normalized/1870_Gerson_AfDetDagligeLiv.txt

En lille fejltagelse . 
Det er en ved tal godtgjort erfaring , at der 
i vore dage rejses meget mere end for en del 
år tilbage . Måske har den tiltagende higen 
efter adspredelser sin del deri , måske den med 
en stadig voksende kundskab og dannelse sorøgede 
trang til med egne dine at se og kende alt 
sin endnu større . Væsenligst må dog grunden 
dertil søges i , at det i de senere år er blevet 
langt lettere og billigere at rejse , og det er næsten 
utroligt , hvad jernbanerne i den henseende have 
virket . Også i Fyen , hvor jernbanen endnu er 
i sin barndom , have rejseforholdene forandret sig 
ikke lidet , og de smukkere punkter besøges nu , 
navnlig i sommertiden , af en mængde mennesker , 
der tidligere ville have betragtet det som en for 
dem uoverkommelig opgave at gøre en sådan 
udflugt . Fremfør alle er det da det yndefulde 
hindsgavl med dets omgivelser , man søger hen 
til , og det ikke blot fra Fyen selv , men også fra 

hele det øvrige Danmark , og den velvilje , hvormed 
dets ejer , hofjægermester Fønss , lader selv de 
hans bolig nærmest liggende og dejligste partier 
af sin lund og have åbne for det store publikum , 
kan ikke noksom påskønnes af alle dem , der ad 
den fyenske jernbane gøre udflugter til middelfarf , 
for at glæde sig ved en rig naturs skønhed . 
Blandt dem , der i sommer besøgte stedet for 
kortere eller længere tid , var også en fabrikant 
Dinesen med datter . Forskellige sorger havde 
i den senere tid rammet hans huns ; at han 
mistede en trofast hustru , datteren en kærlig 
moder , var den største af dem , om end datteren 
havde haft en anden sorg , der vejede tungt i 
vægtflålen ved siden af den nævnte . Han besluttede 
derfor at gøre en udflugt til det for sin 
skønhed så berømte sted , på en otte dages 
tid at tage bolig i det så fordelagtig bekendte 
berendtsfe hotel i middelfarf , hver morgen at 
benytte de fortrinlige søbade der ved byen og 
derefter tilbringe resten af dagen dels ved 
spadseretoure i den tæt op til staden liggende 
grimerhuusskov , dels ved småudflugter til 
den lille granskov mellem kongebroen og hindsgavl , 
til hindsgavls lund og vidunderlig dejlige 
have og endelig til den smukke , lille ø Fænø 
samt alt , hvad deromkring findes af tiltalende 
naturskønhed . Datteren , en pige på atten år , 
der sjælden , på grund af moderens sygdom i 
længere tid før hendes død , havde nydt glæden 

af varigere udflugter , havde længe imødefeet denne 
lille rejse med forventning om en større nydelse , 
og kort efter pintsen begave da fader og datter 
sig til Københavns banegård , — thi de hørte 
hjemme i København , — for efter kun en halv 
dags forløb at nå til bestenimelsesstedet . 
Rejsen gennem Sjælland havde for dem intet 
mærkeligt . Fraregnet den hurtighed , hvormed 
man bringes fra sted til sted , er al jernbanekjørsel 
lidet fornøjelig ; selv om man har opnået 
en sordeelagtig plads ved et vindue , er udbyttet 
kun ringe , thi de landskaber , man føres igennem , 
veksle så hurtigt , at man ikke får noget klart 
overblik over det , man seer , endsige at man skulle 
opnå nogen stemning derved , og rejselivets 
pointe er dog de vekslende stemninger , sjælen 
under det gennemlever . Over beltet gik rejsen 
behageligt , en let luftning krusede vandet , og det 
var , som om Sjælland og Fyen på den klare , 
milde sommerdag søsterlig vare rykkede hinanden 
nærmere . Under overfarten stod den unge pige 
længe og så ned i det dybe hav . Var det de 
på oversladen legende solstråler , hun betragtede , 
eller hvilede kun det ydre øje på de solbeskinnede 
vande , medens det indre var fæstet på en sorg , 
på et savn dybt inde i hendes bryst , der måske 
ikke var mindre dybt end det hav , damperen gled 
hen over . Hvo kan til ethvert oieblik se , hvad 
der bevæger et menneskes indre ? Var det et 
savn , der boede forinden , da var den smuktformede 

kind bieg nok , det mørkeblås øje alvorligt nok 
til at være udtryk derfor . 
I Nyborg måtte de rejsende finde sig i et 
kort ophold , så trådte de atter ind i jernbanecoupsen , 
for med damp at føres forbi den fyenske 
hovedstad , der er så stolt af at kaldes Danmarks 
anden stad , til Fyens vestligste by . Men 
havde farten gennem Sjælland været uden særlig 
interesse for de tvende rejsende , kunne det samme 
dog ikke siges om rejsen gennem Fyen , thi i 
samme oieblik , som toget fluide til at afgå 
fra Nyborg , steg en ung mand ind i den coupse , 
hvor de vare , og tog , uden ret at få tid til 
at se , hvem der blev hans rejsefæller , den eneste 
endnu åbne plads , der var , ved siden af fabrikantens 
unge datter . I det samme han satte 
sig , ville han tage hatten let as og hilse flygtigt , 
som man hilser fremmede , med hvem man kommer 
i en kort berøring ; men det var næsten , som om 
armen var bleven til sten i det samme , hans 
ansigt skiftede farve , og , idet han ligesom med 
lidt anstrengelse endelig tog til hatten , satte han 
sig tavs og næsten forlegen på sin plads . Også 
med den unge pige var der foregået en pludselig 
forandring , over det blege ansigt havde der lagt 
sig en stærk rødme , og de ellers talende Oine 
så ndtryksløst ned i hendes skød . Kun fabrikanten 
forblev , fljøndt også han syntes noget 
overrasket , dog i det hele taget uforandret ; han 

gjengjeldte den unge mands hilsen svagt og sænkede 
derpå coupsevinduet ned , for at ånde friere . 
Banetoget var kommet forbi Ullerslev og havde 
nærmet sig Marslev , men endnu var der ikke blevet 
vekslet noget ord mellem de tre nævnte rejsende , 
fader og datter og den syvogtyveårige , unge 
mand , der efterhånden syntes at være bleven aldeles 
uden øre for sin omgivelse og kun at være 
optagen af , hvad der rørte sig i hans indre . I 
Marslev gik et ungt menneske , der sad ved siden 
af fabrikanten , ud af coupeen , og hans plads 
blev indtagen af en snaksom handelsrejsende , der 
var i en uafbrudt bevægelse og havde noget at 
spørge om til alle sider . Så kunne de tre tavse 
rejsende da ikke mere tie aldeles stille , og nu og 
da måtte øjet løftes , om det endogså stundom 
skete lidt uvilligt . 
„ Fortsætter de touren ad hele den fyenske 
linie ? “ spurgte den handelsrejsende , der nu sad 
ved siden af fabrikanten og lige overfor den nnge 
mand , sin nabo . 
„ Ja ! “ var det korte , men derfor ingenlunde 
uhøfligt betonede svar . 
„ Og de , frøken , bliver de også ved lige til 
baneenden ? “ 
„ Det er min fader , der sidder ved siden af 
dem ; vi følges ad ! “ lød det svagt og ligesom 
lidt fremtvungent fra deu unge piges mund . 
Den handelsrejsende nikkede , foreløbig tilfredsstillet 
ved det udbytte , hans nysgerrighed havde 

fået , og en stund herskede der atter taushed i 
den ende af coupden , hvor fader og datter fade . 
Pludselig syntes dog tausheden at blive selv 
fabrikanten for pinlig , og idet han bøjede sig 
over mod sin datter , sagde han : „ Hvordan har 
du det , Margrethe ? “ 
„ Godt , kære fader ! kun er varmen mig lidt 
trykkende i dag . Men det hjelper betydeligt , at 
vinduet er åbent . “ 
„ Jeg frygter for , at de er lidt generet i deres 
bevægelser ved mig “ , sagde den unge mand pludselig , 
og ligesom overvindende sig selv ; „ hvis 
så er , beklager jeg det meget og vil ikke vide 
tilfældet tak derfor . Coupeen er desværre så 
fyldt , at jeg næppe kan andet end gøre dem 
pladsen her ulidelig . “ 
Den unge pige bøjede hovedet lidt til siden 
som for at svare , men idet en del af forstemningens 
vægt , der lige siden afrejsen fra Nyborg 
havde ligget på hendes bryst , ved denne kun af 
hende til fulde fattede undskyldning faldt af , listede 
der sig fra hjertet og op til øjet en tåre , der 
trådte perlende ud under det smukt formede låg , 
og undseelsen tvang det svar tilbage , som allerede 
var undervejs . 
„ Agter de dem langt bort ? “ sagde fabrikanten , 
for ligesom at befrie datteren fra det 
svar , han følte , at hun ikke kunne overkomme . 
„ Er det en længere rejse , de tilsigter , eller er det 
kun et besøg her i nærheden , de vil foretage ? “ 

„ Det er min hensigt at tage ophold i Middelfart 
i nogle dage . Jeg vil besøge hindsgavl 
igen , som jeg ikke har set siden min barndom . “ 
Den unge pige kastede et hurtigt blik til sin 
fader , som denne søgte at fortolke , som han bedst 
kunne , og det var ikke utydeligt på hendes ansigt , 
at det tidligere tryk atter lagde sig fordoblet på 
hendes bryst . 
„ Jeg går også til Middelfart “ , sagde den 
handelsrejsende , uden at dog nogen syntes meget 
begærlig efter at erfare det ; „ jeg har endeel forretninger 
at afgøre der , så gør jeg med det 
samme en lille svingom også til det dejlige 
hindsgavl . Det er en prægtig ejendom , og det 
er herlige folk , som bo der . “ 
„ De kender ejeren og hans frue ? “ sagde en 
stemme pludselig fra den anden ende af coupeen . 
„ Nej , jeg har min erfaring på anden hånd , “ 
Lød svaret ; „ men det er derfor ikke mindre vist , 
hvad jeg siger . “ 
„ Ah , således ! “ sagde stemmen atter i den 
anden ende af coupeen , og et ironisf smil gik 
hen over dens ansigt , der havde gjort spørgsmålet . 
Det var åbenbart en mand , der var 
godt kendt på det omtalte sted , og som ville 
straffe den handelsrejsende for den mine , han 
gav sig af at kende , hvad han ikke kendte . 
Atter indtrådte en lang pause , og banetoget 
holdt ved Odense station . I flere af coupeerne 
vekslede rejsende , men i det rejseselskab , som var 

der , hvor fabrikanten sad , fandt ingen forandring 
sted . Kun trådte den urolige handelsrejsende 
et par minuter udenfor , og fabrikanten rejste sig 
et dieblik , for at strække sine lemmer . Dette korte 
nu benyttede den unge mand til ganske sagte at 
tilhviske fabrikantens datter et par ord . 
„ Tilgiv , “ sagde han langsomt og kun hørligt 
for hende , „ seer de hellere , at jeg forlader 
coupeen ? “ 
„ Jeg har i den henseende intet dnske , “ lød 
det dæmpede svar . Og den unge mand forblev 
på sin plads . 
Og atter rullede toget afsted , dampende hen 
mod de smukke , skovrige egne , der tiltage i afveksling 
af høj og Dal , altsom man kommer videre 
og videre mod vest . 
Det vil ved hver enkelt begivenhed i livet 
være vanskeligt at sige , hvad der er tilfældets 
værk og hvad der er styrelsens , skillelinien 
mellem begge er det ikke givet det menneskelige 
øje at erkende tydelig . Det går med styrelse 
og tilfælde som med guds villie og menneskets , 
hvo kan sige , hvor guds villie begynder , og hvor 
menneskets frie villie flipper op ? Men vist er 
det , at , hvad vi helst antage som styrelse , ofte 
for vort svage blik seer ud som tilfælde , medens 
det , vi troede at burde charakterisere som tilfælde , 
udøver på os en virksomhed , som var det en 
styrelse fra oven . En lille , tilsyneladende tilfældig 
bemærkning af en for fabrikantens datter 

aldeles fremmed , af den travle handelsrejsende , 
blev således også her den første anledning til , 
at den sorg , som hvilede på hendes sind , i en 
ikke fjern fremtid skulle finde sin lettelse . Ville 
man senere have spurgt hende , om hun troede , det 
var en tilfældig bemærkning , da ville hun visselig 
på det bestemteste have benegtet det og kun i 
den set guds egen styrelse ; men for den handelsrejsende 
selv og enhver udenforstående måtte 
bemærkningen kun synes en tilfældig , den fremkom 
hos ham som så mange andre , for at han kunne 
stille sit kjendfkab til alt i et så klart lys som 
muligt . 
De rejsende havde endnu kun et par stationer 
tilbage , før de vare ved baneenden , da faldt det 
pludselig den handelsrejsende ind , at han havde 
set den unge mand sør , uden at han dog ret 
huskede hvor . Idet han derpå forskellige gange 
lod sine øjne mønstre hans hele personlighed , 
sagde han pludselig : 
„ Jeg har haft den fornøjelse at rejse med 
dem før , jeg erindrer det nu tydelig . “ 
„ Det er nok muligt , “ lød det korte svar , „ jeg 
mindes nu også at have rejst med dem . “ 
„ Ja , det er ganske vist ! vi vare på dampskib 
sammen fra London . De havde deres unge kone 
med . “ 
En almindelig taushed påfulgte , fabrikanten 
så ud af vinduet , den unge pige så ned i 
sit skød , candidat Johnsen , thi dette var den 

unge mands navn , lod et uvilligt blik strejfe hen 
over den snaksomme fremmede . 
„ Jeg har aldrig været gift , “ sagde han , „ den 
dame , de formodentlig har antaget derfor , var 
ikke min kone . “ 
„ Med deres tilladelse , “ vedblev den ufortrødne 
handelsrejsende , „ jeg tiltalte hende flere 
gange som Fru Johnsen , og hun gjorde ingen indsigelse 
derimod . Er deres navn ikke Johnsen ? “ 
„ Et svar herpå behøver jeg vel næppe at 
give her til en mig ganske fremmed . Dem , der 
kunne have nærmere interesse af at få noget 
at vide i den henseende , skal det være mig kært 
at give det til anden tid og på andet sted . “ 
Den handelsrejsende tang og så sig betydningsfuldt 
om , men ingen uden den elegante 
rejsende , der tidligere havde tilrettevist sladdreren , 
syntes at agte videre på ham , og denne 
kun for atter at vise ham et ironisk smil , der 
straffede ham for hans påtrængenhed . Men to 
var der dog tilstede , der fulgte den unge mands 
ord med spændt opmærksomhed , og det var fabrikanfen , 
men især hans smukke datter . Over 
hendes pande gled der som et flygtigt solglimt , 
men kun for at efterlade en endnu stærkere skygge . 
Taus vendte hun sit ansigt mod det åbne vindue , 
og et dybt suk skaffede sig luft fra det fyldte 
bryst . 
En panse fandt sted på ny , så lukkede den 
handelsrejsende sine øjne for at slumre lidt . Fabrikanfen 

tog sin datters hånd og holdt den 
mellem sine , og den unge mand lod tanken atter 
søge indad , derind , hvor alle vore glæder og bekymringer 
have deres uafbrudt vældende , usynlige 
kilde . 
Da toget ankom til banegården ved Middelfart , 
satte fabrikanfen og hans datter sig i 
den omnibus , der fra hotellet afsendes , for at 
hente rejsende , som mulig ville tage ind der ; den 
handelsrejsende kørte bort i en anden vogn . 
Hans strenge censor i den anden ende af coupeen 
forblev på banegården , for at oppebie en 
ekvipage , der skulle afhente ham , men som endnu 
ikke var kommen . Kun candidaten gik tilfods fra 
banegården , medens hau lod sin kuffert følge 
med omnibussen , og det var et langt , glædeløst 
blik , hvormed han fulgte fabrikanten og hans 
datter på deres Bei . 
Den næste morgen oprandt smuk og lys . Sagte 
vuggende slog vandet imod skibsbroen , og på 
det bugtede lille-bell kom og gik både , hver 
med sit hverv . Ude på en galease , der lå og 
lossede , stod en Matros og sang ; det var en 
munter vise . Men en glad sang er på sin Viis 
en pris af den guddommelige styrelse , og det var 
nu den unge sømands måde at takke vor herre 
på , at synge frejdigt ved sit arbejde som fuglen 
på grenen . Fra hotellets dør kom en enlig 

skikkelse , for at nyde den friske søluft ; det var 
candidaten , der var stået tidlig op , og som 
trængte til i guds frie natur igen at ånde lidt 
lettere op efter mangehånde tyngende tanker , der 
havde optaget endeel af hans for søvnen bestemte 
tid . At der ved et af vinduerne ovenpå stod 
en ung pige og lod niet tankefuldt glide ud over 
stranden , så han ikke , han var for optagen af 
det friske naturbilled , der , idet han trådte udenfor , 
oprulledes for hans Nie . 
Vil man nu spørge , hvad det var , der beskæftigede 
de tvende unge menneskers sind så alvorligt , 
da kan der foreløbig kun svares : erindringen 
om en brudt forbindelse . Fabrikantens 
datter og candidaten havde været forlovet i over 
et år , og det var ikke engang et siden , at 
forlovelsen var blevet hævet . Det var den unge 
pige , som havde hævet den . Men hun havde ikke 
gjort det , fordi hendes kærlighed til den unge 
mand var sluppen op , hun havde gjort det med 
hjertet fuldt af hengivenhed for ham , fordi hun 
endnu ikke noksom var kommen til erkendelse af , 
at meget i verden synes anderledes , end det i 
virkeligheden er , og at selv de tilsyneladende 
uomstødeligste beviser kunne være så svage , at det 
mindste sandhedens vindpust kan omstøde dem . 
Klokken havde nylig slået syv i kirketårnet 
nær ved hotellet , da trådte fabrikanten og hans 
datter ud på den høje stentrappe udenfor . 
Den unge pige bar en let morgenkjole og fra 

den lille stråhat flagrede der sorte bånd , symbolet 
på , at det sår , der var slået hende ved en 
kær moders død , endnu var åbent . For det 
sår af en anden natur , hun , i tro på nødvendigheden 
deraf , havde slået sig selv , var der 
intet symbol at se , det bar hun skjult i sit indre . 
Begge stod de en tidlang på trappen og lod 
niet gå over mod den jydfke kyst , der lå i 
fuld solbelysning , så gik de i modsat retning 
af havnen ad grimerhuusskov til , for under 
træernes skygge , på Toppen af en eller anden 
høj , at hvile lidt endnu med åbne nme . 
Til grimerhuusskov , men ad en anden vej , var 
også candidaten gået . Ventede han at træffe 
fabrikantens datter der ? Hvo ved ? Tænkt sig 
det klart havde han ikke ! Men hvor lidt er der 
ikke også i os et håb eller en forventning , soni 
ikke har nået fødslens nieblik i tanken , men kun 
embryonisk , uset af os selv , ligger i vor sjæl ! 
Hvor er nu den handelsrejsende ? Han sover på 
sit grønne nre . Før han gik til sengs har han i 
gjestestuen ved et glas punsch givet den tålmodige 
unge hotelejer et bevis på , hvor velbevandret 
han er i politik og personalhistorie , og 
da hans forelæsning har trukket lidt sent ud på 
natten , sover han endnu de retfærdiges søvn . 
Gid han må tove godt , han har haft sin mission 
i verden og fuldendt den . Den lille historie om 
candidatens giftermål , han gav tilbedste i jernbanecoupeen , 
er mulig den største nytte , han 

endnu , skønt sig selv uafvidende , har gjort noget 
af sine medmennesker , på den ham ubevidste 
eftervirkning kan han nu hvile ud . 
Fabrikanten og hans datter havde vel siddet 
en halv times tid og indåndet de friske pust 
fra havet , så besluttede den førstnævnte at gå 
i bad ; men da datteren ikke ville slippe den 
stemning , hvori hun var kommen , så hurtigt , 
bestemte hun sig til at blive tilbage og oppebie 
faderens tilbagekomst på den høj , hvor hun 
sad . Så forlod han hende da , efter først at 
have kysset hende på panden og lovet hende ikke 
at lade vente længe på sig . Lidt efter lidt så 
hun hans skikkelse tabe sig iblandt træerne , så 
bøjede hun sig tilbage mod en green , og medens 
hun vuggede sig i vågne drømme , sang fuglene 
ovenover hende om kærlighed og om , hvor smukt 
livet kan leves , når man kun nøjsom ikke alt for 
meget fordrer ud over øjeblikket . 
Lidt efter nærmede sig skridt nede fra stranden , 
en ung mand med sin stok i hånden steg 
op ad højen , og — for første gang i hen ved et 
år vare de to , der engang havde tilhørt hinanden , 
atter sammen . 
Ikke straks dog nærmede candidaten sig helt 
hen til den unge pige . Da han ved foden af 
højen så hende , uden at hun endnu havde fået 
vie på ham , blev han stående et øjeblik ligesom 
rådvild . Han betragtede den lette skikkelse , 
han engang havde haft net til at kalde sin , de 

hvide hænder , der foldede sig andægtig , som var 
det store , solbeskinnede rum over hende den af 
usynlige magter byggede kirke , hvori hendes 
skaber kaldte hende til andagt , det runde barneansigt , 
der så ofte tillidsfuldt og trygt havde 
hvilet op til hans skulder , medens niet sorgløst 
havde lukket sig for enhver tvivl og enhver bekymring , 
og en flok af minder rejste sig og hviskedee 
omkring ham om kap med det af morgenvinden 
bevægede løv . Da satte han pludselig stokken 
fast mod jorden , kastede tvivlrådigheden af sig 
som en kappe , der ved det skridt , han ville 
gøre , var ham for tyngende , og gik op ad højen , 
tæt hen til stedet , hvor den , hans tanker beskæftigede 
sig med , sad . 
Et udbrud af overraskelse undslap hende , og 
hurtigt som den skovdue , der i samme nieblik 
støt op over hendes hoved , rejste hun sig og stod 
foran ham . En strøm af purpur gød sig over 
hendes kind , og hendes bryst løftede sig , som 
var det for trangt til at rumme , hvad der bevægede 
det . Men i tamme nieblik havde også candidat 
Johnsen , der følte det , grebet hendes hånd , idet 
han sagde : 
„ Tilgiv , at jeg denne gang nærmer mig dem , 
skjøndt det ikke er tilfældet , det skyldes , men min 
egen fri drift . Men en bemærkning , der i jernbanecoupoen 
blev gjort af en fremmed rejsende , 
nøder mig dertil . Hvor lidet jeg end , efter hvad 
der fra deres side er sket , kan skylde dem denne 

forklaring , så ville jeg dog nødig for den , jeg 
engang havde kær , synes troløs mod mine blinder , 
og det er derfor , jeg nærmede mig dem , for at 
vise dem , at jeg ikke er det . “ 
Fabrikantens datter trak sagtelig og fkjælvende 
sin hånd ud af candidatens og sagde med nedslåede 
Nine : 
„ Jeg forstår dem ikke ret . “ 
„ De har engang hævet den forbindelse , der 
var imellem os , men så ligegyldig for den har 
jeg ikke været , at jeg allerede nu har kunnet ægte 
nogen anden . Hvad den fremmede rejsende ytrede 
i den henseende , var falsk . “ 
„ De har overfor mig ingen pligt mere . Jeg 
forstår , at de i sin tid i den fremmede stad 
fattede interesse for en anden , det var så lidet , 
jeg havde at byde dem . Om de alt nu har 
knyttet det bånd , de dengang bandt der , fastere , 
eller først i tiden vil knytte det , bør for mig 
være uden interesse , jeg har gjort det askald , 
der kan fordres af mig . “ 
En tåre trådte hende ved disse ord i niet , 
og hurtigt vendte hun hovedet til siden for at 
fkjule den . Den unge mand lod sin stok glide 
ned i græsset , blottede sit hoved og kastede hatten 
hen ved siden af den , og stod nu overfor hende 
smuk og åben , som da hendes hjerte første gang 
havde ilet ham i møde . 
„ I den fremmede stad , og jeg antager , de 
mener London , hvor jeg i længere tid opholdt 

mig , har jeg ikke for nogen anden fattet nogen 
sådan interesse , at den kunne stride mod det 
kærlighedsforhold , hvori jeg stod til dem . Jeg 
har set mange unge piger , jeg har omgåedes 
ikke få , men for mig er billedet af den , jeg i 
mit fædreland havde ladet tilbage , aldrig blevet 
fordunklet . Det blev det end ikke , da jeg modtog 
det brev , hvori de løste båndet mellem os , end 
ikke da , da de sendte mig det brev , hvori jeg 
bad dem om forklaring af deres skridt , nåbnet 
tilbage . “ 
Den solstråle , der i dette øjeblik ovenfra 
faldt hen over den unge pige , kunne ikke være 
klarere end den , som ved hans ord indenfra 
lagde sig over hendes ansigt . Dog tav hun et 
øjeblik stille , som om hun ikke så pludselig kunne 
bringe orden i alle de betragtninger , hans ittringer 
fremkaldte i hendes sjæl . 
„ Jeg har måske haft uret i ikke at åbne 
deres brev , “ sagde hun kort efter , „ men jeg 
fulgte deri kun mine forældres råd . Hvad det 
brev angår , hvori jeg løste vor forbindelse , da 
var det kun frugten af lang overvejelse og bitre 
tårer . “ 
„ Og hvorved havde jeg begrundet disse tårer ? “ 
„ Af min fader vil de kunne erfare , hvor megen 
grund jeg havde til dem . At de meddelelser 
dem angående , der kom min fader ihænde , vare 
nøjagtige , kunne jeg ikke betvivle , dengang troede 

jeg mig endogså « overbevist derom . Nu have 
deres ord gjort mig vaklende i min tro . “ 
„ Og vil de åbent sige mig : hvad blev der 
berettet deres fader ? “ 
„ En londonsk handelsven af ham , fabrikant 
som han , underrettede ham om , at han havde 
truffet sammen med dem i en engelsk banquiers 
hus . I længere tid havde de viist datteren 
stor opmærksomhed , efterhånden vandt hun også 
dem kær , og til sidst blev der mellem dem og 
hende knyttet et bånd , som kun kunne knyttes 
hensynsløst for det , der tidligere bandt dem . “ 
„ Men de har jo aldrig skrevet mig til derom . “ 
„ Burde jeg påtrænge mig , hvor jeg følte mig 
tilsidesat ? Men blindt hen ville jeg dog ikke tro , 
hvad der blev sagt . Gennem flere pålidelige 
familier , min fader kender i London , forespurgtes 
der dem angående , men alle vare de enige i , at 
candidat Johnsen havde vundet den rige banquierdatters 
hjerte og bundet sig til hende . “ 
„ Dette sidste er også rigtigt nok . Candidat 
Johnsen har virkelig bundet sig til hende . Derer 
kun en lille fejltagelse i den henseende : samtidig 
med mig var der i London en anden candidat 
Johnsen , han hedder Edvard , medens jeg . . . ja , 
hvad jeg hedder , ved de , mit navn er Carl . “ 
„ Min gud , hvad siger de ? “ udbrød den bestyrtede 
og skælvende pige . 
„ Sandheden ! Det var netop denne hr. Edvard 
Johnsen , der tilfældig samtidig med mig rejste til 

København , hvor han ville præsentere sin unge 
engelsfe kone for sin slægt , netop denne hr. 
Edvard Johnsen , hvis hustru den mig fremmede 
rejsende i coupeen i går kaldte min . “ 
„ Min gud , hvor jeg dog har båret mig stygt 
ad ! Hvor jeg dog føler mig dybt beskæmmet ! “ 
Sagde fabrikantens datter heftigt . „ Hvor uendelig 
meget har jeg ikke at afbede hos dem ! “ 
„ Lad os et oieblik gå fammen ned til 
stranden , vi trænge begge til al den kølighed , 
vi kunne få . Der skal jeg gjennemgåe vort 
forhold nærmere , der skal jeg give dem den 
fremstilling af mit liv i London , som deres brev 
og senere afvisning afskar mig lejligheden til 
tidligere at give dem . “ 
Og gladere i sindet , end han var kommen 
hen til skoven , om end ikke endnu fuldkommen 
glad , tog han den unge piges hånd og drog 
hende med sig ned ad skrænten til det sagte 
skvulpende vand . 
Hen forbi kysten gled et dampskib , det kom 
fra Kolding , fuldt af passagerer . Det danske flag 
viftede ind imod stranden , det viste dem uskylds 
og kærligheds farver . Om et oieblik ville på . 
Skibsbroen i den lille by alt være i travl bevægelse ; 
hvor mange efterretninger af vigtighed , 
hvor mangen kær ven og frænde kunne der ikke 
med den hurtige damper bringes fra kyst til 
kyst ! Men for ingen kunne den bringe en vigtigere 
efferretning end den , hvortil den handelsrejsende 

havde forhjulpet de to , som nu , uden dog egentlig 
at tænke på skibet , med blikket fulgte dets fart 
over det solbelyste belt . 
En stund stod begge de engang forlovede 
tause — der var jo for dem begge nok at tænke 
på . Hvor mangen tåre kunne den unge pige 
ikke have sparet sig , hvis hun havde stolet tryggere 
på den , der engang havde lovet hende sin tro , 
end på alverdens beretninger ! Hvor mangen 
mørk time kunne hun ikke have sparet hånt , hvem 
hun gerne havde offret sit liv for at forskåne 
for smerte , hvis hendes livserfaring havde lært 
hende først at prøve nøje , før hun dømte . Men 
således er det menneskelige hjerte , det har ikke 
ro . Det kan rumme en rigdom af glæde og 
lykke , og dog kan et eneste giftigt pust tilintetgøre 
den ! Således er det menneskelige liv , det er en 
uafbrudt veksling af blikstille og storm , og virkelig 
lykkelig er kun den , der i sin faste tro på guds styrelse 
eierkrasf til at lade stormen gå hen over sig . 
Over en halv time sagde de tvende unge 
mennesker nu ved stranden , han , gennemgående 
alt , hvad der var sket med ham såvel i Englands 
hovedstad som senere , efter at han var kommen tilbage 
til Danmark og for at fjerne sig så vidt 
muligt fra den , der havde forladt ham , havde taget 
sig en plads som fuldmægtig på et herredscontoir 
i en lille by i det nordlige Sjælland , hun , 
hørende på hans meddelelse med anger og glæde 
kæmpende mod hinanden . Da han var færdig med 

sin beretning , tog han begge hendes hænder og 
betragtede hende en tidlang tavs . 
„ Du har nu hørt beretningen om mit liv , “ 
Sagde han derpå , „ den er tillige beretningen om 
min uafbrudte kærlighed til dig , og derfor tiltaler 
jeg dig atter med det fortrolige du som dengang , 
da du tillidsfuldt troede på den . Her på mit 
bryst bærer jeg endnu dit brev , det brev , jeg havde 
bestemt at bære der for stedse som et palladium imod 
nogensinde atter at lade en kvinde få indgang 
deri . Jeg tager nubrevet frem og holder det hen fordig . 
Vil du , at jeg skal sønderrive det og lade 
stykkerne flagre for vinden , til de opløste synke 
på havets bund , eller skal jeg gemme det igen , 
hvor det lå ? “ 
„ Har jeg vel ret til at se det sønderrevet ? “ 
Sagde hun , idet hun grædende bøjede sig hen imod 
ham . „ Hvor meget har jeg ikke først at bede om tilgivelse 
for , hvor meget har du ikke først at tilgive ? “ 
Et oieblik efter flød der utallige småstykker 
papir hen over vandet , bølgerne legede med dem , 
og et for et samlede vind og strøm dem atter . 
Men hvad der havde stået at læse , kom der dog 
aldrig mere til at slå . 
Da fabrikanten kom hjem fra badet , fortalte 
datteren smilende den fejltagelse , der havde fundet 
sted , og , beklagende det skete , hvori han selv 
havde en så stor del , rakte han candidaten 
hånden og havde for de tvende unge kun det 
onske , at bryllupet måtte slå snart . 

om aftenen var fabrikanten og candidaten nede 
i hotellets gjesfesfne , hvor også den handelsrejsende 
igen havde taget plads . Tæt ved gjestestuen , 
i det lille spifeværelse , stod den unge pige 
i den halvtåbnede dør under kvindelig beskyttelse 
af to unge damer , der hørte til huset , og en 
tredie , som var der i besøg . 
Fabrikanten forlangte en flaske champagne , 
og da han havde skænket i glassene , bad han den 
handelsrejsende på neisecompagniskabets vegne 
at tømme et glas nred ham . „ De troede at have 
teet den unge mands kone på rejsen fra England , “ 
Sagde han , „ lad mig her ved glasset oplyse 
dem om , at der ombord på skibet var to candidater 
af tamme navn , og at den dame , de 
få , var den andens kone . Men vil de også 
fe dennes , om just ikke endnu hustru , så dog 
tilkommende hustru , og det , som jeg håber , snart , 
så seer de hende her , det er min datter . “ 
Og dermed åbnede han døren til værelset 
ved siden af , og fabrikantens datter stod , omgiven 
af sin eskorte , i døren seiersglad og smuk . 
Den handelsrejsende rejste sig forvirret fra sin 
stol , gjorde nogle skridt hen imod damerne , men 
vendte så straks igen tilbage , uden at have fundet 
ord til at udtrykke sig med . Så tog han glasset i 
sin hånd og , idet han løftede det , sagde han : 
„ En skål for det unge par ! Jeg beder dem 
om overbærenhed med min lille fejltagelse ! “ 

hnn er brillant ! 
Enhver , der har kendt min svigerinde i hendes 
yngre dage , vil indrømme , at hun var et brillant 
fruentimmer . Ikke alene havde hun i alle henseender 
herredømmet over sin ydre personlighed , 
så at den , om jeg så tør sige , til enhver tid 
og under ethvert forhold slog til , men selv i det 
enkelte var der hos hende næsten intet at påvise , 
hvorom man ikke kunne sige , at det var 
brillant . Hnn havde et par brillante dine , store 
og sorte som steenkulsperler , der , velslebne , glimre 
til alle kanter ; et brillant hår , et uigennemtrængeligt 
net af nøddebrun nåsilke , hvis 
blødhed kunne føles med diet ; en brillant Hals , 
et af fine årer gjennemdæmret elastisk rør , som 
kunne svaie for den mindste villieluftning ; en 
brillant skulder , et slags konstrigt udformet 
chemisk præparat as roser og elfenb en ; en 
brillant hånd , letrundet og hvid som sneen på 
alpetoppe , og endelig en fod så brillant , at 

ingen chineserinde , hvad længden angår , skulle 
gøre hende rangen stridig . Vel havde alt dette 
i årenes løb tabt sig endeel ; i sin suldeste elands 
var det egentlig kun , da hun var mellem sytten 
og tyve år — og hun er nu fireogtredive ; men 
sin bestemte holdning har hun endnu , den er selv 
overfor en nok så imponerende optræden så 
sikker , at hun end ikke gør situationen den ubefydeligste 
indrømmelse ; endnu kunne hendes Nine 
flamme trods nogen sydlænderindes , især når 
hun bliver heftig , og hendes hår , er det end 
ikke mere få naturligt skinnende og blødt , at 
man med niet kan føle dets finhed , få har hun 
dog forstået at gjennemarbeide det så godt med 
duftende essenser , at det , især når den rette 
belysning falder hen derover , endnu gør indtrykket 
af en nigennemtrængelig silkevæv . Kun 
skuldrene er ikke ganske mere , hvad de engang 
vare ; det chemiske præparat , hvor stos og farve 
engang vare lige fuldendte , har tabt lidt af sin 
fine udmeisling i con- og excentriske Buer , og hist 
og her har det fået en ganske lille gul tone , 
næsten som de ferniserede fotographiske visitkort , 
når de have henligget i nogen tid . Men el 
brillant fruentimmer vil dog enhver kalde hende 
og det er da også blevet erkendt til den grad , 
at en ung , smuk og formuende mand på niogtyve 
år i den allerseneste tid har betragtet det som 
toppunktet af al livets lykke at modtage hendes 
hånd , og for omtrent fire måneder siden , netop 

den første Mai , den dag pigerne skifte tjeneste , 
i holmens kirke lovede hende , hvad jo vistnok 
mangfoldige brudgomme før han have lovet , uden 
senere at holde , men , hvad han sikkerlig vil blive 
holdt til at holde , hvis ikke alle jnlemærker slå 
fejl . Hvorledes min kones søster kom i bekendtskab 
med ham , hvorledes han fik øjet op for det 
brillante i hendes hele fremtoning , hvorledes de 
besejrede hinanden og endnu daglig , om end ikke 
ganske på samme Viis , arbejde på at besejre 
hinanden , det kunne jeg nok have lyst til at fortælle 
lidt om , hvis jeg kunne gøre det godt . 
Men derom er jeg virkelig i stor tvivl . Imidlertid , 
jeg kan jo prøve derpå ; lykkes det ikke , er der 
jo ingen skade sket . 
Det var i julen 1868 , altså for ikke stort over 
et år siden , at min kone , min svigerinde og jeg 
varebudnetil gilde hos assessormichelseus i Strandgade . 
Egentlig er han kun kammerassessor , og min 
kone holder mest af , at jeg giver ham titelen 
helt ud . „ Man kan aldrig vide , “ siger hun , „ når 
du selv får en titel ; du har længe nok tjent 
din konge ærlig og tro , og ville det så være 
behageligt for dig , om andre knappede af i den ? “ 
Men dels anser jeg det ikke for kniberi at lade 
„ Kammer “ falde bort , da der i assessor uden 
„ Kammer “ i grunden er meget mere smæk end 
i assessor med „ Kammer “ , og dels har jeg mærket 
på min i rangklassen optagne ven selv , at han 
ligeså gerne , om ikke hellere , seer „ Kammer “ falde 

bort , som at det tages med . At kun min kone 
og jeg og min svigerinde vare budne og børnene 
derimod slet ikke nævnte i indbydelsen , lå deri , 
at der ugen efter skulle være børnegilde , og hvad 
vor ungdom således tabte ved ikke at være buden 
sammen med os , det vandt den ved at skulle samles 
med sine lige . Hos assessor Michelsens går 
det nu altid meget net til . De føre intet stort 
hus , hans indtægter er i grunden endogså 
for små til det hus , han fører . Alen ved festlige 
lejligheder , når de se venner og bekendte , 
præsenterer huset sig dog ret godt , og har ganske 
charakteren af et stort hus . Jeg vil just ikke 
sige , at assessorens stå i noget egentligt absolut 
nærmere forhold til mere dannede familier , når 
da undtages mig og mine ; dette er nu , fordi vi 
engang have boet i hus sammen nred dem , før 
de flyttede til den , efter min svigerindes mening , 
fuldstændige udørk , Christianshavn , hvor de urr 
boe ; men når der er selskab i assessorens hus , 
træffer man dog altid familier af anseelse der , 
thi assessorens frue bærer sig så snildt ad , at 
hun altid lokker justitsrådens til at komine ved 
forud at fortælle dem , at capitain i linien , rosenhjelm 
kominer der , og kaptajnen og hans frue 
lokkes ved , at det forud meldes dem , at justitsrådens 
komme der . Grosserer jenseits , som i 
grunden ikke holde af Michelsens , komme der for 
toldinspecteur Olufsens skyld , og Olufsens besøge 
egentlig , når de komme på Christianshavn , kun 

Jensens , for de ovrige , der komme , have de ingen 
interesse . En sådan måde at besøge på turde 
være at anbefale allerede af rent oekonomisfe 
grunde . Men således er selskabet i assessorens 
hus altid et meget respektabelt , og det er mig 
virkelig stnndom , som om den smule betegnelse 
af min stilling , jeg kan sætte foran mit navn , 
det lidt fattige „ Revisor “ , ikke ret kan slå til 
der . I l ' hombren , det siger jeg rent ud , generer 
det mig næsten . Det er da gerne assessoren , 
justitsråden , toldinspectenren , der oven i købet er 
etatsråd in søs , og mig , der få parti sammen , 
og ved siden af alle disse værdigheder og titler 
er der i betegnelsen „ Revisor “ så grumme lidt 
klang . Jeg bøder da også stundom lidt derpå 
ved at lade min ven Michelsen få sin titel helt 
ud , så at jeg endogså betoner ordet „ Kammer “ 
Lidt stærkere , end det efter sprogbrugen ret vel 
bør betones , endskønt , når han mærker det og 
bliver lidt urolig derover , så giver jeg ham straks 
titelen igen i forkortet tilstand . 
Men , som sagt , det var hos Michelsens , vi 
vare indbudne , og min svigerinde skulle som sædvanligt 
med , thi at gå i selskab uden hende 
eller at modtage besøg , når hun ikke var tilstede , 
ville vi i det hele ikke have fundet hensigtsmæssigt 
eller heldigt , da der , som tidligere bemærket , selv 
endnu til den seneste tid er og har været noget 
brillant i hendes hele personlighed og optræden , 
der måtte være af god virkning på dem , vi kom 

i berøring med . Min kone var jævnt klædt . Hnn 
havde en kjole på af fmåtærnet silketøi — som 
jeg forærede hende , da jeg en månedstid iforveirn 
i klasselotteriets femte trækning vandt halvtresindstyve 
daler , den første gevinst , jeg havde 
fået i elleve år — et overkast af hvidt cashemir , 
og et slags amphibialsk hovedtøj , en mellemting 
mellem kappe og hat , hvorfra der hang nogle 
som mattematiske figurer dannede strimler blåt 
silketøi og en hel del uvisnelige aks . Min 
svigerinde var betydelig elegantere klædt . Hun 
var iført en ny kornblå silkekjole , hvori boutiksfolderne 
vare aldeles urørte , og på bryst og Jermer 
sad der flere rækker små glasknapper , der ved en 
heldig belysning blinkede og spillede og gjorde en 
i sandhed magisk virkning . Nedringet kjole , som 
da hun var sytten år , bar hun ikke ; men dækkedes 
rosen- og elfenbeenspræparatet end nu af et højt 
liv , så var dette dog foran så ejendommeligt 
firkantet udskåret , atmanfra , hvad mansåe , kunne 
slutte til , hvad man ikke så , og det endda med 
skikkelig avance for den , der havde resigneret på 
det fuldt nedringede . Over skulderen og ned til 
livet bar hun et skærf , et bredt tærnet silkebånd , 
der til nød godt kunne gælde for et 
ordensbånd , som ikke endnu var kendt her , og 
fra livet flagrede fortsættelsen af det i to lange 
ender , der tog sig maleriske ud på den kornblå 
grund . På hovedet havde hun kun en blomst , 
en naturlig , og et slags gordisk knude af røde 

fløjls bånd ; men to lokker lå ligesom tilfældig 
løsnede ned ad nakken , en på hver side , og 
fortalte den , der forstår at tyde sligt , at deres 
ejerinde endnu ikke havde opgivet sit krav på at 
regnes til de ungdommelige skønne , der kende 
den magt , de besidde . Jeg selv havde mine sorte 
klæder på , som jo vel egentlig engang vare mine 
bryllupsklæder , men som dog senere sorskjellige 
gange er gjorte så godt om og komne således 
ud af moden og i bløden , at min kone , da jeg 
var fiks og færdig , erklærede mig for meget anstændig , 
ja , for en hel cavaleer . Da det blæste 
stærkt , mente min svigerinde , at vi ikke godt 
kunne gå den slemme vej over Knippelsbro , og 
det kunne jeg da heller ikke indvende noget imod . 
Jeg lod derfor hente en droschke , og klokken syv 
og tre kvart rullede vi , min kone , min svigerinde 
og jeg , fra kultorvet til Christianshavn . 
Jeg har nu engang den tro , at intet i verden 
fkeer uden højere hensigt . Bliver et af børnene 
forkølet og må holde stuen nogle dage , tænker 
jeg , at muligheden er for , at det , hvis det ikke 
holdtes inde netop i disse dage , kunne være kommet 
til ulykke på en eller anden måde —-og taber 
pigen , når hun sætter maden på bordet , 
skinken , vi skulle have til aftensmad , i sandet , 
og den bliver uspiselig , så tænker jeg mig muligheden 
af , at den , trods alle undersøgelser , ville 
have været trichinholdig , og at min familie og 
jeg således måske ved dette lille uheld er 

reddede fra en forfærdelig døds kvaler . Da vi 
kørte i droschken til Christianshavn , tænkte jeg 
ikke over sligt ; min kone og min svigerinde 
havde nok at overveje med hensyn til , hvad justitsrådens 
og toldinspecteurens damer kunne 
have på den aften , og hvad der ville blive sat 
på bordet , og jeg måtte , for at være lidt gemytlig , 
give mit besyv med derom , hvorfor jeg , 
så at sige , var utilgængelig for alle højere ideer . 
Men senere , når jeg tænkte på den aften , kunne 
jeg dog ikke lade være at sige mig selv , at der i 
indbydelsen til os fra Michelsens , naturligvis 
uden denne families vidende , har ligget en højere 
hensigt , en , om jeg turde bruge det udtryk , supratellurisk 
plan , den , at skaffe min svigerinde en 
stilling , der passede til hendes brillante personlighed , 
og samtidig dermed at lette mine skuldre for 
en kjærlighedsbyrde , der , hvor tækkeligt jeg end 
må have taget mig ud med den , dog , med de 
små indtægter , jeg har , til sine tider tyngede 
mig b ansat . 
Da vi kom udenfor Michelsens port , så vi , 
at den var mere end almindelig oplyst , og da vi 
kom opad trappen , var der mellem første og anden 
sal , thi assessorens bo på anden sal , over 
samtlige trin lagt strimler af falmet tæppetøi , 
som jeg mindedes at have set tidligere , i dets 
grønne ungdom , oppe i stadsstuen . Min svigerinde 
gik foran , og da hun så dette tegn på , 
at selskabet ville blive mere end almindelig elegant , 

var det , som om hun uvilkårlig voksede en tomme 
højere , og , uden at jeg egentlig overvejede det , 
hviskedee jeg sagte og i fuld beundring til min 
kone : „ Er hun dog ikke brillant ? “ 
I entredøren kom assessoren selv os i møde 
med et ansigt fuldt af strålende velvilje , viste sig 
i alle måder som den belevne Vert , og trak mig , 
efter at have overgivet mine damer til sin kone , 
for at de kunne soignere deres toilet en smule , 
ind i de allerede med gjester , og det med eliten 
af , hvad jeg var vant til at finde der , overfyldte 
værelser . 
Kort efter kom min kone og min svigerinde 
ind , og det ville være uærligt at negte , at det 
var et slående indtryk , det gjorde , da min kone 
var trådt til side , og min svigerinde nejede for 
samtlige tilstedeværende med et smil , jeg nok , 
uden at kunne beskyldes for at gentage ordet 
for lidt , kan sige , var brillant . Det var produktet 
af selvfølelse og nedladenhed , af mild imødekommen 
og klog tilbageholdenhed , af varm interesse 
for enhver , hun så , og dog en gjennemdæmrende 
bevidsthed om , at alle måtte se på hende . I 
stilhed spurgte jeg mig selv , hvor det dog kunne 
være , at dette brillante fruentimmer endnu ikke 
var bleven gift , og det er slet ikke usandsynligt , 
at dette spørgsmål også i stilhed er opstået 
hos flere . Upåtvivleligt er det fremkommet hos 
en ung mand , der , idet hun trådte ind , stod tæt 
ved døren , og som vi ikke havde set der før ; kun 

har spørgsmålet hos ham vel haft en anden 
form , det har vel lydt som så : „ Mon denne 
brillante dame endnu ikke er gift ? “ 
Efter gensidige hilsener og håndtryk præsenterede 
verten den eneste af gjesterne , vi ikke kendte , 
for os som hr. Carlsen , ejeren af det dejlige 
gods „ Liliendal “ , en miilsvei fra København . 
Jeg rakte ham hånden , min kone gjorde en lille 
ærbar bøjning og tilkastede mig i det samme et 
betydningsfuldt blik , som jeg fortolkede med : 
„ Ham må vi absolut indbyde til os ! “ og min 
svigerinde gjorde et ganske lille skridt tilbage og 
nejede , men således at jeg nok tør sige , at han 
i sit hjerte gjorde to skridt frem mod hende . 
Gjesterne blandede sig nu mellem hverandre , 
assessorens frue gjorde sit bedste for at stille alt , 
hvad hun havde forberedt , i det bedste lys , assessoren 
selv var lutter forekommenhed og skjelmeri . 
I mit hjerte gjorde jeg i stilhed det 
løfte , som jeg desværre dog siden ikke fuldkomment 
holdt , ikke den aften selv nok så svagt at tyde 
hen på nogetsomhelst , som kunne fortolkes som 
„ Kammer “ , allermindsf iforbindelse med „ Assessor “ , 
og det var åbenbart , at alle ventede sig et godt 
udbytte af dette julegilde , som enhver af os for 
resten dog følte langt oversteg vor Verts kræfter . 
Da theen kort efter blev præsenteret , kom 
Carlsen og min svigerinde tilfældigvis eller 
rettere heldigvis til at sidde sammen . Han talte 
til hende om landlivets fortrin for kjøbstadlivet 

— jeg havde nemlig sat min stol således med 
ryggen mod hans , at jeg , trods alle forstyrrelser 
as toldinspecteurens frue , der konverserede mig 
om den mageløse musik i „ Faust “ , som jeg desværre 
endnu ikke havde hørt , dog så nogenlunde 
kunne følge med alt , hvad han sagde — han talte 
til hende om naturskønhederne i den egn , han 
boede i , og det var ikke så , den besad , han spurgte 
hende , hvad hun , hvis hun skulle vælge mellem 
landliv og byliv , ville vælge . Desværre kunne 
jeg ikke ret høre hendes svar , hun har vist , i 
erindringen om tidligere dage , hvisket det mere 
end almindelig bly . Jeg har imidlertid ingen 
grund til at -troe , at hun i den situation , hun 
var i — jeg mener naturligvis ikke det michelsenske 
julegilde i det hele taget , men særlig 
hendes stilling overfor den unge landeiendomsbesidder 
— skulle have foretrukket kjøbsiadlivets 
travle uro for landlivets idylliske fred . Hun 
ved kun alt for vel , at der ikke fra landet ind til 
byen er længere end fra byen ud til landet , og 
at vejen går ligeså let ud som ind og ind som 
ud , når man blot har det , hvorfor man kan 
ekspederes frem og tilbage , til at hun ikke , da 
spørgmålet forelagdes hende nøgent og purt , 
skulle have klaret situationen brillant ved at give 
landlivet fortrin . 
Da vi rejste os fra theen , tog min kone mig 
under armen og førte mig en smule til siden . 
„ Det var et parti for jaeobæa “ , sagde hun , „ det 

kunne også vi have godt as . Tænk , hvor prægtigt 
børnene kunne være derude på likiendal i 
sommerferien , og hvor det ville være gavnligt 
for deres sundhed ! “ Jeg indrømmede sandheden 
deraf , thi jeg holder selv meget af at sluge lidt 
frisk land luft ; men jeg tilføjede dog : „ Endnu ved 
man imidlertid ikke , hvordan han sidder i det . 
Man kan nominell eje en ejendom og dog eje 
meget lidet deraf “ . Jeg brugte med villie ordet 
„ nominell “ , for at give hende lidt respekt for 
min indsigt i flige ting . Men det var her 
aldeles ikke på sin plads . „ I den henseende “ , 
sagde hun nemlig , „ kan du være rolig , jeg har 
allerede på en fin måde forhørt mig hos Fru 
Michelsen og ladet et lille ord falde derom til 
Jacobæa . Han har arvet stendommen i fjor efter 
sin fader og er for oieblikket en mand på to 
hundrede tusinde . “ Uvilkårligt tog jeg min 
kones hånd og trykkede den , jeg følte , uden ret 
at tænke derover , en vis beundring for kvinden , 
der så hurtigt kan orientere sig i ethvert forhold , 
og da jeg , for ikke at vække opsigt ved vor gensidige 
hvisken , idet jeg igen forlod min kone 
passerede min svigerinde , så jeg , at der på 
hendes kinder var to roser , så brillante , at jeg 
gad se den gartner , der kunne fremvise to 
skønnere . 
Lidt efter blev jeg sat til l ' hombrebordet . Det 
var denne gang assessoren , grossereren , kaptajnen 
og mig , der kom til at spille sammen — 

den unge landeiendomsbesidder havde ikke lyst til 
at spille , han foretrak , i det mindste den aften , 
samtale . Toldinspecteurens frue spøgede lidt 
med hans valg af underholdning ; hun mente , 
at de unge mænd nutildags dog ellers er mere 
end tilbørligt opsatte på at komme til spillebordet , 
og de unge mænd fra landet frem for nogen . 
Hun havde en voksen datter med , der , som moden 
bød , åbenbart havde gjort sit nakkehår til knudepunktet 
i sit toilet , og som stadig betragtede min 
svigerinde , som det syntes , halvt forundret over , 
hvad mærkeligt der dog kunne være ved hende . 
Har hr. Carlsen fundet min svigerinde meer 
end almindelig fmuk , så er jeg vis på , at frøken 
Olufsen har fundet hende mindre end almindelig 
smuk , men til gjengjeld meer end almindelig 
coquet , og jeg kan ikke negte , at jeg blev frapperet , 
da jeg engang under en oasgus i hjerter , hvori 
jeg forresten blev ooæillo , kastede et blik op fra 
mit kårt og så de tvende unge damer stå 
ansigt til ansigt overfor hinanden , medens Carlsen 
betragtede dem begge . Det var noget af det 
brillanteste , jeg har set , af kvindelig turnering ; 
i et Nn havde den unge pige spydet i sit bryst . 
Omtrent klokken halv elleve afbrøde vi l ' hombren 
for at gå til bords , min Vert ikke så 
munter som tidligere på aftenen , thi han havde 
tabt tre bloloer i træk , og jeg var oven i købet 
uheldigvis , trods mit forsæt — jeg ved ikke , 
hvad det stundom er for en ond , drilagtig ånd , 

der farer i mig — et par gange kommen til at 
kalde ham : hr. Kammerassessor . Men han tog 
sig dog i det , bød justitsrådens frue armen , 
bad os andre tage damer og gik så selv med 
sit erobrede bytte foran og ind i spisestuen . Jeg 
nølede lidt , jeg ville se , hvem den nye gest tog 
tilbords . Jo , ganske rigtigt ! han tog min svigerinde . 
Jeg gad engang set den franske kejserinde , 
Napoleon den 3dies foeminine medregent ! Hun 
er en født spanierinde , det er bekendt nok , og 
spanierinderne er stolte ; men jeg gad nok sammenligne 
hende med min svigerinde i henseende til 
holdningen , isæridetøieblikdenne sidste gik til bords 
med Carlsen . „ Brillant ! “ sagde jeg i mit inderste , 
„ Fuldendt ! “ og bød i min glæde toldinspecteurens 
frue min arm . Men hun så og hørte mig ikke , 
eller hun ville ikke bemærke det ; hun tog justitsrådens 
arm , og så , ja , så tog jeg min egen 
kone . Som trofaste kampfæller i , hvad vi i aften 
kæmpe for , tænkte jeg , høre vi dog også egentlig 
sammen . Ingen kan vide , hvad en godsejer i 
vore dage kan bringe det til , man har jo i den 
henseende glimrende eksempler , og du selv , du 
er endnu kun revisor . 
Ved bordet blev der sagt meget morsomt , af 
justitsråden endogså engang noget vittigt . Assessoren 
oppede sig mere og mere igen , og hans kone 
var en overmåde ferm vertinde . Toldinspecteurens 
datter var ført til bords af justitsrådens søn , 
et ungt menneske , der med hensyn til , hvad han 

ville foretage sig i livet , endnu stod som Herkules 
på skillevejen og syntes at skulle blive stående . 
Den unge pige var åbenbart lidt forstemt , og da 
han tilfældig med en af sine kjoleknapper kom til 
at hænge fast i sin borddames klare lermer , gav 
hun , dog vist noget uoverlagt , et lille skrig , der 
forresten slet ikke klædte hende ilde og drog hr. 
Carlsensoinehenpå hende . Min svigerinde smilede 
derover , kastede et overlegent opmuntrende blik 
over til den unge pige og tog samtidigt dermed , 
da der netop blev ombåret postejer , uden fjerneste 
tanke om , at det zarte silketøi i hendes kjole 
skulle kunne komme til at lide ved noget uheldigt 
greb , med så stor sikkerhed to postejer og lagde 
dem på sin tallerken , at min kone , der iagttog 
hende , ikke kunne andet end støde mig lidt på 
armen og sige : „ Så du ? Var det ikke brillant ? “ 
Men har jeg nogensinde følt , at dette ord , 
anvendt på min svigerinde , var berettiget , så 
følte jeg det , da assessoren senere ved kagen udbragte 
sine gjesters skål og da navnlig Carlsens 
som den , der var første gang i hans hus . 
Hvordan det gik til , er mig nmuligt at forklare , men 
min svigerinde forstod således , jeg antager ved et 
eneste blik , at desorientere ham om skålens 
virkelige natur , at Carlsen åbenbart må have 
glemt , at der var flere gjester tilstede end hans 
borddame og han , thi næppe havde assessoren 
talt , og af en mand uden videnskabelig dannelse 
at være skilte han sig virkeligt tåleligt ved sin 

tale , før den unge landeiendomsbesidder , ffjøndt 
skålen jo gjaldt alle gjesterne , om end fortrinsvis 
ham , rejser sig og siger : „ Jeg takker for os 
begge , for min borddame og mig , jeg for min 
del vil aldrig glemme den behagelige aften , jeg 
har nydt ! “ Fra alle kanter blev der en fuldkommen 
taushed , alle vare som lynslagne . Samtlige 
respektive familiefædre og mødre så betydningsfuldt 
på hverandre , og jeg tror næsten , 
min kone var nærved at blive forlegen på sin 
søsters vegne . Men da rejser pludseligt min 
svigerinde sig , og idet hun på en ganske aparte 
brillant måde svinger hovedet således på den 
elastiske Hals , at hendes ord kunne synes henvendte 
til alle , siger hun : „ Og jeg erklærer det 
for enhver herres pligt , ligesom min bordcavaleer 
at takke verten og hans frue på sin borddames 
vegne . Den forekommenhed , der er viist os , kan 
ikke betales med mindre . Thi det siger også jeg : 
også mig vil denne aften være uforglemmelig . “ 
Alle så sig overraskede om , havde jeg været 
maler , havde jeg malet situationen til udstillingen , 
enhver kunne da for en bagatel have fået det 
hele at fe der . Så kom man lidt til ånde 
igen , og i et nu rejste alle herrerne sig , jeg 
naturligvis også , og takkede deres vært på 
egen og dames vegne , og assessoren og hans 
frue klinkede igen og takkede smilende for den 
2ere , som vistes dem . Min kone så på mig , 

jeg så på min kone , den aften glemme heller 
aldrig vi , den var brillant ! 
Man gik nu frabords , og der blev konverseret 
igrupper , som man nu tilfældig kom i berøring med 
hverandre . Hr. Carlsen gjorde mig den lere 
at henvende sig flere gange til mig og spørge til 
min familie , og jeg bad ham selv ved et lille 
besøg at forvisse sig om , at , om vi end ikke vare 
rige på gods , så havde vi dog hjerte nok for 
folk af hans lige . Også min kone talte han 
med , og jeg tror , sandt for dyden , at hun engang , 
da han gjorde hende en compliment , rødmede 
som en ung pige , der endnu går i skole . 
En halv time efter gav toldinspecteurens frue 
signal til opbrud . Datteren var lidt svag efter 
en sygdom , hun havde haft , og de turde derfor 
ikke blive ude med hende længere ud på natten . 
Da vi havde takket verten og vertinden — jeg 
kaldte ham ved afskeden „ min kære assessor ! “ 
— og da vi alle havde rakt hverandre hånd til 
farvel , stege vi atter tilvogns — thi droschken 
havde vi igen ladet hente — og rullede hjem . 
Dog nej , det er sandt , jeg glemte at sige , at den 
unge landeiendomsbesidder fulgte os tilvogns og 
hjalp min svigerinde , der ikke havde nemt ved at 
komme over til vogntrinet , fordi der var faldet 
lidt sne , og derfor måtte støttes , op i vognen . 
„ Det var en prægtig aften , “ sagde min kone , 
da vi kørte , til sin søster , „ og du var i aften 

brillant . “ „ Ja , brillant ! “ gentog jeg og lagde 
mig så vidt muligt tilbage i vognen . 
Nogle dage efter kom hr. Carlsen i visit hos 
os , otte dage efter vare vi indbudne til julegilde 
hos ham , fjorten dage efter var han til stort 
selskab hos os , og en måned efter vare han og 
Jacobæa forlovede . Da de første gang efter forlovelsen 
en formiddag gik ud til assessorens , og 
vi for selskabs skyld fulgte med og gik bagefter 
dem på Kjøbmagergade , hviskedee jeg til min 
kone : „ Det er et brillant par og et udmærket 
parti . Men det bliver et hårdt pust for mine 
fmå indtægter at gøre brylluppet . “ 
Den første Mai fandt , som sagt , bryllupet 
sted i holmens kirke . Præsten talte meget smukt , 
toldinspecteurens frue , der var med til bryllupet , 
græd endogså . Jeg bør vel ikke glemme , 
at jeg netop dagen før bryllupet var bleven udnævnt 
til secretair , en titel , der dog forresten 
flet ikke klinger stort bedre end revisor , og som 
min kone ikke er så lidt misfornøjet med . Da 
brudeparret om aftenen tog fra mit huns ud til 
liliendal , havde , som vi dagen efter fik at vide , 
Michelsens illumineret , og det var smukt af dem , 
det var mere end nogen af de andre , der boede 
os nærmere , havde kunnet få råd til . „ Jeg 
har nu gjort , hvad jeg kunne , “ sagde jeg , da de 
vare borte , til min kone , medens hun lagde børnene 
tilsengs , „ blot det nu må gå for dem ! “ 

„ Vær du kun rolig ! “ sagde hun , „ det har ingen 
nød , jeg kender Jacobæa bedre , hun er brillant ! “ 
Da vi formiddagen efter bryllupet vare til 
gratulation på liliendal , som jeg nok tør sige 
af dets ejer var gjort til et lille elysium — 
havestuen var navnlig noget af det nydeligste , 
jeg har set , og navnet Jacobæa var anbragt 
der , konstigt dannet af blomster ved brudgommens 
egen hånd -— og da vi , efter at have 
gennemgået en hel del af brudegaverne , 
kastede diet ud af vinduet , så vi en vogn rulle 
op i gården , og det var Michelsens , der kom 
for at gratulere . Jeg må i forbigående sige , 
at assessoren og hans kone virkelig havde viist 
sig meget nette ved denne lejlighed . De havde 
sendt brudeparret en sølvpotageskee og seks nye 
theeskeer , medens toldinspecteurens kun havde 
sendt aldeles blankt seks theesfeer , hvad Jacobæa 
da rigtignok også , så meget mere som hun alt 
i forvejen havde et lille horn i siden på dem , 
lovede ikke at glemme dem . Og da Michelsens 
kom ind , gik såvel min svigerinde som hendes 
mand dem meget venligt i møde og hilste på dem 
og førte denr omkring alle vegne . Da assessoren 
derefter var kommen til sæde , sagde han , aldeles 
uden at kende noget til vor opfattelse as min 
svigerinde : „ Nå , min gode hr. Carlsen , nu 
er de da rigtig tilfreds ; det er en brillant kone , 
de har fået dem ! “ Selvfølgelig spidsede jeg 
' øren til , hvad den nye legtemand ville svare ; 

men hvor overrasket blev jeg ikke , da han sagde : 
„ Det håber jeg ! I den formening friede jeg 
idetmindste til hende . “ Og så lagde han sin 
hånd på hendes , ligesom for at bestyrke , at 
han havde dette håb . Egentlig var der jo vel 
nu ikke noget at sige dertil , det var jo slet ikke 
andet , end hvad der var naturligt og sandt ; men 
af en 2egtemand på en dag forekom mig dog 
mtringen lovlig kølig , og selv min kone stødte 
den , så at hun så vist på mig . Hvad min 
svigerinde tænkte , ved jeg ikke ; men det forekom 
mig dog også , at hun noget hurtigt trak 
sin hånd bort fra hans . Skulle der allerede 
have været en lille kurre på tråden , tænkte 
jeg ; umuligt var det ikke ; thi bestemt er min 
svigerinde , hun har en villie og vil have den 
respekteret . Men så tænkte jeg igen : det er 
umuligt , så tidligt kan der ikke have været nogen 
differens , og da vi toge hjem , vare min kone 
og jeg enige om , at hendes søster og Carlsen 
vare lykkelige med og ved hinanden . 
Ak , hvad er dog i grunden alle menneskelige 
beregninger ! Jeg havde tænkt mig en højere 
hensigt med dette julegilde , og det er endnu ikke 
pindse , og jeg er færdig ved at tro , at hvis der 
virkelig har været en højere hensigt ved de to 
nygiftes møde ved dette gilde , så har alt 
supra nubss ikke været ret beregnet . Ikke som om 
der , os vitterligt , har været noget i vejen imellem 
Carlsen og hans kone—nei ! Alt går så godt 

derude på liliendal , at det er en fornøjelse ; men 
det forekommer mig dog , at Carlsens ansigt er lidt 
alvorligere end før , og når jeg begynder at tale 
om min svigerindes udmærkede egenskaber , og 
hvordan hun var , da hun var en snes år , så 
søger han bestandig at undvige med sit svar , og 
at tale om ganske andre ting . Hvor jeg kaster 
mit oie hen derude , er det brillant allsammen ; 
men siger jeg spøgende til min svigerinde , når 
hun for eksempel skifter dragt et par gange i 
løbet af formiddagen og kommer ind den ene 
gang smukkere end den anden : „ Det må man 
lade dig , du er brillant ! “ så kan jeg ikke sige 
den unge legtemand fri for , at der er et ganske 
lille ironisk træk om hans blnnd , og jeg er da 
færdig ved ikke at få den sidste stavelse af ordet 
„ brillant “ med , men bliver snnrrende på 
„ brik “ , således at jeg næsten føler mig forlegen 
derved . Jeg gad vidst , om der virkelig skulle 
være en misvisning i , hvad jeg troede at være 
en højere bestemmelse . Siden jeg blev secretair , 
er jeg begyndt at blive skeptiker . Ikke som om 
de anskuelser af alt idealt og højere , jeg har 
havt i min tidligste tid , er blevne rokkede ; nej ! 
Men jeg har begyndt at se alt i verden lidt 
dybere ind end til skallen , at se det til kerne « , 
uden illusionens blændende slør . Det er altid , 
det seer jeg nu , de underordnede , som skulle holde 
for ! Det er dem , som må trælle , og vil man 
endelig engang dog lønne dem , så spiser man 

dem af med mindre end intet , så sætter man 
dem så lavt ned på rangens og værdighedernes 
stige , at de langt hellere må blive stående frank 
og frit udenfor den . Jeg tror sandelig , at den 
titel , jeg har fået , har været mig mere til skade 
end gavn . Før troede man på muligheden af 
„ Justitsråden “ , nu er stemplet sat på mig , jeg 
kunne ikke møntes ud højere end til „ Secretair “ . 
Det er maksimum af , hvad jeg er værd . Carlsen , 
det er min overbevisning , overser titelen aldeles , 
han nævner den aldrig . Og så har jeg desuden 
de daglige regninger i-overflod , de komme snesevis , 
skokkevis ; thi det kan ikke negtes , at bryllupet 
var brillantere , end det var nødvendigt at gøre 
det ; men det ene måtte jo ligne det andet , og 
kunne jeg så andet for min svigerindes skyld . 
Ja , det er afgjort : det er endnu de første 
hvedebrødsdage for de unge folk , men fuldkommen 
rent brød i posen have de næppe . Det kan nok 
være , af min svigerinde gør lovlig store for , 
dringer , og af hun har viist ham sin holdning 
mere end nødvendigt allerede for tidligt . Hun har 
hørt det ord „ brillant “ anvendt så lidt på sig , 
af jeg frygter for , af vi selv have gjort vort til 
af fordærve hende og fremkalde , hvad der nu 
kominer . Det skulle gøre mig ondt , skulle toldinspeeteurens 
få det af skumle over . Datteren 
er i går bleven forlovet med en ung attache ved 
et af de fremmede gesandtskaber , en meget net ung 
mand , der påståes endogså af en af de fornemste 

familier ; han har et „ van der “ foran sit 
navn . Men ganfle rigtigt er det næppe gået til . 
Der er nok arbejdet artigt derpå af toldinspecteuren 
og hans kone , som ikke have kunnet forglemme , 
af min svigerinde snappede Carlsen bort * 
for deres datters næse . De have nok lirket 
ganske antageligt ved den unge mand , for af få 
ham til af gå i tøjet . Det kan min kone og 
jeg da fige os fri for ; alt slags lirkeri , det have 
vi skyet som pest . Går det galt , så slå vi 
udenfor . Ni toge forbindelsen som den kom , det 
var vor skyldighed , det skyldte vi min svigerindes 
fremtid , det var vor pligt , så længe vi 
troede på en højere hensigt dermed . Mere have 
vi ikke gjort ! 
Jmorgen aften skulle vi have pindsegilde . Jeg 
siger „ Pindsegilde “ blot som modsætning til julegilde , 
thi egentlig give vi aldrig pindsegilde , og 
dette finder kun sted , for at vi ligesom officielt 
kunne modtage det unge par , der endnu ikke siden 
bryllupet har været her til større selskab . Det 
koster mig endeel , jeg tilstår det , det koster mig 
meget , og jeg har , for at dække de mange udgifter , 
jeg har haft i den seneste tid , måttet søge mig 
extrårbeide . Jeg har taget en secretairplads 
hos en galanterihandler på -østergade ; inde på 
hans privatcontoir fører jeg bøgerne et par timer 
om dagen , naturligvis udenfor min arbejdstid 
i ministeriets revisionscontoir . På en måde 
er derved den titel , jeg har fået , bleven ikke blot 

uheldig , men også overflødig . Hvad man i 
virkeligheden er , behøver man jo ikke først at give 
sig udseende af . Er man kerne , er det en tåbelighed 
at ville synes skal . For mit secretairskab 
hos galanterihandleren får jeg desuden 
betalt — for det secretairskab , jeg fik af kongen , 
må jeg betale . Men det er nu lige meget ! Når 
blot pindsegildet må spænde nogenlunde godt af , 
og alt med de nygifte må gå efter snske , så 
kommer man vel ud over resten . Var det ikke 
for børnenes skyld , der glæde sig til at komme 
på landet i sommerferien , og for den sags 
skyld også for min kones og min , thi vi have , 
med ro8a sagt , også så småt tænkt på at ligge 
ude på liliendal en månedstid — det vil sige , 
jeg måtte jo køre ind hver dag , thi mine forretninger 
kan jeg ikke lade skøtte sig selv — var 
det ikke , siger jeg , for denne hyggelige udsigts 
skyld , ville jeg foreslå Carlsen og min svigerinde 
at gøre en lille udenlandsrejse et halvt 
årstid . På Jacobæas livlige ånd ville det 
have en brillant virkning , og jeg var i længere tid 
fri for disse gilder , som jeg ikke kan negte i 
længden falde mig lidt drøjt . Men det er dog nok 
ikke været at tale derom , jeg tror ikke min kone 
ønsker det . 
Jaftes fandt da også gildet sted , og der 
var ikke så få såvel af vort bekendtskab som 
af Michelsens . Toldinspecteurens vare der dog 
ikke , de vare budne til legationsråd Pranges , og 

vi have nu foresat os at afbryde al omgang med 
dem . Det varer vist ikke længe nu , inden han 
bliver etatsråd . Klokken halv ni kom alle gjesterne , 
min svigerinde og Carlsen med fire for , 
og det kan ikke negtes , at det gjorde endeel opsigt 
på kultorvet , da vognen rullede hen for døren . 
Fattigfolk og børn stillede sig såmænd op i 
Rader , medens det unge par gik over fortoget ; 
der stod endogså en student . Det er lidt uheldigt , 
at vi bo i et hus og ikke i en gård ; vi have 
ikke plads til hest og vogn , og kusken må da 
altid , når de komme til os , holde udenfor eller 
køre hen med vognen til en af Carlsens slægtninge , 
som vi kun have talt med et par gange 
ved bryllupet og ude hos Carlsen , men som vi 
ikke ville søge omgang med , da han forekommer 
os lidt fornem på det . Rigtigst var det , om vi 
flyttede til en eller anden gård ; men min lille 
indtægt kan umulig slå til , lejen er så høj , 
og foreløbig — foreløbig må vi vel blive , hvor 
vi er . Som sagt , klokken halv ni kom alle gjesterne , 
Carlsens iberegnede , og det var et brillant 
syn , da de stege ud af vognen , og tjeneren 
fulgte dem op ad trappen med nogle småting 
min svigerinde havde taget med til os . Det 
undgik mig imidlertid ikke , at Carlsen så temmelig 
forstemt ud , og da jeg , efter at have hilst på 
ham og hans kone , og yttret mig om et og 
andet , der lå nær , lod indflyde en lille bemærkning 
om , hvor behageligt det måtte være 

at have en så brillant ekvipage , svarede han 
noget but : „ Hm ! Det brillante har aldrig været 
min kjephest . Vi landmænd have andet at bruge 
vore heste til end kørsel af den natur . Hvor 
to kunne slå til , bruger jeg kun høisf nødig 
fire . “ Jeg indrømmede rigtigheden deraf , men 
mente dog , at man for damernes skyld nok 
kunne og burde ofre lidt . „ Nok muligt , “ sagde 
han ; „ men der er et , man ikke kan og ikke bør 
offre , og det er sin selvstændighed ! “ Og dermed 
drejede han sig om og talte til assessoren , der 
syntes at have anstillet filosophiske betragtninger 
over livet efter dette ; i det mindste var han alvorlig 
nok dertil . Jeg følte nu tydelig , af det nye legtepar , 
som jeg før sagde , ikke havde rent brød i 
posen ; der var åbenbart i hvedebrødet kommet 
bitter gær . Og et mærkede jeg , af han ved 
sin attring om selvstændighed snærtede til mig . - 
jeg ' skal dog skrive mig det bag oret . Det er nok 
muligt , af han ikke er det brillante fruentimmer 
værd , som han har fået . 
Ved bordet udbragte jeg mine gjesters skål ; 
men pompeust som ved julegildet spændte det ikke 
af . Michelsen takkede på alles vegne og ytrede 
det håb , af secretairen og hans frue ret ofte 
måtte opfordre deres venner til af fornye besøget . 
Carlsen sagde intet , og da jeg udbragte skålen 
for ham og min svigerinde særlig og sluttede med : 
„ Gid det , der er begyndt så glædeligt “ — for ikke 
af bruge stærke farver , ville jeg med forsæt ikke 

sige brillant — „ gid det , der er begyndt så 
glædeligt , også må fortsættes glædeligt , til alle 
parters held og tilfredshed ! “ nøjedes han med 
ganske tørt af løfte glasset og sige : „ Jeg takker ! “ 
Da det var meget lummert i vejret , og varmen 
i stuerne trykkede endeel , uagtet alle vinduer 
støde åbne , og genboerne således kunne se 
lige ind , hvad der for så vidt jo rigtignok kunne 
være det samme , da vi sandelig ikke behøvede at 
skamme os ved vort arrangement , skiltes man 
temmelig tidlig , og klokken elleve en halv rullede 
Carlsens ekvipage allerede igen ud til liliendal . 
Da alle de fremmede vare borte , og min kone og 
jeg vare ved at gå til sengs , udtalte jeg for hende 
min frygt for , at det dog næppe ville gå i 
længden med de nygifte . „ Jeg begynder selv at 
få skrupler , “ sagde hun , og tog sin natkappe 
på . „ Min søster er unegtelig lidt pragtsyg og 
har ikke godt ved at føje sig efter andre ; men , 
fådan i et selskab , hvor det gjelder om at presenters 
sig , er hun dog virkelig — det må du 
tilstå — brillant . Jeg har fra barndommen 
af aldrig kunnet måle mig med hende . “ Jeg 
få på min kone , som hun der stod i sin natdragt , 
og jeg kunne ikke negte , at hun havde ret ; 
men jeg troede det rigtigst dog ikke at sige ja til 
hendes dttring , det var jo muligt , at det kun var 
sagt for at modsiges , og fruentimmerne — ja det 
er nu det samme , fruentimmerne har jeg altid 
havt megen respekt for . 

desværre har jeg dog vist ladet et ord salde 
fil min svigerinde om en udenlandsrejse , og jeg 
hører nu , at det har haft en uheldig virkning , 
om der end er gået over en måned , før virkningen 
indtrådte . I dag kom Carlsen herop ; han 
var kørt herind på en lille , simpel jagtvogn med 
en fjerding smør bag i vognen ; han havde et 
lerinde op fil min kone . „ Nå , “ sagde han fil 
mig , „ Deres svigerinde har nu fået det indfald 
at ville rejse ildenlands , og hun sætter himmel og 
jord i bevægelse , for at sætte sin villie igennem . 
Ideen er deres , hr. Secretair , tror jeg . “ Det 
var første gang , jeg havde hørt ham kalde mig 
„ Hr. Seeretair ! “ det gjorde mig lidt betænkelig . 
„ Men denne gang ville vi dog se , hvem der 
går af med sejren ! “ vedblev han . „ Vel er der , 
at dømme efter hendes øjne , da vi talte derom , 
spansk blod i hende , men vi nordboere er heller 
ikke at spøge med ! Tænk dem ! Blot for at spille 
en rolle i verden vil hun , at jeg skal rejse fra 
min bedrift og mit hus og lade alt sejle sin 
egen sø i mindst et halvt år ! Jo , hun er 
brillant ! “ 
Jeg sagde , da jeg begyndte min fortælling , at 
jeg var i stor tvivl , om jeg kunne fortælle det , jeg 
havde tænkt at ville fortælle , rigtig godt ; jeg er 
nu kommen til erkendelse af , at det ikke ret vil 
gå . Meget vanskeligt har det navnlig været mig 

at lade præsens og præteritum veksle således , at 
det gjorde den ønskelige virkning , det vil sige , 
stadig skildre det skete som forbigangent og dog 
lade det fremtræde således , at det var , som om 
de svundne tanker , stemninger og begivenheder 
først gennemleves nu . Og så trykkede det mig 
stadig lidt , at min svigerinde måske skulle komme 
under vejr med , hvad jeg fortalte , og stødes ved 
et eller andet udtryk . Jeg vil derfor afbryde min 
fortælling her . Kun et vil jeg sige , det er siden 
Carlsens meddelelse om rejsen stadig gået ned ad 
bakke med harmonien imellem de nye legtefolt , 
og den synes i dag , den 2den september , i det år 
efter verdens skabelse 5869 og efter Christi byrd 
1869 , temmelig nær ved at briste . Jeg håber dog , 
at den alligevel holder , og at hun , som jeg sagde , 
da jeg begyndte , og som hun tidligere altid har 
gjort , sluttelig nok vil sejre , hvad hun da forresten 
allerede har gjort med hensyn til udenlandsrejsen ; 
thi , hvad man end med rette vil kunne indvende 
imod hende , det tør jeg frejdigt sige : hun er 
. . . . . . . nej , jeg tror dog , at jeg ikke mere vil 
bruge dette ord . Ikke , som om jeg var overtroisk ! 
Nej ! men man kan dog aldrig vide , hvordan man 
er stillet . Til principerne for den højere styrelse 
kender man så lidt ! Men — hvilket ord skulle 
jeg vel foretrække ? Jeg ved sandelig ikke ! Måske 
de lerede , der nu have hørt historien , selv ville 
bestemme det . 

hvad der gør udslaget . 
Han havde nok af guld og sølv , og verdens 
azre fattedes ham ikke . Men glad var han dog 
aldrig , han manglede et : et hjerte at elfle , et 
hjerte at slutte sig til . 
Og tiden gik , og han blev gammel , hans 
hår begyndte at gråne . Og da sneen en dag 
faldt tæt , og vinden sufede i de nøgne træer 
udenfor hans vindue , da stod han stille og så 
ud , han syntes , det var koldt omkring ham , — 
skjøndt ilden knittrede i ovnen , koldere end ude 
i det ville vejr . 
Da bankede det på hans dør , det var en 
faftig kone med sit barn . Hun bad om en gave , 
for guds skyld og for sin armods . Og han 
åbnede sin pung og gav hende en lille sølvmønt . 
Men leilighedsviis , som han rakte hende den , så 
han , at hun var smuk , og at barnet lignede sin 
moder . Og han åbnede pungen på ny og gav 
hende endnu det dobbelte af , hvad han havde 
givet hende . 
Hun takkede ham , takkede ham for , hvad hun 

kunne udrette dermed , og for hans store barmhjertighed . 
Og leilighedsviis som hun talte , mærkede 
han , at hendes stemme var velklingende og 
blød , og det syntes , som havde længe hans dine 
ikke set noget så smukt , som havde længe ikke 
så mild en klang klinget ind i hans sjel . 
Så tog hun ved dørgrebet for at gå . Men 
han standsede hende og bad hende sige ham , hvem 
hun var , og hvordan hun var stillet i verden . 
Og hun fortalte ham , at hun kun atten æar gammel 
var bleven gift med en flink arbejder , at hendes 
mand og forsørger to år efter var bleven båren 
fil sin grav , en tærende sygdom havde endt hans 
liv , at hun i to år derefter havde arbejdet og 
kæmpet , savnet og lidt , og at kun tanken om i 
hendes tresårige lille søn at se en fremtidsstøtte 
holdt hende oprejst . Og han åbnede sin pung 
påny , for i hendes hånd at tømme hele dens 
indhold . Men leilighedsviis , som han tømte den , 
mærkede han , at hendes hånd skælvede , og han 
troede , det var af taknemlighed , thi i hendes 
die så han en sølvklar tåre . 
Da bød han hende en stol og satte hendes 
søn på en anden ved siden af . Men hun vovede 
ikke at sætte sig , hun syntes , at det grønne fløjl , 
hvormed den var betrukken , var ikke bestemt fil 
sæde for armod og savn . Men leilighedsviis 
som hun vægrede sig , følte han tydeligere , hvad 
han selv savnede , og hans opfordring fil hende 
om at sidde blev næsten en bøn . 

så satte hun sig , men ydmygt . Og -da han 
tog hendes hånd og spurgte , om hun kunne ønske 
sig en ny forsørger , betragtede hun ham forbavset 
og blev hvidere end sneen udenfor . Men han 
forklarede hende , hvad rigdom var , og hvor lidet 
den formanede , og han fortalte hende , hvad han 
savnede og hvad hun kunne have at give bort . 
Og da hun så på sin lille dreng og hun så 
på den alvorlige givers bekymrede ansigt , kastede 
hun sig rødmende på knæ og lovede ham at være 
for ham , hvad et menneske uden kundskab og 
dannelse , kun med et hjerte fuldt af taknemlighed , 
kunne være . 
Og fjorten dage efter stod der bryllup , den 
rige herregårdseier giftede sig med den fattige 
tiggerske , der havde tryglet ved hans dør . 
Et år gik hen , og sneen faldt atter tæt , og 
udenfor hans vinduer peb vinden atter i de nøgne 
træer . Nu og da så og hørte han det vel , men 
hans tanke var ikke derved . Han trykkede et 
Kys på sin hnstrues pande , og når den lille 
så det og legende kom hen til ham , satte han 
ham på sit knæ , og glemt var stormen og 
sneen udenfor . 
Så gik der år , og udenfor hans vindue stod 
træet med sit løv , og rosen blomstrede . Men 
mere blomstrende end den stod hans unge viv 
og fæstede sit Nie på den rige sommerpragt . 
Og han få det , men rigtig glad var han igen 
ikke . Han så , at hun havde nok af guld og 

sølv , og hvad hun kunne ære og agte savnede 
hun ikke , men for sin ungdom havde hun dog ikke 
fået ungdom i vederlag . 
Og tiden gik , det var , som om årene og de 
gode dage gjorde hende yngre . Og en dag , da 
båren atter klædte alt med blomsterpragt , og 
hun stod ved sit vindue og betragtede den , bankede 
det på hendes dør , og det var hendes rige 
mand , der kom ind til hende . Han hilsede på 
hende , og hun nikkede smilende igen . Og alt som 
hun nikkede faldt en tyk , nøddebrun lok ned over 
hendes hvide , fyldige bryst . Han så det , men 
leilighedsviis så han tillige , at hans egne hår 
vare ganske hvide , og skønt han i lange tider 
havde vidst det , følte han sig dog netop nu så 
fattig overfor hende . Og da han bad hende om 
et Kys , stod han for hende , som hun den første 
dag , han så hende , havde slået overfor ham . 
Men hun bøjede sig henimod ham og gav ham af 
sin rigdom . 
Så tog han hendes hånd og trykkede den . 
Men alt som han gjorde det , skælvede hans hånd 
dog lidt , og da hun mærkede det , gik der gennem 
hendes hjerte en anelse om , hvad der bevægede 
sig i hans indre . Og hun sørgede , men vovede 
ikke at sige hvorfor . 
Og atter gik en tid , fra alle kanter hørtes 
kun beundring af hendes skønhed . Man forbavsedes 
over , hvad der i de syv år , hun havde 
været gift , under et lykkeligt huuslivs ly havde 

udviklet sig hos hende . De unge mænd vare begejstrede 
for hende , de unge kvinder indrømmede , 
at hun var smuk . Men mere og mere følte han 
sig som den fattige , og da våren på ny klædte 
frugttræerne med blomster , stod han tavs ved sit 
vindue og så ud , han følte , at det træ , der 
havde blomst , også havde ret til frugt . 
Da gik han en dag ind i sit Kammer og lukkede 
sin dør . Og da han havde delt alt , hvad 
han ejede , i tvende dele og givet sin gave retslig 
gydighed , gik han ind til sin hustru , for at sige 
hende farvel . Hun savnede ikke rigdom , hun 
fluide nu heller ikke savne ungdom . Den hånd , 
hun engang havde givet ham , ville han give hende 
tilbage ; når år var gået , kunne hun skænke den 
fil en angre . Men hvad han tænkte på , det vidste 
hun , og da han trådte ind i hendes værelse , stod 
hun for ham i sin fattige tiggerdragt , som hun omhyggelig 
i de år , der vare gåde , havde gemt . 
Længe forbleve de tante og så på hinanden . 
Men da hun nu tog sin søn i hånden og atter 
bad ham for guds skyld og hendes armods at 
give hende en gave , da forstod han hende , forstod , 
at gaven ikke var den , hvorom hun tidligere bad , 
forstod , at ikke rigdom og ikke ungdom er det , 
som gør udslaget , men at der er et , der gør 
fyldest for alt , og det er i ve som vel : det varme 
hjertes kærlighed . 

del sagde jeg nok ! 
„ Del sagde jeg nok ! “ sagde kammerråd Rasmussen 
fil sin kone , der lå besvimet i en stol 
med øjnene lukkede for , hvad der foregik omkring 
hende , og kastede , idet han sagde det , en Avis , 
han ufravendt havde stirret på , foran sig på 
bordet ; „ Del sagde jeg nok ! Nu har du det så 
godt ! “ Hun hørte imidlertid ikke , at han sagde 
det , og , selv om hun havde hørt det , havde hun 
ligeså godt kunnet ladet være at høre det , thi 
hun vidste , at det var ikke , som han sagde , hun 
vidste , at han ikke havde sagt det , der var spørgsmål 
om , og hun vidste , at hun ikke havde det 
godt . Men kammerråden faldt det slet ikke ind , 
at hans kone måtte tænke således . „ Det sagde 
jeg nok ! “ gentog han endnu engang og kastede 
sig , tilsyneladende tilfreds ved denne bevidsthed , 
tilbage i en stol , som om også han var besvimet . 
En og anden vil nu måske spørge , hvad 
da kammerråd Rasmussen egentlig havde sagt 

eller rettere ikke sagt , og hvad der gjorde situationen 
så ejendommelig , at manden var rask og 
vel og for så vidt jo havde det godt , skønt hans 
kone , hvis hun i dette nieblik havde set ham 
ligge henstrakt , ville have troet , at han ikke havde 
det godt , og at konen hverken var rask og vel 
eller havde det godt , skønt dog hendes mand , 
der så det , sagde : „ Nu har du det så godt ! “ 
Og jeg skal derfor , så vidt jeg er i stand dertil , ved 
at gå tilbage til forviklingens tidligste kilde , 
i korthed gøre rede derfor . 
Det var tredje pintsedags morgen og det 
dejligste vejr , nogen kunne tænke sig . Solen 
strålede klart på himmelbuen , og var der end 
hist og her en lille sky — set i den normale afstand 
og nden optiske apparater , var den dog for 
ikke stort mere at regne end de skønhedspletter , 
damerne i Ludvig den 16des tid satte på deres 
Hals og ansigt , for at fremhæve teintens gennemsigtige 
klarhed . Da kammerråden , allerede 
før klokken i tårnet slog seks , stod op og « åbnede 
vinduet , for at se , hvad udsigter der var 
for en udflugt i det grønne den dag , vendte 
han sig om til sin kone , der endnu lå i sengen , 
og sagde : „ Pragtfuldt vejr ! Luften som farvet 
med ægte berlinerblåt ! “ og Fru Rasmussen , 
som nylig havde drømt om en i en blikkasse 
indpakket alliancetærte , der var svulmet op og 

bleven til en høj , hvorpå der vaiede et flag 
med jndskriften : „ Alliancen til Tårbæk “ , vågnede 
med et lille glædessfrig og sagde : „ Det var 
dejligt ! Jeg tænkte nor , at de fik hinanden ! “ 
Dette svar kunne nu kammerråden ikke ret forstå , 
og da det ikke stod i den strengeste logiske 
forbindelse med , hvad han havde yttret om vejret , 
var det heller ikke så urimeligt . Han vendte 
sig derfor endnu engang til sin kone og sagde : 
„ Pragtfuldt vejr ! Ganske stikket til en skovtour ! “ 
Og hans kone , der nu var bleven lysvågen , 
sagde : „ Nej virkelig ? Det var jo rart ! “ medens 
hun dog havde en uklar fornemmelse af , at hun 
nylig havde sagt , hvad hun ikke skulle sige . Lidt 
efter var dette dog atter glemt , og da de , efter 
en udtømmende behandling af det undtømmelige 
stof for samtaler : „ godt vejr og dårligt vejr “ , 
vare komne i klæderne og på ny åbnede hver 
sit vindue , sagde de begge med strålende ansigter : 
„ Så godt man kan tænke sig ! “ og kammerråden 
søiede til : „ Det sagde jeg nok ! “ Så gik de ind , 
for at vække deres døtre , der endnu sov på 
deres grønne øre , og da den ældste af dem , 
frøken Marie , slog øienene op , var også hun 
midt en drøm og råbte ganske højt : „ Lad være , 
Frederik ! “ 
Med denne korte , prunkløse skildring af den 
tidlige morgenstund i kammeråd Rasmussens 
hus , forinden alt sættes i bevægelse til udførelsen 
af en længe tilsigtet skvvtour , burde det 

vel egentlig være nok , så at familien nu trøstig 
kunne slige tilvogns , så snart de unge piger vare 
komne op og havde gjort deres toilet . Men 
dels var vognen ikke kommen endnu , og uden 
vogn kunne der selvfølgelig ikke køres , dels skete 
der , da den kom , et og andet , der absolut må 
tages med , hvis der ikke skal blive en lakune 
i historien og senere efterhånden fremkomme 
noget , der ikke forud har sin naturlige begrundelse . 
Allerede på dette fortællingens standpnnct vil 
det desuden være nødvendigt at sige , hvem 
Frederik er , og hvad der lå til grund for frøken 
Maries hende selv ubevidste råb : „ Lad være 
Frederik ! “ hvormed kammerråden og hans kone 
bleve modtagne . Man kunne ellers let allerede 
forud få onde tanker om hende , og i sandhedens 
strengeste medfør må det dog siges , at 
hun var en højst ærbar , en højst blufærdig pige . 
Navnet Frederik tilhørte hverken mere eller mindre 
end en fætter af hende , en munter dansk jurist , 
der aftenen forud havde villet tage et Kys fra sin 
cousine , fordi han et par dage i forvejen til sin 
eksamen havde fået „ Begvem , “ og nu syntes , 
han intet bedre vederlag kunne få for tort og 
tidsspilde end et halvt givet , halvt taget Kys 
på sin cousines friske læber . Det håbede vederlag 
nåde han imidlertid ikke , formodentlig havde 
hans cousine en noget anden mening om examenspræmier 
end han . Uden ceremonier blev han afvist 
ved et strengt : „ Lad være , Frederik ! “ Men 

uden at dette i mindste måde skal siges i hendes 
dissaveur , turde det dog nok være , at hun senere 
i al stilhed fortrød sin noget strenge opfattelse 
af compensationsspørgsmålet . Unge mennesker 
vare de begge , hun ikke stort over atten år , 
han ikke synderligt over to og tyve , og havde 
han blot haft en lille smule mere end sit „ Bekvem “ 
At støtte sinefremtidsudsigterpå , er der ikkespørgsmål 
om , at kammerråden slet ikke havde haft 
imod , at Frederik ikke havde „ ladet være ! “ Men 
som det nu var , ville det dog være ham meget 
imod , om hans smukke datter — thi det kan 
måske alt her indskydes parenthesifl , at frøken 
Marie virkelig var nydelig — sfjænkede sin raske 
fætter en dybere interesse . Det var derfor med 
en smule nysgerrighed efter at erfare grunden 
dertil , at han hørte datterens udbrud : „ Lad være , 
Frederik ! “ så meget mere , som han endnu ikke 
ganske havde glemt sin kones : „ Jeg tænkte nok , 
at de fik hinanden ! “ 
Foreløbig blev der dog ligesålidet talt om 
gådefulde drømme , som om deres sandsynlige 
betydning . Der var nu andet at tage vare på , 
det var livets realitet , man ville glæde sig ved . 
En månedstid i forvejen var kammerråd Rasmussen 
ved en stedfunden reduktion i nåde 
bleven entlediget fra sin post under toldvæsenet , 
og var der end noget i denne entledigelse i 
nåde , der havde en bitter eftersmag , så varder 
dog ved den kammerrådstitel , han nu bar , 

givet ham en så eklatant oprejsning , at det 
bittre mindre føltes . Vel var han ikke bleven 
virkelig kammerråd , han havde kun fået plads 
blandt „ andre kammerråder “ ; men i vore dage , 
hvor det i det hele taget ligeså meget , om ikke 
mere , gjelder at synes som at være , havde forskellen 
ikke for ham så stort at betyde . Nok 
sagt , det var denne optagelse i de titelbegavedes 
syvende klasse , der skulle fejres ved en . festlig 
skovtour , og allerede i den tidlige morgen , 
klokken syv , skulle den sættes i værk fra kammerrådens 
bolig i compagnistrædet , hvor man til 
jevnt hold ikke mærker synderligt til skovluft . 
Til det bestemte klokkeslet var da også familien 
fiks og færdig , fruen i et nyt overtræk af guulstribet 
musselin , frøken Marie i en klar , hvid 
kjole og med en lille rød silkehat , der lod de 
fyldige , blonde nakkekrøller fri nådighed , hendes 
yngre søster Hanne i en grå frakke og med en 
matroshat med et Anker i båndet på sit hoved , 
kammerråden selv i en frakke , der ved sin 
længde var en udførlig protest mod modens 
fordring på skjødeløshed , og man ventede nu 
kun på , at vognen skulle komme . 
De timer , man må vente , er altid de længste , 
enhver , der har ventet på noget , han meer end 
almindelig længtes efter , vil kunne bekræfte det . 
Det er af folk , der gøre sig til af videnstabelig 
indsigt , påstået , at tiden går sin jevne gang , 
den ene dag som den anden , den ene time som 

den anden , og denne påstand have de forstået 
at sætte i forbindelse med meget andet , der er 
erfaret og beregnet om jordklodens gang , om 
sollyset og så fremdeles . Hos en stor del 
mennesker er denne mening da også bleven antagen . 
Men mærkeligt er det dog , at den har 
kunnet blive det i så stort et omfang , al den 
stund det er vitterligt for enhver , at der har 
været og er timer i ens liv , der få at sige er 
svundne , før de er begyndte , medens andre stadig 
kun synes at begynde , men aldrig at skulle 
ende . Seer man på uret , skulle man tro , at 
en hemmelig magt holdt viserne tilbage ; seer 
man på solen , for så vidt den ikke er dækket af 
skyer , spørger man sig selv , om der ikke kunne 
være indtrådt en lille tilfældig forandring i de 
evige naturlove . En og anden vil måfkee med 
et overlegent smil indvende , at det er med det 
som med alt menneskeligt : vi dømme alle meer 
og mindre efter det flygtige indtryk , efter skinnet , 
vi give følelsen et for stort råderum på 
fornuftens bekostning . Men hvis virkelig så 
var , så er det i det hele taget uheldigt , at 
menneskene ikke er blevne rene fornuftvæsener , 
men at de som appendiks til fornuften have fået 
en følelse , der stadig er misvisende , og dels er 
der dog virkelig mennesker , hos hvem der ingensinde , 
at dømme efter deres forhold til andre , 
har viist sig spor af nogen følelse , som dog , 
hvor det gjaldt at vente på noget , der for dem 

havde betydning , vare så utålmodige som muligt . 
Hvordan det nu end forholder sig dermed , 
så meget er vist , at netop den sidste halve time 
før vognens ankomst var i det rasmussenske 
huns af det slags tidsafsnit , hvori tiden ikke 
syntes at gå sin jevne gang , og de videnskabelige 
beregninger ikke formåede at gøre fyldest . 
Hvert nieblik tog kammerråden sit ur op , 
hvert oieblik sammenlignede frøken Marie sit 
Uhr med stueUhret og mente , at der vist var 
noget galt ved dem begge ; hvert oieblik åbnede 
Fru Rasmussen på ny de forskellige proviantpakker , 
for at se , om de vare så vel garderede 
ved indpakningen , at de kunne tåle stød . Til sidst 
blev kammerråden utilfreds , og da han 
endnu ikke hørte nogen vogn komme , sagde han 
lidt skarpt : „ Det sagde jeg nok , vognen kommer 
ikke ! Det er sidste gang jeg låner brændeviinsbrcenderens 
vogn . “ Dermed var da også på 
en måde hans opfattelse af tidsspørgsmålet 
afgjort , og det var ikke uden en vis bekymring , 
at hans kone tænkte på provianten og den 
møje , hun havde haft dermed . 
Et oieblik efter rullede imidlertid vognen op 
for døren , og det tør vel derfor antages , at 
den almindelige uro dermed har været til ende . 
Også tør det håbes , at kammerråden i sit 
stille sind tog sin trnsel mod brændeviinsbrænderen 
tilbage . Hurtigt så han atter ud as 
vinduet ; jo , det var ganske rigtig den lille jagtvogn , 

der ventede . Men ikke blot det så han , 
han så også , at der ved siden af kudflen , der 
havde en bred , hvid snor om hatten og navnlig 
senere derved gjorde megen lykke hos kammerrådens 
yngste datter , sad en ung mand , som , 
da han sprang af , havde bundet sit lommetørklæde 
som et flag på enden af sin stok . Og Fru 
Rasmussen , der ligeledes åbnede vinduet , så 
det også , og da hun endnu var ikke så lidt fortumlet 
af den megen indpakning af spise- og 
ørikkevare og den stadige skiften mellem håb og 
tvivl , og hun desuden heller ikke ganske havde 
glemt sin drøm , anså hun i det første nieblik dette 
flag for flaget fra alliancehøien og ville have gjort 
en aldes uskyldig bemærkning derom . Det varede 
dog ikke længe , før hun indså sin vildfarelse , 
og attringen døde fåledes hen i fødslen . Anderledes 
var det med kammerråden , han så 
klart , og hvad han så , var just ikke efter hans 
hoved . „ Der sidder jo allerede nogen på vognen ! “ 
Sagde han , „ Det er sandt for gud fætter 
Frederik ! “ Og fruen vendte sig fra vinduet til 
sin ældste datter og sagde : „ Ja , tænk dig , det er 
fætter Frederik ! “ „ Der seer du , “ sagde kammerråden 
og slog missornøiet vinduet i lidt stærkere 
end nødvendigt , „ der har vi ham allerede igen ! 
Det sagde jeg nok ! “ Frøken Marie sagde intetfomhelst , 
ikke engang „ det sagde jeg nok “ , men 
utroligt er det dog ikke , at netop hun kunne have 
sagt det med sandhed , thi i sit inderste havde 

hun vist sagt sig det allerede flere gange , såsom 
den dristige fætter upåtvivlelig aftenen i forvejen 
i samtalens løb havde signaliseret et og andet 
i den henseende . Hendes yngre søster Hanne 
tænkte slet ikke på , hvad der var sagt eller ikke 
sagt , hun var alt for optagen af , hvorledes hendes 
nye matroshat ville tage sig ud ved siden af 
kuskens hat med den hvide snor , til at hun 
kunne tænke på andet . 
Da Frederik var kommen op , og han havde 
sagt godmorgen til alle og ikke mindst til sin 
smukke cousine , fortalte han , at han , ved at gå 
sig en morgentour , havde mødt brændeviinsbrænderens 
lille jagtvogn , som han vidste , kammerrådens 
havde lånt til deres skovtour , og af 
han havde sat sig op på den , blot for i en fart 
af kunne byde dem godmorgen . Han måtte 
absolut , inden de toge tilskovs , lykønske dem til 
det smukke vejr . Så snart de vare kørte , ville 
han igen fortsætte sin ensomme spadseretour 
rundt om volden . Kammerråden takkede ham 
koldt for hans høflighed og sagde , af en sådan 
morgentour på volden anså han for meget 
sund ; Fru Rasmussen takkede ham også , men 
yttrede tillige , af det var smukt af ham af ville 
hilse på dem , og frøken Marie gav ham hånden 
tilsyneladende ganske flygtigt , det var hele 
hendes tak . Men hvor flygtig denne håndsrækning 
end så ud , må den dog nok i virkeligheden 
have været af en mere end almindelig 

intensiv natur , i den hurtige berøring må der 
åbenbart have været noget elektrisk , thi i begges 
Nine sås der i samme oieblik , den fandt sted , 
en jidgnist , som for den , der så nøje til , lyste 
med et vidunderligt stærkt skær . 
Sandsynligvis ville de fleste nu tage denne 
bemærkning om , af der i den hurtige berøring 
må have været noget elektrisk , blot som et slags 
billedlig betegnelse af den gensidige berørings 
ejendommelige natur , og nægtes tør det ikke , at 
den til en vis grad også er det . Og dog er 
det måske fremtiden forbeholdt at gøre den til 
mere end billede , at give den realitet . Der er 
nemlig næppe noget videnskabens område , hvorpå 
der , uagtet der allerede er gjort så indgribende 
opdagelser , endnu vil blive gjort så 
store som på det elektromagnetiske . Af vor berømte 
landsmand h . C . Orsted er det udfundet , 
hvorledes ordet med lynets hurtighed kan sendes 
tusinder af mile , af andre , der ville blive 
ikke mindre berømte , vil der måske på samme 
område blive gjort opdagelser , som vi nu end 
ikke sjernt ane , men svimlende engang ville beundre , 
og nær ligger det at antage , at kærligheden 
mellem mand og kvinde , denne såkaldte 
følelse , der nu gennem årtusinder har været et 
begejstrende element til stordåd , og som samtidig 
med , at den har fremkaldt mangen herlig , 
smeltende sang , har gjort ikke få narre til 
digtere , men endnu flere digtere til narre , nær 

ligger det at antage , sigerjeg , atkjærligheden mellem 
mand og kvinde vil findes hverken at være mere 
eller mindre end et produkt af elektromagnetismen , 
en naturtilsyneladelse , der i en kommende tid vil 
blive doceret fra kattedre og ved skoleborde under 
begrebet fysik . Tydeligt er det nemlig , at der 
bestandig mere og mere ved den kærlighed , der 
fører til brudeskamlen , viser sig en tendens til , 
ganske som for eksempel ved den elektriske telegraf , 
at anvende metalledere , i dette tilfælde 
guld eller sølv , og ved en nøjere videnskabelig 
drøftelse vil der sikkert kunne findes andre ligeså 
betegnende , ja måske endnu mere betegnende 
berøringspunkter . Tilstås skal det dog straks , 
at metallet ikke har været det forbindende element 
mellem frøken Marie og hendes rafke fætter , og 
at der fåledes allerede på dette betragtningens 
første standpunkt er nogetabnormalt , der gjørforskningen 
usikker . I det hele taget må , hvad der 
her er yttret , også kun tages som en løs gisning , 
hvorfor der , hvis det i tiden skulle vise sig 
som en sandhed , ikke fordres nogen som helst lere 
eller løn . 
Kammerråd Rasmussen var godt ved magt , 
og det havde derfor været bestemt , at hans kone 
og ældste datter skulle sidde på et sæde og 
han selv alene på det andet , som han , når han 
gjorde sig det ret mageligt , nok kunne udfylde . 
Den yngste datter skulle da sidde hos kusken . 
Det havde hun altid fundet så „ yndigt , “ da der 

var nogt raskt ved det . Men da nu fætteren var 
kommen og så venlig havde budt dem godmorgen 
og ønsket dem fil lykke med det gode 
vejr , syntes Fru Rasmussen dog , at det var 
skam ikke at indbyde ham fil at tage del i 
skovtouren , så meget mere som de dog egentlig 
vare for så fil ret at more sig . Den afgørende 
stemme i huset havde Fru Rasmussen ikke , men 
nu og da kunne dog en og anden af hendes 
meninger få indgang hos manden , og at de 
virkelig vare for få fil ret at more sig , kunne 
kammerråden ikke ganske negte , hvor meget han 
end trykkede sig ved tilståelsen . Og da nu 
frøken Marie oven i købet så på ham med så 
milde øjne , at selv den vildeste bersærk måtte 
blive fuldstændig tæmmet , end sige kammerråden , 
der ikke havde synderligt tilfælles med sine ville 
forfædre , og hun dertil med disse øjne på sin 
aparte måde bad for fætteren , kunne han , hvor meget 
det end var ham imod , dog ikke længere 
modstå og sagde , således at den unge mand 
dog ikke hørte det : „ Nu , så bed ham da tage 
med på touren ! Uden det sår jeg dog ingen 
fred ! At det ville blive ende på legen , det 
sagde jeg nok ! “ 
Det er vel overflødigt at bemærke , at Fru 
Rasmussens indbydelse til søstersønnen blev modtagen 
med glæde . I en fart fik han et lille 
brev med underretning til sine forældre om sin 
udeblivelse kastet i postkassen , og da vognen 

klokken lidt efter halv otte rullede afsted og ud 
ad strandvejen til , sad hr. exam . jarls Frederik 
Paulsen netop lige overfor sin cousine i vognen , 
således at de , selv om de havde villet , slet ikke 
kunne undgå at se på hinanden og tale med 
hinanden , og kammerråden var bisidder ved 
enhver sag , den unge jurist drøftede med hans 
datter , selv i det slags , der ikke egentlig strikte 
kunne siges at henhøre under noget retsforum . 
Hvor dog en sådan tur tilvogns i den 
tidlige morgenstund med en blanding af agre , 
villaer og haver på den ene side og det friske 
hav på den anden kan være henrivende ! I 
følelsen af den begyndte dags herlighed stue de 
med den ungdommelige sæd bedækkede marker 
op mod den stadig stigende sol . Sagtelig hviske 
træerne med deres kroner , og mellem dem titter 
. hist og her en villa frem , dejlig at se til og 
ganske stikket til at være et hjem for glade hjerter . 
Nu og da flyver en fugl qviddrende fra sin 
green , stryger hen over de fremad rullende og 
forsvinder atter i et eller andet træes krone . 
Cn rytter kommer muntert travende hen ad 
vejen , kaster på de forbikørende et hurtigt blik 
og forsvinder , hesten rører næppe jorden med 
sin hov . Og vognen ruller videre , og nye haver 
træde frem og nye villaer , og ved det åbne 
vindue i en af dem står en ung pige i sin 
morgendragt og seer ud over vejen , ud over de 
forbikørende og henimod den fjerne i morgensolen 

klart fremtrædende kyst . „ Flyv , fugl , flyv ! “ 
Synger det i hende , medens hun betragter de hvide 
sejlere , der duve op og ned i det sølvblå 
vand , og det er , som om en genklang af fuglens 
qviddren og hendes sagte nynnen forplantede 
sig gennem luften , indtil der rundtomkring 
er sang og klang . Nir og da kommer fra 
stranden et stærkere pust , stryger qvægende hen 
over kornet og de endnu halvt drømmende blomster 
og ind af de åbne vinduer på de solbeskinnede 
villaer . Og raskere ile hestene med den 
lette vogn , og alt som de friske vindpust tiltage 
i antal og styrke , udvider brystet sig , og det er , 
som åndede man lutter sundhed . Så kommer 
der atter en nytter jagende , så ruller en vogn 
med glade ansigter hurtigt forbi , så træde nye 
villaer og nye trægrupper frem , og sig selv 
ubevidst føler man sig som nyfødt , som lå alle 
verdens sorgen for ens fod . 
At nu samtlige de på den lille jagtvogn 
samlede sølte det til fulde , tør vel ikke påståes . 
Kammerråden havde vel åbnet sin frakke , som 
vin han ville lukke det friske indtryk rigtig ind 
i brystet ; men det er dog nok muligt , at han 
dybere inde end frakken , også inden for vesten 
har været mere bepantsret , end det er hensigtsmæssigt , 
når man vil føle alt , hvad naturen i 
en frisk og smuk sommermorgen og i en fortryllende 
egn har at byde . Det er også nok muligt , at 
kammerråden havde noget mere die for de fra 

hans pibe opstigende røgskyer end for al den 
skønhed , der omgav ham . Men veltilmode følte 
han sig dog , og der var øjeblikke , hvori han aldeles 
havde glemt , at hans kones søstersøn sad 
lige ved siden af ham og , trods røgskyerne , i 
den vidunderlig klare himmel ovenover og i den 
ikke mindre klare himmel i hans cousines Nine 
læste et lille lyst kapitel af „ Naturen og menneskelivet “ . 
Da 
de kørende vare komne til Charlottenlund , 
tiltoge de små skønhedspletter på himlen 
i størrelse , og hist og her viste sig betænkelige 
tegn til , at , hvad kammerråden ikke mindre 
smagfuldt end træffende havde betegnet med „ Berlinerblåt “ , 
ville få en mørkere tone . Også 
kom der nu og da et stærkere vindpust , end der 
just var nødvendigt til at forfriske . „ Hun holder 
vist ikke vandet idav lige til avlen , “ sagde kusken , 
der nylig var kommen til hovedstaden , for 
at fungere i sin kudskeværdighed , idet han lod 
hav og himmel passere Revue for sine Oine , og 
kammerråden , der nylig havde blæst en stor 
røgsky ud i luften , sagde : „ Du nrener , vi få 
regn , Lars ? Ja , det sagde jeg nok ! “ At kammerråden 
havde sagt det , havde Lars ikke hørt , 
men til at yttre det var der for ham ingen anledning , 
og ingen af de andre , der vare på vognen , 
holdt i det hele taget af , at denne samtale 
onr regnen førtes videre . Kun kammerrådens 
yngste datter kunne ikke dye sig , noget dristig 

vendte hun sig v ' . n på sædet og bemærkede , idet 
hun tilkastede faderen et udfordrende blik : „ Nej , 
det sagde du slet ikke ! “ 
Der påståes lidt , at størreparten af menneskene 
kun tænke på øjeblikket , at de , selv om 
de nu og da kaste et blik på fremtiden , dog 
gøre det uden fornødent hensyn til de erfaringer , 
fortiden har bragt dem , og at de således væsenlig 
ere blinde for fremtidens tilskikkelser . Foren 
del kan det ganske vist være sandt . Det har 
neppe nogensinde ligget i verdensstyrerens plan 
at lade menneskene kige ham for meget i kortene . 
Det må i og for sig allerede være en vanskelig 
opgave nok at sidde tilroers for en verden med 
såmange millioner hoveder som vor runde klode , 
ikke at tale om de øvrige hærskarer af kloder , 
fiksstjerner og planeter , der er befolkede med 
millioner gange så mange millioner som vor 
planet , lutter væsner , der hver har sin opfattelse , 
sin villie , sin tragten . Skulle nu menneskene , 
og dermed også alle de andre væsner , der beboe 
de øvrige kloder , kunne se alt for meget forud og 
således hvert oieblik falde på at modarbejde 
styrerens hensigter , ville opgaven blive aldeles 
uoverkommelig . Men ganske kan en vis divination 
dog ikke være negtet menneskene , ganske kan 
det ikke være sandhed , at de intet forudse . Om 
de store genier , der , så at sige , skne forud , hvad 
der om århundreder vil ske , skal her slet ikke 
være tale — en høitagtet gammel filosof 

hertillands har jo allerede fortalt os til de mindste 
details , hvad der om circa 300 år vil ske , og 
desværre er det alt andet end lysteligt — ; men 
man lægge blot mærke til , hvor ofte i livet så 
denne , så hin gentager , hvad nu allerede kammerråden 
så ofte har gentaget : „ Det sagde jeg 
nok ! “ og man vil da indrømme , at der i det mindste 
hos en stor del af menneskene må findes et 
slags fremsyn . Netop dette : „ Det sagde jeg 
nok ! “ som de fleste vist høre halvt ligegyldigt , 
om de ikke overhøre det aldeles , har for den , der 
seer lidt dybere i tingene , sin væsenlige betydning . 
Netop i dette „ Det sagde jeg nok ! “ ligger 
der en stadfæstelse på , at der ikke er negtet 
mennesket ethvert indblik i verdens futuriske forhold , 
og den , der ikke par køres vil være pessimist , 
seer i de så , tilsyneladende så ubetydelige ord 
et glædeligt tegn på , hvad menneskeslægten engang 
i tiden vil bringe det til . 
Ved eremitagen blev der gjort holdt , man 
ville der i den lille have , der er indrettet for 
besøgende , indtage frokost . Fra det dejlige jagtslots 
vinduer ville man , når hungerens fordringer 
vare tilfredsstillede , se ud over det vide 
skovparti og det i afstand blinkende hav . 
Måske ville man et øjeblik drømme sig i besiddelse 
af det dejlige jagtslot , som for tretten 
decennier siden rejstes ved kongelig hånd og 
vakte beundring , ikke blot ved sin fortryllende 
beliggenhed , men også ved den pragt , hvormed 

det var udstyret . Når slottet var beset , og 
man havde nydt udsigten , ville man køre videre , 
for om eftermiddagen at havne ved Skodsborg , 
hvor man ville spise til middag i den til kroen 
hørende have . Noget nøjagtigt overslag over 
den mellemliggende tid havde uran endnu ikke 
gjort , det , mente man , var det altid tidsnok at 
forhandle ved frokosten . Da kammerråden og 
hans familie vare ståede af ved stalden , klappede 
og tiltalede han hestene , som de vare hans 
egne , og hans yngste datter lånte kuskens pisk , 
for at prøve , hvad smeld der var i den . Fru 
Rasmussen gav kusken nogle foreløbige ordres 
med hensyn til udpakningen af provianten , og 
frøken Marie satte sig i fart , for at være den 
første , der oppe fra slottets vinduer kastede niet 
ud over den fortryllende egn . One fætteren 
anede hendes forsæt er ikke let at sige , han betonede 
ikke som kammerråden bestandig sin forudvidenhed ; 
men vist er det , at hun ikke havde 
løbet ret langt , før også han satte sig i fart , 
og nu blev der tæt ved jagtslottet afholdt en 
lille jagt , der vistnok var ublodigere end mangen 
jagt i tidligere dage , men dog ligefuldt endte 
med , at den jagede blev indhentet og af jægeren 
opbragt i det på højsletten kneifende slot . 
Da kammerråden for syvende og sidste gang 
havde klappet hestene på bringen og derefter 
så sig om , var jagten allerede endt og såvel 
jægeren som vildtet forsvundne . Men netop som 

han ville spørge sin kone om , hvor datteren var 
bleven af , fik han Nie på to skikkelser , der slode 
ikke langt fra ham , i færd med at tage vejen til 
haven , og da han så nøjere til , kendte han i 
den ene , den mandlige , en gammel ven , hr. 
Particulier Reiersen , ejer as store kapitaler men 
ikke mindre særheder , og i den anden , den kvindelige , 
hans søster , en dame , rigere på år end 
dyder . Et nieblik betænkte han sig , da nærmede 
han sig rask vennen og trykkede hans hånd , og 
da denne nu ikke mindre trykkede hans og ytrede 
sin glæde ved af se kammerråden , hvem han 
ikte i flere år havde talt med , foresloge de , ligesom 
ved en fælles indskydelse , hinanden af nyde 
frokosten sammen , hvad der også vandt billigelse 
såvel hos den nysankomne af hymens lænker 
endnu nbetyngede dame , som hos kammerrådens 
frue , der bar sine lænker med al hunsmoderlig 
resignation . 
Lidt efter , netop som hr. Reiersen og hans 
søster så op mod jagtslottet , og den førstnævnte 
i al stilhed gjorde et overslag over , 
hvad en sådan ejendom for tiden kunne være 
værd , kom fåvel jægeren som vildtet gående 
fredelig ned derfra ved hinandens side , begge 
stærkt blussende af den anstrengende jagt . Måske 
havde også i et af jagtslottets lønlige 
kamre spørgsmålet om examenspræmier på ny 
været optaget til behandling , og hvis så var , 
er det af antage , af det , efter at den ene part alt 

forud på jagten havde erklæret sig for besejret , 
har fået et udfald , der var efter seierherrens 
ønske . En mæglende magt , der kunne bidrage 
til , af der afknappedes lidt i seierherrens fordring , 
var ikke tilstede , og selv om så havde 
været , hvo ved ikke fra det praktiske albions stilling 
overfor Vilhelm erobreren , hvor lidet der 
ved mægling kan nås . Det være nu , som det 
vil , da de så hr. Reiersen og hans søster , 
smilte de skalkagtigt ved deres lidt ejendommelige 
udseende ; kun lidet anede de , hvilke alvorlige begivenheder 
dette møde skulle være forløber for . 
Således som particulieren og hans søster 
støde der , kunne de unegtelig hos beskueren nok 
fremkalde et smil . Øvereensstemmende med det 
almindelige vare de nemlig ikke klædte . Particulieren 
var ikke så lidet tilbage for , hvad der 
var brug , hans søster ikke så lidt forud derfor . 
Skjøndt endnu ikke over fyrgetyve år , så han 
dog ældre ud ; at hans ansigt var temmelig furet , 
bidrog væsenlig dertil . Han bar en bredskygget 
hat , briller med mørkegrønt glas , der dog lagdes 
af ved specielle lejligheder , høje , stive flipper og 
en rød halsklud , der , om end ikke i farve , så 
dog i form havde endeel tilfælles med klokker - 
links , efter at den overgivne elsker har bundet 
den om sin rival . Også bar han trods varmen 
en tyk overfrakke . Hans søster var ældre end 
han og så også ældre ud ; men skønt det var 
tydeligt , at hun havde gjort sig umage for at 

få et yngre udseende , havde denne bestræbelse 
dog netop bidraget til at fremhæve det , hun ville 
skjule . Hun var iført en kiole af grønt , stortærnet 
silketøi med højrøde striber , og det storflåede 
i mønsteret og det højrøde i striberne 
syntes at brede sig fra tøjet i kjolen helt op 
over ansigtet , hvor det aldeles tog magten fra 
den lille , tallerkenformede stråhat med de lange 
strudsfjer . Som de begge så ud , kunne de 
overfor frøken Marie og hendes fætter kun vække 
fremmedes opmærksomhed ved modsætningen ; 
men kammerrådens dine undgik det , han vidste , 
at partieulieren ejede fem af de smukkeste gårde 
indenfor Københavns volde , og fra disse gårde 
og de skatte , han iøvrigt ejede , ndstrålede der 
for kammerråden et lys , der lagde sig forædlende 
over deres personlighed . 
Efter endeel forhandlinger mellem frn Rasmussen 
og frøken Reiersen om provianten , under 
hvilke enhver ædelmodig gjorde fordring på 
udelukkende at ofre af sit eget , kom man til bords , 
og , som det jo let måtte ske , kom hr. Reiersen 
til at sidde lige overfor frøken Marie , hvis person 
han fra det første nieblik syntes at underkaste en 
gennemgående critik . At denne , nagtet sin 
grundighed dog i fjerneste måde har været ufordelagtig , 
tør ikke antages . Som hun der fad , 
med blussende kinder og i sit stille sind rekapitulerende 
de småbegivenheder , hvorpå en jagt , 
og navnlig en jagt som den stedfundne , er så 

rug , så hun nemlig højest indtagende ud , og det 
er et stort spørgsmål , om ikke den sommerfugl , 
der netop , medens particulieren betragtede hende , 
havde viklet sig ind i hendes bløde lokker og først 
slap ud igen , da hun med sine hvide fingre smilende 
kom den til hjelp , gerne var forbleven i sit 
silkenet nogle øjeblikke endnu . Frøken Reiersen 
var fætterens vis-a-vis , men til held for hende , 
gjengjeldte han ikke mod hende , hvad hendes Broder 
gjorde mod den unge pige , thi hans øjne 
vare ufravendte heftede på particulieren , der fra 
det første oieblik , han så ham , mishagede ham 
tilbunds . Efter at man havde talt om vind og 
vejr , om det fyldige løv i skoven og de fyldte 
kapuner på bordet , om det styrkende i den 
friske søluft og det ikke mindre styrkende i et 
godt glas portvin , kom man endelig til at tale 
om legtesfab og derved om hr. Reiersens i det mindste 
indtil dato praktiske negation af 2egteskabets 
hensigtsmæssighed , og kammerråden 
spurgte sin ven , om han dog aldrig havde tænkt 
på at gifte sig . Han var jo mand for at kunne 
ernære en kone , ja , for den sags skyld flere , 
hvis han da ville gifte sig med flere . Dette 
sidste protesterede imidlertid Fru Rasmussen kraftigt 
imod , da flerkoneriet hertillands var forbudt . 
„ Tænkt på at gifte mig ? “ sagde hr. Reiersen 
og pillede , medens han sagde dette , med stor færdighed 
kødet af et kyllingebeen , „ å jo , det har 
jeg unegtelig og det endogså « flere gange . Jeg 

har nylig endogså været mere end halvt forlovet . “ 
„ Nej virkelig ? “ afbrød kammerråden ham og så 
i det samme på sin vens ansigt , hvorover der 
dog ikke var udbredt nogetsomhelst , der lignede 
skjemt , og frn Rasmussen , der , som alle damer , 
gifte og ugifte , have særlig interesse for forlovelser , 
bemærkede , idet hendes ansigt fik ligesom 
et forklaret præg : „ Er det muligt ? Men det har 
man jo slet ikke hørt noget om ! “ — „ Og dog er 
det tilfældet , “ sagde particulieren , „ jeg har 
virkelig været det . “ Den unge jurist , der hos sig 
allerede sporede lidt af sagførerens lyst til dialektiske 
indsigelser , og som desuden følte en afgjort 
tilbøjelighed til overfor particulieren at 
blive en topmålt krakiler , spurgte , hvorledes 
udtrykket „ over halvt forlovet “ skulle forstås , 
thi efter hans formening var det hverken helt 
eller halvt , når det ikke var helt . „ Over halvt 
forlovet ! “ sagde hr. Reiersen og betragtede 
spørgeren skarpt , „ ganske således som det er 
sagt ! Til forlovelsen behøvede jeg indvilligelse 
af tre personer , de to forældre og datteren . 
Begge forældrenes ja havde jeg , altså over 
halvparten , eller , hvis de fordrer stor nøjagtighed , 
to tredjedele . “ — „ Men den ene trediedeel , “ 
Sagde frøken Marie skjelmsk , for at komme fætteren 
til hjelp , „ den manglende trediedeel var vel egentlig 
den vigtigste ? Den kunne dog nok mindst 
undværes ! “ — „ Nok muligt , “ sagde particulieren , 
og hans ansigt var derved så alvorligt , som om 

han var dybt gennemtrængt af det fornuftstemmende 
i , hvad han sagde ; „ men med lidt mere ' 
udholdenhed kunne vist også den være nået . “ — 
„ Og med hvem er det . De var forlovet ? “ spurgte 
den yngste af kammerrådens døtre lidt overgiven . 
„ Børn skulle ikke vide alt , “ sagde particulieren 
but , og dermed var samtalen om dette 
emne afskåren . Et nieblik efter udbragte dog 
kammerråden et glas for , at hr. Reiersen snart 
måtte få sig en lille ung og smuk kone , sådant 
et lille pragteksemplar som for eksempel hans 
egen datter . Nærmere kunne kammerråden ikke 
godt gå sin ven på klingen , og frøken Marie 
blev da også så rød som et dryppende blod , 
så meget mere som der i det samme nieblik hos 
hende opsteg en dunkel anelse om , hvad faderen 
tilsigtede med sin lignelse . Også hos Fru Rasmussen 
opsteg denne anelse , og da hun i det 
samme tænkte på sin drøm og på , at alliancen 
til Tårbæk kunne blive til alliancen til 
eremitagen , blev hun så forvirret , at hun i sin 
forvirring væltede sin tallerken ned i sit skød . 
Herr Reiersen takkede for skålen , idet han sagde , 
at han netop i dette nieblik mere end nogensinde 
atter tænkte på at gifte sig , og at han aldrig 
kunne ønske sig en kone , der mere svarede til hans 
begreber om en god hustru , end en , der lignede 
hans vens ældste datter . Grunden til , at han 
netop nu mere end nogensinde tænkte på at gifte 
sig , var tildeels , at også hans søster på den 

seneste tid havde gjort stærkt tilløb dertil , og at 
han således , hvis dette skete , ville stå ganske ene . 
Ved disse ord bredte det højrøde i frøken Reiersens 
kjolestriber sig op lige til det bverste af 
panden , og , idet hun tankeløst slugte et stykke 
sur agurk , der fik hende til at fortrække ansigtet , 
sagde hun : „ Der skal i det mindste fra min side 
ikke mangle noget ja , når vedkommende forlanger 
det . “ Frøken Marie og fætteren fmilte 
hemmelig til hinanden , men kammerråden og 
hans kone tav , om det var , fordi de anede , at 
der deri lå en finte til broderen , eller fordi de 
undså sig for at sige , at de ikke tvivlede , må 
henstå uafgjort . Her Reiersen tog sine grønne 
briller af og så på frøken Marie så vist , at 
hun undseelig slog øjnene ned . Men fætteren , 
der følte faren , gjorde sig rede til som tapper 
ridder at forsvare hende . 
Et navn er i grunden en ligegyldig ting . 
Enten man hedder Olsen eller rosenhjelm , Mikkelsen 
eller Lillienskjold , strengt taget er det betydningsløst . 
Det kommer an på , hvad klang 
der er i hjertet , ikke hvad klang der er i navnet . 
Og dog kan det ikke negtes , at der er navne , det 
under visse forhold er meget misligt at bære . 
Der er , for at nævne et , navnet Sørensen . 
Der er i ordet et passende forhold mellem consonanfer 
og vokaler , og i og for sig ildelydende 
er det flet ikke . Men på hvem gør dog ikke 
navnet Sørensen en uheldig virkning ? Hvo kommer . 

ved at nævne det ikke til at tænke på noget 
begrænset , noget indskrænket ? Ganske vist have 
ikke få — for at nævne et par eksempler : en 
dygtig marinemaler , en dygtig architekt — sorstået 
at give det vægt ; men i det hele taget er , 
som sagt , navnet Sørensen dog et meget sarligt . 
Eller for at nævne et andet , der er navnet bladsen ! 
I og for sig er ordet blødt og let at udtale , 
og noget unationalt er der ingenlunde i dets klang . 
Men på hvem virker dog ikke navnet Madsen 
lidt antipathisk ? Hvo kommer ikke ved at nævne 
det til at tænke på noget mindre aristokratiskt , 
noget dnftløst ? Ganske vist have flere — for at 
nævne blot et eksempel , en med lune rigt begavet 
skuespiller — forstået at give det vægt , men 
farligt er , som sagt , dog navnet Madsen i det 
hele taget . Men et navn er der , som ingen 
begavelse og dygtighed ville kunne bøde på , og 
det er det , der ved en fødsel , det nok tør siges , 
at han selv ikke har forskyldt , var falden i particulierens 
lod . Ikke som om Reiersen i og for sig 
lyder ilde , fvertimod i visse Oren har det i sin 
tid endogså « klinget godt ! Men man være , som 
man vil , har man navnet Reiersen , er man , siden 
hertz skrev sit fortræffelige lystspil „ Sparekassen “ , 
under visse forhold uundgåelig prisgiven . Hvis 
particulieren ved det skridt , han nu tænker på 
— og herre gud , hvor mange i den vide verden 
have ikke før han gjort det samme skridt , ville 
verden ellers nu se ud , som den gør — hvis 

particulieren ved det skridt , han nu tænker på , 
gør et kaux pas og går i vasken , men ikke som 
tilfældet nu er hed Reiersen , men Carlsen , Jensen 
eller Hansen , ikke en ville skumle derover . Men 
som det er , nu , da hans navn er Reiersen , så 
tør man vædde ti mod en , at ti for en ville 
sige : „ Det skulle de ikke have gjort , hr. Reiersen , 
det skulle de ikke have gjort ! “ — „ Det fluide 
de ikke have gjort , hr. Reiersen ! “ hvo ved , 
inden denne fortælling er sluttet , vil det måske 
blive sagt af mange , ja selv kammerråden , der 
dog nu er den , der fører ham på glatis , vil 
måflee , når fortællingen sluttes , sige som de 
mange : „ Det skulle de ikke have gjort , hr. 
Reiersen ! “ og endda tilføje et : „ Det sagde jeg 
nok ! “ 
Endnu var frokosten ikke ganske endt , da var 
himmelen alt ikke så lidet overtrukken , og nu og 
da faldt der en dråbe regn , opfordrende de om 
bordet siddende til at være på deres post . 
En lille stund efter spredtes skyerne dog foreløbig 
atter , og ikke kan digteren ved sit første 
forsøg på at producere sig for publikum begjærligere 
indsuge den roes , der ydes ham , end 
jorden og planterne indsugede de faldne dråber . 
Et nieblik efter var der end ikke spor af dem 
tilbage , og det var tydeligt , at såvel jorden som 
planterne længselsfuldt ventede på mere . Om 
også lignelsen med digteren kan anvendes i 
sidstnævnte henseende , er lidt tvivlsomt ; da forfatteren 

heraf vel næppe tør betragte sig som digter , 
medmindre de herrer critici give ham digterridderslaget , 
og slag af den natur have de vitterlig 
endnu ikke givet ham , skal dette her ikke afgøres . 
Nok sagt , dafamiliernerasmussen og Reiersen rejste 
sig fra bordet for at gå op til jagtslottet , vare de 
så regndråber , der faldt , alt bortvejrede , solen 
skinnede atter klart , og da particulieren ytrede , 
at vejret i dag nok ville holde sig hele dagen , 
sagde kammerråden : „ Ja , det sagde jeg nok , 
det er der ikke spørgsmål om . “ 
Da det lille selskab kom op på slottet , 
åbnedes døren ud til altanen , og enhver tog 
plads , som han bedst kunne , for at nyde den 
smukke udsigt . Når hjertet er fuldt , siger et 
gammelt ordsprog , løber munden over , hos frøken 
Marie , stadfæstede det sig i dette oieblik ikke . 
Taus stod hun ved sin moders side og lod øjet 
glide ud over den samme egn , hvorom hun nylig , 
da hun med sin fætter var ene på slottet , 
havde udtalt sig med begejstring . Fru Rasmussen 
var ikke fuldt få tavs , skønt det , hun 
sagde , godt kunne have været fortiet . Efter at have 
mønstret samtlige salens dimensioner og proportioner , 
gjorde hun en lille uskyldig bemærkning 
om , hvormange mennesker der ved fordums jagtgilder 
vel havde kunnet spise der . Og frøken 
Reiersen , som også syntes , hun skulle sige noget , 
forsøgte et lille dybsindigt tankeeksperiment 
med hensyn til forskellen mellem den udstyrelse , 

der engang var given salen , og den , der nu 
fandtes der . Kammerrådens yngste datter indlod 
sig ikke på sligt ; rask gik hun helt ud på 
manen , hun ville se , om der ikke også ovre 
på den svenske kyst stod nogen og så over 
til den danske . Men nej , der stod ingen . Det 
gik hende som så mange andre , der se over 
til det nære broderland . Jdetmindste kunne hun 
med det blotte Nie ikke opdage dem . 
Da man havde set sig mæt på udsigten , 
gik man atter ned på plainen , og , efter at particulieren 
og kammerråden vare blevne enige 
om , at man for hele dagen skulle slutte sig sammen , 
satte man sig igen op på vognen , efter 
kammerrådens forflag dog således , at Fru 
Rasmussen og frøken Reiersen kørte foran i 
particulierens vogn , men particulieren med de 
andre i kammerrådens , eller rettere brændeviinsbrænderens . 
Nm forslagets iværksættelse 
blev der ikke afstemt , thi ellers ville upåtvivlelig 
fætteren og frøken Marie have stemt imod , ikke 
at tale om Fru Rasmussen , der slet ikke var glad 
ved udelukkende at skulle være i selskab med der 
altfor stærkt tærnede og højrøde . Men kammerråden 
var nu engang i de fleste tilfælde ingen 
Ander af det konstitutionelle væsens hovedsactor : 
ethvert spørgsmåls afgørelse ved afstemning . 
Hans bedstemoder på mødreneside havde været 
født langt inde i det indre af Rusland , og 

blodet er aldrig så tyndt , det er dog tykkere 
end vand . 
Ad fileværket til gik kørslen uden synderligt 
liv , kammerråden og particulieren sagde 
sammen , frøken Marie var kommen til at sidde 
ligeoverfor hr. Reiersen . Vel sad fætteren ved 
hendes side , og det kan nok være , at han nu 
og da mindede hende derom lidt mere indtrængende , 
end det strikte taget var nødvendigt , men oprømt , 
som und er , kørslen til eremitag en , vardo g frøken 
Marie ikke . Hver gang , hun ville se på 
det grønne løv , faldt hendes Nine på particulierens 
grønne briller , og den grønne farve , abstrakt 
taget , havde ikke for hende så meget tiltrækkende , 
at den skulle bidrage til at sætte hende 
i gladere stemning . Hvad kammerråden selv 
angik , da følte han sig ovenpå den solide frokost 
så vel som muligt , og dampen fra hans pibe 
hvirvlede i så mægtige røgskyer , at beboerne 
af mangen villa vist have antaget den for dampen 
fra et forbifarende lokomotiv . 
På en vejstrækning , der er så lang som 
den fra eremitagen til fileværket , kan der forhandles 
meget , og particulieren benyttede tiden 
til at give sin ven en nøjagtig oversigt over sine 
formuesforhold , i det håb , at i det mindste endeel 
deraf ikke ville gå tabt for de kvindelige 
Oren , den egentlig var bestemt for . Kammerråden 
hørte den med fornøjelse og få samtidig 
dermed spørgende på sin datter , som om han 

af hende ville have erkendelsen af , hvor klogt 
han som fader havde tænkt ved at ville skaffe 
hende en forsørger som particulieren . Men på 
frøken Maries ansigt sandt han intet svar , det 
forekom ham endogså engang , som så han en 
lille tåre i hendes øje . Havde han imidlertid 
kun lidt forstand på de dråber , der nys vare 
komne ovenfra , på dem , der kom indenfra , fra 
hjertets kilde , havde han dog langt mindre . 
Ak , hvorfor skulle dog størreparten af de 
mennefkelige beregninger kun dreje sig om det 
usle mammon ? Hvorfor er de menneskelige tankers 
Alfa og Omega kun glans og rigdom og 
så sjælden andet ? Hvorfor leve vi ikke atter som 
Adam og Eva i paradiset og have nok med 
træets frugt til føde , med dets løv til hovedgjerde 
og hvile ? Sandt nok , heller ikke i paradiset 
var alt , som det kunne have været , også 
der var der et kundskabens træ og en slange 
til at friste , og , desværre , modstode vore første 
forældre ikke den listige fristers forførelse . Men 
vor tids mennesker stå dog på et ganske anderledes 
intellektuelt og åndsmodent standpunkt 
end de antesyndefaldske , og det turde dog vel være , 
at en så åbent anlagt snare som den paradisiske 
ikke ville blive uigjennemskuet af vor tids 
større oplysning og erfaring . I ethvert tilfælde , 
et forsøg var dog alt for lidt til at afgive 
noget grundlag for en afgørende dom , et 
forsøg var dog alt for lidt til derefter at dømme 

en hel menneskeslægt ! Og vil man end sige : 
er ikke det usle mammon , er ikke guldet det 
leble , som slangen daglig byder os , og som vi 
alle , små og store , den dag i dag trænge os 
om for at nyde , så tør der dog vel indvendes , 
at forholdet ville blive et helt andet , om vi 
endnu , som i paradiset , så slangen og leblet 
for os i deres virkelige skikkelse , om vi så 
guldæblet hængende på træet og slangen bugtende 
sig under det i sine afskyelige ringe . Vi 
have desuden jo nu historiens basis at stå 
på og vore ved filosofers og tteologers 
forskninger udviklede moralske principer at støtte 
os til . Selv om kammerråd Rasmussen ikke 
skulle bestå prøven , alle mennesker er dog 
virkelig ikke kammerråder . 
Da man var kommen til fileværket/ steg man 
atter af vognen og så sig lidt om i den smukke 
egn . Solen var nu allerede højt på himlen , 
og da den brændte stærkt , lagde man sig , efter 
at have spadseret en stund , på skrænten af en 
høj under et stort træes skygge . Kammerråden 
var den første , der lod sig falde i græsset , 
den næste var hans kone , der dog først undersøgte 
stedet med opmærksomhed , for at hendes 
lyse musselins kjole ikke skulle tage skade . Så 
satte også frøken Marie sig let og smukt henbøiet , 
og det kan nok siges , uden at træde i det mindste 
den poetiske sandhed for nær , at mangen 
lille markblomst , der endnu stod som knop i hendes 

nærhed , så beundrende op på hende og , 
af glæde ved sit skue , åbnede sit bæger . Den 
unge jurist ville have taget plads ved hendes 
fod , men medens han overvejede , om kammerråden 
dog ikke ville tage forargelse deraf , lod 
particulieren sig falde og indtog netop den plads , 
fætteren havde udset for sig . Lergerlig derover 
løb han ned til højens fod og , samlende en mængde 
småsten , ler lå henstrøede der , hevnede han 
sig på dem ved at kaste dem , en for en , ud i 
et forbirindende vand . Frøken Reiersen søgte ned 
til højens fod , for af bladene i en gåseurt , 
der ikke havde anet , at dens skæbne skulle blive 
så besynderlig , at regne sig til opfyldelsen af sin 
„ kære , sin stadige tanke “ . Det yngste medlem af 
selskabet var allerede borte , før de toge plads i 
græsset ; hun forfulgte , som hun troede , en hind , 
hun havde set blandt træerne , og heldigvis forstyrrede 
det ikke hendes glæde , at hun lidt efter 
opdagede , at det var en hund . 
Som nu den overvejende del af det lille 
selskab sad der på skrænten , må upåtvivlelig 
Amor være kommen der forbi og have set de i 
græsset hvilende , og , skalkagtig som han altid 
er , skjult bag et eller andet træ , uden at nogen 
anede det , have sendt particulieren en pil , der 
gik lige igennem hans tykke overfrakke og ind i 
brystet . Det forekom vistnok hr. Reiersen , som 
hørte han en susen i luften , men da han intet 
så , og løvet på træerne kun bevægede sig 

ganske sagte , faldt det ham mindst ind , at det var 
den lille vingede gnd , der havde valgt omegnen 
ved filevcerket til Boldgade for sine spilopper , 
og han tænkte da , at det var den susen for 
orene , hvoraf han ikke sjælden led , når han til 
frokost havde taget sig et glas ud over det almindelige . 
Over hans ansigt fløj et ejendommeligt 
smil , en afskygning af en ophøjet , heroisk 
tanke , og , fattende en pludselig beslutning , tog 
han sine grønne briller af og sagde , idet han 
vendte sig op mod frøken Marie : „ Jeg har nylig 
sagt , at jeg i dag mere end nogensinde tænkte på 
at søge mig en hustru , ville de finde det upassende , 
når jeg allerede i dette oieblik , i deres 
forældres nærværelse og herude , hvor alt indbyder 
til blide følelser , spurgte dem , om de vil 
være det ? “ Såvel frøken Marie som hendes 
forældre studsede ; skønt kammerråden selv havde 
såt sæden , troede han dog ikke , at den var skudt 
op så hurtigt . Men , uden at lægge mærke dertil , 
vedblev particulieren : „ Hvis jeg spurgte dem , 
om de med mig vil dele min fremtid , ville de 
da finde det på urette sted ? “ Frøken Marie lod 
oiet glide hen over ham , hun var som himmelfalden . 
Particulieren fortsatte imidlertid , uden at 
lade hende tid til at overveje , om hun havde 
hørt ret , efter næppe et sekunds pause : „ Jeg er 
ikke ung , det ved jeg , jeg er ikke smuk , det ved 
jeg også , men jeg har , hvad der kan gøre livet 
behageligt og endda lidt til . I den smukkeste af 

de gårde , jeg i byen ejer , kan de , når vi blive 
gifte , vælge deres bolig , og har de nylig beundret 
det kongelige jagtslot og ønsket dem at 
eje et sådant , jeg bygger dem en villa , der ikke 
skal stå tilbage for dette i skønhed . “ Lidt fra 
de siddende mellem træerne lød der en overgiven 
latter , og så lydelig var den , at endogså kammerråden 
hørte den , skønt han ellers ved mange 
lejligheder var lidt tunghør , og tænkte , den kom 
fra hans yngste datter . Men sandsynligere erdet 
dog at antage , at det var Amor , der endnu 
havde stået bag træet og haft sin fornøjelse af 
sit skjelmsstykke , thi latteren var ikke af den almindelige 
slags , den havde noget festligt , som 
man kan tænke sig , at olympiske guder må have 
leet , og kort efter mærkedes desuden en zittrende 
bevægelse i luften , som om den lille vingede 
skjelmsmester atter fløj bort . En lille pause 
fulgte på particulierens frieri , så betragtede 
kammerråd Rasmussen sin datter og sagde : 
„ Et tilbud som min vens håber jeg , at du ikke 
vil vrage ! “ og Fru Rasmussen , der ikke kunne 
negte for sig selv , at en sådan gård i byen og 
en sådan villa på landet under visse omstændigheder 
heller ikke vare at vrage , men dog holdt 
hjertelig af sin muntre søstersøn og gerne havde 
undt ham at få sit ønske opfyldt , var et øjeblik 
tvivlrådig om , hvordan hun skulle stille sig til 
det tilbud , der var gjort datteren . Frøken Marie 
selv slog øjnene ned , havde jorden pludselig åbnet 

sig under hende , hun havde ladet sig synke uden 
skrig . „ De betænker dem ? “ tog particulieren 
atter tilorde , „ frygter de , fordi de kun kender 
mig så lidt . Velan , jeg vil ikke binde dem forlivet . 
I tre måneder er de min forlovede . 
Erkende vi i den tid , at vi passe for hinanden , 
så lade vi præsten konfirmere og velsigne pagten , 
erkende vi derimod i den tid , at vi ikke passe 
for hinanden , nu , så slippe vi hinanden og — ja , 
så er der ingen skade sket . “ — 
„ Man sig forlover syvende sidst , 
som man alt proberer og prøver , “ 
Synger madam buurmann i Heibergs „ De uadskillelige “ , 
og havde hendes mand , materialisten , 
ikke ret kunnet gå ind på hendes anskuelse , 
så gjorde hr. Reiersen det og det tilgavns . 
Det forstår sig , han glemte , at hun vel ville 
have forlovelsen gjort blot til et tentamen , men 
hvis det ikke lykkedes , skulle legteskabet dog ligefuldt 
finde sted , og for så vidt var , som hr. 
Buurmann siger , tentaminet overflødigt . Hr. 
Reiersen derimod gjorde legteskabet fuldkomment 
afhængigt af det foreslåede forsøg . Ganske smagte 
det da heller ikke kammerråden og endnu mindre 
hans kone , skønt den førstnævnte dog ikke kunne 
negte for sig selv , at der var noget agtværdigt i 
den måde at tage sagen på , der var jo givet 
begge parter lige ret . Frøken Marie blev derimod 
fuldkommen oprørt over dette forslag , blussende 
rejste hun sig og sagde med tårer i vinene : 

„ Jeg tænker , at jeg ikke behøver at besvare et forslag 
som dette ; mod dette ville mine forældre dog 
vel beskærme mig ! “ Og hun kastede , idet hun 
sagde det , sit hoved tilbage , så stolt og harmfuldt , 
som var det Zeus kroniden , der i dette 
nieblik ville slynge sit dræbende lyn . Men beskærme 
hende derimod , det ville kammerråden 
nu dog ikke , og hans kone , der ganske vist havde 
villien dertil , var i det hele taget så overrumplet 
af situationen , at hun aldeles ikke vidste , hvad 
hun skulle gøre eller lade . Så rejste hun sig da 
og fulgte datteren , der gik langsomt hen over 
bakken , ad det sted til , hvor fætteren stod . Men 
kammerråden rynkede sin pande og sagde : „ Atter 
hen til fætteren ! Det sagde jeg nok ! Men det 
forslag om prøvetiden var åbenbart heller ikke 
heldigt ! “ Og så rejste han og particulieren sig , 
og lidt forstemte fulgte de efter de andre . 
Lidt efter kom frøken Reiersen , hun var nu 
bleven færdig med sine naturvidenskabelige studier , 
der dog ikke lod til at have givet et tilfredsstillende 
udbytte , og snart kom også kammerrådens 
yngste datter løbende og sluttede sig til 
flokken . Men overgiven , som hun var , faldt 
pludselig den samtale , der førtes ved bordet , 
hende ind , og , idet hun satte sin matroshat lidt 
mere end almindelig påskrå , spurgte hun : „ Hvad 
hed så deres forlovede , hr. Reiersen ? Det fik 
vi jo aldrig siden at vide ! “ Particulieren kastede 
et vredt blik til hende og vendte hende ryggen , 

og , idet også kammerråden sendte hende et 
straffende blik , gik hele det nu samlede selskab 
tilbage til vognene . 
Et qvarteers tid efter rullede man atter afsted ; 
men havde stemningen være trykket på 
vejen til fileværket , så blev den det dobbelt nu 
på vejen derfra . Nu og da gjorde fætteren 
nogle forsøg til udfald mod sin fjende , men 
particulieren optog ikke handsken , han grundede 
over , hvorledes han skulle tage sagen fat på ny , 
og hvorledes han i den del af dagen , der endnu 
var tilbage , skulle tilbagevinde det terram , han 
troede , at han ikke for ret længe siden allerede 
havde vundet . 
Er man i slet humeur , seer man alt i det 
sorteste lys . Hvor udholdende Fru Rasmussen 
end betragtede det højrøde i frøken Reiersens 
dragt , fik hun dog intet andet indtryk , end at 
der var fuldt op af sort i det røde . Og ikke 
bedre gik det den unge jurist og hans cousine 
med particulieren . Skønt frøken Marie slet 
ikke så på ham , og fætteren så på ham 
så stift som muligt , fik de dog begge det samme 
indtryk af noget sort , noget til hades hørende . 
En lille vorte , der sad på particulierens næse , 
antog efterhånden for den oprørte fætter få 
forunderlig store omrids , at den forekom ham 
som en Skive , han kunne have lyst til at skyde 
tilmåls efter , og virkelig overraskede han sig engang 
selv i , at han løftede armen og ligesom 

tog sigte . Hvad kammerråden angår , han 
gad ikke sige synderligt , end ikke : „ Det sagde 
jeg nok ! “ Tans tænkte han på , om han ikke 
kunne sætte fætteren af ved et eller andet markled 
og dermed på en passende måde vise ham vintervejen . 
Det var ham fuldkommen klart , at particulieren 
kun kunne fkride frem til Sejer over 
fætterens lig . 
Men til at vise sin kones søstersøn den påtænkte 
vintervej havde kammerråden dog ikke 
mod . Uden formindskelse i passageerantallet 
kørte man til Søllerød og senere derfra til Skodsborg . 
I haven ved Skodsborg kro ville man , 
som tidligere yttret , spise til middag og drikke 
kaffe . I Søllerød gjorde kammerråden , hvad 
han kunne , for at hjelpe på sin ven , og ganske 
hemmelig hviskedee han til sin kone , at også hun 
måtte gøre sit til at forhjelpe particulieren til 
Sejer . Men i dette punkt var Fru Rasmussen 
dog nu ubevægelig , og da kammerråden trængte 
på , erklærede hun rent ud , af han var en Barbar 
mod sin datter , en Rinaldo rinaldini , som 
ville berøve hende hele hendes livs lykke , medens 
han kun tænkte på af skabe den for sig selv . 
Da det lille selskab kom til Skodsborg , var 
luften atter fuldkomment overtrukken , men da der 
var dækkede lysthuse nok ubenyttede , lagde man 
for nieblikket ikke stor vægt derpå . Medens 
forberedelserne til middagsmåltidet fandt sted , 
var frøken Marie i travl bevægelse og fik derfor 

mindre tid til af tænke på det løjerlige frieri . 
Også hjalp det lidt til af bringe det i glemsel , 
af selv fætteren tog hånd i forberedelserne . 
Han havde nemlig en afgjort tendens til , især 
når hans smukke cousine beskæftigede sig med 
sligt , af tage del i disse de qvindeligste af alle 
huussysler . Ja , det tilfælde var endogså « indtruffet , 
« t han i kammerrådens huns var funden 
hos hende i spisekammeret med en serviet bunden 
om livet , og modtagende ordres af hende , 
ganske som om han havde været et kvindeligt 
tjenestetyende . Da bordet var dækket , satte man 
sig til bords , og det var åbenbart , af bevægelsen 
i den frie luft havde givet alle en god appetit , 
frøken Marie alene undtagen , der , da hendes 
blik engang traf particulierens , straks lagde kniv 
og gaffel og ikke mere var i stand til at nyde 
noget . Og da nu endelig hr. Reiersen på ny 
begyndte sit tilløb til et frieri , og fætteren , for , 
som han havde foresat sig , at være hendes ridder , 
med forskellige skarpe bemærkninger gjorde indhug 
på particulieren , blev det hende så aldeles 
uudholdeligt ved bordet , at hun i et oieblik , da 
situationen dertil var gunstig , under påskud af 
at hente et og andet , smuttede bort derfra og 
tog vejen ud af haven og op i skoven . 
Når man er halvt fortvivlet , overvejer man 
ikke nøje , hvad man gør . Det var derfor ikke 
at undres over , at frøken Marie kom lidt længere 
bort , end hun havde tænkt sig , og før hun 

selv ret vidste det , var hun langt inde i skoven 
og alt andet end sikker på , hvad vej hun skulle 
gå , for atter at nå krohaven , hun havde 
forladt . Træt , som hun snart blev , satte hun 
sig et dieblik på en træstub og tænkte over , 
hvor forskellig aftenen syntes at skulle blive fra 
morgenstunden . Da var alt glæde og håb , 
nu var det bekymring og tvivl . Hun tænkte på 
den lette fart hen ad strandvejen i den smukke 
morgen , på sin plads overfor den , hun havde 
kærest , på de mange ord , på de mange blik , 
hvoraf hun drømte sig håbet om en lykkelig 
fremtid . Og nu sad hun der alene , og himlen 
over hende var tæt overtrukket , ja af og til begyndte 
der endogså at falde regn . På et træ 
i nærheden af hende sad en skovdue og rystede 
sine vinger ; havde hun i dette øjeblik kunnet 
bytte lod med den , hvor gerne havde hun ikke 
gjort det ? Og dog , havde ikke også den noget 
at klage over , sad ikke også den i dette øjeblik 
ensom som hun , og måske gik i næste øjeblik 
en Skytte igennem skoven og sendte den et dødbringende 
skud . Men var ikke et sådant skud 
bedre , end at friste livet hos den , man havde 
afsky for ? Dog , der var ikke tid til at drømme , 
de faldende regndråber toge til i styrke , og 
det var tydeligt , at regnen snart ville synke ned 
i strømme . Og hvor let var hun ikke klædt i 
den hvide kjole , og hvor lidet beskyttede den lille 
røde silkehat ikke hendes pande og bølgende hår ! 

hun rejste sig igen og kastede endnu et blik op på 
på duen , der i det samme lettede og sløj dybere 
ind i skoven , og ilte så alt , hvad hun 
kunne , den Bei , hun antog for den rettte . Længe 
løb hun fåledes , og snart begyndte regnen at 
falde tæt ; det var tydeligt , at hun , hvor hurtigt 
hun end ilte , ikke ville kunne undgå det sig 
nærmende uvejr . Allerede begyndte det også 
at plaske fåledes i træernes løv , at hun , 
fkjøndt det var dag , og nu og da et lyn kastede 
et stærkt skær hen over skoven , følte sig frygtsom 
og betagen . Hvorledes skulle hun dog komme 
tilbage fil sine nærmeste , hun var allerede gennemvåd , 
og hvert nieblik sad foden , der ellers 
hoppede så let , fast i den våde jord . 
Længe vedblev hun at ile fremad , da nåde 
hun endelig åben mark og kort efter et hus , 
hvor hun standsede , for at spørge sig for . Jo , 
hun var kommen godt på lej , hun var kommen 
tæt fil Nærum , og såsom uveiret tiltog i styrke , 
var der intet håb om , al hun foreløbig ville 
kunne nå tilbage . Der var for hende ikke : 
lindet at gøre , end at tye ind i huset og foreløbig 
søge ly der . Da hun trådte ind , blev 
hun modtagen af en gammel kone , det var husets 
beboerske . Godmodig , som den gamle var , 
opmuntrede hun den forknytte , og da hun hørte 
frøken Maries historie , som denne var « åbenhjertig 
nok til at skrifte , tilbød hun hende venligt , 
at hun foreløbig kunne blive der , til regnen hørte 

op . I de både klæder , hun bar , måtte hun 
ikke blive ; men andre klæder , der passede den 
unge pige , havde hun dog ikke , med mindre denne 
ville bekvemme sig til at trække i hendes søns , 
der som kahytsdreng netop for tiden var rejst 
til fjerne lande . Marie havde foretrukket at forblive 
i de våde klæder ; men det syntes den 
gamle , venlige kone slet ikke om , den unge pige 
kunne befrygte det værste for sin sundhed , og 
så gav da også frøken Marie efter og iførte 
sig de noget grove , men næsten nye drengeklæder , 
som den gamle tilbød hende at benytte til hun 
kom til hjemmet . Derfra kunne hun da dagen 
efter sende dem tilbage . 
Hvor det menneskelige hjerte dog er en uudgrundelig 
gåde ! For en kort time siden ville 
frøken Marie have modtaget budskabet om sin 
død uden at klage , nu stod chnn for spejlet og 
smilte ved at se sig selv i den raske matrosdragt . 
Og hun nøjedes ikke engang med de klædningsstykker , 
hun af stedets beboerske alt havde modtaget , 
hun bad endogså den gamle om at låne 
hende den hat , der hørte dertil , for at se , hvordan 
hun tog sig ud som en fuldstændig matrosdreng . 
Og da hun var kommen på det Rene 
med sig selv om , at hun var så elskværdig 
og rask en sømand , som der nogensinde har trådt 
på dækket af noget skib , opsendte hun stille 
hos stig selv det ønske , at hendes fætter i dette 
øjeblik var der og kunne se hende . Ja , hvo 

ved , om hun ikke endogså , skønt hun var 
flygtet for particulieren som haren for de forfølgende 
hunde , ønskede , at også han kunne 
komme der og se hende , naturligvis kun for at 
han dobbelt kunne ærgre sig over den kurv , han 
definitivt skulle få af hende . Men hverken 
fætteren eller particulieren var der , particulieren 
var endnu optagen af middagsmåltidet , fætteren 
havde vel bemærket sin cousines bortgang , men 
da han ikke anede , hvor hun var gået hen , faldt 
det ham ikke ind at følge , før hendes udeblivelse 
forekom ham noget langvarig og mistænkelig . Så 
sneg også han sig bort fra bordet , og da han 
af en kusk , der . stod udenfor kroen og slog en 
lille passiar af med en collega , fik af vide , af 
hun var gået op i skoven , tog han hurtigt 
vejen derind , uden dog af vide , i hvad retning 
han skulle søge den , han savnede . 
Det var allerede mørkt for længe siden , 
regnen havde hørt op , og såvel kammerråden 
som particulieren havde flere gange talt 
om , af de ikke kunne blive længere ude . Navnlig 
kunne kammerråden det ikke godt , hans vogn 
var jo lånt , og hvad ville brændeviinsbrænderen 
sige , når hans vogn ikke kom hjem i rette tid . 
Men hvor vare begge de unge mennesker henne ? 
' hvor var navnlig kammerrådens datter ? Fætteren 
havde han meer end villig ladet blive , men 
uden hende kunne de dog ikke godt tage hjem ; af 
overlade datteren til hendes skjebne var dog 

ikke godt muligt , så meget mere , som de ikke engang 
med bestemthed vidste , om hun var under 
fætterens beskyttelse . At den unge mand var 
hos hende , kunne kammerråden dog ikke ret 
tvivle om , og hvor urolig og ængstelig derfor 
end Fru Rasmussen var over sin datters forsvinden , 
følte hun sig dog noget trøstet ved , at 
også fætteren savnedes . Hemmelig tænkte hun 
nemlig , at det hele måske var et påfund af 
søstersønnen , for at befrie hendes datter fra particulierens 
efterstræbelser , og da kammerråden 
og particulieren endelig langt ud på aftenen 
gav ordre til at køre hjem , sagde hun derfor 
intet derimod , thi i al stilhed tænkte hun og 
vel også hendes mand , at de , når de kom til 
hjemmet , nok ville træffe hende . 
Så satte da atter vognene sig i bevægelse , 
kammerråden , hans kone og yngste datter i 
den ene , particulieren og hans søster i den anden , 
og rask rullede de hjemad , medens frøken 
Marie , endnu iført sin matrosdragt og med sine 
våde klæder i en bylt , spadserede til Skodsborg , 
ledsaget af den velvillige gamle . 
Da de to vandrende kom et stykke hen i 
skoven , så de i afstand en ung mand , der 
havde brækket sig en green af et træ , og , med 
den som støttestav , arbejdede sig fremad så rask 
han kunne , og da de kom ham lidt nærmere , så 
frøken Marie straks , at det var fætteren , der 
åbenbart søgte hende . Han havde krydset frem 

og tilbage i skoven og gik nu , så våd som 
en druknet mus , slukøret , på lykke og fromme 
den vej , tilfældet førte ham . Nu og da havde 
det forekommet ham , som om han lige foran sig 
havde hørt trin , og da han ønskede at spørge sig 
for om den , han søgte , havde han fulgt lyden . 
Alen hvor rask han end jog afsted efter den , så 
han dog stadig ingen , og måske var det også 
kun en indbildning . Når blodet er i feberagtig 
bevægelse seer og hører man meget , der 
velbeseet kun er til i fantasien . Muligt var 
det dog også , at det virkelig havde været skridt , 
muligt var det , at det havde været Amor , der 
stadig havde trippet soran ham , for , uden at han 
anede det , at vise ham vej ; thi Amor er nu engang 
hverken bange for regn eller våde fødder ; 
nøgen , som han har været lige fra sin fødsel , 
har han hærdet sig mod rheumatiske onder , og particulieren 
havde han , det var åbenbart , sat sig for 
på alle måder at drille . Da Marie så fætteren , 
satte hun den sorte , blanke hat dybt ned i 
vinene og bad derpå den gamle ikke at forråde , 
hvem hun var . Og så kom da fætteren 
hen til dem og spurgte , om de ikke i skoven 
havde set en ung pige i en hvid kjole og med 
en rød silkehat . Hun havde vist forvildet sig 
der , og han skulle ledsage hende hjem . Nej , set 
ung pige , det havde de ikke , i det guds vejr havde 
vist ingen ung dame vovet sig ind i skoven . 
Og den gamle smilede lidt , idet hun sagde det , 

og fætteren troede , der var spot deri . Men 
pludselig lod han dog også et blik falde på den 
lille Matros , og i et nu var det , som om hele 
hans person var forvandlet . Rafl kastede han 
sin green , trak matrosen hen til- sig og slog armen 
om hans liv . Damen i den hvide kjole 
og med den røde silkehat brød han sig nu slet 
ikke mere om , han havde nok i den raske dreng . 
Med ham ville han , om det end stormede nok 
så vildt , gå på de lange rejser , til ham 
kunne den gamle godt overlade ham på den lille 
rejse , der forestod ham den aften . Han skulle 
nok være drengens beskytter . Og den gamle 
havde intet imod at overlade ham ledsagelsen , 
hun var allerede ikke så lidet træt , og det var 
jo sent . Så tog den lykkelige fætter bylten 
med den hvide dragt fra sin consine , og afsted 
gik de alle , den gamle til sit hjem , efter at dog 
først frøken Marie havde takket hende hjerteligt 
og lovet at sende hende de lånte klæder uskadte 
tilbage , den unge jurist og hans consine ad 
skodsbvrg til . 
Havde vandringen hen ad Nærum til været 
lidet opmuntrende , så var vandringen tilbage 
desto glædeligere . Arm i arm gik de tvende elskende , 
og det formørkede næppe deres glæde synderlig , 
at der vel turde vente dem en drøj tilrettevisning , 
når de korn til Skodsborg . Hvor 
der var alt for vådt , ville fætteren absolut bære 
sin consine over , men hun gjorde ham opmærksom 

på , at hun nu slet ikke var hans consine , 
hun var en ung Matros , og for en sådan var 
det dog usømmeligt at lade sig bære . 
Det er dog en sandhed , at intet i verden 
er så galt , at det dog ikke er godt for noget , 
og at det , der seer sortest ud , ofte kommer til at 
stråle i den allerlyseste glans . Det er ikke blot 
bibelens Joseph , der , solgt som slave af sine 
brødre og bagvasket hos potiphar og kastet i 
fængsel , senere dog kommer til hæder og aere , 
ja endogså sættes på ministertabouretten i 
legypten ; også med mange andre end Jacobs 
og Rachels søn har det stadfæstet sig , at netop 
ulykken ofte er gjennemgangspunctet til lykken . 
Det forstår sig , enhver er just ikke så heldig 
som Joseph , og alle have heller ikke krav derpå ; 
. thi hvor mange ville have bestået en sådan 
prøve som den , han bestod hos Fru potiphar . 
Men vist er det dog , at man i det hele taget kun 
lidet seer , hvad det onde , som møder en , kan føre 
til . Man nødes til at gå igennem en regn af 
ild , og føler allerede hele legemet brænde ; men 
pludselig opdager man , at man sidder på solens 
vogn , lige ved solstyrerens side , og at man 
kører i triumf hen over alle dødelige . I 
triumf hen over alle dødelige kørte nu rigtignok 
endnu hverken den unge jurist eller hans 
smukke cousine , og heller ikke havde de følt legemet 
brænde , tværtimod , regnen havde gennemvædet 
deres lemmer ganske antageligt og kølet 

dem . Men som den unge jurist med matrosen 
ved sin side gik ad Skodsborg til , gik han dog i 
et slags triumf , og , skønt det alt var ud på 
natten , syntes han , at der rundt om ham 
var en pragt af solstråler , der langtfra formindskedes , 
da han erfoer , at kammerråden og 
particnlieren vare kørte hjem . Og hans triumf 
steg , da det efter indtrængende besværgelser lykkedes 
ham at formå cousinen til at følge med til 
Tårbæk og forblive der i kroen til næste morgen . 
Han kendte vertinden i Tårbæk kro nøje , og 
til hende ville han for natten betroe sin elskværdige , 
forklædte cousine . 
Vejen til Tårbæk gik , skønt frøken Marie 
var lidt træt , dog uden besvær . Det havde vel 
neppe været vanskeligt at få en vogn ; men 
når man engang har forladt den slagne landevej , 
gør man helst , hvad der er det mindst naturlige . 
Og havde det måske end været fornuftigere 
at køre , det var dog behageligere for dem at gå . 
Hvad kunne der nemlig ikke i en smuk og stille 
nat , under den langsomme vandring tales om ? 
Thi smukt var vejret igen blevet , hver en sky 
var som fejet bort af firmamentet . Over dem 
tindrede de lyse stjerner , nede , tæt ved dem ved 
stranden , susede det og hviskedee så forunderlig 
født , så hemmelighedsfuldt . Ja , hvad kunne bølgerne 
i en smuk sommernat ikke hviske ! Ingen , 
der ikke har elsket , vil tro det . Stundom forekom 
det næsten frøken Marie , som var der kogleri 

derved , og havde hun ikke haft sin fætter beskyttende 
ved sin side og stadig klynget sig nærmere og 
nærmere op til ham , hvo ved , den raske Matros 
var måske bleven bange for sit eget element . 
Ikke langt fra Tårbæk kom de forbi et hus , 
hvor vinduerne stod åbne . Ud i natten klang 
der toner , og en kvindelig stemme lød til 
pianoet . „ Hvo ikkun lader Herren råde “ , klang 
opbyggeligt og smukt ud i den stille nat . Et øjeblik 
bleve den unge jurist og hans cousine 
stående , ingen af dem sagde noget , den , de i 
dette øjeblik kunne have talt til , forstår selv 
hvad der ikke siges , den i sjelens løndom næppe 
undfangne tanke . Så gik de atter videre , men 
længe endnu sorbleve de dog tanse , og da de 
senere kom til Tårbæk , rakte de , sør de gik ind , 
hinanden hånden og lovede , at dette øjeblik 
skulle stå for dem som en lysende erindring , og 
at intet skulle skille dem ad mere , hverken i liv 
eller i død . Fru Rasmussen havde drømt ret , 
alliancen til Tårbæk var nu sluttet . Diplomaterne 
havde fuldendt deres værk , der var nu 
kim spørgsmålet , om kammerråden ville ratificere 
det . 
Hos vertinden i Tårbæk fandt de en god 
modtagelse , hun tilbød at tage frøken Marie til 
sig i sit eget værelse , den raske fætter gav hun 
et Kammer oppe på kvisten . Og hun lovede dem 
theen om morgenen så tidlig , at de kunne tage 
til byen med et af de første banetog . 

såvidt var det kommet i den begivenhed , 
der er skildret i denne simple fortælling , da kammerråden , 
således som sagt ved dens begyndelse , 
om morgenen sad ved bordet med sin kone . 
Efterat de om aftenen , da de kom hjem fra 
Skodsborg , havde undret sig over hverken at 
forefinde datteren eller fætteren , og efter at de 
hele natten igennem urolige havde lyttet efter , 
om ingen ringede på gadedøren , stod de endelig 
om morgenen op og besluttede , hvis datteren 
ikke kom i løbet af nogle timer , at tage ud igen 
til kroen i Skodsborg og foretage de omhyggeligsfe 
undersøgelser . Foreløbig havde de dog 
drnkket deres morgenthee nogenlunde med håb 
om , at de udeblevne snart måtte komme , og kammerråden 
tog endogså , som han gjorde det hver 
morgen ved theen sin morgenavis og lod viet 
glide hen derover . Men , hvad er det ? Hvad seer 
han der ? Under rubriksmærket „ Selvmord “ stod 
der følgende linier : „ Sent iaftes er i nærheden 
af vedbek fundet liget af to unge mennefker , som 
det synes af den bedre classe . Nærmere underretning 
om , hvor de høre hjemme , har man endnu 
ikke knnnet få ; men det er åbenbart , at ulykkelig 
kærlighed har været grunden til selvmordet , 
thi de tvende lig lå få tæt sammenslyngede , 
at det var , som de aldrig kunne vristes fra hinanden . “ 
Det var rene og tydelige ord , der kunne 
ikke tages fejl . Da kammerråden læste det for 
sin kone , faldt hun besvimet tilbage i sin stol , 

og selv lod han sig også falde tilbage i sin , idet 
han , som tidligere anført , sagde : „ Det sagde jeg 
nok ! Nu har du det så godt ! “ ret , som om det 
var hende og ikke ham selv , der havde villet skille 
de to unge mennesker ad . 
Heldigvis lå de dog ikke længe således , og 
Fru Rasmussen var endnu ikke vågnet af sin 
besvimelse , da døren gik op , og hr. sxam . juris 
Poulsen trådte ind , fulgt af en ung Matros , der 
ganske ugenert lod sin hat sidde på sit hoved . 
Idet døren åbnedes , slog Fru Rasmussen netop 
øjnene op , og da hun så søstersønnen , sprang 
hun ham i møde og spurgte ham med udtrykket af 
en usigelig angst i sit ansigt , om han ikke vidste , 
hvor hendes datter var . Også kammerråden 
rejste sig og så alt andet end glad ud . Men 
da trådte matrosdrengen rask hen til fruen , 
kastede sig op til hendes bryst og bad hende om 
tilgivelse for den uro , hun havde voldt dem . 
Og fætteren fortalte kammerråden og hans kone 
alt , hvad der var sket , siden de forlods middagsbordet 
i Skodsborg kro , ja fortalte endogså , at 
han og hans cousine havde lovet aldrig at slippe 
hinanden . Kammerråden havde hørt den sidste 
del af beretningen med misfornøjelse . Men da 
så datteren bad for sig og fætteren , og desuden 
kammerråden i det samme fik øje på avisen 
med dens sørgelige rubrik „ Selvmord “ , og da 
hans kone endogså oven i købet gav sin afgjorte 
jndvilgelse , forandrede han sind og sagde : „ Jeg 

sår så vel give mit minde . Det sagde jeg nok , 
at i ikke hvilede før ! “ Og den lykkelige fætter 
kyssede sin lykkelige cousine , der blev givet og 
taget examenspræmier i overflod , og hverken 
frøken Marie eller kammerråden sagde : „ Lad 
være , Frederik ! “ 
Lidt efter kom particulieren for at spørge til 
husets ældste datter , og kammerråden fortalte 
ham da , at der var blevet et par af de to unge , 
han så for sig . Particulieren skød sine grønne 
briller i vejret og så på matrosen , han forstod 
ikke denne alliance mod naturens orden . Men 
overgiven tog frøken Marie sin blanke hat af , 
svingede den som et seierstegn hen for particulierens 
Nine , og de lyse lokker rullede som en 
guldflod ned over hendes grove trøje . Så 
kunne particulieren nok fe , hvordan han var 
faren , og mørkt rynkede han sin pande og rømmede 
sig , for at sige noget ubehageligt . Men 
kammerråden tog venskabeligt hans hånd og 
sagde : „ Ja , skylden er udelukkende deres egen ! 
Forslaget om de tre måneder på prøve var 
ikke vel betænkt . “ Og da particulieren ville give 
en yderligere forklaring end den , han alt havde 
givet dagen i forvejen , sagde kammerråden kort 
og afskærende al forklaring : „ Jeg bliver ved min 
påstand , overfor en unge pige var dette forslag 
ikke vel betænkt ! Det skulle de ikke have gjort , 
Herr Reiersen , det sagde jeg nok ! “ 

et håb . 
Blandt alle de poetiske skikkelser , jeg i mit 
længere liv har truffet på , og som jeg endnu 
mindes med kærlighed , er der ingen , som i den 
grad har bevaret sig i min hukommelse som en 
gammel musiklærer , med hvem jeg gennem en 
række af år plejede en vel nu og da afbrudt , 
men dog bestandig lige venskabelig forbindelse . 
Jeg var endnu temmelig ung candidat i retsvidenskaben , 
da jeg , hvor jeg logerede , kom til at 
boe dør om dør meo ham , og mere end tredive 
år , som jeg var , yngre end han gik jeg ham , når 
jeg på trappen eller andetsteds mødte ham , i 
længere tid forbi , om end just ikke ganske uden 
interesse — thi allerede fra det første nieblik , jeg 
så ham , forekom det mig , at der hos ham var 
noget ejendommeligt , der havde krav på at bemærkes , 
— så dog uden den interesse , der gør , 
at man standser , for at knytte et bekendtskab , om 
hvilket man ikke ved , enten det vil blive til glæde 

eller ikke . Men efterhånden , som måneder gik , 
begyndte der dog hos mig at vågne en lyst til 
lidt nøjere at kende denne skikkelse , mit øje så 
tidt havde truffet på , og af hvilken jeg , når jeg 
hilste , altid havde fået i det mindste en høflig og 
stundom næsten en hjertelig gjenhilsen , og denne 
min lyst fik en dobbelt næring derved , at jeg i 
grunden havde ikke så lidet at takke ham for . 
Ung som jeg var og ikke ganske uden den sjelsromantik , 
som almindelig selv i vor til romantiske 
følelser kun lidet tilbøjelige tid er ungdommens 
ledsager , følte jeg nemlig , skønt jeg selv ikke 
behandlede noget instrument , en stor glæde ved 
at høre musik , musik , som så at sige strømmer 
fra sjelens dyb , idet den under dens hånd , 
der frembringer den , bliver ligesom et udtryk for 
hans egne stemninger . Og netop en sådan 
musik lød fra min naboes værelse ikke sjældent 
ind til mig . Når jeg , nu og da lidt trættet , 
kom hjem og satte mig i min gyngestol , for at 
drømme vågen , det vil sige , at lade billeder , 
snart fra fortiden , snart fra fremtiden glide hen 
forbi mit øje , ligesom vekslede ved en magt , der 
usynlig syntes tilstede om mig , så hørte jeg fra 
min nabo , musiklærerens værelse toner , melodier , 
der virkede velgørende på mig , og som 
stundom løftede mine tanker i bøn eller tak til 
den , til hvem vi , selv om vi havde samlet al 
verdens visdom , dog må henvende os enfoldige 
som barnet . Og jeg lyttede til pianoet i 

min naboes stue , som var der på bunden af 
det kræfter , der stod i forbindelse med mit 
inderste væsen . Når jeg da havde siddet således 
en tidlang , når musiken ved siden af 
mig efterhånden var hørt op , og efterklangen i 
min sjel var døet . hen , når jeg atter tog fat 
på livets daglige syssel , for ikke blot at tage 
min fremtid af himmelens gunst , men selv at 
bidrage til den ved mit eget arbejde , så syntes 
det mig , at jeg havde forøget min gjeld i verden , 
forøget min gjeld til et medmenneske , der 
stadig overfor mig var giveren , og mere og mere 
vågnede der i mig en længsel efter nærmere at 
kende den , jeg skyldte så mangen ren og smuk 
nydelse . 
Så var det da en søndag eftermiddag kort 
efter pintsen ; jeg havde , skønt det var en 
helligdag , alligevel om formiddagen arbejdet lidt 
på det contoir , hvor jeg dengang havde mine 
daglige forretninger . For så vidt muligt at udvikle 
mig i praktisk retning , havde jeg nemlig 
taget plads på en prokurators contoir og var 
efterhånden nået op til at blive fuldmægtig — 
at det senere lykkedes mig at blive advokat ved 
højesteret , skylder jeg ligeså meget et held , der 
til sine tider fulgte mig , som mine evner og min 
arbejdsomhed . Nu var jeg , som sagt , færdig med 
min dagsgjerning , og resten af dagen ville jeg 
benytte til en længere spadseretour i det fri . 
Som jeg ville træde ud as min dør , ligesom 

allerede forud indåndende den friske luft , der , 
efter en kortvarig men stærk regn , måtte slå 
mig i møde , trådte tilfældigvis også den gamle 
musiklærer ud af sin , fatte nøglen i smæklåsen 
og lod døren falde i . Jeg tog min hat af , han 
> lettede også på sin , og det -forekom mig , at han 
samtidig dermed så mere end almindelig venlig 
på mig . Jeg lod da min dør slå et dieblik 
påklem , og , idet jeg vendte mig helt hen imod 
ham , sagde jeg : „ Tillad , at jeg standser dem et 
vieblik , jeg har en lille taknemmelighedsgæld at 
afbetale til dem . “ — „ Til mig ? “ sagde han forundret , 
„ det må være mig meget uafvidende , at 
jeg er bleven deres creditor . “ — „ Og dog er det 
fåledes , “ vedblev jeg . „ Hvis jeg ikke havde betragtet 
det som fordringsfuldt , ville jeg for længe siden 
have banket på hos dem og bragt dem min 
tak i deres stue . Nu bringer jeg dem den kun 
flygtigere , men ikke mindre med erkendelsen af , 
at den vejer såre lidet mod , hvad jeg har modtaget . “ 
— „ Og må man spørge , “ sagde han med 
et venligt smil , „ hvorved jeg har fortjent den ? “ 
— „ Jeg skylder dem tak for mangen god og 
mild stemning , for mangen stille nydelse , for 
mangt vieblik , hvori jeg følte mig nærmere den , 
som vi ved så meget i verden daglig burde 
drages til , men tværtimod ved så meget daglig 
drages fra . Jeg skylder dem tak for deres 
smukke musik , som , det ved jeg vel , kun blev til 
for at tilfredsstille dem selv , men hvori jeg dog 

dem uafvidende fik del . “ — „ De bringer denne 
ufortjente tak på en så venlig måde , “ sagde 
han , „ at de gør mig ligeså meget til deres 
skyldner , som de er min . Gør mig den fornøjelse 
engang at besøge mig , jeg skal da give 
dem bedre grund til tak ved at spille lidt for 
deres egen skyld . “ Jeg takkede for indbydelsen , 
han rakte mig hånden , og nogle minuter efter 
var hver af os gået sin vej , jeg dog ikke , uden 
at tænke på , at det ikke skulle vare længe , før 
jeg ville gøre brug af hans indbydelse . 
Der var ikke gået stort over otte dage , så 
bankede jeg , vel en times tid før min nabo , som 
jeg vidste , plejede at gå til sengs , på hans dør . 
Der lød et kort „ Korn ind ! “ og jeg åbnede . 
Idet man åbner døren hos nogen , hvis hjem 
man ikke før har betrådt , får man almindelig 
et indtryk af , hvorledes dets beboer eller beboere 
ere . Meget ofte er dette indtryk misvisende , men 
oftere viser det sig senere , at det er rigtigt , og at 
den pågjeldendes characteer , navnlig hvis det 
er en kvindes , tildeels allerede røber sig , idet 
man træder over dørtærskelen . Idet jeg trådte 
ind hos den gamle musiklærer , var det indtryk , 
jeg fik , et hyggeligt . Skønt dagslyset var begyndt 
at blive svagere , var det dog lyst nok til , 
at jeg kunne se , hvorledes der overalt i stuen 
var den fuldstændigste orden , uden at denne dog 
kunne siges tilvejebragt ved småligt pedanteri . 
Der var ikke meget bohave i værelset , men det , 

der var , så velbevaret ud . Der var et bord , 
nogle stole , en bogreol , hvorpå der dog just 
ikke var mange bøger , og en seng . Ved den 
væg , der skilte hans værelse fra mit , stod hans 
piano , og over det hang ikke få billeder , mesters 
i tonekunsten , på hvem han satte pris . Selv 
sad han i en høj gammeldags lænestol , fra hvilken 
han dog , da jeg trådte ind , hurtigt rejste sig . 
Efter at jeg havde bragt ham den tak , der var 
anledningen til mit besøg , og han , skønt under 
en anden form , havde gentaget sin tidligere 
mtring , bad ban mig tage plads ved det åbne 
vindue , for at jeg , medens jeg samtalede med 
ham , kunne , så vidt muligt inde i den snevre by , 
indånde den friske aftenluft . Så bød han mig 
en cigar , selv røg han ikke , da det sorekom ham , 
at tobakken havde noget sløvende , noget , der 
nedbrød driften til at være i stadigere beskæftigelse , 
og da jeg , idet jeg så godt jeg kunne sorsvarende 
brugen , havde tændt mig en cigar , talte 
vi med hinanden om huset , vi boede i , om vort 
- naboskab og om de nydelsesrige timer , han ved 
sin musik så ofte havde skaffet mig . „ Ja , mig 
er det , “ sagde han , „ mit halve liv således på 
pianoet at udtale , hvad der ligger mig på 
sinde . Når jeg har undervist flere timer 
daglig , og fra de fremmede mennesker , i hvem 
jeg forresten har truffet mangen , som jeg har 
såt kær og bevaret min agtelse for , er kommen 
hjem til min stille stue , så gør det mig godt 

gennem toner at tale lidt til og med mig selv , 
thi , som de vel har bemærket , i besøg hos 
mig kommer der få eller ingen . “ Jeg spugte 
ham , om han da ikke havde slægt og venner . 
„ Slægtninge , “ sagde han , „ i det mindste kun så , 
og de er langt borte , i Amerika , og venner , 
jo , taget i den almindelige betydning , vistnok 
flere . Men omgangsvenner er de mig kun i 
en ringe grad ; samtlige er de gifte , og til den 
enlige gamle søge de ikke hen , hvor villig de 
end åbne mig deres hus , som jeg kun ikke benytter , 
fordi jeg ikke altid udelukkende vil være 
den modtagende og få lidet kan være den 
adende . “ Jeg gjorde ham opmærksom på hans 
svar til mig kort i forvejen og på det meget , 
han medbragte til sine venner ved at kunne byde 
dem smuk musik . „ Hvad jeg før ytrede til dem , 
kan ikke anvendes her , “ sagde han , „ Forholdet er 
et andet , og hvad min musik angår , når jeg 
er udenfor mit hjem , føler jeg mig sjælden dreven 
til at befatte mig med andel end med undervisning . 
Jeg har , som de måfkee ved , komponeret 
en og anden bagatel ; de er visselig mere 
end noget udtrykket for det bedste , der er i mig , 
men jeg har aldrig mærket , at nogen af mine 
venner har haft selv et nok så ringe velvilligt 
ord tilovers for dem . Og bryde de sig ikke om 
det bedste , jeg ejer , hvad skulle de så bryde sig 
om resten ? “ Jeg beklagede meget , at jeg ikke 
kendte disse ting , jeg kendte så lidt musik i 

det hele taget ; praktiske forretninger optoge det 
meste af min tid . „ Nu , et og andet deraf har 
de dog vel hørt , uden at vide det hørt det af 
mig selv . Men det er heller ikke forfængelighed , 
der taler ud af mig , når jeg yttrer mig , som 
jeg gjorde . De bagateller , jeg nedkaster på 
papiret , lader jeg ikke komme srem for derved at 
vinde nogen hæder . Måske ville jeg for endeel 
år tilbage have følt mig usigelig glad derved , 
nu er verdens roes og dadel mig noget 
temmelig ligegyldigt . “ — „ Ganske , “ indvendte 
jeg , „ kan den dog ikke være det . Hvor ringe end 
vor selvkærlighed er , og hvor er det menneske , 
der ganske kan sige sig sri i den henseende , så 
ringe er den dog intetsteds , at andres roes slet 
ikke skulle glæde , andres dadel slet ikke smerte , 
og jo kærere man har sine medmennesker , desto 
mere vil man føle denne glæde eller smerte . “ -— 
„ Ieg indrømmer dem , at de til en vis grad 
har ret , der var , som sagt , også en tid , da 
jeg lagde vægt derpå , måske endogså formegen . 
Men jeg tør nok sige , at det ikke mere 
er således , hvor meget jeg selv hos den ningeste 
seer et og andet , der er værd at elske , og hvor 
meget jeg end ved følelser , jeg så vidt muligt 
dækker over , føler mig dragen til enhver . “ Ieg 
yttrede min fulde tro på , hvad han i den henseende 
sagde , jeg havde jo et bevis derpå i 
den velvilje , hvormed han var kommen mig 
imøde . „ Men , “ vedblev jeg , „ jeg forstår ikke 

ganske , hvorledes man kan have lyst og drift 
til af sætte sine stemninger og følelser på papiret 
og lade dem gå ud i verden , når man 
dog ikke i sit inderste nærer et håb om , af de 
må mødes med anerkendelse og sympatti . “ — 
„ Jeg er , uden egentlig af ville det , min unge 
ven , “ sagde han , „ kommen lidt dybere ind på 
den slags samtaler , end jeg plejer , og dybere 
end nogensinde overfor en mig endnu så fremmed . 
Når jeg alligevel ikke straks bryder af her , 
vil de deri se et bevis på , af jeg påskønner 
den smukke måde , på hvilken de bragte mig 
deres tak , og en tillid til , af den oprigtighed , 
hvormed jeg overfor dem udtaler mig , må blive 
forstået . Jo , uden håbet om af nyde menneskelig 
anerkendelse kan man , jeg vil ikke sige 
godt være , men dog være , uden sympatti ikke 
fuldt så godt . Men der er rigtignok et andet 
håb , der må til , når man skal holde ud med 
en virksomhed af den natur , som her er tale 
om , den være stor eller lille , og det er håbet 
om at have udrettet noget godt derved . Lad det , 
jeg efter evne har bragt , og et ved jeg , hvor . 
Meget jeg end i livet kan have at bebrejde mig 
selv , det har jeg ikke at bebrejde mig , at det er 
fra en uren kilde , de stemninger , jeg har betroet 
papiret , er strømmede — lad det , jeg efter 
evne har bragt , siger jeg , overses eller forblive 
uændset af tusinder , er der kun nogle ganske få , 
der ved dem have følt sig opbygget eller glædet , 

og det er noget helt andet end en anerkendelse , 
da er mit liv ikke levet forgæves , og det er dette 
håb , og væsenlig kun dette håb , der hver dag 
bærer mig op på ny til trøstig at leve mit ensomme 
liv og frejdig at gøre min gerning . 
Vel ved jeg , at jeg jo i visse måder også 
nytter ved min undervisning ; hos en eller anden 
er der dog et bedre nre eller en stærkere følelse 
for musiken , og den sæd , der sås gennem 
undervisningen , giver i tiden frugt ; men 
min væsenligsfe styrke , den væsenligsfe del as 
mit livsmod giver dette mig ikke , det er det håb , 
jeg nævnede . “ 
Som den gamle musiker således talte og 
stadig blev varmere , følte jeg , at jeg havde rørt 
en streng i hans indre tidligere , end jeg vel 
efter vort bekendtskab endnu havde ret til . I 
følelsen heraf havde jeg lagt cigaren fra mig 
og sad nu , da han endte , aldeles tavs . Også 
han tav en stund , og man kunne have hørt en 
flue surre i værelset , så stille var der rundt 
omkring . Min nye ven , thi jeg føler , at jeg alt 
fra det nieblik havde ret til at kalde ham 
således , var sunken lidt mere tilbage i sin stol , 
hans dybtliggende øjne syntes at være trådt 
lidt dybere tilbage i det magre ansigt , og et nieblik 
lod han hånden glide hen over sin pande , 
som ville han jevne de furer , tid og forhold 
der havde fremkaldt . Så rejste han sig tavs 
og satte sig til pianoet . Jeg lod mit blik slygtigt 

falde ud af vinduet , oppe over skorstenen 
ligeoverfor sad stor og lys aftenstjerne » og tindrede . 
Da lød , medens jeg betragtede den , toner 
fra pianoet , det var en lille kunstløs , religiøs 
sang . Men det ved jeg , at en fra en dybere 
kilde strømmende tåre er aldrig trådt i mit 
Nie end den , der i dette oieblik trådte deri , og 
at jeg , uden at noget ord gik igennem min tanke , 
end sige over min læbe , aldrig nogensinde har 
løftet mit sind inderligere til gud end ved de 
simple toner , der strømmede fra den gamle musiklærers 
instrument . Havde jeg turdet , havde 
jeg sagt den gamle , at det håb , han havde , 
sikkerlig ville blive opfyldt , og at han alt i dette 
oieblik havde haft en tilhører , der skyldte ham 
et begejstret oieblik ; men det forekom mig påtrængende 
og fordringsfuldt at sige det , og jeg 
taug . Så blev den gamle musiker ved at spille , 
og i over en time havde jeg en nydelse , jeg 
sandelig ikke ville have undværet for meget . 
Da han havde hørt op , takkede jeg ham og 
bad ham ikke at regne mig til onde , hvis jeg 
ved et uoverlagt ord hos ham havde fremkaldt 
stemninger og tanker , han helst havde ladet bag 
sig ; men han-smilede og sagde : „ Stod det ikke 
til mig selv at holde tilbage , hvad jeg ville holde 
tilbage ? “ Og han rakte mig venskabelig hånden 
til godnat , bad mig nu og da besøge sig og ønskede 
mig at sove vel . Ja , tryg og god blev 
min søvn , men dog ikke i de første par timer ; 

i lang tid lå jeg vågen i min seng og 
tænkte mig ind i den gamle musikers forudgåede 
liv og hørte hans musik klinge i mit indre . 
Et år gik hen , i det besøgte jeg den gamle 
musiker oftere og fik hver gang på ny indtrykket 
af , at han , så vidt muligt for et menneske , var 
fri for selviskhed og forfængelighed , og at han 
overfor mig den første gang , jeg så ham , åbent 
og ærligt havde udtalt , hvad der bevægede ham . 
Med hver gang , jeg besøgte ham , fik jeg ham 
kærere , og kun afstanden i vor alder og hans 
i flere henseender ejendommelige måde at tage 
livet på forhindrede vort venskab fra at blive 
et broderligt . Kun en gang endnu kom vi til 
at tale om de småting , han havde frembragt , 
og hvormed han havde forøget den musikalske literatur . 
„ Jeg tilstår det , “ sagde han , „ kun 
ved disse frembringelser , de være nu noget større 
eller kun ganske ubetydelige i omfang , synes det 
mig , at jeg har et blivende liv . Ikke som om 
jeg tvivlede om et liv efter dette , nej , på det 
troer jeg fast og inderlig , men jeg mener også 
kun : et blivende liv hernede . Og er jeg end 
langtfra at tro , at disse mine ensomme timers 
fostre skulle kendes ret længe ud over det nu , 
hvori de fødtes , da dog så få kende dem i 
selve nuet , så er det mig dog , som om der , når 
jeg er død og borte , er noget , der , kendt eller 

ukendt , bliver efter mig , og kun ved det , synes 
det mig , at jeg med min evne og min tragten 
hernede rækker ud over det nieblik , jeg tager affled 
med verden . “ Men aldrig slog dog vor 
samtale så dybt ind i min sjæl som under 
mit første besøg , hvor meget jeg end erkender , 
at jeg skylder ham nogle af de stemningsrigeste 
nieblikke i mit liv . 
Et år gik som sagt hen , da forandrede 
mine forhold sig . Som candidat med bedste 
charakteer , der oven i købet var velanbefalet , fik 
jeg et rejsestipendium , og , efter at have taget 
afsked med mine venner og blandt dem med 
min gamle musiker , rejste jeg til Paris for der 
at udvikle mig yderligere og navnlig vinde den 
frihed og lethed , der er en ikke uvæsenlig betingelse 
for at komme heldig frem i verden . I 
Paris gjorde jeg bekendtskab med en ung , smuk 
pige fra mit fædreland ; gennem det fælles 
sprog klang vore hjerter sammen , og da jeg , 
efter at have rejst udenlands et par år , kom 
tilbage til hovedstaden , blev hun min kone . Jeg 
var endnu kun candidat , det var noget betænkeligt 
at danne hus , så meget mere som jeg 
ikke i medgift kunne vente store kapitaler , men 
hendes bedste kapital var hendes elskværdige characteer 
og hendes i det mindste i mine Nine 
sjeldne skønhed . Men mit held fulgte mig , jeg 
tog på ny plads som sagførerfuldmægtig , og 
min stilling som sådan var så indbringende , 

at jeg ikke følte mig tynget til nogen side , om 
selvfølgelig end min livsstilling blev en langt 
bedre og rigere , da jeg nogle år efter blev advokat . 
Kort efter , at jeg havde haft bryllup , 
foresatte jeg mig at besøge den gamle musiker og 
under mit besøg at bede ham , så lidt han ville , 
at gjeste mit hus , hvor han ville være min 
unge kone , for hvem jeg havde omtalt ham med 
barme , velkommen . Da jeg en søndag formiddag 
kom op , for at se til ham , var han flyttet , 
og på forespørgsel i huset fik jeg at vide , hvor 
han var flyttet hen . Jeg føgte ham i hans nye 
bolig , men hvor overrasket blev jeg ikke , da jeg 
kom der , og ikke blot traf ham selv , men også 
en ung , smuk og livssrisk pige på omtrent atten 
år , der syslede omkring ham . Idet jeg trådte 
ind , sad den gamle musiker med ryggen mod 
døren og bladede i en bog , og den unge pige , 
der muligt troede , af jeg var en fremmed , som 
havde noget af tale med den gamle , åbnede 
døren til et andet værelse — thi min gamle ven 
havde nu to værelser i stedet for som før et — for 
af gå derind og lade os tale i eenrum . Men 
i det samme fik den gamle mand Nie på mig i 
spejlet ligefor og rejste sig hurtigt , medens han 
tillige gav den unge pige tegn til , af hun godt 
kunne blive , hvor hun var . Han trykkede min 
hånd og bød mig velkommen ; han vidste allerede , 
af jeg var bleven gift og bragte mig sin 
hjertelige lykønskning . Jeg ytrede min glæde 

ved atter af se ham , men tillige ikke mindre min 
overraskelse ved af se ham omgiven as en ung 
dame , som jeg , efter alt af dømme , måtte betragte 
som hørende til hans hus . „ Det er min søsterdatter , “ 
Sagde han . „ Jeg sagde dem engang , at 
jeg kun havde såre så slægtninge , og disse få 
vare langt borte . Med disse slægtninge mente 
jeg en søster og svoger samt deres datter . 
Desværre er forældrene for mere end halvandet 
år siden , begge omtrent samtidig , døde af en 
smitsom sygdom i en fjern verdensdel , og 
deres datter stod , så at sige , ene blandt mennesker , 
der vare hende fuldkommen fremmede . Så 
bestemte jeg mig til at tage hende til mig ; jeg 
skrev efter hende og , som de seer hende her “ — 
og ved disse ord tog han hendes hånd og drog 
hende frem , henimod mig — „ er hun mig en så 
kærlig og så forstandig datter og ungdommelig 
omgangsveninde , at jeg intet oieblik har angret 
det . “ Jeg hilste på hende , bad hende ikke at 
betragte mit hus som et hende fremmed , og 
yttrede min glæde ved den forandring , der var 
foregået hos min gamle ven . „ Det er mig en 
tjær tanke at vide , “ sagde jeg , „ at de nu ikke 
står så ene i verden , at de har nogen at 
elske og virke for . “ — „ Ja , også mig er det 
kært , “ sagde han og lagde sin hånd let på 
den unge piges skulder . „ I begyndelsen var 
det mig noget uvant , nu ville jeg ikke godt kunne 
undvære hende . “ Den unge pige smilede taknemmelig , 

hentede derpå en stol og bad mig 
sidde . Hun gik derpå ind i det andet værelse , 
for ikke at træde hindrende i vejen for , hvad vi 
dog muligt kunne have at tale om , som hun rettest 
ikke hørte . „ Nu , og deres musik , min gamle ven , “ 
Sagde jeg , da hun var gået og jeg havde taget 
plads ikke langt fra vinduet , „ hvordan går det 
med den ? “ — „ Ja , hvordan skal det gå ? Ikke 
ganske som tidligere . For at kunne leve , må jeg 
undervise mere end forhen , og da jeg med hver 
dag bliver ældre , så har jeg ikke mere så megen 
spændkraft til at holde ud som før . Når jeg 
nu har undervist , og jeg er kommen hjem , kaster 
jeg mig som oftest træt i min stol og lader det 
beroe ved at udhvile mig . Så seer jeg på min 
søsterdatters runde barneansigt , på hendes friske 
kinder , så beder jeg hende fortælle mig lidt fra 
den fjerne verdensdel , hvor hun har levet så 
stor en del af sit liv , og hun fortæller godt og 
underholdende , og så lader jeg tankerne og 
tiderne gå og komme som de ville . Kun nu 
og da lader jeg hånden glide lidt hen over instrumentet , 
til at nedskrive mine stemninger er der 
nn så godt som aldrig lejlighed . Men jeg tilstår 
det , jeg tager mig det ikke nær , og når 
jeg stundom tænker på , hvad det var , der tidligere 
så at sige bar mig op , — jeg mindes det 
endnu tydeligt , at jeg udtalte det for dem den 
første gang , vi sås , og har lidt undret mig 
over , hvor jeg så hurtigt kunne åbne mig for 

dem , —- når jeg tænker på , at det væsenlig var 
et håb , der gav mit sind frejdighed til at 
gå fremtidens tilskikkelser i møde , håbet om 
ved de bagateller , jeg har frembragt , at have 
virket noget godt , noget , der , hvor lidet det end 
kendtes , dog blev efter mig , når jeg engang dør , 
og mulig beredede mig indgang hisset , så forundrer 
jeg mig næsten nu over denne min opfatfelse . 
Den var grundet på en anskuelse , jeg 
erkender ikke holder stik . Også nu har jeg et 
håb , der giver mig kraft til at arbejde i grunden 
ud over , hvad jeg endnu i min allerede fremrykkede 
alder formår ; men dette håb er et ganske 
andet . Det er håbet om , at jeg ved mit arbejde , 
det være så ringe det vil , skaber et menneskes 
lykke , ja , jeg kunne fristes til at sige , gør 
det muligt for et menneske at være , og for hver 
gang jeg seer min unge søsterdatter smile , får 
dette håb ny næring . “ Jeg bemærkede , at det 
ganske vist var en smuk erkendelse , han var 
kommen til , og at jeg kun ville ønske , at han 
for , hvad han gjorde mod sin unge slægtning , 
måtte lønnes med taknemmelighed . „ Hm ! Det 
tænker jeg mindre på , “ sagde han ; „ Kærlighedens 
gerninger have deres løn i sig selv . Jeg 
erkender nu , at der til grund for min tidligere 
opfattelse lå en vis forfængelig stolthed , vistnok 
svagere end i mine unge dage , men ikke 
aldeles kuet . Kan der for den enkeltes skyld , for 
hvis lykke jeg nu arbejder , engang forundes mig 

adgang til et lysere livs glæde , så har jeg 
opnået alt , hvad jeg har ret til at vente . “ 
Jeg havde gerne bemærket , at der ligesåfuldt i 
dette håb som i hans tidligere var en misvisning , 
men jeg nænnede det ikke ; jeg nøjedes 
med at sige , at såvel hans tidligere håb som 
det , han nu nærede , i grunden strømmede fra 
samme kilde , ønsket om at gøre sine medmennesker 
gavn , og at det ene håb i sit 
inderste væsen ikke var sorskjelligt fra det andet . 
Så godt jeg kunne , henledede jeg derpå samtalen 
på andre genstande , og lidt efter bad jeg 
ham glæde mig med nogle toner fra hans piano , 
toner , der nu ved min lange fraværelse næsten 
vare mig fremmede . „ Hvis de i dag vil spille 
lidt for mig , “ sagde jeg , „ skal jeg til gjengjeld 
bringe dem en dem vist ikke ubehagelig efterretning . 
Jeg har talt med en af de største 
parisifke musikforlæggere og foreslået ham at 
forlægge de af deres fremtidige eller tidligere 
utrykte arbejder , der kunne egne sig for det fremmede 
publikum og den fremmede nationalitet . Han 
har lovet mig at lade foretage en grundig prøvelse 
af alt , hvad jeg sender ham , og at betale , 
hvad han bestemmer sig for at forlægge , så godt , 
som det kun i et så rigtbefolket land kan betales . “ 
— „ Hvad det angår , at spille for dem , 
min unge ven , “ sagde han , „ da skal jeg gerne 
gøre det , det er i dag søndag , og jeg har knn 
undervist et par timer , så at jeg netop i dag 

ikke er synderlig trættet . Hvad forlæggerskabet 
angår , da takker jeg dem for deres møje og 
gode villie , men benytte mig deraf vil jeg ikke . 
Jeg har nu truffet mit valg , mine undervisningstimer 
og min lille søsterdatter , for dem vil 
jeg udelukkende leve . “ Og dermed åbnede han 
døren til værelset ved siden af , bad sin søsterdatter 
sætte et glas vin på bordet , og , efter 
at hun venlig og mild efter hans anmodning 
havde fyldt glasset til os begge , og vi ved det havde 
fornyet vort gamle venskab , satte han sig til 
pianoet og spillede , medens hans søsterdatter 
og jeg toge plads hver ved sit vindue og hørte 
til . 
Henved en time sagde vi således , begivenheder , 
der for længe siden vare trådte i baggrunden , 
giede frem igen forbi mit Nie , og , idet 
jeg så ud over mit nye liv og sammenlignede 
det med mit tidligere , følte jeg , hvad jeg havde 
vundet i en elskelig hustru og et godt hjem . 
Også den unge pige hvilede vel med sine tanker 
ud i en sammenligning mellem nuet og de 
svnndne tider , og jeg så , da jeg tilfældig engang 
kastede niet på hende , en tåre stjæle sig 
frem under nienlåget , thi det er al god musiks 
natur , at den ubemærket for os løser op de 
bånd , som livets travlhed til så mange sider 
lægger om vor erindring . Da den gamle 
musiker var færdig med at spille , var det ikke 
blot , som var han atter kommen mig nærmere , 

men også som var jeg bleven mere fortrolig med 
den unge pige , uden at vi dog havde vekslet ret 
mange ord . Da jeg havde takket ham for hans 
smukke spil og bedet ikke blot ham , men også 
hans søsterdatter at besøge mig og min hustru , 
forlod jeg ham , og da jeg kom hjem , kunne jeg 
ikke noksom udtale mig for min kone om den 
store forandring , der var foregået i min gamle 
vens forhold . 
Så besøgte jeg ham nu atter af og til , 
ja , min koire sluttede sig til mig og deltog nu 
og da i mine besøg . Til os kom den gamle 
musiker dog ikke , han var , sagde han , bleven så 
ganske afvant med at besøge andre , at han ikke 
kunne beslutte sig til at forandre noget i den henseende , 
hvormeget det end ville kunne glæde ham 
at se de huslige forhold , jeg levede under . 
Hans søsterdatter derimod gjorde os af og til et 
besøg , og vi modtoge den unge pige så godt , 
vi kunne . Men da dog den gamle musiker selv 
ikke kom , blev også mit og min kones besøg 
noget sjeldnere , og da jeg senere som advokat fik 
en udbredt praksis , og min tid således blev 
meget optagen , gik der stundom en hel måned , . 
Uden at jeg fik min gamle . Ven at se . 
En dag , som min kone og jeg i skumringen , 
måfkee et par år efter vort første genbesøg 
hos den gamle musiklærer , sagde og talte 

med hinanden , mindedes vi pludselig , at den unge 
pige , han havde i sit hus , i længere tid ikke 
havde besøgt os . Jeg ytrede min forundring 
over , hvad grunden vel kunne være . „ Hun er dog 
vel bleven godt modtagen ? “ ytrede jeg . — „ Kan 
du tvivle ? “ sagde min kone . „ Jeg frygter næsten , 
at hun er bleven for godt modtagen . “ — 
„ Hvorledes det ? “ spurgte jeg ; „ hvorledes forener 
jeg dette svar med din kærlige og velvillige 
natur ? “ — „ Jeg tror , “ sagde min kone , „ at 
vi ikke have gjort vel i stundom næsten at betragte 
hende som et led af vor egen slægt , thi 
hun er derved måske kommen til at løfte sit øje 
lidt højere , end hendes stilling og vilkår tillade . “ 
— „ Kan min fromme kone såres ved , at den 
unge pige betragter hende som sin lige ? “ afbrød 
jeg hende , og det var næsten , som faldt der mig 
en ganske lille sten på brystet , den første , jeg 
havde mærket der i vort allerede nu ikke så 
ganske kortvarige legteskab . „ Nej , det er ikke således 
at forstå , “ sagde min unge kone smilende , 
medens hun gav mig et Kys ; „ selv om hun , hvad 
hun dog har , slet ingen anden adkomst havde 
havt til mit venskab end din interesse for hende , 
ville hun dog være velset af mig . Men jeg 
frygter for , at vi have draget hende for meget til 
os , fordi hun derved er kommen i bekendtskaber 
og forbindelser , hvori hun dog ikke ret kan fæste 
rod , og fordi der derved sikkert hos hende er vakt 
forhåbninger , som , da de ikke kunne opfyldes , 

måtte være hende mere til sorg end glæde . “ 
Jeg bad min kone forklare sig nøjere , og hun 
sagde da : „ Sikker på , hvad feg her yttrer , er 
jeg ikke , men jeg tror næppe , at mit vie skuffer 
mig , og havde du ikke været så optagen af 
forretninger , som du er , ville du . vist med dit 
skarpe blik have set det længe før jeg . Den 
gamle musikers søsterdatter har vistnok fået en 
interesse for den unge , livlige franskmand , der 
var her i byen i nogle måneder , som er større , 
end der vel kan forenes med hendes sindsro og 
jevne glæde . “ — „ Hvorledes ? “ sagde jeg ; „ for 
den smukke ingenieur , der kom her daglig ? “ — 
„ Netop for ham , og det er sikkert derfor , hun i 
så lang tid har skyet vort hus . Jeg har i 
længere tid hos hende bemærket et stille træk af 
tungsind , der tidligere ikke var hende ejendommeligt . 
Jeg har set hende skifte farve i hans 
nærværelse og skjult fælde tårer . “ — „ Ih , det 
gør nng virkelig ondt , “ sagde jeg ; „ endnu i dag 
vil jeg til min gamle ben og se , om du har 
ret . Skulle det være tilfældet , da ville jeg 
høilig beklage , at jeg har draget hende til vort 
hus . “ Endnu ganske kort talte jeg med min 
kone derom , så gik jeg ind i mit contoir til 
mit arbejde ; men jeg kunne ikke negte for mig 
selv , at min kones formodning havde forstemt 
mig lidt , og at jeg i mit hjerte dadlede den 
muntre franskmand , der dog vistnok ved et overfor 
den unge pige alt for vidt drevet galanteri 

havde givet hende lejlighed til en tro på noget , 
der siden viste sig som tant . 
Da jeg hen ad skumringen besøgte min gamle 
ven , thi det var nu engang den tid , jeg var 
sikkrest på at træffe ham , fad han ved sit bord , 
med hovedet hvilende på den venstre arm . Ved 
pianoet , således at hun vendte ryggen til det , 
sad hans søsterdatter og syslede , så godt halvmørket 
tillod det , med et håndarbejde . Det var 
tydeligt , at hun havde grædt ; hendes dine vare 
anstrengte , hendes kinder røde . Da jeg trådte 
ind . , gik hun hurtigt ind i det andet værelse og 
lukkede , efter at have hilst venligt på mig , døren 
imellem værelserne i . Den gamle musiker 
løftede kim langsomt hovedet op , og da han så , 
det var mig , gik der som et træk af dyb smerte 
hen over hans ansigt . Så rejste han sig langsomt 
og øjensynlig meget svag , rakte mig hånden 
og bad mig sidde ned . Jeg spurgte til hans 
besindende , gjorde en undskyldning for , at jeg ved 
forretninger havde været hindret i at besøge ham , 
og tydede derpå så let som det var mig muligt 
hen til , at det forekom mig , som om han ikke 
mere var så tilfreds som tidligere . „ Alting i 
verden veksler , min gode advokat , “ sagde han ; 
„ det er ikke menneskets lod at se alt gå , som 
det helst ønsker det . Der er måske enkelte , der 
ere heldigere stillede , til dem har jeg aldrig hørt . “ 
— „ Når plejer min gamle ven at være så 
mismodig ? “ bemærkede jeg ; „ Har de ikke om 

dem og i dem en rigdom , der kan opretholde 
dem ? “ — „ Jeg tilstår , jeg har tidligere selv 
troet det , og ville gerne tro det endnu . Men 
har man først hængt sit hjerte ret tilgavns ved 
et andet menneske , så er man bleven afhængig , 
så har man ikke således mere magten over sig 
selv . “ Jeg gjorde en lille bemærkning om , hvad 
han tidligere selv havde yttret , det løftende i 
af virke for en andens lykke . „ Ja , for en andens 
lykke , “ sagde han . „ Men når man nu 
seer , hvad man havde arbejdet på , pludselig nedbrudt , 
hvad så ? Se her , “ fortsatte han , og 
trak , idet han åbnede døren til værelset ved 
siden af , sin søsterdatter ganske sagte og mildt 
ind ved hånden , „ se her på dette forgrædte 
ansigt , det er , hvad jeg har vundet ved mit arbejde 
i år og dag . “ Med nedslået blik stod 
den unge pige overfor mig , og det var mig tydeligt , 
af hun gerne ville have trukket sig bort 
igen , men kun ikke ville gøre min gamle ven 
imod . „ Se her på det sørgmodige i det endnu 
for kort tid siden så livsglade ansigt . Først 
for en halv time siden har hun tilstået mig , 
hvad der længe har trykket hendes sind og voldt 
mig , fordi jeg så det , om jeg end ikke vidste 
grunden dertil , mangen bitter time . “ Jeg tog 
den nnge piges hånd , som den gamle musiklærer 
havde sluppet , lagde også min anden hånd 
på hendes , der nu lå ganske gemt i begge 
mine , son : bekræftelse på , at hun i mig havde 

en velmenende ven , og sagde : „ Jeg har tidligere 
ikke vidst , at der hos dem var nogen sorg . Først 
i dag har jeg ved en bemærkning af min kone 
fået formodning derom . Men er det , som hun 
troede , da tab ikke endnu ganske modet , hvo ved , 
hvad tiden kan bringe . “ — „ Den bringer intet , “ 
Sagde den gamle musiker lidt skarpt , „ det er 
bedre at rive håbet straks ud af sit hjerte , end . 
At dåre sig ved falske forhåbninger . Jeg selv 
har prøvet , hvad det vil sige , vi skulle ikke hænge 
vort hjerte ved noget håb . “ Jeg bestred min 
gamle vens nye livsanskuelse og sagde , at den 
var kun frugten af de seneste nieblikkes bitre 
indtryk . Var end det håb glippet ham , at 
skabe en enkelts lykke fuldkommen , hans tidligste 
håb var dog ikke skuffet , det ville sikkerlig blive 
opfyldt , og hvo turde sige , om ikke også det andet 
ville blive det . „ Nej , min gode ven , “ afbrød 
han mig , „ De er endnu i strømmen , i den 
raske lykkens strømning , og de dømmer derefter . 
Nej , det ene håb var ligeså falsk som det andet , 
jeg erkender det nu , også dette var forfængelighed . 
Vi skulle gøre vort arbejde , fordi 
en magt , der står over os , daglig arbejder for 
os , og vi skulle ikke spørge om frugterne deraf , 
men trøstig henstille dem til den , overfor hvem vi , 
svage og vaklende , som vi er , ikke have nogen 
ret ! “ Jeg indrømmede ham det deelviis sande 
deri , men mente dog , at mennesket ikke kunne 
undvære noget som helst håb . Han havde selv 

flere gange grebet sig i skuffelser , han ville , 
når en tid var gået , måske atter erkende , 
at også hans nuværende opfattelse , om den end , 
forstået som den kunne og burde forstås , var 
rigtig , dog vist , således som den nu var hos 
ham , var en skuffelse . „ Det er muligt , jeg 
troer det ikke ; men lad os ikke tale mere derom , 
sæt dem , jeg vil spille for dem , og jeg vil i aften 
spille for min lille bekymrede pige ! “ Og da ikke 
blot jeg , men også den unge pige havde sat os , 
spillede han så vidunderligt smukt , at jeg aldrig 
forhen i den grad havde følt , at der i ham bankede 
et rigt kunstnerhjerte . 
Da han var færdig , bad jeg ham og den unge 
pige , og da navnlig den sidstnævnte , at besøge 
os — thi på , at den gamle musiker ville besøge 
os , troede jeg ikke , og hun lovede igen at komme 
til os og være , når hun var hos os , som et led 
af vor kreds . Og da jeg forlod dem , var stemningen 
mildere , og min gamle ven fulgte mig til 
døren . 
I den følgende tid besøgte jeg ham ofte , 
men noget glædelig : indtryk fik jeg ikke af mine 
besøg . Det var tydeligt , at sorgen havde ældet 
ham hurtigere , end det ellers ville være fkeet , og 
snart kunne han ikke mere forlade sit værelse , og 
selv sin lænestol forlod han kun , når han skulle 
tilsengs . Det nødvendige til at leve af savnede 
han dog ikke , min kone sørgede rigelig for hans 
hus , om det end i begyndelsen var ham hårdt 

at skulle modtage , uden at kunne gjengjelde . En 
dag , da jeg stod i mit contoir , fik jeg et brev 
fra Paris , og da jeg åbnede det , var det til 
mig og min kone . Det var fra den franske ingenieur . 
Han meddelte os deri , at han efter 
længere tids selvprøvelse var kommen til erkendelse 
af , af han elskede den unge pige , han 
engang havde set i mit hus . Hos hende selv 
ville han dog ikke endnu forespørge ; men os 
ville han bede undersøge forholdene . Viste det 
sig , af også den unge pige havde bevaret nogen 
interesse for ham , og han troede det næsten , da 
ville han komme til København , for af begære 
hendes hånd , og da bad han os foreløbig sige 
hende det . Jeg ilte med brevet i hånden ind 
til min kone , vi vare begge færdige af le og 
græde på engang af glæde , og ikke længe efter 
var jeg hos min gamle ven , for af bringe det 
glade budskab . 
Da jeg kom til den gamle musiker , var han 
syg og sengeliggende , og hans unge søsterdatter 
sad ved hans seng og læste for ham i Julius 
Thomsens fortræffelige værk : „ Vandringer på 
naturvidenskabens gebet “ , afhandlingen „ Verdensrummets 
historie “ . For naturvidenskaben havde 
han altid haft en opvakt sands , og det nævnte 
skrift hørte blandt dem , på hvilke han satte 
højest pris . Ganske sagte var jeg trådt ind i 
det andet værelse , hvortil døren stod påkleni , 
og ytrede nu min beklagelse ved af finde ham 

sengeliggende . „ Det går ned ad bakke , “ sagde 
han , „ jeg har ikke langt tilbage . “ Jeg ytrede , 
at han endnu kunne have et langt liv og så meget 
længere og glædeligere , som jeg havde en 
god tidende at bringe ham og ikke mindst hans 
kære søsterdatter . Han så op på mig , og 
den unge pige rødmede som blod . „ Her har 
jeg et brev , “ sagde jeg , og holdt det brev , jeg 
havde modtaget , triumferende i vejret , „ det er for 
nogle nieblikke siden kommet fra Paris , og det 
indeholder en begæring til mig og min kone 
fra en fransk ingenieur , der tidligere i længere 
tid var her i byen og daglig besøgte os . Det 
er et højt begavet menneske og en hæderlig charakteer , 
og gennem os har han forespurgt , om 
der for hans kærlighed til deres søsterdatter , 
thi efter omhyggelig selvprøvelse er han kommen 
til den overbevisning , at han elsker hende , om 
der for hans kærlighed til deres søsterdatter 
turde være noget håb ; han ville da rejse herover 
og af hende selv forlange hendes hånd . 
Jeg så på den unge piges ansigt , idet jeg 
sagde det , det var som en fuld sols klare stråler 
havde lagt sig derover , og dog var rødmen straks 
atter svunden og forvandlet til dødbleghed . „ Det 
glæder mig , “ sagde min gamle ven , og også 
over hans ansigt gik der svlstråler , „ det glæder 
mig for hende ; hun har sat sin lid og sit håb 
til ham . Det glæder mig at kunne tro på en 
lykkelig fremtid for hende . Mine Nine ville ikke 

få den at se , de ville næppe engang få ham 
at se . “ Jeg søgte i den henseende at trøste 
ham , men han sagde rolig : „ Nej , jeg har længe 
været moden til at gå herfra , og jeg vil kunne 
gøre det så meget mere rolig efter den meddelelse , 
de nylig har bragt mig . “ Jeg sagde , at 
han , hvad den unge pige angik , kunne være aldeles 
ubekymret . Hun skulle finde et kærligt 
hjem i mit hus , så længe til den , der elskede 
hende , og som jeg nu tydelig få , hun elskede , 
kom og afhentede hende til sit hjem , hvad der 
neppe kunne vare længe , da han i Paris havde 
en betydelig og meget indbringende post og allerede 
nu , endskønt ung og ugift , førte et temmelig 
stort hus . Hvad jeg bemærkede , glædede 
øjensynlig min gamle ven meget , og flere gange 
greb han efter min hånd og trykkede den . Så 
lagde han sig stille hen , det var , som følte han 
sig for afkræftet til at tale mere . Men jeg talte 
endnu en stund med den unge pige om den , 
hun havde skænket sit hjerte , og om hendes 
fremtid , og i hendes sjæl kæmpede glæden over , 
hvad jeg sagde hende , og sorgen over hendes 
stadig mere afkræftede velgører således med 
hinanden , at smil og tårer skiftede uafbrudt . 
Lidt efter satte jeg mig atter hen ved hans 
seng , men den unge pige satte sig til pianoet 
og spillede stemningsfuldt og smukt en lille enfoldig 
tak til gud . „ Det er et af mine tidligste 
småstykker , “ sagde den gamle musiker og tøffede 

hovedet lidt , medens et let smil gik hen 
over hans ansigt , „ og hun spiller det rent og 
godt og inderligt . Jeg har selv lært hende at 
spille . “ — „ Nu , min kære , gamle ven , “ sagde 
jeg , „ så er det da på vej til at ske , hvad de 
håbede , ikke blot med hensyn til den , hvis lykke 
var bleven deres livs opgave , men også 
med hensyn til dem selv . Gennem denne 
rørende tak til gud har de bekræftelsen på 
begge dele . “ — „ Tys ! “ sagde den gamle musiker , 
„ lader os ikke tale derom . Har jeg ikke sagt 
Deni , det ene håb som det andet er kun forfængelighed . 
Også jeg vil froe på hendes lykke 
og froe på , af min virksomhed i , hvad der 
kaldes kunst , ikke har været aldeles sorgjæves . 
Men bag mig ligger dog nu alt dette , og jeg har 
nn kun et håb , håbet om , af der ikke må ske 
mig efter mine gerninger , thi de er alle kummerlighed 
og stykværk , men kun efter guds nåde , 
for frelsens skyld . “ 
Mit oie saldt på hans ansigt , det havde 
i dette oieblik noget forklaret . Under indtrykket 
af hans ord lod jeg ham hvile , jeg følte , af 
dødens engel i dette oieblik mærkede hans 
pande . Det var , som så jeg de alvorsfulde 
skrifttræk , englen fkrev . Med brystet fuldt , så 
af jeg næppe kunne trække vejret , rejste jeg mig og 
satte mig hen ved pianoet , hvor den unge pige 
endnu stadig vedblev af spille . Da hun hørte op , 

rejste også jeg mig ; da jeg kom til min gamle 
vens leje , havde han udåndet . 
Da den første smerte havde sat sig hos den 
unge pige , bad jeg hende følge mig hjem til min 
kone , og i forening gjorde vi , hvad vi kunne , 
for at trøste hende . „ Han er død , “ sagde jeg , 
„ men han er død en smuk død . Af alt , hvad vi 
i verden håbe på , tog han det bedste og trøsterigste 
håb med sig i døden . “ 

stakkels pige ! 
Og der var glæde i det hele hus , frøken 
julle var bleven forlovet ! Men forlovelsen varede 
kun kort — hvor længe var Adam i Paradis ? 
Stakkels pige ! hun måtte nok ønske , at den aldrig 
havde fundet sted , og jeg sial nu fortælle hvorfor . 
En og anden ville måske tage dette stof 
tragisk , jeg tager det let spøgende . Ikke , som om 
jeg er blind for det sørgelige i en sådan begivenhed . 
Ak ! hvor ofte den i det daglige liv 
end hændes , den bliver dog altid ikke mindre 
tung ! En og anden ville måske forme det til 
en kæmpestor roman . Jeg gør deraf kun en lille let 
skizze , skikket til en halv times læsning . I vor tid 
går alt med damp , hvorfor skal poesien da ikke 
gøre det , selv den episke ? Er den begivenhed , 
hvorom man vil have lidt at vide , desuden en 
sørgelig , er man da ikke bedre tjent med så hurtig 
som mulig og så let som mulig at komme ud 
derover ? Enhver har sandelig i sit eget liv nok 
at sørge over , hver dag bringer nye sorger , hvorfor 

da befkjæftige sig med andres længere end 
netop nødvendigt ? En og anden ville måske 
dele sin fortælling i flere afsnit , måske i tre , 
og som betegnelse over dem sætte 1 , 2 , 3 , for 
derved ligesom fint at antyde handlingens gang , 
idet forlovelsen sluttes og afsluttes , begynder og 
ender i en , to , tre . Jeg hader skjulte hentydninger , 
de være af hvad natur de ville ; åbenhed 
og lerlighed , det er den indskrift , jeg sætter på 
mit banner . Over fortællingen sætter jeg derfor 
intet tal . Og så tager jeg da fat , gid jeg nu 
ikke midt på vejen må tabe tråden ! 
Se , der var nu , for at begynde med begyndelsen , 
den unge grosserer Jansen , ham , man 
senere kaldte bag-af-jansen , eller , som et vittigt 
hoved forandrede det til : „ Bag-af-dansen “ . Det 
var mageløst , hvor det menneske havde slået sig 
op i en kort tid . I påske 1866 sad han endnu 
på consul Mathisens contoir , slog streger i hans 
hovedbog og modtog ordres af sin principal , som 
han måtte respektere . I pintsen 1866 havde han 
selv contoir og hovedbøger , hvor andre sloge 
streger , og hans ordres gik ud til alle verdens 
hjørner og blev respekterede . I påfken 1866 
levede han endnu af de små rester , der vare tilbage 
af en gage på 600 rdl . årlig og en ganske 
lille forøgelse i hans alt i forvejen ikke ubetydelige 
gæld ; i pintsen 1866 svømmede han i Veksler 
og contanter og brugte flere af de rede penge 
til at leve af i en uge end før i et samfuldt år . 

i påsken 1866 gik han på sin fod nedad Østergade 
og sendte med sine unegtelig livlige øjne 
småpile ud til de tvivlsommere af Evas køn ; i 
pintsen 1866 kørte han de to kostbareste skimler , 
der fandtes indenfor Københavns volde , og skød , 
når han med dem og sin phaston rullede fuglelet 
gennem Bredgade over linien , bomber ind 
selv i de messt utvivlsommes hjerter . I påsken 
1866 var han kun en slet og ret hr. Jansen , som 
kun få familiefædre og mødre kendte og endnu 
færre brøde sig om ; i pintsen 1866 var han den 
smukke Jansen , tagens løve , en genstand for 
fædres og mødres samtale og døttres forhåbninger . 
Cæsar kom , så og vandt , han vandt , 
selv hvor han ikke kom og ikke så . 
Hvorledes denne hurtige forvandling var gået 
til , vil måske en og anden spørge ; svaret kan 
enhver give sig selv . Det er ikke så sjældent , at 
ligeså overraskende forvandlinger soregåe endnu 
hurtigere . Kålormen , man den ene dag gemmer 
i en Leske , flyver den anden dag ud deraf son : en 
sommerfugl . Den for sit folkelige lune bekendte 
„ Professor “ og magiker Olivo ville måske sige : 
„ Det er trollen alt sammen ! “ Enhver , der kender 
livet , som det er , og navnlig kender livet i vore 
dage , vil sige , at der til det aldeles intet „ Trollen “ 
Behøves . Lidt dristighed , lidt frækhed , og 
„ twous poeus Mas “ , kunststykket er gjort . Det 
forstår sig , besindigere folk rystede betænksomt 
på hovedet , når der taltes om hr. Jansen , 

og mente , at hvad der kom så hurtigt , kunne gå 
endnu hurtigere , og folk , der vare alt andet end 
besindige , men dog havde så meget af den sørensenske 
natur , at de , før de turde gøre springet , 
lidt vel længe følte sig for , om vandet også var 
ekstra , sagde misfornøjet , at det hele var „ Svindel “ , 
og at Jansen var en plattenslager . Men hvor 
mange af de mange , der se , hvad der foregår 
omkring dem , bryde sig vel om , hvad de besindigere 
dømme og skumlerne fordømme ? Hvo vil 
også se alt fra den sorteste side ? hvo straks 
spørge , om en vogn vælter , når den seierrige 
erobrer flyver afsted på den med sine trofæer ? 
Og hvorfor skulle Fru Caspersen netop være den , 
som spurgte mest , hun , som aldrig havde lagt sig 
Solons ord til krøsus : „ Pris ingen lykkelig , 
før han er i sin grav ! “ på hjerte , og som oven i købet 
havde en datter , der , hvis hun havde 
plads ved den seierrige erobrers side , kunne 
blive genstand selv for de stoltestes beundring 
og misundelse . 
Nej , den græske filosofs ord til den sidste 
lydiske konge tænkte Fru Caspersen ikke på , og 
det var heller ikke at fordre af hende . Det var 
år og dage siden , hun gik i skole , og var hendes 
lærer i historie end en dygtig lærer , man tænker 
dog i den alder , hun dengang var i , især når 
man har en ung lærer for sig , mere på , hvem 
det er , der siger det , der skal siges , end hvad der 
siges . Og siden , når skoletiden for længe siden 

er forbi , når både historielæreren og det , han 
talte om , for år tilbage er trådt i baggrunden , 
når man er langt henne i de fyrgetyve , hvor 
skulle man få , midt under et elegant selskabslivs 
adspredende tummel , tænke på en gammel atheniensisk 
filosof , der er gået alt kødets gang 
for over to tusinde år siden , og som , hvis han 
vendte tilbage , måske kun ville skræmme livet 
af folk ? Med billighed kunne det ikke forlanges . 
Desuden , hvad Fru Caspersen færlig angår , da 
må det vel bemærkes , at nieblikket måtte optage 
hende mere end de fleste , hun , som med små 
indtægter dog gerne ville føre et stort hus og , 
såvidt muligt , tage sig lidt ud i verden ; thi er 
man engang kommen i sving med de fornemmere 
og rigere , så skal der mere end mod og mandshjerte 
til at rive sig løs , og mandshjerte havde 
end ikke hendes mand , hvorfor skulle man så forlange 
det af en kvinde ? Hun præsterede sandelig 
i den retning mere end tilstrækkeligt i sit legteskab ! 
Skulle man i det hele taget tænke på 
Solon , hver en gang en ung Jansen slår sig op , 
så fik man nok at bestille . Var ikke Fru Caspersens 
veninde Fru Iversen endnu langt ivrigere 
på at kapre ham for sin datter , end Fru Caspersen 
på at kapre ham for sin ? Og det er dog 
vist , Fru Caspersens egen lille julle , hun fortjente 
nok at gøre lykke trods nogen ! 
Ja , man kan sige , hvad man vil , om frøken 
julles lyst til at giftes og at glimre — og af sin 

moder havde hun mere , end godt var , lært , at 
kvindens bestemmelse er at tages tilægte og at 
tages tilægte i rigdom — man kan sige om frøken 
julles lyst til at giftes og at glimre , hvad man 
vil , at gøre lykke , det fortjente hun , det kunne 
også andre øjne se end moderøine . Det var 
en smuk pige , endogså niere end almindelig smuk , 
og uden et vist skær af finere politur var hun 
på ingen måde . Når man så ind i hendes 
himmelblå « øjne , var det , som sad der to små 
kupidoer derinde , der uafladelig havde pilen på 
strengen , og når man så på hendes smukt 
formede mund med det hvide perlegitter forinden , 
fik man en uimodståelig lyst til at plukke roser 
der , så meget mere , som de roser , man der så 
blusse , syntes at have det tilfælles med pimpenelleroser , 
at tornene vare små og bløde . Hen 
over hendes pande lå der stundom ligesom et 
svagt træk af melancholi , men så en ung , smuk 
biand , navnlig en mand i god stilling eller med 
gode livsudsigter på hende , var det dog straks , 
som saldt der lysstråler hen derover , og man 
måtte sige sig selv , at det var en fuldendt pande . 
At den var hvid som karrarisk marmor , følger af 
sig selv , og kun en ganske lille fregne i tindingen 
tæt ved en as de blå årer , der dæmrede igennem , 
røbede , at marmoret hverken var mere eller 
mindre end en ung piges zarte teint . 
At se hende på et bal var en sand nydelse . 
Så tindrede og strålede på hendes ansigt alt , 

så lå gjensfinnet as et ungdommeligt sinds 
seiershåb over det mindste som det største . 
Selv den lille guldkrølle , som , desværre rigtignok 
med sine ringe mindende om slangen i paradiset , 
bugtede sig ned over hendes hvide Hals , talte tydelig 
nok om , hvad hun med grund turde fordre , 
med grund turde håbe . Stakkels pige ! Hvorfor 
skulle al denne skønhed ikke vedvarende blive 
nogen tildel ? Hvorfor skulle alle disse berettigede 
forhåbninger kun så lidet opfyldes ? 
Ganske vist er der mange , der ikke have mindre 
grundet krav på at blive blomstrende hustruer 
og mødre end hun , som dog forblive „ Peber kor 
ever “ , ganske vist er der mange uden hende , hvis 
øjne er en himmel , og hvis mund er et rosenbed , 
og tvivlede man derom , ville man kunne se 
det på ballet hos oberst Eriksens , hvor der var 
ungdom og skønhed i overflod . Men kun færre 
af dem , som vare der , kunne dog i skønhed måle 
sig med frøken julle , eller , som hun egentlig hed , 
Julie , thi julle var kun et ikke ganske heldigt kælenavn , 
hendes fader havde givet hende , men som 
desværre senere per kas st nekas blev den alt for 
almindelige benævnelse for hende . Ganske vist var 
der på det landlige sommerbal i Tårbæk hos 
den rige oberst alt andet end mangel på , hvad 
der var ungt og smukk , men frøken julle var dog 
den , som , hvad skønheden angår , navnlig for 
det flygtigere blik , bar prisen , og de unge herrer 
' hviskedee også derom , ja , en herre , og det ballets 

løve , den unge grosserer Jansen , udtalte det 
endogså højt . 
Hvor dog sådant et bøl elmmxøtrs , eller som 
Fru Iversen sagde til candidat Jespersen , „ et bal 
Jean Peter “ , er en dejlig ting ! Et vintcrbal i 
en stor og pragtfuld sal , med en overflod af 
kunstigt lys og endnu større overflod af broget 
pragt og brusende musik , gør uvilkårlig et begejstrende 
indtryk ; men et landligt bal , under et 
tag af grønt og blomster , hvor lyset magist 
spiller ind mellem det for vinden zittrende løv , 
et rigtig fmukt sommerbal , det er aldeles bedårende . 
Udenfor vugge roserne sig sødt i den 
milde nat , og deres åndedrag er fuldt af Duft ; 
indenfor blusse roserne på de unge pigers kinder , 
og på Duft er der ved toilettet langtfra 
sparet . Udenfor hviske zephyrerne sfjelmst til de 
drømmende blomster , hvad de om dagen af sangfuglene 
have lært ; indenfor hviske de , hvad samtalen 
angår , zephyrlette herrer til deres forventningsfulde 
skønne , hvad de hos digterne før 
ballet have læst sig til . Udenfor bølger luften , 
og stjerner tindre , kaldende og vækkende hver den , 
som kun rettelig vil søge ; indenfor bølger silken 
og det lette flor , og vine tindre , der kalde hver 
den , som forstår det sprog , hvortil der ikke behøves 
grammatik . Ganske vist er slige baller farlige 
for sundheden , man blotter sig ofte mere end 
nødvendigt , og det er en gammel praktisk leveregel , 
af man aldrig skal blotte sig for meget . Men her 

kommer man så atter til af tænke på den gamle 
atheniensiske vismand og den sidste lydiske konge , 
og hvorfor skulle disse mennesker , der gjorde bedst 
i af huske , af de som så mange andre kun er 
støv og Aske , stadig trænge sig frem med deres 
advarsler og forstyrre enhver fornøjelse ! 
Ja , sådant et bal okumpetrs er en nydelse , 
navnlig for ungdommen , og ballel på den eriksenfle 
villa var så pragtfuldt og indbydende , som 
noget bal har været , hvor kunst og natur broderlig 
have samvirket til af gøre et rigt indtryk . 
Det sagde også den gamle professor vinge , der 
i sin yngre alder kom runors havde studeret det 
østerlandske skønne og de østerlandske skønne , 
og som derfor vel kunne tale med om , hvad der i 
den henseende var præsteret og kunne præsteres ; 
og hans kone , Fru professorinde vinge , om hvem 
en vittighedskræmmer , da hun på sin Hages 
venstre side havde en stor , rød plet , engang sagde , 
af den havde hun , fordi hun havde fået en „ Vinge “ , 
hun sagde rent ud , at dette bal var arrangeret 
med en smag , hun ikke turde tiltroe sig selv bedre . 
Det istemte også de fleste andre fruer , kun 
hviskedee de ganske sagte , at Fru vinge næppe 
nogensinde havde aflagt prøver på sin smag i 
den henseende , da hun dertil sikkert var alt for 
gerrig . De unge dansen . de , herrer som damer , 
de sagde alle , at det hele var som i fee-eventyr . 
Den første Dands dansede frøken julle med 
grosserer Jansen . Da de tvende trådte frem 

på gulvet , vare alles Oine fæstede på dem . 
Og det var ikke at undres over . En smuk mand 
var nemlig hr. Jansen i et og alt , det mørke , 
krøllede hår gav hans hoved næsten noget kækt . 
Og så hans toilet ! Den var næppe født , som i 
den henseende kunne påvise den mindste lyde . 
Klæderne vare fra pariser-lund , linnedet fra 
schotllænder l Goldschmidt , skoene fra during , 
og frit og ugenert sad det på ham allsammen , 
og over hans ansigt lå den stolte bevidsthed , at 
han var en cavalleer komme il kaut . Og nu frøken 
Julie — lad mig denne gang kalde hende 
således , hun vil lidt nok endnu blive nævnet ved 
sit kælenavn — sandelig , hun var nydelig , ingen 
kunne sige andet . En klar , hvid kjole bølgede 
let hen over den slanke skikkelse , og for at det 
ikke skulle undgå opmærksomheden , hvor smækkert 
livet var , vandt et kornblåt silkebånd sig 
veltalende om det . I det lyse , blanke hår bar 
hun en eneste mørkerød blomst , undseelig sad den 
lidt tilbage , for ikke at kappes med hende ; i nakken 
havde hun en lille kam med Perler i . Det var et 
par , der vel var værd at se på , og Fru majorinde 
Malmstrøm , som selv på ballet havde en 
datter , der nylig havde fuldendt et cursus i fransk 
og engelsk og ved den afsluttende prøve var anerkendt 
som den skrappeste af alle i gymnastik , 
lagde mærke til hvert skridt , de trådte , men der 
var intet at sinde , som hun , i det første oieblik 
idetmindste , kunne udsætte på . Også Fru Iversen 

holdt vie med dem og sagde , at det var et 
smukt par , men sagte tilhviskedee hun samtidig dermed 
sin datter , hvad hun selv havde gjort , da 
hun første gang var på bal med Iversen , og 
hvad datteren skulle gøre , hvis Jansen kom og 
tog hende op til dansen . Fru Caspersen var 
lykkelig , hun stod i en vinduesfordybning med sin 
mand og drømte om den store fremtid , der ventede 
hendes datter ved Jansens side . Hendes 
mand var ikke slet så lykkelig , han foretrak at 
sidde i sit assurancecontoir og tælle summer op , 
thi skønt han var caneelliråd , satte han dog ikke 
pris på rangen , men overlod sin kone at soutenere 
den , medens han ikke sjældent , hvor der var 
megen pragt og mange titler og ordensbånd 
tilstede , listede af som en forbryder , der er bange 
for at gribes . Denne gang kunne han dog ikke 
flippe . Han måtte se sin datter , han måtte 
beundre hende , han måtte passe på hr. Jansen , 
han måtte begejstres for ham . Det var frugten 
af , at han for tyve år siden havde tittet for dybt 
i Fru Caspersens vine , i stedet for at holde sig til 
sine tal . Og dog holdt han på sin bis af sin 
datter . Stakkels pige ! Hvor langt bedre havde 
det ikke været for hende , om hans kærlighed til 
hende var bleven den rådende ! 
Da den første Dands , en Vals , var forbi , 
kom oberstinden selv hen og kyssede frøken julle 
på panden og sagde , at hun var allerkæreste . 
Og den unge grosserer Jansen stod ved siden 

af , og han havde vist også gerne kysset hende 
på panden og sagt , at hun var allerkj æreste , og 
hvo ved , Fru Caspersen havde , skønt det på 
ballet ville have taget sig lidt ejendommeligt ud , 
måske gerne set det og endda hørt ham tilføje 
et „ min “ foran „ allerkæreste “ . Men det var 
første gang , han så hende , og selv en løve 
må på et bal dog være en lille smule tam . 
Også hr. og Fru Caspersen nærmede sig nu , 
og grosserer Jansen hilste på cancelliråden og 
hans kone og bad om tilladelse til , hvis deres 
datter indrømmede det , også at danse anden 
Dands , en polka med hende . Og Fru Caspersen 
smilte , og der var i hendes smil et afgørende 
ja . Men deri kunne frøken julle dog ikke slutte 
fig til sin moder , anden Dands havde hun allerede 
lovet bort til lieutenant i søetaten Johnsen , 
og lieutenant Johnsen var tilvisse et menneske , 
der var værd at danse med , om han end ikke 
var således i strømmen som grosserer Jansen . 
Cancellirådinden så misbilligende til sin datter ; 
men derved var intet at gøre . Den raske 
søofficer kom , hun gik i dansen med ham , og 
ballets løve tog frøken Malmstrøm . Så fulgte 
alles Oine frøken Malmstrøm og hendes dandser ; 
thi det var nu engang ham , som for øjeblikket 
bar dronning Gunilds ring , men frn 
Caspersen lovede sig selv , hvor meget hun under 
andre omstændigheder end ville have lagt vægten 
på hs . Majestæts marinelieutenant , at hun 

nok herefter skulle give sin datter bedre lærdomme 
og skaffe sig øre for dem . Stakkels 
pige ! Som om hun ikke sig ubevidst havde valgt 
den bedre del , da hun gik i dansen med hr. 
Johnsen . 
Den fjerde Dands var en lancier , og den 
dandsede frøken julle atter med hr. Jansen . 
Da den var endt , kom hr. Jansen hen til Fru 
Caspersen og satte sig hos hende . Uvilkårlig 
rejste hun sig for at neje , den megen tummel og 
Glands havde formodentlig i dette øjeblik forvirret 
hende . Fru Malmstrøm så det og stødte 
til Fru Iversen , og de holdt begge deres lommetørklæder 
for øjnene og lo ; ja , Fru jversens 
datter , der netop var kommen til sin moder for at 
losse en smule af sit hjertes bitterhed , var 
dristig nok til at kopiere Fru Caspersen og neje 
ærbødig taknemmelig for sin Broder , der stod tæt 
ved . Grosserer Jansen sad længe hos Fru Caspersen , 
og da han forlod hende , var hun vis 
på , at hr. Jansen var et udmærket menneske , og 
at han , hvad hendes datter angik , havde noget 
alvorligt i sinde . 
Ak ! Hvorfor kan man ikke se sorud , hvad 
der vil komme , når dog det , der kommer , nundgåellg 
må komme ? Hvorfor skulle selv de stolteste 
planer briste som sæbebobler , drengen legende 
puster ud af sin kridtpibe ? Hvorfor have 
menneskene , der er så sindrige i opfindelser , 
at de kunne bringe ordet hurtigere , end vinden 

farer , forud bebude den kommende storm og således 
forebygge de farlige følger af vindmageriet 
i naturen , hvorfor have menneskene , siger jeg , 
ikke fundet på et slags briller , hvormed de 
kunne forudse , hvad der er vind , endsige storm , 
også i samfundslivet , og komme vindmageriet 
i forkøbet også der ? For tiden , hvor det 
jo er moden , at unge damer bære briller , kunne 
et par sådanne briller komme mangen ung 
pige til megen nytte , ikke at tale om , hvor 
mange fædre og mødre der kunne bruge dem 
med uberegneligt held . Og tænk ! Hvad gavn 
kunne ikke Fru Caspersen have haft af dem , 
hun , som når det gjaldt noget , der gjorde opsigt 
i selskabslivet , kun så til den yderste overflade ! 
De ville måske endogså have klædt 
hende til hendes lille kokette kappe med de rosenrøde 
bånd ! 
Men , desværre , sådanne briller er endnu 
ikke opfundne . Hvo ved , hvis de vare det , var 
måske allerede for fortællerens egen skyld 
denne lille flygtige fortælling slet ikke kommen 
frem . Han ville mulig da have forudset , at 
man ikke syntes om den . Nej , de vare ikke opfundne , 
og derfor kunne Fru Caspersen ikke tage 
dem på , endsige at frøken julle skulle kunne 
det , hun , som desuden havde al grund til at 
lade sine smukke vine være ubedcekkede . 
Ud på natten var der en pause i dansen , 
og man gik ud for at indånde lidt af den 

friske kølighed ved stranden . Herrer og damer 
kastede kapper og tørklæder over sig , de 
forsigtigere væbnede også hoved og fod . Den 
unge grosserer Jansen ledsagede frøken julle , 
og da hendes shawl gled lidt ned , lagde han 
det omhyggelig og fasf om hendes hvide skuldre . 
Og det var nok været at vandre lidt ned ad 
kysten i den stille nat ! Det var , som åndede 
man tro og fred i hvert et åndedrag . Nede 
ved stranden skvulpede det og gyngede , og nu 
og da kastede vandet op på det løse sand en 
lille hvid muslingskal , der et oieblik belystes 
af den alt højt på himlen stavende fulde månes 
giands og derpå atter forsvandt i dybet . 
Dens slimede beboer var for længe siden forsvunden , 
nu var også den lette skal det . Tæt 
ved kysten lå en fiskerbåd , kraftige hænderhavde 
skudt den ud i vandet . Tause tog fiskerne 
deres årer , og , gjennemskærende månens guldgule 
stribe på vandet , gled det lille fartøj 
hen over det element , hvor dets tvende veirslagne 
førere vare vante til med nøjsomhed at søge 
deres daglige brød . Længere ude gik store geilere . 
Sagtelig glede de med deres hvide sejl , 
hver sin vej , fremad mod det fjerne måi . 
Skulle rejsen blive heldig ? først tiden ville vise 
det . Mange af dem skulle måske før rejsens 
ende som muslingfkallen fkvulpes og tumles , 
til de som den sank ned i dybet for at blive 
der . Men nu giede de , smukt at se til , trygge 

og tillidsfulde hen ad den blanke flade . Da 
frøken julle kastede øjet ud derover , var i et 
sekund hele ballet som forsvundet af hendes 
tanker , og , uden at hun selv kunne gøre sig 
rede derfor , undslap der hende et ufrivilligt suk . 
Var det et glædessuk fra det fulde hjerte ? Også 
i glæden kan jo hjertet være for trangt og 
stræbe efter lettelse ved et suk , eller var der i 
det en anelse om , at også hun skulle have noget 
af muslingskallens lod og som den kun bringes 
frem til lys , for atter , efter en kortvarig 
Glands , at kastes tilbage i glemsel ? Hun vidste 
det ikke selv , og da hun lidt efter atter henvendte 
nogle ord til sin cavalleer om nattens skønhed , 
var det , som også han på sin Viis var 
bleven påvirket af nattens alvor , og holdningsløs 
i sit indre havde han intet svar . 
Da kom i det samme den unge søofficer 
med den ældste af oberst Eriksens døtre , og da 
de så frøken Caspersen og hendes ledsager , 
støde de stille , og frøken Eriksen gjorde nogle 
bemærkninger om det forfriskende i således efter 
dansen at spadfere lidt ved stranden . „ Med 
en af disse fiskere , “ sagde hun , „ gad jeg i dette 
dieblik roe ud på sundet ! Hør , hvor regelmæssigt 
deres åretag er . Ovenpå den bevægede 
tummel derinde gør det rolige , sikre 
åretag så usigelig godt . “ „ Men om der nu 
pludselig rejste sig en storm og drev båden ud 
på havet ? “ afbrød frøken julle hende og lod 

øjet atter tankefuldt hvile på det stille naturbilled , 
hun havde for sig . „ Så tager man sig 
sammen og gør , hvad man kan , “ sagde den unge 
sømand kfækt . „ De lo havgasser , som sidde i 
båden der og trække åren , skulle vel vide at 
finde hjem igen , selv om stormen drev deres 
nøddeskal ud på havet . Det er ikke blot derude , 
man har et fyr til at vise vej , “ og han 
pegede , idet han sagde det , på Trekroners fyr , 
„ også ude på det vide hav har man sit fyrat 
styre efter ! Blinke ikke himlens lys foroven ? 
Det gælder kun en sikker hånd og et sikkert 
die og så , at skuden , man er på , den være 
lille eller stor , ikke er rådden i sine planker . 
Men , selv i værste tilfælde , gik også båden 
mulig under , er det friske hav da vel værre at 
hvile i end en sammenpresset Klump jord ? “ 
En lille pause indtrådte , da vendte lieutenant 
Johnsen sig igen til begge damerne og sagde 
let og muntert : „ Tog kan man end i storm og 
mulm føle sig tryg og stærk , lige fra et bal , hvor 
man er bleven varm , har man ikke godt af den 
fugtige natteluft , og jeg må meget råde damerne 
til at gå tilbage til dansen . “ Frøken 
julle betragtede lieutenant Johnsen tavs og 
tankefuld , frøken Eriksen lagde sin arm begejstret 
i hans . Hr. Jansen havde til hele denne samtale 
intet at sige , han følte sig , uden ret at vide 
grunden , forvirret og blottet selv for det tarveligste 
indlæg i samtalen . Havde han haft sin 

phaeton på stedet der , havde han måske hurtig 
rullet til sit hjem . 
Et oieblik efter vare de alle fire atter inde 
i d andsesalen . Hr. Jansen havde glemt sin 
åndelige afmagt ved stranden , frøken julles 
roser blomstrede igen på hendes kind , og de 
to små kupidoer i hendes mne havde atter 
pilene på strengene , rede til at prøve deres 
skyts . Da musiken atter lød , da alles samtale 
atter drejede sig om hr. Jansen , havde hun 
glemt båd og muslingskal , og hjertet bankede 
i forventning af den nye Dands . Og hr. 
Jansen ? Da Fru Caspersen havde takket ham for 
hans omhu for hendes datter , da frøken Malmstrøm 
havde slået ham med sin viffe på armen 
og med et megetsigende blik opfordret ham til at 
anstille endnu en prøve med hendes gymnastiske 
talent i den forestående gallopade , så var han 
atter den dristige løve , ved siden af hvem den 
beskedne Johnsen kun lidet kom i betragtning , og 
havde hans phaoton i dette oieblik stået forspændt 
ved villaen , havde han , sorgløs for en 
fjernere fremtid end den nærmeste , rolig ladet 
hesten sætte ind i stalden igen . 
Ak , hvorfor kan dog selv et bal ebaniiietrs ikke 
vare bestandig ! Det er det ufuldkomne ved verden , 
at alt i den må ende , som det er bedst i 
gang . Kunne blot verdenssceptret et oieblik 
være betroet til hr. Jansen — og hvor gerne 
havde Fru Caspersen ikke overgivet ham det samtidig 

med , at hun overgav ham sin datter — 
hvilken forandring ville der da ikke være foregået ? 
Ikke som om verden derved måske i 
tiden havde befundet sig bedre , menneskene er 
nu engang således , at deres ønsker og tragten 
ere uden grændser , og netop det , at man 
kun kender styrelsen gennem dens værk , har 
måske sin gode side , idet man villigst bøjer sig 
for det , man ikke personlig kender . Det er således 
ikke sjældent , at en kunstner stod højt i ry , 
sålænge han ikke personlig havde viist sig for 
sine beundrere , så længe han ikke var personlig 
kendt , og det er netop det farlige ved den konstitutionelle 
regering , og som de , der tragte efter 
at indtage plads på ministertabouretten , vel 
skulle skrive sig på øret , at den , der vil stå 
tilroers for folket , skal stille sig personlig overfor 
dets udvalgte og derved vise , at også han har 
sine svagheder og ganske er et menneske som 
andre . Men med hr. Jansen ville det dog 
neppe i den grad som ellers være blevet tilfældet . 
Han var nu engang set og vejet i den 
elegante verden , og samfundets fine portion 
havde anerkendt ham som noget overordnet . Hvo 
ved , med ham kunne måske eksperimentet have 
ladet sig prøve ! Da skaberen havde skabt verden 
med alt , hvad der var deri , i seks dage , da 
hvilede han på den syvende ; også forsynet , 
styreren kunne jo tage sig en hviledag og lade 
Herr Jansen være den , der holdt hans scepter 

under det kortvarige interregnum . Udover den 
ene dag ville den dristige lykkeridder dog næppe 
selv have haft mod til at holde fast . 
Den sidste Dands , en polonaise , dansede 
Herr Jansen igen med frøken julle . I den 
trådte også alle alldre , der ikke vare forhindrede 
deri ved gigt og anden sådan svaghed , 
så godt de kunne , op med . Det var en tilgift 
til ballet , der , så at sige , skulle krone Fru 
Eriksens værk . Også hr. Caspersen måtte 
gå i dansen med sin kone . Hr. Jansen 
skulle dog se , at også han engang havde forståef 
at svinge sig med anstand og for den 
sags skyld endnu var mand for at sætte det 
bedste ben frem . Unegtelig havde den gode 
bogholder hellere summeret et helt seculums 
brandtabeller op ; men det var jo for sin kones 
skyld , han dansede . Ingen kunne dog derfor 
sige , at han dansede efter hendes pibe , thi hendes 
pibe behøvedes sandelig ikke , der var på 
ballet god musik nok . Og så dansede han jo 
for sin egen lille julles skyld . Stakkels pige ! 
For hendes lykkelige fremtids skyld kunne han 
jo vel springe en lille Dands ; stakket Dands , det 
ved dog enhver , er let sprungen . 
Og så gjorde man sig da rede til at tage 
hjem . Fru malmsfrøm kyssede Fru Eriksen , Fru 
Eriksen kyssede Fru malmsfrøm , oberst Eriksen 
trykkede Major Malmstrøms hånd , Major malmsfrøm 
trykkede oberst Eriksens , Fru Iversen omfavnede 

Fru Caspersen , Fru Caspersen omfavnede 
Fru Iversen , frøken julle kyssede frøkenerne 
Iversen , frøkenerne Iversen trykkede samtlige et 
Kys på frøken julles mund , kort sagt , alt var 
hjertelighed og taknemlighed , og det er i et sådant 
nieblik , man skal lære menneskene af kende , 
i et sådant nieblik man ret seer , hvor overstrømmende 
deres hjerter er af smukke og ædle 
følelser . Idealister og sværmere have ofte påstået , 
af det er i de store situationer , det lettest 
erkendes , i kampens tummel , når den sejrrige 
og overvundne fjende broderlig række hinanden 
hjælpsom hånd , ved mord og plyndring , 
når sønnen går i døden for fin fader , 
datteren for sin moder . Idealister og sværmere 
ere altid på afveje ! Kunne det ses nogetsteds , 
hvad det ene menneske kan have tilovers 
for det andet , da måtte det ses i et nieblik 
som det , hvori de eriksenske gæster nu vare . 
Fru Caspersen især var lutter hjerte , hun havde 
gerne omfavnet grosserer Jansen og takket ham 
for , hvad han havde været for hende og alle 
hendes , og , hvad han , det håbede hun sikkert , 
også ville blive . Men man er nu engang , selv 
hvor hjertet er villigst til af løbe af med en , 
bunden ved de stive selskabsformer , conveniens 
og vedtægt er nu engang det snørliv , hvori 
kvinden må spænde sine følelser , ikke af tale 
om , at hun desuden må bære et andet , der , 
hvor vel det end lidt kan klæde , dog sikkerlig er 

generende nok , og hun lod sig da nøje med , da 
Herr Jansen takkede hende og hendes mand og 
trykkede deres hænder , at bede ham besøge dem 
ret oste og betragte deres hus som sit . Stille 
ved sig selv lovede hun , at hun engang også 
ville betragte hans som sit , og hans , tænkte 
hun , det var dog et anderledes stort end hendes , 
et anderledes grundmuret og rigt . 
Da frøken julle rakte hr. Jansen hånden , 
skøde begge cupidoerne på en gang deres Buer 
af , og endnu havde ingen opfundet det lette 
overtræk , som først af en italiener er opfundet 
i Frankrig ikke så lidet senere , og hvorved 
man selv imod nok så kraftigt skyts er fuldkomment 
betrygget og skudfri . Sagte hviskedee han 
hende sin tak for den behagelige nat og bad 
hende om tilladelse til den næste formiddag at 
måtte hilse på hende i hendes hjem . Hun smilede 
bejaende , vognene rullede frem , og nogle 
minuter efter var hele den til afrejss færdige 
karavane på vejen fra oberst Eriksens til hjemmet . 
Nej , det er sandt , den unge søofficer blev 
dog på oberstens villa også den næste dag , 
der var et og andet med hensyn til himmel og 
hav , han havde lovet den ældste frøken Eriksen 
at gøre hende klart den følgende aften , hvis 
vejret blev smukt og månen igen stod ren og 
lys ; thi i det klare måneskin kan der , navnlig 
når en ung mand er den , der giver , og en ung 
kvinde den , der modtager undervisningen , læres 

en hel del , som ikke læres så godt ved dagen 
eller i de skarpsindigste lærdes skrister . 
Den næste formiddag holdt grosserer Jansen 
i en Landauer udenfor cancelliråd Caspersens 
hus . Tjeneren sprang af , det blå liberi med 
guldtressen om hatten og fangsnorene på skulderen 
var ganske , som det egner sig for tjeneren 
hos en mand , der kommanderer store capitalen . 
Også hr. Jansen sprang af , hans forretninger 
led ikke ved , at han gjorde et sådant kort formiddagsbesøg , 
han havde folk nok hjemme til at 
besørge det nødvendige . I døren blev han modtagen 
med håndtryk . Hr. Caspersen var elskværdig , 
Fru Caspersen var elskværdigere , frøken 
Caspersen var elsfværdigst , det var et positiv , 
comparativ og superlativ af forekommenhed og 
velvillie , og på lærkre sager , på Jis og søde 
frugter var der ingen mangel . Da hr. Jansen , 
efterat have talt om ballet og spurgt om alles 
befindende , efter at have beundret , hvad der kunne 
beundres , og ladet beundre , hvad der måtte beundres , 
efterat have nydt en ægte Madeira og 
klinket på en lykkelig fremtid , atter endte besøget 
og var sprungen i sin vogn , trykkede Fru casversen 
sin datter glædedrukken til sit hjerte . Stakkels 
pige ! Hun lå denne gang ikke så sikkert 
der , som hun havde ligget kort før hun så 
verdens lys . 
Nogle dage efter hviskedee man om , at grosserer 
Jansen og frøken Caspersen nok blev et par . 

ved store begivenheder viser der sig gerne et eller 
andet jertegn i luften , og professoren på det 
astronomiske observatorium skulle , så sagde man , 
den nat , ballet var i Tårbæk , have set to fammenføiede 
hænder såvel over Caspersens som over 
Jansens hus . Andre mente dog , at jertegnet 
kun var løs opfindelse , professoren havde i lang 
tid ikke nogen nat kiget stjerner , han havde 
sovet de retfærdiges søvn , og var der kiget 
stjerner , da var det snarere hr. Jansen , der 
havde kiget dem i frøken julles vine . Skumlere 
sagde , at der ganske rigtig var set to hænder , 
men to forenede var det ikke , de tilhørte begge 
notarius xubhens , og de vare hver for sig fulde 
af protesterede vexier . Og Fru Iversen og Fru 
Malmstrøm , der dagen efter forhandlede sagen 
ved en lille formiddagskaffe hos Fru Malmstrøm , 
sagde , at der sandelig var vigtigere begivenheder 
end hr. Jansens forlovelse , der ikke bebudedes 
ved jertegn , og at der dog egentlig ikke var så 
meget ved hr. Jansen , som de havde troet . Det 
var i ethvert tilfælde tydeligt , at han ikke havde 
nogen god smag eller højere dannelse . 
Tre dage efter sad frøken julle ved siden 
af hr. Jansen i hans phaeton og kørte med ham 
som hans forlovede ud ad Langelinie . Og der 
var glæde over det hele hus , nu var alt , hvad 
der var stridt og lidt for , fuldbyrdet ! Frøken julle 
sad nu ved hr. Jansens side , og den seierrige 
erobrer fløj afsked med fin trofæ , ad Tårbæk 

til , hos oberst Eriksens skulle han nemlig præsentere 
frøken julle som sin brud . Da de kom gennem 
Bredgade , sad Fru Iversen ved sit åbne vindue , 
og da hun så dem komme , slog hun vinduet 
hårdt i og forlod det . Det var ikke smukt af 
Fru Iversen , det havde Fru Caspersen ikke fortjent 
af hende . Hvor lidt havde hun ikke , ved 
festlige lejligheder i det jversenfke huns , ved 
barnedåb og på fødselsdage , lånt veninden 
glas og sølvtøj , knive og gafler , ja selv , hvad 
Fru Iversen ikke burde have manglet , serviet og 
dug ! Og havde hun forlangt gengæld ? Det 
havde hun sandelig aldrig ! Men således er venskabet ! 
Siger , ifølge meisling , ikke allerede gozzi 
for hen ved et århundrede siden : 
„ At stole på en ven blandt verdens mange luxer 
er med en blomsfersfilk at binde sine bukser . “ 
Og kan man ikke stole på sin ven , hvor skulle 
man da kunne stole på sin veninde ? 
I fjorten samfulde dage levede frøken julle 
nu et liv fuldt af glæde . Det var adspredelse 
på adspredelse , nydelse på nydelse . En dag 
vare de også indbudne hos professor vinges , og 
professoren holdt et lille interessant foredrag over 
ovids ars amanlli , hvortil hr. Jansen og frøken 
julle , da de kom hjem , føjede en grundig praktisk 
commentar . Den femtende dag bestemte man sig 
til , da hr. Jansen var kommen til sin udkårede , 
at blive hjemme og nyde den stillere , hunslige 
lykke . Ak ! hvorfor lod hr. Jansen ikke den 

femtende dag ligne de fjorten ? Frøken jnlle , 
stakkels pige , ville da have været sparet en dag 
længere for tvivl og sorg . 
Solen var netop ved at gå ned i vest , 
da familien Caspersen og hr. Jansen sad i den 
stille stue og talte om fremtiden med hverandre . 
Herr Caspersen var den dag ikke ganske 
i humeur , i sine regnskaber havde han fundet et 
nul for meget , og det var de seneste dages forstyrrelser , 
der var skyld deri . I og for sig betragtet , 
burde hr. Jansens tummel ikke have 
knnnet forsfyrre den rolige bogholder , og i og 
for sig er et nul jo heller intet . Men et nul 
kan i et regnskab dog anrette stor ødelæggelse , 
og en sådan fejl var ikke hændet den samvittighedsfulde 
regnskabsfører , siden han selv gjorde 
sig behagelig for frøken valdine strøm , nuværende 
Fru Caspersen . Imidlertid betvang han , 
så godt han kunne , sin forstemning og talte om 
sin datters , og , hvad der derved var så naturligt , 
også om hr. Jansens fremtid . Hr. Jansen 
talte som den , der har de store capitaler og 
de store udsigter at støtte sig til ; men leilighedsviis 
forekom det dog den dygtige bogholder , som 
om der også i hr. Jansens regnskab var opført 
ikke blot et , men mange nuller for meget , 
og da han svagt ytrede sig lidt derom , blev hr. 
Jansen forvirret og forlegen . Han blev atter 
fattig på ord , som da den unge søofficer i 
den stille nat pegede hen til de himmelske fyr 

foroven , og kun Fru Caspersen mærkede intet 
til hans forlegenhed og blev ved at se alt i 
det rosenrødeste lys . Frøken julle blev atter 
tankefuld , i fjorten famfulde dage havde hun 
udelukkende tænkt på glæde og lykke , det var 
nu , på den femtende , som anede hun , at måske 
dog lykken ikke altid ville vare ved . Taus lagde 
hun sit hoved mod hr. Jansens skulder , og , 
som hin aften ved havet , undslap der hende et 
dybt suk . Heller ikke den aften stod hans phaeton 
for døren , han var for en forandrings skyld 
den dag gået til sit kjærlighedsstevne , i den 
kunne han derfor heller ikke nu rulle bort . Så 
taug han da en stund , og kun Fru Caspersen 
var det givet atter at få samtalen i gang . 
„ Tænker de på at gifte dem snart ? “ sagde 
hun til hr. Jansen og så forventningsfuldt 
på ham . „ Hvis de og julle så synes , kære 
svigermoder , hen ad jul ! “ „ Henad jul ! ' gentog 
Fru Caspersen med et bifaldssmil . „ Henad 
jul ! “ klang det inde i frøken julles bryst , og 
på hendes kinder åbnede sig to dejlige roser . 
Herr Jansen drog hende til sig og trykkede et Kys 
på den ene rose ! Stakkels pige ! til en lang 
blomstring var den ikke bestemt . 
Lidt efter tændte man lys , der blev talt om 
næste dags adspredelser , cancelliråden gik ind 
i sit værelse og tænkte atter fortrædelig på 
nullet , og da hr. Jansen forlod den caspersenske 

familie , vare kun husets damer tilstede for 
at byde ham farvel . 
Næste morgen mumlede man i byen om , at 
Herr Jansen stod på svage fødder . Han havde 
på den seneste tid kørt så meget , at fødderne 
ikke havde haft godt deraf og nu ikke 
duede til at stå på . Man hvifkede om umåde » 
Lige Veksler , der vare blevne protesterede , ja nogle 
påstode endogså , at hr. Jansen havde gjort 
sig usynlig . Han var gået bag as , Jansen , han 
var gået bag af dansen , og der var intet håb 
om , at han kunne komme med i dansen igen . 
T > æ cancelliråd Caspersen om formiddagen 
kom i sit contoir , hørte han fuldmægtigen og en 
skriver hviske derom . Han ser hjem med brystet 
fuldt af angst , hans kone lo imidlertid af 
hans frygt . Men , uden at hendes mand vidste 
det , sendte hun dog straks bud til grosserer Jansens 
contoir for at spørge , hvad tid om formiddagen 
frøken Caspersen turde vente ham , da 
hun senere havde et og andet for sin moder at 
besørge . Budet kom tilbage med den besked , at 
Herr Jansen var kørt bort i en lukket rejsevogn 
ved solens opgang , og at man ikke havde set 
ham siden . Den sejrrige Cæsar var gået over 
sit rygtes rubikon og havde ladet sine beundrere 
og venner tilbage på den anden bred . 
Da budet bragte Fru Caspersen efferretningen 
om hr. Jansens forsvinden , faldt hun 
besvimet i en stol . Frøken julle blegnede , og 

i hendes smukke øjne trængte den ene tåre sig 
frem efter den anden . Hr. Caspersen så med 
deektagelse på dem begge , især på sin datter : 
stakkels pige , hvad skulle der nu blive af hende ? 
Og så tænkte han igen bekymret på nullet og 
på sin Dands , på det eriksenske lal ellampetre , 
og stille hos sig selv lovede han , at det skulle 
blive sidste gang , han skulle danse polonaise på , 
sin kones vink . 
Om middagen kom der bud fra Fru jverfen 
med indbydelse til en the om aftenen på eremitagen . 
Den caspersenske familie ville træffe 
den malmstrømske familie og andre gode venner . 
Til hr. Grosserer Jansen ville de sende særlig 
indbydelse , de havde tænkt at bede ham med sit 
elegante kjøretøi være i spidsen for toget , der 
skuldeudgåe frajversens ibredgadeklokkenfemom 
eftermiddagen . Cancelliråden lod svare , at hans 
damer vare ikke vel , de måtte således nægte sig 
fornøjelsen . 
Hele dagen ventede Fru Caspersen , hele dagen 
græd frøken julle . Og som denne dag således 
gik den næste , på tårer var der ingen mangel . 
På den tredje åbnede hun sit album , der sad 
hans billede , taget hos hoffotograph Petersen , 
og der var ingen forandring at se , alt var klart 
og smukt , lyslevende stod han der , som da han 
stod hos hende første gang . Langsomt tog hun 
det ud af album ' et , og efter en kort kamp med 
sig selv , tilintetgjorde hun det . Endnu engang 

blussede dog håbet om hans komme op , men 
atter gik en dag , genstanden for hendes sorg 
kom ikke tilbage , og den forladte pige fik intet 
brev , der sagde hende , hvor han var . Det rygte 
gik , at han var flygtet til Amerika , alle mislykkede 
speeulanters sidste tilflugtssted . Stakkels pige ! 
Hun havde været vel forlovet ! 
En formiddag kom den ældste frøken Eriksen 
op for at trøste hende . Det var den første solstråle 
for frøken julle , siden hun hin stille aften 
i hjemmet ved solnedgang lænede sig til hr. 
Jansens skulder . Frøken Eriksen var nogle dage 
iforveien bleven trolovet til den kække søofficer ; 
men hun talte ikke derom , det nænnede hun ikke ; 
deltagende kyssede hun veninden og lagde sin 
arm på hendes . Hun talte om den smukke nat 
ved stranden i Tårbæk , om de hvide sejlers i 
det fjerne , om fyrene foroven , der hver nat tændes 
af en nådig gud . Og da frøken Eriksen gik , var 
frøken julle mere fattet og havde sat ug for mere 
end før at holde vie med stjernerne foroven og 
se mindre på den glans , der i selskabslivet 
så ofte blænder viet . 
Hvad Fru Iversen og Fru Malmstrøm angår , 
da er de ved det skete komne hinanden betydelig 
nærmere . De er nu sande veninder , de have 
endogså ved auktionen over det kgl . Tteaters 
loger abonneret en loge sammen i første etage . 
Fru Caspersen er ikke spurgt i den henseende ; 
men om det nye venskabsforbund har hun underhånden 

hørt , og hun har lovet sig selv at skrive 
sig det bag øret til lysere dage , og — de komme 
nok . Foreløbig har hun dog taget sin kappe med 
de rosenrøde bånd as , hun bærer nu en anden 
med penssebånd . Og pensoe passer også godt 
for hende . Hun har nu fået nok at tænke på : 
hvordan fkal hun udslette indtrykket af , hvad der 
nylig er sket ? Hvordan skal hun vise sig igen 
i den fornemme verden ? Hvordan skal hun atter 
føre sin datter ind i den ? Lade hende hensidde , 
uden nogensinde at skaffe hende oprejsning , det 
kan hun dog som brav moder ikke ! Lidt må der 
dog gøres , det var synd andet mod hende , 
stakkels pige !