Datasets:

Modalities:
Text
Formats:
text
Languages:
Danish
Libraries:
Datasets
License:
Corpus-v1.1 / normalized /1870_LevetzowV_ModersArv.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
Første capifel .
Det var den dag den nye præst første gang gjorde
visit hos os .
Fader var landsbhgartner , han forstod sine ting ,
men da vi boede hele fem mil fra hovedstaden , og
sjeldent fik lejlighed til at føre vore varer derhen ,
bragte vor store have forholdsvis kun meget lidt
ind . Hvert løg blev afsat ; om efteråret ville man
ikke kunne sinde en vissen ribsrive på de bare
buske ; når man fratager pletten med den frodige
grønkål , var hver eneste krog tom , eller afskallet ,
men vore priser vare så moderate , at det dog ikke
forslog stort . Akkurat hvad vi kunne leve af fik vi ,
ikke en skilling mere .
Io dog en skilling , og det var moders , den
måtte hun råde over efter sit eget skøn . Bikuberne
og hønsegården indbragte ikke så lidt ; det
var moders fortjeneste .
pastoren var meget venlig og havde rigtig sat
sig godt fast ned på vor lille grønne sofa . Moder
stod og skænkede kaffe til ham ; det begyndte at
mørkne . Moder var en lille vims , simpel , gammelagtig
kone med rundt ansigt , spillende øjne , mange
kappestrimler og stor rød hagesløife . Hendes blå
bomuldskjole var altid så ren , som den lige var
hentet fra vadsketøissnoren .
Min Broder , en niårs dreng , stor , smuk og
rafl , med et par klare øjne , havde netop lagt riven
— han gjorde virkelig nytte allerede dengang — og
sad på trinet i den åbne havedør .
Fader sad ved det ene lille vindue til højre , som
næsten overskyggedes af hyldetræet udenfor , og ordnede
frøkapsler , eller puttede deres indhold forsigtigt
i små bestredne papirsposer . Hvergang han traf
på et udmærket frø , holdt han det , med den store
tommel- og pegefinger , nogen tid i vejret og så
venligt på det . Han var en svær , høj mand med
et langagtigt ansigt , der udtrykte tålmodighed , jevnhed
og skikkelighed .
Jeg sad midt i sofaen på præstens skød .
Da moder stod ved træbakken og begyndte at samle
kopperne sammen og vådske dem af , ønskede jeg så
inderligt , hun ville benytte tusmørket til at fortælle
præsten tante Martines historie .
tante Martine var moders søster ; hun plejede
at fortælle alle mennesker hendes levnetsløb , og hver
gang blev min Broder og jeg lige fornøjede . Tante
Martines eventyr var det eneste vi kendte , vi kunne
aldrig blive kede deraf .
„ De har kun disse to , “ sagde præsten og strøg
mit hår , „ hvor gammel er denne ? “
„ Hun er seks , og Christian er ni år . “
„ Har de kun haft de to ? “
„ Jo , destoværre , i førslev , hvor min mand før
var , have vi en lille grav på kirkegården . Ja ,
det er jo et savn , hr. Pastor , men har man ikke
sine kære , så lever man i mindet om dem . Min
lille afdøde pige , og så en dejlig søster jeg havde ,
hvis navn var Martine , de to lever jeg næsten af
af tænke på . “ Moder blev , medens hun talte ,
ved af tørre og tørre på det blanke låg af den
gammeldags kaffekande .
Jeg så fornøjet hen til min Broder på dørtrinet ;
han nikkede med sit krøllede hoved , nu kom
nok historien .
„ Å , de har også mistet en kær søster , har
de det , så ! “ sagde præsten deltagende .
„ Å , ja , ja , lad hende nu være død i aften , lille
kone , “ bad fader .
„ Døde hun som ung , “ spurgte præsten af
høflighed , fordi han så på moder , af hun længtes
efter af fortælle .
„ Nej , hun lever ; det vil jeg da håbe , med
guds nådes hjælp . Jeg skal sige pastoren det
hele , om de bryder dem om at høre det : min
fader var skolelærer på desfkanten af Jylland ;
dengang betød skolelærer , på den egn , meget lidt ,
og min moder havde været tjenestepige . De havde
kun to døtre , Martine og så mig . Hun var den
ældste . “
„ Jeg var ikke en smule køn , det har jeg aldrig
været , men Martine var dejlig . Både min fader
og min moder så ud som almindelige mennesker ;
der var ikke noget udmærket ; men alligevel lignede
hun dem , ligesom jeg lignede dem , medens hun og
jeg døg vare så forskellige , at det var umuligt at
troe vi vare søskende , når man ikke vidste det .
Jeg skal nemlig sige dem , hr. Pastor , alt det
smukkeste hos mine forældre fik hun , medens jeg
fik det uheldigere . Hun fik således faders nysselige
krumme næse — som egentlig var for lille til ham ,
ja man kan sige den skæmmede ham — men jeg fik
moders mindre kønne store ; hun fik moders blanke
sorte hår og øjne , men jeg fik faders mindre
kønne lyse , og hun fik faders fine lyserøde ansigtsfarve ,
medens jeg fik moders mindre kønne , lidt
gråagtige .
Nok sagt , min søster var så vidunderlig nydelig ,
at da hun var seksten år gammel , var der
folk , som rejste fra købstaden til vor landsby ,
bare for at se hende . Håret faldt omkring hende ,
i lange sorte lokker , som en kåbe , og så var hun
rank og slank og stolt , som en dronning . Der var
dem , der , med tilladelse at sige , hr. Pastor , ikke
gik i kirke for præstens , men for hendes skyld .
Ja , hun var sjælden . “
„ Det har hun måttet være , næsten farlig smuk
synes det mig , ikke sandt ? “
„ Ja det har pastoren ret i . Der kom da også
frier på frier , men ingen efter hendes hoved . “
„ Var hun et kærligt menneske , jeg mener især
i hjemmet ? “ spurgte præsten .
„ Kærlig , å jo , “ Moder så lidt forvirret ud ;
„ å jo , det var hun vist . — jeg løb jo og sprang
for hende , og satte pris på hvert venligt nik ;
jeg fandt hende overmåde kærlig . — der kom frier
på frier , men der var dog mange flere , der gerne
ville komme , men ikke turde .
Sommetider stod jeg bagved vinduerne til præstegårdens
dandsesal og kiggede , medens hun svævede der
omkring . Den hvide sneebærkrands , hvormed jeg havde
prydet hende , og den simple hvide kjole så ud som
den dejligste pynt , sådan bar hun det . De andre
damer kunne ligeså gerne have ladet deres guldog
sølvsmykker blive hjemme , for ingen så på
dem , når hun var der , og alle de cavalerer , hun
havde sagt nej til , da de engagerede hende , blev
stående langs med væggene , fordi de ikke syntes ,
at nogen anden var værd at danse med . “
„ Efter beskrivelsen , forekommer det mig , hun
måtte være lidt overmodig , “ afbrød pastoren , „ især
i sit forhold mod dem , ikke ? “
„ Hvordan skulle hun være ? — hvor hun var ,
der var jeg jo ikke andet end en orm , der , gud
ske tak , vidste , at den var det . Som jeg før har
sagt , bare hun så på mig , var det mig til oplivelse .
Men nu må de høre : en aften , da jeg
ligeledes stod udenfor balsalen , var der endelig en
ung herre , hun syntes om . De blev ved at svinge
og polkere , uden at blive trætte . “
„ Hvem var så det ? “
„ Det var en handelsmand fra det tyske ,
umådelig rig , — der skulle ingen tal være på
hans penge , og han var ung og smuk , som hun selv . “
„ De blev måske forlovede ? “
„ Ja , da han friede , sagde hun ikke nej . —
efterat de en gang havde viist sig , arm i arm ,
spadserende igennem byen , som kjærestefolk , rejste
han bort , for at komme igen og hente hende . Du
gode gud , alt det han sendte ! Hver ottende dag
kom der en kiste fuld . — en dragt og et smykke
til hver søndag . — den første søndag , da hun
kom ind i kirken med den lysegrønne kjole , hvor
tog hun sig dog ud , jeg glemmer det aldrig ! Alt som
hun gik , faldt og steg og rislede silken , som bølgerne
i søen . Fruentimmerne i stolene puttede
hovederne helt ned i psalmebogen , som de vare
andægtige , da hun kom ind .
Den anden søndag trådte hun ind i en blå
af flor , så klar og dejlig , som guds himmel . Da
så man først ned i psalmebogen , men så blev man
ved , imod sin villie , at stirre op , som man ikke kunne
flippe synet .
Men den tredje dag , da hun kom med en , der
var så rød og glødende , som selve solen ved sin
nedgang , var der grumme mange af fruentimmerne ,
der gik rent ud af kirken , fordi de ikke kunne tåle
skæret .
Christian var nu flyttet fra dørtrinet hen til
møder , for at se på hende , medens hun fortalte ;
den del af beretningen interesserede ham især .
„ Da brylluppet skulle stå , “ vedblev møder ,
„ bad vi ingen uden præsten , for intet menneske i
den egn syntes os ellers passende . Der var kun
brudgommen , som blev ført af sin farbroer , og
bruden , som blev ført af sin svoger , og brudgommens
møder , en ældre enke , der i sort , med
langt slæb , gik bagefter dem . “
„ Men de selv og deres gode forældre , vare de
ikke med ? “
„ Nej , — jo fader , han læste jo i chordøren ,
og styrede psalmesangen , — så , for så vidt , var han
jo med , men ellers holdt vi os borte . Vores tøj
og manerer var ikke i den orden , vi gjorde bare
opvartningen . “
„ Om aftenen toge de fire plads i hans
lnkkede vogn , der skinnede i gården med sin
sølvkant og sine lygter , fader hjalp hende foerværkskåben
på , moder stoppede den omkring hende ,
og jeg rakte hende rejsetasfen . Om jeg ikke seer det
hele lyslevende i dette øjeblik : månen skinnede
helt ind i vognen , hun nikkede tre gange , så
kørte de . Hun så ikke en eneste gang tilbage ,
så travlt havde hun med at se fremad , lige ind i
sin skønne fremtid , men vi løb udenfor , stod på
gærdet og så efter hende , så længe vi kunne . “
„ For dem var afskeden meget tung , kan jeg
tænke , “ sagde præsten .
„ Nej , det var underligt nok , vi følte ingen
sorg , bare glæde . Jeg kan godt husfe de ord min
moder sagde , medens vi stod der og lyttede efter
vognen , som vi kunne høre længe , for der var meget
tyst : „ Hvis jeg før mine børns død , “ sagde hun ,
„ om gud ville jeg skulle miste dem , sfinbarligen
så paradisets døre åbnede til deres sjæles modtagelse ,
så ville jeg ikke sørge ved deres legemers
begravelse . Således også nu , skulle jeg fælde en
tåre , måtte det da være af hjertensfrhd , for den
vogn ruller lige ind i Edens have . “
„ Besøgte de hende i hendes herlighed ? “ spurgte
præsten i en lidt hård tone .
„ Nej , hr. Pastor , nu er vi to slags folk ,
og passe ikke sammen . Hun har heller ikke skrevet
siden ; jeg ved såmænd ej engang , hvor hun opholder
sig , og vidste jeg det , ville jeg dog ikke henvende
mig til hende . Hvad skulle jeg sfrive , der
kunne more sådan en dame ; jeg har jo kun oplevet
det , som er dagligdags . Først kom jeg ud at tjene
som simpel , så som jomfrue , så kom jeg her til
Sjælland , blev kendt med min gode mand og ægtede
ham . “
„ Men , da deres forældre døde , meldte de
hende det da ikke ? “
„ Nej , ikke uden gennem aviserne , der har hun
jo nok set det , tænker jeg . “
„ Det er forunderligt , for , om hun ikke selv kom ,
synes jeg dog hun måtte have holdt en brevveksling
vedlige , og sendt dem noget af sin overflødighed .
— det andet er unaturligt , ikke sandt , det taler ikke
for hende , “ medens præsten talte , purrede han op
i mit hår .
„ Om vi kom i fattigdom , hr. Pastor , “ sagde
moder , idet hun så betænksomt hen på theetøiet ,
der nu stod afvasket i kurven , „ om vi kom i fattigdom
og nød , tror jeg såmænd også , skønt min
mand mener det modsatte , at hun ikke ville nægte
os en håndsrækning , men vi have jo , gud ske
tak , om det ikke bliver værre for os , det vi kan
komme ud af det med . “
„ Ja , ja , “ sagde fader , „ men jeg ønsker altid
helst , at jeg rent kunne blive fri for at høre om
det menneske . Måske går det hende ilde “ , vedblev
han med eftertryk , idet han så vist hen på
moder , „ Hovmod står for fald . “
„ Det er sandt nok “ , sagde præsten , „ Hovmod
står for fald , men dette forekommer mig snarere
som egenkærlighed end hovmod . Jeg håber og
ønsker , især for hendes egen sjæls skyld , at den
skønne Martine en dag går i sig selv , kommer
tilbage , og gør alting godt . “
Da præsten var gået , havde moder noget at
pusle med i køkkenet . Min Broder og jeg sagde på
forhøjningen alene i stuen hos fader ; han hvislede
endnu med sine frøkapsler ; gennem de åbne
vinduer kunne man høre frøer qvcekke og myg
surre . — Christians ansigt var meget eftertænksomt .
„ Måske kommer tante Martine før til os , end
vi tro “ , sagde han sagte , som det var en dyb
hemmelighed — „ hørte du , hvad præsten sagde ,
han troede hun kom . — Lise ! måske kommer hun i
guldkarett , når vi i morgen se ud af vinduerne . “
Han gjorde en pause , og vedblev så i den
samme hemmelighedsfulde tone : „ Lise , du kan tro ,
der komme mange børn med forgyldte blouser ud
af vognen — for nu har hun jo været længe gift
— synes du det bliver løjer , at lege med dem og
deres umådelig store dukker herude på grønningen ? “
Jeg
sad med åben mund og øjne , og kunne
ikke sige , hvad jeg syntes om det .
Men hele den nat drømte jeg om en gylden
karett og om gyldne børn , der , hver med sin dukke ,
hoppede ud af den .
andet capifel .
Det var nogle uger efter dette . — børnene
tumlede , efter endt skoletid , ud af skolebygningen ,
der lå overfor vor have . Min Broder fløj , med
tornysteret på ryggen , midt igennem kammeraterne ,
over stakittet , over bedene hen til vinduet , hvor
jeg sad , og sprang ind af det . Han var så sjæleglad ,
fordi han var færdig med læsningen .
Da han kom ind , tog han sin frokost fra
bordet , et stort rundtenom med knapost , og
stod så og så ud af vinduet med albuerne
på karmen , medens han spiste ; jeg sad på hug
på en stol ved siden af .
Moder gik udenfor og bredte en lille bleg på
stikkelsbærtornene , fader lå på knæ ved agurkerne
og talte hvormange der var : 31 — 32 , — 32 — 33 ,
sådan blev han ved , til det gik højt op .
„ Så du ham ? “ spurgte Christian mig . Havelågen
gik op med en feig knirke « , og postbudet
trådte ind .
„ Jo , bet er manden med brevene ; det er vist
til fader ! “
„ Nej , han går jo hen til moder . “
Moder tog brevet , vendte det frem og tilbage .
Udskriften var skrevet med snirklede bogstaver ,
og der var rigtigt segl på . „ Det er fra det tyske “ ,
sagde hun , „ fra Hamborg . Du store gud , fra Hamborg .
— det skulle da aldrig være fra Martine “ ,
hun gik hen og viste fader brevet ; han rejste sig ,
holdt det i de jordede fingre og betragtede det .
„ Det er ikke godt at sige “ , sagde han derpå .
Jeg spilede mine øjne op , ligesom min Broder
gjorde . Moder rakte brevet ind til Christian og
sagde : „ Læg det lige midt på det polerede bord ,
så Lise ikke kan nå det , — og rør det så selv
ikke så meget som med en finger , til jeg kommer . “
Christian gjorde først , som moder sagde , men
så gik vi begge hen til bordet og så på convoluten ;
jeg stod på tæerne .
Der lå ikke andet end den . — Christian berørte
og glattede papiret med hånden . „ Det er finere ,
end andre breve “ , sagde han , og lod også mine
fingre let stryge hen ad det . „ Kan du føle , det er
finere , end andre breve . Det er fra tante Martine ,
— eller fra en , der strider at hun er død , — men
du skal ikke blive så forskrækket , jeg tror ikke hun
er død , Lise , jeg tror hun strider , at hun kommer i
eftermiddag . — kan du se manden på Toppen af
kornlæsset , der borte på vejen ? Derhen må du
se , når vi vente hende , ad den vej kommer karetten . “
„ Hvormange
heste tror du der er for ? “ spurgte
jeg ; i det samme kom moder , og vi sprang til side .
„ Gud ved , om det er fra hende “ , sagde hun ,
idet hun tog hemmeligheden op fra bordet . „ Jeg
må rigtignok have en saks til at lukke det søde
brev op — hvor det lak er mørkt , men sort er det
da ikke , gud ske tak . “ Hun satte sig ned , tog
briller på , åbnede det , og begyndte at læse , medens
vi fulgte hende med øjnene .
Moder udstødte pludselig et skrig , der fik faders
hoved fra haven ind ad det åbne vindue . „ I
guds navn , er din søster død , hvad ? eller er det
flet ikke fra hende , hvad , Rikke ? “
„ Å jo , — men jeg kan jo ikke tysken
rigtigt , men forfærdelig syg er hun , — du forstår
det vel lidt bedre , nu kan du læse ! “
Fader læste hver sætning tre gange højt , fandt
så meningen , og oversatte den langsomt . Alt , hvad
han kunne , havde han lært sig selv uden al vejledning .
Når han fik tid , kunne han kæmpe sig
igennem enhver let , både tydst og engelsk bog , men
tid skulle han have , hvert tvivlsomt ord slog han
op i lexiconet . Indholdet var således : tante
Martine lå farlig syg i Hamborg , hun ville gerne
se sin søster før døden . Brevet var fra hendes
læge , der havde haft megen ulejlighed med at finde
moders adresse , da patienten , skønt ved sin fulde
samling , ikke kunne give ham tilstrækkelig besked .
Først havde han skrevet til præsten i hendes fødeegn ;
efter lange efterspørgsler , havde denne endelig
opdaget vort opholdssted . Brevet var skrevet i
forretningsstiil , tørt og koldt , uden at røbe nogen
interesse for patienten .
Medens fader endnu stod med brevet og
gennemlæste en sætning , der var ham lidt uklar ,
var moder allerede — nu aldeles fattet — i fuld virksomhed
påfærde med neiseforberedelserne . Jeg ved
ikke , hvad der var størst , moders sorg øver søsterens
nærforestående endeligt , eller hendes glæde
øver dog til sidst at være erindret .
Hun og Christian , med mig lige i hælene , løb
op på loftet efter neisekofferten .
Fader lagde brevet langsomt ind i convoluten ,
og så derpå hen på moder , der med en fjedervinge
skrabede den store kofferts hjørner og kanter .
„ Men hvad har du dog i sinde , Rikke ? “ spurgte
han .
„ Det kan jo ikke være andet , jeg må jo rejse . “
Brevet havde i den grad været en opgave for
fader , at tante Martine selv rent var gået under
i dennes løsning : „ Vil du rejse ? “
„ Men gud , Torstensen , du læste jo selv , at
den stakkel ligger og længes efter mig . “
„ Ja , vistnok , men det er ikke sådan at tage
lige til Hamborg ; nej , det går , skam , ikke an . —
lad mig se brevet igen , der står jo ikke noget
om rejsepengene . “
„ Å , dem give de naturligvis , når jeg kommer . “
„ Gud ved , hvad de gøre , — lad det være , —
det vil koste forfærdeligt . “
„ Det er lige meget , hvad det koster ; — det var
da alt for gyseligt , når hun drages med døden ,
og jeg så ville blive borte for de lumpne skillingers
skyld . “
„ Hvad man ikke har , det har man ikke “ , sagde
fader i en overbevisende tone , „ jeg kan ikke forstrække
dig med pengene . Det gør mig grumme
ondt , men du må opgive det , Rikke . Det ville
kunne løbe op til over halvhundrede rigsdaler . “
„ Ja , det er nu det samme ; om jeg også ikke
vidste , at det kom tilbage med renter , så skulle
det dog skaffes . Men tag dig det ikke nær , jeg skal
selv komme ud af det . Jeg har lidt liggende i min
commode fra honningen i fjor , og når jeg kommer
til København , kan vor urtekræmmer give mig
pengene i forvejen for den i år ; jeg har fået flere
kuber , — det ved du jo — så der bliver meget .
Noget fjerkræ kan jeg også tage med bag i vognen ,
og blive af med i byen . Det kan ikke hjælpe , det
må skaffes ; har jeg ikke nok , så må urtekræmmeren
låne mig ; det har han tilbudt mange gange . Han
kender desuden Martines velstand . “
„ Nå ja , i guds navn da , “ sagde fader , „ men
kan du køre til byen i vor fjælevogn ? “
„ Tror du , jeg vil gøre stads ? nej , lad mig
kun sidde i den , med gamle Henrik for , og se ad ,
om du kan få lille Jens Hansen til at køre mig ,
for du vil vel ikke selv ? — nej , det var også for meget
forlangt , da du har så travlt . “
Da den jernbeflagne koffert var færdig pakket ,
— den stod midt på gulvet — og fader ude at
tale med vor nabo , husmand Jens Hansen , sad
moder , med højtideligt ansigt , ved det bruunmalede
chatol og talte sine honningpenge . Den ene lille
papiirsrulle med markstykker blev åbnet efter den
anden , talt , og langsomt puttet ned i svælget af
en stribet blå og sort bomuldstøispose , der kunne
rumme en hel capital . „ Gud hjælpe mig “ , sagde
hun , da hun åbnede den sidste rulle , „ der går
alligevel et suk igennem en , når man gør sådan
noget ; hver del havde dog sin bestemmelse . Disse
vare nu bestemte til en lille vinterkåbe til Lise , men
den kan hun da undvære . “
Næste morgen , ved solnedgang , holdt vor lille
vogn med gamle , grimme , hvide Henrik — hvid af
alderdom — foran døren . Jens Hansen , kusken ,
gjorde sig så lille og ubetydelig som mulig , for at
moder , med samt hendes store , tykke kåbe , kunne
få plads på det eneste , spinkle , grønmalede sæde .
Det knirkede og bragede , da hun satte sig .
„ Gud være med eder , alle sammen , farvel og
Levvel , “ sagde moder , da vognen kørte , idet hun
gjorde sig umage for at dreje hovedet , der dog var for
fast indsnoet i det svære uldne tørklæde , til at dette
var muligt .
Der gik nogle dage . Fader var meget urolig
over , at moder ikke skrev , da han endelig modtog et
brev med hambørger poststempel .
Den elskelige Martine var nu hensovet i fred ,
stred hun , og så bad hun fader bønfalde den gode
præst , om denne gang at sende sin lukkede vogn til
København efter hende ; gud ville velsigne ham
derfor . Om løverdagen kom hun . Hendes logis
var i solen .
„ Hvad betyder det ? — hvad betyder nu det ? “
Sagde fader , idet han , medens han trak søndagsfrakken
på , for at gå til præsten , gik op og ned
ad gulvet i dybe tanker , „ det ligner dog egentlig
ikke nikke , at ville gøre blæst si lukket vogn , —
skulle mutter have gjort en lille arv , og så finde
det for ringe at komme i enspænder med gamle
Henrik ? — det er , skam , dog muligt ! “ —
om løverdagen , jnst som aftenklokken ringede ,
rullede præstens wienervogn frem for døren . Derinde
sad moder i dyb sorg med et spædt barn ,
indsvøbt i mull , kniplinger og lyseblå kåbe , på
skødet .
Fader blev øjeblikkelig så forunderlig højtidelig
filmode , af han ej kunne sige et ord , men bare
trække sin svære skikkelse tilbage , for af gøre plads
for indtoget .
Moder lagde barnet på faders seng , tog sit
tøj af , og sendte derpå Christian til skolelærerens
kone efter en vugge .
Der var flere ting af gå efter for moder .
Medens hun løb frem og tilbage , ind i pulterkammeret
efter vuggepuderne , og igen tilbage til den
lille , for af se , hvordan den havde det , ind i hjørneskabet
efter en passende flaske , ( barnet fik komælk )
så igen til den lille , for af se , hvordan den havde
det , i skufferne efter barnetøiet o . s . v . og igen
ind til den lille , løb jeg hele tiden bagefter , som
hendes skygge .
Jeg var forunderlig filmode . At det var moders
skønne søsters barn , der lå der , stod ikke rigtig
klart for min tanke . Jeg tror snarere , jeg havde
en uklar følelse af , af det lille underlige væsen med
stjerneøinene , i vuggen , var tante Martine selv i
en mindre skikkelse .
Døren stod åben fra havestuen til sovekammeret .
Fader
listede sig af og til , når han trøede sig
ubemærket , hen til sengen og betragtede barnet ,
men sad ellers roligt på sin plads ved vinduet .
Han så ud , som han bare sad og ventede på at
få lejlighed til at udtale sig , men ikke ville gøre
det i travlheden .
„ Nå , der kommer Christian da endelig med
duggen “ , sagde moder , „ men hvad vil nu madamen ,
hun er med “ .
Skolelærerens kone , madam Hansen , var
middelhø ! ; hendes næse , der var svær og fremtrædende ,
var det eneste af hendes ansigt man lagde mærke
til ; da hun kom der , var det , som den skyndte sig
iforveien .
„ Godaffen “ , sagde hun , og gik lige hen til
moder , der sad med den lille på skødet og gav
den af flasken . „ Det er et nysseligt barn “ .
„ 2a det er ; sæt vuggen her , Christian , sådan ;
madamen skal have tak for vuggen . “
„ Å , det var jo ikke noget , — men jeg løb
med , for at spørge , om den var stor nok , for jeg har
en til , der er større . “
„ Jo , denne kan jeg meget godt bruge . “
„ Er dette deres søster Martines barn ? “
„ 2a . “
„ Så , Christian sagde det rigtignok ; — er deres
søster da død . “
„ Ja , destoværre , — nå , nu græder hun og er
vist søvnig . — tak , madam , jo , jeg kan godt bruge
buggen . “
„ Ikke at takke for ; det var jo slemt , at de
skulle miste deres smukke søster . — Havde hun ikke
mere end det eneste barn ? “
„ Der har været flere , men de er døde ! “
„ Sådan . —hvor den lille er i noget nydeligt
tøj ; man kan dog straks se , når de komme fra
finere forældre . “
„ Å ja “ , sagde moder , idet hun igen lagde
barnet på den store seng , medens hun udsøgte
nogle stykker af den bunke børnetøj , hun havde
ordnet på en stol .
„ Er det noget , de har ført med fra deres
søster ? “ spurgte madam Hansen , idet hun mønstrede
tøjet .
„ Nej , det er mit eget “ , svarede moder i en
rask tone , der betød så meget som „ gå din vej . “
„ Nå , jeg kunne nok tænke det . — hvad de
får derfra , bliver vel af en bedre beskaffenhed . —
eller venter de måske ikke , af der kommer
noget ? “
„ Det ved jeg såmænd ikke , det gør der
rimeligvis , men dette er ellers således , af vi overmåde
godt kunne være det bekendt . “ Moder
vaskede og klædte den lille med stor behændighed .
„ Hvad siger de om den overraskelse , hr.
Torstensen ? “ spurgte madamen nu fader .
„ Å , min kone har jo besværet . “
„ Ja , og de gør det da formodentlig ikke for
ingenting . Men jeg forstår ej , af der ikke var
nogen af den store familie , der tog barnet , — det
er mig så ufatteligt . “
„ Det var , fordi det var min søsters inderlige
ønske , af jeg skulle , “ sagde moder .
„ Det var såmænd nydeligt af deres søster ,
men jeg synes dog , de burde have noget derfor . “
„ Hvem siger , af jeg ikke får noget “ , sagde
moder i en ærgerlig tone .
„ Nå så , det kan jeg forstå , de får dog
vederlag . — er det nu såmeget , af de kan stå
dem . Hvormeget får de , om jeg må være
så fri ? “
„ Å , — fire hundrede daler årligt “ , sagde
moder langsomt , idet hun lagde barnet i den lille
seng , hun nu var færdig med at rede .
„ Fire hundrede , gud bevares ! Det var såmænd
godt , så har de nok råd til at bestille
dem en vugge — men de må alligevel bruge
denne for det første . — jeg ville såmænd ønske , jeg
havde sådan en søster , der kunne dø i Hamborg .
Det er jo så meget , som hele lønnen for et kongeligt
embede . — men nu kommer det an på , om barnet
lever , — sådan en lille kan der jo let hændes
noget . — farvel , — nu tror jeg min mand længes
efter mig . “
„ Er det sandt , får du fire hundrede daler ? “
Spurgte fader , da han kom tilbage , efter at have
fulgt madam Hansen ud .
Moder lod vuggen gå .
„ Se nu op , nikke , får du såmeget , — er
det sandt ? “
„ Å gud ! “ sagde moder og begyndte at hulke .
„ Du får flet ingenting , — hvad ? “
„ Pin mig dog ikke så forfærdeligt , — lad
mig være ! “
Fader gik omkring i den snevre plads mellem
sengen og vuggen , idet han flottede til moder .
„ Sig mig det nu , hvordan hænger det sammen ?
Det er dog alt for galt , — hvordan er det så ? “
„ Hvorfor kan du ikke lade mig beholde det
alene for mig selv , — det er synd du gør . —
vi få ikke pengene straks , — det var jo også
meget sjofelt , når man lige straks ville tale om betaling .
— men siden kunne vi jo få dem . “
„ Er det da gået tilbage for hendes mand ? “
„ Ja vist , — det er det , — og så kan du jo
nok forstå , han ikke straks kan betale for barnet ,
det var jo også flammeligt at forlange . “
„ Traf du både din søster og hendes mand ?
— lad mig nu få hele historien , ligeså godt først
som sidst , nikke . “
„ Gud , hvor du piner mig , — var du nu ikke
lige så glad , fordi du ikke fik det at vide . — Martines
første mand har været død i nogle år ; i
hans sidste levetid spillede han en så ærlig fallit ,
at de bagefter skulle have haft det dårligt . Tys ,
råb nu ikke sådan , Torstensen , du må være som
en lukkel grav ! — det gjorde ikke min søster
skam , det er noget , som hænder de største .
„ Døde hun da som enke ? “
„ Nej , først gik hun til Hamborgs tteater , og
gjorde stor lykke , så giftede hun sig igen med en
fin , galant skuespiller . — han trykkede mig i sine
arme , og takkede mig så inderligt , da jeg tog det
søde barn . „ Hans stilling var usikker “ , sagde han ,
„ men kunne han , ville han lade høre fra sig ; hele
hans tanke fluide være , at spare sammen til sin lille
pige , for han ville gerne , hun skulle have en god
opdragelse . “
„ Gud hjælpe os , sådan en fyr “ , sagde fader ,
„ det bliver bare ved snak . Han lader såmænd os
alene om hende . “
„ Nå ja , — hvis så er , få vi nok brødet
til hende også , det ved gud vi få , Torstensen .
Og jeg vil bestandig se at holde det lille væsen så
nydeligt , som hendes barn bør holdes . “
„ Der skal ikke meget til , “ sagde fader , „ når
hun sådan gik ned ad bakke , var hun da ikke så
stor til sidst . “
„ Det var ikke nedad bakke . Du fluide have
hørt hende , da hun lå på sit adersfe . — alt det
store , der er i verden , — det var hun . Snart
var hun kejserinde af Østerrig , snart dronning af
frankerig ; sommetider var det , ligesom hun lå og
ledte om sig selv , men ikke kunne sinde sig i al
storheden . Manden sad ved siden og hørte på
hende med grædende tårer , idet han mange gange
hviskedee til mig : „ Ein wahres geni ! “ — tro
bare ikke det var gået nedad bakke for hende ; hvis
hun havde levet , var det gået opad . Hun var såmænd
anset , den stakkel ; — der gik ikke en dag ,
uden der kom en og anden og spurgte til hendes
befindende . Men , hvis du nu vil være god imod
mig , Torstensen , så tale vi ikke mere om den
historie . Og jeg vil helst have , af folk blive
ved af tro vi få firehundrede om året . — jeg
ønsker ikke , af andre mennesker skulle more sig med af
trække Martine ned i mudderet , nu , da hun er oppe
i den gode guds himmel . “
„ Ja , det kan jo være , at hun er der , jeg vil ikke
mistrøste dig “ , sagde fader , „ men gud hjælpe mig ,
jeg ville have lige så megen godhed for hvert
barn , du havde taget fra gaden , som for din
søsters . — nå , ja ja ! ja ja ! så skal vi begynde
forfra på børnehistorier . Å gud bevares ! det
var altså den arv vi fik . “
dagen efter hentede fader præsten , og barnet
blev døbt og kaldet rose sterne . Det var
rigtignok tante Martines første mands navn ,
men havde moder givet hende den andens , ville
folk snarere være komne efter hele sammenhængen ,
og det ville hun på ingen måde udsættes
for ; så heller et uskyldigt bedrag , sagde hun .
tredie capifel .
Vor lille rose voksede , trivedes og blev dejlig .
Min Broder og jeg havde begge klart i bevidstdeden ,
at hun var noget andet end vi selv , og
vare umådelig stolte af hende .
Når vi vare ude at spadsere om søndagen ,
( Christian kørte gerne barnevognen , medens jeg gik
ved siden ) var der altid såmange , der standsede
os og spurgte , hvis barn det var .
I hele landsbyen var hun anset . Den besynderlig
hensynsfulde måde , hvorpå moder og vi
behandlede hende , tror jeg , virkede tilbage på
andre , så de , uvilkårligt så noget usædvanligt
i hende . Når moder satte hende ned mellem
de snehvide puder i barnevognen , dækkede
hende til med det strålende røde tæppe , hun
selv havde strikket , og bredte sløret over det
lille ansigt , gjorde hun det altid på en måde ,
som det var noget ubeskrivelig fint , der skulle beskærmes
for det mindste vindpust . Det var ikke ,
som en moder bærer sig ad med sin egen lille
stump , men som ammen med det stadselige , fremmede
barn .
Havde rose været gnaven og kedelig , ville
Chrisfian og jeg dog vel nok til sidst være blevne
trætte af hende , men da hun var en sød , venlig lille
en , — bare smil og kærlighed fra morgen til
aften , beholdt hun altid sin glorie . Selv fader
lod sig besejre .
Chrisfian og jeg elsiede hende begge , men han
dog endnu mere end jeg . Han havde altid noget
for , der skulle more hende . Hvor havde han dog
travlt med at indrette hende en have ! Der var
stakit rundt omkring , ( hun skulle have den for sig
selv ) højstammede roser i midten og et sireenlhsthuus
i hjørnet . På lågen hængte en seddel ,
hvorpå der med kjæmpebogstaver stod skrevet : „ Indgangen
spærret for uvedkommende “ .
En halv sommer havde han travlt med , i fritiden ,
at hente grene til lhsthuus og indhegning ,
flette dem sammen , flå søm i , pode rosentræer
og skære og male anseelige plantepinde . Alt blev
gjort solidt og godt , så det kunne vare længe .
Og det varede også længe ; endnu den dag
i dag står den lille have midt i den store , og forundrer
alle mennesker .
Da rose var lille , holdt hun dog mest af
sneglebakken . Den lå også i haven , i hjørnet
skrås for huset ; om søndagen vaiede der gerne
et flag på Toppen ved rønnebærtræet . Så snart
hun blev så stor , at de små ben vare i stand dertil ,
gik hun der , op og ned , med Christian i hånden ;
hvert øjeblik standsende ham , for at plukke
blomster , eller se på de småbitte pæne insekter .
Hvor jeg seer dem gå der !
Når der gik hende lidt imod , måtte hun op
på hans arm og græde ved hans skulder .
Enkelte ting fra den tid , som jeg , da de foregik ,
kun skænkede ringe opmærksomhed , stå nu så
tydeligt for min erindring .
Således kan jeg hnske , at en kone , der gjorde
nytte for os , ganske hændelsesvis , idet hun med en
kurv ribs strøg forbi , engang sagde : „ Nej , se , har
han hende nu igen , jeg tror bestemt , at de to til sidst
blive et par , “ og at Christian , så lille han var ,
blev ganske rød i hovedet .
„ Nej , fy “ , sagde jeg , „ Rose skal rigtignok ikke
have dig . “
„ Nej , det vil du nok være fri for , hvad , lille
bitte rose “ , sagde han op til hende , som sad på
hans arm .
„ Vil du vel have ham til mand , hvad ? “
Spurgte jeg nu også .
„ Jo , for han er min eneste mand “ ; hun puttede
sit hoved ind til ham .
Disse ord : „ De to blive bestemt et par “ ,
havde konen siden altid på læberne , når hun så
Christian med lille rose . Hun sagde dem i spøg ,
med høj latter , men de gjorde altid indtryk på
ham , og det mere og mere , efterhånden som han blev
større .
En dag havde konen sagt det samme .
Christian var ude i haven at hjælpe mig med
at lægge ærter . Den lille stød hos fader og
moder , der plukkede stikkelsbær .
„ Hvor hun døg er sød “ , sagde jeg , idet jeg så
på hende , hun var så slank og vims , snart her ,
snart der , nu viste hun det klare ansigt , og nu den
hvide nakke med de stumpede sorte krøller „ å , så
skin , og få sød , hvad Christian ? “
„ Hørte du det , konen sagde før ? “ spurgte han .
„ Jo , det siger hun altid ! “
„ Det er noget underligt noget af hende , synes
du ikke ? “ spurgte han .
„ Jo , for nose bliver nok lige så dejlig , som
sin moder og får frygtelig mange friere . “
Han så vist på mig . „ Når jeg nu — jeg
sætter Lise , at jeg nu føjede fader , og læste til at
blive skolelærer , — tror du så ? —næ , du tror
vel alligevel ikke ? “
„ Nej , jeg tror ikke , — men så kunne det jo
døg være “ , sagde jeg .
Det var den rædsomste tanke for Christian at
blive skolelærer . Alle faders overtalelser — det
var hans højeste ønske at få ham ind på den vej
— havde hidtil været frugtesløse .
Så rafl og frejdig min Broder ellers var , få
tungsindig var han ved bogen . Det var , som den
smukke , livsglade dreng man så i haven og i
gården hjælpe moder med at hænge snore op og
flytte bikuber , eller fader med at grave , vande og
flæbe , ikke var det samme barn , som ham i krogen ,
med bogen på knæet , øjet stift fæstet på linierne ,
og begge hænder så fast knugede mod tindingerne ,
som om han , på den måde , mente at kunne bore
forståelsen ind i det genstridige hoved .
Efter samtalen ved ærterne , fik fader den
glæde , at se ham stadigt sidde således .
Han havde nu pludselig besluttet at læse til
seminarist , og det han besluttede , det drev han
igennem . Han læste og læste , så hovedet var nærved
at sprænges .
En dag da han kom hjem fra eksamen , satte
han sig hos mig på bænken foran huset . Han
så noget anstrengt ud .
„ Ved du , hvad skolelæreren sagde i dag “ ?
Spurgte han .
„ Nej . “
„ At jeg ' var meget vidt , han syntes ikke jeg
skulle til seminariet . “
„ Hvad syntes han da ? “
„ At jeg kunne bringe det endnu videre , — og
præsten , han sagde det samme , at så godt jeg
kunne mine ting , var det meget muligt , jeg kunne
blive til mere . “
„ Hvad skulle det være ? “ jeg så forundret
på ham .
„ Ja “ , sagde han med et langt træk efter
vejret , „ Præsten vil nok tale til fader derom i
eftermiddag . “
Om eftermiddagen , da præsten kom , gik fader
og han længe sammen op og ned i haven .
„ Ja , når Vorherre vil lade mig leve , så det
kan udføres , kan jeg ikke tænke mig noget jeg hellere
ville “ , hørte jeg fader sige , og så gjorde præsten
og han en pengeoverregning , hvor meget det ville
koste , at holde ham i en lærd skole .
Moder kom nu også til , så blev Christian
kaldt ud ; han kom med rose ved hånden .
„ Jeg hører du vil være latiner , min dreng “ ,
sagde moder , „ men gud ved , barn , om du har
godt af så megen læsning . “
„ Der er ingenting man har bedre af end det ,
ingenting i verden “ , udbrød fader med overbevisning
i stemmen .
„ Å , det er en stadig lille fyr , — det skal nok
gå “ , sagde præsten og klappede ham , „ hvad , min
dreng ? “
Ja , det havde ingen nød , svarede han , og lo
til præsten , det var ingen sag .
Så blev de da enige om , at han skulle til
købstaden , hvor pastoren var godt kendt ; når
han var rigtig flittig , mente han , med tiden , at
kunne skaffe ham friplads i latinskolen .
Om aftenen , før Christian rejste , sagde han til
mig , løst hen , som det ingen betydning havde :
„ Lise , du ved nok det konen altid siger , —
hvis jeg bliver præst , — tror du så ? — næ , du
troer vel alligevel ikke ? — “
„ Nej , det tror jeg alligevel ikke , men det kan
jo være “ , sagde jeg , „ hvis du da så bliver meget
finere . “
fjerde capifel .
Rose var nu syv år gammel , og jeg fjorten ; vi
sade alle i havestuen .
Lille rose viste moder en tegning .
„ Om jeg kan se , hvad det er “ , råbte moder ,
„ jo det kan jeg rigtignok , det er jo fader selv , som
han sidder der — viis det til ham , og lad også
Lise se det . Se bare , Torstensen ! var det nu nogen
stor synd , at jeg gav min lille engel det stykke
postpapiir ? “
Det var et lille , rigtignok meget svagt udført
udkast af fader , som han sad der , foran det store ,
upolerede bord , med jord og urtepotter og plantede
hyacinttløg . Det var ikke første gang , rose havde
forbavset os ved sine blyantstegninger .
„ Kom mig ikke for nær , barn “ , sagde fader ,
„ så bliver du sort , — hold papiret lidt tilbage , —
jo længere det kommer fra mine øjne , jo bedre kan
jeg se ; — leer hun nu af det , skælm . — nå ,
det er jo mig selv , der sidder der — nej , nu har
jeg « ivrig kendt mage ; når jeg bringer præstens
frue sine løg , skal jeg bestemt tage det med . “
Dagen efter at fader havde været hos præstens
frue , kom hendes ældste datter , en venlig , ung
pige , hen til os og tilbød at ville undervise rose ;
den lille skizze røbede så meget talent ; det ville
være hende en stor glæde , når hun måtte hjælpe
til at uddanne hende lidt , sagde hun .
Moder takkede mange gange ; hun havde selv
tænkt meget på at sende hende i skole , nu var
det jo på høje tid , men instituterne i København
vare så langt borte , — det søde barn ville få
hjemve , dette var meget bedre . — til sidst spurgte
hun med lidt usikker stemme , hvad frøkenen ville
have i vederlag .
Den elendige and , skolelærerens kone havde
bragt byen rundt , men som vist alligevel kun meget
få , ja ej engang hun selv , tog for gode varer , at
vi fik firehundrede daler om året af barnets
fader , ville moder på ingen måde have tilbagekaldt ;
hvergang vi havde fremmede , gjorde hun
små hentydninger til den , og hver gang hun købte
noget til den lille , blev den taget med i betragtning ;
det var en meget dyr and .
Den gode frøken ville ikke have noget i vederlag
„ Ikke nogen verdens ting “ ; hun kyssede roses
hvide pande , hvorfra moder i det samme havde
strøget håret tilbage med krmnkammen , og sagde :
„ Jeg er så glad , at jeg må . “
„ Hvor hun dog er en nydelig dame “ , sagde
moder , da hun var gået , idet hun igen tog fat
på det arbejde , hun havde sluppet , at binde papir
om nogle høje , grå steenkrukker med honning ,
„ og du kan tro , fader , det var en svær sten ,
hun lettede fra mit hjerte . “
„ Men Rikke , hvad var egentlig din mening ? ,
spurgte fader , „ hvor kunne du have råd til at
sende barnet til København , det havde du da ikke
tænkt på ? “
„ Å nej “ , sagde moder , „ jeg vidste jo destoværre
nok , at det var rent umuligt , og har i langsommelig
tid bedet Vorherre så inderligt , redde mig
ud af forlegenheden . Den sten , man ikke selv kan
løfte , må man jo lade ligge roligt og vente på den
stærkere , som kan løfte den . Gud være lovet og
takket , nu har Vorherre taget sig det på . — sidste
søndag sagde den grimme madam Hansen så
ondskabsfuldt til mig , at jeg syntes vel det var bedre ,
at sådan et fint barn gik hjemme i uvidenhed ,
end at det blev blandet med simple unger i skolestuen ;
nu behøver jeg ikke at høre den slags mere .
Præstens datter skal jo formelig være lærd , og det
er ikke alene , at hun lærer noget nyttigt , men i det
hus vil hun også kunne lære den finere tone ,
som vi stakler ikke kunne give hende hjemme . — og
seer du så desforuden , lillefar , damerne fra
Søgård komme så meget sammen med præstens
døttre , rose vil jo også træffe dem og se deres
bekendte . Det , at hun får undervisningen , er
næsten det mindste , jeg regner det for mere , at
døren til det selskab , hun er sfabt til , nu står
åben , så hun kan vokse op som en dame . “
„ Men når hun er bleven til det , hvad vil du
så gøre af hende siden “ , spurgte fader , idet han
rystede på hovedet .
„ Å , så skal hun bare vælge imellem bejlere !
Hun bliver ligeså smuk som sin møder , og når jeg
har bragt hende så vidt , at hun rejser hjem med en
rig ung mand , så regner jeg , at jeg er færdig . “
Møder bandt papiret om den sidste honningkrukke .
„ Jeg
ville ønske , du var så vidt , men det
går sjældent , som man tror ; men for at tale om
noget andet , hvor længe har du haft honningpengene
for dig selv , hvornår fik du urtekræmmeren
afbetalt ? “
„ Det er længe siden “ , sagde møder undvigende ,
og bad mig skrive på krukkerne , hvormange pund
der var i hver .
„ Det tror jeg , min sjæl , nok , at det er længe
siden , men når var det Rikke ? “
„ Der gik en to , tre år med , det vil jeg ikke
nægte “ , sagde moder , idet hun tog en krukke i hver
hånd og gik ud med dem i køkkenet .
Da moder var gået , og jeg stod alene med
fader , var jeg meget glad , at han ikke fortsatte underholdningen
og frittede mig , for jeg vidste besked .
Såsnart jeg kunne skrive rent , havde moder benyttet
mig til at føre correspondanke » med vor
urtekræmmer i København . Gælde : : var endnu ikke
afbetalt .
Det var ikke alene frem- og tilbagerejsen til
Hamborg , som moder dengang havde bestridt ; mange
uforudsete ting vare endnu komne til . Efter dødsfaldet
betalte hun doktorens og apottekerens regninger ,
gav sin skilling med til skuespillerens , for
at ligkisten kunne blive lidt mere end almindelig ,
og købte rejseklæderne til det stakkels barn ; alt
dette løb op til meget mere , end fader havde
anset tænkeligt .
I syv samfulde somre havde bierne , dag ud
og dag ind , haft umådelig travlt , men dog ikke
skaffet honning nok ; førsf om et år , når jeg skulle
konfirmeres , håbede moder , de kunne blive færdige
med at arbejde for urtekræmmeren , og begynde igen
for hende .
Denne gæld , som hun gik hemmeligt og bar
på , trykkede hende meget ; havde hun ikke haft den ,
kunne hun også have taget sig livet lettere ; så
kunne hun dog imellem have købt nyt tøj både til
sig selv og os børn , og behøvede ikke at have anvendt
såmegen tid på at lappe og stoppe . Når
jeg tænker tilbage på vore duge , håndklæder og
lagener , tror jeg virkelig , det havde været ligeså
billigt at anskaffe nyt ; så meget stoppegarn havde
moder anvendt , at de tilsidsf vare forvandlede til et
næsten helt nyt stof ; men grunden var vel , at
dette ikke tilvejebragtes på engang , men møjsommeligt
og umærkeligt , lidt efter lidt , i årenes
løb . Moder lod sig dog ikke kue ; skønt trykket ,
var hun gerne glad og virksom fra den tidlige
morgen til den sene aften , snart her , snart der ;
når man troede hun sad i allerbedste ro under et
ribstræ og plukkede bær , kunne man høre hende
råbe : „ Pylle , pylle “ til hønsene i gården , eller
se hende midt imellem bierne . Hun gjorde selv
rent , lavede maden , passede kuberne , sørgede for
hønsene , hjalp fader i haven , vaskede , strøg , holdt
det gamle tøj sammen og syede det nye . Rose fik
ikke en kjole , uden moder syede den . „ Det er mig
et rigtigt feriearbeide , at sye til det søde barn ,
plejede hun at sige , og når man bare behandler
sådan pænt fint tøj ordentligt , kan det såmænd
vare længe . Gud ved , det er ikke nær så
kostbart at holde hende , som man skulle tro . “
Men nu må jeg gå videre i min fortælling .
Rose skulle have en rig mand . Hun var vist
ikke fire år gammel , før moder og jeg begyndte at
sætte hende dette i hovedet .
Hele slutningen af tante Martines historie
havde vi skrinlagt og sænket dybt ned i jorden , men
begyndelsen lod vi bestandig florere . Moders
stemme , når hun fortalte den , var jo rigtignok
lidt mattere end før , men jeg gengav den akkurat
til lille rose på samme måde , som jeg havde
modtaget den .
Roses faders tilværelse , han var død , da hun
var ganske lille — moder havde tilfældigvis set
dødsavertissementet i avisen — blev der ligeledes
slået en streg over . Hun hørte kun om sin
moders død i sin bedste alder , om hendes dejlighed ,
om den rige , smukke brudgom , — som hun
troede var hendes fader , om kisterne med guld og
silke , og om brudeparret , der kørte ud af skolelærerens
gård . Og når jeg var færdig med
hendes moders historie , begyndte jeg på hendes
egen . — hvergang det mørknedcs , sad jeg gerne på
forhøjningen , med hende på skødet , og malede
hendes fremtid ; og den lille stakkel så på mig
og lyttede med stor opmærksomhed efter — hvor
yndigt det ville gå hende .
Havde jeg dog bare dengang vidst , hvordan jeg
sad der og modarbejdede min egen Broder , men jeg
var jo ikke andet end et enfoldigt barn .
Jeg fortalte hende om bejlerne , der ville komme ,
hvordan hun ville vælge den smukkeste , rigeste og
fornemste af dem alle . Hvordan han ville sætte
guldringe på alle hendes fingre , så mange , at der
ikke kunne være plads til flere , og så , oven i købet ,
give hende dem , der vare tilovers . Hvordan hun og
han skulle bo sammen i et stort slot , og hvordan
der var i slottet ; al den fantasie , der stod til min
rådighed , brugte jeg , for at gøre billedet levende .
„ Å , hvor i så skulle få det godt , alle sammen ,
i skulle bo hos mig altid “ , kunne hun da
sige og klappe i hænderne : „ fortæl mere , fortæl
mere , fortæl hele tiden . “
Det gik Christian rigtig godt , både i latinskolen
og ved universitetet . Til artium opnåede
han at få inuci . Når han kom i ferierne , var
han noget bleg , mager og anstrengt , men da hans
øjne spillede af glæde over at være hjemme , så
han dog ikke beklagelsesværdig ud . Han voksede så
forfærdeligt , det kom bare af væksten , sagde fader ,
og så lo vi af ham , og gave ham sød mælk morgen
og aften . Hvergang han rejste tilbage , var han
også næsten bleven sig selv igen .
Skjøndt fader var særdeles tilfreds med min
Broders fremskridt , skuffede han ham dog på en
vis måde . Han havde troet , at sådan en lærd
student ville berige fin families forstand ved lærerig
underholdning , og , som sine collegaer , ikke gøre
stort andet , end læse aviser og bøger og tale om dem ,
men så længe Christian var hjemme , rørte han næppe
en bog eller en Avis ; når fader lagde en af delene
foran ham på bordet , skød han den gerne til side .
Såsnart han kom ind af døren , begyndte han på
sin gamle Viis , hjalp moder med at hugge søm i ,
stod på taget ved dueflaget , arbejdede på livet , i
roses have , løb , hånd i hånd med hende ,
op på sneglebakken .
Det var , som han var student , uden at være det ;
fader måtte altid fortælle sig selv , at han var det .
femte capifel .
Min Broder var nu femogtyve år ; i to somre
havde vi ikke set ham , og ventede ham netop i aften
hjem efter tteologisk embedseksamen . Vi havde
en stor overraskelse at bringe ham : rose , som i den
tid , han havde været borte , var bleven seksten år
og voksen , var netop i dag bleven forlovet . Alting
var gået snorret , som moder havde troet .
I præstens hus havde rose gjort bekjendskab
med frøknerne fra Søgård , dette havde
igen ført til andre bekendtskaber . Hvor hun
viste sig , var hun vel set , fordi hun var så sin og
yndig .
Endnu havde hun dog ikke , som sin moder ,
havt mange bejlere ; hun havde kun haft en , men da
denne var det , han skulle være , fornem , rig og smuk ,
så tog hun ham .
Det var , som begyndte tante Martines historie
forfra igen .
sidste søndag , da moder , fader og jeg gik
vor sædvanlige helligaftens spadseretour , over markerne ,
forbi præstegårdshaven , og vi standsede foran
stakitet , og så hende og ham spille fjederbolt , havde
moder ønsket så inderligt , det måtte ske , og så
sfete det .
Det var en brændende hed julidag ; de to
gik op og ned ad den midterste gang i vor have .
Jeg måtte tænke på , at rose vist siet ikke lignede
sin moder , og at moderen , hvis hun var gået
der med sin forlovede , bestemt havde ført en ganske
anden person ; lille rose havde ham ikke stadseligt
under armen , men gik med ham i hånden og så
ud som et barn . Hun var bare bleven større , ellers
var hun som før , den samme flanke , fine vækst , de
samme dybe , troskyldige øjne , den samme klare , hvide
pande med de små sorte krøller rundtomkring .
Da de skulle forbi hendes have , standsede de
og så på roserne , der vare i fuldt flor ; hun
fortalte ham om Christian .
Jeg sad med mit sytøj under hyldetræet foran
huset . Leg havde lært skræddersyning og fortjente
ikke så lidt ved det .
Hvert ord , de sagde , kunne jeg høre , og jeg kunne
iagttage enhver af deres bevægelser .
hun blev ved af tale om Christian , af han nu
havde faget eksamen , ikke med bedste , dog , det forforlangte
fader heller ikke , men med den næstbedste
characteer , af han ikke kom hjem før i nat ; han fik
ham ikke af se før i morgen , men hun ville foreløbig
vise ham hans billede .
Medens de gik op og ned , kunne jeg høre moder
synge , og se hende , gennem vinduet , gå i
køkkenet , med stort hvidt forklæde , og have forfærdelig
travlt . Næste dag , når min Broder var
kommen , skulle jaordet holdes .
Da de to forlovede havde gået således nogen
tid , forekom det mig , af hans ansigt fik et mat anstrøg ,
men så snart de begyndte af spille ring , forfog
dette sig dog . Han så livlig og meget net ud
med sine smukke træk , sin fiffige klædedragt og sine
lette manerer , og hun lo sin klare latter , så det
klang ind til moder i køkkenet ( hun satte af og til
sit fornøjede ansigt på ruden ) . Fader sad med sin
pibe i havedøren , og lod skyerne hvirvle højt
op i den klare luft . Han var så inderlig tilfreds ,
ikke alene over forlovelsen , skønt han også vurderede
den efter fortjeneste , men også og især ,
fordi Christian kom hjem som candidat .
Den stakkels fyr havde rigtig anstrengt sig ,
næsten holdt sig selv derinde ved informationer , og
var dog kommen så hæderligt fra det . — han ville
rigtignok i morgen betragte fin dreng som hædersgjæsfen
ved moders taffel , sådan sad fader og
tænkte . —
klokken et om natten plejede diligencen at komme .
De andre vare alle iseng , men jeg sad oppe , for at
fortælle Christian nyheden .
Månen stivnede , det var blikstille ; jeg sad på
bænken udenfor huset . Vognen skulle lige forbi ;
min Broder plejede at springe over gjerdet , mellem
piletræerne , lige ind i haven .
Klokken slog et , jeg begyndte at blive utålmodig ,
da jeg endelig hørte posthornet , først i afstand ,
så nærmere ; — jeg hørte en hvislen mellem bladene ,
og så kom han i et eneste Spring .
„ Er det dig , Christian , “ spurgte jeg oprømt .
„ Ja , det var dog smukt af dig , er du oppe endnu ,
lille Lise . “
„ Ja , for^jeg har noget umådelig morsomt at
fortælle dig . “
„ Har du virkelig ? å , nu er jeg her da igen ,
her er ganske lyst af månen , skal vi sætte os her
på den gode , gamle , hvide bænk , — hvor den
skinner ! — har fader siddet her i eftermiddag ? “
„ Ja , alting er næsten , som da du rejste . “
„ Nå , gud ske lov , — å ! hvor jeg har arleidet ,
det er overmenneskelig , lille Lise — jeg synes
virkelig , jeg fortjener al mulig løn . Så fader
har det rigtig godt , og moder , har hun det også
godt ? “
„ Ja , der er flet ikke noget i vejen med nogen
af os . “
„ Altså heller ikke med rose ? “
„ Nej , ikke det allermindste . “
Han rejste sig , rettede sig i vejret , så op på
de klare stjerner og trak flere gange åndedraget
langt og dybt , som det gjorde ham godt at få den
luft ind . „ Gud ske lov , jeg er hjemme , “ han så
henad huset på vinduerne . — „ Nu sove de
vist alle sammen trygt og godt , det er ikke værd at
vække dem , Lise . Gå du kun iseng , men her er så
rart ! jeg tror næsten , jeg går her omkring hele
natten — jeg har så mange glade tanker .
„ Nej , først må jeg give dig noget rigtigt at
tænke på — se dog på mig , og hør efter , jeg
har slet ikke kunnet komme tilorde , jeg har noget at
fortælle om rose . “
Han satte sig ned . „ Hvad er det så med vor
søde lille rose ? “
„ Hun er bleven forlovet , med en ung , smuk
mand , der hedder Sophus Fischer og har en hel
herregård . “
„ Å , det er ikke sandt , “ han så på mig med
sit glade fornøjede ansigt , som var han vis på , at
det ikke var muligt .
„ Jo det ved gud , det er sandt , Christian . “
„ Er det ? “
„ Jeg syntes nok , at hans stemme var noget
mat , men jeg var alt for optaget af min historie til
at lægge videre vægt derpå . Han måtte høre det
hele fra begyndelse til ende , hvor lidt de havde set
hinanden , hvordan moder forlænge siden havde spået
det , hvordan en tale moder havde holdt o . s . v . ;
først da jeg havde fortalt hvad jeg ville , så jeg på
ham . „ Hørte du efter , Christian ? “ spurgte jeg .
Hvad var dog det , han sad bøjet og stille , og
hævede ikke engang hovedet .
Jeg blev så forunderlig angst . Månen skinnede
så sært på hver genstand ; farverne kunne
man ikke skelne , men alle omrids blev så tydelige ,
således også hans ansigt ; hvor havde han dog læst
sig mager , hvor så hans profil dog skarp ud , som
en gammel mands .
Først ahnede jeg ikke grunden til forandringen ,
og spurgte : „ Christian er du syg ? “ det samme
spørgsmål gjentøg jeg mange gange ; til sidst hævede
han sig mat i vejret , sagde i en klangløs tone :
„ Nej jeg er ikke syg , “ og lod hovedet igen
synke .
Natteluften var kold , det blæste , så det gøs
igennem mig .
„ Skal vi ikke gå ind , Christian , “ sagde jeg ,
idet jeg rørte ved hans klamme , kolde hånd , „ hvad ,
gode Christian , skal vi ikke . “
„ Jeg kommer straks . “
„ Å , jeg beder dig , kom , du er syg , du trænger
til sengen . “
„ Jeg kommer straks , Lise , men gør mig den tjeneste ,
gå du , så kommer jeg . “
Så gik jeg da også med sorgfuldt sind . Sandheden
var pludselig gået op for mig , og på hans
underlig tunge røst kunne jeg mærke , hvor nær sagen
gik ham .
Jeg kendte ham fra dreng af ; medens han i
det daglige var frejdig , lidt lidt myndig i sit væsen ,
og kunne tage slemt på , ved små fortrædeligheder ,
blev han altid tavs og indesluttet , når noget virkelig
gik ham til sjælen .
Da jeg kom ind i mit og roses sovekammer ,
lå hun stille og sov , men så snart jeg fik lampen
tændt , vågnede hun og spurgte : „ Har du været oppe
hele tiden , Lise ? “
„ Nej , der var lidt jeg skulle se efter . “
„ Har du hørt posthornet ? “
„ Nej . “
„ Tror du da ikke han er kommen ? “
„ Nej , jeg tror ikke , — læg dig nu og sov , lille
rose . “
„ Ja , når du vil love mig , hvis du hører
hornet , at kalde . — tak , gør det så også , og kom
hen og kys mig , før du går iseng ; å , sæt dig et
øjeblik her . — hvor jeg længes efter at fortælle
ham det i morgen . — ved du , hvorfor jeg egentlig
gifter mig , Lise , det er for Christians og eders
skyld , fordi jeg så kan gøre hver især af eder ,
der have været så gode imod mig , noget godt
igen . “
„ Men det var bedst , om det var for din egen
skyld , rose . “
„ Ja , det er det jo også ; synes du ikke , at det
er en fryd , at kunne vise sig taknemmelig ; — du
skal se , hvor i skulle få det godt hos os ! Sophus
har fortalt , alder er fireogtyve værelser i det hele . —
det varede så længe i aften , før jeg faldt isøvn , for
jeg lå hele tiden og indrettede , hvordan det skulle
være , når i komme . Chrisfian skal have en rigtig
god stue ud til haven , så kan han jo sidde der
og læse videre , hvis han vil . — men nu kan du
troe , at han længe vil vendebogen ryggen . — ved du ,
hvor stor haven er ? når man har gået den tolv
gange rundt , har man gået en mil , alt dette fortalte
han mig igåraftes . “
„ Gjorde han det , — men nu godnat , — jeg
er næsten bleven træt , bare af at høre om så stor
en have , sov nu lille rose , og tænk ikke på det ,
førend i morgen . “
Jeg slukkede lyset , lod , som jeg ville gå iseng ,
men satte mig på en stol ved vinduet .
Hun faldt snart isøvn , og lå ganske stille på
puden med hovedet mod hånden .
Jeg løftede af og til gardinet , for at se , om
han var der , og han var der bestandig ; først sad
han stille på den samme plads , hvor jeg forlod
ham , men siden gik han urolig og rastløs omkring i
gangene .
Da jeg vågnede efter en let slummer , og dagfljæref
var begyndt at komme , og jeg igen så ud ,
var han der endnu ; snart så jeg ham gå langs
med huset , snart omkring bedene , snart nedad trappen
til den lille vandingsplads ; der stod han og badede
sin pande , uafladelig om , og om igen .
Da det blev lysere , gik han hen til hendes haver —
han lukkede den lille låge sagte op , gik ind i lysthuset ,
tog i skuffen af det hvidmalede bord en havesaks
og et bundt bastbånd , ( de havde ligget der
urørte , siden han sidst var der ) gik ind mellem
rosentræerne og begyndte , på en underlig , sløv
måde , at binde stammerne fastere til plantepindene
og at afklippe de ville grene . Imedens han gjorde
dette , faldt den klare dug strømmevis ned over hans
hænder . Det var , som roserne græd over ham .
Jeg tog et tørklæde på , og ville gå derud ,
da hans ansigt stod på ruden .
„ Gå endelig ind , Christian , “ bad jeg bønligt ,
„ gå for guds skyld ind . “
„ Nu går jeg , “ sagde han , og spurgte så :
„ sover hun ? “
„ Ja . “
„ Jeg rejser , Lise , — det vil vare noget , før
jeg kommer ; — luk vinduet op , at jeg kan se
hende . “
Jeg gjorde som han sagde , det havde været mig
umuligt , at lade det være .
Dagstjæret faldt lige på hende , hun så så
skøn og tryg ud i sin søvn .
Han stod lidt ; så sagde han : „ Min lille ,
søde Røse , “ brast i en heftig hulken og gik igen
bort .
Da jeg , noget efter , kom ud til ham , ville jeg
så inderlig gerne have sagt et godt , trøstende ord ,
men jeg kunne ikke finde et eneste . Det , som han
havde brudt sig om at høre , i det øjeblik , havde jo
været , at det , jeg havde fortalt , ikke var sandt , og
da det var uigenkaldeligt , måtte jeg helst tie . Men
det var en skrækkelig gang , da jeg spadserede der ,
side om side med ham gennem haven , og ingen
af os talte . Jeg følte sådan en inderlig anger ,
fordi jeg før var kommen så skånselsløst med
efterretningen ; det ord , han havde sagt til mig ,
som barn , randt mig også i tankerne , og jeg kunne
ikke begribe mig selv , at jeg havde været så enfoldig
og så blind .
Han gik nu tilbage ad den samme vej , som
han for nogle timer siden , med det friske , glade
sind , var kommen ; i det duggede , høje græs ,
bagved piletræerne , var der spor af de skridt , han
havde taget dengang .
„ Nu rejser jeg bort en tid , “ sagde han , og
standsede her , — „ jeg vil snart skrive — du skal
ikke tale om , at du har set mig , det er bedre
ingen får det at vide , — farvel , Lise . “
Han tog mig ej engang i hånden , men gik ,
efter at have sagt dette , med flap holdning , over
gjerdet hen ad stien , til den landsby , hvorfra han
kunne så befordring .
jeg stod på kørevejen , på den anden side
af vor have , og så efter ham . Der var ikke
et Gjerde , eller et træ . Markerne lå flade og
udstrakte foran mig . Jeg kunne blive ved at se ham ,
til han forsvandt , som et sort punkt .
sjette capitel .
Det hele var kommet så uforberedt over min Broder .
Jeg er vis på , at det ikke havde været hans
hensigt , straks ved hjemkomsten , at give sine følelser
luft for så ungt et barn , der endnu havde en
lang tid for sig , hvori hun kunne lære mennesker
at kende ; men han havde kun glædet sig til at træffe
hende let og fri , som en lille fugl i luften , og
ladet det andet stå hen , som en fjern , lyksalig
mulighed .
Næste morgen var man meget urolig og bedrøvet ,
fordi Christian ikke var kommen ; jeg havde
især ondt med rose , der græd , og rent ud sagde til
sin forlovede , at så brød hun sig ikke stort om
jaordsgildet .
Jeg gik så forunderlig beængstet omkring , og
mine mange trøstegrunde gjorde ingen virkning ,
fordi jeg selv vidste , de vare falske , og ikke troede
på dem .
moders forsikkring , at hun hele tiden havde
troet , det ville være for dyrt for Christian at tage
med diligencen , og at han i dag ville komme med
dagvognen , beroligede hende langt mere , fordi den blev
udtalt med overbevisning .
Gildet kunne imidlertid ikke opsættes ; moder
havde indbudet både herskabet på Søgård og hele
præstens familie ; begge de unge præstedøttre , der
nu vare gifte , vare just i besøg med deres mænd ;
det blev intet lille selsfab , men moder fluide jo
også kun gøre et af den slags endnu , og blev
det nødvendigt , kunne hun stole på de flittige bier ,
da de nu så længe havde arbejdet i ro , for hende ,
kunne de gerne igen tage fat en lille stund for
urtekræmmeren .
Henad middagen kom dagvognen uden Christian ,
men lidt efter bragte det gamle postbud , som havde stor
godhed for fader , ham med skælvende hånd en
telegraphdepeche . Det var så sjældent , at der kom
sådanne her i landsbyen ; de enkelte gange det var
flet , havde de gerne indeholdt dødsanmeldelser ; da
efterretningen ikke meddelte noget værre , end at min
Broder , på grund af uventede forretninger , var
forhindret fra at komme , blev man derfor meget lettet ,
og den fortrædelige nyhed blev næsten modtaget
som en glædelig .
„ Nå , det var jo rart , før så dine øjne , og
lad os spadsere , “ sagde Sophus Fischer idet han tog
sin hat fra chatollet , “ nu kan der jo ikke været noget
iveien , min lille engel , og jeg synes , man trænger
fil at movere sig . “
Hele formiddagen , under den trykkede stemning ,
medens han af og fil pligtskyldigst fremkom
med en eller anden tom trøstegrund , havde han set
ud , som han ikke følte sig på sin rette hylde , men
nu kom der lidt liv i ham igen .
Fader fandt , at moder gjorde for meget væsen
af forlovelsen , medens han så hende i al den brasen
og kogen , men ved bordet var han dog , trods
den stramme , sorte kjole , ret fornøjet , lod alting
smage sig , og så på hver ret med beundring ,
som han ikke havde troet mutter var nær så ferm .
Den unge Fischer smilede også , af og fil , forbindtlig
anerkendende hen fil moder , der , endnu
med lidt af kjøkkenrødmen på kinderne , sad pyntet
oed bordenden , for at bevidne hende sit bifald med
serveringen .
Han lod , i det hele taget , til at kunne lide
moder . Fader undgik han , så vidt muligt ; mig
siste han så megen høflighed , som strengt taget
nødvendigt , holdt mig forresten tre skridt fra livet ,
men mod moder var han fortrolig .
det , at han kunne mærke , hun ikke tænkte på
stort andet , end at gøre ham tilmåde og give ham
rigtig gode retter , rørte bestemt hans hjerte .
Han fortalte hende lange historier om sig selv ,
og hørte godmodigt efter , når hun , til gengæld ,
fortalte kortere om tante Martine .
Dagen efter forlovelsesgildet , skrev Christian udførligere .
Han havde såt en elev , der , selv i ferien ,
nødvendigvis måtte have sine daglige timer ;
man måtte ikke vente ham for det første .
Da rose , straks efter dette , sendte ham fotografier
af sig og sin forlovede , og meddelte ham
begivenheden , fik hun et kort , hjerteligt lykønskningsbrev ,
som det vist havde kostet ham stort besvær
at skrive , men som dog flet ikke tilfredsstillede
hende ; „ det er for mig , som det hele ikke var
noget rigtigt , før han selv har været her og gratuleret
mig , “ sagde hun .
Når vejret var godt , spillede det unge par
ring og fjederbolt , eller gjorde Toure i omegnen ;
når det var dårligt , spillede de kort med moder
og mig . Jeg fik lov at komme med , fordi der måtte
være fire ved spillet ; mangen gang , når jeg havde
travlt med min syning , var jeg grumme ked af det ;
tidt spillede vi hele den lyse dag ; han måtte have
et og andet for , ellers blev tiden ham så forfærdelig
lang ; om han også sad ved sin lille forlovedes
side , kunne man se det på ham .
Hende gik det nu heller ikke bedre ; når der
var noget morsomt på færde , kunne hun være barnlig
glad , men ellers sad hun timevis derinde , med
sit håndarbejde , og smågabede , og lignede flet ikke
sig selv .
Skjøndt fader ikke ytrede sig videre derom , syntes
han dog på ingen måde om det hus , vi
førte dengang ; man kunne høre det på hans rømmen ,
bare han gik igennem stuen .
Han holdt heller ikke af Fischer . Det , at denne
engang , da fader , efter gammel vane , ovenpå
eftermiddagskaffen , tog sine briller på , og begyndte
at læse „ Fædrelandet “ højt , gav sin misfornøjelse
tilkende , berøvede ham især meget af
hans agtelse .
Det var faders stolthed og glæde , at han holdt
dette blad sammen med godsforvalteren , og mennesket
loe så drillende , da han sagde : „ Gud nåde os ,
Herr Torstensen , læser de dette , fra begyndelse til
ende ? — må jeg spørge dem ærligt , tror de ikke ,
at deres provindsblad ville være dem nemmere og
forståeligere ? — jeg , for min part , er såmænd bange ,
jeg ikke kan sidde al den tid , som et artigt barn ,
og høre på forelæsningen , — og det er virkelig fyndigt
mod rose , — å , jeg beder så inderligt for os ,
må det være nok for i dag . “
„ Rose kan tage megen dannelse deraf , når
hun vil høre efter , “ sagde fader i en krænket tone ,
„ men jeg kan jo sagtens tie og læse det for mig selv ;
engang læste jeg kun de ringere aviser , og troede at
de bedre vare over mit begreb , men siden er jeg
kommen til den formening , at de forstandigste også
ere de sorståeligste . — jeg har fået god kundskab af
det blad , men jeg vil ikke falde besværlig . “
Fader listede nu ud i haven med sin Avis ,
der kunne man høre ham læse den . Han havde ikke
den halve glæde af læsningen , når han ikke ligesom
accompagnerede den med lyden af sin egen
stemme .
Siden gik han , hver gang Fischer på den tid
var hos os , ud i haven og læste sit kære fædreland
højt for bier og planter , medens vi andre spillede
kort , eller lod den unge herre more sig med at
forelæse eller recitere nogle stumper og stykker af
en comoedie for os ; noget helt fik vi aldrig . „ Hvad
var der så mere ? “ spurgte rose lidt , men så havde
han glemt det .
Det var et forunderligt , flygtigt menneske ; dog
så lidt fader syntes om hans væsen , så godt syntes
moder om det . Den politiske conversation , hun
ellers altid var vant til at høre , når der kom fremmede
mænd og besøgte fader , kunne hun ikke fordrage .
Fischer talte aldrig om politik . „ De simple
skulle bare lære af de fine , at man ikke behøver at
være så sprænglærd , “ sagde hun .
I forlovelsestiden korresponderede nose stadigt
med Christian . Dengang hun fik en ridehest af sin
forlovede , skrev hun til ham , at hun ville vente
med den første rigtige tur , til han kom og kunne
se , hvordan hun tog sig ud på hesten . Men han
kom ikke , og hun måtte , med bedrøvet sind , alligevel
gøre touren .
Ligeledes , da hun med sin kæreste skulle til et
skovbal , skrev hun til ham , at hun havde fået sådan
en dejlig dragt , men ville ingen glæde have ,
når han ikke kom med og så hende . Men han
kom ikke .
Om brylluppet skrev hun , at hvis han ikke ville
se hende som brud , holdt han ikke en smule af
hende , og så havde hun flet ingen lyst til at
gifte sig .
så lovede han da også at komme den dag ,
men efter vielsen , før kunne han ikke .
Når hun havde læst brevene , rakte hun mig
dem gerne , med en lille rysten på hovedet , og
spurgte hvad jeg syntes om dem . „ Det var før hende ,
som han fejlede noget . “
„ Det er jo meget kedeligt , “ kunne jeg så sige
i en langsom tone , uden at turde se op fra mit
arbejde , „ at han har før travlt til at komme , men
ellers skriver han jo ganske muntert , så han har
det vel dog nok godt . “
„ Ja det er sandt , “ gentog hun med et suk ,
medens hun omhyggeligt lagde brevet sammen ,
efter på ny at have gjennemseet linierne , „ han
skriver jo rigtignok ganske muntert , så han har det
vel nok ellers godt . “
Sommetider kunne det stakkels barn sidde lange
timer ved min side og male for mig , hvordan hun
ville gøre det for os , når hun kom i de rige kår .
Han var enig med hende i alt , sagde hun , og så
bad hun mig så inderligt , hver eneste måned , at
sende hende en lang seddel , hvorpå jeg havde skrevet
de ting , vi trængte til . Sådan en var så rar ,
så havde man noget at rette sig efter . Øg jeg
måtte endelig love hende , ikke mere at she for
penge ; hun ville give mig , hvad jeg behøvede til
at gå nydeligt klædt , og hun håbede dog , jeg ej var
for styg stolt , til at tage imod det . Tre værelser
i huset skulle stå alene til os , når vi kom , og vi
måtte ikke være kortere hos hende , end en måned
ad gangen . Allerbedst , som hun talte om dette ,
kunne hendes glade stemme dog forandres , og hun
kunne sige ganske bedrøvet : „ Men tænk nu , Lise , når jeg
har indrettet Christians stue , og han så døg ikke
kommer , — men du tror da nok han kommer ? “
„ Jo jeg tror , “ sagde jeg , og ønskede bare hun
ville gå , eller tale om noget andet .
Når jeg tænker tilbage på min opførsel dengang ,
føler jeg stor anger , skønt jeg døg handlede
efter min bedste overbevisning .
Da alle hendes ittringer drejede sig om min
Broder , mærkede jeg jo nok , at hendes tanker vare
hos ham , og at hun elsfede ham ; men , skønt jeg
var på det Rene med dette , mente jeg døg , i min
verdenskløgt , at jeg ville forstyrre hendes lykke ved
at blande mig i sagen . Det var ikke af hensyn
til Fischer , jeg havde ikke meget tilovers for ham ,
det var bare af samvittighedsfnlehed , for hendes
skyld .
Jeg var jo opdragen i den tro , at overflødighed
af timelige goder var det af alt , der bedst
kunne udelukke genvordigheder .
rose var så forvænt , som en prindsesse ; hendes
små hænder duede ikke til andet , end at brodere
og tegne ; hvor kunne hun passe til Christians
kone . Var det ikke stor synd , når hun kunne
komme i bedre , at føre hende ind i sådanne tvivlsomme
kår .
At moder , i mit sted , ville have handlet som
jeg , var jeg også vis på .
De fleste gamle folk glemme aldrig de enkelte
erfaringer , de mene at have gjort om verdslige beregningers
nytte , men glemme altid de mange , der
bevise deres utilstrækkelighed ; således også moder ;
hun havde betragtet det som et niddingsværk , når
hun , for sin søns skyld , havde taget sådan en
lykke fra et barn , der havde mistet sine forældre ,
og som hun skulle stå Vorherre til regnskab for .
Dengang vidste jeg ikke , at det også for Fischer
havde været en befrielse , at hans familie var mod
partiet , at det hele kun var et indfald , som han
måske , da han mødte så mange indvendinger , for
en stor del havde sat igennem af bare dum trods ,
men havde jeg vidst det , så er jeg dog sikker på ,
at jeg alligevel ikke havde troet at burde handle anderledes .
Således
kan man gå med tåge for øjnene .
det bedste , man vidste om den unge fyr , var , at han
måske var en Peer Tott , der ikke gjorde mere af
det onde , end af det gode , — et stakkels menneske ,
der manglede villie og kraft , både til det ene
og det andet , der altid gik den vej , han syntes
var nemmest , uden at bryde sig om , hvorhen den
førte , der ikke var brugbar til nogen ting , der , hvis
han havde været uformuende , ville have været den
sidste , en forstandig fader havde valgt til sit barns
ledsager gennem livet ; kun det vidste vi , og så
syntes vi døg , det var en forfærdelig stor lykke
for vor rose , at få ham .
Og hun tog ham i sin barnagtighed , for en
stor del for vor skyld , uden tanke om hvad hun
styrtede sig i .
Hun troede jo naturligvis , da han kun gav
så lidt af sig selv tilkende , fordi der ej var noget
at give tilkende , at han bare var et kræmmerhus
topfuldt af gode egenskaber , og da hun
elsfede gode egenskaber , så måtte hun jo antage ,
at hun elsfede dette kræmmerhus .
Men havde jeg , i de dage , tilladt mine egne
tanker at gå en ærlig gang , så kunne jeg have
fortalt hende , hvor hult og tomt kræmmerhuset
var , for i min sjæls inderste vidste jeg det godt .
men jeg stred bestandig mod det rette , som var det
det urette .
Først til allersidst kom der en underlig skræk
over mig , som vi begik en synd , men da var det
for sent .
syvende capitel .
Fischer havde været ovre på sin smukke ejendom
i Jylland , og der ladet alt indrette til brudens
modtagelse .
Han havde givet penge til udstyret ; moder og
jeg havde været i København , købt dette og gjort
en lille privat gæld , for dermed at bestride omkostningerne
i anledning af festdagen .
Der var intet at vente efter . Brylluppet blev
bestemt til den fjerde oktober . Efter vielsen ville
de rejse udenlands .
De samme gjæsfer , som havde deltaget i jaordet ,
ville også komme til brylluppet . — Herren
til Søgård skulle føre bruden , og hans Broder ,
der boede hos ham , brudgommen . Fischer havde
ingen nær mandlig slægtning , der kunne føre
ham , og de af disse , rose havde , vare ikke fine
nok til at føre hende ; derfor måtte de begge lade
delte hverv besørge af fremmede .
men det var stadselige fremmede , den ene
herremand , den anden officer , begge med ordener
på kjolen . Moder var meget tilfreds med dette ,
men det gjorde hende derimod overmåde ondt , at
brudgommens tante , en smuk dame , der sommetider
kom til Søgård , som moder havde set
der i haven , og beundret på grund af hendes elegante
toilette , ikke havde modtaget indbydelsen .
Fischers forældre , efter hvem han havde arvet
godset , vare døde i hans barndom . Hans rige
oncle , der en tidlang var hans formynder , var
også død . Dennes enke ( den tante , moder beundrede )
havde engang besluttet af testamentere ham
sin formue , men var bleven ked af ham , og benyttede
nu forbindelsen med rose som gyldig anledning ,
til af trække sig tilbage ; men alt dette vidste
vi intet om .
Vore bekendte i egnen havde derimod hørt
såvel dette , som flere mindre heldige rygter om
brudgommen , men , da de godt kunne lide rose ,
undte hende al mulig lykke , fandt han så vakker
ud , og der ikke var syn for sagen , troede de ikke
på dem . Den eneste , der ej tog dem i tvivl , var
skolelærerens kone , fordi hun var misundelig .
Da Fru Fischer ikke engang værdigede af besvare
det smukke trykte indbydelseskort , fortalte hendes
Neveu blot , af han var glad over , af hun blev borte ,
da han i grunden ikke kunne lide hende .
Det var bryllupsdagen , den fjerde oktober om
mørgenen tidligt .
Jeg sad oppe på Christians kvistværelse og
syede de sidste sting på roses brudekjole .
Min Broder selv kom jo først efter vielsen , og
hans stue var det eneste sted , hvor man ikke blev
forstyrret af travlheden .
Mit vindne stod åbent til haven ; det var
klart vejr og havde allerede frosset om natten ;
rimen lå endnu hvid og glindsende på græs og
blade .
Fader gik derude og plukkede blomster i en
stor kurv . En fem , seks unge , tarvelige pigebørn ,
med mørke , runde hatte , ( de måtte hele tiden
flytte sig , eftersom manden , der skuffede gangen
bagved dem , kom nærmere ) , stod i nærheden af fader ,
og ventede , til han blev færdig . De ville , i
anledning af dagen , pynte kirken , og måtte komme
til os selv efter blomsterne , da de ikke kunne få
dem andre steder .
Det så livligt ud i haven ; to mænd i hvide
skjorteærmer og to koner med hvide hættetørklæder
vare i fuld bevægelse med at skuffe , rive og klippe .
„ Å ja , se nu , “ sagde fader , idet han vaersomt
hævede det ene georginehoved efter det andet
fra stilken , for at se , om det holdt , og de alle sammen
knækkede . „ Det er dog nogle stakler , nu
har frosten allerede gjort det af med dem . — vi
må nok holde os til disse , det er seigere folk . “
Idet han sagde dette , gik han , med saksen i hånden
og træfloene på , over det våde græs til det runde ,
brogede bed med asterserne .
Han afklippede disse enkeltvis , pillede det grønne
omhyggeligt fra stilkene , holdt dem iveirer , betragtede
deres stramme holdning med et forelsket blik , og
lagde dem , en efter en , i kurven .
Imidlertid så de unge piger fornøjede hen til
ham ; den måde , han omgikkes blomsterne på ,
gav dem ligesom mere værdi i deres øjne . Det
var , som det ikke var de selvsamme sorter , et par
af dem havde hjemme i hjørnet bag kartoflerne i
deres egen have , som de ruflede af , puttede i en
sprukken flødekande og regnede for en aldeles værdiløs
vare .
Bare det blik , hvormed fader betragtede sine
asters , gjorde dem til mere .
Alle husets vinduer stod i disse dage åbne ,
fra morgen til aften . Der var en Duft af friskhed
og reseda i stuerne , og af smør og kryderier i
køkkenet ; man kunne høre moder nynne og morteren
gå . I denne tid lagde moder aldrig sit
smækkeforklæde fra sig , og fader måtte bestandig
gå på hosesokker i stuerne .
Hvor jeg endnu kan høre moders nynnen den
morgen . Hun havde ikke tone i brystet ; hendes
sang , når man vil kalde den sådan , var kun et
udtryk for hendes egen stemning , men da hun næsten
aldrig lod den lyde , uden denne var rigtig fornøjelig ,
var det alligevel ret forfriskende at høre på
hende .
Men den morgen , da jeg selv følte mig forpint
af tunge tanker , gjorde hendes sang kun et
dårligt indtryk på mig . „ Når man synger om
morgenen , skal man græde om aftenen , å , gud
give , du dog ville tie stille , “ tænkte jeg . „ Nu priser
du dig selv i dit hjerte , fordi din opdragelsesmåde
har båret sådanne gode frugter . Men var
hun nu ikke bleven denne forkælede , fine lille dame ,
så havde hun passet bedre til Christian , og havde
hun fået stakkels Christian , var man ganske overbevist
om , hun havde fået en , der ville bære hende
på hænderne . “
Og hvordan var det gået tante Martine !
— et fattigt menneske var hun til sidst , — men
hvor længe havde hun været det ? ja , det vidste ingen .
Det var , som jeg var bleven rent forstyrret ;
jeg kunne flet ikke mere finde lyse sider ved det
ægteskab ; trods alle smykkerne og stadsen , der
lå foran mig på borde og stole , og trods den
lille brud selv , der løb fra og til og fornøjede sig
over det alt sammen , så jeg dog kun fæle skyggebilleder .
„ Hvad
siger du om det dejlige vejr ? det spår
gødt , ikke sandt ? “ sagde den lille stakkel , medens
hun dannede figurer på bordet af fine smhkkeæsfer .
„ Jo ,
med guds hjælp , “ sagde jeg , men da jeg ,
i det samme , hørte skolelærerkonens skærende
stemme i haven , og så hende gå hen til fader
med et myrthetræ , tænkte jeg : „ Det spår dårligt . “
„ Hvad vil madam Hansen ! jeg kan høre
hende . Tak , hvor det er et dejligt træ , gode
madam Hansen , “ nu stod rose ved vinduet og talte
ud , „ mange , mange tak ; det er rigtignok meget
kønnere , end vore egne , for de blomstre ikke . —
å , vil de komme her op , så skal de se mine
ting . “
„ Hvor der er mange skønne sager , og hvor
det er rigtigt af dem , at de har forsynet dem så
godt “ -- -- -- -- sagde den fæle kone , da hun stod derinde
med hænderne på ryggen og betragtede alt
med griske blikke , „ det er det eneste rigtige , frøken ,
for man er jø døg ikke herre over , hvad der kan
ske . “
„ Nej , “ sagde rose indrømmende „ for man kunne
jø siden blive fattigere , og så var det jø godt , man
døg havde det . “
„ Ja hør , hvor sød fornuftig , — hun er forberedt
på det , — men det er rigtignok en skæbne ,
der står langt i baggrunden for dem , lille frøken
rose , som jø er sikkret med deres firehundrede daler
om året og mere . “
„ Det ved jeg ikke det mindste om . “
„ Nå fy da , så er jeg jø en grim sladdrer ,
at jeg fortæller det . — > men den række små kjoler ,
der hænge der , strøgede og nette , — de er vist fra
deres barndom , — må jeg spørge , skulle de også
puttes ned i kosferten ? “
„ Nej , dem har Lise lovet , når jeg er rejst ,
at fordele mellem børn . “
„ Det er en nydelig tanke . — hvor de vil
gøre meget godt på deres gods , frøken , — det
er jeg så vis på , de vil ! — hr. Fischer vil
bare tænke på at fornøje og more dem og sig selv ,
og de vil tænke på andre . — så ville deres
penge nok få ben at gå på , — men det skulle
penge jo også have . Farvel , søde frøken , for nu må
jeg nok ikke forstyrre mere . — jeg ved ikke , om jeg skal
komme siden , og sætte krandsen på det lille hoved ? “
„ Nej , madam Hansen , det har jeg fået lov
at gøre , “ sagde jeg bestemt . Da rose havde sagt
farvel og kysset hende , og hun stod alene med mig
ude på trappegangen , sagde hun igen : „ Jeg kan
såmænd ikke glemme , så fornuftigt det var af dem ,
efter hvad man desværre har hørt om det unge
menneske , at forsyne det søde barn så godt med
alle dele . “
„ Har de hørt , at han var en ødeland , eller
hvad mener de ? “ spurgte jeg .
„ Ja det ved gud , det har jeg rigtignok hørt ,
men når de , som er nærmest til det , ikke ved
noget , — så er det rimeligvis ikke sandt . Jeg
troede såmænd det var det , de havde indrettet
det på , — men det er det altså ikke ? —
så meget desto bedre . — godmorgen , jomfru Lise ,
det kunne da ikke være et yndigere vejr , skønt man
siger , det er bedre , solen ikke brænder så meget . “
Da jeg kom ind igen , stød rose allerede ved
myrtten og afklippede en lang dejlig green til
krandsen .
„ Å , gør det ikke , “ bad jeg , „ det lille træ fra
din confirmation , som jeg har passet , blomstrer rigtignok
ikke , men jeg kan dog få en køn krands
alligevel , det har hele tiden været min bestemmelse
at binde en deraf . “
Det nyttede ikke , hvad jeg sagde ; hun havde nu
modtaget den af den gode skolelærerkone , og ville
på ingen måde fornærme hende ved ikke at
bære den ; siden måtte jeg pynte hendes små kære
lokker med de blomster , der vare opvoksede i bare
avind og skadefryd . Det var , som jeg satte alt
ondt lige over hendes hoved . Men det var jo
dum overtro .
„ Hvor seer du dog sjæleglad ud , rose , “ sagde
jeg siden , medens hun rakte mig kniplingerne og
de fine hvide sager , efterhånden som jeg pakkede dem
ned i kofferten .
„ Ja , det er jeg også , — og jeg tror næsten ,
jeg glæder mig allermeest til Christian ; når vi
komme hjem fra kirken , er han her da , gud flee
lov . “
„ Å , han betyder da ikke stort i dag , “ sagde
jeg alvorligt , „ men nu kommer din forlovede vel
straks . “
Hun bøjede sit ansigt imod mig , og så meget
skælmsk ud : „ Hvad siger du , Lise , i dag længes jeg
mere efter Christian , end efter Sophus . — hvor
du seer forskrækket på mig , — egentlig er det dog
ikke så underligt , — Sophus får jeg jo nu at
se hver eneste dag . “ „ Å nej såmænd , “ sagde
jeg , og blev ved med indpakningen .
Jeg ville just sige et par alvorlige ord om
dagens betydning , da moder kom med bryllupskagen ,
og både hun og rose jublede over
den .
„ Skal du ikke have nogen tid til at sidde
ganske roligt og tænke efter , lille rose , “ begyndte jeg ,
da moder var gået ; det stakkels barns sorgløshed
pinte mig så forskrækkeligt , „ det er dog en
alvorlig begivenhed , der nu foreslår . “
„ Jeg ved godt , at den er alvorlig , “ sagde hun ,
og så trosfyldig på mig med sine skønne øjne ,
men jeg har alt for meget at tænke på , til at jeg
kan finde alvoren , — først på at Christian kommer ,
få på rejsen til Italien , så på de breve jeg
vil skrive til eder , og så på , at jeg skal have nogle
af eder hos mig hele vinteren . — nå , nu er du
færdig med indpakningen , Lise , — så tror jeg
næsten det er påtide , at jeg bliver klædt på . “
Klokken fire om eftermiddagen skulle vielsen
foregå ; mine forældre ville køre til kirken med
det unge par , men jeg blev hjemme .
vognen holdt for døren , brudgommen var
kommen .
Jeg ved ikke , hvad der gik af mig , men da jeg
havde pyntet lille rose , og hun flet ikke , som andre
ved den lejlighed , så højtidelig ud , men dansede
med slør og krands foran spejlet , som hun bare
legede at være brud , blev jeg så forunderlig til mode ,
at jeg for ned ad trappen og råbte til moder ,
som allerede stod der i sin fulde stads : „ Å , lad det
blive en lille tid endnu , hun er for ung , lad det
vente . “
„ Er du fra forsfanden , Lise , “ sagde moder
blot , idet hun gik forbi , ud til vognen , uden af
bryde sig det ringeste om mig . Alting var jo ordnet
og færdigt . Det var jo også , som jeg ikke var ved
mine fulde fem .
Jeg følte en ubeskrivelig uro , da jeg stod der i
vinduet og så brudevognen køre , og hørte klokkerne
kime . Hvis jeg havde troet , det var gået op
for hendes sjæl , af hun elskede en anden højere ,
end den hun fik , tror jeg ej , jeg havde taget mig
sagen så nær , som netop nu , da jeg vidste , hun
var uvidende derom .
„ Det arme elendige barn , “ streg jeg uvilkårligt ,
og vred hænderne , „ hvad skulle vi gøre , når hun
vågner ! “
nu var jeg selv vågnet . Det er forunderligt ,
så pludseligt man sommetider , uden af kunne forklare
sig grunden , lige på engang kan blive vækket
af lang sløvhed . Klokken ringede uafladeligt ; jeg
kunne fra vinduet se over til hullet i kirketårnet ,
hvor den havde travlt med af gå frem og tilbage ,
da Christian , med sin vadsæk på ryggen , langsomt
kom gående ind i gården .
Der var så rent , fejet og propert i hver krog ;
han kunne nok se , at brylluppet ikke var blevet udsat ,
om han ikke kunne høre det på ringningen .
Å , den klokke med sit ding-dang , ding-dang ,
jeg ønskede Vorherre ville gøre det mirakel , at jeg
fik kraft til at standse den .
Jeg havde ikke mod til at gå ham i møde ;
først , efter at han på sit værelse havde iført sig et
nyt sort sæt klæder , kom han ind i stuen til mig .
Han havde et roligt ansigt , og var klædt med
stor omhyggelighed : det hvide halstørklæde var
bundet smukt akkurat , og håret sad blankt og glat
nedkæmmet , men han var forfærdelig bleg .
„ Jeg tænkte nok jeg kom alligevel for sent , “
Sagde han med sin sædvanlige stemme , som ingenting
var foregået .
„ Ja , til vielsen , men så kommer du dog til
at spise med , “ svarede jeg , og gik så omkring med
ham og viste ham det dækkede bord og blomstervaserne .
Da
han havde set derpå , satte han sig ned
på en stol , som var han trætjeg
hentede et glas god vin og et stykke mad .
Han tog det uden modstand , og drak hver eneste
dråbe af vinen på en måde , som han mente ,
den kunne give ham kræfter .
„ Jeg seer da ikke for dårlig ud til at vise
mig ? “ sagde han i en tone , der skulle være ret
munter , medens han så på sit ansigt lige overfor
i spejlet .
„ Jo , det tror jeg du gør , Christian . Det
vil gøre hende ondt at se dig , — vil du ikke hvile
lidt i dit Kammer , til det siden bliver bedre . “
„ Jo , det må jeg nok hellere “ sagde han , idet
han rejste sig , „ det er underligt , før mærkede jeg det
ikke . Jeg ville ønske , det måtte gå over , jeg
ville nødig , at hun skulle savne mig ved bordet . “
Han sagde dette ligefremt og fattet , som sagen
ikke angik ham mere , end enhver anden bryllupsgjcest .
Da
jeg havde fulgt ham til sit værelse , og
rullet gardinet ned , lagde han sig lidt på sengen .
Hans hænder brændte og jeg kunne føle på
pulsen , at han havde stærk feber . Dette var ej
blot sjælsuro , der var ingen tvivl om , at det var
en rigtig legemlig sygdom .
„ Du har vist i nogen tid været syg , Chrisfian
? “
„ Å ja , men det var ikke noget videre ! “ han
lagde hovedet mat tilbage . „ Du skal ikke fortælle
det , Lise , for jeg kommer siden . “
Ligeoverfor ham hang den rad små stumpede
kjoler , en rød , en hvid , en blå , som rose havde
havt , da hun var lille , de samme , som skolelærens
kone før talte om ; i travlheden vare de blevne hængende .
En af dem var fra hun var tre , en fra hun
var fem , og en fra hun var otte år . Den røde med
strimlerne var syet af en rest , moder næsten
fik oven i købet , da hun købte det grønne stolebetræk .
Den blå havde hun anskaffet for de penge , hun fik
for de sorte høns , hanen og hønen , der vare så
ansete af os alle , og så så strunke ud mellem de
spættede i gården . -- den lille broderede hvide
havde moder syet sammen af et christentøi , som
præstens kone engang havde foræret hende . Chrisfian
havde været moders fortrolige , medens hun
syede de små kjoler , siddet hos hende , og fulgt med
arbejdet , med hver enkelt del , hver knap , hver
strimmel , hvert lille ærme .
da jeg så hans øjne hvile på de små
kjoler , var jeg bange , at de mange minder , de
måtte vække , kunne forøge hans sorg , og ville
derfor tage dem bort , men han sagde :
„ Å nej , lad dem hænge . “
Kirkeklokken , der en lille tid var ophørt at
kime , begyndte nu igen med sit ding-dang , dingdang .
„ Hør ! “
Sagde han , idet han rejste sig og fik
et underligt , sørgeligt , forvirret smil i sit ansigt :
„ Nu fører han hende gennem kirken , som sin ægteviede
hustru . — hvad græder du over , Lise , nu erdet
jo forbi ! — mon han nu kan elsfe ? Jeg gad
dog vidst , om han nu kan elske ? — hun holder
mere af mig . — øet står jo i brevene ! Øet kan
ikke nytte , at du nægter det , “ han tøg mig fast om
hånden , al den konstige ro var nu gået over til
heffighed , og hans blege ansigt var blevet stærkt
farvet . „ Å , hør klokkerne , det er skammeligt , for
det er mig hun holder af , og så tage de den stakkels
lille hånd og række den til ham . — men ,
hvad tror du han får ? — ikke andet , end det lette
fnug af hendes kjole , og mig havde hun givet alt ,
et helt livs glæde . — men i tænke vel , hun
bliver rig med ham , nej , med ham bliver hun en
fattig stakkel , men med mig var hun bleven hovedrig .
— trøede i ikke jeg havde noget at byde
hende . — jeg havde jo alt , — kan du ikke forstå
det , alt , hvad et menneske kan have at give , det
havde jeg jo . — trøede i , jeg ville holde det tilbage ,
siden i syntes , jeg var for fattig . Var det
det i mente , hvad ? sig det dog , var det det ? , ,
„ Nej , det vidste vi jo nok , læg dig nu roligt
ned . “
„ Men hvad mente i da , så var der jo ingen
tænkelig forstand i det hele . — trøede i , jeg ingenting
havde . I vidste jo dog , at jeg arbejdede for
hende fra morgen til aften , at jeg blev ved , til jeg
blev træt , og begyndte så igen , og blev igen ved ,
til jeg blev trættere . Trøede i , det alt sammen var
frugtesløst , og at jeg kom hjem som en stakkel ? nej ,
jeg kom hovedrig hjem ; for hver anstrengelse blev
kærligheden større . Det var jo et væld , — man kunne
øse og øse , og det kunne ikke mærkes , og hver smule
var til hende . “
Sådan blev han ved , værre og værre , eftersom
feberen tiltog .
„ Det var nederdrægtigt ! — havde i sagt : arbejd
syv år , og syv år til , så havde jeg ligeså
godt kunnet gøre det for min lille rose , som
Jacob kunne gøre det for Rachel , — hvorfor fluide
jeg ikke kunne gøre det , akkurat ligeså godt som
han . — men det sagde i ikke , i toge hende fra
mig og forcerede hende til en tigger . — og jeg har
alt det , og det tynger og presser , men jeg tør ikke
give hende en eneste hvid . — “
Tilsidst talte han sig træt , og da vøgnen kom ,
lå han i en temmelig rolig søvn .
Da jeg kom ned , var brudeparret og gæsterne
allerede i stuerne , men jeg traf moder med shawl
og hat ved køkkendøren . Hun havde sin nød med
at trække de snevre , hvide allunshandsker af hænderne .
„ Gå
ind til de fremmede , barn , medens jeg
stikker bollerne på , “ bad hun , „ gå ! gå ! gå ! “
Der var sådan en hast over hende , at jeg
neppe kunne få fortalt , at Christian var kommen og
havde måttet lægge sig lidt , da han ikke var ganske
rafl .
Hun så forvirret på mig ; hendes hoved var
i dag så fuldt af alle de gemyser , saucer og stege ,
der uundgåeligt måtte møde på bordet , at hun
virkelig ikke godt kunne samle sine tanker om noget
andet .
„ Hvor du seer fortvivlet ud , Lise , “ udbrød hun ,
„ hvad var det du sagde , Christian har lagt sig lidt
på sengen og kommer ned siden , hvad ? — han
kommer da ned siden ? “
„ Ja , med guds hjælp ! “
„ Hvorfor vil du da forsfrække mig ; tal nu
ikke derom til de andre , “ hun for ud til sine
boller .
Rose blev meget bekymret over , at Christian
ikke var kommen . Det var en lille sørgmodig brud ,
der sad der ved den nette , livlige brudgoms side
og pillede af sit brød og ingenting spiste . Den ene
af herrerne fra Søgård , ikke godsejeren , men den
høje officer , en kraftig , smnk , glad , jovial gammel
mand , tog moder til bords , men talte hele tiden
med fader , der sad ved hans ene side , højtideligt
pyntet i sin sorte kjole . — moder sad noget fra ,
ved bordenden , og lagde retterne for .
Officeren var en stor haveelfler . Ligeså fornøjet ,
som han lod til af være , ved af modtage faders
oplysninger om adskillige blomster og planter ,
ligeså veltilfreds var fader , ved af meddele ham
dem . Hvergang officeren , under samtalen , havde
tømt sit vinglas til bunden , fyldte fader det
igen til randen med den samme forsigtighed , for
ikke af spilde , og det samme strålende , milde ansigt ,
som han rigtig undte det , og satte en ære deri .
Der blev holdt to taler :
den ene af officeren , den anden af præsten .
officerens var kort . „ Da han lige havde talt med
den ærede vært om hans roser , “ sagde han , „ så
kom han til af tænke på en af dem , bruden ; hun
hed rose , og var en rose , og ville , efter al sandsynlighed
komme til af danse hele livet igennem
på roser . Rosens skål skulle alle tømme , til
sidste dråbe , hurra for hr. Torstensens skønneste
rose ! “
Præstens var længere ; den var etslags fortsættelse
af hans brudetale , der gik ganske i samme
ånd .
„ Han og hans familie havde kendt den yndige
unge brud fra hendes barndom , og holdt af hende ,
som af en datter eller søster ; det var ikke
underligt , af de frydede sig på hendes vegne . Men
det var ikke alene de nære venner og bekendte , der
glædede sig i dag ; alle , der blot vare komne i ringeste
berørelse med hende , undte hende sin store
lykke , fordi hun var beskeden og kærlig , og
med guds hjælp kunne bære den . “
Sådan var vor venlige præsts opfattelse af
sagen .
Brudgommen bukkede og skrabede til complimenterne ,
talte om , af fordelen var alene på hans
side , og kom i det hele godt fra det ; og det gjorde
bruden også , skønt hun ikke sagde et ord , men
bare kom med sit glas og smilede .
Efter bordet samtalede gæsterne indbyrdes
lystigt med hverandre i haven ; vi vare da selv
overflødige . Moder gik ud til sine sysler , fader
gik op med bruden på sneglebakken ; han sad der
på Toppen ved dannebrogsflaget og røg sin pibe ,
medens hun stod med en kikkert og så efter Christian .
Da
jeg sad ved hans seng , kunne jeg se hende
hvor hun stod deroppe , med sløret og krandsen , og
ventede på ham .
Nu talte han ikke mere , som før , men lå enten
ganske stille , som han sov , eller sagde et par
enkelte nødvendige ord , at han ønskede lidt vand ,
eller ville have noget forandret ved sit leje .
Moder kom engang derop med en stor portion
viinbudding med vanillesauce , men da det var
begyndt at mørkne , og hun blot kunne se , at han
sov og var rød i ansigtet , troede hun , det hele kun
var en hovedpine , der nok ville gå over , så snart
han vågnede .
Endelig var dagen stridt . Da de fremmede
vare kørte , skulle brud og brudgom også bort .
Den nye wienervøgn stod derude og glimrede
med sit metal og sine lygter , snart skjulte månen
sig bag en svær sky , snart kom den igen frem i
sin hele størrelse .
Vi stod alle i gården .
„ Hvordan er det blevet med den kære dreng ? “
Hviskedee fader til moder ; i det sidste øjeblik havde
hun fortalt ham , at han ikke var rask .
„ Jeg har været deroppe , “ sagde moder , „ nu
klæder han sig på og kommer . — farvel , min velsignede
pige , og Vorherre være takket , at du skal
gå ad de lette veje . Å , mit søde barn , holder
du så meget af os , at du sådan kan græde . Nu
er du jo vokset langt ud fra os , — nu skal du
ikke se tilbage på gartnerens hus , nu skal du
bare se fremad i den lyse verden . “
Moder ahnede det vist ikke selv , men hun holdt
næsten ordret den samme tale , som hendes moder
havde holdt , da tante Martine rejste .
„ Å , jeg ville ønske , jeg kunne blive “ sagde rose ,
idet hun knugede sig så fast til hver især af os ,
som hun ikke ville flippe igen .
Brudgommen havde siddet der længe , da hun
gik op i vognen .
Fader gav hende højtidelig peltsværkskåben
på , moder stoppede den omkring hende på en forunderlig
sorgløs måde , og jeg rakte hende den lille
rejsetaste .
„ Farvel , “ råbte den unge herre , han var
utålmodig , ville gerne køre , og tog hele tiden til
hatten , for at give dette tilkende , „ Farvel , farvel . “
„ Å , Sophus “ sagde hun , „ må vognen ikke
holde lidt endnu . — du kan da nok tænke , jeg er
bedrøvet . — hvor møder har sørget for mange lys
derinde i vinduerne . Det kære gamle hus seer
så venligt på mig . Jeg har haft det så godt
her . — å , vent lidt . — jeg har ikke sagt dem alle ,
hvor godt jeg har haft det . Så snart jeg nu kommer
hjem fra rejsen , besøger jo møder og Lise mig ,
hvad ? Å Sophus , bank ikke endnu på vinduet
af kusken , jeg må sig noget mere . Har jeg takket
møder for krandsekagekurven med navnene på ,
jeg blev så forundret , da jeg så den på bordet .
— og hvor havde du døg smykket hele huset skønt
med dine blomster , lille fader , hvor kunne du døg
nænne at plukke alle dem . Å , bliv lidt . — det er
så underligt , jeg har jo længe vidst , at jeg skulle
bort , men det er døg , som jeg først nu fik det at
vide . -— hør nu , ville i sige til Christian , at jeg
var bedrøvet , fordi han ikke kom ! “
Min Broder havde hele tiden ligget og sagt ,
at til allersidst ville han se hende ; jeg troede umuligt
det kunne lade sig gøre , men da jeg , i det
øjeblik hun talte om ham , hørte en lyd , som om
nogen kom , og så tilbage , kom han virkelig . Han
støttede sig til det lille jernrækvcerk ved stentrappen ,
der førte ned i gården , og famlede sig frem , som
var han svimmel .
„ Her er jeg , lille rose , — jeg kunne ikke komme
før . “
„ Å , gud ske lov , så kom du døg , — gud
ske lov ! “ hun tog hans hånd og klappede den
mellem begge sine , „ Du er så hed , — så brændende .
Hold lyset tættere , å , Lise , vil du , —
Sophus skulle døg rigtig se min kære Broder
Christian ; men er det skæret ? — jeg synes du er
så bleg . “
„ Det er vist skæret , “ sagde han med en lille
kort latter , han ikke kunne få til at klinge lystigt ,
og så gik han nærmere hen . Jeg havde ikke troet
det var muligt , at Christian kunne få et skummelt
udtryk , men han så skummel ud , da den anden
betragtede ham med sit ligegyldige ansigt .
„ Kan du se ham , Sophus ? “ spurgte hun .
„ Ja , det kan jeg godt , min lille engel ; godaffen ,
godaffen , eller velkommen skulle man sige ,
det er flet ikke net , min gode herre , at de først
kommer i det sidste øjeblik . Godaffen , godaffen ,
og farvel med det samme . Hestenes tålmodighed
tør vi nok ikke sætte længere på prøve . — tak for
al deres godhed , rare tante Rikke og oncle ,
er det ikke Mathias ? og svigerinde , eller det er
nok rigtigere cousine Lise , tak , tak , tak , og farvel ,
allesammen . Han rakte nu hånden til hver især på
en egen hastig måde , som han bagved høfligheden
sagde hos sig selv : „ gid Pokker havde jer , “ og
bankede så , for alvor , på ruden til kusken .
Rose holdt endnu min Broders hånd . „ Du
må ikke læse så meget Christian , hør , — det har
du ikke godt af . — og så farvel , — besøger du
os , når vi komme hjem ? “
„ Ja , så snart det kan lade sig gøre . — farvel ,
lille rose ! “ —
da de vare borte , slog fader sin arm om
Christians skulder , og så gik de to sammen derude
i måneskinnet , medens moder og jeg , inde i
huset , satte borde og stole på deres rette pladser .
Fader tænkte vist , at den friske luft kunne hjælpe
Christian fra feberen , men han var alt for syg , til
at så lidt kunne nytte .
Da doktoren næste morgen kom , sagde han , at
det var nervefeber .
offende capitel .
Allerede i de første dage af sygdommen rasede
han forfærdeligt . Doktoren , der ellers plejede at
beholde håbet til det iderste , så meget alvorlig
ud ; hvordan ville det ende , når det begyndte så
voldsomt .
„ Men han har en god natur “ , sagde fader ,
der sad ved sengen , „ han har aldrig forvoldt os
nogen sorg med sygdom før “ ; medens han sagde
dette , så han på Christian med et kærligt blik ,
som om han hos sig selv tænkte : „ hverken med sygdom ,
eller med nogetsomhelst har han forvoldt os
sorg . “
Doktoren , en lille ivrig mand , sad med eftertænksomt
ansigt og følte pulsen . „ Ja vist har han ,
fra først af , en brillant natur , men han har forlæsf
sig , — jeg har engang sagt det til ham , de
forlæser dem , menneske . — feberen havde ikke
taget så meget på ham , når han ikke var svækket i
forvejen . Hvordan skal han stå imod , når han
allerede er så mat som en flue . “
„ Er det det rimeligste , at vi miste ham ? “
Spurgte fader , medens vi andre ventede ængstelige
på svaret .
Først så doktoren meget deltagende ud , men
så for han op : „ Lad os først og fremmest være
enige om ikke at gøre hverandre knuder . Hvis de
straks , når deres planter i tørken begyndte at
hænge , troede det var ude med dem , så ville
de ikke gide vande dem , og følgen ville blive , at
he for alvor gik ud . — gør mig nu ikke ked af
ven syge . — kan en læge ikke holde håbet
vedlige , så bliver han dvask . — lad det nu dog
være mig , der ryster på hovedet , hvis der skal
rystes , og hold de dem bare rolig . Når jeg
skal se på et sådant mismod , taber jeg både
interesse og villiekraft . Folk ville altid at en
læge skal opmuntre , han skal , min salighed , opmuntres .
For øjeblikket er der lige så megen
rimelighed for , at han kan komme sig , som for det
modsatte . Men herefter vil jeg intet direkte spørgsmål
have , thi , hvad jeg ej engang har lyst til at
fortælle mig selv , fortæller jeg så meget nødigere til
andre . “
Efter denne tale , turde vi i lang tid ikke spørge
ham , men det behøvede vi egentlig heller ikke ,
hans udtryksfulde ansigt fortalte nok , og hver gang
fik det et alvorligere anstrøg .
Det var forunderligt , at Christian i al den tid ,
skjøndt han fantaserede næsten uafladeligt , ikke sagde
en sætning , der kunne forklare fader og moder
hans følelser for rose . Kun jeg , der var indviet
i sagen , kunne finde mening i den ville tale .
De tre små kjoler vedbleve at hænge derinde ;
hvergang jeg bare rørte dem , bad han : „ Å , lad dem
blive . “
Jeg tror , de dannede sig for hans øjne i venlige
skikkelser ; når han talte allerivrigst om
sorte djævle , der sagde på sengen og pinte ham ,
og så så derhen , kunne han pludselig smile fornøjet
og blive ganske stille .
Det var tunge dage . Moder og jeg græd bestandig ;
fader græd ikke , men sørgede døg endnu
mere end vi . Det , at han havde opmuntret ham
så meget til studeringerne , flår ham nu også i hjertet .
Den eneste , der hjalp os med at våge , var en
sfikkelig husmand , der i mange år af og til havde
arbejdet for fader . Hver aften , når klokken ringede
til solnedgang , og han var færdig med sin bestilling
i landsbyen , kunne vi høre hans ubehjælpsomme klnntede
gang op ad trappen og hans underlig dumpe
banken på døren . „ Nu må de ind og ta ' e
hvile , “ sagde han da altid i samme tone , og altid
kun henvendt til fader , han lagde flet ikke skjul
på , at han brød sig mest om ham . Den inderlige
hengivenhed og deltagelse , der lå i hans blik ,
når han sagde de par ord , kan jeg aldrig glemme .
Jeg ved ikke , hvordan fader bar sig ad i den tid ,
om han i det hele tog hvile . Hvergang jeg , tilfældigvis ,
lod øjet falde ud i haven , efter at han
havde forladt sygeværelset , kunne jeg se ham der i
utrættelig virksomhed . Hvor liden tid han end
dengang anvendte på arbejdet , tror jeg dog han
fik ligeså meget udrettet som ellers , så forfærdelig
ivrigt tog han fat .
Hvor var han dog ufortrøden til at vande , især
de forkrøbne , ynkelige planter . Sommetider så
jeg ham bøje sig ned , kigge så ængsteligt på dem ,
og beføle dem , om der endnu var liv .
Da sygdommen var på høidepunctet , indtraf
der pludselig en tilsyneladende bedring ; feberen
standsede rent , og han lå stille hen , sov ikke , men
så mat frem for sig .
Dette var en morgen tidligt . Fader gik straks
efter lægen .
Skjøndt dennes ansigt ikke var mindre alvorligt ,
da han følte pulsen , end det plejede at være ,
sagde moder dog nok så trøstigt : „ Det er meget
bedre , ikke sandt ? “
„ Feberen er rent borte , efter hvad jeg kan
mærke ; “ han flap hånden , glattede hans pande ,
så på hans blege ansigt og spurgte : „ Hvordan
har de det ? “ Christian så med et underligt , blik
på ham .
„ Lidt bedre er han vist , “ sagde fader med et
glimt af glæde i øjet .
„ Feberen er borte , “ sagde doktoren igen .
„ Men man tør ikke tro , at faren er overstået ,
mener de ? “
„ Jo , faren er overstået , livsfaren er overstået “ .
Idet doktoren sagde dette , glattede han
igen hans pande , og sagde derpå med et på engang
gennemtrængende , bestemt og opmuntrende blik
på den syge : „ Kan de mærke , de er bedre ? “
Christian stirrede først på ham , så på os
andre , men udtrykket var uklart og tåget , som han
alligevel ikke så os .
„ Der er noget i blikket , jeg ikke rigtig synes
om , “ sagde doktoren .
„ Er de bange for hans forstand ? “ spurgte
fader .
„ Hans hjerne har været betændt , — det efterlader
jo undertiden følger . Hvis han endnu havde
feber , ville hans åndssløvhed ikke ængste mig ,
men da feberen lader til at være overstået , holder
jeg ikke af den . — man ved heller aldrig , hvor
sådan en sygdom vil dreje hen , — hver har sin
måde . Det er just det , der er ulykken . “
„ Hvis han bliver en stakkels fjolle , var det
bedre , han var død , “ sagde fader og brast i en hulken ,
som han dog straks standsede igen . Man måtte
se sig om , hvorfra den voldsomme lyd var kommen ,
så fattet var hans bedrøvede , eftertænksomme ansigt
et øjeblik efter .
Doktorens udtryk vekslede også ; først så han
ud som bare hjertelighed , som det gjorde ham så
inderlig ondt for os , men så for han op akkurat
som sidst . I sin egenflab af læge , fordrede han
eneret over den syge , og kunne ej engang
finde sig i faders indblanding . „ Lad mig nu
være , Torstensen , “ råbte han , „ begynder de nu
forfra af spille profet . Hvorfor skulle han blive
en fjolle ? — mente de , han kunne blive rafl på
et øjeblik . — når det har regnet et par uger ,
begynde folk allerede af bore huller i Vorherres
sol , og snakke , som havde vi taget afsted med den
her på jorden , men kommer den så pludseligt
frem og kaster sit skin lige over deres hoveder ,
blive de ikke en smule forundrede . — hør
nu , Torstensen , skønt jeg i dette øjeblik ikke
rigtig kan fatte det , og formodentlig i morgen vil
undre mig , hvis jeg træffer den syge ved bevidsthed ,
kan det dog være , af det allerede iovermorgen
forekommer mig som den naturligste ting af
verden ; for så vil det synes mig sandsynligt ,
som nu synes mig usandsynligt . Sådan er vi mennesker !
— min mening har intet af sige , speculeer
ikke på den , men bed til Vorherre , og bliv ved af
håbe ; det gør jeg ; jeg har ikke tabt håbet , og
vil , pine død , heller ikke af med det endnu . “
Der var ingen rigtig trøst i den tale , hvor
godt den var ment . Han var , som læge , på sin
Viis ligeså interesseret i sagen , som vi , og ville
nødig tro sine egne klare øjne .
Næste morgen begyndte Christian at få lidt
appetit , men da vi måtte made ham , som et barn ,
og hans åndstilstand var den samme , havde vi ingen
glæde deraf .
Når vi prøvede at give ham skeen i hånden ,
lod han den falde ned mod tallerkenen , så sig om ,
hvorfra den klirrende lyd kom , men fattede det ikke .
Da der var gået et par uger således hen ,
uden vi kunne spøre nogen bedring , foreslog doktoren ,
at vi skulle flytte ham ind i dagligstuen ,
og lade alt i huset gå for sig som før . „ Lad
ham høre sin faders spade i haven , sin moders
Morter , hakkekniv og nynnen i køkkenet , og sæet
dem , som de plejer , jomfru Lise , ved vinduet med
sytøjet , måske det kan virke forfriskende på sindet .
— å , havde vi nu deres søde lille rose
hjemme , men det må vi slå en streg over . “
„ Rose , “ sagde Christian pludseligt , og så op
med det dejligste blik , „ hvad er det med rose ? “
Moder tog begge hans hænder , trykkede dem
til sit bryst , lo og kyssede dem , men fader stod
bare og så på ham med rigtig hjerteglæde .
„ Ha ha ! ha ha , nu er fyren frelst , “ sagde
doktoren , og iovermorgen er vi ikke engang forundrede
mere . “
Jeg stod også op fra mit arbejde og gik hen
til sengen , men da jeg vidste hemmeligheden , var
jeg ikke nær så glad , som de andre .
„ Hvad er det med rose ? “ sagde han igen , men
denne gang med et tungt suk .
„ De skal alligevel gøre , som jeg før foreslog , “
Sagde doktoren og gik .
Moder for hen til sit sysfrin efter roses
breve , som lå der på bunden . „ Nu skal du
høre , hvordan det er med rose ! — å , min gode
dreng , nu synes jeg såmænd først vi have fornøjelse
af så godt det går det lille søde menneske ;
hvad Lise ? ikke sandt fader ? jeg har næppe læst
hendes breve , så forsørget har jeg været ; — kom
nu alle , — sæt jer nu her ved sengen , så kan vi
høre dem i forening . “
„ Nej , min sjæl , om han skal høre dem , “ sagde
fader , „ vil du forsinke hans helbredelse . — nej ,
det var nok alt for meget af det gode , min dreng ,
hvad siger du , var det ikke for meget at forlange
af os ? “
„ Jeg tror , jeg vil hellere vente , “ sagde Christian ,
og så græd han som et barn .
„ Han er mat og svækket , stakkel , “ sagde fader ,
„ det er så rimeligt , — er du bleven en gammel
kjærling , hvad min dreng ? å , det kan sagtens forvindes ,
det er bare han kommer ud at styrkes i den
friske luft . Jeg ville flabe mig meget værre , når
jeg skulle spærres inde . Det er netop de stærkeste ,
der ikke passe i fangehuller . “
Alt dette sagde fader bare , fordi han på ingen
måde ville , at vi usselige fruentimmer skulle lægge
Christians sindsbevægelse ud som qvindagtighed .
niende capitel .
Så var han da nu bedre , men det gik langsomt .
Ulykkelig var han dog ikke , tværtimod , jeg tror ,
gud ske lov , at rekonvalescensen var ret behagelig .
I den matte tilstand , hvori han befandt
sig , faldt det ham lettest og naturligst at lade tankerne
hvile , og det gjorde han da også , så længe
som muligt .
Bi fik ham ind i dagligstuen , lagde godt i
kakkelovnen , satte puder omkring ham , og gjorde
ham , så vidt vi kunne , til behag ; så sad han der i
lænestolen vuggede frem og tilbage med det svage
legeme og smilede venligt til enhver , der kom ind
af døren .
Førsf efter nogen tids forløb , turde vi lade
ham få roses breve , og så kunne han dog endnu
kun tåle at høre et hver dag ; det halve om formiddagen ,
og det andet halve om eftermiddagen .
„ Tæk , nu skal du ikke læse mere , “ kunne han pludseligt
afbryde , når fader var midt i læsningen , og
så man så på ham , kunne han se meget anstrengt
ud .
Da rose fik at vide , at Christian havde været
så farlig syg , sendte hun ham , — så snart hun kom
tilbage fra udenlandsrejsen , — et Anker god vin .
„ Det er såmænd den bedste , der er i kælderen , “
Skrev hun , og så bad hun ham , i samme brev , så
inderligt , om så snart han kunne tåle at rejse , at
besøge hende . „ Værelserne her er så luftige , det
er bare sale , svage folk må vist kunne komme
til kræffer her . “
Den vin havde vi alle megen tillid til . Fader
tappede den i flaskerne , og hvert af de små
glas , som han regelmæssigt hveranden time gav
den syge , bidrog sit — det troede vi da —
til at give ham kræffer .
Men , som sagt , det varede længe , længe , før
han blev sig selv igen . Til sidst tænkte jeg , at det
var blevet hans anden natur , at være så blid og
stille , og at han i disse dage , ved Vorherres nådige
bistand , havde tilkæmpet sig denne milde sjælefred .
Men heri tog jeg fejl , sådan var det ikke , dette varen
dvaletilstand , flet ikke andet .
efter bordet sad fader gerne ved hans side
og læste , som han plejede , sit „ Fædreland “ højt for
os . Hver gang han kom til et sted , han syntes
om , vendte han sig mod Christian , for at få hans
bifald ; når han istedet derfor , kun fik et åndsfraværende
blik , hvor så han dog inderlig bedrøvet
hen til os andre .
„ Er det for meget for dig endnu , — hvad ,
min dreng , sig det kun , er det det ? — nå , det
er det ! — ja , det er jo så begribeligt , — det burde
jeg have tænkt , “ kunne han da sige på sin sagtmodige
måde og lægge bladet til side .
I mørkningen , når jeg havde lagt mit arbejde ,
sang jeg de viser , han holdt af . „ Flyv
fugl , flyv over fuursøens vover “ , foretrak han
for alle , den havde rose sunget så yndigt . Sommetider
stemmede han svagt i med , men ordene blev
af og til så rent borte , at han ikke kunne komme
på dem uden vor hjælp .
Således kom han også undertiden , når han
ville udtrykke en mening , med forkerte ord ,
fordi han ikke kunne finde de rette . Jeg skal aldrig
glemme faders tålmodighed med at hjælpe ham
på gled .
„ Tror de nogensinde jeg bliver klar her ? “
spurgte Christian engang doktoren , da fader var
ude , idet han pegede på sit hoved .
„ Ja vist , de er jo , gud ske lov , allerede klar , “
Sagde han venligt .
„ Nej , ikke rigtig , for jeg kan ikke tåle at tænke ;
nu , fader er borte , vil jeg tale med dem derom .
Jeg er akkurat , som jeg ingenting havde lært , —
jeg kan flet ikke finde noget af det alt sammen . —
derhenne på reolen står Julius Cæsar , er de
så god at række mig den , at jeg kan se , om jeg
endnu kan forstå noget . “
„ Ja bare se ad , men vi må ellers på ingen
måde anstrenge os med nogetsomhelst . “
I førstningen så han meget fortvivlet ud ,
medens han stirrede på bogstaverne , men til sidst
var der dog en sætning han forstod ; den oversatte
han så ivrigt , som det gjaldt livet .
„ Så de det , “ sagde doktoren og skyndte sig
at lukke bogen .
„ Ja , hvad nytter det , “ svarede Christian mismodigt .
„ Det er dog for sent for mig , at begynde
forfra med at stave . — nu fluide jeg jo hen og
være lærer for mine ørenge og så er jeg selv
bleven en dreng “ ; han lo af sig selv , fordi han
var bleven en dreng . „ Tror de jeg nogensinde
kan due til at bestride et embede ? — sig det rent
ud , — de mener vist , jeg har studeret forgæves . “
„ Nej , det mener jeg ingenlunde . “
„ Så mener de måske , “ nu rettede han sig
raskt i vejret og så udfordrende på doktoren „ at
alt kan komme i orden igen om en måned ; jeg
vil gerne vide det , kan jeg så begynde at give
timer ? “
„ Nu er de for hastig , men seer de kræfterne
ere bedre , sådan kunne de ikke bære dem ad før .
Men en måned , det er for kort en tid . Når
de vil have , at jeg skal sige dem det — så vil
der desværre vist gå åringer , kære ven , før de
tør tænke på at begynde deres lærerfunction , og
jeg så allerhelst , at de opgav det aldeles . “
„ Det kan jeg jo ikke , det er jo det jeg skal leve
af ; meningen af deres tale er altså alligevel , at
det hele er spildt og glemt . “
„ Nej , nej , forstå mig ret , — gemt er ikke
glemt . For øjeblikket er det så godt gemt , at de
ikke kan finde det , men det skal nok komme frem
igen . “
„ Hvad kan det hjælpe , så gør det mig jo ingen
nytte mere . “
„ Jo vistnok , det var en god historie , det rene
pure guld er da godt , når det så kommer . “
„ Hvad er det , de taler om ? “ sagde fader , der
nu kom ind .
„ Jeg siger , at deres søn helst må vælge en
anden livsstilling . “
Fader så hen på Christian , hvad indtryk
dette gjorde . „ Jeg har selv tænkt derover , “ sagde
han langsomt , men tilføjede derpå i en rafl , ret
fornøjelig tone : „ han passer jo egentlig heller ikke
til at hænge over bøgerne . — i guds navn da ,
lad os sætte dem på hylden , min øreng , og så
tale lidt med doktoren om , hvad der ellers bliver
det bedste . “
På den måde blev Tingen afgjort . Skønt
man ikke kunne mærke det , havde fader lidt og stridt
meget , før han opgav den kære plan , at få en
flink præst ud af sin søn , men efter at beslutningen
nu endelig var tagen , var det dog , som en
tung sten var lettet fra hans bryst .
„ Det var godt , doktoren kom frem med det , “
Hørte jeg ham siden sige til moder , „ jeg har i lang
tid tænkt frem og tilbage over Tingen , og skønt
det syntes mig selv , som jeg derved fristede Herren ,
tryglede jeg ham dog fra morgen til aften om
at lade den stakkels øreng nå det mål jeg
satte ham . Jeg ville ikke flippe den tanke ; jeg
sagde til den nådige frelser , af om det også
var bedst jeg flap den , så kunne jeg ikke . —
men da doktoren nu kom og satte sin trumf
på , faldt det mig alligevel lettere , end jeg havde
troet , af sige ia og amen , for nu forekom det mig
af være Vorherres nigjendrivelige sidste bestemmelse ,
og så bøjede jeg mig under hans villie .
Næste sommer kom Christian ( der nu var ret
rafl , men den blide ro var forandret til tungsind )
i huset hos en dygtig gårdejer ; da han havde
været der et helt år , og rigtig sat sig ind i landvæsenet ,
traf det sig så heldigt , af han kunne
få præstegårdsjørderne i forpagtning .
Det sunde , virksomme liv styrkede ham , så
hans gode natur på en måde kom til sin ret .
Han blev svær og kraftig af lemmer , men det rafle
mod og villiekraften , der før havde udmærket ham ,
vare rent borte . Han gjorde sit arbejde bedre
end de fleste , men han gjorde det ikke med glæde ,
og hver morgen gik han trægt til sin gerning .
Den sørgelige overraskelse , jeg bragte ham så
letsindigt , havde taget hele hans ungdom bort . Jeg
så ikke spor af den mere i mange år , hverken i
hans gang eller i hans blik ; det var først længe
efter , at den igen gav sig tilkende .
i den tid han forpagtede jorderne , havde han
et par små værelser i præstegården , hvor han opholdt
sig ; når han ikke havde for travlt , kom
han hver dag lidt hjem til os ; om sommeren så
han stadigt til roses have , den var altid lige
smukt holdt .
„ Måtte vi dog engang se ham fornøjeligere , “
Sagde fader sommetider , når han kom tilbage , efter
at have fulgt ham lidt på hjemvejen . Moder og
jeg ønskede det samme med hensyn til fader selv ;
han var også bleven gammel og forknyt i den sidste
tid , og hans hår var blevet gråt .
Når vi om søndagen , festligt klædte , med vore
psalmebøger , kom forbi præstegården , gik gerne
en af os ind og spurgte min Broder , om han dog
i dag ikke ville med .
Jalmindelighed mødte vi ham i sine daglige arbeidsklæder
et eller andet sted udenfor huset , i
gården , eller bagved haven ; sommetider stod han
og gav folkene ordres , som det flet ikke var helligdag .
„ Fader ønskede så gerne , du skulle gå med
i kirke i dag , “ plejede jeg altid at sige , fordi jeg
troede , den stemme havde mest vægt .
Han svarede da bestandig det samme : „ Sig
til fader , at jeg har rigtignok flet ingen lyst , og
nu er jeg heller ikke klædt på . “
når fader eller moder selv udrettede ærindet ,
gik det dem ikke bedre , vi sik ham aldrig med .
Mod fader var han dog ellers venlig , men
mod moder og mig — især mod moder — var
han altid så underlig kold og stiv .
tiende capitel .
Således gik det Christian , men hvorledes gik det
rose ?
Såsnart min Broder kunne føre en pen , stred
han til hende og undskyldte sig , at han ikke kunne
komme ; det samme gjorde vi andre ; bestandig
fandt vi på udflugter og undskyldninger , men da
hun dog ufortrødent vedblev med sine inderlige bønner ,
skrev moder engang som følger : ( når moder skulle
skrive breve , troede hun , det kom an på , at hendes
stil blev hende selv så ulig som tænkeligt ; derfor
bleve vendingerne gerne lidt løjerlig forskruede ) .
„ Søde barn !
„ Vi takke alle så såre mange gange , fordi
du endnu i din stilling kan vedblive af holde af
os og længes efter os . Når vi ikke komme til dig ,
er det , for ikke af forstyrre din lykke . — gamle
koner kende verden . — jeg er en gammel kone ,
som Vorherre i sin nåde har hjulpet til af gøre
dig til en dame , men jeg er selv ingen sådan ;
din plejefader haver heller ikke noget cavaleermæssigt
ved sig , ligeså lidt , som man endnu kan sige det
om vor søn , — skønt han , efter sin dannelse ,
ikke står så uhyre fjern , som vi andre ; og du
ved , hvor tarvelig Lise er . Alligevel ville du sætte
os på de bedste pladser i eders sofa og ved
eders bord , midt imellem eders fornemme gæster .
Men , hvor godt du mener det , må jeg sige , af vi
der kun ville sidde dårligt , for , som vore lader
ere , måtte de fremmede sidde ved bordet og le ,
og din mand og flamme sig , og hvor man er til
latter for andre , morer man sig ikke selv , og hvor
man er til skam for andre , flammer man sig selv .
Nej , min søde pige , lad os være glade over , af ,
blandt alle de gode ting , menneskene have forud for
dyrene , er også dette , at de kunne leve med hverandre ,
selv i lang frastand . Alligevel , om vi ikke
komme , er vi bestandig i tankerne hos dig . Gud
beskærme dig og din gode , ærede mand fremdeles .
Din
plejemoder
Frederikke Cathrine Torstensen “ .
i roses svar på dette brev blev hun dog
endnu ved at bønfalde os om at komme , og vi
tænkte halvvejs på at føje hende , da hun igen skrev ,
og ikke nævnede et eneste ord derom . Indbydelserne
holdt da pludselig aldeles op ; hun skrev kærligere og
kærligere , men bad os aldrig mere .
„ Nu er hvedebrødsdagene forbi , “ sagde moder ,
„ så begynder manden at ville have lidt at sige , og
det er jø rimeligt , han ikke holder af at lokke spurve
i traneoands . “
Hendes gaver til os forandrede sig også . Den
første jul sendte hun en stor kasse med de kostbareste
sager , den anden en med mindre kostbare ,
den tredje kom der blot en ziirlig lille æske med
små tegninger og brøderier — lidt til hver —
af hendes eget arbejde ; engang medfulgte et fotograf !
Af hendes førstefødte , en lille pige . Dengang
dette barn var blevet et halvt år , døde det ;
da skrev hun således :
„ I kære hjemme alle sammen !
„ Min lille pige har jeg ikke mere . Vorherre
fog hende fra mig i går . Jeg er meget bedrøvet ,
og kan kun stride dette . Tænk i denne tid på
eders
rose “ .
at hun , i den melding , ikke nævnede sin mand ,
ikke skrev vor , men min lille pige , havde jo noget
forunderligt ved sig .
En måneds tid efter , stred hun et langt brev
til mig , hvoraf jeg vil anføre følgende :
„ Iår komme vi ikke til København ; Sophus
har sagt lejligheden op ; han er rejst til Frankrig ,
og bliver nok der i vinter ; han ville gerne have
taget mig med , men jeg bad om at være fri ; siden
jeg har mistet mit barn , er jeg bleven noget svag , og
vil helst være hjemme . I skulle ikke ængste eder ,
måske er det bare bedrøvelse . Medfølgende to
billeder er af min Anna ; det ene , det , der ikke er
fotograf ! , har jeg selv tegnet , jeg har gjort flere
forsøg , men dette , tror jeg , er bedst .
Jeg tegner i det hele meget . Jeg har udkastet
mange skizzer af vor gamle elskede bolig hjemme .
Moder har jeg i sit køkken ; man seer skorstenen ,
tallerkenrækken og hakkebrædtet , hvorved hun står ;
fader og dig har jeg også ; du sidder i vinduet
med dit stykke voks , din saks og din tråd ved
dit arbejde , og seer så umådelig fornuftig ud ;
Christian har jeg både med spaden og ved bogen ,
men det med spaden ligner bedst .
Jeg er glad over eders fotografier i mit
album , men mine egne billeder , synes jeg dog , føre
mig dybere ind i livet derhjemme . Kunne man
bare blive ved at leve i fantasien . — sommetider
lukker jeg døren til mit cabinet fast til , tager
mine billeder , sætter mig i en krog og drømmeralt
det gode , jeg har oplevet , om igen .
Snart sidder jeg med min lille pige på skødet ,
snart vugger jeg hende ; det er , som det var i virkeligheden ,
jeg kan høre gængerne gå , og når jeg
bøjer mig ned for at kysse det lille ansigt , er det ,
som jeg føler hendes varme mund og ånde ; men
når jeg er bedst inde i ørømmen , er der gerne
en eller anden hård , virkelig lyd , enten en knirken
af en dør , eller et Echo af en stemme , som vækker
mig igen . Men det er døg altid en stor trøst , om
man også kun kan en lille tid .
Sommetider lever jeg også således i hjemmet .
Kan i ikke føle det på eder ? — kan du huske
vore aftentoure ; når travlheden var forbi , og
moder havde taget nøglen til køkkendøren i sin
lomme , så gik det for sig : først gik fader og
moder , så du og jeg ; vi vare gerne langt forud
for Christian , som skulle lukke den trange låge , men
han nåde os i et Spring , tog mig i hånden , og
vi to løb så i spidsen .
Her omkring er egnen bakket , det finder man
så smukt ; jeg holder ligeså meget af , at den er
jevn og glat , som hjemme , så seer man solen dejligere ,
når den går ned . — Christian og jeg , — hvor
havde vi døg nøgle stærke øjne , — plejede gerne at
se lige ind i den røde sol , medens kirkeklokkerne
ringede til dens nedgang . Spørg , om han kan huske
de røde , gule og blå blomster , alle regnbuens
farver , som solen malede for os . Snart fløj de
foran os , så løb vi efter dem ; snart dansede de i
græsset , snart kunne jeg se dem på hans ansigt ,
snart på hans støvler , snart på hans hænder , og
han så de samme . Men , når du kom , påstod
du , at dette var umuligt , at hver måtte se dem
forskelligt , at det var bare øjenforblindelse , — du
var altid så fornuftig , — men vi blev dog ved i
vor tro .
Det er yndigt at falde i sådanne drømme ,
men når jeg vågner , er jeg dog ikke styrket , det
er , som jeg føler tomheden mere bagefter ; så lukker
jeg døren op og seer helt ned ad den lange række
Stuer , eller går op og ned i salene . Den ene
stue er større end den anden , og der gå ingen
andre end jeg .
Jeg vil helst , at her ingen fremmede skulle komme ,
og her kommer heller ingen . Når Sophus er her ,
få vi lidt besøg af hans venner ; der kan komme
mange ad gangen . I førstningen , dengang jeg var
munter — det kan jeg jo blive igen , men nu har jeg
jo mistet min lille , — vare de lidt herinde hos mig
i selskabsværelserne , da tog jeg også del med dem i
kjøre- og ridetoure , men nu er jeg , ialmindelighed ,
kun sammen med herrerne ved spisebordet ; siden
ses vi ikke , så er de enten ude med Sophus , eller
på hans værelser .
Det eneste sted jeg kommer , er hos en fattig
kone i landsbyen . Den første gang jeg så hende ,
stod hun her i gården og skyllede tøj ; hun bar
den samme bondedragt , som de bære i vor egn ,
da jeg spurgte om hun kom derfra , og hun
bekræftede det , talte vi sammen . Vor præst har
konfirmeret hende , og hun har så lidt været hos
fader efter et og andet . Hun spurgte mig ud
om de folk , hun kendte fra den tid , når nogen
af de gamle , hun troede døde , endnu levede , slap
hun tøjet og slog hænderne sammen .
Den kone er det menneske her på egnen , jeg
holder mest af . Når vi have vask , og hun
står ved posten , går jeg altid ud og taler med
hende ; sommetider besøger jeg hende også .
Hun er gift med en arbejdsom , skikkelig mand .
De første år af deres ægteskab havde de ingen
børn , men så fik de en dejlig dreng , der var deres
glæde ; men dengang jeg endnu havde mit barn ,
mistede hun sit .
Da lå mit så blomstrende i sin vugge , jeg
var så sikker på , at jeg ikke skulle friste den
skæbne .
Hun bar sin sørg med sådan en skøn fatning .
Da jeg holdt min lille Anna , der altid var
hos mig , tæt til mit hjerte , og sagde , at hvis
Vorherre havde ladet sligt hænde mig , ville
jeg ikke have kunnet bære det på den måde ,
glemmer jeg aldrig , hvor hun så alvorlig og bedrøvet
på mig , da hun sagde : „ Vorherre skåne
dem da , i sin nåde , at de i det mindste må beholde
det lille søde lam så længe , til deres tro
bliver stærkere . “
Nu tænker jeg så lidt på dette , for min tro
er ikke bleven stærkere . Efter sorgen var der såmange ,
der kom her for at trøste mig , men blot
lyden af deres deltagende stemmer , medens de
talede til tjenerne , var mig en plage , og jeg tog
ikke mod nogen uden præsten ; han sad lidt
længe hos mig og talte og talte , men jeg var som
død for ordene , og tænkte bare : „ hvor længe skal
dette vare , “ og så snart han var gået , satte jeg
slå for min dør , at jeg kunne være i ro .
men , da jeg hørte Marie ( den kone jeg har
talt om ) nede på trappen , lukkede jeg døren vidt
op , løb hende i møde og græd ved hendes hjerte .
Før havde jeg været så forstokket , at jeg ikke kunne
græde .
Da jeg bad hende lære mig at bære sorgen ,
så hun forundret på mig og sagde , det kunne
hun ikke ; men alene hendes nærværelse , når hun
sad hos mig med sin strikkestrømpe , var en hjælp .
Med hende kunne jeg endogså tale om tabet ,
ja , jeg gik selv ind med hende , viste hende det lille
lig og lod hende hjælpe mig med at klæde det og
lægge det i kisten ; og det syntes mig ikke forargeligt ,
men opbyggeligt . Hun gik ligeså stille som jeg ,
sagde ikke et ord , eller gjorde en bevægelse , der
kunne forstyrre freden .
Folk her sige nok om mig , at jeg holder mest
af bønderkoner , men det bryder jeg mig ikke om ,
lad dem sige , hvad de ville ; bare jeg i frastand seer
båndene på hendes hue , føler jeg glæde .
Nu i denne tid , da jeg er for svag til at gå så
langt , som til kirkegården , er det mig også en trøst ,
at hun hver aften , når hun er færdig med sit arbejde ,
går derhen , og , når hun strøer blomster
på sin lille grav , også strøer nogle på min .
fra mit vindue kan jeg se korsene i hjørnet
af kirkegården . Det alleryderste kors , der hæver
sig over steengjærdet , er på mit barns lille hvilested .
Hver aften , når jeg sidder og seer ud , tænker
jeg , at den gode kone nu går sin stille gang
mellem gravene .
Men , i stakler , jeg får eder vist til at græde ,
når jeg taler mere om dette . Men netop det , at
jeg ved , at min hjertesorg også går eder til
sjælen , gør mig det vanskeligt at tie ; — lige overfor
ligegyldighed , som man jo sommetider træffer , hvor
man mindst skulle tro det , bliver jeg ganske stum . “
I et brev , der kom nogen tid efter , stod der
blandt andet :
„ Sidste søndag var Marie hos mig om aftenen ;
jeg læste da for hende af den hellige skrift ;
det , hun ikke forstod , forklarede jeg hende , som det
var blevet mig forklaret , men da hun takkede og så
så opbygget ud , følte jeg mig som en stakkels blind ,
der lærer en seende at læse . Det jeg forklarede ,
forstod jeg ikke selv , men hun forstod det gennem
min forklaring .
Da hun gik , blev vi enige om hver søndag
at læse sammen af skriften . Jeg tænker , at når
Vorherre , i sin nåde , hjælper mig til at læse hans
ord til husvalelse for andre , vil han også nok
engang hjælpe mig til at kunne læse dem til husvalelse
for mig selv .
Endnu er jeg ikke stærk , men idethele har jeg
det ret godt . Min mand skrev i går , han er ganske
rafl .
Mon jeg nøgensinde får eder at se . Jeg
vil nu ikke mere bede eder så meget om at komme ,
for da i ikke ville , er det måske bedst sådan , men
i må aldrig ophøre at stride . Vorherre holde sin
hånd over eder . Eders
rose “ .
Siden skrev hun :
„ Når tiden falder mig lang , tager jeg gerne
fat på min tegning ; det er jo også den eneste besfjæftigelse ,
jeg rigtig forstår .
Jeg er en dårlig kone , jeg bestiller flet ingenting
i mit hus , men her behøves det jo ikke .
I de første dage , efter at jeg var kommen , gik
jeg ud i køkkenet , for at gøre nytte , men der
støde så mange store , dygtige mennesker derude i fuld
virksomhed . Jeg vidste ikke , hvor jeg skulle begynde ;
det var , som jeg bare kom , for at forstyrre et godt
Uhr , der var i god gang . Så gik jeg tilbage igen
og sagde det til Sophus , og da han lo og mente ,
det ikke behøvedes , og at jeg kun skulle , hvis det
morede mig , lod jeg det rent være .
og uret går endnu på samme måde ;
retterne er altid lige vellykkede og spisetiden ens ;
hvis i havde besøgt mig det første år , og kom nu ,
ville i finde alt som dengang . Alting skinner , —
ligesom da jeg kom og var så fornøjet derover , —
flet ingenting er flidt , ikke engang den sorte farve
af dørtrinene ; jeg ønsker sommetider , at man dog
måtte kunne se , at de vare betrådte , — men jeg
er jo den eneste , der går her , så egentlig er det
ikke forunderligt .
Her er meget øde , echoet lyder så hult , når
en går med dørene . Om morgenen , før min
jomfrue kommer ind til mig , hører jeg den lyd , og
før hvert måltid , når jeg skal kaldes til bordet ,
hører jeg den også .
Der er kun en stue , hvor jeg har følt mig
som hjemme ; det er derinde , hvor den lille vugge
gik , der er dog vist spor af den på gulvet , så
man kan mærke , at her er ført et liv . Om nogle
dage , når jeg igen kan tåle det , vil jeg sidde der
med mit arbejde .
Af og til kommer doktoren ; det er en venlig
gammel mand ; hans besøg er mig altid kære , men
når jeg bliver rafl , holde de op .
I dette øjeblik fik jeg brev fra Sophus , han
kommer snart hjem ; hvad vil han sige , når han ikke
træffer mig gladere , end da han rejste . Han har
megen grund til at være misfornøjet , men da sorgen
jo også rammer ham , synes jeg nok , han måtte
kunne forstå mig . Dog , mændene er anderledes ,
end vi .
Skriv mig snart til ; hver smule er mig en
glæde . Hvordan står Christians korn ? har han
nu fået sæden så ren , at der flet ingen valmuer
og blåkorn er mere ? Kan du huske , hvordan vi
kunne blive ved , alle sammen , at plukke hver dag , uden
man kunne se det på præstens marker ; de blev
altid lige dejlig brogede . Det var , fordi præsten ikke
forstod sig på landvæsen , sagde fader , og så ønskede
vi , han aldrig måtte lære at forstå sig
derpå . Hvis Christian endnu har skånet et par
små stakler , vil du så bede ham plukke dem til
mig , og sende mig dem , når du skriver .
Tak møder for hendes formaninger ; når min
mand kommer hjem , skal ieg nok stræbe efter at
være lidt muntrere . Sommetider tænker jeg , at det
var godt , om vi blev fattige og fik et lille hus ,
istedetfor dette store . Der kunne man måske dog
fylde mere .
I næste brev vil jeg se , om jeg kan lade være
at klage så meget . Eders rose “ .
ellevte capitel .
Der var omtrent gået et årstid efter dette . De
sidste breve fra rose havde været lidt fornøieligere ,
skjøndt de tunge suk , der så tydeligt gave sig tilkende
i de forrige , også lå på bunden af disse .
Hun var ulykkelig gift , det var soleklart , skønt
møder bestred det .
Møder , der fled i arbejdet fra den tidlige
morgen til den sene aften , kunne ikke hæve sig over
den tro , at øen , der kunne sidde som en lille
prindsesse og lade sig opvarte , måtte være meget
lykkelig .
Hun indrømmede gerne , at det var kedeligt at
være ledig , men det behøvede den , der kunne spille ,
synge , tegne , brodere og læse da heller aldrig . Og
hvad var det ikke for en glæde , at have råd til at
gøre gæstebud , og at kunne køre i selskab i sin
egen vogn ; og så sådan en venlig mand , der ikke
lagde hende et halmstrå i vejen , men lod alting
komme så let til hende som til alladin , der bare
behøvede at gnide på lampen .
„ For guds barmhjertigheds skyld “ , stred hun
til rose , „ ønsk dig aldrig fattigdom , for Vorherre
kunne tage dig på ordet , og så ville du fortryde
det . — tænk heller ikke på at begynde at
gå i køkkenet , når din gode mand ikke udtrykkelig
ønsker det . Hvad skulle sådan en fin lille skabning ,
som du , gøre der . Den slags er
egentlig tosseri , der bringer udgift , i stedet for indtægt .
Alene handsferne , du måtte have , til at røre
ved potter og gryder , og kjolerne , du ville
brænde huller på , kostede såmænd mere , end hvad
du sparede på smør og deslige . Og blev næsen
rød , og ansigtet skoldet , så skulle man betale
doktoren for at gøre det i orden , og det var ej
engang sagt , han kunne .
Og gnavne blive sådanne damer også deraf ,
for , så nødes man til at åbne øjnene for det , man
før så dejligt kunne lukke dem for . Og er konens
øjne først åbnede , skal mandens også åbnes ,
og den elendige stakkel , der , bare han kunne se
hende med solskins-ansigt , ti gange heller ville
lade tingene gå , som de kunne , må nu bestandig
høre klagemål , se på utilfredshed , og alligevel
takke hende for hendes store samvittighedsfuldhed .
Og hør nu , min søde pige , fald ikke hen i
sværmerier ; jeg er selv gift , har tjent ægtefolk ,
og kender mændenes tænkemåde ; jeg ved også ,
hvad det er for en dyb sorg at miste et barn , for
jeg har et på førslev kirkegård ; men jeg nænnede
aldrig at plage min gøde mand , der selv sørgede ,
med at se på min bedrøvelse . Der er ingenting ,
manden mindre kan lide , end at se konen , imedens
han enten flyder sorgen til side , eller strider mod
den , som mod den bittreste fjende , bore sig dybere
og dybere ned i den , som var den en blød pude til
hvile for de trætte lemmer .
Lad mig se , du satter dig , mit kære barn ,
der er sørger , der er meget større end denne . Her
er nu møllerens ; de er fattige og have elleve
børn . Det er næsten umuligt for dem , af flasfe
føden til såmange . Er det nu ikke , — når du
tænker efter , så vil du selv indse det , mit barn , —
er det nu ikke en meget større ulykke for de stakler ,
af beholde alle , end for dig af miste en ? Du er
så ung , og får vel flere . Alene det , af du kan
ønske af få , imedens de må ønske af miste , er det
ikke af have overmåde meget forud . — sådan
må man altid tænke frem og tilbage , så finderman
nok det , man kan fornøje sig over ; du gør
synd når du forspilder dine velsignede ungdomsdage ,
som fra sol står op , til den går ned ,
kunne være lyksalige .
næste gang din mand vil udenlands , rejs så
med ham ; det er dog bedre af se sig om i den
skønne verden , end af sidde og blive borte på en
stol .
Vogt dig , at du styrker og ikke svækker din
mands kærlighed ; for mændene er lette at skræmme
milelangt bort , men svære at få tilbage .
Tag mig ikke disse linier ilde op .
Din elskende moder ,
Frederikke Cathrine Torstensen .
Omtrent et årstid efter at rose havde mistet
sit barn , hørte moder tilfældigvis , at Sophus
Fischers tante var i besøg hos herskabet på herregården .
I den anledning gik hun til stedets
husholderske , for måske , igennem denne , at erfare ,
hvordan forholdet for øjeblikket var mellem reven og
tante . Det var moder ingenlunde ligegyldigt , om rose
muligvis engang i tiden kunne få endnu et gods .
Hvor kom hun dog slukøret og forknyt hjem fra
den visit .
Fru Fischers kammerjomFrue havde været inde
i husholderskens værelse og fortalt hende såmeget ,
at hun var bleven ganske forstyrret i hovedet .
Hun havde været opbragt og uforskammet , sagt , at
hendes frues reven var en usselryg , og at han
nok snart spillede fra gården ; og al denne vrede
kom blot deraf , at moder , i al venskabelighed ,
bad hende virke lidt hos tanten til fordel for
det rare unge menneske .
Moder brød sig ikke en smule om den medfart ,
der var vederfaret hende , for sin egen skyld ;
men hun var meget bange før , at der dog var nøgen
sandhed i det uopdragne fruentimmers udladelser .
Rose havde så længe haft kyllingesorger ; når man
gik og peb før ingenting , så endte det altid til sidst
med , at man fik noget rigtigt at sørge over . Det
var egentlig ikke mere end billigt , før sådan utaknemmelighed
måtte Vorherre straffe .
Således talte moder i sin bedrøvelse .
Det , at hun havde småpralet før alle mennesker
af sin plejedatters lyksalige stilling , trykkede hende
nu også ; hun var ganske overvældet af blandede
følelser .
Da jeg tænkte , at det hele var overdrevet , bebeflutfede
jeg , næste dag at gå til gården , for at
få klarere befleed .
Fru Fischers jomFrue sad og syede ivrigt på
en Jaquet til fruen , da jeg trådte ind hos husholdersken .
Med flydende tunge gav hun roses
mand sit skudsmål :
hun havde været i hans oncles hus , fra han
ikke var mere end elleve år , så hun turde nok
tale . Dengang forstod han ikke andet , end at more
sig og at bruge penge , og han havde ikke lært mere
siden . Hans oncle havde været før svag på legemet ,
til at regere ham , og hans tante på sjælen .
Han havde altid været køn , lige fra fødselen ; da
han var ganske lille , havde tanten taget sig af ham .
Hun gav ham fransf bønne , så han parterede ,
dejlige klæder og viste ham frem . Han sad inde
hos hende på gyngehest , med bonbons i pariserkræmmerhuus
struttende ud af lommen . Hvergang
hun , i fuld stads , kørte i visiter , havde hun ham
ved sin side . Hnn fordæggede og forkælede ham ,
fil han blev uartig , så blev hun ked af ham og
lod ham skøtte sig selv . Siden fik han dog en
hunslærer , men det var en lystig ung fyr , der
fandt det behageligt al være på godset , men svært
al læse med ørengen , der var adspredt , tungnem
og vanskelig al magte . I førstningen gjorde han sig
umage med eleven , men efterhånden vænnede han
sig fil al gøre læsetiden kort og fritiden lang ; dette
blev både fil egen og drengens tilfredshed . Sophus
og den lærer blev til sidst som røde køer ; de rede
og kørte tilsammen over grøvter og gærder , så
det var en gru al se derpå . Han blev der fil
fyrens nittende år , men så måtte han rejse ,
da han fik et godt kald i Jylland .
da den unge herre var så vidt oplært , fortalte
kammerjomfruen videre , blev han fendt til
Paris , for at komme i store selskaber og lære fin
tone . Dengang han kom hjem , så han da også
ud som en rigtig løve og kunne gerne passere for 30 ,
skjøndt han kun var 21 år . Onklen foreslog , at
han skulle bo på sit gods og sætte sig ind i bestyrelsen ,
men det ville han ikke ; han ville have fuld
frihed til at opholde sig , hvor han havde lyst . Så
lod onklen , der var hans formynder , ham da , for så vidt ,
få sin villie , men ville på ingen måde
gå ind på at give ham mere end totusinde daler
årlig , skønt han forlangte det tredobbelte . “
Da dette var afgjort , rejste han , siden
skrev eller kom han , kun når han var i pengeforlegenhed .
Hverken hans breve eller besøg
vare derfor velkomne ; uenighed var der dog aldrig
imellem ham og familien ; når han kom , tog
han sit værelse i brug , og det var , som han havde
været der hele tiden . Man fortsatte der , hvor man
flap , sagde farvel og goddag , og godmorgen og
godaffen , og talte om ligegyldige ting , ligesom man
havde gjort forrige gang han var der , som der flet
ikke var noget i vejen . Var han først kommen , slog
han sig gerne til ro , indtil tiden begyndte at falde
ham lang , så rejste han .
„ Så er det jo et rigtig dårligt parti vor
rose har gjort “ , sagde jeg bedrøvet , da hun tang .
„ Ja , hende forsømmer han nok , det er jo begribeligt . “
„ Men
troer de , han skal af med ejendommen ? “
„ Ja
jeg tror , jomfrue , eftersom det ikke er
hans ejendom mere ; han strider bestandig og vil
have penge . Men fruen hører da lidt på mig ,
der har været her så længe ; hun sender ham ikke
en hvid . Hvorfor skulle hun standse den ulykke ,
der dog engang vil komme , og som måske vil
virke til hans sjæls forbedring . — nej , hun har ,
gud ske lov , selv ikke megen lyst til at hjælpe
ham ; man kan let snakke hende derfra . De
skulle være kommen til mig før brylluppet , så
kunne jeg have givet dem nyttig underretning . Men
nu må de tage , hvad der følger på . Var det
nu også noget af en gammel kone , som deres
moder , at sende sådan et stakkels lille uskyldigt
lam lige i ulvens gab . Man siger , hun får
tæring og falder hen , men det er da ikke så forunderligt ,
når man fører hende fra et godt hjem
til sådanne øde egne . — det er at få stene
for brød . Nu er han nok forfalden til spil — jeg
ved ikke , om det er bedre end drik , men det ender
jo gerne med en af delene . “
„ Hvis de virkelig har indflydelse , bed så
alligevel hans tante om nåde for denne gang “ ,
sagde jeg indtrængende .
„ Nej , gud frie og bevare mig . Det er min
plan , at hun skal indrette en stiftelse for gamle skikkelige
jomfruer ; skulle jeg røve fra dem og mig selv , forjeg
kommer vel som den første imellem dem . —
nej , det gør jeg såmænd ikke , det kan de være ganske
rolig for . — men jeg vil råde dem til at få
fruen hjem , før han engang bliver sat fast , for det
er synd hun skal gå det alt sammen igennem .
Hvor de seer forfærdet ud , jomfrue ! Men jeg kan
ikke sige andet , end at man må tage skade til hjemgæld ;
hvad skulle også sådan et stakkels lille simpelt
fruentimmer på den galen “
Med tungt sind gik jeg tilbage . Vor rose
et simpelt fruentimmer , vor lille prindsesse et
simpelt fruentimmer ! å , sikken en tale , hun , der
var finere og skærere end dem alle sammen .
Da jeg drejede ind ad Alleen , kom Fru Fischer ,
i selskab med herskabet på herregårde « , i fuld
samtale forbi mig .
Hun talte med fremmed udtale , let og raskt ,
som hun havde stor øvelse i at føje ordene . Hele
hendes dragt , den lille runde hat , — blot en plade
med en blomsterduft — det flagrende slør , nakkekrøllerne
og den stramme Fløiels figurtrøie viste , at
hun endnu havde lyst til at synes ung , skønt
ungdommen længst var forbi , og ansigtet var gammelt
og magert . Øer er noget ulyksaligt ved denne
krampagtige Iver efter at holde på ungdommens
skygge , når den selv er borte .
Måske så hun dog yngre ud , end sin alder .
Hvis hun havde klædt sig som en midaldrende dame ,
ville hun måske have set ung ud mellem sineligealdrende ,
men klædt som ung , så hun , både
mellem angre og ældre , bare ud som en gammel
forfængelig stakkel .
Før , da jeg gik bort fra kammerjomfruen , havde
jeg besluttet , ved lejlighed , at få en samtale med
Fru Fischer , for , om muligt , af bevæge hendes
hjerte , men efter dette møde , var jeg vis på , det
ikke kunne nytte , og af hun , om hun også efter sin
død beskjænkede gamle hæderlige jomfruer , ikke
ville have noget tilovers i levende live .
Da jeg kom til landsbyen , stod moder på
hjørnet med et tørklæde over hovedet og ventede
på min , efterretning ; siden , da vi i forening
gik forbi præstegården , mødte vi min Broder
til hest .
da han så os , steg han ned , lod hesten
græsse ved grøvtekanten , og satte sig hos os på en
bænk udenfor præstegårds-vænget .
Siden de sørgelige efterretninger fra i går
havde vi ikke talt med ham ; nu fortalte moder
ham alt .
„ Det var en tynd lykke , du slaffede hende “ ,
sagde han med bitterhed , idet han så mørkt hen
for sig , „ er det nu kommet så vidt , bliver hun nu
også fattig ! Ja , det vil jeg tro ! “
„ Du vil da ikke bebrejde mig noget “ , sagde
moder og så forundret på ham , de havde aldrig
før talt om dette ttema , „ jeg kan jo ikke gøre
derfor . “
Han greb moder fast i armen og råbte lidenskabeligl :
„ Kan du ikke gøre noget derfor , det var
jo din skyld , jeg har jo heller aldrig kunnet holde
af dig siden ; hele hendes liv og hele mit liv har
du jo forspildt . “
„ Du gode gud , har du elflet hende ? “ spurgte
moder sagtmodigt , og så brast hun i hulken .
Just , som han vist havde et forfærdelig voldsomt
svar på læben , besindede han sig , sagde ikke
et ord , men besteg langsomt hesten og red bort .
Sålænge vi kunne høre hovflagene , blev moder
ved at græde :
„ Det er Vorherres straf over mig stakkel ;
du almægtige gud ! — når han aldrig så med
milde øjne på mig , så tænkte jeg , at det var indesluttethed ,
— jeg var dog så vis på , at han holdt
af mig i sit hjerte . Men så var det nag til sin
egen moder . Den kære gud frelse hans sjæl , det
er så forskrækkeligt ! “
Da vi gik bagom byen hjem , sagde hun til mig :
„ Lise , fortæl det ikke til fader , for så vil han forbande
den stund , vi fik det stakkels barn i vort hus . “
tolvte capifel .
Fra den tid af , kom Chrisfian ikke mere til os .
Ganske tidligt om morgenen kunne jeg høre ham
åbne lågen , og se ham i den lille indelukkede
have . Sommetider så han hen til huset , om
nøgen var oppe , men så snart det første vindue
åbnedes , gik han bort .
Fra rose vedbleve vi , med korte mellemrum ,
at få breve . — faren , der svævede over hendes
hoved , lod så længe vente på sig , at vi næsten ikke
mere troede på den . Hun skrev ikke et ord der tydede
på den slags ulykke . Hun talte kun om de mange store
værelser , hvor hun gik alene omkring , og om de
mange tjenestefolk , for hvem hun så gerne ville ,
men ikke kunne fatte godhed . „ Det er sommetider
for mig “ , flrev hun , „ som huset i grunden var
deres , som det var et hotel , og som de gave Sophus
og mig bespisning . “
med hver lille skrivelse lod hun følge et
genrebillede eller et landflab , hun selv havde tegnet ;
aldrig noget fra hendes opholdssted , altid kun
minder fra vor egn og hendes barndom .
Fader gik gerne hver aften til præstegården
og besøgte Chrisfian . „ Når den slemme dreng ikke
vil komme til os , så må jeg gå til ham “ , sagde
han . Når han bragte ham roses breve til gennemlæsning ,
beholdt min brøder altid tegningerne , som
vare de hans retmæssige ejendom . Det havde han
gjort hele tiden .
Omtrent et år efter af vi havde modtaget de
sørgelige efterretninger , fik vi følgende lille melding :
alle i kære !
„ I dag skulle i da endelig høre noget rigtig
glædeligt . Vorherre har undt os to dejlige børn ,
to små drenge .
Jeg er meget mat , men lægen gav mig lov af
skrive , for jeg måtte fortælle eder det selv .
De to vugger stå foran mig . Marie sidder
ved min seng og dhpper pennen . — nu tror jeg
alt skal blive godt igen ; i dag er det , som jeg elsker
alle , og som tomheden er borte . Sådanne
to vugger kunne nok fylde et helt stort hus . —
med guds hjælp skulle i dog få mine børn
af se ; jeg vil bede min mand så inderligt , af jeg
må komme til eder med dem . For øjeblikket er
han ikke hjemme , men han kommer snart . “
Den lille stakkel ville vist allerhelst have bedet
en af os om af komme , men man kunne jo nok
mærke , af manden , allerede fra først af , havde sat
en pind for vort besøg .
Dette var tidligt om foråret , sommeren derefter
modtoge vi pludselig en skrækkelig nyhed .
Fader gik i haven og satte stænger for sine
ærter ; møder og jeg lå på jorden og pillede
jordbær .
„ Hvad var det “ , sagde møder og så i vejret ,
„ er der ikke en , der taler ? Io , det er præsten ,
der holder med sin hest ved stakittet . Det er til
fader , hører du , Torstensen , præsten taler til dig ! “
Fader rejste sig op og gik derhen , vi andre
fulgte bagefter ; vi kunne mærke på pastorens
måde , at han bragte en nyhed , og vare spændte
på at høre den .
„ Der er desværre ildløs i nærheden af deres
søsterdatter “ , sagde han , „ i byen har man modtaget
et telegram med den nyhed . “
„ Er det selve herregårde » ? “ spurgte møder .
„ Ia desværre , — desværre , det er nok netop
den ; — men måske sidefløjene , — jeg har ikke hørt
det var hovedbygningen . — jeg tænkte , om det ikke
var bedst , de toge derhen ; i sådan en forfærdelse ,
trænger den unge kone vist til bistand . — stakkel ,
ja jeg ved — de to små kære børn ! Gud bevare
hende , adieu . “
Efterat præsten var borte , rådsloge vi om ,
hvad der var det rigtigste , og besluttede , at jeg
skulle tage med det første dampskib , for , om muligt ,
at være rose til trøst .
Såsnart det begyndte at mørkne , gik jeg et øjeblik
hen til min Broder , for at fortælle ham min bestemmelse .
Da jeg nødig ville forstyrre præstegårdens
øvrige beboere , gik jeg gennem haven , hvorfra jeg
ubemærket kunne komme til hans værelser . De
sidste vinduer til højre på den hvide præstegård
vare min Broders ; i hjørnet var døren , der førte
ind til ham .
Der var lys derinde ; det stod på et lille firkantet
bord , hvorved han sad og så i et album
med roses tegninger . Jeg havde før , på samme
tid , truffet ham ved samme beskæftigede . Han
vendte bladene langsomt ; hvert billede indeholdt
minder , som han nødigt ville flippe . Jeg ville ikke
forstyrre ham , og blev stående , til han havde
gennemløbet bogen og sat den i skabet ; så bankede
jeg sagte på .
Præsten havde ikke meddelt ham efterretningen ;
da jeg fortalte den , hørte han roligt efter , uden
synlige tegn på bevægelse . Det var meget rigtigt ,
at jeg rejste , sagde han , han ville selv køre mig
til byen .
Klokken tolv om natten stod faders fjælevøgn
med gamle Henrik , — en stakkels ny , hvidsfimlet
gammel Henrik , akkurat et sidestykke til den forrige , —
foran døren .
„ Den befordring har vist ikke gjort så lang en
rejse , siden jeg hentede hende “ , sagde moder med et
dybt suk , idet hun rakte fader madkurven , som
han igen anbragte på sædet mellem Christian og
mig .
„ Hvad er nu egentlig hovedbestemmelsen med
rejsen , Lise ? “ spurgte fader .
„ Jeg ville helst , hun skulle tage det arme barn
hjem med “ , sagde moder grædende , „ både hende og
børnene ; hvor der er hjerterum , derer også husrum .
Lad os få dem alle , ligeså godt først som
sidst , — det ahner mig , hun er i fare , — og du
kan være rolig , fader , rejsepengene skal jeg nok
skaffe . — du må logere i solen , barn , ja jeg har
sagt det før , men glem det nu ikke , — der er
så velsignet ! og husf så i aften , så snart du
kommer ind , at gå til urtekræmmeren ; han skal
regne ud for dig , hvad du behøver til rejsen , og
han forstrækker dig gerne med pengene ; nu er vi
jo qvif med alt det andet ; han ved så godt jeg er
pålidelig . “
Fader rystede på hovedet : „ Nå , så skal du
begynde forfra igen . — det er egentlig hårdt , at
det , når det går tilbage for de rige , skal gå ud
over de fattige . — jeg tænkte muligvis , du havde
summen , mutter , og ikke igen fluide låne den
der . — men farvel da , — jeg vil ikke sætte bom
for moders gode hjerte . Farvel , i guds navn . “
Vejret var noget tåget , da jeg landede i århuns
og kørte med en dagvogn hen ad landevejen
til bestemmelsesstedet .
Passagererne vare forfærdelig snaksomme . En
tyk kone og en tyk mand sagde på sædet lige
foran mig og talte om ildebranden .
„ Han har gjort det selv , — den fyr , — det
er ganske bestemt “ , sagde manden .
„ Så fortjente han såmænd at svies levende “ ,
råbte konen , „ Du store gud , — så var
han jo værre end en djævel . — fruen var jo sengeliggende ,
og de to små hjælpeløse væsener , — og
ilden brød jo ud i den længe , hvor hun lå . “
„ Ja , ja , lille frue “ , nu lo den tykke mand ,
som det var morsomt . „ Det er jo bare den gamle
historie , kender de ikke den . Man stikker ild på
det sted , hvor man gemmer sin bedste skat , —
for den , seer de , he ! sørger man såmænd nok for
at få reddet og på den måde leder man opmærksomheden
så dejligt afvejen . — men nu er
knebet allerede gammelt , det er det værste ; det
hjælper ham s ' gu , ikke , — politiet er klogere , end
han . — men , he , når man taler om djævlen , så
er han der min sjæl , — så de ham der ? “
„ Rytteren , jo , gudbevares , det var da ikke
ham ? “
„ Jo vel var det ham , han har været borte
siden ; se den gavtyv , han rider i luntetrav , — som
der ingenting var i vejen . “
Ja , der red han med sin sædvanlige skødesløse
mine , som dog i dag forekom mig at være påtagen ;
han var i det mindste noget , om end ikke kendelig
blegere , end han før plejede at være .
Han var ikke langt foran , da jeg steg af ved
en lindealle , der førte til gården , eller rettere til
stedet , hvor den havde stået .
De to tykke passagerer så med lange øjne
efter mig , medens jeg med taske og rejsetøi gik
langsomt hen ad vejen .
De misundte mig vist , at jeg kom til skuepladsen
for begivenheden .
Det var en skrækkelig ødelæggelse jeg så , og
det var hendes hjem . Jeg brast i gråd . Af de
to piller , der havde været ved indkørselen , var den
ene urørt , medens den anden lå i brokker og
stykker , og den ene rad dejlige , kraftige lindetræer
stod og så på de stumpede , afsvedne stammer af
den anden , hvoraf ikke et træ havde undgået ilden .
Lange grene , der fra de svedne træer hængte
og svalede , som blot ved et hår , piskede både på
rytteren , der red foran mig , og på hans hest .
Han stødte dem langsomt til side ; det var , som han
ved denne rolige bevægelse ville antyde , at han siet
ikke var i ånde .
Pludselig standsede han hesten foran den store
plads , hvor gården havde stået , og så på
elendigheden .
Mellem disse bjælker og brokker nyttede det
ikke at tøve ; jeg vendte om , for at spørge i portnerboligen ,
der stod fuldkommen urørt , hvor rose opholdt
sig .
„ Med guds hjælp er hun dog i sikkerhed ? “
Spurgte jeg konen .
„ Jo , fruen er i sikkerhed , det ved gud hun
er “ , sagde hun ; „ Marie , dej skind , kom såmænd
med sin mand , ligesom det begyndte at tage på , og
fik både hende og børnene hissede ned fra vinduet
og bårne hjem på deres bør , for fruen er jo så
grumme fin og svag , og kunne ikke gå . Først toge
de de små og bare hjem , medens fruen sad i
græsset , for hun ville vide dem i sikkerhed før sig
selv . Marie har dem alle tre , og er så god ved
dem , som hun , med det hun har , kan være . “
Da jeg havde fået denne underretning , bad
jeg hende vise mig vej til Maries hus .
„ Min søn kan følge jomfruen “ , sagde hun ,
„ og så kan jeg imidlertid gemme deres rejsegods . “
Drengen skød gjenvei ad en kornsti ; luften
var dæmret , duggen skinnede på stråene . Landsbyen
så venlig ud , jeg blev ved at gå henimod
den , uden at vende blikket . Men drengen gik foran ,
med hovedet drejet tilbage , som ville han spejde .
„ Hvad seer du efter ? “ spurgte jeg .
„ Det var efter en vogn derhenne , — jeg tror
det er politiet , — kan jomfruen se ? nu kommer
den nærmere . “
Det var en wienervogn med fire godt indpakkede
herrer .
„ Nu ta ' er de ham vist “ , sagde drengen . „ Her
er det “ , sagde han lidt efter , idet vi standsede foran
et lille hvidkalket hus , der lå alene for sig nogle
skridt fra kirken . Da han havde givet mig den
befleed , løb han sin vej , så rafl han kunne på
træskoene . Det var ham meget om at gøre , at se ,
hvor politiet blev af . —
jeg bankede sagte på den lille lave rødmalede
dør , da jeg sagde hvem jeg var , blev jeg straks lukket
ind af konen .
I hendes pæne stue , den , der ellers bare
var til at vise frem , foran den blå dragkiste ,
med en hummerklo hængende ned fra en af de
blanke låse , lå rose , i en lang gul seng , med
et uldent tæppe og skinnende rene , men forskrækkelig
grove lagener over sig . Tætved sengen , i en vugge
med en stor lyserød dyne , hvilede begge hendes små
drenge i tryg søvn .
Rose så vist på mig , men kendte mig ikke .
Ansigtet var meget blegt , og jeg syntes det var mindre
end før , men det var endnu et barns ansigt , akkurat
et sygt barns . Omkring vuggen var der bundet et
langt grønt silkebånd , det holdt hun fast i hånden .
„ Har hun hele tiden været vild ? “ spurgte jeg .
„ For det mesfe , af og til kommer tanken et
øjeblik , men den går , som den kommer . Det er
så forfærdeligt , jomfrue , for man tør næsten ikke
ønske den stakkel skal komme sig , når man ved ,
hvad hun får at høre . “
„ Tror de , han har gjort det ? “ spurgte jeg .
„ Ia , jeg tror ham ikke bedre ; sådan et men «
Neske , der bruger så mange penge , — forsømmer sin
søde kone , — og bringer dårlige venner hjem ,
ham kunne man næsten tro til endnu mere ,
jomfrue . “
„ Men var han hjemme dengang ? “
„ Nej “ , sagde hun sagte , „ men han har heller
ikke gjort det selv , — men , fordi man får en anden
til det , er man ikke bedre . — min mand er kaldet
til forhør ; — han har desværre hørt nogle ord ,
han ikke syntes han kunne dølge . Der er en mand ,
der hedder Ole Peer Nees , — han har vist gjort
det , — for det er ikke første gang , han har fået
penge , for at gøre folk den tjeneste , — og man
har jo ingen ro i sit hus , så længe sådan en
går om , uden at blive opdaget . “
„ Men , hvad var det deres mand hørte ? “
„ Å ja , jeg kan jo gerne sige det , da det dog
nu kommer frem . — min mand sad på grøvtekanten
og spiste sin aftensmad , så gik Herren og
Ole Peer Nees op og ned forbi ham , altid samme
lille stykke .
først talte de bare om en . Ridehest , der var
død for Herren . Peer Nees ville gerne købe den
for billig pris . Dette blev de da også enige om .
Men så drejede samtalen hen på noget andet .
Min mand kunne jo ikke høre uden de få ord ,
hvergang de gik forbi ham , men de gjorde ham dog
opmærksom , da lange Peer hele tiden havde sit
grimme grin .
„ Bare en lille røg , — he he “ , sagde han og
stak sit hoved lige op til den andens ansigt . — øg
en anden gang , da de kom forbi , sagde han : „ Ja
bevares , jeg kan tage dem alle tre , som svesker ,
ikke et hår skal svies på deres hoveder , — man
er der i rette tid , he . “
Dengang min mand hørte dette , havde han jo
ikke noget bestemt af fæste sin tanke på ; han sagde
bare til mig , af der vist var noget på færde ; men
siden , da det brændte , gjorde han jo sine betragtninger .
Efter hvad han kunne skønne , var det dog
Peer , der fandt på af gøre ulykken og rådede
Herr Fischer dertil , og de ord , Peer havde
sagt : „ Jeg kan tage dem alle tre som svesker “ ,
mente han , vare foranledigede ved , af Herren havde
pålagt ham , af sørge for , af hans kone og sønner ,
under alle omstændigheder , blev frelste . Da Ole ,
min mand , og jeg kom til brandstedet , stod Peer
Nees også , med sit grimme , grinende ansigt , meget
rigtigt med en lang stige ved fruens vindue , og det
var ham , der holdt den for os , medens vi hjalp dem
alle tre ned . — og før branden , havde en af
folkene på gården set ham liste om ved hundehusene .
Der var heller ikke en af hundene , som
man hørte gjøe den nat , og da man kom for at løse
de stakkels dyr , lå de stive og døde .
„ Har hun spurgt til sin mand ? “ sagde jeg ,
efter en pause , idet jeg pegede på rose .
„ Nej , ikke en eneste gang , — men jeg er bange ,
han kommer for at sige hende farvel , før han kører
med politiet . “
„ Hvem kommer ? “ spurgte rose .
„ Det er deres mand , kære frue , jeg tænker
han kommer snart , for at se til dem . “
„ Å nej , å nej , “ sagde hun , idet hun rystede
på hovedet , — „ å nej , han kommer ikke , det
brændte jo alt sammen , — men jeg har mine børn ,
— de er her jo begge “ , hun rejste sig og så efter
dem . „ Å , jeg skal holde så fast , så fast “ , hun
knyttede båndet to gange om den lille hvide
hånd .
„ Det er det eneste , hun bryder sig om i verden “ ,
sagde konen med et suk .
Da jeg spurgte , om hun havde været rafl før ,
og om denne feber kom af forskrækkelse , sagde hun ,
at hun i længere tid havde været meget svag , og
havt feber hver dag hen ad aften , men at den først
efter branden var bleven så flem .
„ Har hun været tungsindet hele tiden “ , spurgte
jeg .
„ Nej , siden hun fik de små , har hun været
så inderlig mild og glad , fra morgen til aften . “
„ Men hvad siger doktoren ? “
„ Å , han siger ikke sin mening rent ud “ , hun
holdt lidt inde og sagde derpå : „ Kære jomfrue ,
de må ikke tage mig det fortrydeligt op , men har
de råd til — er det deres mening , at føre
hende og børnene hjem med dem ? er det derfor
de er kommen ? “
„ Allerførst kom jeg bare , for at se til hende “ ,
sagde jeg tøvende .
„ Nå , sådan , — for jeg vil sige dem , min
mand og jeg have jo ikke meget , — men , når
de ikke kunne få det bedre andre steder , — havde
vi betænkt , hvis Vorherre tog moderen , at beholde
de små . Vi have jo selv ingen børn mere , —
og skulle nok være gode imod dem . — men , så få
de jo kun en simpel opdragelse . “
Jeg så på konens gode , forstandige ansigt ,
tænkte , at de ville være vel farne her , da de
vist ville blive opdragne i gudsfrygt og kærlighed ,
og bad Herren , i mit hjerte , hjælpe os , til at udføre
hvervet ligeså godt .
Derpå fortalte jeg , at det var mine forældres
villie , at tage dem alle tre .
Medens konen puslede i sit hus , sad jeg inde
ved sengen .
Hvergang de små gjorde en bevægelse , eller ,
når jeg gav dem af flasken , så nose opmærksomt
derhen , men ellers var der intet tegn til bevidsthed ;
først senere , hen ad skumringen , da hun sad i puderne
på mit skød , medens Marie redte hendes seng ,
kendte hun mig , og sagde :
„ Men er det ikke Lise , jo det er jo Lise , — det
var jo yndigt ; “ — som hun havde sagt dette , slog
hun sine arme om min Hals , hvilede sit hoved ved
mit bryst , og faldt på den måde i slummer ;
siden blev hun ved at sove , efter at vi igen havde
lagt hende i sengen .
Da doktoren kom , mente han , at når man
var meget forsigtig , kunne hun nok tåle at flyttes ,
og at det var bedre for hende at komme bort , end
at blive på et sted , hvor alt målte minde hende
om ulykken .
Han var så god at ville skaffe en lukket vogn til
Århus , hvor vi målte overnatte , før vi toge
videre med dampskibet .
Jeg takkede ham meget for tjenesten , men blev
jo rigtignok noget betænkelig over den store bekostning .
Hvor mange , mange år ville der ikke
gå , før moder fik så stor en sum afbetalt . —
urtekræmmeren havde jo nok forsynet mig med tilstrækkelige
penge , men han havde kun overtalt mig
til at modtage så mange , for det værste tilfældes
skyld ; jeg troede så bestemt , at jeg ville kunne
bringe mindst de to trediedele af summen tilbage ,
og nu ville rimeligvis hver smule gå til .
Jeg tænkte frem og tilbage , om det var rigtigt at
tage sig så mæget på i vore små kår , og , om
det ville være muligt at gennemføre det med vore
ringe kræfter . — men så syntes jeg igen , at når
Herren lagde den gerning lige foran os , så vi ikke
godt kunne unddrage os den , måtte det sikkert også
være hans mening , at skænke os sin nådige bistand
til udførelsen .
Medens jeg sad om natten ved sygesengen ,
bad jeg inderligt , at vi altid måtte betragte det
således , ikke som noget vi havde villet i letsindighed ,
men som noget , han havde villet i alvor .
Den unge Fischer kom ikke , for at tage afsted ;
den samme nat førte politiet ham til den nærmeste
købstad . Han bekendte ingenting og forbrydelsen
er ikke bleven opdaget ; men fra den tid opholdt han
sig i udlandet ; her kunne han ikke være for sit
rygtes skyld .
trettende capifel .
Ganske tidligt næste morgen rejste vi . Da rose
var kommen tilsæde i vognen , rakte Marie den lille
vugge , hvori børnene akkurat kunne ligge , uden at
presse hinanden , ind til mig . Det var hendes gave ,
hendes eget barn havde ligget deri , „ Vorherre lade
dem nu trives , “ sagde hun .
Det grønne bånd hang endnu om hanken ved
hovedgærdet ; rose greb efter det , og snoede det om
hånden , som hun plejede .
Jeg kan ikke bestride , hvor venlige , og hjælpsomme
alle mennesker vare imod os på den rejse , og
hvor let de gjorde det for mig at udrette mit
ærinde .
Således også på dampskibet ; man bar moderen
og de små med den største omhu og varsomhed
ned i kahytten , og det bedste , damerne
ejede , regnede de ikke for godt , til at brede over dem .
en ung kone lagde sit barn til side og roses
små ved brystet . Jeg skal aldrig glemme den
kærlighed vi mødte ; det var , som den kom lige fra
Vorherres eget hjerte .
Klokken ti om aftenen , den fjerde dag efter
min afrejse fra hjemmet , holdt jeg igen udenfor
vort gamle hus med dem alle tre , for så vidt i
god behold .
Da jeg havde meldt vor ankomst , stod de alle
ved vognen . Christian tog rose på sine arme og
bar hende ind .
I tre dage lå hun hen , akkurat i samme tilstand .
Moder
havde lejet en himmelseng ; i den lå
hun , midt i havestuen , med vuggerne ved siden .
Når vi havde tid , sagde vi alle omkring
hende .
„ Hvad er dog dette ? “ sagde hun en morgen ,
idet hun vågnede og smilede så venligt hen til
mønstret på den kendte dyne , — små hvide
gryn i blå grund . — „ Er jeg da hjemme ? “ hun
så sig omkring ; først faldt øjet på min Broder ,
så på os andre , så ned på vuggerne , „ og
mine børn er her også , jeg tænkte det var en
drøm , — men jeg har jo mine drenge , — gud
ske lov ! “
da hun havde ligget lidt , viklede hun båndet ,
der var sastbundet ved vuggen , af sin hånd
og sagde :
„ Nu har det ingen nød , nu er der ingen , der
fager dem . “
„ Ræk mig din hånd , Christian , “ sagde hun
derpå .
„ Å , hvor jeg kender dig godt på den måde
du holder , lad mig se , om jeg kender de andre ;
hun tog os nu alle sammen i hånden .
„ Hver har sin måde , jeg kender den dog så
godt . — det er en yndig fornemmelse at være
hjemme , — dejlig . — jeg ville dog også så gerne
døe her , jeg har bedet Vorherre så inderligt derom , “
Hun rakte sin hånd igen hen til Christian , og lod
den hvile der .
„ Å , vi skal nok beholde dig , “ sagde moder .
„ Nej , “ hun rystede på hovedet , „ det tror
jeg ikke , — det er så svært at leve ! jeg er så mat ,
så mat . Men , når jeg må dø her , så er det
jo dejligt , for det er det , jeg har ønsket . “
Da doktoren den dag kom , blev han forundret
over bedringen , mente nok , hun skulle komme sig ,
og fortalte det til præstens , hvorfra det kom videre
omkring i byen .
Skolelærerens kone , der mødte moder på apotteket ,
holdt en lang tale om , hvor forfærdeligt det
var , at hun havde påtaget sig den indkvartering ,
— og spurgte , om hun rigtig havde tænkt over
følgerne . Det kaldte hun at tage brødet fra børnene ,
og give det til hundene ; man havde dog pligter
mod sine egne ; hun ville da håbe , at moder ,
når konen derovre kom sig , ikke ville holde
hende for fin til at tjene brødet , ved at gå om i
husene , eller ved håndarbejde , for alle mennesker
ville tro , hun ikke var klog , når hun , efter dette ,
behandlede hende som en prindsesse ; andet end
en tiggerprinsesse kunne hun da ikke blive i tiden ,
når hun ingenting duede til . — børnene vare heller
ikke en smule for gode til at sendes tilbage ;
det sogn , hvorfra de kom , kunne jo betale for dem .
— man vidste jo nu så godt , hvad de kom af ;
den dejlige Martine var nok død på et fattighus . “
Medens
den fæle kone før , kun gennem skoser ,
var kommen frem med sin ondsfab , råbte hun nu
alting højt og myndigt , for at alle i boutiquen kunne
høre , hvor raskt og oprigtigt hun turde sige folk sin
mening lige i øjnene .
Der var vist også nogle blandt de tilstedeværende
som fandt det ret godt , at vi blev
vækkede af den dvale , hvori de mente vi vare nedsjunkne .
Moder
blev meget opbragt , og sagde , at så længe
hun og hendes børn levede , ville de , om de
så skulle slide neglene tilblods , nok sørge for , at
den fine unge frue blev behandlet som en dame .
— hvis hun havde mere lyst til at forære sine
fljønne tegninger og håndarbejder bort til sine
venner , end til at sælge dem for lumpen mønt , så
skulle hun også have lov til det , — men ville hun
sælge dem , kunne hun sagtens både ernære sig og
børnene ; der skulle nok blive rift om sådanne
kunststykker . — og hvad hendes søster Martine
angik , så var det hele nedrig løgn ; hun havde været
anset og hædret til det allersidste .
Moder sagde , i sin store forbittrelse , meget mere ,
end hun egentlig straks havde i sinde . Det løb rundt
i hendes hoved , og hun var ganske fortvivlet , da
hun kom hjem . På apotteket havde hun givet 2
nbd . for medicinen . Det stod for hende selv som
en umulighed , at kunne holde ud på den måde ,
når Vorherre ikke ville hjælpe , og nu havde hun
måske , ved at føre det store ord og være så opbragt ,
rent forskertset hans venflab .
Imidlertid blev rose bedre . Dagen efter var
hun så vel , at hun kunne sidde lidt overrende i
sengen .
Hun så ud i haven , medens Christian holdt
rullegardinet i vejret .
„ Å , der står det alt sammen , som før ; det er
dejligt at se det igen . — hvor fader dog også
freder yndigt om det ; om han ikke er der selv ,
seer man ham dog , bare man kigger derud , både
ved ærter og drivkasser , ved det hele . — det er
så underligt at se hver lille busk og plante stå
akkurat lige så fornøjet og forstandigt , på sin lille
rene plet , som da jeg rejste . Det er som hver havde
sit gode kald til gavn eller til glæde . — vil du
lukke vinduet helt op , — jeg vil så gerne høre
bierne , — hvor de er glade i solen , hør dog , hvor
de er glade . “ — som hun talte således , kom der
pludselig en mørk sky over hendes ansigt , og hun
sagde sørgmodigt : „ Derfra , hvor jeg kom , var der
på den ene side af gården udsigt til skønne ,
kæmpestore bøgetræer , men man hørte aldrig muntre
stemmer omkring dem ; det var forfærdelig sørgeligt ,
at se dem stå der fra morgen til aften og betragte
sig selv i den lille døde sø . — om foråret
glædede jeg mig aldrig til at de skulle grønnes ,
men når høststormen rystede dem , og det nedfaldne
gule løv bredte sig over søen , og hvirvlede for
vinden , så man igen kunne se den blå luft
spille mellem de bare grene , følte jeg som en
befrielse . “
„ Har du set din have , “ spurgte Christian , for
at adsprede hendes tanker .
Alle roserne stod i flor ; hun bad ham plukke
en af hvert træ , at hun kunne se , om hun husfede
deres navne .
Medens han gik derude , fulgte hun ham med
øjnene : „ Han er bleven en rigtig mand i den tid ,
en rigtig stor mand , “ sagde hun , og jeg er ikke
bleven større , ikke det mindste . — hvis jeg var bleven
her , var jeg måske bleven større , — men man
kunne ikke vokse der , — det var sådan en ørken , —
jeg var nær gået rent ud . Å , lille moder , “
Hun lænede sig til moder , „ hvis jeg var bleven her
altid . “
„ Men nu skal du blive her . “
„ Ja , nu skal jeg blive her , “ gjentøg hun , „ nu er
der ingen , der får mig bort . — nå , der er Christian ,
vil du lægge roserne i en rad på dynen , —
nu er jeg så træt , “ hun faldt tilbage i sengen ,
„ men det vil more mig , at ligge og se på dem , som
på gamle venner . “
Christian bøjede sig ned , pegede på- en green
med tre højrøde roser , to halvåbne knopper og en
helt udsprungen . „ Kan du husfe , at du stod hos
mig , da jeg plantede det træ ?
„ Jo , det var jo min fødselsdag , — jeg husker
det godt , du spurgte mig , om du altid skulle være
min gartner , og så sagde jeg , at jeg ville ikke
have nogen anden , “ hun klappede hans kind , „ det
skal du også blive ved at være , Christian , du skal
passe min grav , vil du ? — jeg har allerede tænkt
på det ; —når du om aftenen kommer hjem , går
du lige forbi lågen dertil , — vil du hver gang
gå derind og hvile dig lidt ved graven . “
„ Jo jeg vil , lille rose , jeg skal pynte den dejligt . “
„ Tak ,
jeg holder så meget af den tanke . —
men du må ikke være bedrøvet , Christian , det må
du ikke . — du skal jo ikke se ned på den sorte
jord , — men du skal se op , — som jeg derfra så
ned . “
På den samme dag , men siden hen , sagde hun
til min Broder : „ Jeg har mere at bede dig om ,
men det vigtigste vil jeg tale om til sidst ; vil du hvert
år få at vide , hvordan det går den gode Marie ,
og spørge til min lilles hvilested . Hun passer det
nok , men når jeg ved , du bestandig får noget at
vide derom , er det , som jeg selv levede og fik noget
at vide derom . “
„ Jo , — men hvad var det , der var det vigtigste ? “
„ Jeg
vil give dig mine to drenge , Christian .
— jeg pålægger dig en stor byrde , — det ved
jeg så godt , — men nu jeg skal dø , tænker jeg bare
på at give dem i gode hænder , og jeg ved du vil
ikke opdrage dem i letsindighed , men i tro , håb og
kærlighed . “
Christian brast i hulken : „ Jeg vil elske dine
børn af min sjæls inderste , for jeg har elflet dig
af min sjæls inderste . “
„ Lad mig da give dig dem , “ hun bad mig
tage de små , og så rakte hun ham først
den ene , og så den anden , og medens han sad med
dem , så hun med et forunderlig lyksaligt blik
derhen .
„ Men du må ikke være for øm imod dem , de
må ikke blive sådanne skrøbelige stakler , som deres
moder . “
Da hun sagde dette , bøjede min moder hovedet
ned i sit skød .
„ Du må få rafle , kraftige mennesker af
mine drenge , Christian ; de må meget hellere
komme til at ligne dig , end til at ligne mig . “
„ Er der ikke noget , vi skulle sige til din mand ? “
sagde jeg siden ; jeg syntes det var pligt , at spørge
herom .
Hendes udtryk blev bedrøvet og becengstet . „ Gid
jeg havde noget at sige ham . — „ Men å , det er
sandt ! må jeg få pen og blæk , så vil jeg skrive .
Han må jo give sit samtykke til at børnene
blive her ; dog det har ingen nød , han giver det
nok . “
Da hun var færdig med den lille seddel , lagde
hun den sammen , og bad fader stride udenpå til
hendes mand .
Det var , som hun følte sig lettet , efter at have
udført dette arbejde .
Skjøndt rose var så vis på hun skulle forforlade
os , vedblev doktoren dog at nære håb ; han
havde megen godhed for den stakkels lille patient ,
og ville så nødig opgive hende .
En aften , da hun , efter at have været
usædvanlig rafl om dagen , følte sig noget afkræftet ,
bad hun os sende bud efter præsten ;
hun ville gerne have sine børn døbte , og så
nyde sakramentet i forening med os alle . Dette
slete da også , og hun var i fuld samling under
det hele . Jeg tog huen af de små . Den førstefødte
blev kaldet Christian efter min Broder , og den
anden Carl efter fader .
før hun gik til Herrens bord , sagde hun til
præsten , i vor nærværelse , ( hun ønskede ej at vi skulle
gå ) at hun var bange , hun ikke havde virket nok ,
for at vinde sin mands kærlighed , og at dette lå
hende meget påsinde .
„ Havde jeg søgt efter det gode hos ham , så
havde jeg nok lært at elsfe ham , men jeg faldt gradeviis ,
uden mindste kamp , ned i ligegyldigheden ;
jeg har slet ikke været noget for ham , ikke det
mindste . “
„ Hvordan var han mod dig , mit kære barn ? “
Spurgte præsten , idet han venligt så på hendes
lille , blege , blide ansigt .
„ Ingen af os kunne finde det gode hos hinanden ;
han var også ligegyldig , men , når jeg ikke
havde givet ham det kolde endnu koldere tilbage ,
var det gået anderledes . Det er skrækkeligt at leve
årviis sammen , uden at komme hinanden nærmere ;
det falder nu på mig , som en rigtig synd . “
„ Præsten og hun talte i nogen tid om dette .
Tilsidst bad hun ham skrive til hendes mand , når
hun var død , lægge hendes brev i sit , og meddele
ham hendes bekendelse og anger .
Det var nogle dage efter , ved midnat .
Vor lille lampe med den grønne skærm stod
på bordet . Moder og jeg strikkede , fader fletfede
havekurve af bastbånd , skyggen af hans skikkelse
og den lille vugge lå på gulvet . Min Broder
sad hos rose ; hun lå i en mild , stille søvn ,
støttende hovedet på hans arm .
Sådan lå hun hele natten , til hun døde .
„ Er hun død , “ sagde datteren næste morgen ,
og så græd han ; alle , der kendte vor rose , holdt
af hende .
fjortende capifel .
Efter roses død kom Christian hver dag og så
til børnene . „ Hvordan har de det ? “ spurgte han
os , og så bøjede han sig ned og så på de
små i vuggen , men der var noget forunderlig
sørgmodigt i hans stemme , og når han gik igen ,
var det , som han havde søgt efter noget , og ikke
kunnet finde det .
Sådan blev han ved længe ; han kom hver
eneste dag , så på dem , talte lidt om dem , og gav
moder penge til deres fornødenheder , men det var ,
som hjertet blev udenfor , eller , dette er måflee ikke
rigtigt udtrykt , det var , som han gik ud med det
samme kjærlighedsmål , han kom ind med , som
han ingenting kunne give til sådanne små ubevidste
nogle , der hverken kunne give igen eller
modtage .
Moder og jeg syntes at børnene vare så
usædvanlig sunde , kraftige dejlige , og at det måtte
være langt lettere at elske dem , end at lade det være .
Jo mindre børn er , og jo mere de trænge til
os kvinder , jo mere tilfredsstille de jo vor kærligheds
trang . Vi havde meget ondt ved at forstå
ham .
Der gik to , tre , fire år ; han så på dem ,
famlede fremdeles efter trøst , og fandt kun tomhed ;
men efter den tids forløb , indtraf der en lille begivenhed ,
der , hvor ringe den var , dog bragte dem
sammen .
En eftermiddag , medens jeg sad med mit arbejde
på højen ved steengjærdet , hvorfra man
havde udsigt over markerne , og drengene vare hos
mig , fik disse , — da vare de fire år — øje på min
Broder , der tilhest ( langt borte på præstens jorder )
talede med høsffolkene . „ Må vi gå derud , “
Bleve de længe ved af bede , skønt jeg engang havde
sagt , af nu måtte de ikke , men siden skulle jeg følge
dem til deres oncle .
Da jeg ikke mere hørte deres : „ Må vi gå
derud , “ troede jeg , af den sag var afgjort , men lidt
efter , da jeg hævede blikket , så jeg med forfærdelse ,
af de små fyre vare sprungne over gærdet ,
og fore afsted over kløver og sæd ligeud , den vej ,
der syntes dem nemmest . Det var ikke tænkeligt ,
jeg kunne standse dem , så langt forspring havde de .
— midt imellem dem og min Broder var der en
dyb grøvt ; da de pludselig standsede her , vare de
allerede blevne så ubetydelige for mine øjne , af jeg
neppe kunne se dem . Det var som små rådvilde
insekter , der løb frem og tilbage og hverken vidste
ud eller ind . Endelig , da de vare vedblevne således
nogen tid , og jeg med skræk så dem gøre
et forsøg på af passere grøvten , opdagede min Broder
deres ubetydelige skikkelser , steg af hesten og løftede
dem en , efter en , over .
En times tid efter , kom han ridende med dem .
Fra den tid holdt han af dem , fra den tid voksede
de sammen , og fra den tid blev han glad .
Rose har nu været død i elleve år .
Vort hus er for tiden et rigtig lykkeligt
hjem .
I de gode år har fader taget al den kraft
tilbage , som han mistede i de sørgelige ; står man
ikke seer på det hvide hår , men på det friste
brune ansigt , vil man finde , at tiden snarere har
gjort ham yngre end ældre .
Hans stemning og udseende rette sig som sædvanligt
efter Christians stemning og udseende . Nu
sætter Christian sin fod kraftigt ned mod jorden ,
derfor gør fader det også ; nu er Christians åsyn
klart , derfor er faders det også . Christian er egentlig
faders eneste . Kærlighed . Han holder meget af
moder , meget af mig , og mere af drengene , men
alt dette , på en vægtskål , er ikke som fire lod mod
et pund , når man sammenligner det med hans godhed
for min Broder .
På moder har sorgen efterladt mest indtryk .
Den trygge forvisning om , at rose dog , fra først
til sidst , kun elskede ham , og at hun elsker ham endnu ,
har efterhånden taget al bråd og jaget alle
skyggebilleder fra Christians sjæl , men moder kan
ikke slippe angeren over fejlgrebet .
Hun lader sig dog ikke kue ; det er ikke hendes
natur at lade sig kue ; når hun salder på
den ene side , vil man nok snart se hende rejse sig på
den anden . Enhver har vist både slemme og gode
minder ; taler dette til hendes skam , er der så meget
andet , der taler til hendes roes ; det tænker
hun så på og fornøjer sig over . Hun nynner ,
gud ske lov , endnu som før , og er mild og glad
ved sin dont , men børneopdragelsen tør hun ikke
mere give sig af med ; i den retning bøjer hun sig
dybt ind under Christians villie . Forholdet mellem
moder og ham er det allerbedste ; jeg tror i sit
hjerte føler han stor taknemmelighed imod hende ,
fordi hun viser denne selvovervindelse lige overfor
drengene ; han ved hvad det koster hende , ikke
at forkæle dem .
Når jeg taler om drengene , må jeg sige , at
huset aldrig var blevet , hvad det er , uden dem , og
at al vor glæde — ikke alene Christians — slår
kreds om dem .
Det er et velsignet syn , — fader standser
sommetider med sit havearbejde , smutter bag om hyldetræet ,
og kigger ind , bare for at se det — når
Christian , med drengene , en på hver side , —
de slynge gerne hver en arm , så langt den kan
nå , om hans anseelige skikkelse — sidder ved skolebordet .
Jeg
troer , alt imedens han bibringer de videlhstne
drenge af sit kundskabs-forråd , undrer han sig
selv over det liv og den kraft , der er kommet i
alle de døde ord , der på sådan en møjsommelig ,
åndløs måde blev samlede sammen , og som han
næsten troede for evigt begravne .
Min Broder er nu altid hos os . Han har
overbestyrelsen af haven , men fader bestrider endnu
drivhuse , drivkasser og kort sagt alt , hvortil ufordres
en kunstnerisk behandling . Der er mere end nok at
gøre for dem begge . Haven er bleven meget større
end før ; hvert år forøges den med et stykke ; siden
jernbanen ( vi er alle enige i at holde af dens piben )
er kommen , kunne vi få alting afsat til gode ,
høje priser .
Vi sidde for tiden i jevn velstand ; der er flet
ikke tale om , at vi ikke kunne gøre det godt for
vore drenge .
Moder har endnu sine bier . I dette øjeblik
seer jeg netop , hvor forfærdelig travlt de små dyr
have , og sådan arbejde de , dag ud og dag ind ,
både de hellig og de søgne , aldrig mere for urtekræmmeren ,
ganske alene for moder .
Jeg fortjener ved min syning . Når man fratager
de fiffigste , ( dem kan jeg ikke gøre tilpas ) lade
alle nette , tarvelige unge piger deres kjoler sye hos
mig .
Enhver af os fortjener på sin måde . Da vi
have mere end til eget forbrug , har hver sin private
sparekassebog ; det er alt sammen til drengene .
Deres egen fader er død , hans familie har
ikke spurgt til dem ; vi må jo være fader , bedsteforældre
og tante , og erstatte dem alle øvrige slægtninge .
Hver
søndag gå vi samlede fra kirken til
roses grav , der er en af de friskeste og dejligste på
kirkegården . Midt på den står ingen mørk
hængeask , for at skjule døden , men en slank cypres ,
der peger i vejret .
Når vi gå tilbage gennem den lyse , solbeskinnede
kirkegård , drengene foran , vi ældre bagefter ,
føle vi ikke sorg , men fred og glæde , og
inderlig taknemmelighed mod Vorherre for moders
velsignede arv .