diff --git "a/normalized/1870_Brosboell_TranensVarsel.txt" "b/normalized/1870_Brosboell_TranensVarsel.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_Brosboell_TranensVarsel.txt" @@ -0,0 +1,14698 @@ +I . +Hvorfor ridder Casper ikke fik en synder hængt +i Ålborg galge . +Sankt dionysii dag , efter Christi byrd 1522 , skinnede +efterårssølen ned øver Ålborg by , spejlede sig +i fjorden og kastede et rødligt lys hen over kirkerne +og klostrene , som hævede deres tårne og stentage +øp over borgernes små og stråtaklc huse . Mod øst +så man sankta Marias gamle kirke , hvori Sigurd +slemmedegn ligger begraven , lidt derfra lå gråbrødrekloster +og midt for algaden Sankt budolfs +støre kirke , som året i forvejen havde fået sig to +nye klokker . Længer mod vest lå helligåndsklostret , +og lidt udenfor byen , som dengang endte ved besterå , +lå Sankt pederskirke . Alle syntes de mægtige og +overmodige at stirre ned på slottet , det gamle ålbørghus , +som gråt af ælde , forfaldent og ødelagt , +rejste sig mod sønder , omkredset af udtørrede , græsbegroede +voldgrave , hvoraf en tjente til reberbane , +medens borgerkonerne havde rejst store stilladser til +at blege deres spundne hørgarn oppe på skrænten + +af den anden . Drengene legede og grisene solede sig +nede i dybet mellem rørene . +Omtrent midt i algaden , lidt vest for kirken , +. lå dengang mester osse pylkes hus , bygget af +leer og hakket halm og bindingsværk og tækket med +rør eller lyng , som alle naboernes , blot lidt friskere +kalket og forsynet med en stor rød og strågul fane , +som stak ud af et kvistvindue ovenover porten . På +fanen var der afbildet en hammer , en tang og en +Nagle , indfattet af to laurbærgrene . Sidst i forrige uge +havde der været fesf i byen , da flyttede håndværkerne +eller embedsmændene , som de kaldte sig , deres lader , +og valgte hr . Offe pylke til oldermand for grovsmedene . +Derfor hang fanen endnu over porten , +offe syntes , den kunne altid tages ind , det skadede ikke , +at folk fik tid til at se , hvad der var sket . Og +log var det hans mindste fortjeneste at være oldermand . +Tre år tilforn havde laugsmesternc og nådmændene +valgt ham til byfoged i Ålborg og det var han vcdbleven +at være . Efter den tid lejede offe pylke en +af brødrene fra st . Jørgens til at gå ham tilhånde +ved bogføring , for han kunne ikke selv skrive . +Fra samme tid lod hans hustru , hver gang hun gik +i kirke eller til skrifte , to af læredrengene i deres +søndagsdragt og med nye skjødsfind for , følge efter +sig . Den ene bar bønnebogen , den anden en skammel +til at knæle på . Sådan gjorde også garveren +Palle hyphofs hustru , da han var byfoged , og man +må holde på sin værdighed , mente hun . + +det var altså Sankt dionysii dag , som er den +ilde oktober , da stod hr . Osse pylke ude i gården , +i en ulden nattrøje , med en rød strikket hue på hovedet +og et stort skjødskind for sig , i færd med af +male sin bogn lyseblå og brunrød . Foruden ham +var der en til beskæftiget med dette arbejde , det var +munken fra Sankt Jørgens , visiert vendelbo , høj og +firskåren , med et tykt sort skæg og forresten bekendt +som en tavs og ordknap person , der passede sin dont +og intet udenfor denne . I dag havde byfogden således +delt arbejdet mellem dem , af han selv udførte det +grove , visiert derimod satte de fine strenger til , det +var også ham som malede de tre store påskelilier +på bagsmækken , med byfogdens fulde navn under . +Når han havde arbejdet lidt , hvilede han sig og stod +imidlertid og betragtede de smukke blomster med stor +selvtilfredshed . +Byfogden manglede nogen øvelse i af håndtere +penselen , derom vidnede alle de streger og pletter , +han af vanvare var kommen til af overstænke sig medhans +hustru sad på en bankeskammel noget +borte og skrællede morsfe æbler , som hun delte i fire +dele og trak på en snor , derefter skulle de bringes +hen til bageren , for at tørres til vinterbrug . Ovre +på den anden side af gården lyste ilden ud fra +smedeessen , og regelmæssige hammerslag tilkjendegave +den travlhed , som fandt sted derinde . +Konen sad og sang til sit arbejde , offe pylke +stemmede i med , og af og til indåndede visiert + +vendelbo en hæs og dyb Bas , som i høj grad forøgede +mislyden . +„ Nu sang du igen falsk , fatter , “ udbrød Fru +pylke . +„ Gjorde jeg det ? så synge vi om igen , “ sagde +offe pylke godmodig , og stak sit ansigt frem under +vognen , hvor han lå . „ Dennegang var det forresten +ikke mig , men Viffert , som tog den falske tone . “ +„ Var det mig ? “ råbte Viffert , og kastede penselen +ned på jorden og tilføjede : „ Nu vil jeg ikke +male mere . “ +„ Vist var det ikke Viffert , “ ytrede konen formildende , +„ det var fatter . Bliv nu bare ved . “ Så +sang de igen : +„ Hans Lønborg red fra hove i mulm og i blcrst , +han løftede skøn Ragnhild bag op på sin hest . +Så red de ud for Norden og over heden hen , +hans Lønborg kom aldrig meer til hove igen . +Så red de ud i mosen for fauerholdt bro , +hans Lønborg og hans æjcrreste , de ride der endnu . “ +Da de vare komne så vidt , standsede offe pylke +pludseligt og lyttede . +„ Jeg synes det bankede ; der er nogen derude , +som vil ind . “ +I det samme hørtes tydeligt tre stærke slag af +hammeren , som var sastnaglet til porten . Viffert + +krøb op på en savbuk og strakte hovedet ud over +plankeværket , for at se hvem det var , for han lukkede +op . Da han kom tilbage igen sagde han , at der +holdt en rytter ude på gaden , og at det var en af +hr . Casper Gyldings folk nede fra tranders . +Øffe pylke lagde penselen fra sig , tørrede hænderne +i sit forklæde og smilede tilfreds til sin hustru . +„ Ru vil der blive noget at tage fat på i værkstedet , “ +Sagde han , „ gætter jeg ret , så bringer den mand +mig en bestilling på det store rækværk til den gamle +bro ved prebenså . Han kunne ligeså godt være +reden op til stoffers i podemesfergyden , men alle +ville de helst have med mig at bestille . Det er rart nok +det samme . “ +„ Kom og to dit ansigt først , sådan som du seer +ud , “ sagde konen , og satte en spand vand hen for +ham . Byfogden dukkede hovedet ned i vandet og +tørrede sig i fruens forklæde . +„ Det var bravt , “ sagde han . „ Gå nu hen og +luk op for hans nådes rytter , lille visiert , imens +tapper Motter os den store sølvkande fuld af gammel +brunsviger Mumme . “ +„ Nu skal du ikke være for rask med at slå til , “ +Hviskedee konen , idet hun gik op . „ Æren kan være +god nok , men man lever dårligt af den alene . Casper +Gylding er en holden mand , han har råd til +at betale det arbejde , han bestiller . Pas på , hvad +du siger . Jeg står og lytter indenfor døren . “ +Den fremmede rytter trak sin hest ind igennem + +porten og bandt den ved en ring i stolpen . Han +var klædt i en blå kofte , med et bredt , brunt bælte +om livet , hvori der hang et langt sværd med blanktpoleret +jernfæste . På hovedet havde han en opkrampet +hat med høgefjer på siden . Broder Viffert +gik foran ham op ad trappen . +Da sendebudet kom ind i stuen , traf han byfogden +med det våde hår kæmmet glat ned i panden , +iført en ny lysebrun kofte , kantet med odderskind . +Og prydet med blanke knapper . Han sad ved et bord +hvorpå der lå nogle bøger og en mængde brevskaber , +som han ivrigt syntes at gennemlæse . En sølvkande +og et bæger stod på det ene hjørne af bordet , og +døren til det næste værelse blev holdt på klem . +„ Gudsfred og goddag mester osse ! “ råbte +svenden . „ Er det ikke eder , som er byfoged eller +sådan noget her i Ålborg ? “ +„ Det er mig , som er byfoged på fjerde år , “ +Svarede offe med selvfølelse , og han syntes at vokse , +idet han talte . „ Kom og sid ned “ Med disse ord +stænkede han i bægeret . +„ Hvor det er varmt i dag , “ sagde svenden , idet han +satte sig ned på bænken hos byfogden og så hen til +bægeret . „ Livagtigt som om det var sommer endnu . “ +„ Det er det/ sagde offe . „ Hvad godt har i +ellers al bringe ? “ +„ Mig sender hans nåde , ridder Gylding , for +at bede eder gøre ham en lille villighed , det i som +byfoged har råd og formue til . “ + +„ En villighed ? “ gentog offe pylke , og tog betænksomt +hånden bort fra bægeret , som han just +ville sætte hen til svenden . „ Hvad mener i med det ? “ +„ Hr . Gylding lader spørge , om i vil tilstede os +af nytte bygalgen til en synder , som vi skulle se af +få hængt i morgen tidlig , om gud vil . “ +„ Hvad for noget ! “ udbrød byfogden , synlig +skuffet i sit glade håb . „ Er det jeres ærinde ? “ +Og nu tømte han selv det bæger , han nylig havde +fyldt , men bød ikke svenden det ringeste . +„ Sagen hænger sådan sammen , “ vedblev den +anden , „ af vor egen galge , som vi havde rejst ude +på volden , er falden ned af ælde , og nu mente +ridder Casper , af bygalgen for den sags skyld +kunne gøre samme nytte . Han skal nok selv besørge +den grove misdæder hængt og ligeså lade ham tage ned +igen , når han først er afkølet og den tid kommer . “ +„ Hvad er det for en misdæder , i taler om ? “ +Spurgte offe pylke . +„ Det er den slemme Henning gråbul fra tranders , +som i vel nok har hørt nævne . I vinter gik +han og fældede dyr nede i vor skov , og nu forleden +har han forgrebet sig på nådigherrens egen person , da +han tog ham fangen . “ Med disse ord rejste svenden +sig op og så ned i kanden . Osse pylke syntes ikke +at lægge mærke hertil , han sad stille og grublede . Af +og til flottede han hen mod døren , som om han ventede +hjælp derfra . +„ Ja ! “ udbrød han endelig , „ jeg seer da egentlig + +intet ondt i , at i hænge eders misdæder , hvor i +sinde en galge , jeg tænker også nok , at vores kan +bære ham , og jeg holder ikke af at gøre megen snak +af det , når man kan vise en mand som eders herre +en ringe tjeneste . “ +I det samme blev døren sagte åbnet , Fru +pylke kom til syne og rystede heftigt på hovedet . +Osse var en mand , som besad megen åndsnærværelse . +Da han så tegnet fra døren , vedblev han i samme +tone : „ Forresten bliver det min sjæl ikke i bygalgen , +i får eders misdæder hængt , den er bekostet til +vore egne syndere , og jeg kan ikke gå hen og give +mit minde til noget , uden forsf at have samtalet med +borgermester og rådmænd . Må jeg bede om jeres +begæring skriftlig . “ +Svenden betragtede byfogden med dyb forbavselse . +Han fattede ikke grunden til dette pludselige +omslag . „ Hvad skal det betyde ? “ ytrede han leende . +„ I siger mig jo ja og nej tillige . Forresten vil jeg +lade jer vide , at ridder Casper er den mand , som +kan gjengjælde al den villighed , i viser ham , men i +må give mig ren besked at ride med , min tid er +knap . Jeg har også ærinde med til mester stoffer +i podemesterens gyde . Han skal hjem til os og tage +mål af et nyt rækværk til vor bro . “ +Ved denne sidste yttring var byfogdens tålmodighed +tilende , han for op fra bænken , blodrød +i ansigtet , og udbrød med en stemme , som skælvede +af heftighed : + +„ Hvad er det for et sprog , i vover at føre til +mig ? Tror i , jeg er den mand , der lukker øjnene +for ret og skel , og seer på gunst eller gave ? +Hvor kan det falde eders herre ind , at vi skulle +give ham lov til at hænge sine kæltringer i vor +galge , på vor grund ? Ålborg bymænd have aldrig +havt andet end bryderi og ufred af hans naboskab . +Forgangen år lod han sine kreaturer græsse +hele efteråret nede på vore Enge og pryglede markfogden , +som ville forbyde det . Kan i husfe i sommer , +da han og hans kammerater ovre fra klarnpgård +og egense gjorde gang midt over vor bymark og +trampede kornet ned , fordi de ville ikke fare sønden om +og følge landevejen ? Og ham skulle - stadens høje +øvrighed være til behag og tjeneste , låne galge +til hans misdædere ? Det skal aldrig ske ! “ +„ Ikke det ! “ sagde svenden og støttede sig på +sit sværd . „ Han låner eders galge alligevel . Det +stat i få at se . “ +Osse pylke glemte i dette øjeblik aldeles sin værdighed , +det var ikke længer byfogden , men smeden , +der forberedte sit svar . Tillykke åbnedes i det samme +tøren , og Broder Viffert viste sig i den . Han gik +hen til svenden , lagde sin hånd på hans skulder +og sagde : +„ Hvad er det for en højrøstet snak , du står +her og fører i byfogdens hus . Har du ikke fået +besked på dit ærinde ? “ +Svenden trådte et skridt tilbage for denne + +kæmpestore skikkelse , som , indhyllet i en opkiltet munkekutte , +havde stillet sig foran ham . +„ Jeg har vel fået vesfed , “ svarede han og trådte +endnu et stridt tilbage , „ men jeg tror knap , at +ridder Casper vil lade sig nøje dermed . “ +„ Det må ridder Casper om , “ svarede byfogden , +som modig havde stillet sig bag lisfert med kneifende +hoved og begge hænder i koftelommen . „ Gå nu +din vej , hvis du ønsker at fare i fred . “ +Svenden gik , men da han kom til døren , vendte +han sig om og sagde : +„ Hvis Casper Gylding kommer ridende i morgen +tidlig med ti væbnede ryttere og dog gør , hvad han +synes bedst om , hvad vil byfogden så sige ? “ +„ Det skal Casper Gylding få at høre i morgen , “ +Svarede visiert vendelbo . Dermed gik svenden . Fru +pylke kom ind og tog plads hos byfogden og Viffert +på bænken , de tømte kanden med den gode +brunsviger Mumme og samtalede imedens om det +foregående optrin . + +i . +Hvad der skete under galgen . +Næste formiddag , lidt før middag , red en skare +ryttere op over engene fra tranders ud mod pynten , +som Limfjorden danner , før den bugter sig imod nordost +forbi Ålborg . Yderst på denne pynt lå en +høj , og på højen viste sig en gammel faldefærdig +galge , sammentømret af to opretstående stolper , hvorover +der var lagt en tværbjælke . I spidsen af +skaren , der var væbnet med spyd og dragne sværd , +red en lang og mager mand med rødligt hår og +skæg , iført en halvrustning , under hvilken hans-gulbrune +læderkøllert kom til syne . Det var hr . Casper +Gylding og hans mænd , som kom for at hænge deres +synder i byens galge . +Den ulykkelige gik imellem to af de sidste ryttere +i skaren , hans fødder vare blottede , hænderne +bundne bag på ryggen , og fra armene gik et reb +til hver af de to ryttere , som førte ham . Et tykt +hår faldt ned over det øverste af panden , bagtil kort +afklippet , da kun de fribårne havde net til at bære + +langt hår . Hans ansigt bar præg af en kløgt og +snildhed , som ellers ikke var hans stand egen , dets +meest påfaldende udtryk i dette øjeblik var dog sørgmodigt +og lidende . Han kastede sit blik opu den blå +luft , stære og krager fløj omkring i store flokke langs +med fjorden . Græsset var endnu grønt og frodigt +på engen , solen skinnede , lærken kvidrede , det var +en alt for smuk dag til at dø på , men synderen så +intet tegn til frelse , hans strenge dommer red tavs +og ubønhørlig foran ham . Ude på pynten kom allerede +højen til syne , og over dens top rejste galgen +sig mørk og truende . +Sidst i skaren , et stykke borte fra de øvrige , +red en lille krumbøjet skikkelse på en gammel hest . +Han var klædt i et par skindbukser og en grå +badmclskofte . Omkring skulderen havde han et langt +stykke reb og på hovedet en låden hue af katteslind . +Det var mestermanden . +Af og til vendte Henning hovedet tilbage mod +den dej , de kom fra , da mødte hans blik en kvinde , +som med fremstrakte arme og i hurtigt løb søgte at +indhente skaren . Det var vildttyvens hustru , hun +havde nylig knælet foran toget med sine to små +børn ved siden og anråbt hr . Casper Gylding om +nåde . Ridderen rystede på hovedet , svarede ikke og +red bort i en så hurtig trav , som hans ryttere kunne +slæbæ deres offer efter sig . Konen stod lidt og så +efter dem ; hun slog sit blik op mod himlen , søm om +hun derfra søgte den nåde , hun ikke kunne finde på + +jorden . Lidt efter lod hun det ældste barn blive +stående på vejen , tog det yngste på armen , og løb +efter skaren , der var kun så kort en vej tilbage for +hendes håb , hun ville endnu engang forsøge at bede +om nåde , men rytterne rede hurtigt til , afstanden +mellem dem og hende blev bestandig større . Da hun +mærkede dette , lagde hun sit lille barn ned i græsset +på grøftekanten , tog sine træflo af , og løb nu ned +over engen med gispende bryst og med udslagne hår , +idet hun af og til udstødte høje råb om nåde . +Ingen gav agt på hende , undtagen manden , ethvert +af disse bønlige skrig gav genlyd i hans øren , han +så tilbage , hans læber mumlede nogle uforståelige +ord , han prøvede på at gå lidt langsommere , men +rytterne rykkede i rebene og droge ham med sig , han +måtte følge de andre . +Da de kom nærmere til højen , så easper Gylding +til stor forbavselse , at der var rejst en lang +stige op til den ene af galgens stolper , på stigen +stod en mand , i færd med at drive naglerne ud af +tværbjælken . Idet nytterne holdt stille nedenfor højen , +standsede han med sit arbejde , så lidt ned på dem +og smilede , derpå begyndte han at hamre løs igen . +Casper Gylding steg af hesten . Højen var for stejl +til at man kunne ride op ad den , han kaldte på +manden og sagde : +„ Hvad djævlen er det , du bestiller der ? “ +„ Ja , det må nådige herre nok spørge om , “ +Sagde manden med et spottende smil . „ Jeg er såmænd + +ellers ved at brække tværbjælken ned af vor +bygalge . “ +„ Hvad skal det betyde ? “ +„ Jeg skal ikke sige det forvisf , “ svarede tømmermanden , +„ men i morges tidlig , da det ringede til første +bøn , kom mester pylke hjem til mig og tilsagde mig , +at jeg skulle gå ud og skaffe ham den bjælke ned , +så betimeligt ske kunne . Jeg er nu gudskelov ikke den +mand , som selv behøver at tage fat med ; jeg har folk +nok til at arbejde for mig , jeg har haft oldermandsfanen +over min dør to gange , og jeg kunne for den +sags skyld være ligeså god en byfoged som mester +pylke , om jeg ville have spenderet ligeså meget for at +blive det , men da jeg så ved arbejdstid giver mine +svende besfed om at gå herud , var der ingen , der +turde tage den gerning på sig , formedelst det , at +arbejde på en galge gør en mand uærlig , indtil +den høje øvrighed først har lagt hånd og bærktøi +på den . Så måtte jeg selv afsted , for det var min +bedstefader , som rejste galgen , og dengang gjorde +Ålborg borgermester det første slag med bindøxen , +så jeg tænker , sligt ikke har noget at sige . “ +„ Det tænker jeg ikke heller , “ svarede Casper Gylding , +„ og når jeg nu giver dig otte skilling lybsk , +så tager du din økse på nakken og lader være med +at rive den tværbjælke ned , til jeg får hængt min +gavtyv , som du seer i bånd og bast dernede mellem +nytterne . “ +„ Nej , det går ikke , nådigherre , “ sagde tømmermanden , + +„ jeg har fået min befaling , og den må +jeg lystre . “ +„ Men hvis jeg nu jager dig herfra med magt , “ +Sagde Gylding , „ hvad så ? “ +„ Så går det alligevel ikke , “ sagde tømmermanden +med et listigt smil , „ for da jeg nok tænkte +mig , at sådan noget kunne ske , savede jeg straks tværbjælken +over på tre steder , før i kom , så eders +gavtyv vil dratte ned , inden vejret går fra ham . +. Se blot selv efter ! Mit arbejde er fuldbragt for +længe siden , jeg stod bare og hamrede naglerne ud +deroppe for at have noget at bestille , mens jeg ventede +at erfare , hvad i havde i sinde . “ +„ Godt ! “ sagde Gylding , „ hænges skal han nu +alligevel . Kan det ikke ske på tværbjælken , så klynge +vi ham op på en af stolperne . “ +„ Det er heller ikke så vel betænkt , som det kunne +være , “ svarede tømmermanden med uforstyrret ro , +„ for når eders nåde går hen og seer nøjere efter , +vil i finde et stykke skrevet papir flaget op på den +ene stolpe , jeg har ikke selv læst det , for det er sært +utydeligt skrevet , men rådstuetjeneren , som kom løbende +herud ved frokosttid og slog det op , sagde , at det var +fra lehnsmanden inde i Ålborg , hr . Aksel gø , og +at det var et forbud mod , at nogen måtte nytte +byens galge . “ +Casper Gylding læste skriften og overbeviste sig +om , at det forholdt sig som manden sagde . Han stod +lidt og grundede herover . Osse pylke var kommen + +ham i forkøbet i enhver henseende . Imidlertid vedblev +den listige tømmermand : +„ Jeg kan se , hvad eders nåde tænker . I mener , +som jeg , at fanden skulle tigge Ålborg byfolk om +lov til at låne galge af dem , det må jeg i alle +måder give få mægtig en herre ret i . Jager det +med at få den stakkels synder aflivet , så lad en af +eders mænd slå ham for panden , kan det derimod +vente lidt , så lover jeg eder en galge , nok så strunk +og så god som denne , og den skal være tømret sam- . +Men og rejst og slå på pletten nede på nådigherrcns +grændsesfjæl ved tranders , når solen i morgen +tidlig lyser over stedet . “ +„ Er det et ord ? “ sagde Casper Gylding . „ Jeg +tænkte virkelig noget nær på det samme . “ +„ Lidsfe jeg det ikke nok ? “ vedblev tømmermanden . +„ Hvad jeg har sagt , står jeg ved , galgen skal være +på pletten i morgen tidlig . “ +„ Nede ved Utterup mose , hvor den store hedningsteen +ligger . “ +„ Hvor den store hedningsteen ligger , “ gentog +tømmermanden . „ Jo jeg kender stedet , den skal blive +så forsvarlig og net , at hver en gavtyv vil gøre sig +en fornøjelse af at hænge i den . Det kan i lide på . “ +. „ Så vil vi vente til i morgen tidlig , “ sagde +Casper Gylding , og gik ned til sine folk . +Rytterne vare under denne samtale stegne af deres +heste , synderen lå på jorden , hans hustru ved +hans side . Hun havde slynget begge sine arme om + +hans Hals og så ham ind i øjnene , medens de +talte sammen så sagte , at ingen kunne høre dem . Da +ridderen kom ned fra højen , ilede hun hen til ham , +kastede sig ned for hans fødder , strakte armene i vejret +og bad atter om nåde , for guds skyld , for jomfru +Marias skyld , for hendes søns skyld . Den ulykkelige +havde dog ikke gjort andet end fældet et stykke +vildt , og det var nød og hunger , som fristede ham +dertil . Men ridderen rystede på hovedet . I dette +øjeblik . fandt hendes bønner endnu mindre indgang +hos ham , fordi han var opbragt over at måtte bøje +sig for byfogdens villie . Der var ingen frelse , ingen , +nåde at sinde . +„ Han skal få lov til at trække vejret til i morgen +tidlig , “ sagde hr . Casper Gylding . „ Så ikke +mere . “ Dermed rede de tilbage over engene hjem til +tranders . + +Iii . +Broder og søster . +Casper Gylding boede en halv mil sydost fra +Ålborg , i nærheden af den gamle filstcd lade , som +dengang hørte til slottet . Det var en temmelig uanseelig +gård , som man nu forgæves vil søge efter , +den er forsvunden , og en landsby af samme navn +har rejst sig på dens ruiner . Våningshuset var +bygget af gråsteen , med små uregelmæssige vinduer +og omgivet med en bred grav , på hvis modsatte +side en række forvoksede piletræer strakte sig . Mod +sønder ragede et firkantet tårn op over den øvrige +bygning , dannet af bindingsværk og forsynet med en +vægtergang , som gik langs med muren , hvor taget +begyndte . På denne gård havde Casper Gylding +og hans slægt boet i mange år , stedet var gået i +arv fra fader til søn , uden at nogen af dem havde +efterladt sig andet minde end en ligsten oppe i kirken , +hvorpå deres navn , fødselsdag og dødsår med +stor nøjagtighed var indhugget ; om dem alle nævnede +man endnu to egenskaber , som ikke stod at læse + +på stenen : de vare ansete for de vældigste nævejægere +og de mest ubøjelige herrer mod deres undergivne +i hele himmersyssel . Casper var det næstsidste +mandlige afkom af stammen , han havde arvet sine +forfædres slægtregister og deres synder . +I lang tid havde hersfabet på tranders kun +bestået af to personer , ridderen og hans søster , Fru +Mette . Den sidste var en ældre dame , som aldrig +kom til syne udenfor gården , undtagen de fire gange +om året , hun red op til vor frue kirke i Ålborg +for at skrifte . Nogle år før denne historie begynder , +var der kommen endnu en tredje person til gården , +en ung pige ved navn Gerda . „ En slægtning af os , “ +Sagde hr . Gylding , „ som vi ville gøre det gode , vi +kunne , siden der ikke er givet hende bedre vilkår . “ +Videre udlod han sig sjældent , men dermed lod den +almindelige videlyst sig ikke nøje . Gerdas nærværelse +bevirkede efterhånden en fuldkommen forandring i de +fleste forhold på tranders . Hun vedblev også at +være en genstand før naboernes særdeles opmærksomhed . +Velunderrettede fortalte omsider følgende : +Casper Gyldings svigerinde havde været gift +med den ulykkelige ponl Laxmand , hvis historie alverden +kender . Han var nigshofmester under kong +hans , og gik på de hellige titusinde ridderes dag +1502 fra Københavns slot ned over hoibro . Midt +på broen kom to adelsmænd ham i møde , den ene +var hr . Ebbe strangeson , den anden Bjørn Andersøn . +De havde siddet og ventet længe efter ham under et + +bislag i Høibrostræde . Da de mødtes , tog hr . Ebbe +baretten af , og idet rigshofmestcren ville gjengjælde +hans hilsen , stak Ebbe ham sin daggert i brystet , +Bjørn Andersøn gennemborede ham i samme øjeblik +med sin kårde . Derefter kastede de den endnu levende +nigshofmester ned fra broen i stranden og sagde : +„ Du hedder lagmand , løb nu i vandet , som din Art er . “ +Mordet vakte megen opsigt , man troede overalt , at +kong hans ikke havde været uvidende herom , at han +måske endogså havde nogen skyld deri , en påstand , +som i det mindste aldrig senere er bleven gendreven , og +kongen bevarede også lapmand længe i sin erindring . +Han døde med hans navn på læberne . Mandraberne +gik længe uantastede omkring i byen , der blev +anlagt sag , ikke mod dem , men mod den dræbte . +Kammerretten dømte ham for at have stået i forbund +med landets fjender og lod hans . uhyre rigdomme +inddrage under kronen . Hans hustru flygtede +og skjulte sig på Sandholt , en af de konfiskerede +gårde i Fyen , som senere blev given den ulykkelige +familie tilbage . +Laxmand havde kort for sin død skikket bud til +tranders efter svogeren ; hvad han ville ham , fik +aldrig nogen at vide , men dagen efter mordet fragtede +Casper Gylding et skib og forlod skyndsomst +København . Han bragte et tungt og hemmelighedsfuldt +lille skrin med sig , som ved nattetid , da skibet +nåde op i fjorden udenfor klarupgård , blev landsat +tilligemed ridderen og bragt hjem til tranders . + +nogle år efter kom Gerda til gården , hun +var Poul Laxmands datter , det fortalte i det mindste et +rygte , skønt hun ikke lod sig kalde ved faderens +navn . Hendes nærværelse øvede en mægtig virkning +på Broder og søster . Det var , som om hun bragte +nyt blod i deres gamle årer . Især var denne +virkning synlig på ridder Casper ; han aflagde sine +gamle vaner , drak ikke mere , svor ikke mere , klædte +sig med større omhu , følte ikke mere tilbøjelighed til +jagten , red sjælden til marked eller til sine venners +forsamlinger , sad hjemme på tranders i Gerdas +selskab , beskæftigede sig mere med hende end med +nogen anden , og omgav hende med flere og større +opmærksomheder , end hun egentlig selv syntes at sætte +pris på . Hun havde sin egen ridehest , hendes værelse +var det smukkeste på gårde » , ombygget efter +hendes egen smag , betrukket med et nyt lædertapet +med forgyldte snirkler , som Casper med stor bekostning +havde forskrevet fra Holland , det var desuden +smykket med et yndigt lille billede af glas , der engang +havde tjent som kirkerude og forestillede den hellige +jomfru med en lyseblå due på den ene side +og en lang liliekvist på den anden . Hvad skulle +hun vel kunne ønske mere ? +Men ridderen lod det ikke bero derved . Forgangen +år , da kongen rejste til Viborg for at lade +sig hylde , og Casper Gylding også drog til tinge , +havde han købt en ny brokades klædning til hende +og en Barret af mørkerødt Fløiel med en lang fjer + +af samme farve , der ligesom Hektors hjelmbusk vældigt +nikkede foroven . Barretten gjorde en udmærket virkning +til hendes bølgende , blåligsorte hår , til dette +sine , ungdommelige ansigt , hvorfra der lyste to store , +strålende øjne , og et smil , som syntes at fortælle +enhver , hvor herlig hun fandt hele verden omkring +sig . Der var kun en mening om hende , hun blev +nævnet som den smukkeste adelsdame på hele tinget . +Fru Mette rystede på hovedet til hendes Broders +besynderligheder , hun forestillede ham det urigtige i +den overdrevne pragt , hvormed han omgav den unge +pige , en overdådighed , som dannede en påfaldende +modsætning til deres tidligere tarvelige liv og til den +sparsommelighed , fruen efterhånden havde vidst at +indføre i deres øvrige udgifter . Casper smilede og +tav , han havde kun sands for den unge piges ønsker , +dem , hun ikke udtalte , gættede han sig til , han +udstrøede sine velsignelser med rund hånd , og erkendelsen +heraf kunne så meget mindre tabe sig hos +Gerda , som Fru Mette ikke undlod jevnlig at huske +hende på broderens gaver . +Aftenen efter ridderens forsøg på at få Henning +gråbuk hængt sad han og Fru Mette i borgstuen +på tranders . Gerda havde læst aftenbønnen +og var gået til ro . Fru Mette sad med en række +tal foran sig på bordet og havde et stort hovedbrud +med at regne dem sammen . Casper sad på en +bænk foran kaminen , i hvis åbning der brændte +et vældigt stykke bøgetræ ; ridderens vams var + +knappet op , hans hoved bøjet ned mod brystet , hans +dybe og langtrukne åndedrag tilkendegav en tryg og +rolig søvn . Efter at Fru Mette havde siddet en stund , +slukkede hun først det ene af de to lys , som stod foran +hende , og få hen til broderen , om han lagde mærke +dertil . Da Casper vedblev at sove , tog hun en lyspind +op af lommen , tændte den og slukkede dernæst +også det andet ; nu sad hun længe og regnede ivrigt +og skrev op og talte på fingrene under skinnet af +lyspinden . +„ Sover du , Casper ? “ udbrød hun endelig . +„ Nej , jeg sidder og tænker , “ svarede ridderen . +„ Når man trækker to snese æg og fem fra +halvellevte snes , hvormange skal jeg så have tilbage ? +, kan du regne det ud ? “ +Casper sad lidt og betænkte sig , før han nævnede +summen . Fru Mette kastede kridtet hen ad bordet . +„ Så har hun bedraget mig , den skændige +møllerkone ! “ råbte hun heftig . „ Jeg tænkte det nok . +Jeg mangler tre æg . Det er anden gang , det skeer . “ +Casper mumlede nogle uforståelige ord , han var +allerede begyndt på at sove ind igen , da søsterens +heftighed vakte ham . +„ Hvorfor har du slukket lysene ? “ spurgte han . +„ Hun kommer jo ikke mere herind i aften , og jeg +kan nok hitte ud af mit regnsfab ved den lyspind . “ +„ Hvem kommer ikke mere herind ? “ +„ Naturligvis Gerda ! “ +„ Jeg mener , vi have brændt lys på bordet , + +før Gerda kom til gården , og jeg holder ikke af at +sidde i mørke . “ +Fru Mette tændte atter lysene , Casper vedblev , +idet han rejste sig fra bænken og gik op og ned ad +gulvet : „ Jeg vil sige dig noget , søster ! Du skal +lade fare , bestandig at stikle på Gerda . Hun er god +som hun er , og du kan leve den dag , hvor du seer +hende som husfrue på tranders . “ +„ Hvad vil du sige dermed ? “ +„ At jeg gifter mig med hende . “ +„ Du gifter dig ! “ gentog søsteren , og brast i +en spottende latter . +„ Ja , hvorfor ikke ? “ spurgte Casper og stillede sig +foran Mette med begge hænder i koftelommen . „ Er +hendes byrd ikke god nok , er hendes sind ikke mildt +nok , er hun ikke rig nok ? “ tilføjede han hviskende og +med et betydningsfuldt blik . „ Hun er tyve år , jeg +er otteogfyrge . “ +„ Ja , det var du for fem år siden . “ +„ Det kan være , jeg husker det ikke så nøje , jeg +ved blot , at jeg holder af hende , som da jeg var tyve +år gammel , det er vist , det må dog siges engang , +for at du kan rette dig derefter . Jeg tænker kun +på hende . “ +„ Den snak har jeg hørt før , “ svarede Fru Mette +og hensank derefter . i en dyb tavshed . Pludselig +hævede hun sit hoved og gik hen til broderen , som +atter havde sat sig . Hun lagde sin hånd på hans +skulder og udbrød heftigt : + +„ Du er en tosse ! Hvorfor behøver du at gifte +dig ? Har du ikke hendes penge , råder du ikke +over dem , hvad vil du mere ? “ +„ Men jeg siger dig jo , det er ikke for pengenes +skyld , jeg holder af hende . Jeg har været enkemand +i elleve år , der groede Mos på mig , hun har fyldt +mit hjem med sang og mit hjerte med lykke , hun er +kommen som svalen til huset med forår og solskin , +jeg bliver ung igen når jeg seer på hende , jeg drømmer +om hendes smil hver nat . Svoger Laxmand gav mig +sine penge , ja vist ! Ingen så det , men han sagde : +det bæres mig for , som at det vil gå mig galt , bring +dem så til min lille datter . Der kan komme en +regnskabsdag , Mette ! Hvordan gik det Jens Thomassen +på mors ? Han gjorde heller ikke rigtig regning +i den sag med hans bønder . I sommer lod kongen +hans lig grave op og hængte ham i ligkisten op +i galgen på Århus gade , ved byens brønd , nedenfor +borgporten . Han hænger der den dag i dag ; +men om Gerda er det tidsnok at tale , når det først +kommer så vidt . Der stå strenge tider for døren . +Kongen vil holde herredag i Kallundborg og presse +penge af os , to gylden af hver herremands Bonde , +tredjeparten af alle gejstliges indkomster . Lybækkerne +fejde på kysten . De dave taget Bormholm , brændt +Helsingør , det kong christjern lo-til , fordi bymændene +ville ikke unde hans hollændere plads at bygge på . +Imorgen kunne vi have fjenden heroppe i Limfjorden , +det er derpå , vi stulle tænke . “ + +„ Hvad har da adelen besluttet at gøre , hvorfor +handle i ikke ? Hvad fremmede det , at i mødtes forgangen +nede i Viborg , når i dog intet bestemte ? +Og hvis nu lybækkerne kom for Ålborg , det himmeriges +gud forbyde , siden der kun er et hanefjed +fra byen og ud til tranders , hvis de kom hertil , +Casper , hvad så ? “ +„ Så tænker jeg , vi drage vindebroen op og +værge os , som vi kunne bedst . “ +„ Det skulle godt forslå , “ sagde Fru Mette og +gik urolig frem og tilbage med hænderne under forklædet . +„ Vi have ti mand liggende her på gården +i rustning og plade , de æde og drikke deres mål +hver dag , de lange slughalse ! De flyde krager og +alliker med deres låsbuer , men holde fjenden ude , +det kan de ikke . Og vore penge , du ! — skatten ! “ +Hviskedee hun . og bøjede sig ned mod broderens øre , +„ tænker du ikke på den ? “ +„ Jeg har tænkt på den , “ svarede Casper med et +overlegent nik . „ Lad lybækkerne komme , de kunne +lette sten fra sten på tranders , pengene skulle +de dog lade blive . “ +„ Hvordan det ? “ +„ Du skal ret straks få det at se . Derfor fik +jeg Gerda til at gå til ro , så snart hun havde læst +op velsignelsen efter maden . Jakob har ringet med +aftenklokken , svendene er ovre i deres sovesteder . +Gå ud efter lygten og følg så med mig . “ +Medens Mette forlod stuen , gik Casper hen til + +et skab , der var så omhyggelig skjult i væggen , at +man først opdagede det efter at have draget et stykke +af det lave panel til side , som løb rundt om muren . +Skabet var ligeså forsigtigt tillåset , der behøvedes to +nøgler for at åbne døren . Indenfor viste der sig +et åbent rum , indhugget i muren , i dette kom et +jernsfrin til syne , ikke synderlig stort , men meget vægtigt . +Casper løftede det ud af hullet , skabet blev atter tillukket +og panelet draget tilbage , idet Fru Mette kom +ind med en stor lygte , hvis ruder bestode af hvidt +og tyudtskrabet horn . +Da hun havde tændt lygten og så jernstrinet , +tindrede hendes øjne med et eget udtryk af liv og +begærlighed . Casper gik hen til vinduet og spejdede +over mod den modsatte fløj , hvor husfolkene havde +deres sovesteder ; lysene vare slukkede , alt var stille +i nærheden . +Da han havde overbevist sig herom , tog han +fat i det ene af det lille jernsfrins håndgreb , Fru +Mette i det andet , og nu så man Broder og søster +med forsigtige og dæmpede skridt forlade værelset og +snige sig hen over gangen til en trappe , som førte +ned i kælderen . Fru Mettes øjne forlod ikke det +dyrebare skrin . Lygtens matte skin belyste dette +hemmelighedsfulde optrin . + +Iv . +Hvad vildttyven tænkte på i fængslet . +- den samme eftermiddag sad Henning gråbuk +nede i det fængsel , han havde forladt om morgenen . +Det var et snævert rum med hvælvet loft , så lavt , +at han i al mag kunne nå op til det , sten og +tykke mure overalt , grålige mure , som syntes at +spotte ethvert forsøg på flugt ; tid og ælde havde +betegnet dem med deres mærker og dannet et lag af +salpeter , der faldt ned som støv ved berøvelsen . +Midt på den ene væg var fastgjort en ring , hvorfra +der gik en nogle alen lang jernlænke , forsynet med +en vældig lås . Til denne lænke havde Henning +tidligere været bunden ; men i betragtning af , at det +var hans sidste dag , havde fangevogteren lukket ham +ned i hvælvingen uden at slutte ham i lænken . Der +var også lagt et knippe frisk rughalm ind til ham +istedetfor det forrige , som næsten var smuldret bort . +Det eneste lys , som trængte ind i hvælvingen , +kom fra et lille , aflangt hul . oppe ved loftet , så +smalt , at en voksen mand næppe kunne få armen + +derigennem . Ind ad dette hul skinnede en solstråle , +rødlig og varm , budskab fra den verden udenfor , som +han snart skulle forlade . Solstrålen viste ham det +fugtige stengulv , de tydelige omrids af de store +granitsten i vægge « og den løsnede kalk imellem +disse ; fængslet , ødet , ensomheden forekom ham +endnu sørgeligere i det lys , og dog stirrede han uafbrudt +op mod vinduet , til hans øjne blev våde , +han sendte en bøn og hilsen med den svindende sol +til den , der endnu bandt hans lyst og hans tanker til +livet . Lidt efter aftog lysningen ovre på væggen , +det blev atter skummelt derinde . Henning gråbuk +sad i halmen og pillede på stråene . +Der lod skridt udenfor , det raslede i låsen +ved døren , den gik op , og en mand viste sig i indgangen . +Han var klædt i en vadmels kofte , kantet +med afgnavet katteskind , og bar om livet et belte , +hvori der var fæstet en madkniv på den ene side +og et knippe nøgler på den anden . +„ Nå ! hvordan går det ? “ spurgte han godmodig . +„ For hurtigt , “ svarede Henning . „ Altfor hurtigt . “ +„ Å hvad ! Du har da såvel seksten timer tilbage +endnu . Først er der jo den hele nat , så i morgen +lige til davretid ; nådigherren sagde for lidt +siden , at vi ikke skulle trække af med dig for klokken +ti flagen . Jeg kommer ellers herned for at se , om +der er noget , du trænger til . En skål varme +ærter med et stykke kød i kunne vel ikke gøre ilde . +Hvad du ? “ + +„ Jeg siger ikke nej , “ svarede Henning , „ skønt +jeg har ligget og tænkt på andet end ærter med +kød i . “ +„ Jeg skal bringe dig en bakke herned , men seer +du , gråbuk ! den ene villighed er den anden værd . +Du ligger der med en næsten ny koffe på , den har +du da vel ingen brug for . Hvad om vi byttede ? +Min er kun gammel og tynd , det er vist ; men jeg +tænker nok , den holder dig ud alligevel . “ Denne sidste +bemærkning ledsagede fangevogteren med en selvtilfreds +latter , medens han gik hen og følte på Hennings +koffe , om den også var rigtig god . +„ Tag den , “ sagde krybskytten , og nu byttede de . +„ Så er der også det lille , brune halstørklæde +med de hvide striber i , som jomfru Gerda gav dig . +Det har min hustru fået sådan bandsat lyst til . +Hvad om du overlod mig det for en rigtig god +kande most ? Jeg har nu gjort min beregning sådan : +går du hen og lader dig aflive med det tørklæde , +så stikker mestermanden det til sig , og lader han dig +beholde det , kommer der nok en anden Hallunk , når +det bliver mørkt , og løser det af dig , for du må +vide , du skal blive hængende i galgen , til du falder +ned af dig selv , andre ligesindede til skræk og formaning . +Det sad nådigherren og talte om , da vi +spiste til middag . “ +„ Du må også gerne få mit tørklæde , “ sagde +Henning gråbuk ; „ men . derfor skal du gøre mig +den villighed , at lade lygten blive stående hernede . + +du begriber ikke , hvor det er forfærdeligt at sidde så længe +i mulm og mørke . “ +„ Lygten ! “ gentog fangevogteren betænksomt , +„ går det også an ? Du kunne gøre ulykke—stikke +ild på . “ +„ Se dig om , “ sagde Henning , „ her er kun +sten og en jernbeslagen dør , de fænge ikke . “ +„ Det er også sandt , “ svarede den anden , medens +han løste halstørklædet af fangen . „ Jeg ved ikke , +hvordan jeg er faren med dig , gråbuk , fanden står +skinbarlig i det , men jeg kan slet ikke nægte dig noget . +Du skal få lov at beholde lygten . Nu går jeg +op og henter ærterne og mosten . “ +Fangefogden gik og kom lidt efter tilbage med +begge dele , lnkkede derpå og stængede omhyggeligt +døren udenfra . Fangen var atter alene . +Han spiste , han tømte kanden til den sidste +dråbe . Det var , som om den gærende drik vakte +fornyet livslyst hos ham og skærpede bevidstheden om +alt , hvad han efter så kort en frist skulle miste . +Blodet strømmede til hans hjerte , hans tindinger +bankede , hans tænder klaprede , han kastede et fortvivlet +blik om i hvælvingen , som lygtens skin faldt +hen over . +Udefra trængte den svage lyd af en klokke ned +til ham , det var madklokken ; i morgen ved denne tid +ville den atter lyde , hvor var han så ? Og hans +hustru og de to små børn ! — han havde set dem +i dag . Det mindste , som moderen havde lagt på + +grøftkauken , medens hun løb efter toget , lå og legede +med en sten , da han kom forbi på tilbagevejen , +det smilede til ham , det strakte hænderne imod ham , +han brast i gråd , medens erindringen om hjemmet +lyste ned i hans tankers nat . — folkene sang og lo +oppe i gården , heste blev trukne forbi lyshullet , +livet og friheden lød omkring ham i tusinde forskellige +stemmer , han selv sad og talte timerne til døden . +Han spurgte sig dernæst , hvad brøde han havde begået , +som fortjente en sådan straf . Han led nød , hans +hustru tav dertil , men de to små børns kinder +bleve magre , så kom fristelsen , så skod han et dyr +i herremandens hegn ; det første gik det heldigt med , +da han gik hjem med det næste over ryggen blev han +greben ; han værgede sig så godt han kunne , imod +Gylding som imod enhver anden . Det var alt . +Han lukkede øjnene for at blive disse erindringerkvif . +Han kastede sig tilbage i halmen for at sove , +men søvnen kom ikke , billede på billede trængte +sig frem for hans blik , imellem dem alle stod galgen , +mørk og truende , som han havde set den i dag . Han +tænkte på gud , knugede sine hænder sammen og knælede , +hans læber hviskedee ydmyge og inderlige ord , +medens tårerne løb ned ad hans kinder . Efterhånden +blev han roligere , hans sjælcangest veg foren +eneste tanke : flugt ! Den gød nyt liv i ham og jog +blodet til hans hjerte . Han kendte egnen udenforskoven , +mosen tilbød tusinde skjulesteder , hvor jngen + +kunne finde ham , blot igennem muren , over den , +udenfor den , det var livet , det var alt . +Han rejste sig , tog lygten og lod den lyse hen +over stenene , idet han gik langs med de fire vægge . +Vanddråberne glindsede imellem kalkfugerne , tykke , +sorte spindelvæv hang ned fra loftet , døren var så +velforsynet med jern og stænger , at man næppe kunne +skimte træet derimellem . Det var ikke muligt at bane +sig vej igennem så mange trodsende hindringer . +Hans hoved brændte , han vandrede atter omkring fra +side til side , undersøgte fugerne i stenene , og bankede +på mnren . Et sted faldt kalken ned , indenfor +kom en murbue til syne , hvis form antydede et gammelt +ildsted , som sidenefter var blevet tilmuret . +Henning begreb , af dette sted måtte være lettest +af gennembryde , fordi de sidst indsatte sten ikke kunne +stå i forbindelse med den øvrige mur , han pillede +først kalken ud imellem en af stenene så langt han +kunne nå ; ved hjælp af nogle velrettede stød med +bøtten af jernlænken løsnede han dernæst stenen . +Det var et nøisommeligt arbejde og kostede tid , men +efterat den første sten var tagen ud , gik det lettere +med den næste . Held giver desuden kræfter , og Henning +havde så kort en frist af vente i . Efter omtrent +en times forløb havde han gjort så stor en +åbning , af ildstedet kom til syne , han lyste med lygten +ind i hullet . Ovenover hans hoved sad en tyk jernstang , +hvorpå beboerne engang havde ophængt deres +kedler , når der skulle koges . Henning gav sig til + +påny af bryde stenene las , til jernstangen lod sig +rokke , han trykkede den nedad med hele sit legemes +vægt , et mursfykke løsnede sig , bedækkede ham med +sten , nied sand og kalk , men han holdt triumferende +jernstangen i sine hænder . +Hidtil havde han blot fulgt øjeblikkets indskydelse , +nu begyndte hans begreber at ordne sig , han lagde +en plan . Han vidste , at det rum han kom ind i , +efterat have gennembrudt fængselsmuren , endnu ikke +ville føre til frihed , og at han derfra måtte arbejde +videre på lykke og fromme , han kunne måske bryde +igennem et af de små bindueshuller i kjælderne , +men ikke uden at volde støj , i så fald var der årvågne +hunde nede i gården , som ville vække de +sovende . +Disse vare hans tanker , medens han hvilede sig +lidt , og derefter igen tog fat på arbejdet . Nu gik +det langt hurtigere fra hånden , siden han kunne benytte +sig af jernstangen ; kalken sad rigtignok fast +imellem stenene , den havde haft århundreder til at +hærdes , men hvad ville det vel sige mod en villie som +hans , i en kamp for livet , der gør den svage stærk +og den stærke til en kæmpe ? Sveden perlede på +hans pande , hans øjne vare halvblændede af støv , +hans læber tørre , men det gik dog bestandigt fremad , +han trak vejret og tog så fat igen . +„ Enhver sten , jeg bryder ud , åbner et stykke +af min grav , “ tænkte han . +Omsider følte han en kold luft trænge ind i + +hullet , hvor han arbejdede , stenene gave efter , en af +dem faldt ud på den anden side , fængselsmuren +var gennembrudt ; at udvide åbningen kostede mindre +møje . Henning stak hovedet ind i hullet . Ved +lygtens skin så han et rum indenfor , dobbelt så +stort som fængslet , opfyldt med pakkasser , gamle +skabe og tomme Tønder . Han tog jernstangen og +lygten og krøb igennem muren . +Han gav sig til at undersøge stedet med stor +omhyggelighed . Der var kun en udgang , lukket med +en svær egetræes dør , forsynet med et tykt jernkryds . +Ved nærmere eftersyn viste det sig , at låsen til +døren sad udvendig . Han søgte at forestille sig , i +hvilken retning dette rum lå og hvor hans arbejde +ville føre ham hen . Da faldt det ham ind , at han +en dag i forrige sommer havde været i tjeneste på +gården og hjulpet vadsterpigerne med at bære vand +fra brønden ned i et aflukke , hvorfra en låge gik +ud til gården . Såvidt han kunne skønne , lå dette +rum i retning med fængslet , altså i nærheden af +stedet , hvor han nu befandt sig . Han besluttede at +bryde ind deri . Men det var endnu vanskeligere , end +hvad han hidtil havde udført . Muren viste ingen åbning , +gav ikke efter på noget sted . Han undersøgte +døren , hængslerne , plankerne , alt forgæves . Endelig +prøvede han på at bryde et hul i muren lige nedenfor +karmen , på det sted , der var låsen nærmest . +Nu indtraf et andet uheld : lygten , som hidtil havde +ydet ham så væsenlig nytte , truede med at gå + +nd . Lyset var brændt ned i piben . Henning skrabede +omhyggelig tællen sammen og omgav vægen dermed ; +det hjalp for et øjeblik , men lyset blev bestandig +svagere , det gik over til en mat , rødlig flamme , som +steg og sank , indtil den omsider forsvandt i en hvidlig +røg . Vildttyven stod i mørke ; fra nu af måtte +ban føle sig fremad med hånden . + +v . +En velforvaret skat . +Henning havde just fundet en lille åbning +mellem karmen og muren , hvor han kunne bore jernstangen +ind . Han hvilede og fløttede sin pande til +væggen . Idet han lukkede øjnene , stod højen fra +iinorges for ham ; han så galgen og stigen , greb +atter sit jern og søgte at gøre åbningen i muren +større +pludselig forekom det ham , at der lød dæmpede , +langsomme skridt udenfor . Han tog jernstangen og +skjulte sig hurtig bag en af de store Tønder . +I det samme blev der stukken en nogle i låsen , +efter nogle forgæves forsøg gik døren op , pibende +på sine gamle hængsler . Et stærkt lys faldt hen over +gulvet , to personer trådte ind , en mand og en +kvinde ; den første havde en lygte i den ene hånd , +i den anden et lille jernbeslagent skrin , som hans +ledsagerske hjalp ham at bære . Det var Casper Gylding +og hans s øffer . +De satte skrinet på jorden og så dem om . + +ridderen stod i halvmørke , lygtens skin faldt derimod +hen over Fru Mettes ansigt , hvis rynker i dette +lys viste sig skarpe og dybe , som ridsede med en kniv , +og hvis bleghed blev endnu mere påfaldende under +den tætsluttende sorte hætte , som omgav hendes hår +og kinder . +„ Ved du , hvad der er gået for sig i denne +kælder ? “ spurgte Casper . „ Det var her , vorstammefaders +Skytte blev bragt ned , han , som ville være +kæreste med herremandens søster . Der , ved den +smalle pille , blev han bunden , og så sloge de han : +tildøde med kæppe . “ +„ Uh ! var det her ? “ sagde Mette ligegyldig . +„ Hvad nu ? “ hviskedee hun lidt efter , så sagte , som +om hun frygtede før at høre lyden af sin egen stemme . +„ Se dig om , “ sagde Casper . „ Sten på +sten , en dør af eg og jernbolte . Tror du , at +lybækkerne finde herned ? “ +„ Det skal knibe før dem , “ svarede Mette . +„ Fandt de også herned , så have de derfor ikke +fundet skrinet , det skal jeg sørge før . “ Ridderen lod +med disse ord lygtens skin falde hen på væggen , +som om han søgte efter et mærke , dernæst løftede han +en af fliserne i gulvet . „ Det gemmested holder jeg +før nok så godt , som hele kælderen , “ vedblev han . +„ Den , der har dannet det , ligger og bleges etsteds +nede i Ditmarsken , du og jeg er ene om hemmeligheden . +Hjælp mig nu skrinet ned . “ +Mette adlød , skønt modstræbende , det kostede + +hende synlig mene at give slip på hanken , hun +holdt i hånden . +„ Ere de der også alle sammen ? “ spurgte hun , i +samme hviskende tone som før . +„ Der er , hvad der skal være , “ svarede Casper , +„ kom nu blot . “ +„ Lad mig se dem , blot en eneste gang . “ +„ Hvor falder du på det ? Er der nu tid dertil ? +Jeg har desuden ikke nøglen hos mig . “ +„ Den hænger dag og nat i en snor om din +Hals . Jeg ved det bedre . Blot et eneste blik på +dem . Det er da ligesåvel mit guld som dit . “ +„ Nå ! så se da , men lad det ske i en hast , “ +Sagde ridderen og drog en lille nogle frem , som hang +i et bånd under vamsen . Med denne åbnede han +låget . Fru Mette holdt lygten , dens skin faldt +ned i det åbne skrin , der var fyldt til randen med +små poser af brunt læder . Hun satte lygten ved +siden af skrinet , stak begge hænder ned imellem +poserne , løftede på dem , knugede dem og lagde dem +ned igen ; hendes øjne syntes at blive større , de lyste +med en uhyggelig glans . +„ Du er en stor tosse , “ hviskedee hun , „ at du +tænker på at give dem fra dig igen , nu , da de engang +ere dine , de er også mine ; lad os beholde dem , +gemme dem for os selv , hører du , Broder Casper , +aldrig dele med nogen . “ +„ Rejs dig ! “ sagde ridderen , „ lad det få ende . +Tag dine hænder til dig . “ + +men Mettes hænder syntes at være voksede fast +til pengeposerne , hun kunne ikke give slip på dem . +Casper drog hende tilbage og lukkede låget . Mette +prøvede , om det også var rigtig låset , før hun hjalp +med at sænke skrinet ned i det lille murede hul i +gulvet . Derefter blev flisen lagt over igen , og åbningen +imellem den og gulvet udfyldt med støv og +sand . Ridderen anvendte endnu den forsigtighed at +drage en stor tom kasse hen over stedet . +„ Ru er den gemt , “ sagde han . „ Herned vover +sig aldrig nogen de sige , den røde Skytte går +igen “ +Dermed forlod begge kælderen og låsede døren +udenfra . +Henning gråbuk havde været vidne til alt . +Flere gange kom ridder Casper så nær , at vildttyven +måtte holde sin ånde tilbage af frygt for at +røbe sig . Nu stod han op , nu var han atter herre +dernede . Cn lykkelig stjerne hvilede over ham . Hullet , +han nylig havde brudt igennem muren , var så nær +jorden , at de opstablede Tønder fuldkommen skjulte +det . Ingen havde tænkt på ham . Han tog sin jernstang , +følte sig frem til døren og begyndte igen at +bryde los på muren . +„ Træffe de mig her , “ sagde han til sig selv , „ så +må de slå mig ihjel , blot for at bevare hemmeligheden +med deres penge . “ +Arbejdet gik kun langsomt fra hånden , mørket +hindrede ham i at se de vanskeligheder , der stillede sig + +imod ham , jernstangen krummede sig , hans hænder +vare blodige , det bruste for hans øre » , af og til lød +det , som om nogen talte udenfor . Han syntes at +høre den dræbte Skyttes suk . Omsider følte han +lufttræk igennem muren , straks efter fandt han stedet , +hvor slåen gik ind i karmen , han sprængte den , +døren vedblev endnu at være lnkket , han strakte armen +ud af hullet og drog en slå tilbage , derefter gik +døren op . +Det næste kælderrum var opfyldt med baller +og kar . Det var herind , han havde bragt land til +pigerne . Der måtte altså gå en låge ud til +gården . Og lågen fandtes . Han skod den op . +Natluften strømmede ind til ham , han indåndede den +i fulde drag , han lyttede , alt sov eller syntes at +sove . Natten var stille , over hans hoved kom månen +tilsyne , omgiven af en gul ring , imellem de +gråblå skyer . Nede fra engene lød en sumpfugls +skrig . +Henning gråbuk stod lidt og så sig om . Pludselig +syntes en . bestemt tanke at gribe ham , han smilede +og gik tilbage til kælderen . Hans famlende +hænder søgte efter stedet , hvor kassen stod over den +gemte skat ; han skod den til side , fandt flisen , hævede +den og løftede jernskrinet op af hullet . +„ Den dræbte Skytte går igen . Han har taget +det , “ hviskedee han spottende , idet han listede sig tilbage +til kjælderlågen . +Han kastede endnu et spejdende blik omkring sig + +efter hundene , også de syntes at sove . Derefter krøb +han ud og sneg sig over gården . En hane galede , +længere borte svarede en anden , ellers vedblev alt at +være roligt . Et gammelt , grenet elmetræ stod i det +ene hjørne af gården og strakte sig ud over muren . +Vildttyven krøb op i det . Den støj , han gjorde , +vækkede hundene , de begyndte at gø , men Henning +sad allerede i god behold med skrinet foran sig på +randen af muren . +Nedenfor løb en rørbegroet grav , jorden skrånede +ud imod den , bevokset med hyldebusfe , pil og slåen . +Han svøbte koften sammen over skrinet og lod det +glide ned imellem buskene , derefter sprang han selv ned +og nåde lykkelig jorden . Nu var han fri , han var +frelst , thi det kostede kun ringe møje at komme over +den tilvoksede grav . Med skrinet jpå hovedet vadede +han ud mellem rørene , sank i , fik fodfæste igen +og krøb endelig op på den modsatte bred . Her stod +han stille , lo og sagde : +„ Jeg gjorde kun et dårligt bytte iaftes med +fangesogdens gamle kofte . Knuste dog jeg lever , til +jeg får den opslidt . “ +Efter disse ord løb han sin vej ned mod klarupgård , +drivende af vand og mudder . Skovene +skjulte ham . Hundene gøede på tranders . + +vi . +En mand i fristelse . +Fra Ålborg Enge gik dengang skoven langs med +fjorden ned mod Klarup og egense kloster , hvor der +endnu i vor tid er bleven en lille kratskov tilbage . +Tykke , højstammede egetræer , bevoksede med et hvidligt +Mos , bredte deres knudrede grene ud over Sletten . +På enkelte steder var egen allerede fortrængt af +bøgen , der dannede en tæt og frodig underskov omkring +sig , afvekslende med hindbærris og slåenbuske , +hvorigennem der ikke fandtes andre beie end de smalle +og bugtede stier , hornkvæget og vildsvinene havde +dannet . Mod vest stod træerne mere enkeltvis i +små grupper og frembragte derved dybe og vekslende +udsigter . +Øm vinteren gik vandet fra Limfjorden op over +engene og skyllede store stykker jord bort fra trærødderne , +så kom forårsstormen og blæste dem om . +Træerne blev da liggende på stedet og skjultes i +årenes løb as Mos og nedfaldne blade , eller brombærrankerne ' bredte +deres løv over dem . På andre + +steder , især i udkanten , havde ejerne af disse skove +frembragt store åbninger ved at fælde træerne . Dette +sfete dengang således , at man rundtom træstammerne +ophobede en mængde vissent løv og tørre grene , +stak ild deri og blev ved , til stammen forkulledes og +faldt . Det var vel ikke den hurtigste eller mest besparende +måde at fælde træer på , meu den kostede +mindst umage . Træstubbene , som findes i vore gamle +tørvemoser , bære vidnesbyrd om denne fremgangsmåde . +I en af de lysninger , som opstod efter at træerne +vare forsvundne , havde Henning gråbuk bygget +sin hytte . Det var dertil , han rettede sin flugt . +Det begyndte at dages . Klosterklokkerne inde i Ålborg +ringede til første bøn . Rimfrost bedækkede jorden , +en blålig tåge lå over skoven , vinden kom +ind fra havet og hvirvlede det gulige løv op i høje +søjler , men Henning tænkte på andet end løvet , +han mærkede ikke vinden , han løb med skrinet under +armen , indåndede den friske morgenluff , hilste som +en gammel bekendt på alle disse træer og buske , +han troede at have sagt sit sidste farvel . Vejen forsvandt , +træerne flygtede for hans ilende skridt , tusinde +tillokkende gøglebilleder svævede for hans øjne , overmodige +planer krydsede sig i hans hoved , der var en +stemme , som hvislede ham i øret , at denne flugt +ikke blot bragte frihed , men at hans nød tillige var +endt . Fremtiden viste sig for ham i skikkelse af ' et lykkeligt +hjem , hans hustrues smil , hans børns jublen . + +omsider stod han stille ved en gammel , hentørret +eg , der strakte sine bladløse grene i vejret . Henning +så sig forsigtig om og gemte skrinet i den hule +stamme , hvis åbning han omhyggelig skjulte med løv . +„ Vaer den godt , gamle træ ! “ hviskedee han , „ Du +skal gøre en tyv til en ærlig mand . “ Efter denne +bemærkning forlod han stedet og begyndte atter sit +løb , langs med udkanten af skoven . +Vildttyvens hytte tog sig i nogen frastand ud +som en stor jordbunke , nærmere beset vare væggene +af græstørv og slet sammenfoiedc træstammer , taget +af halm og grene . En lille , skæv dør lukkede for +jndgangen , langs med hvilken der hang en række +fist , trukne på en snor for at tørres . Der var ingen +skorsten at opdage . Røgen gik ud igennem et hul +på taget . Den første levende skabning , Henning +mødte udenfor fil hjem , var en lille gris , der lå +midt på stien foran huset . Da han kom , rejste +den sig , gryntede og løb i småt trav ind ad skoven +til , efterfulgt af den klingrende lyd af en jernbjælde , +som var bunden om dens Hals . Straks efter begyndte +en hund at gjøe . Henning så ind ad en lille +horurude , der tjente til vindue . +En lampe hang ned fra en af loftbjælkerne . +Krybskyttens hustru havde tilbragt Ratte « med at våge . +På ildstedet glimtede en halvslukt brand , lyset kastede +sit skin over den sørgelige armod , som alt bar præg +af . Konen sad ved et bord foran skorstenen . De +billeder , der viste sig for hende i det tomme rum , +tranens baiscl- 4 + +hun stirrede ud i , vare mørke og trøstesløse . Hendes +hår var omviklet med et grovt , hvidt klæde , hvorpå +man endnu kunne kende de friske læg efter manglcbrædtet . +Hun var kendt i omegnen under navn af +tranen , ingen vidste hvorfra hun havde fået det . +Børnene sad ved hendes side , hver med et lille +sort tørklæde om sig . Den yngste havde lagt armene +på bordet og var falden i søvn , den ældste læste en +bøn , og græd , når hun ophørte at læse . Det var +konens hensigt at tage dem med sig , så snart det blev +dag , og vente udenfor herregårdens port , til Casper +Gylding og hans mænd viste sig , hun ville bønfalde +engang endnu , se sin mand og vise faderen sine +børn . Derfor havde hun redet og pyntet dem efter +bedste evne . +„ Skal jeg læse for dig igen ? “ udbrød den lille +pige efter lang tavshed . +„ Ja , læs ! læs ! “ hviskedee moderen . +Barnet foldede hænderne og begyndte at opramse +fadervor , enslydende og uden at fatte , hvad hun +sagde . Tranen hørte hende ikke , smerten har sin egen +religion , og bønnens vidunderlige magt drager os +kun til sig , så længe der endnu er rum tilbage for +håbet . Vi vente , tåle , lide , medens dette håb +lyser for os , men når tilintetgørelsen breder sin hånd +over alt , hvad hjertet har klynget sig til , kommer der +øjeblikke , hvori bønnen forstummer , øjeblikke , værre +end døden , siden de ikke tillige bringe glemsel med +sig om det , vi mistede . Barnet læste og faldt lidt efter + +i søvn , moderen knugede hænderne sammen i skødet . +Dagningen lyste ind i stuen . +Da krybskytten forsigtig åbnede døren og listede +sig ind , kom en gammel , mørkhåret hund springende +imod ham . Konen udstødte et skrig , hun troede i +begyndelsen ikke sine egne dine , derefter ilede hun hen +til ham , slyngede begge sine arme om hans Hals og +brast i gråd . Først fra i nat af havde hun ret begrebet , +hvormeget hun holdt af denne mand . Hunden +logrede , stak hovedet i vejret , hylede , slikkede hans hænder +og fødder og hylede igen . Mand , hustru og +dyret dannede en tæt sammenslynget gruppe . +Med få ord havde Henning fortalt alt . „ Jeg +er på flugt , “ sagde han og holdt hende tilbage , da +hun ville vække børnene . „ Først måtte jeg dog se +dig . Om lidt mærke de , at jeg er løben min vej , +så pile de afsted med skytter og hunde og komme +vist hertil . Børnene sove , du ved af intet , og jeg +flygter igen . Farvel , Kirsten . Vorherre må vide , +når vi ses igen ! “ +„ Det kan være det samme , “ sagde hun frejdigt +og med denne inderlige og dybe hengivenheds røst , +som kun tilhører kvinden . „ Drag , hvorhen du vil , +vi to mødes på alle veje . Men ikke sandt , Henning ! +Nu aldrig mere tilsfovs om natten . Da du +begyndte på det , kom de onde dage . “ +„ Hvad skulle vi gøre , “ sagde han , „ Du glemmer +de to derhenne , de tiggede om brød . “ +„ Vi skulle have arbejdet , “ sagde tranen , „ det + +kunne vi endnu , se mine arme , jeg er stor og stærk , +du også , det skal være langt fra dig at tage mere +fra andre . Ikke sandt , du ! Verden er jo stor nok +for at finde det , vi fire have behov . “ +„ Ja , det ftal være langt fra mig at tage fra +andre , “ gentog Henning leende . „ Det gøres heller +ikke mere nødig . Jeg er rig nu , jeg har nok til os , +alle vore dage . “ Dermed bøjede han sig ned mod +hendes øre og betroede hende , hvorledes det var gået +med Casper Gyldings skat . +„ Det skrin vil du da ikke beholde , “ sagde tranen +forfærdet . „ Hvis dette skete , fik jeg aldrig mere en +rolig time . De dømte dig til død og galge , fordi +du tog en råbuk , nu du slipper fri , da strikken +alt er lagt om din Hals , begår du en synd , +langt større end den første . Det er for din skyld +og for min skyld og for de to små børns skyld , +jeg beder dig om af give dem deres tilbage . Hører +du ! Da du kom indad døren , syntes jeg , der +var ej mere sorg for mig i denne verden , vil du +nu lægge en ny på mig igen ? “ +„ Men om jeg også tænkte , af give dem skrinet tilbage , +så kunne det jo ikke engang lade sig gøre . Vil +du have , jeg skal vove mig op på tranders igen ? “ +„ Sig mig , hvor du har bevaret det , så ffal jeg +gå til ham . “ +„ Det vil volde dig ulykke . “ +„ Beholder du skatten , vil du volde os alle sammen +ulykke . “ + +„ Du må ikke græde , “ sagde han og betænkte sig +et øjeblik . „ Siden du endelig vil det , så tager jeg +skrinet med mig igen og bringer det ned til munk +hageberth i egense kloster , han kan da stikke det op +til Casper herremand . “ +„ Det lover du mig ? “ sagde hun og lagde begge +sine arme på hans skuldre og så ham ind i øjnene +med et bønligt blik . +„ Det lover jeg for vist og sandt , “ sagde han . +„ Guds fred lyse over jer alle . Farvel , farvel ! +Dagen gryer , nu må jeg afsted . “ +Han omfavnede sin hustru , gjorde korsets tegn +hen over de sovende børn , klappede hunden og forlod +hytten . +Hun åbnede døren på klem , blev stående og +så ud , indtil tågen skjulte ham . +„ Det skal ske nøjagtigt , som hun sagde , “ tænkte +Henning undervejs . „ Lad dem kun få deres penge +tilbage , der klæber blod og tårer ved dem , jeg behøver +dem ikke . Jeg er fri , jeg er min egen herre , +jeg har solen over mig , den grønne skov om mig . +Kom og tag mig , om i kan ! “ Ethvert af disse udbrud +ledsagede han med Spring i vejret , slog ud med +arme og ben og løb ad samme Bei tilbage , som han +nylig var kommen . +Det var imidlertid blevet fuldkommen dag , solen +kastede sit klare lys hen over trætoppene , hvis løv +prangede i efterårets rigeste farvepragt . Hennings +skridt sagtnedes , medens han genkaldte i sin erindring + +alle de lykkelige håb , -han nylig på den samme vej +havde knyttet til skatten . +„ Jeg er mand for selv at skaffe mig , hvad jeg +har behov , “ sagde han og hævede hovedet . „ Hun bad +mig desuden så fromt og mindeligt derom . For hendes +skyld stat de få dem . “ +Da han kom hen til egetræet , så han ned i +hullet og begyndte at rydde lovet til side . Pludselig +standsede han , lo og sagde : +„ De ligge så godt , jeg tror alligevel det er bedst , +vi vente til en anden gang . “ +Efter disse ord løb han bort , uden at kaste et +blik tilbage på det gamle egetræ . +Dybere inde i skoven blev stien mere ubanet , på +enkelte steder var den så tilgroet , at det kostede +møje at trænge igennem , på andre steder kom små +åbninger til syne , hvor flokke af råvildt og kronhjorte +havde lejret sig . Hunnerne lå på jorden , +halvskjulte af græsset , hannerne stod på vagt , de +strakte hovederne ud mod ham og brølede . +„ Gør bare lngen støj , “ sagde han , „ af mig har +i ikke mere at frygte . Nu ikke videre for denne gang , “ +Vedblev han lidt efter , og udsøgte sig en magelig +hvileplads . Her lagde han sig ned , støttede hovedet +mod et træ og ragede løvet sammen over sig , indtil +han havde dannet en høj bunke , hvoraf kun hovedet +stak frem . +„ Nu vågne de vist snart oppe på tranders , “ +Mumlede han og lo . „ Om lidt kommer fangefogden + +ind for at hente mig , så kigger han efter og tumler +om mellem kalk og sten , så råber han og kalder +på de andre , så slå de hænderne sammen og bande +og gale ovenpå den forskrækkelse , mens jeg ligger +her og min Hals er udenfor deres lokke ! God rolig +nat , i kæltringer tilsammen ! “ +Dermed vendte Henning sig om på siden og +faldt i søvn . + +vi . +Hvad tranen spåede . +På tranders begyndte dagen som sædvanligt . +Da Casper Gylding havde spist sit øllebrød , kom han +ned i gården i en gul hjorteskinds trøje , rod , +strikket hue , en stor pidsf i hånden og så til hundene . +Heste blev vandede , og da vejret tegnede til +at blive smukt , bestemte ridderen , at han og Gerda +ville ride over til nesfrup , når vildttyvens dom +var fuldbyrdet . Lidt for frokosttid kom tømmermanden +fra Ålborg med to svende gående ind over broen . +Hver af svendene bar et vinkelmål og en bindøxe +på skulderen , mesteren havde et brunt læderskjødskind +for sig og en tommestok under armen . Han ville +melde den nådige herre , at den ny galge stod færdig . +Ru kunne de for hans skyld komme med synderen , +når de ville . +Casper var veltilfreds hermed , han stod just og +tingede med tømmermanden om prisen , da der pludselig +lod et skrig nede fra kælderen . Lågen , som +Henning var krøben ud af , blev stødt op , og fangevogteren + +kom til syne i den med et ansigt , der udtrykte +den dybeste forbavselse . +„ Å , nådige herre ! “ råbte han , „ Gud bedre +det ! Han er løben sin Bei , brudt igennem begge +kamre , det slemme skarn ! “ +Dette skrig , som blev fortsat i bestandig tydeligere +klager , kaldte alle gårdens folk sammen . +Ridder Casper ilede ned i kælderen . Fru Mette +kom halvpåklædt til syne i den åbne gårddor . +Fangefogden måtte gentage sin beretning for hende . +Alle trængte ned til skuepladsen for Henning gråbuks +bedrifter . +Casper Gylding standsede inde i den første hvælving +foran den borttagne kasse , han stirrede ned i +det tomme rum under gulvet med en målløs harme . +Lidt efter kom Fru Mette til , så , at skrinet var +borte , og brast i gråd . I den almindelige forvirring +tildrog herskabets adfærd sig en opmærksomhed , +som for et øjeblik bragte bildttyven i glemme . Ingen +fattede årsage « til riddere « s sammentrukne bryn +eller Fru Mettes lydelige klage . +„ Efter ham ! “ råbte Casper pludselig . „ Til hest , +alle mand ! slå hundene los ! En flok af jer over +ad Svendstrup til , en anden ned mod nøvling , jeg +selv rider til egense kloster . De « , som bringer ham , +skal få tyve sølvdaler . “ +Ru blev der larm i gården ; tyve sølvdaler +var en « hørt bclonning . Folkene sadlede deres heste , +hundene gøede . Tømmerlnanden og hans svende + +havde foretaget en vandring gennem kælderhvælvingerne +og nysgerrige iagttaget alt , hvad der var at se ; +da de kom op , stod ridder Casper allerede i begreb +med at bestige sin hest . +„ Mester må se herind en anden gang ! “ råbte +Gylding . „ I dag har jeg min sjæl andet at tage +vare på . “ +Dermed red han og hans mænd over broen , nedad +mod klarupgård og egense , fulgt af fangefogden med +tre af gårdens bedste støverhunde , som han havde +sammenkoblet i en nem . +Fru Mette stod oppe på trappen og så toget +ride bort . Hun havde skjult sin morgendragt under +en stor ulden halvkåbe og skyggede med hånden for +sine våde øjne , medens hun påkaldte himlens bistand +til at få den skændige misdæder i deres vold +igen . +Rytterskaren red i et skarpt trav igennem engene +ned til skoven . Her bøjede den af fra hovedvejen +og fulgte ku sti , som førte ind til Hennings hytte . +Tranen stod ude ved brønden i færd med at bryde hør . +Ridderen steg af hesten , stillede sig tæt foran hende og +betragtede hende skarpt og forskende , medens han spurgte : +„ Hvor er din mand ? “ +„ Min mand ! “ gentog hun skælvende . „ Ak , nådige +herre ! hvor skulle jeg vide det ? Da jeg så ham +igår , lå jeg for jeres fødder , mens han gik i bast +og bånd mellem rytterne . “ +„ Du lyver ! “ råbte Casper , og hans stirrende + +blik synkes at trænge tilbunds i hendes hjerte . „ Du +har set ham siden . Han har været her i morges . “ +Tranen vedblev at nægte , men bag den frygt , +som ridderens komme fremkaldte , lå der i hendes +ansigt et frejdigt udtryk af ro og tillid . +„ Han har været her i dag , “ gentog Casper , „ tilstå +det , eller det gælder dit liv . “ +„ Han har ikke været her , “ stammede hun . +„ Havde ikke Henning bare ben , da han i går +løb over Ålborg Enge ? “ spurgte fangefogden , der stod +med hundene ved gærdet . +„ Det havde han vel i går som altid , “ svarede +konen . +„ Hvem tror hnn så de spor komme fra , som +gå her langs med diget over mod hytten ? “ Med +disse ord viste fogden ridderen et fortsat og tydeligt +fodspor , der var indtrykt i den hvide rim , nattekulden +havde spredet over græsset . Sporet kom ud +fra skoven , gik langs med diget og tabte sig på +den åbne plads foran hytten , hvor solens skin +havde optøet jorden . +Casper Gylding udstødte en ed . Hans formodning +fandt i dette spor en sikker bekræftelse , han trnede +ad tranen , idet han vendte sig om mod rytterne . +„ Afsted med jer ! “ råbte han , „ viis hundene +sporet og slip dem los , gennemsøg enhver plet i +skoven , to af jer ind i hytten , bryd ned , hvor i +ikke kan komme frem , stik ild og ryg ham ud som en +brok , hvis han gemmer sig derinde . “ + +en af rytterne blev tilbage hos hestene , de øvrige +spredte sig efter ridderens befaling til alle sider ; +easper stod endnu foran tranen . Han begyndte at +udspørge hende på ny og blandede sine spørgsmål +med de heftigste trusler . Da lød et gennemtrængende +angstsfrig inde fra hytten . Straks efter kom begge +krybskyttens børn løbende ud af døren . Øen gamle +hund fulgte efter dem under en heftig gøen . +„ Se , nu har jeg dig , “ sagde ridderen triumferende , +„ siger du mig ikke alt , hvad du ved om +Henning , så tager jeg dine unger med mig , og du +kan bande på , at det skal vare en stund , for solen +kommer til at skinne over dem igen . “ +„ Øg det vil i gøre imod dem , der aldrig have +forbrudt sig mod jer ? “ sagde tranen . „ At i lød +Henning undgælde , det måtte så være , han havde +vel forsfyldt det , men hvad have de små børn gjort , +og hvad har jeg gjort , siden i tager alt fra mig ? - +kan i mindes en dag for mange år siden , da i lå +histhenne under den hasselbusf der , med brækket spyd +og i dødsens angst for bildornen , som anfaldt jer ? +Da kom der en fattig mand og dækkede jer med sit +eget legeme . Ia , han blev revet halvt ihjel , det er +vist , men i slap fri . Da svor i ved himmeriges +gud og alle helgene , at i aldrig skulle glemme det , +han havde gjort for jer , men i glemte det dog herre ! +Det var min fader , der hjalp jer , i dag kommer i +til stedet igen og tager børnene fra hans datter . “ +„ Hvor er Henning gråbuk ? “ + +„ Jeg ved det ikke . “ +„ Loff de to børn op på din hest og bring dem +hjem tik tranders , “ sagde Casper til en as rytterne , +som kom tilbage fra skoven . +Manden tog børnene , et af dem under boer arm , +og red bort med dem . Tranen udstødte et skrig og +ville løbe efter hesten , men Caspers stærke hånd +greb hende i skulderen og holdt hende tilbage . +„ Når du siger , hvor han er , skal du få dem +igen , “ sagde han . +„ Jeg ved det ikke , jeg ved det ikke , “ gentog hun +grædende . +„ Sværg på det . Kald gnd fader , guds søn +og moder Marie til vidne på , at han ikke har været +her i dag , så tror jeg dig . “ +„ Ja , det vil jeg , “ råbte tranen . +„ Lad den sværgen fare , “ sagde en dyb stemme +noget borte , og i det samme så Casper Gylding en +høj mand krybe over gærdet og komme hen til dem . +Han var iført en opkiltet munkekutte og bar et fuglefængerbur +og en stav med limpinde under armen . +Hætten og kutten vare flåde tilbage , og et smukt +mandigt ansigt med sort skæg og to skarpe , gennemtrængende +dine kom til syne . Det var munken fra +Sankt Jørgens , Viffert vendelbo . Ridderen kendte +ham godt , Viffert var en jævnlig gæst på tranders . +„ Hvad vil i her ? “ spurgte Casper . +„ Det samme i dag som i går , “ svarede Viffert . +„ Jeg er fuglefænger , som i ved ; forresten vil jeg + +også give jer et godt råd , hr . Casper Gylding ! +— lad den stakkels kone der fare i fred . I spilder +eders tid ved at stå og snakke med hende . Stig +tilhest med alle eders mænd , rid til clleshøi og de +store skove ved Rold , der vil i få mere at vide +om den , i søger , end her . Tror i da , at så snn +og listig en Karl som gråbukken skulle løbe hjem og +skrifte for sin hustru , hvor han ville gemme sig ? “ +Ridderen betænkte sig . „ Hvorfor mener i , at han +er draget ad Rold til ? “ +„ Hvorfor er skoven tættest ved Rold ? “ svarede +biffert vendelbo . +„ Har i måske mærket noget til ham ad den +kant ? “ spurgte ridderen . „ Hurtig ! fortæl mig alt , +hvad i ved . “ +Munke » satte sig på rækværket af brønden og +svøbte sine limpinde sammen , hans smukke ansigt viste +et uendelig spottende smil , idet han så op og svarede : +„ Gud hjælpe jer , hvis i fik at høre alt , hvad +jeg ved ! -- jeg mødte en aftenstund en mand med +bare ben og en nåbuk på nakken ; tidlig i morges +mødte jeg den samme mand igen , da løb han sønder - +på , men jeg stod derinde og passede på dompapen +og sidensvandsen og lod ham løbe . “ +I dette øjeblik kom de to ryttere tilbage fra +hytten . Da de ikke fandt Henning derinde , havde de +sammenhobet bohavet og stukket ild derpå , enten det +nu sfete af skadefryd eller af Iver for at opfylde +ridder Caspers befaling . En tyk røg slog ud af + +alle åbninger , fulgt af bleggule flammer , som næsten +vare ukfendelige i solskinnet . De terre grene og halmen +i taget fængede straks , lidt efter sank alt sammen +i en rygende bunke . +Tranen stod målløs ved grusbunken og stirrede +ind i ilden . Røgen kvalmede omkring hende ; længere +borte , hvor skoven begyndte , red Casper Gyldings +ryttere bort med de to børn , der strakte deres arme +tilbage mod hende og skrege om hjælp . Da greb fortvivlelse +og trods dette ydmyge sind , som hidtil bestandig +havde tiet og fundet sig i alt , hvad ulykken +gav hende at bære . Idet Casper Gylding steg tilhest , +pegede han ned mod børnene og sagde : +„ Folk tro , at du kan læse i fremtiden , Kirsten +trane , spå da nu , hvad der venter de to der , hvis +du bliver ved at nægte . “ +Hun rejste sit bøjede hoved , strakte de knyttede +hænder frem mod ridderen og råbte : +„ Med de to går det som Vorherre vil , men +nu skal jeg spå dig , du slunkne herremand til +tranders , og mærk dig nøje , hvad jeg siger : jeg +ved ikke hvor Henning gråbuk er , det høre gud ! +Meu om jeg vidste det , så sagde jeg dig det dog +ikke . Hvergang du og dine kom til det lille hus +her , som nu ligger og ryger i gruset , bragte i +ulykken med jer . Først tog du vor eneste ko , så +vore får , så min mand , da nøden fristede ham til +uret ; i dag have dine folk stukket ild på det sidste , +vi ejede , i dag har du taget mine to små børn fra + +mig , nu har jeg ikke mere tilbage . Fordi du gjorde +det og aldrig havde øre for den , som bad , eller hjerte +for den , der led , skal du være forbandet selv , forbandet +i dit hjem og i alt , hvad du bøjer dit hjerte imod . +Dit gods skal vejres bort som avner i blæst ; dine +børn skal du miste , din ære skal blive til hvermands +spot ; du skal komme til at lide og græde som den , +du lagde din tunge hånd på , og sådan skal det +vare ved fra slægr til slægt , gennem dage og år , +indtil den sidste af Gyldings stamme ligger ligeså +lavt med hovedet som jeg , og går og søger med bøjet +ryg på Marken efter føde . - er der en gud over +mig , vil han høre mine ord og fuldbyrde dem . Rid +kun nu din Bei , min forbandelse rider med dig , du +røde ræv fra tranders ! “ +Der var noget i hendes ansigt , i hendes røst , +i hendes hele skikkelse , som greb Casper . Han sad +tavs på hesten . Rytterne stod i en klynge ved hans +side . Bistert vendelbo sad på rækværket as brønden +og skingrede frem og tilbage med benene ; hans +blik dvælede ufravendt på ridderen . +„ Hør ! hvor hun kan skrige og klynke , “ råbte +Gylding , „ når hun først får manden på gang , +men det er så tranens Art i dårligt vejr , og har +kun føje på sig at sige . -- nu afsted til tranders ! +Ridderen og hans folk rede hjem til gården , +men undervejs taledc herremanden ikke til nogen . + +Viii . +Hvormed Viffert forslog tiden , når han +ikke fangede fugle . +Der blev stor sorg på tranders , da Casper og +hans ryttere om middagen vendte tilbage med uforrettet +sag . Fru Mette lod især til at være greben +af deres uheld , til stor fornndring for hendes omgivelser , +som ikke fattede , i hvor høj grad vildttyvens +flugt kunne angå hende . +Om eftermiddagen blev der forefaget en ny undersøgelse +; da droge mændene i samlet skare ned mod +elleshøi og Rold , i den retning , gråbrødremunken +havde antydet . Undervejs forenede herremændene fra +de nærmeste gårde sig med Casper . De store skove +gjcnløde af råb og hundeglam , men det blev aften , +uden at Henning gråbuk kom til syne ; han lå endnu +i god ro under sin l^øvbunke , som om det gjaldt at +indhente al den søvn , han så længe havde haft til gode . +Casper hensank i en mørk tavshed ; Fru Mette +gik og sukkede og vred sine hænder . Dagen efter tog +hun mod sædvane ind til Ålborg , besøgte med et + +talrigt følge forskellige kirker og klostre og gjorde +den hellige jomfru og martyrerne de mest fristende +løfter , når de blot ville skaffe hende skrinet tilbage . +Hvad enten nu disse løfter ikke havde været +indholdsrige nok , eller de hellige måske havde fundet +noget at udsætte på den form , hvori de fremkom , +vist er det , de modstode fristelsen og lyttede ikke til +hendes bønner . Da Fru Mette begreb dette , red hun +igen ind til Ålborg , denne gang indhyllet i en mørk +kåbe og en nedslået kyse , som gjorde hendes person +ukendelig . Hun var kun fulgt af en tjener og drog +et stykke udenom byen , før hun bøjede ind i gaderne . +Nede ved fjorden , i et lille stræde , som hed Maren +Poppes gyde , boede der en bekendt sandsigerske +ved navn Ane Jost . Hende gjaldt Fru Mettes rejse . +Det var eftermiddag , da de kom til stedet . Ane Jost +var heldigvis hjemme . En ung tjenestepige modtog +Fru Mette og førte hende ind i en lille stue , hvor +hun bad hende venre lidt . Ane Jost var i arbejde , +hun læste koldfeberen bort fra et sygt barn , og det +tålte ingen afbrydelse . Fru Mette forslog tiden med +at bese de mange forunderlige billeder og ubekendte +kunstsager , som vare ophængte omkring på væggene . +Tjeneren stod imidlertid udenfor på gaden og holdt +de to heste . Den unge pige kom ud til ham og begyndte +en samtale , hvori hun søgte at udfritte ham , +så godt hun kunne . Hvad han vidste var ikke meget , +men han dulgte intet ; han fortalte hende om Henning +gråbuks flugt , om det tomme hul i kælderen , som + +ridder Casper og hans søster havde standset ved , og +hvorfra deres sorg syntes at udspringe . Der var vist +gemt en eller anden kostbar genstand i dette hul , +som Henning måtte have taget med sig , da han løb +sin vej , det sluttede han sig til , det fortalte desuden +rygtet . . +Lidt efter gik en mand ud fra spåkvinden med +det syge barn ; Fru Mette blev ført ind til hende . +Ane Jost var en lille , krumbøjet kone , rynket og +indfalden ; hun gik med en krykke under den ene arm +og skelede i høj grad ; derfor kaldte gadedrengene i +Ålborg hende Ane seeforbi . Da Fru Mette kom +ind , fik hun plads på en bænk . Ane satte sig lige overfor +hende , støttende hagen på grebet af sin krykke , +medens adelsdamen i få ord betroede hende grunden +til sit komme , og forlangte , at hun skulle vise igen , +det vil sige , fortælle hende , hvor den stjålne skat +var at finde . +„ Det er fin en slem sag , “ sagde Ane . „ Jeg kan +nok skaffe jer det at vide , men ikke under tre mark ; +har i lyst til at give så meget ud ? “ +Tre mark var en uhyre sum i Fru Mettes +mening , men hun besluttede sig dog til denne udgift , +når Ane blot gjorde sin kunst forsvarlig . +„ Så må jeg ud og snakke lidt med mis , “ sagde +spåkvinden . „ Sid bare stille imedens . “ +Med disse ord gik hun ud i forstuen og underholdt +sig nogle øjeblikke med den unge pige . +„ Mis giver jer godt håb , “ sagde hun , da hun + +kom tilbage . „ Eders skæbne må stå at læse i kortene , +hvad står der ikke i dem ? men skal jeg lægge +rigtigt op for jer , sådan at det kan forslå , så koster +det tolv skilling til , foruden de tre mark . “ +„ Lad mig blot få alting at vide , “ sagde Fru +Mette utålmodig , „ så spenderer jeg også den halve +ort , skønt det er en ublu betaling . “ +Spåkvinden tog nu et gammelt spil kort frem +og lagde dem under dvb tavshed op på bordet . Hun +sad længe og grundede på deres indhold . Hendes +miner syntes imidlertid at opklares , hun nikkede tilfreds +og udbrød : +„ Jeg kan se , at eders nåde er Fru Mette fra +tranders , bekendt for sin gudsfrygt og gavmildhed +mod alle trængende . “ +„ Ja , det er vist , “ sagde fruen . +„ I har nylig haft med en synder at bestille , +han hed Henning gråbuk eller sådan noget . “ +„ Det er min tro også sandt , “ ytrede Fru +Mette , yderst forbavset over den gamles visdom . +„ Videre , videre ! “ +„ Henning må være brudt ud af fangehullet en +torsdagmorgen , lidt før han skulle hænges , det kan +også være , det var en fredag . Så var der et muret +hul i gulvet af den anden kælder , som han har taget +noget ud af . Er det ikke så ? “ +„ Io vist , jo vist ! Meu hvor er skrinet blevet af ? “ +„ Rigtigt ! Det var et skrin . Da han gik bort , +havde han det under den venstre arm , nej , under den + +højre , og så løb han over Marken med det og gemte +det . “ +Her tav Ane Jost lidt og så over på fruen . +Mettes øjne lyste af glæde . Det var det lykkeligste +øjeblik , hun havde oplevet siden Hennings flugt . +Hun foldede hænderne og bøjede sig forover , før at +intet ord skulle undgå hende . Spåkvinden måtte +jo være alvidende , før at kunne fortælle alt dette så +omstændeligt . +„ Hvor gemte han så skrinet ? “ spurgte hun . +„ I et hul på den vildene mark , “ svarede Ane , +„ men det vil komme frem igen , i kan stole derpå . +Her ligger en mand med rød lue , han bringer godt +nyt , før ban er lys . Hvad han siger , kan i lide på . “ +„ Er i også vis på det , i fortæller ? “ +„ Det er jeg rigtignok . At spå efter fuglene kan +lyve , at spå af vand og af hånd er også skarn , +og det giver jeg mig ikke af med , men hvad der står +at læse i kortene , slår min sjæl til , det er ligeså +vist som alt , hvad der står at læse i bønnebogen . “ +„ Når vil jeg få min skat igien ? “ +„ Det kan jeg ikke fige bestemt ; komme frem vil +den ; drag i bare hjem og vær ved godt mod . Når i +slagter i næste måned , så send mig et godt stykke +flæsk , jeg skal da kogle noget for eder , som i ikke +skal bande mig for ; det , jeg har sagt i dag , koster tre +mark og en halv ort , med mindre i vil unde tøsen +derude fire skilling i skænk , for så bliver det lige +fire mark , i har at betale . “ + +„ Det er i grunden alt for lidt , i har sagt mig +for så mange penge , “ ytttedc Fru Mette . “ „ Jeg finder , +at to mark kan være meer end nok . “ +„ Som i vil , “ svarede spåkvinden , „ men det +bliver dog mig , der narrer jer alligevel . Der står +endnu noget i kortene , som jeg ikke har fortalt jer . “ +„ Står der mere , så sig mig det straks . I skal +få hver skilling af de fire mark . “ +„ Ja , betal mig først , “ sagde Ane . +Fru Mette drog et dybt suk og lagde de fire +mark på bordet . Ane gemte dem i sin kjolelomme . +„ Hvad står der så mere ? “ +Spåkvinden støttede hagen på grebet as sin +krykke , tilkastede adelsdamen et barsk og hadefuldt blik , +idet hun hævede sin røst og udbrød : „ Jeg læser , i +skulle times last og skam , i fornemme frue ! som +har fået både i pose og i sæk og dog nægter en +gammel kone det , hun behøver til sit daglige brød . +Og om jeg ville , så vendte jeg kortene og skulle da +læse jer ulykke og helsot til og mane jer skatten +ned i den sorte jord , så at den aldrig kom for dagen +mere . Nu kan i gå med den besked . “ +Fru Mette gav gode ord : lidt efter drog hun +bort med den forsonede spåkvindes forsikring om , +at skatten skulle komme tilveie . +Også for Gerda vedblev årsagen til de to sødstendes +sorg at være e « gåde , hvis løsning hu « +Forreste « ikke skænkede en tanke . Desuagtet ville +enhver , som i den sidste tid ret gav agt på den + +unge pige , have bemærket en påfaldende forandring +hos hende . Hun sang ikke mere som før , hendes letvakte +og hjertelige latter syntes også at være forsvunden , +hun var bleven blegere , mere tavs , mere tilbøjelig +til at søge ensomhed . Ridder Casper var den første , +som blev opmærksom herpå , men hver gang han ssgte +at udfritte hende , rystede hun på hovedet og gav ham +et smil fuldt af sørgmodighed tilbage . +„ Du kan tro , hun har hørt noget om skrinet , “ +Sagde Mette . „ Det er derover hun går og sørger . “ +„ Du kan tro nej , “ sagde Casper , „ det begyndte , +da vi kom hjem fra sidste Viborg snapsting ; der må +være en , som har gjort hende noget imod der , men +hun vil ingenting sige . “ +Hvad skulle hun vel sige , det stakkels barn ? Hvorledes +turde hun betro nogen , at hun i sommer , da +Eske Dyreborgs bryllup blev holdt i Viborg , havde +truffet Jørgen gram til havbro , danset med ham , +lyttet til de lovtaler , den beundring , hans ord udfoldede , +og som blomstrede under sollyset af hendes +øjne ? Det var en lykkelig tid , hver dag mødtes +de , undertiden endog flere gange ; hver dag opfyldte +han luften omkring hende med forsikringer om den +lykke , han følte derover . Jørgen gram var hendes +helt , det var på ham , hun havde tænkt , længe før de +første gang mødtes . Han havde dette mandige og +indtagende væsen , som dengang var den ægte adelsmands +særkende ; hans slægt havde i to hundrede +år været de gode sæders bærere . De svandt som + +en drøm , disse tre uger . » Da de stilles og han red +hjem til havbro , rakte han hende hånden , smilede +og sagde : +„ Vi mødes vist snart igen , vi to ; til det skeer , +vil jeg ikke tænke på andet . “ +Hun stod oppe på svalen i blytækkerens hus , +hvor ridder Gylding boede ; hun så efter ham og +foldede sine hænder over brystet , som om hun ville +fængsle og indeslutte alle hanß ord derinde . At de +måtte mødes igen , derom var hun ligeså overbevist +som han ; men siden den tid var der gået uger , måneder , +hvorfor kom han ikke ? Var det da ikke før ham +som før hende , en trang at mødes igen , eller var hans +erindring om hende så kort , at hun havde ophørt at +være den hemmelighedsfulde ånd , der bragte hans +tilværelse lykke ? Havde han mulig haft de samme +ord , det samme rørende blik , og- det samme smil +for andre , eller hvorledes kunne hun vel have en plads +i hans hjerte , uden tillige at bo i hans længsel ? +Det forstod hun ikke . Casper Gylding havde advaret +hende engang , da han hørte Jørgen grams lovtaler . +„ Tro ham ikke , “ sagde han ; men Gerda troede ham : +det lys han stod i hos heyde , strålede for klart og +for højt , til at kunne beskygges af tvivl . +Hun søgte at forjage sin frygt , men hvorledes +skulle det vel lykkes hende ? Med hvilken magt skulle +hun være i stand til at fortrænge det billede , der havde +fæstet sig så dybt i hendes hjerte ? At vente og tvivle , +at veksle mellem håb og frygt , at påkalde erindringen + +om ethvert oplevet lykkeligt minut , troen på +at se det vende tilbage igen , at udmale sig dette gensyns +lykke , var -fra nu af hendes tankers indhold . +Igennem sin frygt følte hun først ret , hvad Jørgen +var for hende . I savnets smerte lå der i begyndelsen +også en vis lykke gemt ; det er først , når +håbløsheden træder til smerten , at fortvivlelsen +begynder . +Dernæst sagde hun til sig selv , når hun om +aftenen sad og stirrede ud gennem de små , grønne +ruder over mod best , hvor havbrogård lå : „ Måske +forlanger jeg for meget , måske kan kærligheden nkke +hos en mand , som hos kvinden , udfylde den hele +tilværelse ; berden er jo hans store ' kirke , foruden +elskov har han andre altre at knæle for , han har +magt nødig , han har hæder at erhverve sig , han håret +navn at frede om . Jeg vil bede for ham , når +jeg lægger mig til at sove ; jeg vil vente på ham , +indtil han kommer . “ +Med denne en ren og barnlig sjæls ydmyghed +sænkede hun sit hoved og tørrede tårerne af sine +kinder . Livet havde hidtil kun været et bæld af glæde +for hende ; hun måtte nå til smerten for at lære +sine følelsers styrke at kende . Således går det +os alle . Livets medbør dølger alt , rykker slagfjerene +af vore vinger , giver os et bind for øjnene . +Visiert vendelbo , gråbrødremunken , var Gerdas - +gode ven ; det var ham , der bragte hende de smukkeste +fugle , han fangede ; det var også ham , der forsynede + +hendes have med sjældne blomsterløg og siden efter +hjalp med at passe dem . Viffert holdt i det hele taget ' +ikke meget af klosterlivets ensformighed ; han var endnu +kun tjenende Broder derinde og skulle først aflægge +ordensløftet til næste påske . Han ville helst være +på rejser og forrette ærinder . Et tilfælde havde +ført ham og Gerda sammen , og han var mand for at +benytte tilfældet . +En søndag morgen mødtes Gerda og munken +lidt ovenfor tranders . Gerda kom fra kirke og gik +med hænderne foldede over bønnebogen , medens hun +så ned for sig . Viffert fulgte hende et langt stykke +på den anden side af vejen , inden hun lagde mærke +til ham . +„ Når man kommer fra kirke og har givet gud +sin sorg i vold , bør man også sætte lid til hans +hjælp , “ sagde han med den bløde og inderlige røst , +som altid havde fundet vej til Gerdas hjerte . +„ Det gør jeg også , “ svarede hun og hilste munken . +„ Alligevel går du med sænket hoved , “ vedblev +han , „ og dine kinder blive jo hver dag blegere . Kender +du da ikke en eneste ven , som du tør betro din +sorg og sige : hjælp mig hvis du kan ! — prøv det +engang , Gerda ; der var måske dog den , der gerne +hjalp . “ +Gerda så sørgmodig hen til Viffert og rystede +med hovedet . „ Jeg fattes intet/ ' svarede hun dæmpet . +Munken gik lidt og tav og syntes at gruble på +noget . „ Jeg rejser bort nu , “ sagde han , „ og kommer + +ikke igen før om en uge . Jeg ville just gå op på +tranders og sige dig farvel . “ +„ Hvor drager i hen ? “ spurgte hun . +„ Bisp stygge til Børglum skikker mig omkring +fra herregård til herregård her nordpå i ærinde +for ham og øvrige bisper og adelsmænd , det Casper +Gylding kan forklare nøjere , hvis han vil . Har du +ikke noget bud at give mig med til en eller anden +bekendt undervejs ? “ +Gerda lyttede til munkens ord med større opmærksomhed ; +en tanke syntes pludselig at gribe hende , +hendes øjne strålede , men hun vedblev at tie . +„ Først drager jeg over til Restrup , til gylden - +stjerne , “ ytrede munken . „ Skal jeg hilse Fru Karen , +som sendte dig de smukke pindselilier i fjor ? “ +„ Ja , gør det , “ svarede hun ligegyldigt . +„ Så går rejsen til hr . Maltte på Albæk . +Har du noget bud til dem ? “ +Gerda rystede på hovedet . +„ Dernæst tager jeg øster på til Budrupholm . +Skal jeg hilse hr . Lykkes søn carsfen , ham , som +kunne de mange sange og dansede med dig i fjor ? “ +„ Ja hils ham , hvis i seer ham . “ +„ Jeg skal også Bester på , “ vedblev biffert , og +medens han sagde dette , lod han sine mørke øjne hvile +faste og forskende på hende . „ Over i årsherred , — +over til havbrogård , og derfra videre ned til Hobro . “ +Gerdas blik søgte atter jorden , en svag rødme +farvede hendes kinder . + +„ Hvem ffal i besage på havbrogård ? “ spurgte +hun næsten hviskende . +„ Ejeren naturligvis , den unge Jørgen gram . +Han ligger nok syg derhjemme . “ +„ Syg ? “ gentog hun med et udtryk af frygt og +en så dyb og inderlig deltagelse , at den ville have +rebet hende for en langt mindre kløgtig iagttager end +munken . „ Hvor har du hørt det , Broder Viffert ? +— nej ! syg er han vist ikke , “ tilføjede hun lidt efter +med et vemodigt smil og et mislykket forsøg på at +synes fattet og rolig . +Munken tav , medens han ufravendt vedblev at +betragte hende ; han læste imidlertid alt , hvad der bevægede +sig i dette unge og rene hjerte , der så slet +forstod sig på at skjule og dølge . Han greb begge +hendes hænder og udbrød : +„ Gerda ! Mit barn ! Tal til mig , betro mig , +hvad der tynger på dig , se ret på mig ; ligner jeg +vel en mand , som vil skuffe ; har jeg nogensinde gjort +det ? Det er Jørgen gram , du går og tænker på , +jeg ved det ; det er fra ham al din sorg er kommen . “ +Gerda så forbavset i vejret ; hendes store øjne +mødte et åsyn , så ædelt , så ubeskrivelig mildt og +deltagende , at hun trykkede hans hænder til sit bryst +og hviskedee : „ O , Broder Viffert ! dersom du vidste +— dersom du blot vidste “ — videre kom hun ikke ; +hun vendte sit ansigt til siden og brast i gråd . +„ Hvad skulle jeg vide ? At du holder af ham , tidligt +og silde , at det er ham , som gør dine kinder + +blege ? Ak mit barn ! Alt det har jeg vidst for længe +siden . Jeg ved langt mere endnu . På sidste Viborg +ting så jeg en aftenstund en mand ride forbi blytækkeræns +hus og hviske sit farvel op til svalen ; +jeg hørte en ung pige gentage dette farvel og hviske +milde ord til svar , mens hun bøjede sig ud over +rækværket . Aftenen var mørk , men ieg har lange +øren ; den enes hjerte var fuldt af det , den anden +sagde . Jeg så en hånd vifte med et tørklæde , til +rytteren forsvandt bag hjørnet ; alt dette ved jeg , +fortæl du mig nu resten . “ +Gerda smilede ; en undseelig og brændende rødme +farvede hendes kinder ; det var som til en moder hun +talede , og idet hun skriftede alt for ham , syntes hendes +tvivl og frygt at svinde , ord fik vinger , og hver +en lønlig længsel og hvert et håb fandt udtryk . +Mnnken gik tavs ved hendes side , bøjede sig ned +mod hende og lyttede og smilede , som den ældre ' smiler +ad barnets sorger . Da hun endelig tav og så op +på ham , svarede han : +„ Du er en ren og ædel sjæl , og du skal ikke +være bange . Der er i alt det , du har sagt mig , +intet at fortvivle over ; hvad der i øjeblikket er en +lidelse , vil fremtiden gøre til lykke for dig . Du +behøver heller ikke at give mig noget ærinde med til +havbro , jeg tænker nok , jeg skal forrette det alligevel . +Nu rejser jeg først derned , allerførst Gerda , og jeg +kommer snart igen . Er det ikke således , det skal være ? +Smil blot og syng og hold af dine fugle , som du + +plejer . Jeg bringer vist godt nyt tilbage . Bed din +bon , og stol på mig . — farvel ! “ +Visiert trykkede hendes hånd , gjorde korsets tegn +over hendes hoved og gik med lange og hurtige skridt +ind over tverstien , som førte til Ålborg . Hun lyttede +efter hans skridt , så længe det var muligt at +høre ham . Dernæst vedblev hun at se efter ham , indtil +han forsvandt på stien , der snoede sig igennem Marken +som et bølgende bånd . Hun stod alene , kun i +selskab med sit håb . + +Ix . +Løfternes kapitel . +I den følgende uge kæmpede de mest modstridende +følelser i Gerdas hjerte . De første dage sang hun +og jublede , derefter længtes hun og ventede på munken , +han måtte nu snart komme tilbage med et budstab , +der ville ende den pinlige uvished , hvori hun +sålænge havde levet . Hvorledes han egentlig skulle +kunne virke for hen-de , det begreb hun ikke ret selv . +Bed ugens slutning stod hun ved vinduet , der vendte “ +Ud mod havbro , men visiert kom ikke . Efterhånden +som dagene gik , vågnede hendes tidligere uro og +bange anelser på ny . Under denne veksel af frygt og +håb , genkaldte hun sig alt , hvad visiert havde sagt , . +Da de skiltes . Hvorfor troede hun ham , denne fremmede , +bedre end sig selv ? Fordi han bekræftede hendes +håb , og fordi hjertet som sagt vedbliver at håbe , +længe efter at forsfanden har begyndt på at tvivle . +En middag sad Fru Mette og Gerda inde i dag . +Ligstuen på tranders . Fruen havde sin regnflabsbog + +foran sig , men denne gang var ridderen ikke tilstede +for at kunne hjelpe hende , derfor havde hun skrevet en +række streger på bordet og regnede sammen på +disse . Gerda spandt , rokkehjulet gik kun langsomt , +arbejdet og tankerne fulgtes ikke . +Hundene gøede , døren åbnedes , gråbrødremunken +kom ind . Han hilste de to damer og tog +plads på bænken ved vinduet , medens Fru Mette +lagde regnskabsbogen til side og begyndte en ligegyldig +samtale med ham . +Ved synet af Viffert for en glødende rødme +over Gerdas kinder , rokkehjulet drejede sig hurtigere , +medens hun så hen til ham med et ængsteligt og +spørgende blik . Hun mødte kun et smil og det +samme milde udtryk , han altid havde haft lige overfor +hende . Dette smil og denne venlige mine vare en +uigennemtrængelig befæstning , bag hvilken intet kom +tilsyne . Hvad bragte han , lykks eller sorg ? Hun +måtte tie og kæmpe for at tvinge sin længsel og frygt +tilbage . Han så denne kamp , dette svage og frygtsomme +hjertes følelser afprægede sig i alle hendes +miner , og medens hans stemme blev blødere , fortsatte +han samtalen med Fru Mette . +„ Jeg har været tilhest fra morgen til aften , “ +Sagde han , , „ redet om løst og i vest . I dag kommer +jeg fra havbrogård , og nu er mit ærinde forrettet . “ +„ Hvad fandt i på havbrogård ? “ spurgte Fru +Mette . +„ Det jeg søgte , “ vedblev Viffert . „ Jeg fandt en . + +mand , lige ophøjet ved sin kløgt og sit hjertes adel . +Jeg bringer mange gode hilsener fra ham . “ +Gerda havde lagt sine hænder i skødet og så +hen på visiert , medens han talte . Nu satte hun +rokken til side og rejste sig . Disse sidste ord indeholdt +alt det , hun trængte til . Hvad kunne han fortælle +mere ? Idet hun ville gå ud af Stuer : , rejste visiert +sig og sagde : +„ Vi kunne følges ad . Jeg har en lille pakke +blomsterløg med mig , dem ville vi lægge i urtehaven , +at de kan komme tidlig frem i foråret . Inden jeg +går hjem , seer jeg lidt herop igen for at høre , om +ridder Casper er kommen tilbage . “ +Dermed forlod han og Gerda stuen , og Fru +Mette begyndte atter at regne sammen . +Urtehaven lå udenfor den søndre voldgrav , omgærdet +med en høj jordvold , på kanten af den groede +der en hække tjørn og berberisser , hvis blodrøde bær +endnu hang i klaser på de afbladede grene . Haven +selv var delt i fire ligestore bede , indfattede med lavendeler +og tusindfryd , en hvid rosenbusk stod i +midten . De grønne blade vare visnede , tornene stak +frem , og blomsterne vare blevne til hyben . Det er +tidens billede . +Gerda gik ved siden af visiert og så op til +ham , han smilede kun , men sagde intet . Da de kom +indenfor havelågen , greb hun hans hånd . +„ Men så tal dog ! “ udbrød hun med en liden - + +stabelig stemme , „ fortæl mig lidt om det budsfab , i +bringer . “ +„ Jeg har jo alt bragt mit budsfab , “ svarede +Viffert . „ Hvad vil du vide mere ? “ +Hun rystede på hovedet og vedblev : „ I traf +altså hr . Jørgen gram ? I har talt med ham ? Fortæl +mig alt , ethvert ord han sagde , men læg intet til . +Han var jo ikke syg , vel ? “ +„ Jo , mit barn ; syg var han . Da jeg kom , sad +han med begge hænder under kinden og så ud ad +vinduet , — mod øst , Gerda , ligesom du sidder og +seer mod vest . Da jeg bragte hilsen fra dig , stod +han op , blev blusende rød , — ligesom nu du , så sukkede +han og sagde : gid det må gå hende så vel , +som jeg ønsker . Når venter hun sin bejler ? — det +ved en af os to bedre end hun , svarede jeg . — sidst +jeg mødte ridder Gylding på tranders banke , betroede +han mig , at Gerda var så godt som trolovet +med en anden sagde hr . Jørgen . “ +„ Jeg , trolovet ! Men det er jo afskyeligt ! Med +hvem ? “ +„ Ja , det spurgte jeg ham ikke om . “ +„ Men hvad svarede du ham da , kære fader +Viffert ? “ +„ Hvad skulle jeg svare ? Jeg er kun en stakkels +munk , jeg kender lidt til min bønnebog , endnu +mindre til en kvindes hjerte . Jeg sagde , hvad der +faldt mig ind . Det lod også til , at han hørte mig +med andagt , og da jeg tav , for han op , slog begge + +sine arme om min Hals og sprang omkring i stuen , +han , som næppe kunne rejse sig , da jeg kom . Det var , +som om mine ord havde gjort ham rasiere . “ +„ Men du kunne nok have sagt ham lidt om det , +jeg betroede dig sidst , “ ytrede hun , „ måske han så +var kommen sig aldeles . Hvorfor gjorde du ikke det ? “ +„ Det skal jeg sige dig . Hvad du betroede mig , +mente jeg , du gjorde bedst i , selv at fortælle ham . “ +„ Jeg — aldrig ! Hvorledes siulde det også kunne +ske ? “ +„ Hvis du vil vide det , så vend dig om og +se , “ sagde visiert . +Gerda vendte sig om . Indenfor havelågen stod +en ung mand med blottet hoved og en fjerhat i +hånden . Hans ansigt røbede en dyb og levende bevægelse . +Hun udstødte et svagt skrig og standsede +skælvende . Det var ham , Jørgen gram , som nærmede +sig og strakte hånden ud imod hende , medens +hans øjne talte et sprog , som hans stammende læber +forgæves søgte at give udtryk i ord . +„ Er det også sandt ? “ sagde han , „ Tør jeg vove +at komme ? “ +Hun rakte ham sin lille , hvide hånd , smilede og +sagde : +„ Har jeg ikke sagt det : kom , når i vil , jeg +venter og jeg tror . “ +„ Og jeg kommer som den vantro apostel for at +se , før jeg tror . “ Han bøjede sig ned og kyssede +sømmen af hendes kjole . + +„ O , rejs eder ! “ sagde hun rødmende . „ I må +ikke knæle for mig . “ +„ Jeg har dog længe ønsket mig denne plads foran +eder . Her er jeg nu , jeg seer eder igen , det er de +samme øjne , det samme rørende udtryk . Hvor er i +dog henrivende og dejlig . O ! hvormegen lykke har +jeg tabt , hvormange af disse friste smil har jeg ikke +mistet ved at blive så længe borte . “ +„ Trøst eder ! “ sagde hun med et barns naturlighed +og ynde . „ I har intet mistet ; jeg har gemt +alt det gode jeg besad , til eder ; medens i var borte , +kunne jeg jo heller ikke smile . “ +Hun lagde sin hånd på hans skulder , lænede +sig til ham , som om dette fine legeme , træt af at +kæmpe , ikke havde kraft til at holde sig oprejst- længer . +Bistert stod noget borte , tilsyneladende ivrig beskæftiget +med at grave en rende i jorden til de nye +blomsterløg . +„ I måtte komme , “ hviskedee hun , „ tidlig eller silde , +det troede jeg vist . Jeg ville blot fremskynde denne +time , derfor fik jeg Broder bistert til at gå med +bud til eder . “ +„ Jeg har været syg , “ sagde han . +„ Jeg ved det , “ svarede hun med en stemme , +som forrådte al den deltagelse , hun følte . „ Jeg har +lidt ligeså meget derved som i . Men det var dog +ikke grunden til , at i tøvede så længe . Lad os tale +uforbeholdent . Se eder om , aftenen er tavs og stille , +vi have kun vore hjerter til Bidner for os . “ + +„ Og munken derhenne . “ +„ Ja , og munken , den mest trofaste og hengivne +af alle , ham , der kom tilhjælp , da sorgen bøjede mig , +ham , der altid har bragt mig råd og trøst og lykke . “ +„ Han har altså været en bedre ven end jeg , +der kun bragte sorg , hvor jeg gerne ville bringe +glæde . Det skal i dog vide , “ vedblev han og greb +hendes varme og skælvende hånd , „ at fra den dag , +jeg helligede eder mit liv , har hver en tanke og +hvert et slag af mit hjerte kun været før eder . “ +Hendes klare og uskyldige øjne dvælede på ham , +og søgte ikke at dølge glæden over den beundring , +de læste . „ Sig det igen , “ sagde hun med et lykkeligt +smil . „ Jeg behøver da aldrig mere at tvivle eller +være bange og sørge , når vi stilles . I vil blive ved +at tænke på mig , som jeg på eder . I vil ikke +glemme mig for andre , der måske er bedre og skønnere +end jeg ? — i at holde af eder vil ingen af +dem alle være min overmand , det ved jeg , det føler +jeg , “ føjede hun til og lagde hånden på sit hjerte . +I dette øjeblik gik havedøren op , ridder Casper +og hans søster viste sig i den . De så Gerda lænende +sig til Jørgen grams skulder og ham med +armen slynget om hendes liv , medens han holdt hendes +ene hånd i sin . Begge tav , Gerdas blik hvilede +på Jørgen . Ingen af dem anede ridderens komme , +før han trådte frem for dem og med en stemme , +som skælvede , og et blik , som funklede af harme , +udbrød : + +„ Hvad går her for sig ? “ +Jørgen gram flap Gerda , han stod et øjeblik +ligesom bedøvet , derpå hævede han sit hoved , og hans +skikkelse , som nylig havde været bøjet foran hende , +blev højere og mere stolt , idet han vendte sig mod +Casper Gylding og sagde : „ Jeg elsker frøken Gerda . “ +„ I elsker hende , “ gentog ridderen , „ og det vover +i at sige mig ! “ +„ Hvorfor siulde jeg ikke vove det ? “ svarede Jørgen . +„ Det er en adelsmand af god byrd , som gør eder +denne tilståelse . Måtte i desuden ikke være forberedt +på , at det ville ske ? I førte mig jo selv i +hendes selskab , sidst i Viborg . Hvilken anden følelse +end kærlighed siulde hun vel kunne vække ? “ +„ Og hvad har min datter svaret eder ? “ +„ Eders datter ? I mener vist frøken Laxmand . +Hun lyttede til min bøn , hun smilede til mit håb , +hun lovede at blive mig en nådig hersierinde . +Den sidste rest af selvbeherskelse syntes efter +denne yttring at forsvinde hos ridderen . Farverne i +hans rynkede kinder gik over til en gulig bleghed , +idet han trådte nærmere mod Jørgen gram og +vedblev : +„ Nu ja ! denne dame er frøken Laxmand . Jeg +log hende i mit hus , da der ikke var givet hende bedre +vilkår , jeg vågede og fredede over hende ; hvis jeg +ikke har gjort nok , ligger det kun i mangel på evne , +ikke på villie ; jeg er hendes formynder og som sådan +spørger jeg eder , med hvad ret i vover at benytte min + +fraværelse til at trænge herind og lokke dette unge , uerfarne +barn med eders elskovsord og løfter ? “ +„ Hr . Casper Gylding ! “ sagde Jørgen mild og +rolig . „ I har ret til at gøre mig dette spørgsmål , +og jeg skal svare eder . Hvad jeg vil , det ved i , men +der bør ikke hvile nogen skygge på eders myndling . +Jeg kommer her i aften og betler til den ære at blive +frøken Laxmands ægtefælle ; jeg lægger en adelsmands +kærlighed og troskab for eders fødder , nej +for hendes , jeg vil vie hende mit liv , frede og våge +over hende , som i har gjort , jeg vil gøre hende til +en lykkelig hustru ; jeg siger , at jeg vil , fordi jeg ikke +troer , at skæbnen er stærkere end mit forsæt , eller større +end min hengivenhed . “ +Bistert vendelbo havde forladt sit arbejde ved +blomsterbedet og nærmet sig de talende ; han stod og +støttede sig til spaden . Medens ridderen betænkte +sig på svar , udbrød han : +„ Hvis jeg må sige min mening , synes mig , +hr . Jørgen gram har valgt en sær ubelejlig stund +til at fremkomme med sit ærinde . “ +„ Ja , ikke sandt ! “ sagde Casper , glad over denne +understøttelse . „ Det er tid nu til at klæde sig i +rustning og plade , til at gå sammen i råd og +dåd og værge for sin ret , men ikke til at bejle . “ +„ Jeg mener ikke det , “ sagde munken , „ men ridder +Gyldings sind er forstemt i disse dage . Han har +fristet et stort tab , idet en listig tyv berøvede ham +næsten alt , hvad han ejede i klenodier og rede penge . “ + +„ Det har jeg hørt tale om , “ sagde Jørgen gram , +„ og jeg tager megen del i eders ulykke . “ +„ Ja , dersom det beroede på deltagelse , “ svarede +Casper , „ så har jeg modtaget mange forsikringer derom +i denne tid , men der vil mere til . Forstod jeg eder +ellers ret , så lovede i nylig , at i ville gøre alt +for at kunne kalde Gerda eders . Ikke sandt ? “ +„ Jeg vil gøre alt hvad der er en mand muligt , “ +Sagde gram , „ endog friste det umulige . Tvivler i +måske derom ? “ +„ På ingen måde , “ svarede ridder easper . „ Jeg +spørger kun og i svarer . Nu vil jeg meddele eder , +at det tab , den kære Broder visiert omtalte , ikke +blot berører mig , men også Gerda , så handl da for +hende , søg og forsf , sfaf os det røvede skrin tilbage . +Det er ikke umuligheder , jeg forlanger . Vildttyven , +som tog det , holder sig skjult her i egnen ; i går have +de set ham nede mellem skjørping og gravlev ; hans +kvinde boer inde bag skoven ; hendes ene barn , som +jeg holdt fangen heroppe , døde i fangehullet , det andet +har jeg givet hende tilbage igen . Manden besøger +dem af og til i smug . I er yngre end jeg , i kan +tåle at spore og søge bedre end jeg , og jeg holder +mig til eders løfte : det er for Gerda , i virker . “ +Jørgen gram fattede ikke straks , at der lå en +fælde i Casper Gyldings ord , skønt dennes tvetydige +smil varslede derom . Hans åbne og ærlige natur +var hævet over enhver mistanke ; det at Gerda blev + +nævnet i forbindelse med skatten , var nok for ham , +og han svarede : +„ I har gjort vel i at stole på mit ord , hr . +Ridder Gylding ! Jeg vil bringe eder manden eller +skatten tilbage , hvis der er nogen mulighed derfor . “ +„ Det lover i ? “ +„ Det lover jeg ; men når det er sket , hvad så ? “ +„ Så synes mig , det er tidsnok at tale om +resten . “ +„ Nej , det er ikke ret . Jeg har gjort mit løfte , +i må gøre eders . Jeg forlanger intet for at virke +for frøken Gerda . Hun behøver min hjælp , har i +sagt og jeg bringer den . Det er , som det skal være . +Men skatten er også eders . Hvad vil i give +mig til gengæld , når jeg bringer eders klenodier +tilbage ? “ +„ Plejer i da , at lade eder betale for de tjenester , +i yder ? “ +„ Nej , men jeg plejer at få svar på mit spørgsmål , +det har i endnu ikke givet , lad os komme tilbage +til mit ærinde : jeg bejler til frøken Gerdas +hånd , jeg bad om eders samtykke , vil i give mig +det den dag , jeg bringer eders skat tilbage ? “ +Dette spørgsmål var affattet i en så bestemt +form , at Gylding ikke længer kunne undslå sig for at +svare , imidlertid syntes han dog at fordybe sig i en +tankefuld overvejelse . +„ Frøken Laxmand har andre frænder , hvis mening +også må høres . Hendes moder lever endnu . “ + +„ Jørgen gram har hendes møders samtykke , “ +Bemærkede gråbrødremunken . +Gerda så på ham , en levende glæde afspejlede +sig i hendes træk , denne yttring var det første bevis , +bistert under samtalen havde givet på , at han stød +hende bi . Hun begreb ikke , hvad han nylig mente , +da han syntes at bebrejde Jørgen gram , at han var +kommen . Det varede i det hele taget længe , inden +hun fuldkommen lærte at forstå munken . +„ Hvad svarer i mig ? “ spurgte Jørgen . +Fru Mette bøjede sig over mod sin Broder og +hviskedee : „ Sig kun ja , sig ja ! Du skal siden få at +vide , hvorfor ? “ +„ Hvis i bringer mig skatten , så har i gjort +mit plejebarn en stor tjeneste , “ sagde Gylding . „ Det +kan ikke nægtes , og jeg vil da gjengjælde eder så +godt , jeg kan , og fremme eders ønske . “ +„ Det er afgjort ? “ +„ Ja , når i har opfyldt eders løfte . “ +„ Nu vil jeg også gøre et løfte , “ sagde mnnken . +„ Jeg følger med Jørgen gram og hjælper ham at +søge , hvis han synes om det . “ +„ I ! “ udbrød Casper . „ Hvad vil de sige til det +i klostret ? “ +„ Jeg tror , de blive glade over at slippe mig , “ +Svarede bistert . „ Jeg har længe følt , at jeg ikke var +ret stikket for det munkeliv , det mente de andre også . +De brugte mig kun til at gå ærinder i by og til +at skrive i bøg før byfogden i Ålborg , det er jeg + +nu alt sammen ked af . Der står strenge tider for +Deren , en mand kan i disse dage gøre mere nytte +på ryggen af en hest og med værge i hånd , end +ved at sidde og læse messer . “ +. „ Så meget desbedre , “ svarede Casper Gylding . +„ Det må i om . Efter hvad der nu er sagt , antager +jeg ikke , vi have mere at forhandle i aften , “ tilføjede +han , henvendt mod gram . +„ Nej ! Ikke mere om denne sag , “ svarede Jørgen . +„ Nu kommer jeg som en fremmed til eders dør og +banker på og siger : dagen helder og solen går i +bjerge , giv eders gæst husly til i morgen . Når i +engang besøger mig , skal i finde døren åben . “ +Ridderen måtte gøre en dyd af nødvendighed +og svarede : „ Så følg med op , på tranders have vi +også åbne døre for dem , der ønfke at gæste os . “ +Jørgen gram så på Gerda , hun smilede og +vidste bedst , hvor lidt det her kom an på at gæste +Casper Gylding . Fru Mette havde holdt sig tavs +under denne samtale . Hendes øjne vege ikke fra +Jørgen , hendes ansigt udtrykte en levende glæde . Begyndte +det ikke at opfyldes , hvad spåkvinden hin +aften havde forudsagt hende ? Der skulle komme en +fremmed i en rød hue , Jørgens Barret var rigtignok +sort , men der sad en rød fjer i den , det var omtrent +det samme , han skulle være lys , havde Ane iost sagt , +og Jørgen gram var merk , men han havde en lyseblå +kappe på . Det var afgjort , Jørgen gram var +frelseren , hun ventede . + +idet de forlod haven , standsede Casper Gylding +og sagde : +„ Men Gerda har endnu ikke yttret sig , hvad siger +du til alt dette ? “ +„ Io , “ svarede Gerda og rakte Jørgen hånden , +jeg har allerede sagt min mening , hr . Gram kender +den : „ Jeg tror og jeg venter . “ +Jørgens tak lå i hans strålende øjne . + +X . +Et blad af Danmarks historie . +Omtrent på samme tid som disse fredelige +løfter blev givne på tranders , samledes en skare +prælater og adelsmænd i Viborg og vekslede løfter +af en truende og langt mere omfattende natur . Anledningen +var denne : +i slutningen af året 1522 havde kong christjern +sammenkaldt adel og gejstlighed til en rigsdag i +Kallundborg for at rådslå med dem om nye skatter +og pålæg . De indbudne undskyldte sig med den +sildige årstid og mødte ikke . Kongen berammede da +en ny herredag i Århus på Sankt sebasts dag , den +20de januar . Selv rejste han straks efter over til +Jylland . Rygtet fortalte , at hans bødler fulgte med +ham , forklædte som drabanter , og at han havde ladet +smede en mængde jernlænker , „ af dem man hænger +folk i , “ kortsagt adel og gejstlighed frygtede for , at +kongen enten forberedte et lignende herredømme som +det , der to år i forvejen havde fundet sted i Stokholm , +eller at de ved omstændighedernes magt skulle + +blive tvungne til at gå ind på de vilkår , han +foreskrev dem . Nu underkaster man sig vel magten , +når det ikke kan være anderledes , men er dog altid +tilbøjelig til at bryde lænken hvor lejlighed gives , +og denne syntes endelig at være kommen . +Chrisfiern den anden var hadet af alle , det var +ikke en faders regimente , han førte ; den hånd , han +strakte over landet , var knyttet og truende , i hånden +sad et sværd , som dryppede af blod , han lænede sig +til en galge . Man frygtede omsider lige meget hans +gunst og hans unåde . Ingen kunne vide , når den +f��rste endte og den sidste begyndte . +I denne nød gik der hemmelig bud fra gård +til gård i Jylland , som vi nylig hørte omtale af +Viffert vendelbo . Bisper og herremænd stævnede +hverandre til at samles i Viborg . Alle mødte , og +efter en stormfuld rådslagning opsatte hr . Stygge +til Børglum et brev , som enhver af de tilstedeværende +måtte underskrive , og hvori de opsagde kong +chrisfiern den anden deres troskab og hjælp i betragtning +af alle de ulykker , han havde bragt over +landet . Dette brev blev tilligemed en afskrift givet +til landsdommer Mogens munk , herre til Volstrup +og palsgård , for at han skulle drage ned til Husum +i Slesvig , hvor hertug Frederik , kongens farbroder , +opholdt sig , underrette ham om , hvad der var sket , og +tilbyde hertugen Danmarks krone . Munk rejste . +Medens dette foregik i Viborg , var kong Christiern +kommen til Vejle med et stort følge af drabanter og + +soldater . Han tog ind i borgermesterens gård , lige overfor +sortebrodreklosfret , hvor nu bytorvet er . En +aften meldte drabanten en adelsmand , som var kommen +nordfra og udbad sig den ære at hilse på hans +nåde . Adelsmanden var Mogens munk . Han blev +modtaget med megen velvilje . Kongen beholdt ham +hos sig den hele aften , spurgte ham om målet for +hans rejse og forlangte derefter at høre Munks mening +om stemningen blandt den jyske adel . Munks +svar blev givet med al den varsomhed , sagen krævede , +han omtalte det tryk , der hvilede på herrestanden , +som havde mistet sine folk og heste i den lange +svenskcfeide , og at bønderne vare så hoit bestaltede , +at ethvert yderligere pålæg forekom ham umuligt , +i aftenens løb faldt samtalen også på jagten . +Det var ved denne lejlighed , kongen bad herremanden +om at forære ham en god rævemynde , det munk +lovede . Først silde tog han afsked og gik fra kongens +gård ned til stranden , ombord i en båd , der førte +ham ud af fjorden . Fire dage efter var han i Husum +hos hertug Frederik og røgtede sit ærinde for ham . +Næste morgen gik en af pagerne ind til kongen +og sagde : „ Den fremmede , som var her iaftes , har glemt +sin ene handske , der ligger et forseglet b . rev i den . “ +Kongen brød brevet : adelens opsigelse , læste +det atter og atter , bøjede sit hoved og råbte : +„ Gnds dros ! Den herremand har rigtignok givet +mig den rævemynde , som han lovede ! “ +Fra nu af var kong Christierns mod brudt , alle + +den sidste tids ulykker havde omsider bøjet ham , gjort +ham rådvild og vaklende . Forstemt og sygelig drog +han ned til Kolding og rådslog med Oluf Rosenkrands , +Mogens bilde og den trofaste Mogens Gjøe . Enhver +af de tre herrer gav ham sit særskilte råd . Kongen +fulgte intet af dem , skrev istedet derfor et ydmygt +brev til adelen i liborg , hvori han lovede , i fremtiden +at føre et bedre regimente , at købe aflad i +rom for blodbadet i Stokholm , at give gods og +gaver til hellige steder og afbede den uret , han havde +begået mod de dømtes slægt og venner . På alle +disse fromme løfter svarede adelen kort og fyndigt : +at kongens misgerninger vare åbenbare før alverden , +han havde mistet sin ret til riget , de havde nu set +sig om efter en anden herre . +Med dette budskab drog kongen til Fyen , hvor +han havde samlet en hob tyske lejetropper under +grev Eide von der Hoye . Her stævnede han adel +og almue til at møde i Odense og lod sig hylde på ny . +En lignende hyding fandt kort efter sted i +Sjælland og Skåne . Derefter indesluttede han sig i +København og gav en adelsmand , Henrik Gjøe , befaling +over slottet . +Således gik en kostbar tid bort før ham i +uvirksomhed , medens hans fjender handlede . Han fattede +beslutninger og tøvede med at udføre dem , han gav +befalinger og brød dem selv ; han , der i det mindste altid +før havde haft en fast og bestemt villie , skønt han +kun sjældent valgte heldige midler til at sætte den + +igennem , var nu rådvild , ubestemt , en fjer i vinden , +som tilfældet kastede hvorhen det ville . Hvis råd +siulde han desuden følge ? Det er det uheldige før +den , der i livets medbør ikke har forstået at skaffe +sig venner , at ulykken enten fjerner alle fra ham , +eller at han selv ikke stoler på dem , der række ham +hånden . +Han havde dog en ven , eller rettere en veninde , +moder Sigbrit . Hun var hans selskab , hans trøsterinde ; +men i ingen af disse egenskaber mægtede hun +nu at tilfredsstille ham . Hendes person mindede om +fortiden , om Dyveke , og Dyveke lå forgivet i sin +kiste . Sigbrits trøst til kongen har fundet et betegnende +udtryk i det løfte , hun engang gav ham : „ Kan +i ikke blive konge i Danmark , så skal i blive borgermester +i Amsterdam . “ +Han havde oftere lyttet til lidenskabernes end til +fornuftens råd , det begræd han nu . At han i sin ulykke +bestandig havde haft en skytsånd ved sin side , en +tro , hengiven hustru , når hun blot sit lov til at være +det , begreb han først senere , da nøden blev større ; da +den var allerstørst , og hun havde udgrædt alle sine +tårer , udtømt alle sit hjertes bønner for at skaffe +den forladte konge hjælp og understøttelse hos hendes +mægtige frænder , lukkede sorgen hendes øjne i nød +og savn . +Da var hun tre og tyve år gammel . +Medens Christiern den anden sad i uvirksomhed +på Københavns slot , fortsatte adelen i Jylland det + +begyndte værk , flere og flere sluttede sig til den . Hertug +Frederik drog til Viborg med et glimrende følge +af tyske herremænd og lod sig hylde på tinget . +Der gik brev og bud til kirkestævne og herredsting , +at hvermand over atten år skulle væbne sig og +hjælpe til at betrygge den nye konges ret , det vil +sige , besejre den del af herremænd , borgere og +almue , som vedblev at holde med kong chrisfieru . +Da kom de frem for lyset , disse ubemærkede , der +hidtil bestandig havde arbejdet i stilhed , det myldrede +på veje og gader af borgere og bønder , som myrer +fra en Tue . Adelen rustede sig også . Enhver ville +fiske i de oprørte vande . +Man kendte kun dengang kærlighed til kongen , +til føreren , et forhold som barnets til faderen . +Kærlighed til fædrelandet vågnede først senere ; den +forberedtes nu for borger og Bonde , til den manddomsalder , +hvori de følte sig frigjorte for lænken , +ligeberettigede med alle andre . Endnu havde den menige +kun pligter , ingen rettigheder , der groede kun +svøber for ham i Danmark , ingen frugter , hvorledes +skulle han da kunne elske det ? Til kamp og fejde +stod dog alles længsel . For den fattige var krigen +vinding , for den ærgerrige hæder og for trællen +frihed . Frihed ? — eller forandring , måske blot en +ny lænke , men dog forandring . +Da foråret kom og lærkerne sang , var der altså +kamp i landet . + +Xi . +Jagten efter Dalby Bjørn . +En formiddag i marts måned 1523 kom en +skare ryttere , tolv i tallet , ridende ud fra skovvejen , +der fører fra landsbyen vmf opad mod Vejle . +Anføreren , som red foran toget , bar et brystharnisk +over fin våbenkjole , hans hjelm med det opslagne +gitter og fjerbusfen betegnede ham som adelsmand . +Hans hest havde et hovedstykke af slettet jerntråd , +hvorfra der ragede en pig frem i panden . Efter ham +kom tre andre herrer , klædte hver i sin farve og væbnede +omtrent på samme måde som anføreren . Den yngste +af dem var Jørgen gram fra havbro , visiert vendelbo +red ved hans side . +Skaren , der fulgte efter i nogle skridts afstand , +bar brystplade , kofte og glatte jernhatte , som gik et +godt stykke ned over skuldren og kaldtes stormhatte , +fordi de ved storm på fæstninger beskyttede mod de +brændende og kogende ting , de belejrende udgjøde over +angriberne . Denne skares ensartede og ringere våben + +bestode af spyd , jernsværd eller langfkaftede skægøxer +og en låsbue over ryggen . +Rytternes heste gik i langsom skridtgang . Jorden +var opblødt af forårsregnen og på flere steder +gennemskåren af små vandstrømme , som styrtede +ned fra skovbakkerne på siderne . Af og til spærrede +også et omfaldet træ eller de nedblæste grene vejens +brede og dannede derved naturlige forhugninger , som +ville være komne en angriber til gode . Der var en +vis mistænksom forsigtighed synlig i dette ridt ; ingen +af mændene talte , alles blikke fulgte træerne , som +støde på begge sider af vejen . Enhver spejdede og +forsfede , som om man ventede at se en hidtil usynlig +fjende trænge ud af tykningen . Lidt efter blev vejen +lysere , en åben mark viste sig foran , solen skinnede +ned mellem træerne , de strammede tøjler slappedes , +faren lod til at være forbi . +Medens adelsmændenc og deres våbeiidygtige +mandflab droge ud for at forene sig med hertug +Frederik , som havde samlet en hær på sletterne ved +Kolding under Johan Rantzaus befaling , stod gårdene +tomme eller under utilstrækkelig bevogtning . +Sikkerhed og ret lå i denne fejdes tid kun i den +væbnede arm , for eller mod kong Christiern hed det , +men dette feltråb tjente tillige som skjul for privathævn , +endnu hyppigere benyttedes det af lovløse skarer , +der førte krigen for egen regning og som i landets +almindelige nød kun tænkte på den , de selv havde +lidt , og på at benytte det gunstige øjeblik . + +i den skovrige del af Jylland mellem bejle og +Skanderborg , havde en af disse bander fundet tilhold +og øvet en birksomhed , som gjorde den frygtet overalt . +Anføreren gik under navnet bjørnen fra Dalby . Ingen +vidste ret , hvem han var , eller hvor han kom fra ; selv +kaldte han sig kong Christians stridsmand og gjorde +sig med dette løsen til herre over alle veje , undertiden +standsede han ogsam de skarer , som droge ned til +hæren ved Kolding , og plyndrede dem , til andre tider +gik det ud over de forladte gårde ; han slog ned som +en hagelbyge , forsvandt igen , og lod som hagelbygen +bestandig sit spor tilbage på stedet , hvor han havde +hærget . Hvad der befæstede hans magt og gav hans +strejftog et vist lovlighedens præg , var at de enkelte +adelsmænd , som endnu holdt med den ulykkelige konge +ikke forsmåede hans hjælp til deres egen beskyttelse , +og at bymændene og almnen , som også stod på +Christierns side , ydede ham deres hjælp og bistand , +når han trængte til et skjul , eller forenede sig med +ham til fælles angreb på de befæstede gårde . +For få uger siden havde han stormet Sellerup +Hovgård , medens ejeren , hr . Anders Lindenov , var +nede ved leircn . Den nat gik det ud over rustkamret +og vinkælderen , i det første væbnede Dalby Bjørn +sine mænd , i den sidste drak han dem berusede , derefter +søndersloge de fadene og satte ridefogden , hovfolkenes +svøbe , op på træhesten med store lodder +om fødderne , og lod ham hænge der til folk den +næste morgen fandt ham død . + +efterat „ Kongens stridsmand “ havde udført denne +bedrift , forlod han gården , og ridsede ude på den +yderste port sit mærke , +en figur som man kunne antage for en galge , hvis +ikke fribytteren selv havde forklaret , at det skulle betyde +en Bjørn . ' +førstegang denne røvers adfærd kom feltherren +Johan raukzau for øre , fortrak hans barske ansigt sig +til et uheldvarslende smil . +„ Vent blot lidt ! “ sagde han , „ så skal vi få +den Bjørn op at danse . “ +Da der kom bud ned til lejren om overfaldet +på Gellerup Hovedgård , smilede han atter og sagde : +„ Nu sfulle vi lægge en mundkurv på bjørnen . “ +Morgenen efter udsendte han en spejder og ' lod +ved dennes tilbagekomst trommen røre for at kundgøre , +at feltherren behøvede nogle modige mænd til +at foretage en lille rejse ; hvem der ville , kunne melde +sig . Hele lejren kom i bevægelse . Da Rantzau trådte +ud af det lille bondehus , han havde gjort til sin +bolig , så han en talrig skare adelsmænd opstillede +i en række , alle ventede , alle ivrige efter at gøre sig +bemærkede af ham . Feltherren hilste og udbrød : +„ Det vidste jeg nok . Jeg behøver fire mand og +i er firsindstyve . Kast nu lod og se , hvem det +træffer . “ + +der blev da samlet navne i en hjelm , og blandt +de udvalgte traf loddet også Jørgen gram til havbro . +Rantzau gik hen til dem og sagde : +„ Den ældste af eder er hr . Eggert vugge , en +gammel , erfaren mand , han skal være anfører , i andre +skulle lyde ham i alt . Enhver af eder tager to mand +med sig ; når det i morgen gryer ad dag , gribe i +mig den Dalby Bjørn . Min spejder beretter forvist , +at han har sit tilhold oppe i grundet skov . +Dermed gud befalet ! “ +Efter disse ord hilste Johan Rantzau og drog sig +tilbage til sin bolig . Lidt efter så man visiert +vendelbo gå ind til ham . Hvad de talte om blev +en hemmelighed for alle , men visiert vendte tilbage +med feltherrens tilladelse til at ledsage toget . +Aftenen og endeel af natten tilbragte adelsmændene +i et lystigt drikkelag , og næste morgen i dagningen +droge de udvalgte bort fra lejren , tolv i tallet . +Det var dem , der rede ud fra skoven på hin side +landsbyen Viuf . +Da Eggert Bugge kom ind på den åbne mark , +holdt han stille på en lille høj , hvorfra han kunne +overse hele Sletten . Foran ham lå i en frastand +af en halv Fjerdingvei et nyt skovstykke , til venstre +hævede sig høyens kirketårn med sit blålige tegltag , +der glindsede i sollyset . Endnu længere tilbage mødte +øjet en mørk kreds , der betegnede de store skove , +som skjulte Vejle by og fjorden , som fører til den . +Klokken slog ti , endnu havde lngen hændelse afbrudt + +rytternes ridt , men det var også først på den anden +side byen , de ventede at træffe fribytteren . +„ Lad os kun give os stunder , “ sagde gamle hr . +Bugge . „ Vi ride i skridtgang igennem skoven og +bruge øjne og øren på bedste måde . Forsigtighed +stader ingen . “ +Han ville atter sætte sin hest i bevægelse , da +der i nogen frastand hørtes en svag og klynkende lyd , +som om et menneske våndede sig . En af rytterne +red efter lyden . Han fandt en mand , indsvøbt i en +kappe , lænet tilbage mod gærdet . +„ Hvad fattes dig ? “ spurgte ryttere « . +„ Gud bedre det , “ svarede manden . „ Jeg er ilde +faren . Den Bjørn fra Dalby kom til mit hus i går +nat , overfaldt og plyndrede os , og da jeg værgede +mig så godt , jeg kunne , stak han mig igennem min +Aksel , så kniven kom ud på den anden side . Her +kan i se hans mærke . “ Under disse ord slog han +kappen til side og pegede på et blodigt bind , som +han bar over skuldren og den ene arm . Idet kappen +gled til side , kom tillige en lang og bred kniv til syne , +som han bar i bælltet . +„ Hvor hører du hjemme ? “ spurgte Eggert Bugge , +som kom ridende hen til stedet . +„ Oppe ved Grejs mølle , på den anden side +Vejle , “ svarede manden med svag røst , „ men nu +hører jeg vist snart hjemme i himmerig , for jeg kan +ikke mere . Kone og barn løb deres vej ud i heden , +dem får jeg ikke oftere at se i denne verden ; jeg + +selv ville ned til hr . Rantzau og klage min nød for +ham , men så vidt når jeg ikke , jeg må ligge her på +Marken og dø uden skrifte og forladelse . “ +Der var noget i mandens ansigt , i det listige +udtryk af hans små og stikkende øjne , som gjorde +Eggert vugge mistroisk . +„ Du behøver ikke at drage ned til feltherren , “ +Sagde han . „ Betro mig dit ærinde , så skal jeg røgte +det for dig . “ +„ Mit ærinde er blot , at nogen vil hjælpe mig +til at komme den slemme Dalby Bjørn tillivs , så jeg +kan få ham undlivet , før jeg lægger mig til at dø . “ +„ Ved du , hvor han har sit tilhold nu ? “ spurgte +Eggert . +„ Oppe i grundet skove . Der gå de og svire , +så lang dagen er , og nu ligge de vist og gøre +nar ad mig , formedelst jeg ikke kunne værge mig +bedre . “ +„ Kan du følge med og vise os vej til ham ? “ +„ Å , gud hjælpe mig , stakkels mand ! Jeg mægter +neppe at stå oprejst , og mit sår værker som den +slemme syge , så snart jeg flytter foden . “ +„ Prøv på det , “ sagde den gamle ridder , „ måske +går det bedre , end du tror . “ +Manden rejste sig , vaklede og faldt tilbage igen , +idet han sagde : „ Nej ! jeg vidste det nok , jeg kommer +aldrig mere til at gå i denne verden , det er , som +alle de små ben indeni mig vare overfilede , men +hvis nådigherren vil lade mig sidde op hos en af + +rytterne , tænker jeg nok , jeg skal kunne holde mig fast , +om i ikke ride alt for stærkt . “ +Eggert vinkede ad en nytter . „ Lad ham sidde +op bag dig , “ hviskedee han , „ din kammerat holder +vågent øje med ham . Gør han tegn til at smutte +fra jer , stikke i ham ned . “ +Rytteren rakte hånden til den sårede , som +krøb op bag på hesten med mindre anstrengelse , end +man fluide have troet . Derefter satte toget sig atter +i bevægelse og red i skridtgang ned mod Vejle . +Et stykke ovenfor den næste skovstrækning begyndte +den ubekendte pludselig at størme og vånde +sig . Vugge red hen til ham og så ham sidde vaklende +og sammensunken på hesten . +„ Nu er det vist på det yderste , “ hviskedee han . +„ Alting bliver sort før mine øjne . Bare jeg kunne +få fat på en god munk til at skrifte » une synder +før , før jeg går til himmerig . “ +Denne gang troede Eggert på hans lidende tilstand , +mandens ansigt syntes at være blegere end før ; +imidlertid var det ham af stor vigtighed at benytte +det givne tilfælde og skaffe sig en vejviser til bjørnens +skjulested . +„ Prøv at holde ud lidt endnu , “ sagde han . „ Når +vi komme til byen , skal du få lov at hvile dig , +inden vi drage videre . Kan du føre os til Dalby +Bjørns smuthul , er der desuden en god belønning +at fortjene . “ +„ Hvad bryder jeg mig om belønning ? “ sagde + +den sårede . „ Jeg tænker knn på at frelse min +syndige sjæl . Det eneste skulle da være , om nådigherren +ville bekoste mig begravet oppe i Thisted , jeg +har en moster på kirkegården der , og jeg ville +gerne ligge ved hendes side . “ +„ Du skal blive begravet hos din moster i Thisted , “ +Sagde Bugge . „ Det kan du stole på . “ +„ I guds navn da ! “ sagde manden . „ Lad os +se , hvad vi kunne gøre . “ +Nu rede de op igennem bakkerne ved Pedersholm , +nedenfor lå bejle by med sine humlehaver og +den bugtende å , hvis små , krusede bølger glimrede +i det klare solskin som flydende ild . Her begyndte +beiviseren atter at størme og bede om at få høvedsmanden +itale . +„ Nådigherren må endelig ikke tage mig det ilde +op , “ sagde han , „ men siden i er så god imod mig , +ville jeg dog hellere begraves oppe i Fladstrand , der +ligger hele min øvrige familie , under den kønne ligsten , +som i måske nok har set , lige indenfor kirkemuren . “ +„ Du skal blive begravet i Fladstrand , “ sagde +Bugge . „ Er du så fornøjet ? “ +„ Ja , det er jeg , især hvis der kunne blive råd +til et kønt lille kors over mig med tre englehoveder +i , men måske det er lovlig meget at forlange . “ +„ Du skal . også få korset . Lad os nu blot se +til at komme videre . “ +Det sidste løfte lod til at virke i høj grad oplivende + +på den sårede , han stønnede ikke mere og +tålte også , at de rede lidt-hurtigere til . +Vejle by endte dengang omtrent ved midtåen , +over hvilken der gik en smal træbro . De sidste huse +lå halvsfjulte mellem en række indhegnede humlehaver , +udenfor disse begyndte en sid slette , som fjorden og +åen fra haraldskærs Enge aldeles oversvømmede . +Åen selv var bred og dyb . For at komme over den +havde borgerne ladet gøre en flydebro af sammentømrede +planker og spændt et toug i omtrent to alens +højde over vandet fra bred til bred mellem to træstubbe . +Når nogen ville over , tog færgemanden +fat i touget og halede færgen langs med dette , fra +den ene side til den anden . +I byen holdt Eggert vugge og hans mænd rast +hos sortebrødrene på torvet , hestene blev fodrede +og vandede , imidlertid lå vejviseren inde i stalden +på en bunke halm . En af svendene havde befaling +at holde vagt over ham . Da ridderen lidt efter +middag ville drage bort , kom en adelsmand med tre +bevæbnede ryttere ridende op ad gaden . Det var +hr . Anders fris fra haraldskær , som , i begreb med +at drage ned til lejren , ikke var nået længer end til +Vejle , hvor han i de sidste dage havde gjort sig til gode +i herberget . Efferat Eggert Bugge havde betroet +ham reifens mål , fik Anders fris lyst til at drage +med . Således blev de nu seksten i tallet . +Vejviseren havde imidlertid fået et nyt bind +lagt om den sårede skulder , han syntes nu at befinde + +sig langt bedre end før og forsikrede svenden , at +Eggerts løste om korset og de tre englehøveder næsten +havde gjort ham rafl igen . Da han så Anders +fris og hans mænd slutte sig til toget , udbrød han : +„ Nu blive vi snart lovlig mange . “ +„ Io flere destobedre , “ svarede vugge . +„ Jeg mener kun , at færgen kan ikke bære flere +end seks mand ad gangen . “ +„ Så sætte vi over i tø hold . “ +„ Ja , det kan også gå , men hvis nådigherren +ville følge mit råd , så lød i eders heste blive her +i herberget , til i komme tilbage . Hvad ville i gøre +med dem derovre ? Vejen til Dalby Bjørn går igennem +skov og krat ; man kan krybe til hans smuthul , +men ikke ride til det . “ +Eggert flød lidt og betænkte sig . Alt , hvad den +fremmede mand ytrede , var yderst fornuftigt , men han +fæstede nu engang ikke ret lid til ham . +„ Tag sadler og dækkener af/ ' sagde han , „ lad +så en af folkene svømme hestene over vandet og +vente med dem på den anden side , til vi komme +efter . “ Hans befaling blev udført , derpå gik han ned +til åen , i spidsen for toget . +Flydeboen lå bunden øvre på den modsatte bred . +Vejviseren stak sine fingre i munden og udstødte en +gennemtrængende piben , som gav genlyd oppe mellem +skovbakkerne . +„ Hvad skal det betyde ? spurgte vugge . +„ Jeg kalder på færgemanden , han ligger vist + +og sover til middag inde i sin bod . Det kan vare +til i aften inden den dovne knægt viser sig , og vi have +ingen tid at spilde . “ +Færgemanden kom straks efter ned til broen og +trak den over . Eggert Bugge og syv mand stege ud +på den . De tilbageblevne skulle vente til næste +gang tilligemed hestenes tøj . Vejviseren fulgte med +eggert- . Han sad på flydebroen med ryggen vendt +mod stedet , de nærmede sig til , han holdt sin ene +hånd ned i vandet og lod skumstriberne , som dannedes +på begge sider af fartoiet , strømme ind imellem +de åbne fingre . Der var noget så sorgløst i +hans hele adfærd , at det måtte indgyde enhver tillid , +men Bugge vedblev at « ære sine tvivl . Da de nåde +den modsatte bred , kaldte han på de andre og sagde : +„ Hold øje med manden der , imens vi tøve efter +de andre . “ +Vejviseren hørte ethvert ord . Han så op på +Eggert , smilede og sagde : +„ Jeg løber ikke bort . I kan stole på , jeg skal +blive her lige så længe som nogen af eder . I glemmer +nok , at jeg må fortjene min begravelse og det +lille kors med de tre engle på . “ +„ Det lader ikke til , at du behøver at blive begravet +før det første . “ +„ Det kan gerne være , i har ret , nådige herre , +jeg tror det næsten selv . Måske har jeg lidt endnu +at bestille i denne syndige verden . “ +Rytterne , som svømmede over med de sammen-^ + +koblede heste , havde nået land , endnu før ridderne +stege op fra flydebroen . Færgemanden trak sit fartøj +tilbage igen før at hente de tilbageblevne . Eggert +vugge skyndte på ham . Vejviseren sad på jorden +og lænede sig op mod en træstub , et skridt fra ham +stod hans bevogter med spydet i armen . +Fra stedet , hvor de landede , gik vejen op til +skoven . Den sumpige bund var forhøjet med afhugget +kvas og lyng , hvorover der var lagt et lag græstørv . +Idet vejen fulgte forhøjningerne på Sletten , +snoede den sig igennem et krat af ellebuske , ranker +og pil , som først ophørte inde ved bakkerne , hvor +egeskoven begyndte . +„ Hvor er det så , han holder sig skjult , den Dalby +Bjørn ? “ spurgte vugge . +„ Deroppe ! “ svarede vejviseren og pegede , uden +at vende sig , med tommelfingeren over skuldren mod +bakkerne ved grundet . „ Men tror nu nådigherren +også , at han giver sig fortabt , uden først at værge sig +lidt ? Jeg kan nok vise jer vej til ham , men jeg kan +ikke gribe ham . “ +„ Det gøres ikke heller nødigt , “ svarede vugge . +„ Vi er seksten væbnede mænd tilstede , mon der skulle +behøves flere ? “ +„ Ja , i er seksten , men da han kom til mit hus +forgangen aften , talte jeg hen ved to snese , der kaldte +ham for herre . “ +„ Sammenløbet pak , som ikke forstår at føre en +klinge ! “ + +„ Derfor bruge de den heller ikke . ' de hjælpe sig +så godt de kunne med Forker og pleite . “ +„ Men vi have vore landser . “ +„ Ja det er også sandt , “ svarede manden . „ I +have eders landser , det tænkte jeg ikke på . “ +Efter disse ord syntes han at henfalde i betragtning +over tre mænd , som kom til syne oppe på skovvejen . +Den ene af dem bar en lang Stang med en +halmvisk på enden , som han satte til jorden , medens +hans to ledsagere udstødte en hul og langtrukken tone +af et kohorn , de havde i hånden . Echoet heraf var +endnu ikke hendøet , før der viste sig tre mænd , som kom +ud fra træerne . Atter lød et horn og denne gang i +langt kortere afstand , men krattet , som omgav åbredden , +gjorde det umuligt at opdage , hvorfra lyden kom . +Eggert vugge fik heller ikke tid til at anstille undersøgelse +herover . Han hørte et skrig fra bandet og +så flydebroen , som allerede var nået midt ud i åen , +pludselig standse , derefter bøje til siden og forandre sit +løb , idet den fulgte med strømmen udad mod den +åbne fjord . +I det øjeblik , alles opmærksomhed var rettet +mod de tre mænd oppe på bakken , havde vejviseren +rejst sig , draget sin kniv og overskåret touget , ved +hjælp af hvilket færgen blev ført frem og tilbage , og +hvis ene ende var fastgjort til træstubben , han havde +siddet ved . +I samme nu udstødte han et gennemtrængende +skrig , rev sværdet fra vogteren og styrtede sig ind + +på vugge . Hans skrig blev øjeblikkelig besvaret af +et almindeligt kor fra krattet , buskene sfiltes , fra +alle sider lod vildtudseende mænd sig til syne , klædte +i kofter , røvede fornemme dragter , i brudstykker af +gamle rustninger , og bevæbnede med pleite , leer og +forke . De styrtede sig ind på vugge og hans mænd , +trængte dem sammen , omringede dem og kastede sig +over dem med ville og jublende skrig . +Dette overfald fandt sted så heftigt , så uformodet +og med så stor overmagt , at der ikke kunne +være tale om modstand . Eggert vugge blev afvæbnet +og kastet til jorden , hans fortvivlede blik så de +andre dele samme skæbne . Ude i åen var flydebroen +fulgt et stykke ned med strømmen , derefter standsede +den omtrent midt i vandet , foran en del sammensfyllede +grene , som lå omkring et gammelt piletræ , +der ragede op over vandet . +Den sårede vejviser stod med sværdet i hånden , +flagrende hår , kappen kastet tilbage over den +venstre skulder og en mine , hvori sejrens lykke stod +skrevet . +8 + +Xii . +Hvad Dalby Bjørn gjorde med sine fanger . +„ Jeg lovede at føre jer til Dalby Bjørn , “ sagde +vejviseren med et spottende smil , idet han vendte sig +om mod Bugge , „ og jeg har holdt ord . Det er mig . +At i ingen nytte fik af rejsen herned , er eders egen +skyld . Jeg sagde jer det : den Bjørn lod sig ikke tage . +Det lader heller ikke til , at jeg for det første vil få +nogen brug for den begravelse , i lovede mig , men +derfor skal i alligevel nok komme til at betale pengene . +Lad os nu komme afsted . De have vel ikke bundet +jer strammere , end at i kan holde ud at gå med os . +Ret betænkt behøve i ikke at være bundne . “ +Med disse ord løste han snoren om den gamle +ridders håndled . +„ Hvad gør du der ? “ spurgte den mand , som +nylig havde bundet Bugge , „ lad båndet blive siddende . “ +„ Lad båndet være løst , “ sagde Dalby Bjørn . +„ Jeg tænker ikke , de løbe fra os . “ + +på den anden side af åen havde imidlertid +overfaldet vakt opmærksomhed . En klynge tilskuere +samlede sig nede ved landingsstedet . To mænd stege +i en båd og roede ud til flydebroen for at hjælpe . +Færgemanden med at få den flot igen . Dalby Bjørn +lagde mærke dertil . +„ Nu afsted ! “ sagde han . „ Nogle af jer gå +hen til de sammenkoblede heste og ride dem op til +Bredal by , vi andre drage ad leerbæk til og tage +fangerne imellem os . “ +„ Lad os hellere gøre det af med dem her , “ sagde +manden , som nylig havde ivret imod , at ridderen +blev løst . „ Bil du følge mit råd , så hænge vi de +nådige herrer op i træerne , lige for øjnene af deres +kammerater dernede . “ +„ Jeg vil ikke følge dit råd , “ sagde Dalby Bjørn . +„ Afsted ! op til leerbæk ! “ +Den anden mumlede nogle ord og tilkastede +bjørnen et hadefuldt og truende blik . Derefter forlod +de åstedet . +Længere inde i krattet havde en kilde dannet +en bred grøft fra en af skovbakkerne ned mod +fjorden . På hin side kilden delte vejen sig i to +arme , hvoraf den ene sorte opad i grundet skove . +Ad denne drog skaren . Ridderne og deres folk gik +i en række , to og to , omringede af bønderne , som +skyndede på dem og undertiden stødte til dem med +deres våben . Manden , hvis råd Dalby Bjørn to +gange havde forkastet , sluttede toget . Ved hans side + +fulgte to bønder , med hvem han førte en dæmpet +samtale . +Jes kulegraver , således hed han , var en lille , +bredskuldret person med et sort , krøllet hår , tyk Hals +og krumme ben . I dag var han endnu mere iøjnefaldende +end sædvanlig . Han havde nemlig indhyllet +sig i en rødblomstret damekåbe , sandsynligvis et +bytte fra et eller andet strejftog . Kåben manglede +ærmer , for at bøde herpå , havde Jes skåret et hul +i hver af siderne , hvorigennem armene stak ud . Forrestan +havde denne mand et stort parti mellem bønderne , +han var bekendt for sin styrke og sit heftige +sind og var Dalby Bjørns bestandige medbejler . Den +samtale , han i dette øjeblik førte med sine sidemænd , +gjaldt udentvivl høvdingen , thi når denne under gangen +kom hen til dem , tav de og syntes blot at have +deres opmærksomhed rettet på fangerne . +Peien fra Vejle op til grundet var dengang kun +en bred sti , som snoede sig ind imellem to høje og +bratte bakker , på begge sider bevoksede med træer , +hvis toppe om sommeren dannede et tæt løvtag og +et næsten bestandigt halvmørke under sig . +Ovenfor bakkerne viste sig en lysning i skoven . +Ejeren , hr . Jost vind , havde fældet træerne på dette +sted til gavntømmer , da han forleden sommer byggede +grundet . Midt i denne lysning sås en mængde +små hytter , rejste af grene , halm og græstørv . +Noget afsides fra disse hang en nylig slagtet ko på +en træstamme . En uhyre kedel var fastgjort mellem + +et tregrenet stillads , under hvilket der brændte bål , +som nogle kvinder og børn hjalp til at forøge . Deres +arbejde ophørte øjeblikkelig , da bønderne og fangerne +kom ind på pladsen . +Et almindeligt velkomstskrig modtog dem . Anføreren +gik hen til Eggert vugge og sagde : +„ Se jer om , nådige herre ! Jeg lovede at føre +jer til bjørnens smuthul , vi er her midt inde i det . +Jeg har holdt mit ord . Nu skal der holdes dom . “ +„ Lad os gøre sagen kort , “ sagde Jes kulegraver , +og stillede sig frem foran de våbenløse fanger med +en fork i hånden . „ Vi skulle en lang vej , før det +bliver aften . “ +„ Når jeg trænger til dit råd , skal jeg forlange +det , “ sagde Dalby Bjørn . +„ Man kan da vel sige sin mening , “ ytrede den +anden . +„ Det kan man , men man gør bedst i at lade det +være , når ingen skøtter om at høre den . “ +Efter disse ord vendte han Jes ryggen og stod +op på en sten inde i den kreds af stridsmænd , +kvinder og børn , som havde dannet sig om fangerne . +Der var noget stolt og overlegent i hans skikkelse , +som han stod der , hævet over de øvrige , støttende sig +til en bredbladet økse . +„ Hvad har jeg gjort jer ? “ sagde han , henvendt +mod adelsmændene , „ og hvad ville i mig , siden i +drage ud så mange med rustning og spær for at tage +mig fangen ? “ + +„ Hvis der skal holdes forhør , “ sagde Eggert +Bugge , „ så er dette røverhul kun flet valgt dertil , +og du er ikke den dommer , vi agte at svare . “ +Et almindeligt udbrud af harme lød omkring i +kredsen , og endnu inden dette havde lagt sig , sprang +kulegraveren hen mod Bugge og slog ham med skaftet +af sin fork over hjelmen . Den gamle ridder sank +i knæ for dette heftige slag . Dalby Bjørn gik hen +til Jes og greb ham i armen . +„ Hold dig rolig , du ! “ sagde han , „ hvis du +ikke kan det , så gå din vej og søg dig en anden +hjemstavn end hos os . Jeg er næsten ked af dig . +For det du gjorde her ved den fangne mand skulle +vi snakkes ved om lidt . “ +Kulegraverens ansigt var blevet meget blegt , hans +øjne flammede , han udstødte et hævnlystent skrig og +hævede den knyttede hånd truende mod bjørnen . +Denne lod , som om han ikke lagde mærke dertil , +vendte ham ryggen og gik tilbage på stenen . +„ I kalde os røvere , “ vedblev han , „ hvad have +vi da bedrevet andet , end det samme som i ? —jeg +og mine mænd er blevne ved at holde med vor keisede +herre og konge , i have gjort oprør imod eders . +Jeg har taget våben og føden , jeg trængte til , fra +de befæstede gårde , nede i koldinghus amt toge i +hver dag kvæg fra Bonde og borger , — jeg har ' +feidet mod eders folk og den nye konge , i have valgt +jer , — i lod læse brev på kirkestævne , at i ville +falde med ild og sværd over hver den mand i + +Danmark , som blev ved at holde med kong Christiern , +ham , i svore tro og lydighed . “ bf +„ Jeg tror , du sammenligner dig med os , “ sagde +Jørgen gram . +„ Synes i da , forskellen er så stor , i det , jeg +her nævnede ? “ spurgte Dalby Bjørn spottende . „ Hvis +i klager over , at jeg har misbrugt magte » , hvorfor +lode i den da slippe eder ud af hænderne ? Se jer +om , i adelsmænd ! Her i kredsen er der ingen tilstede , +som ikke bitterlig har klaget over den uret og +nød , i før lod ham lide . Nu er vor time kommen . +Hvorfor skulle jeg nu ikke være eders dommer , siden +i lod eder gøre til mine fanger ? “ +Ingen af herremændene havde svaret noget på +alle disse spørgsmål . Gamle Eggert vugge sad på +en træstub , » red hånden under kinden og stirrede +stift hen før sig . Visiert vendelbo stod længst inde i +kredsen , iført en mørk halvrustning over køllerten og +en lang , grå kappe , hvis hætte gav den nogen lighed +med en munkekutte . Da Dalby Bjørn tav , og +de øvrige ikke svarede ham , trådte visiert nærmere +imod bondehøvdingen og spurgte : +„ Hvad har du i sinde mod os ? “ +„ I hørte jo , hvad de » Mand med det mugne +ansigt derhenne nylig sagde . Han ville have jer +hængte alle sammen . Jeg vil lade jer slippe billigere . +Jeg forlanger blot eders våben , eders rustninger og +så , at i hver især løser jer ud af fangenskabet med +en god sum penge . Er det før stor en pris at sætte + +på eders liv og frihed ? — jeg ved det ikke , men +da Dalby Bjørn sidst var i herremandens vold , ville +de ikke lade ham flippe for så godt køb . “ +„ Den dag kaldte du dig nok ikke for Dalby +Bjørn , “ sagde visiert , „ men lod dig nøje med at +hedde Henning gråbuk , så vidt jeg ved . — du stjal +et rådyr , før du kom i herremandens fængsel , og +du stjal et pengeskrin , da du brød ud af det , er det +ikke så ? “ +„ Gnds hellige vunder ! “ råbte manden , „ hvorfra +kender i mig så nøje ? “ +„ Jeg må vel kende dig , “ svarede visiert , „ siden +det var mig , der kom dig tilhjælp , dengang du +lå halvdød af sult og tørst i løvbunken under +egen . “ +„ Var det jer ? “ råbte den forvandlede Dalby +Bjørn . „ Ja vist ! Hvor har jeg dog haft mine øjne ? +Men dengang var i jo munk og gik og fangede fugle +på limpinde . Nu er i bleven ridder . I har forandret +jer meget i kort tid . “ +. „ Ja , og dengang løb du fra galgen , nu løber +du lige hen imod den igen . Du har ikke forandret +dig meget . “ +Henning lod til at overhøre denne yttring . Han +vedblev : „ Så var det også jer , min hnstru har +fortalt om , som fik vort ene lille barn reddet ud af +easper Gyldings fængsel ? “ +„ Det var også mig , “ sagde visiert . +' „ Efter at han havde pint det andet tildøde . “ + +„ Å snak ! Det siger du kun så , skønt du +ved det bedre . Han pinte det ikke . Dit barn var +sygt fra fødselen af , luften i fængslet gjorde det ikke +bedre , men det led ingen overlast ; jeg plejede det , det +døde i mine arme . Lad derfor disse talemåder fare , +nu da du hører , jeg kender dig . Det er kun din +egen fordel , du bestandig har haft for øje , i dag som +igår . Du kalder dig kong Christierns stridsmand for +at få et påskud til at øve vold imod dem , der have +noget , du ville kalde dig kong Frederiks stridsmand +imorgen , hvis du blot kunne vinde en kommenskringle +mere derved . Du kalder det at fore krig som +en ærlig mand , at ligge på lur bag træ og grøft , +til dit værgeløse offer kommer . Du spørger , hvad +forskel der er mellem jer og os , mellem ret og vold , +mellem æren og fornedrelsen , og har nylig stået og +set på , at den usling derhenne med sin greb eller +fork , hvad det var , overfaldt og slog en olding , en +fangen og våbenløs mand . Jeg ynker dig , Henning +gråbuk ! “ +Henning fik ikke lejlighed til at svare . Kulegraveren +sprang ind i kredsen med et rasende skrig og +ville have kastet sig over Viffert , hvis ikke nogle af de +nærmeststående havde trængt ham tilbage . Jes hylede +og søgte at slide sig los ; da det ikke lykkedes ham , +fandt han sig omsider i sin skæbne og lod det bero +med at udbryde i trusler , medens han hævede den +knyttede hånd mod Viffert . +Gråbrødremunken var bleven stående . Han syntes + +ikke at agte synderligt på , hvad der foregik omkring +ham . Da han hørte kulegraverens trusler , +vendte han hovedet til siden , smilede foragteligt og +sagde : +„ Se , hvor han skaber sig og gjøer som en hund +bag en port ; hvis vi vare alene , han og jeg , og stod +med lige våben imod hinanden , svarer jeg jer for , +han ville ikke finde noget musehul for lille til at snste +sig ned i . “ +„ Det skal i dog ikke sige , “ svarede Henning +gråbuk med et listigt smil . „ Samme mand er +bekendt for at have ret gode kræfter . Har i lyst +til at prøve en dyst med ham , skal i få våben +til det ? “ +„ Der er så ringe ære at vinde derved , “ svarede +visiert . +„ Hvis i vinder , skal i få halvdelen af eders +folk med jer og drage fri og uhindret derhen , hvor +i kom fra . “ +„ Og de som blive tilbage ? — “ +„ Dem skal jeg give fri , så snart vi få løsepenge +for dem . “ +„ Lad mig komme frem , “ sagde Jes , „ og giv ham +noget at værge sig med , hvad fanden i vil , så skal +i få en lystig Dans at se , for jeg stikker ham til +helvede . “ +„ Nå , så giv mig da-et våben , “ sagde visiert , +„ og slip kun hunden los , vi skulle da få at se , om +han kan bide , som han gjøer til . “ + +dette forslag til kamp , som gav den listige Henning +gråbuk udsigt til at befri sig fra en forhadt +medbejler , faldt i alles smag og blev modtaget med +en bedøvende jubel . En tæt kreds af stridsmænd +dannede sig om Jes og visiert , kvinder og børn +trængte sig frem mellem mændene . Enhver ville +være tilskuer . En af bønderne rakte visiert en fork , +men da han vægrede sig ved at modtage den , udsøgte +Henning gråbuk det længste og tungeste sværd , han +kunne finde mellem de røvede våben , og gav ham det . +Medens kulegraveren drog sin røde kåbe af og lagde +den sammen med stor omhyggelighed , gik visiert hen +til træstammen , hvor den gamle ridder sad , hilste +dybt og sagde : +„ Jeg beder eder om lov , hr . Eggert vugge , +til at lugte denne slyngel , som vovede at lægge hånd +på eder . Vil i tilstede det , skønt jeg er den yngste +og mindst prøvede af eders hæderlige følge ? “ +„ Gå med gud , min søn ! og gør dit bedste , “ +Sagde gamle hr . Vugge , idet han rakte ham hånden . +Visiert trådte tilbage i kredsen , kulegraveren ventede +ham , han havde taget sin fork i begge hænder og for +frem med et vildt brøl . Visiert standsede , hans smukke +ansigt viste et udtryk så frejdigt og uforfærdet , som +om der ikke var den ringeste fare på færde . Hvergang +Jes sprang ind på ham og stak efter ham , slog han +forken bort med sit sværd eller bøjede sig til side og +ventede dernæst på et nyt angreb . Dette gentog sig +flere gange . Kulegraverens ansigt var blevet blodrødt , + +hans purrede hår syntes at rejse sig , de opmuntrende +tilråb , blandede med latter og spot , +som lød omkring fra kredsen , forøgede ' hans raseri . +Fjerde gang nærmede han sig med større langsomhed +og tønede et øjeblik , da han var kommen Viffert nær +på tre skridt , derefter hævede han sit våben og +sprang ind på ham , idet han stødte forken med al +magt efter modstanderens hoved . Dennegang blev +Viffert stående , han havde grebet om sit tunge jernsværd , +med begge hænder . I samme nu Jes stødte +til , faldt hans hug , så bestemt og sikkert , at det +sønderslog forkens skaft . Jes styrtede forover . Et +nyt slag af sværdet ramte hans hoved , men på +hovedet havde han en lodden katteskinds hue og i +huen et tykt kryds af jernbånd , som ikke lod sig +hugge igennem . Det heftige slag bedøvede ham kun +et øjeblik , han tumlede tilbage , greb for sig med hænderne +i luften , rejste sig derpå atter i sin fulde højde +og så sig om efter et andet våben . +„ Jeg har nu viist dig , hvorledes jeg bruger +sværdet , “ sagde Viffert , „ nu skal du se , hvorledes +jeg forstår at undvære det . “ Med disse ord kastede +han sit våben hen ad jorden og sprang ind på kulegraveren . +Hvad der nu fulgte efter skete så hurtigt , at de +stirrende og åndeløse tilskuere næsten ikke vare i stand +til at følge med . De så to smidige , sammenslyngede +legemer bugte sig omkring hinanden som slanger , +hæve sig og synke , skilles og atter forenes i stillinger , + +som vekslede hvert sekund , de lyttede til kulegraverens +gispende ånde , hans stønnen og rasende skrig , de +hørte et dumpt slag af en knyttet hånd , som gjentoges +to gange , derefter åbnede Viffert sin favn , og +kulegraveren faldt uden modstand , uden bevidsthed , +som en tung og livløs masse ned for hans fødder . +Et øjeblik stod adelsmanden stille og så ned på +sin fjende . Kulegraverens øjne lukkede sig , hans +hænder rodede frem og tilbage i sandet , en heftig +skælven gjennemfoer hans lemmer . Viffert stødte +til ham med foden , den anden blev liggende . Da +tog sejrherren ham i sine arme og bar ham hen +over pladsen til stammen , hvor Eggert Bugge sad . +Han lagde kulegraverens legeme ned foran den gamle +adelsmand og sagde : +„ Er det nu godt , hr . Eggert Bugge ? Her ligger +han fældet for eders fod , som nylig vovede at røre +eder med sin hånd . “ +„ Det er gået fil med ret og skel , “ sagde +Henning gråbuk , da bønderne trængte sig sammen +om deres faldne kammerat , og han stillede sig foran +Viffert og Bugge med den truende 0xc over skuldren . +„ Jes har fået hvad han forlangte . Forresten skal i +ikke være bange for ham , han kommer sig nok igen , +han har for faste knokler fil at do af et næveslag . +Nu dømmer jeg sådan , at hr . Viffert skal have lov +fil at drage uantastet bort for at hente os den sum +af halvtredssindstyve gode sølvdalere i løsepenge . +Han kan tage sine venner med sig på den gamle + +ridder nær , han bliver tilbage hos os som gidsel , lad +os sige den gamle , og så herremanden fra havbrø , +de to tøve her , fil han kommer tilbage . “ +„ Hvorfor foretrækker du netop at beholde mig +frem for de andre ? “ spurgte Jørgen . „ Jeg vejer dog +ingen af dem op , hverken i manddom eller timeligt +gods . “ +„ Det kan gerne være , men i har den kjsnneste +rustning . Vi give eder en frist af seks dage , hr . +Visiert vendelbo , inden den er omme , må i være her +tilbage igen . “ +„ Og hvis jeg ikke kommer ? “ sagde visiert . +„ Så hænge vi vore gidsler på den syvende +dag . “ +„ Du kan stole på , jeg skal komme , “ svarede +visiert med et tvetydigt smil . +„ Det kan gerne hændes , at i ikke træffer mig +eller folkene her , “ tilføjede Henning . „ Vi drage bort +endnu i nat , men der skal nok være en til at vise eder +vej til os . Er i fornøjet med den dom ? “ +„ Siden det ikke kan være anderledes , “ svarede +Viffert . Derefter gik han hen til Jørgen gram og +hviskedee til ham : „ Jeg kommer igen , det ved du , +skjøndt på en anden måde , end de vente . Hav blot +øje på hver finger og hold dig rede til hvad det +skal være , når du får bud eller tegn om , at jeg +er i nærheden . — men nu vore heste ? “ spurgte han +Henning , „ hvorledes går det med dem ? “ + +„ Dem skal i få med jer . På de veje , vi +fare , har man ingen nytte af heste . “ +En halv time senere gik solen ned bag skoven , +dxn lyste hen over en lille skare , som anført af to +bønder forlod lejren og drog op til landsbyen Bredal , +hvor deres heste ventede dem . + +Xiii . +Feltherren holder tale ved Vifferts hjemkomst . +Fru Rankzau var draget ned til sin gemal i +lejren . Under hans fraværelse havde deres gård to +gange været truet af bøndernes overfald . Nu boede +hun tilligemed deres yngste søn , et lille spædt barn , +i det samme bondehus som feltherren . +Johan Rankzau gik en aften inde i stuen og +bar sit barn på skuldren og legede med det , da tre +af de tilbagevendte adelsmænd blev meldte . Damen +tog barnet og forlod værelset . Faderen , smilet og +mildheden forsvandt med hende , den barske , ubøjelige +feltherre blev tilbage . Havde han måske allerede +hørt , hvorledes det var gået med toget mod Dalby +Bjørn . Hans truende mine og rynkede pande syntes +at forkynde det . +Det var visiert , som trådte frem foran de andre +og førte ordet . Rankzau stod ved bordet med sammenslyngede +arme og hørte på ham . + +„ Nå , så det er eders ærinde ! udbrød han , da +visiert tav . „ Hvis i endogså har mistet hovedet , +så må i i det mindste have beholdt hjertet tilbage , +hr . Visiert vendelbo , eller hvad i kalder jer , siden +i vover at komme for mine øjne med en sådan +besked . — af eder ventede jeg mig ikke synderligt , +i er en adelsmand af god byrd , men i har tilbragt +eders tid mellem en flok forsvirede , dovne munke , +hvor skulle i vel forstå at slås , at lægge planer , +eller at udføre dem ? — i andre derimod , er i blevne +udvalgte frem for de øvrige i den hele hær for al +give et så jammerligt eksempel ? Er det på den +vis , brave adelsmænd bør fuldbyrde deres løfter ? — +hvorfor komme i tilbage , hvad ville i her ? “ vedblev +han , og trådte Viffert så nær , at han næsten berørte +ham . +Viffert følte dette funklende blik , der heffede sig +på ham - og syntes at bore sig ind i ham som to +kårdespidser , han hørte rantzans korte og hurtige +åndedrag , men han blev stående . +„ Eders nåde glemmer , at vi vare otte mod to +hundrede , “ sagde han . +„ Nej ! Det er jer der glemmer , at man ikke +tæller sine fjender , men slår dem . “ +„ Og hvis det er umuligt ? “ +„ Hvor ved i , hvad der er umuligt ? “ svarede +nantzau hånligt . „ Man prøver på det og gør det om +igen ; man vil , og så kan man til sidst ; men man må +have hovedet og hjertet på det rette sted for at handle + +sådan , jeg ved det nok . Istedet herfor vælge i at lade +eder spotte , plyndre ud til skjorten , så komme i tilbage +og sige : her er vi , vi kunne ikke mere . Gnds +hellige død ! I herrer ! Hvorledes tør i vise jer +imorgen for frænder og gode venner , som stolede på +eder ? — hvad tror i de holstenske adelsmænd ville +sige , dem hertugen sendte herop til os i lejren ? — +der ligge de og betragte os med skinsyge øjne , alle +brænde de af begærlighed efter at komme til at røre +armene , de mumle af misfornøjelse over deres uvirksomhed . +Det eneste , vi hidtil have øvet , er denne i agt , +efter hvem ? — en Bonde med en fork til våben , +rustet i en vadmelskofte og et par store træflo , og +ham løbe i for ! — i det kloster , hvorfra i kom , +hr . Viffert , lærte i som sagt hverken at fægte eller +at vinde , men jeg troede dog , de havde lært jer at +læse i krøniken , hvordan andre bare sig ad dermed . “ +„ Jeg har læst meget i krøniken , “ sagde- Viffert i +en uforstyrret , rolig og ærbødig tone . „ Jeg læste +om mod og manddom og fandt næsten altid Rantzaus +navn knyttet dertil , jeg læste også om det høisind +og den skånsel , ulykken kan gøre fordring på , +derimellem fandt jeg ikke Rantzaus navn . “ +„ Skånsel ! “ gentog feltherren hånligt . „ I — “ +„ Tillad mig af tale ud , nådige herre ! Vi blev +overlistede og omringede , før der kunne være tanke +om modstand , det er alt sammen sandt . I undrer +eder over , af vi efter dette uheld endda tør vove af +komme før eders øjne , men i gav os jo ridder + +vugge til anfører og sagde , af vi skulle lyde hans +befalinger . Jeg kommer her som sendebud fra hr . +Bugge , før af melde eder , hvorledes han er stedt , når +jeg får udført dette , har jeg hverken i sinde af tøve +i lejren før af høre på mine venners beklagelser +eller de holstenske herrers spot . Jeg beder om lov +til af rejse min vej igen . “ +„ Hvorhen ? “ +„ Ud af handle på egen hånd ; naturligvis ud +før af bringe den Dalby Bjørn med . “ +„ Og hvis det så går galt igen ? “ sagde Rantzau +med et skuldertræk , „ man har eksemplet for sig . “ +„ I så fald vil i intet have at bebrejde mig , +for så kommer jeg ikke tilbage , jeg er da død under +forsøget . “ +Rantzau betragtede Viffert med større opmærksomhed +end hidtil . „ Ja så ! “ mumlede han . „ Det er +der da mening i — men hvorfor beder netop i om +tilladelse til at drage ud igen ? “ +„ Eders nåde sagde nylig , at i ikke havde ventet +noget af mig ; jeg trænger altså til , at i lærer +mig bedre at kende . I lagde til , at jeg havde ikke +beflittet mig på mod og manddom , der hvor jeg +kom fra . Det er en vildfarelse fra eders side , og +den må jeg se at bringe eder ud af . “ +Rantzau gik op og ned ad gulvet , rynkerne +glattedes efterhånden i hans pande , det lod til , at +uveiret begyndte at gå over . Han gjorde sig umage +for at dølge et smil , medens han svarede : + +„ Jeg tror gud forlade mig , i begynder på +at sætte mig i rette , Junker Viffert . “ +„ Sig ikke det , nådige herre ! I angreb mig , jeg +må derfor i det mindste have ret til at forsvare mig . “ +„ Men hvis jeg nu alligevel ikke fæster lid til +eders mandhaftighed og nægter jer at drage bort . “ +„ Det gør ikke det mindste til sagen . I så +fald melder jeg mig ud af eders hær ; jeg er så ringe +og ukendt , at jeg tror , i til nød vil kunne undvære +mig , jeg drager da bort i morgen tidlig og griber den +Bjørn for egen regning . “ +„ I er en resolut mand , Viffert vendelbo . “ +„ Det vil vise sig , “ svarede Viffert . +„ I skal have lov til at drage bort , “ sagde nantzau +pludselig . „ Trænger i til en hest , kan i låne den +hos mig , er der noget , i mangler i eders rustning , +så gå ind ved siden af og søg det ud . “ +' „ Ellers tak , nådige herre ! Jeg blev overvunden +i denne rustning , jeg har på , jeg må se at vinde +sejr i den samme . “ +„ I kan vælge to mænd her i lejren til at drage +med jer . “ +„ Det har jeg gjort . “ +„ Jeg mener to af de modigste og mest uforsagte , +' i kender . “ +„ Dem har jeg fundet . “ +„ Hvem er det ? “ +„ Den ene er Christen skel , “ sagde Viffert , „ og + +han står her , den anden er Claus jul , han står +ved hans side . “ +Rankzau standsede foran biffert , medens hans blik +vandrede fra den ene fil den anden af de tre adelsmænd . +„ Er det venskabet , der lader jer træffe dette +valg ? “ spurgte han . +„ Nej , det er retfærdigheden . “ +„ Det kan gerne være , jeg har gjort dig uret , +Viffert vendelbo , “ sagde Rankzau med en blød og bevæget +røst . +„ Det kan gerne være , “ gentog Viffert . +„ I så fald tag min hånd og lad det sagte +være glemt . “ +Men Viffert tog ikke Rantzaus fremrakte hånd , +han bukkede , smilede og sagde : „ Lad det vente fil jeg +kommer tilbage , nådige herre ! Der stat-mere fil . “ +Da lagde feltherren begge sine hænder på Vifferts +skuldre , så ham ind i øjnene og sagde : „ Du har +ret , min søn ! Lad det kun vente . Rejs og kom +vel igen , så kan du tro , vi to skulle tales ved om +resten . “ +Derefter hilste de tre adelsmænd og forlod feltherrens +hytte . + +Xiv . +I bjørnens leje . +Nogle aftener efter drog et selskab af fire personer +henad den indgrøftede vej , som førte over Vissing +klosferjord til købstaden nye . To af disse vare +tilhest og fuldstændigt rustede . Foran rytterne gik to +mænd , den ene bar en filthat på hovedet , en grå +munkekutte og store ridestøvler syntes at udgøre +resten af hans dragt ; men af og til , når munkekutten +gled til side , ville en opmærksom iagttager have +kunnet bemærke en mailandsk pandserskjorte af små +sammenflettede stålringe under hans overklædning . +Den fjerde var en Bonde med blottet hoved , +barbenet og klædt i en fåresfindskofte , som træer +og buske havde mærket med store rifter . Kofte « blev +fastholdt om livet ved strikker ; i en af dem hang +en træffe og en lang madkniv . +Manden i munkekutten var visiert vendelbo , det +var ham , som syntes at lede toget . +Egnen mellem Vissing klosler og nye var dengang +bevokset med en stor bøgeskov , hvor talrige flokke af + +kronvildt boede i naboskab med vildsvinene , og fra +hvis dyb de rejsende om vinteren hørte ulvene tude , +og af og til i måneklare nætter så dem vove sig +ud på strejftog i omegnen . En bred eng gik fra +salten langsø over til morsø og dannede en lysning +i skovens mørke . På den søndre side af engen +lå en række høje bakker , derimellem det gamle steileborg , +bag hvis top man kunne se Rye korskirke og +byen omkring den . +Da Viffert vendelbo og hans ledsagere kom op +på bakken , standsede han og lod bonden give sig den +forklaring , han ønskede . Rytterne blev imidlertid +holdende nedenfor . +„ Hist bag kirken ligger våbenhuset , “ sagde bonden +i samtalens løb . „ Der har Dalby Bjørn valgt +sin bolig , men i fogedgården lige overfor boer Jes +kulegraver og hans mænd . Først vare vi samlede i +en sværm , så kom bjørnen og Jes i totterne på +hinanden , og nu ligge de og kævles deroppe og drage +ud på tog hver for sig , og nogle holde med Jes , +andre synes bedst om Dalby Bjørn . “ +„ Hvem holder du med ? “ spurgte Viffert . - +„ Først drog jeg helst med Dalby Bjørn , for han +er dog den villeste af de to , og han sørger for , at +vi få gode våben , men en aften kaldte han os sammen +og sagde , at det gik på livet , når nogen fra nu +af plyndrede eller tog mere end han havde behov til det +nødtørftige . — hvad skal det blive til ? tænkte jeg , så +gik jeg over til Jes kulegraver . Jes sagde : tag + +med jer alt , hvad i kan , børn ! og høst , hvor +kornet groer , det meste er det bedste . Det synes jeg +bedre om . Men så forgangen , da vi skulle stifte det , +vi havde bjerget sammen , skræver Jes hen over min +part og siger : vil du helst have prygl eller helst +give mig din bunke ? Nu kan du selv vælge . Så +lod jeg ham beholde tenet og fik pryglene oven i købet . +Hvad synes i om den måde at stifte på ? “ +„ Og derfor forråder du nu dine kammerater ? “ +„ Nej , ikke derfor , men for det i lovede mig en +god fortjeneste , når jeg ville sige jer hvad jeg vidste . +Man skal hoste , hvor kornet groer , sagde Jes . “ +Efter denne forklaring fulgte fra Vifferts side +en række spørgsmål , som bonden besvarede med +stor nøjagtighed . Viffert drog dernæst en pung op +af kutten og udbetalte ham den lovede belønning . +Bondens grådige blik fulgte de tilbageblevne sølvpenge +i pungen , han smilede og sagde : +„ Giv mig fire mark til , så skal i få mere +at vide . “ +„ Jeg tror , at jeg ved nok . “ +„ Giv mig en mark til , så stak i få et råd , +der er ligeså meget værd som alt , hvad jeg hidtil +har fortalt . “ +„ Godt ! “ sagde Viffert , „ først rådet , så betalingen . “ +Bonden så sig forsigtig om til siden , for han +trådte Viffert nærmere og hviskedee : +„ Har i noget for , så brug jer flinkt . Iaften + +ere de tre snese deroppe , i morgen aften komme de +hjem fra Mattrup og rask , så blive de dobbelt så mange . “ +„ Hvorfor tror du , at vi har noget i sinde ? “ +Spurgte visiert , „ Tre imod tre snese , det er dog ikke +sandsynligt . “ +Bonden så op på visiert , hans ansigt antog +et kløgtigt udtryk , idet han smilede og sagde : +„ Der red i middags en flok ryttere vesterpå +ad ring og Gredstrup til . Jeg har set deres spor +i sandveien . Komme de til jer , så gøre de vist +tallet mere lige . “ +„ Men hvorfor skulle det just være vore folk , som +red den vej ? Bønderne have jo også heste . “ +Vejviseren smilede igen . „ De rytterheste , jeg +taler om , vare beslagne med jernsko på deres frembeen , +det er bøndernes ikke . — der red en anden flok +om ad klostermøllen til , lidt for jeg traf på jer , lad +dem skynde sig , hvis de skulle komme tidsnok . — jeg +siger ikke mere . “ +„ Det , du har sagt er også godt en mark værd , “ +Svarede visiert og gav ham pengene . +Bonden skjulte dem under koften , kyssede på sin +egen hånd og lagde den ovenpå Vifferts . Derefter +gik han ned ad bakken og forsvandt inde i skoven . +Da visiert var alene , blev han stående nogle +øjeblikke i dybe tanker . Lidt efter gik han ned til +de to ryttere . Efter en kort samtale rede rytterne +tilbage mod skoven , de nylig vare komne fra , men + +visiert bandt kutten omhyggelig sammen over sin +rustning og vandrede op til nye . +Her var alt i bevægelse . Fra husene lød sang +og højrøstede stemmer , bevæbnede bønder breve frem +og tilbage i gaderne , overgivne kvinder , smykkede +med latterlig og iøjnefaldende pynt , færdedes imellem +dem . Viffert gif med korslagte arme , nedslagne øjne +og syntes ikke at lægge mærke til noget . Han vakte +ikke videre opmærksomhed blandt mængden , der kom +daglig munke ind til byen fra de nærliggende voor , +Vissing og ømborg klostre . +Da han nåde op til bakken , hvor kirken lå , +omgiven af en høj mur , standsede han og så sig om . +Udenfor et af de nærmeste hnse stod en kone , bøjet +over en stor Balle og i færd med at vasie tøj . På +en bankeskammel ved hendes side lå en bunke vaflet +linned , en pige sad på kanten af skammelen , i færd +med at spise et stort stykke sort rugbrød . Konen +så ikke op fra sit arbejde , men Viffert kendte hende +dog . Det var Henning gråbuks hustru , tranen . +Under alle den sidste tids omskiftelser syntes +tranen at være bleven den samme . Mellem de andres +stjålne pynt bar hun endnu sin gamle tarvelige dragt , +en blågrå lærredskjole , hvis ærmer hun i dette +øjeblik havde kittet op til skuldren . Hendes åsyn +lod heller ikke til at stemme med den almindelige jubel , +det viste et alvorligt , næsten sørgmodigt udtryk , +idet hun så op på munken , støttende sine hænder +på vaskeballens kant , medens han tiltalte hende : + +„ God aften , Kirsten ! Kender i mig ikke ? “ +„ Jesus kors ! udbrød konen forskrækket . „ Hvad +gør i her ? “ +„ Jeg vil tale lidt med eders mand , “ sagde +biffert . „ Hvor kan jeg træffe ham ? “ +„ Ja , hvem ved det ? For lidt siden sagde han , +han ville gå over i kirken og rådslå med de +andre . “ +„ Nå , så de rådslå deroppe ? “ +„ Jeg ved ikke , om de rådslå , jeg ved blot , at +de skændes . “ +„ Henning er jo bleven en mægtig mand , siden +vi sidst sås . Nu trænger i ikke mere til min hjælp +som i gamle dage . “ +„ Jo , nu mere end nogensinde før , “ svarede tranen , +og idet hun så i vejret , løb tårerne ned over hendes +kinder . „ Det er kun et dårligt liv , vi føre her , og +det vil tage en slet ende dermed . “ +„ Det tror jeg også , “ sagde liffert . “ +„ Jeg har advaret , jeg har bedet Henning på +mine knæ om at vogte sig i tide , men han leer ad mig . +Prøv , hvad i kan gøre . “ +„ Hvorledes går det med de to fanger ? “ +Tranen så sig om . „ Følg efter mig ; det er +ikke værd at tale derom her på åben gade . Pas +vort tøj , du lille Sidsel Maria , og sig , jeg kommer +straks , hvis nogen spørger efter mig . “ +Hun gik ind i gården bag huset og åbnede +døren til en lade . Gulvet i denne var næsten fyldt + +med halm . Da visiert kom ind , lukkede tranen den +nederste halvdør , satte sig på et af knipperne og +vedblev : +„ Der har været strid og klammeri mellem folkene , +lige siden vi toge de herremænd fangne . Henning +vil helst fare med lempe mod dem , det rådede jeg +ham til , men Jes siger , at nu er tide « kommen til +at gøre sig betalt før alt , hvad vi før måtte lide . +Den snak kende vi nok , den synes de alle om . Hver +dag får han flere på sit parti . Han hader Henning +mere end nogensinde siden den dag , i slog ham til +jorden . Det var ved Hennings rænker , det skete , +påståer han . Da herremændenes frist var ude , og +i ikke kom , ville Jes have dem aflivede . Henning +sagde nej ; derover blev der ny strid , så trak de +lod om , hvordan det skulle være , og Jes vandt . Dagen +efter aflivede de Eggert Bugges ridefoged , han havde +altid været en hård Hals mod bonden , derfor hængte +de en død ulv op i træet ved hans side . Igår +Morges blev den gamle ridder ført til galgen . Henning +ville , at han skulle købe sig fri . Hvormeget koster +det ? spurgte hr . Bugge . — igår kostede det halvtredsindstyve +daler , i morgen koster det hundrede , men +iovermorgen tohundrede , sagde Jes . — du skal få +min klinge i dit bryst , før du får mine penge i +din pung , sagde gamle hr . Bugge og vendte ham +ryggen . Da stod hr . Jørgen gram frem og sagde , +at han ville betale de hundrede rigsdaler , hvis de +skånede Bugge en dag endnu , og der så ikke kom + +hjælp . — i morgen , når solen står op , er fristen +atter omme . Iaften sidde de og rådslå om hvad de +skulle gøre . “ +„ Hvor holde de deres fanger forvarede ? “ +„ Oppe i korskirken , “ svarede Kirsten . „ Gamle +hr . Vugge sidder før sig selv nede i hr . Laxmands +gravkammer , Jørgen gram i et andet . “ +„ Kan man ikke få dem itale ? “ spurgte Viffert . +„ Det vil have sin vanskelighed , “ svarede en røst +fra halmen . I det samme så Viffert en væbnet +mand komme frem fra mørket og træde hen til ham . +Efter denne fulgte en anden , ude fra gården kom +endnu en tredie til syne og lænede sig med begge +hænder på halvdøren . Viffert sprang op , men den +ene af bønderne lagde sin hånd på hans arm og +sagde : +„ Det er ikke værd , i prøver på modstand ; når +jeg sætter mit tudehorn for munden , have vi gården +fuld af folk . Ikke rettere jeg seer , så er det nok +jer , som forgangen lovede at komme tilbage med løsning +for de to mænd . I har næsten tøvet forlænge , +men det er da tidsnok endnu , som tranen fortalte . +Bringer i pengene med jer i aften ? “ +„ Nej ! “ svarede Viffert . +„ Det må i om , “ sagde bonden . „ Fra nu af +er i en fangen mand , følg med , så gå vi op og +fortælle Jes og Henning , at i er kommen tilbage . “ +Bonden åbnede døren og lod Viffert gå foran +ud i gården . Idet de kom udenfor , greb han pludselig + +om begge Vifferts arme og liv , trykkede ham tæt +op til sig og sagde : +„ Se , om han har våben hos sig . “ +Hans ledsagere droge munkekutten til side * og fratoge +Viffert et sværd og en dolk . Derefter førte de +ham ud af gården . Idet fangen forlod stedet +vendte han sig tilbage mod ladedøren , hvor tranen +var bleven stående . +„ Hils Henning gråbuk fra mig , “ sagde han og +fulgte skaren op til kirke « . +Undervejs forøgedes bøndernes antal med en +mængde lediggængere , som sluttede sig til toget underskrig +og glædesråb . Visiert var en ny fange , det +vil sige en ny udsigt til vinding og løsepenge . Imidlertid +behandlede hele denne kåde , halvdrukne sværm +ham med et vist hensyn . „ Det var ham , som slog +Jes kulegraver , “ sagde føreren , mere behøvedes ikke +til at indgyde agtelse for Viffert , de betragtede ham +opmærksomt og lød ham gå uantastet . +Da de kom til kirken , blev Viffert lukket ind i +et lille rum i en af sidegangene . En mand blev +sat til vagt , væbnet fra isse til fod i en tung og +gammeldags rustning , som han øjensynlig ikke var +vant til at bevæge sig i . +Efterat sværmen havde draget sig tilbage , og +Viffert var bleven alene med sin vogter , tog denne en +stecndunk frem fra en krog , fyldte et bæger og satte +sig til at drikke . Aftensolen kastede sit guldgule skær +igennem ruderne hen på de gamle ligfaner , som + +hang under loftet . Der gik en tid bort i tavshed . +Vogteren lå lænet tilbage på trappetrinet udenfor +kammerets åbne dør , en tung og rusten stridsøkse +stod ved hans side , Viffert syntes hensunken i dybe +tanker . +„ Har i penge hos jer ? “ spurgte stridsmanden +endelig . +„ Ikke mange , “ var svaret . +„ Vil i give mig en mark for et godt glas +pryssing ? “ +„ Jeg vil heller give to for at få at vide , hvordan +de fangne herremænd have det . “ +„ Jeg tænker godt , “ svarede den anden leende . +„ De sidde nede i gravhvælvingen under alteret . Her +næstved holde de råd over dem ; når det er til ende , +skulle de føres frem ; så gælder det , om hr . Gram +fra havbro vil rykke ud med hundrede daler til , foruden +dem , han lovede i går . Io længer det varer , +desdyrere bliver det , og desto flere folk får Jes på +sin side . Dalby Bjørn kunne kun bringe løsepengene +op til halvtreds , Jes har allerede fået det dobbelte ud . +Kommer han først til at råde ene , så vil det gå ud +over jeres gårde . Nå da ! — og han kommer til +at råde i morgen den dag . “ +„ Det er altså om fangerne , de tage bestemmelse +iaften ? “ +„ Der bliver bestemt mere end det i aften , kender +jeg Jes ret , “ ytrede vogteren med en hemmelighedsfuld +mine . + +„ Det stulde vel ikke være muligt , af komme til af +tale med hr . Jørge « gram ? “ spurgte Viffert . +Vogtere « så på ham med hævede 0ie « bry « og +et spottende smil . „ Nej , “ sagde han , „ for jer er +det rigtignok ikke muligt . “ +„ Lad mig så få det glas pryssmg , du lovede . +Der har du alle de penge , jeg bærer hos mig . “ +Med disse ord kastede han en pengepung hen til +vogteren . +Denne holdt pungen i vejret og så sølvpengene +gennem masterne . „ Der er mere , end jeg forlangte , “ +Svarede hun . +„ Det kn « være , “ svarede visiert . „ Vil du gøre +en god gerning derfor , så lad en af fangerne få +et bæger med . “ +„ Hvem af dem ? “ +„ Naturligvis ham , der betaler for de « anden . “ +„ Det seer jeg intet ondt i , “ svarede vogtere « +Efterat have overvejet Sage « . +Han fyldte bægeret og rakte det til Viffert . +Derefter gik han hen til en sidedør og bankede på med +skaftet af sin strids okse . To mænd kom til syne . +„ Disse to holde vagt over jer , mens jeg er borte . “ +„ Jeg får at finde mig deri , “ svarede Viffert og +rakte han : det halvtømtc bæger tilbage . „ Men d « lover +mig , som en ærlig mand , at bringe det fyldte bæger +til hr . Gram fra havbro . Ikke sandt ? Hvem ved , +« maske det bliver det sidste , ha « kommer til at tomme . “ +„ Øet lover jeg jer ved alle de gode helgene , + +som hænge på væggen derinde , “ svarede vogteren , +idet han fyldte bægeret på ny og bar det ind i kirken . +Da han kom ned i gravhvælvingen , sad Jørgen +gram på en af de gamle kister og stirrede op mod +det lille , tilgitrede lyshnl i muren . Vogteren rakte +Hain bægeret og sagde : +„ Jeg bringer jer en drik pryssing fra en , der +mener jer det vel . “ Gram så forbavset på ham . +„ Ja , i behøver ikke at betænke jer , “ vedblev bonden . +„ Der er intet ondt ment med det . Drik og lad mig +komme afsted igen . “ +Gram tog bægeret . Idet han drak følte han +en hård genstand imellem sine læber . ' øet var en +ring . Han tøvede et øjeblik , tømte resten og gav +bægeret tilbage til bonden , som forlod ham og omhyggeligt +lnkkede døren efter sig . +Medens han nylig kaldte på de to bønder , havde +Viffert taget sin ring af fingeren og ladet den glide +ned i bægeret . +Da Jørgen atter var bleven alene , tog han ringen +frem , holdt den op til lyshullet og genkendte den . +Det var hans egen gave til Viffert . Han udstødte et +dæmpet frydeskrig . Ringen var en hilsen fra en +trofast ven . Han vidste , at Viffert var i nærheden . +Ringen var et løfte om frelse . +10 + +vx . +Bønderegimente . +Bønderne og deres anførere fade imidlertid inde +i nye kirke og overlagde med hverandre , hvorledes +de skulle skaffe sig det største udbytte af deres fanger . +Elleve år senere fandt en ligeså larmende rådslagning +sted i samme kirke , det var blot andre skuespillere , +som udførte rollerne : Mogens gjoe havde +samlet den jyske adel og gejstlighed i kirken , hertug +Christian af Holsten blev valgt til Danmarks konge . +Efterat rådslagningen var endt , førtes de w +herremænd “ ud på den åbne plads foran kirken . +En tæt kreds sluttede sig om dem , kvinder og børn +trængte sig mellem mændene , enhver ville se og +høre . Henning gråbuk trådte ind i kredsen , mørk +og alvorlig , der hvilede en synlig misstemning over +ham . Han havde ladet sit skæg og hår vokse i den +sidste tid , det skjulte næsten hanø hele ansigt og forøgede +hans barske udseende . +Jes kulegraver , som dernæst fremstillede sig , lod +til at være særdeles veltilmode . Han havde omskiftet + +den uheldige fork med en mug , blankpudset hellebard +og iført sig et indlagt brystharnisk , et bytte fra en +eller anden plyndring , og dog var det hverken rustningen +eller hellebarden , som gjorde hans skønhed +så iøjnefaldende i dette øjeblik , men over pansieret +bar han en lyseblå floielstnabe , kantet med jlderskind , +om halsen en bred pibekrave , og på hovedet en hoirød +Fløiels Barret med en mængde nedfaldende , krusede +fjer . Derimod var han endnu iført de samme gamle +benklæder , som han havde båret , før denne livsalige +festtid begyndte . +Således klædt , halv ridder , halv stodder , men +hel skræmmebillede , lod han dog til at være uimodståelig +i sine omgivelsers øjne . Han gif ind i +kredsen med lange skridt , svingende arme og frumboiet +ryg , som om vælden og herredømmet allerede +tyngede på ham . +Da han tom hen til de to herremænd , stat hun +hellebarden i jorden , stemte begge arme i siden og +betragtede fangerne med en overmodig og hånlig +mine . Eggert Bugge brast i latter ved synet af +ham . Jes blev rasende , han hævede sin knyttede hånd +foran den gamle ridders ansigt og sagde : +„ Hvad djævlen griner i ad ? ' ved i forvist , +hvor længe det varer , inden jeg får jer til at græde ? “ +„ Det ved jeg forvist , “ svarede Bugge , „ at hvad +du har gjort mod os , vil komme til at koste dig +mere blod end mig tårer . “ Efter disse ord vendte +han ham ryggen . + +Jes tav ; ved hans side stod Henning gråbuk +og betragtede ham med et ildevarslende blik , men sagde +intet . Kuglegraveren vendte sig om mod Jørgen gram , +stillede sig foran ham og vuggede med hovedet , så +barettens fjer viftede ned over hans ædle ansigt , idet +han sagde : +„ Nu nys forleden gjaldt eders frihed halvtredsindstyve +daler , i går hundrede , hvad tror i vel , +den vil komme til at koste jer i morgen ? “ +„ Det ved jeg ikke . “ +„ Hvad agter i da at byde os for den ? “ +„ Ikke det allermindste , “ svarede Jørgen . +Dette fyndige og bestemte svar gjorde en vis +virkning i kredsen , hvor Jes havde ventet sig en tilgift +i anseelse på grund af de fordoblede løsepenge . +„ Se ! derovre i det gamle affetræ ved kirkegårdsmnren +hænger eders foged , “ sagde han . „ Igår +var hans ansigt hvidt , i dag er det blevet blåt ; hør +hvor kragerne skrige over hans hoved , synes i bedre +om at hænge ved hans side , end at give en god sum +løsepenge for at slippe ? Til i morgen have vi bundet +os ved vort ord , når sol står op igen , gælder +det ikke mere . “ +„ Det høre i her i kredsen , “ råbte Jørgen . +„ Iaften skylder jeg den fyr der hundrede daler , i morgen +ikke en skilling . “ +„ Ikke en skilling , “ gentog kulegraveren rasende , +„ kun eders liv , og i kan være forbandet på , at jeg +tager det . “ + +„ Lad os tale derom , når den tid kommer . “ +„ Og hvorfor behøve vi vel at vente ? “ råbte +Jes og så sig om i kredsen , „ hvorfor ikke ligeså +godt gøre det af straks ? Hvem ved , hvad der kan indtræffe +til i morgen ? “ +Enkelte stemmer tilråbte ham bifald ; men +Henning stillede sig foran ham og sagde : +„ ' når solen står op . Det var jo aftalen . “ +' lidt efter blev de to fanger førte tilbage til +gravhvælvingen . Visiert hørte bønderne støje , idet +de førte dem igennem kirken , men det var ham ikke . +Muligt at få dem at se . +Senere på aftenen kom hans vagt ind til ham +med en tændt lampe , hængte den op på væggen og +sagde : „ Kirsten trane har været her med besked fra +sin mand . Dalby Bjørn vil tale med jer siden , når +klokken har ringet til aftensang . Hun bad mig om +at gøre jer lidt til gode , med hvad jeg kunne . Er +der noget , i ønsker ? “ +„ Et knippe rughalm til at ligge på ville ikke +være så galt , “ sagde visiert . +„ Et knippe halm kan der blive råd til , “ svarede +vagten . „ Hvad mere ? Noget at spise ? Lidt at +drikke ? “ +„ Det kan vente . “ +„ Hvorlænge ? Ved i , at i og eders kammerater +imorgen stå og banke på himmerigs porte , +at der ikke er nogen mulighed i at slippe fri , ikke +noget middel til at frelse jer ? — i leer ! I stole + +vist på eders mænd , som i have kaldt sammen her +i nærheden . - nogle af dem red i eftermiddag ad +Gredstrup til , andre om ad klosfermollen , jo ! vi have +vore øjne og øren med os ; men for daggry kunne +de ikke angribe , og hvad hjælper det så jer , når i +ere hængte forinden ? Og hvad ville rytterne kunne +gøre os , når vi løbe ind i de store skove ? — i +stoler på , hvad der kan ske i morgen , i skulle blot +vide , hvad der vil gå for sig i nat . “ +Det var imidlertid blevet aften , solen gik ned , +. en fin og kold regn begyndte med market . Rundt +omkring byen og kirken blev der opstillet vagter , +forsynede med lange kohorn , hvori de skulle blæse , +såsnart noget mistænkeligt viste sig . Den øvrige del +af banden drev omkring nede i byen eller søgte leje +på lofter og logulve , hvor det tilbød sig . +Jes havde valgt sin residens i fogdens port , +lnkket begge Langer , fyldt jorden med halm og boret +sig ned i dette tilligemed nogle gode venner . Efterhånden +gik samtalen mellem dem over til en dyb og +langtrukken pusten , som tilkendegav , at de sov . Jes +alene vågede , han lagde planer og smilede til den +forgyldte storhed , hans håb foregøglede ham . +„ Sover du ? “ sagde han til en mand , som lå +yderst ved porten . +„ Endnu ikke . “ +„ Ligger du godt ? “ +„ Dejligt ! “ +„ Trækker det ikke ind på dig . “ + +„ Ikke det mindste . “ +„ Så lad mig så din plads . “ +Manden betænkte sig lidt , stod op og byttede +stiltiende plads med kulegraveren . Jes lå atter en +tidlang fordybet i sine betragtninger . En klokke +ringede ovre i korskirken . Dens lyd tilkendegav +midnat , der skulle læses en messe derovre . Lidt efter +rejste Jes sig op , rundtom ham syntes alt at sove . +Han tog sin hellebard og åbnede porten . +„ Nu skal det gå for sig , “ mumlede han halvhøjt . +„ Hvor vil du hen ? “ spnrgtc hans sidemand . +„ Det er jo så mørkt derude , at man ikke kan se en +hånd for sig . “ +„ Det er lyst nok til det , jeg går efter , “ svarede +Jes . „ Jeg vil ud og se , hvem der fra nu af skal +lystre , og hvem der skal befale . Læg dig ned igen +og væk ikke dem , som sove . “ Dermed listede han sig +ud ad porten , henimod båbenhnset , hvor Henning +gråbuk havde sin bolig . +I mørkningen blev Viffert fort ud fra kirken for +at tages i forhor af Henning gråbuk . Våbenhuset , +hvortil fangevogteren bragte ham , var et stort , +firkantet rum , indesluttet af kalkede vægge og et lavt +bjælkeloft , hvori der hang en lille , tændt lampe . Den +ene væg havde et vindue ud til kirkegården , rundtom +dette hang en mængde små votivtavler , voxbilleder +og et tidligere benyttet helgenbillede , forestillende den +hellige Søren , kirkens skytspatron , udskåret i træ , +hvis farver tid og langvarig tilbedelse havde bragt + +rs2 +til at falme . På stengulvet stod en ligbåre , der +for øjeblikket gjorde tjeneste som sengested og var +bedækket med klædningsstykker og puder . +Da Viffert kom ind i dette rum , havde Henning +stillet et stykke lys op imellem puderne , han selv +sad midt imellem dem og spejlede sig i bunden af et +blanktpoleret messingfad , medens han med en stor +Uldsax afklippede sit lange hår og skæg . Han var +næsten bleven færdig med denne forretning , som gjorde +ham i hvi grad ukendelig , og sagde , idethan smilende +vendte sig om mod fangen : +„ Jeg pynter mig til eders komme , kan i så +forlange mere ? “ +„ Du har ønsket at tale med mig , “ sagde Viffert , +da fangevogteren havde forladt dem . +„ Jeg troede ellers , det var jer , som ville tale +med mig , siden i kommer rejsende så langvejs fra . +Bringer i løsepenge med jer ? “ +„ Nej ! men jeg kan føre dig til et sted , hvor +de ville blive dig udbetalte ! “ +„ Det er lovlig silde taget . I hørte vel , hvad vi +bestemte ude på stævnet ? de herremænd er blevne +dyrere end sidst . Hvorfor tøvede i så længe ? Hvad +vil i heroppe i aften ? Overliste os , fange os , dræbe +os ? — lad os tale ærligt med hinanden . “ +„ Godt ! lad os tale ærligt med hinanden . — jeg +kommer ikke for løsepengenes skyld , ikke heller for de +fangne herremænds , de ville blive frelste endda . “ + +„ Så må i skynde jer , “ sagde Henning , „ i morgen +vil det være forsilde . “ +„ De ville blive frelste , du kan stole derpå . “ +„ Men når i ikke bringer penge med jer og heller +ikke bryder jer om at frelse eders Benner , for hvis +skyld tommer i da ? “ +„ Jeg kommer for at frelse dig , “ sagde bistert . +Henning brast i latter og sprang op fra båren . +„ Akig ! “ gentog han spottende . „ Mon det også gøres +nødig ? “ +„ Sæt dig ned , “ sagde bistert rolig og bydende , +„ og hør mig til ende , før du afbryder mig med din +snak . — hvem tog dit barn fra Casper Gylding , +da han havde bragt det i fængsel ? Hvem hjalp dig +selv , da du lå og gispede under løvbunken ude i +skoven og de søgte efter dig med deres skytter og +hunde ? — siden jeg frelste dig før , kan det jo +gerne falde mig ind at gjorde det igen . — der er +ikke stort ved dig , Henning . Du skyer , hvad der +koster arbejde , og lader dig drive fra øst til best , +ligesom tilfældet fører det med sig . Du går helst +udenom pligten , når du seer din fordel derved , +mester og herre vil du spille , skønt du kun fødtes +til træl . — jeg kender blot en god egenskab hos +dig , for den har jeg glemt alle dine fejl : du er trofast +og hengiven mod dem , der vide at knytte dig til +sig . For endeel år tilbage tjente du et herflab ovre +i København , kan du mindes det ? +„ Det mindes jeg godt , “ sagde Henning . „ Det var + +jo hans nåde , nigshofmester Poul Laxmand , som +de stak ihjel på hoibroen . “ +„ Det kan være det samme , hvem det var , “ svarede +visiert , „ jeg har blot hørt fortælle , at du var +den sidste af folkene , som blev i hans hus , at det var +dig , som hjalp frnen og hendes to døtre på flngt , +at du fulgte med dem , til du fik moderen bragt i +sikkerhed på Fyen , den ene datter hos hendes fæstemand , +Abraham gpldenstjerne , og den anden hos +Casper Gylding på tranders . “ +Henning sad på kanten af båren og klippede sit +skæg ; da Viffert tav , så han op , smilede og sagde : +„ Men har i også hørt , hvorfor jeg gjorde alt +dette ? “ +„ Nej ! “ svarede visiert . +„ Jeg tænkte det nok , nu skal i få det at vide . +Samme år den store ulykke ramte rigshofmestereu , +havde frnen holdt mit og Kirstens bryllup . Om +aftenen kom hun ned und hr . Laxmand og den unge +frøken Elfe og så på , at vi dansede i borgstuen . +„ Cr du nu også rigtig glad , lille Henning ? “ sagde +frnen , da vi gik hen og bukkede for hende . Jeg svarede , +hvad der faldt mig ind , jeg var få glad den aften , +som det lykkeligste menneske kunne være , jeg holdt af +Kirsten , hun har velfortjent det siden . Det føjede jeg +fil , at hvis der nogensinde kom den stund , hvori nådigfruen +trængte fil en andens hjælp , om det så gik +fil liv eller død , skulle jeg gjengjælde hende , hvad hun +havde gjort for os i aften . Da lo frnen og lagde sit + +hoved op fil Laxmands skulder og sagde : „ Hører +du det , Poul ! Hvad nød har jeg så , når Henning +lover at hjælpe mig ? “ — „ Jeg fager imod din gode +villie i gerningens sted , “ sagde rigshofmesteren , +„ thi hvordan skulle det gå fil i verden , vin dit stakkels +skind kunne blive os fil hjælp ? “ -- den dag +kom alligevel , for de tænkte det . Da jeg havde bragt +enhver af dem fil det sted , hvor de skulle være , trykkede +fruen min hånd og sagde : „ Du alenc har i +sandhed gjort mere for mig i min nød end alle de +andre tilsammen . “ Jeg tog min hue af og sagde : +„ Så slog det dog fil , hvad jeg lovede den aften , eders +nåde lo ad mig i borgstuen : jeg stakkels skind har +dog kunnet være eder noget til gode . “ +„ For det , du gjorde dengang , kommer jeg netop +til dig i aften , “ sagde Viffert . „ Opgiv det liv , du +fører her , mens det endnu er tid . Sværdet hænger +over dit hoved , seer du det ikke ? Del er en slet +sag du kæmper for , du tager af andres lommer +for at fylde dine egne , du samler kammerater til +galge » , ikke for di » Konge ; kast dine stjålne våben +bort , drag din gamle kofte på og følg med mig ned +til Rantzau , så skal jeg skaffe dig hans nåde og +tilgivelse . “ +„ Kau i love det ? “ spurgte Henning . +„ Det lover jeg . “ +„ Og hvad så ? Når jeg kommer derned , skal +jeg gøre rostjeneste , være trældyr igen og flæbe de +andres sække , mens jeg her kun fylder min egen ; jeg + +har allerede fyldt den , jeg ejer så meget velforvarct +gods , som der behøves til at ende al nød for mig og +mine . “ +„ Have plyndringerne givet så meget af sig ? Det +troede jeg dog ikke . “ +„ Jeg har intet plyndret ; jeg var rig , før krigen +begyndte . “ +„ Hvis din rigdom skulle stamme fra det pengeskrin , +du tog fra Casper Gylding , så skulle vi tales +ved derom en anden gang . For øjeblikket gælder +det kun om at vælge : sydpå til Rantzau eller nordpå +til galgen . Er det valg så svært , Henning ? “ +„ Dernede skal jeg savne , mens jeg her lever i +overflod , der skal jeg lystre , mens jeg her er herre , +det er endda ikke så fristende vilkår , i byder mig . “ +„ Er du da herre her ? “ spurgte Viffert spottende . +„ Det skal i få at se i morgen , “ svarede Henning +heftig ; „ måske i ikke engang behøver at vente så længe . “ +„ Jeg tror også , at det ' vil vise sig før i morgen , “ +Sagde Viffert . +Pludselig afbrød en stemme deres forhandling . +„ Og når det skulle gå dig sådan , at du ikke +ved det sted før dig og dine , som du kan helde +dit hoved til , vil du da ikke fortryde , at du har +afslået , hvad hr . Viffert tilbød dig mat ? “ +Dette spørgsmål blev udtalt af en dæmpet og +sørgmodig røst i den ene side af værelset . Viffert +så Hennings hustru sidde henne på dørtrinet , hvorfra +hun havde lyttet til alt , hvad der blev sagt . Heniiing + +lod derimod ikke til at have hørt Kirstens ord . +Under den sidste del os samtalen syntes han at +være noget adspredt , hun bøjede sig flere gange tilbage +mod vindnet , som om han lyttede efter noget udefra . +I det samme blev døren stødt op . To mænd +trådte ind . Den ene var en Bonde , væbnet med en +rødmalet og kunstig udskåren kølle , den anden lod +til nylig at være stegen af hesten , han havde en lang +rytterkappe om skuldren , store kravestøvler på benene +og en ridepisk i hånden . Da han tog sin sorte , +opkrampede hat af hovedet , genkendte Viffert hr . +Offe pylke , byfogden fra Ålborg . +„ Den mand har et budskab til dig , “ sagde +bonden . „ Han kom i fuld firspring ridende sønder - +fra og ville ikke tove , da vi råbte til ham . “ +„ Det er godt , “ sagde Henning . „ Gå kun du , +og lad manden sige mig sit ærinde . Jeg kender ham . “ +Bonden gik . Byfogden slog sin kappe til side og +satte sig på båren ved siden af Henning . +„ Hvor kommer i fra så silde ? “ spurgte bondehovdingen . +„ Naturligvis fra Horsens , som jeg forklarede dig +forleden , da du gav mig dit sikkerhedstegn med . +Jeg har nu forrettet det ærinde , jeg havde til bymændene +fra rådet i Ålborg . På hjemvejen kom +jeg over Mattrup , og det , jeg der fik at se , gav mig +lyst til at hviske et par ord til dig under fire øjne . “ +„ Tal i kun frit byfoged , her er ingen , som vil +røbe hvad i siger . “ + +offe pylke så sig om , bøjede sig nærmere mod +Henning og udbrød : „ Det er galt fat med jer . I +middags drog en rytterskare » ed til Mattrup . Dine +folk er blevne nedhuggede eller adsplittede i den vildeste +flugt . Jeg har selv været vidne dertil , jeg har talt +med nogle af dem : takket være min nabo , som lånte +mig sin gode hest , det var dens skyld , at jeg selv +flap ud af den elendighed . — da jeg red herop , mødte +jeg en anden flok af dine mænd , de standsede mig og +ville til at udplyndre mig . Jeg viste dem dit tegn , +men de lo deraf . „ Hvad kommer Dalby Bjørn os +ved ? “ sagde de . Han har regeret sin tid , fra nu af +er det Jes kulegraver , som befaler . “ Min stakkels hest +måtte atter holde for , jeg satte sporerne i dens sider +og red de bønder overrende . “ +Henning lå på sengen og lyttede til byfogdens +beretning med uforstyrret ro . Da pylke tav , gled +et smil over hans ansigt . +„ Nå , så de ville kun lystre Jes ? “ gentog han +langsom . +„ Og dog er det dig , der kalder dig herre ! “ +Yttrede Viffert smilende . +Det lod til , at offe pylke først ved at hore +denne røst genkendte sin gamle medhjelper , han vendte +sig om mod Viffert , så på ham , og rakte ham begge +hænder med et udbrud af overraskelse . +„ Hvad gør i her , Broder munk ? “ spurgte han . +„ Jeg er en fangen mand , “ svarede Viffert . +„ Det kunne jeg næsten slutte mig til . Hvad ville + +i også imellem krigsfolk , vi andre have ondt nok +ved at bjerge os i denne tid , endsige en stakkels munk +som i . Jeg sagde jer det nok , da vi skiltes i Ålborg : +i skulle hellere været blevet ved at gå mig tilhånde +i min skrivestue end løbe om og stikke og +sigte på landevejene . “ +„ Å , hvad krigshåndværket angår , “ sagde +Henning , „ så lader det dog til , at hr . Viffert har lært +lidt , siden i to stiltes . “ +Pylke syntes at betænke sig , for han vendte sig +til Henning og udbrød dæmpet : „ Jeg er ikke rig og +har heller ikke meget hos mig , men hvis en rimelig +sum kunne gøre det stakkels menneske fri , så er +jeg villig til at betale den for ham . “ +Viffert havde hørt alt . Han lagde sin hånd +på smedens skulder og sagde : „ I er en brav +mand , byfoged . Jeg stak aldrig glemme det , i nu +sagde . “ +„ Tal ikke derom , “ svarede pylke . „ Hvad vil det +sige mellem to , der kende hinanden så vel . I er +kommen på gal vej , Broder Viffert , jeg vil redde +jer ud af den . Jeg betaler den pengesum , Henning +med rimelighed kan fordre ; hvis han skulle foretrække +et godt stykke smedearbejde , såsom en blankpoleret +stridsoxe af pure stål , eller en stormhat , så fast , +at ikke den lede satan selv kan bide igennem den , er +det mig desto kærere . I følger da hjem i min skrivestue +og fager fat på pen og regnskabsbog igen . Ter +skal ingen gøre jer fortræd , og i kan få magelige + +dage ; vi have næsten ingenting at bestille i denne +tid . Hvad synes i om det forslag ? “ +„ Overmåde godt , “ svarede bifsert smilende , „ men +jeg har måttet sidde så længe i kloster og skrivestue , +at jeg trænger til lidt frisf luft nu , derved får det +at blive for det første . “ +„ Hr . Biffert er heller ikke så slet faren , som 2 +troer , “ ytrede Henning . „ Han påstod , ligesom i +kom , at han kunne løse sig selv , hvis han ville . “ +„ Såmeget destobedre , “ svarede pylke , „ jeg kan +da drage min vej igen . “ +„ Vil i rejse videre i nat ? “ spurgte Henning . +„ Ja , helst straks , “ svarede byfogden , „ jeg har en +lang vej for mig , og de længes vist efter mig hjemme . “ +„ Rid i med gud , hr . Pylke , og hvis nogen +prøver på at standse jer , så vis dem mit mærke , +her i byen tænker jeg i det mindste , de lade det gælde . “ +Pylke bod Viffert farvel og var allerede kommen +hen til døren , da han gik tilbage igen og hviskedee til +Henning : „ Vil du følge mit råd , gråbuk , få se +at komme bort , det hurtigste du kan , der er ugler i +mosen , jeg tror ikke , du er sikker her . “ +„ Jeg vil betænke mig på det , “ sagde Henning +med sin tidligere sorgløshed . +„ Hvad siger du så til mit forslag ? “ spurgte +visiert . +„ Det skal jeg også gruble lidt over , “ svarede han . +„ Derfor vil jeg nu være alene . Tranen kan føre jer +tilbage til kirken . “ + +161 +„ Det er allerede over midnat , “ sagde bissert . +„ Hust vel på det . “ +„ Der kan ske meget fra midnat til i morgen , “ +Svarede Henning . +Tranen gif med Viffert , pylke fulgte dem . Henning +blev alene . + +Xvi . +Hvorledes dommen blev fuldbyrdet . +I samme øjeblik Hennings hustru åbnede døren +sra påbenhuset , forekom det hende , at en mørk +skikkelse gled forbi muren under vinduet . Hnn standsede +og bøjede sig ned for desbedre at se , men skikkelsen +var forsvunden . En forvoven hyldebærbusk stod +noget fra muren , og op til vinduet var der stillet et +brudstykke af en gammel stige , det var alt , hvad +hun opdagede , da de kom hen til stedet . +Nede i byen brændte der endnu lys i flere huse , +af og til hørtes lyd af skrig og sange ovre fra +herberget . I ' nærheden af kirken vedblev derimod +alt at være roligt og stille . +Flere timer forløb , et svagt , dæmrende skær +af morgenrøden begyndte at lysne over de store skove , +som dannede landskabets baggrund . Forårets budflaber , +lærkerne og stærerne , sang , små flokke af +krager søgte ned for at fiske på søbredden . +Da blev stilheden , som så længe havde hvilet +omkring Sankt Jørgens kirke , pludselig afbrudt . En + +skare mænd kom frem fra mørket indenfor kirke - +gårdsmuren og listede sig op til våbenhuset . Alle +bare de bnaben , hvis raslen forrådte dem tiltrods +for den tavshed , hvormed de bevægede sig . Efter at +have standset nogle øjeblikke nedenfor trappen , som +til en sidste rådslagning , trådte to mænd frem og +gik op til døren . +I det samme sås i morgenlyset en mørk skikkelse , +som hidtil havde siddet i en krog af dørkarmen , +rejse sig i vejret og strække en partisan frem mod de +to mænd med det spørgsmål : +„ Hvad vil i ? “ +Stemmen lød bekendt , det var Kirsten trane +som talte , det var hende , der havde siddet sammenknuget +på dørtrinet med sit barn på skødet , begge +to indsvøbte i et gammel hestedækken . +„ Hvad vil i ? “ gentog hun barsk , da ingen svarede . +„ Er det jer , Kirsten ! “ sagde den ene af mændene . +„ Hvorfor tale i så højt ? “ spurgte Kirsten . +„ Hvorfor hvisker i ? Hvad bestiller i her ? “ +„ Det se 2 jo , jeg våger . “ +„ Over Henning ? “ +„ Hvem skulle vel våge over Henning , når ikke +jeg gjorde det ? “ +„ Bi ville tale lidt med ham , “ sagde den anden +af mændene . +„ Kom igen , når det bliver lyst , nu er det tid +til at sove , ikke til at snakke , “ sagde tranen . +„ Lad de mænd kun komme ind , “ sagde en bydende + +og alvorlig stemme bag Kirsten , og da døren +blev åbnet og skaren styrtede ind i våbenhuset , +så den Henning stående midt på gulvet , rustet i +brystharnisk og stormhue og støttende sig til en langskaftet +økse . Han var forfærdelig bleg , men der var +tillige noget vildt og udfordrende i hans åsyn , i +hans hele stilling , som påtrængte sig enhver af de +kommende . +„ Hvad vil i Dalby Bjørn ? “ spurgte han koldt +og hånligt . +Ingen svarede , de havde ventet en sovende , ikke +en kampberedt mand . +„ Jeg skal sige jer , hvad i ville , “ vedblev Henning . +„ I komme for at overfalde og dræbe mig , det har i +aftalt iaftes med Jes kulegraver ; når det er bestilt , +skal Jes være herre og føre jer til rov og plyndring . +Ikke sandt , sådan lød ordene ? Og siden i +manglede mod til at vove jer herop , når jeg vågede , +så gik i ræve ud i mørket , og siden ingen af jer +turde vove sig alene mod mig , så rotte i feige uslinger +jer sammen , vel en snes i tallet . — men +hvor er da Jes , eders mand , som er bedre end jeg , +hvorfor går han ikke i eders spidse , siden det dog +er ham , for hvem i virke ? — ja , i se på mig . I +ved ikke , hvor han er . — kom ! Så skal jeg hjælpe +jer at søge . “ +Med disse ord gik Henning et skridt til side og +drog et tæppe op fra jorden . Under dette lå Jes +kulegraver , udstrakt og ubevægelig , en kniv var boret + +lige til skaftet ind imellem brystpantseret og skulderskinnen . +' +bønderne vege tilbage for dette syn , deres +truende holding var forsvunden , et almindeligt udbrud +af forfærdelse var den eneste lyd , der hørtes , da +Henning tav . Lampelyset fra loftet faldt ned på den +dødes stive og fordrejede træk og gjorde hans ansigts +bleghed endnu mere påfaldende . +„ Han vovede dog at liste sig ene herind , “ sagde +Henning og pegede over skuldren på det åbentstående +vindue . - „ Sådan modtog jeg ham . “ +Da han sagde dette , stødte han hånlig til liget +med foden , kastede sit hoved tilbage og råbte : +„ Nu have i set , hvad her er at se . Der ligger +den , i valgte , her står den , i forkastede . Hvad +vil i mere ? “ +Endnu medens disse ord lød hen over den tavse +og rådvilde skare , hørtes våbenlarm og skrig +udenfor . Fra en længere afstand trængte lyden af langtrukne +horntoner sig til våbenhuset , alle lyttede , +selv Henning lod til at være forbavset . Døren blev +stødt op , en Bonde viste sig i åbningen , lænede sig +vaklende og gispende til karmen , idet han råbte : +„ Til våben , alle mand ! der komme ryttere +vesterfra og slå ihjel for føde . Fra sønder tude +de også i hornene . Det er galt fat rundt omkring os . “ +Bønderne styrtede ud af våbenhuset . Henning +blev alene . Gennem den åbnede dør hørtes kohornenes +toner bestandigt nærmere , mere langtrukne + +og klagende . På kirkegården udenfor stimlede en +talrig skare sammen og voksede med en forbavsende +hurtighed . +„ Hvor er Jes ? “ råbte nogle . „ Han skal føre +os ! “ tilføjede andre . „ Hent fangerne , dræb dem , så +afsted til skoven . “ +Nye skarer gentage disse råb , stedse tydeligere . +Forvirringen var ubeskrivelig . Henning stod tavs i den +åbne dør og så ud over mængden , så ligegyldig , +som om hans øjne kun mødte kirkegårdens sammensunkne +grave . Solen skinnede ned over ham . Da +råbene syntes at forene sig i et fælles spørgsmål +efter Jes , trådte han et øjeblik tilbage , viste sig atter +og råbte med en røst , der skarp og bestemt nåde +lige til den sidste i skaren : +„ Det er altså Jes , der skal frelse jer . Lad ham +gøre det . I har forlangt en hund for en Bjørn . +Der har i den , i valgte . “ +Med disse ord løftede han knlegraverens lig +op i sine arme og kastede det ned blandt mængden . +Den forbavselse og rådvilde forvirring , som +nu opstod , lader sig vanskelig beskrive . Kirkegården +genlød af rædselsskrig , af trnsler , ' af bønner om +hjælp . I nærheden af knlegraverens lig var trængslen +størst , enhver ville se den påkaldte frelser , som +lå for deres fødder med dødens grålige bleghed +i sit ansigt , med blålige læber , med spor af blod +i mundvigen , og hvis brustne , glasagtige øjne endnu +ikke havde lukket sig . Fra deu døde vendte alles + +blikke sig til den levende . Han stod endnu oppe på +trappen , ventende , trodsende , slottet til skaftet af sin +0xe . +Imidlertid tiltog mængden hvert øjeblik nede +på kirkegården . Gennem de sprængte porte trængte +sig en hob skrigende kvinder med udslagne hår , +store bylter af klædningsstykker under armene og +fortvivlelse i alle miner ; de fulgtes af børn , der +grebe fat i deres kjoler for ikke at blive revne bort i +trængslen . +Nede fra byen lød klageskrig af sårede , hestenes +vrinsken og hule , skrattende toner af kohornene , +mellem hvilke der nu blandede sig seirsråb og +trompetklang . +Pludselig skiltes mængden nede foran trappen . +En høj , bredskuldret mand kom til syne med gråligt +hår , en pigkolbe på skulderen og et bredt slagsværd , +hængende i en snor på brystet . Kolben og +sværdet lagde han fra sig på det nederste trin af +trappen og skred derefter våbenløs op til Henning . +En almindelig tavshed og forventning fulgte manden . +Henning lod ham komme , lod ham gribe sin +hånd , og man hørte den gamle sige : +„ Hjælp os ! Hvorlænge skal det vare ? — seer +du ikke , at vi have dig nødig ? “ +Henning rystede på hovedet . „ I have solgt mig , +i ville slå mig ihjel . Jeg gider ikke have meer med +jer at gøre . “ +„ Skulle da alle bøde for den eues skyld ? “ + +spurgte manden . „ Jeg har været dig tro , det ved +du . Hvad brød jeg mig om Jes med hans skelende +øjne ? Det var min dreng , som gik til Kirsten iaftes +og bad hende vogte sig for natten . Hjælp os , du ! “ +Henning stod og så ned for sig . Han følte sig +bevæget af denne bønlige stemme . +„ I morgen vil det hedde , at Dalby Bjørn løb +sin Bei , da det kneb for hans brødre , “ tilføjede den +anden . +Disse ord lød til at forvandle Henning . Hans +bryn rynkede sig , hans spottende mine forsvandt , han +syntes at blive større , idet han vinkede til mængden , +strakte sig ud over trappen og råbte : +„ Hør efter dernede , og lad hver mand se til , +at han lystrer mig på en prik . — i skille jer ad +i to hobe , den ene går ovenom fogedgårdenj vad +over åen , der kunne rytterne ikke nå jer : — den +anden går imod øst . Bring kvinder og børn ind +i skoven , ingen snak mere . Den , som taver , er +fortabt . “ +Aner vekslede scenen . Efferat de sidste af Hennings +ord havde lydt hen over mængden , lignede +kirkegården et oprørt hav , hvis bølger samlede +trængte sig hen mod udgangen , før derefter at skilles +i to brede strømme , som hver søgte sin vej . Lidt +efter var kirkegården forladt , dens nedtrådtc kors +og grave viste sig , midt imellem disse lå Jes kulegravers +legeme , beskinnet af morgensolen , forladt og +glemt af alle sine venner . Henning smilede over den + +Iver , hvormed hans befalinger blev fulgte , det var en +triumf , han i dette øjeblik fejrede . Den gamle mand +sad ved hans fødder , skøttende hovedet mellem begge “ +Sine hænder . +„ Hvorfor går du ikke med ? “ spurgte Henning . +„ Det sagde jeg dig jo før , “ svarede manden . +„ Jeg bliver ved at være dig tro ; du skal snart få +det at se . “ +Henning lagde sin hånd på hans skulder : +„ Ak nej , Asmus ! “ sagde han bevæget , „ det som vil +gå for sig om lidt , lader sig ikke fægte ud med sværd . +Følg med de andre , de have dig mere nødig end jeg . “ +Den gamle så op på Henning , svarede ikke , +men tog sine båben nede på trappen , slængte dem +op på skuldren og gik med lange og hurtige skridt , +uden at vende sig om . +I det samme greb en hånd om Hennings . +Han vendte sig og så Kirsten , som under alt , hvad +der hidtil var foregået , havde beholdt sin plads ved +døren , med hellebarden i den ene hånd og sin lille , +datter i den anden . Hnn var blot lidt blegere end +sædvanlig , den gjennemvågede lials uro stod malet +i hendes træk . +„ Tag barnet , “ sagde han , „ løb så hurtigt , du +kan , langs med huulvcien , østerpå ind i skoven . +Der har du alle de penge , jeg ejer . “ +Med disse ord rakte han hende en lille lærredspose . +„ Hvad gør du selv ? “ spurgte hun . +„ Jeg løser fangerne . “ + +tranen nikkede og adlød blindt og tavst , som hun +plejede . Idet hun gik , greb Henning hendes hånd +og standsede hende . +„ Farvel du ! “ sagde han . „ Du har fundet dig +i meget sammen med mig , fra nu af er det onde +forbi , det tror jeg . Når vi ses igen , bringer jeg +de gode dage med mig . “ +Han slyngede sine arme om hendes skulder og +kyssede hende . Tranen så op på ham , smilede , som +de gode engle smile , tårerne løb ned ad hendes +kinder idet hun kyssede hans hånd , derefter løftede +hun barnet op i sine arme og gik til skoven , som +han havde sagt . +Nede i byen lød larmen og skrigene stedse +højere . Bønderne sloges med hele det raseri , fortvivlelsen +gav dem , og som bisheden om , at der ikke +fandtes nåde eller skånsel , forøgede . En afdeling +ryttere holdt i den brede gade , som førte op til +kirken , en anden var stegen af hestene og kæmpede +med de fjender , som havde søgt tilhold bag gærder +og huse , hvorfra de sfode med Buer eller stak efter +rytterne med deres lange spyd . +Fra våbenhuset gik Henning over i kirken . +Da han kom til bifferts fængsel , fandt han døren +stående påklem , indenfor lå fangevogteren udstrakt +på gulvet , bistert selv var forsvunden . Henning +kunne se , at der havde fundet en kamp sted , som +. var gået ubemærket hen under den almindelige forvirring +udenfor . Lampen var væltet , halmen spredt + +omkring på gulvet , stecndunken søndcrslagen . Fangevogteren +vågnede ikke heller da der blev kaldt på +ham , det var dødens søvn , han sov . +Henning trak på skuldren og gik ind i kirken , +hvor gram og vugge sagde indespærrede . Et øjeblik +iforveien vare bønderne , som holdt vagt oppe i koret , +fulgte med deres flygtende kammerater . Biffert stod +ved alteret og søgte efter nedgangen . Da han hørte +trin genlyde på stengulvet , vendte han sig om +og studsede ved at se Henning , uden våben , med +blottet hoved og iført en gammel , snever , blåstribet +hvergarns kofte med en brun læderrem om livet . +„ Kommer du endelig ? “ udbrød han . „ Det var +nærved , du havde tøvet for længe . “ +„ Det lader dog til , jeg kommer tidsnok , hr . +Biffert , siden i ikke uden min hjælp kan finde vej +til de to herremænd . “ +„ Hvor er de gemte ? “ +„ Hernede , “ sagde Henning og åbnede en trælem +på altergulvet . Under denne viste der sig en trappe +og ved enden af trappen en jernbcslagen dør , stænget +udvendig . „ Hr . Jørgen gram sidder i det første +Kammer , ridder vugge i rummet næstved , “ tilføjede +Henning . +„ Tov lidt , til jeg kommer tilbage , “ sagde visiert +og gik ned i hvælvingen . +Et svagt dagslys trængte ind igennem det lille +tilgitrede vindue i Jørgens fængsel . Da døren blev +lukket op og visiert viste sig i åbningen , udstødte + +Jørgen gram et glædespig , styrtede hen imod ham +og trykkede ham til sit bryst . +„ Jeg vidste nok , du ville komme , “ sagde han . +„ Det varede længere , end det skulle , “ svarede +pisfert . „ Gå ind her ved siden af og luk op for +gamle hr . Bugge , han trænger vist også til frisk luft . +Jeg venter eder oppe i kirken . . “ +Medens Jørgen åbnede Bugges fængsel , gik +Viffert op igen i kirken . Henning sad på rækværket +omkring alteret og så på helgenbillederne . +^ , et ord , du ! og svar mig hurtigt og bestemt . +Hvad har du nu besluttet dig til ? “ +Henning så hen på bistert med en mine , der +skulle udtrykke forundring . +„ Nu vil jeg følge eder , “ sagde han . „ Bar det +ikke det , i rådede mig til for lidt siden ? Jeg vil +prøve på , om jeg kan blive en ærlig mand , det er +vist tidsnok endnu . “ +„ Det er også på høje tid , du tager den beslutning . “ +„ Ja , beslultet var det da egentlig , før vi taltes +ved i nat . “ +„ Du vægrede dig dog ved at følge mig . “ +„ Ja , men jeg sad alligevel og klippede mit hår +og skæg af , for at gå med jer , “ svarede Henning +med sit poliske smil . „ Jeg måtte tale , som jeg +gjorde , for jeg vidste , at der sad en udenfor vinduet +og lyttede efter mine ord . Der var mere at forrette , + +end i bilder jer ind , før vi kunne drage bort . +Det har jeg nu bragt til ende . “ +„ Hvad har du bragt til ende ? “ +„ Jeg måtte først gøre pladsen ryddelig for eder . +Havde mine folk fort fangerne ind i skovene , ville +i være komne forsilde til at frelse dem . — bønderne +ere borte . Jeg måtte dernæst binde hånden på Jes +kulegraver og på alle hans kammerater . Hvad ville +det nytte , at eders Benner angreb os , hvis Jes , forinden +i kom , havde dræbt de to fangne herremænd ? +— jeg har slået Jes ihjel , han ligger derude på +kirkegården . “ +Bistert lyttede til denne forklaring med den dybeste +overraskelse . Henning sad og svingede frem og +tilbage med benene på rækværket , medens han talte , +han hævede ikke sin stemme , så ikke op , det var +som alt det , han sagde , forekom ham at være en +ligefrem sag , der fulgte af sig selv . +I dette øjeblik kom Jørgen gram med Eggen +Bugge op fra hvælvingen . +„ Hvad er dog det , som her går for sig ? “ spurgte +den gamle ridder med strålende blikke , idet han rakte +bistert begge hænder . +„ Bi slås , “ sagde bistert , „ og vi frelse eder . +Er det ikke , som det skal være ? “ +„ Og hvem er det , , som slås , og hvem er det , +som frelser mig ? Jeg må dog vide det , “ sagde Bugge . +„ Christen skel og clans jul have sat sig i +spidsen for alle de nosknægte og det øvrige mandstab , + +søm hr . Osse slud fra tirsbæk samlede til Rantzaus +hær , og søm endnu ikke var sendt til Kolding . Hr . +Anders fris fra haraldskær har sluttet sig til dem +med sine ryttere , de angrede ved daggry bønderne +fra to sider , jeg tror , at det hele snart vil være +tilende . “ +„ Og hvem befaler over alle disse mænd ? “ spurgte +Bugge . +„ Befalingen lagde Rankzau jo i eders hænder , +da vi droge ud fra lejren ; det var derfor , vi skyndte +os at få eder fri . Når i viser jer , vil enhver +kun adlyde eder . “ +Henning var gået ind i våbenhuset , idet Jørgen +og Bugge kom , straks efter vendte han tilbage igen +med et sværd . Han stod og lyttede til samtalen . +Da Viffert tav , sagde han : +„ Her bringer jeg det sværd , de toge fra jer +forgangen . Jeg har forvaret det siden . “ +Bngge genkendte ikke Dalby Bjørn i den stribede +koste , endnu mindre efter den forandring , det afklippede +hår og skæg havde frembragt . „ Hvem er +du ? “ spurgte han . +„ Min følgesvend , “ svarede Viffert , idet han tog +sin kappe og lagde den over Hennings skulder . +„ Ja , det er jeg om lidt , “ sagde Henning ; „ men +siden jeg hører , at det er eder , som befaler her , så +er jeg nu en stakkels Bonde , som beder eder så +mindeligt om råde og forbarmelse for dem derude . + +giv eders folk et tegn , at de holde op med at slå +ihjel , de slås ikke mere , de slagte nu . “ +„ Men hvem er du da ? “ spurgte Bugge . „ Din +røst forekommer mig bekendt , skønt jeg ikke mindes , +at have set dig for , hvor den Dalby Bjørn huserer . “ +„ Har i da så meget at klage over den Dalby +Bjørn , mens 2 sad fangen her ? “ spurgte Henning . +„ Bar han eder for streng ? Lod han eder savne +noget ? Rådede han ikke til det gode for eder ? — +nu rende de bønder ad skoven til , ind i det dybeste +skjul de kunne stnde , de samles aldrig mere , det lover +jeg for . “ +„ Hvorfor skulle de ikke samles igen , så længe de +have Dalby Bjørn til fører ? “ +„ Men ham har de ikke mere , “ sagde Henning . +„ Hvoraf ved du det ? “ +„ Fordi Dalby Bjørn ligger her for eders fødder +og tigger om nåde for sine brødre . “ +Med disse ord knælede Henning ned for Bugge +og bøjede sit hoved til jorden . +I det samme lød der højrøstede stemmer udenfor +kirken , en trompet gav genlyd inde i de høje hvælvinger . +Christen skel og Claus jul viste sig ved +indgange « . +Henning strakte hæ « dær « e op mod Bugge og +hviskedee : „ Er dær siet ingc « nåde for dem ? — blot +en times frist til at komme bort — en eneste time . +I skal aldrig se dem mere for eders øjne . “ + +„ Jeg vil gøre hvad jeg kan , “ sagde Bugge med +et godmodigt smil og lagde sin hånd på Hennings +hoved . „ Rejs dig op du — væbner hos hr . Visiert +vendelbo . “ +Straks efter kaldte trompeterne herremændenes +stridsfolk sammen omkring kirken . Forfølgelsen ophørte . + + +Xvii . +Hvad Viffert forlangte til løn . +Otte dage senere skinnede eftermiddagssolen ned +over sletterne ved Kolding og spejlede sig i fjorden , +hvis flovbeklædte bredder begyndte at antage en svag +lysegrøn farve af det unge , spirende løv . Kolding +frembød i den sidste måned et broget og livligt billede , +idet krigsfolkene fra lejren kom ind til byen i +store skarer for at kjobslå i boder og ølhuse , hvorfra +de først imod aften vendte syngende og halvberusede +tilbage for at kunne være hjemme inden tappenstreg . +Ude i lejren hendøde sangen , de bernsede syntes at +få deres bevidsthed tilbage ; Rankzau havde givet streng +befaling om orden og ædruelighed , og alle vidste , +at han var mand for at håndhæve sine bud . +Der var dengang en bred , indgroftet vej fra +Kolding langs med skoven nordpå . Ovenfor dyrehaven +stilles den i to arme , den ene gik forbi eltang +kirke , den anden vesterpå over moserne ved Nebel . +Lejren lå lige udenfor Kolding , omtrent for enden +af denne vej , og som følge deraf var den daglig opfyldt +af våbensmede , bissekræmmere , jøder og prangere . + +de sidste bragte kvæg til det daglige forbrug +blandt krigsfolkene , jøderne gik og ventede på at afkjøbe +soldaterne det bytte , krigen mulig kunne bringe , +hos bissekræmmerne kunne man , foruden mange andre +nyttige genstande , skaffe sig en særdeles billig underbalsom , +der øjeblikkelig lægede ethvert sår , eller hvis +man heller ville have en lille , indviet pose til at +hænge på brystet , så var enhver , som bar den , aldeles +sikret mod hug og stik . Det var et middel +til at vinde hæder uden at vove noget , derfor fandt +denne handelsgjenstand en rivende afsætning . Af og +til kom også en munk ridende på et langøret æsel +og falbød afladsbreve til dem , der foretrak sjælens +frelse for legemets , men denne handel gav ikke længere +så godt udbytte som tidligere , Luthers lære begyndte +allerede at svække tilliden til disse breves virkning . +Det var altså otte dage efter kampen ved Rye , +da der henimod aften red en pyntelig skare adelsmænd +over den ene af de omtalte veje fra vcsternebel +moser , hvor de havde tilbragt dagen med i agt . To +af disse herrer så ud til at være mænd af meget +høj rang , de øvrige , som fulgte dem i nogle skridts +afstand , lod til at være deres følge . +Den ene af anførerne bar en mørkeblå Fløiels +våbenkjole , over hvilken der gik et blankpoleret brystharnisk +med ophævede udsmykninger og et indlæg af +fine , snirklede guldtråde i kanterne . Over dette +harnisk slyngede sig et bredt skærf af gult og mørkerødt +silke . På hovedet bar han en let hjelm med + +gylden kam og kant , hvorfra en hvid og grøn fjerbusk +faldt ned over skuldrene . Hans ansigt var langt +og noget masivt i formerne , dets udtryk røbede kløgt +og godmodighed . Det var hertug Frederik af Holsten , +som var bleven kåret til konge i Danmark . +Hans ledsager var den mandhaftige Johan Rantzau , +fcltmarskalk over lejren , iført en prunkløs , blåhærdet +rustning , over hvis brystplade et langt , brunrødt +skæg faldt ned . Ansigtet , som viste sig under +det opslagne bisir , var alvorligt og strengt , brunt , af +solen , det tydede på stærke og heftige lidenskaber , +lette at vække , vanskelige at forsone . +Lidt ovenfor bramdrupdam ligger der en langstrakt +bakke , ved hvis fod adelsmændene gjorde holdt +foran et vældigt egetræ , under hvilket svendene lidt +iforveien havde udbredt en hvid dug på græsset og +opstillet fødevarer , biindunke og bægere . Rytterne +stege af deres heste , kong Frederik tog plads på et +sæde af græstørv under egetræet , Rantzau og det +øvrige følge lagde sig ned i græsset og dannede en +kreds om dugen . Lidt borte stod tjenerne og falkonererne +med deres fugle på armen eller på en +tvegrenet stok . To skovhornister blæste en munter +Melodi , og medens adelsmændene spiste og drak , blev +de efterhånden omringede af nysgerrige bønder , kvinder +og børn , som havde ventet i nogen frastand , +nede under bakken , for at se den ny konge . +Skovhornene blandede sig med latter , bægerklang +og højrøstede samtaler , da der pludselig i lang frastand + +lod et andet horn , som i bløde og dæmpede toner +gengav en af disse gamle , vemodige melodier , der +dengang vare folkets velbekendte ejendom , medens de +nu , fortrængte eller glemte , på få brudstykker nær , +nøjes med en beskeden plads i et bibliottek eller i en +samlers gemmer . Hornet syntes at komme nærmere , +dets toner gav Echo under bakken . Rantzan lagde +kniven fra sig og lyttede , hans bryn trak sig sammen , +en tiltagende uveirsrynke blev synlig imellem øjnene . +„ Hvad djævelen er det for en Karl , som vover +at trompete her , uden at bede om forlov ? “ spurgte han , +idet han stod op og så tilbage . +Nede på vejen kom en skare ryttere i et hurtigt +trav . I den støvsky , som omgav dem , viste sig af +og til en blankpoleret hjelm eller et blåligt jernkyrads , +belyst af aftensolens rødlige skær . Hele +jagtselskabet stirrede på rantzan og rantzan på de +kommende . Da glattedes efterhånden den dybe rynke +i feltherrens pande , vreden gav plads for overraskelse , +hans barske miner forvandledes til et fornøjet +smil , idet han vendte sig om mod kongen og sagde : +„ Nu tror jeg vist , at eders majestæt vil få godt +nyt at høre . Hvis jeg seer ret , så kommer der Eggert +Bugge med sine mænd , dem jeg skikkede den Dalby +Bjørn på nakken . “ +Han tog ikke fejl i sin formodning . Det var +ridder bngge , som vendte tilbage fra nye , ledsaget +af en anselig styrke , alle med blusende åsyn efter +det heftige ridt og den tunge vægt af våben og + +rustning , alle støvede og medtagne af rejsen , men i +den muntre og tilfredse stemning , søm en veludført +bedriff plejer at fremkalde . +Da jagtselskabet lå nedenfor bakken , fik Bugge +og hans mænd først øje på forsamlingen , idet de +kom i få skridts afstand . Den gamle ridder gjenkjendfe +kongen , steg af hesten og hilste . Adelsmændene +i hans følge gjorde det samme . Førend dette skete , +havde Rankzau gjort kong Frederik bekendt med Bugges +sendelse . Nu vendte han sig mod ridderen og udbrød : +„ Goddag , hr . Eggert Bugge ! I kommer ridende +med en mine , hvori der står et vundet slag skrevet . +Er det ikke så ? “ +„ Nej , dertil var fjenden for ringe , “ svarede Bugge . +„ I mit ansigt skulle der ikke stå andet at læse , end +ønsket om at have opfyldt eders forventning . Det +er alt . “ +„ Ingen rosbåren må lade blæse for sig i horn +på adelsvei , medens hans nåde kongen færdes +på den , “ sagde Rankzau . „ Bed i ikke det ? “ +„ Jyske adelsmænd satte kong Frederik den forsfe +på Danmarks kongcthrone ; jeg ventede ikke at finde +hans majestæt på et så beskedent sæde som det , +han her har valgt sig , “ svarede bngge . +„ Nejen er lang herfra til Danmarks ttrone , “ ytrede +kongen smilende , „ jeg hviler mig lidt undervejs . “ +„ Bi have nu gjort eders majestæt den Bei en +smule kortere i disse dage , “ vedblev Bugge , „ det +var det , mit horn skulle fortælle feltmarskalken . “ + +„ Og Dalby Bjørn ? “ spurgte kongen . +„ Eders majestæt vil aldrig oftere blive mindet om +dette navn . Vi have slettet det ud . “ +„ Meu hans bande ? “ +„ Den er ikke mere til . “ +„ I har slået den ? “ +„ Ja , “ svarede Bugge . +„ Ønsker eders majestæt ikke at vide lidt omstændeligere +besked om den sag ? “ spurgte Rantzau . +„ Jo , fortæl , fortæl ! Jeg ville just bede eder +derom . “ +„ I så fald er det ikke mig , der skal have den +ære at aflægge eders majestæt beretning , “ svarede +Bugge . +„ Hvem da ? “ +„ Hr . Viffert vendelbo ved mere at sige derom . +Jeg var en fangen mand , da det vigtigste hændtes . “ +Viffcrts smukke ansigt smilede , idet han rystede +på hovedet til disse ord . Medens alles blikke vare +rettede på ham , bøjede han sig for kongen og svarede : +„ Det jeg ved , er for lidt til af trætte eders +majestæts opmærksomhed med , det jeg havde lejlighed +til af udføre , er endnu mindre . Hr . Christen skel +og clans jul , som stå der , anførte hver sin hob +af vore spyddragere , de overfaldt bønderne , de toge +deres forskandsede by , de gjorde alt , hvad der var af +bestille . Dem tilkommer det af tale . “ +. „ Ja ganske vist var det os , “ sagde Christen skel , +„ men både jul og jeg høre til en slægt , som ikke + +plejer af sætte sit mærke under andenmands bedrift , +derfor have vi af tilføie^ af det var Viffert , som skaffede +os folk , visiert , som viste os , hvor vi skulle søge +fjenden , som udspejdede ham , som lagde planen , +Viffert , som virkede tidlig og silde , og da så alt var +forberedt og bragt i gang , sagde han : se , der er +vejen , gå nu ! — så gik vi , og så sloge vi dem . +Det er forskellen mellem ham og os . “ +„ Ja , “ svarede Viffert frimodig , „ Eders majestæt +har uden tvivl allerede opfattet denne forskel , det er +den mellem det dragne sværd og armen , der forer det . “ +„ Det var tillige Viffert , som frelste ridder Bugge , “ +Udbrød Jørgen gram , som også syntes , at han burde +sige noget . +„ Jeg er ilde faren , “ sagde Viffert . „ Enhver overdriver +min del . Hr . Bugge må da selv bedst vide , +hvem der åbnede hans fængsel . “ +„ Det gjorde Jørgen gram , “ “ svarede Bugge . +„ Der hører eders majestæt sandheden , “ sagde +Viffert med sit lykkelige smil . +I dette øjeblik gik Rantzau , som havde stået i +et par skridts afstand og lyttet til samtalen , hen +mod Viffert og lagde fine hænder på hans skulder . +„ Jeg tror gud forlade mig , at du munk står her +og har alle dine venner tilbedste , “ sagde han og +rystede ham . „ Nu lade vi den snak fare for at +komme til sandheden . Kort og godt , hvad har du +da selv bestilt , medens det hidtil var de andre , der +handlede ? “ + +„ Jeg sad inde i er aflukke , som en stakkels fange , “ +Svarede Viffert . „ Jeg havde . en mand med et langt +skæg og et langt spyd til vogter foran mig . “ +„ Tro ham ikke , hr . Feltmarskalk , “ sagde skel , +„ Visiert har været på færde overalt , men han ligner +piken , man mærker den først , idet den når målet . “ +„ Hvorfor skulle jeg ikke tro ham , siden han selv +siger det ? “ svarede Rantzau . „ Du sad altså fangen ? +Og det kalder du at holde dit løfte til mig ? “ +„ Hvad har jeg lovet ? “ spurgte Viffert , „ ikke at +vise mig før eders øjne , før hr . Vugge var fri . Ridder +Bugge har den ære at hilse eder . I gav mig +lov til at vælge de to bedste adelsmænd , jeg kendte +i hæren . Jeg valgte efter flittig overlæg og bedste +formue . Christen skel slog bønderne , Claus jul +gjorde det samme , hver på sin måde , så længe til +den sidste klo slap plejl og fork , og det sidste par +træsko målte vejen til flugt , så hurtigt , som om +de havde ild i hælene . Kan i forlange mere ? — +da vi forrige gang taltes ved , stolede jeg på , at i +kendte mig ikke ret , det samme mener jeg i dag , den +gang tiltroede i mig forlidt , tro blot nu om mig , +at jeg har stræbt at gøre mig værdig til at tjene +under en så stor og mægtig feltherre som i , for at +eders geni kunne lyse over mig og gøre mig til eu +dygtig stridsmand for vor herre og konge , — så +troer i sandheden . “ +„ Men du glemmer alligevel noget , listige træring ! “ +Sagde Rankzau . „ Du lovede at bringe mig + +gamle hr . Bugge fri og frelst tilbage . Han er her . +Du valgte sikkert og godt i de to brave adelsmænd , +det er bevist ; men du lovede også , at bringe mig +den Dalby Bjørn med hjem . Hvor er han ? “ +Vissen ^betænkte sig lidt . „ Ham skal jeg føre til +eders bolig i denne aften , “ sagde han . +„ Iaften ! “ gentog Rankzau studsende . „ Hvis det +skeer , kan du bede mig om hvad du vil . “ +„ Det har jeg også i sinde . “ +„ Jeg venter dig altså i aften , og siulde jeg +glemme det , så spørg mig kun om , hvormed jeg vil +belønne din dåd . “ +„ Nej , det spørger jeg ikke om . Jeg venter , til i +selv siger det , når i først har sagt det samme til +hr . Bugge ; han er vor høvedsmand , og under hans +dine blev der kæmpet . “ +„ Ja , hvad hr . Bugge angår , så overlader jeg +hans belønning til eders majestæt , “ sagde Rantzau , +for at give ordet tilbage til kongen . +„ Sagen er altså , at disse modige adelsmænd , +anførte af hr . Bugge , have udført en herlig bedrift , “ +Sagde kongen , „ derom er der i det mindste ikke blevet +yttret nogen tvivl . “ +„ En herlig bedrift ! — ja , det skulle jeg mene , “ +Svarede Rantzau på sin ligefremme måde . „ De have +jo fejet Jylland ren for det røverpak , der vovede +at spærre eders majestæt vejen til ttronen ; de have +dertil føjet en gavnlig advarsel for alle andre , som +kunne få lyst til at prøve på det samme . “ + +„ Og hvormed skulle vi da vise eder vor tak , +hr . Bugge ? Har i noget ønske , som står i vor +magt at opfylde ? “ +„ Nej ! “ svarede Bugge , „ jeg har intet sådant +ønske . Jeg er en gammel mand , son ? allerede har +tilstrækkelig af velfærd og timelige goder . Hvis eders +majestæt kun vil bevare mig i eders nåde , så forlanger +jeg ikke bedre . For mig er det allerede en til “ +Skrækkelig lykke at have været en-af de første , som fik +lejlighed til at virke i eders majestæts tjeneste . “ +Kongen smilede til dette svar , men magten var +endnu så ny i hans hænder , han længtes efter lejlighed +til at lade dens stråler lyse , vendte sig mod +de andre og vedblev : +„ Siden hr . Bugge allerede har vidst at skaffe +sig så megen hæder , at vi ikke mægte at føje andet +end vor beundring til den , så lad mig da høre , +hvorledes jeg er stædt lige overfor eder , i herrer . +Der blev sagt , at hr . Skel og hr . Jul havde ført +vore mænd mod bønderne og slået dem , det er krigsbedrifter , +og derpå forstår vor feltmarskal ? Hr . +Rantzau sig bedre end jeg , det vil uden tvivl være i +hans egen fordel at benytte disse modige mænds +tjeneste , ved at give dem en passende befaling i hæren , +det er hans sag ; men i , hr . Gram , havde jo del +i Bugges frelse , hvad kan jeg gøre for eder ? “ +„ For mig , min nådige herre og konge ! “ svarede +Jørgen gram forlegen og så ned foran sig . „ Jeg +har ingen ret til at påkalde eders gunst . “ + +„ Han vover ikke at yttre sin tanke , “ svarede +Viffert , „ og dog gemmer han på et inderligt og +længe næret ønske , som det kun beroer på eders +majestæt rt opfylde . “ +„ Så tal da i hans sag , siden i lader til at +kende ham så nøje , “ sagde kong Frederik : +„ Det skal jeg , “ sagde visiert , idet han tog hjelmen +af sit hoved . „ Jeg knæler her for eders majestæts +fødder i grams navn , som det sømmer sig +den bønfaldende . Jørgen gram er trolovet med +frøken Laxmand , datter af nigshofmestcren , mod +hvem hans nåde kong hans , gud gøre ham salig ! +For frem med større strenghed end billig var , det +hr . Laxmands svigersøn , Abraham Gyldenstjerne , +siden har fået lovligt bevist . Rigshofmesterens børn +flakke nu vildfarende om i verden , den rigeste adelsmands +hustru har ikke det , hun kan helde sit hoved +til . Derfor var det Jørgen grams håb , at der +målte tilbyde sig en lejlighed til at vinde eders +majestæts gunst , for ved hjælp af den at skaffe den +ulykkelige adelsfrue så meget tilbage , som hun behøver +til sit livs ophold , og at hendes eget gods Sandholdt +atter blev givet hende til ejendom . “ +Alle tilstedeværende lyttede med spændt opmærksomhed +til disse ord , ingen mere end Jørgen gram , +hans øjne hvilede på Viffert med et udtryk , der +noksom beviste , hvor fremmed han selv var for det , +som her blev fremført . Dette udtryk vekslede med en +levende glæde , da visiert endelig havde sagt alt . + +„ Ja , “ udbrød han med eu røst , der udtrykte +ungdommens hele varme og begejstring . „ Det er +sandt ! Min bøn og mit kæreste onsfc er , at det må +ske , som han siger . “ +„ Nu vel ! “ svarede kong Frederik med sit blide +smil . „ Siden hr . Jørgen gram nøjes med kun at +forlange som gunst , hvad der synes at tilkomme hans +slægt som net , så skal det ske . Fru Laxmand kan +tage sin gård tilbage fra denne time ; hvad hun +forøvrigt har adkomst til at fordre , skal blive givet , +når bedre tid tilsteder det . Jeg yder eder dertil begge +min tak , fordi i skaffe mig lejlighed til i den første +bøn , der rettes til mig , at øve en netfærdighedshandling . “ +Jørgen gram knælede , Viffert greb kongens fremrakte +hånd og kyssede den . Rankzau stod og smilede +og støttede sig til sit lange slagsværd . +„ Det bliver aften , “ sagde han , „ og duggen falder . +Hvis det behager eders majestæt , ville vi stige +tilhest , om lidt går tappenstregen , til den tid må +jeg være i lciren . “ +Kongens hest blev sørt frem , han besteg den , +adelsmændene fulgte hans eksempel . Lidt efter jog +skaren ned ad vejen til Kolding . Trompeterne blæste . +Bønderne så efter dem , til de forsvandt ved en bøjning +af vejen . Inde i skoven sang solsorten , og +echoet gentog de forsvindende toner af hornene . + +Xviii . +Bag den lukkede dør . +Samme aften , nogle timer senere , sad Johan +Rantzau i den lille bondestue , hvori vi allerede +tidligere have set ham . Ligesom sidst befandt Fru +Rantzau sig ved hans side og lyttede til det han fortalte +hende om Eggert Bugge og hans venners tog . +Deres lille son sad på feltherrens knæ , omslynget af +hans arme , og legede med hans lange skæg , som gled +henover drengen , hver gang Rantzau bevægede hovedet . +Da blev dørforhænget draget til side , idet hellebardercn +udenfor stak hovedet ind og meldte visiert +vendelbo . Fru Rantzau hilste på den indtrædende +adelsmand og talte nogle ord til ham , før hun forlod +stuen med sit barn på armen . Feltherren og Viffert +bleve tilbage . +„ Iaften er vi alene , “ sagde Rantzau , idet han gik +op og ned ad gulvet , „ vi kunne nu tale uforbeholdent +med hinanden . “ +„ Uforbeholdent ! “ gentog visiert , „ hvorledes forstår +jeg det , min nådige herre ? “ + +/ +„ Ingen udflugter ! “ udbrød Rankzau smilende , +„ det behøves ikke , det er dog eder , som har udført +broderparten af hvad der er forgået oppe i nye , +eder , der frelste min gamle Bugge og Jørgen gram , +da strikken allerede lå om deres Hals , eder , som +har været kaptajn for at skaffe mandsfab sammen og +ledet hele overfaldet . — intet smil ! Ingen rysten +på hovedet ! —i begynder godt , Viffert , bliv sådan +ved . “ Med disse ord trådte Rankzau hen til ham +og lagde sin hånd på hans skulder . +„ Jeg måtte jo gøre noget , for at afvinde eder +en bedre mening end den , jeg hørte sidst herinde , “ +Svarede Viffert . +„ Å snak ! Det var min sjæl hverken med +tanken på mig eller af Iver for hr . Bugge , i +handlede . I går eders egen vej , der ligger noget +dybere bagved dette , i har et bestemt mål , i tragter +efter . — se mig stift i øjnene og nægt det , om i +tor . — men hvad angår det mig , jeg fritter ikke , +jeg ved blot mere , end i tror . Dermed nok ! — +handl , min søn ! Læg al din kraft , hele din sjæls +bedste villie til , så går det for dig her i verden , +det er rftke nær så svært , som man bilder sig ind , at +sige , står forresten målet er møjen værd . Stol +på dig selv og på gud , men aldrig på andre . +Det arter godt , du , hvad af stort er kommen . “ +Viffert svarede ikke , hans åsyns udtryk syntes +at være indhyllet i et uigennemtrængeligt slør , medens +Rantzau vedblev at gå op og ned ad gulvet . + +„ Hvor er den gavtyv , i lovede at bringe mig ? “ +Spurgte han lidt efter . +„ Han venter herude . “ +„ Hent ham ind , lad os se på ham . “ +Viffert forlod stuen og kaldte på Henning . Han +stod noget borte ved det næste vindue , iført en almindelig +væbners dragt , og fordrev tiden med at kigge +ind ad et åbent vindue til Fru nantzaus amme , +som bragte den lille dreng iseng . Da Viffert førte +ham ind i stuen , gik feltherren hen til ham , greb +ham ublidt i skuldre » og udbrød spottende : +„ Det er alså dig , slyngel ! som lader sig kalde +Dalby Bjørn ? således seer du ud , slunken og hjulbenet , +med trællens mærke stemplet på din pande . +— jeg synes ellers , et ringere navn kunne have +gjort det . “ +„ Måske har i ret , “ sagde Henning , „ men jeg +holdt mig ikke selv over dåben til mit navn . Varder +noget feilt deri , så må de om det , som kaldte +mig sådan . Nu hedder jeg kun Henning gråbuk , +det andet navn er glemt . “ +„ Men jeg husker det , “ sagde Rankzau , „ både +' navnet og din bedrift . Ved du nu også , hvad +der foreslår dig ? “ +„ Ja , nådige herre ! Det eneste gode , jeg har +beholdt tilbage af mit forrige liv , er , at det lærte mig +at beregne og forudse . “ +„ Virkelig ! “ udbrød Rankzau med et uheldvarslende +smil . + +„ Hr . Viffert ved det . “ +„ Hvad forudser du da , der venter dig her ? “ +„ Først eders tilgivelse , dernæst , at jeg slår ind +på en hel ny vej , som fører til noget-bedre end +den forrige . “ +Hennings ro og frimodighed behagede ikke Rankzau . +Viffert så det på den dybe rynke , der begyndte +af tegne sig med stærkere og besterntere skygger imellem +øjnene . +„ Hvorvidt den vej , du nu går , er bedre , må +du selv bedømme , lang er den i al fald ikke , den +fører herfra til fangehullet , fra fangehullet lige op +til galgen . “ +„ Hvis det skulle gå mig så galt , nådige herre , +vil jeg heller hedde Henning gråbuk end Johan +rantzan . “ +„ Hvad siger du ? “ råbte Rantzau , hvis selvbeherskelse +efterhånden forsvandt i samme grad , som +Hennings ro og sikkerhed syntes af tiltage . Han +for ind på bonden , greb ham i skuldren og slyngede +ham ned for sig på gulvet . „ På knæ , usling ! +For min fod ! Og tak din gud , af du er så jammerlig , +af en ærlig mand føler sig besmittet ved af +hæve hånden mod dig . “ +„ Ja ! her ligger jeg , knælende for eders fod , +nådige herre ! Jeg som ingensinde har lagt hånd +på en værgeløs mand , jeg , som aldrig har brudt +mit ord , medens i nu enlige ved af bryde eders . “ +„ Men er han da gal ? “ råbte Rantzau rasende , + +„ Hvad skal del sige , hvad har jeg lovet den hund , +andet end en hampegarns strikke ? “ +„ Nådige herre ! “ udbrød Viffert og trådte hen +mellem Rankzau og Henning . „ Jeg burde have berettet +eder — “ +„ Ti stille ! “ sagde Rankzau , „ lad ham tale . Hvad +er det for et løfte , du roser dig af ? Hvad mener +du med at bryde sit ord ? “ +„ I har skikket hr . Viffert vendelbo til mig , da +jeg stod med sværd i hånd , frank og fri og med en +god flok stridsmænd bag mig . Han lovede mig i +eders navn nåde og tilgivelse , om jeg ville lægge +mine våben , og jeg lagde dem , og jeg hjalp ham , +og havde jeg ikke gjort det , ville hr . Bugge og hans +mænd være komne til at betale deres trompeten i dag +en hel del dyrere , end de gjorde , det kan i stole +på ! Her drog jeg ned til eder med fortrøstning til , +hvad der blev mig lovet i eders napn ; er det en +fælde , hr . Viffert har lokket mig i , eller betyder +en herremands ord intet , når det gives til en +som mig ? “ +Rankzau vendte sig om mod vissert . „ Er det en +udflugt , han finder på ? “ +„ Han taler sandhed , “ svarede Viffert . +„ Sandhed , “ gentog feltherren heftig . „ I så +fald har i handlet mærkværdig ubesindigt , hr . Viffert ! +Hvor djævelen tør i understå eder at love noget +bort i mit navn , og det til en sådan knægt ? Giv +eders ord bort , til hvem i lyster , hvad bryder jeg mig + +derom , men hvem gav jer lov til at udstcrde løfter +før mig ? — svar mig , med hvad ret er det sket ? “ +I dette øjeblik , medens årerne i Rantzaus +pande svnlmede og hans ord stedse lød højere og +heftigere , blev døren fra det næste værelse langsomt +åbnet , en kvindelig skikkelse viste sig og sagde blidt +og dæmpet : +„ Johan ! kære Johan ! Vor lille Henrik kalder +på dig , kom lidt ind til ham . “ +„ Lad mig være i fred , “ svarede Rantzau . „ Jeg +kan ikke komme . “ +Men Fru Rantzau lod sig ikke skræmme af den +barske røst eller af den bortvisende bevægelse , som +ledsagede den . Hnn gik hen og lagde sin hånd på +hans arm og vedblev mildt og bønligt : +„ Barnet vil ikke sove før du har sagt godnat til +ham ; kom ind fader , kys din søn ! “ +I denne næsten hviskende og bløde stemme lå +en forunderlig magt . Rantzau tav og så ned på +hende . Da deres blik mødtes , var det som om det +milde i hendes strålende øjne efterhånden sænkede +sig ned i hans hjerte , han følte dette blide smil gøre +sig til herre over hans heftighed , men også , at det +på samme tid gav langt mere end det tog . Han +nikkede til hende , lagde sin hånd på hendes hoved +og sagde : +„ Ja , ja , Ane Margrethe ! Nu kommer jeg . “ +Dermed gik han ind i det næste værelse , hvis dør +lnkkede sig efter dem . + +da han kom tilbage igen , tav han noget , medens +han med sammenslyngede arme , nedadvendt blik og +lange skridt gik frem og tilbage på gulvet . Pludselig +standsede han foran Viffert og sagde : +„ I har gjort mig meget imod , ved på egen +hånd at love mit ord bort , i det mindste havde jeg nok +ønsket , at det var blevet givet til en anden end +ham der . “ +„ Nådige herre ! “ svarede Viffert . „ I lovede +mig , at når jeg vendte tilbage med sejr , så måtte +jeg forlange af eder hvad jeg ville . Nej ! I må +ikke vende eders blik fra mig i vrede . Jeg kommer +nu tilbage med sejr , med alle mine venner , med +Dalby Bjørn , og han er en bedre mand , end i mener . +Et ord af eder er nok til at stabe fremtiden om for +ham , hans hustru og barn til lykke . Sig dette ene +ord , bcnåd ham , jeg har ingen anden gunst at udbede +mig af eder . “ +„ Godt ! “ sagde Rankzau „ Så lad ham da være +en fri mand . Jeg stænker dig livet , gå din vej , +du , og kom aldrig mere for mine øjne . “ +„ Vil i ikke unde mig en lille plads her i lejren ? “ +Spurgte Henning . „ Tag mig i eders tjeneste , nådige +herre ! Brug mig til hvad i vil , måske der kan +komme den dag , da i selv vil være glad over , at i +ikke lod mig fare . “ +Rankzau standsede foran Henning og målte ham +foragteligt fra hoved til fod . +„ Dig i min lejr , en tyv mellem skikkelige folk , + +en landløber blandt herremænd , å ja ! hvorfor ikke ? +De have bønfaldt mig om dit liv , Viffert og en +anden , jeg skænker dem det , men dermed er også +alt sagt . Forlad øjeblikkelig min lejr , vogt dig for , +at vi to mødes igen , gem dig , læg dig til at dø +på den mødding , hvor du fødtes , men bild dig +blot aldrig ind , at så ussel eu orm som du , enten +kan blive Johan Rantzau til gavn eller skade . “ +„ Er det eders sidste ord , nådige herre ? “ spurgte +Henning . +„ Det er mit sidste ord , men hvis du løver lidt +endnu , skal jeg føje et andet til , som ikke vil blive så +lysteligt at høre . “ +Henning gik . Da han kom hen til døren , vendte +han hovedet tilbage over skuldren og sagde : +„ I må ikke tage mig det ilde op , nådige herre , +men jeg tror for vist , at i og jeg mødes engang +endnu . “ Disse ord ledsagede han med sit poliske +smil og forlod stuen . +Rantzau så efter ham . „ Der er alligevel noget +ved den Dalby Bjørn , som jeg synes godt om , “ +Sagde han . „ Han bærer sit hoved oprejst for en +storm , og så ved han også , hvor højt han vurderer +sig selv . “ + +Xix . +En tilhest og en tilføds . +Dagen efter var der fest i lejren , kong Frederik +besøgte den for første gang og lød sig de forsamlede +adelsmænd forestille af feltherren , hvorefter han indbød +dem til at følge tilbage til Kolding slot for der +at tilbringe aftenen . Fru rantzan deltog i denne fest +tilligemed de øvrige adelsdamer . Det var langt ud +på natten , da hun vendte tilbage til sit hjem . Der +brændte lys i alle værelser . En hob soldater havde +forsamlet sig udenfor stedet , hvis døre stod åbne . +Ammen modtog dem med gråd og veklager . +„ Gnd nåde mig arme stakkel ! “ råbte hun og +vred sine hænder . „ Barnet , vor lille Henrik er borte ! “ +Fru rantzan udstødte et højt skrig , for ind i +sovekammeret , vinduet stod åbent , vuggen var tom . +Under den ubeskrivelige forvirring , som denne +ulykke vakte , kom rantzan til kundskab om , at ammen , +efterat have bragt barnet til sengs og forvisset sig +om dets søvn , var gået et øjeblik bort for at høre + +på taffelmusikken , som lød nede i lejren fra de oplyste +og åbenstående slotsvindner oppe på bauken . +Hun gav de højtideligste forsikringer om , at hun kun +havde været nogle få øjeblikke borte ; ved sin tilbagekomst +fandt hun vuggen tom og vinduet åbent . +Hellebarderen , som stod vagt udenfor døren , havde +ikke hørt eller set nogen nærme sig huset , og natten +var dog så klar og månelys , at enhver kommende +måtte have vakt hans opmærksomhed . Alle undersøgelser +ledede til intet , alle oplysninger endte foran +den tomme vugge og det åbne vindue . +I det første øjeblik kendte Rantzaus harme mod +den ulykkelige amme ingen grændser , men denne +stemning blev straks efter tilbagetrængt af en dyb og +inderlig smerte , der ledte efter håb , men intet fandt ; +han trøstede den fortvivlede hnstru uden selv at tro +på sine ord . +Efterat have adspurgt alle tilstedeværende , sendte +han bud omkring i forskellige retninger , til forposterne , +til enhver af de vagthavende , jog dernæst +resten af sine mænd bort og lukkede døren . Han sad +på kanten af feltsengen med opknappet vams og +støttede hovedet i begge hænder , han stirrede stift hen +for sig , for op og satte sig igen , gåden lod sig ikke +løse . Foran ham , på gulvet , knælede en ligbleg +kvinde med festens halvvisne blomster i sit hår , med +hænderne foldede over hans knæ . Hendes øjne vege +ikke fra hans^ ansigt , hun søgte en af disse lyse ideer , +der i nødens dage altid stod til Johan rantzans + +tjeneste og gjorde ham så stor og mægtig , hun søgte +håb og trøst og havde altid tandet dem før ; i denne +time ventede hun forgæves . +De udsendte bud kom efterhånden tilbage , intet +af dem bragte nogen underretning med sig . Tiden +gik , — hvor er den lang , medens savnet og smerten +bo under tag med os ! Time efter time sneg sig bort +med en dræbende ensformighed , under hvilken det sagte , +hviskende håb omsider hendøde og stillede billedet af +savnet klarere og større for den ulykkelige mands og +kvindes dine . +Det blev morgen . Han sad endnu på sengekanten +med hænderne i de sammenfiltrede hår , med +et blegt ansigt , gjennempløiet af smertens dybe furer . +Han så i denne nat ud , som om han var bleven ti +år ældre . Hun lå ved hans fødder , knugende +hænderne over sit ansigt , vekslende i bøn og gråd , +fældende tårer , der dråbe for dråbe syntes at +falde på hans hjerte . +Op på formiddagen kom en mand ind i lejren +og forlangte at tale med feltherren . Rantzau var ikke +tilstede for nogen ; men dermed lod manden sig ikke +afvise , han blev ved at trænge på . +„ Jeg må tale med ham — straks på timen , “ +Sagde han friposfig , „ gå bare ind og sig , at det vil +være til hans egen fordel , at det skeer . Hvem ved , +hvad nyt jeg bringer . “ +Efter disse ytringer blev døren åbnet . Manden +trådte ind . Det var en lille , uanseelig skikkelse , en + +jøde , gulbrun og mager , klædt i en gammel , spraglet +fåreskindspels . +„ Hvad vil du mig ? spurgte Rantzau barsk . „ Tal +og fat dig kort . “ +Manden smilede , så sig om i stuen og udbrød +med megen vigtighed : „ Jeg hører , at nådige herre +har mistet en lille søn ' i nat , og at i har udlovet +penge , — mange penge til den , som kan give jer +oplysning om , hvor han er bleven af . “ +„ Jeg har ikke lovet penge til nogen , men det kan +ske endnu . Hvad ved du om min son ? Fortæl det , +hurtigt ! “ +„ Ja , vi må forsf tale os tilrette , “ sagde den +anden . „ Hvad vil i give den , som bringer eder +oplysning om barnet ? “ +„ Du ved altså noget ? “ råbte Rantzau . „ Det +er vist , jeg kan stole derpå ? “ +„ Gud straffe mig , hvis jeg ikke bringer eder god +besked , “ svarede jøden , „ men i indser nok selv , nådige +herre , at sådan en underretning må betales . “ +„ Naturligvis ! “ sagde Rantzau med et sælsomt +- smil , „ den må betales . Det er ikke mere end billigt . +Lad os da høre , hvad du anser for god betaling . “ +„ Jeg har næsten været i livsfare for den sags +skyld , men hvad brød jeg mig derom ? Hvormeget +mener i nu at kunne give den , som bringer eder +' sikker besked om barnet ? “ +„ Ja det er ikke let at sige . Hvad synes du selv ? “ +Manden betænkte sig , hans øjne funklede af + +begærlighed , medens hans fingre knugede sig fast i +randen af den sorte fåreskindshuc , han stod og +drejede på . +„ Jeg finder , at hundrede daler ikke ville være +formeget , “ ytrede han og skottede imidlertid op til +Rantzau for at iagtagc virkningen af sine ord . +Rantzau syntes at være ganske fredsommelig og +nikkede med hovedet . +„ Jeg mener at hundrede daler kunne være antageligt , “ +Vedblev jøden , „ hvis det havde været enhver +andens barn , siden det tilhører den nådige herre , og +siden det er eders eneste søn , synes mig , at halvtredsindstyve +daler til , er så godt som intet at regne . “ +„ Det blev halvandethundrede daler , “ sagde Rankzau . +„ Er du nu også tilfreds dermed ? “ +„ Fuldkommen tilfreds , men jeg handler med sild +og drikkevarer , nådige herre ! Fortjenesten er kun +ringe ; da jeg kom til kundskab om , hvad i havde +mistet , lod jeg min bod stå og skyndte mig herop , +det hurtigste jeg kunne , nu plyndre vist spydfolkene +mig ud og tage alting fra mig , medens jeg er borte . +Det må der også tænkes på . “ +„ Det er afgjort , “ svarede Rankzau . Hvad skulle ' +vi anslå dine sild og øllet til ? min brave ven ! “ +„ Jeg mener halvtredsindstyve daler ville være +en rimelig sum , finder i ikke ? “ +„ Jo , ganske vist . Det bliver altså tohundrede +daler . “ +„ Lige tohundrede , med mindre den nådige herre + +i betragtning af min Iver vil lægge en lille drikkesfilling +til . Jeg har løbet den hele vej herned , jeg +tænkte blot på , at komme afsted , blot på at sige +eder , hvad jeg vidste . “ +„ Ja , og så på betalingen , “ tilføjede rantzan . +„ Natnrligviis ! “ gentog manden smilende . „ Og +så på betalingen . “ +„ Efter at du nu har gjort dit forslag , må jeg +også gøre mit , “ sagde Rantzau , og trådte manden +med sildene et truende skridt nærmere . „ Hør vel efter +jøde ! For det første fortæller du mig nu straks alt , +hvad du ved om barnet , og det uden at få en eneste +skilling i belønning ; hvis du tøver eller glemmer +den ringeste omstændighed , lader jeg dig binde til +pælen og piske kødet fra benene . — du har tid +til at betænke dig , medens jeg tæller til tre , når det +er sket , bliver du pisket , enten du taler eller tier . “ +Men Rantzau fik ikke tid til at tælle . Jøden +styrtede ned for hans fødder , strakte hænderne i vejret +og råbte : +„ Nådige herre ! I vil da ikke være så streng +mod en gammel mand , som har kendt eder fra eders +barndom og handlet mangfoldige gange med eders +salige fader nede i Breitenberg og bolkamp . “ +„ Hvad ved du ' om mit barn ? “ råbte Rantzau , +„ fortæl , eller jeg kalder på folkene . “ +„ Jeg får altså de tohundrede daler , i nylig +lovede ? “ spurgte jøden med en indsmigrende stemme . +„ Ikke to hundrede skilling . “ + +„ Heller ingen erstatning for alle de sild og det +gode øl , eders spydfolk sidde og fortære ? “ +Rantzau tog til svar en lille sølvpibe frem og +udstødte en gennemtrængende lyd i den . En af landseknægtene +kom til syne i døren . +„ Et ord endnu og jeg overlader dig til din +skæbne . Hvad ved du ? “ +Jøden støttede hen til landseknægten ; han vidste , +at Rantzau var mand for at gøre alvor af sin +trusel , og udbrød med klynkende stemme : +„ Imorges , da jeg åbnede min bod udenfor +lejren , kom en mand hen til mig og sagde : gå ned +til feltherren , du jøde ! sig ham , at han kan sinde +den , han søger , når han rider op til bramdrupdam , +lidt før sol går ned i aften . “ +Rantzau gav et tegn til landseknægten , hvorefter +denne trak sig tilbage og lukkede døren . „ Før sol +går ned , “ gentog han . „ Føjede manden mere til ? “ +„ Nej ! — jo , idethan gik , vendte han sig om og +sagde : læg feltherren på sinde , at han gør klogest +i at ride alene . “ +„ Kendte du den mand ? “ +„ Jeg har aldrig set ham før . “ +„ Hvordan var han klædt ? “ +„ Som en Bonde , på det nær , at han havde et +par gode støvler på benene og en bred daggert +ved siden . “ +„ Du kan gå ! “ sagde Rantzau . +Jøden bukkede ; da han kom hen til døren , stod + +han stille og udbrød : „ Nådige herre ! jeg håber da , +at i betænker mig , blot en lille smule , i betragtning +af alle de dyre sild , eders folk have spist +fra mig . “ +„ Hør herop i morgen tidlig , “ svarede Rantzau , +„ så skulle vi tales ved om dine sild . — afsted +med dig . “ +Om eftermiddagen red Rantzau bort fra lejren +opad mod Bramdrup . Han var alene og som sædvanlig +klædt i en mørk jernrustning . Solen stod endnu +højt på himlen , men der var et godt stykke til +bramdrupdam , og hans utålmodighed lod ham ingen +ro til at vente længer . +Ovenfor Bramdrup lå dengang , ligesom nu , en +skovstrækning på højre side , medens nogle bakker , +der strakte sig opad mod landsbyen alminde , viste sig +til venstre . Egnen var ensom og øde , en lille bæk lob +langs med vejen og rislede imellem stenene . Droslen +og bogfinken sang inde i skoven . +På hele vejen mødte Rantzau ingen , som svarede +til den beskrivelse , jøden havde givet . Tøilcn hvilte +på hestens Hals ; han red i skridtgang og så sig +om til alle sider . Da han var kommen et stykke +fra Bramdrup by , holdt han stille . Der var endnu +fngen at se , der kom ingen til syne , uden en gammel +kone , og hun skyndte sig ind i tykningen af skoven , +da den jernklædte rytter red hen imod hende . +Nu begyndte solen efterhånden at synke , dens +rødgule skær faldt hen over trætoppene . Rantzau + +vendte om og red skridt for skridt den samme Bei +tilbage , som han nylig var kommen . +Inde i en lysning mellem træerne lå en lille , +sammenfalden hytte , en tyk røg steg op af åbningerne +i taget og tydede på , at den var beboet . Da feltherren +nærmede sig stedet , så han pludselig en mand +komme frem over gærdet og gå ud på vejen , nedad +mod Kolding . Rantzau red lidt til , uden dog at +fodgængeren syntes at lægge mærke til ham ; han +vedblev at gå med bøjet hoved , langsomme og sindige +skridt , som en mand , der ingen hastværk har . Da +Rantzau kom på siden af ham og den anden pludseligt +hævede sit hoved , studsede han ved at se Henning . +Gråbnks listige træk under kostens hætte , som han +havde draget frem over hovedet . +„ Hvad gør du her ? “ spurgte ranfzau , idet en +ubestemt anelse gjennemfoer ham . +„ Jeg går og søger en mødding til at do på , “ +Svarede Henning . +„ Det skulle vel aldrig være dig , som ved besked +om mit barn ? “ +„ Hvor kan i tro det ? “ svarede Henning . „ I jog +mig jo fra lejren forgangen Asten og forbød mig +oftere at sætte min fod i den . “ +„ Og hvis det nu alligevel var dig , “ ytrede +Rantzau utålmodig . „ Tal ! ved du noget ? så dølg +det ikke længer . “ +„ Hvis det nu alligevel var mig , og jeg vidste +noget og ikke ville sige det , hvad så ? Ja , rynk kun + +brynet , i dag skal der mere til at gøre mig bange . I +har ingen at kalde på , så vidt jeg seer , og en rytter +i jern og plade er ikke så hurtig , som en mand i +kofte . Før i får sværdet fra siden , gør jeg blot +et lille hop ind over gærdet , se så , om i kan +følge efter . I forbød mig oftere at komme for eders +dine . Hvad sagde jeg ? Vi mødes vist alligevel engang ; +men i dag er det jer , som søger mig . Hvorfor +rider i ikke eders vej , nådige herre , og lader mig +fare i fred ? “ +Alt , hvad der var heftigt og lidenskabeligt i +Rantzau kom i bevægelse ved disse spottende ord , +. Pile , der alle traf deres ' mål ; men denne gang følte +han tydeligt nødvendigheden af at beherske sig . +„ Hvor har du gjort af mit barn ? Hjælp mig +at finde det , “ udbrød han med en røst , der lød hul +og skælvende af undertrykt heftighed . +„ Hvad ved jeg om eders barn , “ svarede Henning , +„ og hvor kan i tro , at så ussel en orm som jeg +skulle kunne blive Johan Rantzau til hjælp eller nytte ? +I dag beder i mig om bistand , i , en herremand , mig , +en landløber . For to dage siden nægtede i mig lov +til at indånde den samme luft som i . “ +„ Men for djævelen ! “ råbte Rantzau . „ Du må +da også tænke på , hvad du er , og hvad du har +været . “ +„ Hvor ved i , hvad jeg har været ? “ sagde Henning +trodsig og stod stille på vejen . „ Jeg var en mand , +som lod hver skøtte sig selv og levede i fred med gud + +og mennesker , så længe til en af eders stand begyndte +at plukke det fra mig , stykke ' for stykke , som min +flid havde skrabet sammen . Det er så eders sæd , i +store herrer ! at i kun skifte ret og skel , som eders +fordel byder . Derfor vælge i en ny konge i morgen , +når den i have , ikke giver jer magt nok i dag . Først +tage i fra os med vold , det i behøve for at svælge +i overflod , når vi så følge eders eksempel og tage +igen , hvad vi have nødig for at friste livet , så +kommer fogden med bøjle og pisk , og loven står +altid på eders side , for det er jer , der har skrevet +loven . Rettighederne tilhøre eder , pligterne os ; lykken , +glæden , sollyset det er eders , selv luften ville i +gerne bortforpagte , hvis i bare kunne . — jeg gik til +eders lejr , da det stod klart for mig , at jeg var slået +ind på en fejl vej og længtes efter at komme på en +bedre . Ræk mig blot en hånd dertil , bad jeg ydmygt , +vejen kender jeg , spær den ikke , men i svøbte jer ind +i eders storhed , trak på skuldren og nægtede mig +lov til at blive en ærlig mand . I lo ad mig , da jeg +lovede at gjengjælde eder , så godt jeg kunne ; så +højt i vejret kunne jeg aldrig gro , at jeg nåde op til +eder . I valgte mig en mødding til at dø på , og +nu kommer i og søger mig op på den i aften . Behøves +der da kun to dage til at bøje eders storhed til jorden ? +— hvad vil i mig ? Hvem har kaldt på jer ? “ +„ Jeg skånede dog dit liv , “ sagde Rankzau . +Krybskytten brast i latter . +„ Skånede jeg da ikke alle eders kammerater , + +plejede jeg dem ikke , imens de sagde indespærrede i +buret ? Spørg dem ad ! — de ville nu dingle oppe +på en green i nye skov , hvis jeg ikke havde været , +— tre liv for et , jeg tror nok , der er betalt +for mig . “ +„ Men du har været en tyv og en røver , “ +Sagde Rankzau . „ Hvorledes skulle jeg kunne beholde +dig i min lejr ? “ +„ En tyv ! “ gentog Henning . „ Deroppe på +banken står min hustru med sit barn i armen . +Ingen af de to har det , de kunne putte i deres muud +imorgen . Se her mine lommer ! “ vedblev han og +drog to uhyre lange lommer ud af koften . „ Nej , +nådige herre ! hvis jeg er en tyv , så har jeg ikke +brugt mig rigtigt , og jeg kender dem , der have forstået +det bedre . Men hvad nytter vel al den snak +til ? —det er mig der har taget eders barn , ja vist ! +Jeg tilstår det . I skulle dog engang vide , af der +ikke er en myg så ringe , af den jo har en bråd , +i kan tage det tilbage igen . Derinde i hytten ligger +det . Nu går jeg min Bei . Jeg vil ikke have mere +med jer af bestille . “ +Rankzau sad et øjeblik i tavshed på hesten . +Da Henning vendte sig for af gå , sagde han : „ Kom +og hjelp mig ned , du barnetyv ! “ +„ Jeg holder ikke af af være jer så nær , “ svarede +Henning smilende . +„ Kom og hjælp mig , du behøver ikke af frygte , +jeg gør dig ingen fortræd . “ + +„ I så fald vil jeg slå lid til eders ord , “ +Sagde Henning og hjalp ham ned af hesten . +„ Nu følger du med mig hen til hytten , “ sagde +Rankzau . +„ I kan nok finde vej alene . “ +„ Du følger med og det straks . “ +Henning gik hen og åbnede døren . Stuen var +så lav , at adelsmanden ikke kunne stå oprejst under +bjælkerne . Midt på gulvet , i en bunke hø , lå den +lille dreng og legede med en langhåret hund . Da +han så faderen , smilede han , strakte ham begge hænder +imøde og krøb ud af høbunken henimod ham . +Rankzau drog drengen op til sig og holdt ham omslynget +uden at sige noget . +„ Han har ingen overlast lidt , “ bemærkede Henning , +som var bleven stående i døren , bestandig iagttagende +en vis forsigtighed for ikke at komme feltherren nærmere +end nødvendig . „ Så kan jeg vel gå ? “ tilføjede han . +„ Endnu ikke , “ sagde Rankzau , „ Du bringer mig +først drengen tilbage i lejren . “ +„ For at i skal vinde hampesnore » om min Hals , “ +Sagde Henning spottende . „ Nej , ellers tak . “ +„ Jeg vinder ikke hampesnore » om din Hals , “ +Sagde Rankzau barsk . +Henning tog barnet , det smilede til ham og slyngede +armene om hans Hals . +„ Jeg tror , den lille Junker kender mig allerede , “ +Sagde han . +„ Afsted med dig ! “ råbte Rankzau . Derefter + +forlode de hytten , Rankzau steg tilhest , Henning gik +med barnet i begge sine arme . +„ Gud nåde dig , hvis du ikke bærer barnet +forsigtigt og seer dig vel for , “ ytrede Rankzau og +stødte til ham med sabelskeden . +Drengen skjulte sit hoved ved Hennings bryst , +så op og lo til ham . +„ Ja , le kun , du rige herremands barn ! “ sagde +Henning . „ Hvem ved , om det Skjold , du nu har +foran dit bryst , ikke kunne blive dig bedre end det , +de have smedet din fader om hans . Hvad der banker +indenfor , er i alt fald bedre , “ tilføjede han , „ for jeg +gav din fader dig tilbage for intet , men han saltede +først sin gave med spot og hån og så kastede han +den til mig , som man kaster et afpillet sildehoved til +en hund . “ +„ Vil du tage benene med dig , “ sagde Rankzau . +„ Tror du , jeg har lyst at ride her til i morgen +tidlig ? Du bærer mig drengen lige ind i lejren . “ +„ Ja , men så lader i mig gå i fred igen , det +har i lovet . “ +„ Det har jeg lovet , “ gentog Rantzau . — „ Hvor +stat du så hen ? “ spurgte han lidt efter . +„ Se at tjene føden til kone og børn . “ +„ Vil det sige , at du begynder at stjæle og plyndre +igen ? “ +„ Nej , hvor min hustru er , bliver der ikke stjålet , +det var hende , som først åbnede mine øjne , for det +urette deri . “ + +så må det jo være et retskaffent fruentimmer , “ +Sagde Rantzau . +„ Hvorfor skulle hun ikke kunne være det ? Der er +vel andre end i , som har en from hustru . “ +„ Hvis man kunne forlade sig på , hvad du siger , +og din kvinde duer til noget , så kunne vi måske have +brug for hende hjemme hos os . Hun kunne blive amme +for min dreng og passe på , at du ikke stjal ham igen . “ +„ Min hustru har selv et lille barn hos sig . “ +„ Ja , det er sandt , men det fik man så vel at +tage med i købet , “ sagde rantzan . +Henning studsede og så op på ham med den +dybeste overraskelse . +„ Nå ! Hvordan djævelen er det , du går ? “ +Råbte Rantzau . „ Vil du se , du tager forsigtig på +mit barn . “ Med denne advarsel gav han ham atter +et dygtigt slag med sabelskeden . +Henning greb hans hånd , kyssede den og feltherren +drog ikke hånden tilbage . +„ Du er dog ret en jammerlig Karl , “ sagde +Rantzau lidt efter . „ Løbe om på landevejen og plyndre +gårde , når der ingen er til at vogte dem , det forstår +du . — hvis jeg nu forbarmede mig over dig , +hvad var så det , du helst ville være ? “ +„ Krigsmand , “ svarede Henning . „ Det har jeg nu +engang fået smag på . “ +„ Nå , det kalder du at være krigsmand , at +ligge på sti og lure de veifarende op ? Nej du ! der +vil andet til . “ + +„ Når jeg kom i tjeneste hos eder , siulde jeg +nok lære lidt . Jeg er ikke så tungnem , som i bilder +jer ind . Vi har jo krig nu , det er en tid for en +mand , at blive til noget . “ +„ Å snak ! Der bliver ingen krig af dengang . +Kong Christiern drager sig tilbage for os , det ender +med fred , og så er historien ude . Har du lyst til +at ride bagefter mig på en hest ? “ +„ Jeg har større lyst til at gå tilsiovs og skyde +et dyr for eder . “ +„ Så kunne man jo måske gøre en Skytte af +dig , “ sagde Rankzau . +Henning standsede atter og så op på ham . +„ Mener i også , hvad i der siger ? “ spurgte han +med en røst , der skælvede af bevægelse . +Rankzau nikkede . Da udstødte Henning et jublende +skrig , medens han holdt det lille barn op i sine +arme og snurrede sig rundt på vejen med det . +„ Vi kunne i det mindste prøve på , hvad der er ved +dig , “ føjede Rankzau til . „ Tag ikke så fast på min +dreng , og vil du så se , du kommer afsted . “ +Henning gik med barnet i begge sine arme , hans +åsyn bar præg af en ubeskrivelig lykke . Drengen +sov ind ved hans bryst , Rankzau sad og stødte af og +til efter ham med foden , eller med sin lange sabel . +Således droge de ind i lejren , just som aftenen +og mørket begyndte . + +Xx . +I lejren . +Efter Bugges og hans venners hjemkomst gik +alt fin vante gang . Ridderne og væbnerne tilrede +deres heste , kæmpede med hverandre i skinfægtninger , +eller øvede mandskabet i brug af våben . De fremmede +lejetropper , som Frederik den første førte med +fig op fra Holsten , havde deres egen lejrplads , omgiven +af et højt gærde . Derfra så man dem støjende +og syngende at drage ud om morgenen i små hobe +for at skaffe sig levnetsmidler . Henimod middag +vendte de tilbage igen med hvad de havde købt og +glemt at betale , thi det kom næsten altid ud på et . +De tændte ild bag tiger og huller i jorden , kogte +og stegte der . +Disse fremmede dannede den største del af hæren , +eftersom regenterne ifølge håndfæstningen ikke +på egen hånd kunne samle en hær af landets egne +mænd . Under den foregående fejde i Sverig havde +kong ehristicrn vel befalet lehnsmændcne at lade „ de +løse karle , som ikke sagde ved gårde , “ Husfolk , +pebersvende og sildemænd eller fiskere lægge i lægd + +og derefter udtage et bestemt antal til krigstjeneste , +„ af dem , som ikke vare bange “ , men en ordnet udskrivning +og en fælles værnepligt var dog endnu et næsten +ukendt begreb +klostergodserne vare aldeles fritagne for at stille +folk , de største Lehn i Slesvig , Fyen og Jylland havde +i tidligere fejder kun sendt et antal af fyrgetyve til +halvtredsindstyve hjelme . Ved ordet hjelm forstodes +tilforn en samling af fire eller fem mand , under en +harniskklædt rytters anførsel . Den menige soldat +mødte med en daggert ved siden , en okse eller et +spyd på skuldren , et Skjold over armen . Hans +pligt var at slutte sig til fanen eller mærket , slås +så godt som muligt , og vige så lidt som muligt . +Enhver herremand anførte sine egne folk og måtte +sørge for deres underholdning , så længe han kunne . +En af lehnsmændene var igen overanfører og valgtes +af kongen . +Som sagt kunne hæren ikke sammenkaldes , selv +når det gjaldt landets forsvar , endnu mindre føres +ud over grændsen uden rigsrådets samtykke , derfor +havde regenterne , fra midten af det fjortende århundrede , +set sig nødte til at drage fremmede lejetropper +ind i landet , røvere , der sloges uden anden begejstring +end den , der gemtes i en fyldt pengepung , krystere , +som undertiden droge sig tilbage midt under slaget , +og forlangte at komme i kvarter , når de fandt , at +det gik for alvorligt til , og som hyppigt modsatte sig +at drage videre , når de mente , at have udrettet nok + +for den modtagne løn . Udeblev denne løn , idet tolden +og møntindtægterne , hvorfra pengene toges , ikke kunne +yde mere , adspredte de sig på landet , brandskattede +og plyndrede , så længe der var noget at tage . +Det var venner og forbundne , der undertiden +bleve frygtede mere end fjenden . +I lejren ved Kolding fordrev man altså tiden +så godt som muligt . Det hed sig , at Rankzau havde +besluttet at gå til Fyen , for at gøre sig til herre +over derne , hvor den afsatte konge havde lejetropper , +og hvor næsten hele adelen endnu var ham hengiven . +Alle længtes efter befaling til opbrud , alle længtes +efter en begivenhed , en bedrift . +En aften samledes nogle adelsmænd til en lille +fest i Lejre « . Det var således skik , at den sidstkomne , +efterat have fået anvist plads til sig og de +mænd , der fulgte ham , skulle gå om og hilse på +sine venner og byde den : hjem til sig . +Denne gang var det hr . Osse stub fra tirsbæk , +so « : gjorde selskab . Han var kommen til lejren +samme dag , Eggert Bugge og hans venner vendte +tilbage , og havde nu indbudt såmange , som der +kunne rummes i det lille bondehus , han beboede . +Viffert og Jørgen gran : havde en fælles hytte , +men Viffert var sjælden hjemme . Fra de første dage +han kom til Lejre « havde ha « sluttet sig til en gammel , +tysk våbcnmester , en eventyrer , som efter et +bevæget liv under maxmilian Sforzas banner i Italien , +var draget imod nord , for at prøve krigslykken der . + +af ham lærte Viffert de færdigheder og behændighedskunster +i brug af kårde , dolk og landse , hvori sydfrankrigs +og Italiens ridderskab overgik alle andre . +Lidt før mørket begyndte , gik Viffert og Jørgen +igennem lejren , ned til offe stub . +„ Jeg har noget at sige dig , “ sagde Viffert . +„ Og du skal mærke dig tnine ord ; hvem ved , hvad +der kan følge af dem . Vi ville i aften træffe to mænd , +som jeg ikke holder synderligt af , den ene er Ebbe +Strangesen , den anden , Bjørn Andersen . De kom til +lejren mens vi vare oppe i Jylland . Siden deres +historie angår dig , er det bedst , du lærer den at +kende . — du har set Ebbe , ham med de lysegrønne +fjer og den hvide hest , gult skæg og skulende dine , +som aldrig er at træffe der , hvor man søger dem . Han +var noget i slægt med olnf okse , men endnu nærmere +med mandens pengepung , thi af den har han levet i +mange år . Oluf okse solgte sin gård i asserbo i +Sjælland til Poul Laxmand . Over dette salg kom +de siden i langvarig trætte , som dog faldt ud til +gunst for nigshofmesferen , da sagen dømtes . Var det +på grund af denne strid , at Oluf okse lagde kniven +i Ebbes hånd , eller var det en anden og mægtigere , +han tjente som redskab ? Jeg ved det ikke , men Ebbe +tog Bjørn med sig , den krnmbencde Bjørn , der aldrig +har haft nogen anden mening end den , han lånte i +ost og vest , så gik de ned på højbro , den ene +dræbte Laxmand , den anden kastede hans lig ud i +kanalen , og der var jngen , som gjorde dem noget + +til men for den bedrift , hvem sknlle vel også kunne +det ? Kongen sagde , det var vel gjort , lod tage dom +over nigshofmesferen , som over en landsforræder og +inddrog alt , hvad han ejede . Der var kun en klagende +enke og nogle umyndige børn tilbage , deres slægt +vovede ikke at vedkendes dem , deres tilhængere forlod +dem . Vennerne er som myggene , der sværme +om høsten , de forsvinde i stormen og komme kun +tilsyne , medens solen skinner . En ven havde de +dog , en trofast , ærlig sjæl , der ikke lod sig skræmme +af fin herre konges rynkede bryn , det var Abraham +gyldensfjerne . Året før ulykken slete , var han bleven +Elfe Laxmands trolovede og drog nu om i fremmede +lande . Da han kom hjem , gik han op til hende og +sagde : „ Jeg tænker , det bliver mellem os to , som vi +bestemte . I kan bygge og lide på mig i alt , hvad +jeg mægter . “ Da var det , at Else knælede og svarede +de rørende ord : „ Jeg skal vist blive eder en ydmyg og +lydig hustru , siden min herre ville ikke forsmå min +fattigdom , skondt han havde fæstet mig , mens jeg var +rig . “ Abraham gyldensfjerne optog derefter kampen +mod alle laxmandø fjender , fik sagen mod ham frem +påny ; han blev aldrig træt , sfjondt han var alene mod +alle , han veg ikke før trusler , standsede ikke , før han +fik bevist , at den dræbte lå som en ærlig og skyldfri +mand i fin grav . Det var Laxmands eftermæle og +slægtens ære , han kæmpede før , at hævne hans død +havde han ingen stunder til . Nu er du trolovet med +Gerda , du har en pligt mod den dræbte ridder , det + +råber om hævn fra hans grav , ja vist ! jeg ved +nok , hvad du tænker på , Jørgen ! men følg mit råd +og lad de to slyngler fare for det første , undgå +enhver anledning til strid med dem , bær dig ad , som +om de slet ikke vare tilstede . “ +Jørgen gram standsede , medens Viffert talte . +Han betragtede ham spørgende og forbavset . Mørket +hindrede ham i at se Vifferts ansigt , men der var +noget i hans røst , som han ikke forstod , en betoning +af spot , der syntes at udfordre og ægge på samme +tid , han talte om fred . Hvad ham selv angik , da +vidste han vel , at Ebbe og Bjørn vare komne til lejren , +han kendte også det rygte , der fulgte dem , men det +var hidtil aldrig faldet ham ind , at gøre Laxmands +sag til sin , i den forstand , Viffert antydede , dertil +var hans natur for mild og fredsommelig . Vifferts +ord bragte noget nyt og fremmed til ham og vakte +en række af tanker , under hvilke han tavs og grublende +fortsatte sin gang ved hans side . +„ Hvad mener du egentlig med dine advarsler ? “ +Spurgte han lidt efter . „ Du kender mig vist for nøje +til at holde mig for en slagsbroder , der skulle søge +strid uden tilstrækkelig anledning . “ +„ Det er netop det , jeg frygter , at der vil komme +en sådan anledning , “ sagde Viffert . „ Siden vi forleden +talte med kongen , vide alle , at du har trolovet +dig med en datter af Paul Laxmand . Iaffen stiller +tilfældet dig ligeover for hans drabsmænd ; at datterens +bejler hævner hendes faders død , er en tanke , + +som ikke ligger fjern ; du vil finde dem , der anse +en sådan hævn for din pligt , du vil læse det i deres +åsyn , du vil høre dem hviske derom i krogene . I +denne tid sidder sværdet løft i skeden , blodet bruser , +et ord er en opfordring , et smil , et rynket bryn +en anlednig . Det er den , jeg beder dig om at undgå . “ +„ Jeg forstår dig vist ikke ret , “ sagde Jørgen . +„ Dine ord bringe fred til mit øre , men gift til nit +hjerte . Taler du også ærlig-t og uforbeholdent ? “ +„ Tvivler du måske om mig ? “ +„ Jeg tvivler ikke , men søger forgæves at blive +klog på dig . En stund går du og tier og dølger +og ligner en lukket port , jeg banker på , den åbnes ikke , +jeg kalder , der lyder intet svar indenfor . Så får +pludselig din tavshed lyd , du hvisker ord og tanker +til mig , der falde som en gnist i en strådynge , +man seer deres virkning , ikke ophavet . Mig kender +du , fra den første dag vi levede sammen , hvad ved +jeg om dig , din stand , dit navn , din slægt ? “ +„ Jeg hører til de modiges slægt , “ svarede Viffert +smilende . +„ Ja , det er bevist ; men de modige have dog et +navn , der skelner dem fra hverandre ; du omgiver +dig med hemmeligheder , som jeg ikke mægter at +udgrunde . “ +„ For eksempel ? “ +„ For eksempel , da toget blev bestemt til nye , +du var ikke mellem de valgte , og der var mange , som +bejlede til denne ære . Så går du , en ubekendt + +mand , ind til feltherren , taler lidt med ham , og +vender tilbage med hans tilladelse til at følge os . +Hvad var det for et mægtigt ord , der kunne have en +sådan virkning ? “ +„ Spørg ikke derom , Jørgen , når tiden kommer , +stat du få det at vide . Enhver af os gemmer på +sin hemmelighed , det gælder om at finde vejen til +det mål , man har sat sig ; lykkes det , så må man +følge den med oprejst hoved , ikke agte tornene , der +rive os tilblods under gangen , blot fremad , fremad , +med andre , eller over andre , derfor råder skæbnen . +Se på mig , min Broder ! betragt mig nøje , +læser du bedrag i mit ansigt ? Har jeg nogensinde +skuffet dig ? Lad mig beholde , hvad jeg anser for +rigtigst af dølge ; du vil måske i denne stund kun +være slet tjent med af kende det , du kalder min hemmelighed . +Blot det skal du vide og stole på , af i +alt , hvad jeg foretog mig fra den første dag , vi to +mødtes , har jeg mere tænkt på dit og Gerdas bedste +end på mit eget . Hvad nu den rottefænger Ebbe +Strangesen angår , så vil du , som sagt , få ham +og hans kammerat af se i aften , måske broutende , +fordi en kryster tror af erstatte med ord , hvad han +fattes i dåd , måske indsmigrende , som en mand , +der ikke har tilstrækkelig agtelse for sig selv og falbyder +sig fil den første den bedste , måske udfordrende , +fordi fortvivlelsen er den feiges mod , og de trænge +fil en bedrift , de to , der er ingen , som skørter synderligt +om dem . Man fortæller , at det kun var efter + +22 k +kongens udtrykkelige ønske , feltherren lod dem få +plads her i lejren . Da han hilste på dem , sagde +han : „ Lad mig se , i holde fred , i to herrer ! og +ikke bruge eders våben , før jeg befaler det , ellers +skulle i få med mig at bestille . “ Med disse ord +stak Rantzau sin stok ud , som om han ville pege på +sværdet , men alle de omkringstående lagde mærke +til , at stokken tog fejl og holdt sig udstrakt over +Ebbe Strangesens dolk . Da han efter skik og brug +havde budt dem hånd til velkomst , tabte han handsken +til den hånd , han havde rakt dem . Var det af +vanvare eller med forsæt , hvem ved det ? Ebbe ville +give ham den tilbage igen , men Rantzau svarede : +„ Lad den ligge , jeg tager ikke den handske , jeg engang +har tabt . “ Dermed drog han sin venstre handske af og +kastede den ned til den anden . Forleden , da gildet +stod på koldinghus , kom Ebbe Strangesen til at sidde +lige overfor Jens fris med egernet og bad om lov +til at drikke et bæger med ham . „ Jeg har en dårlig +mave , “ svarede fris , „ og kan ikke tåle meer i aften . “ +De rærmestsiddende lo , Ebbe blev rasende . „ Hvis eders +sundhed tillader eder at gå en gang med mig +imorgen tidlig , “ sagde han , „ skal jeg give jer noget +ind , som kan kurere jer . “ Ved du , hvad Jens fris +svarede ? — „ Mit mod er for prøvet , til at jeg kan +tabe ved at afslå en kamp med eder . Lå jeg under , +ville i måske få endnu mere møje med at komme +bort fra lejren , end det kostede jer at komme ind i + +den , vandt jeg , ville det ikke føje noget til min +hæder . “ Derved blev det . “ +Under denne samtale nåde de stedet , hvor osse +stub gjorde sit selskab . +Det var et lille hus , hvis ejer havde søgt sig en +anden bolig , og hvis fattige lejlighed den nye beboer +gav et pynteligt udseende ved at skjule de grå +lervægge med Gramms , tæpper og blanke våben , +hvorfra skæret af lysene strålede tilbage . To nylig +dannede huller i ydermuren indlode den friske luft , og +et skillerum var revet ned for at gøre stuen større . +Da jorgen og Viffert trådte ind , vare de fleste +af gæsterne komne , en livlig underholdning , latter +og højrøstede ord hilste dem allerede i lang . Afstand +fra huset . +Langs med den ene væg stod et bord , omgivet +med to bænke , og besat med den overflod af lækre +retter , hr . Offe havde bragt med sig fra hjemmet . +På hver ende af bordet lå et Anker vin , hvorved +der var stillet to tjenere , hvis forretning denne aften +var at fylde viinkanderne for det øvrige tjenerskab , +som derefter gik om bag bænkene , og skænkede i de +tømte bægere . Et andet mindre bord stod midt i +stuen , ved dette blev der spillet dam og terning . +Kortspil kendtes vel allerede i Danmark fra året +1487 , men var endnu ikke blevet nogen almindelig +tidsfordriv . > +da Jørgen gram trådte ind , var hans pande +rynket . Vifferts advarsel lød endnu i hans øren , + +alle de mørke tanker , disse tvetydige ord havde vakt , +støde skrevne i hans åsyn . Hans første blik søgte +Ebbe Strangesen . Han fandt ham siddende ved det +mindre bord hos værten , hr . Osse stub , smagløs +klædt , iført en rustning , hvis brudstykker med deres +uensartede prydelser syntes at være samlede alle vegne +fra . Han førte et høirøsfet sprog og gjorde sig +synlig umage for at vedligeholde samtalen , som +truede mrd af gå isfå , hver gang han tav . Bjørn +Andersen sad ved hans side og lyttede til . Han +yttrede ikke selv nogen særegen mening om hvad der +taltes , men var bestandig rede til af bekræfte alt , hvad +Ebbe sagde , og tilbød enhver , der nærmede sig , plads +ved sin side . +Bjørn var en ualmindelig høj og firskåren person , +med et magert ansigt , krøllede hår , som næsten +skjulte panden , og et skæg , der nåde ham ned på +brystet . Omkring halsen havde han slynget en tyk , +uægte guldkæde , hvori der hang et billede af den +hellige jomfru , ridende på et æsel . +„ Ni komme noget sildigt , “ sagde Viffert , da han +hilste på offe stub , „ men jeg vil ingen undskyldning +gøre derfor , siden jeg seer , af i har haft et så hæderligt +selskab af trøste eder med . “ +Skjøndt Viffert talte med blikket rettet mod gæsterne +omkring det store bord , besvarede Ebbe Strangesen +hans ord med et smil og en forekommende , dyb +hilsen . + +„ Bisf komme i blandt de sidste , “ sagde osse +stub , „ og jeg længtes efter eder , men det siger intet ; +var det til en kampplads , i blev kaldte , tror jeg +vist , i ville have varet blandt de første . “ +„ Der har vi Jørgen gram ! “ råbte clans junl , +som sad på bænken ved væggen . „ Han skal have +sin plads blandt os . “ +„ Det holder jeg før en lere , “ svarede Jørgen , +„ men jeg vil lade eder vide , at jeg tager plads før , +to , thi Viffert sidder ved min side . “ +„ Viffert behøver ingen at gøre plads før , “ vedblev +junl , „ det forstår han ret godt selv . “ +I dette øjeblik lagde værten sin hånd på +Vifferts arm og hviskedee ham i øret : „ Tag plads +hos mig , her ved det lille bord , jeg beder jer derom +som en tjeneste . Jeg kan ikke så nogen til at sidde +sammen med Ebbe og Bjørn . “ +Viffert rakte clans junl hånden , smilede til +ham og sagde : „ Siden de , der hjalp mig før , slå +hånden af mig i aften , så ville vi ikke have noget +med dem at gøre . Her står en ledig bænk , og +pladsen ved hr . Offe stubs side er så god som +enhver anden . “ +Efter disse ord toge han og Jørgen plads ved +det lille bord . + +Xxi . +Et terningspil . +Dene aften syntes det altså af være tilfældet , +som tilintetgjorde frugten af viffcrts advarsler til +Jørgen , hvad enten de nu havde været alvorligt mente +eller ikke . De to Benner sad på samme bænk , som +deres fjender , det var umuligt af undgå dem . +Ebbe Strangesen syntes af sætte stor pris på +deres selskab , han var høfligheden selv , begyndte øjeblikkelig +en samtale , rakte bistert og Jørgen de bedste +retter og lagde slet ikke mærke til , hvor sparsomt og +tilbageholdent hans opmærksomheder blev gjengjældte . +„ Hr . Offe stub talte nylig om en kampplads , “ +Udbrød han i talens løb . „ Gud bedre det , vore +sværd rustne jo i skeden , og der groer mug på +hestens hove . Rantzau bestiller ingenting , og vi +hjælpe ham trolig . “ +„ Det har du min sjæl net i , “ bemærkede Bjørn . +„ Burde han ikke for længe siden have skikket os +over til Fyen mod grev Erik von der Hoya og hans + +tydsfe leietroppcr og så drage videre til Sjælland ? Jeg +vil med tilstrækkeligt mandskab påtage mig af jage +alle de spydfolk i søen på otte dage , ikke af tale +om , af vi derved ville spare de mange penge , det koster , +af holde lejren her . — hvad mener i , herre ? “ +„ Jeg mener , af eders yttring røber særdeles megen +kløgt , herre ! “ sagde Viffert , „ kun tvivler jeg om , +af Johan Rantzau måler storheden i sine handlinger +efter den pengefordeel , de bringe ham . “ +„ Det kan gerne være , men jeg synes dog , han +burde tage lidt mere hensyn til herremændene , som +ere komne alle vegne fra . Først have vi tabt ved den +lange fcide i Sverig , nu begynder det på samme +vis her . Det er ikke ham , men os , det går ud over , +os , der må lægge folk til , føden til , tiden til , det +vil sige formuen , os , der må lægge armene til , det +vil sige livet . “ +„ Ja , det er det , min sjæl ! “ forsikrede Bjørn . +„ Og det er ham , som må lægge navnet til , +ansvaret til , “ svarede Viffert . „ Det vil sige æren . “ +I den tid hvorom her tales , udgjorde måltidet +den fornemste nydelse ved enhver festlig sammenkomst ; +næstefter måltidet beroede det på , hvem der kunne +drikke mest og holde længst ud ; til slutningen blev +der da spillet . +Da tjenerne havde taget maden bort , kastede +Ebbe strangcsen tre terninger i et bæger , rystede +dem og spurgte Viffert , om han havde lyst til at gø , re +et kast med ham . + +„ Hvis i tillader det , foretrækker jeg at se til , “ +Svarede Viffert . „ Jeg er ikke rig nok til at kunne +tabe , heller ikke så fattig , at jeg sætter pris på at +vinde . “ +„ Det samme siger jeg , “ ytrede Bjørn . „ Jeg +bryder mig kun om boltspil , eller et ordentlig slag +kage . “ +Ebbe vendte sig til gram . „ Er i heller ikke rig +nok til at ville vove et par skilling på en terning ? “ +Spurgte han med et spottende smil . +Gram ville rejse sig , han beredte sig på et afslåendc +svar , osse stub lagde sin hånd på hans +knæ og tilkastede ham et bønligt blik . +„ Vi kunne jo forsøge det , “ svarede Jørgen og +satte sig hen til ham . +Ebbe Strangesen tog en stor læderpung op af +sidelommen . Den syntes at gemme en temmelig betydelig +sum , men da han rystede pengene ud på +bordet , så man lutter småmønt komme til syne . +„ Jeg spiller helst med den åbne pung foran +mig , “ sagde han . „ Så kan enhver se , at det går +redelig til . “ +„ Som i vil , “ sagde Jørgen , idet han også tog +sin pengepung frem . „ Jeg har ikke gjort det før . +De , jeg spillede med , tvivlede aldrig om , at det jo +gik ærligt til . “ +Viffert havde taget plads hos jul og skel ved +det store bord . Under den samtale , han førte med +dem , vedblev hans opmærsomhed uafbrudt at være + +rettet på Ebbe og Jørgen . Lidt efter meldte dørvogteren , +at en af Rantzaus båbendragere stod udenfor +og forlangte Viffert itale . +„ Lad ham komme ind , “ sagde osse stub . „ Feltherrens +bud bør man hædre . “ +Våbendragcren trådte ind , Viffert betragtede ham +nogle øjeblikke forskende , før han genkendte ham . Det +var Henning gråbuk , som fremstillede sig , smilende , +selvtilfreds og fuldstændig forvandlet . Han havde ombyttet +bondekoften med en krigmands dragt : bryst - +plade , stormhue og et langt jernsværd ; benene skjultes +af et par nye og vældige støvler med stive kraver , +som nåde ham op på livet . +Det var dog ikke alene i dragten , at den forrige +vildtyvs forvandling bestod ; siden den aften- , han +vendte tilbage til lejren i Johan nantzaus selskab , +syntes Henning at være bleven en anden person , han +bar sit hoved højere , der lå en frejdighed , en bestemthed +og selvtillid i hans hele fremtræden , som tidligere +havde været ham fremmed . Akan havde også +lagt mærke til , at feltherren gav sig mere af med Henning +end med sine øvrige undergivne og viste ham en +tillid , hvis kilde ingen kunne udfinde . Henning var +altid i bevægelse , han havde sin egen hest , man så +ham drage bort , ingen vidste hvorhen , han vendte tilbage +til lejren igen , stille og lydløs , men hurtig , som +pilen flyver fra en bue , altid havde han et ærinde +at bringe , bestandig nikkede Johan Rantzau til det +budstab , han vendte tilbage med , smilte til ham eller + +slog ham på skulderen og sagde : „ Det er godt du ! +Sådan skal det være . “ +Red feltherrer : ud , medens våbeudrageren var +tilstede , kunne man være vis på at træffe ham i +følget , bestandig så fjernt , at afstanden betegnede +herre og tjener , men dog bestandig nær nok til , at +han kunne være den første , son : modtog Rantzaus +befalinger . +Om aftenen , når tappenstreg var slået , og +krigsfolket havde søgt deres sovesteder , kunne man af +og til finde Henning på en bænk udenfor feltherrens +hus . Da sad der gerne eu kvinde ved hans side +og bøjede sig over mod han : og så op til ham og +lyttede efter , hvad han hviskedee til hende . Vinduet til +stuen stod påklem , det åbnede hun af og til og så +ind efter et lille barn , som lå og sov i en vugge . +Derefter talte de sammen igen . +Det var tranen , Hennings hustru . Hun havde +ombyttet sin blågrå lærredskjole med en smnk bondedragt +og sin sørgende mine med et tilfreds og lykkeligt +smil , der gjorde hende endnu smukkere . +Viffert vendelbo havde tabt Henning af syne i +den sidste tid ; han gik og øvede sig med sin tyske +fægtemester , medens våbendrageren red Rantzaus +ærinder . Iaften skriftede Henning i få ord , hvad +der angik ham siden deres sidste mode . +„ I har skaffet mig en god herre , “ sagde han . +„ Jeg tænker også nok , han skal få sig en tjener +derefter . Iaffes sad han og så hen på mig , så lo + +han og sagde : „ Jeg sidder og grunder over , hvordan +det kan være : hidtil er du den eneste , der har fået +mig til at lade nåde gå for ret , du ! “ — for +otte dage siden kaldte han mig ind til sig . „ Vi mangle +snart føde til krigsfolket , “ sagde han . „ Landet heromkring +er udpint , de have ikke mere . Der må +skaffes noget tilveie , og det må ske i en fart . “ — +„ Hvordan skal man bære sig ad dermed ? “ spurgte jeg . +Så for han op , som han plejer , og buldrede løs som +et tordenvejr , men nu kender jeg ham , det driver +over igen . — „ Hvordan man skal bære sig ad , det +må du om , “ sagde han , „ gå din vej og kom tilbage +med god besked , inden sol går i bjerge i morgen +aften . “ — ved i , hvad jeg gjorde ? Jeg sadlede +min hest og red om til herremændene og til de store +gårde og sagde : „ Ret nu mangle de føde nede i +lejren , og krigsfolk kan ikke æde hø ; hvad vil i helst : +bringe os det , vi trænge til , ned til Kolding og få en +rimelig betaling for det , eller vente , til vi selv komme +og tage det ? — det vil ikke vare længe . “ — dagen +efter kom vogn efter vogn kørende ind til byen , alle +bragte de levnetsmidler , og nu have vi guds velsignelse +for lang tid . Da skulle i have set ham , den +mægtige herre , hvor han lo og gned sine hænder og +rustede mig i håret . „ Jeg tog altså ikke fejl af dig , “ +Sagde han , „ jeg vidste nok , du fandt på en udvej . +Det er din bedste streg , og den skal du have en +belønning før . Bed mig om hvad du vil . “ Så +bad jeg om et par nye støvler , og dem fik jeg , se + +blot ! så lange og så gode , man kan ønske sig , også +faste , at man ikke kan jage et spyd igennem dem . +Lidt kortere eller lidt længere , hvad gør det vel ham , +tænkte jeg , og lod skomageren sye dem så fuldkomne , +at de nå mig næsten op til maven . “ +Viffert smilede over dette træk i Hennings natur , +som vedblev at > være sig selv lig og bestandig søgte at +drage den størst mulige fordel ud af øjeblikket . +„ Og hvad vil du hos os i aften ? “ spurgte han . +„ Det er en vidtløftig historie , som jeg kun betroer +eder , og som ingen anden må vide noget om . — +forgangen blev jeg skikket over til Fyen med brev til +herremændene , som endnu stå på kong chrisfjerns +side . Jeg skulle skaffe feltherren besked om , hvordan +stemningen var for den nyvalgte konge . — det +går der , som det plejer : kong ehristjern er i nød , +hans venner forlade ham . Jørgen marsvin , Jens +bilde , hans urne og flere andre gave tilsagn om +at følge med kong Frederik . Ovre i Fyen ligge desuden +den tyske oberst , grev von der Hoya og Jørgen +hårde med otte hundrede landseknægte i kong ehristjerns +sold . Rantzau ville vide , hvad han kunne vente +sig af dem . „ Tal med folkene og udforsk deres mening , “ +Sagde han . — det er bedre at søge hovedet end +halen , tænkte jeg , og gav mig til at holde øje med +greven . Han morede sig med at ligge i en båd ude +på lillebelt og skyde ænder , det var mig , som roede +den for ham . Så fik vi storm , og von der Hoya +begyndte at klage og jamre sig , hans tyske mod kunne + +ikke tåle saltvand . Han troede aldrig at nå land +mere , det skind ! Imens kom jeg frem med mit ærinde , +og det gik lettere end jeg havde tænkt mig . Kong +ehristjern havde ikke betalt landseknægtenc deres sold +i de sidste to måneder . Han manglede penge , hed +det sig . De gillerske knægte havde så småt begyndt +på at gjorde oprør ; Jørgen hårde og greven ønskede +derfor intet hellere , end at få Pas og lov til +at drage uantastet hjem til det kære Tyskland igen , +men for at bringe den sag i orden forlangte de en +adelsmand med feltherrens fuldmagt skikket over til +dem . Johan Rantzau er i aften redet op til kongen i +Kolding , når han kommer hjem og hører mit budskab , +kan jeg bede ham om alt , hvad jeg vil . I morgen +går rejsen tilbage til Fyen igen . Grev von der +Hoya og Jørgen hårde vente mig i Middelfart , så +huskede jeg på jer ; har i lyst til at følge med +derover ? “ +Bistert stod nogle øjeblikke i tavshed , som om +han betænkte sig , hans øjne søgte det lille bord , hvor +Jørgen sad og slog terning med Ebbe Strangesen , +han lagde mærke til , hvorledes disse to efterhånden +vare blevne gjensfande for hele selskabets opmærksomhed ; +der blev talt og hvisket om dem overalt , det +var , som om der lå et uvejr i luften og at man +var forberedt på at se det bryde frem . +„ Dersom du vil vise mig en tjeneste , “ sagde +bistert til Henning , „ så gå til feltherren og få +ham til at lade Jørgen gram følge med dig ; kom tilbage + +med besked derom , det hurtigste du kan , heller +inat end i morgen , heller straks end om en time . “ +Henning kastede sit blik over på de to spillere , +hans bryn rynkede sig , han havde opfattet alt . +„ Det skal blive besørget , “ sagde han og forlodstuen . +Biffert gik hen til terningbordet og satte sig ned +ved Jørgen grams side for at se på spillet . +Jørgen havde hidtil været uheldig . Ebbe Strangesen +vandt næsten ved ethvert kast . Tilfredsheden herover +afprægede sig i hans fregnede ansigt , han lo højt og +kastede af og til sit blik over mod de andre , da han +så , at man iagttog ham . Han misforstod imidlertid +årsager : til den almindelige opmærksomhed . +„ I har ikke så megen lykke i spil , sou : nylig i +eders krigsbedrifter , “ udbrød han . +„ Jeg sætter heller ikke så stor pris derpå , “ +Svarede Jørgen . +„ Jeg holder dog mere af at vinde end af at tabe . “ +„ Jeg min sjæl også , “ bemærkede Bjørn . +„ Og jeg spiller kun med eder i aften for at vise , +at jeg ikke er bange for at tabe , “ svarede Jørgen . +„ Ja det kende vi nok , Jens krag var heller ikke +bange for at tabe , det sagde han i det mindste , så sad +han forgangen aften og spillede først sin hest og dens +saddel bort , så sin gård og alt , hvad han ejede , +men morgenen efter fandt de ham død og aflivet i +sengen . Han holdt dog ikke af at tabe . “ +Dertil svarede Jørgen intet . Lykken lod til at +have vendt sig , han begyndte at vinde og blev ved + +dermed ligeså uafbrudt , som det nylig havde været +tilfælde med Ebbe . +„ Hr . Eggert Bugge er ikke tilstede i aften , “ vedblev +Ebbe , idet han rystede bægeret med større omhyggelighed +og dog gjorde et slet kast . „ Han hviler +måske ud efter sine bedrifter . Han har jo også +udrettet så meget , at man nok kan blive trangbrystet +derefter . “ +„ Hvad mener i ? “ +„ Naturligvis den navnkundige fægtning ved nye +kirke , hvor han slog en hob bønder og tog den Dalby +Bjørn tilfange . “ +„ Ja , ikke sandt ! “ svarede Jørgen , „ det var en +bedriff , dens betydning kan så meget mindre være +tvivl underkastet , som flere af de tilstedeværende herhave +været deltagere i den , blandt andre jeg . “ +„ Der er heller ingen , som tvivler om den , “ +Svarede Ebbe Strangesen . +„ Nej , så min sjæl om der er , “ forsikrede Bjørn . +„ Det mærkværdigste forekommer mig blot at være , +at hr . Eggert Bugge blev sejrherre , medens han selv +sad fangen . Ikke sandt ! Det var jo nede i et gravkammer , +at han viste sit mod , og vandt slaget ? Jeg +beder eder at fortælle mig lidt derom , siden i som +sagt selv var tilstede . “ +Spillet var under denne ordvexel vcdblevet . Ebbe +Strangesen sad nu i et afgjort uheld . Han troede +at skjule sin ophidsede sindsstemning herover ved uafbrudt +at fortsætte samtalen i et højrøstet sprog , som + +nødvendig måtte vække opmærksomhed og efterhånden +kaldte flere af gæsterne hen til bordet . +„ I har en fejl , herre ! “ sagde Jørgen langsomt +og roligt , „ en slet bane ; tilgiv , at jeg gør eder opmærksom +derpå ! I taler ondt om de fraværende . +Det er tredje gang , jeg hører det i aften . “ +„ De fraværende tabe jo intet derved , “ svarede +Ebbe , „ siden i forsvarer dem . “ +„ Ikke altid . Hvis man f . Eks . talte ondt om +eder , ville jeg måske tage i betænkning at gøre det . “ +„ Hvorfor ? “ +„ Jeg har ikke den ære at kende eder nok dertil . +Det forekommer mig , at man ved at tale ondt om +de fraværende kun siger sig selv en slet kompliment , +jeg forstår heller ikke , at den , som selv besidder mod , +kan være tilbøjelig til at tvivle om andres . “ +„ Det er rigtigt ! “ udbrød Bjørn . „ Hvorfor har +du så meget imod hr . Bugge ? Han talte forgangen +dag godt om dig , nu taler du ondt om ham . “ +„ Hvem af dem skal man nu tro ? “ spurgte osse +stub . +„ Ingen af dem , “ svarede biffert . +Ebbe havde atter gjort et uheldigt kast , han vendte +sig heftig om mod biffert . „ Hvorfor ikke , om jeg +tør spørge ? “ +„ Naturligvis , fordi andres dom altid er en +utilforladelig grund at bygge på , “ svarede biffert +med sit venligste smil . +„ Jeg talte ikke om hr . Eggert Bugges mod , “ + +sagde Ebbe , „ især siden han denne gang havde så +liden lejlighed til at vise det , jeg finder blot , at han +har sfasfet sig sin berømmelse for en billig pris . +Det var meningen af det , jeg tillod mig at yttre , da +vi begyndte denne samtale . En mand kan have +uheld med sig , blive fangen , når overmagten er +mod ham , eller han ikke seer sig tilstrækkeligt for , det +er en ærlig sag ; så hjælper man sig , som man kan , +helst selv , tager også tilnød mod en håndsrækning +af andre , man gør blot ikke blæst deraf eller regner +den andens hæder med til sin egen . I kan tro , +jeg kan tale med derom , jeg har oplevet sådanne +historier og altid vidst at trække mig ud af dem . “ +„ Par det med armene eller med benene ? “ spurgte +Claus jul . - +„ Det var måske med kniven , “ svarede Jørgen . +Disse sidste ord faldt som en blyvægt over Ebbe ; +han blev bleg , hans øjne skøde flammer . +„ Hvad mener i dermed ? “ råbte han . „ Skal +det være en gentagelse af historien med feltherrens +stok , i sigter til ? “ +„ Nej ! “ svarede Jørgen gram . „ Jeg sigter ikke +til feltherrens stok , men til høibroplads . “ +Ebbe Strangesen sprang op fra bænken , han +kastede terningerne hen ad bordet og udbrød med en +tvungen latter , der fortrak hans ansigt og viste hans +tænder : +„ Det ord har i været længe om at finde på , +hr . Jørgen gram , men det gør også al videre tale + +overflødig . Iaften har i talt om min kniv , i morgen +tidlig skal i få at se , hvordan jeg forstår at bruge +min kårde . Hvad spillet her angår , så mener +jeg , at det nu kan være endt , siden i har vundet alle +mine penge . “ +Jørgen gram var stået op fra bænken , hans +blik gik rundt i den kreds af tilhørere , som havde +dannet sig omkring bordet . I det samme trådte +Henning gråbuk ind ad døren . Jørgen kaldte ham +hen til sig . +„ Jeg har vundet disse penge , “ sagde han , „ og +ønsker ikke at beholde dem , tag dem til dig , de skulle +være dine . “ +„ Fra hvem har i vundet dem , med forlov at +spørge ? “ +„ Fra Herren der . “ +„ I så fald være det langt fra mig at tage dem , “ +Svarede Henning . „ Jeg har været Poul Laxmands +tjener . “ +Det er umuligt at skildre den birkning disse få +ord vakte . Ebbe Strangesen syntes at lede efter et +svar , men han fandt intet ; man hørte hans gispende +ånde og så den arm skælve , hvormed han støttede +sig til bordet , hans blik , der nylig Havde været +dristigt og udfordrende , sænkede sig for den tavse og +alvorlige kreds , som omringede ham . +„ I morgen tidlig , “ udbrød han endelig hæst og +utydeligt og nikkede over til Jørgen , „ så skal i komme +til at betale den hele regning , også hans der . “ + +„ I morgen tidlig vil hr . Gram ikke komme til +at betale for nogen , “ sagde Henning gråbuk , „ så +er han rejst bort i et ærinde for feltherren . Jeg +kommer med den ordre , at hr . Jørgen hrax har at +møde hos ham . “ +Jørgen gik hen og tog sin kårde ned fra væggen , +idet han spændte den om sig , udbrød han : +„ Hvad vi to have at forhandle sammen , må +altså vente til jeg kommer igen . I skal nok få eders +lyst styret og ikke komme til at tabe ved opsættelsen . “ +Efter disse ord hilste han på sine venner og +sorlod stuen med Henning . +„ Nu glemte han alle sine penge , “ sagde Bjørn . +„ Jeg vil se efter , hvor mange der er , og så tage +vidner på , at jeg forvarer dem , til han kommer igen . “ +Med disse ord gav han sig til at tælle pengene . + +Xxii . +Hvad rygtet fortalte . +Visiert var under denne strid bleven siddende +ved bordet , tavs og rolig , som om intet af alt angik +ham ; imidlertid vedbleve hans øjne ufravendte at +være rettede på Ebbe . +„ Hvorfor betragter i mig så neue , herre ? “ +Spurgte Ebbe . +„ Se jer om , herre ! “ svarede Viffert blidt og +fredsommeligt . „ I vil finde , at jeg deler denne opmærksomhed +med alle de øvrige tilstedeværende . Alle +vente udentvivl ligesom jeg på den undskyldning , i +har at gøre hr . Osse stub , fordi i bryder freden +i hans hus og forstyrrer vor fest med eders truende +ord . “ +„ Synes i da , at jeg har kunnet handle anderledes , +end jeg gjorde ? “ +„ I må ikke gøre mig til dommer , jeg ville +måske i dette tilfælde ikke kunne være tilstrækkelig +upartisk ; spørg heller de andre ; i seer her mænd + +omkring eder , som forstå sig på , hvad der angår +ære og sømmelighed . “ +„ Han har vist sig hovmodig og udfordrende mod +mig delt hele aften . “ +„ Også mod mig , “ forsikrede Bjørn . „ Når jeg +talte til ham , målte han mig sådan fraoven nedefter +og vidste knap , om han ville svare . “ +„ Også mod eder ? “ gentog Viffert . “ „ Virkelig ? +I så fald må han vist have haft sine grunde +dertil . “ +„ Hvilke ? “ +„ Spørg ham selv derom ! “ +„ Han er jo uheldigvis rejst sin vej og kan ikke +svare forlig . Men i er hans ven og påtager eder +hans forsvar ; siden i har tænkt jer , at han havde +grunde fil at fornærme os , så bør i også kunne +nævne dem . Har jeg ikke ret ? “ vedblev han , henvendt +fil de omkringstående . +„ Hr . Ebbe strangeseu har ret , “ svarede en i +kredsen . „ Visiert bør udtale , hvad han mente . “ +„ Men jeg mente kun , “ vedblev visiert med sit +venlige smil og den blideste røst , „ at Jørgen gram +måske kunne have nogen grund fil at beklage sig over +eder , i to herrer ! “ +„ Hvorfor det ? “ +„ Han har beilct fil frøken Laxmand , han er +bleven hendes trolovede , som i måske have hørt +fortælle . “ +„ Hvad følger deraf ? “ + +„ At han gør hendes sag fil sin . “ +„ Og så ? “ +„ Ja , og så er . det jo muligt , at visse sørgelige +rygter om eders adfærd mod den afdøde rigshosmester , +i forbigående kunne have strejfet Jørgen grams øren +og bibragt ham nogen uvilje mod eder . I lægger +mærke til , at jeg betjener mig af de skånsomste udtryk , +ligesom også , at her kun er tale om Jørgen gram . +Jeg i hans sted ville sige : hvad betyder vel et rygte ? +Alverden kan fortælle , hvad den finder før godt , om +eder og eders hæderlige ven på bænken der , det er +blot ikke alverden , som påtager sig at bevise det . “ +Ebbe Strangesen indså , at han var gået før +vidt , men han var nu engang bleven tvungen ind i den +kreds af forklaringer , som Viffert så tilsyneladende +uden hensigt bestandig drog tættere sammen om ham . +Hans næste spørgsmål var : +„ Hvad er det da før rygter , alverden fortællerom +mig ? “ +„ I mener om eder og eders ven . “ +„ Nu ja , om Bjørn og mig ! Skulle i tilfældigvis +kende dem ? “ +„ O min gud ! hvem kender ikke dem ? Vidste i +ikke noget derom før nu ? Det må da være gået +eder som de bedragne ægtemænd , de erfare altid sidst , +hvad der nærmest angår dem . Siden man her i +kredsen opfordrer mig til at tale uforbeholdent , må +jeg adlyde , hvor megen overvindelse det end koster mig . +Rygtet melder da , at i , Ebbe Strangesen , dræbte + +Poul Laxmand . Det fortæller , at i snigmyrdede ham ; +det lægger til , at i hånede den døde efter at have +myrdet den levende . “ +Alle tilstedeværende følte ved disse rolige og bestemte +ord ligesom en storm bruse hen over deres +hoveder . Ingen talte ; under den almindelige tavshed +hørte man Vifferts anklage falde som kølleslag +på de to herremænd , hvoraf den ene sad sammenbøjet +og betragtede bordet foran sig med matte og udtryksløse +øjne , og den anden stod stiv og oprejst foran +bænken , medens han gispede efter luft og vædede sine +tørre læber med tungen . +„ Se , det er alt , hvad jeg har hørt fortælle , “ +Vedblev biffert , „ men , som sagt , jeg for min person +ændser ikke rygter , hvor mange troværdige vidnesbyrd +der endog . have bekræftet dem . Jeg tror dem ikke , +gentager jeg , fordi jeg anser det uforeneligl med en +adelsmands ære at snigmyrde sin fjende ; jeg holder +det endnu for mere umuligt , at to kunne slå sig +sammen til en sådan bedriff ; jeg anser det endelig +for nsømmeligt for os , hvis det var sket , at tåle +eder her i vort selskab . “ +„ Det er nok ! “ råbte Ebbe og strakte sine knyttede +hænder frem mod Viffert . „ Såsandt gudfader +er over os , skal enten i eller jeg i morgen have ophørt +at leve . “ +„ I truer mig , “ svarede Viffert . „ I vil tvinge +mig til at slås . Finder i da noget fornærmeligt i , +at jeg gentager , hvad alle fortælle , siden i selv opfordrede + +mig dertil ? Har jeg tillagt eder noget , som +ikke stemmer overens med den strengeste sandhed , så +tager jeg ethvert formærmeligt ord tilbage og beder +eder om tilgivelse . — i viser tænder , herre ! Det +er ikke at svare . Nu tie i stille begge to , og for +lidt siden havde i mod til at forlange en forklaring , +hvorfor Jørgen gram viste sig kold og tilbageholden , +hvorfor han måtte modtage forbon af en så hæderlig +mand , som hr . Osse stub , for han nedlod sig +til at sidde på samme bænk som i , berøre de samme +terninger som i ; for lidt siden undrede det eder , +hvorfor en adelsmand skyer eders selskab , — det forstår +jeg ikke . I forlangte mit svar , tilgiv , at jeg +taler med en sådan oprigtighed , men jeg indser ikke +hvorfor jeg skulle have nødig at besmykke mine ord . “ +„ Kom , Bjørn ! “ råbte Ebbe , idet han greb sin +hat . „ I morgen tidlig , så snart det gryer ad dag , +skal i høre fra os begge . Eder beholder jeg da tilbage , +i rejser ikke bort som den anden . “ +Dermed ilede han hen til døren , Bjørn fulgte , +ham , mumlende nogle uforståelige ord , men visiert +trådte i vejen før dem og sagde : +„ Hvis jeg virkelig mod min villie skulle blive +nødt til at slås før det , i har opfordret mig til at +sige , så råder jeg eder til at tage så måge vidner +med , som i mægte at samle . “ +„ To pleje ellers at være tilstrækkelige , “ svarede +Ebbe . +„ Skaf eder heller flere . Jeg håber ikke , i tager + +mig dette råd ilde op , siden jeg giver det til eders +egen fordel . Hvis i skulle være så heldig at fælde +mig i ærlig kamp uden tilstrækkelige vidner , kunne +rygtet måske forvanske historien . I ved jo , at det +allerede en gang før har haft travlt med eders kniv . +Jeg før min person holder ikke af gentagelser . “ +„ Vi skulle nok få vidner , “ sagde Bjørn og +rettede sig i sin fulde højde , „ det kan i lide på . +Jeg vil dernæst lade eder vide , min gode hr . Viffert +vendelkåbe , eller hvad fanden det er i hedder , at i +for al den snak , i her har fort i aften , ikke blot får +med Ebbe at bestille , men også med mig . “ +„ Dog vel ikke på engang ligesom sidst ? “ svarede +Viffert , idet han gjorde en dyb hilsen for Bjørn . — +selskabet brast i latter . +„ Kom Bjørn ! “ sagde Ebbe . „ I morgen tidlig skulle +vi få en slutning på alt dette . “ Dermed gik de . +Inden Viffert forlod selskabet havde seks af gæsterne +forlangt at være ' hans vidner . Han valgte de +to , som først tilbøde sig . + +Xxiii . +Forberedelser til tvekamp . +Det var endnu tidligt på aftenen , da biffert +vendte hjem . Jørgen gram var allerede rejst bort i +feltherrens ærinde . Da Viffert hørte dette , gik han +over i holstenernes lejr til en hytte , hvori hans bekendt , +den tyske våbenmcsfcr , havde opslået sin +bolig ; våbenmesteren var endnu oppe . Han havde +to store , selvgjorte fyrretræes fakler brændende foran +sig , ved deres lys sad han og stoppede hullerne på +sin våbenkofte , som tid og langvarig brug efterhånden +havde bragt i synlig forfald . Ved lyden af +en kommende svøbte han koften sammen og kastede +den hen i en krog i mørket , som om han undså +sig over , at nogen skulle træffe ham i en så uridderlig +beskæftigelse . Da han genkendte Viffert tog han +den atter frem og vedblev sit arbejde . +Det var en ældre mand med stærkt udprægede +træk , et tilspidset kindskæg og en uhyre hårvækst , +som begyndte at gråne . Altid tilfreds med sin stilling , +altid tilbøjelig til at tage verden fra den lystige side , +var hun en fortræffelig selskabsbroder og en velkommen + +gæst , hvor han viste sig . Han hed hr . Eige von +trotorlow , et navn , der desværre ikke har haft det +held , at kunne vedligeholde sig i Danmark så længe +. som mange andre af vore tyske herrenavne . +„ Hvor det er skade , at i ikke kom lidt før , “ +Udbrød hr . Eige , i den blanding af tysk og italiensk , +hvori han udtrykte sig . „ Jeg har drukket den sidste +dråbe , der var tilbage . “ +Til bevis herpå strakte han hånden ned esteren +tom viinkande , som stod på gulvet . „ Jeg har +også tabt alle mine penge i terningspil i aften , ellers +skulle jeg snart stikke en mand ned til marketænderen +. og få kanden fyldt på ny . “ +„ Det er ikke for at tomme en viinkande , at jeg +tommer her i aften , “ svarede Viffert . „ Vil i låne +mig eders kårde med krydsfæstet , den falder mig +bedre i hånden end min egen , og jeg vil få brug +for den i morgen . “ +„ Guds hellige død og pine ! “ råbte eige jublende , +idet han sprang op fra bænken og greb Viffert om +armen . „ I skal slås ; og det er alvorligt , vil jeg +håbe , noget , der er værd at trække ud for . Naturligvis +er jeg eders vidne , jeg skal straks skaffe en mand +til , som vil gøre sig en glæde af at følge med . “ +„ Jeg takker eder , men det behøves ikke , jeg har +allerede mine vidner . “ +„ Og i har kunnet glemme mig , eders gamle +fægtemester ! Det er hårdt ! “ ytrede han med et suk +og satte sig yderst sørgmodig ned på bænken . + +„ Det var altså kården , “ vedblev bifsert . +„ Den hænger deroppe på væggen , “ sagde eige +og pegede med tommelfingeren over skulderen . „ Jeg +har pudset den blank i aften . Men det er umuligt , i +kan ikke drage ud ude « at tage mig med , så længe +som jeg nu har gået og ventet efter en ordenlig tvekamp . +Selv har jeg gjort mig al optænkelig umage +for at få en : studsige svar , spottende miner , aldrig +ride til side for nogen ; djævlen står i det ; intet +ville hjælpe . — hvem er den mand ? — eige von +trotorlow -- så tager enhver straks følehornene til +sig . Hr . Viffert ! I er min allerbedste ven , klingen +ligger eder prægtig i hånden , og så har i en +maner i de dybe kvarter som ingen anden ; i må +tage mig med . Da jeg så den Iver og udholdenhed , +i anvendte for at komme til at fore en god kårde , +anede det mig straks , at i havde en uven , på hvem +i ville spendere frugten af min lærdom , nu har i +fået ham fat , nu skal han have det , lige i prikken , +det er eders hensigt , og han får det , jeg ved det +forud , men jeg må ikke være med , jeg , som har gjort +eder færdig , skal ikke få at se , hvordan i benytter +mine erfaringer . Det er ugudeligt ! “ +„ Seks af mine bedste bekendte have tilbudt mig +deres tjeneste , jeg har kun kunnet vælge to af dem ; +i indser altså selv , at der er intet ved den sag +at gøre . “ +Hr . Eige sad lidt og betænkte sig , før han spurgte : +„ Når skal det gå før sig ? “ + +„ I morgen tidlig ved solopgang . “ +„ Og hvad vil feltherren sige dertil ? “ +„ Jeg håber ikke , at han skal få det at vide . Vi +ride udenfor lejren sonderpå , nedad mod Vonsild skove . “ +„ Nedad mod Vonsild skove , “ gentog eige . „ Det +er godt . Husf nu straks at lægge mærke til lyset , +tving ham et skridt eller to til siden , så han får +solen i øjnene . Så blot rolig i begyndelsen ; lad +ham gøre sine kunster først , det trætter . — og jeg skal +gå herhjemme med hænderne i lommen , mens i +andre slås . Det er jo ikke til at holde ud . “ +Viffert havde taget kården ned fra væggen og +fæstet den fast under sin kappe ; han rakte våbenmestcren +hånden og ville gå . Hr . Eige holdt ham +tilbage , han havde endnu meget at sige ham . +„ I tænker da ikke på al slås i Skinner og +plade ? Det er en maner for kujoner , ikke for brave +mænd . Jeg så i osnabruck de herrer schvanwedel +og Hugo von der nußwurm stå og stikke på hinanden +i fuld harnisk en klokketime til ende . Ingen af +dem kunne få hul , til sidst pryglede de hinanden tildøde +med stridskolber . Hvad ligner vel det ? Stig tilhest +uden rustning og mod ham i våbcnkjole alene , så +tvinger i ham til al gøre det samme . Det seer da +ud efter noget . Læg så endelig fra første øjeblik +mærke til , hvorledes han tager sine parader ; er det +en Karl , som forstår noget , så bruger han ingen +finter , men man træffer også på spekulanter , som +give sig fanden i vold på det uvisse ; dem skal man + +være agtsom på . Mens vi lå i mantua , kom der +en aften en adelsmand til mig , efter at jeg allerede +var gået til sengs . — „ Jeg skal slås i morgen , “ sagde +han , „ og jeg forstår knn slet al brage kården . +Lær mig det . “ — „ Ja hvad skal det blive til ? “ svarede +jeg . „ Tror i , man lærer al føre en kårde fra nu +af til i morgen tidlig ? “ — så tog han en vægtig +pung op af lommen , klingrede for mine øren med +den og sagde : „ I denne pung er der halvtredssindsthve +guldstykker , de tilhøre eder , hvis i lærer mig +så meget , at jeg kan slippe fra den sag med livet . “ +— det var fristende , hvad ? — jeg sad lidt og betænkte +mig . — „ Bil i spendere eders ene hånd for +at vinde ? “ spurgte jeg . — det ville han . — „ Godt ! +Så læg nu noie mærke til , hvad jeg siger . I det +øjeblik , i seer eders modstander falde ud efter eder , +få opfanger i stødet i eders venstre hånd , bøjer +fingrene fast om hans kårde , og mens i holder den +tilbage , støder i ham eders egen i brystet . I vil +slippe derfra med livet , hvordan det forresfen går +med æren , det må i selv om . “ — vi prøvede et +par gange på skrømt i mit telt , og fyren forlod +mig . Næste dag gik det ganske nøjagtig efter recepten : +modstanderen stak min adelsmand i hånden , men +han stak al odstanderen igennem brystet . — sådan +kan det gå , vogt eder derfor . “ +„ Jeg skal følge eders råd , “ svarede Viffert +smilende , „ men for at jeg skal kunne huske dem , må +i heller ikke give flere . “ Dermed gif han . + +låbenmesteren fulgte ham til døren . „ Pas godt +på min klinge , “ sagde han , „ det er en ædel natur , +der har lugtet menneskeblod for — hånden ikke for +fastknuget om heftet , husk så bestandig på at følge +den andens øjne — — og jeg skal ikke nære med , “ +Vedblev han , efter at Viffert var gået . „ Ia , det ville +vi dog se på . “ +Med denne bemærkning trak hr . Eige von trotorlow +sig tilbage til sin stue og stængede døren . +Da Ebbe og Bjørn forlod selskabet , gik de +igennem lejren ned til et gammelt , forfaldent bondehns , +hvor hr . Jeppe thnessøn havde opslået sin +bolig . Det var en velhavende herremand , som handlede +på Holsten med øxne og heste , og i hvis hus +Ebbe strangcsen havde tilbragt forrige vinter , medens +han hjalp ham med kvæghandelen . +Jeppe lå på en bænk med en stor sengedyne +under sig , han var fed og blussende rød i ansigtet , +havde små , vandblå øjne , som næsten forsvandt mellem +de vældige bryn og fyldige kinder . Foran ham stod +en stor viinkande , og ved hans side sad , en munk , +hvem Jeppe dikterede et brev til hjemmet , thi selv +kunne han ikke skrive . Da Ebbe og Bjørn trådte ind , +var brevet netop færdigt . Jeppe satte sit mærke under +og lod munken gå . De tre herremænd blev alene . +„ Har du noget i kanden ? “ spurgte Ebbe . +„ En lille tår er der vel endnu , og mere kan +der blive råd til , skønt det begynder at blive silde , +og jeg vil til sengs og sove . “ + +Ebbe tog kanden og drak . Bjørn lagde sin +hånd på hans skulder og sagde : - „ Leon også lidt +til mig ! “ +„ Bil du gøre mig en tjeneste ? “ spurgte Ebbe . +„ Nej , jeg vil ikke , “ svarede thuesson , „ for du +vil låne penge , og det bliver der intet as . Du +glemmer at betale tilbage igen , og der står endnu +sytten gylden på brættet for din sidste rejse ned til +Holsten , som du ikke har gjort rigtig regnskab for . “ +„ Denne gang tager du fejl , “ sagde Bjørn . +„ Iaften komme vi ikke for at låne penge . “ +„ Hvad ville i da ? “ +„ Jeg skal ud og slås i morgen tidlig , “ svarede +Ebbe . „ Bil du følge med som bidne ? “ +„ Skal i nu ud og slå ihjel igen , “ sagde thuesson . +„ Hvem er det , som skal holde for i morgen ? “ +Ebbe rynkede sine bryn til denne ytring , som +indeholdt hentydninger , han ikke syntes om . Han fortalte +med nogle små forandringer , hvad der var sket +hos øste stub . +„ Det er en slem , indbildsk knægt , den biffert +bendelbo , “ sagde Jeppe . „ Jeg glemmer ikke , at feltherren +foretrak ham for mig , da han skikkede dem op +for at slås med bønderne ved nye . “ +„ Hvad ville du der ? “ spurgte Ebbe . „ Jeg troede +ikke , du var så meget for at slås ? “ +Jeppe brast i latter . „ Hvad fanden brød jeg +mig om at slås ! “ sagde han . „ Jeg ville se et +øjeblik hjem til min gård undervejs og få mine + +kreaturer bjergede sønderpå før de kom og tog dem . +Det var meningen . — nå ! Du skal altså ud at +fægte i morgen . Du bliver da aldrig klogere . Kan +du få nogen til at være det andet vidne ? “ +„ Jens okse har tilbudt sig . “ +Bjørn så forbavset hen på Ebbe . Han vidste , +at de ikke havde set Jens okse den hele aften . Ebbe +lod , som han ikke mærkede det . +„ Ja , når en så hæderlig mand som Jens okse +siger god for dig , vil jeg også være med , “ svarede +Jeppe . +Der blev nu bragt en ny kande vin , og medens +de tømte den , aftalte de tre forbundne enkelthederne , +som stod tilbage at ordne med hensyn til kampen . +Lidt efter toge Ebbe og Bjørn afsked . +„ Undskyld , jeg bliver liggende , “ sagde Jeppe thuesson . +„ Jeg er tyk og fed og holder ikke af at rejse +mig , når jeg kan undgå det . Tøv lidt ! Der falder +mig noget ind . Da jeg drog herned til Kolding , traf +jeg en munk-fra Børglum , som solgte mig en talisman . +Han svoer ved alle sine helgene på , at så længe +man bar den hos sig , var man sikker både for +hug og stik . Den vil jeg låne dig i morgen . Jeg +bærer den altid hos mig . “ +Jeppe tog en lille pakke op af sin koffelomme , +medens han vedblev : „ Det er rigtignok knn en hasselnød , +at se til som en enhver anden nød , men munken +forbandede sig på , at der lå et stykke af Sankt Peders +kindben indeni ; man kan også hore , at det rasler , + +når den rystes . Så var det den Asten , vi havde +gilde hos kongen i Kolding , da var jeg fuld og fik +lyst til at se , hvad der var i nødden . Jeg kvækkede +den , og gansfe rigtig , der lå min sjæl et lille stykke +veen derinde . Nu har jeg bundet den forsigtig sammen +igen og svøbt en klud udenom . Jeg tænker ikke , +den har mistet noget af sin kraft for det . Vil du +låne den i morgen , så vær så god ! “ +Ebbe afslog det og gik med Bjørn . Jeppe kaldte +på sin tjener og lod sig afklæde . Lidt- efter kom +Bjørn tilbage og hviskedee til ham : +„ Lån os alligevel den lille pakke , i nylig talte +om . Hvem ^an vide , hvad den er god for . “ +Jeppe gav ham pakken . „ Men i svarer mig til +den , “ sagde han , „ jeg vil min sjæl have den igen , +man er altid sig selv nærmest . “ +Ebbe var imidlertid gået hen til Jens okses +bolig . Hans ærinde her var det samme , som hos +Jeppe thuessøn , og Jens besvarede hans bøn med et +lignende spørgsmål : +„ Kan i få nogen til at være eders andet vidne ? “ +„ Jeppe thuessøn har tilbudt sig , “ svarede Ebbe . +„ Jsåfald kan i også gøre regning på mig , “ +Sagde Jens . +De nødvendige forberedelser til kampen blev nu +aftalte . Bjørn var kommen ind til dem . ' han stod +og lyttede og smilte ; først nu fattede han det kløgtige +i Ebbes måde at skaffe sig vidner på . + +Xxiv . +En forårsmorgen . +Den næste dag stod solen klar og skyfri på +himlen . Foråret bredte sit friske , grønne tæppe over +jorden , storken og stæren gik i engene , kragerne +fløj i store skarer hen over skoven , og det sang og +spirede og duftede og mylrede frem overalt , som om +den nye hersker ilede med sine belgjerninger at udslette +alle de sørgelige allnder , hans forgænger havde +efterladt . +Nogle timer efter solopgang rede seks mænd ud +fra Lejre » » edad mod Bo » sild , son : dengang lå omgiven +af en mægtig skovstrækning . Rytterne droge +frem i skridtgang , der syntes at hvile et tankefuldt +og-alvorligt udtryk over dem , som kun slet stemte med +den friske forårsmorgen . I deres spidse red visiert +vendelbo , ' indhyllet i en stor kappe . +Rygtet om hvad der var foregået hos offe stub , +havde allerede vundet langt større udbredelse , end +visiert ønskede . Flere af hans venner indfandt sig + +hos ham om morgenen for at tilbyde deres tjeneste , +og bistert havde mange Benner . Nogle lod sig nøje +med den samme forklaring , som hr . Eige von trotorlow +havde fået , andre påstode , at de ville følge +med , en kamp var en adspredelse i det ensformige +liv , de så længe havde ført , og bidnernes antal var +således steget til fem , inden de forlod lejren . +Hvorledes det imidlertid var gået modstanderne , +vidste ingen , de havde endnu ikke ladet sig til syne . +Derimod meldte Jeppe thuesson og Jens okse sig om +morgenen tidlig hos bifferts vidner og aftalte mødestedet +til kampen med dem . Fornærmelsen den foregående +aften havde været offenlig , udfordringen blev +ordnet efter de strengeste regler for den tids våbenbrug . +Et stykke nedenfor lejren begyndte skoven . Ved +et riisgjærde , som indhegnede den , holdt en enlig +nytter og så sig om til siden , som om hun ventede +nogen . Foran sig på sadlen havde han bundet en +anseelig pakke , der så ud som hvidt linned , men +hvis indhold iøvrigt ikke var til at gætte . +Da bistert kom nærmere , genkendte han hr . +Eige von trotorlow , som smilede og hilste med den +venligste mine . +„ Jeg havde ikke ventet mig den ære at møde +eder her , “ sagde visiert . „ Det var imod vor aftale , +hr . Eige ! Som i seer , er vi allerede dragne ud i +et temmeligt stort antal . Det vil vække opsigt i +lejren . “ + +eige hørte ham rolig til ende , hans smil blev +uforandret . +„ Antage i herrer da ikke , at i ville få brng +for en dygtig feltskærer i dag ? “ +„ Er i feltskærer ? “ +„ Det skulle jeg rigtignok mene . Her se i mine +pakkenilleker . Det skal være en morderlig skavank , +som jeg ikke tager på min samvittighed . I osnabruck +behandlede jeg en Junker , som en feltslange havde +revet det halve ben af . Han går endnu så rask +som en af os , og velsigner mig på stampen . Da +vi lå for genua — — “ +„ Nå i guds navn ! så følg da . med os , “ +Sagde Viffert utålmodig . „ Lad os blot komme afsted . “ +Han gav sin hest af sporen og red ind over +skovvejen . Hr . Eige sluttede sig til de øvrige , og +fortalte dem omstændeligt , hvorledes det var gået , da +han lå for genua . +Vejen , de nu red , førte til en åben plads inde i +skoven , omkrandset af en række ærværdige og knudrede +egetræer . I det ene hjørne af pladsen betegnede en +stor høj et gammelt offersted , hvis oprindelige skikkelse +nu var forstyrret . Flere as stenene , som før havde +ligget oppe på højen , vare rullede ned på Sletten +og skjultes næsten af skovbundens lysegrønne græs , +hvori små buske af anemoner og tusindfryd blandede +deres brogede farver . +Idet de rede ind på pladsen , blev de overraskede +ved at se Ebbe og Bjørn , ventende på dem . Ebbe stod + +oprejst , støttende sig til sit sværd , isørt et blankt brystpandser +og armskinner . Jeppe thnessøn lå på sin +kappe i græsset med opknappct våbenkjole , han pustede +og stønnede , medens sveddråberne perlede på +hans pande . Det hurtige ridt denne morgen havde +øjensynligt anstrengt ham i høj grad . Bjørn sad på +en sten og drak af en læderflaske . Jens okse bandt +deres heste . +Bed synet af bistert og hans følge hilste de +andre dem . Bjørn var især yderst høflig , han stod +op fra stenen , slog ud med armene og gentog sine +buk flere gange , uden at nogen gav agt på hans +opmærksomhed . Jeppe thnessøn blev liggende , han +tog sin hat af og sagde : +„ Beder om forladelse , i kære Benner og ædle +herrer , fordi jeg bliver liggende og hviler mig lidt . +Jeg er en tyk og fed Aland og kan næsten ikke få +mit vejr , så djævleblændt red vi til , for ikke at lade +eder vente . “ +Da Viffert steg af hesten og slog sin kappe til side +var han iført en lysebrun kofte uden rustning . +Hr . Eiges kostbare klinge hang i et bælte ved hans +side . Ebbe lod til at studse herover ; han gik hen til +Jens oxc og talte nogle ord til ham . Jens rystede +på hovedet og hjalp med at spænde brystharnisket og +armsfinnerne af . Han stod nu i våbcnkoste ligesom +Viffert , kun lagde man mærke til , at han foruden sit +sværd tillige bar en sortsfaftet daggert i bæltet , midt +på brystet . + +vidnerne valgte derefter stedet til kampen og +betegnede de to modstanderes plads . Solen stod endnu +ikke så højt på himlen , at dens skin kunne komme +i betragtning . Pladsen var derfor hurtigt valgt . +Hr . Eige lod imidlertid til at være den mest beskæftigede . +Da han havde bundet sin hest , tog han +pakken , løste den op og udbredte på jorden en mængde +små og større stykker linned , hvilket dog ikke hindrede +ham i på samme tid at skotte hen til de andre og +nøje at give agt på alt , hvad de foretoge sig . Da +linnedet var ordnet , drog hr . Eige en salvebøsse op +af sin lomme , en flaske med eddike , en kniv og en +saks , kastede et mønstrende blik på sine forberedelser +og gik derefter hen til den afstukne plads . Her undersøgte +han jorden , om den også var tilstrækkelig fast +og jævn , trådte muldvarpeskuddene ned , lagde mærke +til , hvorledes lyset var fordeclt , nikkede og gav sit bifald +til alt , og vidnerne fandt sig i alt ; hr . Eige +var så godmodig , man vidste desuden , at han var en +kyndig dommer i kampsager . +„ Det er fortræffeligt ordnet det hele , “ bemærkede +han til jul . „ Der er sket ret og skel mod begge +parter ; kun synes mig kamppladsen lovlig stor afsat . +Jeg har set den , der var mindre . I Verona sloges +jeg en formiddag efter frokosttid med en af mine +gode venner oppe på spisebordet . Istedetfor sværd +brugte vi dolken , og for ikke at vige fra hinanden +havde vi bundet vore venstre håndledde sammen med +et skærf . “ + +„ Hvordan spændte det så af ? “ spurgte Jeppe +thuessøn , som nu var kommen til kræffer igen og +havde rejst sig . +Hr . Eige så på spørgeren og trak på skulderen . +„ Det spændte af , som det plejer , herre , når +man stikker en mand seks tommer stål ind i +hjertekulen . “ +„ Uh , fy ! “ råbte Jeppe . „ Mindre kunne gøre det . “ +Viffert og Ebbe havde taget deres pladser og stod +nu ligeover for hinanden . Ebbe var meget bleg denne +morgen , men idet han tog sin hat af , vidnede hans +rynkede pande om bestemthed og trods . Jens okse +og thuessøn stod hver på sin side af ham og holdt +deres dragne kårder rettede mod jorden . Den samme +stilling indtoge Vifferts vidner . De øvrige tilstedeværendæ +droge sig noget længere tilbage . Da +således alt var ordnet , gjorde Jens okse et skridt +fremad , hilste og sagde : +„ Inden vi gå videre , spørger jeg efter skik og +brug i alles påhør , om der er skjellig og høvist +grund til , at hæderlige mænd stille sig her med våben +mod hinanden ? “ +„ Det er der , “ svarede jul . +„ Dernæst spørger jeg , om anledningen til denne +kamp er en sådan , at forsonende ord eller upartisk +forklaring ikke kan bringe forlig tilveie , for sværdet +drages ? “ +Ebbe tav ; han stod og støttede sig til sin kårde +og så på Viffert . + +„ Jeg holder en forsoning for mulig , “ svarede +Viffert , „ og er rede til at genkalde enhver ytring , +hvorved hr . Ebbe Strangesen og hans ven knnne have +følt sig krænkede . “ +Denne erklæring vakte almindelig forbavselse . +Viffert smilede og vedblev : +„ Jeg vil dertil gøre de to herrer min undskyldning +for alt , hvad jeg iaftes efter opfordring har talt , +hvis hr . Ebbe blot vil erklære , at jeg påsagde ham +noget urigtigt , jeg mener , et eneste ord , som ikke +stemmer med den strengeste sandhed . Han behøver +blot at nægte , at han og hans kammerat derhenne med +flasken i hånden , have fældet en sagesløs Aland og +kastet hans lig i vandet . Mere forlanger jeg ikke . “ +„ Det svar , jeg agter at give , skal i finde på +. Spidsen af mit sværd , “ sagde Ebbe . „ Kun et gad +jeg vide : hvem det egentlig er , jeg her får med at +bestille ? — mit navn er Ebbe Strangesen , hvad er +eders ? Jeg har hørt tale om en mand , som kom +ridende til lejren i en munkekutte på en grå hest , +gud ved hvorfra , listede sig ind i herremænds kreds +og snyltede sig en plads til ved deres bord . Er det +nok til at fore det store ord blandt os ? Hvad er +visiert vendelbo for noget ? “ +„ Visiert vendelbo var det navn , feltherren +Johan Rantzau erklærede for en ærlig mands , da jeg +fremstillede mig i hans lejr , det var det navn , jeg +sloges under ved nye , da jeg tog den Dalby Bjørn +tilfange . Jeg ved vel , der knytter sig intet slægtregister + +til dette navn , men heller ingen skamplet . +Skulle i ikke være tilfreds med den forklaring , lover +jeg at hviske eder et andet og bedre navn i øret , +for vi forlade pladsen . — har i så flere betænkeligheder ? “ +Istedenfor svar drog Ebbe sin kårde , rede til +at begynde kampen . Jens jul trådte i det samme +frem foran , og sagde : +„ Det er formodentlig undgået alles . Opmærksomhed , +at hr . Strangesen bærer daggert i sit bælte , +medens hr . Viffert ingen har . “ +„ Det får at være , “ svarede Viffert . „ Jeg forstår +ikke at bruge dolken . “ +Ebbe rev sin daggert ud af bæltet og kastede +den hen til rustningen . „ Er der mere i vejen ? “ råbte +han rasende . +„ Aci ! “ svarede visiert . „ Nu skal retfærdigheden +domme os imellem . “ +Disse ord lod som en jubel , som om det +endelig var lykkedes ham at nå et længe eftertragtet +mål . Hans øjne strålede , han havde måske aldrig +været smukkere end i det øjeblik , deres klinger krydsedes . +Enkellhederne i den kamp , som nu begyndte , +vekslede så hurtig , at en beskrivelse vanskelig vil kunne +give et billede af den ; blot det lagde hr . Eige med +stor tilfredshed mærke til , at Viffert fulgte hans +råd og lod sin modstander angribe først . Der kom +i Ebbes åsyn og i den heftighed , hvormed han gjorde +sine udfald , en dyb harme til syne , alle de ydmygelser , + +han havde været genstand for , syntes endnu at klinge +for hans øren , og hvad enten det var Vifferts hensigt +eller ikke , så havde hans spot , hans gentagne skån - +selslose fremstilling af drabet på rigshofmesteren +og den synlige uvilje , Ebbe følte at være genstand +for hos de fleste tilstædeværende , efterhånden bragt +ham til den grad af ophidselse , hvori en mands +overlæg og besindighed svinder for en eneste følelse : +hævnlyst . +Ebbe Strangesen var en øvet fægter . Bjørn vidste +det , der lå en lumsk glæde udtrykt i det smil , +hvormed han stod og stirrede på kampen , medens +han holdt hænderne på ryggen og læderflasken i en +lang snor om den ene finger . +Hr . Eige von trotorlow var dog måske den af +tilskuerne , som det mest lønnede sig at lægge mærke +til . Det er umuligt , at et ansigt kunne være mere +talende eller en deltagelse mere levende udtrykt end +hans . Han opfattede den allerringeste bevægelse af +de kæmpende , hans bryn rynkede sig og glattedes +igen , han smilede og så barsk ud , hans hænder knugede +sig sammen og rettede sig . En lang strimmel linned +af de tilberedte bind hang ud af hans ene koftelomme +og slæbte efter ham i græsset . Han blev stående +på den plads , han engang havde valgt sig , foroverbøjet , +hans fødder syntes at være rodfæstede i jorden , +kun hans blik og miner talte . +Hr . Eige var en mand , som vidste , hvorledes man +havde at forholde sig på en kampplads . + +Ebbe Strangesen havde efterhånden udtømt alle +sine kunstgreb og udviklet en hurtighed og styrke , +som forbavsede tilskuerne . Bjørn stod og smilte . +Jeppe thuessøn derimod led utroligt ved at holde sig +sålænge i samme stilling med den sænkede kårde +ved Ebbes side . Hans kuglerunde ansigt perlede af +sved , han stiftede sværdet over i den anden hånd +og så hen på modstanderen , om det ikke snart knude +være uok . Viffert vedblev at gå forsvarsviis frem ; +hans øjne fulgte Ebbes , hans klinge mødte Ebbes , +snoede sig om den som en slange , drog sig tilbage , +strakte sig fremad , sikkert , bestemt og altid så betimeligt , +som om den forud vidste , hvor den skulle dække ham . +Kun engang tog han fejl . Ebbe flængede ærmet på +hans kofte ; blodet , som fulgte efter , betegnede , at +stødet havde truffet . +„ Nu har han det ! “ råbte Bjørn trinmferende , +idet han glemte den tavshed , han som tilsfuer var +forpligtet til at iagttage . +„ Endnu ikke , “ svarede Viffert , medens han trådte +et stridt tilbage , strøg sit lange hår fra panden og +begyndte kampen på ny . +Jeppe thnessøn tørrede sit ansigt , da han så , +at der var endnu mere tilbage , og indtog atter den +tidligere dækkende stilling . +„ Kan i tåle mere ? “ spurgte Ebbe spottende . +„ I stat ret snart få det at vide , “ svarede +Viffert . +Efter disse ord tog kampen en anden vending . + +nu var det visiert , som angreb , så heftigt og lynsnart , +at Ebbe sølle sig overvældet deraf . Han bed +tænderne sammen , hans hånd var ikke længer så +sikker og smidig som før . Vifferts øjne strålede +ham i møde som to flammer . Imidlertid trådte hr . +Eige et skridt nærmere , han smilede , rettede sig i vejret +og kastede et blik på de omkringståcnde ; den +færdighed , de her så udviklet , var jo hans værk ; +eige var mesteren , som tog sin del af lærlingens +triumf . For et øje , så sikkert og øvet som hans- , +kunne stridens udfald ikke længer være tvivlsomt . +Han så Ebbe gjorde et skridt tilbage , atter et , i +næste sekund borede Vifferts klinge sig i hans bryst . +Ebbe tabte sværdet , knugede hånden sammen over +det sårede sted og sank tung og ubevægelig ned i +græsset . Visiert stod med den blodige klinge i hånden ; +hans øjne hvilede på Ebbe , som lå . foran ham i +græsset . +„ Jeg beklager meget , hvad her er sket , “ sagde +han , „ men det kunne ikke være anderledes . “ Efter +disse ord bøjede han sig ned over Ebbe og hviskedee +nogle ord i hans øre . +Disse dæmpede ord , som de omkringstående ikke +kunne høre , udøvede en mærkværdig virkning på den +sårede . Hans lukkede øjne åbnede sig og stirrede +med et udtryk af rædsel op på Viffert ; han forsøgte +at tale , men det lykkedes ikke ; et blodigt skum +farvede hans læber . +„ Må så jeg bede om en lille smule plads , “ + +råbte hr . Eige . „ Nu skal vi se , hvad feltskærercn +kan gøre . “ +Han lagde sig på knæ foran Ebbe , sprættede +hans kofte op og undersøgte såret . Ebbe så på +ham , spørgende og ængstelig . Da eige straks efter +igen drog koften sammen over brystet , røbede Ebbes +øjne en ubeskrivelig frygt . Eige fattede dette udtryk +og udbrød : +„ Det er ikke noget at være bange for . Det hele +har ingenting at sige . I kan stole på mig , om fem +minnter er den sag i orden . I de to første minnter +en smule krampe , i de to næste lidt febergysen , så +kvæler blodet jer . Det kende vi alt sammen . “ +Efter denne beroligende trøst rejste fægtemesteren +sig , tørrede omhyggelig jorden af sine knæ og gik +hen til biffert . +Bjørn stod som bedøvet . Af alle de tilstedeværende +havde han mindst ventet dette udfald , hans +spottende smil var forsvundet , han betragtede Viffert +med en vis rædsel , men undveg hans blik . Da +eige var gået , lagde Bjørn sig ned på knæ foran +Ebbe og prøvede på at hæve hans hoved lidt i vejret . +Ebbes ansigtsfarve var bleven grågul , hans tænder +kom til syne under de tilbagetrukne , blålige læber . +Medens Bjørn understøttede hans hoved med sin arm , +gled hans blik hen over den kreds , som omringede +ham , tavs og alvorlig , uden sorg , uden deltagelse . +Han søgte Viffert ; da han så ham , syntes livet og +hadefulde følelser endnu engang at finde deres udtryk + +i hans matte , glasagtige øjne . Derpå vendte han +sig om mod Bjørn og hviskedee : +„ Tag dig ivare for ham . “ +En modsfrøm farvede hans mund , hans legeme +strakte sig tilbage , han udstødte et dybt suk og døde . +Bjørn knælede ned i græsset , bøjet ned over +liget ; han brast i gråd . Ebbes kårde lå noget +borte . Hr . Eige tørrede den omhyggeligt af og lagde +den hen ved den dødes side . Bjørn nikkede og +udbrød : +„ Han var en brav og ærlig sjæl ! “ +„ Mon ? “ +„ Han delse sin sidste skilling med mig . “ +„ Så var han en brav og ærlig sjæl , “ gentog +våbenmesteren . +I dette øjeblik kom Viffert hen til dem . +„ Det vil måske være eder imod , at vi to afgøre +vort mellemværende i dag , “ sagde han til Bjørn . +„ Så snart det behager eder , stat jeg være til eders +tjeneste . “ +Efter disse ord hilste han og red bort med sine +venner . + +Xxv . +Hvorledes Bjørn hævnede sin ven . +Den næste aften sad Viffert hjemme i sin hytte . +Han havde hele dagen ventet på Bjørns vidner , +men der kom ingen . Lidt før mørket begyndte , vendte +Jørgen gram tilbage fra sin rejse . Hans første +spørgsmål gjaldt Ebbe Strangesen . +„ Hvorledes gik det så hos osse stub , efter at +jeg drog bort ? “ +„ Jeg blev der ikke længe , svarede Viffert , „ men +jeg beklager , at du glemte dit løfte . Alt vel overvejet , +var det dig , der gav anledning til striden . “ +„ Det måtte blive tilfældet , efter vor samtale +undervejs . Jeg lagde mærke til , hvorledes alle betragtede +mig , fra det øjeblik jeg kom i hans nærhed , +det var , som om de ventede på , hvad der skete . +Rigshofmesterens sag er jo bleven min , og jeg vil +slås med Ebbe . “ +„ Det kan du ikke . “ +„ Han har fornærmet mig . “ + +„ Det gør han ikke mere . “ +„ Hvorfor ? “ +„ Fordi han er død . “ +„ Død ? “ gentog Jørgen , og betragtede Viffert +med den dybeste forundring . +„ Ja ! Jeg har hørt det fortælle af en , der stod +ved hans dødsleje . “ +„ Hvem var det ? “ +„ Ham , der dræbte ham . “ +Efter denne indledning , hvorunder Jørgens forbavselse +steg med ethvert svar , fortalte visiert alt , +hvad der var hændet , siden de stilles . Han havde +netop hørt op med at tale , da det bankede på døren . +Der kom en mand ind og spurgte , om hr . Viffert +vendelbo var tilstede . +De to venner sagde i mørke , men begge genkendte +røsten . Det var Bjørn Andersen , som stod +for dem . Der blev tændt lys . Bjørn så sig om +og udbrød , da han fik øje på Jørgen : +„ Jeg vil nok tale et par ord med hr . Viffert +i eenrum . “ +„ Tal kun ! “ svarede visiert . „ Siden i så +uventet gør mig den ære at besøge mig , efter hvad +der er sket , anser jeg det for rettest , at hr . Jørgen +gram bliver vidne til , hvad i har at sige . “ +„ Ja , det kan for den sags skyld også være +det samme , “ sagde Bjørn i den langtrukne tone , +som var ham egen , og han satte sig ned på den yderste +ende af bænken . „ Jeg kom blot for at sige eder , + +at hvis jeg igåraftes skulle have talt noget , som +i søle eder krænkede over , så tager jeg mine ord +tilbage . “ +Det kostede Viffert møje at vedligeholde en alvorlig +mine ligeover for denne erklæring . +„ Det bør i ikke gøre , “ sagde han . +„ Jo jeg gør , jeg tager dem tilbage alle tilhobe +jeg havde drukket tæt iaftes ; må i vide ; når jeg +drikker bliver jeg gerne fuld , og så ved jeg ikke , +hvad jeg siger . “ +„ Mcu i forholdt eder jo meget tavs den hele +aften ; tværtimod , det var jo mig , der var så uheldig +at fornærme eder . “ +„ Er det ikke det , jeg siger : så snart jeg får noget +i hovedet , husker jeg ingenting . ' ja vist var det eder , +der fornærmede mig , men det kan være det samme . +Jeg lader som om det aldrig var sket . “ +„ I kommer altså i aften for at sige mig , at i +ikke ønsker at slås ? “ +„ Jeg kan jo ingen vidner få , “ sagde Bjørn . +„ Har jeg ikke i eftermiddag løbet fra Herodes til +Pilatus ? Alle de jeg kom til , trak på skuldren og +vendte mig ryggen . “ +„ Jeg synes dog , at i må være langt mere +uvenlig stemt imod mig i dag end i går , siden i ved +mig har mistet eders bedste ven . “ +„ Ja , jeg holdt meget af Ebbe , det bekender jeg +frit , og hans død går mig græsselig nær til hjerte . +Det er heller ikke fordi jeg er bange for at slås ; + +hvis i tror det , tager i min sjæl fejl ; men jeg vil +ikke have et menneskes død på min samvittighed . “ +„ Man mener dog , at i temmelig længe har befundet +eder i et så uheldig tilfælde . “ +„ I tænker på rigshofmesteren ; må jeg bare +være fri for den snak , jeg har ligeså lidt dræbt den +salig Laxmand som i . Ebbe sagde , jeg skulle gå med +og så gik jeg med , som jeg altid plejede . Så sad +vi længe og drak ude i et bislag på høibroplads , +og da så rigshofmesteren kom over broen , gik Ebbe +hen og stak ham ; men jeg tog blot i hans ben og +hjalp med at kyle ham ud i kanalen . Den historie +har alligevel pint mig i mange år ; jeg så godt , +hvordan folk gik afvejen og lod , som de ikke kendte +mig . — skulle jeg nu gå hen og stikke eder ihjel +og have mere at bære på ? “ +„ Men er det da så afgjort , at i vil komme til +at bebrejde eder min død ? “ spurgte Viffert . „ Der +gives dog også et andet tilfælde , som i i dag har +set eksempel på . “ +„ I djævels skind og ben ! “ råbte Bjørn , „ jeg +er ikke bange , lad mig så være ; jeg vil alligevel ikke +slås med eder . “ +„ Godt ! “ sagde vifferi . „ I skal blive fri derfor , +men på en betingelse . “ +„ Nej , jeg går ikke ind på betingelser , men det +kan være det samme . Må vi høre ? “ +„ I forlader lejren . “ +Bjørn syntes at overveje . Han tav lidt . + +„ Jeg tror i betænker eder ? “ +„ På ingen måde . Mit tøj er allerede indpakket . “ +„ Det må ske endnu i denne Asten . “ +„ Råder i mig til det ? Ja , det er vel også det +bedste , så er der ikke så mange til at se på , at +jeg rider bort . “ +„ I må drage ud as landet , “ vedblev Viffert . +„ Jeg har tænkt på det , “ sagde Bjørn . „ Jeg +rejser til Lybek . “ +„ I må aldrig vende tilbage igen . “ +„ Nej ! “ +„ Aldrig byde en ærlig mand hånd , thi han vil +ikke modtage den , aldrig trænge eder ind i hæderlige +mænds selskab , de ville vise eder døren . “ +„ Det skal ske ! “ svarede Bjørn . +„ Gå så eders vej , hr . Bjørn Andersen . Jeg +har ikke mere at sige eder . “ +„ Farvel ! “ sagde Bjørn . „ Nu går jeg . — Ebbe +ligger oppe i våbenhuset ved Vonsild kirke . I kommer +til at koste noget på at få ham i jorden . Jeg +har ingen tid dertil . — jeg har heller ingen penge . “ +Med disse ord rejste han sig , nikkede og gik og +lod sig aldrig mere til syne . + +Xxvi . +Hjemad . +Den 20de April 1523 drog Christiern den anden +bort fra København , fordi han , som Arild Hvitfeldt +skriver , „ nu formærkede sig ingen mere tro at have +hos de danske . “ Johan Rankzau var kort i forvejen +gået med hæren til Fyen , . fra Fyen til Sjælland og +truede med at indeslutte hovedstaden . Lybekkernes +flåde ventedes i sundet , det gjaldt allså om at +komme bort , medens vejen endnu var åben . +Tyve skibe tog kongen med sig , ladede dem +med bohave , klenodier og „ Rigets bedste breve . “ +Dronningen og hans børn fulgte ham . Moder +Sigbrit var også med , hun blev som en kostbar skat +bragt ombord i en stor kasse af frygt for , at borgerne +og almuen skulle molestere hende undervejs fra +slottet ned til-skibet . For afrejsen kaldte kongen +Henrik gøe fra Abrahamstrup til sig , gjorde ham til +hovedsmand over København , lovede at vende tilbage +med hjælp og undsætning , når han blot ville holde + +byen i tre måneder . Henrik gøe holdt den i otte , +kæmpede med i ethvert udfald , pantsatte sin gård , +gisselfeld , for at betale soldaterne deres løn , men +kongen kom ikke , han flakkede imidlertid omkring i +fremmede lande , led nød og skuffelser ; det varede ni +år , inden han så København igen , da var hans +hustru død , hans børn landflygtige , han selv fange +på et af sin farbroders skibe . +Kong chrisliern drog bort ved middagstid . Solen +skinnede , alle gader ned til stranden vare opfyldte +af mennesker . Flere af landets mest fortjente mænd +slultede sig til ham og foretrak at forlade slægt og +venner for at følge ham i landflygtighed . Dronningen +græd , hun gik igennem gaderne med sine små børn +ved hånden , af og til standsede hun , vendte sig tilbage +og så op mod slottet . Hvad tænkte hun på +imedens ? Var det et afskedssuk , hun sendte den svindende +storhed , eller var det med glæde , hun bød +farvel til det sted , som havde været vidne til hendes +ydmygelser og sorger ? — Danmark havde ikke bragt +denne unge dronning synderlig velsignelse , hun var +bleven fonrængt og glemt i vældens dage , nu , da +nøden kom , syntes hun selv at glemme , hvad hun +havde tålt og lidt , hun huskede blot , at hun havde +plads ved sin husbonds side . +Undervejs fra slottet ned til stranden modtoge +de flygtende talrige beviser på den almindelige +deltagelse . Folket , som tidligere havde skælvet for +denne konge med de rynkede bryn , trængte sig nu +tranens varsel . +18 + +omkring ham , tilråbte ham deres farvel og bad ham +skynde sig med at vende tilbage til dem . Volden ved +stranden mylrede as mennesker , som blev stående +og hilste og stirrede efter de bortseilende skibe , til +skovshoveds grønne pynter skjulte dem . Det var , +som om den nedbøjede mands ulykke i dag havde udflettet +miudet om alle hans tidligere vildfarelser , +ulykken , der lægger gro over standens store kløft , +bragte 1523 folket nærmere til kongen , ligesom den +1658 bragte kongen nærmere til folket . +Frederik den første havde imidlertid forøget sin +hær . Lehnsmændene , som hidtil holdt sig uvirksomme +på deres gårde , for at oppebie den vending striden +ville tage , ilede nu til hans faner med krigsfolk og +gode løfter . På vejen gennem Fyen og Sjælland +mødte han kun venner og tilhængere , alene København +og Kallundborg stod tilbage . Hovedstaden havde +lukket skne porte ; medens Rantzau sendte bud til byen +om underkastelse , gjorde Henrik Goe sine volde højere +og plantede kanoner på dem . Rantzau byggede da +en standse på sersløv mark , en anden ved Valby +og indesluttede København . +Denne belejring , som varede i otte måneder , +tilbød ingen synderlig lejlighed til bedrifter . Henrik +Goe gjorde udfald fra byen og blev dreven tilbage +igen , angriberne gif det ikke bedre . Det beroede på +at tøve og vente , til borgerne , tvungne ved mangel +på erhverv , eller til høvedsmanden og hans krigsfolk , +af mangel på tilførsel , frivillig overgave sig . + +under denne uvirksomhed begyndte flere af herremændene +at tænke på hjemmet . Mai var kommen , +Marken ventede , der skulle pløjes og sås . På +samme tid blev hæren udenfor København forøget med +den del af krigsfolket , som var udsendt mod Kallundborg . +De vendte tilbage med budskab om , at byen +og slottet vare indtagne . Dagen efter lod rantzan +kundgjore i lejren , at enhver herremand , som havde +noget at udrette i sit hjem , kunne få orlov på +en bestemt tid . Blandt dem , der meldte sig , vare +Jørgen gram og biffert vendelbo . +Rantzan smilede , da han så visiert , og rakte +ham hånden . +„ Det er længe siden vi to have set hinanden , “ +Sagde han . „ Hvergang jeg kom i eders nærhed , syntes +det næsten , som om i søgte at undvige mig . “ +„ Hvorfor siulde jeg det , nådige herre ! Jeg ved +ikke nogen anledning dertil . “ +„ Anledningen kunne jo være den , at i har fravendt +os to dygtige stridsmænd , jeg mener hr . Ebbe +Strangesen , og hvad det nu var , hans kammerat hed ? +Thi at i har nogen skyld i , ar disse to hædersmænd +så pludselig forsvandt , det vil i da ikke nægte ? “ +„ Nej ! “ svarede visiert , „ det nægter jeg ikke . “ +„ I har derved handlet imod min befaling ; tænkte +i ikke på det , hr . Viffert ? “ +„ Jeg tænkte på , at i eders nærhed have kun de +retskafne plads , og det er tvivlsomt , hvorvidt de to +herrer kunne regnes blandt disse . “ + +„ Hvor blev de af ? “ +„ Den ene ligger og hviler sig på bonsild +kirkegård , den anden red Pokker i vold , til Lybek . “ +„ Det vil sige , at i har dræbt den ene og glemt , +at jeg satte bøde og straf for den , som drog sværd +i min lejr , for at hævne en uret eller krænkelse . “ +„ Jeg har ikke hævnet mig , men straffet , “ svarede +Viffert . +Rantzau stod lidt og så på ham i tavshed . +Derefter lagde han sin hånd på Vifferts skulder +og udbrød : +„ Hvor han har lært at brnge munden , den gråmunk ! +Man kommer ingen vej med ham . Det skal +du dog indrømme mig , mester Viffert , at jeg tog +ikke fejl , da vi to første gang taltes ved . Det var +andet end lyst til krigsbedrifter , som drog dig ind +i min lejr . Ikke sandt , jeg havde ret , fra nu af +kan du stole lidt mere på min kløgt . “ +„ Det har jeg bestandig gjort , nådige herre ! Jeg +stoler ligeså meget på Johan Rantzaus kløgt , som +på hans evne til at bevare en andens hemmelighed . “ +Rantzau lo og rakte ham hånden . „ Gå så +eders vej , “ sagde han , „ og kom igen , når i vil . +For jer to skal der altid stå plads åben ved min +side . “ +Samme eftermiddag blev Viffert kaldt tilbage til +feltherren . Rantzau gik ham imode og sagde : +„ I kommer til at gøre mig den tjeneste at tage +Henning gråbuk med eder . Der er noget fra fordums + +dage mellem ham og Casper Gylding til ' +tranders . Jeg bryder mig ikke om at vide , ' hvad det +er . Jeg har fattet godhed for Henning , der er meget +bravt og dygtigt hos ham , jeg vil gøre ham til en +retskaffen Karl , han behøver blot lejligheden for at +blive det . Gå til Casper Gylding og få ham til +at slå en streg over , hvad Henning kan have forbrudt . +Sig til ham , at hvis han gør knuder , skal +han få med mig at bestille , det kan han stole på . +Han blev borte fra hærren , da vi lod gå opbud om , +at hver mand skulle møde . Han har holdt med kong +Christierns foged , den hårde hund , hans Bartholomæus +tolder , jeg ved det godt . Alt dette skal komme +på hans regning , hvis han ikke lader Henning fri +og frels og giver mig hånd og Hals over ham . “ +„ Jeg tænker ikke , at han gør nogen vanskelighed +dermed , “ sagde Viffert . +„ Det tænker jeg ikke heller , “ svarede Rantzau +leende . „ Det er sandt ! “ vedblev han og sænkede +stemmen , som om han undså sig over , at nogen +skulle høre ham . „ Skik mig Henning tilbage igen , det +hurtigste i årker . Jeg kan ikke undvære den knægt ! +Jeg synes , jeg mangler noget , når jeg ikke har ham +hos mig . Farvel ! “ +Den næste morgen droge altså Jørgen og Viffert +hjemad til tranders . Henning gråbuk red bag dem . +Han havde fået en ny vadmelskappe foræret til denne +rejse , stået kraverne ned på sine store støvler og +forsynet dem med et par uhyre jernsporer , som klir ' + +rede ved hvert skridt . På hovedet bar han en glat +stormhue og ved væltet et langt og vægtigt jernsværd . ' +hvor frejdig og sorglos sad han ikke på +hesten og så sig om og smilte , hver gang han kom +forbi et bekendt sted . Sidst han drog igennem +denne egn var det mørkt og håbløst omkring ham , +da gik han tilfods og imod en tvivlsom skæbne , nu +lyste sole « over en fremtid fuld af forjættelser , han +var fri , han var frelst , han frygtede ingen . +Det varede en uge , inden de tre ryttere nåde +tranders . Jørgen grams utålmodighed steg med +hver dag . Det var ham , der om morgenen vækkede +de andre , han var den første på hesten og den , +der sidst brød sig om at tove og hvile . I det lange +mellemrum siden vi nævnede Gerda , havde hun haft +en plads i alle hans tanker , været målet for alle +hans ønsker . Nede fra lejren ved Kolding havde +han set lejlighed til at slikke hende bnd og fået en +smuk udsyet blomst og en lille , rød sløjfe tilbage . +Hvad kunne han ønske mere ? Brev sendte de ikke hin ' +anden , fordi ingen af dem kunne skrive . Nu skulle +de mødes igen , nu red han igennem de store skove +hjem til hende , og medens bøgen skyggede for solstrålerne +og sænkede sine grønnc grene ned over dem , +sad han og talte til Viffert om hende , hvorledes han +havde tænkt sig de kommende dage i Gerdas selskab , +hvorledes han ville indrette det hjem , hvori hun skulle +være hans hustru . +Viffert lyttede og tav og smilede dertil på en + +ejendommelig måde , som Jørgen ikke kunne udtyde , +han syntes mærkværdig nok at have ligeså megen lyst +til at hore på alle disse drømme om fremtidens +lykke , som Jørgen til at skrifte dem . Undertiden tillod +han sig dog en spottende bemærkning over det +ensformige i deres underholdning ; hans ord bragte +Jørgen til at tie , han så bistert smile over en +begejstring , som han udentvivl slet ikke forstod , og dog +var det Viffert , som lidt efter igen begyndte på det +samme emne . +Hvad der kastede sin skygge ind i dette Sollys , +var en vis ubestemt frygt hos Jørgen , hvorledes de +ville blive modtagne på herregårde » . +„ I dag nå vi altså til tranders , “ udbrød han , +efter længe at have redet i tavshed , beskæftiget med +denne tanke . +„ Rimeligvis ! “ svarede Viffert . +„ Hvad skal jeg sige til Casper Gylding , når han +kommer buldrende og spørger mig om hans pengesfrin ? “ +„ Jeg tænker , at du siger ham , hvorledes det forholder +sig . Vi to er dragne i krig og have haft +andet at bestille end at søge efter Gyldings penge . “ +„ Men jeg lovede , at bringe ham hans pengesfriu , +tilbage , det skulle være prisen for Gerda , det var i det mindste +den bestemte betingelse , hvortil han knyttede sit +samtykke . Han vil spørge om dette skrin i vor første +samtale . Jeg ved ikke det mindste at svare derpå . “ +„ Skaffe vi ham ikke hans skat , “ sagde Viffert , +„ så bringe vi dog den med , som har taget den . “ + +„ Hvad nytter det ? Henning gråbuk ved jo intet +derom . Den morgen , da skrinet blev borte , tænkte +han kun på at frelse sig selv . “ +„ Ja , det påståer han rigtignok , og Hennings +benægtelse vil gøre mig Johan Rantzaus ærinde en +hel del vanskeligere at udrette . Men derpå ville +vi nu ikke tænke . Lykken har hidtil stået os trolig +bi ; jeg håber , Casper Gylding lader sig tale tilrette . +Det var altså ved Gerdas dagligstue vi slap ; fortæl +mig nu resten . “ +Jørgen smilede , han havde en ubeskrivelig tillid +til Viffert . Nu begyndte han på en fortælling , der +lå hans lyst og tilbøjelighed nærmere . + +Xxvii +Casper Gyldings skat . +Det var en tidlig morgen , da de endelig så det +grå tårn as tranders komme frem imellem træerne . +Jørgens øjne strålede ; det var målet , der viste sig . +Han rakte Viffert hånden og sagde : +„ Så vidt har du ført mig . Hertil ville jeg +vist ikke være nået i dag uden din hjælp . “ +„ ' nu tænker jeg også , at vi have redet det længste +stykke vej sammen , “ svarede Viffert . „ Dernede ved +korsvejen stilles vi ; mens du drager til tranders , +rider jeg op til klostret ; jeg længes efter at se , +hvordan mine munke have det . “ +„ Jeg har et nedbrændt hus at se til , “ sagde Henning +gråbuk . „ øm i tillader det , så rider jeg først +derned ; siden skal jeg mode eder , hvor i bestemme . “ +Jørgen syntes ikke ret om at tage alene til tranders ; +han var nu engang vant til at have en ven ved +sin side , når der skulle handles , men Viffert ville +til tit kloster , og de tre ryttere skiltes lidt efter nede +på korsvejen . + +Jørgen red altså op mod herregårde » . Han +lod sin hest gå i skridtgang . Solsorten og bogfinken +sang indenfor skovgjærdet , spætten hamrede i +træbarken , , den kølige morgenluff strømmede ham +imøde , alt var liv og friskhed og poesi . De mest +forskellige tanker strømmede ind på ham , hans hjerte +bankede ; hvad ville Casper Gylding og hans søster , +med det forstenede ansigt , sige , hvad ville Gerda sige ? +Havde hun også -længtes og ønsket sig dette gensyns +lykke ligeså inderligt son : han ? Han kom nærmere til +diget og gærdet , som skilte haven fra skoven . +Derinde var det , de mødtes den sidste aften , da han +lyttede til de berusende ord , hvorfra hans tilværelse +siden havde draget næring . Han genkaldte sig den +ringeste ubetydelighed ved dette møde , — hvad er +stort og hvad er ubetydeligt i en elskers mening ? — +han erindrede sig hendes blege ansigt med de strålende +øjne , så tillidsfulde , troende og milde , han så +hendes fine skikkelse i den lyse kjole , støttende sig til +træet for ikke at segne om , medens hun med et +lykkeligt smil strakte han : hånden i møde . Idet han +hævede sit blik som for at hilse stedet , hvor denne +lykke var bleven ham tildel , udstødte han et skrig , et +jubelråb : oppe på diget stod Gerda i morgensolens +klare lys , i den hvide kjole , og så ned ad vejen +mod sønder , hvorfra han skulle komme . +Et øjeblik stirrede Jørgen på denne yndige åbenbaring , +som om han tvivlede om , hvad han så , i +det næste sprang han ned fra sadlen , ilede hen til + +hende , knælede ned for hende , støttende sin brændende +pande på de hvide hænder , hun strakte ham i møde , kaldte +hende ved alle de blide navne , kærligheden gemmer , +og afbrød sig selv for at betragte hende , medens hun +lå med lukkede øjne ved hans bryst . De fortalte +hinanden , hvad enhver af dem forud vidste , og medens +de tav , fortsatte blikket læbens sprog , det var jo dog +knn et særskilt udtryk for den samme tanke , og det +vekslede med spørgsmål og svar , med udråb og +forsikringer , der have været de samme lige fra syndflodens +tid , og som bestandig ville blive ved at være +lige nye , så længe de blot strømme fra friske læber , +og så længe sangerens Melodi finder genklang i den +lyttendes hjerte . +Jørgens hest gik imidlertid i god ro og græssede +på grøftekanten , den så lidt op efter sin herre ; da +den fandt ham sysselsat , rystede den sit bidsel og gav +sig til at græsse på ny . +Lyden af en kommende kaldte dem endelig tilbage +til birkeligheden . En arbejdsmand gik til sin gerning +i haven . Gerda forsvandt bag diget , Jørgen +blev stående på bcien med hestens tømme i hånden . +Nu , efter at han havde set hende , følte han aldeles +ingen lyst til at drage til tranders . Han begyndte +at overveje , om det ikke i grunden var rigtigst +at opsætte sit besøg til længere op på dagen ? det +var endnu så tidligt , om det ikke var bedst at tøve , +til han kunne fremstille sig før easper Gylding i + +Vifferts selskab ? — med denne sidste beslutning steg +han tilhesf og red opad mod klostret . +Henning gråbuk fulgte imidlertid sin egen Bei , +ind over den smalle sti , som slyngede sig gennem +skoven til hans hytte . Hans hest gik i skridtgang , +medens den førte ham forbi de velbekendte steder ; +ethvert af dem gemte et minde fra svundne dage , +billeder af nød og savn , som man i lykkelige kår +så gerne dvæler ved , fordi det smigrer vor kløgt , at +have kæmpet sig op over dem . Han sad og sang +himmelhøjt og vendte sig om til siderne , tilfreds +over denne modsætning mellem før og nu . Når han +mødte en bekendt på Beien , holdt han stille og hilste . +Manden betragtede forbavset den sorglose og velklædte +rytter , der nikkede til ham og sagde : +„ Kender du mig ikke ? Jeg er Henning gråbuk , +som herremanden på tranders en dag ville hænge . +Dengang lod han det være , nu gør han det samme . “ +Den tiltalte havde stor lyst til en længere forklaring , +men Henning gav sin hest af sporen og begyndte +at synge eller fløtte på ny , medens han red +videre . +Inde på den åbne plads foran hytten holdt +han stille . En sværtet grusdynge viste sig for ham ; +stykker af sønderbrudt bohave , forkullede bjælker og +lægter stat ud imellem stenene . Hist og her bredte +en burre , en bregne eller skarntyde sine lysegrønne +blade over gruset , som om de søgte at skjule tilintetgjorclsen . +Bed brondcns sammenfaldne rækværk + +stod endnu den baukesfammel , hvorpå Kirsten havde +brødet hør , da Casper Gylding og hans mænd kom . +Ligesom den morgen skinnede solen ned over stedet . +„ Der ligger mange klager og megen nød under +den grusbunke , “ mumlede Henning . „ Fanden i vold +med det alt sammen ; det næste hus , jeg bygger , skal +få en bedre grund at stå på . “ +Med denne forsikring steg han af hesten , spændte +hovedtøjet løs og bandt den fast til et af træerne ; +derefter tog han sin lange sabel under armen , så +sig om til siderne og gik ind i skoven . +Her fulgte han vejen gennem krattet , langsomt +og spejdende . Af og til standsede han og lyttede . Kragerne +streg over trætoppene . Sangfuglene kaldte +til rede ; iøvrigt hvilede alt i en uafbrudt tavshed . +Hist og her faldt solstrålerne ned imellem træerne +og opfangedes af de grå bøgestammer eller forøgede +farvernes virkning ved det skarpe lys , de kastede hen +over blomsterne i den friske og grønne skovbund . +Henning blev ved at vandre fremad , til han fandt +den gamle eg , hvori han havde gemt Casper Gyldings +pengesfrin . Han krøb op i træet for at rage løvet ud +af den hule stamme . Pludselig holdt han inde , hans +ansigt udtrykte den dybeste overraskelse . Løvet var +ryddet til side , — skrinet fandtes ikke . +Han blev siddende nogle øjeblik på grenen og +stirrede ned i åbningen ; derefter gav han sig til at +søge på ny . +„ Hvad bestiller du der ? “ spurgte pludselig en + +stemme fra den nærmeste busk . Henning vendte sig +om , Viffert vendelbo stod for ham . +„ Du kan spare dig din søgen , “ sagde han ; +„ Skrinet er der ikke . “ +„ Desto værre for herremanden på tranders , “ +Sagde Henning . „ Jeg ville have bragt ham det i dag . “ +„ Er det vist ? “ +„ Det skulle være min gave , til eder og hr . +Jørgen . “ +Viffert smilede . Henning fattede den tvivl , som +dette smil udtrykte . „ I tror vist , af jeg ville have +stukket det til mig og selv beholdt det , ikke sandt ? “ +„ Jeg frygter for , af din gamle natur kunne have +bragt dig i fristelse . “ +Henning trak på skulderen . „ Å nej ! det kunne +gå an dengang jeg ikke havde noget og ikke vidste , +hvor jeg skulle tage foden til tre sultne munde . Det +er blevet bedre siden . . Kan i huske , hvad i sagde til +Ebbe Strangesen den aften , de holdt gilde hos osse +stub ? Hvordan kan den , der selv duer noget , bestandig +tvivle om andre ? — jeg hørte hvert ord , i og hr . +Jørgen talte undervejs om det skrin ; jeg ville have +flyet herremanden det tilbage i dag og sagt : der har +i , hvad der tilhører eder , lad os så være kvit . Tror +i mig ikke ? —det er eders utykke , i store herrer ! +Af i bryde eder for lidt om at forstå dem , der er +under eder . Man høster ingen tillid , hvor der sås +tvivl . “ +„ Kom og lad os gå , “ sagde Viffert . + +„ Et ord endnu . Hvordan har i kunnet få at +vide , at det skrin var gemt her ? Der er ikke et +menneske i verden , til hvem jeg har fortalt det . “ +„ Det behøvedes ikke heller , “ svarede Viffert . „ Jeg +gik og fangede fugle , mens jeg boede i klosteret . Den +morgen , du løb fra tranders , var jeg herude og +røgtede mine Doner . “ +„ Og i tav til nu ? “ +„ Det gjorde du jo også . “ +Casper Gylding holdt sig hjemme på sin gård +i denne ufreds tid , men havde dog ikke tilbragt så +rolige dage , som man skulle formode . Straks efter at +den jyske adel sendte sit opsigelsesbrev til kong Christiern , +blev der et stort opløb i Ålborg . Bevæbnede +borgermænd kom frem fra husene , samledes på torvet +og droge derefter op til skattefogdens gård , som de +omringede og gennemsøgte . Denne skattefoged hed +hans bartholomæussen ; han var en forhadt mand , +havde tilligere været byfoged i Odense og stod i stor +yndest hos Sigbrit , som gjorde ham til tolder i Ålborg . +Det hed sig , at han meddelte kong Christiern +underretning om alt , hvad der foregik i Vendsyssel , +den dag , opløbet fandt sted , gjaldt det om +intet ringere end at fange hans bartholomæussen og +slå ham ihjel . Alen tolderen var en forsigtig Aland , +og en endnu bedre spion for sig selv end for kongen . +Da han havde skaffet sig underretning om , hvad de +brave borgere pønsede på , listede han sig forklædt ud +af byen . Casper Gylding var hans gode ven ; til + +ham flygtede han og holdt sig skjult i nogle dage på +tranders . Flugten blev imidlertid opdaget , borgerne +forfulgte ham , stormede den lukkede gård , brøde igennem +vinduer og døre , og herremanden , som var +uforberedt på modstand , måtte finde sig i alt . Om +aftenen , da skaren drog bort , havde den dræbt tolderen , +tømt kjælderne og sonderslået bohavet . Ridder +Casper og hans søster gik omkring i de ødelagte +værelser , overladte til deres sørgelige betragtninger +over et for dyrt betalt venskab . +De forstyrrende spor af disse begivenheder vare +endnu synlige den eftermiddag , Viffert og Jørgen +gram , fulgte af en tjener , rede ind på herregårde « . +Vindebroens kæde var sønderhugget , portdøren stod +løftet af sine hængsler , støttet op til muren . Der +var næsten ikke et helt vindue at se på bygningens +forside . +Da de rede ind i gården , kom Casper Gylding +frem på trappen , gik ned på det sidste trin og blev +stående der , med et udtryk så koldt og fremmed , som +om han ikke havde bevaret det ringeste minde om de +to venner . +„ Er der noget , hvormed jeg kan være eder til +tjeneste ? “ spurgte han . +„ Jeg tør ikke sige det for vist , “ svarede Viffert +smilende . „ For det første ønske vi gerne at tale lidt +med eder . “ +„ I så tilfælde må i selv have den ulejlighed +at sætte eders heste ind i stalden , derhenne bag den + +dør i krogen . Mine folk er løbne fra mig , og der +er hverken lov eller ret at få i disse dage ' . “ +De tre ryttere trak deres heste ind i stalden ; +tjeneren blev tilbage . Casper stod på stentrappe » +Og ventede på visfert og Jørgen . Hans ansigt +spåede intet godt . Han gik foran og åbnede døren +til borgstuen . Her hentede han en tinkande og tre +bægere og skænkede for dem . +„ Jeg kan ikke byde cdcr velkommen med et bæger +vin , “ sagde han , „ for jeg ejer ikke en dråbe . De +gode bymænd fra Ålborg vare nylig heroppe og tømte +min kælder ; da de ikke kunne drikke mere , fløge de +tappen fra tønden og lod resten løbe på gulvet . “ +Jørgen så sig om . I vinduesfordybningen stod +et bord og på bordet en syramme , men den , han +søgte på dette sted , fandt han ikke . Derimod stod +Fru Mette foran kaminen og iagttog ham med en +spejdende opmærsomhed . +„ Hvorledes lever jomfru Gerda ? “ spurgte han +endelig . „ Jeg længes efter at hilse på hende . “ +Casper Gylding havde udentvivl ventet en sådan +yttring ; han afbrød samtalen med Viffert , trådte +hen til Jørgen og svarede : +„ I spørger om min plejedatter , tror jeg . Hvad +angår hun eder ? Her komme to fremmede mænd +til min gård , jeg tager imod dem på trappen . — +ere i trætte , så hvil eder , ønske i spise og drikke , +så forlang blot ; det , jeg evner , skal være til eders + +tjeneste . Det er , hvad en adelsmand skylder den +veifarende gæst ; mere have i ikke ret til at fordre . “ +„ Vi komme ikke som veifarende gæster , “ svarede +Jørgen , „ det i ret vel ved , hr . Ridder Gylding . +Mit ærinde gælder eders plejedatter , jomfru Laxmand , +derfor spurgte jeg om hende . “ +„ I så fald angår det , jeg har at svare , kun +eder . Jeg ønsker helst at fortsætte denne samtale +uden overflødige vidner . “ Med disse sidste ord +vendte han sig om mod Viffert . +„ Undskyld , jeg foretrækker at tøve lidt endnu , “ +Sagde Viffert . „ Det er desuden ikke så afgjort , at +jeg vil blive et overflødigt vidne til det , her skal ske . “ +„ Hvad skal da her ske ? “ +„ Hvem ved det ? — jeg kommer med budskab +fra kong Frederiks mesf betroede mand , hr . Feltmarflalk +Johan rantzan . Det må forrettes , før jeg +drager bort . “ +„ Hvad kan Johan Rankzau have at sige mig ? “ +„ Ikke noget videre behageligt , “ svarede Viffert , +„ der er et og andet mod eder , som han har at beklage +sig over , men den sag kan vente til siden . +Undskyld , at jeg afbrød eder . “ +„ Nu vel ! så bliv da og hør , hvad jeg har at +sige . Siden hr . Jørgen gram selv nævnede min +plejedatter , så ønsker jeg nok at vide , med hvad ret +han i morges tidlig har listet sig ind på min grnnd +og i løndom talt med hende ? — hvorfor spørger i +om , hvordan hun lever , da i allerede ved det ? “ — + +det er anden gang , i hemmelig sniger eder til hende , +første gangbare alle gårdens folk vidner dertil , i dag +er i bleven set af urtegårdsmanden og hans kvinde . +— når er det blevet kaldt sømmeligt og høvisk foren +adelsmand , at lokke en ung pige , uden slægt og +frænders minde , til at lytte efter , hvad han har at +sige ? — hvad er i for Gerda mere end en fremmed , +og hvad venter i at kunne blive mere ? — sidst +vi taltes ved , har i bejlet til hende , jeg husker det +nok , i lovede at skaffe det skrin , som gemte den +ringe sum , hendes slægt efterlod hende . — har i +holdt eders løfte ? — i tier , hvad håber i da ? —i +har selv fortalt , at i sad ubemidlet i en ringe gård ; +Gerda ejer heller intet , og i tror endda , at de , der +våge over hendes lykke , skulle give deres minde til , +at hun blev eders . Det skeer ikke , hr . Jørgen gram . +I kan lide derpå . Jeg fordrer , at i fra i dag af +lader fare ethvert forsøg på at nærme eder hende , +og vil i ikke love det , skal jeg nok selv se , at forhindre +det . Jeg behøver vist ikke at føje til , at jeg +her kun taler som Gerdas plejefader , og at jeg i alt , +hvad der angår hæder og ære , holder eder for så +brav en adelsmand som nogen , jeg ønsker eder blot +ikke til min datters husbond . Nu ved i min mening . +Hvad siger i til den , hr . Viffert vendelbo ? “ +„ Jeg føler meget venskab og megen hengivenhed +for Jørgen gram , “ svarede Viffert , „ dog må jeg fra +den side , i seer sagen , give eder fuldstændig ret , +hr . Ridder Gylding . “ + +„ Der hører i ! “ sagde Casper triumferende . „ Eders +sag er kun sket bevendt , siden eders bedste ben giver +mig medhold og står på min side . Bi tale ikke +mere derom . “ +„ Tilgiv ! “ sagde Viffert , „ jeg mente kun , at i +har utvivlsom ret fra eders standpunkt , men der +gives også en anden side at se den sag fra . Lad +os tale lidt om den . I , hr . Casper Gylding , som +husker så godt , mindes vist , at Jørgen gram , sidst +han var her , lovede , enten at bringe eder pengeskrinet +tilbage eller alanden , som i påstod havde taget det . +Var det ikke så ? “ +„ Jo , netop således lød hans ord . “ +„ Ja , så står nu Henning gråbuk og venter +herudenfor , “ sagde Viffert . +Med disse ord åbnede han døren til gangen . +Derude gik Henning gråbuk frem og tilbage og +fløjtede . Han var indsvøbt i sin store kappe . +Casper Gylding ville kalde ham ind , men Viffert +lukkede atter døren . „ Som i seer , “ sagde han , „ har +Jørgen holdt den ene halvdel af sit løfte . Vi have +fået eders Aland fat , skønt med en hel del møje , +vi have også ndspurgt ham , men han nægter at vide +nogensomhelsf besked om eders pengeskrin . “ +„ Det har gode veje , “ svarede Gylding , „ lad mig +blot så ham i forhør , så skal jeg nok tvinge ham +til at bekende . Vi have endnu en god svøbe og en +retskaffens træhest på tranders . “ +„ Henning er vokset fra svøben , siden i så ham + +sidst ; feltherren har lyst fred over ham , fattet sær +godhed for ham , det er netop om den sag , han +sender mig herop i dag . Han forbyder eder at krumme +et hår på Hennings hoved og forlanger , at i +skal stænke ham den ret , i har over ham , i så fald +vil Rantzau få hans nåde kongen til at lukke øje , +for hvad i selv har forbrudt , ved at holde med hans +tolder og ved ikke at møde med krigsfolk nede i lejren . +I kender vist Johan Rantzau ; man siger , det skal være +slemt at have noget udstående med ham . I er så +klog en akand , at i vil vide at bøje eder for nødvendigheden . +Hvad Henning angår , han har ikke haft +eders skrin i forvaring . Det er afgjort . “ +„ Hvad nytter det da , at Jørgen gram har skaffet +ham tilveie ' ? “ +„ Han burde have bragt os skrinet , “ ytrede Fru +Mette , „ det var på den betingelse , vi lovede ham vor +plejedatters hånd . “ +„ Nu vel ! så er denne betingelse også opfyldt , “ +Svarede Viffert , idet han åbnede døren og vinkede ad +Henning . +Den fordums krybskytte slog sin kappe til side . +Han bar et skrin under armen . Viffert satte del på +bordet foran Gylding . +Fru Mette udstødte et jublende skrig , det var +hendes skrin , hendes skat , hendes sjæl , det stod +urørt foran hende , lidt jordslagent og rnstnet på jernet , +men ubeskadiget og ligeså vægtigt som den ' nat , +hun sidste gang bar det i sine arme . + +„ Er der mere i vejen for eders samtykke ? “ spurgte +biffert . +„ Derpå vil jeg betænke mig til i morgen . “ +„ Nej , det må afgøres i aften . Har Jørgen +gram ikke opfyldt alt , hvad i forlangte ? “ +Casper Gylding var bragt til det yderste , han +fandt sig hildet i et næt , der bestandig droges tættere +sammen om ham . +„ Gerda har frænder , der stå hende nærmere +end jeg , “ udbrød han heftig . „ Jeg vil tale med dem +først , jeg vil høre deres mening , hvorvidt de agte at +knytte hende til Jørgen gram , det vil sige til savn +og trange kår , og det kan ikke ske i aften . “ +„ Måske dog , “ sagde biffert , idet han trådte +hen for ham , bestemt og bydende . „ Den nærmeste af +hendes frænder står her for eder . Jeg er Gerdas +Broder . “ +Casper Gylding stirrede på ham med åben +mund og med et udtryk af den dybeste-overraskelse . +„ Hendes Broder ? “ gentog han . „ I ! “ +„ Jeg er Poul Laxmands ældste søn . Der er +nu ingen grund til at skjule del længer . Hvad savn +og ringe kår angår , så synes mig , at skrinet +der giver min søster bedre udsigter . Står ikke +hendes families båbcn på låget , var det ikke det , +min fader bad eder gemme til hans datter , — var +det ikke fyldt med penge dengang ? Husker i , hvormange +der var ? — ellers kan jeg sige eder det . “ +„ Det er hans skrin , “ sagde Gylding med ensynlig + +overvindelse . „ Nogle af pengene har jeg sat til +på gården , men det står skrevet op , de kunne +slaffes tilveie igen . “ +„ Ja og nogle må regnes eder til gode for Gerdas +ophold på tranders , “ sagde bistert , „ der vil endda +blive nok tilbage , og her er ikke tale om regnsfabet , +det kan vi opgøre siden . Blot det indser i vist nu , +at vi ikke længer bør nægte Jørgen gram at hilse +på Gerda . “ +„ Jeg kan ikke tro , hvad jeg hører , “ sagde Fru +Mette med et uheldigt forsøg på at smile . „ Er i +virkelig min egen kære søstersøn ? Herre gud ! hvor +jeg har længtes efter eder . “ +„ Hvorfor tav du så længe ' ? “ spurgte Gylding . +„ Det havde stne grunde , “ svarede bistert smilende . +„ Der var et og andet , som først måtte fuldbringes . +Jeg var dog eder og min søster altid så nær , at +jeg kunne tale , når det gjordes nødig . Det i seer +bevis på i aften . “ +Døren til det næste bærælse var bleven åbnet . +Gerda viste sig . Hun havde hørt de sidste ord , ilede +hen til bistert og slyngede sine arme om ' hans Hals . +„ Jeg har anet det længe , “ udbrød hun jublende , +„ når du søgte mig og vågede over mig og talte til +mig med disse milde og kærlige ord . Alt det gode +kom til mig fra dig , du vidste råd for hver en +nød . Så opofrende kan kun en Broder være . “ +„ Jeg måtte jo handle , som jeg gjorde , “ svarede +han med et lykkeligt smil . „ Bor fader var død , + +vor moder krøb i skjul for sine fjender , hvem sknldc +vel bedre våge over dig end jeg ? - min gerning +er fuldbragt , fra nu af skal Jørgen frede over dig , +med mere omhu , til større lykke ? — å ja ! det vil +han vel , det står at læse i hans trofaste øjne , — +med bedre villie ? — det kan han ikke . “ +Gerda holdt Jørgens hånd i sin , hun rakte +Viffert den anden hånd og så op til ham med +våde øjne . Viffert smilede , han bøjede sig ned og +kyssede sin søsters pande . +Om aftenen , da herremanden og Fru Mette +vare alene , sagde Casper : +„ Det var endda ikke til stor glæde , vi fik det +skrin at se igen . Ved du , hvad jeg sidder og +tænker på ? — det er , som om hendes spådom +skulle gå i opfyldelse ord til andet , den forbandede +vildtyvs kvinde . Jeg har haft lutter ulykker siden . +Min gård er plyndret , min skov hngge de om . +Iaften har jeg mistet alle mine penge . “ +„ Hvis det endda må blive derved , “ svarede +Fru Mette . + +tranens varsel . +En roman +af +Carit Etlar . +Anden del . +København . +Chr . Sten & søns forlag . +Louis Kleins bogtrykkeri . +1870 . + + + +anden bog . +Gyldings arving . + + + +i . +Hvad fogden købte på auktionen . +En efterårsaften , da vi skreve 1690 , sagde arvede +gykdings gamle foged til sin hustru , at hun måtte +vække ham bravt tidligt den næste morgen . Der skulle +være auktion oppe på gården , og han ville med +dertil . Herremanden var nylig død , hans søn og +eneste arving rejste om i fremmede lande og nu lod +han ikke blot jord og skov , men gården og al dens +bohave sælge . +„ Han sad i ringe kår , den gamle herre , “ sagde +fogden , „ skønt han altid havde gjort sit bedste for +at pine så meget ud af sine bønder som muligt . Nu +bliver det , han har holdt sammen på så længe , strøet +ud for alle vinde . Der var ingen , som synes rigtig +om ham , folk gik gerne til den anden side , når de +så hr . Gylding komme . Mod mig var han skikkelig +og honet , for jeg sandt mig i alt . Jeg har også lagt +lidt til side til mine gamle dage ; vi knnne ikke klage . +Hvis jeg seer lejlighed dertil , skal jeg købe en eller + +anden ting deroppe til minde om ham , at sige en +lille ting , som ikke koster for meget . “ +' næste morgen red altså fogden fra sit hjem i +betimelig tid og kom til herregårde , just som anktionen +skulle begynde . Der var ikke mange tilstede , +og de , som kom , ville ikke byde synderligt . +Den gamle foged havde godt håb om at få +sig en eller anden genstand med tilbage til minde +om sin forrige herre . Han gik igennem stuerne og +holdt sin hat og pisken i hænderne , bag på ryggen , +medens han så sig om og overlagde , hvad der kunne +være billigst . Hans tanker svævede imellem et par +store jagtstøvler og et lille sølvbæger . Støvlerne +havde tilhørt hans gamle herre , fogden kunne netop +passe dem . De vare vel lidt brugte , men så ville +han også få dem så meget billigere . På bægeret +stod Herrens navnetræk , det ville vistnok gå langt +højere end støvlerne , men så pyntede det også mere +på bordet , og desuden beholdt sølvet altid sin værdi . +Der var noget , som talte for og imod begge dele . +Det gik fogden og grublede over . Så satte han sig +ned og lagde sig tilbage i Herrens fløiels-lænestol , +den , han altid før havde stået ærbødig og bukkende +for ; så kastede han sig med støvler og sporer op +i sofaen , som om det kunne være hans egen ; ingen +gav agt på ham , folkene havde travlt med at bære +de opråbte nummere ind til auktionsbordet . +„ Nu vil jeg først gå ned i køkkenet og få +mig noget at spise , “ sagde fogden , „ så tager jeg mig + +en forsvarlig middagssøvn ovenpå , det trækker altid +tiden ud , og jo længer jeg venter , desto billigere får +jeg det , for så blive de andre nok kede af at tove , +og gå deres Bei . “ +Denne beslutning blev udført . Da han nogle +- timer efter kom tilbage , var der endnu færre kjobere +omkring auktionsbordet end for . De forskellige genstande +bleve solgte for spotpris , men støvlerne vare +rigtignok borte . Medens fogden sov til middag , havde +auktionsholderen købt dem til sig selv . Bægeret var +altfor dyrt . Blandt de tilbageblevne genstande var +der endnu et portrait af den gamle herremand , som +ingen brød sig om at byde på . Det blev opråbt +flere gange . Man gjorde opmærksom på , at billedet +var malet as en berømt tysk mester , lovpriste dernæst +rammen , men ingen lod til at finde smag i disse +fuldkommenheder . +Fogden stod i et hjørne og lyttede til . „ Det er +kun et stykke malet lærred , “ tænkte han , „ men så +er der en køn forgyldt ramme om . Det kan tage +sig godt ud på en bæg . “ +Da maleriet blev opråbt tredje gang , nærmede +han sig auktionsbordet , gjorde halvhviskende et bud , +og var så heldig at blive ejer af sin gamle herres +billede for den beskedne pris tolv skilling . Billigere +kunne det ikke være , det fandt han selv . Han forlod +salen og red bort med sit kjobmandskab under armen . +Hans hustru syntes derimod mindre godt om +billedet . „ Hvad skal vi med den herremand ? “ sagde + +hun . „ Bi have haft nok af ham , mens han levede . +Uh ! hvor han seer mørk og skummel ud , og så det +røde hår og skæg . Jeg vil komme til at drømme +om ham hver evige nat . “ +„ Du gør synd i at laste den døde mand , “ +Svarede fogden . „ Der blev sagt ondt nok om ham , +i levende live . Her i vort hns skal han være i +fred . “ +Han udsøgte nu den plads på væggen , hvorfra +han fandt at gamle hr . Gylding tog sig bedst ud . +Derefter gav han sig til med stor omhyggelighed at +aftørre billedet og rammen . +Under dette arbejde gik bagklædningen pludselig +løs , der faldt en mængde papirer ud , beskrevne med +en tydelig hånd , men med blæk , der var blevet blegt +og gult af ælde . Fogden kaldte på sin hustru og +viste hende papirene , hos ham var overraskelsen størst , +hos hende glæden , hun troede , det var en skat , han +havde fundet . +Han fik nu travlt med at ordne alle disse papirer +efter den talfølge , der stod på dem , og hvori de havde +været nedlagte . Derefter begyndte han at læse : +„ Hvad her sfåer fremført , har jeg Mads søfrensson +Faye udsat , vort nådige herskab til villie , på +det at de , som ikke bedre vide , kan kende , hvordan det +er gået hans slægt og frænder i henfarne tider . +Og som hr . Enevold Gylding ikke selv ret magtede at +læse hvad jeg førte i pennen , har jeg somme steder +enfoldelig føjet et og andet til af egen formue , for at + +sandhed i alle måder desbedre kan ske fyldest og +blive åbenbarlig . Beder og trolig advarer den flittige +læsere , hvem disse blade falde ihånd , at han støder +sig ikke over min ringe gerning , som heri mødes , +men tvivle sig ingen derpå , at jo sådanne bilkår , +som denne historie giver tilkende , indeholde en kort +undervisning til at ransage sig selv , hvad enten han er +klerr eller pave , eller djævel dertil , og at flikke sig +bedre , samt tilmed lære , hvad man skal lade og gøre i +denne syndige verden , til nåde og forladelse , i Jesu +navn , amen ! +Skrevet 1662 , året næstefter da den grumme +kvægpest kom ind i landet , hvilken gud almægtigste +lod os i bierrc og Hatting herreder nådelig undflippe . +Mads søfrensson Faye . +Præst for Bjerre og Hatting menigheder . “ +Efter denne indledning fulgte et langt register +over Gyldings slægt , affattet i en brede og med en +trættende nøjagtighed , for hvilken vi ville fritage vore +læsere , idet vi kun uddrage , hvad der nærmest står +i forbindelse med de enkelte hovedpersoner , hvis historie +her skal fortælles . +Enevold Gylding hed en herremand , som boede +på en gård i bicrreherred . Han var streng mod +sine bønder , kendte kun mildhed af ' navn , men viste +den aldrig i gerning . Der gik det sagn i familien , +at en fattig kvinde engang havde spået Gyldings +slægt ulykker , på grund af deres strenghed og +mangel på deltagelse for andres nød . De skulle + +miste deres gods havde hun varslet , deres børn , deres +ære forringes fra fader til son , til den sidste af +dem kom til at ligge lige så lavt med hovedet som +spåkvinden , og gik med boiet ryg og søgte efter sin +føde . Enevold Gylding kendte dette sagn , han +måtte tilstå for sig selv , at det allerede for længst +var begyndt at gå i opfyldelse , hans slægt havde +mistet sin indflydelse , hvad den foretog sig ville ikke +ret lykkes , der var næsten ikke spor tilbage af dens +tidligere velstand ; men han bedrede sig ikke ; i hans +gård stod en træhest , i borgstuen sad en uboielig +dommer , og der var altid en kort vej imellem forseelsen +og straffen . +På den tid kom et fremmed folk til landet . +Ingen kendte dets herkomst , og ingen vidste synderligt +mere om dets bedrifter , end hvad der stod at læse i +forhørsprotokollerne . Selv kaldte de sig skøiere eller +de lystige , almuen kaldte dem natmænd eller tatere . +Allerede i Christiern den andens tid havde enkelte +af dem viist sig i Jylland , der var givet love , som +lyste dem fredløse , men de forsvandt igen , flygtige og +sporlose som en trækfuglskarc og fæstede først hjemstavn +hos os på den tid , hvorom vi tale . +I bjerreherreds store skove havde en flok af +disse skøiere fundet tilhold , derfra droge de omkring +i egnen , spåede bønderne , signede og målede dem , +stjal deres lam og plyndrede deres hønsegårde , selv +på herregårdens grund aflagde de af og til besøg +og medtoge engang tre små grise . + +da denne bedrift kom hr . Enevold Gylding for +øre , blev han rasende . Næste dag samlede han sine +folk og holdt i agt efter skøierne med hunde og skytter . +Nogle traf han , dem dræbte han på stedet , +gravede dem ned i veigroffen og slog en pæl igennem +de døde kroppe , så var man da sikker på , at de ikke +kunne gå igen , hvortil de ellers sfulde have stor tilbøiclighed . +Han slukkede deres ild og nedrev deres +hytter , endelig udlovede han en fristende sum penge +til den , der kunne bringe ham en skøier død eller +levende . Dermed troede han at have vundet sejr , +men bønderne rystede på hovedet , de kendte skøierne +bedre . +„ Bare han ikke gør ondt værre , “ sagde nogle . +„ Natmændene er et fredeligt folk , lette at komme ud +af det med , når man lukker et øje for deres småsynder , +vanskelige derimod at forsone , når de først +blive opirrede . “ +„ Men jeg har vundet bugt med dem alle sammen , “ +Mente Enevold Gylding . „ Jeg har dræbt dem +eller jaget dem bort . “ +Det forholdt sig ikke så . Deres anfører , Abraham +musen , var en stor og kæmpcstærk mand , som bestandig +plejede at vise sig ridende på et udpyntet +æsel , havde han endnu ikke fået fat på . +En eftermiddag gik hr . Enevolds lille søn og +legede ude i haven . Hans amme sad i lysthuset og +gav agt på ham . Da så hun pludselig en mand +i pjalter komme frem fra gangen , gribe barnet og + +løbe bort med det , ind imellem buskene . Hun kendte +ham godt , skønt han denne gang ikke red på sit +æsel . Hun skreg og løb efter ham , men Abraham +holdt barnet hen imod hende idet han lo og råbte : +„ Hr . Enevold tog syv , jeg nøjes med en . Kan +det være mindre ? “ Øermed forsvandt han . +Ammens skrig kaldte folk til . Hr . Gylding lod +straks sadle alle gårdens heste , befalede sine mænd +at følge med og red selv i spidsen ud for at lede +efter barnet . +De gjennemstreifede skovene , søgte inde i krattet , +hvor de nedrevne taterhytter lå , men fandt intet . +Gøgen kukkede og rådyrene flygtede for den jagende +skare . Dagen blev aften og aften blev nat , de +søgte endnu , og folkene rede til side , når de så hr . +Enevolds blege ansigt , og mumlede indbyrdes om , at +der ville følge ulykker efter den dag , da herremanden +slukkede ilden i taternes hytter . +Samme aften , da månen stod op , listede en +mand og en kvinde sig gennem skoven , ned til en +stor tørvemose . Manden var Abraham musen , han bar +encvold Gyldings barn i sine arme , kvinden , som +fulgte ham , havde på ryggen eu stor sammensnørct +dyne , hvorfra et andet lille garn kom til syne . Det +stak hovedet ud af dyneu , så omkring under en +svag klynken og drog sig derefter tilbage igen . +Mosen omkring tørvegraven var bevokset med høje +rør ; midt imellem disse havde Abraham dannet sig en +hytte ved at flette rorene sammen foroven . Mod denne + +rettede de deres gang . Foran indgangen lå en gammel +trærod . Abraham satte sig ned og holdt barnet frem +i månelyset , medens han betragtede det . +„ Nu skal vi til at holde dom , “ sagde han . +„ Skal han af med livet , den liden orm ? “ spurgte +konen . +„ Hans fader slog min Broder ihjel . “ +„ Det må jeg bekende , som går og slæber på +hans barn , den vissenpind ! hør , hvor han ligger og +giver sig og klynker den hele tid . “ +„ Det får at være så ! “ sagde Abraham , idet +han omsider rejste sig . +„ Gjor det blot kort ! “ sagde konen . „ Bind den +lidt om halsen , at den kan synke tilbunds ! “ +Abraham gik hen til tørvegraven . Månens +stråler spillede på vandet . Enevolds barn lå og +sov trygt og roligt , medens mand og kone rådsloge +om dets død . Da tateren rejste sig , vågnede det +og så op på ham med store , forundrede øjne . +Abraham havde fundet en sten , han svøbte den ind +i sit tørklæde og bandt den om barnets Hals . Derpå +standsede han , som om han faldt i tanker . Konen +sad på træroden og så op i luften . +„ Lad det nu snart få ende ! “ sagde hun . „ Vi +må afsted igen . “ +„ Jeg kan ikke gjorde det , “ svarede Abraham , „ Det +ligger og kiger på mig med sine store øjne , og de +lysne og stråle , som om der var ild i dem . Det +må vente til en anden gang . “ + +„ Imens skal jeg vel gå og slæbe på dem +begge to ? “ +„ Vi vil tove med at kaste ham ud , til månen +er gået ned . “ +„ Det er farligt at tove . Vi skal afsted igen . — +kom ! Lad mig få ham . Det er snart bestilt . “ +„ Han skal ikke dø ! “ sagde Abraham . „ Jeg seer +sølv på vandet , det betyder , at vi vil have fordel +af at lade ham leve . “ +„ Jeg kan spå ligeså godt som du , og jeg hører +horsegøgen skrige , “ sagde hun , „ det betyder , at vi få +ufred ved at lade ham leve . “ +„ Når vi komme et stykke længer sønderpå , +lægge vi ham før en dør , så kan nogen finde ham . “ +„ Da ved jeg et bedre råd . Lad os lægge vort +eget barn , den skrantning bliver dog aldrig til noget , +så beholde vi herremandens istedet ; det er stort og +stærkt og seer godt ud . “ +„ Min Broders barn ! “ sagde Abraham . +„ Det er kattens barn og ikke din Broders ; +hans kvinde tog det et sted oppe i landet . “ +De to skøiere droge under denne samtale igennem +skoven og blev ved at vandre hele natten , idet +de valgte ubanedc veje og stier , som kun vare dem +bekendte . Lidt før daggry kom de til et stort hus , +nede på den anden side Vejle . +„ Skal vi slæbe barnet længere ? “ spurgte konen . +„ Lad os lægge det udenfor den gård der ; det seer +ud til at være velhavende folk . “ + +„ Ja , og de have grønne vinduesskåder , “ sagde +Abraham , som om denne omstændighed var as vigtighed +for hans beslutning . „ Det var et godt indfald , +her skal han ligge . “ +De skiftede nu børnenes dragt og gav deres +eget barn alle den lille herremands klæder på . +„ Når de se vor øreng så godt klædt , tro de , +at det er rige folks barn , “ sagde hun , „ så ville de +være bedre imod ham . “ +Hun lagde derefter sit barn på stentrappe » , +Abraham bankede med dørhammeren , så det genlød +i huset . Der blev tændt lys . Lidt efter åbnedes +døren , en mand kom ud og så sig om , men +taterne havde skjult sig . Manden tog barnet op og +gik ind med det i huset . Abraham og hans kvinde +krøb sammen bag et gærde lige overfor og gav agt +på , hvad der stete . Da manden forsvandt , rejste de +sig og droge videre sønderpå . Nu lå herremandens +søn indsvøbt i konens dyne . + +i . +En øreng i snedkerlære . +Den mand , udenfor hvis dør Abraham lagde +ørengen , hed Søren grå , han var snedker og havde +kort i forvejen mistet et barn , omtrent på samme alder +som skøiernes . Da han kom ind til sin hustrues +seng og viste hende , hvad han havde fundet , smilede +den fremmede dreng og strakte hende sine arme i møde , +det afgjorde hans skæbne . De besluttede at beholde +barnet . Søren grå gik til præsten og betroede ham , +hvad der var hændet , derefter lod han ørengen kristne +og kalde Henning efter en af sine forfædre . +Henning blev opdraget i snedkerens hus . Hans +helbred var i begyndelsen kun svagt , men med alderen +blev han stor og stærk ; det kunne han takke den +omhyggelige pleje for , som snedkerens hnstru ydede +ham . Til legekammerat havde han en lille pige , +Søren grås eneste datter , lidt yngre end ørengen , +de to søgte bestandig hinandens selskab . Henning +artede sig vel , han var et godt og fromt barn ; Søren + +hnstru sandt , at det var en lykkelig dag , der havde +bragt ham til deres hus . +Årene svandt , Henning var bleven voksen . Han +gif plejefaderen tilhånde i hans værksted , var hurtig +til at lære , hvad der blev ham vist , og tegnede i det +hele til at blive en dygtig håndværker . Fra nu af +var legen endt . Hans plejesøster så ind ad vinduet +til værkstedet , der stod Henning med et blåt forklæde +for , han høvlede og sang af hjertenslyst , men hver gang +han mødte Elses dine , for et lykkeligt smil +over hans ansigt ; når hun gik , så han efter hende , +når hun var forsvnnden , blev hun ved at være tilstede +i hans tanter . +Da Henning var femten år gammel , forlod +Søren grå sin landsby , flyttede ind til Vejle og gav +sig til at være snedker der . Med tiden var han +bleven en velhavende akand , og fra hans værksted fik +de omkringboende herremænd deres arbejde . Henning +hjalp ham trolig , i flid og dygtighed slægtede han +pleicfaderen på , men foruden ham havde Søren , da +bestillingerne tiltoge , været nødt til at anskaffe sig flere +arbejdere . +På den tid blev den gamle sanct Nicolai +kirke i Vejle forsynet med et nyt alter og nye stole . +Arbejdet blev overdraget til Søren grå , og han udførte +det med en kunstfærdighed , som vakte almindelig +omtale . Folk kom rejsende langvejs fra for at se +hans værk . Billederne over alterbordet havde han +selv udskåret , enhver af stolerækkerne forsynede han + +med snirkler og blomster , men i løvværket foran +den første stol indslyngede han borgermesterens og +hans hustrus navne . Det vakte opsigt . +Da kirken var færdig , pyntede Søren grå sig , +redte sit hår ned i panden , heftede et nyt , blåt +forklæde op på den ene side og gik hen til rådstuen . +Henning fulgte bagefter med en tommestok +under armen . Byrådet var samlet , Søren skulle +have sit arbejde betalt . På regningen , han bragte +med , stod hans tilståelse for pengene , men da han +skulle modtage dem , bukkede han og sagde : +„ Jeg vil ingen penge have . Vorherre har i +mange år velsignet min gerning , derfor gør jeg +dette arbejde , ham til ære . Men jeg vil nok have +det optegnet i kirkebogen , at det var mig , som dannede +alteret her i byen . “ +Næste år blev Søren grå valgt til nandmand +i Vejle , han vægrede sig ved at modtage denne post , +men året efter blev han atter valgt , og denne gang +kom borgerne hjem til hans hus og sagde , at det +nyttede ikke , han undslog sig , det skulle nu være , som +de havde bestemt . +Henning var ' imidlertid bleven mand , han var +Sørens dygtigste arbejder og blev taget på råd +med , hver gang noget nyt og vigtigt skulle begyndes . +„ Den mand , som lagde det barn udenfor vor +dør , mente os det ikke ilde , “ sagde Søren til sin +hustru . +En pindsemorgen gik Henning ind til Søren og + +forlangte at få ham itale i eenrum . Søren grå +åbnede døren til storstuen , der stod hans hustru og +manglede tøj med et manglebrædt , til helligdagen . +„ Skal hun også gå ud ? “ spurgte Søren . „ Hun +har ellers i . mange år hørt på alt , hvad der blev +sagt til mig . “ +„ Motter kan nok blive , “ svarede Henning , og nu +rømmede han sig , trak sit vejr med moie og begynd ' te +således : +„ Jeg har noget på min samvittighed , som jeg +har båret på i lang tid , men nu kan jeg ikke dølge +det længer . Ligefra jeg var en lille øreng har jeg +holdt så inderligt af Elfe ; siden jeg blev slot , er det +ikke blevet anderledes , og om nu kære fader og modertillade +det , så gav hun og jeg hinanden jaord , helst da +jeg tror , at der ikke er noget i vejen fra hendes side . “ +„ Det var jo en rar historie på fastende hjerte , “ +Sagde Søren . „ Hvad bilder han sig ind ? En fattig +snedkersvend og en nådmands datter ? Mit eneste +barn og en Karl , som vi toge ind fra den grønne +landevej , som man hverken kender fader eller moder +til ! “ +„ Ja , mester har fortalt det engang før og jeg +har ikke glemt det , “ sagde Henning . +„ Nej , det er vist , “ sagde konen . „ Han har ikke +glemt det , før hvis vi gave ham føde og klæder og +droge ham op i tugt og Herrens formanig , så han +har lagt sig vore råd på sinde og altid skikket sig +som en retskaffen son . “ + +„ Hvad hjælper det i den sag ? Har han noget +at sætte Bo for ? Hvad ved han , hvad kan han ? +Derhenne står en dragkiste , den gjorde jeg til mesterstykke ; +gå hen og tag mål og gør mage til +den . Kan han føde en hustru ? “ +„ Jeg kan arbejde , “ sagde Henning modfalden , +„ og jeg har stor lyst til min gerning , mester ved +det nok . Forresten ejer jeg ingenting . “ +„ Ja , men det gør min sjæl jeg , “ sagde Søren , +og lagde sin hånd på Hennings skulder . „ Jeg +har kun den eneste datter , og skulle have brugt min +høvl dårlig , hvis hun ikke kunne få det hun behøver . +Hvad han fortæller mig i dag , har jeg længe +vidst , matter også , men han tav og vi tav . Nu kan +han gå ind og sige til Else , at vi har sagt ja , og +så skal han bare blive ved at skikke sig vel , som hidtil , +og flittig huske på , at den pindscgave , han fik i dag , +er den bedste af alt , hvad jeg ejer . “ +Da Søren havde sagt dette , tørrede han dinene +med bagen af sin hånd og vendte sig om mod sin +hustru for at se , hvad virkning hans rørende ord +havde gjort på hende . +Hun stod og smille igennem tårer og nikkede +til Henning . I det samme gik døren op , Else havde +lyttet en lille smule udenfor , hun udstødte et jublende +råb , ilede hen og slyngede begge arme om moderens +Hals , Søren fik en lignende tak , Henning et blik +og et smil , der måske endnu sagde mere . +„ Nu kan han gå op og tage sin brune kofte + +og den røde kamclots best med prikkerne på , og sætte +en nellike i sit knaphul . Han må også nok låne +min stok med den runde hornknap , så gå vi i +kirke sammen , men skynd sig lidt , før det har allerede +kimet . Når så prædiken er til ende og degnen har +båret tavlen om , går han over til kvindfolkenes +stol og byder Else hånden , deraf kan menigheden +se , at i er fæstefolk . Når vi få spist til middag , +kan han og hun spadsere op til ølskænferens +bod i nørreskov og høre lidt på manden , som spiller +på fiol , så ved folk i byen , at vi have givet vort +minde . Til alle sjæles dag skal eders bryllup stå , +da skiftede Motter og jeg ringe , men det siger jeg ham , +hans mesfersfykke skal være færdigt forinden . “ + +Iii . +Søren grå gør bryllup . +Alle sjæles dag , som er den anden november , +var Hennings mesfersfykke særdigt . Søren grå havde +en hel del at udsætte derpå , det var ikke nær så +godt som hans egen dragkiste , men når han var +alene , listede han sig dog til at betragte det noiere , +så hvor godt skufferne passede , og glædede sig over +den omhu og dygtighed , hvormed alt var udført . +Otte dage før den bestemte frist blev hele huset +skuret og bonet og kalket , Søren var bleven laugsoldermand +det år og havde stukket snedkernes store +fane ud igennem halmtaget . Dagen for bryllupet +blev gaden fejet og bestrøet med hvidt sand og grankviste , +naboerne viste ham den samme opmærksomhed +og bestrøede ligeledes deres fortouge . Lidt længere +nede i gaden blev der stillet et bord ud , det skulle +næste morgen besættes med mjød og oldunke , og +deraf blev der da efter gammel skik skænket for +brudeskaren , når den gik forbi . Vin måtte ingen + +borger byde ved “ deres gilder under en bøde til +byens hospital . +Flere dage før festen vare Henning og Else i +deres bedste pynt og med hinanden i hånden gåde +om for af indbyde deres bekendte og gode Benner til +bryllup . De skulle hilse så flittigt fra fader og +moder og bede dem møde klokken ti om formiddagen , +for af der kunne blive tid til af få lidt af spise , +for de droge til kirke . +Borgerlige Bielser blev ellers kun fuldbyrdede +om søndagen efter hoimessen , men da Søren grå +var rådmand , fik han lov til af holde Elses bryllup +på en hverdag , for af de kunne blive viede alle +sjælæs dag , som han havde ønsket . Ester gæsterne +bleve også byens fire spillemænd tilsagte af møde i +betimelig tid . De skulle først gøre lidt musik udenfor +brndehuset og derefter gå i spidsen for toget , +når det drog til kirke . Endelig blev der indbudt to +forgangskøuer , som benyttedes ligesom adelens dragefruer +til sfaffere ved måltiderne og til at berede de +tyve fade kold mad og fem varme netter , som den +ældre neces tillod borgerne at sætte på bordet . I +bryllupsskaren gif disse forgangskvinder næstefter +spillemændene , foran brud og brudgom . +Som rådmand havde Søren lov til at indbyde +fireogtyve par folk , tamt tyv unge karle , det stod i +loven , men der var flere hensyn , som måtte tages til +de mange kunder . Han indbød derfor nogle få par +over det bestemte antal , og det lagde ingen mærke til . + +bryllupsfesten varede sædvanlig i to dage . Den +første dag samledes man om morgenen , spiste og drak +og gik derefter til kirke , spiste siden til middag i +brudehuset og holdt om aftenen Dans på rådstuen . +Dagen efter mødte gæsterne om middagen , spiste og +drak og dansede om aftenen , men til denne dag medbragtes +gaver af mad og drikke , hvad enhver selv +ville , konfekt midtagen . Det var forbudt . Tredie +dag havde brudgommen lov til at tage nogle gode +lenner hjem med sig om aftenen , da spiste de levningerne +fra de foregående dage . +Hvis nogen ovcrtrådte disse bestemmelser , som +med få og uvæsenligc forandringer gjaldt for enhver +by , blev han efter de tidligere recesser sat i bøde as +elleve mark dansk til kongens kasse og to Tønder +sild til byens . +Om aftenen for bryllupet var alt beredt i Sørens +hus . Mester havde selv gentagne gange været inde +i køkkenet og smagt på de forskellige retter , prøvet +drikkevarerne , smilet til alt og givet sit bifald til +alt . Vindnerne ud til gaden stod åbne , sang og +latter lød indenfor , nu dækkede de bordene til næste +morgen . +Søren grå stod og nynnede ude i gadedøren , +pyntelig klædt i en ny blå og rødstribet hvergarns +kofte , på hovedet en ulden , rød nathue med en stor +dusf i . Han så ned ad gaden , bestandig kun til +en side , og ventede på byfogden , som kong Frederik +den tredie havde givet den bestilling at indfinde sig + +i ethvert bryllupshus , aftenen før festen , og se efter , +at ingen overtrådte de bestemmelser , der vare givne +med hensyn til bruden og brudgommens dragt : at +de ikke lodc deres klædning sy af Fløiel , atlask eller +silke , hvilket kun var tilladt for dem , der besad en +formue af over 10 , 000 rigsdaler . Især skulle der våges +over , at bryllupsværelscrnc ikke blev betrukne med +andet klæde end „ flamsk uldent , “ ikke heller højere , +end dette klædes halve brede kunne række , at brudcslolcn +var overtrukken med det samme stof og ligeledes +brudesengen , hvorpå brudefolkcne skulle sidde . +Ethvert andet omhæng af silketøj med fryndser +eller duske , ligesom også ethvert billcdhuggerarbeide +på møblerne var sorbudt . +Byfogden hed dengang herslcv , et bekendt navn +for en hæderlig og anset familie i bejle . Da Søren +så ham komme nede i gaden med skriveren efter +sig , gik han ham i møde , tog fin røde nathue under +armen og fulgte ham ind i huset . Her bød han ham +op i storstuen , hvor der var dækket et lille bord for +ham . Skriveren derimod lod sig nøje med en beskeden +plads ude i køkkenet . +„ Nå , loren nådmand ! “ udbrød byfogden , +medens han satte sig ned og spiste . „ Nu er vel alting +i orden til i morgen ? — jeg vil ikke se jer for +nøje efter , helst da jeg kender jer som en mand , der +holder sig lov og strå efterrettelig . Elfe går til +kirken med sit udslagne hår , naturligvis i hun er en +tugtig pige , om hvem der kun er godt og ærbarhed + +at melde , men ingen sølvborter på kjolen , ingen +guldstads på brystet , ingen sølvspænder i bæltet , +lad mig se det , mester ! “ +„ Alt er , som det skal være , “ svarede Søren . +„ Det er da en rar ørte , “ vedblev byfogden +spisende , „ er den nede fra møllerens ? — jeg tror , +jeg må have et lille stykke til . — så sørger i jo +nok for , at bryllupstoget ikke tover for længe undervejs ? +— da vi for kom forbi rebslagerens , havde de +stillet et skænkebord ud på gaden til jer i morgen , +men jeg lader som ingenting og lokker øjnene i for +en gammel skik , som kun har føje at sige . Fruentimmerne +i følget må ikke drage herfra med kåben +over hovedet , det er streng forbudt , ikke heller skal i +tove for længe , inden i gå til kirke i morgen tidlig , +eller få degnen til at stille uhrviseren tilbage , for +at i kan sidde og drikke desto længer herhjemme . Jeg +seer , at betrækket er slaget som det bør sig . — i husker +vel også nok , ikke at tænde flere end de tolv lys i +bryllupsstuen , af dem til seks på pundet . Det fik +nemmesniderens son , ham med hareskåret , en bøde +for til kyndelmisse . — nu er jeg færdig med forretningen . +Farvel og tak før mad . Farer med fred og +god lejlighed herinde ! “ +Dermed rejste byfogden sig fra bordet , kaldte +på skriveren og gik sin Bei . + +Iv . +Den gæst , som kom uindbuden . +Næste morgen var himlen blank og skyfri . Solen +skinnede ned i gaden ; det holdt Henning før et lykkeligt +varsel . Hanen havde desuden igåraftes galet tre +gange , før den fløj op på ranen ; det var endnu +et bedre tegn . +Flere timer inden man kunne vente gæsterne , +var Søren grå fuldstændig pyntet og gik stiv og +ubehjclpsom omkring i sine nye klæder , duftende af +lavendler og krusemyntevand . Han mønstrede alt og +skyndte på Elfe og Henning , som sad på forhøjningen +og lo og sang medens de klippede farvede +papirsfryndser til lysene . Moder kom op fra kælderen +blodrød i ansigtet af at tappe øl og mjød i +kanderne . +Alt var nu beredt og fuldendt på det bedste . +Klokken slog ti , bryllupsfolkene samledes . På stentrappen +udenfor blæste spillemændene en psalme , +genboernes vinduer vare besatte med tilskuere . + +da så man tre ryttere i langsom skridtgang +komme nede i gaden og bane sig plads igennem +mængden , som var stimlet sammen udenfor bryllupshusef . +Såvidt det lod sig slutte af dragten , var den , +der red i spidsen , en adelsmand , de to andre hans +tjenere . Adelsmanden bøjede sig ned over hesten og +førte en ivrig samtale med byfogden , der gik ved hans +side med en stor stok i hånden . De standsede +udenfor snedkerens hus . +Søren grå stod ved vinduet . Da han så +adelsmanden stige af hesten , smilede han og sagde : +„ Nu få vi flere gjæsfer , end jeg har gjort +regning på . Der kommer en herremand ridende , +det er vist hr . Stoffer fra Engelsholm , jeg tænker da +her er plads nok til ham . “ +Da den fremmede og byfogden viste sig , ophørte +samtalen blandt gæsterne . De så en ældre mand +med et alvorligt , barst åsyn , gråligt hår og i en +luvslidt og støvet dragt , som kun passede slet til en +bryllupsfest . Han standsede indenfor døren , støttede +den ene hånd på sin lange kårde og udbrød : +„ Boer her en mand , som kalder sig Søren grå , +og som skal være snedker eller sådant noget . “ +„ Her boer en snedker , “ svarede Søren smilende . +„ Han er tillige nådmand og sådant noget . “ +„ Jeg har et par ord at tale med ham , “ vedblev +den fremmede . +„ Hvis det gælder snedkeren , må i helst komme +igen iovermorgen , er det rådmanden , får i at tøve + +fil vi gå på rådstuen næste tirsdag , i dag gør jeg +bryllup og vil ikke befatte mig med andet . “ +„ I . kommer dog fil at høre , hvad nådigherren +har at sige , “ ytrede byfogden . „ Det er en sag af +sær vigtighed , derfor fulgte jeg med , skønt jeg kun +har knap tid , for jeg skal ud og pante . Lad os gå +lidt ind i den anden stue . “ +„ Å nej ! lad os blive , hvor vi er , hvis den +nådige herre endelig vil tale med mig . — har det +ellers så stærk hast med det ærinde , at i ikke kan +sidde ned og få lidt at spise og drikke først ? “ +„ Jeg skal hverken spise eller drikke , “ sagde herremanden . +„ Lad os komme fil sagen ! “ +„ Godt ! Lad os komme fil sagen ! “ gentog +Søren . +„ Ved mikkelsdagstid har der været en bissekræmmer +med en knapsæk inde hos ham . Mindes +han det ? “ +„ Nej jeg gør ikke . “ +„ Han eller hans fruentimmer købslog med manden +om bånd og bændler . Kan han heller ikke +komme i tanker om det ? “ +„ Nej , det mindes jeg heller ikke . Ved mikkelsdagstider +kom lehnsmanden fra Kolding herind og bestilte +alt , hvad han brugte af træværk , til jomfru +Lenes bryllup , da havde jeg andet at tænke på end +en mand med en knapsæk . “ +„ Så får jeg vist at hjælpe lidt på hans +hukommelse , “ vedblev den fremmede med et spodsk + +smil . „ Til denne mand tuskede han seks små sølvknapper +bort , der stod et rundvæderhoved graveret i +hver af dem , her er de ; sig os , om han kendes ved +dem ? “ +Herremanden tog knapperne frem . Søren stod +lidt og betragtede dem , derefter rakte han dem over til +sin hustru og svarede : +„ Med de knapper har det sin rigtighed , dem har +jeg set for og de have tilhørt mig . “ +„ Vil i da forklare os , hvordan i er kommen til +dem ? “ sagde byfogden . +Søren smilede og sagde : „ Dette her begynder jo +næsten at ligne et forhor , men det kan være det samme . +Knapperne sad i en koste og koften om en lille +dreng , som lå og peb og klynkede udenfor min dør , +og som hverken fader eller moder ville kendes ved . “ +„ Hvad blev der af den dreng ? “ spurgte herremanden . +„ Den lille dreng er bleven stor siden , og har +skudt sig godt i vejret , der står han henne ved dragkisten +med Else i hånden . I dag gør jeg hans +bryllup . “ +Herremanden så på Henning og vedblev i nogle +øjeblikke at betragte ham skarpt og forsten de . „ Fandfes +der ikke andre kendemærker end de seks knapper ? “ +„ Det kan gerne være , “ svarede Søren , „ men det +er nu så længe siden , at jeg har glemt det . “ +„ Barnet havde brune klæder på , “ udbrød konen , +„ de ligge endnu stykke for stykke oppe i kisten på + +lofket ; det havde også en snor om halsen , i snoren +hang et ravhjerte med tre små indskårne kors ; herser +i det , jeg har pyntet mig med det i dag . “ +„ Lad nu det være nok , “ sagde snedkeren . „ Klokken +går stærkt til elleve , og byfogden sagde i går , +vi må ikke lade degnen vente for længe . Om nådigherren +forlanger åkere at vide , behøver han blot +at ride . ned til skærnp , der blev den sag nøje skrevet +op i kirkebogen , da vi kode barnet kristne . Tre gange +blev ret læst fra prædikestolen og tre gange på kirkestævne , +men hverken fader eller nkoder kom til syne , +så drog jeg hjem med drengen , og han har været +min siden . “ +„ Han har været min , for han blev din , “ svarede +adelsmanden . +„ Det må i have været mange år om at regne +ud , nådige herre . “ +„ Han blev stjålet fra os af skarnsfolk , og vi +lod søge efter ham alle vegne , meesf dog nordpå , folder +hed det sig , at skenerne , som toge ham , vare blevne +sete . Så drog min hustru og jeg i fremmede lande +og blev længe borte . “ +„ Hvad siger du til det , min dreng ? “ spurgte +snedkeren . +Henning stod og betragtede den fremmede mand +og lyttede til det , han sagde , som til et sprog , han +ikke forstod . Else klyngede sig bange op til ham ; hun +lod til at ane den fare , der truede hendes hjertes +lykke . + +„ Jeg ville give dig en hustru i dag , “ tilføjede +Søren , „ den mand der vil give dig en fader ; vælg +nn , hvad du synes bedst øm . “ +„ Den er min fader , søm tog mig til sig , da ingen +anden ville , “ sagde Henning . „ Den er min moder , +som holdt sin hånd over mig og lærte mig op i det , +som skikkeligt er , andre kender jeg ikke . “ +„ Jeg kendes også kun lidt ved dig , ? sagde +herremanden . „ Du ligner ingen i vor adelige familie . “ +„ Det gøres ikke heller nødig , “ sagde Søren . „ Jeg +kendes ved ham , og mit hjerte kendes ved ham , det +har han aldrig været langt fra siden den nat , jeg +lukkede døren op for ham . “ +„ Hvad har i nu i sinde at gøre ? “ spurgte konen . +„ Hvad jeg har i sinde ! “ gentog herremanden . +„ Kan hun spørge derom ? Jeg vil tage min son hjem +til mig og lyse ham i kuld og kjon , siden han er +mit eneste barn . “ +„ Å nej ! “ sagde Henning bønlig , og strakte herremanden +sine arme i møde , „ tag mig ikke herfra , jeg +vil helst blive , hvor jeg er , jeg forlanger ikke bedre . “ +„ Der sidder en adelig frue hjemme på min gård , +hun har længtes efter dig i mange år , hun har +næsten sørget sig tildøde over det , hun mistede ; hun +har rejst i øst og lest for at dulme sin sorg , men +sorgen rejste med . Tænker du ikke på hende ? “ +„ Jeg kender hende ikke , den adelige frue , “ svarede +Henning , „ men derhenne står en lille pige , som jeg +giver min hånd og mit hjerte i dag ; ak ! hvad siger + +jeg , som jeg har givet hver en kærlig tanke , alt fra +jeg var et barn , som jeg har læst min bøn for , så +længe jeg kan mindes , som jeg vil blive ved at holde +af , til de lukke mine øjne ; her står min fader og +min moder , de gjorde vinden mild for det klippede +lam , de toge tornen bort for den nøgne fod ; tænk +også lidt på dem , nådige herre , og lad os fare i +fred ! “ +„ Jeg har ingen arving uden dig , “ sagde herremanden . +„ Når jeg dør , vil du blive ejer af alt , +hvad der hører mig til . Du skal leve i lykke og herlighed +hjemme på min gård og lære hvad der stikker +sig for en fornem og adelig herre , det ingen har kunnet +vise dig her . “ +„ Nej , det er vist , “ svarede Søren . „ Om jeg havde +troet , at det halvnøgne barn , vi tog op fra vor stentrappe , +havde været en herremands søn , skulle jeg +ladet ham lære at sidde påsfrævs over en hest og sigte +og stikke med kårde , nu lærte jeg ham kun , hvad jeg +forstod , at høvle og save , men det kan også føde sin +mand . — Henning ! min dreng ! Op med hovedet ! +Det må være , som den fremmede herre siger . Hvis +du hører ham til , må du følge ham , vi ville ikke +stå din lykke i vejen . Rejs med gud ! Du rejser dog +aldrig så langt , at jeg eller Motter glemmer dig . — +Else ! kom herhen ! — se på mig ! Du græder , hvad +ligner det ? — da du iaftes kom ind og sagde godnat +og kyssede mig , lovede du , at give dig selv hen og +blot tænke på , hvad der kunne være Hennings lykke . + +Viis det nu ; eller mente du , at det kun var din egen +lykke , du ville tceuke på ? “ +Else stod med foldede hænder og den ' friske brudekrands +i håret . Hun svarede ikke , men stirrede uafbrudt +på Henning , som om hun for sidste gang +ville indprente sig hans træk . Efterhånden svandt +smilet , lykken , livet bort fra hendes åsyn , smerten +og lidelsen blev alene tilbage . Hun vedblev at tie +og bøjede sit hoved , som en dødsdømt forbryder , underfaderens +ord . Lidt efter sank hun bevidstløs ned på +bænken ved bordet . +„ Nu må jeg da spørge om eders navn , nådige +herre ! “ sagde Søren , „ for at jeg kan vide , hvem vi +give det barn til , som vi så længe anså for vort . “ +„ Mit navn er Enevold Gylding til Lisbjerg , “ +Sagde herremanden . „ Lad mig også vide eders navn , +mester , for at jeg kan fortælle det , når jeg kommer +hjem . “ +„ Jeg hedder Søren grå , “ svarede snedkeren , +„ men han , jeg stammer fra , hed Henning gråbuk . “ +Bryllupsgæsterne forlod huset . Der blev intet +af vielsen den dag . — lidt før aften red Henning , +bort med hr . Enevold Gylding . + +v . +Hr . Enevold betaler gæld . +Nu forløb flere år , om hvilke der ikke er stort +at sige . Henning havde fået et nyt hjem , var bleven +forestillet for herremandens venner og bekendte som +den gjenfnndne søn , han deltog i alle de adspredelser +og forlystelser , der tilbøde sig , og vedblev at være +en fremmed i dette hjem . Han lærte en fader at +kende , som tilbragte det meste af fin tid på i agt +og i drikkegilder eller med at ride til marked i +kjøbstædernæ og handle om heste og hornkvæg , som +han da opstaldede hjemme på gården og siden solgte +nede i Holsten , når de vare blevne fede . +Årene havde ikke gjort Enevolds sind mildere , +han vedblev at være en streng og skånselsløs herre . +Summen af hele hans livserfaring var en urokkelig +tro på hans stands overlegenhed og ringeagt +mod enhver , som stod udenfor den . +Henning lærte også en moder at kende , som +havde tilbragt mange år med at sørge over det forsvundne +barn , og som nu ikke forstod at stnde sig + +tilrette i lykken over at have fået det tilbage igen . +Det var som om hendes pinte hjerte ilede med at +skænke ham hele den ømhed og alle de tilbagetrængte +følelser , der så længe havde været deres gjensfand +berøvet . Hun søgte bestandig hans selsfab , lod sig +fortælle alt , hvad han havde oplevet , hørte med den +dybeste interesse på , hvad han gentog med de samme +ord , de samme skildringer , og syntes at foryngcs +under denne lykkes Sollys . Når han da havde +fortalt hende alt , hvad han erindrede om sin rastløse +virksomhed og om arbejdet i snedkerens hus , og +sluttede enhver skildring med at komme tilbage til +Else , hvad han følte for hende , hvorledes han savnede +og længtes efter hende , havde hun bestandig milde og +trøstende ord for ham ; også hun havde længtes og +savnet , af hr . Enevold var hun aldrig bleven ret forstået , +Henning derimod forstod hende ; savnet og +smerten , hendes fortid og hans fremtid , vare et nyt +tilknytningspunkt , et nyt bånd imellem deres hjerter . +Ulykken , der skiller de små , bygger bro mellem de +store . +En dag kom hr . Enevold ind i stuen , hvor +Henning og hans moder var tilstede . Herremandens +åsyn var denne gang endnu mere barskt end sædvanlig , +rynkerne i hans pande tydede på , at der husedes +alvorlige gæster indenfor . Han gik nogle gange i +tavshed op og ned ad gulvet med hænderne på +ryggen og stødte under en af disse vandringer ublidt +til en lille hund , der lå ham i vejen . + +„ Luk den dør , Henning , “ udbrød han endelig , +„ men se først efter , om der ingen står og lurer +udenfor ! “ +Henning lukkede dorcn . +„ Det er endda ikke så lystigt nyt , jeg har at tale +om , “ vedblev herremanden , „ men om kort tid ville i +dog få det at vide , så jeg kan ligeså gerne betro +eder det straks . — jeg sidder pine galt i det . Alt hvad +jeg slider og slæber i de sidste år , hjælper ikke . — +hvorfor se i så vist på mig ? Synes i måske +ikke , jeg tager mig nok for ? -- -- -kreaturerne dø bort +i stalden , i går har den lille , tykke sorte fået bugvrid +og ligger nu på sit yderste . Trækker jeg dem ned til +holstcen og sælger dem der , bringe de ikke mere ind , +end jeg selv har givet for dem . Jeg har forresten +' længe haft Rasmus foged mistænkt for , at han stak +' noget til sig , når jeg skikkede ham afsted med en +drift , men det kan gerne være , jeg gør ham uret . “ +„ Rasmus foged er ku skikkelig mand , “ bemærkede +Fru Elsebeth , „ vi have jo kendt ham fra barnsbeen . “ +„ Jeg siger , det kau være , jeg gør ham uret , “ +Råbte gyldiug barskt , „ lad det så være nok . Jeg +har solgt af gårdens jord og skov , hvad jeg på +nogen måde kunne und . værk , jeg håbede bestandig +på , at der dog skulle komme bedre dage , jeg mener +dermed , at vi kunne så eu rigtig god misvækst +vestcrpå , så vort korn gik i vejret , men fanden står +i alting ; den misvækst lader også vente på sig . +Jeg har lånt mønt hos gode bcnncr og bekendte , + +nogle nette ugler til nenner forresten , de se sig blot +om efter forsvarlig sikkerhed og skrabe på døren , +såsnart forfaldstiden kommer , for at få deres +renter . Nu står der igen en termin for hånden , +og jeg ved ikke , hvor jeg skal tage penge fra . Der +er ikke skabt kristenkærlighed i folk . Den ene tænker +kun på , hvordan han bedst kan fylde sin sæk af +naboens . Så forgangen løverdag rider jeg hjem +fra Horsens med Mads sønderho skram og leder +uformærket samtalen hen på de strenge tider , — i +forstå mig vel nok ? — sid ikke der og se ud af +vinduet , Henning ! det angår også dig . — jeg +skylder Mads skram mange penge ; det var for at +få ham til at fare lidt med lempe mod mig , at jeg +talte om min nød . Så giver Mads sig til at le , +det gør jo folk altid , når de høre , at det går en +anden ilde . Derefter faldt han i tanker , jeg troede +til sidst , at han sad og sov , for vi havde drukket forsvarligt +inde i byen , og Mads er en usselryg , han +kan ingenting tåle . På engang vendte han sig +om fil mig og siger : „ Hvordan sidder du egentlig +i det , Enevold , siden du altid klager dig så gudsjammerligt ? +Du arbejder dog for to og tager vare +på din bedrift som en retskaffen mand . “ Jeg fortalte +nn Mads , hvor galt jeg var faren i et og alt . +Han gav sig fil at fløtte . „ Der falder mig noget +ind , “ sagde han lidt efter . „ Jeg ved , hvordan du +kan komme ud af din gæld og skaffe dig og Fru +Elsebeth en sorgfri alderdom , det i begge to have + +så ærlig fortjent . “ — „ Nå da ! “ siger jeg , „ lad os +hore hvad du mener . “ — „ Du har en søn , “ siger +han , „ og jeg en datter , begge to er de vore eneste +børn , og vi få vist ingen flere dengang , medmindre +der skulle ske et mirakel , men Vorherre har vist for meget +at bestille fil at gøre mirakler for os , “ siger +Mads . „ Hvad synes du , om vi giftede din dreng +og min pige sammen , så lader du ham overtage +gården og sætter dig ned og tegner op , hvor meget +du skylder til den og den , så løser jeg dig ud af +din gæld . “ - „ Jeg vil tænke over det , “ siger jeg , +og så red Mads over ad hummeldal til for af spille +dam med tykke Jens munk . “ +Henning havde lyttet til denne lange tale som +til en sag , der ikke vedkom ham ; først da hr . Enevold +omtalte giftermålet , udtrykte hans åsyn en +dyb øverraskelsc , han så over til frn Elsebeth , som +sad med hænderne i skødet og med nedslagne øjne . +„ Hvad siger du dertil min dreng ? “ spurgte +Gylding . „ For det er dig , som må afgøre , om dine +gamle forældre , der holde få meget af dig , og som +have gjort så meget for dig , og som kun tænke på +dit sande vel , sknlle få det lidt godt i den korte +tid , de have tilbage . — hun er ikke videre køn af +se til , Mads lønderhos datter , hun har også +nogle nykker og ' vaner som eneste barn og holder +meget af af sætte sin villie igennem , men det må +være en dårlig mand , der ikke kan rede sin hovedpude +så højt , som han selv lyster af ligge . Hvad du ? “ + +„ Jeg tror ikke , af der kan blive noget af den +sag , “ svarede Henning . „ Kære fader og moder +ved nok , af jeg holder af en anden . “ +„ Du mener den snedkerdatter fra Vejle , “ sagde +Gylding spottende . „ Ja , det gøre vi bedst i af glemme ; +hende skal du aldrig få , så længe mine dine +se solen . “ +„ Jeg glemmer hende vist ikke i denne verden , “ +Svarede Henning . +„ Da spilder du kun din tid . Du kan vel begribe , +af siden vi engang have gjort dig til vor son , +- lad være , det aldrig blev rigtig bevist , af du også +er det , — så tillader vor adelige ære og værdighed +ikke , af vi kaste dig hen til den første den bedste , +dn falder på af sige god for . “ +„ Wien hvis hun nu er en brav og retskaffen pige , +som Henning forsikrer , “ ytrede Fru Elsebeth . +Hr . Enevold satte begge hænder i siden og vendte +sig om mod sin hustru , yderst forbavset over , af hun +vovede af sige ham imod . Dereffer udbrød han : +„ Nå , så du tager også hans parti ? — å +ja ! hvorfor ikke ? — jeg har stået og lyttet ved døren +efter hvad det var , i sad og hviskedee om i eenrnm . +Det klæder kønt af holde med et barn imod dets +fader , men det nytter dig kun lidt . Endnu har ingen +af min slægt skrevet et borgerligt navn ind i vor +stammebog , det skal heller ikke ske ved mig . Hvem +siger desuden , når Alf kommer til Alf , af den snedkerjomfru +endnu bryder sig om dig ? Sidste fyrgetyve + +ridderes dag , da jeg var nede i Vejle efter de fem +staldøxne , spurgte jeg mig så småt for og fik af +vide , af der var en hattemagersvend eller sådan en , +som Søren grå havde bestemt hende for . “ +„ Det er umuligt , “ svarede Henning . +„ Det kan gerne være , men hvorledes det end +forholder sig , så er det rigtignok en god tak du bereder +os , af sige nej til vort kæreste ønske . Ved +du , hvad følgerne blive ? Din gamle fader tommer +til af spadsere fra sin gård , medens lånerne slås +om stumperne , og din moder der , som du altid hænger +over , vil ikke få det , hun kan hælde sit hoved +til . Hvor skulle vi gå hen ? Tror du , der kommer +en mand drattende ned fra himlen og tager os under +armene , som vi gjorde ved dig ? Hvad nytter det at +grædæ , Elsebeth ! Det skulle du have foreholdt ham , +istedetfor at sige ja til hans tossede indfald . “ +„ Det burde jeg vist have gjort , “ svarede hun +sagtmodig . +„ Ja , nu er det forsilde at tænke derpå , men +siden jeg mærker , at Henning i sit hjerte egentlig ikke +har noget imod mit forslag , når han blot får sig +ret betænkt , få rider jeg over og taler med Mads +sønderho stram om den sag . Farvel så længe og +glem ikke , hvad jeg har sagt eder . “ +Med disse ord forlod herremanden stuen og +red lidt efter over til Mads stram . + +vi . +Hvor skøierne boede . +Omtrent en måned senere gik Enevold Gyldings +foged en dag ud for at pante . Han havde taget to +af gårdens folk med sig som vidner , for at enhver +kunne være overbevist om , at det gik lovformeligt til . +Alle tre vare de pyntede som til en fest og slæntrede +langsomt og veltilmode hen ad vein . +Egnen mellem Horsens og Skanderborg var dengang +meget skovrig ; overalt bakker og bratafskårne +skrænter , vekslende med dybe Dale , hvorigennem en +å bugtede sig , overalt spor af den vældige kæmpe , +biblen kalder syndflod , og hvis fodspor årtusinder +endnu ikke have været i stand til at udslette . Nogle af +disse skove vare i tidens løb blevne omhuggede ; under +thorsfensons indfald 16-44 havde svenskerne afbrændt +hele strækninger , banderne ryddede siden jorden , +pløjede den og byggede deres huse i nærheden . Til +et sådant hus var det , at fogden og hans vidner +rettede deres gang . + +bonden sad oppe på taget og stoppede hullerne +med halmtotter . Da han så fogden komme , krøb +han hurtig ned , redte halmen af sit hår med de +fem udspilede fingre og stod og bukkede ved døren . +„ Gnds fred og en god morgen , “ sagde fogden , +idet han satte sig ned på en sten udenfor hnset . +„ Ja , den vil i vist skaffe mig , “ svarede bonden . +„ Det er da en bandsat træls vej op til dig , “ +Vedblev fogden . „ Hvordan lever din kvinde og hendes +lille dreng ? Har hun skæmmet sig meget efter +kopperne ? “ +„ Å nej , det kunne være værre , “ svarede bonden . +„ Det var også synd for hendes kønne ansigt . +Hvor er hun i dag ? “ +„ Vil i tale med hende ? “ +„ Det er egentlig med dig , jeg har ' noget at +snakke . Ja , du ved vel , hvad mit ærinde er , lille +stoffer ! Det er en smule udpantning , vi skulle se +at blive færdige med . Nn skal du høre regnskabet . “ +Med disse ord slog fogden op i en bog og +vedblev i den eenslydcndc tone , som var ham egen : +„ Det var først en dag ved midsommerstid , da +sov du over dig og kom to timer forsilde til hovarbeide . +Det gør fire skilling danske . “ +„ Min hustru lå syg og værkbruden den dag , “ +Indvendte bonden . „ Jeg meldte det oppe på gården +aftenen forud . “ +„ Hvad djævelen har din hustru med den sag +at bestille , det er ligefuldt fire skilling , egentlig ser . + +men jeg har slettet de to ud for Grethes kønne øjnes +skyld . — så var det i høst , mens vi kørte rug +ind , da sloges du med Jes nytter og teede dig +ubændig , skønt jeg gav dig smæk af pisken og +formanede dig til at holde fred . Det gør syv skilling , +egenlig otte , men fordi Jes tirrede dig og kaldte +dig hanrej , går der en skilling fra . “ +„ Er der mere tilbage ? “ spurgte bonden . +„ Så var det tre dage for mikkelsdag , mens +vi satte tørv i stak . Da tog du guds navn forfængeligt +og sagde , af djævelen skulle arbejde , efter at +klokken havde ringet . Det var en svær forseelse , for +derved satte du ondt blod i de andre , ikke af tale +om , af du forsyndede dig mod Vorherre . Det må +mindst være otte skilling , og i den sag lader der sig +min sjæl ikke knappe noget af . Se , otte og syv +og så de fire , det have vi regnet ud gør ialt nitten +skilling , og dem komme vi for af hente . “ +„ Jeg har ingen penge , “ sagde bonden . +„ Så må vi gøre os betalte på en anden +måde og pante dig ud , “ svarede fogden , idet han +rejste sig og gik hen til huset . +„ Der er ingenting derinde , andet end en løjbænk +og et gammelt bord . I tog resten fra mig sidst . “ +Fogden så ind i igennem et hul , som tjente +istedetfor vindue . Da han havde betænkt sig lidt , +smilede han og sagde : +„ Din skælm ! Du siger , af du ingenting ejer , +og så hører jeg dit får stå og bræge henne i + +toften , livagtigt som det kaldte ad os . Med det +gøre vi os betalte ; skulle der blive noget tilovers , +kan du stole på , at du får det tilbage . “ +„ Det siger i kun for spøg , foged . I kan ikke +nænne at tage mit eneste får med jer . “ +„ Ikke det ? Ja det skal du dog få at se , bitte +stoffer . Pengene skal min sjæl herud , enten på +den ene eller anden måde . “ +„ Bed i hvad ! “ sagde bonden , som lod til at +tage sig den hele sag særdeles let , „ siden det ikke kan +være anderledes , så får i at have eders villie , +men jeg tror , at jeg følger med op til gården . +Det falder mig ind , at jeg har et ord at sige til +nådigherren . “ +„ Som du vil , “ svarede fogdeu , „ lad os blot +se at komme afsted , for det bliver en bandfat hede +i dag . Hvor er Grethe ? — hils hende fra mig . “ +Dermed forlod fogden og hans mænd huset . +Bonden fulgte efter , og han trak fåret . +Da de kom op på gården , var Enevold Gylding +redet ud . Stoffer ventede til sildig aften , men herremanden +kom ikke tilbage . Næste morgen gik han +igen op på gården og forlangte hr . Enevold itale . +„ Han er endnu ikke stået op , “ sagde tjeneren . +„ Du får at tøve til siden . “ +„ Det kan jeg gerne , “ svarede stoffer , „ men så +er det forsilde med det , jeg har at berette . Nådigherren +har selv størst gavn af at få mit ærinde +at høre . “ + +i det samme stak hr . Enevold hovedet ud ad +døren fra det næste værelse . „ Hvad er det for et +vigtigt budsfab , du har til mig ? “ spurgte han . +Bonden stod og drejede på sin røde hue , han +så op på Gylding med et listigt smil og sagde , at +han ville helst tale med den nådige herre i eenrum . +„ Hvad kan en Karl , som du have at sige mig i +eenrum ? “ råbte Gylding spottende . „ Kom frem +med dit ærinde , der er ingen her , du behøver at +dølge noget for . “ +„ Det må i da selv bedst vide . Jeg ville blot spørge , +om det gælder endnu med den sum penge , nådigherren +satte ud for den , der kunne finde skøierne ? “ +„ Hvorfor skulle jeg spendere penge på dem ? +Jeg tror for vist , at du vil være ligeså godt tjent +med at blive fri for skøierne som jeg , helst da de +have lettere ved at tage fra dig end fra mig . “ +„ Å nej endda ! “ svarede bonden „ Mig lade +de vist gå fri . Eders foged tog det sidste , jeg +ejede , i går . Hvad han lod tilbage , kan ikke engang +friste skøierne . “ +„ Du har altså set skoierne på min grund ? “ +Spurgte herremanden med en ivrighed , der beviste , al +sagen var ham mere magtpåliggende , end han ville +tilstå . +„ Det kan egentlig være det samme med pengene , “ +Sagde bonden , uden at besvare hans spørgsmål , +„ når jeg blot må få det får tilbage , som fogden +tog fra mig . “ + +„ Det have vi solgt til slagteren . “ +„ Ja , så kan i ikke give det tilbage ; det følger +af sig selv , men et andet får da . “ +„ Du ved altså , hvor skølerne findes ? “ +„ Det er , som man tager det til ; hvis der intet +er at tjene , så ved jeg ingenting . “ +„ Tror du ikke , en god pisk ville hjælpe lidt +på din hukommelse ? “ +„ Et godt får ville vist hjælpe mere , “ svarede +bonden frimodig . +„ Du skal få det . “ +„ Men nådigherren tager mig vel ikke ilde op , +at jeg husker jer på , at mit får var ualmindeligt +stort og vel ved magt . “ +„ Du kan søge dig et ud af min hjord , hvilfct +du selv vil . Er der så mere i vejen ? “ +„ Ikke der blindste . Jeg vil blot underrette Herren +om , at mit får var drægtigt . Ifjor fik det to lam , +det kan gerne være , at det i år ville have fået tre . “ +„ Bed du hvad ? “ råbte Gylding , yderlig opbragt , +„ hvis du lover længer med at sige , hvad du mener , +lader jeg fogden pldske dig ud af gården . “ +„ Han kan spare sig sin umage , “ svarede bonden , +„ for jeg vil heller gå godvillig . “ +Efter disfe ord hilste han dybt og gik til døren . +Enevold trådte i vejen for ham , greb ham i skulderen +og råbte : +„ Ikke af pletten for du har sagt mig , hvad du . +Ved . Nu er det alvor . “ + +„ Jeg ved kun forvisf , at den snm penge , som +nådigherren lovede for en skener , var langt større , +end mit får og de tre lam kunne være værd . “ +„ I djævlens skind og ben ! Du skal få de +tre lam . “ +„ Er det afgjort ? — og jeg må selv søge dem +ud af eders flok , uden at det formenes mig ? “ +„ Det tillades dig . “ +- „ Ja , vil i så blot lade sadle eders hest , og tage +fogden med , så skal jeg vise eder , hvor i kan fange +skenerne . “ +Lidt efter steg hr . Enevold og hans foged tilhest +og forlod gården , anførte af bonden . Herremanden +havde taget et langtløbet gevær med sig . Fogden bar +en sabel ved siden og en tyk pisk bunden over +ryggen . Den retning , de valgte , førte dem ind igennem +skoven , og stoffer lod til at være sikker i sin +sag , han vedblev at gå nden at betænke sig eller at +tage hensyn til de mange tverstier , de kom forbi . +På flere steder var vejen så smal og nbanet , +og krattet på begge sider så sammcnvoxet , at det +kostede rytterne møje at trænge igennem . Bonden +smilte da , støttede sig op til et træ og stod og tyggede +på et græsstrå , til de atter nåde ham . +Efter omtrent en times forløb kom de til en +åben plads , hvor jorden var sid og bevokset med høje +rør , som vidnede om mosegrunden nedenunder . Midt +igennem denne åbning løb en udtørret grøft , hvori +vandet om vinteren svulmede op til eu rivende strøm , + +og over hvilken der var bygget en hvi kampcsteensbro . +Broen stod i forbindelse med en gammel landevej , som +tidligere sorte igennem skoven ned til Horsens . Senere +blev vejens retning forandret , og efter den tid +benyttedes stedet knn af skovhuggerne , når de om +vinteren slæbte det fældede tommer ud på Sletten . +Lidt for de nåde broen , gik bonden hen til hr . +Enevold og hviskedee , at han skulle stige af hesten . +Herremanden adlød , fogden steg også af og bandt +deres heste til et træ , derefter gik bonden videre og +bad de to ledsagere om at følge ham , så stille og +tydlosf , som muligt . Nede i lavningen standsede han , +stillede fogden på den ene side af broens åbning , +gik selv med hr . Enevold ud i grøften på den anden +side og sagde : „ derinde under den bro gemme +skøiernc sig . “ +. Herremanden så in^ + +5 v +jorden her foran indgangen , siden den tid er der kommen +fodspor , som vende indefter . Se selv ! “ +Hr . Encvold undersøgte stedet og opdagede tydelige +fodspor , aftrykte i den bløde jord . +„ Det er nu godt nok , “ sagde han betænksomt , +„ men hvordan få vi fat på dem ? “ +„ Det må blive nådigherrens sag . I har jo +våben hos jer . Skøierne have ingen . Nådigherren +trænger vist ikke til råd af mig . “ +„ Det gør jeg heller ikke , “ svarede Gylding , +„ men du løver dog her og viger ikke fra pletten , +før jeg har overbevist mig om , at du farer med +sandhed . “ +„ Jeg tover her , “ gentog stoffer , „ og hvis det +skulle vise sig , at nådigherren dog ikke mægter at +få dem fat , fkjondt i og fogden er to mod tre , +så skal jeg tage dem alene . “ +Derefter fatte han sig på en sten ovenfor +broen og gav sig til at spise skovsyrer . Herremanden +befalede fogden at krybe ind gennem åbningen ; selv +stillede han sig ved den modsatte side og spændte +hjullåsen på sin bøsse . Fogden syntes ikke videre +om denne i agt , men derved var der nu intet at gøre , +han drog sin sabel af skeden og forsvandt i åbningen . +I begyndelsen lå stenene så højt , at han +næsten kunne gå oprejst under dem , straks efter blev +åbningen lavere ; for at komme videre måtte han +krybe frem på hænder og fødder ; derved blev han +værgeløs , sabelen nyttede ikke mere . Bonden sad og + +stirrede op i luften efter myggene med et udtryk , så +tankeløst og ligegyldigt , som om alt , hvad der foregik , +var ham aldeles uvedkommende . Hr . Enevold stod +nede i grøften med bøssen under armen og lyttede i +spændt forventning . Pludselig hørte han et skrig +trænge ud fra åbningen , fulgt af en dyb røst . +„ Hvis han kommer nærmere skal han ske en +ulykke , “ sagde denne røst . +Herremanden nikkede til stoffer ; han var overbevist +om , at han havde fundet , hvad han søgte . +„ Nu have vi dem , “ sagde han . +„ Nærved er lidt langtfra , “ svarede stoffer med +sit spottende smil . +Der forløb nogen tid , hvori alt blev roligt +under broen ; lidt efter kom fogden til syne igen , uden +hue , plettet af den sorte moscjord og med et åsyn , +som røbede en heftig skræk . +„ Jeg har set dem ! Jeg har set dem ! “ råbte +han . „ De ligge derinde bag en stor sten , som er +sfreben frem for de andre , men det er ikke nmuligt at +komme til dem . “ +„ Hvad skal det sige ? “ råbte Gylding . „ Ind +ester dem og få dem jaget ud . “ +„ Nådigherren må have mig undskyldt ; om det +skulle gælde mit liv , så går jeg ikke mere derind ; +der er vist en halv snes stykker tilstede ; og da +jeg kom hen til dem , strakte de armene frem over +stenen , som om de ville kile lige på og kvæle mig , +få lå de og grinte , og en af dem prikkede efter + +mig med en kniv , han havde bundet fasf på en +kæp . “ +„ Å snak ! “ sagde hr . Enevold . „ Han er en +stor kryster , det er sagen . Han holder kun af at æde +og drikke hjemme på gården , det er deraf han bliver +så skammelig fed . Ind med sig igen , vi må have +dem fat . “ +Fogden klynkede og bad for sig , det var ikke +muligt at bevæge ham til et nyt forsøg . „ Jeg tor +ikke , “ råbte han grædende . „ Lad ung så være . “ +Hr . Enevold råbte ind under broen , at skøierne +skulle komme frem , truede med at skyde ind i åbningen , +hvis de tøvede ; ingen svarede ham , ingen kom , +han hørte kun genlyden af sin egen stemme . +Bonden sad imidlertid oppe i sollyset og gav +agt på , hvad de foretoge sig . Da han så herremanden +og fogden stå tvivlrådige og ørkesløse , hver +på sin side af broen , gik han hen til dem . +„ I kan ikke få dem ud , “ sagde han . „ Jeg +tænkte det nok , at det til sidst blev mig , som måtte +hjælpe den nådige herre . “ +„ Jeg trænger ikke til din hjælp , “ svarede Gylding . +„ Nu blive du her og holder vagt på den ene side , +jeg på den anden ; imens rider fogden hjem til gården +og henter os et kobbel hunde , så skal vi snart +få dem frem . “ +„ Er det været at gjorde så meget af så lidt ? “ +Svarede stoffer . „ Jeg skal få dem ud alene . “ +Med dette løste gik han op i skoven og vendte + +tilbage med en favnfuld løv , som han lagde foran +indgangen . Dermed vedblev han , til hele åbningen +var fyldt . +„ Ja , det kan også gå , “ sagde hr . Enevold . +„ Du dækker til fra den ene side og kryber så ind +fra den anden . Jeg forstår dig nok . “ +„ Ikke rigtig , “ svarede bonden , „ det lader sig +gøre endnu nemmere . “ +Han tog en stor blikdåse op af lommen , fyrstål +og sten , og gav sig til at slå ild . Da tønderet +fængede , rystede han det ud i løvet og pustede +det op til flamme . +„ Se så ! “ vedblev hun . „ Nu behøver nådigherren +blot at stille sig henne ved den anden åbning , +så skal i se , at røgen får dem hurtigere ud , end +eders foged kunne . “ +I det samme lød et skrig under broen , og +røgen af det ulmende lov begyndte at trænge ud +gennem den modsatte åbning . Bonden stod ved +ilden med begge hænder i koftelommerne og så til . +Når røgen sagtnedes , skod han med foden en ny +bunke lov hen i bålet . +Lidt efter kom hovedet af en gammel , skægget +mand til syne . Han så sig om og krøb trods herremandens +truende skikkelse ud fra åbningen . Efter +ham fulgte en anden , yngre , son : hurtig drog sig tilbage +igen , men pint af røgen , straks efter atter kom +frem og lød sig gribe af fogden . Efter de to mænd +viste sig en gammel kone med hvide hår . Hun + +blev liggende udenfor broen og strakte hænderne frem +under ynkelige skrig og bønner om nåde . +Det særegne ved disse tre personer var en ualmindelig +mørk hudfarve , lange filtrede hår og en +pjaltet dragt , sammenflikket af de forskelligste stoffer . +„ Slå nu en strikke om dem og bind dem fast +til hesten , mens vi ride hjem , “ sagde herremanden til +fogden . „ Siden ville vi se , hvad vi kunne gøre +ved dem . “ +„ Så er der vel ikke noget i vejen for , at jeg +kan tage mit får og de fire små lam ? “ spurgte +bonden . +„ Eftersom jeg har lovet det , kan du tage dem , “ +Svarede hr . Enevold . „ En adelig herre må holde +sit ord ; men vaer dig dog for fogdens pisk , lille +stoffer , når du næste gang kommer på hovarbejde . +Jeg er bange for , at det vil blive dig dyre lam for +det spil , du har drevet med mig i dag . “ +Hr . Gylding red nu hjem med et veltilfreds ansigt +og den store hjullåsbøsse foran sig på sadlen . +Efter ham fulgte de tre skøiere med armene bundne +sammen på ryggen i en snor , som fogden holdt i +hånden . +Straks efter hjemkomsten lod herremanden gå +bud til birkedommere « , at han stalde komme op på +gården før at holde forhør over tre misdædære . Hr . +Enevold sov til middag , da dommeren kom . Denne +blev derfor stående nedenfor trappen med hatten i + +hånden , thi det var forbudt de ufri at gå over +gården med bedækket hoved . +Birkefogden var en gammel mand med et magert +ansigt , en luvslidt dragt og en særdeles ydmyg mine . +Da hr . Gylding endelig vågnede og lod ham kalde +op , blev han stående indenfor døren under dybe og +gentagne buk . +„ Kom og sæt sig , foged ! “ sagde herremanden +nedladende . „ Hvorledes lever hans kæreste og rollingerne ? +Ham , jeg stod fadder til , vokser vel op til +en smuk og kløgtig dreng ? — forgangen skikkede han +nok bud herop og bad om ar låne to skæpper +malt ; da kunne jeg intet undvære ; i morgen kan han +gerne få en sækfuld hjem . “ +Fogden sad og bukkede på det yderste af stolen . +Herremanden vedblev : +„ Så var det vinde tre skøiere , viskulde snakkes +ved , før vi lade dem komme ind . “ +„ Ja , hvordan vil nådigherren have dem dømte ? “ +Spurgte fogden . +„ Det må blive dommerens sag , “ svarede hr . +Enevold . „ Jeg har fanget dem på min grund , skønt +de lå vel forvarede langt inde under den gamle bro +i norreskoven . “ +„ I så fald er de stakkels mennesker ikke grebne +i nogen nlovlig handling . Nådigherren kan fare med +lempe , lade dem stryges til kagen og derefter skikke dem +ud af birket . “ +Hr . Enevold så over på dommeren og rynkede + +panden , medens han rystede med hovedet . „ Han forstår +mig ikke ret . Det er skarnsfolk disse skøiere . +En af dem har for mange år siden stjålet min søn , +ifjor gik der ild i vort bryggerhus , hvem ved , hvis +skylden var . For en måned siden styrtede min ene +hest , ham den grå , som havde været med i krigen . +Det kan gerne være , at skøierne have lagt forgift +for den . “ +„ Nådigherren har ret i dette som i alt andet , +det er nogle forbandede mennesker , disse skøiere , afkom +af den lede djævel . Vor forrige konge , gud +glæde ham i sin grav , lyste dem sredløse i land og +rige . Nådigherren kan så godt lade dem hænge i +galgen og forsvare det ved lov og ret . “ +„ Nu kan jeg høre , han forstår mig , “ sagde hr . +Enevold . „ Ja lad os så kalde dem ind og få forhør +og dom over dem . Men det siger jeg ham , vi må +se at blive færdige til klokken slår fem , for så har +jeg lovet Jens munk at komme over og spise kommenskringler +og spille tærning med ham . “ + +vi . +Herremandens gilde . +Det er uvist , om hr . Enevolds befaling eller +Fru Elsebeths bønner havde størst magt over Henning , +men en måned efter at herremanden kundgjorde sin +villie med hensyn til Mads Skrams datter , havde +Henning givet sit samtykke , fremstillet sig for den unge +dame , bejlet til hende og modtaget hendes ja ; der var +nu blot tale om den store trolovelsesfcsf , hvortil man +traf forberedelser på gården . +Kun en betingelse havde Henning stillet for fin +eftergivenhed i alt , — han ville , at begge hans plejeforældre +skulle indbydes og være tilstede ved festen . +Øm Else talcde han ikke , han nævnede ikke mere hendes +navn , siden det hed sig , at hun var trolovet med en +anden . +Hr . Encvold for op fra stolen i den yderste forbavselse , +da han første gang hørte Hennings fordring . +„ Hvad tænker du på , min kære dreng ! “ råbte +han . „ En snedker og hans hustru ! — ufri folk +i en højtidelig forsamling af landets adelige herrer + +og fornemme fruer . Bi ville jo blive til spot og +spe for alle vore gæster , og Mads stram , som er +så prikken på det , og som kan ramse sin stamtavle +op , firehundrede år igennem . — det kan umuligt +lade sig gøre . “ +„ Måfle er det umuligt , som kære fader siger , “ +Svarede Henning bestemt , „ men det må ske alligevel . ' +der bliver intet af min trolovelse , om ikke sørcn +grå og hans hustru få lov til at komme med . “ +„ Men din kæreste da , hvad tror du , hun vil +synes derom ? “ +„ Hun vil synes , at min kære fader gjorde net +i at opfylde det eneste dnfte , jeg havde at fremføre . “ +„ Så skal du nu høre mit sidste ord , “ sagde +Enevold med megen salvelse . „ Siden jeg bestandigt +kun har rettet mig efter dig og haft dit sande bet +for die , lige fra den første dag , vi fandt dig , vil +jeg også denne gang opfylde din bøn . Den snedker +med samt hans kvinde skal få lov til at komme +herop og se på trolovelsen . “ +„ Kære fader mener vist , at han skal blive indbude « +Ligesom alle øvrige , være vor gjæsf som alle +dvrige og deltage i vor fest som alle øvrige ; thi +således skal det være , og ikke anderledes . “ +Hr . Enevolds ansigt blev blodrødt , hans pande +trak sig sammen i dybe rynker , men han kendte Henning +og vidste , at hans magt og indflydelse over ham +havde en bestemt begrænsning ; han tvang sig til +noget , der lignede et smil , og svarede : + +„ Han skal være vor gjæsf som alle øvrige . Jeg +lader fogden skrive brev til ham endnu i aften . “ +„ Det kan jeg selv gøre , “ sagde Henning . +„ Som du vil . Lad os blot komme ud af det +med det gode , i den tid , jeg gamle mand har tilbage ; +det varer vist ikke længe med mig , det føler jeg . Når +jeg er død og borte , skal du takke mig i min grav +og sige , at jeg handlede imod dig som en brav og +kærlig fader . “ +Samme aften red skytten ned til bejle med indbydelsen +til Søren grå , dagen til trolovelsen blev +bestemt , Enevold og fogden droge om og bade frænder +og venner til festen , og gården gjcnlod af al den +larm og støj , som en så vigtig begivenhed nødvendig +måtte fremkalde . +Nogle dage efter red gamle Mads stram op til +Gylding og meldte sit komme ved højrøstede råb +efter staldkarlen og en gentagende knalden med sin +pisk . Hr . Enevold lod til at være forberedt på +Skrams besøg ; han hentede en stor opskrift fra fogden , +lod bringe to fyldte viinkander , lukkede sig inde i dagligstuen +med sin gæst og lagde sig , da de vare blevne +alene , ned på den ene bænk , medens hr . Skram trak +sine ridestøvler af og tog plads lige overfor ham . +Genstanden for de to herremænds underholdning +lod til at være temmelig vidtløftig , men fremkaldte +tillige et stedse blidere og mere tilfreds udtryk i hr . +Enevolds åsyn , ledsaget af bifaldsnik , håndtryk og +hyppige opmuntringer til at tømme den store viintande . + +da sagen omsider lod til at være ordnet til +begges tilfredshed , rejste hr . Stram sig op fra bænken +og slog ud med begge arme , som om han ville +føje sin velsignelse til de behageligheder , han allerede +havde bragt . Derefter sagde han : +„ Se ! det var nu det . Nu vil jeg sige dig noget , +som du skal lægge dig på hjerte , lille Enevold ! Jeg +har i aften overtaget din gæld , men husk på , at jeg +hæfter først for den efter giftermålet ; du sidder nu +som fri og frels mand i det , når du forresten vil +holde lidt sammen og lade være med spil og doblen , +for det er egentlig det , som har voldet dig din ulykke . “ +„ Jeg har vist ikke lang tid at spille i , “ ytrede +hr . Enevold med en ulykkelig mine og et til ordene +svarende sørgmodigt suk . „ Jeg ligger snart under den +sorte jord , det føler jeg med hver dag mere . “ +„ Ja , den snak har jeg hørt før , “ sagde Mads +stram leende , „ men det var ikke derom , vi skulle tale . +Når vi nu gifte vore børn sammen , bliver din ære +min , og den tåler ikke , at vi ved gildet stå tilbage +for nogen , eller vise os ringere , end frænder og venner +pleje . Fru Birgitte bad mig derfor sige dig , at +hun har ladet slagte en stor stud , nogle får , gæs , +fedekalve og to små grise , hver sådan på en tretten +lispund , som du kan skikke bud efter ; iligemåde er +alt vort gamle sølvtøj til din tjeneste , at sige tillåns , +med samt de rare skueretter , vi købte forrige Michaeli , +til min søsters bryllup af den tyske billedsnider . +Du kan få den med en mand på , som tigger ud + +af et tårn , og den anden med en rød frue , som +rider på en løve og holder en tingest i hånden , der +ligner et Skjold eller en bibel , hvad djævlen det skal +være . Fru Birgitte lader også din frue spørge , om +hun vil nytte nogle af hendes kønne fjer , som vi købte , +medens hun var tilhove ? Men jeg seer helst , at i +skikke bud efter det om aftenen , når sol er gået +i bjerge , for at folk ikke skal snakke om , at i låne +jer frem . “ +„ Du kan være rolig for , at gildet skaf blive , som +det sommer sig , “ forsikrede hr . Enevold , „ også uden +dit gamle solvtøi . Det sørger Elsebeth nok for . “ +„ Må jeg bare ' få lov til at tale ud , “ råbte +stram . „ Jeg siger det i en god mening . For mig +har du ikke nødig at skjule , hvor galt du sidder i det . +— så er der også det med din vogn . Jeg kommer +vel til at lade den udbedre lidt med farve og +beslag . “ +„ Hvad skulle vi bruge vogn til ? “ +„ Min datter vil have , at hun og Henning skulle +tage tilvogns om og hilse på Benner og bekendte , +ligesom de unge Munks gjorde dagen efter deres +trolovelsesfest . “ +„ Henning holder mesf af at ride . “ +„ Ja , men min datter holder mesf af at køre . +Jeg tror , vi gøre bedst i også at rette os lidt efter +hendes villie . Hvad du ! Hun vil køre , altså køre +de , og vi må derfor have vognen pudset op . “ +„ Det har den rigtignok længe trængt til , men jeg + +tænkte altid , at den vel holdt mig ud i den korte tid , +jeg har tilbage . Jeg ligger snart i den sorte jord . “ +„ Kommer du uu med den snak igen ? Hold fast +på den plads , du har , så længe du kan , den , du +får i den anden verden , bliver vist en hel del +ringere . “ +„ Desuden er vognen altid ligeså god som de +heste , jeg har at spænde for den . “ +„ Ja , nu kan du blot skikke den over til mig for +at få den malet , så skal jeg nok sørge for heste . +Hvem kan vide , om ikke Fru Birgitte gør Henning +en foræring af et godt forspænd ? Jeg har hørt en +fugl synge derom . “ +„ Ved du hvad , “ udbrød hr . Gylding i retfærdig +harme , „ nu vil jeg også sige et ord . Siden din +rare frue har i sinde at forære Henning et par gode +heste til hans vogn , så vil jeg min sjæl selv lade +den male , du må heller ikke bilde dig ind , at jeg +lader mig overtrumfe af dig i alt . “ +Mod denne højsindede beslutning havde hr . Skram +intet at indvende , han steg tilhest og red ud af gården , +under ligeså vældige pidskeskrald som dem , hvormed +han havde meldt sit komme . +Hr . Enevold stod og smilede og beundrede ham +oppe på trappen . + +Viii . +Skøierne . +Alle forberedelser til den vigtige fest vare endelig +trnfne . Henning havde ladet sit billede udklippe +i sort papir og sendt frøken skram det i en kapsel +til at bære på brystet , han havde såt sig en ny +klædning , hvortil snittet var valgt efter en dragt , +som unge skel nylig havde bragt hjem med sig fra +Frankrig . Hr . Enevold ville endelig have , at han efter +samme mode skulle bære paryk , men dertil var Henning +ikke at bevæge . Ridefogden fik en ny kofte , omsyet af +hr . Enevolds gamle stadsdragt , og midt i gården +stod den nymalede bogn tilskue , strålende i de mest +skrigende farver , hvis grnnd desuden afbrødes af en +mængde små lyse pletter , der skulle forestille blomster , +anbragte hist og her med megen birkning . +Det var en festdag for tyendet , som om aftenen +havde fået lov til at danse ovre på skovbakken , en +festdag for hovfolkene , der fik frihed for arbejde i +flere dage , en festdag for alle , — to undtagne . +Som fortalt kaldte hr . Enevold den dag , han + +fangede skølerne , birkcfogden op til sig for at antyde , +hvorledes han ønskede synderne dømte . Forhøret blev +imidlertid afbrudt ved hr . Skrams komme . De +forhandlinger , som fandt sted mellem ham og hr . +Enevold , medtoge så lang tid , at forhøret måtte +opsættes , og birkedommeren blev sendt hjem igen . +Næste dag lod herremanden skøierne bringe for sig , +og sagte på egen hånd at udfritte dem om deres +tidligere opholdssteder , om nogen af dem kendte +Abraham musen og den bande , der engang havde +berøvet Enevold hans son . +Den ældste af skøierne svarede i et sprog , som +Gylding ikke forstod , den yngre rystede på hovedet +til alle hans spørgsmål , så op på ham med et +listigt og forslagent udtryk , men lod ikke til at fatte , +hvorom talen var . Derimod udviklede den gamle +kone en sjælden tungefærdighed , da herremanden +henvendte sig til hende . Hun havde aldrig været i +denne . Del . af landet før , det vidste Vorherre i +himmerig . Den føde og nådige herre måtte endelig +ikke anse dem før ugjerningsmænd , hun og hendes +vare fattige , men særdeles ærlige folk , der fortjente +deres livs ophold ved at gilde og slå , som loven +tillod dem . Om Abraham musen vidste hun god +besked , hun havde kiendt ham før , også en tidlang +båret hans kæp * . Det havde der såmange gjort +foruden hende . Nu vidste hun , at han boede et +* vcrret hans hustru . + +sted i rakkerkulen mellem Skjern og deiberglund . +Hvis den føde og nådige herre blot ville slippe +hende løs og give hende en foræring af en håndfuld +rødløg , en lille skål svinefedt og to af de spættede +høns , hun fra sit fængselsvindue havde set ude i +gården , skulle hun alene påtage sig at skaffe Abraham +tilveie . Det ravede barn havde hun aldrig hørt +tale om , men hun kunne spå og vise igen , så tilforladeligt , +som solen løb rundt på himlen ; hvis +den søde herre forlangte det , skulle hun sige ham alt , +hvad han ønskede at vide , men derfor ville hun have +to citroner og en lille bitte gris , helst en sort , og så +måtte det vente til næste kvarter , når månen blev +fuld og rund . Hvis den søde herre forlangte , at hun +skulle spå uden at få noget derfor , kunne det også +ske , men så måtte han finde sig i , at hendes +spådom blev derefter . Den gamle mand derhenne +var fulgt med hende ind fra Tyskland , . og hendes +son , som havde sat sig ned foran dørtrinet og polerede +ivrigt en stor messingknap med hånden , varen +stakkels halvtosset en , som ikke duede til andet +end at sno timer og spille på fiol ; hun måtte +så at sige underholde dem begge to , men Vorherre +havde givet hende gaver dertil , og hvad gør man +ikke for familieskabets skyld ? +Således vedblev hun uafbrudt med løfter , udråb +og forsikringer , uden at det var hr . Enevold +muligt at komme til at gøre hende spørgsmål , før +dennc veltalenhed havde udtømt sig . Han lod dem + +fore tilbage til fængslet og vedblev derefter længe og +dybsindig at gå op og nedad gulvet , medens han overvejede , +hvad der nu kunne være det fornuftigste , enten at +sende taterkvinden med en mand efter Abraham musen , +eller at lade sig spå af hende , for at få den bekræftelse +på Hennings slægtskabsforhold , som han savnede . +Fængslet , hvori skøierne sagde indesluttede , varen +lav og fugtig kjældcr , forsynet med et lille vindue , +som gik ud til baggården . Om natten brøde de +jernstængerne fra og nåde lykkeligt hen til vindebroen . +Portneren sov , men hans hund vågede , gjorde allarm +og kaldte folk til stedet . Kvinden og hendes son +lode sig godvillig gribe . Den gamle mand sprang +derimod ud i graven og søgtc at svømme over til den +anden side . Langsmed bredden var denne grav bedækket ' med +høje siv og rør ; da flygtningen komind +imellem disse , vare hans kræfter udtømte , han kunne +ikke mere . Oppe på bredden stod desuden fogden og +en anden af gårdens folk og ventede på at gribe +ham , så snart han steg iland . Den gamle udstødte et +fortvivlet skrig og strakte bedende sine arme i vejret . +Ingen kom ham tilhjælp , han sank , mndderct lukkede +sig over ham . Lidt efter blev han draget op som lig . +Dette skuespil foregik for de to andre skøiercs +øjne . Kvinden og hendes son blev derefter sorte +ind i en anden kjældcr uden luft , uden lys ; der +skulle de sidde , til gildet på gården var forbi og +hr . Enevold fik bedre tid til at bestemme deres skæbne . +For disse to var Hennings trolovelse ingen fest . + +Ix . +Rådmand Sørens rejse . +Søren grå sad en aften udenfor gadedøren +på bislaget og tømte en kande øl med sin nabo , +kobbersmeden , medens de talte om vind og vejr og +gjorde deres små bemærkninger over byens køer , som +hyrden kom drivende med hjem fra skoven . Da så +de en rytter , i herskabelig tjencrdragt , komme op +ad gaden , standse en forbigående , som om han +spurgte sig for , og derpå ride videre hen mod snedkerens +hus . +„ Der kommer vist en mand med en ny bestilling +til dig , “ sagde kobbersmeden . +„ Det kan gerne være , “ svarede Søren . +„ Ja , de snedkere , de snedkere skal have deres +fingre alle vegne . Kommer der en dreng til verden , +gøre i vuggen til ham , skal han giftes , gøre i hans +bryllupsseng , skal han ud af verden igen , gøre i +atter en seng , blot lidt smallere end den anden . “ +„ Den rytter kommer vist ikke for at bestille en +seng , hvis jeg ellers seer ret . Han har en blomstertost + +i sin hat og en anden i sit knaphul , det betyder , +at han beder til gilde . “ +Rytteren holdt nu stille udenfor huset , skræderen +og hans hustru kom frem i døren lige overfor og +lyttede efter , hvad han ville . +„ Boer velagtede rådmand og snedker Søren +grå her ? “ spurgte rytteren . +„ Han boer her , “ svarede Søren . +„ Er han tilstede ? “ +„ Det er mig . “ +„ Kommer jeg som scndcbnd fra Junker Henning +Gylding og den nådige herre , hans fader , og den +nådige frue , hans kære moder , at bede eder og +eders ægtehustru til spisning og gilde hos dem , to +dage til ende , det brevet her nøjere forklarer . “ +Snedkerens skikkelse blev rankere og betydelig +større under denne hilsen . „ Nå , så jeg skal til +gilde hos den brave adelsmand , hr . Enevold Gylding , “ +Gentog han med et sideblik på sin ben kobbersmeden , +som sad og skrev figurer i det spildte øl , og et andet +blik over til de lyttende gjenbocr . Derefter vendte +han sig ind mod den åbne dør og råbte så lydeligt , +at det kunne høres over gaden : +„ Å , mottcr ! tap os en kande god biin til den +fremmede rytter , som kommer med bud og brev for +at bede os til gilde hos den nådige herre , Enevold +Gylding og hans frue . “ +Snedkerens hustru kom skyndsomst ud med biinkauden . +Ryttere » drak , pustede lidt og drak igien , + +derefter hilste han og red sin Bei tilbage . Mester +Søren stod med Hennings brev i hånden , smilede +til fin ben kobbersmeden og sagde : +„ Havde jeg ikke ret , Sivert smed ? Den rytter +kom hverken for at bestille seng eller ligkiste . “ +Kobbersmeden tømte den sidste rest af øllet , før +han bod godnat . Snedkeren gik ind i huset og lukkede - +gadedøren . +Næste morgen gik Søren ned til skræderen og +bad ham tage mål af sig til en fuldstændig ny +klædning . +„ Hvad vil i med den , atester Søren ? “ spurgte +skrædereu forbavset . „ Jeg syede eder en til pinsedag , +den i næsten ikke har haft på endnu . “ +„ Del får ikke at hjælpe , sy mig en alligevel , og det +af det allerfineste flamske klæde , i kan skaffe tilveie , +men det siger jeg eder forud , mester , den må være +færdig , inden ugen er omme . På mandag rejser jeg +og Motter til gilde to dage til ende hos den nådige +herre encvold Gylding og hans frue . “ +Fra skræderen gik sorcn ned i gyden til rebslageren , +bød ham godmorgen og tilføjede : „ Jeg kommer +for at bede eder om en villighed , mester ! “ +„ Den vil jeg gøre mig en fornøjelse af , atester ! “ +Svarede rebslageren . +„ Kan jeg låne eders hest og vogn i tre dage ? “ +„ Ja gerne , atester Søren , men ulykken er , at +rotten har ædt agcstolshynden istykker . Bi have endnu +ikke fået os lavet en ny . “ + +„ Det skal jeg besørge , en hynde , som kan lade +sig se . “ +„ I så fald er der intet i vejen . Det skulle da +være en ny skinne til det ene baghjnl . Det , der +ligger om , dner ikke meget . “ +„ Så lader jeg Rasmus smed gøre os eu ny +hjulskinne . “ +„ Det var bravt , dermed er alt i orden . Når +vil mester Søren stikke bud efter vognen ? “ +„ Helst straks , for jeg må have alting færdig til +mandag . “ +„ Skal i langt af by , mester ? “ +„ Iust ikke langt , mester ! men jeg skal til fornemme +folk . Motter og jeg er bedtc til gilde to dage +tilende hos den nådige herre , Enevold Gylding og +hans frue . Guds fred , mester ! “ +„ Jligemåde mester ! — det falder mig ind , at +siden i dog skal til smeden , kunne i sagtens lade +ham sætte en ny bøsning over den ene akse , den , der +sidder , duer ikke meget . — en flittig hilsen til den hele +familie . “ +Da Søren kom op ad gaden , mødte han en mand , +som gik med en stor stok i hånden . Han gav ikke +agt på snedkeren , før denne stod foran ham . +„ Guds fred og goddag , Isak væver ! hvad fattes +eder , mens i går og seer så modfalden ud ? “ +Væveren udstødte et dybt snk , standsede og sagde ; +„ Nu er hun færdig . Iaftes klokken otte slagen døde +hun . “ Under disse ord brast han i gråd , tørrede + +sine øjne og vedblev : „ Jeg har betalt dragonernes +doktor to sølvdalere før at se til hende og give +hende noget ind , jeg har stikket bud efter den kloge +kone i binding , før at hun skulle kogle over hende , +selv har jeg læst en lang bøn for hende hver Asten , +jeg gik til sengs , lige meget hjalp det alt sammen . Motter +sidder derhjemme og græder , Ane sidder og græder , det +er ikke til at holde ud . “ +„ Om hvem er det i taler , mester Isak ? “ +' bævere « standsede og så uhyre forbavset op på +snedkeren . Han begreb ikke , at der kunne gives en +så stor uvidenhed i bejle . +„ Jeg taler naturligvis om Lotte , vor brune følhoppe , +hende generalen bød mig fyrgetyve sølvdalere +for sidste sommer . Der var ikke sådan et dyr til +på guds grønne jord . Hun kunne løbe fra alle +andre , og når vi ville have hende til at gå længer , +end hu « selv følte , hu « havde godt af , så vendte hu « +Om og gik hjem igje « , og det var da ikke muligt at få +hende videre . — sådan et dyr får jeg aldrig mere +i denne verden . “ +„ Det skal i ikke sige . Jeg og min hustru stå +just i begreb med at gøre en rejse i disse dage , +måske kan jeg opsporge jer en anden hest undervejs . “ +„ Skal i gøre en rejse ? “ gentog væveren ligegyldig . +— „ Så var den så klog , så klog , mester +Søren . Ifjor , da jeg havde tabt min proces om +plankeværket med Jes gjønler , trække vi en dag Lotte +ud på græs . Hun river sig løs , og hvad så ? — + +jeg selv havde såt hvede ved siden af græslodden , +men det rører hun ikke , det var hun for klog til , nej , +hun går ind på min uvens , gjortlcrcns lod , hvor +der stod ærter , dem æder hun af , så længe hun kunne , +en ubegribelig stor portion , og da hun til sidst ikke kunne +mere , står hun og tramper på dem og lægger sig +ned og triller sig rundt i hans ærter , til de så ud , +som om de vare tromlede . “ +„ Det var da en rar Lotte , “ sagde snedkeren . „ Jo , +jeg og min hustru skulle rejse til gilde på mandag , +to dage til ende , vi skulle såmænd op til den adelige +herre — “ +Bæveren afbrød ham , greb ham heftig i armen +og udbrød : „ Nu skal i høre , hvordan det gik til påske , +da hun var bleven angbrystct , som i nok mindes . +Motter sagde , at hun trængte til at åreladcs , Ane også , +jeg går da op og henter regimcntsdoktorcn til +at syne hende . „ Hun skal min sjæl åreladcs , “ siger +han , „ lad os bare få hende ud i gården . “ Det forsfod +nu Lotte på en prik , men hun syntes ikke om +at blive åreladt . Hnn ville ikke , forstår i ? “ +„ Ja , det forstår jeg godt , “ svarede Søren utålmodigt . +„ Imidlertid nu doktoren står og søger efter åren , +vender hun sig om , griber ham i bagen og slænger +ham hans bukser istykker fra den ene ende til den anden . +Så blev der ingen åreladning af dengang . Men jeg +måtte sku bekoste et nyt stykke indsat i hans bukser . “ +„ Farvel ! “ sagde Søren , ked af at høre på bæverens + +historie om Lotte , men endnu mere fortrydelig +over den mangel på opmærksomhed , der vistes det , +han selv havde at fortælle . „ Farvel og hils hjemme . +Eders ulykke går mig nær til hjerte . “ +Næste søndag var alt beredt til afrejsen . De +nye klæder kom til bestemt tid og lå nu omhyggelig +indpakkede i kufferten ved siden af sncdkerkonens +sorte silkekjole , der var blevet bekostet til det afbrudte +bryllup forrige alle sjæles dag . +Else havde dceltaget i forberedElserne til denne +vigtige rejse , hun vidste fuldtvel , i hvilken anledning +Gylding gjorde selskab , skønt Søren og hans hustru +havde søgt at skjule det for hende . Hun var bleven +blegere siden den dag , indbydelsen kom , men hun tav . +Led hun , sørgede hun , længtes hun ? Det var i ethvert +tilfælde en sorg , som kun havde ensomheden og +gud til Bidner . +„ Bi have dog glemt noget , “ sagde Søren om +aftenen . „ Det skikker sig ikke , at vi komme til gilde +uden at bringe gave med , hvor ringe den end kan være . +Men jeg ved , hvad jeg vil . Jeg har nylig dannet +en bodikc af smukt egetræ , med udskåren sokkel +nedentil og mørke fyldninger på siden , samt et låg +med en agernknop og tre udskårne blade i Toppen . +Den var bestemt til vor gamle præst i skærup , men +han kan få en anden . Det skal være vor foræring +til Henning , han kan deraf se , at Søren grå endnu +er mand for at gøre et forsvarligt stykke snedkerarbejde . “ + + +den omtalte æske blev taget frem og afpudset , +moder og datter hjalp hinanden med at indpakke den . +Da de blev alene i stuen , lagde Else en lille falmet +blomsterkost ned i æsken . +„ Det skal være min foræring til Henning , “ sagde +hun . „ Den dag , han plukkede den til mig oppe i +nørreskov , var den grøn og frist . “ +„ Ja , men nu er den vissen og hentørret , “ sagde +moderen . +„ Det er ikke min skyld . Alle blomster visne jo , “ +Tilføjede hun , medens hendes læber skælvede af undertrykt +gråd , — „ selv dem , vi vande med vort +hjerteblod . “ +„ Giv du dig tilfreds , mit eget , lille barn ! +Det er ikke værd at sørge over den tid , man har +gjennemstridt , du er så ung endnu og har såmeget +tilbage . Det kan blive godt igen alt sammen . “ +„ Nej , ikke mere dengang , “ hviskedee Else , idet hun +lagde hånden på sit bryst , „ det føler jeg her . “ +„ Men Else ! Else ! hvad er det du siger ? Sådan +har du jo aldrig talt før i aften . Hvorfor skulle +det ikke kunne blive godt igen ? Der er da mange +unge karle til foruden Henning . “ +„ Det er vist , “ svarede hun , „ før ham var der +mange til , efter ham er der ingen . “ +Snedkerens komme afbrød denne samtale . Han +lagde ikke mærke til Elses våde øjne , men heller ikke +til den lille , visne blomsterkost , som lå gemt i dans +sidste mesterværk . + +mandag morgen hørte Søren grå ud af bejle +port , knaldende med en lang pisk . Næsten enhver +han kom forbi , vidste , hvorhen rejsen gik . Han havde +just ikke gjort nogen hemmelighed heraf , hans hustru +ikke heller . Søndag aften sendte han desuden læredrengen +omkring til rådmændene og bad dem undskylde , +at han ikke kom med på rådstuen næste tirsdag , +fordi han skulle gøre en rejse op i landet . +„ Lad mig se , at du forretter dit ærinde nøjagtigt , “ +Tilføjede han ude på trappen , idet læredrengen +gik . „ Skulle nogen spørge dig , hvorhen rejsen +går , så siger du , at jeg og moster er huden til +selskab to dage til ende hos den nådige herre Enevold +Gylding og hans frue . Skulle de ikke spørge +dig derom , — kan du sige dem det alligevel . “ +I de sidste år var bejle by bleven betydelig +udvidet , den nåde nu ned til åen ved hospitalet . +Over engene mod nord sorte en bred , steensat dæmning +op til den høje skovbakke , hvorigennem kongevejen +gik til Horsens . Søren grå hørte hen over +denne Bei uden at tænke på , at den engang havde +været kampplads for hans stammefader Henning +gråbuk , ligeså lidt som ' nogen af os gør sig et +begreb om , hvilke kamppladfe vi daglig skride hen over . +Alen det er måske godt , at vi ikke tænke derpå . +Medens de hørte , sad snedkeren og samtalede med +sin hustru om målet for deres rejse , om selskabet , +de ville træffe der , men frem for alt om Henning og +deres glæde over at se ham igen . + +„ Det kan nok være , at de ville gøre meget af +os , “ sagde Søren ; „ de mene , at de skylde os noget , +for hvad vi have gjort mod deres dreng , men det +siger jeg dig , byde de os at sidde øverst ved bordet , +så tage vi ikke derimod . “ +„ Tror du de gøre det , fatter ? “ +„ Det ved jeg ikke , jeg siger kan så . Drikker +herremanden derimod det første bæger for os , så må +vi rejse os op begge to og takke for æren , derved er +intet at gøre . Nu skal du husfe på at lade dig node , +for du spiser anden gang af samme ret , det er så +skik og brug , jeg siger det ikke for at hovmesterere +dig , men jeg er mere vant til at komme sammen +med fornemme herskaber end du . “ +„ Det er du også , “ svarede hun sagtmodig . +„ Så må du endelig lægge din ske ved +siden af tallerkenen , når du er mæt . Pil du +komme sukker i vinen , så tag ikke af skålen med +fingrene , men med sukkertangen . Der var engang +en adelig frue , som kastede sukkerskålen ud af +vinduet , fordi hendes gæst tog i den med fingrene . +Hvad gjorde så gæsten ? Han lukkede vinduet op +igen og kastede også det glas ud , hvoraf han havde +drukket . Over de tilstædeværendes forundring smilede +han ganske fredsommelig og sagde : „ Jeg troede det +var så skik og brug her i familien . “ Heller ikke må +du række nogen adelsmand eller frue hånden , uden at +de byde dig deres først . Der var den rige mester +Didrik skomager i Kolding , han havde i mange år + +lånt hr . Påske penge , så adelsmanden kom i stor +gæld til ham , og for at vise ham en opmærksomhed +bød han ham med til sin søns bryllup . Skomageren +var en ret og slet mand ; da han kom ind i gildestuen , +gik han hen og bød sin vært hånden . Hr . +Påske trykkede den . Hans frue stod ved siden og +sagde : „ Drag din handske af , Mourits påske , og +kast den bort , den lugter af beg . “ Da vendte skomageren +sig om og sagde så højt , at alle de nærmestståendc +kunne hore det : „ Drag eders særk af , nådige +frue , den er købt for mine begede penge . “ + +X . +Kun en spillemand . +Hos hr . Enevold Gylding havde alle omgivelser +antaget et præg , der svarede til dagens fest . +For enden af den gamle alle , som førte ind til hovedbygningen , +var der rejst en stor æreport , ndpyntet +med grantræer og bøgelov , imellem hvilke en mængde +forgyldte æg og brogede bånd gjorde ypperlig +birkning . Stenbroen skjultes næsten af enebærriis +og hvidt sand . Orteslose tjenere i pyntelige herskabsdragter +dreve omkring bygningen og udenfor , +på de nærmeste bakker , samlede hovfolkene sig med +deres kvinder og børn i små klynger . Porten stod +åben . Midt i gården , på en forhøjning , lå to +uhyre ølfade , hvoraf det var tilladt enhver at drikke , +og for at ingen skulle være uvidende om , fra hvem +denne gave skrev sig , stod „ Mads sønderho skram “ +Malet med store hvide bogstaver på bunden af +hvert fad . +Om eftermiddagen spadserede Mads skram og +Enevold Gylding ude i gården . Hr . Enevold var + +klædt i en stiv og pyntelig dragt , noget gammeldags , +men strålende af alle de solvborter og besætninger , +som recessen forbød adelen at bære , og som man dog +bar , når lejlighed dertil gaves . +Hr . Enevolds ansigt var denne dag lidt mere +purpurrødt også lidt mere fortrædeligt end sædvanligt . +Han og hans ben havde nylig rejst sig fra middagsbordet , +hvor det var gået særdeles livligt til , og hvor +især Mads skram havde udmærket sig ved at foreslå +og drikke en talrig mængde skåler . +Hr . Enevold gik med hænderne på ryggen og +fløitcdc , Mads stram mønstrede de fremmede bogne . +Indenfor de åbentstående vinduer lød latter og højrøstet +tale fra den del af herrerne , som endnu fortsatte +drikkelaget efter bordet . +„ Når vil du så underskrive det brev , hvori +dn overtager min gæld ? “ spurgte Enevold pludselig . +„ Det have vi jo talt om forgangen . Den dag , +min datter holder bryllup med Henning , skriver jeg +under , men ikke for . “ +„ Ja , ja ! sig det bare med det gode , lille Mads +sønderho ! Du er så bandsat kort for hovedet i dag . “ +„ Det er jeg ogfå , når du endelig vil vide det . +Jeg synes , Henning seer mig så muggen ud , han går +og hænger med hovedet og ved knap , om han vil +svare . Hvad ligner det ? Man skulle snarere tro , +han holdt jordefærd end trolovelse i dag . Der er flere +end jeg , som synes så , min datter sagde før det +samme . Du gør derfor bedst i at få ham til at + +lægge vind på et mere omgængeligt væsen . Ærlig +talt synes jeg min sjæl , at både du og han nok +have grund til at være tilfredse med , hvad der skeer +i dag . “ +Hr . Skram blev afbrudt i disse venlige yttringer +ved at se ridefogden komme gående over går +den med et fyldt lccrfad i hånden . +„ Hvem bringer han mad til i det fad ? “ spurgte han . +„ Til to skoiere , som sidde nede i kælderen . +Jeg vil have dem til at rykke ud med , hvad de vide +om den bande , der engang stjal min dreng . Jeg +har ladet det de fortalte mig om Abraham musen , +undersøge . Han skal have sit tilhold oppe i deiberglund , +sagde de , men det forholder sig ikke så . Nu +skulle de sidde til de bekende . “ +„ Ved du hvad , “ ytrede skram , „ Du bærerdig +galt ad ved bestandig at gå og pirre og pirre +til den sag . Du kommer til sidst i folkemunde derover . +Du har mistet din dreng og fået ham igen ; +hvad forlanger du mere ? Var det din Broder , som +tvivlede om , af Henning hørte dig til , det kunne jeg +forstå , for han får gården , hvis du doer uden +børn . Jeg synes , af når jeg kender drengen god +nok til af få min datter , kan du også nok være +bekendt af kalde ham son . Følg mit råd , gør +kort proces med de skøiere . Hæng dem eller slip +dem løs , du har lov til begge dele , men lad fare +af underhandle med dem . “ +„ Ja , du behøver ikke af give mig råd i den + +sag , “ sagde hr . Enevold . „ Jeg ved nok selv , hvad +jeg vil gøre . —å , fogedl når han kommer ned i +hullet , så sig til de to gavtyve , af de gøre bedst i af +tage dygtigt til sig af hvad han bringer dem , det bliver +deres sidste mållid i denue verden . Have de noget +på samvittigheden , så lad dem komme frem dermed ; +imorgen tidlig , når sol står op , lader jeg dem +hænge inde i fuglevang skov , andre misdædere til +skræk og advarsel . “ +Da hr . Enevold havde sagt dette , så han over +på stram , for at iagttage , hvad virkning hans ord +gjorde . Mads nikkede smilende . +„ Det er ret . Det_ skulle du have gjort for længe +siden . Lad os nu komme hen og se om vi kunne +finde noget at udsætte på den nymalede vogn . — +Henning har ikke sagt mig så meget som tak for de +to kjonne heste , min hustru lod trække op til ham +imorges . “ +Fogden gik . Da han kom tilbage , stod de to herremænd +endnu i gården og samtalede om vognen . +„ Nå , hvad svarede så gavtyvene til den besked , +i bragte dem ? “ spurgte Mads skram . +„ Ikke stort , “ svarede fogden , „ de begyndte straks +at hugge i sig af maden . “ +„ Havde de intet , der lå dem på hjerte ? “ +Spurgte Gylding . „ Ikke noget ønske at gøre ? “ +„ Den gamle kvinde forlangte blot at få en +drik øl til maden . Hendes søn bad om lov til +at låne den fiol , han havde set hænge ovre i min + +søns Kammer . Den skøler skal være en stor mester +i at spille . “ +„ Begge disse ønsker kunne tilstedes dem , “ sagde +encvold . „ Sørg så for at berede alt til deres aflivelse +imorgen ; men jeg vil ikke have , der skal tales +formeget herom . Når sol står op , bringer han +og røgteren og skytten dem ud til fuglevang og +klynger dem op , hver i sit træ , men sørg før , de blive +tagne ned igen og begravede , før nogen af de fremmede +herskaber komme ud i skoven . Lad kun drengen +få den fiol , han bad om . “ +Fogden gik . I det samme kom en støvet enspændervogn +kørende skridt før skridt ind i gården . +Den bragte allster Søren og hans hustru . Deres +rejse var bleven noget forsinket , idet axcn , trods den +nye bøsning , gik istykker undervejs . Den tid , som +behøvedes til at udbedre skaden havde Søren anvendt +til at iføre sig sine nye klæder og hjælpe moder med +at hægte hendes . Idet de stege ned af bognen , viste +derfor begge sig i deres fuldeste pynt . +Hvad fanden er det før et optog ? “ spurgte +Mads skram . „ Hvad skulle de to her ? “ +„ Det er Hennings plejeforældre , “ svarede Gylding +noget forlegen . „ Højst skikkelige folk , du ! — manden +er rådmand og meget anset i Vejle . — jeg var +nødt til at bede dem . Henning lod mig ingen fred . “ +„ Og hvor tænker du , at gøre af dem her , og +hvem vil du få til at sidde ved deres side ? Det +er et rart selskab , du slæber sammen på din gård , + +skøiere , snedkere . Komme der flere af den slags +mennesker , så kan det blive morsomt . “ +Medens denne samtale fandt sted , stod Soren +ved vognen og glattede folderne på sin hustrues +kjole . Derefter tog han hende ved hånden og gik +hen til Gylding . Idet de kom , vendte Mads skram +dem ryggen . +„ Guds fred og goddag , nådige herre ! “ sagde +snedkeren . „ Først og fremmest vor tak , fordi i viste +os den ære at indbyde os ; dernæst min undskyldning , +sordi vi komme noget silde . “ +„ Her behovcs ingen undskyldning , rådmand , “ +Sagde Gylding , „ I komme tidsnok . “ +Mads skram gav sig til at fløtte , bestandig +med ryggen vendt mod Søren ; han havde hidtil ikke +værdiget ham et blik . +„ I dag holder Henning altså fest , “ vedblev Søren +grå . „ Alting føjer sig for ham , lykken rækker ham +hånd , solen seer derpå . Sådan skal det være . “ +„ Ja , sidst vi taltes ved , ville han gifte sig , +i dag er han ikke kommen videre end til at trolove sig , +men det er rigtignok med eneste datter af den rige +Mads sønderho skram , ham som står der . “ +„ Mads sønderho skram , “ gentog Søren . +„ Ja , det er mit navn , hvad så videre ? “ sagde +Mads skram , idet han vendte sig mod snedkeren med +begge hænder i lommen og med alt det overmod , et +blik er i stand til at udtrykke . „ Hvad så videre , +spørger jeg ? “ + +Søren betragtede adelsmanden et øjeblik i tavshed , +derpå smilede han og svarede : +„ Så skal jeg fortælle jer en historie , nådige +herre ! “ +„ Hvad djævlen tommer mig eders historie ved ? “ +„ Det kan i først bedømme , når i har hørt +den , “ svarede Søren og vedblev : „ Dengang Henning +var lille , havde han ingen bedre opdrager end mig . +Når jeg om dagen fik bragt min gerning til ende , sad +han på mit knæ , mens jeg læste for ham af krøniken , +om hvad stort og mandigt Danmarks bedste mænd +havde virket for landet og dets hæder . En aften +læste vi også om Skrams slægt , det falder mig just +ind i dag . Da lysnede det i drengens ansigt , og +hans øjne blev store og våde . „ Fatter ! Fatter ! “ +Sagde han og slog sine hænder sammen , „ kunne jeg blive +til en mand , som ham , så var der noget at leve +og dø for . “ — se nådige herre ! en mand som +skram kunne nu Henning aldrig blive , men i aften +trolover han sig dog med en af slægtens døtre . “ +Skrams overmodige mine forsvandt , medens +Søren talte , snedkerens ord syntes at forvandle +ham , han nikkede godmodig og svarede : +„ I er vist en rigtig skikkelig mand , og det er +mere , end i mener om mig i dette øjeblik . Der er +min hånd ! — nå , tag den ! “ +Men snedkeren tog ikke herremandens fremstrakte +hånd , han krydsede sine arme over brystet , smilede +og sagde : + +„ Nej , nådige herre ! så er der ikke videre tilbage . “ +Enevold Gylding betragtede vexelviis snedkeren +og adelsmanden , han saltede ikke det ringeste af +hvad her foregik . +„ Det kom der ud af , at jeg gav efter for Hennings +bønner , “ hviskedee han til stram . „ De mennesker +høre ikke hjemme blandt os , de have ingen levemåde . “ +„ Nej ! de have ingen levemåde , “ gentog skram . +„ Du indser nok , at du må bære lidt over +med dem , kære svoger Mads . “ +„ Du indser nok , at du er en stor tosse , kære +svoger Enevold . Hvad fanden skal jeg bære over +med ? Den snedker der har jo teet sig langt bedre +end jeg . Begriber du ikke det ? “ +Under disse ytringer var Henning kommen til syne +på trappen , han ilede ned til Søren , hilste ham , +derpå slyngede han begge arme om snedkerkoncus +Hals , trykkede hende til sit bryst og hviskedee : +„ Akoder ! Moder ! hvordan går det Else ? “ +Snedkerkonens øjne blev våde , medens hun +betragtede Henning . „ Bil du bare lade være at tale +om Else i dag , “ hviskedee hun . „ Hende går det , som +de blomster , hun slikker dig i denne lille æske . “ +Med disse ord rakte hun ham Sørens gave . +„ Bi ventede på jer med middagsmaden , så længe +vi kunne , “ sagde hr . Enevold , da han havde ført sine +gæster ind i stuen , „ da i så ikke kom , satte vi os +til at spise , men jeg skal lade dække et bord til jer +herinde . “ + +Søren og hans hnslrn blev nu forestillede for +de tilstedeværende . Han bemærkede ikke de spottende +smil og nedladende blik , de vare genstand for , +ikke heller at man undgik deres nærhed , så at der , +straks efter at Gylding havde nævnet dem , blev en tom +plads mellem dem og de øvrige . En sag af langt +større betydning fængslede i dette øjeblik alle snedkerens +tanker . +„ Motter ! “ hviskedee han , „ lad mig se , du holder +ryggen brav mod væggen , der er sprungen to hægter +i din kjole , så at alt dit undertøj stikker frem . “ +Snedkerfonen lod ikke til at tage sig dette uheld +så nær som manden . Hun fik heller ikke tid til +svar . I dette øiblik førte Henning frn Gylding +hen til hende . +„ Nå ! I er altså Hennings nye moder , “ sagde +hun , „ sådan seer i ud , — min mand rådede mig +undervejs til at være varsom med at byde en adelig +frue hånden , formedelst vor ringe stand . Eder vil +jeg alligevel række dem begge to og takke og velsigne +jer for alt det gode , i lod min dreng finde , siden +i tog ham bort fra mig . Jo , han har fortalt mig +det alt sammen , og nu seer jeg , det må være sandt , +for sådant et ansigt som eders kan ikke lyve . Eders +mand gav ham et stort navn og rige kår , i lagde +ham op til eders hjerte og tørrede tåren af hans +øjne . Jeg tror han trængte mere til det sidste end +til det første . “ +Og nu glemte snedkerkonen , at der var sprungen + +to hægter i hendes kjole , ligesom Fru Gylding glemte +den afstand , verdens mening havde dannet imellem +dem . Hun tog imod de fremstrakte hænder , trykkede +dem , beholdt dem i sine og fortalte om al den lykke , +der var givet hende med Henning . +„ Du indser da vel , at jeg var nødt til at lade +dækt ' e til de mennesker herinde i den lille stue ? “ +Hviskedee hr . Enevold til Henning . „ Der er ingen , +som vil have med dem at bestille , og jeg må da også +tage lidt hensyn til mine andre gæster . “ +„ Kære fader har ret som altid , “ svarede Henning . +„ Det gør ikke det allermindste , hvor bordet blev +dækket , for nu sætter jeg mig hen til dem , og hvis +ingen af de andre vil tale med dem , få vil jeg det , +thi , som fader siger , man må tage hensyn til , at jeg +skylder de to mere end alle de andre . “ +Dermed gik han hen til snedkeren og satte sig +ved hans side . Enevold Gylding blev stående +indenfor den næste dør ; alt syntes at sammensværge +sig imod ham denne eftermiddag . Mads stram kom +leende hen til ham . +„ ' rå , hvad er der nu i vejen ? “ spurgte han , „ siden +du slår der og slår krøller på panden . “ +„ Jeg har vel lov til at ærgre mig , “ svarede hr . +Enevold . „ Der sidder Henning og sinister for de +snedkerfolk , som om der ikke var andre mennesker tilstede +på gården . “ +» Ja , jeg seer det nok ; men hvad angår del +dig ? “ + +„ Jo , for så vidt at det vil komme til at gå ud +over mig , og at jeg i forvejen ved , at du giver dig +til at skænde derover som du plejer , men jeg vil lade +dig vide , at det ikke er min skyld , og nu går jeg +hen og kalder både min hustru og Henning bort +fra dem . “ +„ Lad mig hellere gøre det , “ sagde skram . „ Kom , +så skal du se , hvordan jeg bærer mig ad . “ +Nked disse ord gik han ind i det næste bærelse . +Enevold blev stående . Flere af gæsterne samlede sig +i døren , som om de anede det optrin , der nu forestod . +Da skram kom hen til bordet , hvor Henning +talte med snedkeren og Fru Gylding med hans hustru , +blev han stående nogle øjeblikke og lyttede til deres +samtale . Af og til skottede han hen til Enevold , der +besvarede hans blik og hans smil med en ynkelig , +modfalden mine , som om han ville bede om skånsel . +Derefter satte skram sig ned ved bordet og sagde : +„ I drikker ikke til maden , rådmand Søren ! “ +„ Jeg har alt drukket , “ var svaret . +„ Et bæger endnu ! Vinen er god , det lover jeg +for ; den er bleven gammel i min egen kælder . “ +„ Ellers tak ! Ikke mere dengang , “ svarede Søren . +Da tog skram viinkanden , fyldte to bægere +og sagde : +„ For bød jeg eder min hånd , men i mente +nej og ville ikke tage imod den , vil i nu heller ikke +drikke et bæger med mig ? “ Efter disse ord rejste +han sig op og blev stående med sit bæger i hånden . + +„ Ak , nådige herre ! “ svarede Søren , blodrød i +ansigtet , „ hvad siger i der ? For hvem ville det ikke +være en ære at drikke et bæger med eder ? “ +„ Jeg ved , at det er eder , rådmand Søren og +eders hustru , som have opdraget den mand , jeg i dag +tårer til brudgom for min eneste datter , eder , der +have lært ham gudsfrygt og gode sæder ; — hvad +godt og kærligt der siden vil blomstre frem imellem +de unge , lagde i to spiren til , skulle vi så ikke have +en venlig hånd og et ord til tak , skulle vi så +ikke kunne drikke et bæger sammen ? Vend eder om +og se , derhenne ved døren står Enevold Gylding +og flere , som mene mig det vel , de længes alle sammen +efter at få lov til at gøre det samme . “ +Skrams røst hævede sig og blev stedse tydeligere , +medens han talte . Hr . Enevold stod og stirrede på +ham med åben mund , han var som sædvanlig så +uheldig , at høre uden ret at fatte ; han gif først hen til +bordet , da han så alle de tilstedeværende adelsmænd +nærme sig Søren , fylde deres bægere og strække ham +dem i møde . +„ Rn ved jeg , hvad jeg vil , “ sagde han til sig selv . +„ Jeg vil gøre det samme som alle de andre . “ Med +denne kløgtige beslutning gif han hen og fyldte sit bæger . +Søren stod med sænket hoved imellem den kreds , +som omringede ham ; han smilede livsaligt , han klinkede +og drak , medens tårerne løb ned ad hans kinder , +han kunne ikke få ordene frem , men nikkede blot til +enhver , som strakte ham sit bæger i møde . Han så + +hen tik Henning , derefter ned på sin hustru , det var +et øjeblik , som han i sin dristigste drøm undervejs +ikke ville have anset for muligt , en lykke , som bragte +enhver tidligere ydmygelse iglemme . +Da kredsen lidt efter lidt igen åbnede sig , gik +Mads skram hen til Enevold og stillede sig foran ham +uden at sige noget . Hr . Gylding rettede sig , han satte +hånden i siden og udbrød med en ædel selvbevidstheds +mine : +„ Synes du ellers ikke , jeg bar mig ret kønt ad +imod den snedker ? “ +Skrams ansigt udtrykte en uhyre forbavselse , han +brast i latter og svarede : +„ Hvad mener du ? “ +„ Jeg klinkede og drak med ham . “ +„ Du er guld værd , lille Enevold ! Kom og lad +nu os to drikke et bæger sammen . “ +„ Ja nok ! “ sagde hr . Enevold . „ Jeg har vist ikke +så lang tid tilbage at drikke i . Når vil du så +underskrive det gældsbrev ? “ +Skram svarede ikke , men skænkede og drak . +Da marker begyndte , . blev alle lysene tændte i +den store sal , mellem granløv , forgyldte æg og blomsterkrandse ; +nye retter bødes om , men især var det +drikkcbordene , som fængslede de fleste . +„ Det må man lade hr . Enevold , “ sagde en ung +adelsmand , „ der kan ikke tænkes en bedre vært ; han +har sørget for alt , hvad vort hjerte begærer , et undtagen +„ Og hvad er det ? “ + +„ De unge ville gerne danse , men her er ingen +spillemand . “ +„ Så må vi se at skaffe en tilveie , “ svarede +Enevold , som nu lod til at være i et ypperligt lune . +Han gik ud og kaldte på fogden . +„ Hør foged ! “ sagde han , „ der må straks gå +bud ned i landsbyen efter den tyske Heinrich , ham +som spiller til bryllup . De unge folk herinde ville +danse og vi have ingen spillemand . Det burde han +også have tænkt på , men jeg skal have alt i hovedet . +Sæt sig på en hest , bring ham med tilbage , og lad +det ske i en fart . “ +„ Det skal ske , så hurtig en hest kan pile afsted , “ +Svarede fogden . Straks efter jog han i fuld firspring +ud over broen , ned til landsbyen . +Den omtalte tyske Heinrich boede i et af de yderste +huse ; et lille forfaldent sted , omringet på tre sider +af en kålhave , medens den fjerde side støttede sig til +en stor bakke , som ragede op over hnset . Herfra flød +der om foråret og efter ethvert heftigt regnskyl en +mængde sand og småstene ned i haven og ødelagde +planterne , men denne ubehagelighed opvejedes +fuldkommen af de øvrige fordele , bakken ydede . Den +gav læ for stormen og støttede det gamle hus , som +var så brøstfældigt , at det for længst ville være faldet +sammen uden fremmed hjælp ; det var endnu ikke alt : +når Heinrich trængte til større husrum , gravede han +sig dybere ind i sin bakke , stivede loftet af og havde +således en færdig stue , lidt mørk vel og fugtig , men + +yderst billig . Heinrich havde desuden altid været hård - +før , og hans familie var bleven det ved vanen . +Da føgdcn kom til hnset , fandt han en talrig +forsamling , bestående af børn og gamle koner , udenfor +den åbne dør . Deres sprog var højrøstet og +larmende , en vigtig begivenhed lod til at fængsle alles +tanker . Det varede længe , inden fogden kunne få +rigtig besfed om , hvad denne sammenkomst skulle +betyde . Anledningen var følgende : +Heinrich havde i de sidste to uger ligget syg af +en heftig koldfeber og forgæves anvendt alle de midler , +han kendte mod sygdommen . Ved at rådføre sig +grundig med en omrejsende skøler , kom han til kundskab +om , at det egentlig ikke var noget naturligt onde , +han led af , hvilket han selv i forvejen havde været overbevist +om , han var derimod forgjort af en heks , forsikrede +skøieren , og heksen var en gammel kone nede +fra Bredal , som gik omkring og solgte bliktoi , bændler +og knappenåle , og som i mange år havde gjort +skøieren stor fortræd , siden han selv drev samme handel . +Der var altså ikke andet råd , end at få ulykkesstifteren +fat og dernæst tvinge hende til at læse ham fri +igen og hæve kogleriet . Ru havde tilfældet været +Heinrich så gunstig , at den gamle kone på en af +sine hyppige rejser igennem landet var kommen til +byen i går aftes . Hun blev straks greben og indelukket +i præstens fåresti . Der blev optaget forhør +i Heinrichs stue , men hidtil havde det ikke været muligt +at så hende til at bekende . Iaften ville bønderne + +prøve på et nyt forsøg , hvortil der skulle anvendes +kraftigere tvangsmidler . En af byens karle havde +været ude i skoven og skåret et knippe hasselkæppe , +dem han nu var i færd med at skrælle Barken af . +Når han var færdig , og solen gik ned , skulle den +gamle kone føres fra fængslet ind foran den syges +seng og der først opfordres tre gange til godvillig +at bekende . Vedblev hun da at vægre sig , skulle hun +lægges op på et bord og slås på det blottede legeme +med de hvide kjæppc , til sandheden kom frem . +Således havde skøiercn rådet , da han gik , og musikantens +venner beredte sig samvittighedsfuldt til at +følge hans forskrifter . +Medens fogden modtog denne underretning , havde +to karle hentet den gamle kone , en sammenbøjet , udmagret +skikkelse med en landlos , indfalden mund og +et højst enfoldigt udtryk . Sandsynligvis havde man +iforveien underrettet hende om , hvad der forestod ; thi +hun lod sig kun modstræbende føre ind til den syge , +brast i gråd og bad for sig , da de forlangte , at hun +skulle gå til bekjendclse . Bordet blev derefter trukket +frem foran Heinrichs seng . Spillemandens hustru +afførte den anklagede hendes klæder , to karle stillede +sig hver på fin side af bordet med en stok i hånden , +da fogden trådte frem og sagde : +„ Jeg skulle have haft dig med op på gården , +Heinrich spillemand , for at få dig til at gøre musik +for herskabet i aften , men da jeg seer , hvordan du +er faren , synes det mig bedst , jeg går min vej , før + +i vedblive med eders løjer . Jeg har ikke set , bvad +i have for , og jeg lader , som om jeg ikke ved af noget , +kun et vil jeg råde jer , at i fare lidt med lempe +mod det gamle skrog , hun seer mig djævelen ikke ud +som en heks ; dernæst gør i bedst i at putte hende en +god klud i munden , for i begynde på eders fagter . +Bliver der støj og kvalm , og de melde det oppe på +gården , kommer jeg ned til jer med min pisk , så +skal vi se , hvem der kan basfe bedst . Dermed gud +befalet . “ +Efter denne tale red fogden tilbage til gården . +Hr . Enevold sad og ventede ude i det første værelse . +Da fogden havde aflagt sin beretning , gik han +nogle gange op og ned ad gulvet . +„ Om det måtte tillades mig at give nådigherren +et råd , “ ytrede fogden , „ så lade vi de unge herskaber +vente med at danse fil i morgen aften , imedens +skal jeg nok få en spillemand fat . I så fald +kunne jeg måske få lov at ride ned igen og se på , +at de basfe den gamle kvinde ; jeg har min fornøjelse +deraf , og skal siden aflægge en nøjagtig beretning fil +nådigherren , hvordan hun har båret sig ad med at +kogle Heinrich rask igen . +„ Det bliver der ingenting af , “ svarede hr . Enevold . +„ Kan ikke tyske Heinrich spille , må vi have +fat på en anden , og foged kommer fil at ride ned +fil Horsens efter stadsmusikanten og hans bande . +Det vil blive svært kostbart , men stadsmusikanten +behøver kun at tage en mand med , så sige vi , at alle + +de andre er blevne syge . Hvad angår den gamle +heks , så kunne jeg selv have min fornøjelse af at se , +hvordan hun teer sig , men det er der nu ingen lejlighed +fil . “ +Fogden satte et høisf ulykkeligt ansigt op , han +havde nu glædet sig fil at se , hvorledes bønderne +bragte heksen fil bekendelse . Pludselig for en lysende +tanke igennem ham . +„ Nådigherren kan få sit ønske opfyldt langt +nemmere , “ sagde han , „ og for bedre køb tillige . Ovre +i toikammeret sidder den unge skøier , som vi skulle +ud og rette i morgen tidlig . Den knægt gnider en fiol +så det er en lyst at høre , bedre er han dog endnu til +at blæse på horn ; jeg taler ikke om mundharpen , +for derpå skal han ikke have sin lige , efter hvad troværdigæ +folk fortælle . “ +„ Det var et godt indfald , “ sagde hr . Enevold +fornøjet . „ Han kan gå og skænke sig et bæger bin , +— nej , ikke af sølvkanden , lad den stå , det er den +dyre spanstviin ; skænk heller af den anden . Så ! — +det smager — hvad ? — nu lader han straks en af +folkene vaske den skøier ren i ansigtet og rede hans +hår . Lån ham så en gammel kofte , at han kan +se lidt anstændig ud , og bring ham ind til os . Giv +ham både fiolen og skyttens horn med . Når det +er bestilt , kan han gerne ride ned til tyske Heinrich +og se på , de basfe heksen . Når han kommer tilbage , +skal han fortælle mig , hvordan det er gået . “ +Omtrent en halv time senere viste fogden sig med + +den unge skøier , en høj og udtryksfuld skikkelse , hvis +brune hudfarve fængselsluften og den knappe føde +havde gjort påfaldende bleg . I de første dage af +fangenskabet havde han ikke talt eller svaret på noget +af de spørgsmål , der blev rettede til ham . +„ Bi komme langvejs fra , og han forstår ikke ret +vort sprog , “ sagde den gamle kone . +„ Han vil snart komme til at forstå det , “ svarede +fogden . „ Hvad nådigherren ikke kan lære ham , det +stat jeg . “ Dermed vendte han sig om til fangen og +sagde : „ Fra nu af får du hverken æde eller drikke , +for du selv beder derom . Mens jeg er borte , kan +du sidde og tænke på , hvad du vil sige . “ Dermed +lukkede han døren og førte den gamle kone ind i en +anden kælder . +Den næste dag tav fangen endnu , den tredje +også , men om morgenen på den fjerde dag bankede +han på døren og bad i et særdeles tydeligt +sprog om at få lidt at spise , men især om noget +at drikke . +„ Sådan lærer jeg folk at tale , “ sagde fogden . +Da skøieren trådte ind i stuen med violinen +og hornet under armen , gik hr . Enevold hen til ham +og kastede et mønstrede blik på hans dragt . Fogden +havde givet ham en gammel , stålgrå kofte på , +lidt for bred over skuldrene , også lidt for lang i +ærmerne , men forresten upåklagelig . Hr . Enevold +bandt hans tørklæde fastere om halsen og trak skjortekraven +højere i vejret . Fangen fandt sig i alt . Hans + +listige og forslagne ansigt forandrede ikke en mine . +Da mønstringen var til ende , spurgte han : +„ Er det sandt , at nådigherren vil have mig og +min moder rettede i morgen tidlig ? “ +„ Det har sin rigtighed , “ svarede hr . Enevold . +„ Men hvis du spiller og blæser godt i aften , skal du +få ligeså meget øl og vin , som du kan bælge i +dig . Er du så fornøjet ? “ +Fangen tav til dette spørgsmål . Herremanden +førte ham ind i salen . +Her hilsede man hans komme med almindelig +jubel . Borde og bænke flyttedes til side . I et hjørne +blev en forhøjning lagt over to bænke , på denne fik +spillemanden plads . Der stod han , ragende frem +over alle andre , i fogdens stanlgrå kofte , som slog +folder omkring hele legemet . Hans mørke hår var +strøget tilbage fra panden , han spillede og blæste afvekslende , +ligesom det blev forlangt , hans ansigt vedligeholdt +nafbrudt det samme forslagne udtryk , det +syntes endnu blegere , medens han stod foran den mørkegrønne +indfatning af blade og granris på væggen . +Hans øjne vare mørke , strålende og i en nafbrudt +sky og ængstelig bevægelse , som om de på engang +ville opfatte alt det nye og fremmede , der foregik +omkring ham . +De unge dansede og jublede , de ældre så til +eller spillede , eller drømte om den tid , da de også +vare unge . Latter og højrøstet samtale hørtes alle vegne , +derimellem blev hist og her udvexlct et andet sprog , + +mindre højrøstet , men derfor ikke mindre indholdsrigt , +et dæmpet , tilbagetrængt sprog , med pauser , der undertiden +forklarede mere end ordene , med blikke , smil og +skælvende håndtryk , der røbede , hvad læben vægrede +sig ved at sige . Af og til gik hr . Enevold over gulvet +med hænderne på ryggen , behændigt snoende sig imellem +de dansende for at komme hen til spillemanden . +„ Det er godt ! “ sagde han . „ Du spiller rart , +når du er træt , kan du gerne puste lidt og få +dig en drik øl . “ +„ Er der ingen nåde for os i morgen ? “ spurgte +skøieren . +„ Du skal få en stor kande vin ned i hullet , +når jeg stikker dig bort , “ svarede Enevold . „ Om +resten tale vi ikke . Du ved min mening . “ +Derefter gik han tilbage igen med smilende ansigt +og hænderne på ryggen , og skøieren vedblev +at spille . Ingen anede , , at der i dette øjeblik var +bleven ført en samtale om liv og død mellem ham +og herremanden . +Under et ophold i dansen bragte tjeneren forfriskninger +til damerne . Herrerne besøgte skænkebordene . +Mads skram havde hidtil siddet i en ivrig +samtale med Søren grå . Han rejste sig nu , fyldte +et bæger , trådte frem midt på gulvet og sagde : +„ Siden hr . Enevold vil , at jeg skal gøre det i +hans sted , beder og formaner jeg venligst alle kære +frænder og bekendte , som her er tilstede , at tømme +et bæger for ædle hr . Henning Gylding og min + +datter , hvis trolovelse vi er komne sammen for at +fejre . Gud give dem mange glade dage ! “ +Denne opfordring blev modtagen med almindelig +jubel . Salen genlød af bægerklang og lykønskninger . +Enhver trængte sig hen til Henning og hans brud . +Enhver havde et ønske , et smil , en hilsen at +bringe dem . +„ Du er en brav Karl til at holde tale , “ sagde +Gylding , da han klinkede med skram . „ Ved du , +hvad der falder mig ind ? Var det alligevel ikke bedst , +at du undersfrev den forsfrivning i aften , lille Mads ! +Så var det gjort . Det er altid rart at have sådan +noget fra hånden . “ +„ Hold din mund ! “ sagde Mads , „ det bliver som +jeg har sagt . “ +„ Ja , ja , Mads ! Du behøver jo ikke at blive hidsig . +Når man viser en anden noget godt , skal man +ikke gøre så mange ophævelser deraf . Det er blot +min mening . “ +I dette øjeblik lød en høj og gennemtrængende +latter i salen . Alles øjne rettedes efter lyden , alles +øjne mødte indenfor de åbne fløjdøre en gammel , +kroget kvinde , støttende sig til en krykkestok , klædt i +pjalter og med et hvidt og uredt hår hængende ned +omkring kinderne . Hun vedblev at le , skingrende og +vildt som i krampe , indtil hr . Enevold trængte sig +hen til hende og udbrød : +„ Fordømte kvinde , hvor kommer hun fra ? Hvad +vil hun her ? “ + +„ Jeg vil se på den herremand , som trolover +sin datter med en skøiers søn , “ svarede den gamle , +medens hun strøg håret tilbage fra panden . +Disse ord , udtalte med en skarp og gennemtrængende +røst , der nåde enhver af de tilstædeværende , +gjorde en ubeskrivelig virkning . +„ Hvad djævelen erdet hun siger ? “ spurgte Mads +stram . „ Hvem er en skoiers barn ? Tal og forklar +sig , højt og lydeligt for alle . “ +„ Han der i de pæne klæder , som først var hos +snedkeren , så hos herremanden , han tilhører ingen +af jer . Jeg har født ham , ammet ham og slæbt +ham på min ryg over hede og lyng mangen lang +og sorgfuld dag og mangen en nat , der var værre +end dagen . “ +„ Herud med dig , “ råbte Enevold og stødte hende +tilbage mod døren . „ Hun ved ikke , hvad hun siger . “ +„ Nej ! lad hende tale , “ råbte skram . „ Bliv ved ! “ +„ Ja , i tror mig ikke ; men eders nej er i aften +ikke så meget , som mit ja , i morgen derimod er det +mere , for i morgen lader herremanden mig hænge . “ +„ Kan hun bevise , hvad hun siger ? “ spurgte Mads . +Den gamle smilede ondskabsfuldt og svarede : +„ Drag hans koffe af og se , hvad der står imellem +hans skuldre , der har jeg prikket en snog og en +halvmåne , straks efter at han var kommen til verden , +og jeg har gnedet det ind med sod , det er så skøiernes +mærke , det slettes ikke ud , for skindet falder +fra benene . Han var syg dengang jeg bar på ham , + +han trængte til pleje , hvor sfulde han få den fra +hos mig ? De toge os jo med skytter og hunde , som +vildene dyr , afsted måtte vi og havde ikke det hul , +der kunne gemme os . Så trak jeg mit eget barn i +den lille herremands klæder og lagde ham udenfor den +snedkers dør . Jeg bankede på , til han tog drengen +ind med sig ; men året efter kom jeg igen for at +få at vide , om han havde det godt . Jeg gjorde mig +et ærinde ind i huset . Det slete det år og siden , da +de droge ned til bejle . Når jeg havde set , hvad jeg +ville gik jeg min vej igen og tav stille . “ +Der var noget overbevisende i den bestemte sikkerhed , +hvormed taterkvinden talte , som påtrængte +sig alle . Mads skram var bleven bleg . Han gik +hen til Henning og sagde : +„ Drag din kofte af for alles øjne . Det gå til +liv eller død , nu vil jeg vide , hvad der er sandhed . “ +„ Det gøres ikke nødig , “ svarede Henning blidt og +roligt . „ Jeg bærer en snog og en halvmåne ridset +ind på min ryg . Jeg har aldrig vist , hvad det betydede , +før nu . “ +„ Men i guds og jesn navn ! “ råbte Fru Gylding , +idet hun trængte sig hen til taterkvinden . „ Hvor +er da mit barn blevet af ? “ +„ Eders barn ! “ svarede den gamle . „ Det stjal +jo Abraham musen , det løb han bort med , hen over +den samme bro , han lå og druknede under forgangen . +Eders søn ! “ gentog hun med hævet røst . +„ Han står deroppe på forhøjningen . De har + +vasket ham i ansigtet , givet ham en ren skjorte på +og fogdens gamle kofte . Det er ham , som spillerfiol +for jer i aften , det er ham , hans fader vil hænge +imorgen . “ +Alles øjne rettede sig imod forhøjningen . Der +stod skøieren og stemte sin fiolin og så ned på +strængene , tilsyneladende udeltagende og ligegyldig +for alt , hvad der foregik omkring ham . I dette øjeblik +sandt enhver , at ligheden mellem ham og hr . +Enevold var slående . +Henning stod alene midt i salen , han smilede +sørgmodig ved at se alle drage sig tilbage fra ham , +alle , undtagen Søren grå , som tog sin hustru ved +hånden og gik hen til ham . +„ Det var jo en rar trolovelse , vi her kom til , “ +Sagde Mads skram til hr . Enevold , efter at den første +målløse overraskelse havde fået luft i ord . +„ Det må du nok sige , “ svarede Gylding . „ Der +er ikke så ulykkelig en mand til i verden som jeg . +Den sorg vil lægge mig i min grav . “ +„ Å , du med din grav , “ svarede Mads , „ det +varer længe , inden de tage mål til den . “ +„ Nej , det gør det ikke , “ forsikrede Enevold , „ det +værker i mig lige op til skuldrene , som om en gik +og trampede på mig ; nu har jeg ikke længe tilbage . “ +Derpå vendte han sig om mod Henning og udbrød +rasende og heftig : „ Hvis det forholder sig som hun +siger , kan du gå fanden ivold . Jeg har dog aldrig +rigtig erkendt dig for min søn . “ + +„ Nå , det har du ikke ? ��� sagde skram , „ men +du ville alligevel knytte ham til min datter . Det er +en venskabsstreg , jeg skal huske på . “ +„ Herre gud , lille Mads ! jeg måtte jo tro de +beviser , jeg fik , jeg mener blot , jeg sandt ikke de +træk hos ham , som lignede mig , det høisind og adelige +væsen , som tilhører vor familie . - gå din vej ! +Jeg kendes ikke mere ved dig . “ +„ Men jeg kendes ved dig , og mit hjerte kendes +ved dig , det har du altid været nær ved , “ svarede +Soren grå mildt og sagtmodigt , idet han tog Hennings +hånd . „ Kom til mig , min dreng , og give til gud , +at du aldrig var gået ud over vort dørtrin , så +ville også ædle hr . Skram i dag været den sorg +foruden . “ +„ Å , hvad fanden ! “ svarede herremanden , „ den +døer jeg ikke af . Det var da bedre , at Skrams datter +drog sin hånd tilbage , som trolovet , end om det +skulle være sket , efter at hun var bleven hans hnstru . “ +„ Den hele sag må aligevel undersøges mere +nøjagtigt , “ råbte hr . Enevold pludseligt . „ Hvem +kan stole på en sådan kvindes ord ? Hvor er hun +bleven af ? “ +Alle vendte sig om mod døren . Ingen så tater - +kvinden . Under de sidste øjeblikkes almindelige forvirring +havde hun troet at gøre bedst i at forsvinde . +Spillemanden stod heller ikke mere oppe på forhøjningen , +også ham søgte man forgæves . Hr . Gylding +gik ud i det næste værelse ; det var tomt . Han kaldte + +på tjenerne . ' de havde draget sig tilbage til køkkenet +og spiste og drak i god ro , uden at ane , hvad der +imidlertid foregik hos herskabet . +Nede i gården havde en af de fremmede betjente +set en mand gå ud over broen med en stor +bylt klæder under begge arme , en gammel kone +fulgte efter ham . Da man vedblev undersøgelsen , viste +det sig , at størsteparten af gæsternes rejsetøi , som +havde hængt inde i forværelset , var borte . +Det var den sidste bedrift , hr . Enevold nogensinde +spurgte om ham , som blev kaldet hans søn ; dermed +var han sporløs forsvunden . +Da Søren grå , hans hustru og Henning næste +morgen stege tilvogns , for at forlade gården , gik +Mads skram ud til dem . +„ Hør , Søren snedker ! “ sagde han . „ Af trolovelsen +kunne der ingenting blive , det indser i nok +selv ; men skulle i eller Henning der , hvad han nu +vil kalde sig , nogensinde komme i betryk og have fremmed +hjælp behov , det være sig i råd eller dåd , +så kan i husfe på , hvor Mads skram boer . I +skal altid finde min dør åben . Vorherre være med +eder . “ +Da skram var gået , kom Fru Gylding hen +til vognen . Hendes ansigt var ligblegt , hendes øjne +røde af gråd ; hun rakte Henning hånden og hviskedee +med læber , der zittrede og næppe mægtede at føre +ordene frem : +„ Hils Else fra mig . Når i er lykkelige , så + +tænk imellemstunder på mig . Bed også en bøn for +mig . Jeg vil have det nødig . “ +Hr . Enevold Gylding stod oppe poa trappen . +Han vendte ryggen mod snedkeren og hans familie . +„ Mads ! “ sagde han , „ jeg overlever det skn ikke . “ +„ Du kan tro jo ! “ svarede Mads . “ +„ Jeg føler døden nærme sig , “ forsikrede hr . +Enevold . +„ Du kan takke dig selv for alt , hvad der er sket , “ +Svarede Mads gabende og ligegyldig . „ Havde du haft +et mildere sind og faret mere med lempe mod de +skoiere , var det aldrig kommet så vidt . “ +„ Hvordan skal det så gå med mit gældsbrev ? “ +Spurgte hr . Enevold i den dybeste sørgmodighed . +„ Ja , var det nu ikke godt , at vi lød være at +undersfrive det ? “ svarede Mads skram . + + + +tredie bog . +Bøjet ryg . + + + +i . +Efter ballet . +Der ligger en stor bygning i en af Københavns +hovedgader , udsiret med riflede piller mellem vinduerne , +en portal i rococostil , og langs med tagflæget et +gennemløbende galleri , som tjener til fodstykke for +et Skjold , omgivet af rosenlænker , og tillige for nogle +kalveknæede sandsteensfigurer , af tvivlsomt køn og +herkomst . +Denne bygning har tidligere tilhørt en af vore +ministre , fra den tid , da ministrene endnu boede i +paladser ; efter hans død skiftede den flere gange ejer , +indtil den endelig blev købt af en rig privatmand , +hvis første beskæftigelse var , ikke blot at gengive stedet +dets oprindelige skønhed , men oven i købet at tilføje +nogle fmå , tidssvarende forbedringer . Han lod nye +arme og ben sætte på de lange sandsteensfigurer , +men omdannede ved samme lejlighed den yderste til en +Merkur . Personen på det modsatte hjørne blev til +en Neptun , hvilket havde hensyn til ejerens tidligere + +stand som handelsmand . Dernæst lod han alle de +prydelser , som slyngede sig hen mellem pillerne , over +ethvert vindue , hugge bort ; det var han nødt til , fordi +vinduerne skulle gøres højere , til gengæld indsatte +han nye rnder , som hver bestod af et eneste stykke +spejlglas . +„ Jeg skulle mene , at sådanne lange og brede +rnder tage sig mere hersfabeligt ud end de tossede +snirkler , “ sagde manden . +Der sad en åben krone over skjoldet i portalen , +den fik lov at blive siddende , han lod den oven i købet +forgylde , men i stedet for det næsten hensmuldrede stigbord +eller fuglene , hvad det nu var , der havde stået +til mærke i skjoldet , blev der indhugget et kunstnerisk +sammenslynget lk . O . Det var forbogstaverne til +mandens navn . Han hed Henning grå . +Henning grå havde begyndt sin virksomhed som +kræmmer i en af de små gader i Helsingør . Ved +flid og sparsomhed i forbindelse med en vis snild +kløgt lykkedes det ham i få år at arbejde sig i vejret , +hans forretninger antoge bestandig større omfang , fra +den lille gade flyttede han til en af hovedgaderne , fra +kælderen til stuen , fra at sælge alenviis solgte han +nu stykkeviis , han holdt kontor og havde skibe i søen , +han lod sig endelig gøre til konsul for en ubekendt +stad i Sydamerika . Forretningerne , som denne bestilling +medførte , vare ikke mange , indtægterne heller +ikke store , men fra nu af blev grosserer grå til konsul +grå , og havde lov til at bære uniform og kårde , + +dem han samvittighedsfuldt mødte med ved enhver festlig +lejlighed . +Handelsmanden havde hidtil kun varetaget sine +egne anliggender med stigende held , med en aldrig +svigtende lykke , konsulen blev en gorgerven , han sørgede +for de fattiges bespisning på kongens fødselsdag , +han lod plante træer på de offenlige spadseregange +og bekostede for egen regning fem nye messingpiber +og nye kabudser til vægterne . Hans navn stod +bestandig i spidsen for enhver veldædig indsamling , +han var formand og ordfører , så ofte borgerne havde +en hilsen , en taksigelse at bringe regeringen . Da +hans majestæt kong Frederik den sjette sidste gang +besøgte Helsingør , var det grå , der holdt den smukke +tale , som siden blev gjort til genstand for omtale i +næsten alle danske blade . Året efter havde han atter +fundet en lejlighed til at lægge fin undersåtlige hyldest +og hengivenhed for dagen , og drog i den anledning +til København . Han vendte tilbage med ridderkorset +hæftet til et uhyre langt bånd . Da hans venner +lykønskede ham , ved det store selskab , han gjorde i +denne anledning , smilede konsulen med et udtryk af +ædel selvbevidsthed , rømmede sig og sagde : +„ Mine venner ! Korset her er dog ikke det bedste . +Den ære deler jeg med så mange andre hædersmænd . +Hvad jeg sætter langt større pris på , er de ord , +hvormed hans majestæt overrakte mig det . „ Min +kære konsul grå ! “ sagde han i den huldrige tone , +som er vor allernådigste konge egen , bær dette + +kors med den bevidsthed , at en arbejder er sin løn +værd . “ +Nogle år efter denne begivenhed hævede konsul +grå handelen og forlod Helsingør . Ingen kunne +fatte årsagen . Var han bleven træt af sin virksomhed , +eller søgte han sig en starre ? Nok er det , han tog +til København . Her købte han den store gård , som +ovenfor blev omtalt , og beboede selv hele stedet , efter +at have ladet værelserne udstyre med en herskabelig +pragt . Han blev frimurer , medlem af kæden , +medlem af alle mulige andre foreninger , stiftede bekendtskaber , +helst med kunstnere eller rangspersoner , +gjorde store fester og sarte et tilsyneladende lykkeligt +liv i selskab med sin eneste datter Claudia . +Denne unge dame , husets egenlige herskerinde , +havde været moderløs fra sin tidligste barndom . Hun +var bleven opdraget af en gammel tante , som baiede +sig for ethvert af barnets indfald . Ualmindelig smuk , +begavet med en letvakt indbildningskraft og et livsglad +gemyt , fremgik af disse egenskaber og af denne opdragelse +en personlighed , som vi ville sage at forestille +læseren gennem de følgende begivenheder . +Klokken gif til tolv . Det var bleven sildig dag +i konsnlens hus , han og hans datter havde tilbragt +den foregående nat på et af de festballer , som fandt +sted i begyndelsen af Christian den ottendes regering . +Konsulen sad i dagligværelset , iført en stålgrå +morgenfrakke med højrødt føder . Han var en lille , +fed mand med skaldet pande og et rundt , godmodigt + +ansigt , som bestandigt udtrykte den fordelagtige mening , +han bar om sig selv . Han bladede i en bunke +aviser , flød dem fra sig , tog dem frem og bladede på ny , +uden dog at læse . +Noget borte , i en lænestol , lå en ung dame , +ørkesløs hvilende og indsvøbt i et stort shavl . Hun +var smuk , bleg og havde mørke , udtryksfulde øjne , som +hun fæstede på en bouket fra i går , der stod i et glas +på bordet . Det var konsnlens datter , Claudia , tilsyneladende +endnu et barn , hvis man derved forstår +alt , hvad der er blidt og frygtsomt , smilende og tillidsfuldt ; +men en kvinde i begreb og tanke . +Efter en længe uafbrudt tavshed syntes konsul +grå endelig at vågne op af sine drømmerier , han +skød avisbnnken bort for syvende gang , vendte sig imod +Claudia og udbrød : +„ Hvorfor sidder du så stille og tavs , mit søde +barn ? Gå hen og spil lidt for mig . “ +„ Jeg er ikke oplagt til at spille , “ svarede Claudia . +„ Du seer så bleg og lidende ud i dag , du spiste +heller ikke frokost for . Tante vine — Jacobine — havde +glemt at sætte caviar ind til dig . Der er noget +iveien , lille Claudia , sig mig , hvad det er . Morede +du dig ikke på ballet i nat ? Var din dragt ikke +smuk og strålende nok ? Hvad har forstemt dig ? “ +„ Intet , og jeg morede mig ypperligt . Jeg kan +blot ikke begribe , hvem det menneske er . — kan du ? “ +„ Nå ham , “ svarede grå hen i vejret , uden ringeste + +begreb om , hvem Claudia mente . „ Nej , det +begriber jeg ikke heller . “ +„ Jeg har mødt ham før , “ vedblev hun , „ det var +i sommer , da vi toge med dampskibet til Helsingør , +han stod alene , lænet op til kahytsdøren , med et udtryk , +som om alt på skibet lå udenfor hans tankers +kreds , han så så alvorlig og sørgmodig hen for sig , +som om han savnede og længtes . Jeg kendte ham straks +igen , da han kom hen til os , men han havde en måde +at afvæbne ethvert spørgsmål på , som ikke tillod +nogen fortsættelse . Jeg så på hans mørke hår , +så kunstløs , på hans store , talende øjne , så lysende , +så levende , der lå så megen adel i hans væsen , så megen +undseelse og ærbødighed i hans mine , hans +hånd skælvede , da den berørte min , medens vi dansede . +Hvad så mere ? Hvorfor skulle jeg dølge det ? +Det er en drøm , som forfølger mig , en tanke , som +har fæstet rod i min sjæl ; jeg tænker på ham , han +interesserer mig , som det ubekendte interesserer . — nu +ved du alt . “ +„ Nå det er ham , du mener , den unge herre , +der hjalp os igennem trængselen og førte os til den +rare plads , hvorfra vi fik begge majestæterne at se . +— lagde du mærke til , at kongen smilede og nikkede +til mig , da han gik forbi ? Jo han gjorde . — ja , det +var rigtig et rart menneffe , og der var så mange fornemme +herrer , som kendte ham og kom hen og talte +til ham ; der var noget i hans væsen , noget - - +ja , netop det du nylig selv omtalte . Hvis jeg møder + +ist ham igen , skal jeg spørge , om han ikke har lyst til at +, 6 besøge os , så gøre vi en middag og tage nogle andre +o af vore bekendte med . “ +„ Å nej ! jeg beder dig , lad være med at drage +o alle disse fremmede mennefler herop fra gaden . De +> 5 komme uden det ringeste bekendtskab til os , fordi du +q plager dem derom , de føres omkring i værelserne for +o at se og beundre alt , du tager de lovtaler til ind , 1 +tægt for dig , som dog i grunden tilkomme maleren , +§ arkitekten ; så spise de og drikke , og når de vende +o os ryggen , smile de af os . Alt dette keder mig kun +i i længden . “ +„ Jeg er da nødt til at bede folk , når jeg ønsker +o at se dem hos os . Af sig selv komme de min sjæl ikke . “ +„ Det er jo netop ulykken , “ svarede Claudia . +„ Men hvad vil du da have , at jeg skal gøre ? “ +„ Ikke det allermindste ! Lad os holde os til vore +/ lige , men disse forskellige kunstnere , deres sympattier +s er ikke dine , alle disse adelsmænd , som kunstnerne +z egentlig blive budte for at more , - det er dog en bet +synderlig ide af dig , fader ! Du tror ikke , at der +> gives andre mennesker i verden end adelsmænd , du +> ændser ikke andre , du skatter ikke andre . “ +Konsul grå lod Claudia tale ; han syntes at være +i hensunken i dybe betragtninger . +„ Ved du hvad ! “ sagde han lidt efter , „ nu vil +jeg gå hen i klubben og spille domino med oberst +> ste Lane . Du skulle tage tante vine — nå , Jacobine +da — med dig og gå lidt ud , på volden eller i + +boutikernc , så bliver min sode Claudia nok i godt +humeur til middag , og så tage vi i aften hen og se +menageriet ; — nå det holder du ikke af ! —ja så +til italienerne da , og høre på Rossi og tørre og +duoi 6 ' amors , eller hvad det er , hun hedder . “ +Efter denne samtale drog fader og datter hver +i fin vej , konsulen i klubben , clandia sukkede og gik +i boutikernc . +Om aftenen tog grå i tteatret med clandia , +og sov den retfærdiges rolige søvn under hele den +sidste akt af Lucia . + +i . +Hr . Viggo karlstad . +Næste morgen tidlig kaldte grå sin datter ind +til sig , bød hende tage plads i den blødeste lænestol , +og begyndte derefter en tale således : +„ Lin vil jeg sige dig noget , men du skal lade +være at blive vred på mig derfor . Igår , da jeg +spillede domino med mm kære ven obersten og tabte +som sædvanlig ethvert parti , kom vi til at tale om +festballet og den forfærdelige trængsel , der var ved +indgangen . „ Du og din datter slap jo heldig ind , “ +Siger han , „ for jeg så den unge Jarlstad føre eder +op igennem den lille indgang . “ — „ Jarlstad ! “ siger +jeg . — „ Ja vist , du må jo kende ham , “ siger æs +Lane „ siden han dansede med din datter og holdt +eder med selskab en tidlang deroppe . “ - „ Naturligvis +kender jeg ham , “ svarer jeg og lader som ingenting , +og først da han gentager navnet , faldt det mig +ind , at det var Jarlstad , der stod på det kort , jeg +tabte , — det unge menneskes , ham , du nok husker , vi +talte om i går . “ + +„ Nå , og hvad så ? “ spurgte Claudia med en +stemme , der skulle synes ligegyldig , men dog rødede +større bevægelse , end hun troede . +„ Ja , nu kommer egentlig først det værste , “ svarede +faderen smilende , „ for efter at jeg forgæves havde søgt +at udfritte min ven obersten om den unge herre , +gik jeg hjem , tog vejviseren og slog op på navnet +Jarlstad . “ +„ Deri seer jeg da egentlig ikke noget ondt , “ svarede +Claudia smilende . +„ Der var tre , som bar dette navn , det var altså +vanskelig at gætte sig til , hvem af dem det kunne +være . “ +„ Tror du ? “ sagde Claudia . „ Jeg skulle have +fundet det straks . “ +„ I så fald ligger her vejviseren opslagen ; lad +os se en prøve på dit talent . “ +Claudia tog bogen og grublede lidt over de tre +navne . Den cnes stand stod betegnet som bødkermester , +han var en umulighed , en ung dames ideal +og en bødkermester . ' — den andens stilling stod angivet +som civilingenieur . - hvad vil det sige , civilingenieur ? +Det kan heller ikke være ham . Den tredie , +han hedder Viggo , og han er literat , det bekvemme +fællesnavn , der rummer skribentvirksomheden fra +hovedet til halen , literat , som de kaldte Øhlenschlæger +i Tyskland og block-toxen i Danmark . — „ Ham +er det , “ sagde Claudia bestemt , „ der er ikke nogen +tvivl om . “ + +„ Netop det samme har jeg gættet , “ ytrede grå +fornøjet . +„ Og så ? “ +„ Ja så gik jeg op til ham i går , efter middagsbordet , +men traf ham ikke hjemme . Han boer , som +du seer , i en yderst besteden gade , i en tarvelig lejlighed , +men hvad vil det sige ? Jeg husker den dag , +hvor jeg har haft ligeså lavt til loftet som han . Da +jeg ikke traf ham , lagde jeg mit kort i hans brevkasse , +gik hjem og skrev et artigt brev til hr . Viggo +Jarlstad , og bad ham se op til mig i formiddag , hvis +hans tid tillod det , der var en sag af vigtighed , +hvorom jeg mistede at tale med ham . “ +„ Og så ? “ +„ Ja , så kunne vi vente ham lige på øjeblikket , “ +Tilføjede konsulen . +Claudia kastede et hurtigtmonstrende blik over +mod spejlet , det viste hende to strålende øjne og +kinder , som i dette øjeblik farvedes af den dybeste +rødme . Iøvrigt var billedet fuldkommen tilfredsstillende , +en morgendragt i allernyeste smag , et nylig +opsat og blankt hår , friske , duftende randershandsker . +Alt var som det skulle være . Hun smilede og udbrød : +„ Og når han nu kommer , hvad vil du så sige ? “ +„ Så vil jeg række ham min hånd og takke +ham for sidst , er han ikke tilfreds med den ene , kan +han få dem begge to , så vil jeg fornye vort bekendtskab , +for jeg siger dig det ligefrem , enten du +nu synes om det eller ikke , der var noget ved den + +unge herre , som i høj grad behagede mig , noget , som +som — tys ! det ringer , der er han ! “ +„ Ja det må du om , “ svarede Claudia , idet hun +rejste sig for at gå , „ jeg antager , at min nærværelse +er overflødig . “ +„ Tvertimod ! “ svarede konsulen . „ Du bliver +her og sætter dig smukt ned , du ! Skal du ikke høre +hvad han siger , og hvad jeg siger , har du ikke også +årsag til at takke ham ? “ +„ Som du vil , “ svarede Claudia . „ Siden du +så bestemt ønsker det , så bliver jeg . “ +Hnn satte sig hen til sybordet ved vinduet og +tog sit hækletøj frem . Tjeneren meldte hr . Viggo +Jarlstad . +„ Lad ham komme ind , “ sagde konsnlen , idet han +rejste sig op . +„ Skal han herind ? “ spurgte tjeneren . +„ Naturligvis ! Jeg plejer ikke at modtage mine +gjæsfer i forværelset . Gå blot , lad ham ikke vente ! “ +Lidt efter bankede det på døren , og der trådte +et menneske ind , som lod til at vække den dybeste forbavselse +hos konsulen og hans datter . +Man tænke sig en lille person , med et ansigt , +som fra pande til hage var farvet af en højst mistænkelig +rødme , under hvilken der på kort afstand +sporedes en mængde små fordybninger , hvilke den +velvillige kunne antage for kopar . Han havde hængende +kinder , smalle læber , der bestandig smilede , dobbelt +hage og lyseblå , fremstående øjne . Han var iført + +en sort frakke , noget brugt og glindsende , den stod åben , +og viste et brudstykke af en lys vest , prydet med en +tyk og nægte uhrkjæde ; mørkebrune benklæder , en lille +smule for korte , dertil noget snevre , og som nedentil +viste det hele omrids af to runde , fyldige fødder og +lidt af et par blå uldstrømper oven i købet . I hånden +holdt han en mørkegrå kastet , som han svingede frem +og tilbage , idet han kom ind og hilste og siden i samtalens +hede bearbejdede til de mesf utrolige former . +Det var hr . Viggo Jarlstad . Clandia kastede +kun et eneste blik på ham , derefter gyste hun , sænkede +sine smnkke øjne , og gav sig til at hækle med umådelig +Iver . +„ Er det hr . Konsul h . Grå , jeg har den ære +at tale med ? “ spurgte literaten med sit blideste smil . +„ Ja , det er mig , men hvis de er hr . Jarlstad , +beklager jeg meget , at have forvekslet dem med en anden . “ +„ Bryd dem bare ikke derom , højstærede ! Det gør +ikke det allermindste til sagen . Er der ' noget , hvormed +jeg kan være dem til tjeneste , så skal det være mig +en fornøjelse . “ +„ De er literat ? “ +„ Ja , du gode gud ! Skulle jeg ramse deres +hoivelbårenhed det hele register op , på hvad jeg +egenlig er , så kunne det gerne vare ved til i morgen +tidlig . Det er vist bedst , vi lade det være . “ +„ Ja , det er det vist . “ +„ Nej , seer de , igrnnden er jeg dyrlæge ; jeg har +taget min eksamen ; deres høivelbårenhed kan gerne + +få mine papirer at se , men det rev ud med den +ballon ; så gav jeg mig til at være gartner . Dyrlæge +og gartner , det er jo en familie , den ene lever +af den andens gevækster . Det gik strygende , at sige en +tid . Jeg gjorde haver og blomsterbede , podede og +guillotinerede , ligesom folk forlangte . Men så kom +jeg til at anlægge en have for grevinde Jessen , hende , +den lille med de to hvide heste . Deres excellence +kender hende nok ? “ +„ Nej , jeg kender hende ikke , “ sagde grå med +synlig utålmodighed . +„ Ja , det kan for den sags skyld sin være det +samme . Jo , jeg anlagde en have i den fransfe +stil , deres høivelbårenhed forstår mig ? Alting +ligeud , som efter en snor , alting firkantet , uden +snirkler og dikkedarer . Da jeg så var færdig , syntes +grevinden ikke rigtig om den , — det måtte hun om , +- jeg ikke heller , men det tav jeg med . „ Vi kan +gøre det om igen , “ sagde jeg , „ Deres nåde kan +få den i engelsk stil , med plainer og grotter og +springvand og andre dokumenter , “ — men naturligvis , +hun måtte betale mig for det arbejde , jeg allerede +havde gjort , det er så ligefrem . Jeg gjorde da haven +om . Så en dag kommer grevinden spadserende for at +se , hvordan det gik , og så giver hun sig til at fljænde +på mig og baldyre mig noget morderlig , og det blot +over en gammel tosset hække , jeg havde kappet ned . “ +„ En hække ? , , +„ Ja , jeg bnrde måske ikke nævne navnet i den + +lille madames nærværelse der , men det var såmænd +en buksbomhække , med respekt at sige . Nok er det , +jeg fik min afsted og så tridsede jeg af , men så , +kan de tænke dem , gik grevinden om og misrekommanderede +mig til alle mennesker , så der ikke var mere +at gøre ved gartneriet . Derefter dyrkede jeg musiken +en tidlang . Blomster og musik ! Deres excellence +seer , at jeg bestandig holder mig til det , der forsfjonner +livet . “ +„ Nå , så de har også været mnsiker ? “ +„ Jeg vil egentlig ikke ligefrem sige musiker ; jeg +lod mig hyre til at slå på stortromme for borgerslabet , +men deres excellence kan tro -- -- -- “ +„ Å , lad mig være fri for deres titler ; “ råbte +konsulen heftig . „ Jeg er ikke excellence ! “ +„ Er de ikke excellence , så er de flu dannebrogsmand , +det kan jeg se på den strimmel bånd der , +og hvad de ikke er , kan de blive . - nåda ! Der +er ikke nogen værre stilling i samfundet , end at slå +på stortromme for borgerskabet . Bi kom kun ud +hvert fjerdingår og til majestætens fødselsdag , og +så knappede de mig af , til jeg ikke fik mere end syv +mark for touren , hvad fluide det blive til ? Jeg +meldte mig fra tjenesten og slog boutiken op i en +anden gade . Så blev jeg medarbejder ved denne +hersens korsar , det slemme , firbenede dyr , - at sige +ikke rigtig medarbejder , for min bestilling var egentlig +kun at bringe korrektur fra kong Salomon hen til +forfatterskabet , men deres højærværdighed kan alligevel + +frit bande på , at de fleste af de vittigheder , der +stå i bladet , dem har jeg opfundet . Jeg gik så +lumsk af med det , og immervæk faldt der mig noget +nyt ind . Så kom denne hersens Poul , ham , de +ved med spadserestokken , drivende hen til mig og +sagde : „ Nå min gode Jarl Hakon ! har de så en +på stabelen ? Frem med den , for de kan jo lave +vittigheder ligeså flinkt , som en høne laver æg , med +respekt at sige . “ Når han så fik min vittighed , +kunne jeg være sikker på , at se den banket flad og +smurt ind i næste nummer af bladet . Men sådan +kunne det jo ikke vare ved til evig tid . Til sidst skrev +jeg en specificeret regning på alle de vittigheder , jeg +havde leveret , den dag så mange , og den uge så mange , +og satte dem til otte skilling stykket . Det var +billigt , ved jeg . Ponl kneb sin lorgnet fast i øjet , så +på mig og brast i skoggerlatter , så han måtte lægge +sig ned i sofaen , da han fik den regning , men den +anden , han denne maler , te ved nok , med pengene , +han bad mig gå fanden ivold , for ellers ville han +kyle mig ned ad trappen . — deres høiærværdighed ! +— jeg gør mig ikke bedre end jeg er , et mandfolk kan +tåle meget i denne verden , men vidtløftighederne kan +til sidst overgå tålmodigheden . Da maler havde sagt , +at han ville verfe mig ud , svoret en gruelig bornholmsk +ed på det oven i købet , satte jeg min kabuds +på hovedet , lukkede døren , og så børstede jeg dem +ordenlig af begge to . Dermed var den potte ude . “ +Claudia følte sig under denne samtale greben + +af den dybeste rædsel , en sådan personlighed var +hidtil aldrig kommen indenfor hendes bekendtskabs +kreds . Yttringer og skildringer , som dem hun her +lyttede til , havde aldrig for mødt hendes øren , og +det var ham , hun havde gættet på , ham , hun et øjeblik +havde kunnet forveksle med hendes tankers , hendes +drømmes rigtudstyrede helt . Hun bed i sin handske , +og røbede alle tegn på en heftig utålmodighed . +Konsul grå syntes derimod at lytte til mandens +historier med mindre uvilje , han smilede as og til , +gned sig i hænderne og kastede et sideblik hen til sin +datter . +„ Da de har været dyrlæge , “ sagde han , „ kunne +de måske give mig et godt råd for min stakkels , +lille hund her , den har været noget lidende i de sidste +dage . “ +Hr . Jarlstad så hen over den ene skulder , ned +på en fed , lille , gulbrun hund , som lå i en af lænestolene . +„ Den tingest der , “ sagde han med en ubeskrivelig +hån , „ det en sag på fjorten dage : otte Tages +sult , otte dages dygtig travaille , så er moppen +færdig . Nej ! hvad jeg ville sige , deres belbyrdighed +begriber ikke — +„ Ja , tak skal de have , fordi de var så venlig +at komme herop , “ sagde konsulen , da han så Claudia +vise nogle tydelige tegn på utålmodighed . — „ Jeg +beklager , at jeg har taget fejl af navnet og forvekslet +dem med en anden . “ + +med disse ord bukkede han for Jarlstad . +Jarlstad besvarede hans buk med et lignende , +svingede med kasketten og vedblev : „ Der er ellers +intet til deres tjeneste ? - ikke en lille smule afsfriveri ? +Jeg tager tiltakke med hvad det skal være . +Jeg kan også lave pomade . “ +„ Nej , jeg beklager— “ +„ Ikke nogle gamle klæder eller brugt skotøj at +sælge ? Jeg betaler den højeste pris for det . “ +Claudia rejste sig for at gå . Hun kunne ikke +udholde denne skuffelse , der med ethvert øjeblik antog +større forhold . +„ Nej ! “ svarede grå . „ Jeg har aldeles intet +af den slags , de søger her . “ +Jarlstad hilste og gik . Da han kom hen til +døren , vendte han sig pludselig om og udbrød med +en stemme , der på engang lød barst og bydende : +„ Må jeg så bede om de tre mark , højstærede +er mig skyldig . “ +„ Hvilke tre mark ? “ +„ Har de ikke nylig forlangt råd af mig for det +monstrum , den firbenede rullepølse der ? Taksten for +ethvert råd var tre mark på skolen . Skulle de +ikke have evne til at punge ud med det hele , kan jeg +gerne skænke dem den ene mark , “ tilføjede han spydig . +„ Må jeg bede dem tale til mig i en anden +tone , “ udbrød konsulen . „ Jeg er dem intet skyldig +og agter heller ikke at benytte deres råd . “ +Claudia afbrød ham ved at lægge sin hånd på + +hans arm , derpå tog hun en nydelig , gul pengepung +frem og rakte hr . Jarlstad med den yderste spids af +sine fingre en rigsdaler , uden at sige noget . +„ Gud vilsigne dem ! “ udbrød den forhenværende +dyrlæge , idet han tog pengene og greb efter Claudias +hånd , som hun behændig unddrog ham . „ Jeg har +glemt min pengepung hjemme , men jeg skal springe +over til spekhøkeren og få den vekslet , for jeg kan +ikke give dem tilbage . “ +„ Det er heller ikke min mening , “ sagde clandia , +„ men uu vil de nok være så venlig at gå , ikkesandt ? “ +„ Gudbevares ! med fornøjelse . Jeg skal tage mig +den frihed at høre herop en anden gang . Den nådige +frue kunne måske have brug for noget af mit pletvand +til at vaske handsker i . Jeg sætter desuden også +barberknive op , som skare være end den slemme +syge . Hvis de ønsker det , kan jeg også klippe deres +moppe der , så net , at der ikke bliver mere hår +på den , end bag på min hånd . Den har godt +af det . . Vu revoir , ^i^sieurs ! “ Dermed bukkede +han og gik . +Clandia åbnede begge vinduer efter ham , og +stænkede en stor flaske kølnervand omkring i værelset . +Dernæst vendte han sig om mod konsulen og sagde : +„ Efter denne lextion tror jeg vist , at vi to gøre +bedst i , ikke oftere at rose os af vore evner til at +gætte dem , vi søge . “ + +Iii . +En ny fejltagelse . +Samme formiddag , lidt efter at hr . Jarlstad var +gået , så man konsul grå ivrigt beskæftiget med +en tilsyneladende vigtig forretning . Han lukkede sig +inde i sit værelse , og tilbragte lang tid med at skrive +et brev , som tjeneren blev sendt bort med . Derefter +klædte han sig omhyggelig på . Claudia sang en af +sine smukkeste sange , han lagde ikke videre mærke dertil , +hun spillede , han gik igennem salen , han standsede +et øjeblik , men ikke for at høre på mnsiken , tværtimod +afbrød han hende og sagde : +„ Du eller vine — Jacobine , komme til at gå +en tur med hunden i dag ; jeg får ingen tid +dertil . “ +Da tjeneren bragte svar , gik han ud og vendte +først sent tilbage . Alt dette sfete med en hemmelighedsfuld +mine , med et betydningsfuldt smil , hver +gang Claudia talte til ham . Næste morgen kaldte +han tante Jacobine ind og sagde : + +„ Lille vine må indrette det sådan , at vi komme +til at spise noget tidlig frokost i dag . “ +„ Ja ! “ svarede den gamle dame betænksomt , „ men +Claudia har sagt , at hun ikke vil spise før klokken et . +Hun befandt sig ikke vel i morges . “ +„ Ja , for min skyld kunne vi gerne spise , når det +skal være , “ svarede Claudia . „ Nu har jeg det ligesom +lidt bedre . “ +„ Det var herligt . Jeg skal sige dig , mit kære +barn , jeg venter en af mine venner i dag , når +klokken slår tolv . “ +„ En ny ven ? “ spurgte Claudia . +! „ Som du vil . En meget kær ven . “ +» „ Kender jeg ham ? “ +„ Gæt engang ! “ +„ Nej ! siden i går indlader jeg mig aldrig mere +på at gætte navne . “ +„ Jeg synes dog , at du har nogen oprejsning +tilgode , måske du denne gang kan være heldigere . “ +„ Nej ! jeg gætter ikke , men jeg vil lade dig vide , +at hvis din ven i dag hedder Viggo , så har jeg i går +opbrugt alt mit kølnervand uden dog at kunne fortrænge +mindet om ham , som slog på den store +tromme ; du kommer derfor til at købe mig en ny +kasse , inden han melder sig . “ +„ Han hedder ikke Viggo , og du behøver heller +intet kølnervand for hans skyld . Lykkeligvis vare +vi i går to om at tage fejl , så du har intet at + +lade mig høre . I dag er jeg derimod ene om at rette +den . — kom lidt hen til mig , du ! “ +Han greb begge hendes hænder og vedblev : „ Vil +du være en sød pige og gøre mig en rigtig stor +fornøjelse ? “ +„ Ja , for den pris vil jeg være det . “ +„ Gå ind og tag din blåtærnede , skotske kjole på . “ +„ Men hvor falder det dig ind ? “ +„ Herre gud ! fordi du seer så nydelig ud i +den . Når jeg forsfriver dine kjoler fra Lyon , dine +støvler og sko fra Paris , kan du da i det mindste +til gengæld gøre mig den fornøjelse at pynte dig +med dem . Jeg kan ikke udstå den tossede , sortstribede +kjole der . “ +„ Men jeg forstår dig ikke , fader ! Er det også +dit alvor ? For hvem vil du , jeg skal skifte +dragt , pynte mig , som du siger ? — for dig ? +Hellere end gerne — for dine venner ? På ingen +måde . “ +„ Godt ! så lad det sfee for min skyld , for din +egen skyld , fordi en dames pynt røber en dames +smag og mange flere egenskaber , end hun selv ved af . +Du holder dog ellers af luksus , synes mig , du lever +og trives kun deri , det kan jeg godt lide ; hvis folk +ikke havde haft smag for lnxus , var jeg aldrig bleven +til en rig mand . Jeg har pyntet andre med mine +tanker , solgt dem mine ideer og min egen smag +i alenviis . Det er luksus , som forædler , som føder +de skønne kunster , fordeler rigdommen , befolker havnene , + +knytter nationerne til hinanden , fremmer handel , +slaber ideer , som jeg alt sammen sagde i den tale , +jeg holdt for hans majestæt kongen . Summen af +alt dette er , at du skal være en fod pige og gå +ind og tage den blå kjole på . “ +„ Det er jo et tyranni uden lige , “ sagde Claudia +smilende . „ Igår måtte jeg næsten lade mig dræbe +af en ven fra gaden , i dag skal jeg klæde mig på +for en anden . — der seer man , hvab der kommer ud +af at forkæle sin fader og give efter for alle hans +luner , “ tilføjede hun , idet hun nikkede til grå og +forlod værelset . +Lidt efter vendte hun tilbage , iført den skotsktærnede +kjole . „ Falder jeg således i Herrens smag ? “ +Spurgte hun , idet hun gik hen til konsulen , let og +lydløs som en fugl flyver igennem luften , og lagde +sine hænder på hans skulder . +„ Du er et elskeligt barn , “ svarede konsulen , medens +han med en faders svaghed og henrykkelse betragtede +den yndige skabning , som i fuldkommen +bevidsthed om alle sine fortrins magt gjorde en dyb +og gracieus hilsen for ham . +Tante Jacobine var fulgt efter Claudia . Det varen +lille , mager dame med en mængde skarpe og fine +rynker i ansigtet , der omgaves af en snehvid , tætsluttende +kappe uden pynt , uden bånd , alene kantet +med en lille knipling . Hun blev stående indenfor +døren med et udtryk af dyb beundring . + +„ Er hun ikke nydelig ! “ udbrød hun , „ Alt hvad +Claudia tager på , klæder hende . “ +„ Nydelig ! “ gentog konsulen . +„ Ja vist ! det fortæller du mig hver dag ; lykkeligvis +ved jeg nok , hvad jeg skal tage det for . “ +„ Siger ikke hele verden det samme ? “ +„ Nej , den halve mener du vist , fordi den består +af mænd , og de smigre . Det går med disse smukke +talemåder , som med de italienske papirspenge , enhver +ved , at de ikke gælde for noget , men man tager +dog imod dem efter en selskabelig overenskomst . — +men hvor du har haft travlt , medens jeg var borte , +se blot ! Du har fået bordet emailleret med visitkort +af store og bekendte navne , du har også stiftet +dragt , sort kjole , det lille ordenstegn ikke at forglemme . +Det gælder altså i dag om at imponere . +Det er formodentlig en Prinds , en storfyrste , vi vente . “ +„ Ingen storfyrste , men frøkenen har måsfe +glemt den lærdom , hun selv gav mig forleden , at den +største opmærksomhed mod en gæst er at modtage +ham i en omhyggelig påklædning . “ +„ Idetmindste er det bestemt en herre med et lille +von eller æs foran navnet , — fader . ! Fader ! jeg +kender dig så nøje . Et blot må du love mig , +han være nu hvem han vil , så stat han ikke slæbes +omkring i værelserne for at beundre malerierne , eller +de ny meubler i gammel stil , eller springvandet +inde i påklædningsværelset . “ +Konsulen svarede ikke , han gif i dybe tanter op + +og ned ad gulvet . Pludselig standsede han og ringede . +En gammel , hvidhåret tjener viste sig . +„ I dag klokken tolv vil der komme en herre og +spørge efter mig , “ sagde konsulen , „ Danielsen behøver +ikke at melde ham , før ham blot herind . “ Danielsen +bukkede . „ Kom lidt herhen , “ vedblev grå . „ Hvorledes +er det Danielsens kjole seer ud , det ene knaphul +er jo revet itu , og så er der hul på ærmet . “ +„ Undskyld , hr . Konsul ! men det er min daglige +dragt , den jeg altid plejer at gå i . “ +„ Men jeg holder af , at man i mit hus går +ordenlig klædt hver dag . Bring den kjole hen til +skræderen og tag en anden på . Danielsen kan +også gerne gå med sin røde best herefter , den jeg +gav ham til jul , tag den kun på i dag , tilligemed +den anden kjole . “ +Danielsen bukkede og gik . Taffeluhret viste på +tolv . Clandia var den første , som bemærkede det . +Hun sad ved binduct , beskæftiget med et hækletøj , +som aldrig blev færdigt . Konsulen gik op og ned ad +gulvet , så sig i spejlet og rettede lidt på det hvide , +zirlige halstørklæde , man altid så ham med . Der +kom nogen ude på gangen , grå lyttede : +„ Der er han , “ sagde han og indtog den bekendte , +maleriske stilling , hvori Napoleon den første afbildes +i littografierne : den ene hånd i brystet , den anden +støttet til bordet . +Danielsen åbnede døren , en herre trådte ind . +Clandia så op , en forbigående rødme for over + +hendes ansigt , det var ham , Jarlstad , den ubekendte , +. der siden den sidste søndag havde været hendes drømmes , - +hendes tankers billede , en helt , som i det mindste +efter det første øjekast at dømme næsten manglede alle +de egensfaber , hvormed hendes fantasi havde udstyret +ham ; et ungt meuuesfe , bleg , mager , med mørke hår , +lidt kroget næse , iøvrigt et af disse almindelige ansigter , +man møder alle vegne , og som man seer på uden at +læggæ mærke til , ansigter uden nogen tilsyneladende +bestemt udpræget karakter , og hvori enhver , just af +den grund , kan finde alt , hvad han selv behager . +I samtalens løb derimod , når noget tiltalte og +bevægede ham , blev dette ansigt mere levende , hans +øjne strålede med et præg af kløgt og ånd , disse +gennemtrængende , gråblå , alvorlige øjne , der syntes +at læse tanken i en andens indre , for den fik ord , +havde tillige et udtryk af ærlig trofasthed , som indtog +for ham . Lægges hertil en blød og vellydende stemme , +en røst , der sjælden hævede sig synderlig højt , +men som også af den grund var i stand til fuldkommen +at betegne enhver forskellig stemning , så er +måske Claudias helt bragt noget under det standpunkt , +hvorpå hun stillede ham , men også en del +nærmere mod virkeligheden . +Idet han trådte ind , faldt hans blik på den +unge dame , men der var i hans hilsen noget fremmed , +noget af den almindelige udtryksløse høflighed , +som vises den , man seer for første gang . Konsul +grå gik hen til ham , strakte ham begge hænder i møde , + +og udbrød med en støjende røst , der bestandig vedblev +at røbe manden fra butikken : +„ Vær velkommen i mit hus , hr . Civilingenieur ! +Det var smukt af dem , at de holdt ord og så herop . “ +„ Jeg havde jo lovet det , “ svarede Jarlstad . +„ Jeg har allerede hilst på dem i deres hjem , “ +Vedblev konsulen , „ og takker dem for den venlige +måde , hvorpå d . e kom os tilhjelp ; min datter +kender de også ; men jeg holder på formen og +må dog forestille dem for hende . “ +„ Behøves det ? “ svarede han . „ Jeg har ikke +glemt deres datter , siden jeg så dem sidst . Mine +øjne have en god hukommelse . “ +„ I dette tilfælde burde vi dog husfe længst og +huske bedst , “ ytrede Claudia , „ siden det var os , som +modtog deres tjeneste . Ikke sandt ? “ +„ Men de var mig ikke så ubekendt , som de +formoder , “ svarede han , „ jeg har set dem før og +kendte dem igen , som man kender den , man engang +har lagt mærke til . Det var årsagen til , at jeg +kom dem tilhjælp , det må også være min undskyldning , “ +Tilføjede han . +„ Min kære Jarlstad , “ udbrød konsulen i den +højtidelige betoning , hvormed en taler begynder sit +foredrag ; „ når jeg i går mod mig at bede dem +hjem til os , var det ikke blot før at bringe dem vor +tak , der er tillige en mindre behagelig , men mere +magtpåliggende sag , hvorom jeg ønsker at tale med +dem . De er civilingenieur , ikke sandt ? Det vil sige + +en mand , der befatter sig med veiarbeide , brobygning , +draining og så videre , jeg beder dem , kom min +hukommelse tilhjælp ; er det ikke tilfældet ? “ +„ Jo , ganske vist . “ +„ Ja , hvad kender jeg vel til sligt ! Jeg er en +handelsmand , der har tilbragt sin ungdom i en butik , +sin øvrige tid med kontorforretninger , så længe til +jeg fik erhvervet mig det , jeg behøver før at føre et +tilfreds og behageligt liv , — måske lidt mere end +det , jeg behøver , “ tilføjede han efter en lille pause og +med et til ordene svarende smil , „ men det hører +ikke herhen . Da jeg kom hertil byen , købte jeg mig +denne gård og lod den forandre efter min egen ide , +som de seer , ret bekvemt ; man kan leve her om vinteren , +modtage sine venner , å ja ! men om sommeren +holder jeg af landet , af frisk luft , blomster og træer +og sådant noget . Jeg har fornylig købt mig et +landsted , ret smukt beliggende lidt forbi „ Slukefter “ ; +man har søen lige for sig , den dejlige blå sø , som +Heiberg siger , og en stor altan over stueetagen , hvorfra +man om eftermiddagen kan sidde og se folk tage ud +i skoven . Atten værelser , en have på fem Tønder +og tre skæpper land , agerjord og skov dertil , herskabelig +i alle måder ; men ulykken er , at ejendommen +har i lang tid været forsømt , frugttræerne sygne bort +i fugtig jordbund , i haven skulle der lægges drainrør , +markveje skulle afstikkes , vandet ledes bort fra engene , +forbedringer , som jeg ikke forstår mig det +ringeste på . Forleden taler jeg med en af mine + +venner om den sag , en vis oberst — ja , det er nu +det samme , hvad han hedder ; han nævner deres navn , +roser dem som en dygtig og indsigtsfuld mand , og +således har tilfældet villet , at jeg , der allerede har +modtaget en tjeneste af dem , i dag beder dem om +en ny , den , at varetage det hele arbejde ved Julias - +minde , det har jeg kaldt stedet efter min salig hustru . +Når jeg siger varetage arbejdet , forstår jeg derved , at +lede og styre det hele , og lade mig betale omkostumgerne . “ +Da konsulen var kommen så vidt , standsede han +og kastede et blik henimod sin datter , men Claudia +sad bøjet over sit hækletøj , hun så ikke i vejret . +„ Jeg beklager meget , at jeg ikke seer mig i stand +til at overtage dette arbejde , “ sagde Jarlstad efter et +øjebliks betænkning . +„ Virkelig ikke ? “ udbrød grå , overrasket af et +svar , som han var så langt fra at vente . „ Jeg +troede dog , at sligt netop hørte til deres fag . “ +„ Udentvivl , men jeg er netop beskæftiget med et +arbejde , som lægger beslag på hele min tid . “ +Konsul grå smilede . „ Tillad mig et spørgsmål , “ +Sagde han ; „ er det nu også praktisk at opgive +det ene for det andet ? Jeg taler kun efter mine erfaringer +som handelsmand ; som sådan har jeg stedse +søgt at imødekomme enhver fordring , folk stillede til +mig . Man benytter andres hjælp , man udvider sin +virksomhed , man forøger sit arbejde , og man fordobbler +derved tillige sin fordel . “ +„ Jeg tænkte på noget lignende , da de gjorde + +mig dette forsiag : men den sag , hvormed jeg er beskæftiget , +vil optage min hele virksomhed og desuden +gjore en fraværelse herfra byen nødvendig nu i foråret , +så at jeg ikke er i stand til at føre tilsyn med +det , der siulde foretages hos dem . “ +„ Og jeg , som glædede mig til at benytte deres +gode ideer ! “ sagde grå . „ Det må da være et +meget omfattende og storartet værk , siden det ikke lader +dem den ringeste tid tilovers for mig ? “ +„ Hvis det kan interessere dem , sial jeg gerne +fortælle , hvori det består ; jeg lægger ikke videre vægt +på at dølge det , siden vi allerede er flere om hemmeligheden . +Der er en meget stor byggegrund tilsalgs +udenfor en af portene , jeg står i begreb med at +købe den for at lægge en gade igennem den og opføre +bygninger på begge sider . “ +„ Det er vist en god ide , men den forlanger +store kapitaler . “ +„ Ikke så store , som det synes . Øer er sandsynlighed +for , at man vil kunne bortsælge bygningerne +efterhånden som de opføres , og kapitalen for jorden +bliver stående i disse på første prioritet . Jeg håber +desuden , når de første forarbejder , planer og tegninger +ere færdige , at få nogle velhavende mænd i +Jylland til at træde i forbindelse med mig , det er til +dem , den rejse gælder , som jeg nylig omtalte . Ikke +sandt ? Nu har jeg givet en gyldig grund , hvorfor jeg +ikke kan påtage mig nogen anden beskæftigelse , og +tillige aflagt et fnldstændigt skriftemål . “ + +„ Det har de , “ sagde konsul grå , „ men lyt nu +også til mit skriftemål . Jeg har hørt den plan +omtale , som de her betroer mig , jeg har hørt dem +nævne som den mand , der netop egnede sig til at +bringe den lykkeligt til ende . Igår , da jeg besøgte +dem , kunne jeg ikke fortælle , hvad der egentlig lå mig +på hjertet , ikke trænge mig ind i deres hemmelighed , +de måtte selv betro mig den ; nu derimod før jeg udtale +mig åbent og ærligt , som jeg altid har holdt mest +af ; jeg kan sige til dem : de har talent , jeg har +penge , de kan benytte mig , og jeg trænger fil dem . +Hvad synes de om , at vi sætte skulder fil skulder +for at bringe deres planer fil udførelse ? “ +„ De mener ? “ +„ At de i stedet for at søge den nødvendige kapital +i Jylland , tager tiltakke med den , jeg tilbyder dem i +København , jeg mener , at de og jeg træde i forbindelse +med hinanden på de betingelser , vi nærmere +komme overens om , og som de forresten selv kan +bestemme . “ +„ Deres tilbud overrasker mig i høj grad , “ sva- * +rede Jarlstad , „ og det er mig kært at finde en så +levende deltagelse for mit værk , skønt jeg ikke er +istand fil at fatte dens årsag . “ +„ Egoisme , højstærede ! kun egoisme ! — jeg er +en mand , som har virket meget i mine dage og altid +været på færde ; jeg troede , jeg skulle kunne slå mig +fil ro nu og hvile ud , men det vil ikke lykkes , det +går ikke , minfar ! jeg trænger fil virksomhed . + +mine penge ligge og mugne nede i banken fil fire +og en halv , i deres værk vil jeg kunne bringe mere +ud af dem ; ret beset er der altså ikke synderligt fortjenstligt +ved mit tilbud , siden jeg kun søger min egen +fordel deri . “ +„ Men hvis de nu ikke fandt , hvad de ventede ? +Ethvert nyt foretagende har to muligheder for sig , +fordel , og det er her efter alle beregninger det sandsynligste , +men det kan også medføre tab . “ +„ Ganske vist ! det er jo netop den luft , jeg er vant +til at ånde i , og som jeg savner her . Jeg trænger +til den spænding , vinding og tab medføre , og hvis +jeg håber på fordel , er jeg også som en gammel +handelsmand beredt på at tabe . “ +„ Nu vel ! I så fald har jeg intet videre at bemærke . +Tillad mig at overveje sagen med al den +opmærksæmhed , den fortjener , til i morgen formiddag . +Jeg skal da bringe dem et bestemt svar . “ +„ Det vil sige , at jeg i morgen formiddag venter +at se dem med planer , overslag og alt , hvad dertil +' hører . Ikke sandt ? “ +„ Jeg håber det , — jeg ønsker det , “ føjede +iarlstad til . +„ Det er ret , en beslutning må man ikke være +for længe om , ja eller nej , det er inspirationens svar . +Hånd på værket , beregne , forudset , det er den kloges +kjcndemærke . Ja , de smiler , men jeg har ret alligevel , +og beviset derpå er , at sådan bar jeg mig ad med +at blive den mand , jeg er . “ + +idet Jarlstad rejste sig for at tage afsked , vendte +han sig mod clandia og sagde : „ Jeg må meget +bede dem om tilgivelse , fordi vi i denne vor lange +underholdning have begået den store fejl , uafbrudt +kun at tale om , hvad der angik os selv , og de har +neppe følt den samme interesse for , hvad der blev +sagt , som jeg . Heldigvis deler jeg ansvaret herfor +med deres fader , og jeg beder dem lægge deres hele +uvillie på hans skuldre , siden han har lettest ved +at bære den . “ +Clandia så op . „ Jeg horer til og jeg belæres , “ +Svarede hun med et smil og et blik , der indeholdt +en meget veltalende tilgivelse . +Under hele samtalen havde hun uafbrudt siddet +boiet over sit arbejde hun så ikke op , det syntes , +som om dette evindelige hækletoi og maskerne , hendes +hvide fingre knyttede , vare en tilstrækkelig genstand +for alle hendes tanker , dog følte hun , hver gang Jarlstads +øjne hvilede på hende . Det var for hende , +som om disse alvorlige øjne gøde en ny , frisk strøm +af liv og varme i hende og mod hendes villie bragte +hjertet til at banke . Hnn frygtede for at møde hans +blik , tusinde forskellige tanker floi igennem hendes +hoved , hurtige og krydsende hinanden som svalerne +flyve igennem luften , og hun , som ellers plejede at +være så sikker på sig selv , blev forvirret , blev frygtsom +og mærkede , at hendes hånd skælvede . Længe +efterat han var gået blev hun siddende , tavs og grublende , +nedsunken i stolen , hun hørte endnu hans + +slemme ; der var den samme sørgmodighed i hans +røst , som hun tidligere havde læst i hans åsyn . +Konsulen gik op og ned ad gulvet , gned sig i +hænderne og stillede sig frem foran hende med en +triumferende mine . Han lignede i dette øjeblik en +stor sanger , der efter en bravourarie venter på et +udtryk af tilhørernes hyldest . Han besad ingen veltalenhed , +den gøde mand , men en vis snarrådig +kløgt , et forråd af ord og talemåder , der erstattede +hin og som undertiden også kan være et virksomt +våben . Det var med dette våben , han i dag havde +banet sig vej henimod det mål , han higede efter , og +som var langt større og mere betydningsfuldt , end +Claudia havde begreb om . + +Iv . +Planer . +Næste formiddag indfandt Jarlstad sig igen , +denne gang med en stor rulle papirer under armen . +Konsulen ventede ham med en vis utålmodighed . +Claudia sad atter i fin lænestol ved vinduet ; hun +havde stillet et fnglebuur foran sig på bordet , og +betragtede de to små fanger bag messingtrådene +med dette indadvendte blik , der lader os se alt , uden +at lægge mærke til noget . +„ Bringer de glædeligt nytidag ? “ spurgte grå . +„ Tvertimod ! “ svarede , Jarlstad . „ Jeg har en +tjeneste at bede dem om . “ , +„ Kalder de da ikke det for en glædelig nyhed ? “ +-spurgte konsulen smilende . +„ Først vil jeg bemærke , at jeg med fornøjelse +modtager det forsiag , de gjorde mig i går , så meget +hellere , som det fremmer min plan ved at spare mig +den tid , jeg behøvede til at søge andre deellagere . “ +„ Det er rigtigt , min unge ven ! At spare tider + +at vinde penge . Hånd på værket ! Øjeblikket tilhører +os , og det er mintro ved at nytte det , at den kloge +skaber sig sin fremtid . “ +„ Jeg bringer dem her alle de planer og beregninger , +som angå sagen . Kortet over grundene +har jeg derimod ikke kunnet få færdigt til i dag , og +beder dem om at se det hjemme i min tegnestue . +Det var den tjeneste , jeg kom for at forlange . “ +„ Pokker med kortet og alle enkeltheder ! “ sagde +konsulen , „ de angå knn dem . Lad mig blot få +et blik på sagen i dens helhed , mere behøves ikke . +Jeg har tænkt mig som så : de meddeler mig nu +deres tanker , førend vi spise frokost , dernæst har jeg +lovet min datter at køre ud med hende i det prægtige +vejr ; har de lyst , sætter de dem op i vognen +med os , og vi tage da hen og bese jorden . Jkkesandt , +Claudia , det kan jo godt lade sig gøre ? “ +„ Ja , hvorfor ikke ? “ svarede hun . „ Det er jo at +forene det nyttige med det behagelige . “ +„ Er det også ret at begynde i dag , hvor vi slap +igår ? “ sagde Jarlstad , henvendt mod den unge dame , +„ De kører ud for det smukke vejrs skyld , konsulen +og jeg for at tjene penge : “ +„ Men er jeg da ikke også en lille part i sagen , “ +Svarede hun med et ironisk smil , „ den angår jo +min faders interesse ? “ +Nu udviklede han sin plan med al den begejstring , +han selv følte for den , viste konsulen sine beregninger +og overslag , arbejdet kortsagt , og den fordel , + +han ventede af det . Grå lyttede til med levende opmærksomhed , +roste alt og fandt alt fortrinligt . Snn og +beregnende som han var , indså han snart , at planen +var heldig lagt og efter al sandsynlighed måtte bære +gode frugter . +Claudia lyttede også og sendte af og til et dvælende +blik hen til bordet , hvor han sad bøjet over +sine papirer ; hos hende fandt naturligvis hverken tallene +eller beregningerne den ringeste deltagelse , det +var det klare lys i hans dine , den altid milde , +halvdæmpede røst , det var hans smil , hun lagde +mærke til . Når han da ved en pludselig bevægelse +hævede sit hoved og så over til hende , og deres +dine mødtes , sænkede hun hurtigt og frygtsom sine , +rødmede , som om hun havde begået noget urigtigt , +og under denne frygt , denne idelige vekslen af tanker +og forestillinger hvilede der et udtryk over hendes +åsyn , forklaret og herligt , en lykke og tilfredshed +med alt , som hun ikke før havde kendt ; thi det er +kærlighedens natur , at den , ved at hæve os selv , tillige +kaster sit Sollys over alt , hvad der omgiver os . +Efter frokosten stege de tilvogns , clandia omhyggelig +indsvøbt i en mørkebrnn Fløiels kofte , foret +med gråligt egernskind . Solen skinnede , det var en +af disse første , friske forårsdage hos os , som tage sig +bedst ud indenfor vinduerne af et varmt værelse . +Tante Jacobine fulgte clandia « ed til vognen , +svøbte et tæppe om hendes fødder og slog solsfjærmen +op for hende . + +„ Mangler du nu intet , mit søde barn ? “ udbrød +den gamle dame med ængstelig omhu . „ Ikke din +muffe ? Skal jeg gå op og hente den ? Ikke et lille +tørklæde om din Hals ? Ikke en fodpose ? Det er +rigtig så råt i dag , og man må være forsigtig i den +forårsluft . Lad ham endelig vende om , så snart du +finder det for koldt . “ +„ Men du glemmer jo , lille tante , at vi ikke +have en lysttour for . Forretningerne frem for alt , ikke +sandt , hr . Jarlstad ! ' det er hovedsagen . “ +„ Jeg mener , ikke hovedsagen , “ svarede han , „ men +midlet til at nå den . “ +De kørte . Konsulen og jarlsfad sad på forsædet +og fortsatte den begyndte samtale . Claudia lå +tilbagelænet i vognen foran dem . Hun så ud fra +fjedrene , fløjlet og forværket , der omgav hendes +blege ansigt , som en lille fugl seer ud fra sin nede . +Af og til kom en hånd frem , spæd og fin som et +barns og indhyllet i en lysebrun handske , hun drog +sin kofte tættere sammen , sank dybere tilbage i vognen +og sad og lyttede som før . +Det gik med grunden som med planerne , konsul +grå fandt den fortræffelig . Egnen sund , udsigten +fortrinlig , vandafledningen let at tilvejebringe , alt +havde hans fuldstændige bifald . +„ Nu ved jeg , hvad jeg vil , “ udbrød Claudia +midt under denne samtale . „ Hvergang hr . Jarlsfad +besøger os , vil jeg være tilstede og sidde og lytte til +og lade mig belære af hans indsigt og kløgt , så vil + +jeg købe mig en stor skov og bygge mig et hus , +ikke en fattigbolig , som kan udlejes til små familier +for en billig pris , et smukt lille slot skal det være , +med tårne på siderne , altaner under vinduerne +og en pergola , som jeg vil opfylde med de dejligste +blomster og fugle . Der skal være en stor have til +slottet , med drivhuse , skyggefulde gange , fiskeparker +og broer . Der vil jeg bo og gøre selskab og lysttoure +om sommeren , baller om vinteren , for alle +mine veninder . “ +„ Er det deres begreb om lykke ? “ spurgte han +med et yderst alvorligt ansigt . +„ Mit begreb om , lykke har hidtil hverken fæstet +Bo i et slot eller i en hytte , “ svarede hun smilende , +„ men hvis jeg havde valget , tror jeg rigtignok , jeg +ville foretrække slottet . Mener de ikke også ? “ +„ Slot eller hytte , jeg tror ikke , det beroer derpå , +når man blot fører sine husguder med sig . +Jeg ejer en lille gård ovre i Jylland , midt på alheden , +uden tårne og maner , naturen har dannet +et vandhul udenfor den i stedet for fiskepark , og dog +ville jeg være meget tilfreds med at kunne bo der , +hvis stedet forresten gemte de øvrige betingelser for +min lykke . — de smiler ! — de er ikke af samme +mening ? “ +„ Jeg overvejer , hvad man skulle tage sig for i +Jylland ved det lille vandhul , “ sagde hun . „ Jeg +kender ikke alheden , jeg har aldrig været længere +udenlands end på Kullen , og der var der ikke videre + +morsomt ; men i Jylland har jeg forestillet mig , at der +måtte være gyseligt kedeligt . Er alheden ikke en 0 > rk +med noget lyng på , et vildnis , et øde , hvor damerne +gå med mørke uldstrømper og herrerne med +blottede fødder ? Er der musikforening , er der conditorier , +bal , er der tteater i Jylland ? Eller hvorfor +stræber alt hos os hen til et selskabsliv , hvis ensomheden +skulle være at foretrække ? “ +„ Kan de ikke nok forstå , at frøkenen sidder og +gør sig lystig over os begge to ? “ udbrød grå . +„ Det keder hende , at vi tale om fattigboliger og +mursteeu og kalmartømmer . “ +„ Aldeles ikke , “ svarede Claudia , „ især siden jeg +antager , at der nu er sagt alt , hvad der lader sig sige +om dette interessante ttema . Nu køre vi til skoven , +ikke sandt ? Der skal jeg vise dem den grund , som jeg +holder af . “ +Konsulen gav sit bifald . +„ Til skoven , Jacob , “ vedblev Claudia og berørte +kndskens skulder med spidsen af sin solskærm . +„ Du kender de steder , hvor jeg plejer at holde , men +hurtig , hurtig ! Jeg begynder at fryse , og nu går +solen snart ned . “ +Kusken kørte til , Claudia smilte , Jarlstad og +konsulen vare lidt efter igen fordybede i beregninger +over de nye bygninger . +„ Hvorledes har de nu tænkt dem fællesskabet +imellem os ? “ spurgte grå i samtalens løb . +„ Jeg antager , at vi dele indtægten , “ var Jarlstads + +svar . „ Jeg lægger arbejdet til , de pengene , de +ene går op imod det andet . “ +„ Ja , vi dele , “ gentog grå , „ det har jeg også +tænkt mig , men ikke som de mener , i to halvparter , +tvertimod , de tager de to tredjedele , jeg den ene , således +skal det være . Ja , det nytter ikke , at de kommer +med indvendinger ; i alt øvrigt fører de kommando , +i dette ene punkt vil jeg mintro råde . Jeg +søgte en lejlighed til at sætte mine penge i virksomhed , +men ikke til at berige mig ved andres arbejde . Det +bliver , som jeg har sagt , og jeg vil skrive kontrakten . “ +Lidt efter kørte de ind igennem hegnet ved Charlottenlund , +vognen holdt . Idet Jarlstad hjalp Claudia +ned , sagde hun : +„ Til gengæld for den tålmodighed , hvormed +jeg har hørt på dem , skal de nu hjælpe mig med +at plukke blomster , anemoner , sneklokker , tusindfryd +og især det smukkeste grønt , de kan stnde ; jeg +vil have en stor bouket med hjem , som kan fylde alle +mine blomsterskåler . “ +Solen skinnede , fuglene sang , myggene summede , +alt var friskhed , liv og smil , som når et barn +vågner om morgenen . Claudia jublede . Hun fandt +de smukkeste blomster , de første violer , og n��r hun +så en klynge inde mellem buskene , som hun nødvendig +måtte have , blev Jarlstad sendt efter dem , thi +græsset var for fugtigt for hendes tynde gedeskindsstøvler . +Konsulen var vant til sligt , havde tændt sig +en cigar og fulgte alle Claudias bevægelser , smilende , + +som en lykkelig fader smiler . ' Jarlstad adlød hende +blindt , lod sig sende ind i tykningen , op på diget , +over på den anden side af grøften , der stod også +en klynge , som hun nødvendig måtte have . Der var +noget i høj grad fristende i hendes blik , noget uimodståeligt +i hendes stemme , det vidste hun , det forstod +hun at benytte . +Da de kom hjem , gik Jarlstad op med , for at +hente sine papirer . Konsul grå rakte ham hånden +og sagde : +„ Se nu er vi enige om alt , antager jeg , og +de kan begynde på at fuldføre deres planer i morgen , +om de vil . Besøg mig flittig , daglig , det er i forretning ' ernes +navn , at jeg beder dem derom . Herinde +gøre vi jo penge . “ +„ Og herinde gøre vi musik , “ sagde Claudia , +„ men vi fortjene ikke penge . Nu kan de vælge , hvad +de synes bedst om . “ +„ Jeg lever for det sidste , “ sagde Jarlstad , „ men +jeg lever af det første . “ + +v . +Vi bygge . +Det halve år som fulgte efter denne formiddag +var rigt på indhold og betydning for Jarlstad , men +ville knn have liden interesse for læseren . Jorden +blev købt , gaden lagt , pladsen til bygningerne afstukken . +Konsul grå var hver dag tilstede , talte med +om alt og begreb intet af alt . Han så en masse +granit , mursfeen og tømmer sammenhobe sig på +pladsen , stilladser og jordbunker , brønde og grøfter , +men der var plan og mettode i dette Kaos , de forvirrede +masser ordnede sig , den ene bygning rejste sig +ved den andens side . Han så Jarlstad i uafbrudt +beskæftigelse lede og styre alt og beundrede den ro +og sikkerhed , hvormed han forstod at overvinde enhver +vanskelighed . +„ Der er ikke sådant et menneske til i hele +verden , “ forsikrede han Claudia , når han kom hjem . +„ Og så mærker man aldrig , at han er der . Han +går omkring som et spøgelse imellem dem , hvisker +et ord hist , et ord her , så lystre de ham på en +prik . Han er som født til formand for et pakhus . “ + +„ Palhusforvalter , “ sagde Claudia med en ubeskrivelig +foragt . +„ Pakhusforvalter , “ gentog grå , „ det var i en +kælder og et pakhus , at du blev født og jeg blev +til en rig mand . “ +Da efteråret kom , var grunden bebygget og +bygningerne enten solgte eller bortleiede til en pris , +som langt oversteg grås forventninger . +I disse seks måneder havdejarlsfad næsten været en +stadig gæst i konsulens hus . Var det forretninger , +vane eller tilbøjelighed , som havde ført ham derhen ? +Havde dette tidsrum bragt ham nærmere til Claudia ? +Det er ikke let at bestemme . I hans adfærd syntes +intet forandret , han vedblev at være stille og alvorlig +som før . Derimod havde han indviet dem i flere af +sine forhold , det være sagt til ære for konsulens behændige +fritten . Claudia vidste , at Jarlstad havde en +moder , som boede ovre på den omtalte gård i +Jylland , at denne bioder lod til at være det egenlige +princip for alle hans handlinger . Det var hende , +han så op til under arbejdet , hendes lod han ville +forbedre med det . Medens han talte om hende , og +Claudia forstod så godt at bringe ham dertil , funklede +hans øjne , hans røst blev mere blød og inderlig . +Hun sad og lyttede foroverbøjet med den dybeste interesse +præget i ethvert træk ; hun fandt ham aldrig +smukkere end i disse øjeblikke . +„ og hun har opdraget dem , “ sagde hun , „ ingensinde +nægtet dem noget , sagt ja til alt , hvad de + +fandt på ? Det forstår jeg så godt ; således bør +alle elskværdige forældre bære sig ad . Det må være +en herlig dame , deres moder ; jeg ville bestemt komme +til at holde meget af hende . “ +Der var altså gået seks måneder bort , tilsyneladende +uden nogen som helst begivenhed eller ydre handling +mellem de to , og dog dulgte dette daglige samliv , +ligesom de dybe bjergsøer , et bevæget indre under en +rolig overflade . +Konsulen havde tilbragt den sidste del af sommeren +ude på sit landsted , der var blevet indrettet +så godt , som omstændighederne tillode . En aften +sad iarlstad ved vinduet i dagligstuen på Claudias +sædvanlige plads . Hun sad henne ved instrumentet +og havde nylig spillet et af konsnlens yndlingsstykker , +dem han lyttede til med en interesse , som i reglen +fandt sin slutning i en dyb og rolig søvn . Inde i +det næste værelse gif tante iacobine og raslede med +knive og skeer , medens hun dækkede middagsbordet . +Tjeneren bragte lys . Lampens dæmpede skin smeltede +sammen med månelyset , som blegt og blåligt faldt +ind over blomsterne , hvormed Claudia bestandig fyldte +sine vinduer . Ude fra haven trængte en svag Duft +af levkøjer og reseda ind i værelset . Så man +jgjennem vinduet , mødte øjet en vid græsplads , på +siderne omgiven af pyramidepopler , der i denne afstand +og aftenskumringen toge sig ud som en række +bevogtende kæmper . Lovet skælvede på de fine stilke , +månens fosforagtige lys brødes i dugdråbcrne på + +græsset . Længer tilbage bredte tågen sig over de høstede +marker , enkelte strofer af en sang lød i det fjerne , +af og til rullede en vogn hen ad vejen , og en lænkehund +gøede i et af de nærmeste steder , det var det eneste , +der afbrød den dybe fred og stilhed , hvori alt hvilede . +Claudia havde endt sit spil , hun vendte sig om +mod de to tilhørere . Konsulen lå tilbagelænet i +gyngestolen med hænderne foldede over hunden på +hans skød . Jarlsfad så ud af det åbne vindue , +han syntes ikke at lægge mærke til hende , og hun +vovede ikke at tale . Under denne stilhed , hvori naturens +alvor , dens vemod og fred synes at sænke +sig ned i vort hjerte , blomstrer tanken mægtig og stor . +Der forløb en tid således . Claudia rejste sig +og gik hen til ham , lydløs og dvælende , han hørte det +ikke . „ Hvad fattes dem ? “ sagde hun med denne +inderlige og bløde stemme , som røbede hendes hele +deltagelse , „ De er så alvorlig i aften . Deres moder +er da ikke syg ? Hvorfor sidder de så tavs og stille ? +Betro dem til mig . “ +„ Jeg fejler intet , “ svarede han , idet han lod sin +hånd glide hen over panden , som om han ville forjage +alle de tanker , der husedes indenfor . +„ Jo vist ! “ vedblev hun , „ De er forstemt . Fortæl +mig årsagen . — de betænker dem , jeg må +altså forekomme dem meget egenkærlig , siden de ikke +troer mig i stand til at fatte andres sorg . Jeg spiller +for dem , og de hører det ikke , hvorfor er de da så +nopmærksom mod mig i aften ? “ + +„ Jeg er ikke nopmærksom i den betydning , de +mener , thi jeg sad og tænkte på dem . — jeg holder +af dem , “ vedblev han med læber der skælvede , og +med en rost , der lod så frygtsom og bange , at den +næppe syntes at nå hendes øre . — „ Jeg har holdt +af dem , jeg tror lige fra den første dag vi mødtes , +mere end jeg holder af min moder , “ føjede han til +og tav , som om der efter dette ikke lod sig sige mere . +„ Jeg ved det nok , “ svarede hun med øjne , der +strålede af usigelig lykke , „ De har ikke kunnet dølge +det , men gør det dem så bedrøvet ? “ +„ Ja , når jeg frygter for , ikke at kunne være det +for dem , som jeg gerne ville . Jeg har sagt det til +deres fader , “ vedblev han lidt efter , da hun ikke +svarede . +„ Hvorfor ? “ +„ Fordi jeg ville have trukket mig tilbage , hvis +han misbilligede denne følelse . “ +„ Kunne de da det ? “ spurgte hun og lagde sin +hånd på hans skulder . +„ Ak ! her var jo ikke tale om mig , jeg ville +kun fritage dem for enhver kamp mellem mine ønsker +og hans . —jeg har kun meget lidt at byde dem , — +mit liv vil gå hen i arbejde for at erhverve det +nødvendige , det vil blive en såre beskeden stilling . +Derpå var det , jeg sad og tænkte nylig . “ +„ Min kæreste ven , “ svarede hun , „ det er ikke +det værste ; men i det liv , jeg hidtil har ført , er jeg +bleven forvænt , forkælet til det utrolige . Er jeg også + +den , de tror , og vil de finde det hos mig , som +de søger ? Det er det , der gør mig bange . -- -- -- -- -- -led +mig ! Hjælp mig ! “ vedblev hun og sluttede begge sine +små hænder sammen om hans og bøjede sig ned foran +ham i en halvtknælende stilling ; „ bær over med mig , +når jeg . fejler , så vil jeg gøre alt , hvad jeg kan , +for at blive , som de ønsker ; jeg vil være dem en +trofast og hengiven hustru . “ +Hun hviskedee denne bøn til ham med en stemme , +så ydmyg rørende , at den trængte til det inderste dyb +af hans hjerte . Aldrig havde hendes øjne forekommet +ham så smukke , så strålende , så blide . +„ Hvad er det , de to sidde der og hviske om ? “ +Spurgte i dette øjeblik grå , som vågnede , idet +hunden gled ned fra hans skød . Forbavset over +den dybe stilhed så han sig om til alle sider , før +han fik øje på dem . +Claudia holdt Jarlstads hånd i sin , idet hun +rejste sig op og gik hen til faderen . +„ Det er rigtig smukt , “ sagde hun , „ at min egen +fader går og bærer på en hemmelighed , der angår +mig så nøje , uden ar turde betro mig den . “ +„ Nå , har han nu sagt det ? “ ytrede konsulen +smilende , „ det kunne være sket for længe siden . Han +forbød mig at tale derom . Hvad har du svaret ? “ +„ At siden du ikke har større tillid til mig , vil +jeg forlade dig og se , om jeg kan erhverve mig hans . “ +„ Gud velsigne jer , børn ! “ udbrød grå , idet +han pludselig slog over i en yderst komisk betoning + +af pattos . „ Vorherre lade det blive til eders lykke . +Hvad der er sket i aften , har længe været mit kæreste +ønske . — når de får hende , iarlstad , har jeg +givet dem det bedste og dyrebareste jeg ejer . V��r +god imod hende ; at hun vil gøre dem lykkelig , er jeg +overbevist om . Det er et godt og herligt barn . Jeg +burde ikke sige det som fader , men jeg siger det alligevel . +Foruden det , at hun er det nydeligste og det +yndigste , jeg kender , så har hun i al sin levetid ikke +voldet mig en minuts sorg ; jeg ved ikke en eneste +fejl hos hende , , og havde hun haft nogen , kan de +tro , jeg nok skulle have fundet den , for jeg seer med . +To skarpe øjne . — men siden i nu have taget eders +bestemmelse , vil jeg føje en til , og den skal mintro +stå fast . Jeg holder ikke af lange trolovelser ; i +vide , at jeg er en resolut mand . Har man fattet en +plan , så ndfører man den ; ingen unødvendig betænkning , +og hvad er trolovelse andet end en betænkningstid ? +Om en måned skal brylluppet stå . “ +Iarlstad ville svare , men Claudia lagde sit hoved +op imod hans skulder og hviskedee : +„ Lad ham have sin villie i aften , i morgen leder +jeg den dog , som jeg vil , — som ' du vil ! “ rettede hun sig . +Konsnl grå rejste sig op fra stolen og udbrød : +„ Kom hen til mig svigersøn , omfavn mig , kys mig ! +De er en mand efter mit hoved . “ +Iarlstad måtte adlyde , der var ikke andet for . +I dette øjeblik lukkede tante iacobine fløjdørene op +og sagde , at middagsmaden ventede . + +„ Kom herhen , søster ! “ udbrød konsulen højtideligt , +„ ønsk mine to børn tillykke , de have trolovet sig +iaften , « og jeg har givet dem min velsignelse . “ +Tante Jacobine slog hænderne sammen med et +lille passende udråb af overraskelse , tårerne kom +frem i hendes øjne , medens hun rakte begge sine hænder +hen mod iarlstad . +„ Jeg vil ønske dem tillykke , “ sagde hun bevæget , +„ og det af mit inderste hjerte , thi de får rigtignok +en uvnrdeerlig skat i Claudia . Hun har ikke været +os til nytte her i huset , som en af mine veninder +forleden sagde , men hver dag har hun været os til +fornøjelse og stor velsignelse . Hvorledes det vil gå +os , som miste hende , det begriber jeg ikke . “ Derefter +begyndte tante at hulke og skjulte ansigtet i sit hvide , +nysstrøgne lommetørklæde . +Konsulen lod bringe to flasker champagne op til +bordet . „ Jeg har såmænd gemt denne vin i tre og +tyve år , “ bemærkede han med en betoning , der påbød +opmæksomhed . „ Jeg købte den fra det store , russiske +linieskib , som strandede udenfor Kronborg . “ Dermed +fyldte han glassene , rejste sig og udbragte en ny lykønskning +eller rettere sagt , holdt en ny lovtale over +Claudia . Da skåler : var drukken , fyldte han glassene +påny , bestandig stående , og udbrød derefter : +„ Sig mig nu , Jens Casper Gylding iarlstad , hvorfor +har de bestandig søgt at dølge den titel og rang +son : knytter sig til deres navn ? — hvorfor kalder +de dem ikke baron , siden de dog engang er det ? “ + +dette spørgsmål gjorde en umådelig virkning +iblandt de tilstedeværende . Alles blikke hvilede på +Jarlstad . Han smilede , så op på grå og svarede : +„ Hvis jeg var rig og kunne leve efter min stand , +ville jeg have nævnet den , nu er jeg derimod ikke rig , +mit Baroni er en lille bondegård ovre i Jylland , +jeg søger mit udkomme ved at være civilingenieur , +lægge drainrør , lave bygninger , vandafledninger forfolk , +derfor kalder jeg mig ikke baron . “ +„ Ja , jeg spørger kun , “ vedblev konsulen . „ Jeg +er vist den mand , der sætter så liden pris på +titler og rang som nogen , hvad er det hele andet +end flitterværk og forfængelighed ? men en alt for +vidtdreven beskedenhed kan også være en Art forfængelighed , +modsætningerne berøre hinanden , og de +må virkelig tillade mig , at jeg føjer baron foran +deres navn , når jeg i morgen går op til Ferslev +og bestiller deres og Claudias visitkort . — navnet +Gylding er mig forresten velbekendt , “ vedblev han , +uden at give Jarlstad tid til svar , „ en af mine +forfædre , jeg ved min tro ikke , om han også skulle +have haft deres mani for at dølge sin stand , måske +var han adelsmand , måske var han det ikke , men han +hed Henning gråbuk , en vældig Skytte var han , +det er afgjort , og skal have spillet en vigtig rolle i +forbindelse med slægten Gylding under en af vore +forrige konger . Senere blev gråbuk til grå , mit +navn er blevet kortere , deres forlænget . “ +„ Min familie har ikke efterladt noget skriftligt + +vidnesbyrd om sig , “ svarede iarlstad , „ jeg ved blot , +at en af mine forfcrdre , en livslysten person , efter at +have solgt , hvad han ejede i Danmark , drog over til +Skåne , giftede sig ind i en svensk familie , optog dens +navn iarlstad i forbindelse med sit eget , og blev +senere gjort til baron under dette navn . Det er alt . “ +„ Ja , og siden baronen har førstefødselsret frem for +ingenieur , så sætte vi ham på visitkortet . Er +det ikke også deres ønske ? “ +„ Nej , “ svarede han , „ det er ikke mit ønske , men +jeg bøjer mig for deres . “ +Øm aftenen , da iarlstad var taget bort , kom +tante iacobine hen til clandia , udbredte sine arme +mod hende og trykkede hende til sit bryst , idet hun +henrykt og begejstret udbrød : +„ Baronesse ! — du baronesse ! ja , det kunne +da rigtignok ikke være mindre . Det er det , jeg altid +har sagt om clandia , hun er en født adelsdame i +sprog , i væsen , i sin hele måde at være på . “ +„ Baronesse ! “ gentog konsulen med et trinmferende +smil , idet clandia vandrede fra tantens arme +over i hans . „ Kan du nu forstå , hvad jeg mente +med at få ham i vort hus ? “ hviskedee han i hendes +øren . „ Jeg vidste , hvem han var , fra den første dag , +han kom her . At han ville synes om dig , var en +selvfølge . Har jeg ikke båret mig ret fiffigt ad i +den sag ? “ +Claudia svarede med eenstavclscsorb på enhver +tiltale . Hvad skulle hun desuden svare ? — stakkels + +barn ! Burde hun ikke tro på disse lovtaler , som +hun havde hørt på i toogtyve år , hvorledes skulle +hendes fader og tante kunne ville skuffe hende ? Alt , +hvad der var hændet i aften , forekom hende som en +drøm ; hun var trolovet med ham , der hverken havde +bragt hende så megen hyldest eller opmærksomhed , +som hun var vant til at modtage af alle andre , +medens hans rost , hans blik , blot lyden af hans +gang , allerede længe havde bragt hendes hjerte til at +banke . Hvorledes lader dette sig forklare ? Nu turde +hun tilstå det , hun elskede ham , havde i de sidste seks +måneder kun levet med tanken på ham , hun tilbad +ham med al den inderlighed , de svundne dage havde +forberedt hos hende , med al den lyrik , der boer +i en ung piges hjerte . Efferat han først engang +havde vundet denne plads hos hende , kunne det heller +ikke være andet ; han var bleven det levende billede +af alle hendes ørkesløse dages håb ; fortiden var et +løfte , det nuværende øjeblik opfyldelsen , hun kendte +verden af romaner , havde lært kærlighed af Romeo +og Julie , så i ægteskabet kun en fortsat tilbedelse , +endnu mere glødende end den , hun hidtil havde modtaget +i hjemmet . Alle disse drømme og forventninger , +hvori hun ligesom igennem et vindue stirrede +ud på fremtiden , kom han nu for at virkeliggjørt . +Mod dette hurtige giftermål havde hun heller +ikke noget at indvende . Der hviler på bunden af +enhver kvindes hjerte en vis trang til at knytte sig + +til manden , og den stiger med årene . Er det en +forfængelig frygt for at være bleven vejet og fundet +for let på livets marked ? Er det en trang til at +dele de skatte af ømhed og hengivenhed , hun ejer , +til at spille forsynets rolle for en anden ? Er det en +havn , hun søger , efter en stormfuld fortid , eller eu +nøgle til den gyldne port for en fortids glødende +drømme ? Det er ikke let at bestemme . Trangen er der . +Næste dag havde konsulen travlt ; han tog til +byen , gik i klubben og fortalte aldeles tilfældig i +samtalens løb , at hans datter i går havde trolovet +sig med baron Gylding iarlstad . „ De har vel hørt +denne bekendte , adelige familie nævne ; man finder den +næsten på hvert andet blad af Sveriges historie . “ +Fra klubben gik han til Ferslev og bestilte det omtalte +visitkort med baronens og Claudias navne ; det blev +omdelt til alle mulige venner og bekendte . +Nogle dage senere var der stort selskab ude på +landstedet , ved hvilken lejlighed champagnen fra det +russiske linieskib atter så dagens lys . Baronen +blev forestillet for alle , baronens skål blev drukket ; +tjenerne havde fået den strengeste befaling til kun +at kalde ham således . Det var , som om man stræbte +efter at erstatte iarlstad savnet af den rang , han +sålænge havde levet foruden ; fra nu af klang den +uafbrudt for hans øren . +„ Det vil jeg sige dig , “ udbrød konsulen , den +første dag Claudia efter trolovelsen kørte til byen +for at gøre indkøb , „ jeg har den tillid til dig , + +at du i valget af stoffer bestandig tager hensyn til +din fremtidige stilling . Det er ikke madam Jarlstad , +ligesom din salig moder var madam grå , det er +baronesse Gylding Jarlstad , du har at soutenere . — +glem ikke det , mit søde barn ! Adel forpligter . “ +„ Det er en lykkelig brud , jeg husker på , “ svarede +Claudia , idet hun strakte sin hånd hen mod faderen , +for at han skulle kysse den , „ en lykkelig brud , og det +vejer mere end topper på hestene og en hieroglyf +på vogndøren . “ +Men clandia tænkte alligevel på baronessen . +I de følgende dage kom der besøg og lykønskninger +allevegne fra , og da denne storm havde lagt +sig , måtte Jarlstad og clandia køre om i konsulens +nye vogn og aflægge deres besøg , Jarlstad yderst +tarvelig klædt , clandia i en feagtig pragt , der klædte +hende fortryllende og vakte alle veninders skinsyge . +Hvad syjomfruer og modehandlerinder måtte +lide i den tid , det står optegnet i deres krønike , +med farver så mørke som jødernes trælleliv i Ægypten , +de fik det blot bedre betalt . Der var kun en +måned tilbage . Konsulen holdt strengt på sit ord , +det vidste enhver , som kendte ham . +En dag var clandia gået i boutikernc for at +gøre indkøb ; hun havde uindskrænket myndighed og +en bestandig fyldt pung i denne retning . Midt i +den ivrigste undersøgelse af en uhyre bunke silketoi , +kom en veninde hen til hende , greb hendes hånd og +drog hende hen på en tabouret ved vinduet . + +„ Det var da godt , jeg engang mødte dig , min +sødeste clandia , “ udbrød damen , „ jeg har været hjemme +hos dig to gange , du er altid ude . Nå så du er +bleven forlovet ; jeg kender ham , et rart ansigt , en +ypperlig holdning , nogle kønne øjne , hans pande kunne +nok tåle at være lidt højere . Fortæl mig nu , hvordan +det er gået til , — å snak ! Du skal ved gud stritte , +i de sidste seks måneder har jeg næsten ikke set dig , +du holdt dig indmuret , der måtte jo arbejdes , hvad , +ja dct er der ved gud ingen skam i , når det blot +slår an , ellers er det gyseligt slaut , — som Jette +Richter , du ! hun er ofte nær ved og dog altid langt +fra . Og om en måned skal du have bryllup , — +men du gode gud ! hvad skal det betyde ? Forleden +Asten talte de om dig hos bakker , du ved nok , den +lille grosserer med Toppen på næsen . Så er der +en , som begynder at efterligne Rosenkilde i „ Den +stundesløse ' , og dikterer brevet : „ Der må iles dermed +for visse årsagers skyld . “ — er det ikke nedrigt ? +Men du kan tro , han døde ikke i synden . — +hvordan er han ellers , han seer altid så alvorlig ud , +er han morsom , er han syrig ? “ +„ Jeg er lykkelig , “ svarede Claudia på denne +syndflod af spørgsmål . +„ Ja det siger man altid i de første fjorten dage , +det kende vi nok . Kom , lad os gå op og spise en +kage hos Ottos og fortæl mig så lidt om , hvordan +du har bestemt at indrette dig , for du råder jo +derfor . Det skal da være noget i den store stil , + +noget uhørt , — baronesse ! — du har jo råd +dertil . “ +De gik til Otto , imidlertid sagde Claudia : +„ Hvorledes vi skulle indrette os , som du siger , +vil jeg overlade til iarlstad . Jeg tænker mig , han +vælger en smuk cgn i nærheden af København og +bygger os der en bekvem bolig , han forstår det jo +så udmærket , et hus , hvori man kan se sine venner +og bekendte hos sig , for jeg kan ikke undvære eder , +selv om det kun var for at gøre eder til vidner om +min lykke . “ +„ Det kan jeg lide dig for . Lad os sætte os +herind i den lille stue , så kunne vi se , hvem der +går forbi med det samme . Hvad så videre ? “ +„ Ja , hvad så videre , du plageånd ! Allerførst +ville vi rejse og blive nogle år borte , om sommeren +ved badestederne , om vinteren i Nizza ; det glæder jeg +mig også til . Jeg vil se mig om , jeg vil fylde +min sjæl med indtryk af det skønne og vidunderlige , +jeg hidtil kun kender af bøger . “ +„ Det gør du ret i , min unge ! Naturen er ved +gnd yndig , det har jeg altid sagt ; bare jeg kunne +få min gamle derhjemme til at gå noget mere ud ; +ikke engang i tivoli kunne vi komme . Men hvad +siger din fader til at miste dig så længe ? “ +„ Han mister mig ikke ; jeg håber , at han rejser +med os . Det har i mange år også været hans +ønske at komme lidt ud . “ +„ Sødeste Claudia , lad være at flæbe din fader + +med eder ! Du vil fortryde det . Du begriber ikke , +hvad det er for en plage at have disse gamle mandfolk +med sig . Så er det ikke godt nok , og så +skulle det være anderledes , så har man givet ort meget +ud der , og så skal der spares her , så . duer vinen +ikke , og så strides man om drikkepenge ; enhver vil +følge sit hoved , de bringe deres prosa ind i eders +lykke , de slukke enhver gnist af poesi for eder , og +poesi skal der ved gud til , det er der ingen snak +om . Claudia , følg mit råd og tag ikke din fader +med ! — skulle vi have en flødebolle endnu , du ? — +når i så komme hjem igen , gør du vel selskaber +for os , baller , et kostumebal , Claudia , der er ikke +noget morsommere til i verden . Og din baron , han +vil alt , hvad du vil , naturligvis , han ligger for dine +fødder hele dagen ; men tag ham i tide , mit barn , det +råder jeg dig til , begynd straks med at dressere ham +til det , han siden skal være , du kender ikke de mandfolk , +flapper man tøjlen , benytte de sig deraf . Her +har det vel ikke så stor fare , siden han er nødt til +at lystre dig ? “ +„ Hvorfor mener du ? “ +„ Du bringer jo pengene . Forleden dag kommer +jeg ind til Holm på østergade , ham med den kønne +svend ; der sidder den føre grevinde fra skovshoved +og breder sig på en tabouret midt for disken . „ Har +de hørt , at den unge Jarlstad gifter sig ? “ siger hun +til en dame , der stod hos hende . — „ Gifter sig ! “ gentager +den anden , „ med hvem ? “ — „ Med en million , + +siger man . “ — „ Og medgiften ? “ — en forvænt +datter . “ — „ Det er jo et dårligt parti . “ — det står +jeg ved siden af og hører på , er det ikke rædsomt ? +— jeg må have en flødebolle til ; når jeg er rigtig +glad , skal jeg altid herop og spise flødeboller . “ +„ Din grevinde tager dog fejl , i det mindste i det +ene punkt , “ sagde Claudia , „ thi hvad penge angår , +så var der tale derom hjemme forleden aften . Jarlstad +afslog at modtage nogetsomhelst . Da fader +nævnede min mødrenearv , — er det ikke således det +hedder ? — svarede han : bliv ved at virke med den +som hidtil , de forstår langt bedre at gøre penge +frugtbare end jeg . “ +„ Sagde han virkelig det ? “ +„ Ia , det ved gud han-gjorde . “ +„ Hvor det var affekteret ! Ia de mandfolk , de +mandfolk ! Det er dog mageløst , så udspekulerede +de er . “ +„ Hvad mener du ? “ +„ Jeg mener ingenting . Det er godt for dig , +mit barn , af du kan gå med lukkede øjne ; det var +såmænd synd af åbne dem . Nej , så priser jeg +ved gud min ritmester ærenkrone ! Han ved , hvad +han vil ; han piner fader ud til det yderste . Når +han lover ham en kyrads , siger han , så skal jeg også +have mig et mulæsel til af bære min bagage , +bare et lillebitte mulæsel . Det kalder han af holde +den gamle varm ; han viser sig i det mindste , som +han er . “ + +„ Hvad mener du med dine hentydninger , Charlotte . “ +Charlotte gav sig til af nynne : +mkn i det samme katten så +en rotte og lod musen på . +„ Hvor du er ondskabsfuld . “ +„ Søde Claudia ! kan du sige det ? Nej , men jeg +kender ved gud mandfolkene , det gør du ikke . “ +„ Vi så på en ny , smuk vogn forleden , “ vedblev +Claudia , „ den var foret med det yndigste lysegule +atlask ; fader ville have givet os den , men det afværgede +iarlstad også , ikke engang en stakkels ridehest +har han villet modtage , så du kan hilse din grevinde +fra mig og sige , det kan gerne være , han får en +forvænt datter , men af . han i det mindste ikke tager +medgiften for millionens skyld . “ +„ Ja , bryd dig bare aldrig derom , du , hvem +troer vel sådan noget ? Ikke engang den , som fortæller +det ; man lader det blot gå videre . Et vil +jeg råde dig til , mit søde barn ! Bestil af nyt og +lad dig sy så meget , du kan så lov til , man har +aldrig for meget . Var jeg i dit sted , Claudia , min +garderobe skulle blive som en dronnings . “ +„ Men iarlstad sætter ikke stor pris på pynt , er +det ikke kedeligt , du ? “ +„ Gud ved , hvad han da sætter pris på ? det +må være et forunderlig menneske . Du må opdrage +ham , Claudia , tage ham i skole straks . Bevares ! +Klokken går til fem , de gamle sidde hjemme og + +vente . Det er glæden over din lykke , som lader mig +glemme alt . Følg med et lille stykke op ad Vimmelskaftet , +måske møde vi Nielsen , han går altid fra +tteatret på denne tid . Er du hjemme på torsdag +aften , så kommer jeg op og tager din baron i +øjesyn . — dressier ham i tide , du , farvel ! “ Dermed +skiltes de . +Claudia var lykkelig eller troede at være det , hvilket +da i grunden kom ud på et . Ikke et eneste af +venindens ord nåde til hendes hjerte . Konsulen +gik omkring med sejrherrens triumf skreven i enhver +' mine . Han besad to af Cæsars egenskaber og gav +sin datter den tredje , han kom , han så og lod hende +vinde . Claudia slyngede sine arme om hans Hals , +bøjede sit hoved ned mod hans bryst og hviskedee : +„ Du er en kærlig fader , og du skal være velsignet +for din ide med at føre ham til os . “ +„ Du er altså lykkelig , mit barn ! Gentag det +for mig , jeg trænger ikke til at høre andet . “ +„ Lykkelig ! “ gentog hun med disse strålende øjne , +der forud gjorde enhver forsikring overflødig . „ Tom +selv , når jeg siger dig , at den iarlstad , jeg kender +nu , forekommer mig langt større , ædlere , herligere , end +ham , jeg trolovede mig med hin aften . Det synger +i mit hjerte , jeg sover ind med tat til gud og dig , +jeg vågner igen med en følelse , jeg kun kan sammenligne +med den , jeg kendte som barn , når det +var sondagmorgen , når jeg var fri , når det var +festdag . “ + +„ Han forekommer mig noget stille , lidt indesluttet , +lidt ensformige +„ Sig ikke det . Når jeg sidder ved hans side , +og han holder min hånd i begge sine , som om han +frygtede for , at nogen skulle tage den fra ham , da +skulle du høre disse dæmpede , hviskende ord , som +stramme fra hans sjæl , da er det , som om alt blev +større , rigere omkring mig ; han hæver mig i min egen +bevidsthed , da er det , som om han drog forhænget +tilside for et fremmed land , hidtil ubegrebet af mig , +hvori alt er Sollys og skønhed ; da føler jeg først +ret , i hvilken grad vi tilhøre hinanden , hvor aldeles vi +ere skabte for hinanden , det er ikke planer for fremtiden , +men poesi , han hvisker i mit øre , ikke kærlighed , +men tilbedelse . “ +„ Det er godt , som det er , mit barn ! jeg vidste +det , da jeg valgte ham , din fader er kun en jevn og +og ganske almindelig mand , —jo—o ! jeg er , jeg har +ikke lært nogen af disse nymodens videnskaber , som +man nutildags sætter så stor pris på , men jeg har +lært at kende menneskene og det tilbunds . Den skal +rigtignok stå tidlig op , som vil skuffe konsul grå . +Det kan du stole på . “ +„ Fatter du nu , “ vedblev Claudia i denne indbyrdes +undervisning for selvforgudelse , „ hvorfor jeg bestandig +tilforn måtte blive uberørt , når nogen nærmede sig +til mig og tilbød mig hånd og hjerte ? — du troede +mig kold , jeg var det også , jeg savnede sandhed , +dybde hos dem alle , det var ikke mine ørømme , de + +fandt ord til , ikke mine længsler , der mødte deres . +Jeg var som bjerget i det arabiske eventyr : alverdens +råb og magt forslog ikke til at åbne det . Det +vedblev at være lukket , indtil den kom , som kendte det +hemmelighedsfulde ord , der løste det bundne , han behøvede +blot at hviske : „ Sesam , luk dig op ! “ for ham +oplod det sig i al sin herlighed . — jeg elsker ham ! +— og det tavse og hemmelighedsfulde , du synes +at bebrejde ham , er kun en ny skønhed i mine dine . +Læg mærke til den magt og fortryllelse , der ligger +i det ubekendte , det søgte og det anede , er det ikke +kilden til alle store lidenskaber ? -- for mig ligger +selv noget af religionens storhed deri . Han er desuden +knn tavs og hemmeligshedsfuld mod andre , ikke +mod mig . Der er noget storslået i denne hans ro +og sinds ligevægt , noget ridderligt , som passer så +lidt til vor tid , i hans dybe uvilje mod alt det beregnede +og smålige . Der er støtte , der er tryghed +hos ham , og alle kvinder trænge til denne forvisning . +— jeg elsker ham . “ +Således var clandias højsang i et af disse begejstringens +lykkelige dieblikke , hvori hjertet udvides , +hvori man som Atlas tror at kunne bære himlen på +sine skuldre . Stakkels barn ! Hvor var hun dog +langt fra sandheden ! Hun holdt sig overbevist om , +at hun elskede ham , hun elskede kun sig selv i det lys +og den tilbedelse , han udbredte omkring hende . Hun +bedømte overfladen , hun havde aldrig begrebet andet +af livet . + +tiden gik , der var knn nogle få dage tilbage +af den fastsatte måned . Claudia levede som i en +feeverden : hun opfyldte alle værelser med sin sang , +frisf og jublende som lærken en forårsmorgen ; hun +lod sig sy et utroligt forråd af nye kjoler , selskabsdragter +og baldragter . Grå fandt som altid enhver +af hendes ideer fortrinlige , skønt det var ham , der +betalte dem . +„ Find på noget ! “ sagde hun en aften til Jarlstad , +„ bed mig om et offer , lad mig dog også kunne +gøre noget for dig , at du ikke bestandig skal være +den , der giver , jeg den , der modtager . “ +Jarlstad smilede . „ Ville du da opfylde min bøn , +hvis jeg nu virkelig havde noget at bede dig om ? “ +„ Kan du tvivle derom , min ven ! Jeg ville være +lykkelig derover , især hvis det var noget stort , noget , +der virkelig kostede mig overvindelse . “ +„ Nu vel ! Jeg har en bøn til dig . Lad os opsætte +den omtalte udenlandsrejse til næste sommer . +Jeg fører dig da over til min gård i Jylland , til +min moder , hun længes efter dig , hun vil blive glad +over at se dig , hun vil gøre dig skilsmissen fra +din fader mindre følelig . Vi ville tilbringe en tid +der i ro og stilhed , jeg har noget at ordne , forbedringer +at udføre , pligter kortsagt , som hvile på mig . “ +„ O , erdet ikke andet ? “ sagde Claudia , „ naturligvis , +det er afgjort , at vi rejse til Jylland , der er vist +ikke så slemt , som jeg forestiller mig , i det mindste ikke +når du følger med . Jeg glæder mig til at komme +/ + +på landet , jeg vil have godt deraf , jeg trænger til at +samle mig , man spredes her i København i tusinde +forskellige interesser , derovre vil jeg kun have en . +Jeg føler så vist , at jeg besidder flere gode egenskaber +end du kender ; de ville udvikle sig der . Jeg vil over +og kæle for din moder , leve sammen med hende og +dig alene , drikke frisk mælk hver morgen , det bliver +jeg fed af , som du så godt flan lide . På landet +får man også hver dag nykærnet smør til frokost . +Det flat blive herligt ! “ +Under disse udbrud kom konsulen ind i værelset . +Claudia vedblev : +„ Kære fader ! Kom lidt herhen , sæt dig ned og +hør vel efter ! Jeg er bleven enig med iarlstad- om +noget utroligt . Vi rejse ikke udenlands straks efter +vielsen , som hidtil var bestemt . “ +„ Rejse vi ikke udenlands , “ udbrød grå , „ hvad +vil det sige ? “ +„ Jeg vil først over til Jylland og hilse på den +gamle baronesse , ja , det nytter ikke , du sætter dit alvorlige +ansigt op , for nu vil jeg også have min villie +engang , jeg bøjer mig ellers altid for din . Hvorfor +jage således afsted , spørge alle mennesker mig , rejse +udenlands om vinteren , hvad ligner det vel ? Har du +hørt , at nogen af vore bekendte rejser til bjergene +for at se på sneen ? “ +„ Hvorlænge skulle vi da vente med at rejse ? “ +„ Til foråret , til sommeren , når storkene komme , +så skriver jeg til dig , så er du færdig og rejser + +over og henter os . Derovre i iylland vil jeg søge at +finde hos Jarlstads moder det , jeg mister ved at være +skilt fra min egen fader . “ +Konsulen rejste sig op fra stolen og gik nogle +gange frem og tilbage på gulvet . +„ Ja , ja ! Når det ikke kan være anderledes , får +jeg jo at finde mig deri . Jeg er ingen tyran , ingen +egenkærlig fader , der søger at sætte min mening over +andres . Rejs i med gud , børn ! siden det er dit +dnske , Claudia ; jeg kender iarlstad for vel , til at han +ville overtale dig til at rejse til iylland , hvis du +havde noget derimod . Det kunne han vist ikke . “ +Iarlstad vedblev at tie . +„ Hvad mig selv angår , så nægter jeg ikke , at +denne tidende jo kommer noget uventet ; det har i +mange år været min lyst , min kæreste tanke at rejse +udenlands , altid var der noget i vejen : så tillod min +tid det ikke , så havde Claudia ingen lyst . Jeg længtes +efter at se bjergene , gjorde jeg , efter floderne og de +skummende vandfald . Fordi man tilbringer sit liv +i en boutik , kan man gerne have sands for noget +højere og noget ædlere , for poesi kortsagt , og jeg +holder af poesi , det ved gud jeg gør . Jeg mener +ikke disse tvetydige romaner , som man undser sig for at +stille op i sin reol , eller disse syv binds lange +historier , som sylte deres helte ned i alle mulige rædsler +og ulykker ! jeg holder af , at de få hinanden , +som hos Andersen og ham , denne Peter Dickens , hvad +det er , han hedder . “ + +„ Charles Dickens , “ rettede Claudia . +„ Peter eller Charles , det kommer vel ud på ct . +Det er ikke fornavnene , der gøre os til det , vi er . +Med hensyn til rejsen længes jeg efter at se nogle +af disse hersens store og mægtige naturfænomener , +som jeg hidtil kun har kendt af læsning . Endnu mere +længes jeg efter de store byer , efter Paris og Lyon . +I Paris vil jeg se på , hvorledes de bære sig ad med +at fabrikere disse dobbelte vatter , som vi her ikke kunne +komme efter at lave ; der lod sig gøre uhyre forretninger +i den retning . I Lyon vil jeg naturligvis se , +hvorledes de væve deres bekendte franske shavler . Det +er en tilbøjelighed , der er bleven gammel med mig ; +vi have siddet mangen vinteraften og talt derom , jeg +og julle . Jeg mener min salig kone . “ +„ Det er altså afgjort , “ vedblev Claudia , „ vi opsætte +udenlandsrejsen til næste sommer , og jeg tager +over til Jylland og lader baronesse Jarlstad kæle for +mig i vinter . “ +„ Men noget for ' noget , “ tilføjede grå . „ Når +jeg giver efter i et punkt , skal baronen mintro give +efter i et andet . “ +„ Det er ikke mere end billigt , “ sagde Claudia . +„ I hvilket mener de ? “ spurgte Jarlstad . +„ De skal tage imod de to heste , vi talte om forleden ; +denne vedholdende vægring mod alt , hvad jeg +gør mig en glæde af at byde dem , grænser til +særhed , ikke sandt , svigersøn ? “ +„ Må jeg selv vælge de tø heste ? “ + +„ Om de må ? Vælg de kostbareste , der findes +udenfor Københavns porte , og de skal få dem . “ +„ Jeg mente ikke af den grund . “ +„ Jeg forstår dem så godt ; i morgen vælger +de hestene , så køre vi en tur med dem og prøve +dem iovermorgen . Dermed er den historie ude . “ +Næste formiddag udbrød konsulen i forbavselse +ved at se Jarlstads valg af de omtalte heste ; det +var to svære og klodsede dyr , slet byggede , men kraftfulde +og kun tjenlige for en arbejdsvogn , medens grå +derimod havde ment to kostbare paradeheste foran den +vogn , han havde i sinde at forære sin datter på hendes +bryllupsdag ; men Jarlstad holdt på sit valg , og +derved blev det . +Samme morgen fik Claudia uhyre travlt , hun +lod sig sy seks kammerdugs forklæder , kantede med +brede kniplinger og to små , kokette lommer på siderne . +„ De må endelig sørge for , at de blive færdige +i betimelig tid , “ pålagde hun syjomfruen . „ De er +højst nødvendige for mig , når jeg kommer over til +Jylland og skal være huslig . “ +De seks forklæder med deres ægte kniplinger , udfyldte +hele Claudias begreb om hastighed . +Om formiddagen kaldte konsulen hende ind til +sig ; hun skulle binde hans hvide halstørklæde , en forretning +som påhvilede hende , og som hun udførte til +en fuldkommenhed , der daglig fremkaldte nye lovtaler . +„ Hvorledes synes du så om hestene ? “ spurgte hun . + +„ Han er egen i dette som i alt andet , “ svarede +grå , „ men tal ikke til mig , jeg har noget vigtigt at +tænke på . “ +Tørklædet var bundet , sløjfen sad udmærket . +Grå stod foran påklædningsspeilet og redte de tarvelige +rester af sit baghår frem over panden med denne +komiske omhu , der dog kun hjælper til at skjule vore +mangler for os selv . Claudia sad og bladede i aviserne . +„ Tag en pen , “ sagde grå , „ og skriv ! “ Efter +et oiebliks betænkning dikterede han : „ En kvinde — +nej , streg ud ! — en engel , i hvis mund der aldrig +er funden svig . — svig — har du det ? “ +Claudia skrev . +„ Fiud et udtryk for min bundne tanke . Har +du det ? “ +„ Bundne tanke , “ gentog hun . +„ Fra kirkens helligdom , fra alterets fod skal +denne hilsen klinge som en velsignelse fra en faders +hjerte . Har du det ? “ +„ Det har jeg . “ +„ Tankestreg ! — min taknemmelighed skal stå i +forhold til den tjeneste , jeg beder dem om at yde . +— det er godt , mit barn ! Kys mig . Så er der +ikke videre . Jeg kommer sildig hjem til frokost i dag . “ +Clandia så på konsulen , smilede , men sagde +intet . Hun var fortrolig med disse faderens små +ejendommeligheder . +Lidt efter forlod grå sin bolig , iført sort +kjole under overfrakken . Denne dag bar han sit + +store ordenstegn ; der var altså noget ualmindeligt +påfærde . Han gik op til præsten ved garnisonskirke +og lod sig melde . +„ Hr. Pastor ! “ begyndte han , i den bekendte +talerstilling og med en stemme , der skælvede som +en skuespillers , uår han føler sig greben af et rørende +sted i rollen . „ Jeg ved ikke , om de kender mig . +— de tier , de kender mig ikke , deres fattige kende +mig og jeg kender dem . De er en mand , der forstår +at røre og henrive , det er ikke udenad lærte +ord eller fraser , som give dem denne vidunderlige +magt over deres tilhørere ; kun det , der kommer fra +hjertet , går til hjertet . “ +Præsten så forbavset op . Da konsulen vedblev +at stå , rejste han sig også . +„ Hvormed kan jeg være dem til tjeneste ? “ spurgte +han , lidt uvis om , hvorhen denne indledning egentlig +skulle føre . +„ Jeg har en datter , “ vedblev konsul grå , +„ mit eneste barn ! jeg har trolovet hende med baron +Gylding Jarlstad , de har vist hørt denne bekendte +adelige familie nævne ; man finder den på hvert +andet blad af Sveriges historie . Jeg ønsker , at de +skal vie dem i deres kirke , fredag eftermiddag klokken +halv syv . Mit kort har sagt dem mit navn , min +datter er en engel , i hvis mund der aldrig er funden +svig , har de nogensinde bekræftet en pagt , som bærer +forjættelse ' om lykke i sit skød , så må det være +denne . Benyt det i deres tale , find et udtryk for + +min bundne tanke , de forstår det . Fra kirkens +helligdom , fra alterets ' fod skal deres ord , — lad deres +ord , mener jeg , — klinge som en velsignelse fra en +faders hjerte . Min taknemlighed skal stå i forhold +til den tjeneste , som jeg beder dem om at yde . “ +Derefter tog konsulen sin lommebog frem , leverede +præsten Claudias og Jarlstads døbesedler , samt +kongebrevet og lagde ovenpå disse dokumenter et +sirligt , sammenfoldet papir , som indesluttede en ny +hundrededalerseddel . Præsten åbnede det uden at vide , +hvad det var . Grå smilede , lagde sin hånd på +hans skulder og sagde : +„ Vi rejse straks efter vielsen , og jeg er en mand , +som holder af at have alt i orden . “ +Præsten bukkede , udbad sig endnu nogle oplysninger +og lovede at gøre sit bedste med hensyn til +den omtalte klingende velsignelse . Konsulen anbefalede +sig og gik . +Om aftenen blev Claudia atter kaldt ind i hans +værelse , hvor han forelagde hende en uhyre lang opskrift +på de indbudne bryllupsgæster . +„ Har du noget at bemærke hertil ? “ spurgte grå . +Claudia gennemlæste listen to gange . „ Lutter +kors , lutter bånd og stjerner og adelige navne , “ +Bemærkede hun smilende . „ Det er jo en illustration +af den hele statskalender , du samler til mit bryllup . “ +„ Må jeg være fri for frøkenens spydigheder , “ +Sagde grå . „ Jeg kaldte dig herind for at spørge om +der var nogen , jeg havde glemt . “ + +„ Jeg tror snarere , du har hustet for mange , “ +Svarede hun og kyssede faderens pande . +Så kom den vigtige dag omsider . Novembersoten +skinnede efter bedste evne , og da dens lys var slukket , +lod konsul grå tænde seksten store begkrandse , plantede +i to rækker udenfor kirken . Det duftede derinde +af grønt og blomster og kongerøgelse , det strålede +af lys , alle sidestole vare besatte af deltagende venner +og bekendte . Der var bleven uddelt billetter til +kirken , som kunne afhentes dagen i forvejen hos konsulens +portner . Oppe på galleriet havde grå +fået samlet et lille , ndvalgt antal af det kongelige +tteaters sangere og korpersonale . En bekendt leilighedspoet , +hvis lovsange vare at få tilkjøbs for en +billig penge , og som oven i købet selv foranstaltede dem +aftrykte i Berlingske tidende , dagen efter , havde forfattet +et digt med kor og solonumre , som blev uddelt +på rosenrødt silkepapir af graveren , indenfor kirkedøren . +— alt sammen overraskelser til Claudia , alt sammen +udtryk for det , konsulen kaldte sine bundne +tanker . +Claudia var henrivende ; et lydeligt udbrud af +besknernes henrykkelse lød omkring hende , da hun steg +ud af vognen og med konsulen på den ene side , +en lille , fed kammerherre på den anden stred hen +over det blomsterbestrøede tæppe , som førte til hendes +plads . +„ Hun ligner en fe i en snehvid sky ! “ hviskedee +en af bryllupsgæsterne til grå . + +„ En fe i en snehvid sky ! “ gentog den henrykte +fader og trykkede vennens hånd . Det billede +gemte han i sit hjerte . +Om aftenen var hele gaden spærret af de forskellige +herskabers tjenere og vogne . Det var næsten +ikke muligt for politiet at opretholde den nødvendige +orden , så stor var trængselen og tilløbet af nysgerrige +tilskuere . En række begkrandse omgave brudehuset . +Urtekræmmeren på hjørnet havde tændt lys +i alle sine kældervinduer , bageren ligeledes , madame +Davidsen havde illumineret , silke- og manufakturhandleren +i Vimmelskaftet havde også illumineret . +Næste formiddag , da klokken slog tolv , holdt +en rejsevogn i porten . Den bragte de nygiffe til +Jarlstads gård i Jylland . To dage i forvejen havde +der været stor udstilling af brudeudstyret , for venner +og bekendte . Der behøvedes tre af de største pakvogne +for at bringe dette udstyr til bestemmelsesstedet . + +vi . +Vi rive ned , hvad vi byggede . +Fem måneder efter , altså i begyndelsen af +April , kørte en udmærket elegant og smagfuld vogn +ud af Vesterport og fortsatte rejsen fra by til by +gennem Sjælland og Fyen til Jylland . På begge +døre af denne vogn så man et stort , adeligt våben +i rødt og grønt , der gjorde en ypperlig virkning +på den lysegule grund . Hvad der endnu vakte større +opmærksomhæd end vognen , var et sjældent smukt og +kostbart forspand af fire , kulsorte heste med blinkende +topper i panden . En kusk og tjener i mørkegrøn +frakke , kantet med brede bånd , der bare det samme +våben som vognen , fuldendte det herskabelige i denne +forestilling . +Indenfor de åbne vinduer sås en gammel +mand , med et smilende , veltilfreds ansigt , lænet tilbage +i vognen ; han bar et stort bånd og en lille orden +på en sort kjole . Det var konsul grå , der rejste +over til Jylland for at besøge sin svigersøn . Vognen + +og hestene vare en gave , -som han havde bestemt for +de to lykkelige ægtefæller . +Rejsen gik ikke videre hurtig ; der var ingen grund +til at ile ; de kostbare heste måtte desuden flånes . +Om aftenen lod konsulen sig indmelde som fremmed +i klubben i enhver by , hvor han tøvede , spillede domino +med borgerne , holdt små taler om jernveie +og kommuneafgifter , og var altid redebon til at give +enhver ønskelig oplysning til den , der ville kende +målet for hans rejse . +„ Jeg tager over til min svigersøn , baron Gylding +Jarlstad , “ fortalte han . „ De har vistnok hørt +denne bekendte adelige familie nævne , man finder den +på ethvert blad af Sveriges historie . “ +Således gik det fra by til by , bestandig efter +det samme program ; undertiden var hans selvfornægtelse +så stor , at han tilføjede : „ Det er min svigersøn , +baronens vogn og baronens heste , hvormed +jeg kører . “ +Da rejsens mål endelig var nået , ventede der +konsulen en stor overraskelse . Jarlstads ejendom lå +ude i alheden , mellem lyngbakker og sandhøje ; derpå +var han forberedt , men selve herresædet indskrænkede +sig til en lille , højst nanseelig bygning , et gammeldags +firkantet hus , omgivet af tre lave , stråtakte sidelænger +og en kummerlig have , kun adskilt fra landevejen +ved et stecnsat dige , som hist og her var faldet +ned , hist og her beplantet med en forkrøblet , halvvisscn +pil eller hyldebusk . + +det var et ubehageligt indtryk , men grå forvandt +det , han hævede sit hoved , smilede spottende og +sagde til sig selv : +„ Hvad betyder vel det ? De have nu boet her +deres længste tid , man kan lade denne gamle Rønne +rive ned og bygge dem en herregård i stedet for . “ +Med denne trosf steg han ud , lod vognen holde +nede i kroen og listede sig ind i gården , for at berede +sine kære børn en overraskelse . Ingen anede +hans komme . Claudia havde kun skrevet ganske så +breve til hjemmet i disse seks måneder . +„ Hvorledes leve dine nygifte ? “ spurgte konsulens +venner i klubben . „ Du taler så sjældent +om dem . “ +„ Spørg heller , hvorledes jeg lever , “ var hans +svar , „ thi de glemme mig i deres lykke ; men det er +jo forældrenes sædvanlige lod . “ +I de sidste to måneder havde . Claudia slet ikke +skrevet . Var hun syg , eller havde hun aldeles glemt +den kærlige fader ? . Med denne foruroligende tanke +købte han vogn og heste og drog til Jylland . +En lille , langhåret hund gøede , da han åbnede +portdøren . En hane galede på den store mødding , +der lå midt i gården , omringet af en ubehagelig , +bred vandflod , ellers så grå intet levende væsen , +alt var stille og tavst , ligesom uddøet . Ingen kom +ham i møde . +Indadtil så gården endnu mere sørgelig ud . +Våningshusets vinduer vare små , hist og her sprukne + +og solbrændte . Frosten havde på flere steder løsnet +kalken fra leerstenene og dannet dybe huller i dem . +En græsbegroet brønd med et stort vandtrug og en +gammeldags , klodset vippe , til hvis ene ende var fastgjort +et stykke slibesten og en gammel jerngryde , +lå lige foran indgangen til våningshuset . På +porten og på flere af dørene var der udspilet nogle +skind af får og kalve for at tørres , en gammel +forfalden vogn og brudstykker af avlsredskaber sås +hist og her , og en lille , smal gangsti af små , toppede +sten førte op til hoveddøren . +Da grå trådte ind i stuen , så han Claudia , +indsvøbt fra hoved til fod i en rødternet kåbe , ligge +foran kakkelovnsbålet , udstrakt i en gammeldags lænestol , +ørkesløs som altid , men blegere end nogensinde +for . Lidt borte fra hende sad en høj og aldrende +dame med gråligt hår , et blidt og godmodigt ansigt +og klædt i en mørk hvergarns kjole . Hun spandt +uld . Sollyset udefra kastede et mat og blegt skær +hen over stuens kalkede vægge . Et littografi af +Frederik den sjette sås over døren . Et lille , rødmalet +bur hang under loftet . Kanariefuglene indenfor +udstødte af og til et ensformigt pip . Denne klagende +lyd og rokkens snurren var det eneste , der afbrød +tavsheden , som længe havde hersket i værelset . +Da døren åbnede sig og konsulen trådte ind , +udstødte Claudia et højt skrig , sprang op fra stolen +og fløj sin fader i møde . Hun slyngede begge arme +om hans Hals , skjulte sit hoved ved hans bryst og + +brast i gråd . Den gamle dame flød rokken til side +og rejste sig op fra stolen . Claudia søgte at skjule +sine tårer . +„ Det er min fader , “ sagde hun , „ min egen , kære +fader , og denne dame er min svigermoder , baronesse +Jarlstad . “ +Konsulen gjorde en dyb hilsen . „ Og din mand ? “ +Udbrød han med en stemme , der skælvede under indtrykket +af alt , hvad han her så eller rettere sagt +anede . „ Hvor er baronen ? “ +„ Han er nede på engen og lægger drainrør +for mølleren , men vi kunne straks få bud efter +ham , “ sagde baronessen . +„ O nej , sagde moder ! Du ved , han holder ikke +af at forlade sit arbejde . Nu er klokken ti , til middag +kommer han jo hjem . Fader kan vente så længe . “ +' efter at den første overraskelse havde fundet sit +udtryk , fulgte en mængde spørgsmål og svar fra +begge sider , under hvilke konsulen uafbrudt holdt sit +blik rettet på Claudia , som om han ville læse på +bunden af hendes sjæl alt , hvad hun fortav for +ham , stumme spørgsmål , som hun forsøgte at undvige +ved at slå sine øjne mod jorden . +En halv time senere sad fader og datter alene +i et lille værelse ved siden af dagligstuen . Ilden +var gået ud i kakkelovnen og havde efterladt en svag +tørvelugt ; solen bredte sit lys over et skævt opsat , +blåt og rødstribet tapet på væggen . Da var isen +brudt , enhver forstillelse umulig . Clandia lå med + +sit hoved lænet imod faderens skulder , hun så op +til ham med et smerteligt blik og søgte forgæves at +blive herre over sin stemning . +„ Men hvad i al verden er dog dette ? “ udbrød +han . Tal , mit barn ! Fat dig ! Hvad er der sket , +hvad er der hændet ? “ +„ Intet ! “ hviskedee hun under et uheldigt forsøg +på at smile . „ Det er blot overraskelsen , — det +uventede gensyn , —jeg ventede dig ikke , jeg sad +og tænkte på dig , men anede mindst , at du skulle +komme . “ +„ Det er ikke sandt , hvad du siger ; tal og fortæl +mig alt ; jeg vil vide , hvorledes du har det . Derfor +er jeg her . “ +Clandia tav lidt , hun kæmpede med sig selv ; +pludselig brast hun i gråd og hviskedee : „ O , fader , +fader , jeg er det ulykkeligste menneske i hele verden ! “ +Efter dette udbrud strakte hun sine hænder i vejret , som +før at bede himlen udtrykke den sorg , hun ikke selv +havde ord til . / +„ Han har altså skuffet os , bedraget os , denne lille . +Smule baron ! Han holder ikke mere af dig ? “ +Claudia så op med et udtryk af forbavselse . - +„ Jo , uaturligviis holder han af mig , nu , da han +kender mig bedre end før ; men hvad nytter det ? Jeg +går tilgrunde alligevel , jeg forstenes , dør , tomme +før tomme . Betragt mig ret , jeg ligner mig jo ikke +mere selv , jeg seer gammel ud , og mine øjne er +matte , disse øjne , som du altid fandt så kønne . + +jeg ved ikke mere , hvad det er at smile . Der har +været dage , hvor jeg ønskede mig døden . Hvad +synes du ? “ +„ Hold op , Claudia ! Jeg kan ikke tåle at høre +dig tale således . Du sønderriver jo mit hjerte . — +hvorfor har du da ikke fortalt mig alt det før , du +flette datter ? Hvorfor skrev du så sjældent ? Hvem +sknlde du vel have tillid til uden mig ? “ +„ Hvad nyttede det at beklage mig ? Jeg dulgte +mine lidelser , jeg ville jo ikke bedrøve dig . Jeg +troede desuden , at det skulle blive bedre , men det bliver +ikke bedre . Jeg går og keder mig tildøde . — om +han holder ' af mig , siger du , ja det gør han rigtignok ! +Han tilbeder mig , men på denne tavse , tilbageholdne +måde , som du så hjemme , han har ikke +forbedret sig . Forleden aften i mørkningen tog han +min ene handske derhenne i sykurven og listede sig +til at kysse den , uden at jeg måtte se det . “ +„ Ja , men hvis han endda forstår dig og skatter +' dig , som du fortjener , så er der endnu noget at +håbe på . Lad os blot se , at vi komme bort fra +denne afskyelige gård , til Paris , til Lyon ; jeg er +kommen hertil for at tage eder med mig . “ +„ Rejse ! Ja , hellere end gerne ; men ulykken er , +at hans hele lyst og attrå er bunden til dette sted , +han lever kun for sin gård , tænker kun på den og +så på sin moder , — hun er sød , hun er rar , ciegod , +men isnende kold , hun har medlidenhed med mig , behandler +mig som et sygt barn , men forstår mig + +ligesålidt som han . Desværre , jeg indser nok , min +sørgelige bestemmelse er , at jeg skal visne bort og dø +i denne ørken . “ +„ Nej så gnd skal du ikke nej ! “ svarede grå +heftig . „ Du er baronens hustru , men du er konsul +grås datter . — du trænger til adspredelse , til selskab , +til venner , der holde af dig , til en verden , der +forstår at skatte dig , hylde dig , du har ikke fået +alle disse rige og herlige evner for at gå tilgrunde +her , ubegrebet og uændsct af dine omgivelser . Er det +derfor , jeg har gjort dig til baronesse ? “ +Elandia klyngede sig op til grå , lagde sine små , +hvide hænder over hans kinder og kyssede ham . „ Hvor +du kender mig ! “ hviskedee hun med sit mest fortryllende +smil , „ Du er dog den eneste i hele verden , +der altid har forstået mig . — han tager med os , +når jeg vil have det , naturligvis ! men jeg ved forud , +det skeer imod hans villie og tilbøjelighed . Du begriber +ikke , hvor skrækkeligt her er på denne gård . +— se , hvorledes jeg går klædt , sådan må seg +pakke mig ind for ikke at fryse ihjel , mine hænder +blive røde , disse værelser er så mørke , så kolde og +uhyggelige som en grav , og så drypper der mus +ned fra loftet , hvad synes du , fede , levende mus , +er det ikke rædsomt ? — fugtigt er her overalt , mine +støvler blive hvide af skimmel , de små stakler , alle +mine silkekjoler er plettede . “ +„ Ja , det er endda ikke det værste , “ bemærkede grå , +„ vi kan få os nye kjoler . Det har vi råd til . “ + +„ Men jeg vil ingen nye kjoler have , hvad skal +jeg bruge dem til ? — hvergarn , vadmel , uldtøi , det +er godt nok for mig , for din stakkels , lille Claudia ! +— hvem skulle jeg pynte mig for ? Her kommer jo +ingen , uden den rødhårede ritmester fra vordinggård , +og han er halt og kniber mig i kinden . — Io , så +komme også præstefolkene . Den første gang madamen +var i besøg her , spurgte hun mig , om jeg holdt +meest af at slagte grise til jul , eller jeg foretrak at +vente til påske . — er det ikke ypperligt ? — spørge +mig , når jeg vil slagte grise . De hedde Stenersen . +Jeg kommer til at tænke på vore naboer i tteatret , +har de deres gamle loge i vinter ? “ +„ Jeg ved det ikke . Men besøger du da jngen , +søge i aldrig nogetsteds hen ? “ +„ Jo , vi bave været i Århus i vinter . Det +var morsomt ! Da måtte jeg køre ind igennem byen +i Jarlstads gamle , grønne kavaj , på en åben vogn , +blåmalet , med store tulipaner på agestolen ; vor nye +vogn var hos smeden . Vi skulle på komedie , du ! +— det var rædsomt ! De spillede Etlars sønner eller +hvad det hed . Publikum jublede og klappede , jeg sad +og rystede af angst og krøb sammen på den første +træbænk , for de stak med knive deroppe på tteatret +og fløge hverandre ihjel i hver akt så grusomt , at +jeg ventede , touren også ville komme til mig . Da vi +kørte hjem , sneede det igen . Det sner jo altid herovre , +og når sneen ikke kan mere og hviler sig lidt , +så blæser det . — vil du tænke dig , så måtte jeg + +sidde ved henlys dag med et ækelt , gult hestedækken +over hovedet , hele vejen . — jeg ! “ +„ Jeg har aldrig hørt mage ! “ forsikrede grå . +„ Min datter køre igennem byen med et gult hestedækken +over hovedet . Sådan noget oplever man +kun i romaner . Men hvad siger baronen til alt +dette ? Seer han ikke dine lidelser , forstår han dig +da slet ikke ? “ +„ Du ! Han sidder og seer på mig om astenen , +når han kommer hjem fra Marken , hans blik og +udtrykket i hans ansigt er godt nok , hans øjne stråle +ligeså tilbedende som altid før , så lægger han sin +hånd på mit hår , og kysser det og hvisker : stakkels +barn ! - kommer der så en Bonde og beder +ham om råd hist eller om hjælp her , før du må +vide bønderne blive ikke meldte , de gå lige ind i stuen +til os , med store træsfo på , så er jeg glemt , så er +iarlsfad straks på færde , han lever blot før at gøre +andre tjenester , opofrer sig før enhver , der forlanger +det ; i otte dage har han stået nede i en grøft og +lagt drainror før mølleren . Det kan være godt nok , +men det gør ved gud ikke mig lykkelig . Når han +kommer hjem om aftenen , er han gerne træt , så går +han iseng , og , — jeg undser mig næsten før at sige +det , — så snorker han , - når han sover . Det er dog +næsten før galt . — jeg selv ligger jo vågen den hele +nat . Jeg sover aldrig . “ +„ Det er rædsomt ! “ gentog grå og vendte sig +til siden for at tørre sine øjne . „ Det er til at miste + +sin forstand over . Et sådant liv , i modsætning til +det , din skønhed , din ynde , dine talenter bestemte +dig til ! — mit stakkels , ulykkelige barn ! — men +hvormed tilbringer du da tiden , hvorledes får du +dagen til at gå i dette helvede ? “ +„ Jeg sidder og seer ud af vinduet , og jeg læser +alle mulige romaner . Nu er jeg færdig med to +bibliotteker i Århus og har begyndt på et nyt i +Skanderborg . Jeg går også undertiden lidt ned i +køkkenet med Boa og muffediser og lådne støvler +på , for der er isnende koldt , så drikker jeg fløde , +eller seer , hvad vi skal have til middag . Mit fortepiano +er forstemt , jeg rører det ikke ; her kommer jo +aldrig nogen . ' — ved du , når vi stå op ' ? Klokken +seks . Tænk dig , om vinteren klokken seks og ved +lys . Det vil da sige , Jarlstad og de andre stå op , +jeg bliver gerne liggende til klokken ti , jeg kan ikke +tåle at stå op i et koldt værelse . Vi spise til middag +klokken tolv . — jerngafler med sorte hornsfafter , +skeer af nysølv , to retter . Gæt hvad vi fik i går ! +Nej , det er umuligt du kan ikke gætte det : vælling +og flæskekage . Ved du , hvad det er for noget ? Men +for gud i himlens skyld , tal aldrig om det hjemme ! +Jeg døde af undseelse , hvis mine bekendte fik det at +vide . Det er intet under , at jeg sfæmmer mig , min +Hals er så mager , at jeg ikke længer kan gå med +nedringet kjole . — hvad synes du om dette tapet +her , sidder det ikke udmærket ? “ +„ Afskyeligt , skævt , ud af linie til begge sider . “ + +„ Hvor kan du sige det ? Det sidder fortrinligt . +Jeg har selv tapetseret hele værelset , den gamle baronesse +hjalp mig , jeg havde en stor pensel og et +hvidt forklæde , som nåde mig op til hagen . Det +var morsomt “ +Således vedblev Claudia at gennemgå sit +' huslige livs ulykker og lidelser . Medens hun trak +vejret , tog grå ordet , beklagede hende og fordømte +iarlstad , hos hvem naturligvis kilden til ethvert onde +måtte søges . +Omtrent to timer forløb således . Da der endelig +ikke var flere superlativer at finde eller flere genvordigheder +at skildre , gik grå en tidlang tankefuld +og grublende op og ned ad gulvet . Det var et af +disse øjeblikke , der fødte hans ideer . +„ Sæt dig hen og skriv ! “ udbrød han . „ Nej , +lad det være , det behøves ikke . Når det gælder om +at frelse en sjæl fra døden , når mit eneste barns +timelige og evige vel står på spil , så få ordene +vinger , så behøves der ingen studeret tale . Jeg +ved , hvad jeg har at sige . “ +Lidt efter gik portdøren op . Der kom en mand +gående ind i gården . Han havde en lang , brun +frakke på , et par uhyre træskostøvler og en gammel +grå hat , bulet , falmet , og hvis skygge hang ned +over øjnene . Hvad der . bidrog til at give ham et +endnu mere afskrækkende ydre , var , at hele hans dragt +fra hoved til fod var overstænket med leer , som om + +man havde taget ham op af en grav . Han gik hen +til vandtruget ved brønden og vaskede sine hænder . +Claudia sad ved vinduet . „ Der kommer min +baron ! “ sagde hun . „ Hvad synes du ? Er det ikke +grusomt ? “ +„ Det er forfærdeligt ! “ udbrød grå ; „ det overgaser +jo enhver menneskelig forestilling . Til en så- ' +dan mand har jeg kastet dig bort , du fine , du +yndige perle ! “ +„ Vær dog ikke alt for streng imod ham ! “ sagde +hun bønlig . +„ Han skal i det mindste vide , at han har en mand , +en krænket og bedraget fader for sig , “ svarede konsulen +da iarlstad lidt efter kom ind i stuen , havde +han fuldstændig skiftet dragt . Den krænkede værdigheds +mine , hvormed grå væbnede sig , forsvandt +lidt efter lidt for den øjensynlige glæde og hjertelighed , +hvormed hans svigersøn modtog ham . Jarlstads +hele adfærd mod Claudia gav desuden et indtryk , +noget forskelligt fra hendes egne skildringer , det var +den samme milde røst , der hver gang syntes at antage +en endnu blødere og inderligere tone , mere sørgmodig +måske end før , de samme vågende og kærlighedsfuldt +øjne , der vedbleve at følge hende overalt +og dvæle på hende , som om de ville udforsfe enhver +af hendes fornødenheder . +Claudia havde ombyttet sin rødtærnede kåbe med +et prægtigt , gråt kasfortørklæde , hvori hun dog indhyllede +sig ligeså omhyggeligt som for . + +„ Du fryser ! “ hviskedee iarlstad . „ Der er koldt +herinde . “ Dermed forøgede han bålet i kakkelovnen . +Noget efter gik han hen , hvor hun sad , og fæstede en +aftagen vindueskrog fast til posten . „ Det trækker +lidt , “ hviskedee han . Da baronessen åbnede døren +til spisestuen , tog iarlsfad en fodpude ind med og +lagde den foran Claudias stol . Disse ubetydelige +opmærksomheder blev ydede i stilhed , fordringsløst , +uden at afbryde samtalen , og vandt i betydning +derved , at Claudia modtog dem , ikke . blot som noget , +der fulgte af sig selv , men som noget , hun syntes at +være daglig vant til . +Konsulen lagde nøje mærke til alt . Indtil nu +havde det ikke været muligt at finde nogen lejlighed +til at give sit fyldte hjerte luft . Han besluttede at +opsætte angrebet til siden . +Denne middag kom der tre netter på bordet . +Iarlsfad star for . Han rakte konsulen den fyldte tallerken ; +grå bød den først til Claudia . Iarlsfad smilede . +„ Claudia spiser ikke lendcr , “ sagde han . „ Jeg +har noget særskilt til hende . “ +Dermed star han brystet af to brokfugle , som +lå ved siden af mnderne og lagde det på Claudias +tallerken . +„ Det er min søns morgcnbesfilling at skaffe +disse fugle tilveie , “ bemærkede baronessen . „ Han +gjennemstreifer bioser og kær for at få fat på dem . “ +„ Jeg trænger til bevægelse , “ svarede iarlstad . +Der blev bragt et fad med kartofler omkring . + +Jarlstad satte dem fra sig , uden at byde Claudia . +Grå ville rette denne uopmærksomhed og rakte hende +fadet . Jarlstad smilede atter . +„ Claudia holder ikke af kartofler , “ sagde han . „ De +ere heller ikke så gode som de skulle være . “ Derefter +satte han en assiette med syltetøj hen foran hende . +„ Jeg tror til sidst , at Claudia bliver forvænt , “ +Bemærkede konsulen med et smil , hvorunder han +søgte at dølge disse to nederlag . +„ Forvænt ! “ gentog Jarlstad forundret . „ Hvorfor +mener de ? Har ikke enhver af os sin lyst og +sin tilbøjelighed ? “ +Efter bordet skænkede Claudia kaffe , det var +hendes eneste husgerning , men den blev også udført +med særdeles ynde . Efter at have stænket til de to +herrer , fatte hun sig ned ved faderens side . +„ Skal du lille stakkel ingenting have ? “ spurgte +grå , idet han tog hendes hånd og kyssede den . +„ Claudia holder ikke af kaffe , “ sagde den gamle +baronesse , som i dette øjeblik kom ind fra køkkenet +og satte en forsvarlig kop tyk fløde og to små sukkerbrød +foran hende . „ Den kaffe , vi få tilkjøbs her +i egnen , er heller ikke videre god , “ tilføjede hun . +„ Jeg kan også godt hjælpe mig med fløde , “ +Forsikrede hun . +„ Claudias kopper er de smukkeste , “ sagde konsulen +til sig selv . „ Der er en rød bort og guldkant +om dem , de andres er kun slet og ret hvide . “ +Medens han anstillede denne betragtning , gik + +døren op , og en gammel avlskarl kom ind i stuen . +Han havde taget sine træsko i hånden , og standsede +et øjeblik forlegen , før han , svingende med armene , +gik hen til iarlstad . +„ Hvad vil du , Terkel ? “ +„ Imedens tøs er dernede og spørger , om de +må låne husbondsheste og den blå vogn i eftermiddag . “ +„ Den blå vogn , “ tænkte fader og datter og +så på hinanden . +„ Bi kunne ikke godt undvære hestene på pløjemarken , “ +Svarede iarlstad . „ Sig til dem , at det +får at vente til en anden dag . “ +„ Ja , vi komme dog til at lade dem få den , “ +Bemærkede karlen . „ Konen er falden ned fra halmloftet +og har forslået sig flammelig , og nu skal han +ind til byen efter doktoren . “ +„ Det er en anden sag , “ sagde iarlsfad uden +betænkning , „ så må vi opsætte vor ploining . Træk +vognen ud og spænd for ! “ +Karlen gik . Da han kom til døren standsede +han og sagde : +„ Hun spørger om jeg kan få lov til at køre +for dem ? “ +„ Ja vist ! Se at komme afsted , så hurtigt du kan ! “ +„ Husbond seer vel ned til dem siden , det bad +hun om . Hun skal være kommen slemt tilsfade . “ +„ Jeg skal se derned , “ svarede iarlsfad ; „ skynd +dig blot med at få spændt for . “ + +karlen gik . Konsnlen rejste sig fra bordet ; Jarlstad +åbnede døren til dagligstuen , clandia fulgte +ham . Den gamle baronesse kom derimod ikke til syne . +Anede hun måske , at det var det vigtige øjeblik , +hvori slaget skulle begynde ? +Konsnlen rømmede sig ; derpå trådte han hen +foran Jarlstad , gav sit ansigt et højtideligt udtryk og +sagde : „ Nu baron , have vi to et alvorsord at tale +sammen . — hvad er det for et kummerfuldt liv , de +her bereder min stakkels , lille Claudia ? Det var ikke +det , de lovede mig , da vi skiltes udenfor kirkens dør , +ikke den lykke , hun med rette kunne gøre fordring på . “ +Jarlstad betragtede ham ufravendt . Han lod ikke +til at blive overrasket ved denne indledning . +„ Har clandia beklaget sig over mig ? “ spurgte +han i sit dæmpede og rolige sprog . +„ Tror de , at det behøves ? Vidner ikke denne +triste og sørgelige bolig , hendes blege kinder og disse +matte øjne , — før så strålende , så fulde af tillid +til fremtidens lykke — jeg siger , vidner ikke alt dette +om , hvad hun lider ? “ +Clandia rejste sig for at gå ; Jarlstad lagde sin +hånd på hendes skulder . +„ Bliv kun , clandia , “ sagde han blidt ; „ det vi +tale om angår jo dig , du må gerne høre det . “ +„ Jarlstad ! “ vedblev konsulen . „ Se på hende ! +Læser de ikke lidelser skrevne i ethvert træk af dette +yndige ansigt , ved de virkelig ikke , at hun føler sig +ulykkelig , fatter de ikke , at hun går tilgrunde ? “ + +„ Jo , “ hviskedee han endnu mere dæmpet , „ der har +været øjeblikke , hvori jeg frygtede det . Jeg håbede +på fremtiden , jeg har stræbt at gøre det så godt , +som jeg kunne , før Claudia . “ +„ Men er det en egn at leve i , er dette et sted +at føre hende til ? “ +„ Jeg kender intet bedre . Her er koldt , her er +mørkt , her er øde , siger de , men jeg er født her , +mine forældre have boet her før jeg , derfor holder +jeg af det . Det indefiniter mine lykkeligste minder , +derude , i grenen af det gamle pæretræ , har jeg lært +at læse , nede ved den lille dam har jeg nydt og levet +mit rigeste liv , og da vi i fjor byggede huse sammen , de +og jeg , var det , før at jeg kunne tjene penge til at frede +om alt her , og da jeg førte Claudia herover , var det , +fordi jeg vidste , hun ville finde en moder , om altid har +forstået at ofre sig før andre , leve og virke før andre , +fordi jeg troede , at stilheden , freden og storheden +her ville fylde clandias sjæl , som den fyldte min og +bibringe hende andre indtryk af livet , end dem , hun +kendte fra København , o/da jeg nægtede at modtage +deres penge eller hendes arv , var det fordi jeg ikke +ville spise andres brød eller leve i bevidsthed om +afhængighed af andre , fordi en mands værd i mine +øjne beroer på , at han virker for sig selv , handler +for sig selv og bliver sin egen lykkes skaber . “ +„ Alt dette kan være grunde for dem selv , men +ikke for min datter , siden de ikke har gjort hende +lykkelig . “ + +„ Jeg frygter for , at de har net , “ sagde han med +et sørgmodigt blik på Claudia . „ Det var min fejl , +at jeg holdt mig overbevist om , at det liv her , som +ensomheden giver anledning til , ville virke heldigt +på Claudia , det var en endnu større fejl , at jeg kunne +bilde mig ind , at min gamle moder og jeg skulle +være i stand til at erstatte alt , hvad jeg drog hende +bort fra : slægt og venner , tilbøjeligheder og de +adspredelser , hun er vant til , og som hendes ungdom +sætter pris på , — men ikke sandt , der gives sådanne +øjeblikke i vort liv , hvori vi , med følelsen af +en ærlig villie og en redebon lyst , tro at knnne alt , +mægte alt ; jeg har erkendt denne fejl , og jeg sørger +over den , hver gang jeg seer , hvad Claudia mangler i +sin lykke . “ +Der var noget i Jarlstads ord og i den dæmpede , +vemodige røst , hvormed han taledc , som forvirrede +konsulen . Han havde ventet en retfærdiggjørclse , han +mødte en selvanklage ; hvorledes skulle han kunne +angribe den , der forud erklærede sig for overvunden ' ? +Han var beredt på at forsvare clandias sag , det +var iarlstad , der påtog sig denne ulejlighed . Efter +nogle øjeblikkes tavshed vedblev han i en tone , der +var nedstemt fra dens første pattos : +„ Siden de selv indrømmer denne fejl , har jeg +intet videre at sige derom . De kender mig , baron ; +jeg er ikke den mand , der blander sig i andres anliggender +eller lægger hånd mellem økse og blok , men +de kan ikke fortænke en fader i , at han værner om + +sin datters lykke . - Jarlstad ! min ben ! min søn ! +Dette barn er engang groet fast til mit hjerte med +alt hvad der er kærligt og hengivent i det , jeg har i +mange år kun arbejdet med tanken på hende , jeg +lever kun i hende , hendes lykke , hendes sjælefred er +min , hendes sorg vil lægge mig i min grav . I det +hjem , de tog hende fra , har hendes dine aldrig fæ ldet +en tåre . “ +Da grå sagde dette , var han dybt bevæget , han +vendte sig til siden og holdt sit lommetørklæde for +øjnene , clandia sad sammenkrøbet ved vinduet med +hovedet begravet i sit store shawl . Hun hulkede højt . +Jarlstad gik op og ned ad gulvet , hans smerte fandt +intet udtryk , røbede sig ikke ved nogen ytring . +„ Hvad mener de , der er at gøre ? “ spurgte han +lidt efter . +„ Clandia må forlade dette sted , må bort herfra , +heller i dag end i morgen , hun holder det ikke ud længer . +Hun går tilgrunde . “ +„ Nej , jeg holder det ikke ud , “ gentog clandia , +idet hun slog tørklædet tilbage og viste dem sit grædende +ansigt . „ Det er virkelig sandt . “ +„ Når de nu hører hende selv sige det , “ vedblev +grå , „ kan der så være noget at betænke sig på . +Hun er dem jo kær , de holder af hende , ikke sandt ? “ +Jarlstad lagde sin hånd på hendes hoved , men +svarede ikke . +„ Det vidste jeg nok , “ sagde grå , „ jeg har allerede +set flere beviser derpå i den korte tid , jeg er her . + +de er den samme ædle og kærlige sjæl , som den +Asten , jeg første gang lagde hendes hånd i deres . +Lad os da komme bort , børn ! min vogn holder for +døren , Jarlstads vogn ville jeg sige , det skulle jo +være min overraskelse til eder . Pak de nødvendige +klædningsstykker ind og følg med , så vil alt blive godt . “ +„ Ja , de har ret , “ svarede iarlstad , og hans +læber skælvede krampagtig under den længe fortsatte +kamp . „ Det vil vist være godt for Claudia at rejse , +men jeg må blive tilbage , jeg kan ikke følge med . “ +„ Hvorfor ikke ? “ +„ Min moder er meget svagelig , hendes liv hænger +i en tråd , Claudia ved det , lægen har anbefalet +mig den største årvågenhed og omhu . Hun trænger +til mig , jeg må blive og frede om hende . “ +„ Clandia forlod dog mig , “ sagde konsulen , „ sit +hjem og alt for at følge dem , kan de nu ikke gøre +det samme for hende ? “ +„ De vidste , at de ville finde åbne arme , så snart +det behagede dem at drage til os , hvor skulle min +moder ty hen ? Hun ville savne mig , men ikke kalde +mig tilbage , jeg ved det . Hun forstår kun at lide +og tie . Da jeg var syg , sad hun ved min seng , når +jeg trængte til noget , undværede hun for at give mig , +stnlde jeg nu glemme alt ? — det kan de ikke mene . “ +„ Så må Claudia og jeg rejse alene , der er ikke +andet for . Jeg er også svagelig , jeg kan ikke tåle at +gå op ad trapperne . Lægerne råde mig til at bruge +badene ved fahr . Jeg fager min datter med mig . “ + +„ Bil du det , Claudia ? “ spurgte iarlstad og standsede +foran hende . +„ Fader mener jo , at det er til mit bedste , “ svarede +hun , uden at turde hæve sit ansigt op mod de to +øjne , som hvilede på hende . +„ Ja , ja , da ! “ sagde han , „ det er vel også det +bedste . — det skal være , som du ønsker . “ +„ Her er kun tale om en fraværelse for en kort +tid , “ bemærkede grå , „ nogle måneder , måske lidt +længer . Det er jo ingen skilsmisse . “ +„ Skilsmisse ! “ gentog iarlstad . „ Nej , det ved jeg +nok , så stor er min synd mod Claudia da ikke heller . “ +„ Det er altså afgjort og bestemt , og nu , — i +vide , at jeg er en resolut mand , der ikke holder af +opsættelser , i aften pakker clandia det nødvendigste af +sit tvi sammen , i morgen tidlig tage vi herfra . “ +Iarlstad svarede ikke , han stod med hovedet lænet +til bindnesposten . +„ Ikke sandt ! “ vedblev grå , „ derom er vi enige ? “ +Han vedblev at tie . +„ Tal dog lidt ! “ sagde clandia , idet hun gik hen +til ham . „ Du gør mig så bange ved at stå og tie +stille . Cr du så bedrøvet over at skulle miste mig ? “ +Han skjulte sit ansigt ved hendes bryst . „ Nej ! +Nej ! “ hviskedee han . „ Din fader har ret , du bør , +dn må rejse . Det er som det skal være . “ +Da han havde sagt dette forlod han værelset . +Aftenen kom . Grå havde været nede i kroen for +at give kusken ordre til at afhente ham næste morgen + +tidlig ; derefter spiste han til aften og gik iseng , tavs +og alvorlig , og især meget anstrengt af alle denne +dags begivenheder . +Jarlstad havde lukket sig inde i sit bævelse . Clandia +hørte ham gå op ned ad gulvet , medens hun selv +var beskæftiget med at pakke et udvalg af sine klæder +ned i en stor kuffert , tage det alt sammen op igen og +pakke ned på ny . Hun græd , sank sammen på sengen , +trykkede ansigtet ned i puderne for at skjule sin hulken ; +hun anså sig for den ulykkeligste af alle levende og +var fuldkommen overbevist om , at disse lidelser ville +dræbe hende , det var umuligt andet , hun ville ikke +overleve den næste dag . Hun led virkelig denne nat ; +det var den første , dybe sorg , hun nogensinde havde +prøvet , den fandt hende også aldeles uforberedt , den +bøjede hende til jorden . +Det blev nat . Claudia var endnu langtfra færdig . +Det var koldt herinde . Hun havde svøbt sengens +puder om sig og sad og stirrede ind i lyset , grædende , +grublende , men mærkværdig nok , hun glemte denne +gang sig selv for kun at tænke på ham , hans ord , +hans sorg , hans hele adfærd under det foregående , +stormfulde optrin . Nu skulle de altså skilles , var +det slutningen på alle hendes forhåbninger og fristende +drømme ? Han havde ikke bedet hende om at +blive , han ønskede endogså denne skilsmisse . +Hun listede sig hen til hans dør , sagte , lydløst , +for alt i verden måtte han ikke ane det . Bestandig +hørte hun disse afmålte trin indenfor . Han sov altså + +ikke heller , det var endda en trøst . Han blev ved at +vandre op og ned i værelset . +Tiden gik , Claudia havde talt ethvert klokkeslag i +denne nat ; det var som om hun frygtede for morgenen , +og den bragte hende dog knn opfyldelsen af , +hvad hun nylig havde ønsket . Månelyset faldt ind i +stuen , blegt , blåligt og koldt . Hun erindrede sig et +andet måneskin , der havde lyst ned over en knælende +niand , som med sænket hoved , med frygtsom og bævende +røst hviskedee sin kærligheds håb og dens +dybe længsler i hendes øre . Hvilken modsætning +mellem dengang og nu . Havde han da skuffet hende +siden ? Svigtet , hvad han lovede ? — det faldt hende +for første gang ind i dette øjeblik ! — Havde hans +røst ikke bevaret den samme inderlighed , vare ikke hans +sidste ord denne eftermiddag , hans smerte , hans +tavshed , vidner om hans kærlighed ? +Månelyset blev blegere , morgenen gryede , dagen , +skilsmissen . Ude i det gamle pæretræ sang stæren , +længere tilbage , mellem de rødbrune hedebanker , der i +denne frasfand toge sig ud som et uhyre , bølgende +tæppe af Fløiel , hævede sig en lærke , sang , tav , sang +igen og kaldte på de andre . +Da klokken slog fem , hørte clandia en vogn +komme kørende udenfor porten . Kusken smeldede +med pisken for at tilkendegive sin nærværelse . Lidt +efter viste konsulen sig , rede til at tage bort . Han +stod og talte med kusken . I Jarlstads værelse var +det blevet stille , hun hørte ham ikke længer gå derinde . + +„ Nu sover han ! “ hviskedee hun , „ han er rolig , +han finder sig i alt , jeg lille stakkel er den eneste , +som lider . “ +Hun listede sig atter hen til døren , åbnede den +forsigtig og så ind . +Iarlstad sov ikke , som hun formodede . På +væggen ligeover for døren hang Claudias portrait i +legemsstørrelse , et af Monnies ' s bedste arbejder , talende +ligt . Iarlstad knælede ned foran billedet og skjulte ansigtet +i sine hænder . Ved hans side stod den gamle +baronesse , alvorlig og tavs ; hendes hånd hvilede +på hans hoved . Ingen af dem mærkede , at døren +blev åbnet . Pludselig hævede iarlstad sit hoved op +mod moderen . Claudia havde aldrig set et ansigt +så ligblegt eller et så grænseløs ! Udtryk af smerte . +„ Hun rejser fra mig , “ udbrød han , „ Vognen er +der , — hun kommer aldrig mere tilbage . “ +„ Hvem ved , om i ikke begge er bedst tjente +dermed , “ svarede den gamle dame . „ Det liv , du +hidtil har ført , var ikke til din lykke . “ +„ Men jeg elsker hende , “ hviskedee han . „ Moder , +hører du ! Jeg holder så ubeskriveligt af hende ! At +stilles er for mig , som om mit hjerte skulle briste . “ +Claudia havde hørt hvert ord . I det samme +bankede det på den anden dør . Konsulen trådte +ind , rejseklædt , smilende , hilsende , med en stor ny +merskumspibe i hånden , iarlstad var sprungen op , +baronessen sad på en stol ; ethvert spor af det +nylig foregåcde optrin var udslettet . Straks efter + +viste Claudia sig i døren . Hun havde også sit +rejsetøi på . +„ Vognen er der , “ sagde grå , „ vi må afsted ! “ +„ Skal det nu være ? “ spurgte Jarlstad . +„ Det er jo til eders fælles bedste , “ vedblev +konsulen . +„ Det tror jeg også , “ sagde den gamle baronesse . +Jarlstad havde ikke hørt disse ytringer , hans dine +være uafbrudt heftede på Claudia . +„ Så nu vil du rejse fra mig ? “ sagde han . +„ Nej jeg vil ikke , “ råbte hun grædende og idet +hun slyngede sine arme om hans Hals . „ Jeg vil +blive hos dig ! “ +„ Men Claudia , min datter ! “ udbrød grå , „ betænk +dog — “ +„ Ja , det nytter ikke , hvad du siger , “ vedblev +hun , „ jeg bliver dog alligevel . Seer du da ikke , at +han ville dø den ulykkelige , hvis jeg rejste fra ham . +Han mente ikke et ord af al den fornuftige snak , +han stod og sagde i går . Tal lidt , du ! Er det ikke +sandt , hvad jeg siger , du kan ikke leve uden mig ! “ +Jarlstad var sunken neo på en stol ; hun rev +silkehætten og kåben af , sprang op på hans skød , +trykkede sit hoved ind imod hans skulder , smilede +og sagde : +„ Er du nu rigtig sjæleglad , fordi du får +lov at beholde mig ? “ +Konsul grå stod målløs lige overfor dem . +En time efter kørte han alene bort fra gården + +og det ovenikøbet i en yderst slet leievogn . Da alle +overtalelser glippede og strandede på Claudias faste +villie , holdt han en lille tale , hvori han med velvalgte +ord tilkendegav dem , at han gav efter , men tillige +fordrede , som den eneste , ufravigelige betingelse , at de +slulde mogtage hans gave , den nye vogn , kusken , +tjeneren og de fire sorte heste . Iarlslad var ikke +meget for det . +„ Hverken vognen , hestene eller tjeneren passe +til vore øvrige omgivelser , “ sagde han . +Clandia derimod var henrykt ; i dag fandt hun +alt fortræffeligt ; hun sprang op i vognen , klappede i +sine små hænder , lænede sig tilbage i de bløde silkepuder +og påstod , at det var en yndig vogn , netop +efter hendes smag . +Altså beholdt de den . + +vi . +Moralfilosofi . +Samme eftermiddag sad clandia inde i baronessens +værelse med den gamle dames hænder i sine . +„ Du har talt hårde ord om mig i morges , “ sagde +hun . „ Jo , jeg hørte det godt . Du må vide , at jeg +stod og lyttede ved døren . Fortjener jeg virkelig så +streng en dom ? er jeg så skyldig , som du sagde ? +Hvorfor har du da aldrig før gjort mig opmærksom +derpå ? “ +„ Ville du have forstået mig , hvis det var sket ? “ +„ O , ja vist ! kan du tvivle derom ? Jeg forstår +alt , hvad der hører med til Jarlstads ' lykke . Du er +så stor , så elskelig , jeg er en lille tosse , som ingenting +ved , det mærker jeg nok , menjjeg er ung , og jeg +vil gerne lære . — søde moder ! sig mig , hvad jeg +har at gøre . “ +„ Gør ham lykkelig , så vil du selv blive det . “ +„ Wien gør jeg ham da ikke lykkelig ? “ spurgte +Claudia , i høj grad forbavset . +Baronesse « rystede på hovedet . + +„ O , tal , tal ! “ bad hun med sin indsmigrende og +bønlige røst . „ Moder , hjælp mig , sig mig alt , dølg +intet , lad dette være skriftemålets time ! Du skal +få at se , hvor gerne jeg vil rette mig efter dine +råd . “ +„ Nu vel da , siden du ønsker det , siden du selv +forlanger det , så hør mig , men husf på , Claudia , +at om det , jeg siger , endogså synes dig strengt og +uskånsomt , så må hensigten undskylde mig , det er +din allerbedste veninde , det er din moder , som i dette +øjeblik taler til dig . “ +Claudia bøjede ydmygt sit hoved og trykkede sine +varme læber på baronessens hånd . Den gamle +dame vedblev : +„ Du gør ham ikke lykkelig , du må forstå det , +erkende det , for at gå en hel anden vej end hidtil . +Du har bestandig været vænnet til at leve for dig +selv , for dine egne glæder , indfald og tilbøjeligheder , +uden at søge at blive noget for andre . Du betragter +kun livet som en gave , det er mere , mit barn , det +er en opgave . Du forlanger hensyn af alle andre som +noget , der var din ret , ofre , bestandig ofre , du +modtager dem også , men hvad yder du til gengæld ? +— ved du ikke , at man i denne verden kun kan +gøre fordring på at få , i forhold til hvad man +giver ? “ +„ Ak nej ! “ svarede Claudia sørgmodig , „ jeg ved +slet ingenting , jeg har bestandig drømt mere end jeg +tænkte , jeg har søgt lykken og fundet sorgen . “ + +„ Vist ikke . Hidtil har du kun søgt din lyst , her +har du fundet din pligt . Veieu til den første går +igennem vort hjerte , den anden igennem vort hoved . “ +„ Men tidligere , moder , var jeg dog lykkelig og +tilfreds med alt . “ +„ Tilfreds ! — ja , fordi alt bøjede sig efter din +villie , forenede sig efter dine dnsker , men således +ville det umuligt kunne blive ved bestandig . Lykkelig ? +- kast et blik tilbage på dit liv , hvori bestod det , +du kalder lykke ? Hvor tomt , hvor overfladisk var det +ikke ? Er lykken da pynt , er det en yppig , ørkesløs +tilværelse , eller bedøvende adspredelser ? Du fandt +alt muligt forberedt , ventende på dig , derfor hvilede +disse rige og herlige evner , gud har givet dig , uden +anvendelse , uden udvikling , som sejl , der hænge +slappe ned fra masten . Hvem levede du for , hvem +arbejdede du for , hvem har du været til velsignelse ? “ +„ Men det trætter mig at arbejde , det keder mig , +hvorfor skal jeg arbejde , når jeg ikke har det nødig ? “ +„ For at udvikle de kræfter , du nu savner , og +som du så hoilig trænger til . Kun gennem virksomheden +går vejen til vor lykke . — jeg holder +ikke af at stille den ene frem som et monster for den +anden , vi have alle vore fejl , men betragt Casper , +han virker , han færdes , for sig selv og for andre , og +vinder derved kraft og fortrøstning ; uden arbejde +ville han synke sammen i den sorg , som tynger +på ham . “ +„ Du mener i den sorg , som jeg volder ham . — + +jeg forstår dig nok ! “ vedblev hun grædende og kastede +sig til baronessens bryst . „ O , moder ! hvor +jeg dog er ulykkelig ! “ +„ Vist ikke , Claudia ! i dette øjeblik tror jeg tværtimod , +du er på den bedste vej til lykke . Søg at +blive til noget ; ved du ikke bedre , så følg din husbonds +fodspor , nede i landsbyen velsigne de ham , de +ty til ham i deres nød , de klynge sig til ham . Opsøg +dem som lide uden at have klager før deres smerter , +gør deres sorger til dine , det er et skridt fremad , +det er at samle skatte før sin sjæl , som biblen siger . “ +„ Bien hvorledes skal jeg bære mig ad dermed ? +Jeg bryder mig ikke om disse mennesker , deres sorger +ere ikke mine , de bevæge mig ikke , tværtimod , billedet +af deres armod og den råhed , som omgiver dem , +støder mig bort “ +„ Således var det hidtil i det indholdsløse , egoistiske +liv , du sorte ; jeg ved det nok , Claudia ; det er +det farlige ved lutter medgang , overflod og det , du +før forstod ved lykke , at de sløve og forstene ; men +nu har sorgen nået dig , nu er tårerne komne , +ulykken gør blod , den vil åbne dit hjerte , din egen +smerte vil lade dig forstå andres og give dig lyst +og trang fil af mildne den . Det er en af vort køns +ypperligste bestemmelser . “ +„ Tror du så , han vil holde mere af mig ? “ +Spurgte hun hen i vejret . +„ Mere , nej , det er umuligt , hans fejl er tværtimod +den , af han holder for meget af dig . “ + +„ Kan det være en fell ? “ spurgte Claudia . „ Det +anså jeg for et fortrin . “ +„ Den sande kærligheds natur er af bære over +med hverandres brøst , men ikke af gøre os blind for +den . Niere vil han ikke holde af dig , men det vil +derimod bringe dig nærmere fil ham , det vil lære +dig af indse , af i ethvert godt forhold må alt være +fælles , sorgen såvel som glæden ; hidtil har du ikke +delt hans sorger , du har ikke bekymret dig om dem , +ikke heller om hans glæde , hans tilboielighed , du +kender dem næppe , du har aldrig begrebet , hvad en +hustru burde være ; det er en fejl . Giv agt på hans +smag , hans ønske og Billie , lær at bøje dig for den , +skaf dig en part i hans tilværelse , gør dig til en +del af ham selv . “ +„ Bien hvorfor skal jeg alene bøje mig ? “ +„ For at finde det , du søger . Det er ikke så +svært , som du tror . Lad mig hviske det i dit øre , +så at ingen hører min hemmelighed : en kvindes +største magt beroer ikke så meget på at kunne modstå , +som på at kunne give efter . Hnn er som sivet , +ved du nok , det bøjer sig for stormen , men det +retter sig igen , Claudia , efter stormen , når undertiden +egen splintrcs , fordi den ikke forstod at bøje sig . +Du har så let ved at følge den Bei , jeg her betegner , +din ånd besidder så megen finhed , så megen kløgt , +dit hjerte rummer så megen barme og hengivenhed , +du vil kunne bringe det , du nu anser for ofre , +når du ved , at det gøres nødig . “ + +„ Ja , det kom vi vel nok ud af , “ sagde hun og +tørrede sine øjne , „ men jeg har i den sidste tid levet +med en hemmelig frygt for , at han ikke mere brød sig +om mig , at jeg ikke længere var det for ham , jeg havde +været før ; det gjorde mig især ulykkelig . “ +„ I denne tilståelse indrømmer du jo alle de +fejl , jeg nylig har nævnet . „ Jeg dør , “ siger du til +dig selv , så lukker du øjnene og lader dig rives +bort af strømmen , uden at gøre et eneste forsøg på +at nå i land . — krandsen ' ligger for dine fødder , +og du tager den ikke op . Du , som i din ungdom , +skønhed og inde har alle våben til at sejre . “ +„ Har jeg virkelig ? “ sagde hun , for hvem disse +sidste ord lød som musik . +„ Et skal du blot mærke dig nøje , lad aldrig +oftere et optrin som dette sidste berøre eders forhold . +En lille splid gør intet , siger man , forsoningen , som +følger efter , forstærker blot båndet , du har hørt det , +du har læst det , men tro det ikke , mit eget barn ! +Splid er som en hånd , der berører sommerfuglens +vinger , den udsletter de fine farvers skønhed og bringer +dem aldrig mere tilbage . Splid er som et sår , i +tilføje hinanden , måske læges det igen , men lader dog +altid et synligt ar tilbage . “ +Claudia slyngede sine arme om den gamle baronesses +Hals , kyssede hende og hviskedee : +„ Jeg vil følge alt det , du råder mig til , du +skal få det at se fra denne time , jeg vil blive alt +hvad du forlanger , når du blot vil hjælpe mig , + +og rette mig , når jeg fejler , og så rose mig lidt , +blot en lille smule , når jeg gør det godt . “ +„ Jeg behøver ikke at hjælpe dig , “ svarede baronessen , +„ kæmp , mit barn , kæmp selv , stol først og +fremmest på din egen faste Lillie , stol også lidt på +gud , i hver en nød bliver han tilbage , som når man +sejler på søen og seer landet svinde omkring sig ; +himlen er der altid . “ +Det var to måneder efter konsulens besøg . +Claudia havde fulgt sin svigermoders råd . Hun +beskæftigede sig . Hun fik et langt hørgarnsforklæde +på , gik i køkkenet , tog del i alt og bragte uorden +og forvirring i alt . Således gik fjorten dage . +En formiddag kom hun ind i baronessens værelse +med tårer i øjnene . +„ Nu må jeg ikke længere være dernede . Gamle +Marie kokkepige har viist mig ind . Hvad synes du , +moder ? Hun siger , at det er synd for mine hvide +hænder . — jeg vil så gerne gå i køkkenet , især +i melkestuen , det er virkelig sandt , men alt , hvad jeg +rører ved , er sort dernede . Jeg bruger næsten et par +handsker hver dag . Det kan nu være det samme , +thi jeg har opdaget , at Jylland dog har et fortrin +for København , det , at man er nærmere ved Randers ; +men når jeg har været lidt dernede , kan jeg hele dagen +efter mærke tørverøgen , den sætter sig i mit hår +og i mine klæder , er det ikke afskyeligt ? Hvad skal +jeg gøre derved ? “ +Baronessen smilede , kyssede hende og sagde : + +„ Vi må se at finde på noget andet . “ +Dagen efter fik clandia en bunke hjemmegjort +lærred ind , hvoraf der skulle syes håndklæder , lagener +og viskestykker . Hnn begyndte at sømme dem med +en utrolig flid . Der gik en dag bort , og der gik +flere . Cn eftermiddag kaldte hun på kusken , lod +spænde for den nye vogn , det var hendes ejendom . +Hun kørte ned til landsbyen . Ingen på gården +anede , hvad hun ville der hnn talte heller ikke derom +til nogen . Da hun kom hjem , var hun særdeles vel +tilmode . Hun ilede ind i den gamle baronesses værelse +og sagde : +„ Nu har jeg gjort en god gerning . Jeg har +været nede i landsbyen og opsøgt tre af de fattigste +gamle koner . De komme herop til mig i morgen . “ +„ Hvad vil Au dem ? “ +„ Jeg deler alt mit sytøj ud til dem og skaffer +dem derved noget at fortjene . De gamle stakler blev +så glade og kyssede min hånd , da jeg lsvede dem +arbejde . Så kører jeg hver dag ned og seer , hvorledes +de udføre det . Du skal med , vi køre begge to , +og spise jordbær hos landinspektøren . Jeg vil så +gerne selv sy , men det stive og hårde lærred gør +ondt i mine fingre . Ikke sandt , søde moder , den +lille fortjeneste kan man da gerne unde disse fattige +mennesker ? Jeg vil gerne selv betale dem af mine +egne , sammensparede penge . “ +Derved blev det . Efter at have forsøgt sig så +heldigt i køkken og systne , fandt Claudia på en ny + +ide . Nede i landsbyen boede der en smed , som +foretrak flasken for ambolten . Han slog sin hustru +og jog af og til hende og børnene ud af huset . Konen +gik op på gården og beklagede sig . Claudia talte +med smeden , foreholdt ham det urigtige i hans adfærd +og gav ham ti rigsdaler , for at han skulle forbedre +sig . Alanden lovede alt , hvad hun forlangte , +svor helligt og dyrt på , at han fra nu af skulle modstå +enhver syndig fristelse , drak samme aften pengene +op i kroen og jog derefter hustru og børn ud af +huset igen . Da der ikke var noget at gøre ved +manden , tog clandia sig af hans familie . Hun skaffede +konen beskæftigelse og købte klæder til hendes +fire , små børn . Ikke nok dermed , men hun lod børnene +hver dag komme op til sig på gården i deres +nye klæder , syede og strikkede med dem og lærte dem +at kende bogstaver . Førend de fik lov at komme ind +til hende , måtte gamle Marie anvende det fornødne +band og sæbe til deres ansigt og hænder . +Det var et møjsommeligt og trættende arbejde +for clandia , men denne gang blev hun sejrherre . +Først ville hun lære den ældste af pigerne at spille , +det var umuligt , disse små , tykke fingre vare allerede +krogede og stive , barnet havde desuden ikke den ringeste +sands for musik ; så lod clandia det bero med selv +at spille for hende . Instrumentet kom atter igang , til +afveksling sang hun for dem , men hver dag blev der +syet og læst , og hver dag var Claudia i et ypperligt +humeur , især henimod den tid , læretimerne vare til ende . + +en morgen sad hun inde i havestuen , foran den +åbne dør , omringet af de fire , små børn . Denne +gang gik alt uheldigt , syningen var slet , strikningen +ikke bedre , de lærte bogstaver fra i går vare alle sammen +glemte . Claudia skændte , børnene græd , hun selv sad +fortvivlet og med tårer i øjnene . +Porthunden gøede . Der kom fremmede til gården . +Claudia gik til vinduet og så to ryttere standse +deres heste foran døren . Den ene var en bondekarl , +klædt i en menig dragonuniform . Han stod med +huen under armen , medens han hjalp sin ledsagerske +af hesten , en dame , i lang , lyseblå ridekjole , kort , +rød Fløiels trøje , besat med hvide snører og en lille +stad militairhue på hovedet . Claudia udstødte et +forundringsråb og åbnede døren . Det var hendes +veninde , hun her så for sig , damen med de gode +råd fra Ottos boutik . +„ Er det virkelig dig ? “ udbrød hun , „ Charlotte . “ +„ Fru ærenkrone , om jeg må bede , jeg har nu +været gift med min ritmester på syvende måned . +Jeg skal fortælle dig alting siden . Kan du give os +kvarter en times tid , mig og min slave ? Vi +skulle ned til manøvren i Holsten , hele eskadronen +holder udenfor byen . “ +Hestene blev trukne i stalden , Claudia fulgte +ritmesteren ind i stuen . +„ Nu kan i lægge eders tøj sammen og gå +hjem , børn , “ sagde hun . „ Det er gået overmåde +godt i dag , og nu er det nok for denne gang . “ + +børnene ville nødig forlade gården før kaffetid . +„ Bi er jo først nylig komne , “ bemærkede den ældste . +„ Ja , det får at være nok alligevel , “ sagde clandia . +„ i morgen begynde vi igen . “ +Børnene gik , nitmcsterinden så sig om og åbnede +dørene til de næste værelser . +„ Nå , her boer du altså , ulyksalige ! Midt i en +sandørken , borte fra alle fornuftige væsener ! I disse +værelser tilbringer du din tid med at holde skole +for bønderbørn . Det er rædsomt ! — kan jeg få +noget at spise ? Jeg er ganske fastende ; jeg sov forlænge +imorges , og så måtte vi afsted uden at få +the . Lidt skinke , lidt spejlæg , hvad du har ; et +stort glas Madeira , tilnød et lille glas cognak ; men +det må være i en fart , min engel ! Når han blæser +appel må vi tilhest og afsted igen . ^ der er ved +gud ingen snak om det . Kom , sæt dig ned , lad +mig rigtig se på dig . Ja , køn er du endnu , og +det er nogle søde øjne du har ; men , herre Jesus , +clandia ! er det et liv at føre ? Skal det være det omtalte +slot , hvor vi ville holde bal og maskerade ? +Er det at rejse udenlands og tilbringe vinteren i +Nizza ? “ +Det var ikke muligt for clandia at komme tilorde . +Veninden vedblev : +„ Nej , så har jeg gjort det bedre , du ! Ærenkrone +er sær i mange punkter , gyselig sær , det er jo alle +herrer , men jeg forstår at tage ham . Ja , du sidder +og seer på min dragt . Du må vide , at jeg er bleven + +en fuldstændig dragon . For vi rejste fra København , +ville det gale menneske have , at jeg skulle gå hele +kavalleriskolen igennem ; er han ikke mageløs ? Og jeg +gik den igennem , så jeg bærer mærker deraf mit +hele liv . — kommer hun snart med den smule frokost , +eller skal du selv lave den ? — nå , der er hun +endelig ! — hvem var den gamle dame , vi mødte ude +i forstuen ? — din svigermoder ? — sikk ' et ansigt ! +Man kommer jo til at fryse ved at se på hende . +Men hvor var det nu , vi slap ? Så måtte jeg da +gå kavalleriskolen igennem , der hjalp ingen kære +moder : kort galop , strakt galop , lille volte , store +volte , hele hesteexercitsen . En dag skulle vi sætte over +barrieren , halvanden fod , du ! — jeg ville ikke til +det , men ærenkrone svor på , at jeg skulle . Nåda ! +Idet vi sætte over , råbte han : hop , Lotte ! og giverhesten +et smæk med pisken . Jeg hoppede også , kan +du tro , for hesten styrtede , jeg over hovedet på den +og slår i faldet to af mine prægtige fortænder ind . +Er det ikke rædsomt ? Han blev da frygtelig til mode , +som du vel kan tænke dig , men det skulle godt forstå . +Så måtte jeg op til Bramsen . Men vi to +bleve da snart færdige . Han sagde at jeg hvinede . +Så tog jeg min hat på og gik fra ham op til Jansen . +Han er mageløs . Han kaldte mig uns llsur æs +printsmps og satte mig disse to prægtige tænder ind . +Alln du kan tro , efter den dag blev ærenkrone vænnet +af med tit : hop , Lotte ! — du må gjcrne give +mig en lille dråbe cognak , hvis du har den ved + +hånden , blot så meget som et godt fingerbøl fuldt ; +din Madeira er noget flan . “ +Claudia hentede en karaffe . „ Hvor boer du ? “ +Spurgte hun . +„ I Århus . Det skulle være sådan en morsom +by , sagde de ; jeg finder den rædsom . Ingen adspredelse , +dårlig komedie , borgerne og de militaire +leve hver for sig . Officererne gå på klubben hver +evige aften og lade os sidde hjemme og skøtte os selv . “ +„ Går din mand også på klubben ? “ +„ Ja , naturligvis ! Hvorfor skulle han være en +undtagelse ? Men han forlader mig kun de seks aftener +om ugen . “ +„ Og den syvende ? “ +„ Den syvende har vi spilleselflab hjemme hos os . +De må jo fordrive tiden med noget , og spil er da +ikke det værste , “ +„ Jeg synes dog . “ +„ Ja , du taler som du har forstand til , min +lille dueunge ! Tak du din skaber , at du boer i +en sådan udørk , hvor der ikke lever andre end ville . +Det er altid godt for noget . Ærenkrone har et varmt +blod , han er fyrrig , lidenskabelig , så snart han seer et +kønt ansigt , er han borte . Det er damernes egen +skyld , de er som gale efter de uniformer . I forrige +måned var der en historie med en ung skuespillerinde , +som begyndte at vække lidt opsigt , men så blev +vi indkaldte til manøvren ; når vi komme hjem , håber +jeg , at frøkenen er rejst sin vej , så er det glemt ! “ + +„ Hvorledes finder du dig da deri ? “ +„ Forsfe gang , jeg mærkede det , flyttede jeg ; det +var for en vis husjomfrues skyld ovenover os ; anden +gang tog jeg påveie , gav mig til at skråle og holdt +et frygteligt hus . Bed du , hvad han gjorde ? Han +tog mig under hagen , kyssede mig og sagde : „ Skab +dig ikke , min engel ! Det hele betyder skn ingenting ! “ +— er han ikke kostelig ? — og det betyder virkelig +heller ingenting , det har jeg selv de bedste beviser på . +Jeg kender en vis sekondlieutenant deroppe — her er +da ingen , der står og lytter efter , hvad vi tale om ? +— et lille , nydeligt menneske , en figur , du , som støbt ; +han har fundet på at gøre mig til sit ideal , han tilbeder +mig , forguder mig ! Han skriver noder af for +mig og synger med mig . Forresten skriver han også +andet en noder . En aften , da vi gik fra komedie , føler +jeg et sammenlagt stykke papir heftet fast til ærmegabet +af min kåbe . Ved du , hvad det var ? Det +yndigste , lille digt , man kan tænke sig . Deri skriver +han , at han mangler ord til at fremstamme , hvordan +hans hjerte står i flamme og at himlens sol og +måne , må stråler fra mine øjne låne , og en +hel del mere , som jeg nu ikke kan husfe . En aften , +vi tog fra klubbal , — jeg så godt ud , det fandt da +alle , — bliver han ved at plage mig for en af mine +handsker , til jeg var nødt til at forbarme mig over +ham . — herre gud , en brugt handske ! Da skulle du +have set hans lykke , den stakkel ! — ja , du betragter +mig så forbavset , mit lam ! Der er ingenting i det , + +det ved gud der ikke er ! Jeg giver ham ikke mere , +end hvad der netop behøves for at holde ham ilive . Det +er et spil med regnepenge . Det morer så længe det +står på , det holder en i ånde , det er det hele . “ +Clandia sad målløs lige overfor disse skildringer , +hendes åsyn udtrykte den dybeste forbavselse . +„ Ved ærenkrone alt dette ? “ spurgte hun . +Veuiuden så lidt på hende ; derefter brast hun +i latter og svarede : +„ Hvor kan du tænke noget så enfoldigt og +hjerteløst . Jo , vist nu løbe vi om ! Jeg skulle forråde +en andens hemmelighed , stifte ufred mellem to gode +Benner , lade det komme til duel mellem dem ! “ +I dette øjeblik lød et hornsignal udenfor gården . +„ Nu blæser han allerede appel , det dyr ! “ udbrød +nitmesterfrueu , „ men jeg tor nok blive lidt endnu . +Jeg vil først høre , hvad du egentlig tager dig for , og +hvorledes du og din baron få tiden til at gå +i denne roverrede . Kan du husfe den beskrivelse om +dit fremtidige hjem , du gav mig oppe i boutikcn , +da vi sidst talte sammen ? Det er rigtignok blevet til +noget helt andet ; men hvad skal man sige til det , mit +barn ! Skuffede blive vi alle . “ +I det samme stak dragoueu sit hoved ind igennem +det åbne vindue . +„ Hoort fruen et , the di blæest ? “ spurgte han +frimodig . +„ Jo vist gjorde jeg , men det haster ikke så stærkt , +Rasmus ! “ + +„ Å , jou endda ! hues en no et sidder åp , å +de gelik , så drauer a astei mæ dægge bæster . De +odret ham sjel mæ te . Hon ka da blinv sålææng +Hon løkkes . “ +Efter denne forklaring drog dragonen sig tilbage +og trak hestene frem i gården . +„ Han er rædsom , du , men jeg må afsted . Ærenkrone +bliver rasende , når han skal vente . Farvel , min +søde Claudia ! det er synd for dit yndige ansigt , at +det skal lyse her i dette vildnis , uden at blive påskønnet +af nogen . Når vi drage tilbage fra manøvren +skal jeg få gamle general til at holde rastdag +her og indkvartere hele staben på din gård . Det +skal blive en morsom dag , kan du tro , vor eskadron +er bekendt for sine smukke officerer . Du skal også +få min fyr at se , men ikke et ord derom , Claudia , +jeg stoler på dig ! Kys mig ! Hils din baron og +det gamle vinterlandskab , din svigermama , fra mig . +Tak for frokosten ! Jeg tror , jeg skal have mig endnu +et lille glas Madeira til afsked . Farvel ! “ +Claudia blev siddende i -sofaen længe efter at +veninden havde forladt gården , grundende , sammenlignende , +greben af afsky og modbydelighed . Det +indtryk , hun modtog af denne sammenkomst indeholdt +en endnu bedre lære end skriftemålet hos den gamle +baronesse . + +Viii . +Hvad vildttyvens kvinde spåede . +Der gik et halvt år . Det blev sommer og +efterår . En tidlig morgen , i september måned , +kom en mand horende med extrapost til Jarlstads +gård . Det var konsul grå . Ligesom sidst steg +han ud af vognen udenfor porten , han ville atter +overraske . Dennegang , kom han tillige med den faste og +urokkelige beslutning , at tage Jarlstad og Claudia med +sig , for at kunne få de omtalte bjerge , samt Paris +og Lyon at se . Nu ville han ikke vente længer . +Han havde i den sidste tid jevnlig fået breve fra +clandia , temmelig lange og livlige breve . +„ Hun har det bedre nu , det er ligesom om hun +begynder at finde sig i sin ulykkelige stilling , “ sagde +han til sig selv . „ Det kan hun takke mig for . Det +er mine formaninger , denne , om jeg selv må sige +det , særdeles gribende tale , jeg holdt for baronen , +der har fået ham til at indse , hvilke hensyn han +skylder en dame som Claudia . Til Paris og Lyon +skulle de med alligevel ! “ +Den første overraskelse ved dette besøg var imidlertid +forbeholdt grå selv . Da han komind i porten , +blev han stående ligesom forstenet over det skuespil , +som fremstillede sig for ham . +Hele gården var belagt med halm . Rundt om +tranens + +i dette var oprejst små hytter og skure af vognfjcrl , +dragkister , bordplader og kommoder , overalt hvorhen +øjet vendte sig mødte det desuden opstablet bohave , +byldter af sengeklæder , kjokkentøi og avlsredskaber , +hvoraf noget var forkullet og viste spor af ild . +Det livlige og vekslende i dette skuespil blev forøget +ved en mængde høns , får og grise , som spadserede +om mellem små klynger af skrigende bønderbørn , der +legede eller sloges i halmen , og ved nogle gamle mænd +og koner , som sagde og solede sig imellem hytterne . +Konsul grå stod lige overfor denne fremstilling i +sin neisekappe , med den store meersknmspibe i hånden +og med et ansigt , der udtrykte en talende forbavselse . +„ Men du min himmerigs gud ! “ sagde han til +sig selv . „ Hvad er dog alt dette ? Ulyksalige Claudia , +eneste datter , i sådanne omgivelser må du leve ! +I dag seer det jo endnu langt værre ud end sidst . “ +Med disse tanker vadede han op mellem halmen +til stuehuset . Det var ikke nødvendigt at banke på , +dørene stod åbne , værelserne vare opfyldte af bohave ; +inde fra et af dem lød en skingrende sang , en +selvgjort Melodi , lidt falsk måske , men et klart og +jublende udtryk for en lykkelig stemning . Grå lyttede , +smilede , han kendte den slags melodier , deres toner +nåde til hans hjerte og foregøglede ham billedet af +en lykkelig datter , soul hjemme fløj omkring fra værelse +til værelse og opfyldte luften med sin jubel . +Han gik efter lyden og kom ind i dagligstuen . +Der stod Claudia i en lys morgentjole , håret i +et hvidt net ned over nakken , frisk , nydelig som altid og + +med det omtalte kniplingsforklæde om sig . Hun var +væbnet med en lang kniv , en stabel afskåret smørrebrød +stod foran hende , den hun med største Iver vedblev +at forøge . Da hun så sin fader , udstødte hun +et skrig , kastede kniven på bordet , smørrebrødet på +gulvet og fløj ham i møde . Det smil , der hvilede +over hende , det strålende udtryk i hendes store øjne , +var et tydeligt skriftemål for ham . Hun var lykkelig . +„ Men , mit kære barn ! “ udbrød han . „ Nu +spørger jeg dig ligesom sidst : hvad er dog alt dette , +som her går for sig ? “ +„ Ja , vil du tænke dig , fader ! Iforgårs var +der ildløs nede i landsbyen , en rigtig , stor ildløs , +vi fik den først slukket iaftes ; elleve gårde og huse +ere brændte . Er det ikke mageløst morsomt ? — gud +forlade mig min synd ! “ tilføjede hun med en komisk +bevægelse af angst og så sig om til alle sider , „ jeg +mener , var det ikke rart , at Jarlstad tog alle disse +fattige , husvilde folk herop til os på gårde » ? +Jeg hjalp med dernede . Jeg reddede det yndigste , lille +bitte , hvide lam og min kones fire , små børn . “ +„ Din kones bør » ? hvad vil det sige ? “ +„ Mi » Smedekone , hende , jeg har taget mig af . +Nu skærer jeg smørrebrød til dem alle sammen om +morgenen , og om middagen , du , så bærer gamle +Marie maden ind i en kedel , så får jeg en uhyre +stor træske og øser op til dem i kar og fade . Du +kan tro , jeg har travlt . Kom ! kast den tossede pibe +og hjælp mig lidt , nu skærer jeg ost af , og du skal +lægge på . Bisf så ! når jeg nu siger , at du skal ! “ + +„ Gud velsigne dig , mit kære barn ! “ sagde konsulen , +idet han gav sig til at lægge ost på smørrebrødet . +„ Du er altså lykkelig ? “ +„ Lykkelig ! Jeg er sjæleglad , hvor er det muligt +andet ? Alle mennesker er så gode mod mig . “ +„ Og baronen ? “ +„ O , fader ! Fader ! — ja , du vidste rigtignok , +hvem du valgte til mig . Hans liv , hans tanke , al +hans glæde er knyttet til mig , han viger ikke fra mig . +Og så seer han på mig og følger mig med disse +dine , der indeholde en velsignelse , en lovsang , som +intet ord kan udtrykke . Men han taler også , — en +lille smule ! — ved du , hvad han hviskedee til mig +iaftes ? „ Du groer op over mig , Claudia , som en +palme , bestandig større og større , men det kan være det +samme , i skyggen af dig finder jeg mit Paradis . “ +Der kom en gammel tjenestepige ind af døren +med en ny stabel brød . +„ Her forestiller jeg dig gamle Marie , “ sagde +Claudia , „ Husets perle ! Havde vi ikke hende , så det +galt ud for os . I førstningen jog hun mig ud af +køkkenet , men nu bager hun pandekager til mig og +forkæler mig på sin Viis , ligesom du gjorde . “ +Marie stod og så ned for sig under denne lovtale . +Hun smilede og sagde : +„ Man må nok nødes til at være god imod +hende . Der er ikke sådan en guds engel til på +den hele verdens jord . “ +„ Synes hun det ? “ sagde konsulen . „ Ja , jeg +vil ikke sige hende imod , Marie , for jeg mener netop + +det selvsamme , men der har hun lidt til at købe sig +et nyt bånd for , når hun kommer til marked . “ +Med disse ord tog grå fem rigsdaler op af +sin tegnebog og gav Marie dem . Hun blev blodrød . +„ Å nej ! å nej da ! “ sagde hun og rokkede frem +og tilbage med overkroppen . +„ Io vist , Marie ! “ sagde Claudia , „ behold knn +pengene . Moralen heraf er , at hun blot behøver at +rose mig , for at få fader i godt humeur . “ +Marie tog pengene og gik . +„ Forresten har der været stor strid mellem mig +og iarlstad i går , “ vedblev Claudia , „ men jeg vandt , +du , — det gør jeg altid . Han mente , at vi kun +skulle give disse stakkels mennesker ol efter middagsmaden , +men jeg sagde , de skulle have kaffe . Da han +ikke gav efter , gik jeg hen og kyssede ham og sagde , +at de skulle alligevel have kasse , for jeg ville selv +bekoste det af mine egne , snrt sammensparede penge . +Nu har jeg brugt de trehundrede rigsdaler , du gav +mig , da vi skiltes sidst , må jeg bede om nogle flere ? “ +„ Det bliver der vel råd for , “ sagde grå , som +bestandig følte sig mere oprømt ved alt , hvad han +hørte . „ Men hvor er baronen ? “ +„ Baronen går her udenfor på ageren og pløicr +til rug , “ svarede Claudia , idet hun drog sin fader +hen til binduet . „ Jeg har måttet stille bordet herhen , +for det er en aftale mellem os , at hver gang han +kører op ad ageren imod vinduet , skal jeg nikke ud +til ham , ellers kan han ikke leve . Når jeg glemmer +det , står han og råber op til mig . “ + +konsulen så ud , der gik Jarlstad med tommen +om halsen , med bøjet ryg over ploven . Han var +iført en gammel kofte og grå vadmels benklæder , +som endte i et par store støvler . En bulet og bredslygget +hat hang ham ned over ansigtet . +„ Ja , han seer rædsom ud , du , ikke sandt ? men det +kan ikke være anderledes . Du ligner en valnød , min +ven ! sagde jeg til ham i går , en styg skal uden om en +herlig kerne . Forresten har jeg stor medlidenhed med +ham i disse dage . Siden ildebranden fandt sted er +alle vore værelser optagne , som du her seer , naturligvis +mine undtagne , der får ingen lov at sætte sin fod . +Ved du , hvor iarlstad boer imedens ? Gæt engang ! +Ude i laden , der sover han på den blotte jord mellem +to Knipper halm , for at gøre plads til de fattige unger , +som ligge syge og forbrændte inde i hans stue . “ +Konsulen stod og så ud af vinduet . Han faldt +i dybe tanker . +„ For jeg rejste hjemmefra , gjennemsvgte jeg en +bunke papirer , “ sagde han . „ Blandt disse fandt jeg et +gammelt håndskrift , som indeholder en lang historie +om mine forfædre . Mærkværdig nok ! Deres og familien +Gyldings skæbne har i en lang årrække været +knyttet til hinanden . Jeg kommer til at tænke på det +i dag . En dame af min familie havde lidt , uret af +en Gylding , måske var denne dame adelig , det er højst +sandsynligt , i al fald spillede hun en stor rolle hos familien +rankzan , måske tilhørte hun også kun en af +disse rige patriciere , som for nogle hundrede år siden +spillede den overlegne rolle i købstæderne . Nok er det , + +hun var som sagt bleven fornærmet af ridder Casper +Gylding , en hård og hjerteløs mand , og spåede ham +og hans familie rod og ulykker fra slægt til slægt , +indtil den sidste af dem lå med hovedet så lavt som +den fattigste og gik med bøjet ryg og søgte efter føde . +Denne spådom seer jeg i dag opfyldt . Er del en tilfældighed , +eller skal jeg holde det for et lykkeligt varsel ? +Inde i laden ligger Casper Gylding på strå , medens +han åbner sin stne for den fattige ; der går han +ude , den sidste af sin slægt , med bøjet ryg +og søger på jorden efter føde . “ +„ Det skal du holde for et godt varsel , “ svarede +clandia . „ Spådommen er opfyldt på et nær . Han +derude er ikke den sidste af sin slægt . “ +' med disse ord tog hun grå ved handen , listede +sig hen til en dør og åbnede den forsigtig for ham . +Det var hendes sovekammer . Derinde stod en +vugge , og i vuggen lå et lille , sovende barn , smilende +og med foldede hænder . +„ Det er min dreng ! “ hviskedee hun , „ min lille +Jens Casper , men du kommer ikke ind . Han sover ! “ +Den gamle baronesse trådte ind i stnen . +„ Spørger du mig nu , om jeg er lykkelig , “ vedblev +clandia , „ så seer du derinde mit svar ; men +vil du vide , hvem jeg kan takke for at alt er blevet +så sollyst om mig , så er det hende , som kommer der , +min egen moder . Hnn har gjort det alt sammen . +Hun viste mig den vej , jeg skulle gå , den eneste , +der førte til min lykke . Hun hjalp mig , når jeg +tog fejl , hun støttede mig , når jeg blev træt . “ + +clandia stod med siu hånd i den gamle dames , +og med sit hoved lænet op til hendes bryst . Baronessen +smilede , det var et lyksaligt , sjæleglad smil . +Tårerne sitrede i hendes øjne , medens hun sagde : +„ Ja , jeg har hjulpet dig , — en lille smule , — +men det blev knn fuldbragt , fordi du selv ville det . +Nu , da i er lykkelige , mit hjertes børn , er også min +gerning hernede endt . Jeg har ikke mere at bestille . “ +„ Sig ikke det , deres nåde ! “ sagde grå bevæget . +„ De og jeg har endnu det tilbage , at leve i +vore børns lykke . — men hvad bliver det så til +med vor rejse ? “ spurgte han , for at give samtalen +en anden retning . +Clandia gif til vinduet . Iarlstad kom kørende +op imod huset , hun skulle hen og nikke til ham . +„ Hører du ikke , hvad jeg siger ? “ vedblev grå . +„ Hvornår skulle vi så rejse til disse omtalte bjerge , +og til Paris og Lyon ? “ +„ Tys ! “ sagde Claudia og lyttede . „ Det kalder +derinde , min øreng er vågnet . “ +„ Wien rejsen , rejsen , du ! “ +Claudia slyngede sine arme om hans Hals , hendes +øjne strålede , hendes åsyn bar præg af usigelig lykke . +„ Når Jens Casper skriger , “ hviskedee hun , „ tror +du så , jeg har tid at til tænke på rejsen ? “ +„ Jeg får vist aldrig Paris eller Lyon at se , “ +Sagde konsulen , idet han fulgte efter hende .