File size: 235,051 Bytes
90e005a |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 2298 2299 2300 2301 2302 2303 2304 2305 2306 2307 2308 2309 2310 2311 2312 2313 2314 2315 2316 2317 2318 2319 2320 2321 2322 2323 2324 2325 2326 2327 2328 2329 2330 2331 2332 2333 2334 2335 2336 2337 2338 2339 2340 2341 2342 2343 2344 2345 2346 2347 2348 2349 2350 2351 2352 2353 2354 2355 2356 2357 2358 2359 2360 2361 2362 2363 2364 2365 2366 2367 2368 2369 2370 2371 2372 2373 2374 2375 2376 2377 2378 2379 2380 2381 2382 2383 2384 2385 2386 2387 2388 2389 2390 2391 2392 2393 2394 2395 2396 2397 2398 2399 2400 2401 2402 2403 2404 2405 2406 2407 2408 2409 2410 2411 2412 2413 2414 2415 2416 2417 2418 2419 2420 2421 2422 2423 2424 2425 2426 2427 2428 2429 2430 2431 2432 2433 2434 2435 2436 2437 2438 2439 2440 2441 2442 2443 2444 2445 2446 2447 2448 2449 2450 2451 2452 2453 2454 2455 2456 2457 2458 2459 2460 2461 2462 2463 2464 2465 2466 2467 2468 2469 2470 2471 2472 2473 2474 2475 2476 2477 2478 2479 2480 2481 2482 2483 2484 2485 2486 2487 2488 2489 2490 2491 2492 2493 2494 2495 2496 2497 2498 2499 2500 2501 2502 2503 2504 2505 2506 2507 2508 2509 2510 2511 2512 2513 2514 2515 2516 2517 2518 2519 2520 2521 2522 2523 2524 2525 2526 2527 2528 2529 2530 2531 2532 2533 2534 2535 2536 2537 2538 2539 2540 2541 2542 2543 2544 2545 2546 2547 2548 2549 2550 2551 2552 2553 2554 2555 2556 2557 2558 2559 2560 2561 2562 2563 2564 2565 2566 2567 2568 2569 2570 2571 2572 2573 2574 2575 2576 2577 2578 2579 2580 2581 2582 2583 2584 2585 2586 2587 2588 2589 2590 2591 2592 2593 2594 2595 2596 2597 2598 2599 2600 2601 2602 2603 2604 2605 2606 2607 2608 2609 2610 2611 2612 2613 2614 2615 2616 2617 2618 2619 2620 2621 2622 2623 2624 2625 2626 2627 2628 2629 2630 2631 2632 2633 2634 2635 2636 2637 2638 2639 2640 2641 2642 2643 2644 2645 2646 2647 2648 2649 2650 2651 2652 2653 2654 2655 2656 2657 2658 2659 2660 2661 2662 2663 2664 2665 2666 2667 2668 2669 2670 2671 2672 2673 2674 2675 2676 2677 2678 2679 2680 2681 2682 2683 2684 2685 2686 2687 2688 2689 2690 2691 2692 2693 2694 2695 2696 2697 2698 2699 2700 2701 2702 2703 2704 2705 2706 2707 2708 2709 2710 2711 2712 2713 2714 2715 2716 2717 2718 2719 2720 2721 2722 2723 2724 2725 2726 2727 2728 2729 2730 2731 2732 2733 2734 2735 2736 2737 2738 2739 2740 2741 2742 2743 2744 2745 2746 2747 2748 2749 2750 2751 2752 2753 2754 2755 2756 2757 2758 2759 2760 2761 2762 2763 2764 2765 2766 2767 2768 2769 2770 2771 2772 2773 2774 2775 2776 2777 2778 2779 2780 2781 2782 2783 2784 2785 2786 2787 2788 2789 2790 2791 2792 2793 2794 2795 2796 2797 2798 2799 2800 2801 2802 2803 2804 2805 2806 2807 2808 2809 2810 2811 2812 2813 2814 2815 2816 2817 2818 2819 2820 2821 2822 2823 2824 2825 2826 2827 2828 2829 2830 2831 2832 2833 2834 2835 2836 2837 2838 2839 2840 2841 2842 2843 2844 2845 2846 2847 2848 2849 2850 2851 2852 2853 2854 2855 2856 2857 2858 2859 2860 2861 2862 2863 2864 2865 2866 2867 2868 2869 2870 2871 2872 2873 2874 2875 2876 2877 2878 2879 2880 2881 2882 2883 2884 2885 2886 2887 2888 2889 2890 2891 2892 2893 2894 2895 2896 2897 2898 2899 2900 2901 2902 2903 2904 2905 2906 2907 2908 2909 2910 2911 2912 2913 2914 2915 2916 2917 2918 2919 2920 2921 2922 2923 2924 2925 2926 2927 2928 2929 2930 2931 2932 2933 2934 2935 2936 2937 2938 2939 2940 2941 2942 2943 2944 2945 2946 2947 2948 2949 2950 2951 2952 2953 2954 2955 2956 2957 2958 2959 2960 2961 2962 2963 2964 2965 2966 2967 2968 2969 2970 2971 2972 2973 2974 2975 2976 2977 2978 2979 2980 2981 2982 2983 2984 2985 2986 2987 2988 2989 2990 2991 2992 2993 2994 2995 2996 2997 2998 2999 3000 3001 3002 3003 3004 3005 3006 3007 3008 3009 3010 3011 3012 3013 3014 3015 3016 3017 3018 3019 3020 3021 3022 3023 3024 3025 3026 3027 3028 3029 3030 3031 3032 3033 3034 3035 3036 3037 3038 3039 3040 3041 3042 3043 3044 3045 3046 3047 3048 3049 3050 3051 3052 3053 3054 3055 3056 3057 3058 3059 3060 3061 3062 3063 3064 3065 3066 3067 3068 3069 3070 3071 3072 3073 3074 3075 3076 3077 3078 3079 3080 3081 3082 3083 3084 3085 3086 3087 3088 3089 3090 3091 3092 3093 3094 3095 3096 3097 3098 3099 3100 3101 3102 3103 3104 3105 3106 3107 3108 3109 3110 3111 3112 3113 3114 3115 3116 3117 3118 3119 3120 3121 3122 3123 3124 3125 3126 3127 3128 3129 3130 3131 3132 3133 3134 3135 3136 3137 3138 3139 3140 3141 3142 3143 3144 3145 3146 3147 3148 3149 3150 3151 3152 3153 3154 3155 3156 3157 3158 3159 3160 3161 3162 3163 3164 3165 3166 3167 3168 3169 3170 3171 3172 3173 3174 3175 3176 3177 3178 3179 3180 3181 3182 3183 3184 3185 3186 3187 3188 3189 3190 3191 3192 3193 3194 3195 3196 3197 3198 3199 3200 3201 3202 3203 3204 3205 3206 3207 3208 3209 3210 3211 3212 3213 3214 3215 3216 3217 3218 3219 3220 3221 3222 3223 3224 3225 3226 3227 3228 3229 3230 3231 3232 3233 3234 3235 3236 3237 3238 3239 3240 3241 3242 3243 3244 3245 3246 3247 3248 3249 3250 3251 3252 3253 3254 3255 3256 3257 3258 3259 3260 3261 3262 3263 3264 3265 3266 3267 3268 3269 3270 3271 3272 3273 3274 3275 3276 3277 3278 3279 3280 3281 3282 3283 3284 3285 3286 3287 3288 3289 3290 3291 3292 3293 3294 3295 3296 3297 3298 3299 3300 3301 3302 3303 3304 3305 3306 3307 3308 3309 3310 3311 3312 3313 3314 3315 3316 3317 3318 3319 3320 3321 3322 3323 3324 3325 3326 3327 3328 3329 3330 3331 3332 3333 3334 3335 3336 3337 3338 3339 3340 3341 3342 3343 3344 3345 3346 3347 3348 3349 3350 3351 3352 3353 3354 3355 3356 3357 3358 3359 3360 3361 3362 3363 3364 3365 3366 3367 3368 3369 3370 3371 3372 3373 3374 3375 3376 3377 3378 3379 3380 3381 3382 3383 3384 3385 3386 3387 3388 3389 3390 3391 3392 3393 3394 3395 3396 3397 3398 3399 3400 3401 3402 3403 3404 3405 3406 3407 3408 3409 3410 3411 3412 3413 3414 3415 3416 3417 3418 3419 3420 3421 3422 3423 3424 3425 3426 3427 3428 3429 3430 3431 3432 3433 3434 3435 3436 3437 3438 3439 3440 3441 3442 3443 3444 3445 3446 3447 3448 3449 3450 3451 3452 3453 3454 3455 3456 3457 3458 3459 3460 3461 3462 3463 3464 3465 3466 3467 3468 3469 3470 3471 3472 3473 3474 3475 3476 3477 3478 3479 3480 3481 3482 3483 3484 3485 3486 3487 3488 3489 3490 3491 3492 3493 3494 3495 3496 3497 3498 3499 3500 3501 3502 3503 3504 3505 3506 3507 3508 3509 3510 3511 3512 3513 3514 3515 3516 3517 3518 3519 3520 3521 3522 3523 3524 3525 3526 3527 3528 3529 3530 3531 3532 3533 3534 3535 3536 3537 3538 3539 3540 3541 3542 3543 3544 3545 3546 3547 3548 3549 3550 3551 3552 3553 3554 3555 3556 3557 3558 3559 3560 3561 3562 3563 3564 3565 3566 3567 3568 3569 3570 3571 3572 3573 3574 3575 3576 3577 3578 3579 3580 3581 3582 3583 3584 3585 3586 3587 3588 3589 3590 3591 3592 3593 3594 3595 3596 3597 3598 3599 3600 3601 3602 3603 3604 3605 3606 3607 3608 3609 3610 3611 3612 3613 3614 3615 3616 3617 3618 3619 3620 3621 3622 3623 3624 3625 3626 3627 3628 3629 3630 3631 3632 3633 3634 3635 3636 3637 3638 3639 3640 3641 3642 3643 3644 3645 3646 3647 3648 3649 3650 3651 3652 3653 3654 3655 3656 3657 3658 3659 3660 3661 3662 3663 3664 3665 3666 3667 3668 3669 3670 3671 3672 3673 3674 3675 3676 3677 3678 3679 3680 3681 3682 3683 3684 3685 3686 3687 3688 3689 3690 3691 3692 3693 3694 3695 3696 3697 3698 3699 3700 3701 3702 3703 3704 3705 3706 3707 3708 3709 3710 3711 3712 3713 3714 3715 3716 3717 3718 3719 3720 3721 3722 3723 3724 3725 3726 3727 3728 3729 3730 3731 3732 3733 3734 3735 3736 3737 3738 3739 3740 3741 3742 3743 3744 3745 3746 3747 3748 3749 3750 3751 3752 3753 3754 3755 3756 3757 3758 3759 3760 3761 3762 3763 3764 3765 3766 3767 3768 3769 3770 3771 3772 3773 3774 3775 3776 3777 3778 3779 3780 3781 3782 3783 3784 3785 3786 3787 3788 3789 3790 3791 3792 3793 3794 3795 3796 3797 3798 3799 3800 3801 3802 3803 3804 3805 3806 3807 3808 3809 3810 3811 3812 3813 3814 3815 3816 3817 3818 3819 3820 3821 3822 3823 3824 3825 3826 3827 3828 3829 3830 3831 3832 3833 3834 3835 3836 3837 3838 3839 3840 3841 3842 3843 3844 3845 3846 3847 3848 3849 3850 3851 3852 3853 3854 3855 3856 3857 3858 3859 3860 3861 3862 3863 3864 3865 3866 3867 3868 3869 3870 3871 3872 3873 3874 3875 3876 3877 3878 3879 3880 3881 3882 3883 3884 3885 3886 3887 3888 3889 3890 3891 3892 3893 3894 3895 3896 3897 3898 3899 3900 3901 3902 3903 3904 3905 3906 3907 3908 3909 3910 3911 3912 3913 3914 3915 3916 3917 3918 3919 3920 3921 3922 3923 3924 3925 3926 3927 3928 3929 3930 3931 3932 3933 3934 3935 3936 3937 3938 3939 3940 3941 3942 3943 3944 3945 3946 3947 3948 3949 3950 3951 3952 3953 3954 3955 3956 3957 3958 3959 3960 3961 3962 3963 3964 3965 3966 3967 3968 3969 3970 3971 3972 3973 3974 3975 3976 3977 3978 3979 3980 3981 3982 3983 3984 3985 3986 3987 3988 3989 3990 3991 3992 3993 3994 3995 3996 3997 3998 3999 4000 4001 4002 4003 4004 4005 4006 4007 4008 4009 4010 4011 4012 4013 4014 4015 4016 4017 4018 4019 4020 4021 4022 4023 4024 4025 4026 4027 4028 4029 4030 4031 4032 4033 4034 4035 4036 4037 4038 4039 4040 4041 4042 4043 4044 4045 4046 4047 4048 4049 4050 4051 4052 4053 4054 4055 4056 4057 4058 4059 4060 4061 4062 4063 4064 4065 4066 4067 4068 4069 4070 4071 4072 4073 4074 4075 4076 4077 4078 4079 4080 4081 4082 4083 4084 4085 4086 4087 4088 4089 4090 4091 4092 4093 4094 4095 4096 4097 4098 4099 4100 4101 4102 4103 4104 4105 4106 4107 4108 4109 4110 4111 4112 4113 4114 4115 4116 4117 4118 4119 4120 4121 4122 4123 4124 4125 4126 4127 4128 4129 4130 4131 4132 4133 4134 4135 4136 4137 4138 4139 4140 4141 4142 4143 4144 4145 4146 4147 4148 4149 4150 4151 4152 4153 4154 4155 4156 4157 4158 4159 4160 4161 4162 4163 4164 4165 4166 4167 4168 4169 4170 4171 4172 4173 4174 4175 4176 4177 4178 4179 4180 4181 4182 4183 4184 4185 4186 4187 4188 4189 4190 4191 4192 4193 4194 4195 4196 4197 4198 4199 4200 4201 4202 4203 4204 4205 4206 4207 4208 4209 4210 4211 4212 4213 4214 4215 4216 4217 4218 4219 4220 4221 4222 4223 4224 4225 4226 4227 4228 4229 4230 4231 4232 4233 4234 4235 4236 4237 4238 4239 4240 4241 4242 4243 4244 4245 4246 4247 4248 4249 4250 4251 4252 4253 4254 4255 4256 4257 4258 4259 4260 4261 4262 4263 4264 4265 4266 4267 4268 4269 4270 4271 4272 4273 4274 4275 4276 4277 4278 |
Første Kapitel . Læseren præsenteres for Familien . I Gothersgade boede Fru Hammer , Enke efter Justitsraad og Herredsfoged Hammer , som var død for nogle Aar siden . Han havde havt et indbringende Embede i Jylland og efterladt sig saa Meget , at hans Enke kunde leve sorgfrit og give sine tre Børn , en Son og to Døttre , en god Opdragelse . Børnene vare nu voxne . Sønnen Gustav havde allerede i længere Tid studeret Jura . Han boede hjemme hos Moderen . Fru Hammers Huus hørte til de selskabelige . Der blev dog aldrig gjort Middagsselskaber , og kun eengang om Aaret gav Fruen et Bal , men enhver Bekjendt , som havde Lyst til at tilbringe en Aften i hendes Huus , var altid velkommen . Gjæsterne hørte til den formuende Mellemstand ; der kom ingen rige Grosserere eller Embedsmænd med store Titler ; Herrerne vare deels yngre Embedsmænd , deels Kandidater og Studenter , og Dainerne Døttre af Familier , der ikke havde større Indkomster end Fru Hammer . Der var Harmoni i Fruens selskabelige Kreds . Men denne selskabelige Harmoni medførte en vis Eensidighed ; man undervurderede Mangt og Meget , som var godt og jmukt , fordi det laa udenfor den Kreds , der omgjærdede især Damernes Livsanskuelser . Theatret ag Literaturen vare Havedgjenstande far Samtalerne , medens det virkelige Livs Begivenheder spillede en underordnet Rolle . Undertiden kunde Herrerne tale lidt Politik , næn eftersom dette kjedede de unge Damer , forlad man snart denne Gjenstand . Hvor der er Ungdom og Skjønhed tilslede , er der Kjærlighed eller Længsel efter Kjærlighed . Det var derfor saa naturligt , at de unge Damer mellem sig selv indbyrdes talte am de unge Herrer , og at de Sidsle , naar de vare mellem sig selv , talte om de Første . Higen efter ai tage Examen og Forelskelser , som efter kort Tids Forløb forsvandt , vare Drivsjedrene i de unge Herrers Liv ; var der hos en Enkelt en svulmende Livsfylde tilslede , blev den holdt nede af Frygt for at støde an mod den gode Tone . Man kunde tale med Barme , men Varmen maatte have en vis Grændse ; thi ellers saae de Andre saa underligt paa En og loe og spurgte : „ Du er nok begejstret ? “ Sjelden indførtes nye Personer i Fru Hammers og hendes Bekjendtes selskabelige Kredse , og naar dette engang skete , var deten heel Begivenhed . Han eller hun blev iagttaget og kritiseret paa del Skarpeste , og man søgt- at faae hans eller hendes Familieforhold at vide til de allermindste Enkeltheder . Men var man streng mod nye Personer , var man det ikke mod nye Bøger ; Damerne vare i Almindelighed i ef L-iebibliothek , og ofte blev en Bog læst , som helst maatte være bleven udenfor Huset . Ler var maaskee hos mer- end een Deeltage ! eller Deeltagerinde i dette idylliske Hovedstadslio en ubevidst Higen tilstede efter Forandring , men det var vanskeligt at bryde med gammel Vane , med Traditioner , hvori man var bleven opdraget , og med Udsigt til ad en banet Vei at gjøre sin Lykke . Den selskabelige Kreds besad e ! stort Fortrin fremfor de Folk , som i Samfundet slode ene og kun ved egen Hjælp stnldc done sig Vei . En ung Mand blev f . Ex . Student og understøtledes af sine Forældre , til ban havde taget EmbedSexamen . Derefter hjalp Venner og Bekjendte ham til en privat Ansættelse , hvori han kunde blive , indtil han var bleven gammel nok til at kunne træde i Statens Tjeneste . Denne sikkre og banede Vei uden Bekymringer for Fremtiden og med Udsigt til en god Karriere forledede de unge Mænd > il med ef vist Hovmod at see ned paa dem , søm havde det smaat og maalte kæmpe sig frem for at vinde en Stilling i Samfundet . Man talte vel i Studenterforeningen med den Slags Folk , men man bød dem sjelden hjem til sig . Dersom Kampen skulde faae ef uheldigt Udfald før disse Eneboere , et vittigt Hoved havde kaldt dem Tatere , vilde de synke ned i Livsstillinger , hvor man ikke kunde være dem bekjendt . Fru Hamnier og hendes to Døttre , ledsagede af Gustav , sade en Løverdag Aften i Sommeren 186— i Tivolis Koncertsal . Damerne kom kun Ugens sidste Aften paa Tivoli ; thi da besøges Anstalten af det „ bedste “ Publikum . De drak først Thee hjemme og brøde sig ikke om at komme , før Symfonien begyndte . Akellem anden og tredie Koncertafdeling spadserede de lidt omkring ved Bazaren , men traadte aldrig ind noget Sted for at nyde Forfriskninger . For dem bestod Tivoli kun af Koncertsalen . Nævnte Aften var det meget varmt . Gustav følte derfor Trang til at trække frisk Luft udenfor og fandt ingen Hindring mod at forlade sine Damer , der havde truffet paa Bekjendte . Han aandede atter , dengang han var kommen i det Frie . Leiret var deiligt , og Sommermaanen kastede sin fulde Glands paa de grønne Træer og paa de mange pyntede Mennesker , som deels søde , deels spadserede omkring Koncertsalen , hvorfra Toner dæmpet løde ud i Aftenlandskabet . Gustao saae sig om , som han søgte efter Bekjendte . Da sagde en Slemme : „ Godaffen , Hammer . “ Gustav vendte sig om og stod lige overfor en ung Student , med hvem han gik sammen til Manuduktør . „ Godaffen , Folkman , “ svarede Gustav . Ingen andre Bekjendte vare at see ; derfor sluttede Gustav sig til Adam Folkman . Det var en Præstesøn fra Jylland ; han var bekjendt for at være et godt Hoved , og man havde ham mistænkt for i Smug at skrive Digte , men han hørte ikke til „ Familien “ . Han var smuk , men af en særegen Skjønhed ; mange havde spurgt ham , om hans Familie ikke slammede fra Italien , men han havde svaret benegtende . Huden var brunlig , Haaret sort og Øinene stærkt mørkebrune og livlige . Han var høi og kraftig bygget og blandt sine Venner bekjendt for sin Styrke . Selv de islandske Studenter indrømmede , at han var stærkere end de , og det vil sige meget . Gustav Hammer var snarere lys end mørk , men ligeledes stærkt bygget . Han kunde ikke kaldes smuk , men slyg var han heller ikke . Ansigtet var , hvad man kalder ægte dansk , og bavde et indtagende Udtryk . Med Hensyn til Dragten vare hans Klæder af et elegantere Snit end Fvlkmans , men dennes hele Væsen og Øptræden var af den Natur , at man kun saae paa Personen og ikke paa Dragten . Gustavs Bekjendtskab til Folkman strakte sig ikke videre end til det daglige Møde hos Manuduktøren og et Par Ord vexlede paa Gaden og i Studenterforeningen . Han kjendte heller ikke mere til hans Familieforhold end Adam selv i Forbigaaende havde meddeelt tn Dag , Manuduktøren lød Juraen hvile og førte Samtalen øver paa Privatlivets Omraade . . „ Hvor har De dog kunnet holde ud at sidde inde i den lumre Koncertsal ? “ spurgte Folkman . „ Jeg var nødt dertil ; jeg er herude med min Moder og mine Søstre . “ „ Det er en anden Sag . Men hvorledes kunne Damerne holde ud al sidde inde i denne — jeg vil ikke kalde den Koncertsal , men Koncertkasse ? Vil man tilgavns nyde et smukf Musikstykke , maa man befinde sig legemlig vel . Publikum derinde er i samme Tilsland , som havde det faaet Hyldethee . “ „ Men , “ indvendte Gustav , » man maa døie noget for den smukke Musiks Skyld . “ „ Hvorfor vil man absolut gaae paa Koncert en Aften som denne ? Indbyder Veiret oS ikke til at blive udenfor ? “ „ Jo , ganske vist . “ „ Kom , lad os sætte os her lidt afsides og nyde Naturen og nogle Forfriskninger . See , her er en Bænk , hvorfra vi have Udsigt til Koncertsalen og den brogede Mængde , som bevæger sig omkring den ; over begge straaler den eensomme Maane og undrer sig vel sagtens over , at Menneskene have Trang til Gasblus iaften . “ De to Studenter satte sig paa en Bænk ; Folkman kaldte paa en Opvarter og bestilte to Glas svensk Banko , to halve Flasker Sodavand , noget stødt hvidt Sukker og to bajerske Ølglas . „ Det er den bedste Drik , man kan nyde om Sommeren , “ sagde Folkman . „ Jeg kjender den ikke , “ svarede Gustav . „ Det er forunderligt . Der kommer Opvarteren . Nu skal De smage . See , naar det hvide Sukker kommer i , mousserer Drikken som Champagne . “ Gustav maatte tilslaae , at Drikken smagte fortrinlig . Man tændte nu en Cigar og lænede sig tilbage paa Bænken . Nu gik to unge Piger forbi , ledsaget af en ældre , net klædt Mand . Folkman hilsle , Manden tog Hatten af , og de unge Piger nikkede smilende til den unge Student . „ Hvem var det ? “ spurgte Gustav . „ Det var Fanny og Betty . “ „ Nu ja . Men hvem ere de Døttre af ? “ „ Det er deres Faders Døttre , “ svarede Folkman smilende . „ Ja , det er sikkert nok . Men hvad er deres Fader ? “ „ Han er Bud ved en Ligkasse ; han hedder Madsen , og dei var ham , de gik med . “ „ Han var godt klædt ; jeg havde antaget ham for at høre til den bedre Klasse . “ „ Den bedre Klasse er en meget vag Betegnelse , “ svarede Felkman . „ Nei , Madsen hører ikke til den bedre Klasse , som De kalder det ; han er kun Bud . Men han har honnet Ambition ; han vil gjerne synes mere end han er . Jeg kan forøvrigt ikke lide Fyren . Der er noget Næveagtigt i hans store , langagtige Ansigt ; det Næveagtige findes dog kun om Mundens lyse , næsten røde Skjæg , medens Øinene minde om Svinet og undertiden kunne synes svinepolidske . Han har engang vundet nogle Penge i Lotteriet ; Renterne af dem og hans Bestilling som Bud indbringe ham saa meget , at han har et sorgfrit Udkomme . “ „ Hvor har De lært ham at kjende ? “ „ Gjennem hans Døttre , to velsignede Skabninger . Jeg traf dem sidste Vinter paa en Dandseøvelse , hvor Faderen i Begyndelsen hver Gang hentede dem , men jeg forstod at vinde hans Venskab , og til Slutning fik jeg Lov til at følge dem hjem . “ „ De gaaer paa Dandseøvelse ? “ spurgte Gustav forundret „ Ja , hvorfor fluide jeg ikke gaae paa Dandseøvclse ? Man morer sig godt og træffer der nydelige Pigebarn . “ „ Men Selskabet ? “ „ Det er blandet , vil De maaskee sige , ja , ganske vist ; men jeg lader i Neglen Herrerne skjøtte sig selv . — Hør , men De synes ikke at have Interesse for unge Piger ? “ „ Jo , naar det er Damer . “ Falkman lo og bestilte mere svensk Banko . Gustav nød sjelden spiritnøse Drikke . I hans Moders Huus saae man kun ved høitidelige Leiligheder Viin paa Bordet , og det var Rødvin : ; engang imellem kunde Gustav være med at drikke en Bolle Punsch , naar Punschen var svag og tillavet med Citron . Den svenske Banko gjorde ham usædvanlig oprømt , og med stigende Interesse lyttede han til Folkmans Tale . „ Betty har endnu ingen Kjæreste , “ sagde Folkman , „ skal jeg præsentere Dem for hende ? “ „ Nei , nei , “ sagde Gustav fly . „ Jeg skal sige Dem Noget , bliv ikke vred derfor , De er en Filister . “ Gustav blev ikke vred , men forlegen . „ I vor Alder maa man tumle sig i Livet ; man skal ikke blive siddende hjemme bag sin Moders Dragkiste og drikke Theevand og studere Jura ; man skal gaae ud i Verden og søge Eventyr . “ „ Ja , hvem der kunde reise udenlands . “ „ Aa , man finder Eventyr nok herhjemme . — De kan jo forsøge — jeg skal præsentere Dem for Betty . “ „ Undskyld mig , “ sagde Gustav og reiste sig , „ nu er Koncerten forbi , jeg maa see at finde min Moder og mine Søstre . “ Han reiste sig , løb hen til Koncertsalens Udgang og saae sig om efter Damerne . Trængslen var stor . Endelig fik han Øie paa dem . De vare ledsagede af den unge , juridiske Kandidat JensenSvendsen . „ Hvor bliver Du dog af ? “ spurgte Moderen , da hun fik Øie paa Sønnen . „ Du er en smuk Kavaleer at have med , “ sagde Dagmar , den ældste Søster . „ Heldigviis saae Hr . Jensen-Svendsen den Forlegenhed , hvori Du havde sat os , “ vedblev Moderen , „ og han var strax saa god at tilbyde at følge os hjem “ . „ Gustav er ikke som andre Herrer , “ sagde den yngste Søster Margrethe . „ Jeg . . . jeg , “ stammede Gustav , „ var kommen i Samtale med en Bekjendt . “ „ Det , I havde at tale om , var vel ikke vigtigere end at følge os hjem ? “ spurgte Moderen . „ Det har vel sagtens været Henrik Hvas , der har opholdt Dig ; thi hans Veltalenhed kjender ingen Grændser . “ „ Nei , det var en Student , som I ikke kjende , “ svarede Gustav . „ Hvad hed han ? “ spurgte den yngste Søster . „ Adam Folkman ! “ Med en Betoning , der bragte Gustav til at blive i høieste Grad flan og forlegen , spurgte Jensen-Svendsen : „ Kjender Du Adam Folkman ? “ Kandidat Jensen-Svensen var Løven i Fru Hammers Omgangskreds . Han var en Søn af en Guldsmedmester og Major i Borgervæbningen , der hed Svendsen . Dengang Guldsmedmesteren avan « cerede til Major , syntes baade han og hans Kone , at Navnet Svendsen var for simpelt . Konen foreslog , at mon herefter skulde skrive sig Schwennson , men HendeS Mand var Patriot og modsatte sig denne Fortydsfuing af Navnet . Der var en bedre Maade at gjøre sit Navn fornemt paa , det var at sætte det sammen med et andet Navn , saaledes gjorde Adelen . Hed det ikke Blixen-Fineste , Rosenkrantz-Levetzan , Bille-Brahe , Holsien-Lehn osv . ? Konens Pigenavn var Jensen , man vilde derfor herefter kalde sig Jensen-Svendsen . Og naar Sønnen engang giftede sig med en Pige , der hed Olsen , kunde han skrive sig Olsen-Jensm-Svendsen . Fru Svendsen erklærede strax , at Navnet Jensen-Svendsen lød fornemt , og der blev anskaffet en ny Dørplade med dette Navn . Hvad Sønnen Charles Jensen-Svendsen angaaer , da havde han taget en god Examen og var meget søgt i alle Selskaber ; thi ham var smuk og i Besiddelse af en Selvtillidsfuldhed , der bragte Alle til at troe , at han var dygtigere end han i Virkeligheden var . Det er et Særkjende ved det dansfe Familieliv , at Selvtillidsfuldhed , til en hvis Grad skjult under Beskedenhedens Maste , indtager de Fleste for sig . Charles Jensen-Svendsen ansaaes af Herrerne for en Dygtighed , af Damerne for en Uimodstaaelighed . Frøknerne Dogmer og Margrethe Hammer havde derfor i deres stille Sind Intet imod at blive fulgt hjem af Kandidat JensenSvendsen istedetfor af Broderen . Paa Kandidatens Spørgsmaal : „ Kjender Du Adam Folkman ? “ svarede Gustav undvigende : „ Ikke saadan . . . jeg mener , vi sees hver Dag hos Manuduktøren . “ „ Den Fyr kan man ikke være bekjendt at holde Omgang med , “ sagde Charles . „ Gustav er saamæn ikke kræsen i sin Omgang , “ svarede Fruen , „ jeg har øste nok talt med ham derom . “ „ Naar man har Søstre bør man dog tage visse H-nsyn , “ meente Charles . „ Gustav tager saamæn aldrig Hensyn til os , “ sagde Dagmar . Kandidat Jensen-Svendsen havde imidlertid budt Fruen sin ene Arm og Dagmar den anden ; han befandt sig i den Situation , som kaldes „ Hankekrukke “ , og syntes at befinde sig saa vel heri som Fisken i Vandet . Margrethe havde laget Gustavs Arm , og de gik bagefter de Andre . „ Jeg vidste ikke , at Adam Folknian . . . . “ slammede Gustav . „ Jeg , “ sagde Charles , „ generer mig for at spadsere en Gade ned med et Menneske , hvis Forhold jeg ikke kjender . Det skylder jeg mine andre hæderlige Bekjendte . “ „ Kan Du høre ! “ sagde Nkoderen over Skulderen til sin Søn . „ Vi kunne Alle erindre , hvorledes en lille Novelle , der hed „ Graven paa Dannevirke “ , i Vinter tiltalte os , “ sagde Charles . „ Jeg selv havde Lyst til at gjøre Forfatterens Bekjendtskab , jeg antog , at han med Tiden vilde blive en stor Mand . Jformiddags staaer jeg paa Østergade og taler med Oberstinde Heire , da viser hun mig en Underofficeer , som gaaer forbi , og hun siger : Der gaaer Forfatteren til „ Graven paa Dannevirke “ . Ja , det var virkelig denne Underofficeer . “ „ En Underofficeer ! “ gjentog Fruen halv indigneret over , at en Underofficeer vovede at optræde som æstthelisk Forfatter . „ En Underofficeer ! “ udbrød Damerne . Forfatteren til „ Graven paa Dannevirke “ havde tabt al Interesse for dem , siden de ikke kunde gjøre sig Haab om at træffe ham i Selskabslivet . En Underofficeer ! “ udbrød Gustav og blev tankefuld . „ Ja , “ svarede Charles , „ en veritabel Kammisunderosficeer . “ „ Kjendte Oberstinden ham persemlig ? “ spurgte Fruen . „ Ja . Han gjør Tjeneste ved hendes Mands Bataillon som Foureer . Officererne kunne forøvrigt ikke lide dette Skriveri . “ „ Det kan jeg tænke mig , “ sagde Dagmar . „ De lide vel overhovedet ikke Skriver ! , “ sagde Gustav spydig . „ Og deri niaa jeg give dem Ret , “ svareoe Charles noget skarpt . „ Skriveri passer hverken for Ossiccers- eller Underofficeersslanden . En militær Befalingsmand — siger nu Fader , der er Major — der optræder som Digter , foraarsager ham samme Væmmelse , som om en Etatsraadinde vilde paa Gaden begynde at raabe med Rejer . “ „ Det er vittigt sagt af Deres Fader , “ sagde Dagmar . „ Jeg kom fra , hvad jeg vilde have søgt før , “ vedblev Charles . „ Sæt nn , at en Bekjendt havde præsenteret Underofficeren før ung blot som Forfatteren til „ Graven paa Dannevirke “ , og jeg var gaaet ned ad Gaden med ham , var jeg da ikke paa en Maade bleven prostitueret ? Thi hvorledes kan en Majors Søn holde Omgang med en Underosficeer ! Denne Adam Folkman er Student , men er det en Garanti før , at Folk af den bedre Klasse kan omgaaes ham ? Nei . Man maa kjende hans Familie og hans Omgangskreds . Det er en forfærdelig Sandhed , jeg her omtaler , at der gives Studenter , som have den allerslettcste Omgang . Jeg har seet Adam Folkman gaae ned ad Gaden med et Bud ved en Ligkasse . “ Damerne udstødte et Skrig af Indignation . Gustav blev yderlig forlegen . Det var heldigt før ham , at man nn stod udenfor Hjemmet . Kandidat Charles Jensen-Svendsen sagde Godnat og modtog mange Indbydelser af Fruen til snart at see op . Efterat der var blevet tændt Lys , fandt Fru Hammer sig kaldet til at formane sin Søn til endelig at passe paa sin Omgang . Han maatte huske paa , at han var af gød Familie og ikke gjøre den Skam . Heldigviis før Gustav vare Søstrene ikke tilstede under denne Formaningstale . Med en angergiven Mine sagde han Godnat og gik op paa sit Værelse , et ganske hyggeligt Kvistkammer . Moderens Formaningstale blev dog snart glemt for Adam Folkmans Ord , at man skulde gaae ud i Verden og opsøge Eventyr . Livets brogede Afvexling havde langt mere Interesse for ham end Hjemmets kjedelige Eensformighed ; det Ukjendte vinkede og lokkede ham , men kunde han forlade fine gamle Venner og Bekjendte ? Betty var nydelig ; Folkman havde lovet at præsentere ham for hende . Nei , Gustav havde ikke Mod til at gjøre dette Skridt . Hvor han misundte Adam Folkman ! Andet Kapitel . Ligkassebudets Fremtidsforhaabninger . Adam Folkman stirrede efter Gustav , dengang denne ilede til Koncertsalen for at træffe sin Moder og sine Søstre . Adam sukkede , og en forbigaaende Følelse af Forladthed greb ham . Han misundte Gustav , der havde et hyggeligt Hjem og gode Dage . Han derimod havde intet Hjem ; han førte et Eneboerliv i den store By , og han maalte selv tjene sig Livets Ophold ved Informationer og ved at levere Feuilletonartikler til et mindre Dagblad , der forøvrigt betalte dem godt . Det var ikke Penge , Adam manglede , men kvindelig Omgang . Han søgte et Surrogat herfor i flygtige Bekjendtskaber med flygtige Kvinder . Et saadant Bekjendtskab kunde fængsle , saalænge det havde Nyhedens Interesse , men dette varede ikke længe , og Adam drog paa nye Eventyr . Han havde flere Gange forsøgt paa „ at komme ind i Familier “ , men han var bleven afviist paa en for ham saarende Maade ; derfor opgav han alle videre Forsøg . Og dog , hvormegen Gavn og Glæde vilde vedkommende Familier ikke have havt af den unge Student ? Han var i Besiddelse af de Egenstaber , som oplive enhver Kreds , og fremtrylle Spøg og Latter , naar Stormen tuder udenfor , eller Efferaarstaagen hviler knugende over Land og By . Men idet „ Familien “ udelukkede denne Sum af Aandrighed , Friskhed , Ungdom og naiv Begeistring , modtoges den med aabne Arme af de Udenforsfaaende , af Taterne . Adam Folkman blev ikke upaaagtet og manglede ikke Beundrere , men hans Liv fik en anden Retning end den , han selv havde ønsket . I hele hans Maade at være paa kom der en Slags udfordrende Trods ; han lærte tidlig Omfanget af sine aandelige Kræfter at kjende ; han følte sig næsten som en Udvandrer , hensat i et fremmed Land . Han indsaae snart , at han kun ved egen Hjælp kunde bryde sig en Bane . Det var ham en Trøst , at der var Mange , der vare stillede som han ; deres Tal tiltog istedetfor at formindskes . Ja , man kunde næsten sige , at Samfundet havde toedcclt sig , at der paa den ene Side stod Famile-Mennesfer og paa den anden Tatere . Tidlig eller seent maatte det komme til en Kamp , hvis Følger vilde blive en Reform . Og det saae næsten ud , som Skjæbnen vilde det saaledes ; thi „ Familien “ forsmaaede i sit Hovmod dygtige og talentfulde Kræfter , naar de ikke kunde opfylde de strenge Betingelser , der stilledes til dem , som „ god Familie “ , en upaaklagcliz Omgang o . s . o . Det var kun et Øieblik , at Adam gav denne Følelse af Forladthed Spillerum . Han reiste sig og kastede et prøvende Blik paa Mængden , der bølgede ud af Koncertsalen . Han fandt dog ikke dem , han søg ! e . Hurtig ilede han videre , og ved Bazaren kom Madsen og hans Døttre ham imøde , „ Godaffen Hr . Madsen , “ sagde Adam . „ Hvorledes morer De og Deres Frøken Døttre sig iaften paa Tivoli ? “ „ Skarmant Hr . Student , “ svarede Madsen , fornøiet og stolt over , at Adam havde kaldt hans Døttre for Frøkener . „ Har De og Damerne været inde i Bazaren at spise til Aften ? “ „ Nei , “ svarede Madsen , „ vi toge os en Bid Brød , før vi gik hjemmefra . “ „ Men saa maa jo Damerne være sultne ! “ udbrød Adam . Ved dette Udraab af Adam saae Madsen paa sine Døttre med Skræk for , at de skulde sige , at de vare-sultne . Han havde en ubestemt Forestilling om , at det ikke var fiint at være sulten . Hans Skræk gik over , da Fanny svarede : „ Vi ere slet ikke sultne , Hr . Folkman . “ „ Men tørslige maae De dog være i denne , Varme , “ indvendte Adam . „ Vil De drikke en halv Baier med mig inde i Labyrinthen ? “ spurgte Madsen . „ Saamæn vil jeg saa , “ svarede Folkman . De gik da ind i Labyrinthen , og Madsen bestilte tre halve Baiere . „ Men hvad skulle Damerne drikke ? “ spurgte Adam . „ Jeg mener , at mine Døttre kunne dele den ene Baier . “ „ Nei , det gaaer ikke , “ sagde Adam . „ Damerne maae have Limonade . “ „ Ja , ja , “ sagde Madsen og bestilte i en Hast to Glas Limonade , noget flan over muligviis at have gjort Brud paa det Passende ved at bestille baierst Øl til sine Døttre . Man bænkede sig nu i et af de smaa Lysfhuse i Labyrinthen . Adam vilde til at indlede en Samtale med de unge Piger , men Madsen forhindrede dette ved at sige : „ Hr . Student , jeg vilde gjerne spørge Dem om Noget . — De veed , at jeg er ombligeret ved en Begravelseskasse , men jeg har i forrige Krig gjort Tjeneste i Armeen og avancerede til Sergent . Nu talte jeg Formiddags med en Fyrbøder i Krigsministeriet , og denne Fyrbøder er Ministerens høire Haand . , . „ Nei virkelig . “ „ Jeg skal sige Dem , Manden har et udmærket Hoved , og det har Ministeren opdaget , og nu sige Budene i Krigsministeriet , at da Ministeren ikke selv har Hoved , er han glad ved at kunne bruge Fyrbøderens . Han tør derfor ikke nægte Fyrbøderen Noget . Denne Fyrbøder er min Ven , og Formiddags sagde han til mig : Hør Madsen , sagde han , Du er min Ven ; jeg vil see at gjøre Noget for Dig , sagde han , vil Du herop som Bud ? — Nei , sagde jeg , ellers Tak . Jeg har det godt som jeg har det , sagde jeg , men vil Du gjøre Noget for mig , sagde jeg , saa skal Tn see at faae mig gjort til Krigssekrelær , sagde jeg , gjør Du det , sagde jeg , skal jeg aldrig glemme Dig det . Han sagde , det vilde være vanskeligt , og saa plirrede han med Øinene og sagde , han vilde forsøge paa det . “ „ Troer De , at Te bliver Krigssekretær ? “ spurgte Adam . „ Hvor det vilde være yndigt , hvis Fader blev Krigssekrelær ! “ raabte Fanny . „ Jeg skal sige Dem , Hr . Student , “ svarede Madsen , „ jeg har længe havt saadant Noget i Kikkerten , for man er ikke estimeret , naar man inte har Rang . — Jeg har spekuleret paa , hvorledes jeg skulde faae nogle ansete Mænd til at tale for mig , og jeg har udfundet , hvorledes det lader sig gjøre . “ „ Jeg er ganske nysgjerrig efter at faae det at vide . “ „ Io , seer De , Hr . Student , man skal bare gaae ind i saa mange store Foreninger , som man kan komme . Og saa skal man gjøre sig gode Venner med Formændene og de andre Bestyrelsesmedlemmer . Det er nu inte saa vanskeligt ; thi i enhver Forening er der Opposition , og saa gaaer man til Bestyrelsen og sfjalder Oppositionen ud . Bestyrelsen siger da bestandig : Madsen er en flink Mand , en paalidelig Mand . — Jeg har udregnet , at jeg kan mindst faae 2 Formænd og 19 Bestyrelsesmedlemmer til at anbefale min Ansøgning om at blive Krigssekretær . — Jeg vilde nu spørge Dem , om De vilde flrive Ansøgningen for mig ; De er en farlig god Skribent . “ „ Med Fornøielse , “ sagde Adam . „ Jeg vil drikke paa , at De maa blive Krigssekretær , dog ikke i Øl , men i Viin . “ Adam reiste sig og gik hen for at bestille en Flaske Sherry . Da han var borte , sagde Madsen til sine Døttre : „ Hr . Folkman er ret en dannet Mand , som man kan have Fornøielse af at omgaaes . I kunne lære en heel Deel af ham , naar I ville . “ Fanny erklærede , at det vilde hun uhyre gjerne . „ Jeg skal sige Jer , Pigebørn , at jeg har en Plan for med Jer , skulde jeg blive Krigssekretær . “ Pigebørnene begyndte at blive baade ængstelige og nysgjerrige . „ Siig os den , “ sagde Betty . „ I skal faae den at vide , naar Hr . Folkmann kommer tilbage . — Der er han . “ Efterat man havde drukket et Glas med hverandre paa , at Hr . Madsen maatte blive Hr . Krigssekretcrr Madsen , yttrede denne : „ Hr . Student , dersom jeg skulde faae en Ansættelse i Nangførørdningen , har jeg halvveis taget den Beslutning , at mine Døttre skulle frekventere en høiere Dannelsesanstalt . “ „ Ih , Gud fri os ! “ raabte de begge . „ I veed ikke , hvad der er til Eders eget Bedste , “ sagde Faderen . „ Hvad er Deres Mening , Hr . Student ? “ „ Hvad Nytte flnlle Deres Frøkcn^Døttre have af at frekventere en høiere Dannelsesanstalt ? “ „ Hm , de flnlle lære den finere Dannelse . “ „ Aa , vi ere saamæn dannede nok , “ sagde Fanny . „ Det førstaaer I Eder ikke paa , “ meente Faderen . „ Man skal ikke lære Andet , end hvad man i Livet har Brug før , “ svarede Følkman . „ Jeg skal sige Dem , Hr . Student , “ vedblev Madsen , „ min Vært er Leietjener og siet ikke mere end jeg . Hans Døttre have været paa en høiere Dannelsesanstalt , og derfor troe De at kunne see mine Pigebørn over Hovedet , — Det ærgrer mig . “ „ Hr . Madsen , De bringer mig til at tænke paa den Bonde , som kom ind til en Fortepianofabrikant , for at kjøbe et Fortepiano . Da Fabrikanten spurgte ham , om han eller hans Datter fluide spille paa Fortepiano , svarede Bonden Nei ; kan havde allerede eet Fortepiano hjemme i sin Storstue , og nu maatte han have eet til ; thi det ærgrede ham , at hans Nabo allerede i længere Tid havde hovmodet sig med to Fortepianoer . — Undskyld mig , Hr . Madsen , De forekommer mig at bære Dem ad som Bonden ; fordi Leietjencren lader sine Døttre faae en Dannelse , de ikke have Brug for , skal De derfor gjøre det Samme ? “ „ Men naar jeg nu ansættes i Rangforordningen , synes jeg . . . “ , „ Nei , nei , vi ville ikke paa nogen høiere Dannelsesanstalt og lære den høiere Skabagtighed , “ sagde Betty . „ Betænk dog , “ sagde Faderen , „ at naar Du har Dannelse , vil Du kunne gjøre et godt Parti . “ „ Et godt Parti , “ loe Betty , som Vinen havde gjort veltalende , „ hvad er et godt Parti ? — Jeg kalder det et godt Parti , naar jeg gifter mig med Ten , der i Dannelse er min Ligemand , og som kan give mig Klæder og Føde . “ „ Betty er nu altid saa prosaisk , “ meente Fanny . „ Der er dog Mening i Bettys Tale , “ sagde Folkman . „ Og det siger De ! “ udbrød Fanny . „ De taler om Kjærlighed , De , som . . . . ja , De veed nok , hvad jeg sigter til . “ „ Hm , ja , Menneskene ere ikke eens anlagte , “ sagde Adam , „ Deres Søster repræsenterer Prosaen og De , Fanny , Poesien . “ „ Ah ! “ Madsen reiste sig og erklærede , at Klokken var mange , og at man maatte hjem . Adam bød Fanny sin Arm og Betty tog Faderens . De boede i Danmartsgade . Underveis sagde Adam til Fanny : „ Hvor De misforstod mig før . — Føle vi os ikke begge lykkelige ved at kunne spadsere Arm i Arm i det smukke Maaneskin ? — Vi leve i Nuet , vi leve kun for Kjærlighedens Salighed — jeg siger vi ; thi jeg troer , at De elsker mig Fanny . “ Fanny svarede ikke . „ Skulde jeg have taget feil ? Elfter De mig ikke ? “ spurgte han . „ Jeg veed det ikke , “ hviskede Fanny med en Mine , svin røbede , at hun godt vidste det . „ Deres Søster kar aldrig elsket , sagde Adam ; „ hun er for kold og beregnende . Hun vil ikke elskes , men giftes . “ „ Hun vil vistnok begge Dele ligesom jeg , “ sagde Fanny . „ Det er for tidligt at tænke paa Gisiermaal , naar man kun er atten Aar gammel . Fanny , det vilde kjede Dein grulig at blive gift , al sidde hjemme , kun at kunne gaae ud og more Dem med Deres Mand , som maaskee er en gammel gnaven En , og saa ikke ai have Nattero før Børneskrig . Er det ikke langt bedre at kunne vandre fri og freidig gjennem Verden , kun at have sig selv at sørge for og at stole paa ? “ „ Derpaa har jeg ikke tænkt . “ „ Tænk Te derpaa . I vor Alder skulle vi være som Himlens muntre Fugle , der under lystig Sang flyve fra Sled til Sted ; vi kunne tidsnok blive gamle og glemme at synge . Ja , Fanny , Menneskene forekomme ung i deres Ungdom at være Fugle , efterhaanden miste de Vingerne og blive Pattedyr , det er i den Periode , man gifter sig , og tilsidst bliver man en Plante , der er fængslet til samme Plet , og saa boer man . “ „ Og saa ? “ „ Ja , saa bliver man maaskee igjen til en Fugl . Men der er Mennesker , som aldeles overspringe Fugletilstanden , og strax blive Pattedyr , medens der gives enkelte Lykkelige , som til deres Død vedblive at være Fugle . Fanny , for Øieblikket er jeg en Fugl , ; a . om De vil , en vild Fugl , men De kan tæmme mig . “ „ Hr . Folkman , “ svarede Fanny , „ vilde jeg forsøge derpaa , er jeg bange for , at den vilde Fugl blev en Rovfugl , og istedetfor at tæmmes , blev den endnu vildere end for . “ „ Nei , nei , Fanny , jeg er ingen Rovfugl , men maaskee en lille Sangfugl . Fanny , sæt den i Kjærlighedens Buur . “ „ Vilde den da ikke længes efter sin Frihed og glemme at synge ? “ „ Nu vel , Fanny , lader os da flagre sammen gjennem Ungdommens Morgenrøde , saalænge vi have Lyst dertil , lader os som de smaa Sangfugle kviddre og næbbes i den nys udsprungne Lund , og saa . . . . “ „ Husker De , ot de smaa Fugle , som flyve sammen , og som kviddre og næbbes i den nys udsprungne Lund , have deres lille , lune Leede at tye til , naar Uveiret overrasker dem paa en solklar Sommerdag , men vi skulle ingen Rede bygge , vi skulle være , hvad man kalder løse Fugle , og naar Uveiret kom , vilde idetmindsle jeg gaae tilgrunde . Hr . Folkman , kunde Øe nænne det ? “ „ Jeg frygter ikke for at rammes af Lynet , naar jeg har elflet og nydt Livet i fulde Drag . “ „ Men hvis nu Lynet ikke dræbte Dem ? Hvis det blot sved Fjerene af Vingerne ? Hvis . . . . “ „ Da havde jeg dog deilige Minder , hvori jeg kunde leve . 0 , Fanny , Øe skal være mig et saadant Minde . “ Hr . Madsen stod nu ved sin Gadedør . Med en velvillig Mine sagde han Godnat til Studenten , der til Asfled havde vexlet et ømt Haandtryk med Fanny . „ Hun drømmer om mig inat , “ sagde Folkman , da han stod ene paa Gaden . Tredie Kapitel . Gustav faaer lidt Menneskekundskab . Samtalen med Adam Folkman udvifkedes ikke af Gustavs Sind , hvori der længe havde været en Higen mod det Ubekjendte , mod det Eventyrlige tilstede . Men den Kreds , hvori den unge Student færdedes , forekom ham at være en noverstigelig Skranke mellem ham og Eventyret . Han fik slørre Interesse for Folkman end for sine øvrige Bekjendte , og han pønsede paa , hvorledes han hyppigere kunde faae ham i Tale . Det blev ikke derved alene , at Gustavs Tanker droges hen til en Person , der stod udenfor Familielivel ; de begyndte endogsaa at gjøre sigi rebelske ved de smaa selskabelige Sammenkomster hjemme og ude . Han kunde saaledes , naar han stod og talte med en ung Dame , gribe sig i at gjøre det Spørgsmaal i Tankerne : „ Hvorledes vilde Du have syntes om hende , hvis hun , istedetfor at være Frøken N . N . , havde været Datter af LigkaSsebudet ? “ Der var Damer , overfor hvem saadanne Spørgsmaal aldrig faldt ham ind , men der var ogsaa Damer , overfor hvem dette Spørgsmaal uvilkaarlig paatrængte sig . Det blev ikke ubemærket , at Gustav vor begyndt at blive distrait , men langtfra at ane den sande Aarsag , troede de unge Piger , at han begyndte at blive forelsket . Og de , overfor hvem han havde været distrait , nemlig dem , som han havde sammenlignet med Ligkassebudets Døttre , begyndte saa smaat at spørge sig selv , om Student Hammer ikke mente det alvorligt . Gustao var ung , og han kunde ikke længe indeslutte i sit Bryst , hvad der gjærede inde i ham . Derfor foreslog han Adam Folkman en Dag , da de kom fra Manuduktøren , at gaae en Tour udad Besterbro . Hertil var Adam strax villig . Ligetil de kom ril Jernporten , saae Gustav sig bestandig ængstelig om ; han var bange for at blive seet af Nogen , der børte til Familien . „ De seer Dem hvert Øieblik om , “ sagde Folkman . „ De har vel ikke sat en Dame Stevne ? “ „ Nei , nei , “ svarede Gustav og blev rød . „ Det er sandt , “ sagde Adam . „ De befatter Dem vel næppe med den Slags Eventyr . Nu ja , hver sin Smag . Det evige Familieliv , hver Dag de samme Ansigter , synes mig , maa blive kjedsommeligt . Og dog , dersom Familielivet var saaledes , som jeg i mine Tanker har udmalet mig , at det burde være , vilde jeg foretrække det for alt Andet . “ „ Og hvorledes har De forestillet Dem det ? “ „ Det dannede Familieliv skal ikke bygges paa Frygten for det Latterlige . “ „ Jeg forstaaer Dem ikke . “ „ Jeg mener , at vor Tids Familieliv ikke har noget positivt Indhold . Heraf have Alle meer eller mindre bevidst en Fornemmelse . Det gjælder altsaa om at skjule , hvad man mangler ; thi blev Manglen aabenbar , hjemfaldt man ubarmhjertigt til Satiren , saavist som den Mand bliver latterlig , der , uden at eie en Skilling , anskaffer sig et kostbart Pengeskab . De konventionelle Former , hvori man bevæger sig , ere Pengeskabet , men hvor er Indholdet ? Man mangler Tro paa et Forsyn og Tro paa sig selv . “ „ Slet saa galt er det dog ikke . “ „ Gid De havde Ret . — Men jeg er bange for , at det ikke alene er vort Samfunds , men dele Tidens Kræftskade . Saaledes har jeg fornylig seet en fransk Forfatter yttre : at lee af Alt og ikke stræbe hen til iltoget er en Feil , som nutildags findes hos mange Folk . En stor Deel af det parisisfe Samfund er en elegant , ørkesløs Flok , som Ksedsomheden dræber , og som hævner sig paa Alt ved en Spottelyst , som den har offret sin Aandrigheds bedste Kræfter . Der sigtes ikke her til de indskrænkede , tomme Hjerner — og hvormange have vi ikke af den Slags i Kjøbenhavn ? — hvilke Spaltenet give et Skin af Aandrighed , som de ellers intetsteds kunne finde ; her tales om Folk med Smag , som kun mangle Eet for at hæve sig til en høiere Sfære : Tro . “ „ Taler en fransf Forfatter saaledes ? “ „ Ja , han siger endnu mere . Han siger , at Ligegyldighed for Alt og Spot med enhver Ting er bleven gjort , ikke til en Fortjeneste , men til en Pligt . Det Vigtigste i den Verden , jeg taler om , er ikke at have Ideer , men med Anstand at forslaae at gjøre dem latterlige , som Hane saadanne . “ „ Noget af dette passer ganske vist paa os . “ „ Ja , hører man ikke selv den Udannede hvert Øieblik udbryde : det er til at grine sig fordærvet af ! — Og hvad erdet , han griner os ? — Franskmanden , som jeg vedblivende citerer , siger : „ Er der nogen hellig og agtværdig Ting , som ikke er bleven latterliggjort blandt os ? Har vel Spotten standset ligeoverfor nogen Gjenstand ? Dei Latterlige dræber Alt i Frankrig . Og hvad ville vi beholde tilbage at troe paa , eftersom der Intet er i Verden , der ikke er blevet latterliggjort ? “ „ Ikke alt dette passer paa vore Forhold . “ „ Nei , der er den Forskjel , at de fleste Franskmænd , som mangle Indhold , endnu kunne lee , medens de Dansfe kjede sig og , kommer det høit , blive ondskabsfulde . Men ondskabsfulde Folk , især Damer , ere ikke behagelige ; jeg flygter for dem , selv om det skulde være ud i Saharas Ørkener . “ De to Studenter vandrede i nogen Tid tause ved hinandens Side , da sagde Gustav : „ I den sidste Tid har jeg følt Trang til at see hvorledes Verden tager sig ud udenfor Familielivet . “ „ Tilfredsstil denne Trang . “ „ Men , dersom min Familie fik det at vide , vilde det volde mig hundrede Ubehageligheder . “ „ Det er indlysende . — Nævn mig engang nogle af de Mænd , som færdes i Deres Kreds . “ Gustav nævnede dem . Adam loe og sagde : „ Tænkfe jeg det ikke nok . Mellem dem , De nævnede , er der flere ganske gode Bygjængere . “ „ Er det muligt ? “ „ Ja . — Naar de Herrer gaae fra deres Familiekredse , begive de sig om Vinteren enten paa Maskerader eller til Dandseøvelser eller til Smaasold . Deres Lystighed begynder først , naar de have sagt Farvel til den Familie , hos hvem de have tilbragt Aftenen , og de gjøre sig maaskee paa Masferaden interessante hos en Dame af Osmimonsia ved at latterliggjvre den Kreds , hvorfra de komme . “ „ Det er oprørende . “ „ Saaledes er Verden . — Alt latterliggjøres . — Jeg ' et behersker Alt . — For den unge Mand er den Familiekreds , hvori han kommer , og den Dame af vamimoacla , han dandser med , kun Midler til hans Fornøielse , “ „ Nævn mig hvem af den Slags Folk , der kommer til min Moder , “ sagde Gustav harmfuld . „ Naar De tager Sagen paa den Maade , vil jeg betænke mig derpaa . Optræder De som Dydsmønstret og vil holde Razzia i Deres Hjem , maa jeg bede mig fritagen for at være den uskyldige Ophavsmand til Skandalen , saa meget mere som De dog til syvende og sidst blev nødt til at paakalde mit Vidnesbyrd , for at bevise Deres Paastande . Jeg kan forstaae Deres Indignation , men , “ vedblev Adam med et Smil , „ er Deres Lyst til at see Verden i et andet Lys end Hjemmets ikke et Vidnesbyrd om , at De selv sympathiserer med dem , mod hvem De vil gjøre Razzia ? “ „ Nei , nei , “ sagde Gustav , „ man kan godt holde Familielivet og Taterlioet adskilte , selv om man frekventerer begge . “ „ Det er endnu ikke lykkedes Nogen . Mange have forsøgt herpaa og ere blevne Hyklere . “ „ Ja , men De siger jo , at der mellem Dem , som komme hjem i min Moders Huus , sindes flere , som ere Bygjængere . “ „ Ganske rigtigt , og derfor ere de ogsaa Hyklere . Men see , vi ere komme til JostyS og . . nei , hvilket heldigt Træf ! . . . der sidde jo Fanny og Betty og drikke Chokolade . — Jeg maa hilse paa dem . “ De to unge Piger bleve glad overraskede ved at see Folkman . En svag Rødme steg op i Fannys smukke Kinder . Medens de første Hilsener bleve vexlede holdt Gustav sig noget tilbage . En Yttring af Fanny , at Hr . Folkman nok ikke var alene , bragte denne til at vinke Gustav nærmere og at præsentere ham for Ligkassebudets Døttre . I Begyndelsen var Gustav en Smule forlegen , men den overgivne , livsglade Tone , hvori man talte , smittede ham og snart deeltog han i Lystigheden . Der blev bestilt mere Chokolade og flere Kager , og Adam Folkman viste sig i sin Elskværdigheds fulde Glands . Han følte sig saa vel tilmode ; han sad under grønne Træer og hos smukke Piger . Det var især Fanny , han helligede sin Opmærksomhed ; Gustav blev derved henviist til Betty . Hun var , som Søsteren havde kaldt hende , saa prosaisk . Hun ønskede at blive gift engang med En , der i Dannelse var hendes Lige , og som kunde give hende Klæder og Føde . Men Betty var ung , kun sytten Aar , og hun havde nok Lyst til at more sig lidt , inden hun indviede sit Liv til en HuuSmoders Pligter . Hun vilde imidlertid more sig med Forsigtighed , og saaledes at det ikke fladede hendes Rygte ; thi derved kunde Udsigterne til et nogenlunde ordentligt Giftermaal blive tvivlsomme . Hendes Følelser og Lidenskaber bleve til en vis Grad beherskede af hendes Fornuft , og ligeoverfor Alle optraadte hun saaledes , at Ingen anede , at ogsaa hun fandt Smag i Taterlioets Glæde og Lystighed . Gustavs hele Maade at optræde paa behagede hende . Hun havde snart opdaget , at ogsaa han var omhyggelig for at bevare et Rygte , og at han ikke , i hvert Fald for sin egen Skyld , vilde forraade en Kvinde , der havde elsket ham næd et ungt Hjertes hele Varme og Lidenskab . Derfor lyttede hun med Interesse til Alt , hvad Gustav havde at sige hende . Denne Imødekommen opildnede Gustav , han blev aandrig og vittig , og Adam Folkman saae heelt forbanset paa ham og udbrød : „ Hammer , jeg har ikke kjendt Dem rigtig for idag . “ Gustav følte sig smigret ved denne Bemærkning . Men hvad vilde Familien have sagt , dersom den havge seet kam i det Selskab , hvori han va > ? Han vilde være bleven en Umulighed , og hans Onkel , Urtekræmmeren med de mange Penge , vilde maaskee være kammen op til ham og i Familiens Navn forlangt , at han i et Par Aar skulde tage ud paa Landet som Huuslærer hos en Præst Og Gustav havde maattet give efter eller ogsaa — saa underlig er Verden — have forlovet sig med en af de unge Damer , der var meest indigneret over hans usømmelige Opførsel . Den unge Dame vilde ganske vist give ham Ja , og hendes Veninder vilde sige , at det var smukt gjort , at hun gjorde sig til Martyr for st føre den unge Hammer tilbage paa Dydens Vei . Heldigviis for Gustav var der Ingen , som saae ham . Tiden løb , og pludselig reiste han sig og sagde , at han maalte gaae for at komme tidsnok hjem til Spisetid . „ Jeg følger med Dig , “ sagde Adam , „ skjøndt Du har Hast . Jeg havde forøvrigt tænkt mig , at vi kunde have fulgtes med Damerne ned over Broen . “ Gustav saae heelt forfærdet ud ved denne Mulighed og sagde : „ Jeg vilde gjerne , men Klokken er bleven mange . “ „ Vi ville heller ikke gaae i denne Varme , “ sagde Fanny . „ Vi kjøre hjem i Sporvogn . “ „ Farvel da Fanny , “ sagde Adam og kyssede hende . „ Glem ikke Dine Løfter . “ „ Er De bleven Dus med min Søster ? “ spurgte Betty . „ De hører det . Har De noget derimod ? “ „ Hvis Fader sik det at vide ? “ „ Vær ubekymret , “ svarede Adam . „ Kom nu , Hammer . “ Gustav rakte Betty Haanden , sagde Farvel til Fanny og gik med Folkman . „ Hvorfor kyssede De ikke Betty til Afsfed ? “ spurgte han . „ Jeg troede ikke , det gik an . “ „ Jo , det gjorde . “ „ Saa vil jeg vende tilbage og gjøre det . “ „ Nei , det gaaer ikke an . “ Folkman smilede , da han sagde det , og Begge vandrede nu hurtig ad Byen til . „ Knnde De have Lyst til oftere at træffe sammen med de tø unge Piger ? “ spurgte Adam . „ Ja . “ „ Men hvis det nu blev opdaget ? “ spurgte Adam smilende . „ De maa see at komme til at leve noget mere ugenccrt . De maa vænne Dem til at gaae oftere ud om Aftenen . “ „ Hvorhen ? “ „ Hm , skjøndt De om ikke lang Tid skal være Kandidat , maa De endnu ligesom en Skoledreng gjøre Deres Familie Regnflab for , hvor De har været henne . Det er dog vel slivt . Hvor bliver i saadanne Tilfælde Selvstændigheden af ? Nu kan jeg forstaae , hvorfor saa mange Mænd slaae under Tøflen . De gaae fra Deres Moders eller Families Herredømme lige over til Deres Forlovedes . Men det var med Hensyn til Dem . Der kommer i Deres Moders Huus en theologisk Student , som hedder Carl Flimby ; den Fyr kjender til Taterlivet . “ „ Carl Flimby ! “ raabte Gustav . „ Men tager De ikke feil ? Flimby er en lille , bleg og bly Person , der fremhæves af alle ældre Damer som et Mønster paa et moralsk ungt Menneske . “ Adam lo og sagde : „ De ældre Damer fluide see ham dandse en Sextour paa en Dandseovelse eller præsidere ved en Bolle Punsch eller pointere ved et Hazardbord , og de vilde neppe opstille ham som et Mønster paa Moralitet . Flimby har Hoved , og derfor kan han bære Kappen paa begge Skuldre . Nuvel , Deres Familie bar vel Intet imod , at De en Aften kommer til Flimby for at spille en L ' hombre eller at De gjør en Skovlour med ham ? “ „ Ikke det mindste . “ „ Godt . Lad mig nu tale med Flimby . De slak see , vi skulle nok faae Deres Baand løsnede , at De kan komme til at gjøre Kour til den lille Betty . “ „ Ieg kan ikke fatte , at Flimby kan være saaledes , som De skildrer ham . Hvor ofte har jeg ikke hørt ham udtale sig strengt mod dem , som søgte deres Fornøielser udenfor Familielivet . Ja , han har meget imod et Par unge Damer , som komme til os , fordi de ere for kokette . “ „ Flimby er en Skjelm , “ sagde Adam og lo . „ Men det er den Slags Skjelmer , som komme frem i Verden . “ „ Men dersom man nu blottede ham ? “ „ Han kan ikke blottes ; han vilde forslaae at dække enhver Blottelse . “ De to Studenter skiltes , og Gustav kom endnu tidsnok hjem til Middagsbordet . “ Fjerde Kapitel . En Forlovelse . Naar Gustav Hammer sad ved sine Bøger , faldt han oftere i Tanker end det havde været Tilfældet før . Han drømte om den smukke Betty og om Eventyr med lystige og muntre Kvinder . Embedsexamen stod ikke altid for ham som Maalet ; han vilde ud i Verden at tumle sig , blive berømt og ved sin Berømmelse vinde Pigehjerter . Han troede endnu , at det særligt var et berømt Navn , der vandt Pigehjerter ; han havde ikke lært , at Tidens Materialisme havde bragt det til , at mangen deilig Kvinde satte Guld over et berømt Navn . Men det var godt for Gusfav , at han ikke vidste det ; thi Verden vedblev da at ligge for ham i et deiligt Morgenstjær , med Forjættelser , som vel aldrig skulde opfyldes , men som det gjør saa godt at troe paa i de unge Aar . Men fordi Gusfav saae Verden saa lys , og fordi han syntes , at Jorden laa aaben for ham , begyndte Familielivet i Hjemmet at forekomme ham dobbelt eensformigt . Havde han nn kunnet flyve ud fra Hjemmet og tumle sig efter sin Lyst , vilde mangen Frugt , der paa Afsfand tog sig ud som et Guldæble , ved at plukkeS have viist sig at være en gjøglende Sæbeboble ; nu derimod turde han kun i al Hemmelighed vove sig paa Eventyr ; naar Nydelsen var sjelden , kjededes man ikke saa let ved den og mærkede dens Afsmag . Den halve Nydelse ved Eventyret bestod i at drømme om det . En Dag , Gusfav kom hjem fra en Forelæsning , fandt han sin Moder og sine Søstre i stærk Bevægelse . Han saae forundret paa dem og spurgte : „ Men hvorfor græder Dagmar ? “ „ Gusfav , “ sagde Moderen , „ Din Søster har i Sandhed Aarsag til at lade sine Taarer frit Løb ; det er Glædens og Undseelsens Taarer ; thi , tænk Dig , Kandidat Jensen-Svendsen har idag tilskrevet hende et Brev og friet til hende . “ „ Friet til hende ! “ udbrød Gnstav overrasket . „ Ja , er det ikke deiligt ? “ spurgte Margrethe . „ Vi ere saa betagne , “ sagde Nkoderen . „ Hvad vil Dagmar svare ham ? “ spurgte Gnstav . „ Hun elsfer ham , “ sagde Margrethe , „ hun har tilstaaet det for Moder og mig , hun vil saa gjerne svare ham Ja , men hun synes , det er flaut at skrive til en ugift Herre . “ „ Dagmar har altid været saa zart og fiintfolende , “ sagde Moderen . „ Nei , nei , jeg kan ikke skrive , “ sagde Dagmar og hulkede . „ Hvorledes vilde det være gaaet , dersom han havde friet mundtlig ? “ spurate Gnstav . „ Gud , det havde hun ikke taalt , hun havde besvimet , “ udbrød Moderen . „ Kandidat Jensen-Svendsen har altid været et taktfuldt Menneske , derfor har han ogsaa friet skriftlig . “ „ Det bliver imidlertid nødvendigt , at Dagmar selv svarer ham ; det vilde vise Mangel paa Takt , hvis nogen Anden gjorde det i hendes Sted , “ sagde Gnstav . „ Gusfav har Net , “ svarede Margrethe . „ Ja , ja , jeg mener det ogsaa , “ sagde Moderen . „ O , jeg er tilmode , som dengang jeg skulde konfirmeres , “ hulkede Dagmar . „ Skal jeg da virkelig skrive ? “ Svaret var et eenstemmigt Ja . Næsten vaklende gik den unge Pige indefor at give sin Frier et Ja . Gusfav tog sin Moder om Halsen og sagde : „ Hvor jeg er glad , at Dagmar gjør et saa godt Parti . “ „ Ja , Gud være lovet , “ svarede Moderen , „ nu kan jeg da lukke mine Øine uden Sorg for den Datters Fremtid . “ „ Aa , Moder , Grethe faaer sig nok en Frier , inden Du døer . “ „ Fy ! “ sagde Grethe og rødmede . „ Gaae Du selv hen at forlove Dig . “ „ For det Første maa jeg have min Embedsexamen , lille Grethe , og for det Andet tør jeg ikke forlove mig ; thi jeg frygter for , st mine Søstre ville faae for meget at udsætte paa min tilkommende Kjæreste . “ „ Gusfav , “ sagde Blöderen , „ hvor kan Du tale saaledes i et alvorligt Øieblik , som dette . Din Søster sidder inde og nedskrive det Ord , der skal afgjøre hendes Fremlidsfkjæbne . “ „ Ja , men saa vidt vi kunne see , vil hendes Fremtid blive lys og smuk , “ sagde Guslav . „ Kandidat Jensen-Svendsen vil komme til at arve mange Penge efter sine Forældre . “ „ O , hvor simpelt , “ sagde Fruen , „ at tale om Penge i et Øieblik , hvor Hjertet er bevæget af Kjærlighedens hellige Følelser . “ „ Det er da kun Dagmors Hjerte , som kan være saa bevæget , og dersom en ung , fattig Student idag havde friet til Dagmar istedetfor Jensen-Soendsen , vilde Du vist , Moder , have talt om hans Fremtidsudsigter . “ „ Hvilket prosaisk Menneske anseer Du Din Moder for at være , “ sagde Fruen . „ Det er mit Princip at lade Hjertet og ikke Pengene raade . “ „ Hører Du det , Grethe ? “ spurgte Guslav spøgende . „ Du veed nu , hvad Du har at rette Dig efter . Du behøver ikke at see kster Penge . “ „ Grethe er en saa fornuftig Pige , “ sagde Moderen , „ at hun vel skal vide at gjøre et fornuftigt Valg . “ „ Men , kjære Moder , naar Du mener , at Grethe skal tage sin Fornust med tilhjælp , saa . . . “ „ Jeg er ikke oplagt til at trættes med Dig , “ sagde Moderen . Idetsamme traadte Dagmar ind , badet i Taarer og med en lille rosenrød Billet i Haanden . „ Her er Svaret , “ hulkede hun og sank om paa en Stol . „ Dette Brev er for vigtigt til ot jeg kan lade Pigen besørge det , “ sagde Moderen . „ Jeg vil selv kaste det i en Postkasse . “ Hun reiste sig og forlod Værelset . „ Men jeg har jo reent^ glemt at gratulere Dig , Dagmar , “ sagde Gusfav , da Moderen var gaaet . „ Hold nu op med at græde . . . Det gaaer da ikke an . at Du ved Graad vanzirer Dit smukke Ansigt til Jensen-Svendsen kommer . Det kunde da maaskee falde ham ind , at Du ikke af frit Valg- nien kun bevæget dertil af Moders Overtalelser har givet ham Din Haand . “ „ Gusfav har ikke saa ganske Uret , “ meente Margrethe . „ Du bør tage Dig Sagen mere roligt . “ „ Grethe , naar Du vidsle , hvilke Følelser der i dette Øieblik have Raaderum i mit Hjerte ! Tænk Dig , naar han nu kommer . . . o , jeg maa synke til Jorden af Undseelse . . . og hvad skal jegsvare ham , naar han griber min Haand . . „ Du maa være forberedt paa , at han kysser Dig , “ sagde Gustav . „ Kysser mig ! — Nei , en slig Brutalitet taaler jeg ikke . “ Gustav brast i Latter , Grethe loe med , Dagmar blev smittet af Lystigheden og smilte . Da Moderen kom hjem , fandt hun sin Datter langt roligere end hun havde ventet ; Middagsmaden blev baaren frem , nien Dagmar spiste den Dag Intet . Man havde fundet det rigtigt , naar Kandidat Jensen-Svendsen kom , da fluide han træffe Dagmar alene . Moderen og Margrethe gik derfor ud , efterat have spist til Middag , og Gustav salte sig op paa sit Kvistkammer før at læse . Han var imidlertid ikke oplagt dertil , lagde Bogen bort og stirrede ud paa Gjenbotagene . Medens han var beskjæftiget dermed , fik han Øie paa en ung Kone , der fra et Kvistvindue ligeoverfor nikkede flere Gange , det forekom Gustav , over til kam . Han blev heelt forundret og gjengjældte Hilsenen , men nu rødmede Konen og trak sig hurtigt tilbage . Han indsaae nu , at han maatte have taget Feil , og at Hilsenen maatte have gjældt hans Nabo ? — Men hvem var denne Nabo ? Gustav havde ikke gjort sig dette Spørgsmaal før nu . Efterat hans Tanker engang havde taget den Retning , vedblev han at sysle med Spørgsmaalet , indtil det forekom ham nødvendigt for sin Freds Skyld at faae det besvaret . Han reiste sig da og besluttede at gjøre sig et lille LErinde ind til Naboen . Dengang han var ifærd med al banke paa dennes Dor , børte han , al der ringedes paa nede hos hans Moder , Det var Jensen-Svendsen . Samlidig med at Døren blev lukkef op nedenunder , aabnedes Naboens Kvistkammerdør , og Gustao stod foran en smnk Pige , der vel ikke var ganske ung , hun kunde være en sem og tyve Aar , men som endnu besad Ungdommens Friskhed og Livlighed . „ Undskyld , “ stammede Gustav noget forlegen , „ jeg er Deres Nabo , jeg boer herinde paa Kvistkammeret ved Siden af . “ „ Jeg veed det , “ svarede hun med et Smil . „ De veed det ? “ „ Ja , skulde jeg ikke vide , hvem jeg boer i Huus med ? De er en Søn af Fruen paa tredie Sal , der har de to smukke Døttre . Nlen bliv dog ikke staaende ved Døren . “ „ Jeg . . . jeg vilde gjerne spørge Dem , om De ikke kunde laane mig en Svovlstik ? “ „ O , det kan jeg saa godt . “ „ De maa undskylde mig ; jeg kan ikke godt gaae ned i dette Øieblik . “ „ Det er bekvemmere at komme til min Tor . “ „ Jeg skal ikke oflere uleilige Dem . Det er blot særegne Omstændigheder , som ere Skyld i . . . . “ „ Kalder De det en særegen Omstændighed , at Deres Svovlsfikker ere slupne op ? “ Hendes Latter gjorde Gustav forlegen , og saa vidste han ingen anden Maade at rede sig ud af det Hele paa end at fortælle hende hvad der nu foregik nede paa tredie Sal . Gustav følte heelt vel , al han var indiskret , men den smukke Jomfru lyttede med stor Interesse til hvad han fortalte , og han lod Munden løbe . „ Deres ældste Søster er altsaa bleven forlovet , Hr . Hammer , “ sagde hun . „ Maa jeg gratulere ? Det er et godt Parti , siger De . din følger vel Deres yngste Søster snart efter ? “ „ Det veed jeg ikke . Men er De ikke forlovet ? “ „ Jeg ! “ svarede hun , og en øieblikkelig Sky foer over hendes Pande . „ Nei , Hr . Hammer , jeg holder ikke af Forlovelser . “ „ Men hvorfor ikke ? “ „ Forlovelser kunne være gode nok for Folk af Deres Klasse , men for os ere de farlige . Mangen stolt , ung Pige er gaaet til Grunde ved Forlovelse — ja , De forstaaer mig vel nok . Men De er jo Student , De maa have Bøger , laan mig engang en Bog . “ „ Nled Fornøielse . “ „ Maa jeg følge med Dem ind og faae en Bog ? “ „ Ja , meget gjerne , men . . . “ slammede Gnstao , „ jeg vil helst herefter selv bringe Dem Bogen , thi hvis Nogen saae Dem paa mit Værelse . . . „ O ja , De boer jo hos Deres Moder . Jeg bliver hos mig selv . “ „ Idag kan De godt gaae ind med . “ Han aabnede Døren og gik foran . „ Det er et rigtigt Studenterværelse , “ sagde hun . „ Her lugter af Tøbak og der ligger en Mængde opslaaede Bøger paa Bordet . “ „ Det er juridiske Bøger , som De næppe vilde kunne forstaae , “ svarede Gustav , „ men see ber i Reolen vil De finde Romaner . “ „ Det var yndigt . Nu maa De anbefale mig en god Bog . “ „ Holder De af historiske Romaner ? “ „ Jeg vilde rigtignok helst have en Kjærlighedsroman , saadan en rigtig spændende , hvor de faae hinanden . “ „ Lad mig see — ja , saa vil jeg give Dem en Roman , som en Dame har skrevet . Her er en fem , sex Stykker , nu kan De vælge . “ Dengang hun rakte Haanden ud efter en af Romanerne , faldt hendes Øie paa et fyldt Svovlstikkefouteral . “ „ Tsten De har jo ingen Mangel paa Svovlstikker , Hr . Hammer , “ sagde hun . Gustav rødmede og slammede : „ Jeg vidste ikke . . . . “ „ De behøver ikke at blive undseelig derover , “ sagde hun og saae ham ind i Øiet . Hans Hjerte bankede heftigt . „ Lin tager jeg denne Roman med mig , “ sagde hun , „ og naar jeg har læst første Deel , kommer jeg og henter anden . “ Med et Smil forlod hun den unge Student , der havde den største Lyst til at ile efter hende og fortsætte Samtalen , men han furde ikke . Dengang det var Tld til at drikke Thee — i Familielivel spiser man ikke til Aften , men man drikker Thee — begav han sig ned paa tredie Sal . Den høitidelige Stemning var vegen for en vis rolig Glæde ; Gustav rakte Jensen-Svcndsen Haanden og gratulerede ham . Det var blevet bestemt , at Jensen-Svendsen forst næste Dag skulde forestille sin Forlovede for hans Forældre . Man havde paalagt Pigen at negte Familien hjemme , dersom Besøgende skulde komme ; man vilde den Aften være alene . Men nogen synderlig Morflab var der ikke . Fruen lod hente Kager og drak de Nyforlooedes Skaal i Rødviinstoddy , og de Nyforlovede takkede fra den Krog , hvorhen de strax efter Bordet havde trukket sig tilbage , og hvor de førte en hviskende Samtale . Det lod til , at Dagmar hurtig havde overvundet sin Afsky for at kysse ; ofte saae mon Jensen-Svendsens Mund nærme sig hendes . Ja , da det blev mørkere , sad hun ikke mere paa Stolen , men paa hans Skjød . Og Moderen sad og glædede sig over , at de unge Folk holdt saa meget af hinanden . Men Gustav tænkte : Dersom Moder engang saae mig paa Tivoli sidde saaledes med Betty paa Skjødet og hendes Blnnd til min Mund , vilde jeg blive udstødt af Familiekredsene , og de unge Damer , der selv hver Aften indtog samnie Stilling paa deres Forlovedes Skjød , vilde være dem , som haardest fordømte mig . Margrethe sad henne ved Vinduet og saae ned paa Gaden . Gustav gik hen til hende og sagde sagte : „ Jeg kjeder mig forfærdelig iaften . “ „ Tys , tal ikke saa høit , “ sagde hun og gabede . „ Du kjeder Dig vist ogsaa . Du sidder her ved Vinduet og slirrer ned paa Gaden ; venter Du at see en stolt Ridder komme ridende op for Døren , slige af Hesten og ile op for at frie til Dig ? “ „ Riddertiden er forbi , Gustav . “ „ Ikke saa ganske , lille Grethe . Det aner mig , at der i vor Tid ogsaa kan opleves smukke Eventyr , naar man blot kunde flyve ud i Verden . Hvormange Tusinder reise der ikke hver Dag gjennem Europa paa Jernbaner ? Hvor let er det ikke der at stifte Bekjendtstaber , som kunne fortsættes ? De vandrende Riddere ride ikke mere paa vælige Gangere ; de kjøre paa Jernbane . “ „ Du har faaet Lyst til at reise udenlands . O ja , iaften kunde jeg have Lyst til det samme . See engang hvilket deiligt Maanesfinsveir det er , men Gaslygterne forhindre mig i at komme i Stemning . Jeg kunde ønske at see Maanen skinne paa skovklædte Bjerge og speile sig i stille Bjergsøer ; jeg kunde have Lyst til engang rigtigt at nyde Naturen . “ „ Jeg vil ikke alene nyde Naturen , men ogsaa Livet . O , var jeg blot rig . “ „ Jeg er bange for , at Du da vilde glemme at tage Din Examen . “ De to Sødskende tang et Øieblik og slirrede ned paa Gaden . Manufakturhandleren ligeoverfor var i Begreb med at lukke . En af Kommis ' erne forlod allerede hurtig Boutiken . „ Nu gaaer han ud at more sig , “ sagde Gnstav . „ Hvem ? “ „ Manufaklnrhandlerkommis ' en . “ „ Misunder Du ham hans Morskab ? “ „ Del just ikke , “ sagde Gnstav , „ men det er faldet mig ind , at den Kreds , hvortil vi regne os , den saakaldte dannede Mellemstand , i mange Henseender seer altfor lidt til det Liv , der rører sig omkring os . De andre Klasser i Samfundet komme meget mere i gjensidig Berøring med hverandre , og derved faae de et Forspring fremfor os med Hensyn til praktisk Blik paa Livet . “ „ Forlanger Du da , at vi sfulle blande os med Folk , der staae under os i Dannelse ? “ „ Ja , hvad vil i Grunden det ofte misbrugte Ord Dannelse sige ? I vore mest dannede Kredse kom engang en engelsf Civilingeniør . Talen faldt paa en temmelig bekjendt By , og da nøgle Tilstedeværende undrede sig øver , at Engelskmanden ikke vidste , hvor den laae , svarede han : Sligt hører for mig til de ligegyldigste Ting ; jeg veed , hvor jeg kan faae Noget at vide om Byen . Jeg gaaer blot ind til en Boghandler og kjøber mig en Geografi . Jeg har været baade i Indien , Amerika og Europa , og jeg har aldrig hos mig selv sporet Savnet af geografisfe Kundskaber . “ „ Hvad vil Du bevise dermed ? “ „ At Ordet Dannelse tages paa forskjellig Maade , og at det maaskee er urigtigt af os at opsatte Dannelse , som vi gjøre . Vi lægge altfor megen Vægt paa den æsthetiske Dannelse og for lidt paa den , som faaes ude i Livets strenge Skole . “ „ Ja , det er maaskee muligt ; men kunne ikke de to Slags Dannelse sympathisere med hinanden ? “ „ De burde kunne gjøre det , men -gjøre det ikke . “ Her blev denne halvt hviskende Samtale afbrudt ved , at Kandidat Jensen-Svcndsen reiste sig for at gaae . Dagmar fulgte ham ud og de bleve endnu nogen Tid staaende ivrigt samtalende i Gangdøren . Gustav gik forbi dem op paa sit Kammer . „ Ja , “ tænkte han , da han lagde sig til at sove , „ JensenSvendsen slaaer nu ved Slutningen af fil Livs Kjærlighedseocntyr , men mit skal forst til at begynde . “ Femte Kapitel . Deklarationen . Noget af det Mærkeligste , som Vorherre og Kongen af Danmark have skabt , er en virkelig dansk Etatsraad . Af alle vore Titler er Etatsraadstitlen bleven den mest nationale ; den er det store Diaal , hvorefter alle danske LErgjerrigheder stræbe . Har man naaet at blive Etatsraad , ønsker man i Reglen ikke at blive mere . Naar den unge Student sidder ved sin Lampe og læser flittigt , er det Udsigten til engang at blive Etatsraad , der ansporer ham til Flid ; naar den dristige Handelsmand inlader sig naa store , for Samfundet gavnlige Foretagender , anseer ban sig for tilsidesat , dersom han ikke udnævnes til Etatsraad ; naar Velgjøreren hvert Øieblik sørger for , at hans Navn sindes opført med store Summer i Aviser , mene de i saadanne Ting Indviede , at han efterstræber en Etatsraadstitel ; ja , selv den unge Pige har gjerne mellem sine Idealer en halvgammel Etatsraad med graasprængt Haar . Endnu maa særlig noteres , at den danske Regering ikke veed bedre Maade at paaskjønne sine store Digtere , Forfattere og Konstnere paa end at gjøre dem til Etatsraader . Men det Mærkværdige er , at en dansk Digter eller Konstner , der er bleven Etatsraad , sjelden frembringer Mesterværker nære . Skulde Folkevittigheden , der har forandret Etatsraad til EtatSrod , maaskee have en dybere Betydning ? Bliver det danske Menneske , der udnævnes til Etatsraad , maaskee berøvet en vis poetisk Oppositionstrang , en Lyst til at see Livet mere idealiseret ? Mister han efterhaanden ligesom Blomsten i Efteraaret sit Blomsterflor og sine Blade og bliver blot Rod ? Ligne ikke mange af disse kjære Etatsraader den afblomstrede Rod , som ligger varmt og godt under Sneen ? Etalsraaderiet er Familielivets Blomst eller Rod , om man vil ; det er det Bestaaende i det Forgjængelige , og i ethvert velorganiseret Huus maa man see til at anskaffe sig en Etatsraad . Guldsmedmester og Major i Borgervæbningen Jensen-Svendsen var saa heldig at have en Fætter , der var Etatsraad . Denne Fætter var ligesaa uundværlig til et større Middagsgilde , som Bordopsatsen eller de store Platdemenager eller de andre Ting , som prydede Bordet . Etatsraad Wutki-Sørensen var Departementschef i et af Ministerierne . Han var anden Gang gift , men havde ingen Børn havt hverken med sin første eller anden Kone . Fru Ingeborg WutkiSørensen var meget yngre end sin Mand . Han var over de Halvtreds , hun mellem sex- og syvogtyve Aar gammel . Der var noget Fornemt udbredt over Hr . Etatsraad WutkiSørensens Optræden . Naar han traadte ind i en Selskabssal og gjorde sit slive og formelle Buk for Vært og Værtinde , følte de Tilstedeværende , at en af Landets Udvalgte hædrede Kredsen ved sin Nærværelse . De unge Studenter og Kandidater talte med hinanden . indbyrdes om Etatsraad Wnlki-Sørensens udmærkede Fortjenester af Samfundet , Etatsraaden selv talte nedladende med de ældre Damer og Herrer , og de unge Damer talte om Fru Etatsraadinde Wutki-Sørensen . Og hun var nok værd al tale om . Fru Ingeborg var en noget fyldig Skjønhed med et , hvad man kalder pikant Udtryk i sit Ansigt . Hendes sorte Øine syntes at ville see den , hun talte med , lige ind i Sjælen . Hun var altid klædt med den mest udsøgte Smag , og i hendes Væsen laae der noget Vindende , der overalt skabte hende Venner . Man sagde om hende , at hun var Godheden selv . Hendes Mand vidste dog , at hendes Øine kunde flyde Lyn , og forlængst havde han ingen anden Villie end sin Kones . Hun kunde paa en værdig Maade gjøre Honneurs i sit Huus og Etatsraadens Selskaber interessante . Guldsmedmester og Major Jensen-Svendsen havde indbudt sine nærmæste Bekjendte til en Middag ; det unge Pars Forlovelse fluide ved denne Leilighed deklareres . Det var en offentlig Hemmelighed , hvad der skulde gaae for sig , men de Indbudte lode naturligviis , som de vare uvidende om Festens Formaal . Etatsraaden indlod sig dog for Bordet i en , man kunde næsten kalde det , fortrolig Samtab med Fru Hammer og Etatsraadinden med Dagmar , der saae noget bleg ud . Familiens Yndlingspræst og Familiens Huuslæge kappedes om at underholde Fru Jensen-Svendsen , og MajorJensen-Svendsen viste en afskediget Infanteri-Major , der var mødt i Uniform , udsøgt Opmærksomhed ; undertiden kunde man høre begge med halvdæmpet Kommandostemme udtale Ordene : Kolonne , Kjæde , Honneurmarche , Retningsunderafficerer oso . Det høitidelige Øieblik nærmede sig , da Døren fluide aabnes til Spisestuen af Lejetjeneren Johnsen , Ligkassebudet Madsens Vært og Fader til de to Døttre , der kunde spille paa Fortepiano . Ved et Middagsgilde var Johnsen ligesaa uundværlig , som hans store Samtidige Etatsraaden . Havde den Sidste ikke havt et Ordensbaand i Knaphullet , vilde man i Henseende til Dragten ikke kunne have fljælnet dem fra hinanden . Johnsen mødte altid i de fineste sorte Klæder af det mesf moderne Snit og bar et Halstørklæde og en Skjortekrave af den mesf skinnende Hvidhed . Men hvilken Forfkjel paa hans og Etatsraadens Optræden ! Den ved en høi Rang udmærkede Mand var lutter Stivhed og kold Høflighed ; Leietjenercn var derimod lutter Bøielighed og Opmærksomhed og i Besiddelse af en sjelden Bevægelighed . Men Johnsen var ogsaa meget efterspurgt . Om Vinteren var han næsten hver Aften beskjæftiget og tjente i sit Kald fra to til fem Daler om Dagen . Og saa faldt der gjerne nogle Sportler af . Johnsen stod altid paa en god Fod med Tyendet j de Huse , hvori han gjorde Opvartning ; derfor kunde han bære de lækkreste Levninger med sig hjem , ja , undertiden et Par Flasker Viin . De sattes da tilside til Johnsen engang selv gjorde Selskab . Døren blev aabnet til Spisestuen , og man vandrede parviis ind . Jensen-Svendsen havde Fru Hammer til Bords , Sønnen Charles havde naturligviis Dagmar , Etatsraaden havde beæret Fru Jensen-Svendsen med sin Arm , Etatsraadinden førtes til Bords af Gustav ; Yndlingspræsten og Huuslægen , der vidste , hvad der skulde gaae for sig , kappedes snildelig om at faae Heltindens Søster til Borddame ; Præsten feirede i denne ædle Kappestrid og gik til Bords med Margrethe under Armen . Saa sad da det udvalgte Selskab om det store , aflange Bord , der straalede af Sølvtøi — man var jo ogsaa hos en Guldsmedmester — og prydedes af to store Krandsekager . Der laa intet elegant , med Guldbogstaver trykt Spisekort ved Kuverten , hvorfor Gjæsterne sade i en behagelig Spænding med Hensyn til hvormange og hvilke Retter Mad de skulle have . Maaltidet begyndte i høitidelig Taushed . Der er just heller ikke noget meget oplivende ved Suppe og Rødviin . Guldsmedmester og Major Jensen-Svendsen saae uhyre indadvendt ud ; han manøvrerede i Tankerne den lille Tale , han skulde holde , naar han om lidt deklarerede Forlovelsen . Undertiden saae han ud , som om han havde mistet Traaden , men han drak et Glas Rødviin og fandt den igjen . Endelig bankede han paa sit Glas , reiste sig , fæstede sit Blik skarpt paa Spidsen af den kegledannede Krandsekage og tog saaledes til Orde : „ Mine Damer og Herrer ! Vi Militære have to Maader at fægte paa , sluttet og spredt . Den spredte Fægtning indleder Angrebet . Kolonnen maa til for at fremtvinge det afgjørendc Resultat . Men saaledes som vi Militære fægte , ja , saaledes fægte i Grunden alle Mennesker mod Livets Sorger og Bekymringer . Forst fægte vi i spredt Orden ; det er , medens vi ere unge ; Tirailløren tumler sig ude i Livet , som han bedst kan , men han indseer , at skal han frembringe noget til Borgerheld sigtende , da maa han slutte sig sammen med et elsket , kvindeligt Væsen . Han lader , hvad vi Militære kalde : Blæse Kolonne , det vil sige , han frier . Mine Dame : og Herrer ! Jeg har anmodet Dem om at samles hos mig idag , fordi jeg har den Glæde at kunne underrette Dem om , at min Søn har blæst Kolonne . ( Almindelig Sensaiion . ) Han er bleven forlovet med en Dame , hvis Skjønhed , Sjælsreenhed og andre ndmærkede Egensfaber vistnok de fleste af de her Tilstedeværende forlængst have lagt Mærke til . Jeg mener Frøken Dagmar Hammer . ( Fornyet Sensation . ) Enhver vil vistnok kunne fatte , med hvilke Følelser jeg i dette Øieblik hæver mit Glas for at udbringe en Skaal for nu » Sons og hans Forlooedes Fremtids Held og Lykke . “ Det var ikke Faderens Mening , at der skulde have været raabt Hurra ; det var for studenteragtigt , men Huuslægen sandt Øieblikket gunstigt til at lægge sin Hengivenhed før Jenscn-Svendsens Familie for Dagen og udbragte et ni Gange gjentaget Hurra . Han saae paa Præsten , som vilde han spørge : „ Kan Du stikke den ? “ Nu havde Alle travlt med at klinke med de Nyforlovede . Etatsraaden glemte for et Øieblik sin Stivhed og blev ligesaa be « vægelig som Lejetjener Johnsen . Han sagde baade Charles og Dagmar Komplimenter . De to ældre Damer . Fru Hammer og Fru Jensen-Svendsen havde Glædestaarer i Øinene , ogFruWutkiSørensen blev saa begejstret , at hun klinkede med Gustav og sagde : „ De Nyforlovedes Skaal , Kjærlighedens Skaal ! “ Hun smilte , satte Glasset til Munden og drak det ud ; Gustav gjorde det samme . En ny Ret blev baaren ind , og man begyndte igjen at spise . Det høitidelige Anslrøg , der havde hvilet over Selskabet , var forsvundet , og overalt hørtes livlig Samtale . Da reiste Etatsraaden sig , og Alle taug . Han saae ikke paa nogen Krandsekage , men lod sit overlegne Blik løbe fra den ene Gjæst til den anden , lod det et Øieblik hvile paa Fru Hammers Haarpynt og flyttede , det derfra til den afskedigede Majors karmoisinrøde Næse , der stak besynderlig af mod hans blege Kinder . Et Øieblik forvildede Etatsraadens Blik sig i en Sauceskaal , men foer hurtig derfra for at hefte sig paa Etatsraadindens oprømt ? Ansigt . Medens hans Øine i stor Hurtighed gjorde den beskrevne Vandring , sad Selskabet tanst og i spændt Forventning efter at hore den store Mand tale . Endelig begyndte han saaledes : „ Det er noksom bekjendt , at Samfundet hviler paa Familien . Det er derfor en Pligt at bevare Familien reen og uplettet . Et > smukt Familieliv er Samfundets Blomst , og at være af god Fa , mille er et Fortrin , der ikke kan opvejes med Guld . Jeg veed vel , ot Tiden raaber paa Lighed , men jeg har aldrig deeltaget i dette Raab , thi jeg vil hverken lade mig regere af Pøblen eller være dens Ligemand . ( Almindeligt Bifald . ) Vi dannede , vi gode Fa > milier maa derfor slutte os nærmere sammen end hidtil . Det bliver en uafviselig Pligt for Mænd , som min kjære Fætter Majoren , for mig selv og Andre , at vi sørge for , at de , som gjæste vore Huse , i enhver Henseende kunne bestaae „ Ahneprsven “ . I sin Tid kunde Ingen blive Officeer i visse tydske Armeer uden at have godtgjort at besidde et vist Antal adelige Ahner . Dette kaldtes Ahneprsven . Jeg veed , at Enhver i denne Kreds er enig med mig i de her udtalte Anskuelser ; derfor ville de med sand Glæde og Begeistring tomme et Glas med mig paa Major og Majorinde Jensen-Svendsens fremtidige Lykke . I Deres Huus findes altid et udvalgt Selskab . Her sfattes Intclligentsen , her samles en Ungdom , der smeder aandelige Vaaben mod dem , som frækt ville usurpere sig Navn af vore Ligemænd . En Skaal for Major og Majorinde Jensen-Svendsen . “ Guldsmedmester og Major Jensen-Svendsen reiste sig og takkede rørt paa egne og Frues Vegne . Ogsaa han havde harmet sig over , at Mennesker af god Familie ikke undsaae sig ved at blande sig mellem Folket . Hans Huus skulde altid være lukket for Enhver , der ikke kunde bestaae Ahneprsven . Indholdet af Etatsraadens Tale blev stærkt diskuteret i Selskabef . Alle fandt Talen udmærket med Undtagelse af — hans Kone . Fru Etatsraadinde Wutki-Ssrensen sagde til Gustav , at der vistnok udenfor Familielivet fandtes mange Mænd , der vilde kunne blive en Pryd for ethvert Selskab . Dette bejaede Gustav . Resten af Maaltidet forløb , uden al der hændtes noget videre mærkeligl . Man spiste meget og drak meget , og man blev meget gemytlig . Først seent reiste man sig fra Bordet , og efterat man havde drukket Kaffe , var der Nogle , som foreslog , at man skulde dandse . En af de unge Damer satte sig til Fortepianoet og snart tumlede der sig flere Par paa Gulvet . Man sfilles tidligt . Det var lummervarmt , men mørkt i Veiret og truede med Regn . Dengang Gustav havde fulgt sin Familie vp til tredie Sal , sagde han Godnat og ilede til sit Kvistkammer . Den smukke Naboerske aabnede sin Tor ved hans Komme og et svagt Lysskjær foer ud paa Trappen . „ Hvor jeg har længtes efter Dem , “ sagde hun , „ jeg er færdig med første Deel og vil gjerne have anden . “ „ Kom ind med og faae den , “ svarede Gustav . Sjette Kapitel . Uden Masker . Som Nyforlovet har man strengt Arbeide . Man skal ud at vise sig for Venner og Bekjendte , man skal spadsere paa Østergade , man skal sidde sammen i Theatrene , og man skal endelig deeltage i en Mængde Gilder , som Venner og Bekjendte føle sig kaldede til at gjøre , fordi man/ har havt Lyst til at forlove sig . Et nyforlovet Par kommer derfor gjerne til at see blegt og anstrengt ud . Fru Hammer havde havt et Aftenselflab i Anledning af Dagmors Forlovelse . Ved Bordet havde alvorlige Taler skiftet med humoristiske . Charles Jensen-Svendsen havde holdt en meget morsom Tale , og Student Carl Flimby en i høi Grad rolig og alvorlig . Han havde toget til sin Text : „ To Sjæle og een Tanke “ , og Selskabets ældre Damer erklærede eenstemmig , at Flimby var et ganske udmærket Menneske og at han med Tiden vilde blive en fortræffelig Prædikant . Et Par unge Damer kom i Tanker om , at Flimby var et godt Parti og begyndte at blive forelskede i ham . Medens han talte alvorligt og værdigt , kom Fru Hammer til al vende sit Blik mod Døren , og der stod Tjenestepigen Rosamunda — forkortet til Rosa — og loe . Fruen blev i sit stille Sind meget forbittret og lukkede Døren . Da Carl Flimby med dirrende Stemme havde endt sin Tale , gik hun ud til Pigen og spurgte hende , hvad hun havde leet af . Rosa svarede : „ Jeg kunde ikke forstaae det . “ Fruen gjorde hende opmærksom paa , at det var naturligt nok , at hun ikke kunde forstaae , hvad dannede Folk talte om , at hun fluide blive i Kjøkkenet og ikke understaae sig til at lure ved Døren . Rosa taug , men brast i Latter , da Fruen var gaaet . „ Hahaha , nei , jeg kunde ikke forstaae det , “ gjentog hun . Rosa var en net og livlig Pige , Datter af en fattig kjøbenhavnsk Haandværker . Et Par Aftener senere var Fru Hammer og hendes Børn ude til en Skovtour i Anledning af Forlovelsen . Fruen havde sagt til Rosa , at hun først ventede at være hjemme henved Kl . 11 . Efterat Familien var tagen ' bort , fatte den unge Tjenestepige sig til at læse en af Poul cis Kocks Romaner — hun var uden sit Herflabs Vidende i et Leiebibliothek — og da det blev Tid til at spise til Aften , lagde hun Bogen bort og dækkede Bordet som om Herskabet havde været hjemme . Ja , Resterne af Fruens Kardinal og Biflop flaanedes end ikke , men toges ud af Buffeten og sattes paa Bordet . Den unge Pige dækkede til To . Hvem fluide hun spise til Aften med ? Bordet var færdigt , og hun blev utaalmodig . „ Kommer han dog ikke ! “ udbrød hun . Der bankedes paa Kjøkkendøren , Rosa ilede glædestraalende ud og lukkede op , og ind traadte Hr . 8ttMv8U8 tdøologiD Carl Flimby i egen Person . „ Godaffen , min Glut , “ sagde han og kyssede hende . „ Hvor Du kommer sildigt . “ „ Jeg kunde s ' gu ikke komme før . Jeg maatte snakke Gammelt med en Præst , i hvis Huus jeg kommer . “ „ Du maa være sulten . “ „ Jeg har Ulvehunger . “ „ Bordet er dækket . “ „ Ja , lad os saa spise strax . “ Hun førte ham ind i Spisestuen , Flimby kastede et Blik paa Bordet og sagde : „ Levningerne fra forleden Aften ! De skulle smage mig . Og her er Punsch . Men een Ting mangler dog , lille Rosa , det er Brændeviin . “ „ Vi have aldrig Brændeviin i Huset . Fruen mener , at Brændeviin er kun for simple Folk . “ „ Fruen har en fiin Smag , “ sagde Flimby . „ Men jeg kan s ' gu ikke undvære Brændeviin til min Aftensmad . Hør Rosa , der har Du Penge ; gider Du løbe ned at hente mig en halv Pægel ? “ „ Med Fornøielse ! “ svarede Rosa og ilede afsted . Da hun kom tilbage , spurgte hun : „ Hvorledes kan Du undvære Brændeviin , naar Du er hos Fru Hammer ? “ „ Fordi , “ svarede han , „ jeg naturligviis spiser til Aften , fsr jeg gaaer hjemme fra . Jeg har iagttaget , at det ingen Anbefaling er for en ung , fremadstræbende Mand , at have en for stor Appetit ; han koster for meget at have til Gjæst og bliver derfor ikke i Længden velseet . Mange ældre Damer have den Tro om en ung Mand , der spiser lidt , at det er en særdeles nøjsom og skikkelig Fyr . “ Rosa lo og sagde : „ Ja , det var en kjøn Rolle , Du spillede forleden Aften , dengang Du talte om to Sjæle og een Tanke . Jeg stod i Døren og kunde ikke bare mig for at lee , men saa kom Fruen og skjældte mig ud for det , og fordi jeg sagde : jeg kunde ikke forstaae del . Hun troede , jeg ikke kunde forstaae Din Tale ; jo , den kunde jeg meget godt forstaae ; jeg meente , jeg kunde ikke forstaae , at Du kunde forstille Dig saa grueligt . “ „ Det er min mindste Konst , lille Rosa . “ Flimby tog dygtigt for sig af Retterne . Den halve Pægel blev drukken , og derefter blev afvexlende Kardinalen og Bisfoppen prøvet . „ Men hør , Rosa , troer Du ikke , Dit Herflab opdager , at der er drukket af Flaskerne ? “ „ Jeg hælder Vand i dem . “ „ Ja , men det vil kunne mærkes . “ „ Ikke af dem , som besøge Fruen . “ „ Jeg troer næsten , at Du har Ret . “ Flimby tog sig en god Slurk Kardinal og vedblev : „ Det er dog en mærkelig Situation , hvori jeg befinder mig . For et Par Dage siden var jeg Fruens Gjæst , her var sint Selskab , og jeg holdt Taler , og nu sidder jeg her og er Tjenestepigens Gjæst , drikker Brændeviin , ja , agter endogsaa at ryge Tobak i disse ubesmittede Haller . “ „ Fruen har en fiin Næse ; hun kan lugte det , naar hun kommer hjem . “ „ Saa sætter jeg mig ud til Dig i Kjøkkenet og ryger . Tit Kammer er saa forbandet lille ; der kan jeg ikke ophold- mig . “ „ Du er altid saa sød , “ sagde Rosa . „ Ja , mit Kammer er frygtelig lille ; de Folk , som nu bygge Huse , troe vist , af Pigerne ere blevne mindre . Der er pæne Steder , hvor der siet intet Pigekammer er ; derfor maa Pigen ligge paa Kjøkkengulvet . “ Medens Rosa sagde dette , tog hun af Bordet ; thi Flimby havde tilkjendegivet hende , af han var færdig med af spise . Han bar nu en Gyngestol ud i Kjøkkenet , tændte en Cigar og sagde til Rosa : „ Er Du ellers vel fornøiet med Dit Heistab ? “ „ Det kunde være værre . Naar det er gaaet i Seng , kan jeg hver Aften gaae ud af more mig , saameget jeg har Lyst til . Det falder aldrig Fruen ind af see efter , om jeg er hjemme om Natten . “ „ Det er en Fordeel . Hør , siig mig engang , hvad ere Dine Tanker om Gustav Hammer ? “ „ Det er et underligt Spørgsmaal . Er Du jaloux ? Han seer aldrig til mig . Det er vist et Fæ . “ „ Mener Du det ? “ „ Fruen har vistnok Kommandoen over ham . , Og saa er han saa geneert af sig . Jeg saae engang paa ham , men han slog sine Øine ned . “ Flimby lo . „ Alligevel , lille Rosa , troer jeg , af han har Lyst til af være med . En Ben af mig har fortalt mig noget derom . “ » Det kan jeg lide ham for , “ sagde Rosa . „ Det er Synd , at saamange pæne unge Herrer skulle gaae og sfabe sig som vare de gamle Jomfruer . Men hvad vil Fruen sige ? “ „ Det kan jo være os To ligegyldigt , lille Rosa . “ „ A° ja . “ „ Er han klag , faaer Familien Ingenting at vide . “ „ Kan det skjules ? “ „ Troer man ikke , at jeg er ligesaa stille og sat som Gustav ? “ „ Jo , men Dine Forældre ere heller ikke her i Byen ; Ingen fladdrer til dem . Aa , det er sandt , nu skal jeg da fortælle Dig Noget . Dengang jeg forleden Aften lukkede Fuldmægtig Stengel ud , tog han mig om Halsen og vilde kysse mig . “ „ Hahaha , Stengel , den ærbare Stengel ! Han bærer altsaa ogsaa Maske . Det er jo en heel Maskerade , som en stor Deel af os , der komme i Familielivet , opføre . De Eneste , som faae Lov til at kigge under Biasfen , ere Tjenestepigerne . Det vilde have været store Løier for Holbergs Pernille , dersom hun havde levet i vor Tid . Og vi , som bære Maste overfor Familien , bære undertiden ogsaa Maste overfor hinanden , saaledes som det er Tilfældet med Stengel og mig . “ Dengang Klokken var ti , kyssede Flimby Rosamunda og sagde Farvel . Hun saae efter ham og sagde : „ Jeg holder uhyre meget af Flimby , men være hans Kone , det vilde jeg ikke for Alt i Verden . Jeg fik da slet ikke Lov til at kigge ind under hans Maste . “ En kjøbenhavnsk Tjenestepige kan ogsaa være aandrig . Gustavs Lyst til at opsøge Eventyr var en Tid bleven dæmpet deels ved de selskabelige Adspredelser , som fulgte efter Dagmors Forlovelse , og deels ved det Kærlighedsforhold , han havde knyttet med sin Naboerske paa Kvisten . Mangen Eftermiddag sad Gustav og læste Romaner høit for hende , istedetfor at læse til Examen . Hans Moder glædede sig over , at han var bleven saa flittig . Efterhaanden følte Gustav , at hans Indflydelse i Hjemmet aftog . Man spurgte ikke mere ham til Raads , men Charles . Ia , Gustav kunde mærke , at flere smaa Bebreidelser , som hans Moder af og til gjorde ham , maatte komme fra Familiens nye Medlem . Gustav blev derfor efterhaanden noget bitter mod Charles , men lod sig dog ikke mærke dermed for ikke at fremkalde huuslige Scener . Det var ham klart , at det ikke vilde vare længe , før Charles blev den Eneraadende . Een Fordeel havde Gustav opnaaet ved , at Dagmar var bleven forlovet : han behøvede ikke saa ofte som før at ledsage Moderen og Søstrene paa deres smaa Fornøielsesloure . Den Fritid , han herved fik , troede Moderen , at han anvendte til at studere i , medens han i Virkeligheden brugte den til Besøg hos sin Naboerske . En Aften sad Gustav og oplæste Digte af Christian Winther for hende . Versene havde begejstret ham , og han havde hævet sin Stemme høiere end sædvanlig . Da bankedes der paa Døren ; Gustav blev forlegen og standsede sin Læsning , og Jomfruen gik hen og lukkede op . „ Er Hr . Hammer ikke herinde ? “ hører Gustav til sin Forfærdelse Moderens Tjenestepige spørge . „ Vil De tale med ham ? “ „ Jeg har sat hans Aftensmad op . Værelsef stod aabent ; der var Ingen derinde , og en Tyv kunde være gaaet ind og have taget , hvad det skulde være . Saa hørte jeg Hr . Hammer læse Vers i Kammeret ved Siden af . “ „ Ja , det er ganske rigtigt , “ sagde Gustav , som nu viste sig . „ Jeg lærer den unge Dame der at deklamere ; hun vil til Theatret . “ „ Aa , vil De til Theatret ? “ spurgte Rosa . „ Ieg havde engang Lyst til at komme til Theatret , men saa tænkte jeg , at det var saa svært at lære Rollerne . — Hr . Hammer lærer altsaa Folk at spille Komedie ? “ „ De misforstaaer . At deklamere er ikke at spille Komedie . “ „ Ja , jeg er dum . Ieg forstaaer mig ikke paa saadanne Ting . Altsaa Herren og Jomfruen spille ikke Komedie ? “ Jomfruen lo , Gustav blev ærgerlig , men betvang sig . Han bad Rosa om at folge et Øieblik ind med paa hans Værelse , hvor han sagde : „ Hør , Rosa , hvad her er foregaaet , behøver De ikke at fortælle min Moder og mine Søstre . “ „ Begribeligt ikke . “ „ Ieg lærer virkelig Jomfru Richter derinde at deklamere . “ „ Naturligviis . “ „ Men Folk ere saa mistænksomme . “ „ Det ere de allid . “ „ De leer . Vilde De sige noget ? “ „ Nei . Herren maa blot ikke troe , at jeg er af den Slags , der finder det underligt , at De har en Kjæreste . “ „ Saa har De vel selv en ? “ „ Aah ! “ „ Hvem er det ? “ „ Det siger jeg ikke , “ sagde Rosa leende og løb ud af Døren , Gustav drak denne Aften meget tankefuld sin Thee . Rosa havde bestandig forekommet ham at være en slille og ærbar Pige , og nu viste hun sig pludselig for ham i en heel ny Skikkelse . „ Desto bedre , “ tænkte han , „ saa sladdrer hun ikke af Skole . “ Han gik atter ind ti ! Jomfru Richter og talte med hende øm det Forefaldne , og hun var af samme Mening , at Rosa vilde tie slille . Desmere forfærdet blev hon , dengang Carl Flimby den paafølgende Dag mødte ham paa Gaden og udbrød : „ Naa , der er bagt til Dig , som det populært hedder , naar Du kommer hjem . “ „ Hvad skal det sige ? “ „ Jeg talte i dette Øieblik med Din Svoger . Hvad er det dog for forfærdelige Historier , som Pigen har fortalt ? Du lærer en Jomfru , der boer ved Siden af Dig paa Kvisten , at deklamere . “ Blodet foer Gustav til Kinderne ; med næsten dirrende Stemme sagde han : „ Det er Bagtalelse . “ „ Jeg vil haabe det , “ sagde Flimby , „ jeg “ har altid anseet Dig for at være et saare moralsf Menneske . — Det ' vilde jo være forfærdeligt , dersom Du lærte en Jomfru at deklamere . — Jeg kan saa godt forstaae , at Din Familie er sønderknust over Din formeentlige Dødssynd . “ „ Altsaa har Rosa fortalt Moder , at jeg . . , “ „ Javisf . Rosa skal igaar have overrasket Dig i en töts ü töts med den tilkommende Skuespillerinde ; Du øvede hende nok i Elsferindefaget . — Jeg vil forresten ikke være i Dit Sted , naar Du idag kommer hjem . Din Akoder vil gjøre Dig slærke Bebreidelser , understøftet af Jensen-Svendsen . Dine Søstre — ja , de ere neppe i Stuen ; de maae jo rødme ved at see deres Broder . “ Gustav stod som paa Naale . „ Den engleagtige Reenhed , “ vedblev Flimby , „ der hviler over vor Tids unge Damer , den jomfruelige Blyhed , der gjennemtrænger deres Væsen , den Fordybelse i Religionens hellige Sandheder , der næsten gjør dem til Helgeninder — alt dette bevirker , st Dine Søstre maae sky Dig , og al de i det Høieste kunne have Medlidenhed med Dig . — De Huse , hvori Du hidtil er kommen , ville lukke sig for Dig , Du vil staae som en Hjemløs , skjondt Du baade har Hjem og Familie , Du vil blive slødt ned i Taternes Rige , hvor der vel ikke er Helvedes flammende Ild , men flammende Punsche « boller og vilde Bachanler og Bachantinder . Og naar Du engang faaer Embedsexamen , hvis Du overhovedet faaer den , vil ingen hjælpende Haand flasfe Dig et Levebrød , Du maa kæmpe , lide og sulte . Det maa være forfærdeligt for Dig , som ikke et vant til at sulte . Men jeg maa desværre sige , at Du har ærlig fortjent det . At lære en ung Pige at deklamere , istedetfor selv at læse til Examen , er det ikke uhørt ! “ Gustav svarede Intet paa denne Tale og saae yderlig flau nd . Nu kunde Flimby ikke forstille sig længer , men brast nd i en slærk og vedholdende Latter . Gustav saae forbauset paa ham og vidste ikke , hvad det fluide betyde . Da sagde Flimby tilsidst : „ Det er mageløst at see Dit forskrækkede Ansigt . Du er nok ordentlig bange for Din Familie ? Og Du vil alligevel nd paa Eventyr ? Jeg vil imidlertid berolige Dig og sige , at Din Familie Intet kjender til Din forfærdelige Dødssynd . “ „ Men hvorfra veed Du da Besked ? “ spurgte Gustav lettere tilmode . „ Jeg har mine Spioner allevegne . “ „ Ja , men . . . “ „ Sæt nu , at den skjønne Jomfru , Du øver i Deklamationskonsten , var en Bekjendt af mig . “ Gustav begyndte at blive rasende jaloux paa Flimby . Han sagde : „ Du , som før tog Forargelse af min Opførsel , er altsaa ikke bedre end jeg . “ „ Ikke nær saa god , men det har vist Adam Folkman allerede fortalt Dig . “ „ Du har talt med Adam Folkman ? “ „ Javel , jeg har talt med ham om Dig . Hør engang , har Du Last til at slaae nogle smaa Volter udenfor Hjemmet , skal jeg saamæn gjerne hjælpe Dig dertil , det var Synd andet . Men Forord bryder ingen Trætte ; bcgaaer Du Dumheder , maa Du tage dem paa Din egen Kappe , jeg vil holdes udenfor . Den Stilling , jeg nu indtager i Familielivet , vil jeg bevare ; den skal engang blive indbringende for mig . “ „ Stol paa mig . “ „ Jeg vil løbe den Risiko . “ „ Men hør , siig mig , kjender Du Marie Richter ? “ „ Naa , hedder hun saaledes . Kan det berolige Dig , vil jeg svare , al jeg kjender hende ikke . “ „ Men hvorfra veed Du da . . . “ „ Kan Du da ikke indsee , at har hun ikke fortalt mig det , maa Eders smukke Tjenestepige have gjort det ? “ Gustav studsede og sagde : „ Dei var altsaa Dig hun meente , da hun igaar fortalte , at hun havde en Kjæreste . “ „ Sandsynligviis , med mindre hun har flere Kjærester . “ „ Og det siger Du saa rolig ? “ „ Hør engang , Hammer ; man maa aldrig gaae op i sine smaa Kjærlighedseventyr ; thi saa angribe De os for meget . Man maa tage Sagen som en Leg og ikke blande Alvoren med ind . “ „ Kan man altid det ? “ „ Det kommer meget an paa , hvorledes Naturen har anlagt oS . Jeg kan det . Du skal see mig , naar jeg bliver ældre ; jeg er overbeviist om , at jeg vil blive en fortræffelig Præsf og en ypperlig LEgtemand . Hvad Dig angaaer , niaa Du , ligesom jeg , sørge foi ikke for meget at lade Dig henrive af Dine Følelser ; Pigebarnet kan Du da let ogsaa gjøre tummelumsk , og man udsætter sig for Opdagelse og Skandale . “ . Kan man da aldeles beherske den Kvinde man elsker ? “ „ Man elsker hende ikke , man lader kun som man elsker hende . Ja , i Reglen kan man beherske Kvinderne , thi deres Følelsers Barme afhænger af , hvormange Skovtoure og Maskeradebilletter , man kan give dem , hvormegen Pynt , man kan forære dem , og , er man Grosserer , hvormange Femdalers ' edler , man kan undvære . “ „ De elske os kun for Fordelens Skyld ? “ „ Unge Samtidige , Du vil lære at indsee , at det ikke er de » personlige Elskværdighed og et smukt Ansigt , der bedaarer Taterlivels Pigebørn , men derimod en fyldt Pengepung . “ „ Saa dybt kunne de unge Piger dog ikke være sunkne . “ „ Hahaha , Drømmer ! — Man er kommen saa vidt , at Alt kan vurderes , altsaa ogsaa kvindelig Skjønhed . — En smuk , ung Pige anseer sin Skjønhed for en Kapital , der skal gjøres frugtbringende . “ Gustav blev næsten harmfuld over Flimbys Udtalelser ; thi han saae i enhver Kvinde næsten et Ideal , og han havde kun tænkt sig det som en sjelden Undtagelse , at en Kvinde kunde sætte Guldet over Hjertet . Nu fortalte Flimby , at Undtagelsen var Neglen . Nei , Gustav kunde og vilde ikke troe det . Flimby saae Tvivlen i hans Miner , og han vedblev : „ Troer Du , at et saa forbandet grimt Bæst , som jeger , kunde gjøre Lykke hos det smukke Kjøn , dersom min kjærlige Moder ovre i Jylland ikke forsynede mig rigelig med Lommepenge ? “ „ Du kalder Dig selv grim ! “ „ Ja , er jeg del ikke ? Vil man frem i Verden , maa man være paa del Rene med , hvorledes Ens Ansigt seer ud . “ Klokken slog Elleve paa Frue Kirkelaarn . Gustav fik Hast , thi Kan skulde til Manuduktøren , der boede i Studiestræde . Før de slilles , lovede Flimby at see op til ham , for at nærmere Aftale kunde træffes . Syvende Kapitel Penge og Hjerte . I Forbigaaende er tidligere Gustavs Onkel , Urtekræmmeren , bleven nævnt ; hans Navn var Peter Asie , og han havde i Tidens Løb samlet sig en ikke ubetydelig Formue . Han var Familiens Raadgiver i alle Pengesager , ligesom man sjelden undlod at tage Hensyn til hans Mening , naar et eller andet vigtigt Skridt skulde gjøres . Det var en lille , livlig , graahaaret og bleg Mand med et udbredt Personalkjendsfab . Han talte hurtigt og undertiden med en halv spottende Mine . Tilfældet vilde , at Gustav , dengang han kom fra Manuduktøren , skulde møde denne Onkel . Gustav var endnu opfyldt af , hvad Flimby havde fortalt ham , at det ikke var den personlige Elskværdighed og et smukt Ansigt , men en fyldt Pengepung , der gjorde Indtryk paa de^ smukke Kjøn . Onkelen slandsede ham paa Gaden og begyndte at tale om Tagmars Forlovelse . „ Det er et rigtig godt Parti , “ sagde han blandt Andet , „ han vil arve en svær Mængde Penge efter sin Fader ; jeg har forhør ! mig derom . “ „ Lykken beroer ikke paa Pengene , men paa Kjærligheden , “ svarede Gustav . „ Hihihi , Du tager Feil . Uden Penge kommer man ingen Bei i denne Verden . Naar Du engang gifter Dig , Gustav , vil Du ogsaa see efter Penge . “ „ Aldrig ! “ „ Ja , ja , vi ville faae at see . Hvis Du forlover Dig med en fattig Pige , har det lange Udsigter med Brylluppet ; Du kan da først gifte Dig , naar Du faaer et Embede , der indbringer Dig el Par Tusinde om Aaret . “ „ Saa forlover jeg mig slet ikke . “ „ Man bliver ogsaa kjed af at være Pebersvend . Nei , forlov Dig kun , men sorg for , at hun har Penge . En ung Mand med Dine Udsigter og af god Familie vil altid kunne faae en Pige paa en Snees Tusinde . “ „ Jeg sælger mig ikke , “ sagde Gustav stolt . „ Her er ikke Tale om at sælge sig . Men lad os vende Sagen om . Troer Du ikke , at vore unge Damer , der ingen Formue have , see langt mere paa Penge end paa et smukt Ansigt . “ „ Nei , det troer jeg ikke . “ „ Jeg kunde opregns Dig mange Exempler derpaa . Kjærlighed og Kildevand have i vore Dage mistet al Kredit . Vore Damer forlange to Retter god Mad hver Dag , smukke Klæder , mange Fornøielser , en elegant Bolig og om muligt Heste oz Vogn . “ „ Det kan jeg ikke troe . “ „ Hihihi , det er meget fornuftigt af de unge Damer . Et godt Udkomme fremkalder snart Kjærlighed , hvor den ikke er tilstede . “ „ Jeg siger , at Kjærlighed vil tilsidst flasse et godt Udkomme , thi Kjærlighed mellem Mand og Kvinde gjøre Begge nøjsomme og arbeidsomme . Hvor stolte kunne et Par LEgtcfolk ikke være , der have flabt deres egen Lykke . “ Onklen rystede paa Hovedet og sagde leende : „ Jeg kan høre paa Dig , at Du læser mange Digte . Hm , hm , naar agter Du at gaae op til Din Embedsexamen ? “ „ Til Nytaar haaber jeg at være færdig . “ „ Det var Ret , “ sagde Onklen og rystede ved Affleden fornøiet sin Neveus Haand . „ Farvel , hils hjemme ; jeg seer snart op . “ Onklens Betraglningsmaade af Kjærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde kom i Virkeligheden Flimbys meget nær . I Taterlivet hed det : „ Hun solgte sig for Guld “ ; i Familielivet : „ Hun tog ham for Pengenes Skyld . “ Gustav kunde ikke troe paa denne Opfattelse af Kvinden ; han meente , at kun ved at vinde en ung Piges Kjærlighed kunde man knytte hende til sig . Jo mere ban tænkte over Sagen , desto mere følte han Trang til at optræde som Ridder for Kvinden , saavel den fornemme som den ringe . Men hvem skulde han udæske til Kamp ? Hele Samfundet ? Men det var noget upersonligt . Havde Gustav været i en eller anden Forening , vilde han vistnok være staaet op og have holdt en Tale til Kvindens Priis ; nu derimod maalte han gjemme hos sig selv , hvad der gjærede i hans Bryst ; han vidste Ingen , til hvem han fluide betroe sig . Dog jo , dengang han om Eftermiddagen sad inde hos Marie Richter , saae han paa hende og spurgte : „ Knnde De sælge Dem for Guld ? “ „ Hvad mener De ? “ spurgte Marie og rødmede . „ Jeg mener , “ slammede Gustav forlegen , „ ja saaledes vilde jeg i Grunden ikke have spurgt . Jeg skal sige Dem , jeg har kørt Folk paastaae , at vor Tids Kvinder ikke vurdere Mændene efter deres personlige Elskværdighed , men efter den Formue , de raade over . “ „ Folk have maaskee Ret i denne Paastand . “ Gustav saae bestyrtet paa Marie og spurgte : „ Og det mener De ? “ „ Ja , “ svarede Marie , „ det mene mange af vor Tids Kvinder , thi det er en streng Tid at leve i , og man siger : Sulten forjager Kjærligheden eller ogsaa : Kjærlighed er en Luxusartikel . “ „ Det er netop Kjærlighed , som forjager alle Sorger . “ Marie lo bittert og spurgte : „ Veed De , hvad det er at sulte ? Nei , De veed det ikke . De er opdraget i Velstand . Jeg veed det . O , det er frygteligt at sulte , især naar man er ung . “ „ Fortæl mig Deres Historie . “ „ Ja . Jeg vil ingen Hemmeligheder have for Dem . Mine Forældre havde en lille Handel , der siffrede dem et sorgfril Udkomme . Jeg var deres eneste Barn og intet rimeligt Ønske blev negtet mig . Da jeg var sexten Aar gammel døde begge mine Forældre hurtig efter hinanden , og jeg stod alene i Verden . Jeg var for stolt til at tjene , hvorfor jeg besluttede at ernære mig ved at sye ; jeg huskede ikke paa , at jeg ikke var vant til Arbeide . I Begyndelsen gik det nogenlunde godt , thi der var indkommen en lille Sum ved Salget af mine Forældres efterladte Eiendele , men efterhaanden blev denne Sum opbrugt og jeg skulde ernære mig alene ved mit Arbeide . Jeg opdagede snart , at det kunde jeg ikke . Mine egne Eiendele vandrede da lidt efter lidt ind paa Laanekontoirerne , og snart eiede jeg ikke Andet end hvad jeg gik og stod i . Det var Vinter ; jeg frøs og jeg sultede . Jeg skyldte min Værtinde for Huusleie , og hun havde sagt , at jeg maatte flytte den sidste Dag i Ugen . Da jeg efter Fristens Udløb ikke gjorde Mine dertil , tog hun mig med Magt og satte mig uk > af Døren . Min Kommode beholdt hun som Betaling for den resterende Leie . Nede paa Gaden sneede det , og det begyndte at blive mørkt . Jeg græd og vidste ikke , hvor jeg skulde gaae hen . For Tjenestepiger var der et Tjenestepigehjem , men hvor fandtes der et Syvigehjeni ? Taarerne trillede mig ned ad Kinderne . I et Par Timer vandrede jeg om i Gaderne ; jeg følte mig saa sulten og saa træt . Det sortnede før mine Øine , og Benene rustede under mig . Da greb en Mand mig fat i Armen og spurgte : „ Er De syg ? “ „ Jeg troer det , “ stønnede jeg og saae op paa ham . Et Gjenkjendelsesudraab undslap os Begge . Den Mand , som stod før mig , var hyppig kommen hjem til mine Forældre , kort før de døde . Han var ansat paa et Kontoir og havde desuden nogen privat Formue . Min Moder havde et Par Gange slaaet paa , at han vist kom hjem før min Skyld , og at han var et godt Parti . Jeg kunde ikke lide ham , thi han var saa umaadelig styg ; jeg vilde kun række den min Haand , som jeg kunde elske varmt og inderligt , Nu Ilod han før mig og saae mig saa kjærlig ind i Øiet ; steg fik Tiltro til ham , og jeg betroede ham min fortvivlede Stilling . Jeg saae , at den gik ham til Hjertet . Han tilbød mig Hjælp ; han fulgte med mig op til min Værtinde og betalte min Hnusleie . Alle mine pantsatte Sager bleve løste hjem , og jeg fik Arbeide , som betalte sig godt . Jeg var ham inderlig taknemmelig , men jeg mærkede paa mig selv , at jeg aldrig kunde komme til at elske ham . Han talte i lang Tid ikke til mig om Kjærlighed , men da friede han en Dag . Skjøndt jeg havde ventet , at det maatte komme dertil , blev jeg dog saa betagen , at jeg ikke kunde svare , men brast i Graad . Han bad mig da opsætte mit Svar til den følgende Dag . Da jeg var alene , blev det mig indlysende , at han vilde unddrage mig al Understøttelse , dersom jeg gav ham Nei . Den frygtelige Aften i Sneeoeiret stod for min Tanke ; jeg gøs og valgte et sorgfrit Udkomme for Nød og Elendighed . Om Natten laa jeg og græd og bad Bor Herre hjælpe mig , men saa var der ligesom noget , der sagde mig , at jeg burde tage ham af Taknemmelighed . Den næste Dag blev min Forlovelsesdag . Hvor han var glad ; vi kjørte ud i Skoven og morede os , og han talte allerede om Giftermaal . Men jeg syntes , at jeg tidsnok kunde blive gift med en Bland , jeg ikke holdt af . Hver Gang han derefter bragte Sagen paa Bane , slog jeg den hen i Spøg . Jeg skulde ikke have gjort det . Et Aarstid omtrent efter vor Forlovelse vare vi paa Kafinomasterade , kom i godt Selskab , Champagne flød , han blev oprømt og dristig , jeg fortumlet i Hovedet , og fra den Nat var jeg ikke alene hans Forlovede , men ogsaa hans Elskerinde . Nu talte han ikke mere om Giftermaal , nu var det mig , som gjorde det , og ham , som slog det hen i Svag . Saaledes hengik et Par Aar . Da blev hans Opførsel mod mig koldere , og han besøgte mig sjeldnere og sjeldnere . Jeg opdagede stiart , at han sværmede for en Anden . Jeg græd ikke af Jalousi , men af Raseri , Han , som jeg ikke elskede , og som jeg kun ved Vane og daglig Omgang havde opgivet at have Modbydelighed for , han havde triumferet over mig , og bagefter spottede han mig . Jeg tilskrev ham et haanligt Brev og gav bam hans Ring , som jeg endnu bar , tilbage . Han værdigede mig intet Svar , men jeg hørte af Andre , at han havde forlovet sig med en Datter af en fattig Muurmester . Hans nye Kjæreste var en smuk Pige , og Alle sagde , at hun tog ham for Pengenes Skyld . Noget mere Blik paa Livet havde jeg nu end for , og jeg havde lært at arbeide . Vel havde jeg det meget tarveligt , men ligefrem Nød led jeg ikke . Fornøielser har jeg aldrig higet meget efter ; dog har jeg nok Lyst til engang imellem at trække frisk Luft . Heroppe paa dette Kvistværælse har jeg nu boet et Aarstid , og De seer , at jeg har mit tarvelige Udkomme . “ „ Har De aldrig senere været forlovet ? “ „ Nei , jeg hader Forlovelser . De ere en Ulykke for alle unge Piger af min Klasse ; en ung Pige bliver forlovet , Kjæresten slaaer op med hende nogen Tid efter , og den unge Pige er ikke den uskyldige Pige , som hun var før Forlovelsen . Det er ofte , at Forlovelse ikke er andet end et Skalkeskjul for Umoralitet . Man kan med sin Forlovede ved høilys Dag spadsere , hvor det skal være , men det kan man ikke med sin Elskerinde . “ „ Vil De have , at slet ingen Forlovelser skulle existere ? “ „ Ja , Holder man as en Pige , skal man giste sig strax med hende . “ „ Jeg troer , ot Deres egen ulykkelige Skjæbne i saa Henseende har paavirket Dem for meget . “ „ Nei , nei . Forlovelser due ikke . “ „ Har De , om De end ikke har været forlovet , aldrig senere elsket nogen Mand ? “ „ Og det spørger De om ? “ „ Jeg ! “ sagde Gustav og blev rød . „ Jo , jeg har elsket og elsker een Mand , “ sagde hun med et blødt Tonefald i sin Stemme , „ og det er Dem , Gustav . Allerede længe forinden De lagde Mærke til mig , elskede jeg Dem . Denne Kjærlighed giver mig Ersfatning for Alt , hvad jeg har lidt . Jeg elsker Dem med en Lidenskabelighed og Inderlighed , som jeg ikke troede mulig . “ Hun kastede sig til hans Bryst og vedblev : „ Ikke sandt , De elsker mig ogsaa ? Hvis De forlader mig , vilde jeg blive grændseløs ulykkelig . Jeg veed ikke , hvorledes jeg da vilde kunne leve . O , nu jeg elsker , søler jeg , at det maa være slette Kvinder , der sælge sig for Guld ; jeg selv har hørt til deres Tal . Nu vil jeg gjerne lide Nod , dersom jeg blot kan beholde Deres Kjærlighed . “ Gustav blev næsten forsfrækket over Styrken af Maries Kjærlighed . Han havde ikke Mod eller Hjerte til at sige , at hans Følelser for hende neppe vilde vare for hele Livet . Hendes Lidenskabelighed paavirkede dog ogsaa ham tilsidst , og han udbrød : „ Marie , jeg gjengjælder Din Kjærlighed . “ „ 0 , siig det igjen , “ udbrød hun , „ det er saa sødt af høre , af Du elsker mig . “ Gustav sagde det igjen , og Marie smilte gjennem Taarer . Men dengang Gustav var ene paa sit Værelse , begyndte han af blive noget ængstelig over dette Kjærlighedsoptrin . Det blev ham indlysende , af dersom han forlod hende , vilde hun i sin Fortvivlelse derover ikke gyse tilbage for en Skandale . Han var tilmode , som Værelset ved Siden af var fylot med Krudt , der hvert Øieblik kunde explodere . Nu begyndte han al forstaae , hvad Flimby havde meent , dengang han sagde : man maa aldrig gaae op i sine smaa Kjærlighedseoentyr , thi saa angribe de os for meget . Man maa tage Sagen som en Leg og ikke blande Alvoren med ind . Han var næsten fristet til af ønske , af Marie ikke holdt af ham for hans egen Skyld , men for hans Penges . Endnu bedre havde det været , øm han aldrig havde gjort hendes Bekjendtskab . Det var hans første Eventyr , og det bavde feet saa tillokkende ud . — Skulde han opgive af søge flere Eventyr ? Nei , nei , kan maatte , han vilde see sig om udenfor Familielivels ikke store Verden . Men han vilde være mere forsigtig . Med dette Forsæt sov han ind . Ottende Kapitel . Ligkassebudets Selskab . En Dag , da de gik fra Manudukføren , sagde Adam Folkman til Gustav : „ Jeg har en Invitation til Dig . “ Folkman og Gustav vare blevne Dus . „ Til mig ? “ spurgte Gustav overrasket . „ Iaften er jeg bedt til Selskab , og jeg er bleven anmodet om of fage en god Ven med mig . En smuk , ung Pige hviskede til mig , at hun helst saae , at den gode Ben blev Dig . “ „ Jeg forstaaer ikke . . . “ „ Det kan jeg tænke . Det er iaften Ligkassebudet Madsens Fødselsdag . Han gjør i den Anledning et Selskab , som han vil have saa fiint som muligt . Nu anseer han mig for at høre til hans allerfineste Omgang , derfor er jeg naturligviis bleven indbudt ; men een Svale gjør ingen Sommer , mener han , derfor vil han gjerne have mig til at fage en Kollega med . “ „ Gaaer det an , at jeg fager mod Indbydelsen ? “ „ Jeg synes , at alle Betænkeligheder maa forsvinde overfor det Faktum , at den smnkke Betty udtrykkelig har udbedt sig Din Nærværelse . “ „ Hvilke andre Gjæsfer kommer der ? “ „ Jeg kjender ikke Madsens Omgangskreds , men Du kan vistnok være saa temmelig overbeviist om , at Hr . Madsens Gjæster ikke ville forraade Dig til Din Familie . “ „ Hm , denne Indbydelse er fristende . . . “ „ Nu , saa tog imod den . “ „ Det gjør jeg , “ svarede Gusfav rask . Det blev nu aftalt , at Gusfav fluide hente Adam Folkman , og at de om Aftenen Klokken Otte skulde følges ad til Tanmarksgode . Iført sine bedste sorte Klæder vandrede Gusfav sammen med Adam til den fastsatte Tid ud ad Vesterport . Folkman var i ypperligt Humør , medens Gusfav var lige saa ængstelig ved sin forestaaende Indførelse i Llgkassebudets Familie , som en ung Adelsmand første Gang , han indføres ved en Konges Hof . Adam Falkman sprang hurtigt op ad Trapperne . Madsen boede paa tredie Sal , og Fanny kom nd og aabnede Døren for de nye Gjæster . Hun blev synlig glad over at see Folkman og udbrød : „ Hvor Du kommer sildigt . . . tys , Ingen hørte vel , at jeg sagde Du . . . og De har en Ven med . . . men den Herre kjender jeg jo , det var ham , som var med Dem i Frederiksberg Have . Velkommen , Hr . Hammer . “ Esterat de to Studenter havde hængt deres Hatte i Gangen aabnede Fanny Døren til Dagligstuen . Madsen ilede hen imod Folkman , der gratulerede , greb hans Haand og rystede den fortroligt , idet han sagde : „ Det glæder mig min Salighed at see Dem , Hr . Student . “ Dernæst greb han Gustavs Haand og sagde : „ Velkommen , Hr . Student . Skjøndt jeg ikke kjender Dem , kan jeg sige Dem , at jeg er Deres Ven ; thi Student Folkmans Venner ere ogsaa mine Venner . Deres Navn er . . . ? “ „ Hammer , “ svarede Gnstav noget forlegen . De to Studenter bleve nu af Vænen forestillede for de andre Tilstedeværende . I Sofaen sad en ældre , skaldet Mand med et noget haardt , for ikke at sige bydende Udtryk i sit Ansigt ; han sad ret op og ned og stirrede majestætisk ligeud for sig . Det var Fyrbøderen i Krigsministeriet , Ministerens høire Haand , MadS Jørgensen . Ved hans Side sad hans Kone , en korpulent Madame med et trods Fedmen temmelig spidsf Ansigt . TEgteparret var barnløst . Man behøvede ikke lang Tid . for al see , at Fyrbøderfamilien ansaae sig selv og blev anseet af de Andre for at være de vigtigste Personer i Selskabet . Paa en Stol ved Bordet sad Lejetjeneren Johnsen , pyntet som til en Middag hos en Etatsraad . Gustav blev forfærdet ved at see den Mand , som han nylig havde truffet i Major Jensen-Soendsens Huus . Det lod dog heldigviis ikke til , at Johnsen gjenkjendte den unge Student ; lhi han kom i saa mange Huse og lagde lun Mærke til Selskabets Elite ; Stndenter og unge Damer betragtede han som en Slags Staffage , der i Grunden kunde undværes , og som i hvert Fald ikke de første Aar havde Brng for Hr . Johnsons Tjeneste . Den høie , magre Dame , der stod ved Vinduet , var hans Kone . Hun var klædt i en kostbar Silkekjole , og bavde smykket sig med Guldbroche , Guldarmringe , Guldkjæde , Guldnhr og en Mængde Guldfingerringe . Vee den , der ikke kaldte hende Frue . To Piger vare blevne jagede bort , fordi de havde forglemt sig og sagt Madame . Hun kaldte aldrig sin Mand for Lejetjener , men havde fundet paa Titlen „ Pr i v a t off i c i a n t “ . Hvilke Tankeforbindelser , der havde ledet hende til at opfinde denne Titel , er os ubekjendt ; maaskee havde Døtlrene , der havde frekventeret en høiere Dannelscsanstalt , hjulpet hende hertil . Disfe Døttre havde spidset Øren ved Ordet Student ligesom en Rytterhest , naar den hører Trompetstgnaler . De havde oftere beklaget , at Forældrenes Omgangskreds ikke , strengt taget , var passende for unge , dannede Damer , ja , at den ikke engang forstod at sætte Priis paa Dannelse . Itu traadte der to unge Studenter ind ad Døren ; med dem kunde man da faae en dannet Samtale , ja , maaskee endogsaa brillere med fine Knndskaber i Franst og Engelsk . Stakkels Fanny , stakkels Betty ! Hvor ville de ikke komme til at staae i Skammekrogen . Rigtignok var det ærgerligt , at Madsen og ikke Johnsen kjendte de to Studenter ; det var en lille Triumf for Madsen at have dem med til Selskabet i Anledning af sin Fødselsdag , men det sfulde vist ikke vare længe , inden de foretrak Johnsens mere dannede , for Madsens mindre dannede Huus . Agathe Johnsen var lyve og Bianca Johnsen nitten Aar . Det var ret nette Piger , noget fyldige , og lignede Faderen mere end Moderen . De vare klædte i klare Kjoler og sværmede ligesom Moderen for Guldsmykker , dog manglede de Gulduhr med tilhørende Kjæde , ligesom hver af dem kun havde eet Armbaand . De sade stive paa deres Stole og bestræbte sig for at see dannede ud . Efterat de to Studenter vare blevne forestillede for Gjæsterne , sagde Madsen til Hammer : „ Dette er min Datter Fanny , og delte er min yngste Datter Betty . “ Hammers Øine mødte Bettys , og en svag Rødme farvede hendes Kinder . Samtalen , der bavde været ganske livlig før de fo Studenters Ankomst , var gaaet istaa . Man vidste ikke rigtig , hvad man skulle tale om . Mads Jørgensen havde en dunkel Følelse af , af han som den vigtigste Mand i Selskabet burde indlede en Samtale med de fo Studenter , men ban vidste ikke rigtig hvorom , thi Studenterne havde sandsynligviis ikke den ringeste Interesse for Krigsminisferiet , ja , han erindrede fra sine unge Dage , af Studenterne endogsaa havde skrevet Smædeviser om Guvernøren og andre høie Militærpersoner . Prioalofficiant Johnsen ventede , af Studenterne skulde begynde paa Samtalen , og det samme gjorde hans fo Frøken Døttre . Tavsheden , der begyndte af blive noget generende , afbrødes af Fanny , der kom og meldte , af Bordet var færdig . Madsen bød Herrerne tage Damer til Bords . Dette lod Folkman sig ikke sige fo Gange ; han bød Fanny Armen , og Gustav engagerede Betty til sin Borddame , Frøkenerne Johnsen vare en Smule fortrydelige herover , men tilgaoe Studenterne , tbi de kunde jo ikke vide , af der var dannede Damer tilstede . Madsen havde Madam , om Forladelse , Fru Jørgensen til Bords , og Jørgensen Fru Johnsen . Paa Bordet fandtes en Mængde kolde Retter , og foran hver Herre stod en halv Flaske bajersk Øl , et baiersk Ølglas og et Snapseglas . Fanny , der fungerede som Huusmoder , serverede Thee til Damerne . Gustav var kommen til at sidde mellem Fanny og Betty ; Folkman havde faaet Frøken Agathe paa sin venstre Haand , og da Fanny tidt maalte reise sig for at opvarte Gjæsterne , blev Samtalen mellem Studenten og Prioatofficiantens Datter snart ret livlig . Madsen indledede Festmaallidet ved , at han toq den temmelig store Brændeviinskarafse og lod den gaae rundt . Da hver af Herrerne bavde skjænket sig en Snaps , nikkede Madsen til dem med et Velgaaende , og , som paa Kommando , stak Alle Snapsen ud . „ Naa , det glæder mig , at De ogsaa kunne drikke Deres Snaps , “ sagde Madsen til Studenterne . „ Hvorfor skulde vi ikke kunne det ? “ spurgte Folkman . „ Jo , jeg veed det s ' gu i Grunden deller ikke , “ sagde Madsen . „ Hs . Excellence Krigsministeren drikker hver Dag to Snapse til sin Frokost , “ bemærkede Fyrbøderen . „ Det kan jeg lide kam for , “ udbrod Madsen ; „ det beviser , at han er en populær Bland . “ „ Ja , og jeg har sagt ham , hvor han fluide kjøbe sit Brændeviin , “ sagde Fyrbøderen med Selvfølelse . Hans Kone saae paa de to Studenter for at erfare , hvilket Indtryk hendes Mands sidste Oplysning ha ode gjort paa dem , men de løde ikke til at skjænke de ZEldres Samtale nogen Opmærksomhed . „ Jeg har et Par Gange truffet Hs . Excellence i slørre Selskaber , “ sagde Johnsen , „ og han har gjort et særdeles godt Indtryk paa mig . “ „ Det vil vist glæde Hs . Excellence meget at høre delte , “ sagde Fru Fyrværkerinden . „ Han var forresten i daarligt Humør igaar ; der var noget iveien med Direktøren for det Personelle , “ sagde Jørgensen . „ Hvorfor afskediger han ikke den Fyr ? “ spurgte Madsen . „ Min kjære Madsen , “ sagde Fyrbøderen , „ vi kongelige Embedsmænd kunne ikke faa let afskediges . Direktøren for det Personelle , Oberst Bums , er ellers en flink Mand , og jeg har meget tilovers for ham . Idag var han og Minisfrene da ogsaa blevne Venner igjen . “ Madsen opfordrede Herrerne til at drikke den anden Snaps . De drak den . Samtalen var overalt bleven livlig . Fruerne Johnsen og Jørgensen llfhandlede , hvor man skulde kjøbe det bedste Smør , og om det var besparende at kjøbe Stegesmør . Blån kunde jo ellers godt til daglig Brug stege i Fedt . Gustav , der ikke var vant til at drikke to Snapse , blev omniere og ømmere mod Betty , der ikke afviste hans Kour , men dog bad ham om at moderere sig en Smnle , for at ikke Jomfruerne Johnsen skulde faae noget at tale om . Folkman var , som allerede fortalt , kommen i Samtale med Agathe Johnsen , og i denne Samtale inddroges lidt efter lidt hendes Søster . „ Ja , “ bemærkede Agathe , „ min Søster og jeg ville saa uhyre gjerne til Paris for at perfekfionere os i Fransk , men Fader sætter sig derimod . “ „ Vil De maaskee efter Hjemkomsten informere i Franst ? “ spurgte Folkman . „ O nei , jeg haaber aldrig at skulle trænge til at komme til at informere , men finder De ikke , at det franske Sprog er saa dannende ? “ „ Det er ikke paa Kjendskab til fremmede Sprog , at det kommer an for vore unge Danier , “ sagde Folkman . „ Hvorpaa kommer det da an ? “ spurgte Agathe spændt . „ Tet kommer an paa at blive en god Huusmoder , som s . Ex . Frøken Fanny i Aften , “ sagde Folkman . Han fik et taknemmeligt Blik as Fanny , medens et triumferende Smil spillede om hendes Mund . De to Søstre Johnsen saae noget flaue ud . „ Ja ja , “ sagde Agathe , „ men en dannet Mand forlanger dog en dannet Kone . “ „ Hvad forstaaer De ved Dannelse ? “ Dette Spørgsmaal salte Agathe i Forlegenhed . Hun blev derfor synlig glad , da jde LEldrc netop nu reiste sig fra Bordet ; man gik omkring og trykkede hinanden i Haanden og ønskede Velbekomme . Det maa bemærkes , at de ældre Herrer under Maaltidet havde drukket en tredie og en fjerde Snaps , der synlig havde oplivel dem . Nu skulde der drikkes Punsch i det forreste Værelse , og Madsen gav Betty Ordre til at lave Punschen , medens Fanny tog af Bordet , hvormed Bianca vilde være hende behjælpelig . Skumringen var imidlertid faldet paa . Folkman gik ind for at tale med Fanny , men kun var gaaet ud i Kjøkkenet med nogle Madvarer . Bianca stod inde i Stuen og vendte Ansigtet fra den Smule Maanelys , der faldt ind ad Vinduet . Han antog hende for Fanny , slyngede sin Arm om hendes Liv , kyssede hende og sagde Velbekomme . Hun gav et lille Skrig fra sig , gjenkjendte Folkman og sagde : „ Jeg maa rigtignok sige , at De bærer Dem høist udannet ad . “ „ Frøken Bianca , jeg troede , De vidste , at min Opførsel netov røbede den høieste Grad af Dannelse . Men da vi ere mellem udannede Folk , kan den maaskee missorstaaes , jeg troede dog ikke af Dem . “ „ Hr . Folkman , jeg blev saa bestyrtet , De kom saadan bag paa mig , jeg stod saadan i mine egne Tanker og tænkte . . . . “ „ Vel aldrig paa mig ? “ spurgte Folkman . Bianca , der aldeles vilde disfancere Madsens to Døttre i Studentens Gunst , svarede løvende : „ Jo , naar Te siger det . . . “ „ Den Tilstaaelse fortjener De et Kys for , “ sagde Folkman og kyssede hende atter . Dengang skreg hun ikke . Fanny kom imidlertid til , og Bianca skyndte sig med at gaae hende tilhaande . Det var ikke Folkmans Hensigt , at Bianca sknlde delhronisere Fanny fra den Plads , hun besad i hans Hjerte . Fejltagelsen havde moret ham , han vilde niaaskee endogsaa fortælle Fanny den , og saa var det altid behageligt at være sig bevidst at have kysset en net , ung Pige . Gustav havde ladet nogle Ord falde til Madsen om , at han forstod at lave en god Punsch . Dette havde havt til Følge , at Gustav var kommen til ai kontrollere Betty , der ude i Kjøkkenet stod foran en stor Punjchebolle , en Nomflaske og hvidt Sukker uden at vide rigtigt , i hvilket Forhold Ingredientserne til Punschen skulde blandes med det varme Vand , der kogte i Kjedelen . Det varede ikke længe , for en smuk , blaa Flamme slog op af Punschebollen og kastede sit Skjær paa Gustav og Betty , der havde det Hverv at røre i Bollen . Hun saae saa fornøiet og glad paa ham , at det gav Gustav Mod til at bede hende om et Stevnemøde den paafølgende Dag . Idetsamme kom Fanny for at spørge , om Punschen var færdig . Delte blev bejaet , og alle Tre begave sig ind i Stuen med Punschebollen . Eflerat der var blevet skjænket i Glassene rømmede Fyrbøderen sig og holdt en Tale i Anledning af Madsens Fødselsdag . Talen udmærkede sig ved sin Korthed , thi den lod saaledes : „ Gid voreses Madsen maa leve længe ; dette ønskes af os Allesammen og af undertegnede Mads Jørgensen . Hurra ! “ Man drak Glassene ud tilbunds og overøste Gustav med Lovtaler for den gode Punsch . „ Skulle vi ikke have en Sang , Pigebørn ? “ spurgte Madsen , „ det opliver Humøret . “ „ Her er intet Fortepiano , “ sagde Agathe . „ Aa , saa synge vi uden Fortepiano , “ svarede Madsen ; „ vi ere ikke saa sine paa det . “ De unge Piger vare ikke at formaae til at synge ; de generede sig for Studenterne . Da tog Adam Fvlkman sit Glas og sang med en smuk Tenor : Enhver , der lever paa denne Jord , Fra Fyrsten , hvem Millioner ære , Til Stodderen , som i en Hytte boer , Bil grumme gjerne den Første være . Er han den Anden , Det plager Manden , Den Anden , den Anden , nei , fy for Fanden ! Det gaaer ei an . Madamen i Vafkeballen staaer Og slider for Foden med sine Hænder ; Men naar hun til Koffeselskab gaaer , Man hende næppe i Pynten kjender . Forgyldte Kjæder ! Og Silkeklæder ! Hun bliver den Første , naar frem hun træder I Venners Kreds . See nu for Exempel en Snedkersvend , Der hele Ugen fornøiet høvler , Han kjendes om Søndagen ei igjen , Han glindser i blanke , lakeerte Støvler . Tbi ban i Stadsen Paa Dandsepladsen Vil være den Første for Jomfru Madsen Fra Nørrebro . Og Kontoiristen , den nette Fyr , Om Dagen kjender ei Amouretter ; Om Aftenen sætter ban overstyr En Mængde Penge paa smaa Grisetter . Han er beleven Og giver Greven , Og derfor er ban den Første bleven I Flotlenbeim . Men naar man eier Intelligent ! ? , Saa bører man til ' de Allerstørste , Og kaldes man ei for Excellens , Saa kommer det med det Allerførste . Man er saa dannet Og meget Andet , Og derfor man faaer af Fædrelandet Etatsraads Rang . Vi Stakler , som mene , at Verden er , Vist stor og rummelig nok far Alle , Som ei paa Examens Hovmod bær ' , Som ei sig for Verdens Første kalde — Vi til vor Pige Bestandigt sige : Ved Kjærlighed blive alle lige , Den jevner Alt . Da Folkman havde endt Sangen , hævede han Glasset og udbragte en Skaal for Damerne . Han nikkede til Fannyy . slødte sit Glas mod hendes og klinkede dernæst med de andre Damer . Prioatofficiant Johnsen reisfe sig nu og sagde : „ Mine Høistærede Damer og Herrer ! Effersom det ikke er nobelt , at Damerne selv holde Taler , vil jeg tage mig den allerærbødigste Frihed paa deres Vegne at takke for den saa skjønt og saa poetisk udbragte Skaal . ( Madsen : „ Tag Dig kun den Frihed . “ ) Jeg vil da sige . . . hin . . . at Damerne ikke ere skabte som Herrerne ; thi vare de skabte som Herrerne , saa vare de Mennesker som Herrerne , og saa vare de Herrer , og saa faldt deres Skaal sammen med vor Skaal , jeg mener Herrernes . Da Damerne nu ikke ere Herrer , saa kunne Herrerne udbringe deres Skaal , og saa kan de takke Herrerne for denne Skaal . Jeg bringer derfor , paa de her tilstedeværende Damers Vegne , de her tilstedeværende Herrer Tak for den udbragte Skaal , og jeg troer at kunne sige , at Skaalen har rørt Damerne dybt , om end ikke til Taarer . “ Her vilde Johnsen slutte sin Tale , men Madsen raabte : „ Bliv ved Johnsen , Din Mundkværn er saa godt igang . “ Johnsen blev da ved og sagde : „ Min Ven Etatsraad Narup . Borup udbringer altid ved sine store Selskaber Damernes Skaal , og han udtaler da altid Ønsket om , al de unge tilstedeværende Damer maa blive vel gifte . NornpBorup har selv sex Døttre , og de ere blevne gifte alle sex ; og engang hviskede han i Fortrolighed til mig : Hør , Johnsen , veed De , hvorfor jeg har faaet alle mine Dølire gifte ? Det er , fordi jeg bestandig ved mine Selskaber i mine Taler har paalagt de unge Herrer at gifte sig . De kunde begribeligviis ikke være andet bekjendt end at vise praktisk , at de ansaae mine Raad for at være gode . Vor gjæve Vært Madsen har ikke som min Ven Etatsraad NorupBorup sex Døttre , men han har kun to . Jeg vil ønske , at de ville blive vel gifte og faae sig en Mand , som de ret kunne holde af . “ Fanny og Betty rødmede , og Agathe og Bianca smilede , til Madsen udbrød : „ Tak for Ønsket , men det gjælder ogsaa Dig selv . Du har to nysselige Pigebørn , som kunne spille paa Instrumentet og tale levendes Sprog . Gid de snart maae faae en Mand . Pigebørnenes Skaal . Hurra ! “ Dengang Skaalen var drukket , sagde Madsen : „ Jeg troede ikke , at Du var saa godt skaaret for Tnngebaandet , Johnsen , og kunde udtrykke Dig med saadan en Følelse og saadan en Fornemhed , men det maa komme af Din Omgang . “ „ Aa , lad os ikke tale herom , “ sagde Johnsen , meget smigret . Jo mere Punsch der blev drukket , desto mere oprømt blev Selskabet . Folkman kunde ikke komme til at tale med Fanny , thi hun var bleven Selskabets Løve ; Alles Opmærksomhed var henvendt paa ham , og de to Frøkener Johnsen kurede formelig til ham . Mads Jørgensen havde aflagt den Værdighed , der sømmer sig for en kongelig Embedsmand , og han sang en Sang , som Ingen hørte paa , og som havde saare mange Vers . Hans Kone var bleven søvnig af Punschen , og sad i Sofahjørnet og blundede halvt . „ Hvorledes morer Du Dig ? “ fandt Folkman Leilighed til at spørge Gustav . „ Udmærket ! “ var Svaret . „ Ia , Betty morer sig vist ogsaa fortræffeligt . “ Folkman blev opfordret af Damerne til at synge endnu en Sang . Delte gjorde han og lønnedes med almindeligt Bifald . Mads Jørgensen havde vcdblevct at synge sine Viser , uden at bryde sig om eller høre efter Studentens Sang . Han havde saaledes sunget Visen : „ Jeg fattig var , men lykkelig I Livets første Morgenrøde . Min Moder henrykt elskte mig , Thi jeg var hendes Førstefødte . “ Dernæst bavde han forlystet sig med Visen : „ Evan byder os at drikke , Daldcra ! Som et Raad mod Sorg og Hikke , Daldera ! “ Nu havde han begyndt paa Visen : „ Opliv Dit Bryst , Mens Vaaren kroner Dine Fjed Deel skyldfri Lyst Og rødmes ei derved . “ Hans Kone , der havde blundet lidt , var imidlertid vaagnet og tilkjendegav sin Mand , af det var paa Tiden af bryde op ; Klokken var over to . Man reiste sig da , og Fru Jørgensen gik ind i Sovekamret for af faae sit Tøi paa . Privat-Officiant Johnsen , der var Madsens Vært , boede i samme Huus som sin Leier . Det var altsaa kun Jørgensen og Kone og de to Studenter , som skulde lukkes ud . Man tog Afsked med Madsen og fortalte , af man havde tilbragt en høist behagelig Aften . - Dengang man var kommen udenfor , erklærede Mads Jørgensen , af han vilde kjøre til Byen i Sporvogn . Da han blev oplyst om , af dette ikke kunde lade sig gjøre , blev han meget forbittret paa Politiet , fordi det ikke havde sørget for , af Sporvognen gik hele Natten , og han fortalte , af han næste Dag vilde tale med sin Ven Krigsministeren om Sagen og bevæge denne til af rette en Opfordring til Politidirektøren om af holde Sporvognsselskabet i Ørerne og faae det til af varetage Publikums Tarv . De to Studenter sagde Farvel og skyndte sig ind til Byen . Niende Kapitel . En Folkedigter . Da Gustav den paafølgende Morgen i Tankerne gjennemgik den foregaaende Aftens Hændelser , kom han til det Resultat , af han havde moret sig godt . Der var noget frisk og naturligt udbredt over disse Mennesker , som mere beskjæftigede sig med materielle end ideelle Interesser ; de kunde endnu more sig hjertelig over Smaating og stillede ikke store Fordringer til Livet . Imidlertid kunde det ikke negtes , at de havde deres svage Sider , og en af disse var , at de gjerne vilde synes fornemme og roste sig af fornemme Bekjendtskaber . Fruerne og Frøknerne vilde have været langt elskværdigere , dersom de vare optraadte som Madamer og Jomfruer . Et andet Spørgsmaal var , om disse Folk vilde i Længden kunne fængsle et Menneske , der stod over dem i Dannelse ; herpaa maatte Gustav svare benegtende . Selv havde de en Følelse af , at der kunde drages Udbytte af dannede Menneskers Omgang . Gustav tænkte ikke over , at man burde søge at bevare denne respektable Følelse og ikke krænke den ; dette skeer saa jevnlig , idet den dannede Ungdom tidt bruger sin aandelige Overlegenhed i letsindig Formaalstjeneste . Herved vil der let blive saaet en Mistillidens Sæd , som kan komme til at bære bitter Frugt . Havde Selskabet hos Ligkassebudet anet , at de unge Studenter kun vare komne for Fannys og Bettys Skyld , vilde de hurtig være blevne viste Døren , og man vilde have fattet Nag ikke alene til de to Paagjældende , men til alle Studenter i det Hele taget . Madsen og hanS Selskab havde ingen Anelse derom ; de følte sig tvertimod hædrede ved Studenternes Nærværelse ; de viste dem al mulig Forekommenhed , som Gustav for sin Part gjengjældte ved at sætte sin venlige Værts Datter Stævne den paafølgende Eftermiddag i Frederiksberg Have — hendes første Stævnemøde . Det var en smuk Sommerdag . Fuglene sang faa lystig i de grønne Træer , og Insekterne summede i Havens Gange . Gustav og Betty havde forst talt om ligegyldige Ting ; langsomt vore de passerede gjennem Slottet og ind i Søndermarken ; der var mere eensomt , og der mødte man paa den Tid af Dagen sjelden noget Menneske . De fatte sig ned paa en skyggefuld Bænk og stirrede op i Lovet , hvorigjennem en Solstraale af og til liftede sig . Gustav saae hende ind i Øiet , greb HendeS Haand og talte om Kjærlighed . Hun svarede ikke ; han drog hende nærmere til sig og kyssede hende . „ Jeg burde ikke have mødt Dem , “ hviskede hun . „ Hvorfor ikke ? “ „ Fordi jeg burde have forsøgt paa at glemme Dem . — Vi to kunne dog aldrig blive gifte . Der er for stor Forskjel i Stand mellem os . „ De tilstaaer , at nu kan de ikke glemme mig ? “ Hun svarede ikke , men pillede ved sin Handske . „ Betty , hvorfor skulle vi ikke nyde Livet , medens vi ere unge ? Man bliver tidsnok gammel og stadig . “ „ Dersom jeg nu kommer til at holde saaledes af Dem , at jeg ikke kan komme til at holde af nogen Anden , vil jeg da ikke hele mit Lio blive ulykkelig , naar De forlader mig ? “ „ Kjærlighed forædler Livet . “ „ Hr . Hammer , De veed , hvor lykkelig jeg er , naar jeg er hos Dem ; men sfalde jeg engang blive gift , vilde jeg da ogsaa kunne besinde mig lykkelig i min Mands Selskab ? “ „ Hvorfor ikke ? “ „ Fordi jeg ikke elsker ham , og fordi jeg har elsket et Menneske , der stod over ham i Dannelse . “ „ Lader os ikke tænke paa saadanne alvorlige Ting , “ svarede Gustav og trykkede hende ømt til sig . „ Jo , jeg vil netop tal- om disse Ting ; thi jeg tænker saa ofte paa dem . — Det er ligesom der her paa Jorden var to Verdener . en smuk , lys og luftig Verden , hvori De og Deres Lige leve , og en Verden fuld af Møie og Savn , hvori jeg og Mine leve . Medens vi ere unge og smukke faae vi et Glimt af Deres Verden at see ; thi de unge Mænd bede om vor Kjærlighed og behandle os som Damer , saa længe de elske os . O , hvor gjerne vilde vi ikke være bleven i den lyse og sfjøune Verden , men den forsvinder for vort Syn og efterlader en Erindring , som vel er smuk , men som gjør os misfornøiede med vor egen lille Verden . “ „ De udtrykker Dem saaledes , Betty , “ sagde Gustav forbauset , „ at man skulde troe , De hørte til den Verden , som De kalder smuk , lys og lusfig . “ „ Skulde jeg ikke kunne udtrykke mig om Ting , hvorpaa jeg tænker hver Dag ? “ „ Den Verden , som De i Deres Fantasi har seet saa smuk , erdet i Virkeligheden ikke . Kom De til at leve i den Verden , vilde De kjede Dem . Sjelden kommer en dannet ung Pige til Fornøielser ; hun sidder i Reglen den slørste Tid af Dogen ved sir Sybord eller hun læser . Imellem gaaer hun paa Visitter . Høist een eller to Gange om Aaret kommer hun paa Tivoli og i Skoven , og naar Haandværksmanden og Arbejderen om Søndagen tumle sig ude i den frie Natur , sidder hun hjemme og stirrer op mod den Strimmel blaa Luft , hun kan see i sin Gade , og stikker efter Skoven . Ja , holder Faderen Heste og Vogn , er det en anden Sag , men hvormange holde Heste og Vogn ? Jeg skal sige Dem , Betty , foruden de to Verdener , De talte om , er der endnu en tredie Verden , det er Kjærlighedens Verden ; den gjør alle de Unge til Ligemænd , og det er den Verden , vi med et Suk tænke tilbage paa , naar vi træde ind i LEgtestabs- og Manddomsalderens Verden . — Gud skee Lov , Betty , at vi to have fundet Ungdommens straalende og nydelsesrige Verden . Hun hørte paa ham , hun elsfede ham , og derfor troede hun hvert Ord , han sagde . Der blev ikke mere talt om alvorlige Ting . Hun havde kun een Tanke og een Lyst , det var ham . — — Træernes Skygger bleve lange , for de sfilles med Løfte om snarligt Gjensyn . Gustav syntes aldrig at have tilbragt saa henrivende Timer . Da hun var borte , vandrede han endnu opfyldt af Erindringen derom gjennem Frederiksberg Have . Han længtes allerede efter Gjensynet . Han vækkedes af sine Drømmerier ved at Folkman raabte til ham , : „ Hvad Pokker ! Grunder Du paa et Digt ? Er Du bleven Digler ? “ Gustav saae op ; foran ham stod Adam Folkman med en ældre Herre , der vel kunde være henved de Treds . „ Nei , Digter er jeg ikke , “ svarede Gustav , „ Maa jeg da præsentere Dig for en Digter , “ sagde Folkman , „ Hans HuSby . “ „ Det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtskab , “ svarede Gustav . „ Glæden er gjensidig , “ sagde Husby ; „ jeg holder meget af Ungdommen , og De er ung . “ „ Jeg har med Fornøielse læst flere af Deres Digte , “ sagde Gustav . „ Nei virkelig ; jeg troede ikke , at Studenterne kjendte mine Digte ; de ere skrevne for Folket . “ „ Ere Studenterne ikke ogsaa en Deel af Folket ? “ spurgte Folkman . „ O , det maa være prægtigt at være Folkedigter . “ „ Veed De det saa vist ? “ spurgte den Gamle med et besynderligt Smil . „ Har De gjort andre Erfaringer ? “ spurgte Gustav . „ Kom , “ sagde den Gamle , „ her er et skyggefuldt Sted ; lader os sætte os ned ; jeg er gammel , jeg bliver hurtigere træt end i forrige Tider . — See , hvor smukt buster Løvet sig ikke deroppe i Træernes Kroner ! — Lykkelig den Digter , som kun synger Naturens Pris , Naturen er altid en fuldtro Ven . — Synger Digteren for Folket , da kan han vente , at de som jublede ham imøde igaar , forlade ham idag . “ „ O nei , “ sagde Folkman , „ Folket er faknemligt . “ „ Jeg elsker mit Folk , “ svarede Digteren , „ jeg er stolt af at være Dansf , og jeg har skrevet mine bedste Sange for den jevne , den skikkelige Mellemstand . Ten har takket mig for mine Sange ved at synge dem og lære dem udenad ; men dengang FamilielivsMenneskene begyndte at angribe mig , tog da Folket mit Parti ? Nei , nei , det generede sig for at synge mine Sange , fordi de vare blevne haanligt omtalte i Bladene . “ „ Det er saa mange Aar siden , “ sagde Folkman , „ Forholdene ere anderledes nu . “ „ Maaskee og maaskee ikke . — Den simple Arbeider er ikke , som i Frankrig , stolt over at være Arbeider , stolt af sin Stand ; han vil udenfor sit Værksted gjerne give Kavalieren ; han fornægter sin hæderlige Stand . — Jeg har sunget mine Sange til Arbejdets Pris ; jeg har søgt at gjøre Arbejderen stolt af at være Arbeider . Det er ikke lykkedes mig , og derfor er mit Digterkald forstilet . “ „ Taler Te saaledes , har De ikke forstaaet Deres smukke og herlige Kald , “ sagde Folkman . „ Jeg vil sige Dem , Husby , al Deres Sange have været forud for Deres Tid , derfor ere de ikke blevne forstaaede , men de have desuagtet havt en , jeg vil kalde den guddommelig Kraft til at rive Mængden med sig , de have ført Tiden et betydeligt Skridt fremad . “ Den Gamle rystede paa Hovedet , tang og ridsede Figurer med sin Stok i Sandet . Te to Studenter tang ogsaa . „ Ja , ja , “ sagde endelig Husby , „ et Fremskridt seer jeg ; thi for 30 Aar siden vilde næppe to Studenter have omtalt mine Sange med Venlighed , end sige af Frygt for deres Kolleger vovet at sidde ved min Side i Frederiksberg Have . Men , mine Herrer , jeg vil hellere forstaaeS af Arbeidere end af Studenter , jeg vil hellere have mine smaa Viser sungne paa Syjomfruens fattige Kvist end i Frøkenens glimrende Salon . “ „ Det fatter jeg , “ svarede Folkman . „ Men vi Studenter skulle være Deres Apostle , og vi skulle bringe Deres Sange til Folket . “ „ Tak for Tilbudet , “ sagde den Gamle , „ men det er daarlige Apostle . Studenterne komme ikke meget ud mellem Folket ; thi Folket er ikke fiint nok for dem . “ „ Heri tager De feil , “ saarede Folkman med Iver . „ Om der end gives Studenter , som stille sig paa et ophøiet Standpunkt , sole de Fleste sig dog som hørende til Folket og bevæge sig gjerne mellem Folket . Man har givet os et Øgenavn , som vi forøvrigt ere stolle af at bære ; man har kaldt os Tatere . “ „ Ja , ja , jeg veed det , “ nikkede den Gamle . I dette Øieblik gik en ung Herre og Dame forbi i fortrolig Samtale ; de saae ikke til den Side , hvor de Tre sad . Gustav blev blussende rød ; det var Kandidat Charles Jensen-Svendsen og Dagmar . Folkman lo til Gustav og sagde : „ De lod som de ikke saae os . “ „ De Narre , “ svarede Gustav med fremhyklet Rolighed . „ Hør , jeg er sulten ; skalle vi spise til Aften ? “ „ Aa ja , “ sagde Folkman , „ jeg er ogsaa sulten . “ „ Farvel da , mine Herrer ; jeg har spist til Aften , “ sagde Husby . „ De faaer min Sjæl ikke Lov til at forlade os , “ svarede Folkman . „ Maa jeg invitere Dem til at være min Gjæst . Ingen Indvendinger . “ Hans Husby tog mod Indbydelsen . Aarsagen til , at han sagde , at han havde spist til Aften , var den , at han ingen Penge havde til at betale sin Fortæring med . Han havde i Virkeligheden ikke spist til Aften , og hjemme havde han kun det tørre Brød og en Smule Brændeviin . Det giver ikke meget af sig at være Folkedigler . De gik ind paa et ikke meget besøgt Beværtningssted og forlangle tre Portioner Boeuf . Medens den blev tillavet , førtes Samtalen am Folkepoesien , og den gamles Folkedigter forbausede de to unge Studenter ved sin Belæsthed og ved en Mængde træffende og aandrige Bemærkninger . „ De taler jo som en Professor , “ udbrød Gusfav . „ Nei , nei , “ svarede den Gamle og rystede paa Hovedet , „ talte jeg som en Professor , kunde jeg ikke være Folkedigter . “ „ Det er en Paradox , “ udbrød Folkman . „ Det havde jeg mindst troet at høre af Dem , Hr . Folkman , som selv skriver Sange for Folket . En Professor er for mig eensbetydende med en Stuelærd , men en Folkets Mand har hentet sin Lærdom hos Folket , paa Gaden , paa Forlystelsesstederne osv . “ „ De er noget eensidig , “ svarede Folkman . „ Har De nogensinde kjendt en Universitetsprofessor ? “ „ Det har jeg , og jeg har endogsaa skrevet et Digt om ham , dengang han døde . “ „ Fremsiig det for os , medens vi vente paa Maden , “ bad Folkman . „ Det er noget langt . “ Gjør Intet ; vi skulle være opmærksomme Tilhørere . “ Den Gamle fremsagde da med en vis Inderlighed følgende Digt : Bøiet over Bogen stille sidder En Professor baade Dag og Nat ; Han i mange Aar var Aandens Ridder ; Videnskaben var hans bedste Skat . Hisset ude travlt en Verden tumler Sig forbi den Lærdes stille Hjem ; Hisset ude Livets Bølger mumler ; Han vil ikke styrte sig i dem . Livet selv han andre Steder søger End i simpelt Hoerdogstidsfordriv ; Han det finder i de tykke Bøger , Vidnesbyrd om kraftigt Tankeliv . For en Særling ham de Fleste kalde , Og de Unge lee ad hans Figur ; Men han agtes meget høit af Alle For en ægte ideal Natur . Undertiden — naar han Skatte sanker Bøiet over tykke Foliant — , Falder han med Eet i dybe Tanker ; Er det over Skattene , han fandt ? Det er næppe dem , som da ham fængsler ; Thi en Taare ruller over Kind ; Det maa være dybe , stærke Længfier , Der saa mægtigt grebet har hans Sind . — Ung og glad engang ban drog paa Neiser Over Alpens Snee til Romas Sol ; Han i Tanken syntes sig en Keiser , Der erobre vilde Kapitol . Han en Dag en deilig Pige mødte , Hnn var saa uskyldig og saa mild , Formet som en deilig Marmorstølte , Og i Øiet laa en sælsom Ild . Og han sagde , at et Himmerige Laa i hvert af hendes Lueblik ; Bly hun svared ' ham , den unge Pige , Biens de langsomt over Marken gik . Hendes brune Kinder saae han rødme , Og hun bøied ' Halsen ganske lidt . „ Rosa , Rosa , kjender Du den Sødme I de Ord : Mit Hjerte heelt er Dit . “ Ørømmende sin smukke Arm hun hæved ' , Og hun hviskede el sagte : „ Tys ! “ Men af Fryd og Salighed han hæved ' , Og han røvede det første Kys . Han var lykkelig som aldrig siden ; Livet laa for ham i SommerglandS ; Klar var Tanken , Flugt der var i Tiden , Reent han glemte , han var udenlands . Han tilsidst blev vækket af sin Glæde ; Thi der kom en Pest til Pavens By ; Døden lurede i hvert et Stræde ; Offre kræved ' daglig den paany . Fuld af Angst han gik til HendeS Hytte , Ud fra den der hørtes Graad og Skrig ; Hun var ogsaa bleven Dødens Bytte ; Han kun fandt sin kjære Rosas Og . — Det er disse gamle , kjære Drømme , Som kan trylle Taarer frem endnu ; Det er disse længselsfulde , ømme Hjertesuk , som mørkne tidt hans Hu . Men der er vist Ingen , som kan tænke , At den lærde , folkesky Pedant , Hildet fordum var i Elsfovs Lænke , Og en deilig Piges Hjerte vandt . De to Studenter havde netop gjort HuSby mange Komplimenter for det fremsagte Digt , da Maden blev baaren ind i Lysthuset . De lode sig den smage fortræffelig , og Humøret var ypperligt . „ Det er længe siden , at jeg har befundet mig saa godt som iaften , “ sagde den gamle Digter . „ Jeg skal sige Dem , jeg befinder mig saa forunderlig ene i Verden . “ „ De . . . De , hvis Navn Alle kjender . “ „ Det kommer af det Liv , jeg har ført . I min Ungdom levede jeg lystigt og ugenert ; jeg følte Afsky for Familielivet og tilbragte min Aften paa en Kneipe med gode Venner . Efterhaanden giftede de sig , de bøde mig hjem til sig , men jeg tog ikke mod Indbydelsen ; min Omgangskreds blev mindre og mindre , og nu lever jeg som Eremit . “ „ Er det muligt ! “ „ Saaledes vil det gaae Enhver , der ikke allerede tidlig tænker paa et Tilbagetog fra Taterlivet . Dette Liv er kun skabt for Ung > dommen ; det medfører Anstrengelser , som den LEldre ikke kan taale , og som tidlig vil lægge ham i Graven . “ „ Maaskee , “ sagde Folkman . „ Jeg kjender en Mand mellem de Fyrge og Halvtreds ; han lever endnu som i sine unge Dage ; han sees hver Aften i Tivoli , er med til alle Maskerader , dandser hele Natten , kurer til Damerne oso . Denne Mand , som i sin Ungdom var et livligt og begavet Menneske , er nu kun et Halomenneske ; han har mistet al Sands for aandelige Interesser , og Gjøglet er hans Ideal . Selv er han paa en Maade bleven en Gjsgler ; thi det kan umuligt være hans virkelige Selv , der nu springer om paa Maskeraderne eller giver Løven i Songerindepavillonerne . Lige som Gjøgleren maa han sminke sig og udstoppe sig , naar han skal optræde . Han siger , at han morer sig udmærket ; det er alene tilstrækkelig til at karakterisere hans Intethed . Vil man ikke ende som dette Menneske , trækker man sig lidt efter lidt tilbage , og tilsidst føler man sig saa forunderlig ene . Hvor man da havde Lyst til at leve sit Lio om igjen . — Og skulde man blive syg eller trængende , hvor faaer man da Hjælpen fra ? “ „ Samtalen bar pludselig taget en alvorlig Vending , “ sagde Folkman , „ dertil egner Stedet sig ikke . “ Idet samme gik to Damer forbi ; den Ene var en balo Snees Aar ældre end den Anden , der var i Tyverne . De stode pludselig stille og saae ind i Lysthuset . Gusfav gjenkjendte Marie Richter . Han vilde , som alle begyndende Tatere , gjerne prale af , at han havde Damebekjendtfkaber . Derfor udbrød han med en vis Flothed : „ Godaffen , Marie ! “ „ Hvad sial vi med dem her ? “ spurgte Folkman gnaven ; Gusfav blev flau ; han havde ikke ventet dette Svar . Den ældre Dame vedblev at slirre ufravendt paa Hans Husby . En Taare glimrede i hendes Øie ; Folkman blev opmærksom . Den gamle Digter blev synlig forlegen og sagde : „ Gaae , Luise . “ Hun vendte sig langsomt om og vilde til at gaae ; da sagde Folkman : „ Tilgiv mig , Husby ; men sial denne Dame gaae bort med Taarer ? “ „ Nei , nei , det var ikke Meningen , “ slammede HuSby forlegen . „ Nu vel , “ sagde Folkman , „ skjøndt jeg ikke kjender Damerne , maa jeg alligevel bede Dem om at tage Plads hos os . “ De koni nærmere og fatte sig ind i Lysthuset . En Samtale kom strax i Gang mellem Gustav og Jomfru Richter . Husby vz Luise vedbleve i Taushed at see paa hinanden . „ Skal jeg gaae ? “ spurgte hun endelig . „ Nei , bliv , “ sukkede Husby . „ Hvorfor sial jeg blive ? “ „ Det er snart tyve Aar siden vi sidst taltes ved . “ „ Dengang var jeg en ung Pige , og Du en Mand i Din kraftigste Alder . “ „ Du elskede mig dengang . “ „ Det gjør jeg endnu . Men Du forlod mig . “ „ Du har altid været ubestandig i Din Kjærlighed . “ „ Jeg tilstaaer det . “ „ Du havde vel ganske glemt mig , dengang Du saae mig iaften . “ „ Nei , det havde jeg ikke ; Dit Billede er det eneste af de Manges , som bestandig har bevaret sig frisk i min Hukommelse . Jeg har mange Gange tænkt paa Dig . “ De taug Begge en Stund . Gustav og Jomfru Richter vare altfor beskjæftigede med hinanden til , at de bemærkede , hvad der foregik omkring dem . Folkman reiste sig for at bestille et Par Flasfer Viin . „ Knnde Du elsfe mig paany ? “ spurgte Luise frygtsom . „ Jeg troer , jeg kunde . “ Et Smil foer over hendes Ansigt , og hun sagde : „ Men nu er jeg snart de fyrgetqve Aar . “ „ Du forekommer mig smukkere end nogensinde , “ svarede Husby og greb hendes Haand . „ Jeg er snart en Olding . Dog , bliv hos mig til mit Livs Ende . “ „ Jeg gjør Alt , hvad Du beder mig om . “ Da glemte han Stedet , hvor han var , og sluttede hende med Inderlighed i sine Arme . Hun græd Glædcstaarer . I det samme kom Folkman til . „ Længe leve Digteren og hans Brud ! “ raabte han . „ Ja , hun skal i Sandhed være min Brud og bære mit Navn , “ sagde Husby . Flasferne blevne trukne op , Glassene fyldte og stødte mod hinanden paa de Nyforlooedes Sundhed . Og den gamle Digler erklæredæ , at det var den lykkeligste Aften i hans Liv . Sent brød mon op , og Folkman , Gustav og Jomfru Richter kjørte til Byen i Droske . Underveis fik de at vide af Jomfruen , at Husby havde været Luise Vestergaards eneste Kjærlighed , at hun i tyve Aar havde levet i Erindringen om sin Ungdomslykke , at hun bestandig havde begrædt dens Tab , men at aldrig et ondt Ord mod den troløse Elsfer var kommen over hendes Læber . „ En saadan K > ærlighed stnder man sjelden nutildags , “ sagde Folkman ; „ Bestandighed er just ikke et Særkjende for vor Tid . “ „ De bar Net , “ sagde Jomfru Richter . Dengang Gustav denne Nat var bleven ene , var han slet ikke fornøiet med sig selv . Han havde om Eftermiddagen tilsvaret Betty de dyreste Eder om Kjærlighed , og ud paa Aftenen havde Marie Richter modtaget hans Kour . Men han var ikke mere forelsket i den Sidste ; naar han kjærtegnede hende , var det deels af Frygt for , at hun skulde mærke han- forandrede Følelser og gjøre en eller anden Skandale , og deels fordi han var i den Alder , hvori Kjærtegn af en smuk Kvinde dog altid ere behagelige . Men nu , da hun ikke mere var nærværende , væmmedes han næsten over sig selv , og han besluttede at faae Forholdet til Marie Richter brudt , hvad det end skulde koste . Men hvorledes skulde det skee ? Tiende Kapitel . Et uventet Møde . Næste Morgen bred et Uveir løs over Gustav . Han var næppe kommen ned til Frokosten , for Moderen sagde : „ Du var nok i net Selskab igaar . “ „ Jeg kan tænke mig , at min fornemme Søster Dagmar har sladdret , “ sagde Gustav , noget irriteret . „ Hun har ganske besynderlige Begreber om det Passende . “ „ Jeg troer , at mine Begreber om det Passende ere de rigtige , “ svarede Dagmar noget spidst , „ i hvert Fald vil Enhver billige , at min Kjæreste og jeg igaar^lod , som om vi ikke saae Dig , dengang vi gik forbi den Bænk , hvorpaa Du sad med denne Folkman og Hans Husby . “ ' „ Ja , ja , “ sagde Moderen . Gustav vilde give et heftigt Svar ; da kom Charles JensenSvendsen til og blev hurtig gjort bekjendt med , hvorom man talte . „ Det vedkommer naturligviis ikke mig , hvem Du omgaaes , “ sagde Dagmors Forlovede . „ Jeg vil blot gjøre den Bemærkning , at hvis Du vedbliver at vælge saa slet Selskab , som jeg saae Dig i igaar , vil Du snart blive udelukket fra alle dannede Kredse . Allerede for lang Tid siden har jeg udtalt mig om Student Folkman , og Hans Husby er et endnu værre Selskab ; det er en literær Vagabond . “ „ Han er en fortræffelig Folkedigter . “ „ Har den nyeste Tid ikke give ! Beviser paa , at mon kan være Folkedigter uden at besidde Dannelse ? Jeg kan til Nød forstaae , al Politikere , Forfattere og Genremalere blonde sig mellem Folket fdr al studere det , men hvorfor vil Du give Dig af nicd Folket ? Dit Maal er jo engang at blive Embedsmand . “ „ Embedsmanden skal ogsaa lære at kjende det Folk , iblandt hvilket ban skal virke . “ „ Jeg giver Dig Net ; men Du er endnu ikke moden nok til at kunne fælde en rigtig Dom over , kvad Du seer og hører . Tag først Din EmbedSexamen , opnaa derefter en Plads paa et juridisk Kontoir , og Du vil efterhaanden paa en naturlig Maade komme i Berøring med Folket og lære det at kjende . “ „ Hører Du , hvad Jensen ' Svendsen siger ? “ spurgte Moderen . „ Jeg skulde troe , “ svarede Gustav , „ at jeg har Lov til at gjøre , hvad jeg vil . “ „ Nei , Du har ikke ; thi Du har Pligter mod Din selskabelige Omgangskreds . Jeg veed , det er blevet Mode at frigjøre sig for disse Pligter , men Følgen heraf vil være Raabet , og Demoralisation . Jeg vil af al Magt bekæmpe denne nye Mode , selv om jeg derved skulde faae Ord for at være reaktionær . “ „ Og det er Du , “ svarede Gustav , „ thi Familielivet er bundkjedcligt og trænger til en Reform . “ „ Selv om Du havde Net , “ sagde Jensen-Svendsen , „ kan Dm Opførsel ikke undskyldes . Thi Familielivet maa kunne reformere sig selv , og fremfor Alt undgaae at paaoirkes fra Sfærer , der slaae under det i Moralitet og Jntelligents . “ „ Læg Dig paa Sinde , hvad Jensen-Svendsen siger , “ sagde Moderen . „ Det vil sige , “ svarede Gustav , „ jeg skal lægge mig efter at blive en Filister . “ „ Han er uforbederlig , “ raabte Dagmar . „ Det er denne forfløjne Student FolkmanS Skyld , “ sagde Moderen . Jensen-Svendsen erklærede , at nn havde han een Gang for alle sagt Gustav sin Mening om disse Sager , og gik derefter over til en langt behageligere Sag . Mellem Major Jensen-Svendsens Bekjendte var den berømte kongelige Skuespiller Hagh ; han havde i den sidste Tid et Par Gange truffet sammen med Fru Hammer og hendes Døttre i Guldsmedmesterens Huus , og nu havde Charles en Indbydelse til hele sin Svigermoders Familie , Gustav medindbefattet , at besøge Hr . Hagh paa hans Landsted i Nærheden af Ordrup . Denne Indbydelse blev med Glæde modtaget ; ogsaa Gustav sagde Ja for at undgaae en ny Storm . En bestemt Dag blev fastsat , da man skulde besøge Skuespilleren . Gustav havde imidlertid næsten daglig Stævnemøder med Betty . Men han mærkede efterhaanden , hvad han i Grunden burde have vidst strax , at Betty ikke var istand til at følge hans Tankeflugt . Han maatte tidt , saa al sige , oversætte sine Følelser og Tanker for hende og udtrykke dem i et plattere Sprog , hvorved de tabte meget af deres Skjønhed . I Begyndelsen vilde han opdrage hende til at forstaae sig , men opgav snart dette som uoverkommeligt , især da det lod til al kjede hende . Bien idet Gustao maatte opgive at sinde aandelig Nydelse i hendes Selskab , begyndte hun at tabe sit Lærd for ham . Han talte med Folkman derom . „ Saædanne Kjærlighcdseventyr , “ svarede Folkman , „ skulle ligesom Champagnen nydes , medens Vinen skummer . “ „ Men naar Vinen ikke vil skumme mere ? “ „ Opsøge ? et nyt Eventyr . “ „ Men Betty ? “ „ Vil snart glemme Dig . Ja , i Reglen forvandler saadanne Pigebørns Kjærlighed sig til Had , for derefter at gaae øver til Ligegyldighed . “ „ Ja , men det gjør mig alligevel ondt . “ „ Jeg vil sige Dig , Skylden er ligesaa meget paa Kvindens Side som paa Mandens . Hun veed ligesaa godt som Du , at Forholdet aldrig vil blive alvorligt , m-n det er pikant for hende at have Stævnemøder og Kjærlighedseocntyr . Ja , mange af dem afbryde selv Forbindelsen . “ „ Hin , hvorledes mener Du ? “ „ Naar Du kjeder hende , forlader hun Dig . Jeg skulde ikke toge meget feil , om Betty ikke halvveis er begyndt at sværme for en Anden . “ „ Umuligt ! “ raabte Gustav , der begyndte at blive jalonx . „ Hvem skulde denne Anden være ? “ „ Jeg nævner aldrig Navne , “ sagde Folkman . Ved denne Efterretning blussede Gustavs Kjærlighed til Betty op paany , og næste Gang de mødtes , spurgte han ligefrem : „ Er det sandt , Betty , at Du elsker en Anden ? “ „ Hvilken Usandhed ! “ udbrød Betty noget forlegen . „ Hvorledes falder Du paa at spørge saaledes ? “ „ Jeg synes . . . . hm . . . . at Du i den sidste Tid har været saa kold . “ „ Er der Nogen , som i den sidste Tid har forandret sig , er det Dig , “ sagde Betty . „ Du er bleven saa kjedelig . “ „ Ja saa ! “ „ Og ikke en eneste Gang har Du budt mig med paa Tivoli eller i Alhambra eller i Skoven eller . . . „ Jeg troede , Du elsfede mig for min egen Skyld og ikke for Tivolis eller Alhambras . “ „ Det gjør jeg ogsaa ; men det er dog rart engang imellem at faae en Fornøielse . “ „ Du veed , jeg vilde meget gjerne ; men , hvis nu Nogen saae os ? “ „ Hvad da ? Er Du bange for at blive seet ? “ „ Min Familie . . . “ „ Hvad kommer Din Familie mig ved ? Du er jbleven præsenteret for min Fader , og jeg kan derfor gaae med Dig , hvor del skal være . “ „ Den Tone og disse Bebreidelser har jeg ikke før hørt . “ „ Du maa da høre dem . “ En Strid med Betly havde for Gustav Nyhedens Interesse , hans gamle Kjærlighed vaagnede paany , og det lykkedes ham at tilveiebringe en Forsoning ved Løftet om , at han næste Gang , de mødtes , fluide sige hende en Aften , de kunde gaae paa Tivoli . Den Dag var kommen , da Fru Hammer med Familie skulde besøge Skuespiller Hagh . Midt paa Eftermiddagen tog man derud med Jernbanen i et smukt , mildt Augustveir . Man modtoges med Hjertelighed af Skuespilleren og hans Hustru , der ogsaa var en bekjendt Skuespillerinde , og da man traadte ind i den lille , hyggelige Villa , fandt man der Etatsraad Wutki-Sørensen og Frue . Snart efter sad Selskabet i en skyggefuld Have , og en Samtale blev ført om Theater og Konst ; men denne Samtale var ikke en pjattet Kritik , det var lysende Funker af den Ild , som brændte i Skuespillerens og hans Hustrues Bryst . Deres Tale rev de Andre med , og især koni der Liv og Udtryk i Fru Wutki-Sorensens smukke Anygt . Fox besterntere at belyse en Tanke , fremsagde Hagh et lille Ligt . „ Men det er jo et nydeligt Digt , jeg kjender det slet ikke , “ sagde Fru Etatsraadinden , „ hvem er det af ? “ „ Af Hans Husby , “ svarede Hagh . „ Uh , af ham ! Kan han ogsaa skrive noget Godt ? “ raabte Dagmar . „ Han har skrevet mange gode Ting , “ svarede Hagh , „ som endnu vente paa at blive paaskjønnede . De dømmer saa haardt om ham , Frøken Hammer ; det kunde interessere mig at erfare , hvorledes de begrunder saa haard en Dom . “ „ Ja , i Grunden har jeg bygget min Dom paa Andres Domme , “ svarede Dagmar noget forlegen . „ De har maaskee ikke læst Noget af ham ? “ spurgte Hagh . „ Nei , “ svarede Dagmar endnu mere forlegen . „ Hun har bygget sin Dom paa Udtalelser af mig , “ sagde Charles Jensen-Svendsen . „ Man kan mærke paa Alt , hvad Hans Husby skriver , at han mangler akademisk Dannelse . “ „ Beed De ikke , at Poesien er en fri Konst , “ svarede Hagh , „ og at man ikke behøver at aflægge Prøve for Lauget for at kunne dyrke den ? Jeg selv mangler akademisk Dannelse , men troer dog al have aflagt Prøver paa , at jeg kan opfatte og gjengive del Skjønne . Det Samme kan Hans Husby . “ „ Ja , men de gamle Klassikere . . . “ indvendte Charles . „ Holder jeg høit i Wre , jeg har læst dem i gode Oversættelser . Men Skjonhedsideen er cenS boS dem og os ; vor Konst og Poesi er jo bygget op paa Oldtidens Fundament . Tydskerne kalde Thorvaldsen : ein nachgeborner Grieche . Ja , jeg veed nok , at der er Nogle , som ville skabe en heel ny Retning i Poesien og Konsten ved at overspringe flere dundrede Aars Udvikling og begynde der , hvor de islandske Sagafortællere flap ; men jeg troer ikke , at de akademisk Dannede fortrinsviis hylde denne Retning , der tit lader haant om Alt , hvad der hedder Skjønhed . “ „ Den Slags Folk holder jeg ikke af , “ svarede Charles ; „ de ansee det Raa for at være det Originale , og det Formløse for al vidne om en Tankefylde , der er saa stærk , at den ikke engang kan finde en Form . Hans Husbys Plads er mellem disse Folk . “ „ De tager feil . Hans Plads er mellem vore bedste Digtere , og den Tid vil komme , da der vil blive viist ham Retfærdighed . Desværre er han ikke bleven til , hvad han kunde være bleven ; thi ban har den største Deel af sit Liv levet under meget trykkende Kaar . Hverken Staten eller Private have understøttet ham , og han er for beskeden til selv at søge om Understøttelse . “ Etatsraad Wulki-Sørensen gjorde ber den Bemærkning , at han , paa Grund af Haghs Anbefaling , vilde interessere sig for , at HuSby næste Aar fik en Undersføttelse af Staten . Hagh modtog med Glæde dette Løste . I det samme hørtes Fodtrin i Haven , og Adam Folkman traadte hen til Kredsen og hilste paa Hr . og Fru Hagh som paa gamle Bekjendte . Var en Granat sprungen midt i Selskabet , den kunde ikke have frembragt større Virkning . Etatsraaden og hans Kone kjendte ikke Folkman , ja , havde aldrig hørt dans Navn nævne ; de vare derfor lutter Venlighed , dengang han blev præsenteret for dem ; Charles Jensen-Svendsen saae noget mut ud . Dagmors Ansigt viste streng og kold Dyd , Fru Hammers Gnavenhed , Margrethes Nysgjerrighed og Gustavs Forlegenhed . Folkman syntes slet ikke at lægge Mærke til alt delte . Han førte altid Liv med sig og var snørt den Ordførende i Selskabet . Charles Jensen-Svendsen sød tøus og hørte til ; køn vilde gjerne være fremkommen med en Spydighed , men havde som paa Følelsen , at den ikke vilde blive taalt i dette Huus , ligesom Folkman vilde kunne være istand til at afparere den med en Aandrighed . Saaledes nærmede Tiden sig , da man fluide spise tilaften . Et ikke rigt , men net udstyret Aftensbord var dækket i Havestuen , hvorfra man havde en henrivende Udsigt over det yndige Landflab . De fleste af Selskabet toge Plads omkring Bordet i en ypperlig Stemning ; Folkman kom til at sidde ved Siden af Etatsraadinden . Man var i Anledning af , at Hagh forrige Vinter havde spillet Hovedrollen i en af Shakespeares Tragedier , kommen til at tale om tidligere Aarhundreders Lidenskaber . „ Jeg kan forsone mig med Udskejelsen , naar den er et Udtryk for utæmmet Kraft , “ sagde Folkman . „ Ih , Gud fri os ! “ raabte Fru Hammer , „ Jeg vil naturligvüs hverken billige eller forsvare den , “ sagde Folkman , „ men jeg holder dog mere øf f . Ex . Riddertidens Afgjorelsesmøade øf en personlig Tvist , hvor mon stillede sin Person blot , end vor Tids , hvor et Par Uvenner løbe Byen rundt og bagtale hinanden . Det er deres Maade at tournere paa , og der kommer i Reglen en forfærdelig Hoben Løgn med . “ „ Mange af de nyeste franske Lystspil ere kun baserede paa den Slags Kampe , der farøvrigt allerede møde os i „ Bagtalelsens Skole ' “ , sagde Fru Hagh . „ Og naar saa Damerne tage Parti , bliver det forst rigtig galt “ , vedblev hendes Mand . „ Jeg maa næsten give Dem Ret , “ sagde Fru Vutki-Sørensen , „ thi hvad angaaer det i Grunden andre Folk , at et Par Mennesker blive Uvenner ? Det tyder paa en vis Aandstomhcd i vort Selskabsliv , at saadanne Uvenskaber tit afgive Hovedsfoffet til en Konverfation . “ „ Min Kjære , “ sagde Etatsraaden , „ vort Selskabsliv dømmer Du bestemt for strengt . Det er udmærket godt , lad det nu end have nogle smaa Skyggesider . “ „ Oprigtig talt , Hr . Etatsraad , “ svarede Hagl , , „ finder jeg vort Selskabsliv bundkjedeligt , men det kommer vel tildeels af , at Mændene ikke have saa megen Tid som før at offre paa Selskabslivet . “ „ Og at Tiden stræber hen mod et Folkeliv , “ sagde Fru Hagh . „ Jeg haaber da , al Folkelivet ikke ødelægger Selskabslivet , “ sagde Charles , „ men at de kunne bestaae jevnsides . “ „ Det haaber jeg med , “ svarede Hagh , „ men Folkelivet er det Nye , og alene derved , at det har Nyhedens Interesse , drages mange gøde Kræfter til Folkelivet . “ „ Og forsmaa Selskabslivet . Hr . Folkman kan tale med herom , “ tilføiede Fru Hagh med et Smil . „ Nu ja , “ svarede Folkman , „ men jeg ønsker ikke , idetmindste ikke iaften , at tale med herom . “ „ Hvad ønsker De da al tale om ? “ spurgte Hagh . „ Ah , nu erindrer jeg , hvad vi vistnok skylde Deres kjærkomne Visit . De vil om kort Tid udgive et Bind Digte , og saa ønsker Te at læse nogle af dem op for os først . “ Dette var virkelig Aarsagen til Folkmans Besøg . Han undslog sig i Begyndelsen for at oplæse Digtene for Andre end Vært og Værtinde , men paa Fru Vutki-Sørensens indstændige Anmodning lovede han dog tilsidst , at hele Selskabet efter Bordet skulde faae et Par af dem at høre . Med en vis Spænding og et Haab om yt faae Leilighed til en skarp Kritik ventede Charles og Dagmar paa Digtenes Oplæsning . Men hurtig blev deres Haab skuffet ; Digtene vare i enhver Henseende sniukke og formfuldendte , og Damerne følie sig især tiltalte af deres sværmeriske Erotik . Et almindeligt Bifald fulgte paa Oplæsningen . Etatsraaden greb den unge Digters Haand og ønskede ham til Lykke ; Folkman havde nu i Selskabslivet faaet Grund under sin Fod ; hans Modsfandere følte det , og Gustav , der , for ikke at støde an , spillede den tause Iagttagers Rolle , følte det ogsaa og feirede en stille Triumf over Charles , Moderen og Søstrene . Veiret var deiligt , og der blev foreslaaet en Spadseretour i Skoven . Ikke længe efter forlod man Landstedet og vandrede under Bøgenes Kroner , hvorigjennem Fuldmaanen af og til tittede ned . Fru Vutki-Sørensen var kommen i en ivrig Samtale med Folkman om lyrisk Poesi og lyriske Digtere , og det øvrige Selskab , der gik foran , lyttede med stor Interesse til et Digt , som Hagh fremsagde , og hvori en Stemning som denne Aftens træffende blev gjengivet . „ Bi ere komne bort fra de Andre , “ sagde Folkman pludselig . „ De maa være her i Nærheden , “ svarede Etatsraadinden , „ jeg Harer Haghs Slemme . — Hr . Folkman , maa jeg gjøre Dem et Spørgsmaal , vil De modtage en Indbydelse til at besøge os ? “ „ Med Fornøielse . “ „ Om ikke mange Dage ønsker jeg gjerne Deres Nærværelse til en lille Middag . “ „ Maa jeg takke . “ „ De vil vist finde Alt meget » poetisk hjemme hoS os , “ vedblev Fruen , „ men tag til Takke efter fattig Leilighed . “ „ Skal jeg dømme efter Dem , Frue , maa DcrcS Huus tvertimod være fuldt af Poesi . “ „ Ingen Komplimenter , “ sagde hun spøgende . „ Det er virkelig ingen Komplimenter , “ svarede han . „ Jeg vil forøvrigt gjøre Dem opmærksom paa , at jeg ikke er vant til at færdes meget i Selskabslivet . “ „ Jeg hørte jo før , at De foretrak Folkelivet . “ „ Ja . Var Selskabslivet noget mere livligt , noget mere frit ; havde det større positivt Indhold , troer jeg , at jeg vilde foretrække det . “ „ Og jeg vil gjøre Dem en anden Tilstaaelse . Undertiden kunde jeg næsten have Lyst til at lære Folkelivet at kjende . “ „ Har De aldrig været til en Grundlovsfest ? “ „ Der seer mon næppe meget Folkeliv . Jeg mener , jeg vil ud at see , hvorledes Folket morer sig . “ „ Det vil næppe blive saa vanskeligt . Jeg tilbyder i saa Henseende min Assistance . “ „ Og jeg lager imod den . Aa , der ere de Andre ; det var da kjedeligt . “ Folkman følte det Smigrende for sig i den sidste Deel af Fruens Yttring . Det øvrige Selskab var imidlertid kommet til , og man vandrede hjemad . Man maatte skynde sig , thi Fru Hammer og HendeS Familie skulde til Kjøbenhavn med Jernbanetoget , og de havde , som det hedder , ladet Tiden løbe fra sig . Etatsraad Vulki-Sørensen bavde egen Ekvipage . Da Familien Hammer var borte , fik Etatsraadinden sin Mand til at tilbyde Folkman at kjøre med ind til Byen ; et Tilbud , som Folkman med Glæde modtog . Et venligt Haandtryk , et „ Kom snart igjen , “ og saa nikkede man til Skuespilleren og hans Hustru og rullede ned ad Veien , der slynger sig gjennem Charlottenlund til Strandveien . „ Det er en deilig Aften , “ sagde Fruen . „ Det var en Aften til at begynde et nyt Liv i . “ Folkman , der mente , at hun alluderede til , at han skulde opgive sit Taterliv , svarede : „ Ja , det forekommer mig næsten som et nyt Liv skal til at begynde . “ „ Aa hvad , “ svarede Etatsraaden , „ hvorledes kan Maaneskin faae os til at begynde et nyt Liv ? Men et saadant Udtryk stal vel være poetisk . Hm . “ Etatsraaden var søvnig ; han blandede sig ikke mere i Samtalen mellem hans Hustru og Folkman , men sad , som det hedder i Børnesproget , og klippede Kaniner . “ Da Foikman sagde Godnat og forlod Etatsraaden og hans Frue , var han saa glad , som han ikke længe havde været . Han syntes , at han havde moret sig fortræffelig , og dog havde han været i Familielivet . Ellevte Kapitel . I Folkelivet . Det var studiosus theologiæ Carl Flimby , som havde beslutfet at fortrænge Gustav fra Pladsen i Bettys Hjerte . Bed et Tilfælde traf han hende den Aften , hun gik for at møde Gustav og af ham modtage Besked om , naar de skulde gjøre et Besøg paa Tivoli eller i Alhambra . Flimby tiltalte hende og spurgte hende , om hun vilde med ham paa et af de nævnte Steder . Med et lille Suk svarede hun Nei , og da Flimby trængte paa , for at faae Grunden til dette Afslag at vide , kom det ud , at hun var bleven sat Steone af Gustav . „ Og en saadan Fyr vil De møde ? “ spurgte Flimby . „ Det er en Idiot , hvorledes kan hans Selskab interessere Dem ? Jeg bavde ikke troet , Jomfru Madsen , at De havde en saa daarlig Smag . “ „ Aa , ban er dog ret kjøn . “ „ De seer altsaa alene efter et smukt Ansigt ? Jeg har taget feil af Dem . Han er jo bundkjedelig , og saa tør han Ingenting for sin Familie . “ „ Det er sandt nok . Men iaften skulle vi dog gjøre Aftale om en Tivolitour . “ „ Hvor han holder sig i de mørke Gange ; thi han er bange for at blive seet . Han gaaer ikke med Dem til Theatret . “ „ Aa , jeg holder saa meget af Pjerrot . “ „ I Cirkus kommer De ikke . “ „ Jeg sværmer for Beriderne . “ „ Han holder sig langt borte fra Koncertsalen . “ „ Der vil jeg netop hen . “ „ Nu ja , saa lad ham allerede iaften love at føre Dem derhen . Men hør , bliv rent borte fra dette Stevnemøde ; De holder s ' gu dog i Grunden ikke mere af ham . “ „ Hvor veed De det ? “ „ Fordi De holder af mig . “ „ Aa fy ! “ „ Kom nu og gaae med paa Alhambra . “ „ Nei , nei . “ „ Vi træffe maaskee Gustav Hammer der ude . “ „ Nu spøger De . “ „ Nei . Naar han bar havt Stevnemøde med Dem , skal han sandsynligvus møde sin gamle Kjæreste , Marie Richter , paa Alhamdra ; hun holder mest af de mørke Gange . “ „ Sin gamle Kjæreste ? “ „ Han har naturligviis ikke fortalt Dem Noget derom . Men stol paa , jeg taler Sandhed . Hun boer i samme Huus , som han . “ „ Men det er jo asskyligt ! Hammer maa være en Skurk . “ „ De gjør ham for megen 8Ere . Han er blot et Fæ . Der kommer han . Nu kan De jo selv spørge ham derom . “ Betty slyrtede hen imod den Intet anende Gustav og overøste ham med en Strøm af Bebreidelser . „ Jeg har kjendt en Jomfru Richter , “ sagde Gustav , „ men siden jeg lærte Dig at kjende . . . “ „ Du tilstaaer altsaa . Godt , det er mig nok . “ „ Men saa hør mig dog ud . “ „ Nei , mellem os er det forbi . “ Hun ilede hen og greb FlimbyS Arm . „ Det er altsaa Dig , jeg kan takke for denne Streg ? “ spurgte Gustav . „ Kan jeg gjøre for , at denne unge Dame synes bedre om mig end om Dig ? “ „ Du har fortalt hende . . . . “ „ Aa , lad os nu blot ikke vække Opsigt , paa alfar Vei , “ sagde Flimby . „ Der synes jeg , Din Svoger kommer nede . “ „ Hvor ? “ spurgte Gustav , der var en Smule nærsynet . „ Farvel Hammer , “ sagde Flimby , „ hils Marie Richter ; jeg skal ikke sige hende et Ord om Jomfru Madsen . “ Med et spottende Smil forlod Flimby med Betty under Armen den forbløffede Gustav . Han stod og saae efter dem , han syntes , at de loe , da begyndte ban ogsaa pludselig at lee , det syntes ham ligesom han var bleven en Byrde kvit . Paa Tilbageveien mødte han Adam Folkman og fortalte ham , hvad der var skeet . „ Flimby er en Slyngel , “ sagde Folkman . „ Desværre har vor Tid for mange af den Slags Slyngler . Nei , trøst Dig , der er saamæn Pigebørn nok , og Du behøver ikke at tigge om Deres Kjærlighed . “ „ Jeg syntes , at Flimby . . . “ „ Skjænk den Fyr ikke en Tanke ; lad ham seile sin egen So , og søg herefter bedre Selskab . Jeg har mærket , at man , ved bestandigt at søge mindre heldigt Selskab , tilsidst selv bliver en mindre heldig Person . “ „ Saaledes taler Du , der før har rost Taterlivet saa meget . “ „ Jeg skal sige Dig , jeg har gjort en Opdagelse . “ „ Og den er ? “ „ Foruden en stor Deel dygtige og begavede Folk bestaaer Tatersamfundet af Folk , som ikke ere Andet end det dannede Samfunds Bundfald , Folk , som paa en eller anden Maade have gjort sig umulige i Familiekredsene . Der er derfor noget Berettiget i , ar Familierne see med Mistillid til os , der ere gode Venner med de Udsfødte . “ „ Ja , ganske vist . “ „ Du kjender Holger Ulmann . Han var engang en prægtig Fyr , men nu har Omgangen med den lille Moses Josesson spoleret ham . Skjøndt Joscfson har Embedsexamen med bedste Karakteer , mangler han dog de første Forudsætninger for at være et dannet Menneske , nemlig : Moralitet , Retskaffenhed og AEresfølelse . Jeg siger den Fyr som Pesten , og han hører til den Slags Mennesker , som kun ere modtagelige for et Argument : Prygl . “ Gustav lo . Samtalen tog en anden Vending , og ved Vesferport skiltes de to Bekjendte . Efterat Adam Folkman begyndte at troe , at en Tater ikke var aldeles udelukket fra Familielivet , saae han paa Samfundet med andre Øine end før . Han indrømmede , at det ikke vilde være heldigt , dersom Taterne øn masse fik Tilladelse til at rykke ind i Selskabslivet ; thi den uudblivelige Følge heraf vilde blive Raahed , men paa den anden Side maatte han fastholde , at vort nuværende Selskabsliv var kjedeligt , at det favnede det høiere Sving , at det lagde mere Vægt paa Formen end paa Indholdet . Denne Opfattelse fandt Folkman ikke Anledning til at forandre , efterat han havde dceltaget i Etatsraad Wutki-Sørensens Middagsselskab . Det var et Selskab alene for Herrer . Gjæsternes Antal var ni . Man var altsaa elleve tilbords . Folkman var den Yngste i Selskabet , der bestod af to Departementschefer , en Høiesteretsassessor , en Overretsprokurator , to Grosserere , en Kommandør i Søetaten og en Justitsraad , som levede af sine Penge . Retterne vare udsøgte , og Vinen fortræffelig . Efterat man længe havde talt om sine egne Sager , der mest dreiede sig om Pengespekulationer , kom man til at tale om Arbeiderspørgsmaalet ved en Bemærkning af Grosserer Brygge , at han havde taget Aktier i nogle paaiænkte Arbeiderboliger . „ Arbeiderspørgsmaalet vil aldrig faae nogen Betydning for Danmark , “ sagde Justitsraad Holte og tog fat paa et Kyllingebeen , „ Befolkningen her er for sindig og rolig . “ „ Det er ogsaa min Mening , “ svarede Høiesteretsassessoren , „ skjøndt jeg har talt med Dø . Lidbæk , der er af en heel modsat Mening . Han siger , at Bevægelsen i Tydskland vil lidt efter lidt ved tydsfe-Svende blive importeret til Danmark . De tydske Svende , som arbeide her , holde i Reglen de tydsfe Arbejderblade , hvis vigtigste Afhandlinger de oversætte for deres dansfe Kolleger . Men vore Arbeidere have det for godt til at ville gjøre striks . “ „ Ja ja , “ sagde Etatsraad og Departementschef Bug , „ Arbeidet bliver godt betalt . “ „ Det vil jeg dog ikke paastaae , “ svarede Grosserer Ems ; „ men Arbeideren hertillands kommer aldrig til at sulte ; han behøver blot at give sig ind under Fattigoæsenct . “ „ Jeg har en Tid knurret over de store kommunale Skatter , “ sagde Konferentsraad og Departementschef Tulstrup , „ men jeg gjor det sandelig ikke mere , thi kan jeg med nogle Daler slørre Skal om Aaret stille Munden paa Pøblen , gjør jeg det gjerne . “ „ Det er Friheds- og Lighedsprinciperne , der ere Skyld , i dette Røre , “ bemærkede Vutki-Sorensen . „ Mængden er ikke moden til Friheden , og den vil aldrig blive moden . Men jeg siger med Hr . Konferentsraaden , at jeg gjerne betaler aarlig en slørre Skat for at saae den lavere Deel af Befolkningen til at forholde sig rolig . “ „ Den vilde vist forholde sig rolig alligevel , “ sagde Søofficeren . „ Vi have daglig Leilighed til at iagttage de dansfe Arbeidere paa Orlogsoærftet ; de ere lydige , taalmodige og lade sig i Grunden byde Alt . Naar en dansf Arbeider ikke har Brød til sin Familie , taaler han Alt før at saae eller for at beholde sit Arbeide . Franskmændene gjøre Oprør , og Tydsferne vedtage Resolutioner . “ „ En ganske fortræffelig Rhinskviin , “ udbrød Ovcrrctsproknratoren . „ Jeg mener , man gjør for meget Væsen af disse Arbeidere . Have vi ikke Politi , og , kniber det , Soldater ; lad dem sørge for Statens Rolighed . Man spurgte mig engang , om jeg vilde være Fattig-Borgmester i Kjøbenhavn ; jeg betakkede mig . Der er altid saadan en ilde Lugt ved Fattigdommen . “ Folkman havde havt Lyst til at sige noget , men taug klogelig , thi han vidsle , at han vilde faae hele Selskabet imod sig . „ Man skal alligevel vogte sig for at irritere Befolkningen , “ sagde Grosserer Brygge ; „ man kan sagtens tage Aktier i Arbejderboliger , thi de sorrente sig godt . Endvidere maa man see at skaffe Arbejderne saadanne Ledere , som i Grunden ere vore Venner , og som stille sig til Opgave at bevare en god Forstaaelse mellem dem , som drikke Viin , og dem , som drikke Brændeviin . “ „ Delte Thema kjeder vist Fruen ? “ spurgte Søøfficeren galant . „ Paa ingen Maade , “ svarede Fru Ingeborg . „ Det er nyt for mig , og jeg lytter dertil med den største Interesse . Man frygter , synes det , en Bevægelse fra Arbejdernes Side mod os . “ „ Man frygter ikke Bevægelsen , “ sagde Søøfficeren , „ thi vi have Alt i Staten med os , Arbejderen Alt imod sig . “ „ Er det da ikke muligt at undgaae , at forhindre denne Bevægelse i Arbejderklassen ? “ „ Jeg frygter nei . Men lad den kun komme ; den skal blive knust i Fødslen . “ Kort efter reisfe man sig fra Bordet og gik ind i et andet Værelse for at drikke Kaffe . Her sagde et Par af de fornemme Herrer den unge Student nogle venlige og nedladende Ord , og snart efter gik man til Spillebordene . Adam Folkman blev tilbage i Dagligstuen hos Fruen . „ Min Indbydelse til Dem har ikke været uden Egoisme , “ sagde hun smilende . „ Min Mand og de Andre blive nu hele Aftenen siddende ved Spillebordene , og jeg maatte sidde her alene og kjede mig , hvis De ikke var her . De har nu den Pligt at underholde mig . “ „ Jeg skal forsøge derpaa . “ „ Forsøget vil vistnok lykkes , thi vort Bekjendtskab er saa nyt , og derfor er enhver Sag , som bringes paa Bane , ikke allerede uddebatteret mellem os , men paa en Maade ny , og derfor i Neglen interessant . Hvorfor tog De ikke Deel i Samtalen ved Bordet ? “ „ Fordi jeg nødig , første Gang jeg er i et Selskab , vil stille mig i Opposition ; mine Anskuelser om Arbeiderne ere noget forskjellige fra dem , der bleve fremsatte før . “ „ Ja , De er jo en Folkets Mand . “ „ Det vil jeg ikke sige ; en Folkets Mand helliger sit Liv udelukkende til Folket ; det agter jeg ikke at gjøre , skjøndt det maaskee engang har været min Hensigt . Jeg kommer mere og mere til den Erkjendelse , at Gud har bestemt mig til at være Digler , og jeg vil leve udelukkende for mit Digtcrkald ; kunne mine Arbeider glæde Folket , vil det være mig kjært . “ „ De har gjort Deres Studier hos Folket . “ „ Det har jeg . “ „ Og jeg stroer , det har været rigtigt . Jeg kjender forøvrigt selv kun saare lidt til Folkelivet , skjøndt , som jeg allerede har sagt Dem , jeg kunde have stor Lyst til at lære det at kjende . De tilbød mig sidste Gang vi saaes , Deres Assistance . “ „ Med Fornøielse . “ „ Hvorledes tænker De , at Sagen kunde lade sig udføre ? “ „ Vil De ledsage mig til en større Fest paa Tivoli ? “ „ Ja . “ „ De har Mod dertil ? “ „ Hvorfor ikke ? Ingen vil kjende mig , naar jeg klæder mig paa som en kjøbenhavnsk Sypige . “ „ Men hvis det alligevel kom ud ? “ „ Hr . Folkman , jeg kjeder mig ; jeg vover Alt for at bringe Afoexling i dette eensformige Liv . Jeg har læst saa mange Eventyr i Romanerne , at jeg selv kunde have Lyst til at opleve nogle . “ „ Men det er farlige Eventyr . “ „ Desto bedre . “ „ De kjender Selskabet ; De veed , hvorledes selv den mindste Misforstaaelse kan flade en Dames Rygte ; De veed . . . . “ „ Alt dette veed jeg ; men jeg er vist næppe den eneste Dame , som fra Selskabslivet engang imellem søger Morskab i Folkelivet . Formerne ere nu blevne saa stive , at en Kvinde med en nogenlunde livlig Aand maa søle sig fristet til at bryde dem . Naar er der Fest paa Tivoli ? “ „ Allerede imorgen Aften er der en stor Blomsterfest . “ „ Saa tage vi paa Tivoli imorgen Aften . “ „ De vil virkelig . . . . ? “ „ Ja . Jeg længes efter Adspredelse . “ „ Det er sælsomt , at De , den rige og fornemme Frue , længes efter Adspredelse . Man fluide synes , at De maatte have Adspredelse nok . “ „ Mit Liv gaaer saa regelmæssig som et Uhrværk , og mine Bekjendte fremsætte regelmæssig de samme Meninger om de samme Ting . Der er ingen høiere Ideer , som kaste Glands over Tilværelsen . “ „ Jeg synes dog . . . . “ „ Ja , der tales mere end nok om Ideer , men man lever ikke for og i Ideerne . Selv ligeoverfor Religionen staaer man kritisk ; man sammenholder det nye Testamente med populære naturvidenskabelige Skrifter . “ „ Og de Sidste gaae af med Seiren ? “ „ Jeg troer det , men man er endnu ikke kommen saa vidt , at man tilstaaer det , “ „ Hvad er Deres Mening ? “ „ Min Mening er , at Forsagelse og Kjedsomhed ikke ere eet og det samme . “ Fru Ingeborg kunde være bleven en udmærket Hustru , naar hun havde fundet den rette Mand ; Etatsraad Wutki-Sørensen var ikke den , der kunde gjøre hende lykkelig . Hnn var neppe tyve Aar gammel , da hun blev gift med ham , der snart var Halvtreds . Det var et godt Parti , hun havde gjort , sagde hendes Veninder , og hun selv troede det ogsaa . Men hendes Mand vedblev bestandig ligeoverfor hende at være en lukket Bog ; undertiden kunde hun svørge sig selv , om han havde en Sjæl ; hans Tanker dreiede sig udelukkende om denne Verden , og naar hans Kone engang imellem lod ham see ned i sit Hjertes Dyb , stirrede han forundret paa hende og endte i Reglen med at udbryde : „ Charmant sagt ! “ Det Væld af Tanker , som blev lukket inde i Fru Ingeborgs Bryst , ventede blot paa en Leilighed for at kunne bryde Skrankerne ; i næsten ti lange Aar vandrede hun taus og indesluttet om mellem Mængden . Hun søgte forgjæves En , der kunde forstaae hende ; da traf hun Adam Folkman . Han var ganske anderledes end de Mennesker , hun pleiede at omgaaes hver Dag , og som om hun havde ligget i Dvale siden sit Bryllup fløi hendes Hjerte ham med en tyveaarig Piges Tillid og Begeistring imøde , Ved Folkman meente hun at kunne begynde et nyt Liv , at kunne faae Gaaderne løste . Den næste Dags Aften mødte Folkman Fru Ingeborg for at ledsage hende i Tivoli . Hun var simpelt , men smagfuldt klædt og saae i hvi Grad indtagende ud . „ Nu , Hr . Folkman , “ sagde hun smilende , „ her har De Jomfru Ingeborg , der lige kommer fra Systuen . “ „ Jeg kjendte Dem næsten ikke igjen , Frue . “ „ Kald mig endelig ikke Frue , det kunde robe os . Kald mig Ingeborg . “ „ De vil . . . “ „ Iavist , De skal kalde mig Ingeborg , det er nødvendigt ; det hører med til Forklædningen og Situationen . “ Han bød hende Armen , og de vandrede gjennem Folkesværmen til Tivoli . „ Hvor her er mange Mennesker , “ sagde hun , „ skjøndt det er en Søgndag . “ „ Tivoli er altid godt besøgt . Kjøbenhavnerne ville more sig . “ „ Her er ikke faa af de dannede Klasser . “ „ Det er dog mest Herrer . Den Klasse i Samfundet , hvortil De hører , kommer ikke ofte herud med Damer , og Damerne sidde da som oftest i Koncertsalen . “ „ Ja , men her er dog Damer . . „ Det er den bemidlede Haandværks « og KjøbmandsstandS Damer ; deres Mænd maa holde sig inde i Boutikens eller Værkstedets trykkende Luft hele Dagen ; det er dem derfor en Nødvendighed , at spadsere om Aftenen . Embeds- og Grossercrstandens Damer ligge enten paa Landet eller tage om Eftermiddagen til Frederiksberg eller maaskee til Klampenborg . Kun Løoerdag Aften seer man deni i Tivoli . “ „ Her er en Mængde unge Piger , der spadsere to og to . “ „ Det er Sypiger eller Andre med dem i Klasse staaende . “ „ Og de spadsere alene ? “ „ O , naar det bliver mørkere finde de nok en Kavalleer . — Skulle vi see Pantomimen ? “ „ Den har jeg ikke seet , siden jeg var et Barn . “ Der var allerede en Mængde Mennesker nede ved Theatret . Folkman og Fru Ingeborg kom til af slaae midt i Sværmen og bleve trykkede af den frem- og tilbagebølgende Menneskemasse , der jublede lydeligt over Pjerrot . Fru Ingeborg var i Begyndelsen lidt forsfrækket ved af være kommen ind midt i den store Sværm , men efterhaanden beroligede hun sig og morede sig saavel over Pantomincn , som over de Yttringer , der hisf og her faldt i Hoben . Hun lagde Mærke til , af mangen Herre tog et ham aldeles vildtfremmed Barn op paa Armen , for af det kunde komme til af see , hvad der foregik paa Theatret . Dette Træk af Københavnernes Godmodighed rørte hende . Hun talte til Folkman derom , der sagde , af han ofte havde havt et lille Barn paa Armen og glædet sig mere over dets naive . Bemærkninger end over Pantomimen . „ Hvor skulle vi nu gaae hen ? “ spurgte Fru Ingeborg , da Pantomimen var forbi . „ Hvor De vil . “ „ Hvad skeer inde i dette Bustads ? “ „ Det er Labyrinthen . “ „ Folk gaae derind . “ „ Det er vel for at spise tilaften . “ „ Er der en Beværtning inde ? “ „ Ja . — Skulle vi prøve den ? “ Hun samtykkede , de gik derind og fandt efter nogen Søgen en Plads . „ De maa nu tage tiltakke med Retterne . “ „ En Sypige er ikke for godt vant . “ Smørrebrødet og Theen brogtes ; kun erklærede at begge Dele smagte fortræffeligt , og at hun morede sig udmærket . „ Her kommer neppe nogen Etatsraad og spiser med sine Damer , “ sagde Folkman . „ See , det er en Feil . Man siger rigtignok , at alle Samfundsklasser her inde blande sig mellem hinanden ; ja , paa samme Maade soul de blande sig mellem hinanden paa Gaden . “ „ Det er sandt . Hver Deel af Publikum har sine Resfaurationer . Vil en fornem Mand spise her inde , gaaer han i Bazarrestaurationcn . “ „ Dette , hvad man kalder , at blande sig mellem hinanden , er altsaa kun tilsyneladende . Men det er just morsomt at sidde her og see paa Folket . “ Adam Folkman kom til at tænke paa , at det ikke var saa længe siden , han havde siddet her med Ligkassebudet og dennes to Døttre . Hvor forskjellig var ikke Situationen da og nu , og hvor meget havde ikke dans Syn paa Livet siden dengang forandret sig ? I det samme kom en Mand forbi og saae sig speidende omkring : det var Hr . Madsen i egen Person . - Folkman trak sig tilbage for ikke at blive gjenkjendt . Ikke længe efter hørte han Madsens Stemme i et Lysthuus , der laa tæived . „ Træffer jeg Dig her , Din Tøite ! “ raabte Madsen . „ Jo , jeg skulde nok vide at finde Dig . “ Folkman saae ud af sit Lysthuus , og Fru Ingeborg spurgte : „ Hvad er der paa Færde ? “ „ Jeg skal strax sige Dem det , “ svarede Folkman . Han saae Flimby blive kastet ud af Lysthuset , modtage et Par Lussinger af Madsens kraftige Hænder og derefter skyndsomst fjerne sig . Et Øieblik efter viste Ligkasscbudet sig med Betty under Armen ; hendes ene Kind var rødere end den anden , og hun saae ud til at have Lyst til at briste i Graad , men at betvinge sig for ikke at vække Opsigt . Madsen saae uhyre martialsk ud . „ Del var et lille Kjærlighedseventyr , som endte med Prygl , “ sagde Folkman leende til Fru Ingeborg . „ Hvorledes ? “ „ En Student sad i dette Lysthuus sammen med en Borgermands Datter ; da bleve de opdagede af Faderen , der tog Datteren med sig og trakterede Elskeren med Prygl , som han forøvrigt længe har fortjent . “ „ De kjender ham ? “ „ Ja . Det er en theologisk Student , som hedder Flimby . “ „ Carl Flimby ? “ „ Rigtigt . De kjender ham ogsaa ? “ Fruen bejaede det og yttrede sin Forundring over , at Flimby gik paa saadanne Eventyr . Folkman gav nu en Skildring af Flimbys Person , og hun hørte til med uforstilt Forbauselse . „ En moderne Tartuffe ! “ udbrød hun . „ Og den Slags Folk er der mange af . “ „ Hvorledes kan man vogte sig for dem ? “ „ Det er vanskeligt nok . Kun Tilfældet river Masten af dem . De ere farligst , naar de efter et flet fort Ungdomsliv beile til en ung , uskyldig Pige . De hykle ogsaa ligeoverfor hende , og efterhaanden forme de hende efter deres Sind . Hun bliver en Hyklerfle ; hun lærer med Gud paa Læberne at dyrke Verdens Goder i sit Hjerte , og den opvoxendc Slægt bliver en hyklende , krybende , pengegridst og demoraliseret Slægt . “ „ Og saaledes er Carl Flimby ? “ „ Saaledes er han . Men Tiden lader fra os ; sknlle vi gaae videre ? “ De reiste sig og vandrede ud mellem Mængden . Basaren straalede som i et Ildhav . „ Her er smukt , “ sagde Fru Ingeborg . „ Jeg havde aldrig tænkt mig , der var saa smukt paa Tivoli . “ „ Man skal blot ikke komme cher for ofte , “ sagde Folkman . „ Man bliver da blaseret , og Kjøbenhavnerne ere dygtig blaserede i Alt , hvad der angaaer Forlystelser . Der er endnu lang Tid til Fyrværkeriet ; hvor sknlle vi gaae hen ? “ Fru Ingeborg kjørte paa Karousselbanen , og hun rutschede , og bagefter gik hun med Folkman over paa Øen og hørte paa Sangerinderne . „ Saaledes morer Folket sig altsaa , “ sagde hun , „ og det maa more sig udmærket , thi det gjør jeg . Men hvorfor kunne vi Andre ikke ogsaa besøge de samme Forlystelser ? “ „ Man vilde finde det upassende . Forestil Dem , dersom det i et Middagsselskab blev fortalt , at Hr . Etatsraad Wutki-Sorensen med Frue havde besøgt Tivoli-Øen og hørt paa Sangerinder ! Ja , vilde det ikke være forfærdeligt , at tænke sig en Etatsraad paa Tivolis Rutschbane eller en Departementschef kjøre paa Karousselbanen ? “ Fru Ingeborg lo og indrømmede , at Folkman havde Ret . Da de kom udenfor Pavillonen skinnede Maanen saa smukt over Kallebodstrand . De vandrede da en Tour gjennem de smukke Gange , der løbe langs Stadsgraven , og kom op paa en lille Høi , hvorfra der var en smuk Udsigt . Da Fru Ingeborg bemærkede , at det var varmt , lod Folkman komme Is og Madeira . „ Dende 0 burde egentlig hedde Amors 0 , “ sagde Folkman , „ thi herhen søge i Reglen de Elskende . “ „ Her er ogsaa smukt . “ De sad en Stund tause ; hun saae ud over Søen . „ De drømmer ; ogsaa jeg drømmer i dette Øieblik , “ sagde han . „ Der hviler som noget Drømmende over hele Naturen . “ „ Jeg drømte om engang at finde en Kvinde , som jeg knælende kunde tilbede i en Aften som denne . Jeg drømte , at denne Kvinde sad ved min Side . “ „ Hr . Folkman , “ sagde hun mildt , „ lad det da blive ved Drømmen . “ „ Hvorfor maa jeg kun drømme , Fru Ingeborg ? “ „ Fordi Livet var intet værd , dersom ikke hellige Løfter holdtes i Agt og LEre . “ „ Jeg havde dog troet , at Kjærlighed kunde bryde alle Skranker . “ „ Ikke alle ; der er Skranker , som ere hellige . Man kunde muligviis ønske , at en Skranke ikke var reist , men staaer den der engang , da skal man forsage . Det er maaskee et underligt Sted at spørge paa , men , Hr . Folkman , troer De paa et evigt Liv ? “ „ Ja . “ „ Saa maa De ogsaa troe paa en Kjærlighed , hvis høieste Nydelse er en aandelig ; en Kjærlighed , som bærer fra Jorden mod Himlen . “ „ Te mener . . . . “ „ Jeg mener , at De maa indsee , at jeg kun har kunnet vise Dem saa stor Tillid , fordi . . . fordi . . . “ „ De elsfer mig ! De elsker mig , Ingeborg ! „ Lad oS gaae , “ sagde hun ; „ tal ikke mere til mig som De har talt nu , da siger jeg Dem for bestandig Farvel . “ Han fulgte hende taus , og i Taushed saae de Begge paa det smukke Fyrværkeri . Da de gik ud af Anstalten , sagde hun : „ Jeg har moret mig udmærket iaften ; jeg er Dem taknemlig derfor . “ „ Ogsaa jeg er Dem taknemlig , fordi De har forundt mig LEren af Deres mig saa kjære Selskab . “ „ Men efter hvad der hændtes for , paa Øen , troer jeg , det vilde være bedst for os Begge , at vi ikke mere studerede Folkelivet . “ „ De vil . . . . “ „ De skal altid være mig en kjær Gjæst , “ sagde hun , „ men heller ikke mere . “ De sfilles da , og Folkman gik som i en Drøm til sit Hjem . , Det forekom ham , at han havde faaet et Glimt af Paradiset at see , og derefter Vished om , at han for bestandig var udelukket derfra . „ Men har Du fortjent det anderledes ? “ spurgte han sig selv . „ Du bar jo bestandig stillet Dig i Opposition til , dm Deel af Samfundet , hvor Dannelse og Opdragelse har luttret Kvindens Hjerte , og hvor de Blomster sindes fuldt udviklede , som sjelden andetsteds naae videre end at sætte Knop . “ Tolvte Kapitel En Opdagelse . Et Par Dage efter mødte Adam og Gustav Ligkassebudct Madsen , der saae meget fornøiet ud . Han standsede dem og spurgte , om de vilde med til et lille Skrald i Anledning af Bettys Forlovelse . „ Bettys Forlovelse ! “ udbrød Gustav . „ Ja , jeg skal sige Dem , Hr . Hammer , at hun begyndte at gjøre Knuder og at løbe paa Tivoli med en Student . Det maatte der sættes en Stopper for . Nu er der ham , Skomager Nielsen , som længe har havt et godt Øie til hende , og som har talt til mig derom , ja , De kjender ham ikke , men saa sagde jeg til ham : Hør — sagde jeg — er det Deres Alvor . — Ja , — sagde han — det er mit ramme Alvor . — Saa skal De have hende — sagde jeg . — Hurra — sagde han — saa bliver De min Svigerfa ' er . — Jeg talte da med Pigen ; hun gjorde Knuder , saa fik hun en Lussing , og saa fandt hun sig i det . “ „ Jeg synes dog , “ sagde Folkman , „ det var en noget gevorben Maade , at tage Deres Datter paa . “ „ Fruentimmer , især unge Piger , maa man altid tage med en Trumf . “ „ Nu sidder hun vel hjemme og græder ? “ spurgte Gustav . „ Pyt ! paa det Lag ! Nei , hun er med Kjæresten paa Farten , hun leer mildt til ham , og de tænke allerede paa at holde Bryllup . — Men hør , De Herrer maa Pinedød komme med til Forlovelsesgildkt . “ „ Det er mig umuligt at komme , “ svarede Folkman , „ jeg tager vistnok for en Tid herfra Byen . “ „ Men De da , Hr . Hammer ? Kom De . “ Gustav undslog sig ogsaa for at komme , idet han forsikkrede , at han allerede var bedt ud . Madsen blev meget fortrydelig herover , og de sliltes just ikke som de bedste Venner . „ Du maa kunne forstaae mit Afslag , “ sagde Gustav til Folkman , „ men hvorfor sagde Du Nei ? Fanny . . . “ „ Jeg vil sige Dig , at jeg har besluttet at opgive alle Bekjendtstøber ; de forhindre mig i at læse til Examen , og jeg vil op til Efteraaret . “ „ Du bar brudt med Fanny ? “ „ Jeg har ikke brudt med hende , men jeg trækker mig efterhaanden tilbage ; heldigviis var vort Bekjendtskab endnu ikke blevet saa intimt som Dit og Bettys , “ „ Vil hun ikke opsøge Dig ? “ „ Maaskee . — Men lader os tale om noget Andet . Jeg e gaaet over Rubikon , og hvad der ligger paa den hiinsides Flodbred vil jeg helst glemme . “ „ Du kunde muligviis engang faae Lyst til at gaae tilbage over Floden . “ „ Nei , aldrig ! “ svarede Adam med en Energi , der forbausede Gustav . Medens dette foregik , blev der afholdt et Slags Familieraad hos Fru Hammer . Gjenstanden herfor var den Intet anende Gustav . Carl Flimby havde antaget , at det maatte være Gustav , som havde underrettet Ligkassebudet Madsen om Bettys Stevnemøde ! med hendes nye Tilbeder , og at han derfor kunde takke sin forrige Rival for den ubehagelige Overraskelse paa Tivoli . Delte maatte hævnes . Som bekjendt nød jFlimby , rigtignok ufortjent , megen Agtelse i de Familiekredse , hvori han kom ; han besluttede at benytte sig heraf til at besfjæmme Gustav , og henvendte sig i denne Anledning til Charles Jensen-Svendsen , hvem han tiltalte den førsteGang han traf ham paa Gaden . „ Jeg bar længe ønsket at tale med Dem , “ sagde Flimby , „ De er Student Hammers Svoger og maa derfor sandsynligviis interessere Dem for ham . “ Dette gjorde Charles naturligviis . „ Rigtignok angaaer Sagen ikke mig , og Mange ville ansee den for at være en reen Ubetydelighed og lee ad den ; det gjør De maaskee Jensen-Svendsen , jeg som Theolog seer den fra et anket Synspunkt . Deres Svoger har , kort sagt , en Amourette i samme Huus , hvor han boer . “ „ Det kan jeg umuligt troe om Gustav . “ „ Jeg veed det med Bestemthed . Det er en Jomfru Marie Richter , som beboer et Kvistværelse ved Siden af Hammers . Det skal være et udspekuleret Fruentimmer og ikke ubekjendt for Politiet . “ „ De taler om Sagen med saa stor Bestemthed . . „ De kan være overbeviist om , at det forholder sig som jeg har sagt . “ „ I saa Fald maa der træffes Foranstaltninger til , at denne forargelige Forbindelse kan blive afbrudt . “ „ Een Ting maa De love mig ; bland ikke mit Navn ind i Sagen . Jeg har fortalt Dem Historien af reen Interesse for Fru HammerS Familie , men jeg vil ikke være Uven med Gustav Hammer , der er meget hos ham , jeg godt kan lide . “ „ Han skal ikke faae al vide , hvorledes Opdagelsen er skeet . “ „ Det stoler jeg paa “ , sagde Flimby og forlod Jensen-Svendsen med den Overbeviisning , at nu var der blevet gjort Gustav al den Fortræd , der kunde gjøres ham . Efterat Flimby var borte , saae Charles strax , at det vilde blive en vanskelig Sag at bringe i Orden ; thi den var af den Natur , at man ikke kunde tale med hans Moder og Søstre derom , og alligevel burde Moderen gives et Vink . Da faldt hans Tanker paa Urtekræmmeren Peter Afse , Fru Hammers Faktotum . Charles gik ned i hans Boutik , og blev strax af Hr . Affe budt ind i et lille Kjælderkammer , Urtekræmmerens Kontoir . Han fremførte sit LErinde . Afse lo og sagde : „ Ja , Sagen er s ' gu i Grunden ikke saa farlig . “ „ Da troer jeg at kunne forsikkre Dem om , at Fru Hammer anseer det for meget farligt , at hendes Søns Moralitet fordærves . “ „ Det er en Dame , hun seer Sagen i et andet Lys end vi . Den Slags Ting bryder jeg mig ikke det Mindste om ; mine Svende have vist en Mængde Kjæresten , lad dem more sig . Et ondet Spørgsmaal bliver , om denne Kjærlighedshistorie sorstyrrer Gustav i hans Studeringer . “ „ Det maa den gjøre . “ „ Ja , det er en anden Sag . “ „ Jeg er kommen herned for at bede Dem underrette Fru Hammer om Sagen . Det kan De som hendes Broder bedst gjøre . “ Dette lovede Urtekræmmeren ; og den paafølgende Formiddag sinde vi Fru Hammer , Peter Afse og Charles Jensen-Soendsen , der var bleven titkaldt , siddende og raadslaac om , hvorledes man skulde faae Gustav til at blive et ordentligt og ærbart Menneske . Fruen saae heelt ulykkelig ud , hun var nærved at ansee Gustav for at væræ en uforbederlig Rous og talte om at sende ham paa Landet , Noget , som begge Herrerne fraraadede ; thi det vilde sætte ham tilbage i hans Studeringer . „ Hvem er Vært i dette Huus ? “ spurgte Peter Afse . „ Tømmermesfer Lehmann , “ svarede Fruen . „ Det er jo en gammel Bekjendt af mig . Jeg gaaer ned til ham og faaer ham til at lade delte Fruentimmer flytte fra Kvisten . “ „ Ypperligt ! “ udbrød Charles . „ Med Gustav skulle vi vel nok blive færdige , “ meente Urtekræmmeren . Han gik da bort og efterlod Fruen i ængstelig Spænding . Hendes Svigersøn søgte at trøste hende saa godt han formaaede , men hun vedblev at fælde Taarer over sin Søns Umoralitet . Vor Tid vil maaskee lee ad saadanne Taarer , men den Moder , som græder over sin Søns Kjærlighedseventyr , røber derved en virkelig og reen Omhu for det Barn , Gud har givet hende at beskjærme . Græd flere Mødre over deres Sønners Letsindighed , vilde færre Mødre komme til at græde over deres Døttre . Det varede ikke længe , før Urtekræmmeren kom tilbage med den Besked , at Jomfru Richter vilde komme til at flytte endnu samme Dag , og at ban paa Fru Hammers Vegne havde givet Værten Tilladelse til at betale hende en Maaneds Leie , en Sum af 3 Rd . Fruen takkede sin Broder paa det Varmeste . Idetsamme hørte man Gustav komme . Charles raadede til , at han ikke kom op paa sit Værelse for Jomfruen var flyttet , for at de ikke skulde aftale nye Sammenkomsler . „ For Guds Skyld ! “ raabte Frueu . Gustav blev da kaldt ind for Raadet og undrrrettet om , hvad der var fleet . Han saae noget betuttet ud . Da hans Onkel begyndte at formane ham , udbrød han : „ Jeg maa gjøre opmærksom paa , at jeg ikke længer er noget Barn . “ „ Gid Du var det ! “ hulkede Moderen . „ See , hvor Du har bedrøvet Din Moder , “ sagde Charles . „ Moder tillægger den hele Sag en Vigtighed , jeg ikke kan forstaae . Hvorfor have I Andre blandet Moder ind i denne Sag ? Hvorfor have I ikke henvendt Eder til mig ? Dersom jeg virkelig agtede for Fremtiden at fleie ud , hvilket jeg ikke agter , hvad kunde det da hjælpe , at I fik Jomfru Richter til at flytte ? Vi vilde let igjen kunne finde hinanden . “ „ Han opsøger hende ! “ raabte ' Moderen . „ Nei , jeg gjsr ikke , Moder . Men jeg syntes der ogsaa burde være taget noget Hensyn til hende . Hun burde ikke saaledes være bleven kastet paa Gaden . “ „ Et Fruentimmer som hende ! “ udbrød Charles foragtelig . „ Hun er et Menneske saa godt som en af os ; hun er en stakkels fattig Pige ! “ „ Bliv ikke sentimental , “ sagde Urtekræmmeren og lo . Da Gustav om Aftenen gik til Sengsj , var hans Naboerske borte . Hun var bestandig i hans . Tanke , og den ilde Medfart , hun havde lidt , bedrøvede ham meget . Han havde længe ønsket at blive hende kvit , men dog ikke paa en saadan Maade , og maatte hun ikke troe , at han , om ikke stod bagved , saa dog havde givet sit Minde til det Hele ? Han spurgte sig selv om , hvorledes Sagen var bleven opdaget og antog , at Tjenestepigen havde sladdret af Skole ; han gad dog ikke spørge hende herom . Et Par Dage efter modtog Gustav et Brev fra Hans Husby af følgende Indhold : „ Hr . , Student Gustav Hammer ! Skjøndt Sagen , strengt taget , ikke angaaer mig , vil jeg dog sende Dem dette Brev ^og udtale min dybe Afsky for den Opførsel , De har viist imod en stakkels fattig og forladt Pige , der elskede Dem . Hun er en Ungdomsbekjendt af min Hustru , hvem hun har fortalt hele Deres Adfærd . Hvorledes De vil forsvare den for Gud og Deres Samvittighed , maa De selv om ; jeg vil kun bemærke , at paa den Maade , De har baaret Dem ad , slafser den dannede Deel af Samfundet sig ikke Venner , men Mødstandere hos Folket , og der vil voxe et Nag op , som kan bære bittre Frugter . Hans Husby . “ Gustav blev forbittret over at modtage dette Brev fra en Mand , der stod udenfor Sagen ; en Deel af denne Forbittrelse vendte sig mod Marie Richter , fordi hun havde givet sine Følelser Luft til en Veninde . Han viste Brevet til Adam Folkman , der sagde : „ Husby har Net . “ „ Men Du veed , at det ikke var mig , men min Familie , som . . . “ „ Javisf . Kjendte han alle Omstændighederne , vilde han ikke fordømme Din Opførsel saa strengt . Husk paa , at Husby seer Samsundet nedenfra , medens vi see det ovenfra . Fra de to Synspunkter tager det sig noget forskjelligt ud . Idealet er naaet , naar de to Synspunkter engang falde sammen , men det vil aldrig skee . “ „ Du troede dog engang . . . . “ „ Jeg troer endnu paa og lever for Idealerne , men jeg troer ikke , at ethvert Ideal vil kunne naaes . “ Trettende Kapitel . Et Dødsfald . Nogle Maaneder ere forløbne , og det nye Aar er begyndt . Adam Folkman og Gustav Hammer ere blevne juridiske Kandidater og Carl Flimby har faaet theologisk Embedsexamen . Alle Tre havde faaet bedste Charakleer . Folkman var oftere kommen i Etatsraad Wutki-Sørensens Huus , hvor han altid var en kjærkommen Gjæst . Han elstede Fru Ingeborg , men denne Kjærlighed , hvis Gjenstand aldrig vilde kunne naaes , nedslog ikke hans Mod eller formindskede hans Arbeidskrast , den var en SlagS begeistret Kjærlighed , man kunde næsten sammenligne den med Soldatens Kjærlighed til Fanen . Alt det Ridderlige og Smukke i Folkmans Charakleer- arbeidede sig frem ; han skyede Alt , hvad der hed „ slet Selskab “ ; han fandt Tomhed i mangt og meget , af hvad der før havde moret ham , og han saae Kvinden i et deelt nyt Lys . Fru Ingeborg var en troende Christen ; noget af Adams Barnetro fra den stille jydske Præstegaard havde bestandig ledsaget ham i Livet ; i Samtale med Fru Ingeborg satte Troen Blomsf , og naar saa Adam kom hjem , dukkede de gamle Bønner frem i hans Erindring , og han bad til sin Skaber , noget , han ikke havde gjort , siden han blev Student . Han tog en glimrende Examen og ilede fra Examensbordet op til Etatsraadens for at meddele Udfaldet . Pigen , der lukkede ham op , sagde , at Fruen ikke modtog Nogen , thi hun var syg . Adam gik bedrøvet bort , men trøstede sig med , at det var et forbigaaende Ildebefindende , som næste Tag vilde være forsvundet . Dieu han feilede . Sygdommen tog til , og fjorten Dage efter var Fru Ingeborg bød . Da hengav Adam sig til slille Fortvivlelse . Han syntes , han stod ene i hele den store Berdcn , at der ikke mere var Noget at kæmpe og at leve for . Der var Tider , hvori han ønskede at døe . Og i den kolde , klamme Vintertaage kunde han slaae flere Timer og sørge ved hendes Grav . Denne Forandring hos Adam Folkman blev ikke ubemærket , Fru Ingeborg havde vidst at sfafse ham Adgang til alle de Kredse , hvori hun selv kom , deriblandt ogsaa Fru Hammers Huus . Da han nu efter hendes Død trak sig aldeles tilbage , blev han savnet , og Gustav besluttede en Dag at udspørge Folkman om , hvad Grunden vel kunde være til hans besynderlige Opførsel i den sidste Tid . Men Adam gav sin Ven kun undvigende Svar , og Gusfav kom til det Resultat , at Vennen maatte have anstrengt sit Hoved for meget ved ExamenSlæsning . Ligesom Gusfav vilde til at gaae , traadte en Tjener ind med et Brev fra Etatsraad Wutki-Sørensen . Adam aabnede Brevet med synlig Interesse og sagde til Tjeneren : „ Sig til Etatsraaden , at jeg strax skal komme . “ „ Gjør Etatsraaden allerede Selskab efter sin Kones Død ? “ spurgte Gusfav . „ Nei , nei , ban skriver blot , at han har Noget at tale med mig om , og at han er hjemme denne Formiddag . “ Adam slyrtede ud af Døren og lod den forundrede Gusfav blive tilbage . „ Han maa have en Skrue løs , “ tænkte Gusfav , „ jeg faaer lukke hans Dør af og levere Nøglen ind til Værten . “ Dengang Adam betraadte det Huus , hvori hun havde boet , maatte han staae et Øieblik slille paa Trappegangen , for at hans Bevægelse ikke skulde røbe ham , naar han traadte ind til HendeS Mand . „ Mod ! “ sagde han og ringede paa , Etatsraad Wutki-Sørensen modtog ham med stor Nedladenhed og sagde : „ Hr . Kandidat , jeg har idag anmodet Dem om at komme op til mig , fordi min salig Kone oftere har bedet mig om at gjøre Noget for Dem , naar De blev Kandidat . De er nu Kandidat . Det er lukkedes mig at skaffe Dem en Plads søm Volontär i * * Ministerium , modtager De denne Plads ? “ Adam bukkede . Selv efter sin Død var hun hans gode Engel . „ Det er naturligt , “ vedblev Etatsraaden , „ at jeg skal sørge for Deres Avancement , naar mon er tilfreds med Dem . “ Adam bukkede atter og fremstammede sin Tak . „ Og det er sandt , “ sagde Etatsraaden , „ medens jeg husker det — ja , det var sandelig reent gaaet mig af Glemme — min salig Kone bad mig paa sin Dødsseng om at give Dem denne lille Erindring om sig . “ Han tog et ziirligt Nyt Testamente fra Konsollen og rakte det til Adam , der modtog Gaven med Taarer i Øinene . „ Og nu Farvel , Hr . Kandidat . Besøg mig engang imellem . “ Han rakte Adam formelt Haanden , og Besøget eller maaskee rettere Audientsen var forbi . Fjortende Kapitel . Et Møde . To Adam kom hjem , skyndte ban sig med at gjennemblade sin kjære , lille Skat . Paa det forreste Blad stod Fru Ingeborgs Navn , som hun selv havde skrevet . Han trykkede et Kys derpaa . Denne Foræring fra den Afdøde var ham et Vink ; hun havde forudseet hans Sorg over hendes Død , og hun havde givet ham Lindring mod Sorgen , det nye Testamente . Han ilede ud til hendes Grav for at takke hende for Gaven , Paa Hjemvejen stod en ung Pige slille foran ham og saae bedrøvet op til ham . Det var Fanny . „ Fanny , Du her ! “ raabte Adam og traadte et Skridt tilbage . „ Afskyer Du mig ? “ spurgte hun og brast i Graad . „ Paa ingen Maade ! “ „ Hvorfor har Du da forladt mig ? “ „ Fordi , Fanny , jeg vilde ikke lege med Dit Hjerte . “ „ Du har dog leget lang Tid nok , til det blev Alvor for mig . Jeg elsker Dig , jeg kan aldrig glemme Dig . “ „ Stakkels Fanny . “ „ Jeg har fulgt Dig paa Gaden , jeg har spadseret forbi Dit Huus , jeg har gjenkaldt mig hvert Ord , Du har sagt til mig , jeg har . . . “ „ Men hvortil skal dette føre ? “ „ Folknian , lad det føre , hvortil det vil , naar Du blot vender tilbage . “ „ Fanny , stakkels Fanny , det kan ikke skee . “ „ Hvorfor ikke ? O , Du er bleven forlovet ! “ „ Nei , nei , jeg er ikke bleven forlovet , men jeg er bleven et andet Menneske . “ „ Bliv som Du var før . “ „ Det kan jeg ikke . “ „ O , det kan Du vistnok . “ „ Fanny , dengang jeg lærte Dig at kjende , følte jeg ikke det Syndige i at foresnakke Dig Ting , som jeg ikke meente Noget med . “ „ Men er det ikke syndigt , nu at lade mig gaae ? “ „ Hvad forlanger Du , at jeg skal gjøre ? — Forlanger Du Wgteffab ? “ „ Saa dristig er jeg ikke , “ hulkede Fanny . „ Jeg troer , at hverken Du eller jeg vilde blive lykkelige , hvis vi giftede os med hinanden , ellers vilde jeg maaskee afbøde min Synd mod Dig ved et Giftermaal . — Der er saaledes kun Eet tilbage , glem mig . “ „ Glemme Dig ! — Hvorledes skulde jeg da kunne holde ud at leve ? “ „ Gud vil hjælpe Dig , som han har hjulpet mig . “ „ Gud ! — Jeg lærte om Gud i Skolen , men siden min Konfirmation har jeg ikke tænkt paa ham . “ „ Er det muligt ? “ „ Der er Ingen som tænker paa ham , hvor jeg kommer , med Undtagelse af gamle Madam Bisk , der gaaer til Bibellæsning , og hende lee de Andre af . “ „ Tænk paa ham , bed til ham . Fanny , vil Du ogsaa bede ham om at tilgive mig den Sorg , jeg har forvoldt Dig ? “ „ Jeg kan ikke tænke paa Gud , jeg kan kun tænke paa Dig ; Du er min Gud . “ „ Ulykkelige ! Betragt mig som død . “ „ Hvor kan jeg betragte Dig som død , naar Du lever ? Du talte engang til mig om de smaa Fugle ; jeg er bleven en saadan Fugl , der er falden i den stride Strøm ; jeg drukner , dersom Du ikke redder mig . “ „ Vilde jeg forsøge paa at redde Dig , saaledes som Du ønsker det , gik vi begge tilbunds . Endnu kunne vi reddes ved at søge Støtten hos Vor Herre . “ „ Vil Du gjøre Nar ad mig ? “ spurgte hun . „ Hvad skal denne Tale om Bor Herre til ? “ „ Jeg har jo sagt Dig . . . “ „ O , hvor jeg er ulykkelig ! Han lader som han ikke kan forstaae mig . “ „ Visselig kan jeg forstaae Dig , men Du forstaaer ikke mig . Dog jo , maaskee , naar jeg siger Dig reent ud , at jeg elsker en Anden . “ „ Du elsker en Anden ! Jeg er bleven forsmaaet ! Hvem det er , vil Du vel næppe sige mig , men finder jeg hende engang , da . . . ! “ „ Du vil ikke finde hende , thi den Anden er død ; jeg kommer fra hendes Grav . “ „ Er det sandt ? “ „ Jeg lyver aldrig . “ Hun taug lidt ; da hun igjen saae op , sagde hun : „ Er hun død , vil Du snart glemme hende . Folkman , jeg tilgiver Dig Alt , hvis Du vil vende tilbage til mig . Du ffal see , at jeg vil elske Dig ligesaa høit som hende , der er død . “ „ Du har endnu ikke forstaaer mig , “ sagde Folkman bedrøvet , „ og jeg troer heller ikke , jeg vil kunne faae Dig til at forstaae mig . Farvel Fanny , gid Du maa blive lykkelig . “ „ Bliv , bliv ! “ raabte hun og vilde bedende kaste sig paa Knæ , men Folkman forlod hende i Anger og Fortvivlelse . Og hun ! Ja hun havde Ingen , til hvem hun kunde klynge sig i sin Sorg . Hendes Kjærlighed vendte sig til Had ; hun begyndte nogen Tid efter at lee haanlig og spottende , naar hun tænkte paa Folkman , og naar hun og Søsteren talte om de to Studenter , der engang havde været til Selskab hos dem , vare de enige om at erklære dem for at være to „ nette “ Fyre . ' Femtende Kapitel . En Kompositions Følger . Det var en kold og uhyggelig Vinteraften ; Blæsten foer susende ned ad Gaderne og af og til sneede det . Men ligesaa uhyggeligt som der var udenfor , ligesaa hyggeligt var der indenfor hos Skuespiller Hagh . Et lille Selskab var den Aften samlet i hans Huus ; Selskabet bestod af Fru Hammer med Døttre , Son og Svigersøn , Major Jensen-Svendsen med Frue , Adam Folkman , en bekjendt Komponist Sofus Bro og en yngre Skuespiller August Skov . Man havde nylig spist til Aften , og Samtalen havde dreiet sig om det af Adam Folkman nylig udgivne Bind Digte , der bavde gjort megen Lykke . Folkman bavde beskeden niodtaget al den Roes , han fik . Hans nye Stilling i Kontoiret og den Omtale , dans Digte havde vakt , havde tjent til at drage hans Tanker noget bort fra Fru Ingeborg . Han kunde ikke som for gaae og ruge over sin Sorg ; Verden stillede Fordringer til ham , og han gjorde , hvad han kunde , for at opfylde sine Pligter . Fru Ingeborg stod for ham som en mild og venlig Erindring ; som en Morgensol , han engang havde seet , hvis Straaler ikke mere blændede Øiet , men hvis oplivende Virkninger endnu vare tilstede , I de selskabelige Kredse , hvori han kom , syntes man , at han var bleven endnu mere elskværdig end for , og mangen ung Pige sukkede i Løndom for den smukke Kandidat , der tilmed var en ung , lovende Digter . Charles Jensen-Svendsen nærede ingen Fordom mere mod Adam Folkman ; de vare blevne Omgangsvenner , og Charles havde i et svagt Øieblik tilstaaet for sin Svigermoder , at han havde taget feil af Folkman . Iaften havde Charles talt nogle Ord med Komponisten og givet ham et Blad Papir . Bro havde seet derpaa og nikket velvillig . Da han nu blev opfordret tit at spille paa Fortepianoet , efterkom han gjerne denne Opfordring . Han spillede forst flere større Musiknumere , men Hagh sagde da : „ Syng os en Sang , Bro , Du har en smuk Stemme . “ Bro lagde et Stykke beskrevet Papir før sig , og sang til en ny Melodi et af Folkmons nylig udkomne Digte . Folkman sludsede og lyttede til med spændt Opmærksomhed . Melodien var simpel , men smuk og passede fortrinlig til den Stemning , som laa i Digtet . Da Sangen var forbi , reiste Folkman sig og takkede Bro for den smukke , nye Melodi . „ Mig skal De ikke takke , “ svarede Komponisten , „ thi Melodien er ikke af mig . “ „ Ikke af Dem ? “ „ Nei , den er ikke af mig ; jeg fik den af Kandidat Jensen « Svendsen nied Anmodning om at spille den , og jeg efterkom saa meget hellere denne Anmodning som Melodien strax tiltalte mig . “ „ Er De Komponist , Jensen-Svendsen ? “ spurgte Hagh forundret . „ Nei , “ var Svaret , „ men min Svigerinde Margrethe . “ „ Det er altsaa Dem , Frøken Hammer , jeg maa lakke ? “ spurgte Folkman . „ Mig ? “ stammede Margrethe forlegen , „ det er en Skam af Jensen-Svcndsen , at han har røbet mig . Han bad mig igaar om en Afskrift af Melodien ; havde jeg vidst , hvortil han vilde bruge den , havde han ikke faaet den . “ „ Det er meget heldigt for os Alle , at De ikke vidste det , “ sagde Hagb . „ Aa Bro , syng os Sangen endnu engang . “ Denne Opfordring blev efterkommet . Folkman saae ofte hen paa Margrethe , der rødmede forlegen over den Lykke , HendeS Melodi gjorde . Han havde ikke for lagt synderlig Mærke til hende ; nu saae han , at hun var smuk , og i Ansigtet laa noget Eiegodt og Vindende . Han besluttede , naar Leilighed fandtes , at indlede en Samtale med hende . Og denne Leilighed fandtes , da Selskabet kort efter brød op . Fru Hammer med Familie , og Folkman skulde samme Vei , og Veien fra Nybrogade , hvor Hagh boede , til Gothersgade er ikke kort . Folknian bød Margrethe Armen ; det var meget glat paa Gaden . Dagmar havde sin Kjæreste under Armen , og Moderen sin Son . „ Det vilde svære mig kjært , om De vilde sætte Melodier til flere af mine Digte , “ sagde Folkman . „ Det kommer an paa , om jeg kan . “ „ De har viist iaften , at De kan . “ „ Det var dette ene Digt . . . jeg veed ikke . . . Melodien kom som af sig selv . “ „ Men saaledes , synes mig , maa enhver Melodi fremkomme . De har forstaaet Alt , hvad jeg har følt , dengang jeg nedskrev Digtet . “ „ Jeg fortjener ikke al denne Nars , og jeg ønsker den ikte engang . “ „ Hvorfor ikke ? “ „ Fordi jeg nødigt vil ansees for at høre til de begavede Damer . “ „ Forunderligt . “ „ Hvorfor finder De det ? Jeg mener , at Konstnerinden og Forfatterinden næppe have Tid til at passe deres Huus , deres andet Kald drager dem bort derfra . For mig slaaer det som det Høieste , at kunne gjøre et Hjem hyggeligt . “ „ De har Ret , “ svarede Folkman , „ og jeg kan derfor godt forstaae , at De ikke vil betræde Komponistbanen . “ „ Man kan jo derfor godt glæde sig over alt det Smukke , som fremkommer . “ „ Ja . Der hører forøvrigt Resignation til alene at indskrænke sig til Nydelsen af Andres Værker , naar man selv er sig bevidst at kunne producere . “ „ O , nei , da bliver Nydelsen dobbelt , da føler man sig tit ved at høre et smukf Musikstykke saa glad , som havde man produceret det selv . “ Fru Hammer og Gustav begyndte nu at blande sig i Samtalen , som snart kom til at dreie sig om deelt ubetydelige Ting . Da Folkman denne Aften sagde Godnat til den Familie , han havde fulgt hjem , og vandrede gjennem de sparsomt befolkede Gader , kom han til at anstille Betragtninger over Før og Nu . Han følte sig nu saa lykkelig og tilfreds tilmode , naar han , efterat have tilbragt Aftenen i en Familiekreds , vandrede hjemad ; før , naar ban kom fra Eventyr , var han ophidset ; han havde været med til at forcere Lystigheden , og naar den saa hørte op , var Udbyttet næste Morgen tit kun Væmmelse . Endeel af Svirebrødrene og alle Sviresøstrene stode under Folkman i Dannelse , og før at kunne more sig med dem , maatte man slige et Skridt nedad ; thi man kunde være overbeviist om , at de ikke vilde slige opad . Folkman læste denne Aften som sædvanligt i Fru Ingeborgs Nye Testamente , før han lagde sig til at sove . Denne Aften tøvede Søvnen med at komme , og da den endelig kom , drømte han , at han stod ved Fru Ingeborgs Grav ; hun steg op af Graven og rakte sine Arme ud imod ham , men da han saae hende rigtigt i Ansigtet , var det ikke Fru Ingeborg , men Margrethe Hammer . Næste Morgen grundede han en heel Deel over denne Drøm , og om Formiddagen gik han ud til Fru Ingeborgs Grav , hvor han ikke havde været i flere Dage . Den var heelt bedækket med Snee . Dengang han vilde gaae , kom der en Dame ham imøde med en Krands af Evighedsblomster i Haanden . Det var Margrethe Hammer . „ De her , Frøken ? “ spurgte Folkman forundret . „ Det er idag salig Fru Wutki-Sørensen Fødselsdag , “ sagde hun , „ jeg vil derfor lægge en lille Krands paa hendes Grav ; thi hun var miu Veninde . Jeg seer af Sporene i Sneen , at De ogsaa har besøgt Graven . “ „ Ja . Hun var ogsaa mig en kjær Veninde ; hun lærte mig , hvorledes man skal leve , naar man ikke vil svigte sine Idealer . “ „ Modtag Krandsen , Ingeborg , “ sagde Margrethe og bøiede sig over hendes Grav . En Taare saaes i den smukke Piges Øie . Hun fulgte nu med Folkman ud ad Kirkegaarden . Han sagde : „ Vi have i Fru Wutki-Sørensen en fælles dyrebar Erindring . “ „ Ja . Jeg glemmer hende aldrig . “ „ Jeg ikke heller . “ „ Det fluide glæde mig ; thi vor Tid glemmer hurtigt sine kjære Afdøde . Hendes Mand tager næppe idag ud til hendes Grav . “ „ Men var han ogsaa hendes Mand i egentlig Forstand , saaledes som en Mand bor være ? “ „ Det var han aldrig , “ svarede Margrethe . „ Det var etKonvenientsgiftcrmaal . Han forstod hende ikke . “ „ Og dog er det den første Betingelse for et lykkeligt Wgtcskab , at Mand og Kone forstaae hinanden . “ De gik videre i Tanshed , da kom der et fattigt Ligfølge forbi dem . Ligvognen fulgtes af en eneste Kareth . „ Der er dog Nogle , som vise det fattige Lig den sidste LEre , “ sagde Margrethe . „ Hvor det Menneske maa være ulykkelig , som døer , uden al Nogen sørger ved hans Kiste . “ „ Det er kun sjeldent , at et Menneske døer , uden at han har udrettet noget Godt i Verden . “ „ Oprigtigt talt , Frøken Hammer , skulde jeg døe i dette Øieblik , jeg veed ikke , hvilket Godt jeg skulde have udrettet . Jeg har arbeidet for mig selv og ikke for mine Medmennesker . See den fattige Kone der , som bærer to Børn paa sine Arme , hun har udrettet langt mere Godt end jeg ; thi hun lever ikke for sig selv , men for sine Børn . Gud velsigne hende ! “ Han tog sin Portemonnaie frem og gav hende en Species . Den fattige Kone rørtes over denne uventede Godhed ; hun neiede og sagde : „ Gud velsigne Dem og Deres Kjæreste . “ Margrethe blev blodrød og skyndte sig bort . Folkman kom pludselig til at tænke paa sin Drøm . Det var et sælsomt Træf af Skjæbnen , der netop lod den fattige Kone krydse deres Vei og udtale Ord , som syntes bestemt at hentyde til Drømmen . Margrethe lagde Mærke til Folkmans Tankefuldhed . Den fattige Kones Ord havde bragt hendes Hjerte til at banke heftigere ; thi Folkman var hende ikke ligegyldig ; hun havde især siden Mødet forrige Aften , tænkt oftere paa ham end hun vilde tilstaae for sig selv . Hvorfor var han nn saa taus ? Havde Konens Ord fornærmet ham ? Endelig saae Folkman op og sagde : „ Tilgiv mig , Frøken , at jeg maaskee har været aandsfraværende ; men jeg fik Ideen til et Digt , som dog ikke vil kunne lyde smukt , med mindre De sætter Melodi dertil . “ „ Ieg sagde Dem jo igaar Aftes , at jeg ikke vilde komponermere . “ „ Ieg husker det . Men vil De sætte Melodi til dette ene Digt , skal jeg aldrig mere opfordre Dem til at komponere . “ „ Ieg veed ikke . . . “ „ Lover De mig det ikke forud , tænker jeg ikke mere paa Digtet . “ „ Ieg faaer da love det , “ svarede hun smilende . De vare nu komne til Nørreport , og Folkman sagde Farvel , for at gaae op paa sit Kontoir . Hans Tanker vare denne Dag ikke rigtig ved Arbeidet ; hvert Øieblik fløi de ud til Kirkegaarden , til den faltige Kone og til Margrethe . Han besluttede at tilbringe Aftenen i Fru Hammers Huus , og forst aflægge en lille Visit hos Gustav paa Kvistværelset . Henad Skumringen tændte han en Cigar og gik til sin Ven , som han fandt liggende paa Sofaen og stirrende ind i Kakkelovnsilden . „ Drømmer ! “ raabte Folkman , da han traadte ind til Gustav . „ Du har Net , thi jeg laa paa en Maade og drømte . “ „ Gid det da maa have været behagelige Drømme . “ „ Jeg drømte mig tilbage til forrige Sommer ; jeg saae Dig som Tater og mig selv som Din Elev ; jeg hørte Di ' g tordne mod Familielivet . “ „ Det var dengang . Ja , der er foregaaet mange Ting siden den Tid ; jeg havde ikke troet , at jeg nogensinde fluide blive en Forsvarer af Familielivet . “ „ Øg det er Du bleven ? “ „ Ja . “ „ Og Du vil ikke reformere det ? “ „ Jo , det har jeg i Grunden endnu Lyst til , men Reformen skal ikke skee derved , at man giver Taterne fra Gaden Adgang til Hjemmets stille Arne , men derved , at man deels ikke er altfor nøjeregnende med at spørge efter den saakaldte gode Familie , men mere seer paa en god Tone og deels derved , at Familiens yngre Medlemmer , naar de engang selv faae et Familiehjem , indrette dette Hjem mere ester Nutidens Fordringer end deres Forældre have gjort . Disse ere forresten meget til at undskylde , thi de have sat Bo i en filistrøs Tid , da der intet offentligt Liv var i Danmark . “ „ Jeg er enig med Dig , “ svarede Gustav , „ men husk paa , at det i Reglen ikke er Mændene , som angive Tonen i Huset , men Damerne . “ „ Som Mændene ere , ville i Grunden ogsaa Damerne blive . Hustruen kan gjøre Hjemmet hyggeligt , men hvad hjælper Hyggeligheden , naar de , som komme i Besøg , ikke forstaae at skjønne derpaa . Jeg vil paastaae , at medens Hustruen og hendes kvindelige Bekjendte forfkjønne det selskabelige Liv , er det Mændene , som give dette Liv Farve . “ „ Det er saaledes blevet Din Mening , at man kun ved at træde ind i LEgfestanden , kan bidrage til Samfundslivets Reform . “ „ Ja . “ „ Naar Carl Flimby engang gifter sig , “ sagde Gustav , „ vil han ogsaa bidrage til Samfundets Reform , men paa en egen Maade . “ „ Du har Net , “ svarede Folkman og lo ; „ han vil hykle og indbyde dem , som kunne gjøre ham Tjenester , medens alle Andre ville være udelukkede . Han vil see paa det Nyttige . “ „ Jeg beklager den Kvinde , søm faaer ham . “ „ Folk som Flimby løbe i Reglen af med vore elskværdigste Damer , “ sagde Folkman . „ Her , jeg vil betroe Dig noget , “ sagde Gustav . „ Flimby kurer i den sidste Tid meget stærkt til min Søster Margrethe . “ „ Gjør Flimby ! “ raabte Folkman ; han blev urolig og fattede i dette Øieblik et dødeligt Had til Flimby . „ Hvad siger Din Søster til denne Kur ? “ „ Jeg troer ikke , at hun kan lide Flimby . Moder synes derimod godt om ham . “ „ Gustav . Denne Flimby , denne Slyngel vil gjøre Din Søster ulykkelig . “ „ Det troer jeg egentlig talt ogsaa . “ „ Du maa forhindre denne Forlovelse . “ „ Jeg ! Nei , jeg blander mig aldrig i mine Sostres Affærer ; desuden har jeg Haab om at faae en Plads udenfor Byen . “ „ Du har Pligter som Broder . “ „ Lad min Søster selv bestemme , hvem hun vil have . “ „ Ja , del er sandt nok . Dien lad hende ikke styrte sig ned i en Afgrund . “ „ Du er altfor ivrig , “ sagde Gusfav , „ men lad os nu gaae ned til min Familie . “ De traf kun Fruen i Dagligsluen , men i Spisestuen , hvis Dør stod paa Klem , hørte de Indtrædende de to unge Damers hjertelige Latter . Fruen saae derimod meget fortørnet ud . „ Hvorfor saa fortørnet , Moder ? “ spurgte Gusfav . „ Ja , Hr . Folkman kan godt faae det at hare med , “ sagde Fru Hammer . „ Tænk Dem , Hr . Folknian , jeg kommer ud i Kjøkkenet , jeg seer et Stykke Papir ligge paa Kjokkenbordet , jeg tager det , jeg læser det . . . ja , vil De troe det muligt ! Det er et Kjærlighedsbrev til min Tjenestepige fra Kandidat Flimby . “ Gusfav brast i Latter , og hans Søstres fornyede Latter lod som et Echo fra Spisestuen . Folkman bestræbte sig for at see alvorlig ud . „ Øg da jeg saa viser Rosa — det hedder Pigen — Brevet , svarer hun nok saa frækt , at hun længe havde været Kjæreste med Flimby . Har De hart Mage ? “ „ Rosa er en net Pige , “ sagde Gustav spøgende . „ Ilet ! Ja , hun maa være som hun vil , hun skal bort , hun skal sfifte til den 1ste ! “ „ Du kunde jo ellers befrygte , at Flimby indførte hende her i Huset som sin Kjæreste , “ sagde Gustav . „ Gud fri os ! Jeg vil ikke see denne afskyelige Flimby mere indenfor mine Døre . “ „ Du har jo for saa godt kunnet lide ham , “ vedblev Gustav . „ Nei , nei , der har altid været mig noget Fordægtigt ved ham . Hvad man dog maa opleve i denne Verden . “ Dagmar og Margrethe kom nu ind fra Spisestuen . Flimbys Kjærlighedseventyr havde sat de Unge i godt Humør . Charles Jensen-Svendsen istemmede Latteren , da han kom . Folkman tilbragte en meget behagelig Aften i den lille Kreds , og Margrethes Opførsel mod ham var af den Beskaffenhed , at hans Frygt for Rivaler betydeligt formindskedes . „ Da han om Aftenen gik hjem , mumlede han : „ Fru Ingeborg , Du kunde aldrig blive mere end min Skytsgudinde , Margrethe kan blive min Hustru ? Men vil hun ? “ Sextende Kapitel . Melodi til Digtet . Der var stort Middagsselskab hos Major og Guldsmedmester Jensen-Svendsen i Anledning af Fru Majorindens Fødselsdag . Med Høitidelighed i alle Miner gik man til Bords . Gjæsterne vare de samme som sidst ; der var dog kommen en ny til , Adam Folkman , og en Gjæst laa under Jorden , Fru Ingeborg . Hendes Mand havde givet Møde , mere stiv end nogensinde , og med en Mine som ventede han snart at blive Konferentsraad . Der opstod nogen Uro hos Folkman og Gustav , da de saae Lejetjeneren Johnsen , men denne vidste , hvad han skyldte sin Stilling og lod som han aldrig havde seet de to Kandidater for . For Bordenden thronede Majoren med Fru Hammer ved sin Side ; Etatsraaden havde Fru Majorinden til Bords . Det var Husets Præst , som idag boldt Festtalen , og han gjorde det med Salvelse , og han bragte Taarer i Huusmoderens Øine . HendeS Skaal blev drukken med stor Begeistring og en Mængde andre Skaaler , og Fru Hammer fortalte mellem Skaalerne til Fru Majorinde Jensen-Svendsen den gruelige Historie med Carl Flimby . Og Præsten var overbeviist om , at Flimby ikke var theologisk Kandidat , og var han det desuagtet , vilde han aldrig faae Præsteembede . Huuslægen var dog af en anden Mening , til Hs . Velærværdigheds store Forargelse . Men medens Skaal følger paa Skaal , medens Johnsen gjør sin Pligt til det Yderste , og Samtalerne blive lystigere , sidder Folkman glad og lykkelig ved Margrethes Side . Han spørger : „ Maa jeg drikke et privat Glas med Dem ? “ „ Meget gjerne . “ De klinke ; hun seer rigtig god og elskværdig ud ; Folkman føler , at hun kan gjøre ham til det lykkeligste Menneske paa Jorden . Da spørger hun , om han har det Digt færdigt , hvortil han har bedt hende om at sætte en Melodi . „ Endnn ikke , men . . . ja , jeg vil tilstaae , at dengang jeg anmodede Dem om en Melodi , da tænkte jeg , at mit eget Lio vilde blive en deilig Sang , dersom Deres Kjærlighed vilde skjænke den Toner . “ Hun rødmede og spurgte : „ Hvorledes mener De ? “ Folkman fortalte da , hvorledes han havde vanket om uden Hjem , uden Ven og uden et eneste Holdepunkt . Han lagde ikke Skjul paa , at han havde tumlet sig i Fornøjelsernes Malstrøm , han var ved at blive malet ned i Afgrunden , da Fru Ingeborg reddede ham . Derfor vilde han til sit Livs Ende erindre hende med Taknemlighed og Kjærlighed . Men endnu havde Adam en lang Vei til Graven ; nu fluide han først til at virke ikke alene for sig selv , men ogsaa for sit Samfund . Hvad var dog al Livets Gjerning , naar den ikke oplivedes af Kjærlighedens Sol ? Man vilde blive et tørt Forstandsmennefke som Etatsraad Wutki-Sørensen , man vilde maaskee hurtigere gjøre sin Lykke i Kongens Tjeneste , men ikke i Vor Herres . Han bad Margrethe om hendes Kjærlighed , den vilde gjøre ham slærk , den vilde lette ham Kampen for Livets ideelle Magter . Margrethe gav ham sit Ja . De nikkede smilende til hinanden , de drak deres egen Skaal for en lykkelig Fremtid . Imedens fortsattes Middagsmaaltidet , der blev taget Hnl paa den store Krandsekage og Champagnen flad i Strømme . „ Nu giøer jeg Salut for vor Forlovelse , “ sagde Folkman og trak en Knaldbonbons istykker . Paa Devisen stod : To Elskende behøve ci at frygte , For Amors Piil de onde Magter flygte . Ende . |