normalized/1871_MeyerE_Lystaendersken.txt

Lysetændersken . 
Fortælling . 
Når man en fredagaften efter gudstjenesten gik 
bort fra synagogen i * * * , kunne man ude i forhallen 
få øje på en kvindeskikkelse , som syntes af 
oppebie gudstjenestens ophør . 
Hun holdt en lille dreng ved hånden og så 
ud til af være meget fattig , dog var det ikke ansigtet , 
der vidnede om fattigdommens byrder , thi over dette 
hvilede der en dyb sjælefred . 
Hun kunne vel være 30 år gammel , og drengen 
ved hendes side omtrent 5 år ; det var en lyslokket 
lille fyr med fyldige kinder og en ansigtsfarve , der 
vidnede om sundhed , medens de strålende mørkeblå 
øjne , vare udtryk for den inderligste tilfredshed med 
livet — og hvorfor skulle han ikke være tilfreds ? 
Moderens magre kost smagte ham fortræffelig , og hendes 
forudgangne sorger og smerte kendte han ikke 

til , thi hans fader var død , førend han endnu kunne 
træde på sine egne pusselanker . Hans navn var 
Andreas og hans moder var „ Sabathgøien . “ 
Hvad er „ Sabathgøien “ spørger du , kære læser . 
Som du ved , gives der i store som i små byer 
forskellige mere eller mindre indbringende næringsveje 
og beskæffigelser . Lysetænderskens arbejde , kaster i 
regelen så meget af sig , af hun kan slå sig igennem , 
forudsat at hun har med gode mennesker at bestille . 
Lysetændersken er en skikkelse , der kun kan forekomme 
i ghettoen , ͻ : det af jøderne beboede kvarter , 
hun kan ikke være et barn af „ Ghettoen , “ hun tilhører 
den , men tilhører den dog ikke . 
Hun forestår et embede i synagogen , hvorimod 
hun i kirken beder til sin gud ; hun er som 
enhver god Christen , sin byespræst ' s skriftebarn , men 
i synagogen , slår hun under synagogebetjenten , og 
hendes forretning består i hver fredagaften efter 
gudstjenesten at slukke sabathlysene . Dette er dog 
ikke udelukkende hendes beskjæffigelse , thi hun må 
også tænde lysene , og det er navnlig tilfældet om 
vinteren til morgengudstjenesten , der begynder så tidlig 
at det endnu er mørkt . Tillige havde hun det 
hverv om vinteren at lægge i kakkelovnen i ghettoens 
huse , og således kunne man på grund heraf ligeså 
gerne have kaldt hende fyrbødersken , men jeg giver 
benævnelsen lysetændersken fortrinet , fordi det 
at tænde lyset så smukt minder om livets opvågnen , 

medens — det at slukke lyset erindrer os om døden . 
— så snart lysetændersken havde røgtet sit hverv i 
synagogen , tiltrådte hun med sin Andreas den sædvanlige 
vandring gennem hele ghettoen , før at se 
om man trængte til hendes hjælp , thi jøderne må 
ifølge bibelen ikke tænde ild om sabbathen , ja ikke 
engang , efter rabbinernes fortolkning , berøre en lyseslage . Til samme tid hentede hun det ugentlige bidrag , 
der velvilligt blev ydet i hvert af ghettoens huse . 
Dette bidrag bestod dog ingenlunde i penge ― 
bevares , dem kunne man jo ikke give hende på sabbathen 
— men i hvedebrød og andet spiseligt . 
Denne vandring foretog hun efter gammel skik 3 
gange på sabbathen , nemlig : fredagaften , hvor hun 
for det meste fik et stykke birkesbrød , lørdagmorgen 
et stykke kage , og lørdagmiddag et stykke Birkes 
— rugbrød og endelig et stykke Kugel ͻ : et særegent 
stykke kage . 
For denne indsamling bar hun selv en temmelig 
stor lerkrukke , medens den lille Andreas , der stedse trolig 
ledsagede moderen , bar en anden , som ikke var 
større , end af en femårs dreng kunne bære den . 
I intet hus nægter man lysetændersken en god 
andel af måltidet , thi dels er hun en uundværlig 
person , dels ved man også , af den fattige kone tilligemed 
hendes søn hele ugen igennem må ede 
af det , som hun indsamler på sabbathen . 
I og for sig er hun , som sagt , en nødvendig person 

i en ægte jødisk menighed , så af denne egentlig ikke 
kan tænkes uden en sådan , og hvad det andet punkt 
angår , den gode kones fattige stilling , så er jo 
jødernes velgørenhed bekendt nok . 
Andreas havde derfor overordentlig god grund til 
af glæde sig til sabbathen , men bedst fandt han sig 
døg , når han tilligemed moderen trådte ind hos 
Rebbe Meyer brun , thi den vakre husmoder Taube , 
var god og medlidende , og børnene salmele og privele vare meget venlige og muntre . 
Her fik lysetændersken ikke blot , således som i ethvert 
andet hus , hvad hun burde have , men hun og 
hendes Andreas fik desuden regelmæssig hver fredagaften 
et aftesmåltid , og på sabbathen frokost og 
middagsmad , som de nød på stedet , og alt det , de 
fik her , var rigtignok af det bedste , thi , Rebbe Meyer 
brun kunne unde sig en god sabbatt , da han 
havde penge nok — ja det hed sig i ghettoen , af han 
var en mand på sine hundrede tusinde ; døg havde 
man ikke talt hans penge , så af det vel var muligt , 
af de overvurderede hans formuesomstændigheder . 
Disse beregninger havde imidlertid nogen indflydelse 
på vor lille Andreas ; thi , hvorledes maden var 
beskaffen hos Rebbe Meyer brun , vidste han meget 
godt . 
Den lille Andreas foretog således hver sabbatt 
vandringen omkring i ghettoens huse tilligemed fin 
moder og trivedes ganske fortræffeligt derved . 

om lørdagen gik han med moderen ind i synagogen , 
hvor hun udrettede sit hverv ; om søndagen 
førte hun ham ind i kirken , hvor hun lærte ham at 
bede . 
I ghettoen hentede han føde for sit legeme , i 
kirken for sin sjæl , og den lille modtog ligeså velvilligt 
det ene som det andet . 
Med samme andagt hørte han fredagaften » Leche 
dodi “ * ) og om søndagen , messen ; med samme nysgerrige 
opmærksomhed lyttede han på sabbathen til 
rabbinerens og om søndagen til præstens tale , uden 
at forstå mere af det ene end af det andet . 
I synagogen så han dem kysse thoraen * * ) , i 
kirken lærte han at gøre korsets tegn , han lærte at 
tilbede frelseren og lod sig samtidig jødernes „ Kugel “ 
Og „ Scholet “ * * * ) smage godt . 
Således voksede han op , uden at kende noget til 
had mod jøderne , som andre børn på hans alder 
pleje at indsuge på grund af deres forældres fordomme . 
Hans 
moder var en from Christen ; men hun kendte 
* ) sabbathhymnen , forfattet af Salomo halevi alkebez , 
for circa 300 år siden ; synges hver fredagaften 
i synagogen . 
* * ) pergamentrullerne ͻ : de fem mosebøger , af hvilke 
der hver lørdag oplæses et stykke . 
* * * ) en særegen ret , som tilberedes om fredagen og 
spises på sabbathen . 

jøderne , med hvem hun stadig havde været i berøring , 
og delte ingenlunde meninger , som hun undertiden hørte 
folk udtale om dem ; derfor holdt hun også enhver 
skadelig indflydelse i denne retning borte fra Andreas 
og stræbte efter at få kjerligheden til næsten til at 
fremspire i barnets modtagelige hjerte . 
Drengen levede således efter moderens eksempel 
ærlig , stille og gudsfrygtig . Da han var seks år 
gammel og altså skolepligtig , måtte han gå i skole . 
Ved sin indtræden i skolestuen , råbte børnene 
til ham : jødedreng ! Jødedreng ! 
Jødedreng ! det var et ord , han ikke havde hørt 
før ; han kunne altså ikke antage det for et skjælsord 
og desuden var han overbevist om , at denne velkomst 
hilsen aldeles ikke gjaldt ham . 
Han vendte sig derfor endnu engang om for at se , 
hvem der egentlig var jødedrengen , men da de nu 
råbte : Andreas jødedreng ! Andreas jødedreng ! mærkede 
han straks , hvad de mente . 
Denne opførsel , som børnene viste , overraskede 
ham ; han vidste ikke , hvad han skulle sige dertil . 
Han var sig bevidst at han ikke var en jødedreng , 
og kunne altså ikke gøre nogen fordring på denne 
benævnelse — hvad enten det nu var et skjeldsord 
eller ej . 
Da han imidlertid snart følte , at de sagde det for 
at drille ham , blev han af sin åbne og frimodige 
charakteer tilskynde ikke at svare på ordet , men 

på den ondskabsfulde hensigt , og hans svar var så 
håndgribeligt , at det vistnok blev temmelig føleligt 
for den lille Stefanik , der netop som den kækkeste havde 
trængt sig forrest frem imod ham . 
Denne heltebedrift af den seksårige Andreas ' allerede 
ganske flinke næve , blev naturligvis ikke uden 
gensvar , og der opstod et slagsmål mellem drengene , som dog snart fik ende ved lærerens pludselige 
indtræden . 
Læreren bevæbnede sig med sit spanskrør , og anstillede 
en undersøgelse for at udfinde den skyldige . Da 
alle drengene gav Andreas skyld for at have ført det 
første slag , spurgte læreren ham : 
hvorfor slog du Stefanik ? 
Han kaldte mig jødedreng , svarede Andreas . 
Og hvad ondt er der deri ? Er da jødedreng et 
skældsord ? spurgte læreren . 
Andreas følte sig slået ved dette spørgsmål og 
var ikke i stand til at svare . Skamrødmen for op i 
hans kinder . Han følte ved sig selv , at han havde 
handlet rigtigt ; men denne følelse var for uklar til at 
han skulle kunne opstille bevisgrunde for sig , eller retfærdiggøre 
sig i ord for læreren . 
Han gjorde derfor , hvad et barn plejer at gøre i 
et sådant tilfælde : han tav medens tårerne banede 
sig vej ned af hans kinder . 
Læreren formanede nu de andre børn ikke nogensinde 

oftere at kalde ham jødedreng og truede dem i 
modsat fald med straf . 
Dette tjente kun til ydermere at forøge drengens 
forvirring . 
Med hensyn til ham , nøjedes læreren med en irettesættelse 
og den formaning for fremtiden , at gøre 
et nyttigere brug af sine hænder . 
Således var hans indtrædelse og den modtagelse 
der blev ham tildel , i denne hans nye verden . 
Da han om middagen kom hjem , spurgte moderen 
ham : nå Andreas , hvad har du lært i skolen ? 
Moder , sig mig er „ Jødedreng “ et skældsord ? 
Spurgte Andreas istederfor at svare . 
Hvor finder du på sådan dum snak . 
Er jeg en jødedreng ? vedblev Andreas . 
Nej , men hvor vil du hen med det spørgsmål . 
Er salmele da en jødedreng . 
Jo det er han rigtignok , men hvad så — - 
salmele er altså en jødedreng , og jeg ikke , sagde 
Andreas . 
Det forekom moderen noget betænkeligt , hun overvejede 
sagen ved sig selv og fandt at det måtte være 
kommen på tale i skolen , og sagde derfor til ham i 
en slræng tone : 
lad mig nu i en fart høre , hvorfor du har så 
travlt med at erfare , om du eller salmele er en jødedreng eller ej . 
Drengene i skolen have alle kaldt mig for jødedreng , 

idet de alle råbte : Andreas jødedreng ! Andreas 
jødedreng ! — og så gav jeg Stefanik „ En “ 
— og så styrtede de alle over mig og sløg mig — 
og så kom læreren — og 
nå , og så har du allerede den første dag , du 
er i skolen , fået af spanskrøret , kan jeg tænke ? 
Nej . Læreren spurgte mig , om jødedreng da var et 
skældsord , og så forbød han de andre børn at kalde 
mig således . Sig mig nu moder , om jødedreng er 
et skældsord eller ej ? 
Læreren har vel ret , sagde moderen , at være en 
jødedreng er ingen skam ; men den , der bruger dette 
ord , vil spotte . Jødedreng og christendreng , det er 
ganske det samme ; du er ligeså god som Samele , 
og Samele er ligeså god som du ; men når den 
ene forekaster den anden det , så er meningen dermed , 
at han vil drille og gøre nar , og det bør 
ingen gøre . 
Andreas hørte moderen med klare ord udtale det 
samme , der som en utydelig følelse levede i ham 
selv , men som han ikke havde kunnet forklare sig . 
Så ville det altså være det samme , hvis salmele ville kalde mig for christendreng ? 
Ja vel , svarede moderen , men det ville salmele 
aldrig gøre . 
Nej ! det gør han ikke , sagde Andreas . 
Det ville jøderne i det hele taget ikke gøre . 
Hvorfor ikke ? 

fordi de er et undertrykt folk . 
Hvad vil det sige et undertrykt folk ? 
Det er du endnu for lille til at forstå ; om et 
par år , når du er bleven større , vil du nok kunne 
begribe det . 
Åh , sig mig det blot ; nå , så du tror ikke , jeg 
kan forstå det ? lille moder . 
Så hør da rigtig efter , sagde moderen , se , vi er 
nu fattige og eje ikke andet end det , vi få af jøderne ; 
men hvis jeg havde penge , så kunne jeg gøre 
dermed , hvad jeg ville . 
Ja , kaste dem i vandet ! bemærkede Andreas . 
Du er jo en lille dum dreng ! Nej , jeg kunne 
købe alt , hvad jeg ville : huse , agre , vingårde og 
hvad der ellers kunne falde mig ind som nyttigt og 
glædeligt . 
Køb da så en vingård ! 
Ja , men jeg har jo ingen penge , jeg siger hvis jeg 
havde ! 
Åh . 
Men Meyer brun , som har flere penge end den 
rigeste Bonde i hele landet , er ikke i stand til at købe 
et stykke jord . 
Hvorfor da ikke ? 
Han før ikke . 
Men hvem forbyder ham det ? 
Loven . 
Hvad vil det sige : loven ? 

loven er det , som siger , om man før gøre nøget 
eller ej . 
Og hvorfor siger loven , at jøder ikke må købe 
nogen mark ? 
Ja , der spørger du mig om nøget , jeg selv ikke 
ved ; men nu kan du vel forslå , hvad det vil sige , 
at jøderne er et undertrykt folk . 
Drengen tav stille . Moderen gav ham nøget at 
spise , og han lod sig det smage godt . 
Da han næste lørdag foretog vandringen gennem 
ghettoen med sin moder , skete det ikke med den samme 
munterhed som ellers . Han så bedrøvet ud . 
Var det monstro hans fattige stilling i samfundet , 
som nu først rigtig var gået op for ham . 
Nej , det var ikke grunden , thi moderen klagede ikke 
over sin skæbne , og den tilfredshedens ånd der 
boede i hende , udøvede den mest velgørende indflydelse 
på drengen , der uden nogen som helst misundelse 
så salmele og privele , disse børn , som blev opdragne 
i rigdom og vellevnet . 
Hvad der gjorde ham bedrøvet , var tværtimod medlidenhed 
med andre , der med styrke begyndte at hæve 
sig i hans unge hjerte . 
I ethvert hus , hvor han med moderen indsamlede 
brød og andet , så han med dyb beklagelse på 
disse mennesker , der dog ikke var andet end et undertrykt 
folk ; og da han som sædvanlig hos Rebbe Meyer 
brun blev kostelig beværtet og behandlet med venlighed 

af salmele og privele , trængte tårerne sig 
dog frem i hans øjne , og det var et på engang rørende og komisk syn at se den lille Andreas spise af 
alle kræfter , medens samtidig tårerne trillede ned ad 
hans tykke , røde kinder . 
Børnene bemærkede det , og privele spurgte sin moder , 
hvorfor han græd ? 
Hvorfor græder du Andreas , spurgte husmoderen , 
idet hun nærmede sig til ham , er der nogen , der har 
fortrædiget dig ? 
I er jo dog kun et undertrykt folk ! sukkede 
drengen . 
Fruen stod målløs af forbavselse . 
I første øjeblik vidste hun ikke rigtig , hvorledes 
hun skulle forklare sig dette udråb ; hun tænkte sig 
muligheden af , af drengen var bleven afrettet af en 
eller anden , til af anbringe dette som en fornærmelse : 
derfor løftede hun hans hoved op til sig , idet hun 
spurgte : 
hvorfra ved du det ? hvem har sagt dig , mit 
barn , af vi er et undertrykt „ Folk . “ 
Det har moder . 
Din moder ? sagde fruen , idet hun bøjede sig ned 
over ham og kyssede ham på kinden , ja når din 
moder har sagt det , kan du også stole på , af det 
er sandt . Vi er rigtignok , kun et undertrykt folk . 
Men hvorfor græder du for det ? 

fordi i er et undertrykt folk , sagde drengen , 
der ikke formåede af angive nogensomhelsf anden 
grund . 
Lysetændersken var kommen i stor forlegenhed ved 
dette tilfælde . 
Hør nu op med af græde , Andreas , og tænk ikke 
mere på det , sagde den gode tande . — derfor går 
det os jo dog — gud være lovet — ikke ilde . 
Ja , selv efter hundrede Års forløb ikke værre , tilføjede 
hendes mand , men konen vedblev : 
og når den gode gud vil , kan det endnu blive 
bedre ; han er stærk . 
Hun kyssede derpå drengen , der smilende så op 
til hende , og sagde , idet hun henvendte sig til sin 
mand : 
ved du hvad , meyerche , det barn har dog et sælsomt 
sind . 
Nu , han har en at slægte på , svarede manden , 
æblet falder ikke langt fra stammes . 
Hvoraf kommer det sig , at de taler om sådanne 
ting med deres barn ? spurgte han derpå enken , 
der nu berettede , hvad der havde foranlediget det hele . 
Rebbe Meyer brun rystede betænkelig på hovedet ; 
medens den gode tande endnu stod fortabt i tanker 
hos drengen . 
Salmele og privele forstod ikke et ord af , hvad 
der gik for sig . 

Andreas var nu endelig færdig med at spise , og 
lysetændersken tog ham derfor ved hånden og førte 
ham bort med sig . 
Det barn har dog et sælsomt sind , gentog Taube , 
da de vare alene . 
Ligesom hans moder , sagde Meyer brun . 
Og så du , hvorledes de klare tårer trillede ned 
over hans kinder ? spurgte hun . 
Om jeg så det ! Hvorfor skulle jeg ikke have set 
det ? 
Hør , meyerche , der falder mig noget ind ! 
Hvad da ? 
Ja gæt ! 
Jeg er ikke oplagt til at gætte . 
Barnet har et jødisk hjerte . 
Hvorfor just jødisk ? et godt hjerte har han . 
Ja vel , jeg mener også , at han føler for os . 
Ligesom moderen . 
Du må tage dig af barnet , meyerche . 
Godt , sagde Meyer brun , når tiden kommer , 
skal jeg ikke glemme ham ; han er jo nu kun 6 år . 

jø , sagde Taube , du må sørge for ham , som 
for dine egne børn , og det må du love mig . 
Hvad da ! 
At jeg må afgøre , når den rette tid er kommen . 
Lover du mig det ? 
Det kan du såmænd gerne få lov til . 
Medens de således rådsloge om den lille Andreas ' 
fremtid , gik denne med sin moder fra hus til hus i 
ghettoen , og endelig bare de de indsamlede herligheder 
hjem , for ugen igennem at tære derpå . 
Andreas besøgte hver dag skolen og gjorde gode 
fremskridt der ; læreren roste ham ofte og præsten , 
der to gange om ugen gav undervisning i religion , 
var særdeles tilfreds med ham , thi Andreas var den 
flittigste elev og den , der inden lang tids forløb var bedst bevandret i sin katechismus . 
Dette forhindrede dog ikke de andre drengs i bestandig 
at kalde ham jødedrengen . 
Hvis læreren , som jo udtrykkelig havde forbudt 
det , havde vidst noget herom , ville de have fået deres 
straf , men Andreas fandt sig med rolighed i 
denne benævnelse uden at omtale den til nogen . 

Rebbe Meyer brun begyndte nu at tænke på , 
at hans børn dog også måtte lære noget : han 
havde på den ene side ikke lyst til at sende dem i 
„ Cheder “ , det er fælles undervisning , men på den 
anden side , kunne det ikke gå an , at lade dem vokse 
op som uvidende . 
En dag så man ham derfor vende hjem fra 
nabo-byen , med en ung mand , som han forestillede 
sin hustru som børnenes fremtidige lærer . 
Den nyhed , at Rebbe Meyer brun havde bragt 
en privatlærer med for sine børn , udbredte sig hurtig 
i ghettoen ; i begyndelsen blev den unge mand , der 
skulle lede undervisningen i Meyer Bruuns hus , 
overalt betragtet med nysgerrige blik . 
Når han gik gennem ghettoen fløj vinduerne op 
og man så efter ham , så længe han var isigte , medens 
man hviskedee til hinanden , at dette var den nye 
lærer , som Rebbe Meyer brun Havde medbragt fra 
brunnes-markedet . 
Et smukt stykke vare — mente en — jeg tø 
min part , ville hellere have taget en sæk uld hjem . 
Med mig . 
Det er fordi du ingen forstand har , svarede en 
anden ; at lade sine børn lære noget , er ofte mere 
værd end den bedste sæk uld , og når Rebbe Meyer 
brun har bragt ham med sig fra Brunn , så må 
det sikkert være en lærd mand , der forstår noget 
mere end at spise rugbrød . 

å snak ! der er vist ingen velsignelse ved den 
cavalerr . Hvis der var noget ved ham , var han nok 
blevet , hvor han kom fra . 
Der er i ethvert tilfælde større velsignelse ved 
ham end ved dig , thi den , som raissonnerer over sin 
khille ( menighed ) og sin mispocho ( familie ) , ved 
ham er der ingen brocho ( velsignelse ) . 
Den fremmede vakte endnu større røre blandt børnene 
end blandt de lorne , disse løb efter ham på 
gaden , pegede fingre ad ham og skrålte : 
uh , se salmeles og priveles lærer . 
Alt dette , som i begyndelsen forekom den unge mand besynderligt , tabte sig imidlertid lidt efter lidt . 
Selv den sladder , som læreren i „ Cheder “ i begyndelsen 
havde vidst at sætte i omløb om den nye konkurrent 
og endog havde forstået at skaffe indgang i 
Rebbe Meyers hus , forstummede efterhånden , da 
den havde vist sig uden resultat ; og således havde 
den unge mand nu fred i Rebbe Meyer Bruuns 
hus og opfyldte trolig sit kalds pligter . 
Salmele og privele nød godt af en grundig undervisning , 
der stadig bragte dem videre . 
Der var en , som profiterede endnu mere af denne 
undervisning end de , for hvem den egentlig var bestemt , 
nemlig den lille Andreas , som af og til var tilstede , 
tilsyneladende uden at vise noget spor af deltagelse , 

men i virkeligheden nøje givende agt på hvert 
ord , som læreren sagde , og anstrengende sig for at 
indpræge det rigtig godt . 
Andreas havde fået lov til daglig at komme til 
Meyer Bruuns børn for at lege med dem i fritimerne , 
men han kom som oftest for tidligt ; i begyndelsen rigtignok 
af utålmodighed , men senere — efterhånden 
som han fandt større fornøjelse i at lytte til den unge 
mands undervisning — med villie , så at han 
snart var en regelmæssig gæst ved den sidste undervisningstime 
om aftenen . 
Han krøb altid sammen i en krog af værelset , tilsyneladende 
uden nysgerrighed , som om han næppe 
kunne oppebie timens ophør , men i virkeligheden var 
han meget opmærksom og lyttende , for at ikke noget 
ord , som læreren sagde , skulle gå tabt . Snart 
skulle han så lejlighed til at bevise det . 
En aften , da Andreas , som sædvanlig sad lyttende 
i sin krog , rettede læreren et spørgsmål til salmele , 
som denne ikke kunne besvare . 
Tænk dig rigtig om , sagde læreren , det har du 
jo haft ofte ! 

salmele tænkte — ja , han tænkte længe , men al 
hans tanke forslog dog ikke , bestandig blev han svar 
skyldig . 
Du må jo skamme dig , formanede læreren ham , 
at du ikke ved noget du har haft så ofte . Jeg 
vædder på , at Andreas der , som slet ikke hører efter , 
dog allerede ved det . 
Ja , jeg ved det ! råbte Andreas , idet han sprang 
glad frem . 
Er det virkelig sandt ? spurgte læreren . 
De har jo sagt , at de ville vædde på , at jeg 
vidste det . 
Ja vel , svarede læreren , men jeg kunne tabe mit 
væddemål . 
Tabe det skal de ikke , sagde Andreas . 
Lad da høre ! 
Læreren gentog spørgsmålet , og Andreas afgav 
svaret så nøje og bestemt , søm man blot kunne forlange , 
til stor overraskelse for læreren , der rigtignok 
ville have væddet , men dog i virkeligheden var langt 
fra at tiltro drengen så meget . 
Ved aftensmåltidet omtalte læreren dette tilfælde , 
idet han bemærkede , at det dog var synd at lade et 
barn med så store anlæg gå og skøtte sig selv ; 
når han kom i rette hænder , måtte der sagtens kunne 
gøres noget stort ud af ham . 
Nuvel , sagde Rebbe Meyer brun , vil de undervise 
ham ? 

hvis de tillader det , svarede læreren , ville det 
være mig en stor fornøjelse . 
Fra nu af nød Andreas , der dog bestandig vedblev 
at besøge skolen , i Rebbe Meyer Bruuns hus en 
undervisning , der meget snart bragte ham ud over 
det i skolen vedtagne mål for elevernes lærdom . 
Den lærelystne dreng gjorde meget hurtig store fremskridt 
og erhvervede sig bestandig mere og mere sin nye 
lærers tilfredshed . 
Medens han i den offentlige skole blev holdt til 
enten selv at producere eller se andre søm producere 
begyndelsesgrundene i læsning , skrivning og regning , 
lærte han her i den ensomme stue i ghettoen så meget , 
hvorom man hist ikke engang havde drømt ; han 
blev således belært om , hvad der forårsagede lynild 
og torden , hvorledes regnbuen opstod , hvorfor flodvandet 
om vinteren ikke bundfrøs og om mange andre 
lignende naturfænomener . 
Han lærte at kunstruere sætninger rigtig og skred 
snart fejlfrit efter lærerens diktat ; han udførte regnestykker , 
der ville have vakt misundelse hos mangen 
handelsmand i ghettoen , og han affattede stile , der 
ifølge lærerens forsikkring forrådte en poetisk ånd . 
De bøger , læreren gav ham hjem med for at læse i , 
forvoldte ham dog den største glæde ; havde han først 
fået en sådan bog i hånden , var det ikke så let 
at få ham fra den igen ; ofte fik hans moder lejlighed 
til at skænde på ham , når han , fordybet i 

læsningen , ikke havde lagt mærke til , at hun kaldte 
ham til middagsbordet . 
Af disse bøger ofte hans barnlige fantasi rig 
næring ; de førte ham til fremmede lande , som han 
aldrig havde set , men nu bestræbte sig for at fremmane 
på en rigtig anskuelig måde ; de gjorde ham bekendt 
med sådanne personer , som aldeles ikke forekom i hans 
fødeegn eller i ghettoen , men i hvis livsbegivenheder 
han tog så virksom del , som om de havde været 
hans bedste venner og bekendte , ja han tænkte sig 
endog i disse bekendte ubekjendtes sted og beskjeftigede sig ofte med det spørgsmål , hvorledes han selv 
havde villet handle i lignende tilfælde . 
Såsnart han nogenlunde var bekendt med sine 
personer og begyndte at kunne forfølge gangen i 
handlingen , fog han parti for nogle og fattede uvilje 
mod andre . Han befandt sig endnu i denne misundelsesværdige tilstand af umiddelbarhed , der betragter de 
skildrede personer som venner eller fjender , med hvem 
man selv i egen person har at bestille . 
Endnu var det langtfra , at han havde så megen 
eftertanke at han kunne glæde sig over en vellykket 
charakfeerskildring af en skurk ; nej , denne var et slet 
menneske , der forfulgte det gode menneske , som han 
så uskyldig lide , og så var den slette også hans 
fjende . 
De charakterer , han yndede mest , vare de , i hvilke 
en vis selvfølelse , en uovervindelig villiekraft , forenede 

sig med mildhed og blidhed , og til sidst nåde deres 
mål efter en lang kamp og uhyre modstand . 
Når bogens helt bukkede under i kampen , så 
smækkede han denne sin oprigtigste medlidenhed , og 
moderen så ofte tårer i Andreas ' øjne , uden at 
hun kunne opdage anledningen til hans stille sorg ; 
men fejrede bogens helt , da havde Andreas ' glæde 
ingen grændser . 
Således henrandt nogle år ; men da indtraf en 
begivenhed , der truede med at tilintetgøre denne skønne 
ro og indre glæde for bestandig . 
Den privatundervisning , som den christne dreng 
nød i det jødiske hus , kunne ikke længe forblive en 
hemmelighed i skolen , thi snart viste sig den naturlige 
frngt heraf . Barnets åndelige overlegenhed over de 
andre skolebørn . 
Man kan derfor ikke forundre sig over , at skolelæreren , hvis egen dannelse netop var tilstrækkelig til , 
at han kunne udfylde sin plads , med noget skæve øjne 
måtte bemærke den fremgang , en af hans diciple 
gjorde ved hjelp af en lærdom , der var erhvervet udenfor 
skolen . 

han intriguerede altså på enhver måde mød 
denne undervisning , men uden held ; thi uagtet han 
med de mest brændende farver havde udmalet for lysetændersken 
det farlige i at lade et christeligt barn 
undervise i et jødisk hus , havde hun dog aldeles ikke 
kunnet indse dette . 
Den offentlige eksamen , der nu blev afholdt , gav 
imidlertid læreren anledning til et , ifølge hans egen 
mening , glimrende kunststykke . 
Læreren rettede nemlig først til nogle af eleverne 
flere spørgsmål , der alle blev meget vel besvarede , 
det vil sige ifølge den mettode , der var bleven dem 
indpræntet af ham , hvorved svaret aldeles ikke behøvede 
at afvente enden på spørgsmålet ; derpå 
vendte han sig til Andreas med de ord : 
kan du sige mig , hvad et uvejr er ? 
Nej ! svarede Andreas rolig . 
Ej , ej ! sagde læreren , og jeg , der troede , at du 
vidste det , og så ved du ikke engang , hvad et uvejr er ? 
Nej , gjentøg Andreas i en bestemt tone , hvad det 
er , ved jeg ikke ; men jeg ved , hvorledes det opstår . 
Ah således , lo læreren hånligt , nå , så sig mig , 
hvem gør da lynet ? 
Skyerne . 
Skyerne ? Så ? Og hvem gør da skyerne ? 
Dampene . 
Dampene ? Nej , se ; men hvem gør da dampene ? Vandet . 

men hvem gør da vandet ? 
Det er sammensat af forskellige elementarstoffer , i 
hvilke man igen kan opløse det . 
For Pokker ! hvilken visdom har du ikke udkrammet 
i mindre end en halv time ; men jeg siger dog , 
vedblev læreren i sin Iver , idet han hævede stemmen , 
at alt dette er kætteri , og dine kammerater ville 
ganske anderledes kunne svare , således som det sømmer 
sig en god Christen . Stephanik ! rejs dig op og sig 
Andreas , hvem der gør vandet , før han ved det ikke . 
Stephanik rejste sig , kløede sig bag øret , gav sig 
til at patte på sine fingre og svarede endelig : 
vandbæreren . 
Sæt dig ned , din lømmel ! brølede læreren . Hvem 
har da skabt alle ting , som er på jørden ? hvem 
kan sige mig , hvo der har skabt alt det , som findes 
på jørden og i himlen ? 
I samme øjeblik hævedes alle hænder , og da læreren 
med sit „ Altså ” ikke betegnede nogen enkelt , der 
skulle besvare det vanskelige spørgsmål , lød nu på 
en gang fra alle struber det råb : gud ! Gud ! den 
kære gudi den kære gud ! 
Rigtigt , børn , sagde læreren , den kære gud har 
skabt alt det , som findes i himlen og på jørden . 
Idet han derpå henvendte sig til præsten , der havde 
overværet prøven , tilføjede han med salvelse : 
der kan deres højærværdighed se følgerne af den 
onde undervisning i jødens hus . Drengen er nu et 

skabet får , og jeg frygter , ja jeg frygter før , at han 
vil meddele smitten til hele hjorden , hvis man ikke 
itide griber forholdsregler mod ondet . 
Den følgende dag erholdt læreren i Rebbe Meyer 
Bruuns hus en skriftlig opfordring til af indfinde sig 
hos præsten , og her måtte han underkaste sig en eksamen 
over den måde , på hvilken han var gået 
frem ved Andreas ' s undervisning . 
Hvem betaler dem for den undervisning , de giver 
barnet ? spurgte præsten . 
Ingen ! lød svaret . 
Altså ikke heller den mand , i hvis hus de lever ? 
Nej ! 
Det var døg besynderligt ! Men så må de jø 
have noget særegent for øje med barnet . Tilslå 
mig hvad de har i sinde . 
Aldeles ikke andet end af belære barnet . 
Det lyder jø meget smukt ; men — i hvad øjemed ? 
Hvilke bevæggrunde har de til af belære et 
barn , som døg egentlig talt ikke vedkommer dem ? 
Ikke vedkommer mig ? gentog den unge mand 
overrasket . 
Nu ja ! sagde præsten , hvad vedkommer da barnet 
dem ? han er jø døg intet jødisk barn ! 
Men han behøver kun af være et menneskebarn for 
af vække min deltagelse . 
Hvad forsfåer de derved ? 
At han er et menneske ligesom jeg , jeg spørger 

mig ikke for , om han er en chrisken eller en jøde . 
Ja , det er jø alt sammen meget smukt , og hvad 
mig angår , da forsfåer jeg vel af sætte pris på en 
sådan tænkemåde ; men i den verden , der omgiver 
os , tænker man ikke således . Man vil aldrig tiltro 
dem — sålidt som deres ærede principal — så 
ædle hensigter , men snarere beskylde dem for , at de 
vil drage den christne dreng bort fra hans religion . 
Der gives fordomme i verden , som man ikke kan 
sætte sig ud over , men må tage tilbørligt hensyn til , 
thi de er stærkere end vi , og deres troesfæller er 
desuden det svageste parti . Tag dem derfor i agt ! 
De har måske hørt tale om optrinet ved eksamen 
— sagen har gjort opsigt i menigheden . 
For mig kunne de vel være sikker , men — jeg må 
gøre noget ! Skolelæreren bringer mig ellers consistorium på nakken . De vil altså indse , at der må 
gøres en forandring . Jeg skulle egentlig pligtmæssigt 
strengt forbyde Andreas ' s moder at lade barnet 
undervise af dem ; men jeg ville gerne undgå al 
opsigt og forlanger derfor ikke andet af dem , end 
at de indretter dem efter , hvad de nu har hørt af 
mig . De forstår mig vel nok ? 
Andreas skal altså — 
ikke længere være deres elev . De vil vel nok 
kunne finde en passende form , hvorunder de for bestandig og uden at vække for megen opsigt vil kunne 

hæve dette forhold , der dog engang betragtes med 
så mistroiske øjne . 
Hermed skiltes de . 
I ghettoen hviskedee man imidlertid alle vegne om 
den vigtige nyhed , al Rebbe Meyer Bruuns privatlærer 
var bleven hentet til den gejstlige , og al der 
vistnok måtte være sket noget vigtigt . 
Ingen var gladere herover end læreren i „ Cheder “ , 
som i sit had til den fremmede vistnok ikke stod tilbage 
for den christne lærer . 
Han vil nok få , hvad han har godt af , oppe hos 
den gejstlige ! tænkte han ved sig selv , idet han lo 
fornøjet , thi selv havde han endnu aldrig , så længe 
han havde været lærer , haft lejlighed til al lære den 
kattolske geistliges humanitet al kende . 
Huslæreren i Meyer Bruuns hus befandt sig i en 
slem forlegenhed ; det gjorde ham ondt for Andreas , 
som han i tidens løb havde vundet kær , men nu 
hårdnakket måtte støde fra sig ; det gjorde ham ondt , 
al se gode anlæg som de , han havde iagttaget hos 
Andreas , skulle henligge ubenyttede og han kunne ikke 
finde på noget råd derimod . 
Hertil kom endnu den omstændighed , al han skulle 

udfinde en passende måde al ophæve forholdet på 
uden al vække opsigt , men især uden al vildlede den 
forstandige drengs sind ; men netop dette bragte ham 
det rigtige middel ihu til af efterkomme præstens villie 
uden af berøve Andreas den åndelige dannelses 
velsignelse ; thi som et lyn ramte den tanke ham : 
Andreas må bort herfra ! Andreas må studere ! 
Herved havde han fundet det rigtige middel ; det 
handlede nu blot om af sætte sagen igennem . Men 
hvorledes ? Skulle han foreslå Rebbe Meyer brun 
det ? Kunne han mere vente sig noget heldigt resultat 
heraf ? 
Det , af Meyer brun i sit hus lod undervise et 
fremmed , ham aldeles uvedkommende barn , var aldeles 
ikke nogen borgen for , af han også ville sende 
dette fremmede barn til gymnasiet ; det førstnævnte 
var en villighed , han uden udgifter kunne vise den 
fattige enkes barn , men det sidste var forbundet 
med bekostninger , til hvilke Rebbe Meyer brun vel 
neppe ville bekvemme sig . 
Derhos besad den unge mand for stor æresfølelse 
til af ville udsætte sig for et afslag på en bøn , da 
han ikke ville førspilde den agtelse , hvormed han hidtil 
var bleven behandlet i huset . 
Han overvejede derfor , om han ikke hellere på egen 
regning skulle sende drengen til læreanslalten og anvende 
de mange sparepenge , han havde samlet sig i 
dette hus , til fordel for sin kære elev ; men en kort 

overvejelse belærte ham om , af dette skridt ville 
være uforsigtigt , ja endog meget letsindigt , da han jo 
ikke kunne vide , om det også i længden ville være 
ham muligt af gennemføre det , han nu tænkte på af 
begynde . 
Han sagde sig selv , af det for Andreas ville være 
langt farligere af blive kastet ud på en bane og da 
slå her alene , efter af den halve vej var tilbagelagt , 
end om han aldeles ikke var revet ud af sin simple 
tilværelse . 
En student , der ikke kan fortsætte sine studeringer , 
er henvist til af slå ind på enhver sidevej , der frembyder sig , uden af se enten til højre eller til venstre for 
af overbevise sig om vejen også er den rette , medens 
derimod den simple håndværker , der aldrig har set 
nogen større horizont åbne sig for ham , men fra ungdommen 
af er vant til af finde sig tilrette i de fattigste 
og mest indskrænkede forhold , sjælden bliver nødt 
til af forlade den rette vej . 
Idet det gode menneske aldeles ikke kunne finde 
på noget middel til af udføre sit ædle forsæt , forvoldte 
det ham snart mere sorg end glæde . Endelig 
fandt han på en udvej , der så mere lovende ud . 
Han besluttede at ville overtale Rebbe Meyer brun 
til at sende sin egen søn til gymnasiet og da give 
ham Andreas med som ledsager . 
Hvor ville han ikke have jublet , om han havde 
vidst , at den samme plan allerede var modnet i et 

andet hjerte og stod fuldfærdig , da han endnu beskæffigede sig dermed . Den gøde Taube var nemlig en 
kone , der ikke blot havde hjertet , men også hovedet 
på rette sted . Da læreren blev hentet til den gejstlige , 
vidste hun derfor også straks , hvad det ene og 
alene kunne handle om ; men hun vidste også , hvad 
hun nu selv havde at gøre . 
Hun sendt bud efter lysetændersken . 
Ved i , spurgte Taube , at vor lærer er bleven 
kaldt til den gejstlige ? 
Jeg har hørt det , svarede lysetændersken . 
Men ved i også , hvad han vil ham ? 
Visselig intet urigtigt , thi vor hr . Pastor er en 
brav mand . 
Og hvad ville i sige , om hr . Pastoren ligegodt 
forbød vor lærer at give Andreas undervisning ? 
Det skulle gøre mig ondt , thi jeg tror , Andreas 
finder fornøjelse i at lære . 
Det tror jeg også . Men sæt , at præsten allerede 
har forbudt det , hvad ville i så sige dertil ? 
Intet ! når hr . Pastoren kan forbyde det , så 
må der sikkert være noget urigtigt deri , som jeg ikke 
forstår . 
Og ville i hellere lade Andreas løbe omkring på 
gaden og vokse op som et menneske , der intet kan . 
Nej , visselig ikke ; men hvad nytter alt mig , mit ønske 
kan jeg dog ikke få opfyldt . 
Hvilket ønske ? 

for Andreas . 
Hvad da ? Hvad ønsker i da for eders Andreas ? 
Ja , jeg så så gerne , at Andreas blev en gejstlig ; men jeg kan jo ikke lade ham studere . Ofte skærer 
det mig i hjertet , når jeg seer ham sidde ved 
bogen derhjemme og læse så flittigt deri , medens de 
andre børn løbe omkring og lege . Da tænker jeg mig 
ofte : se , han kunne engang blive en god præst ; men 
hvorfra skulle jeg tage pengene dertil . 
Men , om jeg nu lod Andreas studere ? 
Til præst ? 
Til hvad i vil . Jeg sender ham bort herfra og 
giver ham , hvad han behøver . 
Herre gud , det kunne ikke engang i drømme være 
faldet mig ind , at mit hemmelige ønske dog engang 
skulle blive opfyldt . 
I er altså tilfreds dermed ? 
Tilfreds ? Om jeg er tilfreds ? O , den vej , 
de betræder , gad jeg brolægge med gulddukater , hvis 
jeg blot havde evnen dertil . 
Så bliver det altså derved ; Andreas kommer til 
efteråret i latinskølen — så kan han for mig gerne 
blive præst . Tal nu blot ikke for meget derom , 
bring det ikke ud blandt folk — 
det behøver de ikke at bede mig om . 
Jeg mener kun , at folk da måske ville fraråde 
eder det . 

å ! det skal ikke engang nogen engel bringe mig 
fra , om han så steg lige ned fra himlen . 
Ved middagsbordet var læreren usædvanlig tavs 
og viste kun liden madlyst . 
Den gøde husmoder vidste jo nok , hvad der trykkede 
ham . Da måltidet var til ende , udbad han sig 
en kørt samtale med Rebbe Meyer brun . 
Er det en hemmelighed , eller før jeg også høre 
det ? spurgte Taube . 
Det er ingen hemmelighed overfor dem , thi det 
angår deres barn , svarede læreren . 
De begav sig da alle tre ind i et tilstødende værelse . 
Hr . 
Brun , begyndte læreren , det er min pligt 
at sige dem , at jeg begynder at blive overflødig her 
i huset . 
Hvorledes ? har man fornærmet dem ? spurgte Rebbe 
Meyer . 
Bevares nej , jeg føler mig jo som et barn af huset , 
men salmele er allerede i den alder , af de må 
tage en endelig bestemmelse ham angående ; han er 
så vidt forberedt , af de kan begynde alt med ham . 
Tør jeg spørge , hvad de vil gøre af ham ? 

lad mig hellere høre , hvad råd de giver mig i 
så henseende , sagde faderen . 
Jeg ville lade ham studere , svarede læreren , thi 
selv om han ikke engang behøvede af leve af videnskaben , så vil det dog aldrig kunne skade ham af have 
gået nogle klasser igennem i latinskolen . 
Der ligger noget i det , sagde faderen roligt , vi 
kunne jo altid tale videre derom , og — 
vi behøve ikke af tale længe derom , afbrød moderen 
ham , så snart læreren siger , af vi skulle lade 
ham studere ; han må jo forstå det ! 
Slukning behøves ikke , sagde Rebbe Meyer , der er 
jo ingen ildebrand ! 
Og Andreas sende vi med ham , for af barnet ikke 
skal blive bange blandt de fremmede , tilføjede konen 
uden af lade sig standse ved sin mands bemærkning ; 
men læreren råbte ude af sig selv af forbavselse og 
henrykkelse : 
hvorledes er det muligt , af de kunne gætte mine 
tanker ? thi det var netop det , jeg ville foreslå . 
Men jeg ved endnu ikke , svarede Rebbe 
Meyer , hvorfor de derved skulle være bleven overflødig her . Ganske rigtigt må jeg vel nu sende de 
to børn bort herfra ; men derfor behøver de jo 
ikke straks at forlade os . 

har de da ikke endnu en elev ? Har jeg måske 
ikke en datter ? 
Det var efterår . Høet på engene var slået og 
lå i store bunker ; de højt læssede vogne førte det 
over broen til den lille by . Vinden strøg hen over 
stubmarkerne . 
Den nærliggende skov frembød et broget skue ; 
kronernes grønne farve var forvandlet og havde givet 
plads for en blanding af gult og rødt , hist og her 
så man allerede de nøgne kviste falmede grå . 
Solen så rigtignok endnu venligt ned fra himlen , 
men man turde ikke satte meget håb af dette sidste 
nådige smil , thi alt for ofte indhyllede den sig i en 
uigennemtrængelig tåge , der bedækkede efterårslandskabet . 
Lysetændersken 
og Andreas gik ad den smalle sti 
mellem stubmarkerne henimod skoven . Moderen havde 
villet unde sin søn en fornøjelse endnu inden hans 
afrejse til gymnasiet , og Andreas skattede intet så 
højt som at se sig om i naturen , i skov og mark . 
Måske havde hun tillige en anden hensigt , måske 
ville hun give de formaninger , som hun havde af 
medgive ham som lærepenge på hans vej , større højtidelighed ; 
måske troede hun , af den fri natur , den 

store åbne mark med himmelhvælvingen over sig , ville 
komme hendes ord tilhjælp og gøre dem mere eftertrykkelige 
end det snevre rum hjemme i hytten . 
Denne formodning vil i det mindste ikke forekomme 
ganske ugrundet , når man med nogen opmærksomhed 
læser det , som moderen her lagde sønnen på hjerte . 
En tidlang gik hun eftertænksom og tavs med drengen ved hånden ; men da det var på tide af vende 
om for af komme tilbage til den lille by , begyndte 
moderen på følgende måde : 
Andreas , hør nu nøje efter , hvad jeg forinden din 
afrejse endnu kan have af sige dig . Dette er den 
sidste nat på det sted , som du tidligere aldrig har 
forladt ; i nat vil du for sidste gang ligge hjemme i 
den seng , i hvilken du hidindtil hver aften faldt 
isøvn og hver morgen vågnede . I morgen rejser du 
bort herfra ; du skal studere og , om gud vil , blive 
et dueligt menneske . Tak gud dagligen i din bøn , 
fordi det er gået dig således ; jeg havde ikke kunne 
lade dig studere : jeg er en fattig kone ; men vor herre , gud , havde indgivet Meyer brun det , at han 
skal gøre det , og derfor vil også den himmelske råde 
belønne ham . Men du må være ham taknemmelig 
derfor alle dit livs dage , thi han er din velgører . 
Mærk dig det og lov mig , at du aldrig vil forglemme 
det . 
Andreas rakte moderen den hånd , han endnu havde 
fri ; hun trykkede den til sig og vedblev efter en pause : 

se dig om her på Marken , der er ingen levende 
sjæl at se ; alt er hjemme , og vi er alene . Ingen 
seer eller hører os ; ingen ved , hvad du har lovet 
mig . Men en er der dog , som seer og hører alt uden 
selv at blive set . Han ved , hvad du har lovet mig , 
og han vil våge over , at du holder dit ord . 
Hvorfor seer man ham da ikke ? spurgte Andreas , men 
moderen svarede : 
det kommer ikke sagen ved , og det kan jeg heller 
ikke sådan rigtig sige dig ; måske seer du mig aldrig 
mere . 
Andreas begyndte ved disse ord at græde bitterlig ; 
men moderen aftørrede hans tårer med sit forklæde 
og vedblev : 
derfor behøver du ikke at græde ; jeg lever jo endnu 
og er både sund og rask , og man dør da ikke af , 
at man taler om det ; men vi er kun mennesker , og 
om gud befaler det , så er jeg i morgen ikke mere til , 
og de bære mig ud og lægge mig i graven . 
Andreas græd endnu heftigere end før , medens moderen 
vedblev : 
jeg må før du drager bort , forberede dig på 
alt , thi jeg vil have , at du skal nå dit mål , uden 
at noget skal bringe dig bort derfra . Se til at du 
i den nye skole kan lære noget rigtigt , for at Meyer 
brun ikke uden nytte skal give sine penge ud for 
dig ! han er en rig mand , men at kaste sine penge 
ud af vinduet har han døg ikke lyst til , thi når 

en giver sine penge ud , så vil han også have noget 
derfor . Han forlanger rigtignok intet af dig , 
og han gør den gøde gerning uden egennytte , men 
du må vise ham , at du også fortjener , hvad han 
gør for dig , for at han ikke engang — hvad døg 
gud bevare os for — skal få årsag til at fortryde 
sin godhed . 
Pas derfor på at opføre dig således , at Meyer 
brun ikke en gang skal kunne bebrejde mig , hvad 
det har kostet ham , og sige til mig : „ Gid jeg blot ikke 
havde ladet den døgenigt studere ! “ Lover du mig 
det . 
Andreas lovede det grædende , men moderen sagde 
endvidere : 
jeg er endnu ikke færdig . Hør efter ; det vigtigste 
er endnu tilbage . 
Meyer brun er døg kun et menneske ligesom jeg , 
og ømendskønt han er rig og jeg fattig , så gives 
der døg en deroppe ovenover os alle , for hvem vi 
alle er lige . 
Når gud vil det , kan den rige på en nat blive 
fattig eller den fattige blive rig . 
Hele den fabrik , som han har der , kan på en nat 
gå tilgrunde . 
Mennesket kan intet vide ; han kan også dø ligeså 
godt som jeg kan det . Det ville være en stor 
ulykke før dig , men også det må du være fattet 
på , for at det ikke engang skal overraske dig , så at 

du slår hænderne sammen og ikke ved , hvad du 
skal tage fat på . Gør dig afholdt blandt de fremmede 
og af alle de mennesker , du får at bestille 
med . Skaf dig venner og ingen fjende , da vil du 
aldrig stå forladt . Se til at du bliver et menneske 
man kan stole på , og at du , hvorledes det end går , 
engang kan være i stand til at fortjene brødet til dig 
selv . 
Det tørre brød , som du selv fortjener vil da smage 
dig meget bedre end alt , hvad du kan få at spise 
for andres penge . Men hvad jeg har villet sige dig , 
er dette . Når du engang er kommen så vidt , at 
du kan fortjene dit brød og ikke længere trænger til 
den godgørenhed , der nu vises imod dig , så må 
du ikke mene , at du da en gang for alle er færdig 
med Meyer brun , fordi du ikke længere behøver hans 
hjælp ; thi det , han gør for dig , kan du aldrig 
gjengjelde ham , selv om du også betalte ham nok 
så mange penge . 
Jeg tror , at du hos Meyer Bruuns lærer aldeles ikke ville have lært så meget , hvis du ikke i forvejen 
i skolen havde lært din a , b , C , bog , og 
du ville sikkert heller aldrig have kommet til at studere , 
såfremt Meyer brun ikke nu havde gjort begyndelsen 
dertil . 
Det må du aldrig forglemme , selv om der kommer 
en tid , da du ikke mere er afhængig af ham . 
Fremfør alt må du derfor i den nærmeste tid 

lægge vind på af komme godt ud af det med salmele ; han er lidt forkælet , så af du må være noget 
eftergivende ; dog behøver du ikke derfor af være 
hans tjener , men du kan være føjelig imod ham , thi 
det fortjener han for sine forældres skyld . 
Så ofte du har noget for , men ikke ved , om 
du skal gå til højre eller til venstre , da tænk på denne 
aften og vor spadseretur ; tænk på , hvorledes vi 
så stille vandrede sammen , hvorledes jeg førte dig 
ved min hånd , hvorledes du brast i tårer og jeg 
da med mit simple forklæde afvidskede dem ; behold 
bløt altid det for øje , så vil du også nok altid 
finde den rette vej og vil ikke mere tvivle , om du 
skal gå til højre eller til venstre . 
Overvej bløt ved enhver sag , du vil foretage dig 
hvad din moder ville sige dertil , om hun vidste det , 
da vil du altid handle rigtigt og godt , — nå , jeg 
havde nær forglemt af sige dig , af du blandt de 
fremmede må holde noget på dit ydre . Børst 
hver morgen dine støvler og bank dine klæder , for 
af du ikke skal se ud som en dreng , der er kommen 
løbende langvejs fra , og vær renlig i alle henseender . 
Også det har jeg villet sige dig , af du hver uge 
må tilskrive mig nogle linier . 
Frugthandlersken , som gør sine indkiøb deroppe , 
vil nok af og til besøge dig , og hende kan du altid 
give en lille seddel med . Der behøves intet langt 
brev ; skriv blot , for af jeg kan se , af du er rask og 

opfører dig godt ; så længe et barn ikke frygter for af 
tilskrive sin moder og sin fader — hvem du jo desværre 
har mistet — hvad der ligger det på hjerte , 
sålænge kan man sige , af han er på den rette vej ; 
men udeblive brevene til forældrene , da er han sikkerligen også , bleven et forladt menneske og en slet Karl 
— mærk dig det ! — ja , hvad var det nu jeg ville 
sige — 
ja , hvor meget kunne du ikke have ønsket endnu af 
sige , gode , trofaste moderhjerte ! Ville du mon nogensinde 
være kommen til ende dermed , om du så 
havde kunnet blive ved af tale indtil evig tid ? Men 
godt er det , af du blev afbrudt , ved af din snaksomme nabo netop standsede dig , og med sine hverdagsbemærkninger sønderrev din tales tråd , thi Andreas 
har hørt nok og behøver nu ro før af tænke videre 
øver det , som han havde hørt . Glæd dig ved det 
håb , af du har nedplantet det guddommelige frø i 
et rent , barnligt hjerte . 
Næste morgen kørte Andreas og Sigismund — 
således blev salmele fra nu af kaldt — bort fra 
hjemmet . 
Rebbe Meyer brun førte de to børn til den 

temmelig nærliggende by , videnskabens sæde , til piaristernes kloster . 
Det var en kold septembermorgen ; men Andreas 
befandt sig dog meget vel i de nye klæder , som Meyer 
brun havde ladet sy til ham , og som han i dag havde 
på før første gang . 
Allerede da de to drenge i det fjerne øjnede slottet , 
der lå højt oppe på klippen , begyndte deres 
hjerter af banke stærkere ; glæde og angst fyldte dem 
samtidigt , da de nærmede sig deres nye bestemmelsessted . 
Henimod 
middag havde de nået rejsens mål . 
Drengene ville nu straks hen i klosteret før af blive 
optaget i gymnasiet , da deres nysgerrighed var spændt 
til den højeste grad , men den rolige og besindige fader 
sagde : 
klostret står nok fasf , der er vel næppe nogen , 
der løber bort med det . 
Ved du ikke , af vore vise sige : når der ingen 
mel er , så er der ingen lærdom . Først vil jeg 
forskaffe eder logis , for at i kunne vide , hvor i 
høre hjemme . 
Skulle vi bo sammen ? spurgte Sigismund . 
Nej ! svarede faderen kort . 
Han tog nu drengene med sig til ghettoen , hvor 
han hos en bekendt forespurgte sig om to huse , i 
hvilke børnene kunne få kost og logis . Denne sag 

var snart afgjort ; Sigismund fik bolig i ghettoen , 
Andreas i forstaden nær ved gymnasiet . 
Efterat der således var sørget for de legemlige fornødenheder , 
førte faderen dem til det sted , hvor deres 
ånd skulle mættes . 
Før optagelsen i gymnasiet , måtte drengene underkaste 
sig en prøve , til 3die klasse , som Andreas 
bestod med glans , Sigismund til lærernes tilfredshed ; 
Andreas blev straks , men Sigismund provisorisk 
optaget i gymnasiet . 
Hvad vil det sige , provisorisk optaget ? spurgte Sigismund , 
da de nu forlod gymnasial-præfekten for 
at aflægge en visit hos professoren . 
Det vil sige sagde faderen , at jeg først hos regeringen 
i Brunn må ansøge om din optagelse , og 
sålænge indtil bevillingen kommer derfra , er du kun 
„ provisorisk . “ 
Og jeg behøver ikke nogen bevilling ? spurgte Andreas . 
Nej , 
sagde Meyer brun . 
Hvorfor må han have bevilling , og jeg ikke , 
spurgte Andreas videre . 
Fordi han er jøde , sagde Meyer brun , og du 
ikke . Husker du da ikke mere , at jøderne er et undertrykt 
folk . Der var dog en tid , da du vidste 
det . 
Den fortræffelige mand sørgede endnu for en privatlærer fil dem , der hjemme skulle gennemgå lektierne 

med dem , og indskærpede Andreas , at han hver dag 
skulle indfinde sig i Sigismunds bolig for at tage 
del i denne privatundervisning ; derpå rejste den 
gode fader bort , idet han tillidsfuldt efterlod børnene 
i de huse , fil hvilke han havde anbetroet dem . 
Skoleåret begyndte ; det blev indledet med en 
gudstjeneste i klosterkirken . 
Hermed havde Sigismund intet at skaffe , hvilkek 
var slemt nok for ham ; thi medens Andreas under 
denne højtidelighed lærte alle sine kammerater at kende 
idetmindste af udseende , havde den jødiske discipel endnu 
ikke set en eneste af dem , og da han den første 
skoledag om morgenen kl . 8 trådte ind i klassen , 
hørte han en hvisken og tisken mellem de små studenter , 
der målte ham på en spottende måde , medens 
der fra forskellige sider lød navne som Moses ! 
Aron ! 
Han befandt sig i stor forlegenhed , thi klassen var 
fuld , og han vidste ikke , hvor han skulle eller blot turde 
sætte sig ; endelig opdagede han på en af bænkene sin 
kære Andreas . 
Denne kom også straks hen til ham , trak ham hen 

med sig til sin bænk og skaffede ham plads ved siden 
af sig , trods indvendingerne fra deres side , som 
måtte rykke sig . 
Endelig da klokken slog , kom professoren , og alle 
rejste sig . 
Man bad paternoster og ave Marie , hvoraf Sigismund 
ikke forstod et ord ; han ventede utålmodig 
på , at det endelig skulle være forbi . 
Da de havde sat sig ned igen , kastede professoren 
et prøvende blik hen over bænkene , som om han ville 
tælle sine kære lam , derpå sagde han : 
der kan endnu ikke anvises israeliterne nogen bestemt 
plads . De er for øjeblikket kun provisoriske , 
endnu ikke egentlige elever . Jøderne må foreløbig , 
indtil bevillingen kommer , alle sætte sig på sidste bænk . 
Fortrydelig opgav Sigismund den plads , som Andreas 
så tappert havde tilkæmpet ham , for at begive 
sig hen til sidste bænk ; da han gik forbi eleverne , hørte 
han dem tydelig hviske : 
Marsch , hen på sidste bænk , jøde ! Jøderne skal 
på skammebænken . 
Dette bedrøvede ham høilig ; dog havde han den 
trøst at se en del troesfæller på samme bænk , og 
følelsen af ikke at være den eneste , der måtte lide 
denne beskæmmende behandling , gjorde ham pinen 
mindre hård . 
Andreas vendte sig ofte om og tilkastede Sigismund 
et medlidende blik , men denne så hver gang skamfuld 

ned mod gulvet ; begge drengenes sindstilstand er 
let at fatte ; deres miner forrådte , hvad der føregik i 
deres indre . 
Sigismund , barnet af rige forældre , opdraget i 
velstand , ja endog i overflod , havde aldrig før følt 
det trykkende i sine troesfællers særlige stilling i 
samfundet . 
Den lille salmele havde rimeligvis aldrig hørt noget 
om , at hans fader ikke turde eje nogen ager , 
fordi han var jøde , og selv om den lille salmele havde 
vidst dette , så ville han dog i sin lystighed aldeles 
ikke have tænkt videre derover ; thi hvortil behøvede 
hans fader agre , kvæghjørde , Enge og marker ? havde 
han ikke sin egen fabrik ? Men nu er der af salmele 
blevet en Sigismund , der allerede ved det første skridt , 
han foretager i den fremmede verden , for hvis skyld 
han har forandret sit navn , må erfare , at han endnu 
bestandig er en salmele og meget langt fra at være 
en Sigismund . 
For første gang følte han nu det tryk , der hvilede 
på hele det troessamfund , som han hørte til . 
Da faderen for få dage siden havde måttet stile 
en ansøgning til regeringen om at meddele sønnen 
Sigismund brun tilladelse til at træde ind i gymnasiet , 
var den vordende student ikke bleven synderlig 
berørt deraf . 
Sigismund var ikke nogen dyb natur , fvertimod : 

hans følelser ligesom hans tænkning berørte kun tingenes 
overflade . Derfor blev han temmelig ligegyldig ved faderens ansøgning : men det , at han nu i 
hele klassens påsyn måtte begive sig hen på den 
bageste bænk , og det oven i købet af den grund , at han 
egentlig endnu ikke var rigtig elev , der var berettiget 
til at indtage en bestemt plads — nemlig fordi han 
var jøde — se , det fyldte hans hjerte med bitter 
sorg . 
Andreas derimod var allerede bleven ubehagelig berørt 
ved den af hr . Brun meddelte underretning , at 
Sigismund måtte bede som en nåde om det , der 
uden videre blev tilstået ham selv , og da Meyer brun 
på hans udfritten svarede : om han ikke længere vidste , 
at jøderne vare et undertrykt folk , så var dette svar 
ingenlunde skikket til at berolige den forstandige , følsomme 
dreng . Han vedblev at spekulere derpå , men 
kunne ikke med god grund forklare sig den forskel , 
der her blev gjort , og var derfor heller ikke i stand til 
at begribe det . 
Begivenheden i skolen på den første dag satte 
ham i den pinligste stilling , og der er ingen tvivl 
om , at Andreas følte sin kammerats tilsidesættelse 
endnu bittrere end denne selv . 
Ingen kunne bedre end Andreas vide , med hvilken 
omhu og ømhed salmele blev behandlet i forældrenes 
hus ; derfor var ingen bedre i stand til at bedømme , 
hvor hårdt det måtte være for Sigismund . 

Andreas led ikke blot med ham , men også for ham . 
Hvor det dog her er ganske anderledes end hjemme , 
tænkte han smertelig bevæget , ja ganske omvendt . 
Her er det jo , som om jeg var den rige salmele , 
og han den fattige lysetænderskes barn ! — hvor 
gerne ville ikke Andreas have bedt professoren om 
han ikke selv måtte sætte sig på bageste bænk , når 
han blot derved havde kunnet skaffe Sigismund hans 
tidligere plads tilbage ; men Andreas indså vel , at et 
sådant bytte her ikke kunne finde sted , han tænkte og 
det med rette : hvad ved professoren om Meyer 
Bruuns fabrik , og hvad angår det ham ? Professoren 
har jo ikke skabt loven ; han handler som den 
byder . Jøderne er nu engang „ et undertrykt folk . “ 
Klokken lød , timen var til ende . 
Professoren og eleverne rejste sig til bøn , og igen 
lød paternoster og ave Maria . 
Derpå gik eleverne parvis ud af klassen hen over 
den lange gang i første etage , dernæst ned ad trappen 
og gennem den lille klostergård , der strækker sig 
foran gymnasiet . 
Ved porten måtte jøderne forlade rækken , da de 
andre nu gik i kirke til messen , hvilken jøderne ikke 
skulle bivåne . 
Bedrøvet gik Sigismund hjemad med den latinske 
gramatik under armen , af hvilken i dag den første deklination 
var bleven forklaret . På gaden puttede en 
elev sig til ham , der alt var i 2den klasse . 

den store målte først den lille fra top til tå 
med samme blik , som når veteranen betragter den ny 
ankomne rekrut . 
Sigismund havde hilst på enhver , der mødte ham 
undervejs , og var bleven meget overrasket ved , at de 
ikke hilste ham igen , ja endog betragtede ham på en 
ganske besynderlig måde . Han havde nemlig ment , 
at det forholdt sig her ligesom hjemme i den lille by , 
hvor alle hilste hinanden , og vidste endnu ikke , at i større 
byer bekymrer det ene menneske sig kun lidt om det 
andet , men enhver skøtter sig selv . Det gjorde derfor 
øgså et behageligt indtryk på ham , da den store 
dreng , som dog var et helt år videre , så venligt 
puttede sig til ham . Snart skulle han dog erfare , at 
denne kun ville have ham til bedste . 
Å , sagde den store , gå ind i den butik og 
køb mig for en skilling skrivepenne . 
Godmodig , som han var , tog Sigismund pengestykket 
og trådte ind i den betegnede butik , hvor en 
gennemtrængende , fin lugt slog ham i møde , sådan 
som hans næse ellers aldrig havde mærket det i nogen 
købmandsbutik . 
Hvad ønsker du ? spurgte provisoren . 
For en skilling penneskafter , svarede Sigismund . 
Så må du gå ind til papirhandleren , sagde 
provisoren . 
Ja , men man sagde til mig , at det var her . 

så ? sagde provisoren leende , det har været for at 
gøre nar af dig . Her er ingen papirhandel , men 
et apottek . 
Sigismund gik skamfuld bort , da han kom udenfor , 
blev han modtaget med skøggerlatter af en gruppe 
elever , der imidlertid havde samlet sig . 
Ydmygelsen i skolen havde ikke været tilstrækkelig ; 
denne spot måtte han oven i købet øgså finde sig i . 
Det var ligesom om alt havde forenet sig for at 
krænke ham . 
Den første skoledag havde således kun budt ham 
liden glæde og var aldeles ikke skikket til at sætte mod 
i ham , og han ville sikkert allerede nu — næsten 
uden at have overskredet dørtærskelen — have vendt 
videnskabernes tempel ryggen , såfremt ikke hans 
gode ånd , Andreas , havde holdt ham tilbage . 
Nå , sagde Andreas , der straks fra kirken var ilet 
til sin kammerat og nu havde hørt , hvad denne i sin 
oprørte stemning tænkte på , vær dog fornuftig og 
gør ingen dumheder . Hvis du nu kom hjem , så 
ville alle folk le dig ud , og gadedrengene ville råbe 
efter dig : det er studenten ; han har på en dag 
gået alle klasserne igennem ! Nej , du må blive og 
læse flittigt , så skal du se , hvor ganske anderledes 
alting vil blive . 
Når du blot kan dine lektier godt , kommer det kun 

lidet an på , på hvad bænk du sidder ; det med 
den bageste bænk er jo desuden kun foreløbigt , så længe 
du er provisorisk ; så snart bevillingen kommer fra 
regeringen , får du din plads anvist ligesåvel som 
enhver af de andre ; professoren har jo selv sagt det . 
Disse trøstefulde ord forfejlede ikke deres virkning 
på Sigismund , der indså , hvor nær han havde været 
ved i sin oprørthed al begå en overilet handling , og 
han besluttede nu al blive ; men Andreas , hvem det 
ved den kærlige og fornuftige tiltale var lykkedes al 
bringe vennen til sig selv og nogenlunde berolige ham , 
var selv langtfra ikke rolig , thi i sit inderste tænkte 
han : jøderne er desværre døg et undertrykt folk ! 
Og for første gang henvendte han det spørgsmål til 
sig selv : hvorfor er jøderne et undertrykt folk ? er 
det nødvendigt , al de må være det ? hvo er skyld 
deri ? lutter spørgsmål , som han ikke var i stand til 
al besvare . 
Det blev aften , og drengene sad nu hos privatlæreren , 
der gjennemarbeidede det pensum med dem , 
de havde fået for i skolen . 
Efter få timer hos privatlæreren indså Andreas , 
al han meget godt kunne undvære dennes hjælp , han 
havde straks i skolen forstået de regler , der blev forklarede , 
og kunne godt selv skrive de latinske stile uden 
fejl . Grunden til , al han alligevel ikke udeblev fra 
privattimen , var den , al hans ven meget vel kunne 
behøve en sådan hjelp i hjemmet . — 

efter nogle ugers forløb finde vi Andreas som 
nr . 1 i klassen , medens Sigismund endnu bestandig 
sad som provisorisk på den bageste bænk ; men selv 
som rigtig elev ville han ikke have været berettiget til 
at indtage nøgen af de øverste pladser , thi han var 
svag i gramatiken , og hans aldeles ikke fejlfri oversættelser 
i skolen forrådte snart privatlærerens hånd 
ved de stile , han skulle skrive hjemme . 
Andreas ville gerne bevirke en forandring i dette . 
Ved du hvad , sagde han en dag til Sigismund , 
din fader kunne godt spare de penge , han hver måned 
betaler privatlæreren ; jeg tror nok , jeg ligesågodt kunne hjælpe dig med dine lektier . 
Ja , så kan fader give dig pengene , mente Sigismund . 
Nej , 
hvad skulle det til ? sagde Andreas , dine forældræ 
give mig såmænd nok i forvejen . 
I det næste brev , som Sigismund tilskrev sine forældræ , 
gjorde han dem opmærksom på , at han lærte 
meget mere af Andreas end af privatlæreren , som han 
derfor ikke mere behøvede , da Andreas godt kunne sige 
ham alt , hvad han skulle vide . 
Andreas selv skrev noget lignende i sit brev , hvori 
han bad moderen hilse hans velgørere på det hjerteligsle 
samt bede dem , om han ikke nok måtte læse 
med Sigismund . 
Det er et taknemligt barn , den Andreas , sagde 
Rebbe Meyer brun til lysetændersken , der med glædestrålende 

øjne havde hørt på oplæsningen af hendes 
søns brev . 
Ja , har jeg ikke altid sagt , at det barn har et 
besynderligt sind , tilføjede Taube . 
Da lysetændersken var gået , sagde den gode Taube 
til sin mand ; 
ved du hvad , min ven , de penge , du der sparer , 
kan du hver måned give lysetændersken . 
Det vil jeg ikke gøre , svarede Rebbe Meyer brun 
i en bestemt tone . 
De par gylden ! sagde Taube i en vag bebrejdende 
tone ; men manden svarede : 
mener du måske , du lille nar , at de par gylden 
ere mig så magtpåliggende ? Nej , jeg vil hver 
måned sende dem til Andreas , så kunne vi jo se , 
hvad han vil gøre med pengene . 
Derved blev det ; regelmæssig blev pengene afsendte 
til Andreas , men denne berørte dem ikke engang : den 
samme hånd , der overbragte ham dem , måtte igen 
bære dem med hjem ; han sendte dem urørte til sin 
moder . 
Lysetændersken fortalte højst overrasket hos Meyer 
brun , hvorledes hendes Andreas havde sendt penge 
hjem til hende . 
Det havde jeg forudseel , sagde Meyer brun , jeg 
vidste vel , at han var et godt barn ; men jeg har dog 
villet overbevise mig derom . 
Ja , har jeg ikke så ofte sagt , at det barn har et 

besynderligt sind , spnrgte Taube igen , ligesom altid 
ved enhver lignende lejlighed . 
I intet af sine breve forglemte , Andreas at sende 
mange hilsener til den gode lærer i Meyer Bruuns 
hus ; ja efter nogle måneders forløb dristede han sig 
endogså til , at tilskrive sin fordums lærer et latinsk 
brev , i hvilket rigtignok elevens gode villie og taknemmelige 
hjerte viste sig fra en mere værdifuld side 
end det latinske i udtrykkene . Han forglemte heller aldrig 
sin legesøster privele , der ligeledes hver gang 
kunne gøre regning på særlige hilsener i hans brev . 
Sigismund gjorde under sin kammerats vejledning 
betydelige fremskridt , hvilket var såre naturligt . Andreas 
var nemlig ikke nogen betalt timelærer , der , når 
timen var forløben , ikke bekymrede sig mere om sin 
elev ; men det var ham magtpåliggende at vise sin 
taknemlighed mod sine velgørere , ligesom det også 
var en æressag for ham at løse den opgave , han 
havde påtaget sig , på en sådan måde , at resultatet 
blev godt . 
Han arbejdede derfor også med Sigismund uden 
at tage noget hensyn til time- eller minutviseren og 
altid så længe , indtil han havde opnået den beroliggende overbevisning , at Sigismund nu virkelig kunne 

sin lektie og ville være i stand til at besvare ethvert 
spørgsmål deri rigtigt . 
Sigismund erhvervede sig også snart ved de fremskridf , 
han gjorte , professorens velvilje , og da imidlertid , 
endnu førend det første semesters ende , den 
så længselsfuldt ventede bevilling til optagelsen i 
gymnasiet var indtruffen , rykkede han op fra sidste 
til første bænk , og al grund til mismod var således 
forsvunden . 
Nu kom påskeferien , og de to drenge kørte hjem , 
hver med et godt vidnesbyrd i lommen ; selv om Sigismunds ikke kunne måle sig med Andreas ' s , i hvilket 
der kun fandtes udmærket godt ' er , så var det dog 
således , at han med anstand kunne vise det frem . 
De havde imidlertid ikke blot medbragt deres vidnesbyrd , 
men også et antageligt stykke feriearbeide . 
Hvorledes Andreas bar sig ad for at blive færdig dermed , 
det kunne Sigismund rigtignok ikke begribe , thi 
før ham var det drøjt at læse i ferien . 
Han havde nu i et halvt år ikke set sin familie , 
og dette var hans første hjemsenden fra de fremmede 
folk og så oven i købet den tid , da den poetiske påskefesf afholdtes . 
Han glemte derfor aldeles de 4 konjugationer og 
de uregelmæssige verber , han skulle lære , over påskefestens glæder , og hans ven Andreas formåede 
ikke i hans forældres hus at bringe den strænghed 

til anvendelse imod ham , der ellers så ofte havde 
fået bugt med ham . 
Ferien var nu forbi , og man måtte igen indfinde 
sig i skolen . 
Der skete , hvad man i forvejen kunne have tænkt sig . 
Blyantet i professorens hånd udpegede snart Sigismund som offer , når nu blot denne i forvejen havde 
vist , at han ville blive spurgt om verbet tollo , så 
havde han sikkert lært sit substuli , sublatum , men hvo 
kan vide sligt i forvejen ; ligesålidt som man kan vide , 
hvilke nummere der vil komme ud i næste trækning . 
Professoren drejede ham derfor et stort 0 i protokollen . 
Dette 
forvoldte Andreas mere sorg end ham , der 
havde fået det . Men hvad gjorde Andreas ? Han 
besluttede sig til et kjæmpearbeide . 
Vi gå ikke i seng i nat , sagde han til Sigismund , 
og i morgen beder du professoren om at høre dig 
om igen . 
Men hvad tænker du dog på ? indvendte Sigismund , lære alt det på en nat ? 
Det går nok , sagde Andreas . Og det gik også . 
Næste dag mældte Sigismund sig til en ny prøve , 
som han bestod med glans ; thi i dag var han fast 
i sadlen , og efter af han til det sidste spørgsmål : 
tollere havde sluppet sit vel indprægede sustuli , sublatum 
løs , forandrede professoren 0 ' et til et ug . 

på denne måde tog Andreas sig af sin kammerat , 
og Sigismund gjorde i sommersemestret endnu 
større fremskridt end før . 
Endelig var skoleåret til ende . 
Rebbe Meyer brun indbød lysetændersken til af 
køre med sig for af bivåne omflytningen , der under 
megen højtidelighed blev meddelt i en stor , med skønne 
billeder prydet festsal . 
Lysetændersken havde taget sine søndagsklæder på 
og begav sig bort med Rebbe Meyer brun ; de måtte 
køre meget tidlig hjemme fra for af kunne indtræffe i 
rette tid ; kl . 8 vare de der allerede . 
Med bankende hjerte trådte hun ind i fesfsalen , 
hvor allerede de fleste slægtninge af den studerende 
ungdom befandt sig . 
Kl . 9 blev der holdt gudstjeneste i klosterkirken , 
og kl . 10 begyndte højtideligheden i fesfsalen . 
Først besteg en elev talerstolen og holdt en tale 
på tysk til afsked fra anstalten ; derpå trådte en 
anden frem og foredrog en af ham selv forfattet latinsk 
ode , af hvilken største delen af det forsamlede publikum 
rigtignok ikke forstod et ord , men hvortil de dog 
ligegodt lyttede med højtidelig andagt . 
Endelig kom meddelelsen af skoleårets resultat 
og omflytningen . 
En ejendommelig hvisken og summen lød gennem 
salen ; skoledrengenes nysgerrighed var spændt til 
det yderste , thi nu skulle enhver jo erfare , hvorledes 

han var bleven bedømt , og hvilket vidnesbyrd han fik 
hjem med sig . 
Denne summen afløstes dog hurtigt af en højtidelig 
stilhed da religionslæreren trådte frem og oplæste 
på latin alle elevernes navne samt deres 
forskellige censurer . 
Lysetændersken , der med bankende hjerte så til , 
var nær besvimet , da hun hørte sit barns navn blive 
råbt op . 
Andreas havde erholdt første præmie . Han trådte 
frem fra sine kammeraters række indtil midt i den 
store sal , bukkede til tre sider , mod kejserens billede , 
mod lærerne og mod publikum , og modtog derpå 
af præfektens hånd præmien , en pragtfuld indbunden 
latinsk bog . 
Med stille henrykkelse trådte han tilbage til sin 
plads med belønningen for sin flid i hånden , idet 
han dog frydede sig mere over moderens glæde , hvis 
tilfredshed og lykke var tydelig at læse i de strålende 
øjne , end over den udmærkelse , der var bleven ham 
til del . 
Sigismund erholdt også en meget god censur . 
Efter klassefordelingen modtog drengene deres 
vidnesbyrd , nemlig en lille bog , der indeholdt alle elevers 
censur . 
Hermed afsluttedes skoleåret , og ferien begyndte , 
den af enhver skoledreng , den flittige som den dovne , 
så længselsfuld ventede frihedens dag . 

Andreas og Sigismund kørte nu hjem med Meyer 
brun og lysetændersken for at tilbringe de to feriemåneder , August og september , i fryd og glæde i 
det gamle hjem hos deres kære , som de nu næsten i 
et helt år havde savnet . 
Det var rigtignok også en fryd og glæde , således 
at eje to hele måneder for sig selv , hver morgen 
at vågne med den bevisthed , at man ikke behøvede 
øjeblikkelig at springe ud af sengen for endnu engang 
at „ kile “ Lektierne igennem — intet pensum , ingen 
grammatik , ingen regning , ingen geografi ! Ikke 
behøve at lytte efter skoleklokken , der forkynder timens 
begyndelse , ikke behøve at skynde sig med frokosten — 
intet , slet intet af alt dette — derimod fri og ubunden 
at kunne gå , hvorhen man har lyst , i Marken , 
i engen eller i skoven ; i stedet for andægtig at sidde 
på bænken og nøje passe på ethvert ord , der undslipper 
læreren — at kunne muntre sig ude i den friske natur , løbe , springe og juble af hjertens lyst ! — 
en skoledreng under sommerferien er det misundelsesværdigste 
menneske på jorden ; han har rystet 
alle sorger af sig og lever kun for øjeblikkets glæde . 
Sigismund og Andreas tilbragte også deres ferie 
på den behageligste måde . 
Det var ikke , fordi de havde lyst til leddiggang , 
af de glædede sig , men fordi de vare fri for enhver 
tvang til af måtte gøre noget bestemt . Hyppigt 
kunne man også i ferien finde Andreas ved bogen , 

og dette gode eksempel havde en velgørende indvirkning 
på Sigismund , så af også han af og til hjemsøgte 
bogen , omendskønt dette mindre skete ifølge en 
vis indre trang , end fordi han ville glæde sine forældre 
og huslæreren derved . 
Man fandt dog drengene hyppigere i det frie end 
ved bogen , og da allerhyppigst ude på floden , hvor 
de fandt deres største fornøjelse i af ro en lille båd 
frem og tilbage fra den ene bred til den anden og af 
sejle hen under broen , når folk oven over deres hoveder 
passerede den . Så ofte de gik igennem ghettoen , 
hørte de altid denne eller hin bemærkning om 
dem . 
En mente , af de vare blevne rigtig store i udlandet . 
En troede af have bemærket , af de allerede nu så 
meget bedre ud end da de kom hjem fra skolen , og 
ville deraf uddrage den slutning , at man bliver mager 
af at studere , men fed af at spise . 
En undrede sig over at jøden og den Christne kom 
så godt ud af det med hinanden ; en anden roste redde 
Meyer Bruuns godgørenhed og hans opførsel mod 
lysetænderskens søn , medens en tredie til alt dette 
bemærkede : 
i må nu sige , hvad i vil — kalde det smukt 
eller ej — jeg siger blot , at det døg er en besynderlig 
galskab af Rebbe Meyer brun at ville give sine penge 
ud til en geistligs opdragelse . 
Således havde enhver sine bemærkninger på rede 

hånd ; de to drenge bekymrede sig imidlertid ikke videre 
herom , men vare lige glade og tilfredse for det . 
Andreas var imidlertid ofte til middag hos Meyer 
brun ; når han så sad der og nød af de fine retter , 
der blev båren frem , formørkedes hyppigt hans 
ansigt midt under glæden , og hvo , som ville have 
kunnet læse i hans sjæl , ville have vidst , at Andreas 
i sådanne øjeblikke plagedes af den tanke : og hvortil 
nytter eder alt dette ! I jøder er døg et undertrykt 
folk . 
Hurtigere end drengene havde tænkt og i ethvert 
tilfælde hurtigere , end de kunne have ønsket sig , var 
ferien til ende , og en skøn — eller snarere ikke skøn 
— dag stod det nye skoleår igen for døren . 
Sigismund og Andreas tog denne gang afsted med ganske andre følelser end for et år siden , da de drøge 
til deres bestemmelsessted . 
Hin let forståelige og let tilgivelige frygt for det 
fremmede , der havde opfyldt dem dengang , da de første 
gang forlod deres hjemsted , var nu fuldkommen 
forsvunden , thi nu vidste de jo , hvorledes det går 
til i et gymnasium . 
Med hensyn til Sigismund , da behøvede han ikke 
mere at frygte for som medlem af det udvalgte folk 
at blive sat på en særlig bænk ; han var 
nu rigtig elev sågodt som nogen anden ; 
nu var han heller ikke længere så enfoldig , at man 
kunne sende ham ind på et apottek efter stålpenne . 

med hensyn til Andreas , hvis tørst efter kundskaber var større end vennens , da brændte han allerede 
af begærlighed efter at lære de nye ting at kende , 
der ville komme for i dette andet år , og især navnlig 
dette frygtelige „ Ablativus absolutus “ , om hvilket han 
allerede tidligere havde hørt såmeget , at det nødvendigvis 
havde måttet indgyde ham en overmåde stor 
respekt . 
Hvør ofte havde han ikke forrige år , når han i 
skolen sad og lyttede fil lærernes forklaringer , tænkt 
ved sig selv , hvor smukt det døg var indrettet i verden , 
at man kan lære så mange mærkværdige ting , 
om hvilke de derhjemme ikke engang have nogen anelse , 
og i hvor høj en grad styrkede ikke sådanne tanker ham i hans gode forsætter , i hans flid og udholdenhed . 
De 
to drenge vare tillige nu , da de slode i begreb 
med at træde ind i 2den klasse , fyldte af den 
stolthed , der besjæler enhver , selv kun lidet ærgerrig 
skoledrengs hjerte ved omflytningen fra en klasse fil 
en anden . 
De vare nu ikke længere de mindste i åndelig henseende , 
ikke længere parrister ; nej , de vare og følte sig 
som prinzipister , som begyndere i videnskaberne , der 
nu først for alvor skulle lægge grunden fil deres videre 
uddannelse . 
Den nye klasse har for eleven , der har svunget 
sig op fil den , ligeså megen romantik , som et land 


skab , der stadig forandrer fysiognomi , har for vandringsmanden . 
De 
fleste klassekammerater fra forrige år findes 
vel igen her ; døg mangler nogle , der enten er blevne 
oversiddere eller have forladt skolen ; men dernæst er 
der også kommet nogle nye , og disse ubekendte ansigter 
betragter man frem for alt med nysgerrighed , 
idet forskellige spørgsmål påtrængte sig en : 
hvad hedder mon den nye kammerat ? hvor har 
har han før gået i skole ? mon han kan noget eller 
ej ? hvad kan han mon bedst ? hvorledes er hans manerer 
og opførsel ? 
Således gik det også med vor Andreas , der især 
betragtede et af de ubekendte ansigter med opmærksomhed , 
idet han forsøgte at læse svaret på de ovenomtalte 
spørgsmål i den nysankomne elevs stærkt 
markerede ansigtstræk . 
Andreas følte en vis rædsel for denne dreng ; det 
forekom ham , som om en indre stemme tilhviskedee 
ham : det menneske kan blive farlig for dig ! Denne 
følelse var rigtignok noget utydelig , men netop derfor 
desto uhyggeligere , men ligesom myggen styrter sig ind 
i flammen , således følte han sig trods sin forudfølelse hendraget til den fremmede med uimodståelig 
kraft . 
Det vidste sig også snart , at den fremmede var 
ham betydelig overlegen i åndelig henseende , Andreas 
havde fået en stærk konkurent og forudså , at han 

næste år næppe ville erholde præmien ; men desto 
mere tillokkende var det for ham , at komme i god 
forståelse med den fremmede , ja endog at stræbe efter 
hans venskab . 
Denne bestræbelse lagde han også tydelig nok for 
dagen , og snart vare de to kammerater , Andreas og 
Cyrill — som den fremmede hed — venner . 
Andreas , der ligeså villigt underkastede sig Cyrill , 
som han følte sig overlegen over sin kære Sigismund , 
holdt dog langt mere af at være sammen med førstnævntæ 
end med sidstnævnte . 
Havde han været forfængelig , da ville han rigtignok 
have befundet sig bedre i dens selskab , hvem 
han kunne foreskrive love , end hos ham , af hvem han 
modtog love ; men hos Andreas fandtes ikke spor af 
den slags forfængelighed . 
Dette bevirkede , at han nu ikke offrede Sigismund 
så megen tid , som førhen , dog forsømte han ham 
ingenlunde , men indfandt sig daglig hos ham , for at 
gennemgå lektierne og stilen ; imidlertid blev han 
ikke , således som forrige skoleår , til han var overbevist 
om , at Sigismund også kunne svare på ethvert 
spørgsmål , men nøjedes med at give ham den nødtørftigste 
undervisning og vejledning , idet han forresten 
overlod det øvrige til vennens egen flid — for så 
hurtig som muligt at kunne ile til Cyrill . 
Sigismund hørte imidlertid ikke til de selvstændige 
naturer , der således kunne overlades til sig selv ; han 

arbejdede , når man tvang ham dertil , men var han 
alene og tvangen ophørt , så var også lysten borte , 
og han kastede bogen fra sig . 
Andreas skulle snart bemærke de bedrøvelige følger 
af sit letsind ; Sigismund sank dybere såvel i 
kundskaber som i professorens gunst . 
Andreas gjorde sig de hårdeste bebrejdelser herover , 
følte oprigtig anger og plaget af sin samvittighed fattede 
han den beslutning igen at forandre sagen og 
påny ofre Sigismund al sin tid . 
Det er imidlertid , især for drenge , lettere at fatte 
en god beslutning end at udføre den . 
Når han befandt sig hos Sigismund , og der var 
noget , denne ikke straks kunne forstå , viste Andreas en 
utålmodighed , der var noget ganske nyt af ham . 
Istedetfor den tidligere ømhed viste han strænghed , 
og de tidligere godmodige opmuntringer forvandledes 
til gnavne bebreideldelser . 
Hvor stærkt han også blev tiltrukket af Cyrill , var 
dog hans godhed for Sigismund stor nok , til at han 
ikke ganske kunne give slip på denne ; for at komme 
tilrette med sig selv og begge kammeraterne , mellem 
hvilke han endnu vaklede , faldt han nu på at føre 
dem sammen for at gøre dem nærmere bekendt med 
hinanden . 
Således troede han at kunne ordne sagerne på 
det bedste . I hvor høj en grad fog han ikke fejl ! 
En dag fog han altså Sigismund med til Cyrill 

denne var allerede seminarist ; han var bestemt for den 
gejstlige stand og nød allerede nu i seminariet alle 
de fordele , der førmå at hæve et menneske over 
livets almindelige sørger . 
Cyrill så noget skævt til den kammerat , som 
Andreas havde taget med sig , og syntes aldeles ikke 
tilbøjelig til at ville betragte ham som den tredie i 
forbundet . Han behandlede ham med isnende kulde , 
ja viste også overfor Andreas en vis tilbageholdenhed ; 
han sagde kun lidt , og i hans tale var der intet spor 
af det sædvanlige liv . 
Andreas følte sig ikke lidt forlegen og spekulerede 
bare på , hvorledes han skulle slippe bort igen ; dog 
hengav han sig til det håb , at kunne stemme Cyrill 
gunstigere for sin protegé og med tiden at kunne nærme 
dem til hinanden . 
Næste gang kom han alene . 
Cyrill så surt og var igen temmelig tavs . 
Har du noget imod mig ? spurgte Andreas troskyldigl . 
Nej , svarede Cyrill , jeg har ligeså lidt noget imod 
dig som tilovers for dig ! Lad mig være , jeg har 
ingen tid ! 
Men , Cyrill , sagde Andreas i en indsmigrende tone , 
du er jo slet ikke således som ellers imod mig ! 
Gå du blot , svarede Cyrill med en afværgende 

håndbevægelse , jeg behøver ikke dit selskab . Hvorfor 
har du dog ikke bragt ham med igen i dag ? 
Sigismund ? 
Ja , jødedrengen ! 
Jeg syntes netop , fordi han er en jøde , at du skulle 
være mindre streng imod ham . 
Hvorfor da ? 
Ved du ikke det ? Jøderne er et undertrykt folk ! 
Ganske vist ! det skal de også være ! det bør de 
være ! 
Hvad ? — de bør ? — hvorfor da ? 
Hvor kan du spørge så dumt ? Have jøderne da 
ikke korsfæstet frelseren ? Ved du da ikke , at de fra 
den time af blev et af gud forbandet folk ? 
Andreas stirrede på ham med åben mund ; men 
Cyrill vedblev : 
kender du ikke fortællingen om „ den evige jøde “ ? 
Nej ! sagde Andreas halvhøjt . 
Da Herren med korset på sin ryg var kommen 
foran hans dør og stønnende sank sammen under byrden , 
hvorledes jøden da ikke havde anden læskedrik før 
ham end spot og hån , og hvorledes Herren da forbandede 
ham og hans slægt , så at han blev fordømt 
til at skulle vandre om indtil evig tid uden nogensteds 
at finde ro ! Og alt det ved du ikke ? 
Disse ord gjorde et dybt indtryk på vor let bevægelige 
Andreas , der i taushed syntes at tænke over 
det , som han havde hørt , medens Cyrill vedblev : 

jeg kan låne dig bogen , så at du selv kan læse 
det ; deraf vil du se , hvorfor jøderne indtil verdens 
ende må være et undertrykt folk . Og det vil 
jeg sige dig en gang for alle : vi tre høre ikke sammen . 
Vov ikke oftere at bringe jødedrengen herhen ; hvad 
dig selv angår , så kan du vælge mellem ham og 
mig og i den henseende handle efter dit eget forgodtbefindende . 
Hvis jeg er mere værd for dig , end han , 
er det godt , men hvis du synes bedre om ham , end 
om mig , ses vi ikke oftere — så kan du jo holde 
dig til jødedrengen . 
Men , hvad kan den stakkels dreng gøre for , at 
jøderne for mange hundrede år siden have korsfæstet 
vor frelser ? 
Så ? sagde Cyrill , hvad kan en gøre for , om hans 
fader , der var en rig mand , har sat alle sine penge 
overstyr ? Det er nu engang indrettet således af 
gud her i verden , at børnene må bøde for forældrenes 
misgerninger . Have jøderne ikke selv dengang , 
da de lod Barnabas fri , men dømte Herren til 
korset , råbt : hans blod komme over vort hoved og 
over vore torne ? Altså må disse børn jo også nu 
være forbandede . 
Andreas fandt intet svar herpå ; med tårefyldte 
øjne forlod han Cyrill for at snige sig hjem , for her 
i sit lille værelse rigtigt at græde ud . 
Han befandt sig i en pinlig situation . På den 
ene side befandt sig de skønne indtryk fra barndoms 


tiden , på den anden side overbevisningens magt , 
der bestandigt mere bemægtigede sig hans sind og 
rokkede hans sjæl . På den ene side stod Rebbe 
Meyer brun , hans velgører , der havde gjort og endnu 
gjorde ham så meget godt ; hans gode hustru , der 
altid havde taget sig af ham med kærlighed , og hvem 
han elskede som en anden møder ; den lille privele , 
med hvem han så ofte havde leget ; den vakkre lærer 
i Meyer Bruuns hus , der havde givet ham den første 
undervisning , og hvem han også skyldte så overmåde 
meget ; og frem for alt erindringen om hans 
møder , hvorledes hun havde formanet ham til taknemlighed 
mod hans velgører , og på den anden side 
stod billedet af Jesus hele lidelseshistorie , jødernes 
ubønhørlighed , da de slæbte ham til korset og udgød 
hans uskyldige blod . Andreas havde kun tårer til 
at besværge sin sjæls storm med ; men med tårer 
alene slipper man ikke ud af hjertets labyrinter . 
Om jorden havde åbnet sig under ham og opslugt 
ham , så at han aldrig mere havde fået dagens lys 
at se , med vellyst ville han da have taget afsted fra 
denne ellers så herlige verden , til hvilken han for 
øjeblikket følte lede . Ligevægten i hans sind var 
ophævet , og harmonien med den livskreds , hvori han 
hidtil havde slået , var brudt . Og han kunne ikke skjule 
sig selv . nej , han måtte ud , frem for dagens lys ; 
han måtte bestemme sig til noget , måtte handle . 
I begyndelsen fejrede vanens magt øver ham og 

drog ham hen til den side , hvor hans barndomserindringer 
befandt sig : han ophørte med besøgene hos 
Cyrill , medens han daglig indfandt sig hos Sigismund ; 
men selv Sigismund indså snart , at det kun var et 
offer , som Andreas bragte ham . Virkeligen var det 
heller ikke længer tilbøjeligheden , der førte ham til 
Sigismund , men derimod bevidstheden om , hvad han 
skyldte dennes forældre . Hver dag så han Cyrill i 
skølen og ventede stadigt på , at denne skulle opfordre 
ham til et besøg eller i det mindste spørge , hvorfor 
han dog så længe ikke havde været hos ham ; men forgæves 
ventede han på , at den tause skulle åbne sin 
mund om sligt . Dette smertede ham , da det viste sig , 
hvor ligegyldig han var bleven Cyrill , og i sin 
smerte sluttede han sig på ny noget nøjere til Sigismund . 
Snart begyndte han dog igen at overveje , om 
Cyrill mon ikke havde ret i at trække sig tilbage fra 
ham ; Cyrill havde jo åbnet øjnene på ham , der 
førhen famlede om i mørket , havde overladt ham valget 
frit og havde aldeles ikke stødt ham fra sig . Han 
var selv den skyldige , thi han var bleven borte , og 
hans pligt var det nu også at opfriske venskabet med 
Cyrill . I samme grad , som disse tanker vandt overhånd 
hos ham , løsnedes også hans venskabelige forhold 
til Sigismund , hvilket kun for en stakket tid tilsyneladende 
påny havde antaget præg af den gamle 
inderlighed . 

Andreas gjorde , hvad han ej kunne undlade — han 
vendte tilbage til Cyrill . 
Er du der igen ? spurgte Cyrill tørt . 
Men , Cyrill dog , bad Andreas , vær ikke vred på mig . 
Hvad mener du ? sagde Cyrill , jeg er den samme , 
som altid ; jeg har ikke forandret mig ; det har derimod 
du ! 
Ja desværre , sukkede Andreas , jeg har forandret mig 
meget ; eller snarere alt omkring mig har forandret sig . 
Jeg var tidligere lykkelig ; nu er jeg det ikke mere . 
Fordi du er en nar ! Tror du , jeg ville lave mig 
livet gøre surt for sådan en jødedrengs skyld ! Lad 
ham bare rende . — 
du ved ikke , hvor svag han er . 
Hvo tvinger ham da til af studere ? Lad ham gå 
hjem til sin pjallekramshandel ; det passer dog bedre 
for ham end den latinske grammatik , som han med alt 
slid og slæb alligevel ikke forstår . 
Men du ved ikke , hvor meget jeg skylder hans forældræ . 
Og 
det bedrøver dig ? 
Du må vide , af Sigismunds forældræ lade mig 
studere på deres bekostning ; af min moder er en 
fattig kone , og af jeg måle høre op med af læse , 
hvis hans forældræ ikke toge sig af mig . 
Gud fader i himlen og alle sakramenter ! råbte 
Cyrill , idet han for op af stolen , og det siger du 
mig først nu ? Du har indladt dig i sådan en han 


del med en jøde ? Hellige jesus-maria ! Sig 
mig , hvor har du gjort af din fornuft ? Hvorledes 
kunne du tage imod sligt ? Ved du måske , hvad 
hensigter jøden har med dig ? Thi du vil vel ikke 
førsøge ak bilde mig ind , ak en jøde skulle gøre sådan 
noget af uegennyttighed . Det er jø , ligesom 
doktor Faust , ak forskrive sig til satan ! Stakkels barn , 
hvor jeg beklager dig ! Jeg seer allerede i ånden 
den veksel på flere tusinder gylden , som den velgørende 
mand engang ligesom i spøg vil forelægge dig 
til underskrift . Jøden er ikke så dum endda ; han 
tænker , ak godt gemt er ikke glemt ! Denne gang skal 
han dog have gjort regning uden vært , thi gud være 
lovet er det endnu muligt ak redde dig ud af hans 
kløer . Du må hæve det forhold ! 
Hæve det ? spurgte Andreas forvirret . 
Ja , ganske og aldeles , såfremt du ikke vil styrte 
dig i ulykke . 
Men , hvorledes er det muligt for mig ? Skal jeg 
da opgive mine studeringer ? 
Vah , hvorfor ? Den smule føde , du behøver , kan 
du vel nok erholde på en anden og ærlig måde . 
Lad mig kun om det . 
Hvorledes ! kan du sørge for mig ? 
Overgiver du dig i min hånd ? Vil du gøre alt , 
hvad jeg siger dig , så indestår jeg også for , ak 
du snart skal være fri for den skændigt handel . Vil 
du ? 

alt ! sagde Andreas , gør med mig , hvad du vil ; 
jeg kan jo dog alene hverken råde eller hjælpe mig 
selv . 
Betaler jøden måske også skolepenge for dig ? 
Ja , hvo skulle ellers betale dem ? 
Så må du frem for alt ansøge om fri skolegang . 
Du har jo fået første præmie ; så bevilge de det 
sikkert , det øvrige skulle vi snart få besørget , et 
efter andet . 
Ligesom Andreas tidligere en tid lang havde trukket 
sig tilbage fra Cyrill , således holdt han sig nu borte 
fra Sigismund . 
To breve nåde imidlertid til hjemmet . Sigismund 
underrettede sine forældre om , af Andreas ikke 
mere kunne læse med ham , da lektierne bestandigt blev 
sværere , så af denne nu havde alt for meget af bestille ; 
Sigismund skammede sig nemlig for af sige sandheden ; 
han skammede sig for af tilstå , af Andreas holdt sig 
aldeles borte fra ham ; han ville derfor hellere selv opfinde et eller andet påskud for af undskylde den troløse ven . Måske frygtede han også for , af forældrene , 
når de fik hele sandheden af vide , skulle unddrage Andreas deres understøttelse , og han holdt dog 
for meget af Andreas til af ville udsætte ham herfor . 
Andreas bad moderen i sit brev til hende , om hun 
ikke ville lade et testimonium paupertatis udfærdige 
for ham og sende ham det , da han ville ansøge 
om fritagelse for skolepenge . Nederst i brevet tand 


tes også en høflig anbefaling til hr . Brun og frue . 
Af alle de tidligere hjertelige og varme hilsener til 
hans velgører var der nu kun en høflig anbefaling , en 
tom talemåde , et intet tilbage ! 
Lysetændersken bragte brevet som sædvanligt til Meyer 
brun , og man undersøgte nu begge brevene nøjere , 
for om muligt af finde nogen samklang i dem , 
hvilket imidlertid ikke faldt så let . 
Hvad vil han med det bevis ? spurgte den godmødige 
Taube . 
Du hører jø , belærte manden hende , af han vil 
være fri for af betale skolepenge , og altså må han 
døg bevise , af han ikke kan det . 
Men hvortil behøves det ? Kommer det os da så 
nøje an på de 3 gylden om måneden ? 
Han vil blot spare os de 3 gylden månedlig . 
Ja , har jeg ikke altid sagt , af det barn har et besynderligt 
sind ? Jeg gad blot vidst , tilføjede hun , hvad 
det skal sige med denne „ høflige anbefaling “ . Sådan 
en hilsen har han døg aldrig før tilskrevet os ! 
Det er kanske sådan en ny mode blandt de studerende 
deroppe , at de i stedet for en hilsen skrive en 
høflig anbefaling . 
Få dage senere aflagde Rebbe Meyer brun et 
besøg hos begge børnene . Han antøg på ny en privatlærer 
til Sigismund og lod ham desuden få en 
privattime hos professoren selv . Dernæst overleverede 

han Andreas det forlangte fattigdomsbevis , som 
moderen havde ladet præsten udstede . 
Andreas skammede sig over sig selv ; han havde ventet 
bebrejdelser , men der blev ingen gjort ham ; tværtimod 
var Rebbe Meyer brun god som altid imod 
ham . Hvor gerne ville ikke Andreas , pint af samvittigheden , 
overvældet af angeren , have kastet sig for 
sin velgørers fødder og tilstået ham alt ; men 
skammen holdt ham tilbage . 
Ligeså ofte som vore dyder have deres rod i 
lasten , finde vi nemlig roden til vore laster i dyden . 
Da Andreas næste gang indfandt sig hos Cyrill , 
fortalte han ham det passerede . 
Der kan du se , sagde Cyrill , nu har han igen 
villet omvende dig , den ræv . 
Mon ; han ved jo slet ikke af noget , sagde Andreas 
troskyldigt , han var god som altid mod mig , 
og hans godhed brænder mig på samvittigheden . 
Hvor du er enfoldig ! svarede Cyrill i en belærende tone . Tror du virkelig , at han intet ved ? 
Vil du bilde mig ind , af den lurendrejer ikke 
skulle have skrevet noget hjem ? Hvad skulle så den 
gamle her ? At han er god imod dig , viser kun , af 
han enten forstiller sig , for vedblivende af trække dig 
ved næsen , eller af han har en ond samvittighed og 
derfor ikke vover af træde op med kraft imod dig , 
troer du ikke , jeg kender jøderne ! Du lader rigtignok 
til af måtte gå længe i skole hos mig , inden 

du kan få det rette begreb om den . Men , nu 
skal du tage dit testimonium paupertatis og gå 
hen til pater Theobald med det . 
Hvad skal jeg der ? 
Jeg har allerede talt din sag ; nu behøver du blot 
selv af anmode pateren derom , så optager de dig 
i vort seminarium . Er du først seminarist , så 
har du nok både af spise og af drikke , og så kan 
jøden med sine penge lede efter en anden nar , der 
vil lade sig forføre af ham . 
Halvårsexamen stod nu for døren . Sigismund 
slap kun med nød og næppe igennem og ikke uden 
den formaning fra præfektens side , af han måtte 
tage sig sammen , hvis han ville gøre sig noget håb 
om ved skoleårets slutning af rykke op i den følgende 
klasse . 
Andreas og Cyrill slode omtrent ens med hensyn 
til fremskridt ; dog erholdt Andreas som den yngste 
ligesom også , fordi han forrige år havde nydt den 
ære , 1ste præmie , men Cyrill den 2den . 
Sommerhalvåret forløb hurtigt ; endnu før semestrets 
ende blev Andreas optaget i seminariet . Han 
var da for høflighedens skyld nødt til at tilskrive 
hr . Brun et brev , hvori han takkede for al hidtil 
nydt godhed og meddelte , at han nu ikke længere lagde 
beslag på hans velgerninger , da det var lykkedes 
ham at finde anden hjælp , hvorfor han ikke længere 
ville falde hr . Brun til byrde . 

brevet var affattet i en høflig , men kold tone ; intet 
deri mindede om et varmt , virkelig taknemligt hjerte , 
det var kun tomme ord , skrift uden liv . 
Dog ville selv dette brev endnu ikke have været 
istand til at blotte sagernes hele tilstand , og formodentlig 
ville den godtroende Taube som sædvanlig være 
kommet til det endelige resultat , at det barn dog , som 
hun altid havde sagt , havde et besynderligt sind , såfremt Andreas ikke i et samtidigt brev til sin moder 
noget tydeligere havde åbentbart den forandring , 
der var foregået med ham . I dette brev skrev Andreas , 
at han nu først ville begynde at blive en rigtig 
Christen , hvilket han førhen ingenlunde havde været , 
at han var glad over , at han ikke mere behøvede at 
modtage hr . Bruuns understøttelse , samt at han var 
indtrådt i seminariet for allerede nu med alvor at 
kunne begyndt forberedelsen til sit gejstlige kald . Til 
slutningen formanede han moderen , at hun dog skulle 
opgive den vanærende forretning at være lysetænderske i synagogen og i jødernes huse ; han skulle da 
nok ved undervisning erhverve så meget , som der udfordredes til hendes underhøld . Hun måtte endelig ikke 
tøve dermed , da det fortærede hans sjæl , at hun allerede 
så længe havde udøvet denne uværdige forretning . 
I dette brev var der ikke længere nogen tale 
om en hilsen eller anbefaling til det brun ' ske hus , 
men istedet herfor fandtes som efterskrift , at Sigismund 
var en af de dårligste elever i klassen , og at han 

sandsynligvis ikke ville slippe igennem ved eksamen . 
Med hensyn til sig selv turde han ikke vente 
igen at blive første præmiant , men dog i ethvert 
tilfælde anden . Derhos meddelte han også , at han 
i de følgende ferier ikke ville komme hjem , men blive i 
seminariet . 
Den gode lysetænderske , der som bekendt just ikke 
var skriftklog , bragte i sin troskyldighed også dette 
brev hen til Rebbe Meyer brun før at få det 
tydet , og man kan tænke sig , hvilket indtryk det måtte 
gøre såvel på den brun ' ske familie som især på 
den ulykkelige moder . Intet dadlende ord , ingen 
bebrejdelse fik hun at høre ; fortvivlet , rådvild og 
hjælpeløs forlod hun dem . 
Det var omtrent midt i juli , at sagerne toge denne 
uventede vending . Lysetændersken fattede under den 
græmmelse , hendes søns brev havde forvoldt hendes 
søns beslutning , der uden lang eftertanke frembød 
sig som den naturligste før det elskende moderhjerte . 
Jeg må til ham , sagde hun ved sig selv , jeg må 
tale med ham ; jeg kan slet ikke tænke mig , at min 
Andreas selv skulle have skrevet det brev . Jeg må 

til ham før med egne øjne at se , hvad der er blevet 
af mit barn . 
Hun tilbragte en urolig og søvnløs nat . Hun ønskede allerede at være hos ham og kunne næsten ikke 
udholde at tilbringe tiden fjernet fra ham alene med 
sine tanker og følelser . Hun misundte fuglen dens 
vinger , der så hurtigt ville kunne have ført hende 
gennem det rum , der skilte hende fra sønnen ; den 
korte julinat forekom hende længere end nogensinde 
en nat i december måned . Så tidligt som muligt 
stod hun op og begav sig tilfods på vejen . 
Hun havde iført sig sine søndagsklæder ligesom 
forrige år , da hun var kørt med Meyer brun til 
skolehøitideligheden ; thi en kvinde tænker selv i ulykken 
på at vise et så anstændigt ydre som muligt . 
Solen havde endnu ikke vist sig i horizonten , da hun 
allerede tiltrådte sin tunge vandring med den røde 
paraply i hånden , hvilken hun holdt højt i ære 
som et minde om hendes afdøde mand , og hvis hensigt 
skulle være senere hen at beskytte hende mod den 
brændende junisol . Hendes vej gik over broen . 
Alt var endnu stille , og der hørtes ingen anden lyd 
end vandets skvulpen mod bropillerne . Hun kastede 
tilfældigvis et blik ned på floden og så sit billede 
i det klare spejl ; næsten forfærdet for hun tilbage for 
sit spejlbillede således som det navnlig under oprørt stemning hændes alle dem , der kun sjældent betragte sig selv i 
spejlet , de ræddes for sig selv . Lysetændersken flyede for det 

uhyggelige billede , der stirrede hende i møde fra bølgerne , 
idet det syntes at indbyde hende til at styrte 
sig ned til det . Hun flygtede , som sagt , thi hun turde 
ikke dø , hun skulle til sin Andreas , og hun følte sig 
mere tilfreds , da hun havde broen bagved sig . Det 
forekom hende , som om hun var undsluppen en fare , 
og modigere fortsatte hun sin vej . Hun kom igennem 
fiskergaden , og nu begyndte de første tegn på 
liv og opvågnen i byen ; den tjennemtrængende lyd 
af hyrdefløjten nåde over til hende fra torvet ; hundegjøen hørtes hist og her mellem fårs brægen og 
køers brølen . Dette forvoldte hende en slags glæde ; 
de gode dyr syntes at sende hende ligesom en afskedshilsen ; 
de syntes at vide , at lysetændersken havde en 
tung vandring for . Hun kom nu ud i det frie . Ved 
kørset udenfor landsbyen knælede hun fromt ; dog turde 
hun ikke gøre sin bøn lang , thi hun måtte til sin 
Andreas . Den vej , hun nu gik , var den samme , 
på hvilken hun for næsten to år siden havde givet 
sin dreng sine bedste velsignelser og sine alvorligste formaninger 
på den sidste aften før hans indtrædelse i 
den fremmede verden . Billedet af hin aften trådte 
nu levende frem for hendes sjæl ; hun kunne næsten 
høre de ord , hun dengang havde udtalt ; hun så , 
hvorledes den grædende Andreas gav hende hånden , 
idet han lovede at holde fast ved det , hun havde lagt 
ham på sinde . Hun så den gensidige kærlighed 
mellem hende og barnet , hvem hun holdt i sine arme ; 

hun hørte den henrivende klang af hans kære stemme ; 
hun så hans godmodige blå øjne , og medens hun 
således frydede sig over det levende billede af sønnen , 
trådte den gyldne ildkugle frem med stille majestæt 
på den østlige himmel og viste landskabet samt lysetænderskens billede i forklaret lys . Nej , udråbte hun 
i glad bevægelse , det kan ikke være tilfældet ! Min 
Andreas kan slet ikke have skrevet det brev ; hvo ved , 
hvad før en usling der står bagved det hele , og 
som er misundelig på min Andreas før de mange velgerninger , 
den gode Meyer brun har vist ham . Og 
hun påskyndede sin gang , brændende af utålmodighed 
efter at stå ansigt til ansigt med sin søn . 
Nu kom hun til skoven , den grændse , hvor hun 
var vendt om med sin Andreas på hin mindeværdige 
aften . Her standsede hun et øjeblik , vendte sig om 
og kastede et blik henimod den lille by , hen over vejen , 
der snoede sig mellem byen og skoven , og ad hvilken 
hun dengang var gået med Andreas ; men hun kom 
snart tilbage til øjeblikkets virkelighed , og nu gik det 
rask videre hen langsmed skoven . Bladenes susen og 
vindens sagte pust virkede noget beroligende på 
hendes sind , og hun begyndte grundigere end tidligere 
at kunne overtænke sagen . 
Selv om det nu også virkelig forholdt sig således , 
at han virkelig havde skrevet brevet ; hvad så ? spurgte 
hun sig selv , og hun begyndte at overveje , hvad han 
da egentlig havde skrevet . 

med hensyn til det , han skriver , at han vil være 
gejstlig , deri ligger døg intet ondt ; det har jo altid 
været mit inderligste ønske . 
Det , han skriver om , at han nu først vil begynde 
at være en sand Christen , det forstår jeg rigtignok ikke 
så ganske ; thi jeg skulle døg mene , at jeg er en ægte 
Christen og ligeledes har opdraget ham på en rigtig 
christelig måde ; men måske mener han kun dermed , 
at han vil blive gejstlig , og så ligger der jo aldeles 
intet forkert i det . 
At han er trådt ind i seminariet og ikke mere behøver 
den understøttelse , han hidtil har haft , det er jo 
heller ikke så talt ; tværtimod har jeg jo selv indskærpet ham , at han må tragte efter engang at blive 
selvstændig ; det var jo mig selv , der sagde , at man ikke 
kunne se ind i fremtiden og derfor slet ikke vide , hvad 
der engang kunne hænde Meyer brun ; han har mærket 
sig min tale vel , og også handlet derefter . 
Forsåvidt er nu alt i orden . Men dette ene ! 
Hvad skal det sige , al han bebrejder mig lysetænden i synagogen og hos jøderne i ghettoen som noget 
uværdigt . 
Hvad kan han mene dermed ? 
Det fatter jeg ikke ! Se , når blot denne eneste ting 
ikke havde slået i brevet , dette ord om den uværdige forretning , så havde brevet jo været ganske kønt . 

det er det , jeg ikke kan fatte ! Nej , det er umuligt , 
al min Andreas kan have skrevet det om den 
uværdige forretning . Hvem der endøg kommer til 
mig og siger : skriften er hans , så svarer jeg : jeg 
troer det dog ikke , og kan ikke tro det ! Man skulle 
kende min Andreas således , som jeg kender ham , 
jeg , der har opdraget ham og passet på ham som 
på min øjesten ! Hvad ? min Andreas , der som barn 
fulgte med mig , når jeg tændte lysene , der hver sabbatt 
var med mig i synagogen og senere med sin egen 
lille krukke gik rundt med mig i ghettoen for al indsamle hos jøderne , han skulle nu anse hin lysetænden for noget uværdigt ? Det kan jeg ikke tænke mig ! 
Gud ved , hvad det er for en Hallunk , der har spillet 
min dreng et puds ; men — jeg skal jo snart selv 
vide det , thi snart er jeg hos ham . 
Stakkels moderhjerte ! idet du tænkte således , anede 
du ikke , at det netop var skammen over at have 
hjulpet dig ved din tro tjeneste , der havde dikteret 
din søn hine ord . 
Endnu mere påskyndede lysetændersken sin gang , 
uagtet hun allerede følte sig temmelig træt . Solen 
var nu steget højt op på himlen , og heden blev bestandig 
mere trykkende og utålelig . 
Med den røde regnskærm slået op for at afværge 
de brændende stråler stred hun , uagtet en stedse tiltagende 
træthed og mathed , modigt videre uden at unde 
sig mindste hvile , thi hun måtte jo til sin Andreas . 

hun havde således allerede tilbagelagt over halvdelen 
af vejen . Bønderne , der arbejdede på markerne 
og så den svage kvinde ile forbi under den voldsomme 
sommervarme , hørte forundret op med arbejdet , 
medens de trak på skuldrene . 
Jeg gad nok vidst , hvad der er i vejen med hende , 
tilråbte den ene den anden ; hun løber jo , som om 
der var 10 graders kulde ! 
Lysetændersken hørte dog intet af disse 
tilråb men løb bestandig videre ; hun kom til 
et bjerg og blev nu nødt til af mindste sin gang 
lidt , medens hun møjsommeligt klavrede op mød 
Toppen . 
I nogen afstand bagved sig hørte hun en raslen 
af en hurtig kørende vogn , men hun vendte sig ikke 
om før det : det ville jo have været tidsspilde , og 
hun havde ingen tid af tabe , thi hun skulle jo til 
sin Andreas . 
Endelig indhentede vøgnen hende . Selv så hun 
ikke til siden før af se , hvo der kom kørende , men 
han , der sad i vøgnen , så meget vel hende . Han lød 
straks vøgnen holde og kaldte lysetændersken ved navn . 
Hvo råber mon mit navn her under guds fri 
himmel ? tænkte lyssetændersken , idet hun hurtig vendte 
sig om ; men hvor ubeskrivelig var ikke hendes overraskelse , 
da hun så sin ven og kære velgører Meyer 
brun på vøgnen ; også ham drev bekymringen før 
børnene ad denne vej . 

det forstår sig , af lysetændersken nu måtte tage 
plads i vøgnen . 
Hvorfor er i gået tilfods , da i dog kunne køre 
med mig ? spurgte han . 
Hvorfra kunne jeg vide , af de ville køre ? svarede 
lysetændersken . 
Har jeg kanske ikke også et barn deroppe ? spurgte 
Meyer brun , idet han lod , som om han aldeles ikke 
bekymrede sig om Andreas . 
Det havde jeg rigtignok ganske forglemt , tilstød hun 
skamfuld . 
I må være stået meget tidligt op , og have gået 
skrapt , siden i har fået et så kort forspring for mig , 
bemærkede Meyer brun , idet han ved at forandre 
ttema søgte at hæve den forlegenhed , der havde betaget 
hende efter hendes forrige svar . 
Lysetændersken følte sig nu meget lettere til mode , idet 
hun ikke længere som før stod ene med sine tanker ; der 
var nu et bekendt ansigt , hun kunne skue ind i ; der 
sad en ven hos hende , på hvem hun ikke havde gjort 
regning . 
Thi omendskønt Meyer brun undgik at tale om 
Andreas , mærkede hun dog godt , at på hende var 
han ikke vred , og det var jo netop det , hun havde været bange for . 
Det fyldte hende også med velbehag at sidde der 
så mageligt tilvogns , trukket af 2 raske heste ; hun 
behøvede nu ikke stønnende og pustende at ile afsted , som 

om der var en i hælene på hende , blot for et minut 
tidligere at nå sit mål . 
De vare snart på bestemmelsesstedet , og idet 
Meyer brun hjalp lysetændersken ned af vognen , 
sagde han til hende : 
lad os nu gå hver til sit barn . I eftermiddag 
træffes vi i hotellet , hvor vognen slår , og så kunne 
vi jo tale om , hvad der er at gøre . 
De skiltes derpå ad . 
Meyer brun traf rigtignok Sigismund hjemme , men 
ikke ved bogen , derimod i færd med at spille boldt . 
Da Sigismund så sin fader , ville han i en fart 
gemme boldten , men faderen sagde : 
du behøver ikke at blive så forskrækket , — tag du 
kun boldten frem ; jeg er ikke kommen her for at tvinge 
dig til at studere , tværtimod , — hvis du har mere 
lyst dertil , så kan du allerede i dag køre hjem med 
mig . Jeg vil gøre dig delagtig i min forretning . 
Du er allerede 14 år gammel , en alder , hvor man 
må tage en beslutning . I to år har jeg stillet 
dig på prøve ; havde du været et godt hoved og 
flittig , ville jeg endnu have ladet dig gå et par 
klasser igennem , thi det kan aldrig være til et menneskes 
skade at have lært noget . 
At du imidlertid ikke har evnerne til at studere , 
det kan du jo ikke gøre for ; og da du oven i købet , 
som jeg seer , heller ikke er flittig , til hvad nytte skulle 

du da forøde din tid her ? Hver dag du forbliver 
længere er en formange . 
Derfor er jeg kommen og tager dig med hjem , for 
at der kan blive noget af dig og du ikke skal vokse 
op som en lediggænger og døgenigt . 
Har du forstået mig ? og har du lyst at vende 
hjem ? 
Ja ! sagde Sigismund , jeg har længe selv villet bede 
dig derom , men har skammet mig derfor . Den 
studeren er slet ikke morsom ! 
Så er den sag afgjort , sagde Meyer brun , 
da vi begge er enige , behøve vi ikke at tale videre 
derom ; men vær nu så god at sig mig , hvad der 
går af Andreas . 
Sigismund trak på skuldrene som for at antyde , 
at han ikke gerne gad tale om den sag . 
Hvorfor trækker du på skuldrene ? spurgte faderen . 
Kan du have nogen grund til at være tilbageholden 
overfor mig ? Jeg skulle dog mene , at jeg har fortjent 
at få sandheden at høre . Måske kunne 
han have ret , og da desto bedre for ham . — 
kom nu straks på stedet frem med , hvad du 
ved . 
Jeg kan ikke sige dig andet , berettede Sigismund , 
end at Cyrill har forført ham . 
Hvem er Cyrill ? 
Det er vor kammerat , en seminarist , den 2den 
præmiant . 

altså forført ! Tænkte jeg ikke nok det ! Nu , vel 
var døg altid en trøst , sagde Meyer brun og henfald 
i tanker . 
Lysetændersken havde imidlertid opsøgt sin Andreas . 
Da hun var kommen ind i klostret , kunne hun i 
begyndelsen ikke finde sig tilrette i de mange gange . 
En studerende , der gik op og ned i en af de lange 
gange med en bog i hånden og havde set konen 
fare frem og tilbage , uden at hun hidtil havde haft 
mod til at spørge nogen om besked , henvendte sig nu 
til hende med det spørgsmål , hvem hun søgte . 
Hun nævnte sin søns navn . 
Ah , sagde han , så er i vel hans moder ; vent 
blot et øjeblik her , gode kone , så skal jeg bringe 
Andreas til eder . 
Hermed ilede Cyrill , thi ham var det , bort for at 
overbringe Andreas nyheden . 
Hej , Andreas ! råbte han , ved du nyheden ? 
Din „ Gamle “ er her . Hun vil sandsynligvis omvende 
dig . 
Min moder ! råbte Andreas og styrtede ud af 
stuen uden at høre på Cyrill ; men denne fik dog fat 
i enden af hans frakkeskød . 
Giv agt på , hvad jeg siger dig ; sagde han , hun 
kommer her for at skælde dig ud , fordi du har skrevet 
hjem om den lysetænden . Det siger jeg dig : tag 
dig i agt at hun ikke banker dig . 

men Andreas styrtede ud i sin moders arme , og 
disse omslyngede ham så fast , som om de aldrig igen 
ville slippe ham . 
Jeg vidste det jo nok , råbte moderen i den gladeste 
bevægelse , jeg vidste jo nok , at min Andreas endnu er 
den samme som før . Ikke sandt , jeg har dig endnu ? 
Ikke sandt , du er endnu bestandig min søn ? 
Så længe jeg lever ! råbte Andreas . 
Jeg vædder på , at du har ikke skrevet det nederdrægtige 
brev , Andreas ! Sig blot „ Nej “ — og alt 
er godt igen . 
Andreas tav . 
Cyrill , der stod noget borte fra dem , sagde imidlertid ved 
sig selv : så , nu begynder komedien . 
Sig mig , fortsatte moderen i en øm tone , hvem 
det slette menneske er , der har skrevet det skændigt 
brev for dig ? 
Andreas vedblev at tie ; men moderen sagde i sin 
mest indtrængende tone : men så tal dog ; tal til din 
moder . Du lader jo så fremmed , at jeg næsten fristes 
til at tro det . 
Hvilket ? spurgte endelig Andreas . 
At du selv har skrevet det nederdrægtige , skændige 
brev ! 
Er brevet da så skændigt , moder ? spurgte Andreas 
nu , da hans tungebånd engang var løst , slår 
der da ikke meget deri , som jeg har fra dig selv ? 
Er det ikke din villie , at jeg skal blive gejstlig . 

det ønsker jeg visseligen af mit ganske hjerte . 
Nå , og er det ikke ligeledes din villie , at jeg skal 
kunne stole på mig selv ? Har du ikke selv ønsket det 
således ? 
Visseligen , hvem taler et ord om det ; det er jo 
altsammen godt og rigtigt ; men hvad slår der så 
mere ? 
Mere ? spurgte Andreas , at jeg vil tilbringe ferien 
i seminariet ? Hvis du ønsker det , så kan jeg gerne 
komme hjem ! 
Med hensyn til det kan jeg ikke have nogen mening , 
lagde moderen . Du ved , at det er noget , jeg 
ikke forstår mig på . Hvis det er bedre for dig og 
din fremtid , at du forbliver her , så bliv du i Herrens 
navn . Vil du derimod komme hjem , så vil 
du altid være velkommen hos mig . Dog det var 
ikke det , jeg mente ! 
Men , hvad da ? 
Det om at tænde lysene ! Har du selv skrevet det ? 
Hvis det nu var tilfældet ? 
Så var du et slet menneske og et utaknemmeligt 
menneske , der ikke fortjente at gå på guds grønne 
jord . Men ikke sandt , Andreas , det har du ikke 
gjort . 
Jo , jeg har ! sagde Andreas , idet han løsnede sig 
fra moderens omfavnelse , og jeg indser slet ikke , hvorfor 
du gør sådant væsen deraf ; de par skilling 
du opgiver der , skal jeg nok erstatte dig . 

Andreas ! Andreas ! er det muligt . Er det dig , 
der taler til mig ? Nej , jeg kender dig ikke igen ! 
Jeg har engang haft en søn ; nu har jeg ingen mere ! 
Thi en søn , der foragter sin moder , har ophørt med 
at være hendes søn ! 
Jeg foragte dig ! råbte Andreas og styrtede sig 
påny til moderens bryst . 
Kom , Andreas , sagde moderen , der benyttede sig 
af det gunstige øjeblik , hvori han blev overvældet af 
den naturlige kærlighed til sin moder , følg med mig , 
der er endnu meget , jeg har at sige dig . 
Andreas , der var så let bevægelig og altid fuldkommen 
hengav sig til øjeblikkets indtryk , var straks 
beredt til at følge med ; men da sprang Cyrill til , hvem 
intet af det forefaldne var undgået , trådte imellem 
og sagde : 
han kan ikke gå uden tilladelse ! det går ikke 
her . 
Møderen kastede et bedende blik på Andreas , 
hvorpå denne styrtede afsted , idet han råbte : 
tilladelse til at gå med min moder vil man sikkerlig 
ikke nægte mig . 
Snart kom han også tilbage til møderen med det 
glade råb : 
jeg har fået lov ! 
De gik altså bort med hinanden , medens Cyrill 
så ærgerlig efter dem . 
Møderen førte ham hen i hotellet ; her talte hun 

i begyndelsen sagte og umærkeligt , men efterhånden 
bestandig kraftigere og mægtigere til hans hjerte , og 
hendes tones strøm svulmede stadigt mere , medens 
den bortskyllede af hans sjæl alle de mørke tanker , 
der så kort i forvejen endnu ganske og aldeles havde 
fyldt den . 
Grædende hvilede sønnen ved moderens bryst , 
hensmellet i anger og skam over sin ubarnlige og utaknemmelige 
handlemåde . 
Så , sagde møderen og aftørrede hans tårer ligesom den sidste aften før hans afrejse , nu er du 
igen den gamle Andreas ; nu kender jeg min søn igen . 
Disse tårer er mere værd end det pure guld . Nu 
kan jeg igen uden af behøve af skamme mig derover 
kalde dig min søn ; nu kan jeg atter lade dig træde 
frem for hans åsyn . 
Hvem mener du ? spurgte Andreas med en af 
gråd halvkvall stemme . 
Ih , naturligvis din velgører ! 
Er han her ? 
Der er han selv . 
Idet hun sagde dette , trådte Meyer brun ind 
i gjæsfestuen med Sigismund . 
Nå , hvordan går det , Andreas ? sagde Meyer 
brun tilsyneladende i en ligegyldig tone ; men Andreas 
vovede ikke af mæle et ord . 
Moderen derimod sagde : han er , gud være lovet , 
endnu den samme , som før . 

er han det endnu , eller er han det igen ? spurgte 
Meyer brun . 
Han er det igen . 
Andreas var imidlertid ved synet af den mand , 
hvem han skyldte så meget , endnu mere ved hans 
milde væsen , bleven henrevet i den grad af sine følelser , 
af han ikke længere formåede af lægge bånd 
på sig selv . 
Dybt bevæget styrtede han hen til Sigismund , omfavnede 
og kyssede ham , medens han ydmyg spurgte : 
tør jeg også være den samme igen ? 
Om du tør ? svarede Meyer brun , vedbliv du 
blot at være den , du altid har været ; vi ville ikke 
forandre os . Os skal du altid finde igen , når du 
opsøger os . 
Så træder jeg også ud af seminariet igen ! sagde 
Andreas med liv . 
Stop ! tog Meyer brun til genmæle , blot ingen 
nye overilelser . Det er rigtignok i overilelse , at du 
er indtrådt deri , uden at spørge os om råd , ja uden 
at sige os blot et ord derom . Det var en fejl ; thi 
for øjeblikket kan du dog endnu ikke rose dig af 
have mere forstand , end vi ældre . Da du imidlertid 
nu er optaget deri , så lad det blive derved . Om du 
er i et seminarium eller i et privathus , er mig ligegyldigt , 
såfremt du blot i dit indre vedbliver at være 
den , du var på den tid , da du græd over , at 
jøderne vare et undertrykt folk . 

destoværre må de være det ! sukkede Andreas . 
De må være det ? råbte Meyer brun i en forbavset 
tone , hvorfor må de være det ! De må ikke 
være det ? Og om gud vil , kan der endnu komme den 
tid , hvor de heller ikke er det ! 
Men , kan gud ville det ? spurgte Andreas tvivlende . 
Kunne vi vide alt , hvad der før fremtiden kan være 
guds villie ? lød Meyer Bruuns svar . Dog , nu er 
det på tiden at køre hjem ! Siger nu farvel til hinanden . 
Andreas 
tog en hjertelig afsked fra sin velgører og 
sin moder ; men da også Sigismund bød ham hånden 
til afsked , blev han meget bedrøvet . Han anvendte 
al sin overtalelseskraft før at få lov til at beholde 
vennen hos sig ; han lovede igen at komme til ham 
hver dag og arbejde med ham . Om Sigismund dog 
idetmindste måtte blive de få uger , indtil skoleårets udgang , thi hvad ville folk ikke sige derhjemme , 
når Sigismund før semestrets ende vendte hjem ; 
man ville jo gøre nar af ham som af en student , 
der var falden igennem . — dog alt dette bar ingen 
frugt , thi Meyer brun hørte ikke til den slags folk , 
der give deres beslutninger til pris før en bar tilfældig 
omstændighed . Hans beslutning var engang fattet , 
og så stod den også fast og urokkelig . 
Hvis du skulle trænge til nøget , Andreas , så skriv 
du kun ganske ugenert til mig . Du skal ikke lade 
nøget gå fra dig eller undvære nøget ; du ved , hvor 

jeg er at finde — sagde Meyer brun endnu , medens 
han hjalp lysetændersken tilvogns . Da de nu alle tre 
vare komne til sæde , og vognen skulle rulle afsled , 
sprang Andreas hurtigt op til dem , idet han sagde , at 
han ville køre et stykke med . 
Dette gjorde han også , og omtrent en halv mil 
fulgte han sine kære på vejen ; men da måtte han 
tænke på at vende tilbage , og endnu engang tog han 
under oprigtige tårer en hjertelig afsked fra dem , hvorpå 
han steg ned fra vognen . Derpå blev han stående , 
sålænge de endnu vare isigte , idet han viftede 
med sit lommetørklæde , og først da ethvert spor af 
vognen var forsvundet fra hans synskreds , vendte han 
bedrøvet og i en forladt sindsstemning tilbage til seminariet . 
Gud 
være lovet ! sagde lysetændersken , da de vare 
komne hjem , og den gode Taube spurgte , hvorledes det 
stod sig med Andreas , vi have ham nu fastere end nogensinde ; 
han har oprigtigt angret sin fejl , og en angrende 
synder er jo mere værd end 99 , der ikke have 
omvendelse behov . 
Ja , jeg har altid sagt , at det barn har et besynderligt sind , sagde den godmodige Taube , og jeg seer , 
at jeg ikke har taget fejl . 
Nej , gode Taube , deri har de sandelig ikke taget 
fejl ; dit blik har virkelig vist dig det rigtige . Ved 
din protegées hjerte er der intet at dadle ; hvis Andreas 
blot havde besiddet en ligeså stærk karakter som hans 

hjerte var slikket til at fyldes af de bedste og ædleste 
følelser ; hvis han blot havde besiddet hin villies kraft , 
der ville have gjort ham i stand til at modstå indflydelser 
fra yderverdenen ; men desværre hørte han blandt 
de karakterer , der ganske afhænge af deres omgivelser . 
Let bevægelig , begavet med en levende indbildningskraff og altid fuldkommen opgået i øjeblikkets følelse , 
som han var , kom det tydeligt nok kun an på , hvad 
dette øjeblik havde at byde ham , og hvo , der forstod 
at benytte det til sin fordel . Hvis han , lige efter den 
oprigtige forsoning med moderen og efter at det gamle , 
venskabelige forhold til det brun ' ske hus var genoprettet , var bleven fjernet fra Cyrill for bestandigt , 
er der ingen tvivl om , at han aldrig på ny ville 
have forladt den vej , der fra hjemmet af ved opdragelsen 
og eksempler var vist ham som den rette . Dog , 
således var det nu ikke bestemt ; med sin tilbagevenden 
til seminariet kom han atter i den ham overlegne 
kammerats magt og kunne på ingen måde 
unddrage sig hans indflydelse , så at du rigtignok 
tog fejl , gode Taube , hvis du nærede den mening , 
at sagen nu var ordnet og jevnet for bestandig . Snart 
skulle du også udrives af denne behagelige skuffelse ; 
thi kort tid , efter at den så oprigtige og for urokkelig 
ansete forsoning havde fundet sted , erholdt lysetændersken et brev fra sin søn , der lød således : 
dyrebareste moder ! 
Lev vel for evig ! Med blødende hjerte tilskriver 

jeg dig disse linier , men gud ved , at jeg ikke 
kan andet , og han vil dømme imellem dig og 
mig . Jeg ville give mit liv , ja glad ofre mit 
blod for dig , hvis jeg blot kunne føre dig tilbage fra dine dårlige vildfarelser til den sande , 
ene saliggørende tro ; men kun alt for godt ved 
jeg , hvor fasf satan holder dig ved håret . 
Stakkels , svage kvinde ! hvor jeg beklager dig . 
Hvis du ville komme , hvis du ville aflade fra 
dine falske afguder , hvormed de af gud forbandede 
jøder blænde dig , — da ville din søns 
arme slå åbne for dig . Med vellyst ville 
jeg have modtaget den stakkels synderinde , det 
forvildede får , der vendte tilbage til hjorden ; 
men forsøg ikke — det beder jeg dig alvorligt 
og bestemt om — forsøg ikke for anden gang ved 
kvindetårer at strække mig bort fra min vej . 
Jeg har mistet min moder , så længe du vedbliver 
at være , hvad du er ; men jeg vil gøre 
mig værdig til at vinde en anden moder i 
kirken . Gid Herren ville oplyse dig , at jeg 
endnu uden skam turde kalde mig 
din søn 
Andreas . 
Dette brev var et slag , der ramte . Dersom lysetændersken havde været besindig nok , måtte hun let 
have ukendt , at denne tone ikke var hendes Andreas ' s 

tone , at dette sprog , selv om også skrifttrækkene forrådte 
hans hånd , dog ikke kom fra hans hjertes 
grund , at brevet måtte føres tilbage til en anden 
kilde og blot var en ny overilelse , og at hun ved et 
nyt besøg hos sønnen vel ligeså let som forrige 
gang ville bringe ham til at erkende sin vildfarelse . 
Men hvo kan vente , at en moder , der modtager et sådant 
brev fra sin søn , skal være besindig og rolig ! 
Selv den ellers så koldblodige Meyer brun var 
denne gang ganske bragt ud af fatning , ikke at tale 
om den gode Taube , der i sin smerte kun den ene 
gang efter den anden udråbte : 
besynderligt , hvor man dog kan tage fejl af et 
menneske ! — 
foreløbig ville vi overlade lysetændersken til sin 
sorg — hvorfor skulle en moder ikke have ret til 
at være ene med den — og se , hvad der imidlertid 
havde tildraget i Meyer Bruuns hus . 
Havde de her haft tid til i deres tanker at beskæftige 
sig meget med Andreas , ville uden tvivl det bestandigt 
fremdukkende minde om hans utaknemmelighed 
og troløshed altid have fornyet de gøde menneskers 

smerte , men ligesom en legemlig smerte ofte kun kan 
forglemmes over en anden og heftigere , således tjener 
også ofte en åndelig lidelse til at ophæve eller 
idetmindste stille mere i baggrunden en anden åndelig 
lidelse . 
Således indtraf der i Meyer Bruuns hus aldeles 
uformodet en begivenhed , der døvede sorgen over 
Andreas . 
Sigismund , der havde forladt studeringerne og 
var sat ind i forretningslivet , så sig pludselig overført 
fra den tidligere skoledreng til den frihed og uafhængighed , 
som sønnen af et rigt hus i ghettoen 
kunne gøre fordring på . 
Han ville allerede gerne spille den støre , uagtet 
han kun havde fyldt 14 år . 
I gymnasiet turde han for eksempel ikke gå med 
stok ; altså var det ved hjemkomsten hans første forretning 
at anskaffe sig en sådan , med hvilken han da 
selv bevist travede omkring . 
I gymnasiet var dernæst intet strengere forbudt 
end tobaksrygen , hvilket havde været grund nok for 
vor Sigismund til at betragte tobak-trafiken med længselsfulde 
blikke og til nu også at dokumentere den nyserhvervede 
frihed ved en brændende cigar . 
Imidlertid gik det ikke så godt med rygningen 
som med stokken ; sidstnævnte havde man ladet passere , 
men med hensyn til cigarerne , viste forældrene 

sig ligeså ubønhørlige som forskrifterne i gymnasiet . 
En dag havde han nemlig en ordentlig „ Katzenjammer “ , 
og da årsagen til denne ynkelige tilstand 
befantes at være en cigar , fik han en såkaldt „ The “ 
Som man ikke behøvede først at forskrive fra China . 
Sigismund syntes døg at have mere respekt for at 
sidde over i skolen end for forældrenes forbud og 
selv katzenjammer , thi hvad han ikke havde vovet 
gymnasiet , det vovede han uden mange omstændigheder 
her . Rigtignok gjorde han det ikke åbenlyst , men 
til gengæld drev han det desto værre når han var 
alene . 
En dag overraskede den 2 år ældre søster ham , 
medens han netop igen med en stor cigar beredte sig 
en for sin alder meget farlig fornøjelse . 
Vil du nu igen spille den voksne , Sigismund ? 
Spurgte søsteren . 
Hvad kommer det dig ved ? var Sigismunds svar . 
Hvad det vedkommer mig ? — du kaster slrax cigaren 
fra dig ! 
Hvad så , om jeg ikke vil ! Du har ikke noget 
øver mig at befale . 
Så skal jeg nok vise dig , hvem der har øver dig 
at sige . 
Så det vil du vise mig ? 
Netop 
værsgo , men så skal jeg vise dig noget andet . 
Du gadedreng . 

hold mund , privele ! Tag dig i agt , at jeg ikke taler . 
Hvad ? har jeg måske noget at skamme mig øver . 
Er det mig , der er faldet igennem . Nu kommer 
du slrax med cigaren , — eller jeg går ind og siger 
det til fader . 
Så gå , skynd dig blot ; der er ingen , som holder 
på dig ! — råbte Sigismund i sin vrede og løb 
bort , endnu førend privele havde forladt værelset . 
I sit raseri øver , at søsteren havde antydet , at 
han var falden igennem , kendte hans hævntørst ingen 
grændser . — 
han ilede derfor slrax ind og fremtog af sin skuffe 
en i rødt læder indbunden lille bog , bragte den ind 
til faderen og råbte : 
læs engang dette her , så skal du finde smukke 
nyheder ! 
Den lille røde bog indeholdt virkelig også ting , 
der aldeles ikke kunne være forældrene behagelige . 
Det var Prive ' s dagbog , 
Sigismund havde kort efter sin hjemkomst opdaget 
den i søsterens sybord ; dog var det kun nysgerrighed , der drev ham til i et ubevogtet øjeblik , da han 
fandt nøglen siddende i , at bemægtige sig bogen ; 
men det , som tidligere kun havde været nysgerrighed , 
blev nu i hans hånd et farligt våben mod den 
intet anende søster . 
Således har hendes hjertes helligste hemmelighed , 
hvilken hun i sin uforsigtighed havde betroet de forræderske 

blade i form af mange inderlige hjerteudgydelser , 
på engang forrådt og afsløret . 
Da Sigismund blev sendt til gymnasiet , var hans 
søster 14 år gammel ; nu var hun 16 år . 
I løbet as disse 2 år havde den spæde knop 
udfoldet sig til en rose , af barnet var der blevet en 
ung pige . 
Den unge mand , der tidligere foruden hende også 
underviste hendes Broder , senere også Andreas , kunne 
fra det øjeblik af , da han havde villet forlade huset 
og kun var bleven holdt tilbage ved Meyer Bruuns 
egen bemærkning , at han jo også havde en kvindelig 
elev , offret denne hele sin opmærksomhed . 
Man må tilstå , at han havde gjort dette ikke uden 
heldige resultater , thi den unge pige havde i åndelig 
henseende gjort betydelige fremskridt ; men foruden 
disse fremskridt , der tiltog med hver dag , fik hun 
også , mere og mere evnen til at kunne vurdere den 
mand , der åbenbarede hende de åndelige skatte 
og havde givet hende nøglen til så mange , tilsyneladende 
ufattelige gåder . 
Højagtelsen blev snart til beundring , og herfra var 
kun et lille skridt til kærlighed . 
Salomon hamburger , som læreren hed , var temmelig 
ung bleven optaget i Meyer Bruuns hus og 
var for øjeblikket i en alder af 24 år ; han var 
således kun 8 år ældre end den unge pige , for 
hvem han havde fattet en ligeså ren som inderlig 

tilbøjelighed , medens hun med sværmerisk begejstring 
hang ved ham . 
Man kan fatte , hvorledes det blev dem muligt at 
skjule en kærlighed , der snart ophørte at være en hemmelighed mellem dem selv indbyrdes , for faderens klare , 
besindige blik og moderens årvågne øje , når man 
ved , hvor opfindsom den ægte , opoffrende kærlighed 
kan være under sådanne omstændigheder . 
Det var også den tilbageholdenhed , der udfordredes , som foranledigede den unge pige til at betro sit 
hjertes følelser til papiret , på hvilket hun frit og 
åbent kunne underholde sig med sin sjæls ideal . 
Hvis hun blot havde haft den mindste anelse om , 
at Sigismund var bleven en uvilkårlig medvider af 
hendes hemmelighed , ville hun vistnok være gået mere 
lempelig tilværks overfor broderen og have forsøgt 
ved godhed at opnå det , som hun i kraft af sin ret 
som ældre søster anså sig beføjet fil at forlange . 
Hvis på den anden side , Sigismund , der i grunden 
ikke var nogen ond , men blot en letsindig dreng , 
kunne ved sit overilede skridt have forudset følgerne , 
af de scener , der ville gå for sig i huset , og den 
sorg han dels voldte forældrene , dels søsteren og 
den fordums lærer dermed , så ville han vistnok heller 
ikke så drengeagtigt have ladet sig henrive fil at forråde 
den hemmelighed , han tilfældigvis var kommen 
i besiddelse af . 
Men , når var nogensinde letsindidheden betænksom ? 

det ville jo være det samme , som at forlange af 
ild , at det skulle blive fil vand ! 
Sagen gik således sin naturlige gang . 
Meyer brun var en mand der satte pris på 
åndelig begavelse , og hvor højt Salomon hamburger 
stod i hans gunst , have vi allerede set ved tidligere 
begivenheder ; vi behøve heller ikke at fortælle , hvor 
højt den gode Taube agtede den unge mand , eller hvor 
stor pris hun satte på ham . 
Ikke destomindre blev de gode forældre satte i den 
pinligste uro ved den uventede opdagelse . 
Meyer brnun rådslog førsf med sin hustru om de 
forholdsregler , der kunne påbydes af nødvendigheden 
under de forhåndenværende omstændigheder . 
Han var ingen ynder af voldsomheder og foretrak 
ved løsningen af ubehagelige forhold , at det skete uden 
nogensomhelsf fjendtlighed , med så stor skånsel og 
så roligt , som muligt ; og hvor stor grund han end 
kunne have til at agte den unge mand , så var løsningen af forholdet en nødvændighed i hans øjne . 
Skjøndt ikke med de samme ord , som Wallenstein 
engang brugte , indeholdt også hans tankegang det 
spørgsmål : om det var døttrene , med hvem man 
beviser den gunst , man slår i ? 
Hvor har jeg døg haft mine øjne henne ? spurgte 
tanbe , da manden underrettede hende om det skete . 
Det er en tom tale , der ikke fører til noget , svarede 
Meyer brnun , hvad nytter det at beklage sig over 

fortiden ? vi skulle nu blot overveje , hvad der ka 
gøres for at gøre fejlen god igen . 
Læreren må i ethvert tilfælde ud af huset , sagde 
tanbe med den for konerne særegne imponerende frembrusen af den følelse , de i øjeblikket beherskes af . 
Ud af huset , det er godt nok ; sagde manden , men 
hvorledes ? skal jeg skaffe mig af med ham sådan uden 
videre ? Du tænker vel ikke på de følger , såden 
nøget kunne have . 
Hvad vil du da gøre , spurgte Taube . 
Jeg ville gerne afgøre det hele med det gode . 
Hvad læreren angår , ham tager jeg på mig ; og 
hvis han er den , jeg anser ham for af være , vil han 
rejse bort , uden af jeg engang behøver af bede ham 
derom . 
Ja , så er jo det hele klaret . 
Nej , ikke ganske . Du skulle døg ikke glemme Prive ; når en pige først har fået sit hoved fordrejet , 
er det ikke så let en sag , af sætte det tilrette på 
hende igen . Du begriber altså , af det netop er det 
besværligste af hele sagen . At ordne det , ville falde 
vanskeligt for en mand , det er snarere en opgave 
for en kvinde , og da især for en moder . Tiltroer 
du dig af kunne bringe hende til fornuft ? 
Jeg vil forsøge det , svarede Taube , og det ville 
døg være underligt , om jeg ikke skulle have så megen 
magt over min datter . 
Du hørte jo nylig , at jeg ikke vil vide noget af 

magtsprog at sige . Anvende magt kunne jeg jo selv 
ligesågodt som du ; men hvo ville da kunne indestå for følgerne ? det er aldeles ikke min mening , at 
der skal bruges voldsomme midler . 
Skulle jeg ikke forstå dig ? jeg ved gødt , 
hvad du mener ; lad kun mig øm den sag ; jeg skal 
se til , hvad der er at gøre . 
Opgaverne vare således fordelte , og angrebet kunne 
begyndes . 
Meyer brun havde ikke forregnet sig i den mening , 
han havde øm den unge mand . 
Der udfordredes kun en kort samtale . 
Salomon tilstod åbent sin tilbøjelighed , men han 
tilstod også , at han først nu indså , hvad han allerede 
tidligere burde have indset , nemlig at uoverstigelige 
vanskeligheder måtte stille sig mellem ham og hans 
ønskes opfyldelse . 
Dog , hvor varme end mine følelser er for deres 
datter , sluttede han sit svar på Meyer Bruuns alvorlige 
forestillinger , kan det dog ikke falde mig ind 
at ville forstyrre deres huses lykke ; hvor stort det 
offer end er , som jeg må bringe , — jeg vil bringe 
det , øm så mit hjerte skulle bløde derved . På mig 
ligger kun liden vægt , jeg kan som mand vel forsøge 
at finde mig tilrette med min smerte så godt , som 
muligt ; men hvad der bereder mig den største Kummer , 
er tanken om hende — bekymringen for , om hun 
— skønt stor i sine andre ædle følelser — også 

vil besidde den moralske kraft til villigt at forsage . 
Det håber jeg , sagde Meyer brun , jeg håber 
det af hende , dog mindre førdi hun er min datter , end 
førdi hun er en elev af dem . Med hensyn til dem 
har jeg aldrig taget fejl , hellerikke nu . Jeg vidste 
forud , hvorledes de ville handle . Jeg takker dem . 
Meyer brun havde virkelig også valgt den letteste 
opgave for sig ; thi med pigen ville det ingenlunde 
gå så let , som moderen lod til at have håbet . 
Jeg havde aldrig i mine levedage tænkt , sagde 
Taube til manden , da hun fortalte om sit første forsøg , 
at Prive havde et så hårdnakket sind . Jeg 
kan ikke begribe , hvem hun skulle have arvet det efter 
— kan du tænke dig hvad hun sagde ? Jeg vil ikke 
engang sige det igen , så ondt var det . Godt , sagde 
hun , kast ham ud — send ham bort — det kunne i 
gøre — men pas så på , hvad der vil ske . Fra 
det øjeblik af , at han er borte har i ingen datter 
mere — det siger jeg eder . Og selv om i spærre 
mig inde , så skal jeg nok engang slippe bort . 
Tænk dig . sådan tale ai et barn ! Du kan jo 
nok forstå , hvor mit hjerte sammensnøredes ved sådanne 
ord . 
Det er netop det , jeg mente , og det , jeg frygtede . 
Gud bevare os for alt ondt , sukkede Rebbe Meyer 
brun . Vel vidste jeg , at jeg ingen vanskelighed ville 
få med ham : men hvortil nytter det os nu , om jeg 

sendte ham bort — ja , har jeg ikke forudsagt det ? 
— ja , ja , man skal lære meget her i verden , førend man bliver 70 år gammel ! 
Ak , sukkede Taube , at opdrage børn volder dog 
stor møje ! 
Man må for øvrigt ikke straks tabe modet , trøstede 
Meyer brun sin hustru , man gør ikke straks alt , 
hvad man i en oprørt stemning lover . Det forstår 
sig , at jeg nu allermindst tør lade ham rejse bort ; thi 
man kunne jo ikke vide . — i det første øjeblik er 
sådan et pigebarn i stand til alt ; lad hende afkøles 
lidt , og tal så om nogle dage igen med hende — 
men intet vredt ord , alt med det gode , for ellers 
gør vi sagen endnu værre . For øjeblikket må 
du kun passe på , af hun ikke bliver alene , og du 
må holde øjnene lidt åbne . 
Salomon hamburger blev , da han ville gå , forbavset 
over af høre Meyer brun udtale det ønske , 
om han dog ikke ville blive en tid endnu ; det hastede 
jo ikke ! 
Da Meyer brun så hans forbavselse over denne 
opfordring , tilføjede han : 
det er for folks skyld ; hvorfor skulle de så 
pludselig bort , uden af et menneske i forvejen havde 
hørt noget derom ? Hvad ville man tænke , om dem 
og om mig ? Bliv de kun en tid endnu ; det kommer 
jo ikke an på nogle dage eller uger . Jeg behøver 

jo ikke af befrygte af en mand som dem , af de 
skulle misbruge den tillid , jeg viser dem . 
Salomon hamburger blev altså . 
Efter nogle dages forløb , da tilsyneladende den 
forrige ro var genoprettet i huset , gjorde moderen 
et nyt forsøg på af bringe datteren på andre 
tanker . 
Tænk blot , mit barn , sagde moderen i en indsmigrende tone , hvor du står dig selv i lyset , og hvorledes 
du forbittrer livet såvel for dig selv som for 
mig og din fader . Og hvorfor ; der kunne dog i 
hele verden ingen være og leve lykkeligere end du . 
Hvad du ønsker , får du ; vi have , så længe du 
har levet , ikke nægtet dig nøget — 
undtagen netop mit inderligste ønske , afbrød datteren 
hende . 
Lad mig tale ud , mit barn ! og du vil indse , af 
jeg har ret ; jeg har fortjent af dig i det mindste det 
af du roligt hører på mig og tænker over hvad jeg 
siger ; thi det ved du vistnok , af hverken din fader 
eller jeg ville andet end dit bedste . 
Kunne forældre vel have noget højere ønske , end 
deres børns vel , og hvad andet tilstræbe vi i denne 
verden , end af gøre dig og Sigismund lykkelige . 
Tal ikke til mig om ham ! afbrød datteren hende 
igen ; men moderen vedblev : 
hvad kan du forlange af et barn ? Har han da 
gjort dig noget ondt ? Det er vel sandt , af han 

har forårsaget dig en øjeblikkelig sorg ; men hvis 
du havde set , hvør han har grædt over af have givet 
fader bogen , hvis du havde set , hvorledes han hele 
den følgende dag gik omkring som en fortvivlet , ville 
du tænke bedre om ham ! Er han en fjende for dig , 
er han ikke din Broder ? Og hvad har han så egentlig gjort dig ? Hvis du ville være fornuftig , måtte 
dn snarere engang takke ham , fordi han i sin vrede 
har ment at tilføje dig som onde noget , du selv 
kun i øjeblikket betragter som sådant . Hvorledes tør 
dn glemme , hvem du er ? Er du ikke Rebbe Meyer 
Bruuns datter . Du vil engang kunne udsøge dig 
en iblandt hundrede . Men hvad ville verden sige , 
om det hed sig : Rebbe Meyer Bruuns datter har taget 
en huslærær . Ville det være et parti for dig ? 
Jeg beder dig , moder , tal ikke med ringeagt om 
ham , afbrød datteren hende for 3die gang . 
Med ringeagt ? råbte moderen , har jeg da gjort 
det ? Nej , gud bevare mig derfor ! Mener du at 
jeg ikke forstår at vurdere ham , eller at din fader 
ikke forstår det ? Ville vi mon ellers have beholdt 
ham så længe i huset ? Han er ganske vist et pænt 
menneske , det vil enhver sige , som kender ham , og 
især hvem der kender ham så godt som vi , men . — 
nu , hvad for et men ? 
Men , ville jeg sige , han er dog kun en huslærær , 
og — man må jo holde på sin stand ! Hvad 

ville du for eksempel sige , hvis jossef kreszelis ville 
lage sypigen gitele tilægte ? 
Det var da en løjerlig sammenligning ! 
Sammenligning ? Det kan ikke engang kaldes en 
sammenligning , thi ham kunne man dog ikke engang 
lægge så meget til last som dig . En mand tør gifte 
sig under sin stand ; og hvorfor ? Kvinden stiger op 
til ham ; men en kvinde tør ikke gøre det , thi hun 
måtte da slige ned til manden af den lavere stand . 
Og tror du da for alvor , at blot en eneste af 
alle dem , som i ville give mig valget imellem , står 
så højt , som han ? 
Du lille nar ! jeg forstår nok din mening ; men 
det er en ganske anden høitståen end den , jeg tænker 
på ! 
Så kommer det kun an på , hvilken der er den 
sande ! 
Det kommer det ganske vist an på ! — seer du , 
mit barn , nu begynder du at tale mere , som du skal . 
Hvis du var datter af kagebagersken økkel eller af 
frugthandlersken bhaile , så kunne du rigtignok blive 
indbildsk af sådant et parti og betragte det som en 
lykke for dig ; men som datter af Rebbe Meyer 
brun , der har så stort et fabrik , at man vidt og 
bredt ikke finder mage til det — 
og jeg mener netop det omvendte ! Netop fordi 
jeg er Rebbe Meyers datter , tør jeg — 
jeg forstår dig ikke ; jeg må rentud sige , jeg forstår 

dig ikke , afbrød nu moderen hende i en halv 
ærgerlig tone . 
Hør kun til , og du vil nok forstå mig , sagde 
privele . Hvis jeg var fattig , det vil sige , hvis mine 
forældre vare fattige , så måtte jeg stræbe efter at 
få mig en rig mand , og selv om mit hjerte ikke var 
med i spillet , ville jeg kanske føle mig forpligtet til at 
bringe mine forældre et sådant offer ; men nu , da i , 
gud være lovet , ikke behøve et sådant offer af eders 
datter , hvorfor skulle jeg nu tvinges til at afstå fra 
ham , ved hvem mit hjerte hænger . Hvorfor skulle jeg 
ikke , og det netop fordi jeg er rig , turde følge mit 
hjertes valg ? — forstår du mig nu , moder ? 
Ikke så ganske , svarede denne , sagen er ikke så 
glat , som den synes dig ; der er en hage derved . 
Hvad da ? 
Ja , hvordan skal jeg forklare dig det ? Jeg er jo 
ældre end du og må forstå mig bedre på tingene . 
Den gode Taube vidste virkelig ikke selv , hvilken 
anden hage sagen endnu kunne have uden netop den , 
at Rebbe Meyer brun var imod den . 
Hun kunne ikke rykke flere batterier frem mod datteren 
og benyttede sig derfor af den udflugt at gøre 
sin modnere alder og større erfaring gældende . 
Privele nøjedes imidlertid ingenlunde med sådanne 
udflugter , men sagde : 
du siger , moder , at du ikke forstår mig ; jeg 
må nu erklære , at jeg ikke forstår dig . At fader 

kan vedblive at være hårdnakket overfor mig , kunne jeg 
snarere begribe ; thi en mand ved ikke hvad der foregår 
i et kvindeligt hjerte ; men at du stiller dig 
på hans parti overfor mig og ikke snarere træder over 
på min side for at understøtte mig . Kvinden , mod 
manden , det havde jeg rigtignok aldrig troet om dig ! 
Lille nar , sagde moderen , du har kanske troet , at 
jeg slrax ville gå hen og sige til dig : 
nå , Prive , der har du ham , tag ham så ! 
Ja , hvorfor ikke ? Ville det måske ikke have været 
smukkere ? Ville det måske ikke have passet sig bedre 
for dig end at forsøge på af gøre mig utro mod mig 
selv ? 
Taube måtte nu igen underrette sin mand , om af 
Prive var et meget egensindigt hoved , hos hvem man 
intet kunne udrette . 
Dog forekom der denne gang intet i hendes beretning 
om af løbe bort eller af styrte sig i vandet 
eller lignende skrækkelige ting . 
Rebbe Meyer brun troede dernæst af bemærke af 
den måde , hvorpå Taube forestillede forholdene , af 
hun selv var undergået en lille forandring i sin 
synsmåde , af hun aldeles ikke men talte så bestemt 
som før mod den forbindelse , der var spørgsmål 
om , af hun rigtignok endnu var imod den , men kun 
af den grund , fordi han var imod den , og ingenlunde 
som før ifølge en indre overbevisning . - 
og den kloge Meyer brun havde heller ikke så 

ganske uret heri ; hans iagtagelse gør hans skarpe 
blik og menneskekundskab ære . 
Dog tog han sig vel i agt for i øjeblikket af udtale 
denne mistanke åbent ; han anså det for mere 
tilrådeligt af lade hende forblive i den tro , af han 
aldeles ikke havde bemærket den forandring , der var 
foregået med hende , thi såfremt han fordrede en forklaring 
herover af hende , så var hun , hvis han havde 
ret i sin formodning , nødt til åbent af tage parti 
for datteren imod ham ; lod han hende derimod forblive 
i den tro , af han intet anede , så kunne hun 
idetmindste ikke åbenbart sætte sig op imod ham , men 
måtte , om end blot for skinnets skyld , dog endnu 
bestandig hylde samme betraktningsmåde af forholdene 
som han . 
Han nøjedes derfor med af formane hende om vedblivende 
af våge over datteren samt af og til i gunstige 
øjeblikke gentage sine forsøg , men for øvrigt overlade 
sagen i guds hånd , der sikkert endnu ville lede 
den til det gode . 
Således skete det også , og da det nogen tid senere 
igen var kommet til en samtale mellem moder 
og datter , herskede der allerede en langt større enighed 
mellem dem , end pigen selv havde ventet . 
Moderen forsikrede , af hvis sagen havde beroet 
på hende alene , ville hun gerne have sat sig ud over 

enhver snak , men af faderens villie var ubøjelig , 
og af man derfor måtte sætte sin lid til fremtiden , 
i hvilken gud vel kunne styre det således , af hun 
endnu kunne få sit hjertes ønske opfyldt . 
Henrykt over denne uventede bistand viste den unge 
pige sig nu også beredt til et compromis . 
Moder og datter blev enige om , af Salomon 
hamburger nok skulle forlade huset , men ikke egnen , 
og at han til enhver tid skulle modtages med ære 
som gæst i huset , endvidere at man ikke ville besvære 
datteren med ægteskabstilbud , eller snarere , at man 
i det tilfælde , at et sådant skulle blive gjort hende , 
måtte være fattet på , at hun ville sige nej . 
Den gøde Taube indfandt sig nu med disse fredspræliminairer 
hos sin mand , og denne indså nødvendigheden 
af , i mangel af bedre , at gå ind på dem . 
Salomon hamburger holt altså ifølge den herefter trufne 
aftale sit indtog i en anden bolig , hvor han , fri for 
alle forpligtelser , udelukkende hengav sig til sine lærde 
studier . 
Således vare foreløbig alle de i sagen interesserede 
personer stillede tilfreds og ventede , rigtignok enhver 
i sin forsfand , knudens endelige løsning af 
tiden . 
Tiden stod heller ikke stille . 
Der forløb uger , måneder , år , og ligesom den 
fysiske verden befinder sig i evig bevægelse og fornyelse , 
således begyndte der også i den åndelige 

verden meget at røre sig , som man tidligere havde 
anset for at være fast og urokkeligt . 
Højere begavede ånder anede allerede af de næsten 
umærkelige trækninger og lette krusninger de store og 
mægtige bølgeslag , som fremtiden ville bringe . 
Borgerkongen i Paris sad rigtignok endnu i selvbehagelig 
sikkerhed på sin ttrone ; dog undgik det ikke 
de få , der sikkert holdt øje med tiden , at de franske 
endnu ikke ganske havde glemt traditionerne fra 
1792 . 
En af disse få sad i en lille afkrog af denne 
jord , i sit stille værelse i et lille hus i vor ghetto ; 
han hed Salomon hamburger . 
Salomon hamburger vendte en aften hjem efter 
en spadseretour og lagde sig udmattet til sengs . 
Han faldt snart i søvn og havde en underlig drøm . 
Han så sig på vandring med en kammerat , som 
han ikke kendte . 
Velfilmode gik de fremad uden at tale med hinanden . 
Der syntes at herske en vis god forståelse 
mellem dem , om hvilken de selv ikke vidste , hvoraf den 

var opstået , men hvorover de alligevel ikke henfaldt i 
grublerier . 
De holdt sig til kjendsgjerningen , til øjeblikket . 
De skrede videre og bestandig videre ; egnen , der tidligere 
var dem vel bekendt , blev dem på engang fremmed 
og ubekendt ; de vidste ikke længere , hvor de befandf 
sig . 
Således ankom de til en tæt skov ; i begyndelsen 
forfulgte de sporene af en fodsti , der formedelst 
grene , som havde bøjet sig ned mod jorden og syntes 
sammenvøxede med træernes rødder , just ikke var let 
af passere . 
Ligegodt var det en sti , som idetmindsle en menneskelig fod måtte have betrådt forinden , og som 
derfor vel også måtte føre til et eller andet mål . 
Men pludselig tabte de sporet af denne fodsti , 
skoven blev tættere og tættere , bestandig mørkere , og 
intetsteds var nogen udvej af finde . 
De tumlede videre i mørket , sågodt det lod sig 
gøre , og ligesom de uventet vare komne ind i den mørke 
tykning , således befandt de sig nu ligeså pludselig 
i en smuk , grøn , af solen oplyst udhugning i skoven , 
hvor de med indre glæde nøde synet af den blå 
himmel over dem , hvilken de så længe havde savnet . 
De gik dog endnu bestandigt videre . Lysningen 
blev snævrere , og endelig nåde de en mur af umådelig højde , der strakte sig paralel med den vej , de 
skulle gå , og syntes af dele lysningen i 2 halvdele . 

her skiltes de 2 vandringsmænd uden af sige et 
ord , ligesom om det allerede forlænge siden var blevet 
aftalt således , og det , så af den ene gik videre på 
højre side af muren , den anden på venstre . 
Hvorledes det nu videre gik med hans kammerat , 
lagde Salomon ikke mærke til ; selv gik han til højre , 
og efter nogle skridt fremad befandt han sig i et herligt 
gemak , hvis dægge vare udpyntede med levende 
grønt , medens der forresten kun fandtes græsbænke 
deri , der udsendte en liflig Duft . 
Der var ikke tale om noget tag eller loft , men 
himlen befandt sig fri og åben ovenover ; det besynderligste 
ved det hele var dog det , af der straks efter 
hans indtrædelse hævede sig en frisk græsvæg ligesom 
op af jorden bagved ham , medens den modsatte væg 
åbnedes som ved et slag med en tryllestav , og her 
så man nu efter hele bredden en vidunderlig smuk 
terrasse , til hvilken trin af græstørv førte op . 
Uden af tøve længe steg han op ad trinene , og 
nu gjentøges alt det samme , som i det første gemak . 
— igen hævede en væg sig bagved ham , medens 
en anden stilles ad , visende udsigt til en ny 
terrasse . 
Den eneste forskel var blot , af her alt udsendte en 
endnu behageligere vellugt end i det første værelse . 
Hvor meget nu end mosbænkene langs væggene 
indbøde til ro og hvile , var dog udsigten over den 

nye terrasse for henrivende til af tillade ham en længere 
dvælen . 
Han følte heller ikke mindste spor af træthed og 
gik derfor uden videre betænkning op ad trinene til 
den nye terrasse . 
Imidlertid ville vi aldrig blive færdige , om vi 
skulle opregne , hvor ofte dette skuespil gentog sig 
stadig med samme regelmæssighed , medens den vederkvægedæ vandringsmand bestandig nåde højere fra 
værelse til værelse , fra terrasse til terrasse , idet dog 
vellugten , der syntes at udstrømme fra de friske vægge 
og bænke , bestandig blev behageligere . 
Selv vidste han ikke engang mere , hvor mange 
værelser han allerede var gået igennem , thi han 
havde for længe siden hørt op med at tælle . 
Endelig befandt han sig i et værelse , der lød til 
at være det sidste , thi den væg , der befandt sig lige overfor , 
åbnede sig ikke ved hans indtrædelse , men forblev 
på sin plads ; med dette kunne intet af de foregående værelser sammenlignes i vellugt og med hensyn 
til væggenes og bænkenes friske og saftige grønt , 
og himlen smilede endnu huldsaligere herind end nogetsteds 
før . 
Nu kunne vor vandringsmand ikke længere modstå 
lysten til at udhvile sig på en af bænkene ; han kastede 
sig ned i det svulmende græs , og en paradisisk 
salighed gjennembævede ham . 
Han havde imidlertid næppe hvilet et par minutter 

her , før pludselig en lille sidedør , som han hidtil ikke 
havde bemærket , åbnedes , og en ærværdig olding 
med bølgende hvidt hår og indhyllet i en sort talar 
trådte ind . 
Oldingen betragtede med en alvorlig mine den fremmede , 
der i sin frygt for i frækt overmod at have 
vanhelliget en helligdom hurtigt var sprungen op fra 
sit bløde leje for at bønfalde den ærværdige ejer af 
dette paradisiske sted om tilgivelse ; men i samme nu 
var oldingen igen forsvunden igennem den dør , i 
hvilken han havde vist sig . 
Vandringsmanden følte sig ikke ganske vel til mode 
over alt dette , og tænkte med skræk på , hvorledes 
udfaldet af dette besynderlige eventyr ville blive ; det 
forekom ham allerede , at han hørte raslen af de lænker , der vare ham bestemte for hans forbrydelse ; han 
troede allerede at se sværdet funkle over sit hoved ; 
da viste oldingen sig på ny og ved hans hånd — 
den yndigste skabning i verden . 
Vandringsmanden ville næppe tro sine øjne , thi det 
var jo hans hjertes elskede , der her stod for ham . 
Der er han ! tiltalte oldingen den unge pige , idet 
han pegede på den fremmede ; denne var ikke sig selv 
mægtig , men sprang til , henrevet af sin lidenskab , for 
at trykke den dyrebare til sit hjerte . 
Endnu ikke ! sagde oldingen , og Salomon hamborger 
åbnede sine øjne under et højt skrig og så , 
et han lå til sengs i sin lille stue i ghettoen . 

det var nu forgæves , at han anstrengte sig for 
at kalde den herlige drøm tilbage i sin hukommelse . 
Han lukkede øjnene på ny , men — så kun mørke 
omkring sig . 
Kun den ærværdige oldings skikkelse for endnu 
engang med lynets hurtighed gennem hans ånd , og 
han genkendte i ham den fortræffelige præst , med 
hvem han for flere år tilbage havde haft den tidligere 
meddelte samtale angående Andreas . 
Det var ham ikke muligt at falde isøvn igen ; 
utålmodig oppebiede han dagens frembrud , stod da 
ganske tidlig op , og begav sig på vej til præsten . 
Han bankede på og der blev lukket op ; men tjenestepigen , 
der åbnede døren , så forbanset på ham , idet 
hun spurgte : 
ved de det allerede ? 
Hvilket ? 
At den høiærværdige herre er død i nat . 
Gud i himlen ! råbte Salomon hamburger , ilede 
hjem igen , hvor han udgød sorgens tårer . 
Nogen tid senere holdt præstens efterfølger sit 
indtog i præstiet . 
Det var en ung mand , der ikke var ganske ubekendt 
med skuepladsen for sin fremtidige ( præstelige ) virksomhed , 
thi i byen , hvortil han blev sendt , forløb 
hans barndom — og hvis nogen endnu ikke kan gjette 
det ville vi blot bemærke , at den nye hr . Pastor en 


gang hed den lille Andreas og ikke er nogen anden 
end lysetænderskens søn . 
Hans indtog havde fundet sted med stor højtidelighed . 
Fra 
kirketårnet nedsendte klokkerne deres alvorlige 
toner ligesom på lørdagen før opstandelsesfesten . 
De unge knøse rede på heste , der vare behængte 
med brogede bånd , deres sjælehyrde i møde , medens 
hvidklædte piger dannede levende hegn , og flere gejstlige 
fra omegnen havde forsamlet sig før at byde deres 
unge kollega velkommen . 
I hele byen herskede der en almindelig jubel over , 
at menigheden nu igen havde en hyrde ; både unge 
og gamle , store og små vare glade . 
Men , lysetændersken ? — ja , hun var også blandt 
de ventende ; hun fulgte også med ind i kirken ; hun 
så Andreas på prædikestolen , legemliggørelsen af 
hendes dristigste ønske . 
Dette ønske var nu virkelig opfyldt . 
Præsten stod der fiks og færdig ; men hvorledes stod 
det til med sønnen ? 
Der var henrundet en lang tid , over 10 år , siden 
den dag , da hun havde modtaget afskedsbrevet 
fra Andreas . 
Meget havde imidlertid forandret sig ; dog var der 
i denne lange tid ikke forekommet noget , som kunne 
have været skikket til af læge det smertelige brud mellem 
moder og søn . 

lysetændersken havde lige overfor hint brev , der sårede 
hende i hendes sjels inderste og tilføjede hende 
den dybeste krænkelse , ikke haft andre våben end — 
taushed og tålmodighed . 
Andreas var i hendes øjne den forlorne søn . 
Hun skammede sig over ham , ja , hun gjorde endogså 
sig selv de bittreste bebrejdelser for hans utaknemmelighed 
overfor det brun ' ske hus . 
Hendes moderkærlighed var imidlertid ikke udstukket , 
og endogså meget ofte i løbet af denne lange tid 
gjorde hun sig selv det spørgsmål , om det alligevel 
ikke havde været urigtigt af hende , af hun ikke havde 
forsøgt på for anden gang af bringe sønnen til 
besindelse igen ; ja , ofte tænkte hun , om det mon ikke 
endnu var tid til af indhente , hvad hun havde forsømt , 
om hun ikke nu skulle gå bort , opsøge sin Andreas 
og se , om han ikke igen kunne være hendes 
søn . 
En vis sky havde døg hver gang afholdt hende 
fra af foretage dette skridt . 
Andreas er nu — sagde hun ved sig selv — intet 
barn længere , som man kan lege med , og når han 
allerede som barn kunne handle således imod mig , 
hvad har jeg da af vente nu ! — en eneste gang 
påkom endog den tanke hente , om hun ikke skulle 
have givet efter og af kærlighed til sønnen have opgivet 
sin tjeneste i synagogen : men dette punkt var 
netop hendes „ Achilleshæl “ , alt andet ville hun hellere 

have tålt af Andreas end det , af han havde kaldt 
denne tjeneste for uværdig , af han foragtede og førhånede den beskæftigede , ved hvilken hun i mange 
år havde ernæret både sig selv og ham , og uden 
hvilken de begge havde måttet lide Kummer og nød . 
At han i den grad kunne forglemme alle sine erindringer 
fra barndommen , forekom hende et bevis 
på , af han endogså ville have været i stand til af 
forglemme hende . 
Havde Andreas da virkelig glemt sin moder ? 
I Andreas stod to principer i kamp med hinanden , 
ligesom Faust havde han kunnet sige om sig selv — 
og hvilket begavet menneske kan ikke det ! — af der 
boede 2 sjæle i hans bryst . 
Hvor ofte angrede han ikke det overilede skridt , til 
hvilket han havde ladet sig forlede af Cyrill ; hvor 
mange øjeblikke var der ikke , da han angerfuld , gerne 
ville løbet til sin moder , kastet sig for hendes fødder 
og bedet om tilgivelse . 
Hvor ofte beskyldte han sig ikke selv før den usleste utaknemmelighed og bebrejdede sig på det bittreste 
den ondskab , med hvilken han havde stødt den kærlige moder fra sig ; men disse naturlige opbrusninger 
af den barnlige kærlighed blev snart igen kvalte , 
når den fanatiske Cyrill forestillede ham , hvorledes han 
aldeles ingen skyld havde i løsningen af dette naturens 
bånd , hvorledes han netop havde gjort Alf , 
hvad en god søn blot kunne gøre overfor sin moder , 

hvorledes det ikke var ham , der havde stødt moderen , 
men netop moderen , der havde stødt ham fra sig , idet 
hun i sin ulyksalige forblændelse havde afvist hans 
oprigtige , sande christelige formaninger , hvorledes han 
havde anstrengt sig før hendes sjæls fred , men fra 
moderens side ikke havde fået andet end tavs forstokkethed og stolt foragt fil løn før sine gode hensigter . 
Cyrills 
betragtninger formåede dog ikke altid af 
yde ham trøst , men så kom skammen i hans eget 
hjerte fil som bundsforvandt før hine . 
Hvorfra skulle han hente modet fil af træde frem 
før en moder , som han havde krænket så dybt ! Således 
sejlede dog altid det fanatiske princip , der ved 
kunst var opelsket i ham , over hans hjertes skønne og 
ædle opbrusninger . — 
under sådanne indre kampe havde Andreas fortsat 
sine studeringer , indtil han kunne tage fat på tteologien , 
og under sådanne kampe havde han endelig 
modtaget præsteindvielsen . 
Endnu i dette øjeblik , da han stod som åndelig 
anfører for den menighed , som han selv efter fødsel 
tilhørte , vare disse kampe ingenlunde ophørte ; tværtimod 
kunne man sige , at de først nu egentlig vare begyndte 
i al deres styrke . 
Moder og søn vare ved et mærkværdigt sammentræf 
af omstændigheder rykkede hinanden så nær , som 
vel muligt ; med denne tilnærmelse i rummet var 

døg den vide kløff ikke bleven ringere , som skilte dem 
fra hinanden . 
Rigtignok ville fra enhver af siderne en imødekommen 
fra den anden være bleven set med en hjertelig 
glæde ; men sagen var netop , at ingen af dem 
ville foretage det første skridt , hvilket just er grunden 
til , at menneskene meget lettere skilles fra hinanden i 
brede end finde hinanden igen . 
Med hensyn til moderen , der hver søndag så 
sønnen på prædikestolen og hørte ham forkynde guds 
ord derfra , hvor gerne ville hun ikke have trykket 
denne søn til sit bryst , hvor bankede ikke hendes 
hjerte ved den tanke , at den mand , som stod deroppe , 
og hvem hele menigheden andægtigt lyttede til , det 
var hendes Andreas , som hun havde opfødt , plejet ved 
dag og ved nat ; men — hvorledes skulle hun nu 
vove af gøre det , som hun hidtil havde opsat ? Andreas 
var bleven en stor , fornem herre , medens hun 
selv endnu var en fattig , ydmyg kvinde . 
Var han desuden endnu hendes søn ? Havde hun 
egentlig endnu ret til af kalde sig hans moder ? 
Havde han ikke selv skrevet i hint usalige brev , af 
han ville gøre sig værdig til af vinde kirken som 
moder ? og havde han ikke troligen opfyldt dette løfte ? 
Stod han ikke i kirkens tjeneste og som en af dens 
værdigste tjenere ? Hvad fordring kunne da den simple 
kvinde endnu gøre på ham ? Det var jo den tossede 
moderkærlighed , som hun ikke formåede af ban 


lyse fra sit hjerte ; men hvo bekymrer sig vel om en 
fattig kones hjerte ? 
Burde præsten ikke have opsøgt moderen ? Jo sikkerligen ! 
Og sandsynligvis ville det også være sket , 
om han havde fulgt sit hjertes trang ; men overvejelsen 
lagde sig som en blyvægt på hans varme følelse 
og holdt ham borte fra moderen . 
Sønnen kunne ganske vist ydmyge sig for moderen ; 
men kunne præsten også ydmyge sig overfor lysetændersken 
i synagogen ? 
Denne flinke kone besørgede nu som før sin tjeneste 
med Iver og punktlighed ; men del var netop sagen , 
hvorom alt drejede sig . 
Andreas skammede sig over , af hans moder kændte 
lysene i synagogen i den samme by , hvor han var 
præst . 
Når hun blot ville opgive det ! sagde han til sig 
selv — så kunne alt blive godt igen . 
Ja , men netop det opgav hun ikke . Man kunne 
ligeså godt have opfordret hende til af opgive den 
luft hun åndede . Det var slet ikke noget lune af 
hende , men en virkelig , dyb hjertesag . 
Meyer og Taube brun havde aldrig gjort hende 
nogensomhelst bebrejdelse for sønnens skyld ; så fin 
en skånsel forsfod hun af sætte pris på og anså 
sig derfor endmere forpligtet til af bevise det brun ' ske 
hus , af hun aldeles ikke havde noget af gøre med 
sin søns utaknemmelighed , men høiligen fordømte den , 

og af — kørt sagt — intet kunne frembringe nogen 
forandring i hendes forhold til ghettoen . 
Hvad måtte også Meyer brun have tænkt om 
hende , om hun nu skændigt havde forladt den tjeneste , 
ved hvilken den jødiske menighed i så mange år 
havde lettet hendes hjælpeløse stilling ? 
Jo smerteligere hun følte , i hvor høj en grad hendes 
Andreas havde forsyndet sig overfor den brun ' ske 
familie , desto fastere stræbte hun at slutte sig fil dem . 
Da for 10 år siden lærerens forhold fil eleven 
blev opdaget ved Sigismunds overilede skridt , blev 
hun derfor også af alle familiens medlemmer indviet 
i hemmeligheden . 
Meyer brun holdt det ikke under sin værdighed 
at spørge den simple lysetænderske tilråds om , hvad 
han skulle gøre i denne ubehagelige sag . 
Fra Taubes side ville en sådan nedladenhed forekomme os mindre besynderlig . 
Den unge pige søgte hendes beskyttelse overfor 
forældrenes angreb , Sigismund gemte sig bag hende 
af frygt for søsterens hævn , og selv den lærde Salomon hamburger forsmåede ikke at lytte fil lysetændersken , når hun formanede ham fil tålmodighed 
med hensyn fil privele og henviste ham fil fremtiden , 
der jo kunne bringe så meget med sig . 
Dette venskabelige forhold fil det brun ' ske hus 
var indtil denne dag ikke i mindste måde blevet 

svækket ; hun blev betragtet næsten som et medlem af 
familien . 
Jo inderligere hendes forhold fil det brun ' ske 
hus imidlertid i tidens løb havde udviklet sig , desto 
større måtte også nu afstanden blive mellem moder 
og søn ; thi sandelig , hin Romer var ingen dårlig 
menneskekender , som sagde , at det var den menneskelige 
naturs fejl at hade den , som vi have fornærmet . 
Andreas vidste meget vel , at han havde opført sig 
højst utaknemlig både mod Meyer brun , Taube , Sigismund 
og sin fordums lærer , og ofte følte han 
samvittighedsnag derover ; men når et menneske har 
begået en fejl , søger han sjældent årsagen dertil i sig 
selv , derimod oftest hos de andre . 
Navnlig når man har vist sig uretfærdig mod nogen , 
søger man i reglen efter grunde , der ikke blot 
undskylde en selv , men endogså på det klareste bevise , at den anden fortjener denne uret og selv er 
skyld deri , så at man ikke kunne have handlet anderledes 
imod ham , og under en sådan jagen efter 
sofismer fejler det sjældent , at jø skarpsindigheden 
trolig står os bi . 
Således havde også Andreas med tiden argumenteret 
sig ind i et sandt had til sine velgørere , netop 
fordi han på det føleligste havde krænket dem , og 
Cyrills fanatiske og hårdnakkede dialektik forstod at 
fylde op , om der endnu fandtes en krog fri i hans 
hjerte . 

det var altså intet under , at han nu , da han 
så at sige var rykket sine velgørere under øjnene , 
følte samvittighedens bråd skarpere end nogensinde , 
medens tillige hans modbydelighed for det brun ' ske 
hus steg i samme grad , som hans samvittighed daglig 
tilhvidskede ham , at han måtte føle sig forpligtet 
overfor dem . 
Det var altså heller intet under , at han holdt sig 
i desto større afstand fra moderen , jo venskabeligere 
han så at hendes forhold var til hans fjender , det 
vil sige : velgørere . — 
det havde derfor også været ham højst ubehageligt , 
da præsfeværdigheden netop i hans fødeby blev 
ham overdraget som belønning og anerkendelse før 
hans Vandel og lærdom , og dog kunne han ikke godt 
— og det var hans værste straf ! — have afslået 
den uden at blotte sig . 
Den unge præsts ankomst havde fundet sted om 
efteråret . 
Landskabet viste samme karakter , som dagen før 
hans afgang til gymnasiet . 
Bladene faldt af træerne , men de skranker faldt 
ikke , som skilte søn og moder fra hinanden . 
Det blev vinter , og med den større kulde syntes 
også sønnens hjerte at trække sig endnu stærkere sammen , 
og da islaget bedækkede floden , syntes også 

en isskorpe at have lagt sig om sønnens hjerte . 
Men — vinteren må rase , så galt den vil ; det 
må dog engang igen blive forår ! 
Og foråret kom , men med det syntes også et 
andet forår , et Folkens forår at bryde frem . 
En vældig storm hævede sig i Paris og havde snart 
udbredt sig over hele Europa . 
Hele verden syntes oprørt ; ingen krog eller lille 
plet blev uberørt af dens rasen ; det var martsdagene 
i året 1848 . 
Verden syntes at ville fornyes . 
I Paris havde man stødt kongen fra thrønen , og 
Frankrig blev Republik . 
I Wien fordrede revolutionen de første offre for 
friheden . 
Kejser Ferdinand gav sit folk en fri forfatning . 
I alle hovedstæder blev konstitutionen proklameret ; 
borgerne oprettede nationalgarder , studenterne dannede 
legioner under egne , ud af deres midte valgte 
anførere . 
Alt syntes at stråle af glæde og henrykkelse , thi 
det tryk , der havde hvilet på menneskeheden , lod til 
at skulle ophøre ; friheden syntes at ville fremvoxe af 
de faldnes blodsæd , og den menneskene medfødte , 
men så længe lænkebundne ret led til at hæve sig 
med seierig vælde . 
Begivenhederne i hovedstaderne gav mægtig genlyd 
rundt om på landet . 

her så man de store begivenheder fra lang afstand , 
og der b ! ev det største spillerrum for fantasien 
med hensyn til udpyntningen af dem . 
Aviser og flyveskrifter oversvømmede hele landet , 
ja voksede næsten frem af jorden . 
Gemytternes oprørthed er ubeskrivelig . 
Hvert øjeblik bringer nye meddelelser , ethvert øre 
er åbent for overdrivelser og fordrejelse af kjendsgjerningerne . 
Snart hedder det , af „ Tienden “ er afskaffet ; man 
behøver ikke længere af udrede tienden til præsten , og 
bonden kan nu køre sin høst hjem , uden af behøve 
af anstrenge sig for af hemmeligholde dens størrelse 
for øvrigheden . 
Når præsten nu vil have korn , må han selv anskaffe 
sig en ager ! Snart hedder det sig , af jøderne 
nu ligesågodt som bonden skulle kunne købe ager og 
marker ; man taler om jøde-emancipation og siger , 
af jøderne for fremtiden ikke ville være udelukkede fra 
noget ; de ville ligeså godt kunne blive embedsmænd 
som den Christne . 
Men snart hedder det sig igen , af alt det slet ikke 
var sandt ; tværtimod ville man nu berøve jøderne 
deres penge og førdrive dem ; de kunne gå til Jerusalem , 
og Rothschild skulle anføre dem , og sådan meget 
andet af lignende slags . 
Man kan tænke sig , hvad indvirkning rygter af 
den slags måtte have på landbefolkningen . 

i vor ghetto hersker der stor bekymring , thi man 
havde allerede erholdt efterretninger om nogle oprør , 
der på andre steder vare gjorte mod den jødiske befolkning , 
og frygtede derfor noget lignende her . 
Der gik allerede rygter , som navnlig lød meget foruroligende 
for Meyer brun . 
Jøderne vare bedragere , hed det . — de narrede de 
Christne pengene fra og blev derved rige ; det var således 
intet under , at en mand som Meyer brun 
havde været i stand fil at stille så stort et fabrik på 
benene , hvor over hundrede arbejdere vare beskæftigede . 
Det 
var fattige folk , som måtte arbejde , fil blodet 
sprang dem ud af neglene , og ikke fik noget derfor , 
medens derimod han og hans slæng lå på den lade 
side og stjal dagen fra vor herre . 
Det måtte der en forandring i . 
De , der arbejdede , skulle også have lønnen ; det 
var ikke mere end billigt ! Og når nu oven i købet 
den nye frihed blev indført , så at jøderne endogså 
fik lov fil at købe agre , så ville det slet ikke 
være fil at holde ud med dem ; de ville jo fordrive de 
fattige bønder fra deres bedrift , så at det ikke blev 
andet tilovers for dem end at tage tjeneste som karle 
hos jøderne . 
Nej , det bedste ville være , om man straks tog pengene 
fra dem og så jog dem bort . 
Hvad skulle egentlig jøderne fil i verden ? De 

havde korsfæstet frelseren ; så behøvede man heller ikke 
at skåne dem . 
På en sådan trøsterig måde lød talen rundt 
om ; thi pøblen er overalt den samme ; overalt forstår 
den ved frihed , den tøjlesløse , ubundne vilkårlighed . 
Meyer Brunn rådslog med Salomon hamburger 
om , hvad der i den anledning kunne være at gøre . 
Der kan de se , hamburger , mente Meyer Brunn , 
der har de frugterne af den frihed , på hvilken de 
så længe har ventet . 
Man kunne ikke vente andet , svarede denne , enhver 
omvæltning fordrer sine offre ; men hvad er disse 
offre i sammenligning med den blivende gevinst , der 
bliver hele menneskeheden til del ! 
Jeg takker for den gevinst for menneskeheden , når 
de slikke mit fabrik i brand , eller måske endogså 
— nå , jeg vil dog ikke åbne min mund til nogen 
endnu værr mulighed . 
Jeg kan nok begribe , at det just ikke er behageligt 
selv at skulle være offerret ; men det forandrer ikke 
sagen . Alt det blod der blev udgydt under den første 
franske revolution , er intet i sammenligning med de 
umådelige fremskridt , som fremkaldtes i verden 
ved hin revolution . 
Skån mig for denne naragtige filosofi ! Lader 
os hellere tale om , hvad der nu må gøres ; thi den tale jeg hører rundt om , behager mig ikke . Jeg vil 

tilstå dem at jeg svæver i stor frygt . Skal jeg 
indgive en beretning til øvrigheden ? 
Hvad skulle det nytte ? Tvertimod kunne det kun 
forværre sagen ; thi for det første kan de ikke udtrykkelig 
nævne nogen , der har udstedt en trudsel ; om 
de så hundrede gange ved , at skephanik er manden , 
bevise det kan de dog ikke . For det andet kalder 
de ved en sådan angivelse , først rigtigt de simple 
klassers had over deres horede , så at disse ville 
anse sig for mere berettigede til et angreb på dem ; 
men for det tredie ville de ved en sådan angivelse 
nu , da endnu slet intet er sket , blot åbenbare at 
de er bange , hvilket netop ville være det farligste af 
alt , thi den , som viser frygt , opmuntrer blot derved 
modstanderen . De må tværtimod lade , som om de 
aldeles ikke nærede nogen frygt . 
Der ligger noget i det ; men hvad i al verden 
skal jeg da gøre ? 
Her kan der kun være tale om et middel ; nemlig 
den moralske indflydelse , og der er da navnlig et jeg 
tænker på . 
Hvad da ? 
Præsten ! 
Ja ! når han blot ville , så kunne sagen blive 
ganske anderledes ; men hvad er der af stille op med 
ham ? 
Prøv det dog ! 
Hvad skal jeg prøve ? 

gå til ham ? 
Hvad skal jeg sige ham ? Skal jeg foreholde ham , 
hvilke offre jeg har bragt for hans skyld ? hvad han 
har kostet mig ? — det ville jo være gement ! — 
og hvad anden tak kan jeg gøre fordring på ? 
Hvad skulle jeg gøre , om han svarede mig , af jeg 
kunne bringe ham regningen , så skulle han betale , 
hvad jeg havde lagt ud for ham ! Ja , så kan jeg 
gå med den besked ! — nej , ved de hvad ? Gå 
de hen til ham ! De er en lærd mand og kan bedre 
belægge deres tanker og ord end jeg . De har været 
hans lærer ! Måske kan de udrette hos ham , 
hvad der ganske vist aldrig ville lykkes mig . 
Godt ! sagde Salomon hamburger , jeg vil gå 
til ham . 
Det gjorde han også . 
Salomon hamburger stod overfor sin fordums elev , 
overfor præsten . 
Hvormed kan jeg tjene dem ? spurgte hr . Pastoren 
i en ceremoniel og høflig tone . 
Det er en bøn , der fører mig til dem . 
Oh ! af det ikke er nysgerrighed , der har ført dem 
herhen , kan jeg godt begribe , sagde præsten noget 
ironisk . 
Tilgiv mig , tog Salomon til genmæle , jeg har 
ikke turdet smigre mig med , at jeg tidligere ville have 
været velkommen her . 

og hvo siger da , at de er det nu ? spurgte præsten 
i en spids tone . 
Høiærværdige herre , tilgiv mig den frihed , jeg har 
taget mig ; jeg vil nu gå igen . Jeg var ikke forberedt 
på sådan bitterhed . Jeg har bevaret et andet 
billede af — 
skulle vi ikke lade disse hentydninger til længst forsvundne 
dage fare ! Vi leve nu i en anden tid . — 
hvad ønsker de af mig ? 
Jeg har ikke haft i sinde at fremmane billeder fra 
fortiden . Jeg er snarere kommen for netop at tale 
om denne nye tid , der nu slår for os . Den nye 
vending , tingene tage , er ikke lige behagelig for alle 
stænder . 
Skal det måske være en trøst , fordi jeg har mistet 
tienden ? 
Jeg bønfalder deres højærværdighed ! hør dog op 
med denne spot ! Her , hvor jeg nu slår , befandt jeg 
mig for omtrent 15 år siden overfor deres salig 
forgænger , og jeg tør nok sige , at han venligt hørte 
på , hvad jeg havde at meddele ham . 
Se de kan dog ikke lade være af minde om fortiden ! 
Dog , sæt dem ned og bliv ved . 
Kort og godt , begyndte Salomon nu , jødegaden 
befinder sig i stor spænding . 
Åh , det gælder ikke blot jødegaden ! Kan de 
nævne mig en eneste gade , hvor det ikke er tilfældet ? 
Ja , men grunden til den ophidsede stemning er 

kun ikke overalt den samme . Jeg vil rigtignok ikke 
nægte , af jægeren , der forfølger vildtet , heller ikke er 
ganske rolig derved . 
Jeg forstår — jødegaden svævær altså i frygt . 
Således forholder det sig . 
Men , hvad kan den da egentlig befrygte ? 
Man hører mumle om forskelligt , der just ikke lyder 
ganske opbyggeligt . Der går rygter om af stikke 
fabrikken i brand , tage pengene fra og fordrive jøderne — ja endog om af myrde ! 
Ah ! hvad kan man give for sådanne tåbelige 
rygter ? Tror de for alvor , af mine sognebørn 
ere tyve , røvere , mordere og mordbrændere ? 
Gud bevares ! men i så oprørte tider behøver jo 
blot en af de mange af foretage et uoverlagt skridt ; 
hvo formår af tæmme massen ? 
Hvis de seer spøgelser , hvor der ingen er , så 
kan jeg rigtignok ikke hjælpe dem . Frygter de imidlertid 
virkelig for excesser , så gjorde de vistnok bedst 
i at henvende dem til politiet . 
Høiærværdige herre , sagde Salomon i en alvorlig 
og indtrængende tone , jeg vidste nok et virksommere 
middel end en henvendelse til politiet . 
Hvad da ? 
Det afhænger kun af dem . Hvis de selv , hvis 
de blot i kirken fra prædikestolen ville henvende et 
par indtrængende ord - - 
må jeg bede , min herre , sagde præsten stolt , 

med hensyn til hvad der påhviler mig som præst 
behøver jeg ingen undervisning ! 
Tilgiv mig ! Jeg havde ingenlunde til hensigt at 
give nogen undervisning . 
Kan jeg ellers være dem til tjeneste i noget ? 
Tak , mit ærende er udrettet . 
Det var kun ringe trøst , Salomon hamburger log 
med sig herfra , og ghettoen kunne nu ikke gøre andet end roligt afvente , hvad der ville komme . 
Meyer brun log imidlertid nogle forholdsregler , 
der ingenlunde vare at foragte . 
Han fordobblede fabrikarbeidernes dagløn , hvilket 
gjorde et meget godt indtryk på dem , og lod dem 
forstå , at han slet ikke var utilbøjelig til at forhøje 
lønnen endnu mere , såfremt de ved deres flid og øvrige forhold viste sig værdige dertil . 
Denne udsigt satte kronen på arbejdernes gode 
stemning , og nu henrandt flere uger , uden at noget som helst 
foruroligende rygte kom Meyer brun for 
øre . 
Fabrikken var i fuld virksomhed , og Meyer brun 
ønskede sig allerede til lykke med de gode forholdsregler 
han der havde hittet på . 
Med penge og bank udretter man dog alt i denne 
verden , sagde han fornøjet til sig selv . 
Roen i ghettoen som overhoveder i hele byen syntes 
ikke at skulle afbrydes ved noget , men sagen var 
den , at det glødende kul var skjult under asken . 

selv om stormen også var bleven besværget for 
øjeblikket , ophørt var den dog ingenlunde . 
Forhøjelsen af lønnen , såvel som udsigten til endnu 
større løn , havde rigtignok i det første øjeblik 
gjort et godt indtryk , og arbejderne holdt lovtaler 
over deres herre ; men snart var også den forhøjede 
løn dem for ringe , og de begyndte at anstille beregninger 
over , hvor meget Meyer brun fortjente ved 
deres arbejde , og hvor meget fordelagtigere det ville 
have været for dem , om de kunne have drevet fabrikken 
for egen regning og fordelt gevinsten mellem sig 
indbyrdes . 
Den sande oprørsslifter var en robust Karl med et 
yderst fordærvet sind ved navn stephanik , og den 
ærede læser ville måske i ham kunne genkende hin 
rå dreng , der for over 20 år siden havde skældt 
Andreas ud for jødedreng . 
Hvad behøve vi af vente , råbte han , fil det falder 
hans nåde , hr . Brun , ind af forhøje vor løn ? 
Består fabrikken mon ved ham eller ved os ? Hvad 
ville han stille op med sin fabrik , hvis vi ikke vare 
her ? Han behøver os , men vi behøve slet ikke ham . 
Vi kunne godt komme ud af det uden ham . Nu formanede 
han sine kammerater fil rigtigt af være på 
deres post og ikke af snakke for meget ; thi med den 
megen talen kom man dog ingen vej . Hvis de blot 
tidligere havde forstået af tie , så kunne de nu have 
været deres egne herrer ; thi når den brun blot 

opsnuser det allermindste , så have vi ham straks her , 
og så lover han guld og grønne skove , så af de 
fleste blive bløde om hjertet , og så er det ude med 
hele klatten . 
Derfor skulle de blot forholde sig rolige og passe 
på ; hævnens time ville nok komme , han skulle selv 
sige fil , når det var tid . 
Således var den taushed beskaffen , som ghettoen 
anså for så fuldkommen ro , af den kunne indgyde 
den håb om , af der ikke var nogen fare forhånden . 
I hvor høj grad Meyer brun selv nærede dette 
håb , syntes at fremgå deraf , at han netop nu alvorligere 
end nogensinde før beskæftigede sig med den 
tanke at bortgive sin datters hånd , omendskønt 
dog den , der er i besiddelse af et skarpere blik , netop 
af dette hastværk og da navnlig af det trufne valg 
med lethed vil kunne slave sig fil , at Meyer brun 
nok egentlig ikke var så ganske fri for en vis angst . 
Det er nu en mærkværdig tid , begyndte han en 
dag talen fil sin gode Taube , og jeg vil oprigtig 
tilstå dig , at vi dog have begået en fejl med det 
barn . Den dag i dag er intet længere fast i verden . 
Hvad større bevis kan der forlanges herpå , når en 
konge ikke engang er sikker på sin ttrone ! Har 
kongen af Frankrig ikke i dag for et år siden fået 
det indfald , at han nu ikke længere vil være i Paris ? 
I tider som disse kan intet menneske vide , hvordan 

hans skæbne vil gestalte sig i dagens løb . Hvad 
har penge eller rigdom nu at sige ? Et vindpust er 
nok fil at kaste alt over ende . Hvad skal jeg gribe 
fil , om de onde knægte nu alligevel brænde fabrikken 
af over hovedet på mig ? Sandt nok , jeg har lagt 
en dæmper på dem ; men , man kan jo ikke vide ! 
Der er kun en eneste sag , der ikke kan berøves en , og 
det er det , som et menneske har lært . I dag indser 
jeg , af dette dog har det høiesfe værd , og tro du 
mig , således som Meyer Bruuns aktier stå for øjeblikket , 
skulle Salomon hamburger ikke ønske sig af 
bytte med mig , er det ikke også din mening ? 
Hvad slutning uddrager du deraf ? 
Kan du ikke tænke dig det ? Min mening er , af 
en vis mand den dag i dag ville handle fornuftigere 
i af give sin datter til Salomon hamburger end til 
en rig forretningsmand . 
Jeg har allerede længe været af den mening . 
Du er kvinde og har følt medlidenhed med Prive , 
fordi hun henlevede sine skønneste år på den måde . 
Derfor har du allerede længe været af den mening . 
Dog det kan egentlig ikke kaldes en mening , men 
blot en følelse . 
Havde det været en mening , burde du have trådt 
frem med den , hvilket du imidlertid ikke har haft 
mod til . Jeg derimod indser med min forstand det , 
som jeg nu udtaler , og jeg må sige dig , af jeg aldeles 
ikke længere er imod planen , så at vi 

cholhamod-pesach ( i påsken ) kunne bringe den 
sag på det Rene , om gud vil . 
Der blev jubel i det brun ' ske hus , da moderen 
havde overbragt datteren dette budskab ; også ghettoen 
optøg der med stor glæde , thi uagtet Salomon 
hamburger ikke føjede sig i alt , hvad man forlangte 
der , var han døg agtet og elsket af enhver . 
Selv modtog han efterretningen med sindsro , som 
om det var nøget , han med bestemthed havde ventet 
at måtte indtræde . 
Han var rigtignok ingenlunde en mand der lod 
drømme have nogen indflydelse på sine beslutninger 
eller forventninger , men han anså døg navnlig vidunderlige 
drømme for en kombinerende virksomhed af 
fantasien , der sammensætter billeder af bestanddele , 
der ikke ligge ganske indenfor individets beregning . 
Derfor havde han også øst nyt håb af hin vidunderlige 
drøm , og nu , da hans forventning fra herligt 
bekræftede sig , blev han til mode , som om han 
aldrig havde næret mindste tvivl om , at det måtte 
ske således . 
Tiden til trolovelsesfesten rykkede bestandig nærmere ; 
kun få dage skilte ham endnu fra den . 
Hvad behøvedes forresten denne offentlige anerkendelse 
af et gode , hvis besiddelse i hans sjæls inderste 
i den grad stod hævet over enhver tvivl ? Var 
den nødvendig til først at lægge grundstenen for hans 
lykke , eller kunne hans lykke forøges derved ? 

det var nu aftenen før påsken . 
Alt syret var fjernet fra husene , og ghettoen 
havde allerede antaget hint festlige udseende , der så 
hjemligt forkynder glæden over den kommende fest . 
Det var altså aften . 
Enkelte begave sig allerede til synagogen , og snart 
fulgte flere efter . 
Alle lysene vare endnu ikke tændte ; lysetændersken 
var netop i fuld aktivitet . 
Efterhånden havde hele menigheden forsamlet 
til aftenbønnen , og lysetændersken sad nu som sædvanlig 
i forhallen for at afvente gudstjenestens ophør . 
Priser gud den højlovede ! sang forsangeren med 
høj røst , og hele menigheden svarede i Chor : 
den eviges navn være priset fra nu af og til 
evig tid ! 
Men i samme øjeblik blev gudstjenesten forstyrret 
ved en forfærdelig støj , ved vild skrigen og larmen . 
„ Brand “ lød råbet , og alle styrtede i vild flugt 
ud af synagogen . 
Hvilket syn mødte ikke udenfor . 
Ville bander drøge brølerne gennem ghettoen , der 
fandtes endog kvinder og børn blandt oprørerne , der 
bleve anførte af stephanik . 
Stenene for så tæt som haget mod vinduesruderne , og gadedørene , som tjenestefolkene , der blev 
hjemme under aftenbønnen , havde slået skodder for , 
bleve brudte op eller søndersplintrede med øxeslag . 

den ville horde styrtede sig derpå ind i boligerne , ødelagde møblerne , slog spejlene itu , sønderskar 
sengklæderne og kastede endelig alt ud af vinduerne 
under de udenforslåendes jubel — og fabrikken ! ja 
af den havde næsten ikke en sten mere sit oprindelige 
leje ; den så ud , som om der var vendt op og ned 
på den . 
Redning var umulig ! 
De stakkels folk , der opskræmmede fra bønnen måtte 
øvervære dette forfærdelige skuespil , turde ikke vove 
noget forsvar for deres gods — afmægtige , uden noget som helst 
forsøg på modstand , måtte de se til ved 
plyndringen og lade ødelæggelsen frit løb ; thi allerede 
havde det ville råb lydt : 
dræb dem . Slå jøderne ihjel ! og det ringeste 
forsøg på modstand , ville have bragt den ophidsede 
bande til det yderste . 
Lysetændersken , som tilligemed jøderne var ilet ud 
af synagogen , følte ved det græsselige syn den dybeste 
smerte , der nogensinde havde fyldt hendes bryst . 
Og dette , sagde hun ved sig selv , dette skulle ske i 
den menighed , hvor min søn forkynder det guddommelige 
ord ! 
Hun var ude af sig selv af sorg . 
Da kunne hun ikke længere holde sig tilbage . 
Al betænkelighed , der hidtil havde holdt hende borte 
fra sønnen , var nu forsvunden ; alle de skranker , der 

i løbet af så mange år havde hævet sig i hendes 
ånd , sank på engang sammen — thi det gjaldt jo 
her liv eller død . 
-jeg vil døg se , om jeg slet ikke mere skulle have 
nogen magt over ham , råbte hun i sin Iver og styrtede 
afsted til præstegården . 
Lysetændersken blev ført ind . Da hun var trådt 
ind i værelset , sank hun ned foran præstens fødder 
uden at kunne tale et ord , i så høj grad havde 
følelsen overvældet hende . 
Præsten forsøgte at rejse hende op , og nu slode de 
ligeover for hinanden . 
Høiærværdige herre ! begyndte endelig lysetændersken , 
efterat hun nogenlunde havde genvunden sin fatning . 
Stakkels ulykkelige ! udråbte præsten , hvorfor måtte 
det komme så vidt imellem os ! Er det da ret , 
at vi to gå vor vej gennem livet , som om vi aldrig 
havde kendt hinanden ! 
Andreas ! Andreas ! skreg moderen overvældet af sine 
følelser , kender du mig endnu ? Erkender du mig 
endnu som din — 
moder ! Moder ! råbte præsten og styrtede sig med 
heftighed til det moderbryst , han så længe havde været 
forvist fra . 
Oh ! vedblev han i bitter smerte , hvor længe har 
jeg døg ikke måttet undvære denne lykke ! 

hvor ofte har jeg ikke tænkt på hin aften før 
min afrejse , på de lærdomme , du dengang gav mig 
med , på de løfter , du dengang fordrede af mig , men 
som jeg så dårligt har opfyldt ! 
Opfyld dem nu ! Andreas , min søn ! il , så hurtigt 
som muligt ; de slå jøderne ihjel , og det kan 
døg ikke være din villie ! 
Nej , ved gud ! Jeg kunne ønske , at meget var 
gået anderledes . 
Endnu er der tid ! formanede moderen ham i en 
bønlig tone , men skynd dig ; tøver du blot et minut , 
så hjælper al din gode villie ikke . De ville dyr 
ere slupne ud ; ingen magt er i stand til at tæmme dem 
uden den , i hvis tjeneste du slår , nemlig korsets 
magt . 
Bevæget på det heftigste greb præsten krucifikset 
og ilede med sin moder til ghettoen , skuepladsen for 
rædslerne . 
Netop som de ankom der , strømmede en vild hob 
dem i møde , og med råbet : 
ned med jøderne ! blandedes det skrig : 
ned med denne formummede jødinde , der bringer 
plagen over os ! — 
det var stephanik , der udstødte dette nye feltråb , 
og hævende armen med øksen , ramte han den stakkels 
lysetænderskes hoved med sådan kraft , at hun bevistløs styrtede til jorden . 
Dette slag havde forandret situationen . 

der var udgydt blod . 
Synet af dette blod , synet af krucifikset i præstens 
hånd havde besejret mængdens råhed . 
Der er udgydt kristenblod ! lød det fra en side . 
Hun var en god kristen ! lød råbet fra en anden 
side . 
Slå stephanik ned ! Ned med morderen ! råbte 
andre . 
Stemningen havde vendt sig , sindet var nu blødgjort , 
og præsten benyttede det gunstige øjeblik . 
Han havde kastet sig ned på knæ ved siden af 
sin moder , men nu rejste han sig hurttig og prædikede 
til mængden . 
Aldrig før havde han således talt dem til hjerte , 
og aldrig havde de i kirken været så grebne af nogen 
prædiken , som her under åben himmel af denne . 
Forblændede folk ! således sluttede han , se her , 
hvad i have gjort ; sku eder om og betragter med 
skam og sønderknnselse værket af eders blinde raseri . Der hviler min moder , blødende af sine sår , 
blødende før eders misgerninger og synder , ligesom 
frelseren , som jeg holder her i min hånd , har udgydt sit blod før hele menneskehedens misgerninger 
og synder . 
I skændige forbrydere , der foragte gud og hans 
hellige bud ! 
Tro i måske , at del er hans villie , at jøderne 
skulle udslettes af jorden . 

Havde han da måske ikke selv kraften til at udføre 
del , om del var hans villie ? og tro i , at han 
behøvede eders hjælp dertil ? Stakkels forblændede 
folk ! gå i dig selv ! lær at erkende , hvilket ondt 
frø der er begyndt at spire i dit hjerte ! — sønderriv 
din barm , stakkels synder ; knus dit eget forstokkede 
hjerte , på del at du måske endnu kunne gøre dig 
værdig til guds nåde ! — vender tilbage til eders 
gud , ham i så foragteligt have forladt 
der herskede dyb taushed rundt omkring — da bad 
præsten „ Fader vor “ , og da han kom til del sted : 
„ og tilgiv os vor skyld , som vi og tilgive vore 
skyldnere “ — da faldt de alle på knæ , og den almindelige hulken forrådte , at den kort i forvejen så 
oprørte mængde var dybt bevæget . — 
præsten lod nu moderen bære ind i sit hus , og 
mængden gik i højtidelig taushed fra hinanden . 
Der var straks nogle , der havde bemægtiget sig 
ugjerningsmanden , og denne blev sat i god forvaring . 
Jøderne havde fået deres pessachaften forstyrret , 
men takkede ikke destomindre gud af ganske hjerte for 
deres vidunderlige redning . 
Thi måtte de ikke anse det for et vidunder , al 
præsten , hvem de anså for deres fjende , var ilet 
dem til hjælp ! 
Lysetændersken lå imidlertid på sin dødsseng . 
I det øjeblik , hun blev strakt til jorden af det 
voldsomme slag , havde man antaget hende for død . 

den ulykkelige søn havde kastet sig hen over det 
dyrebare legeme , som han anså for livløst , og var 
forblevet i denne stilling , indtil han sprang op for al holde 
den prædiken , hvormed han fik mængden adspredt . 
Da han var kommen hjem , styrtede han sig med et 
nyt udbrud af sine naturlige følelser over moderen , 
hvis ansigt han bedækkede med utallige Kys . 
Hun gjorde en bevægelse , og en glædelig overraskelse 
bemægtigede ham . 
Moder , moder ! råbte han , du lever ! Hvor 
gerne ville jeg dog ikke ofre mit liv for dig ! — 
og snart begyndte det håb al vågne i ham , al 
moderen måske endnu kunne bevares for ham ; men 
lægen fandt det ikke rådeligt , al lade ham forblive 
i denne skuffelse , tilmed da den ikke kunne vare længe . 
Såret var dødbringende , og hvert øjeblik kunne man 
vente den gode kones død . 
Sønderknust satte han sig igen ved sin moders 
leje . 
Hun åbnede atter øjnene . 
Seer du mig , og kan du også høre mig ? spurgte 
Andreas , med kjerlig stemme . 
Moderen nikkede bejaende . 
Oh — råbte han i vild smerte — kan du tilgive 
mig ? 
Et saligt smil udbredte sig over hendes ansigt . 
Det var det sidste kjærligspant hun kunne ofre ham 

— thi da han atter talte til hende , var hun allerede 
en forklaret ånd og havde forladt sit jordiske hylster . 
Grædende og fortvivlet sad han ved liget af sin 
dyrebare moder — da blev et besøg meldt ham . 
En gejstlig herre er der , sagde pigen — og den , 
han nu mindst havde ventet , trådte pludselig ind — 
det var Cyrill , hans fordums kammerat . 
Hvad er der på færde ? spurgte gæsten . 
Min moder — død ! sagde Andreas . 
Din moder ? og hos dig ? så har du altså dog 
bragt hende tilbage til kirkens skød ? 
Cyrill , sagde Andreas vemodigt , forsøger du nu 
igen at forgifte min tilværælse ? 
Ha ! hvad er dette ? hun har da vel aldrig omvendt 
dig ? 
Ti dog stille ! og forstyr ikke min hellige smerte 
ved din usalige Iver ! 
Det kunne jeg da også have tænkt mig ! 
Cyrill , se her , hvad du har gjort mig ! Hele mit 
livs lykke har du tilintetgjort . 
Jeg ! 
Der ligger min moder , min kære og gode moder . 
Den hånd , der dræbte hende , er din hånd ! 
Hvad behager ? vil du gøre mig ansvarlig for et 
tilfælde ? 
Tal ikke om tilfælde ! Der gives intet ! Kun alt for 
klart skuer jeg den kæde af årsager og virkninger , 

der ender med den elskeliges død , men tog sin begyndelse 
i vort seminarium . 
Cyrill trak hånligt på smilebåndet , medens 
Andreas vedblev : 
tjen du kirken på din måde , men lad mig 
tjene den på min ; tro du kun , af de anderledestænkende 
med ild og sværd bør udryddes af denne 
verden ; min tro er det ikke længere . Hvis du ikke 
kan andet , så bliv ved af mene , af jøderne må 
være et undertrykt folk , af guds forbandelse må 
hvile over folket og indtil evig tid ej kan tages fra 
dem ; jeg er ikke af den mening , og sandelig , den dag , 
da trykket på dem vil ophøre , er ikke længere fjern ; 
jeg seer den komme , denne dag , denne af gud forudbestemfe 
dag . — tag blot tiden i øje ; forstår 
du ikke dens tegn ? Skulle hin alvorlige advarsel 
været undgået din opmærksomme ånd , som de 
sidste dage så tydeligt have forkyndt . Om den romersk-kakholske kirke forstår tiden , så må den kaste 
ilden og sværdet langt fra sig og plante tålmodets 
og den almindelige mennesfekærligheds banner . Den 
romersk-kakholske kirke har ved Luther fået sit første 
stød ; det andet bidragtes den ved den første franske 
revolution . Lader os takke gud , at vi havde kraft 
nok til at udholde begge disse stød , men lad os ikke 
ved vor egen skyld overmodigt drive verden til at 
forsøge endnu et tredje imod os ! — thi hvo kan 

indestå for følgerne ? hvo kan borge for , at vi også 
ville kunne overleve det nye stød ? — 
forfængelige , svage menneske ! Du bilder dig ind 
at kunne gennemskue forsynets veje ? 
Kald mig , hvad du vil ; men forlad mig ! — 
gå du din vej , men lad mig gå min . Med dig 
har jeg intet mere tilfælles , jeg føler mig fri for din 
usalige indflydelse — desværre noget for sent ! — 
dårlige menneske , jeg tilgiver dig for din sorgs 
skyld ; men bild dig ikke ind , at du nogensinde vil 
kunne unddrage dig mig . Jeg kender dig for godt , 
til blot at nære den mindste uro i så henseende . 
Nej Cyrill ! Du kender mig ikke . Svag var jeg , 
det er sandt , men du ved ikke , hvad jeg har lidt i 
mit indre , og hvor ofte jeg , plaget af samvittigheden , 
har anklaget mig selv . To veje slode mig åbne . 
Desto værre gik jeg ad den , som du viste ! Gid jeg 
blot var gået ad den anden ! Dog tager du fejl , 
om du mener , at jeg endnu i dag er den svage yngling , 
der tålmodigt lod sig lede af dig og fulgte dig 
tillidsfuldt og uden nogen som helst indvending . Selv 
har du hærdet mig , og jeg har gennemgået en tung 
prøvelsernes skole . Mærk dig det : hvo der har 
øvervunden sig selv i den grad , at han kan lukke sit 
hjerte for den naturligste og helligste af alle følelser 
og mod den bedste moder kan vise en exempelløs 
trods , han er ikke længere noget svagt barn , og han 

er — det kan du stole på — nu også beskyttet 
mod dig . 
Det vil fremtiden vise , svarede Cyrill i en stolt 
tone og forlod huset i dårligt humør . 
Og fremtiden har vist det . — Andreas har ikke 
lovet noget , uden af han også ærligt har holdt det . 

Salomon hamburger højtideligholdt sin trolovelse 
med Meyer Bruuns lyksalige datter på ødelæggesens ruiner . 
Sigismund , der ellers til enhver tid havde vist sig 
meget letsindig , blev ved begivenhederne i den sidste 
tid vækket til selvbetragtninger og mandigt alvor . 
Stephanik måtte bøde med hovedet for sin ryggesløse 
gerning . 
Med hensyn til Andreas , da lod han en passende 
ligsten lægge på sin moders grav med følgende 
indskrift : 
lysetændersken . 
Sit illi terra levis ! 
Dona ej pacem , domine , 
et lux perpetua 
luceat ej . 
Quæ ipsa lucem incensit , 
non solum apud judaeos , 
sed et in anima mea . 

da Salomon hamburger førte den bruunske familie 
ud på de Christnes kirkegård for af besøge lysetænderskens grav , viste selv de mest orthødoxe folk 
i ghettoen intet tegn på misbilligelse heraf ; thi ganske 
almindelig var sorgen over lysetændersken i ghettoen , 
hvilken hun jo havde tjent , og for hvilken hun 
var død ; hun blev regnet blandt de ædle kvinder 
hvem det evige liv er sikkert . 
Og da nu Taube derude bad sin lærde svigersøn 
om udtydningen af gravskriffen , og denne , selv dybt 
rørt , oversatte : 
lysetændersken . 
Lad jorden blive hende let ! — 
herre , skænk hende fred , og lad det evige lys 
skinne for hende ! — for hende , som selv antændte 
lyset — ikke blot hos jøderne , men også i 
min sjæl - - 
ja da hulkede den ædle kone og udråbte af sit 
hjertes inderste : ja , sagde jeg ikke allerede dengang , 
da han endnu var en lille dreng : det barn har dog 
et besynderligt sind ! — 
ende .