normalized/1870_Korfitsen_EnSkibbruden.txt

I . 
Et gilde . 
„ Mine herrer ! — 
„ Min herre ! “ udbrød øjeblikkeligt stud . jur . Langsted , der som jurist stærkt havde udhævet nødvendigheden af , at der var parlementarisk orden ved gildet , og at der måtte vælges en dirigent ; „ jeg må bede dem at erindre , at de har at bede mig om ordet , når de vil tale . “ 
„ Å snak , Langsted ! “ 
„ Til orden ! “ — „ Til orden ! “ lød det fra alle sider . 
„ Vel ! — må jeg be ' e den ærede dirigent om ordet ? “ 
„ Hr . stud . jur . Carlsen har ordet . “ 
„ „ Das war der langen rede kurzer Sinn ! “ — mine herrer ! Ifald man ville spørge os om anledningen fil , at vi i aften er samlede her i denne hyggelige lille bagstue , knejpens allerhelligste , så ville svaret rimeligvis i al anstændighed lyde : vor fælles ven , Carl Volmer , har fået den lille guldmedaille for sin gruppe Cain og abet , dette lille mesterværk , der vil bane ham vejen fil udødeligheden ; han har slået abet smukt ihjel efter alle 

kunstens regler , og hans venner have villet hædre manddraberen — apropos ! det lader fil at være en god forretning at slå folk ihjel — “ 
„ Det er naturligvis derfor , du har studeret . Medicin , “ bemærkede en ung maler , Sophus Frank . 
„ Conjecturen er dristig , men savner ikke al basis . — svaret ville altså i al anstændighed lyde til den nyfigne spørger : vi have villet hædre den unge fremadstræbænde kunstner . Kunne man imidlertid så fat i den egentlige , for den store mængde skjulte , dybere liggende grund , kunne man med andre ordgranske i hjerter og nyrer , få — “ 
„ Å , vent med det , til vi engang — gid sent ! — kommer på obductionsbordet , “ bad Carl Volmer , æresgjæsfen . 
„ Så ville man dog måske se , at svaret heller burde lyde : vi vare umådeligt tørstige efter lang tids afholdenhed , på latin : abstinentia , på græsk : de vises dyd — “ 
„ Men det er dårligt græsk . “ 
„ Naturligt ! det er fra de fenere forfattere — vi . søgte en anledning til at drikke — “ 
„ Bravo ! — bravo ! “ 
„ Så fik vor geniale ven , Carl Volmer , som sagt den lille guldmedaille ; anledningen var der „ Til 
at drikke til den store . “ 
„ Og som flittige arbejdere i vingården benyttede vi den , og derfor sidde vi her . Vort dobbelte formål kan imidlertid ypperligt medieres op i en højere enhed ved „ bloße behændigkeit . “ Nu skal de bare se , mine herrer . Klokken er jo over 12 ; værten . 

har anmodet os om ikke at være alt for højrøstede ; vi kunne derfor ikke hædre vor ven ved oftere at råbe tre gange hurra for ham , men for at vise , hvor oprigtigt vi mene ham det , ville vi fylde vore glas og tre gange drikke dem ud på en rig fremtid for billedhuggeren Carl Volmer . Han leve ! “ 
„ Det var en satans god ide ! “ udbrød en halvgammel herre , der var ansat i toldvæsenet ; „ på den måde kan man da blive fuld i en fart . “ 
„ Udmærket fuld ! “ snøvlede cand . fil . Petersen , der allerede var godt på veje . 
Glassene blev nu fyldte og atter tømte efter medieinereus recept , den fejrede takkede rørt , og Petersen foreslog , at man skulle synge den vise , han havde skrevet til festen , en gang endnu . Dette forslag blev dog imødegået på det allerbestemteste , 
idet man med fuld føje udhævede , at den allerede var sunget to gange , og at de nu alle sammen kunne den udenad . 
„ Desbedre går den , og alle gode gange er tre , og visen er minsæl god ! “ Og så begyndte han at synge : 
„ Jeden abet bort fra hjemmet gik , jeden abet auf der Heide ! 
Bro ' eren Cain ham fulgte nok så kvik , alle beide auf der Heide ! 
Abet mødte fluks den grumme Cain , der var ingen verdens ting ivei ' n ; aber — tænk dem ! — auf der Heide stod den allerferste jødefejde . 
Cain ham myred ' og var nær ved galgen , skaffede ' Volmer derved dog medaillen . 

„ Cain ham myred ' — “ lød choret , som dirigentens vedholdende kimen dog fik bragt til tanshed . 
„ Jeg må bede de herrer om at tie af flere grunde , af hvilke den ene dog turde være tilstrækkelig at anføre lige overfor tænkende væsener . Vi har ikke mere punsch , og vi risquere , at værten ikke vil give os mere , når vi brøler sådan op . “ 
„ For himlens skyld ! “ udbrød told embedsmand en , „ lad ' os blot tie bomstille . Tænk , om det umenneske , værten , faldt på en så raffineret hævn ! “ 
„ Umuligt ! “ mente Petersen . „ Han er da ikke den skinbarlige satan i en traeteurs huldsalige skikkelse . Jeg for mit vedkommende tror indtil videre , at han har et hjerte i livet . Men vi kan jo sætte ham på en prøve ! — hr . Vært ! Hr . Vært ! “ — værten viste sig - „ En bolle ! “ 
„ Jeg har virkelig ikke mere i nat , “ var det uheldvarslende svar 
„ Godt ! ingen bolle ! så lad mig få en julekage og en — en fin cognac . “ 
„ Passiar , Petersen ! “ udbrød Volmer . „ Hr . Vært ! jeg kan vel nok få to flasker champagne ? “ 
„ Med fornøjelse , hr . Volmer ! “ og som en kakerlak sprang værten ud ad døren . 
„ Drømmer jeg , eller er jeg vågen ? “ spurgte Langsted . „ Bedrog mine øren mig ? Sagde han ikke champagne ? “ 
„ Jo , han sagde champagne , “ forsikrede Carlsen , „ og han synes ikke at tale i vildelse . Må jeg føle din puls , Carl ? “ 
„ Ingen chicanonerier lige overfor denne noble charakter , “ 

råbte Petersen . „ Kom til mit bryst , Carl , og lad mig kysse dig . “ 
„ Nej , ellers tak ! — der er værten med champagnen . Se , hvor de kælent strække halsen ud imod os , de ranke skønheder med de sølverne diademer om hovedet . Vær hilset , skønne enke ! “ 
„ Veuve cliquot ! je vous adore ! “ udbrød Carlsen begejstret . 
„ Jeg gifter mig med enkefruen , når det skal være , “ forsikrede Langsted galant . 
Med øvet mesterhånd fik Volmer ståltråden vredet over , gejsten sprængte sine skranker og forkyndfe verden sin frihed med et knald , og kogende og sfummende sydede den liflige drik i de smækre glas . 
„ Lad bouteillen klukke 
og vemodigt sukke 
over tabet af sit ædle blod ! 
Som en hob vampyrer vi dens indhold tyrer , suge spænstighed og fyrigt mod . “ 
Sang Volmer , idet han tømte sit glas for atter at fylde det . 
„ Mine venner ! En kunstner har mange timer , fulde af tvivl , fulde as mismod , fulde af kval , men han har til gengæld frem for andre dødelige timer , fulde af henrykkelse , fulde af begejstring , fulde af fryd . I have beredet mig en sådan stund . Hav tak for denne glade aften . Den vil altid høre til mit livs kæreste minder . Den kalkunsteg , 

vi fik , glemmer jeg aldrig , men brændevinen kunne gerne have været bedre , min gode vært . “ 
„ Det forstår jeg virkelig ikke , hr . Volmer ; det var af Møllers otte graders . “ 
„ Umuligt , kære mand ! “ hikkede Petersen . „ Otte graders — umuligt ! Jeg plejer aldrig at drikke mere end tre snapse til — til min aftensmad ; — i aften har jeg - har jeg drukket fem , og jeg — kan ikke mærke , at — at jeg har drukket . “ 
„ Nej , “ bemærkede Langsted , „ det kan jo nok være , at du ikke kan mærke det , men så kan du stole på , at vi andre kan mærke det . “ 
„ Da vil jeg da ikke håbe , at i er bleven til-kjørte af det , jeg har konsumeret . “ 
„ Mine venner ! “ begyndte Volmer igen ; „ idet jeg takker jer for denne særdeles vellykkede aften , så synes jeg , at jeg skylder jer at gøre et løfte . Idet i har sejret mig som kunstner , har i på en måde pålagt mig en forpligtelse ; jeg må vise ung værdig til denne hyldest , som jeg til dato kun kan betragte som til dels ufortjent , som anteciperet . Men derfor lover jeg eder , og den kongelige champagne være mit vidne ! at jeg om et år skal concurrere til den store guldmedaille og forhåbentlig få den . Den store guldmedaille — ha ! hvilken melodisk klang i disse ord — og sikken en masse penge man kan få på den . “ 
„ Det er formodentlig den lille guldmedaille , der giver champagne i nat ? “ spurgte Frank . 
„ Det er klart ! — guderne have hørt mit løfte . 

„ Hvad fik du på den ? “ 
„ Å , den jøde ville ikke give mere end 40 daler . “ 
„ Sikken en optrækker ! “ 
„ Nå ! det er jo forresten temmelig ligegyldigt ; det er kun et par flasker vin mindre . — clarerimus , amici , et ibimus ! Jeg giver frokost i Gimle . “ 
„ Du er en Dannemand , Carl ! “ råbte Petersen begejstret . „ Det må — være en stor — en stor glæde at kunne give guldmedailler til — en så nobel charakter , en så — en så opofrende og uegennyttig sjæl . “ 
„ Op til Gimle ! “ og under tummel og støj forlod selskabet lokalet . 
Da det var i begyndelsen af Mai , begyndte det allerede så småt at dages , og de øde gader så ret besynderlige ud i den dæmrende belysning . Kun en enkelt sildig nattevandrer , der med vaklende fjed søgte hjemad , afbrød stilheden , der herfkede . De patrouillerende politibetjente så helt fortvivlede ud , fordi der flet ikke viste sig noget som helst kær komment bytte , der kunne bringes på stationen og derved skaffe dem en smule afveksling på den kedsommelige nattepost og en lille næsevarmer i vagtstuen . Der viste sig ikke en eneste begejstret yngling med dittyramber på læberne ; ikke en eneste var ser , som gav den ulykkelige , forfrosne politibetjent den allerfjerneste grund til at rive ham i kraven og slå hans frakke isfykker . — gudbevares ! hvor det dog var harmeligt . 
På engang afbrøde muntre toner den dræbende 

stilhed . Som skraldevognshesten , der i sin tid har stået ved dragonerne , hæver hovedet og får liv i øjet , når den hører trompeten skingre , således kom der også liv i den søvnige politibetjent , da han hørte vor ven Petersen kvidre : 
„ Nu er det tyst ; for længst har os forladt solen , den gamle urostifter ; 
men i den tanse , kølige nat 
vil vi skride til svare bedrifter . Borkeren snorker alt , men vi , vi gå på lystigt bumleri . “ 
„ Vil de på stationen ? “ var det intrikate spørgsmål , som af politibetjenten stilledes den melodiske ungersvend . 
„ Nej , jeg vil til Gimle . “ 
„ Ja , vil de så forholde dem rolig ? “ 
„ Nej , hvis jeg forholder mig rolig , så — kommer jeg jo ikke — til —- til Gimle . “ 
„ De skal ikke bryde dem om hans passiar , “ sagde den besindige toldembedsmand mæglende . „ De seer nok , hvordan han har det ; men jeg skal nok sørge for ham . “ 
„ Du , toldvæsen ! “ råbte Petersen . „ Ich muß lachen ! Han vil sørge for mig . Tak , min bro ' er . Ja , lad os så køre videre ; så er jeg jo i gode hænder . “ 
Karavanen drog nu videre , og efter en timestids forløb lykkedes det den også velbeholden at nå til Gimle på hjørnet af Frederiksbergs Bredegade og alléegaden , dog ikke udenat forskellige indbydelser 

til de passerede politistationer og deraf følgende parlementeringer vare gåde forud . 
Gildehallen , der i kraft af en dristig fantasi havde fået navn efter Odins strålende Borg , var såre tarveligt udstyret med bohave . Nogle simple træborde med dertil hørende bænke vare alt , hvad der var i stuen , når undtages „ Skænken “ , og ved et af disse borde tog selskabet plads . 
„ Ingen valkyrie vil kredentse bægeret for os , “ ytrede Frank . 
„ De er ikke stået op endnu , “ sagde Volmer , idet han vinkede husets høje herre hen til sig . „ Må jeg få seks kopper kaffe og den fornødne cognac . “ 
„ Nej , jeg vil ha ' e spejlæg ! “ brølede Petersen . 
„ Bouillon ! “ råbte Carlsen . 
„ Marinerede sild og snaps , “ sagde toldvæsenet . 
„ Er der ingen , der ønsker boeuf à la francaise eller caviar ? “ spurgte Volmer ironisk . „ Jeg for mit vedkommende kunne nok have lyst til nogle østers-posteier . “ 
„ Ja , min go ' e mand , “ bemærkede værten — 
„ I er jo gale tilhobe . Tror i , at Gimle holder en brillat-savarin til at sysle i stegers og køkken ? Vær i glade , når vi endda karl få en flamsk sild og et par stykker smørrebrød på denne tid af døgnet . — det har de vel nok , vært ? “ 
„ Jo , det skal de få . “ 
„ Og så kaffe ovenpå . “ 
„ Græsseligt ! græsseligt ! “ jamrede Carlsen . 
„ Hvad er der nu på færde ? “ 
„ Græsseligt , at man skal være nødsaget til spægelse 

og spægesild , når man har en kassebeholdning på 40 daler — så meget har du jo , Volmer ? “ 
„ Omtrent . “ 
„ Græsseligt ! “ lød det i Chor . 
Sildene kom imidlertid på bordet og blev fortærede med stor appetit . Det vittige toldvæsen producerede forskellige variationer på den mos begroede vittighed om , at silden skulle svømme , samtidigt med , at han uafladeligt skænkede i snapseglassene . Følgen af disse rigelige mationer var den , at Petersen sank i dvale under bordet ; som en ægte einherie stod han dog op til ny idræt , da han hørte kaffeknægtene marchere op . Da man havde gjort det af med dem og betalt værten , udtalte Volmer sin brændende lyst efter et varmt bad . 
„ Jeg gi ' er varmt vand , “ udbrød han . 
„ Og jeg små romere , “ supplerede Langsted . 
„ Så lader os nyde livet i form af halve historier på castelsveien , “ foreslog Frank . 
„ Ja , jeg — skal — på — på skolen og indpode de vevre peblinger historiens — store sandheder , “ fortalte Petersen stammende . 
„ Og jeg skal på toldboden , “ snøvlede toldembedsmanden , „ men jeg følger med . “ 
„ Du fkal da ikke på skolen kl . 5 om morgenen ? “ 
„ Er den ikke mere — og — det er så lyst ? “ 
„ Og du , toldvæsen ! “ sagde Volmer ; „ tror du ikke , det var bedst , at du først fog dig et varmt bad ? “ 

„ Ja , ellers er jeg bange for , at du ikke vil være i stand til at klarere . “ 
„ Clarere ? “ spurgte fyren , der var aldeles fra det , skønt han balancerede fortrinligt ; „ klarere ! Du har jo klaveret , ikke sandt , vært ? “ 
„ Jo , mange tak , de herrer ! “ 
„ Nå , ja så farvel ! “ 
„ Lad mig ta ' e dig under armen , Petersen , “ sagde den velvillige toldembedsmand , „ så skal jeg nok bugsere dig . “ 
„ Tak skal du ha ' e , min ven , “ sagde Petersen , idet han halvt talte med sig selv . „ Stille , stille ! Vil du stå , kamel ! Så ! nu er der balance i tingene . Så går vi . “ 
Arm i arm gik de nu over ad Østerbro til for at styrke sig til nyt hærværk og så vidt muligt udslette sporene af det gamle . 
I . 
Carl Volmer . 
Carl Volmer var atten år gammel , da han fra en af Københavns latinskoler blev dimitteret til universitetet . Kort efter mistede han begge sine forældre , som efterlode ham et par tusind daler , og han kunne nu uhindret følge sin lyst til kunsten . Istedenfor at lade sig immatrikulere ved universitetet , lod han sig derfor indtegne som elev ved kunstakademiet . Om hans valg i grunden var rigtigt , vidste han ikke selv med bestemthed ; thi han havde sporet anlæg hos sig selv i forskellige retninger . Han var således ikke 

uden poetisk begavelse , og forskellige smådigte , som han havde ladet se lyset i et par tidsskrifter , havde gjort en vis lykke og derved gjort ham vaklende med hensyn til valget . Men om han end et øjeblik kunne være i tvivl om , i hvilken retning han skulle gå , et mente han dog at vide med sikkerhed , og det var det , at han ikke egnede sig til akrobatiske trapez-kunster eller escaladeringer på embedsstigen sålidt som til at trælle som bagersvend i kongens bageri , hvor der laves levebrød . Han begyndte altså at tegne og modelere , og samtidigt skrev han småartikler i bladene . Alt gik såre godt ; kun tilfredsstillede han ikke sig selv . Han syntes , og vel ikke med urette , at der var noget spaltet i hans tilværelse , og forgæves forsøgte han at hæve denne spaltning . 
Er du kunstner , eller er du digter ? spurgte han ofte sig selv . Rimeligvis ingen af delene , lød hans eget svar ; hvor kunne du vel ellers være i tvivl ? 
Et dybt mismod var den nærmeste følge af en sådan selvbetragtning , en ødelagt skizze eller et iturevet digt og en natlig orgie den næste . 
Ikke desto mindre gik det dog jevnt fremad med hans studier , thi han kunne til sine tider være i besiddelse af megen energi og arbeidsdygtighed . Efter et halvandet årstids forløb kunne han derfor også meddele sin eneste slægtning , en onkel , at han havde fået den lille sølvmedaille . Med brevet fra onklen , der lykønskede ham i den anledning , fulgte en indbydelse til at tilbringe sommerferien på hans gård i nærheden af Holbæk . 
Under besøget der blev Volmer for første gang 

alvorligt forelsket . Hun var livlig , piquant og havde megen interesse for kunst og poesi ; dernæst var hun gracieus , en conditio sine qva non lige overfor ham , og dansede fortræffeligt . De strejfede om sammen i mark og skov ; han betroede hende sine tvivl om sit talent , men hun vidste at indgyde ham nyt mod , og da sommerferien var forbi , rejste han frisf og frejdig til København for at concurrere til den store sølv-medaille . Udsigten til hendes hyldest og beundring begejstrede ham , men derfor tænkte han dog ikke et eneste øjeblik på at fængsle hende til sig . En kunstner må være fri ligesom en soldat , var hans maksime . Familiepjank og huslig lykke bortlede hans blik fra målet og kvæle hans begejstring og svække hans mod . I lidt over en måned var han gået på akademiet efter ferien , og dag for dag kunne han se , hvorledes han gjorde fremskridt , hvorledes hånden blev mere fast og øjet mere pålideligt og sikkert , da modtog han en dag et brev fra onklen , i hvilket han blandt andet ganske sn passant blev underrettet om , at hun pludselig var død . 
Død ! — hun død ! den eneste , hvis dom han brød sig om , den eneste , fra hvis læber en tak eller et bifaldsord lød smukt i hans øren , den eneste i hele den vide verden , der havde syntes at forstå ham , og som havde kunnet opløse hans sjæls disharmonier . Skurrende accorder bruste nu frem , en streng var sprunget , og livets Melodi var græsselig falsk . Pousserstokken blev kastet hen i en krog , ar beidsblousen bagefter , og i løbet af et par måneder fik de lov til at ligge der , medens ejermanden lå , 

hvor det kunne træffe sig , men sjeldnest hjemme i sin seng . 
En nat vaklede han hjemad med en del besvær , i al fald troede han da , at han havde sat coursen ad vestervold til . Dels på grund af stormen , dels på grund af compassets deviation blev han imidlertid forsat en hel del , og da han omsider nåde volden , var det formedelst megen afdrift uheldigvis Østervold , han landede ved . Forgæves spejdede han efter havn , forgæves gik han fra hus til hus for om muligt at få øje på sin gadedør , det hjalp alt sammen intet , og han ville just til at opgive ævret , da en ung Aland viste sig , og han bestemte sig da til at skyde nødskud . 
„ Halloi ! De der ! “ preiede han . 
„ Hvad godt ? “ 
„ Kan de ikke sige mig , hvor jeg boer ? “ 
„ Ikke sådan på stående fod , med mindre de er i stand til at give mig et lille vink om , i hvad kant af byen det skal være . “ 
„ Ja , det skal sgu ' være her ved vestervold i numer 35 på anden sal , men jeg vil la ' e mig hænge , om jeg kan finde huset — det er mig en fuldstændig gåde . “ 
„ Ja , den kan jeg dog løse og de også , når de tager fornuften en smule fangen . “ 
„ De mener , at det er fordi jeg har hengivet mig vel meget til nydelsen af stærke drikke , at jeg ikke kan finde min wigwam — o nej , ædle Sire ! “ 
„ Jo , det er dog den indirekte årsag ; den mere 

direkte er derimod den , at de for øjeblikket ikke så meget er ved vestervold som derimod ved Østervold . “ 
„ Jeg tror mafoi , de har ret ! “ var Volmers forbavsede udråb . „ Men så forklares alt jo på den naturligste måde af verden . Og jeg , som virkelig begyndte at hælde til den anskuelse , at det dog måske var på grund af vel megen toddy , at jeg ikke kunne finde døren . Der kan man dog se , hvor man kan være nær ved at gøre sig selv uret , for det er da tydeligt nok , at man umuligt kan finde en gadedør ved vestervold , når man går og leder ved Østervold . Altså , op til vestervold ! Filons , filons , filons encore ! Går de med ? “ 
„ Ja , jeg skal netop den vej . “ 
„ Deres ærede navn ? “ 
„ Søren Borch , og deres ? “ 
„ Carl Volmer . “ 
Undervejs blev Volmer efterhånden klar i hovedet ; en ret livlig samtale udspandt sig mellem de to nye bekendte , og da de skiltes ad , havde de gensidigt fundet så meget behag i hinandens selskab , at de blev enige om at fortsætte bekendtskabet . Det varede ikke længe , inden Borch , der nærede megen interesse for de skønne kunster , og som selv var optrådt som forfatter , havde fået en vis indflydelse på Volmer , der var nogle år yngre . Det lykkedes også ved hans indtrængende forestillinger at få denne til at tage fat for alvor , endskønt Volmer en tidlang besvarede alle hans opfordringer i den retning med 
et irriterende hvorfor ? 

„ Hvorfor ? om ikke for din egen skyld , så for dine venners . “ 
„ Mine venners ! “ udbrød han skeptisk . „ Nå , lad gå ! men venner ! når man savner en sand veninde . “ 
I nogen tid arbejdede han dog med megen flid ; den store sølvmedaille fik han , og den lille guld medaille fulgte senere , som vi have set . Derfor havde han dog ingenlunde opgivet sit regelløse liv ; han havde nu engang ingen rigtig regulator , og af og til for der ligesom en dæmon i ham , så måtte han ud , ud i det frie , bort fra de dagligdags omgivelser og de vante trivielle stemmer , og så var det meget vanskeligt for hans værtinde at sige , hvor-når hr . Volmer var til at træffe igen , hvis nogen kom og spurgte efter ham . Hans lille arv var efterhånden gået al kødets gang , og for at leve måtte han derfor jevnligt skrive artikler til bladene eller hjælpe en gipser og ornamentskærer med sit talent . Men det , at han til sine tider var nødt til at lade talentet trælle som „ eine tuchtige Kuh , die ihn mit butter versorgt “ , opirrede ham ; at han ikke fri for alle spidsborgerlige bekymringer uhindret kunne arbejde i kunstens tjeneste var ham en kval , som han kun alt for ofte søgte at glemme i ville bacchanalen 
der kom timer , fulde af angst og smerte , timer , i hvilke han fortvivlet spurgte sig selv : hvad lever du for ? hvilket er dit mål ? og hvor det mistrøstende svar var : du har intet mål ! Den , for hvis skyld du ville have taget kampen op , er borte , men hvorfor da fortsætte kampen ? Ja , kunne 

du træffe en kvinde , der forstod dig , og som brød sig om dig ! 
Han søgte og søgte , ofte på de forunderligste steder ; undertiden troede han at have fundet hin ene , men efter en kortvarig rus var illusionen forbi og hans mismod kun desto større . Såre ringe var således det udbytte , han havde af denne sin frugtesløse søgen . Engang fandt han dog en , som realiserede lidt af hans drømmes ideal , men hende mistede han også , og forresten — „ Hende var det dog ikke “ . 
Det var en ung dame , som han oftere havde set i tteatret . Hendes umiskendelige begejstring for kunsten , hendes strålende mørke øjne , der funklede af glæde , hver gang publikum tiljublede en af de agerende bifald , hendes ufrivillige suk , når tæppet faldt og stykket var forbi , fængslede hans opmærksomhed , og inden ret lang tid havde han med sædvanlig behændighed vidst at sætte sig i 
rapport fil hende . De mødtes om formiddagen på Langelinie , og hun fortalte ham nu , at hun var fra Norge , fra Christiania , hvor hendes fader var kongelig embedsmand . Hun havde i flere år ønsket at komme fil tteatret , men hun måtte ikke . Faderen havde dog , for at rette sig lidt efter , hvad han kaldle : hendes luner , antaget en af skuespillerne fil at uddanne hende i oplæsning og declamation , og da hun mærkede , hvorledes hun ved private forestillinger og i selskaber vakte kenderes opmærksomhed , fattede hun den beslutning at rejse fil København uden videre . Uden at betroe sig fil en eneste 

gav hun sig nu fil at forberede sig fil rejsen , og en skøn dag steg hun ganske ene iland på toldboden , forlangte en drosche og lod sig køre hjem fil en gammel slægtning af hendes moder , som hun betroede sig til , og som måtte tage imod hende . Nogle dage derefter fremstillede hun sig for tteater directeuren , der høfligt underrettede hende om , at til trods for sit utvivlsomme talent ville hun i al fald foreløbigt være en umulighed på en dansk scene på grund af den norske dialekt . Derfor opgav hun dog ikke sit forehavende , og alle hendes forældres breve og bønner om at komme tilbage rokkede ikke hendes jernvillie . 
„ Jeg vil til tteatret ; jeg vil lære at tale dansk , “ sagde hun og stampede i gulvet med sine små fødder . „ Lær de mig det , så er de vakker , de ! “ 
Volmer gjorde sit bedste ; han blev uvilkårligt revet med af hendes begejstring og sikre tro på sig selv . De kom dagligt sammen , og en skøn dag opdagede de pludselig , at de vare forelskede i hinanden . 
„ Men jeg er kunstner , og en kunstner må være fri . Jeg gifter mig aldrig , “ sagde han til hende , da hun en dag var hjemme i hans atelier for at blive modeleret . 
„ Og jeg vil være kunstnerinde . Jeg tror , du har ret ; derfor ville vi stilles , “ svarede hun med gråd i stemmen . 
Megen overtalelse kostede det ham at få rokket hendes beslutning , men omsider lykkedes det ham dog at få hende til at love , at hun ville komme 

som sædvanligt den næste dag . Da hun var gået , frygtede han dog for , at hun skulle bryde sit løfte og ikke komme , og han syntes at føle , at hendes selskab var ham uundværligt . Frygten for at miste hende gjorde ham poetisk stemt , og følgende lille epistel , som han i et nu henkastede på papiret , mindede hende endnu samme aften om hendes løfte : 
Alice ! 
O , vil du være mit hjertes viv , forsøde mit kvindeforladte liv og være min lyst og glæde , så syng og le , du søde små , men som du formodentlig kan førståe , så må du ret aldrig græde . 
Ja , kom så jublende til mit bryst , 
og vær mit håb , min tro og min trøst , min kærlighed og min lykke , ja , kom herhid , hvis du har mig kær , så får mit liv dog en smule værd , og så blæser vi verden et stykke . 
Så lad mig høre endnu en gang din norske stemmes yndige klang — jeg har jo dit ord i borgen . 
Med dit løfte maner jeg glæden frem , bring lys og lykke ind i mit hjem , og kom , ja kom så i morgen ! 
Hun kom også , og den aften blev hun . I over otte dage hørte han nu ikke fra hende ; han skrev hende til , men fik intet svar , førend han en aften i sin brevkasse fandt en lille seddel , hvorpå der 

i hast med blyant var skrevet : „ Tante har opdaget alt og tvunget mig til at rejse hjem . Levvel , min ven , og glem din ulykkelige Alice . “ 
Da den første sorg var forbi , skildrede han hele denne episode i en lille fortælling . Det var hele udbyttet , sagde han til sig selv . Nej , der vokser ingen roser for mig , og så gik han ud og væltede sig i tidslerne . 
I en sådan evindelig vekslen af stemninger , af flid og spildte timer , af frejdighed og fortabthed forløb der et par år . Da var det , han fik den lille guldmedaille og i et øjebliks rus troede at turde forsikre sine venner om , at den store var undervejs . Men først skulle jo , som vi have set , den lille sættes overstyr . 
„ Der må være orden i enhver ting , “ sagde han . „ Gemmer man sine skatte , bliver det aldeles uoverkommeligt at få dem brugte , når man engang giver sig i færd dermed . Man bør ikke lade forretningerne vokse sig over hovedet . “ 
Iii . 
I skoven . 
Vi forlade vore helte på vejen til badeanstalten og støde atter på dem , da de komme derfra . 
„ Man føler sig som et nyt ' og bedre menneske ovenpå sådan en badetour , “ udbrød Carlsen . 
„ Men dette nye og bedre menneske bør man kærligt pleje og omhyggeligt sørge for , “ mente Volmer . 

„ Hvad siger i om at gå til Constantia og spise frokost ? “ 
„ Jeg skulle rigtignok på hospitalet , men — “ 
„ Man bør dog først kurere sig selv , og du går altså med . “ 
„ Jeg er med , “ sagde Langsted . „ Udbyttet af at høre juridiske forelæsninger i dag turde dog være temmelig tvivlsomt . “ 
„ Ja , jeg må på kontoiret og have mig en lille skravér ; man er ikke ung længere , “ klagede told embedsmanden . 
„ Desværre kan jeg ikke gøre jer selskab . Jeg har andre og helligere pligter ; jeg skal bespise det unge Danmark med åndelig føde , “ fortalte Petersen med vemod i stemmen . 
„ Jeg foretrækker dog selv at blive bespist i con-stanfia , “ sagde Frank . 
Selskabet skiltes altså ad , og de fire uforfærdede droge ud ad strandvejen . Da de kom til slukefter , foreslog Volmer , at man kedede et øjeblik og nød den historiske drik : en gammeltøl med en pind i . 
„ Det har jeg aldrig drukket om dagen , “ sagde Carlsen . 
„ En grund mere for dig til at overbevise dig om , af det kan gøres . “ 
„ Måske sgu ' . Empirien leve ! “ 
Efter et kort hvil , der altså udfyldtes med gammeltøl og de fornødne pinde , drog man videre , og inden ret lang tid befandt de fire venner sig foran et veldækket frokostbord i veteranen blandt 

strandvejens tracteursteder , det udholdende con stanfia . 
„ Livsalige Hebe ! “ udbrød Volmer , efter at han for fjerde gang havde ringet på jomfruen . „ Vil de være så artig af kredentse mig et bæger fuldt af kostelig malurt . “ 
„ En snaps malurt ? — så gerne ! “ 
„ Min lille mave vånder sig under følgerne af den søde gift , som han kaldte for champagne . — mange tak ! — holder de sardiner ? “ 
„ Jo . “ 
„ Men de er jo en ren engel . Må jeg få få en æske og noget mere øl . Man tørster altid grusomt hen ad foråret . “ 
„ Ja , især når man har drukket hele den foregående forårsnat , “ bemærkede Langsted filosophisk . 
„ Skulle vi så ikke have en omelette ovenpå ? “ 
„ Jo , hvorfor skulle man nægte sig noget af livets goder ? “ 
„ Fire omeletter , om de behager , uforlignelige . “ 
Omeletterne kom , og da de i forbindelse med en flaste Sherry vel vare fortærede og , regningen opgjort og betalt , blev man enige om at gå op over stalden for at drikke kaffe . 
„ Vi må vel have os en lille pousse-café ? “ spurgte Volmer , da man havde anbragt sig ude på altanen . Et enstemmigt naturligvis var svaret . 
„ Altså fire kopper kaffe og fire ægte cuiracao ' er . “ 
Kaffen viste sig i forbindelse med fire diminutive liqueurglas . 
„ Hvor menneskenes børn dog kunne være ær 

gerrige ! “ udbrød Carlsen ved synet af disse lilleputter . „ Husaren vil åbenbart vindicere sig æren af at have de mindste liqueurglas i verden . “ 
„ De har vel hørt til et dukkestel . — hvormeget ? “ 
„ I daler 2 mk . 8 sk- , min herre . “ 
„ Nå , hvor den skal fmage ! “ udbrød Frank be-geistret . 
„ Hvem synger her for øjeblikket ? “ spurgte Volmer opvarteren , der gav en omstændelig beretning om selskabets damer og deres tidligere kunstnervirksomhed , hvorefter man besluttede at komme tilbage hen ad aften og gøre bekendtskab med de kvidrende sangfugle . 
„ Nlen jeg begynder at blive søvnig , “ fortalte Langsted . „ Skal vi gå op og tage os en lille lur i skoven ? “ 
Forslaget vedtoges og iværksattes så grundigt , at klokken var hen ad 5 , da man atter genfandt sig selv liggende på ryggen „ dybt inde i den lyse , den forårsgrønne skov “ . 
„ Hvad nu ? “ 
„ Ja , det er for tidligt at gå op over stalden . Nattergalene er endnu ikke ankomne . Skal vi fpise til middag ? “ 
„ Ja , lad os gå op til bellevue . “ 
„ Gå ! “ råbte Volmer indigneret . „ Hvem taler om at gå , når man har lommen fuld af penge ? Vi kører naturligvis . Der er jo nok en kapervogn ude på holdepladsen . “ 
„ Hvordan stiller det sig forresten med kaffebehold 

ningen ? “ spurgte Carlsen , „ for jeg har ikke mere end et par daler , og dem skal man ikke komme langt med , når vi drikker snapse til tre daler dousinet . “ „ Nå ! nu regner du dem ud i dousinvis . Ja , jeg kan da forresten berolige dig med , at vi tilnød kan få et halvt gros endnu . Der er stadigt højvande . Her er to femdalerfedler , og jeg har flere småsummer rundt om i de forskellige lommer . Her finder jeg blandt andet to specier . Vi er ovenpå , og min skrceder har jeg betalt . “ 
„ Er du gal , mand ? “ 
„ Nej , men engang imellem er man sgu ' nødt til at vise sin gode villie . Manden er ganske skikkelig , og i regelen tager han villien for evnen . I det sidste halvår har han omtrent levet af håbet om , at jeg måtte få medaillen . Der er ikke et eneste menneske , der oprigtigere har ønsket mig held end han . Det måtte påskønnes . “ 
„ Hvad gav du ham ? “ 
„ Å , jeg havde fantaseret om 30 rdl . , så fik han 15 . “ 
„ Så bør han heller ikke klage . -— en avant til bellevue ! “ 
Toget satte sig nu i bevægelse nedad holdepladsen til , men da de kom udenfor stalden , blev de anråbte oppe fra altanen . 
„ Halloi ! Carl og Frank ! Hvad f . ! er i der . Kom herop og få et bæger med ! “ 
Et så lokkende tilbud kunne man naturligvis ikke modstå ; de fire venner skyndte sig også opad trappen og ind i salen , hvor de forefandt et helt 

selskab af unge kunstnere , der havde lejret sig om en rygende bolle . 
„ Det kan jeg lide : punsch klokken fem om eftermiddagen ! “ udbrød Frank . 
„ Man bør ikke spilde tiden , “ bemærkede en af selskabet ; „ ars tonga , vita brevis est . Må jeg have den fornøjelse at præsentere dem , mine herrer , frøken Olsen , staldens og mit hjertes primadonna assolula — “ 
„ Åhr , di ! “ læspede den unge florklædte skønhed med temmelig hæs stemme . 
„ Hendes forcerolle er som fenella i „ Den stumme “ . — og frøken Jensen , buffosangerinde af første rang . Drikkevisen er hendes specialitet ; derfor bærær hun hædersnavnet buffetsangerinde . “ 
„ Det glæder os særdeles at gøre damernes bekendtskab , “ sagde Frank . „ Vi skulle have været til bellevue , men — “ 
„ Vi kom også til bellevue , “ supplerede Volmer , idet han sirligt bukkede for de skønne , af hvilke den sidste bøjede sig ned til sin sidemand og spurgte : „ Hva ' va ' de ' , han sæ ' e ? “ 
Til sit eget fordærv gav den letsindige en fuldstændig forklaring over complimenter ! , som blev så vel optaget af den unge dame , at hun fra det øjeblik af kun havde øje og øren for Volmer . Da han senere lod komme et par flasker vin , var han øjeblikkeligt ferme premier hos dem begge . 
Sangerdirecteurens opfordringer til at begynde på tribunen vare aldeles frugtesløse ; hans berettigede vrede formildedes dog betydeligt , da han blev 

opfordret til også at tage plads ved bordet , og den gik aldeles over , da Volmer rejste sig og talte sålunde : 
„ Mine damer og herrer ! Schiller siger etsteds : 
„ Wohl perlet in glæser der funkelnde wem , Wohl glænzen die augen der gæste ; 
der sanger zeigt sikh , er tritt herein , Zu den guten bringt er das Beste . 
Denn ohne die lejer im schimmernden sål ist die freude gemein auch beim necktarmahl . “ 
„ Och Schiller har denn Recht ! “ brummede direc teuren . 
„ Ganske vist har Schiller ret , “ fortsatte Volmer . „ Der er vel heller ingen , der vil tvivle om , at vi jo alle som en ville prise os lykkelige ved at høre frøken Olsens sølvklare triller — “ 
„ Men je ' ce så hæs i aften . “ 
„ Eller at vi ikke skulle have lyst til at beundre frøken Jensens skjælmeri og lune — “ 
„ Det ka ' di fæl være , “ sagde den lille skælm med uforligneligt vid . 
„ Men , hvis vi gave efter for vore lyster i så henseende , så ville vi berøve vort bord dets 
blomster og vinen dens bonquet . “ 
„ Og den kan ellers nok trænge til alt , hvad den kan få af den vare , “ bemærkede Carlsen . 
„ Vi ville derfor beholde vore blomster — “ 
„ Men jeg , “ afbrød directeuren , „ jeg har denn kone och børn och jeg — “ 
„ Men hr . Directeuren har kone og børn , det 

må vi vel erindre . Vi bør ikke indhylle os i egoismens bløde foerværkskappe og hårdhjertet glemme omverdenen . Jeg foreslår derfor , at tallerkenen går rundt som sædvanlig hvert kvarter — “ 
„ Det sædvanlige er hver zehn minutten , “ bemærkede directeuren . 
„ Allså hver ti minntter . “ 
„ Javel ! “ lød choret . 
„ Så kunne vi i ublandet fryd nyde øieblikket— “ 
„ Og vi har dog ikke glemt kone og børn , “ sagde Langsted tørt . 
„ Och so skal jeg denn singe dem en sang engang imellem , “ forjættede directeuren . 
„ Gid f . havde ham ! “ hviskedee Frank , da sangeren med dyb ølbas intonerede : „ Im tiefen Keller etc . “ 
Aftenen gik imidlertid ganske muntert , og da man omsider skiltes ad , måtte Volmer bestemt love , at han en formiddag med det allerførste skulle komme ud og modelere begge damerne ; Frank havde god-hedsfuldt lovet at male dem , en tilstedeværende fotograf havde fantaseret om visitkort i dou-sinvis , og Carlsen havde tilbudt sig som huslæge i anledning af hæsheden . Da directeuren uheldigvis havde fået nys om , at Langsted var jurist , havde han lagt beslag på ham for at rådspørge ham angående udfaldet af en retssag , der verserede for nordre Birk , og som drejede sig om et par ørefigen , der vare udvekslede imellem directeuren og en urtekræmmer — „ en godt ven af mich forresten , men tage lussinger af ham — „ Det var formechet 

at forlange ! “ fang den fornærmede til guitar-accompagnement . 
Da selskabet kom ned til holdepladsen , var der endnu en eneste kapervogn , som naturligvis længselsfuldt havde ventet efter dem . 
„ Har du flere penge , Volmer ? “ spurgte Carlsen , „ for nu er jeg aldeles blank . “ 
„ Jeg har omtrent et par daler . “ 
„ Jeg har ogfå en dalerspenge , “ berettede en af de andre . 
„ Herligt ! så kan vi to betale , så har sjælen ro , og jeg kan gå i seng med en god bevidsthed . Tanken om overflødigt sølv eller guld skal ikke gribe forstyrrende ind i min slumrende tilværelse i nat . Hvilende , uanbragte capitaler i mine buxe-lommer er mig nemlig en vederstyggelighed . Værsgo ' kusk ! Kør så til . Jeg skal til vestervold 35 , 2den sal , og de må køre mig lige til min dør . “ 
„ Ja , gadedør . “ 
„ Naturlig , og så bærer de mig op til anden sal . Her har de en mark , the last rose of the Summa : 40 rdl . 
„ Medaillen gik for ædel dåd , for jeg har væ ' t i skoven . 
Der blev jeg rigt ' nok dygtig våd , men jeg kørte hjem på en vogn . 
„ Fahren wir mit dem eisenbahn , eisenbahn , eisenbahn . “ 
Sang choret , medens det i susende Carriere gik indad byen til . 

Iv . 
I dameselskab . 
Klokken var hen ved 11 næste formiddag , da Volmer blev vækket af Søren Borch , som fra hans atelier tittede ind i sovekammeret til ham og forundret udbrød : „ Hvad f . I . ligger du i sengen endnu ? “ 
„ Puh ! det var en varm tur ! “ var det megetsigende svar . 
„ Nå ! Du har været ude at more dig i går ? “ 
„ Du kan gerne uden at træde sandheden for nær sige i går og iforgårs . “ 
„ Det kan jo nok lade sig høre . Skal du ellers ikke op ? “ 
„ Jo , jeg har tænkt stærkt på det . — er Ole derinde ? — Ole ! “ 
Ole viste sig og blev spurgt om , hvor de nødvendige permissioner monne være ; han underrettede i den anledning sin herre om , at han havde børstet og banket alt hans tøj — „ men busserne ku ' a ikke hitte . “ 
„ Da må jeg dog minsæl vel have haft bukser på , da jeg kom hjem , “ mente Volmer . 
„ Man skulle synes det , “ bemærkede Borch , da patienten i det samme udbrød i et triumferende : „ Heureka ! — jeg har dem på . Jeg vidste jo nok , at de måtte være her . Men hør Ole , de turde være noget derangerede ; tag mig heller de sorte . “ ' 
„ Du er altså begyndt igen på de gamle historier . Jeg mente , du havde besluttet at holde op ? “ 
„ Den beslutning havde jeg i virkeligheden også taget , men — “ 

„ Men så besluttede du om igen . “ 
„ Nej , det var dog egentlig ikke i kraft af en beslutning , at de sidste dages „ besoffene thaten “ fremkom . Jgrunden kom de på mig som juleaften på kjær-lingen , idet jeg nemlig var inviteret til et gilde i anledning af guldmedaillen og min akademiske hæder , og ved den lejlighed var jeg jo pisket til at drikke . “ 
„ Ja , der havde du jo en rar undskyldning til at vække din lyst til extravageren . “ 
„ Ja , „ den er skjult af ord ' ner og medaillen “ . Men hør , lad mig være fri for fasteprædikener ; de er så fordømt flaue så tidligt om morgenen , og jeg trænger netop til noget salt . — Ole ! hvordan står det sig med spisekammeret ? “ 
„ Der æ itteand ' t end smørr å uost , hr . Volmerr ! “ 
„ Har du en tremark , Borch ? “ 
„ Jo , værs ' artig ! “ 
„ Herligt ! — Ole ! Flamsk sild , æg , surbrød , bayersk øl og kommenakvavit ! „ Brug dine vinger , og sving dig afsted ! “ “ 
„ Jou ! “ sagde Ole og forsvandt . 
Borch fik sig en pibe , Volmer blev påklædt , frokostbordet dækket , og snart vare de to venner inde i en ivrig diskussion , der aldeles lod Volmer glemme det foregående bacchanal og den til spirituosa forvandlede guldmedaille . Da Ole havdedækket afbordet og tobakken atter var kommet frem , underrettede Borch sin ven om , at han i grunden havde indfundet sig for at spørge ham , om han havde lyst til at blive præsenteret hos grosserer falsen , hvor der om aftenen skulle være „ ungt selskab “ . 

„ Du ved , det er min onkel , og jeg har udbedt mig tilladelse til at indføre dig . “ 
„ Så ? — ja , ærligt talt bryder jeg mig ikke stort om sligt . Du ved jo , at jeg så godt som aldeles er hørt op med at komme i familieskjød . “ 
„ Men det er urigtigt af dig . “ 
„ Kan være ! men for det første tilfredsstiller livet der mig ikke , og for det andet ved jeg jo , at der hviskes rundtom i krogene af disse dydsdragoner om mit „ ville liv “ og mine „ forfærdelige udsvævelser “ , og jeg seer , hvordan adskillige af de unge blyheder halvt skye trække sig tilbage , når jeg nærmer mig dem , og jeg har såmænd ikke tænkt på at kysse dem . “ 
„ Det er naturligvis en hel del , fordi du bestandig er spydig . “ 
„ Jeg er spydig , fordi man irriterer mig . Min toga gemmer både fred og krig , men vil man krig , få velan ! Er der nu ikke noget umådeligt opirrende ved at høre en frøkenrauth , denne halvgamle , rødhårede ubehagelighed , tale om ens grænseløse umoralitet og forrykte principer ? “ 
„ Er det noget at bryde sig om , hvad sådan en anerkendt gammel sladdersøster fortæller ? “ 
„ Jo , thi det stader mig . Folk tro alle hendes historier så meget mere , som hun tidligere kom i min familie . Hun er forresten ypperlig . Forleden hilste jeg hende meget ceremonielt på Østergade , og den aldrende jomfruelighed rødmede såmænd helt op i hårtoppen . “ 
„ Men din rødhåredeantagonisf kommer næppe hos min onkel i aften . Det er kun ungdom , og du vil blandt 

andet så lejlighed til at beundre en halvcousine af mig , en nydelig pige , som i disse dage er kommet direkte fra Paris , hvor hun i en halvandet år har opholdt sig sammen med sin moder og sin tante . “ 
„ Se , se ! det lover noget , men — nej ! — ja , kan du låne mig en kjole ? “ 
„ Den skal jeg jo selv bruge i aften hos onkel . “ 
„ Og jeg har brugt min hos „ Onkel “ , det er det uheldige af det . “ 
„ Du kan jo sagtens få en kjole at låne . — du går altså med . Præcis klokken 8 kommer jeg og henter dig . “ 
„ Nå lad gå ! man skal altså være et net menneske i aften . Så må jeg da straks ud at løbe efter en kjole . “ 
„ Det er da ikke første gang , for så vidt som du mange gange har løbet efter et skørt . “ 
„ Med kjole på — unegteligt ! — en route ! “ 
Det er aften , og klokken er lidt over 8 , hvorfor det måske turde være ganske passende at indføre læseren hos grosserer falsen , som beboede en første sal ude i amaliegaden . Her var alt liv og lys . Grossereren , der var en mand på omtrent et halvt hnndrede år , var tidligt bleven enkemand ; han førte ikke desto mindre et meget livligt og selskabeligt hus , og hans to unge og smukke døtre bidroge ikke så lidt til at fængsle de 
unge herrer til huset . Grossereren selv var en livlig mand , der i sin ungdom havde rejst særdeles meget og levet temmelig lystigt . Denne omstændighed havde dog 

ikke gjort ham til et hældøre på hans ældre dage , og han var ikke af dem , der stadig føre nutidens dårlig hed i munden med henvisning til deres egen ungdoms ualmindelige dyd og gode sæder , som det ellers så ofte er tilfældet med de folk , der have været mindst dydige i deres unge dage . 
Når en ældre mand ikke længere formår at fængsle de unge kvinder eller drikke en flaske vin uden at blive dårlig dagen efter , glemmer han så såre let , at han nogensinde har besiddet disse fortrin . 
Grosserer falsens hukommelse var i den retning aldeles usvækket ; han var en fordomsfri mand , en elskværdig vært og en Ander af liv og munterhed , kort sagt af ungdom , og han var selv til trods for sine halvlredssindstyve år endnu bestandig en ungdommelig mand . Nu i aften var han ret i sit es , da han så en flok af unge , livlige mennesker omkring sig ; han gik fra den ene til den anden , og spøg og skæmt og små kvikke complimenter strømmede ud af ham . 
„ Ah ! der har vi jo vor lille pariserinde ! “ udbrød han , da døren åbnedes , og frøken Thora Freiberg , den af Borch omtalte halvconsine , trådte ind , fulgt af den rødhårede frøken nauth , der efter sædvane havde bidt sig fast hos en , som hun vidste ville vække nogen opmærksomhed ; en del af denne ville da også tilfalde hende , mente hun — en slet taktik forresten , men såre almindelig . 
„ Må jeg præsentere selskabet en ung og , som de seer , meget smuk fransf dame — hun forstår ikke et ord af , hvad jeg siger — frøken Freiberg , qui nous fera l ' honneur d ' assister à notre petite tete ce soir . “ 

„ Mademoiselle frébair , s ' il vous plait , monsieur , når jeg endelig skal være fransk , “ bemærkede den unge dame smilende , idet hun grazieust nejede for selskabet . 
Kort efter trådte Borch og Volmer ind i salen og blev straks modtagne af den opmærksomme vært , der bød sin nye gæst velkommen i sit hus , medens han på samme tid komplimenterede ham i anledning af hans sidste arbejde . Volmer takkede for indbydelsen og bukkede afparerende for complimenterne , hvorpå grossereren vendte sig til et par andre gæster . 
„ Ah , ma betle cousine ! oomme vous voilà char mante ! “ udbrød i det samme Borch , da han fik øje på den mørktlokkede skønhed , hvis dybe blå øjne allerede havde tiltrukket sig Volmers opmærksomhed . „ Tillad mig at præsentere dig min ven , den unge navnknndige og hæderkronede billedhugger Carl Volmer , der sandsynligvis i den allernærmeste fremtid vil udødeliggøre dine henrivende træk . — frøken Frei berg . “ 
„ Du er uforandret den gamle spottefugl , “ sagde den tiltalte , idet hun gjengjeldte Volmers hilsen . 
„ Men her er det mig , han spotter , frøken . “ 
„ Hvorledes da ? “ 
„ Han ved såre vel , at selv en phidias aldrig ville kunne få det carrariske marmor til blot at minde svagt om udtrykket i deres dybe blå øjne , minde om — “ 
„ Om disse læbers skælmske smil , om denne pandes rene adel og så videre , og så videre , “ fortsatte den unge dame , idet hun lunefuldt faldt ind i den an slåede pattetiske tone ; „ men nu skal de ellers have 

mange tak begge tv ; jeg seer , de er lige gode spotte-fugle . “ 
„ Jeg spotter aldrig , frøken , “ forsikrede Volmer med den troværdigste mine , han kunne opdrive . 
„ Å nej ! “ sagde frøken Rauth ironisk . 
„ Frøken Rauth ! “ udbrød Volmer tilsyneladende højst overrasket ; „ De her ? Godaften ! Frøkenen behager at befinde sig vel ? “ 
„ Jo tak , og de også ? “ 
„ Jeg klager ikke . Jeg havde den fornøjelse at hilse på frøkenen forleden på Østergade . “ 
„ Så det var virkelig en fornøjelse for dem ? “ spurgte hun provokerende . 
„ Kan de tvivle , frøken ? De ! en af mine aller-ældste bekendte ! “ 
Den gvasi-ungdommelige frøken vendte sig rasende om , idet hun lovede sig selv , at „ det skulle han få betalt . “ 
Selskabet var nu efterhånden bleven samlet , og Volmer var bleven præsenteret . Han mærkede godt , at han var genstand for en vis opmærksomhed , men han syntes tillige at kunne mærke , at det ligeså meget var hans „ forfløjne liv “ som hans talent , der havde vakt den . 
„ Ligemeget ! “ sagde han til sig selv og purrede op i sit lyse , krøllede hår ; „ nu vil jeg more mig , “ og snart så man ham også som den gladeste iblandt de glade , sættende liv i dem alle og opmuntrende til alt muligt . „ Fornndringsstolen “ kom blandtandet påbrædderne , og da ingen andre ville devovere sig , måtte han først besætte pladsen . Der var meget , der hos ham var genstand 

for damernes forundring , men det kom kun blufærdigt frem i halve hentydninger . En undrede sig over , at han var så bleg , en anden undrede sig over , at han kom så , meget på conditorier , som man sagde , en tredie undrede sig over , at hans næse ikke var mere rød — 
„ Det skulle da ikke være min gode , gamle veninde , frøken Rauth ? “ spurgte Volmer . 
Jo , det var det da , og frøkenen rnåtte , så nødigt hun end ville , på forundringsstolen . Da hun nu langtfra var velset af de unge , havde medisancen frit løb , især da den kunne masqueres så godt , og adskillige temmelige spydige forundringsudbrud kom derfor frem . Specielt undrede man sig over , at hun holdt sig så godt endnu , endvidere over , at hun vidste så god besked med alles private liv ; en undrede sig over , at hun lod til at ville have hr . Volmer rødnæset , da dog den røde farve slet ikke var smuk , en anden var impertinent nok til at undre sig over , at frøkenen ikke var forlovet — 
„ Det er Volmer ! “ udbrød hun heftigt . 
„ Nej , frøken ! det kunne aldrig falde mig ind at undre mig derover . “ — 
„ Forundringsstolen “ blev dog snart vraget , da en ung dame på det bestemteste erklærede , at hun ikke ville sidde der , „ hun gjorde det ikke , ikke for alt i verden “ , og „ Ordsprogslegen “ blev sat igang for dog snart atter at standse . Da den nydelige brunette , frøken Freiberg , engang alene kom frem med frøken ranth og man opfordredes til at sige , hvad det var , spurgte Volmer , om ideen var tagen fra den lannerske 

ballet ; der blev svaret nej , men samtidigt blev han ivrigt opfordret til at sige , hvorfor han havde spurgt derom . Han nægtede først at svare , men da frøken Rauth på det bestemteste insisterede på at få grunden til spørgsmålet at vide , svarede han , at han havde troet det var en ny fremstilling af det choreographiske fænomen „ Gammel og ung . “ 
„ Tølper ! “ udbrød frøkenen halvhøjt og ikke uden en vis berettigelse , især hvis hun ikke selv først havde givet anledning til personligheder . Volmer hørte dette udbrud , og i sin harme spurgte han , om man måske havde taget ideen ulden foreliggende gåde af spille bogen ? Intet svar fra den fortørnede . 
„ Thi det skal vel ikke være „ Rouge et noir “ ? “ spurgte han videre . 
„ Jo , det skal ! “ skreg frøkenen rasende og for ind i et sideværelse , hvor hun gav sin galde frit løb i en masse bagtalelse over den ulykkelige kontrapart , som ikke blev levnet ære for fire skilling . Heldigvis var Borch tilstede og kunne tage til genmæle , men han kunne dog ikke forebygge , at hans smukke cousine med en vis mistro iagttog hans ven og sørgmodigt tænkte , omtrent efter recepten : hvor det dog er skade , at det unge menneske er så forfalden ! 
Panterne skulle nu indløses , men da man kort efter skulle gå til bords , gik de rask fra hånden . Blandt andre domme faldt også den : en compliment og en grovhed fil to damer . Da det viste sig , af det var Volmer , dommen var faldet på , bemærkede frøken Rauth , der fil sin egen skade ikke kunne lade ham være i fred , af det vist var bedst af dispensere ham for complimenten , 

da den næppe lå så godt for ham som grovhederne . 
„ Fra deres standpunkt kan de have fuldstændig ret , frøken , men dommen lyder jo ikke udtrykkeligt på , af jeg skal sige dem en compliment , og det letter mig arbejdet betydeligt . “ 
Efter denne replik vendte han sig imod frøken Thora , der sad lige ved siden af hans fjende eller , som han kaldte hende , gamle veninde , bukkede zirligt dg deklamerede : 
„ De er et lyrisk digt , hvis rytbmer trylle mit syn og øre , friskt og formfuldendt . Kun ej jeg fatter , hvorfor de bestandig er klistret op ad gammelt pergament . “ 
De sidste ord henvendtes halvt fil frøken Rauth , der også kvitterede for den befalede grovhed med et sønderknusende blik . Heldigvis opfordrede grossereren i det samme fil af tage damer til bords , og Volmer benyttede sig af lejligheden fil gentagende af bukke for den complimenterede , som også rejste sig og , skønt halvt uvillig , tog hans arm . 
„ Er de vred på mig , frøken ? “ spurgte han . 
„ Ja , det forekommer mig ikke , de har opført dem som sand cavalier imod frøken Rauth . “ 
„ Jeg må desværre give dem ret , men jeg er ikke så indlevet i selskabslivet og dets konventionelle former , at jeg kan tillade en dame , tilmed en grim dame , alle mulige brutaliteter imod mig uden retorsion . Jeg kan ikke finde mig i denne hviskende bagtalelse i krogene ; så foretrækker jeg åben krig . “ 

„ Resultatet ville blive , at alt selskabsliv blev en umulighed . “ 
„ Nuvel ! så flygtede man fra selskabet og nøjedes med „ une chaumière et son coeur “ -— “ 
„ Til man blev ked af det , og hvad så ? “ 
„ Det blev man aldrig ked af ! “ udbrød han begejstret , idet han så hende dybt ind i de blå øjne , som hun dog hurtigt fik til sig igen . 
Grossereren havde imidlertid ønsket sine gæster velkommen til bords , og disse viste tydeligt , at den splendide servering var dein meget velkommen . Man drak private glas med hinanden , man konverserede sin dame og stnndom naboens med , man spillede Philip pine ved desserten , man var kort sagt så behagelig som muligt , og da man omsider rejste sig fra bordet , var man i det herligste humeur af verden , og det vakte derfor almindeligt bifald , da en ung herre satte sig til fortepianoet og spillede en fejende polka . Inden et øjeblik vare alle ude på gulvet og dansen alminde lig . Volmer lagde straks beslag på sin borddame , og han lod til al blive meget forbavset , da en anden herre kort efter inklinerede for hende og hun dansede ud med ham . Det er nu dog af det slags ting , man må vide al finde sig i som en mand , men for Volmer faldt det lidt hårdt . Han havde nu engang vant sig til al lade sig føje i alle sine luner og lyster , og det var Hain derfor næsten en kval , al han ikke nafladeligt kunne danse med Thora . 
„ Hvorfor dandser du ikke ? “ spurgte Borch ham . 
„ Jeg vil ikke danse , med andre end din cousine . “ 

„ Det går jo ikke^an . Du må da danse med husets distre . “ 
„ Nej , gu ' gm jeg er . “ j 
„ Du er forbandet uciviliseret . “ 
„ Så ? ja , nu går jeg også min vej ; så skal der 
da ingen have ondt af mig . “ 
Til trods for vennens forestillinger gik han for sidste gang hen og inklinerede for Thora , dansede ud med hende og sagde derpå et kort farvel . 
„ De går allerede ? “ 
„ Ja , jeg kan ikke lide at se dem danse med andre . Godnat , frøken ! “ sagde han kort , hvorpå han gik hen til grossereren , der forgæves spurgte om grunden til hans pludselige opbrud , takkede for den behagelige aften , sagdefarvel og forsvandt , efter at han i dog havde lovet at komme igen en anden gang . 
„ Han er lidt original , din ven , “ bemærkede falsen . 
„ Mon han nu gik hjem “ . 
„ Rimeligvis ! — ifald han da ikke gik ud på rummel , “ famkte Borch . 
Volmer gik dog hjem og tilbragte den halve nat med at tegne kvindehoveder , der udmærkede sig ved en fylde af mørke lokker , og skrive sonetter , der ikke ud-mcerkede sig ved nogetsomhelst . 
V . 
Et lesog i . Atelier ' et . 
Næste dag tog han den faste beslutning ret at ville studere sin kunst — imellem os sagt var det mindst 

tiende gang , at den beskutning var tagen og dens iværksættelse begyndt . Han gik nu atter flittigt på akademiet , men hvad der pinte ham var , at han stadigt måtte modelere småting for kunsthandlerne og skrive til bladene for „ at knnne komme ud af det “ . — 
„ Det forstyrrer mig ! “ udbrød han . „ Gid f . havde alle kunsthandlere i hele den vide verden . Kunsten har ingen værre fjender end dem . “ 
„ Du lever dog af dem , “ ytrede Borch , som just var tilstede . 
„ Ja , men det er uhyggeligt , at man ikke kan leve uden de kameler . “ 
„ Araberen spotter ikke dyret , der hjælper ham gennem Saharas ørken . “ 
„ Nej , men han slagter kamelen , når det kniber . Her skulle vi blot høre et hyl , når jeg gjorde det samme . Og disse kunsthandlere er dog gruelige ! Igår var jeg inde hos en af dem . Jeg havde lavet ham en frugtopsats — tænk dig : en frugtopsats ! sådant noget skal man være nødt til at klistre sammen . “ 
„ Ja , hvad ! man må finde sig i sligt ; jeg skrev forleden et bryllupsdigt til min skomagers datters bryllup . Ved den lejlighed fik jeg mig et par nye støvler . “ 
„ Er det nu ikke rædsomt ! “ udbrød Volmer med komisk fortvivlelse ; „ en kunstner , en digter kan ved sin kunst , når han er rigtig heldig , komme på støvlerne . “ 
„ Men det er kun en overgang . “ 
„ Ja , det sagde også ræven , da de trak bælgen af 

ham . Det værste ved min mæcenas , denne kunsthandler , er , at han aldeles ikke forstår sig pånoget-somhelst . Forleden viste han mig således med henrykkelse en Mars , han havde fået fra Blyth , som du nok kender . “ 
„ Javel ! Han er ingen stor kunstner . “ 
„ Men manden var dog henrykt over stimme Mars . Den havde et par forfærdeligt lange ben , og så var den så kortlivet , at man gerne kunne have antaget den for en dame under revolutionstiden , — „ Hva ' si ' er de mai til den , minfar ? “ spurgte han mig . „ Den er schu ' go ' ! “ — „ Men jeg synes dog , han er noget kort i livet , den lange fyr . “ — „ Han er schu ' et lille mesterværk , min Mars . “ — så tillod jeg mig rigtignok en lille Brander . “ 
„ Og den lød ? “ 
„ Mars tonga , vita brevis est . “ 
„ Hvad sagde han til den , for han er jo student ? “ 
„ Hele mit udbytte af vittigheden var , at han blev gal i hovedet , og at jeg fik to daler mindre forfrugtopsatsen . “ 
„ Ja , det betaler sig ikke at sige vittigheder hertillands . “ 
„ Nej , det er næsten sørgeligt , at man ikke er født idiot . Så havde man da nok sin fremtid garanteret . “ mente Volmer og tilføjede heftigt : „ Hør , lad os gå i tivoli i aften ; jeg har penge . “ 
„ Nej , “ sagde Borch bestemt . „ Slår du er i det humeur , ved jeg nok , hvad det bliver til . “ 
„ Hvad da ? “ 
„ Du giver dig til at drikke . “ 

„ Ja , hvad så ? Så ærgrer man sig dog ikke så længe . “ 
„ Nej , men dagen efter desto mere , og det med god grund , fordi man har været så pjaltet . Gå du 
heller med til min onkels i aften ; de spørger stadigt efter dig der . Hvorfor kommer du der også så sjældent ? “ 
„ Det forekommer mig , at de næsten er bange for mig . “ 
„ Å passiar ! Kom nu blot og gå med . Thora er der . “ 
„ O , Thora , min veninde ! 
O , gør mig lykkelig . 
Hvor skal jeg lykken finde — ? ' 
„ Vist ej i tivoli , “ sang Borch supplerende , og så blev de da enige om at gå til grossererens den aften . 
Volmer var iøvrigt ikke længere nogen fremmed der i huset , og til trods for hans ekstravagante liv var han dog på grund af sin livlighed stedse en velset gæst . Man morede sig altid over ham , vin man end ikke kunne sympattisere med mange af hans spydige udtalelser og bitre domme . 
„ Der må høre noglemærkværdigeøine til for at se således , “ bemærkede Thora en aften , da han havde givet en carriceret skildring af en fælles bekendt , som iøvrigt havde opvakt en del latter . 
„ Ja , frøken , jeg seer altid med mine egne øjne , “ var det affejende svar . „ Iøvrigt seer verden på mig med lignende . Det gælder stadigt : „ Sauve qui peut ! “ “ 

„ Men de bliver næppe frelst på den måde . “ „ Det tror jeg heller ikke , “ var det korte svar til hende , som han dog syntes så godt om . 
I det hele var der noget koldt og affejende i hele hans måde at være på , som ofte stødte dem fra ham , der ville ham det allerbedst . Efterhånden vænnede de sig dog til hans væsen i denfalsenske familie , og det var også omtrent det eneste sted , hvor han nogenlnnde jævnligt kom . Thora udøvede en mægtig tiltrækningskraft på hans flagrende gemyt , men at lægge bånd , på sig selv for en andens skyld , det havde han ikke lært , i al fald ikke endnu . Ofte stødte han hende fra sig ; han mærkede det selv og afbad sin skyld foran hendes buste hjemme i sit atelier , den , han i al hemmelighed havde modeleret , men som altid stod tildækket for profane blikke . 
Da han en dag stod hjemme i sit atelier , bankede det på døren . 
„ Kom ind ! “ råbte han , og ind trådte grosserer falsen med sine to døtre , Emma og Maria , og så — Thora . 
„ Ja , mine døtre ville absolut se deres atelier , hr . Volmer , “ sagde grossereren til den behageligt overraskede knnstner , efter at de første hilsener vare vekslede , „ og de ved : når damer have fat sig noget i hovedet , så kan man ikke sådan få det ud af det igen . “ 
„ Nej , om det så kun er hårnåle , de have sat sig i hovedet ; det seer jeg bedst med mine modeller , “ sagde Volmer ugenert . „ Jeg kan forresten ikke undlade at 

udtale min glæde over , at damerne interessere sig så meget for kunsten — “ 
„ Og kunstnerne , “ sagde den galante grosserer med et buk . 
„ Da denne interesse forskaffer mig deres behagelige nærværelse “ — et elipseformet buk for de tre damer — „ men jeg må dog sige Dein , at det i grunden er et vovestykke , de har indladt dem på ? “ 
„ Et vovestykke ? “ spurgte den ældste frøken falsen , „ hvorledes da ? Kommer der aldrig damer i en billedhuggers atelier ? “ 
„ Jo , på en måde . Jeg står netop her og arbejder på en Thalia , og derinde er , ja , de må ikke tage mig det ilde op , just modellen , men hun går straks . “ 
Alle tre damer rødmede til op over begge ørene og stod forlegne uden at vide , hvad de skulle sige , da just døren til sovekammeret åbnedes , og modellen , som havde taget sit tøj på , stak hovedet ind og med et „ Uh ! “ hurtigt ville trække sig tilbage . Volmer fik hende imidlertid fulgt ud , og frøkenerne Emma og Maria kunne ikke lade være at skotte til siden , hvorpå han smilende gjorde en undskyldning for damerne . 
„ For fremtiden , mine damer , hvis de vil gøre mig den ære , må de helst melde dem i forvejen . Mine muser skulle da få afbud i tide . “ 
„ Kan de som kunstner så letsindig give afkald på muserne ? “ spurgte grossereren for dog at sige noget i den almindelige forlegenhed , som dog ikke lod til at have smittet Volmer . 

„ Gudbevares ! jeg giver med glæde afkald på muserne , når selve gratierne lyslevende besøge mig . “ 
„ Men ikke for at modeleres , “ bemærkede grossereren jovialt . „ Nå , højstærede ! lad os så se os lidt om . “ 
„ Men ikke alt for meget , for her hersker en chaotisk Norden . Glas og flasker og ttepotter og fleuretter og huggerter leve et behageligt clubliv her hos mig ; det er et slags bestandig borgerlig forening . “ 
„ Det tager man ikke så nøje hos en kunstner . “ 
Volmer viste dem nu om og måtte besvare hundrede spørgsmål om , hvad det hed , og hvad det brugtes til , og hvorfor det nu hed sådan o . s . v . , og måtte omsider frem med sine studier og hånd tegninger , da man vidste , at han tidligere havde lagt sig efter malerkunsten . Mappen var nærmest fyldt med carricaturer med dertil hørende epigrammer , som morede dem meget . Enkelte kvindelige hoveder fandtes dog også , og de vakte i høj grad damernes nysgerrighed . 
„ Hvem er det ? “ spurgte frøken Emma , den ældste . 
„ Det ! “ sagde Volmer koldblodigt , „ det er en frøken Petersen ; “ og dermed var den sag klaret . 
„ Hvem er dog den kække unge dame med fjerbaretten og det krøllede hår ? “ spurgte frøken Maria . 
„ Nå ! det er en frøken Jensen . “ 
„ Hm ! “ — man var åbenbart slet ikke fornøjet med disse lakoniske oplysninger , og man ville så inderligt gerne få vor helt sat lidt i forlegenhed . Men — enten er man helt , eller man er det ikke ! Da derfor frøken Emma , efter at man længe havde set 

paæ portraitet , omsider tog mod til sig og spurgte : „ Hvem er den dames forældre ? “ , svarede helten ugenert : „ Ja , faderen har jeg aldrig kendt ; moderen er nok vågekone , og datteren er sangerinde . Hendes ansigt interesserede mig . “ 
„ På kunstens vegne naturligvis , “ sagde grossereren ironisk . . 
„ Det var da et yndigt udtryk , der er i det ansigt ! “ udbrød Thora pludseligt , idet hun greb et blad . 
„ Det var også i mange henseender en fortræffelig ung pige , god , begavet og kundskabsrig ! “ udbrød Volmer med varme . 
„ Hvad hed hun ? “ spurgte frøken Emma . 
„ Hun ! — å , hun hed — hun hed Sørensen . “ 
„ Nu siger de vist ikke sandhed . “ 
„ Frøkenen tror ikke , at der kan være smukke damer , der hedde Sørensen ? “ 
„ Å jo , hvorfor ikke ? “ 
„ Må jeg læse det underlagte Vers ? “ spurgte Thora , der under denne lille inqvisttion havde været meget tilbageholdende . Men dette portrait interesserede hende , udenat hun dog gjorde sig ret klart hvorfor . 
„ O nej , frøken ! “ udbrød Volmer , idet han ville tage portraitet . „ Jo — læs dog kun , men døm hende ikke alene efter det . Det er skrevet i et bittert øjeblik , just da en illusion var bristet . “ 
„ Så burde de have slettet det ud igen , “ sagde Thora blidt . 
„ Nej ! Nej ! “ sagde Volmer heftigt ; „ thi det var berettiget , 

fuldt berettiget . Læs kun , og læs det kun højt ! “ 
Thora læste : 
„ Charlotte ! 
Uskyldig seer hun ud forvist som få , og renhed ttroner højt i øjets blå , i disse skælmske , dog så dybe øjne . Og panden er så ren og klar og hvid , hun tykkes så jomfruelig og blid , men , kække yngling ! fæst blot ingen lid til disse træks mærkværdigt skønne løgne ! “ 
„ Fy ! “ udbrød Thora uvilkårligt . 
„ Er det til den besungne eller til sangeren , de siger fy , frøken ! “ spurgte Volmer halvt sørgmodig , idet han uvilkårligt mindedes hin Charlotte , der engang havde voldt ham så mange kummerfulde timer , og som han endnu ofte tænkte på med vemod . Hun var en af dem , i hvem han et øjeblik havde troet at finde hende , den eneste . 
„ Jeg ved ikke , hr . Volmer ; ingen af dem tror jeg . Det var nærmest et udtryk for — hvad skal jeg kalde det ? — et slags smerte på deres — på hendes — n ej , på deres — å , jeg snakker , “ tilføjede hun forvirret . 
„ Hun fortjente deres medynk , det forsikrer jeg dem , men verset er ligefuldt berettiget . “ 
„ De har gjort bitre erfaringer , “ sagde Thora . 
„ Hvem har ikke det ? “ 
„ Men det berettiger dem ikke til at være så bitter , som de så ofte er . “ 
„ Nej , ganske vist ! “ sagde Volmer , idet han på sin sædvanlige måde pludselig slog om . „ Jeg er heller 

ikke altid bitter ; der er i al fald mere end en ung pige , der har fortalt mig , at jeg var „ sød “ . “ 
Det var også en måde at parere på , om paraden end ikke just var så elegant , som den kunne være . 
Thora vendte sig bort , og man bladede videre i mappen , som dog kort efter var set igennem . Volmer havde imidlertid ubemærket fået Ole sendt hen efter muskatvin og Sherry og kager ; de sidste havde nær været vanskeligst at opdrive , da de skulle betales kom tant , hvorimod man havde blancocredit hos vinhandleren . Heldigvis var Ole herre over en tremark , og den blev der altså lagt beslag på — „ Så frister den dig ikke til dårligdom , Ole ; for du er jo en stor lux ! “ trøstede Volmer ham med . En dug og de fornødne glas blev lånte hos værtinden , og Volmer kunne derfor bede selskabet om at gøre ham den fornøjelse at nyde en lille forfriskning . 
„ Men de må ikke bryde dem om , at dugen ikke er blændende hvid . Ærligt talt er min værtinde og jeg lige svinske , hun af naturen og jeg ved kunsten . Dette lerælteri — “ 
„ Tal dog aldrig om sligt , hr . Volmer , “ sagde grossereren trøstende . „ Hos en ungkarl -— “ en gensidig høflig mumlen sluttede sætningen . 
„ Må jeg da takke , specielt dem , mine damer , for den ære , de har vist mig , og den fornøjelse , de har gjort mig ved dette besøg . Det er såre sjældent , at dette tarvelige loft har hvælvet sig over ægte kvindelig skønhed — “ 

„ Nå ! “ udbrød frøken Emma drillende ; „ De benytter altså kun stygge modeller ? “ 
„ Nej ingenlunde , men her taler jeg kun omåndens skønhed — “ 
„ De er en net cavalier , “ udbrød den angste , „ det må jeg sige . Vi er altså grimme alle tre ? “ 
„ De tillader mig ikke at tale ud , frøken ; jeg ville sagt åndens skønhed , der er i sand harmoni med legemets . “ 
„ Vi er altså specielt skønånder ? “ 
„ Men heldigvis dog ikke blåstrømper , “ supplerede Volmer , der indså umuligheden af at få lov til at sige nogle pæne ord . „ Altså —tusind tak , mine damer , for besøget ! Jeg håber , de gentager det , når jeg får et større arbejde færdigt , som jeg har påtænkt . — hr . Grosserer ! “ 
I det samme blev der banket på døren , og Volmer for op med en undskyldning , da han med en vis ret frygtede for et eller andet mindre heldigt besøg ( gen . mask . vel fem . ) . Da han kom ud på gangen , viste det sig at være Langsted . 
„ Hva ' ! kan man ikke komme ind ? “ udbrød denne , der var noget derangeret , i en lidt snøvlende tone . „ Jeg ville gerne sunde mig lidt på din sofa ; jeg har været slemt på galejen i nat . Så ville jeg også vurdere en salt sild med tilbehør meget højt . “ 
„ Ja , gode Langsted ! men jeg har fint damebesøg . Du må sgu ' undskylde mig . “ 
„ Det behøves slet ikke , min søde ven , for jeg ta ' er ikke imod undskyldninger . Du kan jo præsentere mig . Hvormange er der ? “ 

„ Tre damer ! “ var det utålmodige svar . 
„ Tre odalisker ! Du sultan ! “ 
„ Det er grosserer falsen og hans to døtre og så en veninde af dem . Gå nu bare ! “ 
„ Lad mig hilse på familien . “ 
„ Å snak ! i den tilstand . “ 
„ Tilstanden er yndig . — og du har vin , kan jeg høre ; du sybarit ! Jeg gav gerne en mark for et glas vin . “ 
„ Herregud ! så gå hen fil vinhandleren på hjørnet ; han tager ikke mere . “ 
„ Du har måske ret ; skønt det både var billigere og behageligere at drikke den her . Men — måske egner jeg mig heller ikke i dette øjeblik for den skarpe kvindelige conjecturalkritik . “ 
„ Nej , gå nu bare . Jeg må ind fil mine gjæsfer . “ 
„ Du mener altså virkelig , at jeg ikke for øjeblikket egner mig for selskabslivet . “ 
„ Ja , det mener jeg rigtignok . “ 
„ Hils dem da meget fra mig , og sig dem , at det gør mig usigelig ondt , at jeg ikke kan ha ' e den fornøjelse at hilse på dem , men min frisure og min fodbeklædnings melancholske mangel på glans — “ 
„ Og dine øjnes overflødighed af samme forbyder dig — “ 
„ Javel ! Du er min ven , når du siger det fil dem . Så forsfåer de mig og beundrer min delikatesse og blyhed — du ! Blyhed er egentlig en abrevia tion af blyhathed — he ! He ! He ! Farvel du ! — du skal forresten slet ikke sige dem , at det var mig , der var her . “ 

„ Nej . “ 
„ Band på , at det ikke var mig , Christian Langsted . Farvel ! “ 
„ Farvel ! “ 
Med mange undskyldninger kom Volmer atter ind tilselskabet — „ en temmelig vigtig forretningssag — “ 
„ Kære ven ! “ forsikrede grossereren ; „ det er jo ikke noget at tale om . Her er såmænd nok at se på . Denne originalitet i hele arrangementet , denne maleriske uorden , der hersker herinde — “ 
„ Og som er et levende billede på beboerens uordenlighed og uregelrette liv , ja , de har ret , “ fortsatte Volmer . 
„ Sligt tager man ikke så nøje hos en kunstner . Men sig mig engang , hvad er det der ? Der hænger en mappe , og udenpå den står der „ konnossementer “ . Er de også handelsmand ? “ 
„ Ja , jeg driver nogle småforretninger . “ 
„ Se , se ! “ 
„ Med assistenshuset , “ tilføjede han hviskende til grossereren , der brast i latter . „ Det er ærligt talt nogle assistenshussedler og andre værdipapirer . “ 
„ Å , må vi ikke også høre , hvad det er , der er så morsomt ? “ spurgte frøken Maria . 
„ Det var ikke noget videre , “ forsikrede grossereren . „ Mappen indeholder kun nogle skrivelser fra en — en — “ 
„ En kær onkel af mig . Kærlige formaninger om ikke at glemme , at — “ 
„ At hr . Volmer har fået et pund , som han skal forrente . “ 

Volmer lo , og Thora sagde alvorligt : „ Et stort pund , men glem aldrig , at det fordrer renter . “ 
„ Nej , min onkel husker mig som sagt på det , frøken , i disse indholdsrige skrivelser . “ 
„ Og hør , hr . Volmer , “ sagde den yngste frøken skælmsk ; „ De ved , at jeg er meget nysgerrig — “ 
„ Jo , frøken , “ svarede Volmer med et høfligt buk . 
„ Nå , så det er jeg ? “ sagde hun lidt stødt . 
„ Jeg siger ikke gerne en dame imod . “ 
„ Nuvel ! Derhenne står en buste ; det kan man se , det er , skønt den er tildækket . Må vi ikke se den ? “ 
„ Nej , frøken , det er min hemmelighed . “ 
„ Det er netop derfor , vi gerne ville se den . Det er en dame , ikke sandt ? “ 
„ Jeg kan ikke nægte det . “ 
„ En smuk dame ? “ 
„ Ja , meget smuk . “ 
„ Det er hende , de elsker eller har elsket , det er jeg vis på . De svarer ikke ! De har dog engang sagt , at man måtte spørge dem , om hvad man ville , og at man altid skulle få svar , når man forud forsikrede , at man ikke blev fornærmet ved svaret . “ 
„ Velan ! det er en buste af en dame , som jeg tror , jeg elsker . “ 
„ Seer man det ! “ udbrød den lille coquette , hvis nysgerrighed var pirret . „ Hør , jeg vil sige dem noget : jeg vil ikke blive fornærmet , selv om det er min buste — må jeg så fe den ? “ 
„ Å ja , lad os se den ! “ udbrød søsteren . „ Bed med , Thora ! Hører du ikke ? “ 

„ Når hr . Volmer ikke ønsker det — “ 
„ Jo , ifald alle damerne ønske det . “ 
„ Ja , “ sagde begge søstrene ivrigt . „ Thora siger også ja ; ikke sandt , Thora ? “ 
„ Jo , når hr . Volmer vil , “ hviskedee hun lidt frygtsomf . 
„ Velan ! “ sagde han , idet han blev dødbleg og følte blodet presse sig imod hjertet . Han rev dækket af busten , og alle som en kendte de Thoras buede læber , den skjælmsfe mund , den fine næse og den lille nydelige hage med dens uforlignelige fure . 
„ Men det er jo — “ røg det ud af den yngste , der dog stoppede sig selv i farten . 
„ Det er et ypperligt ansigt , hr . Volmer , “ forsikrede grossereren , der lod som ingenting , „ i sandhed ypperligt ! Jeg må virkelig beundre deres gode smag ligeså meget som deres talent . “ Volmer stod ubevægelig og stirrede halvt åndeløs ud for sig . „ Men er det deres galathea , så vis , at de også er en pygmalion . — nå , børn ! lad ' os så komme afsted . “ 
Afskeden var brat , men kærkommen for alle parter . Hverken Thora eller Volmer så op , da de sagde farvel til hinanden . Et øjeblik stod han stille og stirrede på busten ; så kastede han håret tilbage med et kækt kast med hovedet , strøg sig om panden og udbrød : 
„ Det var også en måde at erklære sig på . Den havde da i det mindste det fortrin at være original . “ 

vi . 
I marmor , med mund og med pen . 
Thoras fader havde været proprietair ude i Sjælland et sted . Han var død tidligt , men moderen havde beholdl gården , som hendes søn senere overtog . Hun var bleven opdraget hos sin tante i København , med hvem hun og hendes moder , som vi alt have fortalt , senere havde tilbragt et årstid i Paris . Hun var meget smuk , men det var ikke i regelmæssige træk , at hendes skønhed bestod , det var i det liv og den ånd , der var udbredt over hele hendes væsen . Der var noget kækt i disse buede læber og denne kløftede hage , og der var noget skælmskt i disse små smilehuller , men der var på den anden side også en sådan dybde i hendes blå øjne og en sådan adel over hele hendes fremtræden , at man tydeligt så , at følelsen , hjertet , havde sin fuldtberettigede plads ved siden af frejdigheden og kjækheden og skjælmeriet . Volmers optræden i sit atelier , særligt hans ord , da han rev dækket af hendes buste , havde givet hende meget stof til megen eftertanke . At hun havde gjort et vist indtryk på ham , havde hun vel bemærket tidligere , men hun havde altid søgt at skyde tanken derom til side , thi vel var der meget , som hun syntes godt om hos ham , men der var dog mere , som frastødte hende . Hans hensynsløshed i hans udtalelser , hans bitterhed , der blandt andet undertiden også gik ud over hende , og frem for alt hans uordenlige liv kunne ikke andet end frastøde hendes fintuddannede personlighed , 

men på den anden side var der dog noget i alt dette , der også lokkede hende til , især da hun endnu aldrig personligt havde haft beviser på det ville liv , som der taltes så meget om . Denne hensynsløshed var ofte udtrykket for en i og for sig sand og berettiget indignation , der syntes at fordre luft , denne bitterhed var sikkert følgen af sørgelige erfaringer ; en ulykkelig ungdomskærlighed taltes der jo blandt andet om ; og det uordenlige liv kunne , om end ikke forsvares , så dog forklares af denne . Alle disse reflectioner gjorde hun ved sig selv , og resultatet er ikke vanskeligt at gætte , når man erindrer , at hun var en rigt udstyret , fantasirig natur , der følte sig mægtigt tiltrukken af Volmers uimodsigelige begavelse ; resultatet var nemlig : her er et menneske at redde ! men i samme nu mistvivlede hun ikke blot om sine evner , men først og fremmest om hans perfektibilitet i så henseende og det med god grund . Han på sin side vidste så at sige hverken ud eller ind efter hint besøg . At han måtte gøre noget efter den erklæring , forholdene på en måde havde afpresset ham , følte han fuldtvel , men hvad det skulle være , kunne han ikke komme til klarhed om . Han måtte først og fremmest tale med hende , men hvad skulle han sige ? For første gang i sit liv var han i forlegenhed i den henseende . Endskjøndt han , især når han erindrede , at han formodentlig engang skulle arve sin onkel , med hvem han rigtignok for øjeblikket stod på en spændt fod , jo vel kunne betragte sig selv som ligeså kvalificeret til at optrædæ som frier som de fleste andre eller måske bedre end de fleste andre , tilmed da han godt kunne 

leve af sit talent som kunstner , så forekom en stilling som forlovet og eventuelt som ægtemand ham så besynderlig , få stridende imod alle hans principer , imod hele hans opfattelse af livet og hans måde at tage det på , at han aldeles ikke kunne sinde sig tilrette i situationen . På den anden side følte han , at han elskede hende højt , og det liv , han førte , var i højeste grad utilfredsstillende for ham ; måske formåede hun at lede ham i et andet spor , måske ville han da kunne blive tilfreds med verden og sig selv . — måske ? 
Han måtte altså se at komme til at tale ene med hende . 
Ved Oles hjælp lykkedes det ham at få at vide , at tanten en dag skulle ud på landet , og at Thora da rimeligvis ville være ene hjemme . Uden lang betænkning sendte han Ole tidligt om morgenen derop med følgende billet : 
„ Min frøken ! 
Min mærkværdige optræden forleden , der til dels blev fremtvunget af omstændighederne , og som indeholdt en erklæring , som jeg hverken ved , om jeg tør stå ved , eller hvorledes de vil optage , eller hvorledes de har optaget eller — ja , kort sagt frøken ! tilslå mig en samtale endnu i dag . Ifald de tillader mig at indfinde mig i deres tantes bopæl kl . 12 i formiddag , behøver de blot at sige overbringeren heraf et ja til 
deres aldeles decontenancerede 
Carl Volmer . “ 

Ole kom tilbage med et ja , og kl . 12 præk . ringede Volmer på Fru Engstrøms dør og blev lukket ind af den forvirrede Thora . 
„ Jeg må oprigtigt takke dem , frøken , fordi de tillod mig at komme ; det beviser mig , at de foruden alle deres andre fortræffelige egenskaber også besidder den : at være fri for konventionelle fordomme . “ 
„ Jeg burde vistok ikke — “ stammede Thora . 
„ Jo , de burde give mig lejlighed til at bede dem om undskyldning , fordi jeg uden deres tilladelse har opstillel en buste af dem i mit atelier . Er de vred derover ? — svar mig , frøken ! “ 
„ Nej ! “ hviskedee hun ; „ skønt jeg langtfra billiger den brug , de gjorde af den forleden . “ 
„ De er vred over min erklæring ? “ 
„ Ikke just vred , men jeg fandt det hele så bizart , så forunderligt , så — “ 
„ Tillader de da , at jeg en anden gang på en lidt anden måde gentager hin erklæring ? “ 
„ Derpå kan jeg ikke svare dem nu . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ 
„ Nuvel ! “ sagde hun , idet hun så ham fast ind i øjnene ; „ jeg vil ikke skjule for dem , at der er meget , jeg elsker og beundrer hos dem ; deres i mange henseender ædle tænkemåde , deres talent og begavelse— “ 
„ Begavelse ! “ udbrød han bittert ; „ altid denne ulyksalige begavelse ; at jeg også har et hjerte , er der aldrig nogen , der tror eller bryder sig om at tro . “ 
„ Det er , fordi man så sjældent seer noget spor af det . Men jeg tror , de har det , skønt jeg ikke seer 

det . Deres hån og spotten over alt , deres forunderlige liv og deres tilyneladende kulde modsiger forresten en sådan tro . “ 
„ Måske har de det i deres magt at forandre mig . Farvel , Thora ! “ Han tog hendes hånd , som hun ikke trak til sig , trykkede den heftigt og ilede ud ad døren . 
„ „ Måske har de det i deres magt at forandre mig ! “ sagde han — o , gid jeg kunne ! “ tænkte Thora , da han var forsvnndet . — 
Volmer ilede hjem . Hundrede modstridende tanker hvirvledes om i hans hovede undervejs , men det følte han dybere end nogensinde , at han elskede Thora , og at han for alvor ville søge at vinde hende helt og udelt , om det også skulle koste ham overvindelse og ofre . Næppe var han kommen indenfor sin dør , førend han satte sig til skrivebordet , og en time efter var Ole på vejen til Fru Engstrøm med et brev , hvis udskrift lød „ Frøken Thora Freiberg “ . 
Indholdet var følgende : 
„ Thora ! 
Fordi jeg i mit væsen er kold , fordi jeg sjældent synger i moll , men heller i dur vil kvidre , så tror de , jeg ingen følelse har , at næsten jeg er en halv Barbar , en kold egoist og så videre . 
Når vinteren kommer og Marken står med frossen flade så kold og hård , de ved , i dens skød der findes 

dog gode Spirer til kommende hest , det herligste frø i det sneklædte bryst , det beder jeg dem at mindes . 
Thi kommer så våren med sol og lys og tusind oplivende , varmende Kys , da sprænges det hårde pantser , og Marken smiler så lys og skøn , så frisk og frejdig og forårsgrøn , dens blomster med zephyr dandser . — 
jeg lever så ensom og forladt ; 
det er , som en iskold vinternat har dræbt mine bedste Spirer . Men nej ! de leve dybt i mit bryst , og kommer våren med Kys og lyst , forvist mine frøkorn Spirer . 
Bær de min forårssol så varm — jeg ville tøe op ved deres barm — bring lys i min mørke stue ! 
Min følelses blomster vil foldes ud , og hjertet på deres velsignede bud , det flammer i lysende lue ! “ 
„ Det sidste Vers , “ bemærkede Volmer ved sig selv , efter at han havde skrevet det , „ kunne også lyde sålunde : 
„ Vær de min forårssol så varm ! 
Jeg blev da så rig , som jeg nu er arm i kraft af en metamorfose 
min følelses Flora vil folde sig ud , og hjertet vil skyde kraffige skud — en skøn salut for min rose ! “ 
Men det smager lidt af en kjældermand , det 

sidste ; og „ Kjældermanden er det skarn , som ånden taber i sin flugt mod det høje , “ siger Victor Hugo . Det er sørgeligt , at man er bleven sådan en skarnbasse , “ udbrød han halvhøjt , og nu gav dette altid reflekterende , forunderlige menneske sig til at tænke over det selvmodsigende i sådanne fantasier i samme øjeblik , som han havde været helt opfyldt af Thoras skønne billede . 
Vi . 
Et afbrudt symposion . 
Digtet gjorde et dybt indtryk på Thora . Hun fik gennem det et slags opløsning på meget af det gådefulde og ofte uforklarlige i Volmers væsen . 
„ Jeg går så ensom og forladt , “ stod der . 
Ja , han går så ensom og forladt ; der er ingen , der leder hans fjed , ingen , der bryder sig om ham . Måske , tænkte hun , kunne du hjælpe ham på den rette vej . Han tror det da selv — „ Vær du min forårssol så varm ! “ 
Atter og atter læste hun det igennem . Mere og mere følte hun sig lokket af den fristende tanke at skulle være frelserinde , og rådvild spurgte hun sig selv , hvad hun skulle gøre . 
Volmer ventede med utålmodighed fra dag til dag . De vante adspredelser havde intet tillokkende for ham ; ude var der ham ubehageligt , og hjemme havde han ingen ro på sig . Han var dog mesf i sit atelier , hvor han i hele timer kunne sidde foran hendes 

buste og stirre spørgende på den , som om han ventede , at den skulle give ham svar på , hvad der udelukkende opfyldte hans tanker . 
Pousserstokken fik lov til at hvile ; i al fald var det da kun tåre liden motion , den fik sig i disse dage . Næsten en uge var nu gået , og han havde hverken hørt eller set noget til Thora . Hans heftige sind begyndte at komme i oprør . 
„ Et svar , syntes jeg dog , jeg kunne gøre fordring på . Men — mener hun ikke , at jeg er et svar værd , så velan ! jeg skal ikke ulejlige frøkenen oftere , “ tænkte han trodsigt . 
Som han en dag stod og puslede med nogle småfigurer til den uundgåelige og uundværlige kunsthandler , hos hvem han udvekslede sit talents guldpenge i småmynt , bankede det på døren , og ind trådte Langsted og Carlsen med det velbekendte : „ Vi forstyrre måske ? “ 
„ Nej , på ingen måde ; det arbejde , jeg har for , optager mig ikke så synderligt . Det er til min mæcænas , kunsthandleren . “ 
„ Men så skal det vel snart være færdigt , for du har så formodentlig ingen penge for øjeblikket ? “ 
„ Jo , mærkværdigt nok , men jeg forudser , at de om et par dage rimeligvis ville være slupne op , og — “ 
„ Så var det jo ganske rart at have sørget for soutiens ' er i tide . “ 
„ Jeg er forresten i dårligt humeur , så jeg er i grunden slet ikke oplagt til at bestille noget , men man siger jo , at arbejdet adspreder tankerne . Jeg 

gør for en gangs skyld et lille forsøg i den retning for at se , om disse vismandsord også er sande , men jeg vil dog ikke risquere at forkludre noget større arbejde under forsøget , derfor står jeg og sysler med disse pillerier . “ 
„ Men man bør aldrig tvinge sig til at arbejde , “ bemærkede Carlsen filosophisk . 
„ Nej , det er ganske sikkert , “ tilføjede Langsted , der ligesom Carlsen havde sine grunde , hvorfor han ville have ham til at opgive forretningen for den dag . „ At arbejde invita , Minerva som kunstner må nødvendigvis bringe et usselt resultat . Arbejdet lider derunder , du selv lider derunder , og din ven , kunsthandleren , som du dog også har pligter imod , lider derunder , derfor — “ 
„ Nå ? “ spurgte Volmer nysgerrig ; „ hvad har i da at foreslå ? “ 
„ Du skal først og fremmest lægge pousserstokken til hvile — „ kom sabbathens dag ihu , at du holder den hellig ! “ står der hos de gamle — “ 
„ Men det er jo ikke søndag i dag . “ 
„ Nej , det er lørdag , men da det er de gamle jøder , der have æren af hine vise ord , og lørdagen er det , de forstå ved sabbattsdagen , så — “ 
„ Så bliver lørdagen so lpso til søndag , “ fortsatte Volmer . 
„ Javel , til hviledag . “ 
„ O , Langsted ! Alt må vige for din stringente , juridiske logik . Men hvad er det så egentlig , i vil foreslå ? “ 
„ En basseralle , min ven , i al tarvelighed . Vi 

traf netop herudenfor et par unge damer , kunstnerinder forresten , som skulle rejse . Du kender dem begge , og de havde ikke noget imod at gå op og sige farvel til dig , hvis de ikke generede . “ 
„ Vi bemærkede naturligvis øjeblikkeligt , at der aldrig kunne være tale om , at to så elskværdige damer generede , “ fortalte Carlsen ; „ vi skyldte dig jo virkelig som dine venner at indestå for din chevalereskhed . “ 
„ Nå , i himlens navn ! lad dem da komme , “ sagde Volmer med sukkende resignation . 
„ Vort tillidsvotum til dig som cavalier synes at have været malplaceret , siden du sukker så dybt , “ ytrede Carlsen leende . „ Går du ned efter de danske kvinder og hulde møer , Langsted ? “ 
„ Nej , “ sagde Volmer med et nyt suk , „ da jeg er vært , byder jo høfligheden , at jeg selv går ; skal man være pisket til at være gæstfri , så kan man jo ligeså gerne være det på en høflig måde . “ 
Han gik nu ned efter damerne , der stod i porten og udvekslede meninger om , hvorvidt han var oplagt til at give audiens i dag eller ikke . De delte meninger desangående — der for den ene dames vedkommende støttedes på den erfaring , hun tidligere havde gjort , at han undertiden var „ kulret “ — og udtalelsen af dem afbrødes ved Volmers ankomst . Han inviterede dem nu op , og det viste sig da , at den ene var frøken Olsen fra „ Stalden “ , medens den anden var frøken Jensen , den kække lille amazone med fjerbaretten , som havde vakt frøkenerne falsens nysgerrighed . Begge havde de troet at 

opdage et slumrende dramatisk talent hos sig , og nu vare de engagerede af en skuespildirecteur , der skulle til vestkysten af Jylland , hvor sandsen for dramatisk kunst måtte antages at slå på et mere primitivt standpunkt end i det øvrige Danmark , og hvor han mente at skulle gøre gode forretninger . Beregningen viste sig forresten senere at have været fejlagtig . Der , hvor man var vant til at se og høre Vesterhavets sonore Bas i de stolleste helteroller , brød man sig kun lidt om at høre vaudeville-couplets sungne med spæde , forkølede stemmer ; og desuden lykkedes det heller ikke damerne at få deres slumrende dramatiske begavelse vækket ; den sov alt for hårdt og sover vist sødeligt den dag i dag . 
Nu vare de imidlertid fulde af håb og frejdighed , Volmer blev smittet af deres munterhed og glædæ , og snart havde man det nydeligste lille bacchanal igang , man ville ønske sig , skønt det var midt på eftermiddagen . 
„ Nu skal jeg forresten fortælle jer noget , “ udbrød Langsted pludseligt . 
„ Og det er ? “ 
„ Næste lørdag holder jeg op med jura ' en — “ „ Som du aldrig er begyndt på . “ 
„ Nej , min Jus og din medicin kan man jo vej nok få plads fil i sine to vestelommer . Og så tager jeg hjem og slår mig fil landvæsenet . “ 
„ Din skål , Langsted ! “ sagde Carlsen ; „ det viser , du har charakter . “ 
„ Nej , “ mente Volmer , „ det viser snarere , af han aldrig har haft nogen , og af han nu oven i købet 5 

har opgivet nogensinde af få nogen — examenscharakter i al fald . Men fil lykke på gården ! “ 
„ Du er bleven så spydig og kedelig . Carl , “ tillod frøken Jensen sig af bemærke . 
„ Ja , de æ rigtnok ikke , som de va ' for et årstid siden , hr . Volmer , “ ytrede frøken Clara . 
„ On ne peut pas toujours rire , det er på dansk : „ man kann nicht immer verliebt mussen werden sein “ , “ fortalte Volmer . 
„ Nu skal vi nok være gemytlige , “ sagde Carlsen trøstende , „ og gøre Cour til damerne . Skål , børn ! “ 
„ Vi bryder os slet ikke om , at de skal gøre Cour til os . “ 
„ Ikke det ? “ spurgte Langsted . „ Da er jeg dog vis på , at de gerne ville have mig til deres allerliebste . “ 
„ Pyt ! Dem ! “ sagde Clara knipst . 
„ Wenn mir ein mædchen recht gefællt , Dann hilft kein widerstreben ! “ 
Sang Carlsen , der efterhånden var kommen i stemning , idet han brugte sin stok som guitar . 
Den lidt snøvlende stemme og hans stærkt colo rerede åsyn stod i en så skærende modsætning til det begreb om en uimodståelig erotisk begavelse , som indeholdtes i disse to Vers , at hele selskabet brast i en højrøstet latter . 
„ St ! der var vist nogen ved døren ! “ udbrød Volmer i det samme og sprang op . Idet han åbnede døren , så han en tættilsløret dame ile nedad trapperne . Det var Thora , som et øjeblik havde overvundet sin kvindelige undseelse , som et 

kort øjeblik af sin følelse havde ladet sig henrive til at bryde med formerne , men så kom hun til hans dør , hørte de kvindelige stemmer , den højrøstede latter og sang og klang af vinglas , og forfærdet ilede hun nedad trapperne og til sit hjem , hvor hun brast i en krampagtig gråd . 
Volmer havde kendt hende . Han stod et øjeblik målløs , og et halvkvalt „ Thora ! “ var alt , hvad han kunne få frem . Han ville ile efter hende , men hvad skulle han sige ? hvorledes retfærdiggøre sig her , hvor hele uretten var på hans side , tilmed i et øjeblik , da hun for hans skyld havde bragt et offer , som han , der kendte hendes kvindelige finfølelse , godt forstod at vurdere størrelsen af ? 
Han indså umuligheden af en retfærdiggørelse i et sådant øjeblik . 
„ Der brast Norges rige af din hånd , herre konge ! “ sagde han til sig selv i et slags afstumpet fortvivlelse . 
„ „ Så stort var tabet vel heller ikke , Einar ! “ svarer kongen , om jeg husker ret , “ sagde han videre til sig selv , og med den trøst gik han atter ind til selskabet , der forgæves spurgte ham om grunden til hans mørke miner . 
„ Har du set spøgelser ved højlys dag ? “ spurgte Langsted , men han fik intet svar . 
„ Det har vel været en rykker , “ mente Carlsen . 
„ Ja ! “ råbte Volmer bittert ; „ en rykker , som jeg skyldte meget , og hvis fordring på mig nu i dette øjeblik er bleven ti gange så stor ! “ og han knugede hånden krampagtigt imod panden , idet 

han hviskende tilføjede : 
„ Mon jeg nogensinde får 
lejlighed til at betale min gæld ? “ 
Mere kunne man ikke få ud af ham . Frøken Jensen gentog sin tidligere udtalelse om , at „ han var rigt ' nok bleven grusom kedelig , “ Clara tilføjede et „ Umådeligt ! — ska ' vi gå ? “ hvorpå man 
brød op , efter at Carlsen først havde fortalt Volmer , at der skulle være casinomasquerade næste torsdag , og at han antog , at de alle traf hinanden der , om ikke før . 
„ Ja , vi kommer , “ sagde begge damerne , „ for om lørdagen rejser vi , og så er det dog bedst at tage den med . “ 
„ Jeg kommer ikke , “ sagde Volmer ; „ jeg væmmes ved tanken om en casinomasquerade . “ 
„ Den kvalme er kommen pludselig på dig . Tidligere har du dog nok kunnet goutere dem , “ mente lang sted . 
„ Desuden skal jeg til bal hos grosserer falsen . “ 
„ Å , du kan sgu ' godt komme , når ballet er forbi . “ - 
„ Nej , ellers tak ! “ 
„ Hør , lad os andre gå i Vesterbros tteater i aften , “ foreslog Langsted , da man havde fået tøjet på . 
„ Å ja ! la ' os det ! “ udbrøde de vordende kunstnerinder med begejstring . 
„ De gi ' er noget , der hedder „ Smørrebrød i måneskinsbelysning “ , “ fortalte Langsted . 
„ Det må vist være et uhyre interessant stykke , “ bemærkede Volmer ; „ det skulle i virkelig gøre . “ 

„ Det ve ' vi også , “ sagde Clara trodsigt . 
„ Må jeg ønske dem alle en god fornøjelse . “ „ Fa ' vel , hr . Melancholicus ! “ sagde Clara . 
„ Farvel , min herre . Jeg kender dem ikke mere , “ sagde frøken Jensen . 
„ Farvel , du tørvetriller ! “ sagde begge de andre . 
„ Farvel , i carnailler tilhobe ! “ sagde Volmer . 
„ Hva ' var ' et , han sææ ? “ udbrød Clara rasende . 
„ Det er blot et citat af Holberg , “ sagde Carlsen beroligende . 
„ De tog det da ikke for en personlig sigtelse , lille frøken ? “ spurgte Volmer spydigt . 
„ De æ såmænd en rar herre ! “ 
Støjende og larmende tumlede det glade selskab nu nedad trapperne og lod Volmer ene med hans alt andet end fornøjelige tanker . 
„ Nå ! “ tænkte han ; „ jeg træffer hende jo på ballel på torsdagaften . Der vil jeg nok kunne fortælle hende sammenhængen og afbede min skyld , især da jeg jo i grunden slet ingen skyld har i dette ubehagelige tilfælde . — hvad ville de her også ? — jeg kunne da ikke godt jage dem på døren o . s . v . , o . s . v . — “ - 
med sådanne raisonnementer gik han som sædvanligt på accord med sin samvittighed , men denne gang lykkedes det dog ikke rigtigt for ham at bringe den fornødne ligevægt tilveie i sit sind , og det var med en vis uro , at han imødeså torsdagaften og ballet . 

Viii . 
På bal , masquerade og bellevue . 
Nogle dage førend ballet skulle afholdes , aflagde Volmer , som skik og brug fordrer , en visit hos grosserer falsen , dels for at takke for indbydelsen , dels for at engagere en af husets damer til en Dands . Kun den ældste var hjemme , den ængste var gået hen til Thora , som ikke havde været rigtig vel i de sidste dage . 
„ Hun kommer da til ballet ? “ spurgte Volmer hurtigt , da han hørte om dette ildebefindende . 
„ Jo , vær de ganske rolig , hr . Volmer . — de får nok lejlighed til at gøre yderligere modelstudier , “ tilføjede hun lidt drillende , idet hun sigtede til busten i hans atelier . 
„ Frøkenen mener , at jeg trænger dertil ? “ 
„ Å nej forresten . De „ træffer “ upåklageligt . “ „ Men frøkenen mener , at jeg sigter for højt ? “ „ Que sais-je ! “ og hun trak på skuldrene . — „ Ja , “ sagde han kort efter , idet han rejste sig , „ så glæder jeg mig til at have den fornøjelse at danse tredje Dands med frøkenen . “ 
„ De er noteret . “ 
„ Vist ikke til nogen høj Cours . “ 
„ En forlovet eller forelsket falder altid nogle procent . “ 
„ Men jeg er forhåbentlig dog endnu ikke bleven „ flau “ ? “ og dermed var visiten endt . — 
den længselsfuldt ventede torsdagaften kom . Med 

bankende hjerte trådte Volmer ind i balsalen , gjorde sin compliment for grossereren , hilste på et par bekendte , men spejdede forgæves efter hende , for hvis skyld han ene var kommet . En ubestemt følelse sagde ham , at hun ikke ville komme , og da Borch kort efter trådte ind ad døren , ilede han derfor henimod ham , greb hans hånd og udbrød : 
„ Har du set din cousine ? “ 
„ Hun er rejst hjem på landet iforgårs . “ 
Da Volmer ved disse ord krampagtigt knugede hånden imod sin brændende pande , sagde vennen : „ Hør , Volmer ! der er foregået noget imellem jer to ; sig mig , hvad det er . Hun er rejst uden at give anden forklaring over denne besynderlighed end , at hun blev syg her i byen ; hun ville have godt af landluften , sagde hun ; men det er jo kun udflugter . Når man som hun har boet og befundet sig vel i Paris i over et år , så kan byluften ikke gøre en syg . Hvad er der sket ? “ 
„ Intet ! “ 
Da Borch mærkede , at han ikke ville udtale sig videre , forlod han ham , og kort efter åbnedes ballet med den sædvanlige polonaise . Volmer dansede , men hans damer havde stor grund til at beklage sig over ham , thi han sagde omtrent ikke et eneste ord . Frøken falsen forsøgte forgæves at udfritte ham ; forgæves udtalte hun sin forundring over Thoras pludselige bortrejse . 
„ Hun vidste jo , at vi skulle have bal , “ sagde hun og tilføjede skælmsk : „ og hun vidste også , at hun ville træffe dem . “ 

„ Det var måske netop derfor , hun rejste , frøken . “ „ Nu bliver de virkelig alt for beskeden . De mangler ellers ikke tro på deres egen tiltrækningskraft . “ 
„ Ikke førend jeg seer , at den svigter . “ 
„ Forresten var Thora vistnok virkelig upasselig . “ „ Det vil jeg håbe , “ sagde han som for sig selv . „ Vil de håbe det ? “ 
„ Ja , det vil sige , jeg vil håbe , at det i al fald ikke er min nærværelse , der har afholdt deres veninde fra at komme . “ 
„ De mener altså , at der dog kunne være tale om , at det skulle være grunden ? “ spurgte hun med påtrængende skarpsindighed . 
„ Nej på ingen måde ; jeg udtrykte mig måske lidt uheldigt , hvis frøkenen kunne få det ud af mine ord . “ 
„ Ja , ganske uden del , tror jeg nu ikke , at de er deri . “ 
„ Jeg desværre heller ikke , “ tænkte han og sank atter hen i sit tanse drømmeri . 
Da borddansen var forbi , gik Volmer hen for 
at sige farvel til Borch . 
„ Du kan da ikke gå sådan uden 
„ Jeg siger , at jeg ikke er vel , og 
heller ikke . “ 
„ Hvad fejler du ? “ 
„ Jeg lider af cardialgi , min ven , 
videre . “ 
Det er jeg da 
af en hjertesygdom , 
og nu vil jeg se at blive kureret foreløbigt på en casinomasquerade . “ 
„ Du er da ikke gal . Hvis nogen nu seer dig og fortæller det til grossereren . “ 

„ Det er mig ligegyldigt ! Nu er jeg rasende , og du kan gerne sige din cousine , når du seer hende , at det er hendes skyld — eller måske min egen , “ tilføjede han mørkt , hvorpå han gik hen til værten og undskyldte sig med upasselighed . 
En time efter se vi ham , iført en sort domino med nedtrukken hætte , styre ind til Nimb i Bazar gangen i kasino for at opmuntre sig ved en halv flaske Sherry . Styrket ved denne , men om muligt endnu mere exalleret end før gik han op i salen . 
Der var jubelen på sit højeste , souperen var indtaget , og i kraft af kunstige midler herskede der en vis bacchantisk glæde . I vild og hvirvlende flugt fore de sortklædte cavalierer hen ad gulvet med deres florlette , kortskjørtede skønheder , hvis livsglæde og begejstring påfaldende mindede om de kunstige mineralske vande . Man tilsætter kulsyre , vandet syder og bruser et kort øjeblik og synes at være noget ; man nyder det ikke straks , og kort efter er de skummende Perler og den sydende ild forsvundne , man har kun det bare vand tilbage , og det er ikke engang rent vand . 
Volmer væmmedes i første øjeblik ved at se disse kjoleklædte satyrskikkelser og sminkede bacchantinder . 
„ Ligemeget ! “ tænkte han ; „ det er kun en overgang ! “ og i overbevisningen herom inklinerede han for en kvit lille dame , der blev trukket om af en herre , hvis ildrøde ansigt og stive , stilkede øjne sang en smuk dittyrambe til dionysos ' s ære . 
„ Vil frøkenen ikke gøre mig den fornøjelse ? “ 

„ Jo tak ! “ 
„ Laura ! — vil du se ! — min her—re ! “ men i et nu vare de i en fejende gallopade henne i den anden ende af salen og videre gennem pergolaen ovre i den lille sal . 
„ Jeg håber ikke , de har noget imod , at jeg befriede dem for dragen , skønjomfru ? “ sagde Volmer , idet han sagtnede farten . 
„ Drageren ? Tror de , je ' er en kuffert ? “ 
„ Jeg sagde dragen , som bevogtede sin lille skat ; den rødmussede cavalier mener jeg . “ 
„ Nej , det var meget godt , det samme , for han har drukket så meget spiritus . Det er elle ' s min kjæræste . Han står hos Levinson , som jeg syer for . “ 
„ De vil da ikke danse mere med ham ? “ 
„ Han kan jo ikke . “ 
„ Hvad mener de , om vi indtoge en lille forfriskning i bazaren ? “ 
„ Bare det kan gå godt , for lodvig leder na-tu ' li ' vis efter mig og er i stand til at gøre skandale , hvis han træffer mig . “ 
„ Vi går først ned i garderoben , og der får de en domino , så kender han dem ikke . “ 
„ Å ja , det var udmærket ! “ udbrød den unge forlovede med henrykkelse . „ Det er ved gud ellers første gang , at jeg er herude . “ 
„ Ja det kan jeg så godt begribe . “ 
Da masqueringen var foregået , begav man sig ind til Nimb . Ikke så snart havde man bænket sig ved en flaske vin og nogle kager , førend Volmer 

blev opmærksom på en bekendt stemme , der inde i et sidecabinet højrøstet sang : 
„ Wenn mir ein mædchen recht gefællt , 
Dann hilft kein widersfreben . “ 
„ Det er nok deres livarie , “ bemærkede en kvindelig røst . 
„ LivArie , det er en Arie , der er liv i — javel ! “ 
„ Kender de dem derinde ? “ spurgte Volmers dame , da hun bemærkede , at han lyttede . 
„ Ja , jeg gør . Skal vi slå os sammen med dem ? “ 
„ Det er da pæne damer ? “ 
„ Ja , det kan de stole på . Så pæne og så anstændige — å ! “ 
Han gik nu hen og gav et signal udenfor portieren ; den blev straks stået til side , og Carlsen og Langsted udbrøde som med en røst : „ Tænkte vi ikke nok , at han kom ! “ 
„ Car l ' on revient toujours à ses premières amours , “ citerede Carlsen . 
De to damer , de vordende skuespillerinder , vendte deres hoveder bort ; de vare øjensynligt meget forbitrede på Volmer fra besøget hos ham . Et par venskabelige ord og en anmodning til dem , om de ikke ville drikke et forsoningsglas med ham , bort vejrede snart forbitrelsen . Han fik også tilladelse til at tage sin dame med ind , dog ikke udenat frøken Jensen moqueret havde sagt : „ Nå , så de har dame på ? “ Hun havde nemlig et øjeblik smigret sig med , at han var kommet derind for hendes skyld . 
Frøken Laura blev nu præsenteret , vinen kom , 

og stemningen var snart den allerbedste . Kort efter gik man op i den lille sal , hvor Ludvig fnysende gik om og søgte efter sin Laura . 
„ Gud ! der er min kæreste . “ 
„ Siger intet , skønne Laura . “ 
„ Jamen hvis han nu kender mig . “ 
„ Det er umuligt i den domino , og forresten kan han jo ikke se ud af øjnene . “ 
Beroliget ved denne forsikring gik hun ind på at stille sig op til francaise med Carlsen og frøken Jensen til vis-à-vis ' er , og snart cancanerede det lille selskab på det skønneste . 
Dansen gik nu sin glade gang , og inden man vidste et ord deraf , lød slutningsfanfaren . Alle seks ilede nu ned i garderoben , hvor de fik deres overtøj , og derfra ind i restaurationssalen for at drikke kaffe med den fornødne pousse-cafè . 
„ Hør ! “ udbrød pludselig Volmer , der nu var kommet godt igang , „ jeg har ikke spor af lyst til at tage hjem nu . “ 
„ Ja , jeg for mit vedkommende har bestemt , at jeg ikke vil spilde tiden med søvn , da jeg skal fra byen i morgen , “ fortalte Langsted . „ Vil i som jeg , så tager vi til Constantia . Jeg gi ' er drosche frem og tilbage . “ 
Alle modtoge det splendide tilbud med henrykkelse ; kun Laura opponerede en lille samle ; dels skulle hun jo forsone den vrede „ Lodvig “ , og dels havde hun lovet en kjole færdig til om aftenen . 
„ Det er jo ikke noget at tale om . “ 
„ Jo , det er til en fin dame . “ 

„ En fin dame kan aldrig være i forlegenhed for en kjole . “ 
„ Jo , det ka ' de tro , men så gør nok en af de andre den færdig . “ 
„ En route messieurs et mesdames ! ” 
man forlod altså bazargangen . 
„ Gud ! der står lodvig ude i forsalen . Det er ham med cigaren . “ 
„ Elskværdigste Clara ! “ sagde Volmer med indsmigrende 
stemme ; „ byt et frøken Laura . Der er en hende ude i forsalen . “ 
„ La ' os dog bare være brød den fintfølende Clara , 
øjeblik overstykke med 
othello , der lurer på 
fri for skandaler ! “ ud-idet hun hurtigt byttede 
kåbe med Laura , som trak sløret for ansigtet . 
„ Tag nu Carlsen under den venstre arm , så engagerer jeg fyren et øjeblik . “ — som sagt så gjort . — „ Min herre ! må jeg ikke tænde min cigar hos dem ? — de er vel ikke så god at ryge med det samme , for der er ikke god ild . “ 
Så nødigt „ Lodvig “ ville , få måtte han til at ryge , medens den anden tændte , og på den måde lykkedes det aldeles at betage ham udsigten , medens de smuttede forbi . 
„ Tusind tak for deres artighed ! “ 
„ Jeg be ' er ! “ og han stillede sig atter på udkig . 
„ Der er såmænd ingenting at kigge efter , “ sagde Volmer gemytlig , idet han gik . 
„ Det skal de dog ikke sige , herre . “ 
„ Jo , stol de på mig . Godnat ! “ 
„ Godnat ! “ 

lidt efter var hele selskabet stuvet ind i en drosche , og i strygende Carriere gik det udad Amaliegade og Østerbro ad Constantia til . Der herskede i begyndelsen nogen confusion med hensyn til de re spective ben , da pladsen var lidt indskrænket ; men ved gensidig velvillig imødekommenhed lykkedes det dog at komme ud over disse små vanskeligheder . 
„ Uh , men de sidder helt på skødet af mig , “ udbrød Laura pludselig . 
„ Tilgiv mig denne lille skødesynd , “ sagde Volmer ømt . 
„ Hvorlangt er der herfra til Constantia ? “ spurgte frøken Jensen . 
„ Der er li ' eså langt , som fra Constantia å hertil , “ svarede Clara triumferende . 
„ Hvor den dame døv er simpel ! “ hviskedee Laura . 
„ Frygteligt ! “ svarede Volmer , ligeledes hviskende ; „ man kan næsten ikke være bekendt at være i selskab med hende . “ 
„ Nu må vi da snart være der , “ sagde Langsted . „ Jeg er grusom tørstig . “ 
I det samme holdt kusken foran stedet ; man ilede gennem den mørke have — klokken var næppe 7 endnu — op til huset og bankede voldsomt på skodderne ; men alt var og blev lukket og slukket . 
„ O , i hårdhjertede mennesker , i kolossale syvsovere ! “ deklamerede Carlsen , og Langsted fortsatte : 
„ Kunde i tænke , og kunne i vide 
alt , hvad jeg stakkel af tørst må lide — “ „ Stod de dog ikke op i utide , “ rimede Volmer . 

„ Ja , lad os så tage til bellevue , “ foreslog Langsted . 
Man kom atter tilvogns , og ikke længe efter holdt man ved bellevue , hvor man ved hjælp af en årvågen staldkarl blev lukket ind , fik gjort ild i kakkelovnen og et frokostbord dækket . 
Da frokosten , i forbindelse med et par flasker vin , vel var fortæret , spurgte Langsted opvarteren : 
„ Der skulle vel ikke være en tonekunstner at opdrive her i omegnen ? “ 
„ En — hvilken , min herre ? “ 
„ En tonekunstner — jeg mener en mand med en falsk violin eller en utæt harmonika eller en defekt lirekasse eller et andet vellydende instrument . “ 
„ Jo , jeg spiller harmonika , “ fortalte opvarteren . 
„ Men de er jo en engel i en opvarters skikkelse . Spil op , musikanter ! Mine herrer ! Vil de behage at tage damer og stille dem op til quadrille . “ 
Opvarteren kom med harmonikaen , og i en god halv time gik dansen lystigt i de brogede masque radedragter . Da erklærede opvarteren , at han ikke kunne holde ud længere . 
„ Passiar , min engel ! Så længe de ikke har ligtorne på alle ti fingre , er der ingenting i vejen , “ sagde Carlsen trøstende ! 
„ Man kan også få for meget af det gode , “ mente Langsted , „ især når man har været på masquerade hele natten . Lad os nu få en bolle punsch at styrke os på . “ 
„ På denne tid af dagen ? “ udbrød Laura . 
„ Hun er naiv , den små , “ bemærkede Carlsen . 

„ Det er en bornert anskuelse , hulde Laura , at man kun kan drikke punsch om aftenen . I hvilken tterapi står der skrevet , at punsch om formiddagen er skadelig for sundheden ? — i ingen . — altså kan man ligeså godt drikke punsch om morgenen som om aftenen . “ 
„ Tterapien og tteorien siger ikke nej , og praksis siger jo , “ docerede Volmer , idet Langsted hævede sit glas og i et begejstret foredrag udbragte et leve for damerne , „ der havde fulgt dem i tykt og tyndt . “ 
„ Gid deres kunstnerliv , “ sluttede han , idet han specielt henvendte sig til de to af damerne , „ må skaffe dem megen glæde og fornøjelse , og gid de ikke må blive færdige dermed , førend frøken Laura bliver færdig med den kjole , hun i morges fantaserede om , og som nu må overtages af en anden kjolekunstnerinde . “ 
Levende hurraer besvarede disse nette ord , og forskellige skåler blev nu udbragte . „ Lodvigs “ blev da heller ikke glemt , idet Volmer ønskede , at den kære sjæl måtte have ligeså godt råd til at beruse sig på den næste casinomasquerade , som han havde haft på denne . 
„ Å nej ! “ udbrød Laura . 
„ Jovist , elsfværdige ! Til gavn og glæde for lodvigs medmennesker . Dette opofrende væsen længe leve ! “ 
„ Hurra — a ! “ 
Bollen blev omsider tømt , og man besluttede sig til at vende tilbage til byen , efter at man dog først havde fået sig en lille galopade i overtøjet - 

for at få mere varme i kroppen , og noget sodavand — for at blive afkølet igen . Under spøg og latter foregik indlogeringen i droschen . 
„ Goddag , højstærede ! “ lød det pludselig fra et vindne ud til Volmer . „ Hvorledes behager de at befinde dem ? “ 
„ Jo tak , ret godt ! “ var det korte svar . „ Fy for s . ! “ udbrød han , da han var kommet ind i droschen . „ Det var et par gode sladderhanke , som der fik os at se . De har redet sig en formiddagstour , og nu kan jeg da stole på , at historien er byen rundt i eftermiddag . “ 
„ Ja , den kan vi sg ' u godt være bekendt , “ mente Carlsen . „ Der er ikke mange , der ville være så ædrue , som vi er , ovenpå sådan en svir . “ 
„ Jeg er bange for , at man ikke vil se sagen fra det synspunkt . “ 
På hjemvejen gjorde man et kort hvil i con-stantia , hvorpå man kørte videre ad byen til , for i engere kredse at fortsætte lystigheden . 
Ix . 
En kraftig beslutning . 
Nogle dage efter kom Borch en formiddag op til Volmer , der var i færd med et lille arbejde . 
„ Nå ! Endelig træffer man dig ; jeg har været her en tre fire gange , men fundet din dør lukket . Du har nok muntret dig , ordenligt i den sidste uge ? “ 
„ Jeg klager ikke . “ 
6 

hvad er det , du der arbejder på ? “ 
Det er en halv snes medailloner med hans majestæts brystbillede , som jeg er i færd med . “ 
„ Det der ? “ udbrød Borch forundret . „ Det er jo en blomstervase . “ 
„ Javel ! som i forbindelse med en anden noget lignende skal indbringe mig ti specier hos min ven kunsthandleren . “ 
„ Nå sådan ! Du tænker altså ikke på noget større arbejde ? “ 
„ Nej ! Jeg kan hugge mig igennem på denne måde , og så seer jeg ingen grund til at overanstrenge mig . Jeg bryder mig ikke om at blive berømt , i al fald ikke for min egen skyld ; jeg er nu engang ikke ærgerrig . Skulle jeg bryde mig om ære og berømmelse , måtte det være for en andens skyld , som jeg vidste ville sætte pris på , at jeg høstede ære og berømmelse , men — nå ja , det er nu det samme . “ 
„ Hm ! — jeg kommer ellers for at sige dig farvel . Jeg har fået adjunctpladsen i h * , og jeg rejser i aften . “ 
„ Jeg ønsker dig oprigtigt til lykke . Du har jo opnået , hvad du ønskede , og mere kan man ikke forlange . — altså mister jeg det eneste bånd mellem hende og mig , “ tilføjede Volmer halvt for sig selv . 
„ Du havde ikke behøvet noget fremmed bånd , men du har selv gjort alt for at sønderbryde det , der kunne være knyttet imellem eder . Jeg ved godt hvad du sigter til . — nu har du også lagt dig 

ud med falsens . De har allerede hørt , at du gik på masquerade den nat efter ballet , og at du var på bellevue næste dag . Det er unægtelig flot ! “ 
„ Jeg tænkte nok , at der skulle sladres . Og Thora — ? “ 
„ Ved naturligvis , hvad hendes veninder ved . Den nyhed er alt for piquant til , at den skulle kunne udelades af et brev . — nå ! skriv mig nu til engang imellem , og se så at holde op med dit for rykte liv . Alt kunne måske i så fald endnu blive godt . “ 
„ Tror du virkelig ? “ 
„ Ja , jeg ved det ikke . Men har hun virkelig elsket dig , og det må du vel selv bedst vide , så slår hun ikke hånden af dig , når hun seer , at du har forandret dig . “ 
„ Det er afgjort ! Jeg rejser fra byeN . Der er tilbudt mig eN del arbejde ved restaureriNgeN af domkirkeN i N * ; det er i gruNdeN ikke stort aNdet eNd håNdværksarbejde , meN det bliver godt betalt . Jeg har rigtigNok balvveis sagt Nej , meN Nu tager jeg dog imod det . “ 
„ Gør det ! Rejs ! Saml dig nogle penge , og kom så tilbage og concurrer til den store guld-medaille . Alt vrøvlet vil forstumme , når man først seer , at der er alvor i din stræben , og at dit liv stræber mod et mål — du forstår mig nok : jeg mener ikke , at guldmedaillen skal være målet , ligeså lidt som til eksempel en embedseksamen nogensinde bør være det . Begge dele kunne undværes , 

de kunne også tages med ; men de skulle da kun være et trin i stigen , der fører videre opad . “ 
„ Jeg vil reife , og jeg vil arbejde ! Hun er målel , og hun er kampens pris ! “ 
„ Ja , til dig behøver jeg ikke at sige : glem ikke ideen ! Det er jo ingen attestats , du traver ud efter . — Levvel Carl , og til lykke ! “ 
„ Tak ! Levvel ! “ 
Med et varmt håndtryk skiltes de to venner . 
INitupiNit==allerede Næste dag var Volmers afrejse til N * bestemt . udsigteN til at få samlet eN større sum peNge , der kuNNe sætte ham i staNd til at arbejde frit eN tid , bortfjerNelseN fra det købeNhavNske Sodoma og dets fristelser og eNdelig taNkeN om Thora havde bevæget ham til at modtage det gjorte tilbud , der var så meget mere tiltrækkeNde , som der samtidigt blev stillet ham i udsigt , at haN ved et Nylig stiftet blad i N * , som gaNske maNglede jourNalistiske kræfter , ville kuNNe få , aNsættelse , og literairt arbejde havde bestaNdig Noget tiltrækkeNde for ham , til trods for alt hvad haN sagde . 
Han tog afsked med sine venner og bekendte . Langsted var jo rejst ; toldembedsmand en var bleven sat og fornuftig , efter at han havde fået podagra i den ene tå ; Petersen havde ligeledes trukket sig tilbage fra verden og var for øjeblikket beskæftiget med at compilere en „ Ledetråd i danmarkshistorie for de lavere classer “ ; Carlsen var derfor den eneste , der kunne udtale sin indignation over , at han ikke gjorde et rejsegilde . 
„ Det er jo noget aldeles uhørt , “ sagde han . 

„ Nu går du formodentlig også hen og bliver en tørvetriller ligesom alle de andre , forlover dig med bygherrens eller entrepreneurens datter dernede i ravnekrogen , rimeligvis en lille , buttet og rødmusset tingest med et par fødder , der er ligeså store , som hendes faders pengeposer , og en gang derefter ; og så nedsætter du dig nok som gipser eller stenhuggermester og bliver en rigtig filister . Det er jo rædsomt ! Til slutningen går man vel selv i desperation hen og tager en embedseksamen . De falder alle fra , de gamle . “ 
„ Det er , fordi de ikke længer er unge , min ven . Livet møder med sin alvor . „ La jeunesse n ' a qu ' un temps , “ som min yndlingsdigter siger . “ — 
grosserer falsen , hvem Volmer skyldte så meget , aflagde han en afskedsvisit på contoiret . Han krympede sig lidt ved at vise sig for damerne efter ballel . Som han havde forudset , blev han naturligvis modtaget noget køligt , men et slags halvforklaring , som han gav grossereren om sin opførsel og sin eksalterede sindsstemning i anledning af nogle store ubehageligheder , der vare mødte ham , bevirkede dog , at de skiltes venskabeligt ad , efter at Volmer havde anmodet grossereren om at bringe sine døtre hans farvel og hans undskyldning , fordi han ikke personligt hilste på dem . At Thora ad den vej dog måske ville få et lidt gunstigere blik på ham og hans , for hende til dels uforklarlige , opførsel i den sidste tid , håbede han og sikkert ikke uden grund . Damernes indbyrdes fortrolighed i slige forhold er såre stor , især når det gælder 

om at skrive fire sider fulde i et brev og det kniber på stoffet . 
INitupiNit==med frejdigt mod og fuld af forhåbNiNger , rejste vor helt eN ugestid derefter til købstadeN N * , hvor haN straks tog sat på restaureriNgeN af Nogle basuNeNgle , der vare slemt medtagNe af livets storme , og samtidigt fik haN et slags eNgagemeNt ved „ N * ' s amtsjourNal . “ 
For til fulde at forstå og bedømme værdien af denne sidste ansættelse , må vi gøre et lille Spring tilbage i tiden . 
X . 
Et nyt blad . 
INitupiNit==forheNværeNde toldassisteNt NielseN , d . B . , reNtier , peNsioNist x . x . i købstadeN N * , havde i laNg tid fuNdet , at deN rolle haN spillede i samme kjødstad , ikke svarede til haNs Naturlige evNer og ypperlige kuNdskaber . Forgæves havde haN pøNset på , hvorledes haN skulle kuNNe gøre sig Noget mere gældeNde eNd før , thi haNs stilliNg som viceformaNd for skytteforeNiNgeN der på stedet — haN havde tidligere været coNNNaNdersergeaNt —- tilfredsstillede ikke haNs berettigede ærgerrighed . haN følte , at der i ham svulmede evNer , som ville forbavse verdeN , uår de fik spillerum ; haNs taler ved gruNdlovsfester og fugleskydNiNger havde altid vakt eN vis opsigt , og Når haN i klubbeN tog ordet for at udtale sig om et eller aNdet kommuNalt aNliggeNde , lyttede 

altid , i al fald , en del af de tilstedeværende til hans visdom , og hverken pottemager Petersen eller skolelærær emeritus Rasmussen , hvem han jevnligt trakterede med toddy , undlode nogensinde højt og lydeligl at udtale , at toldassistenten var en satans Karl til at tale , og at han burde sgu ' ind i borgerrepræsentationen . 
Det var dog ham , der havde givet det første stød til , at byens axeltorv var bleven brolagt . Da han en aften gik hjem fra klubben , snublede han over de spidse brosten , og dette gav ham anledning til næste aften i klubben at holde en tordnende philippica mod den skandaløse brolægning , og et par år efter var torvet også omlagt . Det var endvidere ham , der havde åbnet øjet for , at de store kampesten , der tjente til trappetrin ved indgangen til byens hovedkirke , blev ombyttede med moderne kvadersten , der ikke udsatte borgernes ben for forvridninger o . s . v . I det hele taget havde han ved flere lejligheder vist , at han kunne magte de sten , som ingen af de andre kunne løfte , og det var derfor så meget desto mere påfaldende , at pottemageren og skolelæreren stadigt vare de eneste , der stemte på ham , når der var borgerrepræsentantvalg . 
INitupiNit==byeN havde to blade . Det eNe , N * s amtstideNde , var Nærmest NatioNal-liberall , det aNdet , N * s amtsavis , var boudeveNligt . NielseN symphatiserede ikke med Noget af dem . redacteureN af amtstideNdeN var borgerrepræsæNsaNt , og det var mere eNd tilstrækkeligt til , at haN ikke kuNNe sympattisere med haNs blad , og redacteureN af amtsaviseN havde eNgaNg kaldt 

toldassistenten for et gammelt vrøvl , og han hadede ham derfor . 
Som han en dag gik og specnlerede over , hvorledes han hurtigt skulle komme til ære og berømmelse og blive en genstand for den store mængdes misundelse og beundring , fik han pludselig en ide . 
Han slog sig for panden , råbte „ Funtus ! “ ilede hen til skolelæreren og sagde til den forbavsede Rasmussen : „ Ved du , hvad jeg vil ? “ 
„ Næ ! “ var svaret . 
„ Jeg vil være redacteur ! “ 
„ Vil du da købe amtstidenden ? “ 
„ Pyt , minfar ! nej , jeg vil selv stifte et blad , som skal sige sparto både til amtstidenden og avisen . 
„ Hvad program vil du så opstille ? “ 
„ Retsind og folkelighed ! “ 
Rasmussen kunne ikke andet end indrømme , at disse to abstrakte begreber måtte anses for uhyre concrete betegnelfer for , hvad hans ven , toldassistenten , ville og mente , og de gave sig da til i forening at drøfte planen nøjere , og det viste sig nu , at Rasmussen i den grad formåede at gå ind på alle Nielsens planer og meninger , hvor indbyrdes modstridende de endogså vare , at denne ved samtalens slutning med rette kunne udbryde : „ Du skal være redactionssecretair . “ 
„ Ja , men hva ' er det ? “ 
„ Det er — ja , det er redactionssecretair . Du skal hjælpe mig med at skrive og ordne bladet . “ 
Ja , Rasmussen havde jo i sin tid hjulpet amtsfuldmægtigen 

med at ordne mandtalslisten og skrive den rent , og det måtte vel være noget lignende . Derom vare de ganske enige , og de blev også enige om , at man ikke hovedkulds måtte styrte sig ind i et sådant foretagende ; der måtte først „ virkes “ . 
„ For seer du , Rasmussen , jeg har jo nok selv nogle penge , men dem vil jeg sgu ' ikke sætte i det . Nej , jeg må leje en pengemand , en godsejer eller sådan en , til at stikke mønt i foretagendet . “ 
„ Natyrlig ! “ sagde Rasmussen ; „ det er ikke mere end billigt ! “ 
„ Jo , Rasmussen , det er mere end billigt , for det er sgu ' det billigste . “ 
„ Ha ! Ha ! Ha ! “ klukkede det i Rasmussen . „ Det er s . til vittigheder , du har ! “ 
Og nu begyndte toldassistent Jacob von thybo , det vil sige Nielsen , og hans Jesper Rasmussen at virke . Hovedsageligt virkede de i klubben om aftenen på den velbekendte Melodi : „ Hvordan var det , Herren svarede mr . Christoffersen ? “ — „ Jeg sa ' e : mr . Christoffersen ! I er mafoi en nar ! “ — „ Ha ! Ha ! Ha ! ja , Herren har en engletunge . Med det lune og de talegaver kan man banke et blad i vejret , hvad øjeblik det skal være . “ 
„ Ja , det må de nok sige , Rasmussen , “ udbrød pottemager Petersen . — 
inden ret lang tid var det hele byen rundt , at toldassistenten ville stifte et nyt blad . De fleste spurgte rigtignok , hvad de skulle med flere blade og udtalte tillige en beskeden tvivl om Nielsens duelighed til at være redacteur , men når han selv 

talte med dem om foretagendet , sagde de , som sig hør og bør i vore civiliserede tider , at det var aldeles rigtigt , at der kom et nyt blad , og at han netop var manden , der kunne sætte sligt igang . 
„ Ja , “ sagde Nielsen med selvfølelse , „ når jeg sætter mig i spidsen for et sådant foretagende , så skal de se , det går . For jeg tør tale fra leveren . Retfind og folkelighed ! 
„ Retfind og folkelighed ! “ gjentoge skolelæreren og pottemageren i Chor . 
Nielsen havde omsider fået så høje tanker om foretagendets ufejlbarlighed , at han aldeles ikke lod sig genere af , at han hos en godsejer , til hvem han henvendte sig om pecuniair assistance , fik et bestemt afslag , endskønt han dog havde tilbudt at slulte sig til octoberforeningen og ville gå gennem tykt og tyndt med de store og de små bønder , han ville overlade partiet hele den politiske del af bladet og så selv kaste sig over de kommunale anliggender , og nærmest virke for byens tarv . Han vidste , at redacteuren af amtstidenden var en torn i øjet på egnens godsejere , og Nielsen havde bestemt lovet , at han særligt skulle give ham „ på gummerne . “ 
„ De skal se , hvor han skal få , når han kommer os for nær . Jeg bider fra mig til det aderste . “ 
Men det hjalp dog alt sammen ikke . Man ville ikke bide på krogen , og toldassistenten var således henvist til sine egne pecuniaire kræfter , der ikke vare overdrevent store , og sine egne åndsevner . 
„ Og de var jo krabats ! “ forsikrede Rasmussen . 

„ Ja , det kan nok hænd ' se , “ sagde pottemageren . 
Men hovedkulds bør man aldrig styrte sig ind i et sådant foretagende , “ mente Nielsen . „ Vi har jo tiden for os . Man må førsf virke ; man må tale med folk , sikre sig abonnementer og Corre spondenter og referenter . “ 
Man virkede altså . Dagligt i løbet af længere tid mødtes man , og snart meldte den ene en abo nent , som han havde fået inter pocula , snart meldte den anden en , og en skøn dag viste abonnements-protocollen det imponerende resultat af 50 abonnenter fra land og by . 
„ Det er de første halvtredsindstyve , som det kniber med , “ forsikrede Nielsen ; „ de andre kommer af sig selv . I næste måned begynder vi . De , Petersen , har jeg nærmest tænkt mig , skal tage dem af handel og industri . De kommercielle ledere er de manden for . “ 
„ Ja , mageligt ! “ sagde Petersen , der som potte mager og industridrivende jo også måtte betragtes som sagkyndig . 
„ Du , Rasmussen , sørger for bynyt o . s . v . , skriver tteateranmeldelser og kritiker — du må sørge for , vi får fribilletter — “ Rasmussen noterede øjeblikkeligt dette i sin noticebog — „ og jeg skriver de politiske artikler . Correspondenter har vi i viktualiehandler Johansen , som tidligere boede her i byen — du kender ham jo ? — “ Rasmussen skulle lige til at notere hans navn — „ han har lovet at sende os torvepriserne fra København to 

gange om ugen , og min fætter i Lemvig skriver correspondanker derfra . “ 
„ Død og pine ! det er brelliant ! “ forsikrede Rasmussen ; „ og jeg har en Broder , der i næste måned rejser til Anholt ; han kan skrive derfra . “ 
„ Apperligt ! det er noget nyt . “ 
Dermed var den sag klaret , og en skøn dag gik trommeslageren rundt i byen og forkyndte på torvene og de større gadehjørner , at „ N * s amtsjournal “ ville begynde at udkomme den iste i næste måned . Abonnement kunne tegnes hos redacteuren , toldassistent Nielsen , boende i skvaldergaden nr . 99 , i klubben og byens boglader . — 
man havde averteret , at bladet skulle udkomme , og det måtte altså udkomme . Nielsen havde op-brændt sine skibe , tilbagetog var umuligt . To dage , førend bladet skulle udkomme , havde man imidlertid ikke en linie manuskript , når undtages programmet , som i al sin lakonisme lød således : 
retsind og folkelighed ville vi kæmpe for . Det er det banner , som vi ville stride under . Retsind — det er hæderlighed , og folkelighed — det er det , der binder de enkelte individer i en nation sammen til et hele , til en nation . 
Uden retsind ingen hæderlighed , uden folkelighed intet folk . 
Men vi ville et samdrægtigt , et sluttet , et enigt folk , som kan hævde sin plads i nationernes række . 
Hvad vor politiske overbevisning angår , da turde den klart fremgå af det foregående . Vi 

udtale os ikke nærmere , da alle vage udtryk er os modbydelige . Vi sammenfatte alt i de to bestemte ord : 
retsind og folkelighed ! 
Dette program fyldte , hvor indholdsrigt det end forresten kunne være , ikke stort , og man var desårsag i en betydelig vånde , da redacteuren kom på con toiret to dage , førend man skulle forbavse verden . Rasmussen gik hidsetblæsende op og ned ad gulvet og bladede i sin noticebog , men skønt den omtrent var malet fuld , så var det dog just ikke ideer , den var fuld af . 
„ Hør , pefersen , “ sagde redacteuren , „ De må skrive os en merkantil artikel om —- om pottemageriet for eksempel . “ 
„ Jeg har selv tænkt på noget lignende . Her har jeg netop en lille notits om , hvordan man klinker og sammenbrænder ituslagne ting . “ 
„ Det er meget interessant . Seer du orthographien efter , Rasmussen . “ 
„ Det skal jeg . “ 
„ Og så skulle du endnu i dag gå ind i læseforeningen . Der holder de adskillige blade , som vi kan tage noget ud af . Selv holder jeg „ Århus Avis “ ; den skal jeg nok plukke . Iaften er der skytteforeningsfest ; der holder jeg en tale , som vi kan referere : redacteur Nielsen udbragte o . s . v . , for iovermorgen bærer jeg jo titelen redacteur . “ 
Alle disse planer fandt man nu fortræffelige , og man var ganske enige om , at Nielsen var „ et rent jern “ . Næste dag , da factoren fra trykkeriet kom og man endnu intet havde at give ham , var modet 

dog betydelig stækket . Nielsen havde rigtignok udbragt skålen for fædrelandet den foregående aften , men han var først kommet hjem kl . 4 om morgenen , og han var meget utilpas . Petersen måtte imidlertid lave et referat af festen , efter at han havde fået momenterne opgivne af Nielsen . 
„ Dygtigt med „ Redacteur Nielsen “ ! “ 
„ Javel , hr . Redacteur . “ 
„ Har du så fået noget i læseforeningen , Rasmussen ? “ 
„ Nej , for jeg skal først hænge opslået i en uge , inden jeg kan blive medlem . “ 
„ Å , jeg gad se hele bestyrelsen ophængt . “ 
„ Ha ! Ha ! Ha ! “ lo man i Chor . Glæden måtte dog snart vige for øjeblikkets alvor . Hvormed skulle man fylde journalen ? Da fik Rasmussen en ide , idet han foreslog , at man kunne trykke en fortælling af ud af rises archiv . 
„ Som feuilleton — ja , du har ret . Oppe i bladet tager vi så nogle nyheder fra Århus Avis . De har rigtignok slået i kjøbenhavnsAviserne for en ugestid siden , men det siger intet . Så har vi endelig programmet , festreferatet og artiklen om „ Klinken og sammenbrænden “ ; det er jo hele tre selvstændige artikler . Det kan såmænd blive et overmåde respektabelt numer . Hvad avertissementer angår , så har min spækhøker givet mig et , som fylder godt ; jeg skal tage en ost hos ham for det ; og min skomager averterer også ; det går af på min nytårsregning . “ 

„ Så løber jeg hjem efter et bind af ruses archiv , “ sagde Rasmussen . 
„ Ja , gør det , men husk endelig på , at det må være en moralsk og anstændig fortælling . Ruse er ikke altid fri for at være lidt equivoque . “ 
„ Gudbevares ! Anstændigheden frem for alt . “ 
Bladet udkom da , men vi skylde sandheden at tilslåe , at det til trods for den ubestridelige flid , der var anvendt på det , og den megen tale om det , slet ikke gjorde noget overordenligt indtryk på byens befolkning . Man lo så småt ad det , og Nielsen kom ikke til at spille nogen større rolle i byen . Et rejsende beriderselskab ignorerede ham i den grad , at de ikke engang sendte ham fribilletter . Det blev ham dog for broget , og han gik derfor også personligt op til directeuren og foreholdt ham det upassende i en sådan tilsidesættelse . Fribilletterne kom i den anledning , og bladet indeholdt efter den tid stadige panegyriske anmeldelser af præstationerne samt detaillerede oplysninger om madame badutskis kjoletøier , citater af bajadsens vittigheder og vidtløftige bebudelser af , hvilke herligheder der kunne ventes i den nærmeste fremtid . 
Et sangerselskab , der kort efter i anledning af et marked kom der til byen og optrådte på en af gæstgivergårdene , sendte redaktionen en indbydelse , men de enkelte numere i repertoiret blev dog ikke omtalte . Redactionssecretairen skrev blot en almindelig anmeldelse af selskabets ankomst med henvisning til avertissementet , der var bleven indrykket i journalen . 

at bladet ikke kunne gå på den måde , viste abonnementsprotocollen kun alt for tydeligt . Det var personalel ubegribeligt , Nielsen ikke mindst , thi de mente stadigt , at bladet var udmærket redigeret . Noget måtte der imidlertid gøres for at hverve abonnenter , da redacteuren ellers måtte erklære sig for insolvent . 
Da hørte man tale om de franske sensationsromaner , og „ to ein ding muß ich auch haben , “ tænkte Nielsen . Gennem en af byens boghandlere fik han en roman forskrevet , der bar den lovende titel amour aux galères “ . Efter hvad han fik at vide , handlede den om en ung pige , hvis kæreste var bleven galeislave . Dag og nat pønsede hun på at komme sammen med ham . Endelig fik hun den ide at forklæde sig som mand ; et indbrudstyveri , hun som sådan foretog sig , forskaffede hende den attråede lykke at blive dømt til galejerne , og hun opnåede på den måde at komme sammen med den elskede . Kærligheden par distance på galejen , gjenkendelsesscenen og de tantaliske kvaler , som de lede ved aldrig at kunne nærme sig til hinanden , vare skildrede med glødende farver . 
Det værste ved det hele var imidlertid , at ingen af personalet kunne fransk , og det var ikke Nielsen muligt i hele byen at opdrive de fornødne sprogkundskaber i forbindelse med den tilstrækkelige stilistiske færdighed . 
INitupiNit==da var det , at Volmer kom til N * for at tage sig af de forfaldNe basuNeNgle . 

Xi . 
I havn . 
En dag , som Volmer sad hjemme hos sig selv og gjorde udkast til forskellige ornamenter , bankede det på døren , og på hans „ Kom ind ! “ viste redacteur Nielsen sig i al sin imponerende storhed . Efter at man gensidigt var kommet på det Rene med , hvem man havde den ære at tale med , kom hr . Redacteuren frem med sit ærinde , som da gik ud på , om Volmer skulle være villig til at tage imod et engagement ved amtsjournalen og da først og fremmest oversætte feuilletonen . 
„ Foreløbigt har vi vel ikke mere end en sex-syv-hundrede abonnenter , men det er et blad , der har en fremtid , “ forsikrede hr . Nielsen . „ De to andre blade her i byen er det rene juks . “ 
Det sidste kunne Volmer strengt taget ikke benægte , udenat han derfor i sit stille sind just kunne gå ind på det første , hvad amtsjournalens fremtid nemlig angik . Han tog imidlertid imod tilbudet , og kort efter bebudedes „ Kærlighed på galejen “ med megen ostentation og fede typer foran i bladet . Kort tid derefter mødte han på contoiret med de første par ark , og han blev der øjeblikkeligt nødt til at frabede sig enhversomhelst indblanding fra hr . Rasmussens side , idet denne som stor stilist udi egen indbildning begyndte med at ville foretage forbedringer i sproget . Følgen heraf var , at der straks opstod et noget spændt forhold imellem dem . 

pottemageren og skolelæreren stak hovederne sammen og blev enige om , at han var en „ vigtig prås “ , og da nu Rasmussen senere et par gange kastede et manuskript bort for ham , og da endvidere redacteuren , ham , der „ turde tale fra leveren “ , flere gange havde betænkeligheder ved at optage artikler af ham om byens forhold , fordi de vare for skarpe , så blev han snart ked af pladsen . 
Redacteurens store ængstelighed skrev sig iøvrigt fra en polemik , han havde forskaffet sig med amtstidendens redacteur . Denne havde i en artikel kaldt ham „ den politiske stokfisk “ . Nielsen var bleven rasende , og da han ikke kunne glemme , at han i sin tid havde været commandersergeant , så havde han fået fat i corporalstokken og i blind bersærkegang hugget fra sig med den . Resultatet havde været , at man med små typer havde aftrykt alle hans kraftudtryk imellem blandinger under titelen „ Stokfiske budding “ , og det havde åbnet hans øjne for , at han dog nok havde forløbet sig slemt . Af frygt for en gentagelse , havde han lovet sig selv at elske sin næste som sig selv og ikke gøre en kat fortræd , men det huede slet ikke Volmer , der ofte havde lyst til at tage fat på spidsborgerligheden og clique-væsenet der i byen , og følgen var da den , at han mere og mere trak sig tilbage fra bladet . Oversættelsen 
skulle jo imidlertid gøres færdig , og det sørgede han da også for , men forresten lod han de tre kloge høns sørge for sig selv og deres journal , og det gjorde de da også så godt , at redacteuren efter tre svindsottige måneders forløb måtte opgive 

forretningen og gå på accord med sine medarbejdere . 
Det var en prostitution , og den var endda ikke så ganske ringe for den , der med stor selvtillids fuldhed havde erklæret : „ Når jeg sætter mig i spidsen for et blad , så kan de stole på , så går det . “ 
Javist gik det , men det var — Pokker ivold . 
Ved et privat gilde , der netop på den tid blev afholdl der i byen , blev der afsunget en sang , der hed „ Viet geschrey und wenig Wolle “ . Den lød sålunde : 
hr . Vielgeschrey kommer med brast og med Bram , med selverne pung og med hanekam og et glimrende personale . 
Hr . Vielgeschrey tror , at det går med snob , han puster sig ganske forfærdeligt op og sletter sig højt til at gale . 
Men ingen hører hans galeri 
eller bryder sig om hans maleri der udi amtsjournalen . Den herre næsten alene stod i måneder tre med frejdigt mod — nu ligger han død på valen . 
Halvtredsindstyve svende ved gud 
de fulgte den herre , der han drog ud ; 
og det var smukt , tør jeg mene . 
Men alle de sagde i første kvartal : 
„ Nej blev man ved , så var man jo gal ! “ Da red den herre alene . 

men uden en eneste kæmpe god hvem kan vel så bevare sit mod ? 
Og vi har nu netop hans talt . 
Han havde til sidst forsanden igen ret ikke en eneste trofast svend — ja — tænk dem ! — sikken en anstalt ! 
Volmer fik kort tid derefter et ret godt tilbud fra amtstidenden , som han modtog . Hans indtægter vare nu særdeles gode , og han havde fuldt op at bestille . Måske fornemmelig dette sidste bevirkede , at han efterhånden aldeles opgav klubben , som han i begyndelsen flittigt havde hjemsøgt , hvorimod han tog meget del i familielivet . Rundtom på herregårdene i omegnen kom han også i besøg , efter at han fra først af var bleven indført der som restaurator af billedhuggerarbejdet , der fandtes . 
Der var efterhånden kommet hvile i hans sind , og mere end en gang tænkte han stærkt på at stå sig til ro for bestandigt i den lille hyggelige købstad . Et brev engang imellem fra Borch , i hvilket vennen , hvem han havde underrettet om sine planer , på det bestemteste frarådede ham at følge disse , idet han stadigt foreholdt ham , at han skulle til Italien for at studere anklerne , kuldkastede for et øjeblik hans beslutning og gjorde ham vaklende , men længe varede det dog ikke , førend tanken atter dukkede frem hos ham . 
Da trådte Borch , hans gode engel , en dag ganske uventet ind ad døren til ham . 
„ Dit sidste brev har gjort mig ganske ængstelig , “ sagde han , efter at de første glædesudbrud vare forbi ; 

„ det er da ikke dit alvor at mure dig ind hernede ? , , 
„ Ja , jeg ved ikke rigtig . “ 
„ Hør , min ven ! Det kan være meget godt for de ædle metaller at komme i smeltediglen , for at ertsen og de andre urene bestanddele kunne blive udskilte , men når den proces er foregået , så skal det rensede metal minsæl ikke blive i diglen og ligge brak der . Sans comparaison forresten — for at du ikke skal blive alt for brøsig — så har byen her været en smeltedigel for dig , men nu skal du ikke blive led og dorsk og tro , at alting er klappet og klart og glemme , at du både har forpligtelser imod dig selv og imod verden . “ 
„ Har jeg det ? “ 
„ Ja , det har du . — jeg kan ellers hilse dig fra Thora . “ 
„ Skal du hilse mig ? “ 
„ Nej , men jeg tror ikke , at hun tager mig ilde op , at jeg gør det . Hun har bestandig , når vi er trufne sammen , med synlig interesse lyttet til , når jeg talte om dig , og jeg kunne se glæden i hendes øjne , da jeg fortalte , hvor godt det gik dig . “ 
„ Er det sandt ? Hvor har du sidst talt med hende ? “ 
„ Igår på gjennemrejsen i l * . Hun tager til København i morgen for at blive der en månedstid . Hun kommer herigennem med jernbanetoget i morgen middag . “ 
INitupiNit==Volmer lovede sig selv , at haN skulle møde på perroNeN , og samtidigt lovede haN Borch , at haN for alvor ville tæNke på at rive sig løs fra N * . 

foreløbigt ville han komme til København i nogen tid , for at orientere sig lidt med hensyn til den forestående concurrence til den store guldmedaille . 
Næste dag var han på jernbanestationen allerede en god halv time , førend toget kunne ventes . Længselsfuld spejdede han efter det , og da det endelig langt borte lod sin gennemtrængende piben høre , da lød denne piben langt liflligere i hans øren end selv en nattergals mest melodiske fløjten . 
Toget brusede ind for perronen . 
„ Her gøres holdt i fem minutter ! “ råbtes der . 
„ Der kan gøres meget i fem minutter ! “ tænkte Volmer , idet han ilede fra vaggon til vaggon . Endelig opdagede han den længselsfuldt eftersøgte , der dybt rødmende besvarede hans hilsen . 
„ Jeg vidste fra deres fætter , af de ville komme . — jeg har ilet fra vogn til vogn for af finde dem . — jeg frygtede næsten for , af han havde narret mig . — hvorledes har de det ? “ Således lød de afbrudte sætninger , der i forvirret usammenhæng strømmede fra ham . 
„ Jo tak , godt ! — og de befinder dem jo så vel her i byen , af de tænker på af blive her for bestandigt . “ 
„ Nej ! Nej ! tro ikke det , “ udbrød han heftigt . „ Endnn i morgen kommer jeg til København . Så håber jeg , vi ses . “ 
„ Må jeg be ' e dem gå til side , min herre ! “ sagde den barbariske conducteur , og toget satte sig i det samme i bevægelse . 

„ Ikke sandt ? “ spurgte han , idet han fulgte efter på perronen . 
Et smil og en hilsen til farvel var hele svaret . 
Han ilede hjem og pakkede sit tøj sammen , løb rundt og sagde farvel på ubestemt tid , og dagen efter boede han sammen med Borch i „ Tre hjorte “ . Af vennen fik han af vide , af Thora som sædvanligt boede hos tanten , og endnu samme aften havde hun følgende brev : 
„ Elskværdige Thora ! 
De vil ikke blive vred over denne måske lidt vel frie tiltale , men stolede jeg ikke trygt på deres elskværdighed , så ville jeg aldrig vove at sende dem dette brev . Den stoler jeg imidlertid på , den , ved jeg , er tilstede , hvorfor skulle jeg så ikke frit kunne udtale det ? Elskværdige , elskelige Thora ! Skænk mig et øjebliks samtale . To gange har jeg forgæves søgt at komme til at give dem den forklaring , som jeg føler , at jeg skylder dem , men begge gange er det mislykkedes . Første gang kom de ikke , som jeg troede ; anden gang kørte be fra mig , som jeg da forresten kunne vide ; tredje gang håber jeg på en bedre lykke . I al den tid , jeg har været stilt fra dem , har deres skønne billede stået for mig , omend med blege farver , omtrent som billedet på fotografens glasplader , men der behøvedes blot en smule solskin , blot et lille glimt af dem , blot et smil fra deres læber i går i vaggonen , og billedet blev fluks fremkaldt og stod lyst og levende i al sin oprindelige skønhed . Skal det nu bestandig være mig blot som et portrait til en erindring om , 

hvad jeg har tabt ? Nej , det føler jeg , så hård og ubarmhjertig vil de ikke være imod en ubesindig . Derfor stoler jeg på , at de ikke vil nægte den samtale , som de ledes om af ham , der til trods for alle sine vildfarelser dog aldrig glemte dem , 
deres Carl Volmer . “ 
Samtalen blev heller ikke nægtet , og tilgivelsen blev skænket , men endnu en lille prøvetid blev fastsat . 
„ Det er ikke , fordi jeg frygter for et recidiv , som lægerne kalde det , “ sagde hun ; „ men jeg vil være sikker på , at de ikke har opgivet kunsten for at leve som avisskriver og — “ 
„ Stenhuggermester og gipser i en provindsby — nej , vær kun rolig . Om et halvt år skal gruppen være færdig , der skaffer mig guldmedaillen eller dog — “ 
„ Hæderlig omtale . “ — 
et halvt år efter havde Carl Volmer opnået guldmedaillen ved akademiet og hæderlig omtale overalt ; prøvetiden var endt , og onkelen blev rørt og forærede ham tusind daler til en udenlandsrejse . Skønt Thora glædede sig over hans lykke , så fik hun dog tårer i øjnene ved tanken om den lange skilsmisse . 
„ Nu har jeg så længe været på prøve , “ sagde Volmer . 
„ Og du har bestået den stolt , “ tilføjede hun mellem smil og tårer . 
„ Nu er det ikke mere end billigt , at jeg også prøver din standhaftighed , “ sagde han smilende 

for at hæve hendes svigtende mod , da afrejsen var nærfærestående . 
„ Tvivler du , Carl ? “ spurgte hun , idet hun tog hans hånd . 
„ Nej , det ved du godt , “ sagde han ømt og tilføjede med sit gamle lune : „ De omnibus est dubi tandum nisi de Thora , “ som en jødisk filosof meget godt kunne finde på at sige . “ 
„ Hvad betyder det ? “ 
„ Thora , det er loven . Altså : man bør tvivle om alt undtagen — “ 
„ Om Thora ! “ sagde hun , idet hun skjulte sit hoved ved hans bryst .