men siden skulde jeg følge dem til deres Oncle . Da jeg ikke mere hørte deres : „ Maae vi gaae derud , “ troede jeg , af den Sag var afgjort , men lidt efter , da jeg hævede Blikket , saae jeg med Forfærdelse , af de smaa Fyre vare sprungne over Gjærdet , og fore afsted over Kløver og Sæd ligeud , den Vei , der syntes dem nemmest . Det var ikke tænkeligt , jeg kunde standse dem , saa langt Forspring havde de . — Midt imellem dem og min Broder var der en dyb Grøvt ; da de pludselig standsede her , vare de allerede blevne saa ubetydelige for mine Øine , af jeg neppe kunde see dem . Det var som smaa raadvilde Insecter , der løb frem og tilbage og hverken vidste ud eller ind . Endelig , da de vare vedblevne saaledes nogen Tid , og jeg med Skræk saae dem gjøre et Forsøg paa af passere Grøvten , opdagede min Broder deres ubetydelige Skikkelser , steg af Hesten og løftede dem Een , efter Een , over . En Timestid efter , kom han ridende med dem . Fra den Tid holdt han af dem , fra den Tid voxede de sammen , og fra den Tid blev han glad . Rose har nu været død i elleve Aar . Vort Huus er for Tiden et rigtig lykkeligt Hjem . I de gode Aar har Fader taget al den Kraft tilbage , som han mistede i de sørgelige ; staar man ikke seer paa det hvide Haar , men paa det friste brune Ansigt , vil man finde , at Tiden snarere har gjort ham yngre end ældre . Hans Stemning og Udseende rette sig som sædvanligt efter Christians Stemning og Udseende . Nu sætter Christian sin Fod kraftigt ned mod Jorden , derfor gjør Fader det ogsaa ; nu er Christians Aasyn klart , derfor er Faders det ogsaa . Christian er egentlig Faders eneste . Kjærlighed . Han holder meget af Moder , meget af mig , og mere af Drengene , men alt Dette , paa en Vægtskaal , er ikke som fire Lod mod et Pund , naar man sammenligner det med hans Godhed for min Broder . Paa Moder har Sorgen efterladt meest Indtryk . Den trygge Forvisning om , at Rose dog , fra først til sidst , kun elskede ham , og at hun elsker ham endnu , har efterhaanden taget al Braad og jaget alle Skyggebilleder fra Christians Sjæl , men Moder kan ikke slippe Angeren over Fejlgrebet . Hun lader sig dog ikke kue ; det er ikke hendes Natur at lade sig kue ; naar hun salder paa den ene Side , vil man nok snart see hende reise sig paa den anden . Enhver har vist baade slemme og gode Minder ; taler Dette til hendes Skam , er der saameget Andet , der taler til hendes Roes ; det tænker hun saa paa og fornøier sig over . Hun nynner , Gud skee Lov , endnu som før , og er mild og glad ved sin Dont , men Børneopdragelsen tør hun ikke mere give sig af med ; i den Retning bøier hun sig dybt ind under Christians Villie . Forholdet mellem Moder og ham er det allerbedste ; jeg troer i sit Hjerte føler han stor Taknemmelighed imod hende , fordi hun viser denne Selvovervindelse ligeoverfor Drengene ; han veed hvad det koster hende , ikke at forkjcele dem . Naar jeg taler om Drengene , maa jeg sige , at Huset aldrig var blevet , hvad det er , uden dem , og at al vor Glæde — ikke alene Christians — slaaer Kreds om dem . Det er et velsignet Syn , — Fader standser sommetider med sit Havearbejde , smutter bag om Hyldetræet , og kigger ind , bare for at see det — naar Christian , med Drengene , een paa hver Side , — de slynge gjerne hver en Arm , saa langt den kan naae , om hans anseelige Skikkelse — sidder ved Skolebordet . Jeg troer , alt imedens han bibringer de videlhstne Drenge af sit Kundskabs-Forraad , undrer han sig selv over det Liv og den Kraft , der er kommet i alle de døde Ord , der paa saadan en møjsommelig , aandløs Maade bleve samlede sammen , og som han næsten troede for evigt begravne . Min Broder er nu altid hos os . Han har Overbestyrelsen af Haven , men Fader bestrider endnu Drivhuse , Drivkasser og kort sagt Alt , hvortil ufordres en kunstnerisk Behandling . Der er mere end Nok at gjøre for dem Begge . Haven er bleven meget større end før ; hvert Aar forøges den med et Stykke ; siden Jernbanen ( vi ere Alle enige i at holde af dens Piben ) er kommen , kunne vi faae Alting afsat til gode , høie Priser . Vi sidde for Tiden i jevn Velstand ; der er flet ikke Tale om , at vi ikke kunne gjøre det godt for vore Drenge . Moder har endnu sine Bier . I dette Øieblik seer jeg netop , hvor forfærdelig travlt de smaa Dyr have , og saadan arbeide de , Dag ud og Dag ind , baade de Hellig og de Søgne , aldrig mere for Urtekræmmeren , ganske alene for Moder . Jeg fortjener ved min Syning . Naar man fratager de Fiffigste , ( dem kan jeg ikke gjøre tilpas ) lade alle nette , tarvelige unge Piger deres Kjoler sye hos mig . Enhver af os fortjener Paa sin Maade . Da vi have Mere end til eget Forbrug , har Hver sin private Sparekassebog ; det er Altsammen til Drengene . Deres egen Fader er død , hans Familie har ikke spurgt til dem ; vi maae jo være Fader , Bedsteforældre og Tante , og erstatte dem alle øvrige Slægtninge . Hver Søndag gaae vi samlede fra Kirken til Roses Grav , der er en af de friskeste og deiligste paa Kirkegaarden . Midt paa den staaer ingen mørk Hængeask , for at skjule Døden , men en slank Cypres , der peger iveiret . Naar vi gaae tilbage gjennem den lyse , solbeskinnede Kirkegaard , Drengene foran , vi Ældre bagefter , føle vi ikke Sorg , men Fred og Glæde , og inderlig Taknemmelighed mod Vorherre for Moders velsignede Arv . |