texts/1871_HeegaardS_Dobbeltgaengeren.txt

Nytaarsaften . 
Blandt de uhyggelige Ting skal man vanskelig 
kunne tænke sig noget Uhyggeligere end at møde 
sig selv paa en eensom Landevei , eller at faae 
Øie paa sig selv oppe i en af Logerne i Theatret , 
eller at lukke Døren op til sit Værelse og finde 
sig selv siddende ved Bordet , fordybet i Arbeide . 
Jeg troer , at de Fleste ville indrømme dette ; 
endogsaa de , som ellers ere meest indtagne i 
deres eget Jeg , og som ved alle Ledigheder søge 
at stille det til Skue , ville ubetinget helst undgaae 
at gjøre Bekjendtskab med sig selv paa 
denne Maade . Nu er det imidlertid ligesaa vist , 
at Ingen undgaaer sinSkjæbue , og ethvert Menneskes 
Skjæbne vil , at det paa et eller andet 
Tidspunkt i sit Liv møder sit eget Jeg og bliver 
Dobbeltgænger . En seer det første Gang i 
en Kirke , hvor han ved et Tilfælde befinder sig 
alene ; han opdager det bag en af Pillerne , 
først i utydelige Omrids , smeltende sammen med 

Halvskyggen , senere formende sig til en bestemt 
Skikkelse ; skjøndt det ikke seer paa ham , veed 
han , at det betragter ham , og at han erligesaa 
gjennemsigtig for det , som den klare Luft . En 
Anden seer det midt i en Forsamling , en Tredie 
i Taagerne paa en Efteraarsdag , en Fjerde i sit 
Arbeidsværelse , en Femte paa en grøn Eng , en 
Sjette , Syvende , Ottende paa Sygeleiet , i Fængslet 
eller ved sit Bryllup . Utallige ere de Skikkelser , 
det kan give sig ; dunkle og gaadefulde 
de Dybder i Sjælen , hvorfra det opstiger . Aandeligt 
og Sandseligt gaae over i hinanden og antage 
hinandens Former ; slumrende Kræfter kaldes 
tillive ; hidtil ukj endte Magter drive deres 
Spil med os ; forbinde , hvad der ellers er adskilt , 
og fjerne det , som ellers hører sammen ; lade det 
Nærværende svinde bort og kalde Fortiden tilbage 
eller indhente den Fremtid , som først skal 
komme . I saadanne Øieblikke , hvori Livets sædvanlige 
Virkemaade er sat ud af Kraft , og hvori 
vort eget Væsens dybere Natur træder frem , 
blive vi klarsynedé og forstaae det , som ellers 
er os ufatteligt ; hvorledes vi dengang forstode 
det , begribe vi ikke senere ; men vi vide med 
Sikkerhed , at vi forstode det . 
Det var nu hverken bag Pillerne i en Kirke , 
eller i en Forsamling , eller i Taagerne , saalidt 
som i sit Arbeidsværelse eller paa en grøn Eng , 

at den gamle Martin saae sit eget Jeg ; han saae 
det i et Fyrtaarn , som laa ude i Havet , en Miil 
fra Kysten hvor han boede . 
Den gamle Martin var en forurettet Mand ; 
forurettet af Skjæbnen , eller om De hellere vil , 
af Tilfældet ; forurettet af sine Nærmeste og forurettet 
af sig selv . Hans Ungdoms Elskede var 
bleven ham berøvet , ikke af Døden , men af en 
falsk Ven . Mange Aar vare forløbne siden den 
Tid , men det brændte ham i Sjælen som om 
det var skeet igaar . Senere havde han giftet 
sig , mere for at holde et givet Løfte end af 
Tilbøielighed ; og da hans Børn vare bievne 
voxne , havde Sønnen mod hans Villie ægtet en 
Pige , hvorfor han havde forstødt dem begge fra 
sit Hjem . Nu var kun hans'Datter tilbage , paa 
hvem han havde kastet al den Kjærlighed , han 
eiede ; men ogsaa hun havde gjort ham Sorg 
ved at forlove sig med en Sømand , som i flere 
Aar havde været paa Reiser , og om hvem man 
i lang Tid Intet havde hørt . Trods Slid og 
Slæb kunde gamle Martin netop lige friste Udkommet , 
og med et langt Livs Sorger og Bekymringer 
bagved sig var hans Natur i Aarenes 
Løb undergaaet en Forvandling . Gamle Forurettelser 
havde fremkaldt Had og Nag , og 
Hadet havde han nedlagt i sin Sjæl som en 
Kapital , der bar Renter ; Nytaarsaften var den 

Terminstid , da han hvert Aar pleiede at hæve 
Renterne for omhyggeligt at lægge hver en Skilling 
til Kapitalen , der i Aarenes Løb var voxet 
op til en anselig Sum . Dersom gamle Martin 
levede længe nok , vilde han en Nytaarsaften 
finde sig selv som Millionær , ikke i Penge , men 
i Had , Forbittrelse , Hensynsløshed og Egoisme . 
Den Nytaarsaften vi her tale om , var han 
kommet tidlig hjem fra en besværlig Vandring , 
og da han i Taushed havde nydt sin tarvelige 
Aftensmad , satte han sig hen for at opgjøre 
Regnskabet . Hustruen og Datteren  .vidste det 
og talte derfor sagte i den Tro , at han ikke 
hørte efter , hvad de sagde . 
„ Mon Fader dog aldrig skulde forsone sig 
med Alfreds Giftermaal ? “ spurgte Anna sin Moder . 
„ Jeg har kun talt med dem een Gang 
siden den ulykkelige Dag . Jeg kan ikke begribe , 
hvorfor man vil pine og plage baade sig 
selv .og Andre , naar et eneste venligt Ord , en 
eneste forsonlig Tiltale kunde gjøre Alt godt 
igjen og forene de Hjerter , som aldrig skulde 
være adskilte . “ 
„ Derved er der Intet at gjøre , min Pige , “ 
svarede Moderen , „ jeg kjender Fader for godt 
til at vente mig Noget af Fremtiden . Gid Din 
Fremtid maa blive lysere end min Fortid ; det er 
det eneste Ønske , jeg endnu har tilbage . “ 

Efter dette Svar blev Anna tankefuld og 
sank hen iTaushed , i Begyndelsen en sørgmodig og 
trykkende Taushed , men efterhaanden arbeidede 
Tankerne sig frem ad lange Veie , indtil der viste 
sig lysere Udsigter for hende , Fremtidsforhaabninger 
og lykkelige Forjættelser , som kaldte 
Smilet frem i det klare Ansigt . „ Gid Din Fremtid 
maa blive lysere end min Fortid . “ Hvorledes 
. skulde vel Fremtiden blive lysere for hende , 
naar ikke Richard kom tilbage ? Hvor havde 
han været i den lange Adskillelses Tid ? Hvor 
færdedes h^n vel i dette Øieblik ? Saaledes tog 
det ene Spørgsmaal det andet , indtil hun med 
ungdommelig Livlighed reiste sig , satte sig hen 
ved Siden af sin Fader , tog Mod til sig og talte 
til ham . 
„ Jeg har idag tænkt saameget paa Richard , 
Fader , og vilde blive lykkelig , om jeg snart hørte 
fra ham . Jeg synes , at vi paa denne . Nytaarsaften 
skulde blive enige om , hver paa sin Maade 
at lægge Grunden til et glædeligt Nytaar . Tænk 
nu , om Du reiste hen til Alfred og sagde ham , 
at Du tilgav ham , at Fortiden skulde være glemt , 
og at han skulde komme herhen imorgen , for at 
vi Alle kunde være samlede ved det nye Aars 
Begyndelse . Jeg troer , at jeg vilde blive ligesaa 
glad , som om Richard var kommet tilbage . “ 
Den Maade , hvorpaa Anna sagde disse Ord , 

vilde under almindelige Omstændigheder have 
smeltet ethvert Hjerte ; hun var en af disse fordringsløse , 
naturlige og livsglade unge Piger , 
som strax indtage En , naar kun denne En ikke 
havde været gamle Martin . Hun kunde ikke 
have valgt noget uheldigere Øiehlik til at omtale 
hiin Sag . Han var netop i Begreb med at 
forøge Kapitalen og dyngede den ene Sum ovenpaa 
den anden ; de mange AarsForurettelser og 
Krænkelser skulde være taalte for Intet , og nu 
vovede Nogen at opfordre ham til at glemme 
det Hele , til frivilligt at give Afkald paa Formuen , 
og denne Nogen var , ovenikjøbet hans 
eget Barn . Det overgik Alt , hvad man endnu 
havde vovet at byde ham ; derfor kogte ogsaa 
Forbittrelsen over hos ham , og han reiste sig 
med en for hans Alder usædvanlig Hurtighed . 
„ Ti stille , “ sagde han , „ ikke et Ord mere . 
Nu har jeg gjennemlidt den lange Række af 
Aar , og saa skulde jeg tilgive og glemme . Aldrig ! 
Som om Mildhed og Forsonlighed kunde 
udrette Noget i Verden ; som om Mildhed og 
Forsonlighed kunde faae En til at glemme skuffede 
Forhaabninger og et Livs knuste Lykke , 
eller gjøre det Skete uskeet og udbrænde aargammelt 
Had og Nag . Jeg hader Menneskene “ 
— ved disse Ord gjød Lidenskaben fornyet Kraft 
i den gamle Mand , saa at han rettede sig stiv og 

stolt som i sin Ungdom , og en Ild tindrede i 
hans Øine — „ jeg hader Menneskene ! Mildhed 
og Forsonlighed ere fjernede fra mit 
Sind for stedse . Havde jeg Magt somVillie , 
saa knuste jeg dem . Ingen Overbærenhed eller 
Barmhjertighed , de gjøre os kun tossegode , saa 
at vi lade os trampe ned af den Første den 
Bedste . Nei , Had og Hævn , saa er Partiet lige . 
Min Søn har forbittret mit Liv , og vender ikke 
tilbage , saalænge jeg lever ; og vover Nogen af 
Jer oftere at omtale denne Sag , saa skilles vi ; 
enten I eller jeg viger Pladsen . “ 
Ved de sidste Ord lod han sin Haand falde 
tungt paa Bordet og sank snart tilbage i sin 
gamle Indesluttethed ; kort efter tog han sin Hat 
og gik ud . Annas Ord vilde som sagt have 
smeltet ethvert Hjerte , men hendes Fader havde 
intet Hjerte ; hvis der engang havde været 
noget af det Slags i ham , saa var det forlænge 
siden forstenet . Hans Natur var trodsig , og 
Omstændighederne havde kun altfor godt bidraget 
til at udvikle denne Natur . Hvor skulde 
vel den Magt findes , som kunde bringe denne 
Isskorpe til at smelte ; knuse den , det var let 
nok ; men smelte den , det var Sagen . 
Gamle Martin gik ud i Aftenskumringen og 
traskede ned mod Havet ; den kolde , bidende 
Vind mærkede han ikke , dertil var han altfor 

optaget af sine egne Tanker . Mechanisk vandrede 
han videre henad den Vei , han saa tidt 
havde hetraadt , og naaede snart ned tilVandet . 
Det var et eensomt Sted , hvor han befandt sig , 
men han yndede netop Eensomheden , og var 
mange Gange gaaet derned , naar Sindets Byrder 
trykkede ham altfor tungt . Han kjendte enhver 
Busk , enhver Forhøining i Jordsmonnet , enhver 
Steen , og styrede sine Fjed ned mod en forfalden 
Hytte , hvor Fiskerne tidligere havde havt deres 
Redskaber liggende , men som nu stod forladt 
og var yderlig forfalden ; hele Forsiden , som 
vendte ud mod Havet , var faldet sammen og 
lod Udsigten fri ; inde i Hytten fandtes der 
kun en Træbænk , som først var glemt af Fiskerne , 
siden af Tyvene . Den gamle Martin 
vidste paa en Prik , hvor den stod , og fandt den 
derfor med Lethed trods Mørket derinde . 
Her var Stedet , hvor han kunde fortsætte 
Regnskabet uden at forstyrres , og han saae med 
frydefuld Bitterhed , hvorledes Kapitalen var voxet 
siden sidste Termin ; den sidste Termin førte 
igjen hans Tanke tilden næstsidste og saa fremdeles , 
indtil han endelig for et Øieblik glemte 
Regnskabet over gamle Erindringer fra Ungdomstiden , 
dengang han første Gang traf sammen 
med Hende , hvorledes hun ved deres første 
Møde ligesom havde elektriseret ham , hvorledes 

han havde tænkt sig Umuligheden af , at hun 
nogensinde kunde blive hans Hustru , og det 
slet ikke af anden Grund , end fordi denne Lykke 
vilde være altfor stor ; hvorledes han tog Mod 
til sig og friede og fik Ja , og følte , at han var 
nærved at gaae fra Forstanden af Glæde ; hvor 
godt erindrede han ikke den første Gang de 
vare sammen i Selskab ; han saae tydeligt for 
sig hendes smukke , fyldige Haar ,' som var sat 
op i en tyk Fletning , hepdes slanke Skikkelse , 
hendes tærnede Kjole , og han mindedes , som 
om det var igaar , hvor lyksalig han var , naar 
hun hemmeligt trykkede hans Haand . Det 
var for et Øieblik som om Saameget af Isen 
var smeltet , som der behøvedes til en eneste 
Draabe ; men den frøs straxigjen . Tanken førte 
ham videre frem , og han saae en Skikkelse , som 
engang var hans gode Ven , og paa hvem han 
stolede , eller rettere , mod hvem han aldrig 
havde rettet et Glimt af Mistanke . Denne Ven 
misbrugte hans Fortrolighed , og en Dag saae 
han sig forladt af hende , han elskede høiest i 
Verden ; men det var endda ikke nok . Hun gav 
Vennen sin Haand og blev hans Hustru ; og 
hvad gamle Martin derefter saae i Tankerne , 
var saare bedrøveligt ; thi haardt maatte hun 
bøde for sin Letsindighed , uden at han kunde 
hjælpe hende . Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet 

af sin Mand , men lian blev snart ligegyldig , 
kold og ukjærlig mod hende ; hendes 
Søn , som i Længden ikke kunde udholde Livet 
hjemme , drog ud i Verden , og Moderen døde 
omsider i Eensomhed , forladt af sin Mand og 
af den hele Verden . Gamle Martin selv giftede 
sig senere , men hans Liv fik aldrig sin forrige 
Friskhed . Kommende Aar toge de gamle Sorger 
med sig • og dyngede nye ovenpaa dem ; 
Løfter havde han modtaget af Mange , men Nogle 
havde brudt dem , Andre tankeløst glemt dem , 
og Ingen holdt dem ; han saae ikke sin Hustrues 
Selvopofrelse og blide Taalmodighed ; han var 
blind for sin Søns Flid , Udholdenhed og Dygtighed ; 
han elskede vel sin Datter , men ikke paa 
den imødekommende Maade , som vinder Hjerterne , 
og nu havde han jo Sorg ogsaa af hende . 
Alt dette gik rundt i den gamle Martins 
Hoved og blandede sig mellem hverandre . I 
Begyndelsen havde han tænkt det Altsammen 
klart , men efterhaanden antoge Skikkelserne 
uklare Omrids og faldt ind i hverandre . Han 
saae Skikkelserne af de Mennesker han tænkte 
paa , foran sig og omkring sig i Hytten , og blandede 
dem sammen med de Gjenstande han 
kunde skimte i Skumringen . Ude foran ham 
laa Fyret og brændte ; det gav Blinket , som 
pludseligt udsendte Lysstraaler af flere Miles 

Længde , og forsvandt ligesaa pludseligt igjen ; 
Blinkene kom og gik ligesom hans egne Tanker . 
Han kunde skimte Fyrtaarnet , der stod som en 
Kæmpe ude i Havet , og som af Skyerne , der 
drev forbi det og bagved det , forsynedes snart 
med Møllevinger , snart med Arme og Been , 
snart fik en Hat paa Hovedet eller en Kappe 
over Skuldrene , og i det Hele gjennemgik en 
Række Forvandlinger . Jo længere den gamle 
Martin sad og betragtede disse Forvandlinger , 
desto mere fortabte han sig i dette Skuespil , 
indtil det tilsidst fængslede ham og ganske opfyldte 
ham , og der efterhaanden begyndte at 
foregaae en Forvandling med ham selv . Fyrtaarnet 
antog menneskelig Skikkelse og vedblev 
dog at være Fyr ; den menneskelige Skikkelse 
syntes at være ham bekjendt ; han havde en 
dunkel Forestilling om , at den lignede ham selv 
som han stod og gik , og dog kunde det umuligt 
være saaledes . Den blinkede ad ham og 
syntes at vinke , som om den opfordrede ham 
til at komme nærmere . Han følte ingen Frygt 
ved dette Syn , men kun en uimodstaaelig Trang 
til at komme derud for at naae et eller andet 
Ubestemt , som han savnede og maatte have ; 
og uden at mærke eller bekymre sig om , at 
det begyndte at blæse , sad den gamle Martin 
faa Øieblikke efter i en Baad og roede ud ad 

Fyret til , saa hurtigt han kunde . Det var dog 
forunderligt , hvad der kunde være paafærde ude 
ved det Fyr ; han kunde dog altid roe derud og 
betragte det i Nærheden ; var dér saa Intet at 
see , kunde han jo roe tilbage igjen . Han havde 
aldrig været ude paa Fyret , skjøndt han havde 
seet det lyse hver Aften i mange Aar ; ligesaalidt 
vidste han , hvem der boede , eller hvor lang 
Veien i Virkeligheden var . Skuffet af Afstanden 
paa Havet troede han at kunne naae derud paa 
et Kvarteer , og nu havde han roet en Time 
uden tilsyneladende at være kommet længere end 
Halvveien . Blæsten var ikke ringe , og Bølgerne 
begyndte saa smaat at faae hvide Toppe , men 
Martin var ikke den Mand , der lod sig forknytte 
af saa lidt ; havde han begyndt paa en Ting , 
saa skulde den føres igjennem . Han lagde sig 
over Aarerne med al den Kraft , han endnu 
havde tilovers ; men han var en gammel Mand , 
og snart svigtede Kræfterne ham ; Armenes 
Styrke svarede ikke til Villiens Kraft , Baaden 
kastedes omkring mellem Bølgerne , han saae 
hele Vandmarker lægge sig paaskraa omkring 
ham , store Flader som pludselig skummende og sydende 
forvandledes til Bjerge og Dale , der truede 
med at slynge Baaden og ham selv i Afgrunden . 
Blæsten tog til og gik efterhaanden over til en 
rygende Storm , saa at gamle Martins Mod 

sidst forsvandt ; de faa Kræfter lian endnu 
havde tilbage , brugte han ikke mere til at roe , 
skjøndt han nu var ganske nær ved Fyret — 
thi med eet Blik havde han indseet det Frugtesløse 
deri — men han anvendte dem til at opløfte 
et Fortvivlelsens Raab , og sank derpaa afmægtig 
tilbage i Baaden . 
Nytaarsnat 
At leve alene paa et Fyrtaarn kan aldrig 
og under'ingen Omstændigheder have noget Behageligt 
ved sig . Jeg taler ikke om dem , som 
med Lommen fuld af Penge fare fra den ene 
Ende af Verden til den anden for at see og 
høre Alt og strax glemme detigjen , og som engang 
for en Forandrings Skyld , og for et Øieblik 
kjede af Menneskevrimlen og de store Byers 
Larm , Skuespil og brogede Mangfoldighed , 
søge ud paa Havet og stige op i et Fyrtaarn . 
Om dem taler jeg ikke ; thi Eensomheden og 
Stilheden kan være som en Hvile for dem , og 
den stærke Modsætning kan kalde Lysten til 
Livet tilbage . Jeg taler derimod om Fyrmesteren 
 , denne Eneboer , i hvis Lod det er faldet 
at føre en afsondret Tilværelse ude i 

heden , hvor den storartede Natur med dens 
vilde Optrin gjør Indtryk selv paa det raaeste 
Sind , og hvor baade den dybe Stilhed og Bølgernes 
Torden have en egen Maade at tale paa , 
et ganske eiendommeligt Sprog , som i Længden 
bøiei’ den meest Stivsindede og Forhærdede , og 
ofte fremkalder høisindede Tanker og menneskelige 
Følelser i en Aand , som under dagligdags 
Forhold vilde være bleven nede ved detMiddelmaadighedens 
Lavmaal , hvor det gjennemsnitlige 
Antal af Slægten holder sig fra sin Fødsel til 
sin Død . 
Naar Himlen er klar og Havet roligt , er 
Eensomheden stærkest og meest byrdefuld . 
Stilheden fremkalder sin Modsætning og vækker 
Forestillinger om folkerige Byer , solbeskinnede 
Marker og lykkelige Hjem . Solskinnets utallige 
Blink paa Havfladen lede Tanken hen paa det 
Vrimlende og Mangfoldige , paa Gader fulde af 
Spadserende , Forretningsfolk og Kjøretøier , paa 
fyldte Theatre eller paa hyggelige Middagsselskaber 
 ; og Ønsket opstaaer om paa en eller anden 
Maade at være med i al denne Vrimmel ; men 
Eneboeren føler blot Afstanden og sin egen Afmagt , 
og denne Følelse tynger og piner ham 
kun saameget stærkere , jo livligere hans Phantasi 
befolker den tomme Luft eller lader Skikkelserne 
tumle sig ude paa Havet . Ved Vintertid derimod , 

naar Fyrmesteren har faaet sin Proviant 
for flere Maaneder , naar han for lang Tid har 
taget Afsked med Verden , naar Stormen arbeider 
gjennem Luften og Havet og pidsker dem 
sammen til Eet , saa er forunderlig nok Eensomheden 
mindre trykkende . Den hele Egn om 
Fyrtaarnet befolkes af sig selv ; talløse Skikkelser 
stige op af Havet , vugge sig paa Bølgerne 
og blinke ad Fyret , som skinner ud i Mørket ; 
sælsomme Røster lade sig høre , snart som menneskelignende 
Stemmer , der tydeligt udtale Ord ; 
snart som vilde , uartikulerede Lyd eller hvinende 
Klageraab , som om alle de , der forlængst hvile 
paa Havets Bund , tilsammen havde reist sig og 
endnu engang gjennemgik den skrækkelige Dødskamp 
og Undergang ; snart er det mumlende 
Stemmer eller hule Drøn , der give Echo i Afgrunden ; 
eller vældige Brag , der kunde lede 
En til den Tro , at hele Byer styrtede sammen , 
naar man ikke vidste det bedre . Paa saadanne 
Aftener føler Fyrmesteren sig mindre eensom ; 
de flagrende Skikkelser i Luften og paa Havet , 
og de mægtige Chor af Millioner Stemmer lade 
ham leve sit Liv om paany , gjøre ham ung 
igjen og føre længst forsvundne Optrin lyslevende 
tilbage for hans Øine . 
Den gamle Fyrmester havde været nede ved 
Foden afTaarnet for at forvisse sig om , at alle 

Indgange og Aabninger vare forsvarligt lukkede , 
da en Storm begyndte at reise sig . Mangfoldige 
Gange tidligere havde han sindig og mechanisk 
udført denne sin Dont , men denne Aften var 
han i en egen Stemning , fordi hans Tid udløb 
netop i Nat . Imorgen , Nytaarsdag , skulde en 
anden Fyrmester overtage Forretningerne for 
det kommende Aar , og næste Nytaarsdag skulde 
han igjen selv vende tilbage . Skjøndt han havde 
tilbragt et Aar i Eensomheden , havde han dog 
fattet et Slags Kjærlighed for Taarnet , og' 
var halv veemodig stemt ved at skulle forlade 
det . 
„ Han kommer sagtens ikke imorgen “ , sagde 
han til sig selv ; „ bliver Stormen ved , som den 
har begyndt , ville mange Øine lukke sig for bestandig 
i denne Nat ; og Taarnet er ganske utilgængeligt . 
Men det faaer være det Samme ; har jeg 
levet her hele Aaret rundt , saa kan jeg vel 
sagtens blive et Par Dage til . “ Han famlede 
sig frem op ad den steile Vindeltrappe , hvor 
Mørket var saa tæt , at det lagde sig som et 
Klæde omkring ham . Skjøndt hanhundrede Gange 
havde passeret denne Trappe iblinde , gav den 
dog denne Aften ikke tilstrækkeligt Fodfæste 
for ham . Han havde faaet Uro i Blodet og stod 
paa Veien opad flere Gange stille og lyttede ; 
af og til saae han nedefter , som om der kunde 

være Noget at see i et Mørke , saa tykt at man 
kunde skjære i det . 
I det Samme lød der et gjennemtrængende 
Skrig ; ikke langtrukket som de Skrig , der først 
hæve sig og derefter døe hen , men pludselig 
afbrudt , som om det blev skaaret over af Stormen 
og Resten sendt i en anden Retning . Et 
Øieblik stod Fyrmesteren tvivlraadig , om det 
ikke havde været en af de mange skuffende Lyd , 
Stormen frembringer ved et Fyrtaarn ; men nei , 
han havde en lang Erfaring at støtte sig til ; 
det var aabenbart et Menneske , der raabte om 
Hjælp , og hvem den begyndende Stormhavde overrasket 
ude paa Havet . Skjøndt Fyrmesteren 
var en Mand til Aarene , var han baade stærk 
og modig , og Vindeltrappen , som for faa Øieblikke 
siden syntes at yde ham et usikkert Fodfæste , 
var nusom en banetLandevei . Han foer 
ned til Taarnets Indgang , traadte ud paa en 
Steenflade , som laa udenfor Indgangsdøren , og 
skyggende med Haanden for Øinene søgte han 
at sammentrænge den Smule Lys , der var tilbage 
i Aftenskumringen , for at opdage , hvorfra 
Raabet var kommet . Længe speidede han forgjæves , 
men tilsidst opdagede han paa Toppen 
af en fjern Bølge en mørk Gjenstand , som med 
rivende Fart gled ned ad den henimod Taarnet , 
og som , da den kom ganske nær , viste sig at 

være en Baad , paa hvis Bund der laa et 
Menneske , tilsyneladende livløs . Baaden førtes 
ikke lige til Taarnet , men strøg ganske tæt forbi 
det , og var faa Øieblikke efter igjen et mørkt 
Punkt paa en Bølgetop i den modsatte Retning . 
Med en Snarraadighed , som kun udvikles hos 
Mennesker , der saa at sige dagligt see Faren 
under Øine , ilede Fyrmesteren ind i Taarnet og 
kom tilbage med en Jerngjenstand , der lignede 
et lille Anker ; det havde tilbagevendte Hager 
og var fastbundet til en lang Line . Han ventede , 
at Baaden igjen skulde passere tæt forbi 
Taarnet , og benyttende det Øieblik , da dette 
skete , slyngede han med sikker Haand Ankeret 
ind i Baaden , der foer afsted med Linen efter 
sig . Den anden Ende af Linen havde han fastgjort 
til en stærk Jernring i Taarnet , da han , 
hvis han selv havde holdt den , ufeilbarligt vilde 
være bleven revet med i Afgrunden . Det kom 
kun an paa om Linen holdt . Den strammedes 
mere og mere , og tilsidst vardenheelt udspilet ; 
det gav et . vældigt Ryk i Jernringen , men Baaden 
holdt sig paa det samme Sted og dandsede 
uroligt ude paa Bølgerne . Faren gav Fyrmesteren 
Kæmpekræfter ; han halede ind paa Baaden , 
men Stormen og Havet gjorde ham hver 
Tomme stridig , saa at han , da han omsider fik 
trukket Baaden ind , mærkede , at Kræfterne om 

faa Øiebhkke vilde have forladt ham . Baadens 
eneste Passageer , den gamle Martin , laa ubevægelig 
og livløs og maatte bæres indenfor ; hans 
Udseende kunde Fyrmesteren ikke skjelne i Mørket , 
hvorfor han tændte Lys og tog en Flaske 
og et Glas , som altid holdtes i Beredskab nederst 
i Taarnet . Den Fremmede havde han 
støttet op mod et Hjørne , og holdt Lygten hen 
for at helde Noget af Glassets Indhold i ham , 
då han i det Samme af Forskrækkelse nær 
havde tabt baade Glas og Lygte . 
„ Store Himmel , hvad er dette ! At mødes 
med denne Mand under disse Omstændigheder . 
Snarere vilde jeg have troet paa Muligheden af 
alt Andet , end netop af dette . “ 
Hvor forfærdet Fyrmesteren end var , og 
hvor nær han ogsaa var ved at tabe Besindelsen , 
saa tabte han den dog ikke , men indsaae , 
at hurtig Hjælp var nødvendig , hvis det Liv , 
som maaskee endnu ikke var heelt udslukt , muligviis 
skulde kaldes tilbage . Han søgte derfor' 
at faae Noget af Glassets Indhold i den Fremmede , 
hvilket omsider lykkedes ham og havde 
den forønskede Virkning . Den gamle Martin 
slog Øinene op og saae sig omkring med et 
stirrende , glandsløst og ligegyldigt Blik , og med 
en dunkel Fornemmelse af noget Forvirret og 
Rædselsfuldt , som han nylig havde oplevet ; og 

i det Hele uvis om , hvorvidt det kun var en 
Fortsættelse af de Farer , han nylig havde udstaaet , 
eller om han virkelig var frelst . Fyrmesteren 
holdt sig tilbage i  » Skyggen for at give 
ham Tid til at fatte sig , og først da han saae , 
at den Fremmede med Forundring betragtede 
sine Omgivelser , talte han til ham . 
„ Jeg haaber , “ sagde han , „ at denne fortvivlede 
Tour ikke skal have sørgelige Følger 
for Dem , og at det Værste nu er overstaaet . “ 
Den gamle Martin saae overrasket hen i 
den Retning , hvorfra Ordene kom , og opdagede 
den Talende , om hvis Nærværelse han hidtil ikke 
havde vidst Noget . 
„ Hvor er jeg , og hvem er De ? “ spurgte 
Martin . 
„ De er ude i Fyrtaarnet ; De laa bevidstløs 
i en Baad , som drev for Stormen ; jeg var saa 
heldig at faae Baaden trukket ind , og her 
er De nu . Jeg er forresten Fyrmester her paa 
Taarnet . “ 
Den gamle Martin hørte udeeltagende paa 
denne Beretning , og det var tvivlsomt , om han rigtig 
opfattede den . Idetmindste havde han intet 
Ord til Tak , fordi Fyrmesteren havde frelst 
hans Liv ; han stirrede kun paa ham , som om 
han søgte at holde en eller anden dunkel Forestilling 
fast , uden at det vilde lykkes ham , og 

opgav omsider Forsøget . Maaskee havde det 
været bedre for den gamle Martin , om han 
denne Aften var sunket i den Afgrund , som 
nylig havde aabnet sig for at modtage ham ; 
han vilde da have endt sit Livs Kvaler og taget 
Byrden af Skuldrene paa dem , hvem han tvang 
til at gaae i Aag med sig . Hvilket Forraad 
af Bitterhed og Had vilde der ikke med det 
Samme være gaaet ud af Verden . Hvilket Oplag 
af Hensynsløshed og Selvretfærdighed vilde 
der ikke ved denne Ledighed være sunket i Havet . 
„ Dersom De troer , at De er stærk nok , 
vil jeg hjælpe Dem ovenpaa i mit Kammer “ , 
sagde Fyrmesteren . 
„ Jeg vil Ingenting ,  “ svarede Martin gnavent 
og i en Tone , som vidnede om , at hele hans 
gamle Elskværdighed begyndte at leve op igjen . 
„ Pas De Dem selv og lad mig være i Fred . “ 
Under almindelige Omstændigheder vilde Fyrmesteren 
have givet Svar paa Tiltale ; han vilde 
rimeligviis være gaaet ovenpaa , og ladet den 
utaknemmelige , tvære Fremmede blive liggende 
i Mørket ; men der var Noget ved den gamle 
Martin , som havde gjort stærkt Indtryk paa ham , 
og som gjorde ham mere tilbøielig end ellers til 
at vise sig eftergivende og hensynsfuld . I nogle 
Øieblikke blev han staaende taus og med et 
Udtryk i Ansigtet , som om Martins Svar havde 

berørt ham paa en smertelig Maade . For ikke 
at gjentage Spørgsmaalet til ingen Nytte , gik 
han hen og prøvede paa at reise Martin op , og 
da det viste sig , at denne igjen kunde støtte paa 
Fødderne , slog Fyrmesteren , stor og stærk som 
han var , Armen omkring ham , tog Lygten i 
Haanden , og førte ham , uden at sige et Ord 
op ad Vindeltrappen . Møisommelig var den 
lange Vandring , inden de naaede ovenpaa til 
Kammeret ; Fyrmesteren bar den Fremmede mere 
end han førte ham ; Trappen var saa smal og 
snoede sig i saa snevre Vindinger , at han ikke 
kunde bruge Armene frit , men for det Meste 
maatte skyde den Fremmede foran sig . Omsider 
naaede de derop ; den Fremmede blev sat i en 
stor Lænestol , afført de Klæder , som vare 
gjennemtrængte og stivnede af Vandet , og iført 
Fyrmesterens Tøi , der hang løst om den lille 
Mand og gav ham Udseende af en stor Byldt . 
Fyrmesteren betragtede sin Gjæst som en forvirret , 
hjælpeløs Skabning , men viste ham alligevel 
en Mængde Smaaopmærksomheder , næsten 
som om han havde været en Dame . I en Fart 
fik han Kjedlen i Kog , og snart efter satte 
han en dampende Kop Thee og Rom for Martin , 
som nød det i lange Drag og efterhaanden 
levede op igjen . 
Da Fyrmesteren saae , at han var bleven 

mere tilgængelig , spurgte han ham , hvorfra han 
var kommet , og hvorfor han havde begivet sig 
alene ud paa Søen om Aftenen i et saadant 
Veir . 
„ Jeg veed ikke rigtig selv , hvorledes det gik 
til , “ svarede Martin . „ Jeg boer i et Huns ved 
Kysten og trængte i Aften til at komme ud i 
det Frie ; jeg gik derfor ned . , til1 Havet og 
sad der og tænkte ; som jeg bedst sad , filt jeg 
en uimodstaaelig Lyst til at see Fyrtaarnet i 
Nærheden og gik derfor tilsøes ; men Veien var 
længere , end jeg bildte mig ind , og underveis 
kom Stormen — det var forunderligt , at jeg paa 
engang fik denne uimodstaaelige Lyst ; jeg har 
aldrig mærket den før , “ sagde han og tog sig 
forvirret og tankefuld med begge Hænder om 
Hovedet . 
I dette Øieblik faldt det Fyrmesteren ind , 
at han rimeligviis havde en gal Mand for sig , 
og mere for at berolige ham ved at gaae ind 
paa hans forvirrede Tankegang , end fordi han 
ventede nogen fornuftig Opløsning , fortsatte han 
Samtalen . 
„ Saa De sad nede ved Havet og „ tænkte “ . 
Vilde det være ubeskedent at spørge Dem om , 
hvad De da tænkte paa ? “ , 
Atter en Opfordring til at opgjøre Regnskabet 
og sætte det i forsvarlig Stand , inden 

det afleveredes til det nye Aar . Atter en Paakaldelse 
af de onde Aander , som sværmede om ham 
paa hans Vei ; som gik foran ham og gjorde Veien 
lettere ; som gik bagved ham og skjød paa ; 
som lukkede Øinene paa ham og forsynede ham 
med aandelige Skyklapper , saa at han hverken 
saae sin Hustrues Taalmodighød og Selvopofrelse , 
eller sin Datters Ynde og Kjærlighed , eller den 
himmelraabende Uret , han gjorde sin egen Søn , 
da han vilde raade over hans Hjertes Valg og 
forstødte ham , fordi han ikke i meningsløs Underkastelse 
under en Andens Despoti vilde give Afkald 
paa det , der var ham dyrebarest . En 
saadan Paakaldelse af hans eget Jeg skulde ikke 
være forgjæves ; her havde han et Vidne ved 
Opgjørelsen af Regnskabet , og Selvretfærdigheden 
kunde feire en Triumf . 
„ Hvad jeg tænkte paa ? Ja , det vilde blive 
for vidtløftigt , hvis jeg skulde nævne det Altsammen ; 
men De vil forstaae mig , naar jeg siger 
Dem , at jeg tænkte paa gamle Løfter , som aldrig 
bleve holdte ; Eder og Forsikkringer , som 
brødes ; gamle Venner , som gjorde sig til Fjender , 
da de begik et Forræderi ; Forretningsmænds 
Tilsagn om Bistand , hvoraf ikke et eneste blev 
opfyldt ; vanartede Børn , som beredte mig Sorg 
og Græmmelse ; en Søn , som i Egensindighed og 
Forblindelse giftede sig med en Pige uden 

mue , istedetfor at han med sine Evner og sin 
Dygtighed kunde have gjort et ganske andet 
Parti og være blevet en Støtte for sin Familie ; 
en Datter , som staaer i Begreb med at begaae 
en lignende Dumhed “ — her glemte Martin , at 
han talte til en Fremmed og fortsatte mere i 
Samtale med sig selv end med den Anden — 
„ men det skal der sættes en Stopper for . Maa .skee 
kommer Richard aldrig tilbage ; maaskee 
er han død , og det vilde være det Bedste . Sidste 
Gang vi hørte fra ham , deeltog han i den nordamerikanske 
Krig ; det er sandsynligt , at han er 
faldet , siden der i tre Aar ikke er kommet Brev 
fra ham . Men melder han sig igjen , maae vi 
gjøre kort Proces . Ingen Medlidenhed eller 
taabelig Eftergivenhed . Lad Anna sørge en Tid 
derover , hun er ung og har et bøieligt Sind , 
hun glemmer det snart igjen . Det maa skee og 
skal skee . Læg alle disse Byrder paa een Mands 
Skuldre og siig saa , om han ikke har Noget 
at tænke paa . “ 
Ved disse Ord havde Fyrmesteren reist sig , 
og talte til den gamle Martin med bevæget 
Stemme . 
„ Du er Martin B . , og jeg er den Ven , Du 
taler om , som engang sveg Dig . “ 
Hvis et Spøgelse havde viist sig for Martin , 
eller hvis den Stol , hvorpaa han sad , havde begyndt 

at dandse rundt med ham , eller dersom 
hans egen Aand for et Øieblik var bleven saaledes 
opklaret , at han havde gjennemskuet sig 
selv i sin hele Forhærdelse , Hjerteløshed og 
Egoisme — og dette Sidste var aabenbart det , 
som allermindst af Alt kunde ventes — saa vilde 
han ikke være bleven mere forbauset , end han 
nu blev det over Fyrmesterens korte Meddelelse . 
I den Grad blev han betaget , at han ikke 
kunde fremføre et Ord , men sad i dum Forundring 
og stirrede ud for sig . 
„ Jeg gjenkjendte Dig strax iaften trods den 
store Forandring , som er foregaaet med Dig i 
den lange Tid siden vi sidst saaes , “ vedblev 
Fyrmesteren , efterat han et Øieblik forgjæves 
havde ventet paa Svar af Martin . „ Tungt har 
den Skyld hvilet paa mig , som jeg for mange 
Aar siden paadrog mig , dengang jeg begik hiin 
store Uret imod Dig ; siden den Dag var det , 
som om Lykken havde forladt mig . Men har 
jeg gjort Uret , saa har jeg ogsaa lidt derfor . 
Jeg har ofte ønsket at træffe Dig endnu engang 
i Livet og faae Din Tilgivelse , men trods al min 
Søgen er det aldrig lykkedes mig at finde Dig ; 
og mindst af Alt kunde jeg tænke , at Du boede 
Taarnet saa nær . At vi træffes iaften og under 
saa besynderlige Omstændigheder , deri seer 
jeg en Himlens Styrelse . Glem nu tilføiet Uret , 

Martin , og lad os som gamle Venner række hinanden 
Haanden ; lad alt Fjendskab tilhøre Fortiden 
og end det gamle Aar med . at tilgive mig . “ 
„ Tilgive Dig , “ svarede den gamle Martin , 1 
som nu havde faaet Mælet igjen . „ Du faaer 
aldrig min Tilgivelse , aldrig , aldrig ! Som Din 
Gjerning har lagt mit Liv øde , saaledes skal min 
Forbandelse følge Dig , og Din egen onde Samvittighed 
jage Dig indtil Dit Livs Ende . “ 
„ Hør mig , “ sagde Fyrmesteren , „ og modtag 
først en Meddelelse , som har ventet paa Dig i 
mange Aar . Den Kvinde , paa hvem vi i dette Øieblik 
Begge tænke , og som blev min Hustru , 
hende har jeg aldrig mishandlet , som Du maaskee 
troer , eller som Folk idetmindste troede ; 
men jeg blev for en Tidlang kold og ligegyldig 
mod hende , og indsaae først , hvad jeg havde 
eiet , dengang jeg mistede hende . Himlen være 
lovet , at jeg erkjendte det saa tidligt , at jeg 
idetmindste vandt nogen Tid til at oprette det 
Forsømte og faae hendes Tilgivelse . I de sidste 
Maaneder af hendes Liv var det hendes Mildhed 
og Forsonlighed , Ære være hendes Minde , som 
bragte mig til at kjende mig selv og til at opnaae 
hendes fuldstændige Tilgivelse ; uden den 
vilde hele mit Liv have været forspildt , saa 
levende stod det for mig , hvor stor Uret jeg 
havde begaaet imod hende . „ Een Ting maa Du 

love mig , “ sagde hun den sidste Dag , hun levede , 
„ og det er at opsøge Martin og bede ham om 
om hans Tilgivelse for mig og for os Begge . 
Hvis vi efter Døden see den Verden , vi have 
forladt , vil jeg ikke faae Fred , førend dette er 
skeet . “ Nu veed Du det Hele . Jeg har søgt 
Dig , Aar efter Aar , men forgjæves , og tilsidst 
træffes vi paa denne forunderlige Maade . Glem 
nu gammelt Nag , Martin , og lad hendes Bøn i 
Forening med min stemme Dig til Forsonlighed . “ 
„ Talemaader , “ raabte Martin forbittret ; 
„ naar I have spillet op med mig og gjort , hvad 
I vilde ; naar I have tilføiet mig blodig Uret og 
maaskee udleet mig ovenikjøbet , saa skulde jeg 
være tossegod nok til at glemme det Hele og 
tilgive Jer ; maaskee igjen blive Din gamle Ven , 
og vise Dig Tjenester , for paany at tages ved 
Næsen . Tilgive Dig , Frederik ! Som om Du 
brød Dig om min Tilgivelse . Bliv mig fra Livet 
med Hykleri . Hiin Kvinde har forraadt mig , 
hende tilgiver jeg aldrig . Jeg forbander Dig og 
hende og Eders hele Slægt ! “ 
„ Umenneske , som Du er , “ svarede Fyrmesteren , 
i hvem Blodet begyndte at koge , „ have 
ogsaa mine Ord ingen Magt over Dig , saa burde 
dog Erindringen om Hende og hendes sidste 
Bøn stemme Dig forsonlig . Aarene have forandret 
Dig til det Værre , ikke til det Bedre ; 

de have forhærdet og forstenet Dig ; et saadant 
følesløstog hævngjerrigt Uhyre var Du dog ikke , 
da jeg sidst kjendte Dig . Endnu Et har jeg 
at sige Dig , og saa maa det være forbi mellem 
os . Den Mand , Du før omtalte som forlovet 
med Din Datter , har jeg , efter de Ord Du lod 
falde , al Grund til at antage for min Søn ; ogsaa , 
han hedder Richard , han er Sømand og har 
deeltaget i den nordamerikanske Krig ; for nogle 
Aar siden , da jeg var langt herfra , skrev han 
til mig , at han havde forlovet sig med en Pige 
her paa Egnen , uden dog at give nærmere Oplysninger . 
Igaar fik jeg Brev fra ham . , hvori 
han melder sin Ankomst i disse Dage . Skulde 
det nu vise sig , at det var ham , saa er jeg enig 
med Dig i een Ting ; vi maae see at fjerne de 
unge Mennesker fra hinanden — ikke med Vold , 
forstaaer Du , det taaler jeg ikke ; men jeg skal 
bestræbe mig for at lade ham indsee , hvilke Følger 
der kan komme ud af en saadan Forbindelse . 
Det Hus , som rummer Dig , Martin , er 
forpestet ; den Familie , hvis Hoved Du er , har 
et tungt Kors at bære ; og nu skulde min flinke , 
livsglade Dreng tankeløst styrte sig ind i et saadant 
Helvede ; det skeer aldrig med min gode 
Villie . “ 
„ Heller ikke med min , “ tilføiede Martin i 
den høieste Forbittrelse ; „ Du og Dine have 


gjort mig Ulykker nok . Sætter han nogensinde 
sin Fod indenfor min Dør , saa kaster jeg ham ud . “ 
„ Du kaste ham ud , Du' . “ svarede Fyrmesteren 
haanligt . „ Nei , det lader Du nok være . 
Men han skal forhaabentlig ikke uleilige Dig . “ 
Den gamle Martin reiste sig og lavede sig 
til at gaae . „ Hvor vil Du nu hen ? “ spurgte 
Fyrmesteren . 
„ Jeg tager hjem igjen . Dette Sted er mig 
utaaleligt . Jeg hader Dig og Din Slægt , og 
ønsker , at vi aldrig mødes oftere . “ 
„ Hvor utaaleligt dette Sted ogsaa er Dig , 
saa kommer Du dog til at slaae Dig til Ro her 
idetmindste for inat ; forStormen , som begyndte i 
Aftenstunden , har nu reist sig heelt ; og ingen 
Moderssjæl kan komme herfra iland eller fra 
Land herud . Du kan slaae Dig til Ro i Stolen 
der ; jeg skal ikke oftere tale til Dig . “ 
Med disse Ord satte Fyrmesteren sig i sin 
store Lænestol , og Martin , som indsaae Umuligheden 
af at forlade Taarnet , satte sig til Ro i 
sin . De faldt snart Begge i Tanker , og den 
Ene glemte reent , at den Anden var tilstede . 
Ilden , som endnu brændte i Kakkelovnen , kastede 
et stærkt Lys ud i Værelset og aftegnede paa 
Loftet forvirrede Former af de store Lænestole , 
medens Mændenes Skygger bevægede sig i en 
broget , urolig Dands , ligesom deres Tanker . 

Under alt Dette havde Stormen hævet sig til en 
sand Orkan . Der kom et vældigt Vindstød , som 
rystede det stærke Taarn , saa at det formelig 
svaiede i Luften , og med det Samme slukkedes 
Ilden . Mændene sade tause i det tætteste Mørke , 
uden at mærke Noget dertil , ligesaa lidt som 
de saae , hvad der foregik udenfor paa Havet . 
Bølgerne reiste sig , og af deres Toppe hævede 
der sig høie Skikkelser , som et Øieblik betragtede 
Taarnet , inden de igjen sank i Dybet , forat 
give Plads for nye gaadefulde Væsener , der 
snart begyndte at opføre en Ringdands . Alle 
samledes de om Taarnet ; de kom langveis fra 
svævende paa de gyngende Bølger , men skjøndt 
de havde Oceanets umaadelige Ørken til fri 
Tumleplads , søgte de Alle , som efter en fælles 
Aftale , hen mod det samme Midtpunkt ; mange 
af dem , som vare længst borte , syntes et Øieblik 
at være tvivlraadige , men saasnart de saae , 
hvorhen den store Skare tog Farten , styrede de 
i samme Retning . Der var kæmpestore Skikkelser , 
som truende hævede Armene mod Taarnet , og 
saae ud til at ville knuse det med eet Slag ; der var 
kraftige Skikkelser , som aabnede Armene og 
omfavnede det for at rive det med sig i Afgrunden ; 
der var krumbøiede Skikkelser , som 
rendte Panden imod det og forsøgte at løbe det 
omkuld ; der var Skikkelser , som rullede sig frem 


og sloge Kolbøtter underveis , snart forsvindende , 
snart dukkende op igjen , indtil de tilsidst kom 
glidende ind paa Ryggen og viste sig lige ved 
Taarnet med Benene høit oppe i Luften , forsøgende 
at sparke til Fyret og slukke det Hele ; 
der var Skikkelser , som i Bevidstheden om , at 
det gjaldt Taarnets Undergang , ret befandt sig 
i deres Element og kastede deres Hue høit op 
i Luften , greb den igjen og satte den paa Taarnets 
Hoved , hvor den i samme Øieblik faldt 
sammen i Skum og strømmede ned ad dets 
Sider ; der var smaa , hoppende , vevre og snaksomme 
Skikkelser , som listede sig omkring Taarnets 
Fod i Haab om at finde en Dør eller blot 
en Revne , de kunde smutte ind ad , og i sluttet 
Trop stige op ad Trinene , eet efter eet , indtil 
de havde fyldt Taarnet , for derpaa pludselig at 
falde sammen til een Vandmasse og knuse det 
Hele . Der var et fraadende og skummende Dyb 
med Udsigt til Kjeldere , Huler og Afgrunde , som 
fyldtes af nye Vandmasser , men strax kom tilsyne 
igjen . Havde Verden siden Noæh Tider 
end forandret sig i saameget Andet , i dette Ene 
var den bleven sig selv lig . Syndfloden i fordums 
Tid og Syndfloden i denne Nat frembød 
det selvsamme Skue af skrækkelige Optrin , som 
maatte opfylde selv den Modigste med Forfærdelse 

og betage Hjerterne ethvert Haab om 
Frelse . 
De to Mænd havde længe siddet tause , og 
vare , ovenpaa deres legemlige og sjælelige Anstrengelser , 
faldne i Søvn . Hvorlænge de havde 
siddet saaledes , kan være det Samme , men vist 
er det , at den gamle Martin paa engang mærkede , 
at der foregik en Forandring med ham , 
noget Lignende , som da han om Aftenen havde 
siddet og seet ud paa Fyret . Han var vaagen 
og formaaede dog ikke at røre sig af Stedet ; 
han var sig selv bevidst og saae Alting ganske 
tydeligt ; men skjøndt det han saae maatte indeholde 
tilstrækkelig Opfordring til at raabe om 
Hjælp , var han dog ikke istand til at frembringe 
Lyd eller Stavelse . Hans Øine vare faldne paa 
det eneste Vindue i Værelset ; det var blevet til 
et stort Ansigt og vedblev dog at være Vindue . 
Om det saa skulde have kostet ham hans Liv , 
kunde han ikke have . sagt , hvilket der var hvilket . 
Vinduet var der , men Ansigtet var der 
ogsaa ; det fyldte hele Vinduet ud og syntes at 
optage det i sine Lineamenter . Buen foroven 
smeltede sammen med Panden , Vinduesposten 
blev Næse og en af Sprosserne Mund , og alligevel 
vare deres Former og Omrids ganske forskjellige . 
Det var et vildt , truende Ansigt , der 
saae ud , som om det var pidsket sammen af 

Bølgernes Skum , og let bevægeligt , som om det 
i næste Øieblik kunde antage en hvilkensomhelst 
Form . Fast og gjenn emtrængende stirrede det 
paa den gamle Mand , der efterhaanden fik en 
Bevidsthed om , at det var det selvsamme Ansigt , 
som paa en saa forunderlig Maade havde seet 
paa ham ude fra Fyret og draget ham derud ; 
og lidt efter lidt opdagede han i alle dets Træk 
en skrækkelig Lighed med sig selv . 
„ Jeg har forgjæves søgt Dig i mange Aar , “ 
sagde Skikkelsen , „ men har maattet vente , til 
Du kom herud . “ 
„ Hvem er Du , og hvad vil Du mig ? “ spurgte 
den gamle Martin , forundret over sin egen Stemme 
og over dens døde Klang , der var ham saa fremmed , 
som om en Anden talte i hans Sted . 
„ Dit andet Jeg er jeg , og Dit bedre Jeg , 
som Du har krænket og øvet Vold imod , siden 
Du var en ung Mand . Forgjæves har jeg kæmpet 
for min Ret i de mange Aar , men altid været 
afmægtig . Kun paa dette Sted vidste jeg , at 
jeg havde Magten . Du har længe holdt Regnskabet 
i Orden for Andre , nu ei' Regnskabets 
Dag kommen for Dig selv , gamle Martin . “ 
„ Jeg drømmer naturligviis , “ sagde han , eller 
tænkte det blot , hvilket forresten kom ud paa 
det Samme , da Skikkelsen gjennemskuede ham 
og gav ham Svar . 

„ Du drømmer ikke , “ sagde den , „ Du har i 
hele Dit Liv aldrig været Virkeligheden saa nær 
som nu ; kom og see den ! “ 
Endnu var han betaget af Tvivl , og søgte at 
gjøre sig Rede for , at han kun sad i en Stol 
og drømte ; men han mærkede , at denne Forklaring 
ikke rigtig slog til , og at ethvert Forsøg 
paa Modstand vilde glippe . Dreven af en indre 
Magt gik han hen og aabnede Vinduet for at 
jage Synet paa Flugt , skjøndt han meget godt 
forudsaae , at det ikke nyttede Noget . Aldrig 
saasnart havde han lukket det op , førend Skikkelsen 
svævede ind i Værelset , og efter den 
utallige andre , lette og luftige som Taager , som 
snoede og vendte sig i de meest forvirrende 
Slyngninger . Flere og flere strømmede ind fra 
Luften og fra Havet ; de gik igjennem hverandre , 
skar hverandre over og gili sammen 
igjen . Smaa Skikkelser , der i det Fjerne saaeud 
som Krusninger paa Bølgerne , voxede med 
Nærheden ; de vuggede og gyngede sig paa Stormen , 
som underveis gav dem utallige Former ; 
de sank og steg , men nærmede sig Alle til 
Taarnet og smøgede sig ind gjennem det aabne 
Vindue , uden at han begreb , hvorledes de Alle 
kunde faae Plads i det snævre Rum . Han saae , 
hvorledes de satte Ryggen imod Loftet og løftede 
det iveiret ; de rettede sig i deres hele 

Høide og førte Toppen af Taarnet høiere og høiere 
op i Luften , indtil den tilligemed Fyret kun viste 
sig som en Stjerne og tilsidst reent forsvandt . 
Paa Resten af Taarnet stod Martin alene 
tilbage med den Skikkelse , som først havde viist 
sig for ham . 
„ Forfærdelige Væsen , hvad vil Du mig ? “ 
spurgte Martin . 
„ Lære Dig , hvem Du er , og hvad Du bliver , “ 
svarede Skikkelsen . 
„ Hvem jeg er , veed jeg ; men hvad jeg bliver , 
kunde jeg nok have Lyst til at vide . “ 
„ Du tager feil ; Du veed mindst af Alt , hvem 
Du er . Du er for mange Aar siden bleven 
en Anden end Dig selv ; Du er bleven fremmed 
for Dig selv og har forvandlet Dig til denne 
Fremmede . “ 
„ Men dersom Du var mit andet Jeg , maatte 
jeg jo kjende Dig , “ indvendte Martin , som begyndte 
at fatte Mod , da han mærkede , at Skikkelsen 
i det Hele var medgjørlig og ikke gjorde det 
af med ham i det første Øieblik . „ Dersom Du virkelig 
var mit andet Jeg , maatte jeg jo have seet 
Dig før , men jeg mindes aldrig at have mødt 
Dig tidligere . “ 
„ Det kommer deraf , at Du har glemt mig ; 
at Du trolig har arbeidet paa at udslette 
mig af Din Erindring ; at Du har krænket 

og forurettet mig i langt høiere Grad , end Andre 
have krænket og forurettet Dig ; men kom 
nu og see ! “ 
Den gamle Martin mærkede , at han blev 
ført ud over Havet , hvor Bølgerne dybt under 
ham voxede til Bjerge og hævede sig op imod 
ham . Han saae nu den Skare af Skikkelser , 
som hele Tiden havde tumlet sig udenfor Taarnet ; 
de styrede ikke længere løs paa Fyret , 
der var forsvundet , men reiste sig nysgjerrigt 
speidende til alle Sider , og naar en af dem opdagede 
et Skib , løftede den Armen og pegede 
i den Retning , som strax fulgtes af alle de andre ; 
nogle flagrende i Luften , andre skydende 
sig frem paa Bølgerne , medens en heel Deel , 
som ikke kunde faae Plads i Vrimmelen og røre 
sig frit , dykkede ned og rullede sig frem under 
Vandet . Paa Skibet bleve Skikkelserne sete , 
og Mandskabet arbeidede med Fortvivlelsens 
Kraft ; men saa let som en Nøddeskal blev Skibet 
kastet om paa Siden og fik vældige Bølger 
ind over sig . Skikkelserne klyngede sig til 
Mastetoppen , det begyndte at synke , og efterat 
have sendt kæmpestore Luftbobler iveiret , gik 
det tilbunds roligt og i lige Linie , som om det 
havde været en Blyklump , der sank i stille Vand . 
Saaledes gik det med Skib efter Skib ; naar et 
af dem var gaaet under , sank Skikkelserne sammen 

for at hente Kræfter til nyt Arbeide ; derefter 
reiste de sig igjen , speidede og gave hverandre 
Tegn , stormede saa afsted efter det næste 
Skib , der fik samme Skjæbne som de forrige . 
„ Et skrækkeligt Syn , “ sagde Martin , „ det 
snører Hjertet sammen i En og faaer Blodet 
til at stivne . “ 
„ Det mener Du ikke , “ svarede Ledsageren , 
„ Du har jo intet Hjerte . Kom ikke med Talemaader 
om Medlidenhed ; Du veed bedst selv , 
at de Intet betyde , og at Du forgjæves vilde 
prøve paa at bedrage mig . Medlidenhed og 
Barmhj ertighed ere fj ernede fra Dit Sin d 
for stedse . “ 
Det forekom Martin , at han havde hørt 
disse eller lignende Ord før ; kun kunde han 
ikke erindre , hvor eller af hvem ; han følte , at 
de tyngede ham og tang et Øieblik stille ; men 
da hans Ledsager ogsaa tang , brød han igjen 
Tausheden , som begyndte at blive ham utaalelig . 
„ Hvor mange Forhaabninger gaae ikke her 
tilgrunde ? Hvorfor slider og slæber Mennesket 
for sig selv og for Efterslægten , naar Frugten 
af et heelt Livs Anstrængelser saaledes kan gaae 
tabt i et Øieblik ? “ 
„ Spørger Du for Andres eller for Din 
egen Skyld ? Hvad Du søger af ørkesløs Nysgjerrighed , 
faaer Du ikke besvaret ; men hvad Dig 

selv angaaer , har Du saa slidt og slæbt for Efterslægten ?- 
Har Du arbeidet af andre Grunde , 
end fordi Du var nødt dertil ? Har Du beredt 
Dine Nærmeste endog blot smaa Glæder og 
Overraskelser ? Eller hvad mener Du med Frugten 
af et heelt Livs Anstrængelser ? Tiden gaaer 
som en stor Bølge hen over Verden og drager 
den ned i Glemselens Hav ; men over Tiden 
staaer der Magter , som frelse de gode Gjerninger 
fra Undergang . Enhver menneskekjærlig 
Tanke ; enhver Gjerning , som øvedes for at 
knuse Vold og Despoti ; enhver Seivopoffrelse , 
som blev ydet for at støtte Andre ; ethvert forsonligt 
Ord til den , som fortryder sin Uret ; 
enhver lille Hjælp eller Haandsrækning , den være 
nok saa ringe og i Verdens Øine ubetydelig , 
som det ene Menneske af et kjærligt Sind 
yder det andet ; ja blot det oprigtige Ønske om 
at hjælpe , selv om Evnen ikke svarer til Villien , 
Alt dette trodser Tidens Strøm og gaaer 
aldrig under . “ 
Den gamle Martin svarede Intet , og var 
paa engang forundret og skamfuld over sig 
selv . Som øvet Regnemester havde han i mange 
Aar havt Kassen i Orden , og aldrig staaet tilbage , 
naar der skulde udbetales paa Selvretfærdighedens 
Conto ; og nu skulde det hænde 
ham , at han maatte tilstaae sin egen Insolvents . 

„ Du kjender endnu langtfra Virkeligheden , “ 
sagde Ledsageren , „ kom og see videre ! “ 
De sank dybere og dybere ; Martin følte , 
hvorledes Havet voxede over dem , og saae snart , 
at de befandt dem paa dets Bund . 
„ Der vilde behøves flere Menneskealdere 
for at see alt Det , som her findes , “ sagde Ledsageren , 
„ men tag det Nærmeste i Øiesyn ; det 
vil være tilstrækkeligt . “ 
Her var den dybeste Ro og Stilhed trods 
Stormen , som rasede ovenfor . Der stod ligesom 
Søiler sondrede fra den øvrige Vandmasse , og 
gyngede sagte frem og tilbage ; ved at følge dem 
opad , bemærkede han , at Bevægelsen tiltog i 
Høiden , indtil den tilsidst frembragte den bølgende , 
fraadende og skummende Overflade , som 
han nylig havde seet paa det oprørte Hav . Der 
laa uformelige Masser , overgroede med Snyltedyr 
og Planter ; det var Skibe , som vare 
forgaaede for Gud veed hvormange Aar siden . 
Ved et af dem havde et Skelet reist 
sig i Vandet , og ført af den svage Bevægelse 
i Elementet hævede og sænkede det sin Arm , 
som om det bankede udvendigt paa Skibsskroget 
og ønskede at tale med Nogen indenfor . 
Martin vendte sig om mod sin Ledsager og 
ventede at faae en Forklaring . 
„ Det var et forrykt Menneske , “ sagde Ledsageren , 

„ som fortæret af Had og Hævnlyst 
bragte' Skibet til at gaae under , skjøndt ban 
selv maatte følge med . Mere behøver Du ikke 
at vide . “ 
Aldrig havde Martin følt Angsten som i 
dette Øieblik . Han lagde Mærke til , at hans 
Ledsager i nogen Tid havde begyndt at antage 
utydeligere Omrids , ikke som om han fjernede 
sig fra ham , men snarere som om han smeltede 
sammen med det Element , hvori de befandt dem . 
„ Forlad mig ikke paa dette Sted , “ raabte 
Martin forfærdet , „ ellers er jeg fortabt ! Du bliver 
mere og mere borte for mig , og jeg veed 
ikke , hvorledes jeg skal holde Dig fast . “ 
Istedetfor at svare , satte Skikkelsen Havet 
i Bevægelse , saa at Martin tabte Alt af Syne ; for 
et Øieblik blev det Hele hyllet i Mørke , han tabte 
Besindelsen , og da han kom til sig selv igjen , 
var Havet forsvundet , og han befandt sig inde 
i en hyggelig , varm og oplyst Stue , midt iblandt 
Mennesker . Inden han endnu lagde Mærke til , 
hvor han var , saae han sig om efter sin Ledsager 
og opdagede ham paa Væggen . Til sin 
ubeskrivelige Forundring saae han ham svinde ind 
til en Flade , gaaeindi en Ramme og hænge paa 
Væggen som et Portrait , der havde megen Lighed 
med ham selv . Men næsten større blev 

lians Forundring , da lian saae , at lian befandt 
sig hos sin egen Søn . 
„ Jeg har længe glædet mig til , at Børnene 
skulde have denne Fornøielse , Marie ; jeg kan 
sige , at jeg formelig har glædet mig , som om 
jeg selv var et stort Barn . “ 
„ Du behøver ikke at sige , som om Du var 
et stort Barn , for Du er et stort Barn , Alfred , “ 
sagde Marie , idet hun lagde sin Haand paa 
Skulderen af sin Mand og kyssede ham . 
I det Samme blev en Dør lukket op , og et 
lille Ansigt kiggede ind og spurgte , „ om de nu 
maatte komme ; “ men da Faderen saae bister 
ud og truede med at gjøre Jagt paa den lille 
dumdristige Knegt , trak denne sig hurtig tilbage 
og lukkede Døren , hvorpaa der indenfor opløftedes 
et almindeligt Frydeskrig . 
Den gamle Martin havde siddet stum af Forbauselse 
og efterhaandentabt baade Næse ogMund . 
Det var altsaa den Søn , han havde forstødt ; 
det var den Svigerdatter , han havde viist bort fra 
sit Huus . Aldrig i sine Levedage havde han 
seet nogen hyggeligere lille Kone ; men hvor 
havde han ogsaa kunnet tænke , at den „ unge 
Tøs “ , som han dengang kaldte hende , 
skulde blive en Kone af det Slags . Gamle Martin 
begyndte at varmes op for første Gang i 
mange Aar . Stolt af sin Søn havde han 

altid været , men siden hans Giftermaal havde 
han aldrig rigtig villet tilstaae det ; hvor følte 
han nu ikke Hjertet banke ; Isklumpen var 
stærkt ifærd med at tøe op . “ 
„ Gid vi iaften vare samlede med vore Kjære , “ 
sagde Alfred ; „ for hvert Aar der gaaer , bliver 
jeg utaalmo digere . Vidste jeg , hvad der kunde 
forsone Fader , vilde jeg gjøre det , om det saa 
var nok saa stor en Galskab . “ 
„ Ja , gid det var saa vel , “ svarede hans Hustru . 
„ Skjøndt Fader har behandlet os haardt og 
uretfærdigt , 'længes jeg dog efter dem Alle . Jeg 
synes , at der hviler et Tryk paa os , saalænge en 
Forsoning ikke er bragt istand . Din gamle Moder 
længes bestemt ogsaa efter os ; Din Søster 
Anna maa nu være en voxen og smuk Pige , 
idetmindste tegnede hun til at blive det , da jeg 
sidst saae hende . Hvad om vi toge derhen 
imorgen og prøvede paa en Udsoning . “ 
„ Umuligt , “ sagde Alfred , som reent havde 
glemt Ordningen af alle de smaa Nytaarsgaver 
til Børnene , hvis Utaalmodighed nu yttrede 
sig i stigende Grad . „ Umuligt ; jeg har forsøgt 
Alt , men forgjæves . Vises Døren vil jeg dog 
ikke mere end een Gang . Men lad nu disse 
Tanker fare , og lad saa Børnene komme ind . “ 
Den gamle Martin havde flere Gange gjort 
kline til at ville afbryde dem , men havde ved 

hvert Forsøg gjort den sørgelige Erfaring , at 
han talte ud i det tomme Rum . Derimod talte 
hans Søn ikke ud i det tomme Rum ; thi neppe 
havde hansagt : „ Lad saa Børnene komme ind , “ 
førend en lille Speider , som intet Øieblik havde 
forladt Nøglehullet , aabnede Døren , og ind 
stormede et Kompagni af Unger , Husets egne 
og deres Legekammerater . 
„ Hvor er Martin ? “ spurgte Faderen . 
Den gamle Martin foer sammen , i den Tro 
at han nu var bleven gjenkjendt , men indsaae 
snart sin Feiltagelse ; det var Husets ældste Søn , 
der var meent , en livlig , smuk og opvakt Dreng 
paa otte Aar , som strax meldte sig ud af Skaren 
og traadte forventningsfuld hen til sin Fader . 
„ Du har været en god og flittig Dreng i 
det forløbne Aar , “ sagde han ; „ her er Din 
Nytaarsgave . “ Med det Samme leverede han 
ham en stor Bog med Beskrivelser og Billeder 
fra fremmede Lande . Martin kyssede sin Fader 
og Moder , hos hvem han satte sig med 
Bogen under Armen ; endnu var Spændingen 
for stor til , at han med Ro kunde fordybe sig 
i dens Indhold . Den gamle Martin sad og ventede , 
om ikke hans unge Navner ogsaa skulde 
komme hen til ham , men Drengen vidste jo Intet 
om hans Nærværelse . 

Derefter kom den lille Anna , som endnu 
ikke var udviklet nok til , at Gaven kunde ledsages 
af nogen „ moralsk “ Kommentar ; og endelig 
kom den Sidstfødte , der bar sin Faders Navn . 
Den modtog allernaadigst en Beenrangle , som 
den strax puttede i Munden , men snart efter 
tog ud igjen og fægtede i Luften med , idet den 
gjorde Udfald især mod den Plads , hvor dens 
usynlige Bedstefader befandt sig . 
Nu begyndte Uddelingen af Smaaforæringer 
til de fremmede Børn , og da Bordet var tomt , 
indtraadte det Stadium af babylonisk Forvirring , 
som hører til ved slige Ledigheder , og uden 
hvilken et Børneselskab slet ikke er et Børneselskab . 
Den gamle Martin tog levende Deel i 
det Altsammen ; han fulgte med Øinene sine 
Børnebørn overalt og var især indtaget i den 
ældste Dreng , som bar hans eget Navn . Det er 
en Svaghed hos alle Bedstefædre , kun gamle 
Martin havde hidtil dannet en Undtagelse . Paa 
engang blev der en Sammenstimlen og et efter 
Forholdene endog usædvanligt Spektakel . Den 
lille Martin og en fremmed Dreng vare komne 
i Disput . 
De legede Røvere og havde i den Anledning 
anlagt de traditionelle brogede Dragter 
og Hatte med Fjer i ; men hvorledes det nu 
gik eller ikke gik , saa vare de ved en uregelmæssig 

Ideeforbindelse komne ind paa det lingvistiske 
Omraade . Den fremmede Dreng havde 
paastaaet , at „ Fisk “ skulde skrives med lille F , 
medens Martin paastod , at det skulde skrives 
med stort F . 
„ Men naar Du skriver det med stort F , 
hvorfor siger Du det da med lille F ? “ 
Paa dette Spørgsmaal , som kunde have sat 
en større Dreng end Martin i Forlegenhed , svarede 
han ved at snappe Huen af Hovedet paa 
den fremmede Dreng , som om den havde ligget 
der som en løs og ledig Gjenstand paa et 
Bord ; han svingede den rundt i Luften ograabte : 
„ Hurra ! Han spørger hvorfor jeg siger Fisk 
med lille F ! Hurra ! “ 
„ Hurra ! Du har Ret min Dreng . Bliv Du 
kun ved , Martin ! “ raabte den Gamle med i 
Chor og loe , saa at han var nærved at falde 
ned af Stolen ; men snart blev hån igjen opmærksom 
paa sin Feiltagelse ; Ingen kunde høre 
ham , og han blev derfor siddende stille og inderlig 
bedrøvet . I det Samme kastede han et Blik 
hen paa Billedet , hvor hans Ledsager tidligere 
•var forsvundet , og saae ham nu i taagede Omrids 
falde ud fra Rammen og vinke med Haanden . 
„ Blot et Øieblik endnu , “ bad Martin , „ lad 
mig blot et eneste Øieblik tale med denne Dreng ; 
lad mig give mit Barnebarn et Kys , saa skal 
jeg være villig til at følge Dig . Det vilde 

være grusomt , om Du lod mig see alt Dette , for 
strax at tage det fra mig . Gode Aand ! Jeg føler , 
at Du vil mig vel . Und mig denne Glæde , 
den første jeg har følt i mange Aar . “ 
„ Mildhed og Forsonlighed ere fjernede 
fra Dit Sind for stedse , “ svarede 
Ledsageren med barsk Stemme , vinkede med 
Haanden og Alt var forsvundet . 
Knugende er Angsten og forfærdende til 
Vanvid er Samvittighedens Stemme , naar den 
har slumret i mere end et halvt Menneskeliv og 
saa først oplader sin Røst . Den store Regnemester 
glemmer Intet og feiler aldrig . Den lægger 
Renterne til Kapitalen , og skjøndt den gjør 
sin Gjerning i Søvne , er den altid sikker . Den 
dynger Kapital paa Kapital , til det udgjør et 
heelt Bjerg af himmelraabende Uret ; derefter 
vaagner Samvittigheden , og tvinger Synderen til at 
vandre opad Bjerget ; høiere og høiere opad uden 
at naae dets Top . Tiden gaaer som en stor 
Bølge hen over Verden og drager den ned i 
Glemselens Hav ; men over Tiden staaer der 
Magter , som bevare de onde Gjerninger fra Forglemmelse . 
Enhver ond Tanke ; enhver Gjerning , 
som øvedes forat kue Andre og hæve sig selv ;   Nederdrægtighed og lav Bedrift , som 
knuste Hjerter og bragte Troen paa det Godes 
Magt til at vakle ; ethvert uforsonligt og hadefuldt 
Ord , der saarede bittert ; ja selv det mindste 

Naalestik , der borede sig ind i et Medmenneskes 
Sjæl og tilintetgjorde et Gran af den 
Kjærligbed , som af Naturen var nedlagt deri , 
Alt dette opbevares af Tiden og dynges sammen 
til et kæmpestort Bjerg . 
Den gamle Martin vandrede op ad Bjerget ; 
træt og mødig , jaget og forpiint som i dunkle 
Drømme arbeidede ban sig frem høiere og høiere 
opad . Hvor han vilde hen , var han sig ikke 
bevidst , kun Saameget vidste ban , at han skulde 
videre . Bagved ved ham laa der en Ørken , og 
foran sig saae han kun et Øde , saalangt Øiet 
naaede . Sit gamle Regnskab havde han reent 
glemt , ellers havde maaskee de mange Tal og 
store Summer kunnet hjælpe ham ud af Labyrinthen ; 
men han tænkte ikke mere paa det , og 
havde formodentlig tabt det paa sin lange Vandring . 
„ Barmhjertige Himmel , hvor stor er ikke 
min Uret , “ raabte han tilsidst i Fortvivlelse . 
„ Og jeg Taabe , som havde kunnet gribe Lykken 
paa alle Kanter , har Aar efter Aar stødt den 
fra mig . Giv mig endnu blot eet Aar at leve 
i , blot det eneste nye Aar , som nu begynder , 
og jeg lover høitideligt , at jeg skal blive det 
gode og lykkelige Menneske , hvortil jeg , som enhver 
Anden , var bestemt af Naturen ! “ 
„ Vi ville faae det at see ! “ svarede hans 
Ledsager , som nu igjen viste sig ved Siden af 
ham , men utydeligere end nogensinde tidligere , 

og talte med en Stemme , som kom langt borte 
fra . „ Du staaer snart ved Reisens Maal , og 
det kommer kun an paa Dig selv , om Dine 
Ord skulle blive til Sandhed . “ 
I det Samme overraskedes Martin af et 
stærkt Lysglimt og befandt sig hjemme i sin 
egen Stue . Saa forbauset var han over Forandringen , 
at han ikke lagde Mærke til , hvorledes 
hans Ledsager som en Skygge gled ned 
over den store gammeldags Kakkelovn og smeltede 
sammen med den , saa at hans Ansigt akkurat 
faldt sammen med et gammelt , glubsk Løveansigt , 
som var støbt ind i Ovnens øverste Etage ; 
og fra dette Ansigt stirrede nu Ledsageren ud 
paa ham . 
Den gamle Martins Opmærksomhed var henvendt 
paa noget heelt Andet . Han saae sin 
Hustru og Datter sidde ved Bordet , ganske som 
han havde forladt dem om Aftenen . Den gamle 
Kone saae ængstelig og bekymret ud , og Anna 
sad med Taarer i Øinene . 
„ Hvor mon dog Fader bliver af i dette 
forfærdelige Veir  ? “ sagde den gamle Kone . „ Det 
var en ulykkelig Idee , Du skulde faae i Aften , 
at tale til Fader om Alfred . Han var skrækkelig 
oprørt , da han gik ud , og nu er det jo allerede 
flere Timer siden . Stormen er bleven til en 
reen Orkan . “ 
„ Det gjør mig ligesaa ondt som Dig , kjæreste 

Moder ; men jeg kom til at tænke paa Richard 
og paa , hvor glad jeg vilde blive , naar han kom 
tilbage , at jeg ikke kunde udholde det længere 
at tænke mig Nogen bedrøvet ; og saa slap det 
ulykkelige Ord mig ud af Munden . “ 
Et Vindstød ramte i dette Øieblik Huset og 
syntes at løsne Træværket i alle dets Fuger . 
Det ruskede i Dørene og bragte dem til at 
klappre , næsten som om En bankede paa udenfor . 
„ Gud , dersom Richard var ude i dette Veir , “ 
udbrød paa engang Anna . 
„ Saa maatte vi bede for hans Frelse , “ svarede 
Moderen . 
Nok et Vindstød , som hylende og klagende 
trængte sig ind gjennem alle Revner og Sprækker . 
Nok en Rusken i Dørene og en Klappren , 
der lignede en Banken . 
Anna opfangede Lyden og sagde : „ Jeg synes , 
at Nogen bankede . Jeg vil see efter , om 
det ikke skulde være Fader ; “ med det Samme 
tog hun et Lys for at gaae ud , men medens 
hendes Haand holdt om Laasen , dreiede en anden 
Haand den udvendigt , og ind ad Døren 
traadte en Fremmed , indhyllet i en Bjørneskinds 
Pels , hvis store Krave skjulte hans Ansigt . Anna 
foer tilbage , og den Fremmede blev staaende 
ubevægelig i' et Par Øieblikke . Ved en behændig 
Vending lod han Pelsen falde af sig og traadte 
ud af den som en fremmed , stærkt beskjægget 

Mand . Endnu stod han ubevægelig og uden at 
have talt .et Ord , da Anna , der var bleven ganske 
bleg , paa engang raabte : „ Richard ! “ og 
kastede sig i hans Favn . 
Og det var virkelig Richard , men han var 
blevet næsten ukj endelig ; det store Skjæg og 
den mørke Hudfarve havde givet ham et sydlansk 
Præg . Jeg vil slet ikke prøve paa at beskrive 
al den Henrykkelse , som nu fulgte ovenpaa ; den 
var saaledes , som den altid er , naar Kjærestefolk 
ere , som de bør være . Der var en Udspørgen , 
en Kyssen , en Trykken Hænderne , en Omfavnen 
og en talende Taushed , som maatte have glædet 
enhver Tilskuer . Den gamle Moder fik ogsaa 
sin Andeel i Velkomsten og livédes øiensynligt 
op , hvilket var en sjeldenTing , da hendes Mands 
Tyranni i Tidens Løb havde gjort hende sløv 
for det Meste , som foregik omkring hende . Da 
de allerførste og nødvendigste Ord vare udvexlede , 
spurgte Richard : „ Men hvor er Din Fader ? “ 
„ Ja , er det ikke skrækkeligt ; i Mørkningen 
gik han ud og er ikke senere vendt tilbage . 
Vi sad netop og ventede paa ham , da Du kom . “ 
„ Din Fader er gaaet ud , “ raabte Richard , 
„ og er endnu ikke vendt tilbage . Det 
gaaer aldrig godt , jeg maa strax ud at lede 
ham op . “ 
„ Saa gaaer jeg med , “ sagde Anna , som om 
det kun gjaldt en almindelig Spadseretour . 

„ Min kj æreste Pige , det er umuligt . Du 
vilde ikke kunne gaae ti Skridt udenfor Huset , 
førend Du blæste bort , og hvor skulde jeg saa 
faae fat i Dig igjen , “ sagde haa og kyssede hendes 
smukke Ansigt . I en Fart var han iført sin 
Pels og ude af Døren . 
Alt dette havde den gamle Martin været 
Vidne til , ikke som den uforsonlige , hadefulde 
Mand , han om Aftenen havde lovet sig selv at 
være , naar Richard kom tilbage , men henrykt over 
sin smukke , fornøiede Datter og over den Svigersøn , 
han vilde faae . Gamle Martin havde iaften 
i Grunden for første Gang gjort Bekjendtskab 
med sin Svigerdatter og sin Svigersøn , og var 
inderlig tilfreds med dem Begge ; derfor kunde 
han ikke finde sig i den Dumhed af Richard , at 
gaae ud for at søge efter ham , naar han i bedste 
Velgaaende sad hjemme i sin egen Stue . Han 
var gjerne blevet ved at see paa de Unges Glæde , 
men erindrede paa engang , at han kun var 
usynlig tilstede . Han vendte sig om efter sin 
Ledsager , men kunde intetsteds finde ham . Instinktmæssigt 
faldt hans Blik hen paa Kakkelovnen , 
hvor han syntes at see Noget i det gamle 
Løvehoved , der var støbt ind i Ovnen . Før 
havde han aldrig opdaget noget Mærkeligt der , 
men iaften var der en vis Bevægelighed i det . 
„ Gode Aand , “ sagde han , „ send mig Richard 
tilbage , han leder jo efter mig til ingen Nytte . “ 

„ Det vilde heller ikke være til nogen Nytte , 
om han kom tilbage ; og han kommer ikke tilbage , “ 
svarede Stemmen svagt og i det Fjerne . 
„ Kommer’ han ikke tilbage  ? “ spurgte Martin 
saa forfærdet , at Ordene kom ham i Vrangstruben . 
„ Du lægger ikke Mærke til , at Alt , hvad 
Du her seer , er Noget , som er skeet ; det ligger 
tilbage i Tiden . Richard var her ikke nu , han 
var her allerede iaftes . Han gik ud for at lede 
efter Dig ; og da han paa sin Vandring hørte , 
at Nogen tilfældigviis havde seet Dig ganske 
alene sætte ud til Fyret i en Baad , blev han 
saa betaget af Skræk ved at vide Dig ude paa 
Havet i denne Storm , at han , da Uveiret var 
paa sit Høieste , selv gik tilsøes for at lede efter 
Dig ; skjøndt han som Sømand strax burde have 
indseet det Taabehge i at gaae ud i en saadan 
Orkan , hvilket han ogsaa vilde have gjort , naar 
det ikke netop havde været Dig , han ledte efter . “ 
„ Gode Gud , “ raabte Martin forfærdet , „ hvad 
blev der da af ham ? “ 
„ Han kuldseilede ude ved Fyret og druknede , 
dengang Du saae Skibene gaae under . “ 
„ Forfærdeligt , “ raabte Martin , „ forfærdeligt ! “ 
— 
„ Stille ! “ sagde Ledsageren bydende . „ Jeg 
fatter Dit Hjertes Kvide ; men den maa gjennemlides . 

Mærk Dig hvert Ord jeg siger ; nu gjældet 
Liv eller Død for Dig selv . “ 
Skjøndt gamle Martin anstrængte sig for at 
opløfte et Fortvivlelsens Raab , frembragte han 
ingen Lyd ; han følte sig ganske kraftesløs , men 
hørte dog hvert Ord , hans Ledsager sagde . 
„ Jeg staaer nu i Begreb med at forlade 
Dig for stedse . Jeg er Dit andet Jeg og Dit 
bedre Jeg ; det Jeg , som  .Du for mange Aar 
siden forstødte , dengang Du forvanskede det 
Gode , Skaberen havde nedlagt i Dig , og anvendte 
Dine Evner til at gjøre Ondt , hvor Du 
skulde have gjort Godt . Jeg har i de mange 
Aar ofte forsøgt at vende tilbage og smelte 
sammen med Dit Væsen , men forgjæves . Først 
iaftes førte Tingenes Gang det saaledes med 
sig , at jeg kunde faae Dig i Tale . Jeg viste 
mig for Dig i Fyret og glædede mig , da jeg 
saae , at jeg havde Magt til at drage Dig ud til 
mig ; det viste mig , at der endnu var Haab om , 
at jeg omsider skulde ophøre at være et deelt 
Væsen . Du har selv mærket , hvorledes jeg 
lidt efter lidt blev utydeligere for Dig ; det blev 
jeg , efterhaanden som jeg igjen smeltede sammen 
med Dit Væsen ; efterhaanden som Du kom 
Dig selv nærmere , da Dit Steenhjerte smeltede , 
og Du begyndte at glæde Dig og at sørge paa 
menneskelig Viis . Nu er der kun meget Lidt 

af mig tilbage ; jeg er næsten Eet med Dig og 
kan ikke længere hjælpe Dig . Staa nu denne 
Prøvelse igjennem med mandigt Mod og stærk i 
Troen paa det Godes Magt i Verden , saa er 
Du frelst , og jeg velsigner Dig , gamle Martin ! “ 
Ledsageren svandt hen i det tomme Rum , og 
endnu engang lød det langt borte : — „ og jeg 
velsigner Dig , gamle Martin ! “ 
Nytaarsmorgen . 
„ Richard , Richard ! Bliv dog hei’ Menneske , 
jeg er jo hjemme . Gaa ikke ud paa Havet , det 
bliver Din Død . Barmhjertige Himmel , hold 
ham tilbage ! Richard ! “ Saaledes raabte den 
gamle Martin , saa det rungede i Værelset , og 
havde nær væltet Bordet , som stod ved Siden 
af ham . 
Fyrmesteren , som var falden i en tung Søvn , 
sprang forskrækket op og gned Øinene , uden 
strax at kunne samle sig eller besinde sig paa , 
hvor han var . Navnet „ Richard “ lød endnu i 
hans Øre , og med den lynsnare Hastighed , 
hvormed Drømme skabes og forgaae , havde 
Martins Raab i samme Nu ladet ham see Richard 
gjennemgaae utallige Farer . 
„ Foi’ Guds Skyld , hvor er Richard , hvad er 
der hændet ham ? “ raabte han , da Martin i det 

Samme selv vaagnede og udbrød : „ Ja , hvor er 
Richard , vi maae ile ham tilhjælp . Men Du 
store Gud og Fader , er jeg endnu ude paa Fyret . 
Og Richard og Anna ? Og min Søn og den 
lille Martin ? “ 
„ Tal ikke om Richard og Anna , “ svarede 
Fyrmesteren barsk . 
„ Jo , dem taler jeg netop om , “ sagde Martin , 
„ og vil vedblive at tale om dem . Richard er 
kommet tilbage , og Anna skal være hans Brud , 
saasandt som jeg hedder Martin ; men vi maae afsted “ 
— Fyrmesteren saae nu klart , at hans 
Formodning iaftes var rigtig . Martin var gal . 
Han overveiede et Øieblik , hvorledes han hensigtsmæssigst 
skulde gribe Sagen an ; om han 
skulde reise sig og spærre'ham inde i det mørke 
Rum , der var ved Siden af Kammeret , eller om 
han hellere skulde klemme ham fast mellem 
Bordet og Væggen og prøve paa at tale ham 
tilrette . Stor var derfor Fyrmesterens Overraskelse , 
da den gamle Martin ganske sindigt stod 
op og kom hen og rakte ham Haanden . 
„ Tilgiv mig , gamle Ven , jeg var iaftes meget 
utaknemmelig og egentlig et reent Uhyre . 
Først frelste Du mit Liv , og jeg havde ikke et 
Ord til Tak derfor ; og derefter bad Du mig om 
Tilgivelse for en gammel Uret , og jeg negte de 
Dig den . Jeg føler mig idag som et andet Menneske 

og begynder det nye Aar med at fornye et 
gammelt Venskab . “ 
„ Du tager en stor Byrde fra min Samvittighed , 
Martin . Kun den , der har angret saa 
længe og saa dybt som jeg , veed hvad en saadan 
Tilgivelse vil sige . Men hvorledes var Du 
dog kommet i denne Stemning iaftes ? Jeg kjender 
Dig slet ikke igjen idag . “ 
Den gamle Martin tog sig til Hovedet og 
begyndte igjen at see forvirret ud . „ Jeg var 
inat udenfor Taarnet og saae skrækkelige Ting 
paa Havet . Jeg besøgte ogsaa min Søn og saae 
Richard ; men jeg kan ikke samle mine Tanker “ 
— han ledte rundt omkring efter en Løsning 
paa Gaaden , uden at finde den , og Fyrmesteren 
blev igjen mistænksom . Skulde han 
alligevel være forvirret og om Natten have listet 
sig udenfor Taarnet ? Det var umuligt . Han 
havde jo selv laaset alle Døre forsvarligt og havde 
endnu Nøglerne i Lommen . Hans Tvivl blev 
imidlertid hævet , da Martin igjen talte fornuftigt . 
„ Jeg kan ikke blive klog paa det Hele , 
for drømt det har jeg ikke , dertil var det altfor 
levende . Jeg opgiver det indtil videre og 
vil strax tage hjem . Jeg er sikker paa , at Richard 
er kommet , og jeg længes efter at see 
ham og dem Allesammen . “ 
Fyrmesteren , som smittedes af Livligheden 
i hans Væsen og navnlig af Forsikkringen om , 

at Richard var kommet , erklærede det imidlertid 
for umuligt , at Martin kunde tage afsted 
alene . „ Veiret er vel smukt idag , “ sagde han , 
„ og Stormen har lagt sig , men Søen gaaer saa 
høit , at Du aldrig vilde komme levende iland , 
hvis Du gik ud alene ; og jeg kan ikke følge 
med Dig , førend den nye Fyrmester kommer , 
hvis han i det Hele kommer idag . Men lad os 
nu allerførst faae en Hjertestyrkning ovenpaa 
denne Nat . “ 
Dermed satte Fyrmesteren Kjedlen over Ilden 
og begyndte at dække Bord . Det var i 
det Hele taget mærkeligt at see den gamle Martins 
Livlighed ; gik Fyrmesteren ud for at hente 
Brænde , saa var Martin i Hælene paa ham , for 
ikke at tabe ham af Syne et Øieblik ; pustede 
Fyrmesteren paa Ilden , for at faae den til at 
blusse høiere , saa vilde Martin puste med , men 
opnaaede kun at blæse Asken op i Ansigtet paa 
Fyrmesteren , som ikke sagde Noget , men kun 
smilede ved sig selv . Snart stillede Martin Stolene 
paa eet Sted foran Bordet , snart paa et 
andet Sted . Af og til gjorde han en Afstikker 
hen til Vinduet for at see ud paa Havet . Solen 
skinnede paa de høie Bølger og blændede 
ham ved de utallige Smaablink den frembragte ; 
men han glemte et Øieblik det Hele for at beregne , 
hvor langt han havde været ude ; hvor 
det omtrent maatte være , at det første Skib gik 

under , og i hvilken Retning Skikkelserne fore 
efter det andet . „ Men det er jo reen Snak ; 
hvad staaer jeg her og drømmer om ; og alligevel “ 
— I det Samme opdagede han et hvidt 
Punkt langt ude og kaldte paa Fyrmesteren . 
Kikkerten kom frem i en Fart og Fyrmesteren 
raabte : „ Hurra ! Den nye Fyrmester . Brav Karl ; 
han vidste , at jeg længes efter Afløsning , og 
•saa gaaer han ud i saa høi Sø , skjøndthan ikke 
havde det nødig . Forresten er der En med 
ham , som jeg ikke kjender . “ 
Den gamle Martin skulde ogsaa see i Kikkerten , 
men da han var ganske ukjendt med 
dens Brug , og desuden rystede af Bevægelse og 
Spænding , styrede han den i alle mulige Retninger , 
og søgte i længere Tid efter Baaden oppe 
i Nærheden af Zenith , indtil han tilsidst fik fat 
paa Solen , som gjorde ham fuldstændig blind . 
De opsatte Maaltidet , indtil deres Gjæster 
kom , og stode faa Øieblikke efter ved Taarnets 
Fod , ventende paa deres Ankomst . 
„ Hvor tog Du Baaden iaftes , Frederik ? “ 
spurgte Martin . 
„ Der “ , sagde Fyrmesteren og pegede et Par 
Favne ud i Vandet ; „ den kom langveis fra , 
strøg lige forbi Taarnet og gik ligesaa langt 
bort paa den andenSide ; havde den stødt imod 
det , var den splintret i samme Øieblik . “ 
„ Er det Ringen , hvortil Du bandt Linen ? “ 

„ Ja , det er Ringen , den er forsvarlig nok ; 
det var kun Linen jeg var bange for . “ 
„ Det forekommer mig dog , at denne Ring er 
noget svag ved den ene Side “ , bemærkede den 
gamle Martin , som skjænkede den en usædvanlig 
Opmærksomhed . „ Man har før hørt , at tykke 
Jernringe bristede , uden at man egentlig vidste 
hvorfor “ . 
Fyrmesteren fik ikke Tid til at svare paa 
den sidste Bemærkning , da Baaden var lige ved 
Taarnet . 
„ Goddag , gamle Kammerat , glædeligt Nytaar “ , 
raabte den nye Fyrmester til den gamle . 
— „ De havde nok ikke ventet mig idag . Efter 
den Storm , som blev opført inat , havde jeg ogsaa 
tænkt paa at opsætte det , indtil Veiret var 
stillet af og Søen blevet rolig ; men saa fik jeg 
Besøg af en Fremmed , som absolut vilde herud 
idag , da han hørte , at De var her . Efter endeel 
Betænkeligheder føiede jeg ham omsider , 
og her ere vi . “ 
Han tog en Flig af Seilet tilside , bag hvilket 
den Fremmedes Ansigt var skjult , og en 
ung Mand reiste sig op . 
„ Richard , min Dreng , “ raabte Fyrmesteren 
fornøiet og svingede med sin begede Hat , „ Du 
kunde ikke have bragt mig nogen kjærkomnere 
Nytaarsgave end Dig selv . — Min gamle Ven , 
Martin B . , “ tilføiede han , da han saae Richard 

blive noget forlegen ved Mødet . „ Han kom 
herud igaar Aftes og har maattet blive her inat . 
— Ørerne stive , min Dreng , “ hvidskede han til 
ham , „ Alting klart . “ 
Denne sidste fortrolige Meddelelse var Richard 
aldeles gaadefuld , og Situationen blev kun 
yderligere indviklet derved , at den gamle Martin , 
som hidtil havde staaet og stirret paa Richard , nu 
greb hans Haand og trykkede den hjerteligt , og 
dertil udtalte sin Forundring over , at han , Richard , 
ikke havde et stort brunt Skjæg , for saaledes 
havde han jo tydelig seet ham ; „ men jeg snakker , “ 
sagde den Gamle og tog sig til Panden . 
Igjen foer der en Tvivl gjennem Fyrmesterens 
Sind , der dog atter blev beroliget , da han 
saae Martin trække Richard hen til en Side . 
„ Du kommer hjemmefra , hvorledes har min 
Hustru og Anna det ? Have de været forskrækkede , 
fordi jeg blev borte iaftes ? “ 
Richard sagde , at han ikke forstod et Ord 
af det Hele , da han først var kommet iland , 
ligesom Stormen begyndte , og strax havde søgt 
Underretning om sin Faders nuværende Opholdssted . 
„ Men saa har Du jo slet ikke seet Anna 
endnu , “ sagde Martin tankefuld . 
„ Nei , sikkerlig ikke , men jeg længes inderlig 
derefter ; og af hele den Maade , hvorpaaDe 


omtaler Sagen , tør jeg maaskee haabe , at De 
ikke bar Noget imod “ — 
„ Sniksnak , den Sag bliver nok ordnet ; jeg 
har taget min Bestemmelse . “ 
Derefter vendte de tilbage til de Andre , 
som imidlertid havde fortøiet Baaden , og Martin 
opfordrede dem til at følge med ham ovenpaa . 
Han talte i en Tone , som om han 
egentlig hørte hjemme paa Fyret og indbød sine 
Gjæster til at tage Lokaliteterne i Øiesyn . Han 
holdt sig ogsaa sidst i Rækken og opfordrede 
den nye Fyrmester og Richard til „ endelig at 
gaae forsigtigt “ op ad Trappen . 
Den gamle Fyrmester saae Forandringen 
hos Martin og loe saa smaat . Da de kom 
ovenpaa og ydede Frokosten al Retfærdighed , 
fik Værten det Indfald at hente to Flasker 
Viin . 
„ De have ligget i flere Aar og ventet 
paa Richards Hjemkomst , og en Skam havde 
det dog været , om jeg nu havde glemt dem . 
Jeg udbringer altsaa en Skaal for “ — 
„ Stop lidt , “ sagde Martin , „ det er nok 
bedst , at jeg udbringer den Skaal . Lad os 
da tømme et Glas for Richard der og min 
Datter Anna som lovformeligt forlovede . “ Han 
ansaae det for et Slags juridisk Akt med Vidner 
og alt Tilbehør . „ laftes var jeg enig med 
min gamle Ven der , “ han pegede paa Fyrmesteren , 

„ om at denne Sag skulde gaae overstyr , 
men Mennesket spaaer og Gud raa’er . Altsaa , 
en Skaal for Richard og hans Brud ! “ 
Richard , som i Begyndelsen var bleveh 
reent forvirret over den gamle Martins Ord , 
sprang op og dandsede rundt med dem Allesammen . 
Den nye Fyrmester derimod , som hidtil 
havde været passiv Deeltager , lod høre en 
lang Fløiten , der tilkjendegav , at nu begyndte 
det at gaae op for ham . 
„ Oh , saa hun gaaer paa den Boug ! Ja saa 
forstaaer jeg Deres Hastværk imorges og Deres 
mange Spørgsmaal om Familierne hernede ved 
Kysten . Jeg ønsker Dem tillykke . “ 
„ Nu bryde- vi op , “ sagde Martin igjen 
afgjørende , som om han var Kommandant paa 
Fæstningen . „ Vi tage først ned til min Søn 
og derefter hjem . “ 
Den gamle Fyrmester gav Tegn til sin Søn , 
at han skulde lyde uden Indvendinger , og 
kort efter befandt de tre Mænd sig paa Søen , 
tagende den Retning , som af Martin blev angivet . 
De landede nede paa Kysten , flere Miil 
fra det Sted hvor Martin boede , og gik hen mod 
et Huns , som han paastod tilhørte hans Søn , 
hvilket det ogsaa gjorde . 
„ Det er bedst , at jeg gaaer iforveien ; I 
Andre kunne vente lidt paa mig , og maae ikke 


blive utaalmodige , hvis det skulde vare etKvarteerstid . “ 
Han gik ind i Huset paa Maa og Faa , idet 
han bildte sig ind , at han havde seet det før . 
Han lukkede Døren op til Dagligstuen og mødte 
netop sin Svigerdatter , som legede med det 
yngste Barn . 
„ Er Alfred hjemme ? “ spurgte han . 
Om hun havde seet et Gjenfærd aabne Døren , 
vilde hun ikke være bleven mere forskrækket . 
„ Men Bedstefader ! “ var Alt , hvad hun kunde 
sige . Hurtig foer en Dreng ud af Stuen og 
hentede sin Fader , der kom ilende til i den 
Tanke , at der var skeet en eller anden Ulykke . 
„ Glædelig Nytaar , “ sagde Martin . „ Jeg vil ikke 
bruge nogen lang Indledning , men ligefrem spørge 
Jer , om I endnu holde Saameget af Eders gamle 
Fader , at I ville følge hjem med ham idag ? “ 
Om de vilde ; det var til at spørge om . 
Men han maatte komme nærmere og vente , indtil 
de kunde blive færdige . 
„ Alle Børnene skulle med , ogsaa Martin . “ 
„ Men Bedstefader , hvorfra veed De , at vor 
ældste Dreng hedder Martin ? “ 
„ Herre min Gud , saae jeg ham ikke iaftes , 
da han loe over det lille F— men hvad er det 
nu jeg siger — jo jeg veed det i ethvert Tilfælde . 
Men jeg glemmer reent , at jeg har 
Gjæster med mig . “ 

Med disse Ord gik Martin udenfor og vinkede 
ad Fyrmesteren og lians Søn . 
„ Det er min gamle Ven , “ sagde Martin , idet 
lian pegede paa Fyrmesteren ; og Forundringen 
blev stor , da baade Sønnen og hans Hustru 
vidste Besked om Sagen . 
„ Og det er hans Søn , Richard , “ vedblev 
Martin , „ som iaftes gik ud og ledte efter mig 
— men hvad er det nu igjen jeg siger “ — Fyrmesteren 
begyndte at faae sine Tvivl — „ det 
er hans Søn Richard , som er forlovet med min 
Datter , der Intet veed om hans Hjemkomst ; og 
nu skulle vi Alle overraske dem . “ Her naaede 
Forundringen Høidepunktet , som først havde til 
Følge , at der vexledes en Mængde Lykønskninger , 
og derefter , at Sønnekonen , uden at sige 
et Ord , gik hen og gav den gamle Martin et 
eftertrykkeligt Kys . Martin forstod det og var 
baade taknemmelig i sit Hjerte og stolt derover . 
Medens Forberedelserne til Reisen skete , 
bemægtigede Bedstefaderen sig den Førstefødte , 
som i Begyndelsen var bange for ham , da han 
havde opsnappet Et og Andet om Forholdet ; 
men snart overvandt Bedstefaderens Venlighed 
hans Frygt , saa at han fortalte ham vidt og bredt 
om sine smaa Foretagender og Forhaabninger , 
hvilket Altsammen fulgtes med den for Bedsteforældre 
eiendommelige Henrykkelse over den 

ældste Sønnesøns aandelige og legemlige Fuldkommenheder . 
Martins Blik søgte uvilkaarligt efter Rammen 
paa Væggen , og der hængte virkelig ogsaa 
en Ramme , som imidlertid ikke indeholdt hans 
Billede , men en Udsigt over Havet ud til Fyret . 
„ Besynderligt , “ tænkte han ved sig selv , „ jeg 
saae det jo saa levende iaftes . Hvad er det 
dog for Magter , som slumre i os , og som stundom 
vækkes og forsvinde igjen ad Veie , som 
ere os ganske ubekjendte ? Er det et Glimt fra 
de Regioner , som ligge hiinsides Døden , hvor 
vore Evner og Kræfter maaskee oplade aldrig 
åbnede Muligheder og naae en høiere Udvikling ? “ 
Af disse Betragtninger blev han revet ud , 
da hans Søn meldte ham , at Alt var beredt 
til Afreisen . Efter et Par Timers Seilads naaede 
de hjem og overraskede Moder og Datter , der 
vare halvdøde af Skræk , og hvis Bekymringer 
nu paa engang forvandledes til den høieste Glæde . 
Anna havde opdaget dem længe førend de 
naaede Huset , og var ilet dem imøde . Jeg har 
altid godt kunnet lide det gammeldags Udtryk 
om en ung Pige , at hun „ blusser som en Rose “ . 
Det kan gjerne være , at der er dem , som sige , at 
det for længe siden er gaaet af Mode , men hvad 
biyder , jeg mig om det , naar det kun udtrykker 
Sagen godt , og det gjør det netop . Anna havde 
gjennemgaaet de forskj elligste Sindsstemninger 

og rystede af Bevægelse og Spænding . Hun 
kjendte Richard langt borte , og haabede ; men 
det hele Optog var hende gaadefuldt , og Haabet 
vexJede med Frygt . Men da hendes Fader 
havde lagt hendes Haand i Richards og givet 
dem sin Velsignelse , og da Richard sluttede 
hende i sin Favn og kyssede hende , saa blussede 
hun som en Rose . Og da Martin havde 
taget sin gamle Hustru om Livet og kysset 
hende og bedet hende om at tilgive ham 
hans forrige Urimelighed , S el vkj ærlighed og Hensynsløshed ; 
og da de mange Fremmede havde 
fundet Rede i hverandre , og navnlig faaet Børnene 
ordnede i Hukommelsen efter Navn , Kjøn 
og Alder ; og da det store Familiebord var dækket , 
hvortil Alfreds betænksomme , lille Kone 
havde medtaget omtrent Alt , hvad der behøvedes ; 
og da den gamle Martin havde betinget sig at 
have sin Hustru paa sin ene Side og Fyrmesteren 
paa den anden , foruden den lille Martin 
paa Skjødet ; og da han ved Bordet yttrede 
Ønsket om , at Richard og Anna snart maatte 
kunne gifte sig , hvilket han desværre ikke 
saae synderlig Udsigt til , da han selv ingen 
Formue eiede ; og da Richard hertil bemærkede , 
at hvad det angik , saa kunde det for 
den Sags Skyld gjerne skee strax , for han kom 
ikke tomhændet tilbage ; og da Fyrmesteren temmelig 
tydelig lod sig forstaae med , at han nok 

ønskede at faae en Sønnesøn af samme Slags 
som den lille Martin , og loe umaadeligt over sin 
egen Vittighed ; da Alt dette foregik , vedblev 
Anna at blusse som en Rose . 
* * 
* 
Det var den første Aften i mange Aar , at 
Glæden havde været indenfor dette Huses Døre ; 
men da den nu engang var der , tog den 
Erstatning for den lange Fortid . I Aften . 
skumringen benyttede Martin et Øieblik til at 
vandre ned mod Havet og besøge Fiskerhytten . 
„ Jeg maa dog ned og see , hvorledes Fyret seer 
ud iaften . “ Det saae ud som altid , med Undtagelse 
af iaftes . Han saae længe ud efter det 
og ventede , men der kom ingen Forvandling . 
„ Sikkelsen sagde mig jo ogsaa , at naar jeg blev 
mig selv igjen , kunde den aldrig komme mere . “ 
Beroliget ved denne Forklaring vendte den gamle 
Mand tilbage og saae Fyret blinke paany ; men 
dennegang var det de oplyste Vinduer i hans 
eget Huns . Han vandrede fremad med sikkre 
Fjed , idet han følte sig som en mægtig Mand ; 
det var jo ham , som havde gjort saa mange 
Mennesker glade derinde ; men han følte det 
ikke som den forrige Martin , der havde holdt 
Kassebog og lagt Renterne til Kapitalen . Regnskabet 
havde han glemt for stedse ; nu gik han 
ind i sit Huns til Lyset og Glæden .