Datasets:

Modalities:
Text
Formats:
text
Languages:
Danish
Libraries:
Datasets
License:
Corpus-v1.1 / texts /1871_AndersenMS_Viggo.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
raw
history blame
130 kB
Som bekjendt er Vestkysten af den jydske
Halvø bedækket af en langs med Vesterhavet
løbende Sandstrækning , de saakaldte Klitter ,
hvilke strække sig mee ' r eller mindre , dog kun
i det høieste en Miil ind i Landet . Klitterne
bestaae as Flyvesand i Form as Bjærge , der
enten ligge i Grupper eller Kjæder , hvilke sidste
som oftest løbe parallele med hverandre og
og staae lodrette paa Kysten . Flyvesandet er
en uvelkommen Gave fra Havet ; i Flodtiden
er det nemlig skyllet op paa Kysten formedelst
den stærke Bølgegang , og i Ebbetiden er det
blevet tilbage og af de stærke Vestenvinde ført
ind over Halvøen . Imidlertid har man dæmpet
denne Sandflugt ved Hjælp af flere Slags
Sandplanter som Marehalm , Klittetag og
Graariis ; disse Planter næres af den Fugtighed ,
Sandet indeholder , og deres lange Rødder
tjene til at gjøre det ellers saa let bevægelige
Sand fast . Denne Plantning staaer
under offentligt Tilsyn og hvert Efteraar forsynes
de nøgne Pletter med Tag , som tilføres
fra de bedre beplantede Steder . Hvor Klitterne
nu befinde sig , have engang været store
Landsbyer ; disse ' Byer ere imidlertid af
Flyvesandet drevne længere og længere
ind i Landet , efterladende deres frugtbare
Marfer , Søer og Moser til frit Spillerum for
denne Havets vilde Gave . Sandbjærgene afvexle
med Dale eller Sletter , hvilke i Reglen
ere bevoxede med Lyng , Græs og Siv ; disse
Sletter afgive Græsning til Klubbernes Kreaturer ,
navnlig Faarene , ligesom de ogsaa yde
Overflødighed af Brændsel .
Det er ef smukt Syn , naar man fra en af
Sandbankerne en Sommerdag seer ud over en
saadan Sandflette ; den sparsomme Vegetation
af de smukke lyse Lyngblomster , det blege Græs
og det grønne Siv frembyde dog en Afvexling ,
der fryder Øiet . Her seer man de voxne
Kli ' tboer at arbeide med deres Hø- og Lyngleer ,
medens Grupper af Børn ere i Færd med
at sanke Blaabær , som paa disse Sletter voxe
i stor Mængde , og som de sælge til Landboerne ;
her møder Øiet en stor Skare af forskjellige
Fugle , som skrigende flyve frem og
tilbage for at søge noget til Føden for sig
selv eller deres Unger , som de udruge mellem
Lyngen ; her er kortsagt ef Liv og en Travlhed ,
som man ikke skulde tiltroe disse øde
Egne .
Undertiden møder Øiet ogsaa menneskelige
Boliger , hvilke fordetmeste ligge samlede i
Byer , i Reglen opførte as Træ og saa nær
ved Havet som mulig , da deres Indvaanere
hovedsagelig ernære sig af Fiskeri . Vintertiden
er den bedste Tid før Fiskeriet , thi paa denne
Tid af Aaret ere Fiskene federe og bedre end om
Sommeren , medens Havet da er forholdsviis
roligere paa Grund af de hyppigere Østvinde .
Fiskerne ere sædvanlig flere med een Baad .
Om Morgenen før Daggry samles de paa
Stranden ved deres Baad , som de , efterat de
have betragtet Vind og Veir , flyde ned i Vandet ;
derpaa knæle de ved Siden af den og
bede til ham , der baade paa Land og Vand
har deres Liv i sin Haand , dernæst et rask
Tag i Baaden , og strax flyder den paa det
vilde Hav , denne store og vaade Grav , som
gjemmer saamange af deres Slægtninge og
Venner i sin kolde Favn , og som hvert Øjeblik
kan være rede til at lade dem dele Skjæbne
med deres hedengangne . I Sandhed ! det er en
møjsommelig og farlig Gjærning , hvortil disse
Klitboer ere henviste . Havet er deres Forraadskammer ,
og de fleste , som ved egen Hjælp ville ernære
sig selv og deres Familier , maae saavel i
Regn og Slud som Frost og Kulde „ paa Havet “ ,
naar det bare er nogenlunde roligt . Naar
man derfor fra et af de store Sandbjærge
udenfor et Fiskerleje seer ud over Havfladen ,
kan man undertiden gjennem Seerøret tælle
10—20 Baade fulde af Fiskere , som have
travlt med enten at sætte deres Kroge , som de
meest have bedet hjemme fra , eller de ere i Færd
med at drage dem op for i Baaden at indsamle
den Velsignelse , Vorherre har formaaet deres
rige Nabo til at give dem .
En anden om end noget uvissere Indtægtskilde ,
som Beboerne paa Vesfkysfen have , er
Strandingerne . Som bekjendt er Jyllands
Vestkyst et farligt Sted for de Søfarende , da
der fra Skagen til Blaavandshuk ikke findes
en eneste god Havn , medens der langs med
Kysten strække sig 3 parallele Sandrevler ,
hvorimod Bølgerne idelig brydes . Fra Havstokken
tiltager Grunden , som væsenlig bestaaer
af Gruus og Sand , jævnt i Dybde udefter ;
men denne jævne udgaaende Skraaning forstyrres
af Revlerne , hvilke ere Sandforhøininger
paa Havets Bund med dybt Vand
imellem . Den ydersle af disse Revler har
omtrent en Afstand af 400—450 Favne fra
Havstokken , og Vandstanden paa denne er omtrent
18 Fods Dybde . Den mellemste Revle ,
hvis Vandstand kan antages at være 12 Fods
Dybde , ligger 120—180 Favne fra Strandbredden .
Den inderste har 4—6 Fod Vand
og ligger tæt udenfor Havstokken , undertiden
løber den ogsaa heelt sammen med denne .
Udenfor Revlerne har Havet strax en Dybde
af 8 Favne Vand ; herfra staaer i vestlige
Storme en voldsom Brænding ind imod Land ,
og Bølgerne brydes uophørlig mod Revlerne
og Kysten . Skjøndt Sandet paa Revlerne er
løst , er det dog for Skibe , som af Stormen
kastes herind , haardt af støde paa , og for det
meste knuses de i den stærke Brænding . Det
er i Almindelighed paa den mellemste Revle ,
af Skibene støde , da Landet paa den yderste
er saa dybt , af selv dybtgaaende Skibe i de
fleste Tilfælde kunne gaae over ; derimod er
det sjældent , af et Skib kommer over den mellemste
Revle uden af sønderflaaes .
Paa Grund af saadanne Kystforhold har
mangen Sømand fundet sin Grav i de
vrede Bølger , da Kystboerne med deres smaa
Fiskerbaade , ikke ere istand til af kunne komme
de Skibbrudne til Hjælp . De have ofte seet
saadanne Ulykkelige fra det grundstødte Skib
eller fra Master og Vragstumper af samme
bedende af strække Hænderne ud mod Land ,
det velsignede Land , der var dem saa nær ,
men som de dog aldrig skulde naae ; de have
hørt deres Raab om Hjælp , uden af være
i Stand til af kunne bibringe dem en saadan ,
men har maattet nøiedes med af være tavse
Tilskuere ved de frygtelige Sørgespil .
Imidlertid har Regjeringen givet Kystboerne
Midler i Hænde fil for det meste at kunne
redde de Skibbrudne , ved paa Vestkysten af
Jylland ligesom ogsaa paa Bornholm at anlægge
Redningsstationer med passende Mellemrum
og forsynede med de fil de Skibbrudnes
Frelse nødvendige Apparater . Disse bestaae
af et Raketkasteapparat og en Redningsbaad ,
der er indrettet saaledes , at den ikke
kan synke i Vandet . Naar et Skib støder paa
en af Revlerne , hentes saa snart som mulig
Raketapparatet fra Stationen ; dette bestaaer
af en Buk , der paa Stranden under en passende
Vinkel stilles i Læ af det strandede Skib ;
dernæst tages en Raket , i hvis Hylsters to
Bøiler er indskudt en Stang , som er fastgjort
fil Enden af en smal Line paa omtrent ' 500
M . Længde ; denne Raket lægges paa Bukken ,
antændes og fører Linen ud over Skibet ; fil
denne Line sastgjøres en 3 1/2 Tommers tyk
Trosse , som Skibsmandskabet haler ud fil sig
og fastgjør helst et Sted oppe paa Masten ,
for at Redningsstolen , som skal bevæge sig
frem og tilbage paa den , kan holde sig fri as
Bølgerne . Til denne Trosse er henimod den
udadgaaende Ende fastgjort en anden , men
som er kort , og til hvis fri Ende er føiet en
Blok . Om denne Blok bevæger sig en Line ,
hvis to Ender besinde sig paa Stranden og
der betjenes af det paa Land værende Mandflab ;
endvidere er denne Line gjort fast til
Redningsstolen , som ved Hjælp af en Kovse
om Touget og ved Hjælp af Linen kan bevæge
sig frem og tilbage over Brændingen ,
idet en Deel af det betjenende Mandskab paa
Stranden ved at hale ind paa Trossen holder
den saa meget som mulig i en lige Linie .
Selve Stolen er kun indrettet for en Person
ad Gangen , og den bestaaer af Ringe , der ere
forbundne paa samme Maade som Hylderne
i en Reol ; paa den nederste Ring er der anbragt
et Brædt , hvorpaa den Skibbrudne
hviler , medens han med Hænderne holder fast
ved de Trosser , hvori selve Stolen hænger .
Da Strandingerne paa Jyllands Vestkyst
skee saa tæt ind under Land , vil det sees , at
et saadant Apparat , som det her beskrevne , er
godt slikket til at frelse de Skibbrudne ; men
det vil fillige sees , at , hvis de Skibbrudnes
Antal er stort , vil det paa denne Maade fage
femmelig lang Tid at redde dem alle , eftersom
Redningsstolen kun kan betjene een Mand ad
Gangen , og Skibet vilde i de fleste Tilfælde
sønderslaaes , inden dets Besætning er fuldkomment
bjerget ; endvidere ville Raketapparaterne
være ubrugbare , hvor Kystforholdene
foraarsage Strandinger saa langt ude , af Raketten
ikke kan naae det grundstødte Skib .
For af afhjælpe dette Savn og for saavidt
mulig af skaffe de Skibbrudne en sikker Hjælp ,
har man ved de fleste Stationer ved Siden
af Raketapparaterne anskaffet Redningsbaade ,
hvilke ere indrettede saaledes , af de ikke kunne
synke i Vandet , ligesom de paa Grund af deres
stive Bygning heller ikke have let ved af kæntre
i den stærke Søgang . Hvert enkelt af
Mandskabet , som betjene Baaden , er forsynet
med et Svømmebælte , medens Baaden udenpaa
er forsynet med Stormliner , som Mandstabef
kan holde sig fast ved , hvis Baaden
skulde kæntre . Naar Baaden skal bruges , føres
den fra Stationen paa en Undervogn
trukken af 4—6 Heste , hen til Strandingsstedet ,
og da Færdselen , formedelst den løse Grund
paa de fleste Steder er besværlig , har man
ved Baadens Bygning lagt an paa af gjøre
den saa let som mulig .
Disse Apparater , som nu i omtrent 20 Aar
have viist sig saa heldbringende ved Strandingerne ,
opbevares i egne dertil anbragte
Skuur i Nærheden af Havet . Bestemmelserne
for , hvorledes selve Apparaterne skulle være
indrettede , hvorledes det Mandskab , der betjener
dem , skal være indøvet , samt før det
Vederlag , det skal have før Arbeidet ved
Strandingerne , ere allesammen stadfæstede ved
Lov . Ved hver Stafion er der ansat en Stationstilsynsmand ,
der har af lede de aarlige
Øvelser med Apparaterne , ligesom han ogsaa
aarlig til Overopsynet har af indgive Beretninger
angaaende Apparaternes Virksomhed .
Vi sagde , af Strandingerne vare en Indtægtskilde
før Havboerne ; delte er dog ikke
saaledes af forstaae , af denne Fortjeneste indvindes
ved Redningsapparaternes Betjening ,
thi den Godtgjørelse , vedkommende faae før
deres saa ofte livsfarlige Arbeide , hvilket de
til deres Roes udføre med ef Mod og en
Selvopofrelse , der søge deres Lige , er forholdsviis
ringe , og det var af ønske , af disse Arbejdere
maatte erlægges med en Betaling ,
der sfod i ef mere passende Forhold til deres
møjsomme og farefulde Gjærning . En bedre
Fortjeneste derimod erholdes ved af bjærge
i Land af Skibsladningen , hvis denne ikke
forinden gaaer i Havet , ligesom ogsaa ved af
„ brække “ Skibet , naar delte er erklæret før af
være Vrag . Ved saadanne Tilfælde affalde
ogsaa mange Ting til Havboerne , som de
siden sælge med god Fortjeneste til Landbefolkningen .
Visf er det , at de Aar , der
have været mange Strandinger , er der mere
Liv og Velsfand blandt Havboerne , end naar
det modsatte er Tilfældet .
Med Hensyn til Dannelse og Oplysning
staaer Befolkningen i Fiskerlejerne ved Vestkysten
paa de fleste Steder en Deel tilbage
for Landboerne , hvad der er en naturlig
Følge af det eensomme Liv , de føre inde
mellem Klitterne . Med deres Gjerning ere
de henviste til Havet paa de fleste Steder , og
de have i Reglen kun liden Omgang med
Landbefolkningen . Derimod medfører deres
Gjærning et stærkt Helbred og en kraftig og
veludviklet Legemsbygning , og de fleste af dem
opnaae en temmelig høi Alder , hvorfor man
paa disse Steder finder langt flere gamle
Folk end blandt Landboerne . Imidlertid vilde
disses Antal vel endnu være større , hvis ikke
Drikfældigheden havde sneget sig ind hermed
sine Ødelæggelser . At Drikfældighed er en
almindelig Last blandt Fiskerne , forklares let
ved deres Gjærning paa Havet , hvor de som
oftest maae taale megen Kulde , som de i Almindelighed
søge at dæmpe ved stærke Drikke .
Af Naturen ere Havboerne endvidere tilbøjelige
til Tyveri ; det skal dog ikke forstaaes
saaledes , at de bryde ind og stjæle , hvadsomhelst
de trænge til , men det er derimod ved
Havet , de udøve deres Tyveri ; det er nemlig
sjældent , af de , naar de paa Stranden see
noget ilanddrevet Gods , kunne bare sig forat
tage det hjem og holde det hemmelig , idet de
have den daarlige Mening , af alt saadant tilhører
den første den bedste ; dette kalde de af
„ bjærge “ , og de have ondt ved af forstaae ,
af enhver , der over denne Gjerning , er en
Tyv .
Det var iblandt saadanne Mennesker , af
Viggo , hvis Historie i det følgende skal fortælles ,
var fød og tilbragte de første ti Aar
af sit Liv . Midt i Byen S— ved Vesterhavet
ligger et Huus , der adskiller sig fra de fleste
andre Bygninger i Byen derved , af det er
opført af brændte Steen , har forholdsviis
høie Vinduer og hvidtkalkede Vægge ; men
Manden , som har ladet Huset bygge , var
imidlertid ingen indfødt Havbo , thi han var
i sin Tid kommen fra en af de nærmeste Byer
oppe i Landet og havde faget Bolig her som
Omgangsskolelærer for Fiskerlejets Børn .
Hans Fader eiede en god Gaard hjemme i
hans Fødeby , og da der ikke var andre Børn
end Jørgen og en Søster , var det fra først
af Bestemmelsen , af Jørgen skulde have Gaarden
hjemme , medens Søsteren var tillavet en
Arv paa 100 Rdlr . , som Faderen havde indestaaende
i en Gaard ved Siden af . Men da
Sønnen gik hen og fæstede sig en fattig Tjenestepige
til Brud mod Faderens Villie , og
da han ikke vilde afsfaae hende for af gifte
sig med en anden , som Faderen havde udseet
til ham , blev denne saa vred , af han tilskjødede
Datteren Gaarden og gjorde Sønnen
arveløs , medens han lod ham forstaae , af
han ulydig og gjenstridig som han var , for
Eftertiden kunde skjøtte sig selv , og af han
ikke mere vilde see ham for sine Øine .
Udenfor Jørgens Fødeby , men i samme
Sogn ligger Gaarden T— . Den har i forrige
Tider været en stor Herregaard , og der
har tilhørt den et Areal af flere hundrede
Tønder Land , af hvilke nu næppe 70 Tønder
ere tilbage som Agerland ; Resten er overføget
med Sand eller bevoxet med Lyng . Flyvesandet
er saaledes Skyld i , af Gaardens Eier ,
Hr . Povlsen , egenlig ikke er Herremand , medens
det dog har været saa artigt af skaane
netop saameget af hans Eiendom , af han til
Nød kan kaldes Proprietair og hans Kone
Frue . Da vi imidlertid i det følgende af og
til komme i Berøring med denne Familie ,
ville vi nævne Hr . Povlsen for Herremand ,
eftersom han selv holder meget af at blive
kaldt saaledes , og saa kunne vi desuden med
større Grund kalde hans Kone Frue , hvilken
Benævnelse hun for enhver Priis vil have .
Hr . Povlsen er fød paa Gaarden og har
faaet den i Arv efter sin Fader . Han er
en høi og svær bygget Mand men med ligegyldige
og intetsigende Ansigtstræk , der vidne
om , at han ikke er vant til at tage sig Verden
for nær . Sin Gaards Drift skjænker han ikke
synderlig Opmærksomhed , og Indtægterne indvindes
meest ved Salg af Ildebrændsel , hvoraf
Heden og Klitten afgive en stor Mængde .
Derimod har han større Lyst til enten at sidde
hjemme i Sophaen og ryge sin Pibe eller
ogsaa at fare omkring i Landet uden egenlig
at have noget andet Ærinde end at faae Tiden
slaaet ihjel . Fruen , hvis Navn forresten
er Karen , og som er en Bondedatter fra Nabosognef ,
er omtrent et Sidestykke til hendes
Mand ; hun kan slet ikke lide at have nogen
Omgang med de udannede Bønder , som hun ,
Fru Poulsen , i sine egne Tanker er høit ophøjet
over ikke alene ved sin Stilling som
Borgfrue , men ogsaa ved sin overlegne Aandsdannelse ;
imidlertid er det hendes Mening , af
det er alt andet end fornemt af udrette noget
i sit Huus , hvorfor hun enten sidder hjemme
med Hænderne i Skjødet eller ogsaa lader
spænde for sin Vogn for af kjøre hen og besøge
Præstens , de eneste , hun i Reglen kan
være bekjendt af have nogen Omgang med .
Hendes Fader var i sin Tid Sognefoged i
Nabosognet ; han var en af de saakaldfe kalkunske
Bønder , dertil havde han Penge som
Græs , og da han kunde give sine Børn en
stor Arv , havde Herremanden kastet sine Øine
paa hende og giftet sig ikke med hende men
med hendes Penge . Hun havde født sin
Mand to Døtre , som begge havde arvet baade
Faderens Dyder og Moderens skjønne Egenskaber .
Jørgens Fader havde en Gang tjent paa
Herregaarden , det var under Hr . Povlsens
Fader , og da han havde været særdeles dygtig
og tro i sin Tjeneste , havde han , ogsaa
siden han var bleven gift og bosat , blevet ved
af holde et Slags Forbindelse ved Lige med
Herregaarden , og han havde nydt mange Goder
derfra , endog siden Hr . Povlsen var kommen
til Styret . Da Jørgen nu var udjagen
af Fædrenehjemmet og ingen Steder havde
af være , rettede han sin Gang mod Herregaarden ,
for der foreløbig af finde et Slags
Tilholdssted , indtil der kunde aabne sig en
Vei for ham , og han kunde komme ind i en
selvstændig Virksomhed .
Jørgen var den Gang i en Alder af tyve
Aar . Han var spinkel af Legemsbygning men
havde et filtalende ydre og godhedsfulde Ansigtsfræk ;
derhos besad han en sjælden god
Forstand og var i Stand til med Lethed af
kunne sætte sig ind i mange Ting . Han havde
meget gøde Skolekundskaber , og efter sin Konfirmation
havde han udvidet disse ved Læsning
af gøde og nyttige Bøger ; især havde
han ved egen Hjælp drevet det temmelig vidt
i Regning og skrivning , hvilke Fag han havde
sær Forkærlighed for , og til hvis Indøvelse
han anvendte en stor Deel af sine Fritimer .
Undertiden knnrrede Faderen vel og meente ,
af han nok kunde tage sig noget nyttigere for ,
og de andre unge Karle i Byen spoltede ham
og spurgte , hvad Gavn han havde af alt dette
Arbeide , da han jo dog hverken skulde være
Præsf eller Degn . Disse Spottetaler afviste
han imidlertid gjerne med den Bemærkning ,
af det var nyttigt for enhver Mand , til hvilken
Gjerning i Livet , han endog var henviist , at
have læst noget og at det vist baade vilde
være godt og glædeligt , om Bonden i Almindelighed
var i Besiddelse af nok saa gode
Kundskaber , end det nu var Tilfældet . I hvert
Fald vidste han , at det dog altid var bedre
at beskjæftige sig med saadanne Ting end at
ligge og sove paa Bænkene eller at løbe omkring
i Byen , som saa mange have for Skik ,
enten for at føre Sladder eller at drive et
letfærdigt Væsen . Imidlertid kom disse Kundskaber
ham nu især tilgode , da han var udjagen
fra sit Hjem ; fhi da der i ovennævnte
Fiskerleje var Trang fil en Lærer , fik Herremanden
udvirket , at han efter at have bestaaet
et Slags Examen hos Sognepræsten blev
ansat her som Omgangsskolelærer . I Førstningen
saae Befolkningen noget skjævt fil
„ Landboen “ , der , som de sagde , var dem paatvungen
af Præsten , men det varede ikke
længe , inden saavel han som hans unge Kone
ved deres blide og ligefremme Væsen bleve
alles Yndlinger .
Imidlertid voxede Familien , og efter ti Aars
Ægteskab havde Jørgens Kone skjænket ham
syv Børn . Da Lærerlønnen kun var lille ,
var denne ikke tilstrækkelig fil saamanges Underhold ,
hvorfor Jørgen ved Siden af sin
Skolegjærning allerede i lang Tid havde
maattet tage sin Tilflugt fil andet Arbeide for
af fortjene Føden fil de mange Munde . Han
bandt saaledes Fiskergarn for Fiskerne , roede
ogsaa undertiden med dem ud af fiske , ved
hvilke Leilgheder han ogsaa fik sin Andeel af
Fangsten .
Hans Helbred havde imidlertid altid været
svagt , og hvad der længe havde været af forudsee ,
indtraf snart , han kastedes paa Sygelejel ,
og Lægen opgav alt Haab om hans Liv .
Det var ikke blot i Familien , af dette voldte
stor Sorg ; enhver , der kjendte Jørgen , tog
inderlig Deel i Familiens Sorg og havde
ondt af , af den stræbsomme og venlige Mand
skulde saa tidlig gaae bort , og alle vilde
være hos ham og pleie ham fil det sidste .
Lille Viggo var aldeles ikke fil af trøste ;
han kunde ikke afsee Fader et eneste Øieblik ,
han stod bestandig udenfor Sengen med Øinene
fæstede paa den kjære syge , medens han slet
ikke kunde lade være af skjænde paa den slemme
Dokter , der vilde tage Livet af hans elskede
Fader med alt det , han kom med fil ham .
En Dag , som han stod ved Faderens Leie
med dennes ene Haand i begge sine , sagde
han : „ Det passer vist slet ikke , hvad Dokteren
siger , af Du ikke kan blive rask mere ; thi den
kjære Gud , om hvem Du har fortalt os saameget ,
og som er saa god og kjærlig imod
os , kan ganske bestemt ikke nænne af gjøre os
den store Sorg af fage Dig bort fra os og
fra Moder . “
„ Kjære Barn ! “ svarede Faderen , „ Du veed
jo nok , af Guds Veie ikke ere vore Veie , og
af hans Tanker ikke ere vore Tanker ; hvad
han gjør , er altid vel gjort , og hans Villie
er altid den bedste , thi den er , af vi alle skulle
komme til ham og blive salige . Men det forholder
sig med os Mennesker som med de smaa
Børn , vi ville helst raade os selv , vi ville
gaae efter vore egne Tanker og følge vore
egne Veie , fordi vi synes , af de ere de behageligste
og letteste af gaae paa ; derfor tager
den kjcere Gud undertiden lidt haardt paa os
for af drage os bort fra det , der er os kjærest
her i Verden , af vi med vort hele Hjærte
kunne være hos ham og ret fornemme , hvor
god han er . Naar han nu vil , af jeg skal
forlade eder , saa er det jo flet ikke for at
gjøre enten mig eller eder Fortræd , men fordi
det er saaledes bedsf for os Allesammen . Vi
skulle derfor ikke sørge og klage men være
glade ved , at han ogsaa er saa naadig , at
han vil lade sin Villie skee med os , og vi sknlle
takke ham meget derfor , selv naar han bøier
os allerdybest , thi Du veed jo nok , at vi
sknlle sige ham , vor kjære Gud og Fader , Tak
for alle Ting i Vorherres Jesu Navn , sige
ham Tak endog for det , der synes at gjøre os
allermeest ondt “ .
„ Ja , naar Du nu er gaaet op til Vorherre ,
kjære Fader ! saa faaer Du det jo nok saa
godt hos ham , for Du har altid været saa
rar og god , men saa have vi jo ingen Fader
mere , og hvem skal saa sørge for os og for
Moder og give os Føde og Klæder ? “
„ Den kjære Gud skal selv sørge for eder ;
thi han kalder jo sig selv de faderløses Fader
og Enkers Forsørger ; han vil aldrig lade dem
lide Nød , der ret kunne have Tillid til ham .
Han skal derfor , naar I ikke have mig mere ,
sørge for eder allesammen , naar I blot blive
ved med af holde allermeest af ham og bede
flittig til ham . Nu maa Du ikke græde , kjære
Viggo , thi saa gjør Du mig forknyt ; jeg gaaer
jo hen til Vorherre og hen til ham skulle jo
baade Du og Dine smaa Sødskende og Moder
ogsaa en Gang komme , naar I blot ville
blive ved af være gode Venner med ham alle
Tider ; hos ham skulle vi samles for aldrig
mere af adskilles ; og naar jeg nu er død , saa
skal Du hjælpe Moder , alt hvad Du kan ,
baade med af arbeide og med af bede , og hver
Gang Du seer , af hun er forknyt , fordi hun
savner mig , saa skal Du minde hende om disse
Ord af den faalmodige Job , som Du jo holder
saameget af : Herren gav , Herren tog ,
Herrens Navn være lovet ! “
Disse Ord havde udtømt hans sidste Kræfter ,
og han mærkede nu , af hans Lidelser snart
vare forbi . Han kaldte sin Kone hen til sig ,
fæstede sine brustne Blik paa hende og sagde :
„ Kjære himmelske Fader ! antag du dig disse
kjære og vær min Sjæl naadig for Jesu Skyld ! “
Med disse Ord bøiede han sit Hoved ned
mod sin Kone og sov ind . Viggo græd og kaldte
paa den kjære hensovede med de ømmeste Navne
for om mulig al kalde ham til Live igjen ; men
Moderen greb den Haand , som Viggo havde
sluppet , foldede sine Hænder om denne , og medens
Taarerne randt ned over hendes Kinder ,
sukkede hun : „ Herren gav , Herren tog , Herrens
Navn være lovet ! “
Ligesom lille Viggo bestandig stod ved sin
Faders Dødsleje , saaledes veg han nu næsten
aldrig fra hans Lig , men stod og betragtede
den kjære døde , ligesom om han ret vilde indprænte
sig de kjære Ansigtstræk for aldrig al
glemme dem . „ Ja , kjære Fader ! “ sagde han ,
„ Du havde Ret , da Du sagde , al naar Gud
vil have os til al elske sig , saa fører han os
ind i Sorg og Nød ; jeg synes aldrig , al jeg
har holdt saameget af den kjære Gud som just
nu , og jeg kan fornemme , al naar han revser
mig , gjør han det ene af sin store Kjærlighed .
Jeg har ikke rigtig kunnet forstaae det før ,
men nu mærker jeg , “ al det er sandt , hvad der
staaer i de smukke Vers , som Du saa tidt læste ,
mens Du var syg ; nu vil jeg synge dem før
Dig , og Du vil vist glæde Dig derover oppe
i din deilige Himmel “ hos den kjære Gud . “
Og den lille Dreng stod ved sin Faders Lig
og sang :
Naar Modgangs Taage om mig ruger ,
Og Torne saare vil min Fod ,
Naar Trængslens kolde Arm mig knuger
Og ængster mig til Hjærterod , —
Da gjor det ondt , skjøndt godt jeg veed ,
Det er Guds Faderkjærlighed .
Guds Kjærlighed , som vil mig drage
Op over Verdens lave Lyst ,
Mig lære alt før at forsage
For ret at smage Naadens Trøst
Og dele Jesu Herlighed —
Det er Guds Faderkjærlighed .
Saa tidt jeg døier Savn og Møie ,
Mig Jorden brænder under Fod ,
At Himmeriges lyse Høie
Jeg ret kan stræbe op imod .
Hvor der er evig Fryd og Fred
Ved Guds , min Faders Kjærlighed .
Ja , Gud min eviggode Fader ,
Mit Skjold og megen store Løn !
Du aldrig dine Børn forlader ,
Men favner dem i Lys og Løn ;
Tidt er dit Favntag haardt , dog veed
Jeg , det er idel Kjærlighed .
Saa før mig , som dig mon behage ;
Lad Torne saare Foden her ,
Det leder til , at jeg skal smage ,
Hvor eiegod min Fader er .
Før mig hvorhen Du vil , jeg veed ,
Din Vei er idel Kjærlighed .
Da Jørgens Støv var stædet til Hvile , og
de første Udbrud af Sorgen havde lagt sig ,
begyndtes der at tænke paa den hjælpeløse
Families Fremtid . De to mindste Børn beholdt
Moderen hos sig , medens de øvrige bleve
satte ud til Slægtninge og Venner . Jørgens
Fader , som for længe siden havde tilgivet sin
Søn , tog et af dennes Børn , og da Viggo
var saa gammel , at han kunde begynde at
arbeide for sin Føde , tog Herremanden ham
og lovede at give ham Føde og Klæder mod ,
at han i den Tid , han var fri for Skolen ,
skulde vogte Faarene i Klitten .
Ved denne Tid var Viggo omtrent fi Aar ,
lille af Alder og af et bly og undseeligt Væsen .
Dette Barn var nu paa een Gang fra
det stille Fædrenehjem , hvor det af fromme
Forældre hidtil var opdraget i Tugt og Herrens
Formaning , kastet ud i den Verden , derer
saa fuld af Synd og Ondskab , og hvoraf
der ikke findes mindst paa saadanne Steder ,
hvor der mellem Herskab og Tjenerskab er et
svælgende Dyb befæstet , idet Tjenestefolkene ,
som det jo er Skik eller rettere Uskik , paa
større Gaarde ere i deres Fritid aldeles overladte
til sig selv , medens Herskabet forskandser
sig indenfor lukkede Døre og tilskoddede Vinduer ,
ret som de frygtede , at deres Helligdomme
skulde besmittes ved „ Folkenes “ Nærværelse .
Viggos ny Hjem var et af de værste
Steder i denne Henseende ; thi som før er bemærkæt
tog dets Eier sig ikke synderlig af
Folkene ved Arbeidet og altsaa endnu mindre
i deres ledige Timer , i hvilke de vare aldeles
uden Opsigt , og som de kunde skalte og
valte med efter eget Behag . Paa Grund heraf
var Herregaarden efterhaanden bleven et Valfarfssted
for den udsvævende Deel af Byens
Ungdom , og i dens Folkestue kunde man blive
Vidne til den skammelige Raahed , som desværre
en stor Deel af vor Ungdom er nedsunken
i , idet nogle nemlig sade der og svirede
og spillede Kort til langt ud paa Natten ,
medens andre enten førte løsagtig Tale og
sang utugtige Viser eller bedrev Uteerlighed
med Kvinderne . Under saadanne Forhold
skulde det vise sig , om den gode Plantning ,
som i Hjemmet var nedlagt i vor lille Vens
Sjæl , skulde visne og døe , eller om den trods
Uveiret , skulde udfolde sig rigere og skjønnere
og staae som et deiligt Træ midt i Ørkenen for
med sin Duft af virke forædlende , paa dem ,
som kom i dens Nærhed .
Det var ikke med Moderens Villie , af Viggo
var kommen paa dette Sted ; men Nød bryder
alle Love . Det var hende nemlig umulig selv
af opholde ham hjemme , og da der for Øieblikket
ikke kunde aabne sig nogen anden Plads
for ham , gav hun skjøndt ugjærne efter for
Herremandens flere Gange gjentagne Begjæringer
om af tage ham . Imidlertid havde
hun et godt Haab til Vorherre og troede , af
han nok vilde bevare hendes kjære Viggo ; og
da han i enhver Henseende var Faderens udtrykte
Billede og ligesom denne i høi Grad
havde Lyst til af læse , meente hun , af denne
hans Forkjærlighed for Bogen vilde bidrage
sit til af holde ham ubesmittet af det onde .
I Arbeidstiden var han sjælden sammen
med Tjenestefolkene , eftersom han da enten
var i Skolen eller med Faarene i Klitten .
Naar han vogtede Faarene , læste han i de
Bøger af sin Faders , som han havde medbragt
hjemmefra , ligesom han ogsaa her læste
sine Lectier til Skolen ; i Førstningen turde
han ikke lade sig see med Bøger i Folkenes
Nærhed , da han var bange for , at de vilde
spotte ham derfor ; men da Vinteren kom ,
blev han nødt fil at læse om Aftenen i
Folkestuen .
At der blev gjort Forsøg paa at bibringe
Viggo noget af det Uvæsen , som øvedes blandt
Tjenestefolkene paa Herregaarden , følger af
sig selv . Hertil var ingen bedre stikket end
Jens Røgter , en forfalden Person mellem de
fyrgetyve og halvtreds ; han gik altid lurvet
klædt , og hans blaa Næse vidnede noksom om ,
at han ikke svigtede et godt Lag , hvor det kom
an paa at tømme Brændeviinsflasken , ligesom
han ogsaa var den fremmeligste fil at bande
og fil at snyde i Kortspil . De fleste af Gaardens
Folk havde han meer eller mindre bibragt
disse skjønne Egenskaber ; den eneste , hvorpaa
alle hans Forsøg strandede , var Viggo , uagtet
han opbød alle sine Kræfter , navnlig for at
lære ham at bande .
„ Du bliver aldrig nogen Karl ! “ sagde han
en Aften fil Viggo , medens de andre Karle
fniste , „ Du bliver aldrig nogen rigtig Karl ,
saalænge Du hverken kan tage din Dram eller
sætte en ordenlig Trumf paa . “
„ Ja , men det er Synd at bande , svarede
Viggo undseelig .
„ Jeg troer , Satan plager dig , Dreng ! kalder
Du det Synd af flide Djævelen ? “
„ Fader sagde altid , af Vorherre ikke kan
lide den , der tager Djævelens Navn i sin
Mund . “
„ Vorherre ! Ja , jeg troer nu hverken , af
der er nogen Gud eller Djævel , og for Resten
mener jeg da ikke noget ondt med det , naar
jeg bander “ , svarede Røgteren , idet den spottende
Mine begyndte af forlade ham ; » det
er nu saadan en Vane , jeg er kommen i med ,
og som jeg ikke tænker noget ved . “
„ Hvad Hjærtet er fuldt af , løber Munden
over med “ , svarede Viggo , som nu var bleven
mere frimodig ; „ det er det samme , som jeg
har læst i Faders ny Testamente , hvor der
staaer , af af Hjærtets Overflødighed taler Munden ;
og lige saa vist som det er , af Vorherre
er til , lige saa vist er det ogsaa , hvad Fader
saa ofte sagde , af ethvert Menneske , i hvis
Hjærte han ikke faaer Lov til af leve , kan
aldrig blive rigtig lykkelig her paa Jorden ,
langt mindre salig , naar han er død . “
„ Fandenselv kan ikke snakke med saadant noget
Pak ! “ brummede Røgteren ; „ ja jeg veed
nok , af din Fader var hellig , og det lader til ,
af Du slægter ham godt paa med Hensyn til
Hængehovedriet . Hvem i hede Helvede mener
af blive salig , naar han er død , den Mening
lader jeg Præsten beholde ; min Mening er ,
-af naar jeg døer , gaaer det mig som alle andre
Kreaturer ; det er nu min Religion . “ Med
disse Ord vendte han sig bort fra Viggo og
begyndte af blande Kortene , som laae paa
Bordet .
Imidlertid havde Viggo faaet mere Mod ,
og han var nu ikke længere bange for af sidde
i Folkestuen og læse sine Lektier , ligesom han
ogsaa , uagtet Jens Røgters Spot , af og til
lod see en og anden af de Bøger , som han
havde faaet efter sin Fader ; under Ordskiftet
med Røgteren , havde han , uagtet denne beholdt
det sidste Ord , ligesom faaet en Fornemmelse
af , af naar Sandhed og Løgn gaae i
Kamp med hinanden , har Løgnen tabt ; det
var bleven ham bevidst , naar en gjør noget
godt , behøver han ikke af skamme sig derved
eller skjule sig dermed i Krogene . Iøvrigt
var der mange af Gaardens Folk , som begyndte
af fatte Godhed for den opvakte Dreng ,
og flere af dem , som i Begyndelsen havde moret
sig kostelig , naar Røgteren gjorde Nar ad
ham , begyndte nu af tage ham i Forsvar mod
dennes Drillerier , medens de efterhaanden fik
større Lyst fil af høre ham læse og synge
for dem om Aftenen end fil af spille Kort og
svire med Røgteren og andre , som kom i dette
Ærinde . Inden den halve Vinter var fil
Ende , var al Svireri og Kortspil forsvundne
af Folkestuen for Fortællinger og Sange .
Siden vi sidst omtalte Herskabet , er det
blevet forøget med en tredie Datter ved Navn
Christine . Medens de to ældste , som før er
fortalt , havde arvet alle Forældrenes høie
Dyder , tegnede det fil , af Christine aldeles
var bleven arveløs i denne Henseende . Til
Gjengjæld var hun bleven i Besiddelse af et
aabent Øie for alt , hvad der er stort og ædelt ,
og naar dette naturlige gode hos hende kunde
blive udviklet i en rigtig Retning , vilde det
være af forudses , af hun kunde blive et tro
Billede paa en ægte Dannekvinde . Medens
hendes ældre Søstre meente , af det var langt
under deres Værdighed af omgaaes Tjenestefolkene
og have nogen Fortrolighed med dem ,
var det Christines største Fryd , naar hun
kunde være hos dem og see , hvorledes Drengene
tumlede med Kalvene paa Vangen eller
Faarene i Heden . Hun var derfor ogsaa tilsidesat
af Moderen og Søstrene , der lods hende
høre , at hun aldrig blev andet end en Bondeklods .
Men var hun udskudt af Familien ,
var hun des mere yndet af Folkene , især af
Viggo ; disse to kunde alfid saa godt sammen ;
deres Alder var omtrent eens ; deres Sang
gik i samme Retning ; de havde saameget tilfælleds ,
og Viggo forstod paa den ham egne
Maade at anslaae de Strænge i den lille Piges
Sjæl , der ret kunde finde Gjenklang i hans
egen . Disse to bleve snart udadskillige . Hele
Timer i Rad kunde man see dem gaae sammen
ved Faarene i Heden udenfor Gaarden ,
medens Viggo sang sine Viser for hende , fortalte
hende sine Historier , falede om sin kjære
Fader og om sit Hjem , om den store Sandbanke
udenfor Huset , hvor han saa mangen
Gang havde leget med sin Søster , og hvor
de havde bygget Huse af Sand , i hvilke han
var Mand og hun Kone ; og ved alle hans
Fortællinger straalede Christines Øine af Fryd .
En Dag . som hun efter Sædvane kom ud
til Viggo , forekom det hende , at han var bedrøvet .
„ Hvad feiler Du , kjære Viggo ? “
spurgte hun , „ har Du maaskee længtes efter
mig ? Nu vil jeg hjælpe Dig at bygge Huse
her i Heden , og da Du ikke har din Søster
her , vil jeg være din Kone i dem ; der ville
vi saa sidde sammen , mens Du synger og
fortæller Historier ; men saa maa Du ikke
være bedrøvet . “
„ Jeg er heller ikke bedrøvet “ , svarde Viggo ,
„ men i Dag er det et Aar siden Fader døde ,
og saa kom jeg til at tænke saameget paa
ham , og jeg kunde da ikke lade være at græde “ .
„ Ja , nu skal Du ikke græde over , at din
Fader er død , thi han sagde jo , at Du , naar
Du var rar og god , ogsaa en Gang skulde
komme op til ham hos Vorherre ; jeg vil ogsaa
stræbe at være rigtig gode Venner med
Vorherre , at jeg kan være hos dig og din
Fader oppe i den deilige Himmel altid ; men
kom nu og hjælp mig at bygge et Huus her
paa denne Bakke , her fra kunne vi ses
ud over hele Heden , og her ville vi saa
sidde og see , de smaa Lam hoppe omkring i
Lyngen , og høre , Lærkerne synge . “
Da Huset var færdigt , og de havde sat
sig paa den lille Bænk oppe paa Høien , sagde
Christine : „ Naar Du en Gang bliver stor
og ikke længere skal vogte Faar eller gaae i
Skole , stal Du saa hjem til din Moder igjen
og fiske ude paa det store Hav ligesom de andre
voxne Folk der ude i din Fødeby ? “
„ Nei “ , svarede Viggo , „ jeg vilde rigtignok
helst være hjemme hos Moder , for hende holder
jeg meest af , men jeg er ked af at være
Fisker paa det vrede Hav ; naar jeg bliver
stor , vil jeg være Skolemester ligesom Fader . “
„ Ja , men Moder siger , at det er saa simpelt
at være Skolemester ; Du kan vist heller
ikke styre saadanne slemme Drenge som dem ,
Du taler om her i Skolen , der rækker Tungen
ud ad Degnen og gjør Nar ad ham , naar
han vender sig fra dem . “
„ Jo , det kan jeg nok , for jeg vil bede Vorherre
om , at han vil hjælpe mig dermed .
Jeg vil heller ikke slaae de uartige Børn saameget ,
som Degnen gjør her . Fader sagde ,
at der var noget i ethvert Barn , som hedder
Æresfølelse , og som kan slaaes ihjel med
Tamp og Riis . Denne Æresfølelse , sagde
han , bør Læreren stræbe af opelske hos Børnene ,
hvilket bedst kan skee , naar man i Stedet
for af blive vred paa dem med Alvor og
Kjæerlighed forestiller dem , hvor slet deres Opførsel
er ; hvormeget de synde imod sig selv
ved paa saa skammelig en Maade af spilde
den Tid , hvori de skulle lære noget for af de ,
naar de blive ældre , kunne blive agtede og
nyttige i Verden , og en Gang , naar de døe ,
salige i Himlen ; hvormeget de synde imod
deres kjære Forældre , hvis Omhu og store
Kjærlighed er spildt paa saadanne slemme
Børn , der ved en slet Opførsel ikke gjøre dem
andet end Sorg ; hvormeget de synde imod
deres Lærer , der hver Dag fra Morgen til
Aften slider sine Kræfter alene for deres
Skyld , og som er bedrøvet , hver Gang han
seer , af Børnene ikke blot ere uagtsomme og
dovne , men endog ere saa slette , af de lønne
hans Stræben med lige frem af drille ham ,
og endelig hvormeget de synde imod den kjære
Gud , der ogsaa har skabt dem og forsørger
dem og har ladet sig pine fil Døden ogsaa
for deres Skyld , men som nu sidder oppe i
Himlen og græder for saadanne slemme Børn ,
fordi af alt , hvad han har gjort og endnu
gjør for deres Skyld , er fil ingen Nytte .
Saaledes gjorde Fader altid , og saaledes vil
jeg ogsaa gjøre ; derved komme de slemme
Børn fil af skamme sig og blive bedre . Og
saa vil jeg fortælle dem Hisforier og synge
Psalmer og Sange for dem ; derved ville de
blive glade ved mig , fordi de ere glade ved
det , jeg fortæller for dem ; og ikke blot blive
glade ved mig , men ogsaa ved den kjære
Gud og alt det skjønne , som han har givet et
Menneske af glæde sig ved her paa Jorden . “
„ O , hvor det dog vilde blive langt skjønnere
af gaae i Skole fil Dig end fil den gamle
Jomfru Petersen , som aldrig gjør os glade ,
men bestandig piner os med Hug og lange
Lektier ; hun fortæller os aldrig noget morsomt ,
og vi maa aldrig synge ; det er saa
kedeligt . Hvorlænge kan det vare , inden Du
kan blive Skolemester ? “ vedblev Christine ,
„ Troer Du , af jeg kan faae Lov fil af gaae
i Skole hos Dig , saa kunde jeg da tidt faae
den deilige Sang at høre , som Du synger
saa tidt , og , som Du siger , passer saa godt
paa Dig selv ? Prøv en Gang , hvorledes
den kan lyde fra denne Bakke “ . Og Viggo
sang :
Hvor Vesterhavet skyller
Sin Bølge op paa Strand
Og skjærer dybe Furer
I det sneehvide Sand ;
Hvor Bølgerne vemodig
Kysse Sandbankens Fod ,
Der bag de hvide Bakker
Min Barndoms Vugge stod .
Der var jeg tryg og rolig
Udi min Moders Arm ;
Og Sorgen var mig fremmed
Ved hendes hulde Barm .
Jeg kjendte ei til andet
End Smiil og glade Hop ;
Jeg red paa Knæ hos Fader
Til Mølle i Galop .
Der voxed jeg fortrolig
Med Havbølgens Larm ;
Der svandt min Barndom stille
Hen uden Savn og Harm ;
Der leged jeg med Blomsten
Ved Sandbankens Fod ,
Mens Lærken sang , og Storken
Paa Tagets Rygning stod .
Der jeg saa tidt fra Bakken
Udover Havet saae ,
Naar Maanens Glans afspeiled
Sig i det klare blaa ;
Der saae jeg , Solen stige
I Østen purpurrød ,
Og sig om Aftnen sænke
I Havets vaade Skjød .
Jeg mindes vel min Tue ,
Hvor tidt jeg sad og sang
Og fleltede til Kranse
Smaablomsterne i Vang ;
Jeg mindes grant hver Gjenstand ,
Som dyrebar mig blev ,
Og Bjælken i vor Lade ,
Hvorpaa mit Navn jeg skrev .
Her er vel ogsaa Bakker ,
Og her er Solskin nok .
Og her er nok af Blomster ,
Af Fugle og en Flok ;
Men her er ikke Hjemmet
Med hver en elsket Plet ,
Hvorfor jeg disse Steder
Ei elske kan som det .
„ O , hvor Sangen lyder smukt her ! “ udbrød
Christine , da Viggo havde endt , „ og hvor
skjønt det er af hore Dig synge . Det er kedeligt ,
af Du vil være Skolemester ; kunde Du
ikke ligesaa godt blive Præst ? Det var da
mere fornemt ; og saa kunne vi da nok faae
Lov til af kjøre hen af besøge Dig , ligesom
vi nu kjøre hen af besøge Præsten her . Bliv
derfor Præst ! kjære Viggo , for jeg kan jo nok
tænke , af jeg ikke faaer Lov af Moder til af
gaae i Skole hos Dig alligevel ; det er jo ikke
fornemt og det siger hun dog saa tidt , af jeg
skal være . Men hør , hvor Lærkerne synge ,
og se , hvor glade Lammene hoppe om i Lyngen !
Det er dog en yndig Morgen ! Solen
skinner saa varmt og dens Straaler glinse i
Sandet paa de hvide Bakker imod Vest ; vil
Du ikke , kjære Viggo ! tillige synge den Morgensang ,
Du har lært af din Moder ? “
Viggo lod sig ikke bede to Gange , naar man
bad ham om at synge , især naar det var Christine .
„ Naar jeg har været henne “ , sagde
hans , „ at møde den stumphalede Bede , den er
altid saa slem til at trække efter Marken , saa
skal jeg synge den , saasnart jeg kommer tilbage “ .
Da han atter sad hos Christine paa
Høien , sang han :
Solen rinder op i Glans ,
Straaler i sin Lue ;
Og dens Straaler gaae i Dans
Under Himlens Bue .
Duggens Perle paa sit Blad
Gynger sig i Vangen ;
Og den lille Fugl saa glad
Synger Morgensangen .
Og Smaablomsterne i Eng
Bægeret oplukke ;
Selv op fra den vaade Seng
De Smaafiske dukke .
Lammet hopper nok saa glad
Til og fra sin Moder ;
Kreaturerne paa Rad
Nyde Markens Goder .
Bien summer , Morgenluft
Viffer gjennem Livet ;
Alt Smaakryb den milde Duft
Reiser op af Støvet .
Og Smaadrengen titter op
Fra sin Hovedpude ,
Speider efter Bakkens Top
Gjennem klaren Rude .
Fro han springer af sin Seng ,
Til sit Dagværk iler ;
Ude snart i Mark og Eng
Glad som alt han smiler .
Alt begyndes lystelig ,
Fryd har hver i Eie ;
Kun den syge vaander sig
Paa sit Smertensleie .
Alt dit Værk højtidelig ,
Skaber , Priis dig sjunge .
Herre ! til at prise dig
Giv mig og en Tunge .
Da skal jeg faae Lykke til
Alt , hvad jeg skal gjøre ;
Thi til Held for mig du vil ,
Herre ! alting føre .
Til mit Værk jeg gaaer da med
Morgensang paa Læben .
Fader , du med salig Fred
Signer da min Stræben .
Saa skal ogsaa denne Dag
Mig til Lykke blive :
Gud , han fremmer selv min Sag ,
Han mig Kraft vil give !
Da Viggo havde endt sin Sang , sagde
han : „ Nu skal jeg med det samme synge
Dig en anden Morgensang , som jeg har lært
af Fader , og som han holdt saameget af .
Øen lærer os , at vi , som kjende Vorherre af
hans Ord , tillige i Naturen kunne skne hans
evige Kraft og guddommelige Herlighed og
saaledes lære ham af kjende ogsaa af hans
Gjærning “ . Sangen lyder saaledes :
Som en yndig Brud
Træder Solen ud
Af sit Kammer , smykket skjon ;
Og jeg synes , af
Dagens Dronning brat
Hilser mig fra Gud i Lon .
Hoit fra Skov og Vang
Fuglens glade Sang
Luller Hjærtet til sin Fred .
Kjære Sjæl ! syng med
Om den stille Fred
Og Guds Faderkjærlighed .
Friste Morgenluft !
Som en yndig Duft
Kvæger Du mit stille Sind ;
Og det synes mig ,
Som om jeg ved dig
Kaldes til Guds Glæde ind .
Duggens Perlerad !
Gyngende paa Blad ,
Venlig smiler du til mig ;
Og det synes mig .
Som om jeg i dig
Speiler lidt af Himmerig .
Blide Morgenstund !
Du af letten Blund
Dækker op Naturens Søn ;
Ham du faler med
Om Guds Herlighed ,
Lærer ham en stille Bøn .
Friske Morgenstund !
Du gjør stedse sund
Mig til Legeme og Sjæl ;
Altid leder du
Hen til ham ham min Hu ,
Som mig gjorde alt saa vel .
Livets høie Lyst
Bæver i mit Bryst :
Jeg i alt kan min Skaber see .
Jeg vil i hans Favn
Glemme alt mit Savn
Og som Barn til Fader see .
Giv , af hver en Dag ,
Gud , til dit Behag
Jeg maa leve lykkelig ,
Saa skal jeg en Gang
Bedre Morgensang
Synge dig i Himmerig !
Omtrent otte Aar efter denne Dag traadte
en ung Mand ind i Herskabets Dagligstue paa
Herregaarden . Læsæren vil i denne kjende
Viggo Jørgensen . Han er i Dag kommen
hjem fra Seminariet , hvor han i tre Aar har
opholdt sig for af læse til Skolelærerexamen ,
som han nu har bestaaet med første Charakfeer .
Det var kjendeligt , hvor alle Ansigter
opklaredes ved hans Indtrædelse . I den Tid ,
han tjente paa Herregaarden , var Familien
efterhaanden bleven opmærksom paa den sjældne
Dreng , og han havde i den Grad vundet
dennes Yndest , af Herremanden havde understøtfet
ham med de Penge , der behøvedes til
hans Uddannelse . Da han nu var vendt tilbage
efterat have bestaaet sin Examen saa
godt , vare alle glade ved ham , og enhver
vilde være den første til af byde ham velkommen
og vise ham sin Glæde . Den eneste , der
følte sig noget tvungent over for ham , var
Christine . I de fem Aar , han havde været
borte fra Herregaarden for af uddanne sig til
sin Gjærning , var han bleven udviklet til en
sjælden smuk Yngling ; og naar Christine saae
hen til ham , bankede hendes Bryst , og hun
følte en for hende uforklarlig Bevægelse i sit
Indre , medens hun , hver Gang hans Blik
mødte hendes , undseelig slog Øinene ned .
Indtil Viggo kunde faae en Ansættelse som
Lærer , deelte han sin Tid mellem Herregaarden
og sit Hjem . Imidlertid varede det ikke
længe , inden han følte sig mere og mere knyttet
til Herregaarden , og , uagtet han elskede
sin Moder høit , blev dog Opholdet i Hjemmet
sjældnere . Christine var nemlig i hans Fraværelse
bleven til en deilig Pige , og hun gav
ikke Viggo noget ester i Skjønhed og Unde ,
ligesom ogsaa hendes aandelige Egenskaber
havde udviklet sig i den heldigste Retning ,
hvortil Viggo i sin Tid vel havde bidraget
det meste . Ved atter af omgaaes med Viggo
vendte efterhaanden den gamle Fortrolighed
tilbage , og atter vare disse to nadskillige .
Deres Barndoms Dage , da de gik med Faarene
ude i Heden , levede de nu om igjen ;
de talede om deres Huus henne paa Høien ,
hvor de saa tidt havde siddet sammen , og i
Forening gjorde de ofte Valfarter hen til dette
kjære Sted for atter af sidde sammen der ,
medens Viggo fortalte hende om sit Liv ved
Seminariet . Og ligesom fordum tindrede
hendes Dine af Glæde , naar hun hørte paa
ham .
En yndig Morgen i Efterhøsten sade de to
efter Sædvane paa deres Høi . Denne Morgen
lignede hiin for otte Aar siden , da Christine ,
opmuntret af Fuglesangen og Morgensolen ,
havde bedet Viggo at synge sin Moders
Morgensang . Længe sade de der henrykte af
den yndige Natur og ingen af dem talede
et Ord . Omsider brød Viggo Tausheden , og
idet han tog Christines Haand i sin , sagde
han : „ Kjære Christine ! kan Du huske en Dag ,
mens jeg vogtede Faarene her i Heden , at
Du , da Du kom ud til mig , syntes , at jeg
var saa forknyt ? “
„ Ja , jeg kan ! “ svarede Christine og fæstede
sine venlige blaa Øine paa ham .
„ For at gjore mig glad “ , vedblev han ,
„ hjalp Du mig at bygge et Huus her paa
denne Høi , og i dette tilbød Du at ville være
min Kone . Holder Du endnu i Dag , hvad
Du den Gang for otte Aar siden lovede mig ? “
Christine svarede intet , men slog Øinene ned .
Viggo vedblev : „ Hidtil har den kjære Gud været
med mig og kjendelig velsignet min Stræben ;
ved hans Hjælp faaer jeg vel ogsaa nu snart
bygget et andet Huus . Vil Du i dette være
min Kone og dele Livet med mig alle dine
Dage ? “
„ O , jeg har fra første Færd af altid holdt
saameget af Dig , kjære Viggo ! “ svarede Christine
med Blikket fremdeles rettet mod Jorden ,
„ og det forekommer mig ogsaa “ , vedblev hun ,
idet hun ivrigt dreiede en Lyngblomst imellem
sine Fingre , „ af mit Liv herefter uden Dig
vil blive fattigt paa Fylde og Glæde ; men
jeg tør ikke love Dig det , som Du her forlanger ;
hvad vilde mine Forældre sige dertil ,
naar de fik det af vide ! “
„ Dine Forældre især din Moder ville vel
nok hellere see Dig gift med en rigere og fornemmere ,
end jeg er ; men alligevel froer jeg
ikke , af de ville have meget imod din Forbindelse
med mig ; de have dog altid viist , af
de have meget tilovers for mig , og de have
jo altid godt kunnet lide , af Du var sammen
med mig baade før og nu . “
„ Ja “ , svarede Christine , „ det kommer af ,
af Du altid har været saa rar og god , og
hidtil have vi jo ikke været andet end Børn ,
og saaledes betragte de os vel endnu ; de ere
nu en Gang blevne saa vante til ikke af lægge
Mærke til mig , af de ikke kunne see , om der
er andet Forhold imellem os end det , der
kan finde Sted mellem Broder og Søster .
Mine to Søstre ere begge gifte efter deres
Hoveder , og de ville desværre vist ogsaa raade
for mig i denne Henseende . Du har vel hørt
Fader fale om Præstens Søn , Forvalteren ? “
„ Jeg veed nok “ , sagde Viggo , „ af dine Forældre
ønske en Forbindelse med Præstefamilien
paa denne Maade ; men i en Sag , der er saa
vigtig , og som der angaaer Dig saameget ,
maa der vel ogsaa blive spurgt om din Mening ;
og jeg troer neppe , af dine Forældre
ere saa haardhjærtede , af de ville tvinge Dig
til af indgaae en Forbindelse imod din Villie ,
naar Du “ alvorlig sætter Dig derimod . “
„ Ja , sætte mig derimod vil jeg “ svarede
Christine , idet Hun saae kjærlig paa Viggo ;
„ Forvalteren vil jeg nu hverken eie eller have ,
saa faae de af gjøre med mig , hvad de ville .
Uden Dig kan jeg aldrig blive rigtig lykkelig ,
derfor vil jeg ogsaa love Dig , at blive din
trofaste Hustru , og den kjære Gud vil nok
give mig Naade til alle Dage at holde , hvad
jeg i Dag har lovet Dig “ . „ Med disse Ord
sank hun til hans Bryst ; Læbe mødte Læbe ,
og et brændende Kys , det første , beseglede
den Pagt , som her midt i den fri Natur var
sluttet for Guds Aasyn .
Det meste af Tiden vedblev Viggo fremdeles
at opholde sig paa Herregaarden ; thi
han kunde ikke ret længe afsee sin kjære Christine ,
meningen havde den mindste Anelse om
det Forhold , hvori disse støde til hinanden .
Paa denne Maade gik det meste af Efteraaret ;
men henad imod Juul blev et Lærerembede
ledigt i en By i Nabosognet ; Viggo
søgte og fik det . Denne By ligger ude ved
Vesterhavet , og , uagtet en stor Deel af dens
Indbyggere ere Fiskere , ville de dog ikke gjærne
høre sig kaldte Havboer i den Forstand , hvori
Ordet almindelig bruges , ligesom de heller
ikke ville have , at deres By ikke skal være andet
end et Fiskerleje . Heri kunne de for saa
vidt have Ret , som Byen paa Grund af Klittens
ringe Brede her støde umiddelbart op til
Hovedsognets Marker , ligesom der ogsaa
her boe flere Skibsrhedere , hvis Fartøier
fare paa fremmede Lande og ved Hjemkomsten
losse og lade ved Stranden . Fra nærmeste
Kjøbstad fører en kongelig Landevei hertil , og
for at gjøre Billedet fuldstændigt har Byen
sin egen Skole og Kro .
I denne By begyndte Viggo altsaa sin
Gjærning som Lærer . Skjøndt han , som vi
af det foregaaende have seet , var et i alle
Henseender elskværdigt Menneske , kunde han
dog i Begyndelsen ikke godt komme til Rette
med Beboerne her , og han havde mange
Kampe at bestaae med dem . Dette hidrørte
navnlig fra Skolens slette Tilstand . Hans
Forgænger var en gammel Mand , og det
var dennes Mening , at Skolens Orden ikke
kunde haandhæves ved andre Midler end Riset ,
og ved at misbruge dette havde han slaaet
alt godt ihjel i Børnene ; da han derfor
blev gammel og affældig , toge de aldeles
Magten fra ham i Skolen , idet de skaltede og
valtede med deres Læsetid efter eget Behag ,
ja nogle af de værste gjorde endog flere
Gange Forsøg paa at tilbagebetale ham nogle
af de Hug , han i sin Tid saa rundelig havde
tildeelt dem . Da Viggo havde overtaget Skolen ,
meente Forældrene , af nu ville Tingene
komme fil af gaae i en heel ny Gænge , idet
de troede , af han nok vilde vide af haandhæve
Tugt og Orden i Skolen paa en heel anden
Maade . Det var ganske vist ogsaa Viggos
Mening ; men her var det under saadanne
Forhold ingen let Sag af bringe Orden tilveje .
Allerede i de første Dage tillade Børnene
sig af drive deres Uvæsen lige over for Viggo ,
nogle sprang paa Borde og Bænke , andre sloges ,
after andre bandede , og naar Viggo vilde tale
dem fil Rette , ledte det kun fil , af de bleve værre ;
han maatte derfor nødvendigen fage sin Tilflugt
fil legemlige Straffe for saaledes med Magt af
tilvejebringe en øjeblikkelig Orden , indtil han
kunde see af vinde dem paa en anden Maade ,
nemlig ved kjærlighed af kalde den i Barnesjælen
hidtil af en raa Behandling ihjelslaaede
Æresfølelse fil Live . Men for af udføre dette
Arbejde , forstod Viggo godt , af han maatte
have Hjemmet fil Hjælp . Her vare imidlertid
de fleste af Forældrene imod ham , da han
formedelst sin kraftige Optræden i Skolen aldeles
havde skuffet deres Forventning .
Men hvorfor have saameget imod Viggo ,
fordi han ikke gjorde andet , end hvad de i
Forveien vare vante til ? Ja , Forældrene
havde naturligviis ogsaa været meget misfornøjede
med den gamle Lærers Strænghed ;
men Sagen var , at denne havde tiltrodset
sig et Slags Herredømme over dem derved ,
at han i Skolen lod Børnene undgjælde for ,
hvad udestaaende han havde med Forældrene .
For imidlertid at skaane Børnene for en altfor
haard Medfart i denne Henseende , havde
de mangen Gang føiet den gamle Tyran , og
saaledes efterhaanden vænnet ham til at have
sin Villie i alle Stykker ; desuagtet vedblev
han dog at tyranisere over deres Børn i Skolen ,
og dette daarlige Forhold mellem Skole
og Hjem havde til Følge , at Forældrene kom
til at see saaledes paa Skoletugtens Haandhævelse ,
at al legemlig Straf fra Lærerens
Side maatte være en Forbrydelse af denne
lige over for deres Børn . Vi kunne saaledes
godt forstaae Forældrenes Uvillie mod Viggo ,
der , som de sagde , begyndte , som hans Forgængær
havde endt ; ja nogle af dem vare
endog blevne saa vrede over hans Optræden ,
at de i deres Uforstand tilskyndede deres Børn
at drille ham som en , der ikke var bedre værd ,
hvorfor ogsaa en Dreng en Gang , som Viggo
vilde sætte ham i Rette , strax udbrød : „ Ja ,
Di kan prøv aa slaa mæ , saa skal æ snaar
hint mi Faa ' er ! “ med hvilke Ord han , endnu
førend Viggo rigtig kunde saae betænkt sig ,
var under Bordet og ude af Døren for at
udføre , hvad han havde truet med .
Under disse Forhold saae Viggo nok at der
aldrig vilde komme noget godt ud af hans
Gjærning . Disse unaturlige Forhold maatte
altsaa ændres , men hvorledes stod ham i Begyndelsen
ikke rigtig klart ; han var endnu
saa ung og uerfaren . Mange Nætter laa
han og grublede derover og bad til sin Gud
om Raad og Bistand . Imidlertid fastholdt
han dog den Tanke , at han maatte see at
vinde Forældrene . For at opnaae dette brugte
han sin Fritid til at gaae omkring til dem
og tale med dem . Ved sit elskværdige Væsen
og ligefremme Optræden opnaaede han virkelig
ogsaa , at de fleste af Forældrene efterhaanden
fik ham kjær , dermed vare ogsaa
Børnene vundne , og fra nu af var Kjærligheden
det Redskab der vedligeholdt Ordenen
i hans Skole .
Imidlertid var det ikke saa nær alle Byens
Beboere , Viggo havde vundet . „ Vee ogsaa
det Menneske , om hvem alle tale godt ! “
Blandt dem , der vare Viggos Uvenner , var
ogsaa en Mand , der beklædte den tredobbelte
Post af Strandkontroleur , Forbjærger og
Stationstilsynsmand ved Redningsvæsenet ;
han kunde aldrig rigtig lide Viggo , ligesom
han sjældent kunde lide andre end smukke
Kvinder . Ved sin Indflydelse som Forbjærger
havde han opkastet sig til et Slags Konge
over sine Byfolk ; thi det stod nemlig til ham
at bestemme , hvem der ved Strandinger og
lignende Tilfælde skulde have noget at fortjene ;
den , der ikke i alle Stykker fandt sig
beføiet til at danse efter hans Pibe , kunde
gjærne stole paa at blive tilsidesat ved slige
Lejligheder , medens den , der forstod at gaae
ham under Øine , kunde faae baade i Pose og
i Sæk . Iøvrigt var han et raat Menneske ,
dertil havde han et sjældent Greb paa at
overtræde det sjette Bud , og hvor han kom
frem , betegnede han som oftest sin Vej med
Splid og Uenighed mellem Ægtefolk . I et
saadant Forhold stod han ogsaa til Familien
i Byens Kro . Da Kromanden opdagede Kontroleurens
utilladelige Forbindelse med sin
Kone , truede han naturligviis med , at han
vilde flaae Arme og Been i Stykker paa ham ,
det første han traf ham ; men , da han var
meget gjerrig , vidste Kontroleuren nok , hvorledes
han skulde tage ham . Ved sin Indflydelse
paa Folk drog han dem efter sig fil
Kroen , ligesom han ogsaa fik udvirket , at der
hveranden Søndag var Dans og Sviren
der . Da Kromanden , som elskede Penge meget
høiere end sin Hustru , saaledes saae , at
han fandt sin Regning ved at være Kontroleurens
Ven , holdt han gode Miner fil slet
Spil og lod ham have sin Villie .
„ Den er let at lokke , som efter vil hoppe “ ,
siger Ordsproget , og Kontroleuren havde let
ved at faae sit Uvæsen sat i Gang med Hensyn
fil Søndagsforsamlingerne paa Kroen ,
eftersom mange af Beboerne , navnlig Fiskerne ,
allerede havde ganske god Smag paa , hvad
Kromanden havde „ paa Flasken “ . Efterhaanden
var det blevet fil en Uskik blandt Fiskerne ,
at de sade paa Kroen og svirede , hver Gang
de kom fra deres Gjærning paa Havet ; det
duede nemlig ikke at gaa hjem fra Fiskeriet ,
førend Kromanden havde faaet sin Part af
Fortjenesten ; og var der nogen som hellere ,
gjorde dette end at sidde paa Kroen , blev han
spottet af de øvrige og kaldt for en Gnier ,
der var bange for at tage sin Dram og give
sin Omgang . At Kromanden var vis paa
disse Giæster ved Sviregilderne følger af sig
selv , og med Hensyn fil de øvrige af Byens
Folk bleve de fleste af disse efterhaanden
dragne med deels for at følge Strømmen ,
deels ogsaa fordi de ved at give Møde satte
sig mere fast i Kontrolenrens Yndest ; og da
Sammenkomsterne vare forbundne med Dans ,
blev ogsaa Byens Ungdom af begge Kjøn
dragen med ind heri , og efterhaanden blev
Kroen Skuepladsen ikke blot for Drukkenskab ,
men tillige for Slagsmaal , Uteerlighed og
andre grove Laster .
En lang Tid saa Viggo paa alt dette med
Smerte . Imidlertid besluttede han at bruge
det gode Forhold , hvori han var kommen fil
at staa fil Beboerne , som en Modvægt mod
Kontrolenrens skadelige Indflydelse , og i sine
egne Tanker pønsede han paa , hvorledes han
skulde forstyrre disse Sammenkomster , der
vare en Skjændsel for hans Byfolk og en
skammelig Vanhelligelse af Vorherres Dag .
At dette Arbeide vilde blive meget vanskeligt ,
indsaa han heelt vel forud , eftersom det vilde
være det samme som at erklære Kontroleuren
Krig , og ifølge det Forhold , der fandt Sted
mellem ham og Beboerne , maatte det være
at forudsee , at han vilde faa de fleste Tropper
paa sin Side . Imidlertid vidste Viggo , at
det , han havde sat sig for , var noget godt ,
og til Vorherre , som vilde give alt godt Fremgang ,
og som en Gang før havde hjulpet
ham ved et lignende Foretagende paa Herregaarden ,
satte han nu sit Haab , til ham bad
han om Hjælp , og , da han var kommen paa
det rene med , hvorledes han vilde bære sig
ad med sit Forsæts Udførelse , skred han trøstig
til Værket .
Viggo vilde dog ikke tage noget fra Beboerne ,
uden af give dem noget bedre i Stedet ;
men dette bedre meente han imidlertid ,
af han havde til sin Raadighed , og deraf
besluttede han af meddele dem saa meget , som
han havde Evne til . Dog hertil fornam han ,
af han ogsaa behøvede Menneskehjælp , hvilken
han haabede af erholde hos sin Nabo , der
var en af dem , han stod i det bedste Forhold
til .
„ Hør , Nabo ! “ sagde han en Dag til denne ,
„ kunde De ikke have Lyst til af holde Legeslue ?
Det skulde da være til samme Tid ,
som der danses paa Kroen . “
„ Nei “ , svarede Naboen , „ jeg kan nu en
Gang ikke lide det Legestuevæsen , og da jeg
desuden ikke har Ret til af sælge Drikkevarer ,
vil jeg nok daarlig kunne staae mig ved Siden
af Kromanden . Desuden vilde jeg jo derved
faa Kontrollenren paa Halsen , og at have ham
fil Uven vilde vel fil visse Tider kunne have
sine Ubehageligheder for mig . “
„ Det er netop , fordi at der ikke kan faaes
Drik , at jeg ønsker Legesfue her , “ svarede
Viggo ; „ og hvad det angaaer med Kontroleuren ,
skal jeg fildeels tage ham paa min
Regning , da det er min Bestemmelse , at jeg
vil være den ledende i de Forsamlinger , der
skulle holdes her ; og jeg er vis paa , at Vorherre ,
Kontrolleurens Indflydelse uagtet , vil
give mig Naade fil at faae noget mere godt
ud af Sammenkomsterne her , end der kommer
ud af Kontroleurens ovre i Kroen . Give De
Deres Minde dertil , veed De jo , at Forsøget ,
om end det mislykkes , dog er Vorherre behageligt ,
og hvad kan det saa flade os , om
ogsaa Kontrollenren seer lidt skjævt fil os ,
naar Vorherre seer des mildere ; det er da
alle Dage bedre at være Vorherres Ven og
Kontroleurens Fjende end omvendt . “
„ Ja , det er bedre ! “ udbrod Naboen , „ det
maa være rigtigt , hvad De der siger , Hr .
Jørgensen ; lader os da en Gang gjøre et
Forsøg ; naar De tager Sagen i Haand , faaer
den nok Fremgangs fhi De har altid Lykke
med Dem . Jeg kunde desuden have stor Lyst
til af spille den Kjæltring af Kontroleur et
ordenligt Puds , for han er nu altid saa vigtig
og mener , af det filkommer ham af raade for
alle Ting . “
Næste Dag kom det ved Skolebørnene til
Beboernes Kjendskab , af Viggos Nabo , Tømmerhandler
Strand , vilde holde Legestue hveranden
Søndag Aften til samme Tid , som der
dansedes paa Kroen . Dette var en Dristighed
lige over for Kontroleuren , der var aldeles
uhørt , og Folk begyndte allerede af
ynke den stakkels Tømmerhandler , der ved
saaledes af sætte sig op imod denne vilde lave
sig en Riis til sin egen Ryg . At Kontroleuren
ikke vilde lade dette gaa af ustraffet ,
var enhver overbeviist om , og af han for af
faae sin Hævn udført ikke undslog sig for
af bruge de Midler , der laa ham nærmest
ved Haanden , hvor slette de endog kunde være ,
vidste ligeledes enhver . Imidlertid var Hr .
Strand en oplyst og dannet Mand , som Kontroleuren
ikke skulde løbe langt med , dertil
var han velhavende , saa det ikke kunde skade
ham stort , om ogsaa Kontroleuren unddrog
ham Fortjeneste ved det , han havde med af
gjøre . Han gav altsaa Kontroleuren en god
Dag og var inderlig glad over , af
han ved af opfylde Viggos Forlangende
kunde faae Leilighed til af vise denne , af det
ikke var nødvendigt for erhver Mand altid
som et Siv af bøie sig i hans Haand .
Hvad Sammenkomsterne hos Strand angaaer ,
varede det ikke længe , inden der blev
fuldt Huns , og i samme Forhold som de
besøgendes Antal voxede her , svandt det i
Kroen . Viggo var Sjælen i det hele . Naar
man var træt as Dansen , tog han Sangbøgerne
frem , og , idet han var Forsanger ,
blev den ene Fædrelands- og Selskabssang
afsungen efter den anden ; imellem Sangene
lod Viggo af og til et Par Ord falde om hver
enkelt Sangs Indhold , der , som han sagde ,
havde til Hensigt af vække Folk op af Søvne
og give dem Syn paa og Sans for , af der
er noget heelt andet af leve for her i Verden
end af spise og drikke ; af vi have et Modersmaal ,
som vi skulle værne om ; af vi ere et
Fædreland anbetroede af Vorherre , som han
forlanger af os , af vi skulle svare ham til , og
af det gjælder om , af vi ere besjælede af en
Kjærlighed til dette vort Fædreland , der er
rede til af ofre det kiæreste og bedste for dets
Frelse ; og for end mere af vække og nær
denne Fædrelandskærlighed , havde han gjærne
en eller anden Fortælling af Fædrelandets
Historie paa rede Haand . Af og til morede
han ogsaa Forsamlingen ved af fortælle andre
morsomme Hisforier og Eventyr , eller han
læste op af vore bedste Digtere , ligesom han
ogsaa fik indøvet en heel Deel Lege , hvorved
især Ungdommen kunde more sig . Af disse
Eventyr eller Fortællinger , som han brugte ,
hidsættes følgende to som Prøve .
Der var engang en Mand , som havde en
eneste Søn ved Navn Trosvend . Da Manden
laa for Døden , kaldte han sin Søn ind
til sig og sagde til ham : „ Naar jeg nu er
død , er det bedst , af Du drager ud i den vide
Verden for af søge dig en Tjeneste . “ Som
sagt , saa gjort ; oa Manden var død , solgte
Sønnen Huset , tog sin Faders Stok i sin
Haand og rettede sin Gang mod Kongens
Gaard for der af søge Tjeneste . Da han
kom til Slottet , gik han ind i Stalden , hvor
han traf Staldmesteren , hvem han sagde sit
Ærinde . „ Om Du kan faae Tjeneste her ,
veed jeg ikke “ , svarede denne , „ for her ere
saa mange ; men hvor ti æde , kan jo den
ellevte æde med , hvorfor Du maa have Lov
til at gaae her i Stalden hos os , indtil jeg
en Gang ved Leilighed kan faa Kongen i
Tale , og jeg skal da faae at vide af ham , enten
han vil have Dig i Tjeneste eller ei . “
Og saaledes blev det , han blev gaaende i
Stalden og hjalp til ved , hvad der var at
bestille .
Imidlertid havde Kongen en Dag været
ude at spadsere ; da han kom hjem om Aftenen ,
savnede han sin ene Handske , og da han formodede ,
at han havde tabt den inde i Skoven ,
befalede han sin Tjener at gaae ud i
Skoven for at finde ham den . Tjeneren vilde
imidlertid helst være fri for denne Forretning ,
hvorfor han befalede Trosvend at udføre samme .
Denne fandt ogsaa Handsken ; men da han kom
tilbage med den , forlangte Tjeneren den , for at
aflevere den til Kongen . Dette vilde Trosvend
ikke vide noget af ; „ naar jeg har sundet Handsken “ ,
sagde han , „ vil jeg ogsaa selv give
Kongen den . “ Tjeneren truede ham med , af
det ikke gik an , han kom ind paa Slottet ,
for saa slog Kongen ham ihjel , og da dette
ikke hjalp , lovede han ham Solen til Maanen
for af udlevere ham Handsken ; men det hjalp
altsammen intet hverken Truslerne eller Løfterne ,
Trosvend blev ved sit : Han vilde selv
give Kongen Handsken .
Da han saa kom ind til Kongen , spurgte
denne , hvem han var , og hvor han havde
faaet hans Handske fra Trosvend svarede
da , af Tjeneren havde befalet ham af gaae
ud i Skoven for af finde Handsken ; dette
havde han gjort og kom nu tilbage for af
udlevere den . Da Kongen havde hørt dette ,
blev han saa vred , af han uden videre jog
Tjeneren paa Døren , hvorpaa han tilbød
Trosvend dennes Plads ; og dette Tilbud tog
Trosvend naturligviis imod med Glæde .
„ Hvad er dit Navn ? “ spurgte Kongen . „ Jeg
hedder Trosvend “ . „ Det var et godt Navn ,
det ! “ sagde Kongen , „ mener Du ogsaa , af
Du kan svare til det ? “ „ Det vil jeg prøve
paa , Deres Majestæt ! “ mælede Ungersvenden ,
idet hans Øine tindrede af Glæde .
Nogen Tid efter , at Kongen havde antaget
Trosvend i sin Tjeneste , fik han Besøg af en
fremmed Konge . Denne lunde da aldrig blive
fræt af at rose sit Rige , sine Undersaatter og
navnlig sine Tjenere : Mage til dem , varder
ingen Konge , som havde , saa fro og underdanige
som de vare . Da tog Trosvends Herre
til Orde og sagde : „ Da vil jeg svare for ,
at naar alle dine Tjenere lægge deres Trosfab
sammen , ere de dog ikke saa fro som een
af mine ; thi jeg har en Tjener ved Navn
Trosvend , jeg tør vædde med dig om mit
halve Kongerige , at Du ikke er i Sfand til at
faae ham til at lyve . — „ Top ! “ sagde den
fremmede Konge , „ det er et Ord og jeg sætter
mit halve Rige mod dit , at jeg skal faae
ham til at lyve . “ — „ Ja , det er et Ord “ ,
svarede Trosvends Herre , og dermed var Væddemaalet
indgaaet .
Strax derpaa satte den fremmede Konge
sig til at tilskrive sin Dronning et Brev , hvilket
Trosvend skulde overbringe hende . I Brevet
befalede han Dronningen , at hun skulde
give Trosvend at drikke af et vist Slags Viin ,
hvoraf han strax vilde blive beruset ; derpaa
skulde hun tage baade Hesf og Mundering
fra ham og lade ham , naar han havde sovet
Rusen ud , reise hjem tilfods . Da Dronningen
havde læst Brevet , gjorde hun , som hendes
Herre befalede , og aldrig saasnart havde
Trosvend smagt Vinen , for han faldt beruset
om . Dronningen befalede da sine Tjenere ,
af de skulde lægge ham i hendes egen Seng ,
indtil han havde sovet Rusen ud , samt af de
skulde tage hans Hesf og Kappe og gjemme
det saaledes , af han ikke skulde finde det igjen ,
naar han vilde reise . Tjenerne gjorde , som
Dronningen befalede ; og da Trosvend vaagnede
og spurgte efter sin Hesf og Mundering ,
var dette ikke til af finde , hvorfor han maatte
begive sig hjem tilfods .
Paa Hjemveien gik han og tænkle efter ,
hvorledes han skulde redde sig ud af den Forlegenhed ,
han nu var kommen i , naar han kom
hjem til Kongen , og hvad han skulde give til
Undskyldning for , af havde sat sin gode Hesf
overstyr . I Begyndelsen var han bestemt
paa af ville sige til Kongen , af han var bleven
overfalden af Røvere , som havde frataget
ham Hesten og Munderingen , medens han
selv var løben fra dem og saaledes sluppen
med Livet . For at prøve hvad Tiltro dette
hans Foregivende vilde finde hos Kongen ,
slak han sin Stok i Jorden , satte sin Hat paa
dens Knap og fjernede sig nogle Skridt fra
den , idet den skulde forestille Kongen ; derpaa
gik han atter hen imod Stokken , bøiede sig
og sagde : „ Goddag Trosvend ! “ — „ Tak ,
Deres Majestæt ! “ — „ Hvor ere Hesten og
Munderingen blevne af ? “ — „ Ja , jeg er bleven
overfalden af Røvere paa Veien ; disse
fratoge mig Hesten og Munderingen , selv løb
jeg fra dem og slap saaledes med Livet . “
Imidlertid syntes det ham ikke , at disse Ord
havde nogen rigtig Vægt , hvorfor han forkastede
den Maade at redde sig ud af sin
Forlegenhed paa . Han gik da videre bestandig
grublende over , hvorledes han skulde svare
sin Herre , Kongen , naar han kom hjem .
Snart var han bestemt paa at sige , at han
var reden feil om Natten og kommen ud i
et Kjær , hvor Hesten var sunken ned , medens
han selv havde reddet sig derfra ; snart
vilde han sige , at Hesten var bleven bange ,
havde kastet ham af og var løbet sin Vei ; men
hver Gang , han gjorde Forsøget med Stokken
og Hatten , opgav han disse Tanker . Imidlertid
var han under alt dette kommen Hjemmet
nær , og der skulde nødvendigviis tages
en endelig Bestemmelse , og efter nogen Lænken
frem og tilbage , besluttede han at fortælle
Tildragelsen saaledes , som den var .
Da han kom til Slottet , toge begge Kongerne
mod ham i Porten , og hans Herre
hilste : „ Goddag Trosvend ! “ — „ Tak , Deres
Majestæt ! “ svarede denne . — „ Hvor ere Hesten
og Munderingen blevne af ? “ spurgte
Kongen . Trosvend svarede : „ Vinen , den var
sød , og Dronningens Seng var blød ,
derfor mistede jeg min Sjæl baade Hest og
Mundering ! “ — „ Nu , kun Du see , at Du
ikke kunde faae ham til at lyve “ , raabte Kongen
til den fremmede , som maatte tilstaae , at
han havde tabt Væddemaalet og sit halve Rige ,
hvilket Kongen gav Trosvend som Løn for
hans Sanddruhed .
Imidlertid lakkede det ad Juletid . Julekvælden
kom og medens man paa Kongsgaarden
sad ved Julenadveren , hørte man et
frygteligt Hyl udenfor Vinduerne ; alle fore
forskrækkede op fra deres Sæde , thi Hylet
skrev sig fra en Troldkvinde , der havde sin
Bolig i den nærliggende Skov , og hvis Rettighed
det var hver Juleaften af hente den ,
som i det forløbne Aar sidsf var kommen i
Tjeneste paa Slottet . At det var Trosvend ,
Troldkonen denne Gang kom for af hente ,
blev til alles store Sorg snart bekjendt , og
hvormeget Kongen end bad , og hvormeget
Guld og Sølv han end bød Troldkonen for
af maatte beholde ham , hjalp det dog ikke ,
hun vilde ikke afstaae sin Ret . Alle græd
undtagen Trosvend , som sagde : „ Hvis Kongen
vil overlade mig sin Hest og sit Sværd ,
saa skal jeg gjærne følge med Troldkonen , og
haaber jeg snart af komme uskadt tilbage fra
denne Færd . “ Dertil var Kongen villig ;
Trosvend fik Kongens egen Hest sadlet , og paa
den fulgte hun Hexen med Kongens Sværd
i sin Haand . Da de kom udenfor Gaarden ,
spurgte han hende , hvad Vei de skulde , og da
hun pegede paa en Skov mod Vest , gav han
Hesten Sporene og red , alt hvad Hesten kunde ,
ad Skoven til ; men han kunde aldrig ride
saa fort , af jo Kærlingen bestandig var forude .
Da de havde naaet Skoven , spurgte
Kærlingen , om han vilde gjennem den
eller uden om ; Trosvend svarede : „ Jeg vil
ride gjennem Skoven , thi jeg rider aldrig af
min Vei ! “ Da han saa kom ind i Skoven ,
blev Hexen borte for ham , thi hun løb saa
fort , at han ikke kunde følge hende . Omsider
kom han lil en Kobberkjæde , der var flaaet
tværs over Veien , han red paa , og som blev bevogtet
af en Jomfru med tre Hoveder . Da
hørte han langt borte i Skoven Kærlingens
Røst : „ Hvo støder Kobberkjæden min , og hvo
krænker min Mø ! “ — „ Hverken støder jeg
Kobberkjæden din eller krænker din Mø ,
men for mit Sværd skal hun døe ! “ raabte
Trosvend , og dermed hug han Hovederne af
hende med sit Sværd , hvorpaa der stod for
ham tre Jomfruer saa deilige , som nogen vilde
see . Imidlertid red han videre , og da han
kom paa den anden Side Skoven , traf han
her Kærlingen . „ Skulle vi længere ? “ spurgte
han , „ Ja , vi skulle et lille Snup her vesten
for endnu “ , svarede hun . Da de saa havde
reist en Tid , kom de lil en anden Skov ; men
her gik det som i den første Skov , Kærlingen
løb saa fort , at han ikke kunde følge hende .
Han blev da ved af ride , fil han kom fil en
Sølvkjæde over Veien , som blev bevogtet af
en Jomfru med sex Hoveder . Han hørte da
atter Røsten inde fra Skoven : „ Hvo støder
Sølvkjæden min , og hvo krænker min Mø ! “
— Trosvend svarede : „ Hverken støder jeg
Sølvkjæden din eller krænker din Mø , men for
mit Sværd skal hun døe ! “ dermed hug han
Hovedet af hende , og strax stod for ham sex
Jomfruer saa smukke , som nogen vilde see .
Han red da videre , og da han var kommen
ud af Skoven mødte han atter Troldkonen .
„ Skulle vi endnu længere ? “ spurgte han .
„ Ja , vi skulle et lille Snup her vesten for
endnu “ , svarede hun . Da kom de fil en tredie
Skov , og her sagde Troldkonen som ved
de fo første , af han kunde raade sig selv , enten
han vilde uden om Skoven eller igjennem
den . Trosvend vilde ikke ride af sin Vei , og
derfor red han ind i Skoven ; men Kællingen
løb atter saa fort , af han ikke kunde følge
hende . Omsider kom han fil en Guldkjæde
tværs over Veien , og denne blev bevogtet af
en Jomfru med ni Hoveder . Da hørte han
Kællingens Røst inde fra Skoven : „ Hvo
støder Guldkjæden min , og hvo krænker min
Mø ! “ — Hverken støder jeg Guldkjæden din
eller krænker din Mø , men for mit Sværd
skal hun døe ! “ svarede Trosvend ; med disse
Ord hug han Hovedet af hende , og lige med
eet stode for ham ni af de smukkeste Jomfruer .
Derpaa red han videre , indtil han kom ud af
Skoven , hvor han atter traf Hexen . „ Skulle
vi videre ? “ spurgte han . „ Nei , nu skulle vi
ikke videre “ , svarede hun ; „ nu kan Du ride
tilbage fil Kongens Gaard , Dig kan jeg ikke
bruge . “
At der maatte være noget eventyrligt af
møde udenfor Skoven , var Trosvend overbeviist
om , eftersom Hexen havde givet ham
Valget mellem af ride igjennem Skoven og
af ride udenom den . Da han nu havde faaet
Lov fil af færdes hjem efter , besluttede han
af ride udenom Skoven for af see , hvad der
ventede ham der . Han red da en Tidlang ,
inden han opdagede noget usædvanligt ; omsider
kom han fil et Træ i Udkanten af Skoven ,
om hvis Stamme havde snoet sig en
lang tyk Slange , der tildrog sig hans Opmærksomhed
ikke alene ved sin Størrelse , men
end mere ved sine afstikkende Farver . Som
han nu en Stund havde holdt stille og betragtet
Snogen , oplod den sin Mund og
sagde : „ Aa , slig af din Hest og kys mig ! “
— Troer Du , at jeg er fra Forstanden ! “
udbrød Trosvend , idet han vendte sin urolige
Hest omkring for at fortsætte Hjemreisen ,
„ Du kunde jo sluge mig paa een Gang , saa
lang og tyk som Du er ! “ — „ Aa , slig af din
Hest og kys mig , Du ! Du har frelst alle de
andre , frels nu ogsaa mig ! “ — „ Ja , siden Du
beder saa mindelig derom “ , svarede Trosvend ,
„ saa vil jeg ogsaa føie dig “ ; og han steg af
Hesten og kyssede Slangen .
Saasnart han havde gjort dette , blev Ormen
fil en ung Jomfru , der endnu var langt smukkere
end nogen af de andre , han havde frelst
i Skovene . — „ Gud skee Tak og Lov , at han
sendte Dig fil at frelse mig fra Troldkonens
Ondskab . Hun har hentet baade mig og de
atten , som Du befriede oppe i Skovene , fra
Slottet , og da vi ikke have været saa gode
som Du , har hun faaet Magt med os og forhexet
os allesammen . Du var hende før stærk
og før god ; Du var hende før sandru derfor
kunde hun ikke faae Magt med Dig ; og nu
har Du ikke alene selv revet Dig ud af hendes
Kløer , men Du har tillige frelst os allesammen .
Lader os nu stræbe at komme tilbage
til Kongsgaarden , der staae de andre
og vente paa dig før at aflægge dig deres
Tak . — Da tog Trosvend Jomfruen op til sig
paa Hesten , og de rede sammen til Kongsgaarden .
Her kan det nok være , der blev
en Glæde ved Trosvends Komme ; baade
Kongen og Dronningen og alt Tjenerskabef
befølte ham fra Top til Taa før at
blive rigtig overbeviste om , at Troldkonen ingen
Skade havde gjort ham . Kongen gav
ham nu atter det halve Rige , som han en
Gang havde vundet fra den fremmede Konge ,
og desuden tilbød han , at han maatte have
Lov til at vælge sig til Hustru hvilken af de
nitten befriede Jomfruer , han vilde . Trosvend
forbigik ved denne Lejlighed de atten , han
havde frelst ved Sværdet , og valgte den , han
frelste ved Kysset ; „ thi “ , sagde han , „ jeg vil
ikke regjere mit Rige med Sværd i Haand ,
men med Kjærlighed og Sandhed i Hjærtet . “
Den anden Fortælling , som vi ville meddele
er om en Ridder ved Navn Kalf . Efter
Viggos Beretning boede han i gamle Dage
paa en stor Herregaard i Nærheden as Vestkysten .
Han var i en ung Alder bleven Enkemand .
Paa samme Tid boede paa en anden
Herregaard en Frue , som hed Anna , der ligeledes
var ung og var Enke . Hun nærede en
lidenskabelig Tilbøjelighed til Ridder Kalf , og
hun gjorde sig den største Umage for at vinde
hans kjærlighed ; men alle hendes Bestræbelser
vare frugtesløse ; thi Kalf havde lovet
sin unge afdøde Hustru ikke at ægte nogen
anden , og derfor viste han sig bestandig kold
og ligegyldig overfor hendes Hentydninger
til en Forbindelse imellem dem . Da hun saaledes
mærkede , at hun ikke kunde vinde ham ,
forvandlede hendes Uærlighed sig til Had ,
og hun besluttede , at Kalf skulde bøde med
Livet , fordi han havde belønnet hendes Uærlighed
med Kulde og Ligegyldighed . For at
saae denne sin Beslutning udført , henvendte
hun sig til en ung Person , som boede paa
Heden udenfor Skovene ved Kalfs Hjem og
som hun vidste , ikke stod i det bedste Forhold
til Ridderen , fordi denne havde ham mistænkt
for af drive Krybeskytten i Skovene . Denne
Person lovede hun en stor Sum Penge , dersom
han en Gang ved Leilighed kunde see
af pille Ridder Kalf overende med sin Bøsse .
I Begyndelsen syntes Krybeskytten ikke om af
træffe denne Handel med Fru Anna , men
efterhaanden , da han nogle Gange havde seet
snart paa sin Hede og simple Hytte snart paa
Fru Annas klingende Mønt , gav han efter
for hendes Begjæring og lovede af flyde Ridderen ,
saasnart der gaves Lejlighed dertil .
Naar Gjærningen var udført , kunde han
komme og hæve Betalingen hos hende .
Det var en Søndag Formiddag sidst i November
Maaned ; Veiret var graat og det begyndte
af sføvregne . Kirkevejen mellem Ridder
Kalfs Herresæde og Kirkebyen førte den
Gang ligesom nu over en Fiirkant af Markjord
inde i Heden . Denne Plet af Markjord
pleiede for en stor Deel af være Opholdsstedet
for Herregaardens Faar , men i Dag vare
baade Faar og Hyrde tagne i Huus , og der
var nu her ikke andet tilbage af levende Skabninger
end en enkelt Hjele , hvis sørgmodige
Fløiten lød ud over den eensformige dødsstille
Hedeslette . Ridder Kalf var denne Dag
i Kirke . Da Veiret var daarligt , meente
Krybeskytten , at der af den Aarsag næppe
vilde komme Folk over Heden den Dag , og ,
da Hyrden var hjemme , kunde han i Hyrdehuset
paa Marken hisfude i Heden finde baade
et sikkert og et behageligt Skjulested , og , da
det laa nær ved Veien , kunde han let derfra
skyde Ridderen , naar denne kom ridende hjem
fra Kirken . Og som han havde besluttet , saaledes
gjorde han .
Paa denne Maade faldt Ridder Kalf for
en af sine egne Tjenere , og Fru Annas
Hævngjærrighed blev tilfredsstillet . Paa det
Sted , hvor man fandt hans Lig , opreiste man
et simpelt Kors af Træ , og derefter kaldes
Markpletten endnu den Dag i Dag „ Korsbærer . “
Saasnart
Krybeskytten havde øvet denne
Bedrift , stak han fil sig de fo Guldhager , som
sammenholdt Ridderens Kappe under Hagen ,
hvorpaa han i slørste Skynding reiste fil Fru
Anna for at hæve sin Belønning . Med denne
reiste han over fil Norge , hvor han fik sig en
Plads som Jæger , og nu froede han den
hellige Grav vel forvaret ; men Skjæbnen
vilde det anderledes . Det var nemlig en
Gang mange Aar efter , at han var kommen
fil Norge , at der kom en fremmed Jæger fil
den Egn , hvori vor Krybeskytte boede ; dette
gav Anledning til af flere af Egnens Jægere
kom sammen , og Ridder Kalfs Morder var
da ogsaa tilstede . Under Samtalen kom flere
af de forsamlede Jægere til af rose sig af
Dygtighed i deres Fag samt til af nævne
flere Lejligheder , ved hvilke de havde lagt
denne deres Dygtighed for Dagen . Omsider
fremstod Ridder Kalfs Morder og sagde , af
der var ingen , som kunde rose sig af saa store
Bedrifter som han , saasom han en Gang havde
skudt en Kalv med fo Guldhorn ; med disse
Ord fremtog han af sin Jagttaske de fo Sølvhager ,
som han havde ranet fra Ridderen ;
de havde nemlig hver Form af et Horn . Ved
Synet af Hagerne blev den fremmede saa
hvid i Ansigtet som en kalket Væg og gav
sig til af betragte ham med et gjennemborende
Blik . — „ Hvorfra har du faaet disse fo Hager ? “
spurgte han barsk . Morderen , der efter
dette uventede Spørgsmaal ikke strax kunde
finde paa Svar , blev aldeles forbløffet . —
„ Skal jeg svare for dig ? “ vedblev den Fremmede .
„ Du har faaet dem den Dag , da du
for fem og tyve Aar siden skød Ridder Kalf
i Danmark ; da skar du dem af hans Kappe . “
Og , idet han vendte sig fil de andre , raabte
han : „ Griber ham , den Usling ! han har
myrdet min Fader ! “ Morderen blev da strax
lagt i Lænker og ført fil Danmark , hvor
baade han og Fru Anna fik deres fortjente
Straf .
Efter disse Meddelelser ville vi atter optage
Traaden i vor Fortælling . Enhver af disse
Sammenkomster blev snart en heel Høitid for
den største Part af Byens Ungdom , og saasnart
flere talede sammen , var Viggo og Legestuen
hos Strand Gjenstanden for deres
Samtale . Derved bleve ogsaa de ældre gjorte
opmærksomme derpaa , og efterhaanden forlode
de fleste af dem Kroen for at overvære Viggos
Sammenkomster .
Saaledes saae Viggo sine Bestræbelser kronede
med Held , og i sin Glæde takkede han
inderlig sin Gud , fordi han havde ladet det
lykkes saa godt for ham . Kromanden bandede
rigtignok over Viggo og skyldte ham for at
habe sfillet ham ved sine Gjæster , og Kontroleuren
var saa vred som en Tusker ; men da
han saae , at det ikke blot var Viggo og Strand ,
men tillige de fleste af Byens Folk , han i
dette Tilfælde havde imod sig , saa var han
klog nok fil forsaavidt at holde sin Vrede ved
sig selv , som han lod sig nøie med af spotte
over Viggos Færd og saa godt , han formanede ,
af sværte ham for Beboerne , hvilket dog aldrig
vilde lykkes for ham .
Da Kontroleuren ikke ret kunde faae Haand
i Hanke med Viggo paa denne Maade , beslutlede
han af prøve en anden . Til den Ende
forbandt han sig med ligesindede af Bymændene ,
og i Forening med dem beslutlede han
af overvære Møderne hos Tømmerhandleren
for af imødegaae Viggo og om mulig i Folks
Dine af gjøre det fil Spot , som her blev forhandlet .
Da han , efterdi han i sin Ungdom
havde løbet en Stump af Latinskolen Mennem ,
troede om sig selv , af han var en Mand
med „ megen Lærdom “ og tillige vidste , af
han havde en god Mund paa Skaft , var han
overbeviist om , af denne Plan , han her havde
lagt , var udmærket ; thi kom han og Viggo
først fil af vexle Ord sammen , var det soleklart ,
af denne sidste maatte blive fattig paa
Ord og see sig nødsaget fil af rømme Pladsen .
Hvem der gik af med Seiren , ville vi
siden faae af see .
Den næste Legestueaften efter , af Kontroleuren
havde fattet denne Beslutning , saae
baade Viggo og de forsamlede , Kontroleuren i
Forbindelse med et Par andre af Byens Mænd
af nærme sig Forsamlingsstedet . Enhver blev
naturligviis baade forundret og forbavset over
dette uventede Besøg ; men Viggo lød som
ingen Ting , og han opmuntrede Forsamlingen
til det samme og ikke lade sig forstyrre af
disse uventede Gjæster . Hvad Kontrolleuren
havde lovet ved sig selv , det holdt han ogsaa
ærlig , han opbød alle sine Kræfter for af blotte
Viggo og stille ham i et saa naragtigt Lys
som mulig . Vi ville en Gang høre lidt paa
ham og Viggo .
„ Naa , det er altsaa her “ , begyndte Kontroleuren ,
„ af der holdes Legestue efter den
ny Opfindelse , hvoraf der gaaer saa megen
Berømmelse over hele Byen ; herfra hedder
det jø , af der kan faaes saameget godt med
hjem , naar man f . Exempel har et Aar daarlige
Øine , behøver man jø blot af gaae her
hen med dem for af faae dem saa friske og
sunde , af man for Eftertiden endog kan see
ind i den syvende himmel . Nu , jeg gratulerer ,
Hr . Skolemester , med denne ny Opfindelse
i Lægeknnsten , det er jø altsammen Deres
Værk . Jeg og disse to gode Mænd kunde
rigtig ønske af være med i disse mageløse
Forsamlinger ; rigtignok mangler ingen af os ,
saavidt jeg veed , noget paa Synet , men saa
kunde det maaskæe være saa heldigt , at der
kunde falde en Smule af et andet Slags af
fil os , som vi kunne tage med hjem herfra . “
Disse Ord ledsagede Kontrolenren med en
Mine , der lod det udenfor al Tvivl om , hvad
han sigtede fil . „ Hvad det gode angaaer “ ,
svarede Viggo frimodig , „ som De taler om ,
Hr . Kontroleur , der kan faaes med hjem herfra ,
saa har jeg den Mening , at det alle Dage
er bedre , end det man tager med sig hjem fra
Forsamlingerne i Kroen ; og er det Vorherres
Villie , at han vil bruge mig som et ringe
Redflab i sin Haand fil at virke noget godt
blandt dem , han har sat mig fil at leve
iblandt , saa er det min største Glæde , om jeg
kunde hjælpe fil , at de ret kunne faae Øinene
op , om end ikke saaledes , som de spottende
siger , at de kunne see ind i den syvende Himmel ,
saa dog saaledes , at de kunne saae Syn
paa sig selv og det , de have at leve for , saaledes
som Vorherre vil , at der skal sees derpaa .
Forresten er det mig en stor Fornøjelse
af høre , af Kontroleuren aldeles intet mangler
i denne Henseende “ .
„ Nei , ikke s ' gu da det , jeg veed ! “ svarede
Kontroleuren som sædvanlig spottende , „ og om
saa var , vilde der da ingen stor Fare
være paa Færde for mig . saalænge den , der
er Mand for af kunne helbrede mig , er saa
nær ved Haanden . Men jeg har tillige hørt ,
af De er ntrættelig i af lære Folk af slaaes
til sidste Mand for af slaae Tyskerne og andre
Voldsmænd , som De kalde dem , ihjel ,
fordi de komme og forlange et Stykke Land ,
som De siger er en Deel af vort Fædreland ,
men som maaskee tilhører dem med Rette .
Enten det nu er saa eller saa , saa veed jeg
dog , af der staaer i Skriften , af man skal elske
sine Fjender og gjøre dem godt , som os hade
og forfølge . Skal det altsaa ogsaa være noget
godt , naar De lærer det modsatte ? “
„ Det , jeg siger herom “ , svarede Viggo , „ kan
meget godt forenes med disse Vorherres Ord ,
som De der nævnede , naar begge Dele blive
rigtig forstaaede . Ligesom Vorherre i fordums
Dage selv gav sit udvalgte Folk deres
jordiske Fædreland , saaledes har han ogsaa
selv givet os vort , idet han ogsaa har bestemt
os saavelsom alle andre Jordens Slægter
visse Grændser for vor Bolig ; men , idet han
har givet os et Fædreland , som er en af de
bedste Gaver , vi i timelig Henseende have
modtaget af ham , saa har han med det samme
paalagt enhver dansi Mand og Kvinde den
Forpligtelse efter Evne at bevare ham denne
Gave og bruge den i hans Tjeneste og efter
hans Villie . Gjøre vi ikke dette , men lader
den første den bedste tage den fra os , uden
at vi ville saa meget som at gjøre Modstand
for at beholde den , saa have vi kun
daarlig opfyldt vor Bestemmelse som danske ,
og Vorherre vil ganske sikkert erklære os for
at være utro Huusholdere over det , han har
betroet os . Det gjælder om her , som med
Hensyn til alt andet , han har givet os , at vi
befindes fro , saa at hans Ord ogsaa en Gang
kan gjælde os : „ Vel , Du gøde og fro Tjener !
Du har været fro i det lidet , jeg vil
sætte Dig over meget : Gak ind til din Herres
Glæde ! “ Hvad der derfor egenlig fordres
af os som danske er Uærlighed til vort Fædreland
og alt det gode , som staaer i Forbindelse
dermed ; have vi denne Uærlighed ,
vil det ikke falde os svært , af ofre det bedste ,
vi have , for dets Frelse ; og for af vække og
nære denne Uærlighed , er det , af vi synge
Sange og fortælle af Fædrelandets Historie .
Den , der ikke kan elske sit Fædreland , kan
heller ikke rigtig nogen Tid elske Vorherre ;
thi det er jo soleklart , af den , der ikke kan
elske en god Gave , som han hver Dag seer
og nyder godt af , heller aldrig kan elske Giveren ,
som han ikke har seet . “
„ Jeg kan ikke faae Andet ud af det , De
der siger “ , svarede Konfroleuren , „ end af det
er noget Vrøvl altsammen . Jeg kan ikke forstaae
det anderledes , end af ef Menneske , selv
om det ogsaa er vor Fjende , dog er langt
mere værd end ef Stykke Land , om endogsaa
det er af vort Fædreland , og af man som
Følge deraf langt hellere maa bortgive hele
sit Fædreland end slaae ef Menneske ihjel ,
tilmed da det jo ikke bortgives paa anden
Maade , end af vi dog alligevel maae have Lov
til af boe deri og kalde det vort Fædreland ,
saameget vi selv lyste . Hvad kan det gjøre
os , enten vi staae under Kongen af Preusen
eller Kongen af Danmark ; hvad kan det gjøre
os , enten vort Fædreland hedder Preusen eller
Danmark ; enten vi tale tydsk eller dansk ;
enten vi adlyde tydske eller danske Love , naar
vi alligevel kunne have det godt , derfor kunne
vi vel lige godt elske Vorherre , som De taler
om ; og naar vi svie Tysken og lade ham
tage , hvad han vil , saa have vi da Ro for
ham for Eftertiden . “
„ Ja , dersom vi endda fik dette “ , afbrød
Viggo , „ men det fik vi nok af see ; fik Tydsken
først Herredømme over os , og vi kom
til af danse efter hans Pibe , saa bleve vi vist
snart kloge paa , hvor godt vi fik det . Hvad
mon De vilde gjøre , Hr . Kontroleur , om en
fremmed brød ind i Deres Huus for af røve
og plyndre alf , hvad De eiede ? Mon De
vilde sidde stille , og lade ham handle med
Deres Eiendele , som han fandt for godt , selv
om han lovede Dem , af , naar De forholdt
Dem rolig , saa skulde De have Fred for ham
for Eftertiden ? Jeg tænker , at De vilde anvende
alle de lovlige Midler , der stode til
Deres Raadighed , for at hindre ham deri ,
og jeg kalder , at De gjorde ret . Men det
lader til , at De har ef heelt skjævt Syn paa ,
hvad der her tales om , og jeg er næsten ved
at froe , at det dog ikke forholder sig saa ganske
rigtig med Deres Syn , som De før roste af .
Bleve vi danske indlemmede i ef andet Folk ,
og kom vi til at staae nnder ef andet Herredomme ,
saa vilde vort Fædreland ikke længere
væræ ef selvstændigt Land , og forsaavidt havde
vi da mistet det ; ef fremmed Herredømme vilde
berøve os vort Sprog , det eneste , der passer
for os som danske , fordi at vi ikke saa godt
ved ef fremmed Sprog kan udtrykke for hinanden
vore Længsler og Tanker ; det eneste ,
der kan væræ os kjært , fordi det er vort Moders
Maal , er det , vore Fædre talede . Et
fremmed Herredømme vilde , kort sagt , berøve
os vor Frihed og alt , hvad der er eiendommelig
for os som danske ; men det kunne vi
ikke undvære , thi det bruger Vorherre i sin
Tjeneste under sine Førelser med os . Det er
derfor en stor Løgn , naar De siger , at vi
lige godt kunne tjene eller elske Vorherre , enten
vi ere tyske eller danske , thi det er netop
det vi ikke kunne . Siden De er saa bibelstærk ,
maa det vel være klart for Dem , at
Vorherre igjennem alle Tider har havt for
Skik at tage det eiendommelige , saavel ved
hele Folkeslag , som ved det enkelte Menneske
i sin Haand og brugt det i sin Tjeneste som
et Middel til at føre Vedkommende til det
Maal , som han vil , at vi alle skulle naae ,
nemlig Saligheden i hans Samfund . Heraf
bliver det vel indlysende , at for os gjælder
det om at holde fast paa , hvad han fortrinsviis
har givet os som danske , da det for saavidt
er det høieste og bedste om at gjøre ;
slippe vi dette , leder det kun til , at det i Almindelighed
vil blive os vanskeligere at naae
vor salige Bestemmelse ; lader os derfor aldrig
være ligegyldige derved , det kan staae sig daarlig
nok med os endda . Hvad der gjælder om
det , Vorherre har givet os i aandelig Henseende
til vor Sjæls Frelse , noget lignende
gjælder ogsaa om den Deel af det timelige ,
hvorom her er Tale ; det ene leder fil det
andet , og i Forening leder det fil samme
Maal . Lader os derfor alfid værne om det
gode , Vorherre har givet os , af vi kunne
have det som Middel fil i Forening med ham
af arbejde paa vor egen Saliggjørelse , saa
af vi , naar vi indtil Døden have været troe ,
da kunne findes værdige fil af ham af modtage
Livsens Krone . “
„ Ja , jeg veed nok “ , fog Kontroleuren Ordet ,
„ af der i vore Dage ere visse Folk , der
have for Skik ved enhver Leilighed af fale
saa meget om den saakaldte danske Sag , ligesom
om der ikke var andet , der var værd af
tænke paa og fale om end denne . Disse Folk
udmærkæ sig desuden derved , af den Mening ,
de en Gang have faaet , ere de saa halsstarrige
i af forsvare , af de ikke afstaae derfra ,
selv om de endog blive overbeviste om , af den
er aldeles feil ; komme de for Exempel i Tanker
om , af sort er hvidt og hvidt er sort , saa
skulde de for gjøre sig selv fil en „ Erasmus
Montanus “ , førend de skulde afstaae fra saadan
Mening . Endvidere have disse Folk for
Skik af flyve midt imellem Himlen og Jorden ,
menende , af de fra deres høie Stade ret
have saaet Syn paa , hvad der er skjult for
os andre Smaafolk , medens de bestandig raabe
paa Frihed , mere Frihed ! ret som om de
troede , af naar deres Begjæring blev opfyldt ,
de da kunne flyve lige ind i Himlen . Disse
grundtvigianske Sværmere ere imidlertid efter
min Mening grumme liden Ære værd , og da
jeg nok mærker , af De , Hr . Skolemester , er
en af dem , saa betakker jeg mig for Eftertiden
for Deres Underviisning i Grundtvigianismen “ .
„ De
kan have grumme let ved af blive
fri for min Underviisning , Hr . Kontroleur , “
svarede Viggo , „ ligesom De ogsaa meget godt
kunde have undgaaet den i Aften naar det ikke
havde været Dem selv , der ved af komme her
for paa en spottende og drillende Maade af
blande Dem ind i vore Anliggender , havde
nødet mig til af vende de Vaaben , hvormed
de har villet saare mig , imod dem selv . Siden
De imidlertid for Eftertiden beder Dem
fritagen for af høre mig , saa skal De dog
vide dette , af den , der deler en Mening med
Grundtvigianerne , vel ikke just derfor behøver
at høre med til Partiet . Jeg er ikke Grundtvigianer ;
fhi var jeg dette , maatte jeg jo
kunne dele alle de Anskuelser , som ere særegne
for dette Parti ; men dette kan jeg ikke . Desuagtet
er jeg bleven glad ved meget af det ,
Grundtvigianerne lære , ligesom jeg altid har
følt mig vel ved at komme i Berøring med
dem . Jeg kan saaledes godt være med , naar
de elske deres Fædreland fremfor noget andet
jordisk Gode og ikke ansee noget Offer for dyrt
for dets Frelse ; ligeledes kan jeg være med ,
naar de elske bort Modersmaal og holde det
i Ære fremfor noget andet Sprog ; jeg kan
være med , naar der er Tale om at arbeide
paa at bevare vor Frihed , og jeg kan være
med til at dele den Mening , at det er Mennesker ,
Vorherre vil have i sit Rige , hvorfor det
er nødvendigt , at alt det naturlige gode , der
er i et Menneske , maa udvikles og opelskes ,
for at det kan række Christendommen Haand .
Men paa den anden Side kan jeg ikke være
med , naar man bestandig raaber om mere Frihed ;
fhi det forekommer mig , at vi have Frihed
nok , eftersom vi for Tiden vist ikke godt
kunne raade med mere ; vi skulle nemlig huske
paa , af Friheden nok kan gives saaledes , af
den er tilstede , men det er vor Sag af tilegne
os den og bruge den paa den refte
Maade ; endvidere skulle vi huske paa , af Friheden
ikke bestaaer i , af „ Baandene løses men
deri , af de bindes saaledes , af de ikke trykke . “
Kunne vi nogen Tid naae saa vidt , af der
ingen Ufuldkommenhed klæbede ved os , ja ,
saa vilde det for os være Frihed , naar alle
Baand løstes , men saa længe vi ikke ere
naaede saa vidt , maa vi sinde “ os i , af have
Baand paa , ja endog være glade derved ; thi
formegen Frihed i ufuldkomne Hænder bliver
tøjlesløs Frihed , men det skal Friheden ikke
være . Vi skulle derfor ikke spilde Tiden med
uforstandig Higen efter mere Frihed , men vi
skulle hellere stræbe efter af voxe saa meget ,
af vi kunne nytte den , vi have ; naar vi
komme dertil , er det tidsnok af tænke paa
mere . Endvidere kan jeg ikke være med
Grundtvigianerne i adskillige Punkter , der
vedrøre Christendommen ; jeg kan ikke være
med til af kalde de tre Troes Artikler Vorherres
Munds Ord , idet der menes , at Frelseren
selv skulde have sagt dem i de fyrgetyve
Glædesdage fil sine Apostle , thi det er kun
en Paastand , der aldeles er blottet for ethvert
historisk Beviis ; jeg kan ikke være med , naar
Grundtvigianerne ikke ville lade deres Børn
døbe hos andre end ligesindede Præster , ligesom
de heller ikke selv ville gaae fil Alters
hos andre end saadanne ; thi derved faaer
det let Udseende af , at de hellige Handlingers
Kraft og Betydning ere afhængige af Mennesker ,
medens det dog Gudskelov alle Dage er
Vorherre , som ene døber og bespiser os med
sit hellige Legeme og Blod , men Mennesket ,
der forvalter den hellige Handling , kun er et
svagt Redskab i hans Haand . I disse og
flere mindre vigtige Punkfer kan jeg ikke følge
Grundtvigianerne “ ; jeg er saaledes altsaa ikke
Grundtvigianer , og jeg kan derfor heller ikke
holde Skole paa den Maade , som Grundtvigianerne
bruge . “
Her tav Viggo . Imidlertid var det mere
og mere gaaet op for Kontroleuren , at han
havde gjort Regning uden Vært , da han
bildte sig ind at kunne binde Munden paa
Viggo og gjøre Ham fil Nar for Forsamlingen .
Da han fornam , at hans Forsøg herpaa
aldeles var faldet ud fil Viggos Fordel ,
gik han skamfuldt bort , og for Eftertiden havde
Forsamlingen hos Strand Ro for ham og
hans gode Venner ; de fik nok med hjem derfra
den ene Gang , Imidlertid ville vi nu
overlade Kontroleuren til sin egen Skjæbne ,
da det er paa Tide , vi vende tilbage til
Herregaarden .
Det er nu omtrent fre Aar siden , at vi
med Viggo forlode Herregaarden . I denne
Tid havde Viggo af og til besøgt den , men
kun som en , der en Gang havde været godt
kjendt med Gaardens Beboere , ikke som en ,
der stod dem nærmere end de fleste andre .
Der var endnu heller ingen , der vidste noget
om Forholdet mellem ham og Christine . Vi
ville nu for en Tid lade Viggo tilbage med
sin Gjærning , medens vi vende vor Gang
mod Herregaarden for at høre , hvad der for
Øieblikket forhandles . I en Sopha inde i
Dagligstuen sidde , i det Øieblik vi træde indenfor ,
to Mænd , hver rygende paa en Pibe ,
og med et Glas staaende paa Bordet foran
sig . Den ene af dem kjende vi fra forrige
Tider , det er Herremanden , Hr . Povlsen ; den
anden kjende vi kun af Omtale , og det er
endda kun lidt , her have vi imidlertid den
Lykke at faae hans velærværdige Person at
see : det er Sognepræsten .
„ Skaal ! Hr . Povlsen og til Lykke med Avlingen
i dette Aar ! “ sagde Præsten , idet han
tog sit Glas og klinkede med Herremanden .
„ Nu have vi pløiet og saaet , men det er
Vorherre , som skal give Væxt , “
„ Skaal ! “ sagde Herremanden , idet han
reiste sig lidt i Sædet . „ Ja , vel , Hr . Pastor ,
det er et sandt Ord , det ; men det har jo
ogsaa staaet sin Prøve i over tusinde Aar ,
eller hvorlænge det er , siden Profeten Josva
spaaede det for Israels Børn , medens det i
mange Aar slet ikke regnede i deres Land ,
formedelst at de vare saa ugudelige , at de
gjorde Baller og saadant Narreværk til deres
Gud i Stedet for ham , der giver Væxt . Hvad
jeg ellers vilde sige , jeg har hørt , at Deres
Nabo , Sognefogdens Avling i det sidste Aar
var saa daarlig ; mon det er Tilfældet ? “
„ Det troer jeg nok , det er , „ svarede Præsten ;
„ jeg har rigtignok ingen videre Forstand
derpaa , men min Søn siger , at han avlede
ringere end de fleste andre , uagtet han , som
min Søn siger , er den dygtigste Bonde i hele
Sognet fil af drive sin Gaard . “
„ Aa “ , svarede Herremanden “ , af han avler
daarlig , kommer s ' gu ene af den ny Maade ,
hvorpaa han driver sin Gaard ; saadant noget
Narreværk sknlde han lade være , saa avlede
han nok ligesaa godt som andre ; det er nogle
Nykker , han faaer paa Rigsdagen . Det er
da ogsaa en tosset Bestemmelse , af de dumme
Bønder skulle have Lov fil af komme paa
Rigsdagen ; de blive snart deraf saa hovmodige ,
af de bilde sig ind af være ligesaa meget
som vi andre , og de skal nok see , Hr . Pastor ,
af om faa Aar endevende de alle Ting ,
for saadant tosset Kram har jo ingen Forstand
fil af gjøre med saadanne Ting som
der forhandles paa Rigsdagen , skal jeg sige
os . “
„ Ja , deri kan jeg just ikke give Dem fuld
Ret “ , sagde Præsten ; „ thi der ere blandt vore
Bønder mange hæderlige Mænd , som have
virket meget fil Gavn for Landet og Folket ;
men desuagtet veed jeg godt , af der er mange
af Bønderne , der hovmode sig af den Magt ,
de have faaet , istedetfor at takke Vorherre for
den og bruge den til noget godt , ligesom jeg
ogsaa godt veed , at Ordsproget : „ Penge regjere
Verden “ rigtig gaaer igjen her paa dette
Punkt ; thi det er som oftest Tilfældet , at den
rige Bonde , om han endog er meget dum ,
dog bliver foretrukken til de offenlige Bestillinger
fremfor den fattige , selv om denne
sidste var Pladsen langt mere voxen . Heller
ikke kan det nægtes , at det er væmmeligt at
komme i Berøring med en storsnudet Bonde ,
der , fordi han har Penge som Græs , seer i
Hovmod ned paa andre , der ere langt mere
oplyste og langt mere nyttige end han , fordi
de have lært noget ; seer ned paa dem , ene
fordi de ikke ere rige . “
„ Ja saaledes blive de , min Sjæl om nogle
Aar alle sammen , “ svarede Poulsen .
„ Det er ikke værd at tale mere derom , “
vedblev Præsten ; thi om dette Punkt kunne
vi nu en Gang slet ikke enes , hvilket kommer
af , at vi have forskjelligt Syn derpaa ; filmed
var jeg ogsaa i Dag kommen i et andet
Ærinde . De har sagtens hørt , at min Søn
har forpagtet Søgaard ; han skal tiltræde
Gaarden , saasnart han kan ; da han nu som
Forpagter kan have Brug baade for en Kone
og for Penge , og da han , som De jo veed ,
i lang Tid har havt ef godt Øie til Christine ,
og da endelig Forbindelsen er efter Ønske
for vi gamle paa begge Sider , saa mener
jeg , af det er bedst , vi gjøre Alvor af det og
faae Pigens Mening af vide , saa af de kunne
komme sammen , førend han modtager sit ny
Hjem . “
„ Pigens Mening “ , svarede Herremanden ,
„ behøve vi ikke af spørge om , thi som en god
og lydig Pige — og det er Christine — vil
hun naturligviis rette sig efter sine Forældres
Ønster . “
„ Ja , det er ogsaa godt nok “ , sagde Præsten ;
„ men førend vi kunne foretage noget
egenligt Skridt mod Maalet , maae vi dog
have ef bestemt Ja eller Nei af hende . “
„ Det kunne vi godt faae “ , svarede Herremanden ,
„ skjøndt det behøves saamænd slet
ikke ; saasnart vi begynde af lave til Bryllup ,
er jeg vis paa , af hun begynder af sye paa
sin Brudestads ; thi nu har jeg bestandig mindet
hende om denne Forbindelse i næsten fire
Aar , og hun har aldrig sagt noget derimod . “
„ Men vel heller ikke noget derfor “ , indvendte
Præsten . „ Tal nu med hende derom
for af faae rigtig Besked , kom saa enten til
mig eller send Bud , saa kunne bi aftale det
nærmere . “
Saasnart Præsten var gaaet , kaldte Herremanden
sin Dafter ind til sig og sagde :
„ Nu , min Pige ! i Dag har Præsten været
her . “
„ Det veed jeg nok , Fader “ , afbrød Christine ,
idet hun blev blussende rød i Ansigtet .
„ Og han fortalte , af hans Søn , Karl , har
forpagtet Søgaard og skal tiltræde den strax “ .
„ Det var jo rart “ , sagde Christine .
„ Og Du kan froe , Søgaard er en deilig
Gaard , sikken Herlighed der er ved Søgaard . “
„ Ja , men det er jo ikke hans egen “ , indvendte
Christine .
„ Det kan blive . Der er nu først det smukke
Vaaningshuus , som er saa smukt og godt indrettet ,
af selv Præsten ikke har det bedre .
Og saa den deilige Udsigt over Engen og den
smukke Sø ; og endelig den deilige Have .
Ja , Du kan froe , af der er behageligt ved
Søgaard . “
„ Ja , jeg veed nok , af der er smukt ved Søgaard “ ,
sagde Pigen ; „ men det kan jeg jo
ingen Fornøjelse have af , det er jo ikke mig ,
som skal boe der . “
„ He , He , He ! Unge Piger ere altid saa
undseelige ved saadant noget , som naar man
snakker med dem om Giftermaal . Du veed
jo nok , min Pige , af Karl i flere Aar har
havt et godt Øie til Dig , og da han nu snart
lrænger til en Hustru , var det i Dag Præstens
Ærinde , af han skulde faae af vide baade
din og vor Mening . Din Moder er jo ikke
hjemme , men af vi gamle gjærne give vort
Minde , følger af sig selv ; hvad Dig angaaer ,
saa er jeg vis paa , af Du er en forstandig
og lydig Pige , der vil lade dine Forældre
raade som de , der bedst forstaae , hvad der
tjener til din Gavn . Du siger naturligviis
ja med Glæde . “
„ Jeg synes , af jeg endnu er saa ung , Fader ;
jeg er kjed af af blive gift nu “ , svarede
Christine .
„ Aa Snak ! “ brummede Herremanden ; „ kalder
Du det saa ung , Du er nu over tyve
Aar . Dine Søstre vare vel ikke over atten
Aar nogen af dem , da de bleve gifte . “
„ Ja , men mine Søstre vare ogsaa mere
dannede end mig , siger Moder . “
„ Aa , Du er s ' gu dannet nok ; naar Karl
er fornøiet med Dig , kan andre da ogsaa
være det . “
„ Maa jeg ikke nok være fri for Præstens
Søn , Fader ! “ bad Christine , idet hun kjærlig
faldt sin Fader om Halsen ; „ jeg er saa
inderlig ked af at blive gift med ham . “
„ Hvad er det for noget ! “ udbrød Faderen
barsk , idet han skød Datteren fra sig ; „ hvorfor
har Du saa ikke sagt for længe siden , at
Du var ked af ham . “
„ Hvorfor skulde jeg dette ? “ Saalænge han
ikke havde forlangt mig , vidste jeg jo ikke , enten
han vilde have mig eller ei . “
„ Er Du ogsaa gal , Unge ! “ udbrød Faderen ,
idet han ved at tænke paa , hvormeget
han var bleven skuffet her , blev mere og mere
vred . „ Er Du gal ; at Du skyder saadant
et Tilbud fra Dig ; Du kunde blive Præstens
Sønnekone , og nu siger Du nei og gjør os
alle til Narre baade dine Forældre og Præstefamilien .
Nu skal Du have ham , enten Du
vil eller ei ! Du kan være overbeviist om , at
der ikke skal blive spurgt om dit Samtykke
tiere . “
„ Der skal dog til syvende og sidst spørges
om mit Samtykke i en Sag , der angaaer mig
saa meget “ , svarede Christine og reiste sig stolt .
„ Ja , jeg skal nok vise Dig , Du ulydige Tøs ,
hvem der skal raade her “ , brummede Herremanden ,
idet han gik ud af Stuen og slog
Døren i efter sig .
„ Uh , hvor det dog er forskrækkeligt at have
saadanne ulydige Børn . Den Satans Unge !
Ja , jeg skal lære hende noget andet end at
gjøre skikkelige Folk til Narre . Kan jeg være
det bekjendt for Præsten , jeg , der var saa vis
i min Sag . Have ham skal hun enten hun
bliver viis etler gal ! “ Saaledes brølte Herremanden ,
idet han løb omkring inde i Stald og
Lade som en gal Mand søgende noget , som
han kunde stille sin Harme paa . Men eftersom
han ikke hersteds var saa huusvan som i
Dagligsluen eller i Sovekammeret , saa kunde
han for Øieblikket ikke træffe paa noget , som
han fandt værdig til at være Gjenstand
for hans Vrede . Imidlertid lagde Vreden sig
lidt , og han gik tilbage til Dagligstuen , tændte
sin Pibe og satte sig i Sophaen i en Stilling ,
som han lagde Planer . Da han havde
siddet saaledes omtrent en halv Times Tid ,
nikkede han med Hovedet , og idet et veltilfreds
Smil spillede om hans Mund forlod han Værelset
sigende til sig selv : „ Nei , lille Christine ,
saaledes lader Herremanden sig ikke pille
Kartofler med , det kan Du stole paa ! “
Strax efter kom Fruen hjem , men hun traf
hverken sin Mand eller Christine i Dagligstuen .
Christine hørte hende fra sit Kammer
og gik derfor ind for at tage imod hende .
At Pigen var forknyt og forgrædt , vilde ikke
været undgaaet selv en fremmeds Opmærksomhed ,
om en saadan havde været tilstede i
det Øieblik , da hun lukkede Døren op og traadte
ind i Stuen til sin Moder ; men Moderen var
nu som sagt en Gang saa van til ikke at
lægge Mærke til hende , at hun heller ikke nu
øpdagede det mindste usædvanligt ved Christine .
„ Kald paa din Fader ! “ sagde hun til
Datteren , idet hun begyndte af løse op for en
Pakke , hun havde lagt fra sig paa Bordet .
I det samme kom Herremanden smilende
ind ad Døren . „ Velkommen hjem , Mutter ! “
„ Tak ! “ svarede Fruen . „ Her skal Du see ,
Fatter , en Prøve af noget yndigt Tøi , jeg
saae hos Præstekonen . “
„ Præstekonen ! “ udbrød Povlsen ; „ har Du
talt med Præstekonen i Dag ? “
„ Ja “ , svarede Fruen ; „ det var ikke min
Bestemmelse , af jeg vilde have været hos
Præstens i Dag ; men som jeg sad allerbedst
og talede med Sognefogdens Kone , kom Præstekonen
derind , og saa var der da hverken
Raad eller Redning , jeg maatte da med hjem . “
„ Var Præsten da hjemme ? “
„ Nei ; Fruen sagde , af han var gaaet herop
i et vigtigt Ærinde . Har han ikke været her ? “
„ Jo “ .
„ Ja , saa skal der vel snart være Bryllup
her . Jeg har derfor tænkt , af en saadan Kjole
vilde klæde Chrisfine nydelig paa hendes Bryllupsdag .
Skulle vi derfor ikke suskribere paa
noget af det Slags Tøi ? “
„ Aa Snak “ , svarede Herremanden , „ man
suskriberer ikke paa Tøi ; det er kun paa Aviser .
Forresten maa I lave til med Brylluppet , saasnart
I kunne ; alt er aftalt mellem mig og Præsten . “
Men alt var ikke aftalt mellem ham og
Præsten , derfor red Herremanden næste Morgen
til Præstegaarden . Her fortalte han , at
Christine rigtignok havde talt om , at hun var
vel ung ; men det havde ikke noget at betyde ,
eftersom det var saaledes hendes Væsen osv . ,
hvorfor der gjærne kunde begyndes med Forberedelserne
til Giftermaalet , og at det var
bedst , det kom i Stand jo før jo bedre . Præsten
lod sig nu sige hermed ; alle Forberedelserne
til Giftermaalet mellem Præstens Søn
og Herremandens Datter bleve gjorte , der blev
lyset fra Prædikesfolen første Gang , og alt
var som baade klappet og klart .
Imidlertid vidste Fru Poulsen ligesaalidt
som Præstefamilien noget om Christines Vægring .
Tanken om , hvad der forestod hende ,
havde dog rystet Christine saa stærkt og blegnet
hendes smukke Kinder saameget , at hendes
Moder nødvendigviis maatte lægge Mærke
dertil ; hun troede da , at det var en Følge af
Tanken om det ny Forhold , hun nu snart
skulde ind i , og naar hun spurgte Christine
om , hvorfor Hun var saa bleg , fik hun altid
det Svar , af det havde intet af betyde . At
hendes Fader ikke vilde aabenbare hendes
Vægring , fordi han saa hos Præsten frygtede
af finde Modstand , det kunde hun nok mærke ;
og af hendes Moder heller ikke var underrettet
derom , kunde hun ogsaa fornemme . Flere
Gange var hun fast bestemt paa af sige hendes
Moder alt og ret inderlig bede hende om
Hjælp , men ligesaa mange Gange opgav hun
det igjen , da hun vidste , af denne i langt
høiere Grad end hendes Fader holdt paa Forbindelsen
med Præstefamilien . Hun turde
derfor ikke sige Moderen , hvorledes det forholdt
sig med hende , da hun var bange for
af hende af faae en Prædiken af langt værre
Art end den , hun havde faaet af Faderen ;
altsaa tav hun . Saaledes maatte hun gaae
ene med sin Sorg , og hun havde ingen , hos
hvem hun kunde udøse sit forpiinte Hjærte .
Havde hun da slet ingen ? Jo , hun havde to ,
Vorherre og sin kjære Viggo . Men Viggo
kunde hun ikke komme fil , ellers var hun overbeviist
om , af han strax vilde aabenbare alt
angaaende sit Forhold fil hende og saaledes
skaffe hende ud af den Mulige Stilling , hvori
hun befandt sig . At der vilde komme fil af
staae et haardt Slag , naar Grunden til hendes
Vægring blev bekjendt , indsaae hun nok ,
men naar hun havde sin kjære Viggo til af
dele Følgerne af Forældrenes Vrede med sig ,
syntes hun , ingen saa slem Sag det vilde
blive . Det var derfor hendes inderligste Bøn
til Vorherre , af han vilde sende Viggo inden
Præstens Søn kom til Gaarden ; thi blev
Sagens sande Sammenhæng ikke aabenbaret
forinden , hvorledes skulde hun saa forholde
sig lige overfor ham ? Dog Viggo maatte
komme forinden , det kunde bestemt ikke feile ;
han kom jo dog ellers saa tidt ; og naar han
fik af høre , af der var lyset fra Prædikestolen ,
maatte han nødvendigviis komme og frelse sin
kjære Christine . I saadanne Tanker gik hun
hver Aften ud i Heden ad den Kant , hvorfra
Viggo maatte komme ; men hun gik forgjæves
mange Aftener , Viggo kom ikke . Imidlertid
blev hun ved af gaae , thi han maatte dog komme ;
og hvis han ikke kom , ja , saa vilde hun løbe
over Klitterne til ham om Natten , naar hendes
Forældre sov ; der var dog knap en Miil
imellem dem , den Tuur kunde hun godt gjøre
om Natten ; hun maatte have falt med ham .
Og saa gik hun op paa den høieste Bakke ,
hun kunde finde , og her sad hun og stirrede
efter ham , saalænge der var en Smule Daglys
tilbage paa Himlen . Snart var en Lyngtop
histhenne ved Veien hendes kjære Viggo ;
snart var en Tot af Marehalmen ved Stien ,
som hisset førte over Bakken , ogsaa ham ; hun
kunde see , hvorledes disse Gjenstande voxede ,
som kom de sfridende op bag Bakkerne og ned
paa den anden Side hen imod hende ; men
de naaede hende ikke , de bleve staaende ubevægelige ;
og saa løb en Strøm af Taarer ,
Savnets og Forladthedens Smertenstaarer ,
ned over hendes blege Kinder . De naturlige
Omgivelser , som ellers altid havde kunnet opløste
hendes Sjæl og kunnet stemt den til
højtidelig Glæde , syntes hendes saa øde og
sørgelige ; alle de store graa Sandbakker syntes
hende lige saa mange Billeder af hendes
strenge Fader , og Marehalmens stride Totter
bleve til Svøber i hans Haand , hvormed han
vilde drive hende bort fra hendes Hjærtes
Elskede hen til at leve et Liv sammen med
Karl , et Liv , der syntes hende mere sørgeligt
og øde end den sorte Lyngslette , der laa bag
hende . I hendes Indre krydsede Tankerne og
Forestillingerne hinanden i vild Uorden ; men
omsider vandt de Skikkelse og fandt Udfryk i
følgende Kvad :
O , hvor bruser det vildt ! o , hvor hæver min Aand
I mit Indre !
Skal mit Livs Lykke briste ? Skal en Iistap-Haand
Den forhindre ?
Skal da Raahed opløse det fagreste Baand ?
O , kom dog , min Ven , med din frelsende Haand !
Ellers brister mit Haab ; og ei nøies min Aand
Med et mindre !
O , nei ! Barndom-Drømmen saa lys og saa smuk
Skal ei svinde !
Opløft kun dit Blik , iil bag Bakken og pluk
Dit Kjærrminde !
Der du i Skjærsommer det prangende seer ,
Mens Solen , den skinner , og Lærken , den leer ,
Thi skal da dit Mishaab ei gjør , at du seer
Det at svinde !
„ Men hvad seer jeg histhenne mellem Bakkerne ?
Er det after en Lyngtop , der vil
skuffe mig ? Nei , det kan jeg da see , bevæger
sig . — Men det er vel ikke ham . — Jo , Gud
være evig takket ! det er ham . “ Og med inderlig
Glæde løb hun Ham imøde og sank i
hans Favn , idet hun udbrød : „ O , Gud skee
evig Lov og Tak , at du kommer ! Hvor jeg
dog har længtes efter dig , kjære Viggo ! “
„ Men Gud hvad feiler dig , elskede Pige ?
udbrød Viggo , da han saae hendes blege Kinder ;
„ og hvad er det de have for med dig ? “
Christine fortalte ham det hele .
„ Saa var det dog alligevel Sandhed , hvad
jeg har hørt , “ sagde Viggo , da han havde
hørt Christines Fortælling til Ende . „ Folk
have rigtignok talt om , at du snart skulde giftes
med Præstens Søn , og at der allerede var
lyset for eder ; men jeg froede det ikke ; thi
jeg var overbevist om , at dine Forældre ikke
vilde tvinge dig , og at du , min egen Pige ,
ikke kunde svige mig , derom har jeg aldrig
næret nogensomhelst Tvivl . “
„ Nei , kjære Viggo , dig kan jeg ikke forlade ,
hvorledes det end saa skal gaae ; de faae at
gjøre med mig saa , hvad de ville , “ sagde hun
og fæstede Blikket paa ham , idet Taarerne
randt ned paa hendes blege Kinder .
„ Ja , græd nu ikke , min egen Christine ! “
sagde Viggo , idet han trykkede hende nærmere
til sig ; „ jeg skal kysse alle dine Taarer bort ;
og naar du er nær hos din kjære Viggo , skal
ingen faae Lov fil af gjøre dig Fortræd , det
kan du være vis paa . Ere dine Forældre
hjemme nu ? “
„ Det troer jeg , “ svarede hun .
„ Lader os da gaa lidt omkring her i Heden ,
af vi kunde forberede os paa , hvad der vil
møde os hjemme , “ sagde Viggo . Derpaa
vandrede de Arm i Arm ind over Heden henimod
deres Barndoms Høi .
„ O , hvormange Timer vi have tilbragt
sammen her , min Ven , da vare vi glade og
lykkelige , men i Aften — . “
„ Vær nu blot ikke saa forknyt min Pige ;
stol kun paa den kjære Gud , saa skal Sagen
nok faae et godt Udfald . Jeg synes , jeg har
godt Mod paa det , vi nu gaae imøde ; i hvert
Fald er jeg inderlig glad over , af Tiden endelig
er kommen , da vort Forhold , hvortil
kun Vorherre nu i over fre Aar har været
Vidne , dog en Gang kan blive aabenbaret
ogsaa for Verden . “
„ Under denne Samtale havde de naaet
deres Høi ; de satte sig paa dens Top , hvor
der endnu viste sig Spor af den Bænk , de
en Gang i Forening havde opført , og hvorpaa
de saa mangen Gang havde siddet sammen .
De sade en Stund tavse , idet snart de hvide
Bakker mod Vesf , som Mannen beskinnede med
sit blege Lys , snart Herregaarden var Gjenstand
for deres Stirren . Endelig sagde
Viggo : „ Min egen Christine ! Det var her
ved denne Høi , af vore Veie første Gang
mødtes ; her var det , vi en Gang i Guds
Navn knyttede det Baand , der skal sammenbinde
os for hele Livet ; , lader os nu herfra
Lede Vorherre , af han vil følge med os til
dit Hjem i Aften for der af give vor Sag et
godt Udfald . “ Og , idet Viggo trykkede Christine
til sit Bryst , foldede han sine Hænder
og bad sit Fadervor . Saasnart han havde
sagt Amen , reiste de sig ; Maanens sidste blege
Straaler faldt paa Sandbankerne , og tavse ,
men med hurtige Skridt ilede de mod Herregaarden .
Da
Viggo og Christine traadte ind i Dagligstuen ,
traf de der baade Herremanden og
Fruen . Saasnart Viggo havde hilset fortalte
han uden mindste Omsvøb sit Forhold til
Christine hvorpaa han tilføjede , af han nu
kom for af bede hendes Forældre om hendes
Haand . Ved disse Ord blev Herremanden
saa forbavset af han tabte sin Pibe af bare
Forskrækkelse , og Fruen gabede , som vilde hun
sluge baade Viggo og Chrisfine , hvilken sidste
ængstelig trykkede sig op til sin Ven ventende
paa , hvad Udfaldet vilde blive . Herremanden
sad et Øieblik , ligesom han tilligemed Piben
havde fabt baade Næse og Mund ; men omsider
sprang han op fra Sophaen , idet han
udbrød : „ Jeg froer , Fanden plager — ! Nu ,
saa det var derfor , du ikke vilde — “
„ Have Præstens Søn “ , tilføjede Viggo ,
„ og desuagtet vilde hendes Fader tvinge
hende og gjøre hende ulykkelig . “
„ Og der var ingen Ting i Veien med dig ,
lille Blegnæb ! “ sagde Moderen som nu endelig
var kommen til sig selv , „ og du vilde
ikke sige — “
„ Hold du Kjæft , Mutter ! “ raabte Povlsen .
„ Ja , jeg veed nok “ , sagde Viggo , „ at vi
burde for længe siden have gjort Eder bekjendt
med vort Forhold ; men det faae I at
tilgive os , da vi — “
„ Ja , jeg faaer at tilgive Eder ! “ brølte
Herremanden , idet han løb frem og tilbage i
Stuen som en Rasende ; — „ Ja , jeg faaer
at være Nar for alle Mennesker ! — Ja jeg
faaer af tilgive dig , du Kvinderøver ! — Nu ,
det er Lønnen , jeg skal have for alt godt , jeg
har gjort dig ! — Pak du dig bort ud af
mit Huus og det paa Timen , eller jeg skal
lade — ! “
„ Jeg skal nok gaa “ , sagde Viggo sagtmodig ,
„ skjøndt det gjør mig ondt af skilles fra Eder
paa en saadan Maade ; men alligevel vil jeg
først , af I skal love mig ikke af gjøre Christine
ulykkelig , “
„ Ulykkelig ! — Ja , jeg skal — . Den lede
Tøs ! — Reis ad Helvede til begge to ! “
„ Aa Fader ! “ stammede Christine , idet hun
fæstede sine yndige forgrædte Øine paa ham .
„ Ti ! Du ulydige Unge ! “ brølte Faderen ;
„ reis , som jeg siger , ad Helvede til med din —
din — din — Viggo ! Paa Døren med jer
begge og det strax ; jeg vil ingen af jer see
tiere for mine Øine ! “
Viggo , der nok mærkede , af Herremanden
ikke var til af tale til Rette , forlod derfor
øjeblikkelig Stuen , fulgt af Christine . De
standsede udenfor Gaarden . Aftenen var klar
og stille ; men i deres Indre brusede det vildt .
En Stund stode de tavse , mens Viggo holdt
den grædende Pige i sin Favn . „ Vil Du
forlade dette Sted for af følge mig ? “ spurgte
han omsider . Chrisfine svarede intet , men
fulgle ham tavs hen ad Huulveien , der fører
til hans Hjem . Inden næste Aften vare Viggo
og Chrisfine Mand og Kone .
Herremanden var nalmindelig hastig til af
blive vred , og i sin Vrede var han uforstandig
og ubillig ; det varede dog sjeldent længe ,
inden de hæslige Udbrud af Vreden lagde sig ,
men den , han en Gang var bleven vred paa ,
kunde han næsten aldrig tilgive . Overfor
Viggo og Chrisfine syntes det ham dog , da
han havde slaaet sig lidt , af han var gaaet
for vidt og allerede samme Aften fortrød han
sin Opførsel imod dem . Naar han tænkfe lidt
sundt over Sagen , saa havde dog ingen af
dem gjort noget saa slemt , hvorfor de fortjente
en saadan Medfart ; det var dog en
egen Sag af vise sit eget Barn Døren , fordi
hun ikke vilde føie sine Forældre i det , hvorom
her var Tale , Fruen derimod var rasende
vred og fnyste af Harme over Viggo , ver var
Skyld i , af hendes stolte Drømme om Forbindelsen
med Præstefamilien nu vare blevne
til intet , da han saa pludselig havde giftet sig
med Christine . Imidlertid var der paa Herregaarden
ingen , der brød sig noget om hendes
Vrede , hvorfor hun fik Lov til at gjøre sig
selv god , og det gjorde hun da ogsaa ; dog
vilde hverken hun eller Herremanden see enten
Viggo eller Christine , langt mindre tillade ,
at de betraadte Herregaardens Grund .
Imidlertid skred Tiden . Et Par Aar efter
sit Giftermaal blev Viggo forflyttet til et
bedre Embede ; han og Christine besade ikke
meget af det , denne Verden kalder Rigdom ;
men desuagtet var deres Hjem
saa yndigt og lyst , thi Kjærligheden sad
paa Højsædet derinde . Hvad Herregaardens
Beboere angaaer , saa gik det med dem , som det
kunde , men ikke altid som det skulde ; med
Christine var ligesom Lykken og Velsignelsen
flyttet bort fra Gaarden , og det gik mere og
mere tilbage for Povlsen , hvorfor han endog
fænkte paa at stille sig ved sin Eiendom . I
den Anledning talte han med de to Mænd ,
der vare gifte med hans ældste Døttre , men
ingen af dem havde Lyst til at forlade deres
gode Eiendomme for at overtage den „ skarpe “
Herregaard med de sandede Jorder , ligesom
de heller ikke gjorde sig noget ud af af have
Herremanden og Fruen i Huset . „ Hvad skulle
vi saa gjøre ? “ tænkte Povlsen ; „ sælge Gaarden
til en fremmed paa den Betingelse , af
Kjøberen skal bygge os et Hus her ved Siden
af og give os Aftægt ? Ja , det kunde jo gjøres
saaledes ; men det vil dog blive kedeligt ikke
af være pleief af sin egne paa sine gamle
Dage . “
„ Hør Mutter ! “ sagde Povlsen en Dag til
sin Kone , „ hvad om vi gjorde Alvor af af
sælge Gaarden og flyttede ind til Viggo og
Christine . “
„ Troer du , af de ville give deres Minde
dertil , saaledes som vi have behandlet dem ? “
„ Ja , det er jeg vis paa ; de have jo dog
altid begge to været saa gode ; det var blot
denne ene Gang , af — men det er jo ikke
værd af tænke mere derpaa , skulle vi nu ikke
lade det være glemt , Mutter ? — Jeg troer ,
af jeg imorgen den Dag reiser hen til dem ,
jeg længes saa inderlig efter dem begge . “
„ Hvad om jeg fulgte med , lille Fatter ; nu
har jeg i hele fre Aar ikke seet Christine ; det
er dog kjedeligt saaledes af leve adskilt fra alle
sine Børn . Ja , lader os gjøre Alvor af det ;
saa meget , som vi have her , kunne vi dog ikke
drages med , nu vi blive gamle . “
Et Par Maaneder efter denne Samtale
flyttede Herremanden og hans Kone ind til
Viggo , der hellere end gjærne tog imod dem ,
da han følte , af han havde en gammel Gjæld
til dem af afbetale . Imidlertid behøvede han
ikke af have nogen Udgift paa dem , thi ved
Salget af deres Hjem var der blevet saameget
tilovers , af det var meget mere end tilstrækkeligt
til deres Underholdning . Men selv om
dette ikke havde været Tilfældet , vilde det
ganske vist have været Viggos største Glæde
af forsørge dem ; nu havde han ikke Leilighed
til andet end af gjøre dem deres Alderdom
saa lys og glædelig som muligt , og det gjør
baade han og Christine efter bedste Evne .
Fruen er imidlertid nu for længere Tid siden
gaaet til Hvile , men gamle Povlsen er endnu
baade rask og rørig . Han holder endnu meget
af af sidde i Sophaen og ryge paa sin Pibe ,
og fra denne sin Yndlingsplads , medens en
lille Povlsen gynger paa Hans Knæ og en
lille Karen staaer paa Sophaen ved Siden
af ham og leger med hans sneehvide Lokker ,
lader han af og til et Ord falde om , at det
dog var godt , han ikke blev sin Beslutning
froe , som han tog hiin Aften , da han i sin
Vrede truede , at han ikke mere vilde see Viggo
og Christine for sine Øine .