| Første afsnit . | |
| Indledning . | |
| Jeg kender flere , der har haft den samme lyst , | |
| som undertiden påkvmmer mig , til netop at vælge | |
| uvejr at spadsere i . Det er mest mennefler , som fra | |
| et barndomsliv i friluft på landet er overgåede | |
| til livsvirksomheder , der medføre stillesidden , og hvem | |
| stuen undertiden bliver for trang og beklemt — eller | |
| også poeter . Deres erindring og fantasi lever , mere | |
| eller mindre hemmeligt for dem selv , i stadig længsel | |
| ud fra stueluften og bycasernelivet . | |
| Når så landet en dag kommer ind til staden | |
| i skikkelse af en rigtig negnvejrsstorm , der rufler i | |
| tagstenene og af og til kaster en efter dig , medens | |
| gaderne bliver til kanaler , hjørnerne til baghold , hvor | |
| hvirvelvinden overfalder ens parapluie og , efter en | |
| mere eller mindre langvarig og behændig kamp , krænger | |
| og flænger den , indtil man til sidst står med kun | |
| stokken og skelettet igen — så hænder det af og | |
| til , at en stille , værdig embeds- eller forretningsmand , | |
| istedetfor efter dagens slid på contoret om eftermiddagen | |
| som vanligt at sidde hjemme i sin løselige | |
| stue , siger til sin hustru , at han „ desværre må ud | |
| i byen en stund “ . Og det , han desværre må ud | |
| for , er naturligvis „ Forretninger “ . Thi lidet ville | |
| det sømme sig for en adstadig , gravitetisk mand , som | |
| kanske er borgermester og en af byens fædre , at | |
| vedgå endog kun for sig selv , at han er barnagtig nok | |
| til at gå om og fantasere i uvejr , og at han kun vil | |
| ned på bryggen for at se skummet sprøjte over | |
| beddingen og skibene i havnen lege haveri . Han | |
| må naturligvis have noget at bestille derude , om ikke | |
| andet , så sådan i almindelighed at se til , at ikke | |
| » Hviæ æotrimsnti oupiæt rsspudlieæ « ; det vil sige , | |
| at byen , hvis velfærd han i en eller anden retning | |
| har at passe , ikke blæser ned . | |
| Sagen er , at der er revolution i gaderne — | |
| ikke en politisk , gud bevare ham for at være med på | |
| sådant — men en af den sort , som nu engang er | |
| dragende for ham , fordi den revolterer alle hans gamle | |
| erindringer , og som han , skammeligt nok , lister sig til | |
| at være med i , skønt den også på sin maner stormer | |
| alle politiindretninger , knuser vinduer , flukker lygter , | |
| river tagsten af . Husene , bryder brygger og fortøjningsindretninger | |
| og jager politi og vægtere ind i deres | |
| huler . Det er /naturens stærke hærråb midt inde | |
| i den civiliserede . Stad til alle hans barndomserindringer , | |
| til hans fantasi og natursands , som han | |
| lystrer ligesom en gammel trompeterhesf , der hører | |
| sin ungdoms signal og pludselig sætter over gjerdet . | |
| Et par timers gang ude i vejret , så er den | |
| brand i blodet stillet , og hjem kommer den samme | |
| stille , gravitetiske mand , der betænksomt sætter stok | |
| og galoscher fra sig på den vante plads i gangen | |
| og beklages af sin hustru , som har været bekymret for | |
| ham og nu stiller ham af med hans våde klæder . | |
| Han selv er underligt nok , uagtet genvordighederne , | |
| samme aften i et ypperligt humør og har så overmåde | |
| mange ting at fortælle om denne storm — | |
| alt naturligvis , som det sig sømmer , i skikkelse af | |
| bekymring for , at skade skal anrettes eller ildebrand | |
| udbryde over byen netop den aften . | |
| Det var i et sådant uvejr , at jeg — der er | |
| praktiserende læge og , som sådan , både for mig selv | |
| og andre har forsvarlig grund til at være ude i byen | |
| til alle tider af døgnet — en regn- , tåge- og | |
| stormfuld octobereftermiddag var ude og vankede i | |
| Kristianias gader og fandt mit behag i at lade | |
| vejret pidsfe mig i ansigtet , medens min gode regnkappe | |
| forøvrigt bestyrtede min person . | |
| Mørket var efterhånden faldet på , og de tændte | |
| gaslygter blussede i trækvinden , så jeg kom til at | |
| tænke på blinksyrene i en tågekvæld ude ved kysten . | |
| Af og til slængtes en ulukket port op og igen med | |
| skrald som et nødsfud . Min stille bemærkning i | |
| den anledning var , at der dog endnu i vor nervøse | |
| tid må findes et forbavsende antal mennesker uden | |
| nervær ; thi flige skrald dundre gennem hele huset | |
| lige op til kvisten , op og igen , igen og op , blæsten | |
| fylder gangene , og døre springe op ; alle har det | |
| uhyggeligt , men ingen gider gå ned og stænge ondets | |
| ophav ; portneren er ude i byen , og så længe får | |
| da og hushyggen være borte . | |
| Det var netop en sådan ulukket , utrætteligt skraldende | |
| port , som blev indgangen til , hvad jeg her har | |
| at fortælle . | |
| Som jeg gik forbi den , hørte jeg nemlig en | |
| stemme , som syntes mig så vel bekendt , en gammel | |
| kær røst — skønt jeg i førstningen ikke vidste , hvor | |
| jeg skulle tage den fra — råbe utålmodigt på | |
| portneren . Det var den flængende port , det gjaldt . | |
| Munden var klarlig det eneste nervøse individ i det | |
| hus ; i al fald var portneren det ikke ; thi han lod til | |
| at være lige ufølsom , både for fin port og for ham , | |
| som tog sig af dens sag , og som forgæves holdt på | |
| med en portnøgel , der ikke lod til at passe . | |
| Endelig kom portneren ud af sin underjordiske | |
| hule , og under en lille ordstrid , som udspandt sig | |
| mellem den nu forsonlige og blide , sin egen irritabilitet | |
| frygtende stemme og den brummende portner , var | |
| det , at jeg med al en vågnende erindrings magt | |
| genkendte foran mig min gamle ven fra studentertiden , | |
| David Holst , sammen med hvem jeg havde levet | |
| tre af mit livs rigeste ungdomsår . | |
| „ Er det dig , David , så får du lade mig flippe | |
| ind , før du stænger ! “ råbte jeg , såvan som jeg | |
| ville have gjort i de gode gamle dage for tyve år | |
| siden . | |
| Porten åbnede sig helt , og et håndtryk fra den | |
| udtrædende dunkle skikkelse sagde mig , at han ikke | |
| havde behøvet at rode så længe som jeg i sin hukommelses | |
| kiste , men at han havde taget mig frem af den | |
| med engang . | |
| „ Følg mig ! “ var hans eneste ord , og så steg | |
| vi tavse , han foran og jeg efter , op igennem de ubelyste | |
| trapper , en , to , tre etager og endnu en adskilligt | |
| smalere trappe højere . Der tog han mig i hånden | |
| for at lede mig , noget , som vel tiltrængtes , da det , | |
| såvidt jeg kunne skønne , var ind over et mørkloff , | |
| hvor der hang klædessnorer , — han bad mig også | |
| bukke mit hoved . | |
| På vejen tænkte jeg i mit stille sind mit . | |
| Hans hånd — jeg kom til at huske på , at han i | |
| gamle dage var noget forfængelig af den — var | |
| klam , måske af sindsbevægelsen , og han standsede | |
| undertiden i trapperne , som om han måtte trække | |
| pusten . Den trange mørkloftstrappe hviskedee også | |
| til mig , at min ven David , der i sin tid dog havde | |
| lov som et godt hoved , nok ikke kunne have drevet det | |
| synderlig langt i jordisk forfremmelse . | |
| Han lukkede op ' en dør og bad mig træde | |
| først ind . | |
| På et langagtigt bord stod en lampe , hvis | |
| skærm samlede dens lysning stærkt , næsten kun en | |
| alen omkring lampefoden , på et skrivetøj og nogle | |
| papirer , som lå der , så at yderkanterne af bordet | |
| i begyndelsen forekom mig at ligge i mørke . Bag | |
| det syntes jeg , der var ligesom en sort grav , der dog | |
| lidt efter , da øjet blev vænnet til lampens bratte | |
| lysskær , viste sig at være en sofa , foran hvilken der | |
| stod et næsten tilsvarende langt , malet arbejdsbord med | |
| firkantede ender . | |
| Når to ungdomsvenner på sådan måde | |
| mødes , er der under den ligefremme form ofte alligevel | |
| en hemmelig blyhed af vinde over ; der er et mangeårig | |
| lag af forskellig oplevelse , som skal ryddes | |
| tilside . | |
| Efter en liden pause gik min ven , som med en | |
| pludselig resolution , raskt hen og tog lampeskærmen af , | |
| så det blev lyst ud over værelset . | |
| „ Du seer , “ sagde han , „ jeg har det accurat som | |
| i gamle dage , blot af der nu er to kvistvinduer | |
| istedetfor et , nogle flere hylder med bøger og lidt | |
| bedre månedsgage , som jeg får ved af slå sammen | |
| en lærerplads ved en af almueskolerne her med en | |
| lidet vanskelig post i en Avis . Det er nu alt , hvad jeg | |
| behøver , ser du . Jeg er først flyttet herind ivår fra Bergen | |
| og skulle egentlig have hilst på dig , men har ikke endnu | |
| kommet mig til ; på gaden har du altid set mig | |
| formeget ud , som om du pilede i praksis . Men nu , | |
| jeg har dig på min hybel , skal vi også tage os en | |
| passiar om gammelt , og hvordan du har det . Tag | |
| af dig , så skal jeg imidlertid gå ned og se til at | |
| få i stand noget toddy . “ | |
| Hermed satte han lampekuppelen på igen og | |
| forsvandt ud af døren . | |
| Denne min vens noget forcerede indledningstale | |
| var mig ikke rigtig naturlig ; det var , som om han med | |
| sin flotte fortrolighed mere rettede sig efter mit end | |
| efter sit eget væsen , og det hele gav mig indtryk af , | |
| at han på forhånd ville parere af alsfens unødige | |
| spørgsmål . | |
| Vi havde i grunden endnu ikke vekslet så meget som | |
| et håndtryk , og jeg i al fald ikke fået sagt en stavelse , | |
| ja jeg havde egentlig endnu ikke fået se mere af ham | |
| end det lille glimt af hans ansigt , med det samme | |
| han igen vendte sig mod lampen og satte skærmen | |
| på . Jeg genkendte dog , trods aldersforskellen , det | |
| samme magre , fine , blege ansigt , som i gamle dage | |
| undertiden kunne få et så skønt , tungsindigt udtryk | |
| — det var med det , han for altid stod fotograferet i | |
| min erindring — men trækkene havde nu fået en | |
| påfaldende skarphed , og i det korte øjekast , jeg opfangede , | |
| var der et udtryk , samtidigt lidende og spejdende , | |
| der gjorde mig så ubeskrivelig ondt . Jeg har | |
| set syge sætte det samme blik på mig , når de | |
| vare bange for , at meningen var at operere dem , og | |
| troede nu i al fald at forstå så meget deraf , at det , som | |
| det her nok gjaldt om at operere , var min vens gamle | |
| fortrolighed , samt at hertil udfordredes al min behændighed . | |
| jeg var engang den troskyldigste fyr under solen ; | |
| men siden jeg blev læge og fik se , hvordan menneskene | |
| egentlig er , og at der ikke findes det i verden , man | |
| ikke må forudsætte hos selv den bedste , når man | |
| ikke vil gå fejl af sygdomsårsagen , er jeg bleven | |
| omvendt til et absolut mistænkelighedsmenneske . Jeg | |
| mistænker alt og alle , endog , som læseren oven har | |
| set , de værdige mænd , som spadsere ude i uvejr . En | |
| indianer lister sig ikke mere umærket og lydløst ind | |
| igennem en ursfov end jeg , når det kniber , ind i | |
| min patients fortrolighed , og min ven David var | |
| lige med et blevet mig en patient . Mig skulle han | |
| nu næppe længere få lurt af med sit snak om | |
| „ Gammell “ og et glas punsch på sin „ uforandrede | |
| studenterhybel “ . | |
| Mit første krigspuds blev nu i en hast at fortsætte | |
| den revision af værelset , som min ven noget | |
| vel flygtigt havde ladet mig begynde . Jeg tog lampen | |
| og gav mig til at se inig om . | |
| Inde ved den sofaen modsatte væg , under det af | |
| taget dannede skråloft , var hans seng med et lille | |
| rundt bord foran . På en boghylde , som stod på | |
| gulvet op mod væggen i hjørnet ved sengefoden , | |
| genkendte jeg Henrik wergelands buste , endnu mere | |
| defekt på hage og næse end i min tid og nu tillige | |
| blindet på det ene øje ; han var medfaret næsten | |
| lige så ilde som det gamle klodshoved , jeg røgte af , | |
| og som jeg også havde kendt igen , uagtet yderligere | |
| flænget og hugget på kryds og tværs . Min ven | |
| havde nemlig den bane at sidde og snitte sine tankestreger | |
| i det , medens han røg tobak og af og til | |
| kastede et ord ind i passiaren for at vedligeholde den , | |
| som man kaster brænde på en ild — det var ligesom | |
| mere stemningen i samtalen og det , at der | |
| overhovedet blev talt , end selve tanken , han brød sig | |
| om . I den stilling havde han også ofte netop dette | |
| stille tungsindige udtryk over sig , som om han smilte | |
| til noget skønt , vi andre ikke så . | |
| Mellem sengen og hylden opdagede jeg nogle | |
| flasker , simple bouteiller , og med lynets hurtighed | |
| slog den mistanke op i mit sind — jeg er , som sagt , | |
| ikke af naturen , men gennem skuffelse , blevet den | |
| inkarnerede mistroiskhed — at min ven måske var | |
| bleven forfalden til drik . | |
| Jeg satte lampen fra mig på gulvet . I den | |
| ene flaske var blæk , i den anden paraffin og i den | |
| tredie , - mindre , medicintran , som han altså tog , sandsvnligvis | |
| for sit bryst . | |
| Jeg huskede på den klamme hånd , hans standsen | |
| og tunge åndedrag i trappen , og følte mig skamfuld | |
| som et rigtigt skarn , der havde kunnet tænke mig min | |
| ungdoms kære ven og , jeg kan gerne sige , ideal | |
| jevngod med enhver anden slubbert ude i det gemene | |
| liv , der absolut skal mistænkes . | |
| Han fik i stilhed min angergivne afbigt , medens | |
| jeg læste hen over rygtitlerne og genkendte en og anden | |
| af bøgerne . Denne hylde lod til netop at være hans | |
| studenterboghylde . Jeg trak ud en tyk bog , gamle | |
| Saxo grammaticus , som jeg erindrede engang at have | |
| købt på en auktion og foræret ham , men fik nu helt | |
| andet at tænke på . | |
| Det gik med mig som med den , der trækker ud | |
| en mursten og pludselig finder en hemmelig indgang | |
| — jeg følte mig med et foran indgangen til min | |
| vens hemmelighed , skønt endnu kun foran et dybt , | |
| mørkt rum , der nok kunne gennemvandres med fanfasien , | |
| men hvori jeg i virkeligheden ikke kunne se , | |
| medmindre min ven selv leverede mig lygten . | |
| Det , som i den grad tiltrak sig min opmærksomhed | |
| og ligesom naglede al min sands og erindring | |
| til stedet , var intet hul , men et hoved på en violin , | |
| der stak op bag hylden med en støvet Hals og et | |
| sammenfilter af strenge mellem skruerne . En flap | |
| basstreng hang ned ; den forstrakte , sprungne diskant | |
| kavde krøllet sig opover , og under de to hele strenge | |
| lå , hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og | |
| tage flere bøger ud af rækken , stemmehesten flad . | |
| Jeg undersøgte violinen , som jeg ikke godt kunne tage | |
| frem , ligeså omhyggeligt , som om jeg havde fundet en | |
| ven syg og udhungret — der var en » repareret | |
| sprække i dens bryst . Jeg kunne ikke hindre , at jeg , | |
| fangen i gamle erindringer , blev vemodig stemt , så | |
| inderlig vemodig . | |
| Jeg lukkede mit murhul af bøger til , satte | |
| lampen på bordet igen og mig selv i sofaen , hvor | |
| jeg ved det dampende klodshoved — jeg så deri | |
| bl . A . igen mine egne navnebogstaver , indskårne af | |
| mig selv — gav mig hen til minder , som jeg her vil | |
| meddele , selv med fare for , at læseren skal finde , at | |
| min ven bliver noget længe borte med punschen . | |
| Gennem dem vil han blive nærværende slig , som han | |
| stod for min sjæl i ungdomserindringens lys , og | |
| slig , som læseren med mig må kende ham , om han | |
| skal kunne forstå ham . | |
| Vort studenterbekjendtskab opkom naturligt derved , | |
| at vi være nordlændinge begge to . Han var tre fire | |
| år ældre end jeg , og at han var den betroede , skønt | |
| anonyme tteateranmelder i h . . . bladet , gav ham | |
| desuden i mine øjne i og for sig selv en officiel | |
| overlegenhed , hvorfor jeg bøjede mig . | |
| Men mere end dette virkede hans væsen på | |
| min ungdommelige indbildningskraft . Der var noget | |
| usædvanlig nobelt ved hans slanke figur og hans fine , | |
| smale , alvorlige ansigt med den høje pande og den | |
| svære , krøllede , sorte hårmasse om tindingerne . De | |
| stærke øjenbryn og en udpræget romernæse optog | |
| ligesom opmærksomheden fra hans øjne , der vare | |
| lyseblå og mere i pagt med hans bleghed og | |
| skægløse ansigt end med den mere energiske del af | |
| hans træk . Det var dog disse sidste , som gav det | |
| første indtryk af ham . Senere lærte jeg at læse | |
| trækkene anderledes og at se , at der i dem netop lå | |
| afpræget strømbrydningen af den dobbeltnatur , hvori | |
| hans liv efterhånden blev søndermalet . | |
| et fint smil , når han talte , og et tilbageholdende | |
| væsen gav ham noget fornemt , der i al fald | |
| imponerede mig storligen . Han var den eneste student , | |
| jeg kendte , som ikke gik med studenterhue , — han | |
| brugte en flad , blå sjømandshue med kort skygge , | |
| der klædte ham meget godt . Når han blev ivrig , | |
| hvilket kunne hænde ham i en disput , thi han var en | |
| såre stærk logiker , noget , hvori han imidlertid kun | |
| indsatte sin forstand , men , så vidt jeg skønner , aldrig | |
| egentlig sit hjerte og sine dybere stemninger , — strak | |
| hans stemme ikke til ; den blev overanstrengt og skrigende | |
| som fra et dårligt bryst . Den slags rencontrer | |
| angreb ham også altid og efterlod ham i | |
| irritabel uro længe bagefter . | |
| En besynderlighed hos ham var , at han undertiden | |
| tog sig fodtoure på jflere dage ud på landet , og | |
| dette både sommer og vinter . Noget følgeflab ville | |
| han aldrig vide af . Havde han ønsket det , ville han | |
| have anmodet mig , det følte jeg , og det kunne derfor | |
| aldrig falde mig ind at påtrænge mig ham . | |
| Han drog da afsted uden Randsel ; dette bemærkede | |
| jeg engang , jeg tilfældig så ham strejfende over | |
| Marken et par mile fra byen , hvor jeg var i besøg . | |
| Når han så kom hjem , var han i perlchumør , | |
| medens han derimod , før han drog ud , altid var ordknap | |
| og tungsindig , så jeg næsten alene måtte stå | |
| før passiaren . Han havde det ligesom med humørperioder . | |
| et mærke på , når en sådan stemning havde | |
| indfundet sig , var mig netop den violin , som jeg nu | |
| tyve år efter fandt strengeløs forstukket bag hans | |
| boghylde . Som den lå der , blev den mig atter det | |
| samme mærke , men nu ikke længer på en periode af | |
| dage , men af år . | |
| Denne violin holdt han engang højt i ære , den | |
| havde hæderspladsen på hans væg med buen ved | |
| siden . Han havde fået den efter en ven , en gammel | |
| klokker i hans hjem oppe i Nordland , af hvem han | |
| havde lært at spille , og som nok havde været et slags | |
| musikalsk geni af dem , der ikke kommer til sin ret | |
| her i verden . | |
| David holdt meget af at fantasere , ikke blot på | |
| denne violin — han havde fint gehør og havde lært | |
| ikke så lidet , — men også om den : hvorfra den | |
| egentlig skrev sig , og hvor gammel den kunne være ? | |
| Et utydeligt stempel inde i bunden ville han overmåde | |
| gerne tyde til , at den „ muligvis var en cremoneser “ ; | |
| han var lidt svag på det punkt , og dette | |
| rum for gjetningen var åbenbarlig for ham en | |
| herlighed ved violinen . | |
| David Holst havde noget , som han kaldte klassisk | |
| musik , et par længere nummere , som han spillede | |
| efter noder . Dette tiltalte nu mig mindre og forekom | |
| mig altid i slægt med det , som var fremme i hans | |
| væsen , når han optrådte som logiker . Det var | |
| mere som en streng åndelig skoleøvelse — og han | |
| spillede vist da ligeså correct , som han ellers skrev | |
| eller disputerede — end som nogen hjertesag . | |
| De tider , da den klassiske musik og den kritiske | |
| passiar rådede på hybelen , var visselig de , hvori | |
| han selv befandt sig mest i ligevægt . Han var da | |
| også mindre hjertelig i sit væsen , selv mod mig . | |
| Men så kom der tider , hvori nodestolen fik | |
| stå i krogen . Han kunne sidde lange stunder og | |
| stirre hen for sig , som han faldt i staver , og så på | |
| sin violin give sin stemning luft i alsfens fantasier , | |
| der helt anderledes end hans såkaldte klassiske musik | |
| tiltalte mit , iøvrigt lidet musikalsk uddannede øre . | |
| Det var allehånde småstykker , der efterhånden | |
| mere og mere droges ind i hans egen mol-maner | |
| og undertiden en underlig vemodig Melodi , som jeg | |
| dog egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle få | |
| gange , og da altid som i en Art selvforglemmelse . | |
| Jeg havde ved disse lejligheder en følelse , som om | |
| han betroede mig noget dejligt , han havde mistet i | |
| livet , og hvorover der altid måtte sørges . | |
| Længere ude i en sådan periode blev han som | |
| sagt mere uregelmæssig og var sjælden at træffe hjemme , | |
| kunne da også undertiden ironisere bittert over kammerater , | |
| professorer og tilstande , og for den , som det | |
| gik ud over , næsten blodigt . | |
| Jeg havde privilegium på at tage nøgelen og | |
| gå ind på min vens værelse , også når han ikke | |
| var hjemme . Hang hans violin ustelt , vidste jeg , at | |
| det var ilde fat og at hans egen tilstand så omtrent | |
| svarede til biolinens . Det første , han gjorde , når | |
| alt var vel igen , var også altid med omhu at sætte | |
| den i stand . | |
| Aldrig havde jeg dog i hin tid set denne øjesten | |
| sådan henslængt og behandlet , som jeg nu , tyve år | |
| efter , genfandt den , støvet og sprukken , bag boghylden . | |
| At jeg fik mine vemodige tanker derved og af den | |
| anede en lidet glædelig livshistorie , vil læseren således | |
| nu kunne forstå og dermed forhåbentlig tilgive mig , | |
| af jeg har ført ham med mig fra David Holst ' s | |
| værelse , hvor jeg sad og ventede på , af han skulle | |
| komme med punschen , så langt ud i mine ungdomsminders | |
| land . I tre år havde vi så godt som daglig | |
| været sammen . Siden måtte David Holst ud som | |
| huslærer , og vore veje skiltes , som det plejer af gå i | |
| livet . | |
| Her i aften var nu mødestedet . | |
| Det klirrede ude på gangen , og lidt efter åbnede | |
| David Holst med forsigtighed døren for en pige , | |
| som indbar en dampende Mugge med tilhørende rekvisita , | |
| der nok kunne falde i en mands smag , der , | |
| som jeg hin eftermiddag , i flere timer havde færdedes | |
| ude i uvejr . | |
| David fandt mig installeret på sin sofa med sin | |
| pibe i munden og sine tøfler på fødderne , aldeles | |
| sådan , som Tingen ville være faget mellem os i | |
| gamle dage — og dette henregnede jeg nu i stilhed | |
| til et af mine listige kneb ; thi på disse indgangsbilletter , | |
| hans pibe og tøfler , indsatte jeg mig selv | |
| uden videre på forudsætningen om vor gamle fortrolige | |
| fod . Jeg følte mig som den feltherre , der er | |
| så heldig af kunne åbne kampen ved straks af occupere | |
| en hel provinds . | |
| I mangel af sin vanlige sofaplads flød David | |
| en stol til bordet og satte sig lige over for mig , idet | |
| punschebrættet placeredes imellem os . | |
| Vi sagde nu begge igen ved bredden af den | |
| samme glædens flod , hvori vi så mange gange | |
| havde boltret os i vor ungdom , men nu øste vi begge | |
| forsigtigere . | |
| I samtalens løb heldede han sig oftere hen imod | |
| mig , som om han lyttede , og hans hoved kom derved | |
| indenfor området af lampens stærke lysskær . Jeg | |
| bemærkede da , af hans hår var blevet meget tyndt | |
| og ikke så lidt gråsprængt , og af der stod små | |
| svedperler på hans ikke længer rynkefri pande . De | |
| gråblege , skarpe ansigtstræk og et nyt tilkommet tindrende | |
| udtryk i hans øje sagde mig , af hans væsen | |
| legemligt eller åndeligt gemte en underjordisk ild , | |
| som næppe længer stod til af flukke . Da jeg nu derhos | |
| af gentagne hosteanfald troede af forstå , af disse | |
| hans bøjninger forover mod mig ligeså gerne kunne | |
| have sin-grund i , af han var træt og søgte hvile | |
| mod bordkanten som i samtalens interesse , besluttede | |
| jeg mig med engang til af gå lige løs på spørgsmålet | |
| om hans helbredstilstand og således sætte mig | |
| i besiddelse af nok et vigtigt udenværk om hans | |
| fortrolighed . | |
| jeg rejste mig pludselig bestemt og alvorlig og | |
| sagde , at jeg som erfaren læge desværre så , at han | |
| ikke var så lidet syg , som han mulig selv troede , og | |
| at han , da han øjensynlig var afkræftet og mat — jeg | |
| påberåbte mig sveddråberne på hans pande — | |
| ialfald nu straks skulle sætte sig hen i den magelige | |
| sofa , som jeg hidtil havde optaget . | |
| Han erkendte , at han ikke vel havde tålt at gå | |
| de to gange i trappen , — første gang var han | |
| kun gået ned for at få slut på den slemme træk | |
| gennem huset — og satte sig efter mit ønske villigt | |
| i sofaen . | |
| Det var brystet , sagde han . Ved hjelp af | |
| hørerør og percussion opdagede jeg desværre , at han | |
| kun havde alt for megen ret . Det var brystet , men | |
| i en sådan tilstand , at her kun var tale om at vinde | |
| tid , ikke om at frelse ; thi den ene lunge var helt | |
| borte og den anden alvorlig angrebet . | |
| Den sidste del as aftenen følte både han og jeg | |
| os som genfødte på den gamle fod . Min myndighed | |
| som læge gav mig derhos nu en smule overvægt . | |
| Klokken ni erklærede jeg , at han måtte i seng , | |
| og sagde ham , at jeg næste dags formiddag agtede at | |
| komme igen og ordinere ham det fornødne . På | |
| almueskolen skulle han , hørte jeg , først læse den dag | |
| klokken elleve — til den tid lovede han mig , ikke at | |
| gå ud . | |
| Da jeg kom hjem , fandt jeg min hustrn i stor | |
| angest for mig . Hun kunne ikke begribe , at en fornuftig | |
| mand og dertil en doktor , som gav andre så forsigtige | |
| råd , kunne fare om mere end nødvendigt i et | |
| sådant himmelvejr ; og jeg havde jo været ude i det | |
| hele tiden , næsten siden middag . | |
| Hertil var nu intet at sige , og jeg overtænkte | |
| kun , medens hun talte , hvorledes jeg bedst skulle vinde | |
| hendes stemning for den sag , der nu lå mig på | |
| hjertet . Min hustrn havde ikke spor af kendskab | |
| til min dødssyge ven , og hun kunne kanske endog , om | |
| jeg kendte hende ret , falde på at blive stødt , når jeg | |
| fortalte hende , at han på en måde havde ejet min | |
| ungdoms kærlighed før hun . | |
| Det gik virkelig også , som jeg forudså ; thi det | |
| var først efter en noget betænkelig lang pause , at hun | |
| med et kom hen og sagde , at min bedste ven naturligvis | |
| også skulle være hende inderlig kær . | |
| Og fra det øjeblik af kunne heller ingen være | |
| ivrigere end hun . I hvad hun tager sig for , så gør | |
| hun det nemlig altid tilgavns , og hun opgjorde endnu | |
| samme aften , hvordan sagen fluide arrangeres . | |
| Klokken ti den næste formiddag var jeg med | |
| min hustru oppe hos min ven og forestillede hende | |
| for ham med de ord , at hun ønskede sig betragtet som | |
| en ligeså gammel veninde af ham , som jeg var ven . | |
| Jeg fortalte ham , så trøstig jeg kunne , — men da | |
| jeg sagde det , så min hustru bort , — at hans sygdom | |
| absolut forlangte , at han holdt sig inde under | |
| cuur i seks måneder , til den varme sommer kom og | |
| kunne fuldende helbredelsen , samt at jeg håbede , han | |
| ville samtykke i , at jeg arrangerede sagen med almueskolen | |
| for ham . | |
| Han var øjensynlig både overrasket og rørt . Livet | |
| havde ikke budt ham venskab , sagde han ; han var så | |
| lidet vant til at tage mod det , selv hvor det kom så | |
| sandt og godt som her . Efter en del parlamenteren | |
| overgav han sig dog til sidst på nåde og unåde til | |
| min kone , der ikke holder af at tabe . | |
| Flytte hen til os , som jeg foreslog , ville han | |
| imidlertid ikke , da han havde såt dette værelse kært , | |
| og — som han åbent sagde — han ville ikke føle sig | |
| vel ved at blande økonomiske forbindtligheder , dem han | |
| desuden ikke tiltrængte , ind i denne sag . | |
| Fra nu af besøgte jeg ham i regelen hver formiddag | |
| og slog da som oftest tillige en lille passiar | |
| af om forskelligt ude i byen , som jeg kunne tænke | |
| mig ville interessere eller i al fald adsprede ham . | |
| Min hustru tog sagen på sin egen vis . Modsat | |
| af , hvad jeg havde været en smule bange for , udførte | |
| hun ingen gennemgribende revolution i hans husholdning | |
| og tilvante stel . At opvartningspigen havde | |
| sine grunde , hvorfor hun så ofte så op til ham , og | |
| at hun hver dag med bæven afventede min hustrus | |
| stille mønstring af , hvorvidt støvet var borte og | |
| værelset i orden , derom kunne han ikke have nogen | |
| anelse . Det eneste , som min hustru åbenlyst satte | |
| igennem , var alskens sendinger af styrkende sager . | |
| Med pigen , som bragte dette , fulgte så gerne et af | |
| børnene , søm han da undertiden fandt fornøjelse i at | |
| beholde hos sig en stund og underholde sig med . | |
| Dette nye og for ham uvante forhold lod også | |
| til at adsprede ham ; men efter en måneds forløb | |
| begyndte humøret igen at blive nedtrykt . Vore besøg | |
| besværede ham øjensynligt , hvorfor disse også blev | |
| indstillede for en stund . Han tilbragte sågødtsom | |
| hele dagen på søfaen henne i den mørke del af | |
| værelset . | |
| En aften , førtalte pigen , havde hun hørt det | |
| ligesom græde og hulke inde på værelset ; hun var | |
| derfor ikke gået ind , men var bleven stående udenfor . | |
| Lidt efter syntes hun , det var , som om han bad så | |
| inderligt , men ordene forstod hun ikke . Aftenen efter | |
| . hørte hun ham spille en sagte Melodi ligesom på en | |
| violin , der ikke rigtig gav lyd . | |
| Den følgende formiddag , da jeg kom til ham , | |
| var hans sindsstemning helt forandret , og til min | |
| overraskelse blev jeg vaer , at hans violin hang pudset | |
| og med påsatte strenge , men rigtignok med sprækken | |
| i brystet , på væggen med buen ved siden af . | |
| Henne på bordet ved sengen bemærkede jeg også en | |
| gammel bibel , søm jeg aldrig før havde set hos ham , | |
| formodentlig fordi denne skat altid havde været forvaret | |
| i hans commode som en helligdom . | |
| Han så mere end sædvanlig mat og medtaget ud ; | |
| men hans ansigt havde et forklaret udtryk over sig , | |
| som en mands , der har stridt med sin skæbne og nu | |
| har vundet ro og resignatiøn . | |
| om det gik an , sagde han , ville han gerne samme | |
| formiddag tale med min hustru ; , men med mig ønskede | |
| han helst at tale nu straks , og jeg måtte derfor | |
| sidde ned en stund hos ham . | |
| Med et smil — det samme stille , hans egen | |
| skønne hemmeligheds smil , som jeg kendte så godt | |
| fra gamle dage , men som nu ligesom ikke længer behøvede | |
| at unddrage sig opmærksomheden — vendte han | |
| sig til mig og sagde , idet hun lagde sin hånd på | |
| min skulder og så mig ind i ansigtet : „ Min kære , | |
| hjertensgode Frederik ! Jeg kan ikke sige dig hvorfor , | |
| men jeg ved bestemt , at jeg ikke lever så længe , at jeg | |
| får se våren igen . Det , som fejler mig , kan hverken | |
| du eller noget menneske give mig , kun Vorherre ; men | |
| af alle mennesker har du stået mig nærmest , og dit | |
| venskab har rakt did , hvor du ikke har kunnet ane | |
| det . Du har en ret til at kende den , som har været | |
| din ven . Når jeg er borte , — og dette fler usvigeligt | |
| i denne vinter , kanfle hastigere end du efter min | |
| sygdoms stand tænker dig — , så vil du finde en | |
| del optegnelser i min C ommodeskuffe ; det er min | |
| tidligste ungdoms historie , men , simpel som den er , har | |
| den for mig været afgørende for hele livet . Den vil | |
| fortælle dig , at verden har været mig tung , såre | |
| tung , og at jeg var så glad som en sluppen fugl ved | |
| at forlade den . “ | |
| „ Der var en tid , “ føjede han til efter nogen | |
| nølen , „ da jeg helst ønskede at begraves ved en kirke | |
| oppe i Nordland ; nu tror jeg derimod , at det kan være | |
| det samme med stedet , og at der kan hviles ligeså | |
| fredeligt hernede . “ | |
| Hermed trykkede han min hånd og bad mig gå | |
| efter min hustru . | |
| Da hun kom , overraskedes hun ved at se ham så | |
| lys og let af sind , som hun aldrig havde tænkt sig , | |
| han kunne være . Han ville , sagde han , af hendes | |
| venskab udbede sig en tjeneste . Det var en grille af | |
| ham ; men , hvis han skulle blive kaldt bort , måtte hun | |
| love ham , næste vår at plante en vildt voksen rose | |
| på hans grav . | |
| Hvor sørgelig anmodningen var , forstod min hustru | |
| egentlig først , da jeg havde fortalt hende , hvad der forud | |
| var passeret ; thi David Holst havde selv set så frejdig | |
| og lys ud , da han talte med hende , af det sørgelige | |
| ligesom var kommet bort . | |
| Min vens spådom om sig selv viste sig desværre | |
| af være alt for sand . Skønt hans humør stadig | |
| blev lysere , undertiden endog så han fik et skær af | |
| livsglæde , gik hans sygdom dog altid den modsatte | |
| vej til det værre . | |
| En dag fandt jeg ham fra sin seng — hvor | |
| han nu for det meste tilbragte hele dagen — meget | |
| interesseret ligge og betragte , hvorledes min lille Anton | |
| havde „ gjort dampbåd “ af hans gamle violinkasse , | |
| hvis låg var borte , og hvormed han nu på gulvet | |
| anløb alflens fremmede havns . Da jeg kom hen til | |
| sengen , sagde han smilende , af han havde været hjemme | |
| i Nordland og legt i fjæren igen . | |
| min hustru var nu mere og mere bleven hans | |
| sygeplejerske . Hun var hos ham et par gange om | |
| dagen og sad ved siden af hans seng . Han holdt | |
| hende da gerne i hånden , eller også bad han hende | |
| læse noget for sig af hans gamle bibel . De ttemaer , | |
| han opsøgte , var helst de , hvori det gamle testamente | |
| taler om kærlighed mellem elskende . Især dvælede | |
| han ved historien om Jakob og Rachel . | |
| Min hustru , der nu havde fået ham inderlig | |
| kær , betroede mig en dag , at hun nok troede at vide , | |
| hvoraf min ven led ; det var visselig intet andet end | |
| en ulykkelig kærlighed . | |
| Så rørende skøn , som han lå der henimod | |
| døden , havde hun aldrig tænkt sig , at et menneske | |
| kunne blive . Når han lå stille og smilte , var det , | |
| som om han tænkte på et stevnemøde , hvortil han | |
| skulle , så snart han var færdig med os her på jorden . | |
| En aften bad han min hustru sidde hos sig . | |
| Klokken ni fik jeg bud ; men da jeg kom did op , var | |
| han ikke mere . | |
| Han havde bedet min hustru læse for første gang | |
| et stykke af højsangen for sig der , hvor hun fandt et | |
| gammelt mærke i hans bibel . Det var det andet | |
| capitel , hvori både bruden og brudgommen taler , | |
| og som begynder så : „ Jeg er en rose i saron , en | |
| lilje i Dalene “ og ender med : „ Indtil dagen bliver | |
| luftig og skyggerne fly bort , gak omkring , bliv lig en | |
| rå , min kæreste ! eller som en ung hind på betters | |
| bjerge . “ | |
| han havde bedet hende læse det to gange , men | |
| under læsningen var han stille sovet hen . | |
| Og der lå han dejlig i døden , med et stille | |
| smil , som hilsede han nu en sådan lund hinsides i | |
| betters bjerge . | |
| Den næste sommer stod der et trækors og en | |
| blomstrende vild hyben på en grav ude på byens | |
| kirkegård . Der hviler min ven David Holst . | |
| Til min vens livshistorie fandt jeg henlagt som | |
| begyndelse et afsnit , hvoraf en del synes at være tilsat | |
| i en modnere alder . Det viser , med hvilke stærke | |
| tråde han har været naturbundet til sit hjem , og | |
| med hvilken kærlighed han har hængt ved det . | |
| andet afsnit . | |
| Nordland og nordlændingen . | |
| Forsåvidt et menneske som jeg , der lever i en | |
| så sørgelig virkelighed , tør tale om illusioner — | |
| hvilken mængde og hvilke store . Illusioner har jeg så | |
| ikke her inde i Kristiania fået knuste . i de to—tre | |
| år , siden jeg forlod mit hjem i Nordland og er | |
| bleven student — hvor grå og mat er ikke denne | |
| verden hernede , hvor små og smålige mod , hvad | |
| jeg har tænkt mig , både mennesker og forholde ! | |
| Jeg var i eftermiddag med nogle venner ude og | |
| fiskede på fjorden , og vi morede os naturligvis alle sammen | |
| — undtagen jeg , der dog ypperligt lod , som | |
| jeg gjorde det . Nej , jeg morede mig ikke ! Vi sad i | |
| en fladbundet , bred , styg båd , som de kaldte „ Pram “ , | |
| en indretning , der ligner en vadskerbalj , og fisfede | |
| den ganske eftermiddag i noget grumset vand på få | |
| alens dybde med et spædt snøre tilsammen ialt 7 , | |
| syv , hvittinger — og så roede man da tilfreds iland ! | |
| Jeg befandt mig næsten vammel ; thi , lig denne pram | |
| uden køl , hvorpå den kan ligge en Cours , uden sejl , | |
| der ikke engang anstændigt kan tænkes fat på den , | |
| uden søgang , hvilken den ikke ville tåle , og lig | |
| denne grumsede , grå , bølgeløse sø udenfor staden | |
| med nogle få små hvittinger i — synes mig i grunden | |
| hele livet hernede . Det har ikke i nogen henseende | |
| andet at byde end sådanne små hvittinger . | |
| Mens de andre snakkede , sad jeg og tænkte på | |
| en fisketur , hvor hun var med , ude mellem vetteskærene | |
| hjemme i vor lille sexårings båd — hvilken | |
| anden dag , hvilken anden båd , hvilket andet eventyr ! | |
| Ja , hvor eventyrløst , fattigt og gråt er dog ikke livet | |
| hernede på de rige , kornbærende lerbakker og den | |
| af dampbådsrøg sodede hovedstadsfjord eller herinde | |
| i selve . Byen imod hjemme . Men ymtede jeg | |
| dette højt , ville disse overlegne folk rigtignok sætte | |
| store øjne . | |
| Man taler her om fiskeri og mener derved nogle | |
| fattige ' dræt tørst og hvittinger . En nordlænding | |
| forstår derved , som i alt andet , det tusinddobbelte , | |
| han mener lofotens og finmarkens millioner og derhos | |
| en overstrømmende mangfoldighed af arter fra hvalerne , | |
| der sprøjte gennem sundene , med store , sossende | |
| fiskestimer foran sig , ned til de allermindste . | |
| Den eneste bemærkbare fisf , jeg kender hernede , og | |
| som jeg altid seer på , hvor jeg finder den , er guldog | |
| sølvfiflen , som man holder i glas , ligesom man | |
| har kanarifnglen i bur ; men den er igen fra et | |
| andet eventyrland i syden . | |
| ved fugl fdrestiller en nordlænding sig hellerikke , | |
| som hernede , bare et og andet stykke madvildt , men | |
| en himmelens hob af alle slags , bølgende i luften | |
| som en hvid brænding om fuglebjergene , et belt singende , | |
| myldrende snevejr over æggeværene ; han mindes | |
| edderfugl , Teiste , and og Kjeld svømmende i fjord og | |
| sund eller siddende rundt på skærene , mågerne , | |
| fiskeørnen og fiflejon jagende i luften , hubroen | |
| tudende fælt om natten ude fra fjeldskårene — kort | |
| sagt , han mener en hel verden af fugle og har en | |
| smule ondt ved at indskrænke begrebet til bare en og | |
| anden enkelt stakkels tiur , som man har hjerte til at | |
| overraske og dræbe midt i en elflovsleg , mens solen | |
| rinder oppe i en furulid . | |
| Istedetfor bærmarkerne her har han de milelange | |
| multemyrer hjemme ; i stedet for den på søsijæl temmelig | |
| ensformigt fattige strand hernede , haster han en , der | |
| er strøet med den forunderligst farvede mangfoldighed | |
| af dem . | |
| Nordland ejer overhovedet alle naturforhold i en | |
| intensiv grad og i helt anderledes kolossalt mægtige | |
| modsætninger . Det har et endeløst , stengråt øde | |
| som i urtiden , før menneskene byggede , men midt i | |
| dette også sine endeløse naturrigdomme ; det har en | |
| sol og en sommerherlighed , hvis dag ikke er kun | |
| tolv timer , men varer uafbrudt dag og nat i tre | |
| måneder , da man mangesteds må gå med maste | |
| for myggesværmen , men til modsætning igen en nat | |
| med mørke og rædsel , som varer i ni . Der er | |
| jetteforholde , men uden de mere uanseelige overgange | |
| midtvejs imellem alle yderligheder , hvorpå det rolige | |
| liv her sydpå bygges ; det er med andre ord forholde | |
| mere for fantasien , eventyret og hazarden end | |
| for den jevne forstand og den stille , sikre birken . | |
| En nordlæmding kan derfor let i begyndelsen | |
| hernede føle sig ligesom en Gulliver , der er kommen | |
| til lilliput , og passer overhovedet næppe vel mellem | |
| indvånerne , før han har fået skruet sine gamle tilvæmnede | |
| forestillinger ned til denne mindre virkeligheds | |
| nøgterne mål , kort sagt , for han lærer sig til | |
| af bruge forstand i stedet for fantasi . | |
| Finnen på ski med sine rensdyr , kvænen , | |
| russen — ikke af nævne den stadigt færdende , på | |
| land træge , men i sin båd kvikke nordlæmding selv — | |
| ere unægtelig alle helt interessantere folk end den | |
| grå havrebonde , hvis fantasi næppe går længer bort | |
| fra hans egen ager end til det af undres på , hvor | |
| oppe i udmarken mon tampen nu skal hentes . | |
| Når man taler om uvejr og bølger , så mener | |
| man her en smule storm og søgang op ad kristianiafjorden , | |
| der endog kan afstedkomme en smule | |
| „ Skade på havnen “ , og tager det som overmåde | |
| rystende , når en klodset bådmand er forlist . For | |
| min tanke kommer da noget helt andet : pludseligt | |
| nedfaldsvejr ifra fjeldet , som tager huse bort — hvorfor | |
| man hjemme også surrer dem med touge — , | |
| bølger ind fra ishavet , der begrave de høje skær og | |
| Holmer i skum og „ tage grundbråt “ på mangfoldige | |
| favne vands dyb , så af fartsjet med et | |
| kommer til af stå på tør bund og knuses midt i | |
| havet ; skarer af kække mænd , som sejle undaf | |
| vejret for livet , og ikke blot for deres eget liv , men | |
| med en dyrt tilkæmpet last også for deres , som | |
| hjemme sidde , og som endda midt i dødsfaren prøve | |
| på at give deres kuldsejlede kammerat en håndsrækning ; | |
| jeg tænker på forlis af mangfoldige både | |
| og fartøjer i vinterkvælden mellem sjørokket og på | |
| bølger — ja , det kunne for en gangs skyld være | |
| værdt at se dem ( som vanligt tre i følgelag og den | |
| sidste bølge værst ) i anmarche med skumkammene | |
| højere end toldbodtagene og kanske en jagt , der må | |
| landsættes , på nakken , suse ind ad Kristiania fredelige , | |
| smale havn , kastende skibene med sig op i bven , | |
| og fulgte af tilsvarende tunge stormstød , så tagene | |
| løftedes af . Kom de , ved jeg nok , at det var mig , | |
| de ville hente , den stakkels inde i byens civilisation | |
| forstukne „ Fremsynte “ , som de mene , hører sig til ; | |
| men jeg ville kanske alligevel et øjeblik udover dødsangsten | |
| hilst dem som venner fra hjemmet , skønt de | |
| kom med lig og vrag på skulderen . De ville for | |
| en gangs skyld vise alt dette civiliserede småpirkeri | |
| herinde det vældige havs rædsel og storhed og spæde | |
| en smule havsalt dødsangst i al flauheden . Jeg | |
| gad nok set en hvalfisk i klemme mellem prindsensog | |
| Toldbodgade , gloende ind fil en familie i øverste | |
| etage , eller en havareret havdraug , forsøgt indbragt | |
| på rådstuen af de pene , guldsnorede konstabler . | |
| jeg gad også nok set byens tteaterkritik , der er | |
| vante fil to gange i ugen at se haupt- und statsaction | |
| i vaudeviller , stå med lorgnetten på næsen foran | |
| et sligt skuespil , der uden videre overflommede alle | |
| deres kritiske begreber og blækhuse og viste dem død | |
| og rædsel for ramme , knusende alvor . | |
| Hvor ville ikke en sådan recensent vokset i evne | |
| fil at forstå , hvad der er imposant og mægtigt i en | |
| digtning og i begær derefter , om han bare en gang | |
| i sit liv havde set „ Hesfmanden “ * ) på en uvejrsdag , | |
| sine 1700 fod høj , ride sydover ud i havbrændingen , | |
| medens kappen flagrer mod nord om hans skulder , | |
| og man fuldkommen illusorisk seer , foruden kæmpen | |
| selv i sin vælde , hestens hoved , øren , halsen , trindsen | |
| og dens majestætiske bryst . | |
| Der nordpå har den nordiske folkeforestilling | |
| også lige fra myttens tid lagt hjemmet for al ondskabens | |
| hær ; der har finnefolket udøvet sine troldkunster , | |
| „ sat Gan “ , og der , ved det mørke , vintergrå , | |
| bølgebrydende ishav , stå ligesom endnu urtidens til | |
| jordens yderste grændser fordrevne guder , de dæmoniske , | |
| forfærdelige , halvt formløse mørkets magter , | |
| som aserne kæmpede med , men som først st . Olaf | |
| med sit sejrende , solblanke korshjalte ret fik „ sat i stok | |
| og sten “ . | |
| Det , som man , siddende på den trygge tne midt | |
| inde i civilisationen , så letvindt flyder fra sig som | |
| * ) et mærkeligt . Fjeld i Nordland . | |
| overtro , — men hvilket dog som naturmagter i folket | |
| endnu lever — arter sig overhovedet her syd i folket | |
| ganske anderledes dukkemæssigt for forestillingen . Man | |
| har sig en lille forskrækkelse af smånisser , godmodige | |
| huldrefolk , en elskovssyg nøk og sligt , som nord hos | |
| os næsten går imellem husene som overtroens tamme , | |
| vanlige husdyr . Man har også der godmodige | |
| underjordiske , som drive deres fredsommelige båd- og | |
| * jagtbrug usvnligt ved siden af befolkningen . Men | |
| så skaber naturrædselen ved siden af en hel hær af | |
| onde dæmoner , der drage menneskene , druknede mænds | |
| genfærd , der savne christen jord , bergriser , havdraugen , | |
| som ror i en halv båd og i vinternatten | |
| skriger fælt ude på fjorden . Mangen , der virkelig | |
| var i nød , har på grund af frygten for ham | |
| måttet undvære bjergningen , og de „ Fremsynte “ kunne | |
| se ham . | |
| Men overrager naturovermægtigheden livet knugende | |
| tungt på denne vintermørke , havfrådcndegrændsekvsf , | |
| der dæmrer i ni måneder og i de tre af dem | |
| endog mister solen , så der skabes mørkerædsel i | |
| sindet , — så ejer Nordland til den samme yderlighed | |
| også den stik modsatte character , sin solvarme , luftklare , | |
| duftopfyldte , med farvernes uendelige rigdom | |
| skjønhedsvexlende sommernatur , hvori afstande på | |
| ti—tolv mile hen over sjøspeilet nærme sig hinanden | |
| på talehold , hvori fjordene klæde sig med brungrønt | |
| græs helt til Toppen — i losoten op til to tusinde | |
| fods højde — , hvori småbjerkeskoven krandser sig | |
| oppe i liderne og fjcldrevnerne som en leg af hvide , | |
| sextenårs piger , medens aromaen af jord- og bringebæret , | |
| som vokser der , når du , i skjorteærmerne for | |
| varmen , kommer forbi , kendes i luften som intet | |
| andetsteds , og dagen er så hed , at du får trang | |
| til at bade dig i den solfyldte , skvnlpende , til bunden | |
| forunderlig klare sø . | |
| At alle vækster få så stærk aroma og farve | |
| deroppe , har de lærde forklaret af det stærke lys , der | |
| sylder luften , fordi solen er uafbrudt oppe hele | |
| døgnet . Derfor kan heller intet så aromatisk jordbær | |
| eller bringebær eller en så duftende birkegren tages | |
| nogetsteds som » der . | |
| Har en underdejlig idyl noget hjem , så er det | |
| inde i Nordlands fjorddale om sommeren . Det er | |
| som om solen da kysser naturen så meget desto | |
| inderligere for den korte tids skyld , den ved , de har | |
| at være sammen , og som om de begge den stund søge | |
| at glemme , at de så snart igen må stilles . Da | |
| springer græsbakken frem som ved et pludseligt under | |
| og i ødsel mangfoldighed blåklokken , løvetanden , | |
| smørblomsteret , præstekraven , tornerosen , bringebæret | |
| og jordbæret ved hver bæk , om hver Tue , i hver lid ; | |
| da summer hundrede sorter insekter i græsset som i | |
| et tropist land ; da drives kør , heste og får op i | |
| Dalene og fjeldsiderne , medens finnen fra højfjeldet | |
| kommer ned i fjorddalen med sine rener og vander | |
| dein i dalelven ; da ligger mullebærmyren rødmende | |
| i fjerdingmile indover ; da er der stille solskinsfred i | |
| hver hytte , hvor fiskeren nu sidder hjemme hos sine | |
| og døter på redskabet til vinterfisket ; da er der i | |
| Nordland sommer så dejlig , som kun få steder har | |
| den , og en idyllisk naturglæde og fred som kanske | |
| intetsteds . | |
| Af denne naturens kælne blødhed får nordlændingen | |
| også et drag i sin karakter ; han holder | |
| af , når han kan komme til , at leve og klæde sig godt | |
| og bo lunt ; han er med hensyn til delikatesser en | |
| ren lækkermund . Torsketunger , ungryper , rensdyrmarv , | |
| saltet uer , ørred , laks og alflens saltvandsfifl | |
| af første slags , serveret med deres tilbehør af lever | |
| og rogn , det nærende rensdyrkød og allehånde vildt | |
| ere tilligemed de friskt smagende multer for ham kun | |
| vanlige retter . Såvel finnen som den nordlandske | |
| almuesmand er derhos på barnevis glad i alslags | |
| søde slikkerier , og hans „ Sirup på grøden “ er viden | |
| bekendt . | |
| Opdraget i en natur så rig på modsætninger | |
| og muligheder og på det uventede i hele klaviaturen | |
| af nuancer fra det vildest storartede til det indtil | |
| tårer inderlige , yndige og henrivende , er nordlændingen | |
| i reglen et godt og kvikt , ofte et glimrende | |
| og fantasifuldt hoved . Stemningsfuld , som han er , | |
| overgiver han sig let til øjeblikket . Er der solflin i | |
| dit ansigt , bliver der også gerne solskin i hans . | |
| Men man må ikke tage fejl af ham og forveksle hans | |
| godmodighed med enfoldig tryghed — og det gør | |
| man her syd ofte . Inden i hans sjel vugger den | |
| stille mistanke , ham selv ubevidst , altid som en årvågen | |
| sjofugl , der dukker under , endnu medens det | |
| glimter af fængkrudtet og før kuglen har såt tid | |
| til at slå ned på det sted i søen , hvor den netop | |
| lå . Det pludselige , muligheden af alt muligt , har | |
| han fra barnsben af ude i naturen været vant til at | |
| tænke sig som et sværd , hængende over enhver fredelig , | |
| stille stund , og dette instinkt bærer han som | |
| oftest med sig ind i sin omgang med menneskene . | |
| Mens du taler med ham , dukker han kanske sådan | |
| under i sin sjel , og det gang på gang , uden at | |
| du har anelse om det , og uden at stemningen derfor | |
| afbrydes ; han gør det , mens han har tårer i øjnene | |
| i den inderligst rørte stund — det er så hans | |
| natur , hvoraf han altid vil beholde en snev , selv | |
| efterat han med alt sit er flyttet fra sit naturliv ind | |
| i de civiliserede forholde . Han undgår dig , smyger | |
| med sin fantasi og sin vare mistanke ind imellem og | |
| rundt dine tanker , ja om en rigtig begavet nordlænding | |
| — jeg er før fløv og ninteresseret til at kunne | |
| det — tror jeg , at han , uden at du aner det , kan | |
| gå med hænderne i lommen tvert igennem din | |
| sjel ind panden og ud baghovedet . Som opdagelsesbetjent | |
| og diplomat ville han været uvurderlig , dersom | |
| han blot havde haft mere karakter og ligget mindre | |
| barnagtig svagt under for øjeblikkets magt ; men her | |
| er desværre hans svage side . Jeg taler her om det | |
| dybe drag i folkeejendommeligheden , således som den | |
| arter sig i de mere fremtrædende naturer , og vil ikke | |
| misforstås , som om jeg mente , at der ikke også | |
| skulle findes mænd af karakter i Nordland ' — de | |
| hærdes der mangengang måske mere end andetsfeds op | |
| til det storartede . | |
| I en indfødt nordlandsk slægt vil der som oftest | |
| findes — det er i al fald min tro — nogle dråber | |
| finneblod . Det er også andetsfeds bemærket , at , | |
| når det i sagaen hedder om de bedste bondeætter på | |
| helgeland , at de nedstammede fra halvtrolde eller bergriser , | |
| betegner dette kun finsk afstamning . Vore kongeætter | |
| havde finsk herkomst , og fin var et velklingende | |
| fornavn , båret af landets bedste mænd , f . Eks . Fin | |
| Arnesen . Harald hårfager og Erik blodøxe giftede | |
| sig med finnepiger . Den mystiske , sandseligt-dragende | |
| akagt , som har været tillagt disse , var kun det erotiske | |
| udtryk for en stor nationalforbindelse op igennem | |
| tiderne mellem disse to fremmedartede folkeelemcnter : | |
| den lyshårede , blåøjede , i sindet større og roligere | |
| nordmand og den mørke , brunøjede , raptænkte , fantasirige , | |
| af naturmysfik opfyldte , men karaktersvagere , | |
| nndertrykte fin , hvis natur den dag i dag står på | |
| ski og synger moltoner inde i mangen nordmands | |
| sind , der i sin racefornemhed nu lidet aner , at han | |
| har sammenhæng med det folk . | |
| Der fremkommer for øvrigt efter min erfaring en | |
| stor karakterforskjel , eftersom blandingen er flet med | |
| den svage finlap eller med den storvoxede , stærke , | |
| trodsige finne : kvænen . Det gør en gemytsforskjel | |
| som mellem mol og dur i et og samme fantasistykke . | |
| det farverige drag i vor nation , som repræsenteres i | |
| digteren wergelands uendelige billedrigdom og sprang | |
| udover logiken , er visselig finsk — vor gamle saga | |
| kendes i al fald kun lidet ved det . Men deraf kan man | |
| også forstå , hvilken naturherlighed finnen har tilført | |
| vor folkekarakter . Finneblandingen har været en | |
| stor og væsentlig faktor i sammensætningen af det | |
| nuværende norske folks åndsegenskaber . . | |
| Om denne finneblanding , der i de nærmeste led | |
| endnu ligesom anses for en skam , har jeg talt med | |
| flere og fundet , at overraskende mange i stilhed | |
| have øje for den . Kvænfinblandingen gir energisfe , | |
| logifle , trodsige , handlesvangre mennesker ; den har vist | |
| i høj grad sat stål i vor østlandsfe og throndhjemsfe | |
| races natur . I Nordland har derimod lappeblandingen | |
| været den overvejende og til dels ændret | |
| folkekarakteren derefter . Kvæn-nordmanden besejrer | |
| nordlandsnaturen ; lappe-nordmanden ligger mere under | |
| for den og lider under dens tryk . | |
| Modsætningerne i den nordlandsfe natur er forstærke | |
| og yderlige til , at ikke den slægts sind , som | |
| lever deroppe , skulle være stærkt udsat for at tage knæk | |
| deraf . Den megen tungsind og tristhed , som findes | |
| der også hos den simple mand , og som så ofte udarter | |
| til sindsforvirring og selvmord , har visselig | |
| sin dybe sammenhæng og grund i disse naturforholde , | |
| i det lange vintermørke med sine tunge , | |
| overvældende scener , der knnger sjelen ned i ensom | |
| lysforladthed , og i de stærke og pludselige indtryk , | |
| der såvel i den mørke som i den lyse tid alt for | |
| voldsomt griber i gemyttets inderste , fine strænge . | |
| Jeg har tænkt over disse ting som knap nogen anden , | |
| tænkt , mens jeg selv har lidt ved dem , og jeg forstår , | |
| — skønt jeg , når det kommer ind på min egen | |
| person , igen aldeles ikke forstår det — hvorfor | |
| » ssoonæ sizlu « , det „ andet syn “ , „ Fremsynethed “ , | |
| som det heder i Nordland , dersteds ligesom på shetlandsog | |
| ørkenøerne kan opkomme og nedarves i familien . | |
| Jeg forstår , at det er en sjelesot , som ingen | |
| kur , ingen forstand eller refleksion kan kurere . Man | |
| er født med et tredje vindue i sin sjels hus foruden | |
| de to sunde øjne , et vindue , der vender ud til en | |
| verden , som andre kun ane , men som en selv er fordømt | |
| til , når øragningen kommer , at målte gå hen | |
| og se ud af : det lader sig ikke tilstoppe af bøger eller | |
| af nogen forstandig refleksion , ikke gjenmure selv hermidt | |
| i den „ oplyste hovedstad “ , højst kun formørke en | |
| stund med glemselens gardin . | |
| Ak , når jeg erindrer mig , hvordan jeg derhjemme | |
| i Nordland gik og forestillede mig kongens slot i | |
| Kristiania , med tinder og tårne vældigt ragende | |
| over staden , og kongens mænd som en gylden strøm | |
| -fra borggården helt op til thronsalen , eller akershus | |
| fæsfning , når kanonerne tordnende meldte kongens | |
| ankomst , medens luften som en storm var opfyldt | |
| med krigsmusik og mægtig kongelig befaling ; når | |
| jeg tænker mig , hvorledes jeg forestillede mig „ Lysets | |
| høje hal “ , universitetet , som et stort , hvidt kridtbjerg , | |
| altid med solskin i ruderne , eller hvordan jeg udmatte | |
| mig storthingssalen og de mænd , som færdedes | |
| der , og hvis navne i fantasiens forstørrelse fortonede | |
| sig opover til os , som om der for hvert gik en mægtigt | |
| rungende klokke i luften , navne som foss , sørenssen , | |
| Jonas Anton hjelm , schweigård og mange | |
| flere ; når jeg sammenligner det , som jeg i Nordland | |
| forestillede mig ved alt dette , med den „ for vore små | |
| forholde vistnok respektable virkelighed “ , hvori jeg nu | |
| lever og færdes , — så er det , som et korthus af | |
| illusioner , højt som snchætten , falder sammen over | |
| mig . Jeg har altså , indtil jeg blev nogle og tyve år | |
| gammel , level kun i et nordlandsk eventyr og er nu | |
| først egentlig født frem til den virkelige verden ; jeg | |
| har været bjergtagen i min egen fantasi . | |
| Fortalte jeg nogen alt dette , ville han — og jo | |
| fornuftigere manden var , desto mere sikkert ville det | |
| sle — visselig finde ud , af min udmærkede lxumon | |
| artium nok må have gået til ved en åbenbar fejltagelse , | |
| kommer det imidlertid an på tteoretisk raisonnement | |
| og kundskab , så har jeg gudskelov ligeså | |
| gode evner som de fleste . Jeg ved også , af jeg deri | |
| har det par elastiske årer , hvormed jeg så langt , jeg | |
| tiltrænger det , skal kunne ro min båd gennem det | |
| praktiske liv uden af støde an . Lasten , som jeg har i | |
| båden , så tung , så tung , og til sine tider igen | |
| så livsalig dejlig , får ingen se . | |
| Jeg føler en dyb trang til at græde ud mit hele | |
| nordlandfle eventyr og ville gøre det , hvis jeg bare | |
| kunne græde livet ud med det samme . Men hvorfor | |
| ønske at miste alt det dejlige , hele illusionen , når | |
| jeg så alligevel til min dødssfund må bære på det | |
| tunge , som den har lagt på mig ! | |
| Min lettende gråd skal være i stille timer at | |
| male mine livserindringer fra dette mit hjem , som | |
| så få hernede forstår . Det er en stakkels , på | |
| sjelen syg mands fortælling , hvori der findes mere | |
| af egne indtryk end af ydre begivenheder . | |
| tredie afsnit . | |
| Første capitel . | |
| Hjemmet . | |
| Min fader var landhandler og ejede handelsstedet | |
| . . . ven i vestlofoten . Han var egentlig fra | |
| Throndhjem , hvorfra han som ubemidlet gut var | |
| kommen nordpå med et handelsfartøj af de , som derfra ' | |
| pleje at sendes til lofoten for at handle i fisketiden . | |
| I sin ungdom havde han haft meget at gå igennem | |
| og en tid endog arbejdet i et bådlag som simpel | |
| fifler , indtil han endelig kom i tjeneste som krambodsvend | |
| hos handelsmand Erlandsen , hvis svigersøn | |
| han blev . | |
| Min fader var i sin middelalder en smuk mand , | |
| sorthåret , mørklet , med skarpe energiske ansigtstræk | |
| og heller lav end høj . Han gik altid i en brun | |
| dyffels sjømandsjakke og blankhat . Af væsen var | |
| han barsk og lidet tilgængelig ; det hed også , at han | |
| var en temmelig hård mand , — noget , hvori den | |
| livets strenge skole , hvori han havde gået , kanske | |
| var skyld . Skaffede dette hans væsen ham end få | |
| private venner , så erhvervede det ham på den anden | |
| side nok desto større tillid i forretninger , hvori han | |
| var promte og grej , skønt til det yderste påstålig | |
| på , hvad han troede , var sin ret . Man frygtede | |
| ham og ville nødig være hans uven . | |
| Af hvad man oplever før sit ottende år , har | |
| man gerne kun en glimtvis erindring , men disse | |
| glimt stå til gengæld for hele livet . Og af min | |
| stakkels ulykkelige moder bærer jeg i min sjel et sådant | |
| billede . Jeg kender hende deraf bedre end af | |
| alt , hvad jeg siden fik høre af hende , og hvorefter hun | |
| blandt andet skal have haft lyst hår og blå , blide | |
| øjne , været brystsvag og bleg og af figur temmelig høj . | |
| Hun skal tillige have været meget stille og meget trist af sig . | |
| Hun var Erlandsens eneste datter og blev gift | |
| med min fader , endnu medens han stod som underordnet | |
| i hans tjeneste , og det hed , at det var gamle | |
| Erlandsen , som fik istandbragt denne forbindelse , da | |
| han derved troede bedst at sikre hendes fremtid . | |
| Det var en varm sommerdag , slåttefolkene | |
| støde i skjorteærmerne og slog med langlia ude på | |
| engen ; jeg fulgte med min moder , som gik strikkende | |
| forbi dem . Ovenfor gærdet lå en halvnøgen klippehang , | |
| bag hvilken min mor havde en bænk . Bag | |
| den i en stenrøse voksede der bringebærbnske , og ved | |
| siden af stod en del småbirke . Medens jeg kravlede | |
| om imellem stenene og lod mig bringcbærene smage , | |
| råbte far på min mor . | |
| da hun var gået bort , kom der fra den anden | |
| side hen til mig en høj , bleg dame , som så ældre | |
| ud end mor , sort klædt , med en opstående , hvid , | |
| pibet halskrave ; hun så så venligt på mig og | |
| rakte ligesom henimod mig en vild tjørnerose , som | |
| hun havde i hånden . | |
| Jeg var flet ikke bange ; det var heller ikke , som | |
| om hun var fremmed . Hun nikkede dernæst vemodigt | |
| til mig som til afsked og gik bort den samme vej , | |
| som hun var kommen . | |
| Da mor kom tilbage , fortalte jeg hende , af der | |
| havde været en så snild fremmed dame , men hun var | |
| vist meget bedrøvet , og nu var hun gået . | |
| Min moder — jeg husker det , som om det var ' | |
| i dette øjeblik — stod en stund stille , hvid som et | |
| lagen og så på mig med en angst i øjet , som om | |
| vi nu skulle dø begge to , så slog hun armene sammen | |
| over hovedet og faldt besvimet om . | |
| Jeg var for bange til af skrige , men tror af erindre , | |
| af jeg , medens hun lå der livløs henstrakt i | |
| græsset ovenfor bænken , kastede mig over hende og | |
| råbte : „ Mor ! “ | |
| Lidt efter var jeg kommen springende hen til far , | |
| der stod i skjorteærmer henne på engen og slog hø | |
| blandt de andre , og havde hulkende sagt , af nu var | |
| moder død . | |
| Fra den stund var min moder sindsforvirret | |
| hun måtte i mange år stadig vogtes på sit eget | |
| værelse , og min fader havde vist mangen en tung | |
| time . Siden bragtes hun til et sindsspgeasyl i | |
| Throndhjem , hvor hun to år efter døde uden et øjeblik | |
| af være kommen til besindelse . | |
| Den , som i den tid fog sig af mig , var gamle | |
| Anne kvæn , et koparret , mandfolkagtigt kvindfolk med | |
| små brune øjne , stridt , stålgråt hår og næsten | |
| hexeagtig markerede træk samt som oftest en kort , sort | |
| kridtpibe i munden . Hun havde været min moders | |
| barnepige og hang ved hende med hele sin sjel . Da | |
| min moder blev sindssvag , forlangte hun ivrigt at | |
| „ være vagt “ på blåsalen ; men dette måtte opgives , | |
| da det viste sig , at netop hendes nærværelse mest ophidsede | |
| den syges sind . Min moder tålte heller | |
| ikke at se fader , og mig turde de slet ikke vise hende . | |
| Gamle „ Anne kvæn “ havde været min moders | |
| eneste fortrolige i dette liv . Hun var yderlig overtroisk | |
| og underlig af sig . For hendes indbildningskraft | |
| holdt Nissen og drangen ligeså vist til nede | |
| på sjøboden og i bådhuset , som min fader- residerede | |
| i hovedbygningen , og under fjeldet på østsiden | |
| af havnen drev de „ Underjordiske “ lige så vist | |
| usynligt deres fiskebedrift og jægtebrug på Bergen , | |
| som fader havde et synligt inde i bunden af den . | |
| Hun har visselig opfyldt min stakkels moders hoved | |
| med sin mystiske overtro i ikke mindre grad , end | |
| hun fyldte mit . Der var alskens mærker og tegn at | |
| tage fra morgen til aften , og hun havde altid en | |
| urolig mine , som om hun gik på holdt vagt . Når | |
| der kom en båd , skulle man vende sig mod søen | |
| og spytte og mumle nogle ord imod sjøvatterne . | |
| — hun så hver mands vardsger eller fylgje . | |
| For dets skyld måtte døren ikke lukkes for hastigt | |
| efter den , som gik ud , og hun kunne altid høre det | |
| varsle forud , når fader kom hjem fra rejse . | |
| Da „ Anne kvæn “ ikke længer fik tilladelse til | |
| at komme ind på blåsalen til moder , gjorde hun ' i | |
| stilhed en hel mængde kunster udenfor døren . Jeg | |
| erindrer således , at jeg engang stod i trappen og så | |
| hende bøje og neje sig og derimellem male med spyt | |
| på døren og mumle , indtil jeg angst sprang | |
| min vej . | |
| I hendes besværgelsesformler forekom oftere navnet | |
| „ Jumala “ , navnet på bjarmernes gamle gud , som | |
| der langt nord nok er mindre udryddet , end man tror , | |
| og som den dag i dag også , kan hænde , indover | |
| fjeldvidden i finmarken endnu har en eller anden | |
| offersten . Imod „ Finne-gan “ — og mistanken | |
| derom stod på så godt som hver finnedåd , der landede | |
| ved bryggen — havde hun også sine præservativer ; | |
| hunsammensmellede øjensynligt kvæn- og kristenguden | |
| i sine mystiske besværgelser for at overvinde | |
| lappetrolddommcn . | |
| Under disse indtryk på sindet voksede jeg op . | |
| Præstegården med den hvide tårnekirke ved | |
| siden af lå kun et kort stykke vej fra os nede | |
| ved søen på den højre side af bugten , når | |
| man så udover fra vort handelssted , som lå inderst | |
| i den . | |
| de havde der en huslærer , — vi kaldte ham | |
| altid „ Studenten “ . | |
| Did gik jeg her dag i skole sammen med præstens | |
| to børn , en opvakt gut ved navn Carl , der | |
| var et år yngre end jeg , nemlig tolv år , og hans | |
| med mig akkurat jevngamle søster Susanne , et blåøjet , | |
| viltert barn med en mængde gult hår , der | |
| altid skulle flydes fra panden , og som , når hun | |
| kunne komme til ubemærket af studenten , stadig gjorde | |
| alflens ansigter og grimacer over til os to andre for | |
| at få os til at le . | |
| Huslæreren var nemlig såre streng og indgød | |
| yderlig respekt . Den lattertrang , som vi ved flige | |
| lejligheder sad og pinte os med uden at turde se op | |
| på hinanden , for at det ikke skulle komme til udbrud , | |
| var egentlig alt andet end morsom , thi hver gang det | |
| eksploderede , bekom det os alle såre ilde , idet der som | |
| første akt vankede lug og ørefigen og dernæst lange , | |
| skrevne Haranger i karakterbøgerne om vor opførsel . | |
| Susanne | |
| var heri ofte rent ud ubarmhjertig ; det | |
| var nemlig kommet dertil , af hun bare med et lidet | |
| blink i den ene øjekrog kunne antænde den hele febertilstand | |
| hos os , så vi sad sprudrøde i kinderne som | |
| æbler , med de stive , stirrende blikke naglede i bogen , | |
| indtil det ikke bar længer . Især virkede hun på mig , | |
| som hun dog vidste måtte bøde strengt derfor hjemme ; | |
| thi fader var en hård mand , der kun alt for lidet | |
| forstod sig på børn . | |
| i vore fritider legede vi så livligt , som vistnok | |
| så børn har legt . | |
| Imod det strenge og mørke liv hjemme , hvor | |
| fader holdt til enten ude i sin forretning eller oppe | |
| på contoret , hvor der fra blåsalen af og til hørtes | |
| støj og råb fra min stakkels , vanvittige moder , og | |
| hvor Anne kvæn altid rumsterede næsten som en | |
| uhyggelig ånd , var legen med præstebørnene som et | |
| liv henne i en anden glædelig , solbeskinnet side af | |
| verden . | |
| Andet capitel . | |
| I fjæren . | |
| Endnu mere end her sydpå i Norge er fjæren | |
| i Nordland en dragende legeplads for børn . I ebbetiden | |
| ligger havbunden tør ganske anderledes langt | |
| udover end her syd . | |
| Den leragtige sandgrund ligger da bar med | |
| enkelte pytter i , hvori fiskeyngelen svømmer , medens | |
| på den yderste kant ude ved søen spadserer en eller | |
| anden strandfugl eller sidder en ensom måge på en | |
| sten . Den bølgetegnede , fine sandlere er fuld af | |
| tuer med snirkler over efter den store , eftersøgte agnmark , | |
| som der snor sig ned i jorden . Skjulte indenfor | |
| stenene eller i tarreklaserne ligge de små , rappe , | |
| glasklare , rægelignendc „ Marifluer “ , der , når de forfølges , | |
| pile gennem det grunde vand . De bruges af | |
| smågutter som agn på knappenålsangelen til at | |
| sisfe småmort . | |
| På den høje grcrsbakke ovenfor stranden mellem | |
| nogle store stene byggede vi tre børn af flade stenheller | |
| vor egen handelsgård med søbod , nøst og | |
| brygge nedenfor . | |
| I nøstet ejede vi alle slags både , små og | |
| store , fra den firårede kæp lige op til femboringen , | |
| dels af træe og bark , dels af de bådformede blå | |
| kråkesjæl . Formen på vor stolthed , den store jægt , | |
| — et stort , repareret trug med en mast og „ Flagedæk “ , | |
| der stadig udrustedes til „ Bergensstevnet “ — | |
| var jo ikke den bedste , og jeg husker endnu , hvor | |
| mangen gang jeg sad i kirken og tænkte tnig det | |
| eventyr , at vi ejede det herlige , fuldtriggede skib med | |
| kanoner , som hang der oppe under hvælvet , og hvorledes | |
| jeg , medens præsten prædikede , fantaserede op | |
| alskens sejladser , som Carl , men især Susanne skulle | |
| undre sig såre ved at se på . Det skib var det | |
| eneste , jeg dengang manglede i min lykke . | |
| Inde i bugten ved faders brygge var beder i | |
| søen en dyb „ Marbakke “ , hvor der på eftersommeren | |
| gik stimer af mørt og anden småfisf , og der drev | |
| vi gutter vort fiste hver med sin lintråd med | |
| knappenålsangel i enden . Vi star fisfen op , hang | |
| den kløvet over hjeldstængerne , som vi havde stående | |
| udover Marken henne ved vor egen handelsplads , og | |
| præparerede den til tørfisk , medens vi lod leveren stå | |
| hen i småkar og rådne , til den blev Tran . Begge | |
| produkter stabledes så behørig hen på vor søbod , | |
| for siden med vor jagt „ at gå til Bergen “ , og , det | |
| ved gud , vi syslede , arbejdede og trællede ligeså ivrigt | |
| og alvorligt med vort som de voksne med sit , endda | |
| vor eneste , reelle fortjeneste kun var det solskin , som | |
| vi fik over vore brunstegte , glade ansigter . | |
| Carl var en spædbygget gut , der for det meste i | |
| alt fulgte sin mere energiske søster . Begge præstebørnene | |
| havde tæt , gult hår ; hos Susanne ringede | |
| det sig lok i lok , så det næsten blinkede om hovedet , | |
| hvergang hun bevægede sig — noget hun , som før fortalt , | |
| stadig gjorde med et kast for at holde det bort | |
| fra panden . Begge vare de tillige meget hvide og | |
| skære i huden og havde dejlige , blå øjne . Snsanne | |
| var dengang , jeg ved ikke , om for sin alder lav eller | |
| høj — jeg tænkte mig hende i al fald allermindst som | |
| jevnhøj med mig , skønt , hun vist må have været et | |
| halvt hoved mindre ; resten af målet udfyldtes nok | |
| af min beundring . | |
| Jeg husker hende , når hun om søndagen fluide | |
| til kirke sammen med sin moder — en liden bleg , | |
| mørkklædt , undtagen søndag formiddag altid på en | |
| lang , trist strømpe strikkende , hustravel kone . Hun | |
| gik pyntet på den sandstrøede . Kirkevej , i hvid eller | |
| blå kjole , med en mørk schæfcrhat på hovedet , et | |
| lidet hvidt lommetørklæde sammenfoldet bag en meget | |
| stor gammel psalmebog og hvide strømper og sko med | |
| korsbånd over foden . En skønnere dragt end Susannes | |
| søndagspuds troede jeg ikke , der kunne findes i verden . | |
| i kirken sad præstefamilien på første bænk lige | |
| under prækestølen og vi — min fader og jeg — et | |
| par stole bagenfor , og vi vekslede da mangt et kun | |
| for os forståeligt frimurertegn . | |
| Engang krænkede Susanne mig dog dybt — ja | |
| til bitre tårer . Det blev mig nemlig klart , at hun | |
| havde gjort også min fader til Skive for sine muntre | |
| betragtninger . Med sin gode , stærke røst sang han | |
| på landsens naive vis psalmerne meget højt , men | |
| satte — hvad jeg og mange andre dengang fandt meget | |
| tiltalende — ved hver udgang en egen snur på | |
| tonen , der ikke hørte melodien til , men var af egen | |
| composition . Dette sidste havde nok været genstand | |
| for snak i præstegården , og Susannes lille gryde | |
| havde da også haft øren . Da hun mærkede , at jeg | |
| havde opdaget det , så hun såre ulykkelig ud . | |
| Da Carl var tretten år gammel , sendtes han til | |
| latinskolen i Bergen , og den „ kostbare “ Huslærer rejste | |
| med sidste dampskib samme høst . | |
| Susanne fik fra nu af undervisning af sine forældre , | |
| og jeg måtte tage min lærdom hos klokkeren , | |
| en godmodig gammel mand , der selv lidet kunne | |
| udenfor det at spille violin , hvilket han gjorde med | |
| lidenskab og vistnok også med en , om en uryddig , | |
| genial sands . | |
| Da klokkeren havde udvirket mig tilladelse hos | |
| min fader til at lære at spille , og jeg ligesom klokkeren | |
| syntes bedre om denne underholdning end om | |
| lektierne , gik hele tre år , eller tiden til over mit | |
| sekstende år hen på en måde delt mellem violinspil | |
| og lediggang . | |
| Havde min ånd i den periode af mit liv været | |
| holdt tilbørligt under arbejdets daglige tugt , ville | |
| måske meget hos mig siden artet sig anderledes . | |
| Som det blev , gaves jeg desværre helt mit eget | |
| fantasiliv i vold og fik grundlagt i mig stemninger , | |
| der siden i en fordærvelig grad blev mit livs herrer . | |
| Den delelinie , som der inde i enhvers bevidsthed er | |
| draget mellem fantasi og virkelighed , trænger visse | |
| naturer , der leve under stærke fantasiindtryk , til | |
| alvorligt og stadigt af få opgået , ellers flettes den | |
| let på enkelte punkter ud og overgår til en sygelighed . | |
| Uagtet vi nu ikke længer havde den overflødige | |
| lejlighed som før til af komme sammen , var Susanne | |
| og jeg alligevel gennem hele øpvæxten stadige legekammerater | |
| og fortrolige . | |
| Når hun havde noget af betro mig , passede hun | |
| som oftest på ved grinden , der gik fversover vejen | |
| henne ved præstegårdsjordet , ved de tider , da jeg gik | |
| til eller fra klokkeren . | |
| En dag , jeg kom gående vejen hjemover med | |
| mine bøger under armen , sad hun i sin blårudede | |
| blouse og sckæferhatten på overgangstrappcn ved | |
| siden af grinden . Hun så ud til at være i meget | |
| siet humør , og jeg forstod straks , at der skulle vanke | |
| noget . | |
| Hun svarede ikke på min hilsen ; men da jeg | |
| hastigere , end hun syntes om , søgte at flippe igennem | |
| grinden , spurgte hun mig i en ophidset tone , om det | |
| var sandt , hvad de sagde , at jeg var så doven , at der | |
| ingenting kunne blive af mig herhjemme . | |
| Susanne havde ofte drillet mig ; men det , som | |
| denne gang krænkede mig , var , at jeg skønnede , at | |
| man i præstegården opholdt sig over os hjemme , og | |
| at Susanne var med på det . Havde jeg vidst , at | |
| Susanne sad der den dag som min slagne forsvarer , | |
| ville jeg visselig taget sagen anderledes , end jeg gjorde , | |
| idet jeg nu med en krænket mine gik min vej nden | |
| at værdige hende et ord . | |
| Da jeg kom hjem , fik jeg høre , at præsten og | |
| min fader vare blevne uenige i forligelsescommissionen . | |
| Præsten , som var forligelsescommissær , havde ytret , | |
| at han syntes , min fader i en sag for for hårdt | |
| frem , og min fader havde givet ham et brådt svar . | |
| Det var i anledning heraf , at kritiken over os nu | |
| var sluppet los i præstegården . | |
| Os børn gav dette forhold mellem de voksne en | |
| utryg skyhed , og jeg husker , at jeg i begyndelsen endog | |
| var bange for at gå forbi præstegården , da jeg | |
| mulig kunne træffe præsten på vejen . | |
| Susanne gjorde imidlertid adskillige tilnærmelsesforsøg ; | |
| men ved det mindste glimt af hendes blårudede | |
| kjole tog jeg altid lange omveje i Marken ovenfor | |
| vejen eller ventede inde mellem træerne , til hun var | |
| borte . | |
| I et par dage så jeg intet til hende ; men da | |
| jeg en dag kom gennem grinden , stod der skrevet med | |
| blyant på det hvide navnebræt i mærkestølpen for | |
| roden : „ Du er vred på mig men s . er slettes ikke | |
| vred på dig . “ | |
| Skriften , den klodsede store , kendte jeg nok , og | |
| jeg vendte tilbage til grinden to , tre gange den samme | |
| dag for at læse den om igen og om igen . Det var | |
| Susanne i en ny skikkelse ; jeg så hende i tankerne | |
| bag bogstaverne som bagom et gelænder . | |
| Jeg satte om eftermiddagen under : „ Se bag | |
| stolpen ! “ Og der skrev jeg : „ D . er heller ikke vred | |
| på s . “ | |
| Dagen efter stod Susanne i haven ved rækværket , | |
| da jeg gik forbi , men lod , som om hun ikke så mig ; | |
| hun angrede nok , at hun havde været for snar til at | |
| komme mig i møde . | |
| Skønt forholdet udvortes var i højeste grad | |
| høfligt , var dog min faders omgang med præstens | |
| fra hin tid i grunden at anse som afbrudt ; de satte | |
| aldrig uden ved særegne anledninger og efter højtidelig | |
| indbydelse foden indenom hinandens døre . Dette | |
| gav igen Susannes og min omgang et vist stjålent | |
| præg . Skønt der intet forbud lå på os , lurede vi | |
| os dog på en måde kun til at mødes . | |
| Vi vare begge to ensomme børn . Susanne sad | |
| fangen i hverdagskjedsommeligheden hjemme under | |
| moderens strenge opsigt , og i mit triste hjem havde | |
| jeg altid en følelse , som jeg frøs og var ræd , og som | |
| al glæden var henne i præstegården hos Susanne . | |
| det var derfor intet under , at vi altid længtes ud til | |
| hinanden . | |
| Som vi blev ældre , kom lejlighederne sjeldnere , | |
| men længselen blev derved kun opdæmmet i os desto | |
| længere , og de øjeblikke , vi så kunne være sammen , | |
| fik efterhånden , os selv ubevidst , en anden karakterend | |
| den gamle barnslige . At tale med hende var nu | |
| blevet mig en tørst , og jeg sværmede mangen en dag | |
| om præstegården blot for at se et glimt af hende . | |
| Jeg var hen ved seksten år , da hun en morgen , | |
| jeg kom forbi præstegårdshaven , vinkede mig hen og | |
| rakte mig en blomst over muren . Hun sprang derpå | |
| skyndsomt ind tvert over gulerodsengene , som om hun | |
| var bange for , at nogen kunne se det . | |
| Det var første gang , det gik op for mig , at hun | |
| var så smuk , og jeg tænkte længe på hende , som hun | |
| stod der i haven mellem buskene med morgensolen | |
| over sig . | |
| Tredie capitel . | |
| Drengesfuen . | |
| Den spøgelsestemning , der gik igennem vort hus , | |
| fik først rigtig luft nede . i drengesfuen , når drengene | |
| og pigerne og de færdendes af almuen , som tog | |
| nattelogis , om kvælden sad ved det røde skin fra | |
| jernovnen og fortalte historier om alskens forlis og | |
| spøgeri . | |
| på krakken i rummet mellem ovnen og væggen | |
| sad den vakre , stærke Jens dreng med sit snedker - | |
| og reparationsarbejde om sig ; han havde det egentlig | |
| kun med at gøre sit arbejde og i tavshed lvtte til | |
| de andre . Ved ovnen holdt „ Komag Nils “ på med | |
| at trane komager eller skindtøj — sit navn havde | |
| han , fordi han syede komager . Komag-nils var en | |
| liden fyr med en uredelig , gul lug , der lå ham ned | |
| i panden , et ansigt rundt som en måne , hvori næsen | |
| sad som en liden knup , og , når han lo , fik hans | |
| tyndlæbcde , brede mund med de store kjævær et udtryk | |
| næsten som et dødninggrin . Hans små melkeblandeøjne | |
| plirede da hemmelighedsfuldt til og sagde tillige , | |
| af han var et kvikt hoved . Det var i virkeligheden | |
| ham , der kunne de fleste historier , men endnu mere | |
| ham , som kunne få de fremmede til af fortælle , | |
| eftersom det faldt sig , både fra den synlige og den | |
| usynlige verden . | |
| En tredje af drengene hed med et øgenavn , som | |
| man dog ikke gav ham , så han hørte derpå , Anders | |
| blyhat , så kaldt , fordi han af og til havde flemme | |
| raptuser , hvori han drak og holdt på af komme ud | |
| af tjenesten . Han var imidlertid på sin bis overmåde | |
| dygtig . Når det rigtig kneb — i uvejr — | |
| steg han således med engang til den betroede post af | |
| være høvidsmand i båden ; thi om hans overlegne | |
| dygtighed under sejladsen var der kun en mening . | |
| Når faren var over , sank han så igen tilbage til | |
| af være den ringe mand . | |
| til husets faste drengestuestok hørte også en | |
| pige på tyve år , som vi kaldte „ fransfe Martine “ . | |
| Hun var ligesom af et helt andet mennesteslag end det | |
| i Nordland vanlige , var livlig og kvik , med et vældigt | |
| krøllet sort hår over et brnnt ovalt ansigt med påfaldende | |
| regelmæssige linier . Hun var spædbygget og | |
| af middelhøjde og god figur . Hendes øjne var , . | |
| Under svære sorte øjenbryn , mørke som kul ; når | |
| hun blev opbragt , kunne de ligefrem gnistre . Hun var | |
| forelsket i den tavse Jens dreng og uden al grund | |
| yderlig skinsyg . Man sagde også , at der skulle blive | |
| et par af de to , når han havde fået gjort med et | |
| par fiskeresser til , men officiel var i al fald ikke sagen , | |
| og som jeg tror , fordi Jens dreng i det længste gjorde | |
| sin passive modstand og aldrig udtrykkelig friede . | |
| Franske Martine var af herkomst et af de nægte børn | |
| i fifledistrikterne deroppe , hvis fædre er fremmede | |
| skippere eller matroser . Hendes fader sagdes at | |
| have været en fransk Matros . | |
| At gå i drengestuen om aftenen var mig af | |
| min fader strengeligen forbudt ; han vidste vel , at der | |
| vankede forskelligt , som ikke var for børns øren . | |
| Men nu fortaltes på den anden side netop dernede | |
| det interessanteste , jeg kunne tænke mig på jorden . | |
| Følgen blev da , at jeg hemmelig sneg mig derned . Jeg | |
| erindrer således , hvorledes jeg en mørk høstaften , da | |
| jeg havde listet mig derned , lyttede , medens komagnils | |
| — han med det gule ansigt og dødningegrinet , | |
| når han lo — fortalte en slem spøgelsehistorie fra | |
| Erlandsens formands tid . | |
| Dengang stod der en gammel søbod et stykke | |
| udenfor præstegården . Og så var det en juleaften | |
| at de sad og drak og julede inde på handelspladsen . | |
| Da klokken blev elleve , slap øllet op , og så blev | |
| . Drengen , som hed Rasmus og var en stærk og modig | |
| Karl , sendt hen til søboden , hvor øltønden lå , for | |
| at tappe fuldt et svært krus med sølvbeslag , som han | |
| fik med . Derhenne satte Rasmus løgten på tønden | |
| og begyndte at tappe . Da krnsct var fuldt , og han netop | |
| tænkte på at sætte det til munden , så han over | |
| øllønden liggende med kroppen ind i mørket , hvor | |
| alle tønderne lå i rad og række , en forfærdelig stor , | |
| bred og mørk skikkelse , hvøraf der udgik et iskoldt | |
| pust , som af en tør , der var oppe ; den blinkede mod | |
| ham med et par svære øjne som af en mat hornløgt | |
| og sagde : „ Tjuv i juleøllet . “ Men Rasmus dreng | |
| forsømte sig ikke . Han slængte det tunge krus lige i | |
| synet på drangen og rendte så afsted af al magt . | |
| Udenfor var der måneskin på sneen , han hørte , | |
| hvorledes det streg og ulede nede i fjæren , og mærkede | |
| at drangene i større og større hob forfulgte ham . | |
| Da han kom til kirkegårdsmuren , var de nær ved | |
| ham , og han fandt da i nøden på det råd at råbe | |
| ind øver den : „ Hjelper mig nu , alle døde ! “ De døde | |
| ere nemlig fjender af drangene . Da hørte han | |
| hvorledes de rejste sig derinde , og hvorledes der blev | |
| larm og hyl søm af et slag . Selv førfulgtes han | |
| imidlertid ihærdigt af en „ Udbåren “ , der holdt på | |
| at tynge ham ned , netop som han fik sat i dørklinken | |
| og frelst flap ind . Men der besvimede han midt på | |
| gulvet . Dagen efter — den første juledag — så | |
| kirkefolkene spredte rundt om på gravene stykker af | |
| ligkistebord og derimellem alflens gamle vastrukne årer | |
| og bådplanker af den slags , som synker tilbunds | |
| efter forlis . Det var de håndvåben , som de døde | |
| og drangen havde brugt , og man kunne af mangt | |
| skønne , at de døde vare blevne sejrherrer . Man | |
| sandt også nede på søboden både tinkruset og | |
| løgten igen . Tinkruset var slået fladt mod draugens | |
| pandcbrask , og løgten havde utydsfet knust , da drengen | |
| undslap * ) . | |
| Komag-nils kunne også fortælle en hel del om | |
| „ Fremsynte “ og deres syner dels ind i åndeverdenen , | |
| dels i selve virkeligheden , hvoraf de enten føle forudvarsler | |
| eller — som ved en Art luftspejling for det | |
| indre blik — kunne se , hvad der foregår netop i | |
| øjeblikket på de fjerneste steder . De kunne sidde i | |
| et lystigt lag og så med et blege og urolige stirre | |
| fraværende hen i luften foran sig . Hvad de se , er | |
| mangehånde ting , og så undflipper der dem undertiden | |
| udråb som : „ Nu er der ildløs i bygningerne | |
| hos haNdelsmaNd N . N . i . . . vågeN “ eller „ Nu | |
| brænder Throndhjem “ . Undertiden se de store ligtog | |
| drage forbi sig med en tydelighed , så at de kan be * ) | |
| motivet fra Nordland . | |
| skrive hver mands plads og udseende i det , kisten | |
| selv og gaderne , hvorigennem toget passerer . De | |
| kan da sige : „ Nu begraves en stor mand nede i | |
| Kristiania . “ Når så efterretningen kommer , stemmer | |
| det altid . På søen kan det hænde , at en sådan | |
| mand kan sige til høvidsmanden , at han nok gør | |
| rettest i en liden stund at døje af på coursen ; og | |
| dette bliver altid lystret ; thi man er vis på , at han da | |
| ser det foran båden , som ingen af de andre skønner , | |
| men som kan volde ulykke — i regelen draugen i | |
| sin halve båd eller andet genfærd . | |
| En af komag-nilses mange historier af den | |
| slags var hændt en kending af ham ude på vinterfisfe . | |
| Vejret havde et par dage været rent overhændigt , | |
| men bedagede sig den tredje dag så vidt , at et af de | |
| bådlag , som holdt til i rorboden , mente at det nok | |
| måtte gå an den dag at få draget garnene . De | |
| øvrige trøstede sig derimod ikke til . Nu er det skik | |
| at bådlagene give hinanden håndsrækning til at | |
| sætte båden ud , og så skulle nu også sle . Da de | |
| kom ned til femboringen , som var trukket et godt | |
| stykke på land , fandt de årer og tofter vendte | |
| baglænds i båden , og det var derhos , trods alle | |
| forenede anstrengelser , ikke muligt at få den rykket af | |
| pletten . De prøvede sig en to , tre gange uden nytte . | |
| Bien så sagde en af dem , der var kendt for fremsynt , | |
| at efter det , som han så , var det bedst , at de i dag | |
| ikke videre rørte ved den båden ; den var tungere end | |
| mandsmagt . Med det ene af bådlagene , som holdt | |
| til i rørboden , var også en kvik gut på fjorten | |
| år , der hele tiden morede dem ved al slags gabestreger | |
| og aldrig var rolig . Han tog en svær sten | |
| og kastede den af al magt ind i bagskotten af båden . | |
| Ud af den for så pludseligt synlig før alle en draug , | |
| i sjøklæder med en svær tarrevase i stedet for hoved . | |
| Den havde siddet baglænds og tynget båden og for | |
| nu ud i sjscn , så skumsprøjten fossede om den . | |
| Da det var sket , gik fembøringen glat i vandet . Men | |
| den fremsynte så på gutten og sagde , at dette fluide | |
| han ikke gjort . Gutten lo imidlertid som før og mente , | |
| at fligt noget troede han ikke på . Da de så om | |
| aftenen var komne hjem og folkene lå og sov inde i | |
| rørboden , hørte de klokken omkring tolv om natten | |
| gutten skrige om hjelp . En af dem syntes også , at | |
| han ved skinnet af den døsige tranlampe så en svær | |
| hånd strække sig fra døren indover op til bænken , | |
| hvor gutten lå . Gutten var allerede under skrig | |
| og modstand draget hen til døren , førend de andre | |
| sandsede sig så vidt , at de kunne slå tag om ham | |
| for at holde ham fra at drages ud . Men nu opstod | |
| der midt i døren en hård kamp , idet draugen trak | |
| ham i benene , medens det hele mandflab holdt igen | |
| i arme og overkrop . Således sagedes han da i | |
| midnatstimen under jamren frem og tilbage i den | |
| halvåbne dør , idet snart folkene , snart draugen havde | |
| det meste af ham hos sig . Med en gang flap | |
| draugen taget , så hele mandskabet faldt over | |
| hverandre indefter gulvet . Men da var gutten død , | |
| og de forstod , at draugen først da havde sluppet ham . | |
| Vinteren efter hørte de det jamre om natten klokken | |
| tolv nede i norboden . Og der blev først fred , da | |
| den blev flyttet hen på en anden grund * ) . | |
| Den samme ære , som østlandsbonden flere steder | |
| kan sætte i at have den bedste traverhest , sætter nordlændingen , | |
| kanfle vel så hidsigt , i at eje den båd , | |
| som sejler hurtigst . En rigtig udmærket båd spørges | |
| der nord i ligeså mange bygder som sydpå en rigtig | |
| „ glup “ Traver . Begge følges de af deres særegne | |
| romantik , der fylder bygderne med alflens sagn om | |
| hurtighed og vidunderlige kapløb . De bedste både | |
| i Nordland fås nu nede ifra ranen , hvor bådbyggeriet | |
| har fået et stærkt opsving . At bygge en | |
| sådan båd med de rette vandlinier er en genisag , | |
| der ikke tteoretisk kan aflæres ; det beror nemlig på | |
| et særskilt skjon hos båddyggeren for hver enkelt | |
| båd . Det går simple copier her som ellers i | |
| livet , at de altid knn sejle middels . Den skabelon , | |
| som det nordlandfle bådbyggeri længst har udfundet | |
| som den hensigtsmæssigste , den for og agter højstavnede , | |
| flarpkjolede båd med sin ene mast og sit brede , | |
| smukt skårne råsejl tvcrtover , så fortrinlig flikket | |
| til det , som mest trænges , nemlig til den pilsnare | |
| for- og sidevinds-sejlads , om end mindre til at | |
| krydse , er undervands aldeles den samme fagon , som | |
| englænderne og amerikanerne i den sidste tid har | |
| * ) motivet fra Nordland . | |
| nået berømmelse ved i deres hurtigsejlende klipperskibe . | |
| Hvad det har kostet nordlæmdingerne endelig at udfinde | |
| denne bådform , der nu sætter dem i stand til i deres | |
| små både næsten at flyve for vinden undaf de | |
| vældige havsjøer , som stumme bagefter den , og som , | |
| om de nåde båden , ville begrave den under sig , | |
| hvor mange slægter der har lidt og stridt og tænkt | |
| og rettet på denne fa^on , så at sige under dødsstraf | |
| for hver fejltagelse , kort nordlandsdådens historie | |
| fra den slægts dage , som først optog kampen mod | |
| havet deroppe og til i dag — det er en glemt nordlandssaga , | |
| fuld af den jevne arbejdsmands storbedrift . | |
| En vinteraften i januar , lidt for fisket begyndte , | |
| hørte jeg en af folkene i de store bådlag , som da | |
| overnattede hos os , fortælle . Han var bleven sat på | |
| gled ved et par historier af komag-nils og ville | |
| nok nu vise os , at der også der , hvor han var fra , | |
| nemlig nede på dønø i helgeland nær ranen , var | |
| ligeså godt slag både af underlige historier og af | |
| både , som oppe hos os . Fortælleren var en liden | |
| raptunget fyr , som hele tiden sad og rokkede og | |
| flyttede sig på bænken , medens han fortalte . Med | |
| den spidse næse og de små rødagtige runde øjne | |
| lignede han en eller anden urolig søfugl på et | |
| skær . Af og til afbrød han sig selv ved at dukke | |
| ned i sin nistetine , som om han hver gang tog op af | |
| den et nyt stykke af fortællingen . | |
| Historien lod så : på kvalholmen nede i | |
| helgeland boede en fattig fifler , der hed Elias , med | |
| sin kone Karen , som før havde tjent hos præsten | |
| over på alstadhaug . De havde fået sig op en | |
| hytte der , og han gjorde nu lofotfiske på dagsror . | |
| På den ensomme kvalholmen var det nok ikke | |
| frit for , at det spøgte . Når manden var borte , hørte | |
| konen mangeflags uhyggelig larm og skrig , som ikke | |
| kunne være af det gode . En dag , hun var oppe på | |
| holmen og slog græs til vinterfoder for det par | |
| får , de ejede , hørte hun endog tydeligt , at det snakkede | |
| nedenunder Berget i fjæren , men hun turde ikke | |
| se efter . | |
| Der kom et barn hvert år , men de var stræbsomme | |
| begge to . Da syv år var gået , var der | |
| seks børn i stuen ; men den samme høst havde | |
| manden også fået flrabet sig sammen så meget , at | |
| han mente nu selv at kunne råde sig til en sexæring * ) | |
| og herefter ro fifle i egen båd . | |
| En dag , som han gik med en kvejtepig * * ) i hånden | |
| og grundede på dette , stødte han over en bjergknart | |
| nede i stranden uforvarende på en uhyre stor Kobbe , | |
| som lå og solede sig lige bag den , og som nok var | |
| ligeså uforberedt på manden , som han på den . | |
| Elias var imidlertid ikke sen ; han stødte ovenifra | |
| knorten , hvor han stod , den lange , tunge kvejtepig | |
| lige ned i ryggen på den , tæt under nakken . | |
| * ) en båd med tre årer på hver side . | |
| * * ) kvejtepig er en lang trærstang med jernspids med gjenhage | |
| i til at stikke kvejte eller helleflynder med . | |
| men da blev der et spræl ! Kobben rejste sig | |
| med en gang på halen , ret op i vejret , så høj | |
| som en bådmast , og så med et par blodanløbne | |
| øjne så ondt og giftigt på ham , medens den derhos | |
| grinende viste tænder , at Elias holdt på at gå fra | |
| bettet af forskrækkelse . Så føg den med et på | |
| søen , så skumkraven stod fuld af blod efter den . | |
| Mere så Elias ikke til den ; men ind til bådstøen i | |
| kvalviken , hvor huset hans stod , drev samme eftermiddag | |
| kvejtcstangen med afbrudt jernpig . | |
| Elias tænkte ikke længere på dette . Han købte | |
| samme høst sin sexæring , til hvilken han alt om | |
| sommeren havde sat op et lidet nøst . | |
| En nat , som han lå og tænkte på den nye | |
| sexæringen sin , faldt det ham ind , at han for rigtig | |
| at devare båden kanske burde sætte endnu en spilre | |
| til støtte under den på hver side . Han var så | |
| urimelig glad i båden , at det bare var moro for | |
| ham at stå op med løgt og se ned til den/ | |
| som han nu stod og lyste på den , skimtede han | |
| pludselig i krogen henne på en garnvase et ansigt , | |
| der akkurat lignede kobbens ; det gren en stund sint | |
| imod ham og lyset , gabet blev ligesom hele tiden | |
| større og større , og så for der en stor mand ud | |
| igennem nøstdøren , men dog ikke sortere , end at | |
| Elias ved løgteskinnet skimtede , at der stod en lang | |
| jernpig ud as ryggen på ham . og nu begyndte | |
| han nok at skønne et og andet . Men endda var | |
| han mere ræd om båden sin end for livet , og han | |
| satte sig med lagten selv op i den og holdt vagt . | |
| Da hans kone om morgenen kom , fandt hun ham | |
| sovende der med den nedbrændte løgt ved siden | |
| af sigden | |
| morgen i januar , han drog ud på fiste | |
| med to mand i båden sin foruden sig selv , hørte | |
| han i mørket en røst fra et skær lige i udløbet af | |
| Viken . Den lo hånligt og sagde : „ Når det bliver | |
| fembøring , så agt dig , Elias ! “ | |
| Det varede imidlertid mange år , før det blev | |
| fembøring * ) af for Elias , og hans ældste søn Bernt | |
| var da sytten år gammel . Den høst , dette skete , rejste | |
| Elias med hele sin familie i båden ind i ranen | |
| for at bytte bort sexæringen og så for mellemlag | |
| handle sig fembøringen til . Hjemme var kun en netop | |
| konfirmeret finnepige , som de havde taget til sig for | |
| nogle år siden . | |
| Nu var der en båd , en liden halvfcmterums | |
| fembøring , som han netop havde i kikkerten , og som den | |
| bedste bådbygger derinde havde fået færdig og tjærebrcdet | |
| den høst . Elias havde god greje på , hvordan | |
| båd skulle være , og syntes aldrig han havde set nogen | |
| båd så velbygget under vandet . Oventil var den | |
| derimod kun så middels , så at båden for en | |
| mindre erfaren heller så tungrod ud og flet ikke | |
| videre pen . | |
| * ) fembøring er en større båd med fem årer på hver | |
| side ; det er den egentlige fiflebåd på vinterfiflet deroppe . | |
| bygmesteren skønnede nu dette ligeså godt som | |
| Elias . Han sagde , at han troede , det ville blive den | |
| første båd i ranen på sejlads ; men at Elias | |
| alligevel fluide have den for billig pris , når han blot | |
| ville love et , og det var , ikke at gøre en forandring | |
| ved båden , ikke engang så meget som at sætte et | |
| rip i tjærebredingen . Først da Elias udtrykkelig | |
| havde givet sit løfte på -dette , fik han båden . | |
| Men „ hin Karen “ , som lærte bygmesteren denne | |
| sjøfayonen på bådene sine undervands — overvands | |
| måtte han arbejde , eftersom han selv kunne , og det | |
| var da tit klejnt nok — havde trolig været ude | |
| iforvejen og befalet ham både , at han skulle sælge | |
| så billigt , for at Elias kunne få båden , og tillige , | |
| at han skulle betinge forud , at den ikke måtte mærkes . | |
| På det vis kunne den nemlig heller ikke som vanligt | |
| tjærekorses i for- og agterstavnen . | |
| Elias tænkte nu på at sejle hjem ; men var først | |
| indom handelsstedet og forsynede sig og sine med | |
| julekost , derunder også en liden dunk brændevin . | |
| Glad , som han var i handelen , tog nok både han og | |
| konen hans sig den dag en tår over tørsten , og | |
| Bernt , sønnen , fik også smage en smule med . | |
| Dermed sejlede de nu den nye båd hjemover . | |
| Anden ballast end han selv , kjærringen ' og børnene | |
| samt julekosten var der ikke i den . Sønnen Bernt | |
| sad ved halsen , konen , hjulpen af den næstældste søn , | |
| holdt i draget , og selv sad Elias ved styret , medens | |
| de to yngre tolv og fjorten år gamle brødre skulle | |
| stiftes ved øsekarret . | |
| De havde otte mile havvej at sejle , og da de kom | |
| ud på , viste det sig , at de nok kom til at prøve | |
| båden den første gang , den brugtes . Der røg efterhånden | |
| op til en storm , og skumkammene begyndte | |
| at brække i den svære havsjø . | |
| Nu fik Elias da se , hvad båd han havde ; den | |
| klarede sig som en søfugl mellem bølgerne uden så | |
| meget som en skvat i båden , og han dømte derhos | |
| på , at han stop at sætte en hel klo * ) mod , hvad en | |
| anden almindelig fembøring ville være nødt til i | |
| dette vejr . | |
| Ud på dagen så han , ikke langt fra sig borte | |
| på søen , en anden fembøring med fuld besætning | |
| og fire klor i sejlet akkurat som han . Den lå samme | |
| Cours , og han fandt det lidt rart , at han ikke havde | |
| set den før . Den lod til at ville kapsejle med ham , | |
| og da Elias skønnede det , kunne han ikke bare sig før | |
| igen at stikke ud en klo . | |
| Nu gik det med strygende fart som pilens forbi | |
| næs , Holmer og skær , så Elias syntes , han aldrig | |
| havde været med på så stolt sejlads før , og nu | |
| viste båden sig også for det , som den var , nemlig | |
| første i ranen . | |
| * ) for hver „ Klo “ , som „ sættes “ , mindskes sejlet . | |
| havet var imidlertid blevet værre , og de havde alt | |
| fået et par alvorlige søer * ) ind over sig . De | |
| brød ind over halsen der forud , hvor Bernt sad , og | |
| sejledes ud igen i læ nær bagskotten . | |
| Siden det var blevet skummelt , havde den anden | |
| båd holdt ganske nær , og de vare nu ikke længer fra | |
| hinanden , end at de kunne kaste etøsekar over til hverandre . | |
| Så gik da sejladsen jevnsides i stedse hårdere | |
| sø udover kvelden . Den fjerde klo burde nu | |
| egentlig været sat igen , men Elias ville nødig give | |
| tabt i kapsejlingen og tænkte , at bie dermed i det | |
| længste , indtil de gjorde det over i den anden båd , | |
| hvor der kunne tiltrænges vel så godt . Af og til gik så | |
| fremdeles brændevinsdunken om , da det nu både var | |
| kulde og væde at holde ude . | |
| Morilden , som spillede i den sorte bølge nær | |
| Elias ' s egen båd , lyste sælsomt stærkt i skumranden | |
| omkring den anden , der ligesom pløjede og væltede en | |
| jldflavl om siderne . Ved det lyse fosforskær kunne | |
| han endog skelne tougenderne over i den . Han kunne | |
| også tydeligt se folkene ombord med deres sydvester | |
| på hovedet ; men da deres luvartside lå nærmest , | |
| vendte de alle ryggen til og skjultes mest af den højt | |
| trængende bådrand . | |
| Pludselig brød der en forfærdelig bræksjø , | |
| hvis hvide kam Elias længe havde stimlet gennem | |
| „ Søer “ bruges af vore sjsfolk i samme betydning som | |
| „ Bølger “ . | |
| mørket , indover halsen , hvor Bernt sad . Den | |
| stoppede ligesom hele båden for et øjeblik , | |
| plankerne flalv og . rystede under trykket af den og | |
| strømmede så , da båden , der en stund lå halvkantret , | |
| rejste sig igen og tog fart , ud over læbord | |
| agter . Medens dette stod på , syntes han , det streg | |
| fælt over i den anden båd . Men da det var over , | |
| sagde konen , som sad ved draget , med en stemme , | |
| som star ham ind i sjælen : „ Herregud Elias , den | |
| søen tog Marthe og Nils med sig ! “ — det var | |
| deres to yngste børn , det første ni , det andet syv | |
| år gammel , som havde siddet i rummet nær Bernt . | |
| Hertil svarede Elias bare : „ Slip ikke draget , Karen , | |
| ellers vil du miste flere ! “ | |
| Det gjaldt nu at få taget ind den fjerde klo , | |
| og da dette var gjort , fandt Elias , at der var brug | |
| for den femte med , thi vejret voksede ; men for at sejle | |
| båden fri af de stedse sværere søer , turde han på | |
| den anden side heller ikke mindste mere på sejlet , | |
| end han hårdt var nødt til . Det gik imidlertid så , | |
| at den sejlstump , de kunne føre , efterhånden blev | |
| mindre og mindre . Søen røg , så det drev dem i | |
| ansigtet , og Bernt og den næstældste Broder Anton , | |
| der hidtil havde hjulpet moderen henne ved draget , | |
| måtte tilslut holde i råen , en udvej , som man tyer | |
| til , når båden ikke engang tåler at gå for den | |
| sidste klo — her den femte . | |
| Kammeratbåden , som imidlertid havde været | |
| borte , dukkede nu pludselig igen op ved siden med | |
| akkurat samme sejlføring som Elias ' s båd ; men | |
| han begyndte nu ikke rigtig at lige mandskabet der | |
| ombord . De to , som stod der og holdt i råen , og | |
| hvis blege ansigter han skimtede under sydvesterne , | |
| syntes ham ved den underlige lysning af skumbrydningen | |
| mere lige øødninger end mennesker , og heller | |
| ikke talte de et ord . | |
| Et stykke til luvart øjnede han så igen den | |
| hvide høje ryg af en ny brådsjø , der kom gennem | |
| mørket , og han beredte sig i tide på af tage imod den . | |
| Båden lagdes med stevnen skøns op imod den , og | |
| sejlet blev ført størst muligt for af flabe fart nok | |
| til af kløve den og sejle søen ud igen . Ind susede | |
| brådsjøen med et Brus som af en fos ; atter lå | |
| de et øjeblik halvkantrede ; men da det var over , sad | |
| konen ikke længer ved draget , heller ikke stod Anton | |
| længer og holdt på råen — de vare begge gåde | |
| overbord . | |
| Også denne gang syntes Elias , af han hørte | |
| det samme fæle råb i luften ; men midt under det | |
| hørte han tydeligt sin kone angstfuld råbe hans navn . | |
| Da han begreb , af hun var skyllet overbord , sagde han | |
| kun : „ I Jesu navn ! “ og tav så . Han var til mode , | |
| som han helst ville fulgt efter hende , men følte derhos , | |
| af det nu gjaldt af berge resten af den last , han | |
| havde ombord , nemlig Bernt og sine to andre sønner , | |
| den ene tolv , den anden fjorten år , som en stund | |
| havde stået for øsningen , men som siden havde fået | |
| plads i agterskotten bag ham . | |
| Bernt måtte nu passe råen alene og de begge , | |
| så godt det lod sig gøre , hjælpes ad . Styrvolten | |
| turde Elias ikke slippe , og fast om den holdt han med | |
| en hånd af jern , som for længst var følesløs af | |
| anstrengelse . | |
| En stund efter dukkede kammeratbåden atter | |
| frem ; den havde ligesom før været borte en stund . | |
| Nu så han også mere af den svære mand , som sad | |
| agterud på den samme plads som han . Ud af hans | |
| ryg , nedenfor sydvesten , stod , da han vendte sig , | |
| ganske rigtig en kvarterlang jernpig , som Elias nok | |
| mente , han skulle kende igen . Men hermed var han | |
| nu også i sit stille sind på det Rene med to ting : | |
| den ene var , at det var ingen anden end selve | |
| drangen , som styrede sin halve båd der tæt ved | |
| siden af ham og havde ført ham i fordærvelse , og | |
| den anden , at det nok var så laget , at han den nat | |
| sejlede sin sidste rejse . Thi den , som ser drangen | |
| på søen , er en hjemfalden mand . Han nævnte | |
| intet til de andre før ikke at tage modet fra dem , | |
| men overgav i stilhed sin sjel til Vorherre . | |
| I de sidste timer havde han ud af coursen | |
| måttet bære af før stormen ; det blev tillige snelykke , | |
| og han skønnede , at han nok kom til at vente på | |
| landkending , til det dagedes . Sejladsen gik imidlertid | |
| for sig som for . Af og til klagede gutterne i agterskotten | |
| over at de frøs , men herved var der nu i | |
| væden intet at gøre , og Elias sad desuden i adskillige | |
| andre tanker . Han havde fået en sådan forfærdelig | |
| lyst til at hevne sig , og det , han nu ville gjort , om | |
| han ikke havde haft sine tre øvrige børns liv at | |
| forsvare , var med en pludselig vending at prøve at | |
| sejle isænk den forbandede båd , der endnu stedse som | |
| til hån holdt sig ved siden af ham , og hvis onde | |
| ærinde han knn alt for godt skønnede . Kunde kvejtepiggen | |
| før ramme drangen , så måtte sagtens også | |
| nu en kniv eller klep kunne gøre det , og han følte , | |
| han ville gladelig give livet til for at få et rigtigt | |
| ram på den , der så ubarmhjertig havde faget fra | |
| ham hans kæreste i denne verden og endda ville | |
| have flere . | |
| Da klokken var tre , fire om natten , så de | |
| sejlende atter gennem mørket en skumbrydning af | |
| en sådan højde , at Elias i førstningen tænkte sig , | |
| at de måtte være tæt under land i nærheden af en | |
| brænding . Han erkendte det imidlertid snart for , | |
| hvad det var , nemlig en uhyre bølge . Da syntes han | |
| tydelig , det lo over i den anden båd og sagde : „ Nu | |
| vælt ' fembøringen din , Elias ! “ Denne , der forudså | |
| ulykken , sagde nu højt : „ I Jesu navn ! “ bad så sine | |
| sønner holde sig af al magt fast i vidiebåndene | |
| ved årekjeiperne , når båden gik under , og ikke | |
| flippe , før den var over vandet igen . Han lod den | |
| ældre gå frem til Bernt ; selv holdt han den yngste | |
| tæt ved siden af sig , strøg ham vel og engang | |
| hemmelig over kinden og forvissede sig om , at han | |
| holdt godt tag . Båden begravedes bogstavelig under | |
| skumskavlen , løftedes efterhånden op med forenden | |
| og gik så under . Da den steg op igen af vandet | |
| med kølen ivejret , lå Elias , Bernt og den tolv år | |
| gamle Martin og holdt sig i vidiebåndene . Den | |
| tredie af brødrene var derimod bleven borte . | |
| Nu gjaldt det først at få vanterne på den ene | |
| side overskårne , så at masten kunne flyde op ved | |
| siden i stedet for voldsomt at uroe båden under , og | |
| dernæst at komme op på det urolige hvælv og få | |
| nøglehullet indslået for at flippe ud luften indeni , | |
| som holdt båden for højt oppe i vandet til , at den | |
| kunne ligge stille . Efter store anstrengelser lykkedes | |
| dette , og Elias , der først var kommen op på hvælvet , | |
| hjalp nu også de andre to didop . | |
| Og der sad de den lange , mørke vinternat , med | |
| hænder og knæær klamrende sig krampefast til hvælvet , | |
| som overskyllcdcs af bølgerne den ene gang efter den | |
| anden . | |
| Allerede efter et par timers forløb døde Martin , | |
| som faderen hele tiden efter evne havde støttet , af | |
| udmattelse og gled ned i søen . De havde alt flere | |
| gange prøvet med at råbe om hjelp , men opgave det | |
| igen , fordi de skønnede , at det var uden nytte . | |
| Medens de to sagde der alene igen på hvælvet , | |
| sagde Elias til Bernt , at han ikke troede andet end , | |
| at han selv også kom til at „ være med hu mor “ , | |
| men at han havde som et fast håb om , at Bernt | |
| nok alligevel ville blive bjerget , når han bare nu | |
| holdt ud som en kar . Så fortalte han ham om | |
| drangen , som han havde stukket nedenfor nakken med | |
| kvejtepiggen , og hvorledes denne nu havde hævnet sig | |
| på ham og nok ikke gav sig „ for han var kvit “ . | |
| Klokken var så henimod ni om morgenen , da det | |
| begyndte at gråne af dag . Da rakte Elias ' Bernt , | |
| der sad ved siden , sølvuret sit med messingkjæden , | |
| som han havde . slidt itu for at få det draget frem | |
| under de tilknappede veste . Han sad endnu en | |
| stund , men da det blev lysere , så Bernt , at faderens | |
| ansigt var dødblegt , håret havde siilt sig på forskellige | |
| steder sådan , som det gerne fler nær døden , | |
| og huden var gnavet af hænderne af at holde om | |
| kølen . Sønnen forstod nu , at det led på det sidste | |
| med faderen , og ville , så godt det i duvningen lod | |
| sig gøre , flytte sig hen og støtte ham ; men da Elias | |
| mærkede dette , sagde han : „ Hold dig nu bare trøst | |
| fast , Bernt ! I Jesu navn , æ går til hu mor “ , og | |
| dermed kastede han sig bagover ned af hvælvet . | |
| Da søen havde fået sit , blev den , som enhver | |
| ved , der har siddet på hvælvet , en god stund efter | |
| roligere . Det blev lettere for Bernt at holde sig fast ; | |
| og med den lysende dag kom der også mere håb . | |
| Vejret bedagede sig , og da det blev rigtig lyst , syntes | |
| han også , han skulle kende sig igen , og at det var | |
| ud for sit eget hjemsted , kvalholmcn , han lå og | |
| drev . | |
| Han begyndte da atter med at råbe om hjelp , | |
| men håbede mest på en strømsætning , som han | |
| vidste bar under land på et sted , hvor et næs på | |
| øen tog af for bølgegangen , så det blev smull . | |
| Han drev også nærmere og nærmere og kom tilslut | |
| så nær det ene skær , at masten , der flød ved | |
| siden af båden , strøg op og ned ad skråberget | |
| efter bølgedraget . Så stiv han var i ledene af at | |
| sidde og holde sig fast , lykkedes det ham nu med stor | |
| anstrengelse at bjerge sig op på skæret , hvor han | |
| fik halet masten op på land og fortøjet fembøringen . | |
| Finnepigen , | |
| som var alene hjemme i huset , | |
| syntes et par timers tid , at hun hørte nødråb , | |
| og da de holdt ved , steg hun op på højden for at | |
| se efter . Der så hun da Bernt på skæret og den | |
| hvælvede fembøring huggende op og ned mod det . | |
| Hun sprang straks ned i bådstøen , skød ud den gamle | |
| færdingsbåd og roede den langs stranden rundt om | |
| øen ud til ham . | |
| Bernt lå syg under hendes pleje hele vinteren | |
| og kom ikke på fiflet det år . Folk syntes også | |
| efter dette , af han af og til var ligesom en smule | |
| underlig af sig . | |
| På havet ville han aldrig mere , da han var | |
| sjøskræmt . Han giftede sig med finnepigen og flyttede | |
| op til malangen , hvor han fik sig rndningsland og | |
| nu lever og står sig vel . | |
| fjerde capitel . | |
| Mellem vætfeskærene . | |
| Det var sommer . Susanne og jeg gik nu i | |
| vort syttende år , og det var bestemt , af vi fluide konfirmeres | |
| til høsten . | |
| Det var i dette år , af min fader indvikledes i | |
| sin ulige kamp med autoriteterne , deriblandt fogden | |
| og præsten , om hvorvidt vor handelsplads skulle være | |
| fast stoppeplads for nordlandsdampflibet . For min | |
| fader var dette en velfærdssag , og striden herom , | |
| der iøvrigt interesserede hele distriktet , var alt begyndt | |
| af blive temmelig bitter . | |
| Det var nok ikke mindst i den anledning , af | |
| fogden den sommer var rejst i besøg til præsten , | |
| der var en meget indflydelsesrig mand . | |
| Udvortes var forholdet mellem min fader og | |
| præsten dog endnu ikke brud , og det var vist for | |
| yderligere af manifestere dette , af min fader i dsn tid | |
| endog et par gange blev inviteret over til præsten . | |
| Følgen heraf var igen , af min fader og jeg en | |
| dag blev budne med på en sejltour ud til vættefljærenæ , | |
| som lå halvanden mile borte . Der skulle | |
| først en stund fifles og dernæst spises melkeringe i . | |
| Land på gunnarspladsen , en gård , der lå som | |
| bygselgods under præstegården . | |
| Der fulgle altid en vis højtidelighed med , når | |
| præstens hvide husbåd med fire mand ved årerne | |
| gled ud af bugten , og der stod da gerne adskillige | |
| på land , som så på . Den dag stod også fader | |
| ude på trappen med kikkerten . Han havde undskyldt | |
| sig for selv at være med , men derimod af god takt | |
| ladet mig rejse . | |
| Inde i kahytvænget , der var åbent for hedens | |
| skyld , sad præstefruen og fogdens to damer , og | |
| udenfor på hver sin side præsten og fogden og røg | |
| på deres sølvbeslåede merskumspiber i lun passiar | |
| — de vare ungdomsvenner fra universitetsdagene . | |
| Susanne og jeg samt den for anledningen pyntede | |
| stuepige fra Trondhjem havde plads i den rummelige | |
| forskot . Præstefruen ville i det mindste have den | |
| del af sit hus , som hun førte med sig i en forfærdelig | |
| svær madkurv , et sandt portativt spisekammer , | |
| under sine egne øjne . Den svære madkurv og den | |
| tvnde præstefrue optog aldeles den ene bænk , medens | |
| de to andre damer med deres stivede dragter fuldstændig | |
| opfyldte resten af den trange kahyt . | |
| Der rørte sig ikke en luftning , og vestfjorden | |
| gik i lange , blanke dønninger . Den lå kjæmperolig | |
| og solede sig . Den vidunderlige klare luft lod | |
| øjet udover fjeldrækkerne se næsten ind i evigheden , | |
| medens en luftspejling — et omvendt fjeld med et | |
| hns under og et par sprøjtende hvaler opførte | |
| eventyr for os udover den blå havflette . Af og til | |
| mødte vi en søfugl , svømmende i den blanke dønning . | |
| I kølvandet tumlede en og anden „ Rise “ * ) . | |
| * ) delfinen | |
| stund for middag nåde vi ind mellem | |
| vetteskærcne og lagde os nu til at fiske i smult vande ; | |
| det hed nemlig , » anset madkurven , at vi selv først | |
| skulle skaffe os middagen . | |
| På udsiden af skærene larmede brændingen i | |
| den stille dag og skød mægtige , hvide stråler med | |
| et dragsug af mange favne , eftersom havet trak sin | |
| regelmæssige , dybe ånde . Urolig , som Susanne var , | |
| bøjede hun sig udover bådripen , så hårlokkerne | |
| næsten dyppede sig i hendes eget billede i vandet , for | |
| i den gennemsigtige sø at se på fiflen , der i femten | |
| til tyve favnes dybde gled ind og ud af tarren | |
| over ben grøn-hvide bund og stimlede om snørerne , | |
| hvormed de voksne med deres dobbelte angleredskab | |
| ofte trak to fifle op ad gangen . Hnn kaldte mig i | |
| sin Iver rent stærblind , hver gang jeg ikke kunne se | |
| netop den fisk , hun mente . Øg nærsynet var jeg jo | |
| vistnok også , men Susannes ringeste bevægelse interesserede | |
| mig mere end hvilkensomhelst fist . | |
| Naturscenen var i sandhed henrivende . Den | |
| hvidmalede husbåd vuggede sig over sit billede som | |
| den hang i luft . I vandet stod også gunnarspladsen | |
| neddyppet med agerflekken under og bjerkelien | |
| over og omkring sig . Luften , der ud på dagen var | |
| bleven disig af heden , var fyldt med en løvduft så | |
| stærk , som man sydpå kun kender , når det har | |
| regnet . | |
| Efter en knap times forløb var bøtten fuld af | |
| fisk , så vi havde „ Kogning “ , og vi lagde nu iland . | |
| på grønningen lige ovenfor husene havde præstesruen | |
| i mellemtiden fået udflyttet et bord , hvorpå | |
| der på den fine damasfes dug var sat flere mclkeringe . | |
| Hun havde også kogt rommegrød og desuden , | |
| såvidt pladsen strak til , belæsset bordet med retter | |
| fra madkurven . | |
| Vinen og de stærke sager gjorde imidlertid nok | |
| tilslut fogden lidt ør i hovedet . Han fortalte til | |
| præstefruens store forfærdelse , at præsten , gråsprengt | |
| og streng som han nu sad der , i sin ungdom havde | |
| været en overmåde lystig fvr , og af de to havde gjort | |
| mangen en gal streg sammen . | |
| Da han begreb , af han var kommen galt an , udbragte | |
| han for af rette på sagen en alvorlig skål , | |
| hvori han for distriktets skyld håbede , af præsten | |
| ville vide af besejre alle machinationen fra hans | |
| intrigante nabo — her standsedes han i talen ved et | |
| betydningsfuldt blik af præsten hen på mig , som sad | |
| ved bordenden — og sluttede så med nogle åndsfraværende | |
| ord , som skulle aflede det hele . | |
| Jeg følte mig kold og klam og var vist så bleg | |
| som et lig . For min faders skyld tænkte jeg det | |
| gjaldt af holde gode miner , men maden voksede mig i | |
| munden , så jeg ikke formåede af synke en bid mere . | |
| Jeg så over til Susanne , hun sad sprudende rød . | |
| Der blev en stunds stilhed , hvori nok enhver | |
| rugede på sine tanker om det passerede , indtil | |
| sommerdagens søvnighed fik overtaget , og præsten | |
| og fogden , der begge var vant til af tage deres | |
| middagslur , foreslog , af man en times tid fluide hvile | |
| middag og hver søge sig sin plads i skyggen . | |
| Efter det , som var passeret ved bordet , følte jeg | |
| mig aldeles ulykkelig til mode . Man havde ladet skimte | |
| frem en mening om min fader så krænkende , at det | |
| var mig en ren tortur længere at være i selskabet . | |
| Et stykke bortenfvr husene bøjede lien ind over | |
| til et trangt dalføre med Bjerk og silju i åsen på | |
| begge sider , og gennem den løb over kiselstenene en | |
| spcjlklar , blinkende liden bæk , hvor en og anden ørret | |
| småt . Mens de andre sov , gik jeg op langs den og | |
| lagde mig ned for i ensomhed at ruge over min sorg . | |
| Jeg ved ikke , hvor længe jeg havde ligget flig ; | |
| men da jeg så op , sad Susanne der heftig bevæget . | |
| Hun syntes , de havde været flemme mod mig , sagde | |
| hun , og så strøg hun , som hun ikke tålte at se mig | |
| bedrøvet , i tavshed håret atter og atter bort fra | |
| min pande . | |
| Der var en varme i den lille hånd og en tale | |
| i hendes med gråden kæmpende ansigt , som mit til | |
| kærlighed så trængende sind ikke kunne modstå . | |
| Jeg ved ikke , hvordan det gik til , men erindrer | |
| kun , at jeg stod og trykkede hende heftigt op til mig | |
| med min kind ind til hendes og bad hende holde af | |
| mig , bare en smule , så ville jeg holde af hende så | |
| uendeligt hele mit liv . Jeg hutler også , at hun svarede | |
| „ Ja “ , og at vi under dette begge to græd . | |
| Lidt efter stod vi smilende hånd i hånd og | |
| så på hinanden . Der opkom samtidig en ny tanke | |
| hos os begge , — den , at vi altså nu vare forlovede . | |
| Susanne var den første , som udtalte den og sagde , idet | |
| hun satte sine trofaste , dybe , blå øjne forsikrende på | |
| mig , at jeg fra nu af bestandig måtte huske på , at | |
| hun holdt af mig , om de andre var aldrig så flemme . | |
| Vi hørte dem råbe på os , og — hvad der før | |
| på dagen aldrig ville faldt os ind at gjøre— : Susanne | |
| skyndte sig foran alene et stykke , så vi kom | |
| hver for sig tilbage til selskabet . | |
| Jeg havde alt solen i øjnene langt ud på formiddagen | |
| den næste dag , da Anne kvæn , som hun | |
| var vant til , fra jeg var barn , ruflede mig vågen oa | |
| fortalte , at min fader tidlig om morgenen var rejst | |
| til Tromsø . Han havde været oppe på kammeret | |
| hos mig tidligt , før han rejste , og , da han kom ned | |
| igen , ytret om mig , at „ han lå og smilte i søvne | |
| og så så lykkelig ud , stakkels gut ! “ | |
| Det var såre sjælden , at der fra min fader kom | |
| et sympathetisk ord , og derfor stå de i niin erindring . | |
| Min fader var nok selv dengang alt andet end | |
| glad . Den omtalte dampskibsstrid lå ham tungt på | |
| hjerte ; han ville nu forsøge det sidste middel , nemlig | |
| at få sagen ordentlig udredet igennem aviserne , og | |
| det var derom han nu personlig ville henvende sig til | |
| en prokurator på Tromsø . | |
| Disse husets anliggender lå imidlertid udenfor , | |
| hvad jeg vidste . | |
| femte capitel . | |
| Confirmationen . | |
| Under denne sagernes stilling mellem vore | |
| forældre foregik samme host Susannes og min confirmation . | |
| Da jeg først indmeldtes sent ude i confirmationscursus ' et , | |
| blev det så , at jeg , foruden at | |
| fremmøde i kirken hver mandag , skulle læse alene | |
| med præsten om fredagene . | |
| På sin korte maner holdt min fader mig forud | |
| en liden privattale , hvori han håbede , at jeg ikke | |
| ville gøre ham skam for præsten . | |
| Læsningen oppe på præstens studerkammer var | |
| for mig en hel ny åndelig udvikling . Den store , | |
| gråhårede mand , med det stærke , brede ansigt og de | |
| massive sølvbriller som oftest skudte op i panden over | |
| de svære øjenbryn , sad i sofaen med sin store merskumspibe | |
| i munden og forklarede , medens jeg pyntet | |
| og opmærksom hørte til i stolen på den modsatte | |
| side af bordet . | |
| Det gik mere og mere op for mig , at præsten | |
| måtte være en ærlig og grundsand mand , men tillige | |
| hård og streng ; thi han talte altid om pligterne og | |
| om , at nåden ikke kunne tænkes givet os , for at vi | |
| skulle flippe udaf disse . Undertiden kunne han også | |
| komme i det hjørne at anstille betragtninger , der dog | |
| neppe alle vare bestemte for mig ; det var gerne alflens | |
| forsøg på at bortraisonnere de tvivl , man mulig | |
| kunne have i troessagerne , især om miraklerne , dem | |
| han gerne ville forklare på naturlig måde . Han | |
| kunne derunder blive overmåde vittig i sine sammenstillinger , | |
| og jeg troede da , som i mangt og meget i | |
| hans viljestærke ansigtsudtryk , når han talte , at kende | |
| Susannes natur igen . De små , smukke hænder og | |
| sin fine , velproportionerede , mønt ikke netop høje figur | |
| havde hun også klarlig efter sin fader og derhos et | |
| vist kast med hovedet , når talen skulle gøres mere | |
| indtrængende end sædvanligt . Men Susanne havde | |
| tillige noget varmt og pludseligt , næsten vulkansk i | |
| sin natur , der forekom mig fremmed for det udtryk , | |
| som lå i præstens kolde , klare forstandsøjne . | |
| Præsten roste mig for tænksomhed , men gentog | |
| til min store indre ydmygelse flere gange , at jeg havde | |
| en maner med at slå øjnene undvigende ned , som | |
| jeg måtte se til at vænne mig af med . Præsten troede | |
| uden tvivl , at jeg var overdreven genert , kanske også | |
| at jeg led under bevidstheden om min faders forhold | |
| til ham . | |
| Sagen var imidlertid den , at hans isblå eller | |
| grå hvasse øjne undertiden stirrede på mig , som om | |
| de så mig tvertigjennem og star mig op som en | |
| appelsin lige ind til min hemmelighed med Susanne . | |
| Jeg følte mig som en forræder , der sneg hans tillid , | |
| og udmalede mig pinligt , hvad han engang , når han | |
| fik alt at vide , ville tænke om mig , som under bercdelsen | |
| i min salighedssag havde kunnet sidde så | |
| usand og fræk foran ham . Det gik derhos under læsningen | |
| af forklaringen mere og mere op for mig , at | |
| mit forhold til Susanne , så længe det holdtes hemmeligt | |
| for hendes forældre , var urigtigt , og nu skulle | |
| jeg endog med denne vitterlige synd på hjertet koldblodigt | |
| og overlagt gå hen og knæle ved gnds bord . | |
| Disse skrupler forfulgte mig også hjemme og | |
| blev mig tilslut til en sand marter . Al synd , stod | |
| der i forklaringen , kunne tilgives , undtagen synd mod | |
| den helligånd . | |
| Jo stærkere min fantasi fordybede sig i grublerierne | |
| over denne slags hemmelighedsfulde forbrydelse | |
| imod det himmelske , som altså stod udenfor nåden | |
| og ikke kunne tilgives , desto højere steg den kvælende | |
| angesf op i mit indre , at netop den synd , som jeg | |
| nu bevidst og med koldblodigt overlæg holdt på at , | |
| begå , kunne være af den Art . | |
| Min betænkelighed gjaldt især alterens sakramente , | |
| som jeg altså nu uden sky og med fuldt | |
| forsæt agtede at vanhellige for derved at skjule , at jeg | |
| bedrog den hånd , som rakte mig det . Forgæves | |
| søgte jeg at flyde disse tanker bort eller i al fald at opsætte | |
| med at tænke dem til den allersivste dag før confirmationen . | |
| Mit sind blev for hver dag kun mere | |
| uroligt , og i min forskræmte fantasi opsteg ting , der | |
| ikke længer beroede på min egen vilje , men hvori jeg | |
| forfærdet stod midt imellem alle helvedesrædselens | |
| muligheder og syner . | |
| At berolige mig ved at prøve at få Susanne i | |
| tale øm sagen , turde jeg ikke ; thi så længe hun var | |
| uvidende om , at det , som nu fuldbyrdedes , var synd , | |
| havde hun jo hellerikke skyld , og heller end at styrte | |
| hende ind i en sådan , fik jeg stå alene med min | |
| byrde . At åbenbare det hele i sidste øjeblik for den | |
| strenge præst ville — foruden som en børneforlovelse | |
| at føre til en , som jeg da tænkte , uudholdelig skandale | |
| for os begge — kun bevirke , at jeg mistede Susanne , | |
| og dette sidste turde jeg desuden ikke gøre uden | |
| med hendes samtykke . Det hele knyttede sig således | |
| sammen for mig til en umulighedens ring , hvori enhver | |
| udvej var stængt . | |
| De to sidste mandage , jeg stod på kirkegulvet , | |
| medens præsten overhørte os , så jeg ofte alvorligt | |
| over til Susanne . Hun stod der frisf , smilende og | |
| uopmærksom ; hun anede intet og kunne hellerikke hjelpe . | |
| I dagene lige under consirmationen steg min | |
| tyngsel til en febrilst tilstand , hvorunder jeg flere | |
| gange næppe var rigtig ved mig selv , men følte mig | |
| forfærdelig ulykkelig . Det forekom mig tilslut , at jeg | |
| rent ud holdt på at give min salighed hen for Susannes | |
| skyld . Jeg ståt om natten forfærdet op af | |
| drømme , hvori jeg så mig liggende på knæ foran | |
| alteret med Susanne ved siden — hun så da så | |
| intet anende , overjordisk dejlig ud — , medens præsten | |
| stod med et tordenansigt , som om han følte , at en | |
| sjel nu ville blive dræbt , og at han i hostien netop | |
| holdl på at fuldbyrde Herrens hevn . En anden nat | |
| vågnede jeg ved at det ligesom lo hånligt under | |
| sengen og med en visionagtig forestilling om , at den | |
| onde lå sammenrullet og lurede under den som en | |
| svær slange . Jeg holdl mig med bankende hjerte | |
| under dynen , indtil jeg tidlig om morgenen hørte | |
| folk røre sig nede på gården , da jeg vovede at | |
| flygte ud fra soveværelset . | |
| Det var confirmationsdagen . | |
| Jeg stod om morgenen før kirketid og pyntede | |
| mig i min nye dragt foran spejlet på „ Blåsalen “ , | |
| det værelse , hvor min moder havde været holdl indespærret | |
| i de mange år , hun var syg . Jeg så gennem | |
| de smårudede vinduer båd før båd fulde af | |
| pyntede confirmander med de festlig klædte forældre | |
| ro i den klare høstdag indover bugten og lande dels | |
| ved vor brygge , dels i præstegårdstøen . | |
| Dette indtryk af højtid greb mig pludselig med | |
| fortvivlelse ; jeg tænkte på , at alle disse kunne komme | |
| ind i guds salighed ligeså let , som de nu roede ind | |
| den solklare bugt i den rolige søndagsmorgen , medens | |
| jeg alene stod uden salighedshåb . Det gik med | |
| et op før mig , at jeg i mit triste , åndeligt mørke | |
| hjem lige fra barnsben af i grunden altid havde haft | |
| en følelse i mit inderste af , at lykke og salighed ikke | |
| var bestemt for mig , og at al den virkelige lykke og | |
| glæde , jeg hidtil havde haft , egentlig kun havde været | |
| lånt solskin fra præstegården . Susanne kunne jeg | |
| med den synd , jeg bar på , også kun få tillåns , | |
| indtil jeg døde , da vi jo måtte stilles og jeg tilbage | |
| til de onde ulykkens magter , der fra min tidligste | |
| stund her i hjemmet ligesom havde taget mig til | |
| ejendom . | |
| jeg vendte mig mod væggen og græd . | |
| Da jeg igen fluide fortsætte min påklædning og | |
| kastede øjet i spejlet , var det uden forskrækkelse , | |
| tvertimod med en vis ro , at mit blik fæstede sig på | |
| den gamle vision fra min barndom : damen med | |
| rosen , som jeg så stå bag mig i den åbne dør | |
| til kammeret , bleg og vemodigt seende på mig , indtil | |
| hun med et blev borte . | |
| Kirkeklokkerne ringede , og almuen strømmede henimod | |
| kirken . Den dag var også Anne kvæn og | |
| alle husets folk i kirkefærd . Fader fulgte mig og | |
| hilsede i forbigående forbindtlig på præsten , da de | |
| mødtes ved indgangen . | |
| Den orden , hvori vi confirmationsbørn fluide | |
| stå på kirkegulvet , var sidste mandag bestemt . Jeg | |
| skulle stå øverst på guttesiden , ligesom Susanne på | |
| pigesiden . | |
| Der var alt sunget en psalme , før Susanne kom | |
| i følge med sin moder , klædt som voksen i sort | |
| silkekjole med gaze om Hals og arme og en medaillon | |
| på brystet . Hun blev siddende i præstegårdsstolen | |
| hos sin moder , indtil den gribende prædiken | |
| var forbi . | |
| Jeg må vist have set særdeles syg og medtaget | |
| ud ; thi da præsten oppe ved mig begyndte overhøringen , | |
| holdt han inde midt i spørgsmålet med en mine , | |
| som om han ville spørge , hvad der fejlede mig . Jeg | |
| svarede rigtigt , og med et nik gik han så over til | |
| Susanne , som stod der med foldede hænder og så | |
| ned , forgrædt og noget bleg af spændingen , før | |
| spørgsmålet kom . Medens hendes fader spurgte | |
| hende , så hun op på ham med de velsignede blå | |
| øjne så troskyldig og tillidsfuldt , at det var mere end | |
| klart , at der i denne stund hos hende ikke var tanke | |
| af ond samvittighed . Da det var overstået og hendes | |
| fader gik videre nedover gulvet , smilede hun lettet , | |
| skønt alvorligt over til mig , som om jeg var den anden | |
| rette vedkommende , hun havde at holde sig til i denne | |
| stund . | |
| Jeg så , så meget jeg kunne , ubemærkt over på | |
| hende , som hun stod der rank og dejlig , med det rige , | |
| på voksen vis opsatte hår . Af og til så også | |
| hun over til mig , men da undgik jeg hende . For mig | |
| var hendes blik nu kun en synd mere , ligesom hvert | |
| helligt ord , jeg hørte , blot kunne blive en tilvækst i | |
| min syndevægt — virke det omvendte af velsignelse . | |
| Gudstjenesten varede længe , og den nervøse overanstrengelse | |
| bevirkede , som den siden så ofte har gjort | |
| hos mig , at mit hoved susede , og at det sortnede med | |
| mørke punkter for mine øjne . Der viste sig til min | |
| forfærdelse en mørk plet overalt , hvor jeg kastede øjet | |
| hen , og angstfuld tænkte jeg , at dette måske allerede | |
| kunne være begyndelsen til forbandelsen . Jeg turde | |
| nu ikke længer se hen på Susanne for ikke at sætte | |
| plet på hende og kunne tilslut ikke bare mig for at | |
| besigtige gulvet , hvor jeg stod , om der muligvis skulle | |
| være brændte mærker under mine fødder . Jeg tænkte | |
| på havmanden , som i vågens kirke havde lokket | |
| præstens datter med sig , og hvis instinkt havde drevet | |
| ham ud af kirken under velsignelsen , medens jeg var | |
| fordømt til at stå . | |
| Efter at løftet var aflagt , haster jeg kun dunkelt , | |
| at der atter blev holdt en tale og sunget psalmer . | |
| Da jeg igen befandt mig gående på hjemvejen | |
| med min fader , som med bekymret mine støttede mig , | |
| var min sidste erindring af det hele , at Susanne , som | |
| formodentlig havde opdaget , at jeg var syg , mod slutningen | |
| af kirketjenesten havde set på mig netop med | |
| det udtryk , som samme morgen damen med rosen | |
| — stille , bleg , vemodigt , som den , der så gerne ville | |
| hjelpe , men ikke kan . | |
| Jeg tror , at det , som min fader havde sagt til | |
| mig , om ikke at svigte ham for præsten , bidrog ikke | |
| så lidt til , at jeg lige til det sidste holdt mig opret ; | |
| thi jeg besvimede med det samme vi kom ind i stuen | |
| hjemme og bragtes til sengs , medens min fader , der nu | |
| var bleven alvorlig forskrækket , øjeblikkelig lod afgå | |
| expresse efter doktoren . | |
| Da lægen den næste dag kom , fandt han mig i | |
| voldsom febervildelse . Min fantasi flommede over | |
| som en flod , hvorfra alle dæmninger vare borte , med | |
| en strøm af de mest forvirrede forestillinger . Det | |
| forekom mig , som der dansede og nikkede helvedesfigurer | |
| rundt sengen , hvoraf en med et langt fordømmelscsbrev | |
| med segl under , og at Anne kvæn | |
| rullede med gloende øjne , medens så af og til Susanne | |
| så på mig med en smertefuld mine , som om | |
| det ikke stod i hendes magt at hindre min fortabelse . | |
| Efter | |
| hvad jeg siden erfarede , mente lægen i begyndelsen , | |
| at det var nervefeber , men af visse symptomer | |
| og beskaffenheden af mine fantasier , hvorom | |
| Anne kvæn , der nok havde sine egne tanker om sagen , | |
| lod det være sig magtpåliggende at underrette ham , | |
| forandrede han helt sin mening . Han havde behandlet | |
| min stakkels moder i hendes sindssygdom , og nu | |
| genfandt han netop den samme forestilling om damen | |
| med rosen og angsten for de onde magter hos mig , | |
| sønnen . | |
| Tre uger efter dette var jeg , skønt bleg og medtaget | |
| af den langvarige nervøse paroxysme , igen aldeles | |
| frisk . Den hele møllesten af syndetyngde var | |
| som borte fra mit bryst , og jeg gik til alters uden | |
| spor af skrupler . | |
| Jeg følte mig også som en helt værdig person , | |
| da jeg søndagen efter i min sorte snipkjole gik i | |
| confirmationsvisit til præstegården . Ved denne lejlighed | |
| sad Susanne , — nok en smule på parade | |
| for mig — som voksen ved sit eget sybord på forhøjningen | |
| ved vinduet . Da hendes moder gik ud | |
| efter ribsvin og kage , måtte jeg dog på hendes vink | |
| i hast bese hendes dyrebare sybord med alle skufferne , | |
| både de over og de , som kom frem nedenunder , | |
| når hun skød de øverste skuffer bort . I en af disse | |
| sidste , som hun med en noget skalkagtig mine tog op , | |
| men lynsnart igen lukkede , i det samme moderen kom | |
| ind , lå den messingring med glasstenen i , som hun | |
| engang havde fået af mig , og ved siden af et par | |
| gamle brevlapper fra barneårene , som jeg genkendte . | |
| Da jeg gik , hoppede hjertet i livet på mig ; thi | |
| jeg havde uventet haft et stevnemøde , hvori Susannes | |
| trofaste hjertensmening havde vist sig for mig kraftigere | |
| end al mundtlig forsikring . | |
| Det faldt mig ind , at der måtte være foregået | |
| noget hjemme i den sidste tid ; thi min faders korte , | |
| kolde måde at behandle mig på var bleven mærkelig | |
| forandret . Han forærede mig således et dobbeltløbet | |
| gevær i kobbeskindshylsfer og et ur og fandt af sig | |
| selv på , at i dagene , indtil jeg rejste , skulle Jens | |
| dreng med færingsbåden være til min disposition , | |
| så ofte jeg ville ud at siyde eller fiske . | |
| Hvad der var hændt , blev mig klart , da doktoren | |
| en dag indfandt sig og bad om at få følge mig op | |
| på mit værelse . | |
| Den sialdede , bredbyggede lille doktor , med | |
| vadmelsfrakken og stålbrillerne på sin stumpnæse , | |
| var en af de hårdbarkede læger i vore fjordegne , som | |
| sætte en ære i at rejse i al slags vejr . Man så | |
| ham altid i bedst humør , når han kom lige ind fra | |
| uvejr . Han var en bestemt og grej mand , hvis besked | |
| uvilkårlig indgød tillid , og han ejede tillige | |
| noget varmt , trohjertigt i sit væsen , der gjorde , at | |
| han , når han ville , kunne være såre vindende . Han | |
| var huslæge både hos os og hos præsten og en fortrolig | |
| ven af begge familier . | |
| Da vi kom op på værelset , bad han mig sætte | |
| mig og høre på ham , medens han selv , som han | |
| plejede , udfandt sig en route på gulvet , hvor han | |
| med hænderne på ryggen kunne drive frem og tilbage , | |
| medens han talte . | |
| Han havde , sagde han , overvejet nøje , enten han | |
| skulle fortie for mig , hvad han havde på hjertet , eller | |
| tale , således som han nu gjorde , men havde bestemt | |
| sig til det sidste , da min helbredelse beroede på , at | |
| jeg selv var fuldkommen klar på , hvoraf det var , jeg | |
| led . Min sidste sygdom havde nemlig i al fald til dels | |
| været et udbrud af en disposition til sindssygdom , | |
| som han vidste lå arvelig til min familie på modersiden | |
| endog flere led opad . At dette udbrud nu havde | |
| fundet sted hos mig , havde visselig kun haft sin | |
| grund i , at jeg selv alt for stærkt havde hengivet mig | |
| til alflens fantasiindflydelser i forening med det | |
| lediggjængerliv , som han vidste , at jeg altid havde ført | |
| hjemme . Det eneste sikre middel til at standse udviklingen | |
| af denne disposition var arbejde med et fast , | |
| bestemt mål for øje , f . Eks . det at studere , hvilket | |
| han troede lå for min natur , og dertil for øvrigt en | |
| sund levemåde , spadseretour ? , jagt , fiskeri , kammerater | |
| og interesser ; men intet lediggjængeri , ingen | |
| spændende romaner , ingen usunde drømme mere . | |
| Han havde talt med min fader om sagen og anbefalet | |
| min rejse til seminariet i trondenæs som | |
| en passende forberedelse til at studere , der tillige ville | |
| bringe den fornødne afbrydelse i mit nuværende liv . | |
| Da doktoren en stund efter forlod mig , sad jeg | |
| igen på værelset med et alvorligt , bevæget hjerte . | |
| At jeg sådan var bleven gennemsigtig for mig | |
| selv og færdig med min egen gåde , var mig en overordentlig | |
| lettelse , ja jeg kan sige , at det var en episode | |
| i mit liv . | |
| Følelsen af at befinde mig åndeligt uvel , dersom | |
| et stille sindstryk , en ulykkesanelse altid , så længe | |
| jeg kunne husfe , havde ligget i baggrunden af min | |
| sjæl — om end fortrængt i den lysere sommertid af | |
| min omgang med Susanne — var altså ikke synd , | |
| ikke forbrydelsens tyngde , ikke en hemmelighedsfuld , | |
| mørk undtagelse hos mig fra al anden naturens orden , | |
| men kun en sygdom , simpelthen kun en sygdom , | |
| som sfulde behandles med en tilsvarende naturlig kur ! | |
| Jeg troede ikke , nogen kunne sidde glad som ved | |
| et lykkesbudflab og høre på at han var gal , eller at | |
| der i al fald var fare for at han kunne blive det ; men | |
| nu ved jeg , at også dette kan hænde i verden . | |
| Jeg bad nu , som jeg syntes for første gang i | |
| mit liv , rigtig frejdigt og fortrøstningsfuldt til min | |
| gud , til hvem jeg dog altså stod i samme forhold | |
| som alle andre mennesker , og , om der var nogen forskel , | |
| da kun så meget nærmere , fordi jeg var en stakkels | |
| syg . | |
| Det var en følelse , som guds sol efter en lang | |
| tung regndag igen var brudt frem over mig . Jeg | |
| bad for mig selv , for Susanne , for min fader , og i | |
| nydelsen af dette nye sikre forhold fortsatte jeg med | |
| at bede først for hver enkelt hjemme , så for dem i | |
| præstegården , så for klokkeren og tilslut i mangel | |
| af andre ligesom i kirken for „ Alle de , som syge og ' | |
| sorgfulde er “ , hvoriblandt jeg nu , i hjertet glad , regnede | |
| mig selv . | |
| Sjette capitel . | |
| Hos klokkeren . | |
| Det var kun to dage før jeg skulle rejse til | |
| trondenæs med en jagt , som lå færdig til at gå | |
| nordpå . | |
| Medens jeg rådløs overvejede alskens udveje til | |
| at få Susanne i tale endnu en sidste gang , før jeg | |
| skulle afsted , kom der bud til mig fra klokkeren , at | |
| jeg endelig måtte komme ud til ham den næste dag | |
| klokken elleve præcis ; senere var han ikke hjemme . | |
| Samme formiddag , som budet kom , havde Susanne | |
| været hos klokkeren . Hun havde , uden at sige | |
| et ord , sat sig ned henne ved bordet med ansigtet | |
| begravet i armene . | |
| Da den forskrækkede klokker trængte ind på sit | |
| „ Hjertensbarn “ , som han i sin bekymring kaldte hende , | |
| havde hun endelig med tårevædt ansigt seel op på | |
| ham og sagt , at hun græd , fordi hun var så rent , | |
| rent ulykkelig . | |
| „ Men hvorfor da , kære Susanne ? “ | |
| „ Fordi “ — eksploderede det pludselig om ørene | |
| på ham — „ jeg holder af David og han af mig , og | |
| vi er forlovede , men ingen må vide af det uden du , | |
| klokker ! og du vil ikke forråde os ? “ Med dette | |
| sidste spørgsmål kastede hun sig grædende om halsen | |
| på den af efterretningen bedøvede og omsusede klokker , | |
| der i hjertet allerede følte sig overvunden , længe før | |
| han endnu havde rede på , hvad det var , han gav | |
| sig for . | |
| Han satte Susanne ned igen i stolen , talte og | |
| trøstede hende så længe , indtil han hos sig selv fik | |
| modnet det forstandige svar , at vi burde bruge de to | |
| kommende adskillelsens år som prøveår , og derfor i | |
| den tid netop ikke skrive til hinanden . Kun måtte | |
| klokkeren så til gengæld love , at vi den næste formiddag | |
| skulle få mødes hos ham et øjeblik til en | |
| sidste aftale og afsted , samt at klokkeren , i den tid | |
| jeg var borte , skulle fortælle hende alt , hvad han fik | |
| høre om mig . | |
| Da jeg den næste dag kom ind til klokkeren , | |
| fandt jeg ham siddende i sin træstol såre alvorlig og | |
| betænkt , med armen støttet forover på knæerne og | |
| stirrende ned mod sandgulvet , der var barstrøct som | |
| til højtid . Min ankomst lod ikke til at forstyrre ham | |
| i hans betragtninger , skønt et lidet nik ved indtrædelsen | |
| havde vist mig , at jeg i al fald var bleven bemærket . | |
| Violinen svingede han langsomt i hånden | |
| frem og tilbage foran sine knæ med et sagte knep | |
| over strengene for hver gang , så den mindede om | |
| en afdæmpet kirkeklokke . Hans milde , grå øjne gled | |
| hen på mig med et grundende , mønstrende blik , som | |
| om han egentlig nu så på mig for første gang , og | |
| et svagt smil viste , at undersøgelsen ikke just faldt så | |
| dårligt ud endda . | |
| Lidt efter skyggedes døren , og ind trådte til min | |
| overraskelse Susanne . Hun gik hastigt og rødmende | |
| lige hen til mig og tog mig i hånden med de ord : | |
| „ Kære David , klokkeren ved alt : han har givet os | |
| lov til at tage farvel her . “ | |
| „ Ja , jeg har så , børn ! “ sagde klokkeren , „ men | |
| kun for et øjeblik , fordi Susanne bad så meget om | |
| det , og for at i begge kunne høre , hvad jeg efter overvejelse | |
| mener om det hele . “ | |
| Han holdt nu en liden tale , hvori han sagde , at | |
| han ikke så noget galt deri , at vi holdt af hinanden , | |
| skønt vi rigtignok vare meningsløst unge . At vi ikke | |
| åbenbarede forholdet for vore forældre , håbede han . | |
| — og han havde tænkt meget derover — også var | |
| undskyldeligt , da disse næppe engang endnu ville tage | |
| sagen for rigtigt alvor , og vi således kanske kun | |
| ville blive krænkede i vor følelse . Nogen mellemmand | |
| for hemmelige kærlighedsbreve , således som | |
| Susanne havde bedt ham om , agtede han ikke at være , | |
| og det både for sin egen skyld og for vor skyld , | |
| idet vi burde bruge de forestående to prøveår til at | |
| se , om der var virkelig sandhed i vor kærlighed , eller | |
| om det kun var børnetanker af den slags , som siden | |
| igen dunstede bort af sindet . | |
| Med den besked gik den gamle klokker godmodigt | |
| ud af stuen . | |
| Da vi vare alene , fortalte Susanne mig hviskende , | |
| hvorfor hun havde vovet at fortro sig til klokkeren . | |
| Hjemme havde hun nemlig hørt , at han engang i sin | |
| ungdom havde haft en ulykkelig kærlighed , og at | |
| dette var grunden , hvorfor han aldrig havde villet | |
| gifte sig og siden var bleven så underlig . Dernæst | |
| tog hun med ivrig hast op af lommen — hun gik | |
| endnu i sin gamle , blårudede , korte hverdagskjole , der | |
| skulle sides ud , men med „ voksent “ Hår — et kors | |
| af små , blå glasperler , som jeg skulle bære om | |
| halsen nærmest brystet i en silkesnor , som hun også | |
| trak op af lommen . | |
| Op af lommen med det meget i trak hun fremdeles | |
| efter nogen møje frem en liden saks . Det gjaldt | |
| nu en krøl af mit hår , netop den sorte i tindingen , | |
| hun længe havde sigtet på , sagde hun , og som hun | |
| agtede at forvare i aflukket under sin csnfirmationsmedaillon . | |
| Da jeg så til gengæld bad om en af | |
| hendes , som jeg også „ længe havde sigtet på “ , sagde | |
| hun , at det ikke behøvedes , da det perlekors , jeg havde | |
| fået , var trædet på hendes eget hår . | |
| Så var der noget , jeg måtte love hende , og | |
| som hun havde udtænkt , medens hun sad hjemme og | |
| syede , for da tænkte hun på så meget . Det var , | |
| at jeg , når jeg blev student , fluide forære hende en | |
| forlovelsesring af guld med indskriften „ David og | |
| Susanne “ på den ene halvdel af indersiden , og på | |
| den anden side skulle der stå : „ Som David og | |
| Jonathan “ . Det var vore forældres uenighed , der | |
| havde bragt hende på den tanke . „ Men , “ afbrød | |
| hun , „ Du hører jo ikke på mig , David ? “ | |
| Jeg stod virkelig også og tænkte på noget andet ; | |
| det var , om jeg vel turde kysse hende til farvel ; jeg | |
| huskede på isammer ude blandt vætteskærene . | |
| I det samme skrabede det ude på stcnhellen | |
| foran døren , hvilket betød , at klokkeren syntes , det nu | |
| snart fik være slut , og Susanne skyndte sig til min | |
| skuffelse straks med at få presenterne , hvormed jeg | |
| endnu stod i hånden , gemte nede i min brystlomme . | |
| Hun var netop færdig dermed , da klokkeren trådte | |
| ind og sagde , at vi nu måtte tage farvel med hinanden . | |
| Susanne | |
| så en stnnd på klokkeren og derfra | |
| bleg og med øjne , der fyldtes med gråd , hen på | |
| mig , som om den tanke , at vi skulle stilles , først nu | |
| var gået rigtig op for hende . Hun gjorde en heftig | |
| bevægelse — hun ville øjensynlig faldt mig om halsen , | |
| men tog sig igen i det , fordi klokkeren var | |
| tilstede . | |
| Nu tog hun kun min hånd , førte den op til | |
| sine øjne uden at sige et ord og skyndte sig bort . | |
| Dette var mere , end jeg kunne udholde , og jeg | |
| tror , det var for meget for den gamle klokker med . | |
| Han gik frem og tilbage og kneppede sagte på | |
| strængen , medens jeg henne ved bordet lod tårerne | |
| få frit lød . | |
| Før jeg gik , spillede han en lille dejlig „ Slåt “ , | |
| som han havde gjort , da han var tyve år . Den greb | |
| mig dybt , fordi jeg syntes , den var gjort ligesom om | |
| mig og Susanne ; den sang indeni mig længe bagefter , | |
| så jeg lærte den udenad . | |
| „ Der hører nok en til , “ sagde han , da han sluttede , | |
| og dernæst — efter et lidet ophold som i en | |
| tung erindring — : „ men den er lidet lystelig og | |
| passer ikke for dig ! “ | |
| Da jagten tidligt den næste morgen rejste , viftede | |
| der et tørklæde ud af salsvinduet i præstegården | |
| og til svar en blank hat ombord . | |
| Syvende capitel . | |
| Trondenæs . | |
| Ved et næs på nordsiden af hindøen i senjen | |
| ligger trondenæs kirke og præstegård . Denne sidste | |
| var i Olaf den helliges tid kongsgård , og Thore | |
| hunds Broder siver boede der . Bjarkø , hvor Thore | |
| hund havde sit høvdingesæde , er kun nogle mile borte . | |
| Kirken selv er i mange henseender et mærkeligt | |
| historisf minde . Dens to tårne , hvoraf det ene var | |
| firkantet og oven beflaget med kobber samt med | |
| jcrnspir og det andet ottekantet , eksisterer nu kun i | |
| sagnet , og af de berømte „ tre forunderlig høje ligevoxne | |
| støtter “ findes blot levningerne ved vestre | |
| indgang . | |
| Denne kirke har engang været christendommens | |
| nordligste grændsefæstning , har stået der mægtig med | |
| sine hvide tårne , sine klokkers langt rungende mål | |
| og sin hellige sang lig en kæmpebisp i hvid messesærk , | |
| der bar st . Olafs christne vigsel og altarlys ind | |
| i mørket mellem finmarkstroldene . Dens magt | |
| over sindene har været tilsvarende dyb og stor . Til | |
| den har henfarne slægter , kirkeklædte , sognet lange | |
| veje , før andre kirker rejstes deroppe . Kunne den | |
| kleberstens døbefont , som står i koret , opregne navne , | |
| eller alteret nævne de brudepar , som der er viede , | |
| eller den ærværdige kirke fortælle , hvad den vidste , | |
| ville vi få høre mangen mærkelig saga . | |
| Nu har protestantismen her som overalt plyndret | |
| kirken ; levninger af dens malede alterflabe findes | |
| indsatte som døre i bøndernes madskabe , og det , | |
| som var mest fremragende ved den , ligger i ruinermen | |
| længer har man heller ikke kunnet drive ødelæggelsen . | |
| Den gamle kattolske religiøse kirkestemning | |
| følger den til dels den dag i dag i de gamle sagn , | |
| der svæve om den , og underholdes ved de fremmede | |
| malerier i choret , ved de mystiske hvælvinger og alle | |
| disse ruiner , som nordlændingens fantasi genopbygger | |
| i utydelig storhed . Almuesmanoen deroppe er desuden | |
| i sit religiøse tankesæt og sin overtro ikke så lidet | |
| af en kattolik . I livsfare at love vokslys til kirken | |
| falder ham langtfra unaturligt og heller ikke at tage | |
| jomfru Maria ind i sin bøn . Han ved ja nok , at | |
| hun er afsat , men tager hende fromt med alligevel . | |
| Jeg dvæler ved mindet om denne kirke og dens | |
| omgivelser , fordi jeg i de to år , jeg opholdt mig | |
| på trondenæs , påvirkedes så stærkt af stedets | |
| mægtige fantasiindtryk . Den hule jordbund med de | |
| formodede underjordiske hvælvinger var mig som en | |
| tildækket afgrund fuld af hemmeligheder , og i kirken | |
| — hvis stilhed jeg ofte søgte , da den med sit tanken | |
| forunderlig beskæftigende indre ligger selskabeligt næsten | |
| lige væg i væg med præstegården og i regelen på | |
| grund af seminariets orgeløvelser stod åben , — | |
| kastede dagslyset undertiden skygger i gange og | |
| indsænkninger , som om der rørte sig væsener fra en | |
| anden tid . | |
| Jeg læste med stor fremgang latin og græsk | |
| med den elsfværdige , kundskabsrige præst , i hvis hus | |
| jeg boede , og de andre skolefag med en af seminariets | |
| lærere ; men i mine fristunder søgte jeg disse steder , | |
| der i så høj grad sysselsatte min fantasi , og trondenæs | |
| var derfor alt andet end det rette sted for mit | |
| sygelige sind . | |
| Min nervøse overspændthed har , som jeg senere | |
| har iagttaget , en forbindelse med månefliftet . Ved | |
| sådanne tider udøvede hine steder en næsten uimodståelig | |
| dragende indflydelse på mig , jeg listede mig | |
| ubemærkt hen i ensomheden og kunne sidde der i flere | |
| timer , fordybet i det mangt og meget , som halvklart | |
| skabtes af min indbildningskraft , deriblandt Susannes | |
| lette skikkelse , som jeg undertiden syntes svævæde lige | |
| hen imod mig , uden at jeg dog nogensinde rigtig kunne | |
| få se hendes ansigt . | |
| Det var ude på vårsiden i det andet år , jeg | |
| var der , at jeg en middagsstund under indflydelsen | |
| af en sådan sygelig stemningsperiode sad inde i | |
| kirken på en forhøjning nær hovedalteret , grublende | |
| med Susannes blå kors i hånden . På væggen | |
| ved siden af alteret faldt mit øje på et stort , | |
| dunkelt billede , som jeg ofte havde set , uden at det | |
| havde efterladt videre indtryk . Det forestiller i | |
| legemsstørrelse en martyr , der er henkastet i en | |
| tornebusk . , hvis spidse torne , lange som dolke , | |
| gennembore hans legeme på forskellige steder , og | |
| som derhos ikke tør jamre sig , fordi en svær smertefuld | |
| torn går ind under struben og ud den åbne | |
| mund . | |
| Udtrykket i dette ansigt blev mig med engang | |
| helt forfærdeligt . Det så på mig med en mine af | |
| stille forståelse , som om jeg var lidelseskammeraten , | |
| der skulle ligge der , når han endelig engang fik udstridt . | |
| Det var umuligt at få øjnene derfra , det | |
| blev som levende , rykkede snart ganske nær , snart langt | |
| bort hen i en dunkelhed , som mit eget svimlende | |
| hoved flabte . | |
| Det var , som i dette billede forhænget var | |
| draget til side for et stykke af min egen sjels hemmelige | |
| historie , og det var kun med en viljeanstrengelse , | |
| fremkaldt ved frygten for at suges for langt ind i | |
| min egen fantasi , at jeg formåede at løsrive mig | |
| fra det . | |
| Da jeg vendte mig , stod i lyset , som faldt fra | |
| vinduet nær den øverste kirkestol , damen med rosen . | |
| Hun havde et udtryk af uendeligt vemod , som kendte | |
| hun vel sammenhængen mellem mig og hint billede , | |
| og som tornegrenen i hendes hånd var kun i formindskelse | |
| den samme tornebusk , hvorpå martyren | |
| hist henne lå . | |
| I kirkens ensomme stilhed påkom der mig | |
| pludselig en usigelig angest for usynlige magter , en | |
| panisk skræk , hvorunder jeg hastigt flygtede ud . | |
| Da jeg kom udenfor , opdagede jeg , at jeg havde | |
| mistet Susannes blå kors . Det kunne kun ligge i | |
| kirken ved forhøjningen , hvor jeg havde siddet . Jeg | |
| ville i dette øjeblik , medens rædselen endnu sydede | |
| mig i blodet , ikke gået tilbage igen ind i kirken for | |
| nogen pris i verden — undtagen for Susannes blå | |
| kors . Jeg fandt det , idet jeg med fnld ro ledte på | |
| gulvet der , hvor jeg havde siddet . | |
| Den anden gang , mit nervesystem i de år | |
| sådan åbenbarede sin sygelighed , var ud på | |
| efteråret , et par måneder før jeg skulle rejse | |
| hjem . | |
| En Bonde havde , medens han var inde hos | |
| præsten , bundet til kirkegårdsmuren en hest , som | |
| var glasøjet . Jeg gav mig til at stå og se på den ; | |
| men dens døde , udtryksløse blik forfulgte mig bagefter | |
| i erindringen hele dagen . Det forekom mig , som | |
| om dens øjne i stedet for udad så indad i den os | |
| usynlige verden , og som om det kunne falde den naturligt , | |
| når man glemte at passe tommen , at vige | |
| af fra den almindelige landevej og ind på helvejen , | |
| hvor de døde fare . | |
| Som jeg om eftermiddagen med dette i tankerne | |
| sad inde hos præstens , hvor man samtalede om | |
| allehånde , stod pludselig for mig et ansigt hjemmefra , | |
| blegt og anstrengt , og lidt efter blev det mig klart , at | |
| den mand , hvem det tilhørte , kæmpede fortvivlet for | |
| at klamre sig fra den oprørte brænding op på en | |
| klippe . Det var ingen anden end vor dreng Anders . | |
| Han fæstede sine halv glas- halv hornagtige blikke | |
| på mig , medens han lå der ligesom hindret fra at | |
| redde sig af noget nede ved hans fødder , som jeg ikke | |
| så . Han havde et udtryk , som om han ville sige | |
| mig noget . Visionen varede kun et øjeblik ; men en | |
| pinlig , næsten uudholdelig følelse af , at der i denne | |
| stund hændte en ulykke for os hjemme , drev mig ud | |
| af stuen og til at vanke urolig om i Marken resten | |
| af dagen . | |
| Da jeg kom tilbage , spurgte man , hvad der havde | |
| sejlet mig , siden jeg med engang kridhvid var faret ud | |
| af stuen . | |
| Fjorten dage efter kom der et sørgeligt brev | |
| hjemmefra . Min faders jagt „ Håbet “ , -er efter de | |
| dages skik var uassureret og for en stor del ladet | |
| med fisk , som han for egen regning havde indkøbt , | |
| var på bergensrejsen gået under i et uvejr på | |
| stathavet . Fartsjet var sprunget læk og havde ud | |
| på eftermiddagen måttet landsættes . Mandskabet | |
| var sluppet derfra med livet , men vor dreng Anders | |
| havde fået begge sine ben knuste . | |
| Dette forlis gav min faders formue sit første | |
| betydelige stød . Det andet skulle komme ude i det | |
| påfølgende år med tabet også af den anden jagt | |
| „ Enigheden “ , og det tredje og for fremtiden afgørende | |
| slag rammede , da det af regeringen endelig blev | |
| afgjort , at vor handelsplads ikke skulle være dampflibsstoppested . | |
| Ottende | |
| capitel . | |
| Hjemme . | |
| I december måned var jeg igen hjemme , hvor | |
| jeg udvortes fandt alt ved det gamle , kun om muligt | |
| på grund af , hvad der var passeret , endnu stillere | |
| og tristere . Min fader var rastløs virksom , men lidet | |
| meddelsom . Han anså mig sandsynligvis heller ikke | |
| stikket til at tage del i sine bekymringer . | |
| Susanne , der nu ligesom jeg var over nitten år | |
| gammel , opholdt sig i besøg hos en familie nogle | |
| mile borte og skulle først komme hjem til jul . Min | |
| længsel efter hende var ubeskrivelig . | |
| Det var i den sidste mørke , stormfulde uge før | |
| jul , at den spanske brig „ Sancta Maria “ , fordrevet ved | |
| uvejr , indkom i nærheden of vort sted i en temmelig | |
| besfadiget tilstand , der gjorde , at den under vore | |
| dårlige arbejdsforhold måtte ligge og reparere i | |
| hen ved seks uger . | |
| Kaptejnen , som ejede både skibet og ladningen , | |
| var en høj , gul , pyntelig klædt spanier med noget | |
| gråsprængt hår , sorte øjne og store ansigtstræk . | |
| Med ham fulgte hans ssn Antonio Martinez , en | |
| smuk , ung mand med olivenbrunt ansigt og ildøjne | |
| ligesom faderen . | |
| Min fader havde gjort hr . Martinez væsentlige | |
| tjenester under indbjergningen og bad ham nu med | |
| nordlandsf gjestfrihed tage tiltakke hos os . | |
| Uagtet meddelelsen mellem os ikke kunne være | |
| synderlig livlig , da de fremmede kun forstod enkelte | |
| norsfe ord og ellers måtte hjelpe sig med tolk , | |
| fremgik det dog snart , at det var to meget godmodige | |
| mennesker . Deres hovedbefljæftigelse bestod i hele | |
| dagen at rulle og røge cigaretter og at tilse arbejdet | |
| ved briggen . | |
| Den mørke tid virker trykkende på manges | |
| humør der nord ' , især i dage , da man er mindre | |
| beskæftiget . I julen og især selve juleaften plejede | |
| således min fader altid at være yderlig trist . Medens | |
| lystigheden gik i hele huset , og folkene højtidsklædte | |
| julede ved det med tregrenede talglys prydede kjokkenbord , | |
| sad han i regelen i sine egne tanker indestængt | |
| på kontoret og ville ikke forstyrres af nogen . | |
| denne juleaften var han dog for hr . Martine ; ' | |
| skyld en stund inde i stuen , men forholdt sig hele | |
| tiden tavs og forstemt , som om han kun længtes efter | |
| sit ensomme kontor , hvortil han også lige efter | |
| aftensbordet trak sig tilbage . | |
| Niende capitel . | |
| Julebesøgef . | |
| Omkring juletiden var der den vinter på vore | |
| kanter i lofoten en hel del fremmede , mest skibskaptejner , | |
| der , ligesom Martine ; hos os , på grund | |
| af det urolige vejr eller søflade opholdt sig på | |
| forskellige steder iland . Der var derhos kommet | |
| notabiliteter sydfra i offentligt ærinde . En følge af | |
| dette var igen en del selskabelige sammenkomster , | |
| hvori verterne søgte at overbyde hinanden i flot | |
| gjestfrihed . | |
| Tredie nytårsdag blev vi således budne til | |
| middag og bal hos den formuende lensmand røst , ' | |
| hos hvem de nævnte herrer sydfra fortiden havde | |
| ophold . Det var for os kim en halvanden mil at | |
| rejse , men mange havde både seks og otte mile frem | |
| og deraf en større strækning havvej . | |
| Røst ' s rummelige lokale kunne huse en hel mængde | |
| gjester , men denne gang havde han for at skaffe | |
| nattelogi til de mange indbudne tillige taget nabogården | |
| i beflag . | |
| idet jeg strider til at fortælle dette besøg , der | |
| for mig stalde blive så fuldt af begivenheder og | |
| sindsbevægelser , har jeg lovet mig selv at være kort , | |
| og jeg kommer således til at overspringe mangt et | |
| træk og mangen en tegning , der hører til et mere | |
| fyldigt billede af livet deroppe . | |
| Man skulle efter indbydelsen spise klokken tre , | |
| men de fleste både indfandt sig to , tre timer i | |
| forvejen . Medens damerne omklædte sig ovenpå , | |
| samledes herrerne nedenunder i en med forsæt ikke | |
| meget oplyst stue , hvor der stod „ et stykke at bide i “ | |
| Og en snaps , som vel kunne tiltrænges efter rejsen . | |
| Der blev de tillige af den omhyggelige Vert gjorte | |
| bekendte med hinanden . | |
| Man ventede længe og forgæves på præsten og | |
| hans damer og måtte tilslut bestemme sig til at gå | |
| til middagsbordet uden dem . | |
| Dørene opsloges nu til den store , festligt oplyste | |
| spisesal ovenpå , gjesterne strømmede opad trappen | |
| og indtoge efter mange standsninger i dørene og | |
| lange høflige stridigheder om rangordenen deres | |
| pladse rundt det store , svært opdækkede hestesfobord , | |
| der prangede festligt med en tæt rad af vinflasker , | |
| trearmede lysestager , høje kogeopsatser og især øverst | |
| oppe ved hæderspladsen med en sand opdyngning af | |
| massivt . Sølvtøj . For præstens blev tre pladser | |
| forbeholdt oppe ved notabiliteterne . Min fader sad | |
| ved siden af hr . Martinez oppe ved hovedbordet , | |
| og jeg i beskedenhed længer nede ved et af sidebordene . | |
| Middagsselskabet | |
| var af det gode , gamle , gemytlige | |
| slags , som nu desværre overalt går mere og mere | |
| af brug . Man spiste rigtignok med kniven og vidste | |
| ikke af sølvgafler ; men der var fil gengæld virkelig | |
| glæde i laget , og man havde længe efter stof fil | |
| mangen morsom samtale . | |
| I begyndelsen , medens man endnu sad med den | |
| frysende følelse af den hvide dug og imponeret af | |
| det festlige indtryk , gik det jo rigtignok dygtig stift fil . | |
| Naboerne vovede næppe engang at hviske fil hinanden , | |
| og de balklædte unge damer , der alle som ved en | |
| magnetisk sammenhængskraft vare komne ved siden | |
| af hverandre , sad længe i dyb , genert tavshed i en | |
| række , som en blå , rød og hvid blomsterhæk , hvori | |
| ingen fugl turde synge . | |
| Middagen åbnedes ved , at berten ønskede gjesterne | |
| velkommen . I et par længere studerede taler udbragte | |
| han dernæst skåler for de tilstedeværende notabiliteter , | |
| hvilke igen af disse besvaredes . | |
| Hermed følte alle , at man var sluppet over det | |
| egentlig officielle dørtrin fil glæden . | |
| Berten indlod sig nu med lettet bryst på de | |
| langt kortere og grejere skåler for de fraværende , | |
| hvoriblandt først og sremst var den „ elskværdige præst | |
| og hans familie “ . Ved denne skål lagde nok flere | |
| end jeg mærke til , at min fader lod glasset stå | |
| urørt . | |
| imidlertid gik retterne rundt , og eftersom vinstanden | |
| i flaskerne sank , steg munterheden . Der | |
| dukkede nu op mangt et både kvivkt og skarpt hoved , | |
| der her var kommet frem på sin rette kampplads , og | |
| den hagl , som her vankede af vid , lystige indfald og | |
| morsomme taler — de sidste som oftest i form af | |
| historier med et undertiden måske noget drøjt point | |
| i — gav et livligt indtryk af det ejendommelige | |
| nordlandske lune . | |
| At der , da man skulle rejse sig fra bordet , var | |
| enkelte , som ikke kunne - komme op af stolen , og | |
| andre , der bagefter savnedes som følge af slaget , | |
| var kun , hvad der dengang sædvanlig hændte i | |
| selskaber . Blandt disse sidste skulle desværre også | |
| jeg tælles . | |
| Øjeblikkets indtryk har altid haft en stor magt | |
| over mig , og uvant , som jeg var , både til den slags | |
| lystighed og til stærke drikke , havde jeg uden forsigfighed | |
| overgivet mig til den glade stemning , der | |
| susede rundt omkring mig . Jeg tror , at jeg aldrig | |
| har let så meget i mit hele liv tilsammen , som jeg | |
| gjorde ved dette ene middagsbord . På skrå for mig | |
| sad den rødhårede handelsmand Wadel med sit lange , | |
| tørkomiske ansigt og fyrede af den ene vittighedsgranat | |
| ester den anden , og ved min side hviskedee den pukkelryggede | |
| kontorist gram , der var vkdenom bekendt for | |
| sit gode hoved og frygtet for sin bidende tunge . | |
| Hans pikante karakteriseren af de forskellige , som sad | |
| ved bordet , steg i ondskabsfuldhed , eftersom han drak , | |
| og var hans ord blevne hørte , ville nok mangt et | |
| strålende ansigt ved bordet stiftet udtrykt jeg tror | |
| også , at han ved siden deraf i stilhed har haft sin | |
| fornøjelse af at få mig beruset , i det mindste var han | |
| hele tiden utrættelig i at fylde mit glas , især da den | |
| hede vin toges i brug . Hans rappe , gløgge ørneøjne | |
| og nogle tilhviskedee ord rettede min , nu ellers dygtig | |
| omtågede opmærksomhed hen på mangen en komist | |
| scene . | |
| Det forekom mig til sidst , at stuen og bordet | |
| gik op og ned , som om vi sad under søgang i en | |
| stor kahyt . Utydeligt står også for mig , at man | |
| bagefter i den sejlende sal i to modsatte strømninger | |
| klemte sig forbi hinanden rundt bordet mellem væggen | |
| og stolene og takkede for maden . | |
| Efter alt dette erindrer jeg intet , før jeg vågnede | |
| i bælmørke som af en tung , forvirret drøm og følte , | |
| af jeg lå i en blød edderduns seng . Lidt efter lidt | |
| dagede det passerede op i min erindring , og jeg | |
| begreb , af jeg var bleven bragt til sengs i et af gjesteværelserne | |
| i nabogården . Medens jeg lå og grundede | |
| over dette og følte mig uhyre ulykkelig , kom den ældre | |
| hr . Martine ; ind til mig med et lys i hånden for | |
| af se til mig . Det viste sig da , af klokken var over | |
| to om natten , og den omstændighed , af jeg således | |
| havde sovet en seks , syv timer i træk , skyldte jeg | |
| rimeligvis , af jeg ikke længer følte mig videre legemlig | |
| ilde ; desto mere led jeg moralsk af en skamfuld | |
| følelse . | |
| såvidt jeg kunne forstå , da jeg klædte mig på , | |
| var nok nabogården bleven et helt lazarett for den | |
| samme slags faldne efter middagsbordet som jeg , | |
| og blandt dem bemærkede jeg med en vis hevngjerrig | |
| glæde kontorist gram , min pukkelryggede , skadefro | |
| sidemand . | |
| Hr . Martine ; betydede mig med alskens oprømte | |
| gestikulationer , af man nu var ivrigt i færd med af | |
| danse , og af jeg måtte være med . | |
| Tanken om , af Susanne nu længst måtte være | |
| kommen og have ventet forgæves , for mig med et | |
| som et lyn igennem hovedet . Hvorledes jeg havde | |
| kunnet glemme hende endog kun et øjeblik , var mig | |
| selv en gåde ; men at jeg havde gjort det , lå tungt | |
| på mig . | |
| Spisesalen var nu bleven forvandlet til balsal , | |
| og dansen havde allerede i flere timer gået lystigt | |
| for sig efter fuld musik af violin , klarinet og | |
| violoncelle . I et belejligt øjeblik , midt under en | |
| Dans , listede jeg mig ubemærket ind . | |
| Som jeg stod der med mine trange , hvide handfler | |
| på , bleg og genert nede ved den åbne dør , igennem | |
| hvilken heden strømmede ud i den kolde gang som en | |
| tåge , led jeg i begyndelsen stærkt under følelsen af , | |
| at alle nu ville se på mig og tænke på min mindre | |
| passende opførsel . | |
| Det ene par efter det andet svingede imidlertid | |
| forbi så nær , at damernes kjoler rørte ved mig , og | |
| jeg begyndte , så vidt min nærsynthed tillod mig det , | |
| efterhånden at orientere mig i salen . | |
| Prcrstefruen sad i sofaen , oversf oppe mellem | |
| nogle ældre damer , i ivrig samtale med den skaldede | |
| lille doktor . | |
| Præsten spillede sandsynligvis kort nedenunder ; | |
| — men til Susanne så jeg intet . | |
| Den unge Martinez svingede netop oppe i salen | |
| med strålende mine i en polket en påfaldende smuk , | |
| hvidklædt dame med et blåt , flagrende bånd om | |
| livet . Hun havde et svært , dejligt hår , der faldt i | |
| det gule , med en stor sølvnål som et spyd gennem | |
| nakken og en let balkrands på . Hun så ned mod | |
| gulvet , medens hun dansede . Damen var højere og | |
| fyldigere end Susanne , men med en særegen ynde i | |
| sin figur , som erindrede mig om hende . Den lette , | |
| næsten fornemt udsøgte måde , hvorpå hun førte de | |
| små fødder i dansen — det var , som om hun | |
| svævede — lignede også hende , og jeg fulgte derfor | |
| parret med en ubevidst interesse . | |
| Min nærsynthed hindrede mig fra at skelne godt , | |
| og da de kom forbi mig , skjultes desuden damens | |
| bøjede hoved af hendes egen arm , der fortrolig lænede | |
| sig op til den øjensynlig lykkelige Martinez ' skulder . | |
| Hvad jeg så , var kun en bred , ren , velsignet pande , | |
| der ikke kunne tilhøre to i verden , og at en nedfalden | |
| lok af hendes hår legede om de hvide , runde | |
| skuldre . | |
| jeg følte , at jeg skalv i knæerne . Denne høje , | |
| fine , fornemme dame kunne dog umulig være | |
| Susanne ! | |
| Med en skinsyg følelse vogtede jeg ufravendt på | |
| deres Dans , til de næste gang kom forbi . Netop | |
| lige overfor mig slog hun leende øjnene op , hendes | |
| blik faldt lige på mig , og en stærk rødme gød sig | |
| pludselig over ansigt og skulder , helt ned til kniplingskanten | |
| på kjolen . | |
| Det var Susanne ! | |
| I de lidt over to år , vi havde været adskilte , | |
| havde hendes skønhed udfoldet sig så vidunderlig | |
| rigt . Af den fine syttenårs knop var der i den | |
| korte tid sprunget frem en herlig , fuldt udvoxen | |
| kvinde . | |
| Parret satte sig ned øverst oppe i salen på deres | |
| pladse nær rækken af de ældre damer . | |
| Jeg begreb nu , af de to vare i færd med af opføre | |
| ballets sidste lange Dands cotillon , hvilken man i | |
| regelen plejer af afveksle med en uendelighed af tourer , | |
| og det for mig igennem tanken , af den unge Martinez | |
| sandsynligvis havde gjort lykke hos Susanne den | |
| hele aften , siden han var bleven hendes cavalier netop | |
| i denne Dans . Jeg blev vaer , hvorledes præstefruen | |
| synligt udmærkede ham , og det faldt mig bittert ind , | |
| af han jo både var en rig mand og derhos , skønt | |
| lavere af statur , så helt anderledes voksen og mandig | |
| ud end jeg . | |
| der gik mig som en kniv i hjertet . Jeg havde | |
| altså ligget beruset som et dyr og ladet en fremmed | |
| tage Susanne fra mig . | |
| Med vild skinsyge bemærkede jeg , hvorledes den | |
| smukke , stumme , med de sorte ildøjne talende Martine ; | |
| leende og under alflens livlige nik og gebærder søgte | |
| at tydeliggøre hende en ny tur , som nu skulle gå | |
| for sig , hvorledes han undertiden bøjede sig ligesom | |
| fortroligt hviskende hen over hende , og hvorledes hun | |
| igen fra sin plads så op til ham og lo lystigt , flig | |
| som kun Susanne kunne le . Han tog hende ved | |
| hånden og fik hende til at gøre en prøve på | |
| gulvet foran deres pladse , og dette lod til at være | |
| endnu morsommere . | |
| Den unge Martine ; beskæftigede hende øjensynlig , | |
| og vort gamle forhold var altså blot børnestreger , | |
| som den voksne dame nu helst ønskede glemt . Efter | |
| vor aftale om de to prøveår var jo også alt i den | |
| henseende mellem os på det Rene , så at vi som | |
| voksne for den sags skyld ved lejlighed nu gerne | |
| kunne passiare leende sammen om det hele . | |
| Blodet susede i mit hoved , og jeg følte , at jeg | |
| måtte hevne mig . Før jeg rigtigt havde overtænkt | |
| hvorledes , gav jeg mig ved en pludselig indflydelse | |
| til at passiare ivrigt og så , at det kunne have udseende | |
| af , at jeg gjorde Cour , med landhandler r . s | |
| smukke datter , som netop kom til at stå lige ved | |
| mig . | |
| da Susanne bagefter i den nye tur dansede | |
| forbi os , så hun ligesom forundret prøvende hen på | |
| mig . Næste gang hun kom tilbage , tabte hun af | |
| vanvare sit lommetørklæde netop der , hvor jeg stod . | |
| Jeg fog det op , gik stift hen og leverede det til præstefruen , | |
| der imidlertid — det være nu i betragtning af | |
| min opførsel ved middagsbordet eller af andet — | |
| fog påfaldende kort og koldt imod mig . Jeg bukkede | |
| ligeså koldt for hende og vendte så tilbage til min | |
| gamle plads , hvor jeg igen optog den afbrudte leende | |
| samtale med jomfru r . | |
| En stund efter svingede Susanne atter forbi , og | |
| hun så da hen på mig med en alvorlig , men uvis | |
| mine , som om hun ikke rigtig var på det Rene med | |
| sig selv om , hvad hun skulle tænke ; siden slog hun hver | |
| gang med villie øjnene ned . | |
| Jeg opdagede med tilfredsstillelse , at Martine ; | |
| igrunden dansede klodset . Medens jeg med forceret | |
| overgivenhed lo og passiarede med min vakre sidedame , | |
| var det min hemmelige fristelse at sætte foden | |
| i al ubemærkethed en smule ondskabsfuldt frem , for | |
| at han kunne snuble i den . Og jeg ved ikke rigtig , | |
| hvordan det gik til , men da Martine ; næste gang | |
| dansede forbi , faldt han så lang , han var , hen over | |
| gnlvet og slog sig vist hårdt ; han var nemlig i | |
| faldet ridderlig nok til af slippe den støtte , han | |
| kunne haft i sin dame , så af Susanne kun blev reven | |
| halvt med . | |
| han rejste sig og så rasende hen på mig , den | |
| uskyldige årsag i uheldet , der stod tilsyneladende alt for | |
| optaget af min sidedame , til endnu ret engang af have | |
| bemærket , hvad der foregik . . Det blik , som han fik | |
| tilbage for det , han lånte mig , åbenbarede ham | |
| imidlertid nok uvilkårligt hele sandheden ; thi han | |
| ville netop fare lige imod mig , da han uventet standsedes | |
| ved , af Susanne , rigtignok en smule bleg , | |
| trådte lige hen foran ham og med en verdensdames | |
| holdning roligt rakte sin arm ud , for af han skulle | |
| føre hende videre . | |
| Som Susanne gik arm i arm opefter med den | |
| hinkende Martinez , vendte hun pludselig sit ansigt om | |
| til mig med en mine så glædestrålende , af jeg fra | |
| min dybe fortvivlelse pludselig hensattes i den lykkeligste , | |
| mest jublende vished . | |
| Hun havde klarlig forstået , af Martinez ' uheld | |
| var en hevn fra min side for hendes skyld og | |
| dermed fået den tvivl lettet af sit bryst , som min | |
| færd i den sidste times tid havde måttet give hende ; | |
| thi at jeg ikke var beruset , havde hun snart indset , og | |
| koketteri lå alt for fjernt fra hendes egen oprigtige , | |
| sanddru natur til , at hun skulle kunne forstå et | |
| sådant hos mig . I bred sandhed var hun egentlig | |
| kun en forfinet kvindelig udgave af sin faders stærke | |
| natur . | |
| Jeg gik og gjorde den unge Martinez de mest | |
| ufortrødne undskyldninger for min kejtethed , medens | |
| Susanne sad ved siden af og hørte på , indtil han | |
| godmodig , som han munden var , endelig lod sig | |
| formilde . Noget lang i ansigtet blev han jo , da | |
| Susanne lige ovenpå foreslog , at jeg skulle opføre den | |
| forestående tur med hende , for at han kunne hvile | |
| sit forslåcde ben til den næste . | |
| Ja , jeg dansede med hende , den smukke , fuldvoksne | |
| kvinde i den hvide balkjole , hvem jeg for en stund | |
| siden ikke havde genkendt , fordi hendes egen herligt | |
| udviklede skønhed skjulte hende . | |
| Vi havde lært hinanden at danse , og jeg tror , at | |
| vi begge dansede ualmindelig godt . Den lette balkrands | |
| med fine , hvide blomster mellem de grønne blade | |
| fremhævede hendes rige hår ; jeg havde armen om | |
| hendes liv og kendte , hvorledes hun elastisk lænede sig | |
| op til mig , medens hun vuggede med mig i dansen , | |
| glad og tryg som et barn . Hendes pande var nær | |
| mine læber , og vore blikke , som søgte hinanden under | |
| dansen , talte atter og atter om , hvor dejligt det var | |
| at mødes , når man har længtes inderligt efter | |
| hinanden i to lange år . | |
| Da jeg førte hende tilbage til hendes plads , fik | |
| jeg et håndtryk og et blik , der fuldstændigt holdt | |
| mig skadesløs for præstefruens mindre venlige miner . | |
| Det lod til , at Susanne blev irettesat for sin negligeante | |
| opførsel mod den unge hr . Martine ; , men at | |
| doktoren , som sad ved siden , tog hende i forsvar . | |
| Jeg stod igen på min gamle plads og så | |
| Susanne og Martine ; opføre den nye tur . | |
| hendes opkastede læbe viste i begyndelsen spor | |
| af den gamle barnetrods efter irettesættelsen ; men | |
| siden blev udtrykket ligesom mere roligt og tankefuldt . | |
| Hensunken , som jeg stod , i synet af hende og | |
| formodentlig svag efter de mange vekslende sindsbevægelsær , | |
| kendte jeg med et denne trykkende , urolige | |
| følelse af angesf og ulykke komme over mig , som i | |
| regelen ledsager mine visioner . Jeg søgte at komme | |
| ud af salen , men synet greb mig forinden . | |
| Jeg så Susannes ansigt , medens hun dansede | |
| med Martinez , hvidt som en gribende skøn afdøds , og | |
| den grønne krands med de små hvide blomster hang | |
| hende i håret som vådt søgræs . Det var som der | |
| drev vand ned ad hende . | |
| Blodet strømmede mig til hjertet ; salen var | |
| snart mørk , snart drejede den sig under gnister af | |
| tusinde lys rundt for mine øjne med de dansende | |
| par . | |
| Jeg ville visselig være besvimet nede ved døren , | |
| havde ikke doktoren taget mig under armen og fort | |
| mig ud på den kølige gang og derfra ind i et lidet | |
| gjesteværelse , hvor ban lød mig drikke vand og hvile | |
| på sengen . | |
| Da han en halv times tid efter anfaldet kom | |
| tilbage og så , at jeg var kommet mig , satte han sig | |
| mildt og venligt ned ved sengen hos mig og begyndte | |
| på sin trohjertige måde at tale , som han sagde , | |
| „ ligefremt “ med mig . . | |
| han havde , sagde han , idet han med lysesaxen | |
| betænksomt kløvede tanden i lyset , — som han , formodentlig | |
| for at kunne iagttage mig , havde taget bort | |
| fra spejlbordet og nu sad med i hånden , — den | |
| aften , fra jeg kom op i salen , lagt mærke til mig og | |
| troede at forstå , at jeg inklinerede for den smukke | |
| Susanne 8 . , men var skinsyg på den unge hr . | |
| Martinez . Han havde også før hørt en fugl synge | |
| om den ting . | |
| Dette var en følelse , som mange unge mennesker | |
| bare ville have godt af og udvikles ved , men for mig | |
| med min sindsdisposition ville den slags ophidsende | |
| stemninger kun være i højeste grad til skade ; han | |
| havde desværre , lagde han sagte til , haft erfaringer | |
| derfor fra min egen stakkels moder ; thi det , at hun | |
| i min barndom havde opdaget , at hendes sindssygdom | |
| var nedarvet på mig , havde kun været den | |
| tilfældige anledning til , at hun mistede forstanden . | |
| Som læge og ven ville han sige mig dette nu , | |
| medens han mente der endnu var tid for mig til ikke | |
| at lade denne følelse slå rødder . Og han ville sige | |
| det ikke blot for min egen , men også for Susannes | |
| skyld , hvem han holdt inderlig af og så nødig ville | |
| have ført ind i det , som efter menneskelige øjne blot | |
| kunne ende med sorg . | |
| Et måtte jeg også overveje , forfsatte han — efter | |
| et længere ophold , hvori han ligesom betænkte sig på | |
| at rykke ud med sproget , me . n så besluttede sig fast | |
| dertil — og det var , at min ulykkelige arvelige disposition | |
| hellerikke gjorde det så ganske forsvarligt for | |
| mig at tænke på at gifte mig ; det kunne , antydede | |
| han med en gestus , som om han i lyset udførte en | |
| sidste afgørende operation , endog betragtes på samme | |
| måde , som om en spedalsk giftede sig uden at bryde | |
| sig om , at han derved forplantede sin sygdom ned | |
| på børnene . Jeg skulle dog — her rejste han sig og | |
| lagde hånden trøstende på min skulder , — ikke tage | |
| mig disse ting alt for nær . De bitre midler , og det | |
| var desværre sandheden nu , er som oftest de sundeste , | |
| og for min syge , drømmende natur var den usminkede | |
| sande virkelighed tillige efter hans alvorlige , modne | |
| overvejelse det eneste middel til sundhed og frelse . | |
| Efter et øjeblik atter at have holdt lyset hen over | |
| mig , fjernede han sig med et alvorligt nik ; han indså | |
| nok , at jeg ikke i øjeblikket var i stand til at føre nogen | |
| samtale eller svare ham . | |
| Det var i al venlighed dødshugget over alle | |
| mine drømme og illusioner . | |
| Jeg følte bedøvelsen af slaget , skønt min indre | |
| erkendelse endnu ikke rigtig havde optaget det klart i | |
| sig . Mit livs gamle ulykkesanelse var nu endelig | |
| stadfæstet . Susanne havde for mig altså dog kun | |
| været et lånt solskin , som skulle udslukkes , når det | |
| kom til virkeligheden . | |
| Medens jeg med det indre øje egentlig mere så | |
| end tænkte dette , og musiken lød utydeligt inde fra | |
| balsalen , lå jeg så rolig , så rolig og følte mig | |
| efterhånden med en dump smerte ligesom afdø fra | |
| alt det , som var mig kært i verden . Det var , som | |
| mit legeme stivnede under sorgen , og Susannes ansigt | |
| uden livsskær stod nu for mig som noget naturligt ; | |
| min kærlighed var jo en afdød historie . | |
| Som jeg endnu lå der i en dunkel , stiv døs , | |
| gennem hvilken alt ydre kun viste sig for mig i en | |
| halvtåge , åbnedes døren , og en dame trådte ind . | |
| Hun rettede i hast foran spejlet af et knappenålsbrev | |
| en nedtrådt rift i sin balkjole , men standsede | |
| med et forskrækket ved at se nogen ligge borte i halvmørket | |
| på sengen . | |
| Jeg genkendte Susanne , og , som det lod , sagde | |
| også en anelse hende , at det kunne være mig , thi | |
| hun nærmede sig ligesom spejdende og hviskedee mit navn . | |
| Sandsynligvis har hun tænkt , at jeg sov , siden | |
| der intet svar kom , og at det ikke var ret eller tid | |
| at vække mig . Et øjeblik stod hun stille lige ved mig , | |
| som hun betænkte sig , så bøjede hun sig over mig , | |
| så jeg kendte hendes varme ånde , trykkede et sagte | |
| Kys på min pande og gik . | |
| Et julebesøg plejer i egnene nordpå at vare i | |
| et par dage , som oftest i flere . Denne gang blev | |
| det så , at vi fra vort hus på grund af min faders | |
| og Martinez ' ernes travlhed skulle rejse de fem Fjerdingvej | |
| hjem allerede den næste aften i mørket , | |
| medens derimod de fleste skulle vente til den påfølgende | |
| dag . | |
| præstefamilien skulle imidlertid blive der til gæst | |
| sammen med „ Notabiliteterne “ Ugen ud til-lørdagen . | |
| I mellemtiden , allerede den næste dag , fluide præsten | |
| og fruen ud på besøg hos en familje i nærheden . | |
| Susanne fik lov til at blive tilbage . | |
| Jeg havde , som de andre gæster , ligget til langt | |
| op ad formiddagen ; men inde i mit hoved havde i | |
| den tid doktor k . ' s ord om , at min stilling var | |
| lig den spedalskes , banket som i en byld stedse hårdere | |
| og smertefuldere igennem alle mine vekslende forestillinger , | |
| indtil deres betydning med engang stod klar | |
| og med sin hele bråd for mig . | |
| Jeg elskede jo Susanne tusinde gange højere end | |
| mig selv , og skulle jeg så egenkærlig pille knytte | |
| hendes skæbne til en mand , som var sindssvag , bare | |
| fordi dette menneske var mig selv ? Og min sindstilstand | |
| ville kanske udover livet heller forværres . | |
| Jeg begyndte at føle , at jeg vandt i fromt mod | |
| til opofrelse og fik dermed tillige en velgørende , klar | |
| ro over mig . Det var jo dog , når alt kom til alt , | |
| kun det bedste , jeg vidste , nemlig at ofre livet for | |
| Susanne , og denne betragtning gav mig til sidst næsten | |
| en fanatifl lyst til at gøre det . | |
| Min beslutning var i al fald fattet , og min plan den | |
| simple at tale ligefrem , bestemt og klart med hende ; thi | |
| fluffe hende i nogen måde , ville jeg ikke for alt i verden . | |
| Det var om eftermiddagen i tusmørket , medens | |
| de andre vare ude og gik tur , at jeg fik anledning | |
| til at tale alene med hende . | |
| Susanne bar den dag sin førte silkes konfirmationskjole , | |
| der sad så godt om hendes liv , kniplingskrave | |
| og snævre ærmer med manchetter om | |
| håndledet . Håret var fæstet med en sølopil som | |
| på ballet , men ellers uden nogen anden prydelse . | |
| Hun sad nu eftertænksomt og hørte på mig foran | |
| den netop ilagte kakkelovn , hvor vi begge havde sat os | |
| hen . Hvergang hun bøjede sig frem i lysningen fra | |
| ovnmundingen , faldt skæret på hendes udtryksfulde | |
| ansigt , medens jeg , under anstrengelsen for af være | |
| sand , mulig endog med overdrevne farver fortalte hende | |
| alt om min sindstilstand , og hvad doktor k . havde | |
| sagt derom . | |
| Eftersom jeg talte , så jeg hendes ansigt blive | |
| stedse alvorligere og blegere , indtil hun til sidst med albuerne | |
| støttet på sine knæ bedækkede sine øjne med | |
| hænderne , så jeg blot kunne se , af hendes læber skjalv | |
| og af hun græd . | |
| Da jeg kom til , hvad doktoren havde sagt om af | |
| min stilling var lig en spedalsks , og af således gud | |
| selv havde sat en hindring mod vor forening , samt | |
| trøstende søgte af forestille hende , af vi jo i grunden | |
| hele vort liv med undtagelse af de sidste par år | |
| havde elsket hinanden på en anden måde som Broder | |
| og søster — løftede hun pludselig i vild heftighed | |
| hovedet op , så jeg så lige ind i det tårevædede ansigt , | |
| slog armene om min Hals og nødte mig sådan | |
| ned på knæ hen foran sig . Hun pressede mit hoved | |
| med magt op til sit bankende bryst , som om hun | |
| ville beskytte mig mod dem , der ville tilføje mig ondt . | |
| Så strøg hun med hånden håret bort fra min | |
| pande , — jeg kendte hendes tårer falde ned på | |
| mit ansigt — og hun gentog atter og atter ligesom i | |
| vildelse kælende de ord , at ingen i verden fluide | |
| få tage mig fra hende . | |
| Dette var for meget for min trætte , pinte natur ; | |
| jeg greb begge hendes hænder og græd over dem med | |
| hovedet i hendes fang . Min gråd blev stedse hæftigere , | |
| indtil den tilslut steg til en fortvivlet , krampagtig | |
| hulken , som jeg ikke længere kunne råde for , og | |
| som nok rent ud forskrækkede Susanne ; thi hun tyssede | |
| på mig , nævnte mig ved navn og kyssede mig derimellem | |
| som et barn , for at få mig stille . Jeg | |
| havde en så dyb trang til at få udgrædt , at det | |
| ikke længere kunne standses . | |
| Da jeg endelig blev roligere , foldede hun igen | |
| sine hænder om min nakke , som om hun derved ville | |
| tvinge min opmærksomhed , bøjede sig frem og så mig | |
| længe ind i øjet med et udtryk i sit bevægede , smukke | |
| ansigt , på engang så overtalende inderligt og så | |
| viljestærkt . Jeg måtte , forsikrede hun endelig med det | |
| kast med hovedet , hvormed hun altid gjorde sin tale | |
| indtrængende , tro hende i , at hun for vort vedkommende | |
| vidste tusinde gange bedre besked om , hvad | |
| gud ville , end nogen doktor , og kun gud skulle vi | |
| begge her lystre , ingen doktors menneskelige klogflab . | |
| Jeg var også i meget så uhyre enfoldig , så man | |
| kunne snakke for mig , hvad det så skulle være . | |
| sådanne folk som doktoren , sagde hun , forstod | |
| sig ikke på , hvad kærlighed var . Havde jeg været | |
| frisk og glad , så havde det vist været guds vilje , at | |
| hun skulle delt det gode med mig , og så måtte det | |
| ligeså vel være hans vilje , at den samme kærlighed | |
| skulle få dele min sorg og sygdom ; men her var | |
| det , at doktor k . — hun lagde ham øjensynlig stærkere | |
| og stærkere for had , eftersom hun beskæftigede sig | |
| med ham — tænkte anderledes end Vorherre . Hun | |
| troede desuden så sikkert , — og hendes stemme blev | |
| her forunderlig mild og blød , næsten hviskende og fortrolig | |
| — , at netop det , at vi to holdt så af hinanden , | |
| ville være en bedre snndhedscuur for mig , end nogen | |
| doktor kunne finde på . Ialfald følte hun hos sig | |
| selv , at hun ville blive syg i sindet og fortvivle , om | |
| ikke jeg længer holdt af hende , for det havde vi jo | |
| gjort , fra vi begge kunne huske , så det nok var for | |
| sent at finde på at skille os ad . | |
| Et skulle nu være fast besluttet — ved tanken | |
| fik hendes ansigt et præg af ubetvingelig vilje , der | |
| mindede mig om hendes fader — og det var , at hun | |
| snarest mulig ville betro alt om vort forhold til sin | |
| fader . Nogen hemmelighed burde det , både for min | |
| og hendes skyld , ikke længer være . Hendes fader | |
| holdt så meget af hende , og i nødsfald ville hun | |
| alvorligt sige ham , at det ikke kunne nytte hverken ham | |
| eller nogen anden — hun mente hermed moderen — | |
| længer at prøve at få nogen doktor til at narre mig | |
| fra hende . | |
| noget „ Broder- og søsterflab “ mellem os , som | |
| hun med hånlig foragt i minen udtrykte sig , ville | |
| hun nu mindst af alt vide af , og ligesom for ret at | |
| få knust denne tanke , bad hun mig , idet hun stod | |
| opret foran mig og med lidenskabelig Iver så mig i | |
| ansigtet , at give hende mit Kys på , at vi endnu var | |
| og altid trods alt og alle fluide vedblive at være | |
| trofaste forlovede , selv om jeg aldrig blev så frisk , at | |
| vi nogen gang kunne gifte os her på jorden . | |
| Jeg tog om hende , gav hende kysset varmt og | |
| lidenskabeligt en , to og tre gange , indtil Susanne frigjorde | |
| sig for mig . | |
| Medens hun talte , var det gået op for mig , at | |
| hun , med sin stærke , sunde , kærlige natur , stred striden | |
| for os begge og for en ret , som mulig ikke ganske | |
| kunne bevises med ord , men hvis hellighed jeg følte | |
| stod over alt kunstigt bevis . | |
| Jeg fik nu Susanne tilbage på en anden sandere | |
| og virkeligere måde , end jeg nogen gang havde anet | |
| eller drømt , idet jeg begreb , at alt det , som kunne | |
| kaldes ridderlig opofrelse fra min side , kun lå | |
| lavere end vor kærlighed , ja simpelthen var en uværdig | |
| krænkelse af den . I sand kærlighed bæres korset af | |
| begge de elskende , og den , som „ ridderligt “ vil bære | |
| det alene , bedrager kun den anden for en del af sit | |
| bedste eje . | |
| en times tid efter denne min sammenkomst med | |
| Susanne , der sluttede med fornyede løfter og tilsagn , | |
| sad jeg i den næsten mørke vinteraften , medens månen | |
| sejlede bag en uendelighed af små , grå skyer , i | |
| bagskotten af vor fembøring sammen med min fader | |
| og de to Martinez ' er . | |
| Fader sad ordknap og styrede , medens folkene | |
| roede op en temmelig tung modvind , som faldt ind | |
| sundet , før at vi kunne få „ Stræk på sejlet “ | |
| Resten af vejen . | |
| Jeg tænkte i stilhed over alt det meget , som var | |
| passeret under dette korte besøg , og følte mig så | |
| uendelig lykkelig . | |
| Vi kom hjem ud på natten . Jeg forsøgte at | |
| ligge vågen og tænke på Susanne og alt , hvad hun | |
| havde sagt mig , men sov ind som en sten og vågnede | |
| med en følelse af sundhed , lykke og glæde , som | |
| kun den ved af , i hvis lod det har faldt at få sove | |
| den rigtig lykkeliges søvn . Og således kom nu hver | |
| nat . Jeg sov ind , før mit fadervor var til ende , | |
| sang om morgenen og følte mig næsten til overgivenhed | |
| let , glad og arbejbslysten hele dagen . | |
| Det stadfæstede sig , hvad Susanne havde sagt , at | |
| vor kærlighed ville blive mig en sundhedsbrønd , | |
| bedre end nogen doktors menneskelige kløgt formåede | |
| at anvise . | |
| tiende capitel . | |
| Stormen . | |
| Det var ud på eftermiddagen lørdag efter helligtrekongersaften , | |
| at den forfærdelige to dages storm | |
| røg op , der af mange endnu omtales som en af de | |
| mest orkanagtige , der i mands minde er overgået | |
| lofoten . | |
| Det var en lykke , at fiflet endnu ikke var begyndt . | |
| — stormen stod med gråvejr og slud og uhyre | |
| søgang sydvest , ret ind pestfjorden — ellers ville der | |
| kanske været spurgt forlis efter ikke mindre målestok | |
| end under det bekendte uvejr i 1849 , da i et døgn | |
| flere hundrede både forliste . Nu blev det med en del | |
| både , som var påvej til fiflet , og indstranding af | |
| flere jagter og et par større fartøjer . | |
| Uvejret øgede på udover natten ; vi kendte , hvordan | |
| bygningen for hvert stormstød gav sig og stønnede | |
| i sine sammenføjninger , og sad alle som ved en | |
| stille overenskomst oppe ved lys og vågede . | |
| Vindneslemmer , døre og glugger blev omhyggelig | |
| tillukkede . Tagstenene ramlede larmende under | |
| vindstødene , så at vi frygtede for , at de skulle bryde | |
| åbning i taget , og skorstenspiberne gav i blæsten | |
| en uhyggelig , dyb , brummende lyd , der under de værste | |
| tag i bygningen hørtes som en høj , fæl kjæmpetone | |
| ud i natten , undertiden næsten som et vildt nødråb . | |
| Vi opholdt os alle i stuen under en tavshed , | |
| som knn af og til afbrødes af nogle bemærkninger | |
| øm vejret , eller når en af husfolkene kom ind fra | |
| en rundtour omkring i huset for at se efter . | |
| Min fader sad i urolig angest for sjøboden og | |
| sin jægt , som lå nede i bugten , og som om eftermiddagen | |
| under den svære sø , der trods havnens | |
| gode beliggenhed gik derind , var bleven tredobbelt fortøjet . | |
| Jeg så ham mange gange folde hænderne , som | |
| om han bad , og derpå en stund ligesom opmuntret | |
| gå frem og tilbage på gulvet , indtil angesten igen | |
| tog ham og han satte sig og så mørk og bleg hen for | |
| sig som før . | |
| Uvejret tog heller til end af . Engang hørte vi et | |
| dumpt bulder , som godt kunne være ifra sjøboden . | |
| Jeg så sveden perle på min faders pande og grebes | |
| af en dyb smerte ved at se hans beklemthed uden at | |
| kunne lægge engang to strå ikors for at hjelpe . | |
| Lidt efter gik han med et lys ud i kontoret og | |
| kom tilbage med en gammel storstilet psalmebog , hvori | |
| han slog op en bøn , samt en psalme at synges i | |
| havsnød . | |
| Alle folkene samledes , nden at være tilkaldte , i | |
| stuen til husandagt . | |
| Min fader sad med psalmebogen i de svære , | |
| barkede hænder , som han havde foldet foran sig på | |
| bordet mellem de to lys . Først læste han bønnen | |
| og sang dernæst alle versene i psalmen ud , medens de | |
| af os , som kunne melodien , efterhånden hjalp til i | |
| omkvædene . Det var i alle dele , som når der | |
| holdes gebet i en skibskahyt , medens fartøjet er i | |
| fare , og min fader havde visselig også ideen fra en | |
| sådan scene i hans møjsomme ungdomsliv . Under | |
| andagten forekom det os alle , al stormen ligesom | |
| begav sig og at den først tog på igen , efter at den | |
| var sluttet . | |
| Om den ældre Martine ; forlød det , at han ovenpå | |
| lå på knæ ved sin seng og i et væk korsede | |
| sig foran et crucifix . Han havde mindre grund end | |
| vi til at være ængstelig , thi hans brig lå ekstra fortøjet | |
| under land i en liden big , der lå af for vejret | |
| og søgangen . Han angrede imidlertid nu meget på , | |
| at han ikke var gået ombord til sin søn og folkene . | |
| Ud på morgentiden var det , som vejret lettede | |
| en smule , og trætte som vi vare , gik vi til sengs , medens | |
| et par af folkene dog fremdeles sad oppe . | |
| Da det klokken omkring ti om formiddagen lysnede , | |
| kunne vi først overskue ødelæggelsen . Flere | |
| hundrede tagsten fra hovedbygningen lå spredte udover | |
| gårdspladsen , en del uf væggepanelingen på | |
| vindsiden var reven op , og den yderste del af bryggen | |
| lå skævt ned i søen , idet et par brokar under den | |
| vare forskudte af søgangen . Sjøboden havde også | |
| lidt nogen skade . | |
| Vor jægt svævede imidlertid øjensynlig i fare . | |
| To af dens landtouge vare allerede sprungne , idet den | |
| havde drevet for sine ankere , og det hele kom nu kun | |
| an på det tredje og længste taug , der var fæstet i | |
| skibsringen på skæret ude i indløbet til bugten . | |
| Ombord stod kun skibshunden , en stor hvid pudel , | |
| med forpoterne på skanseklædningen agterud og | |
| gøede , uden at vi gennem vinden kunne høre lyden , | |
| medens søgangen vaflede over jægtens forende . | |
| Stillingen var fortvivlet , thi det lange landtoug | |
| stod så stramt som en streng og midten af det berørte | |
| neppe søen . Det blæste desuden så hårdt , at | |
| en mand ikke let kunne stå oprejst , men måtte krybe | |
| langs den affejede snemark , så at der ikke var tanke | |
| om at hjælpe . | |
| Jeg var krøbet op på højden bag huset og stod | |
| i læ under en fjeldknort , hvorfra jeg kunne se både | |
| udover havet og ned i bugten . | |
| Bestfjorden lå i vinterdagene ligesom med en | |
| sølvgrå røg af rokket , som drev over søen . Ind | |
| under land gik bølgerne som svære , grønne , flumskavlede | |
| bjerge , der knustes imod kysten med tordenbrag | |
| og med et uhyre dragsug bagefter , så at fjæren lå | |
| tør langt ude . | |
| Etsteds i et klippeflår , der gik brat ned mod | |
| søen , steg , hver gang bølgen slog derind , en bred , | |
| uhyre skumstråle ret op og dreves af vinden som | |
| en røg indover landet . Et andet sted stormede | |
| bølgegangen paæ en formelig titanfl måde et skråbjerg , | |
| der snart lå i skum , snart aldeles tørt , og jeg | |
| så der en stakkels udtrættet gråmåge , der formodentlig | |
| fra sit fjeldsfær var kommen ud i vinden , kæmpe og | |
| tumle i den , ofte med næsten vrængte vinger . | |
| Min spændte opmærksomhed fulgte med angest | |
| jægten nede i bugten . Jeg så til min forbavselse | |
| en mand ombord i den og genkendte den stærke Jens | |
| dreng , som med en af folkene havde vovet sig derhen | |
| fra vindsiden i en sextring . Efter et ophold ombord | |
| steg han alene med en Line om livet ned i sextringen | |
| og begyndte på det farlige arbejde at hale | |
| båden imod søgangen langs det stramme landtoug | |
| ud imod skæret . | |
| Jeg ventede forfærdet på , at båden hvert øjeblik | |
| skulle fyldes , og det forekom mig , at den flere | |
| gange tog vand ind . Medens båden klarede sig | |
| langsomt frem , fulgte fader og alle folkene i spænding | |
| efter nede i fjæren . | |
| Da Jens dreng var kommen op på skæret , | |
| hvorover bølgerne i et væk skyllede , så at han ofte | |
| stod tilknæs i vandet , fortøjede han båden og gav | |
| sig så til at hale i linen , idet han efter denne trak | |
| hen til sig gennem vandet en tyk trosse , som manden | |
| ombord på jægten efterhånden gav ud . Han var | |
| netop begyndt at belægge den i skibsringen og havde | |
| kun det sidste afgørende par stik i touget igen , da | |
| vi alle blev vaer tre forfærdelige bølgerygge , der ufejlbarligt | |
| ville bryde sig over skæret . | |
| Det gjaldt klarlig både Jens drengs liv og | |
| jægten , der med sit ene forstrakte landtoug næppe ville | |
| udholde trykket . | |
| Jeg så fransfe Martine , hans kæreste , vride | |
| hænderne over hovedet og løbe ud i fjæren , næsten | |
| som om hun tænkte på at kaste sig ud i vandet til | |
| ham , og jeg tror heller ikke at nogen af os andre , | |
| som så på , turde trække vejret . | |
| Det lod til , at Jens dreng selv også havde bemærket | |
| faren ; han skyndte sig ned i båden , hvori | |
| han endnu kunne bjerge sig , men det var kun for at | |
| tage op derfra linen , som han roligt flere gange slog | |
| om sin ryg og igennem skibsringen , da han hellerikke | |
| længer led på sine egne kæmpekræfter . | |
| Han var næppe færdig dermed , da den første bølge , | |
| som han modtog med hovedet bøjet imod , brød hvid | |
| over ham og skæret . Mellemtiden , inden den anden | |
| kom , benyttede han til at gøre et nyt belæg på | |
| landtouget . | |
| Atter kom bølgen , og alter stod Jens dreng der | |
| urokket , og han fik nu gjort det sidste stik på touget , | |
| som frelste jægten . | |
| Han havde nu proberet , hvordan en bølge kunne | |
| trykke . Han kastede linen fra ryggen op om den | |
| runde , svære skulder , så sig et øjeblik med det stærke | |
| blege ansigt om imod vore huse , som det nok kunne | |
| være muligt , at han nu sagde dem farvel , og bøjede | |
| så hovedet mod den tredje og sidste bølge , der kom | |
| med skumkammen over sig , som vanligt større og | |
| sværere end de to foregående . | |
| Da bølgen frådende havde brudt sig over , stod | |
| der ingen Jens dreng på skæret . | |
| Jeg var i angesten sprunget ned til de andre . Da | |
| jeg kom , havde man foruden båden , der var flidt fra | |
| skæret , også fået indbjerget den livløse Jens dreng , | |
| som nu bares op til huset . | |
| Bølgen havde revet ham med sig , idet linen , som | |
| han havde om skulderen , havde gledet op over nakken | |
| på ham og taget hud og klæder med . Han lå nu | |
| bevidstsløs af trykket og vandet og med den ene arm , | |
| der var skrabet blodig af linen , i en forvreden stilling ; | |
| den var skidt nøgen , etsteds endog lige til benet . | |
| Fader gik bleg og støttede under , medens de bar | |
| ham og bragte ham i seng . | |
| Da han vågnede , spyttede han en del blod og | |
| havde ondt for at tale ; men fader , som undersøgte | |
| hans bryst , sagde glad , at der ikke var livsfare . | |
| Jens dreng blev ved denne bedriff , hvorved han | |
| reddede jægten , en helt videnom ; hos min fader blev | |
| han siden den dag en betroet mand , og næste sommer | |
| stod hans bryllup med fransfe Martine . | |
| Ellevte capitel . | |
| Slutning . | |
| Jeg kan nu roligt nedskrive det lille , for mig så | |
| store , der står igen at fortælle — i mange år | |
| ville jeg ikke formået det . | |
| Stormen varede fra lørdag middag til mandag | |
| nat , da den udover morgenen efterhånden sagtnede | |
| af til et fuldkomment vindstille , hvori dog søen | |
| endnu gik urolig . | |
| samme dag , mandag middag , landede i præste - | |
| gårdstøen ikke præstens hvide husband , der ventedes | |
| hjem , men en almindelig tjærebredet bonde-fembøring | |
| med mange folk i . | |
| Op fra den til huset bar fire af mændene langsomt | |
| mellem sig en byrde , medens en stor mand og | |
| en liden kvinde gik hånd i hånd nedbøjede bagefter . | |
| Det var præsten og fruen . | |
| Hvad der var hændt , forstod jeg straks , og hjertet | |
| streg af fortvivlelse i mit bryst . | |
| Det forfærdende budsfab , som lige efter kom til | |
| os , fortalte mig intet nyt — det bekræftede kun , af | |
| den , som de havde båret op , var præstens datter | |
| Susanne . | |
| Præstebåden havde kun været lidt over tre fjerdinger | |
| borte fra hjemmet hin lørdag middag , da | |
| stormen så pludselig kom på . Et „ Nedfaldsvejr “ | |
| Var med forfærdelig magt fra fjeldsfarene styrtet ned | |
| i sundet og havde kæntret båden , der ikke var ret | |
| langt fra land . | |
| Præsten havde hastigt fået reddet sin hustru op | |
| på hvælvet , og folkene holdt sig fast omkring ved | |
| bådkanten , medens de dreve for vinden den korte | |
| strækning ind imod stranden . Men forgæves spejdede | |
| han efter sit barn , hvor han skulle finde og | |
| frelse hende . | |
| Medens vandet kogte om båden , flap den stærke | |
| mand i fortvivlelse tre gange taget , for svømmende | |
| af nå did , hvor han indbildte sig af se hende i | |
| vandet . Han ville atter prøve , men da hans hustru | |
| jamrende bad derom , forhindrede hans folk ham . | |
| Det hed siden , at de så den våde sved perle | |
| ned ad præstens pande , medens han lå der ved | |
| båden i den vinterkolde sø , og at de troede , det nok | |
| ikke var frit for , at han en stund tænkte på med | |
| vilje at flippe taget og følge datteren . | |
| Forsent opdagedes det , at Susanne var kommen | |
| ind under båden . Et toug havde viklet sig om | |
| hende , så hun ikke kunne komme op . | |
| Hendes død havde i al fald været hastig og let . | |
| Hele lørdag og søndag , medens stormen varede , | |
| havde de måttet ligge vejrfaste på en bondegård i | |
| nærheden , hvor præstefruen af udmattelse og sorg | |
| havde holdt sengen . | |
| Præsten havde så godt som hele tiden siddet inde | |
| i den kolde storstue , hvor de havde lagt Susanne , og | |
| talt med sin gud ; thi mandag morgen , da de fluide | |
| rejse hjem , var han ligesom forklaret rolig , ordnede | |
| med alt og trøstede derimellem sin stakkels grædende | |
| hustru . | |
| Jeg havde ligget i stnm , fortvivlet sorg den hele | |
| eftermiddag og den lange nat og besluttede mig til | |
| den følgende dag at gå hen og se Susanne for | |
| sidste gang . | |
| Tidlig på formiddagen trådte præsten uventet | |
| ind i vor stue og bad om at få tale med min fader . | |
| han så bleg og højtidelig ud , medens han sad i sofaen | |
| med stokken foran sig og ventede . | |
| Da min fader kom ind af døren , stod præsten | |
| op og greb med tårer i øjnene hans hånd . | |
| Efter et ophold , som for at fatte sig , ytrede han , | |
| at min fader her så for sig en ulykkelig , men ydmyg | |
| mand , som gud havde måttet tugte strengt , før hans | |
| sind rigtig havde villet bøje sig til ham . Han ville | |
| nu , for sin ulykkes skyld bede min fader om ikke | |
| længer at unddrage ham sit gamle venskab . | |
| Om den sag , der var anledningen til fjernelsen , | |
| ville han ikke nu tale ; han havde der handlet efter sin | |
| bedste overbevisning . Der var derimod noget andet , | |
| som nu lå ham på hjerte , og her lagde han armen | |
| om min skulder og trak mig fortroligt hen med sig , | |
| medens han atter satte sig ned i sofaen . | |
| Hans datter Susanne , fortsatte han sukkende ved | |
| navnet , havde et par dage før gud tog hende til | |
| sig , indviet ham i sin fortrolighed og sagt ham , at | |
| hun havde holdt af mig , fra hun var liden , og at vi | |
| to alt havde givet hinanden forlovelsesløftet med tanke | |
| på at fortælle vore forældre forholdet , når jeg var | |
| bleven student . | |
| Han havde i begyndelsen sat sig hårdt imod af | |
| flere grunde , hvoriblandt først og fremmest min sygelighed | |
| og begges ungdom . Men Susanne havde i | |
| denne sag vist et så dybt alvor og udtalt en så | |
| bestemt vilje , at det var blevet ham , der kendte hendes | |
| natur , klart , at denne kærlighed var vokset hos hende | |
| i mange år og nu ikke længer stod til at oprykke . | |
| Og det var nu hans bedste trøst midt i sorgen , at | |
| han , samme morgen som de skulle rejse hjemover på | |
| den ulykkelige tur , havde givet efter og tillige lovet | |
| hende at virke for , at også , min fader gav sit samtykke . | |
| Her stod han nu i dets sted uden nogen datter | |
| og kun som den , der fortalte , at ulykken også havde | |
| rammet min faders hus og truffet hans eneste barn . | |
| Han ville , som han håbede med min faders tilladelse , | |
| herefter altid betragte mig som sin søn . | |
| Min fader sad længe overrasket og bleg ; det var , | |
| som han havde meget sent for at fatte det , der blev sagt . | |
| Endelig stod han op og gav præsten i tavshed | |
| hånden . Dernæst lagde han den på min skulder , | |
| så jeg kendte den tungt , så mig i øjnene og sagde | |
| med en sagte , forunderlig mild stemme : „ Vorherre | |
| være med dig , min søn ! Dig har sorgen hjemsøgt | |
| ung ; vær nu bare ikke for klæk til at bære den ! “ | |
| Han ville gå ud for at lade os alene ; men betænkte | |
| sig i døren og sagde , at det vist var bedst , at | |
| jeg nu fulgte med præsten og sagde Susanne det sidste | |
| farvel . | |
| Lidt efter gik præsten og jeg ved siden af hinanden | |
| på vejen . Vort forhold var nu blevet et | |
| fortrolighedens , og han fortalte mig trøstende alt , | |
| hvad Susanne havde sagt for at bevæge ham til at | |
| samtykke . Hnn vidste gudskelov , sluttede han med et | |
| lettende suk , at hun i sin fader havde den ven , til | |
| hvem hun i nødens stund turde betro sig . | |
| præsten førte mig ind i stuen med de nedrullede | |
| Gardiner ; han stod et øjeblik ved båren , da brast | |
| tårerne hoppende næsten som hagl nedover det stærke | |
| brede ansigt , og han vendte sig og gik . | |
| Der lå hun jomfrueligt i sin hvide dragt . De | |
| havde snoet en krands af grønne blade med hvide | |
| blomster om hendes hoved , og jeg genså et øjeblik | |
| det syn , jeg havde haft på ballet . De fine hænder | |
| lå nu fromt foldede over brystet , og på forlovelsesfingeren | |
| genkendte jeg med tårer min egen gamle | |
| broncering med den violette glasperle i , som hun | |
| havde båret fra det samme øjeblik , hun opnåede sin | |
| faders samtykke . Det i livet så udtryksfulde , energiske | |
| træk om munden var i døden forvandlet til et | |
| stille lykkeligt smil , hvori hendes skønne , sine ansigt | |
| med den brede , rene , marmorfaste pande skinnede helgenagtig | |
| forklaret ; hun lå så enfoldig tryg , som om hun | |
| nu vidste hemmeligheden om den trofaste kærligheds | |
| Sejer over alt her på jorden og kun gik iforvejen | |
| for at lære mig den med hvide vinger på skuldrene , | |
| siden gud ikke havde villet tillade , at hun skulle få | |
| gå sammen med mig under mit kors hernede . | |
| Da jeg mærkede , at man ville have mig bort , | |
| læste jeg i stilhed mit fadervor over hende til sidste | |
| farvel , trykkede et let Kys på hendes pande , så et | |
| på hendes mund , og et på de foldede hænder , hvor | |
| bronceringen sad , og gik uden at se mig tilbage . | |
| To dage efter fulgte jeg Susanne til jorden . | |
| en solskinsdag i vinteren , da jeg som vanligt | |
| besøgte det sted , bvor hun hvilte på kirkegården , | |
| var der drevet en sneflavl sammen over graven . Den | |
| lå ren og drivende hvid , med den øverste fine rand | |
| i solskæret som halv gennemlyst marmor . | |
| Jeg tog det for , at Susanne ville bringe mig til | |
| at tænke på sig i hendes skinnende brudedragt for | |
| gud for at give mig nyt mod til at gå min ensomme | |
| gang gennem livet og ikke frygte for , at selv | |
| den tungeste af alle prøvelser — selve vanvidet , om | |
| det kom og bergtog mig i sin forvirring — kunne | |
| skille os ad . | |
| Da jeg ud på sommeren skulle rejse sydover | |
| med dampskibet , sammen med præsten og hans hustru , | |
| der begge i kort tid vare blevne kendelig gamle , og | |
| som nu havde søgt et kald i en sydlig egn , var jeg | |
| for sidste gang inde og tog afsted med min vemodige | |
| ven , klokkeren . | |
| Han spillede da igen den dejlige , glade , forelsfede | |
| slåt for mig , som han havde gjort , da han var tyve | |
| år , og som jeg havde syntes passede så på Susanne | |
| og mig , men kom nu også med den anden , som hørte | |
| til — den var forunderlig gribende og sorgfuld , men | |
| med fortrøstning i , som en psalme . | |
| Her ender en stakkels syg nordlandsguts simple | |
| historie ; thi at jeg ved min faders hjelp blev student | |
| med laud — han døde samme år , som jeg fik | |
| eksamen artium , som en agtet , men ruineret mand — | |
| og at jeg siden blev en smule literat , huslærer og | |
| almueskolelærer , er blot at fortælle de ydre omstændigheder | |
| i et ensligt liv , der bærer al sin tanke i det | |
| forbigangne . | |
| Min kærlighed til Susanne har , som hun med | |
| sådan forvisning sagde mig , været den sundhedsbrønd , | |
| som frelste mig fra det yderste — vanvidet . | |
| Når uroen var over mig og jeg vildsomt gik om i | |
| mark og skov , kom det altid til et punkt , da jeg | |
| så hende i sin hvide dragt svæve forbi et stykke fra , | |
| undertiden kom hun endog mildt henimod mig , og da | |
| var krisen for den gang over . | |
| I de sidste par år , da min sygdom tiltog , | |
| har jeg ikke formået at se hende og haft det tungt , | |
| ofte som om mørket trykkede håbløst omkring mig . | |
| Men nu , her jeg ligger syg på kvistkammeret , | |
| kom Susanne en nat , da fuldmånen skinnede , i sin | |
| hvide brudedragt med krandsen om det rige hår | |
| stille smilende hen til sengen og vinkede til mig med | |
| ringen på hånden . Jeg ved , at hun bragte mig | |
| det glædelige budskab , at jeg snart skal få gå bort | |
| og histoppe se hende , min ungdoms elskede , igen . | |