diff --git "a/normalized/1870_AndersenHC_LykkePeer.txt" "b/normalized/1870_AndersenHC_LykkePeer.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_AndersenHC_LykkePeer.txt" @@ -0,0 +1,3754 @@ +I . +I den fornemste gade lå en prægtig , +gammeldags gård ; hele murværket var +indæltct med glasstumper , der i sal- og +måneskin strålede som om det var belagt +med diamanter ; det var et rigdommens +tegn og rigdom var derinde ; man sagde , +at grossereren var mand for at kunne +stille to Tønder guld midt i sin stadsestue , +sagtens stille , sone fremtids sparebøsse , +en fjerding med guldmynt udenfor døren , +hvor hans lille søn blev født . +Den lille var indtruffen i det rige hus ; +der var stor glæde fra kælderen til op på +qvisfen , dog heroppe blev glæden endnu + +større et par timer senere . Pakhuuskarlen +og hans kone boede heroppe og her indtraf +netop også en lille son , given af Vorherre , +bragt af storken og fremvist af mutter . +Også her stod en fjerding udenfor døren , +ganske tilfældigt , men det var ingen gnldfjerding , +det var en skarnfjcrding . +Den rige grosserer var en højst veltænkende , +brav mand ; hans kone , fin og +hoifvrnem gik hun klædt , var gudfrygtig , dertil +mild og god mod den fattige . Alle undte +de to den glæde at have fået en lille søn , +der ville vokse op , arte sig og blive rig , +som faderen . +Den lille blev i dåben kaldet „ Felix “ ; +det betyder i latinen : „ lykkelig “ , og det var +han , og forældrene endnu mere . +PakhunsKarlen , en rigtig kerncgod Karl , +og hans kone , så honnet og arbejdsom , vare +vclseete af alle , som kendte dem ; hvor vare + +de lykkelige for deres lille dreng : og han +blev kaldet Peer . +Drengen på første sal og drengen +på kvisten fik hver lige mange Kys af +deres forældre og lige meget solskin af +Vorherre ; men de vare jo dog forskelligt +stillede , den ene nede , den anden oppe . Peersad +øverst , helt oppe på kvisten , og hun +beholdt sin egen moder til amme ; den lille +Felix havde en fremmed person , men god +og brav , det stød i skudsmålsbogen . Det +rige barn fik en dejlig barnevogn og blev +trukket af den pyntede amme , barnet fra +kvisten blev båret på armen af sin egen +moder , både , når hun var i søndagskjole +og hvcrdagsklædning ; og det var ligeså +sørnvieligt . +Begge kunne de snart skønne , begge +voxte de til , kunne vise med hånden hvor +store de vare og sige enkelte ord i mødersmålet . + +lige søde , lige skikmnndedc og lige +forkælede blev de begge to . Da de voxte +til , havde de lige fornøjelse af grossererens +' kjøretøi . Felix fik med ammen løv til +af sidde hos . Kusken og se på hestene , +han bildte sig ind af hun kørte dem ; Peer +fik lov af sidde i qvistvindnct og se ned i +gården , når herskabet skulle ud af køre , +og når de da vare afsted , satte han to stole , +den ene foran den anden , oppe i stuen , og +så kørte han selv ; han var den virkelige +kusk , det var lidt mere end af bilde sig ind +af være kusken . De havde det udmærket , +de to , men de vare allerede et par år +gamle , før de første gang talte med hinanden . +Felix gik stadselig klædt , i Fløiel og +silke , med bare kuæc på engelsk maner . Det +arme barn måtte jo fryse ! sagde familien +på kvisten . Peer havde bukser lige ned +til anklerne ; men en dag vare klæderne + +revnede lige øver knæærne , så af der var +lige så godt lufttræk og lige så afklædt , +søm hos grossererens lille , fine søn ; hun +kom med sin møder og skulle ud af porten , +Peer kom med fin og skulle ind . +„ Giv lille Peer hånden ! “ sagde grossererens +frue . „ I tv kunne tale sammen . “ +Og den ene sagde „ Peer ! “ og den +anden sagde „ Felix ! “ Ja , så sagde de +ikke mere dengang . +Den rige frue forkælede sin dreng , +men hvem der især forkælede Peer var +hans farmor . Hnn var svagsynet og dog +så hun meget mere hos lille Peer end +fader og moder kunne se , ja niere end +noget andet menneske kunne udfinde . +„ Det søde barn , “ sagde hun , „ kammer +nok frem i verden ! han er født med guldæble +i hånden ; det kan jeg se med mit +svage syn . Der ligger jo æblet og glindser ! “ + +og hun kyssede den lille undt i +hånden . +Hans forældre kunne ingenting se , +Peer ikke heller , men søm han voxte til i +begreber , ville hun dog gerne tro på det . +„ Det er sådan en historie , et eventyr , +farmor fortæller ! “ sagde forældrene . +Ja farmor kunne fortælle , og Peer +blev aldrig ked af altid at høre det samme . +Hnn lærte ham en psalme og at fremsige +„ Fadervor “ , og han kunne det , ikke som en +ramse , men som ord , der vare at tænke +ved ; hver enkelt bøn deri forklarede hun for +ham . Især kom ham i tanke hvad farmor +havde sagt ved de ord : „ giv os i dag +vort daglige brød ! “ de vare af forstå , af +for en var det nødvendigt af få hvedebrød , +for en anden af få grovbrød ; en +måtte have et stort huns , når han sad +med mange folk , en anden , i små kår , + +kunne bo ligeså glad i en lille stue på +kvisten . „ Det er således for hver , det , de +kalde „ det daglige brød “ . +Peer havde rigtignok sit gode , daglige +brød , og de dejligste dage , men de blive +ikke alletider ved . Krigens tunge år begyndte ; +det unge mandskab skulle afsted , det +gamle med ; Peers fader var imellem de +indkaldte , og snart hørtes , af han var en +af de første , som faldt i kampen mod den +overlegne fjende . +Det var en bitterlig sorg i den lille +stue på kvisten . Moder græd , farmor +og lille Peer græd ; og hver gang en af +naboerne kom op til dem , blev der talt om +„ Far “ og så græd de alle sammen . Enken +fik imidlertid lov , i det første år , af bo +aldeles frit i husleilighedcn , og senere skulle +hun kun betale en ringe leje . Farmor +blev hos bror , der ernærede sig ved at + +vaske for flere „ enlige , galante herrer “ , svin +hun kaldte dem . Peer havde hverken sorg +eller savn ; mad og drikke fik han fuldt +op , og farmor gav ham historier , så selsomme +og vidunderlige , om den vide verden , +at han en dag bad hende , om de to ikke +en søndag skulle gå til fremmede lande +og så komme hjem som Prinds og Prindsesse , +med guldkroner på . „ Dertil er jeg +for gammel , “ sagde farmor , „ Du må +først lære grumme meget , blive stor og stærk +og dog altid et godt og kærligt barn , som +dn er det ! “ +Peer red i stuen på kjcphest , han +havde hele to sådanne heste , men grossererens +søn havde en levende , virkelig hest , +den var så lille , at den godt kunne kaldes +et hcstcbarn , det kaldte Peer den , og større +kunne den ikke blive . På den red Felix +om i gården , ja ud af porten med sin + +fader og en kongelig berider . Den første +halve time syntes Peer da ikke om sine +heste og red ikke på dem , de vare ikke virkelige ; +og så spurgte han sin moder , hvorfor +han ikke havde en virkelig hest ligesom +lille Felix , og moderen sagde : „ Felix +boer nede i gården , tæt ved stalden , men +dn boer højt oppe under taget ; man kan +ikke have heste på loftet , ingen uden dem , +du har ; rid du på dem ! “ +Øg så red Peer , først hen til-dragkistcn , +det store bjerg med de mange skatte : +både Peers søndagsklæder og moders +med , samt de blanke sølvdalere , hun lagde +hen til husleicn . Han red til kakkelovnen , +som han kaldte den sorte Bjørn ; den sov +hele sommertiden , men når vinteren kom , +måtte den gøre gavn , varme op i stuen +og koge maden . +Peer havde en gudfader , han kom + +jævnlig hver søndag om vinteren og fik et +mållid varm mad . Det var gået tilbage +med ham , sagde moder og farmor . Han +havde begyndt som kusk , havde snapsct og +derved sovet på sin post , og det må hverken +soldaten eller kusken ; så var han +bleven vognmandskarl , kørte med karrcet , +og drosche , lidt for de galanteste folk , men +nu kørte han skarnvogn , kørte fra dør til +dør , svingede sin skralle : „ stmrre-rurrc-ud ! “ +Og ud fra alle huse kom piger og koner +med deres fyldte bøtter og vendte disse på +vognen ; der kom : strimmel og skrammel , +Aske og feieskarn . +En dag var Peer kommen ned fra +kvisten , moder var gået i byen ; hun stod +i den åbne port , der udenfor holdt gudfader +med sin vogn . „ Vil du køre med ? “ +Spurgte hun ; det ville Peer nok , køre med +bare til hjørnet . + +hans øjne strålede da han sad på +sædet hos gudfader og fik lov af holde +pisken . Peer kørte med levende , virkelige +heste , kørte lige til hjørnet . Der kom hans +moder ; hun så ganske betænkelig ud : fint +var det jo ikke af se sin egen lille søn på +skarnvogn . Han måtte straks ned , dog +takkede hun gudfader ; men hjemme forbød +hun Peer oftere den tur . +En dag kom han igen ned i porten ; +der var ingen gudfader , som kunne forlokke +ham til af gøre kjøretour , men der var +andre tillokkelser ; tre , fire små gadedrenge +lå og rodede i rendestenen for af finde , +hvad der kunne være tabt eller havde gjemtsig ; +tidt havde de fundet en knap eller en +kobbermyut , men lidt havde de også skåret +sig der på et flaskcskår eller stukket sig +på en knappenål , det var just nu tilfældet . +Peer måtte være med , og lige + +idet han tog ned i rendestenen , fandt han +en sølvmynt . +En anden dag lå han igen og rodede +med de andre drenge ; de fik knn snavsede +fingre , hun fandt en guldring og fremviste , +med strålende øjne , sit lykkelige fnnd , så +dængede de andre ham til og kaldte ham +„ Lykke-peer “ ; han skulle ikke have lov +til at være med hvor de andre rodede . +Der var bag grossererens gård en +sid grund , den skulle fyldes og blive byggeplads ; +derhen blev kørt grnns og feieskarn ; +hele dynger lå der ; gudfader kørte +det , men Peer måtte jo ikke køre med +ham . Gadedrengene rodede i dyngerne , +rodede med en pind og med den bare hånd ; +altid fandtes et og andet , som syntes +værd at tage op . +Her kom lille Peer . +De så ham og råbte : „ Lykke-peer , + +skrup af ! “ og da han dog kom nærmere , +kylede de et par jordklumper på Hain ; en +af disse slog mod hans træskoe og smuldrede +istykker ; der trillede noget blankt ud ; Peer +tog det op , det var et lille ravhjerte . Han +løb hjem med det ; de andre mærkede ikke , +at selv idet de dængede ham , var han et +lykkens barn . +Sølvskillingen , han havde fundet , blev +lagt i hans sparebøsse ; ringen og ravhjertet +frcmvistes nede hos grossererens frue , +thi bror ville vide , om det var fundne +sager , „ der burde meldes for politiet “ . +Hvor strålede grosscrcrfruens - øjne +ved at se ringen , den var jo hendes egen +forlovelsesring , den , hun havde tabt for tre +år siden ; så længe havde den ligget i +rendestenen . +Peer fik god hitteløn , den raslede i +hans sparebøsse ; ravhjertet var en mge + +ting , sagde fruen , det kunne Peer gerne +beholde . +Til natten lå ravhjertet på commoden +og farmor lå i sengen . +„ Ih , hvad er det dog der brænder ! “ +Sagde hun , „ det er jo , som lå der et tændt +lille lys ! “ Hun rejste sig og så ; det var +det lille ravhjerte . Ja , farmor med sit +svage syn så lidt mere end alle andre +knude se . Hun havde nu stne egne tanker +derved . Næste morgen tog hun et smalt , i +stærkt bånd , trak det gennem den åbning , +som var øverst i ravhjertet og gav +sin lille sønnesøn det om halsen . +„ Det må du aldrig lægge bort , uden +mens du sår et nyt bånd sat i . Du må +heller ikke vise til andre drenge , at du +har det ; så tage de det fra dig , og så +får du ondt i maven ! “ Det var den eneste +sygdomsplage , lillepeer endnu havde kendt . + +der var også en underlig magt i det +hjerte . Farmor viste ham , at når hun +gned det med hånden og man da lagde +et lille strå nær derved , så blev strået +ligesom levende og sprang hen til ravhjertet , +og ville ikke slippe det . +Grossererens søn sil huslærer , der +læste med ham alene og spadserede med ham +alene . Peer skulle også have kundskaber ; +han kom i skole med en hel mængde andre +drenge ; de legede sammen , det var mere +fornøjeligt end at gå ganske alene med læreren . +Peer ville ikke bytte ! +Han var en lykke-peer , men gudfader +var også en lykke-peer , uagtet han +ikke hed Peer . Han vandt i lotteriet toti + + +hundrede rigsdaler på en seddel , han holdt +med elleve andre . Han fik straks bedre klæder , +og fandt sig vel i dem . +Lykken kommer nu aldrig alene , den har +altid en ansættelse med , og det havde den . +Gudfader forlod skarnvognen og gik til tteatret . +„ Hvad +for noget ? “ sagde farmor , +„ er han gået til tteatret ! Som hvad ? “ +Sou : maskinkarl . +Det var en hel forfremmelse . Han +blev et ganske andet menneske derved , og +havde stor fornøjelse af comedien , som han +jo rigtignok altid så ovenfra eller fra siden . +Dejligst var balletten , men den kostede også +sværest arbejde og var meget udsat for ildløs ; +der dansede de både i himlen og på +jorden . Det var noget for lille Peer at se , +og da der just en aften skulle være „ Gencralprove “ , +som det kaldes , på ku ny ballet , + +hvori de alle vare klædte og udstafferede +ligesom på den aften folk betale for at se +den herlighed , lovede han at tage Peer med +og sætte ham et sted , hvor han kunne se +det hele . +Det var en bibelsk ballet : Samson ; +filisterne dansede om ham , og han rev +hele huset sammen over dem og sig ; men +der var både sprøjte og sprøitcfolk , dersom +en ulykke skulle ske . +Peer havde aldrig set en comedie , endsige +en ballet ; han fik sine søndagsklæder +på og fulgte med gudfader over i tteatret . +Det var ligesom et stort tørreloft , med +mangc Gardiner og skjermbrætter , lange +sprækker i gulvet , lys og lamper . Der +var så mange kringelkrogc op og ned , og +fra disse kom de ud ligesom i en stor kirke +med pulpiturer . Nede gik gulvet ganske +skråt , og her blev Peer sat og sagt til , af +2 * + +han skulle blive indtil det hele var forbi , +og man hentede ham . Han havde tre smørrebrød +i lommen , sulte skulle han ikke . +Snart blev her lysere og lysere ; der +kom foran , ligesom op af jorden , så mange +spillemænd , både med fløjter og violiner ; +der kom på siddepladsene , hvor Peer sad , +folk , klædte som de gå på gaden , men +der kom også riddere med gnldhjclmc , +dejlige frøkener i flor og blomster , ja +hvidklædte engle med vinger på ryggen ; +de satte sig oppe og nede , på gulvet og i +pulpiturerne , for af se til . De vare alle sammen +dandsc-mcnncskcr i balletten , men +det vidste Peer ikke , han troede af de hørte +hjemme i de eventyr , farmor havde fortalt . +Ja der kom en kvinde , hun var den +alleryndigste , med guldhjclm og spyd ; +hun så ud over alle de andre og sad +mellem en engel og en trold . Nej , hvor + +her var bieget at se , og dog var balletten +endnu slet ikke begyndt . +Med et blev der ganske stille ; en sortklædt +mand svingede en lille troldstav over +alle musikanterne , og så begyndte de at +spille , så at det susede gennem dem , og +hele væggen løftede sig . Man så ud i en +blomsterhave , hvor solen skinnede og alle +mennesker dansede og sprang . En sådan +dejlighed havde Peer aldrig tænkt sig . Der +marschcredc soldater , og der var krig , og +der var gilde , og kæmpen Samson og +hans kæreste . Alen hun var ligeså ond +som hun var dejlig ; hun forrådte ham ; +filisterne stak hans øjne ud , han måtte +dreje kværnen i møllen og stilles op til +spot i den store dandsesal ; men så tog han +om de svære stccnpillcr , som bar loftet , og +rystede det og hele huset ; det styrtede og lyste +i rødt og i grønt , ' ok dejligste ildsluer . + +Peer kunne have siddet hele sin levetid +og set på det , selv om smørrebrødet var +spist øp , og det var spist øp . +Nå , der var nøget at fortælle om da +han kom hjem . Han var ikke til at få iseng ; +han stod på et ben og lagde det andet +ben op på bordet , det havde Samsons +kæreste og alle jomfruerne gjort . Han gik +trædemølle om farmors stol og væltede +to stole og en hovedpude over sig , for at +vise hvorledes dandscsalcn styrtede . Han +viste det , ja gav det med fuld musik , den +hørte til , der var ingen tale i balletten . +Hnn sang højt og dybt , med ord og +uden ord , der var ingen sammenhæng deri , +det var som en hel opera . Det mærkeligste +af alt var imidlertid hans dejlige +klokkerene stemme , men den talte ingen om . +Peer ville tidligere have været urtckræmmerdreng +for at råde over svesker + +og puddersukker , nu vidste han at der var +noget meget herligere , og det var „ at komme +i Samsons historie og danse ballctdands “ . +Der var såmænd mange fattige +børn gåde den vej , sagde farmor , og +blevne fine og hædrede folk , dog skulle aldrig +noget pigebarn af hendes familie så lov +at gå den vej , men nok ^n dreng , han +stod fastere . +Peer havde ikke set en eneste af de +små piger falde , før hele huset faldt , og +så faldt de alle sammen , sagde han . +Iii . +Peer ville og måtte være bnlletdandser . +„ Jeg +har jo ingen No for ham ! “ sagde +hans moder . + +endelig lovede farmor at fore ham +en dag op til balletmesteren , der var en +galant mand og havde sin egen gård ligesom +grossereren . Skulle Peer engang +kunne opnå det samme ? Intet er umuligt +for Vorherre . Peer havde guldæblet i +barnehånd ; lykken var lagt ham i hænderne , +måskee- den også var lagt ham i +benene . +Peer kom til balletmesteren og kendte +ham straks , det var jo Samson . Hans +øjne havde slet ikke lidt ved filisterne . +Det var også kun comediespil , vidste han . +Øg Samson så mildt og fornøjeligt på +ham , sagde , han skulle holde sig rank , rigtig +se på ham og fremvise sin vrist . Peer +viste hele foden , og benet med . +„ Så var hun ansat ved balletten ! “ +Sagde farmor . +Det var let bragt , i stand det hele + +hos balletmesteren , men forud havde moder +og farmor dog gjort andre forberedelser , +talt med indsigtsfulde folk , først med grossererens +frue , som fandt at det var en +smuk nej for en kjon , skikkelig dreng , uden +fremtid , som Peer ; derpå havde de talt +med jomfru Frandsen ; hun forstod sig +på balletten , selv havde hun engang i +farmors yngre dage været den nydeligste +dandserinde på tteatret , dandset +gudinde og prindsesse , været hyldet og hilset +hvor hun kom og gik , men så blev hun +ældre , det blive vi alle sammen , hun fik ikke +længer de store roller , måtte danse bagved +ungdommen , til sidst gik hun bag af dansen , +gik til pynten , pyntede de andre til gudinder +og prindsesser . +„ Sådan går det ! “ sagde jomfru +Frandsen , „ Theaterveien er yndig , men +tornefuld , der groer chikanen ! Chikanen ! “ + +det ord forstod Peer slet ikke , men +han kom nok til at forstå det . +„ Han vil nu med vold og magt til +balletten ! “ sagde moderen . +„ En from og en christelig dreng er han ! “ +Sagde farmor . +„ Og velskabt ! “ sagde jomfru Frandsen . +„ Velskabt og moralsk ! det var min +glands-periodc . “ +Og Peer kom på dandseskolen og fik +sommerklædcr og tyndsålcde dandseskoe for +at være lel . Alle de gamle dandserinder +kyssede ham og sagde at han var en dreng +fil at spise . ' +han . måtte stille sig op , sætte benene +udad , holde sig ved en Stang for ikke at +falde mens han lærte at sparke , først med +højre ben , så med venstre . -det var slet +ikke så svært for ham , som for de fleste +andre . Balletmesteren klappede ham og + +sagde at han skulle snart med i balletten ; +han skulle være et kongebarn , søm blev +løftet på skjolde og fik guldkrone på ; +det blev . indøvet på dandseskolen og prøvet +på selve tteatret . +Moder og farmor måtte hen at se +lille Peer i al den stads , og de så det +og græd begge to , nagtet det var så glædeligt . +Peer havde i al sin pragt og herlighed +slet ikke set dem , men grossererens havde +han set , de sad i loge nærmest tteatret ; +lille Felix var med , i sine bedste klæder ; +hun havde knappede handsker , ligesom de +voksne herrer , og sad med kikkert for øjet +hele aftenen , skønt han godt kunne se , +ligesom de voksne herrer . Han så på +Peer ; Peer så på ham , og Peer varet +kongebarn med guldkrone på . Denne +aften bragte de to børn i nærmere forhold +til hinanden . + +nogle dage efter , da de mødte hinanden +hjemme i gården , gik Felix hen til Peer +og fortalte af han havde set ham , da han +var Prinds ; han vidste nok af nu var han +det ikke mere , men han havde båret både +klæderne og kronen . +„ På søndag skal jeg bære dem igen ! “ +Sagde Peer . +Det så Felix ikke , men tænkte på +det hele aftenen ; han ville nok være i +Peers sted ; han havde ikke jomfru Frandsen +s erfaring af theaterveien var tornefuld +og der groer chikanen ; heller ikke peervidste +det endnu , men han skulle lære det . +De små kammerater , dandsebørnene , +vare ikke alle så gode som de burde være , +uagtet de lidt gik som engle med vinger +på . Der var en lille pige , malle +Knallerup , der altid når hun var klædt +som page , og Peer var page , trådte ham + +ondskabsfuld helt op af smalbenet , det var +af se på hans strømper ; der var en ond +dreng , der altid stak ham en knappenål +bag ind og en dag havde spist Peers +smørrebrød af en fejltagelse , men det var +umuligt , thi Peer havde frikadelle på sit +smørrebrød og den nndcn dreng havde +brødet bart , man kunne ikke tage fejl . +Det var ikke til at opregne al den +fortræd Peer prøvede i to år , og det +værste var endnu ikke hændet , det forestod . +Der blev opført en ballet „ Vampyren “ ; +i den vare de mindste dandscbørn klædte +som flaggcrmuus , havde grå strikkede +klæder , der sad snevert til kroppen ; sorte +flors vinger bredte sig fra skuldrene ; de +små skulle løbe på tåspidserne , som +om de vare så lette at de fløj , og så skulle +de snnrre rundt på gulvet . Det kunne +især Peer udmærket ; men hans bukser og + +trøje , et stykke var det , gammelt og skørt , +holdt ikke de anstrengelser ud , så at lige +idet han før alle menneskers øjne snurrede +rundt , revnede hun bag i , lige fra nakken +og ned til hvor benene sidde fast og hele +hans stumpede hvide skjorte var at se . +Alle mennesker lo , Peer fornemmede det +og vidste at han var revnet bag i ; han +snurrede og snurrede , men værre og værre +blev det . Folk lo højere og højere ; de +andre vampyrer lo med ; det snurrede inde +i ham og allcrforfærdeligst da folk klappede +og råbte bravo . +„ Det er for den revnede vampyr ! “ +Sagde dandsebørnene , og så kaldte de ham +altid „ den revnede . “ +Peer græd ; jomfru Frandsen trøstede +ham : „ Det er kun chikane ! “ sagde +hun . Nu vidste Peer hvad chikane var . +Foruden dandseskolen havde de også en + +anden kundskabens skole ved tteatret , hvor +dandsebørnene blev oplærte , både i at +regne og skrive , lære historie og geograf : , +ja , de havde en lærer i religion , thi det er +ikke nok at kunne danse , der hører i verden +mere til , end at slide dandseskoe . Også +her var Peer flink , ja den allerskinkcste og +fik sin roes ; men kammeraterne kaldte ham +endnu „ den revnede “ . Det var nu bare på +dril , men til sidst ville han ikke længere tåle +det , han slog fra sig , han bankede en af de +andre drenge , så denne blev blå under det +venstre øje og måtte hvidtes der , da han om +aftenen sknldc træde frem i balletten . Peer +blev tiltalt vrædt af dandselæreren og værst +af fciekonen , for det var hendes søn han +havde fejet af . + +Iv . +Der gik mange tanker gennem lille +Peers hoved , og en søndag , da han havde +sine bedste klæder på , vandrede han , uden +at sige ctørd derom til moder eller farmor , +ikke engang til jomfrn Frandsen , +der ellers altid gav gode råd , lige op til +capelmesteren ; han troede , at den mand var +den mægtigste udenfor balletten . Frejdigt +trådte han ind og talte : +„ Jeg er på dandseskolen , men der er så +megen chikane , og så ville jeg hellere gå over +til skuespillet eller sangen , dersom de ville ! “ +„ Har du stemme ? “ spurgte capelmesteren +og så ganske mildt til ham . +„ Jeg synes at jeg kender dig . Hvor har jeg +set dig for ? Var det ikke dig , som revnede +i ryggen ? “ og nu lo han ; men Peer +blev rød som et blod ; han var rigtignok + +ikke længer lykke-peer , som også farmor +havde kaldt ham . Han så ned på +sine egne fødder og ønskede at han var borte +igen . +„ Syng mig en sang ! “ sagde capelmesteren , +„ nå , frisk mod , min dreng ! “ han tog +ham under hagen , ogpeer så op , ind i hans +milde øjne og sang så en sang , han havde +hørt på tteatret i operaen „ Robert “ , +„ Nåde for mig ! “ +„ Den er svær , men den går ! “ sagde +capelmesferen . „ Du har jo en prægtig +stemme , når den bare ikke også revner i +ryggen ! “ og han lo og kaldte på sin +frue . Hun måtte også høre Peer synge , og +hun nejede med halsen og sagde noget i et +fremmed sprog . I det samme trådte tteatrets +syngemester ind ; ham var det at +Peer skulle have søgt , for at gå sangveien ; +nu kom syngemesteren af sig selv , + +tilfældigvis , som mon siger ; han hørte også +„ Nåde for mig “ , men lo ikke og så +slet ikke så mild ud som capelmesferen og +hans frue , dog afgjort blev det , at peerskulde +have sangtimer . +„ Nu er han kommen i det rette spor ! “ +Sagde jomfru Frandsen . „ Alan kommer +videre ved stemmen , end ved benene ! havde +jeg haft stemme , så var jeg bleven en stor +sangerinde og var måske nu baronesse ! “ +„ Eller bogbinder-madame ! “ sagde +moder . „ Var de bleven rig , havde de dog +nok taget bogbinderen ! “ +Den hentydning forstå vi ikke , men +jomfru Frandsen forstod den . +Peer måtte synge for hende og synge +for grossererens , da de hørte om hans nye +thcatervci . Han blev kaldet en aften , de +havde selskab dernede . Øg han sang flere +sange , også den : „ Nåde for mig ! “ + +hele selskabet klappede i hænderne og +Felix med , han havde før hørt ham synge ; +i stalddøren havde han sunget hele balletten +Samson , og det var det allerdeiligste . +„ En ballet kan man ikke synge ! “ sagde +fruen . +Io , det kunne Peer , sagde Felix , og +så blev han opfordret til det . +Han sang og han talte , han trommede +og han brummede ; det var barneværk , men +der kom stumper af bekendte melodier , +som ikke ilde passede til hvad balletten ville . +Hele selskabet fandt det så fornøjeligt , de +loe og lovtalte , den ene højere end den +anden . Grossererens frue gav Peer et +stort stykke kage og en sølvdaler . +Hvor var drengen lykkelig , lige til han +opdagede en herre , noget tilbage , som alvorligt +så på ham ; der lå noget hårdt +og vredt i den mands sorte øjne , han lo + +slet ikke , sagde ikke et eneste venligt ord , og +denne herre var tteatrets syngemester . +Næste formiddag skulle Peer til ham , +og ligeså alvorlig og streng stod manden +der . +„ Hvad var det med dig i går ! “ sagde +han . „ Kunne du ikke forstå at du var +til nar ? Gør aldrig det oftere og løb ikke +om at synge for døre , enten indenfor ellerudenfor . +Nu kan du gå ! i dag synger jeg +ikke med dig . “ +Peer gik inderlig forknyt derfra , han +havde lagt sig ud med mester . Tværtimod , +mester var mere , end nogensinde før , vclstemt +for ham : der lå måske et musikgeni +i den lille fyr . I al den galskab , han +havde stået og lavet sammen , var dog nogen +mening , noget ikke almindeligt . Evner for +musik havde drengen , og stemmen var +klokkeren og . stor i omfang , blev den således + +ved , ja så var det lille menneskes +lykke gjort . +Nu begyndte sangtimerne ; Peer var +flittig , Peer var flink . Hvor var der dog +meget at lære , meget at kende ! Moderen sled +og slæbte for at komme hæderligt igennem og +for at sønnen kunne gå ren og velklædt , ikke +se alt for ringe ud hos de folk , hun nu kom til . +Altid sang og jubilerede han , de behøvede +såmænd ikke at holde canarifugl , sagde +bioder ; hver søndag måtte han med farmor +synge en psalme . Det var dejligt at +høre hans friske stemme løfte sig ved hendes . +„ Det er meget kjvnnere , end at høre ham +synge vildt ! “ Det kaldte hun hans sang , +når han ligesom en lille fugl jublede ud +med stemmen , lod tonerne , der kom af sig +selv , klinge som de ville . Hvor var der +toner i den lille strube , hvor var der +klang i det lille bryst ! Ja han kunne nok + +ligne efter et helt orchester ! der var både +flvite og fagot i stemmen , der var violin +og valdhorn . Han sang som fuglene synge ; +men dejligst er menneskets røst , selv et lille +menneskes , når det kan synge som Peer . +Men i vintertiden , just som hun skulle +gå til præsten og forberedes til confirmation , +forkølede han sig ; den lille fugl i +brystet sagde pip , stemmen var revnet +ligesom vampyrens rygstykke . +„ Det er såmænd ingen fortræd ! “ +Mente moder og farmor , „ nu traller han +ikke , og kan bedre tænke alvorligt over sin +christendom . “ +Stemmen var trådt i overgang , sagde +syngemesteren ; Peer måtte nu aldeles ikke +synge . Hvorlænge kunne det vare ? Et år , +måske to . Måske kom stemmen aldrig +meer . Det var en stor sorg . +„ Tænk nu kun på din confirmation ! “ + +sagde moder og farmor . „ Øv dig i +musiken ! “ sagde syngemesteren , „ men +hold din mund ! “ +Han tænkte på sin christendom , og han +studerede sin musik . Indvendig i ham klang +og sang det ; han skrev i noder hele melodier , +sange nden ord . Til sidst skrev han ord . +„ Du er jo digter , lille Peer ! “ sagde +grossererens frue , som han bragte tekst +og musik ; også grossereren fik tilegnet +et stykke uden ord . Felix ligeledes et , +ja selv jomsrn Frandsen , og det kom +i hendes stambog , hvori var Vers og +musik af to forhen unge lieutenanter , nu +gamle majorer på bartpenge ; bogen var +given af „ en ven “ , der selv havde indbundet +den . +Og Peer stod til påske , som det +hedder . Felix forærede ham et sølvuhr ; +dct var ' det første ur , Peer ejede ; han syntes , + +at han blev mand derved , behøvede ikke at +spørge andre ad hvad klokken var . Felix +kom op på kvisten , gratulerede og overrakte +uhret , han skulle selv først stå til +efteråret ; og de toge hinanden i hånden , +de to husets børn , begge lige gamle , fødte +samme dag og i samme gård ; og Felix +spiste af kagerne , der vare bagte på kvisten +i anledning af confirmationcn . +„ Det er en glædesdag med alvors +tanker ! “ sagde farmor . +„ Ja megen alvor ! “ sagde moder . +„ Havde dog far levet og set Peer stå ! “ +Næste søndag skulle de alle tre til +Herrens bord . +Da de kom fra kirken , havde der været +bud fra syngemesteren , om Peer ville +komme til ham , og Peer kom . +Der ventede Hain glade tidender og +dog alvorlige . Hnn skulle i et år aldeles + +opgive af synge , stemmen skulle ligge brak +som en ager , ville en bondemand sige , men +i den tid skulle han lære noget , ikke i +hovedstaden , hvor han hver aften løb i +tteatret og ikke kunne undvære det , hun +skulle tredive mile fra sit hjem , i kost hos +en skolemand , der havde endnu et par unge +mennesker i pension , som det kaldes ; han +skulle lære sprog og videnskab , der engang +kunne komine ham til gode . Det hele kostede +i årets løb trehundrede rigsdaler , og de +bleve betalte af „ en velgører , der ikke ville +nævnes “ . „ Det er grossereren ! “ sagde +bløder og farmor . +Afrcisens dag kom . Der blev grædt +mange tårer , der blev givet Kys og velsignelse ; +og så kørte Peer på jernbanen +tredive mile ud i den vide verden . +Det var pintsetid ; solen skinnede , +skoven stod frisk og grøn , toget for igennem + +den ; marker og landsbyer skiftede om ; herregårde +tittede frem ; qvægct stod på hovmarken . +Nu kom en station , nu en anden , +købstad på købstad . Ved hvert holdested +var en mylren af mennesker til velkomst og +afsked ; der var højrøstet tale , udenfor og inde +i vognen . Hvor Peer sad , lød stor snaksomhed +og underholdning af en enkemadame +i sort . Hun talte om sin grav , sin ligkiste +og sit lig , det vil sige om sit barns . +Det havde været så^nsseligt , at det ingen +glæde var om det havde levet . Det var en +stor lettelse for hende og det lille lam , at +det sov ind . +„ Jeg sparede i den anledning ikke på +blomster ! “ sagde hun , „ og nu må de betænke , +at det døde i den dyre tid , hvor de må +skæres af potte ! hver søndag gik jeg til min +grav og lagde en krands med stor , hvid +silkcsloife . Sloifcn blev straks stjålen af + +småpiger og brugt fil bnlbannd . Det var +så fristende ! Nu kommer jeg en søndag , +jeg vidste , af min grav var i hovedgangen +fil venstre , men som jeg kommer , så er +min grav fil højre . Hvad er det , siger jeg +fil graverknrlcn , har jeg ikke min grav fil +venstre ? “ — „ „ Nej , ikke længer ! “ “ svarede +karlen , „ „ Madamens lig ligger der nok , men +gravens overdel er flyttet fil højre , da stedet +er en andens begravelses-plads . “ “ — „ Men +jeg vil have mit lig i min grav , sagde jeg +og det havde jeg jo min lovlige ret fil af +sige . Skal jeg her gå og pynte en falsk +overdel , mens mit lig ligger uden noget +tegn på den anden side , det vil jeg +ikke ! “ — „ „ Ja , så må madamen tale med +provsten ! “ “ — „ Det er sådan kir yndig +mand , provsten ! hun gav lov fil af mit lig +kom fil højre . Det ville koste fem rigsdaler . +Det gav jeg med kyshånd og stod + +selv ved min gamle grav . - kan jeg nu +være vis på , af del er min ligkiste og mit +lig af de skytte ? “ — „ „ Det kan madamen ! “ “ +Og så gav jeg hver en mark for +flytningen . Bien da det nu havde kostet +mig så meget , mente jeg af burde anvende +noget på forsfjounelscn , og så bestilte jeg +et monument med indskrift . Men vil de +nu tænke dem , da jeg får det , har de sat +i forgyldning øverst en lille sommcrstigl . +Bien det er jo letsindigheden ! sagde jeg , den +vil jeg ikke have på min grav . “ „ „ Det er +ikke letsindighed , madame , det er udødelighed ! “ “ +— „ Det har jeg aldrig hørt ! +Sagde jeg . Har nu nogen af dem herinde +i vognen hørt andet , end af sommerfuglen +er letsindighedens tegn ? Jeg tang , jeg +holder ikke af lang snak . Jeg fattede mig , +tog monnmentet og satte det i mit spisekammer ; +der stod det til min logerende kom + +hjem , han er student med mange bøger ; +han bekræftede af det var udødelighed , og +så kom monnmentet på graven ! “ +Og under al den talen kom Peer til +stationen , hvor hun skulle opholde sig for +af blive ligeså klog som stndcnten med +mange bøger . +V . +Hr . Gabriel , den hæderlige lærdomsmand , +hos hvem Peer skulle i pension , +var selv på banegården for at tage imod +ham . Hr . Gabriel var en beenradmagcr +mand med store glindsende øjne , der sad +så yderligt frem , at om han nøs , kunne +man være bange for , at de fløj ham ud af +hovedet . Han ledsagedes af tre af sine egne +smådrenge . Den ene faldt over sine egne + +ben , og dc tv andre trådte Peer helt op +ad fødderne for- at se ham rigtig nær ; +desuden fulgte to større drenge , den ældste +omtrent fjorten år , hvidhudet , fregnet og +rig på filipenser . +„ Unge Madsen , student om tre år , +når han læser ! Primus , provstesøn ! “ +Det var den yngre ; han så ud søm en +hvcdcknop . „ Begge to kostgængere , studerendes +hos mig ! “ sagde hr . Gabriel . +„ Småthustøi ! “ kaldte han sine egne drenge . +„ Trine , tag den ankomnes kuffert +på trillebøren . Mad er sat hen til dem +hjemme ! “ +„ Fyldt kalkun ! “ sagde de to herrer +kostgængere . +„ Fyldt kalkun ! “ sagde „ Småthustøi “ , +og den ene faldt igjcn over sine +egne ben . +„ Cæsar , se fil dine fødder ! “ udbrød + +hr . Gabriel , og de gik ind i byen og ud af +byen . Der lå et stort , halvt forfaldet bindingsværks +hnns med jasminhytte ud mod +Beien ; her stod madame Gabriel med +mere „ Småthustøi “ , to pigebørn . +„ Den nye studerendes ! “ sagde hr . +Gabriel . +„ Inderlig velkommen ! “ sagde madame +Gabriel , en ungdommelig , trivelig kone , +rød og hvid , med spytkrøller og megen pomade +i håret . „ Gad , hvor de er fuldvoxcn ! “ +Sagde hun fil Peer . „ De er jo et +ganske udviklet mandfolk ! jeg troede , at de +var som primus eller unge Madsen . +Engle-gabriel , det var godt at mellemdøren +blev sømmet fil . Du kender mine +anskuelser ! “ +„ Brøvl ! “ sagde hr . Gabriel , og de +trådte ind i stuen . Der lå på bordet +en opslået roman med et smørrebrød ; man + +skulle tro , at det var lagt som bogmærke , +det lå tværs over den åbne bog . +„ Må jeg nu være husmoder ! “ og +med alle fem børn og de to kostgængere +førte hun Peer over køkkenet , ud på +gangen og ind i en lille stne med vindnc +til haven , det var nu hans studere- og +soveværelse , det stødte op til Fru Gabriels , +hvor hun sov med alle fem børn , og hvor +mellemdøren for sømmeligheds skyld , og +for bysnak , „ der ingen skanner “ , i dag +på madamens udtrykkelige forlangende var +bleven spigret til af hr . Gabriel . +„ Her skal de være , som hos deres +forældre ! Tteater have vi også i byen . +Apottekeren er directeur for „ Privat-selskabct “ , +og vi have rejsende skuespillere . +Men nu skal de have deres „ Kalkun “ . Og +hun sorte igen Peer ind i spisesalen , hvor +der blev tørret vådt tøj på snore . + +„ Det gør vel ikke noget ! “ sagde hun , +„ det er bare renlighed , og den er de vistnok +vant til . “ +Og Peer satte sig til kalkunstcgen , +imedens husets børn , ikke de to kostgængere , +de havde trukket sig tilbage , gave en dramatisk +forestilling til fornøjelse for dem selv +og for den fremmede . +Der havde nyligt været rejsende skuespillere +i byen og opført Schillers „ Røverne “ +; de to ældste drenge vare aldeles +opfyldte heraf og spillede straks hjemme hele +stykket , alle rollerne , uagtet de af disse kun +huskede de ord : „ Drømme komme fra +maven “ . Men de blev sagt af dem alle sammen , +hver til sit brug , i de forskelligste +betoninger . Der stod Amalie med himmelvendte +øjne og drømmende blik : „ Drømme +komme fra maven ! “ sagde hun og skjulte sit +ansigt i begge hænder . Carlmo ør trådte + +op mod heltestridt og mandig røst : „ Drømme +komme fra maven ! “ og derpå styrtede hele +børneflokken ind , piger og drenge , alle +vare de røvere , og myrdede hverandre under +råbet : „ Drømme komme fra maven ! “ +Det var Schillers „ Røverne “ . Denne +forestilling og „ fyldt kalkun “ fik Peer ved +sin første indtrædelse i hr . Gabriels hus . +Nu begav han sig til sit lille Kammer , hvis +vindue , med de af solen stærkt brændte +ruder , vendte ud mod haven . Han satte sig , +så ud ; der gik hr . Gabriel fordybet i +læsningen af en bog . Han nærmede sig +og så ind , hans øjne syntes fæstede på +Peer , der bukkede ærbødigt . Hr . Gabriel +åbnede sin mund så vidt han kunne , rakte +tungen ud og lod den bevæge sig til alle +sider lige imod ansigtet af den forskrækkede +Peer , der ikke kunne forstå , hvorfor han fik +denne behandling . Derpå gik hr . Gabriel , + +men vendte om igen hen foran vinduet og +rakte tungen ud ad manden . +Hvorfor gjorde han det ? Han tænkte +ikke på Peer , eller at ruderne vare gennemsigtige , +han så kun , at man udensra +kunne spejle sig i dem og ville derfor , da +han led af en dårlig mave , se sin tunge ; +men den kundskab havde Peer ikke . +Tidlig på aftenen gik hr . Gabriel +til sin stue , og Peer sad i sin . Det var +blevet sent på aftenen . Han hørte skænderi , +qvindcligt skænderi inde i madame Gabriels +sovekammer . +„ Jeg skal gå op til Gabriel og sige +ham , hvad rak i er ! “ +„ Vi skulle også gå op til Gabriel +og sige ham , hvad madamen er ! “ +„ Jeg får krampe ! “ råbte hun . +„ Hvem vil se fruen få krampe ! +Fire skilling ! “ + +da lød madamens stemme dybere , +men forståeligt : „ Hvad må det unge menneske +derinde tænke om vort hus ved at +høre al den simpelhed ! “ +Og skjændcrict sank , men løftede sig +igen højere og højere . +„ Punktum fynalis ! “ råbte madamen , +„ gå og lav punsch ! hellere forlig end +trætte ! “ +Og der blev stille ; døren derinde gik , +pigerne gik , og madamen bankede på ind +til Peer : „ Unge menneske ! ja , nu har de +begreb om en husmoder ! Tak de himlen +, at de ikke holder piger . Jeg vil +fred , og så giver jeg punsch ! Gerne undte +jeg dem også et glas , man sover dejligt +på det , men ingen tør gå med gangdøren +efter klokken ti , vil min Gabriel . Punsch +skal de alligevel få ! I døren er et stort +tilkittct hul ; jeg støder kittet ud , sætter en + +tragt ind , de holder deres vandglas +under , så skal jeg skjenke punsch . Det er +i al hemmelighed , også for min Gabriel ; +ham man de ikke fatigere med husholdningssager ! “ +Øg +så fik Peer punsch ; og der var +fred i stuen hos madame Gabriel , fred +og stilhed i hele huset . Peer lagde sig , +tænkte på moder og farmor , læste sin +aftenbøn og sov . +Hvad man drømmer den første nat , +man sover i et fremmed huns , har betydning , +havde farmor sagt . Peer drømte , +at han tog ravhjertet , han endnu bestandig +bar , lagde det i en urtepotte , og det voxte +til et højt træ , gennem loftet og taget ; +det bar i tusindvis hjerter af sølv og +guld ; urtepotten revnede derved , og der var +intet ravhjerte meer , det var blevet mnld , +jord i jorden — borte , altid borte . + +så vågnede Peer ; ravhjertet havde +han endnu , og det var varmt , ved hans eget +varme hjerte . +Vi . +Tidligt på morgenen begyndte den +første undcrviisningstimc hos hr . Gabriel ; +der blev læst fransk . +Ved frokosten var knn pensionærerne , +børnene og madamen ; hun drak sin anden +kaffe ; sin første drak hun altid på sengen ; +„ det er så stindt , når man har muligheder +til krampe ! “ Hun spurgte Peer , hvad han +havde læst i dag . „ Fransk ! “ svarede han . +„ Det er et dyrt sprog ! “ sagde hun , +„ det er diplomat-sproget og de fornemmes +sprog . Jeg har i min barndom ikke lært +det , men når man lever med en lærd mand , + +så får man af hans kundskab , som havde +man den med modermælken . Jeg har således +alle de nødvendige ord . Jeg tror +nok , jeg skal kunne compromittcre mig i +hvilketsomhelst selskab , det skal være ! “ +Et fremmed ord , et navneord , havde +madamen vandet ved sit ægteskab med en +lærd mand . Hnn var døbt Mette , efter +en rig moster , hun skulle arve , navnet fik +hun , men ikke arven . Hr . Gabriel omdøbte +Mette til Meta , latinsk : „ Målet “ . +Ved udstyret blev syet på alt hendes tøj , +uldent og linned , bogstaverne „ M . G . “ , +Meta Gabriel , men unge Madsen havde +drenge-vittighed og læste i bogstaverne +„ M . G . “ Charakteren „ Meget godt “ , hvorfor +han med blæk tilføjede et stort spørgsmålstegn +og det både på dug , håndklæder +og lagener . +„ De ynder ikke madamen ? “ spurgte + +Peer , da unge Madsen indviede ham i +sin vittighed . „ Hun er så mild , og hr . +Gabriel så lærd . “ +„ Hun er en løgncposc ! “ sagde unge +nlad sen , „ og hr . Gabriel er en skurk ! +Gid at jeg var corporal og han rekrut , uh , +hvor jeg skulle sugtlc ham ! “ og der viste +sig noget blodtørstigt i hele unge Madsens +udtryk ; læberne blev smallere end de ellers +vare , hele ansigteb syntes en eneste fregne . +Det var forfærdelige ord at høre udtale ; +de gave et sæt i Peer , og dog havde +unge Madsen den solcklareste ret i sin +tanke : det var en grusomhed af forældre +og lærere , at et menneske skulle spilde sin +bedste , dejlige ungdomstid på at lære grammatik , +navne og årstal , som ingen bryder +sig om , i stedet for at nyde sin frihed , rigtigt +trække vejret , slentre om med bøsse på +nakken , søm god Skytte . „ Nej , lukkes inde + +skal man , sidde på bænken og se sig søvnig +i en bog ; del vil hr . Gabriel , og +så bliver man kaldet doven og får charakteren +„ Mådelig “ , ja , ens forældre erholder +brev herom ! derfor er hr . Gabriel +en skurk ! “ +„ Han giver også håndtager ! “ tilføjede +lille primus og syntes enig med nnge +Madsen . Det var ikke glædeligt for peerat +høre . +Bien Peer fik ikke håndtager , han var +så udvoxct , som madamen sagde ; hun blev +ikke kaldt doven , for hun vnr det ikke ; han +skulle have timer alene . Han stod snart i +fremgang over Madsen og primus . +„ Hnn har evner ! “ sagde hr . Gabriel . +„ Og man kan se , han har gået på +dandseskolen ! “ sagde madamen . +„ Vi mane have ham ind i vort dramatiske ! “ +Udtalte apottekeren , der levede + +mere for byens private tteater , end for +apotteket . Ondskaben anvendte på ham +den gamle , forslidte vittighed , at han vist +var bidt af en gal skuespiller , han var rent +theatergal . +„ Den unge studerende er født til elsker , “ +Sagde apottekeren : „ Om to år kan hun +være Romeo ! og jeg tror , når han bliver +godt malet og får en lille moustache , kunne +han godt træde op i vinter . “ +Apottekerens datter , „ stort dramatisk +talent “ , sagde faderen , „ sand skønhed “ , +sagde moderen , skulle være Julie , madame +Gabriel måtte være ammen , og apottekeren , +der både var directeur og regisseur , ville +overtage apottekerens rolle , den var lille , +men af stor vigtighed . +Det hele beroede på at erholde hr . +Gabriels tilladelse til at Peer udførte +Romeo . + +man måttc ske at virke gennem madame +Gabriel , forstå at vinde hende og +det forstod apottekeren . +„ De er født til at være amme ! “ sagde +han og troede at sige hende noget smigrende . +„ Det er egenligt den sundeste rolle i +stykket ! “ vedblev han , „ den er humcurcts +rolle ! uden den er stykket ikke fil at holde +ud i sin sørgelighed . Ingen uden de , +madame Gabriel , har den kvikhed og +det liv , som her skal sprudle ! “ +Det var ganske sandt , fandt hun , men +hendes mand tillod vist aldrig de » unge +studerende at anvende den smule tid , der +måtte anvendes for at være Romeo . Hun +lovede imidlertid „ at lirke “ , som hun kaldte +det . Apæthekeren begyndte straks at indstudere +sin rolle , især at tænke på masken ; han +ville være aldeles skelet , armod og elendighed , +og dog den brave atand ; en svær + +opgave ; men en langt sværere havde madame +Gabriel med „ at lirke “ sin mand +op fil dem ; han kunne jo ikke , sagde han , +forsvare for Peers foresatte , der betalte +dennes kost og logis , at han lod mennesket +spille tragedie . +Vi tor iøvrigt ikke skjule , at Peer +havde den inderligste lyst fil det . „ Men +det går ikke ! “ sagde han . +„ Det gi ' er sig ! “ sagde madamen . „ Lad +mig bare lirke ! “ hun havde hellere givet +punsch , men den drak hr . Gabriel ikke +gerne . Ægtefolk er lidt forskellige ; dette +være nu sagt uden af fornærme madamen . +„ Et glas og ikke mere ! “ mente hun , +„ det løfter sindet og gør mennesket glad , +og således bør vi være , det er Vorherres +villie med os ! “ +Peer skulle være Romeo , det blev lirket +igennem ved madamen . + +læseprøven holdtes hos apottekeren ; de +fik chocolade og „ Genier “ , det vil sige små +tvebakker . Der leveredes i bageriet tolv +for en skilling , og da de vare så bitte +små og så mange , blev det en vittighed +af kalde dem genier . +„ Det er en let sag af gøre nar ! “ +Sagde hr . Gabriel , og så gav han dog +selv spotnavn til et og andet . Apottekerens +hus kaldte han „ Noæh ark med de +Rene og de uRene ! “ og det alene for den +kærlighed , hvormed husdyrene der vare +optagne i familien . Frøkenen havde sin egen +kat : „ Graciosa “ , yndig og blød i skindet ; +den lå i vinduet , i skødet , på +sytøjet eller løb hen over det dækkede middagsbord ; +fruen havde hønsegård , andegård , +papegøje og canarifuglc ; poppedreng +kunne øverskrige dem alle sammen . To +hunde , flick og Flock , gik i stuen , de + +vare aldeles ikke potpourrikrnkkcr , de lå i +sofa og i ægteseng . +Læseprøven begyndte og blev knn et øjeblik +afbrudt ved af hundene oversavlcdc madame +Gabriels nye kjole , men det var af +bare venlighed og det plettede ikke . Katten +bragte også lidt forstyrrelse , den ville endelig +give pote til Jnlies fremstillerinde , +sidde på hendes hoved og vifte med halen . +Jnlies ømme tale delle sig lige meget +mellem katten og Romeo . Hvert ord , +Peer havde af sige , var netop det , han +ville og måtte sige til apottekerens datter . +Hvor var hun yndig og rørende , et naturens +barn , der , som madame Gabriel kaldte +det , gik ved siden af sin rolle . Peer blev +ganske varm derved . +Det var vistnok instinctct eller noget +højere hos katten : den satte sig på Peers + +skulder og ligesom billcdliggjordc sympattien +mellem Romeo og Julie . +Ved hver senere prøve blev inderligheden +klarere , fyldigere , katten fortroligere , +poppedreng , og canarisuglene mere skrigende ; +flick og Flock løb ud og ind . +Forestillingsaftenen kom , Peer var ganske +iNitupiNit==N o m e o , haN kyssede Iulie lige på muNdeN . +„ Aldeles naturligt ! “ sagde madame +Gabriel . +„ Uforskammet ! “ sagde rådmanden hr . +Svendsen , byens rigeste borger og tykkeste +mand . Vandet haglede ned ad ham i +husets varme og as indre varme . Peerfandt +ikke nåde for hans øjne : „ Sådan +en hvalp ! “ sagde han , „ en hvalp så lang , +at man kan knække ham over og gøre to +hvalpe af ham ! “ +Stor beundring og en fjende ! det var +godt sluppet . Jo , Peer var eu lykke-Peer . + +træt og overvældet af denne aftens +anstrengelser og hyldest nåde han hjem i +sin lille stue . Det var over midnat ; madame +Gabriel bankede på væggen . +„ Romeo ! jeg har punsch ! “ +Øg tragten blev sat gennem døren , +og peer-røm c ø holdt glasset under . +„ Godnat , madame Gabriel ! “ +Men Peer kunne ikke sove ; alt , hvad +han havde sagt , og især , hvad Julie havde +sagt , surrede ham igennem hovedet , og da +hun endelig sov , drømte han om bryllup +— bryllup med jomfru Frandsen . Hvor +man dog kan drømme underlige ting ! +Vil . +„ Nu slår de det comediespil af hovedet ! “ +Sagde hr . Gabriel næste morgen . +„ Øg så klemme vi på videnskaben . “ + +nær havde Peer tænkfsom unge Madsen : +„ at man således skal anvende sin dejlige +ungdomstid , lukkes inde og sidde ved +bogen ! “ men da han sad ved bogen , lyste +der fra den så meget nyt og godt ind i +tankerne , af Peer fandt sig ganske opfyldt +deraf . Han hørte om verdens stormænd +og deres bedrifter ; så mange havde været +fattigmands barn : helten themistokles , +en pottemagersøn , Shakespeare , en fattig +vævcrdreng , der som ungt menneske holdt +hestene udenfor tteatret , hvor han siden +blev den mægtigste mand i digtekonsten for +alle lande og alle tider . Han hørte +om sangcrkampcn på wartbnrg , hvor +digterne kappedes om hvo , der kunne bringe +den skønneste digtning , en kamp , lig de +gamle græske poeters veddestrid ved de store +folkelige fester . Øm disse fortalte hr . Gabriel +med særlig lyst . Sophokles havde +5 + +i sin høje alder skrevet en af sine bedste +tragedier og vundet scicrspriscn over alle +de andre ; i denne hæder og lykke brast af +glæde hans hjerte . O hvor velsignet af dø +midt i sin seicrs glæde ! hvad kunne være +lykkeligere ! Tanker og drømmerier fyldte vor +lille ven , men hair havde ingen af udtale sig til . +Det ville ikke blive forstået af unge Madsen +eller primus , ikke heller af madame Gabriel ; +hun var enten helt det gode humeur +eller den sørgende moder , som sådan sad +hun opløst i tårer ; hendes to småpiger +så med forundring op på hende , hverken +de eller Peer kunne udfinde , hvorfor hun +var i så stor sorg og bedrøvelse . +„ De stakkels børn ! “ sagde hun da , +„ deres fremtid tænker en moder altid på . +Drengene hytte sig nok . Cæsar falder , men +han rejser sig igen ! de to ældre plaske i +bandballcn , de skulle til marinen og gøre nok + +gøde partier , men mine småpiger ! hvad +bliver deres fremtid ? De ville komme i en +alder , hvori hjertet føler , og da , er jeg vis +på , at den , de hver holder af , aldeles ikke +er efter Gabriels sind ; han vil give dem +en , de ikke kunne udstå og så blive de +så ulykkelige ! Det tænker jeg på som +moder og det er min sorg og bedrøvelse ! +I stakkels børn ! I blive så ulykkelige ! “ +Hun græd . ' +småpigerne så på hende , Peer +så på hende , vemodigt stemt ; han vidste +ikke noget at svare og så trak han sig tilbage +til sin lille stue , satte sig ved det +gamle claveer , og der kom toner , fantasier , +som de strømmede gennem hans +hjerte . +I den tidlige morgen gik han tankcklar +fil sine studier , øvede sin pligt , derfor betaltes +for ham . Han var en samvittigheds5 * + + +fuld , rettænkende fyr ; i hans dagbog stod +anført hvad han hver dag havde læst og +lært , hvor sent på natten han havde sat +sig fil claveret og spillet , altid dæmpet , +for ikke at vække madame Gabriel ; aldrig +stod der , uden ved søndagen , hviledagen : +„ tænkk på Julie “ , „ var hos apottekerens “ , +„ gik forbi apottekerens “ , „ skrevet brev fil +moder og farmor “ . Peer var endnu +Romeo og gav søn . +„ Særdeles flittig ! “ sagde hr . Gabriel . +„ Tag dog eksempel , unge Madsen ! De +går reject . “ +„ Skurk ! “ sagde Madsen ind i sig selv . +Prim ns provstesøn led af sovesyge . +„ Det er en sygdom , “ sagde provstinden , +han måtte ikke tages med strenghed . +Provstegården lå kun to mile derfra ; +der var rigdom og hcrskabclighed . +„ Den Aland doer som bisp ! “ sagde + +madame Gabriel . „ Han har gode conjugatwner +ved hoffet , og provstinden er +højadelig frøken , hun kan udenad hele +hervldikken o : våbcnlæren “ . +Det var pintsetid . Et år var gået +siden Peer kom i hr . Gabriels hus ; +kundskaber vare vnndne , men sangstemmen +var ikke kommen igen , mon den nogensinde +ville komme ? +Huset Gabriel var indbudt hos provstens +til stor middag og bal ud på natten . +Der kom mange gjester fra byen og +fra herregårdene ; apottekerens vare indbudte , +Romeo skulle se sin Julie , måske +Dandse første Dands med hende . +Det var en velholdt provstegård , hvidkalket +og uden mødding i gården , grønmalet +dueslag , hvorom slyngede sig en vedbcnd-nankc . +Provstinden var en høj , fyldig +dame ; „ ^lankopis ltbono “ , kaldte hr . + +Gabriel hende ; „ den blanoiede “ , ikke „ dcnkooicde “ , +somjuno kaldes , incentc Peer . Der +var hos hende noget fornemt mildt , en bestræbelse +for at give det sygelige ; hun havde +vist sovesyge ligesom primns . Hun var +i kornblå silkekjole , bar store krøller , den +til højre løftedes ved et stort medaillonportrait +af hendes oldemoder , generalinden , +og den til venstre af en ligeså stor drueklase +af hvidt porcellain . +Provsten havde et rødmusset , triveligt +ansigt med skinnendc hvide tænder til at +bide i en stegt dyreryg . Hans conversation +bestod altid i anccdvtcr ; han kunne +underholde sig med enhver mand , men ingen +havde dog nogensinde ført en samtale +med ham . +Også rådmanden var her , og mellem +de fremmede fra herregårdene så +man Felix , grossererens son ; han var + +konfirmeret og nu den eleganteste , unge herre +i klæder og manerer ; millionair var han , +sagde de ; madame Gabriel havde ikke mod +til at tale til ham . +Peer var lyksalig ved at se Felix , +der kom ham meget venlig i møde og sagde , +hun kunne hilse fra sine forældre , de læste +alle de breve , Peer skrev hjem til sin moder +og farmor . +Ballet begyndte . ' apottekerens datterskulde +Dandse første Dands med rådmanden , +det var et løfte , hun hjemme havde måttet +give sin moder og rådmanden . Anden +Dands blev lovet Peer , men Felix kom +og tog hende nden videre end et venligt nik : +„ De tillader , at jeg dandser den ene +Dands ! Frøkenen vil kun , når de tillader +det ! “ +Peer satte et høfligt ansigt op , sagde +ikke noget , og Felix dansede med apothekercns + +datter , den skjømicstc på hele ballet . +Han dansede også næste Dands med hende . +„ Borddansen forunder de vel mig ? “ +Spurgte Peer , bleg i ansigtet . +„ Ja , borddansen ! “ svarede hun med +det yndigste smil . +„ De vil da vel ikke tage min dandserinde +fra mig ? “ sagde Felix , som stod tæt +ved . „ Det er ikke venskab . Vi to gamle +venner inde fra byen ! De siger , at +de er så glad ved at se mig ! så må +de også forunde mig den glæde at føre +frøkenen til bords ! “ og han tog Peer om +livet og lagde spøgende sin pande lige mod +hans . „ Tilladt ! ikke sandt ? tilladt ! “ +Nej ! “ sagde Peer . Øjnene lyste i vrede . +Felix løftede med lystighed sine arme +og satte albuerne derpå spidst , som ville ' +han ligne frøen i at springe : „ De har +fuldkommen ret . , unge herre ! jeg ville + +sige det samme , når borddansen var lovet +mig , unge herre ! “ Han trak sig tilbage +med en elegant bøjning for den nnge dame . +Men ikke længe efter , da Peer stod i en +krog og pillede på sin sløjfe , kom Felix , +tog ham om halsen og med det mest indsmigrende +blik sagde han : +„ Vær mageløs ! min moder og deres +moder og gamle farmor , de ville alle sige , +at det ligner dem ! jeg rejser i morgen og jeg +keder mig ihjel , får jeg ikke den unge dame +tilbords . Min egen ven , min eneste ven ! “ +Da kunne Peer , som den eneste ven , +ikke modstå ; han førte selv Felix hen til +den unge dejlighed . +Det var den lyse morgen , da gjesfcrne +næste dag kørte ud fra provstegården . +Hnset Gabriel var i en vogn og hele +hnset blundede der , undtagen Peer og madamen . + + +hnn talte om den unge grosserer , den +rige mands søn , der jo var Peers ven ; +hun havde hørt ham sige : „ Skål , min ven ! “ +„ Mutter og farmuttcr ! “ „ Der var noget +så „ uegligcnt “ , galant deri , “ sagde hun , +„ man så straks , at han var et rigdommens +barn eller et greve-barn . Det kunne vi +andre ikke tilegne os ! man må bøje sig ! “ +Peer sagde ikke noget ; hun bar tungt +på det hele dagen . Øm aftenen , ved +sengetid og i dynerne jog det søvnen bort , +det talte inde i ham : „ man bøjer sig , man +føicr sig ! “ — det havde han gjort , lystret rigdommens +barn , — „ fordi man er fattig født , +stillet i nåde og afhængighed af disse rigdomsfødtc . +Ere de da bedre end vi ? Øg +hvorfor blev de skabte bedre end vi ? “ +Der stejlede noget øndt inde i ham , +noget , farmor ville blive bedrøvet over . +Han tænkte på hende . „ Stakkels farmor ! + +du er også bleven stillet så fattig ! Gud +har kunnet gøre det ! “ og han følte vrede +i sit sind , men på samme tid en fornemmelse +ask at han herved syndede i tanke +og ord mod den gode gud . Han sørgede +over at have tabt barnesindet og havde det +just da så helt og rigt . Lykkelige Peer ! +Ugen efter kom der brev fra farmor . +Hnn skrev , som hun kunne skrive , +store bogstaver og små bogstaver mellem +hverandre , hele sit hjertes kærlighed i småt +og stort i hvad , der vedrørte-peer . +„ Min egen , søde , velsignede dreng ! +Jeg tænker på dig , jeg længes efter +dig , og det gør også din moder . Det +går hende godt , hun vasker ! Og grossererens +Felix var i går hos os med hilsen +sra dig . I havde været på provstcbal , +og du var så honnet ! det vil du +altid blive og glæde din gamle farmor + +og din meget arbejdsomme moder ; hun melder +dig om jomfru Frandsen . “ +Og nu fulgte efterskriff fra Peers +moder . +„ Jomfru Frandsen gifter sig , det +gamle menneske ! Bogbinder Hof er bleven +hofbogbinder efter ansøgning , med stort +skilt : „ Hofbogbinder Hof “ og hun bliver +madame Hof ; det er gammel kærlighed , +den ruster ikke , min sode dreng ! +Din moder . +Anden ' efterskrift : „ Farmor har +strikket dig seks par uldsokker , dem får +du ved lejlighed ; jeg har lagt deri „ Fleskebrød “ , +din livret ; jeg ved , at du aldrig +får flest hos hr . Gabriels , da fruen +er bange for , hvad jeg har så svært ved at +bogstavere , „ Truchiucr “ . Du skal ikke tro +på dem , men kun spise +din egen moder . “ + +Peer læste brevet og læste sig glad . +Felix var så brav ; hvor havde han dog +gjort ham uret . De vare skiltes ad hos +provstens , uden at sige hinanden farvel . +„ Felix er bedre end jeg ! “ sagde Peer . +Viii . +I et stille liv glider den ene dag ind +i den anden , måned på måned går +snart ; Peer var allerede i det andet år +af sit ophold hos hr . Gabriel , der med +streng alvor og bestemthed , madamen kaldte +det stædighed , holdt på , at han ikke oftere +betrådte scenen . +Selv havde han fra syngemesteren , +som månedlig udbetalte honoraret for hans +undervisning og underhold , fået en alvorlig +mindelse om ikke at tænke på comediespil + +sålænge han var anbragt her ; og han +adlød , men tankerne gik desvftcrc fil tteatret +i hovedstaden ; de gjøglcde hen over +scenen , hvor han skulle have trådt op som +stor sanger ; nu var stemmen borte , den +kom ikke igen , han var herover lidt inderlig +bedrøvet . Hvo kunne traske ham ? Hverken +hr . Gabriel eller madamen , men nok Vorherre . +Trøst kan sendes på mange måder , +Peer kom sovende fil den , han var jo +lykke-peer . +En nat drømmer han , at det var +pintse , og han var nde i den dejlige , grønne +skov , hvor solen skinnede ind imellem +grenene , . og hvor hele skovbunden stod fyldt +med anemoner og kodriver . Så begynder +kukkeren : „ kukkuk ! “ Hvor mangc år skal +jeg leve , sporgcr Peer , for det spørger man +altid kukkeren om , når man førske gang i +året hører den kukke , og kukkeren svarede : + +„ kukkuk ! “ mm heller ikke mere , så tav +den . +„ Skal jeg kun leve endnu i et år ! “ +Sagde Peer , „ det er virkeligt alt for lidt . +Vær så god at kukke om ! “ så begyndte +også kukkeren : „ kukkuk ! kukkuk ! “ ja , det fik +ingen ende ; den blev ved , så Peer gav +sig til at kukke med , og det så livagtigt , +som om han selv var en kukker , men hans +kuk blev stærkere og klarere ; alle sangfuglene +gviddrcde ind deri , Peer sang dem efter , +men meget dejligere : han havde hele sin klare +barnestemme og jublede i sang . Hnn var +så glad i sit hjerte , og vågnede derved , +forvisset om , at klangbunden endnu var i +ham , at stemmen lå derinde , og nok en +lys pintscmorgen ville komme frem i al sin +friskhed ; og så sov han glad på den forvisning . +Men +hverken næste dag , uge eller + +måned fornemmede han noget til , at stemmen +kom igen . +Hver efterretning , han kunne erholde +om tteatret i hovedstaden , var en sand +sjæleføde , den var ham det åndelige brød . +Smuler er også brød , og han tog tiltakke +med smulerne , den ringeste fortælling . +Hørkræmmerens vare naboer til Gabriels ; +madamen der , en højst agtværdig +madmoder , livlig og leende , men uden al +kendskab eller kundskab til tteatret , havde +været i hovedstaden for første gang og var +henrykt over alt derinde , selv over menneskene ; +de havde leet ad alt , hvad hun sagde , forsikrede +hun , og det var ganske troligt . +„ Var de også i tteatret ? “ spurgte +Peer . +„ Det var jeg ! “ svarede hørkræmmerens +kone . „ Hvor jeg dampede ! De skulle have +set mig sidde og dampe i den varme ! “ + +„ Men hvad så de ? Hvilket stykke ? “ +„ Det skal jeg sige dem ! “ sagde hun , +„ Jeg skal give dem hele comedien ! — jeg +var der to gange . Den første aften var +det et tale-stykke . Der kom hun , prinsessen : +„ „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ “ hvor hun +kunne tale ! derpå kom mandfolket : „ „ abe , +dabe ! æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen ! +Nu begyndte de igen ; prinsen : „ „ abe , dabe ! +Æbe , dæbe ! “ “ og så dump madamen . Hun +dumpede fem gange den aften , den anden +gang jeg var der , gik det på sang hele +molcvitten : „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ og så +dump madamen . Nu sidder der ved side » +Af mig en meget net kone fra landet ; hun +havde aldrig været i tteatret og troede , at +det var forbi ; men jeg , som nu kendte det , +sagde , at da jeg var der sidst , dumpede madamen +fem gange . Sang-aftenen dumpede +hun kun tre gange . — ia , der har de + +begge comedierue , så livagtigt som jeg så +dem ! “ +Var det tragedier , hua havde set , altid +dumpede madamen . Da lyste det vp i +hans tanke : på det store tteater var på +forhænget , der rullede ned i mcllcmactcrne , +malet en stor gvindelig figur , en blusa +med den komiske og tragiske maske . Det var +madameu , der dumpede ; det havde været den +egenlige comedie ; hvad de sagde og sang +var for hørkræmmerkonen : „ abe , dabe ! æbe , +dæbe ! “ men en stor fornøjelse havde det været , +og det var det også for Peer , og ikke mindre +for madame Gabriel , der hørte denne gengivelse +af stykkerne ; hun sad med forbavselsens +udtryk og ånds-bcvidsthcdens overlegenhed , +hun havde jo , som amme , båret +Shakespeares „ Romeo og Julie “ , havde +apottekeren sagt . +„ Så dnmp madamen “ , forklaret af + +Peer , blev siden en vittigheds talemåde +deri huset hver gang et barn , en spølkumme +eller et og andet menbel faldt på gulvet +der i huset . +„ Således blive ordsprog og talemåder +til ! “ sagde hr . Gabriel , der førte +alt hen til videnskaben . +Nytårsaften , på slaget tolv , stod +familien Gabriel og kostgængerne hver +med et glas punsch , det eneste , hr . Gabriel +drak hele året ; thi punsch er ilde for en +svag mave . De drak skål for det nye +år og talte klokkeslagene : „ en , to “ , til +det tolvte slag : „ der dump madamen ! “ +Sagde de . +Det nye år rullede op , rullede afsted ; +ved pintse havde Peer været to år der i +huset . + +Ix . +To år vare gåde , men stemmen +var ikke vendt tilbage . Hvorledes ville fremtiden +stille sig for vor unge ben . +Han ville altid knude blive timelærer +i en skole , mente hr . Gabriel , det var +dog en lcvcvei , men ikke til at gifte sig på , +det var heller ikke Peers tanke i hvor stor +plads end apottekerens datter havde i hans +hjerte . +„ Blive timelærer ! “ sagde madamegabriel , +„ Skolemand ! så bliver de det kedeligstcgnav +på jorden , ligesom min Gabriel . +De er jo født thcatermcnncskc ! bliv +den største sknespiller i verden , det er noget +andet end at være timelærer ! “ +Sknespiller ! ja , det var målet . +Han udtalte det i et brev til syngemesteren , +udtalte sin lyst og sin forhåbning . + +San inderligt længtes han efter den store +hjemstad hvor moder og farmor levede , +dem havde han ikke set i to lange år . +Afstanden var kun tredive mile ; i seks timer +kunne hun med hurtigtoget nå derhen . +Hvorfor havde de da ikke set hinanden ? +Det er let sagt . Peer havde ved afrejsen +måttet give løftet at forblive hvor han kom , +ikke tænke på besøg . Moder havde fuldt op +at bestille med at vaske og stryge , desuagtet +tænkte hun flere gange på at gøre den +store rejse , uagtet den ville koste svære +penge , men den kom dog aldrig i stand . +Farmor , ja hun havde en rædsel forjernbaner ; +det var at friste gud . Intet skulle +bringe hende til at fare med damp , hun +var jo også en gammel kone , hun kom ikke +på rejse før hun rejste op fil Vorherre . +Det sagde hun i Mai , — men i juni +rejste det gamle menneske , ganske alene , de + +tredive lange mile , fil den fremmede by , +fil de fremmede mennesker , for af komme fil +Peer . Det var en stor begivenhed , den sørgeligsle , +der kunne hænde moder og farmor . +Kukkeren havde sagt : „ kukkuk “ i det +uendelige , da Peer anden gang spurgte +den : „ hvormange år skal jeg leve ? “ Sandheden +og hnmenrct var godt ! de lyste solskin +lige ind i fremtiden . Han havde fået +et fornøjeligt brev fra sin faderlige ven , +syngemesteren . Peer skulle komme tilbage , +man ville se hvad der kunne gøres forham , +hvilken vej han havde af gå , da +sangstemmen var borte . +„ Træd op som Romeo ! “ sagde madame +Gabriel , „ nu er de gammel nok fil elskerfaget +og har såt kød på kroppen . De +behøver ikke af males . “ +„ Bliv Romeo ! “ sagde apottekeren og +apottekerens datter . + +der brusede mange tanker gennem +hans hoved og hjerte . Men : +„ Ingen ved , hvad i morgen skeer . “ - +han sad nede i haven , der gik ud til +engen . Det var aften og måneskin . Hans +kinder brændte , hans blod brændte , luften +bar dejlig køling . Hen over mosen svævede +tågen , den løftede sig og sank , han +måtte tænke på elverpigernes Dands . +Da kom ham i tanke den gamle sang om +ridder Oluf , der red ud at byde gjester til +sit bryllup , men standsedes af elverpigerne , +som droge ham ind i deres Dands og +leg , og det voldte hans død . Det var en +folkesang , en gammel digtning ; måneskinnet +og tågerne hen over mosen dannede +i aftenen billeder til den . +Peer sad snart halvt drømmende og +så derpå . Buskene syntes at have skikkclse + +af noget menneskeligt , og noget af +dyret ; ubevægelige stod de , tågen derimod +løftede sig , søm luftige bølgende slør . +Sligt havde Peer set i balletten på +tteatret , hver elverpigerne blive fremsfillede , +hvirvlende , svævende med stor af +flor ; men her var det langt dejligere og +mere vidunderligt ! så stør en scene kunne +tteatret ikke fremvise ; så høj og klar en +luft , et så lysende måneskin , havde +den ikke . +Fremmesf i tågen lyste tydeligt en +qvindeskikkelsc , og denne ene blev til tre , de +tre til mange , hånd i hånd dansende , +svævende piger . Luften bar dem hen mod +hækken hvor Peer stod ; de nikkede til ham ; +de talte ; det var som solvklokker klang ; de +dandsede ind i haven om ham ; de havde +haur i deres kreds . Uden af tænke derved +Dandsede han urede dem , men ikke deres Dands ; + +han hvirvlede rundt som i den uforglemmelige +vampyrdands , men den tænkte han ikke på , +han tænkte egentlig slet ikke mere , men var +aldeles overvældet af al den herlighed , han +så omkring sig . +Mosen var en sø , så dyb og sortblå , +med åkander , der lyste i alle tænkelige farver ; +dansende over vandet bare de ham +på deres slør hen mod den anden bred , +hvor kæmpehøjen havde kastet sit grønsvær +og løftet sig til et slot af skyer ; +men skyerne vare af marmor ; blomstrende +træer af guld og kostelige stene snoede sig +om de mægtige marmorblokkc ; hver blomst +selv , var en farvestrålende fugl , der sang +med menneskelig stemme . Det var som et +Chor af tusinde og tusinde glade børn . +Var det himlen eller var det elverhøj ? +Slottets vægge rørte sig , giede mod +hinanden , — lukkedes om ham . Han var + +derinde , menneskeverdenen lå udenfor . Da +følte han en angest , en skræk , svin aldrig +før . Ingen udgang var af finde , men fra +gulvet til højt op mod loftet , fra alle +vægge , smilede til ham dejlige unge piger ; +de vare så levende af se og dog måtte han +tænke : er de kun malede ? Hnn ville tale +til dem , men hans tunge havde ikke ord , +talcstcmmen var aldeles borte , ikke en lyd +kom fra hans læber . Da kastede han sig +ned på jorden , så ulykkelig , som han aldrig +før havde været . +En af elverpigerne trådte hen til ham ; +hun mente ham det vist godt , på sin måde ; +hun havde påtaget sig den skikkelse , han +helst ville se ; hun lignede apottekerens +datter ; han var nær ved af tro , af det var +hende ; men snart så han , af hun var hnnl i +ryggen , ene og alene dejlig forside , åben +bag til , sket ikke noget indeni . + +„ En time her , er hundrede år ude , “ +Sagde hun , „ Du har allerede været her en +hel time . Alle , hvem du kender og holderns +udenfor er døde ! bliv hos os ! — ja blive +må du , eller væggene klemme dig , så at +blodet sprsiter ud af din pande ! “ +Og væggene rørte sig , og luften derinde +blev som en gloende bagerovn . Han fik +stemme . +„ Vorherre ! Vorherre ! har du forladt +mig ? “ råbte han i den dybeste sjælcsmertc . +Da stod farmor hos ham . Hun tog +ham i sine arme , hun kyssede Hain på +panden , hun kyssede ham på munden : +„ Min egen søde lille ven ! “ sagde hun , +„ Vorherre slipper dig ikke , han skipperingen +af os , selv ikke den største synder . +Gud være pris og ære i al evighed ! “ +Øg hun tog frem sin psalmebog , den +samme hvoraf hun og Peer mangen søndag + +havde sunget . Hvor klang hendes stemme , +hvor lød hendes røst ! alle elverpigerne lagde +deres hoved til hvile , de trængte dertil . +Peer sang med farmor , som han for +havde sunget hver søndag ; hvor var hans +stemme med et kraftig og stærk , dertil +så blod : slottets vægge rørte sig , blev +skyer og tåge ; farmor gik med ham +ud af høje » i det høje græs , hvor sankthans +ørmcne lyste og måne » skinnede ; men +hans fødder vare så matte ; han kunne ikke +flytte dem , han sank ned i græsset ; det varden +blødeste seng ; han hvilede så godt og +vågnede ved psalmesang . +Farmor sad hos ham , sad ved sengen +i det lille Kammer i hr . Gabriels +hus . Feberen var endt , sandhed og liv +vendt tilbage . +Dødssyg havde han været , nede i +haven havde de hin aften fundet ham afmægtig ; + +en voldsom feber fulgte ; doktoren +mente , at han gik den ikke igennem , han +måtte dø , og derom blev skrevet til hans +moder . Hun og farmor ville og måtte +til ham ; begge kunne de ikke tage afsted , og +så rejste gamle farmor på jernbane . +„ Det gjorde jeg kun for Peer ! “ sagde +hun . „ Jeg gjorde det i guds navn , ellers +måtte jeg have troet , at jeg fløj med de +onde på kosteskaft sanet-hans nat ! “ +X . +Med glad og lettet hjerte gik tilbagerejsen . +Inderligt takkede farmor Vorherre : +Peer skulle overleve hende ! Yndige +naboer havde hun i vognen : apottekeren +og hans datter . De talte om Peer , elskede +Peer som om de vare i familie med ham . + +en stor skuespiller ville han blive , sagde +apottekeren ; stemmen var nu også vendt +tilbage , der lå millioner i en sådan strube . +Hvilken lyksalighed for farmor at +høre slige ord ! hun levede ind i dem , troede +på dem , og så vare de på stationen ved +hovedstaden , hvor moder tog imod hende . +„ Gud være lovet for jernbanen ! “ sagde +farmor , „ og lovet for at jeg glemte , at jeg var +på den ! det skylder jeg disse herlige mennesker ! “ +Og hun trykkede hænderne på apottekeren +og hans datter . „ Jernbanen er en +velsignet opfindelse , når den er overstået . +Man er i guds hånd ! “ +Og så fortalte hun om den søde dreng , +der var udenfor al fare og boede hos velhavende +folk , der holdt to piger og en +Karl . Peer var som son i huset og +sammen med to børn af fornem familie ; +den ene var en provstesøn . Farmor + +havde boet på postgården , det var dyrt til +forfærdelse ; men så var hun bleven indbudt +af Fru Gabriel ; her havde hun været i +fem dage ; det var engle-mennesker , især +fruen ; hun havde nødt hende til at drikke +punsch , dejlig lavet , men stærk . +Om en måned var Peer , med guds +hjelp , rask og kom da til hovedstaden . +„ Fornem og forvænt er han vist bleven ! “ +Sagde moder . „ Han vil ikke finde sig i det +her på kvisten ! jeg er glad ved at syngemesteren +har indbudt ham til sig , — og +dog , “ så græd moder , „ det er skrækkeligt +at man skal være så fattig , at ens barn +ikke kan få det godt nok i sit eget hjem ! “ +„ Sig ikke de ord til Peer ! “ sagde +farmor , „ Du seer ikke ind i ham som jeg ! “ +„ Mad og drikke må han dog have , +ihvor fin han end er bleven , sulte skal han +ikke så længe jeg kan røre mine hænder . + +madame Hof har sagt , at han kan spise sin +middag to gange om ugen hos hende , nu +hun er vel stillet . Hun kender storhed og +trange kår . Har hun ikke selv fortalt mig , +at hun en aften i thcatcrlogcn , hvor de +gamle dandserinder have plads , fik ondt ; +hele dagen havde hun kun fået vand og +en kommcnskringlc , hun var syg af sult +og blev afmægtig . „ Vand ! Vand ! “ råbte +de andre . „ „ Butterdeig ! “ “ bad hun ; „ „ Butterdeig ! “ “ +Det nærende behøvede hun , men +aldeles ikke vand . Nu har hun fået spisekammer +og et godt dækket bord ! “ +Tredive mile borte sad endnu Peer , +men lyksalig ved tanken om at han skulle +til staden , til tteatret , til alle gamle , +kære minder , dem han nu ret forstod at +skatte . Det sang og klang i ham ; det sang +og klang udenom ; alt var solskin , ungdommens +glade tid , forventningernes tid . + +for hver dag blev han kraftigere , fik humeur +og farve . Men madame Gabriel +blev stærkt bevæget alt som afskeden nærmede +sig . +„ De går til storhed og mange fristelser , +for køn er de , det er de bleven i +vort hus . De har det naturlige ligesom +jeg og det hjelper i fristelserne . Man +må ikke være ømsindet , ikke skabagtig ! ømsindet +so/u denne dronning Dagmar , derom +søndagen snørede sine silkeærmer og +da havde samvittighed over så lidt ; der +skal mere til ! jeg ville aldrig have lamenteret +som denne Lucretia ! hvad stak hun +sig for ? Hun var uskyldig og honnet , det +vidste hun og hele byen . Hvad kunne hun +for maleuren , den jeg ikke vil tale om , men +som de i deres alder nok forstår ! — så +gør hun skrig og tager dolken ! det behøvedes +aldeles ikke ! jeg havde ikke gjort det + +og de havde heller ikke , vi er naturlige +mennesker , det skal man være til enhver tid , +og det vil de vedblive at være på kvastens +bane . Jeg glæder mig til at læst om dem +i avisen ! engang kommer de nok til vor +lille by , træder måske op som Romeo , +men da er jeg ikke ammen , jeg sidder i +parquettct og fryder mig ! “ +Madamen havde stor vask og strygning +i afskeds-ugen for at Peer kunne +komme hjem med rent tøj , som da han kom +til dem . Hun trak et nyt , stort bånd +igennem hans ravhjerte ; dette selv , var det +eneste , hun vaskede sig til en „ Erindringssonvenir “ , +men hun fik det ikke . +Af hr . Gabriel erholdt han et fransk +lexicon , det han havde benyttet ved undcrviisningen +og som var forøget med randgloser +af hr . Gabriels egen hånd . Fruen +gav ham roser og hjertegræs . Roserne + +ville visne , men hjcrtcgræsset kunne holde +vinteren over , når det ikke kom i vand , +men blev på det tørre , og hun skrev et +citat af Goethe , som et slags stamblad : +„ Umgang mit franen ist das element +gnter sitten . “ Hun gav det i oversættelse : +„ Omgang +med fruer er elementet forgode +sæder . Goethe . “ „ Han var en stor +mand ! “ sagde hun , „ når han bare ikke +havde skrevet „ Fanst “ , for jeg forstår +den ikke . Det siger også Gabriel ! “ +Unge Madsen forærede Peer en ikke +uheldig tegning , han havde gjort af hr . +Gabriel , hængende i en galge , med et ris +i hånden , og underskrift : „ En stor skuespillers +første veilcder på videnskabens +bane . “ Primus provstesøn forærede ham +et par nye morgenskoe , provstinden selv +havde syet , men så store at primus ikke + +i de første år kunne fylde dem . På sauterne +rar skrevet med blæk : „ Minde om +en sørgende ven . Primus . “ +Hele hr . Gabriels hus fulgte Peer +til banctøget . „ Man skal ikke sige , at de +rejser uden suns aæiøu ! “ sagde madamen +og kyssede ham på banegården . +„ Jeg generer mig ikke ! “ sagde hun , +„ når man ikke gør det skjult , kan man +gøre enhver ting ! “ +Signalpibcn lød ; unge Madsen og +primus råbte hurra , „ Småthustøi “ +Stemte i med , madamen tørrede øjnene og +viftede med lommetørklædet ; hr . Gabriel +sagde knn det ene ord : « Vals ! » +Landsbyer og stæder fløj førbi . Mon +menneskene derinde vare så glade , som +Peer ? Han tænkte derpå , priste sin lykke , +tænkte på det usynlige guldæble , som farmor +havde set ligge i hans hånd , da han + +var barn . Han tænkte på sit lykke-fund +t rendestenen og frem for alt på den genvundne +stemme og på de kundskaber , han +nu havde tilegnet sig . Et helt andet menneske +var han bleven . Det sang inden i +ham af glæde ; det var en stor selvbeherskelse , +at han ikke sang det ud i vognen . +Nn viste sig stadens tårne , nu kom +bygningerne frem ; toget nåde banegården . +Her stod moder og farmor , og +endnu en til , madame Hof , godt indbunden , +hofbogbinder Hofs hustru , født Frandsen ; +hun glemte ikke i nød eller velstand sine +venner . Hun måtte kysse ham som moder +og farmor . +„ Hof knndc ikke følge mig ! “ sagde hun . +„ Hnn sidder med samlede værker til indbinding +for majestætæns håndbibliottek . +Du har det med lykke , og jeg har det nu +også . Jeg har fået min hos og min + +egen kakkelovnskrog med gyngestol . To +gange om ugen spiser du hos os . Du +skal se mit husliv ! det er en hel ballet ! “ +Moder og farmor sik næsten ikke +lejlighed til at tale til Peer , men de så +på ham og deres øjne lyste lyksalige ; så +måtte han i drosche for at køre til sit +nye hjem hos syngemesteren ; de lo og +de græd . +„ Han er dog et dejligt menneske ! “ +Sagde farmor . +„ Han har endnu sit skikkelige ansigt +som da han rejste ! “ sagde moderen . „ Det +vil han bevare , også på theaterveien ! “ +Drosken holdt udenfor syngemesterens +dør , Herren var ude ; hans gamle Karl +lukkede op og førte Peer til sit værelse , +hvor der rundt om på væggene vare portraiter +af componistcr og på kakkelovnen +en skinnende hvid gips-bustc . + +den gamle , lidt tung i begreber , men +trofasthcden selv , viste ham skufferne i commoden , +knagerne til at hænge tøj på , og +lovede sin beredvillighed til at børste støvler , +da syngemesteren kom og trykkede hjerteligt +Peers hånd til velkomst . +„ Det er hele lejligheden ! “ sagde han , +„ tag tiltakke ! mit claveer i stuen kan du +benytte . I morgen høre vi hvorledes stemmen +har det . Det er vor Castellan , vor husbestyrer ! “ +Og han nikkede til den gamle Karl . +„ Alt er i orden , Carl Maria Weber +på kakkelovnen er bleven hvidtet i anledning +af ankomsten ! han var utilladelig sortrøget . +Men det er jo ikke Weber , der er +stillet op , det er Mozart ; hvorfra er han +kommen her ? “ +„ Det er den gamle Weber ! “ sagde +karlen , „ jeg bar ham selv ind til gipseren +og har i morges hentet ham igen ! “ + +„ Men dette er en buste uf Mozart +og ikke en buste af Weber ! “ +„ Undskyld , herre ! “ sagde karlen , „ det +er den gamle Weber , som er bleven ren ! +Herren kender ham ikke igen fordi han er +hvidtet ! “ +Det kunne han få bekræftet af gipseren , +— men der fik han den besked , at +Weber var gået istykker , og da havde man +givet ham Mozart istedet , det var jo lige +et på en kakkelovn . +Den første dag skulle her ikke synges , +ikke spilles , men da vor unge ven kom over +i salen , hvor claveret stod og operaen +„ Josephs lå opslagen , sang han : „ min +fjortende vår “ , sang med klokkeren stemme . +Der var noget så inderligt , så uskyldigt +og dertil en kraft og fylde . Syngemesteren +blev våd om øjnene derved . +„ Således skal det være ! “ sagde han , „ og + +endnu bedre skal det blive . Nu lukke vi claveret +for i dag , du trænger til hvile ! “ +„ Endnu i aften må jeg til moder og +farmor ! det har jeg lovet . “ Og han +skyndte sig afsted . +Den nedgående sol skinnede hen over +barndømsgården ; glasstykkerne i nluren +strålede ; det var som et helt diamantslot . +Bløder og farmor sad der øverst på kvisten , +mange trapper i vejret , men dem fløj han opad , +tre trin i hvert Spring , og han var ved døren +og blev modtagen med Kys og omfavnelse . +Nccnligt og net var her i den lille stue ; +der stod kakkelovnen , den gamle Bjørn , +og dragkisten med de skjulte skatte fra hans +kjephestctid ; på væggen hang de tre kendte +billeder : kongens portrait , Vorherres og +„ Fars “ Silhouette , klippet i sort papir . +Det lignede ham aldeles fra siden , sagde +bløder , men det ville have lignet mere når + +papiret havde været hvidt og rødt , for det +var han . En dejlig mand ! og Peer var +hans udtrykte billede . +Der var meget at tale om , meget at +fortælle om ; grisesylte skulle de have , og +madam Hof havde lovet at se endnu i +aften op til dem . +„ Men hvor er dog de to gamle mennesker , +Hof og jomfru Frandsen , faldne +på at gifte sig ? “ spurgte Peer . +„ De tanker have de gået med i mange +år ! “ sagde moder . „ Du ved jo han var +gift ; det gjorde han , sagde man , for at drille +jomfru Frandsen , som knciscdc mod ham +i sin høihcds tid ; han fik velstand med +konen ; men hun var lovlig gammel : munter +og på krykker ! hun kunne ikke dø ; det +ventede han dog på ; det skulle ikke have +undret mig om han , ligesom manden i historien , +havde hver søndag båret den gamle + +ud i solskinnet , for ot Vorherre kunne se +hende og huske at kalde heade . “ +„ Jomfru Frandsen sad stille og ventede , “ +Sagde farmor . „ Jeg troede aldrig +hun nåde det . Men i fjor døde madame +Hof og så blev Frandsen kone i hnset ! “ +I det samme trådte madam Hof ind . +„ Vi talte om dem ! “ sagde farmor . +„ Vi talte om deres udholdenhed og belønning . “ +„ Ja , “ +Sagde madam Hof . „ Det kom ikke +i ungdommens tid , men man er altid ung +nok når man ikke har lcgcms-bræk ! siger +min Hof . Han har de yndigste indfald . +Vi er gamle , gode værker , siger han , begge +i et bind og med guldsnit . Jeg er så +lykkelig med min Hof og min kakkelovnskrog : +porcellains kakkelovn ! der lægges i +om aftenen og så er der varmt hele næste +dag . Det er en vellyst ! det er som i balletten + +„ Circcø 0 “ . Kan de huske mig +som circc ? “ +„ Ja , de var dejlig ! “ sagde farmor . +„ Hvor dog et menneske kan forandre sig ! “ +Det blev nu slet ikke sagt for at sige noget +ubehageligt og blev heller ikke optaget således . +Så kom griscsylten og ttevand . +Den næste formiddag aflagde Peer +sit besøg hos grossererens . Fruen tog +imod ham , trykkede hans hånd og bad +ham tage plads hos sig . I samtalen med +hende udtalte han sin inderlige tak , han +vidste , at grossereren var hans skjulte velgører . +Fruen vidste det ikke . „ Dieu det +ligner min bland ! “ sagde hun ; „ det er ikke +værd at tale om ! “ +Grossereren blev næsten vred , da peerberørte +denne sag . „ De er aldeles på +feilt spor ! “ sagde han , afbrød samtalen +og gik . + +Felix var nu student og skulle gå +den diplomatiske vej . +„ Min mand kalder det galskab , “ sagde +fruen , „ jeg har ingen mening . Forsynet +råder ! “ +Felix viste sig ikke , han havde timer +med sin fegtelærcr . +Hjemme fortalte Peer , at han havde +takket grossereren , men at denne ingen ta^ +ville modtage . +„ Hvem har sagt dig , at han var , hvad +du kalder , din velgører ? “ spurgte syngemesteren . +„ Det +har moder og farmor ! “ svarede +Peer . +„ Nu , så må han vel være det ! “ +„ De ved derom ! “ sagde Peer . +„ Jeg ved det ! men af mig får du +ikke noget at vide ; og nu synge vi en time +her hjemme hver morgen . “ + +engang om ugen » ar qvartet-musik . +Øre , sjæl og tanke fyldtes af Beethovens +og Mozarts herlige tonedigtninger . I +lang tid havde Peer ikke hørt god og vel +udført musik . Der gik ham som et ildkys +gennem rygraden ud i alle nerver , +tårernc kom i hans øjne . Hver musikaften +her i hjemmet var ham en festaften , +den gav et fyldigere indtryk end nogen opera +på tteatret , hvor altid noget virker forstyrrende +eller viser det mangelfulde . Snart +komme ordene ikke til deres ret , de slikkes +nd i sangen , ligeså forståelige for en chinestr , +som for en grønlænder , snart svækkes +virkningen ved mangel på al dramatisk begavelse +og ved at stcmmcfyldcn synker i enkelte +partier ned til spilledåsc-musik eller slæber +sig frem gennem falske toner . Usandhed + +i dekorationer og costumer følger også +med . Alt dette faldt bort ved qvartettcn . +Tonedigtningerne løftede sig i sin hele frie +herlighed , dens kostelige tapeter dækkede +væggene i coucertsalcn , han var der i den +musikens verden , dens mestre havde trykket +frem . +I den offentlige store musiksal blev en +aften givet af rigt besat orchester Beethovens +« 8mpbonm pastoraiø » ; det var +især andanten : „ Scene ved bækken “ , som +forunderlig mægtigt gennemstrømmede og +løftede vor unge ven ; den bar ham ind i +den levende friske skovnatur ; lærken og +nattergalen jubilerede , kukkeren sang ind +deri . Hvilken naturpragt , hvilket vederkvægelsens +væld ! Fra denne stund kendte +han hos sig selv , at det var den malende +musik , hvori naturen afspejlede sig og +menneskehjertets strømninger genklang , som + +slog dybest an hos ham , Beethoven og +haydn blev hans indlings-eomponister . +Med syngemesteren talte han lidt herom , +ved hver samtale kom de to hinanden +nærmere . Hvor var denne Aland rig i knndskab , +uudtømmelig som mimers brønd . +Peer lyttede til , og som han , da han varen +lille dreng , begjerlig hørte på farmors +eventyr og historier , fornemmede han nu toneverdenens , +vidste , hvad skoven og havet fortællær , +hvad der klinger i de gamle kæmpehøje , +hvad hver fugl synger med sit næb +og blomsten lydløs udånder i Duft . +Sangtimen hver morgen blev en sand +fornøjelsens time for mester og lærling ; +hver lille sang blev sunget med en friskhed , +et udtryk og en uskyld ; dejligst lød de +schnbcrtske „ Vandrcr-qvad “ . Melodien fik +sin ret , men også ordene , de smeltede +sammen , løftede og belyste hinanden , som de + +skulle . Peer var unegtelig dramatisk sanger . +Fremad i dygtighed gik det hver måned , +hver uge , dag for dag . +I sundhed og livsglæde , uden savn +eller sorg , voxte vor unge ven . Livet lå +rigt og dejligt med en fremtid fuld af +goder for ham . Hans tillid til menneskene +var aldrig skuffet , han ejede barnesindet +og mandens udholdenhed , overalt så han +kun milde øjne og venlig imødekommen . +Dag for dag blev forholdet mellem ham +og syngemesteren inderligere og mere fortroligt , +de to vare som en ældre og en yngre +Broder , og den yngre ejede hele det unge +hjertes inderlighed og varme ; det blev +forstået og på fin Viis gengivet af den +ældre . +Hele syngemesterens personlighed var +gennemtrængt af en sydlig ildfuldhed , man +havde straks fornemmelse af , af denne mand + +kunne hade stærkt eller elske stærkt , lykkcligviis +rådede det sidste . Han var dertil , ved formue +efter sin afdøde fader , stillet således , +af han ikke behøvede af overtage et embede +uden af dette tiltalte og fyldte ham ; skjult +gjorde han umådelig meget godt på en +fornuftig måde , men led ikke , af man takkede +ham eller talte derom . +„ Har jeg gjort noget ! “ sagde han da , +„ så har jeg gjort det , fordi jeg kunne det +og fordi jeg burde det . Det var min +skyldighed ! “ +Hans gamle tjenestekarl : „ Vor Castellan , “ +Som han i spøg kaldtes , talte kun med +halv stemme , når han tilkendegav sin +tanke om husets herre . „ Jeg ved hvad +han yder og virker mellem år og dag ! +Og ved dog ikke det halve . Ham skulle +kongen give en stjerne på brystet ! men +han bar den ikke , han blev lynende gal , om + +jeg kender ham , ville man mærke ham for +hans honnethed ! Han bliver salig , frem for +os andre , i hvad tro han så har ! han er +just en mand efter skriften ! “ og derpå +lagde den gamle et eget eftertryk , som om +Peer kunne have nogen tvivl . +Han følte og forstod jnst at syngemesteren +var en sand Christen i god gerning , et eksempel +for enhver ; i kirke derimod gik den mand aldrig , +og da Peer en dag omtalle , at han næste +søndag med moder og farmor gik til „ Herrens +bord “ og tilføjede om syngemesteren +aldrig gjorde det samme , var svaret : nej ! +Det syntes , som om denne ville have sagt +noget mere , ja som om han havde noget +at betroe Peer , men der blev intet sagt . +Om aftenen læste han højt af aviserne +om et par navngivne mænds goddædighed , +og kom derved til at yttre sig om +gode gerninger og deres løn . + +„ Dm skal ingen tænke på , den kommer ! +Lønnen for gode gerninger er som dadler , +står der i talmud , de modnes sildig og +blive søde ! “ +„ Talmud , “ spurgte Peer , „ hvad er det +for en bog ? “ +„ Eu bog , “ var svaret , „ hvorfra er +groet mere end et tankefrø ind i chrisfendommen . “ +„ Hvem +har skrevet den bog ? “ +„ Bise mænd i de ældste tider ! Vise +i forskellige folkeslag og religioner . Her er +viisdvm gemt i få ord , som i Salomons +ordsprog . Hvilke kjærnc-sandhcder ! +Man lærer her , at menneskene rundt +om på jorden , i årtnsinder , altid have +været de samme . „ „ Din ben har en ben , +og din vens ben en ven , vær forsigtig +i din tale ! “ “ står der . Det er en +lærdom for alle tider . „ „ Ingen kan springe + +ober sin egen skygge “ “ , står der også , +og „ „ tramp tjørnen , medens du har ske +på ! “ “ Du bør læse denne bog ! Du vil i +den finde cultur-aftryk tydeligere end i jordlagene . +For mig , som jøde , er den dertil et +arvegods fra fædrene ! “ +„ Jøde ! “ sagde Peer , „ er de en jøde ! “ +„ Ved du ikke det ! hvor underligt at +vi to , ikke før i dag , har talt herom ! “ +Moder og farmor vidste heller ikke +herom , havde aldrig tænkt herover , men altid +havde de vidst at syngemesteren var en hæderlig , +mageløs mand . Det var en guds styrelse +at Peer havde truffet ham på sin vej , +næst Vorherre skyldte han ham al sin lykke . +Øg nu kom : møder frem med en hemmelighed , +som hun rigtignok kun få dage havde +båret på og som under tnusheds løfte +var betroet hende af grossererens frue . +Syngemesteren turde aldrig erfare , at man + +vidste det ; ham var det , der havde betalt +Peers underhold og opdragelse hos hr . +Gabriel . Fra den aften han i grossererens +hans hørte Peer synge balletten +„ Samson “ , havde han alene været hans +virksomme ven og velgører , men i taushed . +Xii . +Madame Hof ventede Peer , og han +kom . +„ Nu skal du kende min Hof ! “ sagde +hun , „ og du skal kende min kakkelovnskrog . +Den tænkte jeg ikke på , da jeg dansede +„ Circe “ og „ Rosen-alfen i Provence ! “ +Ja nu tænke ikke mange på den ballet og +på lille Frandsen . „ , , 8io tranøit aloria +i månen ! “ “ hedder det på latin , siger +min Hof vittigt , når jeg taler om min + +glorie-tid . Han holder meget af at gøre +nar , men med hjerte ! “ +„ Kakkelovnskrogen “ var en venlig , lavloftet +stue med gulvtæppe og portraiter +stedsvarcnde for en bogbinder . Her var +billedet af guttenbcrg og Franklin , +samt af Shakespeare , Cervantes , moli +øre og de to blinde poeter : Homer +og Ossian . Nederst hang , i glas og +bred ramme , en i papir udklippet dandserinde , +med stor guldpaillet og kjole af +mol , det højre ben løftet mod himlen , +og nedenunder et Vers : +hvo vinder hjerter i dansen ? +Hvo bccrer uskylds-krandsen ? +Jomfru Emilie Frandsen ! +Det var digtet af Hof , der skrev yndige +Vers , helst spøgefulde . Billedet havde han +selv klippet , klistret og syet , før han fik +sin første kone . Det havde ligget mange + +år i sknffe , nu prangede det i digtcrgalericl : +„ min kakkelovnskrog “ , som +madame h o f kaldte sin lille stue . Her blev +Peer og Hof præsenterede for hinanden . +„ Er han ikke en dejlig ntand ! “ sagde hun +til Peer . „ For mig er han den dejligste ! “ +„ Ja , vin søndagen , når jeg er indbunden +i stadsklædcrnc ! “ sagde hr . Hof . +„ Du er dejlig uden al indbinding ! “ +Sagde hun og gjorde en bøjning med hovedet , +idet hun havde fornemmelse af , af hun +her talte lidt for barnlig i sin ældre alder . +„ Gammel kærlighed ruster ikke ! “ sagde +hr . Hos . „ Ildebrand i gamle huse brænder +ned til grunden ! “ +„ Det er som med fugl fønix , “ sagde +madame Hof , „ man stiger ung op deraf . +Her er mit Paradis ! jeg bryder mig ikke +om af søge andre steder hen ! jo , en timesfid +op til din moder og farmor ! “ + +„ Og til din søster ! “ sagde hr . Hof . +„ Nej , englc-høf ! der er ikke Paradis +længer ! Jeg skal sige dig , Peer , de +sidde i små kår og størt vrøvl ! man +ved ikke , hvad man tør sige der i huset . +Man tør ikke nævne ordet „ Morian “ , for +den ældste datter er forlovet med en , der +har negerblod ; man tor ikke sige „ pukkelrygget “ , +det er en af drengene ; man tør +ikke tale om kassemangel , min svoger har +været i det tilfælde ; man tør ikke engang +sige at . køre i skoven ; skov er en fæl lyd , +for han hed Skow , som slog op med den +yngste . Jeg holder ikke af nde at sidde og +lnkkc min mund ; tør jeg ikke tale , så +trækker jeg mig ind i mig selv og bliver i +min kakkelovnskrog . Var det ikke syndigt , +son : man siger , kunne jeg bede Vorherre , at +vi måtte leve så længe min kakkelovnskrog +holder ud ; her vokser man bedre indad . Her + +er mit Paradis , og det har Hof givet +mig . “ +„ Hun har guldgværn i munden ! “ +Sagde han . +„ Øg du har guldkorn i hjertet ! “ +Sagde hun . +„ Male , male posen fuld , +Mille er det bare guld ! “ +Sagde han , og hun kildrede ham i hagekløsten . +„ Det Vers digtede han lige i dette øjeblik ! +Det kunne godt trykkes ! “ +„ Ja og indbindes ! “ sagde han . +Således skemtcde de to gamle mennesker . +Året gik , først da begyndte Peer at indstudere +ku rolle ; han valgte „ Joseph “ , men +ombyttede denne med Georg Browns i +operaen „ den hvide dame “ . Ord og mnsik +tilegnede han sig snart , og fra Walter +Scotts roman , der har leveret stoffet , optog + +han et klart , fyldigt billede af den unge , +livsglade officer , der besøger sit hjemlands +bjerge og kommer til sin fædrencborg uden +at kende den ; en gammel sang vækker +barndoms-minderne , lykken følger dem , og +han vinder Borg og brud . +Det læste blev , som noget selvoplevet , +et kapitel af hans egen livshistorie ; den +melodierigc musik fyldte ganske denne stemning . +Der gik imidlertid lang , lang tid , +før de første prøver begyndte . Det hastede +ikke med hans optrædclsc , mente syngemesteren ; +endelig forestod den . Han var +ikke blot sanger , han var skuespiller , og +hele hans personlighed lå for rollen . Chor +og orchester tiljnblcde ham det første store +bifald ; med største forventning så man +forestillingsaftenen i møde . +„ Man kan være en stor skuespiller i +slobrok hjemme , “ sagde ku velvillig kammerat , + +„ være meget stor ved daglys , men +middelmådig foran lamperne i det fyldte +hus . Det vil uu vise sig ! “ +Peer fornemmede ingen angest , men en +brændende længsel efter den afgørende aften . +Syngemesteren derimod var aldeles febril ; +Peers moder havde ikke mod til at komme +i tteatret , hun ville få ondt af angest for +fin kære dreng ; farmor var syg , hun +skulle blive hjemme , havde lægen sagt , men +den tro veninde , madame hos , lovede at +bringe efterretning endnu samme aften , hvorledes +det var gået . Hun skulle og ville i +tteatret , selv om hun lå på sit yderste . +Hvor var den aften lang ! hvor strakte +sig de tre , fire timer i det uendelige . Farmor +sang en psalme , bad med moder til +den gode gud for lille Peer , at hun også +iaften måtte være lykke-peer . Viserne +på uret drejede sig langsomt . + +„ Nu begynder Peer ! “ sagde de . „ Nu +er han midt i det ! nu har hun overstået +det ! “ Moder og farmor så på hinanden , +men sagde ikke et ord mere . +På gaden lød vogn-rummel ; det var +folk , som kørte fra tteatret . De to kvinder +så ned fra vinduet ; folk gik forbi og +talte højrøstede ; de kom fra tteatret , de +vidste , hvad der ville bringe livscnsglæde +eller stor bedrøvelse oppe på kvisten i +grossererens hus . +Endelig kom nogen op ad trappen . +Madame Hof styrtede ind , fulgt efter af sin +mand . Hnn fløj akoder og farmor om +halsen , men sagde ikke et ord ; hun græd +og hulkede . +„ Herre gud ! “ sagde moder og farmor , +„ hvorledes er det gået Peer ? “ +„ Lad mig græde ! “ sagde madame Hof ; +hun var så betagen , så bevæget . „ Jeg kan + +ikke bære det ! Ak , i søde mennesker , i +kunne heller ikke bære det ! “ og nu strømmede +tårerne . +„ Have de pebet ham ud ! “ råbte moder . +„ Nej , ikke det ! “ sagde madame Hof . „ De +have — at jeg skulle opleve det ! “ +Da græd både bror og farmor . +„ Hold måde , Emilie ! “ sagde hr . +Hof . „ Peer har sejret ! trinmpherct ! Huset +var ved at styrte sammen , således klappede +man . Jeg kan mærke det endnu i mine +hænder . Det var en bifaldsstorm fra parterret +til galcrict ; hele kongehuset klappede +med . Men det var også hvad man kan +kalde en mærkedag for tteatrets annaler ! +Det var mere end talent , det var geni ! “ +„ Ja , geni ! “ sagde madame Hof , „ det er +mine ord ! Gud velsigne dig , Hof , for du +udtalte det . I rare mennesker ! aldrig havde +jeg troet , at man således kunne synge og + +spille comedie , og jeg har dog gennemlevet +hclcthcaterhisforien ! “ Hun græd igen . Moder +og farmor lo , medens tårerne endnu +perlede dem på kinderne . +„ Sov nu godt på det ! “ sagde hr . Hof . +„ Og kom så , Emilie ! God nat ! god nat ! “ +De forlod kvistværelset og to lykkelige +mennesker der . Længe vare de to ikke +alene . Døren åbnedes , og Peer , der ikke +havde lovet at komme før næste formiddag , +stod i stuen . Han vidste jo , med hvilken +tanke de gamle fulgte ham , hvilken uvished +de endnu kunne være i , og da han med +syngemesteren kørte forbi hjemmet , holdt +han udenfor , de havde lys tændt deroppe , +og han måtte til dem . +„ Dejligt , glædeligt , velsignet , alt gået +godt ! “ jublede han og kyssede moder og +farmor . Syngemesteren nikkede med strålende +ansigt og trykkede deres hænder . + +„ Og nu skal han hjem og til ro ! “ +Sagde han , og aftenbesøget var endt . +„ Vorherre i himlen , hvor du er nådig +og god ! “ sagde de to fattige kvinder . +De talte til langt ud på natten om Peer . +Rundt om i den store bh taltes om ham , +den unge , smukke , vidunderlige sanger . +Såvidt havde lykke-peer bragt det . +Xiii . +Morgenavisen meddelte allerede med +fanfare den meer end almindelige debut , og +anmelderen forbeholdt sig ret til i et følgende +nummer at udtale sig . +Grossereren indbød til en stor middag +Peer og syngemesteren . Det var +en opmærksomhed , et bevis på hans og +hans frues interesse for den unge Aland , + +som var født der i gården , og det samme +år og dag , som deres egen søn . +Grossereren holdt en smuk skanl-tale +til syngemesteren , den diand , der havde +tandet og slebet „ Ædelstenen “ , et navn , +hvormed et af de afgørende blade havde +betegnet Peer . +Felix sad ved siden af ham og var +munterheden og elskværdigheden selv ; efter +måltidet bragte han sine cigarer , de vare +bedre end grossererens : „ det har han råd +til ! “ sagde denne . „ Han har en rig fader ! “ +Peer røg ikke , en stor fejl , men som nok +ville blive rettet . +„ Vi må være venner ! “ sagde Felix . +„ De bliver byens løve ! alle de unge damer , +de gamle med , har de faget vred storm . De er +et lykkeligt menneske i alt ? Jeg misunder dem ! +Især i det at kunne gå ud og ind derovre +på tteatret mellem alle småpigerne ! “ + +det syntes nu Peer ikke var noget +så særligt at misunde . +Fra madame Gabriel modtog han +brev . Hun var i henrykkelse over den +jublende udtalelse i bladene om hans debut +og alt , hvad han måtte blive som konstner . +Hun havde med pigerne drukket hans skål +i punsch . Hr . Gabriel tog også del i +hans hæder og var forvisset om , . at han , +frem for de fleste andre , udtalte fremmede +ord correct . Apottekeren løb byen rundt +og mindede om , at de på deres lille tteater +tidligere havde set og beundret dette talent , +som først nu blev kendt af hovedstaden . +Apottekerens datter ville nok ærgre sig , tilføjede +madamen , nu , da han kunne frie +til baronesser og comtessen . Apottekerens +datter havde forhastet sig- og stået til ; +hun var for en måned siden bleven forlovet +med den tykke nådmand ; der var lyst for + +dem , og den tyvende i måneden stod brylluppet . +Det +var netop den tyvende i måneden , +at Peer modtog dette brev . Han fornemmede +sou : et stik igennem hjertet ; det blev ham +i dette øjeblik så klart , at hun , under alle +sjælens svingninger , havde været hans +stadige tanke ; han holdt af hende meer end +af alt andet i denne werden . Tårer kom +ham i øjnene ; brevet knugede han i hånden . +Det var den første , store hjertesorg , +siden han med moder og farmor hørte , at +fader var falden i krigen . Han syntes , at +al glæde var borte , hans fremtid tom og +sørgelig . Solskinnet lyste ikke mere fra hans +ungdomsfriske ansigt ; solskinnet var slukt i +hans hjerte . +„ Han seer dårlig ud ! “ sagde moder +og farmor . „ Det er den theateranstrcngelsc ! “ +O * + + +hnn var ikke som før , det så de to ; +det så også syngemesteren . +„ Hvad er det dog ! “ sagde denne . „ Må +jeg ikke vide , hvad der trykker dig . “ +Da blussede hans kinder , tårerne fik +frit løb , og han fortalte sin sorg , sit tab . +„ Jeg holdt så inderligt af hende ! “ +Sagde han . „ Nn først , da det er far silde , +er det blevet mig rigtig klart ! “ +„ Stakkels , bedrøvede ven ! Jeg forstår +dig så godt ! græd kun ud for mig , +og hold på den tanke , så snart du kan +holde på den : at hvad der skeer i verden , +skeer til det bedste for . os . Også jeg +har kendt og kender hvad du uu fornemmer ; +også jeg holdt engang , som du , +af ku pige ; klog , smuk , bedårende var +hun ; min kone skulle hun være ; gode +kår kunne jeg byde hende , og hun holdt af +mig ; men en betingelse for giftermålet + +var der , hendes forældre forlangte det , hun +forlangte det : jeg skulle blive Chrisfen — ! “ +„ Og det ville de ikke ? “ +„ Jeg kunne det ikke ! man kan ikke med +frelst samvittighed løbe fra en religion til +en anden , uden at synde enten mod den , man +forlader eller mod den , man træder over til ! “ +„ De har ikke tro ! “ sagde Peer . +„ Jeg har mine fædres gud ! han lyse +for min fod og min forstand ! “ +De sagde en stund begge tavse ; da +glcdc hænderne over tangenterne og syngemesteren +spillede en gammel folkevise ; ingen +af dem sang ordene ; enhver underlagde vist +sine tanker . +Madame Gabriels brev blev ikke mere +læst . Hun drømte næppe , hvilken sorg det +havde forvoldt . +Få dage efter kom brev fra hr . Gabriel ; +han ville også bringe sin lykønskning + +og „ en commission “ ; den især havde +nok givet anledning til brevet . Han bad +Peer købe en lille porcellains-ting , nemlig : +Amor og hymen , kærligheden og ægteskabet . +„ Den er udsolgt her i byen , “ skrev +hun , „ men let at erholde i hovedstaden ; +penge følger med . Send Tingen snarest , +den er brudegave til nådmandens , ved +hvis bryllup jeg var med nnn hustru ! “ +Forresten fik Peer at vide : „ Unge Madsen +bliver aldrig student ; han har forladt huset +og bemalet væggen med flnnhcdcr mod +familien . Slet subjekt , unge Madsen . +„ „ Lnnt pusri xusri , Mari pusrilia , traotant ! “ “ +O : „ „ Drenge er drenge , drenge +gøre drengestreger ! “ “ jeg oversætter det , da +dn ikke er latiner . “ +Hermed sluttede brevet fra hr . Gabriel . + + +Xiv . +Tidt , når Peer sad ved claveret , +klang i toner derfra , hvad der rørte sig i +hans bryst og hoved ; tonerne løftede sig i +Melodi , der stundom bar ordene med , de +kunne ikke skilles fra sangen ; således blev +flere smådigtetil , rhythmiske , stemningsfulde . +Med dæmpet røst blev de sungne ; det var , +som om de , skye og bange for at fornemmes , +hensvævcde i ensomheden . +Alt farer hen som vinden , +her er ci blivende sted . +Snart svinder rosen på kinden , +smilet og — tårerne med . +Hvorfor være bedrøvet ? +Hen farer sorg og fortræd ; +alt farer hen som løvet , +tiden og mennesket med ! + +alt er forsvinden — forsvinden , +ungdom , dit håb og din ven . +Alt farer hen som vinden +og kommer aldrig igen ! +„ Hvorfra har du den sang og Melodie ? “ +Spurgte syngemesteren , der tilfældig +så musik og ord nedskrevne . +„ Den kom af sig selv , den og alle disse . +De flyve ikke videre i verden ! “ +„ Tungt humeur sætter også blomster ! “ +Sagde syngemesteren , „ men tungt humeur +for ikke råde ; nu sætte vi sejl til og +styre mod næste debut . Hvad siger du +om hamlet , den sorgfulde , ungc Prinds +af Danmark ! “ +„ Jeg kender shakspeares tragedie ! “ +Sagde Peer , „ men endnu ikke Thomas ' +opera . “ +„ Ophelia skulle operaen kaldes , “ +Sagde syngemesteren . „ Shakspeare har + +i tragedien ladet dronningen fortælle os +Ophelias død , og denne er bleven ligesom +høldepunktet i den musikalske gengivelse ; +man seer for øjet og fornemmer i toner , +hvad vi tidligere kun hørte som fortælling +af dronningen : +„ Der står en pil og luder over åcn ; +sit sølvgrå lov i klaren strøm den spejler ; +der bandt hun scrre krandse , af ranunkler , +af Nelder , tusindskjon og pnrpnrblomster , +som kåde hyrder gav et ublu navn , +men kyske piger kalde dødningfingre . +Der , mens hun klattred op og ville smykke +den sveic green med sine ville blomster , +da brast den avindsyge green , og hun +faldt ned med sine ville sørgekrandse +i strømmen , der sig grædende sneg hen . +Vidt spredtes hendes klader , og en stund +bar de på bandet hende som en havfru , +imens hun stykker sang af gamle sange , +som om hun ej forstod sin egen nød . “ * ) +* ) shakspeares „ Hamlet “ , oversat af edv . +L e m b k e . + +operaen fører os dette for øje : vi se +Ophelia ; hun kommer legende , dansende , +syngende den gamle folkevise om „ Nøkken “ , +der lokker menneskene ned til sig i elven , +og medens hun synger og plukker blomster +hører man fra floddybct de samme toner ; +de lyde i chorsang lokkende fra det dybe +vand ; hun lytter , hun leer , nærmer sig +bredden , holder sig fast i den hængende +pil og bøjer sig for at plukke de hvide +åkander ; sagte glider hun ud på disse , +hviler syngende på de brede blade , gynger +på disse og føres af strømmen ud på +dybet , hvor hun , som den løsrevne blomst , +synker i måneskinnet , omtonct af nokkens +Melodi . +Om hele denne store scene er det som +om hamlet , hans moder , hendes Boler og +den hcvnråbcndc , dræbte konge alene vare til +for at danne den rige , billcdskårnc ramme . + +i +! +! Vi få ikke shakspeares „ Hamlet “ , +ligesom vi i operaen fanst ikke få +Goethes „ Fanst “ . Det spekulative er +ikke stof for musiken , det er kærlighedsforholdet +i begge disse tragedier , der løfter +sig til en digtning i toner . +Operaen hamlet blev bragt på scenen . +Ophelias fremstillerinde var henrivende , +dødsscenen var af stor virkning , +men hamlet selv fik denne aften en symj +pattetisk storhed , en charakkeer-fuldendthcd , +der voxte ved hver scene , hvori han optrådte ; +man var dertil forbavset over omfanget +af sangerens stemme , over friskhcdcn +i de høje som i de dybe toner , og at +i han kunne med lige glimrende held synge +! Hamlet og Georg Brown . +Sangpartierne i de fleste italienske operaer +ere et cancvas , hvori den begavede +! Sanger og sangerinde lægge deres sjæl og + +snille og løste da de brogede , bølgende farver +til de skikkelser , digtningen fordrer ; hvor +meget herligere mane de da knnnc åbenbare +fig , hvor tonerne er lagte og ledede gennem +tanke om charakteren ; og det har gounod +og Thomas forstået , +hamlets skikkelse i operaen fik denne +aften kød og blod , samlede og løftede sig +til hovedpersonen i digtningen . Uforglemmelig +blev nattesccncn på bastionen , hvor +hamlet første gang seer sin faders ånd ; +scenen i slottet , foran den oprcistc skueplads , +hvor han henkaster ordenes giftdråber , +det forfærdelige bløde med bløderen , +hvor faderens ånd står hevnråbende +for sønnen , og endelig , hvilken magt +i sangen , hvilke toner ved ophclia s død ! +Bar og blev hun end den sympathetiske +lotusblomst . på den dybe , mørke sø , +dens bølger vidt om grebe mægtigere ind i + +tilskuerens sjæl . Hamlet blev denne aften +høvcdskikkelsen . Triumfen var fuldendt . +„ Hvorfra har dog det menneske dette ! “ +Sagde grossererens rige frue og tænkte på +Peers forældre og farmor på kvisten . +Faderen havde været pakhuuskarl , brav og +hæderlig , var falden som soldat på ærens +mark , moderen vasker , — men det giver +ikke sønnen dannelse , groet op var han i +fattigskolc — og hvad stort kunne vel i en +tid af to år en provinds-professor bibringe +ham af højere skolekundskaber . +„ Det er geniet ! “ sagde grossereren , +„ Geniet ! det fødes — af guds nåde ! “ +„ Tilvisse ! “ sagde fruen , og foldede +hænderne derved , da hun talte til Peer . +„ Skønner de ret af ydmygt hjerte på , hvad +de har fået ? Himlen har været dem ubegribelig +nådig ! Alt er givet . De ved ikke , +hvor gribende deres hamlet er ! De har + +selv næppe forestilling derom . Jeg har hørt , +at mange store digtere vide heller ikke selv , +hvad herligt de have givet , filosoferne +må klare det for dem . Hvorfra har de +fremmanet deres hamlet ? “ +„ Jeg har tænkt over charakteren , læst en +del af , hvad der er skrevet om den shnkspcarske +digtning , og siden på scenen levet +mig ganske ind i person og begivenhed ! — jeg +giver min del og Vorherre giver resten ! “ +„ Vorherre ! “ sagde hun med et halv +bebrejdende blik , „ brug ikke her det navn ! +Han gav dem evner , men de tror da ikke , +at han har med tteater og opera at gøre ! “ +„ Jo tilvisse ! “ svarede Peer frejdig . +„ Der er også hans prædikestol ud for +menneskene , og der høre de fleste lidt bedre +efter end i kirken ! “ +Hun rystede med hovedet . „ Gud er +med i alf godt og smukt , men lad os + +vogte os for at tage hans navn forfængeligt . +Det er en nådegave , at blive en stor +konstner , men det er dog bedre at være en +god Christen ! “ Felix ville aldrig for hende +have nævnet sammen tteater og kirke , følte +hun og var glad derved . +„ Nn har de lagt dem ud med mama ! “ +Sagde Felix leende . +„ Det var så langt fra min tanke ! “ +„ Bryd dem aldrig om det ! De kommer +igen i nåde , når de på søndag +går i kirke ! Stå udenfor hendes stol , +se op til højre , der i pulpituret sidder et +lille ansigt , der nok er værd at se på : +enkebaronessens nydelige datter . Det er +et vclmecnt råd ! og jeg giver dem et +til : de kan ikke bo , hvor de nu boer ! +Flyt dog ind i en større lejlighed , med en +ordenlig trappe ! eller vil de ikke fra syngemesteren , +så lad ham bo bedre ! han har + +formue dertil , og de har ganske gode indtægter . +Øe man også give et gilde , et +aftengildc ; jeg kunne selv give det og vil +give det , men de kan indbyde et par af +de små dandserinder ! — de er et lykkeligt +menneske ! men jeg tror , himlen hjelpe +mig , at de endnu slet ikke forstår at være +et ungt menneske ! “ +Det forsfod just Peer , på sin Viis ! +Med sit fulde , varme , unge hjerte elskede han +konsten , den var hans brud , hug gjcngjcldte +hans kærlighed , løftede ham i solskin og +glæde ; den mismod , der havde knuget ham , +fordunstede snart , milde øjne så på ham , +alle kom ham venligt deltagende i møde . +Ravhjertet , som han endnu stadigt bar på +sit bryst , hvor farmor engang havde hængt +det , var tilvisse en talisman , ja det tænkte +han , thi ganske fri for overtro , barnetro kan +det også kaldes , var han ikke . Enhver genial + +natur har noget af denne , seer og tror på sin +stjerne . Farmor havde viist ham den krast , +der lå i ravet , det drog til sig ; hans drøm +havde viist ham , hvorledes der ud fra ravhjertet +voxte et træ , der sprængte loft og +tag , og bar i tusindvis hjerter af sølv +og guld ; det betød tilvisse , at i hjertet , i +hans eget , varme hjerte lå hans konstnermagt , +hvorved han vandt og skulle vinde +tusinder og atter tusinder . +Mellem ham og Felix var unegtelig et +slags sympatti , hvor forskellige de end vare ; +Peer antog , at forskellen mellem dem lå i , +at Felix , som den rige mands søn , var +voksen op i fristelser og havde råd og lyst +til at smage på dem ; han var derimod +bleven lykkeligere stillet som fattigmands barn . +Begge de to husets børn gik imidlertid +frem mod storhed . Felix ville snart +blive kammerjunker , og det er første etage + +til kammerherre ; så har man gnldnoglcn +bag på . Peer , den altid lykkeligere , havde +allerede for på , men usynligt , geniets +guldnogle , som lukker op for alle jordens +skatte , og hjerternes med . +Xv . +Det var endnu i vintertid ; kanebjælderne +klang , skyen bar suecfnug ; men +hvor en solstråle brød frem , forkyndte den +forår . Det duftede og klang i det unge +bryst , det lod i malende toner , der udfoldede +sig i ørd : +end ligger jorden i sneens svøb , +lystigt på Sorn er skoitelob , +træ-erne prange med rimfrost og krager , +dien i morgen bestemt det bager ; +solen bryder den tunge sky , +båren rider sommer i by , + +pilen kaster de uldne vanter . +Spil op , musikanter ! +Alle småfugle ! stem i , stem i : +„ Nu er vintertiden forbi ! “ +O , hvilket Kys af den varme sol ! +Kom , pluk skovmærk og martsviol : +det er som skoven sit åndedræt holder , +nu i en nat hvert blad sig udfolder , +kukkeren synger , du den forstår , +hør , du skal leve i mange år ! +Verden er nng , vær ung med de unge , +lad hjerte og tunge +juble med båren , frejdig og fri : +„ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “ +Aldrig er ungdomstiden forbi ! +Jordlivet er et helt trylleri , +solskin og stormvejr , glæde og smerte , +der er en verden lagt i vort hjerte ; +den svinder ci som et stjernesknd . +Mennesket skabtes i billede af gud . +Gud og naturen stå evige unge , +vår , lær du os at punge , +hver lille fugl stemmer med deri : +„ Aldrig er ungdomstiden forbi ! “ +Tv * + +„ Det er et heell tonemalcri ! “ sagde +syngemesteren , „ og godt givet for Chor og +orchester . Det er det bedste endnu af alle +dine stemnings-stykker . Du må virkelig +lære gencralbas , nagtet det ikke er din bestemmelse +at blive componist ! “ +Unge musikvenner bragte imidlertid snart +sangen frem ved en større conkert , hvor +den vakte opmærksomhed , men ikke forventninger . +Vor unge vens bane var åbnet +ham ; hans storhed og betydning lå ikke +blot i stemmens sympathetiske klang , men +i hans betydelige , dramatiske evne ; det havde +han viist som Georg Brown og som +hamlet . Hnn foretrak iøvrigt den egenlige +opera for syngestykkct ; det var hans sunde +og naturlige sands imod , denne gåen over +fra sang til tale og atter til sang ; „ det +er , “ sagde han , „ som om man fra marmortrappe +kommer ud på trætrappe , ja lidt + +på hønsestige og så igen ud på marmor . +Den hele digtning må gennemgående +leve og ånde i tonerne . “ +Fremtidsmusiken , som den nyere retning +i operaen kaldes og for hvilken særlig +Wagner er bannerfører , fik en forsvarer +og beundrer i vor unge ven . Han fandt her +charaktererne så klart tegnede , recitativerne +så tankegivendc , den hele handling i dramatisk +fremadskriden , uden stilleståen ved +idelig tilbagevendende melodier . „ Det er dog +en unatur med disse store indlagte arier ! “ +„ Ja indlagte ! “ sagde syngemesteren , +„ men hvor de som hos de fleste store mestre +skyde frem , en mægtig del af det hele , +skulle og må de være ! hører det lyriske +hjemme noget sted , da er det i operaen ! “ +Og han nævnede i „ Don Juan “ Don ottavios +Arie : „ Tåre , hold op at rinde ! “ +„ hvor er den lig en dejlig skovsø , ved hvis + +bred man hviler og fyldes helt af toneskovens +strømninger . Jeg bøjer mig for +dygtigheden i den nye musikalske retning , +men jeg dandser ikke med dig om dens +guldkalv ! det er heller ikke dit hjertes mening , +du udtaler , eller også er den dig +ikke selv klar . “ +„ I en af Wagners operaer vil jeg +optræde ! “ sagde vor unge ben , „ kan . jeg ikke +i ord , så vil jeg ved sang og spil hævde +mit hjertes mening ! “ +Valget faldt på lohengrin , den unge , +hemmelighedsfulde ridder , der i båden , +trukken af svanen , glider op ad schcldefloden +for at kæmpe for Elsa af bra baut . +Hvo havde vel sunget eller givet , som han , +modets første sang , hjcrtcstuntalcn i brudekammeret +og afskedssangen , hvor den hellige +grals hvide due omflagrcr den unge ridder , +som kom , sejrede og — forsvandt . + +denne aften var , om muligt , endnu et +skridt frem i konstncrisk storhed og betydning +for vor unge ven , og for syngemesteren +et skridt frem til erkendelse af fremtidsmusikcn . +— +„ Med betingelser ! “ sagde han . +Xvi . +På den årlige , store maleri-udstilling +mødtes en dag Peer og Felix foran porfraitet +af en ung , smuk dame , datter af +enkebaronessen , som moderen almindelig +kaldtes , hvis salon var samlingsstedet forben +fornemme verden og enhver afbetydniug +i konst og videnskab . Den unge baronesse +var i sit sekstende år , et uskyldigt , dejligt barm . +Billedet var ligt og konstncriskt gengivet . +„ Træd ind i salen her tæt ved , “ sagde + +Felix , „ der står den unge dejlighed selv +med sin moder . “ +De stod hensunkne i beskuelsen af et +charakteristisk billede ; det forestillede campagnen , +hvor to unge ægtefolk kom ridende +på en og samme hest , holdende hinanden +fast . Hovedfiguren var imidlertid en ung +munk , som betragtede de to lykkelige veifarende . +Der lå et sørgende , drømmende +udtryk i den unge mands ansigt , man +læskte deri hans tanke , hans livshistorie : +et forstilet mål , det lykkeligste tabt ! Mcnncskelykkcn +i kærlighed havde han ikke grebet . +Den ældre baronesse så Felix , som +ærbødigt hilsede hende og den smnkke datter ; +Peer viste samme almindelig høflighed . +Enkebaronessen kendte ham straks fra scenen , +og efter af have talt til Felix sagde hun +nogle venlige , forbindtlige ord til ' Peer , +idet hun trykkede hans hånd : + +„ Jeg og min datter hører til deres +beundrere ! “ +Hvor var den unge pige i dette øjeblik +fuldendt smuk . Hun så med sine milde , +klare øjne næsten i taknemmelighed på ham . +„ Jeg seer i mit hus , “ sagde enkebaronessen , +„ så mange af de mest betydende +konsfnere ; vi almindelige mennesker trænge +til en åndens luftning , de vil være hjertelig +velkommen ! Vor unge diplomat , “ hun +pegede på Felix , „ vil ledsage dem forske +gang , senere håber jeg af de ved dem +selv finder vejen ! “ +Hun smilede til ham ; den unge pige +rakte ham sin hånd , naturligt og hjerteligl , +som havde de længe kendt hinanden . +Sent på efteråret , en kold , sludfuld +aften , kom de to unge mænd , de to fødte +i den rige grosserers gård . Det var et + +vejr til at køre og ikke gå i , . før den +rige mands søn og for scenens første +sanger , alligevel , de gik , vel indpakkede , +galosker på fødderne , bcdninhættc på +hovedet . +Som et helt feen var det at komme +ilde fra den rå luft ind i den med luksus +og smag indrettede bolig . I vestibulen , +foran den med tæpper belagte . Trappe , +prangede et flor af blomster mellem buske +og viftepalmer ; et lille vandspring pladskedc +i basinct , omgivet af høje callacr . +Den store selskabssal var prægtigt oplyst +og en stor del af selskabet allerede +samlet . Der blev snart næsten trængsel ; man +trådte på silkeslæb og kniplinger , omsuset +af convcrsationens klingende mosaik , +i sin helhed vistnok det unndst værdifulde +af al den herlighed . +Havde Peer været et forfængeligt menneske , + +det han ikke var , kunne han have +indbildt sig at det var en fest for ham , så +hjertelig var modtagelsen af husets frue +og den livsstranlcnde datter . Unge og ældre +damer , ja herrer med , sagde ham behageligheder . +Der +blev musiceret ; ku ung forfatter +læste et velskrevet digt ; der blev sunget og +den takt viist , af ingen anmodede vor unge , +hyldede sanger om af fuldkommengøre det +hele . Husets frue varden opmærksomste vertinde , +åndfuld og hjertelig i den rige salon . +Det var indtrædelsen i den store verden . +Snart var vor nngc ven også her en af +de udvalgte i den snevre familie-kreds . +Syngemesteren rystede med hovedet og lo . +„ Hvor du er ung , kære ben ! “ . sagde +han , „ af det kan fornøje dig af komme til +disse mennesker ! de kunne i og for sig være +brave nok , men de overse os borgerlige . For + +nogle af dem er det alene en forfængelighcdssag , +en morskab , og for andre et slags +dannelses-skilt , af de yptage i deres kreds +konstnere og øjeblikkets feterede ; disse høre +til salonen som blomster til vandglasset , +de pynte og kastes så hen ! “ +„ Hvor bittert og ubilligt ! “ sagde Peer , +„ De kender ikke disse mennesker og vil ikke +kende dem ! “ +„ Nej ! “ svarede syngemesteren . „ Jeg +hører ikke hjemme mellem dem ! Du ikke +heller ! og det huske og vide de alle sammen . +De klappe og beskue dig , som man klapper +og beskuer vcddelobshcstcn , der skal vinde en +Sejer . Du hører til en anden race , end de . De +skippe dig , når du ikke længer er i mode . +Begriber du ikke det ? Du er ikke stolt +nok ! — du er forfængelig , og det viser du +ved at søge disse høitstillcde ! “ +„ Hvor ganske anderledes ville de tale + +og dømme , “ sagde Peer , „ øm de kendte +enkebaronessen og et par af mine nye +venner der ! “ +„ Jeg kommer ikke til at kende dem ! “ +Sagde syngemesteren . +„ Når skal forlovelsen declarercs ! “ +Spurgte en dag Felix . „ Er det moder +eller datter ? “ og han lo . „ Tag ikke datteren , - +thi da får de hele den adelige ungdom +imod dem ; også jeg bliver deres +fjende og den blodigste ! “ +„ Hvad mener de ? “ spurgte Peer . +„ De er jo den begunstigede ! kan gå +ud og ind til alle tider . De får penge +med moderen og kommer ind i god familie ! “ +„ Hold op med den spøg ! “ sagde Peer . +„ Der er ikke noget . Morsomt i , hvad de der +siger . “ + +„ Det skal heller ikke være morsomt ! “ +Sagde Felix . „ Det er den høitidsfulde +alvor ! for de vil da ikke lade hendes nåde +sidde over og sørge , blive dobbelt enke ! “ — +„ Lad baronessen være udenfor denne +tale , “ sagde Peer , „ gør dem lystig over +mig , men kun over mig alene , og jeg skal +svare dem ! “ +„ Ingen vil tro at det er et jnelinatious +parti fra deres side ! “ vedblev Felix . +„ Hnn er lidt udenfor skjønheds-linien ! +— man lever ikke af ånd alene ! “ — +„ Jeg havde tiltroet dem mere dan- . +» elfe og forstand , “ sagde Peer , „ end at de +således ville tale om en dame , de bør +højagte og i hvis hus de kommer . Og +jeg tåler det ikke længer ! “ +„ Hvad vil de da gøre ! “ spurgte +Felix , „ vil de slås ! “ +„ Jeg ved , at de har lært det og jeg + +ikke , men jeg kan lære det ! “ og han forlod +Felix . +Et par dage efter mødtes igen de to +husets børn , sonncn fra første sal og +sønnen fra kvisten . Felix talte til Peer +som om intet brud havde været imellem +dem ; denne svarede høfligt , men kort . +„ Hvad er nu det ! “ sagde Felix . „ Vi +to vare lidt pirrelige sidst ; men dril må dertil , +derfor er man ikke flabet ! jeg holder ikke +af at bære til bunke , lad os glemme og +tilgive ! “ +„ Kan de tilgive dem selv den måde +de talte om en dame , vi begge skylde +højagtelse ? “ +„ Jeg talte meget honnet ! “ sagde Felix ; +„ i den fornemme verden kan man også +tale med ragekniv , men det menes ikke +så slemt ! det er saltet til „ Hverdagslivets +matte fisk “ , som poeten kalder det . + +vi er alle lidt ondskabsfulde . De kan +også nok dryppe en , min ven , give en +lille uskyldighcds-dråbe , som svier ! “ +Snart så man de to arm i arm . +Felix vidste nok , at flere end en ung , smuk +dame , der ellers gik forbi uden at se på +ham , nu lagde mærke til ham , der gik med +„ Idealet fra scenen “ . Lampelyset kaster +altid et skjønheds-skær over tteatrets +helt og elsker ; det lyser endnu om ham , +når han viser sig på gaden ved dagslyset , +men slukkes der som oftest . De fleste af +scenens konstnere ligne svanen , man skal +se den i dens element , ikke på brostenene , +ikke på offentlig promenade . Der gives +imidlertid undtagelser , og til disse hørte vor +ungenen . Hans personlighed udenfor scenen +forstyrrede aldrig det tankcbillcdc , man havde +af ham som Georg Brown , hamlet og +lohengrin . — det var disse digtningens + +og tonernes skikkelser , som mangt et ungt +hjerte sammensmeltede med mennesket selv +og løftede mod idealet . — han vidste at +det var således og fandt også et slags +behag deri ! han var lykkelig i sin konst +og i de midler han besad til at øve den , +dog kunne der komme en skygge over dette +ungdomsglade ansigt , og fra claveret klang +da melodien tik ordene : +alt er forsvinden — forsvinden , +ungdom , dit håb og din ben . +Alt sarer hen som vinden +og kommer aldrig igen ! +„ Hvor vemodigt ! “ sagde enkebaronessen , +„ De har lykken i dens fulde mål ! jeg ved +ingen , der er lykkelig som de ! “ +„ Kald ingen lykkelig før han er i sin +grav , har jo den vise Solon sagt ! “ gentog +han og smilede gennem alvor ; „ det er en +uret , en forsyndelse , om jeg ikke var takil + + +nemmelig glad l mit hjerte . Jeg er det ! +Jeg er taknemmelig for det mig betroede , +men dette selv vurderer jeg anderledes end +andre . Det er et smukt fyrværkeri , der +farer hen og skakkes ! den sceniske konstners +værk er forsvindende . De evigt lysende stjerner +kunne glemmes for øjeblikkets meteorer , +men når disse slukkes er der intet blivende +spor af dem uden de gamle optegnelser . +En ny slægt kender ikke og kan ikke gøre +sig forestilling om dem , der fra scenen henrev +deres bedsteforældre ; ungdommen jubler +måske ligeså lydeligt og inderligt for +glandsen af messing som de gamle engang +for glandsen af det ægte guld . Langt +lykkeligere stillet , end den sceniske konstner , +er digteren , billedhuggeren , maleren og +componistcn . De kunne i levende live prøve +trange kår , savne den fortjente erkendelse , +medens bæræren af deres værker lever i + +overdåd og forgudelsens overmod ; lad +mængden beundre den stærktfarvede sky og +glemme solen , skyen fordunster , solen +lyser og stråler for nye slægter . “ +Han satte sig ved claveret og fantaserede +så tankerigt , så mægtigt som aldrig før . +„ Vidunderligt dejligt ! “ udbrød enkebaronessen . +„ Det var som hørte jeg et +helt livs historie ! De gav os hjertets højsang +i toner ! “ +„ Jeg tænkte derved på tusind og en nat , “ +Sagde den unge pige , „ på lykkens lampe , +på Aladdin ! “ og hun så med uskyldige , +tårefyldte øjne frem for sig . +„ Aladdin ! “ gentog han . ) +denne aften var et vendepunkt i hans +liv . Et nyt afsnit begyndte tilvisse . +Hvad foregik der med ham i dette hensusende +år ? Hans friske farve forlod kin11 « + + +dernc , øjnene strålede langt klarere end før . +Søvnløse nætter levede han , men ikke i +ville orgier , i sværm og svir , som så +mangen stor konstner ; han var bleven mindre +talende , men mere glad . +„ Hvad er det , som fylder dig så ? “ +Sagde hans ven , syngemesteren , „ Du betroer +mig ikke alt ! “ +„ Jeg tænker på hvor lykkelig jeg er ! “ +Svarede han — „ jeg tænker på den fattige +dreng ! jeg tænker på — Aladdin ! “ +Xvii . +Efter de fordringer , det fattigtfodtc barn +tidt længe beholder , førte Peer nu et velstående , +behageligt liv ; hun var så velhavende , +at han , som Felix engang sagde , +nok kunne slå et ordcnligt skrald for sine +venner . Han tænkte derpå , tænkte på + +de tø tidligste nf vennerne , moder og farmor +; dem og sig selv beredte han en +festdag . +Det var dejligt forårsvcir , de to +gamle skulle køre med ham udenfor byen og +se et lille landsted , syngemesteren fornyligt +havde købt . Idet han ville sætte sig i vognen +kom en madame , fattigt klædt , i alder mod de +tredive år ; hun havde en promemoria , +anbefalende påtegnet af madame Hof . +„ Kender de mig ikke ! “ sagde madamen . +„ Lille lokkehoved , kaldte man mig ! +Lokkerne er borte , der er så meget , der er +borte , men der er endnu gode mennesker ! +Vi to have virket sammen i balletten . De +er bleven bedre stillet , end jeg , de er bleven en +mægtig Aland ! jeg er nu stilt fra to mænd +og ikke længer ved tteatret ! “ +Hendes promomoriu lød om , af komme +i besiddelse af en symaskine . + +„ I hvilken ballet have vi to virket +sammen , “ spurgte Peer . +„ I tyrannen i padna , “ svarede +hun , „ der vare vi pager begge to , i blåt +floicbog Barret ; husker de ikke lille malle +Knallerup ! jeg gik lige bag efter dem i +optaget ! “ +„ Og trådte mig op af smalbenene ! “ +Sagde Peer leende . +„ Gjorde jeg ? “ sagde hun , „ så har jeg +taget for lange skridt . De er dog gået +langt raskere frem ! De har forstået at bruge +benene i hovedet ! “ og hun så med sit +bedrøvelige ansigt coquct smigrende på ham , +bevidst at have sagt en åndrig compliment . +Peer var rundhåndct : hun skulle have symaskinen , +lovede han . Lille malle havde jo +også været en af dem , der særligt sparkede +ham bort fra ballctvcicn , ind på en heldigere +bane . + +snart holdt han udenfor grossererens +gård og steg op til moder og farmor ; +de vare i deres bedste klæder og havde tilfældigvis +besøg af madame Hof , som straks +blev indbudt til at køre med , hvorfor hun +havde en svær kamp med sig selv , der endte +med , at hun sendte hr . Hos en løbeseddel , +som meldte , at hun havde modtaget indbydelsen . +„ Alle +de fine hilsener , Peer får ! “ +Sagde hun . +„ Hvor man kører herskabeligt ! “ sagde +moder , „ og i en dejlig , magelig vogn ! “ +Sagde farmor . +Nær byen , tæt op til den kongelige +park , lå et lille , venligt hus , omgivet af +vinløv og roser , nøddebuske og frugttræer . +Her holdt vognen , her var landstedet . De +bleve modtagne af en gammel pige , god bekendt + +af møder og farmor ; lidt havde hun +hjulpet dem ved basfning og strygning . +Haven blev set , huset blev set . . Ja +herinde var især en yndig ting , et lille +glashus med dejlige blomster ; det stod i +forbindelse med dagligstuen . Døren kunne +man skyde til side lige ind i muren . „ Det +er ligesom en coulisse ! “ sagde madame Hof . +„ Den går med håndkraft , og så sidder +man her ligesom i et fuglebur , belagt med +fuglegræs . Det kaldes en vinterhave ! “ +Soveværelset var ligeså yndigt , på sin +måde . Lange , tætte Gardiner om vinduerne , +blødt gulvtæppe og to lænestole , så magelige , +dem måtte bror og farmor prøve . +„ Man bliver ganske doven ved at sidde +i den ! “ sagde moder . +„ Man mister sin tyngde ! “ sagde madame +Hof . „ Ja her kunne i to musik-mennesker +svømme i magelighed ovenpå thcatcr-anstrcngelserne . + +dem har jeg også kendt ! +Ja tænk , jeg kan endnu drømme om at jeg +gør battements , og Hof gør battements +ved siden af mig ! er det ikke yndigt : „ „ to +sjæle og en tanke ! “ “ — +„ Her er friskere luft og mere plads , +end i de to små Stuer oppe på kvisten ! “ +Sagde Peer med strålende øjne . +„ Det er her ! “ sagde moder . „ Dog +der hjemme er også godt ! der har jeg født +dig , min søde dreng , og levet med din +fader ! “ +„ Her er bedre ! “ sagde farmor . „ Her +er det en hel herskabs-leilighed ! jeg mider +dig og det mageløse menneske , syngemesteren , +dette fredens hjem . “ +„ Og jeg under dig det , farmor ! og +dig , kære , velsignede moder ! I to skulle +altid bo her og ikke , som inde i byen , gå så +mange trapper op , og have det så snevert og + +så småt ! I skulle have en hjelpsom hånd +herude og se mig så lidt som før i byen . +Ere i glade derved ! er i tilfredse ! “ +„ Hvad er dog nu alt det , drengen +står der og siger ! “ sagde moder . +„ Huset , haven , det hele er dit , moder , +dit , farmor ! det har jeg stræbt efter at +kunne skaffe eder ; min ven , syngemesteren , +har troligt hjulpet mig med at få det i stand . “ +„ Hvad er dog alt det , du siger , barn ! “ +Udbrød moderen . „ Du vil forære os et herresæde +! Du søde dreng , ja , du gjorde det +gerne om du kunne ! “ +„ Det er alvor ! “ sagde han , „ Huset er +dit og farmors ! “ Han kyssede dem begge , +de brast i gråd , madame Hof ikke mindre . +„ Det er det lykkeligste øjeblik i mit liv ! “ +Udbrød Peer , og omfavnede dem alle tre . +Nu måtte de se alt om igen , det +var jo deres eget . For hylden til fem , + +seks urtepotter ud på taget , havde de nu +det lille nydelige glashus ; for madskabet +var her et luftigt spisekammer , og køkkenet +selv var en hel lille varmestue . Skorstenen +havde ovn og kogeindretninger ; den så ud +som et stort , blankt strygejern , sagde moder . +„ Nu have i da også fået en kakkelovnskrog +ligesom jeg ! “ sagde madame Hof . +„ Her er kongeligt ! I have opnået alt , +hvad mennesker kunne opnå på denne +jord , og du også , min egen , feterede ven ! +„ Ikke alt ! “ sagde Peer . +„ Den lille kone kommer nok ! “ sagde +madame Hof . „ Jeg har hende allerede til +dig ! jeg har hende på følelsen ! men jeg +skal nok holde mund ! Du mageløse menneske ! +Er det ikke ligesom en ballet , det +hele ! “ hun lo med tårer i øjnene , det +gjorde også moder og farmor . + +Xviii . +Skrive tekst og musik til en opera , +og selv være bæreren før den på scenen . +Var et mål så størt og lyksaligt . Et +talent havde vor unge ben fælles med +Wagner , det at kunne selv bygge den dramatiske +digtning , men havde han vel fylde +af musikalsk stemning , som denne , til at +skabe et toncværk af betydning ? +Mod og mismod vekslede . Han kunne +ikke slippe denne sin „ stadige tanke “ . For +år og dag siden lyste den frem som et +fantasibillcde ; nu var den en mulighed , +et livsmål . Mangen fri fantaseren på +claveret var bleven hilset som en trækfugl +fra denne mulighedens kyst . De små romancer , +den charakteristisk ! : forårssang , bcbuded +tonernes endnu ikke opdukkcdc land ; +enkebaronessen så deri forkyndelsens tegn , + +som Columbus så det i de friske grene , +havstrømningerne bare * før han endnu så +landet selv i horizonten . +Landet var der ! Lykkens barn skulle +nå derhen . Et henkastet ord blev tankefrøct ; +hun , den unge , smukke , uskyldige pige +udtalte ordet : Aladdin . +Et lykkebarn som Aladdin var vor +unge ven ! det lyste ind i ham . Med +forftåen og lyst læske og gjcnlæste han den +smukke østerlandske digtning ; snart tog den +dramatisk form , scene før scene voxte frem +i ord og musik , og alt som de voxte blev +de musikalske tanker rigere ; ved digtningens +slulning var det som toncbrønden nu først +var boret og hele det rige , friske væld strømmede +frem ; på ny gjennemcomponerede han +sit arbejde , og i kraftigere skikkelse løftede +sig da efter måneder operaen : Aladdin . +Ingen vidste om dette værk , ingen havde + +hørt så meget som nogle tactcr deraf , ikke +engang den mest deltagende af alle vennerne , +syngemesteren . Ingen i tteatret , +når om aftenen den ringe sanger ved +stemmen og sit fortræffelige spil henrev +publikum , faldt det ind , at den unge mand , +som således sås leve og ånde i sin rolle , +levede endnu inderligere , ja fortabte sig nogle +timer efter i et mægtigt værk af tonerne , +der strømmede ud fra hans egen sjæl . +Syngemesteren havde ikke hørt en takt +af operaen „ Aladdin “ , før den fuldført i +noder og tekst blev lagt på hans bord til +gennemlæsning . Hvilken dom ville blive +fældet ; tilvisse en streng , retfærdig . Den +unge componist svævede mellem den bedste +forhåbning og tanken om at det hele også +kunne være en selvskuffelse . +To dage gik , der blev ikke vekslet et +ord om dennc vigtige sag . Endelig stod + +syngemesteren for ham med partituret i +hånden , det han nu kendte . Der var en egen +alvor udbredt over hans ansigt , hvorledes +var den at tyde . +„ Det havde jeg ikke ventet ! “ sagde han . +„ Det havde jeg ikke tiltroet dig . Ja , jeg +har endnu ikke nogen klar dom , jeg tør udtale . +Der er hist og her fejl i instrumentationen , +— fejl , som lade sig rette . Der +ere enkelte ting dristige og nye , man må +høre disse under de berettigede betingelser ! +Som der hos Wagner er påvirkning af +Carl Maria Weber , fornemmes hos +dig beåndelse af haydn . Det nye i +hvad du har givet , står mig endnu noget +fjernt , du selv står mig for nær , så af +jeg ikke er den rette dommer . Jeg vil heller +ikke dømme ; omfavne dig vil jeg ! “ udbrød +han med fremsprudlende glæde . „ Hvor + +har du kunnet magte dette ! “ og han trykkede +ham i sine arme . „ Lykkelige menneske ! “ +Der gik snart en mumlen gennem +byen , gennem aviser og „ løs snak “ , om +den nye opera afscenens unge , fejrede sanger . +„ Det er dårlig skrædder , som ikke af +affaldet fra skrædder-bordet skulle kunne +lappe en barnctrøie sammen ! “ sagde en +og anden . +„ Skrive tekst , komponere den og selv +synge den ud ! “ blev også sagt , „ det er +geni på tre etager ! men han er jo født +endnu højere — på kvisten ! “ +„ De er to om det , han og syngemesteren ! “ +Sagde de . „ Nu slår alarmtrommcn +af compagniet for indbyrdes beundring . “ +Operaen kom til indstudering . De +medvirkende ville ikke udtale nogen mening +: „ Man skal ikke sige , af dommen er +udgået fra tteatret ! “ sagde de , og næsten + +alle satte et alvorligt ansigt op , der ikke +strålede nogen forhåbning . +„ Der er mange horn i det stykke ! “ +Sagde en ung hornist , der selv komponerede . +„ Bare han ikke løber sig et horn i livet ! “ +„ Det er genialt , glimrende , fuldt af +Melodie og charakteer ! “ ja det blev der også +sagt . +„ I morgen ved denne tid er da skafottet +rejst ! “ sagde Peer . „ Dommen er +måske allerede nu fældet ! “ +„ Nogle sige , at det er et mesterværk ! “ sagde +syngemesteren , „ Andre , at det er et makværk ! “ +„ Og +hvor ligger sandheden ? “ +„ Sandheden ! “ sagde syngemesteren , „ ja +sig mig den ! se stjernen deroppe ! sig mig , +hvor er der nøjagtigt dens plads . Luk dit +ene øje ! Du seer den ? Betragt den nu +med dit andet øje alene ! Stjernen har flyttet + +sig , har antaget en anden plads . Hvert øje +hos det samme menneske seer så forskelligt , +hvor forskelligt må da den store menneskemængde +se ! “ +„ Ske hvad der må ! “ sagde vor unge +ven , „ jeg må vide min plads i verden , +kende , hvad jeg kan og må udrette , elleropgive . “ +Aftenen +kom , afgørelsens aften . +En feteret konstner skulle løftes højere +eller ydmyges i sin gigantiske , forfængelige +stræben : knald eller fald ! Det var en +hel stads begivenhed . Folk stod natten +over på gaden foran billct-contorct , for at +erholde plads . Hnset var propfuldt , +damerne kom med store bouquetter , skulle +disse bæres hjem igen eller falde for den +seirendes fødder ? +Enkebaronessen og den unge , smukke +datter sad i logen over orchesfret . Der + +var i publikum ct røre , en mumlen , en +bevægelighed , der med et forstummede , idet +capelmesteren indtog sin plads og ouverturen +begyndte . +Hvo husker ikke hen felts musikstykke : +» si l ' oisøuu j ' ^tuis » , der giver ligesom et +jublende fugleqviddcr ; her var noget beslægtet : +jublende , legende børn , glade barnerøster , +mund i mund ; gjøgcn kukkede med +til dem , droslen slog . Det var det uskyldige +barnesinds leg og jublen , aladdinssindet ; +da rullede ind deri et tordenvejr , +noureddin øvede sin magt ; et dræbende +lyn slog ned , sprængte fjeldet ; bløde , +lokkende toner lød , en klang fra tryllegrottcn , +hvor lampen lyste i den forstenede +hule , omsuset af mægtige ånders vingeslag . +Nn klang i valdhorn-toner en psalmesang , +så mild og blød , som kom den fra barnemund ; +et enkelt horn hørtes , og akteret , flere +tl * + +og flere smeltede ind i somme toner , og løftede +sig derpå i en fylde og krast som var det +dommcdags-basunen . Lampen var i Aladdins +hånd ! og der svulmede et hav +af Melodie og storhed , som åndernes behersker +og tonernes mester mægter det . +Forhænget rullede op i en bifaldsjubel , +der lød som fanfare under capclmestcrcns +tactstav . En oplobct , dejlig dræng +legede , så stor og dog så uskyldig , Aladdin +sprang mellem de andre drenge . Farmor +ville straks have sagt : „ ja det er Peer , +som han legede og sprang mellem kakkelovnen +og dragkisten hjemme på kvisten ; han er +i sindet ikke bleven et år ældre ! “ +Hvor sang han med en tro , en inderlighed +bønnen , den , nonreddin bød ham +bede , før han steg ned i klippegraven for at +hente lampen . Var det den ræent fromme +Melodie , eller den uskyld , hvormed den blev + +sunget , som rev alle tilhørere med sig ? +Jubelen var ustandselig . +Det ville have været at profanere indtrykket , +dersom denne sang var bleven gentaget ; +man forlangte det , næn erholdt det ikke . +Tæppet faldt , første akt var endt . +Al kritik var forstummet , man var opfyldt +af glæde , stemt til kun at nyde i +taknemmelighed . +Et par acchorder lød fra orchestret , +tæppet rullede op . Tonestrømningcr , som fra +glncks „ Armida “ og Mozarts „ Tryllefløjten “ , +greb og fyldte enhver , idet scenen +atter åbnedes , hvor Aladdin stod i den +vidunderlige have . En blød , dæmpet musik +klang fra blomster og stene , fra kilder og +dtfbe kløfter , forskellige melodier smeltende +sammen i en stor harmoni . En lnftning +af åndernes hcnsusen klang i chorsang ; +det var som lød den fjern og nu nær , + +svulmende i kraft og igen forsvindende . +Båren af denne samklang lastede sig +Aladdins sang-monolog ; tilvisse hvad +man kalder en stor Arie , men således i charakleer +og situation at den blev en nødvendig +dramatisk del as det hele . Den +klangfulde , sympathetiske stemme , disse inderlige +hjertets toner gjennemildncde alle og +henrev til en begejstring , der ikke kunne stige +højere , da han greb lykkens lampe ombrusct +af åndernes sang . +Bouquetter regnede ncd fra alle sider , +et tæppe af levende blomster bredte sig for +hans fod . +Hvilket livs-øieblik for den unge +konstner , det højeste , det største ! et mægtigere +kunne ingensinde forundes ham , følte han . En +laurbærkrands berørte hans bryst , og faldt +ned foran ham ; han havde set fra hvilken +hånd den kom . Han så den unge pige + +i logen nærmest scenen , den unge baronesse , +oprejst som en skjønheds-genius højt +jublende ved hans triumf . +Der gik en ild igennem ham , hans +hjerte svnlmede , som aldrig før , han bøjede +sig , tog krandsen , hævede den mod sit hjerte +og sank i samme sekund tilbage . — besvimet ? +Død ? — hvad var det ? — — +tæppet rullede ned . +* +„ Død ! “ genlød det . Død i seiersglædcn , +som sophokles ved de olympiske +lege , som Thorvaldsen i tteatret , under +bccthowens symfoni . En åre i hjertet +var bristet , og som ved et lynslag var endt hans +dage her , endt uden smerte , endt i jordisk +jubel , i kaldet af sin jordiske mission . Den +lykkelige frem for millioner !