File size: 199,960 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 4046 4047 4048 4049 4050 4051 4052 4053 4054 4055 4056 4057 4058 4059 4060 4061 4062 4063 4064 4065 4066 4067 4068 4069 4070 4071 4072 4073 4074 4075 4076 4077 4078 4079 4080 4081 4082 4083 4084 4085 4086 4087 4088 4089 4090 4091 4092 4093 4094 4095 4096 4097 4098 4099 4100 4101 4102 4103 4104 4105 4106 4107 4108 4109 4110 4111 4112 4113 4114 4115 4116 4117 4118 4119 4120 4121 4122 4123 4124 4125 4126 4127 4128 4129 4130 4131 4132 4133 4134 4135 4136 4137 4138 4139 4140 4141 4142 4143 4144 4145 4146 4147 4148 4149 4150 4151 4152 4153 4154 4155 4156 4157 4158 4159 4160 4161 4162 4163 4164 4165 4166 4167 4168 4169 4170 4171 4172 4173 4174 4175 4176 4177 4178 4179 4180 4181 4182 4183 4184 4185 4186 4187 4188 4189 4190 4191 4192 4193 4194 4195 4196 4197 4198 4199 4200 4201 4202 4203 4204 4205 4206 4207 4208 4209 4210 4211 4212 4213 4214 4215 4216 4217 4218 4219 4220 4221 4222 4223 4224 4225 4226 4227 4228 4229 |
Lysetændersken . Fortælling . Naar man en Fredagaften efter Gudstjenesten gik bort fra Synagogen i * * * , kunde man ude i Forhallen faae Øie paa en Kvindeskikkelse , som syntes af oppebie Gudstjenestens Ophør . Hun holdt en lille Dreng ved Haanden og saae ud til af være meget fattig , dog var det ikke Ansigtet , der vidnede om Fattigdommens Byrder , thi over dette hvilede der en dyb Sjælefred . Hun kunde vel være 30 Aar gammel , og Drengen ved hendes Side omtrent 5 Aar ; det var en lyslokket lille Fyr med fyldige Kinder og en Ansigtsfarve , der vidnede om Sundhed , medens de straalende mørkeblaa Øine , vare Udtryk for den inderligste Tilfredshed med Livet — og hvorfor skulde han ikke være tilfreds ? Moderens magre Kost smagte ham fortræffelig , og hendes forudgangne Sorger og Smerte kjendte han ikke til , thi hans Fader var død , førend han endnu kunde træde paa sine egne Pusselanker . Hans Navn var Andreas og hans Moder var „ Sabathgøien . “ Hvad er „ Sabathgøien “ spørger Du , kjære Læser . Som Du veed , gives der i store som i smaa Byer forskjellige mere eller mindre indbringende Næringsveje og Beskæffigelser . Lysetænderskens Arbeide , kaster i Regelen saa meget af sig , af hun kan slaa sig igjennem , forudsat at hun har med gode Mennesker at bestille . Lysetændersken er en Skikkelse , der kun kan forekomme i Ghettoen , ͻ : det af Jøderne beboede Kvarteer , hun kan ikke være et Barn af „ Ghettoen , “ hun tilhører den , men tilhører den dog ikke . Hun forestaaer et Embede i Synagogen , hvorimod hun i Kirken beder til sin Gud ; hun er som enhver god Christen , sin Byespræst ' s Skriftebarn , men i Synagogen , slaaer hun under Synagogebetjenten , og hendes Forretning bestaaer i hver Fredagaften efter Gudstjenesten at slukke Sabathlysene . Dette er dog ikke udelukkende hendes Beskjæffigelse , thi hun maa ogsaa tænde Lysene , og det er navnlig Tilfældet om Vinteren til Morgengudstjenesten , der begynder saa tidlig at det endnu er mørkt . Tillige havde hun det Hverv om Vinteren at lægge i Kakkelovnen i Ghettoens Huse , og saaledes kunde man paa Grund heraf ligesaa gjerne have kaldt hende Fyrbødersken , men jeg giver Benævnelsen Lysetændersken Fortrinet , fordi det at tænde Lyset saa smukt minder om Livets Opvaagnen , medens — det at slukke Lyset erindrer os om Døden . — Saasnart Lysetændersken havde røgtet sit Hverv i Synagogen , tiltraadte hun med sin Andreas den sædvanlige Vandring gjennem hele Ghettoen , før at see om man trængte til hendes Hjælp , thi Jøderne maa ifølge Bibelen ikke tænde Ild om Sabbathen , ja ikke engang , efter Rabbinernes Fortolkning , berøre en Lyseslage . Til samme Tid hentede hun det ugentlige Bidrag , der velvilligt blev Ydet i hvert af Ghettoens Huse . Dette Bidrag bestod dog ingenlunde i Penge ― bevares , dem kunde man jo ikke give hende paa Sabbathen — men i Hvedebrød og andet Spiseligt . Denne Vandring foretog hun efter gammel Skik 3 Gange paa Sabbathen , nemlig : Fredagaften , hvor hun for det Meste fik et Stykke Birkesbrød , Lørdagmorgen et Stykke Kage , og Lørdagmiddag et Stykke Birkes — Rugbrød og endelig et Stykke Kugel ͻ : et særegent Stykke Kage . For denne Indsamling bar hun selv en temmelig stor Leerkrukke , medens den lille Andreas , der sledse trolig ledsagede Moderen , bar en anden , som ikke var slørre , end af en femaars Dreng kunde bære den . I intet Hus nægter man Lysetændersken en god Andeel af Maaltidet , thi deels er hun en uundværlig Person , deels ved man ogsaa , af den fattige Kone tilligemed hendes Søn hele Ugen igjennem maa ede af det , som hun indsamler paa Sabbathen . I og for sig er hun , som sagt , en nødvendig Person i en ægte jødisk Menighed , saa af denne egentlig ikke kan tænkes uden en saadan , og hvad det andet Punkt angaaer , den gode Kones fattige Stilling , saa er jo Jødernes Velgjørenhed bekjendt nok . Andreas havde derfor overordentlig god Grund til af glæde sig til Sabbathen , men bedst fandt han sig døg , naar han tilligemed Moderen traadte ind hos Rebbe Meyer Bruun , thi den vakre Husmoder Taube , var god og medlidende , og Børnene Salmele og Privele vare meget venlige og muntre . Her fik Lysetændersken ikke blot , saaledes som i ethvert andet Hus , hvad hun burde have , men hun og hendes Andreas fik desuden regelmæssig hver Fredagaften et Aftesmaaltid , og paa Sabbathen Frokost og Middagsmad , som de nød paa Stedet , og Alt det , de fik her , var rigtignok af det Bedste , thi , Rebbe Meyer Bruun kunde unde sig en god Sabbath , da han havde Penge nok — ja det hed sig i Ghettoen , af han var en Mand paa sine hundrede Tusinde ; døg havde man ikke talt hans Penge , saa af det vel var muligt , af de overvurderede hans Formuesomstændigheder . Disse Beregninger havde imidlertid nogen Indflydelse paa vor lille Andreas ; thi , hvorledes Maden var beskaffen hos Rebbe Meyer Bruun , vidste han meget godt . Den lille Andreas foretog saaledes hver Sabbath Vandringen omkring i Ghettoens Huse tilligemed fin Moder og trivedes ganske fortræffeligt derved . Om Lørdagen gik han med Moderen ind i Synagogen , hvor hun udrettede sit Hverv ; om Søndagen førte hun ham ind i Kirken , hvor hun lærte ham at bede . I Ghettoen hentede han Føde for sit Legeme , i Kirken for sin Sjæl , og den Lille modtog ligesaa velvilligt det Ene som det Andet . Med samme Andagt hørte han Fredagaften » Leche Dodi “ * ) og om Søndagen , Messen ; med samme nysgjerrige Opmærksomhed lyttede han paa Sabbathen til Rabbinerens og om Søndagen til Præstens Tale , uden at forstaa mere af det Ene end af det Andet . I Synagogen saae han dem kysse Thoraen * * ) , i Kirken lærte han at gjøre Korsets Tegn , han lærte at tilbede Frelseren og lod sig samtidig Jødernes „ Kugel “ og „ Scholet “ * * * ) smage godt . Saaledes voxede han op , uden at kjende noget til Had mod Jøderne , som andre Børn paa hans Alder pleie at indsuge paa Grund af deres Forældres Fordomme . Hans Moder var en from Christen ; men hun kjendte * ) Sabbathhymnen , forfattet af Salomo Halevi Alkebez , for circa 300 Aar siden ; synges hver Fredagaften I Synagogen . * * ) Pergamentrullerne ͻ : de fem Mosebøger , af hvilke der hver Lørdag oplæses et Stykke . * * * ) En særegen Ret , som tilberedes om Fredagen og spises paa Sabbathen . Jøderne , med hvem hun sladig havde været i Berøring , og delte ingenlunde Meninger , som hun undertiden hørte Folk udtale om dem ; derfor holdt hun ogsaa enhver skadelig Indflydelse i denne Retning borte fra Andreas og stræbte efter at faa Kjerligheden til Næsten til at fremspire i Barnets modtagelige Hjerte . Drengen levede saaledes efter Moderens Exempel ærlig , stille og gudsfrygtig . Da han var sex Aar gammel og altsaa skolepligtig , maatte han gaa i Skole . Ved sin Indtræden i Skolestuen , raabte Børnene til ham : Jødedreng ! Jødedreng ! Jødedreng ! det var et Ord , han ikke havde hørt før ; han kunde altsaa ikke antage det for et Skjælsord og desuden var han overbevist om , at denne Velkomst hilsen aldeles ikke gjaldt ham . Han vendte sig derfor endnu engang om for at see , hvem der egentlig var Jødedrengen , men da de nu raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas Jødedreng ! mærkede han strax , hvad de meente . Denne Opførsel , som Børnene viste , overraskede ham ; han vidste ikke , hvad han skulde sige dertil . Han var sig bevidst at han ikke var en Jødedreng , og kunde altsaa ikke gjøre nogen Fordring paa denne Benævnelse — hvad enten det nu var et Skjeldsord eller ei . Da han imidlertid snart følte , at de sagde det for at drille ham , blev han af sin aabne og frimodige Charakteer tilskynde ikke at svare paa Ordet , men paa den ondskabsfulde Hensigt , og hans Svar var saa haandgribeligt , at det vistnok blev temmelig føleligt for den lille Stefanik , der netop som den kjækkeste havde trængt sig forrest frem imod ham . Denne Heltebedrift af den sexaarige Andreas ' allerede ganske flinke Næve , blev naturligvis ikke uden Gjensvar , og der opstod et Slagsmaal mellem Drengene , som dog snart fik Ende ved Lærerens pludselige Indtræden . Læreren bevæbnede sig med sit Spanskrør , og anstillede en Undersøgelse for at udfinde den Skyldige . Da alle Drengene gav Andreas Skyld for at have ført det første Slag , spurgte Læreren ham : Hvorfor slog Du Stefanik ? Han kaldte mig Jødedreng , svarede Andreas . Og hvad ondt er der deri ? Er da Jødedreng et Skjældsord ? spurgte Læreren . Andreas følte sig slaaet ved dette Spørgsmaal og var ikke istand til at svare . Skamrødmen foer op i hans Kinder . Han følte ved sig selv , at han havde handlet rigtigt ; men denne Følelse var for uklar til at han skulde kunne opslille Bevisgrunde for sig , eller retfærdiggjøre sig i Ord for Læreren . Han gjorde derfor , hvad et Barn pleier at gjøre i et saadant Tilfælde : han taug medens Taarerne banede sig Vei ned af hans Kinder . Læreren formanede nu de andre Børn ikke nogensinde oftere at kalde ham Jødedreng og truede dem i modsat Fald med Straf . Dette tjente kun til ydermere at forøge Drengens Forvirring . Med Hensyn til ham , nøiedes Læreren med en Irettesætfelse og den Formaning for Fremtiden , at gjøre et nyttigere Brug af sine Hænder . Saaledes var hans Indtrædelse og den Modtagelse der blev ham tildeel , i denne hans nye Verden . Da han om Middagen kom hjem , spurgte Moderen ham : Naa Andreas , hvad har Du lært i Skolen ? Moder , sig mig er „ Jødedreng “ et Skjældsord ? spurgte Andreas istederfor at svare . Hvor finder Du paa saadan dum Snak . Er jeg en Jødedreng ? vedblev Andreas . Nei , men hvor vil Du hen med det Spørgsmaal . Er Salmele da en Jødedreng . Jo det er han rigtignok , men hvad saa — - Salmele er altsaa en Jødedreng , og jeg ikke , sagde Andreas . Det forekom Moderen noget betænkeligt , hun overveiede Sagen ved sig selv og fandt at det maatte være kommen paa Tale i Skolen , og sagde derfor til ham i en slræng Tone : Lad mig nu i en Fart høre , hvorfor Du har saa travlt med at erfare , om Du eller Salmele er en Jødedreng eller ei . Drengene i Skolen have alle kaldt mig for Jødedreng , idet de Alle raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas Jødedreng ! — og saa gav jeg Stefanik „ En “ — og saa slyrtede de Alle over mig og sløg mig — og saa kom Læreren — og Naa , og saa har Du allerede den første Dag , Du er i Skolen , faaet af Spanskrøret , kan jeg tænke ? Nei . Læreren spurgte mig , om Jødedreng da var et Skjældsord , og saa forbød han de andre Børn at kalde mig saaledes . Sig mig nu Moder , om Jødedreng er et Skjældsord eller ei ? Læreren har vel Ret , sagde Moderen , at være en Jødedreng er ingen Skam ; men den , der bruger dette Ord , vil spotte . Jødedreng og Christendreng , det er ganske det Samme ; Du er ligesaa god som Samele , og Samele er ligesaa god som Du ; men naar den Ene forekaster den Anden det , saa er Meningen dermed , at han vil drille og gjøre Nar , og det bør Ingen gjøre . Andreas hørte Moderen med klare Ord udtale det Samme , der som en utydelig Følelse levede i ham selv , men som han ikke havde kunnet forklare sig . Saa vilde det altsaa være det Samme , hvis Salmele vilde kalde mig for Christendreng ? Ja vel , svarede Moderen , men det vilde Salmele aldrig gjøre . Nei ! det gjør han ikke , sagde Andreas . Det vilde Jøderne i det Hele taget ikke gjøre . Hvorfor ikke ? Fordi de ere et undertrykt Folk . Hvad vil det sige et undertrykt Folk ? Det er Du endnu for lille til at forstaa ; om et Par Aar , naar Du er bleven større , vil Du nok kunne begribe det . Aah , sig mig det blot ; naa , saa Du troer ikke , jeg kan forstaa det ? lille Moder . Saa hør da rigtig efter , sagde Moderen , see , vi ere nu fattige og eie ikke Andet end det , vi faa af Jøderne ; men hvis jeg havde Penge , saa kunde jeg gjøre dermed , hvad jeg vilde . Ja , kaste dem i Vandet ! bemærkede Andreas . Du er jo en lille dum Dreng ! Nei , jeg kunde kjøbe Alt , hvad jeg vilde : Huse , Agre , Vingaarde og hvad der ellers kunde falde mig ind som nyttigt og glædeligt . Kjøb da saa en Vingaard ! Ja , men jeg har jo ingen Penge , jeg siger hvis jeg havde ! Aah . Men Meyer Bruun , som har flere Penge end den rigeste Bonde i hele Landet , er ikke istand til at kjøbe et Stykke Jord . Hvorfor da ikke ? Han før ikke . Men hvem forbyder ham det ? Loven . Hvad vil det sige : Loven ? Loven er det , som siger , om man før gjøre Nøget eller ei . Og hvorfor siger Loven , at Jøder ikke maa kjøbe nogen Mark ? Ja , der spørger Du mig om Nøget , jeg selv ikke veed ; men nu kan Du vel forslaa , hvad det vil sige , at Jøderne er et undertrykt Folk . Drengen taug stille . Moderen gav ham Nøget at spise , og han lod sig det smage godt . Da han næste Lørdag foretog Vandringen gjennem Ghettoen med sin Moder , skete det ikke med den samme Munterhed som ellers . Han saae bedrøvet ud . Var det monstro hans fattige Stilling i Samfundet , som nu først rigtig var gaaet op for ham . Nei , det var ikke Grunden , thi Moderen klagede ikke over sin Skjæbne , og den Tilfredshedens Aand der boede i hende , udøvede den meest velgjørende Indflydelse paa Drengen , der uden nogensomhelst Misundelse saae Salmele og Privele , disse Børn , som bleve opdragne i Rigdom og Vellevnet . Hvad der gjorde ham bedrøvet , var tvertimod Medlidenhed med Andre , der med Styrke begyndte at hæve sig i hans unge Hjerte . I ethvert Hus , hvor han med Moderen indsamlede Brød og Andet , saae han med dyb Beklagelse paa disse Mennesker , der dog ikke var Andet end et undertrykt Folk ; og da han som sædvanlig hos Rebbe Meyer Bruun blev kostelig beværtet og behandlet med Venlighed af Salmele og Privele , trængte Taarerne sig dog frem i hans Øine , og det var et paa engang rørende og komisk Syn at see den lille Andreas spise af alle Kræfter , medens samtidig Taarerne trillede ned ad hans tykke , røde Kinder . Børnene bemærkede det , og Privele spurgte sin Moder , hvorfor han græd ? Hvorfor græder Du Andreas , spurgte Husmoderen , idet hun nærmede sig til ham , er der Nogen , der har fortrædiget Dig ? I ere jo dog kun et undertrykt Folk ! sukkede Drengen . Fruen stod maalløs af Forbauselse . I første Øieblik vidste hun ikke rigtig , hvorledes hun skulle forklare sig dette Udraab ; hun tænkte sig Muligheden af , af Drengen var bleven afrettet af En eller Anden , til af anbringe dette som en Fornærmelse : derfor løftede hun hans Hoved op til sig , idet hun spurgte : Hvorfra veed Du det ? hvem har sagt Dig , mit Barn , af vi ere et undertrykt „ Folk . “ Det har Moder . Din Moder ? sagde Fruen , idet hun bøiede sig ned over ham og kyssede ham paa Kinden , ja naar Din Moder har sagt det , kan Du ogsaa stole paa , af det er sandt . Vi ere rigtignok , kun et undertrykt Folk . Men hvorfor græder Du for det ? Fordi I ere et undertrykt Folk , sagde Drengen , der ikke formaaede af angive nogensomhelsf anden Grund . Lysetændersken var kommen i stor Forlegenhed ved dette Tilfælde . Hør nu op med af græde , Andreas , og tænk ikke mere paa det , sagde den gode Tande . — Derfor gaaer det os jo dog — Gud være lovet — ikke ilde . Ja , selv efter hundrede Aars Forløb ikke værre , tilføiede hendes Mand , men Konen vedblev : Og naar den gode Gud vil , kan det endnu blive bedre ; Han er stærk . Hun kyssede derpaa Drengen , der smilende saae op til hende , og sagde , idet hun henvendte sig til sin Mand : Veed Du hvad , Meyerche , det Barn har dog et sælsomt Sind . Nu , han har en at slægte paa , svarede Manden , Æblet falder ikke langt fra Stammes . Hvoraf kommer det sig , at De taler om saadanne Ting med Deres Barn ? spurgte han derpaa Enken , der nu berettede , hvad der havde foranlediget det Hele . Rebbe Meyer Bruun rystede betænkelig paa Hovedet ; medens den gode Tande endnu stod fortabt i Tanker hos Drengen . Salmele og Privele forstod ikke et Ord af , hvad der gik for sig . Andreas var nu endelig færdig med at spise , og Lysetændersken tog ham derfor ved Haanden og førte ham bort med sig . Det Barn har dog et sælsomt Sind , gjentog Taube , da de vare alene . Ligesom hans Moder , sagde Meyer Bruun . Og saae Du , hvorledes de klare Taarer trillede ned over hans Kinder ? spurgte hun . Om jeg saa det ! Hvorfor skulle jeg ikke have seet det ? Hør , Meyerche , der falder mig Noget ind ! Hvad da ? Ja gjæt ! Jeg er ikke oplagt til at gjætte . Barnet har et jødisk Hjerte . Hvorfor just jødisk ? et godt Hjerte har han . Ja vel , jeg mener ogsaa , at han føler for os . Ligesom Moderen . Du maa tage Dig af Barnet , Meyerche . Godt , sagde Meyer Bruun , naar Tiden kommer , skal jeg ikke glemme ham ; han er jo nu kun 6 Aar . Jø , sagde Taube , Du maa sørge for ham , som for Dine egne Børn , og det maa Du love mig . Hvad da ! At jeg maa afgjøre , naar den rette Tid er kommen . Lover Du mig det ? Det kan Du saamænd gjerne faa Lov til . Medens de saaledes raadsloge om den lille Andreas ' Fremtid , gik denne med sin Moder fra Hus til Hus i Ghettoen , og endelig bare de de indsamlede Herligheder hjem , for Ugen igjennem at tære derpaa . Andreas besøgte hver Dag Skolen og gjorde gode Fremskridt der ; Læreren roste ham ofte og Præsten , der to Gange om Ugen gav Undervisning i Religion , var særdeles tilfreds med ham , thi Andreas var den flittigste Elev og den , der inden lang Tids Forløb var bedst bevandret i sin Katechismus . Dette forhindrede dog ikke de andre Drengs i bestandig at kalde ham Jødedrengen . Hvis Læreren , som jo udtrykkelig havde forbudt det , havde vidst Noget herom , vilde de have faaet deres Straf , men Andreas fandt sig med Rolighed i denne Benævnelse uden at omtale den til Nogen . Rebbe Meyer Bruun begyndte nu at tænke paa , at hans Børn dog ogsaa maatte lære Noget : han havde paa den ene Side ikke Lyst til at sende dem i „ Cheder “ , det er fælles Undervisning , men paa den anden Side , kunde det ikke gaa an , at lade dem voxe op som Uvidende . En Dag saae man ham derfor vende hjem fra Nabo-Byen , med en ung Mand , som han forestillede sin Hustru som Børnenes fremtidige Lærer . Den Nyhed , at Rebbe Meyer Bruun havde bragt en Privatlærer med for sine Børn , udbredte sig hurtig i Ghettoen ; i Begyndelsen blev den unge Mand , der skulde lede Undervisningen i Meyer Bruuns Hus , overalt betragtet med nysgjerrige Blik . Naar han gik gjennem Ghettoen fløi Vinduerne op og man saae efter ham , saalænge han var isigte , medens man hviskede til hinanden , at dette var den nye Lærer , som Rebbe Meyer Bruun Havde medbragt fra Brünnes-Markedet . Et smukt Stykke Vare — meente En — jeg fø min Part , vilde hellere have taget en Sæk Uld hjem . med mig . Det er fordi Du ingen Forstand har , svarede en Anden ; at lade sine Børn lære Noget , er ofte mere værd end den bedste Sæk Uld , og naar Rebbe Meyer Bruun har bragt ham med sig fra Brünn , saa maa det sikkert være en lærd Mand , der forstaaer noget mere end at spise Rugbrød . Aa Snak ! der er vist ingen Velsignelse ved den Cavalerr . Hvis der var Noget ved ham , var han nok blevet , hvor han kom fra . Der er i ethvert Tilfælde slørre Velsignelse ved ham end ved Dig , thi den , som raissonnerer over sin Khille ( Menighed ) og sin Mispocho ( Familie ) , ved ham er der ingen Brocho ( Velsignelse ) . Den Fremmede vakte endnu slørre Røre blandt Børnene end blandt de Lorne , disse løb efter ham paa Gaden , pegede Fingre ad ham og skraalte : Uh , see Salmeles og Priveles Lærer . Alt dette , som i Begyndelsen forekom den unge Mand besynderligt , tabte sig imidlertid lidt efter lidt . Selv den Sladder , som Læreren i „ Cheder “ i Begyndelsen havde vidst at sætte i Omløb om den nye Konkurrent og endog havde forstaaet at skaffe Indgang i Rebbe Meyers Huus , forstummede efterhaanden , da den havde vist sig uden Resultat ; og saaledes havde den unge Mand nu Fred i Rebbe Meyer Bruuns Huus og opfyldte trolig sit Kalds Pligter . Salmele og Privele nød godt af en grundig Undervisning , der stadig bragte dem videre . Der var En , som profiterede endnu mere af denne Undervisning end de , for hvem den egentlig var bestemf , nemlig den lille Andreas , som af og til var tilstede , tilsyneladende uden at vise noget Spor af Deltagelse , men i Virkeligheden nøie givende Agt paa hvert Ord , som Læreren sagde , og anstrængende sig for at indpræge det rigtig godt . Andreas havde faaet Lov til daglig at komme til Meyer Bruuns Børn for at lege med dem i Fritimerne , men han kom som oftest for tidligt ; i Begyndelsen rigtignok af Utaalmodighed , men senere — efterhaanden som han fandt slørre Fornøielse i at lytte til den unge Mands Undervisning — med Villie , saa at han snart var en regelmæssig Gjæst ved den sidste Undervisningstime om Aftenen . Han krøb altid sammen i en Krog af Værelset , tilsyneladende uden Nysgjerrighed , som om han neppe kunde oppebie Timens Ophør , men i Virkeligheden var han meget opmærksom og lyttende , for at ikke noget Ord , som Læreren sagde , skulde gaa tabt . Snart skulle han saa Leilighed til at bevise det . En Aften , da Andreas , som sædvanlig sad lyttende i sin Krog , rettede Læreren et Spørgsmaal til Salmele , som denne ikke kunde besvare . Tænk Dig rigtig om , sagde Læreren , det har Du jo havt ofte ! Salmele tænkte — ja , han tænkte længe , men al hans Tanke forslog dog ikke , bestandig blev han Svar skyldig . Du maa jo skamme Dig , formanede Læreren ham , at Du ikke veed Noget Du har havt saa ofte . Jeg vædder paa , at Andreas der , som slet ikke hører efter , dog allerede veed det . Ja , jeg veed det ! raabte Andreas , idet han sprang glad frem . Er det virkelig sandt ? spurgte Læreren . De har jo sagt , at De vilde vædde paa , at jeg vidsle det . Ja vel , svarede Læreren , men jeg kunde tabe mit Væddemaal . Tabe det skal De ikke , sagde Andreas . Lad da høre ! Læreren gjentog Spørgsmaalet , og Andreas afgav Svaret saa nøie og bestemt , søm man blot kunde forlange , til stor Overraskelse for Læreren , der rigtignok vilde have væddet , men dog i Virkeligheden var langt fra at tiltro Drengen saameget . Ved Aftensmaaltidet omtalte Læreren dette Tilfælde , idet han bemærkede , at det dog var Synd at lade et Barn med saa store Anlæg gaa og skjøtte sig selv ; naar han kom i rette Hænder , maatte der sagtens kunne gjøres noget stort ud af ham . Nuvel , sagde Rebbe Meyer Bruun , vil De undervise ham ? Hvis de tillader det , svarede Læreren , vilde det være mig en stor Fornøielse . Fra nu af nød Andreas , der dog bestandig vedblev at besøge Skolen , i Rebbe Meyer Bruuns Hus en Undervisning , der meget snart bragte ham ud over det i Skolen vedtagne Maal for Elevernes Lærdom . Den lærelystne Dreng gjorde meget hurtig store Fremskridt og erhvervede sig bestandig mere og mere sin nye Lærers Tilfredshed . Medens han i den offentlige Skole blev holdt til enten selv at producere eller see andre søm producere Begyndelsesgrundene i Læsning , Skrivning og Regning , lærte han her i den ensomme Stue i Ghettoen saa Meget , hvorom man hist ikke engang havde drømt ; han blev saaledes belært om , hvad der foraarsagede Lynild og Torden , hvorledes Regnbuen opstod , hvorfor Flodvandet om Vinteren ikke bundfrøs og om mange andre lignende Naturphænomener . Han lærte at kunstruere Sætninger rigtig og skred snart feilfrit efter Lærerens Diktat ; han udførte Regnestykker , der vilde have vakt Misundelse hos mangen Handelsmand i Ghettoen , og han affattede Stile , der ifølge Lærerens Forsikkring forraadte en poetisk Aand . De Bøger , Læreren gav ham hjem med for at læse i , forvoldte ham dog den største Glæde ; havde han først faaet en saadan Bog i Haanden , var det ikke saa let at faa ham fra den igjen ; ofte fik hans Moder Leilighed til at skjænde paa ham , naar han , fordybet i Læsningen , ikke havde lagt Mærke til , at hun kaldte ham til Middagsbordet . Af disse Bøger ofte hans barnlige Phantasi rig Næring ; de førte ham til fremmede Lande , som han aldrig havde seet , men nu bestræbte sig for at fremmane paa en rigtig anskuelig Maade ; de gjorde ham bekjendt med saadanne Personer , som aldeles ikke forekom i hans Fødeegn eller i Ghettoen , men i hvis Livsbegivenheder han tog saa virksom Deel , som om de havde været hans bedste Venner og Bekjendte , ja han tænkte sig endog i disse bekjendte Ubekjendtes Sted og beskjeftigede sig ofte med det Spørgsmaal , hvorledes han selv havde villet handle i lignende Tilfælde . Saasnart han nogenlunde var bekjendt med sine Personer og begyndte at kunne forfølge Gangen i Handlingen , fog han Parti for Nogle og fattede Uvillie mod Andre . Han befandt sig endnu i denne misundelsesværdige Tilstand af Umiddelbarhed , der betragter de skildrede Personer som Venner eller Fjender , med hvem man selv i egen Person har at bestille . Endnu var det langtfra , at han havde saa megen Eftertanke at han kunde glæde sig over en vellykket Charakfeerskildring af en Skurk ; nei , denne var et slet Menneske , der forfulgte det gode Menneske , som han saae uskyldig lide , og saa var den Slette ogsaa hans Fjende . De Charakterer , han yndede mest , vare de , i hvilke en vis Selvfølelse , en uovervindelig Villiekraft , forenede sig med Mildhed og Blidhed , og tilsidst naaede deres Maal efter en lang Kamp og uhyre Modstand . Naar Bogens Helt bukkede under i Kampen , saa smækkede han denne sin oprigtigste Medlidenhed , og Moderen saa ofte Taarer i Andreas ' Øine , uden at hun kunde opdage Anledningen til hans stille Sorg ; men feirede Bogens Helt , da havde Andreas ' Glæde ingen Grændser . Saaledes henrandt nogle Aar ; men da indtraf en Begivenhed , der truede med at tilintetgjøre denne skjønne Ro og indre Glæde for bestandig . Den Privatundervisning , som den christne Dreng nød i det jødiske Hus , kunde ikke længe forblive en Hemmelighed i Skolen , thi snart viste sig den naturlige Frngt heraf . Barnets aandelige Overlegenhed over de andre Skolebørn . Man kan derfor ikke forundre sig over , at Skolelæreren , hvis egen Dannelse netop var tilstrækkelig til , at han kunde udfylde sin Plads , med noget skjæve Øine maatte bemærke den Fremgang , en af hans Diciple gjorde ved Hjelp af en Lærdom , der var erhvervet udenfor Skolen . Han intriguerede altsaa paa enhver Maade mød denne Undervisning , men uden Held ; thi uagtet han med de mest brændende Farver havde udmalet for Lysetændersken det Farlige i at lade et christeligt Barn undervise i et jødisk Hus , havde hun dog aldeles ikke kunnet indsee dette . Den offentlige Examen , der nu blev afholdt , gav imidlertid Læreren Anledning til et , ifølge hans egen Mening , glimrende Kunststykke . Læreren rettede nemlig først til nogle af Eleverne flere Spørgsmaal , der alle bleve meget vel besvarede , det vil sige ifølge den Methode , der var bleven dem indpræntet af ham , hvorved Svaret aldeles ikke behøvede at afvente Enden paa Spørgsmaalet ; derpaa vendte han sig til Andreas med de Ord : Kan Du sige mig , hvad et Uveir er ? Nei ! svarede Andreas rolig . Ei , ei ! sagde Læreren , og jeg , der troede , at Du vidste det , og saa ved Du ikke engang , hvad et Uveir er ? Nei , gjentøg Andreas i en bestemt Tone , hvad det er , veed jeg ikke ; men jeg veed , hvorledes det opstaaer . Ah saaledes , lo Læreren haanligt , naa , saa sig mig , hvem gjør da Lynet ? Skyerne . Skyerne ? Saa ? Og hvem gjør da Skyerne ? Dampene . Dampene ? Nei , see ; men hvem gjør da Dampene ? Vandet . Men hvem gjør da Vandet ? Det er sammensat af forskjellige Elementarstoffer , i hvilke man igjen kan opløse det . For Pokker ! hvilken Visdom har Du ikke udkrammet i mindre end en halv Time ; men jeg siger dog , vedblev Læreren i sin Iver , idet han hævede Stemmen , at Alt dette er Kjætteri , og dine Kammerater ville ganske anderledes kunne svare , saaledes som det sømmer sig en god Christen . Stephanik ! reis Dig op og sig Andreas , hvem der gjør Vandet , før han veed Det ikke . Stephanik reiste sig , kløede sig bag Øret , gav sig til at patte paa sine Fingre og svarede endelig : Vandbæreren . Sæt Dig ned , Din Lømmel ! brølte Læreren . Hvem har da skabt alle Ting , som ere paa Jørden ? hvem kan sige mig , hvo der har skabt Alt det , som findes paa Jørden og i Himlen ? I samme Øieblik hævedes alle Hænder , og da Læreren med sit „ Altsaa ” ikke betegnede nogen Enkelt , der skulde besvare det vanskelige Spørgsmaal , lød nu paa en Gang fra alle Struber det Raab : Gud ! Gud ! den kjære Gudi den kjære Gud ! Rigtigt , Børn , sagde Læreren , den kjære Gud har skabt Alt det , som findes i Himlen og paa Jørden . Idet han derpaa henvendte sig til Præsten , der havde overværet Prøven , tilføiede han med Salvelse : Der kan Deres Højærværdighed see Følgerne af den onde Undervisning i Jødens Hus . Drengen er nu et skabet Faar , og jeg frygter , ja jeg frygter før , at han vil meddele Smitten til hele Hjorden , hvis man ikke itide griber Forholdsregler mod Ondet . Den følgende Dag erholdt Læreren i Rebbe Meyer Bruuns Hus en skriftlig Opfordring til af indfinde sig hos Præsten , og her maatte han underkaste sig en Examen over den Maade , paa hvilken han var gaaet frem ved Andreas ' s Undervisning . Hvem betaler Dem for den Undervisning , De giver Barnet ? spurgte Præsten . Ingen ! lød Svaret . Altsaa ikke heller den Mand , i hvis Hus De lever ? Nei ! Det var døg besynderligt ! Men saa maa De jø have noget Særegent for Øie med Barnet . Tilslaa mig hvad De har isinde . Aldeles ikke Andet end af belære Barnet . Det lyder jø meget smukt ; men — i hvad Øiemed ? Hvilke Bevæggrunde har De til af belære et Barn , som døg egentlig talt ikke vedkommer Dem ? Ikke vedkommer mig ? gjentog den unge Mand overrasket . Nu ja ! sagde Præsten , hvad vedkommer da Barnet Dem ? han er jø døg intet jødisk Barn ! Men han behøver kun af være et Menneskebarn for af vække min Deltagelse . Hvad forsfaaer De derved ? At han er et Menneske ligesom jeg , jeg spørger mig ikke for , om han er en Chrisken eller en Jøde . Ja , det er jø altsammen meget smukt , og hvad mig angaaer , da forsfaaer jeg vel af sætte Pris paa en saadan Tænkemaade ; men i den Verden , der omgiver os , tænker man ikke saaledes . Man vil aldrig tiltro Dem — saalidt som Deres ærede Principal — saa ædle Hensigter , men snarere beskylde Dem for , at De vil drage den christne Dreng bort fra hans Religion . Der gives Fordomme i Verden , som man Ikke kan sætte sig ud over , men maa tage tilbørligt Hensyn til , thi de ere slærkere end vi , og Deres Troesfæller ere desuden det svageste Parti . Tag Dem derfor i Agt ! De har maaske hørt Tale om Optrinet ved Examen — Sagen har gjort Opsigt i Menigheden . For mig kunde De vel være sikker , men — jeg maa gjøre Noget ! Skolelæreren bringer mig ellers Consistorium paa Nakken . De vil altsaa indsee , at der maa gjøres en Forandring . Jeg skulde egentlig pligtmæssigt strængt forbyde Andreas ' s Moder at lade Barnet undervise af Dem ; men jeg vilde gjerne undgaa al Opsigt og forlanger derfor ikke Andet af Dem , end at De indretter Dem efter , hvad De nu har hørt af mig . De forstaaer mig vel nok ? Andreas skal altsaa — Ikke længere være Deres Elev . De vil vel nok kunne finde en passende Form , hvorunder De for bestandig og uden at vække for megen Opsigt vil kunne hæve dette Forhold , der dog engang betragtes med saa mistroiske Øine . Hermed skiltes de . I Ghettoen hviskede man imidlertid allevegne om den vigtige Nyhed , al Rebbe Meyer Bruuns Privatlærer var bleven hentet til den Geistlige , og al der vistnok maatte være skeet noget Vigtigt . Ingen var gladere herover end Læreren i „ Cheder “ , som i sit Had til den Fremmede vistnok ikke stod tilbage for den christne Lærer . Han vil nok faae , hvad han har godt af , oppe hos den Geistlige ! tænkte han ved sig selv , idet han loe fornøiet , thi selv havde han endnu aldrig , saalænge han havde været Lærer , havt Leilighed til al lære den katholske Geistliges Humanitet al kjende . Huslæreren i Meyer Bruuns Hus befandt sig i en slem Forlegenhed ; det gjorde ham ondt for Andreas , som han i Tidens Løb havde vundet kjær , men nu haardnakket maatte sløde fra sig ; det gjorde ham ondt , al see gode Anlæg som de , han havde iagttaget hos Andreas , skulle henligge ubenyttede og han kunde ikke finde paa noget Raad derimod . Hertil kom endnu den Omslændighed , al han skulde udfinde en passende Maade al ophæve Forholdet paa uden al vække Opsigt , men især uden al vildlede den forstandige Drengs Sind ; men netop dette bragte ham det rigtige Middel ihu til af efterkomme Præstens Villie uden af berøve Andreas den aandelige Dannelses Velsignelse ; thi som et Lyn ramte den Tanke ham : Andreas maa bort herfra ! Andreas maa sludere ! Herved havde han fundet det rigtige Middel ; det handlede nu blot om af sætte Sagen igjennem . Men hvorledes ? Skulde han foreslaa Rebbe Meyer Bruun det ? Kunde han mere vente sig noget heldigt Resultat heraf ? Det , af Meyer Bruun i sit Hus lod undervise et fremmed , ham aldeles uvedkommende Barn , var aldeles ikke nogen Borgen for , af han ogsaa vilde sende dette fremmede Barn til Gymnasiet ; det Førstnævnte var en Villighed , han uden Udgifter kunde vise den fattige Enkes Barn , men det Sidste var forbundet med Bekostninger , til hvilke Rebbe Meyer Bruun vel neppe vilde bekvemme sig . Derhos besad den unge Mand for stor Æresfølelse til af ville udsætte sig for et Afslag paa en Bøn , da han ikke vilde førspilde den Agtelse , hvormed han hidtil var bleven behandlet i Huset . Han overveiede derfor , om han ikke hellere paa egen Regning skulle sende Drengen til Læreanslalten og anvende de mange Sparepenge , han havde samlet sig i dette Hus , til Fordeel for sin kjære Elev ; men en kort Overvejelse belærte ham om , af dette Skridt vilde være uforsigtigt , ja endog meget letsindigt , da han jo ikke kunde vide , om det ogsaa i Længden vilde være ham muligt af gjennemføre det , han nu tænkte paa af begynde . Han sagde sig selv , af det for Andreas vilde være langt farligere af blive kastet ud paa en Bane og da slaa her alene , efter af den halve Vei var tilbagelagt , end om han aldeles ikke var revet ud af sin simple Tilværelse . En Student , der ikke kan fortsætte sine Studeringer , er henvist til af slaa ind paa enhver Sidevei , der frembyder sig , uden af see enten tilhøjre eller tilvenstre for af overbevise sig om Veien ogsaa er den rette , medens derimod den simple Haandværker , der aldrig har seet nogen større Horizont aabne sig for ham , men fra Ungdommen af er vant til af finde sig tilrette i de fattigste og mest indskrænkede Forhold , sjelden bliver nødt til af forlade den rette Vei . Idet det gode Menneske aldeles ikke kunde finde paa noget Middel til af udføre sit ædle Forsæt , forvoldte det ham snart mere Sorg end Glæde . Endelig fandt han paa en Udvei , der saae mere lovende ud . Han besluttede at ville overtale Rebbe Meyer Bruun til at sende sin egen Søn til Gymnasiet og da give ham Andreas med som Ledsager . Hvor vilde han ikke have jublet , om han havde vidst , at den samme Plan allerede var modnet i et andet Hjerte og stod fuldfærdig , da han endnu beskæffigede sig dermed . Den gøde Taube var nemlig en Kone , der ikke blot havde Hjertet , men ogsaa Hovedet paa rette Sted . Da Læreren blev hentet til den Geistlige , vidste hun derfor ogsaa strax , hvad det ene og alene kunde handle om ; men hun vidste ogsaa , hvad hun nu selv havde at gjøre . Hun sendt Bud efter Lysetændersken . Veed I , spurgte Taube , at vor Lærer er bleven kaldt til den Geistlige ? Jeg har hørt det , svarede Lysetændersken . Men veed I ogsaa , hvad han vil ham ? Visselig intet Urigtigt , thi vor Hr . Pastor er en brav Mand . Og hvad vilde I sige , om Hr . Pastoren ligegodt forbød vor Lærer at give Andreas Undervisning ? Det skulde gjøre mig ondt , thi jeg troer , Andreas finder Fornøielse i at lære . Det troer jeg ogsaa . Men sæt , at Præsten allerede har forbudt det , hvad vilde I saa sige dertil ? Intet ! naar Hr . Pastoren kan forbyde det , saa maa der sikkert være noget Urigtigt deri , som jeg ikke forstaaer . Og vilde I hellere lade Andreas løbe omkring paa Gaden og voxe op som et Menneske , der Intet kan . Nei , visselig ikke ; men hvad nytter Alt mig , mit Ønske kan jeg dog ikke faa opfyldt . Hvilket Ønske ? For Andreas . Hvad da ? Hvad ønsker I da for Eders Andreas ? Ja , jeg saae saa gjerne , at Andreas blev en Geistlig ; men jeg kan jo ikke lade ham sludere . Ofte skjærer det mig i Hjertet , naar jeg seer ham sidde ved Bogen derhjemme og læse saa flittigt deri , medens de andre Børn løbe omkring og lege . Da tænker jeg mig ofte : See , han kunde engang blive en god Præst ; men hvorfra skulle jeg tage Pengene dertil . Men , om jeg nu lod Andreas sludere ? Til Præst ? Til hvad I vil . Jeg sender ham bort herfra og giver ham , hvad han behøver . Herre Gud , det kunde ikke engang i Drømme være faldet mig ind , at mit hemmelige Ønske dog engang skulle blive opfyldt . I er altsaa tilfreds dermed ? Tilfreds ? Om jeg er tilfreds ? O , den Vei , De betræder , gad jeg brolægge med Gulddukater , hvis jeg blot havde Evnen dertil . Saa bliver det altsaa derved ; Andreas kommer til Efteraaret i Latinskølen — saa kan han for mig gjerne blive Præst . Tal nu blot ikke formeget derom , bring det ikke ud blandt Folk — Det behøver De ikke at bede mig om . Jeg mener kun , at Folk da maaske vilde fraraade Eder det . Aa ! det skal ikke engang nogen Engel bringe mig fra , om han saa steg lige ned fra Himlen . Ved Middagsbordet var Læreren usædvanlig taus og viste kun liden Madlyst . Den gøde Husmoder vidste jo nok , hvad der trykkede ham . Da Maaltidet var tilende , udbad han sig en kørt Samtale med Rebbe Meyer Bruun . Er det en Hemmelighed , eller før jeg ogsaa høre det ? spurgte Taube . Det er ingen Hemmelighed overfor Dem , thi det angaaer Deres Barn , svarede Læreren . De begav sig da alle Tre ind i et tilstødende Værelse . Hr . Bruun , begyndte Læreren , det er min Pligt at sige Dem , at jeg begynder at blive overflødig her i Huset . Hvorledes ? har man fornærmet Dem ? spurgte Rebbe Meyer . Bevares nei , jeg føler mig jo som et Barn af Huset , men Salmele er allerede i den Alder , af De maa tage en endelig Bestemmelse ham angaaende ; han er saa vidt forberedt , af De kan begynde Alt med ham . Tør jeg spørge , hvad De vil gjøre af ham ? Lad mig hellere høre , hvad Raad De giver mig i saa Henseende , sagde Faderen . Jeg vilde lade ham sludere , svarede Læreren , thi selv om han ikke engang behøvede af leve af Videnskaben , saa vil det dog aldrig kunne skade ham af have gaaet nogle Klasser igjennem i Latinskolen . Der ligger Noget i det , sagde Faderen roligt , vi kunne jo altid fale videre derom , og — Vi behøve ikke af fale længe derom , afbrød Moderen ham , saasnart Læreren siger , af vi skulle lade ham sludere ; han maa jo forstaa det ! Slukning behøves ikke , sagde Rebbe Meyer , der er jo ingen Ildebrand ! Og Andreas sende vi med ham , for af Barnet ikke skal blive bange blandt de Fremmede , tilføiede Konen uden af lade sig standse ved sin Mands Bemærkning ; men Læreren raabte ude af sig selv af Forbauselse og Henrykkelse : Hvorledes er det muligt , af De kunde gjætte mine Tanker ? thi det var netop det , jeg vilde foreslaae . Men jeg veed endnu ikke , svarede Rebbe Meyer , hvorfor De derved skulde være bleven overflødig her . Ganske rigtigt maa jeg vel nu sende de to Børn bort herfra ; men derfor behøver De jo ikke strax at forlade os . Har De da ikke endnu en Elev ? Har jeg maaske ikke en Datter ? Det var Efteraar . Høet paa Engene var slaaet og laa i store Bunker ; de høit læssede Vogne førte det over Broen til den lille By . Vinden strøg henover Stubmarkerne . Den nærliggende Skov frembød et broget Skue ; Kronernes grønne Farve var forvandlet og havde givet Plads for en Blanding af Gult og Rødt , hist og her saae man allerede de nøgne Kviste falmede graa . Solen saae rigtignok endnu venligt ned fra Himlen , men man turde ikke satte meget Haab af dette sidste naadige Smil , thi altfor ofte indhyllede den sig i en uigjennemtrængelig Taage , der bedækkede Efteraarslandskabet . Lysetændersken og Andreas gik ad den smalle Sti mellem Stubmarkerne henimod Skoven . Moderen havde villet unde sin Søn en Fornøielse endnu inden hans Afreise til Gymnasiet , og Andreas skattede Intet saa høit som at see sig om i Naturen , i Skov og Mark . Maaske havde hun tillige en anden Hensigt , maaske vilde hun give de Formaninger , som hun havde af medgive ham som Lærepenge paa hans Vei , større Høitidelighed ; maaske troede hun , af den fri Natur , den store aabne Mark med Himmelhvælvingen over sig , vilde komme hendes Ord tilhjælp og gjøre dem mere eftertrykkelige end det snevre Rum hjemme i Hytten . Denne Formodning vil idetmindste ikke forekomme ganske ugrundet , naar man med nogen Opmærksomhed læser det , som Moderen her lagde Sønnen paa Hjerte . En Tidlang gik hun eftertænksom og taus med Drengen ved Haanden ; men da det var paa Tide af vende om for af komme tilbage til den lille By , begyndte Moderen paa følgende Maade : Andreas , hør nu nøie efter , hvad jeg forinden Din Afreise endnu kan have af sige Dig . Dette er den sidste Nat paa det Sted , som Du tidligere aldrig har forladt ; inat vil Du for sidste Gang ligge hjemme i den Seng , i hvilken Du hidindtil hver Aften faldt isøvn og hver Morgen vaagnede . Imorgen reiser Du bort herfra ; Du skal sludere og , om Gud vil , blive et dueligt Menneske . Tak Gud dagligen i Din Bøn , fordi det er gaaet Dig saaledes ; jeg havde ikke kunne lade Dig sludere : jeg er en fattig Kone ; men vor Herre , Gud , havde indgivet Meyer Brun det , at han skal gjøre det , og derfor vil ogsaa den himmelske Raade belønne ham . Men Du maa være ham taknemmelig derfor alle Dit Livs Dage , thi han er Din Velgjører . Mærk Dig det og lov mig , at Du aldrig vil forglemme det . Andreas rakte Moderen den Haand , han endnu havde fri ; hun trykkede den til sig og vedblev efter en Pause : See Dig om her paa Marken , der er ingen levende Sjæl at see ; Alt er hjemme , og vi ere alene . Ingen seer eller hører os ; Ingen veed , hvad Du har lovet mig . Men Een er der dog , som seer og hører Alt uden selv at blive seet . Han veed , hvad Du har lovet mig , og Han vil vaage over , at Du holder Dit Ord . Hvorfor seer man ham da ikke ? spurgte Andreas , men Moderen svarede : Det kommer ikke Sagen ved , og det kan jeg heller ikke saadan rigtig sige Dig ; maaske seer Du mig aldrig mere . Andreas begyndte ved disse Ord at græde bitterlig ; men Moderen aftørrede hans Taarer med sit Forklæde og vedblev : Derfor behøver Du ikke at græde ; jeg lever jo endnu og er baade sund og rask , og man døer da ikke af , at man taler om det ; men vi ere kun Mennesker , og om Gud befaler det , saa er jeg imorgen ikke mere til , og de bære mig ud og lægge mig i Graven . Andreas græd endnu heftigere end før , medens Moderen vedblev : Jeg maa før Du drager bort , forberede Dig paa Alt , thi jeg vil have , at Du skal naa Dit Maal , uden at Noget skal bringe Dig bort derfra . See til at Du i den nye Skole kan lære noget Rigtigt , for at Meyer Bruun ikke uden Nytte skal give sine Penge ud for Dig ! han er en rig Mand , men at kaste sine Penge ud af Vinduet har han døg ikke Lyst til , thi naar Een giver sine Penge ud , saa vil han ogsaa have Noget derfor . Han forlanger rigtignok Intet af Dig , og han gjør den gøde Gjerning uden Egennytte , men Du maa vise ham , at Du ogsaa fortjener , hvad han gjør for Dig , for at han ikke engang — hvad døg Gud bevare os for — skal faa Aarsag til at fortryde sin Godhed . Pas derfor paa at opføre Dig saaledes , at Meyer Bruun ikke en Gang skal kunne bebreide mig , hvad det har koslet ham , og sige til mig : „ Gid jeg blot ikke havde ladet den Døgenigt sludere ! “ Lover Du mig det . Andreas lovede det grædende , men Moderen sagde endvidere : Jeg er endnu ikke færdig . Hør efter ; det Vigtigste er endnu tilbage . Meyer Bruun er døg kun et Menneske ligesom jeg , og ømendskjøndt han er rig og jeg fattig , saa gives der døg Een deroppe ovenover os Alle , for hvem vi Alle ere lige . Naar Gud vil det , kan den Rige paa en Nat blive fattig eller den Fattige blive rig . Hele den Fabrik , som han har der , kan paa een Nat gaa tilgrunde . Mennesket kan Intet vide ; han kan ogsaa dø ligesaa godt som jeg kan det . Det vilde være en stor Ulykke før Dig , men ogsaa det maa Du være fattet paa , for at det ikke engang skal overraske Dig , saa at Du slaaer Hænderne sammen og ikke veed , hvad Du skal tage fat paa . Gjør Dig afholdt blandt de Fremmede og af alle de Mennesker , Du faaer at bestille med . Skaf Dig Venner og ingen Fjende , da vil Du aldrig staa forladt . See til at Du bliver et Menneske man kan stole paa , og at Du , hvorledes det end gaaer , engang kan være istand til at fortjene Brødet til Dig selv . Det tørre Brød , som Du selv fortjener vil da smage Dig meget bedre end Alt , hvad Du kan faa at spise for Andres Penge . Men hvad jeg har villet sige Dig , er dette . Naar Du engang er kommen saa vidt , at Du kan fortjene Dit Brød og ikke længere trænger til den Godgjørenhed , der nu vises imod Dig , saa maa Du ikke mene , at Du da en Gang for alle er færdig med Meyer Bruun , fordi Du ikke længere behøver hans Hjælp ; thi det , han gjør for Dig , kan Du aldrig gjengjelde ham , selv om Du ogsaa betalte ham nok saa mange Penge . Jeg troer , at Du hos Meyer Bruuns Lærer aldeles ikke vilde have lært saameget , hvis Du ikke i forveien i Skolen havde lært Din A , B , C , Bog , og Du vilde sikkert heller aldrig have kommet til at sludere , saafremt Meyer Bruun ikke nu havde gjort Begyndelsen dertil . Det maa Du aldrig forglemme , selv om der kommer en Tid , da Du ikke mere er afhængig af ham . Fremfor Alt maa Du derfor i den nærmeste Tid lægge Vind paa af komme godt ud af det med Salmele ; han er lidt forkjælet , saa af Du maa være noget eftergivende ; dog behøver Du ikke derfor af være hans Tjener , men Du kan være føjelig imod ham , thi det fortjener han for sine Forældres Skyld . Saa ofte Du har Noget for , men ikke veed , om Du skal gaa tilhøire eller tilvenstre , da tænk paa denne Aften og vor Spadseretur ; tænk paa , hvorledes vi saa stille vandrede sammen , hvorledes jeg førte Dig ved min Haand , hvorledes Du brast i Taarer og jeg da med mit simple Forklæde afvidskede dem ; behold bløt altid det for Øie , saa vil Du ogsaa nok altid finde den rette Vei og vil ikke mere tvivle , om Du skal gaa tilhøire eller tilvenstre . Overvei bløt ved enhver Sag , Du vil foretage Dig hvad Din Moder vilde sige dertil , om hun vidste det , da vil Du altid handle rigtigt og godt , — Naa , jeg havde nær forglemt af sige Dig , af Du blandt de Fremmede maa holde noget paa Dit Ydre . Børst hver Morgen Dine Støvler og bank Dine Klæder , for af Du ikke skal see ud som en Dreng , der er kommen løbende langvejs fra , og vær renlig i alle Henseender . Ogsaa det har jeg villet sige Dig , af Du hver Uge maa tilskrive mig nogle Linier . Frugthandlersken , som gjør sine Indkiøb deroppe , vil nok af og til besøge Dig , og hende kan Du altid give en lille Seddel med . Der behøves intet langt Brev ; skriv blot , for af jeg kan see , af Du er rask og opfører Dig godt ; saalænge et Barn ikke frygter for af tilskrive sin Moder og sin Fader — hvem Du jo desværre har Mistet — hvad der ligger det paa Hjerte , saalænge kan man sige , af han er paa den rette Vei ; men udeblive Brevene til Forældrene , da er han sikkerligen ogsaa , bleven et forladt Menneske og en slet Karl — mærk Dig det ! — Ja , hvad var det nu jeg vilde sige — Ja , hvormeget kunde Du ikke have ønsket endnu af sige , gode , trofaste Moderhjerte ! Vilde Du mon nogensinde være kommen til Ende dermed , om Du saa havde kunnet blive ved af tale indtil evig Tid ? Men godt er det , af Du blev afbrudt , ved af Din snaksomme Nabo netop slandsede Dig , og med sine Hverdagsbemærkninger sønderrev Din Tales Traad , thi Andreas har hørt nok og behøver nu Ro før af tænke videre øver det , som han havde hørt . Glæd Dig ved det Haab , af Du har nedplantet det guddommelige Frø i et reent , barnligt Hjerte . Næste Morgen kjørte Andreas og Sigismund — saaledes blev Salmele fra nu af kaldt — bort fra Hjemmet . Rebbe Meyer Bruun førte de to Børn til den temmelig nærliggende By , Videnskabens Sæde , til Piaristernes Kloster . Det var en kold Septembermorgen ; men Andreas befandt sig dog meget vel i de nye Klæder , som Meyer Bruun havde ladet sy til ham , og som han idag havde paa før første Gang . Allerede da de to Drenge i det Fjerne øinede Slottet , der laa høit oppe paa Klippen , begyndte deres Hjerter af banke slærkere ; Glæde og Angst fyldte dem samtidigt , da de nærmede sig deres nye Bestemmelsessted . Henimod Middag havde de naaet Reisens Maal . Drengene vilde nu strax hen i Klosteret før af blive optaget i Gymnasiet , da deres Nysgjerrighed var spændt til den høieste Grad , men den rolige og besindige Fader sagde : Klostret staaer nok fasf , der er vel næppe Nogen , der løber bort med det . Veed Du ikke , af vore Vise sige : Naar der ingen Meel er , saa er der ingen Lærdom . Først vil jeg forskaffe Eder Logis , for at I kunne vide , hvor I høre hjemme . Skulle vi bo sammen ? spurgte Sigismund . Nei ! svarede Faderen kort . Han tog nu Drengene med sig til Ghettoen , hvor han hos en Bekjendt forespurgte sig om to Huse , i hvilke Børnene kunde faa Kost og Logis . Denne Sag var snart afgjort ; Sigismund fik Bolig i Ghettoen , Andreas i Forstaden nær ved Gymnasiet . Efterat der saaledes var sørget for de legemlige Fornødenheder , førte Faderen dem til det Sted , hvor deres Aand skulle mættes . Før Optagelsen i Gymnasiet , maatte Drengene underkaste sig en Prøve , til 3die Klasse , som Andreas bestod med Glands , Sigismund til Lærernes Tilfredshed ; Andreas blev strax , men Sigismund provisorisk optaget i Gymnasiet . Hvad vil det sige , provisorisk optaget ? spurgte Sigismund , da de nu forlod Gymnasial-Præfekten for at aflægge en Visit hos Professoren . Det vil sige sagde Faderen , at jeg først hos Regjeringen i Brünn maa ansøge om Din Optagelse , og saalænge indtil Bevillingen kommer derfra , er Du kun „ provisorisk . “ Og jeg behøver ikke nogen Bevilling ? spurgte Andreas . Nei , sagde Meyer Bruun . Hvorfor maa han have Bevilling , og jeg ikke , spurgte Andreas videre . Fordi han er Jøde , sagde Meyer Bruun , og Du ikke . Husker Du da ikke mere , at Jøderne er et undertrykt Folk . Der var dog en Tid , da Du vidste det . Den fortræffelige Mand sørgede endnu for en Privatlærer fil dem , der hjemme skulle gjennemgaa Lectierne med dem , og indskjærpede Andreas , at han hver Dag skulde indfinde sig i Sigismunds Bolig for at tage Deel i denne Privafundervisning ; derpaa reiste den gode Fader bort , idet han tillidsfuldt efterlod Børnene i de Huse , fil hvilke han havde anbetroet dem . Skoleaaret begyndte ; det blev indledet med en Gudstjeneste i Klosterkirken . Hermed havde Sigismund Intet at skaffe , hvilkek var slemt nok for ham ; thi medens Andreas under denne Høitidelighed lærte alle sine Kammerater at kjende idetmindste af Udseende , havde den jødiske Discipel endnu ikke seet en eneste af dem , og da han den første Skoledag om Morgenen Kl . 8 traadte ind i Klassen , hørte han en Hvisken og Tisken mellem de smaa Studenter , der maalte ham paa en spotlende Maade , medens der fra forskjellige Sider lød Navne som Moses ! Aron ! Han befandt sig i stor Forlegenhed , thi Klassen var fuld , og han vidste ikke , hvor han skulde eller blot turde sætte sig ; endelig opdagede han paa en af Bænkene sin kjære Andreas . Denne kom ogsaa strax hen til ham , trak ham hen med sig til sin Bænk og skaffede ham Plads ved Siden af sig , frods Indvendingerne fra deres Side , som maatte rykke sig . Endelig da Klokken slog , kom Professoren , og Alle reiste sig . Man bad Paternoster og Ave Marie , hvoraf Sigismund ikke forstod et Ord ; han ventede utaalmodig paa , at det endelig skulle være forbi . Da de havde sat sig ned igjen , kastede Professoren et prøvende Blik hen over Bænkene , som om han vilde tælle sine kjære Lam , derpaa sagde han : Der kan endnu ikke anvises Israeliterne nogen bestemt Plads . De ere for Øieblikket kun provisoriske , endnu ikke egentlige Elever . Jøderne maa foreløbig , indtil Bevillingen kommer , alle sætte sig paa sidste Bænk . Fortrydelig opgav Sigismund den Plads , som Andreas saa tappert havde tilkjæmpet ham , for at begive sig hen til sidste Bænk ; da han gik forbi Eleverne , hørte han dem tydelig hvidske : Marsch , hen paa sidste Bænk , Jøde ! Jøderne skal paa Skammebænken . Dette bedrøvede ham høilig ; dog havde han den Trøst at see en Deel Troesfæller paa samme Bænk , og Følelsen af ikke at være den Eneste , der maatte lide denne beskjæmmende Behandling , gjorde ham Pinen mindre haard . Andreas vendte sig ofte om og tilkastede Sigismund et medlidende Blik , men denne saae hver Gang skamfuld ned mod Gulvet ; begge Drengenes Sindstilstand er let at fatte ; deres Miner forraadte , hvad der føregik i deres Indre . Sigismund , Barnet af rige Forældre , opdraget i Velstand , ja endog i Overflod , havde aldrig før følt det Trykkende i sine Troesfællers særlige Stilling i Samfundet . Den lille Salmele havde rimeligvis aldrig hørt Noget om , at hans Fader ikke turde eie nogen Ager , fordi han var Jøde , og selv om den lille Salmele havde vidst dette , saa vilde han dog i sin Lystighed aldeles ikke have tænkt videre derover ; thi hvortil behøvede hans Fader Agre , Kvæghjørde , Enge og Marker ? havde han ikke sin egen Fabrik ? Men nu er der af Salmele blevet en Sigismund , der allerede ved det første Skridt , han foretager i den fremmede Verden , for hvis Skyld han har forandret sit Navn , maa erfare , at han endnu bestandig er en Salmele og meget langt fra at være en Sigismund . For første Gang følte han nu det Tryk , der hvilede paa hele det Troessamfund , som han hørte til . Da Faderen for faa Dage siden havde maattet stile en Ansøgning til Regjeringen om at meddele Sønnen Sigismund Bruun Tilladelse til at træde ind i Gymnasiet , var den vordende Student ikke bleven synderlig berørt deraf . Sigismund var ikke nogen dyb Natur , fvertimod : hans Følelser ligesom hans Tænkning berørte kun Tingenes Overflade . Derfor blev han temmelig ligegyldig ved Faderens Ansøgning : men det , at han nu i hele Klassens Paasyn maatte begive sig hen paa den bageste Bænk , og det ovenikjøbet af den Grund , at han egentlig endnu ikke var rigtig Elev , der var berettiget til at indtage en bestemt Plads — nemlig fordi han var Jøde — see , det fyldte hans Hjerte med bitter Sorg . Andreas derimod var allerede bleven ubehagelig berørt ved den af Hr . Bruun meddelte Underretning , at Sigismund maatte bede som en Naade om det , der uden videre blev tilstaaet ham selv , og da Meyer Bruun paa hans Udfritten svarede : om han ikke længere vidste , at Jøderne vare et undertrykt Folk , saa var dette Svar ingenlunde skikket til at berolige den forstandige , følsomme Dreng . Han vedblev at spekulere derpaa , men kunde ikke med god Grund forklare sig den Forskjel , der her blev gjort , og var derfor heller ikke istand til at begribe det . Begivenheden i Skolen paa den første Dag satte ham i den pinligste Stilling , og der er ingen Tvivl om , at Andreas følte sin Kammerats Tilsidesættelse endnu bittrere end denne selv . Ingen kunde bedre end Andreas vide , med hvilken Omhu og Ømhed Salmele blev behandlet i Forældrenes Hus ; derfor var Ingen bedre istand til at bedømme , hvor haardt det maatte være for Sigismund . Andreas led ikke blot med ham , men ogsaa for ham . Hvor det dog her er ganske anderledes end hjemme , tænkte han smertelig bevæget , ja ganske omvendt . Her er det jo , som om jeg var den rige Salmele , og han den fattige Lysetænderskes Barn ! — Hvor gjerne vilde ikke Andreas have bedt Professoren om han ikke selv maatte sætte sig paa bageste Bænk , naar han blot derved havde kunnet skaffe Sigismund hans tidligere Plads tilbage ; men Andreas indsaa vel , at et saadant Bytte her ikke kunde finde Sted , han tænkte og det med Rette : Hvad veed Professoren om Meyer Bruuns Fabrik , og hvad angaaer det ham ? Professoren har jo ikke skabt Loven ; han handler som den byder . Jøderne ere nu engang „ et undertrykt Folk . “ Klokken lød , Timen var til Ende . Professoren og Eleverne reiste sig til Bøn , og igjen lød Paternoster og Ave Maria . Derpaa gik Eleverne parvis ud af Klassen henover den lange Gang i første Etage , dernæst ned ad Trappen og gjennem den lille Klostergaard , der strækker sig foran Gymnasiet . Ved Porten maatte Jøderne forlade Rækken , da de andre nu gik i Kirke til Messen , hvilken Jøderne ikke skulle bivaane . Bedrøvet gik Sigismund hjemad med den latinske Gramatik under Armen , af hvilken idag den første Deklination var bleven forklaret . Paa Gaden puttede en Elev sig til ham , der alt var i 2den Klasse . Den Store maalte først den Lille fra Top til Taa med samme Blik , som naar Veteranen betragter den ny ankomne Rekrut . Sigismund havde hilst paa Enhver , der mødte ham underveis , og var bleven meget overrasket ved , at de ikke hilste ham igjen , ja endog betragtede ham paa en ganske besynderlig Maade . Han havde nemlig meent , at det forholdt sig her ligesom hjemme i den lille By , hvor Alle hilste hinanden , og vidste endnu ikke , at i større Byer bekymrer det ene Menneske sig kun lidt om det andet , men Enhver skjøtter sig selv . Det gjorde derfor øgsaa et behageligt Indtryk paa ham , da den store Dreng , som dog var et heelt Aar videre , saa venligt puttede sig til ham . Snart skulde han dog erfare , at denne kun vilde have ham til Bedste . Aa , sagde den Store , gaa ind i den Butik og kjøb mig for en Skilling Skrivepenne . Godmodig , som han var , tog Sigismund Pengestykket og traadte ind i den betegnede Butik , hvor en gjennemtrængende , fin Lugt slog ham imøde , saadan som hans Næse ellers aldrig havde mærket det i nogen Kjøbmandsbutik . Hvad ønsker Du ? spurgte Provisoren . For en Skilling Penneskafter , svarede Sigismund . Saa maa Du gaa ind til Papirhandleren , sagde Provisoren . Ja , men man sagde til mig , at det var her . Saa ? sagde Provisoren leende , det har været for at gjøre Nar af Dig . Her er ingen Papirhandel , men et Apothek . Sigismund gik skamfuld bort , da han kom udenfor , blev han modtaget med Skøggerlatter af en Gruppe Elever , der imidlertid havde samlet sig . Ydmygelsen i Skolen havde ikke været tilstrækkelig ; denne Spot maatte han ovenikjøbet øgsaa finde sig i . Det var ligesom om Alt havde forenet sig for at krænke ham . Den første Skoledag havde saaledes kun budt ham liden Glæde og var aldeles ikke skikket til at sætte Mod i ham , og han vilde sikkert allerede nu — næsten uden at have overskredet Dørtærskelen — have vendt Videnskabernes Tempel Ryggen , saafremt ikke hans gode Aand , Andreas , havde holdt ham tilbage . Naa , sagde Andreas , der strax fra Kirken var ilet til sin Kammerat og nu havde hørt , hvad denne i sin oprørte Stemning tænkte paa , vær dog fornuftig og gjør ingen Dumheder . Hvis Du nu kom hjem , saa vilde alle Folk lee Dig ud , og Gadedrengene vilde raabe efter Dig : det er Studenten ; han har paa een Dag gaaet alle Klasserne igjennem ! Nei , Du maa blive og læse flittigt , saa skal Du see , hvor ganske anderledes Alting vil blive . Naar Du blot kan dine Lectier godt , kommer det kun lidet an paa , paa hvad Bænk Du sidder ; det med den bageste Bænk er jo desuden kun foreløbigt , saalænge Du er provisorisk ; saasnart Bevillingen kommer fra Regjeringen , faaer Du din Plads anviist ligesaavel som Enhver af De Andre ; Professoren har jo selv sagt det . Disse trøstefulde Ord forfeilede ikke deres Virkning paa Sigismund , der indsaa , hvor nær han havde været ved i sin Oprørthed al begaa en overilet Handling , og han besluttede nu al blive ; men Andreas , hvem det ved den kjærlige og fornuftige Tiltale var lykkedes al bringe Vennen til sig selv og nogenlunde berolige ham , var selv langtfra ikke rolig , thi i sit Inderste tænkte han : Jøderne ere desværre døg et undertrykt Folk ! og for første Gang henvendte han det Spørgsmaal til sig selv : Hvorfor ere Jøderne et undertrykt Folk ? er det nødvendigt , al de maa være det ? hvo er Skyld deri ? lutter Spørgsmaal , som han ikke var istand til al besvare . Det blev Aften , og Drengene sad nu hos Privatlæreren , der gjennemarbeidede det Pensum med dem , de havde faaet for i Skolen . Efter faa Timer hos Privatlæreren indsaa Andreas , al han meget godt kunde undvære dennes Hjælp , han havde strax i Skolen forstaaet de Regler , der bleve forklarede , og kunde godt selv skrive de latinske Stile uden Feil . Grunden til , al han alligevel ikke udeblev fra Privattimen , var den , al hans Ven meget vel kunde behøve en saadan Hjelp i Hjemmet . — Efter nogle Ugers Forløb finde vi Andreas som Nr . 1 i Klassen , medens Sigismund endnu bestandig sad som provisorisk paa den bageste Bænk ; men selv som rigtig Elev vilde han ikke have været berettiget til at indtage nøgen af de øverste Pladser , thi han var svag i Gramatiken , og hans aldeles ikke feilfri Oversættelser i Skolen forraadte snart Privatlærerens Haand ved de Stile , han skulle skrive hjemme . Andreas vilde gjerne bevirke en Forandring i dette . Veed Du hvad , sagde han en Dag til Sigismund , Din Fader kunde godt spare de Penge , han hver Maaned betaler Privatlæreren ; jeg troer nok , jeg ligesaagodt kunde hjælpe Dig med dine Lektier . Ja , saa kan Fader give Dig Pengene , meente Sigismund . Nei , hvad skulle det til ? sagde Andreas , dine Forældræ give mig saamæn Nok iforveien . I det næste Brev , som Sigismund tilskrev sine Forældræ , gjorde han dem opmærksom paa , at han lærte meget mere af Andreas end af Privatlæreren , som han derfor ikke mere behøvede , da Andreas godt kunde sige ham Alt , hvad han skulle vide . Andreas selv skrev noget lignende i sit Brev , hvori han bad Moderen hilse hans Velgjørere paa det Hjerteligsle samt bede dem , om han ikke nok maatte læse med Sigismund . Det er et taknemligt Barn , den Andreas , sagde Rebbe Meyer Bruun til Lysetændersken , der med glædestraalende Øine havde hørt paa Oplæsningen af hendes Søns Brev . Ja , har jeg ikke altid sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , tilføiede Taube . Da Lysetændersken var gaaet , sagde den gode Taube til sin Mand ; Veed Du hvad , min Ven , de Penge , Du der sparer , kan Du hver Maaned give Lysetændersken . Det vil jeg ikke gjøre , svarede Rebbe Meyer Bruun i en bestemt Tone . De Par Gylden ! sagde Taube i en vag bebrejdende Tone ; men Manden svarede : Mener Du maaske , Du lille Nar , at de Par Gylden ere mig saa magtpaaliggende ? Nei , jeg vil hver Maaned sende dem til Andreas , saa kunne vi jo see , hvad han vil gjøre med Pengene . Derved blev det ; regelmæssig bleve Pengene afsendte til Andreas , men denne berørte dem ikke engang : den samme Haand , der overbragte ham dem , maatte igjen bære dem med hjem ; han sendte dem urørte til sin Moder . Lysetændersken fortalte høist overrasket hos Meyer Bruun , hvorledes hendes Andreas havde sendt Penge hjem til hende . Det havde jeg forudseel , sagde Meyer Bruun , jeg vidste vel , at han var et godt Barn ; men jeg har dog villet overbevise mig derom . Ja , har jeg ikke saa ofte sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , spnrgte Taube igjen , ligesom altid ved enhver lignende Leilighed . I intet af sine Breve forglemte , Andreas at sende mange Hilsener til den gode Lærer i Meyer Bruuns Hus ; ja efter nogle Maaneders Forløb dristede han sig endogsaa til , at tilskrive sin fordums Lærer et latinsk Brev , i hvilket rigtignok Elevens gode Villie og taknemmelige Hjerte viste sig fra en mere værdifuld Side end det latinske i Udtrykkene . Han forglemte heller aldrig sin Legesøster Privele , der ligeledes hver Gang kunde gjøre Regning paa særlige Hilsener i hans Brev . Sigismund gjorde under sin Kammerats Veiledning betydelige Fremskridt , hvilket var saare naturligt . Andreas var nemlig ikke nogen betalt Timelærer , der , naar Timen var forløben , ikke bekymrede sig mere om sin Elev ; men det var ham magtpaaliggende at vise sin Taknemlighed mod sine Velgjørere , ligesom det ogsaa var en Æressag for ham at løse den Opgave , han havde paataget sig , paa en saadan Maade , at Resultatet blev godt . Han arbeidede derfor ogsaa med Sigismund uden at tage noget Hensyn til Time- eller Minutviseren og altid saa længe , indtil han havde opnaaet den beroliggende Overbevisning , at Sigismund nu virkelig kunde sin Lektie og vilde være istand til at besvare ethvert Spørgsmaal deri rigtigt . Sigismund erhvervede sig ogsaa snart ved de Fremskridf , han gjorte , Professorens Velvillie , og da imidlertid , endnu førend det første Semesters Ende , den saa længselsfuldt ventede Bevilling til Optagelsen i Gymnasiet var indtruffen , rykkede han op fra sidste til første Bænk , og al Grund til Mismod var saaledes forsvunden . Nu kom Paaskeferien , og de to Drenge kjørte hjem , hver med et godt Vidnesbyrd i Lommen ; selv om Sigismunds ikke kunde maale sig med Andreas ' s , i hvilket der kun fandtes Udmærket Godt ' er , saa var det dog saaledes , at han med Anstand kunde vise det frem . De havde imidlertid ikke blot medbragt deres Vidnesbyrd , men ogsaa et antageligt Stykke Feriearbeide . Hvorledes Andreas bar sig ad for at blive færdig dermed , det kunde Sigismund rigtignok ikke begribe , thi før ham var det drøit at læse i Ferien . Han havde nu i et halvt Aar ikke seet sin Familie , og dette var hans første Hjemsenden fra de fremmede Folk og saa ovenikjøbet den Tid , da den poetiske Paaskefesf afholdtes . Han glemte derfor aldeles de 4 Konjugationer og de uregelmæssige Verber , han skulde lære , over Paaskefestens Glæder , og hans Ven Andreas formaaede ikke i hans Forældres Hus at bringe den Strænghed til Anvendelse imod ham , der ellers saa ofte havde faaet Bugt med ham . Ferien var nu forbi , og man maatte igjen indfinde sig i Skolen . Der skete , hvad man iforveien kunde have tænkt sig . Blyantet i Professorens Haand udpegede snart Sigismund som Offer , naar nu blot denne iforveien havde vist , at han vilde blive spurgt om Verbet tollo , saa havde han sikkert lært sit substuli , sublatum , men hvo kan vide Sligt iforveien ; ligesaalidt som man kan vide , hvilke Nummere der vil komme ud i næste Trækning . Professoren dreiede ham derfor et stort 0 i Protokollen . Dette forvoldte Andreas mere Sorg end ham , der havde faaet det . Men hvad gjorde Andreas ? Han besluttede sig til et Kjæmpearbeide . Vi gaa ikke i Seng inat , sagde han til Sigismund , og imorgen beder Du Professoren om at høre Dig om igjen . Men hvad tænker Du dog paa ? indvendte Sigismund , lære Alt det paa een Nat ? Det gaaer nok , sagde Andreas . Og det gik ogsaa . Næste Dag mældte Sigismund sig til en ny Prøve , som han besfod med Glands ; thi idag var han fast i Sadlen , og efter af han til det sidste Spørgsmaal : tollere havde sluppet sit vel indprægede sustuli , sublatum løs , forandrede Professoren 0 ' et til et Ug . Paa denne Maade tog Andreas sig af sin Kammerat , og Sigismund gjorde i Sommersemestret endnu større Fremskridt end før . Endelig var Skoleaaret til Ende . Rebbe Meyer Bruun indbød Lysetændersken til af kjøre med sig for af bivaane Omflytningen , der under megen Høitidelighed blev meddelt i en stor , med skjønne Billeder prydet Festsal . Lysetændersken havde taget sine Søndagsklæder paa og begav sig bort med Rebbe Meyer Bruun ; de maatte kjøre meget tidlig hjemme fra for af kunne indtræffe i rette Tid ; Kl . 8 vare de der allerede . Med bankende Hjerte fraadte hun ind i Fesfsalen , hvor allerede de fleste Slægtninge af den studerende Ungdom befandt sig . Kl . 9 blev der holdt Gudstjeneste i Klosterkirken , og Kl . 10 begyndte Højtideligheden i Fesfsalen . Først besteg en Elev Talerstolen og holdt en Tale paa Tydsk til Afsked fra Anstalten ; derpaa fraadte en anden frem og foredrog en af ham selv forfattet latinsk Ode , af hvilken største Delen af det forsamlede Publikum rigtignok ikke forstod et Ord , men hvortil de dog ligegodt lyttede med høitidelig Andagt . Endelig kom Meddelelsen af Skoleaarets Resultat og Omflytningen . En eiendommelig Hvidsken og Summen lød gjennem Salen ; Skoledrengenes Nysgjerrighed var spændt til det Yderste , thi nu skulde Enhver jo erfare , hvorledes han var bleven bedømt , og hvilket Vidnesbyrd han fik hjem med sig . Denne Summen afløstes dog hurtigt af en høitidelig Stilhed da Religionslæreren traadte frem og oplæste paa Latin alle Elevernes Navne samt deres forskjellige Censurer . Lysetændersken , der med bankende Hjerte saae til , var nær besvimet , da hun hørte sit Barns Navn blive raabt op . Andreas havde erholdt første Præmie . Han traadte frem fra sine Kammeraters Række indtil midt i den store Sal , bukkede til tre Sider , mod Keiserens Billede , mod Lærerne og mod Publikum , og modtog derpaa af Præfektens Haand Præmien , en pragtfuld indbunden latinsk Bog . Med stille Henrykkelse traadte han tilbage til sin Plads med Belønningen for sin Flid i Haanden , idet han dog frydede sig mere over Moderens Glæde , hvis Tilfredshed og Lykke var tydelig at læse i de straalende Øine , end over den Udmærkelse , der var bleven ham til Deel . Sigismund erholdt ogsaa en meget god Censur . Efter Klassefordelingen modtog Drengene deres Vidnesbyrd , nemlig en lille Bog , der indeholdt alle Elevers Censur . Hermed afsluttedes Skoleaaret , og Ferien begyndte , den af enhver Skoledreng , den flittige som den dovne , saa længselsfuld ventede Frihedens Dag . Andreas og Sigismund kjørte nu hjem med Meyer Bruun og Lysetændersken for at tilbringe de to Feriemaaneder , August og September , i Fryd og Glæde i det gamle Hjem hos deres Kjære , som de nu næsten i et heelt Aar havde savnet . Det var rigtignok ogsaa en Fryd og Glæde , saaledes at eie to hele Maaneder for sig selv , hver Morgen at vaagne med den Bevisthed , at man ikke behøvede øieblikkelig at springe ud af Sengen for endnu engang at „ kile “ Lektierne igjennem — intet Pensum , ingen Grammatik , ingen Regning , ingen Geographi ! Ikke behøve at lytte efter Skoleklokken , der forkynder Timens Begyndelse , ikke behøve at skynde sig med Frokosten — Intet , slet Intet af Alt dette — derimod fri og ubunden at kunne gaae , hvorhen man har Lyst , i Marken , i Engen eller i Skoven ; istedetfor andægtig at sidde paa Bænken og nøie passe paa ethvert Ord , der undslipper Læreren — at kunne muntre sig ude i den friske Natur , løbe , springe og juble af Hjertens Lyst ! — En Skoledreng under Sommerferien er det misundelsesværdigste Menneske paa Jorden ; han har rystet alle Sorger af sig og lever kun for Øieblikkets Glæde . Sigismund og Andreas tilbragte ogsaa deres Ferie paa den behageligste Maade . Det var ikke , fordi de havde Lyst til Leddiggang , af de glædede sig , men fordi de vare fri for enhver Tvang til af maatte gjøre noget Bestemt . Hyppigt kunde man ogsaa i Ferien finde Andreas ved Bogen , og dette gode Exempel havde en velgjørende Indvirkning paa Sigismund , saa af ogsaa han af og til hjemsøgte Bogen , omendskjøndt dette mindre skete ifølge en vis indre Trang , end fordi han vilde glæde sine Forældre og Huslæreren derved . Man fandt dog Drengene hyppigere i det Frie end ved Bogen , og da allerhyppigst ude paa Floden , hvor de fandt deres slørste Fornøielse i af ro en lille Baad frem og tilbage fra den ene Bred til den anden og af seile hen under Broen , naar Folk oven over deres Hoveder passerede den . Saa ofte de gik igjennem Ghettoen , hørte de altid denne eller hin Bemærkning om dem . En mente , af de vare blevne rigtig store i Udlandet . En troede af have bemærket , af de allerede nu saae meget bedre ud end da de kom hjem fra Skolen , og vilde deraf uddrage den Slutning , at man bliver mager af at sludere , men feed af at spise . En undrede sig over at Jøden og den Christne kom saa godt ud af det med hinanden ; en anden roste Redde Meyer Bruuns Godgjørenhed og hans Opførsel mod Lysetænderskens Søn , medens en Tredie til Alt dette bemærkede : I maa nu sige , hvad I vil — kalde det smukt eller ei — jeg siger blot , at det døg er en besynderlig Galskab af Rebbe Meyer Bruun at ville give sine Penge ud til en Geistligs Opdragelse . Saaledes havde Enhver sine Bemærkninger paa rede Haand ; de to Drenge bekymrede sig imidlertid ikke videre herom , men vare lige glade og tilfredse for det . Andreas var imidlertid ofte til Middag hos Meyer Bruun ; naar han saa sad der og nød af de fine Retfer , der blev baaren frem , formørkedes hyppigt hans Ansigt midt under Glæden , og hvo , som vilde have kunnet læse i hans Sjæl , vilde have vidst , at Andreas i saadanne Øieblikke plagedes af den Tanke : Og hvortil nytter Eder Alt dette ! I Jøder ere døg et undertrykt Folk . Hurtigere end Drengene havde tænkt og i ethvert Tilfælde hurtigere , end de kunde have ønsket sig , var Ferien til Ende , og en skjøn — eller snarere ikke skjøn — Dag stod det nye Skoleaar igjen for Døren . Sigismund og Andreas tog denne Gang afsted med ganske andre Følelser end for et Aar siden , da de drøge til deres Bestemmelsessted . Hin let forstaaelige og let tilgivelige Frygt for det Fremmede , der havde opfyldt dem dengang , da de første Gang forlod deres Hjemsted , var nu fuldkommen forsvunden , thi nu vidste de jo , hvorledes det gaaer til i et Gymnasium . Med Hensyn til Sigismund , da behøvede han ikke mere at frygte for som Medlem af det udvalgte Folk at blive sat paa en særlig Bænk ; han var nu rigtig Elev saagodt som nogen Anden ; nu var han heller ikke længere saa enfoldig , at man kunde sende ham ind paa et Apothek efter Staalpenne . Med Hensyn til Andreas , hvis Tørst efter Kundskaber var slørre end Vennens , da brændte han allerede af Begjærlighed efter at lære de nye Ting at kjende , der vilde komme for i dette andet Aar , og især navnlig dette frygtelige „ Ablativus absolutus “ , om hvilket han allerede tidligere havde hørt Saameget , at det nødvendigvis havde maattet indgyde ham en overmaade stor Respekt . Hvør ofte havde han ikke forrige Aar , naar han i Skolen sad og lyttede fil Lærernes Forklaringer , tænkt ved sig selv , hvor smukt det døg var indrettet i Verden , at man kan lære saa mange mærkværdige Ting , om hvilke de derhjemme ikke engang have nogen Anelse , og i hvor høi en Grad styrkede ikke saadanne Tanker ham i hans gode Forsætter , i hans Flid og Udholdenhed . De fo Drenge vare tillige nu , da de slode i Begreb med at træde ind i 2den Klasse , fyldte af den Stolthed , der besjæler enhver , selv kun lidet ærgjerrig Skoledrengs Hjerte ved Omflytningen fra en Klasse fil en anden . De vare nu ikke længere de Mindste i aandelig Henseende , ikke længere Parrister ; nei , de vare og følte sig som Prinzipister , som Begyndere i Videnskaberne , der nu først for Alvor skulde lægge Grunden fil deres videre Uddannelse . Den nye Klasse har for Eleven , der har svunget sig op fil den , ligesaa megen Romantik , som et Land skab , der stadig forandrer Physiognomi , har for Vandringsmanden . De fleste Klassekammerater fra forrige Aar findes vel igjen her ; døg mangler nogle , der enten ere blevne Oversiddere eller have forladt Skolen ; men dernæst er der ogsaa kommet nogle nye , og disse ubekjendte Ansigter betragter man fremfor Alt med Nysgjerrighed , idet forskjellige Spørgsmaal paatrængte sig En : Hvad hedder mon den nye Kammerat ? hvor har har han før gaaet i Skole ? mon han kan Noget eller ei ? hvad kan han mon bedst ? hvorledes er hans Manerer og Opførsel ? Saaledes gik det ogsaa med vor Andreas , der især betragtede et af de ubekjendte Ansigter med Opmærksomhed , idet han forsøgte at læse Svaret paa de ovenomtalte Spørgsmaal i den nysankomne Elevs stærkt markerede Ansigtstræk . Andreas følte en vis Rædsel for denne Dreng ; det forekom ham , som om en indre Stemme tilhviskede ham : det Menneske kan blive farlig for Dig ! Denne Følelse var rigtignok noget utydelig , men netop derfor desto uhyggeligere , men ligesom Myggen styrter sig ind i Flammen , saaledes følte han sig trods sin Forudfølelse hendraget til den Fremmede med uimodstaaelig Kraft . Det vidsle sig ogsaa snart , at den Fremmede var ham betydelig overlegen i aandelig Henseende , Andreas havde faaet en slærk Konkurent og forudsaae , at han næste Aar neppe vilde erholde Præmien ; men desto mere tillokkende var det for ham , at komme i god Forstaaelse med den Fremmede , ja endog at stræbe efter hans Venskab . Denne Bestræbelse lagde han ogsaa tydelig nok for Dagen , og snart vare de fo Kammerater , Andreas og Cyrill — som den Fremmede hed — Venner . Andreas , der ligesaa villigt underkastede sig Cyrill , som han følte sig overlegen over sin kjære Sigismund , holdt dog langt mere af at være sammen med Førstnævntæ end med Sidstnævnte . Havde han været forfængelig , da vilde han rigtignok have befundet sig bedre i Dens Selskab , hvem han kunde foreskrive Love , end hos ham , af hvem han modtog Love ; men hos Andreas fandtes ikke Spor af den Slags Forfængelighed . Dette bevirkede , at han nu ikke offrede Sigismund saa megen Tid , som førhen , dog forsømte han ham ingenlunde , men indfandt sig daglig hos ham , for at gjennemgaa Lektierne og Stilen ; imidlertid blev han ikke , saaledes som forrige Skoleaar , til han var overbevist om , at Sigismund ogsaa kunde svare paa ethvert Spørgsmaal , men nøiedes med at give ham den nødtørftigste Undervisning og Vejledning , idet han forresten overlod det Øvrige til Vennens egen Flid — for saa hurtig som muligt at kunne ile til Cyrill . Sigismund hørte imidlertid ikke til de selvstændige Naturer , der saaledes kunne overlades til sig selv ; han arbeidede , naar man tvang ham dertil , men var han alene og Tvangen ophørt , saa var ogsaa Lysten borte , og han kastede Bogen fra sig . Andreas skulde snart bemærke de bedrøvelige Følger af sit Letsind ; Sigismund sank dybere saavel i Kundskaber som i Professorens Gunst . Andreas gjorde sig de haardeste Bebreidelser herover , følte oprigtig Anger og plaget af sin Samvittighed fattede han den Beslutning igjen at forandre Sagen og paany offre Sigismund al sin Tid . Det er imidlertid , især for Drenge , lettere at fatte en god Beslutning end at udføre den . Naar han befandt sig hos Sigismund , og der var Noget , denne ikke strax kunde forstaa , viste Andreas en Utaalmodighed , der var noget ganske Nyt af ham . Istedetfor den tidligere Ømhed viste han Strænghed , og de tidligere godmodige Opmuntringer forvandledes til gnavne Bebreideldelser . Hvor stærkt han ogsaa blev tiltrukket af Cyrill , var dog hans Godhed for Sigismund stor nok , til at han ikke ganske kunde give slip paa denne ; for at komme tilrette med sig selv og begge Kammeraterne , mellem hvilke han endnu vaklede , faldt han nu paa at føre dem sammen for at gjøre dem nærmere bekjendt med hinanden . Saaledes troede han at kunne ordne Sagerne paa det Bedste . I hvor høi en Grad fog han ikke feil ! En Dag fog han altsaa Sigismund med til Cyrill denne var allerede Seminarist ; han var bestemt for den geistlige Stand og nød allerede nu i Seminariet alle de Fordele , der førmaa at hæve et Menneske over Livets almindelige Sørger . Cyrill saae noget skjævt til den Kammerat , som Andreas havde taget med sig , og syntes aldeles ikke tilbøielig til at ville betragte ham som den Tredie i Forbundet . Han behandlede ham med isnende Kulde , ja viste ogsaa overfor Andreas en vis Tilbageholdenhed ; han sagde kun lidt , og i hans Tale var der intet Spor af det sædvanlige Liv . Andreas følte sig ikke lidt forlegen og spekulerede bare paa , hvorledes han skulde slippe bort igjen ; dog hengav han sig til det Haab , at kunne stemme Cyrill gunstigere for sin Protegé og med Tiden at kunne nærme dem til hinanden . Næste Gang kom han alene . Cyrill saae surt og var igjen temmelig taus . Har Du Noget imod mig ? spurgte Andreas troskyldigl . Nei , svarede Cyrill , jeg har ligesaa lidt Noget imod Dig som tilovers for Dig ! Lad mig være , jeg har ingen Tid ! Men , Cyrill , sagde Andreas i en indsmigrende Tone , Du er jo slet ikke saaledes som ellers imod mig ! Gaa Du blot , svarede Cyrill med en afværgende Haandbevægelse , jeg behøver ikke dit Selskab . Hvorfor har Du dog ikke bragt ham med igjen idag ? Sigismund ? Ja , Jødedrengen ! Jeg syntes netop , fordi han er en Jøde , at Du skulde være mindre slreng imod ham . Hvorfor da ? Veed Du ikke det ? Jøderne er et undertrykt Folk ! Ganske vist ! det skal de ogsaa være ! det bør de være ! Hvad ? — de bør ? — hvorfor da ? Hvor kan Du spørge saa dumt ? Have Jøderne da ikke korsfæstet Frelseren ? Veed Du da ikke , at de fra den Time af bleve et af Gud forbandet Folk ? Andreas slirrede paa ham med aaben Mund ; men Cyrill vedblev : Kjender Du ikke Fortællingen om „ den evige Jøde “ ? Nei ! sagde Andreas halvhøjt . Da Herren med Korset paa sin Ryg var kommen foran hans Dør og stønnende sank sammen under Byrden , hvorledes Jøden da ikke havde anden Lædskedrik før ham end Spot og Haan , og hvorledes Herren da forbandede ham og hans Slægt , saa at han blev fordømt til at skulle vandre om indtil evig Tid uden nogensteds at finde Ro ! Og Alt det veed Du ikke ? Disse Ord gjorde et dybt Indtryk paa vor let bevægelige Andreas , der i Taushed syntes at tænke over det , som han havde hørt , medens Cyrill vedblev : Jeg kan laane Dig Bogen , saa at Du selv kan læse det ; deraf vil Du see , hvorfor Jøderne indtil Verdens Ende maa være et undertrykt Folk . Og det vil jeg sige Dig en Gang for alle : vi Tre høre ikke sammen . Vov ikke oftere at bringe Jødedrengen herhen ; hvad Dig selv angaaer , saa kan Du vælge mellem ham og mig og i den Henseende handle efter dit eget Forgodtbefindende . Hvis jeg er mere værd for Dig , end han , er det godt , men hvis Du synes bedre om ham , end om mig , sees vi ikke oftere — saa kan Du jo holde Dig til Jødedrengen . Men , hvad kan den stakkels Dreng gjøre for , at Jøderne for mange hundrede Aar siden have korsfæstet Vor Frelser ? Saa ? sagde Cyrill , hvad kan En gjøre for , om hans Fader , der var en rig Mand , har sat alle sine Penge overstyr ? Det er nu engang indrettet saaledes af Gud her i Verden , at Børnene maa bøde for Forældrenes Misgjerninger . Have Jøderne ikke selv dengang , da de lod Barnabas fri , men dømte Herren til Korset , raabt : Hans Blod komme over vort Hoved og over vore Torne ? Altsaa maa disse Børn jo ogsaa nu være forbandede . Andreas fandt intet Svar herpaa ; med taarefyldte Øine forlod han Cyrill for at snige sig hjem , for her i sit lille Værelse rigtigt at græde ud . Han befandt sig i en pinlig Situation . Paa den ene Side befandt sig de skjønne Indtryk fra Barndoms tiden , paa den anden Side Overbevisningens Magt , der bestandigt mere bemægtigede sig hans Sind og rokkede hans Sjæl . Paa den ene Side stod Rebbe Meyer Bruun , hans Velgjører , der havde gjort og endnu gjorde ham saameget Godt ; hans gode Hustru , der altid havde taget sig af ham med Kjærlighed , og hvem han elskede som en anden Møder ; den lille Privele , med hvem han saa ofte havde leget ; den vakkre Lærer i Meyer Bruuns Huus , der havde givet ham den første Undervisning , og hvem han ogsaa skyldte saa overmaade megel ; og fremfor Alt Erindringen om hans Møder , hvorledes hun havde formanet ham til Taknemlighed mod hans Velgjører , og paa den anden Side stod Billedet af Jesus hele Lidelseshistorie , Jødernes Ubønhørlighed , da de slæbte ham til Korset og udgjød hans uskyldige Blod . Andreas havde kun Taarer til at besværge sin Sjæls Storm med ; men med Taarer alene slipper man ikke ud af Hjertets Labyrinter . Om Jorden havde aabnet sig under ham og opslugt ham , saa at han aldrig mere havde faaet Dagens Lys at see , med Vellyst vilde han da have taget Afsfed fra denne ellers saa herlige Verden , til hvilken han for Øieblikket følte Lede . Ligevægten i hans Sind var ophævet , og Harmonien med den Livskreds , hvori han hidtil havde slaaet , var brudt . Og han kunde ikke skjule sig selv . nei , han maatte ud , frem for Dagens Lys ; han maatte bestemme sig til Noget , maatte handle . I Begyndelsen feirede Vanens Magt øver ham og drog ham hen til den Side , hvor hans Barndomserindringer befandt sig : han ophørte med Besøgene hos Cyrill , medens han daglig indfandt sig hos Sigismund ; men selv Sigismund indsaae snart , at det kun var et Offer , som Andreas bragte ham . Virkeligen var det heller ikke længer Tilbøjeligheden , der førte ham til Sigismund , men derimod Bevidstheden om , hvad han skyldte dennes Forældre . Hver Dag saae han Cyrill i Skølen og ventede stadigt paa , at denne skulde opfordre ham til et Besøg eller idetmindste spørge , hvorfor han dog saalænge ikke havde været hos ham ; men forgjæves ventede han paa , at den Tause skulle aabne sin Mund om Sligt . Dette smertede ham , da det viste sig , hvor ligegyldig han var bleven Cyrill , og i sin Smerte sluttede han sig paany noget nøiere til Sigismund . Snart begyndte han dog igjen at overveie , om Cyrill mon ikke havde Ret i at trække sig tilbage fra ham ; Cyrill havde jo aabnet Øinene paa ham , der førhen famlede om i Mørket , havde overladt ham Valget frit og havde aldeles ikke stødt ham fra sig . Han var selv den Skyldige , thi han var bleven borte , og hans Pligt var det nu ogsaa at opfriske Venskabet med Cyrill . I samme Grad , som disse Tanker vandt Overhaand hos ham , løsnedes ogsaa hans venskabelige Forhold til Sigismund , hvilket kun for en stakket Tid tilsyneladende paany havde antaget Præg af den gamle Inderlighed . Andreas gjorde , hvad han ei kunde undlade — han vendte tilbage til Cyrill . Er Du der igjen ? spurgte Cyrill tørt . Men , Cyrill dog , bad Andreas , vær ikke vred paa mig . Hvad mener Du ? sagde Cyrill , jeg er den samme , som altid ; jeg har ikke forandret mig ; det har derimod Du ! Ja desværre , sukkede Andreas , jeg har forandret mig meget ; eller snarere Alt omkring mig har forandret sig . Jeg var tidligere lykkelig ; nu er jeg det ikke mere . Fordi Du er en Nar ! Troer Du , jeg vilde lave mig Livet gjøre surt for saadan en Jødedrengs Skyld ! Lad ham bare rende . — Du veed ikke , hvor svag han er . Hvo tvinger ham da til af sludere ? Lad ham gaae hjem til sin Pjallekramshandel ; det passer dog bedre for ham end den latinske Grammatik , som han med alt Slid og Slæb alligevel ikke forstaaer . Men Du veed ikke , hvormeget jeg skylder hans Forældræ . Og det bedrøver Dig ? Du maa vide , af Sigismunds Forældræ lade mig sludere paa deres Bekostning ; af min Moder er en fattig Kone , og af jeg maale høre op med af læse , hvis hans Forældræ ikke foge sig af mig . Gud Fader i Himlen og alle Sacramenter ! raabte Cyrill , idet han foer op af Stolen , og det siger Du mig først nu ? Du har indladt Dig i saadan en Han del med en Jøde ? Hellige Jesus-Maria ! Sig mig , hvor har Du gjort af din Fornuft ? Hvorledes kunde Du tage imod Sligt ? Veed Du maaskee , hvad Hensigter Jøden har med Dig ? Thi Du vil vel ikke førsøge ak bilde mig ind , ak en Jøde skulde gjøre saadan Noget af Uegennyttighed . Det er jø , ligesom Doctor Faust , ak forskrive sig til Satan ! Stakkels Barn , hvor jeg beklager Dig ! Jeg seer allerede i Aanden den Vexel paa flere tusinder Gylden , som den velgjørende Mand engang ligesom i Spøg vil forelægge Dig til Underskrift . Jøden er ikke saa dum endda ; han tænker , ak godt gjemt er ikke glemt ! Denne Gang skal han dog have gjort Regning uden Vært , thi Gud være lovet er det endnu muligt ak redde Dig ud af hans Kløer . Du maa hæve det Forhold ! Hæve det ? spurgte Andreas forvirret . Ja , ganske og aldeles , saafremt Du ikke vil styrte Dig i Ulykke . Men , hvorledes er det muligt for mig ? Skal jeg da opgive mine Studeringer ? Vah , hvorfor ? Den Smule Føde , Du behøver , kan Du vel nok erholde paa en anden og ærlig Maade . Lad mig kun om det . Hvorledes ! kan Du sørge for mig ? Overgiver Du Dig i min Haand ? Vil Du gjøre Alt , hvad jeg siger Dig , saa indestaaer jeg ogsaa for , ak Du snart skal være fri for den skjændigt Handel . Vil Du ? Alt ! sagde Andreas , gjør med mig , hvad Du vil ; jeg kan jo dog alene hverken raade eller hjælpe mig selv . Betaler Jøden maaskee ogsaa Skolepenge for Dig ? Ja , hvo skulde ellers betale dem ? Saa maa Du fremfor Alt ansøge om fri Skolegang . Du har jo faaet førsle Præmie ; saa bevilge de det sikkert , Det Øvrige skulle vi snart faae besørget , Et efter Andet . Ligesom Andreas tidligere en Tid lang havde trukket sig tilbage fra Cyrill , saaledes holdt han sig nu borte fra Sigismund . To Breve naaede imidlertid til Hjemmet . Sigismund underrettede sine Forældre om , af Andreas ikke mere kunde læse med ham , da Lectierne bestandigt bleve sværere , saa af denne nu havde altfor meget af bestille ; Sigismund skammede sig nemlig for af sige Sandheden ; han skammede sig for af tilstaae , af Andreas holdt sig aldeles borte fra ham ; han vilde derfor hellere selv opfinde et eller andet Paaskud for af undskylde den troløse Ven . Maaskee frygtede han ogsaa for , af Forældrene , naar de fik hele Sandheden af vide , skulle unddrage Andreas deres Understøttelse , og han holdt dog for meget af Andreas til af ville udsætte ham herfor . Andreas bad Moderen i sit Brev til hende , om hun ikke vilde lade et Testimonium paupertatis udfærdige for ham og sende ham det , da han vilde ansøge om Fritagelse for Skolepenge . Nederst i Brevet fand tes ogsaa en høflig Anbefaling til Hr . Bruun og Frue . Af alle de tidligere hjertelige og varme Hilsener til hans Velgjører var der nu kun en høflig Anbefaling , en tom Talemaade , et Intet tilbage ! Lysetændersken bragte Brevet som sædvanligt til Meyer Bruun , og man undersøgte nu begge Brevene nøiere , for om muligt af finde nogen Samklang i dem , hvilket imidlertid ikke faldt saa let . Hvad vil han med det Bevis ? spurgte den godmødige Taube . Du hører jø , belærte Manden hende , af han vil være fri for af betale Skolepenge , og altsaa maa han døg bevise , af han ikke kan det . Men hvortil behøves det ? Kommer det os da saa nøie an paa de 3 Gylden om Maaneden ? Han vil blot spare os de 3 Gylden maanedlig . Ja , har jeg ikke altid sagt , af det Barn har et besynderligt Sind ? Jeg gad blot vidst , tilføiede hun , hvad det skal sige med denne „ høflige Anbefaling “ . Saadan en Hilsen har han døg aldrig før tilskrevet os ! Det er kanskee saadan en ny Mode blandt de Studerende deroppe , at de istedetfor en Hilsen skrive en høflig Anbefaling . Faa Dage senere aflagde Rebbe Meyer Bruun et Besøg hos begge Børnene . Han antøg paany en Privatlærer til Sigismund og lod ham desuden faae en Privattime hos Professoren selv . Dernæst overleverede han Andreas det forlangte Fattigdomsbevis , som Moderen havde ladet Præsten udstede . Andreas skammede sig over sig selv ; han havde ventet Bebreidelser , men der blev ingen gjort ham ; tvertimod var Rebbe Meyer Bruun god som altid imod ham . Hvor gjerne vilde ikke Andreas , pint af Samvittigheden , overvældet af Angeren , have kastet sig for sin Velgjørers Fødder og tilstaaet ham Alt ; men Skammen holdt ham tilbage . Ligesaa ofte som vore Dyder have deres Rod i Lasten , finde vi nemlig Roden til vore Laster i Dyden . Da Andreas næste Gang indfandt sig hos Cyrill , fortalte han ham det Passerede . Der kan Du see , sagde Cyrill , nu har han igjen Villet omvende Dig , den Ræv . Mon ; han veed jo slet ikke af Noget , sagde Andreas troskyldigt , han var god som altid mod mig , og hans Godhed brænder mig paa Samvittigheden . Hvor Du er enfoldig ! svarede Cyrill i en belærende Tone . Troer Du virkelig , at han Intet veed ? Vil Du bilde mig ind , af den Lurendreier ikke skulde have skrevet Noget hjem ? Hvad skulde saa den Gamle her ? At han er god imod Dig , viser kun , af han enten forstiller sig , for vedblivende af trække Dig ved Næsen , eller af han har en ond Samvittighed og derfor ikke vover af træde op med Kraft imod Dig , troer Du ikke , jeg kjender Jøderne ! Du lader rigtignok til af maatte gaae længe i Skole hos mig , inden Du kan faae det rette Begreb om den . Men , nu skal Du tage dit Testimonium paupertatis og gaae hen til Pater Theobald med det . Hvad skal jeg der ? Jeg har allerede talt din Sag ; nu behøver du blot selv af anmode Pateren derom , saa optager De Dig i vort Seminarium . Er Du først Seminarist , saa har Du nok baade af spise og af drikke , og saa kan Jøden med sine Penge lede efter en anden Nar , der vil lade sig forføre af ham . Halvaarsexamen stod nu for Døren . Sigismund slap kun med Nød og neppe igjennem og ikke uden den Formaning fra Præfektens Side , af han maatte tage sig sammen , hvis han vilde gjøre sig noget Haab om ved Skoleaarets Slutning af rykke op i den følgende Klasse . Andreas og Cyrill slode omtrent ens med Hensyn til Fremskridt ; dog erholdt Andreas som den Yngste ligesom ogsaa , fordi han forrige Aar havde nydt den Ære , 1ste Præmie , men Cyrill den 2den . Sommerhalvaaret forløb hurtigt ; endnu før Semestrets Ende blev Andreas optaget i Seminariet . Han var da for Høflighedens Skyld nødt til at tilskrive Hr . Bruun et Brev , hvori han takkede for al hidtil nydt Godhed og meddelte , at han nu ikke længere lagde Beslag paa hans Velgjerninger , da det var lykkedes ham at finde anden Hjælp , hvorfor han ikke længere vilde falde Hr . Bruun til Byrde . Brevet var affattet i en høflig , men kold Tone ; intet deri mindede om et varmt , virkelig taknemligt Hjerte , det var kun tomme Ord , Skrift uden Liv . Dog vilde selv dette Brev endnu ikke have været istand til at blotte Sagernes hele Tilstand , og formodentlig vilde den godtroende Taube som sædvanlig være kommet til det endelige Resultat , at det Barn dog , som hun altid havde sagt , havde et besynderligt Sind , saafremt Andreas ikke i et samtidigt Brev til sin Moder noget tydeligere havde aabentbart den Forandring , der var foregaaet med ham . I dette Brev skrev Andreas , at han nu først vilde begynde at blive en rigtig Christen , hvilket han førhen ingenlunde havde været , at han var glad over , at han ikke mere behøvede at modtage Hr . Bruuns Understøttelse , samt at han var indtraadt i Seminariet for allerede nu med Alvor at kunne begyndt Forberedelsen til sit geistlige Kald . Til Slutningen formanede han Moderen , at hun dog skulle opgive den vanærende Forretning at være Lysetænderske i Synagogen og i Jødernes Huse ; han skulde da nok ved Undervisning erhverve saameget , som der udfordredes til hendes Underhøld . Hun maatte endelig ikke tøve dermed , da det fortærede hans Sjæl , at hun allerede saa længe havde udøvet denne uværdige Forretning . I dette Brev var der ikke længere nogen Tale om en Hilsen eller Anbefaling til det Brun ' ske Hus , men istedet herfor fandtes som Efterskrift , at Sigismund var en af de daarligste Elever i Klassen , og at han sandsynligvis ikke vilde slippe igjennem ved Examen . Med Hensyn til sig selv furde han ikke vente igjen at blive første Præmiant , men dog i ethvert Tilfælde anden . Derhos meddelte han ogsaa , at han i de følgende Ferier ikke vilde komme hjem , men blive i Seminariet . Den gode Lysetænderske , der som bekjendt just ikke var Skriftklog , bragte i sin Troskyldighed ogsaa dette Brev hen til Rebbe Meyer Bruun før at faae det fydet , og man kan tænke sig , hvilket Indtryk det maatte gjøre saavel paa den Brun ' ske Familie som især paa den ulykkelige Moder . Intet dadlende Ord , ingen Bebreidelse fik hun at høre ; fortvivlet , raadvild og hjælpeløs forlod hun dem . Det var omtrent midt i Juli , at Sagerne toge denne uventede Vending . Lysetændersken fattede under den Græmmelse , hendes Søns Brev havde forvoldt hendes søns Beslutning , der uden lang Eftertanke frembød sig som den naturligste før det elskende Moderhjerte . Jeg maa til ham , sagde hun ved sig selv , jeg maa tale med ham ; jeg kan slet ikke tænke mig , at min Andreas selv skulde have skrevet det Brev . Jeg maa til ham før med egne Øine at see , hvad der er blevet af mit Barn . Hun tilbragte en urolig og søvnløs Nat . Hun ønskede allerede at være hos ham og kunde næsten ikke udholde at tilbringe Tiden fjernet fra ham alene med sine Tanker og Følelser . Hun misundte Fuglen dens Vinger , der saa hurtigt vilde kunne have ført hende gjennem det Rum , der skilte hende fra Sønnen ; den korte Julinat forekom hende længere end nogensinde en Nat i December Maaned . Saa tidligt som muligt stod hun op og begav sig tilfods paa Veien . Hun havde iført sig sine Søndagsklæder ligesom forrige Aar , da hun var kjørt med Meyer Bruun til Skolehøitideligheden ; thi en Kvinde tænker selv i Ulykken paa at vise et saa anstændigt Ydre som muligt . Solen havde endnu ikke vist sig i Horizonten , da hun allerede tiltraadte sin tunge Vandring med den røde Paraply i Haanden , hvilken hun holdt høit i Ære som et Minde om hendes afdøde Mand , og hvis Hensigt skulde være senere hen at beskytte hende mod den brændende Junisol . Hendes Vei gik over Broen . Alt var endnu stille , og der hørtes ingen anden Lyd end Vandets Skvulpen mod Bropillerne . Hun kastede tilfældigvis et Blik ned paa Floden og saae sit Billede i det klare Speil ; næsten forfærdet foer hun tilbage for sit Spejlbillede saaledes som det navnlig under oprørt Stemning hændes alle dem , der kun sjeldent betragte sig selv i Speilet , de ræddes for sig selv . Lysetændersken flyede for det uhyggelige Billede , der slirrede hende imøde fra Bølgerne , idet det syntes at indbyde hende til at styrte sig ned til det . Hun flygtede , som sagt , thi hun turde ikke døe , hun skulde til sin Andreas , og hun følte sig mere tilfreds , da hun havde Broen bagved sig . Det forekom hende , som om hun var undsluppen en Fare , og modigere fortsatte hun sin Vei . Hun kom igjennem Fiskergaden , og nu begyndte de første Tegn paa Liv og Opvaagnen i Byen ; den tjennemtrængende Lyd af Hyrdefløiten naaede over til hende fra Torvet ; Hundegjøen hørtes hist og her mellem Faars Brægen og Køers Brølen . Dette forvoldte hende en Slags Glæde ; de gode Dyr syntes at sende hende ligesom en Afskedshilsen ; de syntes at vide , at Lysetændersken havde en tung Vandring for . Hun kom nu ud i det Frie . Ved Kørset udenfor Landsbyen knælede hun fromt ; dog turde hun ikke gjøre sin Bøn lang , thi hun maatte til sin Andreas . Den Vei , hun nu gik , var den samme , paa hvilken hun for næsten to Aar siden havde givet sin Dreng sine bedste Velsignelser og sine alvorligste Formaninger paa den sidste Aften før hans Indtrædelse i den fremmede Verden . Billedet af hin Aften traadte nu levende frem for hendes Sjæl ; hun kunde næsten høre de Ord , hun dengang havde udtalt ; hun saae , hvorledes den grædende Andreas gav hende Haanden , idet han lovede at holde fast ved det , hun havde lagt ham paa Sinde . Hun saae den gjensidige Kjærlighed mellem hende og Barnet , hvem hun holdt i sine Arme ; hun hørte den henrivende Klang af hans kjære Stemme ; hun saae hans godmodige blaae Øine , og medens hun saaledes frydede sig over det levende Billede af Sønnen , traadte den gyldne Ildkugle frem med stille Majestæt paa den østlige Himmel og viste Landskabet samt Lysetænderskens Billede i forklaret Lys . Nei , udraabte hun i glad Bevægelse , det kan ikke være Tilfældet ! Min Andreas kan slet ikke have skrevet det Brev ; hvo veed , hvad før en Usling der staaer bagved det Hele , og som er misundelig paa min Andreas før de mange Velgjerninger , den gode Meyer Bruun har vist ham . Og hun paaskyndede sin Gang , brændende af Utaalmodighed efter at staae Ansigt til Ansigt med sin Søn . Nu kom hun til Skoven , den Grændse , hvor hun var vendt om med sin Andreas paa hin mindeværdige Aften . Her slandsede hun et Øieblik , vendte sig om og kastede et Blik henimod den lille By , hen over Veien , der snoede sig mellem Byen og Skoven , og ad hvilken hun dengang var gaaet med Andreas ; men hun kom snart tilbage til Øieblikkets Virkelighed , og nu gik det rask videre hen langsmed Skoven . Bladenes Susen og Vindens sagte Pust virkede noget beroligende paa hendes Sind , og hun begyndte grundigere end tidligere at kunne overtænke Sagen . Selv om det nu ogsaa virkelig forholdt sig saaledes , at han virkelig havde skrevet Brevet ; hvad saa ? spurgte hun sig selv , og hun begyndte at overveie , hvad han da egentlig havde skrevet . Med Hensyn til det , han skriver , at han vil være Gejstlig , deri ligger døg intet Ondt ; det har jo altid Været mit inderligste Ønske . Det , han skriver om , at han nu først vil begynde at være en sand Christen , det forstaaer jeg rigtignok ikke saa ganske ; thi jeg skulle døg mene , at jeg er en ægte Christen og ligeledes har opdraget ham paa en rigtig christelig Maade ; men maaske mener han kun dermed , at han vil blive Gejstlig , og saa ligger der jo aldeles intet Forkert i det . At han er traadt ind i Seminariet og ikke mere behøver den Understøttelse , han hidtil har havt , det er jo heller ikke saa Talt ; tvertimod har jeg jo selv indskjærpet ham , at han maa tragte efter engang at blive selvstændig ; det var jo mig selv , der sagde , at man ikke kunde see ind i Fremtiden og derfor slet ikke vide , hvad der engang kunde hænde Meyer Bruun ; han har mærket sig min Tale vel , og ogsaa handlet derefter . Forsaavidt er nu Alt i Orden . Men dette Ene ! Hvad skal det sige , al han bebrejder mig Lysetænden i Synagogen og hos Jøderne i Ghettoen som noget Uværdigt . Hvad kan han mene dermed ? Det fatter jeg ikke ! See , naar blot denne eneste Ting ikke havde slaaet i Brevet , dette Ord om den uværdige Forretning , saa havde Brevet jo været ganske kjønt . Det er det , jeg ikke kan fatte ! Nei , det er umuligt , al min Andreas kan have skrevet det om den uværdige Forretning . Hvem der endøg kommer til mig og siger : Skriften er hans , saa svarer jeg : jeg troer det dog ikke , og kan ikke tro det ! Man skulde kjende min Andreas saaledes , som jeg kjender ham , jeg , der har opdraget ham og passet paa ham som paa min Øiesten ! Hvad ? min Andreas , der som Barn fulgte med mig , naar jeg tændte Lysene , der hver Sabbath var med mig i Synagogen og senere med sin egen lille Krukke gik rundt med mig i Ghettoen for al indsamle hos Jøderne , han skulde nu ansee hin Lysetænden for noget Uværdigt ? Det kan jeg ikke tænke mig ! Gud veed , hvad det er for en Hallunk , der har spillet min Dreng et Puds ; men — jeg skal jo snart selv vide det , thi snart er jeg hos ham . Stakkels Moderhjerte ! idet Du tænkte saaledes , anede Du ikke , at det netop var Skammen over at have hjulpet Dig ved Din tro Tjeneste , der havde dikteret Din Søn hine Ord . Endnu mere paaskyndede Lysetændersken sin Gang , uagtet hun allerede følte sig temmelig træt . Solen var nu sleget høit op paa Himlen , og Heden blev bestandig mere trykkende og utaalelig . Med den røde Regnskjærm slaaet op for at afværge de brændende Straaler stred hun , uagtet en sledse tiltagende Træthed og Mathed , modigt videre uden at unde sig mindste Hvile , thi hun maatte jo til sin Andreas . Hun havde saaledes allerede tilbagelagt over Halvdelen af Veien . Bønderne , der arbeidede paa Markerne og saae den svage Kvinde ile forbi under den voldsomme Sommervarme , hørte forundret op med Arbeidet , medens de trak paa Skuldrene . Jeg gad nok vidst , hvad der er iveien med hende , tilraabte den Ene den Anden ; hun løber jo , som om der var 10 Graders Kulde ! Lysetændersken hørte dog Intet af disse Tilraab men løb bestandig videre ; hun kom til et Bjerg og blev nu nødt til af mindste sin Gang lidt , medens hun møjsommeligt klavrede op mød Toppen . I nogen Afstand bagved sig hørte hun en Raslen af en hurtig kjørende Vogn , men hun vendte sig ikke om før det : det vilde jo have været Tidsspilde , og hun havde ingen Tid af tabe , thi hun skulde jo til sin Andreas . Endelig indhentede Vøgnen hende . Selv saae hun ikke til Siden før af see , hvo der kom kjørende , men han , der sad i Vøgnen , saae meget vel hende . Han lød strax Vøgnen holde og kaldte Lysetændersken ved Navn . Hvo raaber mon mit Navn her under Guds fri Himmel ? tænkte Lyssetændersken , idet hun hurtig vendte sig om ; men hvor ubeskrivelig var ikke hendes Overraskelse , da hun saae sin Ven og kjære Velgjører Meyer Bruun paa Vøgnen ; ogsaa ham drev Bekymringen før Børnene ad denne Vei . Det forstaaer sig , af Lysetændersken nu maatte tage Plads i Vøgnen . Hvorfor er I gaaet tilfods , da I dog kunde kjøre med mig ? spurgte han . Hvorfra kunde jeg vide , af De vilde kjøre ? svarede Lysetændersken . Har jeg kanske ikke ogsaa et Barn deroppe ? spurgte Meyer Bruun , idet han lod , som om han aldeles ikke bekymrede sig om Andreas . Det havde jeg rigtignok ganske forglemt , tilstød hun skamfuld . I maa være staaet meget tidligt op , og have gaaet skrapt , siden I har faaet et saa Kort Forspring for mig , bemærkede Meyer Bruun , idet han ved at forandre Thema søgte at hæve den Forlegenhed , der havde betaget hende efter hendes forrige Svar . Lysetændersken følte sig nu meget lettere tilmode , idet hun ikke længere som før stod ene med sine Tanker ; der var nu et bekjendt Ansigt , hun kunde skue ind i ; der sad en Ven hos hende , paa hvem hun ikke havde gjort Regning . Thi omendskjøndt Meyer Bruun undgik at tale om Andreas , mærkede hun dog godt , at paa hende var han ikke vred , og det var jo netop det , hun havde været bange for . Det fyldte hende ogsaa med Velbehag at sidde der saa mageligt tilvogns , trukket af 2 raske Heste ; hun behøvede nu ikke slønnende og pustende at ile afsted , som om der var En i Hælene paa hende , blot for et Minut tidligere at naa sit Maal . De vare snart paa Bestemmelsesstedet , og idet Meyer Bruun hjalp Lysetændersken ned af Vognen , sagde han til hende : Lad os nu gaa hver til sit Barn . I Eftermiddag træffes vi i Hotellet , hvor Vognen slaaer , og saa kunne vi jo tale om , hvad der er at gjøre . De skiltes derpaa ad . Meyer Brun traf rigtignok Sigismund hjemme , men ikke ved Bogen , derimod ifærd med at spille Boldt . Da Sigismund saae sin Fader , vilde han i en Fart gjemme Boldten , men Faderen sagde : Du behøver ikke at blive saa forskrækket , — tag Du kun Boldten frem ; jeg er ikke kommen her for at tvinge dig til at sludere , tvertimod , — hvis Du har mere Lyst dertil , saa kan Du allerede idag kjøre hjem med mig . Jeg vil gjøre Dig delagtig i min Forretning . Du er allerede 14 Aar gammel , en Alder , hvor man maa tage en Beslutning . I to Aar har jeg stillet Dig paa Prøve ; havde Du været et godt Hoved og flittig , vilde jeg endnu have ladet Dig gaa et Par Klasser igjennem , thi det kan aldrig være til et Menneskes Skade at have lært Noget . At Du imidlertid ikke har Evnerne til at sludere , det kan Du jo ikke gjøre for ; og da Du ovenikjøbet , som jeg seer , heller ikke er flittig , til hvad Nytte skulde Du da forøde Din Tid her ? Hver Dag Du forbliver længere er een formange . Derfor er jeg kommen og tager Dig med hjem , for at der kan blive Noget af Dig og Du ikke skal voxe op som en Lediggjænger og Døgenigt . Har Du forstaaet mig ? og har Du Lyst at vende hjem ? Ja ! sagde Sigismund , jeg har længe selv villet bede Dig derom , men har skammet mig derfor . Den Studeren er slet ikke morsom ! Saa er den Sag afgjort , sagde Meyer Bruun , da vi begge ere enige , behøve vi ikke at tale videre derom ; men vær nu saa god at sig mig , hvad der gaaer af Andreas . Sigismund trak paa Skuldrene som for at antyde , at han ikke gjerne gad tale om den Sag . Hvorfor trækker Du paa Skuldrene ? spurgte Faderen . Kan Du have nogen Grund til at være tilbageholden overfor mig ? Jeg skulle dog mene , at jeg har fortjent at faae Sandheden at høre . Maaske kunde han have Ret , og da desto bedre for ham . — Kom nu strax paa Stedet frem med , hvad Du veed . Jeg kan ikke sige Dig Andet , berettede Sigismund , end at Cyrill har forført ham . Hvem er Cyrill ? Det er vor Kammerat , en Seminarist , den 2den Præmiant . Altsaa forført ! Tænkte jeg ikke nok det ! Nu , vel var døg altid en Trøst , sagde Meyer Bruun og henfald i Tanker . Lysetændersken havde imidlertid opsøgt sin Andreas . Da hun var kommen ind i Klostret , kunde hun i Begyndelsen ikke finde sig tilrette i de mange Gange . En Studerende , der gik op og ned i en af de lange Gange med en Bog i Haanden og havde seet Konen fare frem og tilbage , uden at hun hidtil havde havt Mod til at spørge Nogen om Besked , henvendte sig nu til hende med det Spørgsmaal , hvem hun søgte . Hun Nævnte sin Søns Navn . Ah , sagde han , saa er I vel hans Moder ; vent blot et Øieblik her , gode Kone , saa skal jeg bringe Andreas til Eder . Hermed ilede Cyrill , thi ham var det , bort for at overbringe Andreas Nyheden . Hei , Andreas ! raabte han , veed Du Nyheden ? Din „ Gamle “ er her . Hun vil sandsynligvis omvende Dig . Min Moder ! raabte Andreas og styrtede ud af Stuen uden at høre paa Cyrill ; men denne fik dog fat i Enden af hans Frakkeskjød . Giv Agt paa , hvad jeg siger Dig ; sagde han , hun kommer her for at skjælde Dig ud , fordi Du har skrevet hjem om den Lysetænden . Det siger jeg Dig : tag Dig i Agt at hun ikke banker Dig . Men Andreas slyrtede ud i sin Moders Arme , og disse omslyngede ham saa fast , som om de aldrig igjen vilde slippe ham . Jeg vidste det jo nok , raabte Moderen i den gladeste Bevægelse , jeg vidste jo nok , at min Andreas endnu er den samme som før . Ikke sandt , jeg har Dig endnu ? ikke sandt , Du er endnu bestandig min Søn ? Saa længe jeg lever ! raabte Andreas . Jeg vædder paa , at Du har ikke skrevet det nederdrægtige Brev , Andreas ! Sig blot „ Nei “ — og Alt er godt igjen . Andreas taug . Cyrill , der stod noget borte fra dem , sagde imidlertid ved sig selv : saa , nu begynder Komedien . Sig mig , fortsatte Moderen i en øm Tone , hvem det slette Menneske er , der har skrevet det skjændigt Brev for Dig ? Andreas vedblev at tie ; men Moderen sagde i sin mest indtrængende Tone : men saa fal dog ; fal til Din Moder . Du lader jo saa fremmed , at jeg næsten fristes til at tro det . Hvilket ? spurgte endelig Andreas . At Du selv har skrevet det nederdrægtige , skjændige Brev ! Er Brevet da saa skjændigt , Moder ? spurgte Andreas nu , da hans Tungebaand engang var løst , slaaer der da ikke Meget deri , som jeg har fra Dig selv ? Er det ikke Din Villie , at jeg skal blive Geistlig . Det ønsker jeg visseligen af mit ganske Hjerte . Naa , og er det ikke ligeledes Din Villie , at jeg skal kunne stole paa mig selv ? Har Du ikke selv ønsket det saaledes ? Visseligen , hvem taler et Ord om det ; det er jo Altsammen godt og rigtigt ; men hvad slaaer der saa mere ? Mere ? spurgte Andreas , at jeg vil tilbringe Ferien i Seminariet ? Hvis Du ønsker det , saa kan jeg gjerne komme hjem ! Med Hensyn til det kan jeg ikke have nogen Mening , lagde Moderen . Du veed , at det er Noget , jeg ikke forstaaer mig paa . Hvis det er bedre for Dig og Din Fremtid , at Du forbliver her , saa bliv Du i Herrens Navn . Vil Du derimod komme hjem , saa vil Du altid være velkommen hos mig . Dog det var ikke det , jeg mente ! Men , hvad da ? Det om at tænde Lysene ! Har Du selv skrevet det ? Hvis det nu var Tilfældet ? Saa var Du et slet Menneske og et utaknemmeligt Menneske , der ikke fortjente at gaa paa Guds grønne Jord . Men ikke sandt , Andreas , det har Du ikke gjort . Jo , jeg har ! sagde Andreas , idet han løsnede sig fra Moderens Omfavnelse , og jeg indseer slet ikke , hvorfor Du gjør saadant Væsen deraf ; de Par Skilling Du opgiver der , skal jeg nok erstatte Dig . Andreas ! Andreas ! er det muligt . Er det Dig , der taler til mig ? Nei , jeg kjender Dig ikke igjen ! Jeg har engang havt en Søn ; nu har jeg ingen mere ! Thi en Søn , der foragter sin Moder , har ophørt med at være hendes Søn ! Jeg foragte Dig ! raabte Andreas og slyrtede sig paany til Moderens Bryst . Kom , Andreas , sagde Moderen , der benyttede sig af det gunstige Øieblik , hvori han blev overvældet af den naturlige Kjærlighed til sin Moder , følg med mig , der er endnu Meget , jeg har at sige Dig . Andreas , der var saa let bevægelig og altid fuldkommen hengav sig til Øieblikkets Indtryk , var strax beredt til at følge med ; men da sprang Cyrill til , hvem Intet af det forefaldne var undgaaet , traadte imellem og sagde : Han kan ikke gaa uden Tilladelse ! det gaaer ikke her . Møderen kastede et bedende Blik paa Andreas , hvorpaa denne styrtede afsted , idet han raabte : Tilladelse til at gaa med min Moder vil man sikkerlig ikke nægte mig . Snart kom han ogsaa tilbage til Møderen med det glade Raab : Jeg har faaet Lov ! De gik altsaa bort med hinanden , medens Cyrill saa ærgerlig efter dem . Møderen førte ham hen i Hotellet ; her talte hun i Begyndelsen sagte og umærkeligt , men efterhaanden bestandig kraftigere og mægtigere til hans Hjerte , og hendes Tones Strøm svulmede sladigt mere , medens den bortskyllede af hans Sjæl alle de mørke Tanker , der saa kort i forveien endnu ganske og aldeles havde fyldt den . Grædende hvilede Sønnen ved Moderens Bryst , hensmellet i Anger og Skam over sin ubarnlige og utaknemmelige Handlemaade . Saa , sagde Møderen og aftørrede hans Taarer ligesom den sidste Aften før hans Afreise , nu er Du igjen den gamle Andreas ; nu kjender jeg min Søn igjen . Disse Taarer ere mere værd end det pure Guld . Nu kan jeg igjen uden af behøve af skamme mig derover kalde Dig min Søn ; nu kan jeg atter lade Dig træde frem for hans Aasyn . Hvem mener Du ? spurgte Andreas med en af Graad halvkvall Stemme . Ih , naturligvis Din Velgjører ! Er han her ? Der er han selv . Idet hun sagde dette , traadte Meyer Bruun ind i Gjæsfestuen med Sigismund . Naa , hvordan gaaer det , Andreas ? sagde Meyer Bruun tilsyneladende i en ligegyldig Tone ; men Andreas vovede ikke af mæle et Ord . Moderen derimod sagde : Han er , Gud være lovet , endnu den samme , som før . Er han det endnu , eller er han det igjen ? spurgte Meyer Bruun . Han er det igjen . Andreas var imidlertid ved Synet af den Mand , hvem han skyldte saa Meget , endnu mere ved hans milde Væsen , bleven henrevet i den Grad af sine Følelser , af han ikke længere formaaede af lægge Baand paa sig selv . Dybt bevæget styrtede han hen til Sigismund , omfavnede og kyssede ham , medens han ydmyg spurgte : Tør jeg ogsaa være den samme igjen ? Om Du tør ? svarede Meyer Bruun , vedbliv Du blot at være Den , Du altid har været ; vi ville ikke forandre os . Os skal Du altid finde igjen , naar Du opsøger os . Saa træder jeg ogsaa ud af Seminariet igjen ! sagde Andreas med Liv . Stop ! tog Meyer Brun til Gjenmæle , blot ingen nye Overilelser . Det er rigtignok i Overilelse , at Du er indtraadt deri , uden at spørge os om Raad , ja uden at sige os blot et Ord derom . Det var en Feil ; thi for Øieblikket kan Du dog endnu ikke rose dig af have mere Forstand , end vi Ældre . Da Du imidlertid nu er optaget deri , saa lad det blive derved . Om Du er i et Seminarium eller i et Privathus , er mig ligegyldigt , saafremt Du blot i dit Indre vedbliver at være Den , Du var paa den Tid , da Du græd over , at Jøderne vare et undertrykt Folk . Destoværre maa de være det ! sukkede Andreas . De maa være det ? raabte Meyer Bruun i en forbauset Tone , hvorfor maa de være det ! De maa ikke være det ? Og om Gud vil , kan der endnu komme den Tid , hvor de heller ikke ere det ! Men , kan Gud ville det ? spurgte Andreas tvivlende . Kunne vi vide Alt , hvad der før Fremtiden kan være Guds Villie ? lød Meyer Bruuns Svar . Dog , nu er det paa Tiden at kjøre hjem ! Siger nu Farvel til hinanden . Andreas tog en hjertelig Afsked fra sin Velgjører og sin Moder ; men da ogsaa Sigismund bød ham Haanden til Afsked , blev han meget bedrøvet . Han anvendte al sin Overtalelseskraft før at faae Lov til at beholde Vennen hos sig ; han lovede igjen at komme til ham hver Dag og arbeide med ham . Om Sigismund dog idetmindste maatte blive de faa Uger , indtil Skoleaarets Udgang , fhi hvad vilde Folk ikke sige derhjemme , naar Sigismund før Semestrets Ende vendte hjem ; man vilde jo gjøre Nar af ham som af en Student , der var falden igjennem . — Dog Alt dette bar ingen Frugt , fhi Meyer Bruun hørte ikke til den Slags Folk , der give deres Beslutninger til Pris før en bar tilfældig Omstændighed . Hans Beslutning var engang fattet , og saa stod den ogsaa fast og urokkelig . Hvis Du skulle trænge til Nøget , Andreas , saa skriv Du kun ganske ugenert til mig . Du skal ikke lade Nøget gaa fra dig eller undvære Nøget ; Du ved , hvor jeg er at finde — sagde Meyer Bruun endnu , medens han hjalp Lysetændersken tilvogns . Da de nu alle Tre vare komne til Sæde , og Vognen skulle rulle afsled , sprang Andreas hurtigt op til dem , idet han sagde , at han vilde kjøre et Stykke med . Dette gjorde han ogsaa , og omtrent en halv Mil fulgte han sine Kjære paa Veien ; men da maatte han tænke paa at vende tilbage , og endnu engang tog han under oprigtige Taarer en hjertelig Afsked fra dem , hvorpaa han steg ned fra Vognen . Derpaa blev han staaende , saalænge de endnu vare isigte , idet han viftede med sit Lommetørklæde , og først da ethvert Spor af Vognen var forsvundet fra hans Synskreds , vendte han bedrøvet og i en forladt Sindsstemning tilbage til Seminariet . Gud være lovet ! sagde Lysetændersken , da de vare komne hjem , og den gode Taube spurgte , hvorledes det stod sig med Andreas , vi have ham nu fastere end nogensinde ; han har oprigtigt angret sin Feil , og een angrende Synder er jo mere værd end 99 , der ikke have Omvendelse behov . Ja , jeg har altid sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , sagde den godmodige Taube , og jeg seer , at jeg ikke har taget feil . Nei , gode Taube , deri har De sandelig ikke taget feil ; dit Blik har virkelig vist dig det Rigtige . Ved din Protegées Hjerte er der Intet at dadle ; hvis Andreas blot havde besiddet en ligesaa slærk Karakter som hans Hjerte var slikket til at fyldes af de bedste og ædleste Følelser ; hvis han blot havde besiddet hin Villies Kraft , der vilde have gjort ham istand til at modstaae Indflydelser fra Yderverdenen ; men desværre hørte han blandt de Karakterer , der ganske afhænge af deres Omgivelser . Let bevægelig , begavet med en levende Indbildningskraff og altid fuldkommen opgaaet i Øieblikkets Følelse , som han var , kom det tydeligt nok kun an paa , hvad dette Øieblik havde at byde ham , og hvo , der forstod at benytte det til sin Fordel . Hvis han , lige efter den oprigtige Forsoning med Moderen og efter at det gamle , venskabelige Forhold til det Bruun ' ske Hus var gjenoprettet , var bleven fjernet fra Cyrill for besfandigt , er der ingen Tvivl om , at han aldrig paany vilde have forladt den Vei , der fra Hjemmet af ved Opdragelsen og Exempler var vist ham som den rette . Dog , saaledes var det nu ikke bestemt ; med sin Tilbagevenden til Seminariet kom han atter i den ham overlegne Kammerats Magt og kunde paa ingen Maade unddrage sig hans Indflydelse , saa at Du rigtignok tog Feil , gode Taube , hvis du nærede den Mening , at Sagen nu var ordnet og jevnet for bestandig . Snart skulde Du ogsaa udrives af denne behagelige Skuffelse ; thi kort Tid , efter at den saa oprigtige og for urokkelig ansete Forsoning havde fundet Sted , erholdt Lysetændersken et Brev fra sin Søn , der lød saaledes : Dyrebareste Moder ! Lev vel for evig ! Med blødende Hjerte tilskriver jeg Dig disse Linier , men Gud veed , at jeg ikke kan Andet , og han vil dømme imellem Dig og mig . Jeg vilde give mit Liv , ja glad offre mit Blod for Dig , hvis jeg blot kunde føre Dig tilbage fra dine daarlige Vildfarelser til den sande , ene saliggjørende Tro ; men kun altfor godt veed jeg , hvor fasf Satan holder Dig ved Haaret . Stakkels , svage Kvinde ! hvor jeg beklager Dig . Hvis Du vilde komme , hvis Du vilde aflade fra Dine falske Afguder , hvormed de af Gud forbandede Jøder blænde Dig , — da vilde Din Søns Arme slaae aabne for Dig . Med Vellyst vilde jeg have modtaget den stakkels Synderinde , det forvildede Faar , der vendte tilbage til Hjorden ; men forsøg ikke — det beder jeg Dig alvorligt og bestemt om — forsøg ikke for anden Gang ved Kvindetaarer at sfrække mig bort fra min Vei . Jeg har mistet min Moder , saalænge Du vedbliver at være , hvad Du er ; men jeg vil gjøre mig værdig til at vinde en anden Moder i Kirken . Gid Herren vilde oplyse Dig , at jeg endnu uden Skam turde kalde mig din Søn Andreas . Dette Brev var et Slag , der ramte . Dersom Lysetændersken havde været besindig nok , maatte hun let have ukjendt , at denne Tone ikke var hendes Andreas ' s Tone , at dette Sprog , selv om ogsaa Skrifttrækkene forraadte hans Haand , dog ikke kom fra hans Hjertes Grund , at Brevet maatte føres tilbage til en anden Kilde og blot var en ny Overilelse , og at hun ved et nyt Besøg hos Sønnen vel ligesaa let som forrige Gang vilde bringe ham til at erkjende sin Vildfarelse . Men hvo kan vente , at en Moder , der modtager et saadant Brev fra sin Søn , skal være besindig og rolig ! Selv den ellers saa koldblodige Meyer Bruun var denne Gang ganske bragt ud af Fatning , ikke at tale om den gode Taube , der i sin Smerte kun den ene Gang efter den anden udraabte : Besynderligt , hvor man dog kan tage Feil af et Menneske ! — Foreløbig ville vi overlade Lysetændersken til sin Sorg — hvorfor skulde en Moder ikke have Ret til at være ene med den — og see , hvad der imidlertid havde tildraget i Meyer Bruuns Hus . Havde de her havt Tid til i deres Tanker at beskjæftige sig meget med Andreas , vilde uden Tvivl det bestandigt fremdukkende Minde om hans Utaknemmelighed og Troløshed altid have fornyet de gøde Menneskers Smerte , men ligesom en legemlig Smerte ofte kun kan forglemmes over en anden og heftigere , saaledes tjener ogsaa ofte en aandelig Lidelse til at ophæve eller idetmindste slille mere i Baggrunden en anden aandelig Lidelse . Saaledes indtraf der i Meyer Bruuns Hus aldeles uformodet en Begivenhed , der døvede Sorgen over Andreas . Sigismund , der havde forladt Studeringerne og var sat ind i Forretningslivet , saae sig pludselig overført fra den tidligere Skoledreng til den Frihed og Uafhængighed , som Sønnen af et rigt Hus i Ghettoen kunde gjøre Fordring paa . Han vilde allerede gjerne spille den Støre , uagtet han kun havde fyldt 14 Aar . I Gymnasiet turde han for Exempel ikke gaa med Stok ; altsaa var det ved Hjemkomsten hans første Forretning at anskaffe sig en saadan , med hvilken han da selv bevist travede omkring . I Gymnasiet var dernæst Intet strængere forbudt end Tobaksrygen , hvilket havde været Grund nok for vor Sigismund til at betragte Tobak-Trafiken med længselsfulde Blikke og til nu ogsaa at dokumentere den nyserhvervede Frihed ved en brændende Cigar . Imidlertid gik det ikke saa godt med Rygningen som med Stokken ; sidstnævnte havde man ladet passere , men med Hensyn til Cigarerne , viste Forældrene sig ligesaa ubønhørlige som Forskrifterne i Gymnasiet . En Dag havde han nemlig en ordentlig „ Katzenjammer “ , og da Aarsagen til denne ynkelige Tilstand befantes at være en Cigar , fik han en saakaldt „ The “ som man ikke behøvede først at forskrive fra China . Sigismund syntes døg at have mere Respekt for at sidde over i Skolen end for Forældrenes Forbud og selv Katzenjammer , thi hvad han ikke havde vovet Gymnasiet , det vovede han uden mange Omstændigheder her . Rigtignok gjorde han det ikke aabenlyst , men til Gjengjæld drev han det desto værre naar han var alene . En Dag overraskede den 2 Aar ældre Søster ham , medens han netop igjen med en stor Cigar beredte sig en for sin Alder meget farlig Fornøielse . Vil Du nu igjen spille den Voxne , Sigismund ? spurgte Søsteren . Hvad kommer det Dig ved ? var Sigismunds Svar . Hvad det vedkommer mig ? — Du kaster slrax Cigaren fra Dig ! Hvad saa , om jeg ikke vil ! Du har ikke Noget øver mig at befale . Saa skal jeg nok vise Dig , hvem der har øver Dig at sige . Saa det vil Du vise mig ? Netop Værsgo , men saa skal jeg vise Dig noget andet . Du Gadedreng . Hold Mund , Privele ! Tag Dig iagt , at jeg ikke taler . Hvad ? har jeg maaske noget at skamme mig øver . Er det mig , der er faldet igjennem . Nu kommer Du slrax med Cigaren , — eller jeg gaaer ind og siger det til Fader . Saa gaa , skynd Dig blot ; der er Ingen , som holder paa Dig ! — raabte Sigismund i sin Vrede og løb bort , endnu førend Privele havde forladt Værelset . I sit Raseri øver , at Søsteren havde antydet , at han var falden igjennem , kjendte hans Hævntørst ingen Grændser . — Han ilede derfor slrax ind og fremtog af sin Skuffe en i rødt Læder indbunden lille Bog , bragte den ind til Faderen og raabte : Læs engang dette her , saa skal Du finde smukke Nyheder ! Den lille røde Bog indeholdt virkelig ogsaa Ting , der aldeles ikke kunde være Forældrene behagelige . Det var Prive ' s Dagbog , Sigismund havde kort efter sin Hjemkomst opdaget den i Søslerens Sybord ; dog var det kun Nysgjerrighed , der drev ham til i et ubevogtet Øieblik , da han fandt Nøglen siddende i , at bemægtige sig Bogen ; men det , som tidligere kun havde været Nysgjerrighed , blev nu i hans Haand et farligt Vaaben mod den Intet anende Søster . Saaledes har hendes Hjertes helligste Hemmelighed , hvilken hun i sin Uforsigtighed havde betroet de forræderske Blade i Form af mange inderlige Hjerteudgydelser , paa engang forraadt og afsløret . Da Sigismund blev sendt til Gymnasiet , var hans Søster 14 Aar gammel ; nu var hun 16 Aar . I Løbet as disse 2 Aar havde den spæde Knop udfoldet sig til en Rose , af Barnet var der blevet en ung Pige . Den unge Mand , der tidligere foruden hende ogsaa underviste hendes Broder , senere ogsaa Andreas , kunde fra det Øieblik af , da han havde villet forlade Huset og kun var bleven holdt tilbage ved Meyer Bruuns egen Bemærkning , at han jo ogsaa havde en kvindelig Elev , offret denne hele sin Opmærksomhed . Man maa tilstaa , at han havde gjort dette ikke uden heldige Resultater , thi den unge Pige havde i aandelig Henseende gjort betydelige Fremskridt ; men foruden disse Fremskridt , der tiltog med hver Dag , fik hun ogsaa , mere og mere Evnen til at kunne vurdere den Mand , der aabenbarede hende de aandelige Skalte og havde givet hende Nøglen til saa mange , tilsyneladende ufattelige Gaader . Høiagtelsen blev snart til Beundring , og herfra var kun et lille Skridt til Kjærlighed . Salomon Hamburger , som Læreren hed , var temmelig ung bleven optaget i Meyer Bruuns Hus og var for Øieblikket i en Alder af 24 Aar ; han var saaledes kun 8 Aar ældre end den unge Pige , for hvem han havde fattet en ligesaa ren som inderlig Tilbøielighed , medens hun med sværmerisk Begeistring hang ved ham . Man kan fatte , hvorledes det blev dem muligt at skjule en Kjærlighed , der snart ophørte at være en Hemmelighed mellem dem selv indbyrdes , for Faderens klare , besindige Blik og Moderens aarvaagne Øie , naar man ved , hvor opfindsom den ægte , opoffrende Kjærlighed kan være under saadanne Omstændigheder . Det var ogsaa den Tilbageholdenhed , der udfordredes , som foranledigede den unge Pige til at betro sit Hjertes Følelser til Papiret , paa hvilket hun frit og aabent kunde underholde sig med sin Sjæls Ideal . Hvis hun blot havde havt den mindste Anelse om , at Sigismund var bleven en uvilkaarlig Medvider af hendes Hemmelighed , vilde hun vistnok være gaaet mere lempelig tilværks overfor Broderen og have forsøgt ved Godhed at opnaa det , som hun i Kraft af sin Ret som ældre Søster ansaa sig beføiet fil at forlange . Hvis paa den anden Side , Sigismund , der i Grunden ikke var nogen ond , men blot en letsindig Dreng , kunde ved sit overilede Skridt have forudseet Følgerne , af de Scener , der vilde gaa for sig i Huset , og den Sorg han dels voldte Forældrene , dels Søsteren og den fordums Lærer dermed , saa vilde han vistnok heller ikke saa drengeagtigt have ladet sig henrive fil at forraade den Hemmelighed , han tilfældigvis var kommen i Besiddelse af . Men , naar var nogensinde Letsindidheden betænksom ? Det vilde jo være det Samme , som at forlange af Ild , at det skulde blive fil Vand ! Sagen gik saaledes sin naturlige Gang . Meyer Bruun var en Mand der satte Pris paa aandelig Begavelse , og hvor høit Salomon Hamburger stod i hans Gunst , have vi allerede seet ved tidligere Begivenheder ; vi behøve heller ikke at fortælle , hvor høit den gode Taube agtede den unge Mand , eller hvor stor Pris hun satte paa ham . Ikke destomindre blev de gode Forældre satte i den pinligste Uro ved den uventede Opdagelse . Meyer Brnun raadslog førsf med sin Hustru om de Forholdsregler , der kunde paabydes af Nødvendigheden under de forhaandenværende Omstændigheder . Han var ingen Ynder af Voldsomheder og foretrak ved Løsningen af ubehagelige Forhold , at det skete uden nogensomhelsf Fjendtlighed , med saa stor Skaansel og saa roligt , som muligt ; og hvor stor Grund han end kunde have til at agte den unge Mand , saa var Løsningen af Forholdet en Nødvændighed i hans Øine . Skjøndt ikke med de samme Ord , som Wallenstein engang brugte , indeholdt ogsaa hans Tankegang det Spørgsmaal : om det var Døttrene , med hvem man beviser den Gunst , man slaaer i ? Hvor har jeg døg havt mine Øine henne ? spurgte Tanbe , da Manden underrettede hende om det Skete . Det er en tom Tale , der ikke fører til Noget , svarede Meyer Brnun , hvad nytter det at beklage sig over Fortiden ? vi skulle nu blot overveje , hvad der ka gjøres for at gjøre Feilen god igjen . Læreren maa i ethvert Tilfælde ud af Huset , sagde Tanbe med den for Konerne særegne imponerende Frembrusen af den Følelse , de i Øieblikket beherskes af . Ud af Huset , det er godt nok ; sagde Manden , men hvorledes ? skal jeg skaffe mig af med ham saadan uden videre ? Du tænker vel ikke paa de Følger , saaden Nøget kunde have . Hvad vil Du da gjøre , spurgte Taube . Jeg vilde gjerne afgjøre det Hele med det Gode . Hvad Læreren angaaer , ham tager jeg paa mig ; og hvis han er Den , jeg anseer ham for af være , vil han reise bort , uden af jeg engang behøver af bede ham derom . Ja , saa er jo det Hele klaret . Nei , ikke ganske . Du skulde døg ikke glemme Prive ; naar en Pige først har faaet sit Hoved fordrejet , er det ikke saa let en Sag , af sætte det tilrette paa hende igjen . Du begriber altsaa , af det netop er det Besværligste af hele Sagen . At ordne det , vilde falde vanskeligt for en Mand , det er snarere en Opgave for en Kvinde , og da især for en Moder . Tiltroer Du Dig af kunne bringe hende til Fornuft ? Jeg vil forsøge det , svarede Taube , og det vilde døg være underligt , om jeg ikke skulle have saa megen Magt over min Datter . Du hørte jo nylig , at jeg ikke vil vide Noget af Magtsprog at sige . Anvende Magt kunde jeg jo selv ligesaagodt som Du ; men hvo vilde da kunne indestaa for Følgerne ? det er aldeles ikke min Mening , at der skal bruges voldsomme Midler . Skulde jeg ikke forstaa Dig ? jeg veed gødt , hvad Du mener ; lad kun mig øm den Sag ; jeg skal see til , hvad der er at gjøre . Opgaverne vare saaledes fordelte , og Angrebet kunde begyndes . Meyer Bruun havde ikke forregnet sig i den Mening , han havde øm den unge Mand . Der udfordredes kun en kort Samtale . Salomon tilsfod aabent sin Tilbøielighed , men han tilsfod ogsaa , at han først nu indsaa , hvad han allerede tidligere burde have indseet , nemlig at uoversfigelige Vanskeligheder maatte slille sig mellem ham og hans Ønskes Opfyldelse . Dog , hvor varme end mine Følelser ere for Deres Datter , sluttede han sit Svar paa Meyer Bruuns alvorlige Forestillinger , kan det dog ikke falde mig ind at ville forstyrre Deres Huses Lykke ; hvor stort det Offer end er , som jeg maa bringe , — jeg vil bringe det , øm saa mit Hjerte skulle bløde derved . Paa mig ligger kun liden Vægt , jeg kan som Mand vel forsøge at finde mig tilrette med min Smerte saa godt , som muligt ; men hvad der bereder mig den slørste Kummer , er Tanken om hende — Bekymringen for , om hun — skjønt stor i sine andre ædle Følelser — ogsaa vil besidde den moralske Kraft til villigt at forsage . Det haaber jeg , sagde Meyer Bruun , jeg haaber det af hende , dog mindre førdi hun er min Datter , end førdi hun er en Elev af Dem . Med Hensyn til Dem har jeg aldrig taget Feil , hellerikke nu . Jeg vidste forud , hvorledes De vilde handle . Jeg takker Dem . Meyer Bruun havde virkelig ogsaa valgt den letteste Opgave for sig ; thi med Pigen vilde det ingenlunde gaa saa let , som Moderen lod til at have haabet . Jeg havde aldrig i mine Levedage tænkt , sagde Taube til Manden , da hun fortalte om sit første Forsøg , at Prive havde et saa haardnakket Sind . Jeg kan ikke begribe , hvem hun skulle have arvet det efter — Kan Du tænke Dig hvad hun sagde ? Jeg vil ikke engang sige det igjen , saa ondt var det . Godt , sagde hun , kast ham ud — send ham bort — det kunne I gjøre — men pas saa paa , hvad der vil skee . Fra det Øieblik af , at han er borte har I ingen Datter mere — det siger jeg Eder . Og selv om I spærre mig inde , saa skal jeg nok engang slippe bort . Tænk Dig . saadan Tale ai et Barn ! Du kan jo nok forstaa , hvor mit Hjerte sammensnøredes ved saadanne Ord . Det er netop det , jeg mente , og det , jeg frygtede . Gud bevare os for alt Ondt , sukkede Rebbe Meyer Bruun . Vel vidste jeg , at jeg ingen Vanskelighed vilde faa med ham : men hvortil nytter det os nu , om jeg sendte ham bort — ja , har jeg ikke forudsagt det ? — Ja , ja , man skal lære meget her i Verden , førend man bliver 70 Aar gammel ! Ak , sukkede Taube , at opdrage Børn volder dog stor Møie ! Man maa forøvrigt ikke strax tabe Modet , trøstede Meyer Bruun sin Hustru , man gjør ikke strax Alt , hvad man i en oprørt Stemning lover . Det forstaaer sig , at jeg nu allermindst tør lade ham reise bort ; thi man kunde jo ikke vide . — I det første Øieblik er saadan et Pigebarn istand til Alt ; lad hende afkjøles lidt , og fal saa om nogle Dage igjen med hende — men intet vredt Ord , Alt med det Gode , for ellers gjør vi Sagen endnu værre . For Øieblikket maa Du kun passe paa , af hun ikke bliver alene , og Du maa holde Øinene lidt aabne . Salomon Hamburger blev , da han vilde gaa , forbauset over af høre Meyer Bruun udtale det Ønske , om han dog ikke vilde blive en Tid endnu ; det hastede jo ikke ! Da Meyer Bruun saae hans Forbauselse over denne Opfordring , tilføiede han : Det er for Folks Skyld ; hvorfor skulde De saa pludselig bort , uden af et Menneske iforveien havde hørt Noget derom ? Hvad vilde man fænke , om Dem og om mig ? Bliv De kun en Tid endnu ; det kommer jo ikke an paa nogle Dage eller Uger . Jeg behøver jo ikke af befrygte af en Mand som Dem , af De skulle misbruge den Tillid , jeg viser Dem . Salomon Hamburger blev altsaa . Efter nogle Dages Forløb , da tilsyneladende den forrige Ro var gjenoprettet i Huset , gjorde Moderen et nyt Forsøg paa af bringe Datteren paa andre Tanker . Tænk blot , mit Barn , sagde Moderen i en indsmigrende Tone , hvor Du staaer Dig selv i Lyset , og hvorledes Du forbittrer Livet saavel for Dig selv som for mig og Din Fader . Og hvorfor ; der kunde dog i hele Verden Ingen være og leve lykkeligere end Du . Hvad Du ønsker , faaer Du ; vi have , saalænge Du har levet , ikke nægtet Dig Nøget — Undfagen netop mit inderligste Ønske , afbrød Datferen hende . Lad mig tale ud , mit Barn ! og Du vil indsee , af jeg har Ret ; jeg har fortjent af Dig idetmindste det af Du roligt hører paa mig og tænker over hvad jeg siger ; thi det veed Du vistnok , af hverken Din Fader eller jeg ville andet end dit Bedste . Kunne Forældre vel have noget høiere Ønske , end deres Børns Vel , og hvad andet tilstræbe vi i denne Verden , end af gjøre Dig og Sigismund lykkelige . Tal ikke til mig om ham ! afbrød Datferen hende igjen ; men Moderen vedblev : Hvad kan Du forlange af et Barn ? Har han da gjort Dig noget Ondt ? Det er vel sandt , af han har foraarsaget Dig en øieblikkelig Sorg ; men hvis Du havde seet , hvør han har grædt over af have givet Fader Bogen , hvis Du havde seet , hvorledes han hele den følgende Dag gik omkring som en Fortvivlet , vilde Du tænke bedre om ham ! Er han en Fjende for Dig , er han ikke Din Broder ? Og hvad har han saa egentlig gjort Dig ? Hvis Dn vilde være fornuftig , maatte Dn snarere engang takke ham , fordi han i sin Vrede har meent at tilføie Dig som Onde Noget , Dn selv kun i Øieblikket betragter som saadant . Hvorledes tør Dn glemme , hvem Dn er ? Er Dn ikke Rebbe Meyer Bruuns Datter . Dn vil engang kunne udsøge Dig Een iblandt Hundrede . Men hvad vilde Verden sige , om det hed sig : Rebbe Meyer Bruuns Datter har taget en Huslærær . Vilde det være et Parti for Dig ? Jeg beder Dig , Moder , tal ikke med Ringeagt om ham , afbrød Datteren hende for 3die Gang . Med Ringeagt ? raabte Moderen , har jeg da gjort det ? Nei , Gud bevare mig derfor ! Mener Dn at jeg ikke forstaaer at vurdere ham , eller at Din Fader ikke forstaaer det ? Vilde vi mon ellers have beholdt ham saalænge i Huset ? Han er ganske vist et pænt Menneske , det vil Enhver sige , som kjender ham , og især hvem der kjender ham saa godt som vi , men . — Nu , hvad for et men ? Men , vilde jeg sige , han er dog kun en Huslærær , og — man maa jo holde paa sin Stand ! Hvad vilde Du for Exempel sige , hvis Jossef Kreszelis vilde lage Sypigen Gitele tilægte ? Det var da en løjerlig Sammenligning ! Sammenligning ? Det kan ikke engang kaldes en Sammenligning , thi ham kunde man dog ikke engang lægge saameget til Last som Dig . En Mand tør gifte sig under sin Stand ; og hvorfor ? Kvinden sliger op til ham ; men en Kvinde tør ikke gjøre det , thi hun maatte da slige ned til Manden af den lavere Stand . Og troer Du da for Alvor , at blot en Eneste af alle dem , som I ville give mig Valget imellem , staaer saa høit , som han ? Du lille Nar ! jeg forstaaer nok Din Mening ; men det er en ganske anden Høitstaaen end den , jeg tænker paa ! Saa kommer det kun an paa , hvilken der er den sande ! Det kommer det ganske vist an paa ! — Seer Du , mit Barn , nu begynder Du at tale mere , som Du skal . Hvis Du var Datter af Kagebagersken Økkel eller af Frugthandlersken Bhaile , saa kunde Du rigtignok blive indbildsk af saadant et Parti og betragte det som en Lykke for Dig ; men som Datter af Rebbe Meyer Bruun , der har saa stort et Fabrik , at man vidt og bredt ikke finder Mage til det — Og jeg mener netop det Omvendte ! Netop fordi jeg er Rebbe Meyers Datter , tør jeg — Jeg forstaaer Dig ikke ; jeg maa rentud sige , jeg forstaaer Dig ikke , afbrød nu Moderen hende i en halv ærgerlig Tone . Hør kun til , og Du vil nok forstaa mig , sagde Privele . Hvis jeg var fattig , det vil sige , hvis mine Forældre vare fattige , saa maatte jeg stræbe efter at faa mig en rig Mand , og selv om mit Hjerte ikke var med i Spillet , vilde jeg kanske føle mig forpligtet til at bringe mine Forældre et saadant Offer ; men nu , da I , Gud være lovet , ikke behøve et saadant Offer af Eders Datter , hvorfor skulde jeg nu tvinges til at afstaa fra ham , ved hvem mit Hjerte hænger . Hvorfor skulde jeg ikke , og det netop fordi jeg er rig , turde følge mit Hjertes Valg ? — Forstaaer Du mig nu , Moder ? Ikke saa ganske , svarede denne , Sagen er ikke saa glat , som den synes Dig ; der er en Hage derved . Hvad da ? Ja , hvordan skal jeg forklare Dig det ? Jeg er jo ældre end Du og maa forstaa mig bedre paa Tingene . Den gode Taube vidste virkelig ikke selv , hvilken anden Hage Sagen endnu kunde have uden netop den , at Rebbe Meyer Bruun var imod den . Hun kunde ikke rykke flere Batterier frem mod Datteren og benyttede sig derfor af den Udflugt at gjøre sin modnere Alder og slørre Erfaring gjældende . Privele nøiedes imidlertid ingenlunde med saadanne Udflugter , men sagde : Du siger , Moder , at Du ikke forstaaer mig ; jeg maa nu erklære , at jeg ikke forstaaer Dig . At Fader kan vedblive at være haardnakket overfor mig , kunde jeg snarere begribe ; thi en Mand veed ikke hvad der foregaaer i et kvindeligt Hjerte ; men at Du stiller Dig paa hans Parti overfor mig og ikke snarere træder over paa min Side for at understøtte mig . Kvinden , mod Manden , det havde jeg rigtignok aldrig troet om Dig ! Lille Nar , sagde Moderen , Du har kanske troet , at jeg slrax vilde gaa hen og sige til Dig : Naa , Prive , der har Du ham , tag ham saa ! Ja , hvorfor ikke ? Vilde det maaske ikke have været smukkere ? Vilde det maaske ikke have passet sig bedre for Dig end at forsøge paa af gjøre mig utro mod mig selv ? Taube maatte nu igjen underrette sin Mand , om af Prive var et meget egensindigt Hoved , hos hvem man intet kunde udrette . Dog forekom der denne Gang Intet i hendes Beretning om af løbe bort eller af slyrte sig i Vandet eller lignende skrækkelige Ting . Rebbe Meyer Bruun troede dernæst af bemærke af den Maade , hvorpaa Taube forestillede Forholdene , af hun selv var undergaaet en lille Forandring i sin Synsmaade , af hun aldeles ikke men talte saa bestemt som før mod den Forbindelse , der var Spørgsmaal om , af hun rigtignok endnu var imod den , men kun af den Grund , fordi han var imod den , og ingenlunde som før ifølge en indre Overbevisning . - Og den kloge Meyer Bruun havde heller ikke saa ganske Uret heri ; hans Iagtagelse gjør hans skarpe Blik og Menneskekundskab Ære . Dog tog han sig vel i Agt for i Øieblikket af udtale denne Mistanke aabent ; han ansaa det for mere tilraadeligt af lade hende forblive i den Tro , af han aldeles ikke havde bemærket den Forandring , der var foregaaet med hende , thi saafremt han fordrede en Forklaring herover af hende , saa var hun , hvis han havde Ret i sin Formodning , nødt til aabent af tage Parti for Datteren imod ham ; lod han hende derimod forblive i den Tro , af han Intet anede , saa kunde hun idetmindste ikke aabenbart sætte sig op imod ham , men maatte , om end blot for Skinnets Skyld , dog endnu bestandig hylde samme Betraktningsmaade af Forholdene som han . Han nøiedes derfor med af formane hende om vedblivende af vaage over Datteren samt af og til i gunstige Øieblikke gjentage sine Forsøg , men forøvrigt overlade Sagen i Guds Haand , der sikkert endnu vilde lede den til det Gode . Saaledes skete det ogsaa , og da det nogen Tid senere igjen var kommet til en Samtale mellem Moder og Datter , herskede der allerede en langt slørre Enighed mellem dem , end Pigen selv havde ventet . Moderen forsikkrede , af hvis Sagen havde beroet paa hende alene , vilde hun gjerne have sat sig ud over enhver Snak , men af Faderens Villie var ubøielig , og af man derfor maatte sætte sin Lid til Fremtiden , i hvilken Gud vel kunde styre det saaledes , af hun endnu kunde faa sit Hjertes Ønske opfyldt . Henrykt over denne uventede Bistand viste den unge Pige sig nu ogsaa beredt til et Compromis . Moder og Datter bleve enige om , af Salomon Hamburger nok skulle forlade Huset , men ikke Egnen , og at han til enhver Tid skulle modtages med Ære som Gjæst i Huset , endvidere at man ikke vilde besvære Datteren med Ægteskabstilbud , eller snarere , at man i det Tilfælde , at et saadant skulde blive gjort hende , maatte være fattet paa , at hun vilde sige nei . Den gøde Taube indfandt sig nu med disse Fredspræliminairer hos sin Mand , og denne indsaa Nødvendigheden af , i Mangel af bedre , at gaa ind paa dem . Salomon Hamburger holt altsaa ifølge den herefter trufne Aftale sit Indfog i en anden Bolig , hvor han , fri for alle Forpligtelser , udelukkende hengav sig til sine lærde Studier . Saaledes vare foreløbig alle de i Sagen interesserede Personer stillede tilfreds og ventede , rigtignok Enhver i sin Forsfand , Knudens endelige Løsning af Tiden . Tiden stod heller ikke stille . Der forløb Uger , Maaneder , Aar , og ligesom den physiske Verden befinder sig i evig Bevægelse og Fornyelse , saaledes begyndte der ogsaa i den aandelige Verden Meget at røre sig , som man tidligere havde anseet for at være fast og urokkeligt . Høiere begavede Aander anede allerede af de næsten umærkelige Trækninger og lette Krusninger de store og mægtige Bølgeslag , som Fremtiden vilde bringe . Borgerkongen i Paris sad rigtignok endnu i selvbehagelig Sikkerhed paa sin Throne ; dog undgik det ikke de Faa , der sikkert holdt Øie med Tiden , at de Franske endnu ikke ganske havde glemt Traditionerne fra 1792 . En af disse Faa sad i en lille Afkrog af denne Jord , i sit stille Værelse i et lille Hus i vor Ghetto ; han hed Salomon Hamburger . Salomon Hamburger vendte en Aften hjem efter en Spadseretour og lagde sig udmattet tilsengs . Han faldt snart i Søvn og havde en underlig Drøm . Han saa sig paa Vandring med en Kammerat , som han ikke kjendte . Velfilmode gik de fremad uden at tale med hinanden . Der syntes at herske en vis god Forstaaelse mellem dem , om hvilken de selv ikke vidste , hvoraf den var opstaaet , men hvorover de alligevel ikke henfaldt i Grublerier . De holdt sig til Kjendsgjerningen , til Øieblikket . De skrede videre og bestandig videre ; Egnen , der tidligere var dem vel bekjendt , blev dem paa engang fremmed og ubekjendt ; de vidste ikke længere , hvor de befandf sig . Saaledes ankom de til en tæt Skov ; i Begyndelsen forfulgte de Sporene af en Fodsti , der formedelst Grene , som havde bøjet sig ned mod Jorden og syntes sammenvøxede med Træernes Rødder , just ikke var let af passere . Ligegodt var det en Sti , som idetmindsle een menneskelig Fod maatte have betraadt forinden , og som derfor vel ogsaa maatte føre til et eller andet Maal . Men pludselig tabte de Sporet af denne Fodsti , Skoven blev tættere og tættere , bestandig mørkere , og intetsteds var nogen Udvei af finde . De tumlede videre i Mørket , saagodt det lod sig gjøre , og ligesom de uventet vare komne ind i den mørke Tykning , saaledes befandt de sig nu ligesaa pludselig i en smuk , grøn , af Solen oplyst Udhugning i Skoven , hvor de med indre Glæde nøde Synet af den blaa Himmel over dem , hvilken de saa længe havde savnet . De gik dog endnu bestandigt videre . Lysningen blev snævrere , og endelig naaede de en Mur af umaadelig Høide , der slrakte sig paralel med den Vei , de skulde gaa , og syntes af dele Lysningen i 2 Halvdele . Her skiltes de 2 Vandringsmænd uden af sige et Ord , ligesom om det allerede forlænge siden var blevet aftalt saaledes , og det , saa af den ene gik videre paa høire Side af Muren , den anden paa venstre . Hvorledes det nu videre gik med hans Kammerat , lagde Salomon ikke Mærke til ; selv gik han tilhøjre , og efter nogle Skridt fremad befandt han sig i et herligt Gemak , hvis Dægge vare udpyntede med levende Grønt , medens der forresten kun fandtes Græsbænke deri , der udsendte en liflig Duft . Der var ikke Tale om noget Tag eller Loft , men Himlen befandt sig fri og aaben ovenover ; det Besynderligste ved det Hele var dog det , af der strax efter hans Indtrædelse hævede sig en frisk Græsvæg ligesom op af Jorden bagved ham , medens den modsatte Væg aabnedes som ved et Slag med en Tryllestav , og her saa man nu efter hele Bredden en vidunderlig smuk Terrasse , til hvilken Trin af Græstørv førte op . Uden af tøve længe steg han op ad Trinene , og nu gjentøges alt det Samme , som i det første Gemak . — Igjen hævede en Væg sig bagved ham , medens en anden slilles ad , visende Udsigt til en ny Terrasse . Den eneste Forskjel var blot , af her Alt udsendte en endnu behageligere Vellugt end i det første Værelse . Hvor meget nu end Mosbænkene langs Væggene indbøde til Ro og Hvile , var dog Udsigten over den nye Terrasse for henrivende til af tillade ham en længere Dvælen . Han følte heller ikke mindste Spor af Træthed og gik derfor uden videre Betænkning op ad Trinene til den nye Terrasse . Imidlertid vilde vi aldrig blive færdige , om vi skulde opregne , hvor ofte dette Skuespil gjentog sig stadig med samme Regelmæssighed , medens den vederkvægedæ Vandringsmand bestandig naaede høiere fra Værelse til Værelse , fra Terrasse til Terrasse , idet dog Vellugten , der syntes at udstrømme fra de friske Vægge og Bænke , bestandig blev behageligere . Selv vidsle han ikke engang mere , hvor mange Værelser han allerede var gaaet igjennem , thi han havde for længe siden hørt op med at tælle . Endelig befandt han sig i et Værelse , der lød til at være det sidste , thi den Væg , der befandt sig ligeoverfor , aabnede sig ikke ved hans Indtrædelse , men forblev paa sin Plads ; med dette kunde intet af de foregaaende Værelser sammenlignes i Vellugt og med Hensyn til Væggenes og Bænkenes friske og saftige Grønt , og Himlen smilede endnu huldsaligere herind end nogetsteds før . Nu kunde vor Vandringsmand ikke længere modstaa Lysten til at udhvile sig paa en af Bænkene ; han kastede sig ned i det svulmende Græs , og en paradisisk Salighed gjennembævede ham . Han havde imidlertid neppe hvilet et Par Minutter her , før pludselig en lille Sidedør , som han hidtil ikke havde bemærket , aabnedes , og en ærværdig Olding med bølgende hvidt Haar og indhyllet i en sort Talar traadte ind . Oldingen betragtede med en alvorlig Mine den Fremmede , der i sin Frygt for i frækt Overmod at have vanhelliget en Helligdom hurtigt var sprungen op fra sit bløde Leie for at bønfalde den ærværdige Eier af dette paradisiske Sted om Tilgivelse ; men i samme Nu var Oldingen igjen forsvunden igjennem den Dør , i hvilken han havde vist sig . Vandringsmanden følte sig ikke ganske vel tilmode over Alt dette , og tænkte med Skræk paa , hvorledes Udfaldet af dette besynderlige Eventyr vilde blive ; det forekom ham allerede , at han hørte Raslen af de Lænker , der vare ham bestemte for hans Forbrydelse ; han troede allerede at see Sværdet funkle over sit Hoved ; da viste Oldingen sig paany og ved hans Haand — den yndigste Skabning i Verden . Vandringsmanden vilde neppe tro sine Øine , thi det var jo hans Hjertes Elskede , der her stod for ham . Der er han ! tiltalte Oldingen den unge Pige , idet han pegede paa den Fremmede ; denne var ikke sig selv mægtig , men sprang til , henrevet af sin Lidenskab , for at trykke den dyrebare til sit Hjerte . Endnu ikke ! sagde Oldingen , og Salomon Hamborger aabnede sine Øine under et høit Skrig og saa , et han laa tilsengs i sin lille Stue i Ghettoen . Det var nu forgjæves , at han anstrængte sig for at kalde den herlige Drøm tilbage i sin Hukommelse . Han lukkede Øinene paany , men — saae kun Mørke omkring sig . Kun den ærværdige Oldings Skikkelse foer endnu engang med Lynets Hurtighed gjennem hans Aand , og han gjenkjendte i ham den fortræffelige Præst , med hvem han for flere Aar tilbage havde havt den tidligere meddelte Samtale angaaende Andreas . Det var ham ikke muligt at falde isøvn igjen ; utaalmodig oppebiede han Dagens Frembrud , stod da ganske tidlig op , og begav sig paa Vei til Præsten . Han bankede paa og der blev lukket op ; men Tjenestepigen , der aabnede Døren , saae forbanset paa ham , idet hun spurgte : Veed De det allerede ? Hvilket ? At den høiærværdige Herre er død inat . Gud i Himlen ! raabte Salomon Hamburger , ilede hjem igjen , hvor han udgjød Sorgens Taarer . Nogen Tid senere holdt Præstens Efterfølger sit Indtog i Præstiet . Det var en ung Mand , der ikke var ganske ubekjendt med Skuepladsen for sin fremtidige ( præstelige ) Virksomhed , thi i Byen , hvortil han blev sendt , forløb hans Barndom — og hvis Nogen endnu ikke kan gjette det ville vi blot bemærke , at den nye Hr . Pastor en gang hed den lille Andreas og ikke er nogen Anden end Lysetænderskens Søn . Hans Indtog havde fundet Sted med stor Høitidelighed . Fra Kirketaarnet nedsendte Klokkerne deres alvorlige Toner ligesom paa Lørdagen før Opstandelsesfesten . De unge Knøse rede paa Heste , der vare behængte med brogede Baand , deres Sjælehyrde imøde , medens hvidklædte Piger dannede levende Hegn , og flere Geistlige fra Omegnen havde forsamlet sig før at byde deres unge Kollega velkommen . I hele Byen herskede der en almindelig Jubel over , at Menigheden nu igjen havde en Hyrde ; baade Unge og Gamle , Store og Smaa vare glade . Men , Lysetændersken ? — ja , hun var ogsaa blandt de Ventende ; hun fulgte ogsaa med ind i Kirken ; hun saae Andreas paa Prædikestolen , Legemliggjørelsen af hendes dristigste Ønske . Dette Ønske var nu virkelig opfyldt . Præsten stod der fix og færdig ; men hvorledes stod det til med Sønnen ? Der var henrundet en lang Tid , over 10 Aar , siden den Dag , da hun havde modtaget Afskedsbrevet fra Andreas . Meget havde imidlertid forandret sig ; dog var der i denne lange Tid ikke forekommet Noget , som kunde have været skikket til af læge det smertelige Brud mellem Moder og Søn . Lysetændersken havde ligeoverfor hint Brev , der saarede hende i hendes Sjels Inderste og tilføjede hende den dybeste Krænkelse , ikke havt andre Vaaben end — Taushed og Taalmodighed . Andreas var i hendes Øine den forlorne Søn . Hun skammede sig over ham , ja , hun gjorde endogsaa sig selv de bittreste Bebreidelser for hans Utaknemmelighed overfor det Bruun ' ske Hus . Hendes Moderkjærlighed var imidlertid ikke udslukket , og endogsaa meget ofte i Løbet af denne lange Tid gjorde hun sig selv det Spørgsmaal , om det alligevel ikke havde været urigtigt af hende , af hun ikke havde forsøgt paa for anden Gang af bringe Sønnen til Besindelse igjen ; ja , ofte tænkte hun , om det mon ikke endnu var Tid til af indhente , hvad hun havde forsømt , om hun ikke nu skulde gaa bort , opsøge sin Andreas og see , om han ikke igjen kunde være hendes Søn . En vis Sky havde døg hver Gang afholdt hende fra af foretage dette Skridt . Andreas er nu — sagde hun ved sig selv — intet Barn længere , som man kan lege med , og naar han allerede som Barn kunde handle saaledes imod mig , hvad har jeg da af vente nu ! — En eneste Gang paakom endog den Tanke hente , om hun ikke skulde have givet efter og af Kjærlighed til Sønnen have opgivet sin Tjeneste i Synagogen : men dette Punkt var netop hendes „ Achilleshæl “ , alt Andet vilde hun hellere have taalt af Andreas end det , af han havde kaldt denne Tjeneste for uværdig , af han foragtede og førhaanede den Beskjæftigede , ved hvilken hun i mange Aar havde ernæret baade sig selv og ham , og uden hvilken de begge havde maattet lide Kummer og Nød . At han i den Grad kunde forglemme alle sine Erindringer fra Barndommen , forekom hende et Bevis paa , af han endogsaa vilde have været istand til af forglemme hende . Havde Andreas da virkelig glemt sin Moder ? I Andreas stod to Principer i Kamp med hinanden , ligesom Faust havde han kunnet sige om sig selv — og hvilket begavet Menneske kan ikke det ! — af der boede 2 Sjæle i hans Bryst . Hvor ofte angrede han ikke det overilede Skridt , til hvilket han havde ladet sig forlede af Cyrill ; hvor mange Øieblikke var der ikke , da han angerfuld , gjerne vilde løbet til sin Moder , kastet sig for hendes Fødder og bedet om Tilgivelse . Hvor ofte beskyldte han sig ikke selv før den usleste Utaknemmelighed og bebreidede sig paa det Bittreste den Ondskab , med hvilken han havde slødt den kjærlige Moder fra sig ; men disse naturlige Opbrusninger af den barnlige Kjærlighed bleve snart igjen kvalte , naar den fanatiske Cyrill forestillede ham , hvorledes han aldeles ingen Skyld havde i Løsningen af dette Naturens Baand , hvorledes han netop havde gjort Alf , hvad en god Søn blot kunde gjøre overfor sin Moder , hvorledes det ikke var ham , der havde slødt Moderen , men netop Moderen , der havde slødt ham fra sig , idet hun i sin ulyksalige Forblændelse havde afvist hans oprigtige , sande christelige Formaninger , hvorledes han havde anstrængt sig før hendes Sjæls Fred , men fra Moderens Side ikke havde faaet Andet end taus Forstokkethed og stolt Foragt fil Løn før sine gode Hensigter . Cyrills Betragtninger formaaede dog ikke altid af yde ham Trøst , men saa kom Skammen i hans eget Hjerte fil som Bundsforvandt før hine . Hvorfra skulde han hente Modet fil af træde frem før en Moder , som han havde krænket saa dybt ! Saaledes seilede dog altid det fanatiske Princip , der ved Kunst var opelsket i ham , over hans Hjertes skjønne og ædle Opbrusninger . — Under saadanne indre Kampe havde Andreas fortsat sine Studeringer , indtil han kunde tage fat paa Theologien , og under saadanne Kampe havde han endelig modtaget Præsteindvielsen . Endnu i dette Øieblik , da han stod som aandelig Anfører for den Menighed , som han selv efter Fødsel tilhørte , vare disse Kampe ingenlunde ophørte ; tvertimod kunde man sige , at de først nu egentlig vare begyndte i al deres Styrke . Moder og Søn vare ved et mærkværdigt Sammentræf af Omstændigheder rykkede hinanden saa nær , som vel muligt ; med denne Tilnærmelse i Rummet var døg den vide Kløff ikke bleven ringere , som skilte dem fra hinanden . Rigtignok vilde fra enhver af Siderne en Imødekommen fra den anden være bleven seet med en hjertelig Glæde ; men Sagen var netop , at Ingen af dem vilde foretage det første Skridt , hvilket just er Grunden til , at Menneskene meget lettere skilles fra hinanden i Brede end finde hinanden igjen . Med Hensyn til Moderen , der hver Søndag saae Sønnen paa Prædikestolen og hørte ham forkynde Guds Ord derfra , hvor gjerne vilde hun ikke have trykket denne Søn til sit Bryst , hvor bankede ikke hendes Hjerte ved den Tanke , at den Mand , som stod deroppe , og hvem hele Menigheden andægtigt lyttede til , det var hendes Andreas , som hun havde opfødt , pleiet ved Dag og ved Nat ; men — hvorledes skulde hun nu vove af gjøre det , som hun hidtil havde opsat ? Andreas var bleven en stor , fornem Herre , medens hun selv endnu var en fattig , ydmyg Kvinde . Var han desuden endnu hendes Søn ? Havde hun egentlig endnu Ret til af kalde sig hans Moder ? Havde han ikke selv skrevet i hint usalige Brev , af han vilde gjøre sig værdig til af vinde Kirken som Moder ? og havde han ikke troligen opfyldt dette Løfte ? Stod han ikke i Kirkens Tjeneste og som en af dens værdigste Tjenere ? Hvad Fordring kunde da den simple Kvinde endnu gjøre paa ham ? Det var jo den tossede Moderkærlighed , som hun ikke formaaede af ban lyse fra sit Hjerte ; men hvo bekymrer sig vel om en fattig Kones Hjerte ? Burde Præsten ikke have opsøgt Moderen ? Jo sikkerligen ! og sandsynligvis vilde det ogsaa Være skeet , om han havde fulgt sit Hjertes Trang ; men Overvejelsen lagde sig som en Blyvægt paa hans varme Følelse og holdt ham borte fra Moderen . Sønnen kunde ganske vist ydmyge sig for Moderen ; men kunde Præsten ogsaa ydmyge sig overfor Lysetændersken i Synagogen ? Denne flinke Kone besørgede nu som før sin Tjeneste med Iver og Punktlighed ; men del var netop Sagen , hvorom Alt dreiede sig . Andreas skammede sig over , af hans Moder kændte Lysene i Synagogen i den samme By , hvor han var Præst . Naar hun blot vilde opgive det ! sagde han til sig selv — saa kunde Alt blive godt igjen . Ja , men netop det opgav hun ikke . Man kunde ligesaa godt have opfordret hende til af opgive den Luft hun aandede . Det var slet ikke noget Lune af hende , men en virkelig , dyb Hjertesag . Meyer og Taube Bruun havde aldrig gjort hende nogensomhelst Bebreidelse for Sønnens Skyld ; saa fin en Skaansel forsfod hun af sætte Pris paa og ansaae sig derfor endmere forpligtet til af bevise det Bruun ' ske Hus , af hun aldeles ikke havde Noget af gjøre med sin Søns Utaknemmelighed , men høiligen fordømte den , og af — kørt sagt — Intet kunde frembringe nogen Forandring i hendes Forhold til Ghettoen . Hvad maatte ogsaa Meyer Bruun have tænkt om hende , om hun nu skjændigt havde forladt den Tjeneste , ved hvilken den jødiske Menighed i saa mange Aar havde lettet hendes hjælpeløse Stilling ? Jo smerteligere hun følte , i hvor høi en Grad hendes Andreas havde forsyndet sig overfor den Bruun ' ske Familie , desto fastere stræbte hun at slutte sig fil dem . Da for 10 Aar siden Lærerens Forhold fil Eleven blev opdaget ved Sigismunds overilede Skridt , blev hun derfor ogsaa af alle Familiens Medlemmer indviet i Hemmeligheden . Meyer Bruun holdt det ikke under sin Værdighed at spørge den simple Lysetænderske tilraads om , hvad han skulde gjøre i denne ubehagelige Sag . Fra Taubes Side vilde en saadan Nedladenhed forekomme os mindre besynderlig . Den unge Pige søgte hendes Beskyttelse overfor Forældrenes Angreb , Sigismund gjemte sig bag hende af Frygt for Søsterens Hævn , og selv den lærde Salomon Hamburger forsmaaede ikke at lytte fil Lysetændersken , naar hun formanede ham fil Taalmodighed med Hensyn fil Privele og henviste ham fil Fremtiden , der jo kunde bringe saa Meget med sig . Dette venskabelige Forhold fil det Bruun ' ske Hus var indtil denne Dag ikke i mindste Maade blevet svækket ; hun blev betragtet næsten som et Medlem af Familien . Jo inderligere hendes Forhold fil det Bruun ' ske Hus imidlertid i Tidens Løb havde udviklet sig , desto slørre maatte ogsaa nu Afstanden blive mellem Moder og Søn ; thi sandelig , hin Romer var ingen daarlig Menneskekjender , som sagde , at det var den menneskelige Naturs Feil at hade Den , som vi have fornærmet . Andreas vidste meget vel , at han havde opført sig høist utaknemlig baade mod Meyer Bruun , Taube , Sigismund og sin fordums Lærer , og ofte følte han Samvittighedsnag derover ; men naar et Menneske har begaaet en Feil , søger han sjeldent Aarsagen dertil i sig selv , derimod oftest hos de Andre . Navnlig naar man har vist sig uretfærdig mod Nogen , søger man i Reglen efter Grunde , der ikke blot undskylde En selv , men endogsaa paa det Klareste bevise , at den Anden fortjener denne Uret og selv er Skyld deri , saa at man ikke kunde have handlet anderledes imod ham , og under en saadan Jagen efter Sophismer feiler det sjeldent , at jø Skarpsindigheden trolig staaer os bi . Saaledes havde ogsaa Andreas med Tiden argumenteret sig ind i et sandt Had til sine Velgjørere , netop fordi han paa det Føleligste havde krænket dem , og Cyrills fanatiske og haardnakkede Dialektik forstod at fylde op , om der endnu fandtes en Krog fri i hans Hjerte . Det var altsaa intet Under , at han nu , da han saa at sige var rykket sine Velgjørere under Øinene , følte Samvittighedens Braad skarpere end nogensinde , medens tillige hans Modbydelighed for det Bruun ' ske Hus steg i samme Grad , som hans Samvittighed daglig tilhvidskede ham , at han maatte føle sig forpligtet overfor dem . Det var altsaa heller intet Under , at han holdt sig i desto slørre Afstand fra Moderen , jo venskabeligere han saae at hendes Forhold var til hans Fjender , det vil sige : Velgjørere . — Det havde derfor ogsaa været ham høist ubehageligt , da Præsfeværdigheden netop i hans Fødeby blev ham overdraget som Belønning og Anerkjendelse før hans Vandel og Lærdom , og dog kunde han ikke godt — og det var hans værste Straf ! — have afslaaet den uden at blotte sig . Den unge Præsts Ankomst havde fundet Sted om Efteraaret . Landskabet viste samme Karakteer , som Dagen før hans Afgang til Gymnasiet . Bladene faldt af Træerne , men de Skranker faldt ikke , som skilte Søn og Moder fra hinanden . Det blev Vinter , og med den slørre Kulde syntes ogsaa Sønnens Hjerte at trække sig endnu slærkere sammen , og da Islaget bedækkede Floden , syntes ogsaa en Isskorpe at have lagt sig om Sønnens Hjerte . Men — Vinteren maa rase , saa galt den vil ; det maa dog engang igjen blive Foraar ! Og Foraaret kom , men med det syntes ogsaa et andet Foraar , et Folkens Foraar at bryde frem . En vældig Storm hævede sig i Paris og havde snart udbredt sig over hele Europa . Hele Verden syntes oprørt ; ingen Krog eller lille Plet blev uberørt af dens Rasen ; det var Martsdagene i Aaret 1848 . Verden syntes at ville fornyes . I Paris havde man stødt Kongen fra Thrønen , og Frankrig blev Republik . I Wien fordrede Revolutionen de første Offre for Friheden . Keiser Ferdinand gav sit Folk en fri Forfatning . I alle Hovedstæder blev Konstitutionen proklameret ; Borgerne oprettede Nationalgarder , Studenterne dannede Legioner under egne , ud af deres Midte valgte Anførere . Alt syntes at straale af Glæde og Henrykkelse , thi det Tryk , der havde hvilet paa Menneskeheden , lod til at skulle ophøre ; Friheden syntes at ville fremvoxe af de Faldnes Blodsæd , og den Menneskene medfødte , men saa længe lænkebundne Ret led til at hæve sig med seierig Vælde . Begivenhederne i Hovedstaderne gav mægtig Gjenlyd rundt om paa Landet . Her saae man de store Begivenheder fra lang Afstand , og der b ! ev det største Spillerrum for Phantasien med Hensyn til Udpyntningen af dem . Aviser og Flyveskrifter oversvømmede hele Landet , ja voxede næsten frem af Jorden . Gemytternes Oprørthed er ubeskrivelig . Hvert Øieblik bringer nye Meddelelser , ethvert Øre er aabent for Overdrivelser og Fordrejelse af Kjendsgjerningerne . Snart hedder det , af „ Tienden “ er afskaffet ; man behøver ikke længere af udrede Tienden til Præsten , og Bonden kan nu kjøre sin Høst hjem , uden af behøve af anstrænge sig for af hemmeligholde dens Størrelse for Øvrigheden . Naar Præsten nu vil have Korn , maa han selv anskaffe sig en Ager ! Snart hedder det sig , af Jøderne nu ligesaagodt som Bonden skulle kunne kjøbe Ager og Marker ; man taler om Jøde-Emancipation og siger , af Jøderne for Fremtiden ikke ville være udelukkede fra Noget ; de ville ligesaa godt kunne blive Embedsmænd som den Christne . Men snart hedder det sig igjen , af Alt det slet ikke var sandt ; tvertimod vilde man nu berøve Jøderne deres Penge og førdrive dem ; de kunde gaa til Jerusalem , og Rothschild skulde anføre dem , og saadan meget Andet af lignende Slags . Man kan tænke sig , hvad Indvirkning Rygter af den Slags maatte have paa Landbefolkningen . I vor Ghetto hersker der stor Bekymring , thi man havde allerede erholdt Efterretninger om nogle Oprør , der paa andre Steder vare gjorte mod den jødiske Befolkning , og frygtede derfor noget lignende her . Der gik allerede Rygter , som navnlig lød meget foruroligende for Meyer Bruun . Jøderne vare Bedragere , hed det . — de narrede de Christne Pengene fra og bleve derved rige ; det var saaledes intet Under , at en Mand som Meyer Bruun havde været istand fil at slille saa stort et Fabrik paa Benene , hvor over hundrede Arbeidere vare beskjæftigede . Det var fattige Folk , som maatte arbeide , fil Blodet sprang dem ud af Neglene , og ikke fik Noget derfor , medens derimod han og hans Slæng laa paa den lade Side og stjal Dagen fra vor Herre . Det maatte der en Forandring i . De , der arbeidede , skulle ogsaa have Lønnen ; det var ikke mere end billigt ! Og naar nn ovenikjøbet den nye Frihed blev indført , saa at Jøderne endogsaa fik Lov fil at kjøbe Agre , saa vilde det slet ikke være fil at holde ud med dem ; de vilde jo fordrive de fattige Bønder fra deres Bedrift , saa at det ikke blev Andet tilovers for dem end at tage Tjeneste som Karle hos Jøderne . Nei , det Bedste vilde være , om man strax tog Pengene fra dem og saa jog dem bort . Hvad skulde egentlig Jøderne fil i Verden ? De havde korsfæstet Frelseren ; saa behøvede man heller ikke at skaane dem . Paa en saadan trøsterig Maade lød Talen rundt om ; thi Pøblen er overalt den samme ; overalt forstaaer den ved Frihed , den tøilesløse , ubundne Vilkaarlighed . Meyer Brunn raadslog med Salomon Hamburger om , hvad der i den Anledning kunde være at gjøre . Der kan De see , Hamburger , mente Meyer Brunn , der har De Frugterne af den Frihed , paa hvilken De saa længe har ventet . Man kunde ikke vente Andet , svarede denne , enhver Omvæltning fordrer sine Offre ; men hvad ere disse Offre i Sammenligning med den blivende Gevinst , der bliver hele Menneskeheden til Deel ! Jeg takker for den Gevinst for Menneskeheden , naar de slikke mit Fabrik i Brand , eller maaske endogsaa — naa , jeg vil dog ikke aabne min Mund til nogen endnu værr Mulighed . Jeg kan nok begribe , at det just ikke er behageligt selv at skulle være Offerret ; men det forandrer ikke Sagen . Alt det Blod der blev udgydt under den første franske Revolution , er Intet i Sammenligning med de umaadelige Fremskridt , som fremkaldtes i Verden ved hin Revolution . Skaan mig for denne naragtige Philosophi ! Lader os hellere tale om , hvad der nu maa gjøres ; thi den Tale jeg hører rundt om , behager mig ikke . Jeg vil tilstaa Dem at jeg svæver i stor Frygt . Skal jeg indgive en Beretning til Øvrigheden ? Hvad skulle det nytte ? Tvertimod kunde det kun forværre Sagen ; thi for det Første kan De ikke udtrykkelig nævne Nogen , der har udstedt en Trudsel ; om De saa hundrede Gange veed , at Skephanik er Manden , bevise det kan De dog ikke . For det Andet kalder De ved en saadan Angivelse , først rigtigt de simple Klassers Had over Deres Hored , saa at disse ville ansee sig for mere berettigede til et Angreb paa Dem ; men for det Tredie vilde De ved en saadan Angivelse nu , da endnu slet Intet er skeet , blot aabenbare at De er bange , hvilket netop vilde være det Farligste af Alt , thi Den , som viser Frygt , opmuntrer blot derved Modstanderen . De maa tvertimod lade , som om De aldeles ikke nærede nogen Frygt . Der ligger Noget i det ; men hvad i al Verden skal jeg da gjøre ? Her kan der kun være Tale om et Middel ; nemlig den moralske Indflydelse , og der er da navnlig Et jeg fænker paa . Hvad da ? Præsten ! Ja ! naar han blot vilde , saa kunde Sagen blive ganske anderledes ; men hvad er der af stille op med ham ? Prøv det dog ! Hvad skal jeg prøve ? Gaa til ham ? Hvad skal jeg sige ham ? Skal jeg foreholde ham , hvilke Offre jeg har bragt for hans Skyld ? hvad han har kostet mig ? — Det vilde jo være gement ! — Og hvad anden Tak kan jeg gjøre Fordring paa ? Hvad skulle jeg gjøre , om han svarede mig , af jeg kunde bringe ham Regningen , saa skulde han betale , hvad jeg havde lagt ud for ham ! Ja , saa kan jeg gaa med den Besked ! — Nei , veed De hvad ? Gaa De hen til ham ! De er en lærd Mand og kan bedre belægge Deres Tanker og Ord end jeg . De har været hans Lærer ! Maaskee kan De udrette hos ham , hvad der ganske vist aldrig vilde lykkes mig . Godt ! sagde Salomon Hamburger , jeg vil gaa til ham . Det gjorde han ogsaa . Salomon Hamburger stod overfor sin fordums Elev , overfor Præsten . Hvormed kan jeg tjene Dem ? spurgte Hr . Pasforen i en ceremoniel og høflig Tone . Det er en Bøn , der fører mig til Dem . Oh ! af det ikke er Nysgjerrighed , der har ført Dem herhen , kan jeg godt begribe , sagde Præsten noget ironisk . Tilgiv mig , tog Salomon til Gjenmæle , jeg har ikke turdet smigre mig med , at jeg tidligere vilde have været velkommen her . Og hvo siger da , at De er det nu ? spurgte Præsten i en spids Tone . Høiærværdige Herre , tilgiv mig den Frihed , jeg har taget mig ; jeg vil nu gaa igjen . Jeg var ikke forberedt paa saadan Bitterhed . Jeg har bevaret et andet Billede af — Skulle vi ikke lade disse Hentydninger til længst forsvundne Dage fare ! Vi leve nu i en anden Tid . — Hvad ønsker De af mig ? Jeg har ikke havt isinde at fremmane Billeder fra Fortiden . Jeg er snarere kommen for netop at tale om denne nye Tid , der nu slaaer for os . Den nye Vending , Tingene tage , er ikke lige behagelig for alle Stænder . Skal det maaskee være en Trøst , fordi jeg har mistet Tienden ? Jeg bønfalder Deres Højærværdighed ! hør dog op med denne Spot ! Her , hvor jeg nu slaaer , befandt jeg mig for omtrent 15 Aar siden overfor Deres salig Forgjænger , og jeg tør nok sige , at han venligt hørte paa , hvad jeg havde at meddele ham . See De kan dog ikke lade være af minde om fortiden ! Dog , sæt Dem ned og bliv ved . Kort og godt , begyndte Salomon nu , Jødegaden befinder sig i stor Spænding . Aah , det gjælder ikke blot Jødegaden ! Kan De nævne mig en eneste Gade , hvor det ikke er Tilfældet ? Ja , men Grunden til den ophidsede Stemning er kun ikke overalt den samme . Jeg vil rigtignok ikke nægte , af Jægeren , der forfølger Vildtet , heller ikke er ganske rolig derved . Jeg forstaaer — Jødegaden svævær altsaa i Frygt . Saaledes forholder det sig . Men , hvad kan den da egentlig befrygte ? Man hører mumle om Forskjelligt , der just ikke lyder ganske opbyggeligt . Der gaaer Rygter om af stikke Fabrikken i Brand , tage Pengene fra og fordrive Jøderne — ja endog om af myrde ! Ah ! hvad kan man give for saadanne taabelige Rygter ? Troer De for Alvor , af mine Sognebørn ere Tyve , Røvere , Mordere og Mordbrændere ? Gud bevares ! men i saa oprørte Tider behøver jo blot Een af de Mange af foretage et uoverlagt Skridt ; hvo formaaer af tæmme Massen ? Hvis De seer Spøgelser , hvor der ingen er , saa kan jeg rigtignok ikke hjælpe Dem . Frygter De imidlertid virkelig for Excesser , saa gjorde De vistnok bedst i at henvende Dem til Politiet . Høiærværdige Herre , sagde Salomon i en alvorlig og indtrængende Tone , jeg vidste nok et virksommere Middel end en Henvendelse til Politiet . Hvad da ? Det afhænger kun af Dem . Hvis De selv , hvis De blot i Kirken fra Prædikestolen vilde henvende et Par indtrængende Ord - - Maa jeg bede , min Herre , sagde Præsten stolt , med Hensyn til hvad der paahviler mig som Præst behøver jeg ingen Undervisning ! Tilgiv mig ! Jeg havde ingenlunde til Hensigt at give nogen Undervisning . Kan jeg ellers være Dem til Tjeneste i Noget ? Tak , mit Ærende er udrettet . Det var kun ringe Trøst , Salomon Hamburger log med sig herfra , og Ghettoen kunde nu ikke gjøre Andet end roligt afvente , hvad der vilde komme . Meyer Bruun log imidlertid nogle Forholdsregler , der ingenlunde vare at foragte . Han fordobblede Fabrikarbeidernes Dagløn , hvilket gjorde et meget godt Indtryk paa dem , og lod dem forstaa , at han slet ikke var utilbøjelig til at forhøje Lønnen endnu mere , saafremt de ved deres Flid og øvrige Forhold viste sig værdige dertil . Denne Udsigt satte Kronen paa Arbejdernes gode Stemning , og nu henrandt flere Uger , uden at nogetsomhelst foruroligende Rygte kom Meyer Bruun for Øre . Fabrikken var i fuld Virksomhed , og Meyer Bruun ønskede sig allerede til Lykke med de gode Forholdsregler han der havde hittet paa . Med Penge og Bank udretter man dog Alt i denne Verden , sagde han fornøiet til sig selv . Roen i Ghettoen som overhoveder i hele Byen syntes ikke at skulle afbrydes ved Noget , men Sagen var den , at det glødende Kul var skjult under Asken . Selv om Stormen ogsaa var bleven besværget for Øieblikket , ophørt var den dog ingenlunde . Forhøjelsen af Lønnen , saavel som Udsigten til endnu slørre Løn , havde rigtignok i det første Øieblik gjort et godt Indtryk , og Arbejderne holdt Lovtaler over deres Herre ; men snart var ogsaa den forhøjede Løn dem for ringe , og de begyndte at anstille Beregninger over , hvor meget Meyer Bruun fortjente ved deres Arbeide , og hvor meget fordelagtigere det vilde have været for dem , om de kunde have drevet Fabrikken for egen Regning og fordelt Gevinsten mellem sig indbyrdes . Den sande Oprørsslifter var en robust Karl med et yderst fordærvet Sind ved Navn Stephanik , og den ærede Læser vilde maaske i ham kunne gjenkjende hin raa Dreng , der for over 20 Aar siden havde skjældt Andreas ud for Jødedreng . Hvad behøve vi af vente , raabte han , fil det falder hans Naade , Hr . Bruun , ind af forhøie vor Løn ? Bestaaer Fabrikken mon ved ham eller ved os ? Hvad vilde han slille op med sin Fabrik , hvis vi ikke vare her ? Han behøver os , men vi behøve slet ikke ham . Vi kunne godt komme ud af det uden ham . Nu formanede han sine Kammerater fil rigtigt af være paa deres Posf og ikke af snakke for meget ; thi med den megen Talen kom man dog ingen Vei . Hvis de blot tidligere havde forstaaet af tie , saa kunde de nu have været deres egne Herrer ; thi naar den Bruun blot opsnuser det Allermindste , saa have vi ham strax her , og saa lover han Guld og grønne Skove , saa af de Fleste blive bløde om Hjertet , og saa er det ude med hele Klatten . Derfor skulle de blot forholde sig rolige og passe paa ; Hævnens Time vilde nok komme , han skulde selv sige fil , naar det var Tid . Saaledes var den Taushed beskaffen , som Ghettoen ansaa for saa fuldkommen Ro , af den kunde indgyde den Haab om , af der ikke var nogen Fare forhaanden . I hvor høi Grad Meyer Bruun selv nærede dette Haab , syntes at fremgaa deraf , at han netop nu alvorligere end nogensinde før beskjæftigede sig med den Tanke at bortgive sin Datters Haand , omendskjøndt dog Den , der er i Besiddelse af et skarpere Blik , netop af dette Hastværk og da navnlig af det trufne Valg med Lethed vil kunne slave sig fil , at Meyer Bruun nok egentlig ikke var saa ganske fri for en vis Angst . Det er nu en mærkværdig Tid , begyndte han en Dag Talen fil sin gode Taube , og jeg vil oprigtig tilstaa Dig , at vi dog have begaaet en Feil med det Barn . Den Dag idag er Intet længere fast i Verden . Hvad slørre Bevis kan der forlanges herpaa , naar en Konge ikke engang er sikker paa sin Throne ! Har Kongen af Frankrig ikke idag for et Aar siden faaet det Indfald , at han nu ikke længere vil være i Paris ? I Tider som disse kan intet Menneske vide , hvordan hans Skjæbne vil gestalte sig i Dagens Løb . Hvad har Penge eller Rigdom nu at sige ? Et Vindpust er nok fil at kaste Alt over Ende . Hvad skal jeg gribe fil , om de onde Knægte nu alligevel brænde Fabrikken af over Hovedet paa mig ? Sandt nok , jeg har lagt en Dæmper paa dem ; men , man kan jo ikke vide ! Der er kun en eneste Sag , der ikke kan berøves En , og det er det , som et Menneske har lært . Idag indseer jeg , af dette dog har det høiesfe Værd , og tro Du mig , saaledes som Meyer Bruuns Actier staa for Øieblikket , skulde Salomon Hamburger ikke ønske sig af bytte med mig , Er det ikke ogsaa Din Mening ? Hvad Slutning uddrager Du deraf ? Kan Du ikke tænke Dig det ? Min Mening er , af en vis Mand den Dag idag vilde handle fornuftigere i af give sin Datter til Salomon Hamburger end til en rig Forretningsmand . Jeg har allerede længe været af den Mening . Du er Kvinde og har følt Medlidenhed med Prive , fordi hun henlevede sine skjønneste Aar paa den Maade . Derfor har Du allerede længe været af den Mening . Dog det kan egentlig ikke kaldes en Mening , men blot en Følelse . Havde det været en Mening , burde Du have traadt frem med den , hvilket Du imidlertid ikke har havt Mod til . Jeg derimod indseer med min Forstand det , som jeg nu udtaler , og jeg maa sige Dig , af jeg aldeles ikke længere er imod Planen , saa at vi Cholhamod-Pesach ( i Paasken ) kunne bringe den Sag paa det Rene , om Gud vil . Der blev Jubel i det Bruun ' ske Hus , da Moderen havde overbragt Datteren dette Budskab ; ogsaa Ghettoen optøg der med stor Glæde , thi uagtet Salomon Hamburger ikke føiede sig i Alt , hvad man forlangte der , var han døg agtet og elsket af Enhver . Selv modtog han Efterretningen med Sindsro , som om det var Nøget , han med Bestemthed havde ventet at maatte indtræde . Han var rigtignok ingenlunde en Mand der lod Drømme have nogen Indflydelse paa sine Beslutninger eller Forventninger , men han ansaa døg navnlig vidunderlige Drømme for en kombinerende Virksomhed af Phantasien , der sammensætter Billeder af Bestanddele , der ikke ligge ganske indenfor Individets Beregning . Derfor havde han ogsaa øst nyt Haab af hin vidunderlige Drøm , og nu , da hans Forventning fra herligt bekræftede sig , blev han tilmode , som om han aldrig havde næret mindste Tvivl om , at det maatte skee saaledes . Tiden til Trolovelsesfesten rykkede bestandig nærmere ; kun faa Dage skilte ham endnu fra den . Hvad behøvedes forresten denne offentlige Anerkjendelse af et Gode , hvis Besiddelse i hans Sjæls Inderste i den Grad stod hævet over enhver Tvivl ? Var den nødvendig til først at lægge Grundstenen for hans Lykke , eller kunde hans Lykke forøges derved ? Det var nu Aftenen før Paasken . Alt Syret var fjernet fra Husene , og Ghettoen havde allerede antaget hint festlige Udseende , der saa hjemligt forkynder Glæden over den kommende Fesl . Det var altsaa Aften . Enkelte begave sig allerede til Synagogen , og snart fulgte Flere efter . Alle Lysene vare endnu ikke tændte ; Lysetændersken var netop i fuld Activitet . Efterhaanden havde hele Menigheden forsamlet til Aftenbønnen , og Lysetændersken sad nu som sædvanlig i Forhallen for at afvente Gudstjenestens Ophør . Priser Gud den Højlovede ! sang Forsangeren med høi Røst , og hele Menigheden svarede i Chor : Den Eviges Navn være priset fra nu af og til evig Tid ! Men i samme Øieblik blev Gudstjenesten forstyrret ved en forfærdelig Støi , ved vild Skrigen og Larmen . „ Brand “ lød Raabet , og Alle slyrtede i vild Flugt ud af Synagogen . Hvilket Syn mødte ikke udenfor . Vilde Bander drøge brølerne gjennem Ghettoen , der fandtes endog Kvinder og Børn blandt Oprørerne , der bleve anførte af Stephanik . Stenene foer saa tæt som Hagel mod Vinduesruderne , og Gadedørene , som Tjenestefolkene , der bleve hjemme under Aftenbønnen , havde slaaet Skodder for , bleve brudte op eller søndersplintrede med Øxeslag . Den vilde Horde slyrtede sig derpaa ind i Boligerne , ødelagde Møblerne , slog Spejlene itu , sønderskar Sengklæderne og kastede endelig Alt ud af Vinduerne under de Udenforslaaendes Jubel — og Fabrikken ! ja af den havde næsten ikke en Sten mere sit oprindelige Leie ; den saae ud , som om der var vendt op og ned paa den . Redning var umulig ! De stakkels Folk , der opskræmmede fra Bønnen maatte øvervære dette forfærdelige Skuespil , turde ikke vove noget Forsvar for deres Gods — afmægtige , uden nogetsomhelst Forsøg paa Modstand , maatte de see til ved Plyndringen og lade Ødelæggelsen frit Løb ; thi allerede havde det vilde Raab lydt : Dræb dem . Slaa Jøderne ihjel ! og det ringeste Forsøg paa Modstand , vilde have bragt den ophidsede Bande til det Yderste . Lysetændersken , som tilligemed Jøderne var ilet ud af Synagogen , følte ved det græsselige Syn den dybeste Smerte , der nogensinde havde fyldt hendes Bryst . Og dette , sagde hun ved sig selv , dette skulle skee i den Menighed , hvor min Søn forkynder det guddommelige Ord ! Hun var ude af sig selv af Sorg . Da kunde hun ikke længere holde sig tilbage . Al Betænkelighed , der hidtil havde holdt hende borte fra Sønnen , var nu forsvunden ; alle de Skranker , der i Løbet af saamange Aar havde hævet sig i hendes Aand , sank paa engang sammen — thi det gjaldt jo her Liv eller Død . -Jeg vil døg see , om jeg slet ikke mere skulle have nogen Magt over ham , raabte hun i sin Iver og slyrtede afsted til Præstegaarden . Lysetændersken blev ført ind . Da hun var traadt ind i Værelset , sank hun ned foran Præstens Fødder uden at kunne tale et Ord , i saa høi Grad havde Følelsen overvældet hende . Præsten forsøgte at reise hende op , og nu slode de ligeover for hinanden . Høiærværdige Herre ! begyndte endelig Lysetændersken , efterat hun nogenlunde havde gjenvunden sin Fatning . Stakkels Ulykkelige ! udraabte Præsten , hvorfor maatte det komme saa vidt imellem os ! Er det da Ret , at vi to gaa vor Vei gjennem Livet , som om vi aldrig havde kjendt hinanden ! Andreas ! Andreas ! skreg Moderen overvældet af sine Følelser , kjender Du mig endnu ? Erkjender Du mig endnu som Din — Moder ! Moder ! raabte Præsten og slyrtede sig med Heftighed til det Moderbryst , han saalænge havde været forvist fra . Oh ! vedblev han i bitter Smerte , hvor længe har jeg døg ikke maattet undvære denne Lykke ! Hvor ofte har jeg ikke tænkt paa hin Aften før min Afreise , paa de Lærdomme , Du dengang gav mig med , paa de Løfter , Du dengang fordrede af mig , men som jeg saa daarligt har opfyldt ! Opfyld dem nu ! Andreas , min Søn ! il , saa hurtigt som muligt ; de slaa Jøderne ihjel , og det kan døg ikke være Din Villie ! Nei , ved Gud ! Jeg kunde ønske , at Meget var gaaet anderledes . Endnu er der Tid ! formanede Moderen ham i en bønlig Tone , men skynd Dig ; tøver Du blot et Minut , saa hjælper al Din gode Villie ikke . De vilde Dyr ere slupne ud ; ingen Magt er istand til at tæmme dem uden den , i hvis Tjeneste Du slaaer , nemlig Korsets Magt . Bevæget paa det Heftigste greb Præsten Krucifixet og ilede med sin Moder til Ghettoen , Skuepladsen for Rædslerne . Netop som de ankom der , strømmede en vild Hob dem imøde , og med Raabet : Ned med Jøderne ! blandedes det Skrig : Ned med denne formummede Jødinde , der bringer Plagen over os ! — Det var Stephanik , der udslødte dette nye Feltraab , og hævende Armen med Øxen , ramte han den stakkels Lysetænderskes Hoved med saadan Kraft , at hun bevistløs slyrtede til Jorden . Dette Slag havde forandret Situationen . Der var udgydt Blod . Synet af dette Blod , Synet af Krucifixet i Præstens Haand havde besejret Mængdens Raahed . Der er udgydt Kristenblod ! lød det fra een Side . Hun var en god Kristen ! lød Raabet fra en anden Side . Slaa Stephanik ned ! Ned med Morderen ! raabte Andre . Stemningen havde vendt sig , Sindet var nu blødgjort , og Præsten benyttede det gunstige Øieblik . Han havde kastet sig ned paa Knæ ved Siden af sin Moder , men nu reiste han sig hurttig og Prædikede til Mængden . Aldrig før havde han saaledes talt dem til Hjerte , og aldrig havde de i Kirken været saa grebne af nogen Prædiken , som her under aaben Himmel af denne . Forblændede Folk ! saaledes sluttede han , see her , hvad I have gjort ; sku Eder om og betragter med Skam og Sønderknnselse Værket af Eders blinde Raseri . Der hviler min Moder , blødende af sine Saar , blødende før Eders Misgjerninger og Synder , ligesom Frelseren , som jeg holder her i min Haand , har udgydt sit Blod før hele Menneskehedens Misgjerninger og Synder . I skjændige Forbrydere , der foragte Gud og hans hellige Bud ! Tro I maaske , at del er hans Villie , at Jøderne skulle udslettes af Jorden . Havde han da maaske ikke selv Kraften til at udføre del , om del var Hans Villie ? og tro I , at Han behøvede Eders Hjælp dertil ? Stakkels forblændede Folk ! gaa i Dig selv ! lær at erkjende , hvilket ondt Frø der er begyndt at spire i Dit Hjerte ! — Sønderriv Din Barm , stakkels Synder ; knus Dit eget forstokkede Hjerte , paa del at Du maaske endnu kunde gjøre Dig værdig til Guds Naade ! — Vender tilbage til Eders Gud , Ham i saa foragteligt have forladt Der herskede dyb Taushed rundt omkring — da bad Præsten „ Fader vor “ , og da Han kom til del Sted : „ og tilgiv os vor Skyld , som vi og tilgive vore Skyldnere “ — da faldt de Alle paa Knæ , og den almindelige Hulken forraadte , at den kort iforveien saa oprørte Mængde var dybt bevæget . — Præsten lod nu Moderen bære ind i sit Hus , og Mængden gik i høitidelig Taushed fra hinanden . Der var strax Nogle , der havde bemægtiget sig Ugjerningsmanden , og denne blev sat i god Forvaring . Jøderne havde faaet deres Pessachaften forstyrret , men takkede ikke destomindre Gud af ganske Hjerte for deres vidunderlige Redning . Thi maatte de ikke ansee det for et Vidunder , al Præsten , hvem de ansaae for deres Fjende , var ilet dem til Hjælp ! Lysetændersken laa imidlertid paa sin Dødsseng . I det Øieblik , hun blev strakt til Jorden af det voldsomme Slag , havde man antaget hende for død . Den ulykkelige Søn havde kastet sig hen over det dyrebare Legeme , som han ansaae for livløst , og var forblevet i denne Stilling , indtil han sprang op for al holde den Prædiken , hvormed han fik Mængden adspredt . Da han var kommen hjem , slyrtede han sig med et nyt Udbrud af sine naturlige Følelser over Moderen , hvis Ansigt han bedækkede med utallige Kys . Hun gjorde en Bevægelse , og en glædelig Overraskelse bemægtigede ham . Moder , Moder ! raabte han , Du lever ! Hvor gjerne vilde jeg dog ikke offre mit Liv for Dig ! — Og snart begyndte det Haab al vaagne i ham , al Moderen maaske endnu kunde bevares for ham ; men Lægen fandt det ikke raadeligt , al lade ham forblive i denne Skuffelse , tilmed da den ikke kunde vare længe . Saaret var dødbringende , og hvert Øieblik kunde man vente den gode Kones Død . Sønderknust satte han sig igjen ved sin Moders Leie . Hun aabnede atter Øinene . Seer Du mig , og kan Du ogsaa høre mig ? spurgte Andreas , med kjerlig Stemme . Moderen nikkede bejaende . Oh — raabte han i vild Smerte — kan Du tilgive mig ? Et saligt Smil udbredte sig over hendes Ansigt . Det var det sidste Kjærligspant hun kunde offre ham — thi da han atter talte til hende , var hun allerede en forklaret Aand og havde forladt sit jordiske Hylster . Grædende og fortvivlet sad han ved Liget af sin dyrebare Moder — da blev et Besøg meldt ham . En geistlig Herre er der , sagde Pigen — og den , han nu mindst havde ventet , traadte pludselig ind — det var Cyrill , hans fordums Kammerat . Hvad er der paa Færde ? spurgte Gjæsten . Min Moder — død ! sagde Andreas . Din Moder ? og hos Dig ? saa har Du altsaa dog bragt hende tilbage til Kirkens Skjød ? Cyrill , sagde Andreas veemodigt , forsøger Du nu igjen at forgifte min Tilværælse ? Ha ! hvad er dette ? hun har da vel aldrig omvendt Dig ? Ti dog stille ! og forstyr ikke min hellige Smerte ved Din usalige Iver ! Det kunde jeg da ogsaa have fænkt mig ! Cyrill , see her , hvad Du har gjort mig ! Hele mit Livs Lykke har Du tilintetgjort . Jeg ! Der ligger min Moder , min kjære og gode Moder . Den Haand , der dræbte hende , er Din Haand ! Hvad behager ? vil Du gjøre mig ansvarlig for et Tilfælde ? Tal ikke om Tilfælde ! Der gives intet ! Kun altfor klart skuer jeg den Kjæde af Aarsager og Virkninger , der ender med den Elskeliges Død , men tog sin Begyndelse i vort Seminarium . Cyrill trak haanligt paa Smilebaandet , medens Andreas vedblev : Tjen Du Kirken paa Din Maade , men lad mig tjene den paa min ; tro Du kun , af de Anderledestænkende med Ild og Sværd bør udryddes af denne Verden ; min Tro er det ikke længere . Hvis Du ikke kan Andet , saa bliv ved af mene , af Jøderne maa være et undertrykt Folk , af Guds Forbandelse maa hvile over Folket og indtil evig Tid ei kan tages fra dem ; jeg er ikke af den Mening , og sandelig , den Dag , da Trykket paa dem vil ophøre , er ikke længere fjern ; jeg seer den komme , denne Dag , denne af Gud forudbestemfe Dag . — Tag blot Tiden i Øie ; forstaaer Du ikke dens Tegn ? Skulde hin alvorlige Advarsel været undgaaet Din opmærksomme Aand , som de sidste Dage saa tydeligt have forkyndt . Om den romersk-kakholske Kirke forstaaer Tiden , saa maa den kaste Ilden og Sværdet langt fra sig og plante Taalmodets og den almindelige Mennesfekjærligheds Banner . Den romersk-kakholske Kirke har ved Luther faaet sit første Stød ; det andet bidragtes den ved den første franske Revolution . Lader os takke Gud , at vi havde Kraft nok til at udholde begge disse Stød , men lad os ikke ved vor egen Skyld overmodigt drive Verden til at forsøge endnu et tredie imod os ! — Thi hvo kan indestaa for Følgerne ? hvo kan borge for , at vi ogsaa ville kunne overleve det nye Stød ? — Forfængelige , svage Menneske ! Du bilder Dig ind at kunne gjennemskue Forsynets Veie ? Kald mig , hvad Du vil ; men forlad mig ! — Gaa Du Din Vei , men lad mig gaa min . Med Dig har jeg Intet mere tilfælles , jeg føler mig fri for Din usalige Indflydelse — desværre noget for seent ! — Daarlige Menneske , jeg tilgiver Dig for Din Sorgs Skyld ; men bild Dig ikke ind , at Du nogensinde vil kunne unddrage Dig mig . Jeg kjender Dig for godt , til blot at nære den mindste Uro i saa Henseende . Nei Cyrill ! Du kjender mig ikke . Svag var jeg , det er sandt , men Du veed ikke , hvad jeg har lidt i mit Indre , og hvor ofte jeg , plaget af Samviltigheden , har anklaget mig selv . To Veie slode mig aabne . Desto værre gik jeg ad den , som Du viste ! Gid jeg blot var gaaet ad den anden ! Dog tager Du Feil , om Du mener , at jeg endnu idag er den svage Yngling , der taalmodigt lod sig lede af Dig og fulgte Dig tillidsfuldt og uden nogensomhelst Indvending . Selv har Du hærdet mig , og jeg har gjennemgaaet en tung Prøvelsernes Skole . Mærk Dig det : hvo der har øvervunden sig selv i den Grad , at han kan lukke sit Hjerte for den naturligste og helligste af alle Følelser og mod den bedste Moder kan vise en exempelløs Trods , han er ikke længere noget svagt Barn , og han er — det kan Du stole paa — nu ogsaa beskyttet mod Dig . Det vil Fremtiden vise , svarede Cyrill i en stolt Tone og forlod Huset i daarligt Humør . Og Fremtiden har vist det . — Andreas har ikke lovet Noget , uden af han ogsaa ærligt har holdt det . Salomon Hamburger højtideligholdt sin Trolovelse med Meyer Bruuns lyksalige Datter paa Ødelæggesens Ruiner . Sigismund , der ellers til enhver Tid havde vist sig meget letsindig , blev ved Begivenhederne i den sidste Tid vækket til Selvbetragtninger og mandigt Alvor . Stephanik maatte bøde med Hovedet for sin ryggesløse Gjerning . Med Hensyn til Andreas , da lod han en passende Ligsten lægge paa sin Moders Grav med følgende Indskrift : Lysetændersken . Sit illi terra levis ! Dona ei pacem , domine , Et lux perpetua Luceat ei . Quæ ipsa lucem incensit , Non solum apud Judaeos , Sed et in anima mea . Da Salomon Hamburger førte den Bruunske Familie ud paa de Christnes Kirkegaard for af besøge Lysetænderskens Grav , viste selv de mest orthødoxe Folk i Ghettoen intet Tegn paa Misbilligelse heraf ; thi ganske almindelig var Sorgen over Lysetændersken i Ghettoen , hvilken hun jo havde tjent , og for hvilken hun var død ; hun blev regnet blandt de ædle Kvinder hvem det evige Liv er sikkert . Og da nu Taube derude bad sin lærde Svigersøn om Udtydningen af Gravskriffen , og denne , selv dybt rørt , oversatte : Lysetændersken . Lad Jorden blive hende let ! — Herre , skjænk hende Fred , og lad det evige Lys skinne for hende ! — For hende , som selv antændte Lyset — ikke blot hos Jøderne , men ogsaa i min Sjæl - - Ja da hulkede den ædle Kone og udraabte af sit Hjertes Inderste : ja , sagde jeg ikke allerede dengang , da han endnu var en lille Dreng : det Barn har dog et besynderligt Sind ! — Ende . |