File size: 88,294 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 |
Nytaarsaften . Blandt de uhyggelige Ting skal man vanskelig kunne tænke sig noget Uhyggeligere end at møde sig selv paa en eensom Landevei , eller at faae Øie paa sig selv oppe i en af Logerne i Theatret , eller at lukke Døren op til sit Værelse og finde sig selv siddende ved Bordet , fordybet i Arbeide . Jeg troer , at de Fleste ville indrømme dette ; endogsaa de , som ellers ere meest indtagne i deres eget Jeg , og som ved alle Ledigheder søge at stille det til Skue , ville ubetinget helst undgaae at gjøre Bekjendtskab med sig selv paa denne Maade . Nu er det imidlertid ligesaa vist , at Ingen undgaaer sinSkjæbue , og ethvert Menneskes Skjæbne vil , at det paa et eller andet Tidspunkt i sit Liv møder sit eget Jeg og bliver Dobbeltgænger . En seer det første Gang i en Kirke , hvor han ved et Tilfælde befinder sig alene ; han opdager det bag en af Pillerne , først i utydelige Omrids , smeltende sammen med Halvskyggen , senere formende sig til en bestemt Skikkelse ; skjøndt det ikke seer paa ham , veed han , at det betragter ham , og at han erligesaa gjennemsigtig for det , som den klare Luft . En Anden seer det midt i en Forsamling , en Tredie i Taagerne paa en Efteraarsdag , en Fjerde i sit Arbeidsværelse , en Femte paa en grøn Eng , en Sjette , Syvende , Ottende paa Sygeleiet , i Fængslet eller ved sit Bryllup . Utallige ere de Skikkelser , det kan give sig ; dunkle og gaadefulde de Dybder i Sjælen , hvorfra det opstiger . Aandeligt og Sandseligt gaae over i hinanden og antage hinandens Former ; slumrende Kræfter kaldes tillive ; hidtil ukj endte Magter drive deres Spil med os ; forbinde , hvad der ellers er adskilt , og fjerne det , som ellers hører sammen ; lade det Nærværende svinde bort og kalde Fortiden tilbage eller indhente den Fremtid , som først skal komme . I saadanne Øieblikke , hvori Livets sædvanlige Virkemaade er sat ud af Kraft , og hvori vort eget Væsens dybere Natur træder frem , blive vi klarsynedé og forstaae det , som ellers er os ufatteligt ; hvorledes vi dengang forstode det , begribe vi ikke senere ; men vi vide med Sikkerhed , at vi forstode det . Det var nu hverken bag Pillerne i en Kirke , eller i en Forsamling , eller i Taagerne , saalidt som i sit Arbeidsværelse eller paa en grøn Eng , at den gamle Martin saae sit eget Jeg ; han saae det i et Fyrtaarn , som laa ude i Havet , en Miil fra Kysten hvor han boede . Den gamle Martin var en forurettet Mand ; forurettet af Skjæbnen , eller om De hellere vil , af Tilfældet ; forurettet af sine Nærmeste og forurettet af sig selv . Hans Ungdoms Elskede var bleven ham berøvet , ikke af Døden , men af en falsk Ven . Mange Aar vare forløbne siden den Tid , men det brændte ham i Sjælen som om det var skeet igaar . Senere havde han giftet sig , mere for at holde et givet Løfte end af Tilbøielighed ; og da hans Børn vare bievne voxne , havde Sønnen mod hans Villie ægtet en Pige , hvorfor han havde forstødt dem begge fra sit Hjem . Nu var kun hans'Datter tilbage , paa hvem han havde kastet al den Kjærlighed , han eiede ; men ogsaa hun havde gjort ham Sorg ved at forlove sig med en Sømand , som i flere Aar havde været paa Reiser , og om hvem man i lang Tid Intet havde hørt . Trods Slid og Slæb kunde gamle Martin netop lige friste Udkommet , og med et langt Livs Sorger og Bekymringer bagved sig var hans Natur i Aarenes Løb undergaaet en Forvandling . Gamle Forurettelser havde fremkaldt Had og Nag , og Hadet havde han nedlagt i sin Sjæl som en Kapital , der bar Renter ; Nytaarsaften var den Terminstid , da han hvert Aar pleiede at hæve Renterne for omhyggeligt at lægge hver en Skilling til Kapitalen , der i Aarenes Løb var voxet op til en anselig Sum . Dersom gamle Martin levede længe nok , vilde han en Nytaarsaften finde sig selv som Millionær , ikke i Penge , men i Had , Forbittrelse , Hensynsløshed og Egoisme . Den Nytaarsaften vi her tale om , var han kommet tidlig hjem fra en besværlig Vandring , og da han i Taushed havde nydt sin tarvelige Aftensmad , satte han sig hen for at opgjøre Regnskabet . Hustruen og Datteren .vidste det og talte derfor sagte i den Tro , at han ikke hørte efter , hvad de sagde . „ Mon Fader dog aldrig skulde forsone sig med Alfreds Giftermaal ? “ spurgte Anna sin Moder . „ Jeg har kun talt med dem een Gang siden den ulykkelige Dag . Jeg kan ikke begribe , hvorfor man vil pine og plage baade sig selv .og Andre , naar et eneste venligt Ord , en eneste forsonlig Tiltale kunde gjøre Alt godt igjen og forene de Hjerter , som aldrig skulde være adskilte . “ „ Derved er der Intet at gjøre , min Pige , “ svarede Moderen , „ jeg kjender Fader for godt til at vente mig Noget af Fremtiden . Gid Din Fremtid maa blive lysere end min Fortid ; det er det eneste Ønske , jeg endnu har tilbage . “ Efter dette Svar blev Anna tankefuld og sank hen iTaushed , i Begyndelsen en sørgmodig og trykkende Taushed , men efterhaanden arbeidede Tankerne sig frem ad lange Veie , indtil der viste sig lysere Udsigter for hende , Fremtidsforhaabninger og lykkelige Forjættelser , som kaldte Smilet frem i det klare Ansigt . „ Gid Din Fremtid maa blive lysere end min Fortid . “ Hvorledes . skulde vel Fremtiden blive lysere for hende , naar ikke Richard kom tilbage ? Hvor havde han været i den lange Adskillelses Tid ? Hvor færdedes h^n vel i dette Øieblik ? Saaledes tog det ene Spørgsmaal det andet , indtil hun med ungdommelig Livlighed reiste sig , satte sig hen ved Siden af sin Fader , tog Mod til sig og talte til ham . „ Jeg har idag tænkt saameget paa Richard , Fader , og vilde blive lykkelig , om jeg snart hørte fra ham . Jeg synes , at vi paa denne . Nytaarsaften skulde blive enige om , hver paa sin Maade at lægge Grunden til et glædeligt Nytaar . Tænk nu , om Du reiste hen til Alfred og sagde ham , at Du tilgav ham , at Fortiden skulde være glemt , og at han skulde komme herhen imorgen , for at vi Alle kunde være samlede ved det nye Aars Begyndelse . Jeg troer , at jeg vilde blive ligesaa glad , som om Richard var kommet tilbage . “ Den Maade , hvorpaa Anna sagde disse Ord , vilde under almindelige Omstændigheder have smeltet ethvert Hjerte ; hun var en af disse fordringsløse , naturlige og livsglade unge Piger , som strax indtage En , naar kun denne En ikke havde været gamle Martin . Hun kunde ikke have valgt noget uheldigere Øiehlik til at omtale hiin Sag . Han var netop i Begreb med at forøge Kapitalen og dyngede den ene Sum ovenpaa den anden ; de mange AarsForurettelser og Krænkelser skulde være taalte for Intet , og nu vovede Nogen at opfordre ham til at glemme det Hele , til frivilligt at give Afkald paa Formuen , og denne Nogen var , ovenikjøbet hans eget Barn . Det overgik Alt , hvad man endnu havde vovet at byde ham ; derfor kogte ogsaa Forbittrelsen over hos ham , og han reiste sig med en for hans Alder usædvanlig Hurtighed . „ Ti stille , “ sagde han , „ ikke et Ord mere . Nu har jeg gjennemlidt den lange Række af Aar , og saa skulde jeg tilgive og glemme . Aldrig ! Som om Mildhed og Forsonlighed kunde udrette Noget i Verden ; som om Mildhed og Forsonlighed kunde faae En til at glemme skuffede Forhaabninger og et Livs knuste Lykke , eller gjøre det Skete uskeet og udbrænde aargammelt Had og Nag . Jeg hader Menneskene “ — ved disse Ord gjød Lidenskaben fornyet Kraft i den gamle Mand , saa at han rettede sig stiv og stolt som i sin Ungdom , og en Ild tindrede i hans Øine — „ jeg hader Menneskene ! Mildhed og Forsonlighed ere fjernede fra mit Sind for stedse . Havde jeg Magt somVillie , saa knuste jeg dem . Ingen Overbærenhed eller Barmhjertighed , de gjøre os kun tossegode , saa at vi lade os trampe ned af den Første den Bedste . Nei , Had og Hævn , saa er Partiet lige . Min Søn har forbittret mit Liv , og vender ikke tilbage , saalænge jeg lever ; og vover Nogen af Jer oftere at omtale denne Sag , saa skilles vi ; enten I eller jeg viger Pladsen . “ Ved de sidste Ord lod han sin Haand falde tungt paa Bordet og sank snart tilbage i sin gamle Indesluttethed ; kort efter tog han sin Hat og gik ud . Annas Ord vilde som sagt have smeltet ethvert Hjerte , men hendes Fader havde intet Hjerte ; hvis der engang havde været noget af det Slags i ham , saa var det forlænge siden forstenet . Hans Natur var trodsig , og Omstændighederne havde kun altfor godt bidraget til at udvikle denne Natur . Hvor skulde vel den Magt findes , som kunde bringe denne Isskorpe til at smelte ; knuse den , det var let nok ; men smelte den , det var Sagen . Gamle Martin gik ud i Aftenskumringen og traskede ned mod Havet ; den kolde , bidende Vind mærkede han ikke , dertil var han altfor optaget af sine egne Tanker . Mechanisk vandrede han videre henad den Vei , han saa tidt havde hetraadt , og naaede snart ned tilVandet . Det var et eensomt Sted , hvor han befandt sig , men han yndede netop Eensomheden , og var mange Gange gaaet derned , naar Sindets Byrder trykkede ham altfor tungt . Han kjendte enhver Busk , enhver Forhøining i Jordsmonnet , enhver Steen , og styrede sine Fjed ned mod en forfalden Hytte , hvor Fiskerne tidligere havde havt deres Redskaber liggende , men som nu stod forladt og var yderlig forfalden ; hele Forsiden , som vendte ud mod Havet , var faldet sammen og lod Udsigten fri ; inde i Hytten fandtes der kun en Træbænk , som først var glemt af Fiskerne , siden af Tyvene . Den gamle Martin vidste paa en Prik , hvor den stod , og fandt den derfor med Lethed trods Mørket derinde . Her var Stedet , hvor han kunde fortsætte Regnskabet uden at forstyrres , og han saae med frydefuld Bitterhed , hvorledes Kapitalen var voxet siden sidste Termin ; den sidste Termin førte igjen hans Tanke tilden næstsidste og saa fremdeles , indtil han endelig for et Øieblik glemte Regnskabet over gamle Erindringer fra Ungdomstiden , dengang han første Gang traf sammen med Hende , hvorledes hun ved deres første Møde ligesom havde elektriseret ham , hvorledes han havde tænkt sig Umuligheden af , at hun nogensinde kunde blive hans Hustru , og det slet ikke af anden Grund , end fordi denne Lykke vilde være altfor stor ; hvorledes han tog Mod til sig og friede og fik Ja , og følte , at han var nærved at gaae fra Forstanden af Glæde ; hvor godt erindrede han ikke den første Gang de vare sammen i Selskab ; han saae tydeligt for sig hendes smukke , fyldige Haar ,' som var sat op i en tyk Fletning , hepdes slanke Skikkelse , hendes tærnede Kjole , og han mindedes , som om det var igaar , hvor lyksalig han var , naar hun hemmeligt trykkede hans Haand . Det var for et Øieblik som om Saameget af Isen var smeltet , som der behøvedes til en eneste Draabe ; men den frøs straxigjen . Tanken førte ham videre frem , og han saae en Skikkelse , som engang var hans gode Ven , og paa hvem han stolede , eller rettere , mod hvem han aldrig havde rettet et Glimt af Mistanke . Denne Ven misbrugte hans Fortrolighed , og en Dag saae han sig forladt af hende , han elskede høiest i Verden ; men det var endda ikke nok . Hun gav Vennen sin Haand og blev hans Hustru ; og hvad gamle Martin derefter saae i Tankerne , var saare bedrøveligt ; thi haardt maatte hun bøde for sin Letsindighed , uden at han kunde hjælpe hende . Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet af sin Mand , men lian blev snart ligegyldig , kold og ukjærlig mod hende ; hendes Søn , som i Længden ikke kunde udholde Livet hjemme , drog ud i Verden , og Moderen døde omsider i Eensomhed , forladt af sin Mand og af den hele Verden . Gamle Martin selv giftede sig senere , men hans Liv fik aldrig sin forrige Friskhed . Kommende Aar toge de gamle Sorger med sig • og dyngede nye ovenpaa dem ; Løfter havde han modtaget af Mange , men Nogle havde brudt dem , Andre tankeløst glemt dem , og Ingen holdt dem ; han saae ikke sin Hustrues Selvopofrelse og blide Taalmodighed ; han var blind for sin Søns Flid , Udholdenhed og Dygtighed ; han elskede vel sin Datter , men ikke paa den imødekommende Maade , som vinder Hjerterne , og nu havde han jo Sorg ogsaa af hende . Alt dette gik rundt i den gamle Martins Hoved og blandede sig mellem hverandre . I Begyndelsen havde han tænkt det Altsammen klart , men efterhaanden antoge Skikkelserne uklare Omrids og faldt ind i hverandre . Han saae Skikkelserne af de Mennesker han tænkte paa , foran sig og omkring sig i Hytten , og blandede dem sammen med de Gjenstande han kunde skimte i Skumringen . Ude foran ham laa Fyret og brændte ; det gav Blinket , som pludseligt udsendte Lysstraaler af flere Miles Længde , og forsvandt ligesaa pludseligt igjen ; Blinkene kom og gik ligesom hans egne Tanker . Han kunde skimte Fyrtaarnet , der stod som en Kæmpe ude i Havet , og som af Skyerne , der drev forbi det og bagved det , forsynedes snart med Møllevinger , snart med Arme og Been , snart fik en Hat paa Hovedet eller en Kappe over Skuldrene , og i det Hele gjennemgik en Række Forvandlinger . Jo længere den gamle Martin sad og betragtede disse Forvandlinger , desto mere fortabte han sig i dette Skuespil , indtil det tilsidst fængslede ham og ganske opfyldte ham , og der efterhaanden begyndte at foregaae en Forvandling med ham selv . Fyrtaarnet antog menneskelig Skikkelse og vedblev dog at være Fyr ; den menneskelige Skikkelse syntes at være ham bekjendt ; han havde en dunkel Forestilling om , at den lignede ham selv som han stod og gik , og dog kunde det umuligt være saaledes . Den blinkede ad ham og syntes at vinke , som om den opfordrede ham til at komme nærmere . Han følte ingen Frygt ved dette Syn , men kun en uimodstaaelig Trang til at komme derud for at naae et eller andet Ubestemt , som han savnede og maatte have ; og uden at mærke eller bekymre sig om , at det begyndte at blæse , sad den gamle Martin faa Øieblikke efter i en Baad og roede ud ad Fyret til , saa hurtigt han kunde . Det var dog forunderligt , hvad der kunde være paafærde ude ved det Fyr ; han kunde dog altid roe derud og betragte det i Nærheden ; var dér saa Intet at see , kunde han jo roe tilbage igjen . Han havde aldrig været ude paa Fyret , skjøndt han havde seet det lyse hver Aften i mange Aar ; ligesaalidt vidste han , hvem der boede , eller hvor lang Veien i Virkeligheden var . Skuffet af Afstanden paa Havet troede han at kunne naae derud paa et Kvarteer , og nu havde han roet en Time uden tilsyneladende at være kommet længere end Halvveien . Blæsten var ikke ringe , og Bølgerne begyndte saa smaat at faae hvide Toppe , men Martin var ikke den Mand , der lod sig forknytte af saa lidt ; havde han begyndt paa en Ting , saa skulde den føres igjennem . Han lagde sig over Aarerne med al den Kraft , han endnu havde tilovers ; men han var en gammel Mand , og snart svigtede Kræfterne ham ; Armenes Styrke svarede ikke til Villiens Kraft , Baaden kastedes omkring mellem Bølgerne , han saae hele Vandmarker lægge sig paaskraa omkring ham , store Flader som pludselig skummende og sydende forvandledes til Bjerge og Dale , der truede med at slynge Baaden og ham selv i Afgrunden . Blæsten tog til og gik efterhaanden over til en rygende Storm , saa at gamle Martins Mod sidst forsvandt ; de faa Kræfter lian endnu havde tilbage , brugte han ikke mere til at roe , skjøndt han nu var ganske nær ved Fyret — thi med eet Blik havde han indseet det Frugtesløse deri — men han anvendte dem til at opløfte et Fortvivlelsens Raab , og sank derpaa afmægtig tilbage i Baaden . Nytaarsnat At leve alene paa et Fyrtaarn kan aldrig og under'ingen Omstændigheder have noget Behageligt ved sig . Jeg taler ikke om dem , som med Lommen fuld af Penge fare fra den ene Ende af Verden til den anden for at see og høre Alt og strax glemme detigjen , og som engang for en Forandrings Skyld , og for et Øieblik kjede af Menneskevrimlen og de store Byers Larm , Skuespil og brogede Mangfoldighed , søge ud paa Havet og stige op i et Fyrtaarn . Om dem taler jeg ikke ; thi Eensomheden og Stilheden kan være som en Hvile for dem , og den stærke Modsætning kan kalde Lysten til Livet tilbage . Jeg taler derimod om Fyrmesteren , denne Eneboer , i hvis Lod det er faldet at føre en afsondret Tilværelse ude i heden , hvor den storartede Natur med dens vilde Optrin gjør Indtryk selv paa det raaeste Sind , og hvor baade den dybe Stilhed og Bølgernes Torden have en egen Maade at tale paa , et ganske eiendommeligt Sprog , som i Længden bøiei’ den meest Stivsindede og Forhærdede , og ofte fremkalder høisindede Tanker og menneskelige Følelser i en Aand , som under dagligdags Forhold vilde være bleven nede ved detMiddelmaadighedens Lavmaal , hvor det gjennemsnitlige Antal af Slægten holder sig fra sin Fødsel til sin Død . Naar Himlen er klar og Havet roligt , er Eensomheden stærkest og meest byrdefuld . Stilheden fremkalder sin Modsætning og vækker Forestillinger om folkerige Byer , solbeskinnede Marker og lykkelige Hjem . Solskinnets utallige Blink paa Havfladen lede Tanken hen paa det Vrimlende og Mangfoldige , paa Gader fulde af Spadserende , Forretningsfolk og Kjøretøier , paa fyldte Theatre eller paa hyggelige Middagsselskaber ; og Ønsket opstaaer om paa en eller anden Maade at være med i al denne Vrimmel ; men Eneboeren føler blot Afstanden og sin egen Afmagt , og denne Følelse tynger og piner ham kun saameget stærkere , jo livligere hans Phantasi befolker den tomme Luft eller lader Skikkelserne tumle sig ude paa Havet . Ved Vintertid derimod , naar Fyrmesteren har faaet sin Proviant for flere Maaneder , naar han for lang Tid har taget Afsked med Verden , naar Stormen arbeider gjennem Luften og Havet og pidsker dem sammen til Eet , saa er forunderlig nok Eensomheden mindre trykkende . Den hele Egn om Fyrtaarnet befolkes af sig selv ; talløse Skikkelser stige op af Havet , vugge sig paa Bølgerne og blinke ad Fyret , som skinner ud i Mørket ; sælsomme Røster lade sig høre , snart som menneskelignende Stemmer , der tydeligt udtale Ord ; snart som vilde , uartikulerede Lyd eller hvinende Klageraab , som om alle de , der forlængst hvile paa Havets Bund , tilsammen havde reist sig og endnu engang gjennemgik den skrækkelige Dødskamp og Undergang ; snart er det mumlende Stemmer eller hule Drøn , der give Echo i Afgrunden ; eller vældige Brag , der kunde lede En til den Tro , at hele Byer styrtede sammen , naar man ikke vidste det bedre . Paa saadanne Aftener føler Fyrmesteren sig mindre eensom ; de flagrende Skikkelser i Luften og paa Havet , og de mægtige Chor af Millioner Stemmer lade ham leve sit Liv om paany , gjøre ham ung igjen og føre længst forsvundne Optrin lyslevende tilbage for hans Øine . Den gamle Fyrmester havde været nede ved Foden afTaarnet for at forvisse sig om , at alle Indgange og Aabninger vare forsvarligt lukkede , da en Storm begyndte at reise sig . Mangfoldige Gange tidligere havde han sindig og mechanisk udført denne sin Dont , men denne Aften var han i en egen Stemning , fordi hans Tid udløb netop i Nat . Imorgen , Nytaarsdag , skulde en anden Fyrmester overtage Forretningerne for det kommende Aar , og næste Nytaarsdag skulde han igjen selv vende tilbage . Skjøndt han havde tilbragt et Aar i Eensomheden , havde han dog fattet et Slags Kjærlighed for Taarnet , og' var halv veemodig stemt ved at skulle forlade det . „ Han kommer sagtens ikke imorgen “ , sagde han til sig selv ; „ bliver Stormen ved , som den har begyndt , ville mange Øine lukke sig for bestandig i denne Nat ; og Taarnet er ganske utilgængeligt . Men det faaer være det Samme ; har jeg levet her hele Aaret rundt , saa kan jeg vel sagtens blive et Par Dage til . “ Han famlede sig frem op ad den steile Vindeltrappe , hvor Mørket var saa tæt , at det lagde sig som et Klæde omkring ham . Skjøndt hanhundrede Gange havde passeret denne Trappe iblinde , gav den dog denne Aften ikke tilstrækkeligt Fodfæste for ham . Han havde faaet Uro i Blodet og stod paa Veien opad flere Gange stille og lyttede ; af og til saae han nedefter , som om der kunde være Noget at see i et Mørke , saa tykt at man kunde skjære i det . I det Samme lød der et gjennemtrængende Skrig ; ikke langtrukket som de Skrig , der først hæve sig og derefter døe hen , men pludselig afbrudt , som om det blev skaaret over af Stormen og Resten sendt i en anden Retning . Et Øieblik stod Fyrmesteren tvivlraadig , om det ikke havde været en af de mange skuffende Lyd , Stormen frembringer ved et Fyrtaarn ; men nei , han havde en lang Erfaring at støtte sig til ; det var aabenbart et Menneske , der raabte om Hjælp , og hvem den begyndende Stormhavde overrasket ude paa Havet . Skjøndt Fyrmesteren var en Mand til Aarene , var han baade stærk og modig , og Vindeltrappen , som for faa Øieblikke siden syntes at yde ham et usikkert Fodfæste , var nusom en banetLandevei . Han foer ned til Taarnets Indgang , traadte ud paa en Steenflade , som laa udenfor Indgangsdøren , og skyggende med Haanden for Øinene søgte han at sammentrænge den Smule Lys , der var tilbage i Aftenskumringen , for at opdage , hvorfra Raabet var kommet . Længe speidede han forgjæves , men tilsidst opdagede han paa Toppen af en fjern Bølge en mørk Gjenstand , som med rivende Fart gled ned ad den henimod Taarnet , og som , da den kom ganske nær , viste sig at være en Baad , paa hvis Bund der laa et Menneske , tilsyneladende livløs . Baaden førtes ikke lige til Taarnet , men strøg ganske tæt forbi det , og var faa Øieblikke efter igjen et mørkt Punkt paa en Bølgetop i den modsatte Retning . Med en Snarraadighed , som kun udvikles hos Mennesker , der saa at sige dagligt see Faren under Øine , ilede Fyrmesteren ind i Taarnet og kom tilbage med en Jerngjenstand , der lignede et lille Anker ; det havde tilbagevendte Hager og var fastbundet til en lang Line . Han ventede , at Baaden igjen skulde passere tæt forbi Taarnet , og benyttende det Øieblik , da dette skete , slyngede han med sikker Haand Ankeret ind i Baaden , der foer afsted med Linen efter sig . Den anden Ende af Linen havde han fastgjort til en stærk Jernring i Taarnet , da han , hvis han selv havde holdt den , ufeilbarligt vilde være bleven revet med i Afgrunden . Det kom kun an paa om Linen holdt . Den strammedes mere og mere , og tilsidst vardenheelt udspilet ; det gav et . vældigt Ryk i Jernringen , men Baaden holdt sig paa det samme Sted og dandsede uroligt ude paa Bølgerne . Faren gav Fyrmesteren Kæmpekræfter ; han halede ind paa Baaden , men Stormen og Havet gjorde ham hver Tomme stridig , saa at han , da han omsider fik trukket Baaden ind , mærkede , at Kræfterne om faa Øiebhkke vilde have forladt ham . Baadens eneste Passageer , den gamle Martin , laa ubevægelig og livløs og maatte bæres indenfor ; hans Udseende kunde Fyrmesteren ikke skjelne i Mørket , hvorfor han tændte Lys og tog en Flaske og et Glas , som altid holdtes i Beredskab nederst i Taarnet . Den Fremmede havde han støttet op mod et Hjørne , og holdt Lygten hen for at helde Noget af Glassets Indhold i ham , då han i det Samme af Forskrækkelse nær havde tabt baade Glas og Lygte . „ Store Himmel , hvad er dette ! At mødes med denne Mand under disse Omstændigheder . Snarere vilde jeg have troet paa Muligheden af alt Andet , end netop af dette . “ Hvor forfærdet Fyrmesteren end var , og hvor nær han ogsaa var ved at tabe Besindelsen , saa tabte han den dog ikke , men indsaae , at hurtig Hjælp var nødvendig , hvis det Liv , som maaskee endnu ikke var heelt udslukt , muligviis skulde kaldes tilbage . Han søgte derfor' at faae Noget af Glassets Indhold i den Fremmede , hvilket omsider lykkedes ham og havde den forønskede Virkning . Den gamle Martin slog Øinene op og saae sig omkring med et stirrende , glandsløst og ligegyldigt Blik , og med en dunkel Fornemmelse af noget Forvirret og Rædselsfuldt , som han nylig havde oplevet ; og i det Hele uvis om , hvorvidt det kun var en Fortsættelse af de Farer , han nylig havde udstaaet , eller om han virkelig var frelst . Fyrmesteren holdt sig tilbage i » Skyggen for at give ham Tid til at fatte sig , og først da han saae , at den Fremmede med Forundring betragtede sine Omgivelser , talte han til ham . „ Jeg haaber , “ sagde han , „ at denne fortvivlede Tour ikke skal have sørgelige Følger for Dem , og at det Værste nu er overstaaet . “ Den gamle Martin saae overrasket hen i den Retning , hvorfra Ordene kom , og opdagede den Talende , om hvis Nærværelse han hidtil ikke havde vidst Noget . „ Hvor er jeg , og hvem er De ? “ spurgte Martin . „ De er ude i Fyrtaarnet ; De laa bevidstløs i en Baad , som drev for Stormen ; jeg var saa heldig at faae Baaden trukket ind , og her er De nu . Jeg er forresten Fyrmester her paa Taarnet . “ Den gamle Martin hørte udeeltagende paa denne Beretning , og det var tvivlsomt , om han rigtig opfattede den . Idetmindste havde han intet Ord til Tak , fordi Fyrmesteren havde frelst hans Liv ; han stirrede kun paa ham , som om han søgte at holde en eller anden dunkel Forestilling fast , uden at det vilde lykkes ham , og opgav omsider Forsøget . Maaskee havde det været bedre for den gamle Martin , om han denne Aften var sunket i den Afgrund , som nylig havde aabnet sig for at modtage ham ; han vilde da have endt sit Livs Kvaler og taget Byrden af Skuldrene paa dem , hvem han tvang til at gaae i Aag med sig . Hvilket Forraad af Bitterhed og Had vilde der ikke med det Samme være gaaet ud af Verden . Hvilket Oplag af Hensynsløshed og Selvretfærdighed vilde der ikke ved denne Ledighed være sunket i Havet . „ Dersom De troer , at De er stærk nok , vil jeg hjælpe Dem ovenpaa i mit Kammer “ , sagde Fyrmesteren . „ Jeg vil Ingenting , “ svarede Martin gnavent og i en Tone , som vidnede om , at hele hans gamle Elskværdighed begyndte at leve op igjen . „ Pas De Dem selv og lad mig være i Fred . “ Under almindelige Omstændigheder vilde Fyrmesteren have givet Svar paa Tiltale ; han vilde rimeligviis være gaaet ovenpaa , og ladet den utaknemmelige , tvære Fremmede blive liggende i Mørket ; men der var Noget ved den gamle Martin , som havde gjort stærkt Indtryk paa ham , og som gjorde ham mere tilbøielig end ellers til at vise sig eftergivende og hensynsfuld . I nogle Øieblikke blev han staaende taus og med et Udtryk i Ansigtet , som om Martins Svar havde berørt ham paa en smertelig Maade . For ikke at gjentage Spørgsmaalet til ingen Nytte , gik han hen og prøvede paa at reise Martin op , og da det viste sig , at denne igjen kunde støtte paa Fødderne , slog Fyrmesteren , stor og stærk som han var , Armen omkring ham , tog Lygten i Haanden , og førte ham , uden at sige et Ord op ad Vindeltrappen . Møisommelig var den lange Vandring , inden de naaede ovenpaa til Kammeret ; Fyrmesteren bar den Fremmede mere end han førte ham ; Trappen var saa smal og snoede sig i saa snevre Vindinger , at han ikke kunde bruge Armene frit , men for det Meste maatte skyde den Fremmede foran sig . Omsider naaede de derop ; den Fremmede blev sat i en stor Lænestol , afført de Klæder , som vare gjennemtrængte og stivnede af Vandet , og iført Fyrmesterens Tøi , der hang løst om den lille Mand og gav ham Udseende af en stor Byldt . Fyrmesteren betragtede sin Gjæst som en forvirret , hjælpeløs Skabning , men viste ham alligevel en Mængde Smaaopmærksomheder , næsten som om han havde været en Dame . I en Fart fik han Kjedlen i Kog , og snart efter satte han en dampende Kop Thee og Rom for Martin , som nød det i lange Drag og efterhaanden levede op igjen . Da Fyrmesteren saae , at han var bleven mere tilgængelig , spurgte han ham , hvorfra han var kommet , og hvorfor han havde begivet sig alene ud paa Søen om Aftenen i et saadant Veir . „ Jeg veed ikke rigtig selv , hvorledes det gik til , “ svarede Martin . „ Jeg boer i et Huns ved Kysten og trængte i Aften til at komme ud i det Frie ; jeg gik derfor ned . , til1 Havet og sad der og tænkte ; som jeg bedst sad , filt jeg en uimodstaaelig Lyst til at see Fyrtaarnet i Nærheden og gik derfor tilsøes ; men Veien var længere , end jeg bildte mig ind , og underveis kom Stormen — det var forunderligt , at jeg paa engang fik denne uimodstaaelige Lyst ; jeg har aldrig mærket den før , “ sagde han og tog sig forvirret og tankefuld med begge Hænder om Hovedet . I dette Øieblik faldt det Fyrmesteren ind , at han rimeligviis havde en gal Mand for sig , og mere for at berolige ham ved at gaae ind paa hans forvirrede Tankegang , end fordi han ventede nogen fornuftig Opløsning , fortsatte han Samtalen . „ Saa De sad nede ved Havet og „ tænkte “ . Vilde det være ubeskedent at spørge Dem om , hvad De da tænkte paa ? “ , Atter en Opfordring til at opgjøre Regnskabet og sætte det i forsvarlig Stand , inden det afleveredes til det nye Aar . Atter en Paakaldelse af de onde Aander , som sværmede om ham paa hans Vei ; som gik foran ham og gjorde Veien lettere ; som gik bagved ham og skjød paa ; som lukkede Øinene paa ham og forsynede ham med aandelige Skyklapper , saa at han hverken saae sin Hustrues Taalmodighød og Selvopofrelse , eller sin Datters Ynde og Kjærlighed , eller den himmelraabende Uret , han gjorde sin egen Søn , da han vilde raade over hans Hjertes Valg og forstødte ham , fordi han ikke i meningsløs Underkastelse under en Andens Despoti vilde give Afkald paa det , der var ham dyrebarest . En saadan Paakaldelse af hans eget Jeg skulde ikke være forgjæves ; her havde han et Vidne ved Opgjørelsen af Regnskabet , og Selvretfærdigheden kunde feire en Triumf . „ Hvad jeg tænkte paa ? Ja , det vilde blive for vidtløftigt , hvis jeg skulde nævne det Altsammen ; men De vil forstaae mig , naar jeg siger Dem , at jeg tænkte paa gamle Løfter , som aldrig bleve holdte ; Eder og Forsikkringer , som brødes ; gamle Venner , som gjorde sig til Fjender , da de begik et Forræderi ; Forretningsmænds Tilsagn om Bistand , hvoraf ikke et eneste blev opfyldt ; vanartede Børn , som beredte mig Sorg og Græmmelse ; en Søn , som i Egensindighed og Forblindelse giftede sig med en Pige uden mue , istedetfor at han med sine Evner og sin Dygtighed kunde have gjort et ganske andet Parti og være blevet en Støtte for sin Familie ; en Datter , som staaer i Begreb med at begaae en lignende Dumhed “ — her glemte Martin , at han talte til en Fremmed og fortsatte mere i Samtale med sig selv end med den Anden — „ men det skal der sættes en Stopper for . Maa .skee kommer Richard aldrig tilbage ; maaskee er han død , og det vilde være det Bedste . Sidste Gang vi hørte fra ham , deeltog han i den nordamerikanske Krig ; det er sandsynligt , at han er faldet , siden der i tre Aar ikke er kommet Brev fra ham . Men melder han sig igjen , maae vi gjøre kort Proces . Ingen Medlidenhed eller taabelig Eftergivenhed . Lad Anna sørge en Tid derover , hun er ung og har et bøieligt Sind , hun glemmer det snart igjen . Det maa skee og skal skee . Læg alle disse Byrder paa een Mands Skuldre og siig saa , om han ikke har Noget at tænke paa . “ Ved disse Ord havde Fyrmesteren reist sig , og talte til den gamle Martin med bevæget Stemme . „ Du er Martin B . , og jeg er den Ven , Du taler om , som engang sveg Dig . “ Hvis et Spøgelse havde viist sig for Martin , eller hvis den Stol , hvorpaa han sad , havde begyndt at dandse rundt med ham , eller dersom hans egen Aand for et Øieblik var bleven saaledes opklaret , at han havde gjennemskuet sig selv i sin hele Forhærdelse , Hjerteløshed og Egoisme — og dette Sidste var aabenbart det , som allermindst af Alt kunde ventes — saa vilde han ikke være bleven mere forbauset , end han nu blev det over Fyrmesterens korte Meddelelse . I den Grad blev han betaget , at han ikke kunde fremføre et Ord , men sad i dum Forundring og stirrede ud for sig . „ Jeg gjenkjendte Dig strax iaften trods den store Forandring , som er foregaaet med Dig i den lange Tid siden vi sidst saaes , “ vedblev Fyrmesteren , efterat han et Øieblik forgjæves havde ventet paa Svar af Martin . „ Tungt har den Skyld hvilet paa mig , som jeg for mange Aar siden paadrog mig , dengang jeg begik hiin store Uret imod Dig ; siden den Dag var det , som om Lykken havde forladt mig . Men har jeg gjort Uret , saa har jeg ogsaa lidt derfor . Jeg har ofte ønsket at træffe Dig endnu engang i Livet og faae Din Tilgivelse , men trods al min Søgen er det aldrig lykkedes mig at finde Dig ; og mindst af Alt kunde jeg tænke , at Du boede Taarnet saa nær . At vi træffes iaften og under saa besynderlige Omstændigheder , deri seer jeg en Himlens Styrelse . Glem nu tilføiet Uret , Martin , og lad os som gamle Venner række hinanden Haanden ; lad alt Fjendskab tilhøre Fortiden og end det gamle Aar med . at tilgive mig . “ „ Tilgive Dig , “ svarede den gamle Martin , 1 som nu havde faaet Mælet igjen . „ Du faaer aldrig min Tilgivelse , aldrig , aldrig ! Som Din Gjerning har lagt mit Liv øde , saaledes skal min Forbandelse følge Dig , og Din egen onde Samvittighed jage Dig indtil Dit Livs Ende . “ „ Hør mig , “ sagde Fyrmesteren , „ og modtag først en Meddelelse , som har ventet paa Dig i mange Aar . Den Kvinde , paa hvem vi i dette Øieblik Begge tænke , og som blev min Hustru , hende har jeg aldrig mishandlet , som Du maaskee troer , eller som Folk idetmindste troede ; men jeg blev for en Tidlang kold og ligegyldig mod hende , og indsaae først , hvad jeg havde eiet , dengang jeg mistede hende . Himlen være lovet , at jeg erkjendte det saa tidligt , at jeg idetmindste vandt nogen Tid til at oprette det Forsømte og faae hendes Tilgivelse . I de sidste Maaneder af hendes Liv var det hendes Mildhed og Forsonlighed , Ære være hendes Minde , som bragte mig til at kjende mig selv og til at opnaae hendes fuldstændige Tilgivelse ; uden den vilde hele mit Liv have været forspildt , saa levende stod det for mig , hvor stor Uret jeg havde begaaet imod hende . „ Een Ting maa Du love mig , “ sagde hun den sidste Dag , hun levede , „ og det er at opsøge Martin og bede ham om om hans Tilgivelse for mig og for os Begge . Hvis vi efter Døden see den Verden , vi have forladt , vil jeg ikke faae Fred , førend dette er skeet . “ Nu veed Du det Hele . Jeg har søgt Dig , Aar efter Aar , men forgjæves , og tilsidst træffes vi paa denne forunderlige Maade . Glem nu gammelt Nag , Martin , og lad hendes Bøn i Forening med min stemme Dig til Forsonlighed . “ „ Talemaader , “ raabte Martin forbittret ; „ naar I have spillet op med mig og gjort , hvad I vilde ; naar I have tilføiet mig blodig Uret og maaskee udleet mig ovenikjøbet , saa skulde jeg være tossegod nok til at glemme det Hele og tilgive Jer ; maaskee igjen blive Din gamle Ven , og vise Dig Tjenester , for paany at tages ved Næsen . Tilgive Dig , Frederik ! Som om Du brød Dig om min Tilgivelse . Bliv mig fra Livet med Hykleri . Hiin Kvinde har forraadt mig , hende tilgiver jeg aldrig . Jeg forbander Dig og hende og Eders hele Slægt ! “ „ Umenneske , som Du er , “ svarede Fyrmesteren , i hvem Blodet begyndte at koge , „ have ogsaa mine Ord ingen Magt over Dig , saa burde dog Erindringen om Hende og hendes sidste Bøn stemme Dig forsonlig . Aarene have forandret Dig til det Værre , ikke til det Bedre ; de have forhærdet og forstenet Dig ; et saadant følesløstog hævngjerrigt Uhyre var Du dog ikke , da jeg sidst kjendte Dig . Endnu Et har jeg at sige Dig , og saa maa det være forbi mellem os . Den Mand , Du før omtalte som forlovet med Din Datter , har jeg , efter de Ord Du lod falde , al Grund til at antage for min Søn ; ogsaa , han hedder Richard , han er Sømand og har deeltaget i den nordamerikanske Krig ; for nogle Aar siden , da jeg var langt herfra , skrev han til mig , at han havde forlovet sig med en Pige her paa Egnen , uden dog at give nærmere Oplysninger . Igaar fik jeg Brev fra ham . , hvori han melder sin Ankomst i disse Dage . Skulde det nu vise sig , at det var ham , saa er jeg enig med Dig i een Ting ; vi maae see at fjerne de unge Mennesker fra hinanden — ikke med Vold , forstaaer Du , det taaler jeg ikke ; men jeg skal bestræbe mig for at lade ham indsee , hvilke Følger der kan komme ud af en saadan Forbindelse . Det Hus , som rummer Dig , Martin , er forpestet ; den Familie , hvis Hoved Du er , har et tungt Kors at bære ; og nu skulde min flinke , livsglade Dreng tankeløst styrte sig ind i et saadant Helvede ; det skeer aldrig med min gode Villie . “ „ Heller ikke med min , “ tilføiede Martin i den høieste Forbittrelse ; „ Du og Dine have gjort mig Ulykker nok . Sætter han nogensinde sin Fod indenfor min Dør , saa kaster jeg ham ud . “ „ Du kaste ham ud , Du' . “ svarede Fyrmesteren haanligt . „ Nei , det lader Du nok være . Men han skal forhaabentlig ikke uleilige Dig . “ Den gamle Martin reiste sig og lavede sig til at gaae . „ Hvor vil Du nu hen ? “ spurgte Fyrmesteren . „ Jeg tager hjem igjen . Dette Sted er mig utaaleligt . Jeg hader Dig og Din Slægt , og ønsker , at vi aldrig mødes oftere . “ „ Hvor utaaleligt dette Sted ogsaa er Dig , saa kommer Du dog til at slaae Dig til Ro her idetmindste for inat ; forStormen , som begyndte i Aftenstunden , har nu reist sig heelt ; og ingen Moderssjæl kan komme herfra iland eller fra Land herud . Du kan slaae Dig til Ro i Stolen der ; jeg skal ikke oftere tale til Dig . “ Med disse Ord satte Fyrmesteren sig i sin store Lænestol , og Martin , som indsaae Umuligheden af at forlade Taarnet , satte sig til Ro i sin . De faldt snart Begge i Tanker , og den Ene glemte reent , at den Anden var tilstede . Ilden , som endnu brændte i Kakkelovnen , kastede et stærkt Lys ud i Værelset og aftegnede paa Loftet forvirrede Former af de store Lænestole , medens Mændenes Skygger bevægede sig i en broget , urolig Dands , ligesom deres Tanker . Under alt Dette havde Stormen hævet sig til en sand Orkan . Der kom et vældigt Vindstød , som rystede det stærke Taarn , saa at det formelig svaiede i Luften , og med det Samme slukkedes Ilden . Mændene sade tause i det tætteste Mørke , uden at mærke Noget dertil , ligesaa lidt som de saae , hvad der foregik udenfor paa Havet . Bølgerne reiste sig , og af deres Toppe hævede der sig høie Skikkelser , som et Øieblik betragtede Taarnet , inden de igjen sank i Dybet , forat give Plads for nye gaadefulde Væsener , der snart begyndte at opføre en Ringdands . Alle samledes de om Taarnet ; de kom langveis fra svævende paa de gyngende Bølger , men skjøndt de havde Oceanets umaadelige Ørken til fri Tumleplads , søgte de Alle , som efter en fælles Aftale , hen mod det samme Midtpunkt ; mange af dem , som vare længst borte , syntes et Øieblik at være tvivlraadige , men saasnart de saae , hvorhen den store Skare tog Farten , styrede de i samme Retning . Der var kæmpestore Skikkelser , som truende hævede Armene mod Taarnet , og saae ud til at ville knuse det med eet Slag ; der var kraftige Skikkelser , som aabnede Armene og omfavnede det for at rive det med sig i Afgrunden ; der var krumbøiede Skikkelser , som rendte Panden imod det og forsøgte at løbe det omkuld ; der var Skikkelser , som rullede sig frem og sloge Kolbøtter underveis , snart forsvindende , snart dukkende op igjen , indtil de tilsidst kom glidende ind paa Ryggen og viste sig lige ved Taarnet med Benene høit oppe i Luften , forsøgende at sparke til Fyret og slukke det Hele ; der var Skikkelser , som i Bevidstheden om , at det gjaldt Taarnets Undergang , ret befandt sig i deres Element og kastede deres Hue høit op i Luften , greb den igjen og satte den paa Taarnets Hoved , hvor den i samme Øieblik faldt sammen i Skum og strømmede ned ad dets Sider ; der var smaa , hoppende , vevre og snaksomme Skikkelser , som listede sig omkring Taarnets Fod i Haab om at finde en Dør eller blot en Revne , de kunde smutte ind ad , og i sluttet Trop stige op ad Trinene , eet efter eet , indtil de havde fyldt Taarnet , for derpaa pludselig at falde sammen til een Vandmasse og knuse det Hele . Der var et fraadende og skummende Dyb med Udsigt til Kjeldere , Huler og Afgrunde , som fyldtes af nye Vandmasser , men strax kom tilsyne igjen . Havde Verden siden Noæh Tider end forandret sig i saameget Andet , i dette Ene var den bleven sig selv lig . Syndfloden i fordums Tid og Syndfloden i denne Nat frembød det selvsamme Skue af skrækkelige Optrin , som maatte opfylde selv den Modigste med Forfærdelse og betage Hjerterne ethvert Haab om Frelse . De to Mænd havde længe siddet tause , og vare , ovenpaa deres legemlige og sjælelige Anstrengelser , faldne i Søvn . Hvorlænge de havde siddet saaledes , kan være det Samme , men vist er det , at den gamle Martin paa engang mærkede , at der foregik en Forandring med ham , noget Lignende , som da han om Aftenen havde siddet og seet ud paa Fyret . Han var vaagen og formaaede dog ikke at røre sig af Stedet ; han var sig selv bevidst og saae Alting ganske tydeligt ; men skjøndt det han saae maatte indeholde tilstrækkelig Opfordring til at raabe om Hjælp , var han dog ikke istand til at frembringe Lyd eller Stavelse . Hans Øine vare faldne paa det eneste Vindue i Værelset ; det var blevet til et stort Ansigt og vedblev dog at være Vindue . Om det saa skulde have kostet ham hans Liv , kunde han ikke have . sagt , hvilket der var hvilket . Vinduet var der , men Ansigtet var der ogsaa ; det fyldte hele Vinduet ud og syntes at optage det i sine Lineamenter . Buen foroven smeltede sammen med Panden , Vinduesposten blev Næse og en af Sprosserne Mund , og alligevel vare deres Former og Omrids ganske forskjellige . Det var et vildt , truende Ansigt , der saae ud , som om det var pidsket sammen af Bølgernes Skum , og let bevægeligt , som om det i næste Øieblik kunde antage en hvilkensomhelst Form . Fast og gjenn emtrængende stirrede det paa den gamle Mand , der efterhaanden fik en Bevidsthed om , at det var det selvsamme Ansigt , som paa en saa forunderlig Maade havde seet paa ham ude fra Fyret og draget ham derud ; og lidt efter lidt opdagede han i alle dets Træk en skrækkelig Lighed med sig selv . „ Jeg har forgjæves søgt Dig i mange Aar , “ sagde Skikkelsen , „ men har maattet vente , til Du kom herud . “ „ Hvem er Du , og hvad vil Du mig ? “ spurgte den gamle Martin , forundret over sin egen Stemme og over dens døde Klang , der var ham saa fremmed , som om en Anden talte i hans Sted . „ Dit andet Jeg er jeg , og Dit bedre Jeg , som Du har krænket og øvet Vold imod , siden Du var en ung Mand . Forgjæves har jeg kæmpet for min Ret i de mange Aar , men altid været afmægtig . Kun paa dette Sted vidste jeg , at jeg havde Magten . Du har længe holdt Regnskabet i Orden for Andre , nu ei' Regnskabets Dag kommen for Dig selv , gamle Martin . “ „ Jeg drømmer naturligviis , “ sagde han , eller tænkte det blot , hvilket forresten kom ud paa det Samme , da Skikkelsen gjennemskuede ham og gav ham Svar . „ Du drømmer ikke , “ sagde den , „ Du har i hele Dit Liv aldrig været Virkeligheden saa nær som nu ; kom og see den ! “ Endnu var han betaget af Tvivl , og søgte at gjøre sig Rede for , at han kun sad i en Stol og drømte ; men han mærkede , at denne Forklaring ikke rigtig slog til , og at ethvert Forsøg paa Modstand vilde glippe . Dreven af en indre Magt gik han hen og aabnede Vinduet for at jage Synet paa Flugt , skjøndt han meget godt forudsaae , at det ikke nyttede Noget . Aldrig saasnart havde han lukket det op , førend Skikkelsen svævede ind i Værelset , og efter den utallige andre , lette og luftige som Taager , som snoede og vendte sig i de meest forvirrende Slyngninger . Flere og flere strømmede ind fra Luften og fra Havet ; de gik igjennem hverandre , skar hverandre over og gili sammen igjen . Smaa Skikkelser , der i det Fjerne saaeud som Krusninger paa Bølgerne , voxede med Nærheden ; de vuggede og gyngede sig paa Stormen , som underveis gav dem utallige Former ; de sank og steg , men nærmede sig Alle til Taarnet og smøgede sig ind gjennem det aabne Vindue , uden at han begreb , hvorledes de Alle kunde faae Plads i det snævre Rum . Han saae , hvorledes de satte Ryggen imod Loftet og løftede det iveiret ; de rettede sig i deres hele Høide og førte Toppen af Taarnet høiere og høiere op i Luften , indtil den tilligemed Fyret kun viste sig som en Stjerne og tilsidst reent forsvandt . Paa Resten af Taarnet stod Martin alene tilbage med den Skikkelse , som først havde viist sig for ham . „ Forfærdelige Væsen , hvad vil Du mig ? “ spurgte Martin . „ Lære Dig , hvem Du er , og hvad Du bliver , “ svarede Skikkelsen . „ Hvem jeg er , veed jeg ; men hvad jeg bliver , kunde jeg nok have Lyst til at vide . “ „ Du tager feil ; Du veed mindst af Alt , hvem Du er . Du er for mange Aar siden bleven en Anden end Dig selv ; Du er bleven fremmed for Dig selv og har forvandlet Dig til denne Fremmede . “ „ Men dersom Du var mit andet Jeg , maatte jeg jo kjende Dig , “ indvendte Martin , som begyndte at fatte Mod , da han mærkede , at Skikkelsen i det Hele var medgjørlig og ikke gjorde det af med ham i det første Øieblik . „ Dersom Du virkelig var mit andet Jeg , maatte jeg jo have seet Dig før , men jeg mindes aldrig at have mødt Dig tidligere . “ „ Det kommer deraf , at Du har glemt mig ; at Du trolig har arbeidet paa at udslette mig af Din Erindring ; at Du har krænket og forurettet mig i langt høiere Grad , end Andre have krænket og forurettet Dig ; men kom nu og see ! “ Den gamle Martin mærkede , at han blev ført ud over Havet , hvor Bølgerne dybt under ham voxede til Bjerge og hævede sig op imod ham . Han saae nu den Skare af Skikkelser , som hele Tiden havde tumlet sig udenfor Taarnet ; de styrede ikke længere løs paa Fyret , der var forsvundet , men reiste sig nysgjerrigt speidende til alle Sider , og naar en af dem opdagede et Skib , løftede den Armen og pegede i den Retning , som strax fulgtes af alle de andre ; nogle flagrende i Luften , andre skydende sig frem paa Bølgerne , medens en heel Deel , som ikke kunde faae Plads i Vrimmelen og røre sig frit , dykkede ned og rullede sig frem under Vandet . Paa Skibet bleve Skikkelserne sete , og Mandskabet arbeidede med Fortvivlelsens Kraft ; men saa let som en Nøddeskal blev Skibet kastet om paa Siden og fik vældige Bølger ind over sig . Skikkelserne klyngede sig til Mastetoppen , det begyndte at synke , og efterat have sendt kæmpestore Luftbobler iveiret , gik det tilbunds roligt og i lige Linie , som om det havde været en Blyklump , der sank i stille Vand . Saaledes gik det med Skib efter Skib ; naar et af dem var gaaet under , sank Skikkelserne sammen for at hente Kræfter til nyt Arbeide ; derefter reiste de sig igjen , speidede og gave hverandre Tegn , stormede saa afsted efter det næste Skib , der fik samme Skjæbne som de forrige . „ Et skrækkeligt Syn , “ sagde Martin , „ det snører Hjertet sammen i En og faaer Blodet til at stivne . “ „ Det mener Du ikke , “ svarede Ledsageren , „ Du har jo intet Hjerte . Kom ikke med Talemaader om Medlidenhed ; Du veed bedst selv , at de Intet betyde , og at Du forgjæves vilde prøve paa at bedrage mig . Medlidenhed og Barmhj ertighed ere fj ernede fra Dit Sin d for stedse . “ Det forekom Martin , at han havde hørt disse eller lignende Ord før ; kun kunde han ikke erindre , hvor eller af hvem ; han følte , at de tyngede ham og tang et Øieblik stille ; men da hans Ledsager ogsaa tang , brød han igjen Tausheden , som begyndte at blive ham utaalelig . „ Hvor mange Forhaabninger gaae ikke her tilgrunde ? Hvorfor slider og slæber Mennesket for sig selv og for Efterslægten , naar Frugten af et heelt Livs Anstrængelser saaledes kan gaae tabt i et Øieblik ? “ „ Spørger Du for Andres eller for Din egen Skyld ? Hvad Du søger af ørkesløs Nysgjerrighed , faaer Du ikke besvaret ; men hvad Dig selv angaaer , har Du saa slidt og slæbt for Efterslægten ?- Har Du arbeidet af andre Grunde , end fordi Du var nødt dertil ? Har Du beredt Dine Nærmeste endog blot smaa Glæder og Overraskelser ? Eller hvad mener Du med Frugten af et heelt Livs Anstrængelser ? Tiden gaaer som en stor Bølge hen over Verden og drager den ned i Glemselens Hav ; men over Tiden staaer der Magter , som frelse de gode Gjerninger fra Undergang . Enhver menneskekjærlig Tanke ; enhver Gjerning , som øvedes for at knuse Vold og Despoti ; enhver Seivopoffrelse , som blev ydet for at støtte Andre ; ethvert forsonligt Ord til den , som fortryder sin Uret ; enhver lille Hjælp eller Haandsrækning , den være nok saa ringe og i Verdens Øine ubetydelig , som det ene Menneske af et kjærligt Sind yder det andet ; ja blot det oprigtige Ønske om at hjælpe , selv om Evnen ikke svarer til Villien , Alt dette trodser Tidens Strøm og gaaer aldrig under . “ Den gamle Martin svarede Intet , og var paa engang forundret og skamfuld over sig selv . Som øvet Regnemester havde han i mange Aar havt Kassen i Orden , og aldrig staaet tilbage , naar der skulde udbetales paa Selvretfærdighedens Conto ; og nu skulde det hænde ham , at han maatte tilstaae sin egen Insolvents . „ Du kjender endnu langtfra Virkeligheden , “ sagde Ledsageren , „ kom og see videre ! “ De sank dybere og dybere ; Martin følte , hvorledes Havet voxede over dem , og saae snart , at de befandt dem paa dets Bund . „ Der vilde behøves flere Menneskealdere for at see alt Det , som her findes , “ sagde Ledsageren , „ men tag det Nærmeste i Øiesyn ; det vil være tilstrækkeligt . “ Her var den dybeste Ro og Stilhed trods Stormen , som rasede ovenfor . Der stod ligesom Søiler sondrede fra den øvrige Vandmasse , og gyngede sagte frem og tilbage ; ved at følge dem opad , bemærkede han , at Bevægelsen tiltog i Høiden , indtil den tilsidst frembragte den bølgende , fraadende og skummende Overflade , som han nylig havde seet paa det oprørte Hav . Der laa uformelige Masser , overgroede med Snyltedyr og Planter ; det var Skibe , som vare forgaaede for Gud veed hvormange Aar siden . Ved et af dem havde et Skelet reist sig i Vandet , og ført af den svage Bevægelse i Elementet hævede og sænkede det sin Arm , som om det bankede udvendigt paa Skibsskroget og ønskede at tale med Nogen indenfor . Martin vendte sig om mod sin Ledsager og ventede at faae en Forklaring . „ Det var et forrykt Menneske , “ sagde Ledsageren , „ som fortæret af Had og Hævnlyst bragte' Skibet til at gaae under , skjøndt ban selv maatte følge med . Mere behøver Du ikke at vide . “ Aldrig havde Martin følt Angsten som i dette Øieblik . Han lagde Mærke til , at hans Ledsager i nogen Tid havde begyndt at antage utydeligere Omrids , ikke som om han fjernede sig fra ham , men snarere som om han smeltede sammen med det Element , hvori de befandt dem . „ Forlad mig ikke paa dette Sted , “ raabte Martin forfærdet , „ ellers er jeg fortabt ! Du bliver mere og mere borte for mig , og jeg veed ikke , hvorledes jeg skal holde Dig fast . “ Istedetfor at svare , satte Skikkelsen Havet i Bevægelse , saa at Martin tabte Alt af Syne ; for et Øieblik blev det Hele hyllet i Mørke , han tabte Besindelsen , og da han kom til sig selv igjen , var Havet forsvundet , og han befandt sig inde i en hyggelig , varm og oplyst Stue , midt iblandt Mennesker . Inden han endnu lagde Mærke til , hvor han var , saae han sig om efter sin Ledsager og opdagede ham paa Væggen . Til sin ubeskrivelige Forundring saae han ham svinde ind til en Flade , gaaeindi en Ramme og hænge paa Væggen som et Portrait , der havde megen Lighed med ham selv . Men næsten større blev lians Forundring , da lian saae , at lian befandt sig hos sin egen Søn . „ Jeg har længe glædet mig til , at Børnene skulde have denne Fornøielse , Marie ; jeg kan sige , at jeg formelig har glædet mig , som om jeg selv var et stort Barn . “ „ Du behøver ikke at sige , som om Du var et stort Barn , for Du er et stort Barn , Alfred , “ sagde Marie , idet hun lagde sin Haand paa Skulderen af sin Mand og kyssede ham . I det Samme blev en Dør lukket op , og et lille Ansigt kiggede ind og spurgte , „ om de nu maatte komme ; “ men da Faderen saae bister ud og truede med at gjøre Jagt paa den lille dumdristige Knegt , trak denne sig hurtig tilbage og lukkede Døren , hvorpaa der indenfor opløftedes et almindeligt Frydeskrig . Den gamle Martin havde siddet stum af Forbauselse og efterhaandentabt baade Næse ogMund . Det var altsaa den Søn , han havde forstødt ; det var den Svigerdatter , han havde viist bort fra sit Huus . Aldrig i sine Levedage havde han seet nogen hyggeligere lille Kone ; men hvor havde han ogsaa kunnet tænke , at den „ unge Tøs “ , som han dengang kaldte hende , skulde blive en Kone af det Slags . Gamle Martin begyndte at varmes op for første Gang i mange Aar . Stolt af sin Søn havde han altid været , men siden hans Giftermaal havde han aldrig rigtig villet tilstaae det ; hvor følte han nu ikke Hjertet banke ; Isklumpen var stærkt ifærd med at tøe op . “ „ Gid vi iaften vare samlede med vore Kjære , “ sagde Alfred ; „ for hvert Aar der gaaer , bliver jeg utaalmo digere . Vidste jeg , hvad der kunde forsone Fader , vilde jeg gjøre det , om det saa var nok saa stor en Galskab . “ „ Ja , gid det var saa vel , “ svarede hans Hustru . „ Skjøndt Fader har behandlet os haardt og uretfærdigt , 'længes jeg dog efter dem Alle . Jeg synes , at der hviler et Tryk paa os , saalænge en Forsoning ikke er bragt istand . Din gamle Moder længes bestemt ogsaa efter os ; Din Søster Anna maa nu være en voxen og smuk Pige , idetmindste tegnede hun til at blive det , da jeg sidst saae hende . Hvad om vi toge derhen imorgen og prøvede paa en Udsoning . “ „ Umuligt , “ sagde Alfred , som reent havde glemt Ordningen af alle de smaa Nytaarsgaver til Børnene , hvis Utaalmodighed nu yttrede sig i stigende Grad . „ Umuligt ; jeg har forsøgt Alt , men forgjæves . Vises Døren vil jeg dog ikke mere end een Gang . Men lad nu disse Tanker fare , og lad saa Børnene komme ind . “ Den gamle Martin havde flere Gange gjort kline til at ville afbryde dem , men havde ved hvert Forsøg gjort den sørgelige Erfaring , at han talte ud i det tomme Rum . Derimod talte hans Søn ikke ud i det tomme Rum ; thi neppe havde hansagt : „ Lad saa Børnene komme ind , “ førend en lille Speider , som intet Øieblik havde forladt Nøglehullet , aabnede Døren , og ind stormede et Kompagni af Unger , Husets egne og deres Legekammerater . „ Hvor er Martin ? “ spurgte Faderen . Den gamle Martin foer sammen , i den Tro at han nu var bleven gjenkjendt , men indsaae snart sin Feiltagelse ; det var Husets ældste Søn , der var meent , en livlig , smuk og opvakt Dreng paa otte Aar , som strax meldte sig ud af Skaren og traadte forventningsfuld hen til sin Fader . „ Du har været en god og flittig Dreng i det forløbne Aar , “ sagde han ; „ her er Din Nytaarsgave . “ Med det Samme leverede han ham en stor Bog med Beskrivelser og Billeder fra fremmede Lande . Martin kyssede sin Fader og Moder , hos hvem han satte sig med Bogen under Armen ; endnu var Spændingen for stor til , at han med Ro kunde fordybe sig i dens Indhold . Den gamle Martin sad og ventede , om ikke hans unge Navner ogsaa skulde komme hen til ham , men Drengen vidste jo Intet om hans Nærværelse . Derefter kom den lille Anna , som endnu ikke var udviklet nok til , at Gaven kunde ledsages af nogen „ moralsk “ Kommentar ; og endelig kom den Sidstfødte , der bar sin Faders Navn . Den modtog allernaadigst en Beenrangle , som den strax puttede i Munden , men snart efter tog ud igjen og fægtede i Luften med , idet den gjorde Udfald især mod den Plads , hvor dens usynlige Bedstefader befandt sig . Nu begyndte Uddelingen af Smaaforæringer til de fremmede Børn , og da Bordet var tomt , indtraadte det Stadium af babylonisk Forvirring , som hører til ved slige Ledigheder , og uden hvilken et Børneselskab slet ikke er et Børneselskab . Den gamle Martin tog levende Deel i det Altsammen ; han fulgte med Øinene sine Børnebørn overalt og var især indtaget i den ældste Dreng , som bar hans eget Navn . Det er en Svaghed hos alle Bedstefædre , kun gamle Martin havde hidtil dannet en Undtagelse . Paa engang blev der en Sammenstimlen og et efter Forholdene endog usædvanligt Spektakel . Den lille Martin og en fremmed Dreng vare komne i Disput . De legede Røvere og havde i den Anledning anlagt de traditionelle brogede Dragter og Hatte med Fjer i ; men hvorledes det nu gik eller ikke gik , saa vare de ved en uregelmæssig Ideeforbindelse komne ind paa det lingvistiske Omraade . Den fremmede Dreng havde paastaaet , at „ Fisk “ skulde skrives med lille F , medens Martin paastod , at det skulde skrives med stort F . „ Men naar Du skriver det med stort F , hvorfor siger Du det da med lille F ? “ Paa dette Spørgsmaal , som kunde have sat en større Dreng end Martin i Forlegenhed , svarede han ved at snappe Huen af Hovedet paa den fremmede Dreng , som om den havde ligget der som en løs og ledig Gjenstand paa et Bord ; han svingede den rundt i Luften ograabte : „ Hurra ! Han spørger hvorfor jeg siger Fisk med lille F ! Hurra ! “ „ Hurra ! Du har Ret min Dreng . Bliv Du kun ved , Martin ! “ raabte den Gamle med i Chor og loe , saa at han var nærved at falde ned af Stolen ; men snart blev hån igjen opmærksom paa sin Feiltagelse ; Ingen kunde høre ham , og han blev derfor siddende stille og inderlig bedrøvet . I det Samme kastede han et Blik hen paa Billedet , hvor hans Ledsager tidligere •var forsvundet , og saae ham nu i taagede Omrids falde ud fra Rammen og vinke med Haanden . „ Blot et Øieblik endnu , “ bad Martin , „ lad mig blot et eneste Øieblik tale med denne Dreng ; lad mig give mit Barnebarn et Kys , saa skal jeg være villig til at følge Dig . Det vilde være grusomt , om Du lod mig see alt Dette , for strax at tage det fra mig . Gode Aand ! Jeg føler , at Du vil mig vel . Und mig denne Glæde , den første jeg har følt i mange Aar . “ „ Mildhed og Forsonlighed ere fjernede fra Dit Sind for stedse , “ svarede Ledsageren med barsk Stemme , vinkede med Haanden og Alt var forsvundet . Knugende er Angsten og forfærdende til Vanvid er Samvittighedens Stemme , naar den har slumret i mere end et halvt Menneskeliv og saa først oplader sin Røst . Den store Regnemester glemmer Intet og feiler aldrig . Den lægger Renterne til Kapitalen , og skjøndt den gjør sin Gjerning i Søvne , er den altid sikker . Den dynger Kapital paa Kapital , til det udgjør et heelt Bjerg af himmelraabende Uret ; derefter vaagner Samvittigheden , og tvinger Synderen til at vandre opad Bjerget ; høiere og høiere opad uden at naae dets Top . Tiden gaaer som en stor Bølge hen over Verden og drager den ned i Glemselens Hav ; men over Tiden staaer der Magter , som bevare de onde Gjerninger fra Forglemmelse . Enhver ond Tanke ; enhver Gjerning , som øvedes forat kue Andre og hæve sig selv ; Nederdrægtighed og lav Bedrift , som knuste Hjerter og bragte Troen paa det Godes Magt til at vakle ; ethvert uforsonligt og hadefuldt Ord , der saarede bittert ; ja selv det mindste Naalestik , der borede sig ind i et Medmenneskes Sjæl og tilintetgjorde et Gran af den Kjærligbed , som af Naturen var nedlagt deri , Alt dette opbevares af Tiden og dynges sammen til et kæmpestort Bjerg . Den gamle Martin vandrede op ad Bjerget ; træt og mødig , jaget og forpiint som i dunkle Drømme arbeidede ban sig frem høiere og høiere opad . Hvor han vilde hen , var han sig ikke bevidst , kun Saameget vidste ban , at han skulde videre . Bagved ved ham laa der en Ørken , og foran sig saae han kun et Øde , saalangt Øiet naaede . Sit gamle Regnskab havde han reent glemt , ellers havde maaskee de mange Tal og store Summer kunnet hjælpe ham ud af Labyrinthen ; men han tænkte ikke mere paa det , og havde formodentlig tabt det paa sin lange Vandring . „ Barmhjertige Himmel , hvor stor er ikke min Uret , “ raabte han tilsidst i Fortvivlelse . „ Og jeg Taabe , som havde kunnet gribe Lykken paa alle Kanter , har Aar efter Aar stødt den fra mig . Giv mig endnu blot eet Aar at leve i , blot det eneste nye Aar , som nu begynder , og jeg lover høitideligt , at jeg skal blive det gode og lykkelige Menneske , hvortil jeg , som enhver Anden , var bestemt af Naturen ! “ „ Vi ville faae det at see ! “ svarede hans Ledsager , som nu igjen viste sig ved Siden af ham , men utydeligere end nogensinde tidligere , og talte med en Stemme , som kom langt borte fra . „ Du staaer snart ved Reisens Maal , og det kommer kun an paa Dig selv , om Dine Ord skulle blive til Sandhed . “ I det Samme overraskedes Martin af et stærkt Lysglimt og befandt sig hjemme i sin egen Stue . Saa forbauset var han over Forandringen , at han ikke lagde Mærke til , hvorledes hans Ledsager som en Skygge gled ned over den store gammeldags Kakkelovn og smeltede sammen med den , saa at hans Ansigt akkurat faldt sammen med et gammelt , glubsk Løveansigt , som var støbt ind i Ovnens øverste Etage ; og fra dette Ansigt stirrede nu Ledsageren ud paa ham . Den gamle Martins Opmærksomhed var henvendt paa noget heelt Andet . Han saae sin Hustru og Datter sidde ved Bordet , ganske som han havde forladt dem om Aftenen . Den gamle Kone saae ængstelig og bekymret ud , og Anna sad med Taarer i Øinene . „ Hvor mon dog Fader bliver af i dette forfærdelige Veir ? “ sagde den gamle Kone . „ Det var en ulykkelig Idee , Du skulde faae i Aften , at tale til Fader om Alfred . Han var skrækkelig oprørt , da han gik ud , og nu er det jo allerede flere Timer siden . Stormen er bleven til en reen Orkan . “ „ Det gjør mig ligesaa ondt som Dig , kjæreste Moder ; men jeg kom til at tænke paa Richard og paa , hvor glad jeg vilde blive , naar han kom tilbage , at jeg ikke kunde udholde det længere at tænke mig Nogen bedrøvet ; og saa slap det ulykkelige Ord mig ud af Munden . “ Et Vindstød ramte i dette Øieblik Huset og syntes at løsne Træværket i alle dets Fuger . Det ruskede i Dørene og bragte dem til at klappre , næsten som om En bankede paa udenfor . „ Gud , dersom Richard var ude i dette Veir , “ udbrød paa engang Anna . „ Saa maatte vi bede for hans Frelse , “ svarede Moderen . Nok et Vindstød , som hylende og klagende trængte sig ind gjennem alle Revner og Sprækker . Nok en Rusken i Dørene og en Klappren , der lignede en Banken . Anna opfangede Lyden og sagde : „ Jeg synes , at Nogen bankede . Jeg vil see efter , om det ikke skulde være Fader ; “ med det Samme tog hun et Lys for at gaae ud , men medens hendes Haand holdt om Laasen , dreiede en anden Haand den udvendigt , og ind ad Døren traadte en Fremmed , indhyllet i en Bjørneskinds Pels , hvis store Krave skjulte hans Ansigt . Anna foer tilbage , og den Fremmede blev staaende ubevægelig i' et Par Øieblikke . Ved en behændig Vending lod han Pelsen falde af sig og traadte ud af den som en fremmed , stærkt beskjægget Mand . Endnu stod han ubevægelig og uden at have talt .et Ord , da Anna , der var bleven ganske bleg , paa engang raabte : „ Richard ! “ og kastede sig i hans Favn . Og det var virkelig Richard , men han var blevet næsten ukj endelig ; det store Skjæg og den mørke Hudfarve havde givet ham et sydlansk Præg . Jeg vil slet ikke prøve paa at beskrive al den Henrykkelse , som nu fulgte ovenpaa ; den var saaledes , som den altid er , naar Kjærestefolk ere , som de bør være . Der var en Udspørgen , en Kyssen , en Trykken Hænderne , en Omfavnen og en talende Taushed , som maatte have glædet enhver Tilskuer . Den gamle Moder fik ogsaa sin Andeel i Velkomsten og livédes øiensynligt op , hvilket var en sjeldenTing , da hendes Mands Tyranni i Tidens Løb havde gjort hende sløv for det Meste , som foregik omkring hende . Da de allerførste og nødvendigste Ord vare udvexlede , spurgte Richard : „ Men hvor er Din Fader ? “ „ Ja , er det ikke skrækkeligt ; i Mørkningen gik han ud og er ikke senere vendt tilbage . Vi sad netop og ventede paa ham , da Du kom . “ „ Din Fader er gaaet ud , “ raabte Richard , „ og er endnu ikke vendt tilbage . Det gaaer aldrig godt , jeg maa strax ud at lede ham op . “ „ Saa gaaer jeg med , “ sagde Anna , som om det kun gjaldt en almindelig Spadseretour . „ Min kj æreste Pige , det er umuligt . Du vilde ikke kunne gaae ti Skridt udenfor Huset , førend Du blæste bort , og hvor skulde jeg saa faae fat i Dig igjen , “ sagde haa og kyssede hendes smukke Ansigt . I en Fart var han iført sin Pels og ude af Døren . Alt dette havde den gamle Martin været Vidne til , ikke som den uforsonlige , hadefulde Mand , han om Aftenen havde lovet sig selv at være , naar Richard kom tilbage , men henrykt over sin smukke , fornøiede Datter og over den Svigersøn , han vilde faae . Gamle Martin havde iaften i Grunden for første Gang gjort Bekjendtskab med sin Svigerdatter og sin Svigersøn , og var inderlig tilfreds med dem Begge ; derfor kunde han ikke finde sig i den Dumhed af Richard , at gaae ud for at søge efter ham , naar han i bedste Velgaaende sad hjemme i sin egen Stue . Han var gjerne blevet ved at see paa de Unges Glæde , men erindrede paa engang , at han kun var usynlig tilstede . Han vendte sig om efter sin Ledsager , men kunde intetsteds finde ham . Instinktmæssigt faldt hans Blik hen paa Kakkelovnen , hvor han syntes at see Noget i det gamle Løvehoved , der var støbt ind i Ovnen . Før havde han aldrig opdaget noget Mærkeligt der , men iaften var der en vis Bevægelighed i det . „ Gode Aand , “ sagde han , „ send mig Richard tilbage , han leder jo efter mig til ingen Nytte . “ „ Det vilde heller ikke være til nogen Nytte , om han kom tilbage ; og han kommer ikke tilbage , “ svarede Stemmen svagt og i det Fjerne . „ Kommer’ han ikke tilbage ? “ spurgte Martin saa forfærdet , at Ordene kom ham i Vrangstruben . „ Du lægger ikke Mærke til , at Alt , hvad Du her seer , er Noget , som er skeet ; det ligger tilbage i Tiden . Richard var her ikke nu , han var her allerede iaftes . Han gik ud for at lede efter Dig ; og da han paa sin Vandring hørte , at Nogen tilfældigviis havde seet Dig ganske alene sætte ud til Fyret i en Baad , blev han saa betaget af Skræk ved at vide Dig ude paa Havet i denne Storm , at han , da Uveiret var paa sit Høieste , selv gik tilsøes for at lede efter Dig ; skjøndt han som Sømand strax burde have indseet det Taabehge i at gaae ud i en saadan Orkan , hvilket han ogsaa vilde have gjort , naar det ikke netop havde været Dig , han ledte efter . “ „ Gode Gud , “ raabte Martin forfærdet , „ hvad blev der da af ham ? “ „ Han kuldseilede ude ved Fyret og druknede , dengang Du saae Skibene gaae under . “ „ Forfærdeligt , “ raabte Martin , „ forfærdeligt ! “ — „ Stille ! “ sagde Ledsageren bydende . „ Jeg fatter Dit Hjertes Kvide ; men den maa gjennemlides . Mærk Dig hvert Ord jeg siger ; nu gjældet Liv eller Død for Dig selv . “ Skjøndt gamle Martin anstrængte sig for at opløfte et Fortvivlelsens Raab , frembragte han ingen Lyd ; han følte sig ganske kraftesløs , men hørte dog hvert Ord , hans Ledsager sagde . „ Jeg staaer nu i Begreb med at forlade Dig for stedse . Jeg er Dit andet Jeg og Dit bedre Jeg ; det Jeg , som .Du for mange Aar siden forstødte , dengang Du forvanskede det Gode , Skaberen havde nedlagt i Dig , og anvendte Dine Evner til at gjøre Ondt , hvor Du skulde have gjort Godt . Jeg har i de mange Aar ofte forsøgt at vende tilbage og smelte sammen med Dit Væsen , men forgjæves . Først iaftes førte Tingenes Gang det saaledes med sig , at jeg kunde faae Dig i Tale . Jeg viste mig for Dig i Fyret og glædede mig , da jeg saae , at jeg havde Magt til at drage Dig ud til mig ; det viste mig , at der endnu var Haab om , at jeg omsider skulde ophøre at være et deelt Væsen . Du har selv mærket , hvorledes jeg lidt efter lidt blev utydeligere for Dig ; det blev jeg , efterhaanden som jeg igjen smeltede sammen med Dit Væsen ; efterhaanden som Du kom Dig selv nærmere , da Dit Steenhjerte smeltede , og Du begyndte at glæde Dig og at sørge paa menneskelig Viis . Nu er der kun meget Lidt af mig tilbage ; jeg er næsten Eet med Dig og kan ikke længere hjælpe Dig . Staa nu denne Prøvelse igjennem med mandigt Mod og stærk i Troen paa det Godes Magt i Verden , saa er Du frelst , og jeg velsigner Dig , gamle Martin ! “ Ledsageren svandt hen i det tomme Rum , og endnu engang lød det langt borte : — „ og jeg velsigner Dig , gamle Martin ! “ Nytaarsmorgen . „ Richard , Richard ! Bliv dog hei’ Menneske , jeg er jo hjemme . Gaa ikke ud paa Havet , det bliver Din Død . Barmhjertige Himmel , hold ham tilbage ! Richard ! “ Saaledes raabte den gamle Martin , saa det rungede i Værelset , og havde nær væltet Bordet , som stod ved Siden af ham . Fyrmesteren , som var falden i en tung Søvn , sprang forskrækket op og gned Øinene , uden strax at kunne samle sig eller besinde sig paa , hvor han var . Navnet „ Richard “ lød endnu i hans Øre , og med den lynsnare Hastighed , hvormed Drømme skabes og forgaae , havde Martins Raab i samme Nu ladet ham see Richard gjennemgaae utallige Farer . „ Foi’ Guds Skyld , hvor er Richard , hvad er der hændet ham ? “ raabte han , da Martin i det Samme selv vaagnede og udbrød : „ Ja , hvor er Richard , vi maae ile ham tilhjælp . Men Du store Gud og Fader , er jeg endnu ude paa Fyret . Og Richard og Anna ? Og min Søn og den lille Martin ? “ „ Tal ikke om Richard og Anna , “ svarede Fyrmesteren barsk . „ Jo , dem taler jeg netop om , “ sagde Martin , „ og vil vedblive at tale om dem . Richard er kommet tilbage , og Anna skal være hans Brud , saasandt som jeg hedder Martin ; men vi maae afsted “ — Fyrmesteren saae nu klart , at hans Formodning iaftes var rigtig . Martin var gal . Han overveiede et Øieblik , hvorledes han hensigtsmæssigst skulde gribe Sagen an ; om han skulde reise sig og spærre'ham inde i det mørke Rum , der var ved Siden af Kammeret , eller om han hellere skulde klemme ham fast mellem Bordet og Væggen og prøve paa at tale ham tilrette . Stor var derfor Fyrmesterens Overraskelse , da den gamle Martin ganske sindigt stod op og kom hen og rakte ham Haanden . „ Tilgiv mig , gamle Ven , jeg var iaftes meget utaknemmelig og egentlig et reent Uhyre . Først frelste Du mit Liv , og jeg havde ikke et Ord til Tak derfor ; og derefter bad Du mig om Tilgivelse for en gammel Uret , og jeg negte de Dig den . Jeg føler mig idag som et andet Menneske og begynder det nye Aar med at fornye et gammelt Venskab . “ „ Du tager en stor Byrde fra min Samvittighed , Martin . Kun den , der har angret saa længe og saa dybt som jeg , veed hvad en saadan Tilgivelse vil sige . Men hvorledes var Du dog kommet i denne Stemning iaftes ? Jeg kjender Dig slet ikke igjen idag . “ Den gamle Martin tog sig til Hovedet og begyndte igjen at see forvirret ud . „ Jeg var inat udenfor Taarnet og saae skrækkelige Ting paa Havet . Jeg besøgte ogsaa min Søn og saae Richard ; men jeg kan ikke samle mine Tanker “ — han ledte rundt omkring efter en Løsning paa Gaaden , uden at finde den , og Fyrmesteren blev igjen mistænksom . Skulde han alligevel være forvirret og om Natten have listet sig udenfor Taarnet ? Det var umuligt . Han havde jo selv laaset alle Døre forsvarligt og havde endnu Nøglerne i Lommen . Hans Tvivl blev imidlertid hævet , da Martin igjen talte fornuftigt . „ Jeg kan ikke blive klog paa det Hele , for drømt det har jeg ikke , dertil var det altfor levende . Jeg opgiver det indtil videre og vil strax tage hjem . Jeg er sikker paa , at Richard er kommet , og jeg længes efter at see ham og dem Allesammen . “ Fyrmesteren , som smittedes af Livligheden i hans Væsen og navnlig af Forsikkringen om , at Richard var kommet , erklærede det imidlertid for umuligt , at Martin kunde tage afsted alene . „ Veiret er vel smukt idag , “ sagde han , „ og Stormen har lagt sig , men Søen gaaer saa høit , at Du aldrig vilde komme levende iland , hvis Du gik ud alene ; og jeg kan ikke følge med Dig , førend den nye Fyrmester kommer , hvis han i det Hele kommer idag . Men lad os nu allerførst faae en Hjertestyrkning ovenpaa denne Nat . “ Dermed satte Fyrmesteren Kjedlen over Ilden og begyndte at dække Bord . Det var i det Hele taget mærkeligt at see den gamle Martins Livlighed ; gik Fyrmesteren ud for at hente Brænde , saa var Martin i Hælene paa ham , for ikke at tabe ham af Syne et Øieblik ; pustede Fyrmesteren paa Ilden , for at faae den til at blusse høiere , saa vilde Martin puste med , men opnaaede kun at blæse Asken op i Ansigtet paa Fyrmesteren , som ikke sagde Noget , men kun smilede ved sig selv . Snart stillede Martin Stolene paa eet Sted foran Bordet , snart paa et andet Sted . Af og til gjorde han en Afstikker hen til Vinduet for at see ud paa Havet . Solen skinnede paa de høie Bølger og blændede ham ved de utallige Smaablink den frembragte ; men han glemte et Øieblik det Hele for at beregne , hvor langt han havde været ude ; hvor det omtrent maatte være , at det første Skib gik under , og i hvilken Retning Skikkelserne fore efter det andet . „ Men det er jo reen Snak ; hvad staaer jeg her og drømmer om ; og alligevel “ — I det Samme opdagede han et hvidt Punkt langt ude og kaldte paa Fyrmesteren . Kikkerten kom frem i en Fart og Fyrmesteren raabte : „ Hurra ! Den nye Fyrmester . Brav Karl ; han vidste , at jeg længes efter Afløsning , og •saa gaaer han ud i saa høi Sø , skjøndthan ikke havde det nødig . Forresten er der En med ham , som jeg ikke kjender . “ Den gamle Martin skulde ogsaa see i Kikkerten , men da han var ganske ukjendt med dens Brug , og desuden rystede af Bevægelse og Spænding , styrede han den i alle mulige Retninger , og søgte i længere Tid efter Baaden oppe i Nærheden af Zenith , indtil han tilsidst fik fat paa Solen , som gjorde ham fuldstændig blind . De opsatte Maaltidet , indtil deres Gjæster kom , og stode faa Øieblikke efter ved Taarnets Fod , ventende paa deres Ankomst . „ Hvor tog Du Baaden iaftes , Frederik ? “ spurgte Martin . „ Der “ , sagde Fyrmesteren og pegede et Par Favne ud i Vandet ; „ den kom langveis fra , strøg lige forbi Taarnet og gik ligesaa langt bort paa den andenSide ; havde den stødt imod det , var den splintret i samme Øieblik . “ „ Er det Ringen , hvortil Du bandt Linen ? “ „ Ja , det er Ringen , den er forsvarlig nok ; det var kun Linen jeg var bange for . “ „ Det forekommer mig dog , at denne Ring er noget svag ved den ene Side “ , bemærkede den gamle Martin , som skjænkede den en usædvanlig Opmærksomhed . „ Man har før hørt , at tykke Jernringe bristede , uden at man egentlig vidste hvorfor “ . Fyrmesteren fik ikke Tid til at svare paa den sidste Bemærkning , da Baaden var lige ved Taarnet . „ Goddag , gamle Kammerat , glædeligt Nytaar “ , raabte den nye Fyrmester til den gamle . — „ De havde nok ikke ventet mig idag . Efter den Storm , som blev opført inat , havde jeg ogsaa tænkt paa at opsætte det , indtil Veiret var stillet af og Søen blevet rolig ; men saa fik jeg Besøg af en Fremmed , som absolut vilde herud idag , da han hørte , at De var her . Efter endeel Betænkeligheder føiede jeg ham omsider , og her ere vi . “ Han tog en Flig af Seilet tilside , bag hvilket den Fremmedes Ansigt var skjult , og en ung Mand reiste sig op . „ Richard , min Dreng , “ raabte Fyrmesteren fornøiet og svingede med sin begede Hat , „ Du kunde ikke have bragt mig nogen kjærkomnere Nytaarsgave end Dig selv . — Min gamle Ven , Martin B . , “ tilføiede han , da han saae Richard blive noget forlegen ved Mødet . „ Han kom herud igaar Aftes og har maattet blive her inat . — Ørerne stive , min Dreng , “ hvidskede han til ham , „ Alting klart . “ Denne sidste fortrolige Meddelelse var Richard aldeles gaadefuld , og Situationen blev kun yderligere indviklet derved , at den gamle Martin , som hidtil havde staaet og stirret paa Richard , nu greb hans Haand og trykkede den hjerteligt , og dertil udtalte sin Forundring over , at han , Richard , ikke havde et stort brunt Skjæg , for saaledes havde han jo tydelig seet ham ; „ men jeg snakker , “ sagde den Gamle og tog sig til Panden . Igjen foer der en Tvivl gjennem Fyrmesterens Sind , der dog atter blev beroliget , da han saae Martin trække Richard hen til en Side . „ Du kommer hjemmefra , hvorledes har min Hustru og Anna det ? Have de været forskrækkede , fordi jeg blev borte iaftes ? “ Richard sagde , at han ikke forstod et Ord af det Hele , da han først var kommet iland , ligesom Stormen begyndte , og strax havde søgt Underretning om sin Faders nuværende Opholdssted . „ Men saa har Du jo slet ikke seet Anna endnu , “ sagde Martin tankefuld . „ Nei , sikkerlig ikke , men jeg længes inderlig derefter ; og af hele den Maade , hvorpaaDe omtaler Sagen , tør jeg maaskee haabe , at De ikke bar Noget imod “ — „ Sniksnak , den Sag bliver nok ordnet ; jeg har taget min Bestemmelse . “ Derefter vendte de tilbage til de Andre , som imidlertid havde fortøiet Baaden , og Martin opfordrede dem til at følge med ham ovenpaa . Han talte i en Tone , som om han egentlig hørte hjemme paa Fyret og indbød sine Gjæster til at tage Lokaliteterne i Øiesyn . Han holdt sig ogsaa sidst i Rækken og opfordrede den nye Fyrmester og Richard til „ endelig at gaae forsigtigt “ op ad Trappen . Den gamle Fyrmester saae Forandringen hos Martin og loe saa smaat . Da de kom ovenpaa og ydede Frokosten al Retfærdighed , fik Værten det Indfald at hente to Flasker Viin . „ De have ligget i flere Aar og ventet paa Richards Hjemkomst , og en Skam havde det dog været , om jeg nu havde glemt dem . Jeg udbringer altsaa en Skaal for “ — „ Stop lidt , “ sagde Martin , „ det er nok bedst , at jeg udbringer den Skaal . Lad os da tømme et Glas for Richard der og min Datter Anna som lovformeligt forlovede . “ Han ansaae det for et Slags juridisk Akt med Vidner og alt Tilbehør . „ laftes var jeg enig med min gamle Ven der , “ han pegede paa Fyrmesteren , „ om at denne Sag skulde gaae overstyr , men Mennesket spaaer og Gud raa’er . Altsaa , en Skaal for Richard og hans Brud ! “ Richard , som i Begyndelsen var bleveh reent forvirret over den gamle Martins Ord , sprang op og dandsede rundt med dem Allesammen . Den nye Fyrmester derimod , som hidtil havde været passiv Deeltager , lod høre en lang Fløiten , der tilkjendegav , at nu begyndte det at gaae op for ham . „ Oh , saa hun gaaer paa den Boug ! Ja saa forstaaer jeg Deres Hastværk imorges og Deres mange Spørgsmaal om Familierne hernede ved Kysten . Jeg ønsker Dem tillykke . “ „ Nu bryde- vi op , “ sagde Martin igjen afgjørende , som om han var Kommandant paa Fæstningen . „ Vi tage først ned til min Søn og derefter hjem . “ Den gamle Fyrmester gav Tegn til sin Søn , at han skulde lyde uden Indvendinger , og kort efter befandt de tre Mænd sig paa Søen , tagende den Retning , som af Martin blev angivet . De landede nede paa Kysten , flere Miil fra det Sted hvor Martin boede , og gik hen mod et Huns , som han paastod tilhørte hans Søn , hvilket det ogsaa gjorde . „ Det er bedst , at jeg gaaer iforveien ; I Andre kunne vente lidt paa mig , og maae ikke blive utaalmodige , hvis det skulde vare etKvarteerstid . “ Han gik ind i Huset paa Maa og Faa , idet han bildte sig ind , at han havde seet det før . Han lukkede Døren op til Dagligstuen og mødte netop sin Svigerdatter , som legede med det yngste Barn . „ Er Alfred hjemme ? “ spurgte han . Om hun havde seet et Gjenfærd aabne Døren , vilde hun ikke være bleven mere forskrækket . „ Men Bedstefader ! “ var Alt , hvad hun kunde sige . Hurtig foer en Dreng ud af Stuen og hentede sin Fader , der kom ilende til i den Tanke , at der var skeet en eller anden Ulykke . „ Glædelig Nytaar , “ sagde Martin . „ Jeg vil ikke bruge nogen lang Indledning , men ligefrem spørge Jer , om I endnu holde Saameget af Eders gamle Fader , at I ville følge hjem med ham idag ? “ Om de vilde ; det var til at spørge om . Men han maatte komme nærmere og vente , indtil de kunde blive færdige . „ Alle Børnene skulle med , ogsaa Martin . “ „ Men Bedstefader , hvorfra veed De , at vor ældste Dreng hedder Martin ? “ „ Herre min Gud , saae jeg ham ikke iaftes , da han loe over det lille F— men hvad er det nu jeg siger — jo jeg veed det i ethvert Tilfælde . Men jeg glemmer reent , at jeg har Gjæster med mig . “ Med disse Ord gik Martin udenfor og vinkede ad Fyrmesteren og lians Søn . „ Det er min gamle Ven , “ sagde Martin , idet lian pegede paa Fyrmesteren ; og Forundringen blev stor , da baade Sønnen og hans Hustru vidste Besked om Sagen . „ Og det er hans Søn , Richard , “ vedblev Martin , „ som iaftes gik ud og ledte efter mig — men hvad er det nu igjen jeg siger “ — Fyrmesteren begyndte at faae sine Tvivl — „ det er hans Søn Richard , som er forlovet med min Datter , der Intet veed om hans Hjemkomst ; og nu skulle vi Alle overraske dem . “ Her naaede Forundringen Høidepunktet , som først havde til Følge , at der vexledes en Mængde Lykønskninger , og derefter , at Sønnekonen , uden at sige et Ord , gik hen og gav den gamle Martin et eftertrykkeligt Kys . Martin forstod det og var baade taknemmelig i sit Hjerte og stolt derover . Medens Forberedelserne til Reisen skete , bemægtigede Bedstefaderen sig den Førstefødte , som i Begyndelsen var bange for ham , da han havde opsnappet Et og Andet om Forholdet ; men snart overvandt Bedstefaderens Venlighed hans Frygt , saa at han fortalte ham vidt og bredt om sine smaa Foretagender og Forhaabninger , hvilket Altsammen fulgtes med den for Bedsteforældre eiendommelige Henrykkelse over den ældste Sønnesøns aandelige og legemlige Fuldkommenheder . Martins Blik søgte uvilkaarligt efter Rammen paa Væggen , og der hængte virkelig ogsaa en Ramme , som imidlertid ikke indeholdt hans Billede , men en Udsigt over Havet ud til Fyret . „ Besynderligt , “ tænkte han ved sig selv , „ jeg saae det jo saa levende iaftes . Hvad er det dog for Magter , som slumre i os , og som stundom vækkes og forsvinde igjen ad Veie , som ere os ganske ubekjendte ? Er det et Glimt fra de Regioner , som ligge hiinsides Døden , hvor vore Evner og Kræfter maaskee oplade aldrig åbnede Muligheder og naae en høiere Udvikling ? “ Af disse Betragtninger blev han revet ud , da hans Søn meldte ham , at Alt var beredt til Afreisen . Efter et Par Timers Seilads naaede de hjem og overraskede Moder og Datter , der vare halvdøde af Skræk , og hvis Bekymringer nu paa engang forvandledes til den høieste Glæde . Anna havde opdaget dem længe førend de naaede Huset , og var ilet dem imøde . Jeg har altid godt kunnet lide det gammeldags Udtryk om en ung Pige , at hun „ blusser som en Rose “ . Det kan gjerne være , at der er dem , som sige , at det for længe siden er gaaet af Mode , men hvad biyder , jeg mig om det , naar det kun udtrykker Sagen godt , og det gjør det netop . Anna havde gjennemgaaet de forskj elligste Sindsstemninger og rystede af Bevægelse og Spænding . Hun kjendte Richard langt borte , og haabede ; men det hele Optog var hende gaadefuldt , og Haabet vexJede med Frygt . Men da hendes Fader havde lagt hendes Haand i Richards og givet dem sin Velsignelse , og da Richard sluttede hende i sin Favn og kyssede hende , saa blussede hun som en Rose . Og da Martin havde taget sin gamle Hustru om Livet og kysset hende og bedet hende om at tilgive ham hans forrige Urimelighed , S el vkj ærlighed og Hensynsløshed ; og da de mange Fremmede havde fundet Rede i hverandre , og navnlig faaet Børnene ordnede i Hukommelsen efter Navn , Kjøn og Alder ; og da det store Familiebord var dækket , hvortil Alfreds betænksomme , lille Kone havde medtaget omtrent Alt , hvad der behøvedes ; og da den gamle Martin havde betinget sig at have sin Hustru paa sin ene Side og Fyrmesteren paa den anden , foruden den lille Martin paa Skjødet ; og da han ved Bordet yttrede Ønsket om , at Richard og Anna snart maatte kunne gifte sig , hvilket han desværre ikke saae synderlig Udsigt til , da han selv ingen Formue eiede ; og da Richard hertil bemærkede , at hvad det angik , saa kunde det for den Sags Skyld gjerne skee strax , for han kom ikke tomhændet tilbage ; og da Fyrmesteren temmelig tydelig lod sig forstaae med , at han nok ønskede at faae en Sønnesøn af samme Slags som den lille Martin , og loe umaadeligt over sin egen Vittighed ; da Alt dette foregik , vedblev Anna at blusse som en Rose . * * * Det var den første Aften i mange Aar , at Glæden havde været indenfor dette Huses Døre ; men da den nu engang var der , tog den Erstatning for den lange Fortid . I Aften . skumringen benyttede Martin et Øieblik til at vandre ned mod Havet og besøge Fiskerhytten . „ Jeg maa dog ned og see , hvorledes Fyret seer ud iaften . “ Det saae ud som altid , med Undtagelse af iaftes . Han saae længe ud efter det og ventede , men der kom ingen Forvandling . „ Sikkelsen sagde mig jo ogsaa , at naar jeg blev mig selv igjen , kunde den aldrig komme mere . “ Beroliget ved denne Forklaring vendte den gamle Mand tilbage og saae Fyret blinke paany ; men dennegang var det de oplyste Vinduer i hans eget Huns . Han vandrede fremad med sikkre Fjed , idet han følte sig som en mægtig Mand ; det var jo ham , som havde gjort saa mange Mennesker glade derinde ; men han følte det ikke som den forrige Martin , der havde holdt Kassebog og lagt Renterne til Kapitalen . Regnskabet havde han glemt for stedse ; nu gik han ind i sit Huns til Lyset og Glæden . |