texts/1871_AndersenMS_Viggo.txt

Som bekjendt er Vestkysten af den jydske 
Halvø bedækket af en langs med Vesterhavet 
løbende Sandstrækning , de saakaldte Klitter , 
hvilke strække sig mee ' r eller mindre , dog kun 
i det høieste en Miil ind i Landet . Klitterne 
bestaae as Flyvesand i Form as Bjærge , der 
enten ligge i Grupper eller Kjæder , hvilke sidste 
som oftest løbe parallele med hverandre og 
og staae lodrette paa Kysten . Flyvesandet er 
en uvelkommen Gave fra Havet ; i Flodtiden 
er det nemlig skyllet op paa Kysten formedelst 
den stærke Bølgegang , og i Ebbetiden er det 
blevet tilbage og af de stærke Vestenvinde ført 
ind over Halvøen . Imidlertid har man dæmpet 
denne Sandflugt ved Hjælp af flere Slags 
Sandplanter som Marehalm , Klittetag og 
Graariis ; disse Planter næres af den Fugtighed , 
Sandet indeholder , og deres lange Rødder 
tjene til at gjøre det ellers saa let bevægelige 
Sand fast . Denne Plantning staaer 
under offentligt Tilsyn og hvert Efteraar forsynes 
de nøgne Pletter med Tag , som tilføres 

fra de bedre beplantede Steder . Hvor Klitterne 
nu befinde sig , have engang været store 
Landsbyer ; disse ' Byer ere imidlertid af 
Flyvesandet drevne længere og længere 
ind i Landet , efterladende deres frugtbare 
Marfer , Søer og Moser til frit Spillerum for 
denne Havets vilde Gave . Sandbjærgene afvexle 
med Dale eller Sletter , hvilke i Reglen 
ere bevoxede med Lyng , Græs og Siv ; disse 
Sletter afgive Græsning til Klubbernes Kreaturer , 
navnlig Faarene , ligesom de ogsaa yde 
Overflødighed af Brændsel . 
Det er ef smukt Syn , naar man fra en af 
Sandbankerne en Sommerdag seer ud over en 
saadan Sandflette ; den sparsomme Vegetation 
af de smukke lyse Lyngblomster , det blege Græs 
og det grønne Siv frembyde dog en Afvexling , 
der fryder Øiet . Her seer man de voxne 
Kli ' tboer at arbeide med deres Hø- og Lyngleer , 
medens Grupper af Børn ere i Færd med 
at sanke Blaabær , som paa disse Sletter voxe 
i stor Mængde , og som de sælge til Landboerne ; 
her møder Øiet en stor Skare af forskjellige 
Fugle , som skrigende flyve frem og 
tilbage for at søge noget til Føden for sig 
selv eller deres Unger , som de udruge mellem 
Lyngen ; her er kortsagt ef Liv og en Travlhed , 
som man ikke skulde tiltroe disse øde 
Egne . 
Undertiden møder Øiet ogsaa menneskelige 
Boliger , hvilke fordetmeste ligge samlede i 
Byer , i Reglen opførte as Træ og saa nær 

ved Havet som mulig , da deres Indvaanere 
hovedsagelig ernære sig af Fiskeri . Vintertiden 
er den bedste Tid før Fiskeriet , thi paa denne 
Tid af Aaret ere Fiskene federe og bedre end om 
Sommeren , medens Havet da er forholdsviis 
roligere paa Grund af de hyppigere Østvinde . 
Fiskerne ere sædvanlig flere med een Baad . 
Om Morgenen før Daggry samles de paa 
Stranden ved deres Baad , som de , efterat de 
have betragtet Vind og Veir , flyde ned i Vandet ; 
derpaa knæle de ved Siden af den og 
bede til ham , der baade paa Land og Vand 
har deres Liv i sin Haand , dernæst et rask 
Tag i Baaden , og strax flyder den paa det 
vilde Hav , denne store og vaade Grav , som 
gjemmer saamange af deres Slægtninge og 
Venner i sin kolde Favn , og som hvert Øjeblik 
kan være rede til at lade dem dele Skjæbne 
med deres hedengangne . I Sandhed ! det er en 
møjsommelig og farlig Gjærning , hvortil disse 
Klitboer ere henviste . Havet er deres Forraadskammer , 
og de fleste , som ved egen Hjælp ville ernære 
sig selv og deres Familier , maae saavel i 
Regn og Slud som Frost og Kulde „ paa Havet “ , 
naar det bare er nogenlunde roligt . Naar 
man derfor fra et af de store Sandbjærge 
udenfor et Fiskerleje seer ud over Havfladen , 
kan man undertiden gjennem Seerøret tælle 
10—20 Baade fulde af Fiskere , som have 
travlt med enten at sætte deres Kroge , som de 
meest have bedet hjemme fra , eller de ere i Færd 
med at drage dem op for i Baaden at indsamle 

den Velsignelse , Vorherre har formaaet deres 
rige Nabo til at give dem . 
En anden om end noget uvissere Indtægtskilde , 
som Beboerne paa Vesfkysfen have , er 
Strandingerne . Som bekjendt er Jyllands 
Vestkyst et farligt Sted for de Søfarende , da 
der fra Skagen til Blaavandshuk ikke findes 
en eneste god Havn , medens der langs med 
Kysten strække sig 3 parallele Sandrevler , 
hvorimod Bølgerne idelig brydes . Fra Havstokken 
tiltager Grunden , som væsenlig bestaaer 
af Gruus og Sand , jævnt i Dybde udefter ; 
men denne jævne udgaaende Skraaning forstyrres 
af Revlerne , hvilke ere Sandforhøininger 
paa Havets Bund med dybt Vand 
imellem . Den ydersle af disse Revler har 
omtrent en Afstand af 400—450 Favne fra 
Havstokken , og Vandstanden paa denne er omtrent 
18 Fods Dybde . Den mellemste Revle , 
hvis Vandstand kan antages at være 12 Fods 
Dybde , ligger 120—180 Favne fra Strandbredden . 
Den inderste har 4—6 Fod Vand 
og ligger tæt udenfor Havstokken , undertiden 
løber den ogsaa heelt sammen med denne . 
Udenfor Revlerne har Havet strax en Dybde 
af 8 Favne Vand ; herfra staaer i vestlige 
Storme en voldsom Brænding ind imod Land , 
og Bølgerne brydes uophørlig mod Revlerne 
og Kysten . Skjøndt Sandet paa Revlerne er 
løst , er det dog for Skibe , som af Stormen 
kastes herind , haardt af støde paa , og for det 
meste knuses de i den stærke Brænding . Det 

er i Almindelighed paa den mellemste Revle , 
af Skibene støde , da Landet paa den yderste 
er saa dybt , af selv dybtgaaende Skibe i de 
fleste Tilfælde kunne gaae over ; derimod er 
det sjældent , af et Skib kommer over den mellemste 
Revle uden af sønderflaaes . 
Paa Grund af saadanne Kystforhold har 
mangen Sømand fundet sin Grav i de 
vrede Bølger , da Kystboerne med deres smaa 
Fiskerbaade , ikke ere istand til af kunne komme 
de Skibbrudne til Hjælp . De have ofte seet 
saadanne Ulykkelige fra det grundstødte Skib 
eller fra Master og Vragstumper af samme 
bedende af strække Hænderne ud mod Land , 
det velsignede Land , der var dem saa nær , 
men som de dog aldrig skulde naae ; de have 
hørt deres Raab om Hjælp , uden af være 
i Stand til af kunne bibringe dem en saadan , 
men har maattet nøiedes med af være tavse 
Tilskuere ved de frygtelige Sørgespil . 
Imidlertid har Regjeringen givet Kystboerne 
Midler i Hænde fil for det meste at kunne 
redde de Skibbrudne , ved paa Vestkysten af 
Jylland ligesom ogsaa paa Bornholm at anlægge 
Redningsstationer med passende Mellemrum 
og forsynede med de fil de Skibbrudnes 
Frelse nødvendige Apparater . Disse bestaae 
af et Raketkasteapparat og en Redningsbaad , 
der er indrettet saaledes , at den ikke 
kan synke i Vandet . Naar et Skib støder paa 
en af Revlerne , hentes saa snart som mulig 
Raketapparatet fra Stationen ; dette bestaaer 

af en Buk , der paa Stranden under en passende 
Vinkel stilles i Læ af det strandede Skib ; 
dernæst tages en Raket , i hvis Hylsters to 
Bøiler er indskudt en Stang , som er fastgjort 
fil Enden af en smal Line paa omtrent ' 500 
M . Længde ; denne Raket lægges paa Bukken , 
antændes og fører Linen ud over Skibet ; fil 
denne Line sastgjøres en 3 1/2 Tommers tyk 
Trosse , som Skibsmandskabet haler ud fil sig 
og fastgjør helst et Sted oppe paa Masten , 
for at Redningsstolen , som skal bevæge sig 
frem og tilbage paa den , kan holde sig fri as 
Bølgerne . Til denne Trosse er henimod den 
udadgaaende Ende fastgjort en anden , men 
som er kort , og til hvis fri Ende er føiet en 
Blok . Om denne Blok bevæger sig en Line , 
hvis to Ender besinde sig paa Stranden og 
der betjenes af det paa Land værende Mandflab ; 
endvidere er denne Line gjort fast til 
Redningsstolen , som ved Hjælp af en Kovse 
om Touget og ved Hjælp af Linen kan bevæge 
sig frem og tilbage over Brændingen , 
idet en Deel af det betjenende Mandskab paa 
Stranden ved at hale ind paa Trossen holder 
den saa meget som mulig i en lige Linie . 
Selve Stolen er kun indrettet for en Person 
ad Gangen , og den bestaaer af Ringe , der ere 
forbundne paa samme Maade som Hylderne 
i en Reol ; paa den nederste Ring er der anbragt 
et Brædt , hvorpaa den Skibbrudne 
hviler , medens han med Hænderne holder fast 
ved de Trosser , hvori selve Stolen hænger . 

Da Strandingerne paa Jyllands Vestkyst 
skee saa tæt ind under Land , vil det sees , at 
et saadant Apparat , som det her beskrevne , er 
godt slikket til at frelse de Skibbrudne ; men 
det vil fillige sees , at , hvis de Skibbrudnes 
Antal er stort , vil det paa denne Maade fage 
femmelig lang Tid at redde dem alle , eftersom 
Redningsstolen kun kan betjene een Mand ad 
Gangen , og Skibet vilde i de fleste Tilfælde 
sønderslaaes , inden dets Besætning er fuldkomment 
bjerget ; endvidere ville Raketapparaterne 
være ubrugbare , hvor Kystforholdene 
foraarsage Strandinger saa langt ude , af Raketten 
ikke kan naae det grundstødte Skib . 
For af afhjælpe dette Savn og for saavidt 
mulig af skaffe de Skibbrudne en sikker Hjælp , 
har man ved de fleste Stationer ved Siden 
af Raketapparaterne anskaffet Redningsbaade , 
hvilke ere indrettede saaledes , af de ikke kunne 
synke i Vandet , ligesom de paa Grund af deres 
stive Bygning heller ikke have let ved af kæntre 
i den stærke Søgang . Hvert enkelt af 
Mandskabet , som betjene Baaden , er forsynet 
med et Svømmebælte , medens Baaden udenpaa 
er forsynet med Stormliner , som Mandstabef 
kan holde sig fast ved , hvis Baaden 
skulde kæntre . Naar Baaden skal bruges , føres 
den fra Stationen paa en Undervogn 
trukken af 4—6 Heste , hen til Strandingsstedet , 
og da Færdselen , formedelst den løse Grund 
paa de fleste Steder er besværlig , har man 

ved Baadens Bygning lagt an paa af gjøre 
den saa let som mulig . 
Disse Apparater , som nu i omtrent 20 Aar 
have viist sig saa heldbringende ved Strandingerne , 
opbevares i egne dertil anbragte 
Skuur i Nærheden af Havet . Bestemmelserne 
for , hvorledes selve Apparaterne skulle være 
indrettede , hvorledes det Mandskab , der betjener 
dem , skal være indøvet , samt før det 
Vederlag , det skal have før Arbeidet ved 
Strandingerne , ere allesammen stadfæstede ved 
Lov . Ved hver Stafion er der ansat en Stationstilsynsmand , 
der har af lede de aarlige 
Øvelser med Apparaterne , ligesom han ogsaa 
aarlig til Overopsynet har af indgive Beretninger 
angaaende Apparaternes Virksomhed . 
Vi sagde , af Strandingerne vare en Indtægtskilde 
før Havboerne ; delte er dog ikke 
saaledes af forstaae , af denne Fortjeneste indvindes 
ved Redningsapparaternes Betjening , 
thi den Godtgjørelse , vedkommende faae før 
deres saa ofte livsfarlige Arbeide , hvilket de 
til deres Roes udføre med ef Mod og en 
Selvopofrelse , der søge deres Lige , er forholdsviis 
ringe , og det var af ønske , af disse Arbejdere 
maatte erlægges med en Betaling , 
der sfod i ef mere passende Forhold til deres 
møjsomme og farefulde Gjærning . En bedre 
Fortjeneste derimod erholdes ved af bjærge 
i Land af Skibsladningen , hvis denne ikke 
forinden gaaer i Havet , ligesom ogsaa ved af 
„ brække “ Skibet , naar delte er erklæret før af 

være Vrag . Ved saadanne Tilfælde affalde 
ogsaa mange Ting til Havboerne , som de 
siden sælge med god Fortjeneste til Landbefolkningen . 
Visf er det , at de Aar , der 
have været mange Strandinger , er der mere 
Liv og Velsfand blandt Havboerne , end naar 
det modsatte er Tilfældet . 
Med Hensyn til Dannelse og Oplysning 
staaer Befolkningen i Fiskerlejerne ved Vestkysten 
paa de fleste Steder en Deel tilbage 
for Landboerne , hvad der er en naturlig 
Følge af det eensomme Liv , de føre inde 
mellem Klitterne . Med deres Gjerning ere 
de henviste til Havet paa de fleste Steder , og 
de have i Reglen kun liden Omgang med 
Landbefolkningen . Derimod medfører deres 
Gjærning et stærkt Helbred og en kraftig og 
veludviklet Legemsbygning , og de fleste af dem 
opnaae en temmelig høi Alder , hvorfor man 
paa disse Steder finder langt flere gamle 
Folk end blandt Landboerne . Imidlertid vilde 
disses Antal vel endnu være større , hvis ikke 
Drikfældigheden havde sneget sig ind hermed 
sine Ødelæggelser . At Drikfældighed er en 
almindelig Last blandt Fiskerne , forklares let 
ved deres Gjærning paa Havet , hvor de som 
oftest maae taale megen Kulde , som de i Almindelighed 
søge at dæmpe ved stærke Drikke . 
Af Naturen ere Havboerne endvidere tilbøjelige 
til Tyveri ; det skal dog ikke forstaaes 
saaledes , at de bryde ind og stjæle , hvadsomhelst 
de trænge til , men det er derimod ved 

Havet , de udøve deres Tyveri ; det er nemlig 
sjældent , af de , naar de paa Stranden see 
noget ilanddrevet Gods , kunne bare sig forat 
tage det hjem og holde det hemmelig , idet de 
have den daarlige Mening , af alt saadant tilhører 
den første den bedste ; dette kalde de af 
„ bjærge “ , og de have ondt ved af forstaae , 
af enhver , der over denne Gjerning , er en 
Tyv . 
Det var iblandt saadanne Mennesker , af 
Viggo , hvis Historie i det følgende skal fortælles , 
var fød og tilbragte de første ti Aar 
af sit Liv . Midt i Byen S— ved Vesterhavet 
ligger et Huus , der adskiller sig fra de fleste 
andre Bygninger i Byen derved , af det er 
opført af brændte Steen , har forholdsviis 
høie Vinduer og hvidtkalkede Vægge ; men 
Manden , som har ladet Huset bygge , var 
imidlertid ingen indfødt Havbo , thi han var 
i sin Tid kommen fra en af de nærmeste Byer 
oppe i Landet og havde faget Bolig her som 
Omgangsskolelærer for Fiskerlejets Børn . 
Hans Fader eiede en god Gaard hjemme i 
hans Fødeby , og da der ikke var andre Børn 
end Jørgen og en Søster , var det fra først 
af Bestemmelsen , af Jørgen skulde have Gaarden 
hjemme , medens Søsteren var tillavet en 
Arv paa 100 Rdlr . , som Faderen havde indestaaende 
i en Gaard ved Siden af . Men da 
Sønnen gik hen og fæstede sig en fattig Tjenestepige 
til Brud mod Faderens Villie , og 
da han ikke vilde afsfaae hende for af gifte 

sig med en anden , som Faderen havde udseet 
til ham , blev denne saa vred , af han tilskjødede 
Datteren Gaarden og gjorde Sønnen 
arveløs , medens han lod ham forstaae , af 
han ulydig og gjenstridig som han var , for 
Eftertiden kunde skjøtte sig selv , og af han 
ikke mere vilde see ham for sine Øine . 
Udenfor Jørgens Fødeby , men i samme 
Sogn ligger Gaarden T— . Den har i forrige 
Tider været en stor Herregaard , og der 
har tilhørt den et Areal af flere hundrede 
Tønder Land , af hvilke nu næppe 70 Tønder 
ere tilbage som Agerland ; Resten er overføget 
med Sand eller bevoxet med Lyng . Flyvesandet 
er saaledes Skyld i , af Gaardens Eier , 
Hr . Povlsen , egenlig ikke er Herremand , medens 
det dog har været saa artigt af skaane 
netop saameget af hans Eiendom , af han til 
Nød kan kaldes Proprietair og hans Kone 
Frue . Da vi imidlertid i det følgende af og 
til komme i Berøring med denne Familie , 
ville vi nævne Hr . Povlsen for Herremand , 
eftersom han selv holder meget af at blive 
kaldt saaledes , og saa kunne vi desuden med 
større Grund kalde hans Kone Frue , hvilken 
Benævnelse hun for enhver Priis vil have . 
Hr . Povlsen er fød paa Gaarden og har 
faaet den i Arv efter sin Fader . Han er 
en høi og svær bygget Mand men med ligegyldige 
og intetsigende Ansigtstræk , der vidne 
om , at han ikke er vant til at tage sig Verden 
for nær . Sin Gaards Drift skjænker han ikke 

synderlig Opmærksomhed , og Indtægterne indvindes 
meest ved Salg af Ildebrændsel , hvoraf 
Heden og Klitten afgive en stor Mængde . 
Derimod har han større Lyst til enten at sidde 
hjemme i Sophaen og ryge sin Pibe eller 
ogsaa at fare omkring i Landet uden egenlig 
at have noget andet Ærinde end at faae Tiden 
slaaet ihjel . Fruen , hvis Navn forresten 
er Karen , og som er en Bondedatter fra Nabosognef , 
er omtrent et Sidestykke til hendes 
Mand ; hun kan slet ikke lide at have nogen 
Omgang med de udannede Bønder , som hun , 
Fru Poulsen , i sine egne Tanker er høit ophøjet 
over ikke alene ved sin Stilling som 
Borgfrue , men ogsaa ved sin overlegne Aandsdannelse ; 
imidlertid er det hendes Mening , af 
det er alt andet end fornemt af udrette noget 
i sit Huus , hvorfor hun enten sidder hjemme 
med Hænderne i Skjødet eller ogsaa lader 
spænde for sin Vogn for af kjøre hen og besøge 
Præstens , de eneste , hun i Reglen kan 
være bekjendt af have nogen Omgang med . 
Hendes Fader var i sin Tid Sognefoged i 
Nabosognet ; han var en af de saakaldfe kalkunske 
Bønder , dertil havde han Penge som 
Græs , og da han kunde give sine Børn en 
stor Arv , havde Herremanden kastet sine Øine 
paa hende og giftet sig ikke med hende men 
med hendes Penge . Hun havde født sin 
Mand to Døtre , som begge havde arvet baade 
Faderens Dyder og Moderens skjønne Egenskaber . 


Jørgens Fader havde en Gang tjent paa 
Herregaarden , det var under Hr . Povlsens 
Fader , og da han havde været særdeles dygtig 
og tro i sin Tjeneste , havde han , ogsaa 
siden han var bleven gift og bosat , blevet ved 
af holde et Slags Forbindelse ved Lige med 
Herregaarden , og han havde nydt mange Goder 
derfra , endog siden Hr . Povlsen var kommen 
til Styret . Da Jørgen nu var udjagen 
af Fædrenehjemmet og ingen Steder havde 
af være , rettede han sin Gang mod Herregaarden , 
for der foreløbig af finde et Slags 
Tilholdssted , indtil der kunde aabne sig en 
Vei for ham , og han kunde komme ind i en 
selvstændig Virksomhed . 
Jørgen var den Gang i en Alder af tyve 
Aar . Han var spinkel af Legemsbygning men 
havde et filtalende ydre og godhedsfulde Ansigtsfræk ; 
derhos besad han en sjælden god 
Forstand og var i Stand til med Lethed af 
kunne sætte sig ind i mange Ting . Han havde 
meget gøde Skolekundskaber , og efter sin Konfirmation 
havde han udvidet disse ved Læsning 
af gøde og nyttige Bøger ; især havde 
han ved egen Hjælp drevet det temmelig vidt 
i Regning og skrivning , hvilke Fag han havde 
sær Forkærlighed for , og til hvis Indøvelse 
han anvendte en stor Deel af sine Fritimer . 
Undertiden knnrrede Faderen vel og meente , 
af han nok kunde tage sig noget nyttigere for , 
og de andre unge Karle i Byen spoltede ham 
og spurgte , hvad Gavn han havde af alt dette 

Arbeide , da han jo dog hverken skulde være 
Præsf eller Degn . Disse Spottetaler afviste 
han imidlertid gjerne med den Bemærkning , 
af det var nyttigt for enhver Mand , til hvilken 
Gjerning i Livet , han endog var henviist , at 
have læst noget og at det vist baade vilde 
være godt og glædeligt , om Bonden i Almindelighed 
var i Besiddelse af nok saa gode 
Kundskaber , end det nu var Tilfældet . I hvert 
Fald vidste han , at det dog altid var bedre 
at beskjæftige sig med saadanne Ting end at 
ligge og sove paa Bænkene eller at løbe omkring 
i Byen , som saa mange have for Skik , 
enten for at føre Sladder eller at drive et 
letfærdigt Væsen . Imidlertid kom disse Kundskaber 
ham nu især tilgode , da han var udjagen 
fra sit Hjem ; fhi da der i ovennævnte 
Fiskerleje var Trang fil en Lærer , fik Herremanden 
udvirket , at han efter at have bestaaet 
et Slags Examen hos Sognepræsten blev 
ansat her som Omgangsskolelærer . I Førstningen 
saae Befolkningen noget skjævt fil 
„ Landboen “ , der , som de sagde , var dem paatvungen 
af Præsten , men det varede ikke 
længe , inden saavel han som hans unge Kone 
ved deres blide og ligefremme Væsen bleve 
alles Yndlinger . 
Imidlertid voxede Familien , og efter ti Aars 
Ægteskab havde Jørgens Kone skjænket ham 
syv Børn . Da Lærerlønnen kun var lille , 
var denne ikke tilstrækkelig fil saamanges Underhold , 
hvorfor Jørgen ved Siden af sin 

Skolegjærning allerede i lang Tid havde 
maattet tage sin Tilflugt fil andet Arbeide for 
af fortjene Føden fil de mange Munde . Han 
bandt saaledes Fiskergarn for Fiskerne , roede 
ogsaa undertiden med dem ud af fiske , ved 
hvilke Leilgheder han ogsaa fik sin Andeel af 
Fangsten . 
Hans Helbred havde imidlertid altid været 
svagt , og hvad der længe havde været af forudsee , 
indtraf snart , han kastedes paa Sygelejel , 
og Lægen opgav alt Haab om hans Liv . 
Det var ikke blot i Familien , af dette voldte 
stor Sorg ; enhver , der kjendte Jørgen , tog 
inderlig Deel i Familiens Sorg og havde 
ondt af , af den stræbsomme og venlige Mand 
skulde saa tidlig gaae bort , og alle vilde 
være hos ham og pleie ham fil det sidste . 
Lille Viggo var aldeles ikke fil af trøste ; 
han kunde ikke afsee Fader et eneste Øieblik , 
han stod bestandig udenfor Sengen med Øinene 
fæstede paa den kjære syge , medens han slet 
ikke kunde lade være af skjænde paa den slemme 
Dokter , der vilde tage Livet af hans elskede 
Fader med alt det , han kom med fil ham . 
En Dag , som han stod ved Faderens Leie 
med dennes ene Haand i begge sine , sagde 
han : „ Det passer vist slet ikke , hvad Dokteren 
siger , af Du ikke kan blive rask mere ; thi den 
kjære Gud , om hvem Du har fortalt os saameget , 
og som er saa god og kjærlig imod 
os , kan ganske bestemt ikke nænne af gjøre os 

den store Sorg af fage Dig bort fra os og 
fra Moder . “ 
„ Kjære Barn ! “ svarede Faderen , „ Du veed 
jo nok , af Guds Veie ikke ere vore Veie , og 
af hans Tanker ikke ere vore Tanker ; hvad 
han gjør , er altid vel gjort , og hans Villie 
er altid den bedste , thi den er , af vi alle skulle 
komme til ham og blive salige . Men det forholder 
sig med os Mennesker som med de smaa 
Børn , vi ville helst raade os selv , vi ville 
gaae efter vore egne Tanker og følge vore 
egne Veie , fordi vi synes , af de ere de behageligste 
og letteste af gaae paa ; derfor tager 
den kjcere Gud undertiden lidt haardt paa os 
for af drage os bort fra det , der er os kjærest 
her i Verden , af vi med vort hele Hjærte 
kunne være hos ham og ret fornemme , hvor 
god han er . Naar han nu vil , af jeg skal 
forlade eder , saa er det jo flet ikke for at 
gjøre enten mig eller eder Fortræd , men fordi 
det er saaledes bedsf for os Allesammen . Vi 
skulle derfor ikke sørge og klage men være 
glade ved , at han ogsaa er saa naadig , at 
han vil lade sin Villie skee med os , og vi sknlle 
takke ham meget derfor , selv naar han bøier 
os allerdybest , thi Du veed jo nok , at vi 
sknlle sige ham , vor kjære Gud og Fader , Tak 
for alle Ting i Vorherres Jesu Navn , sige 
ham Tak endog for det , der synes at gjøre os 
allermeest ondt “ . 
„ Ja , naar Du nu er gaaet op til Vorherre , 
kjære Fader ! saa faaer Du det jo nok saa 

godt hos ham , for Du har altid været saa 
rar og god , men saa have vi jo ingen Fader 
mere , og hvem skal saa sørge for os og for 
Moder og give os Føde og Klæder ? “ 
„ Den kjære Gud skal selv sørge for eder ; 
thi han kalder jo sig selv de faderløses Fader 
og Enkers Forsørger ; han vil aldrig lade dem 
lide Nød , der ret kunne have Tillid til ham . 
Han skal derfor , naar I ikke have mig mere , 
sørge for eder allesammen , naar I blot blive 
ved med af holde allermeest af ham og bede 
flittig til ham . Nu maa Du ikke græde , kjære 
Viggo , thi saa gjør Du mig forknyt ; jeg gaaer 
jo hen til Vorherre og hen til ham skulle jo 
baade Du og Dine smaa Sødskende og Moder 
ogsaa en Gang komme , naar I blot ville 
blive ved af være gode Venner med ham alle 
Tider ; hos ham skulle vi samles for aldrig 
mere af adskilles ; og naar jeg nu er død , saa 
skal Du hjælpe Moder , alt hvad Du kan , 
baade med af arbeide og med af bede , og hver 
Gang Du seer , af hun er forknyt , fordi hun 
savner mig , saa skal Du minde hende om disse 
Ord af den faalmodige Job , som Du jo holder 
saameget af : Herren gav , Herren tog , 
Herrens Navn være lovet ! “ 
Disse Ord havde udtømt hans sidste Kræfter , 
og han mærkede nu , af hans Lidelser snart 
vare forbi . Han kaldte sin Kone hen til sig , 
fæstede sine brustne Blik paa hende og sagde : 
„ Kjære himmelske Fader ! antag du dig disse 
kjære og vær min Sjæl naadig for Jesu Skyld ! “ 

Med disse Ord bøiede han sit Hoved ned 
mod sin Kone og sov ind . Viggo græd og kaldte 
paa den kjære hensovede med de ømmeste Navne 
for om mulig al kalde ham til Live igjen ; men 
Moderen greb den Haand , som Viggo havde 
sluppet , foldede sine Hænder om denne , og medens 
Taarerne randt ned over hendes Kinder , 
sukkede hun : „ Herren gav , Herren tog , Herrens 
Navn være lovet ! “ 
Ligesom lille Viggo bestandig stod ved sin 
Faders Dødsleje , saaledes veg han nu næsten 
aldrig fra hans Lig , men stod og betragtede 
den kjære døde , ligesom om han ret vilde indprænte 
sig de kjære Ansigtstræk for aldrig al 
glemme dem . „ Ja , kjære Fader ! “ sagde han , 
„ Du havde Ret , da Du sagde , al naar Gud 
vil have os til al elske sig , saa fører han os 
ind i Sorg og Nød ; jeg synes aldrig , al jeg 
har holdt saameget af den kjære Gud som just 
nu , og jeg kan fornemme , al naar han revser 
mig , gjør han det ene af sin store Kjærlighed . 
Jeg har ikke rigtig kunnet forstaae det før , 
men nu mærker jeg , “ al det er sandt , hvad der 
staaer i de smukke Vers , som Du saa tidt læste , 
mens Du var syg ; nu vil jeg synge dem før 
Dig , og Du vil vist glæde Dig derover oppe 
i din deilige Himmel “ hos den kjære Gud . “ 
Og den lille Dreng stod ved sin Faders Lig 
og sang : 
Naar Modgangs Taage om mig ruger , 
Og Torne saare vil min Fod , 

Naar Trængslens kolde Arm mig knuger 
Og ængster mig til Hjærterod , — 
Da gjor det ondt , skjøndt godt jeg veed , 
Det er Guds Faderkjærlighed . 
Guds Kjærlighed , som vil mig drage 
Op over Verdens lave Lyst , 
Mig lære alt før at forsage 
For ret at smage Naadens Trøst 
Og dele Jesu Herlighed — 
Det er Guds Faderkjærlighed . 
Saa tidt jeg døier Savn og Møie , 
Mig Jorden brænder under Fod , 
At Himmeriges lyse Høie 
Jeg ret kan stræbe op imod . 
Hvor der er evig Fryd og Fred 
Ved Guds , min Faders Kjærlighed . 
Ja , Gud min eviggode Fader , 
Mit Skjold og megen store Løn ! 
Du aldrig dine Børn forlader , 
Men favner dem i Lys og Løn ; 
Tidt er dit Favntag haardt , dog veed 
Jeg , det er idel Kjærlighed . 
Saa før mig , som dig mon behage ; 
Lad Torne saare Foden her , 
Det leder til , at jeg skal smage , 
Hvor eiegod min Fader er . 
Før mig hvorhen Du vil , jeg veed , 
Din Vei er idel Kjærlighed . 

Da Jørgens Støv var stædet til Hvile , og 
de første Udbrud af Sorgen havde lagt sig , 
begyndtes der at tænke paa den hjælpeløse 
Families Fremtid . De to mindste Børn beholdt 
Moderen hos sig , medens de øvrige bleve 
satte ud til Slægtninge og Venner . Jørgens 
Fader , som for længe siden havde tilgivet sin 
Søn , tog et af dennes Børn , og da Viggo 
var saa gammel , at han kunde begynde at 
arbeide for sin Føde , tog Herremanden ham 
og lovede at give ham Føde og Klæder mod , 
at han i den Tid , han var fri for Skolen , 
skulde vogte Faarene i Klitten . 
Ved denne Tid var Viggo omtrent fi Aar , 
lille af Alder og af et bly og undseeligt Væsen . 
Dette Barn var nu paa een Gang fra 
det stille Fædrenehjem , hvor det af fromme 
Forældre hidtil var opdraget i Tugt og Herrens 
Formaning , kastet ud i den Verden , derer 
saa fuld af Synd og Ondskab , og hvoraf 
der ikke findes mindst paa saadanne Steder , 
hvor der mellem Herskab og Tjenerskab er et 
svælgende Dyb befæstet , idet Tjenestefolkene , 
som det jo er Skik eller rettere Uskik , paa 
større Gaarde ere i deres Fritid aldeles overladte 
til sig selv , medens Herskabet forskandser 
sig indenfor lukkede Døre og tilskoddede Vinduer , 
ret som de frygtede , at deres Helligdomme 
skulde besmittes ved „ Folkenes “ Nærværelse . 
Viggos ny Hjem var et af de værste 
Steder i denne Henseende ; thi som før er bemærkæt 
tog dets Eier sig ikke synderlig af 

Folkene ved Arbeidet og altsaa endnu mindre 
i deres ledige Timer , i hvilke de vare aldeles 
uden Opsigt , og som de kunde skalte og 
valte med efter eget Behag . Paa Grund heraf 
var Herregaarden efterhaanden bleven et Valfarfssted 
for den udsvævende Deel af Byens 
Ungdom , og i dens Folkestue kunde man blive 
Vidne til den skammelige Raahed , som desværre 
en stor Deel af vor Ungdom er nedsunken 
i , idet nogle nemlig sade der og svirede 
og spillede Kort til langt ud paa Natten , 
medens andre enten førte løsagtig Tale og 
sang utugtige Viser eller bedrev Uteerlighed 
med Kvinderne . Under saadanne Forhold 
skulde det vise sig , om den gode Plantning , 
som i Hjemmet var nedlagt i vor lille Vens 
Sjæl , skulde visne og døe , eller om den trods 
Uveiret , skulde udfolde sig rigere og skjønnere 
og staae som et deiligt Træ midt i Ørkenen for 
med sin Duft af virke forædlende , paa dem , 
som kom i dens Nærhed . 
Det var ikke med Moderens Villie , af Viggo 
var kommen paa dette Sted ; men Nød bryder 
alle Love . Det var hende nemlig umulig selv 
af opholde ham hjemme , og da der for Øieblikket 
ikke kunde aabne sig nogen anden Plads 
for ham , gav hun skjøndt ugjærne efter for 
Herremandens flere Gange gjentagne Begjæringer 
om af tage ham . Imidlertid havde 
hun et godt Haab til Vorherre og troede , af 
han nok vilde bevare hendes kjære Viggo ; og 
da han i enhver Henseende var Faderens udtrykte 

Billede og ligesom denne i høi Grad 
havde Lyst til af læse , meente hun , af denne 
hans Forkjærlighed for Bogen vilde bidrage 
sit til af holde ham ubesmittet af det onde . 
I Arbeidstiden var han sjælden sammen 
med Tjenestefolkene , eftersom han da enten 
var i Skolen eller med Faarene i Klitten . 
Naar han vogtede Faarene , læste han i de 
Bøger af sin Faders , som han havde medbragt 
hjemmefra , ligesom han ogsaa her læste 
sine Lectier til Skolen ; i Førstningen turde 
han ikke lade sig see med Bøger i Folkenes 
Nærhed , da han var bange for , at de vilde 
spotte ham derfor ; men da Vinteren kom , 
blev han nødt fil at læse om Aftenen i 
Folkestuen . 
At der blev gjort Forsøg paa at bibringe 
Viggo noget af det Uvæsen , som øvedes blandt 
Tjenestefolkene paa Herregaarden , følger af 
sig selv . Hertil var ingen bedre stikket end 
Jens Røgter , en forfalden Person mellem de 
fyrgetyve og halvtreds ; han gik altid lurvet 
klædt , og hans blaa Næse vidnede noksom om , 
at han ikke svigtede et godt Lag , hvor det kom 
an paa at tømme Brændeviinsflasken , ligesom 
han ogsaa var den fremmeligste fil at bande 
og fil at snyde i Kortspil . De fleste af Gaardens 
Folk havde han meer eller mindre bibragt 
disse skjønne Egenskaber ; den eneste , hvorpaa 
alle hans Forsøg strandede , var Viggo , uagtet 
han opbød alle sine Kræfter , navnlig for at 
lære ham at bande . 

„ Du bliver aldrig nogen Karl ! “ sagde han 
en Aften fil Viggo , medens de andre Karle 
fniste , „ Du bliver aldrig nogen rigtig Karl , 
saalænge Du hverken kan tage din Dram eller 
sætte en ordenlig Trumf paa . “ 
„ Ja , men det er Synd at bande , svarede 
Viggo undseelig . 
„ Jeg troer , Satan plager dig , Dreng ! kalder 
Du det Synd af flide Djævelen ? “ 
„ Fader sagde altid , af Vorherre ikke kan 
lide den , der tager Djævelens Navn i sin 
Mund . “ 
„ Vorherre ! Ja , jeg troer nu hverken , af 
der er nogen Gud eller Djævel , og for Resten 
mener jeg da ikke noget ondt med det , naar 
jeg bander “ , svarede Røgteren , idet den spottende 
Mine begyndte af forlade ham ; » det 
er nu saadan en Vane , jeg er kommen i med , 
og som jeg ikke tænker noget ved . “ 
„ Hvad Hjærtet er fuldt af , løber Munden 
over med “ , svarede Viggo , som nu var bleven 
mere frimodig ; „ det er det samme , som jeg 
har læst i Faders ny Testamente , hvor der 
staaer , af af Hjærtets Overflødighed taler Munden ; 
og lige saa vist som det er , af Vorherre 
er til , lige saa vist er det ogsaa , hvad Fader 
saa ofte sagde , af ethvert Menneske , i hvis 
Hjærte han ikke faaer Lov til af leve , kan 
aldrig blive rigtig lykkelig her paa Jorden , 
langt mindre salig , naar han er død . “ 
„ Fandenselv kan ikke snakke med saadant noget 
Pak ! “ brummede Røgteren ; „ ja jeg veed 

nok , af din Fader var hellig , og det lader til , 
af Du slægter ham godt paa med Hensyn til 
Hængehovedriet . Hvem i hede Helvede mener 
af blive salig , naar han er død , den Mening 
lader jeg Præsten beholde ; min Mening er , 
-af naar jeg døer , gaaer det mig som alle andre 
Kreaturer ; det er nu min Religion . “ Med 
disse Ord vendte han sig bort fra Viggo og 
begyndte af blande Kortene , som laae paa 
Bordet . 
Imidlertid havde Viggo faaet mere Mod , 
og han var nu ikke længere bange for af sidde 
i Folkestuen og læse sine Lektier , ligesom han 
ogsaa , uagtet Jens Røgters Spot , af og til 
lod see en og anden af de Bøger , som han 
havde faaet efter sin Fader ; under Ordskiftet 
med Røgteren , havde han , uagtet denne beholdt 
det sidste Ord , ligesom faaet en Fornemmelse 
af , af naar Sandhed og Løgn gaae i 
Kamp med hinanden , har Løgnen tabt ; det 
var bleven ham bevidst , naar en gjør noget 
godt , behøver han ikke af skamme sig derved 
eller skjule sig dermed i Krogene . Iøvrigt 
var der mange af Gaardens Folk , som begyndte 
af fatte Godhed for den opvakte Dreng , 
og flere af dem , som i Begyndelsen havde moret 
sig kostelig , naar Røgteren gjorde Nar ad 
ham , begyndte nu af tage ham i Forsvar mod 
dennes Drillerier , medens de efterhaanden fik 
større Lyst fil af høre ham læse og synge 
for dem om Aftenen end fil af spille Kort og 
svire med Røgteren og andre , som kom i dette 

Ærinde . Inden den halve Vinter var fil 
Ende , var al Svireri og Kortspil forsvundne 
af Folkestuen for Fortællinger og Sange . 
Siden vi sidst omtalte Herskabet , er det 
blevet forøget med en tredie Datter ved Navn 
Christine . Medens de to ældste , som før er 
fortalt , havde arvet alle Forældrenes høie 
Dyder , tegnede det fil , af Christine aldeles 
var bleven arveløs i denne Henseende . Til 
Gjengjæld var hun bleven i Besiddelse af et 
aabent Øie for alt , hvad der er stort og ædelt , 
og naar dette naturlige gode hos hende kunde 
blive udviklet i en rigtig Retning , vilde det 
være af forudses , af hun kunde blive et tro 
Billede paa en ægte Dannekvinde . Medens 
hendes ældre Søstre meente , af det var langt 
under deres Værdighed af omgaaes Tjenestefolkene 
og have nogen Fortrolighed med dem , 
var det Christines største Fryd , naar hun 
kunde være hos dem og see , hvorledes Drengene 
tumlede med Kalvene paa Vangen eller 
Faarene i Heden . Hun var derfor ogsaa tilsidesat 
af Moderen og Søstrene , der lods hende 
høre , at hun aldrig blev andet end en Bondeklods . 
Men var hun udskudt af Familien , 
var hun des mere yndet af Folkene , især af 
Viggo ; disse to kunde alfid saa godt sammen ; 
deres Alder var omtrent eens ; deres Sang 
gik i samme Retning ; de havde saameget tilfælleds , 
og Viggo forstod paa den ham egne 
Maade at anslaae de Strænge i den lille Piges 
Sjæl , der ret kunde finde Gjenklang i hans 

egen . Disse to bleve snart udadskillige . Hele 
Timer i Rad kunde man see dem gaae sammen 
ved Faarene i Heden udenfor Gaarden , 
medens Viggo sang sine Viser for hende , fortalte 
hende sine Historier , falede om sin kjære 
Fader og om sit Hjem , om den store Sandbanke 
udenfor Huset , hvor han saa mangen 
Gang havde leget med sin Søster , og hvor 
de havde bygget Huse af Sand , i hvilke han 
var Mand og hun Kone ; og ved alle hans 
Fortællinger straalede Christines Øine af Fryd . 
En Dag . som hun efter Sædvane kom ud 
til Viggo , forekom det hende , at han var bedrøvet . 
„ Hvad feiler Du , kjære Viggo ? “ 
spurgte hun , „ har Du maaskee længtes efter 
mig ? Nu vil jeg hjælpe Dig at bygge Huse 
her i Heden , og da Du ikke har din Søster 
her , vil jeg være din Kone i dem ; der ville 
vi saa sidde sammen , mens Du synger og 
fortæller Historier ; men saa maa Du ikke 
være bedrøvet . “ 
„ Jeg er heller ikke bedrøvet “ , svarde Viggo , 
„ men i Dag er det et Aar siden Fader døde , 
og saa kom jeg til at tænke saameget paa 
ham , og jeg kunde da ikke lade være at græde “ . 
„ Ja , nu skal Du ikke græde over , at din 
Fader er død , thi han sagde jo , at Du , naar 
Du var rar og god , ogsaa en Gang skulde 
komme op til ham hos Vorherre ; jeg vil ogsaa 
stræbe at være rigtig gode Venner med 
Vorherre , at jeg kan være hos dig og din 
Fader oppe i den deilige Himmel altid ; men 

kom nu og hjælp mig at bygge et Huus her 
paa denne Bakke , her fra kunne vi ses 
ud over hele Heden , og her ville vi saa 
sidde og see , de smaa Lam hoppe omkring i 
Lyngen , og høre , Lærkerne synge . “ 
Da Huset var færdigt , og de havde sat 
sig paa den lille Bænk oppe paa Høien , sagde 
Christine : „ Naar Du en Gang bliver stor 
og ikke længere skal vogte Faar eller gaae i 
Skole , stal Du saa hjem til din Moder igjen 
og fiske ude paa det store Hav ligesom de andre 
voxne Folk der ude i din Fødeby ? “ 
„ Nei “ , svarede Viggo , „ jeg vilde rigtignok 
helst være hjemme hos Moder , for hende holder 
jeg meest af , men jeg er ked af at være 
Fisker paa det vrede Hav ; naar jeg bliver 
stor , vil jeg være Skolemester ligesom Fader . “ 
„ Ja , men Moder siger , at det er saa simpelt 
at være Skolemester ; Du kan vist heller 
ikke styre saadanne slemme Drenge som dem , 
Du taler om her i Skolen , der rækker Tungen 
ud ad Degnen og gjør Nar ad ham , naar 
han vender sig fra dem . “ 
„ Jo , det kan jeg nok , for jeg vil bede Vorherre 
om , at han vil hjælpe mig dermed . 
Jeg vil heller ikke slaae de uartige Børn saameget , 
som Degnen gjør her . Fader sagde , 
at der var noget i ethvert Barn , som hedder 
Æresfølelse , og som kan slaaes ihjel med 
Tamp og Riis . Denne Æresfølelse , sagde 
han , bør Læreren stræbe af opelske hos Børnene , 
hvilket bedst kan skee , naar man i Stedet 

for af blive vred paa dem med Alvor og 
Kjæerlighed forestiller dem , hvor slet deres Opførsel 
er ; hvormeget de synde imod sig selv 
ved paa saa skammelig en Maade af spilde 
den Tid , hvori de skulle lære noget for af de , 
naar de blive ældre , kunne blive agtede og 
nyttige i Verden , og en Gang , naar de døe , 
salige i Himlen ; hvormeget de synde imod 
deres kjære Forældre , hvis Omhu og store 
Kjærlighed er spildt paa saadanne slemme 
Børn , der ved en slet Opførsel ikke gjøre dem 
andet end Sorg ; hvormeget de synde imod 
deres Lærer , der hver Dag fra Morgen til 
Aften slider sine Kræfter alene for deres 
Skyld , og som er bedrøvet , hver Gang han 
seer , af Børnene ikke blot ere uagtsomme og 
dovne , men endog ere saa slette , af de lønne 
hans Stræben med lige frem af drille ham , 
og endelig hvormeget de synde imod den kjære 
Gud , der ogsaa har skabt dem og forsørger 
dem og har ladet sig pine fil Døden ogsaa 
for deres Skyld , men som nu sidder oppe i 
Himlen og græder for saadanne slemme Børn , 
fordi af alt , hvad han har gjort og endnu 
gjør for deres Skyld , er fil ingen Nytte . 
Saaledes gjorde Fader altid , og saaledes vil 
jeg ogsaa gjøre ; derved komme de slemme 
Børn fil af skamme sig og blive bedre . Og 
saa vil jeg fortælle dem Hisforier og synge 
Psalmer og Sange for dem ; derved ville de 
blive glade ved mig , fordi de ere glade ved 
det , jeg fortæller for dem ; og ikke blot blive 

glade ved mig , men ogsaa ved den kjære 
Gud og alt det skjønne , som han har givet et 
Menneske af glæde sig ved her paa Jorden . “ 
„ O , hvor det dog vilde blive langt skjønnere 
af gaae i Skole fil Dig end fil den gamle 
Jomfru Petersen , som aldrig gjør os glade , 
men bestandig piner os med Hug og lange 
Lektier ; hun fortæller os aldrig noget morsomt , 
og vi maa aldrig synge ; det er saa 
kedeligt . Hvorlænge kan det vare , inden Du 
kan blive Skolemester ? “ vedblev Christine , 
„ Troer Du , af jeg kan faae Lov fil af gaae 
i Skole hos Dig , saa kunde jeg da tidt faae 
den deilige Sang at høre , som Du synger 
saa tidt , og , som Du siger , passer saa godt 
paa Dig selv ? Prøv en Gang , hvorledes 
den kan lyde fra denne Bakke “ . Og Viggo 
sang : 
Hvor Vesterhavet skyller 
Sin Bølge op paa Strand 
Og skjærer dybe Furer 
I det sneehvide Sand ; 
Hvor Bølgerne vemodig 
Kysse Sandbankens Fod , 
Der bag de hvide Bakker 
Min Barndoms Vugge stod . 
Der var jeg tryg og rolig 
Udi min Moders Arm ; 
Og Sorgen var mig fremmed 
Ved hendes hulde Barm . 

Jeg kjendte ei til andet 
End Smiil og glade Hop ; 
Jeg red paa Knæ hos Fader 
Til Mølle i Galop . 
Der voxed jeg fortrolig 
Med Havbølgens Larm ; 
Der svandt min Barndom stille 
Hen uden Savn og Harm ; 
Der leged jeg med Blomsten 
Ved Sandbankens Fod , 
Mens Lærken sang , og Storken 
Paa Tagets Rygning stod . 
Der jeg saa tidt fra Bakken 
Udover Havet saae , 
Naar Maanens Glans afspeiled 
Sig i det klare blaa ; 
Der saae jeg , Solen stige 
I Østen purpurrød , 
Og sig om Aftnen sænke 
I Havets vaade Skjød . 
Jeg mindes vel min Tue , 
Hvor tidt jeg sad og sang 
Og fleltede til Kranse 
Smaablomsterne i Vang ; 
Jeg mindes grant hver Gjenstand , 
Som dyrebar mig blev , 
Og Bjælken i vor Lade , 
Hvorpaa mit Navn jeg skrev . 

Her er vel ogsaa Bakker , 
Og her er Solskin nok . 
Og her er nok af Blomster , 
Af Fugle og en Flok ; 
Men her er ikke Hjemmet 
Med hver en elsket Plet , 
Hvorfor jeg disse Steder 
Ei elske kan som det . 
„ O , hvor Sangen lyder smukt her ! “ udbrød 
Christine , da Viggo havde endt , „ og hvor 
skjønt det er af hore Dig synge . Det er kedeligt , 
af Du vil være Skolemester ; kunde Du 
ikke ligesaa godt blive Præst ? Det var da 
mere fornemt ; og saa kunne vi da nok faae 
Lov til af kjøre hen af besøge Dig , ligesom 
vi nu kjøre hen af besøge Præsten her . Bliv 
derfor Præst ! kjære Viggo , for jeg kan jo nok 
tænke , af jeg ikke faaer Lov af Moder til af 
gaae i Skole hos Dig alligevel ; det er jo ikke 
fornemt og det siger hun dog saa tidt , af jeg 
skal være . Men hør , hvor Lærkerne synge , 
og se , hvor glade Lammene hoppe om i Lyngen ! 
Det er dog en yndig Morgen ! Solen 
skinner saa varmt og dens Straaler glinse i 
Sandet paa de hvide Bakker imod Vest ; vil 
Du ikke , kjære Viggo ! tillige synge den Morgensang , 
Du har lært af din Moder ? “ 
Viggo lod sig ikke bede to Gange , naar man 
bad ham om at synge , især naar det var Christine . 
„ Naar jeg har været henne “ , sagde 
hans , „ at møde den stumphalede Bede , den er 

altid saa slem til at trække efter Marken , saa 
skal jeg synge den , saasnart jeg kommer tilbage “ . 
Da han atter sad hos Christine paa 
Høien , sang han : 
Solen rinder op i Glans , 
Straaler i sin Lue ; 
Og dens Straaler gaae i Dans 
Under Himlens Bue . 
Duggens Perle paa sit Blad 
Gynger sig i Vangen ; 
Og den lille Fugl saa glad 
Synger Morgensangen . 
Og Smaablomsterne i Eng 
Bægeret oplukke ; 
Selv op fra den vaade Seng 
De Smaafiske dukke . 
Lammet hopper nok saa glad 
Til og fra sin Moder ; 
Kreaturerne paa Rad 
Nyde Markens Goder . 
Bien summer , Morgenluft 
Viffer gjennem Livet ; 
Alt Smaakryb den milde Duft 
Reiser op af Støvet . 
Og Smaadrengen titter op 
Fra sin Hovedpude , 

Speider efter Bakkens Top 
Gjennem klaren Rude . 
Fro han springer af sin Seng , 
Til sit Dagværk iler ; 
Ude snart i Mark og Eng 
Glad som alt han smiler . 
Alt begyndes lystelig , 
Fryd har hver i Eie ; 
Kun den syge vaander sig 
Paa sit Smertensleie . 
Alt dit Værk højtidelig , 
Skaber , Priis dig sjunge . 
Herre ! til at prise dig 
Giv mig og en Tunge . 
Da skal jeg faae Lykke til 
Alt , hvad jeg skal gjøre ; 
Thi til Held for mig du vil , 
Herre ! alting føre . 
Til mit Værk jeg gaaer da med 
Morgensang paa Læben . 
Fader , du med salig Fred 
Signer da min Stræben . 
Saa skal ogsaa denne Dag 
Mig til Lykke blive : 
Gud , han fremmer selv min Sag , 
Han mig Kraft vil give ! 

Da Viggo havde endt sin Sang , sagde 
han : „ Nu skal jeg med det samme synge 
Dig en anden Morgensang , som jeg har lært 
af Fader , og som han holdt saameget af . 
Øen lærer os , at vi , som kjende Vorherre af 
hans Ord , tillige i Naturen kunne skne hans 
evige Kraft og guddommelige Herlighed og 
saaledes lære ham af kjende ogsaa af hans 
Gjærning “ . Sangen lyder saaledes : 
Som en yndig Brud 
Træder Solen ud 
Af sit Kammer , smykket skjon ; 
Og jeg synes , af 
Dagens Dronning brat 
Hilser mig fra Gud i Lon . 
Hoit fra Skov og Vang 
Fuglens glade Sang 
Luller Hjærtet til sin Fred . 
Kjære Sjæl ! syng med 
Om den stille Fred 
Og Guds Faderkjærlighed . 
Friste Morgenluft ! 
Som en yndig Duft 
Kvæger Du mit stille Sind ; 
Og det synes mig , 
Som om jeg ved dig 
Kaldes til Guds Glæde ind . 
Duggens Perlerad ! 
Gyngende paa Blad , 

Venlig smiler du til mig ; 
Og det synes mig . 
Som om jeg i dig 
Speiler lidt af Himmerig . 
Blide Morgenstund ! 
Du af letten Blund 
Dækker op Naturens Søn ; 
Ham du faler med 
Om Guds Herlighed , 
Lærer ham en stille Bøn . 
Friske Morgenstund ! 
Du gjør stedse sund 
Mig til Legeme og Sjæl ; 
Altid leder du 
Hen til ham ham min Hu , 
Som mig gjorde alt saa vel . 
Livets høie Lyst 
Bæver i mit Bryst : 
Jeg i alt kan min Skaber see . 
Jeg vil i hans Favn 
Glemme alt mit Savn 
Og som Barn til Fader see . 
Giv , af hver en Dag , 
Gud , til dit Behag 
Jeg maa leve lykkelig , 
Saa skal jeg en Gang 
Bedre Morgensang 
Synge dig i Himmerig ! 

Omtrent otte Aar efter denne Dag traadte 
en ung Mand ind i Herskabets Dagligstue paa 
Herregaarden . Læsæren vil i denne kjende 
Viggo Jørgensen . Han er i Dag kommen 
hjem fra Seminariet , hvor han i tre Aar har 
opholdt sig for af læse til Skolelærerexamen , 
som han nu har bestaaet med første Charakfeer . 
Det var kjendeligt , hvor alle Ansigter 
opklaredes ved hans Indtrædelse . I den Tid , 
han tjente paa Herregaarden , var Familien 
efterhaanden bleven opmærksom paa den sjældne 
Dreng , og han havde i den Grad vundet 
dennes Yndest , af Herremanden havde understøtfet 
ham med de Penge , der behøvedes til 
hans Uddannelse . Da han nu var vendt tilbage 
efterat have bestaaet sin Examen saa 
godt , vare alle glade ved ham , og enhver 
vilde være den første til af byde ham velkommen 
og vise ham sin Glæde . Den eneste , der 
følte sig noget tvungent over for ham , var 
Christine . I de fem Aar , han havde været 
borte fra Herregaarden for af uddanne sig til 
sin Gjærning , var han bleven udviklet til en 
sjælden smuk Yngling ; og naar Christine saae 
hen til ham , bankede hendes Bryst , og hun 
følte en for hende uforklarlig Bevægelse i sit 
Indre , medens hun , hver Gang hans Blik 
mødte hendes , undseelig slog Øinene ned . 
Indtil Viggo kunde faae en Ansættelse som 
Lærer , deelte han sin Tid mellem Herregaarden 
og sit Hjem . Imidlertid varede det ikke 
længe , inden han følte sig mere og mere knyttet 

til Herregaarden , og , uagtet han elskede 
sin Moder høit , blev dog Opholdet i Hjemmet 
sjældnere . Christine var nemlig i hans Fraværelse 
bleven til en deilig Pige , og hun gav 
ikke Viggo noget ester i Skjønhed og Unde , 
ligesom ogsaa hendes aandelige Egenskaber 
havde udviklet sig i den heldigste Retning , 
hvortil Viggo i sin Tid vel havde bidraget 
det meste . Ved atter af omgaaes med Viggo 
vendte efterhaanden den gamle Fortrolighed 
tilbage , og atter vare disse to nadskillige . 
Deres Barndoms Dage , da de gik med Faarene 
ude i Heden , levede de nu om igjen ; 
de talede om deres Huus henne paa Høien , 
hvor de saa tidt havde siddet sammen , og i 
Forening gjorde de ofte Valfarter hen til dette 
kjære Sted for atter af sidde sammen der , 
medens Viggo fortalte hende om sit Liv ved 
Seminariet . Og ligesom fordum tindrede 
hendes Dine af Glæde , naar hun hørte paa 
ham . 
En yndig Morgen i Efterhøsten sade de to 
efter Sædvane paa deres Høi . Denne Morgen 
lignede hiin for otte Aar siden , da Christine , 
opmuntret af Fuglesangen og Morgensolen , 
havde bedet Viggo at synge sin Moders 
Morgensang . Længe sade de der henrykte af 
den yndige Natur og ingen af dem talede 
et Ord . Omsider brød Viggo Tausheden , og 
idet han tog Christines Haand i sin , sagde 
han : „ Kjære Christine ! kan Du huske en Dag , 
mens jeg vogtede Faarene her i Heden , at 

Du , da Du kom ud til mig , syntes , at jeg 
var saa forknyt ? “ 
„ Ja , jeg kan ! “ svarede Christine og fæstede 
sine venlige blaa Øine paa ham . 
„ For at gjore mig glad “ , vedblev han , 
„ hjalp Du mig at bygge et Huus her paa 
denne Høi , og i dette tilbød Du at ville være 
min Kone . Holder Du endnu i Dag , hvad 
Du den Gang for otte Aar siden lovede mig ? “ 
Christine svarede intet , men slog Øinene ned . 
Viggo vedblev : „ Hidtil har den kjære Gud været 
med mig og kjendelig velsignet min Stræben ; 
ved hans Hjælp faaer jeg vel ogsaa nu snart 
bygget et andet Huus . Vil Du i dette være 
min Kone og dele Livet med mig alle dine 
Dage ? “ 
„ O , jeg har fra første Færd af altid holdt 
saameget af Dig , kjære Viggo ! “ svarede Christine 
med Blikket fremdeles rettet mod Jorden , 
„ og det forekommer mig ogsaa “ , vedblev hun , 
idet hun ivrigt dreiede en Lyngblomst imellem 
sine Fingre , „ af mit Liv herefter uden Dig 
vil blive fattigt paa Fylde og Glæde ; men 
jeg tør ikke love Dig det , som Du her forlanger ; 
hvad vilde mine Forældre sige dertil , 
naar de fik det af vide ! “ 
„ Dine Forældre især din Moder ville vel 
nok hellere see Dig gift med en rigere og fornemmere , 
end jeg er ; men alligevel froer jeg 
ikke , af de ville have meget imod din Forbindelse 
med mig ; de have dog altid viist , af 
de have meget tilovers for mig , og de have 

jo altid godt kunnet lide , af Du var sammen 
med mig baade før og nu . “ 
„ Ja “ , svarede Christine , „ det kommer af , 
af Du altid har været saa rar og god , og 
hidtil have vi jo ikke været andet end Børn , 
og saaledes betragte de os vel endnu ; de ere 
nu en Gang blevne saa vante til ikke af lægge 
Mærke til mig , af de ikke kunne see , om der 
er andet Forhold imellem os end det , der 
kan finde Sted mellem Broder og Søster . 
Mine to Søstre ere begge gifte efter deres 
Hoveder , og de ville desværre vist ogsaa raade 
for mig i denne Henseende . Du har vel hørt 
Fader fale om Præstens Søn , Forvalteren ? “ 
„ Jeg veed nok “ , sagde Viggo , „ af dine Forældre 
ønske en Forbindelse med Præstefamilien 
paa denne Maade ; men i en Sag , der er saa 
vigtig , og som der angaaer Dig saameget , 
maa der vel ogsaa blive spurgt om din Mening ; 
og jeg troer neppe , af dine Forældre 
ere saa haardhjærtede , af de ville tvinge Dig 
til af indgaae en Forbindelse imod din Villie , 
naar Du “ alvorlig sætter Dig derimod . “ 
„ Ja , sætte mig derimod vil jeg “ svarede 
Christine , idet Hun saae kjærlig paa Viggo ; 
„ Forvalteren vil jeg nu hverken eie eller have , 
saa faae de af gjøre med mig , hvad de ville . 
Uden Dig kan jeg aldrig blive rigtig lykkelig , 
derfor vil jeg ogsaa love Dig , at blive din 
trofaste Hustru , og den kjære Gud vil nok 
give mig Naade til alle Dage at holde , hvad 
jeg i Dag har lovet Dig “ . „ Med disse Ord 

sank hun til hans Bryst ; Læbe mødte Læbe , 
og et brændende Kys , det første , beseglede 
den Pagt , som her midt i den fri Natur var 
sluttet for Guds Aasyn . 
Det meste af Tiden vedblev Viggo fremdeles 
at opholde sig paa Herregaarden ; thi 
han kunde ikke ret længe afsee sin kjære Christine , 
meningen havde den mindste Anelse om 
det Forhold , hvori disse støde til hinanden . 
Paa denne Maade gik det meste af Efteraaret ; 
men henad imod Juul blev et Lærerembede 
ledigt i en By i Nabosognet ; Viggo 
søgte og fik det . Denne By ligger ude ved 
Vesterhavet , og , uagtet en stor Deel af dens 
Indbyggere ere Fiskere , ville de dog ikke gjærne 
høre sig kaldte Havboer i den Forstand , hvori 
Ordet almindelig bruges , ligesom de heller 
ikke ville have , at deres By ikke skal være andet 
end et Fiskerleje . Heri kunne de for saa 
vidt have Ret , som Byen paa Grund af Klittens 
ringe Brede her støde umiddelbart op til 
Hovedsognets Marker , ligesom der ogsaa 
her boe flere Skibsrhedere , hvis Fartøier 
fare paa fremmede Lande og ved Hjemkomsten 
losse og lade ved Stranden . Fra nærmeste 
Kjøbstad fører en kongelig Landevei hertil , og 
for at gjøre Billedet fuldstændigt har Byen 
sin egen Skole og Kro . 
I denne By begyndte Viggo altsaa sin 
Gjærning som Lærer . Skjøndt han , som vi 
af det foregaaende have seet , var et i alle 
Henseender elskværdigt Menneske , kunde han 

dog i Begyndelsen ikke godt komme til Rette 
med Beboerne her , og han havde mange 
Kampe at bestaae med dem . Dette hidrørte 
navnlig fra Skolens slette Tilstand . Hans 
Forgænger var en gammel Mand , og det 
var dennes Mening , at Skolens Orden ikke 
kunde haandhæves ved andre Midler end Riset , 
og ved at misbruge dette havde han slaaet 
alt godt ihjel i Børnene ; da han derfor 
blev gammel og affældig , toge de aldeles 
Magten fra ham i Skolen , idet de skaltede og 
valtede med deres Læsetid efter eget Behag , 
ja nogle af de værste gjorde endog flere 
Gange Forsøg paa at tilbagebetale ham nogle 
af de Hug , han i sin Tid saa rundelig havde 
tildeelt dem . Da Viggo havde overtaget Skolen , 
meente Forældrene , af nu ville Tingene 
komme fil af gaae i en heel ny Gænge , idet 
de troede , af han nok vilde vide af haandhæve 
Tugt og Orden i Skolen paa en heel anden 
Maade . Det var ganske vist ogsaa Viggos 
Mening ; men her var det under saadanne 
Forhold ingen let Sag af bringe Orden tilveje . 
Allerede i de første Dage tillade Børnene 
sig af drive deres Uvæsen lige over for Viggo , 
nogle sprang paa Borde og Bænke , andre sloges , 
after andre bandede , og naar Viggo vilde tale 
dem fil Rette , ledte det kun fil , af de bleve værre ; 
han maatte derfor nødvendigen fage sin Tilflugt 
fil legemlige Straffe for saaledes med Magt af 
tilvejebringe en øjeblikkelig Orden , indtil han 
kunde see af vinde dem paa en anden Maade , 

nemlig ved kjærlighed af kalde den i Barnesjælen 
hidtil af en raa Behandling ihjelslaaede 
Æresfølelse fil Live . Men for af udføre dette 
Arbejde , forstod Viggo godt , af han maatte 
have Hjemmet fil Hjælp . Her vare imidlertid 
de fleste af Forældrene imod ham , da han 
formedelst sin kraftige Optræden i Skolen aldeles 
havde skuffet deres Forventning . 
Men hvorfor have saameget imod Viggo , 
fordi han ikke gjorde andet , end hvad de i 
Forveien vare vante til ? Ja , Forældrene 
havde naturligviis ogsaa været meget misfornøjede 
med den gamle Lærers Strænghed ; 
men Sagen var , at denne havde tiltrodset 
sig et Slags Herredømme over dem derved , 
at han i Skolen lod Børnene undgjælde for , 
hvad udestaaende han havde med Forældrene . 
For imidlertid at skaane Børnene for en altfor 
haard Medfart i denne Henseende , havde 
de mangen Gang føiet den gamle Tyran , og 
saaledes efterhaanden vænnet ham til at have 
sin Villie i alle Stykker ; desuagtet vedblev 
han dog at tyranisere over deres Børn i Skolen , 
og dette daarlige Forhold mellem Skole 
og Hjem havde til Følge , at Forældrene kom 
til at see saaledes paa Skoletugtens Haandhævelse , 
at al legemlig Straf fra Lærerens 
Side maatte være en Forbrydelse af denne 
lige over for deres Børn . Vi kunne saaledes 
godt forstaae Forældrenes Uvillie mod Viggo , 
der , som de sagde , begyndte , som hans Forgængær 
havde endt ; ja nogle af dem vare 

endog blevne saa vrede over hans Optræden , 
at de i deres Uforstand tilskyndede deres Børn 
at drille ham som en , der ikke var bedre værd , 
hvorfor ogsaa en Dreng en Gang , som Viggo 
vilde sætte ham i Rette , strax udbrød : „ Ja , 
Di kan prøv aa slaa mæ , saa skal æ snaar 
hint mi Faa ' er ! “ med hvilke Ord han , endnu 
førend Viggo rigtig kunde saae betænkt sig , 
var under Bordet og ude af Døren for at 
udføre , hvad han havde truet med . 
Under disse Forhold saae Viggo nok at der 
aldrig vilde komme noget godt ud af hans 
Gjærning . Disse unaturlige Forhold maatte 
altsaa ændres , men hvorledes stod ham i Begyndelsen 
ikke rigtig klart ; han var endnu 
saa ung og uerfaren . Mange Nætter laa 
han og grublede derover og bad til sin Gud 
om Raad og Bistand . Imidlertid fastholdt 
han dog den Tanke , at han maatte see at 
vinde Forældrene . For at opnaae dette brugte 
han sin Fritid til at gaae omkring til dem 
og tale med dem . Ved sit elskværdige Væsen 
og ligefremme Optræden opnaaede han virkelig 
ogsaa , at de fleste af Forældrene efterhaanden 
fik ham kjær , dermed vare ogsaa 
Børnene vundne , og fra nu af var Kjærligheden 
det Redskab der vedligeholdt Ordenen 
i hans Skole . 
Imidlertid var det ikke saa nær alle Byens 
Beboere , Viggo havde vundet . „ Vee ogsaa 
det Menneske , om hvem alle tale godt ! “ 
Blandt dem , der vare Viggos Uvenner , var 

ogsaa en Mand , der beklædte den tredobbelte 
Post af Strandkontroleur , Forbjærger og 
Stationstilsynsmand ved Redningsvæsenet ; 
han kunde aldrig rigtig lide Viggo , ligesom 
han sjældent kunde lide andre end smukke 
Kvinder . Ved sin Indflydelse som Forbjærger 
havde han opkastet sig til et Slags Konge 
over sine Byfolk ; thi det stod nemlig til ham 
at bestemme , hvem der ved Strandinger og 
lignende Tilfælde skulde have noget at fortjene ; 
den , der ikke i alle Stykker fandt sig 
beføiet til at danse efter hans Pibe , kunde 
gjærne stole paa at blive tilsidesat ved slige 
Lejligheder , medens den , der forstod at gaae 
ham under Øine , kunde faae baade i Pose og 
i Sæk . Iøvrigt var han et raat Menneske , 
dertil havde han et sjældent Greb paa at 
overtræde det sjette Bud , og hvor han kom 
frem , betegnede han som oftest sin Vej med 
Splid og Uenighed mellem Ægtefolk . I et 
saadant Forhold stod han ogsaa til Familien 
i Byens Kro . Da Kromanden opdagede Kontroleurens 
utilladelige Forbindelse med sin 
Kone , truede han naturligviis med , at han 
vilde flaae Arme og Been i Stykker paa ham , 
det første han traf ham ; men , da han var 
meget gjerrig , vidste Kontroleuren nok , hvorledes 
han skulde tage ham . Ved sin Indflydelse 
paa Folk drog han dem efter sig fil 
Kroen , ligesom han ogsaa fik udvirket , at der 
hveranden Søndag var Dans og Sviren 
der . Da Kromanden , som elskede Penge meget 

høiere end sin Hustru , saaledes saae , at 
han fandt sin Regning ved at være Kontroleurens 
Ven , holdt han gode Miner fil slet 
Spil og lod ham have sin Villie . 
„ Den er let at lokke , som efter vil hoppe “ , 
siger Ordsproget , og Kontroleuren havde let 
ved at faae sit Uvæsen sat i Gang med Hensyn 
fil Søndagsforsamlingerne paa Kroen , 
eftersom mange af Beboerne , navnlig Fiskerne , 
allerede havde ganske god Smag paa , hvad 
Kromanden havde „ paa Flasken “ . Efterhaanden 
var det blevet fil en Uskik blandt Fiskerne , 
at de sade paa Kroen og svirede , hver Gang 
de kom fra deres Gjærning paa Havet ; det 
duede nemlig ikke at gaa hjem fra Fiskeriet , 
førend Kromanden havde faaet sin Part af 
Fortjenesten ; og var der nogen som hellere , 
gjorde dette end at sidde paa Kroen , blev han 
spottet af de øvrige og kaldt for en Gnier , 
der var bange for at tage sin Dram og give 
sin Omgang . At Kromanden var vis paa 
disse Giæster ved Sviregilderne følger af sig 
selv , og med Hensyn fil de øvrige af Byens 
Folk bleve de fleste af disse efterhaanden 
dragne med deels for at følge Strømmen , 
deels ogsaa fordi de ved at give Møde satte 
sig mere fast i Kontrolenrens Yndest ; og da 
Sammenkomsterne vare forbundne med Dans , 
blev ogsaa Byens Ungdom af begge Kjøn 
dragen med ind heri , og efterhaanden blev 
Kroen Skuepladsen ikke blot for Drukkenskab , 

men tillige for Slagsmaal , Uteerlighed og 
andre grove Laster . 
En lang Tid saa Viggo paa alt dette med 
Smerte . Imidlertid besluttede han at bruge 
det gode Forhold , hvori han var kommen fil 
at staa fil Beboerne , som en Modvægt mod 
Kontrolenrens skadelige Indflydelse , og i sine 
egne Tanker pønsede han paa , hvorledes han 
skulde forstyrre disse Sammenkomster , der 
vare en Skjændsel for hans Byfolk og en 
skammelig Vanhelligelse af Vorherres Dag . 
At dette Arbeide vilde blive meget vanskeligt , 
indsaa han heelt vel forud , eftersom det vilde 
være det samme som at erklære Kontroleuren 
Krig , og ifølge det Forhold , der fandt Sted 
mellem ham og Beboerne , maatte det være 
at forudsee , at han vilde faa de fleste Tropper 
paa sin Side . Imidlertid vidste Viggo , at 
det , han havde sat sig for , var noget godt , 
og til Vorherre , som vilde give alt godt Fremgang , 
og som en Gang før havde hjulpet 
ham ved et lignende Foretagende paa Herregaarden , 
satte han nu sit Haab , til ham bad 
han om Hjælp , og , da han var kommen paa 
det rene med , hvorledes han vilde bære sig 
ad med sit Forsæts Udførelse , skred han trøstig 
til Værket . 
Viggo vilde dog ikke tage noget fra Beboerne , 
uden af give dem noget bedre i Stedet ; 
men dette bedre meente han imidlertid , 
af han havde til sin Raadighed , og deraf 
besluttede han af meddele dem saa meget , som 

han havde Evne til . Dog hertil fornam han , 
af han ogsaa behøvede Menneskehjælp , hvilken 
han haabede af erholde hos sin Nabo , der 
var en af dem , han stod i det bedste Forhold 
til . 
„ Hør , Nabo ! “ sagde han en Dag til denne , 
„ kunde De ikke have Lyst til af holde Legeslue ? 
Det skulde da være til samme Tid , 
som der danses paa Kroen . “ 
„ Nei “ , svarede Naboen , „ jeg kan nu en 
Gang ikke lide det Legestuevæsen , og da jeg 
desuden ikke har Ret til af sælge Drikkevarer , 
vil jeg nok daarlig kunne staae mig ved Siden 
af Kromanden . Desuden vilde jeg jo derved 
faa Kontrollenren paa Halsen , og at have ham 
fil Uven vilde vel fil visse Tider kunne have 
sine Ubehageligheder for mig . “ 
„ Det er netop , fordi at der ikke kan faaes 
Drik , at jeg ønsker Legesfue her , “ svarede 
Viggo ; „ og hvad det angaaer med Kontroleuren , 
skal jeg fildeels tage ham paa min 
Regning , da det er min Bestemmelse , at jeg 
vil være den ledende i de Forsamlinger , der 
skulle holdes her ; og jeg er vis paa , at Vorherre , 
Kontrolleurens Indflydelse uagtet , vil 
give mig Naade fil at faae noget mere godt 
ud af Sammenkomsterne her , end der kommer 
ud af Kontroleurens ovre i Kroen . Give De 
Deres Minde dertil , veed De jo , at Forsøget , 
om end det mislykkes , dog er Vorherre behageligt , 
og hvad kan det saa flade os , om 
ogsaa Kontrollenren seer lidt skjævt fil os , 

naar Vorherre seer des mildere ; det er da 
alle Dage bedre at være Vorherres Ven og 
Kontroleurens Fjende end omvendt . “ 
„ Ja , det er bedre ! “ udbrod Naboen , „ det 
maa være rigtigt , hvad De der siger , Hr . 
Jørgensen ; lader os da en Gang gjøre et 
Forsøg ; naar De tager Sagen i Haand , faaer 
den nok Fremgangs fhi De har altid Lykke 
med Dem . Jeg kunde desuden have stor Lyst 
til af spille den Kjæltring af Kontroleur et 
ordenligt Puds , for han er nu altid saa vigtig 
og mener , af det filkommer ham af raade for 
alle Ting . “ 
Næste Dag kom det ved Skolebørnene til 
Beboernes Kjendskab , af Viggos Nabo , Tømmerhandler 
Strand , vilde holde Legestue hveranden 
Søndag Aften til samme Tid , som der 
dansedes paa Kroen . Dette var en Dristighed 
lige over for Kontroleuren , der var aldeles 
uhørt , og Folk begyndte allerede af 
ynke den stakkels Tømmerhandler , der ved 
saaledes af sætte sig op imod denne vilde lave 
sig en Riis til sin egen Ryg . At Kontroleuren 
ikke vilde lade dette gaa af ustraffet , 
var enhver overbeviist om , og af han for af 
faae sin Hævn udført ikke undslog sig for 
af bruge de Midler , der laa ham nærmest 
ved Haanden , hvor slette de endog kunde være , 
vidste ligeledes enhver . Imidlertid var Hr . 
Strand en oplyst og dannet Mand , som Kontroleuren 
ikke skulde løbe langt med , dertil 
var han velhavende , saa det ikke kunde skade 

ham stort , om ogsaa Kontroleuren unddrog 
ham Fortjeneste ved det , han havde med af 
gjøre . Han gav altsaa Kontroleuren en god 
Dag og var inderlig glad over , af 
han ved af opfylde Viggos Forlangende 
kunde faae Leilighed til af vise denne , af det 
ikke var nødvendigt for erhver Mand altid 
som et Siv af bøie sig i hans Haand . 
Hvad Sammenkomsterne hos Strand angaaer , 
varede det ikke længe , inden der blev 
fuldt Huns , og i samme Forhold som de 
besøgendes Antal voxede her , svandt det i 
Kroen . Viggo var Sjælen i det hele . Naar 
man var træt as Dansen , tog han Sangbøgerne 
frem , og , idet han var Forsanger , 
blev den ene Fædrelands- og Selskabssang 
afsungen efter den anden ; imellem Sangene 
lod Viggo af og til et Par Ord falde om hver 
enkelt Sangs Indhold , der , som han sagde , 
havde til Hensigt af vække Folk op af Søvne 
og give dem Syn paa og Sans for , af der 
er noget heelt andet af leve for her i Verden 
end af spise og drikke ; af vi have et Modersmaal , 
som vi skulle værne om ; af vi ere et 
Fædreland anbetroede af Vorherre , som han 
forlanger af os , af vi skulle svare ham til , og 
af det gjælder om , af vi ere besjælede af en 
Kjærlighed til dette vort Fædreland , der er 
rede til af ofre det kiæreste og bedste for dets 
Frelse ; og for end mere af vække og nær 
denne Fædrelandskærlighed , havde han gjærne 
en eller anden Fortælling af Fædrelandets 

Historie paa rede Haand . Af og til morede 
han ogsaa Forsamlingen ved af fortælle andre 
morsomme Hisforier og Eventyr , eller han 
læste op af vore bedste Digtere , ligesom han 
ogsaa fik indøvet en heel Deel Lege , hvorved 
især Ungdommen kunde more sig . Af disse 
Eventyr eller Fortællinger , som han brugte , 
hidsættes følgende to som Prøve . 
Der var engang en Mand , som havde en 
eneste Søn ved Navn Trosvend . Da Manden 
laa for Døden , kaldte han sin Søn ind 
til sig og sagde til ham : „ Naar jeg nu er 
død , er det bedst , af Du drager ud i den vide 
Verden for af søge dig en Tjeneste . “ Som 
sagt , saa gjort ; oa Manden var død , solgte 
Sønnen Huset , tog sin Faders Stok i sin 
Haand og rettede sin Gang mod Kongens 
Gaard for der af søge Tjeneste . Da han 
kom til Slottet , gik han ind i Stalden , hvor 
han traf Staldmesteren , hvem han sagde sit 
Ærinde . „ Om Du kan faae Tjeneste her , 
veed jeg ikke “ , svarede denne , „ for her ere 
saa mange ; men hvor ti æde , kan jo den 
ellevte æde med , hvorfor Du maa have Lov 
til at gaae her i Stalden hos os , indtil jeg 
en Gang ved Leilighed kan faa Kongen i 
Tale , og jeg skal da faae at vide af ham , enten 
han vil have Dig i Tjeneste eller ei . “ 
Og saaledes blev det , han blev gaaende i 
Stalden og hjalp til ved , hvad der var at 
bestille . 

Imidlertid havde Kongen en Dag været 
ude at spadsere ; da han kom hjem om Aftenen , 
savnede han sin ene Handske , og da han formodede , 
at han havde tabt den inde i Skoven , 
befalede han sin Tjener at gaae ud i 
Skoven for at finde ham den . Tjeneren vilde 
imidlertid helst være fri for denne Forretning , 
hvorfor han befalede Trosvend at udføre samme . 
Denne fandt ogsaa Handsken ; men da han kom 
tilbage med den , forlangte Tjeneren den , for at 
aflevere den til Kongen . Dette vilde Trosvend 
ikke vide noget af ; „ naar jeg har sundet Handsken “ , 
sagde han , „ vil jeg ogsaa selv give 
Kongen den . “ Tjeneren truede ham med , af 
det ikke gik an , han kom ind paa Slottet , 
for saa slog Kongen ham ihjel , og da dette 
ikke hjalp , lovede han ham Solen til Maanen 
for af udlevere ham Handsken ; men det hjalp 
altsammen intet hverken Truslerne eller Løfterne , 
Trosvend blev ved sit : Han vilde selv 
give Kongen Handsken . 
Da han saa kom ind til Kongen , spurgte 
denne , hvem han var , og hvor han havde 
faaet hans Handske fra Trosvend svarede 
da , af Tjeneren havde befalet ham af gaae 
ud i Skoven for af finde Handsken ; dette 
havde han gjort og kom nu tilbage for af 
udlevere den . Da Kongen havde hørt dette , 
blev han saa vred , af han uden videre jog 
Tjeneren paa Døren , hvorpaa han tilbød 
Trosvend dennes Plads ; og dette Tilbud tog 
Trosvend naturligviis imod med Glæde . 

„ Hvad er dit Navn ? “ spurgte Kongen . „ Jeg 
hedder Trosvend “ . „ Det var et godt Navn , 
det ! “ sagde Kongen , „ mener Du ogsaa , af 
Du kan svare til det ? “ „ Det vil jeg prøve 
paa , Deres Majestæt ! “ mælede Ungersvenden , 
idet hans Øine tindrede af Glæde . 
Nogen Tid efter , at Kongen havde antaget 
Trosvend i sin Tjeneste , fik han Besøg af en 
fremmed Konge . Denne lunde da aldrig blive 
fræt af at rose sit Rige , sine Undersaatter og 
navnlig sine Tjenere : Mage til dem , varder 
ingen Konge , som havde , saa fro og underdanige 
som de vare . Da tog Trosvends Herre 
til Orde og sagde : „ Da vil jeg svare for , 
at naar alle dine Tjenere lægge deres Trosfab 
sammen , ere de dog ikke saa fro som een 
af mine ; thi jeg har en Tjener ved Navn 
Trosvend , jeg tør vædde med dig om mit 
halve Kongerige , at Du ikke er i Sfand til at 
faae ham til at lyve . — „ Top ! “ sagde den 
fremmede Konge , „ det er et Ord og jeg sætter 
mit halve Rige mod dit , at jeg skal faae 
ham til at lyve . “ — „ Ja , det er et Ord “ , 
svarede Trosvends Herre , og dermed var Væddemaalet 
indgaaet . 
Strax derpaa satte den fremmede Konge 
sig til at tilskrive sin Dronning et Brev , hvilket 
Trosvend skulde overbringe hende . I Brevet 
befalede han Dronningen , at hun skulde 
give Trosvend at drikke af et vist Slags Viin , 
hvoraf han strax vilde blive beruset ; derpaa 
skulde hun tage baade Hesf og Mundering 

fra ham og lade ham , naar han havde sovet 
Rusen ud , reise hjem tilfods . Da Dronningen 
havde læst Brevet , gjorde hun , som hendes 
Herre befalede , og aldrig saasnart havde 
Trosvend smagt Vinen , for han faldt beruset 
om . Dronningen befalede da sine Tjenere , 
af de skulde lægge ham i hendes egen Seng , 
indtil han havde sovet Rusen ud , samt af de 
skulde tage hans Hesf og Kappe og gjemme 
det saaledes , af han ikke skulde finde det igjen , 
naar han vilde reise . Tjenerne gjorde , som 
Dronningen befalede ; og da Trosvend vaagnede 
og spurgte efter sin Hesf og Mundering , 
var dette ikke til af finde , hvorfor han maatte 
begive sig hjem tilfods . 
Paa Hjemveien gik han og tænkle efter , 
hvorledes han skulde redde sig ud af den Forlegenhed , 
han nu var kommen i , naar han kom 
hjem til Kongen , og hvad han skulde give til 
Undskyldning for , af havde sat sin gode Hesf 
overstyr . I Begyndelsen var han bestemt 
paa af ville sige til Kongen , af han var bleven 
overfalden af Røvere , som havde frataget 
ham Hesten og Munderingen , medens han 
selv var løben fra dem og saaledes sluppen 
med Livet . For at prøve hvad Tiltro dette 
hans Foregivende vilde finde hos Kongen , 
slak han sin Stok i Jorden , satte sin Hat paa 
dens Knap og fjernede sig nogle Skridt fra 
den , idet den skulde forestille Kongen ; derpaa 
gik han atter hen imod Stokken , bøiede sig 
og sagde : „ Goddag Trosvend ! “ — „ Tak , 

Deres Majestæt ! “ — „ Hvor ere Hesten og 
Munderingen blevne af ? “ — „ Ja , jeg er bleven 
overfalden af Røvere paa Veien ; disse 
fratoge mig Hesten og Munderingen , selv løb 
jeg fra dem og slap saaledes med Livet . “ 
Imidlertid syntes det ham ikke , at disse Ord 
havde nogen rigtig Vægt , hvorfor han forkastede 
den Maade at redde sig ud af sin 
Forlegenhed paa . Han gik da videre bestandig 
grublende over , hvorledes han skulde svare 
sin Herre , Kongen , naar han kom hjem . 
Snart var han bestemt paa at sige , at han 
var reden feil om Natten og kommen ud i 
et Kjær , hvor Hesten var sunken ned , medens 
han selv havde reddet sig derfra ; snart 
vilde han sige , at Hesten var bleven bange , 
havde kastet ham af og var løbet sin Vei ; men 
hver Gang , han gjorde Forsøget med Stokken 
og Hatten , opgav han disse Tanker . Imidlertid 
var han under alt dette kommen Hjemmet 
nær , og der skulde nødvendigviis tages 
en endelig Bestemmelse , og efter nogen Lænken 
frem og tilbage , besluttede han at fortælle 
Tildragelsen saaledes , som den var . 
Da han kom til Slottet , toge begge Kongerne 
mod ham i Porten , og hans Herre 
hilste : „ Goddag Trosvend ! “ — „ Tak , Deres 
Majestæt ! “ svarede denne . — „ Hvor ere Hesten 
og Munderingen blevne af ? “ spurgte 
Kongen . Trosvend svarede : „ Vinen , den var 
sød , og Dronningens Seng var blød , 
derfor mistede jeg min Sjæl baade Hest og 

Mundering ! “ — „ Nu , kun Du see , at Du 
ikke kunde faae ham til at lyve “ , raabte Kongen 
til den fremmede , som maatte tilstaae , at 
han havde tabt Væddemaalet og sit halve Rige , 
hvilket Kongen gav Trosvend som Løn for 
hans Sanddruhed . 
Imidlertid lakkede det ad Juletid . Julekvælden 
kom og medens man paa Kongsgaarden 
sad ved Julenadveren , hørte man et 
frygteligt Hyl udenfor Vinduerne ; alle fore 
forskrækkede op fra deres Sæde , thi Hylet 
skrev sig fra en Troldkvinde , der havde sin 
Bolig i den nærliggende Skov , og hvis Rettighed 
det var hver Juleaften af hente den , 
som i det forløbne Aar sidsf var kommen i 
Tjeneste paa Slottet . At det var Trosvend , 
Troldkonen denne Gang kom for af hente , 
blev til alles store Sorg snart bekjendt , og 
hvormeget Kongen end bad , og hvormeget 
Guld og Sølv han end bød Troldkonen for 
af maatte beholde ham , hjalp det dog ikke , 
hun vilde ikke afstaae sin Ret . Alle græd 
undtagen Trosvend , som sagde : „ Hvis Kongen 
vil overlade mig sin Hest og sit Sværd , 
saa skal jeg gjærne følge med Troldkonen , og 
haaber jeg snart af komme uskadt tilbage fra 
denne Færd . “ Dertil var Kongen villig ; 
Trosvend fik Kongens egen Hest sadlet , og paa 
den fulgte hun Hexen med Kongens Sværd 
i sin Haand . Da de kom udenfor Gaarden , 
spurgte han hende , hvad Vei de skulde , og da 
hun pegede paa en Skov mod Vest , gav han 

Hesten Sporene og red , alt hvad Hesten kunde , 
ad Skoven til ; men han kunde aldrig ride 
saa fort , af jo Kærlingen bestandig var forude . 
Da de havde naaet Skoven , spurgte 
Kærlingen , om han vilde gjennem den 
eller uden om ; Trosvend svarede : „ Jeg vil 
ride gjennem Skoven , thi jeg rider aldrig af 
min Vei ! “ Da han saa kom ind i Skoven , 
blev Hexen borte for ham , thi hun løb saa 
fort , at han ikke kunde følge hende . Omsider 
kom han lil en Kobberkjæde , der var flaaet 
tværs over Veien , han red paa , og som blev bevogtet 
af en Jomfru med tre Hoveder . Da 
hørte han langt borte i Skoven Kærlingens 
Røst : „ Hvo støder Kobberkjæden min , og hvo 
krænker min Mø ! “ — „ Hverken støder jeg 
Kobberkjæden din eller krænker din Mø , 
men for mit Sværd skal hun døe ! “ raabte 
Trosvend , og dermed hug han Hovederne af 
hende med sit Sværd , hvorpaa der stod for 
ham tre Jomfruer saa deilige , som nogen vilde 
see . Imidlertid red han videre , og da han 
kom paa den anden Side Skoven , traf han 
her Kærlingen . „ Skulle vi længere ? “ spurgte 
han , „ Ja , vi skulle et lille Snup her vesten 
for endnu “ , svarede hun . Da de saa havde 
reist en Tid , kom de lil en anden Skov ; men 
her gik det som i den første Skov , Kærlingen 
løb saa fort , at han ikke kunde følge hende . 
Han blev da ved af ride , fil han kom fil en 
Sølvkjæde over Veien , som blev bevogtet af 
en Jomfru med sex Hoveder . Han hørte da 

atter Røsten inde fra Skoven : „ Hvo støder 
Sølvkjæden min , og hvo krænker min Mø ! “ 
— Trosvend svarede : „ Hverken støder jeg 
Sølvkjæden din eller krænker din Mø , men for 
mit Sværd skal hun døe ! “ dermed hug han 
Hovedet af hende , og strax stod for ham sex 
Jomfruer saa smukke , som nogen vilde see . 
Han red da videre , og da han var kommen 
ud af Skoven mødte han atter Troldkonen . 
„ Skulle vi endnu længere ? “ spurgte han . 
„ Ja , vi skulle et lille Snup her vesten for 
endnu “ , svarede hun . Da kom de fil en tredie 
Skov , og her sagde Troldkonen som ved 
de fo første , af han kunde raade sig selv , enten 
han vilde uden om Skoven eller igjennem 
den . Trosvend vilde ikke ride af sin Vei , og 
derfor red han ind i Skoven ; men Kællingen 
løb atter saa fort , af han ikke kunde følge 
hende . Omsider kom han fil en Guldkjæde 
tværs over Veien , og denne blev bevogtet af 
en Jomfru med ni Hoveder . Da hørte han 
Kællingens Røst inde fra Skoven : „ Hvo 
støder Guldkjæden min , og hvo krænker min 
Mø ! “ — Hverken støder jeg Guldkjæden din 
eller krænker din Mø , men for mit Sværd 
skal hun døe ! “ svarede Trosvend ; med disse 
Ord hug han Hovedet af hende , og lige med 
eet stode for ham ni af de smukkeste Jomfruer . 
Derpaa red han videre , indtil han kom ud af 
Skoven , hvor han atter traf Hexen . „ Skulle 
vi videre ? “ spurgte han . „ Nei , nu skulle vi 
ikke videre “ , svarede hun ; „ nu kan Du ride 

tilbage fil Kongens Gaard , Dig kan jeg ikke 
bruge . “ 
At der maatte være noget eventyrligt af 
møde udenfor Skoven , var Trosvend overbeviist 
om , eftersom Hexen havde givet ham 
Valget mellem af ride igjennem Skoven og 
af ride udenom den . Da han nu havde faaet 
Lov fil af færdes hjem efter , besluttede han 
af ride udenom Skoven for af see , hvad der 
ventede ham der . Han red da en Tidlang , 
inden han opdagede noget usædvanligt ; omsider 
kom han fil et Træ i Udkanten af Skoven , 
om hvis Stamme havde snoet sig en 
lang tyk Slange , der tildrog sig hans Opmærksomhed 
ikke alene ved sin Størrelse , men 
end mere ved sine afstikkende Farver . Som 
han nu en Stund havde holdt stille og betragtet 
Snogen , oplod den sin Mund og 
sagde : „ Aa , slig af din Hest og kys mig ! “ 
— Troer Du , at jeg er fra Forstanden ! “ 
udbrød Trosvend , idet han vendte sin urolige 
Hest omkring for at fortsætte Hjemreisen , 
„ Du kunde jo sluge mig paa een Gang , saa 
lang og tyk som Du er ! “ — „ Aa , slig af din 
Hest og kys mig , Du ! Du har frelst alle de 
andre , frels nu ogsaa mig ! “ — „ Ja , siden Du 
beder saa mindelig derom “ , svarede Trosvend , 
„ saa vil jeg ogsaa føie dig “ ; og han steg af 
Hesten og kyssede Slangen . 
Saasnart han havde gjort dette , blev Ormen 
fil en ung Jomfru , der endnu var langt smukkere 
end nogen af de andre , han havde frelst 

i Skovene . — „ Gud skee Tak og Lov , at han 
sendte Dig fil at frelse mig fra Troldkonens 
Ondskab . Hun har hentet baade mig og de 
atten , som Du befriede oppe i Skovene , fra 
Slottet , og da vi ikke have været saa gode 
som Du , har hun faaet Magt med os og forhexet 
os allesammen . Du var hende før stærk 
og før god ; Du var hende før sandru derfor 
kunde hun ikke faae Magt med Dig ; og nu 
har Du ikke alene selv revet Dig ud af hendes 
Kløer , men Du har tillige frelst os allesammen . 
Lader os nu stræbe at komme tilbage 
til Kongsgaarden , der staae de andre 
og vente paa dig før at aflægge dig deres 
Tak . — Da tog Trosvend Jomfruen op til sig 
paa Hesten , og de rede sammen til Kongsgaarden . 
Her kan det nok være , der blev 
en Glæde ved Trosvends Komme ; baade 
Kongen og Dronningen og alt Tjenerskabef 
befølte ham fra Top til Taa før at 
blive rigtig overbeviste om , at Troldkonen ingen 
Skade havde gjort ham . Kongen gav 
ham nu atter det halve Rige , som han en 
Gang havde vundet fra den fremmede Konge , 
og desuden tilbød han , at han maatte have 
Lov til at vælge sig til Hustru hvilken af de 
nitten befriede Jomfruer , han vilde . Trosvend 
forbigik ved denne Lejlighed de atten , han 
havde frelst ved Sværdet , og valgte den , han 
frelste ved Kysset ; „ thi “ , sagde han , „ jeg vil 
ikke regjere mit Rige med Sværd i Haand , 
men med Kjærlighed og Sandhed i Hjærtet . “ 

Den anden Fortælling , som vi ville meddele 
er om en Ridder ved Navn Kalf . Efter 
Viggos Beretning boede han i gamle Dage 
paa en stor Herregaard i Nærheden as Vestkysten . 
Han var i en ung Alder bleven Enkemand . 
Paa samme Tid boede paa en anden 
Herregaard en Frue , som hed Anna , der ligeledes 
var ung og var Enke . Hun nærede en 
lidenskabelig Tilbøjelighed til Ridder Kalf , og 
hun gjorde sig den største Umage for at vinde 
hans kjærlighed ; men alle hendes Bestræbelser 
vare frugtesløse ; thi Kalf havde lovet 
sin unge afdøde Hustru ikke at ægte nogen 
anden , og derfor viste han sig bestandig kold 
og ligegyldig overfor hendes Hentydninger 
til en Forbindelse imellem dem . Da hun saaledes 
mærkede , at hun ikke kunde vinde ham , 
forvandlede hendes Uærlighed sig til Had , 
og hun besluttede , at Kalf skulde bøde med 
Livet , fordi han havde belønnet hendes Uærlighed 
med Kulde og Ligegyldighed . For at 
saae denne sin Beslutning udført , henvendte 
hun sig til en ung Person , som boede paa 
Heden udenfor Skovene ved Kalfs Hjem og 
som hun vidste , ikke stod i det bedste Forhold 
til Ridderen , fordi denne havde ham mistænkt 
for af drive Krybeskytten i Skovene . Denne 
Person lovede hun en stor Sum Penge , dersom 
han en Gang ved Leilighed kunde see 
af pille Ridder Kalf overende med sin Bøsse . 
I Begyndelsen syntes Krybeskytten ikke om af 
træffe denne Handel med Fru Anna , men 

efterhaanden , da han nogle Gange havde seet 
snart paa sin Hede og simple Hytte snart paa 
Fru Annas klingende Mønt , gav han efter 
for hendes Begjæring og lovede af flyde Ridderen , 
saasnart der gaves Lejlighed dertil . 
Naar Gjærningen var udført , kunde han 
komme og hæve Betalingen hos hende . 
Det var en Søndag Formiddag sidst i November 
Maaned ; Veiret var graat og det begyndte 
af sføvregne . Kirkevejen mellem Ridder 
Kalfs Herresæde og Kirkebyen førte den 
Gang ligesom nu over en Fiirkant af Markjord 
inde i Heden . Denne Plet af Markjord 
pleiede for en stor Deel af være Opholdsstedet 
for Herregaardens Faar , men i Dag vare 
baade Faar og Hyrde tagne i Huus , og der 
var nu her ikke andet tilbage af levende Skabninger 
end en enkelt Hjele , hvis sørgmodige 
Fløiten lød ud over den eensformige dødsstille 
Hedeslette . Ridder Kalf var denne Dag 
i Kirke . Da Veiret var daarligt , meente 
Krybeskytten , at der af den Aarsag næppe 
vilde komme Folk over Heden den Dag , og , 
da Hyrden var hjemme , kunde han i Hyrdehuset 
paa Marken hisfude i Heden finde baade 
et sikkert og et behageligt Skjulested , og , da 
det laa nær ved Veien , kunde han let derfra 
skyde Ridderen , naar denne kom ridende hjem 
fra Kirken . Og som han havde besluttet , saaledes 
gjorde han . 
Paa denne Maade faldt Ridder Kalf for 
en af sine egne Tjenere , og Fru Annas 

Hævngjærrighed blev tilfredsstillet . Paa det 
Sted , hvor man fandt hans Lig , opreiste man 
et simpelt Kors af Træ , og derefter kaldes 
Markpletten endnu den Dag i Dag „ Korsbærer . “ 
Saasnart 
Krybeskytten havde øvet denne 
Bedrift , stak han fil sig de fo Guldhager , som 
sammenholdt Ridderens Kappe under Hagen , 
hvorpaa han i slørste Skynding reiste fil Fru 
Anna for at hæve sin Belønning . Med denne 
reiste han over fil Norge , hvor han fik sig en 
Plads som Jæger , og nu froede han den 
hellige Grav vel forvaret ; men Skjæbnen 
vilde det anderledes . Det var nemlig en 
Gang mange Aar efter , at han var kommen 
fil Norge , at der kom en fremmed Jæger fil 
den Egn , hvori vor Krybeskytte boede ; dette 
gav Anledning til af flere af Egnens Jægere 
kom sammen , og Ridder Kalfs Morder var 
da ogsaa tilstede . Under Samtalen kom flere 
af de forsamlede Jægere til af rose sig af 
Dygtighed i deres Fag samt til af nævne 
flere Lejligheder , ved hvilke de havde lagt 
denne deres Dygtighed for Dagen . Omsider 
fremstod Ridder Kalfs Morder og sagde , af 
der var ingen , som kunde rose sig af saa store 
Bedrifter som han , saasom han en Gang havde 
skudt en Kalv med fo Guldhorn ; med disse 
Ord fremtog han af sin Jagttaske de fo Sølvhager , 
som han havde ranet fra Ridderen ; 
de havde nemlig hver Form af et Horn . Ved 
Synet af Hagerne blev den fremmede saa 

hvid i Ansigtet som en kalket Væg og gav 
sig til af betragte ham med et gjennemborende 
Blik . — „ Hvorfra har du faaet disse fo Hager ? “ 
spurgte han barsk . Morderen , der efter 
dette uventede Spørgsmaal ikke strax kunde 
finde paa Svar , blev aldeles forbløffet . — 
„ Skal jeg svare for dig ? “ vedblev den Fremmede . 
„ Du har faaet dem den Dag , da du 
for fem og tyve Aar siden skød Ridder Kalf 
i Danmark ; da skar du dem af hans Kappe . “ 
Og , idet han vendte sig fil de andre , raabte 
han : „ Griber ham , den Usling ! han har 
myrdet min Fader ! “ Morderen blev da strax 
lagt i Lænker og ført fil Danmark , hvor 
baade han og Fru Anna fik deres fortjente 
Straf . 
Efter disse Meddelelser ville vi atter optage 
Traaden i vor Fortælling . Enhver af disse 
Sammenkomster blev snart en heel Høitid for 
den største Part af Byens Ungdom , og saasnart 
flere talede sammen , var Viggo og Legestuen 
hos Strand Gjenstanden for deres 
Samtale . Derved bleve ogsaa de ældre gjorte 
opmærksomme derpaa , og efterhaanden forlode 
de fleste af dem Kroen for at overvære Viggos 
Sammenkomster . 
Saaledes saae Viggo sine Bestræbelser kronede 
med Held , og i sin Glæde takkede han 
inderlig sin Gud , fordi han havde ladet det 
lykkes saa godt for ham . Kromanden bandede 
rigtignok over Viggo og skyldte ham for at 

habe sfillet ham ved sine Gjæster , og Kontroleuren 
var saa vred som en Tusker ; men da 
han saae , at det ikke blot var Viggo og Strand , 
men tillige de fleste af Byens Folk , han i 
dette Tilfælde havde imod sig , saa var han 
klog nok fil forsaavidt at holde sin Vrede ved 
sig selv , som han lod sig nøie med af spotte 
over Viggos Færd og saa godt , han formanede , 
af sværte ham for Beboerne , hvilket dog aldrig 
vilde lykkes for ham . 
Da Kontroleuren ikke ret kunde faae Haand 
i Hanke med Viggo paa denne Maade , beslutlede 
han af prøve en anden . Til den Ende 
forbandt han sig med ligesindede af Bymændene , 
og i Forening med dem beslutlede han 
af overvære Møderne hos Tømmerhandleren 
for af imødegaae Viggo og om mulig i Folks 
Dine af gjøre det fil Spot , som her blev forhandlet . 
Da han , efterdi han i sin Ungdom 
havde løbet en Stump af Latinskolen Mennem , 
troede om sig selv , af han var en Mand 
med „ megen Lærdom “ og tillige vidste , af 
han havde en god Mund paa Skaft , var han 
overbeviist om , af denne Plan , han her havde 
lagt , var udmærket ; thi kom han og Viggo 
først fil af vexle Ord sammen , var det soleklart , 
af denne sidste maatte blive fattig paa 
Ord og see sig nødsaget fil af rømme Pladsen . 
Hvem der gik af med Seiren , ville vi 
siden faae af see . 
Den næste Legestueaften efter , af Kontroleuren 
havde fattet denne Beslutning , saae 

baade Viggo og de forsamlede , Kontroleuren i 
Forbindelse med et Par andre af Byens Mænd 
af nærme sig Forsamlingsstedet . Enhver blev 
naturligviis baade forundret og forbavset over 
dette uventede Besøg ; men Viggo lød som 
ingen Ting , og han opmuntrede Forsamlingen 
til det samme og ikke lade sig forstyrre af 
disse uventede Gjæster . Hvad Kontrolleuren 
havde lovet ved sig selv , det holdt han ogsaa 
ærlig , han opbød alle sine Kræfter for af blotte 
Viggo og stille ham i et saa naragtigt Lys 
som mulig . Vi ville en Gang høre lidt paa 
ham og Viggo . 
„ Naa , det er altsaa her “ , begyndte Kontroleuren , 
„ af der holdes Legestue efter den 
ny Opfindelse , hvoraf der gaaer saa megen 
Berømmelse over hele Byen ; herfra hedder 
det jø , af der kan faaes saameget godt med 
hjem , naar man f . Exempel har et Aar daarlige 
Øine , behøver man jø blot af gaae her 
hen med dem for af faae dem saa friske og 
sunde , af man for Eftertiden endog kan see 
ind i den syvende himmel . Nu , jeg gratulerer , 
Hr . Skolemester , med denne ny Opfindelse 
i Lægeknnsten , det er jø altsammen Deres 
Værk . Jeg og disse to gode Mænd kunde 
rigtig ønske af være med i disse mageløse 
Forsamlinger ; rigtignok mangler ingen af os , 
saavidt jeg veed , noget paa Synet , men saa 
kunde det maaskæe være saa heldigt , at der 
kunde falde en Smule af et andet Slags af 
fil os , som vi kunne tage med hjem herfra . “ 

Disse Ord ledsagede Kontrolenren med en 
Mine , der lod det udenfor al Tvivl om , hvad 
han sigtede fil . „ Hvad det gode angaaer “ , 
svarede Viggo frimodig , „ som De taler om , 
Hr . Kontroleur , der kan faaes med hjem herfra , 
saa har jeg den Mening , at det alle Dage 
er bedre , end det man tager med sig hjem fra 
Forsamlingerne i Kroen ; og er det Vorherres 
Villie , at han vil bruge mig som et ringe 
Redflab i sin Haand fil at virke noget godt 
blandt dem , han har sat mig fil at leve 
iblandt , saa er det min største Glæde , om jeg 
kunde hjælpe fil , at de ret kunne faae Øinene 
op , om end ikke saaledes , som de spottende 
siger , at de kunne see ind i den syvende Himmel , 
saa dog saaledes , at de kunne saae Syn 
paa sig selv og det , de have at leve for , saaledes 
som Vorherre vil , at der skal sees derpaa . 
Forresten er det mig en stor Fornøjelse 
af høre , af Kontroleuren aldeles intet mangler 
i denne Henseende “ . 
„ Nei , ikke s ' gu da det , jeg veed ! “ svarede 
Kontroleuren som sædvanlig spottende , „ og om 
saa var , vilde der da ingen stor Fare 
være paa Færde for mig . saalænge den , der 
er Mand for af kunne helbrede mig , er saa 
nær ved Haanden . Men jeg har tillige hørt , 
af De er ntrættelig i af lære Folk af slaaes 
til sidste Mand for af slaae Tyskerne og andre 
Voldsmænd , som De kalde dem , ihjel , 
fordi de komme og forlange et Stykke Land , 
som De siger er en Deel af vort Fædreland , 

men som maaskee tilhører dem med Rette . 
Enten det nu er saa eller saa , saa veed jeg 
dog , af der staaer i Skriften , af man skal elske 
sine Fjender og gjøre dem godt , som os hade 
og forfølge . Skal det altsaa ogsaa være noget 
godt , naar De lærer det modsatte ? “ 
„ Det , jeg siger herom “ , svarede Viggo , „ kan 
meget godt forenes med disse Vorherres Ord , 
som De der nævnede , naar begge Dele blive 
rigtig forstaaede . Ligesom Vorherre i fordums 
Dage selv gav sit udvalgte Folk deres 
jordiske Fædreland , saaledes har han ogsaa 
selv givet os vort , idet han ogsaa har bestemt 
os saavelsom alle andre Jordens Slægter 
visse Grændser for vor Bolig ; men , idet han 
har givet os et Fædreland , som er en af de 
bedste Gaver , vi i timelig Henseende have 
modtaget af ham , saa har han med det samme 
paalagt enhver dansi Mand og Kvinde den 
Forpligtelse efter Evne at bevare ham denne 
Gave og bruge den i hans Tjeneste og efter 
hans Villie . Gjøre vi ikke dette , men lader 
den første den bedste tage den fra os , uden 
at vi ville saa meget som at gjøre Modstand 
for at beholde den , saa have vi kun 
daarlig opfyldt vor Bestemmelse som danske , 
og Vorherre vil ganske sikkert erklære os for 
at være utro Huusholdere over det , han har 
betroet os . Det gjælder om her , som med 
Hensyn til alt andet , han har givet os , at vi 
befindes fro , saa at hans Ord ogsaa en Gang 
kan gjælde os : „ Vel , Du gøde og fro Tjener ! 

Du har været fro i det lidet , jeg vil 
sætte Dig over meget : Gak ind til din Herres 
Glæde ! “ Hvad der derfor egenlig fordres 
af os som danske er Uærlighed til vort Fædreland 
og alt det gode , som staaer i Forbindelse 
dermed ; have vi denne Uærlighed , 
vil det ikke falde os svært , af ofre det bedste , 
vi have , for dets Frelse ; og for af vække og 
nære denne Uærlighed , er det , af vi synge 
Sange og fortælle af Fædrelandets Historie . 
Den , der ikke kan elske sit Fædreland , kan 
heller ikke rigtig nogen Tid elske Vorherre ; 
thi det er jo soleklart , af den , der ikke kan 
elske en god Gave , som han hver Dag seer 
og nyder godt af , heller aldrig kan elske Giveren , 
som han ikke har seet . “ 
„ Jeg kan ikke faae Andet ud af det , De 
der siger “ , svarede Konfroleuren , „ end af det 
er noget Vrøvl altsammen . Jeg kan ikke forstaae 
det anderledes , end af ef Menneske , selv 
om det ogsaa er vor Fjende , dog er langt 
mere værd end ef Stykke Land , om endogsaa 
det er af vort Fædreland , og af man som 
Følge deraf langt hellere maa bortgive hele 
sit Fædreland end slaae ef Menneske ihjel , 
tilmed da det jo ikke bortgives paa anden 
Maade , end af vi dog alligevel maae have Lov 
til af boe deri og kalde det vort Fædreland , 
saameget vi selv lyste . Hvad kan det gjøre 
os , enten vi staae under Kongen af Preusen 
eller Kongen af Danmark ; hvad kan det gjøre 
os , enten vort Fædreland hedder Preusen eller 

Danmark ; enten vi tale tydsk eller dansk ; 
enten vi adlyde tydske eller danske Love , naar 
vi alligevel kunne have det godt , derfor kunne 
vi vel lige godt elske Vorherre , som De taler 
om ; og naar vi svie Tysken og lade ham 
tage , hvad han vil , saa have vi da Ro for 
ham for Eftertiden . “ 
„ Ja , dersom vi endda fik dette “ , afbrød 
Viggo , „ men det fik vi nok af see ; fik Tydsken 
først Herredømme over os , og vi kom 
til af danse efter hans Pibe , saa bleve vi vist 
snart kloge paa , hvor godt vi fik det . Hvad 
mon De vilde gjøre , Hr . Kontroleur , om en 
fremmed brød ind i Deres Huus for af røve 
og plyndre alf , hvad De eiede ? Mon De 
vilde sidde stille , og lade ham handle med 
Deres Eiendele , som han fandt for godt , selv 
om han lovede Dem , af , naar De forholdt 
Dem rolig , saa skulde De have Fred for ham 
for Eftertiden ? Jeg tænker , at De vilde anvende 
alle de lovlige Midler , der stode til 
Deres Raadighed , for at hindre ham deri , 
og jeg kalder , at De gjorde ret . Men det 
lader til , at De har ef heelt skjævt Syn paa , 
hvad der her tales om , og jeg er næsten ved 
at froe , at det dog ikke forholder sig saa ganske 
rigtig med Deres Syn , som De før roste af . 
Bleve vi danske indlemmede i ef andet Folk , 
og kom vi til at staae nnder ef andet Herredomme , 
saa vilde vort Fædreland ikke længere 
væræ ef selvstændigt Land , og forsaavidt havde 
vi da mistet det ; ef fremmed Herredømme vilde 

berøve os vort Sprog , det eneste , der passer 
for os som danske , fordi at vi ikke saa godt 
ved ef fremmed Sprog kan udtrykke for hinanden 
vore Længsler og Tanker ; det eneste , 
der kan væræ os kjært , fordi det er vort Moders 
Maal , er det , vore Fædre talede . Et 
fremmed Herredømme vilde , kort sagt , berøve 
os vor Frihed og alt , hvad der er eiendommelig 
for os som danske ; men det kunne vi 
ikke undvære , thi det bruger Vorherre i sin 
Tjeneste under sine Førelser med os . Det er 
derfor en stor Løgn , naar De siger , at vi 
lige godt kunne tjene eller elske Vorherre , enten 
vi ere tyske eller danske , thi det er netop 
det vi ikke kunne . Siden De er saa bibelstærk , 
maa det vel være klart for Dem , at 
Vorherre igjennem alle Tider har havt for 
Skik at tage det eiendommelige , saavel ved 
hele Folkeslag , som ved det enkelte Menneske 
i sin Haand og brugt det i sin Tjeneste som 
et Middel til at føre Vedkommende til det 
Maal , som han vil , at vi alle skulle naae , 
nemlig Saligheden i hans Samfund . Heraf 
bliver det vel indlysende , at for os gjælder 
det om at holde fast paa , hvad han fortrinsviis 
har givet os som danske , da det for saavidt 
er det høieste og bedste om at gjøre ; 
slippe vi dette , leder det kun til , at det i Almindelighed 
vil blive os vanskeligere at naae 
vor salige Bestemmelse ; lader os derfor aldrig 
være ligegyldige derved , det kan staae sig daarlig 
nok med os endda . Hvad der gjælder om 

det , Vorherre har givet os i aandelig Henseende 
til vor Sjæls Frelse , noget lignende 
gjælder ogsaa om den Deel af det timelige , 
hvorom her er Tale ; det ene leder fil det 
andet , og i Forening leder det fil samme 
Maal . Lader os derfor alfid værne om det 
gode , Vorherre har givet os , af vi kunne 
have det som Middel fil i Forening med ham 
af arbejde paa vor egen Saliggjørelse , saa 
af vi , naar vi indtil Døden have været troe , 
da kunne findes værdige fil af ham af modtage 
Livsens Krone . “ 
„ Ja , jeg veed nok “ , fog Kontroleuren Ordet , 
„ af der i vore Dage ere visse Folk , der 
have for Skik ved enhver Leilighed af fale 
saa meget om den saakaldte danske Sag , ligesom 
om der ikke var andet , der var værd af 
tænke paa og fale om end denne . Disse Folk 
udmærkæ sig desuden derved , af den Mening , 
de en Gang have faaet , ere de saa halsstarrige 
i af forsvare , af de ikke afstaae derfra , 
selv om de endog blive overbeviste om , af den 
er aldeles feil ; komme de for Exempel i Tanker 
om , af sort er hvidt og hvidt er sort , saa 
skulde de for gjøre sig selv fil en „ Erasmus 
Montanus “ , førend de skulde afstaae fra saadan 
Mening . Endvidere have disse Folk for 
Skik af flyve midt imellem Himlen og Jorden , 
menende , af de fra deres høie Stade ret 
have saaet Syn paa , hvad der er skjult for 
os andre Smaafolk , medens de bestandig raabe 
paa Frihed , mere Frihed ! ret som om de 

troede , af naar deres Begjæring blev opfyldt , 
de da kunne flyve lige ind i Himlen . Disse 
grundtvigianske Sværmere ere imidlertid efter 
min Mening grumme liden Ære værd , og da 
jeg nok mærker , af De , Hr . Skolemester , er 
en af dem , saa betakker jeg mig for Eftertiden 
for Deres Underviisning i Grundtvigianismen “ . 
„ De 
kan have grumme let ved af blive 
fri for min Underviisning , Hr . Kontroleur , “ 
svarede Viggo , „ ligesom De ogsaa meget godt 
kunde have undgaaet den i Aften naar det ikke 
havde været Dem selv , der ved af komme her 
for paa en spottende og drillende Maade af 
blande Dem ind i vore Anliggender , havde 
nødet mig til af vende de Vaaben , hvormed 
de har villet saare mig , imod dem selv . Siden 
De imidlertid for Eftertiden beder Dem 
fritagen for af høre mig , saa skal De dog 
vide dette , af den , der deler en Mening med 
Grundtvigianerne , vel ikke just derfor behøver 
at høre med til Partiet . Jeg er ikke Grundtvigianer ; 
fhi var jeg dette , maatte jeg jo 
kunne dele alle de Anskuelser , som ere særegne 
for dette Parti ; men dette kan jeg ikke . Desuagtet 
er jeg bleven glad ved meget af det , 
Grundtvigianerne lære , ligesom jeg altid har 
følt mig vel ved at komme i Berøring med 
dem . Jeg kan saaledes godt være med , naar 
de elske deres Fædreland fremfor noget andet 
jordisk Gode og ikke ansee noget Offer for dyrt 
for dets Frelse ; ligeledes kan jeg være med , 

naar de elske bort Modersmaal og holde det 
i Ære fremfor noget andet Sprog ; jeg kan 
være med , naar der er Tale om at arbeide 
paa at bevare vor Frihed , og jeg kan være 
med til at dele den Mening , at det er Mennesker , 
Vorherre vil have i sit Rige , hvorfor det 
er nødvendigt , at alt det naturlige gode , der 
er i et Menneske , maa udvikles og opelskes , 
for at det kan række Christendommen Haand . 
Men paa den anden Side kan jeg ikke være 
med , naar man bestandig raaber om mere Frihed ; 
fhi det forekommer mig , at vi have Frihed 
nok , eftersom vi for Tiden vist ikke godt 
kunne raade med mere ; vi skulle nemlig huske 
paa , af Friheden nok kan gives saaledes , af 
den er tilstede , men det er vor Sag af tilegne 
os den og bruge den paa den refte 
Maade ; endvidere skulle vi huske paa , af Friheden 
ikke bestaaer i , af „ Baandene løses men 
deri , af de bindes saaledes , af de ikke trykke . “ 
Kunne vi nogen Tid naae saa vidt , af der 
ingen Ufuldkommenhed klæbede ved os , ja , 
saa vilde det for os være Frihed , naar alle 
Baand løstes , men saa længe vi ikke ere 
naaede saa vidt , maa vi sinde “ os i , af have 
Baand paa , ja endog være glade derved ; thi 
formegen Frihed i ufuldkomne Hænder bliver 
tøjlesløs Frihed , men det skal Friheden ikke 
være . Vi skulle derfor ikke spilde Tiden med 
uforstandig Higen efter mere Frihed , men vi 
skulle hellere stræbe efter af voxe saa meget , 
af vi kunne nytte den , vi have ; naar vi 

komme dertil , er det tidsnok af tænke paa 
mere . Endvidere kan jeg ikke være med 
Grundtvigianerne i adskillige Punkter , der 
vedrøre Christendommen ; jeg kan ikke være 
med til af kalde de tre Troes Artikler Vorherres 
Munds Ord , idet der menes , at Frelseren 
selv skulde have sagt dem i de fyrgetyve 
Glædesdage fil sine Apostle , thi det er kun 
en Paastand , der aldeles er blottet for ethvert 
historisk Beviis ; jeg kan ikke være med , naar 
Grundtvigianerne ikke ville lade deres Børn 
døbe hos andre end ligesindede Præster , ligesom 
de heller ikke selv ville gaae fil Alters 
hos andre end saadanne ; thi derved faaer 
det let Udseende af , at de hellige Handlingers 
Kraft og Betydning ere afhængige af Mennesker , 
medens det dog Gudskelov alle Dage er 
Vorherre , som ene døber og bespiser os med 
sit hellige Legeme og Blod , men Mennesket , 
der forvalter den hellige Handling , kun er et 
svagt Redskab i hans Haand . I disse og 
flere mindre vigtige Punkfer kan jeg ikke følge 
Grundtvigianerne “ ; jeg er saaledes altsaa ikke 
Grundtvigianer , og jeg kan derfor heller ikke 
holde Skole paa den Maade , som Grundtvigianerne 
bruge . “ 
Her tav Viggo . Imidlertid var det mere 
og mere gaaet op for Kontroleuren , at han 
havde gjort Regning uden Vært , da han 
bildte sig ind at kunne binde Munden paa 
Viggo og gjøre Ham fil Nar for Forsamlingen . 
Da han fornam , at hans Forsøg herpaa 

aldeles var faldet ud fil Viggos Fordel , 
gik han skamfuldt bort , og for Eftertiden havde 
Forsamlingen hos Strand Ro for ham og 
hans gode Venner ; de fik nok med hjem derfra 
den ene Gang , Imidlertid ville vi nu 
overlade Kontroleuren til sin egen Skjæbne , 
da det er paa Tide , vi vende tilbage til 
Herregaarden . 
Det er nu omtrent fre Aar siden , at vi 
med Viggo forlode Herregaarden . I denne 
Tid havde Viggo af og til besøgt den , men 
kun som en , der en Gang havde været godt 
kjendt med Gaardens Beboere , ikke som en , 
der stod dem nærmere end de fleste andre . 
Der var endnu heller ingen , der vidste noget 
om Forholdet mellem ham og Christine . Vi 
ville nu for en Tid lade Viggo tilbage med 
sin Gjærning , medens vi vende vor Gang 
mod Herregaarden for at høre , hvad der for 
Øieblikket forhandles . I en Sopha inde i 
Dagligstuen sidde , i det Øieblik vi træde indenfor , 
to Mænd , hver rygende paa en Pibe , 
og med et Glas staaende paa Bordet foran 
sig . Den ene af dem kjende vi fra forrige 
Tider , det er Herremanden , Hr . Povlsen ; den 
anden kjende vi kun af Omtale , og det er 
endda kun lidt , her have vi imidlertid den 
Lykke at faae hans velærværdige Person at 
see : det er Sognepræsten . 
„ Skaal ! Hr . Povlsen og til Lykke med Avlingen 
i dette Aar ! “ sagde Præsten , idet han 
tog sit Glas og klinkede med Herremanden . 

„ Nu have vi pløiet og saaet , men det er 
Vorherre , som skal give Væxt , “ 
„ Skaal ! “ sagde Herremanden , idet han 
reiste sig lidt i Sædet . „ Ja , vel , Hr . Pastor , 
det er et sandt Ord , det ; men det har jo 
ogsaa staaet sin Prøve i over tusinde Aar , 
eller hvorlænge det er , siden Profeten Josva 
spaaede det for Israels Børn , medens det i 
mange Aar slet ikke regnede i deres Land , 
formedelst at de vare saa ugudelige , at de 
gjorde Baller og saadant Narreværk til deres 
Gud i Stedet for ham , der giver Væxt . Hvad 
jeg ellers vilde sige , jeg har hørt , at Deres 
Nabo , Sognefogdens Avling i det sidste Aar 
var saa daarlig ; mon det er Tilfældet ? “ 
„ Det troer jeg nok , det er , „ svarede Præsten ; 
„ jeg har rigtignok ingen videre Forstand 
derpaa , men min Søn siger , at han avlede 
ringere end de fleste andre , uagtet han , som 
min Søn siger , er den dygtigste Bonde i hele 
Sognet fil af drive sin Gaard . “ 
„ Aa “ , svarede Herremanden “ , af han avler 
daarlig , kommer s ' gu ene af den ny Maade , 
hvorpaa han driver sin Gaard ; saadant noget 
Narreværk sknlde han lade være , saa avlede 
han nok ligesaa godt som andre ; det er nogle 
Nykker , han faaer paa Rigsdagen . Det er 
da ogsaa en tosset Bestemmelse , af de dumme 
Bønder skulle have Lov fil af komme paa 
Rigsdagen ; de blive snart deraf saa hovmodige , 
af de bilde sig ind af være ligesaa meget 
som vi andre , og de skal nok see , Hr . Pastor , 

af om faa Aar endevende de alle Ting , 
for saadant tosset Kram har jo ingen Forstand 
fil af gjøre med saadanne Ting som 
der forhandles paa Rigsdagen , skal jeg sige 
os . “ 
„ Ja , deri kan jeg just ikke give Dem fuld 
Ret “ , sagde Præsten ; „ thi der ere blandt vore 
Bønder mange hæderlige Mænd , som have 
virket meget fil Gavn for Landet og Folket ; 
men desuagtet veed jeg godt , af der er mange 
af Bønderne , der hovmode sig af den Magt , 
de have faaet , istedetfor at takke Vorherre for 
den og bruge den til noget godt , ligesom jeg 
ogsaa godt veed , at Ordsproget : „ Penge regjere 
Verden “ rigtig gaaer igjen her paa dette 
Punkt ; thi det er som oftest Tilfældet , at den 
rige Bonde , om han endog er meget dum , 
dog bliver foretrukken til de offenlige Bestillinger 
fremfor den fattige , selv om denne 
sidste var Pladsen langt mere voxen . Heller 
ikke kan det nægtes , at det er væmmeligt at 
komme i Berøring med en storsnudet Bonde , 
der , fordi han har Penge som Græs , seer i 
Hovmod ned paa andre , der ere langt mere 
oplyste og langt mere nyttige end han , fordi 
de have lært noget ; seer ned paa dem , ene 
fordi de ikke ere rige . “ 
„ Ja saaledes blive de , min Sjæl om nogle 
Aar alle sammen , “ svarede Poulsen . 
„ Det er ikke værd at tale mere derom , “ 
vedblev Præsten ; thi om dette Punkt kunne 
vi nu en Gang slet ikke enes , hvilket kommer 

af , at vi have forskjelligt Syn derpaa ; filmed 
var jeg ogsaa i Dag kommen i et andet 
Ærinde . De har sagtens hørt , at min Søn 
har forpagtet Søgaard ; han skal tiltræde 
Gaarden , saasnart han kan ; da han nu som 
Forpagter kan have Brug baade for en Kone 
og for Penge , og da han , som De jo veed , 
i lang Tid har havt ef godt Øie til Christine , 
og da endelig Forbindelsen er efter Ønske 
for vi gamle paa begge Sider , saa mener 
jeg , af det er bedst , vi gjøre Alvor af det og 
faae Pigens Mening af vide , saa af de kunne 
komme sammen , førend han modtager sit ny 
Hjem . “ 
„ Pigens Mening “ , svarede Herremanden , 
„ behøve vi ikke af spørge om , thi som en god 
og lydig Pige — og det er Christine — vil 
hun naturligviis rette sig efter sine Forældres 
Ønster . “ 
„ Ja , det er ogsaa godt nok “ , sagde Præsten ; 
„ men førend vi kunne foretage noget 
egenligt Skridt mod Maalet , maae vi dog 
have ef bestemt Ja eller Nei af hende . “ 
„ Det kunne vi godt faae “ , svarede Herremanden , 
„ skjøndt det behøves saamænd slet 
ikke ; saasnart vi begynde af lave til Bryllup , 
er jeg vis paa , af hun begynder af sye paa 
sin Brudestads ; thi nu har jeg bestandig mindet 
hende om denne Forbindelse i næsten fire 
Aar , og hun har aldrig sagt noget derimod . “ 
„ Men vel heller ikke noget derfor “ , indvendte 
Præsten . „ Tal nu med hende derom 

for af faae rigtig Besked , kom saa enten til 
mig eller send Bud , saa kunne bi aftale det 
nærmere . “ 
Saasnart Præsten var gaaet , kaldte Herremanden 
sin Dafter ind til sig og sagde : 
„ Nu , min Pige ! i Dag har Præsten været 
her . “ 
„ Det veed jeg nok , Fader “ , afbrød Christine , 
idet hun blev blussende rød i Ansigtet . 
„ Og han fortalte , af hans Søn , Karl , har 
forpagtet Søgaard og skal tiltræde den strax “ . 
„ Det var jo rart “ , sagde Christine . 
„ Og Du kan froe , Søgaard er en deilig 
Gaard , sikken Herlighed der er ved Søgaard . “ 
„ Ja , men det er jo ikke hans egen “ , indvendte 
Christine . 
„ Det kan blive . Der er nu først det smukke 
Vaaningshuus , som er saa smukt og godt indrettet , 
af selv Præsten ikke har det bedre . 
Og saa den deilige Udsigt over Engen og den 
smukke Sø ; og endelig den deilige Have . 
Ja , Du kan froe , af der er behageligt ved 
Søgaard . “ 
„ Ja , jeg veed nok , af der er smukt ved Søgaard “ , 
sagde Pigen ; „ men det kan jeg jo 
ingen Fornøjelse have af , det er jo ikke mig , 
som skal boe der . “ 
„ He , He , He ! Unge Piger ere altid saa 
undseelige ved saadant noget , som naar man 
snakker med dem om Giftermaal . Du veed 
jo nok , min Pige , af Karl i flere Aar har 
havt et godt Øie til Dig , og da han nu snart 

lrænger til en Hustru , var det i Dag Præstens 
Ærinde , af han skulde faae af vide baade 
din og vor Mening . Din Moder er jo ikke 
hjemme , men af vi gamle gjærne give vort 
Minde , følger af sig selv ; hvad Dig angaaer , 
saa er jeg vis paa , af Du er en forstandig 
og lydig Pige , der vil lade dine Forældre 
raade som de , der bedst forstaae , hvad der 
tjener til din Gavn . Du siger naturligviis 
ja med Glæde . “ 
„ Jeg synes , af jeg endnu er saa ung , Fader ; 
jeg er kjed af af blive gift nu “ , svarede 
Christine . 
„ Aa Snak ! “ brummede Herremanden ; „ kalder 
Du det saa ung , Du er nu over tyve 
Aar . Dine Søstre vare vel ikke over atten 
Aar nogen af dem , da de bleve gifte . “ 
„ Ja , men mine Søstre vare ogsaa mere 
dannede end mig , siger Moder . “ 
„ Aa , Du er s ' gu dannet nok ; naar Karl 
er fornøiet med Dig , kan andre da ogsaa 
være det . “ 
„ Maa jeg ikke nok være fri for Præstens 
Søn , Fader ! “ bad Christine , idet hun kjærlig 
faldt sin Fader om Halsen ; „ jeg er saa 
inderlig ked af at blive gift med ham . “ 
„ Hvad er det for noget ! “ udbrød Faderen 
barsk , idet han skød Datteren fra sig ; „ hvorfor 
har Du saa ikke sagt for længe siden , at 
Du var ked af ham . “ 
„ Hvorfor skulde jeg dette ? “ Saalænge han 

ikke havde forlangt mig , vidste jeg jo ikke , enten 
han vilde have mig eller ei . “ 
„ Er Du ogsaa gal , Unge ! “ udbrød Faderen , 
idet han ved at tænke paa , hvormeget 
han var bleven skuffet her , blev mere og mere 
vred . „ Er Du gal ; at Du skyder saadant 
et Tilbud fra Dig ; Du kunde blive Præstens 
Sønnekone , og nu siger Du nei og gjør os 
alle til Narre baade dine Forældre og Præstefamilien . 
Nu skal Du have ham , enten Du 
vil eller ei ! Du kan være overbeviist om , at 
der ikke skal blive spurgt om dit Samtykke 
tiere . “ 
„ Der skal dog til syvende og sidst spørges 
om mit Samtykke i en Sag , der angaaer mig 
saa meget “ , svarede Christine og reiste sig stolt . 
„ Ja , jeg skal nok vise Dig , Du ulydige Tøs , 
hvem der skal raade her “ , brummede Herremanden , 
idet han gik ud af Stuen og slog 
Døren i efter sig . 
„ Uh , hvor det dog er forskrækkeligt at have 
saadanne ulydige Børn . Den Satans Unge ! 
Ja , jeg skal lære hende noget andet end at 
gjøre skikkelige Folk til Narre . Kan jeg være 
det bekjendt for Præsten , jeg , der var saa vis 
i min Sag . Have ham skal hun enten hun 
bliver viis etler gal ! “ Saaledes brølte Herremanden , 
idet han løb omkring inde i Stald og 
Lade som en gal Mand søgende noget , som 
han kunde stille sin Harme paa . Men eftersom 
han ikke hersteds var saa huusvan som i 
Dagligsluen eller i Sovekammeret , saa kunde 

han for Øieblikket ikke træffe paa noget , som 
han fandt værdig til at være Gjenstand 
for hans Vrede . Imidlertid lagde Vreden sig 
lidt , og han gik tilbage til Dagligstuen , tændte 
sin Pibe og satte sig i Sophaen i en Stilling , 
som han lagde Planer . Da han havde 
siddet saaledes omtrent en halv Times Tid , 
nikkede han med Hovedet , og idet et veltilfreds 
Smil spillede om hans Mund forlod han Værelset 
sigende til sig selv : „ Nei , lille Christine , 
saaledes lader Herremanden sig ikke pille 
Kartofler med , det kan Du stole paa ! “ 
Strax efter kom Fruen hjem , men hun traf 
hverken sin Mand eller Christine i Dagligstuen . 
Christine hørte hende fra sit Kammer 
og gik derfor ind for at tage imod hende . 
At Pigen var forknyt og forgrædt , vilde ikke 
været undgaaet selv en fremmeds Opmærksomhed , 
om en saadan havde været tilstede i 
det Øieblik , da hun lukkede Døren op og traadte 
ind i Stuen til sin Moder ; men Moderen var 
nu som sagt en Gang saa van til ikke at 
lægge Mærke til hende , at hun heller ikke nu 
øpdagede det mindste usædvanligt ved Christine . 
„ Kald paa din Fader ! “ sagde hun til 
Datteren , idet hun begyndte af løse op for en 
Pakke , hun havde lagt fra sig paa Bordet . 
I det samme kom Herremanden smilende 
ind ad Døren . „ Velkommen hjem , Mutter ! “ 
„ Tak ! “ svarede Fruen . „ Her skal Du see , 
Fatter , en Prøve af noget yndigt Tøi , jeg 
saae hos Præstekonen . “ 

„ Præstekonen ! “ udbrød Povlsen ; „ har Du 
talt med Præstekonen i Dag ? “ 
„ Ja “ , svarede Fruen ; „ det var ikke min 
Bestemmelse , af jeg vilde have været hos 
Præstens i Dag ; men som jeg sad allerbedst 
og talede med Sognefogdens Kone , kom Præstekonen 
derind , og saa var der da hverken 
Raad eller Redning , jeg maatte da med hjem . “ 
„ Var Præsten da hjemme ? “ 
„ Nei ; Fruen sagde , af han var gaaet herop 
i et vigtigt Ærinde . Har han ikke været her ? “ 
„ Jo “ . 
„ Ja , saa skal der vel snart være Bryllup 
her . Jeg har derfor tænkt , af en saadan Kjole 
vilde klæde Chrisfine nydelig paa hendes Bryllupsdag . 
Skulle vi derfor ikke suskribere paa 
noget af det Slags Tøi ? “ 
„ Aa Snak “ , svarede Herremanden , „ man 
suskriberer ikke paa Tøi ; det er kun paa Aviser . 
Forresten maa I lave til med Brylluppet , saasnart 
I kunne ; alt er aftalt mellem mig og Præsten . “ 
Men alt var ikke aftalt mellem ham og 
Præsten , derfor red Herremanden næste Morgen 
til Præstegaarden . Her fortalte han , at 
Christine rigtignok havde talt om , at hun var 
vel ung ; men det havde ikke noget at betyde , 
eftersom det var saaledes hendes Væsen osv . , 
hvorfor der gjærne kunde begyndes med Forberedelserne 
til Giftermaalet , og at det var 
bedst , det kom i Stand jo før jo bedre . Præsten 
lod sig nu sige hermed ; alle Forberedelserne 
til Giftermaalet mellem Præstens Søn 

og Herremandens Datter bleve gjorte , der blev 
lyset fra Prædikesfolen første Gang , og alt 
var som baade klappet og klart . 
Imidlertid vidste Fru Poulsen ligesaalidt 
som Præstefamilien noget om Christines Vægring . 
Tanken om , hvad der forestod hende , 
havde dog rystet Christine saa stærkt og blegnet 
hendes smukke Kinder saameget , at hendes 
Moder nødvendigviis maatte lægge Mærke 
dertil ; hun troede da , at det var en Følge af 
Tanken om det ny Forhold , hun nu snart 
skulde ind i , og naar hun spurgte Christine 
om , hvorfor Hun var saa bleg , fik hun altid 
det Svar , af det havde intet af betyde . At 
hendes Fader ikke vilde aabenbare hendes 
Vægring , fordi han saa hos Præsten frygtede 
af finde Modstand , det kunde hun nok mærke ; 
og af hendes Moder heller ikke var underrettet 
derom , kunde hun ogsaa fornemme . Flere 
Gange var hun fast bestemt paa af sige hendes 
Moder alt og ret inderlig bede hende om 
Hjælp , men ligesaa mange Gange opgav hun 
det igjen , da hun vidste , af denne i langt 
høiere Grad end hendes Fader holdt paa Forbindelsen 
med Præstefamilien . Hun turde 
derfor ikke sige Moderen , hvorledes det forholdt 
sig med hende , da hun var bange for 
af hende af faae en Prædiken af langt værre 
Art end den , hun havde faaet af Faderen ; 
altsaa tav hun . Saaledes maatte hun gaae 
ene med sin Sorg , og hun havde ingen , hos 
hvem hun kunde udøse sit forpiinte Hjærte . 

Havde hun da slet ingen ? Jo , hun havde to , 
Vorherre og sin kjære Viggo . Men Viggo 
kunde hun ikke komme fil , ellers var hun overbeviist 
om , af han strax vilde aabenbare alt 
angaaende sit Forhold fil hende og saaledes 
skaffe hende ud af den Mulige Stilling , hvori 
hun befandt sig . At der vilde komme fil af 
staae et haardt Slag , naar Grunden til hendes 
Vægring blev bekjendt , indsaae hun nok , 
men naar hun havde sin kjære Viggo til af 
dele Følgerne af Forældrenes Vrede med sig , 
syntes hun , ingen saa slem Sag det vilde 
blive . Det var derfor hendes inderligste Bøn 
til Vorherre , af han vilde sende Viggo inden 
Præstens Søn kom til Gaarden ; thi blev 
Sagens sande Sammenhæng ikke aabenbaret 
forinden , hvorledes skulde hun saa forholde 
sig lige overfor ham ? Dog Viggo maatte 
komme forinden , det kunde bestemt ikke feile ; 
han kom jo dog ellers saa tidt ; og naar han 
fik af høre , af der var lyset fra Prædikestolen , 
maatte han nødvendigviis komme og frelse sin 
kjære Christine . I saadanne Tanker gik hun 
hver Aften ud i Heden ad den Kant , hvorfra 
Viggo maatte komme ; men hun gik forgjæves 
mange Aftener , Viggo kom ikke . Imidlertid 
blev hun ved af gaae , thi han maatte dog komme ; 
og hvis han ikke kom , ja , saa vilde hun løbe 
over Klitterne til ham om Natten , naar hendes 
Forældre sov ; der var dog knap en Miil 
imellem dem , den Tuur kunde hun godt gjøre 
om Natten ; hun maatte have falt med ham . 

Og saa gik hun op paa den høieste Bakke , 
hun kunde finde , og her sad hun og stirrede 
efter ham , saalænge der var en Smule Daglys 
tilbage paa Himlen . Snart var en Lyngtop 
histhenne ved Veien hendes kjære Viggo ; 
snart var en Tot af Marehalmen ved Stien , 
som hisset førte over Bakken , ogsaa ham ; hun 
kunde see , hvorledes disse Gjenstande voxede , 
som kom de sfridende op bag Bakkerne og ned 
paa den anden Side hen imod hende ; men 
de naaede hende ikke , de bleve staaende ubevægelige ; 
og saa løb en Strøm af Taarer , 
Savnets og Forladthedens Smertenstaarer , 
ned over hendes blege Kinder . De naturlige 
Omgivelser , som ellers altid havde kunnet opløste 
hendes Sjæl og kunnet stemt den til 
højtidelig Glæde , syntes hendes saa øde og 
sørgelige ; alle de store graa Sandbakker syntes 
hende lige saa mange Billeder af hendes 
strenge Fader , og Marehalmens stride Totter 
bleve til Svøber i hans Haand , hvormed han 
vilde drive hende bort fra hendes Hjærtes 
Elskede hen til at leve et Liv sammen med 
Karl , et Liv , der syntes hende mere sørgeligt 
og øde end den sorte Lyngslette , der laa bag 
hende . I hendes Indre krydsede Tankerne og 
Forestillingerne hinanden i vild Uorden ; men 
omsider vandt de Skikkelse og fandt Udfryk i 
følgende Kvad : 
O , hvor bruser det vildt ! o , hvor hæver min Aand 
I mit Indre ! 
Skal mit Livs Lykke briste ? Skal en Iistap-Haand 
Den forhindre ? 

Skal da Raahed opløse det fagreste Baand ? 
O , kom dog , min Ven , med din frelsende Haand ! 
Ellers brister mit Haab ; og ei nøies min Aand 
Med et mindre ! 
O , nei ! Barndom-Drømmen saa lys og saa smuk 
Skal ei svinde ! 
Opløft kun dit Blik , iil bag Bakken og pluk 
Dit Kjærrminde ! 
Der du i Skjærsommer det prangende seer , 
Mens Solen , den skinner , og Lærken , den leer , 
Thi skal da dit Mishaab ei gjør , at du seer 
Det at svinde ! 
„ Men hvad seer jeg histhenne mellem Bakkerne ? 
Er det after en Lyngtop , der vil 
skuffe mig ? Nei , det kan jeg da see , bevæger 
sig . — Men det er vel ikke ham . — Jo , Gud 
være evig takket ! det er ham . “ Og med inderlig 
Glæde løb hun Ham imøde og sank i 
hans Favn , idet hun udbrød : „ O , Gud skee 
evig Lov og Tak , at du kommer ! Hvor jeg 
dog har længtes efter dig , kjære Viggo ! “ 
„ Men Gud hvad feiler dig , elskede Pige ? 
udbrød Viggo , da han saae hendes blege Kinder ; 
„ og hvad er det de have for med dig ? “ 
Christine fortalte ham det hele . 
„ Saa var det dog alligevel Sandhed , hvad 
jeg har hørt , “ sagde Viggo , da han havde 
hørt Christines Fortælling til Ende . „ Folk 
have rigtignok talt om , at du snart skulde giftes 
med Præstens Søn , og at der allerede var 
lyset for eder ; men jeg froede det ikke ; thi 
jeg var overbevist om , at dine Forældre ikke 
vilde tvinge dig , og at du , min egen Pige , 

ikke kunde svige mig , derom har jeg aldrig 
næret nogensomhelst Tvivl . “ 
„ Nei , kjære Viggo , dig kan jeg ikke forlade , 
hvorledes det end saa skal gaae ; de faae at 
gjøre med mig saa , hvad de ville , “ sagde hun 
og fæstede Blikket paa ham , idet Taarerne 
randt ned paa hendes blege Kinder . 
„ Ja , græd nu ikke , min egen Christine ! “ 
sagde Viggo , idet han trykkede hende nærmere 
til sig ; „ jeg skal kysse alle dine Taarer bort ; 
og naar du er nær hos din kjære Viggo , skal 
ingen faae Lov fil af gjøre dig Fortræd , det 
kan du være vis paa . Ere dine Forældre 
hjemme nu ? “ 
„ Det troer jeg , “ svarede hun . 
„ Lader os da gaa lidt omkring her i Heden , 
af vi kunde forberede os paa , hvad der vil 
møde os hjemme , “ sagde Viggo . Derpaa 
vandrede de Arm i Arm ind over Heden henimod 
deres Barndoms Høi . 
„ O , hvormange Timer vi have tilbragt 
sammen her , min Ven , da vare vi glade og 
lykkelige , men i Aften — . “ 
„ Vær nu blot ikke saa forknyt min Pige ; 
stol kun paa den kjære Gud , saa skal Sagen 
nok faae et godt Udfald . Jeg synes , jeg har 
godt Mod paa det , vi nu gaae imøde ; i hvert 
Fald er jeg inderlig glad over , af Tiden endelig 
er kommen , da vort Forhold , hvortil 
kun Vorherre nu i over fre Aar har været 
Vidne , dog en Gang kan blive aabenbaret 
ogsaa for Verden . “ 

„ Under denne Samtale havde de naaet 
deres Høi ; de satte sig paa dens Top , hvor 
der endnu viste sig Spor af den Bænk , de 
en Gang i Forening havde opført , og hvorpaa 
de saa mangen Gang havde siddet sammen . 
De sade en Stund tavse , idet snart de hvide 
Bakker mod Vesf , som Mannen beskinnede med 
sit blege Lys , snart Herregaarden var Gjenstand 
for deres Stirren . Endelig sagde 
Viggo : „ Min egen Christine ! Det var her 
ved denne Høi , af vore Veie første Gang 
mødtes ; her var det , vi en Gang i Guds 
Navn knyttede det Baand , der skal sammenbinde 
os for hele Livet ; , lader os nu herfra 
Lede Vorherre , af han vil følge med os til 
dit Hjem i Aften for der af give vor Sag et 
godt Udfald . “ Og , idet Viggo trykkede Christine 
til sit Bryst , foldede han sine Hænder 
og bad sit Fadervor . Saasnart han havde 
sagt Amen , reiste de sig ; Maanens sidste blege 
Straaler faldt paa Sandbankerne , og tavse , 
men med hurtige Skridt ilede de mod Herregaarden . 
Da 
Viggo og Christine traadte ind i Dagligstuen , 
traf de der baade Herremanden og 
Fruen . Saasnart Viggo havde hilset fortalte 
han uden mindste Omsvøb sit Forhold til 
Christine hvorpaa han tilføjede , af han nu 
kom for af bede hendes Forældre om hendes 
Haand . Ved disse Ord blev Herremanden 
saa forbavset af han tabte sin Pibe af bare 
Forskrækkelse , og Fruen gabede , som vilde hun 

sluge baade Viggo og Chrisfine , hvilken sidste 
ængstelig trykkede sig op til sin Ven ventende 
paa , hvad Udfaldet vilde blive . Herremanden 
sad et Øieblik , ligesom han tilligemed Piben 
havde fabt baade Næse og Mund ; men omsider 
sprang han op fra Sophaen , idet han 
udbrød : „ Jeg froer , Fanden plager — ! Nu , 
saa det var derfor , du ikke vilde — “ 
„ Have Præstens Søn “ , tilføjede Viggo , 
„ og desuagtet vilde hendes Fader tvinge 
hende og gjøre hende ulykkelig . “ 
„ Og der var ingen Ting i Veien med dig , 
lille Blegnæb ! “ sagde Moderen som nu endelig 
var kommen til sig selv , „ og du vilde 
ikke sige — “ 
„ Hold du Kjæft , Mutter ! “ raabte Povlsen . 
„ Ja , jeg veed nok “ , sagde Viggo , „ at vi 
burde for længe siden have gjort Eder bekjendt 
med vort Forhold ; men det faae I at 
tilgive os , da vi — “ 
„ Ja , jeg faaer at tilgive Eder ! “ brølte 
Herremanden , idet han løb frem og tilbage i 
Stuen som en Rasende ; — „ Ja , jeg faaer 
at være Nar for alle Mennesker ! — Ja jeg 
faaer af tilgive dig , du Kvinderøver ! — Nu , 
det er Lønnen , jeg skal have for alt godt , jeg 
har gjort dig ! — Pak du dig bort ud af 
mit Huus og det paa Timen , eller jeg skal 
lade — ! “ 
„ Jeg skal nok gaa “ , sagde Viggo sagtmodig , 
„ skjøndt det gjør mig ondt af skilles fra Eder 
paa en saadan Maade ; men alligevel vil jeg 

først , af I skal love mig ikke af gjøre Christine 
ulykkelig , “ 
„ Ulykkelig ! — Ja , jeg skal — . Den lede 
Tøs ! — Reis ad Helvede til begge to ! “ 
„ Aa Fader ! “ stammede Christine , idet hun 
fæstede sine yndige forgrædte Øine paa ham . 
„ Ti ! Du ulydige Unge ! “ brølte Faderen ; 
„ reis , som jeg siger , ad Helvede til med din — 
din — din — Viggo ! Paa Døren med jer 
begge og det strax ; jeg vil ingen af jer see 
tiere for mine Øine ! “ 
Viggo , der nok mærkede , af Herremanden 
ikke var til af tale til Rette , forlod derfor 
øjeblikkelig Stuen , fulgt af Christine . De 
standsede udenfor Gaarden . Aftenen var klar 
og stille ; men i deres Indre brusede det vildt . 
En Stund stode de tavse , mens Viggo holdt 
den grædende Pige i sin Favn . „ Vil Du 
forlade dette Sted for af følge mig ? “ spurgte 
han omsider . Chrisfine svarede intet , men 
fulgle ham tavs hen ad Huulveien , der fører 
til hans Hjem . Inden næste Aften vare Viggo 
og Chrisfine Mand og Kone . 
Herremanden var nalmindelig hastig til af 
blive vred , og i sin Vrede var han uforstandig 
og ubillig ; det varede dog sjeldent længe , 
inden de hæslige Udbrud af Vreden lagde sig , 
men den , han en Gang var bleven vred paa , 
kunde han næsten aldrig tilgive . Overfor 
Viggo og Chrisfine syntes det ham dog , da 
han havde slaaet sig lidt , af han var gaaet 
for vidt og allerede samme Aften fortrød han 

sin Opførsel imod dem . Naar han tænkfe lidt 
sundt over Sagen , saa havde dog ingen af 
dem gjort noget saa slemt , hvorfor de fortjente 
en saadan Medfart ; det var dog en 
egen Sag af vise sit eget Barn Døren , fordi 
hun ikke vilde føie sine Forældre i det , hvorom 
her var Tale , Fruen derimod var rasende 
vred og fnyste af Harme over Viggo , ver var 
Skyld i , af hendes stolte Drømme om Forbindelsen 
med Præstefamilien nu vare blevne 
til intet , da han saa pludselig havde giftet sig 
med Christine . Imidlertid var der paa Herregaarden 
ingen , der brød sig noget om hendes 
Vrede , hvorfor hun fik Lov til at gjøre sig 
selv god , og det gjorde hun da ogsaa ; dog 
vilde hverken hun eller Herremanden see enten 
Viggo eller Christine , langt mindre tillade , 
at de betraadte Herregaardens Grund . 
Imidlertid skred Tiden . Et Par Aar efter 
sit Giftermaal blev Viggo forflyttet til et 
bedre Embede ; han og Christine besade ikke 
meget af det , denne Verden kalder Rigdom ; 
men desuagtet var deres Hjem 
saa yndigt og lyst , thi Kjærligheden sad 
paa Højsædet derinde . Hvad Herregaardens 
Beboere angaaer , saa gik det med dem , som det 
kunde , men ikke altid som det skulde ; med 
Christine var ligesom Lykken og Velsignelsen 
flyttet bort fra Gaarden , og det gik mere og 
mere tilbage for Povlsen , hvorfor han endog 
fænkte paa at stille sig ved sin Eiendom . I 
den Anledning talte han med de to Mænd , 

der vare gifte med hans ældste Døttre , men 
ingen af dem havde Lyst til at forlade deres 
gode Eiendomme for at overtage den „ skarpe “ 
Herregaard med de sandede Jorder , ligesom 
de heller ikke gjorde sig noget ud af af have 
Herremanden og Fruen i Huset . „ Hvad skulle 
vi saa gjøre ? “ tænkte Povlsen ; „ sælge Gaarden 
til en fremmed paa den Betingelse , af 
Kjøberen skal bygge os et Hus her ved Siden 
af og give os Aftægt ? Ja , det kunde jo gjøres 
saaledes ; men det vil dog blive kedeligt ikke 
af være pleief af sin egne paa sine gamle 
Dage . “ 
„ Hør Mutter ! “ sagde Povlsen en Dag til 
sin Kone , „ hvad om vi gjorde Alvor af af 
sælge Gaarden og flyttede ind til Viggo og 
Christine . “ 
„ Troer du , af de ville give deres Minde 
dertil , saaledes som vi have behandlet dem ? “ 
„ Ja , det er jeg vis paa ; de have jo dog 
altid begge to været saa gode ; det var blot 
denne ene Gang , af — men det er jo ikke 
værd af tænke mere derpaa , skulle vi nu ikke 
lade det være glemt , Mutter ? — Jeg troer , 
af jeg imorgen den Dag reiser hen til dem , 
jeg længes saa inderlig efter dem begge . “ 
„ Hvad om jeg fulgte med , lille Fatter ; nu 
har jeg i hele fre Aar ikke seet Christine ; det 
er dog kjedeligt saaledes af leve adskilt fra alle 
sine Børn . Ja , lader os gjøre Alvor af det ; 
saa meget , som vi have her , kunne vi dog ikke 
drages med , nu vi blive gamle . “ 

Et Par Maaneder efter denne Samtale 
flyttede Herremanden og hans Kone ind til 
Viggo , der hellere end gjærne tog imod dem , 
da han følte , af han havde en gammel Gjæld 
til dem af afbetale . Imidlertid behøvede han 
ikke af have nogen Udgift paa dem , thi ved 
Salget af deres Hjem var der blevet saameget 
tilovers , af det var meget mere end tilstrækkeligt 
til deres Underholdning . Men selv om 
dette ikke havde været Tilfældet , vilde det 
ganske vist have været Viggos største Glæde 
af forsørge dem ; nu havde han ikke Leilighed 
til andet end af gjøre dem deres Alderdom 
saa lys og glædelig som muligt , og det gjør 
baade han og Christine efter bedste Evne . 
Fruen er imidlertid nu for længere Tid siden 
gaaet til Hvile , men gamle Povlsen er endnu 
baade rask og rørig . Han holder endnu meget 
af af sidde i Sophaen og ryge paa sin Pibe , 
og fra denne sin Yndlingsplads , medens en 
lille Povlsen gynger paa Hans Knæ og en 
lille Karen staaer paa Sophaen ved Siden 
af ham og leger med hans sneehvide Lokker , 
lader han af og til et Ord falde om , at det 
dog var godt , han ikke blev sin Beslutning 
froe , som han tog hiin Aften , da han i sin 
Vrede truede , at han ikke mere vilde see Viggo 
og Christine for sine Øine .