texts/1871_MeyerE_Lystaendersken.txt

Lysetændersken . 
Fortælling . 
Naar man en Fredagaften efter Gudstjenesten gik 
bort fra Synagogen i * * * , kunde man ude i Forhallen 
faae Øie paa en Kvindeskikkelse , som syntes af 
oppebie Gudstjenestens Ophør . 
Hun holdt en lille Dreng ved Haanden og saae 
ud til af være meget fattig , dog var det ikke Ansigtet , 
der vidnede om Fattigdommens Byrder , thi over dette 
hvilede der en dyb Sjælefred . 
Hun kunde vel være 30 Aar gammel , og Drengen 
ved hendes Side omtrent 5 Aar ; det var en lyslokket 
lille Fyr med fyldige Kinder og en Ansigtsfarve , der 
vidnede om Sundhed , medens de straalende mørkeblaa 
Øine , vare Udtryk for den inderligste Tilfredshed med 
Livet — og hvorfor skulde han ikke være tilfreds ? 
Moderens magre Kost smagte ham fortræffelig , og hendes 
forudgangne Sorger og Smerte kjendte han ikke 

til , thi hans Fader var død , førend han endnu kunde 
træde paa sine egne Pusselanker . Hans Navn var 
Andreas og hans Moder var „ Sabathgøien . “ 
Hvad er „ Sabathgøien “ spørger Du , kjære Læser . 
Som Du veed , gives der i store som i smaa Byer 
forskjellige mere eller mindre indbringende Næringsveje 
og Beskæffigelser . Lysetænderskens Arbeide , kaster i 
Regelen saa meget af sig , af hun kan slaa sig igjennem , 
forudsat at hun har med gode Mennesker at bestille . 
Lysetændersken er en Skikkelse , der kun kan forekomme 
i Ghettoen , ͻ : det af Jøderne beboede Kvarteer , 
hun kan ikke være et Barn af „ Ghettoen , “ hun tilhører 
den , men tilhører den dog ikke . 
Hun forestaaer et Embede i Synagogen , hvorimod 
hun i Kirken beder til sin Gud ; hun er som 
enhver god Christen , sin Byespræst ' s Skriftebarn , men 
i Synagogen , slaaer hun under Synagogebetjenten , og 
hendes Forretning bestaaer i hver Fredagaften efter 
Gudstjenesten at slukke Sabathlysene . Dette er dog 
ikke udelukkende hendes Beskjæffigelse , thi hun maa 
ogsaa tænde Lysene , og det er navnlig Tilfældet om 
Vinteren til Morgengudstjenesten , der begynder saa tidlig 
at det endnu er mørkt . Tillige havde hun det 
Hverv om Vinteren at lægge i Kakkelovnen i Ghettoens 
Huse , og saaledes kunde man paa Grund heraf ligesaa 
gjerne have kaldt hende Fyrbødersken , men jeg giver 
Benævnelsen Lysetændersken Fortrinet , fordi det 
at tænde Lyset saa smukt minder om Livets Opvaagnen , 

medens — det at slukke Lyset erindrer os om Døden . 
— Saasnart Lysetændersken havde røgtet sit Hverv i 
Synagogen , tiltraadte hun med sin Andreas den sædvanlige 
Vandring gjennem hele Ghettoen , før at see 
om man trængte til hendes Hjælp , thi Jøderne maa 
ifølge Bibelen ikke tænde Ild om Sabbathen , ja ikke 
engang , efter Rabbinernes Fortolkning , berøre en Lyseslage . Til samme Tid hentede hun det ugentlige Bidrag , 
der velvilligt blev Ydet i hvert af Ghettoens Huse . 
Dette Bidrag bestod dog ingenlunde i Penge ― 
bevares , dem kunde man jo ikke give hende paa Sabbathen 
— men i Hvedebrød og andet Spiseligt . 
Denne Vandring foretog hun efter gammel Skik 3 
Gange paa Sabbathen , nemlig : Fredagaften , hvor hun 
for det Meste fik et Stykke Birkesbrød , Lørdagmorgen 
et Stykke Kage , og Lørdagmiddag et Stykke Birkes 
— Rugbrød og endelig et Stykke Kugel ͻ : et særegent 
Stykke Kage . 
For denne Indsamling bar hun selv en temmelig 
stor Leerkrukke , medens den lille Andreas , der sledse trolig 
ledsagede Moderen , bar en anden , som ikke var 
slørre , end af en femaars Dreng kunde bære den . 
I intet Hus nægter man Lysetændersken en god 
Andeel af Maaltidet , thi deels er hun en uundværlig 
Person , deels ved man ogsaa , af den fattige Kone tilligemed 
hendes Søn hele Ugen igjennem maa ede 
af det , som hun indsamler paa Sabbathen . 
I og for sig er hun , som sagt , en nødvendig Person 

i en ægte jødisk Menighed , saa af denne egentlig ikke 
kan tænkes uden en saadan , og hvad det andet Punkt 
angaaer , den gode Kones fattige Stilling , saa er jo 
Jødernes Velgjørenhed bekjendt nok . 
Andreas havde derfor overordentlig god Grund til 
af glæde sig til Sabbathen , men bedst fandt han sig 
døg , naar han tilligemed Moderen traadte ind hos 
Rebbe Meyer Bruun , thi den vakre Husmoder Taube , 
var god og medlidende , og Børnene Salmele og Privele vare meget venlige og muntre . 
Her fik Lysetændersken ikke blot , saaledes som i ethvert 
andet Hus , hvad hun burde have , men hun og 
hendes Andreas fik desuden regelmæssig hver Fredagaften 
et Aftesmaaltid , og paa Sabbathen Frokost og 
Middagsmad , som de nød paa Stedet , og Alt det , de 
fik her , var rigtignok af det Bedste , thi , Rebbe Meyer 
Bruun kunde unde sig en god Sabbath , da han 
havde Penge nok — ja det hed sig i Ghettoen , af han 
var en Mand paa sine hundrede Tusinde ; døg havde 
man ikke talt hans Penge , saa af det vel var muligt , 
af de overvurderede hans Formuesomstændigheder . 
Disse Beregninger havde imidlertid nogen Indflydelse 
paa vor lille Andreas ; thi , hvorledes Maden var 
beskaffen hos Rebbe Meyer Bruun , vidste han meget 
godt . 
Den lille Andreas foretog saaledes hver Sabbath 
Vandringen omkring i Ghettoens Huse tilligemed fin 
Moder og trivedes ganske fortræffeligt derved . 

Om Lørdagen gik han med Moderen ind i Synagogen , 
hvor hun udrettede sit Hverv ; om Søndagen 
førte hun ham ind i Kirken , hvor hun lærte ham at 
bede . 
I Ghettoen hentede han Føde for sit Legeme , i 
Kirken for sin Sjæl , og den Lille modtog ligesaa velvilligt 
det Ene som det Andet . 
Med samme Andagt hørte han Fredagaften » Leche 
Dodi “ * ) og om Søndagen , Messen ; med samme nysgjerrige 
Opmærksomhed lyttede han paa Sabbathen til 
Rabbinerens og om Søndagen til Præstens Tale , uden 
at forstaa mere af det Ene end af det Andet . 
I Synagogen saae han dem kysse Thoraen * * ) , i 
Kirken lærte han at gjøre Korsets Tegn , han lærte at 
tilbede Frelseren og lod sig samtidig Jødernes „ Kugel “ 
og „ Scholet “ * * * ) smage godt . 
Saaledes voxede han op , uden at kjende noget til 
Had mod Jøderne , som andre Børn paa hans Alder 
pleie at indsuge paa Grund af deres Forældres Fordomme . 
Hans 
Moder var en from Christen ; men hun kjendte 
* ) Sabbathhymnen , forfattet af Salomo Halevi Alkebez , 
for circa 300 Aar siden ; synges hver Fredagaften 
I Synagogen . 
* * ) Pergamentrullerne ͻ : de fem Mosebøger , af hvilke 
der hver Lørdag oplæses et Stykke . 
* * * ) En særegen Ret , som tilberedes om Fredagen og 
spises paa Sabbathen . 

Jøderne , med hvem hun sladig havde været i Berøring , 
og delte ingenlunde Meninger , som hun undertiden hørte 
Folk udtale om dem ; derfor holdt hun ogsaa enhver 
skadelig Indflydelse i denne Retning borte fra Andreas 
og stræbte efter at faa Kjerligheden til Næsten til at 
fremspire i Barnets modtagelige Hjerte . 
Drengen levede saaledes efter Moderens Exempel 
ærlig , stille og gudsfrygtig . Da han var sex Aar 
gammel og altsaa skolepligtig , maatte han gaa i Skole . 
Ved sin Indtræden i Skolestuen , raabte Børnene 
til ham : Jødedreng ! Jødedreng ! 
Jødedreng ! det var et Ord , han ikke havde hørt 
før ; han kunde altsaa ikke antage det for et Skjælsord 
og desuden var han overbevist om , at denne Velkomst 
hilsen aldeles ikke gjaldt ham . 
Han vendte sig derfor endnu engang om for at see , 
hvem der egentlig var Jødedrengen , men da de nu 
raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas Jødedreng ! mærkede 
han strax , hvad de meente . 
Denne Opførsel , som Børnene viste , overraskede 
ham ; han vidste ikke , hvad han skulde sige dertil . 
Han var sig bevidst at han ikke var en Jødedreng , 
og kunde altsaa ikke gjøre nogen Fordring paa denne 
Benævnelse — hvad enten det nu var et Skjeldsord 
eller ei . 
Da han imidlertid snart følte , at de sagde det for 
at drille ham , blev han af sin aabne og frimodige 
Charakteer tilskynde ikke at svare paa Ordet , men 

paa den ondskabsfulde Hensigt , og hans Svar var saa 
haandgribeligt , at det vistnok blev temmelig føleligt 
for den lille Stefanik , der netop som den kjækkeste havde 
trængt sig forrest frem imod ham . 
Denne Heltebedrift af den sexaarige Andreas ' allerede 
ganske flinke Næve , blev naturligvis ikke uden 
Gjensvar , og der opstod et Slagsmaal mellem Drengene , som dog snart fik Ende ved Lærerens pludselige 
Indtræden . 
Læreren bevæbnede sig med sit Spanskrør , og anstillede 
en Undersøgelse for at udfinde den Skyldige . Da 
alle Drengene gav Andreas Skyld for at have ført det 
første Slag , spurgte Læreren ham : 
Hvorfor slog Du Stefanik ? 
Han kaldte mig Jødedreng , svarede Andreas . 
Og hvad ondt er der deri ? Er da Jødedreng et 
Skjældsord ? spurgte Læreren . 
Andreas følte sig slaaet ved dette Spørgsmaal og 
var ikke istand til at svare . Skamrødmen foer op i 
hans Kinder . Han følte ved sig selv , at han havde 
handlet rigtigt ; men denne Følelse var for uklar til at 
han skulde kunne opslille Bevisgrunde for sig , eller retfærdiggjøre 
sig i Ord for Læreren . 
Han gjorde derfor , hvad et Barn pleier at gjøre i 
et saadant Tilfælde : han taug medens Taarerne banede 
sig Vei ned af hans Kinder . 
Læreren formanede nu de andre Børn ikke nogensinde 

oftere at kalde ham Jødedreng og truede dem i 
modsat Fald med Straf . 
Dette tjente kun til ydermere at forøge Drengens 
Forvirring . 
Med Hensyn til ham , nøiedes Læreren med en Irettesætfelse 
og den Formaning for Fremtiden , at gjøre 
et nyttigere Brug af sine Hænder . 
Saaledes var hans Indtrædelse og den Modtagelse 
der blev ham tildeel , i denne hans nye Verden . 
Da han om Middagen kom hjem , spurgte Moderen 
ham : Naa Andreas , hvad har Du lært i Skolen ? 
Moder , sig mig er „ Jødedreng “ et Skjældsord ? 
spurgte Andreas istederfor at svare . 
Hvor finder Du paa saadan dum Snak . 
Er jeg en Jødedreng ? vedblev Andreas . 
Nei , men hvor vil Du hen med det Spørgsmaal . 
Er Salmele da en Jødedreng . 
Jo det er han rigtignok , men hvad saa — - 
Salmele er altsaa en Jødedreng , og jeg ikke , sagde 
Andreas . 
Det forekom Moderen noget betænkeligt , hun overveiede 
Sagen ved sig selv og fandt at det maatte være 
kommen paa Tale i Skolen , og sagde derfor til ham i 
en slræng Tone : 
Lad mig nu i en Fart høre , hvorfor Du har saa 
travlt med at erfare , om Du eller Salmele er en Jødedreng eller ei . 
Drengene i Skolen have alle kaldt mig for Jødedreng , 

idet de Alle raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas 
Jødedreng ! — og saa gav jeg Stefanik „ En “ 
— og saa slyrtede de Alle over mig og sløg mig — 
og saa kom Læreren — og 
Naa , og saa har Du allerede den første Dag , Du 
er i Skolen , faaet af Spanskrøret , kan jeg tænke ? 
Nei . Læreren spurgte mig , om Jødedreng da var et 
Skjældsord , og saa forbød han de andre Børn at kalde 
mig saaledes . Sig mig nu Moder , om Jødedreng er 
et Skjældsord eller ei ? 
Læreren har vel Ret , sagde Moderen , at være en 
Jødedreng er ingen Skam ; men den , der bruger dette 
Ord , vil spotte . Jødedreng og Christendreng , det er 
ganske det Samme ; Du er ligesaa god som Samele , 
og Samele er ligesaa god som Du ; men naar den 
Ene forekaster den Anden det , saa er Meningen dermed , 
at han vil drille og gjøre Nar , og det bør 
Ingen gjøre . 
Andreas hørte Moderen med klare Ord udtale det 
Samme , der som en utydelig Følelse levede i ham 
selv , men som han ikke havde kunnet forklare sig . 
Saa vilde det altsaa være det Samme , hvis Salmele vilde kalde mig for Christendreng ? 
Ja vel , svarede Moderen , men det vilde Salmele 
aldrig gjøre . 
Nei ! det gjør han ikke , sagde Andreas . 
Det vilde Jøderne i det Hele taget ikke gjøre . 
Hvorfor ikke ? 

Fordi de ere et undertrykt Folk . 
Hvad vil det sige et undertrykt Folk ? 
Det er Du endnu for lille til at forstaa ; om et 
Par Aar , naar Du er bleven større , vil Du nok kunne 
begribe det . 
Aah , sig mig det blot ; naa , saa Du troer ikke , jeg 
kan forstaa det ? lille Moder . 
Saa hør da rigtig efter , sagde Moderen , see , vi ere 
nu fattige og eie ikke Andet end det , vi faa af Jøderne ; 
men hvis jeg havde Penge , saa kunde jeg gjøre 
dermed , hvad jeg vilde . 
Ja , kaste dem i Vandet ! bemærkede Andreas . 
Du er jo en lille dum Dreng ! Nei , jeg kunde 
kjøbe Alt , hvad jeg vilde : Huse , Agre , Vingaarde og 
hvad der ellers kunde falde mig ind som nyttigt og 
glædeligt . 
Kjøb da saa en Vingaard ! 
Ja , men jeg har jo ingen Penge , jeg siger hvis jeg 
havde ! 
Aah . 
Men Meyer Bruun , som har flere Penge end den 
rigeste Bonde i hele Landet , er ikke istand til at kjøbe 
et Stykke Jord . 
Hvorfor da ikke ? 
Han før ikke . 
Men hvem forbyder ham det ? 
Loven . 
Hvad vil det sige : Loven ? 

Loven er det , som siger , om man før gjøre Nøget 
eller ei . 
Og hvorfor siger Loven , at Jøder ikke maa kjøbe 
nogen Mark ? 
Ja , der spørger Du mig om Nøget , jeg selv ikke 
veed ; men nu kan Du vel forslaa , hvad det vil sige , 
at Jøderne er et undertrykt Folk . 
Drengen taug stille . Moderen gav ham Nøget at 
spise , og han lod sig det smage godt . 
Da han næste Lørdag foretog Vandringen gjennem 
Ghettoen med sin Moder , skete det ikke med den samme 
Munterhed som ellers . Han saae bedrøvet ud . 
Var det monstro hans fattige Stilling i Samfundet , 
som nu først rigtig var gaaet op for ham . 
Nei , det var ikke Grunden , thi Moderen klagede ikke 
over sin Skjæbne , og den Tilfredshedens Aand der 
boede i hende , udøvede den meest velgjørende Indflydelse 
paa Drengen , der uden nogensomhelst Misundelse 
saae Salmele og Privele , disse Børn , som bleve opdragne 
i Rigdom og Vellevnet . 
Hvad der gjorde ham bedrøvet , var tvertimod Medlidenhed 
med Andre , der med Styrke begyndte at hæve 
sig i hans unge Hjerte . 
I ethvert Hus , hvor han med Moderen indsamlede 
Brød og Andet , saae han med dyb Beklagelse paa 
disse Mennesker , der dog ikke var Andet end et undertrykt 
Folk ; og da han som sædvanlig hos Rebbe Meyer 
Bruun blev kostelig beværtet og behandlet med Venlighed 

af Salmele og Privele , trængte Taarerne sig 
dog frem i hans Øine , og det var et paa engang rørende og komisk Syn at see den lille Andreas spise af 
alle Kræfter , medens samtidig Taarerne trillede ned ad 
hans tykke , røde Kinder . 
Børnene bemærkede det , og Privele spurgte sin Moder , 
hvorfor han græd ? 
Hvorfor græder Du Andreas , spurgte Husmoderen , 
idet hun nærmede sig til ham , er der Nogen , der har 
fortrædiget Dig ? 
I ere jo dog kun et undertrykt Folk ! sukkede 
Drengen . 
Fruen stod maalløs af Forbauselse . 
I første Øieblik vidste hun ikke rigtig , hvorledes 
hun skulle forklare sig dette Udraab ; hun tænkte sig 
Muligheden af , af Drengen var bleven afrettet af En 
eller Anden , til af anbringe dette som en Fornærmelse : 
derfor løftede hun hans Hoved op til sig , idet hun 
spurgte : 
Hvorfra veed Du det ? hvem har sagt Dig , mit 
Barn , af vi ere et undertrykt „ Folk . “ 
Det har Moder . 
Din Moder ? sagde Fruen , idet hun bøiede sig ned 
over ham og kyssede ham paa Kinden , ja naar Din 
Moder har sagt det , kan Du ogsaa stole paa , af det 
er sandt . Vi ere rigtignok , kun et undertrykt Folk . 
Men hvorfor græder Du for det ? 

Fordi I ere et undertrykt Folk , sagde Drengen , 
der ikke formaaede af angive nogensomhelsf anden 
Grund . 
Lysetændersken var kommen i stor Forlegenhed ved 
dette Tilfælde . 
Hør nu op med af græde , Andreas , og tænk ikke 
mere paa det , sagde den gode Tande . — Derfor gaaer 
det os jo dog — Gud være lovet — ikke ilde . 
Ja , selv efter hundrede Aars Forløb ikke værre , tilføiede 
hendes Mand , men Konen vedblev : 
Og naar den gode Gud vil , kan det endnu blive 
bedre ; Han er stærk . 
Hun kyssede derpaa Drengen , der smilende saae op 
til hende , og sagde , idet hun henvendte sig til sin 
Mand : 
Veed Du hvad , Meyerche , det Barn har dog et sælsomt 
Sind . 
Nu , han har en at slægte paa , svarede Manden , 
Æblet falder ikke langt fra Stammes . 
Hvoraf kommer det sig , at De taler om saadanne 
Ting med Deres Barn ? spurgte han derpaa Enken , 
der nu berettede , hvad der havde foranlediget det Hele . 
Rebbe Meyer Bruun rystede betænkelig paa Hovedet ; 
medens den gode Tande endnu stod fortabt i Tanker 
hos Drengen . 
Salmele og Privele forstod ikke et Ord af , hvad 
der gik for sig . 

Andreas var nu endelig færdig med at spise , og 
Lysetændersken tog ham derfor ved Haanden og førte 
ham bort med sig . 
Det Barn har dog et sælsomt Sind , gjentog Taube , 
da de vare alene . 
Ligesom hans Moder , sagde Meyer Bruun . 
Og saae Du , hvorledes de klare Taarer trillede ned 
over hans Kinder ? spurgte hun . 
Om jeg saa det ! Hvorfor skulle jeg ikke have seet 
det ? 
Hør , Meyerche , der falder mig Noget ind ! 
Hvad da ? 
Ja gjæt ! 
Jeg er ikke oplagt til at gjætte . 
Barnet har et jødisk Hjerte . 
Hvorfor just jødisk ? et godt Hjerte har han . 
Ja vel , jeg mener ogsaa , at han føler for os . 
Ligesom Moderen . 
Du maa tage Dig af Barnet , Meyerche . 
Godt , sagde Meyer Bruun , naar Tiden kommer , 
skal jeg ikke glemme ham ; han er jo nu kun 6 Aar . 

Jø , sagde Taube , Du maa sørge for ham , som 
for Dine egne Børn , og det maa Du love mig . 
Hvad da ! 
At jeg maa afgjøre , naar den rette Tid er kommen . 
Lover Du mig det ? 
Det kan Du saamænd gjerne faa Lov til . 
Medens de saaledes raadsloge om den lille Andreas ' 
Fremtid , gik denne med sin Moder fra Hus til Hus i 
Ghettoen , og endelig bare de de indsamlede Herligheder 
hjem , for Ugen igjennem at tære derpaa . 
Andreas besøgte hver Dag Skolen og gjorde gode 
Fremskridt der ; Læreren roste ham ofte og Præsten , 
der to Gange om Ugen gav Undervisning i Religion , 
var særdeles tilfreds med ham , thi Andreas var den 
flittigste Elev og den , der inden lang Tids Forløb var bedst bevandret i sin Katechismus . 
Dette forhindrede dog ikke de andre Drengs i bestandig 
at kalde ham Jødedrengen . 
Hvis Læreren , som jo udtrykkelig havde forbudt 
det , havde vidst Noget herom , vilde de have faaet deres 
Straf , men Andreas fandt sig med Rolighed i 
denne Benævnelse uden at omtale den til Nogen . 

Rebbe Meyer Bruun begyndte nu at tænke paa , 
at hans Børn dog ogsaa maatte lære Noget : han 
havde paa den ene Side ikke Lyst til at sende dem i 
„ Cheder “ , det er fælles Undervisning , men paa den 
anden Side , kunde det ikke gaa an , at lade dem voxe 
op som Uvidende . 
En Dag saae man ham derfor vende hjem fra 
Nabo-Byen , med en ung Mand , som han forestillede 
sin Hustru som Børnenes fremtidige Lærer . 
Den Nyhed , at Rebbe Meyer Bruun havde bragt 
en Privatlærer med for sine Børn , udbredte sig hurtig 
i Ghettoen ; i Begyndelsen blev den unge Mand , der 
skulde lede Undervisningen i Meyer Bruuns Hus , 
overalt betragtet med nysgjerrige Blik . 
Naar han gik gjennem Ghettoen fløi Vinduerne op 
og man saae efter ham , saalænge han var isigte , medens 
man hviskede til hinanden , at dette var den nye 
Lærer , som Rebbe Meyer Bruun Havde medbragt fra 
Brünnes-Markedet . 
Et smukt Stykke Vare — meente En — jeg fø 
min Part , vilde hellere have taget en Sæk Uld hjem . 
med mig . 
Det er fordi Du ingen Forstand har , svarede en 
Anden ; at lade sine Børn lære Noget , er ofte mere 
værd end den bedste Sæk Uld , og naar Rebbe Meyer 
Bruun har bragt ham med sig fra Brünn , saa maa 
det sikkert være en lærd Mand , der forstaaer noget 
mere end at spise Rugbrød . 

Aa Snak ! der er vist ingen Velsignelse ved den 
Cavalerr . Hvis der var Noget ved ham , var han nok 
blevet , hvor han kom fra . 
Der er i ethvert Tilfælde slørre Velsignelse ved 
ham end ved Dig , thi den , som raissonnerer over sin 
Khille ( Menighed ) og sin Mispocho ( Familie ) , ved 
ham er der ingen Brocho ( Velsignelse ) . 
Den Fremmede vakte endnu slørre Røre blandt Børnene 
end blandt de Lorne , disse løb efter ham paa 
Gaden , pegede Fingre ad ham og skraalte : 
Uh , see Salmeles og Priveles Lærer . 
Alt dette , som i Begyndelsen forekom den unge Mand besynderligt , tabte sig imidlertid lidt efter lidt . 
Selv den Sladder , som Læreren i „ Cheder “ i Begyndelsen 
havde vidst at sætte i Omløb om den nye Konkurrent 
og endog havde forstaaet at skaffe Indgang i 
Rebbe Meyers Huus , forstummede efterhaanden , da 
den havde vist sig uden Resultat ; og saaledes havde 
den unge Mand nu Fred i Rebbe Meyer Bruuns 
Huus og opfyldte trolig sit Kalds Pligter . 
Salmele og Privele nød godt af en grundig Undervisning , 
der stadig bragte dem videre . 
Der var En , som profiterede endnu mere af denne 
Undervisning end de , for hvem den egentlig var bestemf , 
nemlig den lille Andreas , som af og til var tilstede , 
tilsyneladende uden at vise noget Spor af Deltagelse , 

men i Virkeligheden nøie givende Agt paa hvert 
Ord , som Læreren sagde , og anstrængende sig for at 
indpræge det rigtig godt . 
Andreas havde faaet Lov til daglig at komme til 
Meyer Bruuns Børn for at lege med dem i Fritimerne , 
men han kom som oftest for tidligt ; i Begyndelsen rigtignok 
af Utaalmodighed , men senere — efterhaanden 
som han fandt slørre Fornøielse i at lytte til den unge 
Mands Undervisning — med Villie , saa at han 
snart var en regelmæssig Gjæst ved den sidste Undervisningstime 
om Aftenen . 
Han krøb altid sammen i en Krog af Værelset , tilsyneladende 
uden Nysgjerrighed , som om han neppe 
kunde oppebie Timens Ophør , men i Virkeligheden var 
han meget opmærksom og lyttende , for at ikke noget 
Ord , som Læreren sagde , skulde gaa tabt . Snart 
skulle han saa Leilighed til at bevise det . 
En Aften , da Andreas , som sædvanlig sad lyttende 
i sin Krog , rettede Læreren et Spørgsmaal til Salmele , 
som denne ikke kunde besvare . 
Tænk Dig rigtig om , sagde Læreren , det har Du 
jo havt ofte ! 

Salmele tænkte — ja , han tænkte længe , men al 
hans Tanke forslog dog ikke , bestandig blev han Svar 
skyldig . 
Du maa jo skamme Dig , formanede Læreren ham , 
at Du ikke veed Noget Du har havt saa ofte . Jeg 
vædder paa , at Andreas der , som slet ikke hører efter , 
dog allerede veed det . 
Ja , jeg veed det ! raabte Andreas , idet han sprang 
glad frem . 
Er det virkelig sandt ? spurgte Læreren . 
De har jo sagt , at De vilde vædde paa , at jeg 
vidsle det . 
Ja vel , svarede Læreren , men jeg kunde tabe mit 
Væddemaal . 
Tabe det skal De ikke , sagde Andreas . 
Lad da høre ! 
Læreren gjentog Spørgsmaalet , og Andreas afgav 
Svaret saa nøie og bestemt , søm man blot kunde forlange , 
til stor Overraskelse for Læreren , der rigtignok 
vilde have væddet , men dog i Virkeligheden var langt 
fra at tiltro Drengen saameget . 
Ved Aftensmaaltidet omtalte Læreren dette Tilfælde , 
idet han bemærkede , at det dog var Synd at lade et 
Barn med saa store Anlæg gaa og skjøtte sig selv ; 
naar han kom i rette Hænder , maatte der sagtens kunne 
gjøres noget stort ud af ham . 
Nuvel , sagde Rebbe Meyer Bruun , vil De undervise 
ham ? 

Hvis de tillader det , svarede Læreren , vilde det 
være mig en stor Fornøielse . 
Fra nu af nød Andreas , der dog bestandig vedblev 
at besøge Skolen , i Rebbe Meyer Bruuns Hus en 
Undervisning , der meget snart bragte ham ud over 
det i Skolen vedtagne Maal for Elevernes Lærdom . 
Den lærelystne Dreng gjorde meget hurtig store Fremskridt 
og erhvervede sig bestandig mere og mere sin nye 
Lærers Tilfredshed . 
Medens han i den offentlige Skole blev holdt til 
enten selv at producere eller see andre søm producere 
Begyndelsesgrundene i Læsning , Skrivning og Regning , 
lærte han her i den ensomme Stue i Ghettoen saa Meget , 
hvorom man hist ikke engang havde drømt ; han 
blev saaledes belært om , hvad der foraarsagede Lynild 
og Torden , hvorledes Regnbuen opstod , hvorfor Flodvandet 
om Vinteren ikke bundfrøs og om mange andre 
lignende Naturphænomener . 
Han lærte at kunstruere Sætninger rigtig og skred 
snart feilfrit efter Lærerens Diktat ; han udførte Regnestykker , 
der vilde have vakt Misundelse hos mangen 
Handelsmand i Ghettoen , og han affattede Stile , der 
ifølge Lærerens Forsikkring forraadte en poetisk Aand . 
De Bøger , Læreren gav ham hjem med for at læse i , 
forvoldte ham dog den største Glæde ; havde han først 
faaet en saadan Bog i Haanden , var det ikke saa let 
at faa ham fra den igjen ; ofte fik hans Moder Leilighed 
til at skjænde paa ham , naar han , fordybet i 

Læsningen , ikke havde lagt Mærke til , at hun kaldte 
ham til Middagsbordet . 
Af disse Bøger ofte hans barnlige Phantasi rig 
Næring ; de førte ham til fremmede Lande , som han 
aldrig havde seet , men nu bestræbte sig for at fremmane 
paa en rigtig anskuelig Maade ; de gjorde ham bekjendt 
med saadanne Personer , som aldeles ikke forekom i hans 
Fødeegn eller i Ghettoen , men i hvis Livsbegivenheder 
han tog saa virksom Deel , som om de havde været 
hans bedste Venner og Bekjendte , ja han tænkte sig 
endog i disse bekjendte Ubekjendtes Sted og beskjeftigede sig ofte med det Spørgsmaal , hvorledes han selv 
havde villet handle i lignende Tilfælde . 
Saasnart han nogenlunde var bekjendt med sine 
Personer og begyndte at kunne forfølge Gangen i 
Handlingen , fog han Parti for Nogle og fattede Uvillie 
mod Andre . Han befandt sig endnu i denne misundelsesværdige Tilstand af Umiddelbarhed , der betragter de 
skildrede Personer som Venner eller Fjender , med hvem 
man selv i egen Person har at bestille . 
Endnu var det langtfra , at han havde saa megen 
Eftertanke at han kunde glæde sig over en vellykket 
Charakfeerskildring af en Skurk ; nei , denne var et slet 
Menneske , der forfulgte det gode Menneske , som han 
saae uskyldig lide , og saa var den Slette ogsaa hans 
Fjende . 
De Charakterer , han yndede mest , vare de , i hvilke 
en vis Selvfølelse , en uovervindelig Villiekraft , forenede 

sig med Mildhed og Blidhed , og tilsidst naaede deres 
Maal efter en lang Kamp og uhyre Modstand . 
Naar Bogens Helt bukkede under i Kampen , saa 
smækkede han denne sin oprigtigste Medlidenhed , og 
Moderen saa ofte Taarer i Andreas ' Øine , uden at 
hun kunde opdage Anledningen til hans stille Sorg ; 
men feirede Bogens Helt , da havde Andreas ' Glæde 
ingen Grændser . 
Saaledes henrandt nogle Aar ; men da indtraf en 
Begivenhed , der truede med at tilintetgjøre denne skjønne 
Ro og indre Glæde for bestandig . 
Den Privatundervisning , som den christne Dreng 
nød i det jødiske Hus , kunde ikke længe forblive en 
Hemmelighed i Skolen , thi snart viste sig den naturlige 
Frngt heraf . Barnets aandelige Overlegenhed over de 
andre Skolebørn . 
Man kan derfor ikke forundre sig over , at Skolelæreren , hvis egen Dannelse netop var tilstrækkelig til , 
at han kunde udfylde sin Plads , med noget skjæve Øine 
maatte bemærke den Fremgang , en af hans Diciple 
gjorde ved Hjelp af en Lærdom , der var erhvervet udenfor 
Skolen . 

Han intriguerede altsaa paa enhver Maade mød 
denne Undervisning , men uden Held ; thi uagtet han 
med de mest brændende Farver havde udmalet for Lysetændersken 
det Farlige i at lade et christeligt Barn 
undervise i et jødisk Hus , havde hun dog aldeles ikke 
kunnet indsee dette . 
Den offentlige Examen , der nu blev afholdt , gav 
imidlertid Læreren Anledning til et , ifølge hans egen 
Mening , glimrende Kunststykke . 
Læreren rettede nemlig først til nogle af Eleverne 
flere Spørgsmaal , der alle bleve meget vel besvarede , 
det vil sige ifølge den Methode , der var bleven dem 
indpræntet af ham , hvorved Svaret aldeles ikke behøvede 
at afvente Enden paa Spørgsmaalet ; derpaa 
vendte han sig til Andreas med de Ord : 
Kan Du sige mig , hvad et Uveir er ? 
Nei ! svarede Andreas rolig . 
Ei , ei ! sagde Læreren , og jeg , der troede , at Du 
vidste det , og saa ved Du ikke engang , hvad et Uveir er ? 
Nei , gjentøg Andreas i en bestemt Tone , hvad det 
er , veed jeg ikke ; men jeg veed , hvorledes det opstaaer . 
Ah saaledes , lo Læreren haanligt , naa , saa sig mig , 
hvem gjør da Lynet ? 
Skyerne . 
Skyerne ? Saa ? Og hvem gjør da Skyerne ? 
Dampene . 
Dampene ? Nei , see ; men hvem gjør da Dampene ? Vandet . 

Men hvem gjør da Vandet ? 
Det er sammensat af forskjellige Elementarstoffer , i 
hvilke man igjen kan opløse det . 
For Pokker ! hvilken Visdom har Du ikke udkrammet 
i mindre end en halv Time ; men jeg siger dog , 
vedblev Læreren i sin Iver , idet han hævede Stemmen , 
at Alt dette er Kjætteri , og dine Kammerater ville 
ganske anderledes kunne svare , saaledes som det sømmer 
sig en god Christen . Stephanik ! reis Dig op og sig 
Andreas , hvem der gjør Vandet , før han veed Det ikke . 
Stephanik reiste sig , kløede sig bag Øret , gav sig 
til at patte paa sine Fingre og svarede endelig : 
Vandbæreren . 
Sæt Dig ned , Din Lømmel ! brølte Læreren . Hvem 
har da skabt alle Ting , som ere paa Jørden ? hvem 
kan sige mig , hvo der har skabt Alt det , som findes 
paa Jørden og i Himlen ? 
I samme Øieblik hævedes alle Hænder , og da Læreren 
med sit „ Altsaa ” ikke betegnede nogen Enkelt , der 
skulde besvare det vanskelige Spørgsmaal , lød nu paa 
en Gang fra alle Struber det Raab : Gud ! Gud ! den 
kjære Gudi den kjære Gud ! 
Rigtigt , Børn , sagde Læreren , den kjære Gud har 
skabt Alt det , som findes i Himlen og paa Jørden . 
Idet han derpaa henvendte sig til Præsten , der havde 
overværet Prøven , tilføiede han med Salvelse : 
Der kan Deres Højærværdighed see Følgerne af den 
onde Undervisning i Jødens Hus . Drengen er nu et 

skabet Faar , og jeg frygter , ja jeg frygter før , at han 
vil meddele Smitten til hele Hjorden , hvis man ikke 
itide griber Forholdsregler mod Ondet . 
Den følgende Dag erholdt Læreren i Rebbe Meyer 
Bruuns Hus en skriftlig Opfordring til af indfinde sig 
hos Præsten , og her maatte han underkaste sig en Examen 
over den Maade , paa hvilken han var gaaet 
frem ved Andreas ' s Undervisning . 
Hvem betaler Dem for den Undervisning , De giver 
Barnet ? spurgte Præsten . 
Ingen ! lød Svaret . 
Altsaa ikke heller den Mand , i hvis Hus De lever ? 
Nei ! 
Det var døg besynderligt ! Men saa maa De jø 
have noget Særegent for Øie med Barnet . Tilslaa 
mig hvad De har isinde . 
Aldeles ikke Andet end af belære Barnet . 
Det lyder jø meget smukt ; men — i hvad Øiemed ? 
Hvilke Bevæggrunde har De til af belære et 
Barn , som døg egentlig talt ikke vedkommer Dem ? 
Ikke vedkommer mig ? gjentog den unge Mand 
overrasket . 
Nu ja ! sagde Præsten , hvad vedkommer da Barnet 
Dem ? han er jø døg intet jødisk Barn ! 
Men han behøver kun af være et Menneskebarn for 
af vække min Deltagelse . 
Hvad forsfaaer De derved ? 
At han er et Menneske ligesom jeg , jeg spørger 

mig ikke for , om han er en Chrisken eller en Jøde . 
Ja , det er jø altsammen meget smukt , og hvad 
mig angaaer , da forsfaaer jeg vel af sætte Pris paa en 
saadan Tænkemaade ; men i den Verden , der omgiver 
os , tænker man ikke saaledes . Man vil aldrig tiltro 
Dem — saalidt som Deres ærede Principal — saa 
ædle Hensigter , men snarere beskylde Dem for , at De 
vil drage den christne Dreng bort fra hans Religion . 
Der gives Fordomme i Verden , som man Ikke kan 
sætte sig ud over , men maa tage tilbørligt Hensyn til , 
thi de ere slærkere end vi , og Deres Troesfæller ere 
desuden det svageste Parti . Tag Dem derfor i Agt ! 
De har maaske hørt Tale om Optrinet ved Examen 
— Sagen har gjort Opsigt i Menigheden . 
For mig kunde De vel være sikker , men — jeg maa 
gjøre Noget ! Skolelæreren bringer mig ellers Consistorium paa Nakken . De vil altsaa indsee , at der maa 
gjøres en Forandring . Jeg skulde egentlig pligtmæssigt 
strængt forbyde Andreas ' s Moder at lade Barnet 
undervise af Dem ; men jeg vilde gjerne undgaa al 
Opsigt og forlanger derfor ikke Andet af Dem , end 
at De indretter Dem efter , hvad De nu har hørt af 
mig . De forstaaer mig vel nok ? 
Andreas skal altsaa — 
Ikke længere være Deres Elev . De vil vel nok 
kunne finde en passende Form , hvorunder De for bestandig og uden at vække for megen Opsigt vil kunne 

hæve dette Forhold , der dog engang betragtes med 
saa mistroiske Øine . 
Hermed skiltes de . 
I Ghettoen hviskede man imidlertid allevegne om 
den vigtige Nyhed , al Rebbe Meyer Bruuns Privatlærer 
var bleven hentet til den Geistlige , og al der 
vistnok maatte være skeet noget Vigtigt . 
Ingen var gladere herover end Læreren i „ Cheder “ , 
som i sit Had til den Fremmede vistnok ikke stod tilbage 
for den christne Lærer . 
Han vil nok faae , hvad han har godt af , oppe hos 
den Geistlige ! tænkte han ved sig selv , idet han loe 
fornøiet , thi selv havde han endnu aldrig , saalænge 
han havde været Lærer , havt Leilighed til al lære den 
katholske Geistliges Humanitet al kjende . 
Huslæreren i Meyer Bruuns Hus befandt sig i en 
slem Forlegenhed ; det gjorde ham ondt for Andreas , 
som han i Tidens Løb havde vundet kjær , men nu 
haardnakket maatte sløde fra sig ; det gjorde ham ondt , 
al see gode Anlæg som de , han havde iagttaget hos 
Andreas , skulle henligge ubenyttede og han kunde ikke 
finde paa noget Raad derimod . 
Hertil kom endnu den Omslændighed , al han skulde 

udfinde en passende Maade al ophæve Forholdet paa 
uden al vække Opsigt , men især uden al vildlede den 
forstandige Drengs Sind ; men netop dette bragte ham 
det rigtige Middel ihu til af efterkomme Præstens Villie 
uden af berøve Andreas den aandelige Dannelses 
Velsignelse ; thi som et Lyn ramte den Tanke ham : 
Andreas maa bort herfra ! Andreas maa sludere ! 
Herved havde han fundet det rigtige Middel ; det 
handlede nu blot om af sætte Sagen igjennem . Men 
hvorledes ? Skulde han foreslaa Rebbe Meyer Bruun 
det ? Kunde han mere vente sig noget heldigt Resultat 
heraf ? 
Det , af Meyer Bruun i sit Hus lod undervise et 
fremmed , ham aldeles uvedkommende Barn , var aldeles 
ikke nogen Borgen for , af han ogsaa vilde sende 
dette fremmede Barn til Gymnasiet ; det Førstnævnte 
var en Villighed , han uden Udgifter kunde vise den 
fattige Enkes Barn , men det Sidste var forbundet 
med Bekostninger , til hvilke Rebbe Meyer Bruun vel 
neppe vilde bekvemme sig . 
Derhos besad den unge Mand for stor Æresfølelse 
til af ville udsætte sig for et Afslag paa en Bøn , da 
han ikke vilde førspilde den Agtelse , hvormed han hidtil 
var bleven behandlet i Huset . 
Han overveiede derfor , om han ikke hellere paa egen 
Regning skulle sende Drengen til Læreanslalten og anvende 
de mange Sparepenge , han havde samlet sig i 
dette Hus , til Fordeel for sin kjære Elev ; men en kort 

Overvejelse belærte ham om , af dette Skridt vilde 
være uforsigtigt , ja endog meget letsindigt , da han jo 
ikke kunde vide , om det ogsaa i Længden vilde være 
ham muligt af gjennemføre det , han nu tænkte paa af 
begynde . 
Han sagde sig selv , af det for Andreas vilde være 
langt farligere af blive kastet ud paa en Bane og da 
slaa her alene , efter af den halve Vei var tilbagelagt , 
end om han aldeles ikke var revet ud af sin simple 
Tilværelse . 
En Student , der ikke kan fortsætte sine Studeringer , 
er henvist til af slaa ind paa enhver Sidevei , der frembyder sig , uden af see enten tilhøjre eller tilvenstre for 
af overbevise sig om Veien ogsaa er den rette , medens 
derimod den simple Haandværker , der aldrig har seet 
nogen større Horizont aabne sig for ham , men fra Ungdommen 
af er vant til af finde sig tilrette i de fattigste 
og mest indskrænkede Forhold , sjelden bliver nødt 
til af forlade den rette Vei . 
Idet det gode Menneske aldeles ikke kunde finde 
paa noget Middel til af udføre sit ædle Forsæt , forvoldte 
det ham snart mere Sorg end Glæde . Endelig 
fandt han paa en Udvei , der saae mere lovende ud . 
Han besluttede at ville overtale Rebbe Meyer Bruun 
til at sende sin egen Søn til Gymnasiet og da give 
ham Andreas med som Ledsager . 
Hvor vilde han ikke have jublet , om han havde 
vidst , at den samme Plan allerede var modnet i et 

andet Hjerte og stod fuldfærdig , da han endnu beskæffigede sig dermed . Den gøde Taube var nemlig en 
Kone , der ikke blot havde Hjertet , men ogsaa Hovedet 
paa rette Sted . Da Læreren blev hentet til den Geistlige , 
vidste hun derfor ogsaa strax , hvad det ene og 
alene kunde handle om ; men hun vidste ogsaa , hvad 
hun nu selv havde at gjøre . 
Hun sendt Bud efter Lysetændersken . 
Veed I , spurgte Taube , at vor Lærer er bleven 
kaldt til den Geistlige ? 
Jeg har hørt det , svarede Lysetændersken . 
Men veed I ogsaa , hvad han vil ham ? 
Visselig intet Urigtigt , thi vor Hr . Pastor er en 
brav Mand . 
Og hvad vilde I sige , om Hr . Pastoren ligegodt 
forbød vor Lærer at give Andreas Undervisning ? 
Det skulde gjøre mig ondt , thi jeg troer , Andreas 
finder Fornøielse i at lære . 
Det troer jeg ogsaa . Men sæt , at Præsten allerede 
har forbudt det , hvad vilde I saa sige dertil ? 
Intet ! naar Hr . Pastoren kan forbyde det , saa 
maa der sikkert være noget Urigtigt deri , som jeg ikke 
forstaaer . 
Og vilde I hellere lade Andreas løbe omkring paa 
Gaden og voxe op som et Menneske , der Intet kan . 
Nei , visselig ikke ; men hvad nytter Alt mig , mit Ønske 
kan jeg dog ikke faa opfyldt . 
Hvilket Ønske ? 

For Andreas . 
Hvad da ? Hvad ønsker I da for Eders Andreas ? 
Ja , jeg saae saa gjerne , at Andreas blev en Geistlig ; men jeg kan jo ikke lade ham sludere . Ofte skjærer 
det mig i Hjertet , naar jeg seer ham sidde ved 
Bogen derhjemme og læse saa flittigt deri , medens de 
andre Børn løbe omkring og lege . Da tænker jeg mig 
ofte : See , han kunde engang blive en god Præst ; men 
hvorfra skulle jeg tage Pengene dertil . 
Men , om jeg nu lod Andreas sludere ? 
Til Præst ? 
Til hvad I vil . Jeg sender ham bort herfra og 
giver ham , hvad han behøver . 
Herre Gud , det kunde ikke engang i Drømme være 
faldet mig ind , at mit hemmelige Ønske dog engang 
skulle blive opfyldt . 
I er altsaa tilfreds dermed ? 
Tilfreds ? Om jeg er tilfreds ? O , den Vei , 
De betræder , gad jeg brolægge med Gulddukater , hvis 
jeg blot havde Evnen dertil . 
Saa bliver det altsaa derved ; Andreas kommer til 
Efteraaret i Latinskølen — saa kan han for mig gjerne 
blive Præst . Tal nu blot ikke formeget derom , 
bring det ikke ud blandt Folk — 
Det behøver De ikke at bede mig om . 
Jeg mener kun , at Folk da maaske vilde fraraade 
Eder det . 

Aa ! det skal ikke engang nogen Engel bringe mig 
fra , om han saa steg lige ned fra Himlen . 
Ved Middagsbordet var Læreren usædvanlig taus 
og viste kun liden Madlyst . 
Den gøde Husmoder vidste jo nok , hvad der trykkede 
ham . Da Maaltidet var tilende , udbad han sig 
en kørt Samtale med Rebbe Meyer Bruun . 
Er det en Hemmelighed , eller før jeg ogsaa høre 
det ? spurgte Taube . 
Det er ingen Hemmelighed overfor Dem , thi det 
angaaer Deres Barn , svarede Læreren . 
De begav sig da alle Tre ind i et tilstødende Værelse . 
Hr . 
Bruun , begyndte Læreren , det er min Pligt 
at sige Dem , at jeg begynder at blive overflødig her 
i Huset . 
Hvorledes ? har man fornærmet Dem ? spurgte Rebbe 
Meyer . 
Bevares nei , jeg føler mig jo som et Barn af Huset , 
men Salmele er allerede i den Alder , af De maa 
tage en endelig Bestemmelse ham angaaende ; han er 
saa vidt forberedt , af De kan begynde Alt med ham . 
Tør jeg spørge , hvad De vil gjøre af ham ? 

Lad mig hellere høre , hvad Raad De giver mig i 
saa Henseende , sagde Faderen . 
Jeg vilde lade ham sludere , svarede Læreren , thi 
selv om han ikke engang behøvede af leve af Videnskaben , saa vil det dog aldrig kunne skade ham af have 
gaaet nogle Klasser igjennem i Latinskolen . 
Der ligger Noget i det , sagde Faderen roligt , vi 
kunne jo altid fale videre derom , og — 
Vi behøve ikke af fale længe derom , afbrød Moderen 
ham , saasnart Læreren siger , af vi skulle lade 
ham sludere ; han maa jo forstaa det ! 
Slukning behøves ikke , sagde Rebbe Meyer , der er 
jo ingen Ildebrand ! 
Og Andreas sende vi med ham , for af Barnet ikke 
skal blive bange blandt de Fremmede , tilføiede Konen 
uden af lade sig standse ved sin Mands Bemærkning ; 
men Læreren raabte ude af sig selv af Forbauselse og 
Henrykkelse : 
Hvorledes er det muligt , af De kunde gjætte mine 
Tanker ? thi det var netop det , jeg vilde foreslaae . 
Men jeg veed endnu ikke , svarede Rebbe 
Meyer , hvorfor De derved skulde være bleven overflødig her . Ganske rigtigt maa jeg vel nu sende de 
to Børn bort herfra ; men derfor behøver De jo 
ikke strax at forlade os . 

Har De da ikke endnu en Elev ? Har jeg maaske 
ikke en Datter ? 
Det var Efteraar . Høet paa Engene var slaaet og 
laa i store Bunker ; de høit læssede Vogne førte det 
over Broen til den lille By . Vinden strøg henover 
Stubmarkerne . 
Den nærliggende Skov frembød et broget Skue ; 
Kronernes grønne Farve var forvandlet og havde givet 
Plads for en Blanding af Gult og Rødt , hist og her 
saae man allerede de nøgne Kviste falmede graa . 
Solen saae rigtignok endnu venligt ned fra Himlen , 
men man turde ikke satte meget Haab af dette sidste 
naadige Smil , thi altfor ofte indhyllede den sig i en 
uigjennemtrængelig Taage , der bedækkede Efteraarslandskabet . 
Lysetændersken 
og Andreas gik ad den smalle Sti 
mellem Stubmarkerne henimod Skoven . Moderen havde 
villet unde sin Søn en Fornøielse endnu inden hans 
Afreise til Gymnasiet , og Andreas skattede Intet saa 
høit som at see sig om i Naturen , i Skov og Mark . 
Maaske havde hun tillige en anden Hensigt , maaske 
vilde hun give de Formaninger , som hun havde af 
medgive ham som Lærepenge paa hans Vei , større Høitidelighed ; 
maaske troede hun , af den fri Natur , den 

store aabne Mark med Himmelhvælvingen over sig , vilde 
komme hendes Ord tilhjælp og gjøre dem mere eftertrykkelige 
end det snevre Rum hjemme i Hytten . 
Denne Formodning vil idetmindste ikke forekomme 
ganske ugrundet , naar man med nogen Opmærksomhed 
læser det , som Moderen her lagde Sønnen paa Hjerte . 
En Tidlang gik hun eftertænksom og taus med Drengen ved Haanden ; men da det var paa Tide af vende 
om for af komme tilbage til den lille By , begyndte 
Moderen paa følgende Maade : 
Andreas , hør nu nøie efter , hvad jeg forinden Din 
Afreise endnu kan have af sige Dig . Dette er den 
sidste Nat paa det Sted , som Du tidligere aldrig har 
forladt ; inat vil Du for sidste Gang ligge hjemme i 
den Seng , i hvilken Du hidindtil hver Aften faldt 
isøvn og hver Morgen vaagnede . Imorgen reiser Du 
bort herfra ; Du skal sludere og , om Gud vil , blive 
et dueligt Menneske . Tak Gud dagligen i Din Bøn , 
fordi det er gaaet Dig saaledes ; jeg havde ikke kunne 
lade Dig sludere : jeg er en fattig Kone ; men vor Herre , Gud , havde indgivet Meyer Brun det , at han 
skal gjøre det , og derfor vil ogsaa den himmelske Raade 
belønne ham . Men Du maa være ham taknemmelig 
derfor alle Dit Livs Dage , thi han er Din Velgjører . 
Mærk Dig det og lov mig , at Du aldrig vil forglemme 
det . 
Andreas rakte Moderen den Haand , han endnu havde 
fri ; hun trykkede den til sig og vedblev efter en Pause : 

See Dig om her paa Marken , der er ingen levende 
Sjæl at see ; Alt er hjemme , og vi ere alene . Ingen 
seer eller hører os ; Ingen veed , hvad Du har lovet 
mig . Men Een er der dog , som seer og hører Alt uden 
selv at blive seet . Han veed , hvad Du har lovet mig , 
og Han vil vaage over , at Du holder Dit Ord . 
Hvorfor seer man ham da ikke ? spurgte Andreas , men 
Moderen svarede : 
Det kommer ikke Sagen ved , og det kan jeg heller 
ikke saadan rigtig sige Dig ; maaske seer Du mig aldrig 
mere . 
Andreas begyndte ved disse Ord at græde bitterlig ; 
men Moderen aftørrede hans Taarer med sit Forklæde 
og vedblev : 
Derfor behøver Du ikke at græde ; jeg lever jo endnu 
og er baade sund og rask , og man døer da ikke af , 
at man taler om det ; men vi ere kun Mennesker , og 
om Gud befaler det , saa er jeg imorgen ikke mere til , 
og de bære mig ud og lægge mig i Graven . 
Andreas græd endnu heftigere end før , medens Moderen 
vedblev : 
Jeg maa før Du drager bort , forberede Dig paa 
Alt , thi jeg vil have , at Du skal naa Dit Maal , uden 
at Noget skal bringe Dig bort derfra . See til at Du 
i den nye Skole kan lære noget Rigtigt , for at Meyer 
Bruun ikke uden Nytte skal give sine Penge ud for 
Dig ! han er en rig Mand , men at kaste sine Penge 
ud af Vinduet har han døg ikke Lyst til , thi naar 

Een giver sine Penge ud , saa vil han ogsaa have Noget 
derfor . Han forlanger rigtignok Intet af Dig , 
og han gjør den gøde Gjerning uden Egennytte , men 
Du maa vise ham , at Du ogsaa fortjener , hvad han 
gjør for Dig , for at han ikke engang — hvad døg 
Gud bevare os for — skal faa Aarsag til at fortryde 
sin Godhed . 
Pas derfor paa at opføre Dig saaledes , at Meyer 
Bruun ikke en Gang skal kunne bebreide mig , hvad 
det har koslet ham , og sige til mig : „ Gid jeg blot ikke 
havde ladet den Døgenigt sludere ! “ Lover Du mig 
det . 
Andreas lovede det grædende , men Moderen sagde 
endvidere : 
Jeg er endnu ikke færdig . Hør efter ; det Vigtigste 
er endnu tilbage . 
Meyer Bruun er døg kun et Menneske ligesom jeg , 
og ømendskjøndt han er rig og jeg fattig , saa gives 
der døg Een deroppe ovenover os Alle , for hvem vi 
Alle ere lige . 
Naar Gud vil det , kan den Rige paa en Nat blive 
fattig eller den Fattige blive rig . 
Hele den Fabrik , som han har der , kan paa een Nat 
gaa tilgrunde . 
Mennesket kan Intet vide ; han kan ogsaa dø ligesaa 
godt som jeg kan det . Det vilde være en stor 
Ulykke før Dig , men ogsaa det maa Du være fattet 
paa , for at det ikke engang skal overraske Dig , saa at 

Du slaaer Hænderne sammen og ikke veed , hvad Du 
skal tage fat paa . Gjør Dig afholdt blandt de Fremmede 
og af alle de Mennesker , Du faaer at bestille 
med . Skaf Dig Venner og ingen Fjende , da vil Du 
aldrig staa forladt . See til at Du bliver et Menneske 
man kan stole paa , og at Du , hvorledes det end gaaer , 
engang kan være istand til at fortjene Brødet til Dig 
selv . 
Det tørre Brød , som Du selv fortjener vil da smage 
Dig meget bedre end Alt , hvad Du kan faa at spise 
for Andres Penge . Men hvad jeg har villet sige Dig , 
er dette . Naar Du engang er kommen saa vidt , at 
Du kan fortjene Dit Brød og ikke længere trænger til 
den Godgjørenhed , der nu vises imod Dig , saa maa 
Du ikke mene , at Du da en Gang for alle er færdig 
med Meyer Bruun , fordi Du ikke længere behøver hans 
Hjælp ; thi det , han gjør for Dig , kan Du aldrig 
gjengjelde ham , selv om Du ogsaa betalte ham nok 
saa mange Penge . 
Jeg troer , at Du hos Meyer Bruuns Lærer aldeles ikke vilde have lært saameget , hvis Du ikke i forveien 
i Skolen havde lært Din A , B , C , Bog , og 
Du vilde sikkert heller aldrig have kommet til at sludere , 
saafremt Meyer Bruun ikke nu havde gjort Begyndelsen 
dertil . 
Det maa Du aldrig forglemme , selv om der kommer 
en Tid , da Du ikke mere er afhængig af ham . 
Fremfor Alt maa Du derfor i den nærmeste Tid 

lægge Vind paa af komme godt ud af det med Salmele ; han er lidt forkjælet , saa af Du maa være noget 
eftergivende ; dog behøver Du ikke derfor af være 
hans Tjener , men Du kan være føjelig imod ham , thi 
det fortjener han for sine Forældres Skyld . 
Saa ofte Du har Noget for , men ikke veed , om 
Du skal gaa tilhøire eller tilvenstre , da tænk paa denne 
Aften og vor Spadseretur ; tænk paa , hvorledes vi 
saa stille vandrede sammen , hvorledes jeg førte Dig 
ved min Haand , hvorledes Du brast i Taarer og jeg 
da med mit simple Forklæde afvidskede dem ; behold 
bløt altid det for Øie , saa vil Du ogsaa nok altid 
finde den rette Vei og vil ikke mere tvivle , om Du 
skal gaa tilhøire eller tilvenstre . 
Overvei bløt ved enhver Sag , Du vil foretage Dig 
hvad Din Moder vilde sige dertil , om hun vidste det , 
da vil Du altid handle rigtigt og godt , — Naa , jeg 
havde nær forglemt af sige Dig , af Du blandt de 
Fremmede maa holde noget paa Dit Ydre . Børst 
hver Morgen Dine Støvler og bank Dine Klæder , for 
af Du ikke skal see ud som en Dreng , der er kommen 
løbende langvejs fra , og vær renlig i alle Henseender . 
Ogsaa det har jeg villet sige Dig , af Du hver Uge 
maa tilskrive mig nogle Linier . 
Frugthandlersken , som gjør sine Indkiøb deroppe , 
vil nok af og til besøge Dig , og hende kan Du altid 
give en lille Seddel med . Der behøves intet langt 
Brev ; skriv blot , for af jeg kan see , af Du er rask og 

opfører Dig godt ; saalænge et Barn ikke frygter for af 
tilskrive sin Moder og sin Fader — hvem Du jo desværre 
har Mistet — hvad der ligger det paa Hjerte , 
saalænge kan man sige , af han er paa den rette Vei ; 
men udeblive Brevene til Forældrene , da er han sikkerligen ogsaa , bleven et forladt Menneske og en slet Karl 
— mærk Dig det ! — Ja , hvad var det nu jeg vilde 
sige — 
Ja , hvormeget kunde Du ikke have ønsket endnu af 
sige , gode , trofaste Moderhjerte ! Vilde Du mon nogensinde 
være kommen til Ende dermed , om Du saa 
havde kunnet blive ved af tale indtil evig Tid ? Men 
godt er det , af Du blev afbrudt , ved af Din snaksomme Nabo netop slandsede Dig , og med sine Hverdagsbemærkninger sønderrev Din Tales Traad , thi Andreas 
har hørt nok og behøver nu Ro før af tænke videre 
øver det , som han havde hørt . Glæd Dig ved det 
Haab , af Du har nedplantet det guddommelige Frø i 
et reent , barnligt Hjerte . 
Næste Morgen kjørte Andreas og Sigismund — 
saaledes blev Salmele fra nu af kaldt — bort fra 
Hjemmet . 
Rebbe Meyer Bruun førte de to Børn til den 

temmelig nærliggende By , Videnskabens Sæde , til Piaristernes Kloster . 
Det var en kold Septembermorgen ; men Andreas 
befandt sig dog meget vel i de nye Klæder , som Meyer 
Bruun havde ladet sy til ham , og som han idag havde 
paa før første Gang . 
Allerede da de to Drenge i det Fjerne øinede Slottet , 
der laa høit oppe paa Klippen , begyndte deres 
Hjerter af banke slærkere ; Glæde og Angst fyldte dem 
samtidigt , da de nærmede sig deres nye Bestemmelsessted . 
Henimod 
Middag havde de naaet Reisens Maal . 
Drengene vilde nu strax hen i Klosteret før af blive 
optaget i Gymnasiet , da deres Nysgjerrighed var spændt 
til den høieste Grad , men den rolige og besindige Fader 
sagde : 
Klostret staaer nok fasf , der er vel næppe Nogen , 
der løber bort med det . 
Veed Du ikke , af vore Vise sige : Naar der ingen 
Meel er , saa er der ingen Lærdom . Først vil jeg 
forskaffe Eder Logis , for at I kunne vide , hvor I 
høre hjemme . 
Skulle vi bo sammen ? spurgte Sigismund . 
Nei ! svarede Faderen kort . 
Han tog nu Drengene med sig til Ghettoen , hvor 
han hos en Bekjendt forespurgte sig om to Huse , i 
hvilke Børnene kunde faa Kost og Logis . Denne Sag 

var snart afgjort ; Sigismund fik Bolig i Ghettoen , 
Andreas i Forstaden nær ved Gymnasiet . 
Efterat der saaledes var sørget for de legemlige Fornødenheder , 
førte Faderen dem til det Sted , hvor deres 
Aand skulle mættes . 
Før Optagelsen i Gymnasiet , maatte Drengene underkaste 
sig en Prøve , til 3die Klasse , som Andreas 
bestod med Glands , Sigismund til Lærernes Tilfredshed ; 
Andreas blev strax , men Sigismund provisorisk 
optaget i Gymnasiet . 
Hvad vil det sige , provisorisk optaget ? spurgte Sigismund , 
da de nu forlod Gymnasial-Præfekten for 
at aflægge en Visit hos Professoren . 
Det vil sige sagde Faderen , at jeg først hos Regjeringen 
i Brünn maa ansøge om Din Optagelse , og 
saalænge indtil Bevillingen kommer derfra , er Du kun 
„ provisorisk . “ 
Og jeg behøver ikke nogen Bevilling ? spurgte Andreas . 
Nei , 
sagde Meyer Bruun . 
Hvorfor maa han have Bevilling , og jeg ikke , 
spurgte Andreas videre . 
Fordi han er Jøde , sagde Meyer Bruun , og Du 
ikke . Husker Du da ikke mere , at Jøderne er et undertrykt 
Folk . Der var dog en Tid , da Du vidste 
det . 
Den fortræffelige Mand sørgede endnu for en Privatlærer fil dem , der hjemme skulle gjennemgaa Lectierne 

med dem , og indskjærpede Andreas , at han hver Dag 
skulde indfinde sig i Sigismunds Bolig for at tage 
Deel i denne Privafundervisning ; derpaa reiste den 
gode Fader bort , idet han tillidsfuldt efterlod Børnene 
i de Huse , fil hvilke han havde anbetroet dem . 
Skoleaaret begyndte ; det blev indledet med en 
Gudstjeneste i Klosterkirken . 
Hermed havde Sigismund Intet at skaffe , hvilkek 
var slemt nok for ham ; thi medens Andreas under 
denne Høitidelighed lærte alle sine Kammerater at kjende 
idetmindste af Udseende , havde den jødiske Discipel endnu 
ikke seet en eneste af dem , og da han den første 
Skoledag om Morgenen Kl . 8 traadte ind i Klassen , 
hørte han en Hvisken og Tisken mellem de smaa Studenter , 
der maalte ham paa en spotlende Maade , medens 
der fra forskjellige Sider lød Navne som Moses ! 
Aron ! 
Han befandt sig i stor Forlegenhed , thi Klassen var 
fuld , og han vidste ikke , hvor han skulde eller blot turde 
sætte sig ; endelig opdagede han paa en af Bænkene sin 
kjære Andreas . 
Denne kom ogsaa strax hen til ham , trak ham hen 

med sig til sin Bænk og skaffede ham Plads ved Siden 
af sig , frods Indvendingerne fra deres Side , som 
maatte rykke sig . 
Endelig da Klokken slog , kom Professoren , og Alle 
reiste sig . 
Man bad Paternoster og Ave Marie , hvoraf Sigismund 
ikke forstod et Ord ; han ventede utaalmodig 
paa , at det endelig skulle være forbi . 
Da de havde sat sig ned igjen , kastede Professoren 
et prøvende Blik hen over Bænkene , som om han vilde 
tælle sine kjære Lam , derpaa sagde han : 
Der kan endnu ikke anvises Israeliterne nogen bestemt 
Plads . De ere for Øieblikket kun provisoriske , 
endnu ikke egentlige Elever . Jøderne maa foreløbig , 
indtil Bevillingen kommer , alle sætte sig paa sidste Bænk . 
Fortrydelig opgav Sigismund den Plads , som Andreas 
saa tappert havde tilkjæmpet ham , for at begive 
sig hen til sidste Bænk ; da han gik forbi Eleverne , hørte 
han dem tydelig hvidske : 
Marsch , hen paa sidste Bænk , Jøde ! Jøderne skal 
paa Skammebænken . 
Dette bedrøvede ham høilig ; dog havde han den 
Trøst at see en Deel Troesfæller paa samme Bænk , og 
Følelsen af ikke at være den Eneste , der maatte lide 
denne beskjæmmende Behandling , gjorde ham Pinen 
mindre haard . 
Andreas vendte sig ofte om og tilkastede Sigismund 
et medlidende Blik , men denne saae hver Gang skamfuld 

ned mod Gulvet ; begge Drengenes Sindstilstand er 
let at fatte ; deres Miner forraadte , hvad der føregik i 
deres Indre . 
Sigismund , Barnet af rige Forældre , opdraget i 
Velstand , ja endog i Overflod , havde aldrig før følt 
det Trykkende i sine Troesfællers særlige Stilling i 
Samfundet . 
Den lille Salmele havde rimeligvis aldrig hørt Noget 
om , at hans Fader ikke turde eie nogen Ager , 
fordi han var Jøde , og selv om den lille Salmele havde 
vidst dette , saa vilde han dog i sin Lystighed aldeles 
ikke have tænkt videre derover ; thi hvortil behøvede 
hans Fader Agre , Kvæghjørde , Enge og Marker ? havde 
han ikke sin egen Fabrik ? Men nu er der af Salmele 
blevet en Sigismund , der allerede ved det første Skridt , 
han foretager i den fremmede Verden , for hvis Skyld 
han har forandret sit Navn , maa erfare , at han endnu 
bestandig er en Salmele og meget langt fra at være 
en Sigismund . 
For første Gang følte han nu det Tryk , der hvilede 
paa hele det Troessamfund , som han hørte til . 
Da Faderen for faa Dage siden havde maattet stile 
en Ansøgning til Regjeringen om at meddele Sønnen 
Sigismund Bruun Tilladelse til at træde ind i Gymnasiet , 
var den vordende Student ikke bleven synderlig 
berørt deraf . 
Sigismund var ikke nogen dyb Natur , fvertimod : 

hans Følelser ligesom hans Tænkning berørte kun Tingenes 
Overflade . Derfor blev han temmelig ligegyldig ved Faderens Ansøgning : men det , at han nu i 
hele Klassens Paasyn maatte begive sig hen paa den 
bageste Bænk , og det ovenikjøbet af den Grund , at han 
egentlig endnu ikke var rigtig Elev , der var berettiget 
til at indtage en bestemt Plads — nemlig fordi han 
var Jøde — see , det fyldte hans Hjerte med bitter 
Sorg . 
Andreas derimod var allerede bleven ubehagelig berørt 
ved den af Hr . Bruun meddelte Underretning , at 
Sigismund maatte bede som en Naade om det , der 
uden videre blev tilstaaet ham selv , og da Meyer Bruun 
paa hans Udfritten svarede : om han ikke længere vidste , 
at Jøderne vare et undertrykt Folk , saa var dette Svar 
ingenlunde skikket til at berolige den forstandige , følsomme 
Dreng . Han vedblev at spekulere derpaa , men 
kunde ikke med god Grund forklare sig den Forskjel , 
der her blev gjort , og var derfor heller ikke istand til 
at begribe det . 
Begivenheden i Skolen paa den første Dag satte 
ham i den pinligste Stilling , og der er ingen Tvivl 
om , at Andreas følte sin Kammerats Tilsidesættelse 
endnu bittrere end denne selv . 
Ingen kunde bedre end Andreas vide , med hvilken 
Omhu og Ømhed Salmele blev behandlet i Forældrenes 
Hus ; derfor var Ingen bedre istand til at bedømme , 
hvor haardt det maatte være for Sigismund . 

Andreas led ikke blot med ham , men ogsaa for ham . 
Hvor det dog her er ganske anderledes end hjemme , 
tænkte han smertelig bevæget , ja ganske omvendt . 
Her er det jo , som om jeg var den rige Salmele , 
og han den fattige Lysetænderskes Barn ! — Hvor 
gjerne vilde ikke Andreas have bedt Professoren om 
han ikke selv maatte sætte sig paa bageste Bænk , naar 
han blot derved havde kunnet skaffe Sigismund hans 
tidligere Plads tilbage ; men Andreas indsaa vel , at et 
saadant Bytte her ikke kunde finde Sted , han tænkte og 
det med Rette : Hvad veed Professoren om Meyer 
Bruuns Fabrik , og hvad angaaer det ham ? Professoren 
har jo ikke skabt Loven ; han handler som den 
byder . Jøderne ere nu engang „ et undertrykt Folk . “ 
Klokken lød , Timen var til Ende . 
Professoren og Eleverne reiste sig til Bøn , og igjen 
lød Paternoster og Ave Maria . 
Derpaa gik Eleverne parvis ud af Klassen henover 
den lange Gang i første Etage , dernæst ned ad Trappen 
og gjennem den lille Klostergaard , der strækker sig 
foran Gymnasiet . 
Ved Porten maatte Jøderne forlade Rækken , da de 
andre nu gik i Kirke til Messen , hvilken Jøderne ikke 
skulle bivaane . 
Bedrøvet gik Sigismund hjemad med den latinske 
Gramatik under Armen , af hvilken idag den første Deklination 
var bleven forklaret . Paa Gaden puttede en 
Elev sig til ham , der alt var i 2den Klasse . 

Den Store maalte først den Lille fra Top til Taa 
med samme Blik , som naar Veteranen betragter den ny 
ankomne Rekrut . 
Sigismund havde hilst paa Enhver , der mødte ham 
underveis , og var bleven meget overrasket ved , at de 
ikke hilste ham igjen , ja endog betragtede ham paa en 
ganske besynderlig Maade . Han havde nemlig meent , 
at det forholdt sig her ligesom hjemme i den lille By , 
hvor Alle hilste hinanden , og vidste endnu ikke , at i større 
Byer bekymrer det ene Menneske sig kun lidt om det 
andet , men Enhver skjøtter sig selv . Det gjorde derfor 
øgsaa et behageligt Indtryk paa ham , da den store 
Dreng , som dog var et heelt Aar videre , saa venligt 
puttede sig til ham . Snart skulde han dog erfare , at 
denne kun vilde have ham til Bedste . 
Aa , sagde den Store , gaa ind i den Butik og 
kjøb mig for en Skilling Skrivepenne . 
Godmodig , som han var , tog Sigismund Pengestykket 
og traadte ind i den betegnede Butik , hvor en 
gjennemtrængende , fin Lugt slog ham imøde , saadan 
som hans Næse ellers aldrig havde mærket det i nogen 
Kjøbmandsbutik . 
Hvad ønsker Du ? spurgte Provisoren . 
For en Skilling Penneskafter , svarede Sigismund . 
Saa maa Du gaa ind til Papirhandleren , sagde 
Provisoren . 
Ja , men man sagde til mig , at det var her . 

Saa ? sagde Provisoren leende , det har været for at 
gjøre Nar af Dig . Her er ingen Papirhandel , men 
et Apothek . 
Sigismund gik skamfuld bort , da han kom udenfor , 
blev han modtaget med Skøggerlatter af en Gruppe 
Elever , der imidlertid havde samlet sig . 
Ydmygelsen i Skolen havde ikke været tilstrækkelig ; 
denne Spot maatte han ovenikjøbet øgsaa finde sig i . 
Det var ligesom om Alt havde forenet sig for at 
krænke ham . 
Den første Skoledag havde saaledes kun budt ham 
liden Glæde og var aldeles ikke skikket til at sætte Mod 
i ham , og han vilde sikkert allerede nu — næsten 
uden at have overskredet Dørtærskelen — have vendt 
Videnskabernes Tempel Ryggen , saafremt ikke hans 
gode Aand , Andreas , havde holdt ham tilbage . 
Naa , sagde Andreas , der strax fra Kirken var ilet 
til sin Kammerat og nu havde hørt , hvad denne i sin 
oprørte Stemning tænkte paa , vær dog fornuftig og 
gjør ingen Dumheder . Hvis Du nu kom hjem , saa 
vilde alle Folk lee Dig ud , og Gadedrengene vilde raabe 
efter Dig : det er Studenten ; han har paa een Dag 
gaaet alle Klasserne igjennem ! Nei , Du maa blive og 
læse flittigt , saa skal Du see , hvor ganske anderledes 
Alting vil blive . 
Naar Du blot kan dine Lectier godt , kommer det kun 

lidet an paa , paa hvad Bænk Du sidder ; det med 
den bageste Bænk er jo desuden kun foreløbigt , saalænge 
Du er provisorisk ; saasnart Bevillingen kommer fra 
Regjeringen , faaer Du din Plads anviist ligesaavel som 
Enhver af De Andre ; Professoren har jo selv sagt det . 
Disse trøstefulde Ord forfeilede ikke deres Virkning 
paa Sigismund , der indsaa , hvor nær han havde været 
ved i sin Oprørthed al begaa en overilet Handling , og 
han besluttede nu al blive ; men Andreas , hvem det 
ved den kjærlige og fornuftige Tiltale var lykkedes al 
bringe Vennen til sig selv og nogenlunde berolige ham , 
var selv langtfra ikke rolig , thi i sit Inderste tænkte 
han : Jøderne ere desværre døg et undertrykt Folk ! 
og for første Gang henvendte han det Spørgsmaal til 
sig selv : Hvorfor ere Jøderne et undertrykt Folk ? er 
det nødvendigt , al de maa være det ? hvo er Skyld 
deri ? lutter Spørgsmaal , som han ikke var istand til 
al besvare . 
Det blev Aften , og Drengene sad nu hos Privatlæreren , 
der gjennemarbeidede det Pensum med dem , 
de havde faaet for i Skolen . 
Efter faa Timer hos Privatlæreren indsaa Andreas , 
al han meget godt kunde undvære dennes Hjælp , han 
havde strax i Skolen forstaaet de Regler , der bleve forklarede , 
og kunde godt selv skrive de latinske Stile uden 
Feil . Grunden til , al han alligevel ikke udeblev fra 
Privattimen , var den , al hans Ven meget vel kunde 
behøve en saadan Hjelp i Hjemmet . — 

Efter nogle Ugers Forløb finde vi Andreas som 
Nr . 1 i Klassen , medens Sigismund endnu bestandig 
sad som provisorisk paa den bageste Bænk ; men selv 
som rigtig Elev vilde han ikke have været berettiget til 
at indtage nøgen af de øverste Pladser , thi han var 
svag i Gramatiken , og hans aldeles ikke feilfri Oversættelser 
i Skolen forraadte snart Privatlærerens Haand 
ved de Stile , han skulle skrive hjemme . 
Andreas vilde gjerne bevirke en Forandring i dette . 
Veed Du hvad , sagde han en Dag til Sigismund , 
Din Fader kunde godt spare de Penge , han hver Maaned 
betaler Privatlæreren ; jeg troer nok , jeg ligesaagodt kunde hjælpe Dig med dine Lektier . 
Ja , saa kan Fader give Dig Pengene , meente Sigismund . 
Nei , 
hvad skulle det til ? sagde Andreas , dine Forældræ 
give mig saamæn Nok iforveien . 
I det næste Brev , som Sigismund tilskrev sine Forældræ , 
gjorde han dem opmærksom paa , at han lærte 
meget mere af Andreas end af Privatlæreren , som han 
derfor ikke mere behøvede , da Andreas godt kunde sige 
ham Alt , hvad han skulle vide . 
Andreas selv skrev noget lignende i sit Brev , hvori 
han bad Moderen hilse hans Velgjørere paa det Hjerteligsle 
samt bede dem , om han ikke nok maatte læse 
med Sigismund . 
Det er et taknemligt Barn , den Andreas , sagde 
Rebbe Meyer Bruun til Lysetændersken , der med glædestraalende 

Øine havde hørt paa Oplæsningen af hendes 
Søns Brev . 
Ja , har jeg ikke altid sagt , at det Barn har et 
besynderligt Sind , tilføiede Taube . 
Da Lysetændersken var gaaet , sagde den gode Taube 
til sin Mand ; 
Veed Du hvad , min Ven , de Penge , Du der sparer , 
kan Du hver Maaned give Lysetændersken . 
Det vil jeg ikke gjøre , svarede Rebbe Meyer Bruun 
i en bestemt Tone . 
De Par Gylden ! sagde Taube i en vag bebrejdende 
Tone ; men Manden svarede : 
Mener Du maaske , Du lille Nar , at de Par Gylden 
ere mig saa magtpaaliggende ? Nei , jeg vil hver 
Maaned sende dem til Andreas , saa kunne vi jo see , 
hvad han vil gjøre med Pengene . 
Derved blev det ; regelmæssig bleve Pengene afsendte 
til Andreas , men denne berørte dem ikke engang : den 
samme Haand , der overbragte ham dem , maatte igjen 
bære dem med hjem ; han sendte dem urørte til sin 
Moder . 
Lysetændersken fortalte høist overrasket hos Meyer 
Bruun , hvorledes hendes Andreas havde sendt Penge 
hjem til hende . 
Det havde jeg forudseel , sagde Meyer Bruun , jeg 
vidste vel , at han var et godt Barn ; men jeg har dog 
villet overbevise mig derom . 
Ja , har jeg ikke saa ofte sagt , at det Barn har et 

besynderligt Sind , spnrgte Taube igjen , ligesom altid 
ved enhver lignende Leilighed . 
I intet af sine Breve forglemte , Andreas at sende 
mange Hilsener til den gode Lærer i Meyer Bruuns 
Hus ; ja efter nogle Maaneders Forløb dristede han sig 
endogsaa til , at tilskrive sin fordums Lærer et latinsk 
Brev , i hvilket rigtignok Elevens gode Villie og taknemmelige 
Hjerte viste sig fra en mere værdifuld Side 
end det latinske i Udtrykkene . Han forglemte heller aldrig 
sin Legesøster Privele , der ligeledes hver Gang 
kunde gjøre Regning paa særlige Hilsener i hans Brev . 
Sigismund gjorde under sin Kammerats Veiledning 
betydelige Fremskridt , hvilket var saare naturligt . Andreas 
var nemlig ikke nogen betalt Timelærer , der , naar 
Timen var forløben , ikke bekymrede sig mere om sin 
Elev ; men det var ham magtpaaliggende at vise sin 
Taknemlighed mod sine Velgjørere , ligesom det ogsaa 
var en Æressag for ham at løse den Opgave , han 
havde paataget sig , paa en saadan Maade , at Resultatet 
blev godt . 
Han arbeidede derfor ogsaa med Sigismund uden 
at tage noget Hensyn til Time- eller Minutviseren og 
altid saa længe , indtil han havde opnaaet den beroliggende Overbevisning , at Sigismund nu virkelig kunde 

sin Lektie og vilde være istand til at besvare ethvert 
Spørgsmaal deri rigtigt . 
Sigismund erhvervede sig ogsaa snart ved de Fremskridf , 
han gjorte , Professorens Velvillie , og da imidlertid , 
endnu førend det første Semesters Ende , den 
saa længselsfuldt ventede Bevilling til Optagelsen i 
Gymnasiet var indtruffen , rykkede han op fra sidste 
til første Bænk , og al Grund til Mismod var saaledes 
forsvunden . 
Nu kom Paaskeferien , og de to Drenge kjørte hjem , 
hver med et godt Vidnesbyrd i Lommen ; selv om Sigismunds ikke kunde maale sig med Andreas ' s , i hvilket 
der kun fandtes Udmærket Godt ' er , saa var det dog 
saaledes , at han med Anstand kunde vise det frem . 
De havde imidlertid ikke blot medbragt deres Vidnesbyrd , 
men ogsaa et antageligt Stykke Feriearbeide . 
Hvorledes Andreas bar sig ad for at blive færdig dermed , 
det kunde Sigismund rigtignok ikke begribe , thi 
før ham var det drøit at læse i Ferien . 
Han havde nu i et halvt Aar ikke seet sin Familie , 
og dette var hans første Hjemsenden fra de fremmede 
Folk og saa ovenikjøbet den Tid , da den poetiske Paaskefesf afholdtes . 
Han glemte derfor aldeles de 4 Konjugationer og 
de uregelmæssige Verber , han skulde lære , over Paaskefestens Glæder , og hans Ven Andreas formaaede 
ikke i hans Forældres Hus at bringe den Strænghed 

til Anvendelse imod ham , der ellers saa ofte havde 
faaet Bugt med ham . 
Ferien var nu forbi , og man maatte igjen indfinde 
sig i Skolen . 
Der skete , hvad man iforveien kunde have tænkt sig . 
Blyantet i Professorens Haand udpegede snart Sigismund som Offer , naar nu blot denne iforveien havde 
vist , at han vilde blive spurgt om Verbet tollo , saa 
havde han sikkert lært sit substuli , sublatum , men hvo 
kan vide Sligt iforveien ; ligesaalidt som man kan vide , 
hvilke Nummere der vil komme ud i næste Trækning . 
Professoren dreiede ham derfor et stort 0 i Protokollen . 
Dette 
forvoldte Andreas mere Sorg end ham , der 
havde faaet det . Men hvad gjorde Andreas ? Han 
besluttede sig til et Kjæmpearbeide . 
Vi gaa ikke i Seng inat , sagde han til Sigismund , 
og imorgen beder Du Professoren om at høre Dig 
om igjen . 
Men hvad tænker Du dog paa ? indvendte Sigismund , lære Alt det paa een Nat ? 
Det gaaer nok , sagde Andreas . Og det gik ogsaa . 
Næste Dag mældte Sigismund sig til en ny Prøve , 
som han besfod med Glands ; thi idag var han fast 
i Sadlen , og efter af han til det sidste Spørgsmaal : 
tollere havde sluppet sit vel indprægede sustuli , sublatum 
løs , forandrede Professoren 0 ' et til et Ug . 

Paa denne Maade tog Andreas sig af sin Kammerat , 
og Sigismund gjorde i Sommersemestret endnu 
større Fremskridt end før . 
Endelig var Skoleaaret til Ende . 
Rebbe Meyer Bruun indbød Lysetændersken til af 
kjøre med sig for af bivaane Omflytningen , der under 
megen Høitidelighed blev meddelt i en stor , med skjønne 
Billeder prydet Festsal . 
Lysetændersken havde taget sine Søndagsklæder paa 
og begav sig bort med Rebbe Meyer Bruun ; de maatte 
kjøre meget tidlig hjemme fra for af kunne indtræffe i 
rette Tid ; Kl . 8 vare de der allerede . 
Med bankende Hjerte fraadte hun ind i Fesfsalen , 
hvor allerede de fleste Slægtninge af den studerende 
Ungdom befandt sig . 
Kl . 9 blev der holdt Gudstjeneste i Klosterkirken , 
og Kl . 10 begyndte Højtideligheden i Fesfsalen . 
Først besteg en Elev Talerstolen og holdt en Tale 
paa Tydsk til Afsked fra Anstalten ; derpaa fraadte en 
anden frem og foredrog en af ham selv forfattet latinsk 
Ode , af hvilken største Delen af det forsamlede Publikum 
rigtignok ikke forstod et Ord , men hvortil de dog 
ligegodt lyttede med høitidelig Andagt . 
Endelig kom Meddelelsen af Skoleaarets Resultat 
og Omflytningen . 
En eiendommelig Hvidsken og Summen lød gjennem 
Salen ; Skoledrengenes Nysgjerrighed var spændt til 
det Yderste , thi nu skulde Enhver jo erfare , hvorledes 

han var bleven bedømt , og hvilket Vidnesbyrd han fik 
hjem med sig . 
Denne Summen afløstes dog hurtigt af en høitidelig 
Stilhed da Religionslæreren traadte frem og oplæste 
paa Latin alle Elevernes Navne samt deres 
forskjellige Censurer . 
Lysetændersken , der med bankende Hjerte saae til , 
var nær besvimet , da hun hørte sit Barns Navn blive 
raabt op . 
Andreas havde erholdt første Præmie . Han traadte 
frem fra sine Kammeraters Række indtil midt i den 
store Sal , bukkede til tre Sider , mod Keiserens Billede , 
mod Lærerne og mod Publikum , og modtog derpaa 
af Præfektens Haand Præmien , en pragtfuld indbunden 
latinsk Bog . 
Med stille Henrykkelse traadte han tilbage til sin 
Plads med Belønningen for sin Flid i Haanden , idet 
han dog frydede sig mere over Moderens Glæde , hvis 
Tilfredshed og Lykke var tydelig at læse i de straalende 
Øine , end over den Udmærkelse , der var bleven ham 
til Deel . 
Sigismund erholdt ogsaa en meget god Censur . 
Efter Klassefordelingen modtog Drengene deres 
Vidnesbyrd , nemlig en lille Bog , der indeholdt alle Elevers 
Censur . 
Hermed afsluttedes Skoleaaret , og Ferien begyndte , 
den af enhver Skoledreng , den flittige som den dovne , 
saa længselsfuld ventede Frihedens Dag . 

Andreas og Sigismund kjørte nu hjem med Meyer 
Bruun og Lysetændersken for at tilbringe de to Feriemaaneder , August og September , i Fryd og Glæde i 
det gamle Hjem hos deres Kjære , som de nu næsten i 
et heelt Aar havde savnet . 
Det var rigtignok ogsaa en Fryd og Glæde , saaledes 
at eie to hele Maaneder for sig selv , hver Morgen 
at vaagne med den Bevisthed , at man ikke behøvede 
øieblikkelig at springe ud af Sengen for endnu engang 
at „ kile “ Lektierne igjennem — intet Pensum , ingen 
Grammatik , ingen Regning , ingen Geographi ! Ikke 
behøve at lytte efter Skoleklokken , der forkynder Timens 
Begyndelse , ikke behøve at skynde sig med Frokosten — 
Intet , slet Intet af Alt dette — derimod fri og ubunden 
at kunne gaae , hvorhen man har Lyst , i Marken , 
i Engen eller i Skoven ; istedetfor andægtig at sidde 
paa Bænken og nøie passe paa ethvert Ord , der undslipper 
Læreren — at kunne muntre sig ude i den friske Natur , løbe , springe og juble af Hjertens Lyst ! — 
En Skoledreng under Sommerferien er det misundelsesværdigste 
Menneske paa Jorden ; han har rystet 
alle Sorger af sig og lever kun for Øieblikkets Glæde . 
Sigismund og Andreas tilbragte ogsaa deres Ferie 
paa den behageligste Maade . 
Det var ikke , fordi de havde Lyst til Leddiggang , 
af de glædede sig , men fordi de vare fri for enhver 
Tvang til af maatte gjøre noget Bestemt . Hyppigt 
kunde man ogsaa i Ferien finde Andreas ved Bogen , 

og dette gode Exempel havde en velgjørende Indvirkning 
paa Sigismund , saa af ogsaa han af og til hjemsøgte 
Bogen , omendskjøndt dette mindre skete ifølge en 
vis indre Trang , end fordi han vilde glæde sine Forældre 
og Huslæreren derved . 
Man fandt dog Drengene hyppigere i det Frie end 
ved Bogen , og da allerhyppigst ude paa Floden , hvor 
de fandt deres slørste Fornøielse i af ro en lille Baad 
frem og tilbage fra den ene Bred til den anden og af 
seile hen under Broen , naar Folk oven over deres Hoveder 
passerede den . Saa ofte de gik igjennem Ghettoen , 
hørte de altid denne eller hin Bemærkning om 
dem . 
En mente , af de vare blevne rigtig store i Udlandet . 
En troede af have bemærket , af de allerede nu saae 
meget bedre ud end da de kom hjem fra Skolen , og 
vilde deraf uddrage den Slutning , at man bliver mager 
af at sludere , men feed af at spise . 
En undrede sig over at Jøden og den Christne kom 
saa godt ud af det med hinanden ; en anden roste Redde 
Meyer Bruuns Godgjørenhed og hans Opførsel mod 
Lysetænderskens Søn , medens en Tredie til Alt dette 
bemærkede : 
I maa nu sige , hvad I vil — kalde det smukt 
eller ei — jeg siger blot , at det døg er en besynderlig 
Galskab af Rebbe Meyer Bruun at ville give sine Penge 
ud til en Geistligs Opdragelse . 
Saaledes havde Enhver sine Bemærkninger paa rede 

Haand ; de to Drenge bekymrede sig imidlertid ikke videre 
herom , men vare lige glade og tilfredse for det . 
Andreas var imidlertid ofte til Middag hos Meyer 
Bruun ; naar han saa sad der og nød af de fine Retfer , 
der blev baaren frem , formørkedes hyppigt hans 
Ansigt midt under Glæden , og hvo , som vilde have 
kunnet læse i hans Sjæl , vilde have vidst , at Andreas 
i saadanne Øieblikke plagedes af den Tanke : Og hvortil 
nytter Eder Alt dette ! I Jøder ere døg et undertrykt 
Folk . 
Hurtigere end Drengene havde tænkt og i ethvert 
Tilfælde hurtigere , end de kunde have ønsket sig , var 
Ferien til Ende , og en skjøn — eller snarere ikke skjøn 
— Dag stod det nye Skoleaar igjen for Døren . 
Sigismund og Andreas tog denne Gang afsted med ganske andre Følelser end for et Aar siden , da de drøge 
til deres Bestemmelsessted . 
Hin let forstaaelige og let tilgivelige Frygt for det 
Fremmede , der havde opfyldt dem dengang , da de første 
Gang forlod deres Hjemsted , var nu fuldkommen 
forsvunden , thi nu vidste de jo , hvorledes det gaaer 
til i et Gymnasium . 
Med Hensyn til Sigismund , da behøvede han ikke 
mere at frygte for som Medlem af det udvalgte Folk 
at blive sat paa en særlig Bænk ; han var 
nu rigtig Elev saagodt som nogen Anden ; 
nu var han heller ikke længere saa enfoldig , at man 
kunde sende ham ind paa et Apothek efter Staalpenne . 

Med Hensyn til Andreas , hvis Tørst efter Kundskaber var slørre end Vennens , da brændte han allerede 
af Begjærlighed efter at lære de nye Ting at kjende , 
der vilde komme for i dette andet Aar , og især navnlig 
dette frygtelige „ Ablativus absolutus “ , om hvilket han 
allerede tidligere havde hørt Saameget , at det nødvendigvis 
havde maattet indgyde ham en overmaade stor 
Respekt . 
Hvør ofte havde han ikke forrige Aar , naar han i 
Skolen sad og lyttede fil Lærernes Forklaringer , tænkt 
ved sig selv , hvor smukt det døg var indrettet i Verden , 
at man kan lære saa mange mærkværdige Ting , 
om hvilke de derhjemme ikke engang have nogen Anelse , 
og i hvor høi en Grad styrkede ikke saadanne Tanker ham i hans gode Forsætter , i hans Flid og Udholdenhed . 
De 
fo Drenge vare tillige nu , da de slode i Begreb 
med at træde ind i 2den Klasse , fyldte af den 
Stolthed , der besjæler enhver , selv kun lidet ærgjerrig 
Skoledrengs Hjerte ved Omflytningen fra en Klasse fil 
en anden . 
De vare nu ikke længere de Mindste i aandelig Henseende , 
ikke længere Parrister ; nei , de vare og følte sig 
som Prinzipister , som Begyndere i Videnskaberne , der 
nu først for Alvor skulde lægge Grunden fil deres videre 
Uddannelse . 
Den nye Klasse har for Eleven , der har svunget 
sig op fil den , ligesaa megen Romantik , som et Land 


skab , der stadig forandrer Physiognomi , har for Vandringsmanden . 
De 
fleste Klassekammerater fra forrige Aar findes 
vel igjen her ; døg mangler nogle , der enten ere blevne 
Oversiddere eller have forladt Skolen ; men dernæst er 
der ogsaa kommet nogle nye , og disse ubekjendte Ansigter 
betragter man fremfor Alt med Nysgjerrighed , 
idet forskjellige Spørgsmaal paatrængte sig En : 
Hvad hedder mon den nye Kammerat ? hvor har 
har han før gaaet i Skole ? mon han kan Noget eller 
ei ? hvad kan han mon bedst ? hvorledes er hans Manerer 
og Opførsel ? 
Saaledes gik det ogsaa med vor Andreas , der især 
betragtede et af de ubekjendte Ansigter med Opmærksomhed , 
idet han forsøgte at læse Svaret paa de ovenomtalte 
Spørgsmaal i den nysankomne Elevs stærkt 
markerede Ansigtstræk . 
Andreas følte en vis Rædsel for denne Dreng ; det 
forekom ham , som om en indre Stemme tilhviskede 
ham : det Menneske kan blive farlig for Dig ! Denne 
Følelse var rigtignok noget utydelig , men netop derfor 
desto uhyggeligere , men ligesom Myggen styrter sig ind 
i Flammen , saaledes følte han sig trods sin Forudfølelse hendraget til den Fremmede med uimodstaaelig 
Kraft . 
Det vidsle sig ogsaa snart , at den Fremmede var 
ham betydelig overlegen i aandelig Henseende , Andreas 
havde faaet en slærk Konkurent og forudsaae , at han 

næste Aar neppe vilde erholde Præmien ; men desto 
mere tillokkende var det for ham , at komme i god 
Forstaaelse med den Fremmede , ja endog at stræbe efter 
hans Venskab . 
Denne Bestræbelse lagde han ogsaa tydelig nok for 
Dagen , og snart vare de fo Kammerater , Andreas og 
Cyrill — som den Fremmede hed — Venner . 
Andreas , der ligesaa villigt underkastede sig Cyrill , 
som han følte sig overlegen over sin kjære Sigismund , 
holdt dog langt mere af at være sammen med Førstnævntæ 
end med Sidstnævnte . 
Havde han været forfængelig , da vilde han rigtignok 
have befundet sig bedre i Dens Selskab , hvem 
han kunde foreskrive Love , end hos ham , af hvem han 
modtog Love ; men hos Andreas fandtes ikke Spor af 
den Slags Forfængelighed . 
Dette bevirkede , at han nu ikke offrede Sigismund 
saa megen Tid , som førhen , dog forsømte han ham 
ingenlunde , men indfandt sig daglig hos ham , for at 
gjennemgaa Lektierne og Stilen ; imidlertid blev han 
ikke , saaledes som forrige Skoleaar , til han var overbevist 
om , at Sigismund ogsaa kunde svare paa ethvert 
Spørgsmaal , men nøiedes med at give ham den nødtørftigste 
Undervisning og Vejledning , idet han forresten 
overlod det Øvrige til Vennens egen Flid — for saa 
hurtig som muligt at kunne ile til Cyrill . 
Sigismund hørte imidlertid ikke til de selvstændige 
Naturer , der saaledes kunne overlades til sig selv ; han 

arbeidede , naar man tvang ham dertil , men var han 
alene og Tvangen ophørt , saa var ogsaa Lysten borte , 
og han kastede Bogen fra sig . 
Andreas skulde snart bemærke de bedrøvelige Følger 
af sit Letsind ; Sigismund sank dybere saavel i 
Kundskaber som i Professorens Gunst . 
Andreas gjorde sig de haardeste Bebreidelser herover , 
følte oprigtig Anger og plaget af sin Samvittighed fattede 
han den Beslutning igjen at forandre Sagen og 
paany offre Sigismund al sin Tid . 
Det er imidlertid , især for Drenge , lettere at fatte 
en god Beslutning end at udføre den . 
Naar han befandt sig hos Sigismund , og der var 
Noget , denne ikke strax kunde forstaa , viste Andreas en 
Utaalmodighed , der var noget ganske Nyt af ham . 
Istedetfor den tidligere Ømhed viste han Strænghed , 
og de tidligere godmodige Opmuntringer forvandledes 
til gnavne Bebreideldelser . 
Hvor stærkt han ogsaa blev tiltrukket af Cyrill , var 
dog hans Godhed for Sigismund stor nok , til at han 
ikke ganske kunde give slip paa denne ; for at komme 
tilrette med sig selv og begge Kammeraterne , mellem 
hvilke han endnu vaklede , faldt han nu paa at føre 
dem sammen for at gjøre dem nærmere bekjendt med 
hinanden . 
Saaledes troede han at kunne ordne Sagerne paa 
det Bedste . I hvor høi en Grad fog han ikke feil ! 
En Dag fog han altsaa Sigismund med til Cyrill 

denne var allerede Seminarist ; han var bestemt for den 
geistlige Stand og nød allerede nu i Seminariet alle 
de Fordele , der førmaa at hæve et Menneske over 
Livets almindelige Sørger . 
Cyrill saae noget skjævt til den Kammerat , som 
Andreas havde taget med sig , og syntes aldeles ikke 
tilbøielig til at ville betragte ham som den Tredie i 
Forbundet . Han behandlede ham med isnende Kulde , 
ja viste ogsaa overfor Andreas en vis Tilbageholdenhed ; 
han sagde kun lidt , og i hans Tale var der intet Spor 
af det sædvanlige Liv . 
Andreas følte sig ikke lidt forlegen og spekulerede 
bare paa , hvorledes han skulde slippe bort igjen ; dog 
hengav han sig til det Haab , at kunne stemme Cyrill 
gunstigere for sin Protegé og med Tiden at kunne nærme 
dem til hinanden . 
Næste Gang kom han alene . 
Cyrill saae surt og var igjen temmelig taus . 
Har Du Noget imod mig ? spurgte Andreas troskyldigl . 
Nei , svarede Cyrill , jeg har ligesaa lidt Noget imod 
Dig som tilovers for Dig ! Lad mig være , jeg har 
ingen Tid ! 
Men , Cyrill , sagde Andreas i en indsmigrende Tone , 
Du er jo slet ikke saaledes som ellers imod mig ! 
Gaa Du blot , svarede Cyrill med en afværgende 

Haandbevægelse , jeg behøver ikke dit Selskab . Hvorfor 
har Du dog ikke bragt ham med igjen idag ? 
Sigismund ? 
Ja , Jødedrengen ! 
Jeg syntes netop , fordi han er en Jøde , at Du skulde 
være mindre slreng imod ham . 
Hvorfor da ? 
Veed Du ikke det ? Jøderne er et undertrykt Folk ! 
Ganske vist ! det skal de ogsaa være ! det bør de 
være ! 
Hvad ? — de bør ? — hvorfor da ? 
Hvor kan Du spørge saa dumt ? Have Jøderne da 
ikke korsfæstet Frelseren ? Veed Du da ikke , at de fra 
den Time af bleve et af Gud forbandet Folk ? 
Andreas slirrede paa ham med aaben Mund ; men 
Cyrill vedblev : 
Kjender Du ikke Fortællingen om „ den evige Jøde “ ? 
Nei ! sagde Andreas halvhøjt . 
Da Herren med Korset paa sin Ryg var kommen 
foran hans Dør og stønnende sank sammen under Byrden , 
hvorledes Jøden da ikke havde anden Lædskedrik før 
ham end Spot og Haan , og hvorledes Herren da forbandede 
ham og hans Slægt , saa at han blev fordømt 
til at skulle vandre om indtil evig Tid uden nogensteds 
at finde Ro ! Og Alt det veed Du ikke ? 
Disse Ord gjorde et dybt Indtryk paa vor let bevægelige 
Andreas , der i Taushed syntes at tænke over 
det , som han havde hørt , medens Cyrill vedblev : 

Jeg kan laane Dig Bogen , saa at Du selv kan læse 
det ; deraf vil Du see , hvorfor Jøderne indtil Verdens 
Ende maa være et undertrykt Folk . Og det vil 
jeg sige Dig en Gang for alle : vi Tre høre ikke sammen . 
Vov ikke oftere at bringe Jødedrengen herhen ; hvad 
Dig selv angaaer , saa kan Du vælge mellem ham og 
mig og i den Henseende handle efter dit eget Forgodtbefindende . 
Hvis jeg er mere værd for Dig , end han , 
er det godt , men hvis Du synes bedre om ham , end 
om mig , sees vi ikke oftere — saa kan Du jo holde 
Dig til Jødedrengen . 
Men , hvad kan den stakkels Dreng gjøre for , at 
Jøderne for mange hundrede Aar siden have korsfæstet 
Vor Frelser ? 
Saa ? sagde Cyrill , hvad kan En gjøre for , om hans 
Fader , der var en rig Mand , har sat alle sine Penge 
overstyr ? Det er nu engang indrettet saaledes af 
Gud her i Verden , at Børnene maa bøde for Forældrenes 
Misgjerninger . Have Jøderne ikke selv dengang , 
da de lod Barnabas fri , men dømte Herren til 
Korset , raabt : Hans Blod komme over vort Hoved og 
over vore Torne ? Altsaa maa disse Børn jo ogsaa nu 
være forbandede . 
Andreas fandt intet Svar herpaa ; med taarefyldte 
Øine forlod han Cyrill for at snige sig hjem , for her 
i sit lille Værelse rigtigt at græde ud . 
Han befandt sig i en pinlig Situation . Paa den 
ene Side befandt sig de skjønne Indtryk fra Barndoms 


tiden , paa den anden Side Overbevisningens Magt , 
der bestandigt mere bemægtigede sig hans Sind og 
rokkede hans Sjæl . Paa den ene Side stod Rebbe 
Meyer Bruun , hans Velgjører , der havde gjort og endnu 
gjorde ham saameget Godt ; hans gode Hustru , der 
altid havde taget sig af ham med Kjærlighed , og hvem 
han elskede som en anden Møder ; den lille Privele , 
med hvem han saa ofte havde leget ; den vakkre Lærer 
i Meyer Bruuns Huus , der havde givet ham den første 
Undervisning , og hvem han ogsaa skyldte saa overmaade 
megel ; og fremfor Alt Erindringen om hans 
Møder , hvorledes hun havde formanet ham til Taknemlighed 
mod hans Velgjører , og paa den anden Side 
stod Billedet af Jesus hele Lidelseshistorie , Jødernes 
Ubønhørlighed , da de slæbte ham til Korset og udgjød 
hans uskyldige Blod . Andreas havde kun Taarer til 
at besværge sin Sjæls Storm med ; men med Taarer 
alene slipper man ikke ud af Hjertets Labyrinter . 
Om Jorden havde aabnet sig under ham og opslugt 
ham , saa at han aldrig mere havde faaet Dagens Lys 
at see , med Vellyst vilde han da have taget Afsfed fra 
denne ellers saa herlige Verden , til hvilken han for 
Øieblikket følte Lede . Ligevægten i hans Sind var 
ophævet , og Harmonien med den Livskreds , hvori han 
hidtil havde slaaet , var brudt . Og han kunde ikke skjule 
sig selv . nei , han maatte ud , frem for Dagens Lys ; 
han maatte bestemme sig til Noget , maatte handle . 
I Begyndelsen feirede Vanens Magt øver ham og 

drog ham hen til den Side , hvor hans Barndomserindringer 
befandt sig : han ophørte med Besøgene hos 
Cyrill , medens han daglig indfandt sig hos Sigismund ; 
men selv Sigismund indsaae snart , at det kun var et 
Offer , som Andreas bragte ham . Virkeligen var det 
heller ikke længer Tilbøjeligheden , der førte ham til 
Sigismund , men derimod Bevidstheden om , hvad han 
skyldte dennes Forældre . Hver Dag saae han Cyrill i 
Skølen og ventede stadigt paa , at denne skulde opfordre 
ham til et Besøg eller idetmindste spørge , hvorfor 
han dog saalænge ikke havde været hos ham ; men forgjæves 
ventede han paa , at den Tause skulle aabne sin 
Mund om Sligt . Dette smertede ham , da det viste sig , 
hvor ligegyldig han var bleven Cyrill , og i sin 
Smerte sluttede han sig paany noget nøiere til Sigismund . 
Snart begyndte han dog igjen at overveie , om 
Cyrill mon ikke havde Ret i at trække sig tilbage fra 
ham ; Cyrill havde jo aabnet Øinene paa ham , der 
førhen famlede om i Mørket , havde overladt ham Valget 
frit og havde aldeles ikke stødt ham fra sig . Han 
var selv den Skyldige , thi han var bleven borte , og 
hans Pligt var det nu ogsaa at opfriske Venskabet med 
Cyrill . I samme Grad , som disse Tanker vandt Overhaand 
hos ham , løsnedes ogsaa hans venskabelige Forhold 
til Sigismund , hvilket kun for en stakket Tid tilsyneladende 
paany havde antaget Præg af den gamle 
Inderlighed . 

Andreas gjorde , hvad han ei kunde undlade — han 
vendte tilbage til Cyrill . 
Er Du der igjen ? spurgte Cyrill tørt . 
Men , Cyrill dog , bad Andreas , vær ikke vred paa mig . 
Hvad mener Du ? sagde Cyrill , jeg er den samme , 
som altid ; jeg har ikke forandret mig ; det har derimod 
Du ! 
Ja desværre , sukkede Andreas , jeg har forandret mig 
meget ; eller snarere Alt omkring mig har forandret sig . 
Jeg var tidligere lykkelig ; nu er jeg det ikke mere . 
Fordi Du er en Nar ! Troer Du , jeg vilde lave mig 
Livet gjøre surt for saadan en Jødedrengs Skyld ! Lad 
ham bare rende . — 
Du veed ikke , hvor svag han er . 
Hvo tvinger ham da til af sludere ? Lad ham gaae 
hjem til sin Pjallekramshandel ; det passer dog bedre 
for ham end den latinske Grammatik , som han med alt 
Slid og Slæb alligevel ikke forstaaer . 
Men Du veed ikke , hvormeget jeg skylder hans Forældræ . 
Og 
det bedrøver Dig ? 
Du maa vide , af Sigismunds Forældræ lade mig 
sludere paa deres Bekostning ; af min Moder er en 
fattig Kone , og af jeg maale høre op med af læse , 
hvis hans Forældræ ikke foge sig af mig . 
Gud Fader i Himlen og alle Sacramenter ! raabte 
Cyrill , idet han foer op af Stolen , og det siger Du 
mig først nu ? Du har indladt Dig i saadan en Han 


del med en Jøde ? Hellige Jesus-Maria ! Sig 
mig , hvor har Du gjort af din Fornuft ? Hvorledes 
kunde Du tage imod Sligt ? Veed Du maaskee , hvad 
Hensigter Jøden har med Dig ? Thi Du vil vel ikke 
førsøge ak bilde mig ind , ak en Jøde skulde gjøre saadan 
Noget af Uegennyttighed . Det er jø , ligesom 
Doctor Faust , ak forskrive sig til Satan ! Stakkels Barn , 
hvor jeg beklager Dig ! Jeg seer allerede i Aanden 
den Vexel paa flere tusinder Gylden , som den velgjørende 
Mand engang ligesom i Spøg vil forelægge Dig 
til Underskrift . Jøden er ikke saa dum endda ; han 
tænker , ak godt gjemt er ikke glemt ! Denne Gang skal 
han dog have gjort Regning uden Vært , thi Gud være 
lovet er det endnu muligt ak redde Dig ud af hans 
Kløer . Du maa hæve det Forhold ! 
Hæve det ? spurgte Andreas forvirret . 
Ja , ganske og aldeles , saafremt Du ikke vil styrte 
Dig i Ulykke . 
Men , hvorledes er det muligt for mig ? Skal jeg 
da opgive mine Studeringer ? 
Vah , hvorfor ? Den Smule Føde , Du behøver , kan 
Du vel nok erholde paa en anden og ærlig Maade . 
Lad mig kun om det . 
Hvorledes ! kan Du sørge for mig ? 
Overgiver Du Dig i min Haand ? Vil Du gjøre Alt , 
hvad jeg siger Dig , saa indestaaer jeg ogsaa for , ak 
Du snart skal være fri for den skjændigt Handel . Vil 
Du ? 

Alt ! sagde Andreas , gjør med mig , hvad Du vil ; 
jeg kan jo dog alene hverken raade eller hjælpe mig 
selv . 
Betaler Jøden maaskee ogsaa Skolepenge for Dig ? 
Ja , hvo skulde ellers betale dem ? 
Saa maa Du fremfor Alt ansøge om fri Skolegang . 
Du har jo faaet førsle Præmie ; saa bevilge de det 
sikkert , Det Øvrige skulle vi snart faae besørget , Et 
efter Andet . 
Ligesom Andreas tidligere en Tid lang havde trukket 
sig tilbage fra Cyrill , saaledes holdt han sig nu borte 
fra Sigismund . 
To Breve naaede imidlertid til Hjemmet . Sigismund 
underrettede sine Forældre om , af Andreas ikke 
mere kunde læse med ham , da Lectierne bestandigt bleve 
sværere , saa af denne nu havde altfor meget af bestille ; 
Sigismund skammede sig nemlig for af sige Sandheden ; 
han skammede sig for af tilstaae , af Andreas holdt sig 
aldeles borte fra ham ; han vilde derfor hellere selv opfinde et eller andet Paaskud for af undskylde den troløse Ven . Maaskee frygtede han ogsaa for , af Forældrene , 
naar de fik hele Sandheden af vide , skulle unddrage Andreas deres Understøttelse , og han holdt dog 
for meget af Andreas til af ville udsætte ham herfor . 
Andreas bad Moderen i sit Brev til hende , om hun 
ikke vilde lade et Testimonium paupertatis udfærdige 
for ham og sende ham det , da han vilde ansøge 
om Fritagelse for Skolepenge . Nederst i Brevet fand 


tes ogsaa en høflig Anbefaling til Hr . Bruun og Frue . 
Af alle de tidligere hjertelige og varme Hilsener til 
hans Velgjører var der nu kun en høflig Anbefaling , en 
tom Talemaade , et Intet tilbage ! 
Lysetændersken bragte Brevet som sædvanligt til Meyer 
Bruun , og man undersøgte nu begge Brevene nøiere , 
for om muligt af finde nogen Samklang i dem , 
hvilket imidlertid ikke faldt saa let . 
Hvad vil han med det Bevis ? spurgte den godmødige 
Taube . 
Du hører jø , belærte Manden hende , af han vil 
være fri for af betale Skolepenge , og altsaa maa han 
døg bevise , af han ikke kan det . 
Men hvortil behøves det ? Kommer det os da saa 
nøie an paa de 3 Gylden om Maaneden ? 
Han vil blot spare os de 3 Gylden maanedlig . 
Ja , har jeg ikke altid sagt , af det Barn har et besynderligt 
Sind ? Jeg gad blot vidst , tilføiede hun , hvad 
det skal sige med denne „ høflige Anbefaling “ . Saadan 
en Hilsen har han døg aldrig før tilskrevet os ! 
Det er kanskee saadan en ny Mode blandt de Studerende 
deroppe , at de istedetfor en Hilsen skrive en 
høflig Anbefaling . 
Faa Dage senere aflagde Rebbe Meyer Bruun et 
Besøg hos begge Børnene . Han antøg paany en Privatlærer 
til Sigismund og lod ham desuden faae en 
Privattime hos Professoren selv . Dernæst overleverede 

han Andreas det forlangte Fattigdomsbevis , som 
Moderen havde ladet Præsten udstede . 
Andreas skammede sig over sig selv ; han havde ventet 
Bebreidelser , men der blev ingen gjort ham ; tvertimod 
var Rebbe Meyer Bruun god som altid imod 
ham . Hvor gjerne vilde ikke Andreas , pint af Samvittigheden , 
overvældet af Angeren , have kastet sig for 
sin Velgjørers Fødder og tilstaaet ham Alt ; men 
Skammen holdt ham tilbage . 
Ligesaa ofte som vore Dyder have deres Rod i 
Lasten , finde vi nemlig Roden til vore Laster i Dyden . 
Da Andreas næste Gang indfandt sig hos Cyrill , 
fortalte han ham det Passerede . 
Der kan Du see , sagde Cyrill , nu har han igjen 
Villet omvende Dig , den Ræv . 
Mon ; han veed jo slet ikke af Noget , sagde Andreas 
troskyldigt , han var god som altid mod mig , 
og hans Godhed brænder mig paa Samvittigheden . 
Hvor Du er enfoldig ! svarede Cyrill i en belærende Tone . Troer Du virkelig , at han Intet veed ? 
Vil Du bilde mig ind , af den Lurendreier ikke 
skulde have skrevet Noget hjem ? Hvad skulde saa den 
Gamle her ? At han er god imod Dig , viser kun , af 
han enten forstiller sig , for vedblivende af trække Dig 
ved Næsen , eller af han har en ond Samvittighed og 
derfor ikke vover af træde op med Kraft imod Dig , 
troer Du ikke , jeg kjender Jøderne ! Du lader rigtignok 
til af maatte gaae længe i Skole hos mig , inden 

Du kan faae det rette Begreb om den . Men , nu 
skal Du tage dit Testimonium paupertatis og gaae 
hen til Pater Theobald med det . 
Hvad skal jeg der ? 
Jeg har allerede talt din Sag ; nu behøver du blot 
selv af anmode Pateren derom , saa optager De Dig 
i vort Seminarium . Er Du først Seminarist , saa 
har Du nok baade af spise og af drikke , og saa kan 
Jøden med sine Penge lede efter en anden Nar , der 
vil lade sig forføre af ham . 
Halvaarsexamen stod nu for Døren . Sigismund 
slap kun med Nød og neppe igjennem og ikke uden 
den Formaning fra Præfektens Side , af han maatte 
tage sig sammen , hvis han vilde gjøre sig noget Haab 
om ved Skoleaarets Slutning af rykke op i den følgende 
Klasse . 
Andreas og Cyrill slode omtrent ens med Hensyn 
til Fremskridt ; dog erholdt Andreas som den Yngste 
ligesom ogsaa , fordi han forrige Aar havde nydt den 
Ære , 1ste Præmie , men Cyrill den 2den . 
Sommerhalvaaret forløb hurtigt ; endnu før Semestrets 
Ende blev Andreas optaget i Seminariet . Han 
var da for Høflighedens Skyld nødt til at tilskrive 
Hr . Bruun et Brev , hvori han takkede for al hidtil 
nydt Godhed og meddelte , at han nu ikke længere lagde 
Beslag paa hans Velgjerninger , da det var lykkedes 
ham at finde anden Hjælp , hvorfor han ikke længere 
vilde falde Hr . Bruun til Byrde . 

Brevet var affattet i en høflig , men kold Tone ; intet 
deri mindede om et varmt , virkelig taknemligt Hjerte , 
det var kun tomme Ord , Skrift uden Liv . 
Dog vilde selv dette Brev endnu ikke have været 
istand til at blotte Sagernes hele Tilstand , og formodentlig 
vilde den godtroende Taube som sædvanlig være 
kommet til det endelige Resultat , at det Barn dog , som 
hun altid havde sagt , havde et besynderligt Sind , saafremt Andreas ikke i et samtidigt Brev til sin Moder 
noget tydeligere havde aabentbart den Forandring , 
der var foregaaet med ham . I dette Brev skrev Andreas , 
at han nu først vilde begynde at blive en rigtig 
Christen , hvilket han førhen ingenlunde havde været , 
at han var glad over , at han ikke mere behøvede at 
modtage Hr . Bruuns Understøttelse , samt at han var 
indtraadt i Seminariet for allerede nu med Alvor at 
kunne begyndt Forberedelsen til sit geistlige Kald . Til 
Slutningen formanede han Moderen , at hun dog skulle 
opgive den vanærende Forretning at være Lysetænderske i Synagogen og i Jødernes Huse ; han skulde da 
nok ved Undervisning erhverve saameget , som der udfordredes til hendes Underhøld . Hun maatte endelig ikke 
tøve dermed , da det fortærede hans Sjæl , at hun allerede 
saa længe havde udøvet denne uværdige Forretning . 
I dette Brev var der ikke længere nogen Tale 
om en Hilsen eller Anbefaling til det Brun ' ske Hus , 
men istedet herfor fandtes som Efterskrift , at Sigismund 
var en af de daarligste Elever i Klassen , og at han 

sandsynligvis ikke vilde slippe igjennem ved Examen . 
Med Hensyn til sig selv furde han ikke vente 
igjen at blive første Præmiant , men dog i ethvert 
Tilfælde anden . Derhos meddelte han ogsaa , at han 
i de følgende Ferier ikke vilde komme hjem , men blive i 
Seminariet . 
Den gode Lysetænderske , der som bekjendt just ikke 
var Skriftklog , bragte i sin Troskyldighed ogsaa dette 
Brev hen til Rebbe Meyer Bruun før at faae det 
fydet , og man kan tænke sig , hvilket Indtryk det maatte 
gjøre saavel paa den Brun ' ske Familie som især paa 
den ulykkelige Moder . Intet dadlende Ord , ingen 
Bebreidelse fik hun at høre ; fortvivlet , raadvild og 
hjælpeløs forlod hun dem . 
Det var omtrent midt i Juli , at Sagerne toge denne 
uventede Vending . Lysetændersken fattede under den 
Græmmelse , hendes Søns Brev havde forvoldt hendes 
søns Beslutning , der uden lang Eftertanke frembød 
sig som den naturligste før det elskende Moderhjerte . 
Jeg maa til ham , sagde hun ved sig selv , jeg maa 
tale med ham ; jeg kan slet ikke tænke mig , at min 
Andreas selv skulde have skrevet det Brev . Jeg maa 

til ham før med egne Øine at see , hvad der er blevet 
af mit Barn . 
Hun tilbragte en urolig og søvnløs Nat . Hun ønskede allerede at være hos ham og kunde næsten ikke 
udholde at tilbringe Tiden fjernet fra ham alene med 
sine Tanker og Følelser . Hun misundte Fuglen dens 
Vinger , der saa hurtigt vilde kunne have ført hende 
gjennem det Rum , der skilte hende fra Sønnen ; den 
korte Julinat forekom hende længere end nogensinde 
en Nat i December Maaned . Saa tidligt som muligt 
stod hun op og begav sig tilfods paa Veien . 
Hun havde iført sig sine Søndagsklæder ligesom 
forrige Aar , da hun var kjørt med Meyer Bruun til 
Skolehøitideligheden ; thi en Kvinde tænker selv i Ulykken 
paa at vise et saa anstændigt Ydre som muligt . 
Solen havde endnu ikke vist sig i Horizonten , da hun 
allerede tiltraadte sin tunge Vandring med den røde 
Paraply i Haanden , hvilken hun holdt høit i Ære 
som et Minde om hendes afdøde Mand , og hvis Hensigt 
skulde være senere hen at beskytte hende mod den 
brændende Junisol . Hendes Vei gik over Broen . 
Alt var endnu stille , og der hørtes ingen anden Lyd 
end Vandets Skvulpen mod Bropillerne . Hun kastede 
tilfældigvis et Blik ned paa Floden og saae sit Billede 
i det klare Speil ; næsten forfærdet foer hun tilbage for 
sit Spejlbillede saaledes som det navnlig under oprørt Stemning hændes alle dem , der kun sjeldent betragte sig selv i 
Speilet , de ræddes for sig selv . Lysetændersken flyede for det 

uhyggelige Billede , der slirrede hende imøde fra Bølgerne , 
idet det syntes at indbyde hende til at styrte 
sig ned til det . Hun flygtede , som sagt , thi hun turde 
ikke døe , hun skulde til sin Andreas , og hun følte sig 
mere tilfreds , da hun havde Broen bagved sig . Det 
forekom hende , som om hun var undsluppen en Fare , 
og modigere fortsatte hun sin Vei . Hun kom igjennem 
Fiskergaden , og nu begyndte de første Tegn paa 
Liv og Opvaagnen i Byen ; den tjennemtrængende Lyd 
af Hyrdefløiten naaede over til hende fra Torvet ; Hundegjøen hørtes hist og her mellem Faars Brægen og 
Køers Brølen . Dette forvoldte hende en Slags Glæde ; 
de gode Dyr syntes at sende hende ligesom en Afskedshilsen ; 
de syntes at vide , at Lysetændersken havde en 
tung Vandring for . Hun kom nu ud i det Frie . Ved 
Kørset udenfor Landsbyen knælede hun fromt ; dog turde 
hun ikke gjøre sin Bøn lang , thi hun maatte til sin 
Andreas . Den Vei , hun nu gik , var den samme , 
paa hvilken hun for næsten to Aar siden havde givet 
sin Dreng sine bedste Velsignelser og sine alvorligste Formaninger 
paa den sidste Aften før hans Indtrædelse i 
den fremmede Verden . Billedet af hin Aften traadte 
nu levende frem for hendes Sjæl ; hun kunde næsten 
høre de Ord , hun dengang havde udtalt ; hun saae , 
hvorledes den grædende Andreas gav hende Haanden , 
idet han lovede at holde fast ved det , hun havde lagt 
ham paa Sinde . Hun saae den gjensidige Kjærlighed 
mellem hende og Barnet , hvem hun holdt i sine Arme ; 

hun hørte den henrivende Klang af hans kjære Stemme ; 
hun saae hans godmodige blaae Øine , og medens hun 
saaledes frydede sig over det levende Billede af Sønnen , 
traadte den gyldne Ildkugle frem med stille Majestæt 
paa den østlige Himmel og viste Landskabet samt Lysetænderskens Billede i forklaret Lys . Nei , udraabte hun 
i glad Bevægelse , det kan ikke være Tilfældet ! Min 
Andreas kan slet ikke have skrevet det Brev ; hvo veed , 
hvad før en Usling der staaer bagved det Hele , og 
som er misundelig paa min Andreas før de mange Velgjerninger , 
den gode Meyer Bruun har vist ham . Og 
hun paaskyndede sin Gang , brændende af Utaalmodighed 
efter at staae Ansigt til Ansigt med sin Søn . 
Nu kom hun til Skoven , den Grændse , hvor hun 
var vendt om med sin Andreas paa hin mindeværdige 
Aften . Her slandsede hun et Øieblik , vendte sig om 
og kastede et Blik henimod den lille By , hen over Veien , 
der snoede sig mellem Byen og Skoven , og ad hvilken 
hun dengang var gaaet med Andreas ; men hun kom 
snart tilbage til Øieblikkets Virkelighed , og nu gik det 
rask videre hen langsmed Skoven . Bladenes Susen og 
Vindens sagte Pust virkede noget beroligende paa 
hendes Sind , og hun begyndte grundigere end tidligere 
at kunne overtænke Sagen . 
Selv om det nu ogsaa virkelig forholdt sig saaledes , 
at han virkelig havde skrevet Brevet ; hvad saa ? spurgte 
hun sig selv , og hun begyndte at overveie , hvad han 
da egentlig havde skrevet . 

Med Hensyn til det , han skriver , at han vil være 
Gejstlig , deri ligger døg intet Ondt ; det har jo altid 
Været mit inderligste Ønske . 
Det , han skriver om , at han nu først vil begynde 
at være en sand Christen , det forstaaer jeg rigtignok ikke 
saa ganske ; thi jeg skulle døg mene , at jeg er en ægte 
Christen og ligeledes har opdraget ham paa en rigtig 
christelig Maade ; men maaske mener han kun dermed , 
at han vil blive Gejstlig , og saa ligger der jo aldeles 
intet Forkert i det . 
At han er traadt ind i Seminariet og ikke mere behøver 
den Understøttelse , han hidtil har havt , det er jo 
heller ikke saa Talt ; tvertimod har jeg jo selv indskjærpet ham , at han maa tragte efter engang at blive 
selvstændig ; det var jo mig selv , der sagde , at man ikke 
kunde see ind i Fremtiden og derfor slet ikke vide , hvad 
der engang kunde hænde Meyer Bruun ; han har mærket 
sig min Tale vel , og ogsaa handlet derefter . 
Forsaavidt er nu Alt i Orden . Men dette Ene ! 
Hvad skal det sige , al han bebrejder mig Lysetænden i Synagogen og hos Jøderne i Ghettoen som noget 
Uværdigt . 
Hvad kan han mene dermed ? 
Det fatter jeg ikke ! See , naar blot denne eneste Ting 
ikke havde slaaet i Brevet , dette Ord om den uværdige Forretning , saa havde Brevet jo været ganske kjønt . 

Det er det , jeg ikke kan fatte ! Nei , det er umuligt , 
al min Andreas kan have skrevet det om den 
uværdige Forretning . Hvem der endøg kommer til 
mig og siger : Skriften er hans , saa svarer jeg : jeg 
troer det dog ikke , og kan ikke tro det ! Man skulde 
kjende min Andreas saaledes , som jeg kjender ham , 
jeg , der har opdraget ham og passet paa ham som 
paa min Øiesten ! Hvad ? min Andreas , der som Barn 
fulgte med mig , naar jeg tændte Lysene , der hver Sabbath 
var med mig i Synagogen og senere med sin egen 
lille Krukke gik rundt med mig i Ghettoen for al indsamle hos Jøderne , han skulde nu ansee hin Lysetænden for noget Uværdigt ? Det kan jeg ikke tænke mig ! 
Gud veed , hvad det er for en Hallunk , der har spillet 
min Dreng et Puds ; men — jeg skal jo snart selv 
vide det , thi snart er jeg hos ham . 
Stakkels Moderhjerte ! idet Du tænkte saaledes , anede 
Du ikke , at det netop var Skammen over at have 
hjulpet Dig ved Din tro Tjeneste , der havde dikteret 
Din Søn hine Ord . 
Endnu mere paaskyndede Lysetændersken sin Gang , 
uagtet hun allerede følte sig temmelig træt . Solen 
var nu sleget høit op paa Himlen , og Heden blev bestandig 
mere trykkende og utaalelig . 
Med den røde Regnskjærm slaaet op for at afværge 
de brændende Straaler stred hun , uagtet en sledse tiltagende 
Træthed og Mathed , modigt videre uden at unde 
sig mindste Hvile , thi hun maatte jo til sin Andreas . 

Hun havde saaledes allerede tilbagelagt over Halvdelen 
af Veien . Bønderne , der arbeidede paa Markerne 
og saae den svage Kvinde ile forbi under den voldsomme 
Sommervarme , hørte forundret op med Arbeidet , 
medens de trak paa Skuldrene . 
Jeg gad nok vidst , hvad der er iveien med hende , 
tilraabte den Ene den Anden ; hun løber jo , som om 
der var 10 Graders Kulde ! 
Lysetændersken hørte dog Intet af disse 
Tilraab men løb bestandig videre ; hun kom til 
et Bjerg og blev nu nødt til af mindste sin Gang 
lidt , medens hun møjsommeligt klavrede op mød 
Toppen . 
I nogen Afstand bagved sig hørte hun en Raslen 
af en hurtig kjørende Vogn , men hun vendte sig ikke 
om før det : det vilde jo have været Tidsspilde , og 
hun havde ingen Tid af tabe , thi hun skulde jo til 
sin Andreas . 
Endelig indhentede Vøgnen hende . Selv saae hun 
ikke til Siden før af see , hvo der kom kjørende , men 
han , der sad i Vøgnen , saae meget vel hende . Han lød 
strax Vøgnen holde og kaldte Lysetændersken ved Navn . 
Hvo raaber mon mit Navn her under Guds fri 
Himmel ? tænkte Lyssetændersken , idet hun hurtig vendte 
sig om ; men hvor ubeskrivelig var ikke hendes Overraskelse , 
da hun saae sin Ven og kjære Velgjører Meyer 
Bruun paa Vøgnen ; ogsaa ham drev Bekymringen før 
Børnene ad denne Vei . 

Det forstaaer sig , af Lysetændersken nu maatte tage 
Plads i Vøgnen . 
Hvorfor er I gaaet tilfods , da I dog kunde kjøre 
med mig ? spurgte han . 
Hvorfra kunde jeg vide , af De vilde kjøre ? svarede 
Lysetændersken . 
Har jeg kanske ikke ogsaa et Barn deroppe ? spurgte 
Meyer Bruun , idet han lod , som om han aldeles ikke 
bekymrede sig om Andreas . 
Det havde jeg rigtignok ganske forglemt , tilstød hun 
skamfuld . 
I maa være staaet meget tidligt op , og have gaaet 
skrapt , siden I har faaet et saa Kort Forspring for mig , 
bemærkede Meyer Bruun , idet han ved at forandre 
Thema søgte at hæve den Forlegenhed , der havde betaget 
hende efter hendes forrige Svar . 
Lysetændersken følte sig nu meget lettere tilmode , idet 
hun ikke længere som før stod ene med sine Tanker ; der 
var nu et bekjendt Ansigt , hun kunde skue ind i ; der 
sad en Ven hos hende , paa hvem hun ikke havde gjort 
Regning . 
Thi omendskjøndt Meyer Bruun undgik at tale om 
Andreas , mærkede hun dog godt , at paa hende var 
han ikke vred , og det var jo netop det , hun havde været bange for . 
Det fyldte hende ogsaa med Velbehag at sidde der 
saa mageligt tilvogns , trukket af 2 raske Heste ; hun 
behøvede nu ikke slønnende og pustende at ile afsted , som 

om der var En i Hælene paa hende , blot for et Minut 
tidligere at naa sit Maal . 
De vare snart paa Bestemmelsesstedet , og idet 
Meyer Bruun hjalp Lysetændersken ned af Vognen , 
sagde han til hende : 
Lad os nu gaa hver til sit Barn . I Eftermiddag 
træffes vi i Hotellet , hvor Vognen slaaer , og saa kunne 
vi jo tale om , hvad der er at gjøre . 
De skiltes derpaa ad . 
Meyer Brun traf rigtignok Sigismund hjemme , men 
ikke ved Bogen , derimod ifærd med at spille Boldt . 
Da Sigismund saae sin Fader , vilde han i en Fart 
gjemme Boldten , men Faderen sagde : 
Du behøver ikke at blive saa forskrækket , — tag Du 
kun Boldten frem ; jeg er ikke kommen her for at tvinge 
dig til at sludere , tvertimod , — hvis Du har mere 
Lyst dertil , saa kan Du allerede idag kjøre hjem med 
mig . Jeg vil gjøre Dig delagtig i min Forretning . 
Du er allerede 14 Aar gammel , en Alder , hvor man 
maa tage en Beslutning . I to Aar har jeg stillet 
Dig paa Prøve ; havde Du været et godt Hoved og 
flittig , vilde jeg endnu have ladet Dig gaa et Par 
Klasser igjennem , thi det kan aldrig være til et Menneskes 
Skade at have lært Noget . 
At Du imidlertid ikke har Evnerne til at sludere , 
det kan Du jo ikke gjøre for ; og da Du ovenikjøbet , 
som jeg seer , heller ikke er flittig , til hvad Nytte skulde 

Du da forøde Din Tid her ? Hver Dag Du forbliver 
længere er een formange . 
Derfor er jeg kommen og tager Dig med hjem , for 
at der kan blive Noget af Dig og Du ikke skal voxe 
op som en Lediggjænger og Døgenigt . 
Har Du forstaaet mig ? og har Du Lyst at vende 
hjem ? 
Ja ! sagde Sigismund , jeg har længe selv villet bede 
Dig derom , men har skammet mig derfor . Den 
Studeren er slet ikke morsom ! 
Saa er den Sag afgjort , sagde Meyer Bruun , 
da vi begge ere enige , behøve vi ikke at tale videre 
derom ; men vær nu saa god at sig mig , hvad der 
gaaer af Andreas . 
Sigismund trak paa Skuldrene som for at antyde , 
at han ikke gjerne gad tale om den Sag . 
Hvorfor trækker Du paa Skuldrene ? spurgte Faderen . 
Kan Du have nogen Grund til at være tilbageholden 
overfor mig ? Jeg skulle dog mene , at jeg har fortjent 
at faae Sandheden at høre . Maaske kunde 
han have Ret , og da desto bedre for ham . — 
Kom nu strax paa Stedet frem med , hvad Du 
veed . 
Jeg kan ikke sige Dig Andet , berettede Sigismund , 
end at Cyrill har forført ham . 
Hvem er Cyrill ? 
Det er vor Kammerat , en Seminarist , den 2den 
Præmiant . 

Altsaa forført ! Tænkte jeg ikke nok det ! Nu , vel 
var døg altid en Trøst , sagde Meyer Bruun og henfald 
i Tanker . 
Lysetændersken havde imidlertid opsøgt sin Andreas . 
Da hun var kommen ind i Klostret , kunde hun i 
Begyndelsen ikke finde sig tilrette i de mange Gange . 
En Studerende , der gik op og ned i en af de lange 
Gange med en Bog i Haanden og havde seet Konen 
fare frem og tilbage , uden at hun hidtil havde havt 
Mod til at spørge Nogen om Besked , henvendte sig nu 
til hende med det Spørgsmaal , hvem hun søgte . 
Hun Nævnte sin Søns Navn . 
Ah , sagde han , saa er I vel hans Moder ; vent 
blot et Øieblik her , gode Kone , saa skal jeg bringe 
Andreas til Eder . 
Hermed ilede Cyrill , thi ham var det , bort for at 
overbringe Andreas Nyheden . 
Hei , Andreas ! raabte han , veed Du Nyheden ? 
Din „ Gamle “ er her . Hun vil sandsynligvis omvende 
Dig . 
Min Moder ! raabte Andreas og styrtede ud af 
Stuen uden at høre paa Cyrill ; men denne fik dog fat 
i Enden af hans Frakkeskjød . 
Giv Agt paa , hvad jeg siger Dig ; sagde han , hun 
kommer her for at skjælde Dig ud , fordi Du har skrevet 
hjem om den Lysetænden . Det siger jeg Dig : tag 
Dig i Agt at hun ikke banker Dig . 

Men Andreas slyrtede ud i sin Moders Arme , og 
disse omslyngede ham saa fast , som om de aldrig igjen 
vilde slippe ham . 
Jeg vidste det jo nok , raabte Moderen i den gladeste 
Bevægelse , jeg vidste jo nok , at min Andreas endnu er 
den samme som før . Ikke sandt , jeg har Dig endnu ? 
ikke sandt , Du er endnu bestandig min Søn ? 
Saa længe jeg lever ! raabte Andreas . 
Jeg vædder paa , at Du har ikke skrevet det nederdrægtige 
Brev , Andreas ! Sig blot „ Nei “ — og Alt 
er godt igjen . 
Andreas taug . 
Cyrill , der stod noget borte fra dem , sagde imidlertid ved 
sig selv : saa , nu begynder Komedien . 
Sig mig , fortsatte Moderen i en øm Tone , hvem 
det slette Menneske er , der har skrevet det skjændigt 
Brev for Dig ? 
Andreas vedblev at tie ; men Moderen sagde i sin 
mest indtrængende Tone : men saa fal dog ; fal til Din 
Moder . Du lader jo saa fremmed , at jeg næsten fristes 
til at tro det . 
Hvilket ? spurgte endelig Andreas . 
At Du selv har skrevet det nederdrægtige , skjændige 
Brev ! 
Er Brevet da saa skjændigt , Moder ? spurgte Andreas 
nu , da hans Tungebaand engang var løst , slaaer 
der da ikke Meget deri , som jeg har fra Dig selv ? 
Er det ikke Din Villie , at jeg skal blive Geistlig . 

Det ønsker jeg visseligen af mit ganske Hjerte . 
Naa , og er det ikke ligeledes Din Villie , at jeg skal 
kunne stole paa mig selv ? Har Du ikke selv ønsket det 
saaledes ? 
Visseligen , hvem taler et Ord om det ; det er jo 
Altsammen godt og rigtigt ; men hvad slaaer der saa 
mere ? 
Mere ? spurgte Andreas , at jeg vil tilbringe Ferien 
i Seminariet ? Hvis Du ønsker det , saa kan jeg gjerne 
komme hjem ! 
Med Hensyn til det kan jeg ikke have nogen Mening , 
lagde Moderen . Du veed , at det er Noget , jeg 
ikke forstaaer mig paa . Hvis det er bedre for Dig og 
Din Fremtid , at Du forbliver her , saa bliv Du i Herrens 
Navn . Vil Du derimod komme hjem , saa vil 
Du altid være velkommen hos mig . Dog det var 
ikke det , jeg mente ! 
Men , hvad da ? 
Det om at tænde Lysene ! Har Du selv skrevet det ? 
Hvis det nu var Tilfældet ? 
Saa var Du et slet Menneske og et utaknemmeligt 
Menneske , der ikke fortjente at gaa paa Guds grønne 
Jord . Men ikke sandt , Andreas , det har Du ikke 
gjort . 
Jo , jeg har ! sagde Andreas , idet han løsnede sig 
fra Moderens Omfavnelse , og jeg indseer slet ikke , hvorfor 
Du gjør saadant Væsen deraf ; de Par Skilling 
Du opgiver der , skal jeg nok erstatte Dig . 

Andreas ! Andreas ! er det muligt . Er det Dig , 
der taler til mig ? Nei , jeg kjender Dig ikke igjen ! 
Jeg har engang havt en Søn ; nu har jeg ingen mere ! 
Thi en Søn , der foragter sin Moder , har ophørt med 
at være hendes Søn ! 
Jeg foragte Dig ! raabte Andreas og slyrtede sig 
paany til Moderens Bryst . 
Kom , Andreas , sagde Moderen , der benyttede sig 
af det gunstige Øieblik , hvori han blev overvældet af 
den naturlige Kjærlighed til sin Moder , følg med mig , 
der er endnu Meget , jeg har at sige Dig . 
Andreas , der var saa let bevægelig og altid fuldkommen 
hengav sig til Øieblikkets Indtryk , var strax 
beredt til at følge med ; men da sprang Cyrill til , hvem 
Intet af det forefaldne var undgaaet , traadte imellem 
og sagde : 
Han kan ikke gaa uden Tilladelse ! det gaaer ikke 
her . 
Møderen kastede et bedende Blik paa Andreas , 
hvorpaa denne styrtede afsted , idet han raabte : 
Tilladelse til at gaa med min Moder vil man sikkerlig 
ikke nægte mig . 
Snart kom han ogsaa tilbage til Møderen med det 
glade Raab : 
Jeg har faaet Lov ! 
De gik altsaa bort med hinanden , medens Cyrill 
saa ærgerlig efter dem . 
Møderen førte ham hen i Hotellet ; her talte hun 

i Begyndelsen sagte og umærkeligt , men efterhaanden 
bestandig kraftigere og mægtigere til hans Hjerte , og 
hendes Tones Strøm svulmede sladigt mere , medens 
den bortskyllede af hans Sjæl alle de mørke Tanker , 
der saa kort i forveien endnu ganske og aldeles havde 
fyldt den . 
Grædende hvilede Sønnen ved Moderens Bryst , 
hensmellet i Anger og Skam over sin ubarnlige og utaknemmelige 
Handlemaade . 
Saa , sagde Møderen og aftørrede hans Taarer ligesom den sidste Aften før hans Afreise , nu er Du 
igjen den gamle Andreas ; nu kjender jeg min Søn igjen . 
Disse Taarer ere mere værd end det pure Guld . Nu 
kan jeg igjen uden af behøve af skamme mig derover 
kalde Dig min Søn ; nu kan jeg atter lade Dig træde 
frem for hans Aasyn . 
Hvem mener Du ? spurgte Andreas med en af 
Graad halvkvall Stemme . 
Ih , naturligvis Din Velgjører ! 
Er han her ? 
Der er han selv . 
Idet hun sagde dette , traadte Meyer Bruun ind 
i Gjæsfestuen med Sigismund . 
Naa , hvordan gaaer det , Andreas ? sagde Meyer 
Bruun tilsyneladende i en ligegyldig Tone ; men Andreas 
vovede ikke af mæle et Ord . 
Moderen derimod sagde : Han er , Gud være lovet , 
endnu den samme , som før . 

Er han det endnu , eller er han det igjen ? spurgte 
Meyer Bruun . 
Han er det igjen . 
Andreas var imidlertid ved Synet af den Mand , 
hvem han skyldte saa Meget , endnu mere ved hans 
milde Væsen , bleven henrevet i den Grad af sine Følelser , 
af han ikke længere formaaede af lægge Baand 
paa sig selv . 
Dybt bevæget styrtede han hen til Sigismund , omfavnede 
og kyssede ham , medens han ydmyg spurgte : 
Tør jeg ogsaa være den samme igjen ? 
Om Du tør ? svarede Meyer Bruun , vedbliv Du 
blot at være Den , Du altid har været ; vi ville ikke 
forandre os . Os skal Du altid finde igjen , naar Du 
opsøger os . 
Saa træder jeg ogsaa ud af Seminariet igjen ! sagde 
Andreas med Liv . 
Stop ! tog Meyer Brun til Gjenmæle , blot ingen 
nye Overilelser . Det er rigtignok i Overilelse , at Du 
er indtraadt deri , uden at spørge os om Raad , ja uden 
at sige os blot et Ord derom . Det var en Feil ; thi 
for Øieblikket kan Du dog endnu ikke rose dig af 
have mere Forstand , end vi Ældre . Da Du imidlertid 
nu er optaget deri , saa lad det blive derved . Om Du 
er i et Seminarium eller i et Privathus , er mig ligegyldigt , 
saafremt Du blot i dit Indre vedbliver at være 
Den , Du var paa den Tid , da Du græd over , at 
Jøderne vare et undertrykt Folk . 

Destoværre maa de være det ! sukkede Andreas . 
De maa være det ? raabte Meyer Bruun i en forbauset 
Tone , hvorfor maa de være det ! De maa ikke 
være det ? Og om Gud vil , kan der endnu komme den 
Tid , hvor de heller ikke ere det ! 
Men , kan Gud ville det ? spurgte Andreas tvivlende . 
Kunne vi vide Alt , hvad der før Fremtiden kan være 
Guds Villie ? lød Meyer Bruuns Svar . Dog , nu er 
det paa Tiden at kjøre hjem ! Siger nu Farvel til hinanden . 
Andreas 
tog en hjertelig Afsked fra sin Velgjører og 
sin Moder ; men da ogsaa Sigismund bød ham Haanden 
til Afsked , blev han meget bedrøvet . Han anvendte 
al sin Overtalelseskraft før at faae Lov til at beholde 
Vennen hos sig ; han lovede igjen at komme til ham 
hver Dag og arbeide med ham . Om Sigismund dog 
idetmindste maatte blive de faa Uger , indtil Skoleaarets Udgang , fhi hvad vilde Folk ikke sige derhjemme , 
naar Sigismund før Semestrets Ende vendte hjem ; 
man vilde jo gjøre Nar af ham som af en Student , 
der var falden igjennem . — Dog Alt dette bar ingen 
Frugt , fhi Meyer Bruun hørte ikke til den Slags Folk , 
der give deres Beslutninger til Pris før en bar tilfældig 
Omstændighed . Hans Beslutning var engang fattet , 
og saa stod den ogsaa fast og urokkelig . 
Hvis Du skulle trænge til Nøget , Andreas , saa skriv 
Du kun ganske ugenert til mig . Du skal ikke lade 
Nøget gaa fra dig eller undvære Nøget ; Du ved , hvor 

jeg er at finde — sagde Meyer Bruun endnu , medens 
han hjalp Lysetændersken tilvogns . Da de nu alle Tre 
vare komne til Sæde , og Vognen skulle rulle afsled , 
sprang Andreas hurtigt op til dem , idet han sagde , at 
han vilde kjøre et Stykke med . 
Dette gjorde han ogsaa , og omtrent en halv Mil 
fulgte han sine Kjære paa Veien ; men da maatte han 
tænke paa at vende tilbage , og endnu engang tog han 
under oprigtige Taarer en hjertelig Afsked fra dem , hvorpaa 
han steg ned fra Vognen . Derpaa blev han staaende , 
saalænge de endnu vare isigte , idet han viftede 
med sit Lommetørklæde , og først da ethvert Spor af 
Vognen var forsvundet fra hans Synskreds , vendte han 
bedrøvet og i en forladt Sindsstemning tilbage til Seminariet . 
Gud 
være lovet ! sagde Lysetændersken , da de vare 
komne hjem , og den gode Taube spurgte , hvorledes det 
stod sig med Andreas , vi have ham nu fastere end nogensinde ; 
han har oprigtigt angret sin Feil , og een angrende 
Synder er jo mere værd end 99 , der ikke have 
Omvendelse behov . 
Ja , jeg har altid sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , sagde den godmodige Taube , og jeg seer , 
at jeg ikke har taget feil . 
Nei , gode Taube , deri har De sandelig ikke taget 
feil ; dit Blik har virkelig vist dig det Rigtige . Ved 
din Protegées Hjerte er der Intet at dadle ; hvis Andreas 
blot havde besiddet en ligesaa slærk Karakter som hans 

Hjerte var slikket til at fyldes af de bedste og ædleste 
Følelser ; hvis han blot havde besiddet hin Villies Kraft , 
der vilde have gjort ham istand til at modstaae Indflydelser 
fra Yderverdenen ; men desværre hørte han blandt 
de Karakterer , der ganske afhænge af deres Omgivelser . 
Let bevægelig , begavet med en levende Indbildningskraff og altid fuldkommen opgaaet i Øieblikkets Følelse , 
som han var , kom det tydeligt nok kun an paa , hvad 
dette Øieblik havde at byde ham , og hvo , der forstod 
at benytte det til sin Fordel . Hvis han , lige efter den 
oprigtige Forsoning med Moderen og efter at det gamle , 
venskabelige Forhold til det Bruun ' ske Hus var gjenoprettet , var bleven fjernet fra Cyrill for besfandigt , 
er der ingen Tvivl om , at han aldrig paany vilde 
have forladt den Vei , der fra Hjemmet af ved Opdragelsen 
og Exempler var vist ham som den rette . Dog , 
saaledes var det nu ikke bestemt ; med sin Tilbagevenden 
til Seminariet kom han atter i den ham overlegne 
Kammerats Magt og kunde paa ingen Maade 
unddrage sig hans Indflydelse , saa at Du rigtignok 
tog Feil , gode Taube , hvis du nærede den Mening , 
at Sagen nu var ordnet og jevnet for bestandig . Snart 
skulde Du ogsaa udrives af denne behagelige Skuffelse ; 
thi kort Tid , efter at den saa oprigtige og for urokkelig 
ansete Forsoning havde fundet Sted , erholdt Lysetændersken et Brev fra sin Søn , der lød saaledes : 
Dyrebareste Moder ! 
Lev vel for evig ! Med blødende Hjerte tilskriver 

jeg Dig disse Linier , men Gud veed , at jeg ikke 
kan Andet , og han vil dømme imellem Dig og 
mig . Jeg vilde give mit Liv , ja glad offre mit 
Blod for Dig , hvis jeg blot kunde føre Dig tilbage fra dine daarlige Vildfarelser til den sande , 
ene saliggjørende Tro ; men kun altfor godt veed 
jeg , hvor fasf Satan holder Dig ved Haaret . 
Stakkels , svage Kvinde ! hvor jeg beklager Dig . 
Hvis Du vilde komme , hvis Du vilde aflade fra 
Dine falske Afguder , hvormed de af Gud forbandede 
Jøder blænde Dig , — da vilde Din Søns 
Arme slaae aabne for Dig . Med Vellyst vilde 
jeg have modtaget den stakkels Synderinde , det 
forvildede Faar , der vendte tilbage til Hjorden ; 
men forsøg ikke — det beder jeg Dig alvorligt 
og bestemt om — forsøg ikke for anden Gang ved 
Kvindetaarer at sfrække mig bort fra min Vei . 
Jeg har mistet min Moder , saalænge Du vedbliver 
at være , hvad Du er ; men jeg vil gjøre 
mig værdig til at vinde en anden Moder i 
Kirken . Gid Herren vilde oplyse Dig , at jeg 
endnu uden Skam turde kalde mig 
din Søn 
Andreas . 
Dette Brev var et Slag , der ramte . Dersom Lysetændersken havde været besindig nok , maatte hun let 
have ukjendt , at denne Tone ikke var hendes Andreas ' s 

Tone , at dette Sprog , selv om ogsaa Skrifttrækkene forraadte 
hans Haand , dog ikke kom fra hans Hjertes 
Grund , at Brevet maatte føres tilbage til en anden 
Kilde og blot var en ny Overilelse , og at hun ved et 
nyt Besøg hos Sønnen vel ligesaa let som forrige 
Gang vilde bringe ham til at erkjende sin Vildfarelse . 
Men hvo kan vente , at en Moder , der modtager et saadant 
Brev fra sin Søn , skal være besindig og rolig ! 
Selv den ellers saa koldblodige Meyer Bruun var 
denne Gang ganske bragt ud af Fatning , ikke at tale 
om den gode Taube , der i sin Smerte kun den ene 
Gang efter den anden udraabte : 
Besynderligt , hvor man dog kan tage Feil af et 
Menneske ! — 
Foreløbig ville vi overlade Lysetændersken til sin 
Sorg — hvorfor skulde en Moder ikke have Ret til 
at være ene med den — og see , hvad der imidlertid 
havde tildraget i Meyer Bruuns Hus . 
Havde de her havt Tid til i deres Tanker at beskjæftige 
sig meget med Andreas , vilde uden Tvivl det bestandigt 
fremdukkende Minde om hans Utaknemmelighed 
og Troløshed altid have fornyet de gøde Menneskers 

Smerte , men ligesom en legemlig Smerte ofte kun kan 
forglemmes over en anden og heftigere , saaledes tjener 
ogsaa ofte en aandelig Lidelse til at ophæve eller 
idetmindste slille mere i Baggrunden en anden aandelig 
Lidelse . 
Saaledes indtraf der i Meyer Bruuns Hus aldeles 
uformodet en Begivenhed , der døvede Sorgen over 
Andreas . 
Sigismund , der havde forladt Studeringerne og 
var sat ind i Forretningslivet , saae sig pludselig overført 
fra den tidligere Skoledreng til den Frihed og Uafhængighed , 
som Sønnen af et rigt Hus i Ghettoen 
kunde gjøre Fordring paa . 
Han vilde allerede gjerne spille den Støre , uagtet 
han kun havde fyldt 14 Aar . 
I Gymnasiet turde han for Exempel ikke gaa med 
Stok ; altsaa var det ved Hjemkomsten hans første Forretning 
at anskaffe sig en saadan , med hvilken han da 
selv bevist travede omkring . 
I Gymnasiet var dernæst Intet strængere forbudt 
end Tobaksrygen , hvilket havde været Grund nok for 
vor Sigismund til at betragte Tobak-Trafiken med længselsfulde 
Blikke og til nu ogsaa at dokumentere den nyserhvervede 
Frihed ved en brændende Cigar . 
Imidlertid gik det ikke saa godt med Rygningen 
som med Stokken ; sidstnævnte havde man ladet passere , 
men med Hensyn til Cigarerne , viste Forældrene 

sig ligesaa ubønhørlige som Forskrifterne i Gymnasiet . 
En Dag havde han nemlig en ordentlig „ Katzenjammer “ , 
og da Aarsagen til denne ynkelige Tilstand 
befantes at være en Cigar , fik han en saakaldt „ The “ 
som man ikke behøvede først at forskrive fra China . 
Sigismund syntes døg at have mere Respekt for at 
sidde over i Skolen end for Forældrenes Forbud og 
selv Katzenjammer , thi hvad han ikke havde vovet 
Gymnasiet , det vovede han uden mange Omstændigheder 
her . Rigtignok gjorde han det ikke aabenlyst , men 
til Gjengjæld drev han det desto værre naar han var 
alene . 
En Dag overraskede den 2 Aar ældre Søster ham , 
medens han netop igjen med en stor Cigar beredte sig 
en for sin Alder meget farlig Fornøielse . 
Vil Du nu igjen spille den Voxne , Sigismund ? 
spurgte Søsteren . 
Hvad kommer det Dig ved ? var Sigismunds Svar . 
Hvad det vedkommer mig ? — Du kaster slrax Cigaren 
fra Dig ! 
Hvad saa , om jeg ikke vil ! Du har ikke Noget 
øver mig at befale . 
Saa skal jeg nok vise Dig , hvem der har øver Dig 
at sige . 
Saa det vil Du vise mig ? 
Netop 
Værsgo , men saa skal jeg vise Dig noget andet . 
Du Gadedreng . 

Hold Mund , Privele ! Tag Dig iagt , at jeg ikke taler . 
Hvad ? har jeg maaske noget at skamme mig øver . 
Er det mig , der er faldet igjennem . Nu kommer 
Du slrax med Cigaren , — eller jeg gaaer ind og siger 
det til Fader . 
Saa gaa , skynd Dig blot ; der er Ingen , som holder 
paa Dig ! — raabte Sigismund i sin Vrede og løb 
bort , endnu førend Privele havde forladt Værelset . 
I sit Raseri øver , at Søsteren havde antydet , at 
han var falden igjennem , kjendte hans Hævntørst ingen 
Grændser . — 
Han ilede derfor slrax ind og fremtog af sin Skuffe 
en i rødt Læder indbunden lille Bog , bragte den ind 
til Faderen og raabte : 
Læs engang dette her , saa skal Du finde smukke 
Nyheder ! 
Den lille røde Bog indeholdt virkelig ogsaa Ting , 
der aldeles ikke kunde være Forældrene behagelige . 
Det var Prive ' s Dagbog , 
Sigismund havde kort efter sin Hjemkomst opdaget 
den i Søslerens Sybord ; dog var det kun Nysgjerrighed , der drev ham til i et ubevogtet Øieblik , da han 
fandt Nøglen siddende i , at bemægtige sig Bogen ; 
men det , som tidligere kun havde været Nysgjerrighed , 
blev nu i hans Haand et farligt Vaaben mod den 
Intet anende Søster . 
Saaledes har hendes Hjertes helligste Hemmelighed , 
hvilken hun i sin Uforsigtighed havde betroet de forræderske 

Blade i Form af mange inderlige Hjerteudgydelser , 
paa engang forraadt og afsløret . 
Da Sigismund blev sendt til Gymnasiet , var hans 
Søster 14 Aar gammel ; nu var hun 16 Aar . 
I Løbet as disse 2 Aar havde den spæde Knop 
udfoldet sig til en Rose , af Barnet var der blevet en 
ung Pige . 
Den unge Mand , der tidligere foruden hende ogsaa 
underviste hendes Broder , senere ogsaa Andreas , kunde 
fra det Øieblik af , da han havde villet forlade Huset 
og kun var bleven holdt tilbage ved Meyer Bruuns 
egen Bemærkning , at han jo ogsaa havde en kvindelig 
Elev , offret denne hele sin Opmærksomhed . 
Man maa tilstaa , at han havde gjort dette ikke uden 
heldige Resultater , thi den unge Pige havde i aandelig 
Henseende gjort betydelige Fremskridt ; men foruden 
disse Fremskridt , der tiltog med hver Dag , fik hun 
ogsaa , mere og mere Evnen til at kunne vurdere den 
Mand , der aabenbarede hende de aandelige Skalte 
og havde givet hende Nøglen til saa mange , tilsyneladende 
ufattelige Gaader . 
Høiagtelsen blev snart til Beundring , og herfra var 
kun et lille Skridt til Kjærlighed . 
Salomon Hamburger , som Læreren hed , var temmelig 
ung bleven optaget i Meyer Bruuns Hus og 
var for Øieblikket i en Alder af 24 Aar ; han var 
saaledes kun 8 Aar ældre end den unge Pige , for 
hvem han havde fattet en ligesaa ren som inderlig 

Tilbøielighed , medens hun med sværmerisk Begeistring 
hang ved ham . 
Man kan fatte , hvorledes det blev dem muligt at 
skjule en Kjærlighed , der snart ophørte at være en Hemmelighed mellem dem selv indbyrdes , for Faderens klare , 
besindige Blik og Moderens aarvaagne Øie , naar man 
ved , hvor opfindsom den ægte , opoffrende Kjærlighed 
kan være under saadanne Omstændigheder . 
Det var ogsaa den Tilbageholdenhed , der udfordredes , som foranledigede den unge Pige til at betro sit 
Hjertes Følelser til Papiret , paa hvilket hun frit og 
aabent kunde underholde sig med sin Sjæls Ideal . 
Hvis hun blot havde havt den mindste Anelse om , 
at Sigismund var bleven en uvilkaarlig Medvider af 
hendes Hemmelighed , vilde hun vistnok være gaaet mere 
lempelig tilværks overfor Broderen og have forsøgt 
ved Godhed at opnaa det , som hun i Kraft af sin Ret 
som ældre Søster ansaa sig beføiet fil at forlange . 
Hvis paa den anden Side , Sigismund , der i Grunden 
ikke var nogen ond , men blot en letsindig Dreng , 
kunde ved sit overilede Skridt have forudseet Følgerne , 
af de Scener , der vilde gaa for sig i Huset , og den 
Sorg han dels voldte Forældrene , dels Søsteren og 
den fordums Lærer dermed , saa vilde han vistnok heller 
ikke saa drengeagtigt have ladet sig henrive fil at forraade 
den Hemmelighed , han tilfældigvis var kommen 
i Besiddelse af . 
Men , naar var nogensinde Letsindidheden betænksom ? 

Det vilde jo være det Samme , som at forlange af 
Ild , at det skulde blive fil Vand ! 
Sagen gik saaledes sin naturlige Gang . 
Meyer Bruun var en Mand der satte Pris paa 
aandelig Begavelse , og hvor høit Salomon Hamburger 
stod i hans Gunst , have vi allerede seet ved tidligere 
Begivenheder ; vi behøve heller ikke at fortælle , hvor 
høit den gode Taube agtede den unge Mand , eller hvor 
stor Pris hun satte paa ham . 
Ikke destomindre blev de gode Forældre satte i den 
pinligste Uro ved den uventede Opdagelse . 
Meyer Brnun raadslog førsf med sin Hustru om de 
Forholdsregler , der kunde paabydes af Nødvendigheden 
under de forhaandenværende Omstændigheder . 
Han var ingen Ynder af Voldsomheder og foretrak 
ved Løsningen af ubehagelige Forhold , at det skete uden 
nogensomhelsf Fjendtlighed , med saa stor Skaansel og 
saa roligt , som muligt ; og hvor stor Grund han end 
kunde have til at agte den unge Mand , saa var Løsningen af Forholdet en Nødvændighed i hans Øine . 
Skjøndt ikke med de samme Ord , som Wallenstein 
engang brugte , indeholdt ogsaa hans Tankegang det 
Spørgsmaal : om det var Døttrene , med hvem man 
beviser den Gunst , man slaaer i ? 
Hvor har jeg døg havt mine Øine henne ? spurgte 
Tanbe , da Manden underrettede hende om det Skete . 
Det er en tom Tale , der ikke fører til Noget , svarede 
Meyer Brnun , hvad nytter det at beklage sig over 

Fortiden ? vi skulle nu blot overveje , hvad der ka 
gjøres for at gjøre Feilen god igjen . 
Læreren maa i ethvert Tilfælde ud af Huset , sagde 
Tanbe med den for Konerne særegne imponerende Frembrusen af den Følelse , de i Øieblikket beherskes af . 
Ud af Huset , det er godt nok ; sagde Manden , men 
hvorledes ? skal jeg skaffe mig af med ham saadan uden 
videre ? Du tænker vel ikke paa de Følger , saaden 
Nøget kunde have . 
Hvad vil Du da gjøre , spurgte Taube . 
Jeg vilde gjerne afgjøre det Hele med det Gode . 
Hvad Læreren angaaer , ham tager jeg paa mig ; og 
hvis han er Den , jeg anseer ham for af være , vil han 
reise bort , uden af jeg engang behøver af bede ham 
derom . 
Ja , saa er jo det Hele klaret . 
Nei , ikke ganske . Du skulde døg ikke glemme Prive ; naar en Pige først har faaet sit Hoved fordrejet , 
er det ikke saa let en Sag , af sætte det tilrette paa 
hende igjen . Du begriber altsaa , af det netop er det 
Besværligste af hele Sagen . At ordne det , vilde falde 
vanskeligt for en Mand , det er snarere en Opgave 
for en Kvinde , og da især for en Moder . Tiltroer 
Du Dig af kunne bringe hende til Fornuft ? 
Jeg vil forsøge det , svarede Taube , og det vilde 
døg være underligt , om jeg ikke skulle have saa megen 
Magt over min Datter . 
Du hørte jo nylig , at jeg ikke vil vide Noget af 

Magtsprog at sige . Anvende Magt kunde jeg jo selv 
ligesaagodt som Du ; men hvo vilde da kunne indestaa for Følgerne ? det er aldeles ikke min Mening , at 
der skal bruges voldsomme Midler . 
Skulde jeg ikke forstaa Dig ? jeg veed gødt , 
hvad Du mener ; lad kun mig øm den Sag ; jeg skal 
see til , hvad der er at gjøre . 
Opgaverne vare saaledes fordelte , og Angrebet kunde 
begyndes . 
Meyer Bruun havde ikke forregnet sig i den Mening , 
han havde øm den unge Mand . 
Der udfordredes kun en kort Samtale . 
Salomon tilsfod aabent sin Tilbøielighed , men han 
tilsfod ogsaa , at han først nu indsaa , hvad han allerede 
tidligere burde have indseet , nemlig at uoversfigelige 
Vanskeligheder maatte slille sig mellem ham og hans 
Ønskes Opfyldelse . 
Dog , hvor varme end mine Følelser ere for Deres 
Datter , sluttede han sit Svar paa Meyer Bruuns alvorlige 
Forestillinger , kan det dog ikke falde mig ind 
at ville forstyrre Deres Huses Lykke ; hvor stort det 
Offer end er , som jeg maa bringe , — jeg vil bringe 
det , øm saa mit Hjerte skulle bløde derved . Paa mig 
ligger kun liden Vægt , jeg kan som Mand vel forsøge 
at finde mig tilrette med min Smerte saa godt , som 
muligt ; men hvad der bereder mig den slørste Kummer , 
er Tanken om hende — Bekymringen for , om hun 
— skjønt stor i sine andre ædle Følelser — ogsaa 

vil besidde den moralske Kraft til villigt at forsage . 
Det haaber jeg , sagde Meyer Bruun , jeg haaber 
det af hende , dog mindre førdi hun er min Datter , end 
førdi hun er en Elev af Dem . Med Hensyn til Dem 
har jeg aldrig taget Feil , hellerikke nu . Jeg vidste 
forud , hvorledes De vilde handle . Jeg takker Dem . 
Meyer Bruun havde virkelig ogsaa valgt den letteste 
Opgave for sig ; thi med Pigen vilde det ingenlunde 
gaa saa let , som Moderen lod til at have haabet . 
Jeg havde aldrig i mine Levedage tænkt , sagde 
Taube til Manden , da hun fortalte om sit første Forsøg , 
at Prive havde et saa haardnakket Sind . Jeg 
kan ikke begribe , hvem hun skulle have arvet det efter 
— Kan Du tænke Dig hvad hun sagde ? Jeg vil ikke 
engang sige det igjen , saa ondt var det . Godt , sagde 
hun , kast ham ud — send ham bort — det kunne I 
gjøre — men pas saa paa , hvad der vil skee . Fra 
det Øieblik af , at han er borte har I ingen Datter 
mere — det siger jeg Eder . Og selv om I spærre 
mig inde , saa skal jeg nok engang slippe bort . 
Tænk Dig . saadan Tale ai et Barn ! Du kan jo 
nok forstaa , hvor mit Hjerte sammensnøredes ved saadanne 
Ord . 
Det er netop det , jeg mente , og det , jeg frygtede . 
Gud bevare os for alt Ondt , sukkede Rebbe Meyer 
Bruun . Vel vidste jeg , at jeg ingen Vanskelighed vilde 
faa med ham : men hvortil nytter det os nu , om jeg 

sendte ham bort — ja , har jeg ikke forudsagt det ? 
— Ja , ja , man skal lære meget her i Verden , førend man bliver 70 Aar gammel ! 
Ak , sukkede Taube , at opdrage Børn volder dog 
stor Møie ! 
Man maa forøvrigt ikke strax tabe Modet , trøstede 
Meyer Bruun sin Hustru , man gjør ikke strax Alt , 
hvad man i en oprørt Stemning lover . Det forstaaer 
sig , at jeg nu allermindst tør lade ham reise bort ; thi 
man kunde jo ikke vide . — I det første Øieblik er 
saadan et Pigebarn istand til Alt ; lad hende afkjøles 
lidt , og fal saa om nogle Dage igjen med hende — 
men intet vredt Ord , Alt med det Gode , for ellers 
gjør vi Sagen endnu værre . For Øieblikket maa 
Du kun passe paa , af hun ikke bliver alene , og Du 
maa holde Øinene lidt aabne . 
Salomon Hamburger blev , da han vilde gaa , forbauset 
over af høre Meyer Bruun udtale det Ønske , 
om han dog ikke vilde blive en Tid endnu ; det hastede 
jo ikke ! 
Da Meyer Bruun saae hans Forbauselse over denne 
Opfordring , tilføiede han : 
Det er for Folks Skyld ; hvorfor skulde De saa 
pludselig bort , uden af et Menneske iforveien havde 
hørt Noget derom ? Hvad vilde man fænke , om Dem 
og om mig ? Bliv De kun en Tid endnu ; det kommer 
jo ikke an paa nogle Dage eller Uger . Jeg behøver 

jo ikke af befrygte af en Mand som Dem , af De 
skulle misbruge den Tillid , jeg viser Dem . 
Salomon Hamburger blev altsaa . 
Efter nogle Dages Forløb , da tilsyneladende den 
forrige Ro var gjenoprettet i Huset , gjorde Moderen 
et nyt Forsøg paa af bringe Datteren paa andre 
Tanker . 
Tænk blot , mit Barn , sagde Moderen i en indsmigrende Tone , hvor Du staaer Dig selv i Lyset , og hvorledes 
Du forbittrer Livet saavel for Dig selv som for 
mig og Din Fader . Og hvorfor ; der kunde dog i 
hele Verden Ingen være og leve lykkeligere end Du . 
Hvad Du ønsker , faaer Du ; vi have , saalænge Du 
har levet , ikke nægtet Dig Nøget — 
Undfagen netop mit inderligste Ønske , afbrød Datferen 
hende . 
Lad mig tale ud , mit Barn ! og Du vil indsee , af 
jeg har Ret ; jeg har fortjent af Dig idetmindste det 
af Du roligt hører paa mig og tænker over hvad jeg 
siger ; thi det veed Du vistnok , af hverken Din Fader 
eller jeg ville andet end dit Bedste . 
Kunne Forældre vel have noget høiere Ønske , end 
deres Børns Vel , og hvad andet tilstræbe vi i denne 
Verden , end af gjøre Dig og Sigismund lykkelige . 
Tal ikke til mig om ham ! afbrød Datferen hende 
igjen ; men Moderen vedblev : 
Hvad kan Du forlange af et Barn ? Har han da 
gjort Dig noget Ondt ? Det er vel sandt , af han 

har foraarsaget Dig en øieblikkelig Sorg ; men hvis 
Du havde seet , hvør han har grædt over af have givet 
Fader Bogen , hvis Du havde seet , hvorledes han hele 
den følgende Dag gik omkring som en Fortvivlet , vilde 
Du tænke bedre om ham ! Er han en Fjende for Dig , 
er han ikke Din Broder ? Og hvad har han saa egentlig gjort Dig ? Hvis Dn vilde være fornuftig , maatte 
Dn snarere engang takke ham , fordi han i sin Vrede 
har meent at tilføie Dig som Onde Noget , Dn selv 
kun i Øieblikket betragter som saadant . Hvorledes tør 
Dn glemme , hvem Dn er ? Er Dn ikke Rebbe Meyer 
Bruuns Datter . Dn vil engang kunne udsøge Dig 
Een iblandt Hundrede . Men hvad vilde Verden sige , 
om det hed sig : Rebbe Meyer Bruuns Datter har taget 
en Huslærær . Vilde det være et Parti for Dig ? 
Jeg beder Dig , Moder , tal ikke med Ringeagt om 
ham , afbrød Datteren hende for 3die Gang . 
Med Ringeagt ? raabte Moderen , har jeg da gjort 
det ? Nei , Gud bevare mig derfor ! Mener Dn at 
jeg ikke forstaaer at vurdere ham , eller at Din Fader 
ikke forstaaer det ? Vilde vi mon ellers have beholdt 
ham saalænge i Huset ? Han er ganske vist et pænt 
Menneske , det vil Enhver sige , som kjender ham , og 
især hvem der kjender ham saa godt som vi , men . — 
Nu , hvad for et men ? 
Men , vilde jeg sige , han er dog kun en Huslærær , 
og — man maa jo holde paa sin Stand ! Hvad 

vilde Du for Exempel sige , hvis Jossef Kreszelis vilde 
lage Sypigen Gitele tilægte ? 
Det var da en løjerlig Sammenligning ! 
Sammenligning ? Det kan ikke engang kaldes en 
Sammenligning , thi ham kunde man dog ikke engang 
lægge saameget til Last som Dig . En Mand tør gifte 
sig under sin Stand ; og hvorfor ? Kvinden sliger op 
til ham ; men en Kvinde tør ikke gjøre det , thi hun 
maatte da slige ned til Manden af den lavere Stand . 
Og troer Du da for Alvor , at blot en Eneste af 
alle dem , som I ville give mig Valget imellem , staaer 
saa høit , som han ? 
Du lille Nar ! jeg forstaaer nok Din Mening ; men 
det er en ganske anden Høitstaaen end den , jeg tænker 
paa ! 
Saa kommer det kun an paa , hvilken der er den 
sande ! 
Det kommer det ganske vist an paa ! — Seer Du , 
mit Barn , nu begynder Du at tale mere , som Du skal . 
Hvis Du var Datter af Kagebagersken Økkel eller af 
Frugthandlersken Bhaile , saa kunde Du rigtignok blive 
indbildsk af saadant et Parti og betragte det som en 
Lykke for Dig ; men som Datter af Rebbe Meyer 
Bruun , der har saa stort et Fabrik , at man vidt og 
bredt ikke finder Mage til det — 
Og jeg mener netop det Omvendte ! Netop fordi 
jeg er Rebbe Meyers Datter , tør jeg — 
Jeg forstaaer Dig ikke ; jeg maa rentud sige , jeg forstaaer 

Dig ikke , afbrød nu Moderen hende i en halv 
ærgerlig Tone . 
Hør kun til , og Du vil nok forstaa mig , sagde 
Privele . Hvis jeg var fattig , det vil sige , hvis mine 
Forældre vare fattige , saa maatte jeg stræbe efter at 
faa mig en rig Mand , og selv om mit Hjerte ikke var 
med i Spillet , vilde jeg kanske føle mig forpligtet til at 
bringe mine Forældre et saadant Offer ; men nu , da I , 
Gud være lovet , ikke behøve et saadant Offer af Eders 
Datter , hvorfor skulde jeg nu tvinges til at afstaa fra 
ham , ved hvem mit Hjerte hænger . Hvorfor skulde jeg 
ikke , og det netop fordi jeg er rig , turde følge mit 
Hjertes Valg ? — Forstaaer Du mig nu , Moder ? 
Ikke saa ganske , svarede denne , Sagen er ikke saa 
glat , som den synes Dig ; der er en Hage derved . 
Hvad da ? 
Ja , hvordan skal jeg forklare Dig det ? Jeg er jo 
ældre end Du og maa forstaa mig bedre paa Tingene . 
Den gode Taube vidste virkelig ikke selv , hvilken 
anden Hage Sagen endnu kunde have uden netop den , 
at Rebbe Meyer Bruun var imod den . 
Hun kunde ikke rykke flere Batterier frem mod Datteren 
og benyttede sig derfor af den Udflugt at gjøre 
sin modnere Alder og slørre Erfaring gjældende . 
Privele nøiedes imidlertid ingenlunde med saadanne 
Udflugter , men sagde : 
Du siger , Moder , at Du ikke forstaaer mig ; jeg 
maa nu erklære , at jeg ikke forstaaer Dig . At Fader 

kan vedblive at være haardnakket overfor mig , kunde jeg 
snarere begribe ; thi en Mand veed ikke hvad der foregaaer 
i et kvindeligt Hjerte ; men at Du stiller Dig 
paa hans Parti overfor mig og ikke snarere træder over 
paa min Side for at understøtte mig . Kvinden , mod 
Manden , det havde jeg rigtignok aldrig troet om Dig ! 
Lille Nar , sagde Moderen , Du har kanske troet , at 
jeg slrax vilde gaa hen og sige til Dig : 
Naa , Prive , der har Du ham , tag ham saa ! 
Ja , hvorfor ikke ? Vilde det maaske ikke have været 
smukkere ? Vilde det maaske ikke have passet sig bedre 
for Dig end at forsøge paa af gjøre mig utro mod mig 
selv ? 
Taube maatte nu igjen underrette sin Mand , om af 
Prive var et meget egensindigt Hoved , hos hvem man 
intet kunde udrette . 
Dog forekom der denne Gang Intet i hendes Beretning 
om af løbe bort eller af slyrte sig i Vandet 
eller lignende skrækkelige Ting . 
Rebbe Meyer Bruun troede dernæst af bemærke af 
den Maade , hvorpaa Taube forestillede Forholdene , af 
hun selv var undergaaet en lille Forandring i sin 
Synsmaade , af hun aldeles ikke men talte saa bestemt 
som før mod den Forbindelse , der var Spørgsmaal 
om , af hun rigtignok endnu var imod den , men kun 
af den Grund , fordi han var imod den , og ingenlunde 
som før ifølge en indre Overbevisning . - 
Og den kloge Meyer Bruun havde heller ikke saa 

ganske Uret heri ; hans Iagtagelse gjør hans skarpe 
Blik og Menneskekundskab Ære . 
Dog tog han sig vel i Agt for i Øieblikket af udtale 
denne Mistanke aabent ; han ansaa det for mere 
tilraadeligt af lade hende forblive i den Tro , af han 
aldeles ikke havde bemærket den Forandring , der var 
foregaaet med hende , thi saafremt han fordrede en Forklaring 
herover af hende , saa var hun , hvis han havde 
Ret i sin Formodning , nødt til aabent af tage Parti 
for Datteren imod ham ; lod han hende derimod forblive 
i den Tro , af han Intet anede , saa kunde hun 
idetmindste ikke aabenbart sætte sig op imod ham , men 
maatte , om end blot for Skinnets Skyld , dog endnu 
bestandig hylde samme Betraktningsmaade af Forholdene 
som han . 
Han nøiedes derfor med af formane hende om vedblivende 
af vaage over Datteren samt af og til i gunstige 
Øieblikke gjentage sine Forsøg , men forøvrigt overlade 
Sagen i Guds Haand , der sikkert endnu vilde lede 
den til det Gode . 
Saaledes skete det ogsaa , og da det nogen Tid senere 
igjen var kommet til en Samtale mellem Moder 
og Datter , herskede der allerede en langt slørre Enighed 
mellem dem , end Pigen selv havde ventet . 
Moderen forsikkrede , af hvis Sagen havde beroet 
paa hende alene , vilde hun gjerne have sat sig ud over 

enhver Snak , men af Faderens Villie var ubøielig , 
og af man derfor maatte sætte sin Lid til Fremtiden , 
i hvilken Gud vel kunde styre det saaledes , af hun 
endnu kunde faa sit Hjertes Ønske opfyldt . 
Henrykt over denne uventede Bistand viste den unge 
Pige sig nu ogsaa beredt til et Compromis . 
Moder og Datter bleve enige om , af Salomon 
Hamburger nok skulle forlade Huset , men ikke Egnen , 
og at han til enhver Tid skulle modtages med Ære 
som Gjæst i Huset , endvidere at man ikke vilde besvære 
Datteren med Ægteskabstilbud , eller snarere , at man 
i det Tilfælde , at et saadant skulde blive gjort hende , 
maatte være fattet paa , at hun vilde sige nei . 
Den gøde Taube indfandt sig nu med disse Fredspræliminairer 
hos sin Mand , og denne indsaa Nødvendigheden 
af , i Mangel af bedre , at gaa ind paa dem . 
Salomon Hamburger holt altsaa ifølge den herefter trufne 
Aftale sit Indfog i en anden Bolig , hvor han , fri for 
alle Forpligtelser , udelukkende hengav sig til sine lærde 
Studier . 
Saaledes vare foreløbig alle de i Sagen interesserede 
Personer stillede tilfreds og ventede , rigtignok Enhver 
i sin Forsfand , Knudens endelige Løsning af 
Tiden . 
Tiden stod heller ikke stille . 
Der forløb Uger , Maaneder , Aar , og ligesom den 
physiske Verden befinder sig i evig Bevægelse og Fornyelse , 
saaledes begyndte der ogsaa i den aandelige 

Verden Meget at røre sig , som man tidligere havde 
anseet for at være fast og urokkeligt . 
Høiere begavede Aander anede allerede af de næsten 
umærkelige Trækninger og lette Krusninger de store og 
mægtige Bølgeslag , som Fremtiden vilde bringe . 
Borgerkongen i Paris sad rigtignok endnu i selvbehagelig 
Sikkerhed paa sin Throne ; dog undgik det ikke 
de Faa , der sikkert holdt Øie med Tiden , at de Franske 
endnu ikke ganske havde glemt Traditionerne fra 
1792 . 
En af disse Faa sad i en lille Afkrog af denne 
Jord , i sit stille Værelse i et lille Hus i vor Ghetto ; 
han hed Salomon Hamburger . 
Salomon Hamburger vendte en Aften hjem efter 
en Spadseretour og lagde sig udmattet tilsengs . 
Han faldt snart i Søvn og havde en underlig Drøm . 
Han saa sig paa Vandring med en Kammerat , som 
han ikke kjendte . 
Velfilmode gik de fremad uden at tale med hinanden . 
Der syntes at herske en vis god Forstaaelse 
mellem dem , om hvilken de selv ikke vidste , hvoraf den 

var opstaaet , men hvorover de alligevel ikke henfaldt i 
Grublerier . 
De holdt sig til Kjendsgjerningen , til Øieblikket . 
De skrede videre og bestandig videre ; Egnen , der tidligere 
var dem vel bekjendt , blev dem paa engang fremmed 
og ubekjendt ; de vidste ikke længere , hvor de befandf 
sig . 
Saaledes ankom de til en tæt Skov ; i Begyndelsen 
forfulgte de Sporene af en Fodsti , der formedelst 
Grene , som havde bøjet sig ned mod Jorden og syntes 
sammenvøxede med Træernes Rødder , just ikke var let 
af passere . 
Ligegodt var det en Sti , som idetmindsle een menneskelig Fod maatte have betraadt forinden , og som 
derfor vel ogsaa maatte føre til et eller andet Maal . 
Men pludselig tabte de Sporet af denne Fodsti , 
Skoven blev tættere og tættere , bestandig mørkere , og 
intetsteds var nogen Udvei af finde . 
De tumlede videre i Mørket , saagodt det lod sig 
gjøre , og ligesom de uventet vare komne ind i den mørke 
Tykning , saaledes befandt de sig nu ligesaa pludselig 
i en smuk , grøn , af Solen oplyst Udhugning i Skoven , 
hvor de med indre Glæde nøde Synet af den blaa 
Himmel over dem , hvilken de saa længe havde savnet . 
De gik dog endnu bestandigt videre . Lysningen 
blev snævrere , og endelig naaede de en Mur af umaadelig Høide , der slrakte sig paralel med den Vei , de 
skulde gaa , og syntes af dele Lysningen i 2 Halvdele . 

Her skiltes de 2 Vandringsmænd uden af sige et 
Ord , ligesom om det allerede forlænge siden var blevet 
aftalt saaledes , og det , saa af den ene gik videre paa 
høire Side af Muren , den anden paa venstre . 
Hvorledes det nu videre gik med hans Kammerat , 
lagde Salomon ikke Mærke til ; selv gik han tilhøjre , 
og efter nogle Skridt fremad befandt han sig i et herligt 
Gemak , hvis Dægge vare udpyntede med levende 
Grønt , medens der forresten kun fandtes Græsbænke 
deri , der udsendte en liflig Duft . 
Der var ikke Tale om noget Tag eller Loft , men 
Himlen befandt sig fri og aaben ovenover ; det Besynderligste 
ved det Hele var dog det , af der strax efter 
hans Indtrædelse hævede sig en frisk Græsvæg ligesom 
op af Jorden bagved ham , medens den modsatte Væg 
aabnedes som ved et Slag med en Tryllestav , og her 
saa man nu efter hele Bredden en vidunderlig smuk 
Terrasse , til hvilken Trin af Græstørv førte op . 
Uden af tøve længe steg han op ad Trinene , og 
nu gjentøges alt det Samme , som i det første Gemak . 
— Igjen hævede en Væg sig bagved ham , medens 
en anden slilles ad , visende Udsigt til en ny 
Terrasse . 
Den eneste Forskjel var blot , af her Alt udsendte en 
endnu behageligere Vellugt end i det første Værelse . 
Hvor meget nu end Mosbænkene langs Væggene 
indbøde til Ro og Hvile , var dog Udsigten over den 

nye Terrasse for henrivende til af tillade ham en længere 
Dvælen . 
Han følte heller ikke mindste Spor af Træthed og 
gik derfor uden videre Betænkning op ad Trinene til 
den nye Terrasse . 
Imidlertid vilde vi aldrig blive færdige , om vi 
skulde opregne , hvor ofte dette Skuespil gjentog sig 
stadig med samme Regelmæssighed , medens den vederkvægedæ Vandringsmand bestandig naaede høiere fra 
Værelse til Værelse , fra Terrasse til Terrasse , idet dog 
Vellugten , der syntes at udstrømme fra de friske Vægge 
og Bænke , bestandig blev behageligere . 
Selv vidsle han ikke engang mere , hvor mange 
Værelser han allerede var gaaet igjennem , thi han 
havde for længe siden hørt op med at tælle . 
Endelig befandt han sig i et Værelse , der lød til 
at være det sidste , thi den Væg , der befandt sig ligeoverfor , 
aabnede sig ikke ved hans Indtrædelse , men forblev 
paa sin Plads ; med dette kunde intet af de foregaaende Værelser sammenlignes i Vellugt og med Hensyn 
til Væggenes og Bænkenes friske og saftige Grønt , 
og Himlen smilede endnu huldsaligere herind end nogetsteds 
før . 
Nu kunde vor Vandringsmand ikke længere modstaa 
Lysten til at udhvile sig paa en af Bænkene ; han kastede 
sig ned i det svulmende Græs , og en paradisisk 
Salighed gjennembævede ham . 
Han havde imidlertid neppe hvilet et Par Minutter 

her , før pludselig en lille Sidedør , som han hidtil ikke 
havde bemærket , aabnedes , og en ærværdig Olding 
med bølgende hvidt Haar og indhyllet i en sort Talar 
traadte ind . 
Oldingen betragtede med en alvorlig Mine den Fremmede , 
der i sin Frygt for i frækt Overmod at have 
vanhelliget en Helligdom hurtigt var sprungen op fra 
sit bløde Leie for at bønfalde den ærværdige Eier af 
dette paradisiske Sted om Tilgivelse ; men i samme Nu 
var Oldingen igjen forsvunden igjennem den Dør , i 
hvilken han havde vist sig . 
Vandringsmanden følte sig ikke ganske vel tilmode 
over Alt dette , og tænkte med Skræk paa , hvorledes 
Udfaldet af dette besynderlige Eventyr vilde blive ; det 
forekom ham allerede , at han hørte Raslen af de Lænker , der vare ham bestemte for hans Forbrydelse ; han 
troede allerede at see Sværdet funkle over sit Hoved ; 
da viste Oldingen sig paany og ved hans Haand — 
den yndigste Skabning i Verden . 
Vandringsmanden vilde neppe tro sine Øine , thi det 
var jo hans Hjertes Elskede , der her stod for ham . 
Der er han ! tiltalte Oldingen den unge Pige , idet 
han pegede paa den Fremmede ; denne var ikke sig selv 
mægtig , men sprang til , henrevet af sin Lidenskab , for 
at trykke den dyrebare til sit Hjerte . 
Endnu ikke ! sagde Oldingen , og Salomon Hamborger 
aabnede sine Øine under et høit Skrig og saa , 
et han laa tilsengs i sin lille Stue i Ghettoen . 

Det var nu forgjæves , at han anstrængte sig for 
at kalde den herlige Drøm tilbage i sin Hukommelse . 
Han lukkede Øinene paany , men — saae kun Mørke 
omkring sig . 
Kun den ærværdige Oldings Skikkelse foer endnu 
engang med Lynets Hurtighed gjennem hans Aand , og 
han gjenkjendte i ham den fortræffelige Præst , med 
hvem han for flere Aar tilbage havde havt den tidligere 
meddelte Samtale angaaende Andreas . 
Det var ham ikke muligt at falde isøvn igjen ; 
utaalmodig oppebiede han Dagens Frembrud , stod da 
ganske tidlig op , og begav sig paa Vei til Præsten . 
Han bankede paa og der blev lukket op ; men Tjenestepigen , 
der aabnede Døren , saae forbanset paa ham , idet 
hun spurgte : 
Veed De det allerede ? 
Hvilket ? 
At den høiærværdige Herre er død inat . 
Gud i Himlen ! raabte Salomon Hamburger , ilede 
hjem igjen , hvor han udgjød Sorgens Taarer . 
Nogen Tid senere holdt Præstens Efterfølger sit 
Indtog i Præstiet . 
Det var en ung Mand , der ikke var ganske ubekjendt 
med Skuepladsen for sin fremtidige ( præstelige ) Virksomhed , 
thi i Byen , hvortil han blev sendt , forløb 
hans Barndom — og hvis Nogen endnu ikke kan gjette 
det ville vi blot bemærke , at den nye Hr . Pastor en 


gang hed den lille Andreas og ikke er nogen Anden 
end Lysetænderskens Søn . 
Hans Indtog havde fundet Sted med stor Høitidelighed . 
Fra 
Kirketaarnet nedsendte Klokkerne deres alvorlige 
Toner ligesom paa Lørdagen før Opstandelsesfesten . 
De unge Knøse rede paa Heste , der vare behængte 
med brogede Baand , deres Sjælehyrde imøde , medens 
hvidklædte Piger dannede levende Hegn , og flere Geistlige 
fra Omegnen havde forsamlet sig før at byde deres 
unge Kollega velkommen . 
I hele Byen herskede der en almindelig Jubel over , 
at Menigheden nu igjen havde en Hyrde ; baade Unge 
og Gamle , Store og Smaa vare glade . 
Men , Lysetændersken ? — ja , hun var ogsaa blandt 
de Ventende ; hun fulgte ogsaa med ind i Kirken ; hun 
saae Andreas paa Prædikestolen , Legemliggjørelsen af 
hendes dristigste Ønske . 
Dette Ønske var nu virkelig opfyldt . 
Præsten stod der fix og færdig ; men hvorledes stod 
det til med Sønnen ? 
Der var henrundet en lang Tid , over 10 Aar , siden 
den Dag , da hun havde modtaget Afskedsbrevet 
fra Andreas . 
Meget havde imidlertid forandret sig ; dog var der 
i denne lange Tid ikke forekommet Noget , som kunde 
have været skikket til af læge det smertelige Brud mellem 
Moder og Søn . 

Lysetændersken havde ligeoverfor hint Brev , der saarede 
hende i hendes Sjels Inderste og tilføjede hende 
den dybeste Krænkelse , ikke havt andre Vaaben end — 
Taushed og Taalmodighed . 
Andreas var i hendes Øine den forlorne Søn . 
Hun skammede sig over ham , ja , hun gjorde endogsaa 
sig selv de bittreste Bebreidelser for hans Utaknemmelighed 
overfor det Bruun ' ske Hus . 
Hendes Moderkjærlighed var imidlertid ikke udslukket , 
og endogsaa meget ofte i Løbet af denne lange Tid 
gjorde hun sig selv det Spørgsmaal , om det alligevel 
ikke havde været urigtigt af hende , af hun ikke havde 
forsøgt paa for anden Gang af bringe Sønnen til 
Besindelse igjen ; ja , ofte tænkte hun , om det mon ikke 
endnu var Tid til af indhente , hvad hun havde forsømt , 
om hun ikke nu skulde gaa bort , opsøge sin Andreas 
og see , om han ikke igjen kunde være hendes 
Søn . 
En vis Sky havde døg hver Gang afholdt hende 
fra af foretage dette Skridt . 
Andreas er nu — sagde hun ved sig selv — intet 
Barn længere , som man kan lege med , og naar han 
allerede som Barn kunde handle saaledes imod mig , 
hvad har jeg da af vente nu ! — En eneste Gang 
paakom endog den Tanke hente , om hun ikke skulde 
have givet efter og af Kjærlighed til Sønnen have opgivet 
sin Tjeneste i Synagogen : men dette Punkt var 
netop hendes „ Achilleshæl “ , alt Andet vilde hun hellere 

have taalt af Andreas end det , af han havde kaldt 
denne Tjeneste for uværdig , af han foragtede og førhaanede den Beskjæftigede , ved hvilken hun i mange 
Aar havde ernæret baade sig selv og ham , og uden 
hvilken de begge havde maattet lide Kummer og Nød . 
At han i den Grad kunde forglemme alle sine Erindringer 
fra Barndommen , forekom hende et Bevis 
paa , af han endogsaa vilde have været istand til af 
forglemme hende . 
Havde Andreas da virkelig glemt sin Moder ? 
I Andreas stod to Principer i Kamp med hinanden , 
ligesom Faust havde han kunnet sige om sig selv — 
og hvilket begavet Menneske kan ikke det ! — af der 
boede 2 Sjæle i hans Bryst . 
Hvor ofte angrede han ikke det overilede Skridt , til 
hvilket han havde ladet sig forlede af Cyrill ; hvor 
mange Øieblikke var der ikke , da han angerfuld , gjerne 
vilde løbet til sin Moder , kastet sig for hendes Fødder 
og bedet om Tilgivelse . 
Hvor ofte beskyldte han sig ikke selv før den usleste Utaknemmelighed og bebreidede sig paa det Bittreste 
den Ondskab , med hvilken han havde slødt den kjærlige Moder fra sig ; men disse naturlige Opbrusninger 
af den barnlige Kjærlighed bleve snart igjen kvalte , 
naar den fanatiske Cyrill forestillede ham , hvorledes han 
aldeles ingen Skyld havde i Løsningen af dette Naturens 
Baand , hvorledes han netop havde gjort Alf , 
hvad en god Søn blot kunde gjøre overfor sin Moder , 

hvorledes det ikke var ham , der havde slødt Moderen , 
men netop Moderen , der havde slødt ham fra sig , idet 
hun i sin ulyksalige Forblændelse havde afvist hans 
oprigtige , sande christelige Formaninger , hvorledes han 
havde anstrængt sig før hendes Sjæls Fred , men fra 
Moderens Side ikke havde faaet Andet end taus Forstokkethed og stolt Foragt fil Løn før sine gode Hensigter . 
Cyrills 
Betragtninger formaaede dog ikke altid af 
yde ham Trøst , men saa kom Skammen i hans eget 
Hjerte fil som Bundsforvandt før hine . 
Hvorfra skulde han hente Modet fil af træde frem 
før en Moder , som han havde krænket saa dybt ! Saaledes 
seilede dog altid det fanatiske Princip , der ved 
Kunst var opelsket i ham , over hans Hjertes skjønne og 
ædle Opbrusninger . — 
Under saadanne indre Kampe havde Andreas fortsat 
sine Studeringer , indtil han kunde tage fat paa Theologien , 
og under saadanne Kampe havde han endelig 
modtaget Præsteindvielsen . 
Endnu i dette Øieblik , da han stod som aandelig 
Anfører for den Menighed , som han selv efter Fødsel 
tilhørte , vare disse Kampe ingenlunde ophørte ; tvertimod 
kunde man sige , at de først nu egentlig vare begyndte 
i al deres Styrke . 
Moder og Søn vare ved et mærkværdigt Sammentræf 
af Omstændigheder rykkede hinanden saa nær , som 
vel muligt ; med denne Tilnærmelse i Rummet var 

døg den vide Kløff ikke bleven ringere , som skilte dem 
fra hinanden . 
Rigtignok vilde fra enhver af Siderne en Imødekommen 
fra den anden være bleven seet med en hjertelig 
Glæde ; men Sagen var netop , at Ingen af dem 
vilde foretage det første Skridt , hvilket just er Grunden 
til , at Menneskene meget lettere skilles fra hinanden i 
Brede end finde hinanden igjen . 
Med Hensyn til Moderen , der hver Søndag saae 
Sønnen paa Prædikestolen og hørte ham forkynde Guds 
Ord derfra , hvor gjerne vilde hun ikke have trykket 
denne Søn til sit Bryst , hvor bankede ikke hendes 
Hjerte ved den Tanke , at den Mand , som stod deroppe , 
og hvem hele Menigheden andægtigt lyttede til , det 
var hendes Andreas , som hun havde opfødt , pleiet ved 
Dag og ved Nat ; men — hvorledes skulde hun nu 
vove af gjøre det , som hun hidtil havde opsat ? Andreas 
var bleven en stor , fornem Herre , medens hun 
selv endnu var en fattig , ydmyg Kvinde . 
Var han desuden endnu hendes Søn ? Havde hun 
egentlig endnu Ret til af kalde sig hans Moder ? 
Havde han ikke selv skrevet i hint usalige Brev , af 
han vilde gjøre sig værdig til af vinde Kirken som 
Moder ? og havde han ikke troligen opfyldt dette Løfte ? 
Stod han ikke i Kirkens Tjeneste og som en af dens 
værdigste Tjenere ? Hvad Fordring kunde da den simple 
Kvinde endnu gjøre paa ham ? Det var jo den tossede 
Moderkærlighed , som hun ikke formaaede af ban 


lyse fra sit Hjerte ; men hvo bekymrer sig vel om en 
fattig Kones Hjerte ? 
Burde Præsten ikke have opsøgt Moderen ? Jo sikkerligen ! 
og sandsynligvis vilde det ogsaa Være skeet , 
om han havde fulgt sit Hjertes Trang ; men Overvejelsen 
lagde sig som en Blyvægt paa hans varme Følelse 
og holdt ham borte fra Moderen . 
Sønnen kunde ganske vist ydmyge sig for Moderen ; 
men kunde Præsten ogsaa ydmyge sig overfor Lysetændersken 
i Synagogen ? 
Denne flinke Kone besørgede nu som før sin Tjeneste 
med Iver og Punktlighed ; men del var netop Sagen , 
hvorom Alt dreiede sig . 
Andreas skammede sig over , af hans Moder kændte 
Lysene i Synagogen i den samme By , hvor han var 
Præst . 
Naar hun blot vilde opgive det ! sagde han til sig 
selv — saa kunde Alt blive godt igjen . 
Ja , men netop det opgav hun ikke . Man kunde 
ligesaa godt have opfordret hende til af opgive den 
Luft hun aandede . Det var slet ikke noget Lune af 
hende , men en virkelig , dyb Hjertesag . 
Meyer og Taube Bruun havde aldrig gjort hende 
nogensomhelst Bebreidelse for Sønnens Skyld ; saa fin 
en Skaansel forsfod hun af sætte Pris paa og ansaae 
sig derfor endmere forpligtet til af bevise det Bruun ' ske 
Hus , af hun aldeles ikke havde Noget af gjøre med 
sin Søns Utaknemmelighed , men høiligen fordømte den , 

og af — kørt sagt — Intet kunde frembringe nogen 
Forandring i hendes Forhold til Ghettoen . 
Hvad maatte ogsaa Meyer Bruun have tænkt om 
hende , om hun nu skjændigt havde forladt den Tjeneste , 
ved hvilken den jødiske Menighed i saa mange Aar 
havde lettet hendes hjælpeløse Stilling ? 
Jo smerteligere hun følte , i hvor høi en Grad hendes 
Andreas havde forsyndet sig overfor den Bruun ' ske 
Familie , desto fastere stræbte hun at slutte sig fil dem . 
Da for 10 Aar siden Lærerens Forhold fil Eleven 
blev opdaget ved Sigismunds overilede Skridt , blev 
hun derfor ogsaa af alle Familiens Medlemmer indviet 
i Hemmeligheden . 
Meyer Bruun holdt det ikke under sin Værdighed 
at spørge den simple Lysetænderske tilraads om , hvad 
han skulde gjøre i denne ubehagelige Sag . 
Fra Taubes Side vilde en saadan Nedladenhed forekomme os mindre besynderlig . 
Den unge Pige søgte hendes Beskyttelse overfor 
Forældrenes Angreb , Sigismund gjemte sig bag hende 
af Frygt for Søsterens Hævn , og selv den lærde Salomon Hamburger forsmaaede ikke at lytte fil Lysetændersken , naar hun formanede ham fil Taalmodighed 
med Hensyn fil Privele og henviste ham fil Fremtiden , 
der jo kunde bringe saa Meget med sig . 
Dette venskabelige Forhold fil det Bruun ' ske Hus 
var indtil denne Dag ikke i mindste Maade blevet 

svækket ; hun blev betragtet næsten som et Medlem af 
Familien . 
Jo inderligere hendes Forhold fil det Bruun ' ske 
Hus imidlertid i Tidens Løb havde udviklet sig , desto 
slørre maatte ogsaa nu Afstanden blive mellem Moder 
og Søn ; thi sandelig , hin Romer var ingen daarlig 
Menneskekjender , som sagde , at det var den menneskelige 
Naturs Feil at hade Den , som vi have fornærmet . 
Andreas vidste meget vel , at han havde opført sig 
høist utaknemlig baade mod Meyer Bruun , Taube , Sigismund 
og sin fordums Lærer , og ofte følte han 
Samvittighedsnag derover ; men naar et Menneske har 
begaaet en Feil , søger han sjeldent Aarsagen dertil i sig 
selv , derimod oftest hos de Andre . 
Navnlig naar man har vist sig uretfærdig mod Nogen , 
søger man i Reglen efter Grunde , der ikke blot 
undskylde En selv , men endogsaa paa det Klareste bevise , at den Anden fortjener denne Uret og selv er 
Skyld deri , saa at man ikke kunde have handlet anderledes 
imod ham , og under en saadan Jagen efter 
Sophismer feiler det sjeldent , at jø Skarpsindigheden 
trolig staaer os bi . 
Saaledes havde ogsaa Andreas med Tiden argumenteret 
sig ind i et sandt Had til sine Velgjørere , netop 
fordi han paa det Føleligste havde krænket dem , og 
Cyrills fanatiske og haardnakkede Dialektik forstod at 
fylde op , om der endnu fandtes en Krog fri i hans 
Hjerte . 

Det var altsaa intet Under , at han nu , da han 
saa at sige var rykket sine Velgjørere under Øinene , 
følte Samvittighedens Braad skarpere end nogensinde , 
medens tillige hans Modbydelighed for det Bruun ' ske 
Hus steg i samme Grad , som hans Samvittighed daglig 
tilhvidskede ham , at han maatte føle sig forpligtet 
overfor dem . 
Det var altsaa heller intet Under , at han holdt sig 
i desto slørre Afstand fra Moderen , jo venskabeligere 
han saae at hendes Forhold var til hans Fjender , det 
vil sige : Velgjørere . — 
Det havde derfor ogsaa været ham høist ubehageligt , 
da Præsfeværdigheden netop i hans Fødeby blev 
ham overdraget som Belønning og Anerkjendelse før 
hans Vandel og Lærdom , og dog kunde han ikke godt 
— og det var hans værste Straf ! — have afslaaet 
den uden at blotte sig . 
Den unge Præsts Ankomst havde fundet Sted om 
Efteraaret . 
Landskabet viste samme Karakteer , som Dagen før 
hans Afgang til Gymnasiet . 
Bladene faldt af Træerne , men de Skranker faldt 
ikke , som skilte Søn og Moder fra hinanden . 
Det blev Vinter , og med den slørre Kulde syntes 
ogsaa Sønnens Hjerte at trække sig endnu slærkere sammen , 
og da Islaget bedækkede Floden , syntes ogsaa 

en Isskorpe at have lagt sig om Sønnens Hjerte . 
Men — Vinteren maa rase , saa galt den vil ; det 
maa dog engang igjen blive Foraar ! 
Og Foraaret kom , men med det syntes ogsaa et 
andet Foraar , et Folkens Foraar at bryde frem . 
En vældig Storm hævede sig i Paris og havde snart 
udbredt sig over hele Europa . 
Hele Verden syntes oprørt ; ingen Krog eller lille 
Plet blev uberørt af dens Rasen ; det var Martsdagene 
i Aaret 1848 . 
Verden syntes at ville fornyes . 
I Paris havde man stødt Kongen fra Thrønen , og 
Frankrig blev Republik . 
I Wien fordrede Revolutionen de første Offre for 
Friheden . 
Keiser Ferdinand gav sit Folk en fri Forfatning . 
I alle Hovedstæder blev Konstitutionen proklameret ; 
Borgerne oprettede Nationalgarder , Studenterne dannede 
Legioner under egne , ud af deres Midte valgte 
Anførere . 
Alt syntes at straale af Glæde og Henrykkelse , thi 
det Tryk , der havde hvilet paa Menneskeheden , lod til 
at skulle ophøre ; Friheden syntes at ville fremvoxe af 
de Faldnes Blodsæd , og den Menneskene medfødte , 
men saa længe lænkebundne Ret led til at hæve sig 
med seierig Vælde . 
Begivenhederne i Hovedstaderne gav mægtig Gjenlyd 
rundt om paa Landet . 

Her saae man de store Begivenheder fra lang Afstand , 
og der b ! ev det største Spillerrum for Phantasien 
med Hensyn til Udpyntningen af dem . 
Aviser og Flyveskrifter oversvømmede hele Landet , 
ja voxede næsten frem af Jorden . 
Gemytternes Oprørthed er ubeskrivelig . 
Hvert Øieblik bringer nye Meddelelser , ethvert Øre 
er aabent for Overdrivelser og Fordrejelse af Kjendsgjerningerne . 
Snart hedder det , af „ Tienden “ er afskaffet ; man 
behøver ikke længere af udrede Tienden til Præsten , og 
Bonden kan nu kjøre sin Høst hjem , uden af behøve 
af anstrænge sig for af hemmeligholde dens Størrelse 
for Øvrigheden . 
Naar Præsten nu vil have Korn , maa han selv anskaffe 
sig en Ager ! Snart hedder det sig , af Jøderne 
nu ligesaagodt som Bonden skulle kunne kjøbe Ager og 
Marker ; man taler om Jøde-Emancipation og siger , 
af Jøderne for Fremtiden ikke ville være udelukkede fra 
Noget ; de ville ligesaa godt kunne blive Embedsmænd 
som den Christne . 
Men snart hedder det sig igjen , af Alt det slet ikke 
var sandt ; tvertimod vilde man nu berøve Jøderne 
deres Penge og førdrive dem ; de kunde gaa til Jerusalem , 
og Rothschild skulde anføre dem , og saadan meget 
Andet af lignende Slags . 
Man kan tænke sig , hvad Indvirkning Rygter af 
den Slags maatte have paa Landbefolkningen . 

I vor Ghetto hersker der stor Bekymring , thi man 
havde allerede erholdt Efterretninger om nogle Oprør , 
der paa andre Steder vare gjorte mod den jødiske Befolkning , 
og frygtede derfor noget lignende her . 
Der gik allerede Rygter , som navnlig lød meget foruroligende 
for Meyer Bruun . 
Jøderne vare Bedragere , hed det . — de narrede de 
Christne Pengene fra og bleve derved rige ; det var saaledes 
intet Under , at en Mand som Meyer Bruun 
havde været istand fil at slille saa stort et Fabrik paa 
Benene , hvor over hundrede Arbeidere vare beskjæftigede . 
Det 
var fattige Folk , som maatte arbeide , fil Blodet 
sprang dem ud af Neglene , og ikke fik Noget derfor , 
medens derimod han og hans Slæng laa paa den lade 
Side og stjal Dagen fra vor Herre . 
Det maatte der en Forandring i . 
De , der arbeidede , skulle ogsaa have Lønnen ; det 
var ikke mere end billigt ! Og naar nn ovenikjøbet 
den nye Frihed blev indført , saa at Jøderne endogsaa 
fik Lov fil at kjøbe Agre , saa vilde det slet ikke 
være fil at holde ud med dem ; de vilde jo fordrive de 
fattige Bønder fra deres Bedrift , saa at det ikke blev 
Andet tilovers for dem end at tage Tjeneste som Karle 
hos Jøderne . 
Nei , det Bedste vilde være , om man strax tog Pengene 
fra dem og saa jog dem bort . 
Hvad skulde egentlig Jøderne fil i Verden ? De 

havde korsfæstet Frelseren ; saa behøvede man heller ikke 
at skaane dem . 
Paa en saadan trøsterig Maade lød Talen rundt 
om ; thi Pøblen er overalt den samme ; overalt forstaaer 
den ved Frihed , den tøilesløse , ubundne Vilkaarlighed . 
Meyer Brunn raadslog med Salomon Hamburger 
om , hvad der i den Anledning kunde være at gjøre . 
Der kan De see , Hamburger , mente Meyer Brunn , 
der har De Frugterne af den Frihed , paa hvilken De 
saa længe har ventet . 
Man kunde ikke vente Andet , svarede denne , enhver 
Omvæltning fordrer sine Offre ; men hvad ere disse 
Offre i Sammenligning med den blivende Gevinst , der 
bliver hele Menneskeheden til Deel ! 
Jeg takker for den Gevinst for Menneskeheden , naar 
de slikke mit Fabrik i Brand , eller maaske endogsaa 
— naa , jeg vil dog ikke aabne min Mund til nogen 
endnu værr Mulighed . 
Jeg kan nok begribe , at det just ikke er behageligt 
selv at skulle være Offerret ; men det forandrer ikke 
Sagen . Alt det Blod der blev udgydt under den første 
franske Revolution , er Intet i Sammenligning med de 
umaadelige Fremskridt , som fremkaldtes i Verden 
ved hin Revolution . 
Skaan mig for denne naragtige Philosophi ! Lader 
os hellere tale om , hvad der nu maa gjøres ; thi den Tale jeg hører rundt om , behager mig ikke . Jeg vil 

tilstaa Dem at jeg svæver i stor Frygt . Skal jeg 
indgive en Beretning til Øvrigheden ? 
Hvad skulle det nytte ? Tvertimod kunde det kun 
forværre Sagen ; thi for det Første kan De ikke udtrykkelig 
nævne Nogen , der har udstedt en Trudsel ; om 
De saa hundrede Gange veed , at Skephanik er Manden , 
bevise det kan De dog ikke . For det Andet kalder 
De ved en saadan Angivelse , først rigtigt de simple 
Klassers Had over Deres Hored , saa at disse ville 
ansee sig for mere berettigede til et Angreb paa Dem ; 
men for det Tredie vilde De ved en saadan Angivelse 
nu , da endnu slet Intet er skeet , blot aabenbare at 
De er bange , hvilket netop vilde være det Farligste af 
Alt , thi Den , som viser Frygt , opmuntrer blot derved 
Modstanderen . De maa tvertimod lade , som om De 
aldeles ikke nærede nogen Frygt . 
Der ligger Noget i det ; men hvad i al Verden 
skal jeg da gjøre ? 
Her kan der kun være Tale om et Middel ; nemlig 
den moralske Indflydelse , og der er da navnlig Et jeg 
fænker paa . 
Hvad da ? 
Præsten ! 
Ja ! naar han blot vilde , saa kunde Sagen blive 
ganske anderledes ; men hvad er der af stille op med 
ham ? 
Prøv det dog ! 
Hvad skal jeg prøve ? 

Gaa til ham ? 
Hvad skal jeg sige ham ? Skal jeg foreholde ham , 
hvilke Offre jeg har bragt for hans Skyld ? hvad han 
har kostet mig ? — Det vilde jo være gement ! — 
Og hvad anden Tak kan jeg gjøre Fordring paa ? 
Hvad skulle jeg gjøre , om han svarede mig , af jeg 
kunde bringe ham Regningen , saa skulde han betale , 
hvad jeg havde lagt ud for ham ! Ja , saa kan jeg 
gaa med den Besked ! — Nei , veed De hvad ? Gaa 
De hen til ham ! De er en lærd Mand og kan bedre 
belægge Deres Tanker og Ord end jeg . De har været 
hans Lærer ! Maaskee kan De udrette hos ham , 
hvad der ganske vist aldrig vilde lykkes mig . 
Godt ! sagde Salomon Hamburger , jeg vil gaa 
til ham . 
Det gjorde han ogsaa . 
Salomon Hamburger stod overfor sin fordums Elev , 
overfor Præsten . 
Hvormed kan jeg tjene Dem ? spurgte Hr . Pasforen 
i en ceremoniel og høflig Tone . 
Det er en Bøn , der fører mig til Dem . 
Oh ! af det ikke er Nysgjerrighed , der har ført Dem 
herhen , kan jeg godt begribe , sagde Præsten noget 
ironisk . 
Tilgiv mig , tog Salomon til Gjenmæle , jeg har 
ikke turdet smigre mig med , at jeg tidligere vilde have 
været velkommen her . 

Og hvo siger da , at De er det nu ? spurgte Præsten 
i en spids Tone . 
Høiærværdige Herre , tilgiv mig den Frihed , jeg har 
taget mig ; jeg vil nu gaa igjen . Jeg var ikke forberedt 
paa saadan Bitterhed . Jeg har bevaret et andet 
Billede af — 
Skulle vi ikke lade disse Hentydninger til længst forsvundne 
Dage fare ! Vi leve nu i en anden Tid . — 
Hvad ønsker De af mig ? 
Jeg har ikke havt isinde at fremmane Billeder fra 
Fortiden . Jeg er snarere kommen for netop at tale 
om denne nye Tid , der nu slaaer for os . Den nye 
Vending , Tingene tage , er ikke lige behagelig for alle 
Stænder . 
Skal det maaskee være en Trøst , fordi jeg har mistet 
Tienden ? 
Jeg bønfalder Deres Højærværdighed ! hør dog op 
med denne Spot ! Her , hvor jeg nu slaaer , befandt jeg 
mig for omtrent 15 Aar siden overfor Deres salig 
Forgjænger , og jeg tør nok sige , at han venligt hørte 
paa , hvad jeg havde at meddele ham . 
See De kan dog ikke lade være af minde om fortiden ! 
Dog , sæt Dem ned og bliv ved . 
Kort og godt , begyndte Salomon nu , Jødegaden 
befinder sig i stor Spænding . 
Aah , det gjælder ikke blot Jødegaden ! Kan De 
nævne mig en eneste Gade , hvor det ikke er Tilfældet ? 
Ja , men Grunden til den ophidsede Stemning er 

kun ikke overalt den samme . Jeg vil rigtignok ikke 
nægte , af Jægeren , der forfølger Vildtet , heller ikke er 
ganske rolig derved . 
Jeg forstaaer — Jødegaden svævær altsaa i Frygt . 
Saaledes forholder det sig . 
Men , hvad kan den da egentlig befrygte ? 
Man hører mumle om Forskjelligt , der just ikke lyder 
ganske opbyggeligt . Der gaaer Rygter om af stikke 
Fabrikken i Brand , tage Pengene fra og fordrive Jøderne — ja endog om af myrde ! 
Ah ! hvad kan man give for saadanne taabelige 
Rygter ? Troer De for Alvor , af mine Sognebørn 
ere Tyve , Røvere , Mordere og Mordbrændere ? 
Gud bevares ! men i saa oprørte Tider behøver jo 
blot Een af de Mange af foretage et uoverlagt Skridt ; 
hvo formaaer af tæmme Massen ? 
Hvis De seer Spøgelser , hvor der ingen er , saa 
kan jeg rigtignok ikke hjælpe Dem . Frygter De imidlertid 
virkelig for Excesser , saa gjorde De vistnok bedst 
i at henvende Dem til Politiet . 
Høiærværdige Herre , sagde Salomon i en alvorlig 
og indtrængende Tone , jeg vidste nok et virksommere 
Middel end en Henvendelse til Politiet . 
Hvad da ? 
Det afhænger kun af Dem . Hvis De selv , hvis 
De blot i Kirken fra Prædikestolen vilde henvende et 
Par indtrængende Ord - - 
Maa jeg bede , min Herre , sagde Præsten stolt , 

med Hensyn til hvad der paahviler mig som Præst 
behøver jeg ingen Undervisning ! 
Tilgiv mig ! Jeg havde ingenlunde til Hensigt at 
give nogen Undervisning . 
Kan jeg ellers være Dem til Tjeneste i Noget ? 
Tak , mit Ærende er udrettet . 
Det var kun ringe Trøst , Salomon Hamburger log 
med sig herfra , og Ghettoen kunde nu ikke gjøre Andet end roligt afvente , hvad der vilde komme . 
Meyer Bruun log imidlertid nogle Forholdsregler , 
der ingenlunde vare at foragte . 
Han fordobblede Fabrikarbeidernes Dagløn , hvilket 
gjorde et meget godt Indtryk paa dem , og lod dem 
forstaa , at han slet ikke var utilbøjelig til at forhøje 
Lønnen endnu mere , saafremt de ved deres Flid og øvrige Forhold viste sig værdige dertil . 
Denne Udsigt satte Kronen paa Arbejdernes gode 
Stemning , og nu henrandt flere Uger , uden at nogetsomhelst 
foruroligende Rygte kom Meyer Bruun for 
Øre . 
Fabrikken var i fuld Virksomhed , og Meyer Bruun 
ønskede sig allerede til Lykke med de gode Forholdsregler 
han der havde hittet paa . 
Med Penge og Bank udretter man dog Alt i denne 
Verden , sagde han fornøiet til sig selv . 
Roen i Ghettoen som overhoveder i hele Byen syntes 
ikke at skulle afbrydes ved Noget , men Sagen var 
den , at det glødende Kul var skjult under Asken . 

Selv om Stormen ogsaa var bleven besværget for 
Øieblikket , ophørt var den dog ingenlunde . 
Forhøjelsen af Lønnen , saavel som Udsigten til endnu 
slørre Løn , havde rigtignok i det første Øieblik 
gjort et godt Indtryk , og Arbejderne holdt Lovtaler 
over deres Herre ; men snart var ogsaa den forhøjede 
Løn dem for ringe , og de begyndte at anstille Beregninger 
over , hvor meget Meyer Bruun fortjente ved 
deres Arbeide , og hvor meget fordelagtigere det vilde 
have været for dem , om de kunde have drevet Fabrikken 
for egen Regning og fordelt Gevinsten mellem sig 
indbyrdes . 
Den sande Oprørsslifter var en robust Karl med et 
yderst fordærvet Sind ved Navn Stephanik , og den 
ærede Læser vilde maaske i ham kunne gjenkjende hin 
raa Dreng , der for over 20 Aar siden havde skjældt 
Andreas ud for Jødedreng . 
Hvad behøve vi af vente , raabte han , fil det falder 
hans Naade , Hr . Bruun , ind af forhøie vor Løn ? 
Bestaaer Fabrikken mon ved ham eller ved os ? Hvad 
vilde han slille op med sin Fabrik , hvis vi ikke vare 
her ? Han behøver os , men vi behøve slet ikke ham . 
Vi kunne godt komme ud af det uden ham . Nu formanede 
han sine Kammerater fil rigtigt af være paa 
deres Posf og ikke af snakke for meget ; thi med den 
megen Talen kom man dog ingen Vei . Hvis de blot 
tidligere havde forstaaet af tie , saa kunde de nu have 
været deres egne Herrer ; thi naar den Bruun blot 

opsnuser det Allermindste , saa have vi ham strax her , 
og saa lover han Guld og grønne Skove , saa af de 
Fleste blive bløde om Hjertet , og saa er det ude med 
hele Klatten . 
Derfor skulle de blot forholde sig rolige og passe 
paa ; Hævnens Time vilde nok komme , han skulde selv 
sige fil , naar det var Tid . 
Saaledes var den Taushed beskaffen , som Ghettoen 
ansaa for saa fuldkommen Ro , af den kunde indgyde 
den Haab om , af der ikke var nogen Fare forhaanden . 
I hvor høi Grad Meyer Bruun selv nærede dette 
Haab , syntes at fremgaa deraf , at han netop nu alvorligere 
end nogensinde før beskjæftigede sig med den 
Tanke at bortgive sin Datters Haand , omendskjøndt 
dog Den , der er i Besiddelse af et skarpere Blik , netop 
af dette Hastværk og da navnlig af det trufne Valg 
med Lethed vil kunne slave sig fil , at Meyer Bruun 
nok egentlig ikke var saa ganske fri for en vis Angst . 
Det er nu en mærkværdig Tid , begyndte han en 
Dag Talen fil sin gode Taube , og jeg vil oprigtig 
tilstaa Dig , at vi dog have begaaet en Feil med det 
Barn . Den Dag idag er Intet længere fast i Verden . 
Hvad slørre Bevis kan der forlanges herpaa , naar en 
Konge ikke engang er sikker paa sin Throne ! Har 
Kongen af Frankrig ikke idag for et Aar siden faaet 
det Indfald , at han nu ikke længere vil være i Paris ? 
I Tider som disse kan intet Menneske vide , hvordan 

hans Skjæbne vil gestalte sig i Dagens Løb . Hvad 
har Penge eller Rigdom nu at sige ? Et Vindpust er 
nok fil at kaste Alt over Ende . Hvad skal jeg gribe 
fil , om de onde Knægte nu alligevel brænde Fabrikken 
af over Hovedet paa mig ? Sandt nok , jeg har lagt 
en Dæmper paa dem ; men , man kan jo ikke vide ! 
Der er kun en eneste Sag , der ikke kan berøves En , og 
det er det , som et Menneske har lært . Idag indseer 
jeg , af dette dog har det høiesfe Værd , og tro Du 
mig , saaledes som Meyer Bruuns Actier staa for Øieblikket , 
skulde Salomon Hamburger ikke ønske sig af 
bytte med mig , Er det ikke ogsaa Din Mening ? 
Hvad Slutning uddrager Du deraf ? 
Kan Du ikke tænke Dig det ? Min Mening er , af 
en vis Mand den Dag idag vilde handle fornuftigere 
i af give sin Datter til Salomon Hamburger end til 
en rig Forretningsmand . 
Jeg har allerede længe været af den Mening . 
Du er Kvinde og har følt Medlidenhed med Prive , 
fordi hun henlevede sine skjønneste Aar paa den Maade . 
Derfor har Du allerede længe været af den Mening . 
Dog det kan egentlig ikke kaldes en Mening , men 
blot en Følelse . 
Havde det været en Mening , burde Du have traadt 
frem med den , hvilket Du imidlertid ikke har havt 
Mod til . Jeg derimod indseer med min Forstand det , 
som jeg nu udtaler , og jeg maa sige Dig , af jeg aldeles 
ikke længere er imod Planen , saa at vi 

Cholhamod-Pesach ( i Paasken ) kunne bringe den 
Sag paa det Rene , om Gud vil . 
Der blev Jubel i det Bruun ' ske Hus , da Moderen 
havde overbragt Datteren dette Budskab ; ogsaa Ghettoen 
optøg der med stor Glæde , thi uagtet Salomon 
Hamburger ikke føiede sig i Alt , hvad man forlangte 
der , var han døg agtet og elsket af Enhver . 
Selv modtog han Efterretningen med Sindsro , som 
om det var Nøget , han med Bestemthed havde ventet 
at maatte indtræde . 
Han var rigtignok ingenlunde en Mand der lod 
Drømme have nogen Indflydelse paa sine Beslutninger 
eller Forventninger , men han ansaa døg navnlig vidunderlige 
Drømme for en kombinerende Virksomhed af 
Phantasien , der sammensætter Billeder af Bestanddele , 
der ikke ligge ganske indenfor Individets Beregning . 
Derfor havde han ogsaa øst nyt Haab af hin vidunderlige 
Drøm , og nu , da hans Forventning fra herligt 
bekræftede sig , blev han tilmode , som om han 
aldrig havde næret mindste Tvivl om , at det maatte 
skee saaledes . 
Tiden til Trolovelsesfesten rykkede bestandig nærmere ; 
kun faa Dage skilte ham endnu fra den . 
Hvad behøvedes forresten denne offentlige Anerkjendelse 
af et Gode , hvis Besiddelse i hans Sjæls Inderste 
i den Grad stod hævet over enhver Tvivl ? Var 
den nødvendig til først at lægge Grundstenen for hans 
Lykke , eller kunde hans Lykke forøges derved ? 

Det var nu Aftenen før Paasken . 
Alt Syret var fjernet fra Husene , og Ghettoen 
havde allerede antaget hint festlige Udseende , der saa 
hjemligt forkynder Glæden over den kommende Fesl . 
Det var altsaa Aften . 
Enkelte begave sig allerede til Synagogen , og snart 
fulgte Flere efter . 
Alle Lysene vare endnu ikke tændte ; Lysetændersken 
var netop i fuld Activitet . 
Efterhaanden havde hele Menigheden forsamlet 
til Aftenbønnen , og Lysetændersken sad nu som sædvanlig 
i Forhallen for at afvente Gudstjenestens Ophør . 
Priser Gud den Højlovede ! sang Forsangeren med 
høi Røst , og hele Menigheden svarede i Chor : 
Den Eviges Navn være priset fra nu af og til 
evig Tid ! 
Men i samme Øieblik blev Gudstjenesten forstyrret 
ved en forfærdelig Støi , ved vild Skrigen og Larmen . 
„ Brand “ lød Raabet , og Alle slyrtede i vild Flugt 
ud af Synagogen . 
Hvilket Syn mødte ikke udenfor . 
Vilde Bander drøge brølerne gjennem Ghettoen , der 
fandtes endog Kvinder og Børn blandt Oprørerne , der 
bleve anførte af Stephanik . 
Stenene foer saa tæt som Hagel mod Vinduesruderne , og Gadedørene , som Tjenestefolkene , der bleve 
hjemme under Aftenbønnen , havde slaaet Skodder for , 
bleve brudte op eller søndersplintrede med Øxeslag . 

Den vilde Horde slyrtede sig derpaa ind i Boligerne , ødelagde Møblerne , slog Spejlene itu , sønderskar 
Sengklæderne og kastede endelig Alt ud af Vinduerne 
under de Udenforslaaendes Jubel — og Fabrikken ! ja 
af den havde næsten ikke en Sten mere sit oprindelige 
Leie ; den saae ud , som om der var vendt op og ned 
paa den . 
Redning var umulig ! 
De stakkels Folk , der opskræmmede fra Bønnen maatte 
øvervære dette forfærdelige Skuespil , turde ikke vove 
noget Forsvar for deres Gods — afmægtige , uden nogetsomhelst 
Forsøg paa Modstand , maatte de see til ved 
Plyndringen og lade Ødelæggelsen frit Løb ; thi allerede 
havde det vilde Raab lydt : 
Dræb dem . Slaa Jøderne ihjel ! og det ringeste 
Forsøg paa Modstand , vilde have bragt den ophidsede 
Bande til det Yderste . 
Lysetændersken , som tilligemed Jøderne var ilet ud 
af Synagogen , følte ved det græsselige Syn den dybeste 
Smerte , der nogensinde havde fyldt hendes Bryst . 
Og dette , sagde hun ved sig selv , dette skulle skee i 
den Menighed , hvor min Søn forkynder det guddommelige 
Ord ! 
Hun var ude af sig selv af Sorg . 
Da kunde hun ikke længere holde sig tilbage . 
Al Betænkelighed , der hidtil havde holdt hende borte 
fra Sønnen , var nu forsvunden ; alle de Skranker , der 

i Løbet af saamange Aar havde hævet sig i hendes 
Aand , sank paa engang sammen — thi det gjaldt jo 
her Liv eller Død . 
-Jeg vil døg see , om jeg slet ikke mere skulle have 
nogen Magt over ham , raabte hun i sin Iver og slyrtede 
afsted til Præstegaarden . 
Lysetændersken blev ført ind . Da hun var traadt 
ind i Værelset , sank hun ned foran Præstens Fødder 
uden at kunne tale et Ord , i saa høi Grad havde 
Følelsen overvældet hende . 
Præsten forsøgte at reise hende op , og nu slode de 
ligeover for hinanden . 
Høiærværdige Herre ! begyndte endelig Lysetændersken , 
efterat hun nogenlunde havde gjenvunden sin Fatning . 
Stakkels Ulykkelige ! udraabte Præsten , hvorfor maatte 
det komme saa vidt imellem os ! Er det da Ret , 
at vi to gaa vor Vei gjennem Livet , som om vi aldrig 
havde kjendt hinanden ! 
Andreas ! Andreas ! skreg Moderen overvældet af sine 
Følelser , kjender Du mig endnu ? Erkjender Du mig 
endnu som Din — 
Moder ! Moder ! raabte Præsten og slyrtede sig med 
Heftighed til det Moderbryst , han saalænge havde været 
forvist fra . 
Oh ! vedblev han i bitter Smerte , hvor længe har 
jeg døg ikke maattet undvære denne Lykke ! 

Hvor ofte har jeg ikke tænkt paa hin Aften før 
min Afreise , paa de Lærdomme , Du dengang gav mig 
med , paa de Løfter , Du dengang fordrede af mig , men 
som jeg saa daarligt har opfyldt ! 
Opfyld dem nu ! Andreas , min Søn ! il , saa hurtigt 
som muligt ; de slaa Jøderne ihjel , og det kan 
døg ikke være Din Villie ! 
Nei , ved Gud ! Jeg kunde ønske , at Meget var 
gaaet anderledes . 
Endnu er der Tid ! formanede Moderen ham i en 
bønlig Tone , men skynd Dig ; tøver Du blot et Minut , 
saa hjælper al Din gode Villie ikke . De vilde Dyr 
ere slupne ud ; ingen Magt er istand til at tæmme dem 
uden den , i hvis Tjeneste Du slaaer , nemlig Korsets 
Magt . 
Bevæget paa det Heftigste greb Præsten Krucifixet 
og ilede med sin Moder til Ghettoen , Skuepladsen for 
Rædslerne . 
Netop som de ankom der , strømmede en vild Hob 
dem imøde , og med Raabet : 
Ned med Jøderne ! blandedes det Skrig : 
Ned med denne formummede Jødinde , der bringer 
Plagen over os ! — 
Det var Stephanik , der udslødte dette nye Feltraab , 
og hævende Armen med Øxen , ramte han den stakkels 
Lysetænderskes Hoved med saadan Kraft , at hun bevistløs slyrtede til Jorden . 
Dette Slag havde forandret Situationen . 

Der var udgydt Blod . 
Synet af dette Blod , Synet af Krucifixet i Præstens 
Haand havde besejret Mængdens Raahed . 
Der er udgydt Kristenblod ! lød det fra een Side . 
Hun var en god Kristen ! lød Raabet fra en anden 
Side . 
Slaa Stephanik ned ! Ned med Morderen ! raabte 
Andre . 
Stemningen havde vendt sig , Sindet var nu blødgjort , 
og Præsten benyttede det gunstige Øieblik . 
Han havde kastet sig ned paa Knæ ved Siden af 
sin Moder , men nu reiste han sig hurttig og Prædikede 
til Mængden . 
Aldrig før havde han saaledes talt dem til Hjerte , 
og aldrig havde de i Kirken været saa grebne af nogen 
Prædiken , som her under aaben Himmel af denne . 
Forblændede Folk ! saaledes sluttede han , see her , 
hvad I have gjort ; sku Eder om og betragter med 
Skam og Sønderknnselse Værket af Eders blinde Raseri . Der hviler min Moder , blødende af sine Saar , 
blødende før Eders Misgjerninger og Synder , ligesom 
Frelseren , som jeg holder her i min Haand , har udgydt sit Blod før hele Menneskehedens Misgjerninger 
og Synder . 
I skjændige Forbrydere , der foragte Gud og hans 
hellige Bud ! 
Tro I maaske , at del er hans Villie , at Jøderne 
skulle udslettes af Jorden . 

Havde han da maaske ikke selv Kraften til at udføre 
del , om del var Hans Villie ? og tro I , at Han 
behøvede Eders Hjælp dertil ? Stakkels forblændede 
Folk ! gaa i Dig selv ! lær at erkjende , hvilket ondt 
Frø der er begyndt at spire i Dit Hjerte ! — Sønderriv 
Din Barm , stakkels Synder ; knus Dit eget forstokkede 
Hjerte , paa del at Du maaske endnu kunde gjøre Dig 
værdig til Guds Naade ! — Vender tilbage til Eders 
Gud , Ham i saa foragteligt have forladt 
Der herskede dyb Taushed rundt omkring — da bad 
Præsten „ Fader vor “ , og da Han kom til del Sted : 
„ og tilgiv os vor Skyld , som vi og tilgive vore 
Skyldnere “ — da faldt de Alle paa Knæ , og den almindelige Hulken forraadte , at den kort iforveien saa 
oprørte Mængde var dybt bevæget . — 
Præsten lod nu Moderen bære ind i sit Hus , og 
Mængden gik i høitidelig Taushed fra hinanden . 
Der var strax Nogle , der havde bemægtiget sig 
Ugjerningsmanden , og denne blev sat i god Forvaring . 
Jøderne havde faaet deres Pessachaften forstyrret , 
men takkede ikke destomindre Gud af ganske Hjerte for 
deres vidunderlige Redning . 
Thi maatte de ikke ansee det for et Vidunder , al 
Præsten , hvem de ansaae for deres Fjende , var ilet 
dem til Hjælp ! 
Lysetændersken laa imidlertid paa sin Dødsseng . 
I det Øieblik , hun blev strakt til Jorden af det 
voldsomme Slag , havde man antaget hende for død . 

Den ulykkelige Søn havde kastet sig hen over det 
dyrebare Legeme , som han ansaae for livløst , og var 
forblevet i denne Stilling , indtil han sprang op for al holde 
den Prædiken , hvormed han fik Mængden adspredt . 
Da han var kommen hjem , slyrtede han sig med et 
nyt Udbrud af sine naturlige Følelser over Moderen , 
hvis Ansigt han bedækkede med utallige Kys . 
Hun gjorde en Bevægelse , og en glædelig Overraskelse 
bemægtigede ham . 
Moder , Moder ! raabte han , Du lever ! Hvor 
gjerne vilde jeg dog ikke offre mit Liv for Dig ! — 
Og snart begyndte det Haab al vaagne i ham , al 
Moderen maaske endnu kunde bevares for ham ; men 
Lægen fandt det ikke raadeligt , al lade ham forblive 
i denne Skuffelse , tilmed da den ikke kunde vare længe . 
Saaret var dødbringende , og hvert Øieblik kunde man 
vente den gode Kones Død . 
Sønderknust satte han sig igjen ved sin Moders 
Leie . 
Hun aabnede atter Øinene . 
Seer Du mig , og kan Du ogsaa høre mig ? spurgte 
Andreas , med kjerlig Stemme . 
Moderen nikkede bejaende . 
Oh — raabte han i vild Smerte — kan Du tilgive 
mig ? 
Et saligt Smil udbredte sig over hendes Ansigt . 
Det var det sidste Kjærligspant hun kunde offre ham 

— thi da han atter talte til hende , var hun allerede 
en forklaret Aand og havde forladt sit jordiske Hylster . 
Grædende og fortvivlet sad han ved Liget af sin 
dyrebare Moder — da blev et Besøg meldt ham . 
En geistlig Herre er der , sagde Pigen — og den , 
han nu mindst havde ventet , traadte pludselig ind — 
det var Cyrill , hans fordums Kammerat . 
Hvad er der paa Færde ? spurgte Gjæsten . 
Min Moder — død ! sagde Andreas . 
Din Moder ? og hos Dig ? saa har Du altsaa dog 
bragt hende tilbage til Kirkens Skjød ? 
Cyrill , sagde Andreas veemodigt , forsøger Du nu 
igjen at forgifte min Tilværælse ? 
Ha ! hvad er dette ? hun har da vel aldrig omvendt 
Dig ? 
Ti dog stille ! og forstyr ikke min hellige Smerte 
ved Din usalige Iver ! 
Det kunde jeg da ogsaa have fænkt mig ! 
Cyrill , see her , hvad Du har gjort mig ! Hele mit 
Livs Lykke har Du tilintetgjort . 
Jeg ! 
Der ligger min Moder , min kjære og gode Moder . 
Den Haand , der dræbte hende , er Din Haand ! 
Hvad behager ? vil Du gjøre mig ansvarlig for et 
Tilfælde ? 
Tal ikke om Tilfælde ! Der gives intet ! Kun altfor 
klart skuer jeg den Kjæde af Aarsager og Virkninger , 

der ender med den Elskeliges Død , men tog sin Begyndelse 
i vort Seminarium . 
Cyrill trak haanligt paa Smilebaandet , medens 
Andreas vedblev : 
Tjen Du Kirken paa Din Maade , men lad mig 
tjene den paa min ; tro Du kun , af de Anderledestænkende 
med Ild og Sværd bør udryddes af denne 
Verden ; min Tro er det ikke længere . Hvis Du ikke 
kan Andet , saa bliv ved af mene , af Jøderne maa 
være et undertrykt Folk , af Guds Forbandelse maa 
hvile over Folket og indtil evig Tid ei kan tages fra 
dem ; jeg er ikke af den Mening , og sandelig , den Dag , 
da Trykket paa dem vil ophøre , er ikke længere fjern ; 
jeg seer den komme , denne Dag , denne af Gud forudbestemfe 
Dag . — Tag blot Tiden i Øie ; forstaaer 
Du ikke dens Tegn ? Skulde hin alvorlige Advarsel 
været undgaaet Din opmærksomme Aand , som de 
sidste Dage saa tydeligt have forkyndt . Om den romersk-kakholske Kirke forstaaer Tiden , saa maa den kaste 
Ilden og Sværdet langt fra sig og plante Taalmodets 
og den almindelige Mennesfekjærligheds Banner . Den 
romersk-kakholske Kirke har ved Luther faaet sit første 
Stød ; det andet bidragtes den ved den første franske 
Revolution . Lader os takke Gud , at vi havde Kraft 
nok til at udholde begge disse Stød , men lad os ikke 
ved vor egen Skyld overmodigt drive Verden til at 
forsøge endnu et tredie imod os ! — Thi hvo kan 

indestaa for Følgerne ? hvo kan borge for , at vi ogsaa 
ville kunne overleve det nye Stød ? — 
Forfængelige , svage Menneske ! Du bilder Dig ind 
at kunne gjennemskue Forsynets Veie ? 
Kald mig , hvad Du vil ; men forlad mig ! — 
Gaa Du Din Vei , men lad mig gaa min . Med Dig 
har jeg Intet mere tilfælles , jeg føler mig fri for Din 
usalige Indflydelse — desværre noget for seent ! — 
Daarlige Menneske , jeg tilgiver Dig for Din Sorgs 
Skyld ; men bild Dig ikke ind , at Du nogensinde vil 
kunne unddrage Dig mig . Jeg kjender Dig for godt , 
til blot at nære den mindste Uro i saa Henseende . 
Nei Cyrill ! Du kjender mig ikke . Svag var jeg , 
det er sandt , men Du veed ikke , hvad jeg har lidt i 
mit Indre , og hvor ofte jeg , plaget af Samviltigheden , 
har anklaget mig selv . To Veie slode mig aabne . 
Desto værre gik jeg ad den , som Du viste ! Gid jeg 
blot var gaaet ad den anden ! Dog tager Du Feil , 
om Du mener , at jeg endnu idag er den svage Yngling , 
der taalmodigt lod sig lede af Dig og fulgte Dig 
tillidsfuldt og uden nogensomhelst Indvending . Selv 
har Du hærdet mig , og jeg har gjennemgaaet en tung 
Prøvelsernes Skole . Mærk Dig det : hvo der har 
øvervunden sig selv i den Grad , at han kan lukke sit 
Hjerte for den naturligste og helligste af alle Følelser 
og mod den bedste Moder kan vise en exempelløs 
Trods , han er ikke længere noget svagt Barn , og han 

er — det kan Du stole paa — nu ogsaa beskyttet 
mod Dig . 
Det vil Fremtiden vise , svarede Cyrill i en stolt 
Tone og forlod Huset i daarligt Humør . 
Og Fremtiden har vist det . — Andreas har ikke 
lovet Noget , uden af han ogsaa ærligt har holdt det . 

Salomon Hamburger højtideligholdt sin Trolovelse 
med Meyer Bruuns lyksalige Datter paa Ødelæggesens Ruiner . 
Sigismund , der ellers til enhver Tid havde vist sig 
meget letsindig , blev ved Begivenhederne i den sidste 
Tid vækket til Selvbetragtninger og mandigt Alvor . 
Stephanik maatte bøde med Hovedet for sin ryggesløse 
Gjerning . 
Med Hensyn til Andreas , da lod han en passende 
Ligsten lægge paa sin Moders Grav med følgende 
Indskrift : 
Lysetændersken . 
Sit illi terra levis ! 
Dona ei pacem , domine , 
Et lux perpetua 
Luceat ei . 
Quæ ipsa lucem incensit , 
Non solum apud Judaeos , 
Sed et in anima mea . 

Da Salomon Hamburger førte den Bruunske Familie 
ud paa de Christnes Kirkegaard for af besøge Lysetænderskens Grav , viste selv de mest orthødoxe Folk 
i Ghettoen intet Tegn paa Misbilligelse heraf ; thi ganske 
almindelig var Sorgen over Lysetændersken i Ghettoen , 
hvilken hun jo havde tjent , og for hvilken hun 
var død ; hun blev regnet blandt de ædle Kvinder 
hvem det evige Liv er sikkert . 
Og da nu Taube derude bad sin lærde Svigersøn 
om Udtydningen af Gravskriffen , og denne , selv dybt 
rørt , oversatte : 
Lysetændersken . 
Lad Jorden blive hende let ! — 
Herre , skjænk hende Fred , og lad det evige Lys 
skinne for hende ! — For hende , som selv antændte 
Lyset — ikke blot hos Jøderne , men ogsaa i 
min Sjæl - - 
Ja da hulkede den ædle Kone og udraabte af sit 
Hjertes Inderste : ja , sagde jeg ikke allerede dengang , 
da han endnu var en lille Dreng : det Barn har dog 
et besynderligt Sind ! — 
Ende .