Datasets:

Modalities:
Text
Formats:
text
Languages:
Danish
Libraries:
Datasets
License:
Corpus-v1.1 / normalized /1870_Lie_DenFremsynteEllerBillederFraNordland.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
Første afsnit .
Indledning .
Jeg kender flere , der har haft den samme lyst ,
som undertiden påkvmmer mig , til netop at vælge
uvejr at spadsere i . Det er mest mennefler , som fra
et barndomsliv i friluft på landet er overgåede
til livsvirksomheder , der medføre stillesidden , og hvem
stuen undertiden bliver for trang og beklemt — eller
også poeter . Deres erindring og fantasi lever , mere
eller mindre hemmeligt for dem selv , i stadig længsel
ud fra stueluften og bycasernelivet .
Når så landet en dag kommer ind til staden
i skikkelse af en rigtig negnvejrsstorm , der rufler i
tagstenene og af og til kaster en efter dig , medens
gaderne bliver til kanaler , hjørnerne til baghold , hvor
hvirvelvinden overfalder ens parapluie og , efter en
mere eller mindre langvarig og behændig kamp , krænger
og flænger den , indtil man til sidst står med kun
stokken og skelettet igen — så hænder det af og
til , at en stille , værdig embeds- eller forretningsmand ,
istedetfor efter dagens slid på contoret om eftermiddagen
som vanligt at sidde hjemme i sin løselige
stue , siger til sin hustru , at han „ desværre må ud
i byen en stund “ . Og det , han desværre må ud
for , er naturligvis „ Forretninger “ . Thi lidet ville
det sømme sig for en adstadig , gravitetisk mand , som
kanske er borgermester og en af byens fædre , at
vedgå endog kun for sig selv , at han er barnagtig nok
til at gå om og fantasere i uvejr , og at han kun vil
ned på bryggen for at se skummet sprøjte over
beddingen og skibene i havnen lege haveri . Han
må naturligvis have noget at bestille derude , om ikke
andet , så sådan i almindelighed at se til , at ikke
» Hviæ æotrimsnti oupiæt rsspudlieæ « ; det vil sige ,
at byen , hvis velfærd han i en eller anden retning
har at passe , ikke blæser ned .
Sagen er , at der er revolution i gaderne —
ikke en politisk , gud bevare ham for at være med på
sådant — men en af den sort , som nu engang er
dragende for ham , fordi den revolterer alle hans gamle
erindringer , og som han , skammeligt nok , lister sig til
at være med i , skønt den også på sin maner stormer
alle politiindretninger , knuser vinduer , flukker lygter ,
river tagsten af . Husene , bryder brygger og fortøjningsindretninger
og jager politi og vægtere ind i deres
huler . Det er /naturens stærke hærråb midt inde
i den civiliserede . Stad til alle hans barndomserindringer ,
til hans fantasi og natursands , som han
lystrer ligesom en gammel trompeterhesf , der hører
sin ungdoms signal og pludselig sætter over gjerdet .
Et par timers gang ude i vejret , så er den
brand i blodet stillet , og hjem kommer den samme
stille , gravitetiske mand , der betænksomt sætter stok
og galoscher fra sig på den vante plads i gangen
og beklages af sin hustru , som har været bekymret for
ham og nu stiller ham af med hans våde klæder .
Han selv er underligt nok , uagtet genvordighederne ,
samme aften i et ypperligt humør og har så overmåde
mange ting at fortælle om denne storm —
alt naturligvis , som det sig sømmer , i skikkelse af
bekymring for , at skade skal anrettes eller ildebrand
udbryde over byen netop den aften .
Det var i et sådant uvejr , at jeg — der er
praktiserende læge og , som sådan , både for mig selv
og andre har forsvarlig grund til at være ude i byen
til alle tider af døgnet — en regn- , tåge- og
stormfuld octobereftermiddag var ude og vankede i
Kristianias gader og fandt mit behag i at lade
vejret pidsfe mig i ansigtet , medens min gode regnkappe
forøvrigt bestyrtede min person .
Mørket var efterhånden faldet på , og de tændte
gaslygter blussede i trækvinden , så jeg kom til at
tænke på blinksyrene i en tågekvæld ude ved kysten .
Af og til slængtes en ulukket port op og igen med
skrald som et nødsfud . Min stille bemærkning i
den anledning var , at der dog endnu i vor nervøse
tid må findes et forbavsende antal mennesker uden
nervær ; thi flige skrald dundre gennem hele huset
lige op til kvisten , op og igen , igen og op , blæsten
fylder gangene , og døre springe op ; alle har det
uhyggeligt , men ingen gider gå ned og stænge ondets
ophav ; portneren er ude i byen , og så længe får
da og hushyggen være borte .
Det var netop en sådan ulukket , utrætteligt skraldende
port , som blev indgangen til , hvad jeg her har
at fortælle .
Som jeg gik forbi den , hørte jeg nemlig en
stemme , som syntes mig så vel bekendt , en gammel
kær røst — skønt jeg i førstningen ikke vidste , hvor
jeg skulle tage den fra — råbe utålmodigt på
portneren . Det var den flængende port , det gjaldt .
Munden var klarlig det eneste nervøse individ i det
hus ; i al fald var portneren det ikke ; thi han lod til
at være lige ufølsom , både for fin port og for ham ,
som tog sig af dens sag , og som forgæves holdt på
med en portnøgel , der ikke lod til at passe .
Endelig kom portneren ud af sin underjordiske
hule , og under en lille ordstrid , som udspandt sig
mellem den nu forsonlige og blide , sin egen irritabilitet
frygtende stemme og den brummende portner , var
det , at jeg med al en vågnende erindrings magt
genkendte foran mig min gamle ven fra studentertiden ,
David Holst , sammen med hvem jeg havde levet
tre af mit livs rigeste ungdomsår .
„ Er det dig , David , så får du lade mig flippe
ind , før du stænger ! “ råbte jeg , såvan som jeg
ville have gjort i de gode gamle dage for tyve år
siden .
Porten åbnede sig helt , og et håndtryk fra den
udtrædende dunkle skikkelse sagde mig , at han ikke
havde behøvet at rode så længe som jeg i sin hukommelses
kiste , men at han havde taget mig frem af den
med engang .
„ Følg mig ! “ var hans eneste ord , og så steg
vi tavse , han foran og jeg efter , op igennem de ubelyste
trapper , en , to , tre etager og endnu en adskilligt
smalere trappe højere . Der tog han mig i hånden
for at lede mig , noget , som vel tiltrængtes , da det ,
såvidt jeg kunne skønne , var ind over et mørkloff ,
hvor der hang klædessnorer , — han bad mig også
bukke mit hoved .
På vejen tænkte jeg i mit stille sind mit .
Hans hånd — jeg kom til at huske på , at han i
gamle dage var noget forfængelig af den — var
klam , måske af sindsbevægelsen , og han standsede
undertiden i trapperne , som om han måtte trække
pusten . Den trange mørkloftstrappe hviskedee også
til mig , at min ven David , der i sin tid dog havde
lov som et godt hoved , nok ikke kunne have drevet det
synderlig langt i jordisk forfremmelse .
Han lukkede op ' en dør og bad mig træde
først ind .
På et langagtigt bord stod en lampe , hvis
skærm samlede dens lysning stærkt , næsten kun en
alen omkring lampefoden , på et skrivetøj og nogle
papirer , som lå der , så at yderkanterne af bordet
i begyndelsen forekom mig at ligge i mørke . Bag
det syntes jeg , der var ligesom en sort grav , der dog
lidt efter , da øjet blev vænnet til lampens bratte
lysskær , viste sig at være en sofa , foran hvilken der
stod et næsten tilsvarende langt , malet arbejdsbord med
firkantede ender .
Når to ungdomsvenner på sådan måde
mødes , er der under den ligefremme form ofte alligevel
en hemmelig blyhed af vinde over ; der er et mangeårig
lag af forskellig oplevelse , som skal ryddes
tilside .
Efter en liden pause gik min ven , som med en
pludselig resolution , raskt hen og tog lampeskærmen af ,
så det blev lyst ud over værelset .
„ Du seer , “ sagde han , „ jeg har det accurat som
i gamle dage , blot af der nu er to kvistvinduer
istedetfor et , nogle flere hylder med bøger og lidt
bedre månedsgage , som jeg får ved af slå sammen
en lærerplads ved en af almueskolerne her med en
lidet vanskelig post i en Avis . Det er nu alt , hvad jeg
behøver , ser du . Jeg er først flyttet herind ivår fra Bergen
og skulle egentlig have hilst på dig , men har ikke endnu
kommet mig til ; på gaden har du altid set mig
formeget ud , som om du pilede i praksis . Men nu ,
jeg har dig på min hybel , skal vi også tage os en
passiar om gammelt , og hvordan du har det . Tag
af dig , så skal jeg imidlertid gå ned og se til at
få i stand noget toddy . “
Hermed satte han lampekuppelen på igen og
forsvandt ud af døren .
Denne min vens noget forcerede indledningstale
var mig ikke rigtig naturlig ; det var , som om han med
sin flotte fortrolighed mere rettede sig efter mit end
efter sit eget væsen , og det hele gav mig indtryk af ,
at han på forhånd ville parere af alsfens unødige
spørgsmål .
Vi havde i grunden endnu ikke vekslet så meget som
et håndtryk , og jeg i al fald ikke fået sagt en stavelse ,
ja jeg havde egentlig endnu ikke fået se mere af ham
end det lille glimt af hans ansigt , med det samme
han igen vendte sig mod lampen og satte skærmen
på . Jeg genkendte dog , trods aldersforskellen , det
samme magre , fine , blege ansigt , som i gamle dage
undertiden kunne få et så skønt , tungsindigt udtryk
— det var med det , han for altid stod fotograferet i
min erindring — men trækkene havde nu fået en
påfaldende skarphed , og i det korte øjekast , jeg opfangede ,
var der et udtryk , samtidigt lidende og spejdende ,
der gjorde mig så ubeskrivelig ondt . Jeg har
set syge sætte det samme blik på mig , når de
vare bange for , at meningen var at operere dem , og
troede nu i al fald at forstå så meget deraf , at det , som
det her nok gjaldt om at operere , var min vens gamle
fortrolighed , samt at hertil udfordredes al min behændighed .
jeg var engang den troskyldigste fyr under solen ;
men siden jeg blev læge og fik se , hvordan menneskene
egentlig er , og at der ikke findes det i verden , man
ikke må forudsætte hos selv den bedste , når man
ikke vil gå fejl af sygdomsårsagen , er jeg bleven
omvendt til et absolut mistænkelighedsmenneske . Jeg
mistænker alt og alle , endog , som læseren oven har
set , de værdige mænd , som spadsere ude i uvejr . En
indianer lister sig ikke mere umærket og lydløst ind
igennem en ursfov end jeg , når det kniber , ind i
min patients fortrolighed , og min ven David var
lige med et blevet mig en patient . Mig skulle han
nu næppe længere få lurt af med sit snak om
„ Gammell “ og et glas punsch på sin „ uforandrede
studenterhybel “ .
Mit første krigspuds blev nu i en hast at fortsætte
den revision af værelset , som min ven noget
vel flygtigt havde ladet mig begynde . Jeg tog lampen
og gav mig til at se inig om .
Inde ved den sofaen modsatte væg , under det af
taget dannede skråloft , var hans seng med et lille
rundt bord foran . På en boghylde , som stod på
gulvet op mod væggen i hjørnet ved sengefoden ,
genkendte jeg Henrik wergelands buste , endnu mere
defekt på hage og næse end i min tid og nu tillige
blindet på det ene øje ; han var medfaret næsten
lige så ilde som det gamle klodshoved , jeg røgte af ,
og som jeg også havde kendt igen , uagtet yderligere
flænget og hugget på kryds og tværs . Min ven
havde nemlig den bane at sidde og snitte sine tankestreger
i det , medens han røg tobak og af og til
kastede et ord ind i passiaren for at vedligeholde den ,
som man kaster brænde på en ild — det var ligesom
mere stemningen i samtalen og det , at der
overhovedet blev talt , end selve tanken , han brød sig
om . I den stilling havde han også ofte netop dette
stille tungsindige udtryk over sig , som om han smilte
til noget skønt , vi andre ikke så .
Mellem sengen og hylden opdagede jeg nogle
flasker , simple bouteiller , og med lynets hurtighed
slog den mistanke op i mit sind — jeg er , som sagt ,
ikke af naturen , men gennem skuffelse , blevet den
inkarnerede mistroiskhed — at min ven måske var
bleven forfalden til drik .
Jeg satte lampen fra mig på gulvet . I den
ene flaske var blæk , i den anden paraffin og i den
tredie , - mindre , medicintran , som han altså tog , sandsvnligvis
for sit bryst .
Jeg huskede på den klamme hånd , hans standsen
og tunge åndedrag i trappen , og følte mig skamfuld
som et rigtigt skarn , der havde kunnet tænke mig min
ungdoms kære ven og , jeg kan gerne sige , ideal
jevngod med enhver anden slubbert ude i det gemene
liv , der absolut skal mistænkes .
Han fik i stilhed min angergivne afbigt , medens
jeg læste hen over rygtitlerne og genkendte en og anden
af bøgerne . Denne hylde lod til netop at være hans
studenterboghylde . Jeg trak ud en tyk bog , gamle
Saxo grammaticus , som jeg erindrede engang at have
købt på en auktion og foræret ham , men fik nu helt
andet at tænke på .
Det gik med mig som med den , der trækker ud
en mursten og pludselig finder en hemmelig indgang
— jeg følte mig med et foran indgangen til min
vens hemmelighed , skønt endnu kun foran et dybt ,
mørkt rum , der nok kunne gennemvandres med fanfasien ,
men hvori jeg i virkeligheden ikke kunne se ,
medmindre min ven selv leverede mig lygten .
Det , som i den grad tiltrak sig min opmærksomhed
og ligesom naglede al min sands og erindring
til stedet , var intet hul , men et hoved på en violin ,
der stak op bag hylden med en støvet Hals og et
sammenfilter af strenge mellem skruerne . En flap
basstreng hang ned ; den forstrakte , sprungne diskant
kavde krøllet sig opover , og under de to hele strenge
lå , hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og
tage flere bøger ud af rækken , stemmehesten flad .
Jeg undersøgte violinen , som jeg ikke godt kunne tage
frem , ligeså omhyggeligt , som om jeg havde fundet en
ven syg og udhungret — der var en » repareret
sprække i dens bryst . Jeg kunne ikke hindre , at jeg ,
fangen i gamle erindringer , blev vemodig stemt , så
inderlig vemodig .
Jeg lukkede mit murhul af bøger til , satte
lampen på bordet igen og mig selv i sofaen , hvor
jeg ved det dampende klodshoved — jeg så deri
bl . A . igen mine egne navnebogstaver , indskårne af
mig selv — gav mig hen til minder , som jeg her vil
meddele , selv med fare for , at læseren skal finde , at
min ven bliver noget længe borte med punschen .
Gennem dem vil han blive nærværende slig , som han
stod for min sjæl i ungdomserindringens lys , og
slig , som læseren med mig må kende ham , om han
skal kunne forstå ham .
Vort studenterbekjendtskab opkom naturligt derved ,
at vi være nordlændinge begge to . Han var tre fire
år ældre end jeg , og at han var den betroede , skønt
anonyme tteateranmelder i h . . . bladet , gav ham
desuden i mine øjne i og for sig selv en officiel
overlegenhed , hvorfor jeg bøjede mig .
Men mere end dette virkede hans væsen på
min ungdommelige indbildningskraft . Der var noget
usædvanlig nobelt ved hans slanke figur og hans fine ,
smale , alvorlige ansigt med den høje pande og den
svære , krøllede , sorte hårmasse om tindingerne . De
stærke øjenbryn og en udpræget romernæse optog
ligesom opmærksomheden fra hans øjne , der vare
lyseblå og mere i pagt med hans bleghed og
skægløse ansigt end med den mere energiske del af
hans træk . Det var dog disse sidste , som gav det
første indtryk af ham . Senere lærte jeg at læse
trækkene anderledes og at se , at der i dem netop lå
afpræget strømbrydningen af den dobbeltnatur , hvori
hans liv efterhånden blev søndermalet .
et fint smil , når han talte , og et tilbageholdende
væsen gav ham noget fornemt , der i al fald
imponerede mig storligen . Han var den eneste student ,
jeg kendte , som ikke gik med studenterhue , — han
brugte en flad , blå sjømandshue med kort skygge ,
der klædte ham meget godt . Når han blev ivrig ,
hvilket kunne hænde ham i en disput , thi han var en
såre stærk logiker , noget , hvori han imidlertid kun
indsatte sin forstand , men , så vidt jeg skønner , aldrig
egentlig sit hjerte og sine dybere stemninger , — strak
hans stemme ikke til ; den blev overanstrengt og skrigende
som fra et dårligt bryst . Den slags rencontrer
angreb ham også altid og efterlod ham i
irritabel uro længe bagefter .
En besynderlighed hos ham var , at han undertiden
tog sig fodtoure på jflere dage ud på landet , og
dette både sommer og vinter . Noget følgeflab ville
han aldrig vide af . Havde han ønsket det , ville han
have anmodet mig , det følte jeg , og det kunne derfor
aldrig falde mig ind at påtrænge mig ham .
Han drog da afsted uden Randsel ; dette bemærkede
jeg engang , jeg tilfældig så ham strejfende over
Marken et par mile fra byen , hvor jeg var i besøg .
Når han så kom hjem , var han i perlchumør ,
medens han derimod , før han drog ud , altid var ordknap
og tungsindig , så jeg næsten alene måtte stå
før passiaren . Han havde det ligesom med humørperioder .
et mærke på , når en sådan stemning havde
indfundet sig , var mig netop den violin , som jeg nu
tyve år efter fandt strengeløs forstukket bag hans
boghylde . Som den lå der , blev den mig atter det
samme mærke , men nu ikke længer på en periode af
dage , men af år .
Denne violin holdt han engang højt i ære , den
havde hæderspladsen på hans væg med buen ved
siden . Han havde fået den efter en ven , en gammel
klokker i hans hjem oppe i Nordland , af hvem han
havde lært at spille , og som nok havde været et slags
musikalsk geni af dem , der ikke kommer til sin ret
her i verden .
David holdt meget af at fantasere , ikke blot på
denne violin — han havde fint gehør og havde lært
ikke så lidet , — men også om den : hvorfra den
egentlig skrev sig , og hvor gammel den kunne være ?
Et utydeligt stempel inde i bunden ville han overmåde
gerne tyde til , at den „ muligvis var en cremoneser “ ;
han var lidt svag på det punkt , og dette
rum for gjetningen var åbenbarlig for ham en
herlighed ved violinen .
David Holst havde noget , som han kaldte klassisk
musik , et par længere nummere , som han spillede
efter noder . Dette tiltalte nu mig mindre og forekom
mig altid i slægt med det , som var fremme i hans
væsen , når han optrådte som logiker . Det var
mere som en streng åndelig skoleøvelse — og han
spillede vist da ligeså correct , som han ellers skrev
eller disputerede — end som nogen hjertesag .
De tider , da den klassiske musik og den kritiske
passiar rådede på hybelen , var visselig de , hvori
han selv befandt sig mest i ligevægt . Han var da
også mindre hjertelig i sit væsen , selv mod mig .
Men så kom der tider , hvori nodestolen fik
stå i krogen . Han kunne sidde lange stunder og
stirre hen for sig , som han faldt i staver , og så på
sin violin give sin stemning luft i alsfens fantasier ,
der helt anderledes end hans såkaldte klassiske musik
tiltalte mit , iøvrigt lidet musikalsk uddannede øre .
Det var allehånde småstykker , der efterhånden
mere og mere droges ind i hans egen mol-maner
og undertiden en underlig vemodig Melodi , som jeg
dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle få
gange , og da altid som i en Art selvforglemmelse .
Jeg havde ved disse lejligheder en følelse , som om
han betroede mig noget dejligt , han havde mistet i
livet , og hvorover der altid måtte sørges .
Længere ude i en sådan periode blev han som
sagt mere uregelmæssig og var sjælden at træffe hjemme ,
kunne da også undertiden ironisere bittert over kammerater ,
professorer og tilstande , og for den , som det
gik ud over , næsten blodigt .
Jeg havde privilegium på at tage nøgelen og
gå ind på min vens værelse , også når han ikke
var hjemme . Hang hans violin ustelt , vidste jeg , at
det var ilde fat og at hans egen tilstand så omtrent
svarede til biolinens . Det første , han gjorde , når
alt var vel igen , var også altid med omhu at sætte
den i stand .
Aldrig havde jeg dog i hin tid set denne øjesten
sådan henslængt og behandlet , som jeg nu , tyve år
efter , genfandt den , støvet og sprukken , bag boghylden .
At jeg fik mine vemodige tanker derved og af den
anede en lidet glædelig livshistorie , vil læseren således
nu kunne forstå og dermed forhåbentlig tilgive mig ,
af jeg har ført ham med mig fra David Holst ' s
værelse , hvor jeg sad og ventede på , af han skulle
komme med punschen , så langt ud i mine ungdomsminders
land . I tre år havde vi så godt som daglig
været sammen . Siden måtte David Holst ud som
huslærer , og vore veje skiltes , som det plejer af gå i
livet .
Her i aften var nu mødestedet .
Det klirrede ude på gangen , og lidt efter åbnede
David Holst med forsigtighed døren for en pige ,
som indbar en dampende Mugge med tilhørende rekvisita ,
der nok kunne falde i en mands smag , der ,
som jeg hin eftermiddag , i flere timer havde færdedes
ude i uvejr .
David fandt mig installeret på sin sofa med sin
pibe i munden og sine tøfler på fødderne , aldeles
sådan , som Tingen ville være faget mellem os i
gamle dage — og dette henregnede jeg nu i stilhed
til et af mine listige kneb ; thi på disse indgangsbilletter ,
hans pibe og tøfler , indsatte jeg mig selv
uden videre på forudsætningen om vor gamle fortrolige
fod . Jeg følte mig som den feltherre , der er
så heldig af kunne åbne kampen ved straks af occupere
en hel provinds .
I mangel af sin vanlige sofaplads flød David
en stol til bordet og satte sig lige over for mig , idet
punschebrættet placeredes imellem os .
Vi sagde nu begge igen ved bredden af den
samme glædens flod , hvori vi så mange gange
havde boltret os i vor ungdom , men nu øste vi begge
forsigtigere .
I samtalens løb heldede han sig oftere hen imod
mig , som om han lyttede , og hans hoved kom derved
indenfor området af lampens stærke lysskær . Jeg
bemærkede da , af hans hår var blevet meget tyndt
og ikke så lidt gråsprængt , og af der stod små
svedperler på hans ikke længer rynkefri pande . De
gråblege , skarpe ansigtstræk og et nyt tilkommet tindrende
udtryk i hans øje sagde mig , af hans væsen
legemligt eller åndeligt gemte en underjordisk ild ,
som næppe længer stod til af flukke . Da jeg nu derhos
af gentagne hosteanfald troede af forstå , af disse
hans bøjninger forover mod mig ligeså gerne kunne
have sin-grund i , af han var træt og søgte hvile
mod bordkanten som i samtalens interesse , besluttede
jeg mig med engang til af gå lige løs på spørgsmålet
om hans helbredstilstand og således sætte mig
i besiddelse af nok et vigtigt udenværk om hans
fortrolighed .
jeg rejste mig pludselig bestemt og alvorlig og
sagde , at jeg som erfaren læge desværre så , at han
ikke var så lidet syg , som han mulig selv troede , og
at han , da han øjensynlig var afkræftet og mat — jeg
påberåbte mig sveddråberne på hans pande —
ialfald nu straks skulle sætte sig hen i den magelige
sofa , som jeg hidtil havde optaget .
Han erkendte , at han ikke vel havde tålt at gå
de to gange i trappen , — første gang var han
kun gået ned for at få slut på den slemme træk
gennem huset — og satte sig efter mit ønske villigt
i sofaen .
Det var brystet , sagde han . Ved hjelp af
hørerør og percussion opdagede jeg desværre , at han
kun havde alt for megen ret . Det var brystet , men
i en sådan tilstand , at her kun var tale om at vinde
tid , ikke om at frelse ; thi den ene lunge var helt
borte og den anden alvorlig angrebet .
Den sidste del as aftenen følte både han og jeg
os som genfødte på den gamle fod . Min myndighed
som læge gav mig derhos nu en smule overvægt .
Klokken ni erklærede jeg , at han måtte i seng ,
og sagde ham , at jeg næste dags formiddag agtede at
komme igen og ordinere ham det fornødne . På
almueskolen skulle han , hørte jeg , først læse den dag
klokken elleve — til den tid lovede han mig , ikke at
gå ud .
Da jeg kom hjem , fandt jeg min hustrn i stor
angest for mig . Hun kunne ikke begribe , at en fornuftig
mand og dertil en doktor , som gav andre så forsigtige
råd , kunne fare om mere end nødvendigt i et
sådant himmelvejr ; og jeg havde jo været ude i det
hele tiden , næsten siden middag .
Hertil var nu intet at sige , og jeg overtænkte
kun , medens hun talte , hvorledes jeg bedst skulle vinde
hendes stemning for den sag , der nu lå mig på
hjertet . Min hustrn havde ikke spor af kendskab
til min dødssyge ven , og hun kunne kanske endog , om
jeg kendte hende ret , falde på at blive stødt , når jeg
fortalte hende , at han på en måde havde ejet min
ungdoms kærlighed før hun .
Det gik virkelig også , som jeg forudså ; thi det
var først efter en noget betænkelig lang pause , at hun
med et kom hen og sagde , at min bedste ven naturligvis
også skulle være hende inderlig kær .
Og fra det øjeblik af kunne heller ingen være
ivrigere end hun . I hvad hun tager sig for , så gør
hun det nemlig altid tilgavns , og hun opgjorde endnu
samme aften , hvordan sagen fluide arrangeres .
Klokken ti den næste formiddag var jeg med
min hustru oppe hos min ven og forestillede hende
for ham med de ord , at hun ønskede sig betragtet som
en ligeså gammel veninde af ham , som jeg var ven .
Jeg fortalte ham , så trøstig jeg kunne , — men da
jeg sagde det , så min hustru bort , — at hans sygdom
absolut forlangte , at han holdt sig inde under
cuur i seks måneder , til den varme sommer kom og
kunne fuldende helbredelsen , samt at jeg håbede , han
ville samtykke i , at jeg arrangerede sagen med almueskolen
for ham .
Han var øjensynlig både overrasket og rørt . Livet
havde ikke budt ham venskab , sagde han ; han var så
lidet vant til at tage mod det , selv hvor det kom så
sandt og godt som her . Efter en del parlamenteren
overgav han sig dog til sidst på nåde og unåde til
min kone , der ikke holder af at tabe .
Flytte hen til os , som jeg foreslog , ville han
imidlertid ikke , da han havde såt dette værelse kært ,
og — som han åbent sagde — han ville ikke føle sig
vel ved at blande økonomiske forbindtligheder , dem han
desuden ikke tiltrængte , ind i denne sag .
Fra nu af besøgte jeg ham i regelen hver formiddag
og slog da som oftest tillige en lille passiar
af om forskelligt ude i byen , som jeg kunne tænke
mig ville interessere eller i al fald adsprede ham .
Min hustru tog sagen på sin egen vis . Modsat
af , hvad jeg havde været en smule bange for , udførte
hun ingen gennemgribende revolution i hans husholdning
og tilvante stel . At opvartningspigen havde
sine grunde , hvorfor hun så ofte så op til ham , og
at hun hver dag med bæven afventede min hustrus
stille mønstring af , hvorvidt støvet var borte og
værelset i orden , derom kunne han ikke have nogen
anelse . Det eneste , som min hustru åbenlyst satte
igennem , var alskens sendinger af styrkende sager .
Med pigen , som bragte dette , fulgte så gerne et af
børnene , søm han da undertiden fandt fornøjelse i at
beholde hos sig en stund og underholde sig med .
Dette nye og for ham uvante forhold lod også
til at adsprede ham ; men efter en måneds forløb
begyndte humøret igen at blive nedtrykt . Vore besøg
besværede ham øjensynligt , hvorfor disse også blev
indstillede for en stund . Han tilbragte sågødtsom
hele dagen på søfaen henne i den mørke del af
værelset .
En aften , førtalte pigen , havde hun hørt det
ligesom græde og hulke inde på værelset ; hun var
derfor ikke gået ind , men var bleven stående udenfor .
Lidt efter syntes hun , det var , som om han bad så
inderligt , men ordene forstod hun ikke . Aftenen efter
. hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom på en
violin , der ikke rigtig gav lyd .
Den følgende formiddag , da jeg kom til ham ,
var hans sindsstemning helt forandret , og til min
overraskelse blev jeg vaer , at hans violin hang pudset
og med påsatte strenge , men rigtignok med sprækken
i brystet , på væggen med buen ved siden af .
Henne på bordet ved sengen bemærkede jeg også en
gammel bibel , søm jeg aldrig før havde set hos ham ,
formodentlig fordi denne skat altid havde været forvaret
i hans commode som en helligdom .
Han så mere end sædvanlig mat og medtaget ud ;
men hans ansigt havde et forklaret udtryk over sig ,
som en mands , der har stridt med sin skæbne og nu
har vundet ro og resignatiøn .
om det gik an , sagde han , ville han gerne samme
formiddag tale med min hustru ; , men med mig ønskede
han helst at tale nu straks , og jeg måtte derfor
sidde ned en stund hos ham .
Med et smil — det samme stille , hans egen
skønne hemmeligheds smil , som jeg kendte så godt
fra gamle dage , men som nu ligesom ikke længer behøvede
at unddrage sig opmærksomheden — vendte han
sig til mig og sagde , idet hun lagde sin hånd på
min skulder og så mig ind i ansigtet : „ Min kære ,
hjertensgode Frederik ! Jeg kan ikke sige dig hvorfor ,
men jeg ved bestemt , at jeg ikke lever så længe , at jeg
får se våren igen . Det , som fejler mig , kan hverken
du eller noget menneske give mig , kun Vorherre ; men
af alle mennesker har du stået mig nærmest , og dit
venskab har rakt did , hvor du ikke har kunnet ane
det . Du har en ret til at kende den , som har været
din ven . Når jeg er borte , — og dette fler usvigeligt
i denne vinter , kanfle hastigere end du efter min
sygdoms stand tænker dig — , så vil du finde en
del optegnelser i min C ommodeskuffe ; det er min
tidligste ungdoms historie , men , simpel som den er , har
den for mig været afgørende for hele livet . Den vil
fortælle dig , at verden har været mig tung , såre
tung , og at jeg var så glad som en sluppen fugl ved
at forlade den . “
„ Der var en tid , “ føjede han til efter nogen
nølen , „ da jeg helst ønskede at begraves ved en kirke
oppe i Nordland ; nu tror jeg derimod , at det kan være
det samme med stedet , og at der kan hviles ligeså
fredeligt hernede . “
Hermed trykkede han min hånd og bad mig gå
efter min hustru .
Da hun kom , overraskedes hun ved at se ham så
lys og let af sind , som hun aldrig havde tænkt sig ,
han kunne være . Han ville , sagde han , af hendes
venskab udbede sig en tjeneste . Det var en grille af
ham ; men , hvis han skulle blive kaldt bort , måtte hun
love ham , næste vår at plante en vildt voksen rose
på hans grav .
Hvor sørgelig anmodningen var , forstod min hustru
egentlig først , da jeg havde fortalt hende , hvad der forud
var passeret ; thi David Holst havde selv set så frejdig
og lys ud , da han talte med hende , af det sørgelige
ligesom var kommet bort .
Min vens spådom om sig selv viste sig desværre
af være alt for sand . Skønt hans humør stadig
blev lysere , undertiden endog så han fik et skær af
livsglæde , gik hans sygdom dog altid den modsatte
vej til det værre .
En dag fandt jeg ham fra sin seng — hvor
han nu for det meste tilbragte hele dagen — meget
interesseret ligge og betragte , hvorledes min lille Anton
havde „ gjort dampbåd “ af hans gamle violinkasse ,
hvis låg var borte , og hvormed han nu på gulvet
anløb alflens fremmede havns . Da jeg kom hen til
sengen , sagde han smilende , af han havde været hjemme
i Nordland og legt i fjæren igen .
min hustru var nu mere og mere bleven hans
sygeplejerske . Hun var hos ham et par gange om
dagen og sad ved siden af hans seng . Han holdt
hende da gerne i hånden , eller også bad han hende
læse noget for sig af hans gamle bibel . De ttemaer ,
han opsøgte , var helst de , hvori det gamle testamente
taler om kærlighed mellem elskende . Især dvælede
han ved historien om Jakob og Rachel .
Min hustru , der nu havde fået ham inderlig
kær , betroede mig en dag , at hun nok troede at vide ,
hvoraf min ven led ; det var visselig intet andet end
en ulykkelig kærlighed .
Så rørende skøn , som han lå der henimod
døden , havde hun aldrig tænkt sig , at et menneske
kunne blive . Når han lå stille og smilte , var det ,
som om han tænkte på et stevnemøde , hvortil han
skulle , så snart han var færdig med os her på jorden .
En aften bad han min hustru sidde hos sig .
Klokken ni fik jeg bud ; men da jeg kom did op , var
han ikke mere .
Han havde bedet min hustru læse for første gang
et stykke af højsangen for sig der , hvor hun fandt et
gammelt mærke i hans bibel . Det var det andet
capitel , hvori både bruden og brudgommen taler ,
og som begynder så : „ Jeg er en rose i saron , en
lilje i Dalene “ og ender med : „ Indtil dagen bliver
luftig og skyggerne fly bort , gak omkring , bliv lig en
rå , min kæreste ! eller som en ung hind på betters
bjerge . “
han havde bedet hende læse det to gange , men
under læsningen var han stille sovet hen .
Og der lå han dejlig i døden , med et stille
smil , som hilsede han nu en sådan lund hinsides i
betters bjerge .
Den næste sommer stod der et trækors og en
blomstrende vild hyben på en grav ude på byens
kirkegård . Der hviler min ven David Holst .
Til min vens livshistorie fandt jeg henlagt som
begyndelse et afsnit , hvoraf en del synes at være tilsat
i en modnere alder . Det viser , med hvilke stærke
tråde han har været naturbundet til sit hjem , og
med hvilken kærlighed han har hængt ved det .
andet afsnit .
Nordland og nordlændingen .
Forsåvidt et menneske som jeg , der lever i en
så sørgelig virkelighed , tør tale om illusioner —
hvilken mængde og hvilke store . Illusioner har jeg så
ikke her inde i Kristiania fået knuste . i de to—tre
år , siden jeg forlod mit hjem i Nordland og er
bleven student — hvor grå og mat er ikke denne
verden hernede , hvor små og smålige mod , hvad
jeg har tænkt mig , både mennesker og forholde !
Jeg var i eftermiddag med nogle venner ude og
fiskede på fjorden , og vi morede os naturligvis alle sammen
— undtagen jeg , der dog ypperligt lod , som
jeg gjorde det . Nej , jeg morede mig ikke ! Vi sad i
en fladbundet , bred , styg båd , som de kaldte „ Pram “ ,
en indretning , der ligner en vadskerbalj , og fisfede
den ganske eftermiddag i noget grumset vand på få
alens dybde med et spædt snøre tilsammen ialt 7 ,
syv , hvittinger — og så roede man da tilfreds iland !
Jeg befandt mig næsten vammel ; thi , lig denne pram
uden køl , hvorpå den kan ligge en Cours , uden sejl ,
der ikke engang anstændigt kan tænkes fat på den ,
uden søgang , hvilken den ikke ville tåle , og lig
denne grumsede , grå , bølgeløse sø udenfor staden
med nogle få små hvittinger i — synes mig i grunden
hele livet hernede . Det har ikke i nogen henseende
andet at byde end sådanne små hvittinger .
Mens de andre snakkede , sad jeg og tænkte på
en fisketur , hvor hun var med , ude mellem vetteskærene
hjemme i vor lille sexårings båd — hvilken
anden dag , hvilken anden båd , hvilket andet eventyr !
Ja , hvor eventyrløst , fattigt og gråt er dog ikke livet
hernede på de rige , kornbærende lerbakker og den
af dampbådsrøg sodede hovedstadsfjord eller herinde
i selve . Byen imod hjemme . Men ymtede jeg
dette højt , ville disse overlegne folk rigtignok sætte
store øjne .
Man taler her om fiskeri og mener derved nogle
fattige ' dræt tørst og hvittinger . En nordlænding
forstår derved , som i alt andet , det tusinddobbelte ,
han mener lofotens og finmarkens millioner og derhos
en overstrømmende mangfoldighed af arter fra hvalerne ,
der sprøjte gennem sundene , med store , sossende
fiskestimer foran sig , ned til de allermindste .
Den eneste bemærkbare fisf , jeg kender hernede , og
som jeg altid seer på , hvor jeg finder den , er guldog
sølvfiflen , som man holder i glas , ligesom man
har kanarifnglen i bur ; men den er igen fra et
andet eventyrland i syden .
ved fugl fdrestiller en nordlænding sig hellerikke ,
som hernede , bare et og andet stykke madvildt , men
en himmelens hob af alle slags , bølgende i luften
som en hvid brænding om fuglebjergene , et belt singende ,
myldrende snevejr over æggeværene ; han mindes
edderfugl , Teiste , and og Kjeld svømmende i fjord og
sund eller siddende rundt på skærene , mågerne ,
fiskeørnen og fiflejon jagende i luften , hubroen
tudende fælt om natten ude fra fjeldskårene — kort
sagt , han mener en hel verden af fugle og har en
smule ondt ved at indskrænke begrebet til bare en og
anden enkelt stakkels tiur , som man har hjerte til at
overraske og dræbe midt i en elflovsleg , mens solen
rinder oppe i en furulid .
Istedetfor bærmarkerne her har han de milelange
multemyrer hjemme ; i stedet for den på søsijæl temmelig
ensformigt fattige strand hernede , haster han en , der
er strøet med den forunderligst farvede mangfoldighed
af dem .
Nordland ejer overhovedet alle naturforhold i en
intensiv grad og i helt anderledes kolossalt mægtige
modsætninger . Det har et endeløst , stengråt øde
som i urtiden , før menneskene byggede , men midt i
dette også sine endeløse naturrigdomme ; det har en
sol og en sommerherlighed , hvis dag ikke er kun
tolv timer , men varer uafbrudt dag og nat i tre
måneder , da man mangesteds må gå med maste
for myggesværmen , men til modsætning igen en nat
med mørke og rædsel , som varer i ni . Der er
jetteforholde , men uden de mere uanseelige overgange
midtvejs imellem alle yderligheder , hvorpå det rolige
liv her sydpå bygges ; det er med andre ord forholde
mere for fantasien , eventyret og hazarden end
for den jevne forstand og den stille , sikre birken .
En nordlæmding kan derfor let i begyndelsen
hernede føle sig ligesom en Gulliver , der er kommen
til lilliput , og passer overhovedet næppe vel mellem
indvånerne , før han har fået skruet sine gamle tilvæmnede
forestillinger ned til denne mindre virkeligheds
nøgterne mål , kort sagt , for han lærer sig til
af bruge forstand i stedet for fantasi .
Finnen på ski med sine rensdyr , kvænen ,
russen — ikke af nævne den stadigt færdende , på
land træge , men i sin båd kvikke nordlæmding selv —
ere unægtelig alle helt interessantere folk end den
grå havrebonde , hvis fantasi næppe går længer bort
fra hans egen ager end til det af undres på , hvor
oppe i udmarken mon tampen nu skal hentes .
Når man taler om uvejr og bølger , så mener
man her en smule storm og søgang op ad kristianiafjorden ,
der endog kan afstedkomme en smule
„ Skade på havnen “ , og tager det som overmåde
rystende , når en klodset bådmand er forlist . For
min tanke kommer da noget helt andet : pludseligt
nedfaldsvejr ifra fjeldet , som tager huse bort — hvorfor
man hjemme også surrer dem med touge — ,
bølger ind fra ishavet , der begrave de høje skær og
Holmer i skum og „ tage grundbråt “ på mangfoldige
favne vands dyb , så af fartsjet med et
kommer til af stå på tør bund og knuses midt i
havet ; skarer af kække mænd , som sejle undaf
vejret for livet , og ikke blot for deres eget liv , men
med en dyrt tilkæmpet last også for deres , som
hjemme sidde , og som endda midt i dødsfaren prøve
på at give deres kuldsejlede kammerat en håndsrækning ;
jeg tænker på forlis af mangfoldige både
og fartøjer i vinterkvælden mellem sjørokket og på
bølger — ja , det kunne for en gangs skyld være
værdt at se dem ( som vanligt tre i følgelag og den
sidste bølge værst ) i anmarche med skumkammene
højere end toldbodtagene og kanske en jagt , der må
landsættes , på nakken , suse ind ad Kristiania fredelige ,
smale havn , kastende skibene med sig op i bven ,
og fulgte af tilsvarende tunge stormstød , så tagene
løftedes af . Kom de , ved jeg nok , at det var mig ,
de ville hente , den stakkels inde i byens civilisation
forstukne „ Fremsynte “ , som de mene , hører sig til ;
men jeg ville kanske alligevel et øjeblik udover dødsangsten
hilst dem som venner fra hjemmet , skønt de
kom med lig og vrag på skulderen . De ville for
en gangs skyld vise alt dette civiliserede småpirkeri
herinde det vældige havs rædsel og storhed og spæde
en smule havsalt dødsangst i al flauheden . Jeg
gad nok set en hvalfisk i klemme mellem prindsensog
Toldbodgade , gloende ind fil en familie i øverste
etage , eller en havareret havdraug , forsøgt indbragt
på rådstuen af de pene , guldsnorede konstabler .
jeg gad også nok set byens tteaterkritik , der er
vante fil to gange i ugen at se haupt- und statsaction
i vaudeviller , stå med lorgnetten på næsen foran
et sligt skuespil , der uden videre overflommede alle
deres kritiske begreber og blækhuse og viste dem død
og rædsel for ramme , knusende alvor .
Hvor ville ikke en sådan recensent vokset i evne
fil at forstå , hvad der er imposant og mægtigt i en
digtning og i begær derefter , om han bare en gang
i sit liv havde set „ Hesfmanden “ * ) på en uvejrsdag ,
sine 1700 fod høj , ride sydover ud i havbrændingen ,
medens kappen flagrer mod nord om hans skulder ,
og man fuldkommen illusorisk seer , foruden kæmpen
selv i sin vælde , hestens hoved , øren , halsen , trindsen
og dens majestætiske bryst .
Der nordpå har den nordiske folkeforestilling
også lige fra myttens tid lagt hjemmet for al ondskabens
hær ; der har finnefolket udøvet sine troldkunster ,
„ sat Gan “ , og der , ved det mørke , vintergrå ,
bølgebrydende ishav , stå ligesom endnu urtidens til
jordens yderste grændser fordrevne guder , de dæmoniske ,
forfærdelige , halvt formløse mørkets magter ,
som aserne kæmpede med , men som først st . Olaf
med sit sejrende , solblanke korshjalte ret fik „ sat i stok
og sten “ .
Det , som man , siddende på den trygge tne midt
inde i civilisationen , så letvindt flyder fra sig som
* ) et mærkeligt . Fjeld i Nordland .
overtro , — men hvilket dog som naturmagter i folket
endnu lever — arter sig overhovedet her syd i folket
ganske anderledes dukkemæssigt for forestillingen . Man
har sig en lille forskrækkelse af smånisser , godmodige
huldrefolk , en elskovssyg nøk og sligt , som nord hos
os næsten går imellem husene som overtroens tamme ,
vanlige husdyr . Man har også der godmodige
underjordiske , som drive deres fredsommelige båd- og
* jagtbrug usvnligt ved siden af befolkningen . Men
så skaber naturrædselen ved siden af en hel hær af
onde dæmoner , der drage menneskene , druknede mænds
genfærd , der savne christen jord , bergriser , havdraugen ,
som ror i en halv båd og i vinternatten
skriger fælt ude på fjorden . Mangen , der virkelig
var i nød , har på grund af frygten for ham
måttet undvære bjergningen , og de „ Fremsynte “ kunne
se ham .
Men overrager naturovermægtigheden livet knugende
tungt på denne vintermørke , havfrådcndegrændsekvsf ,
der dæmrer i ni måneder og i de tre af dem
endog mister solen , så der skabes mørkerædsel i
sindet , — så ejer Nordland til den samme yderlighed
også den stik modsatte character , sin solvarme , luftklare ,
duftopfyldte , med farvernes uendelige rigdom
skjønhedsvexlende sommernatur , hvori afstande på
ti—tolv mile hen over sjøspeilet nærme sig hinanden
på talehold , hvori fjordene klæde sig med brungrønt
græs helt til Toppen — i losoten op til to tusinde
fods højde — , hvori småbjerkeskoven krandser sig
oppe i liderne og fjcldrevnerne som en leg af hvide ,
sextenårs piger , medens aromaen af jord- og bringebæret ,
som vokser der , når du , i skjorteærmerne for
varmen , kommer forbi , kendes i luften som intet
andetsteds , og dagen er så hed , at du får trang
til at bade dig i den solfyldte , skvnlpende , til bunden
forunderlig klare sø .
At alle vækster få så stærk aroma og farve
deroppe , har de lærde forklaret af det stærke lys , der
sylder luften , fordi solen er uafbrudt oppe hele
døgnet . Derfor kan heller intet så aromatisk jordbær
eller bringebær eller en så duftende birkegren tages
nogetsteds som » der .
Har en underdejlig idyl noget hjem , så er det
inde i Nordlands fjorddale om sommeren . Det er
som om solen da kysser naturen så meget desto
inderligere for den korte tids skyld , den ved , de har
at være sammen , og som om de begge den stund søge
at glemme , at de så snart igen må stilles . Da
springer græsbakken frem som ved et pludseligt under
og i ødsel mangfoldighed blåklokken , løvetanden ,
smørblomsteret , præstekraven , tornerosen , bringebæret
og jordbæret ved hver bæk , om hver Tue , i hver lid ;
da summer hundrede sorter insekter i græsset som i
et tropist land ; da drives kør , heste og får op i
Dalene og fjeldsiderne , medens finnen fra højfjeldet
kommer ned i fjorddalen med sine rener og vander
dein i dalelven ; da ligger mullebærmyren rødmende
i fjerdingmile indover ; da er der stille solskinsfred i
hver hytte , hvor fiskeren nu sidder hjemme hos sine
og døter på redskabet til vinterfisket ; da er der i
Nordland sommer så dejlig , som kun få steder har
den , og en idyllisk naturglæde og fred som kanske
intetsteds .
Af denne naturens kælne blødhed får nordlændingen
også et drag i sin karakter ; han holder
af , når han kan komme til , at leve og klæde sig godt
og bo lunt ; han er med hensyn til delikatesser en
ren lækkermund . Torsketunger , ungryper , rensdyrmarv ,
saltet uer , ørred , laks og alflens saltvandsfifl
af første slags , serveret med deres tilbehør af lever
og rogn , det nærende rensdyrkød og allehånde vildt
ere tilligemed de friskt smagende multer for ham kun
vanlige retter . Såvel finnen som den nordlandske
almuesmand er derhos på barnevis glad i alslags
søde slikkerier , og hans „ Sirup på grøden “ er viden
bekendt .
Opdraget i en natur så rig på modsætninger
og muligheder og på det uventede i hele klaviaturen
af nuancer fra det vildest storartede til det indtil
tårer inderlige , yndige og henrivende , er nordlændingen
i reglen et godt og kvikt , ofte et glimrende
og fantasifuldt hoved . Stemningsfuld , som han er ,
overgiver han sig let til øjeblikket . Er der solflin i
dit ansigt , bliver der også gerne solskin i hans .
Men man må ikke tage fejl af ham og forveksle hans
godmodighed med enfoldig tryghed — og det gør
man her syd ofte . Inden i hans sjel vugger den
stille mistanke , ham selv ubevidst , altid som en årvågen
sjofugl , der dukker under , endnu medens det
glimter af fængkrudtet og før kuglen har såt tid
til at slå ned på det sted i søen , hvor den netop
lå . Det pludselige , muligheden af alt muligt , har
han fra barnsben af ude i naturen været vant til at
tænke sig som et sværd , hængende over enhver fredelig ,
stille stund , og dette instinkt bærer han som
oftest med sig ind i sin omgang med menneskene .
Mens du taler med ham , dukker han kanske sådan
under i sin sjel , og det gang på gang , uden at
du har anelse om det , og uden at stemningen derfor
afbrydes ; han gør det , mens han har tårer i øjnene
i den inderligst rørte stund — det er så hans
natur , hvoraf han altid vil beholde en snev , selv
efterat han med alt sit er flyttet fra sit naturliv ind
i de civiliserede forholde . Han undgår dig , smyger
med sin fantasi og sin vare mistanke ind imellem og
rundt dine tanker , ja om en rigtig begavet nordlænding
— jeg er før fløv og ninteresseret til at kunne
det — tror jeg , at han , uden at du aner det , kan
gå med hænderne i lommen tvert igennem din
sjel ind panden og ud baghovedet . Som opdagelsesbetjent
og diplomat ville han været uvurderlig , dersom
han blot havde haft mere karakter og ligget mindre
barnagtig svagt under for øjeblikkets magt ; men her
er desværre hans svage side . Jeg taler her om det
dybe drag i folkeejendommeligheden , således som den
arter sig i de mere fremtrædende naturer , og vil ikke
misforstås , som om jeg mente , at der ikke også
skulle findes mænd af karakter i Nordland ' — de
hærdes der mangengang måske mere end andetsfeds op
til det storartede .
I en indfødt nordlandsk slægt vil der som oftest
findes — det er i al fald min tro — nogle dråber
finneblod . Det er også andetsfeds bemærket , at ,
når det i sagaen hedder om de bedste bondeætter på
helgeland , at de nedstammede fra halvtrolde eller bergriser ,
betegner dette kun finsk afstamning . Vore kongeætter
havde finsk herkomst , og fin var et velklingende
fornavn , båret af landets bedste mænd , f . Eks . Fin
Arnesen . Harald hårfager og Erik blodøxe giftede
sig med finnepiger . Den mystiske , sandseligt-dragende
akagt , som har været tillagt disse , var kun det erotiske
udtryk for en stor nationalforbindelse op igennem
tiderne mellem disse to fremmedartede folkeelemcnter :
den lyshårede , blåøjede , i sindet større og roligere
nordmand og den mørke , brunøjede , raptænkte , fantasirige ,
af naturmysfik opfyldte , men karaktersvagere ,
nndertrykte fin , hvis natur den dag i dag står på
ski og synger moltoner inde i mangen nordmands
sind , der i sin racefornemhed nu lidet aner , at han
har sammenhæng med det folk .
Der fremkommer for øvrigt efter min erfaring en
stor karakterforskjel , eftersom blandingen er flet med
den svage finlap eller med den storvoxede , stærke ,
trodsige finne : kvænen . Det gør en gemytsforskjel
som mellem mol og dur i et og samme fantasistykke .
det farverige drag i vor nation , som repræsenteres i
digteren wergelands uendelige billedrigdom og sprang
udover logiken , er visselig finsk — vor gamle saga
kendes i al fald kun lidet ved det . Men deraf kan man
også forstå , hvilken naturherlighed finnen har tilført
vor folkekarakter . Finneblandingen har været en
stor og væsentlig faktor i sammensætningen af det
nuværende norske folks åndsegenskaber . .
Om denne finneblanding , der i de nærmeste led
endnu ligesom anses for en skam , har jeg talt med
flere og fundet , at overraskende mange i stilhed
have øje for den . Kvænfinblandingen gir energisfe ,
logifle , trodsige , handlesvangre mennesker ; den har vist
i høj grad sat stål i vor østlandsfe og throndhjemsfe
races natur . I Nordland har derimod lappeblandingen
været den overvejende og til dels ændret
folkekarakteren derefter . Kvæn-nordmanden besejrer
nordlandsnaturen ; lappe-nordmanden ligger mere under
for den og lider under dens tryk .
Modsætningerne i den nordlandsfe natur er forstærke
og yderlige til , at ikke den slægts sind , som
lever deroppe , skulle være stærkt udsat for at tage knæk
deraf . Den megen tungsind og tristhed , som findes
der også hos den simple mand , og som så ofte udarter
til sindsforvirring og selvmord , har visselig
sin dybe sammenhæng og grund i disse naturforholde ,
i det lange vintermørke med sine tunge ,
overvældende scener , der knnger sjelen ned i ensom
lysforladthed , og i de stærke og pludselige indtryk ,
der såvel i den mørke som i den lyse tid alt for
voldsomt griber i gemyttets inderste , fine strænge .
Jeg har tænkt over disse ting som knap nogen anden ,
tænkt , mens jeg selv har lidt ved dem , og jeg forstår ,
— skønt jeg , når det kommer ind på min egen
person , igen aldeles ikke forstår det — hvorfor
» ssoonæ sizlu « , det „ andet syn “ , „ Fremsynethed “ ,
som det heder i Nordland , dersteds ligesom på shetlandsog
ørkenøerne kan opkomme og nedarves i familien .
Jeg forstår , at det er en sjelesot , som ingen
kur , ingen forstand eller refleksion kan kurere . Man
er født med et tredje vindue i sin sjels hus foruden
de to sunde øjne , et vindue , der vender ud til en
verden , som andre kun ane , men som en selv er fordømt
til , når øragningen kommer , at målte gå hen
og se ud af : det lader sig ikke tilstoppe af bøger eller
af nogen forstandig refleksion , ikke gjenmure selv hermidt
i den „ oplyste hovedstad “ , højst kun formørke en
stund med glemselens gardin .
Ak , når jeg erindrer mig , hvordan jeg derhjemme
i Nordland gik og forestillede mig kongens slot i
Kristiania , med tinder og tårne vældigt ragende
over staden , og kongens mænd som en gylden strøm
-fra borggården helt op til thronsalen , eller akershus
fæsfning , når kanonerne tordnende meldte kongens
ankomst , medens luften som en storm var opfyldt
med krigsmusik og mægtig kongelig befaling ; når
jeg tænker mig , hvorledes jeg forestillede mig „ Lysets
høje hal “ , universitetet , som et stort , hvidt kridtbjerg ,
altid med solskin i ruderne , eller hvordan jeg udmatte
mig storthingssalen og de mænd , som færdedes
der , og hvis navne i fantasiens forstørrelse fortonede
sig opover til os , som om der for hvert gik en mægtigt
rungende klokke i luften , navne som foss , sørenssen ,
Jonas Anton hjelm , schweigård og mange
flere ; når jeg sammenligner det , som jeg i Nordland
forestillede mig ved alt dette , med den „ for vore små
forholde vistnok respektable virkelighed “ , hvori jeg nu
lever og færdes , — så er det , som et korthus af
illusioner , højt som snchætten , falder sammen over
mig . Jeg har altså , indtil jeg blev nogle og tyve år
gammel , level kun i et nordlandsk eventyr og er nu
først egentlig født frem til den virkelige verden ; jeg
har været bjergtagen i min egen fantasi .
Fortalte jeg nogen alt dette , ville han — og jo
fornuftigere manden var , desto mere sikkert ville det
sle — visselig finde ud , af min udmærkede lxumon
artium nok må have gået til ved en åbenbar fejltagelse ,
kommer det imidlertid an på tteoretisk raisonnement
og kundskab , så har jeg gudskelov ligeså
gode evner som de fleste . Jeg ved også , af jeg deri
har det par elastiske årer , hvormed jeg så langt , jeg
tiltrænger det , skal kunne ro min båd gennem det
praktiske liv uden af støde an . Lasten , som jeg har i
båden , så tung , så tung , og til sine tider igen
så livsalig dejlig , får ingen se .
Jeg føler en dyb trang til at græde ud mit hele
nordlandfle eventyr og ville gøre det , hvis jeg bare
kunne græde livet ud med det samme . Men hvorfor
ønske at miste alt det dejlige , hele illusionen , når
jeg så alligevel til min dødssfund må bære på det
tunge , som den har lagt på mig !
Min lettende gråd skal være i stille timer at
male mine livserindringer fra dette mit hjem , som
så få hernede forstår . Det er en stakkels , på
sjelen syg mands fortælling , hvori der findes mere
af egne indtryk end af ydre begivenheder .
tredie afsnit .
Første capitel .
Hjemmet .
Min fader var landhandler og ejede handelsstedet
. . . ven i vestlofoten . Han var egentlig fra
Throndhjem , hvorfra han som ubemidlet gut var
kommen nordpå med et handelsfartøj af de , som derfra '
pleje at sendes til lofoten for at handle i fisketiden .
I sin ungdom havde han haft meget at gå igennem
og en tid endog arbejdet i et bådlag som simpel
fifler , indtil han endelig kom i tjeneste som krambodsvend
hos handelsmand Erlandsen , hvis svigersøn
han blev .
Min fader var i sin middelalder en smuk mand ,
sorthåret , mørklet , med skarpe energiske ansigtstræk
og heller lav end høj . Han gik altid i en brun
dyffels sjømandsjakke og blankhat . Af væsen var
han barsk og lidet tilgængelig ; det hed også , at han
var en temmelig hård mand , — noget , hvori den
livets strenge skole , hvori han havde gået , kanske
var skyld . Skaffede dette hans væsen ham end få
private venner , så erhvervede det ham på den anden
side nok desto større tillid i forretninger , hvori han
var promte og grej , skønt til det yderste påstålig
på , hvad han troede , var sin ret . Man frygtede
ham og ville nødig være hans uven .
Af hvad man oplever før sit ottende år , har
man gerne kun en glimtvis erindring , men disse
glimt stå til gengæld for hele livet . Og af min
stakkels ulykkelige moder bærer jeg i min sjel et sådant
billede . Jeg kender hende deraf bedre end af
alt , hvad jeg siden fik høre af hende , og hvorefter hun
blandt andet skal have haft lyst hår og blå , blide
øjne , været brystsvag og bleg og af figur temmelig høj .
Hun skal tillige have været meget stille og meget trist af sig .
Hun var Erlandsens eneste datter og blev gift
med min fader , endnu medens han stod som underordnet
i hans tjeneste , og det hed , at det var gamle
Erlandsen , som fik istandbragt denne forbindelse , da
han derved troede bedst at sikre hendes fremtid .
Det var en varm sommerdag , slåttefolkene
støde i skjorteærmerne og slog med langlia ude på
engen ; jeg fulgte med min moder , som gik strikkende
forbi dem . Ovenfor gærdet lå en halvnøgen klippehang ,
bag hvilken min mor havde en bænk . Bag
den i en stenrøse voksede der bringebærbnske , og ved
siden af stod en del småbirke . Medens jeg kravlede
om imellem stenene og lod mig bringcbærene smage ,
råbte far på min mor .
da hun var gået bort , kom der fra den anden
side hen til mig en høj , bleg dame , som så ældre
ud end mor , sort klædt , med en opstående , hvid ,
pibet halskrave ; hun så så venligt på mig og
rakte ligesom henimod mig en vild tjørnerose , som
hun havde i hånden .
Jeg var flet ikke bange ; det var heller ikke , som
om hun var fremmed . Hun nikkede dernæst vemodigt
til mig som til afsked og gik bort den samme vej ,
som hun var kommen .
Da mor kom tilbage , fortalte jeg hende , af der
havde været en så snild fremmed dame , men hun var
vist meget bedrøvet , og nu var hun gået .
Min moder — jeg husker det , som om det var '
i dette øjeblik — stod en stund stille , hvid som et
lagen og så på mig med en angst i øjet , som om
vi nu skulle dø begge to , så slog hun armene sammen
over hovedet og faldt besvimet om .
Jeg var for bange til af skrige , men tror af erindre ,
af jeg , medens hun lå der livløs henstrakt i
græsset ovenfor bænken , kastede mig over hende og
råbte : „ Mor ! “
Lidt efter var jeg kommen springende hen til far ,
der stod i skjorteærmer henne på engen og slog hø
blandt de andre , og havde hulkende sagt , af nu var
moder død .
Fra den stund var min moder sindsforvirret
hun måtte i mange år stadig vogtes på sit eget
værelse , og min fader havde vist mangen en tung
time . Siden bragtes hun til et sindsspgeasyl i
Throndhjem , hvor hun to år efter døde uden et øjeblik
af være kommen til besindelse .
Den , som i den tid fog sig af mig , var gamle
Anne kvæn , et koparret , mandfolkagtigt kvindfolk med
små brune øjne , stridt , stålgråt hår og næsten
hexeagtig markerede træk samt som oftest en kort , sort
kridtpibe i munden . Hun havde været min moders
barnepige og hang ved hende med hele sin sjel . Da
min moder blev sindssvag , forlangte hun ivrigt at
„ være vagt “ på blåsalen ; men dette måtte opgives ,
da det viste sig , at netop hendes nærværelse mest ophidsede
den syges sind . Min moder tålte heller
ikke at se fader , og mig turde de slet ikke vise hende .
Gamle „ Anne kvæn “ havde været min moders
eneste fortrolige i dette liv . Hun var yderlig overtroisk
og underlig af sig . For hendes indbildningskraft
holdt Nissen og drangen ligeså vist til nede
på sjøboden og i bådhuset , som min fader- residerede
i hovedbygningen , og under fjeldet på østsiden
af havnen drev de „ Underjordiske “ lige så vist
usynligt deres fiskebedrift og jægtebrug på Bergen ,
som fader havde et synligt inde i bunden af den .
Hun har visselig opfyldt min stakkels moders hoved
med sin mystiske overtro i ikke mindre grad , end
hun fyldte mit . Der var alskens mærker og tegn at
tage fra morgen til aften , og hun havde altid en
urolig mine , som om hun gik på holdt vagt . Når
der kom en båd , skulle man vende sig mod søen
og spytte og mumle nogle ord imod sjøvatterne .
— hun så hver mands vardsger eller fylgje .
For dets skyld måtte døren ikke lukkes for hastigt
efter den , som gik ud , og hun kunne altid høre det
varsle forud , når fader kom hjem fra rejse .
Da „ Anne kvæn “ ikke længer fik tilladelse til
at komme ind på blåsalen til moder , gjorde hun ' i
stilhed en hel mængde kunster udenfor døren . Jeg
erindrer således , at jeg engang stod i trappen og så
hende bøje og neje sig og derimellem male med spyt
på døren og mumle , indtil jeg angst sprang
min vej .
I hendes besværgelsesformler forekom oftere navnet
„ Jumala “ , navnet på bjarmernes gamle gud , som
der langt nord nok er mindre udryddet , end man tror ,
og som den dag i dag også , kan hænde , indover
fjeldvidden i finmarken endnu har en eller anden
offersten . Imod „ Finne-gan “ — og mistanken
derom stod på så godt som hver finnedåd , der landede
ved bryggen — havde hun også sine præservativer ;
hunsammensmellede øjensynligt kvæn- og kristenguden
i sine mystiske besværgelser for at overvinde
lappetrolddommcn .
Under disse indtryk på sindet voksede jeg op .
Præstegården med den hvide tårnekirke ved
siden af lå kun et kort stykke vej fra os nede
ved søen på den højre side af bugten , når
man så udover fra vort handelssted , som lå inderst
i den .
de havde der en huslærer , — vi kaldte ham
altid „ Studenten “ .
Did gik jeg her dag i skole sammen med præstens
to børn , en opvakt gut ved navn Carl , der
var et år yngre end jeg , nemlig tolv år , og hans
med mig akkurat jevngamle søster Susanne , et blåøjet ,
viltert barn med en mængde gult hår , der
altid skulle flydes fra panden , og som , når hun
kunne komme til ubemærket af studenten , stadig gjorde
alflens ansigter og grimacer over til os to andre for
at få os til at le .
Huslæreren var nemlig såre streng og indgød
yderlig respekt . Den lattertrang , som vi ved flige
lejligheder sad og pinte os med uden at turde se op
på hinanden , for at det ikke skulle komme til udbrud ,
var egentlig alt andet end morsom , thi hver gang det
eksploderede , bekom det os alle såre ilde , idet der som
første akt vankede lug og ørefigen og dernæst lange ,
skrevne Haranger i karakterbøgerne om vor opførsel .
Susanne
var heri ofte rent ud ubarmhjertig ; det
var nemlig kommet dertil , af hun bare med et lidet
blink i den ene øjekrog kunne antænde den hele febertilstand
hos os , så vi sad sprudrøde i kinderne som
æbler , med de stive , stirrende blikke naglede i bogen ,
indtil det ikke bar længer . Især virkede hun på mig ,
som hun dog vidste måtte bøde strengt derfor hjemme ;
thi fader var en hård mand , der kun alt for lidet
forstod sig på børn .
i vore fritider legede vi så livligt , som vistnok
så børn har legt .
Imod det strenge og mørke liv hjemme , hvor
fader holdt til enten ude i sin forretning eller oppe
på contoret , hvor der fra blåsalen af og til hørtes
støj og råb fra min stakkels , vanvittige moder , og
hvor Anne kvæn altid rumsterede næsten som en
uhyggelig ånd , var legen med præstebørnene som et
liv henne i en anden glædelig , solbeskinnet side af
verden .
Andet capitel .
I fjæren .
Endnu mere end her sydpå i Norge er fjæren
i Nordland en dragende legeplads for børn . I ebbetiden
ligger havbunden tør ganske anderledes langt
udover end her syd .
Den leragtige sandgrund ligger da bar med
enkelte pytter i , hvori fiskeyngelen svømmer , medens
på den yderste kant ude ved søen spadserer en eller
anden strandfugl eller sidder en ensom måge på en
sten . Den bølgetegnede , fine sandlere er fuld af
tuer med snirkler over efter den store , eftersøgte agnmark ,
som der snor sig ned i jorden . Skjulte indenfor
stenene eller i tarreklaserne ligge de små , rappe ,
glasklare , rægelignendc „ Marifluer “ , der , når de forfølges ,
pile gennem det grunde vand . De bruges af
smågutter som agn på knappenålsangelen til at
sisfe småmort .
På den høje grcrsbakke ovenfor stranden mellem
nogle store stene byggede vi tre børn af flade stenheller
vor egen handelsgård med søbod , nøst og
brygge nedenfor .
I nøstet ejede vi alle slags både , små og
store , fra den firårede kæp lige op til femboringen ,
dels af træe og bark , dels af de bådformede blå
kråkesjæl . Formen på vor stolthed , den store jægt ,
— et stort , repareret trug med en mast og „ Flagedæk “ ,
der stadig udrustedes til „ Bergensstevnet “ —
var jo ikke den bedste , og jeg husker endnu , hvor
mangen gang jeg sad i kirken og tænkte tnig det
eventyr , at vi ejede det herlige , fuldtriggede skib med
kanoner , som hang der oppe under hvælvet , og hvorledes
jeg , medens præsten prædikede , fantaserede op
alskens sejladser , som Carl , men især Susanne skulle
undre sig såre ved at se på . Det skib var det
eneste , jeg dengang manglede i min lykke .
Inde i bugten ved faders brygge var beder i
søen en dyb „ Marbakke “ , hvor der på eftersommeren
gik stimer af mørt og anden småfisf , og der drev
vi gutter vort fiste hver med sin lintråd med
knappenålsangel i enden . Vi star fisfen op , hang
den kløvet over hjeldstængerne , som vi havde stående
udover Marken henne ved vor egen handelsplads , og
præparerede den til tørfisk , medens vi lod leveren stå
hen i småkar og rådne , til den blev Tran . Begge
produkter stabledes så behørig hen på vor søbod ,
for siden med vor jagt „ at gå til Bergen “ , og , det
ved gud , vi syslede , arbejdede og trællede ligeså ivrigt
og alvorligt med vort som de voksne med sit , endda
vor eneste , reelle fortjeneste kun var det solskin , som
vi fik over vore brunstegte , glade ansigter .
Carl var en spædbygget gut , der for det meste i
alt fulgte sin mere energiske søster . Begge præstebørnene
havde tæt , gult hår ; hos Susanne ringede
det sig lok i lok , så det næsten blinkede om hovedet ,
hvergang hun bevægede sig — noget hun , som før fortalt ,
stadig gjorde med et kast for at holde det bort
fra panden . Begge vare de tillige meget hvide og
skære i huden og havde dejlige , blå øjne . Snsanne
var dengang , jeg ved ikke , om for sin alder lav eller
høj — jeg tænkte mig hende i al fald allermindst som
jevnhøj med mig , skønt , hun vist må have været et
halvt hoved mindre ; resten af målet udfyldtes nok
af min beundring .
Jeg husker hende , når hun om søndagen fluide
til kirke sammen med sin moder — en liden bleg ,
mørkklædt , undtagen søndag formiddag altid på en
lang , trist strømpe strikkende , hustravel kone . Hun
gik pyntet på den sandstrøede . Kirkevej , i hvid eller
blå kjole , med en mørk schæfcrhat på hovedet , et
lidet hvidt lommetørklæde sammenfoldet bag en meget
stor gammel psalmebog og hvide strømper og sko med
korsbånd over foden . En skønnere dragt end Susannes
søndagspuds troede jeg ikke , der kunne findes i verden .
i kirken sad præstefamilien på første bænk lige
under prækestølen og vi — min fader og jeg — et
par stole bagenfor , og vi vekslede da mangt et kun
for os forståeligt frimurertegn .
Engang krænkede Susanne mig dog dybt — ja
til bitre tårer . Det blev mig nemlig klart , at hun
havde gjort også min fader til Skive for sine muntre
betragtninger . Med sin gode , stærke røst sang han
på landsens naive vis psalmerne meget højt , men
satte — hvad jeg og mange andre dengang fandt meget
tiltalende — ved hver udgang en egen snur på
tonen , der ikke hørte melodien til , men var af egen
composition . Dette sidste havde nok været genstand
for snak i præstegården , og Susannes lille gryde
havde da også haft øren . Da hun mærkede , at jeg
havde opdaget det , så hun såre ulykkelig ud .
Da Carl var tretten år gammel , sendtes han til
latinskolen i Bergen , og den „ kostbare “ Huslærer rejste
med sidste dampskib samme høst .
Susanne fik fra nu af undervisning af sine forældre ,
og jeg måtte tage min lærdom hos klokkeren ,
en godmodig gammel mand , der selv lidet kunne
udenfor det at spille violin , hvilket han gjorde med
lidenskab og vistnok også med en , om en uryddig ,
genial sands .
Da klokkeren havde udvirket mig tilladelse hos
min fader til at lære at spille , og jeg ligesom klokkeren
syntes bedre om denne underholdning end om
lektierne , gik hele tre år , eller tiden til over mit
sekstende år hen på en måde delt mellem violinspil
og lediggang .
Havde min ånd i den periode af mit liv været
holdt tilbørligt under arbejdets daglige tugt , ville
måske meget hos mig siden artet sig anderledes .
Som det blev , gaves jeg desværre helt mit eget
fantasiliv i vold og fik grundlagt i mig stemninger ,
der siden i en fordærvelig grad blev mit livs herrer .
Den delelinie , som der inde i enhvers bevidsthed er
draget mellem fantasi og virkelighed , trænger visse
naturer , der leve under stærke fantasiindtryk , til
alvorligt og stadigt af få opgået , ellers flettes den
let på enkelte punkter ud og overgår til en sygelighed .
Uagtet vi nu ikke længer havde den overflødige
lejlighed som før til af komme sammen , var Susanne
og jeg alligevel gennem hele øpvæxten stadige legekammerater
og fortrolige .
Når hun havde noget af betro mig , passede hun
som oftest på ved grinden , der gik fversover vejen
henne ved præstegårdsjordet , ved de tider , da jeg gik
til eller fra klokkeren .
En dag , jeg kom gående vejen hjemover med
mine bøger under armen , sad hun i sin blårudede
blouse og sckæferhatten på overgangstrappcn ved
siden af grinden . Hun så ud til at være i meget
siet humør , og jeg forstod straks , at der skulle vanke
noget .
Hun svarede ikke på min hilsen ; men da jeg
hastigere , end hun syntes om , søgte at flippe igennem
grinden , spurgte hun mig i en ophidset tone , om det
var sandt , hvad de sagde , at jeg var så doven , at der
ingenting kunne blive af mig herhjemme .
Susanne havde ofte drillet mig ; men det , som
denne gang krænkede mig , var , at jeg skønnede , at
man i præstegården opholdt sig over os hjemme , og
at Susanne var med på det . Havde jeg vidst , at
Susanne sad der den dag som min slagne forsvarer ,
ville jeg visselig taget sagen anderledes , end jeg gjorde ,
idet jeg nu med en krænket mine gik min vej nden
at værdige hende et ord .
Da jeg kom hjem , fik jeg høre , at præsten og
min fader vare blevne uenige i forligelsescommissionen .
Præsten , som var forligelsescommissær , havde ytret ,
at han syntes , min fader i en sag for for hårdt
frem , og min fader havde givet ham et brådt svar .
Det var i anledning heraf , at kritiken over os nu
var sluppet los i præstegården .
Os børn gav dette forhold mellem de voksne en
utryg skyhed , og jeg husker , at jeg i begyndelsen endog
var bange for at gå forbi præstegården , da jeg
mulig kunne træffe præsten på vejen .
Susanne gjorde imidlertid adskillige tilnærmelsesforsøg ;
men ved det mindste glimt af hendes blårudede
kjole tog jeg altid lange omveje i Marken ovenfor
vejen eller ventede inde mellem træerne , til hun var
borte .
I et par dage så jeg intet til hende ; men da
jeg en dag kom gennem grinden , stod der skrevet med
blyant på det hvide navnebræt i mærkestølpen for
roden : „ Du er vred på mig men s . er slettes ikke
vred på dig . “
Skriften , den klodsede store , kendte jeg nok , og
jeg vendte tilbage til grinden to , tre gange den samme
dag for at læse den om igen og om igen . Det var
Susanne i en ny skikkelse ; jeg så hende i tankerne
bag bogstaverne som bagom et gelænder .
Jeg satte om eftermiddagen under : „ Se bag
stolpen ! “ Og der skrev jeg : „ D . er heller ikke vred
på s . “
Dagen efter stod Susanne i haven ved rækværket ,
da jeg gik forbi , men lod , som om hun ikke så mig ;
hun angrede nok , at hun havde været for snar til at
komme mig i møde .
Skønt forholdet udvortes var i højeste grad
høfligt , var dog min faders omgang med præstens
fra hin tid i grunden at anse som afbrudt ; de satte
aldrig uden ved særegne anledninger og efter højtidelig
indbydelse foden indenom hinandens døre . Dette
gav igen Susannes og min omgang et vist stjålent
præg . Skønt der intet forbud lå på os , lurede vi
os dog på en måde kun til at mødes .
Vi vare begge to ensomme børn . Susanne sad
fangen i hverdagskjedsommeligheden hjemme under
moderens strenge opsigt , og i mit triste hjem havde
jeg altid en følelse , som jeg frøs og var ræd , og som
al glæden var henne i præstegården hos Susanne .
det var derfor intet under , at vi altid længtes ud til
hinanden .
Som vi blev ældre , kom lejlighederne sjeldnere ,
men længselen blev derved kun opdæmmet i os desto
længere , og de øjeblikke , vi så kunne være sammen ,
fik efterhånden , os selv ubevidst , en anden karakterend
den gamle barnslige . At tale med hende var nu
blevet mig en tørst , og jeg sværmede mangen en dag
om præstegården blot for at se et glimt af hende .
Jeg var hen ved seksten år , da hun en morgen ,
jeg kom forbi præstegårdshaven , vinkede mig hen og
rakte mig en blomst over muren . Hun sprang derpå
skyndsomt ind tvert over gulerodsengene , som om hun
var bange for , at nogen kunne se det .
Det var første gang , det gik op for mig , at hun
var så smuk , og jeg tænkte længe på hende , som hun
stod der i haven mellem buskene med morgensolen
over sig .
Tredie capitel .
Drengesfuen .
Den spøgelsestemning , der gik igennem vort hus ,
fik først rigtig luft nede . i drengesfuen , når drengene
og pigerne og de færdendes af almuen , som tog
nattelogis , om kvælden sad ved det røde skin fra
jernovnen og fortalte historier om alskens forlis og
spøgeri .
på krakken i rummet mellem ovnen og væggen
sad den vakre , stærke Jens dreng med sit snedker -
og reparationsarbejde om sig ; han havde det egentlig
kun med at gøre sit arbejde og i tavshed lvtte til
de andre . Ved ovnen holdt „ Komag Nils “ på med
at trane komager eller skindtøj — sit navn havde
han , fordi han syede komager . Komag-nils var en
liden fyr med en uredelig , gul lug , der lå ham ned
i panden , et ansigt rundt som en måne , hvori næsen
sad som en liden knup , og , når han lo , fik hans
tyndlæbcde , brede mund med de store kjævær et udtryk
næsten som et dødninggrin . Hans små melkeblandeøjne
plirede da hemmelighedsfuldt til og sagde tillige ,
af han var et kvikt hoved . Det var i virkeligheden
ham , der kunne de fleste historier , men endnu mere
ham , som kunne få de fremmede til af fortælle ,
eftersom det faldt sig , både fra den synlige og den
usynlige verden .
En tredje af drengene hed med et øgenavn , som
man dog ikke gav ham , så han hørte derpå , Anders
blyhat , så kaldt , fordi han af og til havde flemme
raptuser , hvori han drak og holdt på af komme ud
af tjenesten . Han var imidlertid på sin bis overmåde
dygtig . Når det rigtig kneb — i uvejr —
steg han således med engang til den betroede post af
være høvidsmand i båden ; thi om hans overlegne
dygtighed under sejladsen var der kun en mening .
Når faren var over , sank han så igen tilbage til
af være den ringe mand .
til husets faste drengestuestok hørte også en
pige på tyve år , som vi kaldte „ fransfe Martine “ .
Hun var ligesom af et helt andet mennesteslag end det
i Nordland vanlige , var livlig og kvik , med et vældigt
krøllet sort hår over et brnnt ovalt ansigt med påfaldende
regelmæssige linier . Hun var spædbygget og
af middelhøjde og god figur . Hendes øjne var , .
Under svære sorte øjenbryn , mørke som kul ; når
hun blev opbragt , kunne de ligefrem gnistre . Hun var
forelsket i den tavse Jens dreng og uden al grund
yderlig skinsyg . Man sagde også , at der skulle blive
et par af de to , når han havde fået gjort med et
par fiskeresser til , men officiel var i al fald ikke sagen ,
og som jeg tror , fordi Jens dreng i det længste gjorde
sin passive modstand og aldrig udtrykkelig friede .
Franske Martine var af herkomst et af de nægte børn
i fifledistrikterne deroppe , hvis fædre er fremmede
skippere eller matroser . Hendes fader sagdes at
have været en fransk Matros .
At gå i drengestuen om aftenen var mig af
min fader strengeligen forbudt ; han vidste vel , at der
vankede forskelligt , som ikke var for børns øren .
Men nu fortaltes på den anden side netop dernede
det interessanteste , jeg kunne tænke mig på jorden .
Følgen blev da , at jeg hemmelig sneg mig derned . Jeg
erindrer således , hvorledes jeg en mørk høstaften , da
jeg havde listet mig derned , lyttede , medens komagnils
— han med det gule ansigt og dødningegrinet ,
når han lo — fortalte en slem spøgelsehistorie fra
Erlandsens formands tid .
Dengang stod der en gammel søbod et stykke
udenfor præstegården . Og så var det en juleaften
at de sad og drak og julede inde på handelspladsen .
Da klokken blev elleve , slap øllet op , og så blev
. Drengen , som hed Rasmus og var en stærk og modig
Karl , sendt hen til søboden , hvor øltønden lå , for
at tappe fuldt et svært krus med sølvbeslag , som han
fik med . Derhenne satte Rasmus løgten på tønden
og begyndte at tappe . Da krnsct var fuldt , og han netop
tænkte på at sætte det til munden , så han over
øllønden liggende med kroppen ind i mørket , hvor
alle tønderne lå i rad og række , en forfærdelig stor ,
bred og mørk skikkelse , hvøraf der udgik et iskoldt
pust , som af en tør , der var oppe ; den blinkede mod
ham med et par svære øjne som af en mat hornløgt
og sagde : „ Tjuv i juleøllet . “ Men Rasmus dreng
forsømte sig ikke . Han slængte det tunge krus lige i
synet på drangen og rendte så afsted af al magt .
Udenfor var der måneskin på sneen , han hørte ,
hvorledes det streg og ulede nede i fjæren , og mærkede
at drangene i større og større hob forfulgte ham .
Da han kom til kirkegårdsmuren , var de nær ved
ham , og han fandt da i nøden på det råd at råbe
ind øver den : „ Hjelper mig nu , alle døde ! “ De døde
ere nemlig fjender af drangene . Da hørte han
hvorledes de rejste sig derinde , og hvorledes der blev
larm og hyl søm af et slag . Selv førfulgtes han
imidlertid ihærdigt af en „ Udbåren “ , der holdt på
at tynge ham ned , netop som han fik sat i dørklinken
og frelst flap ind . Men der besvimede han midt på
gulvet . Dagen efter — den første juledag — så
kirkefolkene spredte rundt om på gravene stykker af
ligkistebord og derimellem alflens gamle vastrukne årer
og bådplanker af den slags , som synker tilbunds
efter forlis . Det var de håndvåben , som de døde
og drangen havde brugt , og man kunne af mangt
skønne , at de døde vare blevne sejrherrer . Man
sandt også nede på søboden både tinkruset og
løgten igen . Tinkruset var slået fladt mod draugens
pandcbrask , og løgten havde utydsfet knust , da drengen
undslap * ) .
Komag-nils kunne også fortælle en hel del om
„ Fremsynte “ og deres syner dels ind i åndeverdenen ,
dels i selve virkeligheden , hvoraf de enten føle forudvarsler
eller — som ved en Art luftspejling for det
indre blik — kunne se , hvad der foregår netop i
øjeblikket på de fjerneste steder . De kunne sidde i
et lystigt lag og så med et blege og urolige stirre
fraværende hen i luften foran sig . Hvad de se , er
mangehånde ting , og så undflipper der dem undertiden
udråb som : „ Nu er der ildløs i bygningerne
hos haNdelsmaNd N . N . i . . . vågeN “ eller „ Nu
brænder Throndhjem “ . Undertiden se de store ligtog
drage forbi sig med en tydelighed , så at de kan be * )
motivet fra Nordland .
skrive hver mands plads og udseende i det , kisten
selv og gaderne , hvorigennem toget passerer . De
kan da sige : „ Nu begraves en stor mand nede i
Kristiania . “ Når så efterretningen kommer , stemmer
det altid . På søen kan det hænde , at en sådan
mand kan sige til høvidsmanden , at han nok gør
rettest i en liden stund at døje af på coursen ; og
dette bliver altid lystret ; thi man er vis på , at han da
ser det foran båden , som ingen af de andre skønner ,
men som kan volde ulykke — i regelen draugen i
sin halve båd eller andet genfærd .
En af komag-nilses mange historier af den
slags var hændt en kending af ham ude på vinterfisfe .
Vejret havde et par dage været rent overhændigt ,
men bedagede sig den tredje dag så vidt , at et af de
bådlag , som holdt til i rorboden , mente at det nok
måtte gå an den dag at få draget garnene . De
øvrige trøstede sig derimod ikke til . Nu er det skik
at bådlagene give hinanden håndsrækning til at
sætte båden ud , og så skulle nu også sle . Da de
kom ned til femboringen , som var trukket et godt
stykke på land , fandt de årer og tofter vendte
baglænds i båden , og det var derhos , trods alle
forenede anstrengelser , ikke muligt at få den rykket af
pletten . De prøvede sig en to , tre gange uden nytte .
Bien så sagde en af dem , der var kendt for fremsynt ,
at efter det , som han så , var det bedst , at de i dag
ikke videre rørte ved den båden ; den var tungere end
mandsmagt . Med det ene af bådlagene , som holdt
til i rørboden , var også en kvik gut på fjorten
år , der hele tiden morede dem ved al slags gabestreger
og aldrig var rolig . Han tog en svær sten
og kastede den af al magt ind i bagskotten af båden .
Ud af den for så pludseligt synlig før alle en draug ,
i sjøklæder med en svær tarrevase i stedet for hoved .
Den havde siddet baglænds og tynget båden og for
nu ud i sjscn , så skumsprøjten fossede om den .
Da det var sket , gik fembøringen glat i vandet . Men
den fremsynte så på gutten og sagde , at dette fluide
han ikke gjort . Gutten lo imidlertid som før og mente ,
at fligt noget troede han ikke på . Da de så om
aftenen var komne hjem og folkene lå og sov inde i
rørboden , hørte de klokken omkring tolv om natten
gutten skrige om hjelp . En af dem syntes også , at
han ved skinnet af den døsige tranlampe så en svær
hånd strække sig fra døren indover op til bænken ,
hvor gutten lå . Gutten var allerede under skrig
og modstand draget hen til døren , førend de andre
sandsede sig så vidt , at de kunne slå tag om ham
for at holde ham fra at drages ud . Men nu opstod
der midt i døren en hård kamp , idet draugen trak
ham i benene , medens det hele mandflab holdt igen
i arme og overkrop . Således sagedes han da i
midnatstimen under jamren frem og tilbage i den
halvåbne dør , idet snart folkene , snart draugen havde
det meste af ham hos sig . Med en gang flap
draugen taget , så hele mandskabet faldt over
hverandre indefter gulvet . Men da var gutten død ,
og de forstod , at draugen først da havde sluppet ham .
Vinteren efter hørte de det jamre om natten klokken
tolv nede i norboden . Og der blev først fred , da
den blev flyttet hen på en anden grund * ) .
Den samme ære , som østlandsbonden flere steder
kan sætte i at have den bedste traverhest , sætter nordlændingen ,
kanfle vel så hidsigt , i at eje den båd ,
som sejler hurtigst . En rigtig udmærket båd spørges
der nord i ligeså mange bygder som sydpå en rigtig
„ glup “ Traver . Begge følges de af deres særegne
romantik , der fylder bygderne med alflens sagn om
hurtighed og vidunderlige kapløb . De bedste både
i Nordland fås nu nede ifra ranen , hvor bådbyggeriet
har fået et stærkt opsving . At bygge en
sådan båd med de rette vandlinier er en genisag ,
der ikke tteoretisk kan aflæres ; det beror nemlig på
et særskilt skjon hos båddyggeren for hver enkelt
båd . Det går simple copier her som ellers i
livet , at de altid knn sejle middels . Den skabelon ,
som det nordlandfle bådbyggeri længst har udfundet
som den hensigtsmæssigste , den for og agter højstavnede ,
flarpkjolede båd med sin ene mast og sit brede ,
smukt skårne råsejl tvcrtover , så fortrinlig flikket
til det , som mest trænges , nemlig til den pilsnare
for- og sidevinds-sejlads , om end mindre til at
krydse , er undervands aldeles den samme fagon , som
englænderne og amerikanerne i den sidste tid har
* ) motivet fra Nordland .
nået berømmelse ved i deres hurtigsejlende klipperskibe .
Hvad det har kostet nordlæmdingerne endelig at udfinde
denne bådform , der nu sætter dem i stand til i deres
små både næsten at flyve for vinden undaf de
vældige havsjøer , som stumme bagefter den , og som ,
om de nåde båden , ville begrave den under sig ,
hvor mange slægter der har lidt og stridt og tænkt
og rettet på denne fa^on , så at sige under dødsstraf
for hver fejltagelse , kort nordlandsdådens historie
fra den slægts dage , som først optog kampen mod
havet deroppe og til i dag — det er en glemt nordlandssaga ,
fuld af den jevne arbejdsmands storbedrift .
En vinteraften i januar , lidt for fisket begyndte ,
hørte jeg en af folkene i de store bådlag , som da
overnattede hos os , fortælle . Han var bleven sat på
gled ved et par historier af komag-nils og ville
nok nu vise os , at der også der , hvor han var fra ,
nemlig nede på dønø i helgeland nær ranen , var
ligeså godt slag både af underlige historier og af
både , som oppe hos os . Fortælleren var en liden
raptunget fyr , som hele tiden sad og rokkede og
flyttede sig på bænken , medens han fortalte . Med
den spidse næse og de små rødagtige runde øjne
lignede han en eller anden urolig søfugl på et
skær . Af og til afbrød han sig selv ved at dukke
ned i sin nistetine , som om han hver gang tog op af
den et nyt stykke af fortællingen .
Historien lod så : på kvalholmen nede i
helgeland boede en fattig fifler , der hed Elias , med
sin kone Karen , som før havde tjent hos præsten
over på alstadhaug . De havde fået sig op en
hytte der , og han gjorde nu lofotfiske på dagsror .
På den ensomme kvalholmen var det nok ikke
frit for , at det spøgte . Når manden var borte , hørte
konen mangeflags uhyggelig larm og skrig , som ikke
kunne være af det gode . En dag , hun var oppe på
holmen og slog græs til vinterfoder for det par
får , de ejede , hørte hun endog tydeligt , at det snakkede
nedenunder Berget i fjæren , men hun turde ikke
se efter .
Der kom et barn hvert år , men de var stræbsomme
begge to . Da syv år var gået , var der
seks børn i stuen ; men den samme høst havde
manden også fået flrabet sig sammen så meget , at
han mente nu selv at kunne råde sig til en sexæring * )
og herefter ro fifle i egen båd .
En dag , som han gik med en kvejtepig * * ) i hånden
og grundede på dette , stødte han over en bjergknart
nede i stranden uforvarende på en uhyre stor Kobbe ,
som lå og solede sig lige bag den , og som nok var
ligeså uforberedt på manden , som han på den .
Elias var imidlertid ikke sen ; han stødte ovenifra
knorten , hvor han stod , den lange , tunge kvejtepig
lige ned i ryggen på den , tæt under nakken .
* ) en båd med tre årer på hver side .
* * ) kvejtepig er en lang trærstang med jernspids med gjenhage
i til at stikke kvejte eller helleflynder med .
men da blev der et spræl ! Kobben rejste sig
med en gang på halen , ret op i vejret , så høj
som en bådmast , og så med et par blodanløbne
øjne så ondt og giftigt på ham , medens den derhos
grinende viste tænder , at Elias holdt på at gå fra
bettet af forskrækkelse . Så føg den med et på
søen , så skumkraven stod fuld af blod efter den .
Mere så Elias ikke til den ; men ind til bådstøen i
kvalviken , hvor huset hans stod , drev samme eftermiddag
kvejtcstangen med afbrudt jernpig .
Elias tænkte ikke længere på dette . Han købte
samme høst sin sexæring , til hvilken han alt om
sommeren havde sat op et lidet nøst .
En nat , som han lå og tænkte på den nye
sexæringen sin , faldt det ham ind , at han for rigtig
at devare båden kanske burde sætte endnu en spilre
til støtte under den på hver side . Han var så
urimelig glad i båden , at det bare var moro for
ham at stå op med løgt og se ned til den/
som han nu stod og lyste på den , skimtede han
pludselig i krogen henne på en garnvase et ansigt ,
der akkurat lignede kobbens ; det gren en stund sint
imod ham og lyset , gabet blev ligesom hele tiden
større og større , og så for der en stor mand ud
igennem nøstdøren , men dog ikke sortere , end at
Elias ved løgteskinnet skimtede , at der stod en lang
jernpig ud as ryggen på ham . og nu begyndte
han nok at skønne et og andet . Men endda var
han mere ræd om båden sin end for livet , og han
satte sig med lagten selv op i den og holdt vagt .
Da hans kone om morgenen kom , fandt hun ham
sovende der med den nedbrændte løgt ved siden
af sigden
morgen i januar , han drog ud på fiste
med to mand i båden sin foruden sig selv , hørte
han i mørket en røst fra et skær lige i udløbet af
Viken . Den lo hånligt og sagde : „ Når det bliver
fembøring , så agt dig , Elias ! “
Det varede imidlertid mange år , før det blev
fembøring * ) af for Elias , og hans ældste søn Bernt
var da sytten år gammel . Den høst , dette skete , rejste
Elias med hele sin familie i båden ind i ranen
for at bytte bort sexæringen og så for mellemlag
handle sig fembøringen til . Hjemme var kun en netop
konfirmeret finnepige , som de havde taget til sig for
nogle år siden .
Nu var der en båd , en liden halvfcmterums
fembøring , som han netop havde i kikkerten , og som den
bedste bådbygger derinde havde fået færdig og tjærebrcdet
den høst . Elias havde god greje på , hvordan
båd skulle være , og syntes aldrig han havde set nogen
båd så velbygget under vandet . Oventil var den
derimod kun så middels , så at båden for en
mindre erfaren heller så tungrod ud og flet ikke
videre pen .
* ) fembøring er en større båd med fem årer på hver
side ; det er den egentlige fiflebåd på vinterfiflet deroppe .
bygmesteren skønnede nu dette ligeså godt som
Elias . Han sagde , at han troede , det ville blive den
første båd i ranen på sejlads ; men at Elias
alligevel fluide have den for billig pris , når han blot
ville love et , og det var , ikke at gøre en forandring
ved båden , ikke engang så meget som at sætte et
rip i tjærebredingen . Først da Elias udtrykkelig
havde givet sit løfte på -dette , fik han båden .
Men „ hin Karen “ , som lærte bygmesteren denne
sjøfayonen på bådene sine undervands — overvands
måtte han arbejde , eftersom han selv kunne , og det
var da tit klejnt nok — havde trolig været ude
iforvejen og befalet ham både , at han skulle sælge
så billigt , for at Elias kunne få båden , og tillige ,
at han skulle betinge forud , at den ikke måtte mærkes .
På det vis kunne den nemlig heller ikke som vanligt
tjærekorses i for- og agterstavnen .
Elias tænkte nu på at sejle hjem ; men var først
indom handelsstedet og forsynede sig og sine med
julekost , derunder også en liden dunk brændevin .
Glad , som han var i handelen , tog nok både han og
konen hans sig den dag en tår over tørsten , og
Bernt , sønnen , fik også smage en smule med .
Dermed sejlede de nu den nye båd hjemover .
Anden ballast end han selv , kjærringen ' og børnene
samt julekosten var der ikke i den . Sønnen Bernt
sad ved halsen , konen , hjulpen af den næstældste søn ,
holdt i draget , og selv sad Elias ved styret , medens
de to yngre tolv og fjorten år gamle brødre skulle
stiftes ved øsekarret .
De havde otte mile havvej at sejle , og da de kom
ud på , viste det sig , at de nok kom til at prøve
båden den første gang , den brugtes . Der røg efterhånden
op til en storm , og skumkammene begyndte
at brække i den svære havsjø .
Nu fik Elias da se , hvad båd han havde ; den
klarede sig som en søfugl mellem bølgerne uden så
meget som en skvat i båden , og han dømte derhos
på , at han stop at sætte en hel klo * ) mod , hvad en
anden almindelig fembøring ville være nødt til i
dette vejr .
Ud på dagen så han , ikke langt fra sig borte
på søen , en anden fembøring med fuld besætning
og fire klor i sejlet akkurat som han . Den lå samme
Cours , og han fandt det lidt rart , at han ikke havde
set den før . Den lod til at ville kapsejle med ham ,
og da Elias skønnede det , kunne han ikke bare sig før
igen at stikke ud en klo .
Nu gik det med strygende fart som pilens forbi
næs , Holmer og skær , så Elias syntes , han aldrig
havde været med på så stolt sejlads før , og nu
viste båden sig også for det , som den var , nemlig
første i ranen .
* ) for hver „ Klo “ , som „ sættes “ , mindskes sejlet .
havet var imidlertid blevet værre , og de havde alt
fået et par alvorlige søer * ) ind over sig . De
brød ind over halsen der forud , hvor Bernt sad , og
sejledes ud igen i læ nær bagskotten .
Siden det var blevet skummelt , havde den anden
båd holdt ganske nær , og de vare nu ikke længer fra
hinanden , end at de kunne kaste etøsekar over til hverandre .
Så gik da sejladsen jevnsides i stedse hårdere
sø udover kvelden . Den fjerde klo burde nu
egentlig været sat igen , men Elias ville nødig give
tabt i kapsejlingen og tænkte , at bie dermed i det
længste , indtil de gjorde det over i den anden båd ,
hvor der kunne tiltrænges vel så godt . Af og til gik så
fremdeles brændevinsdunken om , da det nu både var
kulde og væde at holde ude .
Morilden , som spillede i den sorte bølge nær
Elias ' s egen båd , lyste sælsomt stærkt i skumranden
omkring den anden , der ligesom pløjede og væltede en
jldflavl om siderne . Ved det lyse fosforskær kunne
han endog skelne tougenderne over i den . Han kunne
også tydeligt se folkene ombord med deres sydvester
på hovedet ; men da deres luvartside lå nærmest ,
vendte de alle ryggen til og skjultes mest af den højt
trængende bådrand .
Pludselig brød der en forfærdelig bræksjø ,
hvis hvide kam Elias længe havde stimlet gennem
„ Søer “ bruges af vore sjsfolk i samme betydning som
„ Bølger “ .
mørket , indover halsen , hvor Bernt sad . Den
stoppede ligesom hele båden for et øjeblik ,
plankerne flalv og . rystede under trykket af den og
strømmede så , da båden , der en stund lå halvkantret ,
rejste sig igen og tog fart , ud over læbord
agter . Medens dette stod på , syntes han , det streg
fælt over i den anden båd . Men da det var over ,
sagde konen , som sad ved draget , med en stemme ,
som star ham ind i sjælen : „ Herregud Elias , den
søen tog Marthe og Nils med sig ! “ — det var
deres to yngste børn , det første ni , det andet syv
år gammel , som havde siddet i rummet nær Bernt .
Hertil svarede Elias bare : „ Slip ikke draget , Karen ,
ellers vil du miste flere ! “
Det gjaldt nu at få taget ind den fjerde klo ,
og da dette var gjort , fandt Elias , at der var brug
for den femte med , thi vejret voksede ; men for at sejle
båden fri af de stedse sværere søer , turde han på
den anden side heller ikke mindste mere på sejlet ,
end han hårdt var nødt til . Det gik imidlertid så ,
at den sejlstump , de kunne føre , efterhånden blev
mindre og mindre . Søen røg , så det drev dem i
ansigtet , og Bernt og den næstældste Broder Anton ,
der hidtil havde hjulpet moderen henne ved draget ,
måtte tilslut holde i råen , en udvej , som man tyer
til , når båden ikke engang tåler at gå for den
sidste klo — her den femte .
Kammeratbåden , som imidlertid havde været
borte , dukkede nu pludselig igen op ved siden med
akkurat samme sejlføring som Elias ' s båd ; men
han begyndte nu ikke rigtig at lige mandskabet der
ombord . De to , som stod der og holdt i råen , og
hvis blege ansigter han skimtede under sydvesterne ,
syntes ham ved den underlige lysning af skumbrydningen
mere lige øødninger end mennesker , og heller
ikke talte de et ord .
Et stykke til luvart øjnede han så igen den
hvide høje ryg af en ny brådsjø , der kom gennem
mørket , og han beredte sig i tide på af tage imod den .
Båden lagdes med stevnen skøns op imod den , og
sejlet blev ført størst muligt for af flabe fart nok
til af kløve den og sejle søen ud igen . Ind susede
brådsjøen med et Brus som af en fos ; atter lå
de et øjeblik halvkantrede ; men da det var over , sad
konen ikke længer ved draget , heller ikke stod Anton
længer og holdt på råen — de vare begge gåde
overbord .
Også denne gang syntes Elias , af han hørte
det samme fæle råb i luften ; men midt under det
hørte han tydeligt sin kone angstfuld råbe hans navn .
Da han begreb , af hun var skyllet overbord , sagde han
kun : „ I Jesu navn ! “ og tav så . Han var til mode ,
som han helst ville fulgt efter hende , men følte derhos ,
af det nu gjaldt af berge resten af den last , han
havde ombord , nemlig Bernt og sine to andre sønner ,
den ene tolv , den anden fjorten år , som en stund
havde stået for øsningen , men som siden havde fået
plads i agterskotten bag ham .
Bernt måtte nu passe råen alene og de begge ,
så godt det lod sig gøre , hjælpes ad . Styrvolten
turde Elias ikke slippe , og fast om den holdt han med
en hånd af jern , som for længst var følesløs af
anstrengelse .
En stund efter dukkede kammeratbåden atter
frem ; den havde ligesom før været borte en stund .
Nu så han også mere af den svære mand , som sad
agterud på den samme plads som han . Ud af hans
ryg , nedenfor sydvesten , stod , da han vendte sig ,
ganske rigtig en kvarterlang jernpig , som Elias nok
mente , han skulle kende igen . Men hermed var han
nu også i sit stille sind på det Rene med to ting :
den ene var , at det var ingen anden end selve
drangen , som styrede sin halve båd der tæt ved
siden af ham og havde ført ham i fordærvelse , og
den anden , at det nok var så laget , at han den nat
sejlede sin sidste rejse . Thi den , som ser drangen
på søen , er en hjemfalden mand . Han nævnte
intet til de andre før ikke at tage modet fra dem ,
men overgav i stilhed sin sjel til Vorherre .
I de sidste timer havde han ud af coursen
måttet bære af før stormen ; det blev tillige snelykke ,
og han skønnede , at han nok kom til at vente på
landkending , til det dagedes . Sejladsen gik imidlertid
for sig som for . Af og til klagede gutterne i agterskotten
over at de frøs , men herved var der nu i
væden intet at gøre , og Elias sad desuden i adskillige
andre tanker . Han havde fået en sådan forfærdelig
lyst til at hevne sig , og det , han nu ville gjort , om
han ikke havde haft sine tre øvrige børns liv at
forsvare , var med en pludselig vending at prøve at
sejle isænk den forbandede båd , der endnu stedse som
til hån holdt sig ved siden af ham , og hvis onde
ærinde han knn alt for godt skønnede . Kunde kvejtepiggen
før ramme drangen , så måtte sagtens også
nu en kniv eller klep kunne gøre det , og han følte ,
han ville gladelig give livet til for at få et rigtigt
ram på den , der så ubarmhjertig havde faget fra
ham hans kæreste i denne verden og endda ville
have flere .
Da klokken var tre , fire om natten , så de
sejlende atter gennem mørket en skumbrydning af
en sådan højde , at Elias i førstningen tænkte sig ,
at de måtte være tæt under land i nærheden af en
brænding . Han erkendte det imidlertid snart for ,
hvad det var , nemlig en uhyre bølge . Da syntes han
tydelig , det lo over i den anden båd og sagde : „ Nu
vælt ' fembøringen din , Elias ! “ Denne , der forudså
ulykken , sagde nu højt : „ I Jesu navn ! “ bad så sine
sønner holde sig af al magt fast i vidiebåndene
ved årekjeiperne , når båden gik under , og ikke
flippe , før den var over vandet igen . Han lod den
ældre gå frem til Bernt ; selv holdt han den yngste
tæt ved siden af sig , strøg ham vel og engang
hemmelig over kinden og forvissede sig om , at han
holdt godt tag . Båden begravedes bogstavelig under
skumskavlen , løftedes efterhånden op med forenden
og gik så under . Da den steg op igen af vandet
med kølen ivejret , lå Elias , Bernt og den tolv år
gamle Martin og holdt sig i vidiebåndene . Den
tredie af brødrene var derimod bleven borte .
Nu gjaldt det først at få vanterne på den ene
side overskårne , så at masten kunne flyde op ved
siden i stedet for voldsomt at uroe båden under , og
dernæst at komme op på det urolige hvælv og få
nøglehullet indslået for at flippe ud luften indeni ,
som holdt båden for højt oppe i vandet til , at den
kunne ligge stille . Efter store anstrengelser lykkedes
dette , og Elias , der først var kommen op på hvælvet ,
hjalp nu også de andre to didop .
Og der sad de den lange , mørke vinternat , med
hænder og knæær klamrende sig krampefast til hvælvet ,
som overskyllcdcs af bølgerne den ene gang efter den
anden .
Allerede efter et par timers forløb døde Martin ,
som faderen hele tiden efter evne havde støttet , af
udmattelse og gled ned i søen . De havde alt flere
gange prøvet med at råbe om hjelp , men opgave det
igen , fordi de skønnede , at det var uden nytte .
Medens de to sagde der alene igen på hvælvet ,
sagde Elias til Bernt , at han ikke troede andet end ,
at han selv også kom til at „ være med hu mor “ ,
men at han havde som et fast håb om , at Bernt
nok alligevel ville blive bjerget , når han bare nu
holdt ud som en kar . Så fortalte han ham om
drangen , som han havde stukket nedenfor nakken med
kvejtepiggen , og hvorledes denne nu havde hævnet sig
på ham og nok ikke gav sig „ for han var kvit “ .
Klokken var så henimod ni om morgenen , da det
begyndte at gråne af dag . Da rakte Elias ' Bernt ,
der sad ved siden , sølvuret sit med messingkjæden ,
som han havde . slidt itu for at få det draget frem
under de tilknappede veste . Han sad endnu en
stund , men da det blev lysere , så Bernt , at faderens
ansigt var dødblegt , håret havde siilt sig på forskellige
steder sådan , som det gerne fler nær døden ,
og huden var gnavet af hænderne af at holde om
kølen . Sønnen forstod nu , at det led på det sidste
med faderen , og ville , så godt det i duvningen lod
sig gøre , flytte sig hen og støtte ham ; men da Elias
mærkede dette , sagde han : „ Hold dig nu bare trøst
fast , Bernt ! I Jesu navn , æ går til hu mor “ , og
dermed kastede han sig bagover ned af hvælvet .
Da søen havde fået sit , blev den , som enhver
ved , der har siddet på hvælvet , en god stund efter
roligere . Det blev lettere for Bernt at holde sig fast ;
og med den lysende dag kom der også mere håb .
Vejret bedagede sig , og da det blev rigtig lyst , syntes
han også , han skulle kende sig igen , og at det var
ud for sit eget hjemsted , kvalholmcn , han lå og
drev .
Han begyndte da atter med at råbe om hjelp ,
men håbede mest på en strømsætning , som han
vidste bar under land på et sted , hvor et næs på
øen tog af for bølgegangen , så det blev smull .
Han drev også nærmere og nærmere og kom tilslut
så nær det ene skær , at masten , der flød ved
siden af båden , strøg op og ned ad skråberget
efter bølgedraget . Så stiv han var i ledene af at
sidde og holde sig fast , lykkedes det ham nu med stor
anstrengelse at bjerge sig op på skæret , hvor han
fik halet masten op på land og fortøjet fembøringen .
Finnepigen ,
som var alene hjemme i huset ,
syntes et par timers tid , at hun hørte nødråb ,
og da de holdt ved , steg hun op på højden for at
se efter . Der så hun da Bernt på skæret og den
hvælvede fembøring huggende op og ned mod det .
Hun sprang straks ned i bådstøen , skød ud den gamle
færdingsbåd og roede den langs stranden rundt om
øen ud til ham .
Bernt lå syg under hendes pleje hele vinteren
og kom ikke på fiflet det år . Folk syntes også
efter dette , af han af og til var ligesom en smule
underlig af sig .
På havet ville han aldrig mere , da han var
sjøskræmt . Han giftede sig med finnepigen og flyttede
op til malangen , hvor han fik sig rndningsland og
nu lever og står sig vel .
fjerde capitel .
Mellem vætfeskærene .
Det var sommer . Susanne og jeg gik nu i
vort syttende år , og det var bestemt , af vi fluide konfirmeres
til høsten .
Det var i dette år , af min fader indvikledes i
sin ulige kamp med autoriteterne , deriblandt fogden
og præsten , om hvorvidt vor handelsplads skulle være
fast stoppeplads for nordlandsdampflibet . For min
fader var dette en velfærdssag , og striden herom ,
der iøvrigt interesserede hele distriktet , var alt begyndt
af blive temmelig bitter .
Det var nok ikke mindst i den anledning , af
fogden den sommer var rejst i besøg til præsten ,
der var en meget indflydelsesrig mand .
Udvortes var forholdet mellem min fader og
præsten dog endnu ikke brud , og det var vist for
yderligere af manifestere dette , af min fader i dsn tid
endog et par gange blev inviteret over til præsten .
Følgen heraf var igen , af min fader og jeg en
dag blev budne med på en sejltour ud til vættefljærenæ ,
som lå halvanden mile borte . Der skulle
først en stund fifles og dernæst spises melkeringe i .
Land på gunnarspladsen , en gård , der lå som
bygselgods under præstegården .
Der fulgle altid en vis højtidelighed med , når
præstens hvide husbåd med fire mand ved årerne
gled ud af bugten , og der stod da gerne adskillige
på land , som så på . Den dag stod også fader
ude på trappen med kikkerten . Han havde undskyldt
sig for selv at være med , men derimod af god takt
ladet mig rejse .
Inde i kahytvænget , der var åbent for hedens
skyld , sad præstefruen og fogdens to damer , og
udenfor på hver sin side præsten og fogden og røg
på deres sølvbeslåede merskumspiber i lun passiar
— de vare ungdomsvenner fra universitetsdagene .
Susanne og jeg samt den for anledningen pyntede
stuepige fra Trondhjem havde plads i den rummelige
forskot . Præstefruen ville i det mindste have den
del af sit hus , som hun førte med sig i en forfærdelig
svær madkurv , et sandt portativt spisekammer ,
under sine egne øjne . Den svære madkurv og den
tvnde præstefrue optog aldeles den ene bænk , medens
de to andre damer med deres stivede dragter fuldstændig
opfyldte resten af den trange kahyt .
Der rørte sig ikke en luftning , og vestfjorden
gik i lange , blanke dønninger . Den lå kjæmperolig
og solede sig . Den vidunderlige klare luft lod
øjet udover fjeldrækkerne se næsten ind i evigheden ,
medens en luftspejling — et omvendt fjeld med et
hns under og et par sprøjtende hvaler opførte
eventyr for os udover den blå havflette . Af og til
mødte vi en søfugl , svømmende i den blanke dønning .
I kølvandet tumlede en og anden „ Rise “ * ) .
* ) delfinen
stund for middag nåde vi ind mellem
vetteskærcne og lagde os nu til at fiske i smult vande ;
det hed nemlig , » anset madkurven , at vi selv først
skulle skaffe os middagen .
På udsiden af skærene larmede brændingen i
den stille dag og skød mægtige , hvide stråler med
et dragsug af mange favne , eftersom havet trak sin
regelmæssige , dybe ånde . Urolig , som Susanne var ,
bøjede hun sig udover bådripen , så hårlokkerne
næsten dyppede sig i hendes eget billede i vandet , for
i den gennemsigtige sø at se på fiflen , der i femten
til tyve favnes dybde gled ind og ud af tarren
over ben grøn-hvide bund og stimlede om snørerne ,
hvormed de voksne med deres dobbelte angleredskab
ofte trak to fifle op ad gangen . Hnn kaldte mig i
sin Iver rent stærblind , hver gang jeg ikke kunne se
netop den fisk , hun mente . Øg nærsynet var jeg jo
vistnok også , men Susannes ringeste bevægelse interesserede
mig mere end hvilkensomhelst fist .
Naturscenen var i sandhed henrivende . Den
hvidmalede husbåd vuggede sig over sit billede som
den hang i luft . I vandet stod også gunnarspladsen
neddyppet med agerflekken under og bjerkelien
over og omkring sig . Luften , der ud på dagen var
bleven disig af heden , var fyldt med en løvduft så
stærk , som man sydpå kun kender , når det har
regnet .
Efter en knap times forløb var bøtten fuld af
fisk , så vi havde „ Kogning “ , og vi lagde nu iland .
på grønningen lige ovenfor husene havde præstesruen
i mellemtiden fået udflyttet et bord , hvorpå
der på den fine damasfes dug var sat flere mclkeringe .
Hun havde også kogt rommegrød og desuden ,
såvidt pladsen strak til , belæsset bordet med retter
fra madkurven .
Vinen og de stærke sager gjorde imidlertid nok
tilslut fogden lidt ør i hovedet . Han fortalte til
præstefruens store forfærdelse , at præsten , gråsprengt
og streng som han nu sad der , i sin ungdom havde
været en overmåde lystig fvr , og af de to havde gjort
mangen en gal streg sammen .
Da han begreb , af han var kommen galt an , udbragte
han for af rette på sagen en alvorlig skål ,
hvori han for distriktets skyld håbede , af præsten
ville vide af besejre alle machinationen fra hans
intrigante nabo — her standsedes han i talen ved et
betydningsfuldt blik af præsten hen på mig , som sad
ved bordenden — og sluttede så med nogle åndsfraværende
ord , som skulle aflede det hele .
Jeg følte mig kold og klam og var vist så bleg
som et lig . For min faders skyld tænkte jeg det
gjaldt af holde gode miner , men maden voksede mig i
munden , så jeg ikke formåede af synke en bid mere .
Jeg så over til Susanne , hun sad sprudende rød .
Der blev en stunds stilhed , hvori nok enhver
rugede på sine tanker om det passerede , indtil
sommerdagens søvnighed fik overtaget , og præsten
og fogden , der begge var vant til af tage deres
middagslur , foreslog , af man en times tid fluide hvile
middag og hver søge sig sin plads i skyggen .
Efter det , som var passeret ved bordet , følte jeg
mig aldeles ulykkelig til mode . Man havde ladet skimte
frem en mening om min fader så krænkende , at det
var mig en ren tortur længere at være i selskabet .
Et stykke bortenfvr husene bøjede lien ind over
til et trangt dalføre med Bjerk og silju i åsen på
begge sider , og gennem den løb over kiselstenene en
spcjlklar , blinkende liden bæk , hvor en og anden ørret
småt . Mens de andre sov , gik jeg op langs den og
lagde mig ned for i ensomhed at ruge over min sorg .
Jeg ved ikke , hvor længe jeg havde ligget flig ;
men da jeg så op , sad Susanne der heftig bevæget .
Hun syntes , de havde været flemme mod mig , sagde
hun , og så strøg hun , som hun ikke tålte at se mig
bedrøvet , i tavshed håret atter og atter bort fra
min pande .
Der var en varme i den lille hånd og en tale
i hendes med gråden kæmpende ansigt , som mit til
kærlighed så trængende sind ikke kunne modstå .
Jeg ved ikke , hvordan det gik til , men erindrer
kun , at jeg stod og trykkede hende heftigt op til mig
med min kind ind til hendes og bad hende holde af
mig , bare en smule , så ville jeg holde af hende så
uendeligt hele mit liv . Jeg hutler også , at hun svarede
„ Ja “ , og at vi under dette begge to græd .
Lidt efter stod vi smilende hånd i hånd og
så på hinanden . Der opkom samtidig en ny tanke
hos os begge , — den , at vi altså nu vare forlovede .
Susanne var den første , som udtalte den og sagde , idet
hun satte sine trofaste , dybe , blå øjne forsikrende på
mig , at jeg fra nu af bestandig måtte huske på , at
hun holdt af mig , om de andre var aldrig så flemme .
Vi hørte dem råbe på os , og — hvad der før
på dagen aldrig ville faldt os ind at gjøre— : Susanne
skyndte sig foran alene et stykke , så vi kom
hver for sig tilbage til selskabet .
Jeg havde alt solen i øjnene langt ud på formiddagen
den næste dag , da Anne kvæn , som hun
var vant til , fra jeg var barn , ruflede mig vågen oa
fortalte , at min fader tidlig om morgenen var rejst
til Tromsø . Han havde været oppe på kammeret
hos mig tidligt , før han rejste , og , da han kom ned
igen , ytret om mig , at „ han lå og smilte i søvne
og så så lykkelig ud , stakkels gut ! “
Det var såre sjælden , at der fra min fader kom
et sympathetisk ord , og derfor stå de i niin erindring .
Min fader var nok selv dengang alt andet end
glad . Den omtalte dampskibsstrid lå ham tungt på
hjerte ; han ville nu forsøge det sidste middel , nemlig
at få sagen ordentlig udredet igennem aviserne , og
det var derom han nu personlig ville henvende sig til
en prokurator på Tromsø .
Disse husets anliggender lå imidlertid udenfor ,
hvad jeg vidste .
femte capitel .
Confirmationen .
Under denne sagernes stilling mellem vore
forældre foregik samme host Susannes og min confirmation .
Da jeg først indmeldtes sent ude i confirmationscursus ' et ,
blev det så , at jeg , foruden at
fremmøde i kirken hver mandag , skulle læse alene
med præsten om fredagene .
På sin korte maner holdt min fader mig forud
en liden privattale , hvori han håbede , at jeg ikke
ville gøre ham skam for præsten .
Læsningen oppe på præstens studerkammer var
for mig en hel ny åndelig udvikling . Den store ,
gråhårede mand , med det stærke , brede ansigt og de
massive sølvbriller som oftest skudte op i panden over
de svære øjenbryn , sad i sofaen med sin store merskumspibe
i munden og forklarede , medens jeg pyntet
og opmærksom hørte til i stolen på den modsatte
side af bordet .
Det gik mere og mere op for mig , at præsten
måtte være en ærlig og grundsand mand , men tillige
hård og streng ; thi han talte altid om pligterne og
om , at nåden ikke kunne tænkes givet os , for at vi
skulle flippe udaf disse . Undertiden kunne han også
komme i det hjørne at anstille betragtninger , der dog
neppe alle vare bestemte for mig ; det var gerne alflens
forsøg på at bortraisonnere de tvivl , man mulig
kunne have i troessagerne , især om miraklerne , dem
han gerne ville forklare på naturlig måde . Han
kunne derunder blive overmåde vittig i sine sammenstillinger ,
og jeg troede da , som i mangt og meget i
hans viljestærke ansigtsudtryk , når han talte , at kende
Susannes natur igen . De små , smukke hænder og
sin fine , velproportionerede , mønt ikke netop høje figur
havde hun også klarlig efter sin fader og derhos et
vist kast med hovedet , når talen skulle gøres mere
indtrængende end sædvanligt . Men Susanne havde
tillige noget varmt og pludseligt , næsten vulkansk i
sin natur , der forekom mig fremmed for det udtryk ,
som lå i præstens kolde , klare forstandsøjne .
Præsten roste mig for tænksomhed , men gentog
til min store indre ydmygelse flere gange , at jeg havde
en maner med at slå øjnene undvigende ned , som
jeg måtte se til at vænne mig af med . Præsten troede
uden tvivl , at jeg var overdreven genert , kanske også
at jeg led under bevidstheden om min faders forhold
til ham .
Sagen var imidlertid den , at hans isblå eller
grå hvasse øjne undertiden stirrede på mig , som om
de så mig tvertigjennem og star mig op som en
appelsin lige ind til min hemmelighed med Susanne .
Jeg følte mig som en forræder , der sneg hans tillid ,
og udmalede mig pinligt , hvad han engang , når han
fik alt at vide , ville tænke om mig , som under bercdelsen
i min salighedssag havde kunnet sidde så
usand og fræk foran ham . Det gik derhos under læsningen
af forklaringen mere og mere op for mig , at
mit forhold til Susanne , så længe det holdtes hemmeligt
for hendes forældre , var urigtigt , og nu skulle
jeg endog med denne vitterlige synd på hjertet koldblodigt
og overlagt gå hen og knæle ved gnds bord .
Disse skrupler forfulgte mig også hjemme og
blev mig tilslut til en sand marter . Al synd , stod
der i forklaringen , kunne tilgives , undtagen synd mod
den helligånd .
Jo stærkere min fantasi fordybede sig i grublerierne
over denne slags hemmelighedsfulde forbrydelse
imod det himmelske , som altså stod udenfor nåden
og ikke kunne tilgives , desto højere steg den kvælende
angesf op i mit indre , at netop den synd , som jeg
nu bevidst og med koldblodigt overlæg holdt på at ,
begå , kunne være af den Art .
Min betænkelighed gjaldt især alterens sakramente ,
som jeg altså nu uden sky og med fuldt
forsæt agtede at vanhellige for derved at skjule , at jeg
bedrog den hånd , som rakte mig det . Forgæves
søgte jeg at flyde disse tanker bort eller i al fald at opsætte
med at tænke dem til den allersivste dag før confirmationen .
Mit sind blev for hver dag kun mere
uroligt , og i min forskræmte fantasi opsteg ting , der
ikke længer beroede på min egen vilje , men hvori jeg
forfærdet stod midt imellem alle helvedesrædselens
muligheder og syner .
At berolige mig ved at prøve at få Susanne i
tale øm sagen , turde jeg ikke ; thi så længe hun var
uvidende om , at det , som nu fuldbyrdedes , var synd ,
havde hun jo hellerikke skyld , og heller end at styrte
hende ind i en sådan , fik jeg stå alene med min
byrde . At åbenbare det hele i sidste øjeblik for den
strenge præst ville — foruden som en børneforlovelse
at føre til en , som jeg da tænkte , uudholdelig skandale
for os begge — kun bevirke , at jeg mistede Susanne ,
og dette sidste turde jeg desuden ikke gøre uden
med hendes samtykke . Det hele knyttede sig således
sammen for mig til en umulighedens ring , hvori enhver
udvej var stængt .
De to sidste mandage , jeg stod på kirkegulvet ,
medens præsten overhørte os , så jeg ofte alvorligt
over til Susanne . Hun stod der frisf , smilende og
uopmærksom ; hun anede intet og kunne hellerikke hjelpe .
I dagene lige under consirmationen steg min
tyngsel til en febrilst tilstand , hvorunder jeg flere
gange næppe var rigtig ved mig selv , men følte mig
forfærdelig ulykkelig . Det forekom mig tilslut , at jeg
rent ud holdt på at give min salighed hen for Susannes
skyld . Jeg ståt om natten forfærdet op af
drømme , hvori jeg så mig liggende på knæ foran
alteret med Susanne ved siden — hun så da så
intet anende , overjordisk dejlig ud — , medens præsten
stod med et tordenansigt , som om han følte , at en
sjel nu ville blive dræbt , og at han i hostien netop
holdl på at fuldbyrde Herrens hevn . En anden nat
vågnede jeg ved at det ligesom lo hånligt under
sengen og med en visionagtig forestilling om , at den
onde lå sammenrullet og lurede under den som en
svær slange . Jeg holdl mig med bankende hjerte
under dynen , indtil jeg tidlig om morgenen hørte
folk røre sig nede på gården , da jeg vovede at
flygte ud fra soveværelset .
Det var confirmationsdagen .
Jeg stod om morgenen før kirketid og pyntede
mig i min nye dragt foran spejlet på „ Blåsalen “ ,
det værelse , hvor min moder havde været holdl indespærret
i de mange år , hun var syg . Jeg så gennem
de smårudede vinduer båd før båd fulde af
pyntede confirmander med de festlig klædte forældre
ro i den klare høstdag indover bugten og lande dels
ved vor brygge , dels i præstegårdstøen .
Dette indtryk af højtid greb mig pludselig med
fortvivlelse ; jeg tænkte på , at alle disse kunne komme
ind i guds salighed ligeså let , som de nu roede ind
den solklare bugt i den rolige søndagsmorgen , medens
jeg alene stod uden salighedshåb . Det gik med
et op før mig , at jeg i mit triste , åndeligt mørke
hjem lige fra barnsben af i grunden altid havde haft
en følelse i mit inderste af , at lykke og salighed ikke
var bestemt for mig , og at al den virkelige lykke og
glæde , jeg hidtil havde haft , egentlig kun havde været
lånt solskin fra præstegården . Susanne kunne jeg
med den synd , jeg bar på , også kun få tillåns ,
indtil jeg døde , da vi jo måtte stilles og jeg tilbage
til de onde ulykkens magter , der fra min tidligste
stund her i hjemmet ligesom havde taget mig til
ejendom .
jeg vendte mig mod væggen og græd .
Da jeg igen fluide fortsætte min påklædning og
kastede øjet i spejlet , var det uden forskrækkelse ,
tvertimod med en vis ro , at mit blik fæstede sig på
den gamle vision fra min barndom : damen med
rosen , som jeg så stå bag mig i den åbne dør
til kammeret , bleg og vemodigt seende på mig , indtil
hun med et blev borte .
Kirkeklokkerne ringede , og almuen strømmede henimod
kirken . Den dag var også Anne kvæn og
alle husets folk i kirkefærd . Fader fulgte mig og
hilsede i forbigående forbindtlig på præsten , da de
mødtes ved indgangen .
Den orden , hvori vi confirmationsbørn fluide
stå på kirkegulvet , var sidste mandag bestemt . Jeg
skulle stå øverst på guttesiden , ligesom Susanne på
pigesiden .
Der var alt sunget en psalme , før Susanne kom
i følge med sin moder , klædt som voksen i sort
silkekjole med gaze om Hals og arme og en medaillon
på brystet . Hun blev siddende i præstegårdsstolen
hos sin moder , indtil den gribende prædiken
var forbi .
Jeg må vist have set særdeles syg og medtaget
ud ; thi da præsten oppe ved mig begyndte overhøringen ,
holdt han inde midt i spørgsmålet med en mine ,
som om han ville spørge , hvad der fejlede mig . Jeg
svarede rigtigt , og med et nik gik han så over til
Susanne , som stod der med foldede hænder og så
ned , forgrædt og noget bleg af spændingen , før
spørgsmålet kom . Medens hendes fader spurgte
hende , så hun op på ham med de velsignede blå
øjne så troskyldig og tillidsfuldt , at det var mere end
klart , at der i denne stund hos hende ikke var tanke
af ond samvittighed . Da det var overstået og hendes
fader gik videre nedover gulvet , smilede hun lettet ,
skønt alvorligt over til mig , som om jeg var den anden
rette vedkommende , hun havde at holde sig til i denne
stund .
Jeg så , så meget jeg kunne , ubemærkt over på
hende , som hun stod der rank og dejlig , med det rige ,
på voksen vis opsatte hår . Af og til så også
hun over til mig , men da undgik jeg hende . For mig
var hendes blik nu kun en synd mere , ligesom hvert
helligt ord , jeg hørte , blot kunne blive en tilvækst i
min syndevægt — virke det omvendte af velsignelse .
Gudstjenesten varede længe , og den nervøse overanstrengelse
bevirkede , som den siden så ofte har gjort
hos mig , at mit hoved susede , og at det sortnede med
mørke punkter for mine øjne . Der viste sig til min
forfærdelse en mørk plet overalt , hvor jeg kastede øjet
hen , og angstfuld tænkte jeg , at dette måske allerede
kunne være begyndelsen til forbandelsen . Jeg turde
nu ikke længer se hen på Susanne for ikke at sætte
plet på hende og kunne tilslut ikke bare mig for at
besigtige gulvet , hvor jeg stod , om der muligvis skulle
være brændte mærker under mine fødder . Jeg tænkte
på havmanden , som i vågens kirke havde lokket
præstens datter med sig , og hvis instinkt havde drevet
ham ud af kirken under velsignelsen , medens jeg var
fordømt til at stå .
Efter at løftet var aflagt , haster jeg kun dunkelt ,
at der atter blev holdt en tale og sunget psalmer .
Da jeg igen befandt mig gående på hjemvejen
med min fader , som med bekymret mine støttede mig ,
var min sidste erindring af det hele , at Susanne , som
formodentlig havde opdaget , at jeg var syg , mod slutningen
af kirketjenesten havde set på mig netop med
det udtryk , som samme morgen damen med rosen
— stille , bleg , vemodigt , som den , der så gerne ville
hjelpe , men ikke kan .
Jeg tror , at det , som min fader havde sagt til
mig , om ikke at svigte ham for præsten , bidrog ikke
så lidt til , at jeg lige til det sidste holdt mig opret ;
thi jeg besvimede med det samme vi kom ind i stuen
hjemme og bragtes til sengs , medens min fader , der nu
var bleven alvorlig forskrækket , øjeblikkelig lod afgå
expresse efter doktoren .
Da lægen den næste dag kom , fandt han mig i
voldsom febervildelse . Min fantasi flommede over
som en flod , hvorfra alle dæmninger vare borte , med
en strøm af de mest forvirrede forestillinger . Det
forekom mig , som der dansede og nikkede helvedesfigurer
rundt sengen , hvoraf en med et langt fordømmelscsbrev
med segl under , og at Anne kvæn
rullede med gloende øjne , medens så af og til Susanne
så på mig med en smertefuld mine , som om
det ikke stod i hendes magt at hindre min fortabelse .
Efter
hvad jeg siden erfarede , mente lægen i begyndelsen ,
at det var nervefeber , men af visse symptomer
og beskaffenheden af mine fantasier , hvorom
Anne kvæn , der nok havde sine egne tanker om sagen ,
lod det være sig magtpåliggende at underrette ham ,
forandrede han helt sin mening . Han havde behandlet
min stakkels moder i hendes sindssygdom , og nu
genfandt han netop den samme forestilling om damen
med rosen og angsten for de onde magter hos mig ,
sønnen .
Tre uger efter dette var jeg , skønt bleg og medtaget
af den langvarige nervøse paroxysme , igen aldeles
frisk . Den hele møllesten af syndetyngde var
som borte fra mit bryst , og jeg gik til alters uden
spor af skrupler .
Jeg følte mig også som en helt værdig person ,
da jeg søndagen efter i min sorte snipkjole gik i
confirmationsvisit til præstegården . Ved denne lejlighed
sad Susanne , — nok en smule på parade
for mig — som voksen ved sit eget sybord på forhøjningen
ved vinduet . Da hendes moder gik ud
efter ribsvin og kage , måtte jeg dog på hendes vink
i hast bese hendes dyrebare sybord med alle skufferne ,
både de over og de , som kom frem nedenunder ,
når hun skød de øverste skuffer bort . I en af disse
sidste , som hun med en noget skalkagtig mine tog op ,
men lynsnart igen lukkede , i det samme moderen kom
ind , lå den messingring med glasstenen i , som hun
engang havde fået af mig , og ved siden af et par
gamle brevlapper fra barneårene , som jeg genkendte .
Da jeg gik , hoppede hjertet i livet på mig ; thi
jeg havde uventet haft et stevnemøde , hvori Susannes
trofaste hjertensmening havde vist sig for mig kraftigere
end al mundtlig forsikring .
Det faldt mig ind , at der måtte være foregået
noget hjemme i den sidste tid ; thi min faders korte ,
kolde måde at behandle mig på var bleven mærkelig
forandret . Han forærede mig således et dobbeltløbet
gevær i kobbeskindshylsfer og et ur og fandt af sig
selv på , at i dagene , indtil jeg rejste , skulle Jens
dreng med færingsbåden være til min disposition ,
så ofte jeg ville ud at siyde eller fiske .
Hvad der var hændt , blev mig klart , da doktoren
en dag indfandt sig og bad om at få følge mig op
på mit værelse .
Den sialdede , bredbyggede lille doktor , med
vadmelsfrakken og stålbrillerne på sin stumpnæse ,
var en af de hårdbarkede læger i vore fjordegne , som
sætte en ære i at rejse i al slags vejr . Man så
ham altid i bedst humør , når han kom lige ind fra
uvejr . Han var en bestemt og grej mand , hvis besked
uvilkårlig indgød tillid , og han ejede tillige
noget varmt , trohjertigt i sit væsen , der gjorde , at
han , når han ville , kunne være såre vindende . Han
var huslæge både hos os og hos præsten og en fortrolig
ven af begge familier .
Da vi kom op på værelset , bad han mig sætte
mig og høre på ham , medens han selv , som han
plejede , udfandt sig en route på gulvet , hvor han
med hænderne på ryggen kunne drive frem og tilbage ,
medens han talte .
Han havde , sagde han , overvejet nøje , enten han
skulle fortie for mig , hvad han havde på hjertet , eller
tale , således som han nu gjorde , men havde bestemt
sig til det sidste , da min helbredelse beroede på , at
jeg selv var fuldkommen klar på , hvoraf det var , jeg
led . Min sidste sygdom havde nemlig i al fald til dels
været et udbrud af en disposition til sindssygdom ,
som han vidste lå arvelig til min familie på modersiden
endog flere led opad . At dette udbrud nu havde
fundet sted hos mig , havde visselig kun haft sin
grund i , at jeg selv alt for stærkt havde hengivet mig
til alflens fantasiindflydelser i forening med det
lediggjængerliv , som han vidste , at jeg altid havde ført
hjemme . Det eneste sikre middel til at standse udviklingen
af denne disposition var arbejde med et fast ,
bestemt mål for øje , f . Eks . det at studere , hvilket
han troede lå for min natur , og dertil for øvrigt en
sund levemåde , spadseretour ? , jagt , fiskeri , kammerater
og interesser ; men intet lediggjængeri , ingen
spændende romaner , ingen usunde drømme mere .
Han havde talt med min fader om sagen og anbefalet
min rejse til seminariet i trondenæs som
en passende forberedelse til at studere , der tillige ville
bringe den fornødne afbrydelse i mit nuværende liv .
Da doktoren en stund efter forlod mig , sad jeg
igen på værelset med et alvorligt , bevæget hjerte .
At jeg sådan var bleven gennemsigtig for mig
selv og færdig med min egen gåde , var mig en overordentlig
lettelse , ja jeg kan sige , at det var en episode
i mit liv .
Følelsen af at befinde mig åndeligt uvel , dersom
et stille sindstryk , en ulykkesanelse altid , så længe
jeg kunne husfe , havde ligget i baggrunden af min
sjæl — om end fortrængt i den lysere sommertid af
min omgang med Susanne — var altså ikke synd ,
ikke forbrydelsens tyngde , ikke en hemmelighedsfuld ,
mørk undtagelse hos mig fra al anden naturens orden ,
men kun en sygdom , simpelthen kun en sygdom ,
som sfulde behandles med en tilsvarende naturlig kur !
Jeg troede ikke , nogen kunne sidde glad som ved
et lykkesbudflab og høre på at han var gal , eller at
der i al fald var fare for at han kunne blive det ; men
nu ved jeg , at også dette kan hænde i verden .
Jeg bad nu , som jeg syntes for første gang i
mit liv , rigtig frejdigt og fortrøstningsfuldt til min
gud , til hvem jeg dog altså stod i samme forhold
som alle andre mennesker , og , om der var nogen forskel ,
da kun så meget nærmere , fordi jeg var en stakkels
syg .
Det var en følelse , som guds sol efter en lang
tung regndag igen var brudt frem over mig . Jeg
bad for mig selv , for Susanne , for min fader , og i
nydelsen af dette nye sikre forhold fortsatte jeg med
at bede først for hver enkelt hjemme , så for dem i
præstegården , så for klokkeren og tilslut i mangel
af andre ligesom i kirken for „ Alle de , som syge og '
sorgfulde er “ , hvoriblandt jeg nu , i hjertet glad , regnede
mig selv .
Sjette capitel .
Hos klokkeren .
Det var kun to dage før jeg skulle rejse til
trondenæs med en jagt , som lå færdig til at gå
nordpå .
Medens jeg rådløs overvejede alskens udveje til
at få Susanne i tale endnu en sidste gang , før jeg
skulle afsted , kom der bud til mig fra klokkeren , at
jeg endelig måtte komme ud til ham den næste dag
klokken elleve præcis ; senere var han ikke hjemme .
Samme formiddag , som budet kom , havde Susanne
været hos klokkeren . Hun havde , uden at sige
et ord , sat sig ned henne ved bordet med ansigtet
begravet i armene .
Da den forskrækkede klokker trængte ind på sit
„ Hjertensbarn “ , som han i sin bekymring kaldte hende ,
havde hun endelig med tårevædt ansigt seel op på
ham og sagt , at hun græd , fordi hun var så rent ,
rent ulykkelig .
„ Men hvorfor da , kære Susanne ? “
„ Fordi “ — eksploderede det pludselig om ørene
på ham — „ jeg holder af David og han af mig , og
vi er forlovede , men ingen må vide af det uden du ,
klokker ! og du vil ikke forråde os ? “ Med dette
sidste spørgsmål kastede hun sig grædende om halsen
på den af efterretningen bedøvede og omsusede klokker ,
der i hjertet allerede følte sig overvunden , længe før
han endnu havde rede på , hvad det var , han gav
sig for .
Han satte Susanne ned igen i stolen , talte og
trøstede hende så længe , indtil han hos sig selv fik
modnet det forstandige svar , at vi burde bruge de to
kommende adskillelsens år som prøveår , og derfor i
den tid netop ikke skrive til hinanden . Kun måtte
klokkeren så til gengæld love , at vi den næste formiddag
skulle få mødes hos ham et øjeblik til en
sidste aftale og afsted , samt at klokkeren , i den tid
jeg var borte , skulle fortælle hende alt , hvad han fik
høre om mig .
Da jeg den næste dag kom ind til klokkeren ,
fandt jeg ham siddende i sin træstol såre alvorlig og
betænkt , med armen støttet forover på knæerne og
stirrende ned mod sandgulvet , der var barstrøct som
til højtid . Min ankomst lod ikke til at forstyrre ham
i hans betragtninger , skønt et lidet nik ved indtrædelsen
havde vist mig , at jeg i al fald var bleven bemærket .
Violinen svingede han langsomt i hånden
frem og tilbage foran sine knæ med et sagte knep
over strengene for hver gang , så den mindede om
en afdæmpet kirkeklokke . Hans milde , grå øjne gled
hen på mig med et grundende , mønstrende blik , som
om han egentlig nu så på mig for første gang , og
et svagt smil viste , at undersøgelsen ikke just faldt så
dårligt ud endda .
Lidt efter skyggedes døren , og ind trådte til min
overraskelse Susanne . Hun gik hastigt og rødmende
lige hen til mig og tog mig i hånden med de ord :
„ Kære David , klokkeren ved alt : han har givet os
lov til at tage farvel her . “
„ Ja , jeg har så , børn ! “ sagde klokkeren , „ men
kun for et øjeblik , fordi Susanne bad så meget om
det , og for at i begge kunne høre , hvad jeg efter overvejelse
mener om det hele . “
Han holdt nu en liden tale , hvori han sagde , at
han ikke så noget galt deri , at vi holdt af hinanden ,
skønt vi rigtignok vare meningsløst unge . At vi ikke
åbenbarede forholdet for vore forældre , håbede han .
— og han havde tænkt meget derover — også var
undskyldeligt , da disse næppe engang endnu ville tage
sagen for rigtigt alvor , og vi således kanske kun
ville blive krænkede i vor følelse . Nogen mellemmand
for hemmelige kærlighedsbreve , således som
Susanne havde bedt ham om , agtede han ikke at være ,
og det både for sin egen skyld og for vor skyld ,
idet vi burde bruge de forestående to prøveår til at
se , om der var virkelig sandhed i vor kærlighed , eller
om det kun var børnetanker af den slags , som siden
igen dunstede bort af sindet .
Med den besked gik den gamle klokker godmodigt
ud af stuen .
Da vi vare alene , fortalte Susanne mig hviskende ,
hvorfor hun havde vovet at fortro sig til klokkeren .
Hjemme havde hun nemlig hørt , at han engang i sin
ungdom havde haft en ulykkelig kærlighed , og at
dette var grunden , hvorfor han aldrig havde villet
gifte sig og siden var bleven så underlig . Dernæst
tog hun med ivrig hast op af lommen — hun gik
endnu i sin gamle , blårudede , korte hverdagskjole , der
skulle sides ud , men med „ voksent “ Hår — et kors
af små , blå glasperler , som jeg skulle bære om
halsen nærmest brystet i en silkesnor , som hun også
trak op af lommen .
Op af lommen med det meget i trak hun fremdeles
efter nogen møje frem en liden saks . Det gjaldt
nu en krøl af mit hår , netop den sorte i tindingen ,
hun længe havde sigtet på , sagde hun , og som hun
agtede at forvare i aflukket under sin csnfirmationsmedaillon .
Da jeg så til gengæld bad om en af
hendes , som jeg også „ længe havde sigtet på “ , sagde
hun , at det ikke behøvedes , da det perlekors , jeg havde
fået , var trædet på hendes eget hår .
Så var der noget , jeg måtte love hende , og
som hun havde udtænkt , medens hun sad hjemme og
syede , for da tænkte hun på så meget . Det var ,
at jeg , når jeg blev student , fluide forære hende en
forlovelsesring af guld med indskriften „ David og
Susanne “ på den ene halvdel af indersiden , og på
den anden side skulle der stå : „ Som David og
Jonathan “ . Det var vore forældres uenighed , der
havde bragt hende på den tanke . „ Men , “ afbrød
hun , „ Du hører jo ikke på mig , David ? “
Jeg stod virkelig også og tænkte på noget andet ;
det var , om jeg vel turde kysse hende til farvel ; jeg
huskede på isammer ude blandt vætteskærene .
I det samme skrabede det ude på stcnhellen
foran døren , hvilket betød , at klokkeren syntes , det nu
snart fik være slut , og Susanne skyndte sig til min
skuffelse straks med at få presenterne , hvormed jeg
endnu stod i hånden , gemte nede i min brystlomme .
Hun var netop færdig dermed , da klokkeren trådte
ind og sagde , at vi nu måtte tage farvel med hinanden .
Susanne
så en stnnd på klokkeren og derfra
bleg og med øjne , der fyldtes med gråd , hen på
mig , som om den tanke , at vi skulle stilles , først nu
var gået rigtig op for hende . Hun gjorde en heftig
bevægelse — hun ville øjensynlig faldt mig om halsen ,
men tog sig igen i det , fordi klokkeren var
tilstede .
Nu tog hun kun min hånd , førte den op til
sine øjne uden at sige et ord og skyndte sig bort .
Dette var mere , end jeg kunne udholde , og jeg
tror , det var for meget for den gamle klokker med .
Han gik frem og tilbage og kneppede sagte på
strængen , medens jeg henne ved bordet lod tårerne
få frit lød .
Før jeg gik , spillede han en lille dejlig „ Slåt “ ,
som han havde gjort , da han var tyve år . Den greb
mig dybt , fordi jeg syntes , den var gjort ligesom om
mig og Susanne ; den sang indeni mig længe bagefter ,
så jeg lærte den udenad .
„ Der hører nok en til , “ sagde han , da han sluttede ,
og dernæst — efter et lidet ophold som i en
tung erindring — : „ men den er lidet lystelig og
passer ikke for dig ! “
Da jagten tidligt den næste morgen rejste , viftede
der et tørklæde ud af salsvinduet i præstegården
og til svar en blank hat ombord .
Syvende capitel .
Trondenæs .
Ved et næs på nordsiden af hindøen i senjen
ligger trondenæs kirke og præstegård . Denne sidste
var i Olaf den helliges tid kongsgård , og Thore
hunds Broder siver boede der . Bjarkø , hvor Thore
hund havde sit høvdingesæde , er kun nogle mile borte .
Kirken selv er i mange henseender et mærkeligt
historisf minde . Dens to tårne , hvoraf det ene var
firkantet og oven beflaget med kobber samt med
jcrnspir og det andet ottekantet , eksisterer nu kun i
sagnet , og af de berømte „ tre forunderlig høje ligevoxne
støtter “ findes blot levningerne ved vestre
indgang .
Denne kirke har engang været christendommens
nordligste grændsefæstning , har stået der mægtig med
sine hvide tårne , sine klokkers langt rungende mål
og sin hellige sang lig en kæmpebisp i hvid messesærk ,
der bar st . Olafs christne vigsel og altarlys ind
i mørket mellem finmarkstroldene . Dens magt
over sindene har været tilsvarende dyb og stor . Til
den har henfarne slægter , kirkeklædte , sognet lange
veje , før andre kirker rejstes deroppe . Kunne den
kleberstens døbefont , som står i koret , opregne navne ,
eller alteret nævne de brudepar , som der er viede ,
eller den ærværdige kirke fortælle , hvad den vidste ,
ville vi få høre mangen mærkelig saga .
Nu har protestantismen her som overalt plyndret
kirken ; levninger af dens malede alterflabe findes
indsatte som døre i bøndernes madskabe , og det ,
som var mest fremragende ved den , ligger i ruinermen
længer har man heller ikke kunnet drive ødelæggelsen .
Den gamle kattolske religiøse kirkestemning
følger den til dels den dag i dag i de gamle sagn ,
der svæve om den , og underholdes ved de fremmede
malerier i choret , ved de mystiske hvælvinger og alle
disse ruiner , som nordlændingens fantasi genopbygger
i utydelig storhed . Almuesmanoen deroppe er desuden
i sit religiøse tankesæt og sin overtro ikke så lidet
af en kattolik . I livsfare at love vokslys til kirken
falder ham langtfra unaturligt og heller ikke at tage
jomfru Maria ind i sin bøn . Han ved ja nok , at
hun er afsat , men tager hende fromt med alligevel .
Jeg dvæler ved mindet om denne kirke og dens
omgivelser , fordi jeg i de to år , jeg opholdt mig
på trondenæs , påvirkedes så stærkt af stedets
mægtige fantasiindtryk . Den hule jordbund med de
formodede underjordiske hvælvinger var mig som en
tildækket afgrund fuld af hemmeligheder , og i kirken
— hvis stilhed jeg ofte søgte , da den med sit tanken
forunderlig beskæftigende indre ligger selskabeligt næsten
lige væg i væg med præstegården og i regelen på
grund af seminariets orgeløvelser stod åben , —
kastede dagslyset undertiden skygger i gange og
indsænkninger , som om der rørte sig væsener fra en
anden tid .
Jeg læste med stor fremgang latin og græsk
med den elsfværdige , kundskabsrige præst , i hvis hus
jeg boede , og de andre skolefag med en af seminariets
lærere ; men i mine fristunder søgte jeg disse steder ,
der i så høj grad sysselsatte min fantasi , og trondenæs
var derfor alt andet end det rette sted for mit
sygelige sind .
Min nervøse overspændthed har , som jeg senere
har iagttaget , en forbindelse med månefliftet . Ved
sådanne tider udøvede hine steder en næsten uimodståelig
dragende indflydelse på mig , jeg listede mig
ubemærkt hen i ensomheden og kunne sidde der i flere
timer , fordybet i det mangt og meget , som halvklart
skabtes af min indbildningskraft , deriblandt Susannes
lette skikkelse , som jeg undertiden syntes svævæde lige
hen imod mig , uden at jeg dog nogensinde rigtig kunne
få se hendes ansigt .
Det var ude på vårsiden i det andet år , jeg
var der , at jeg en middagsstund under indflydelsen
af en sådan sygelig stemningsperiode sad inde i
kirken på en forhøjning nær hovedalteret , grublende
med Susannes blå kors i hånden . På væggen
ved siden af alteret faldt mit øje på et stort ,
dunkelt billede , som jeg ofte havde set , uden at det
havde efterladt videre indtryk . Det forestiller i
legemsstørrelse en martyr , der er henkastet i en
tornebusk . , hvis spidse torne , lange som dolke ,
gennembore hans legeme på forskellige steder , og
som derhos ikke tør jamre sig , fordi en svær smertefuld
torn går ind under struben og ud den åbne
mund .
Udtrykket i dette ansigt blev mig med engang
helt forfærdeligt . Det så på mig med en mine af
stille forståelse , som om jeg var lidelseskammeraten ,
der skulle ligge der , når han endelig engang fik udstridt .
Det var umuligt at få øjnene derfra , det
blev som levende , rykkede snart ganske nær , snart langt
bort hen i en dunkelhed , som mit eget svimlende
hoved flabte .
Det var , som i dette billede forhænget var
draget til side for et stykke af min egen sjels hemmelige
historie , og det var kun med en viljeanstrengelse ,
fremkaldt ved frygten for at suges for langt ind i
min egen fantasi , at jeg formåede at løsrive mig
fra det .
Da jeg vendte mig , stod i lyset , som faldt fra
vinduet nær den øverste kirkestol , damen med rosen .
Hun havde et udtryk af uendeligt vemod , som kendte
hun vel sammenhængen mellem mig og hint billede ,
og som tornegrenen i hendes hånd var kun i formindskelse
den samme tornebusk , hvorpå martyren
hist henne lå .
I kirkens ensomme stilhed påkom der mig
pludselig en usigelig angest for usynlige magter , en
panisk skræk , hvorunder jeg hastigt flygtede ud .
Da jeg kom udenfor , opdagede jeg , at jeg havde
mistet Susannes blå kors . Det kunne kun ligge i
kirken ved forhøjningen , hvor jeg havde siddet . Jeg
ville i dette øjeblik , medens rædselen endnu sydede
mig i blodet , ikke gået tilbage igen ind i kirken for
nogen pris i verden — undtagen for Susannes blå
kors . Jeg fandt det , idet jeg med fnld ro ledte på
gulvet der , hvor jeg havde siddet .
Den anden gang , mit nervesystem i de år
sådan åbenbarede sin sygelighed , var ud på
efteråret , et par måneder før jeg skulle rejse
hjem .
En Bonde havde , medens han var inde hos
præsten , bundet til kirkegårdsmuren en hest , som
var glasøjet . Jeg gav mig til at stå og se på den ;
men dens døde , udtryksløse blik forfulgte mig bagefter
i erindringen hele dagen . Det forekom mig , som
om dens øjne i stedet for udad så indad i den os
usynlige verden , og som om det kunne falde den naturligt ,
når man glemte at passe tommen , at vige
af fra den almindelige landevej og ind på helvejen ,
hvor de døde fare .
Som jeg om eftermiddagen med dette i tankerne
sad inde hos præstens , hvor man samtalede om
allehånde , stod pludselig for mig et ansigt hjemmefra ,
blegt og anstrengt , og lidt efter blev det mig klart , at
den mand , hvem det tilhørte , kæmpede fortvivlet for
at klamre sig fra den oprørte brænding op på en
klippe . Det var ingen anden end vor dreng Anders .
Han fæstede sine halv glas- halv hornagtige blikke
på mig , medens han lå der ligesom hindret fra at
redde sig af noget nede ved hans fødder , som jeg ikke
så . Han havde et udtryk , som om han ville sige
mig noget . Visionen varede kun et øjeblik ; men en
pinlig , næsten uudholdelig følelse af , at der i denne
stund hændte en ulykke for os hjemme , drev mig ud
af stuen og til at vanke urolig om i Marken resten
af dagen .
Da jeg kom tilbage , spurgte man , hvad der havde
sejlet mig , siden jeg med engang kridhvid var faret ud
af stuen .
Fjorten dage efter kom der et sørgeligt brev
hjemmefra . Min faders jagt „ Håbet “ , -er efter de
dages skik var uassureret og for en stor del ladet
med fisk , som han for egen regning havde indkøbt ,
var på bergensrejsen gået under i et uvejr på
stathavet . Fartsjet var sprunget læk og havde ud
på eftermiddagen måttet landsættes . Mandskabet
var sluppet derfra med livet , men vor dreng Anders
havde fået begge sine ben knuste .
Dette forlis gav min faders formue sit første
betydelige stød . Det andet skulle komme ude i det
påfølgende år med tabet også af den anden jagt
„ Enigheden “ , og det tredje og for fremtiden afgørende
slag rammede , da det af regeringen endelig blev
afgjort , at vor handelsplads ikke skulle være dampflibsstoppested .
Ottende
capitel .
Hjemme .
I december måned var jeg igen hjemme , hvor
jeg udvortes fandt alt ved det gamle , kun om muligt
på grund af , hvad der var passeret , endnu stillere
og tristere . Min fader var rastløs virksom , men lidet
meddelsom . Han anså mig sandsynligvis heller ikke
stikket til at tage del i sine bekymringer .
Susanne , der nu ligesom jeg var over nitten år
gammel , opholdt sig i besøg hos en familie nogle
mile borte og skulle først komme hjem til jul . Min
længsel efter hende var ubeskrivelig .
Det var i den sidste mørke , stormfulde uge før
jul , at den spanske brig „ Sancta Maria “ , fordrevet ved
uvejr , indkom i nærheden of vort sted i en temmelig
besfadiget tilstand , der gjorde , at den under vore
dårlige arbejdsforhold måtte ligge og reparere i
hen ved seks uger .
Kaptejnen , som ejede både skibet og ladningen ,
var en høj , gul , pyntelig klædt spanier med noget
gråsprængt hår , sorte øjne og store ansigtstræk .
Med ham fulgte hans ssn Antonio Martinez , en
smuk , ung mand med olivenbrunt ansigt og ildøjne
ligesom faderen .
Min fader havde gjort hr . Martinez væsentlige
tjenester under indbjergningen og bad ham nu med
nordlandsf gjestfrihed tage tiltakke hos os .
Uagtet meddelelsen mellem os ikke kunne være
synderlig livlig , da de fremmede kun forstod enkelte
norsfe ord og ellers måtte hjelpe sig med tolk ,
fremgik det dog snart , at det var to meget godmodige
mennesker . Deres hovedbefljæftigelse bestod i hele
dagen at rulle og røge cigaretter og at tilse arbejdet
ved briggen .
Den mørke tid virker trykkende på manges
humør der nord ' , især i dage , da man er mindre
beskæftiget . I julen og især selve juleaften plejede
således min fader altid at være yderlig trist . Medens
lystigheden gik i hele huset , og folkene højtidsklædte
julede ved det med tregrenede talglys prydede kjokkenbord ,
sad han i regelen i sine egne tanker indestængt
på kontoret og ville ikke forstyrres af nogen .
denne juleaften var han dog for hr . Martine ; '
skyld en stund inde i stuen , men forholdt sig hele
tiden tavs og forstemt , som om han kun længtes efter
sit ensomme kontor , hvortil han også lige efter
aftensbordet trak sig tilbage .
Niende capitel .
Julebesøgef .
Omkring juletiden var der den vinter på vore
kanter i lofoten en hel del fremmede , mest skibskaptejner ,
der , ligesom Martine ; hos os , på grund
af det urolige vejr eller søflade opholdt sig på
forskellige steder iland . Der var derhos kommet
notabiliteter sydfra i offentligt ærinde . En følge af
dette var igen en del selskabelige sammenkomster ,
hvori verterne søgte at overbyde hinanden i flot
gjestfrihed .
Tredie nytårsdag blev vi således budne til
middag og bal hos den formuende lensmand røst , '
hos hvem de nævnte herrer sydfra fortiden havde
ophold . Det var for os kim en halvanden mil at
rejse , men mange havde både seks og otte mile frem
og deraf en større strækning havvej .
Røst ' s rummelige lokale kunne huse en hel mængde
gjester , men denne gang havde han for at skaffe
nattelogi til de mange indbudne tillige taget nabogården
i beflag .
idet jeg strider til at fortælle dette besøg , der
for mig stalde blive så fuldt af begivenheder og
sindsbevægelser , har jeg lovet mig selv at være kort ,
og jeg kommer således til at overspringe mangt et
træk og mangen en tegning , der hører til et mere
fyldigt billede af livet deroppe .
Man skulle efter indbydelsen spise klokken tre ,
men de fleste både indfandt sig to , tre timer i
forvejen . Medens damerne omklædte sig ovenpå ,
samledes herrerne nedenunder i en med forsæt ikke
meget oplyst stue , hvor der stod „ et stykke at bide i “
Og en snaps , som vel kunne tiltrænges efter rejsen .
Der blev de tillige af den omhyggelige Vert gjorte
bekendte med hinanden .
Man ventede længe og forgæves på præsten og
hans damer og måtte tilslut bestemme sig til at gå
til middagsbordet uden dem .
Dørene opsloges nu til den store , festligt oplyste
spisesal ovenpå , gjesterne strømmede opad trappen
og indtoge efter mange standsninger i dørene og
lange høflige stridigheder om rangordenen deres
pladse rundt det store , svært opdækkede hestesfobord ,
der prangede festligt med en tæt rad af vinflasker ,
trearmede lysestager , høje kogeopsatser og især øverst
oppe ved hæderspladsen med en sand opdyngning af
massivt . Sølvtøj . For præstens blev tre pladser
forbeholdt oppe ved notabiliteterne . Min fader sad
ved siden af hr . Martinez oppe ved hovedbordet ,
og jeg i beskedenhed længer nede ved et af sidebordene .
Middagsselskabet
var af det gode , gamle , gemytlige
slags , som nu desværre overalt går mere og mere
af brug . Man spiste rigtignok med kniven og vidste
ikke af sølvgafler ; men der var fil gengæld virkelig
glæde i laget , og man havde længe efter stof fil
mangen morsom samtale .
I begyndelsen , medens man endnu sad med den
frysende følelse af den hvide dug og imponeret af
det festlige indtryk , gik det jo rigtignok dygtig stift fil .
Naboerne vovede næppe engang at hviske fil hinanden ,
og de balklædte unge damer , der alle som ved en
magnetisk sammenhængskraft vare komne ved siden
af hverandre , sad længe i dyb , genert tavshed i en
række , som en blå , rød og hvid blomsterhæk , hvori
ingen fugl turde synge .
Middagen åbnedes ved , at berten ønskede gjesterne
velkommen . I et par længere studerede taler udbragte
han dernæst skåler for de tilstedeværende notabiliteter ,
hvilke igen af disse besvaredes .
Hermed følte alle , at man var sluppet over det
egentlig officielle dørtrin fil glæden .
Berten indlod sig nu med lettet bryst på de
langt kortere og grejere skåler for de fraværende ,
hvoriblandt først og sremst var den „ elskværdige præst
og hans familie “ . Ved denne skål lagde nok flere
end jeg mærke til , at min fader lod glasset stå
urørt .
imidlertid gik retterne rundt , og eftersom vinstanden
i flaskerne sank , steg munterheden . Der
dukkede nu op mangt et både kvivkt og skarpt hoved ,
der her var kommet frem på sin rette kampplads , og
den hagl , som her vankede af vid , lystige indfald og
morsomme taler — de sidste som oftest i form af
historier med et undertiden måske noget drøjt point
i — gav et livligt indtryk af det ejendommelige
nordlandske lune .
At der , da man skulle rejse sig fra bordet , var
enkelte , som ikke kunne - komme op af stolen , og
andre , der bagefter savnedes som følge af slaget ,
var kun , hvad der dengang sædvanlig hændte i
selskaber . Blandt disse sidste skulle desværre også
jeg tælles .
Øjeblikkets indtryk har altid haft en stor magt
over mig , og uvant , som jeg var , både til den slags
lystighed og til stærke drikke , havde jeg uden forsigfighed
overgivet mig til den glade stemning , der
susede rundt omkring mig . Jeg tror , at jeg aldrig
har let så meget i mit hele liv tilsammen , som jeg
gjorde ved dette ene middagsbord . På skrå for mig
sad den rødhårede handelsmand Wadel med sit lange ,
tørkomiske ansigt og fyrede af den ene vittighedsgranat
ester den anden , og ved min side hviskedee den pukkelryggede
kontorist gram , der var vkdenom bekendt for
sit gode hoved og frygtet for sin bidende tunge .
Hans pikante karakteriseren af de forskellige , som sad
ved bordet , steg i ondskabsfuldhed , eftersom han drak ,
og var hans ord blevne hørte , ville nok mangt et
strålende ansigt ved bordet stiftet udtrykt jeg tror
også , at han ved siden deraf i stilhed har haft sin
fornøjelse af at få mig beruset , i det mindste var han
hele tiden utrættelig i at fylde mit glas , især da den
hede vin toges i brug . Hans rappe , gløgge ørneøjne
og nogle tilhviskedee ord rettede min , nu ellers dygtig
omtågede opmærksomhed hen på mangen en komist
scene .
Det forekom mig til sidst , at stuen og bordet
gik op og ned , som om vi sad under søgang i en
stor kahyt . Utydeligt står også for mig , at man
bagefter i den sejlende sal i to modsatte strømninger
klemte sig forbi hinanden rundt bordet mellem væggen
og stolene og takkede for maden .
Efter alt dette erindrer jeg intet , før jeg vågnede
i bælmørke som af en tung , forvirret drøm og følte ,
af jeg lå i en blød edderduns seng . Lidt efter lidt
dagede det passerede op i min erindring , og jeg
begreb , af jeg var bleven bragt til sengs i et af gjesteværelserne
i nabogården . Medens jeg lå og grundede
over dette og følte mig uhyre ulykkelig , kom den ældre
hr . Martine ; ind til mig med et lys i hånden for
af se til mig . Det viste sig da , af klokken var over
to om natten , og den omstændighed , af jeg således
havde sovet en seks , syv timer i træk , skyldte jeg
rimeligvis , af jeg ikke længer følte mig videre legemlig
ilde ; desto mere led jeg moralsk af en skamfuld
følelse .
såvidt jeg kunne forstå , da jeg klædte mig på ,
var nok nabogården bleven et helt lazarett for den
samme slags faldne efter middagsbordet som jeg ,
og blandt dem bemærkede jeg med en vis hevngjerrig
glæde kontorist gram , min pukkelryggede , skadefro
sidemand .
Hr . Martine ; betydede mig med alskens oprømte
gestikulationer , af man nu var ivrigt i færd med af
danse , og af jeg måtte være med .
Tanken om , af Susanne nu længst måtte være
kommen og have ventet forgæves , for mig med et
som et lyn igennem hovedet . Hvorledes jeg havde
kunnet glemme hende endog kun et øjeblik , var mig
selv en gåde ; men at jeg havde gjort det , lå tungt
på mig .
Spisesalen var nu bleven forvandlet til balsal ,
og dansen havde allerede i flere timer gået lystigt
for sig efter fuld musik af violin , klarinet og
violoncelle . I et belejligt øjeblik , midt under en
Dans , listede jeg mig ubemærket ind .
Som jeg stod der med mine trange , hvide handfler
på , bleg og genert nede ved den åbne dør , igennem
hvilken heden strømmede ud i den kolde gang som en
tåge , led jeg i begyndelsen stærkt under følelsen af ,
at alle nu ville se på mig og tænke på min mindre
passende opførsel .
Det ene par efter det andet svingede imidlertid
forbi så nær , at damernes kjoler rørte ved mig , og
jeg begyndte , så vidt min nærsynthed tillod mig det ,
efterhånden at orientere mig i salen .
Prcrstefruen sad i sofaen , oversf oppe mellem
nogle ældre damer , i ivrig samtale med den skaldede
lille doktor .
Præsten spillede sandsynligvis kort nedenunder ;
— men til Susanne så jeg intet .
Den unge Martinez svingede netop oppe i salen
med strålende mine i en polket en påfaldende smuk ,
hvidklædt dame med et blåt , flagrende bånd om
livet . Hun havde et svært , dejligt hår , der faldt i
det gule , med en stor sølvnål som et spyd gennem
nakken og en let balkrands på . Hun så ned mod
gulvet , medens hun dansede . Damen var højere og
fyldigere end Susanne , men med en særegen ynde i
sin figur , som erindrede mig om hende . Den lette ,
næsten fornemt udsøgte måde , hvorpå hun førte de
små fødder i dansen — det var , som om hun
svævede — lignede også hende , og jeg fulgte derfor
parret med en ubevidst interesse .
Min nærsynthed hindrede mig fra at skelne godt ,
og da de kom forbi mig , skjultes desuden damens
bøjede hoved af hendes egen arm , der fortrolig lænede
sig op til den øjensynlig lykkelige Martinez ' skulder .
Hvad jeg så , var kun en bred , ren , velsignet pande ,
der ikke kunne tilhøre to i verden , og at en nedfalden
lok af hendes hår legede om de hvide , runde
skuldre .
jeg følte , at jeg skalv i knæerne . Denne høje ,
fine , fornemme dame kunne dog umulig være
Susanne !
Med en skinsyg følelse vogtede jeg ufravendt på
deres Dans , til de næste gang kom forbi . Netop
lige overfor mig slog hun leende øjnene op , hendes
blik faldt lige på mig , og en stærk rødme gød sig
pludselig over ansigt og skulder , helt ned til kniplingskanten
på kjolen .
Det var Susanne !
I de lidt over to år , vi havde været adskilte ,
havde hendes skønhed udfoldet sig så vidunderlig
rigt . Af den fine syttenårs knop var der i den
korte tid sprunget frem en herlig , fuldt udvoxen
kvinde .
Parret satte sig ned øverst oppe i salen på deres
pladse nær rækken af de ældre damer .
Jeg begreb nu , af de to vare i færd med af opføre
ballets sidste lange Dands cotillon , hvilken man i
regelen plejer af afveksle med en uendelighed af tourer ,
og det for mig igennem tanken , af den unge Martinez
sandsynligvis havde gjort lykke hos Susanne den
hele aften , siden han var bleven hendes cavalier netop
i denne Dans . Jeg blev vaer , hvorledes præstefruen
synligt udmærkede ham , og det faldt mig bittert ind ,
af han jo både var en rig mand og derhos , skønt
lavere af statur , så helt anderledes voksen og mandig
ud end jeg .
der gik mig som en kniv i hjertet . Jeg havde
altså ligget beruset som et dyr og ladet en fremmed
tage Susanne fra mig .
Med vild skinsyge bemærkede jeg , hvorledes den
smukke , stumme , med de sorte ildøjne talende Martine ;
leende og under alflens livlige nik og gebærder søgte
at tydeliggøre hende en ny tur , som nu skulle gå
for sig , hvorledes han undertiden bøjede sig ligesom
fortroligt hviskende hen over hende , og hvorledes hun
igen fra sin plads så op til ham og lo lystigt , flig
som kun Susanne kunne le . Han tog hende ved
hånden og fik hende til at gøre en prøve på
gulvet foran deres pladse , og dette lod til at være
endnu morsommere .
Den unge Martine ; beskæftigede hende øjensynlig ,
og vort gamle forhold var altså blot børnestreger ,
som den voksne dame nu helst ønskede glemt . Efter
vor aftale om de to prøveår var jo også alt i den
henseende mellem os på det Rene , så at vi som
voksne for den sags skyld ved lejlighed nu gerne
kunne passiare leende sammen om det hele .
Blodet susede i mit hoved , og jeg følte , at jeg
måtte hevne mig . Før jeg rigtigt havde overtænkt
hvorledes , gav jeg mig ved en pludselig indflydelse
til at passiare ivrigt og så , at det kunne have udseende
af , at jeg gjorde Cour , med landhandler r . s
smukke datter , som netop kom til at stå lige ved
mig .
da Susanne bagefter i den nye tur dansede
forbi os , så hun ligesom forundret prøvende hen på
mig . Næste gang hun kom tilbage , tabte hun af
vanvare sit lommetørklæde netop der , hvor jeg stod .
Jeg fog det op , gik stift hen og leverede det til præstefruen ,
der imidlertid — det være nu i betragtning af
min opførsel ved middagsbordet eller af andet —
fog påfaldende kort og koldt imod mig . Jeg bukkede
ligeså koldt for hende og vendte så tilbage til min
gamle plads , hvor jeg igen optog den afbrudte leende
samtale med jomfru r .
En stund efter svingede Susanne atter forbi , og
hun så da hen på mig med en alvorlig , men uvis
mine , som om hun ikke rigtig var på det Rene med
sig selv om , hvad hun skulle tænke ; siden slog hun hver
gang med villie øjnene ned .
Jeg opdagede med tilfredsstillelse , at Martine ;
igrunden dansede klodset . Medens jeg med forceret
overgivenhed lo og passiarede med min vakre sidedame ,
var det min hemmelige fristelse at sætte foden
i al ubemærkethed en smule ondskabsfuldt frem , for
at han kunne snuble i den . Og jeg ved ikke rigtig ,
hvordan det gik til , men da Martine ; næste gang
dansede forbi , faldt han så lang , han var , hen over
gnlvet og slog sig vist hårdt ; han var nemlig i
faldet ridderlig nok til af slippe den støtte , han
kunne haft i sin dame , så af Susanne kun blev reven
halvt med .
han rejste sig og så rasende hen på mig , den
uskyldige årsag i uheldet , der stod tilsyneladende alt for
optaget af min sidedame , til endnu ret engang af have
bemærket , hvad der foregik . . Det blik , som han fik
tilbage for det , han lånte mig , åbenbarede ham
imidlertid nok uvilkårligt hele sandheden ; thi han
ville netop fare lige imod mig , da han uventet standsedes
ved , af Susanne , rigtignok en smule bleg ,
trådte lige hen foran ham og med en verdensdames
holdning roligt rakte sin arm ud , for af han skulle
føre hende videre .
Som Susanne gik arm i arm opefter med den
hinkende Martinez , vendte hun pludselig sit ansigt om
til mig med en mine så glædestrålende , af jeg fra
min dybe fortvivlelse pludselig hensattes i den lykkeligste ,
mest jublende vished .
Hun havde klarlig forstået , af Martinez ' uheld
var en hevn fra min side for hendes skyld og
dermed fået den tvivl lettet af sit bryst , som min
færd i den sidste times tid havde måttet give hende ;
thi at jeg ikke var beruset , havde hun snart indset , og
koketteri lå alt for fjernt fra hendes egen oprigtige ,
sanddru natur til , at hun skulle kunne forstå et
sådant hos mig . I bred sandhed var hun egentlig
kun en forfinet kvindelig udgave af sin faders stærke
natur .
Jeg gik og gjorde den unge Martinez de mest
ufortrødne undskyldninger for min kejtethed , medens
Susanne sad ved siden af og hørte på , indtil han
godmodig , som han munden var , endelig lod sig
formilde . Noget lang i ansigtet blev han jo , da
Susanne lige ovenpå foreslog , at jeg skulle opføre den
forestående tur med hende , for at han kunne hvile
sit forslåcde ben til den næste .
Ja , jeg dansede med hende , den smukke , fuldvoksne
kvinde i den hvide balkjole , hvem jeg for en stund
siden ikke havde genkendt , fordi hendes egen herligt
udviklede skønhed skjulte hende .
Vi havde lært hinanden at danse , og jeg tror , at
vi begge dansede ualmindelig godt . Den lette balkrands
med fine , hvide blomster mellem de grønne blade
fremhævede hendes rige hår ; jeg havde armen om
hendes liv og kendte , hvorledes hun elastisk lænede sig
op til mig , medens hun vuggede med mig i dansen ,
glad og tryg som et barn . Hendes pande var nær
mine læber , og vore blikke , som søgte hinanden under
dansen , talte atter og atter om , hvor dejligt det var
at mødes , når man har længtes inderligt efter
hinanden i to lange år .
Da jeg førte hende tilbage til hendes plads , fik
jeg et håndtryk og et blik , der fuldstændigt holdt
mig skadesløs for præstefruens mindre venlige miner .
Det lod til , at Susanne blev irettesat for sin negligeante
opførsel mod den unge hr . Martine ; , men at
doktoren , som sad ved siden , tog hende i forsvar .
Jeg stod igen på min gamle plads og så
Susanne og Martine ; opføre den nye tur .
hendes opkastede læbe viste i begyndelsen spor
af den gamle barnetrods efter irettesættelsen ; men
siden blev udtrykket ligesom mere roligt og tankefuldt .
Hensunken , som jeg stod , i synet af hende og
formodentlig svag efter de mange vekslende sindsbevægelsær ,
kendte jeg med et denne trykkende , urolige
følelse af angesf og ulykke komme over mig , som i
regelen ledsager mine visioner . Jeg søgte at komme
ud af salen , men synet greb mig forinden .
Jeg så Susannes ansigt , medens hun dansede
med Martinez , hvidt som en gribende skøn afdøds , og
den grønne krands med de små hvide blomster hang
hende i håret som vådt søgræs . Det var som der
drev vand ned ad hende .
Blodet strømmede mig til hjertet ; salen var
snart mørk , snart drejede den sig under gnister af
tusinde lys rundt for mine øjne med de dansende
par .
Jeg ville visselig være besvimet nede ved døren ,
havde ikke doktoren taget mig under armen og fort
mig ud på den kølige gang og derfra ind i et lidet
gjesteværelse , hvor ban lød mig drikke vand og hvile
på sengen .
Da han en halv times tid efter anfaldet kom
tilbage og så , at jeg var kommet mig , satte han sig
mildt og venligt ned ved sengen hos mig og begyndte
på sin trohjertige måde at tale , som han sagde ,
„ ligefremt “ med mig . .
han havde , sagde han , idet han med lysesaxen
betænksomt kløvede tanden i lyset , — som han , formodentlig
for at kunne iagttage mig , havde taget bort
fra spejlbordet og nu sad med i hånden , — den
aften , fra jeg kom op i salen , lagt mærke til mig og
troede at forstå , at jeg inklinerede for den smukke
Susanne 8 . , men var skinsyg på den unge hr .
Martinez . Han havde også før hørt en fugl synge
om den ting .
Dette var en følelse , som mange unge mennesker
bare ville have godt af og udvikles ved , men for mig
med min sindsdisposition ville den slags ophidsende
stemninger kun være i højeste grad til skade ; han
havde desværre , lagde han sagte til , haft erfaringer
derfor fra min egen stakkels moder ; thi det , at hun
i min barndom havde opdaget , at hendes sindssygdom
var nedarvet på mig , havde kun været den
tilfældige anledning til , at hun mistede forstanden .
Som læge og ven ville han sige mig dette nu ,
medens han mente der endnu var tid for mig til ikke
at lade denne følelse slå rødder . Og han ville sige
det ikke blot for min egen , men også for Susannes
skyld , hvem han holdt inderlig af og så nødig ville
have ført ind i det , som efter menneskelige øjne blot
kunne ende med sorg .
Et måtte jeg også overveje , forfsatte han — efter
et længere ophold , hvori han ligesom betænkte sig på
at rykke ud med sproget , me . n så besluttede sig fast
dertil — og det var , at min ulykkelige arvelige disposition
hellerikke gjorde det så ganske forsvarligt for
mig at tænke på at gifte mig ; det kunne , antydede
han med en gestus , som om han i lyset udførte en
sidste afgørende operation , endog betragtes på samme
måde , som om en spedalsk giftede sig uden at bryde
sig om , at han derved forplantede sin sygdom ned
på børnene . Jeg skulle dog — her rejste han sig og
lagde hånden trøstende på min skulder , — ikke tage
mig disse ting alt for nær . De bitre midler , og det
var desværre sandheden nu , er som oftest de sundeste ,
og for min syge , drømmende natur var den usminkede
sande virkelighed tillige efter hans alvorlige , modne
overvejelse det eneste middel til sundhed og frelse .
Efter et øjeblik atter at have holdt lyset hen over
mig , fjernede han sig med et alvorligt nik ; han indså
nok , at jeg ikke i øjeblikket var i stand til at føre nogen
samtale eller svare ham .
Det var i al venlighed dødshugget over alle
mine drømme og illusioner .
Jeg følte bedøvelsen af slaget , skønt min indre
erkendelse endnu ikke rigtig havde optaget det klart i
sig . Mit livs gamle ulykkesanelse var nu endelig
stadfæstet . Susanne havde for mig altså dog kun
været et lånt solskin , som skulle udslukkes , når det
kom til virkeligheden .
Medens jeg med det indre øje egentlig mere så
end tænkte dette , og musiken lød utydeligt inde fra
balsalen , lå jeg så rolig , så rolig og følte mig
efterhånden med en dump smerte ligesom afdø fra
alt det , som var mig kært i verden . Det var , som
mit legeme stivnede under sorgen , og Susannes ansigt
uden livsskær stod nu for mig som noget naturligt ;
min kærlighed var jo en afdød historie .
Som jeg endnu lå der i en dunkel , stiv døs ,
gennem hvilken alt ydre kun viste sig for mig i en
halvtåge , åbnedes døren , og en dame trådte ind .
Hun rettede i hast foran spejlet af et knappenålsbrev
en nedtrådt rift i sin balkjole , men standsede
med et forskrækket ved at se nogen ligge borte i halvmørket
på sengen .
Jeg genkendte Susanne , og , som det lod , sagde
også en anelse hende , at det kunne være mig , thi
hun nærmede sig ligesom spejdende og hviskedee mit navn .
Sandsynligvis har hun tænkt , at jeg sov , siden
der intet svar kom , og at det ikke var ret eller tid
at vække mig . Et øjeblik stod hun stille lige ved mig ,
som hun betænkte sig , så bøjede hun sig over mig ,
så jeg kendte hendes varme ånde , trykkede et sagte
Kys på min pande og gik .
Et julebesøg plejer i egnene nordpå at vare i
et par dage , som oftest i flere . Denne gang blev
det så , at vi fra vort hus på grund af min faders
og Martinez ' ernes travlhed skulle rejse de fem Fjerdingvej
hjem allerede den næste aften i mørket ,
medens derimod de fleste skulle vente til den påfølgende
dag .
præstefamilien skulle imidlertid blive der til gæst
sammen med „ Notabiliteterne “ Ugen ud til-lørdagen .
I mellemtiden , allerede den næste dag , fluide præsten
og fruen ud på besøg hos en familje i nærheden .
Susanne fik lov til at blive tilbage .
Jeg havde , som de andre gæster , ligget til langt
op ad formiddagen ; men inde i mit hoved havde i
den tid doktor k . ' s ord om , at min stilling var
lig den spedalskes , banket som i en byld stedse hårdere
og smertefuldere igennem alle mine vekslende forestillinger ,
indtil deres betydning med engang stod klar
og med sin hele bråd for mig .
Jeg elskede jo Susanne tusinde gange højere end
mig selv , og skulle jeg så egenkærlig pille knytte
hendes skæbne til en mand , som var sindssvag , bare
fordi dette menneske var mig selv ? Og min sindstilstand
ville kanske udover livet heller forværres .
Jeg begyndte at føle , at jeg vandt i fromt mod
til opofrelse og fik dermed tillige en velgørende , klar
ro over mig . Det var jo dog , når alt kom til alt ,
kun det bedste , jeg vidste , nemlig at ofre livet for
Susanne , og denne betragtning gav mig til sidst næsten
en fanatifl lyst til at gøre det .
Min beslutning var i al fald fattet , og min plan den
simple at tale ligefrem , bestemt og klart med hende ; thi
fluffe hende i nogen måde , ville jeg ikke for alt i verden .
Det var om eftermiddagen i tusmørket , medens
de andre vare ude og gik tur , at jeg fik anledning
til at tale alene med hende .
Susanne bar den dag sin førte silkes konfirmationskjole ,
der sad så godt om hendes liv , kniplingskrave
og snævre ærmer med manchetter om
håndledet . Håret var fæstet med en sølopil som
på ballet , men ellers uden nogen anden prydelse .
Hun sad nu eftertænksomt og hørte på mig foran
den netop ilagte kakkelovn , hvor vi begge havde sat os
hen . Hvergang hun bøjede sig frem i lysningen fra
ovnmundingen , faldt skæret på hendes udtryksfulde
ansigt , medens jeg , under anstrengelsen for af være
sand , mulig endog med overdrevne farver fortalte hende
alt om min sindstilstand , og hvad doktor k . havde
sagt derom .
Eftersom jeg talte , så jeg hendes ansigt blive
stedse alvorligere og blegere , indtil hun til sidst med albuerne
støttet på sine knæ bedækkede sine øjne med
hænderne , så jeg blot kunne se , af hendes læber skjalv
og af hun græd .
Da jeg kom til , hvad doktoren havde sagt om af
min stilling var lig en spedalsks , og af således gud
selv havde sat en hindring mod vor forening , samt
trøstende søgte af forestille hende , af vi jo i grunden
hele vort liv med undtagelse af de sidste par år
havde elsket hinanden på en anden måde som Broder
og søster — løftede hun pludselig i vild heftighed
hovedet op , så jeg så lige ind i det tårevædede ansigt ,
slog armene om min Hals og nødte mig sådan
ned på knæ hen foran sig . Hun pressede mit hoved
med magt op til sit bankende bryst , som om hun
ville beskytte mig mod dem , der ville tilføje mig ondt .
Så strøg hun med hånden håret bort fra min
pande , — jeg kendte hendes tårer falde ned på
mit ansigt — og hun gentog atter og atter ligesom i
vildelse kælende de ord , at ingen i verden fluide
få tage mig fra hende .
Dette var for meget for min trætte , pinte natur ;
jeg greb begge hendes hænder og græd over dem med
hovedet i hendes fang . Min gråd blev stedse hæftigere ,
indtil den tilslut steg til en fortvivlet , krampagtig
hulken , som jeg ikke længere kunne råde for , og
som nok rent ud forskrækkede Susanne ; thi hun tyssede
på mig , nævnte mig ved navn og kyssede mig derimellem
som et barn , for at få mig stille . Jeg
havde en så dyb trang til at få udgrædt , at det
ikke længere kunne standses .
Da jeg endelig blev roligere , foldede hun igen
sine hænder om min nakke , som om hun derved ville
tvinge min opmærksomhed , bøjede sig frem og så mig
længe ind i øjet med et udtryk i sit bevægede , smukke
ansigt , på engang så overtalende inderligt og så
viljestærkt . Jeg måtte , forsikrede hun endelig med det
kast med hovedet , hvormed hun altid gjorde sin tale
indtrængende , tro hende i , at hun for vort vedkommende
vidste tusinde gange bedre besked om , hvad
gud ville , end nogen doktor , og kun gud skulle vi
begge her lystre , ingen doktors menneskelige klogflab .
Jeg var også i meget så uhyre enfoldig , så man
kunne snakke for mig , hvad det så skulle være .
sådanne folk som doktoren , sagde hun , forstod
sig ikke på , hvad kærlighed var . Havde jeg været
frisk og glad , så havde det vist været guds vilje , at
hun skulle delt det gode med mig , og så måtte det
ligeså vel være hans vilje , at den samme kærlighed
skulle få dele min sorg og sygdom ; men her var
det , at doktor k . — hun lagde ham øjensynlig stærkere
og stærkere for had , eftersom hun beskæftigede sig
med ham — tænkte anderledes end Vorherre . Hun
troede desuden så sikkert , — og hendes stemme blev
her forunderlig mild og blød , næsten hviskende og fortrolig
— , at netop det , at vi to holdt så af hinanden ,
ville være en bedre snndhedscuur for mig , end nogen
doktor kunne finde på . Ialfald følte hun hos sig
selv , at hun ville blive syg i sindet og fortvivle , om
ikke jeg længer holdt af hende , for det havde vi jo
gjort , fra vi begge kunne huske , så det nok var for
sent at finde på at skille os ad .
Et skulle nu være fast besluttet — ved tanken
fik hendes ansigt et præg af ubetvingelig vilje , der
mindede mig om hendes fader — og det var , at hun
snarest mulig ville betro alt om vort forhold til sin
fader . Nogen hemmelighed burde det , både for min
og hendes skyld , ikke længer være . Hendes fader
holdt så meget af hende , og i nødsfald ville hun
alvorligt sige ham , at det ikke kunne nytte hverken ham
eller nogen anden — hun mente hermed moderen —
længer at prøve at få nogen doktor til at narre mig
fra hende .
noget „ Broder- og søsterflab “ mellem os , som
hun med hånlig foragt i minen udtrykte sig , ville
hun nu mindst af alt vide af , og ligesom for ret at
få knust denne tanke , bad hun mig , idet hun stod
opret foran mig og med lidenskabelig Iver så mig i
ansigtet , at give hende mit Kys på , at vi endnu var
og altid trods alt og alle fluide vedblive at være
trofaste forlovede , selv om jeg aldrig blev så frisk , at
vi nogen gang kunne gifte os her på jorden .
Jeg tog om hende , gav hende kysset varmt og
lidenskabeligt en , to og tre gange , indtil Susanne frigjorde
sig for mig .
Medens hun talte , var det gået op for mig , at
hun , med sin stærke , sunde , kærlige natur , stred striden
for os begge og for en ret , som mulig ikke ganske
kunne bevises med ord , men hvis hellighed jeg følte
stod over alt kunstigt bevis .
Jeg fik nu Susanne tilbage på en anden sandere
og virkeligere måde , end jeg nogen gang havde anet
eller drømt , idet jeg begreb , at alt det , som kunne
kaldes ridderlig opofrelse fra min side , kun lå
lavere end vor kærlighed , ja simpelthen var en uværdig
krænkelse af den . I sand kærlighed bæres korset af
begge de elskende , og den , som „ ridderligt “ vil bære
det alene , bedrager kun den anden for en del af sit
bedste eje .
en times tid efter denne min sammenkomst med
Susanne , der sluttede med fornyede løfter og tilsagn ,
sad jeg i den næsten mørke vinteraften , medens månen
sejlede bag en uendelighed af små , grå skyer , i
bagskotten af vor fembøring sammen med min fader
og de to Martinez ' er .
Fader sad ordknap og styrede , medens folkene
roede op en temmelig tung modvind , som faldt ind
sundet , før at vi kunne få „ Stræk på sejlet “
Resten af vejen .
Jeg tænkte i stilhed over alt det meget , som var
passeret under dette korte besøg , og følte mig så
uendelig lykkelig .
Vi kom hjem ud på natten . Jeg forsøgte at
ligge vågen og tænke på Susanne og alt , hvad hun
havde sagt mig , men sov ind som en sten og vågnede
med en følelse af sundhed , lykke og glæde , som
kun den ved af , i hvis lod det har faldt at få sove
den rigtig lykkeliges søvn . Og således kom nu hver
nat . Jeg sov ind , før mit fadervor var til ende ,
sang om morgenen og følte mig næsten til overgivenhed
let , glad og arbejbslysten hele dagen .
Det stadfæstede sig , hvad Susanne havde sagt , at
vor kærlighed ville blive mig en sundhedsbrønd ,
bedre end nogen doktors menneskelige kløgt formåede
at anvise .
tiende capitel .
Stormen .
Det var ud på eftermiddagen lørdag efter helligtrekongersaften ,
at den forfærdelige to dages storm
røg op , der af mange endnu omtales som en af de
mest orkanagtige , der i mands minde er overgået
lofoten .
Det var en lykke , at fiflet endnu ikke var begyndt .
— stormen stod med gråvejr og slud og uhyre
søgang sydvest , ret ind pestfjorden — ellers ville der
kanske været spurgt forlis efter ikke mindre målestok
end under det bekendte uvejr i 1849 , da i et døgn
flere hundrede både forliste . Nu blev det med en del
både , som var påvej til fiflet , og indstranding af
flere jagter og et par større fartøjer .
Uvejret øgede på udover natten ; vi kendte , hvordan
bygningen for hvert stormstød gav sig og stønnede
i sine sammenføjninger , og sad alle som ved en
stille overenskomst oppe ved lys og vågede .
Vindneslemmer , døre og glugger blev omhyggelig
tillukkede . Tagstenene ramlede larmende under
vindstødene , så at vi frygtede for , at de skulle bryde
åbning i taget , og skorstenspiberne gav i blæsten
en uhyggelig , dyb , brummende lyd , der under de værste
tag i bygningen hørtes som en høj , fæl kjæmpetone
ud i natten , undertiden næsten som et vildt nødråb .
Vi opholdt os alle i stuen under en tavshed ,
som knn af og til afbrødes af nogle bemærkninger
øm vejret , eller når en af husfolkene kom ind fra
en rundtour omkring i huset for at se efter .
Min fader sad i urolig angest for sjøboden og
sin jægt , som lå nede i bugten , og som om eftermiddagen
under den svære sø , der trods havnens
gode beliggenhed gik derind , var bleven tredobbelt fortøjet .
Jeg så ham mange gange folde hænderne , som
om han bad , og derpå en stund ligesom opmuntret
gå frem og tilbage på gulvet , indtil angesten igen
tog ham og han satte sig og så mørk og bleg hen for
sig som før .
Uvejret tog heller til end af . Engang hørte vi et
dumpt bulder , som godt kunne være ifra sjøboden .
Jeg så sveden perle på min faders pande og grebes
af en dyb smerte ved at se hans beklemthed uden at
kunne lægge engang to strå ikors for at hjelpe .
Lidt efter gik han med et lys ud i kontoret og
kom tilbage med en gammel storstilet psalmebog , hvori
han slog op en bøn , samt en psalme at synges i
havsnød .
Alle folkene samledes , nden at være tilkaldte , i
stuen til husandagt .
Min fader sad med psalmebogen i de svære ,
barkede hænder , som han havde foldet foran sig på
bordet mellem de to lys . Først læste han bønnen
og sang dernæst alle versene i psalmen ud , medens de
af os , som kunne melodien , efterhånden hjalp til i
omkvædene . Det var i alle dele , som når der
holdes gebet i en skibskahyt , medens fartøjet er i
fare , og min fader havde visselig også ideen fra en
sådan scene i hans møjsomme ungdomsliv . Under
andagten forekom det os alle , al stormen ligesom
begav sig og at den først tog på igen , efter at den
var sluttet .
Om den ældre Martine ; forlød det , at han ovenpå
lå på knæ ved sin seng og i et væk korsede
sig foran et crucifix . Han havde mindre grund end
vi til at være ængstelig , thi hans brig lå ekstra fortøjet
under land i en liden big , der lå af for vejret
og søgangen . Han angrede imidlertid nu meget på ,
at han ikke var gået ombord til sin søn og folkene .
Ud på morgentiden var det , som vejret lettede
en smule , og trætte som vi vare , gik vi til sengs , medens
et par af folkene dog fremdeles sad oppe .
Da det klokken omkring ti om formiddagen lysnede ,
kunne vi først overskue ødelæggelsen . Flere
hundrede tagsten fra hovedbygningen lå spredte udover
gårdspladsen , en del uf væggepanelingen på
vindsiden var reven op , og den yderste del af bryggen
lå skævt ned i søen , idet et par brokar under den
vare forskudte af søgangen . Sjøboden havde også
lidt nogen skade .
Vor jægt svævede imidlertid øjensynlig i fare .
To af dens landtouge vare allerede sprungne , idet den
havde drevet for sine ankere , og det hele kom nu kun
an på det tredje og længste taug , der var fæstet i
skibsringen på skæret ude i indløbet til bugten .
Ombord stod kun skibshunden , en stor hvid pudel ,
med forpoterne på skanseklædningen agterud og
gøede , uden at vi gennem vinden kunne høre lyden ,
medens søgangen vaflede over jægtens forende .
Stillingen var fortvivlet , thi det lange landtoug
stod så stramt som en streng og midten af det berørte
neppe søen . Det blæste desuden så hårdt , at
en mand ikke let kunne stå oprejst , men måtte krybe
langs den affejede snemark , så at der ikke var tanke
om at hjælpe .
Jeg var krøbet op på højden bag huset og stod
i læ under en fjeldknort , hvorfra jeg kunne se både
udover havet og ned i bugten .
Bestfjorden lå i vinterdagene ligesom med en
sølvgrå røg af rokket , som drev over søen . Ind
under land gik bølgerne som svære , grønne , flumskavlede
bjerge , der knustes imod kysten med tordenbrag
og med et uhyre dragsug bagefter , så at fjæren lå
tør langt ude .
Etsteds i et klippeflår , der gik brat ned mod
søen , steg , hver gang bølgen slog derind , en bred ,
uhyre skumstråle ret op og dreves af vinden som
en røg indover landet . Et andet sted stormede
bølgegangen paæ en formelig titanfl måde et skråbjerg ,
der snart lå i skum , snart aldeles tørt , og jeg
så der en stakkels udtrættet gråmåge , der formodentlig
fra sit fjeldsfær var kommen ud i vinden , kæmpe og
tumle i den , ofte med næsten vrængte vinger .
Min spændte opmærksomhed fulgte med angest
jægten nede i bugten . Jeg så til min forbavselse
en mand ombord i den og genkendte den stærke Jens
dreng , som med en af folkene havde vovet sig derhen
fra vindsiden i en sextring . Efter et ophold ombord
steg han alene med en Line om livet ned i sextringen
og begyndte på det farlige arbejde at hale
båden imod søgangen langs det stramme landtoug
ud imod skæret .
Jeg ventede forfærdet på , at båden hvert øjeblik
skulle fyldes , og det forekom mig , at den flere
gange tog vand ind . Medens båden klarede sig
langsomt frem , fulgte fader og alle folkene i spænding
efter nede i fjæren .
Da Jens dreng var kommen op på skæret ,
hvorover bølgerne i et væk skyllede , så at han ofte
stod tilknæs i vandet , fortøjede han båden og gav
sig så til at hale i linen , idet han efter denne trak
hen til sig gennem vandet en tyk trosse , som manden
ombord på jægten efterhånden gav ud . Han var
netop begyndt at belægge den i skibsringen og havde
kun det sidste afgørende par stik i touget igen , da
vi alle blev vaer tre forfærdelige bølgerygge , der ufejlbarligt
ville bryde sig over skæret .
Det gjaldt klarlig både Jens drengs liv og
jægten , der med sit ene forstrakte landtoug næppe ville
udholde trykket .
Jeg så fransfe Martine , hans kæreste , vride
hænderne over hovedet og løbe ud i fjæren , næsten
som om hun tænkte på at kaste sig ud i vandet til
ham , og jeg tror heller ikke at nogen af os andre ,
som så på , turde trække vejret .
Det lod til , at Jens dreng selv også havde bemærket
faren ; han skyndte sig ned i båden , hvori
han endnu kunne bjerge sig , men det var kun for at
tage op derfra linen , som han roligt flere gange slog
om sin ryg og igennem skibsringen , da han hellerikke
længer led på sine egne kæmpekræfter .
Han var næppe færdig dermed , da den første bølge ,
som han modtog med hovedet bøjet imod , brød hvid
over ham og skæret . Mellemtiden , inden den anden
kom , benyttede han til at gøre et nyt belæg på
landtouget .
Atter kom bølgen , og alter stod Jens dreng der
urokket , og han fik nu gjort det sidste stik på touget ,
som frelste jægten .
Han havde nu proberet , hvordan en bølge kunne
trykke . Han kastede linen fra ryggen op om den
runde , svære skulder , så sig et øjeblik med det stærke
blege ansigt om imod vore huse , som det nok kunne
være muligt , at han nu sagde dem farvel , og bøjede
så hovedet mod den tredje og sidste bølge , der kom
med skumkammen over sig , som vanligt større og
sværere end de to foregående .
Da bølgen frådende havde brudt sig over , stod
der ingen Jens dreng på skæret .
Jeg var i angesten sprunget ned til de andre . Da
jeg kom , havde man foruden båden , der var flidt fra
skæret , også fået indbjerget den livløse Jens dreng ,
som nu bares op til huset .
Bølgen havde revet ham med sig , idet linen , som
han havde om skulderen , havde gledet op over nakken
på ham og taget hud og klæder med . Han lå nu
bevidstsløs af trykket og vandet og med den ene arm ,
der var skrabet blodig af linen , i en forvreden stilling ;
den var skidt nøgen , etsteds endog lige til benet .
Fader gik bleg og støttede under , medens de bar
ham og bragte ham i seng .
Da han vågnede , spyttede han en del blod og
havde ondt for at tale ; men fader , som undersøgte
hans bryst , sagde glad , at der ikke var livsfare .
Jens dreng blev ved denne bedriff , hvorved han
reddede jægten , en helt videnom ; hos min fader blev
han siden den dag en betroet mand , og næste sommer
stod hans bryllup med fransfe Martine .
Ellevte capitel .
Slutning .
Jeg kan nu roligt nedskrive det lille , for mig så
store , der står igen at fortælle — i mange år
ville jeg ikke formået det .
Stormen varede fra lørdag middag til mandag
nat , da den udover morgenen efterhånden sagtnede
af til et fuldkomment vindstille , hvori dog søen
endnu gik urolig .
samme dag , mandag middag , landede i præste -
gårdstøen ikke præstens hvide husband , der ventedes
hjem , men en almindelig tjærebredet bonde-fembøring
med mange folk i .
Op fra den til huset bar fire af mændene langsomt
mellem sig en byrde , medens en stor mand og
en liden kvinde gik hånd i hånd nedbøjede bagefter .
Det var præsten og fruen .
Hvad der var hændt , forstod jeg straks , og hjertet
streg af fortvivlelse i mit bryst .
Det forfærdende budsfab , som lige efter kom til
os , fortalte mig intet nyt — det bekræftede kun , af
den , som de havde båret op , var præstens datter
Susanne .
Præstebåden havde kun været lidt over tre fjerdinger
borte fra hjemmet hin lørdag middag , da
stormen så pludselig kom på . Et „ Nedfaldsvejr “
Var med forfærdelig magt fra fjeldsfarene styrtet ned
i sundet og havde kæntret båden , der ikke var ret
langt fra land .
Præsten havde hastigt fået reddet sin hustru op
på hvælvet , og folkene holdt sig fast omkring ved
bådkanten , medens de dreve for vinden den korte
strækning ind imod stranden . Men forgæves spejdede
han efter sit barn , hvor han skulle finde og
frelse hende .
Medens vandet kogte om båden , flap den stærke
mand i fortvivlelse tre gange taget , for svømmende
af nå did , hvor han indbildte sig af se hende i
vandet . Han ville atter prøve , men da hans hustru
jamrende bad derom , forhindrede hans folk ham .
Det hed siden , at de så den våde sved perle
ned ad præstens pande , medens han lå der ved
båden i den vinterkolde sø , og at de troede , det nok
ikke var frit for , at han en stund tænkte på med
vilje at flippe taget og følge datteren .
Forsent opdagedes det , at Susanne var kommen
ind under båden . Et toug havde viklet sig om
hende , så hun ikke kunne komme op .
Hendes død havde i al fald været hastig og let .
Hele lørdag og søndag , medens stormen varede ,
havde de måttet ligge vejrfaste på en bondegård i
nærheden , hvor præstefruen af udmattelse og sorg
havde holdt sengen .
Præsten havde så godt som hele tiden siddet inde
i den kolde storstue , hvor de havde lagt Susanne , og
talt med sin gud ; thi mandag morgen , da de fluide
rejse hjem , var han ligesom forklaret rolig , ordnede
med alt og trøstede derimellem sin stakkels grædende
hustru .
Jeg havde ligget i stnm , fortvivlet sorg den hele
eftermiddag og den lange nat og besluttede mig til
den følgende dag at gå hen og se Susanne for
sidste gang .
Tidlig på formiddagen trådte præsten uventet
ind i vor stue og bad om at få tale med min fader .
han så bleg og højtidelig ud , medens han sad i sofaen
med stokken foran sig og ventede .
Da min fader kom ind af døren , stod præsten
op og greb med tårer i øjnene hans hånd .
Efter et ophold , som for at fatte sig , ytrede han ,
at min fader her så for sig en ulykkelig , men ydmyg
mand , som gud havde måttet tugte strengt , før hans
sind rigtig havde villet bøje sig til ham . Han ville
nu , for sin ulykkes skyld bede min fader om ikke
længer at unddrage ham sit gamle venskab .
Om den sag , der var anledningen til fjernelsen ,
ville han ikke nu tale ; han havde der handlet efter sin
bedste overbevisning . Der var derimod noget andet ,
som nu lå ham på hjerte , og her lagde han armen
om min skulder og trak mig fortroligt hen med sig ,
medens han atter satte sig ned i sofaen .
Hans datter Susanne , fortsatte han sukkende ved
navnet , havde et par dage før gud tog hende til
sig , indviet ham i sin fortrolighed og sagt ham , at
hun havde holdt af mig , fra hun var liden , og at vi
to alt havde givet hinanden forlovelsesløftet med tanke
på at fortælle vore forældre forholdet , når jeg var
bleven student .
Han havde i begyndelsen sat sig hårdt imod af
flere grunde , hvoriblandt først og fremmest min sygelighed
og begges ungdom . Men Susanne havde i
denne sag vist et så dybt alvor og udtalt en så
bestemt vilje , at det var blevet ham , der kendte hendes
natur , klart , at denne kærlighed var vokset hos hende
i mange år og nu ikke længer stod til at oprykke .
Og det var nu hans bedste trøst midt i sorgen , at
han , samme morgen som de skulle rejse hjemover på
den ulykkelige tur , havde givet efter og tillige lovet
hende at virke for , at også , min fader gav sit samtykke .
Her stod han nu i dets sted uden nogen datter
og kun som den , der fortalte , at ulykken også havde
rammet min faders hus og truffet hans eneste barn .
Han ville , som han håbede med min faders tilladelse ,
herefter altid betragte mig som sin søn .
Min fader sad længe overrasket og bleg ; det var ,
som han havde meget sent for at fatte det , der blev sagt .
Endelig stod han op og gav præsten i tavshed
hånden . Dernæst lagde han den på min skulder ,
så jeg kendte den tungt , så mig i øjnene og sagde
med en sagte , forunderlig mild stemme : „ Vorherre
være med dig , min søn ! Dig har sorgen hjemsøgt
ung ; vær nu bare ikke for klæk til at bære den ! “
Han ville gå ud for at lade os alene ; men betænkte
sig i døren og sagde , at det vist var bedst , at
jeg nu fulgte med præsten og sagde Susanne det sidste
farvel .
Lidt efter gik præsten og jeg ved siden af hinanden
på vejen . Vort forhold var nu blevet et
fortrolighedens , og han fortalte mig trøstende alt ,
hvad Susanne havde sagt for at bevæge ham til at
samtykke . Hnn vidste gudskelov , sluttede han med et
lettende suk , at hun i sin fader havde den ven , til
hvem hun i nødens stund turde betro sig .
præsten førte mig ind i stuen med de nedrullede
Gardiner ; han stod et øjeblik ved båren , da brast
tårerne hoppende næsten som hagl nedover det stærke
brede ansigt , og han vendte sig og gik .
Der lå hun jomfrueligt i sin hvide dragt . De
havde snoet en krands af grønne blade med hvide
blomster om hendes hoved , og jeg genså et øjeblik
det syn , jeg havde haft på ballet . De fine hænder
lå nu fromt foldede over brystet , og på forlovelsesfingeren
genkendte jeg med tårer min egen gamle
broncering med den violette glasperle i , som hun
havde båret fra det samme øjeblik , hun opnåede sin
faders samtykke . Det i livet så udtryksfulde , energiske
træk om munden var i døden forvandlet til et
stille lykkeligt smil , hvori hendes skønne , sine ansigt
med den brede , rene , marmorfaste pande skinnede helgenagtig
forklaret ; hun lå så enfoldig tryg , som om hun
nu vidste hemmeligheden om den trofaste kærligheds
Sejer over alt her på jorden og kun gik iforvejen
for at lære mig den med hvide vinger på skuldrene ,
siden gud ikke havde villet tillade , at hun skulle få
gå sammen med mig under mit kors hernede .
Da jeg mærkede , at man ville have mig bort ,
læste jeg i stilhed mit fadervor over hende til sidste
farvel , trykkede et let Kys på hendes pande , så et
på hendes mund , og et på de foldede hænder , hvor
bronceringen sad , og gik uden at se mig tilbage .
To dage efter fulgte jeg Susanne til jorden .
en solskinsdag i vinteren , da jeg som vanligt
besøgte det sted , bvor hun hvilte på kirkegården ,
var der drevet en sneflavl sammen over graven . Den
lå ren og drivende hvid , med den øverste fine rand
i solskæret som halv gennemlyst marmor .
Jeg tog det for , at Susanne ville bringe mig til
at tænke på sig i hendes skinnende brudedragt for
gud for at give mig nyt mod til at gå min ensomme
gang gennem livet og ikke frygte for , at selv
den tungeste af alle prøvelser — selve vanvidet , om
det kom og bergtog mig i sin forvirring — kunne
skille os ad .
Da jeg ud på sommeren skulle rejse sydover
med dampskibet , sammen med præsten og hans hustru ,
der begge i kort tid vare blevne kendelig gamle , og
som nu havde søgt et kald i en sydlig egn , var jeg
for sidste gang inde og tog afsted med min vemodige
ven , klokkeren .
Han spillede da igen den dejlige , glade , forelsfede
slåt for mig , som han havde gjort , da han var tyve
år , og som jeg havde syntes passede så på Susanne
og mig , men kom nu også med den anden , som hørte
til — den var forunderlig gribende og sorgfuld , men
med fortrøstning i , som en psalme .
Her ender en stakkels syg nordlandsguts simple
historie ; thi at jeg ved min faders hjelp blev student
med laud — han døde samme år , som jeg fik
eksamen artium , som en agtet , men ruineret mand —
og at jeg siden blev en smule literat , huslærer og
almueskolelærer , er blot at fortælle de ydre omstændigheder
i et ensligt liv , der bærer al sin tanke i det
forbigangne .
Min kærlighed til Susanne har , som hun med
sådan forvisning sagde mig , været den sundhedsbrønd ,
som frelste mig fra det yderste — vanvidet .
Når uroen var over mig og jeg vildsomt gik om i
mark og skov , kom det altid til et punkt , da jeg
så hende i sin hvide dragt svæve forbi et stykke fra ,
undertiden kom hun endog mildt henimod mig , og da
var krisen for den gang over .
I de sidste par år , da min sygdom tiltog ,
har jeg ikke formået at se hende og haft det tungt ,
ofte som om mørket trykkede håbløst omkring mig .
Men nu , her jeg ligger syg på kvistkammeret ,
kom Susanne en nat , da fuldmånen skinnede , i sin
hvide brudedragt med krandsen om det rige hår
stille smilende hen til sengen og vinkede til mig med
ringen på hånden . Jeg ved , at hun bragte mig
det glædelige budskab , at jeg snart skal få gå bort
og histoppe se hende , min ungdoms elskede , igen .