diff --git "a/normalized/1871_EwaldHF_DenSkotskeKvindePaaTjele_2.txt" "b/normalized/1871_EwaldHF_DenSkotskeKvindePaaTjele_2.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1871_EwaldHF_DenSkotskeKvindePaaTjele_2.txt" @@ -0,0 +1,11422 @@ +Første kapitel . +Knnd rider ene til tinge . +I den tidlige morgenstund en dag i marts måned +1535 red en enlig rytter over taphede ad Viborg +til . Han var indhyllet i en vid kappe , der hang +løst om hans ranke , kraftige skikkelse og dækkede +tillige for en stor part hesten , en smuk , fint bygget +skimmel . Den skridtede rask hen ad hedestien , indtil +den havde nået Toppen af en lille høj ; der standsede +den brat , spidsede øren , rystede natterimen af sin +lange manke og vrinskede . Det umælende dyr ville +åbenbart sige til den skabningens herre , det bar på +sin ryg : se dig om og skøn , om vi er på ret vej ! +Dette var ikke tilfældet ; thi rytteren havde , fordybet +i sine egne tanker , ladet hesten tøjlen . Vistnok +havde han ikke langt til asmild kloster , fra hvilket +dengang en massiv stenbro førte over søen til Viborg ; +men det var ikke af tænke på så tidligt af komme +ind i den befæstede by , og især var rytteren ikke +meget oplagt til af forsøge det fra denne side , da +han straks ville støde på vagten ved borrevold , hvor +kongeborgen lå . Han besluttede derfor af dreje hesten + +mod nord og ride udenom søen for af nærme sig +byen ad ålborgveien , der førte til sanct Mogens port . +Dog standsede han et øjeblik og stirrede over +søen til byen , hvis husrækker og talrige kirkespir +viste sig for ham i det tændte ny ' s svage skin , medens +de dybe toner af vigilie-sangen over den myrdede +kong Erik glipping i morgenens stilhed lød over +til ham fra sanct mariæ krypt ' kirke . De kneifende +tårne , af hvilke domkirkens spir , som de dengang +vare , ragede højest mod himlen , vidnede om den christne +kirkes vælde gennem århundreder på dette +hellige bjerg , som byen vel kan kaldes , om de have +ret , der udlede dens navn af det islandske ord be , +hellig og ordet bjerg ; thi indtil langt ind i middel ' - +alderen blev byen kaldt biberg . Sædet for gudsdyrkelse +har den bakke , på hvilken byen ligger , uden +al tvivl været allerede i den grå , hedenske oldtid . +Christi alter var blevet rejst der , hvor Odins alter +havde stået , og nu nylig havde et lyn fra det høje +ved hans taufen tændt sandhedens fakkel på det +samme sted . Det er den gamle stad Viborgs hæder , +at fra den udgik reformationen i Danmark , og den +bør alene af denne grund holdes i ære . +Dog rørte der sig ikke hos den unge beskuer af +Jyllands hovedstad , som den var i sine velmagts +dage , tanker af den Art . Han så over til den +vidtstrakte by , som fra bjergets af domkirken og +mariæ klostret kronede højde terasseformigt til begge +sider trak sig ned i dalen lige til søen , uden at +offre byens mærkeligheder eller ælde en eneste tanke . +Det bekymrede ham kun lidet , hvor gammel byen var , + +eller hvor mange konger der vare blevne hyldede ; +måske vidste han heller ikke stort derom . Han +tænkte ikke på de døde , men på de levende . Vigiliesangen +over kong Erik Christophersen , som da havde +lydt i to og et halvt århundrede , og som skulle vedblive +at lyde hen ved et århundrede endnu , ikke af +pietet for den myrdede konge , men for at bevare +kirken den dermed forbundne indtægt , behagede ham +blot , fordi denne døds-messes højtidelige toner var +i samklang med hans egen mørke stemning . Da de +sidste toner døede hen , gav han hesten et tryk af +sporerne og sagde : +„ Vi have nu vagret * : nok , gråmunk ; nu fort +til målet ! “ +Siden hesten var gråmunk , måtte vel rytteren +være Knud Mogensen . Hvo der ikke i det forløbne +halve år havde set hans skikkelse , ville forundret +sig over , i hvilken grad den havde udviklet sig og +over hans forhen bløde stemmes malmklang . Han +var nu en fuldt udviklet mand , og i hans væsen og +færd var der kun lidet barnagtigt ; thi modgang er +en hård skole . Dog var hans mod ikke kuet , men +vokset . Han viste sig også nu at være Margaret +Mogensdatters ægte Broder og Folmer Ruds åndsfrænde ; +thi , idet han red hen ad pen ensomme hede , +forlystede han sig med at synge en vise , hvilken han +mindedes fra lykkeligere dage , og som passede godt på +hans egen stilling , nemlig visen om kong Erik emun +og sorte plog , der begynder sålunde : +* ) strejfet om . + +årke om morgen , lærken den sang +under så grsn en lide , +Herr Carl klæder sig for sin seng , +kongen af Danmark lader det hevne . +Han drog på sin skjorte så skøn +under så gren en lide , +dertil stukken trsie med silke så grøn , +kongen af Danmark lader det hevne . +Bukkeskinds støvle drog han på ben +under så grøn en lide , +forgyldte sporer spændte han omkring , +kongen af Danmark lader det hevne . +Forgyldte sporer spænder han omkring +under så grøn en lide , +så rider hr. Carl ene til ting +kongen af Danmark lader det hevne . +Så tav Knud og lo bittert . Det var ikke så +vel , han var så stor , at kongen af Danmark skulle +have noget at hevne på ham , men det forholdt sig +dog så , at han red ene til tinge , og det var netop +fejlen . Uden venner og beskyttere havde Knud ganske +af egen drift taget den beslutning , at drage sig til +nytte den udvalgte konges nærværelse i Viborg i +anledning af hyldingen , som skulle foregå på denne +dag , mandagen efter lætare , eller midfaste søndag . +Han viloe fremtræde for kong Christiern og kræve sin +lovlige ejendom tilbage ; thi hans faster Maren og +hendes ægteherre , Erik skram , havde straks , da bondehæren +i december forrige år af Johan rankzov var +bleven slaget og nedhugget i Ålborg , benyttet landefreden +og sikkerheden til at bemægtige sig Tjele , hvor + +de havde bosat sig og nu vare i færd med at udflette +brandens ødelæggelse . Hvad evnede vel unge Knud +Mogensen at udrette mod en så mægtig fjende , som +hans frænde Erik skram ? Han havde vel heller ikke +store forventninger derom , thi han spurgte sig selv : +mon kongen under mig et blik i dag ? +Han nærmede sig byen i den første svage dagbrækning +og søgte til et Herberge , som var beliggende +udenfor sanct Mogens port , til bekvemmelighed for +alle rejsende , der vare så uheldige at indtræffe silde +om aftenen , eller om natten , når den befæstede bys +porte vare lukkede ; men forresten også meget søgt , +fordi det var billigere , end herbergerne inde i byen . +Værten tog imod ham i egen trivelige person , og da +han så , at den rejsende var godt ridende og efter +alle kendemærker en adelsmand , kom han end uden +følge , tog han sin røde hue af og gav Knud en såre +høvisk modtagelse . +Snart så Knud sig bænket i gjestestuen ved et +vel besat bord ; men skønt han blev , ene om sulefadet +og ølkanden , så var han dog ingenlunde ene +i stuen ; thi der lå flere gjester og sov på bænkene , +da den store tilstrømning af mennesker i anledning +af hyldingen havde overfyldt ethvert Herberge i og +omkring staden . Medens værten betjente Knud og +credentsede hans ølkruus , lod han munden løbe . +„ Så i agter eder og til hyldingen i dag ? “ begyndte +han med flydende tunge ; „ ak ja , gud og hans +helgene være prisede , at vi dog nu have fanget ende +på denne lovløshed og have vundet en lovlig herre +og konge til at stå for styret ! “ + +Knud forundrede sig ikke over , at en borger i +den luthersk sindede by Viborg førte helgene i munden ; +thi den gamle vane blev vore lutherske fædre først +sent kvit ; men han tænkte , at værtens hengivenhed +for hertug chrisfiern ikke var oprigtigt ment , og +derfor sagde han : +„ Troede jeg dog , at de viborrig mænd alle deres +dage yndede gamle kong chrisfiern , og er det blevet +mig sagt , at i hyldede ham forgangen år i den +skipper-feide . “ +„ Nu , “ svarede værten med et snu blik , „ det +gjorde vi for nøds skyld ; gud giver villie , nøden +giver tvang ! Sandt nok det , at kong chrisfiern , gud +se i nåde til ham i boldt og jern ! var borgeren +god ; dog er hertugen en retsindet mand , der vil bekræfte +stadens privilegier ; han er dertil god luthersk +og har villien til at holde os klærkeriet fra døren +og befæste den nye kirkens orden . “ +„ Var dog blot denne krig og blodstyrtning til +ende “ , vedblev værten , da Knud tav . „ Skatternes +tynge vil vorde hård . Så går talen , at hans +nåde i disse dage på tinge vil gøre et dybt greb +i vore lommer . Hver præst , degn og kirke får +bøde et halvt Års indtægt , og vi andre byesmænd +slippe ikke heller nådigt . Dog , nu tænke vi ikke derpå , +men glæde os over den næring , disse dages højtid +giver ! Frygtede vi ikke , ved min helgen , i løverdags , at +hans nåde ville blive ude og måtte hr . Johan +rankzov derfor den dag i hans navn modtage hyldingen +af bønderne . Da kom han i går , og intet er +nu forset ; tvert derimod få vi nu en lystelig hylding + +på Gammeltorv , som jo er tingstedet , og er der +på denne årsens tid lunere , end på dannerlyng , +som var god nok til de bønder . Få vi så og en skøn +hylding af adel og borgere alene , og et lysteligt +theatrum er opført og betrukket med blåt klæde , der +hans nåde agter at fremtræde og modtage hyldingen +af de tvende stænders udsendinge , samt af de prælater , +som ville vove sig did ; mig lyster at vide , om bisp +Jørgen , den arge skalk , drister sig til at ride ind i +biborrig ! “ +Da værten mærkede , at hans stumme gest var +en utaknemmelig tilhører , forlod han ham , efter at han +først havde prist sine fødevarer og sit øl og lod ham +alene . Knud tog imidlertid for sig af maden ; men +han havde ikke fået mange mundfulde ned , før han +hørte en mægtig gaben , så et par lange ben fra +en af bænkene svinge ud på gulvet og en høj +skikkelse rejse sig fra lejet . Klæderne vare nye og +pralende og skægget vel plejet , men dog var Knud +ikke et øjeblik i tvivl om , at han havde sin frænde , +Geert Eriksen , for sig . Det var et ikke ringe bevis +på den verdenserfaring , Knud havde erhvervet sig , at +han ikke straks tiltalte Geert , men afventede , om denne +under de forandrede forhold ville kendes ved ham , +for deraf at skønne , på hvilken fod han burde +tage ham . +Geert skjevede til ham , men tog straks øjnene til +sig igen , brølede så på værten og begærede mad +og drikke ved den anden bord-ende . Nu vidste +Knud hvad klokken var slagen og besluttede at straffe +gale Geert for hans utaknemmelighed . + +„ Bet mødt , Geert ! “ sagde han og hævede kruset +for at drikke ham til . +Geert plirede med øjnene og svarede med stiv +holdning : +„ Ej , tror jeg ikke , det er Knud ! “ +„ Jeg formærker , i er bleven svagsynet “ , sagde +knnd med et smil ; „ den syge havde i ikke tilforn , +da fader end var i live og i kom at tigge på +Tjele . “ +Geert tog koldsindigt mod det hib , sank et mægtigt +stykke flæsk og sagde så : +„ Eders fader er jeg takskyldig i hans grav ; +med eder har jeg intet at skaffe . “ +„ Sød er sjælden sand og fager sjælden fast , “ +Svarede knnd . „ I løber efter de rige , Geert , at bjerge +føde og klæder , ringe ære det for vor æt ! “ +„ Maren “ , sagde Geert , „ er min frænke og mig +lige så nær , som hendes Broder , eders fader var . “ +„ Ret så ! “ svarede knnd . „ Hvo som nu vil +have med Erik og Maren at skaffe , han må fornegte +knnd Mogensen ; når gods ganger på grund , da +vorder venskab tyndt . “ +„ Ikke så ! “ udbrød Geert hidsigt . „ Nys sagde +du , jeg gjorde æten ringe ære ; du tale helst ej +om ære , end mindre om æt ! “ +„ Tak , for du duttede mig ! “ svarede knnd og lo +barsk . „ Du vide dog nu dette , at var det ikke , fordi +du er min frænde og for dine grå hårs skyld , +du skulle for de ord få smage odden af min +klinge . “ +„ Ikke er jeg ræd , “ sagde Geert og skulede til + +Knud over ølkanden , „ dog besmitter jeg nødig mine +hænder med dit blod . Bi gå nu helst hver sine +veje ; din uven er jeg dertil ikke . “ +„ Lige godt det ! “ sagde Knud og rejste sig ; „ hvad +du er og hvad du tænker , det vejer som et halmstrå . “ +Derpå gik han og slog døren i efter sig , så +klinken raslede derved . Med faste skridt og stolt +holdning vandrede han ind igennem sanct Mogens +port , som vægteren nu havde åbnet . Der var alt +folk på benene , og gaderne vrimlede af borgere og +adelsmænd . Da Knud blandede sig i mængden , sank +hans mod noget ; thi ukendt og upåagtet , som han +var , følte han sin egen ringhed og uformuenhed . +Ikke på et eneste åsyn mødte ham gjenkjendelsens +smil , og ingen vennehånd udstrakte sig imod ham . +Medens Knud rastløs vandrer gennem gader og +stræder med bitterhed i hjertet og grublende over , +på hvad måde han bedst skal udføre det forsæt , der +har ført ham til staden , ville vi tage denne lidt +nærmere i øjesyn . +Viborg var efter de tiders målestok en stor og +folkerig by , men hverken regelmæssig eller stadseligt +bygget . Kirkerne og klostrene , over tyve i tallet , +knejsede endnu på nogle få nær , hvilke borgerne med +kong Frederik den førstes samtykke havde nedrevet , +og desforuden fandtes der nogle anseelige grundmurede +eller bindingsværks bygninger , velhavende borgeres +båninger ; thi adelen havde endnu ikke begyndt i nogen +stor målestok at bygge sig boliger i staden ; men de +. fleste bygninger havde kun lervægge og vare tækkede +med strå , så mange af gaderne mindede om en + +landsby . Nogle af der » vare snevre gyder , uregelmæssige +og uden brolægning , mange steder sås +møddinger ved husene , og svinene løb frit omkring +og rodede efter æde . Kun den indtrådte nattefrost +sparede de gode borgere og mere fornemme herrer , +hvem hyldingen havde forsamlet i staden , fra at vade +i dynd til Gammeltorv ; men der havde man dog ved +påkørt sand fyldt hullerne , at hans nåde med sit +følge bekvemt kunne gå til hyldings-tribunen . +Mere end tredive klokker ringede i en hel time , +og blandt dem tonede fornemmelig med dyb og stærk +klang domkirkens trende klokker , høitidsklokken , +prædikeklokken og tolvklokken . Hvor stærkt et had +end be Viborg bymænd nærede til papismen , hvilken +de skyldte den mægtige og blandede klang , som nu +drønede over staden , og i hvor høj en grad de end +misbilligede kirkeklokkers indvielse , salvelse og dåb , +de elskede dog klangen og vare stolte af klokkerne . +Som en liflig musik lød den evige ringen i borgernes +øren , medens de , nogle med deres hustruer og døtre , +trippede hen ad de frosne gader for at sikre sig en +god plads på torvet , eller i de tilstødende gader , +hvorfra noget af stadsen lod sig beskue . +Det var , sandt at sige , nu en stund siden , at +noget optog af betydenhed havde forlystet de Viborg +borgere ; thi tidernes uro havde ikke været gunstig +for slige fredelige skuespil . Det var da en øjenslyst +en gang igen at se byvagten i dens stadsdragt og +fornemmelig alle gillelangene med deres pyntede oldermænd +og svende og med de vaiende faner . Der var . +De elleve tusinde jomfruers gilde , sanct Kjelds , + +sanct ursulæ , annæ og birgittæ gilde , og disse +optog blev dobbelt påskønnede nu , da efter papisternes +underkuelse de pragtfulde kirkelige processioner ganske +vare ophørte . Der fandtes ikke få matroner og +jomfruer , der endnu med et suk mindedes de dage +for en halv snes år siden , da sanct Kjelds , +byens skytspatrons , berømte gyldne skrin blev båret +i stort optog , omgivet af flammende kerter , gennem +byen . I dette hellige gemme opbevaredes helgenbeen , +hår af martyrer , stykker af jomfru mariæ særk +og mange andre forunderlige levninger . Det var +endnu til og opbevaredes i sanct Kjelds kapel ved +domkirken ; men det henstod upåagtet , brændte end +ved kannikernes omhu den hellige lampe fremdeles ved +dette fordum så kostelige klenodie . +Nogle as kvinderne lod deres tanker gå tilbage +i tiden og sukkede , men det blev ved sukket ; +thi ingen vovede at udtale slige tanker . De hænder , +gamle og hårde , eller unge og bløde , som før stedse +havde grebet efter rosenkrandsen , måtte nu savne +denne prydelse og nøjes med lommeklædet , en tarvelig +erstatning . Ingen ung , sødtalende munk gik mere +ind og ud i borgernes huse , lyttede til kvindernes +hjertesuk og skriftemål , ydede dem trøst , eller gav +dem kloge råd i forlegenheder . Endelig var i kirken +den uklare andagt under messen og de melodisfe +hymner bleven afløst af årvågenhed under de lutherske +prædikeres forståelige tale og strenge formaninger ; +de mange altarlys med deres blændende glans foran +de juvelsmykkede helgenbilleder og monstrantser slukkede , + +og i stedet før chorsangernes fuldendte musikalske +ydelser , var trådt menighedens skurrende sang . +Heiligt ville det forarget Thøger Løvenbalk , +Jørgen Sadolin og Jakob Skjønning , disse den lutherske +læres djærve forkæmpere , som nu gik sammen op +ad gråbrødre Kirkestræde , havde de denne morgenstund +og ved mangen anden lejlighed kunnet læse i +nogle af deres sognebørns hjerter . Dog , hvad det +ydre angik , da var der intet at dadle ; thi rosenkrandsene +vare aldeles banlyste , og de trave prædikere +bleve hilste af alle med den største ærefrygt . +Torvet var allerede længe før tiden opfyldt af +byens borgere , og de fleste af dem havde ganske udseende +as det , de vare , modige , selvstændige , nidkære +mænd . Visselig ville ellers heller ikke hans tausend +sandhedsord vundet indgang i deres sjæle og givet +dem mod til at byde den mægtige Viborg bisp +brådden , så de mødte bevæbnede med sværd og +økser ved gråbrødre kirke for at værne om prædikerens +forkyndelse af det rene evangelium . +Næst forhøjningen , hvor kongen skulle fremtræde , +havde borgermesteren , Morten Hegelund , taget plads , +han , som ved sin anseelse havde været den lutherske +læres stærkeste verdslige støtte i Viborg . Der stod +også rådmændene , hvoriblandt Peder trane og +kannikeren hr . Jakob , magister Jens og hr . Christen +stub , alle mænd , der havde støttet den nye lære . Til +dem sluttede sig Thøger og hans medbrødre med glade +morgenhilsener ; men deres muntre miner formørkedes +såre , da de så den forhadte bisp Jørgen fris , +indfinde sig med et anseeligt følge af papistiske gejstlige + +og væbnede svende . Disse banede ham vej +gennem mængden , og han indtog uden betænkning +den fornemste plads , der også lovligt tilkom ham . +Borgerne knurrede ; men da bispen havde været med +til at udvælge kongen , , kunne det jo heller ikke formenes +ham at overvære hyldingen , og tålte kongen +ham endnu , da måtte borgerne også finde sig i hans +forhadte nærværelse . De følte sig imidlertid forvissede +om , at når kong Christiern først sad fast i sædet , +da ' ville de hovmodige kirkefyrsters tid være omme , +og i denne forventning skuffede de sig heller ikke . +Da tiden til kongens ankomst nærmede sig , +ryddede bysvendene med deres Piker en vej op til +forhøjningen , ad hvilken hans nåde uhindret kunne +begive sig til sit sæde . I den yderste række af +mængden , lige bag bysvendene , havde Knud taget +plads ; og her overrafkedes han led for første gang +denne dag at blive tiltalt ved navn og venligt hilset . +Det var en vel næret og godt klædt borger med en +skøn ung pige under armen , der så uventet og med +al høviskhed henvendte sig til ham ; og idet han genkendte +den vel agtede og rige viintapper Jokum pryds +og hans skjelmske , sortøjede datter Barbara , dukkede +en smuk og munter barndomserindring op hos ham . +Hans fader plejede i fordums dage at tage ind hos +Jokum , der holdt et godt Herberge , og Knud mindedes +den sidste gang for nogle år siden , da han var der , +at have haft mange løjer for med Barbara og leget +skjul og tagfat med hende mellem de tomme Tønder , +der henlå i herbergets gård . Dengang vare de +begge børn , skønt den voksne alder nær ; men nu + +var hun en voksen jomfru med rødmende kind , og af +hendes tale mærkede Knud , at medens hun for længst +havde været ude af hans tanke , så havde hendes +hjerte trofast bevaret erindringen om ham . +Så venneløst og uden glæde var Knuds liv +for tiden , at Jokum viintappers velvillige ord faldt +som dug på hans hjerte , og Barbaras milde blikke +og skjelmske smil adspredte mørket i hans sjæl . +Det var såre langt fra , at erindringen om ide +Nielsdatter hindrede ham i at fryde sig ved den +solstråle , der faldt på hans vej . Hans stemning +mod ide var tværtimod for øjeblikket bitter . Hun +sad nu på Holmgård hos Laurids og Anna , medens +Christoffer kruse færdedes i Leding . Vingegård var +jo nu kun en brandtomt , og Christoffers hustru , +børnene og oldemoder vare alle tyede til Holmgård , +hvor de havde fundet en gjestmild modtagelse . Derhen +havde Knud sendt bud og brev ; men ides svar +viste , efter knubs formening , at der måtte være +foregået en forandring med hendes sindelag ; thi +omendskønt hun ikke åbenlyst brød med ham , så +indeholdt hendes brev dog kun såre lidet om kærlighed , +men desto flere bebrejdelser , fordi han havde +fældet Thomas kruse . +Knud fordybede sig nu ganske i samtale med +Barbara Jokumsdatter og mærkede næppe , hvad der +foregik omkring ham , førend hans nåde med hele +sit store følge af rigens råder og andre gode +mænd , som alle vare stegne af hesten ved torvets +indgang , med stor pomp gik lige forbi ham . Da +så Knud for første gang kong Christiern den tredie , + +og han stræbte at læse i kongens åsyn , hvad for +mand han monne være . Med kongelig anstand stred +han forbi i sin sorte Fløiels kappe , med en gylden +kede på brystet , den flade baret med den hvide +fjeder på det brune hår og den venstre hånd +hvilende på det gyldne , juvelsmykkede sværdfæste . +Hans åsyn var alvorsfuldt , og i hans blik afspejlede +sig retsind og en stærk villie . Dog veg denne +strenghed i udtrykket , når han smilte og med venlig +nedladenhed hilste til både sider . +I hans følge gik mange af rigets bedste og +meest ansete mænd og iblandt dem to af den endnu +vaklende ttrones fasteste støtter , rigens hofmester +hr . Mogens Gjøe og hr . Johan Rantzov , måske +sin tids største feltherre , som kun havde behøvet en +større skueplads for at vinde europæisk berømmelse ; +dog manglede ved denne lejlighed den tredje , Danmarks +vovehals , Peder skram , sin tids mest udmærkede +søkriger , og hvad der vil sige endnu mere , +den mest retskafne og uegennyttige af århundreders +gode mænd . Endelig var der en stor skare +adelsmænd , ' og blandt dem blev Knud vaer sin +argeste fjende , Erik skram . Hvor han hadede det +rynkede åsyn og det snu blik ! Uvilkårligt gjorde +han et skridt fremad , men straks følte han bysvendens +Pike mod sit bryst , og da han satte sig til modværge , +ville der opstået tumult , havde ikke Jokum viintapper +lagt sig imellem og formildet den vrede byfredens +vogter . +Kort efter storegik hyldingen på sædvanlig Viis . +De tilstedeværende udsendinge fra de tre stænder i + +Jylland svare den udvalgte konge troskabseden , og +rigens hofmester forelæste på kongens vegne et åbent +brev , i hvilket der tilsagdes stænderne bevarelsen af +deres gamle privilegier , som de havde haft fra Arilds +tid . Derefter fremtrådte kongen selv og blev hilset ' +med høje jubelråb . Han talte mængden korteligt til , +takkede stændernes udsendinge for den troskab , de +havde tilsagt ham og lovede at blive folket en mild , +retfærdig og trofast herre . Sluttelig anbefalede han +dem bestandighed i de vanskelige tider og villighed +til at bære de tunge byrder , hvilke rigets trængsel +pålagde alle , høje , som lave og endte med at nedbede +Herrens velsignelse over land og folk . +Under gentagne jubelråb steg kongen ned ad +forhøjningen og gik samme vej tilbage , men nu med +et end større følge ; thi flere ansete borgere og gejstlige +vare blevne indbudne til hans bord , og da +måltidet skulle holdes straks efter hyldingen , begave +de sig nu med det øvrige følge til kongeflottet på +borrevold . +Knud så kongen komme og overlagde , om ikke +øjeblikket nu var for ham til at træde ' frem og tale +sin sag . Han havde nemlig opgivet sit oprindelige +forsæt , at gå den sædvanlige vej , som ville været +en af de følgende dage at fremtræde på tinge med +sin fordring og sin klage . Ved hove fandtes ingen , +hos hvem han turde vente beskyttelse , Erik skram og +Maren vare såre vel sete der og slægten skram i +det hele taget i stor gunst . Knud mente da , at han +snarest ville nå målet , når han trådte dristigt +frem og i folkets påhør stemplede Erik skram som + +en ransmand og skalk . Det var forvovent , men ikke +ilde udtænkt ; thi en slig kæk appel til kongens retfærdighedsfølelse +ville måske ikke forblevet ganske +uden frugt , og det var kongens hjerte , han måtte +vinde ; bevisligheder havde han ingen af . Dog , +hvad Knud i sin ubesindighed havde foresat sig , det +mislykkedes ganske i udførelsen . +Bysvenden , som stod foran ham , havde nemlig +endnu mistillid til ham og betragtede ham som en +urolig og ildesindet person ; kunne han ikke være en +stimand , lejet af papisterne til at overfalde og myrde +kongen ? Da nu kongen atter nærmede sig , holdt bysvenden +øje med Knud , og ikke så snart gjorde Knud +mine til at bryde igennem rækkerne , før han atter +havde bysvendens Pike for sit bryst , og da han ville +støde den til side for at bane sig vej , sprang et par +af de hosstående svende til , og der opstod en +tumult , som endte med , at Knud under høje råb +af overmagten blev trængt tilbage . +Trods sin ophidselse og forvirringen omkring +ham havde Knud dog blikket heftet på kongen og +hans omgivelser ; og hvad han der blev vaer , underrettede +ham , ligesågodt som ord , om hans sags +håbløshed . Erik skram havde nemlig fået øje +på ham og åbenbart genkendt ham . Knud så , +at han hastigt trådte hen til kongen , blottede ærbødigt +sit hoved og hviskedee hans nåde nogle ord i øret . +Kong Christiern standsede , så strengt og forskende på +Knud , løftede , ligesom af medynk , på skuldrene og +gik så videre . Knud fik altså dog et blik af kongen , +men det var et hvast . + +nu var kongen borte og alt forbi ; men som +Knud stod der , blussende af forbittrelse , fornemmede han +et slag på sin skulder , og da han så sig om , stod +hans frænde Thøger for ham . +„ I Herrens navn , Knud ! “ sagde han , „ er det +dig , og skulle vi mødes så ? Hvad har du fore , at +du vækker tumult på hans nådes vej hans +hyldingsdag ? “ +„ Godt at se eders åsyn , Thøger , “ svarede +Knud i stor sindsbevægelse ; „ jeg fornemmer dog nu , +at en frænde kendes ved min faders søn . “ +„ Hvor lider du , Knud , og hvor færdes din +moder og søster ? “ +„ De sidde lunt i Vissing kloster , bede deres +ave og synge vigilier , for at frie faders sjæl af +skærsildens pine , alt medens sortebroder Vigand er +hos og lægger ved til helvedes ild , at vigilierne +få lyde des stærkere . +„ Gud nåde de arme kvinder ! og du ? “ +„ Ikke har jeg blivende sted , færdes snart hist , +snart her ; til somme tider ligger jeg i skove og +skjul , til andre har jeg tag over hovedet , men ikke +mit eget , al den stund der på Tjele sidder en røver +og tyv ; ikke vil jeg hvile , før jeg får ham røget +ud af reden . “ +„ Vaer din mund ! “ sagde Thøger og så sig +om . „ Jeg ved mere om den sag , end du tænker ; +dog er ikke her sted eller tid at tale derom . I dag +har jeg forhindring , da jeg skal til hans nådes +bord ; men kom til mig i korsbrødregård i morgen + +klokken syv slet , da ville vi tale et alvors ord med +hinanden . “ +Knnd trykkede sin frændes hånd og lovede at +give møde , hvorefter de skiltes ; men da han derpå +gik for at søge ud af byen til sit Herberge og se tik +sin hest , blev han Jokum viintapper vaer , som med +sin datter stod tøvende på hjørnet af torvet og +sanct Mogens gade . Barbara så idelig hen til +ham og hviskedee til sin fader , indtil denne gik knnd +imøde , hilste ham og sagde : +„ Herren være med eder , knnd Mogensen , stilles +her vore veje ! Skulle i dog tvert derimod være til +sinds at gøre os følgesfab og træde over min dørtærskel , +den i ved er ikke langt herfra , da ville det +være mit ringe hus en ære og forvolde mig og min +datter stor glæde . “ +„ I have tak , Jokum ! “ svarede knnd venligt ; +„ men min hest er opstaldet hos Morten uden Sancte +Mogens port . “ +„ Ej ! “ sagde Jokum , „ derfor ved jeg let råd . +Om i det begærer , da skal min stalddreng snarest +hente eders ganger og rejsetøi . Eders fader , hvis +sjæl gud nåde ! undte mig i sin tid god søgning ; +i forunde mig nu at beværte eder til gengæld +som en ret gest uden vederlag . “ +Barbara stod forventningsfuld på gadehjørnet ; +hendes varme blik og blussende kinder bad endnu +mere indtrængende , end faderens ord , og Knud tog +da med tak imod det gjestevenlige tilbud . Snart +var han hos Jokum viintappers og så sig lænket i +hans dagligværelse , et hyggeligt og lunt Kammer , + +som lå bag gjestestuen og var en helligdom , i +hvilken hans betalende gjester kun sjælden fik held til +at trænge ind . +Jokum gik ud og ind for at passe sin dont , +men Barbara forblev hos Knud , betjente ham ved +måltidet og kredentsede hans bæger . Vakker var +hun at se til i sit brogede skørt , med det blå +klædes livstykke snørt om den smalle midie , den hvide +brystdug over den svulmende barm og den fine pibekrave +om den snehvide Hals . Hendes rige , brune +hårfletninger med ibundne røde silkebånd vare ordnede +med fiffighed og smag , hendes bevægelser vare +yndefulde og hendes væsen tækkeligt . Som en kjøbstadsjomfru , +hvis fader holdt viinfkjenk og Herberge , +havde hun vistnok erhvervet sig en vis utvungenhed +og frihed i sin måde at være på , men dog var +hendes væsen fuldkommen sømmeligt . Det ville hærmet +ide Nielsdatter , som nu gik bleg og sorgfuld på +Holmgård , havde hun kunnet se ind ad glarruden +til Knud og iagttage , hvor vel han befandt sig i den +skønne Barbaras selskab ; hun ville snart tydet +Barbaras blikke på den rette måde og skønnet , at +Knud var i fare . +„ Ej , Barbara ! “ udbrød han muntert og drak sin +skønne selskaberinde til , „ I er jo nu vorden en « stadig +jomfru med høvisfe lader og er ikke længer den +vildkat , som da vi legede skjul i biintønderne . +„ År give forstand , “ svarede Barbara rødmende , +„ dog til de færreste et gladere sind . “ +„ Da seer ikke i tungsindet ud , “ mente Knud , + +„ snarest som kunne i , bød jeg eder op dertil , lade +den leg gå an på ny . “ +„ Ha , ha ! “ lo Barbara ; „ lysteligt nok kunne det +være , men dog lidt ubekvemt nu og kunne flade mit +gode navn og rygte . “ +Knud lo med , men snart blev samtalen mere +alvorlig og fortrolig , i det mindste fra Barbaras side , +idet hun fortalte om sin ungdoms hændelser siden +deres sidste møde . Knud hørte på den smukke og +livlige fortællerfle med glæde , men gjorde ikke gjengjeld +og betroede hende intet om hans egen stilling , +hvilken han mente hævet over hendes . Det var ham +flet ikke påfaldende , at Barbara ikke frittede ham ud , +eller at hendes fader , som nu kom med en kande +kostelig rhinskvin og en stund holdt Knud med +selskab , ikke viste det ringeste tegn til nysgerrighed . +Det anede kun lidet Knud , at de begge vidste nøje +besked om hans kår , og at Barbara med kærlighedens +hele egoisme følte sit hjerte banke forhåbningsfuldt +ved tanken om hans mislige stilling . +Som hr . Mogens Løvenbalks ægte fødte søn og +herre til Tjele ville Knud visselig stået højt over +Barbara Jokumsdatter ; men mon hun ikke turde hæve +sine øjne til en adelig vanbyrding , fordreven fra +gård og gods ? Rigtignok var Knud ikke uformuende , +snarest velstående , men Jokum havde kun et barn og +evnede at give sin datter en anseelig medgift . Ak , +stakkels Barbara kendte kun lidet den hårdhjertede +yngling , hun ødslede sine smil og ømme blikke på ! +Adelsmanden var ham i kødet båren , som i klæderne +flåren ; til at genvinde den tabte ære , dertil stod + +hans hu , og hellere ville han dø , end foretage sig +noget , der kunne stemple ham som vanbyrding ; kun +skjulte slægtstoltheden sig bag hans jevne væsen , når +han var i godt lune . +Knud gik sent til sengs og hvilede blødt på +herbergets bedste bolstre , over hvilke Barbara med +egen hånd havde bredet de fineste med kniplinger +kantede lagener . Han var lidt tung i hovedet af den +megen rhinskvin ; Jokum viintappers stærke røst og +de blidere toner af Barbaras vellydende stemme +gjenløde en stund i hans øren . Han tænkte uklart +over denne dags hændelser og forundrede sig over +den ærlige viintappers taknemmelighed , en sjælden +dyd i denne verden ; men han mindedes tillige , at +han til sidst havde spøget vel dristigt med den smukke +Barbara og ranet et Kys fra hende . Han så da +ide i ånden for sig med et strengt bebrejdende blik +og angrede . sin brøde ; hvad var den lille kjøbstadjomfru +for ham imod den skønne , fribårne , højsindede +ide Nielsdatter ! Derudover var dog hans erkendelse +ikke meget klar ; thi uagtet det dristige ridt til hyldingen +kun havde beredet ham en ydmygelse , havde +han endnu den samme levende følelse af sin egen +kraft og sit høje mod , begreb ikke ret forholdenes +overmagt og sov ind med den beslutning ikke at bøje +sig , men fremdeles kæmpe med sin onde skjebne . + +andet kapitel . +I korsbrødregård . +Johanniter-klostret , også kaldet korsbrødregård , +lå i sanct Ib gade , ikke langt fra porten af samme +navn . Det var en anseelig bygning , som bestod af +fire sammenbyggede længder og havde en skøn , hvælvet +kirke med et firsindstyve alen højt tårn . En +stor og vel dyrket have strakte sig fra klostret lige ned +til søen . +I dette skønne kloster , af hvilket der nu ikke er +andet tilbage , end spor af fundamentet , som er fundet +ved udgravning , havde johanniter-ordenen i hen ved +fire hundrede år haft sit paulun . Ordenens +formål var oprindelig det hellige lands generobring , +eller af indsamle bidrag dertil og af pleje syge . +Den var helliget til Johannes den døber og havde +af ham sit navn ; men da duen , den helligånds +symbolum , er en erindring om døberen , og billedet +af den hørte til ordenens insignier , benævnedes ordenens +medlemmer også duebrødre , men dog hyppigst +korsbrødre , fordi de som korsfarere bare et +ottekantet hvidt kors på deres sorte ordenskapper . + +i klostret var et lidet hospital , hvor munkene ydede +syge pleje , men gudstjenesten holdtes tillige ved +magt med sang og messe i kirken , mens nu og +da ordenens viede præster prædikede på papistisk Viis . +I dette kloster havde Thøger Løvenbalk været +optaget fra sin ungdom , først som ungbroder , senere +som munk og viet præst , og herhen blev , som bekendt , +i året 1525 hans Tausen sendt fra antvorskov johanniter-kloster , +for der at omvendes fra sine kætterske +anskuelser . Peder Jensen , en klarhovedet og vel oplært +munk , var dengang commendator og prior for korsbrødregården +i Viborg , og til hans omhu betroedes +den unge , begavede munk , der havde begyndt sin +bane som en ivrig papist og lidenskabeligt elsket klosterlivet , +men som ikke havde formået at modstå Morten +Luthers mægtige veltalenhed . Han var nemlig +på klostrets bekostning bleven sendt til tydsiland , +for at uddanne sig ved dette lands berømte universiteter , +men havde , utilfredsstillet ved de spidsfindige +kirkelige lærdomme , som der foredrøges , tværtimod sine +foresattes strenge forbud , begivet sig til Wittenberg +og der hørt Luther . +Dette besøg blev afgørende for hans tansen +selv og for hans fædreneland , hvis Luther han var +udset til at blive . Hverken de strenge , klosterlige +bodsstraffe , han måtte udstå på antvorskov , eller +nu prior Peders formaninger og trudsler formåede +at kue ham . I samtaler med sine ordensbrødre og +fra prædikestolen udtordnede han sin fordømmelse af +katholikernes værkhellighed , eller uchristelige retfærdiggørelse +af gerninger , så det endte med , at han blev + +kastet i klostrets fængsel . Dog , selv fra fængslets +gitter forkyndte han med urokkeligt heltemod den store +sandhed — retfærdiggørelse af troen ; men i så +lange tider havde nu denne evangeliets kerne og +frelsens sande klenodie været formørket af menneskelige +påfund , at ordet i priorens og munkenes +øren lød som gudsbespottelse . Efter en treårig forgjeves +strid med denne stærke åndens kæmpe udstødte +den forbittrede prior hans taufen af klostret , +og denne kastede da sin supsrpollioum eller ordensdragt +og stadfæstede derved sit endelige brud med +kattolicismen . +Han forlod dog ikke klostret ganske alene . En +ordensbroder — kun en — var bleven vundet ved +hans forkyndelse , brød med de gamle vildfarelser og +blev udstødt af klostret med hans taufen . Denne +ene var Broder Thøger , som nu blev Tausens tro +støtte i reformationens første bevægede dage , delte +farer og anstrengelser med ham og prædikede , som +han , for de Viborg borgere . Han fulgte taufen til +København , men vendte dog snart tilbage igen til +Viborg , hvor han siden med Sadolin og Skjønning +byggede videre på den af taufen lagte grundvold . +Det blev senere hans lod at ansættes som luthersk +prædiker ved dominikaner-kirken , nu søndersognskirken , +i hvilken stilling han forblev til sin død ; og +den liden søn Peder , der allerede var ham født , skulle +i fremtiden bestige Viborg bispestol som den tredje +lutherske biskop ; men for tiden vare familiens vilkår +usikkre ; Thøger og hans hustru levede af borgernes + +frivillige gaver , og de indkom i disse trange +tider kun sparsomt . +Dog havde han erhvervet sig en fribolig og det +i selve korsbrvdregården , fra hvilken han i sin tid +var bleven uddrevet . Prioren og de fleste munke +havde nemlig under det lutherske røre , af frygt for +borgernes voldsomhed , forladt klosteret og vare siden +ikke vendte tilbage . Hospitalet stod tomt , og i det øde +kloster var kun forblevet nogle få munke , gamle +mænd , der ikke kunne løsrive sig fra det sted , hvor +de havde tilbragt næsten hele deres liv , som udenfor +klostret hverken havde frænder eller venner mere og +ikke vare i stand til at ernære sig selv . De levede +nu af almisser , thi med priorens flugt var al anden +indtægt ophørt at indflyde . +For disse den synkende kirkes veteraner var det +en stor velgerning , at Thøger flyttede ind . Som +fordums korsbroder mentes han at have et slags +ret dertil , og der var i disse ufredens tider ikke +taget nogen endelig bestemmelse med klosteret , som +først senere med sine ikke store ejendomme blev et +verdsligt Lehn . +Thøger indrettede sig altså så hyggeligt , som +muligt , i en krog af den øde , rummelige bygning , +prædikede nu og da for sine tilhængere , og de gamle +munke fandt ly og tilhold ved hans Arne . +Forunderligt var det syn , de tilbageblevne korsbrødre-munke +nu måtte se — en vugge med et +barn i en kloster-celle ! I begyndelsen forargedes +de derover og skyede den til barnekammer omdannede +celle ; ikke engang barnets fader selv formåede i + +begyndelsen ganske at værge sig mod denne følelse ; +det blev ham en anfegtelse at se en vugge gå og +høre vuggeviser på det sted , hvor forhen kun lød +bønner og angerfulde sukke , og hvor han selv havde +levet i asketisk strenghed . Han kom ikke så let over +dette bjerg , bruddet på den hellige ed , ved hvilken +han havde afsvoret ægteskabet og livets naturlige +glæder , og da hans hustru havde været nonne , var +edsbruddet dobbelt . Dog gav moderkærligheden efterhånden +hustruen stedse større klarhed og styrke , hun +fik lettere bugt med anfegtelserne , end hendes hunsbonde +og vandt mangen Sejer over ham i de åndelige +tvekampe , de udfegtede i al kærlighed med hinanden +under fire øjne . +Mild , fredsæl og forstandig , som Anna Pedersdatter +var , lykkedes det hende også at forsone de +gamle munke med det uskyldige barn , og det varede +ikke længe , inden det kom , som af sig selv , at en af +disse affældige og af tidens modgang bøjede oldinge +vænnede sig til at forrette barnepige-tjeneste ; thi +Anna turde ikke tænke på den overdådighed at holde +tyende . Den lille vordende lutherske bisp havde den +sjeldne skjebne at blive vugget i søvn af kronragede +munke . Højst pudsigt var det at se de gamle spøge +med barnet , når det vågnede , og straks efter gribe +rosenkrandsen for at afbede den synd , at have kærtegnet +et barn , der var avlet i forbandelse , af en +meensvoren munk og nonne . Det gik da så , ved +samlivet med Thøger , Anna og det lidet barn , +at rosenkrandsen stedse fik længere hvile , og de angerfulde +bønner stedse blev sjeldnere . + +tirsdagen efter midfaste-søndag om morgenen +var sagernes stilling i korsbrødregård netop , som +ovenfor beskreven . Thøger og hans hustru havde +holdt deres morgenandagt og sagde nu ved deres +davre , af hvilken de gamle korsbrødre , Kjeld og +Søren , fik deres part , medens Broder Martin vuggede +lille Peder Thøgersen , med sikker udsigt til at +få sin madlyst stillet , når de andre havde spist . +Fredeligt sagde de tilsammen , papismens tro tilhængere , +der vare for gamle og sløve til at kunne bryde med +deres fortid og den frafaldne , hvis forunderlige lod +det var blevet at bekæmpe den lære , han lige indtil +sin manddomsalder havde vedkendt sig og forsvaret . +Intet ord blev fra nogen af siderne talt , som kunne +såre modparten ; thi Thøger , som fra prædikestolen +udslyngede fnysende vredesord mod papisterne , øvede +i sit eget hjem christelig tolerance . Dette træk var +fælleds for de danske reformatorer ; de vare strenge og +polemiske i deres forkyndelse for at trænge igennem +med den , men milde i deres sæder og i personligt +samkvem . +Som de vare midt i måltidet , hørte de portklokken +ringe ; kort efter lød både slæbende og faste +fodtrin i cellegangen , og den gamle guardian , Broder +Povel , åbnede døren for Knud Mogensen , der +studsede lidet ved den ejendommelige familie-scene , +han pludselig fik øje på . Te andre grebes af en +lignende overraskelse ved at se ham , så stærk en +modsætning dannede hans friske , ungdommelige åsyn , +hans smukke , klædelige dragt og hans statelige holdning +til denne gruppe gamle , krogryggede munke i + +luvslidte kutter , Thøger i sin grove , daglige dragt +og Anna i sin tarvelige sorte klædning og med det +hvide lim tæt sluttet om sit åsyn , uden mindste +prydelse , streng og ærbar i sit ydre . Cellens nøgne +vægge , det plumpe bohave , det tarvelige måltid og +den gamle munk , der sad ved vuggen og brummede +en vuggevise , oplyste bedre , end mange ord , knnd om +beskaffenheden af hans frændes kår . Et smil +for over hans læber , og Thøger blev det vaer , men +vrededes ikke derover . Han så på knnd og tænkte , +at hans unge frænde var bleven en smuk ung mand , +og at hans skønhed var af den mandige Art , der i +særdeleshed tiltalte ham . Det smil mindede om +hans fagre søster ; thi knnd havde , ligesom Margaret , +arvet sin moders smukt formede mund , men den faste +hage , den brede pande og øjnenes blå farve stemplede +ham dog som en ægte Løvenbalk . +Thøger bød knnd velkommen med uskrømtet hjertelighed , +men dog med en værdighed i sin holdning , +der ikke forfejlede sin virkning ; thi knnd rødmede over +den følelse af ringeagt , der i det første øjeblik havde +grebet ham . +„ Vær hjertens velkommen som min husbonds +frænde , “ sagde Anna , der i dag for første gang så +knnd , „ og har i ikke alt spist davre , da gør vort +bord — ringe er det , i sandhed — den ære at +tage sæde og nyde en skefuld grød . “ +Knnd kom lige fra det overdådige måltid , +hvormed Barbara Jokumsdatter havde beværtet ham ; +men der var i Anna Pedersdatters åsyn og væsen +så megen renhed og fredsælhed , al han ikke formanede + +al sige nej og muligvis krceuke hende ved et +afslag . I denne nøgne celle og ved dette simple +bord fandtes noget , som savnedes der , hvor han kom +fra ; af Thøgers og hans hustrus væsen og ord fornemmede +Knud ligesom en luftning fra en højere og renere +verden , og han følte sig et øjeblik både ydmyget og +fængslet . +Da måltidet var til ende , førte Thøger sin +gest ind i sit lønkammer , der var den samme celle , +han i sin tid havde beboet som ungbroder . Der +fandtes intet andet bohave i dette snevre rum , end +et bord , bedækket med bøger , en plump stol og en +løibænk . Thøger bad Knud tage sæde på bænken , +selv satte han sig i stolen , foldede sine hænder og +sagde : +„ Her i denne celle har jeg i min papistiske +udlændighedstid bedet mange brændende bønner og +fegtet med djævelen , der i min vildfarelse påførte +mig svare anfegtelser , og har han vel ikke sluppet mig +den dag i dag ! Da var jeg en afgudsdyrker , Knud , +nu er jeg en messedræber og af de værste , såsom +jeg blev førstegrøden af Herrens udsæd her udi viborrig +ved hans taufen , min mester og lærer , hvem +gud signe ! Jeg burde være stærk , Knud , og dog er +jeg mangen stund svag ; thi det vil jeg tilstå for +dig , at nu , da Herren i sin nåde har forundt mig +jordisk lykke , og mit hjertes vansmægten efter kærlighed +er bleven mættet , nu tykkes det mig , at djævelen +er mig nær nok fra den anden side , så jeg nødes +at stride hårdelig , for ej at Hildes ganske i jordiske +bånd og vorde sløv i Herrens tjeneste . + +Knud kendte visselig ikke endnu til den slags +anfegtelser ; dog gav han et forstandigt svar . +„ Om jeg tør sige det , “ svarede han , „ da tænker +jeg , at korsbroderen i eder end ikke er ganske død , +men lever op igen hos disse gamle , topragede munke +og inden disse klostermure . I eders sted ville jeg +snarest stifte bolig . “ +„ Såmænd ! “ sagde Thøger smilende . „ Jeg valgte +denne bolig af nød , og jeg har den for intet ; jeg +får vel holde ud her til bedre tider . Da du sidst +gjestede mig , var jeg ungkarl og kunne nøjes med et +lidet Kammers hos . Jokum viintappers — retskaffens +mand , han ! Han og hans skønne datter have ej forglemt +dig ; de have flittigt spurgt til dig . “ +„ Jeg kommer så lige fra Jokums , “ svarede +knnd rødmende , „ og har haft Herberge der denne +nat . “ +„ Ej se ! “ udbrød Thøger , mens knnd sad og +legede med sin befjedrede hue . „ Dog , nu til dig og +din velfærd , min søn ! Med sorg fornemmede jeg i sin +tid din faders død , og jeg har hørt en fugl synge +om de sære hændelser , du før og siden har måttet +prøve , fornemmelig om den spydskarl og skalk , som +udgav sig for din morbroder og lokkede dig i Leding , +så du stod en kort stund på den forkerte +side ; dog kan jeg trøste dig med , at din fart til +ålborrig ikke er vorden almindelig kundbar , hvilket er +en lykke . “ +Knnd fornemmede af denne tale , at Thøger ikke var +vidende om drabet på Thomas kruse og følte sig + +ikke fristet til at fortælle om denne skjebnesvangre begivenhed , +hvorfor han tav , mens Thøger vedblev : +„ Jeg kan melde dig , at hin landsknegt , hvis +rette navn er Johan goerdes , det du vel nu er +vidende om , undslap fra dræbningen i ålborrig og er +nu i den Børglum bisps , stygs Krumpens brød som +hans fodermarfk . To skønne skalke , Knud , have +der fundet hinanden ! “ +„ Ej ! “ udbrød Knud , „ da kunne det lyste mig at +gjeste den bisp og ganske opgøre mit regnsfab med +den fule landsknegt . “ +„ Det lade du helst blive og bed dertil , at du +og han ingensinde mødes tiere ! Du sagde i går , at +du havde ligget i skove og skjul — bliv mig ikke +til en løbesfytte , Knud ! “ +„ Nu , “ svarede Knud forbeholdent , „ en stor part +af vinteren har jeg dvælet i Mariager hos Folmer +Rud , der end må holde stuen og er lidende af sit +sår . “ +„ Det glæder mig at fornemme , “ sagde Thøger , +„ bedre selskabsbroder kan du ikke finde ; men nu tale +vi om det , hvoraf din fremtids lykke hænger ! Hvor +flikker sig din moder i den tort , at hun nu står +stemplet som slegfredkvinde og deri , at Erik på sin +hustrus vegne har taget Tjele ? “ +„ Utænkelig vel ! “ svarede Knud i stor harme . +„ Min ære ved jeg bjerget , siger hun , og menneskenes +klasser og ondflab bekymrer mig kun lidet ! Nu vil +jeg ikkun have ære for gud , ende mit liv som lægsøster +i dette kloster og dyrke Herren , guds moder +og alle helgene til min sidste stund . “ + +„ Hm ! “ udbrød Thøger ; „ og din søster ? “ +„ Margaret , “ svarede knnd , „ tænker som moder , +men tror ikke på hendes ære ; hun mener sig at +være et slegfredbarn , og at for hende er kun det tilovers +at skjule sig for verden og give sig i kloster . +Broder Vigand bestyrker hende deri , Herren straffe ham +derfor ! “ +„ De munkes og nonners rævestreger begriber +jeg helt vel , “ sagde Thøger ; „ deres fingre kløe efter +din moders mammon . Du er da vidende derom , +at din fader har efterladt hende og eder alt sit +løsøre , så vel tyve tusinde gyldens værd ? “ +„ Jeg er så , “ svarede knnd . „ Hans Thordsen +har underrettet mig derom ; thi moder har gjort ondt +værre ved at udvælge ham , en ufrels mand , til sin +lavværge . Dog , det vide i , Thøger , jeg tager ikke +en hvid deraf , al den stund jeg derved tilstår at +være en slegfredsøn . Og har jeg min moders ære +for kær til at handle så ; selv er hun mig dertil +dyrebar , handler hun end , som var hun fra vid og +samling . “ +Thøger ville nødig krænke Knud ved at udtale +sin mening om hans moder og hendes stilling , +hvorfor han blot spurgte sin unge frænde , hvad han +nu agtede at foretage sig ? Dog , Knud var lidet tilbøjelig +til at indvie Thøger i sine planer , hvilke han +følte ville blive misbilligede , hvorfor han blot underrettede +ham om hensigten med hans fart til staden +og nærmere forklarede ham , hvorledes hans plan , at +henvende sig til kongen , for den gang var mislykket . +Thøger grundede nogle øjeblikke og sagde så : + +„ Bilde du blot forlige dig med din skjebne , +som den er ! Det seer jeg grant , at Tjele for evigt er +tabt for dig ; du ødsle da ikke tid og penge på at +genvinde dit fædrenegods ! Så er loven , Knud , at +hvis Erik skram , som nu har gården inde , frier sig +med tolv mænds ed , at han tog den med rette , det +han visselig , om fornødent , gør , da vorder den ham +tilkendt , og til at vrie loven , dertil fattes dig mægtige +og gunstige patroner . “ +„ Men mit gode , ærlige navn og min ære ? “ +Spurgte Knud , blussende af harme . +„ Nu , Knud , “ svarede Thøger velvilligt , „ ikke +laster jeg din høisindethed , den jeg helt vel fatter . +Dog høre du nu mit råd og sig så ikke siden , at +du gik rådløs fra mig ! Du tage uden betænkning +den arv , der er dig tilfalden , og se så at tjene +dit brød som en ærlig mand ! Du kan gå i en +bedre mands brød , og heller ikke er det utænkeligt , +at tn kan vorde ansat i kongens tjeneste ; thi hvad +æren anbelanger , da betænke du , at tog end din +mægtige frænde dig tit fædrenegods fra , det er +dog ikke så klarlig bevist , at du ikke skulle være en +ægtefødt , fri mand . Med kløgt og lempe kan du +bringe det vidt og tænkelig grunde en ny slægt ; ved +rettergang øder du dit mammon , ved vold styrter +du dig i fordærvelse . “ +Thøger havde der med fremsynethed afmalet +Knuds fremtid omtrent , som den virkelig blev , da han +havde udraset ; men han var for tiden ganske uimodtagelig +for vise råd , og det ville vel også gerådet +ham til liden ære , om han så let havde skikket sig i + +sin hårde skjebne . Han var jo end så ung , hans +mod » bøjet , hans indsigt i denne verdens anliggender +kun ringe . Lang og trang fluide den vej +blive , der nu i Thøgers fremstilling tog sig så +magelig ud . +„ Thøger , “ sagde han og blev såre bleg , „ ikke +seer i mine kår an fra den rette side . I bør betænke , +at som ufrels mand kan jeg ingensinde eje fri +jord , og ægter jeg en fri kvinde , da er det mgteflabsbånd +som ikke knyttet og hun i verdens øjne ikkun +min selgfredkvinde . Så vil da forbandelsen følge +mig vanbyrding indtil den dag , da min rette , ægte +fødsel vorder bevist . “ +„ Så dømmer verdens dårskab , “ svarede Thøger +koldsindigt . „ Dog , hvor står det skrevet , at du +just skal ægte en adelsbåren jomfru ? Der findes +og retskafne borgerlige , og en slig er min hustru . +Hvad tykkes dig om Barbara Jokumsdatter ? Nu , +jeg gantes blot med dig , men vide det skal du dog , +at hun er en dydig og rettroende jomfru , vel en ærlig +mand værd . “ +Knud kæmpede nogle øjeblikke med sig selv , men +besluttede sig dog endelig til i dette punkt at vise sin +frænde fuld fortrolighed . Han indviede ham da i +sit kærlighedsforhold til ide Nielsdatter , og da Thøger +frittede ham skarpt ud , fik han også kundskab om +det blodige møde med Thomas kruse . +„ Osus missrsoorclø tui ! “ udbrød Thøger og +hævede de foldede hænder , „ så har du alt taget +en Broders liv , og der klæder blod ved dine unge +hænder ! “ + +„ Det blod/ ' svarede Knud roligt , „ tynger ikke +min samvittighed ; var han dog en ond Karl og min +arge fjende , det han udsagde med sit sidste åndedræt . “ +„ Og så sendte du ham ud af verden at træde +for guds domstol ! “ sagde Thøger harmfuld . „ Du +fældede ham ikke som din herres fjende , hvo han nu +var , men som din egen , af had og hevn . “ +„ Jeg fældede ham ikke lig en stimand , “ svarede +Knud med et mørkt blik , „ men i åben , ærlig kamp . +Vi gik løs på hinanden med gode våben og ærlig +villie at gøre vort regnflab op ; thi havde han fljeldt +mig for en vanbyrding og ville dertil rane mig min +hjertenskær fra . “ +„ Og hver , “ udbrød Thøger , „ der kalder dig +så , skal smage din klinge , ej så , Knud ? Din Bei +vil gå over lig , og den vil føre dig til galgen , +hvor din krop vil dingle , mens din sjæl farer til +helvede . “ +„ Nu tager i for hårdt , “ svarede Knud urokket , +„ og som var jeg den eneste manddraber i det ganske +land . I ved det helt vel , at de gode mænd er +snart talte , som ikke have en flig skyld på sig og +sig mig da , om de ikke alle leve end og ved mandebod +og gørsum * ) tilkjvbte sig fred og slægtens +tilgivelse ? “ +„ Dog ikke gud Herrens ! “ udbrød Thøger og så +* ) af det islandske ord gær , hel , fuldkommen ; en overbod , +som drabsmanden af hensyn til den dræbtes frænder og +slægtens anseelse gav udover den ved loven fastsatte , rette +mandebod for ganske at tilfredsstille dem . + +opad ; „ ikkun oprigtig anger og tro til forløsning +ved jesum christum , hans sonoffer , kan slette synd +ud . Dog , så sløvet og vanvittig er menneskeslægten , +at de regne ikke en sjæls værd så højt , som til en +hests halve pris ! * ) du betænke nu i hvert fald +et , Knud , at så går det , fælder den ene fri mand den +anden ; men , er nu end visselig fri og ufri lige ens +og godt for guds domstol , i dine kår , og da du +i de flestes-øine er ufrels , da kan et drak koste +dig din Hals . “ +„ En forsmædelig død , “ svarede knnd koldsindigt , +„ ville være pinefuld , dog på ingen Viis døden selv . +At falde i åben , ærlig kamp , det tykkes mig til +somme tider at måtte være en lyst , og gerne drog +jeg i Leding at lade mit liv , turde jeg forvente at +blive antaget som en god mand , hvad dog nu ikke +står til at håbe . Våbnenes gny er en skøn musik , +og et raskt stød frier en mand fra lang pine under +badskærens hænder . “ +„ Og hvad kommer så derefter , knnd ? “ +„ Ikke ved jeg det og stiller det trygt i guds +hånd ! “ +„ Ak ! “ udbrød Thøger , „ Du onde menneskehjerte +og du lunkne menneskesjæl ! Skulle man , ved at +høre dig tale , tænke , at Christi evangelium nu snart +i syv sekler er prædiket udi dette land ? Dog , gud +nåde ! den prædiken var nu og i lange tider derefter , +på en tid , da en hest kostede 160 mark , var mandeboden +kun 54 mark . Ansete slægter fordrede dog indtil +1500 mark for et drab . + +og en pengegave ' i munkens sæk var nok til at udslette +grove synder . Gud have lov , nu stunder det +mod enden med denne vankundighed ! Nu prædikes +det rene evangelium og må få bugt med denne +verdens ondskab . “ +„ Mig tykkes ganske det modsatte , “ sagde Knud +hårdnakket ; „ er ikke somme af de lutheriske fule +bandskroppe og handle , som var fanden og ikke Christus +deres gud ? Hvad tænker i om vor frænde , +Geert Eriksen ? Fandt i noget sted værre fyldehund +og slagsbroder ? “ +„ Jeg seer , hvor det har sig med dig , Knud ! “ +Sagde Thøger sørgmodigt . „ Du har afkastet den gamle +klædning og ikke iført dig den nye . Du lever uden +gud , og æren er den flagrende lygtemand , hvorefter +du styrer din kås ? “ - +„ Såmænd , “ svarede Knud ; „ jeg hader de munke +og elsker ligefuldt ikke de lutheriske . Lad både parter +dyrke deres gud , som de ville , alt imens jeg får +oprettet min ære og genvinder min fædrenegård ; da +få vi siden se ! “ +Thøger så harmfuldt op og ville givet et heftigt +svar , men besindede sig og tav . Han så på +den livskraftige , stolte unge mand , der sad for ham , +fuld af verdslig tryghed , og hvis hele tragten gik +ud på at genvinde timelig ære og fordel , og han +følte , at al prædiken for tiden kun ville forhærde +ham end mere . Dog ville han end forsøge det med +et ord , som måtte røre ham ved det ømme sted . +„ Ide Nielsdatter , til hvem din hu står , “ +Sagde han , „ er en god lutherisk jomfru , den ny lære + +hengiven og tro . Jeg vil bede dertil , at hun ikke falder +i dine hænder , som er en ganske vantroende +mand . Det vide du , Knud , at kom du med hende +til mig , ikke ville jeg forene eders hænder for guds +alter og begærede du af mig det hellige sakramente , +jeg ville vise dig af som en angerløs synder . “ +„ En uværdig , “ svarede Knud og rynkede sine +bryn , „ er jeg tænkelig ikke blot i eders øjne , men +og i guds ; dog mindes i det , jeg har ikke løiet , ej +Keller hyllet for eder . “ +„ Visselig ikke ! “ sagde Thøger mildere , „ Du er +en ærlig sjæl , enddog du raver om i vildfarelsens +mørke . Du får nu råde dig selv ; tænkelig bliver +du seende , har du først rendt panden mod muren . +Faderløs er du nu , så og næsten moderløs ; du +mindes da , går verden dig fremdeles imod , at du +i mig haver en velmenende frænde , som dertil er en +guds tjener , ringe nok for sanden ! dog mægtig at +give dig fuld syndsforladelse ; skulle du nogen tid +vende om og føle anger , da vend dig trygt til mig ! “ +„ Tak , som byder ! “ sagde . Knud og rejste sig +brat ; dog vidnede hans åsyn og blik om nogen +sindsbevægelse , hvilken han betvang . +„ Så have gud dig imens , “ sagde Thøger +hjerteligt , men sorgfuldt ; „ jeg skal mindes dig i mine +bønner ! “ +Dermed skiltes de ; men da Knud var sin frænde +af syne , blev kun brådden af de alvorsord , denne +havde talt , tilbage i hans hjerte . Fornemmelig genlød +de ord i hans øren : hvor står det skrevet , at du +just skal ægte en adelsbåren jomfru ? der findes og + +retskafne borgerlige — hvad tykkes dig om Barbara +Jokumsdatter ? De ord tirrede Knud og drev ham +til handling ; han ville vise sin frænde , a : den bøn , +at ide Nielsdatter ikke måtte falde i hans hænder , +skulle vorde bedet forgjeves . +Han gik skyndsomst til sit Herberge og lod sin +hest sadle . Hans gjestfri vært bemærkede med mishag +hans forandrede væsen og glædedes ikke meget ved +hans høviske , men kolde taksigelse for den nydte gjestfrihed . +Barbara bød ham farvel med blege kinder +og et spørgende , sorgfuldt blik . En halv time efter at +han havde forladt korsbrødregård , red han ud af +sanct Mogens port og fulgte ålborgveien , som +måtte føre ham til Holmgård . + +tredie kapitel . +I Bjerregrav mose . +På Holmgård i rindsherred sad Laurids Lunov +med sin unge hustru og hendes slægt . Så det +end først ud , som skulle Anna Enevoldsdatter aldrig +få held til at fejre sit hjemfærdsgilde og som huusfrue +på Holmgård fæste nøgleknippet til sit belte , +det vendte sig dog således , at hun drog derind , +førende alle sine med sig . Hnn var glad ved dem +alle , ved Anna Seefeld , hendes børn og oldemoder , +thi de oplivede hendes stille hjem , og hendes +husbond var just ingen mester i at finde på tidkort ; +men hvad ide Nielsdatter angik , da blev hun +nu mest kun tålt ; forskydes burde hun dog ikke , +voldte hendes nærværelse end ofte ufred . +Ræd havde Anna været i sin tid ved den tanke +at drage herop og bo blandt de rindherreds kåber , +der vare så berygtede for deres opsætsighed ; dog , +nu havde det taget en sørgelig ende med dem . De +kaldtes kåber , det vil sige riddersvende , fordi måge +af dem stammede fra adelsmænd , for hvem det var +gået til agters , eller som ved ægteskab med ringe + +og ufrie kvinder havde sat børn i verden , der ikke +bleve anerkendte som hørende til standen . Mange +af disse halve adelsmænd vare dog rige selvejerbønder , +indtil de nu nylig ved at deltage i skipper +elements opløb kom i kongens unåde . Kong Christierns +rådgivere grebe med begærlighed denne lejlighed +til at kue bonden og udvirkede en beslutning , +hvis hårdhed og uretfærdighed aldrig kan forsvares ; +thi samtlige herreders almue , som havde hyldet skipper +element , blev , uden at skelne mellem skyldige og +uskyldige , dømte til at have liv og ejendom forbrudt , +din blev vistnok ikke den ganske befolkning dreven fra +hus og hjem , en grusomhed , hvortil den milde +konge aldrig ville givet sit minde ; men bønderne +mistede i heldigste fald deres ejendomsret og blev +fra jordegne bønder kronens eller adelens fæstere ; +hvem det gik værre , måtte give så store bøder , at +de forarmedes derved , og nogle mistede ganske deres +ejendom , når de ikke formåede at indløse den med +dens fulde værdi . Vistnok var forbittrelse » over +denne hårdhed , der for en stor del må skrives på +kongens griske og hevngjerrige adelige rådgiveres +regning , så stor , at bønderne hist og . her satte sig +til modværge , og sikkert ville de undertrykke ved det +første nederlag , der var ramt kong Christiern , anden +gang rejst sig ; men hans våben havde fra nu af +så seierrig fremgang , at der ikke mere var at tænke +på modstand . +De mandhaftige og stolte rindherreds knaber +vare da knækkede for stedse , og der var tyst og fredeligt +nok i deres egn . Gyldne tider var det for adelen , + +som nu på den underkuede Bondes bekostning formerede +sit gods , og heller ikke Laurids Lunov undlod +at drage sig tidsomstændighederne til nytte ; men han +hørte dog til de adelsmænd , der for lempeligst frem +og ikke trykkede bonden til jorden . Fåtalende og +sær , men god i gerningen , var han vel lidt af alle +sine undergivne . Krigslysten var til hans hustrus +beroligelse ganske forgår ham , efter at han havde +været med at kerende Ålborg , hvor bondehæren blev +ganske tilintetgjort . Han stak derefter sværdet i skeden , +drog til sit hjem og benyttede sig af sin stands +privilegium , at bøde med pungen og stille rustede +karle til rigets forsvar . Jylland var egentlig for +ham Danmarks rige , og kun lidet bekymrede han sig +om resten . +Samme dags aften , som Knud om morgenen +var redet fra Viborg , vare de alle forsamlede i dagligværelset +på Holmgård . Det var skumring og ilden +knittrede i steenovnen . Gamle gidsel Podebusk , +hvis livstråd var så seig , sad her , som forhen på +Vingegård , i ovnkrøgen og slumrede nied sin Rosenkrands +i hånden ; hun trængte visselig ikke til en +søvnepryn , eller noget andet tryllemiddel for at sove . +Husmoderen sad ved vinduet på sin sømmestol og +gjorde nogle sting ved det svindende dagslys , og +Anna Seefeld sad hos med sin snnrrende rok . Laurids +selv lå , så lang han var , på en løibænk og +kærtegnede sin store mynde , der stak sin snude ind i +hans vams , og ide lå på fodtæppet ved ovnen +og stirrede ind i ilden . + +det røve flammefkær gav hendes åsyn en friskere +farve , end det ellers nu havde . Ingensinde havde +hun været mere fager at se til , end i dette øjeblik , +da hun , liggende på sine knæe og med hænderne +foldede i sit skød , sørgmodigt stirrede ind i det blussende +bål . Hun var bleven lidt mere mager og havde +vokset sig rankere , hvilket var en vinding ; thi den hvide +arm og den svulmende barm var fuld og rund nok +endda , medens hendes ansigtstræk vare blevne finere . +Der var mere sjæl i hendes blik ; men selv nu , da +en alvorsfly lå på hendes hvide pande , sås et +træk om hendes friske læber , der mindede om , at de +vare skabte til smil . +Som hun stirrede ind i ilden , da så hun et +vildt drømmesyn — Knud , der kæmpede med Thomas +og stødte sit sværd i hans bryst . Hun fornemmede +et glædesgys , og det råbte i hendes sjæl : ha , Knud , +det var vel gjort ! Kun lidet anede det Knud , der +i hendes brev havde læst idet fordømmelse , at det +kæmpede så i hendes bryst . Nu mindedes hun Christoffers +dybe harme , Annas bitre tårer , oldemoders +sfingrende forbandelse over den skotske kvindes søn . +Kunne ide nu købe sin lykke for nogen ringere pris , +end med tabet af sin ære ? Knud var fordreven fra +Tjele , stod stemplet som en slegfredsøn og havde besmittet +sine hænder nied blod — kunne hun nogen +tid ægte sin frændes og formynders Broders drabsmand +uden at følges af slægtens forbandelse og verdens +foragt ? Burde hun ikke udflette enhver tanke om knnd +af sin sjæl og hans navn af sit hjerte ? Hun spurgte sig +selv , hvi hun ikke gjorde det , og af hvad årsag hun + +elsfede ham højere nu i hans ulykkes og skjændselsdage , +end nogen tid forhen i lykkens solsfin , og da +han var uden skyld ? Derpå kunne kun han give +svar , den alvidende , hjerters og nyrers kender , +han , som indskriver navne der , knytter nogle sjæle +sammen , stiller andre ad , for at de efter hans vise og +kærlige villie kunne gennem jordlivets trængsler +luttres til det evige liv . +Så dybt var ide hensunken i grublen , at hun +til sidst glemte både tid og sted ; men da følte hun +pludselig en hånd på sin arm og for sammen , greben +af skræk . Berørelsen var dog kun let , måske +tilfældig , thi gerningsmanden var blot Jakob smådreng , +der trængte sig noget uhøvisk frem for at lægge +ved til ilden . Han var i Christoffer kruses brød +og det eneste mandlige tyende , som var forbleven hos +kvinderne , da hans herre drog i Leding . Ide havde +kendt ham fra barnsbeen , hun havde stedse viist ham +godhed , og han var hende hengiven , ja måske den +eneste tro ven , hun havde på Holmgård . +Hun blev vaer , at hans øjne søgte hendes og +greben af en anelse om , at han muligvis havde +noget at meddele hende , som ikke var for andres +øren , eller måske et brev fra Knud at give +hende , gav hun , idet hun flyttede sig til side for at +lade ham røgte ovnen , nøje agt på hans færd . Da +han satte ildrageren fra sig , kom hans mund nær ved +hendes øre , og han hviskedee : +„ Knud venter i Bjerregrav mose . “ +Ide , som havde rejst sig halvt , sank atter ned +på tæppet og blev dødelig bleg ; dog fattede hun sig + +hurtigt , rejste sig og gik roligt og sindigt ud af stuen , +som om intet var på færde . — +dagssfjæret var blegnet , men månen lyste , og +stjernerne tindrede i den klare frostluft . Dyb stilhed +herskede omkring Holmgård , hvis røde mure +knejste på bakken , omgivne af høje træer . Forgjeves +øskede månen sit sølvlys på de mørke mure , der +forbleve mørke og skumle , og nattevinden rystede +træernes nøgne grene , så de raslede , som om de +skælvede af kulde eller rædsel . Det var lyst ude +på hedebankerne , og Limfjordens vande blinkede i +det fjerne , men i Bjerregrav mose , tæt under bakkeåsen , +var der skygge og mørke . +Indhyllet i en foerværks kåbe og med hætten +over hovedet ilede ide , fulgt af Jakob smådreng , +henad stien , som førte ned til det krat , der fra denne +side omgav mosen . Da hun havde nået bakkeskrænten , +standsede hun , stirrede ned og lyttede med +bankende hjerte ; men der var ingen at se og fuldkommen +tyst . Da hørte hun en hests vrinsken bag +buskene og ilede nu ned ad stien , idet kåbehætten +faldt tilbage , og hendes hårfletninger lyste i måneskinnet . +Som hun nåde krattet , trådte en høj +mand frem og opfangede hende i sine arme . +Det blev et langt belkomstkys , Knud der tog , +mens han efter så lang og bitter en skilsmisse trykkede +sin hjertenskær til sit bryst . Omsider rev hun +sig løs og sagde med en munterhed , der ellers var +hende så naturlig , men nu faldt tvungen : +„ Knud dog ! Neppelig fik jeg tid at se , det + +var dig . Det kunne være timet mig at kysse en +fremmed . “ +Uagtet hun forsøgte at smile , fkjelvede dog hendes +stemme , og hendes øjne vare fulde af tårer . Knud +lagde tavs sin hånd på hendes skulder , vendte +hende mod månens lys og så hende ind i hendes +blege åsyn , mens hun stirrede på hans brune og +veirslagne træk . +„ Så , “ sagde han , „ nu kende vi hinanden ! “ +Men heller ikke hans røst havde den vante sikkerhed . +„ Dine hænder er kolde , “ sagde ide og tog en +af dem mellem sine varme og bløde . +„ Nu fik jeg fløielshandske på ! “ sagde knnd og +smilte . „ Vi vandre nu lidet med hinanden her mellem +buskene , “ vedblev han og lagde sin arm om hendes +midie ; ��� se , her er gråmunk , som længes at se +dig og klappes af dig ; mange mile bar han mig +tro på sin ryg , i ondt og i godt vejr , siden vi +skiltes . “ +„ Du har bøjet ondt , knnd ! “ sagde ide uden at +agte på gråmunk og brast i gråd ; „ føler du +sult ? “ +Knnd lo , . så ide for sammen . +„ Du lille tåbe , “ sagde han , „ mener du mig at +være flig stakkarl ? “ +Så gik de tavse hen ad grønningen ; et blodigt +genfærd tyktes det ide , gik ved deres side . +„ Ikkun af den årsag , “ sagde knnd omsider , +„ kommer jeg i smug og ved nattetide , for ikke at +volde dig fortrædenhed . “ + +„ Du gjorde det for min skyld , ej så ? “ hviskedee +ide . +„ For hvis skyld mon ellers ? “ spurgte Knud ; +„ et trøgt ridt herop i det sand , og lang var ventetiden +her i kjceret . “ +„ Ikke mente jeg det , “ sagde ide og gøs ; „ at +du dræbte Thomas , deri var jeg årsag ? “ +Det lettede ides hjerte , at hun havde fået +det sagt . +„ Sandt nok , “ svarede Knud ; „ for ide ! det +råbte jeg , da jeg stak min klinge i hans bryst ; dog +mener jeg så , at var du end ingensinde kommen mig +for øjne , jeg ville dog taget hans liv , al den +stund han havde fkjeldt mig for en vanbyrding . “ +„ Så siger du af godhed for mig , “ svarede +ide ; „ jeg ved det , Knud , og tilstår , at jeg gjekkede +dig og handlede ilde mod dig den sidste tid , forinden +du drog af Tjele . Bitterligt har jeg angret +det , og mange vågne nætter har det kostet mig ! +Troe mig nu , der var had i mit hjerte , selv mens +jeg gantedes med Thomas ; dog , jeg frygtede ham , +fornemmelig for din skyld . Jeg har fornummet +syndig glæde ved at tænke derpå , at du vog ham , +og dog , Knud , råber det i min sjæl : give gud han +end var over jorden og i live ! “ +„ Da , “ sagde Knud , „ ville du nu været hans +hustru . “ +„ På ingen Viis , Knud , hellere død ! “ +„ Nu , ide , så have jomfruer før trodset og dog +givet sig . “ + +„ Nu seer jeg , “ svarede ide og hævede sit hoved , +„ Du kender ikke ide Nielsdatter . Nej , det må jeg +mene , at var Thomas end ond og dig hadsk , mens +han var oven jorden , han er dig dog værre fjende +død , end levende . “ +„ Hvad sige og gøre de nu deroppe ? “ spurgte +Knud og pegede mod gården . +„ Nu er de stille , “ svarede ide ; „ men de have +raset og forbandet dig . Stor trængsel har jeg +måttet prøve , Knud , fordi jeg tog dig i forsvar ; +fornemmelig var den dyst med Christoffer hård . +Det sagde jeg , at mandefald i åbent slag er ej +manddrab . “ +„ Det kunne gå på slagets regning , “ svarede +knnd ; „ dog agter jeg ingenlunde at snige mig derfra , +men tilstår , det var en tvekamp , og så får +Thomas ' s død og kaldes et drab . Havde ikke denne +ufred været , da loven hviler , jeg ville straks mødt +til tinge og gjort Christoffer tilbud om bod . “ +„ Jeg sagde og , knnd , “ vedblev ide , „ at du +sikkerlig angrede din dåd . “ +„ Det tykkes mig dog svært at angre , “ sagde knnd +barsk ; „ sagde du ikke nys selv , at du havde følt +glæde derover , at jeg vog ham ? Nu , derfore elsker +jeg dig des højere . “ +„ Ak , knnd ! “ svarede ide , „ vi er syndige sjæle +begge tilhobe ! Nu skal du få høre , hvor ædelsindet +mand Christoffer er ! Der blev talt om bod ; da +sagde han : ikke kan jeg tage bod af knnd nu , da +han regnes for » frels mand ; det får stå hen , +indtil han fanger bedre kår ; og rører han ved sagen + +selv , eller og jeg , da vil det komme for en dag , på +hvilken side han stod i den fejde . Er han end ung +og ikke fuldmyndig , når det alt kommer tilsammen , +da kan det koste ham hans Hals . Jeg vil ham skåne +for hans ungdoms skyld og lade hevnen være Herrens ! +Det får da hedde , at Thomas er falden i +dræbningen ved Svenstrup . “ +„ Skønt nok det , ide ; men hvor blev da den +hårde dyst , du før sagde , at du havde med ham ? “ +„ Gjetter du ikke , hvor det kom , Knud ? Han +fordrede det af mig , at jeg ganske skulle slå dig af +tanke og sind ; ingensinde tiere måtte dit navn +nævnes , ingensinde mere jeg have samkvem med dig +eller Margaret ; i skulle både være som døde for +mig ; og da jeg svarede , at det evnede jeg ikke at love , +da for han op og råbte i stor harme : jeg skal vide +at fremme tit bedste , endogså mod din egen villie ! +Skal så dog stakkels Thomas ' s sidste ord og testamente +stå ved magt , og det skal ske , som han bad +med døden på læberne . Ingensinde giver jeg dig +til Knud Mogensen , ide ! og fornemmer jeg , at du +efter dette søger samkvem med ham , da stænger jeg +dig inde ! “ +„ Ide , “ spurgte Knud efter nogle øjeblikkes mørk +taushed , „ er du en modig jomfru og vil stå last +og brast med mig ? “ +„ Meget vil jeg vove for din skyld , “ svarede +ide med et suk , „ dog nødig krænke Christes , som er +min anden fader . “ +„ Just dette vil blive forn��dent , ide , at handle +ham imod . “ + +„ Vi se tiden an , Knud , og flikke os tålmodigen +i vor skjebne , indtil Herren på den ene eller anden +Viis jevner vor vej . “ +„ Da få vi tøve , ide , indtil vore hår er +vordne grå . Jeg kender Christus ! Han er god og +retsindet , men urokkelig i sit forsæt . Det får ikke +hjelpe ! Hvad kan jeg derfore , at hans Broder , hvis +sjæl gud nåde ! var en ond Karl og krænkede min +ære som en Nidding ? “ +„ Vi fare med lempe , Knud ! Hvad med uret +sås , med sorg forgåes . “ +Knud tav en stund ; da sagde han : +„ Jeg kommer fra viborrig , ide , og var der hos +Thøger i korsbrødregård . Og han bød mig fare +med lempe . Han gav mig det råd at flikke mig i +mine æreløse kår , som var jeg virkelige « den vanbyrding , +jeg fljeldes for ; at lade faster have Tjele +uden modstand , og selv skulle jeg da gå i en bedre +mands brød og vinde ære der , tænkelig som skriverdreng ! +Dog , han vidste råd for mere , end det ; thi +da han fornemmede , at jeg havde dig kær , da sagde han : +hvor slår det skrevet , at du just skal ægte en ædelig +jomfru ? Der findes og retskafne borgerlige ! — råder +du mig , som Thøger , ide ? Skal jeg søge mig +en fæstemø blandt de borgerlige ? “ +„ Hvi krænker du mig ved at spørge så ? “ sagde +ide og brast i gråd . +„ Nu , ide , “ svarede Knud , „ der venter dig ej +blide kår med mig . Du skal vide , hvad du går +ind til ; men ræddes du derved , da stilles vi helst . “ + +„ Knud , Knud ! Du pine mig ikke så ! Hvad begærer +du af mig ? “ +„ Førsf din ring , den der med ædelstenen , +enddog jeg ingen haver nu at give dig til gjengjeld . “ +„ Tag den ! “ sagde ide , drog den af fingeren og +rakte ham den . +„ Nu se du på den , “ sagde Knud og holdt den +op , „ at du mindes den ! “ +„ Unødigt det , Knud ! “ svarede ide og så på +ham med et tåreblæendet blik ; „ jeg tog den i arv +efter min moder , bar den fra min barndom , først i +en snor om min Hals , siden på min finger . “ +„ Dobbell dyr er den mig da , ide ! “ svarede +Knud . „ Nu høre du min begæring : når jeg stikker +dig ringen , og du atter har den i din hånd , da +holde du dig rede ! Jeg kommer da at hente dig +på gråmunks ryg . “ +„ Knud ! “ råbte ide og rev sig løs fra ham , +„ der begærer du for meget , ikke aleneste min tro , +men og min ære ! “ +„ Præsten skal være rede , “ svarede Knud , „ bliver +det nu en papist , eller en prædiker , mig er det lige +kært og ens ; så og hus og hjem , bliver det end +blot en hytte ; jeg tror derpå og lover dig , du skal +engang flytte fra hytten til borgen ! “ +„ Jeg gør det på ingen Viis , Knud ! “ svarede +ide med fasthed i blik og stemme . +„ Da tage du ringen tilbage ; “ sagde Knud med +et blegt åsyn og rakte hende den . „ Mindes du +Barbara Jokumsdatter , viintapperens fagre datter ? +Nu , til hende sigtede Thøger . Hvad tykkes dig om + +Barbara ? spurgte han ; hun er en dydig jomfru , vel en +ærlig mand værd ! — jeg havde Herberge hos hendes +fader nu i viborrig , ide , og stor ære og gjestmildhed +blev mig viist ; det mærkede jeg grant , at den +jomfru har mig kær . Nu rider jeg til viborrig at +fæste hende . “ +„ Du gør ikke det , Knud ! “ råbte ide og blev +både rød og bleg ; dog straks derpå lo hun og lod +sine smilehuller se . „ Du mene ikke Knud , jeg er et +barn , hvem du kan kyse med så lidet ! “ +„ Du have nu farvel ! “ svarede Knud barsk og +fæstnede sit sværdbelte . „ Så søge du dig snarest +en bedre fæstemand ! “ +Derpå vendte han ryg til og gik hen til sin +hest ; men ide ilede efter ham og greb h ' am i armen . +„ Du tilstå nu straks , “ sagde hun , „ at det med +Barbara Jokumsdatter var ikkun gjekkeri ! “ +„ Ved alle helgene ! “ svarede Knud , „ Barbara +gjekkede mig ikke , og hvad mig anbelanger , da svarer +jeg ikke for , hvad fredløs mand , hvem venner vise +ryg og fæstemø sviger , kan blive til sinds af gøre . “ +„ Ak , Knud ! “ udbrød ide med usikker røst , „ Du +have barmhjertighed med mig ! “ +„ Jeg begærer blot ja eller nej , ide ! “ sagde +Knud fast , „ men nu på stand ! “ +„ Gud forlade mig det ! “ udbrød ide og sank til +hans bryst ; „ jeg kan ej andet , der komme hvad der +vil ! Du får da have din villie ! “ +Så stod de en stund tavse , fast omslyngede , +mens natvinden susede i krattet , og hjejlen fløj klagende +hen over deres hoveder . + +„ Du love mig nu et , “ sagde ide og rev sig +løs , „ af når du fører mig herfra , da må Margaret +være der , hvor du fører mig hen . “ +Knud lovede det , om det var gørligt . +„ Der kommer Jakob ned ad skrænten , “ sagde +ide , „ nu må jeg fort ! “ +„ Meget er afgjort i denne stund , “ sagde Knud +og kyssede ide til afsked ; „ nu sælger jeg ej mit håb +for hundrede mark ! “ +„ Gud se i nåde til os ! “ sagde ide og gyste . +„ Når slår timen , at du kommer ? “ +„ Ikke kan jeg sige dig det nu , ide ! “ svarede +Knud ; „ ikke vil jeg handle fremfusende ; tænkelig får +du bie en stund ! “ +„ Helst bier jeg , er du mig tro , “ sagde ide rødmende , +og dermed stilles de . +Ide ilede Jakob smådreng i møde , gik så med +ham opad bakkestien og vinkede med sit lommeklæde +fra skrænten til Knud , som blev stående og stirrede +efter hende , indtil hun var af syne . Så sprang han +i saddelen og red sønder på . + +fjerde kapitel . +Gemte skifter og deler . +Det var den stille uge , eller dimmelugen , først +i April , og der var tyst ved Mos sø . Fra palmesøndag +til påfkemorgen turde klokkerne ikke lyde , og +de troende kaldtes til andagt ved træ-ranglernes +klappren ; men tav klokkerne , desto højere lød bodssangene . +Hverken cistercienserne i øm eller benediktinerne +i Boer og Vissing havde i lang tid holdt +gudstjenesten så godt ved magt , som i denne påske ; +thi ufreden i landet og fornemmelig den kætterske +hertug Christierns udvælgelse til konge havde vakt de +sløve sjæle , så de gjorde bod og bad brændende , at +Herren ville frie deres samfund fra udslettelsens +dom . +Kun lidet havde munkene i øm og voer i denne +vinter drukket , dobblet og jaget , så at abbedernes +skytter og mynder havde haft gode dage . Fasten +var bleven så strengt overholdt , som ikke i mands +minde , og man mente i klostrene ved sang , bøn og +faste at være bleven gud såre velbehagelig , uanset + +de længselssukke efter kødgryden og viinkanden , der +opsteg fra mangen Munks og nonnes bryst . +Det var en streng tjeneste at holde otte Korns +eunonivus , eller kirkelige tagstider , af hvilke den +første i den stille uge faldt ved midnat ; otte gange +i døgnet at synge den fjerde bordpsalme : miserers +mol døns ! Måtte ikke en så stor Iver , hvor end +tankerne fløj hen under sangen , erhverve de lyttende +syndige menneskebørn , uden at tale om de hellige +sangere og sangersker selv , stor fortjeneste i himlen ? +Og hvad vigilicrne , eller dødssangene angik , hvormange +år af skærsildens pinetid blev ikke ved dem +strøgne for de henfarne sjæle ? De munke og nonner , +der overhovedet havde nogen tro , tvivlede visselig ikke +om , at disse gerninger i og for sig vare fortjenstlige +og frelsende ; og hvad deres skriftebørn angik , da havde +man jo lært de enfoldige sjæle , at englene tælle de +menneskers trin , som gå til messe og at derved +erhvervedes lige så stor nåde , som om der var +skænket til kirken så stort et stykke land , som man +kunne gå over , mens messen varede . +Dog tør det med vished antages , at de , der +virkelig forøgede kirkens gods , erhvervede sig størst +nåde hos munkene , hvem udsigt til jordisk vinding +frydede nok så meget , som en fuld kirke . Dette +kendtes på de lade nonner i Vissing ; thi dem var +der timedes en lykke , som i hine papismens vanmagts +dage ikke var almindelig , idet ærlige og velbyrdige +kvinde . Fru Genete Jakobsdatter af Tjele og hendes +datter , jomfru Margrethe Mogensdatter forgangen +efterår havde indgivet sig under Vissing klosters + +beskyttelse og nu i over fem måneder dvælet hos +benediktinersøstrene . Genete var ikke kommen barfodet , +liggende oni asylrettens nåde ; nej , hun var kommen +med brast og Bram , med svende , tyendekvinder og +svært belæssede vogne i følge ; og dog var det gods , +hun førte med sig , ikkun en ringe del af hendes +formue . Hun ibegjærede fred og opbyggelse for sig +og sin datter og sjælemesser læste for sin hedengangne +husbond , idet hun tilsagde klostret fuld erstatning +for sit ophold og rigelig gengæld for de +hellige forbønner . +Hvor vevert teede ikke den trivelige , dovne abbedisse +Marine sig , da den tidende blev hende bragt ! +Hendes kolde åsyn strålede af smil , og Genete fik +en modtagelse , som ville tilfredsstillet den fornemste +kvinde i riget . Både hun og Margaret vare nu +hædrede gjester , og til deres ære skjultes en stund +under andagtens kåbe al klostrets og nonnernes +brøst . Der var jo håb om , at moderen for bestandig +ville indgive sig i klostret som lægsøster , til +dels underkaste sig klosterreglerne og til gjengjeld +for en livsvarig forsørgelse skjenke klosteret alt sit +mammon ; og der var den ikke mindre fristende udsigt , +at datteren ganske ville klostergive sig og tage +sløret . Til dette mål stræbte da nu abbedissen , +hendes nonner , abbed Thomas i Boer og — Broder +Vigand . +Hvilket udsøgt Herrens redskab havde ikke denne +stakkels , fordrevne sortebroder viist sig at være , han +som havde tilført det hensygnende nonnekloster to flige +udvalgte sjæle ! Hvilken balsam havde han ikke lagt + +på benediktinernes hjerter , der plagedes så hårdt af +skinsyge mod de stolte cisterciensere i øm ! Disse +pralede ved enhver lejlighed af deres store fortid og +nuværende rigdom : de citerede stedse deres lxoræium +varm insnlss , eller øm klosters historie , som var +nedskreven af en lærd cisterciensermunk i det 13de +århundrede og opbevaredes i klosterets librarium +som en helligdom ; de rev de Boer munke i næsen +de store navne , med hvilke de kunne bryste sig , den +bisp svend af århuns , klostrets beskytter i det +12te århundrede , der kun ved døden hindredes i at +ende som cistercienserbroder i øm , men hvis lig blev +ført derhen og nu hvilede ved foden af vor frue +alter i klosterkirken ; dernæst deres berømte abbed fra +det påfølgende århundrede , den lærde Gunnerus — +ikke at tale om deres store helgen i nye , sanct +Severin , hvem de med så uhørt en dristighed ikke +blot havde tilegnet sig , men endogså forvandlet fra en +franker til en jyde — dog , hvad gavnede det dem alt ? +Havde deres pralerier og mirakelkure i det sidste +æoosnniuin vundet dem en eneste sjæl ? +Således tænkte og talte abbed Thomas af Boer +og abbedise Marine af Vissing , og så snakkede efter +dem de munke og nonner ; men Broder Vigand høstede +først og fremmest lønnen ; thi de Vissing nonner benyttede +en indtrædende vacants til at udvælge ham +til deres skriftefader , og klosterkirken oplodes med +glæde for ham , idet al skinsyge mod hans orden i +dens ulykke trygt kunne sættes til side . Han prædikede +da under stor tilstrømning af tilhørere , både fra +klostrene og omegnen , og de prædikener måtte i + +sandhed også kildre enhver rettroende papists øren ; +thi de sprudlede af forbandelser over lutherus og hans +tilhængere og pirrede nerverne ved en udmaling af +» omvendte kjættersjæles pinsler i skærsilden , hvortil +der endnu ikke var hørt mage . Det var endogså +hændet , at en af nonnerne var bleven afmægtig ved +at høre derpå , og der skulle dog noget til ; thi der +gaves ikke mere sløve sjæle i det ganske kleresi , end +de Vissing nonner , og de havde hidindtil stedse haft +ondt ved blot at holde øjnene åbne , når der blev +prædiket for dem . +Vigand havde altså uventet opnået det , hans +sjæl så længe havde tørstet efter , magt og anseelse +i et klostersamfund . Mon nu denne medbør lod ham +glemme de sorte planer , han havde ruget over i sin +udlændighed på Tjele ? Efter hans færd at dømme +skulle man fristes til at tro det , thi hans forhold +var daddelfrit ; han opmuntrede og trøstede Genete +med stor mildhed og antog sig Margaret med så +megen tålmodighed og faderlig værdighed , at hendes +kæmpende sjæl klyngede sig til ham med fuld tillid , +og hun i et og alt fulgte hans anvisning . Dog +gærede lidenskaben i hans bryst ; men den fromhed +og uskyld , der lyste af Margarets blikke og kendtes +på hendes hele færd , afvæbnede ham i mangt farligt +øjeblik , når hans klogskab var nærved at bukke under ; +endnu havde dæmonerne i hans hjerte ikke ganske +fået bugt med den gode engel , der til det yderste +kæmper for enhver menneskesjæls frelse . +Og dog , i hvilken frygtelig fristelse var han ikke +nu stedet ! Hvor vidunderligt vare ikke hidtil hans + +planer lykkedes — nej , ikke hans planer ; thi begivenhederne +havde i deres udvikling langt overfløiet , hvad +han nogensinde havde udtænkt , og lagt alt til rette +for ham med en føielighed , der i enkelte øjeblikke +næsten gjorde ham ængstelig i hu . +Hr . Mogens var død , Tjele i Erik Skrams og +hans hustrus hænder og Genete derved stemplet som +slegfredkvinde . Knud flakkede fredløs om og havde +gjort sig selv uskadelig , og Folmer Rud holdtes fremdeles +fængslet af sit sår i Mariager kloster og havde +ikke kunnet foretage et eneste skridt for at krydse +Vigands planer . I alle disse uberegnelige og uforudsete +begivenheder sporede Vigand — han ville +gerne tænke — forsynets finger , men var dog til +mode , som om han skimtede djævelens klo . +Dog , et var beregnet , som havde ydet Vigands +snildhed rigelig løn — hr . Mogens ' s arvebrev . +Rigtignok havde det viist sig overflødigt , for så vidt ved +det var tilsigtet at berøve Knud Tjele ; thi Erik skram +havde , uden mindste betænkning og uden kendskab til +denne hans svogers sidste villie , bemægtiget sig +gården . Han og Maren var endogså blevne yderligt +forbittrede , da Vigand , som i december forrige +år var draget til Tjele blot for det samme , forelagde +dem brevet , ved hvilket de blev berøvede så +stor en part af deres efter egen mening lovlige arv ; +og da ordningen af Genetes sager var bleven overdraget +en så kyndig og retskaffen mand , som hans +Thordsen , havde de ikke mindste udsigt til at flippe , +men måtte rykke ud med alt , som lovlig tilkom hende . +Uden den anseelige formue , som herved var sikkret + +Genete , ville det ikke være Vigand muligt at skaffe +hende en slig modtagelse i Vissing kloster , eller selv +at spille hovedrollen i det drama , som nu under hans +snilde ledelse udviklede stg i denne papistiske afkrog . +I dette afsides liggende kloster , midt blandt fanatiske +munke og griske nonner havde han Genete og hendes +datter ganske i sin magt ; han følte det med triumf , +men havde hidtil vel vogtet sig for at lade sine offre +mærke denne følelse . +Undertiden , når han grublede i ensomhed , fandt +han , midt i sin nuværende sikkerhed , behag i at forestille +sig , hvorledes alt ville gået , hvis lykken ikke +havde føjet ham . Hvad ville der være flet , om +bondehæren var kommen blot en uge senere til Tjele , +og hvis hr . Mogens havde nået gården levende ? +Hans Thordsen havde givet ham en beretning om +hans herres sidste levedage , og Vigand forstod naturligvis +meget bedre , end selve øjenvidnet , hvad der +havde rørt sig i den døendes hjerte . Det var arvebrevet , +der havde voldt ham så stor uro ; han higede +mod hjemmet , overbevist om sin hustrus uskyldighed +og i den hensigt at genoprette hendes ære ; men han +kunne dog ikke overvinde sig til for uindviede at +stemple sig selv som en løgner . Således tænkte +Vigand sig sammenhængen og spurgte sig selv — +hvad ville flet , om det var lykkedes ? Visselig , gav +han sig selv til svar , ville den medfart bleven mig +til del , hvormed hans Thordsen hin morgen blev +truet ; jeg ville bleven jaget af gårde med hundepidflen +og fået ulvehundenes tænder at føle i mit + +kød ! og han lo stille ved at mindes sagernes nuværende +lykkelige stilling . +I Margarets hjerte så det håbløst ud . Hun +troede ikke på sin moders ære , og bigand havde +med stor snildhed næret hendes tvivl ; hun elskede +hende endnu , men der var i denne kærlighed mere +medlidenhed , end agtelse . Hun betragtede altså sig +selv , slegfreddatteren , som udstødt af samfundet , og +hvor kunne hun i de usalige kår finde en bedre tilflugt , +end i et kloster ? Den beslutning at tage +sløret modnedes derfor mere og mere hos hende . +Det havde ikke manglet på kærlige hilsener og formaninger +sra Folmer , hvilke vare blevne hende overbragte +af Knud , men de havde ikke rokket hendes forsæt , +at leve og dø som jomfru . Hun betragtede en +ærefuld forbindelse mellem sig og Folmer som en +umulighed og vendte nu sin ganske sjæl til gud , i +færd med den store gerning at bryde med verden , +først i sit indre , men også , når hun havde vundet +fasthed , i det ydre liv . Andagtens lidenskab indtog +mere og mere den jordiske kærligheds plads , og +nonnerne i Vissing fik det vidunder at se , en jomfru , +som ikke i klostret søgte en god , timelig forsørgelse , +men som i ånd og sandhed stræbte at vorde Herrens +brud . — +det var onsdag aften , og nonnerne holdt i +deres kirke en af disse gudstjenester , som kaldes +tonsbr-o , eller mørke Metter , denne dog fornemmelig , +fordi på den aften kirkens lys blev slukkede , for +ikke at tændes igen før påfkeløverdags aften . Kirken + +var fuld af knælende andægtige , i hvis forreste række +sås Genete og Margaret . +Genetes åsyn vidnede om brændende andagt , +men hun havde et mere sundt og blomstrende udseende , +end tidligere ; hun trivedes åbenbart ved klosterlivet . +Margaret derimod , som knælede ved sin moders side , +bar i sit skønne åsyn tydelige spor af sine sjælelidelser . +Hun var bleven mager , og den mørke kåbehætte , +som ganske skjulte hendes rige hår , gjorde +hendes blege åsyn end sygeligere at se til . Det ville +smertet Folmer Rud at gjensee hende således . Dog +ville savnet af sundhedens roser på hendes kinder +foruroliget ham mindre , end det mørke , sværmeriske +blik , hvormed hun stirrede op mod . Højalteret . Han +havde måske i enkelte øjeblikke set et glimt af den +mørke ild , der nu funklede fra hendes dejlige øjne ; +men aldrig havde den brændt så stærkt og varigt , +som nu . Øen var et udtryk for den mørkeste fanatisme , +vidt forskellig fra den blide andagt , i hvilken +han så en troende kvindes bedste klenodie ; og dog +kunne han selv i slige øjeblikke være i hendes tanker ; +men hun bad da for ham , som for en tabt ven , hvis +sjæl var i fare . +Fra højalteret strålede et lyshav , medens hele +den øvrige kirke var ladt i mørke ; ikke blot vare +alterets egne lys tændte , men der var tillige hensat +en pyramideformig lysestage , som ragede højt op , og +hvis femten arme bar ligeså mange brændende kerter . +Foran alteret knælede abbedissen , nonnerne , tyve i +tallet , Broder Vigand og et par munke fra Boer ; +alle bade de med dæmpet røst bodspsalmen : inissrsrs + +msi osus ! og som et fjernt Echo lsd menighedens +mumlen gennem kirken . Derpå rejste munkene og +nonnerne sig , fjernede sig og opstillede sig bag alteret , +hvorefter de begyndte afsyngelsen af de ved denne +lejlighed brugelige fjorten psalmer , og efter hver af +dem slukkede diakonen et af den pyramideformige +stages lys . Dæmpet og højtideligt lød chorsangen +under det voksende mørke , indtil kun det øverste lys +brændte . Nu istemmede nonnerne Zachariæ lovsang , +som af sit begyndelsesord kaldes benedictus , og imens +slukkedes alterets egne lys , så at til sidst kun den høje +stages eneste kerte med sit svage lys kæmpede med +mørket . Dog , inden sangens sidste toner døede hen , +gik diakonen bag alteret med stagen , og mørket +blev fuldstændigt . +Nogle øjeblikke hersfede den dybeste taushed ; +men snart hørtes fra menighedens skare , sukke , +hulken og dæmpede udråb , idet de andægtige begræd +Jesu lidelse . De sukke , der kom fra hjertet , de +nåde vel himlen trods mørket i de sukkende sjæle , +der var tykkere , end mørket i kirken ; men nogle vare +dog til mode , som om de befandt sig , ikke i guds hus , +men i en helvedes afgrund . For dem var det da en +lettelse , at diakonen atter viste sig med lyset og derved +gav menigheden signalet til opbrud . +Medens alle andre fjernede sig , forblev Genete +og Margaret knælende på deres plads ; thi en liden +lampe blev nu tændt på sanct Benedicts alter , og +Broder Vigand trådte frem og læste en dødsmesse +for Mogens Løvenbalks sjæl , mens vigiliesangen + +tonede dæmpet og sørgeligt under den tomme kirkes +hvælvinger . +Da dødsmessen var til ende , trådte Vigand +hen til Genete og Margaret , der rejste sig trætte og +gysende af kulde . Han tiltalte dem ikke med den vante , +venlige hilsen : oominng vobi8eum ! thi det var et af +papisternes sære påfund , at denne hilsen ikke måtte +udtales i den stille uge , og dette forbud gjelder endnu +den dag i dag i den kattolske kirke ; men han +sagde : +„ Englene fryde sig ved eders andagt og skærsildens +pine , derpå lide i , formildes svarlig for hr . +Mogens ' s syndige sjæl , hvem gud nåde ! Dog , “ +Vedblev han , idet hans røst antog sin blideste tone , +og han greb Margarets hånd , „ Du har fanget +kulde , min datter ! Nu fortøve i ikke længere her +i kirken , men i søge både snarest cellens lunhed ! “ +Margarets åsyn var blegt som marmor , og +hun svarede kun med et suk ; men Genete foldede +hænderne , hævede blikket og udbrød : +„ Ikke fornemmer jeg til kulde ; gerne dvælede +jeg her i guds tempel den ganske nat . “ +Dog gik de ; men da de kom ud i klostergårdens +hvælvede omgang , trådte to rejseklædte mandsskikkelser +dem i møde , og til deres overraskelse så de hans +Thordsen og Knud for sig . Knud kyssede med kærlig +ærefrygt sin moders hånd og omfavnede sin søster , +men ingen af dem røbede nogen synderlig glæde ved +gensynet ; de vidste , at med Knud kom anfegtelser +fra den urolige verden udenfor , hvilke de ønskede at +holde borte . + +„ I tage det ikke til mistykke , “ sagde hans +Thordsen , medens Genetes kinder farvedes rede , „ at +vi komme i denne sildige time , men det var nødagtigt , +da tiden er mig knapt tilmålt . Eders søn og +jeg , vi mødtes forgangen dag i viborrig og af hans +tale fornemmede jeg , at en samtale med eder er såre +nødagtig til hans eget bedste . Jeg gjorde ham det +tilbud at ledsage ham herhid , han tog derimod , og +her er vi ! I forunde os nu nogle øjeblikke , om det +er gørligt . “ +„ Såre slet have i valgt tiden , “ sagde bigand , +„ nu i passionsugen , da vi alle vende vore tanker +fra denne verdens anliggender og begræde Herrens +lidelse . “ +„ Nu , “ sagde hans Thordsen med et smil , „ I +tildele eders skriftebørn absolution for denne synd ! “ +Vigand overvejede et øjeblik og sagde så : +„ Det vil da være fornødent , at jeg overværer +dette møde og afkorter det efter mit tykke . “ +„ Ej ! “ udbrød Knud harmfuldt , „ hvilken utilstedelig +myndighed tilraner i eder der ! Hvad vi have at +tale om , vedkommer på ingen Viis eder ; i har +intet med min moders timelige anliggender at skaffe . “ +„ Mere , end du tænker Knud , “ svarede Vigand +med et koldt smil , „ al den stund det aleneste skyldes +min agtpågivenhed , at det arvebrev , af hvilket din +moders formue flyder , er vorden bevaret og lagt i +rette . Vi gå nu ind og gøre det kort af ! “ +De gik da ind i Genetes og Margarets rummelige +celle , hvor der var lyst , lunt og over forventning +hyggeligt . Abbedisse Marine havde sørget for , at + +hendes gjester ikke ved straks at savne denne verdens +goder skulle afskrækkes fra klosterlivet . Der fattedes +ikke løibænke med bløde hynder , og stengulvet var +for en stor del dækket med et skønt , tykt fodtæppe , +hvis tilstedeværelse just ikke vidnede om stor klosterlig +strenghed i Vissing . Flere småting , som vare medbragte +fra Tjele , prydede cellens vægge , deriblandt +Genetes kostbare lille spejl , og i en krog stod hendes +svære , skotske dragkiste , hvori gemtes hendes og +Margarets klæder og adskillige kostbarheder , hvilke +sidste dog vare stærkt formindskede , da hun i sin enfoldighed +og hjertensgodhed oftere havde glædet både +abbedissen og Broder Vigand ved skønne gaver . +Fra cellens lave hvælving hang i keder en brændende +olielampe , hvis skær nu faldt på lutter alvorlige +ansigter ; thi de havde taget plads i en kreds om det +i midten af cellen stående bord , men de tav alle . +Genetes blik var uroligt , Margarets sorgfuldt , +men ligegyldigt , Vigand iagttog dem med et spændt , +forskende blik . Da brød Knud tavsheden og sagde +til hans Thordsen : +„ Såsom vi nu ikke blive denne spejder kvit , +der har påtrængt sig , da forebringe i uden forløvelse +moder vort ærinde ! “ +Vigand rynkede panden , men smilte straks derpå +overlegent , medens hans Thordsen tog ordet og +sagde : +„ Eders ærinde er det , Knud Mogensen , ikke +mit ! Eders søn , “ vedblev han , idet han vendte sig +til Genete , „ har givet mig i opdrag at forespørge , + +om i slet intet agter at gøre til eders egen æres +oprejsning og til eders børns gavn ? “ +„ Ak ! “ udbrød Genete uvilligt , „ Du plage mig nu +ikke dermed på ny , Knud , men lade din stakkels moder +med fred ! “ +„ Stakkels er du nu , “ svarede Knud , „ og vanæret +for verden ; vil du lade dig det gefalle ? “ +„ Hvortil denne tale om vanære ? “ spurgte Vigand . +„ Din moder , Knud , nyder al ære her i dette hellige +samfund , under hvis beskyttelse hun har givet sig . +Hvad verden i sin ondskab tænker og siger , derom +bekymre vi os ikkun lidet her . Du forstyrre da ikke +din moders sjælefred ved din ustyrlighed og dine +ilde påfund . Du nøjes med den part , der vil tilfalde +dig og betænke desuden , at din faders villie , +som den i brevet er fremsat , i levende live er +godkendt af din moder og har hendes fulde samtykke . “ +„ En +stor løgn det , “ for Knud op , „ tal , moder +og sig , han lyver eder det på ! “ +„ Ikke det , Knud , “ svarede Genete dybt rødmende , +idet hun mindedes hans Thordsens besøg og de bitre +dage , som fulgte på , „ Vigand taler sandhed . “ +Knud blev bleg og stirrede lynslagen på sin +moder . Han havde rigtignok ikke hidtil selv set og +læst brevet , hvis original var i hans Thordsens +værge og en afskrift hos Erik skram , men hans +havde berettet ham indholdet . Tidernes uro havde +hidtil forhindret en sammenkomst , og Knud lod dernæst +i sit overmod hånt om dette dokument , dels +fordi han overhovedet nærede indgroet uvilje mod al + +skriftlig overenskomst , rettergang og lovtrækkeri , +dels fordi han på ingen måde ville underkaste sig +en afgørelse , der stemplede hans moder som slegfredkvinde +og middelbart godkendte Erik Skrams ran . +Han havde dernæst , når han gjorde sig den ulejlighed +at tænke over sagen , antaget det for højst sandsynligt , +at der stak et eller andet falskneri under det +brev , indtil han nu til sin forbanselse første gang +blev underrettet om , at det i hans faders levende live +havde været kendt og bifaldet af hans moder . Denne +kundskab gjorde ham ganske stum og rokkede hans +tro på hans moders ære ; vistnok mandede han sig +siden for en stund op igen og trodsede imod ; men +der var dog efterladt en tvivlens bråd i hans hjerte , +som , da han kom til effertanke , i roligere tider fik +stor indflydelse på hans handlemåde . +Vigands snu blik hvilede forskende på Knuds +åsyn og han blev med tilfredshed hans modløshed vaer . +Ved sin nærværelse forebyggede Vigand forklaringer +mellem moder og søn , ved hvilke sandheden kunne +bleven røbet , som var den , at Genete intet vidste om +de ord i brevet , der krænkede hendes ære ; thi det +var blot blevet hende forelæst af Vigand , som da +havde lempet udtrykkene for ikke at skræmme hende . +Trods hendes hjerteangst og modløshed i hine dage , +da dette foregik på Tjele , havde hun dog ikke uden +indvendinger fundet sig i at nøjes med sin husbonds +løse formue ; men Vigand havde fået bugt med +hendes betænkeligheder , idet han benyttede hendes +ubekjendtskab til loven i Danmark og indbildte hende , +at en slig ordning ingenlunde var usædvanlig ; og + +udenfor al tvivl var det jo , at hun og børnene i +ethvert fald blev rigeligt aflagte . Han havde ængstet +hende med hendes husbonds brede , udmalet hende +hendes hele mislige stilling og forestillet hende , hvilke +skrækkelige følger det kunne have for hende og muligvis +også for hendes børn , om hun gjorde modstand . +Han var da omsider kommet så vidt med hende , at +hun indbildte sig at bevise børnene en velgerning +ved at falde til føje , og begivenhederne efter hendes +husbonds død havde over forventning bestyrket hende +i den tro og det med rette ; thi uden arvebrevet +ville visselig Erik skram ikke tilstået hende tiendeparten +af det , hun nu fik , og hun ville været en fattig +enke ; men ligefuldt blev formuen dyrt købt ; thi +besiddelsen af den beroligede hende og gjorde det let +for Vigand at forhindre , at hun i rette tid fremtrådte +på tinge , meldte sig som Mogens Lauridsens +rette efterleverske , og tog arv og gjeld efter ham . +Denne forsømmelse bidrog i senere tider , da Knud +virkelig ad rettens vej gjorde et forsøg , meget til at +forhindre generhvervelsen af Tjele . +Medens Knud følte sin magtesløshed , og Vigand +nød sin triumf , tog hans Thordsen ordet . Velvilje +for Knud havde ført ham hid , og da han efter sit +kendskab til sagen ikke kunne andet end tænke , at +Vigand havde ret , og at Knud handlede som en tåbe , +så gjorde han nu sit bedste for at forsone Knud med +hans stilling , idet han gav ham udsigt til at få +rådighed over sin formue . +„ Da vi sidst taltes ved , “ sagde han til Genete , +„ lød i ikke uvillig til at stifte og dele med eders + +børn . Det er nødagtigt , at det skeer , om i vil frelse +eders søn , som omgås med usindige forsætter og , +sættes ikke en bom derfor , til sidst vover sin Hals . +Det har jeg fornummet på hans tale , hvor forblommet +den end lød , at han vil øve hærværk mod +Erik skram og forsøge at tage Tjele tilbage med væbnet +hånd . “ +„ Knud , Knud ! “ udbrød Genete , idet moderkærligheden , +som i klostret var bleven sløv nok , vågnede ; +„ Du volde mig ikke slig hjertesorg ! Vil du ende +i galgen ? “ +Knud så op med et trodsigt smil , men fandt +det ganske unyttigt at sige noget til sin retfærdiggørelse . +„ Lad +nu eders søn fornemme , “ tog hans +Thordsen atter til orde , „ at i er ham god . Han +bør ikke drage herfra uvidende om , hvor stor en part +i under ham ; jeg skal da sørge for , at han snarest +får sit i hænde , dog under mit værgemål , så +han kan sætte Bo og ernære sig redeligt . “ +„ Nu ! “ udbrød Knud og trommede med fingrene +på bordet ; „ lad høre det skifte moder , at dine +æreløse , ufrelse børn kunne vide , hvad de fange at +dække skammen med ! “ +Dette bitre udfald syntes ikke at anfegte Genete ; +hun flottede ængsteligt til Vigand , der havde tilrådet +hende at holde fast på sit mammon og ikkun at give +Knud nu og da lidt til hans underhold . Dog , hun +kendte hans Thordsens mening og gjorde nu , hvad +ret og billigt var , idet hun forkyndte sin villie , som +var at dele formuen i tvende parter , selv at beholde + +den ene halvpart og dele den anden mellem Knud og +Margaret i en broder- og sssterlod . +„ For sanden ! “ udbrød hans Thordsen , „ dermed +kan du være nøiet og endda prise din lykke ; hvor mange +knøse i din unge alder have rådighed over moxen +otte tusinde gylden ; så stor bliver efter mit skøn +din part . “ +„ Den hellige kirke , “ sagde knnd og så Vigand +fast i øjnene , „ har end større lykke at prise , al den +stund , indgiver moder og Margaret sig her i Vissing , +da sluge vel de gridfke nonner og munke resten , som +er de tvende tredieparter ; hvad tænker du derom , +Margaret ? “ +Margarets blik havde længe hvilet på knnd +med kærlig bekymring ; hun lagde nu sin hånd på +hans arm og sagde med tårefyldte øjne og bevæget +røst : +„ Vil moder , som jeg , knnd , da skal og min +søsterlod gives dig ; moder har nok til os både +endda . “ +„ Det kan på ingen Viis tilstedes ! “ udbrød Vigand ; +„ jeg føler mig forvisset derom , at ikke heller i , +hans , vil give eders minde dertil . “ +Hans var bleven såre tankefuld og gav intet +svar ; men knnd gjorde en brat ende på forhandlingen , +idet han rejste sig og sagde med løftet pande og +et stolt blik : +„ Ikke kom jeg herhid for at plyndre min moder , +og er det dertil nu , som før , mit forsæt ej at tage +en hvid af dette gods , som ikke er vundet med ære . +Tag din kåbehætte , Margaret , og følg mig ud i + +omgangen ; jeg har et ord at sige dig , forinden vi +stilles . “ +Margaret efterkom hans opfordring , og de forlod +cellen sammen , idet Vigand udtalte sin godt hyklede +forundring over og beklagelse af Knuds halstarrighed . +Det varede imidlertid ikke længe , førend han +søgte et påskud til at fjerne sig , thi det lå ham +på sinde at afkorte Knuds og Margarets fortrolige +samtale . +Da Genete og hans vare blevne alene , tog hans +ordet og sagde : +„ Det bedrøver mig så såre , at i påtænker at +indgive eder her i klostret og fornemmelig , at eders +fagre datter her skal spærres inde og i så ung en +alder være livets lyst og glæde foruden . “ +„ I sige mig , hans , “ svarede Genete , „ hvad lyst +og glæde venter min datter udenfor den helligheds +paulun , fornemmelig nu , da Knud ved det drab på +Thomas kruse har krænket hans og hendes eneste venner +og stødt dem bort — mine vare de for sanken +ikke ! Jeg har ingen venner udenfor disse mure og +havde til ingen tid sådanne i dette land . “ +„ I ville tænkelig haft nogle , “ sagde hans , +„ havde i lagt vind på at vinde venner : dog har +i , det i ved , i mig en fuldgod og tro ven . “ +„ I forlade mig min glemsomhed , “ svarede Genete +forlegent ; „ visselig handler i mod mig som ven , det +jeg rigeligt skal forskylde eder . “ +„ I var mig god tilforn , “ sagde hans med et +sørgmodigt , men varmt blik ; „ dog , nu har den munk +troldgjort eder ; nu tager i en håndsrækning af mig + +og lønner mig som en lejesvend . Det skal i dog vide , +at gerne tjener jeg eder for intet ; i selv er mig for +sanden kærere , end alt eders gods . “ +Genete rødmede dybt , greb sin Rosenkrands og +bad et ave . +„ Jeg ville , “ vedblev hans , „ været af samme +sind , var i end draget pengeløs og arm af Tjele . +Bi er vidt fra hinanden , Genete Jakobsdatter , ikkun +sjelden times mig den lykke at stedes for eder og nu , +for første gang i lang tid , i Enrum . I vredes da +ikke på mig , at jeg drager mig denne lykkelige stund +til nytte og nu , da intet bånd knytter eder til nogen +anden mand , siger eder min hjertens mening , +den i dog forud kender . Vel er jeg ikkun en ufri +bland , men dog i gode hæderlige kår — vil i , “ +Spurgte han i stor sindsbevægelse og rejste sig , „ vorde +min hustru ? Til min dødsstund skal jeg blive eder +en tro elsfer og god huusbonde . “ +„ Vig fra mig , frister ! “ råbte Genete , sprang +op og strakte hænderne frem for sig , da hans med +en bønlig mine nærmede sig ; han blev såre bleg og +udbrød : +„ Skjelder i mig , der gør eder et godt ærligt +tilbud , en frister ? “ +„ Ak , hans ! “ sagde Genete og greb til-sin Rosenkrands , +„ I er en fuul kjetter , det jeg ej forhen var +vidende om . Gud og hans hellige moder forlade mig +da den svare , dobbelte synd , at jeg nogen tid lyttede +til eders fagre ord . Det vide i nu og altid , at i +bod og bøn vil jeg hensukke resten af mine dage ! “ + +„ O , i kære , fromme , enfoldige kvinde , “ sagde +hans med et kærligt , medlidende blik og trådte til +for at gribe hendes hånd og tale hende til rette ; +men hun sprang fra ham , ilede ud af cellen og forsvandt +i omgangen . +Hans fulgte efter , mod i hu og stødte straks på +knnd , som kom imod ham , blussende af harme ; thi +hans forsøg på at få en fortrolig samtale med +Margaret var snart blevet forpurret af Vigand , der +havde opsøgt dem og efter et dygtigt mundhuggeri +med knnd , havde han draget Margaret med sig og +ført hende ind til abbedissen . +„ Nu komme vi snarest af denne dårekiste , “ sagde +knnd barskt og gik hen ad klosterporten til . +Hans skønnede , der var nu ikke andet at gøre , +end drage af og fulgte derfor langsomt efter knnd . +De bestege deres heste , som stod bundne ved ringene +i klostermuren og rede så ad nye til i dyb taushed . +Hans genvandt imidlertid efterhånden sin fatning og +fattede håb om , at det dog til sin tid under gunstigere +omstændigheder kunne lykkes ham at vinde Genete . +Han formodede , at hun ville undse sig ved at røbe for +sin skriftefader , hvad der var sket og besluttede derfor +at varetage hendes tarv , som om intet var hændet . +Hans godhed for hendes søn var usvækket , og +han ville ikke stilles fra ham uden at give ham en vel +ment advarsel og sine bedste råd . +„ I sige mig nu , Knud , “ begyndte han da , „ hvad +i nu har besluttet at gøre eller lade ? I haver for +sanden ikke nu bedre eller mere tro ven , end mig . “ + +„ Helst vælger jeg mine venner selv , “ svarede +Knud mut . +„ Nu hovmode i eder ikke ! “ sagde hans med +rynket pande . +„ Hidindtil , “ svarede Knud og vendte sig stolt mod +hans , „ yndede jeg ikke at søge samkvem med ufrie +mænd . “ +Knud så i det klare måneskin , at en mørk +vredesrødme lagde sig over hans Thordsens åsyn . +„ Nu , ved min helgen ! “ udbrød hans , „ en mere +utaknemmelig og en større tåbe , end eder , traf jeg +ingensinde på min vej . Ufri mand — ha , hvad er +da nu i ? “ +„ I sige helst ikke det , i mener mig at være ! “ +Svarede Knud og lagde hånden på sit sværdfæste . +„ Da sial i dog vide det , “ sagde hans barskt . +„ Ikke blot er jeg så god mand , som i , men en bedre ; +mere vil jeg for eders moders skyld ikke sige derom . +Dog , hvad i nu end indbilder eder , det må i dog +tilstå , at jeg er en mere formående mand , end i , +og fornemmelig har jeg for tiden eders velfærd i +min hånd . “ +„ Nu , “ svarede Knud , „ I har fornummet , at jeg +vrager den almisse , moder tilkaster mig ; mig er det +da lige godt og ens , hvo der vogter hendes formue . +Dog , skulle vi tale derom , da mente jeg , i var hverken +røver eller tyv . “ +„ Ret så , “ sagde hans , „ jeg er blot gemmer , +men en god ! Så længe eders moder holder sit +magtebrev til mig i hævd , da vil jeg vogte på hendes +ejendom , som var den min egen . Nu høre i et + +ord , der er så godt som hundrede . Jeg har i min +magt at trække betalingsdagen ud , at de gridfke +nonner , om eders moder bliver ved samme sind og +vil indgive sig i klostret , ikke få fingre i hendes +gods på stand ; og hvo ved , hvad imens kan ske ! +Hans nåde , vor udvalgte konning , er ikke klostrene +god , og Somme mene , at han ganske agter at nedlægge +dem . Eder derimod kan jeg gavne derved , om +i stifter sind og lader fornuften råde , at i snarest +får det i hænde , som tilkommer eder ; og skam +få eders mund , at i kaldte en ganske formue en +almisse ! “ +„ Ej se ! “ sagde Knud spodsk , „ hvor mægtig hans +Thordsen nu er vorden ! “ +„ Nu , Knud Mogensen , “ svarede hans med et +skuldertræk , „ I taler og handler som en galen +mand . “ +„ Såmænd , “ sagde Knud , „ hvad der er ædelsind +og kløgt i somme folks øjne , det er galensfab +i andres . “ +„ Skulle eders penge da vorde herreløse ? “ spurgte +hans . +„ Dermed har det ingen nød , “ svarede Knud ; +„ dog om så var , bedre er mand huus- og pengeløs , +end hus og penge mandløs . “ +„ Jeg har eders moder for kær , “ sagde hans , +„ til at vredes på eder for eders usindige dårskab . “ +Knnd var ikke ganske uvidende om , hvad hans +Thordsen førte i sit Skjold ; han havde hørt mumle +derom , at hans havde hans moder kær , og at hans +hedengangne fader var bleven skinsyg derover . + +„ Det fattedes ikkun , “ sagde han og blev blussende +rød , „ at i skulle fordriste eder til at løfte +eders øjne til min moder ! For sanden , hans +Thordsen , mig kunne lyste at krydse min klinge med +eders for det ords skyld , at i har min moder +kær ! “ +„ Var jeg et ungt brushoved , som i , Knud , “ +Svarede hans koldsindigt , „ da havde en af os for længst +ligget blodig her på vejen , og tænkelig ville +det blevet eder , al den stund i nok da skulle såt +at fornemme , at jeg evner at vinde mænd over i +tvekamp , end sige drenge . Da skulle i og kommen +til at sande , at gud Herren skabte os lige og ens , +og at den mand , som kaldes ufri , ikke fik dummere +øje eller slappere arm , end den , fem kalder sig fri ; +dog deraf vorder ganske intet ; thi ingensinde løfter +jeg værge mod gencte Jakobsdatters søn . “ +„ Nu , ved min helgen ! “ udbrød Knud , „ da seer +jeg helst ikke tiere så from mands åsyn . I ride +nu eders egen kås , jeg min ! “ +Som Knud havde sagt dette , drejede han sin hest +om ad en skovvej , ved hvilken de vare standsede , og +red uden farvel op ad åsen til . +Hans blev holdende et øjeblik og stirrede efter +ham ; så gav han sin hest af sporerne og red videre +ad nye til med såre bitre følelser i sit hjerte . +Dybt følte han den frie stands overmod og sin egen +stands ydmygelse . Han havde hørt til dem , der af +den nye lære havde håbet befrielse , større lighed og +retfærdighed i samfundsforholdene ; men han begyndte +allerede at skønne , at det kun var en tåbelig indbildning . + +Knud havde ret ; selv om han var en +slegfredsøn , der flød dog adeligt blod i hans årer , +han regnedes trods hans mislige stilling for en bedre +mand , end hans Thordsen , der var af en ringere +Art . Hans grundede mod i hu over menneskenes +vrangsind og uretfærdighed , men Knud red frejdig op +ad åsen og sagde til sig selv : +„ Ingensinde skal det ske , at en træl fanger held +at kalde mig søn ! Jeg vil vare Vigand ad — lad +så før de nonner have moder og hendes ganske +formue ! “ + +femte kapitel . +Helligheds krone . +Medens Knud fra det stille kloster drog ud i +verden , fuld af højt mod og fremdeles rede til at +løbe panden mod enhver mur , som hans ulykkelige +skjebne ville rejse på hans vej , blev hans moder +og søster tilbage , glædende sig ved klosferfreden . +Med uskrømtet andagt bivånede de påskefestens højtid , +hvis helligholdelse på papistisk Viis afgav et +vekslende skuespil , rigt på øjenslyst . Sandserne +måtte bedåres og al eftertanke forjages under denne +indviklede afgudsdyrkelse , som i århundreders løb var +bleven sat i system , på en gang en frugt af hierarkisi +snildhed og en barnagtig fantasi , ret skikket til +at blænde vankundige sjæle . +Og hvad var den svagsindede , af en hård skjebne +kuede skotske kvinde og selv hendes højsindede datter +nu andet , end vankundige sjæle , søgende efter sandhedens +lys der , hvor menneskenes tåbelige påfund +næsten ganske formørkede det ? Med blid hengivelse +til det mystiske og med den umyndiges fred i hjertet +bivånede Genete kirkeceremonierne , medens Margaret + +med vild lyst fordybede sig i andagt og søgte forglemmelse +i et fanatisk svæermeries afgrund . Fordybet +i helgentilbedelse så hun ikke tilbage , i det forfængelige +håb , at denne syndflod af bønner , sukke +og Kys på træ og sten ville formå at udslette +fortidens erindringer og gøre hendes hjerte dødt for +jordisk kærlighed og jordisk lykke . +Det var nu såre langt fra , at anfegtelsernes +tid skulle være omme for Margaret , tværtimod havde +Knuds og hans Thordsens besøg nys avlet urolige +tanker i hendes sjæl , men så længe højtiden varede , +lykkedes det hende at holde dem nede . Gudsdyrkelse i +den stil , som hun nu blev vidne til her i klostret , +var noget nyt for hende og pirrede hendes indbildningskraft . +Med +en andagt , hvori blandede sig en god del +nysgerrighed , havde hun i voer klosterkirke bivånet +skærtorsdags indviklede ceremonier . Abbed Thomas +stod for alteret omgiven af tolv munkepræster , alle +iførte hvide messehagler og læste den hellige messe , +hvis hovedsag i den kattolske kirke er brødets og +vinens consecration eller forvandling til Jesu kød +og blod , og blev så tillige den hostie , abbeden +skulle nyde langfredag , indviet ; thi på Jesu dødsdag +måtte ingen indvielse finde sted . Alterne og de +hellige kar blev dernæst med mange ceremonier +rensede og de hellige olier og salver indviede , idet +abbeden og munkene sang : vær hilset , hellige olie , +vær hilset hellige chrisamen ! Alteret blev dernæst +afført sine smykker , den hellige hostie i kalken hensat +på et sidealler og korset tilsløret . + +alt dette var i Margarets øjne et gribende +skuespil , og hun længtes om aftenen efter fortsættelsen +den næste dag , langfredag . Da fremtrådte +abbeden atter for alteret og læste hele passionen +eller Jesu lidelseshistorie , idet både han og hele +menigheden nedkastede sig , da han kom til det sted , +hvor det berettes , at jesns opgav ånden . En hel +række bønner blev nu fremsagte , for kirken , den +hellige fader i rom , biskopperne , den menige gejstlighed , +menighederne og de rettroende fyrster , og ved +hver bøn råbte abbeden : flsctamus zsnua — lad +os bøje vore knæ ! og alle kastede sig til jorden ; +men ved bønnen for jøderne , som kun blev bedet +denne ene dag , forblev alle stående . Dernæst blev +korset afsløret , nedtaget og lagt på jorden ; abbeden +nærmede sig det , tre gange knælende og kyssede +fødderne på den korsfæstedes billede . Derefter +stededes hvor enkelt af menigheden til dette fodkys , +mens munkene afsang straffepsalmerne . En hellig +gysen gjennemrislede Margaret , da hendes læber berørte +crucifixet , og hun var en afmagt nær , da hun +atter rejste sig . +Atter påskelørdag nedsænkedes hendes sjæl i +den papistiske gudsijenestes mystik , idet hun overværede +opbrændelsen af den hellige olie fra det +gamle år , dobevandets indvielse , antændelsen af +påskelysef , der var prydet med fem voxnagler , i +lighed med Christi fem vunder og indesluttede hellige +birakskorn . Da lød atter klokkerne , messen blev +læst og kirken genlød af jublende lovsange . + +endelig kom påskemorgen , da klostret genlød +af det ideligt gentagne : alleluja ! hvormed nonnerne +hilste hverandre . Alle blev den dag før gudstjenesten +i kirken højtideligt bestænkede med vievand +og højmessen læst med stor pomp ; men hvide søndag , +som påskedag kaldtes , endte dog med en del temmelig +verdslig lystighed , idet nonnerne om aftenen legede +med påfkeæg og alle blev rigeligt beværtede . +Da påskefestens octave eller otte dages højtid +således var til ende , følte Margaret sig greben af +en pinlig , hende ' selv uforklarlig tomhed ; og dog var +det forklarligt nok , at der efter så stor ophidselse og +nervespænding måtte følge slaphed . Hendes indbildningskraft +var bleven overmættet , hendes øjne +blændede , hendes ører døvede , men hendes sjæl var +ikke bleven beriget med en eneste , ny , frugtbringende +tanke , og hendes hoved var fuldt af legender og +fabler , af hvilke den største part vare en udskejende +fantastes vanskabte fostre . Hun fornemmede da nu bagefter +til sin egen store bedrøvelse , at hendes sjæl +fremdeles var hungrende , hendes hjerte vansmægtende ; +men hun gav ingenlunde den papistiske gudstjenestes +tomme ceremonivæsen , der næsten ikke levnede ordets +forkyndelse nogen plads , skylden , tværtimod søgte +hun den i sin egen formentlige verdslighed og svaghed ; +thi Vigand havde uden betænkning erklæret , at der +stak fejlen . +Det er dog et spørgsmål , om det ville lykkedes +Vigand i længden at holde hendes tænkende sjæl +under åget , hvis ikke det var hændet hende , som +dog ingenlunde glædede ham , nemlig at hun ved et + +tilfælde kom i berørelse med en af de i hin tid +sjeldne mænd , hos hvem fast vedhængen ved papistiske +vildfarelser adledes af virkelig fromhed og et rent +levnet . +En smuk , solklar aprildag følte hun en uimodståelig +længsel efter guds sol , efter skov , mark , +sø og naturens ensomhed ; thi nonnernes tomme +sladder og kejtede smiger begyndte at trætte hende , +og for første gang blev hun vaer , at der ikke indenfor +klostrets mure fandtes et eneste væsen , der ville +kunne forstå hende , om hun udtalte de urolige +tanker , der rørte sig hos hende . Hun ville da søge +hen til sin stumme ven , fordum hendes kæreste selskab , +guds fri natur . +Med snildhed vidste hun at undgå det påhæng , +abbedisse Marine havde givet hende , nemlig +hendes selskaberinde , den tykke søster Barbara , og +da hun stak portsøsteren nogle mark i hånden , oplodes +portlåge » for hende , og med jubel i sit hjerte +ilede hun ad en skovsti ned til Mos søens bredder . +Her satte hun sig på en ellestub og betragtede +bølgernes leg i den milde forårsvind . Hendes +tankers gang blev snart en leg , som bølgernes , den +ene jog den anden , og de blinkede i de glade minders +solsfin , fulde af livets lyst . Hun var atter ved +Tjele langsø , på den lille høj i engdal og så +Folmer Rud for sig med sin lutt og sin lokke-jrist ; +hun hørte hans vellydende stemme udtale muntre +ord , fornemmede hans stærke arme om sig , idet han bar +hende ud i båden . Så kom sejladsen ned ad den +spejlblanke sø , mens solen funklede over de grønne + +skove , og Bigum kirketårn viste sig for dem som +en marmelstøtte , der spejlede sig i vandfladen . Så +vandringen op i skoven , kampen om Flores og +blanseflor og — dog her standsede hun forfærdet +sine tankers rafle flugt , rødmede dybt og kastede en +liden sten i vandet , som ville hun også standse +bølgerne , disse fristere , der ved deres lokkende hvisken +havde ført hendes sjæl på afveje . +Hun så op og for sammen . For hende stod +en ærværdig skikkelse i cisterciensernes hvidgrå kutte , +med hætten over den kronragede isse til skygge for +solen . Så optagen havde hun været af sine drømme , +at hun ikke var bleven ham vaer , før han var tæt +ved hende . Nu stirrede hun på de ædle træk , det +lange grå skæg og de udtryksfulde , mørke øjne , +af hvilke lyste mildhed , skønt tillige et forskende blik . +Hun rejste sig og gjengjeldte blikket med noget +af sin fordums stolthed , men da han løftede hånden +velsignende og udtalte sit : oominus vobisoum ! bøjede +hun knæ og kyssede hans fremrakte hånd . Han rejste +hende , kyssede hende på panden og sagde : +„ For nogen tid siden ville så ung en jomfrus +nærværelse på dette sted , alene og i denne verdslige +dragt voldet mig stor forundring . Dog , siden +søstrene i Vissing fik de gjester , af hvilke der er +gået så stort et ry , da kan jeg neppelig tvivle om , +at i jo må være jomfru Margrethe Mogensdatter +af Tjele ? “ +„ Det er den samme , som nu taler til eder , “ +Svarede Margaret og slog øjnene ned for den gamles + +forskende blik ; hun var til mode , som kunne han læse +hende lige ind i hjertet . +„ Nu , “ vedblev han , „ det taler slet for eders +moders og søster Marines årvågenhed og omhu , +at i er her , så langt fra klostret , uden ledsagelse . “ +„ Hvo er i , ærværdige fader ? “ spurgte Margaret +og så op . +„ Broder Ambrosius fra øm — har ikke den renlivede +prædikebroder Vigand nævnet mit navn for +eder ? “ +„ Visselig ! “ svarede Margaret i en overrasket +tone . +„ Nu , min datter , “ vedblev Broder Ambrosius , +„ da er i tænkelig ikke uvidende derom , at jeg føler +deltagelse for eder og eders ulykkelige moder . Ofte +har jeg tænkt derpå at gjeste Vissing og stedes for +hende ; men vi brødre fra øm få sjælden at se et +mildt åsyn hos søster Marine , og Broder Vigand +er , det har jeg fornummet , såre nidkær over sin +myndighed , dog se i nu ikke i mig en udeltagende +fremmed ! “ +„ O , tvert derimod ! “ svarede Margaret og så +Broder Ambrosius i øjnene med frimodig ynde , „ forundrer +det mig end at fornemme eders velvillige +sindelag , al den stund min skriftefader har afmalet +mig eder som en mand af stor strenghed , det i dog +neppelig er . “ +„ Det turde dog i visse stykker befindes at forholde +sig så , “ sagde Broder Ambrosius smilende . +„ Ærværdige fader ! “ sagde Margaret med bevæget +røst , „ denne morgenstund , da stor uro plagede + +min sjæl , da bad jeg guds moder : send mig en +ærlig ven — og se , i kom ! “ +Broder Ambrosius betragtede Margaret med et +forskende blik ; hendes sjældne skønhed , hendes ynde , +hendes røsts bløde velklang , alt det , der ville +vundet en mand af mindre strenge grundsætninger , +gjorde ham mistroisk . +„ I er en evadatter , “ sagde han , „ og verden +har lært eder at smigre . I tage dog helst ikke guds +moders hellige navn forfængeligt og digte en bøn , +i ikke virkeligen bad . “ +Margaret så blot på Broder Ambrosius til +svar , men det blik beskæmmede ham . +„ I har så desuden , “ vedblev han forlegent , +„ i Broder Vigand en nidkær , kyndig skriftefader og +fuldtro ven . “ +„ Jeg har så ! “ svarede Margaret og bøjede sit +hoved , hvorefter hun hensank i grublen . Først i +dette øjeblik tænkte hun derover , at Vigand ikke +havde hendes hele fortrolighed og indså umuligheden +af , at hun nogensinde kunne bekvemme sig til ganske +at oplade sit hjerte for ham og indvie ham i sine +hemmeligste tanker . I mange slags anfegtelser havde +hun tyet til ham , fundet trøst og belæring , men den +største og sværeste , kampen med hendes jordiske kærlighed , +havde hun udfegtet i stilhed . Hun overvejede +nu , om hun ikke havde gjort uret i at forholde sin +skriftefader kundskaben til denne hendes hjertes svaghed , +og om en slig fordølgelse var tilladelig ? Det +anede hende ikke , at Vigand læste grant i hendes +hjerte og blot af klogskab aldrig havde berørt det + +punkt , idet han tænkte , at jo mere man rører ilden , +desto højere blusser den . Hun tænkte nu , at det ville +været ønskeligt , om Vigand havde haft Broder Ambrosius ' s +høje alder og hvide hår ; men hun tav , og +det vemodige udtryk i hendes åsyn blødgjorde den +gamles hjerte . +„ Helst ville jeg tro det , “ sagde han mildt , „ at +guds moder på eders forbøn i denne stund har +styret mine fjed herhid . I forlade mig , min datter ! +Min mistroiskhed nys og sige mig uden sky , hvad +der tynger på eders hjerte , at i bad den bøn , og +hvori jeg kan tjene eder ? “ +„ Nu ikkun deri , “ svarede Margaret rødmende og +med et lyst smil , „ at i ikke på stand skikker mig +hjem til klostret , men tillader mig at dvæle en stund +i eders nærhed . I ledsage mig på en liden vandring +langs søens bred . O , her er så tyst og +skønt ! Vi høre ikkun fuglenes jublende sang og se +solens blink på de glidende vover . “ +„ Ved den hellige Ambrosins ! “ udbrød den gamle , +„ hvis navn jeg uværdig bærer , i vil gøre et barn +af mig ! “ +„ Den synd vil guds moder lettelig forlade +mig og eder med , “ svarede Margaret , atter med et +smil ; thi for første gang , siden forrige vår , den +dag , da hun gik alene i enghaven ved Tjele , begyndte +hendes hjerte at slå frit og let . +„ I mindes tænkelig ikke , “ sagde den gamle , idet +de langsomt gik hen ad søens kratbevoxede bred , „ at +det just er den hellige ambrosii dag og da min +navnedag . “ + +„ I mødtage da min hjertens lykønskning ! “ sagde +Margaret og rakte Ambrosins frimodigt hånden . +„ I have tak ! “ svarede han , men vedblev hovedrystende : +„ Mindst tænkte jeg derpå i den tidlige +morgenstund , da jeg oplod mine øjne , at jeg her i +naturens ensomhed skulle vorde lykønsket og det af +en ung jomfru . Jeg tilbad i stilhed min helgen +og sneg mig så af klostret for at unddrage mig +mine klosterbrødres lykønskninger , hvilket , det føler +jeg nu , var » kærligt af mig . Hist henne på den +brink , i der seer , sad jeg nys og læste den hellige +ambrosii levnet , følende min egen store ringhed . “ +„ I meddele mig nu noget af det , i læste , “ bad +Margaret ; „ har jeg hørt det tilforn , jeg mindes det +dog ikke ! “ +Fader Ambrosius modstod ikke denne fristelse , thi +intet var ham kærere , end at have en taknemmelig +tilhører , en lykke , som sjælden timedes ham i klostret . +På hans opfordring tog Margaret da plads ved +hans side under en busk i det visne græs , blandt +hvilket vårblomsterne allerede begyndte at spire frem , +og han begyndte sin fortælling : +„ Den hellige Ambrosius , “ sagde han , „ levede i +det fjerde århundrede og var en mand af stor +anseelse , intet ringere , end kejser theodosii den +stores statholder i ligurien og havde sin residents +udi Mailand . Han var en hedning og en lovlærd +mand , og nu høre du , min datter , ved hvilken +forunderlig tilskikkelse han , der end ikke var indlemmet +i kirken ved den hellige dåb , fra en vantroende +statens tjener pludselig forvandledes til en troende + +og from kirkehyrde . Biskoppen af Mailand var afgangen +ved tøden , og hans efterfølger skulle udvælges ; +men ved dette valg udbrød en blodig fejde +mellem arianerne og de rettroende , hvilket nødsagede +Ambrosius dertil , da han var kejserens statholder , +at ile til valgstedet med væbnede folk og genoprette +roligheden . Ta han rykkede frem , da råbte et barn +blandt mængden : se , der kommer vor nye bisp ! +Og straks istemmede det ganske folk , forglemmende +uenigheden : Ambrosius være vor biflop ! “ +„ Af det barns mund , “ sagde Margaret , „ talte +gud Herren selv . “ +„ Visselig , “ vedblev Ambrosius , „ som det siden +viste sig . Elsket og agtet var han af folket for sin +mildhed og retfærdighed , og det råb , at han skulle +vorde bisp , ville ikke forstumme . Længe stred han +imod , ganske uden forberedelse til sit hellige kald , +som han var , men omsider måtte han bøje sig , lod +sig døbe og tiltrådte da sit hellige embede . “ +„ Og hvorledes røgtede han det ? “ spurgte Margaret , +hvis blik hang ved den gamle , ærværdige fortællers +læber . +„ Ja , hvad tænker du , min datter , han gjorde +først ? Han besad stor rigdom og kunne , selv uden +sit embedes indkomster , været en vældig bisp med +mange væbnede svende i sit følge , med bordsvende +og mundskjenke og alle de unyttige tjenere , bisperne , +gud bedre ! i vore vanartede tider omgive sig med , +som vare de verdslige fyrster . Nej , han bortskjenkede +sin formue til de fattige og levede i christelig ydmyghed ; +men han blev en nidkær kirkehyrde , de betrængtes + +fader , en tro sjælehyrde , evangeliets ivrige forkynder +og en drabelig stridsmand mod kættere og +hedninge . Kejseren ærede ham som en fader , og så +stor var hans myndighed , at da den store kejser +havde straffet et opløb med » christelig grusomhed , og +han derefter ville træde ind i kirken , da gik Ambrosius +ham i møde på dørtærskelen og forbød ham adgangen , +just som bisp willmn af Roeskilde gjorde ved konning +svend her udi Danmark syv hundrede år derefter ; +og måtte kejseren flikke sig deri , at Ambrosius pålagde +ham otte måneders kirkebod . “ +„ Ved i ej mere at berette om eders kære +helgen ? “ spurgte Margaret , da Ambrosius tav ; „ I +tænke ikke , at jeg vorder træt af at høre ! “ +„ Nu , “ svarede Ambrosius , „ der lod sig meget +mere sige om ham , og kunne jeg end blive længe ved , +dog ville da sikkerlig eders unge øren vorde trætte . +Dog vide i endnu et om denne store kirkefader , at +han var munkes og nonners varme talsmand og +ivrede så stærkt for den ugifte stand , at mange +mødre af den årsag holdt deres døtre af kirke , +når han prædikede — hvad siger i dertil ? “ +Margaret så ned for sig og blev rød som et +dryppende blod . +„ Nu , min datter ! “ sagde fader Ambrosius mildt , +„ har så guds moder og de hellige engle ført os +herhid , det jeg stedse mere villig tror , da lad min +nærværelse blive eder til gavn og til bestyrkelse i +det fromme forsæt , man har sagt eder at nære . Er +det så , at i agter at indgive eder i Vissing kloster ? “ + +„ Dertil står visselig min hu , “ svarede Margaret +med sagte røst . +„ Da holde i fast derved , “ sagde Ambrosius +strengt , „ og udrive alt det af eders hjerte , som vil +spærre eder vejen ! I har tænkelig fornummet denne +verdens lyst , prøvet forfængelighedens anfegtelser , +mændene have båret eder med smiger for eders +fagerheds skyld — ikke tør eller vil jeg aflokke eder +noget skriftemål , men forunderligt ville det være , +om det forholdt sig anderledes — i vende nu eders +hu fra alt dette og stræbe ærligt derefter at forsage +verden ! “ +„ I drive ikke så på mig , ærværdige fader ! “ +Svarede Margaret med et bønligt blik . „ Kræver ikke +så stor en beslutning selvprøvelse og overlæg ? “ +„ Visselig , min datter ! “ sagde Ambrosius ; „ dog +formente jeg , at i nu i et halvt år i klostrets +ensomhed må have haft stunder at overveje den +sag . “ +„ Kunde jeg blot , “ svarede Margaret , „ gjøreeder +viis på min sjæls sande tilstand ! Jeg har jaget +efter det hellige og mente en stund at have grebet +det , men da viste det sig uformodet , at mine hænder +vare tomme og jeg efterladt i mørke . Da kom syndige +tanker over mig , som denne , at trods alle bønner , +messer og hymner , trods kerternes glans og viraks +Duft , da er der blandt de hellige søstre i klostret +ikknn helligheds skin , og som havde gud været mig +nærmere mangen stund midt i den travle verden . “ +„ Du lade dig ikke forvirre deraf , “ sagde Ambrosius +med alvor , „ skulle det befindes , at der stundom blandt + +søstrene i Vissing er mindre af kødets spægelse og +oprigtig poenitentse , end ønskeligt var . Vi bære +hellighedens klenodie i skrøbelige kar og må fegte +med djævelen , indtil forløsningens time slår . Der +er brøst , selv i den hellige kirke , fornemmelig i disfe +tider , og derfore hvile guds straffedomme hårdt +på os . “ +„ Jeg fatter det helt vel , “ svarede Margaret , +„ og sigtede ikke dertil , tvert derimod var dette min +tanke , at det hellige flyer stundom selv den sjæl , der +med ærlig hu og i brændende nidkærhed søger det . “ +„ Visselig ! “ svarede Ambrosius , „ for at prøve vor +bestandighed . End ved i ikke , ung og uprøvet , som +i er , min datter , hvad en fast tro ved Herrens og +alle hans helliges bistand formår . Højt over eders +begreb står vel kødets spægelse , bønners og lovsanges +helliggørende kraft , så og fastes og bods +rensende magt , beviisliggjort gennem århundreder +af tro , fromme sjæle og stadfæstet ved mange undergerninger . “ +„ Ved +at høre eder tale så , “ sagde Margaret +ivrigt , „ styrkes min tro derpå . “ +„ Ret så ! “ sagde Ambrosius og bøjede sit hoved ; +„ En , som er større , end jeg , taler nu af min mund ! +I betænke nu dertil dette , at kan end , som i før +sagde , gud være eder nær midt i den syndige , travle +verden , al den stund Herren er allestedsnærværende , +dog tvivle i ingensinde derom , at bag klosterets mure , +under kydfkhedsløftets tugt og i de nonners hellige +samfund , der er den ypperste helligheds krone at + +vinde — give guds moder og alle hellige engle , at +det må være eder forundt at nå klenodiet ! “ +„ Jeg vil stræbe derefter ! “ udbrød Margaret med +et brændende blik . +„ Gud Herren styrke da dette dit fromme forsæt ! “ +Sagde Ambrosius bevæget , „ og hans hellige engle omsvæve +dine fjed ! Nu kende vi hinanden , tillad mig +nu , min datter , at kalde dig du med en åndelig +faders ret ! “ +„ I have tak derfor , ærværdige fader ! O , måtte +det forundes -mig ret ofte at samles med eder ! I +bekymre eder ikke om søster Marines sure miner , +men gjeste os snarest i Vissing ! “ +„ Det bæres mig fore , “ svarede Ambrosius , „ at +så er det Herrens villie , og da bør jeg ikke frygte +menneskers ugunst . “ +De samtalede endnu en stund med hinanden og +til sidst sagde fader Ambrosius : +„ Det er mit råd , min datter ! at du uden +forhaling indgiver dig som ungsøster i klosteret , at +tit prøveår kan begynde , som må forløbe , inden +du kendes værdig til som tegn på bestandig fasthed +at modtage sløret og aflægge løftet . Jeg skønner , +at i din sjæl med dens rige gaver er nedlagt et +løfte om store og hellige gerninger . “ +„ Ak ærværdige fader ! “ udbrød Margaret rødmende +af undseelig glæde , „ nu fatter i for store +tanker om mig , en svag kvinde . “ +„ Herren udsøger stundom sine redskaber blandt +de svage , “ svarede Ambrosius , „ og gøre disse til de +stærkeste . De hellige kvinder stod til ingen tid + +tilbage for de hellige mænd . Dog , gud bedre , nidkærhedæn +er på ingen af siderne i disse tene tider +så stor , at et blodigt martyriums glorie venter +nogen kirkens tro søn eller datter . Derimod betænke +du den slaphed og lunkenhed blandt dine vordende +medsøstre , hvorom jeg før talte ! Hvad vil du ikke +der kunne virke ved dit eksempel ! Ved dit mammon +kan du vinde anseelse , om du skjenker klostret rige +gaver ; du nytte den da dertil at anspore abbedissen +til strengere klostertugt og al helligheds befordring ! “ +De rejste sig nu for at gå , og Ambrosius +tilbød Margaret at ledsage hende til klostret , da +buskene raslede bag dem , og en skare mænd og +kvinder stormede ind på den plads , hvor de havde +siddet . Der kom søster Veronica , klostrets yngste +nonne og den mest rapfodede , ledsaget af et par +klostertjenere med knipler , der kom tykke søster Barbara +vraltende og endelig ingen ringere , end den værdige +abbedisse , søster Marine selv , støttende sig til Broder +Vigands arm . +„ Så er i her dog ! “ udbrød søster Veronica , +idet hun lo ; „ jeg tænkte for sande « , en skøn , ung +riddersvend havde bortført eder , og at vi ingensinde +skulle gjensee eder tiere ! “ +Margaret , som kendte søster Veronicas verdslige +sindelag , værdigede hende intet svar , og der blev +heller ikke pusterum til genmæle , thi der brød søster +Barbara gennem buskenes grene og råbte : +„ Den hellige benedictus være lovet , der er hun ! +O ve ! hvor værker det i min side ! “ + +„ Hvilken unyttig larm ! “ sagde Ambrosius vredt ; +„ Intet har været fjernere fra jomfru Margrethes +tanke , end det , at rømme . Fornemmelig i , søster +Veronica ! vare eders letfærdige mund ! “ +„ Ej ! “ udbrød søster Marine , som havde nærmet +sig ad en mere magelig vej og set og hørt , hvad +der foregik , „ jeg seer , at den hellige Bernhard har +sendt jomfru Margrethe en af sine til værn og +beskyttelse , hvad nød haver hun da ! “ +„ Havde i vogtet hende bedre , “ svarede Ambrosius , +harmfuld over de stikkende ord og det spydige smil , +der ledsagede dem , „ da ville hun ikke haft min beskyttelse +nødig . “ +„ Nu , “ svarede abbedissen , „ de møer , som have +strippevane , de er onde at vogte . I betænke disse +tiders uro og fare , jomfrulil og volde ingensinde +tiere eders moder og os så stor en skræk ! “ +„ Min moder , det får så være ! “ sagde Margaret +og hævede sit hoved med stolthed , „ men ikkun +hende skylder jeg regnsfab for min gøren og laden . “ +„ Min datter ! “ udbrød Ambrosius og løftede +advarende sin hånd , „ I betænke vor samtale nys +og se at mestre det fosse , verdslige sind , der end , +det seer jeg nu , regerer i eder ! “ +„ I burde betænke klostrets værdighed “ , sagde +Vigand med strenghed , idet han skottede mistroisk til +Broder Ambrosius , „ og i mene eder ikke end at +være på Tjele ! “ +Margaret rødmede dybt , og et vredeslyn tændtes +i hendes blik . Hun så et syn — et tankesyn +kun , men så levende , at hendes hjerte bankede derved — + +Folmer Rud , som sprængte hid på sin ganger , +splittede den hele skare ad , løftede hende op til sig i +saddelen og for bort med hende . Dog , det drømmebillede +svandt , som det var kommet ; hun så fader +Ambrosius ' s blik hvile mildt bebrejdende på sig , +blegnede og brast i gråd ; greb så sin Rosenkrands , +afbad sin synd og bønfaldt den hellige moder at +holde slige djævelens anfegtelser borte . Den bøn +blev hørt , thi det lykkedes hende fra denne stund af +at forhærde sit hjerte og nedsænke sin sjæl ganske i +helgentilbedelsens afgudsdyrkelse . +„ Du forglemme ikke , “ sagde Broder Ambrosius +til Margaret , „ at berette din moder og klostrets +værdige forstanderske , som her står , hvorom vi have +talet og den beslutning , hvortil du er kommen , står +den ellers fast . I vil da neppelig , søster Marine ! +Når i det erfarer , vredes på den hellige bernardus , +ej heller på mig . “ +„ I give mig eders velsignelse , ærværdige fader , +forinden vi stilles ! “ udbrød Margaret og sank knælende +ned , „ og indeslutte mig fremdeles i eders bønner ! “ +Dybt bevæget lagde Ambrosins sin hånd på +hendes hoved , udtalte velsignelsen over hende og +gjorde korsets tegn , mens Broder Vigands onde +øjne vogtede på ham og røbede skriftefaderens +skinsyge harme . +Derpå stilles de , og Margaret vendte tilbage +til klostret med sine bevogtere . Trods hendes fromme +forsætter , at underkaste sig med ydmyghed , undslap +der hende dog et dybt suk , da klosterporten lukkede +sig efter hende . Med hver dag , der gik , mærkede + +hun mere og mere , at trods al ærbødighed , der +blev hende viist , så var hun dog nu en fangen fugl +og klostret hendes bur . Dog , efter at hun mere end +en gang havde samtalet med Ambrosins og udøst sit +hjerte for ham , da stod hendes beslutning fast . Til +abbedissens store glæde , og idet Broder Vigand priste +hendes fromhed , indgav hun sig ikke længe derefter +som novice eller ungsøster i klostret , og inden skoven +var grøn , da sås hun at færdes i klostret i ungsøstrenes +hvide klædning og med Iver at forberede +sig til den endelige og fuldstændige optagelse i benedictinersøstrenes +samfund . + +sjette kapitel . +Ord og sværd . +Henning og Bent Tue sad på en vindfælde i +nærheden af hulen i Bigum skov og varmede sig i +den tidlige vårsols stråler . Træer og buske knoppedes +alt så småt , og skovbunden prangede med blomster , +men det var såre langt fra , at Knud Mogensens +hjemløse svende frydede sig ved dette skønne syn ; +de nød kun den legemlige velgerning , at varmes af +solstrålerne . +Henning lå på træstammen , så lang han var +og gabede , Bent sad hos og snittede på en træske . +De samtalede , men i stødeviis og med dæmpet røst ; +thi deres unge herre , som først hen ad morgenstunden +var vendt hjem fra en udflugt , lå og sov på mosbænken +inde i hytten , hvis dør stod åben . +„ Bent ! “ sagde Henning og rejste sig op , så han +sad ridende på træstammen , „ Du sige mig nu , til +hvad mål dette vil føre , og hvad enden monne +vorde på dette vort løbeskytte-levnet ! Have vi nu +ligget her som bjørne i hi længere , end en måned +og ikke haft anden omgængelse , end med ulve , ræve + +og andre skovens dyr . Kjedsomt nok i vinter hos +de søstre i Mariager ; dog bedre , end dette . Give +gud og alle helgene , jeg havde ingensinde viist Knud +til dette jordhul , en ubekvem bolig for en fri adelig +mand og hans svende ! “ +„ Du have dog tak , at du gjorde det ! “ svarede +Bent og nikkede . „ Du friede derved ufrels mand +fra galge og green . “ +Henning gabede , som om han derved ville tilkendegive +Bent sin ligegyldighed med hensyn til den +barmhjertighedsgjerning , han uforvarende havde foranlediget . +Han frydede sig heller ikke over den ; thi +han var skinsyg på Bent , der ved sin erfaring og +kløgt havde vundet stor overvægt over ham og nu i +højere grad , end han selv , havde deres fælleds herres +øre . Han formodede også , at Bent var mere +vidende , end han lod , og gav sig derfor nu til at udfritte +ham . +„ Monne han derinde “ spurgte han og pegede over +sin skulder henimod hulen , „ på den Viis og ved +den omflakken tænker at vinde ære og anseelse , end +sige Tjele gård og gods ? “ +„ Han må det vide selv , “ svarede Bent og snittede +fort på sin træfkee . +„ Kværtiende mand mener og noget , “ sagde Henning +med et spydigt smil . +„ Og tavs mand troes mest ! “ svarede Bent fluks . +„ Nu , “ udbrød Henning utålmodigt , „ deraf kan +skønnes , at du haver noget at fortie . Nu være du +ikke så ordgjerrig og mistænksom ! Monne du mene + +Knud Mogensen det bedre , end jeg , eller er du ældst +i hans brød ? “ +Bent tænkte i sit stille sind , at Henning mest +var sin herre tro og lydig af vane , han selv derimod +af taknemmelighed , hvilket bånd han mente at være +stærkest . Han gjorde nu . vistnok sin unge medtjener +uret i at tænke så , men vist var det dog , at han +omfattede sin herres velfærd med en barme , som +sjelden opstår i en tjeners bryst , og at han havde +tænkt over Knud Mogensens stilling mere som en +ben , end som en lejesvend . Knud havde nu rigtignok +ikke indviet ham i sine planer , og Bent agtede sin +herre kun desto højere , fordi han uden forklaring bød +sine svende at gøre dette eller hint ; men han vidste +alligevel god besked og fandt det efter nogen overvejelse +rådeligst at tilfredsstille Hennings videlyst . +„ Ældst er du i brødet , “ svarede Bent , „ yngst +i år og forstand . En tjener med øjne og øren +tjener sin herre bedst , blot at han imellemstunder lader +blind og døv , men til ingen tid må han være det . +Fornam du til intet , da du sidstens var nede i +foulum hos Mads og så til øgene ? “ +„ Hvad skulle vel der være at erfare ? “ spurgte +Henning forundret . +„ Mere , en du tænker , “ svarede Bent med en +vigtig mine ; „ dog spurgte jeg ikke Mads derom , “ +Vedblev han med et lunt smil . +„ Da har du luret , Bent ! “ +„ Når Herren fjæler sig under jorden , Henning , +da får vel svendene lure ! Hvad lænker du , det +gjelder ? “ + +„ Nu , sig frem ! “ sagde Henning utålmodigt . +„ At tage Tjele med væbnet hånd , “ sagde Bent , +gjorde det sidste snit på træfkeen , smed den fra sig +og satte hænderne i siden . +„ Det var ikke halvfkrattes tale , den ! “ udbrød +Henning og lo , „ har Knud tænkelig , os uafvidende , +hyret en fænnike landsknegte ? Hvad heller vil han +gå på , tre imod tredive ? Nu gantes du med +mig , Bent ! “ +„ Giv stunder ! “ svarede Bent , tog et nyt stykke +træ og begyndte med stor sindighed at bearbeite det +med foldekniven . „ Du sige mig nu først : tænkte du +intet derved , at Knud fra den dag af , da han +vendte hjem fra Vissing , nu og da sneg sig bort om +aftenen ? “ +„ Hvad har han gjort , Bent , siden vi kom herhid , +uden at gå og komme ? “ +„ Ikke i så små vendinger , Henning ! Nu høre +du hans ærinde ! Han gik til sin faders bønder , +frittede dem ud og følte sig fore , om de ikke skulle +være lede af det nye hersfab . De , som befandtes at +være så til sinds , og på hvem han mente at kunne +forlade sig , dem udspurgte han , om de turde djærve +sig til , når han førte an , da at drage i hob med +0xe og spyd for Tjele , berende gården og drive +Erik skram og hans svende derfra ? “ +„ Hvad svar monne de gave ? “ spurgte Henning +ivrigt og rykkede med et sæt nærmere hen til Bent . +„ For nogle dage siden , “ vedblev Bent , „ ville +jeg ikke evnet at sige dig det ; men i går , da jeg var +i foulum , blev jeg mere vidende . Gamle Jens porse + +af vinge var der og gik med Mads Jespersen i kostalden , +alt imens jeg stod i foderloen og gav øgene , +det de ikke blev vaer . De talte da en hel hoben +om Knud , Mads sindigt og tyst nok , men Jens er en +skvaldrer og skrattede op , så gråmunk spidsede +øren . “ +„ Hvad sagde de , Bent ? “ faldt Henning ind . +„ Din spørgen fortner ikke svarene , “ sagde Bent +sindigt og tvært , „ nu tie du og lade mig tale ! — +hvad tænker du derom , Jens ? spurgte Mads ; jeg +begærer et ærligt råd af dig . — nu , Mads ; +svarede Jens , den sag rager ej mig , jeg kan da se +den an med rolighed og give en kendelse med koldt +blod . Vi vinge bønder have bedre lykke , end i ; +vi have et godt herskab , som forblev ved hjemmet og +ikke drog af landet , at hente derfra udenvelts frillekoner +til huse ; de kruser toge alle en af landsens +egne gode døtre til ægte . — sandt nok det , sagde +Mads . — nu agte du derpå , for Jens fort , at +Maren Lauridsdatter , hun er en god dansk kvinde , sin +faders , Laurids Mogensens ægtefødte datter , få og +Mogens Lauridsens , hvis sjæl gud nåde ! hans rette +søster . Hvad den skotske kvinde derimod og hendes +unger er , det vide fanden og ikke jeg ! — såmænd , +gjensvarede Mads , det var så som så med den sølle +kvinde . — det tykkes mig da at være ret og skel , +sagde Jens , at Erik og Maren sidde på Tjele . Var +ikke lov i landet , da tog hver , som han kunne fange . +— du råder da fra ? spurgte Mads . Knud tilsagde +os urimelig gode kår , om vi ville gange ham til +hånde og oplade ham Tjele . — mangen lover det + +i nød , han holder ikke ved sin død , gjenmcelede Jens . +Du ved så og , Mads , at løfter og råt klæde løbe +meget ind . — ja nok , sagde Mads , det seer man lidt +og ofte . — ej heller , for Jens fort , stiller sagen +sig på nogen Viis så , at i kunne vælge de tvende +herrer imellem , men så , at den ene er gården eiendes +og har den inde , den anden vil ham fordrive med +hærværk og bold . Halsløs gerning det , Mads , fornemmelig +nu efter det oprør , da de store herrer fare +hårdt frem og er overmyndige . Du befatte dig +ikke dermed , Mads ! “ +„ Au ! “ udbrød Henning , „ så bliver den fejde +til intet ! “ +„ Nu , genmælede Mads “ , vedblev Bent med +uforstyrrelig ro og omstændelighed , „ end har ej Erik +skram låsebrev * ) på Tjele . — der snakker du ! +Sagde Jens og lo . Ganske unødigt det , al den stund +han tog gården i arv og eje på sin hustrus +vegne , og hun var eneste ret , ægte arving . Har han +så og frænder og venner i skokke , Knud er moxen +frænde- og venneløs , hel vanmægtig . — stor skade +det , sagde Mads ; Knud er en gjev ungersvend og talte +sin sag med stor forstand . Dog lade vi nu helst +let blive ! — ikke blot det , sagde Jens og greb Mads +i kosten , men du befatte dig intet med ham , formane +ham snarest at drage herfra og låne på ingen +Viis en dag længer hans øg stald . — nu , Jens , +sagde sluttelig Mads , hans fader var os god ; dog +gavnede det os intet , satte vi nu den velfærd , han +rettertingets bekræftelse af ejendomsretten . + +undte os , på spil . Jeg vil da gøre , som du +råder ! “ +„ Prøv guld i glød , ven i nød ! “ udbrød +Henning . „ En lumpen hund , den Mads ! Dog have +han og Jens porse tak lige fuldt ! Nu nødsages +Knud at begive det hærværk , drage herfra og skikke sig +i mindre kår , gode nok er de endda , det jeg har +fornummet ; så sætte han Bo og unde os hnusly og +hvile ! “ +„ Svært af glemme , “ mente Bent , „ af man er +født i højhed ; did stunder bælg * ) , som han båren +er . — “ +Da Knud kort efter trådte ud af hulen , var +hans åsyn mørkt . Han standsede , som ville han tale +sine svende til , men betænkte sig , gik dem tavs forbi +og søgte ind i skovens tykning . Der satte han sig +på en træstub og stirrede hen for sig med et blik , +hvis udtryk røbede hans håbløse stemning . +Han havde imidlertid ikke siddet der længe , førend +han på en grønning i nærheden , til hvilken han +havde udsigt , så en ung mand nærme sig . Han +blev straks vaer , af han havde en af sine lige for sig ; +thi den fremmede var klædt i en trøje af fint grønt +klæde , en bræmmet , sort Fløiels palkzrok hang om hans +skuldre , de vide hoser , dengang en ny mode , som +dog snart skulle gribe stærkt om sig , vare fæstede om +knæet med sølvspænder , og fødderne stak i et par +zirlige ridestøvler . På det krøllede hår sad en +spidspullet hat med en grøn fjeder , og i et sølvbaldyret +bælte hang en let kårde . Han var kun af +* ) dreng , halvvoksen Karl . + +middelhøjde og hans legemsbygning noget spinkel , men +dog vare hans trin faste , og han førte sig med anstand , +idet han tankefuldt skred frem . Ansigtstrækkene +vare skarpe , men udtrykket i hans lyse øjne mildt og +forstandigt . +Der har vi en stråjunker , tænkte Knud , et af +disse lykkens kælebørn , som sad lunt i ammestuen +i en alder , da jeg alt red min hest , proppedes med +lærdom i en klosterskole og sluttelig ved hove erhvervede +sig zirlige , kvindagtige lader . Formodentlig +rørte der sig hos Knud en anelse om , hvem han havde +for sig og deraf hans strenge , forhastede dom . Hans +betragtninger vare imidlertid hurtigt til ende ; han +rejste sig brat , trådte frem af buskene og gik den +fremmede i møde . +Knuds langt højere og kraftigere skikkelse , hans +djærve åsyn og det faste blik i hans funklende blå +øjne dannede en stærk modsætning til den fremmedes +mere spagfærdige ydre , og hans fremtræden sfete +dernæst så brat , at den vel måtte indjage skræk . +Et pludseligt møde med en fremmed i skovens tykning +måtte i hine urolige tider straks vække formodning +om fjendtlige hensigter , og knubs klædedragt +var dernæst , uagtet dens stof og snit røbede adelsmanden , +dog hårdt medtaget ved hans omflakkende +liv , så at hans ydre ingenlunde var stikket til at +indgyde tillid . Ikke desto mindre blev den fremmede +roligt stående og greb til sit sværdhefte , så det trods +hans kvindagtige ydre ingenlunde syntes at fattes ham +på mod . Han så sin modstander fast ind i øjet , +medens Knud nu indtog en ligegyldig holdning og lod + +sit sværd skøtte sig selv , af ringeagt , eller som den +mand der aldrig tvivler om i det rette øjeblik at finde +sit værge . +„ Hvo er i og hvad gør i her ? “ spurgte Knud +barskt . +„ Ej ! “ udbrød den fremmede med et stolt +smil , „ så tilkommer det snarest mig at spørge +eder . “ +„ Hvi så ? “ spurgte Knud . „ Jeg står på min +egen grund og spørger vel da med rette . “ +Den fremmede studsede , blegnede , så sig om og +greb til en sølvpibe , der hang ved hans bælte , som +om han ville sætte den for munden og kalde hjelp +hid ; men han slap den atter , trådte et skridt nærmere +og sagde med rødmende kind : +„ Ved alle helgene ! så havde moder dog ret . +I må være Knud , Mogens Lauridsens søn og ingen +anden ! “ +„ Ha ! “ råbte knnd med vild glæde , „ da er i +Jørgen Eriksen skram , mit søskendebarn og søn af +min dødsfjende . +„ De ord sammes ilde , “ svarede Jørgen skram ; +„ ikke kan dog jeg være eders dødsfjende , al den +stund vi ikke så hinanden nu i mange år og sidst , +da vi både vare små poge . “ +„ Du får gavn af din faders ran , “ sagde +knnd med opbrusende harme , „ Du får da og at tage +part i den spot og spe , så og i det had , som +følger uærlig gerning . “ +„ Nu knnd , “ svarede Jørgen sagtmodigt , „ jeg har +intet derimod at duttes med dig . Dog beder jeg + +dig fare med lempe og betænke , at i det , som sket +er , har ikke jeg nogen lod eller del . “ +„ Ønsker du det da uskeet “ , spurgte knnd , „ og +vedkender du dig mig som ret søskendebarn og +frænde ? “ +„ Umuligt det , “ svarede Jørgen , „ thi da ville jeg +dømme min egen fader og skjelde ham for en ransmand +og løgner . “ +„ Da ingen flere ord mellem os , “ råbte knnd , +„ men blot sværdhug ! “ +Han drog sin klinge og satte sig i tilstand , som +det kaldtes , men forinden Jørgen skram kunne følge +hans eksempel , hørtes de føre grene i krattet at +knage under fodtrin , og inden få øjeblikke vare de +omringede af seks svende , anførte af Geert Eriksen . +„ Bed min oldefaders skæg ! “ råbte gale Geert +og stak begge hænder i siderne , „ der fik vi ham ! +Sagde jeg dig det ikke , Jørgen , at han strejfede om +her og pønsede på niddingsdåd ? “ +Dog , i det samme brød Knud kredsen med et +Spring , for ind i krattet og forsvandt . De andre +ilede efter ham , og efter en kort forfølgelse nåde de +indgangen til hulen , hvor Knud stod med Bent og +Henning , rede til at forsvare sig . Geert og de Tjele +svende ville nu styrte sig over dem , men Jørgen +skram kastede sig imellem og bød sine svende fluks at +stikke deres sværd i balgen . +„ I gøre ligeså , om noget venskab fremdeles +skal bestå mellem os ! “ sagde han bydende til Geert . +„ Nu , Jørgen “ , sagde Geert mut , „ I handler ikke +heri eders forældre til villie . En smal sag ville + +det være nu at svinebinde disse tre udædingsmænd , +føre dem til Tjele og lægge dem i bolt og jern . “ +„ Før det skeer “ , svarede Knud , „ da skulle de bære +Geert Eriksen i gårde med fødderne foran . “ +„ Bedre , “ svarede Geert spodsk , „ at lade sig bære +af fire til graven , end at lade sig lede af to * ) ! “ +„ Bedst af alt “ , sagde Knud og stak sit sværd i +balgen , „ ikke at fegte med en gjek ! Stik sværdet +ind , Bent , så og du , Henning ! Ingensinde traf jeg +på min vej mere fredelfkende svend , end Jørgen +Eriksen skram ! “ +„ Ingen skam for mig det , “ genmælede Jørgen , +„ thi vi er otte mod tre . Vil du , som jeg , Knud ! +Da afgøre vi den trætte i mindelighed under fire +øjne , om du vil forunde mig en samtale . “ +„ Du er galen , Jørgen ! “ råbte Geert , „ at give +dig i hans vold . Han er stærk som en Bjørn og +fegter som en landsknegt . Skam vil jeg få af din +dioder , times der dig en ulykke . “ +„ I være ubekymret , Geert , “ svarede Jørgen , +„ Knud Mogensen er ingen stimand , derom føler jeg +mig forvisset , så ikke heller jeg en kryster . I begive +eder nu alle til hestene og byd nu du , Knud , +dine svende at fjerne sig et bueskud . “ +Knud gav , skønt uvilligt , Bent og Henning den +befaling , og de fjernede sig , men ikke fuldt så langt +bort , som det var dem budet , hvorefter Geert , der ikke +tænkte så slet om Knud , som han gav sig mine af , +fortrak med de Tjele svende . +Til retterstedet . + +„ Nu , skal det så være “ , sagde Knud med spodsk +høviskhed , „ da træde du indenfor i min hal , at +snakken kan gå med magelighed ! Du må dukke +nakken lidet , men er du først inden døre , da vil du +fange godt Herberge . “ +Jørgen så studsende til hulens indgang , betænkte +sig et øjeblik , men gik så derind , efterfulgt af +Knud . Da han havde vænnet sig til halvmørket og med +forundring set sig om , sagde han : +„ Det tyder ikke på gode , lovlige hensigter , +Knud , så ikke heller på stor visdom , at du har +fæstet Bo her i denne jordhule . “ +„ Hver mand sin lyst , “ svarede Knud . „ Du +prøve nu den løibænk og sige mig så , om monne +selve kong Salomon sad blødere ? “ +Jørgen satte sig smilende , mens Knud tog plads +ligeover for ham ; så sagde Jørgen : +„ Nu er du i bedre lune , end før , Knud ! Nu +høre du mig med tålmodighed ! “ +„ Det faldt mig ingensinde tungt af tie , “ svarede +Knud , „ Jeg er en hader af ord . “ +„ Da føre de dog stundom en mand videre , end +sværd , “ sagde Jørgen ; „ og har en ikkun trende +sværd , hvor langt række vel de ? “ +„ Ja , det er fejlen , “ mente Knud , „ af de er +så fåtallige ! “ +„ Jeg forstår , “ sagde Jørgen efter et øjebliks +taushed , „ Du ligger i skove og skjul og tænker +på hærværk mod os på Tjele . Et » sindigt forsæt , +Knud ! thi fik du end held dertil , mens denne oprørs +fejde står på , af fordrive os herfra , hvad + +ende ville det da tage for dig , når hans nåde +får sig alle landene underlagt og skifter og deler +ret med rigens råd ? “ +„ Hvo som sidder på sækken , “ svarede Knud , +„ råder for ham , og den er stedse næst , som i hænde +haver . “ +„ Da måtte loven slikke i spydstagens ende , “ +Mente Jørgen . „ Min fader tog af den årsag , han +mente at have ret . Mener du at have ret , da +søg ham på tinge , når fred er stiftet i landet , +men bliv ej lovsøgt mand forinden , hvem mæle på +tinge er forment . “ +„ Nu , Jørgen , “ sagde Knud , „ Du er mere lovkyndig , +end jeg . Dog har jeg hørt visere mænd , end +du er , sige : jo mere af lov , des mindre af ret ! “ +Jørgen sad et øjeblik tans og grundede ; derpå +sagde han : +„ Gud er mit vidne , at sidder min fader ikke på +Tjele med rette , da ønsker jeg allersidst , at han skulle +forblive der . “ +„ Ja , om din fader og moder tænkte så ! “ udbrød +Knud . +„ Forgangen dag , “ tog Jørgen atter til orde , +„ talle jeg med hans Thordsen . Han lod mig vide +Knud , at du end ikke har haft i hænde og læst det +arvebrev , hvorudi din fader skriver i levende live at +have skjenket din moder , dig og din søster alt sit +løsøre ; er det sanken ? “ +„ Det er så , Jørgen ! “ svarede Knud . „ Hvad +gavner det mig at læse det , al den stund jeg agter +ikke at tage en hvid deraf ? “ + +„ Da ville du handle som en tåbe , Knud ! “ +Udbrød Jørgen . „ Dog , nu er det min begæring til +dig , at du på stand følger med mig til Tjele , seer +det brev , af hvilket en afskrift er beroende hos os og +taler med fader og moder . Jeg tilsiger på deres +vegne dig og dine svende sikkert lejde og at drage +uhindret bort ; men da give og du løfte på , at al +fejde imens skal være nedlagt , og at du går , som +du kom , med fred . “ +„ Et sært forslag , det ! “ udbrød Knud , „ at jeg +skulle drage til Tjele , hente mig der ukvemsord og +bortvises med skam ! “ +„ Skulle det ske “ , svarede Jørgen , „ da ganger +jeg med dig af gårde . Du tænker for ringe om +fader og moder . “ +„ Og du for stort ! “ sagde Knud . +„ Men giver du mig glat afslag , “ vedblev Jørgen , +„ da nødsages jeg at tænke , du ved af ingen ret og +er den lovløse stimand , Geert siger dig at være . “ +Det ord ramte ; Knud rejste sig brat og sagde : +„ Nu ganger jeg med dig Jørgen ! Dog betænke +du et — det falder svært at tro på sin egen +moders skam ! “ +„ Du er en Dannemand , Knud ! “ sagde Jørgen +mildt ; „ hvo ved , hvor det kan vende sig ; vi vorde +tænkelig engang venner ! “ +„ Da må meget forandre sig , “ svarede Knud , +„ enddog jeg skønner , at du mener mig det ikke ilde . +Jeg ganger da med dig , at du kan se , jeg frygter +ikke at læse de kragetæer , enddog jeg forud ved , de +gemme intet godt . Du betænke nu dertil et — ikke + +er det let her at skønne , hvor retten hun er , når +den , som retten ejer , er svagsindet og handler , som var +hun fra vid og samling . Til somme tider har jeg +troet , til andre tvivlet . “ +„ Det er ærligt talt , Knud ! “ +„ Nu , da skal oprigtighed ikke heller fattes ! “ vedblev +Knud . „ Din fader tog Tjele uden at vide om det brev , +Jørgen ! Han tog gården egenmægtigen , på løst +skøn og efter løs snak ; tykkes dig det at være +net ? “ +„ Han måtte vel gøre så , “ svarede Jørgen forlegent , +„ for ej at miste sin ret . “ +„ Den , hvorom vi tviste ! “ udbrød knnd . „ Hvad +om nu det brev var falsk , hvad heller fader deri løj ? “ +„ Usømmeligt af dig , knnd at tænke så ! “ +„ Ilde kår de , Jørgen , at stå mellem fader og +moder , og vælge blandt løgn og skam ! Dog dette +vide du , at fader var skinsyg på moder og os +hadsk , og dernæst det , at så var moders færd før +og nu , at ingen , som hende kender , tør tænke at hun +skulle være en æreløs slegfredkvinde . Nu tage du +loven frem og dømme ! “ +Jørgen Skrams ærlige åsyn vidnede , at hans +tro på hans egen moders net var rokket . +„ Det være , som det være vil , “ sagde han , +„ vi gå nu den gang med hinanden . “ +„ Vi gøre så , “ sagde knnd , „ uden mere snak ! “ +Hvorefter de forlod hulen , samlede svendene og rede +med dem og Geert ad Tjele til . + +syvende kapitel . +Guld og grønne skove . +Erik skram og hans hustru sagde på Tjele , +vistnok frydefulde ved besiddelsen , men dog ikke ganske +uden bekymring . Erik Skrams møde med knnd i +Viborg hyldingsdagen havde i hans hjerte efterladt +en hemmelig frygt for overfald , eller anden voldsdåd +fra den fordrevne arvings side . I mere fredelige +tider ville han følt sig tryg , da han overalt fornemmede , +at ingen uden knnd betvivlede hans lovlige ret ; men +i disse uroens år ville knnd muligvis kunne finde +hjelpere , om han dristede sig til at bruge magt . +Der var endnu gæring blandt bønderne og visselig , +havde Tjele ligget i Vendsyssel , og de Tjele bønder +været vendelboere , knnd ville fundet hundrede fortvivlede +mænd for en , villige til at låne ham deres +arm og køle deres forbittrelse i en liden fejde , der +ikke kunne stemples som oprør . +Erik skram nærede altså frygt , men han undså +sig for at lade sig mærke dermed ; thi hans +hustru var en modig kvinde , og hendes mandhaftighed +tydede på , at der i hendes og Knuds årer flød det + +samme blod . Uden hendes tilskyndelse ville Erik +neppe fæstet Bo på Tjele nu ; men Marens gridsfhed +gjorde hende end mere hårdnakket . Hun var endnu +mere afgjort , end knnd , af den mening , som han +udtalte for Jørgen : at hvo der sidder på sækken , +råder for ham ! I mange lange . År havde hun +sukket efter besiddelsen af sit fædrenehjem , og nu , da +alt var gået efter ønske , og hun havde nået målet , +da ville hun også nyde herligheden . Dertil kom , +at hun aldrig havde yndet hendes husbonds fædrenegård , +der lå i en øde egn , langt fra købstad , og +desuden kunne hun skatte og valte med langt større +myndighed på den ejendom , hun havde tilført sin +husbond ved arv , end på Hastrup . — når altså +Jørgen skram førte Knud med sig til Tjele for at afvæbne +ham ved fornuftgrunde og skaffe sig fred , da +handlede han i sin faders ånd og turde vente bifald +af ham , men visselig ikke af sin moder . +For at sikre deres personer og fremme genopbygningen +af Tjele , havde Erik og Maren skrabet så +mandstærk en besætning sammen , som tidsomstændighederne +tillode . Brandens ødelæggelse havde ikke viist +sig at være så stor , - som på Vingegård , hvis bygninger +lå tættere sammen ; nogle af avlsbygningerne +vare blevne skånede , og selve borgens stærke mure +havde godt modstået ildens virkning , navnlig den +sydlige fløj , i hvilken dandsesalen var beliggende . +Den havde ikke lidt meget og var allerede igen gjort +beboelig , og derved lød Erik stram det foreløbig blive . +Først tredive år senere opførte hans søn og efterfølger +den fljønne hovedbygning , som endnu er til . — + +Erik og Maren sagde i hallen , hvis udseende +væsentligt var det samme , kun nu end mere øde og +stygt , da de ved brynden nødvendiggjorte udbedringer +vare foretagne i hast og væggene ikke afpudsede . Det +nye , tætte loft , der var blevet lagt , tyktes dem dog at +være et større gode , end alle prydelser . Maren mente , +at her var godt at være , og Erik fandt sig i sin +skjebne . Han sad ved steenovnen med sine hunde +og krøb sammen , medens Maren , med nøgleknippet +ved sit bælte , sad i sin salig Broders hyndestol for +bordenden og grifslede på en tavle . +Hendes virksomme sjæl syslede bestandig med +gårdens bestyrelse og husholdningens førelse . +Stramt førte hun tøjlerne , stedse betænkt på at spare +og formere sit gods . Hvor før den skotske kvindes +blege og frygtsomme skikkelse havde bevæget sig som +en skygge , der lød nu Maren Lauridsdatters faste +trin ; hvor Genete havde bedet , der bød Maren med +strenghed , og i stedet for de bløde toner af Margarets +blide røst , hørtes hendes skarpe røst skingre , dørene +klappre og nøglerne klirre , når hun fjernede sig , efter at +have revset de efterladende tyendekvinder . +„ Jørgen og Geert blive længe ude “ , sagde omsider +Erik skram , hvem tiden faldt ulidelig lang . +„ For sanden , du har ret ! “ udbrød Maren og +så op ; „ jeg forglemmer tiden over disse trodsige +tal , som volde mig hovedværk . “ +„ Du plage dig ikke så dermed ! “ sagde Erik gabende . +„ Det må være middag forbi “ , tog Maren atter +til orde ; „ hvor monne de dog blive ? Hvi vil +Jørgen så strippe om og udsætte sig for fare ? “ + +„ Med Geert og otte svende i følge , “ mente +Erik , „ kan Jørgen ride trygt . “ +„ Ja , “ svarede Maren , „ om han forbliver hos +dem ; men det er hans vane at søge ensomhed . Knud +er her og stikker et sted , derom føler jeg mig forvisset , +og mødes han med Jørgen , da gjelder det +livet . “ +Som Maren havde udtalt , da hørtes en raslen +og et brag , som gav genlyd i hallen . Begge fore +de forfærdede op og stirrede vildt hen for sig , indtil +Erik opdagede , at det var den afdøde borgherres +rustning , som var styrtet ned , idet spigret havde +givet efter i den friske kalk , tynget af den svære vægt . +Maren stod dødbleg , støttende sig til stoleryggen , +og idet hun holdt på sin amulet , som hun ingenlunde +havde aflagt , da hun brød med kirken og blev +luthersk . +„ Guds hellige moder , Sancte hjelper * ) og +Sancte Kjeld stå os nådeligen bi ! “ bud Maren +med skælvende røst , mens den kolde sved stod hende +på panden . +Erik forundrede sig ikke over at høre den bøn +af sin lutherske hustrus læber ; thi når hun kom i +stærk sindsbevægelse , da stak papisten i hende stedse +frem ; han var også alt for greben af overtroisk skræk +til at anstille betragtninger derover . +„ Det var Mogens ' s harnisk , der faldt , “ hviskedee +han , „ det han bar i dræbningen ved Svenstrup . “ +„ Det varsler drak ! “ sagde Maren og gyste . +A ) Christus . + +„ Det varer os ad , “ hviskedee Erik igen , „ at +rømme Tjele . “ +„ På ingen Viis det ! “ udbrød Maren . „ Bi +lade gå bud til kloge Gjertrud , at hun tyder os +det varsel . Det siger vel blot , “ vedblev hun , idet +hun stedse samlede mere mod , „ at Mogens ' s og hans +børns regimente her på Tjele for evige tider er +til ende . “ +„ Ilde spøger det i dette gamle hus , “ sagde +Erik og skottede til den nedstyrtede harnisf . „ Mindes +du bjelken , der faldt forgangen dag , ej en tomme +fra min arm ? “ +„ Brændt Bjelke er sfjør og kan vel falde , “ sagde +Maren . +„ Mig længes svarligen tilbage til Hastrup , “ +Sagde Erik og listede så hen til løibænken ved ovnen +igen . +Dog , Maren , som stedse var besluttet og virksom , +hun kaldte en gårdsvend og en tyendekvinde hid , +lod harnisket bære på loftet og den nedfaldne kalk +bortfeje . Da det var besørget , og tyendet havde +fjernet sig , sank hun om i sin stol og sagde med +et suk : +„ Vidste jeg nu blot Jørgen sikker og frisf til +huse ! “ +Hun gav sig atter til at regne , men det ville +ikke gå mere , hvorfor hun kastede griflen fra sig +og rejste sig for at se ud , om Jørgen ikke kom ; men +i det samme genlød tårntrappens steentrin af +raske fodtrin , døren gik op , og Jørgen stod uskadt +og lyslevende for sine forældre . + +han blev modtaget med et fryderåb , som høiligt +forundrede ham ; men da han havde hørt sin moders +beretning om det ilde varsel , som var sket , mens +han var borte , da røbede hans åsyn kendeligt misstemning . +Havde han end allerede mod slutningen af +samtalen med Knud i jordhulen følt betænkeligheder +og halvvejs fortrudt , at han havde opfordret slegfredsønnen +til at drage med til Tjele , da angrede det +ham nu ganske ; thi hans moders ophidsede stemning +spåede det værste , og hans faders ængstelse og +forvirring hvede ham heller ikke . +„ Vare vi blot ingensinde dragne til Tjele , “ mumlede +Erik og ragede op i ilden , hvis skær gjorde rynkerne +i hans furede ansigt dobbelt skarpe . +„ Jeg er dog håbende , “ sagde Jørgen rødmende , +„ I tog ikke Tjele med urette , fader ? Hidindtil formente +jeg , vor sag var retfærdig og ren . “ +„ Hvilken tale er det ? “ udbrød Maren og stirrede +på sin søn med et harmfuldt og forbavset blik . +„ Jeg spørger så , “ vedblev Jørgen , „ af den +årsag , at Knud Mogensen er her i gårde , at +kræve eder til regnskab , eller vorde overbevist , har +han uret . “ +Det gav et sæt i Maren , og Erik sprang op , +som om han var bleven stukket af en bremse . +„ Har han svende i følge ? “ spurgte han hastigt , +„ eller kommer han uden ledsagelse ? “ +„ Hvi tilstedede du , “ råbte Maren , idet årerne +på hendes brede pande svulmede , „ at den vanbyrding +fik adgang til vort hus ? Hvor efterlod du ham ? “ + +Jørgen svarede , at Knud dvælede i kirkegården +og først ville vide , om han var sikker på en sømmelig +modtagelse , hvorefter fulgte nye vredesudbrud fra +Marens side ; men da Jørgen endelig kom til orde , +aflagde han en omstændelig beretning om sit møde +med vanbyrdingen i Bigum skov , idet han dog bestræbte +sig for at give Knuds optræden et noget +mildere anstrøg , end det i virkeligheden havde haft . +Erik skram hørte i taushed og med stor opmærksomhed +på sin søns fortælling , men Maren +afbrød ham ofte med vredesudbrud , og da han var +til ende med beretningen , sagde hun : +„ Da løi dog det varsel ikke , og du var sandelig +i livsfare , min søn ! Så vil den spydskarl og +fremdeles luske her omkring og dog sluttelig tage dit +liv . Her er blot et at gøre , Erik ! Vi samle i +hast gårdsvendene , skikke dem ned i urtegården og +lade dem gribe ham der på stand ; så lægge vi +ham i boldt og jern og kaste ham i fangehullet . “ +„ Ganske ugørligt det ! “ udbrød Jørgen i stor +harme ; „ jeg tilsagde ham ved min ære sikkert lejde , +at drage uhindret herfra , som og han lovede ikke at +bryde freden . “ +„ Vi lade ham gå , vi lade ham gå ! “ sagde +Erik , „ og befatte os ikke med vold ! “ +„ Vi have hånd og Hals over ham , “ råbte +Maren hidsigt ; „ han er truffet på vor grund med +våben i hænde , og han har udæsket Jørgen . Ikke +heller tilsagde du ham lejde , Erik ! “ +„ Ved vor frelser ! “ udbrød Jørgen , „ I får +mig til at rødme , moder ! Vil i bryde det ord , + +eders søn gav og som blev i god tro annammet ? +Da vide i , at det tilsagde jeg Knud , at skulle han +blive jaget af gårde med skam , det han frygtede , +da ville jeg gange af gårde med ham . Jeg slår +ved mit ord og sværger nu , at lade i ham gribe og +kaste i kjelderen , jeg vil dele fangenskab med ham . “ +Efter dette udbrud af ædel harme , som gjorde +Maren fortrædelig , men ingenlunde skamfuld , fulgte +nogle øjeblikkes taushed . Da tog Jørgen atter til +orde og sagde : +„ I være billig moder og betænke , at har Knud +end huseret på vor grund , den var dog for en +stakket stund siden hans faders , og han er opvokset i +den tro at være sin faders ægtefødte søn og rette +arving . Så tror han og på sin moders ære . “ +„ Pyt ! “ udbrød Maren og slog knep med fingrene +lige for næsen af Jørgen . „ Det har han bundet dig +godtroende tåbe på ærmet . “ +„ Han er en ærlig Karl , “ svarede Jørgen , „ og +tilstod , at vel havde han og imellemstunder tvivlet , +dog øste han sin tro af den kilde , som har det +reneste vand — den overbevisning , hans moders +hele færd stedse havde indgydt ham og alle , der +kende hende og som er , at hun er og stedse har +været en dydig kvinde . “ +„ Ved min helgen ! “ udbrød Maren , idet hendes +harme atter blussede op , „ nu fristes jeg snart at +ønske , du havde hellere fået en rift af Knuds sværd , +end at han skulle med sine sleske ord rokket din +tro på dine egne forældres ære . “ + +„ I mistyder mine ord , “ svarede Jørgen sindigt ; +„ man haver æren frelst , når man handler uret +uden at vide deraf . Får Knud så indtræde , eller +vise i ham af ? “ +„ En brydsom sag ! “ sagde Erik og rokkede på +løibænken ; „ det tykkes mig dog klogest at lade ham +komme og snakke ham til rette . Gå du helst til +dit Kammers , Maren , mens det står på ! “ +„ Se , om jeg gør ! “ sagde Maren , satte sig i +hyndestolen og greb med hænderne i sidelænet , som +om hun ventede et forsøg på at blive slæbt bort +med magt . +„ Da beder jeg dig tæmme din tunge og fare +med lempe ! “ sagde Erik , lidt rød i kammen . +„ Tale vil jeg , eller tie , som mig selv tykkes bedst ! “ +Svarede Maren , dirrende af harme . „ Kvinder er i +begge til hobe , både du og Jørgen ! Var jeg så +sandt mand , der skulle ikke blive lang snak , men +Knud Mogensen ville all nu haft bøjle om hånd +og fod . Nu er jeg ikkun en kvinde , “ vedblev Maren +med grædende tårer , „ og må finde mig i meget , +dog ikke deri , at vises af stuen , mens i forhandle +med min Broders slegfredsøn om arveretten til min +fædrenegård , den du aldrig var vorden ejende , uden +mig , Erik ! “ +„ Nu , nu ! “ sagde Erik skram i stor vånde , +„ Du tørre nu de tårer og slå dig til tåls ! +Gak så og hent Knud hid , Jørgen ! “ +„ Du tage Geert med ! “ råbte Maren efter den +bortgående Jørgen ; „ lad ham samle svendene her +nede i gården ! “ + +Jørgen rystede utålmodigt på hovedet , gik og +vendte kort efter tilbage med Knud og Geert Eriksen , +som i mellemtiden havde fortrædiget Knud ved at +stille en vagt ved urtegårdslågen og ved jevnlig at +kigge ind til ham . +Knud trådte først ind , standsede og så sig om ; +han lod blikket løbe rundt i den gamle hal og drog +et suk . Hans blik fæstede sig et øjeblik på hans +faster , der sad og bredede sig i den samme stol , +hvor han havde været vant til at se sin fader sidde , +og hvor nu hæderspladsen ville været for hans moder , +havde hun været agtet som hans rette enke og efterleverske . +Det syn bragte hans blod i kog , og det +var ham plat umuligt at bøje ryg for Maren . Han +vendte sig mod Erik skram , bøjede hovedet lidet +og sagde : +„ Eders søn har begæret af mig , at jeg skulle +følge ham hid at læse det brev , i hvilket min fader +lyver min moder den skam på , at hun ikkun skulle +været hans slegfredkvinde . Den retsindighed , jeg +har fornummet at bo i Jørgen Eriksens bryst og +den mildhed og dannished , han har udvist i sin +færd imod mig i dag , har formået mig til at efterkomme +denne hans begæring . Ikke heller ville jeg , +at han og i skulle tænke om mig , jeg skulle være en +usling , som fjæler sig af frygt . Jeg står da her +som buden gest i min egen hal , men ikke som trygler , +det vide i forud , Erik Pedersen ! “ +Erik forundrede sig over , at Knud belagde sine +ord så vel , og det harmede Maren ; men forinden +nogen af dem kunne svare , lod Geert sin skrattende + +røst høre . Han havde taget plads på den bænk , +der stod ved bordet , lagt sin knyttede hånd på +bordet og lænet sin spidse hage til hånden . I +denne ejendommelige stilling stirrede han på Knud +med et drillende blik og sagde : +„ Forsorg er bedre , end eftersorg ! Erik og +Maren forventede sikkerlig , du kom at give dem +håndkys ! “ +Så lo han , og Maren stemmede skingrende i +med ; men Erik bevarede sin alvorlighed , og skamrødmen +steg Jørgen op i kinderne . +„ Kommer i med fred , Knud Mogensen , “ sagde +Erik og rejste sig , „ da være i velkommen og tage +sæde ! “ +„ Helst forbliver jeg stående , “ sagde Knud ; „ ikke +er jeg kommen at begjere gjestevenskab , og er en venlig +omgængelse mellem eder og mig plat umulig , mens +i har min fædrenegård inde , den i med urette tilranede +eder . “ +„ Tjele er i de rette hænder , Knud , “ genmælede Erik +skram , „ derpå kan i forlade eder ! og hvad det anbelanger , +i sagde før , at i kommer ikke som trygler , dertil +må jeg svare , at gjorde i det , da måtte i være +en ublu Beder . Eders fader tog os alt rørligt gods +fra og skjenkede eders moder det , til en utænkelig +Summa ; lå så huset neder og er end til hælvten +blot en gruushob , hvis årsag vi moxcn nødes at +klæde os nøgne for at rejse det og besætte gården . +Eders moder kan for sanden være nøiet med sin +part , som er over al måde stor og god . Allersidst +skjelde da i eders faders arvebrev ! “ + +„ Nu , “ svarede Knud , „ I flippe da helst den dyre +arv og give uretfærdigt gods tilbage ! “ +„ Æbler og pærer , dem giver man bort , “ sagde +Geert henne fra bordet , „ men ikke guld og grønne +skove ! “ +„ Din moder har dog større bluhed , end du , “ +Sagde Maren med et hadsk blik , „ hun fjæler sig og +sin skam i et kloster . “ +„ Ene du tier , Jørgen ! “ sagde Knud og vendte +sig mod ham ; „ har ikke og du et lidet ord at stinge +mig med ? “ +„ Det angrer mig , “ svarede Jørgen , „ at jeg +førte dig hid . “ +„ Nu , “ sagde Knud med løftet pande , „ det vide +i , Erik , så og den kvinde og den gamle gjek hist +henne , at er end guld og grønne skove tænkelig alt +for eder , æren intet , der gives mænd , der tænke +ganske det modsatte . Så hænger jo det ene i det +andet , at med Tjele tage i mig ære og navn fra +og gøre mig til ufrels mand . “ +„ Du bringe brevet hid , Jørgen ! “ råbte Maren +med arrig røst . „ Lad den Karl deri læse sin egen +skam og så pakke sig herfra ! “ +Knud nikkede til Jørgen , som gik og hurtigt kom +igen med brevet , hvilket han rakte Knud . Han udfoldede +dokumentet , trådte hen til vinduet og læste +det sindigt og omhyggeligt igennem , medens Jørgen +stod hos med en mørk mine , Erik vandrede uroligt +op og ned i hallen , og Geert sad og hviskedee til +Maren . Knud læste brevet roligt til ende ; men han +skiftede dog farve , da han kom til det sted , hvor + +hans moder var benævnet : „ den kvinde , jeg haver +hos mig , “ ved hvilke ord hun betegnedes som slegfredkvinde . +„ Nu , “ +Sagde Knud , gik hen til Erik skram og +rakte ham brevet , „ Faders sjæl står for guds +domstol og haver der aflagt regnskab for det , han +skrev . En sortebroder , en arg skalk , var med til +den gerning , det jeg har fornummet af min moders +tale — han lever end og venter sin dom ! Dog +står det skrevet , og havde i kendt det brev , forinden +i tog Tjele , da ville jeg tænkt , i var en +retsindig mand . Nu derimod , da i gjorde det forinden +og på ingen Viis i det seer en beroligelse for +eders samvittighed , at eders gerning , som det +synes , er retfærdiggjord , ikke heller under min faders +enke en god og rigelig forsørgelse , men ikkun , pengegrisk , +som i og eders hustru er , græmmer eder +over denne afkortning i det ranede gods , da er i +ikke i mine øjne en Dannemand , hvem jeg kan agte , +men en æreløs Karl , nederfældig dømt ved fine egne +gerninger . “ +Knud smed brevet på bordet , ved hvilket den +forbløffede Erik skram stod , drejede sig om på hælen +og sagde til Jørgen : +„ Vi kunne blevet venner , Jørgen , havde ikke +denne mand og hin kvinde været dine forældre ; +dog , nu kende vi fremdeles ikke hinanden , det tjener +dig , som mig bedst ! “ +Derpå gik han langsomt og stolt ud af hallen , +medens Geert stirrede efter ham med et dumt forbavset + +blik , og Maren næsten kvaltes af forbittrelse , så +hun ikke kunne få et ord frem . +Dog , nu fik hun husvalelse og det af Jørgen , +hvis kærlighed til hans forældre blev vakt ved knubs +krænkende ord , så hans kortvarige vensfab for hans +søskendebarn druknede i oprigtig forbittrelse . +„ Nu løber jeg efter ham på stand , at kræve +ham til regnsfab , “ råbte han og sprang til døren , +men Geert sprang på Marens opfordring efter , greb +ham i armen og holdt ham tilbage . +„ Ved min helgen ! “ råbte Maren , „ Du skal nu +ikke myrdes for mig af den sphdskarl . Erik , du +byde Jørgen forblive her ! “ +Der opstod nu en heftig ordvexel , men Jørgen +måtte dog give sig og meget mod sin villie opsætte +sin hevn . +„ Følg i efter ham Geert , om i så synes , “ +Sagde Erik skram . „ Se til , at han ikke fortøver +her på gården , men som snarest drager af . I lade +få hestene sadle på ny , tage svendene med eder , og +når han er uden gården , da ride i et stykke efter +ham og , om fornødent , sørge for , at han zausfe forlader +vor grund . “ +„ Gerne og villig gør jeg det ! “ råbte Geert +og var i et nu ude af hallen . — +imidlertid var Knud gået ned til Henning og +Bent , der efter hans befaling vare forblevne udenfor +borgporten med hestene . Mørk og tavs besteg han +gråmunk og red så langsomt gennem avlsgården , +fulgt af sine svende . Han havde en knugende fornemmeste + +af , at han så sit fædrenehjem for sidste +gang og lod ære , navn og lykke blive tilbage . +Da han nærmede sig yderporten , mødte ham +dog et syn , som gjorde ham lysvågen . Der stod +Jesper gårdfoged , just som i gamle dage , og havde +tilsyn med ugedagstjenerne , der vare i færd med at +slæbe nogle kampesten op til laden . Han var altså +gået i Erik Skrams brød ! Knud kunne mindes +gamle Jesper fra den dag , han overhovedet var i +stand til at mindes noget , og ofte havde han som +barn redet på hans knæ . Dybt krænkede ham da +denne troløshed , fornemmelig , da Jesper ingenlunde +var trængende , og han så i den gamles frafald +et nyt håndgribeligt bevis på , i hvilken grad +verden og lykken havde vendt ham ryggen . +Den gamle skulede til Knud og lettede på +huen ; men Knud standsede blot et øjeblik , så ham +i øjnene uden gjenhilsen og red så derfra . — gid +han havde brugt skjendsord , sagde Jesper siden til +sin søn Mads ; det blik vil jeg mindes til min +dødedag ; dog hvad kunne jeg gøre andet , end forblive +ved gården ? vi kunne ikke være hinanden foruden . +— +fuld af vrede og nag red Knud i skridtgang +ad vejen til foulum ; men som de vare komne op på +bakken , da råbte Henning : +„ Nu kommer Geert Eriksen efter os med en +hoben svende ! “ +Da blev Knud munter og vendte på stand sin +hest . Han drog sit sværd , og Bent og Henning +gjorde fluks det samme . + +„ Tov en kende ! “ råbte Knud . „ Lad dem komme +gennem dalen og først begynde at ride opad ! “ +Da dette var sket , sagde Knud : +„ Nu sværdene op ! Så ride vi løs på dem +i sluttet trop , det ene hestehoved ej en tomme forud +for det andet ! “ +Som en stormvind brusede de tre ryttere ned +ad bakken , og da de Tjele svende så det syn , +ræddedes de ved tanken om sammenstødet under så +ugunstige forhold , vaklede , vendte ryg til og flyede , +idet de efterlode Geert , som bandede deres feighed +og i største forbittrelse råbte efter dem . Dog holdt +han selv stand ; men da Knud blev vaer , at han +var alene , sagtnede han sin hests fart og standsede +med sine svende lige foran ham . +„ De kende min arm fra forhen , “ sagde Knud +og lo . „ Nu gøre i , som de , gamle gjek , eller +ved Sancte Knud , i skal vorde fugtlet ind ad gårdporten . “ +„ Det +skal du ikke vove ustraffet ! “ råbte Geert +fnysende . +„ Bent og Henning ! “ sagde Knud , „ gen mig den +Karl af vejen ! Ikke gider jeg røre ved ham ; men +slå blot med fladen ! “ +Henning gav først Geerts hest et prik med sin +klinge , så den sprang til siden og nær havde kastet +sin rytter af , og imens klappede Bent i hænderne og +råbte : hyp ! +„ Rid nu kønt til huse ! “ råbte Knud , „ og +kryb bag Marens skørt ! Så bringe du faster + +hilsen og tak , at hun forundte mig ledsagelse på +vejen ! “ +„ Djævelen have dig , du søn af en skøge ! “ +Råbte Geert og truede med den knyttede hånd , hvorpå +han vendte sin hest og red skyndsomt derfra . +Den uhøviske afskedshilsen ville vistnok fristet +Knud til at ile efter sin frænde og røre ved ham , +havde der ikke i det samme lydt hovslag bag ham . +Han vendte sig i saddelen og udstødte et glædesråb ; +thi det var Folmer Rud , ledsaget af fire svende , +som straks derpå standsede sin hest lige ved hans . +„ Ved min helgen ! “ sagde Knud , „ Dig mindst af +alle ventede jeg at se nu og her på dette sted . “ +Folmer havde armen i et bind , og hans blege +ansigtsfarve tydede på et langvarigt stueliv ; men +hans øjne funklede af livsmod . +„ Vel mødt , Knud ! “ sagde han muntert . „ Dog +tykkes det mig , at jeg har end mere og bedre årsag +til forundring over at træffe dig så tæt ved Tjele . +Var det de Tjele svende , der fegtede nys så bravt +med hælene ? Ten lange rytter , som nu red , så +gale Geert såre lig . “ +Knud fortalte nu , hvor han havde været , og +hvad der denne morgenstund var hændet ham . +„ Knud , Knud ! “ udbrød Folmer og truede ad +ham med den venstre , friske hånd , „ Du er end ikke +vokset fra ferien og kan ej skøtte dig selv . Nu lade +du den leg være endt og Erik og Maren æde deres +nadvere i fred på Tjele . Misund dem ikke at sidde +i det sodede røghul , det er for tiden ! Hvor styrer +du nu din kås ? “ + +„ Det sige du mig ! “ svarede Knud , som aldrig +vrededes på Folmer og var vant til hans skjemtende +måde at tale sine venner til på ; „ hvor agter du +dig ? “ +„ Jeg rider ad hjemmet til , “ svarede Folmer . +„ Jeg blev led ved de nonner og ræd for faster , +som ville gøre en papist af mig , så god lutherisk en +mand , der nogen tid bandede paven ! Torterede så +og den topragede badskær mig grumt med salve , +purgeerpulver og klosterlatin . “ +„ Da er du redet noget af vejen , “ svarede +Knud , „ kommer du fra Mariager og agter dig til +kjellinghøl . “ +„ Mig længtes , Knud , “ sagde Folmer bevæget , +„ at ride langs denne sø , ved hvis bred jeg vandt +det stolteste og ædeligste hjerte , der slog i nogen +jomfrus bryst . “ +„ Gud signe dig for de ord , Folmer ! “ sagde +Knud og rakte ham sin hånd . „ Dog frygter jeg +såre , hun er dig ikke værd . “ +„ Ej , hvad snak er det ? “ sagde Folmer og tvang +sig til at smile . „ Hvor lider hun i sit kloster ? “ +„ Hun lider ikkun alt for vel , “ svarede Knud , +„ al den stund hun ganske glemmer jorden over +himmelen . “ +„ Forholdt det sig i sandhed så , “ sagde Folmer +med alvor , „ da burde vi lade hende med fred . Dog +formoder jeg , at den himmel , hun fluer op til , er +ikkun som et lavt loft . Du berette nu alt , som du +ved om hende , mens vi ride , og så følge du mig +til kjellinghøl og forblive der , så længe dig lyster . + +en af mine svende er stikket forud i går og har +varet gamle Bodil ad . En dyrebrad og et støb +god gammel rhinsk lover jeg dig til nadvere og en +god bolsterseng til natten . “ +„ En tåbe og utaknemmelig var jeg , sagde jeg +nej ! “ udbrød Knud , og derpå rede de alle syd på +over heden ad kvorning til . + +ottende kapitel . +Råd for godt køb . +Nu var kuud der , hvor Margaret så brændende +havde ønsket sig hen for et år siden , da hendes ungdomsfriske +hjerte svulmede af kærlighed , på den +stolte Borg med de faste mure og spiirkronede tårne , +som lå kneifende i den grønne Dal , omflydt af +Gudenåens vande . Det billede var nu snart udslettet +af hendes sjæl , hun , som nu gik sin korsegang gennem +fanatismens skyggerige . Dog , selv om hun havde +bevaret det , ville hun ved at flue virkeligheden nu , +i vårens yppige pragt , have fundet , at farverne i +hendes erindring vare falmede . +Gudenåen flyder svulmende i sit leje nu , som +dengang ; det frugtbare ved sin ældgamle kultur mærkelige +dalstrøg , gennem hvilket den løber , er bebygget , +som det har været det alleredeiden grå hedenold , måske +i årtusinder ; men naturforholdene er undergåede +flere forandringer , navnlig denne , at skovenes område +er blevet stedse mere formindflet . Den vandringsmand , +der i vore dage gjester den lave borgvold , +som betegner det sted , hvor de ruders Borg engang + +lå , har ikke mere derfra for øje det skue , som for +tre århundreder siden mangen smuk dag frydede +Folmer Rud , når han fra sin borgtinde så ud over +dalen — et hav af trætoppe , som bølgende dækkede +åsene mod nord , hvor nu Hjermind skov kryber i +skjul , men som dengang strakte sig lige ned til den +eng , i hvis skød borgen lå . Mod syd hævede +sig det høje brunsbjerg , ikke nøgent , eller sparsomt +dækket med mørk lyng , som i vore dage , men iført +skovens smaragdgrønne kjortel fra dets fod og næsten +lige til dets tinde . Omgiven af mægtige skove , +der vrimlede af vildt og hersker over den forbiflyvende , +anseelige og fiskerige strøm , havde Folmer Ruds +fædreneborg en beliggenhed , som mere , end en af +hans standsfæller misundte ham . +Ingen vidste mere , hvor længe de „ høiindtårnede “ * ) , +høitankede , stolte ruder havde levet i Danmark , eller +havt sæde på denne , foruden på mange andre endnu +anseeligere herresæder , vidt forgrenet , som slægten +endnu dengang var . Måske har slægten været til +alt i småkongernes tid , men først senere hævet sig +til anseelse og magt og antaget et fast slægtnavn . +Folmer nærede med stolthed den tanke , at hans fædre +havde færdedes i landet allerede i hedenskabets dage , +tilbedende Odin , og idet de søgte at behage de gamle +afguder ved blodige offre , dernæst tilligemed det øvrige +folk christne de , dyrkende den eneste sande gud med +messe , sang , røgossre og klostertugt , en gudsdyrkelse , +kaut en tour , højt på strå , det tilnavn , slægten Rud +førte iblandt epittieta nobilitatis æanios . + +som dog ved den tiltagende helgentilbedelse også til sidst +kun blev afgudsdyrkelse , — indtil nu sandhedsfaklen +ved Luther var tændt og ved sin klare flamme +stræbte at forjage de mange skumle skygger , men som +også — > hvilket Folmer Rud dog var såre langt fra +at ville indrømme — tilintetgjorde en stor part af +samfundslivets romantik og af det danske folks ældgamle +ejendommeligheder . Papisterne vare , trods +deres kirkelatin , danskhedens og folkelighedens forsvarere , +de lutherske trods deres danske prædiken og +psalmesang ubevidst gammel dansk folkesæds bekjæmpere . +I +året 1535 havde nu rigtignok denne virkning +ikke viist sig på nogen fremherskende måde , det +var såre langtfra ! Således vare her i gudenådalen +bønderne i hjorthede , Hjermind og mange andre sogne +gode papister og vedbleve at være det i deres hjerter , +selv efter at den nye kirkeskik var indført . Borgherren +på kjellinghøl var da også i deres øjne ganske det , +Margaret havde kaldet ham : en sær frittænkende mand . +De gamle sloge kors for sig , når de så ham færdes +i skoven , på i agt eller på åen med sine både , +mens de vandrede til ottesang i hjorthede kirke ; +og end mere skjevt så de da til den kneifende røde +Borg , fra hvilken der udgik magtbud , som de måtte +lyde , uanset at borgherren var i kirkens band . +Derom bekymrede Folmer Rud sig dog kun lidet ; han +gjorde ret og skel mod sine undergivne og hørte +ingenlunde til de strenge herrer , men heller ikke til +dem , der bøje sig for mængdens luner . +Stor havde glæden været hos hans gamle + +fostermoder og nuværende husholderske og blandt +borgens øvrige tyende over hans hjemkomst efter så +lang en fraværelse og over at se ham vende tilbage , +ikke som krøbling efter sit sår , men som en ganske +mand . Dog viste det sig snart , at hjemrejsen havde +voldet den syge arm skadelig anstrengelse , hvorfor han +havde set sig nødsaget til at holde stuen i nogle +uger , medens Knud tumlede sig på egen hånd på +borgvolden , i skoven og på åen . Dog havde han +også dvælet halve dage i sin værts og vens selskab +og haft lange samtaler med ham , både om de +verdslige anliggender , der lå dem begge på hjerte +og om åndelige ting . Folmer bestræbte sig , ikke +ganske uden held , for at vække Knud til eftertanke +og indgive ham kærlighed til det rene evangelium og +Luthers lære ; men der skulle mere , end samtaler , til +at tæmme den ville natur , der så ofte bragte Knuds +unge blod i kog . +En smuk forårsaften sagde de sammen i det +lidet tårnkammer , fra hvis vindue , der var så skøn +en udsigt ned ad den frodige tal . Den dalende sol +spredte sit gyldne skær over Hjermind skovåse , +medens brunsbjergs tinde ikkun strejfedes af solstrålerne , +og dets side og fod lå i skygge . +Blank og frisk flød den brede strøm gennem den +grønne eng , der prangede med vårblomster , og smukt +krusedes åens vande der , hvor den omkring brunsbjergs +fod slår en bugt . Knud sad ved det åbne +vindue og stirrede tavs ud over det skønne landflab , +medens Folmer sad inde i kammeret og snittede på +en pind til et fuglebur , idet han fløjtede dertil . + +droslen slog i Hjermind skov , og dens fangne staldbroder +i Folmer Ruds bur svarede . Buret hang +ned fra tårnkammerets lave hvælving ; thi fuglen , +som sad deri , var Folmers yndling . Gamle Bodil +havde under sin herres fraværelse passet den og den +øvrige fugleflok med omhu og troskab , og de vingede +småvenner havde nu i Folmers ufrivillige hvilestand +forskaffet ham behagelig tidkort . Hele flokkens +kviddren hørtes fra sidekammeret , til hvilket døren +stod åben . +„ Folmer ! “ sagde Knud og vendte sig om , „ Dit +gode lune forundrer mig . Du fløjter om kap med +dine fugle , som var du alt udi Paradis , hvor ikke +findes arge skalke , rænkesmede og fule , topragede +munke . “ +„ Munke “ , svarede Folmer , „ ville vi jo sikkerlig +træffe der , om vi nogen tid blive indladt i himmerige , +al den stund jeg ikke , som de blinde , hovmodige +papister , djærver mig til at dømme de henfarne +sjæle — dog , er jeg håbende , foruden kutte og +raget top ! “ +Knnd lo og sagde så : +„ Jeg har været idet forundring , folnier , siden +jeg kom hertil . “ +„ Lad høre i hvad henseende , “ bad Folmer smilende , +„ om der da ikke i din forundring er blandet for stærk +mishag med mig og mit ringe hus ? “ +„ Mishag , ja , med mig selv ! “ udbrød knnd . „ Jeg +har været en unyttelig Karl her , fuld af dovenskab +og kedsomhed fra min isse og til min svange . “ +„ Nu , nu ! “ sagde Folmer , „ vi have vidner på + +ganske det modsatte — storvildtet i skovene , laksene +i åen , dem du skød og fangede , Bent og Henning , +så og mine svende , dem du fegtede mødige — de +ønske vel alle til hobe snarest , at knnd Mogensen +var en kende mere lad . “ +„ Vel , vi have leget bravt “ , svarede knnd og så +tankefuldt hen for sig ; „ og dog var jeg imens mindre +glad , end du , som sad inde hos dine fugle , selv en +stækket fugl . Det kom deraf , at jeg så mig for og +tænkte noget derved ; jeg vil sige dig det , Folmer ! +Forundret mig har den skønne orden , der hersker på +din gård ; alt er gået , som havde hunsbondens +øjne vogtet tidlig og silde på svendene , og dog +høres her hverken larm eller skjendsord , end sige +vanker her hug . Hvo lærte dig den konst ? “ +Folmers forundring var stor , og hans blik +røbede det , da han så op . Han havde ikke tiltroet +Knud at anstille slige betragtninger , end sige at udtale +dem . +„ Og ikke , “ vedblev Knud med stigende varme , +„ sindes lysfeligere sted at dvæle på , end denne din +skønne fædreneborg . Skoven og åen med dens +bådehavn er her lige for porten ; de stærke volde +og dybe grave , vindebroen , som drages op hver nat , +staldene med dine skønne heste , rustkammeret med +de forunderlige gamle og gode nye våben — det har +alt voldet mig større glædæ , end du formoder . “ +„ Bed min stamfader hans ! “ udbrød Folmer , +hvis medfødte beskedenhed drev ham til at skjule sin +glædæ over knnds lovtaler under en spøg , „ Du +taler grangivelig som den søde , gamle kanuikeprovsf + +fra tvilum , når han fordum gjestede vort bord og +blussende af vin sad og talte min fader , hvis sjæl +gud nåde , til behag ; og du har forsnakket dig , +som han stundom gjorde ; thi først sagde du , at du +var ikke glad , siden at du var det . “ +„ Sandt nok det , “ svarede Knud med alvor ; „ jeg +glædede mig over din lykke ; du haver alt , hvad jeg +savner , og det , som er mere , end Borg og fæste ! +Så tænkte jeg og — det sindelag , her råder , var +mig fremmed hidindtil . Hvor stor forskel på her og +mit fædrenehjem , som det der tilgik lige fra min +barndom og indtil den dag , da jeg rømmede derfra +i vrede ! Din fader må ikke have været min lig . “ +„ Jeg agter og ærer din fader i hans grav , “ +Sagde Folmer og sendte Knud et misbilligende blik ; +„ så bør du end mere gøre og betænke hans vanskelige +kår . “ +„ Ikke evner jeg det , “ svarede Knud koldt , „ og +hykkelske tårer pryder ingen grav . Tog , nu tale vi +atter om din fædreneborg . Her fattes ikknn et — +fjender udenfor , som kunne give os travlhed ! “ +„ Nn kender jeg dig igen ! “ udbrød Folmer og +kastede kniv og pind fra sig . „ Knud , Knud , slå de +stridstanker af sinde ! Mindes Thomas , som du +vog , og bed gud alsommægtigste at holde dine hænderrene +for blod fra nu af ! “ +„ Jeg gjorde gerne bod for det drak , “ svarede +Knud med stor sindsro , „ dog selv det er mig negtet . “ +„ Ja , bod med pungen og gyldens værd , forhærdede +knub , du er , men ikke med hjerte og sjæl ! +Dog , nu lege vi , du bøder med pungen ! Vi stille + +os fore , hvad ende det ville tage ! Ved du , hvad +din forfader , Jens Nielsen af avensbjerg , han som +og var Ulstrup elende , måtte bøde for det , at han +ihjelslog Jens Jensen brok af Klausholm ? “ +„ Geert Eriksens søster Pernille af ring kloster , “ +Svarede Knud , „ fortalte mig derom engang , da jeg var +barn , dog det har jeg længe siden forglemt . “ +„ Nu , da høre du det ! Han måtte forpligte sig +at stifte en evig sjælemesse for den dræbtes sjæl i +Sancte Clemens kirke udi Års , så og en anden udi +sortebrødre kirke , hvor Jens Jensen havde sit leiersted . +Måtte han så til de messer give trende læsterkorn +årlig , en mølle og 14 bøndergårde ; selvfølgelig +bekoste Jens Jensens begravelse på det +prægtigste og dertil indbyde både slægter med deres +venner samt opklæbe tredive fattige , som måtte gå +om ligvognen hver med et blus udi hånden ; endelig +udsende en pilegrim til rom , en til Jerusalem og +tretten til andre hellige steder her i Norden . “ +„ Ej ! “ udbrød Knud livligt , „ det var skønt , og +som det sømmede sig en mand af æten Løvenbalk . “ +„ Såmænd , “ svarede Folmer , „ dog skønne du +fornemmelig af bodens størrelse , hvad for mand +Jens brok må have været , men og begge slægters +vælde , hvor stor og blodig den fejde ville blevet , om +den var brudt ud , og Jens Løvenbalk ej havde tilkøbt +sig fred . “ +„ End skønnere ville det dog været , “ mente Knud , +„ var fejden bleven udfegtet . “ +„ Og både slægter udryddede af jorden ? “ +Spurgte Folmer . „ At det ej sfete , derfor sørgede + +dronning Margrethe , i hvis nærværelse det forlig +blev indgået og siden urykkeligen holdt . Måtte så +og Jens Løvenbalk med to hundrede gode mænd i sit +følge indfinde sig hos Jens Broks efterleverske , bøje +knæ for hende , knælende overrække den nærmeste mtmand +sin dragne dolk at støde i hans bryst , men bede +for gud og alle helliges skyld at unde ham livet . “ +„ Det sidste var ikke slig mand værdigt , “ sagde +Knud , „ og ville jeg i hans sted ingensinde bekvemmet +mig dertil . “ +„ Vi leve nu i andre tider , Knud ! “ svarede +Folmer , „ Boden er bleven mindre , så vel og angeren +og ydmygheden ringere . Forunderligt er det Knud , +at denne din forfaders leiersted i disse tider er bleven +helliget ; thi det var jo fra hans og hans hustrus +liigsteen , at hans Tausen på gråbrødre kirkegård +prædikede for folket , da bispen formente ham adgang +til kirkerne udi viborrig . Nu , jeg er håbende Knud , +at det engang må blive dig forundt at give bod +for Thomas og forlige dig med Christof , og at du +forinden i sandhed og oprigtighed vil angre din +brøde . “ +„ Jeg er intet håbende mere , “ svarede Knud +mørkt , „ selv i uære og vanmægtig , min moder svagsindet , +min søster i munkes og nonners kløer . Den +stund vil komme Folmer , da du giver os op , og +da ikke mere din vindebro nedlades for Knud +Mogensen : “ +„ Den spåmand , som for ramme alvor ville +djærve sig at varsle så , “ udbrød Folmer med rødmende +kind , „ ham ville jeg lade piske af gårde ! Jeg har + +tro til din moders ære , Knud , og evne vi end ikke +for tiden at råde gåden og vadfke pletten af hendes +Skjold , der vil vel engang findes middel dertil . Nu +mægte vi intet og må lade den sten ligge . Dog +din søster , gud signe hende ! hende agter jeg , vil +gud , snarest at bjerge og vil hun , som jeg , dck skal +hun inden føje tid drage herind som huusfrue . “ +„ Da vil verdens og standens ringeagt falde +på dig , Folmer ! “ sagde Knud ; „ gode mænd og +kvinder ville ride kjellinghøl forbi , og din hal vil +vorde tom . “ +„ Ikke gode kår de , “ svarede Folmer , „ men +vi få bære dem ! Lykken , hun vil da være min +daglige og bestandige gest ; ikke vil jeg have nødig +da at se ud efter hende , om hun skulle komme ridende +ad landevejen . Ingensinde , Knud , kan min hal vorde +tom , sidder Margaret Mogensdatter for bordenden ! +Hun skal få samme sind , som jeg , der tænker , at +med en frelst samvittighed , da er det mig ej en +Klipping * ) værd , hvad verden dømmer . “ +„ Desværre ! “ sagde Knud med et suk , „ hun haver +nu et sind , der er dit ganske modsat . “ +„ Vi ville snarest se ind til hende i Vissing , “ +Sagde Folmer , „ og fornemme , om hun ej nu ledes ved +de dumme nonner . “ +„ Når , Folmer ? “ +„ Jeg tænker den dag i morgen , “ svarede Folmer +og svang sin arm ; „ nu kan jeg uden skade røre +mig . “ +* ) slet msnt , slagen i krigstiden . + +„ Nå , gud have lov ! “ udbrød Knud og sprang +op ; „ da går jeg på stand i stalden at se , om +vore heste have ingen løse sko . “ — +den næste morgen , en god stund før sol stod +op , sad Folmer og Knud i hallen og nød deres davre , +god , varm søbemad , som Bodil selv havde indbåren . +Der fattedes dog heller ikke sul og vildbrad , dertil +brød og smør , og en stor sølvkande med varm +lutendrank stod på bordet , som var dækket med en +skøn fryndset dug . +Uagtet borgen i sin stil var plump og mere +stærk og anseelig , end zirlig at se til udenfra , thi den +skrev sig fra gammel tid og var bygget for at give +beboerne sikkerhed og ikke for at volde dem øjenslyst , +så var dog det indre hyggeligt og værelsernes indretning +forud for datidens lidet udviklede smag ; omgivelserne +bare præg af borgherrens dannelse og +milde sæder . Skønt vare hallens vægge beklædte +med konstfærdigt udskåret egetræes panel , og loftsbjælkerne +vare ligeså prydede med træskærerarbejde , +slægtens våben var deriblandt flere steder anbragt , +men uden pralende farver . Mægtige hjortetakker vare +opslåede på passende steder , og under dem ophængte +nogle af Folmers skønneste og kostbareste sværd , ordnede +med smag . Mellem disse prydelser var der anbragt +faste armstager af fint udhamret jern . Vinduesfordybningerne +vare på grund af murenes tykkelse +rummelige siddepladse og de små , i blyrammer indfattede , +ruder af ualmindelig godt og klart glas . +Således så den hal ud , der blot ventede på +Margaret , for ved hendes nærværelse at vorde Folmer + +Ruds jordiske Paradis . Nu sad han der ganske alene , +thi Knud havde uro på sig og var alt gået ned for at +se til hestene , at de blev vel fodrede . +Da trådte gamle Bodil ind , og Folmer blev +straks vaer , at hans fostermoders ærlige ansigt var +lagt i såre alvorlige folder , så hun måtte have +noget særdeles på hjerte . Hans fostermoder kaldtes +hun med rette ; thi hans forældre , hans Pedersen og +Anna havde brugt den blandt den høje adel temmelig +almindelige skik at sætte deres børn , mens de vare i +den spæde alder , ud hos slægtninge , som ville antage +sig dem , medens de selv færdedes frit ved hove , eller +på rejser mellem deres forskellige ejendomme . Kun +af og til så Folmer og hans søskende , Peder og +Johanne , deres forældre ; men skønt disse viste +børnene megen kærlighed , mens de havde dem forsig , +så blev Folmers amme , Bodil , dog den moder , +som vågede over ham nat og dag og ledede hans +første opdragelse . Retsindig , forstandig og gudfrygtig , +som hun var , dertil ikke ilde oplært , uagtet hun var +kommen af bønder , havde hun haft den heldigste indflydelse +på ham og han ærede hende endnu højt , om +end hendes vel mente formaninger og råd nu og +da trættede ham . Tidlig var hun bleven enke og +derefter barnløs , så at hun ganske havde knyttet sit +hjerte til ham , og sørgelige erfaringer i hendes slægt +havde ført Bodil , opholdet i Sorø klosterskole hendes +fostersøn til ovcreensstemmclse i et vigtigt punkt — +inderlig kærlighed til Luthers lære og glødende had +til papismen . +Bodil gik ikke lige til målet , men hendes herre + +lod sig ikke vildlede af hendes venlige forespørgsler til +hans befindende og den glæde , hun udtalte over hans +voksende madlyst . Han svarede kun kortelig derpå , +for at hun snart kunne komme til sagen og ikke ved +altfor stor vidtløffighed forhale afrejsen . Han skjenkede +et bæger fuldt med lutendrank , kredentsede det og +rakte hende det , for at hun kunne drikke til afsked med +ham . Hun tog plads i ærbødig afstand fra ham , da +hun havde nippet til bægeret , og ved de gode ønsker , +hun derefter udtalte for hans forestående rejse , fik +hendes hjerte endelig luft . +„ Nødagtige sager må det være , “ sagde hun med +et suk , „ som driver dig af gårde med en ikke +fuldelig helbredet arm . Tag mig ikke til mistykke , +min søn , at jeg spørger : er det sanken , at det ridt +gjelder Vissing kloster ? “ +„ Se ! “ udbrød Folmer , „ er det alt kundbart , at +jeg rider til Vissing ? Da må Knud Mogensen have +sladdret . “ +„ Ikke var det forhen din vane , Folmer , at dølge , +hvor du drog hen , “ sagde Bodil ; „ jeg følte da uro +og spurgte Knud Mogensen derom . “ +„ Knud føj ikke , “ svarede Folmer med rynker i +sin pande ; dog straks derpå smilede han og tilføjede : +„ jeg rider til Vissing at gjeste de nonner og høre en +messe ! “ +„ Du gantes nu med mig , Folmer ! “ sagde Bodil , +hvis ærlige , rynkede ansigt snarere viste tilbøjelighed +til at græde , end til at le . „ Jeg får sige det , om +du end vredes — en ung jomfru , som fjæler sig i + +klostret , Knud Mogensens søster , hun lokker og drager +dig did . “ +Da Folmer tavs stirrede ned i sit bæger , for +Bodil fort , hel bevæget og idet hun tørrede sine øjne +med fligen af sit ' hovedklæde : +„ En ufri og ringe kvinde er jeg ; men ikke , at +jeg det forglemmer ! Sidst ville jeg uspurgt give fri , +ædelig mand som dig råd i flig sag , var her +andre til den gerning . Dog nu , da fader og moder +ere døde og frænder langt herfra , hvo skulle da give +dig råd , om ikke Bodil Hansdatter ? Du fandt +næring og hvile ved min barm , Folmer , da du var +spæd , og længe vare mine arme din vugge . Dag +og nat har jeg bedet for dig , at du måtte fange +god lykke i dette liv , salighed i det andet , når din +sjæl farer herfra . Dog det , du nu har fore , vil +plat gøre til intet både dele , din lykke her , din +frelse hisset . “ +„ Du lægge det ud for mig , Bodil , “ sagde Folmer +og drejede det tomme bæger hastigt mellem fingrene , +„ på hvad Viis så ræddelige ulykker kunne deraf +komme , at jeg rider med Knud til Vissing at spørge +til hans søster ? “ +„ Ikke snige du dig så derfra ! “ udbrød Bodil +og søgte Folmers blik ; „ det er ganske , som da du +var barn , og du ville følge dit eget sind og tillukkede +dit hjerte . Du mente dig selv at være +den klogeste ; ak , Folmer , da gjaldt det ikkun æbler +og nødder til at give mavevee , nu gjelder det unge +jomfruer , der ville fordærve både legeme og sjæl ; +thi det vide du , at så går talen i borgestuen + +blandt dine svende : nu agter Folmer Hansen at +hente sig en ung nonne og leve med hende i fryd og +gammen ! “ +„ Den svend , der siger så , “ udbrød Folmer i +stor harme , „ og jeg finder ham , han skal vises af +gårde og slås med bagdøren . Ingensinde , Bodil , +stod min hu til sligt ; ved jesum christum , du skal +ikke leve den dag og se mig give forargelse ved sligt +syndigt levnet . “ +„ Nu “ , svarede Bodil med et tvivlende blik , „ og +jeg har ment dig at være for god til sligt ; da føj +svendene , og du har atter slået den jomfru af +tankerne ? “ +„ Det må vel være så , “ sagde Folmer , „ at du +ikke kan glædes derved , Bodil , at jeg agter at begive +mig i den hellige ægteskabs stat , og at nøglerne da +må flyttes fra dit belte til min hustrus . “ +„ Gud nåde ! “ udbrød Bodil og slog hænderne +sammen ; „ mener du mig at være slig rådelysfen og +grisk kvind ? En frydefuld dag den , da jeg måtte +få se en god , ædelig hustru ved din side i denne +hal ! Dog , dertil kan umuligen slegfreddatteren fra +Tjele være udset . Ilde ville det tømme sig for en +af de stolte ruder at føre flig vanbyrdig brud til sit +hus . Hvad monne Peter dertil vil sige , hvad Johanne +og hendes husbond ? “ +„ Det er mig lige godt og ens , hvad de sige ! “ +Sagde Folmer med et funklende blik ; „ ja , var end +fader og moder i live og oven jorden , ikke ville +jeg høre dem i den sag ; thi det skal du vide , at den +faste tro har jeg , at Margrethe Mogensdatter er sine + +forældres rette ægtefødte datter , og at de selv vare +rette ægtefolk . Stor uret er sket , da Erik skram +tog Tjele , derom føler jeg mig forvisset , evner jeg +end ikke nu at udrede det rænkespind . “ +„ Villig og gerne “ , sagde Bodil , „ tænker og tror +man det , man ønsker skulle være så . Den jomfru +har vel selver stukket eder de blår i øjnene . “ +„ Langt fra det ! “ svarede Folmer . „ Deraf skønne +du hendes ædelsind , at selv tænker hun det ringeste +om sig og sine kår , og ikke kunne min egen moder +være mere øm over min ære , end hun ! Hnn afslår +plat at vorde min og agter at klostergive sig — +at forhindre dette er min agt , og derfore rider jeg nu +til Vissing . “ +Den underretning forundrede Bodil i så høj en +grad , at den for øjeblikket lukkede hendes mund . +. „ Mindes du hende , Bodil ? “ spurgte Folmer og +så hen for sig med et drømmende blik . „ Dog , hun +var ikkun barn , da hun for nogle år siden gjestede +os her ; så du dog nogen tid mere fagert barn ? “ +Bodil svarede kun ved at ryste på hovedet . +„ Men nu skulle du hende se , “ vedblev Folmer +med ild i sit blik , „ nu da hun er fuldvoksen mø ! +Ingen Abild har en finere lød , ingen ædelsten +funkler , som hendes øjne ; de kunne se blidere , end +en dues og dog lyne som en ørns . Hendes hår +er brunt som en nød i høst og mere blødt , end silke ; +hun er fuld om sin barm og smækker om sin midie ; +hendes gang er som hindens løb gennem skoven , +og hendes røst lyder sødt som droslens sang . “ + +„ Ih , gud nåde ! “ udbrød Bodil forfærdet , „ hun +må være et troldbarn , som har forgjort dig ! “ +Da lo Folmer , og hallen gav genlyd af hans +klare latter . +„ Nej , Bodil , nej ! “ sagde han så , „ hun er from +som en guds engel , men hildet i vildfarelse . De +nonner i Vissing og de munke , de er troldene , som +have slået ring om hende , og hendes skriftefader , +sortebroder Vigand , er djævelens apostel og helvedes +udsending . Jeg vil bryde den tryllering og rive +hendes sjæl af papisternes kløer ! “ +„ Ja , gjorde du så for guds skyld “ , svarede +Bodil , „ da ville det være en priselig gerning ; men +det indbilde du dig ikke ! Kødets lyst , ikke hellig +nidkærhed , driver dig nu til Vissing . Tænkelig er +den jomfru bedre , end jeg så hende an for . Du +lade hende da med fred ! Bedre dog at være en ærlig +nonne , end rettroende mands frillekone . Du høre +mig , mens det er tid , at du ikke for silde skal sande , +at hvo ikke råd vil have for godt køb , han skal +købe siden anger dyre ! “ +„ Angre ville det mig til min dødedag , “ svarede +Folmer og rejste ' sig brat , „ svigtede jeg min hjertenskær +nu , da hun raver i mørke og ikkun haver på +den vide jord en fuldtro ven , og hans navn er +Folmer Hansen . Du skal engang , det håber og tror +jeg , tilstå , at i den sag er Herren med mig , og at +jeg ikke byggede min lykkes hus på sand ! Så +skal du , vil gud , leve den dag , da du får høre +vindebroen dønne , når jeg rider herind med min + +væne viv , mens brudeblussene skinne fra voldene og +funkle i Gudenås vande ! “ — +da solens første stråler tittede over Hjermind +skovås , blev vindebroen nedladt , portgjemmeren +stødte i sit horn , og skoven gav genlyd , mens +Folmer og Knud med deres svende rede ud fra borgen +og satte kåsen mod syd . + +niende kapitel . +Ved talegitteret . +Det var en kold stormfuld maidag tidlig om +morgenen . Nonnerne vare forsamlede i Vissing +klosterkirke til primen , eller morgenbønnen , som holdtes +klokken seks . Vigand havde af sit breviarium læst +bønnen og kortelig erindret søstrene om den helgen , +hvis mindedag det var , kirkefaderen Gregorius af +nazianz . Nu lød derefter nonnernes sang , medens +kirkevinduernes ruder klirrede for stormens slag . +En fuld , klar stemme anførte sangen og løftede +den over det ensformige , udtryksløse tonefald , den +så ofte til daglig ville antage . De gamle , sløve +nonner følte sjælden noget ved det , de sang . År ud +og år ind , time efter time ved blot ydre tvang +drevne til at bekende og tilbede med læberne , vare de +forlængst blevne trætte og henfaldne i åndelig død . +Smålige tanker fore dem gennem hovedet , medens +de fang mariæ lovsang ; de længtes blot efter at få +ende på gudstjenesten , for at komme til bords i +refectoriet og lange til grødfadet . + +dog forundrede et par af dem sig over den +andagt og inderlighed , hvormed forsangerinden , jomfruen +fra Tjele , som de kaldte hende , fremjublede både +ord og toner . De erindredes derved om deres unge +dage , da de selv som ungsøstre havde fornummet til +det , der nu fik Margarets hjerte til at svulme og fyldte +hendes øjne med tårer . Den yngste i lauget , +søster Veronica , der stedse ved sin munterhed og +uefterrettelighed pådrog sig irettesættelser og bodsstraffe , +havde sit blik fæstet på Margaret , som stod +lige overfor hende , yderst i rækken , og beronicas +godmodige og endnu smukke åsyn udtrykte beundring +og medfølelse . +Som en svane mellem gæs var Margaret at +se til i denne nonne-flok . Den snehvide , side novicedragt +skjulte nu hendes skønne skabning , men hendes +holdning var ædel og fuld af ynde , som før . +Hun holdt bønnebogen mellem de foldede hænder , +hovedet var opløftet og hun så opad , idet hendes +sine og ædle profil viste sig under den hvide hætte . +Kun lidet anede det hende , at hun blev iagttaget +af profane blikke ; thi hvad var hendes hjertensven +nu andet i hendes øjne , end et vanhelligt væsen ? +Bag klostrets converser , eller lægbrødre og lægsøstre , +som knælende bivånede morgengudstjenesten , lå Knud +og Folmer , den sidste næsten skamfuld over , at han +blandt papister bøjede knæ som en afgudsdyrker . Dog +forsvandt denne følelse straks , da han havde fået øje +på Margaret . Dyb smerte og trykkende angst greb +ham , da han så hende i den klosterlige dragt , i hans +øjne et dødens klædebon , og han blev hendes åsyns + +bleghed vaer . Hvor hendes træk vare blevne skarpe +og så dette brændende blik , der ufravendt stirrede opad , +medens de klare toner udgik fra hendes blege , fordum +så friske , læber ! Der var et træk om hendes skønne +mund , der mødte ham helt fremmed , fuldt af usigelig +vemod , eller som om hun var bleven meget ældre . +Den kolde sved stod Folmer på panden ; thi synet +af Margaret midt i hendes andagt viste ham klarere , +end ord , at faren for at miste bende var langt +større , end han havde forestillet sig . Han henfaldt i +grublen over , hvorledes det var muligt , at hun kunne +være kommen så vidt , og om dette var den sfumle +Munks værk alene , han som stod der ved alterets +fod med skinhelligt opad vendte blikke , idet han med +sin dybe røst ledsagede nonnernes sang . Hør , hvor +sfjønt slutningsstrofen toner gennem kirken : +o elsmsns , o pia , o clulcis vi ' Ao Maria ! * ) +endnu mange år derefter , når Folmer mindedes +sit besøg i Vissing kloster sanct gregorii dag , genl��d +i hans øren de bløde , zittrende toner af Margarets +stemme , mens hun sang dette : o olsmsns , o pia , +o clnlois ! Så ømt bedende havde ingensinde før nogen +menneskelig røst forekommet ham at lyde ; han følte +sig reven med , glemte , at jomfru mariæ guddom ikkun +er mennesfe-påfund og ville følge sin elskedes sjæl +på dens vildfarende veje , da sangen forstummede , +den sidste genlyd døde hen under kirkens hvælvinger , +og converserne rejste sig for at gå tilbage til klostret . +Folmer sprang op , var i et nu sig selv igen og +gik , ledsaget af Knud , dristigt op mod chordøren . Den +* ) du milde , du fromme , du søde jomfru Maria ! + +dybe rødme på Margarets kinder og det funklende +blik fra Vigands mørke øjne viste , at begge vare de +blevne ham vaer . Fluks trådte Vigand frem i chordøren , +udstrakte hånden og sagde : +„ Hvilken arg kætter djærver sig her til at krænke +kirkens fred og besmitte dette hellige sted med sine +ugudelige fodtrin ? “ +„ Tæm din tunge , munk ! “ råbte Folmer og +trådte op i chordøren , idet Vigand veg tilbage . +„ Margaret ! “ sagde han så og vendte sig imod hende , +„ jeg begærer en samtale med dig ! “ +Hun stod for ham med et blegt åsyn , seende +mod gulvet , og idet hun knngede bønnebogen mod +sit bryst . Ten kendte , kære stemme fik hendes +hjerte til at banke , og det fortrolige : dig ! ramte +hendes øre med underlig magt . Medens hun under +adskillelsen i det forløbne år stedse havde fjernet sig +mere fra ham og rejst en mur mellem sit hjerte og +ham , var han i sin tanke stedse kommet hende nærmere , +og nu stod han der , åbenbart til sinds at bruge +hele sin magt og gøre sine krav gjeldende , en frister , +der ville lokke hende fra det hellige asyl ud i den +syndige , urolige verden . +„ Jesus , jomfru Maria ! “ lød det ned ad nonnernes +række , nogle af dem fløge kors for sig , og +inden Margaret var i stand til at give svar , trådte +abbedisse Marine frem og stillede sin svære skikkelse +foran hende , som om hun ville værge hende for +besmittelse . +„ Ved guds hellige moder , hvis navn vi nys +lovpriste , “ sagde abbedisen , idet hendes fyldige åfyn + +blussede af vrede , „ ingensinde så jeg større formastelighed , +end denne ! At træde op for guds hellige +alter og kalde en dydig klosterjomfru ud til et elskovsmøde +— Folmer Hansen ! skal ej kirkens forbandelse +ramme eder , da fjerne i eder på stand ! “ +„ Nu , ærværdige moder ! “ svarede Folmer koldsindigt , +„ stod det til eder og eders lige , for længst ville +jeg være overgivet i djævelens bold . Dog må i +vide , at end er min hånd ikke visnet , mit hjerte er +friskt , og min sjæl lover gud ! “ +„ Hør , hvilke frække , formastelige ord ! “ udbrød +Vigand , slog kors for sig , og nonnerne gjorde ligeså . +„ Ieg valgte timen og måden med velberaæd +hu , “ vedblev Folmer , uden at agte på Vigand , +„ vidende , at var jeg kommen bedende og havde banket +på portlågen , da ville i ladet den smække i for +min næse , og det ville da kostet mine svende umage +at slå den ind . Nu fare vi helst med lempe ! Jeg +er af den formening , af jomfru Margrethe Mogensdatter +ikke har indgivet sig som søster i dette kloster +hidindtil , og af det står hende frit for af gå og +komme , som det hende selv lyster . I lade nu jomfruen +selv tale og give svar , om hun forunder mig den +samtale , jeg begærer ! Margaret , du nævne mig +tid og sted ! Du vil tænkelig ikke negte mig nogle +øjeblikkes samtale i eenrum ? derefter skal jeg drage +bort , som jeg kom , med fred . “ +Nonnerne havde imidlertid slået kreds om Margaret , +og Vigand råbte til hende : +„ Ingensinde give du den kætter gehør ! Heller + +ikke indbilde i eder , “ vedblev han , idet han vendte sig +mod Folmer , „ af vi er uden forsvar i dette kloster . +Vi have håndfaste karle , der ret straks skulle kaste +eder ud , går i ikke villigt . “ +„ Blæse med eders håndfaste karle ! “ råbte knnd ; +„ Stegevendere og kokkedrenge , med dem kan i kyse børn . +Nu tie i kvær og lade min ' søster tale ! “ +Abbedisse Marine begyndte af føle frygt ; thi hun +formodede , af Folmer Rud ikke ville vovet sig hid +uden mandsfærkf følge af væbnede svende , mod hvilke +klostrets lægbrødre og tyendekarle visselig ikke ville +kunne tage det op . Hun brød da den kreds , nonnerne +havde slået om Margaret , førte hende frem og sagde : +„ Vi høre da nu jomfruen selv ! Er du til sinds , +min datter , at opfylde Folmer Hansens begæring ? “ +„ Ja ! “ svarede Margaret med et blegt åsyn , +men med fuldkommen fatning og rolig stemme . „ I +gå nu lige til forhallen , Folmer Hansen ! I vil straks +finde mig der ved talegitteret ! “ +„ Så være det ! “ sagde abbedissen , „ og så er +det sømmeligt og ret . “ — +nonnerne forlod nu kirken , og Margaret gik +midt iblandt dem uden at se tilbage ; men Folmer fulgte +hende med øjnene , indtil den sidste flig af hendes +hvide klædning var forsvunden bag alteret . Så gik +han med Knud , der sagde : +„ Gå nu , Folmer , ^ og gør det kort ! Jeg vil +begive mig udenfor og blive ved svendene . “ +„ Ikke vil du have din søster i tale , “ spurgte +Folmer , „ og ikke kysse din moders hånd ? Jeg blev +hende ikke vaer i kirken . “ + +„ På ingen Viis ! “ svarede Knud mørkt . „ De er +nu intet for mig , forgjorte både ! Og vil du , Folmer , +drage herfra med uforrettet sag ; det læste jeg i Margarets +øjne ; hun er fastere , end du tænker . “ +„ Nu , derfor råder gud Herren ! “ svarede Folmer +og begav sig til talestuen , en lille hvælvet forhal , +afdeelt ved et træ-skillerum . Straks efter hans indtrædelse +åbnede sig en skodde , og bag et jerntrådsgitter +viste sig Margarets hvidklædte skikkelse og blege +åsyn . +Folmer følte sig grebet af dyb sindsbevægelse , da +han nu var den elskede skikkelse så nær og dog adskilt +fra den . Dog , om gitteret end havde været borte , +han ville ikke rørt fligen af hendes kjortel , en sådan +jomfruelig sjælsreenhed og uskyld ttronede på hendes +pande , og så blid en fromhed udstrålede nu hendes +blik . Han stirrede på hende stum og med synkende +mod , indtil hun talte . En flygtig rødme på hendes +åsyn og hendes stemmes usikkerhed røbede , at så +koldt og roligt , som Folmer havde frygtet og hun selv +måske ønskede det , var hendes hjerte dog ikke . +„ I nytte nu tiden , Folmer , “ sagde hendes blide +røst ; „ for sidste gang i dette liv , bæres mig fore , +stå vi nu åsyn til åsyn ; vi tage da nu afsked +med hinanden ! “ +„ Ikke så ! “ svarede Folmer med fast røst og et +funklende blik . „ For dyrebar er du mig dertil , af +jeg skulle flippe dig så let — nej Margaret ! til +det sidste vil jeg stride med de lede munke og falske +nonner , hvis hu står til dit gods og din moders , + +kun seer du ikke deres fule hykleri , oprigtig som du +selv er i din vildfarende fromhed . “ +„ Ikke tale du så ondt om disse guds hellige +og mine venner , “ svarede Margaret , idet hendes øjne +støde lyn , og hun blev sig selv mere lig , som hun +forhen var . „ Så forstyrre du ikke heller min sjælefred +nu , da jeg , som er forkastet af verden , her er +henflyet under guds moders varetægt . “ +Folmer ønskede netop dette , af rokke hendes sikkerhed ; +det funklende blik og det fortrolige du glædede +ham , og han stred nu til af give hende beretning om +hans sidste møde med hendes hedengangne fader og +lod hende vide , af det fulde minde til deres trolovelse +var bleven givet af den afdøde , forinden han gik bort . +Folmer anførte selve hr . Mogens ' s ord og spurgte +om hun troede sin fader til af give sin datter bort +til en god ædelig mand , havde hun kun været hans +slegfredbarn ? Dog , Margaret , som lyttede med spændt +opmærksomhed til ordene , opdagede straks , af en udtrykkelig +anerkendelse af hendes ægte fødsel fattedes . +„ Det være nu , som det være vil ! “ sagde hun , +„ ikke skal det lykkes dig af rokke mit hellige forsæt , +som er af leve og dø som jomfru og , inden et år +er forløben , af vorde Herrens brud . Dog siger jeg +om det , du har berettet , og om min faders ord til +dig — gud nåde hans sjæl , som gav mig liv ! +Der var ej sandhed i hans mund , og han talte ikkun +så for af tækkes dig . Dag og nat bede vi for +ham , og kirken genlyder af de hellige vigilier , som +skulle frie hans sjæl af skærsildens pine . “ +„ En svar smerte for min sjæl “ , sagde Folmer , + +„ af høre dig tale så ! og ikke blot af den årsag , +af du røves mig fra og mit livs lykke plat tilintetgjøres ; +men for din egen sjælefreds skyld . Mig ræddes , +Margaret , ved af tænke på den stund , da du bliver +seende , da det helligheds skin , som nu dårer dit +øje , vil blegne og falde af , og du skuer hykleriets +fulhed , så og det kødelige sindelag , som i dette +kloster fjæler sig under helligheds kappe . “ +„ Folmer ! “ sagde Margaret , „ Du er en kætter +og råber , når du taler så til mig , for døve øren . +Dog vide du , at hidindtil så jeg intet uskikkeligt +herinde i dette kloster . “ +„ Da lover jeg dig “ , udbrød Folmer i stor +harme , „ at er du først indklædt og kan ej mere +slippe de nonners tag , du vil få mere deraf at +se , end du ønsker ! Dog , Margaret , vare end alle +disse dumme , mæskede klostersøstre så fyldte af den +helligånd , som de nu er fulde af dorskhed og kjødelig +lyst , og flød end det rene evangeliums ord fra de +vanvittige munkes læber , som nu blot fylde dine +øren og din sjæl med fabel og løgn — det er +tvert imod guds vise hensigt , at menneskebørn så +spærres inde og oplæres dertil ved et afgudisk mummespil +at foregøgle sig et helligheds skin , hvilket deres +tanker , ord , ja gerninger hver dag gøre til løgn . +Min elskede ! Du tro dog omsider din sande ven , +som siger : ej klostermure , ej gitter , ej røgelse hvad +heller sang og klang lukker djævelen ude — nej , +for sande « ! han er derinde og har snarest størst +magt der , hvor han fjæler sig i helligheds kappe og , +sikker for den verdslige retfærdigheds arm , sniger sig + +til at udøve mangen sort dåd . O , kunne jeg samle +som i et billede blot en ringe part af de skjendselsgjerninger , +som er forøvede af munke og nonner , du +ville ræddes og gå herfra med mig i denne stund ! “ +Som Folmer sagde dette , hørtes en svag larm , +og Margaret for sammen ; men Folmer bemærkede +det ikke . Hans indtrængende ord , som vidnede både +om hans faste overbevisning og hans urokkelige +hengivenhed for hende , stemninger hos hende selv , som +nu vare undertrykkede , men Folmers ord atter kaldte +til live , sammensvore sig imod hendes papistiske tro +og gjorde hende et øjeblik vaklende . Uden den lyd , +som bragte hende til besindelse , ville hendes svar +vistnok faldet noget anderledes ud ; nu viste det , at +hun atter havde tillukket sit hjerte , og at hun end +ikke ville afgive nogen tilståelse om de anfegtelser +og indre kampe , hun havde gennemgået . +„ Du tro ikke , “ sagde hun , „ på onde og kjætterfke +menneskers bagvaskelser , som gøre de stakkels klosterbrødre +og klostersøstre svarligen uret ! Så er det +nu fat med mig , at gode forsætter og hellige tankerher +i denne helligheds bolig falde over mig og stedse +kommer jeg guds og hans helliges samfund nærmere . +Jeg har min snevre celle kær , Folmer ! I den er fred , +og al verdens forfængelighed og uro er der lukket ude . “ +„ Feighed det , “ tog Folmer atter til orde og hans +stemmes klang røbede hans stigende utålmodighed , +„ så at flye fra verden og al gerning i den ! +Jammerligt det , at tiltrænge mure og slår , i den +tro derved at bevare sin dyd og holde gode forsætter +oppe ! Ærefuldt og skønt derimod at leve i verden + +og dog have sin herre og frelser i sit hjerte , stride +den gode strid ved hans nåderige bistand og alt imens +virke for dem , man elsker og vorde sin næste og sit +fødeland til gavn . Dog — hvi skulle jeg spilde +flere ord nu ? Du skal igennem det mørke , Herren +give dig en lykkelig udgang derfra og frelse til sidst ! +Inden året er omme , Margaret , kan meget ske +— ja tænkelig det kloster , hvori du nu lever , med +alle de andre vorde nedlagt . “ +„ Broder Ambrosins af om , “ svarede Margaret +ivrigt , „ siger , at hvad end den udvalgte kætterske konning +agter at gøre , ingensinde vil han djærve sig til +at røre de herreklostre . “ +„ Broder Ambrosins ! “ udbrød Folmer og så +op ; „ har han nogen del i denne din beslutning at +tage sløret , Margaret ? “ +„ Ja “ , svarede Margaret og så hen for sig +med et sværmerisk blik ; „ er og han i dine øjne en +skalk og løgner ? “ - +„ Nu , gud have lov ! “ sagde Folmer , „ det er +mig da forundt at tænke lidet bedre , Margaret , om +dig og begribe din forblindelse — enddog , gud +bedre ! min uro ikke derved vorder ringere , når jeg +tænker på enden . Dog , Broder Ambrosins er en +retskaffens Dannemand , enddog han må kaldes en +forstokket papist . Jeg tænkte , gud forlade mig det ! +At sortebroder Vigand , denne arge skalk , sort foruden +og sort forinden , og ikkun han , havde evnet at lokke +dig i de nonners garn . Dette skal være mit sidste +ord til dig for denne sinde , Margaret — vogt +dig for ham ! eller ved min sjæls forventede salighed , + +mig frygter såre , den dag må komme , da du +bittert vil angre , at du satte din lid til den argeste +hykler , der nogen tid skal i en kutte ! “ +Da hørtes atter den samme larm , men stærkere . +Folmer studsede , Magaret så sig forskrækket om . +Hun vidste , at der var et lydhul , gennem hvilket +abbedissen , og hvem hun dertil bemyndigede , kunne +høre , hvad der blev sagt i talestuen ; men det var +blevet hende strengeligt pålagt ingensinde at røbe det +for nogen lægmand . Nu sagde hun dog med dæmpet +røst : +„ Du råbe ikke så højt , Folmer ! Hvad om +nogen hørte det , du der sagde ! “ +„ Ha ! “ udbrød Folmer med hævet røst , „ at jeg +kunne tænke , noget gik ærligt til i denne falskhedens +hule ! Nå , gud have lov , skulle den sortkappe , +jeg nævnede , have luret og fået høre sin egen skam ! “ +Deri tog han ikke fejl ; thi både Vigand og +abbedissen havde været ved lydhullet , og larmen var +opstået derved , at Vigand , fuld af forbittrelse , ville +styrte ind og afbryde sammenkomsten , hvorimod +abbedissen holdt ham tilbage , da det forekom hende , +at Folmers kætterske tale ikkun gav dem våben i +hænde imod ham , og Margaret desuden , som det lod , +klarede vel for sig . +Nu peb en dør på sine hængsler , Margaret +tilkastede Folmer et smerteligt blik og forsvandt , hvorefter +abbedisse Marines grove og fyldige ansigt vredeblussende +viste sig ved talegitteret . +„ I have tak , Folmer Hansen ! “ sagde hun +spydigt , „ for alle de skønne og høviske ting , i + +haver sagt om søstrene i Vissing , Broder Vigand og +alle andre hellige brødre og søstre ! Ved guds +hellige moder og Sancte Benedict ! for slig ugudelig +bandskrop , som eder , oplades ingensinde tiere talegitterets +skodde , derpå kan i forlade eder ! og skulle +i nogen tid atter liste eder herind som en tyv , vore +svendes knipler skulle da danse på eders kætterske +ryg , så i skal mindes , i haver været i Vissing ! “ +„ I forsøge det helst straks ! “ sagde Folmer . „ Se , +her er et glughul — et stød i min pibe , og mine +svende ville komme over eder , som filistrene over +jøderne . “ +„ I vil ikke vove , “ sagde abbedissen med dirrende +røst , „ at krænke klostrets fred . “ +„ For denne sinde , “ svarede Folmer , „ skal i +flippe med skrækken . Dog vide i , at jeg kommer +visselig igen , før eller siden , det være sig nu som +tyv eller røver ! “ +Dermed gik han , og hårdt slog han dørene i +efter sig , indtil han var i det fri , hvorpå han fluks +steg til hest og red bort med Knud og sine svende . +Knud skønnede af hans taushed og mørke mine , +hvad udfald hans samtale med Margaret havde fået . +Fra nu af fik han ingen foranledning til at prise +Folmers gode lune , og det blev ham , der måtte +holde sin vens mod opret . +Men Margaret var fra talesfuen ilet til sin +celle ; der kastede hun sig på løibænken og græd +krampagtigt og længe . Mens hun stod åsyn til +åsyn med Folmer , havde hans tale forarget hende , +og svarene havde været på rede hånd ; bevidstheden + +om hendes skriftefaders og abbedissens nærværelse +ved lydhullet havde , da hun mærkede den , gjort hende fast , +når hun blev vaklende ; men nu , da hun var alene +og Folmer borte , bukkede hun for et øjeblik ganske +under . En heftig længsel efter atter at se ham greb +hendes hjerte , og hans advarsler , om hvilke hun havde +ladet hånt , fik en vægt og sandhed , som fyldte +hendes sjæl med angst . +Dog , hvad var dette andet , end en anfegtelse , +djævelen havde påført hende ? Hun tænkte sig fader +Ambrosius nærværende og lyttende til hendes beretning +om dette møde ; hun hørte i ånden hans +svar , så rynkerne i hans ærværdige pande og +følte hans misbilligende og bekymrede blik hvile på +sig , idet han ynkede hendes svaghed og ubefæstethed +i troen , og hun bluedes i sit hjerte . +Hun sprang op , blottede sine hvide skuldre , greb +svøben , som hang på væggen under crucifixet og +tildelte sig selv tolv slag . Hendes unge arm var +kraftig , og hendes brændende selvhad lod den svinge +svøben så eftertrykkeligt , at da den sidste gang havde +ramt hendes fine hud , vare snørerne blodige . +Med et smil hang hun atter svøben hen , +dækkede sin blodige skulder med den grove særk og +kjortelen og knælede derefter ned på gulvfliserne , +idet hun greb sin Rosenkrands og begyndte at bede +den hele cyklus af bønner , som rosenkrandsens opfinder , +den hellige Dominicus havde anordnet . +Hvor ofte havde ikke Vigand fortalt hende om +denne hans klosterordens stifter og om rosenkrandsfesten , +ved hvilken sortebrødrene den første søndag i + +oktober mindedes den grusomste åndelige tortur , som +nogensinde er opfundet . Ville frelseren ikke , havde +han end vandret på jorden og var trådt ind til +Margaret , ynkedes over hende , som underkastede sig +det tyranniske menneskebud at gjennemgåe i tanken +hele hans levnetsløb , inddelt i fem glædelige , fem +sørgelige og fem glorværdige hemmeligheder og alt +imens opremse 150 bønner , eller rettere fadervor , +ave mariæ og ære være så mange gange , indtil +hint frygtelige tal blev nået ? Vigand havde kaldet +disse bønner åndelige småsøiler , der dannede et +herligt guds tempel , men mon Margaret ikke allerede +havde erfaret , at de snarere vare at ligne ved gravstene , +der betegnede hendes andægtige tankers død , +og som gjorde hendes sjæl til en kirkegård ? Han +havde lignet rosenkrandsbønnen ved en rosenkrone , +ved hvilken de troende gøre jomfru Maria en foræring ; +var den ikke snarere at ligne ved et torturredskab , +hvis anvendelse må drive en menneskesjæl +til vanvid ? +Det lykkedes hende kun at komme igennem den +glædefulde Rosenkrands og de første halvtredssindstyve +bønner ; da sank hun afmægtig om på stengulvet +og vidste af intet , før hun vågnede , liggende på +sin løibænk . Hun følte en velgørende svalhed på +sit hoved og så søster Barbara stå hos med et +vådt klæde . Hun hørte den tykke , godmodige kvinde +snart trøste , snart skjende , fordi hun havde været sig +selv så hård , indtil hun fornemmede , at kræfterne og +bevidstheden ganske vare vendte tilbage , rejste sig og +begærede at være alene . + +dog , da Barbara , ingenlunde misfornøjet over +at befries for sygeplejens trættende gerning , fjernede +sig , trådte Vigand ind ad cellens dør . For første +gang i lang tid følte Margaret sig greben af uro +og modvillie ved at se ham . Hun sank atter ned +på løibænken , og en hende selv uforklarlig gysen +gjennembævede hende , da han trådte hen til hende , +lagde sin hånd på hendes hoved og sagde : +„ Guds moder seer til dig fra sin himmelske +ttrone og lønner dig med sit kærlige og guddommelige +bifaldssmiil . Det ganske kloster genlyder af din +roes , og søster Marine har fremstillet dig som et +glorværdigt eksempel for de hellige kvinder , hvis lige , +nej hvis forbillede du om føje tid skal vorde . Lever +du , min datter og udviser fremdeles slig nidkærhed , +visselig vil du ende som abbedisse og dette klosters +højt ærede forstanderfke ! “ +Hvor forunderligt , Margaret følte ikke mindste +glæde ved at høre en lovtale , som for ikke længe +siden ville bragt hende til at rødme af stolthed ! Hun +harmedes over sit eget hjertes genstridighed og stred +fortvivlet imod , men alt mens Vigand talte , hørte hun +i ånden Folmers røst , som sagde : han er en arg skalk , +sort foruden og sort forinden — vogt dig for ham ! +Hun slog Vigands hånd uærbødigt bort , rejste sig +og sagde med et blik , hvis kulde krænkede ham dybt : +„ I forvirrer mig ikke ved flig smigertale ! “ Guds +hellige moder ! “ udbrød hun og sank atter ned på +løibænken , „ Du forbarme dig over mig og sende +mig klarhed og fred ! “ + +dette udbrud formildede atter bigand , han tog +plads ved hendes side og sagde : +„ Du tilgive mig , Margaret , at jeg i min glæde +over din hellige nidkærhed forglemte den hårde +bod , du nys har pålagt dig selv og de lidelser , +den påførte dig . Du vise en anden gang lidt +mere skånsel mod dig selv og spare dit legeme ! “ +„ Give gud ! “ sagde Margaret , „ min sjæl var +så karsk , som mit legeme ! “ +„ Sandt nok , “ for Vigand fort , „ en svar anfegtelse +er i dag kommen til dig , en kætters ånde har +forgiftet luften for dig , og hans ugudelige ord have +ængstet din sjæl ; dog , nu er denne onde ånd veget +bort og for de syndige tanker , der muligt har rørt +sig i din sjæl , har du gjort fuldelig bod . “ +„ Syndige tanker ? “ spurgte Margaret med blussende +kinder , „ hvad er eders mening med den tale ? “ +„ Nu , Margaret , “ sagde Vigand med et skummelt +smil , „ Du indbilde dig ikke , at dit hjerte skulle +være en lukket bog for mig , hvis skønne kald det +har været at vejlede dig fra dit tiende år og indtil +denne dag . Du har elsket denne kætter , jeg har +vidst det og tiet dertil , håbende , at denne syndige +flamme ville slukkes af sig selv . Dog , nu er øjeblikket +kommet , da taushed måtte påføre mig beskyldning +for utilstedelig efterladenhed . Du høre nu mine +tanker om dine vilkår , og hvad du bør gøre . — +du bør aflægge et helligt løfte til guds moder , +ingensinde tiere at give den bandskrep , om hvem vi +tale , gehør . Du bør udrive ham af dit hjerte , + +helst forglemme ham , men evner du ikke det , da bør +du hade ham som en frister , ja som den onde selv ! “ +Margaret sad dødbleg og så ned for sig , idet +hun knugede sine foldede hænder mod sit bryst . +„ Dog “ , føjede han til i en mildere tone , „ jeg +bør betænke din ungdom , og at du er en kvinde . +Dit ømme hjerte vil end spille dig mangt et +puds — da lukke du det ikke til og ikke stole du +på egen kraft ! Lad mig , når anfegtelserne komme , +høre dine sukke og fortroe til mig dine hemmeligste +tanker ! Ikke vil jeg vredes over det , jeg da får +at høre , det være nok så syndigt . Viis mig fuld +tillid , og du skal sande , at jeg ingenlunde er hårdhjertet , +eller at jeg ikke skulle kunne fatte en ung +jomfrus hjertesuk . Dyrebar er mig du , hvis sjæl +jeg har fostret og for hvis vel jeg har bedet dag og +nat nu i syv samfulde år . “ +Som han sagde dette , lagde han sin arm fortroligt +på hendes skulder ; men hun rev den bort , +sprang op og stod for ham dødbleg og med et lynende +blik . Hun løftede hånden og pegede på cellens +dør , som om hun ville byde ham at gå ; men der +kom intet ord over hendes læber . Han blev siddende +og stirrede på hende med et brændende blik . Da +trak hun hætten over sit hoved , så fly til ham og +flygtede ud af cellen . +Dog , hvad hjalp her flugt ? Hun tyede til sin +moder , græd ved hendes bryst og forvirrede hende +ved vild , uforståelig tale . Abbedissen blev hidkaldt , +men da blev Margaret stum , og hun fik husråd og +anvisning på lægemidler , i stedet for trøst . Søster + +Marine havde før set ungsøstre rase så , det var +stedse drevet over , og kort tid efter havde de spøget +og leet trods den muntreste . Tænkelig var cellens +ensomhed den kære unge jomfru end for sørgelig ; +hun havde faget det for hidsigt med sine bodsøvelser ? +Nu , derfor var der råd , thi hun kunne jo atter +flytte ind til sin moder , indtil hun var bleven karsk . +Dette råd fulgte Margaret ufortøvet og følte +stor Lise og beroligelse derved . Hun havde i nogen +tid næsten vraget sin blide og åndssvage moders +selskab ; nu gav den barnlige fred , der var i Genetes +nærhed , hendes hjerte husvalelse , og de levede nogen +tid sammen , mere som om de atter vare i Genetes +Kammer på Tjele , end i kloster . I al den tid +holdt Vigand sig fra dem , foretog nogle dage efter +Folmers besøg i klostret en rejse på et par uger , +men vendte så atter tilbage . +Da kom Broder Ambrosius en dag til Vissing +og blev indladt til Genete og Margaret . Han blev +straks vaer den store forandring , der var foregået +med hans yndling . Hun så langt friskere og mere +rundkindet ud , end da han sidst havde set hende , +men hun var i sit væsen kendelig forlegen og lidet +tilbøjelig til gudelige samtaler . En samtale med +abbedissen underrettede den værdige klosterbroder om +Folmer Ruds besøg , og han fik så vrang en +forestilling , som muligt , om årsage « til den slaphed +i andagt , der siden den dag havde viist sig for Margaret . +Han opsøgte Vigand og den forklaring , han der +fik , vildledte ham end mere , og således forberedet + +skred han til , inden sin bortgang at give Margaret +en alvorlig formaning . +Stor blev hans forundring og harme , da han +langt fra at finde hende ydmyg og angerfuld , mødte +fasthed og modsigelse . Margaret åbnede sit hjerte , +om ikke ganske , så dog mere for ham , end for nogen +anden , og den gode Broder Ambrosius fornemmede , at +uagtet hun ikke var bleven en kjcetterfke , så var dog +hendes Iver for at tage sløret og vinde helligheds +krone i klosteret mærkeligt aftagen . Da han trængte +hårdere ind på hende , fik han at vide , at hun havde +tabt tilliden til sin skriftefader , og at hun siden den +kætterfke Folmer Hansens besøg ikke havde tilladt +Vigand at nærme sig hende . Nu , her var noget +for Broder Ambrosius at udrette , og han gik dertil +med en blinds hele oprigtighed og Iver . Så dyb +var Margarets ærefrygt for ham og så stor hans +magt over hende , at hans gerning lykkedes over +forventning . Margaret begyndte desuden at føle lede +ved sit tomme , » virksomme liv , og den gamle nidkærhed +begyndte at vågne i hendes sjæl . Var Folmer +kommen igen som en tyv eller røver i hendes vanmagts +tid , han ville måske ikke , som forrige gang , +draget bytteløs og fortvivlet derfra . +Nu varede det derimod ikke længe , inden andagtens +lidenskab atter fyldte hendes vansmægtende hjerte . +Hun bad og sang og fastede mere ivrigt , end nogensinde +før , kun brugte hun ikke mere svøben . Vigand +nærmede sig hende kun med den største ærbødighed , +og hun . syntes at spore anger hos ham . Burde hun +for et øjebliks svagheds skyld vedvarende hade en + +mand , til hvem hun mente at være i stor taknemmelighedsgjeld ? +Måske havde hun fuldstændig gjort +ham uret , ja sikkert , det havde hun ! Ville hun +fattet mistillid til ham , eller tvivlet om hans oprigtighed +og hans rene hensigter , hvis Folmer ikke havde såt +mistro og angst i hendes hjerte ? Visselig ikke ! +Det endte da med , at hun bluedes over sig selv , +afbad i en brændende bøn til guds moder sin syndige +svaghed og den lunkenhed , der havde spildt en hel +måned af hendes forberedelsestid . Da skoven var +fuldt udsprungen , og Folmer nud sad mistrøstig på +sin Borg og lyttede til gøgens spottende toner , da +flyttede Margaret atter ind i sin celle , mere død i +sit hjerte før kærlighed og livets lyst , end nogensinde +før . Hun aflagde før guds moders alter et +helligt løfte , at intet mere skulle rokke hendes tro +og at , om så djævelen selv antog en engels skikkelse +før at friste hende til frafald , hun ville stå +imod og vise sig trofast . + + + +anden bog . + + + +første kapitel . +Nye råd . +L§t år er henrunden , og skærsommer - solen +kaster atter sin glans over Danmarks grønne skove , +blinkende søer og blå sunde . Af den moderlige +jord er fremvældet blomster , græs og korn , hvor +der er såt noget , og hvor ikke ryttere og landsknegte +have nedtrampet det , der er fremspiret . Borgerkrigen +raser fremdeles , men den udvalgte konnings +sag har gjort mægtige fremskridt . Han ligger nu +med sin hær for København , hvor det blodige dramas +sidste handling er begyndt . Dagen nærmer sig , da +han skal trykke tvillingrigernes dobbeltkrone fast på +sit hoved og derefter stride til den store gerning , +gud havde givet ham at udføre her i verden , hvilket +lykkedes hans klare tanke og faste villie så vel , at +det med sandhed er sagt * ) , at han har henstillet et +værk , der priser sin mester . +Uagtet krigen havde draget sig end længere bort +fra Jylland , tyngede dog dens byrder hårdt på +* ) Paludan Muller , grevens fejde . + +provindsens indvånere , og der gik en stærk gæring +gennem sjælene , idet de med spænding afventede +det endelige udfald . Lovløs nok var tilstanden , mens +krigen stod på ; adelsmanden regerede efter eget +tykke , og bonden fandt sig hist og her kun knurrende +i at bære åget . Landevejsrøvere holdt til i skovene +og hævede deres tribut af de veifarende , så ran og +drak hyppigt forefaldt og gik upåtalte hen . +I deres hjerter sfjelvede kirkens tjenere ved at +tænke på , hvad der ville komme , når kong Christiern +først sad fast i sædet . I byerne måtte de holde +sig stille og skjule deres harme og bekymring ; thi der +var næsten overalt messe og vigilier nedlagte , og +lutherske prædikere tordnede , i følelsen af den sejr , +der nærmede sig , med stedse større dristighed mod +paven og „ den babyloniske hore , “ Rom . På landet +derimod havde papisterne friere spil og kunne give +deres hjerter luft . Ved Mos søens bredder tonede +klosterklokkerne og de munkes og nonners chorsange +dag og nat , de rigt smykkede helgenbilleder bares i +procession , og almuen tilbad dem knælende . Kunne +bønner , messer , sang og røgoffre frelst den kattolske +kirke i Danmark , visselig ville det være sket . +Kun i Vissing kloster glemte man stundom den +overhængende fare af Iver for at vinde en sjæl og +formere klostrets gods . Efter lang tids stilhed , +under hvilken Margarets papistiske Iver var bleven +støttet af Broder Ambrosius og opildnet af Vigand , +kom der på ny svære anfegtelser til hende , og den +endelige , skjebnesvangre udgang på kampen nærmede +sig også for hende — kampen mellem misforstået + +fromhed , fanatisme og ondskab på den ene side , +sandhed , dyd og livets berettigede krav på den +anden . Det var i det små den samme strid , som +i det store udfegtedes i det ganske folk ; men kun i +dybe , alvorlige sjæle , som Margaret og hendes lige , +afspejlede sig kampens inderste , åndelige væsen . Så +forblindet var hun dog nu bleven , at hverken sandhed +eller fornuft mere formåede noget over hende , og +visselig ville hun vedblevet at vandre i mørke , havde +ikke hendes livs onde ånd til sidst frækt revet sløret +fra hendes øjne . Hendes venner vare dog i nærheden , +og dem ville vi nu opsøge i den afkrog , hvor +de for hendes skyld havde fæstet Bo . — +en god mil fra Vissing , ved en bugt af jul +sø og lige overfor Himmelbjerget , eller køllen , som +bjerget dengang almindeligt kaldtes , lå kærs mølle +ved sin blanke mølledam , omtrent ligesom nu , dog +end tættere omgiven af frodige ege og Elle . Det +var en skøn , klar midsommersaften ; den synkende +sol lod sine stråler spille på dammen , på trætoppene , +på jul søens krusede vover bag dem og +henad bakke-åsens skovklædte sider . Selve køllen +og de ved dens fod liggende anseelige lynghøie viste +sig i aftenskæret med bløde omrids , som vare de +iklædte brunt Fløiel . +På en liden brink hinsides mølledammen , i +ly af nogle buske og med den skønne udsigt til +dammen , den af træer overskyggede mølle og den +storslåede baggrund , bjergene danne , sad Folmer +Rud og Knud Mogensen . Begge vare de iførte grove +vadmels kofter , så at de i det ydre ikke adskilte sig + +fra omegnens bønder . Folmer sad hensunken i grublen +og så ned for sig med et mørkt blik , Knuds mine +derimod var lys og munter som den klare dag . +Hans glade blikke fulgte en ung kvinde , som +fra møllen nærmede sig , bærende en træbakke med +en kande øl og to leerkruus . Nu kom hun frem +af træernes skygge og gik på stien langs dammen +henimod det sted , hvor Folmer og Knud sagde . Aftenglandsen +faldt på hendes friske åsyn og skønne +skabning , som ingenlunde vanheldedes af den bondepigedragt , +hun var iført . Det grønne livstykke sluttede +tæt om hendes fulde barm og imellem snørelidserne , +som holdt det sammen , sås en brystdug , hvis finhed +ikke ganske svarede til klædningens simpelhed . Det +røde skørt faldt i svære folder om hendes runde +hofter , og et uldent bælte med et simpelt spænde +omslultede den smække midie . Den skære ansigtsfarve +og hændernes hvidhed sammensvore sig med +brystdugen og vidnede mod klædedragten og de plumpe +sko . Dog , trods disse sidste gik hun let og nærmede +sig hurtigt . Nu kunne Knud se det skjelmske blink i +hendes blå øjne og smilehullerne i hendes kinder +— dobbelt skjelmsk var ide Nielsdatter at se til nu , +da den sorte Fløiels hue sad tæt om hendes hoved +og indfattede hendes ansigts fine runding i en ramme ; +og det var såre langt fra , at Knud græmmede sig +derover , at hendes rige , gyldne hår ganske dækkedes +af huen , thi denne var tegnet på ides nye stand +og mindede stadigt om , at nu var hun Knud Mogensens +hustru . + +da hun havde nået mændene og varsomt sat +bakken fra sig i græsset , drog Knud hende til sig og +gav hende til tak for hendes gang et hjerteligt Kys . +Så skænkede hun i krusene , og da Folmer vinkede +afværgende med hånden og tilkendegav hende , at +han ikke begærede at drikke , så kredentsede hun det +ene krus til sin husbond , rakte ham det og spurgte +hviskende : +„ Mindes du hin dag på Vingegård ? “ +„ En god , lyksalig stund , den , for mig ! “ svarede +Knud med det fulde bæger i hånden , „ dog ikke for +dig , så vist som jeg hidindtil ikkun har evnet at +byde min hustru ringe kår . “ +„ Drik Knud ! “ sagde ide og lo , „ enddog det +fryder mig , at du end , som hin dag , forglemmer +kruset over mig . Ringe kår ! “ vedblev hun og +hendes lyse øjne funklede ; „ ak Knud , ikke stunder jeg +efter højhed , og over al måde lyksalige have vi +været her i dette skjul hos den gode Peer korne og +hans hustru , lyksalige just formedelst ringheden og +ubemærketheden , som har tilladt os at leve ganske for +hinanden ; ak , kunne vi forblive her til evig tid ! “ +„ Kvindesnak det ! “ sagde Knud og rystede på +hovedet . „ Led ville du blive til sidst ved din husbond , +skulle han stedse lege svend hos en usselig +Møller og dølge sig i vadmels kofte . “ +„ Usselig er ikke Peer korne , “ sagde Folmer og +hævede pludselig hovedet ; „ tvert derimod en velstående +mand og dertil al agtelse værd . Ikke tale +du så ringeagtende om ham ! “ + +„ Forlad mig , eders nåde ! “ svarede Knud +fkjemtefuldt , „ jeg mente eders tanker at være langt +herfra , og forglemte jeg da , at Peer kornes fader +fordum var en af eders faders vordnede . Nu , +Folmer , “ vedblev han med alvor , „ det påminder +mig derom , at vi skylde dig dette venlige Herberge , +der behager min unge hustru så vel — som vi da , +næst Herren , ene have dig at takke derfor , at vi , +ide og jeg , nu er tilsammen i fred og glæde . Vi +drikke nu et takkebæger , ide , til ære for vor lykkes +fordrer , Folmer Hansen af æten Rud , om vi da +kunne få se et smil på hans alvorsfulde åsyn ! “ +„ Hjertens gerne gør jeg det , “ sagde ide og +drak , mens hendes øjne så smilende over krusets +rand . +„ Ej hvad , “ svarede Folmer med et smil , der +faldt tungsindigt nok ud , „ Knud er sin egen lykkes +mester ; han voldførte jo sin brud , som ridder samsing , +om hvem vi nys sang . “ +„ Så skete det ! “ udbrød Knud og nynnede derpå +følgende Vers af visen om samsing , som tjente +i kongens gård og bortførte hans søster : +jeg svøbte hende i min kåbe blå +og løftede hende på min ganger grå . +Jeg satte hende på min gode hest +og førte hende hjem , som jeg kunne bedst — +og dobbelt dyr er hun mig derfore ! “ +„ Og ide sagde , som liden Kirsten , “ for Folmer fort : +så gerne jeg det gjorde , +om jeg for min Broder turde ! “ + +„ Det er min sorg og mit suk , “ sagde ide +rødmende , „ at det måtte komme så ! “ +„ For meget godt , ide ! “ udbrød Knud , „ ville +jeg ej undværet den stund , da du steg i sadlen +hos mig i Bjerregrav mose og slog dine arme om +min Hals . “ +„ Stor sorg voldte vi Barbara Jokumsdatter +derved , “ sagde ide spodsk . +„ Ja ! “ udbrød Knud , „ se der et ædelt hjerte i +ufri jomfrus barm ! Hun lånte os hus og handlede +mod os , som mod en søster og Broder . “ +„ Vel dog , Knud ! “ sagde ide og truede med +fingeren , „ hun sidder så langt herfra i viborrig ! “ +„ I gantes , “ sagde Folmer med alvor , „ og +mindes alt , uden den forsmædelse , som timedes eder , +da i blev viede — en fuul papistisk vielse med +messe og smørelse var det jo . “ +„ I sige ikke det end en gang , Folmer ! “ udbrød +ide heftigt ; „ fuld god og gyldig var den ; kunne så +heller ej ske på anden Viis , eller andet steds , end +i Vissing , og er abbed Thomas en renlivet mand , +på hvis ære ingen hidindtil satte klik ; allersidst , +det ved jeg , tør i vrage brudepigen , al den stund +det var Margaret Mogensdatter , dog — +„ Nu , nu , jde ! “ faldt Folmer ind , „ I blive +ikke så hed ! “ +„ Til bevis derpå , at jeg er ikke hed , “ svarede +ide , „ da lad mig fuldføre min tale og føje til : det +blev lige godt en arm brudefærd , såsom tvende fattedes , +Christof og i , Folmer , dog end flere , hvem mit +hjerte haver kær . “ + +„ Ak , ide ! “ udbrød Folmer , „ hvor bliver vor +bestcmdighed i troen , når det gjelder ? Da jeg red +med eder og Knud ind på kjellinghøl , og Bodil +skjeldte mig for en kvinderøver , thi hun tænkte , det +var Margaret , jeg førte hjem , da ønskede jeg i mit +hjerte , det havde været så , havde end den argeste +papist føjet vore hænder tilsammen . “ +„ Du gøre så ! “ sagde Knud . „ Ringe vovestykke +det nu , at røve en jomfru af et kloster ! Hvo vil +agte derpå , om de nonner og munke end fkrege af +harme , så de kunne høres over det ganske land ? +Større vovespil var ides flugt med mig fra Holmgård ; +uden dig , Folmer , som var vor gode dagtingsmand * ) +hos Christoffer , ville det sluttelig gået +os ilde . “ +Folmer nikkede , thi deri måtte han give Knud +ret . Nær havde Folmers og Christoffers lange og +faste venskab fået en brat ende over den sag . +Folmer havde først forsøgt at snakke sin ven til rette +med hensyn til broderens drab og navnlig fremhævet , +at Thomas fra først af havde tirret og udæsket Knud +og dernæst på Knuds vegne følt sig for angående +ide ; men uagtet Christoffer i begyndelsen havde udtalt +sig lemfældigt , ikke så snart fornemmede han , at Knuds +hu endnu stod til hans myndling , før piben fik en +anden lyd , og Folmer indså , at her var intet at +udrette med det gode . Han havde da ladet Christoffer +vide , at Knud næppe ville skye at bortføre ide , men +derom lod Christoffer hånt og mente , at det skulle han +* ) mægler , voldgiftsmand . + +let forebygge . Denne samtale fandt sted i julen +på Holmgård , medens Christoffer var hjemme , og det +var hans agt , når han atter drog i Leding , da at +føre ide med sig til Sjælland og anbringe hende hos +en af sine frænder ; men forinden det blev sat i værk , +hentede Knud fuglen af buret . Christoffer var da +ilet efter dem , men han red forkert vej , til kjellinghøl , +hvor han havde ment at overraske dem , men kun +traf Folmer , som lige ved et bud var bleven underrettet +om , at vielsen havde fundet sted , og at det +nygifte par var på vejen op til ham . Han havde +svaret med at tilsige Knud og ide husly og beskyttelse +på sin Borg ; men da Christoffer erfoer dette , +blev hans harme stor , og så hidsigt faldt ordene , at +på et hængende hår var han kommen til at måle +klinge med sin ældste og bedste ven . Det var dog +omsider lykkedes Folmer at dæmpe den ærlige Christoffer +kruses retfærdige harme . Christoffer bøjede +sig for det argument , at ulykken nu engang var sket +og ikke stod til at ændre , og at han ved at forfølge +den sag for retten kunne gøre to mennesker , som +dog begge i grunden vare gode og retsindige og intet +ønskede hellere , end at forlige sig med ham , ulykkelige +for livstid . Dog måtte Folmer gå i borgen for +Knud , at denne ville forholde sig rolig og ikke gøre +fordring på sin hustrus formue , hvilken Christoffer +agtede at tilbageholde og ikke slippe af hænde , førend +Knud havde bevist sin ægte fødsel , eller i det mindste +erhvervet sig en stilling , hvorved han gjorde sig fortjent +til agtelse og tillid . + +Folmer sad nu og tænkte over alt det , han havde +gennemgået med sin ven Christoffer for Margarets +Broders skyld ; men han erkendte , at den hele sag +havde beskæftiget hans tanker på en gavnlig måde +og holdt ham opret på en tid , da han var nærved +at bukke under for håbløs tungsindighed , ligesom +også det lykkelige unge pars selskab havde været +hans eneste trøst . Der var da ingen bitterhed mod +Knud og ide i hans hjerte , men snarere taknemmelighed , +og han sagde derfor blot med et anstrøg af +sit gamle lune : +„ Du vil , Knud , at jeg skal følge dit glorværdige +eksempel og voldføre min hjertenskær , og du betænker +ikke , at jeg er gået i borgen for dig . En smuk +borgen den , havde jeg ikke større besindighed , end +du og øvede hærværk mod et nonnekloster ! Storlig +fejler du og i at tænke , at den sag ville gå +upåtalt hen , når fejden er til ende og loven atter +ved magt . Dog , hel ørkesløs bliver al tale derom , +når vi betænke , at Margaret ikke vil , som jeg . +Ville du ført ide fra Holmgård imod hendes villie +og hu ? “ +„ Ved min helgen , nej ! “ svarede Knud . +„ Seer vi det ! “ sagde Folmer . „ Dog tilstår +jeg , at den ventepine bliver mig drøj og over al +måde lang . Jeg sprækker af harme ved at tænke +derpå , hvad den fule sortebroder dag ud og dag +ind hvisker Margaret i øret , og hvad Broder Ambrosins +anbelanger , da ønsker jeg , er han end så renlivet +og hellig som englen Gabriel — gid den forstokkede +klærk sad i rom ! “ + +som Folmer havde sagt dette , raslede buskens +grene , og Ambrosins selv stod for dem i sin hvidgrå +kutte . Han hævede hånden , som for at give sin +velsignelse , men da han blev vaer , hvem han havde +for sig , sænkede han den atter . Folmer og han kendte +nu hinanden kun alt for vel ; thi Folmer havde for ikke +længe siden opsøgt ham i øm kloster , bebrejdet ham , +at han lokkede Margaret til at tage sløret , og at +han holdt sin hånd over en så tvetydig person , +som sortebroder Vigand . Det havde givet en bitter +ordstrid , og Folmer var gået bort i vrede . +„ Så for da Broder Vigand ej med usandhed , +Folmer Hansen ! “ sagde Ambrosins med et strengt blik , +„ da han svor derpå , at i end sneg eder om her +på egnen . “ +„ Nu , “ svarede Folmer koldsindigt smilende , „ og +jeg tør vel gå på guds grønne jord , og mig lyster +fremdeles at dvæle her og lære Peer korne den konst +af , at sigte sit korn , det ingen gør så vel , som de +klostertjenere . “ +„ I tage sæde , ærværdige fader ! “ bad ide venligt , +„ og smage en slurk øl ! I har gået langt og +er varm . “ +„ Jeg takker , ide Nielsdatter ! “ svarede Ambrosius +og løftede hånden afværgende , „ mig tørster ikke . I +sige mig nu et , “ vedblev han » formildet , idet han +atter vendte sig til Folmer , „ er det sanken , at i +forgangen nat var i Vissing og talte med jomfru +Margrethe ved hendes cellegitter ? “ +„ I lide derpå , “ svarede Folmer , „ at jeg var + +der ; og tør vel det forblive en sag mellem den +jomfru og mig . “ +„ Osus missrsooræs nostrum * ! ^ udbrød Broder +Ambrosius og slog kors for sig . „ O , disse tiders +store og ugudelige frækhed ! En fri , ædelig mand +af berømmelig æt bryder ved nattetide ind i et +klosters helligdom og taler derom , som var det , at +forlokke en dydig og from ungsøster , en uskyldig gerning ! +Nu vide vi , af hvad årsag jomfru Margrethe +negtede at tage sløret og begærede yderligere +henstand . “ +„ Ja , gud have lov ! “ sagde Folmer og mødte +munkens bebrejdende blik kjekt , „ det løfte fravristede +jeg hende til hendes sjæls frelse , at hun vil afvente +denne fejdes udgang , som er nær , og hvad beslutning +hans nåde , vor udvalgte konning , monne tage med +disse fordærvelsens huler , i kalder hellige klostre . +Da se i til , fader Ambrosius , hvor de blive , og +hvad ende det vil tage med kutterne ! De stængede +porte , så håber jeg til Herren , ville åbne sig , +nonnerne kunne da gå ud , om de ville , og mændene +gå derind at hente sig en brud . Dog er det ikke +her den stængede port , ikke heller klostermuren , som +holder min hjertenskær fast , men hendes egen af +eder og den skalk Vigand troldgjorte villie . “ +„ Nu , “ svarede Broder Ambrosius , bleg af harme , +„ de mure og porte er gode mod frække kvinderøvere . +I vide så og , at , til end bedre betryggelse , +er der fra hin nat af , da i listede eder i klostret +* ) gud forbarme sig over os ! + +som en tyv , stedse god vagt og løse hunde i klostrets +gård . “ +„ Mener i dermed , “ spurgte Knud barskt , „ at fri +bortgang af klostret er min søster forment ? “ +„ Jeg mener det , jeg sagde , “ svarede Broder +Ambrosius og lagde armene over kors , idet han så +Knud fast i øjnene . „ End er ikke kirken så vanmægtig , +at den ikke skulle evne at beskytte dem , der +frivilligen søge fred og befkærmelse mod den onde +verden i dens skød . Det vil ej gå så let her , +Knud Mogensen , som da i løb af Holmgård med +ide Nielsdatter , ved guds hellige moder , nej ! “ +„ Det lyder stort ! “ sagde Folmer og lo ; „ dog +skal i nu vide , at ikke den vagt , ej heller de løse +hunde , men ikkun jomfru Margarets egen fri villie , +den jeg agter , beskærmer hende . Ikke brækjern eller +tang , men mit røde guld åbnede hin nat klostrets +portlåge for mig , og ville jeg , om det kunne fremme +min sag , tage mig det på at købe eders vagt og +det ganske hellige søsterlaug dertil , ville jeg lade en +bondegård eller to springe . “ +„ Ugudelige , frække mand , i er ! “ udbrød Ambrosius +i største harme , „ I farer der med løgn ! Vi kende +den tale om munkes og nonners gerrighed og andre +udyder . Dog , talte i end sandhed , er da den , +som køber en sjæl til at svige sin herre , bedre end +den , som lader sig købe ? Drister i eder til at +sige , at de lutheriske kætteres levnet skulle være +renere , end de stakkels forhånede og beklaffede munkes ? +Har mord , rov , skjørlevnet og drukkenskab regeret + +værre i dette land , end nu i frafaldets dage blandt +kætterne ? “ +„ Nu , fader Ambrosius , “ svarede Folmer , endnu +bevarende sin fatning , „ ikke talte jeg om de munkes +og nonners skjørlevnet , det jeg med sandhed kunne , +men i gjorde det . Jeg undlod det af den årsag , +at jeg agter dyden selv hos en papist , og formener +jeg , at i , som jeg , er en retskaffens Dannemand med +gode sæder . Dog er i starblind og evner ej mere +at skelne hvidt fra sort . I sige mig nu , ville det +i eders øjne være en synd at købe en kætter +for at frie en , i havde kær , fra kætteres snarer ? +Dette har jeg gjort , blot omvendt , efter min samvittighed , +som i det stykke er eders ganske modsat . +Jeg er håbende , der skal snart falde os kættere og +eder papister en gudsdom imellem , som skal vise +eder , på hvad side den alsommægtigste står . “ +„ Ej , ej ! “ udbrød Ambrosius , „ I , der er så vel +sfåren for tungebåndet , vil tænkelig uden besvær +evne at gøre mig viis på , af hvad årsag den +alsommægtigste skulle styrte sin egen kirke i grus ? +En gudsdom ! I er , ved min helgen , en skøn profet +til at forkynde Herrens straffedomme ! I oplade nu +eders forgiftige mund og lade edder flyde af den , +at jeg ret kan skønne eders syndige , vantro hjertes +sorthed og afmale det for den dydige og rettroende +jomfru , i formaster eder til at efterstræbe , hende til +ydermere advarsel mod eder og til endelig bestyrkelse +i hendes fromme forsætter ! “ +„ Ved min frelser ! “ for Folmer op og stillede +sig foran Ambrosius med vredegnistrende øjne , „ I + +skal ikke gå herfra uden svar og give gud , i ville +råbe det i Margaret Mogensdatters øren — af den +årsag ledes gud Herren ved eder og eders kirke , +at eders afgudiske helgentilbedelse er ham en fornærmelse +og vederstyggelighed , eders afladshandel i +hans øjne ikkun tilskyndelse til at synde , eders fule +paves og vanvittige præsters ufeilbarhed formastelig +anmasselse af den samme guds hellige egensfaber — +i svare nu derpå , om i det formår ! “ +„ Nu være det nok ! “ sagde Knud og rejste sig . +„ Ved min helgen , ti sværdhug ramme mindre hvast , +end eders forgiftige ord , der stikke som bier og lade +brådden blive . “ +Broder Ambrosius stod et øjeblik målløs over +Folmers anfald , som ramte sagens kerne med en +nøjagtighed , han ikke havde ventet sig af en lægmand ; +men da svaret kom , blev det kun en forbandelse . +Dog havde han næppe fremført de første ord — forbandet +være ! før ide lagde sin bløde hånd på hans +mund og sagde : +„ O , ærværdige fader ! I besmitte ikke eders +læber med flige ugudelige , hårde bandsord , dem i +siden bitterligen ville angre . “ +Broder Ambrosius rev hendes hånd bort og +sagde : +„ Ikke det , kvinde , men lad hevnen være Herrens ! +Han skjenke os tålmodighed i disse trængselstider ! +Dog , det vide i , at kommer trods alle vore bønner +den stund , som er djævelens ; skal kalken fyldes , +nødsages vi at tømme den besfe drik og må det ske , +som den kætter med satanisk glæde spår , at eders + +kætterne hertug vil bryde klostrenes fred og pånøde +os ny skik og forandring , ikke vil da jeg længer +spise mit brød i dette land , men bælte op om mig +og vandre til den hellige fader at lægge mine ben +i rom ! “ +Da Ambrosius havde sagt dette , vendte han sig +brat og gik bort med hastige skridt . Af og til slog +han ud med hånden , som om han endnu for sig selv +gav sin harme luft . De andre så efter ham i +taushed , indtil Folmer udbrød : +„ Nu er vor fred her i møllen til ende ! Slet +måtte jeg kende de munke , kom her ikke fra nu af +hver dag en spejder at udfritte Per korne om vor +gøren og laden og tælle vore svende og heste , +så en gammel kjerling , så et barn , så en klostersvend . “ +„ Nu , “ +Sagde ide , „ for den sags skyld , da har +alt gamle Mari været her . “ +„ Så i værre heks , ide , end den rynkede +gamle kvind ? “ udbrød Folmer i stor harme ; „ til +hende løber nu Margaret , og hun søger klostret og +er abbedisse Marines højre hånd . Din væne , dydefulde +søster , Knud , og så hin ryggesløse kvinde ! +Du tænke dig disse tvende tilhobe og i god forståelse ! +Mit hjerte krymper sig sammen , når jeg +ret stiller mig det fore . “ +„ Ikkun et råd , Folmer , “ svarede Knud , „ har +jeg at give dig , det du alt har forkastet . “ +„ Nu , “ sagde ide til Folmer , „ I ængste eder ej +så over al måde for Margaret ! Hun bjerger sig +nok , thi hun ejer et højt sind og et fast mod . + +tykkedes hun eder at være forandret , da i var hos +hende ? Så lidet har i berettet os om den nattefart +til klostret ; lidt mere vidende blev vi nys , da i +blev hed og skjendtes med fader Ambrosius . I sige +os nu alt , hvor det gik til ! “ +„ Såmænd , ide , “ sagde Folmer efter et øjebliks +grublen , „ bedst , at i og Knud vorde bedre underrettede , +al den stund jeg nu tænker på nye råd . +I vide da , at først er der den gamle portsøsfer +Benedicte , hun er til fals til enhver tid . Din Bent +er en snu Karl , Knud ! Da han forgangen dag gik +til Margaret med det brev fra ide , da gav jeg ham +i opdrag at købe Benedicte , og han skilte sig vel +derfra ; for en rosenoble blev hun min og vil mig +følge , gik farten end ned i helvede . “ +„ Nu , “ udbrød den huusholderiske ide , „ I klatter +ikke med guldet , Folmer ! “ +„ Du kunne haft hende for en gyldens værd , “ +Mente Knud . +„ Rosenoblen slog al betænkelighed til jorden , “ +Vedblev Folmer , „ og lukkede hendes sladdrende mund . +Dog lurede en , da hun og Bent traf aftale ; thi da +jeg i nattens mørke kom til klostret , da førte ikke +hun mig til Margarets celle , men søster Veronica ; +mindes i hende , ide ? “ +„ Jeg skulle mene det , Folmer ! “ svarede ide , +„ thi hun var just den søster , som hjalp Genete at +rede mig stakkels brud . “ +„ Nu , i den nonnes bryst slår et varmt og +glad hjerte . Hun sukker i sin klostertrældom og længes +efter befrielsens stund . Som vi nu listede os gennem + +cellegangen , da greb hun min arm og bad hviskende : +fører i nogen tid jomfru Margrethe af kloster , +da tage i mig med ! Jeg vil tjene eders hustru +tro til min dødsdag . — jeg gav det løfte , enddog +jeg ikke turde sige Margaret det . “ +„ Ha ! “ udbrød Knud , „ det ender dog dermed , +af vi slå ned blandt de nonner , som høge mellem +duer ! “ +„ På ingen Viis , Knud ! “ svarede Folmer med +fasthed . +„ Mindes , “ vedblev Knud , „ hvad står i visen +om Morten Venstermand , som voldførte en jomfru af +din a§t ! Hvad siger der konning hans til ham ? +„ Hør , du Morten Venstermand , jeg råder dig det , jeg kan , +tag din jomfru af kloster på stand , alt om du est +en mand ! “ +Som han tog Helvig Rud af Roeskilde kloster , så +tage nu Folmer Rud Margrethe Løvenbalk af Vissing ! “ +Folmer skiftede farve og tav en stund ; så +sagde han : +„ Ja , om vor konning havde talet så til mig ! +Dog blev det ligefuldt , trods kongeordet , Morten +Venstermand et dyrt ridt . Du ved nu helt vel , +Knud , jeg tøver ej af frygt , men af den årsag , jeg +vil sejre med åndelige og på ingen Viis med kedelige +våben . “ +„ Har i end håb derom ? “ spurgte ide tvivlende . +„ I berette os , hvad Margaret sagde , og hvad sindelag +hun gav til kende under det møde ! “ + +„ Nu , “ svarede Folmer , „ deraf er visselig ej stort +håb at hente . Hun bønfaldt mig med grædende +tårer at lade hende med fred , ikke voldføre hende +og gøre hende til en fabel i landet . — du forglemme +mig , sagde hun , og se dig om efter en anden +og bedre fæstemø ! — da jeg plat ud negtede at +gøre så , og spurgte hende , hvad godt hun gjorde +ved at pine sig så i kloster og bedrøve sin bedste +ven , da svarede hun med stoltheds glimt i sine +øjne : „ Jeg er et guds redskab , og har jeg alt +været et ringe middel til at forsone disse tvende +klostersamfund i Boer og øm . “ +„ Hun er plat forloren ! “ udbrød Knud . „ Vi +drage da helst herfra den dag i morgen ! “ +„ Just derpå tænker jeg , “ svarede Folmer , „ men +i den hensigt at vende tilbage på ny . Du betænke +Knud , at jeg vandt dog din søster over deri , at +hun gav mig håndslag på ikke at tage sløret nu , +må jeg end tilstå , det kneb ; thi ikke gav hun det +løfte , før jeg svoer at ville forblive hos hende , indtil +dagen gryede , at lade søstrene se , hun havde en +mand hos sig i sin celle . Nu høre i mit forsæt +— i morgen , når dagen gryer , da rider jeg nord +på , og gjelder den fart viborrig . Jeg agter at bede +Thøger at følge mig herned ; han , om ellers nogen , +må have ånden og kraften at drive den djævel +ud , som har besat Margaret . Ikke vil han skye at +binde an med de fule munke . “ +„ Han gør ikke det , og du vil ride forgjeves , “ +Mente Knud ; „ men hvad så vi ? “ + +„ Om i det ville , “ svarede Folmer , „ da fortøve +i her og se nu og da ind i Vissing , sigende , at nu +er jeg dragen herfra . “ +„ Gerne forbliver jeg her , “ sagde ide , „ dog vil +det blive takkeløs gang til Vissing . Min værmoder * ) +seer på mig , når jeg stedes for hende , med fremmede +blikke , og hvad skal jeg sige om Margaret ? For +hende er nu jeg ikkun et usselt , jordisk kreatur uden højt +tankesæt , og hun skyede ikke min bryllupsdag at foreholde +mig , at den kirkelige vielse underkastede jeg +mig blot for Knuds skyld og min egen , ikke for +guds skyld , det jeg dog gjorde , bøjende mig under +det , som tyktes mig nu at være hans villie . “ +„ Margaret er nu blind ; vil gud , hun skal vorde +seende og det om føje tid ! Da skulle vi revse hende , +at hun hovmoder sig og tænker ringe om eder , ide ! +For gud , eders faste mod og glade sind haver i +disse ulykkens og mørkhedens dage , næst mine bønner +til Herren , været min sjæl til usigelig Lise ! “ +„ Knud ! “ udbrød ide og viste sine smilehuller , +„ når sagde du mig så skønne ting ? “ +„ Ikke fornødent at sige sligt , “ mente Knud , „ en +gang for alle ved du , hvad jeg tænker om dig . “ +„ Folmer ! “ bad ide med rødmende kind , „ såsom +i tænker så vel om mig , da gøre i Thøger viis +derpå , hvor det gik til med vor papistiske vielse , og +hvor hårdt den var mig imod , at ikke den guds +mand vredes og fordømmer mig . , , +* ) svigermoder . + +„ Jeg får være eder til villie i den sag , “ +Sagde Folmer smilende ; „ og nu se vi de kommende +dage en kende lysere an ! Vi stille os fore , at den +troldom er brudt og Margaret udreven af papismens +svælg ; da skal det for sanden vise sig , hvortil hendes +hu står ! Som min hustru vil hun vorde mine +dages sol og en pryd for min bordende . “ +„ O , lyksalig kunne Margaret vorde ! “ udbrød +ide , „ var hun ej fra sit vid . Der findes ikke trvere +elsfer , end eder , Folmer , ikkun er i for langmodig . “ +„ At +bie og lide , ide , stiller megen kvide ! “ +Svarede Folmer . „ Ere vi nu så vidt og have min +hjertenskær bjerget , da finde vi en køn liden gård +til eder og Knud , helst ikke langt fra kjellinghøl . +Så ville vi leve i broderlig og søsterlig ensindighed +og fryd , dyrke vor jord , jage vore dyr og lade +hallen genlyde af vore glade sange . Vil verden +ikke vide af os , vi foragte den plat og være os +selv nok ! “ +„ Der taler . I ud af mit hjerte , Folmer ! “ sagde +ide bevæget . „ Knud , hvad tykkes dig ? “ +„ At den , som haver skoen på , bedst monne +vide , hvor den trykker ! “ svarede Knud . „ Folmer er +et stykke af en skjald og maler det alt for lyst og +lyksaligt ud . “ +„ Solen er længst sunken bag åsen , “ sagde +Folmer og rejste sig . „ Der øjner jeg Peer kornes +røde åsyn , lig en anden sol , ved slusen ; se , han +vinker med sin lue og råber tænkelig noget om + +sveden grød . Bi ville hjemsøge hans kvindes sulefad +i denne aften og drikke god tår af hans tyske øl +på lykkeligt udfald af min viborrig-fart og på et +frydefuldt gensyn ! “ +Folmer svingede med sin hue til svar , og derefter +gik de alle til deres Herberge i møllen . + +andet kapitel . +De udvalgtes frihed . +Det var en solklar sommermorgen , stille og +glødende varm . Solen stod allerede højt på himmelen , +og dens stråler stræbte at trænge gennem de ærværdige +eges og løvrige Lindes bladskærme omkring +Vissings røde klostergård , som ville dagens øje +forjage mørket fra hver krog i denne skumle nonnebolig +og udgranske alle dens hemmeligheder . Blændende +var lysglandsen over klosterhaugens grusbelagte +gange , klippede buksbomhække og prangende blomsterkvarterer ; +men i lindeløvhytten ved haugemuren fandtes +der skygge , var end luften selv under træernes +bladehang tung og trykkende . +Der stod en nonne i løvhytten , og hun så +Margaret Mogensdatter såre lig , dog ikkun som +saltstøtten efter forvandlingen må have lignet loths +hustru . Blegt som marmor var hendes åsyn , hendes +blik stirrende , tomt , skrækslagent . Forunderligt allerede +det , at hun dvælede her i en afkrog af Haugen , medens +i morgenandagtens time nonnernes chorsang lød ud + +fra kirken i den stille luft ; hun hørte næppe lovsangens +toner , uden som i drømme . +Hun fornemmede hurtige fodtrin , så sig om og sank +ned på bænken , idet en dyb rødme farvede hendes +nys så blege åsyn . Hun følte hvem det var , der +kom ; for at undflye ham var hun ilet ned i Haugen , +da nonnerne gik til kirken ; for at opsøge hende kom +han , da han havde bemærket hendes fraværelse . Inden +hun kom til besindelse , formørkedes indgangen til +løvhytten af en høj skikkelse , og Vigand stod for +hende . +Forunderligt var hans åsyn at se til . Der var +et skær af frisf rødme over det , på hans blege +kinder en sjælden gest . Var det skamfølelse , eller +jublende glæde , der farvede hans kinder så røde , +som en ung jomfrus , eller havde han beruset sig i +vin ? Margaret skottede til ham og så , at hans +mørke øjne tindrede med uhyggelig glans . +„ Endnn strækslagen og stum ! “ udbrød han med +dyb , men dæmpet røst . „ Hvilken tåbe du er , +Margaret ! At ræddes så over det lidet kjærlighedsord , +jeg hviskedee dig i øret ! “ +Margaret sad stum med foldede hænder og så +ned for sig . +„ Du skal høre det end en gang ! “ udbrød +Vigand med stærkere røst og trådte et skridt nærmere +— „ jeg har dig kær ! Nu , hvad da ? Og jeg er +et menneske med et hjerte , som kræver sin ret , men +min elskov helliges og er ikke en synders lig . Tænker +du , at ingen munk følte elskov , før jeg ? Har du +indbildt dig , at denne grove kutte gjorde kød til + +sten ? Nu hæve du din sjæl over ussel trældomsfrygt +og oplade dine øjne for at flue og smage den +herlighed , som er de indviede forbeholdt ! “ +„ Vigand ! “ sagde Margaret , rejste sig brat og +så ham ind i øjnene med den uskyldiges faste og +rene blik . „ I er en vanhellig mand , eders høje +kald og hellige kjortel til skændsel og spot . I vige +fra mig og lade mig gå ! “ +„ Ret så ! “ udbrød Vigand med et smil , der fik +Margarets blod til at isne . „ Nu er jeg straks i dine øjne +en frister ? O , du svage , vanvittige * ) sjæl ! Ikke sømmer +det sig for dig at dømme din sjælehyrde og skriftefader , +i hvis hænder den hellige fader betroede løseog +bindenøglen . Os udvalgte er ' en frihed indrømmet , +som ikke kan tilstedes de lavere ånder , de , som sukke +i trældom . Det skal du tro , at hvo som opkaster +sig til dommer over en viet præst , er ikke stort bedre +end den , der går i rette med gud Herren selv . “ +Margaret stirrede forfærdet på Vigand og brød +så ud i en krampagtig lattergråd . Det var , som +om der brast noget i hendes hoved , hendes tanker +forvirredes , det blev sort for hendes øjne , og hun var +en afmagt nær . Dog lykkedes det hendes stærke villie +at få bugt med svagheden og holde sig opret . +„ Du give mig nu svar ! “ for Vigand fort og +hans stemme fljelvede af lidenskab og utålmodighed . +„ Af dit svar hænger din skjebne ! Vil du bøje +dit hjerte til mit og have mig kær , som elsker dig +højere , end alt , der lever og ånder på jorden ? “ +* ) uvidende . + +„ I er mig en afsky og vederstyggelighed ! “ sagde +Margaret med et funklende blik . „ Ikke vil jeg længer +dvæle på det sted , i vanhelliger ved eders nærværelse , +ikke inånde den luft , i besmitter ! “ +„ Margaret ! “ sagde Vigand dødbleg og med et +stikkende blik , „ Du betænke min magt , og at du i +dette kloster er en fange , nu ganske i min hånd . “ +Da Margaret tav og blot så op med et sky +blik , for han fort med mindre sikker røst . +„ Tænkelig iler du nu , lader jeg dig slippe , på +stand til abbedissen at sladdre ? Du spare dig der +al møje ! Søster Marine står med mig , hun vil +blot le dig ud og sige , du har Kolden og seer +syner . Dog , skulle det end mod forventning lykkes +dig at sværte mig for klostersøstrene , da vogte du +dig ! Ej fred , ej lykke skal da trives for dig , mens +jeg er over jorden , og skulle han , den fule kætter , +hvem du har kær , komme at hente dig , og droge i +end hundrede mile bort , og i fjælede eder bag +volde og stærke mure , jeg skal følge eder til verdens +yderste grændse , og min dolk skal finde hans sorte +hjerte ! “ +Neppe havde han udtalt , før Margaret sprang +frem , gav ham et stød med sin hånd , for forbi +ham som et lyn og løb op til klostret , gennem hvis +øde gange hun snart nåde til sin celle , hvor hun +sprang ind og stængede før sig . Hun kunne søle sit +hjertes slag , idet hun lyttede efter , om hun blev +forfulgt ; men alt var stille ; og da hun kort efter hørte +nonnernes slæbende trin , som de kom af kirken , gik + +hun fra døren , kastede sig på løibcenken og brast i +heftig gråd . +Længe var hendes sindsoprør før stærkt til , at +hun kunne tænke klart over sin stilling . Dog , da hun +formåede det , kom hun snart på det Rene med sig +selv og tog den beslutning at rømme fra_klostret , +skulle hun end lade sin moder blive tilbage . Hun +indså , at en åbenbaring af det skete til hendes +svagsindede moder ganske ville tilintetgøre alt håb +om befrielse . Hun formodede , at Vigand havde haft +ret , da han sagde , at enhver klage til abbedissen +ville vise sig frugtesløs . Hun mindedes sin Broder +og Folmer , hvem hun mente at være ikke langt borte +og tænkte på at stikke bud til dem og begære deres +bistand , men følte samtidig den bitre ydmygelse i +dette skridt og hensank i håbløs fortvivlelse , indtil +en brændende bøn til guds moder atter løste forstenelsen . +Hun fandt på mange råd og forkastede +dem alle , indtil hun endelig kom til erkendelse af , at +det klogeste ville være slet intet at foretage sig straks , +men forholde sig stille og afventende . +Den næste morgen erfoer hun med fryd , at +Vigand havde forladt klostret og efter sigende var +gået på en lang rejse . Dette forholdt sig nu ikke +zausfe så , men det blev sagt og troet . Altså havde +han dog ikke haft mod til at oppebie følgerne af sin +formastelighed ! Nu åndede hun friere og fattede +nyt mod ; men det blev hende stedse mere klart , at +ville hun slippe bort , da måtte hun gå snildt til +værks og skjule sin uro under forhøjet andagts +mæsfe . Sålunde endte hendes i agt efter hellighedens + +krone i klostret , at hun i sin nød blev en +hyklerske og på skrømt bar til skue en opløftelse , +hun ikke mere evnede at føle ! Hendes beslutning stod +nu fast ; hun ville gå lige til kjæers mølle . Hun +spejdede både denne dag og den følgende stier en +gunstig lejlighed , og da den tilbød sig uventet belejligt , +benyttede hun den fluks . + +tredie kapitel . +En af kirkens froeste sføfter . +Samme morgen , som Margaret skrækslagen +flygtede for Vigand fra løvhytten til sin celle , vendte +knnd tilbage fra et ridt til nye . Det havde været +hans hensigt at gjeste sin moder og søster i Vissing , +men han havde fået forhindring på vejen , og den +omstændighed , at han bar sin venstre arm i et bind , +afgav tilstrækkelig forklaring over , af hvilken beskaffenhed +forhindringen havde været . +Dog havde han næsten forglemt både det ridt , +og hvad der var hændet ham , da han nu i en ganske anden +foranledning føgte efter sin hustru . Han fandt hende +ikke i møllen , hvis kamre vare tomme , ikke heller i +hangen , men omsider i bagerhuset . Der stod ide +med bare arme ved truget og æltede deig , medens +en tyendekvinde stod og så til med åben mund , +ogmor korne sad hos på en trebenet stol med +hænderne foldet over sin mave og lo . Hendes fyldige +godmodige ansigt vendte sig mod knnd , der stod i +døren , indhyllet i sin kappe . + +„ Se her “ , “ sagde hun til ham , „ en fin , ædelig +frue , som vil lære møllerens hustru at lægge deig +og dage ! Ved Sancte Søren , i må love eders gode +lykke , Knud Mogensen ! Det hus , ide Nielsdatter +skal stå fore , i det vil der blive god skik ! “ +Knud så på ide med velbehag . Havde ide +som ungmø haft lyst til nu og da at kige i en bog , +den vane havde hun ganske aflagt i sin konestand , og +det var efter Knuds sind . Kunne et mere lysteligt syn +tænkes , end det , Knud der havde for øje ? Der stod ide +og smilte til ham over sin runde , hvide skulder , thi hun +havde kastet sit livstykke og sine ærmer for at arbejde +desto friere . Kjærlighedsblinket i hendes blå øje og +smilet på hendes blussende kind viste Knud som i +en pludselig åbenbarelse , hvilken lykkelig mand han +var . Dog måtte han forstyrre det skønne syn og +berøvemor korne nytten af ides undervisning i +bagerkonstens mysterier , thi han havde en sag af +vigtighed at samtale med hende om ; hvorfor ide , da +hun erfoer dette , straks brød af , toede sig , tog sit livstykke +på og fulgte ham til deres Kammer i møllen . +Da de vare der , og Knud kastede kappen , så +ide straks bindet og blev lidt bleg . Omendskønt +af slægten brun og selv kjek nok , var hun dog som +kone mindre glad ved sin ægtemands ville mod og +hans hu til sværddands , end hun havde været som +jomfru . Dog , fra hendes læber kom ingensinde bebrejdelser , +eller uoverlagte ord . Hun tvang sig til at +smile , pegede på bindet og sagde blot : +„ Knnd , hvad har du nu haft fore , din huggebasse ? “ + + +„ Ikkun småting , ide ! “ svarede knnd ; „ en liden +rift , der vil være lægt på nogle dage . Jeg traf +berner Parsberg uden nye , og da han ikke mindedes +tilforn at have set eller kendt knnd Mogensen , opfriskede +jeg hans svage ihukommelse og gav hans +glatte kind et mærke , som vil nødsage ham dertil at +mindes Mogens Løvenbalks søn , hver gang han seer +sig i spejl . “ +Ide skred dog nu straks til at se riffen i Knuds +arm efter , og hun fik den beroligelse at finde den +lidet farlig . Imens vedblev knnd : +„ En lykke dog , at jeg vendte næsen hjemad ; thi +straks her ved møllen traf jeg et bud fra kjellinghøl , +som nu sidder i skjenkestuen og bier på svar . Bodil +Hansdatter er utilpas og ligger syg neder . Hun beder +Folmer at bryde op og se hjem til hende . Hvad +gøre vi nu , ide ? Drage vi derhen ? “ +Ide ville den føregående aften været lidet tilbøjelig +til at forlade kærs mølle , hendes Paradis ; +men det møde med Verner Parsberg havde viist hende , +i hvor løs en tråd freden hang , og hun skønnede , +at Knud bag kjellinghøls volde og i den afsides egn +ville være bedre gemt , end her ved nye , gennem +hvilken by alfar vej gik og mange rejsende færdedes . +Derfor svarede hun : +„ Mig tykkes , du nævnede der det , som vi bør +gøre , al den stund det ville tage længere tid at +så Folmer hentet fra viborrig . Vil du , som jeg , +da bryde vi snarest op , men lade Bent forblive +her for alle tilfældes skyld . Så lade vi svenden + +fra kjellinghøl drage videre efter Folmer og underrette +ham . “ +Ide sukkede , som den , der mod sit hjertes lyst +har gjort sin pligt , men Knud blev glad og gav +hendes forslag sit fulde bifald ; thi han var hjertelig +ked af møllen og de frugtesløse farter til Vissing +kloster . — +inden to timer efter denne samtale vare de +alt til hest og rede langs jul sø ad linå til . +Ide så vemodigt tilbage til møllen , den blanke +dam og de skyggefulde træer , kastede så og et blik +på den blå sø og de mægtige , skovklædte Åse , over +hvilke køllens brune top ragede op . Hun var til mode +som Eva må have været , da hun blev jaget af +Paradis og tænkte i sit stille sind på sin brøde , at +hun var løbet af gårde med Knud mod sin formynders +og faderlige vens villie . En stor guds +nåde , tænkte hun , at det forundtes os dog så længe +at være lyksalige ! +Da de rede forbi halvøen dynæs , der siyder sig +ud i søen lige overfor Himmelbjerget , kastede Knud +et blik ned til det gamle linå laven slot , som dengang +endnu lå på næsset , skønt halvt i ruiner . +Det var , efter sagnet , blevet ødelagt i kong Valdemar +Atterdags krige med den jyske adel og siden ikke +blevet istandsat . Dog var endnu en fløj af den +gamle Borg beboelig og havde nogle tålelig vedligeholdte +kamre med simpelt bohave . Linå laven slot +hørte nu under århuns bispestol , og bisp Ove bilde +havde på sine rejser et par gange dvælet her for +den skønne omegns skyld og indtaget et måltid i + +de sde haller . Også holdt han en borgfoged på +slottet for at våge over , at bønderne ikke bortførte +sten derfra ; men den gamle foged og hans hustru +boede der ganske alene , og der var i reglen stille og +øde , også på grund af almuens overtro , da man +mente , at det spøgede på dynces og i borgruinen . +Knud studsede da nu ved at se folk på næsset ; +der var væbnede svende , hvis våben blinkede i +middagssolen og nogle af dem , rede deres heste til +vands . +„ Hvad tænker du derom ? “ spurgte Knud Henning +og pegede derned . +„ Jeg formoder , “ svarede Henning efter et øjebliks +betænkning , „ at det må være lehnsmanden fra +Silkeborg og hans mænd . “ +Knud blev holdende og stirrede ned på disse +væbnede svende , der syntes voksede op af jorden og +følte sig greben af underlige anelser , for hvilke han +ikke nu kunne anføre nogen fornuftig årsag , men som +han senere ofte mindedes . Han følte sig mægtigt +draget ned til den gamle Borg og dens gådefulde +besætning og tænkte et øjeblik på at vende tilbage +til kærs mølle og derfra i Peer kornes båd at +roe ud på søen for at spejde ; men ide nærede +frygt for nye forlegenheder , og Knud lod sig da af +sin hustrus bønner bevæge til at ride videre og fortsætte +rejsen . Dog så han sig ofte om , indtil bakkerne +skjulte dynæs og linå laven slot for hans spejdende +blikke , og han i ides muntre selskab efterhånden +glemte synet på dynæs og den underlige uro , det +havde voldet ham . + +det sfete nu alligevel , at Peer kornes båd blev +sat i søen , næppe en time efter knubs og ides afrejse . +Knubs tanke , at udspejde de fremmede gjester +på dynæs , blev udført ham uafvidende og ved et +tilfælde . Bent Tue følte nemlig en mægtig trang +til en udflugt ; thi de rolige dage i møllen havde +været meget trykkende for ham , der var vant til et +frit , omstrejfende liv . Han havde nu gode stunder til +at adsprede sig , thi hele hans gerning skulle under +hans hersfabs fraværelse bestå i en gang imellem +at ride til Vissing og forhøre hos Fru Genete og +hendes datter , om han ikke i noget kunne være dem +til tjeneste . +Bent stod sig godt med Peer korne , thi her , som +overalt , forstod han at gøre sig nyttig , og Peer føjede +ham derfor gerne i at gå lidt ud på fiskeri med +ham , ja , han rejste ikke engang indsigelse imod , at +Bent tog sin armbrøst og sine jernbolte med i båden . +Måsfee Peer korne selv ikke var fremmed for den +idræt , i hvilken Bent satte livets højeste nydelse , +iagt efter storvildt . Den uheldige omstændighed , +at Bent som fattig og ufri mand aldeles var udelukket +fra at nyde jagtens glæder på egen hånd , +bevirkede rigtignok , at hans jagtbedrifter måtte stemples +med det stygge navn : krybskytten ; men hvad skoven +og det omstrejfende vildt angik , da havde Bent ingen +samvittighed . Dengang og i lange tider derefter havde +den forestilling fast rod hos almuen , at skovene og +deres beboere er fælledseiendom , og fortidens +grusomme jagtlove vidne om , hvor stærk den modstand +hos folket var , der udkrævede så hårde midler for + +at kues . Bent beregnede altså kun den større eller +mindre fare , og Peer korne , som sad til roers , mens +Bent førte årerne , lo i skægget , da Bent sagde : +„ Et og et bliver snart ledt ! Fange vi nu en +vildbrad og få den på tungen , des kærere blive +vi derefter ad flæsket . Mig tykkes , de klærkes skovgjemmere +lade sig sjælden til syne , Peer ? “ +„ Vi klostertjenere have et nådigt herskab , “ +Svarede Peer ; „ dog se du dig vel fore , Bent , og +jage ikke på den forkerte side af skellet ! Hans +stygge og hans skovgjemmere vide af ingen spøg . “ +„ Nu , “ svarede Bent , „ vi holde os da til klostergrunden +og prise de munke , som ikke negte , at skoven +er fattigmands kappe . Hej ! “ udbrød han og hvilede +på årerne , „ hvad nu ? Der er kvindfolk at stue +ved linå laven . “ +Peer vendte sig brat , skyggede for øjnene og så +over mod dynæs . +„ Ved min helgen ! “ sagde han forundret , „ der +så du ikke fejl . Jeg seer et skørt eller to , så og +en herre med fjederhat og sværd ved siden . Hvad +hersfab kan der have fæstet Bo ? Lidet lysteligt at +dvæle der , hvor krager og ugler flyve ud og ind og +det færdes , som værre er . “ +„ Bisp Ove , “ vedblev korne efter et øjebliks +taushed , „ kan det neppelig være , såsom der er kvindfolk +med , og hun der på volden seer ej hans stygges +hustru , Christence Strange , lig ; hun bar til ingen +tid flig ubekvem dragt , men ærbar hue og lin ; +denne er broget i Toppen med bindike og bånd som +en spætte . Vi gøre et slag derover , Bent ! “ + +Bent roede fort , indtil de kun vare et hundrede +alen fra dynæes , hvor de blev liggende og så nysgerrige +over til borgvolden . Der viste sig snart flere +nye personer , blandt hvilke især en spinkel herre af +middelstørrelse tiltrak sig deres opmærksombed . Han +var klædt i verdslig dragt og med stor overdådighed . +Under en blå Fløiels paltzrok , bræmmet med kostbart +peltsværk , bar han en leverfarvet silketrøie og vide +hoser af samme stof og farve . En sort Fløiels +baret dækkede hans hoved , så kun lidet af det rødbrune +hår kom til syne , og på hans behandskede +hænder blinkede gyldne ringe , idet han samlede +paltzroken , som om hans kjelne legeme trods middagsvarmen +følte kulde . Hans åsyn var blegt , blikket i +hans lyse øjne mat , når han tav ; men når han +talte , fik de et livligt og snn udtryk , mens et sødligt +smil krusede de smalle læber . — ved hans side gik +en sortkuttet munk , som lyttede opmærksomt til hans +tale . +Den fløielsklædte herre , han med sværd ved +side og det barske , skæggede åsyn , munken , den +broget klædte kvinde med hendes Terne og to bevæbnede +svende stege nu ned af borgvolden og indskibede +sig alle i den rummelige båd , som hørte til +slottet og lå fortøjet ved landgangsbroen . Et par +store kurve blev satte i båden , og derefter greb +svendene til årerne og roede fra land . +Da båden med det fornemme selskab gled forbi +møllerens båd , dukkede Bent sig og gav sig til at +sysle med sin fiskersnøre ; men Peer korne blottede sit +hoved og hilste ærbødigt . Den fløielsklædte herre + +vendte sit åsyn bort , damen , der sad og klimprede +på en lutt , hilste med et nådigt smil , der klædte +hendes skønne , men noget afblomstrede åsyn godt , +krigeren så barsk op , og munken udstrakte hånden +og tilkastede Peer et : oominus vobisoum ! * ) +da båden havde fjernet sig tilstrækkeligt , fløitede +Peer korne langtrukkent , steg knep med fingrene og +udbrød : +„ Nu fik vi dem se på nært hold , Bent ! Gjetter +du , hvo det var ? “ +„ Somme af dem ! “ svarede Bent , „ og af den +årsag vendte jeg ryg til . Den munk var sortebroder +Vigand af Vissing og han med skægget og +den befjedrede hat ved guds moder ingen anden , +end landsknegten goerdes , han , der falskelig udgav +sig for Knud Mogensens morbroder . “ +„ Nu , “ sagde Peer og nikkede betydningsfuldt , „ da +gjetter du neppelig , hvo den spædlemmede og glathagede +herre i den blå palkzrok monne være ? Ingen ringere , +min bro ' er ! end hans nåde , bispen af Børglum , +hr . Stig Krumpen , og da kan du vide , at hun med +bindikehuen var Fru Elsebeth Gyldenstjerne , hans +frille , hvem han til guds fortørnelse og det ganske +menige folks forargelse i nogle år har haft hos sig . “ +„ Nu , “ svarede Bent , „ ikke alle , vi se i kirken , +ere helgene ! “ +„ Der gik den tale efter skipperfejden , “ vedblev +Peer korne , „ da hans nåde salverede sig i Jesper +ridemands bagerovn , ha , ha ! og lod Fru Elsebeth i +* ) Herren være med eder ! + +stikken , at hun skulle være omkommen ved voergårds +brand . Ingen vidste hidindtil , om hun var i live , +eller hvor hun stak . Dog , nu se vi , hun er vel ved +magt og fremturer i sit syndige levnet . “ +„ Ond bane har lange rødder , Peer ! “ sagde +Bent . „ Mig lyster ellers at vide , af hvad årsag den +bisp færdes så langt mod syd ? “ +„ Såmænd ! “ svarede Peer , „ så og , om bisp +Ove er vidende derom , at hans nåde af Børglum +færdes her på hans grund i en stråjunkers skikkelse +og med kvindfolk i følge . Lidet ønskelige gjester , de +og ringe ære for kirken ! “ +„ Meesf ligger mig dog på sinde , “ sagde Bent , +idet han greb årerne og roede over ad åsen til , „ at +komme efter , i hvad hensigt den sortebroder færdes +her med den skalk af en bisp ? “ +„ Hvad rager det dig , Bent ? “ spurgte Peer . +„ Nu , “ svarede Bent , „ man tænker ved det , man +seer ! Tænkelig er det ikkun et træf , men selv om +så er , da bæres det mig fore , at deraf kan intet godt +komme , når tvende af Knud Mogensens uvenner , +den fule munk og den spydskarl af en landsknegt , +de ses tilsammen . Jeg vil roe derover , gå i land +og spejde . “ +„ Du lade det helst ! “ sagde Peer korne . „ Store +folk due ikke at skjemte med , og fortalte du mig ej +selv forgangen dag , at den landsknegt var gået i +bispens brød ? Hvad underligt da deri , at han følger +sin herre ? “ +„ Og den sortkutte ? “ spurgte Bent . „ Vare nu +blot Folmer Hansen og Knud møgensen her ! Jeg + +vil på foden af dem , Peer , og skulle jeg mærke +uråd , da straks vare mit herskab ad . “ +„ Den jomfru i Vissing , “ sagde Peer korne og +rystede på hovedet , „ hun må være et troldbarn , +hun , som har evnet at gøre Folmer Hansen til en +nar , og jages nu svende og heste for hendes skyld , +som gjaldt det rigets velfærd . “ +„ Nu , “ svarede Bent og roede til , „ var ikke vind +og kvindfolk , da blev luften stedse klar . Dog taler +du om det , du ikke kender , Peer ! Fik du jomfruen +af Tjele at skue , du ville tænke , hun var jomfru +Maria selv , der var stegen her ned til jorden . “ — +imidlertid var bisp Styge og hans selskab +landet ved stigballevig og havde lejret sig i en lun +Dal ved Himmelbjergets fod . Hans nåde lå +mageligt i ly af nogle buske på et blødt teppe , som +svendene havde bragt op fra båden , priste i overdrevne +udtryk skønheden af den udsigt , han nød fra +bjergets fod , og erklærede , at intet skulle kunne friste +ham til at forsøge det sisyphos-arbeide , at bestige +køllen . Fru Elsebeth , som syntes såre oprømt , forestod +madkurvenes udpakning , hjulpen af Johan goerdes , +på hvem Vigands øjne vogtede . Landsknegthøvdingen , +nu bisp Styges fodermarsf , havde ikke +med en mine røbet , at han genkendte sortebroderen +fra Tjele , end sige , at han skulle nære hevntanker +mod ham . Vigand bemærkede , at denne dristige og +snu eventyrer følte sig ganske hjemme i sin nye stilling , +viste sig kun lidet ærbødig mod sin herre og +meget fortrolig og sfjemtefuld i sit forhold til Fru +Elsebeth . + +da måltidet var rede , toge de alle på hans +nådes opfordring sæde i det grønne omkring ham , +og der blev nu spiisf med god madlyst og drukket +vakkert dertil . Den forvorpne kirkeherre syntes med +den gejstlige dragt at have aflagt endogså den ydre +værdighed ; thi han talte mod sædvane bægeret flittigt +til , Fru Elsebeth stod ikke tilbage , og Johan +goerdes drak som en ægte landsknegt , så lystigheden +til sidst blev ikke ringe ; ikkun Vigand holdt sig tilbage +og drak med måde , uagtet han ikke undlod at le af +hans nådes vittigheder , eller at Yde landsknegtens +drøje skjemt sit bifald . +Omsider brød Fru Elsebeth op for , ledsaget af +Johan goerdes , sin Terne og svendene at bestige +køllen , så bisp Styge og Vigand blev alene tilbage . +Hans nåde strækkede sig mageligt , gabede og +sagde : +„ Min helgen være priset ! nu kunne vi drage +ånde , værdige Broder Vigand og samtale om alvorlige +anliggender . “ +Vigand spidsede øre ; thi han var ikke lidet nysgerrig +efter at erfare , i hvad hensigt hans velynder +havde stikket bud efter ham . Ganske uformodet var +en af bispens svende kommen ridende til Vissing og +havde begæret ham i tale , og dette havde givet anledning +til det rygte , at han skulle være bleven kaldet +til Børglum , og at han nu var på vejen til +Vendsyssel , hvilken fejlagtige formodning Vigand , +inden han drog bort , af forsigtighed snarest havde +bestyrket . + +„ Takket være den lykkelige hændelse , “ vedblev +bispen , „ som førte Broder Niels af voer på min +vej , al den stund jeg uden ham ville været ganske +uvidende om eders nuværende opholdssted ; men ikke +så snart fornemmede jeg , at i var i nærheden , før mig +længtes efter at se eders åsyn , og med glæde har +jeg alt fornummet , at i mindes mig med venskab fra +gamle dage , da i færdedes i mit bispedømme og +prædikede der . “ +„ Jeg er ikke ufkjønsom , eders nåde , “ svarede +Vigand ærbødigt , „ men bevarer nydte velgerninger i +tro ihukommelse . Ærer jeg så og i eder en af +kirkens troeste støtter . “ +„ Det var andre tider , de ! “ sagde bispen med +et suk ; „ nu have vi mindre blide kår . “ +„ Eders nåde bevise mig den godhed , “ bad +Vigand , „ at gøre mig viis på sagernes stilling ! +Er det eders formening , at hertug Christiern , når +han har København inde og får magt over det +ganske rige , vil forgribe sig på prælater og klostre ? “ +„ I lide derpå , Vigand , “ svarede bispen , „ at +hans villie dertil er fræk og god ! Jeg har gjort , hvad +jeg evnede , for at blødgøre hans forhærdede , kætterske +hjerte og mere , end jeg kan forsvare . Store bøder +har jeg erlagt og dertil udleveret ham , ej aleneste vor +store guldkalk , men vort klosters dyrebareste klenodie , +den kostelige , med ædelstene zirede guldkrone , hvilken +dronning Margrethe fordum skjenkede Børglum præmonstratenser +broderskab med den forpligtelse , ingensinde +at afhænde den . Med den blev , som i ved , +guds moders billede smykket til hver højtid . Arm + +og bar er nu hendes isse , og der var i Børglum +ingen klosterbroder , hvis øjne forbleve terre , da dette +kostelige klenodie blev skikket bort . “ +„ Sikkerlig , “ mente Vigand , „ har eders nåde +dog gavnet kirkens sag ved det store offer . “ +Bispen rystede på hovedet og sagde : +„ Så tænkte og jeg , da jeg bragte offeret , +Vigand ; dog frygter jeg såre , at det er bragt forgjeves . “ +„ Formener +da eders nåde , “ spurgte Vigand , „ at +hertugen vil gå videre mod herreklostrene , end til +at brandskatte dem ? “ +„ Eder vil jeg sige , hvad jeg tænker , “ svarede +bispen efter et øjebliks taushed , „ dog , at i lader +det være fortiet ! Jeg har mine spejdere ved hove , +og efter hvad mig er forebragt , da vil hertugen neppelig +djærve sig til at forgribe sig på os høje prælater +og tage os vore godser og indkomster fra ; dog frygter +jeg , at hertugens hu står til at indføre en ny kirkefkik , +og at han vil forsøge derpå . “ +„ En ny kirkesfik ? “ udbrød Vigand ; „ at messe +vorder afskaffet og klostrene nedlagte , så hver munk +og nonne erholder frihed at gå bort og tage til +ægte ? “ +„ Det står til at håbe , “ svarede bispen , „ at +så vidt kommer det ikke ; dog ved jeg for sikkert , at +til det mål arbejder Mogens Gjøe . “ +Vigand hensank i dyb taushed ; thi hvad bispen +havde betroet ham , gjorde det dybeste indtryk på +ham . Hvorledes ville hans egen stilling blive , om +virkelig munkevælden sang på det sidste Vers , og hvad + +ville ske i Vissing , om den store omvæltning kom og +nåde derhen ? Mon ikke det , at Folmer Hansen +ufortsvet ville indfinde sig og føre Margaret fra +klostret til brudeskamlen ? Og ville hun ikke høre +og følge ham nu , da Vigand selv ved at kaste masten +havde krænket hende så dybt og stødt hende fra sig ? +Skumle planer arbejdede i hans sjæl , men endnu +øjnede han ikke middel til med sikkerhed at udføre +dem . +„ Ej , Broder Vigand ! “ udbrød bispen med et +smil og lagde sine med gyldne ringe og ædelstene +smykkede fingre på hans arm , „ der tænkte i dybt +og langt ! Da ikke det , at kaste kutten , vorde en +kætter og tage en ung , skøn jomfru til ægte ? “ +En dyb rødme lagde sig over Vigands åsyn . +„ Eders nåde behager at sfjemte , “ svarede han +barskt . „ I skal ikke leve den dag , da Broder Vigand +falder fra og vorder en forræder mod kirken ! “ +„ Ved min helgen ! “ skyndte bispen sig at sige , +idet han klappede Vigand på skulderen , „ det var +ikkun skjemt ; allersidst tror jeg eder slig formastelighed +til . “ +Vigands krænkede æresfølelse følte sig beroliget ; +thi hvad var i en korrekt papists øjne det , at bekende +med læberne og lade den hellige præstekjortel +og munkekutte være skalkeskjul for grove laster , mod +den dødssynd at falde fra kirken ? Selv medens Vigand +sad og grundede over midler til at rane Margaret +af klostret og hellere drage hende ned med sig i +fordærvelsens afgrund , end at se hende som Folmer +Ruds hustru , var det ham en krænkelse at miskendes + +for at ville falde fra kirken og tage til ægte ! Og +dog var han trods sit åndelige mørke og sin brødefuldhed +endnu ikke sunket så dybt , som den kolde vellystning , +der sad ved hans side og i sin person forenede +den højeste kirkelige værdighed med den laveste +egennytte og den groveste last . Havde bispen kunnet +læse i sortebroderens hjerte og skønne , hvor mægtigt +glødende elskov og rasende had kæmpede der , han +ville leet ham ud som en tåbe , thi hans eget hjerte +var for længst dødt og hårdt som flint . +„ Men nu til mine egne anliggender , “ tog bispen +efter en pause atter til orde ; „ det er på tiden , at +i erfarer foranledningen til , at jeg befinder mig her , +formummet i verdslig dragt ; det er ikke kommet så +med min gode villie . Jeg er gerådet i en klemme +og udbeder mig eders gode bistand , om i vil være +mig til villie , det jeg skal forskylde eder ved en rundelig +gave . “ +Vigand hørte noget åndsfraværende på denne +indledning ; hans nysgerrighed efter at kende årsage » +Til hans nådes nærværelse i denne egn var +bleven dæmpet af uroen i hans hjerte , og ikke engang +løftet om en rundelig gave kildrede hans øre . Dog +blev han efterhånden niere opmærksom ; thi bispen gik +efter nogle omsvøb til sagen , som var , at han ønskede +at blive Fru Elsebeth kvit . +„ Denne fromme kvinde , “ sagde han » led en hykkelsf +mine , „ som nu alt i flere år har styret mit +hus , har været genstand for ond klasser og bagvaskelse . +Hun havde derfor draget sig tilbage til sin +slægt på palsgård ; thi i må vide , at hun efter + +sin moder , Anna Ludvigsdatter Rosenkrantz har en +arvelod i gården og ret til at opholde sig der . +Dog gjorde hendes frænder hende det for hedt ved +deres hårdsindethed og onde ord ; hun ville da +drage tilbage til voergård , men da jeg det fornemmede , +rejste jeg imod hende , og vi mødtes udi Horsens . +Godhjertet og svag , som jeg er , viste jeg hende ikke +af ; vi droge videre , og nu er vi her ; men det er til +hendes eget bedste , af hun forhindres i af drage med +mig til Vendsyssel , og i af forebygge dette skulle i +være mig behjelpelig . “ +Bispen tav nogle øjeblikke og for så fort : +„ Vi dvæle her på linå laven med -hans +stygges minde ; dog bad han mig ikke fortøve på +slottet længere , end højst fornødent . Jeg agter da +af drage herfra i stilhed denne anstundende nat , men +efterlade Fru Elsebeth under min fodermarsks og +nogle bevæbnede svendes beskyttelse . Dog sætter jeg +ingen lid til den landsknegthøvding ; han har alt i +nogen tid været mig imod , og det er mit ønske nu +af vorde ham løs . Det er min agt , Broder Vigand , +af overdrage al myndighed til eder . Som Fru Elsebeths , +hende af mig beskikkede , skriftefader skulle i +efter min afrejse formane hende til tålmod , og formå +hende dertil , af vende tilbage til sine frænder . +I ledsage hende derhen med svendene og Johan +goerdes , hvem i da efter forrettet tjeneste giver +afsked af mit brød med en rundelig belønning . Hvad +siger i dertil ? “ +Vigand tav og stirrede på bispen med et spændt +blik . + +„ I skal vorde rigelige » forsynet med penge , “ vedblev +bispen , „ og kan i deraf noget spare , da være +det eders ! Dog , til bevis på , at i handler i mit +navn og udrustet med fuld myndighed , da modtage +i denne ring med mit våbenmærke , den Johan +goerdes fuldt vel kender . I benytte den og beholde +den derefter som eders ejendom ; den er sine to hundrede +gylden værd . “ +Bispen drog ringen af sin finger og lod den +funkle for Vigand , hvis øjne funklede om kap med +den . Bisp Styge tilbad selv guldkalven og var så +gerrig , som en pengepuger . At berige sig på kirkens +bekostning var hans hovedformål , og han drev +det vidt heri ; thi på den fkamløseste måde holdt +han præstekald ledige og fordrev nonner af klostre , +for at spare underholdet og selv stikke indtægterne i +lommen . Dog kunne han bruge sit mammon , når +klogskaben bød det ; men han stille sig kun med et +suk af med sine skatte , og han fattede til fulde den +glæde , den fattige , fordrevne sortebrøder efter hans +mening nu følte ved at modtage så kostelig en gave . +Dog var han på vildspor . Gaven var i Vigands +øjne intet imod den myndighed , hvormed han +blev udrustet , og den væbnede magt , der blev stillet +til hans rådighed . Lynglimtet i hans blik viste , at +nu var den sorte plan , hans tanker havde syslet med +alt i flere dage , i færd med at antage en fastere skikkelse . +Den kolde sved stod ham på panden , da han +rakte hånden ud og tog ringen , thi han formåede +ikke at undertrykke en følelse af angst og var til mode , +som om pagten mellem ham og den onde nu endelig + +var afsluttet . Han glemte at takke , hvorfor bispen med +fortrydelse sagde : +„ Der er blevet mig viist større tjenester tilforn +for ringere løn , end den , jeg nu byder eder , Broder +Vigand ! “ +„ Eders nåde forlade mig min uhøviskhed , “ svarede +Vigand hurtigt , „ min sjæl var overvældet af +gavens storhed . “ — +medens bispen således vandt et føleligt redstab +i Vigand , forlystede Fru Elsebeth sig på køllens +top . Dog sad hun der nu alene med sin Terne og +svendene ; thi en kongeørns skrig havde lokket Johan +goerdes ind i skoven . Med en spændt armbrøst +listede han sig henimod det træ , hvor fuglenes konge +havde sin rede , da hans blik , som var hævet , pludselig +blev draget mod jorden ; thi en mand i en grå +vadmels kofte , med et sværd ved siden og en spændt +armbrøst i hånden , ligesom han selv , trådte frem +fra et baghold og stod pludselig for ham . Johan +goerdes studsede , gjorde et skridt tilbage , og ved +denne bevægelse gik armbrøsten af , og jernbolten fløj +op i trætoppene . +„ For djævelen ! “ råbte han . +„ Nu er mine kår bedre , end dine , “ sagde +Bent ; thi ham var det , og han havde ret i at prise +sin lykke . En armbrøsts eller flitsbues svære stålbue +lod sig nemlig ikke spænde ved menneskehånd +alene , men kun ved hjelp af en dunkraft , der enten +var anbragt på selve buens løb , eller førtes løs +med . Johan goerdes havde dette redskab hængende +ved sit bælte , men der var selvfølgelig ikke tid til + +at anbringe det ; thi Bent sigtede på ham og truede +med at trykke løs , når han rørte hånd eller fod . +„ Hvo er du ? “ råbte Johan goerdes , idet han +bed sin harme i sig . „ Tænkelig en af hans nådes , +bisp Oves skovgjemmere ? Da vide du , at du har +hans nådes Broders , bispen af Børglums fodermarsk +for dig , og ikke mene du da mig at være en +stakkarl , du uhevnet tør skyde ned som en hund . “ +Bent sænkede armbrøsten lidet og sagde : +„ Jeg ved mere om dig , din spydskarl , end +du skøtter om . Vil du frelse dit liv , da sige du +nu på stand , hvi din bisp færdes her , og hvad +den sortebroder af Vissing gør hos ham ? “ +Johan goerdes gjorde mine til at røre sig , men +straks hævede Bent atter armbrøsten og tog sigte , +hvorpå landsknegten , efter at have udstødt en ed , +svarede : +„ Djævelen må vide både dele , ikke jeg ! Dog +skønner jeg nu , du går større folks ærinde og +er en spejder , min herres fjender må have udsendt . “ +„ Johan +goerdes ! “ svarede Bent , „ Du mordbrænder +og røverisfe landsknegt , se dig vel fore , +hvad du gør , skulle du have noget eventyr fore i +denne egn ! så vare du og den fule munk , Broder +Vigand , ad , at han hytter sit skind ! “ +Bent sænkede atter armbrøsten en kende , da han +sagde de sidste ord ; men i samme nu gjorde Johan +goerdes et vældigt Spring , som førte ham bag et +træ , spændte med stor behændighed og hurtighed +armbrøsten , lagde en bolt på og stød , så Bent + +neppe fik tid til at hytte sig . Jernbolten susede +pibende over det sted , hvor han havde stået , og +borede sig dybt i Barken på det træe , bag hvilket +han nu var i sikkerhed . +Straks da Johan goerdes havde afsyret sit skud , +satte han sin sølvpibe for munden og stødte i den +for at hidkalde sine svende , hvorfor Bent fandt det +rådeligst at flye . Svendene havde imidlertid ikke hørt +signalet , og da de udebleve , gik Johan goerdes tilbage +til Fru Elsebeth , idet han , på grund af den +fremmede stimands nøje bekendtskab til hans person , +besluttede foreløbig at fortie sit eventyr . +En halv time efter var bispen og hans følge +atter i båden og på vejen hjemad . +„ Her er lysteligt i denne skønne egn , eders +nåde ! “ sagde Fru Elsebeth , „ lysteligere , end i Vendsyssel , +hvor havgussen giver hoste . Var så sandt +dette stift eders bispedømme ! “ +„ Nu , ædle frue , “ svarede bispen med et smil , +„ Eders begær , at dvæle her end en føje stund , skal +vorde tilfredsstillet ! “ +Båden gled hen over Juel søens blanke flade , +mens vandet blinkede for årernes slag i eftermiddagssolens +Glands . Fru Elsebeth slog sorgløst sin +lutt , og strengelegens toner lød over til Peer +korne og Bent , som nu også stødte fra land med +deres båd og langsomt sulgte efter . + +fjerde kapitel . +God sold . +Da solen den næste morgen steg op over de +østlige høje , red Bent nord på , idet han med glæde +fornam sin hests vælighed . Den havde haft kun +altfor gode dage i møllen og gik nu hidsigt på . +Godt , sagde Bent ved sig selv , når rytter og hest +have samme sind ! Du skal få din lyst stillet , +brune , og dine ben rørte , inden sol går ned ! +Mange urolige tanker og forvovne planer havde +spøget i Bents hoved ben foregående aften efter +mødet i skoven med landsknegten . Han var i stor +uvished , om han skulle foretage sig noget og hvad +da ? Så indviet var han nu bleven i forholdene , +ikke alene ved nu og da at høre brudstykker af sit +herskabs samtaler med Folmer Rud , men også ved +at gå Folmers ærinder i klostret , og så stor var +hans troskab og hengivenhed mod hans husbond +og dennes søster , at en anelse om fare for Margaret +straks greb ham , og hans skarpe instinkt gjorde +ham ligeså mistroisk og årvågen , som havde han +været Folmer Rud selv . + +han havde efter nogen betænkning overvejet +sagernes stilling med Peer korne , der rigtignok +mente , at han så syner , men som sluttelig havde +erklæret , at såsom Bent alene intet formåede , da +ville det ene rette være , at han skyndsomst red ad +Viborg til , gav Folmer Hansen underretning om , hvad +der var hændet ham , og rådede Folmer til , det +snareste ske kunne , atter at indfinde sig med sine +svende . +Dette råd havde Bent da fulgt og følte sig nu +vel til mode ved at være revet ud af sin tvivlrådighed . +Som han red hen ad vejen og skottede +ned til den gamle Borg på dynæs , mødte han en +gammel Bonde , kommende fra linå og ham vel bekendt +som en af Peer kornes møllegjester . +„ Har du fornummet til nogen uro på dynæs +i denne morgenstund , Søren ? “ spurgte Bent , idet han +standsede sin hest . +„ Ih , gud nåde ! “ svarede Søren og slog kors +for sig , „ ræddeligt har det spøget på linå laven +denne nat . Niels , som vogter ungkræ på heden , +sværger derpå , at han har fornummet til våbengny +og susen i luften derifra og helt op til nåege . “ +Bent kendte godt det gængse sagn om vesterkongens +søn , der bortførte lavenkongens datter , +ridende med hende foran sig på hesten og skrapt forfulgt +af hendes faders mænd over sejs hede , indtil +han blev indhentet ved nogle store ege , hvorfor stedet +siden kaldtes nåege . Her , hvor Gudenå flyder +ud af bra sø , måtte han slippe sit bytte og lod +derpå sin hest springe med sig i søen og styrede ud + +i den mellem Kongholm og hattenæs , således kaldet , +fordi han der tabte sin hat ; men da hesten ikke evnede +at svømme ret langt med den tunge byrde , sårede +han den med sit sværd , vel vidende , at så længe +blodet flød , ville kræfterne ikke svigte . Dog nåde +den ikke land , men sank med ham på det sted , som +endnu kaldes kongedybet . +„ Ikke tvivler jeg derom , “ svarede Bent , „ at de +onde ånder fare mellem dynæs og nåege , fornemmelig +i disse nætter , da udædingsmænd have ophold +på linå laven og vel må drage alt til sig , som +ondt er . Har du ikke fornummet til disse gjester af +kød og blod , Søren ? “ +„ Ej , hvad snakker du der om udædingsmænd ? “ +Spurgte Søren . „ Lehnsmanden ledsagede en skare +mænd og nogle kvinder til linå laven forgangen +dag ; hvo de er , og hvad de tage sig fore , derom +bekymre vi bønder os ej , og råder jeg dig at vare +din mund ! “ +Søren slog kors for sig og red sin vej , hvorpå +Bent , fast i sit forsæt , gav sin hest tøjlerne og fortsatte +rejsen nord på . — +den gamle Borg , på hvis røde mure morgensolens +stråler spillede , frembød nu det sædvanlige +skue af trøstesløst øde og tomhed . Der var intet +levende væsen at se på de halvt sunkne , grønne +volde , ved bygningens brøstfaldne mure , eller i den +græsgroede og af munrbrokker opfyldte borggård ; +men det var en skuffende ro ; thi borgen var at ligne +ved et menneske , hos hvem der under et roligt ydre +dølger sig græmmelse og ville lidenskaber . + +i et af dens brøstfældige kamre gik Fru Elsebeth +frem og tilbage , idet hun vred sine hænder og udstødte +dybe sukke , en stakkels falden kvinde , nu ganske +værgeløs mod verdens spot , da hendes eneste ven +havde ladet hende i stikken ; og i hallen nedenunder +sad hendes skjebnes herrer , den rænkefulde munk , +selv et bytte for ville lidenskaber , og den rå landsknegt , +i hvis syndige hjerte krigerisk æresfølelse og +samvittighedsløshed , djervhed og falskhed vare forunderligt +blandede , en ægte affødning af sit århundrede , +som var lejesvendenes blomstringstid . +Te sagde lige overfor hinanden ved det svære , +men ormstukne bord , som stod midt i hallen , og havde +viinkander og bægre imellem sig ; thi deres undvegne +herre rejste aldrig uden at føre køkken og kjelder +med sig , og han havde efterladt en vogn , vel fyldt +med alt , der kunne kildre ganen og holde dem ved +godt mod på deres forestående rejse . På bordet +lå Johan goerdes ' s sværd og jernhat og ved +siden et par af bispens silkestukne handsker , hvilke +han i hastværket , da han med sit følge listede sig +bort om natten , havde forglemt . +„ Nu , munk ! “ udbrød Johan goerdes og satte +det tømte bæger hårdt i bordet , „ her sidde vi nu +på denne rådne Borg mellem skove og søer med +en hylende kvinde — hvad gøre vi nu ? “ +Vigand , som lod sit bæger stå » rørt , så op +og sagde : +meget kunne nu gøres , som ville være eder , +som mig , profitligt og gavnligt , om vi kunne komme +til ensindighed , og jeg turde sætte min lid til eder . “ + +„ Hvad ? “ udbrød Johan goerdes og lo i skægget , +„ haver i mistro til mig ? “ +„ Hvad må jeg tænke , “ sagde Vigand , „ om en +mand , der skifter navn , som en snog skifter ham ? +Først fremstillede i eder som Genete Jakobsdatters +Broder og løj det , siden har jeg fornummet , at eders +rette navn skulle være Johan goerdes , og dog er i +gået i bispens brød under et tredje navn ; thi hørte +jeg ikke fejl , da kaldte bispen eder John clarich ? +Vel er det da rådeligt for mig først at vide , med +hvem jeg haver at skaffe . “ +„ Hvilke af disse trende herrer , “ spurgte landsknegten +leende , „ behager eder bedst ? I kan frit +vælge , og jeg vorder da på stand den , i begærer ! “ +„ Bedst +huer mig for tiden John Craigengelt , “ +Svarede Vigand med et skummelt smil . +„ Ej ! “ udbrød landsknegten , „ hvi fornegtede i +mig da så skjændeligen på Tjele , da eders hedengangne +herre , fanden have hans sjæl ! forbløffedes +ganske , så han , tænker jeg , ville taget mig for god , +havde ikke i lagt eder imellem og gjort lyst i hans +tågede hjernekiste ? “ +„ I gjorde da et skønt løfte , “ sagde Vigand , +stedse smilende , „ agter i at indfrie det ? “ +Landsknegten så op med et snu blik og sagde : +„ I se det nu an for en spøg ! Da stod i mod +mig , nu er vi på samme parti . “ +„ Ret så ! “ svarede Vigand , „ nu lader i se +nogen høviskhed ! Viis derefter i samme mål oprigtighed ! +Den mand , jeg taler med , er vel da Johan + +goerdes , han , der dræbte John Craigengelt og tog +hans våben som godt bytte , så og hans ædelige og +ærlige navn ? “ +„ Og i frygter ikke den mand , der gjorde det ? “ +Spurgte Johan goerdes og strøg sit skæg . +„ På ingen Viis ! “ svarede Vigand , „ jeg agter +ham og ønsker mig ham til staldbroder . Til bevis +lader jeg eder vide dette , at bisp Stig har overdraget +mig at afskedige eder af hans tjeneste , når i +har ledsaget Fru Elsebeth til palsgård . Jeg kunne +da lade eder gå og selv drage med bispens svende +til Børglum ; dog , jeg slår eder fore , at vi forblive +tilsammen og lade bisp være bisp ! “ +„ Da skønner jeg , “ sagde Johan goerdes og +søgte Vigands blik , „ at i har min bistand behov til +et skjelmsstykke , hvilket det nu monne være . Nu , +såsom i bryder med den skalk af en bisp , da er +i min mand ; thi det må i vide , at jeg for længst +er ked af at tjene slig kvindagtig herre , og ikke indbilde +i eder , at jeg er forbleven her tvungen , eller +som hans - nådes nar . Hans kammersvend forrådte +sin herre og betroede i går aftes silde mig , at +hans nåde ville snige sig herfra i nat . Jeg kunne +forpurret den rævestreg , dog lod jeg den uhindret +ske . “ +„ Af hvad årsag ? “ spurgte Vigand , virkelig +overrasket . +Johan goerdes fyldte sit bæger , tømte det i et +drag og tog så til orde : +„ Nu er det tid , at jeg stiller tilfreds eders +videlyst , mig anbelangende . Vi have gode stunder , + +mad og drikke i overflod , og Fru Elsebeth higer +ikke herfra . I høre da nu , hvad mand jeg er , og +af hvem jeg er kommen ! Mit navn er , som i formodede , +Johan goerdes , og er jeg en østfriser af +god , gammel storbondeskægt , som i forrige seculum +gik under i kampen mellem herrerne zirkzena og +fokko Uken . Min fader , så og min forfader , ernæredæ +sig , som jeg , ved deres gode sværd ; min +moder fulgte med regimentets tros , og er jeg født +og kommen til verden i en teltlejr , aftenen efter et +stort slag , under Paukers og Trompeters lyd . I +mit fædreneland kendes ej fred , og fra min hjemstavn +udgå de krigersfarer , som betvinge ganske +europien , snart i en fyrstes sold , snart i en andens , +såsom vi ikke befatte os med stridens årsag +, men høimodigen elske striden for dens egen +skyld — “ +„ Dog ikke vragende godt bytte ? “ faldt Vigand +ind . +„ End mindre god sold , “ vedblev Johan goerdes , +„ al den stund en modig kriger er sin løn værd ; +men forholdes den ham , da får han selv forhjelpe +sig til den . “ +„ Jeg forstår ! “ sagde Vigand utålmodigt ; „ dog +lade i mig snarest vide , hvad dette har med vore nærværende +kår at gøre ? Det turde hændes , at jeg +ikke havde fuldt så gode stunder , som i . “ +„ Så sagte , munk , så sagte ! “ svarede Johan +goerdes ; „ viis mand tier og bier ! Det hændes dog , “ +Vedblev han , efter at han havde vædet sin strube , „ af +en af mine lige sætter Bo , mæt af hæder , når en +i + +skøn jomfru eller enke forser sig på vore mandhaftige +personer . Sålunde ægtede den berømmelige +høvding , Marcus mejer , den lybekker borgermesters +goslich luntes rige enke , og så have flere gjort +før ham . Ville det da forundre eder , om og jeg nu +tænkte på de gamle dage og blev til sinds af +forandre mig og nyde min hæder i velvære og ro ? “ +Et glimt i Vigands øjne viste , af det anede +ham , hvor landsknegten ville hen . +„ I vide da nu uden omsvøb , “ vedblev Johan +goerdes , „ af jeg har kastet mine øjne på Fru Elsebeth . +Hvad siger i dertil ? “ +Vigands åsyn røbede alt andet , end mishag , +men så mange nye tanker strømmede ind på ham , +af han i det første øjeblik undlod af svare . +„ Fru Elsebeth , “ vedblev Johan goerdes , „ har +stedse viist mig et mildt åsyn og været mig huld . +Nu er hun usalig og rådvild , forstødt af alle ; vel +må da en ærlig kriger være hende velkommen som +gemal , og mig står hun an ; er hun dog en kvinde +af god byrd og dertil formuende . Vil i nu med +eders færdige tunge tale min sag og benytte eders +myndighed som skriftefader til at vende hendes hu +til mig ? “ +„ Johan goerdes ! “ sagde Vigand med et funklende +blik , „ dette passer som hånd i handske , og intet +kunne j° påfundet lykkeligere , end dette ! Visselig vil +jeg være eder til tjeneste i den sag og det af al +- min formue , dog på det vilkår , at i viser mig en +liden gjentjeneste , om hvis beskaffenhed i snart skal +vorde underrettet . Først høre i nu mit råd , som er , + +at i fremstiller eder for Fru Elsebeth som John +Craigengelt og holder fast derved , at i er Genete +Jakobsdatters rette Broder , idet i blot for eders +sikkerheds skyld , da i tog del i skipperfejden på +bøndernes side , har skiftet navn . De craigengelters +våbenmærke på eders harnisk vidne for eder nu , +som forhen på Tjele , denne gang , tør jeg love eder , +med bedre held ! Eders egen æt være nok så god +i eders fædreneland , dog vejer en frisisk storbonde +ikkun lidet mod en skotsk adelsmand . “ +„ Bedre ville det dog hue mig , “ sagde Johan +geordes , „ af fremtræde for min fæstemø i min sande +skikkelse ; thi her gjelder det , af den sviges værst , som +sviger sig selv . “ +„ Ingensinde “ svarede Vigand , „ giver hun en +Bonde sin tro ! I skal sande det , agter i mit råd +ringe . Så betænke i og , af Fru Elsebeth er af en +mægtig slægt , der formår af værge for hende , om +de finde det nødagtigt for ærens skyld ; dernæst , af +eders egen sikkerhed turde være i fare nu , da i +træder af bisp Stiigs brød . Mit råd er da dette , +af i herfra uden forhaling iler over grændsen , i +Hamborg lader eder formæle til Fru Elsebeth og der +afventer roligere tider . Da , når hun er eders +præstegivne hustru og løben af landet med eder , så +den sag ej mere står til af ændre , må vel de stolte +gyldenstjerner bøje sig , og i kan fremtræde med krav +på eders hustrus formue . “ +„ Bed min landsknegt - ære ! “ udbrød Johan +geordes , „ I tænker for mig , som kunne jeg være + +eders rette Broder . Nu lade i høre , hvad i begærer +til gjengjeld af mig ? “ +„ Jeg drager med eder , “ sagde Vigand og så +raskt op . „ Jeg er led af dette kætterske land , hvor +om føje tid al præsfevælde vil vorde tilintetgjort og +ingen ærlig klosterbroder da mere kan bjerge sig . +Ikke agter jeg at oppebie denne forsmædelse , og en +ungsøster af Vissing , der er af samme sind , som jeg , +skal nu få tilbud om med mig at salvere sig , og vi +drage da både i selskab med eder og Fru Elsebeth +af landet . Fru Elsebeth vil i hende fange en selskaberinde , +som vil slå hende an . “ +Der gled et smil over Johan goerdes ' s barske +åsyn , han fløjtede en lanbsknegt-vise , brast så i høj +latter og sagde endelig : +„ I vil løbe af klostret med en nonne ? Ikke +mente jeg eder at være slig lystig munk ! Nu huer +i mig bedre , end tilforn , nødsages jeg end til at lade +eder vide , at ikke rækker jeg hånd til sligt vovespil , +på hvilket Fru Elsebeths og min afrejse sluttelig +ganske turde strande . “ +„ Nu , “ svarede Vigand med rynker i sin pande , +„ da drage vi snarest med Fru Elsebeth ad Horsens til , +og bisp Stiigs villie vorde da til punkt og prikke +udført ! I ved , jeg haver magten , bispens svende +lyde mig blindt , og i med eders svend alene ville +intet formå mod os . “ +„ Lad høre , “ sagde Johan goerdes efter et øjebliks +betænkning , „ hvor det skulle stilles an ? “ +„ Sålunde , “ svarede Vigand , „ at jeg snarest alene +begiver mig på vej til Vissing . Selv må jeg føre + +den nonne af klostret , hvoraf i kan skønne , at eders +dyrebare person ikke vil stedes i nogen fare . Jeg +forlanger ikkun af eder , at i inden midnat møder +hinsides nye ved gamle Maris hus med svendene +og tvende heste . Bispens svend Ole er barnefødt i +denne egn og kender stedet , dog skal jeg til overflod +underrette ham . I bryde op i god tid og føre +Fru Elsebeth til siim , hvor hun fortøver eders tilbagekomst +med mig og den ungsøster . “ +„ Vel ! “ sagde Johan goerdes . „ Tog lade i mig +nu vide den ungsøsters navn og af hvad slægt +hun er ? “ +„ Nu ! “ udbrød Vigand , “ „ I skal i mig finde en +ærlig mand , der intet stikker under stolen . Rådeligst +og , at i er forud underrettet . Hun er ingen anden , +end mit skriftebarn , Margaret Mogensdatter , og en +betryggelse vil det være for hende at se eder ; thi +mere , end en gang , talte hun om de glade dage , +da i gjestede Tjele og sukkede derover , at i ikke var +hendes rette morbroder . Dog — morbroder eller ikke , +i er nu for hende kendt mand ; men rådeligst sikkerlig +dette , at vi nu sværge derpå , at i er hendes +rette frænde , og frændskabet dækker da al ubekvemhed . “ +Der +lagde sig en betænkelig alvorlighed over +Johan goerdes ' s åsyn , og havde Vigand kunnet læse +i hans hjerte , ville han set , at den smule samvittighed , +landsknegten havde , rørte sig hos ham . +„ I har udsøgt eder et stolt bytte , munk , “ sagde +han omsider ; „ ved min helgen , ikke skulle det fortryde +mig , var jeg i sandhed denne jomfrus frænde ! “ + +„ Det i dog ikke er , “ udbrød Vigand med et +hvast blik , „ og har jeg da i min magt , når det +lyster mig , at gøre ende på det mummespil . I ved , +hun er et slegfredbarn , uden beskyttelse , hårdt trængende +til min . Ingen vil røre en finger for hendes +skyld , uden det skulle være en tåbelig ung svend , +der har forgabet sig i hendes kønne ansigt , eller hendes +Broder Knud , den dumme pog , i lokkede så +skønt i fæhden . “ +„ Han , “ svarede Johan goerdes , „ I nævner en +tåbelig ung svend , er mig vel bekendt som Folmer +Hansen Rud til kjellinghøl . “ +„ Lige godt det ! “ ' svarede Vigand ; „ han er nu +langt herfra , så og Knud , hvorom jeg i går har forvisset +mig . “ +„ Ha ! “ udbrød Johan goerdes , „ de have dog så +været her ! da var det sikkerlig Knuds svend , der anfaldf +mig i skoven . “ +Han fortalte nu Vigand om mødet med Bent , +men Vigand viste sig vel underrettet og kunne sige +Johan goerdes , at kun denne ene svend var ladt +tilbage . +„ Herrerne selv kunne være nærmere , end i tænker , “ +Sagde Johan goerdes , „ og de ville da muligen komme +over os med deres karle , og så ligger det hele +huns . “ +„ På ingen Viis , “ svarede Vigand , „ når vi +handle med raskhed og besluttethed . End i denne +nat må alt være fuldbyrdet og vi nogle mile sønder +på . Tykkes det eder ikke lysteligt at spille disse + +hoffærdige ædelige knøse , i hvis øjne vi andre ikkun +ere kryb , dette puds ? “ +Johan goerdes så ned for sig og trommede med +fingrene på bordet , indtil han pludselig syntes at +være kommen til en beslutning . +„ Nu , munk ! “ sagde han med et snu blik , „ hvad +byder i mig for den håndsrækning ? “ +„ Byder eder ? “ gentog Vigand og så op . +„ Fru Elsebeth og hendes formue vorder . Eders store +belønning , ikke være i nu ublu og begære mere . “ +„ Derom tale vi nu straks ! “ sagde landsknegten +barsk ; „ først tælle i nu op her på bordet min tilgodehavende +sold ; thi såsom bisp Stig har overdraget +eder at afskedige mig , da må han , er han ej +en skalk og bedrager , og have givet eder penge at +betale mig med . “ +„ Hvor kan i tvivle derom ? “ spurgte Vigand med +et forlegent smil . „ Det gøre vi af siden , når vi +ere i sikkerhed over grændsen . “ +„ Så lege vi ikke , munk ! “ udbrød Johan goerdes +og slog i bordet . „ Forinden i forlader dette +rum , udbetale i til sidste hvid , hvad mig med rette +tilkommer ! “ +„ I er som et uvornt barn , “ sagde Vigand , „ og +bliver ej stille , før eder puttes kage i munden . Nu , +det skal ske , som i ønsker . “ +Han gik hen i hallens krog , tog der af en vel +spækket lædersæk den sum , Johan goerdes havde til +gode , og gav ham den . Landsknegten talte pengene +nøje efter , puttede dem sindigt i en læderpose , han bar +hos sig og sagde : + +„ Nu har i gjort ret og skel , ikke mere ! I +sige nu , hvad i byder mig for det ridt til nye og +derfor , at jeg med mit sværd dækker eder og eders +nonne ? Have vi først attakket bispens svende , da +har i ingen anden beskyttelse , end mig og min svend . +I og eders nonne er både som tros , der vil vorde +mig til tynge og forhindring , hvor jeg drager frem . +I se ikke så fremmed og fortørnet ! “ vedblev han , da +Vigand gjorde mine til indsigelser . „ Det er ikke +forblevet en hemmelighed , at hans nåde i går aftes +silde ubetalte eder en rund sum . Byder i mig +hundrede gylden ? “ +„ Ved min helgen ! “ udbrød Vigand forbitret , „ I +ved at brandskatte og må vel have øvelsen . Dog , “ +Vedblev han , idet han hurtigt fattede sig , „ I får vel +have eders villie ! De hundrede gylden være da +eders , når vi er i sikkerhed og uden Danmarks +grændser . “ +„ Helst , “ sagde Iohan goerdes med et koldt smil , +„ lade i de halvtredsindstyve klinge på bordet straks ; +de andre halvtredsindstyve derimod først , når vi er +over grændsen . “ +Vigand så på landsknegten med et giftigt blik +og blev bleg om kind . At kaste sig over ham som en +tiger og støde sin dolk i hans bryst , dertil følte han +meest lyst . Dog havde han nu blottet sig for meget +og turde ikke bryde med Iohan goerdes , vel vidende , +at hans myndighed over svendene , når det kom til +stykket , ikke var ringe , og at det kunne tage en ulykkelig +ende for ham selv , kom det til et brud . Han fik +da bugt med sin harme , ubetalte Iohan goerdes den + +forlangte sum og kom derefter let til enighed med ham +om planen for natten . +Der stod nu tilbage at forberede Fru Elsebeth +på den lyksalighed , der ventede hende , og Vigand +betragtede det som ' ganske fornødent , at han indledede +sagen med finhed , hvorimod Iohan goerdes nu lod +til at anse Vigands indblanding som mindre fornøden , +uagtet han ikke modsatte sig den . +Fru Elsebeths suk og klager havde nu og da +lydt ned til dem gennem det brøstfældige loft ; men +da Vigand trådte ind til hende , forstummede de . +Det var et øde rum , i hvilket den ulykkelige +kvinde befandt sig , med ormstukket panel , søndrede +ruder og uden andet bohave , end en seng og en liden +løibænk . I en krog stod en vadsæk , og nogle af +hendes klæder lå i uorden omkring på gulvet . +Selv sad hun på løibænken med foldede hænder og bøjet +hoved , stirrende trøstesløst hen for sig . Hendes regelmæssige +træk , den fint bøjede næse , den vel dannede +mund , de store blå øjne og det rige blonde hår +gjorde hende endnu til en skøn kvinde ; men hendes +øienlåge vare røde og opsvulmede af gråd , og i +stedet for det træk af godmodig letsindighed og +sandselig livsglæde , der ellers viste sig om hendes +smilende læber , sås nu græmmelsens dybe furer . +Vigand tildelte hende med den sædvanlige , tillærte +salvelfesfuldhed sin velsignelse , men hun afbrød +ham , sprang op og råbte : +„ Hvad vil i nu , munk ? Slæbe mig til palsgård ? +Da vide i det forud , jeg går ej med det +gode . Ved guds moder , før jeg lader mig håne + +af mine hårdsindede frænder og mit hjerte stinge til +døde af deres forgiftige ord , før springer jeg i +søen ! “ +Vigand ville berolige hende og formane hende til +tålmod , men det lykkedes ham ikke straks at komme til +orde . Hun vedblev at tiltale ham med heftige lader , +idet hun gik frem og tilbage i kammeret og nu og da +standsede foran hani . Vild og forvirret lød den tale +i begyndelsen , men efterhånden klaredes hendes tanker +og styredes af hendes fortvivlelses kraft mod et +mål . +„ Du sige mig , munk , “ udbrød hun til sidst , „ mener +du ej bisp Stig at være den lede djævel selv ? Da +jeg var flyet fra min første og rette husbond for +hans misgerningers skyld , da antog han sig mig , en +ensom og rådvild kvinde , og jeg elskede ham og +tænkte ej derover , enten han var klærk eller læg , og +vi levede i synd , menneskene til forargelse og gud +Herren til fortørnelse , indtil bønderne dreve os af +voergård , ' og han salverede sig selv og lod mig i +stikken ; og han bekymrede sig ej om mig , indtil jeg +opsøgte ham og han nu med falskhed i hu og svig +på læben gjorde mig tryg for ganske at vende mig +ryggen og snige sig derfra ! Mit hjerte gyser , som +havde helvedes fyrste været min gemal . Guds moder +vender sit åsyn fra mig — hvad ende skal det +tage med mig ? “ +„ En god og lyksalig ende , “ sagde Vigand med +dyb og fast røst , drog hende ned på løibænken , tog +plads ved hendes side og øvede nu på hendes bøjelige +sind hele sin kløgt og al sin naturlige veltalenhed . + +han forudså , at hvor fortvivlet hendes stilling end +var , hun ville dog betænke sig på at drage ud i +verden med en mand af landsknegtens tvivlsomme +beskaffenhed , især da han tillige var hæslig og plump +i sit væsen . Han fremtryllede da for hendes studsende +blik et skønt ærens tempel , i hvilket fodermarsken +John clarich viste sig for hende i skikkelse af en skotsk +adelsmand , Genete Jakobsdatter miskendte Broder , +en ærlig og djærv kriger med hæderens glorie om +sin pande , men formedelst tidernes ugunst stedet i +fare og nødsaget til at dølge sig i ringhed ; en vanskjebne , +som han dog nu ingenlunde beklagede , såsom +den havde ført ham til hende , hvem han tilbad og +inderligt ønskede at gøre til sin hustru . Da det således +efterhånden var lykkedes ham at få hende til +i en forening med den formentlige John Craigengelt +at se ikke blot en såre ønfkelig , men den eneste +hæderlige udgang på hendes nuværende mislige stilling , +indviede han hende for en del i den aftale , +han havde truffet med hendes tilbeder og gav hende +en sminket forestilling om sine egne planer og om de +grunde , der bevægede ham til at drage af Danmark . +Som det ofte går med letsindige naturer , så +nu og med den lettroende Fru Elsebeth . Hendes +fortvivlelse slog over i lystighed , hun klappede i +hænderne af glæde over , at Vigand ville bringe en +ungsøster med fra Vissing , der skulle være hendes +selskaberinde og spurgte ham ud , om hun var skøn +og munter ? Hnn glædede sig til at drage af Danmark +og se fremmede lande og overdrog sluttelig Vigand +at lade fodermarsken vide , at han turde indfinde sig + +og selv tale sin sag . Dog måtte hendes pige først +komme og give kammeret et sømmeligt udseende . Til sidst +sagde hun med et suk : +„ En grim Karl er han , og det ar over panden +klæder ham ilde ; dog er et ærligt hjerte mere værd , +end et glat åsyn og jeg ved , han har et lystigt sind +og ynder skjemt . “ +Kort efter at Vigand havde forladt Fru Elsebeth , +gik han i båden og blev af et par svende roet +over søen . Sammensunken sad han på bådens +agtersæde , rynket var hans pande og mørkt hans +blik . Der kom ikke et ord over hans læber , før +båden gled ind i stigballe vig , og han bød svendene +lægge bi ved køllens fod . Der gik han i land , +bød svendene roe tilbage til dynæs og forsvandt med +hurtige skridt i skoven . + +femte kapitel . +Slangen skifter ham . +Vest for Rye , i den snevre Dal mellem koppehøi +og knasbjerg , i ly for alle kolde vinde og omgivet +af krogede birketræer , hvis hvide stammer lyste mellem +enebærbusfe , lyng og gyvel , lå den gamle +spåkvinde marts hytte . Det var så brøstfældig en +Rønne , som noget steds fandtes i hine tider , da +folkets mængde boede i usle våninger . De klinede +lervægge vare fulde af revner og havde aldrig været +berørte af hvidtekalk , lyngtaget var bulet og mosgroet , +og skorstenspiben fattedes ganske . +Dog sad ingen adelsmand mere sikker og tryg +bag sin Borgs stærke mure , end gamle Mari indenfor +disse sfjøre vægge , der næppe ville modstået et +godt spark . Ingen nærmede sig hendes bolig , uden +med frygt , men mange for at søge råd eller for at +kende sin skjebne ; thi Mari var vide bekendt som +en troldkvinde , udrustet med overnaturlig magt og +spådomsgave . Hun levede dog i den bedste forståelse +med munkene og nonnerne i de tre omliggende + +klostre , ja , hun havde for dem ofte været et redskab +til overtroens befæstelse . +I papismens dage kunne en slig , så kaldet klog +kone , endnu trives i fred . Det var først efter reformationens +indførelse , af disse overtroens præstinder +kom på kant med gejstligheden , idet de toge +munkenes gerning , mirakelkure og åndebesværgelser , +helt i arv og derfor blev en genstand for de grusomme +forfølgelser , der er en skamplet på den +lutherske kirke . Sagen var , af overtroen havde fæstet +for dybe rødder til af kunne udryddes med papismen . +De lutherske præster benegtede ligeså lidet , som papisterne , +åndernes umiddelbare indgriben i menneskelivet , +kun af hvad disse ofte tilskreve helgene og gode +ånder , betragtede hine udelukkende som djævelens og +onde ånders værk . +Det var nu vel heller ikke for det godes skyld , +af munkene og nonnerne holdt deres hånd over +Mari . Der mumledes om , af hun vidste mere , end +nogen anden , om disse hellige mænds og kvinders +hemmelige synder , og af hun nu og da havde været +dem behjelpelig med at skjule dem . Dog udrettede hun +noget godt ved sin indsigt i lægekonsten , som efter +de tiders målestok ikke var ringe , gav hun end enhver +kur udseende as en overnaturlig handling . +Hun var stedse forsynet med helbredende urter , klokkeskrab +og andre tryllemidler , foretog under mange besværgelser +og helgeners anråbelse kure på syge +og besatte og primsignede køer og heste . +Vigand havde ikke været længe i Vissing , førend +han blev opmærksom på denne snilde gamle kvinde , + +og snart var han en vel set gest i hendes hytte . +Mangen aftenstund havde hans fod betrådt den +sti , der gennem lyngen førte til hyttens dør , og +først sent om natten vendte han tilbage til klostret . +Ingensinde før havde Vigand truffet en i overtroens +gøglespil så grundig indviet og dreven kvinde , og +hans snu sjæl ydede hendes dygtighed oprigtig anerkendelse . +Det studium , han drev med gamle Mari , +var ham nu vistnok til stor tidkort og dæmonisk glæde , +men dog kun et skalkeskjul ; thi det , som han fornemmelig +søgte hos troldkvinden , var kendskab til de +voer munkes og Vissing nonners synderegister for +ved dette sit spioner ! at forøge sin magt . Nogle +rundelige gaver gjorde den gamle heks temmelig « åbenmundet , +og der undslap hende tilståelser , hvorved hun +blottede sig selv og kom i Vigands magt . +Hun blev da et føleligt redsfab i hans hænder , +og efter hans begæring sledsfede hun for Margaret +og stræbte at indsnige sig i hendes gunst . Dette +lykkedes hende for en del ved den ivrige andagt , +hun bar til skue , men dog endnu mere ved sin dygtighed +i lægekonsten og sit nøje kendskab til de medicinske +urters egenskaber ; thi Margaret stræbte med +stor Iver at erhverve sig en indsigt , som dengang , da +der næsten ingen læger fandtes , i en barmhjertig +kvindes hænder måtte blive til stor trøst og lindring +for de fattige og hjælpeløse syge , men som +iøvrigt ikke ganske fattedes nogen i huslige dyder oplært +jomfru . Det var altså egentlig den fælleds +kærlighed til konsten , der knyttede den rene , hvisindede +ungsøster og den gamle , brødefulde heks til hinanden . + +dog var det såre langt fra , at gamle ' Mari skulle +have vundet noget herredømme over Margaret ; tværtimod +måtte hun høre bebrejdelser for sin færd som +besværgerske og spåkvinde ; men Margaret havde +fattet en vis godhed for hende , hnkede hende i hendes +alderdoms skrøbelighed og gjorde sig den unyttige +ulejlighed at bekæmpe hendes åndelige vildfarelser . +Således var det forhold beskaffen , som Folmer Rud +nys havde omtalt med forklarlig forundring og harme . +Vigand havde ofte tænkt ved påkommende lejlighed +at drage sig dette forhold til nytte , og på det +var den skumle plan bygget , som nu førte ham til +Maris hytte . Dog ilede han ikke til målet , men nærmede +sig det tøvende ; thi uagtet den tanke , at bortføre +Margaret , allerede i nogen tid havde fæstet rod hos +ham , følte han sig dog nu , da omstændighederne så +pludselig begunstigede hans frække forsæt , ligesom +overrumplet . Dristigt og uden lang overvejelse havde +han lagt sin plan , truffet sine forberedelser og sluttet +pagten med Johan goerdes ; men nu , da han gik , +alene i skovens stilhed , meldte sig den roligere eftertanke +og det koldere overlæg . +Han satte sig i græsset under en skyggefuld bøg , +hensank i grublen og gennemløb i ånden hele den +lange vej , ad hvilken han år for år havde nærmet +sig det mål , ved hvilket han nu stod . Jo mere han +tænkte over det hele , desto tilbøjeligere blev han til +hverken at se guds eller djævelens finger deri , men +en ubøjelig skjebnes værk . I samme øjeblik , som +hans onde villie afrystede enhver tvang og satte sig +op mod guddommelige og menneskelige love , foregøglede + +han sig at være et uskyldigt redskab i en gådefuld +magts hænder , som friede ham fra alt ansvar . Han +var altså nu nedsunken i det mørkets dyb , hvor +hans åndsfrænde , den hjerteløse bisp for længst havde +hjemme , den fuldstændige vantroes rige , hvor end ikke +den svageste lysning lader se forskel på godt og +ondt . Visselig formår ingen menneskesjæl i længden +at bevare den isnende ro , som nu sænkede sig i Vigands +hjerte , mens han sad ene og grublende i den tavse +skov ; thi loven , hvis bud gud indgravede i ethvert +menneskes hjerte , lader indtil det sidste sin mægtige +røst høre , og forhærdelsens stærke mur falder som +Jerichos , for domsbasunens lyd ; men i dette øjeblik +taug den , og alt bøjede og formede sig efter hans +syndige villie . +Da således hans gode engel var bortskræmmet , +havde den onde alene hans øre , og han lyttede til +dens smigrende røst . Den sagde ham , at han med +udholdenhed og snildhed havde stræbt til et mål , +hvor den højeste jordiske nydelse vinkede ham . Hvad +var en kvindes dyd andet , end uforstand og tåbelig +halstarrighed , og hvad betydede hendes suk , gråd +og klager ? ikke mere , end et barns skrig og et barns +sorg , snart forstummet og snart glemt . Når Margaret +først var i hans vold , ville hun snart finde sig i sin +skjebne , og han havde guld og sølv nok til , at de +i lang tid uden bekymringer kunne nyde livet — +hvor længe , det ville han ikke nu plage sig med at udregne ; +thi en sagte stemme hviskedee i hans hjerte , +at det ikke var sagt , at den kærlighed , i hvis troskab +og oprigtighed han nndertiden havde søgt sin retfærdiggørelse , + +ville vare evigt . Ormen gnavede allerede +på roden af det eneste friske træ i hans +hjertes ork . +Den afsky , hvormed Margaret havde afvist ham , +kryddrede nemlig nu hans elskov med hadets og +hevnens bitterssde gift . Trods den tryghed , han +havde ladet Margaret se , følte han godt , at hans +stilling i Vissing , om han vendte tilbage til klostret , +turde blive mislig , måske ganske uholdbar . Hvis +Margaret røbede ham , da ville hun , med Broder +Ambrosius til bundsfælle , vel formå at styrte ham +i fordærvelse . Han frygtede , at det allerede var flet , +og han flår tænder af harme ved at tænke sig udvist +af klosteret med spot og skam ; men at vige +som den ydmygede og forsvinde som en skygge , den +tanke var ham endnu utåleligere . Nej , hvad han +havde besluttet , måtte fuldbyrdes ; den stolte jomfru , +for hvem han var en vederstyggelighed , skulle bittert +komme til at angre sin dristighed , og han ville se +hende for sine fødder , kiggende om nåde ; men hun +skulle ikke blive bønhørt . I en så letfærdig kvindes +selskab , som Elsebeth Gyldenstjernes , ville Margarets +knibske stolthed blive genstand for spot , landsknegten +var jo til enhver tid til fals , og når Margaret +først i hin faldne kvindes selskab var løbet af landet , +hvo ville da mere tro på hendes ære ? Blev der +da levnet hende nogen anden udvej end at slutte sig +til ham ? +Og kunne omstændighederne tænkes gunstigere til +udførelsen af hans voldsdåd , end de for øjeblikket +vare ? Man troede ham langt borte , på vejen op + +til Vendsyssel ; ikkun abbedisse Marine vidste , at bisp +Styge var i nærheden ; thi Vigand havde betroet hende , +at han var bleven kaldet til bispen i et vigtigt og +hemmeligt anliggende , hvilket han gav sig mine af at +kende ; men med den vante forsigtighed og i forudfølelsen +af , at Styge Krumpen næppe søgte hans bistand +i nogen hellig sag , havde han bedet abbedissen +om at lade andre i uvished angående målet for +hans rejse . Ingen ville da falde på at mistænke +ham , undtagen måske abbedissen , som dog sikkert af +hensyn til klostrets ære ville tie . +Det gjaldt kun at slippe ubemærket bort og sikre +sig mod forfølgelse , indtil de vare slupne over grændsen . +Margaret måtte forsvinde uden at efterlade noget +spor , og vanskeligheden bestod da blot i at få hende +lokket ud af klostret , helst alene , et foretagende , der +ved marts hjelp kunne udføres på en såre simpel +og naturlig måde ; men som også kunne strande på +en eller anden uforudset hindring , en af disse uberegnelige +hændelser , der er skjebnens værk . Dog , han +var jo nu fatalist og troede på skjebnens gunst , +ja , han mente allerede i ånden at se det lykkeligt +fuldbyrdet , som måtte og skulle ske . +Da han rejste sig for at vandre videre , var der +ikke skygge af tvivl eller betænkelighed i hans sjæl ; +han følte sig fast i sit forsæt og fuld af handlekraft . +Han forlod på et bestemt sted , hvilket han tidligere +nøje havde mærket sig , stien og fordybede sig i et +tæt krat i nye sønderskov , indtil han nåde en +gammel , hul eg , som allerede i lang tid havde +væræt gemmestedet for alt hans mammon . I Vissing , + +som på Tjele , havde han spillet den fattige tiggebroders +rolle , og da hans celle i klostret ikke frembød noget +sikkert gemmested , havde han snart unddraget sin indholdsrige +lædersæk de Vissing nonners nyfigenbed og +skjult den her i skovens tykning . Ofte , navnlig +når han om natten forlod Maris hytte , havde han +besøgt stedet og forvisset sig om , at hans skat var +i behold . Han fandt også nu sækken urørt på +det gamle sted i træets hule stamme , løftede den +nd , åbnede den og fyldte i den resten af den sum , +bispen havde givet ham , og som han havde medbragt +i sin kuttes dybe lomme . Lædersækken blev så tung +nok , men den havde et stærkt håndtag og en mand +af hans legemsstyrke bar den uden vanskelighed . +Han listede sig da med sin byrde ud af skoven +og nærmede sig den Dal , i hvilken Maris hytte lå . +Han havde valgt tiden heldigt , thi det var den varme +middagsstund , i hvilken bønderne sjælden færdes ude , +men ligge hjemme , dybt nedsænkede i middagshvilens +søde søvn . Solen brændte hårdt , men Vigand +mærkede det ikke , så ganske var hans sjæl optagen af +en eneste tanke . Tog ilede han , for snarest at komme +i sikkerhed bag Maris hyttevæg , udenfor hvilken +trolddomsfrygt holdt vagt . +De skidne hornruder i hyttens vinduer , som ved +deres uigennemsigtighed siffrede heksen for at blive +bekigget udenfra , hindrede også hende selv i at iagttage +dem , der nærmede sig hytten . Vigand gik lydløst +på sine sandaler og nåde således ubemærket +døren . Hau tog et raskt tag i den , så den liden +pind , med hvilken der var stoppet for klinken , fløj af + +og døren gik op . Han blev ved sin bratte indtræden +hilset med et dæmpet skrig , der dog ikke kom fra +Mari selv , men fra hendes barnebarn , liden Gjertrud , +det eneste levende væsen , en sort kat undtagen , som +heksen tålte om sig . Hun sad på hug i den lille +forstue med hænderne under sit forklæde og blundede , +da Vigand ved sin bratte indtræden forfærdede hende . +Hun var en tolvårs pige , liden og spinkel af vækst +og med et blegt og sygeligt åsyn ; men hendes store , +skønne blå øjne havde et blidt og drømmende udtryk ; +dog talte dyb tungsindighed af hendes blik , der +syntes at tolke hendes trællelivs lidelser og anråbe +om medlidenhed . +Vigand havde ofte set hende uden at lægge +synderlig mærke til hende ; men i dette øjeblik slog +hendes fromme , vemodige blik ham , og det englelige +udtryk vakte hans harme ; hvorfor han ublidt stødte +hende bort , da hun stillede sig foran den indre dør +og , rystende af skræk , mumlede , at oldemoder ikke +modtog besøg i middagsstunden . Han åbnede døren +og så lige for sig gamle Mari , siddende i sin hyndestol +og rugende over en lille bunke sølvpenge , hvilken +hun formodentlig havde været i færd med at tælle , +men nu hurtigt strøg ned i den halv åbne bordsfuffe , +idet hun tilkastede den indtrædende et sky blik . +Vigand havde ofte set Mari sidde således , i sit +ildrøde skørt , den blå vadmelstrøie og med den +fedtede klædeshue som en tæt ramme om det gustne , +rynkede ansigt . Det lurende blik fra hendes grå , +rindende øjne , høgenæsen , den spidse hage og de +smalle læber om den tandløse , indfaldne mund gave + +hende et ondt , afskrækkende udseende ; men Vigand var +nu så fortrolig med hendes frastødende ydre , at man +ikke skulle troet , at synet af Mari kunne indgyde +ham afsky ; og dog var det tilfældet . Han var til +mode , som om han først i dette øjeblik ret fik øjnene +op for , hvilken led gammel heks hun var at se til . +Hvilken svaghed af ham og tilsyneladende modsigelse , +at han først opirredes ved synet af liden Gjertruds +fromme åsyn og nu ikke mindre ved at se heksens +lede fjæs ; men disse sindsrørelser sprang af den +samme kilde ; thi ligesom han i barnets rene , fromme +blik havde ment at læse en bebrejdelse over den +sorte skjændselsdåd , han nu ville udøve , således +stillede heksens frastødende åsyn ham ret for øje , +hvor sort den dåd var , til hvilken han behøvede en +flig hjelperske . +Han satte den tunge lædersæk fra sig og lukkede +døren , idet Mari med ufordulgt overraskelse og et +tvungent smil udbrød : +„ Ej , ærværdige fader , er i alt vendt tilbage +fra eders lange rejse ! “ +„ Som du seer , Mari ! “ svarede Vigand , flød +slåen for døren og gik så hen til bordet , hvor +han tog plads på bænken lige overfor den gamle ; +„ men tand for tunge ! Ej nogen levende sjæl må +få nys derom , at jeg i denne stund har gjestet +dig . Kunne vi stole på den liden djævleunge med +de spejdende øjne , du har hos dig ? Jeg har vigtige +og nødagtige sager at tale med dig om . Skik barnet +af huse , at hun ej lurer ved døren ! “ + +Mari yndede ikke at modtage befalinger i sit +eget hus og mumlede : „ Munkenåde er til liden +både ! “ Dog , idet hun tog sin gest nøjere i øjesyn +og bemærkede hans spændte , stirrende blik og de dybe +rynker i hans pande , skønnede hun , at han ikke var +til sinds i dette øjeblik at tåle modsigelse . Hun +rejste sig da , humpede hen til døren og råbte ud til +Gjertrud , at hun fluks skulle gå ud på heden og +flytte fårene . +„ Mig tørster , “ sagde Vigand med hæs røst , „ giv +mig at drikke , bliver det end kun vand , eller valle , +blot straks ! “ +„ Ha , ha ! “ lo Mari med skrattende røst , satte +begge næver i siden og stirrede på Vigand . , , Balle +til munkehals , da får jeg give min gris rostokkerøl . +Mari er ikke så arm , det i vel ved , at hun jo +evner at slukke tørsten på den argeste supper , både +fra øm og voer . “ +Derpå humpede hun hen til et lidet væggesfab , +af hvilket hun udtog en stor trækande og gik med +den ud i et mørkt rum bag værelset for at aftappe +øllet . Den åbne skabdør tillod et indblik på +hylderne , hvor Vigand blev et par sølvbægre og +nogle skønne leerkruus vaer . Værelsets indre udviste +i det hele større velstand og mere hygge , end hyttens +forfaldne ydre lod formode . Væggene vare dækkede +af lædertapets-stumper , som Mari havde tiltigget sig +i klostrene , helgenbilleder prydede væggene , og alkovesengen +svulmede af gode bolsterdyner og puder . Der +var ingen mangel på husgeråd , og den store jernbeslagne +dragkiste rummede sikkert ikke blot klæder og + +linned , men tillige en stump mønt . Vigand vidste , +hvor pengegridfk heksen var og skønnede , at en rundelig +gave ville være det sikkreste middel til at vinde +hendes bistand . Han benyttede da hendes fraværelse +til at åbne lædersækken og udtog af den en værdifuld +armring af guld , hvilken han stak til sig . +Da hun var vendt tilbage og havde sat ølkanden +på bordet , greb Vigand den , inden Mari kunne +række ham et bæger , satte den for munden og tømte +den til hælvten . Så drog han et dybt suk og +fornam med velbehag , at den styrkende drik havde +tilvejebragt ligevægt mellem legeme og sjæl og gengivet +ham den vante selvbeherskelse og ro . Mari +kom døg ligefuldt med bægeret , satte dertil en træbakke +med bagværk på bordet , tog så atter plads +i sin stol og sagde : +„ Lad nu høre , ærværdige fader , hvilket ærinde +har ført eder til min ringe hytte og hvad i begærer +af mig ? “ +„ Ikke trolddom , Mari , “ svarede Vigand med et +skummelt smil , „ ej urter , salve , hvad heller klokkeskrab +til at mane onde ånder af kroppen ; blot en +håndsrækning til at mane en fager jomfru hid . “ +„ Ej , ej ! “ udbrød Mari og hævede sine grå , +buskede øjenbryn ; „ har piben nu den lyd ? Nu , +elsfov er som mimmerdug ; hun falder så snart på +en hybentorn , som på en rosensblomme . “ +„ Du mistyde ikke mine ord ! “ sagde Vigand og +antog pludselig en hellig mine . „ Jeg har noget af +tær vigtighed at fortroe jomfru Margrethe , mit +skriftebarn , og det er til hendes eget bedste , at det + +skeer ufortøvet og i al hemmelighed . Du må skaffe +hende hid alene og inden aften . “ +Mari så på Vigand med et forskende blik , +tog så øjnene til sig , ridsede med sin stok i gulv +sandet og sagde : +„ Ikke let det ! “ +„ Just såre let , “ svarede Vigand barskt , „ når +sagen gribes an på den rette måde . Hun har jo +nu sin gang hos dig ; var hun ej her for en uge +siden at hente urter til den syge søster Karen , og +kom hun ikke da uden ledsagelse ? Hun går jo nu +helt trygt omkring , beskyttet af det helligheds skin , +som omgiver hende . “ +„ Det skal i vide , fader Vigand , “ sagde Mari +med et sky blik , „ at troede jeg end længe ikke på +hellighed og dyd , den jomfru har moxen rokket min +vantro . Hun er stærk i ånden , og hendes blik +bringer en til at skælve . “ +„ Gamle tåbe , du er , Mari ! “ udbrød Vigand +og lo tvungent . „ Tænkelig gør jomfru Margrethe +om lidet en helgen af dig ! Nu , derom tænker jeg , +at hvo der skal til helvede , må så gerne rende , +som trave . “ +„ Jomfru Margrethe , “ sagde Mari med uventet +fasthed , „ har ikkun bevist mig godt , og ikke tale i +til mig om helvede ! Jeg beder mit paternoster og +ave trods nogen søster i Vissing . “ +„ Det må da vel være mig , “ svarede Vigand og +så Mari ind i øjet , „ der skal frie dig af djævelens +kløer , som og af ulykke og fortræd i dette liv . Jeg +er nu for længst vorden meget vidende , Mari , og har + +din velfærd i min hånd . Tog , hvad er dette mod +din sjæls vel ? Jeg har magten at løse og binde , +det du fuldt vel ved , og skulle nogen betænkelighed +holde dig tilbage , da lide du trygt på mig . Alt +er dig forud forladt og tilgivet , og jeg dækker dig +med mit ansvar . “ +Det stod at læse på Maris rynkede åsyn , at +Vigands hentydning til hans kundskab om flere af +hendes livs sorte hemmeligheder indgød hende stor +angst ; men slutningen af hans formastelige tale +beroligede hende igen ; thi om hun end ikke troede +på gud , hun troede dog på præstevælde og så +navnlig i Vigand en troldmand , der var hende overlegen . +Margarets ungdom , skønhed og hjertensgodhed +havde virkelig gjort indtryk på hendes forhærdede +hjerte , men frygt for hendes egen sikkerhed +kvalte denne gode følelse , hun lukkede sit hjerte til +og forestillede sig selv , at hun måtte bøje sig for +nødvendigheden . Den djævels munk , der nu sad og +stirrede på hende , var den stærkeste part og han fik +da at bære ansvaret , som han selv sagde . +„ Nu ikke halvskrattes tale længer , “ udbrød hun +med et frækt blik , men med usikker røst ; „ vi springe +helst i det ! Hvordan vil i have det stillet an , og +hvor stor bliver min løn ? “ +„ Ret få , Mari ! “ sagde Vigand og nikkede . +„ Nu er du dig selv igen . Du gøre nu blot , som +jeg byder og vær tryg ! To ting begærer jeg af +dig : først det , at du stikker Gjertrud med brev til +Vissing og skriver deri , at du ligger neder af sygdoms +svaghed og begærer jomfru Margrethe i tale + +alene og inden aften , såsom der er noget , der tynger +din sjæl , og som du ønsker at betroe hende ; så +det , at du straks , når Gjertrud er vendt tilbage , +begiver dig bort med barnet og overlader din bolig +til min rådighed fra nu af og indtil i morgen ved +denne tid . “ +„ Ved jomfru Maria ! “ udbrød Mari og slog +kors for sig , „ hvilken misgerning vil i nu begå , +Vigand ? Er i først fort , da falder skylden på mig , +og jeg får bøde for det , i gjorde . “ +„ Jeg sværger dig til ved min helgen , “ sagde +Vigand og så Mari fast ind i øjet , „ at ingen +misgerning skal her vorde begået . Du er fraværende +og ved af intet . Gjertrud må du påbyde +tanshed , at hun intet siger om min nærværelse , +blot afgiver brevet til portsøsteren og da straks iler +tilbage . Nu frisf til værket og viis , at du er pennen +så mægtig , som du har ord for ! “ +Men Mari rørte sig ikke ; hun blev siddende med +hænderne støttede til stokken og stirrede på Vigand +med et forskende , mistænksomt blik . Da tog han den +gyldne ring frem og lod den ædelsten , der var anbragt +i den , funkle for heksens øjne . +„ Til hvilken Summa vurderer du denne ? “ spurgte +han med et hoverende smil . „ Monne den ikke være +sine hundrede gylden så vel værd mellem brødre ? +Den er din , Mari , om du vil være mig til villie . “ +Der viste sig to røde pletter på Maris gustne +kinder , og hendes øjne støde lyn . Ingensinde var +der bleven hende budt så kostelig en gave ; thi hundrede +gylden var i hendes tanker næsten en formue . + +hun rejste sig halvt fra sit sæde , greb ringen med +en ravns griskhed , sank tilbage i stolen og sagde +med rystende stemme : +„ I får da have eders villie , i fabels +Karl ! “ +Så stirrede hun på klenodiet med et funklende +blik , vejede det i hånden og mumlede nogle utydelige +ord , af hvilke dog den i alle hendes trylleformularer +indviede Vigand hørte nok til at skjønne , at det +var en besværgelse , ved hvilken hun ville afvende alle +skadelige følger af den handel , hun nys havde sluttet , +fra sig selv . +„ Nu er ringen signet “ , sagde Vigand med et +spodsk smil ; „ den vil bringe dig lykke . Betalingen +fik du forlods , Mari ! Nu gøre du fluks din skyldighed +og lægge hånd på værket ! “ — +da brevet var skrevet og ombundet med en +tråd , hvis ende Mari forseglede med voks , blev +Gjertrud hidkaldt og afsendt med det til Vissing , efter at +hun først havde fået den strengeste formaning til at +forholde sig tavs og straks ile tilbage , når brevet var +afleveret til portsøsteren . Vigand nærede en hårdnakket , +ham selv ikke ganske forklarlig mistillid til +barnet ; men Mari kendte Gjertruds store frygt for +hende og tvivlede derfor ikke i mindste måde om at +blive punktligt adlydt . Hun fik også ret ; thi der +var ikke gået meget over en time , førend Gjertrud +atter viste sig forpustet i hyttens dør og meldte , at +brevet var blevet rigtigt afleveret , og at portsøsteren +havde lovet straks at give det til jomfru Margrethe . + +Vigand hørte med blussende kind og funklende +blik , at lykken fremdeles var ham god , og sagde så +til Mari : +„ Nu fortøve du her ikke længe ; men forinden +du begiver dig herfra , da udlever mig den mandsdragt , +jeg har givet dig i forvaring . Du har da +ikke bedraget mig for den ? “ +„ Mari er en tro gjemmerfle “ , svarede heksen med +rynket pande . „ Nu skønner jeg dog , at i må have +overlagt det , i har fore , længe forud . “ +„ I disse onde tider , “ svarede Vigand , „ må +en forfulgt tiggerbroder vel stedse være beredt på at +skifte ham . Se ! “ udbrød han tilfreds , da Mari af +et rum i alkoven fremtog tøjet , „ der har vi trøjen , +hoserne , vamsen , støvlerne , baretten og sværdet — +nu Mari , her er en gylden i leje for mit adelsskrud +og nu fort med dig ! “ +Dog tøvede Mari en stund , rodede i sin dragkiste +og stak penge og andre sager af værdi til sig , +som om hun forberedte sig på den mulighed at +måtte rømme med det samme . Imens samtalede +hun med Vigand , og liden Gjertrud , som nu blev +forglemt , tittede gennem dørsprækken og lyttede med +blegnende kind til de ord , der faldt mellem munken +og den gamle . +Omsider var Mari færdig og måtte afsted . +„ Lykke på rejsen , Mari ! “ sagde Vigand , da +hun humpede ud af hyttens dør . „ Jeg skønner , +det er din agt at drage bort for en stund , og deri +handler du viseligt . Du har nu nok at bjerge dig +med for din øvrige levetid . “ + +„ Bedre er held , end hundrede mark , “ svarede +Mari , idet hun standsede og vendte sig mod Vigand . +„ Gerne gav jeg to ghldens værd for at vide , hvorlunde +i og jeg , vi er stedede forinden tvende solemærker . “ +„ Ha , +ha ! “ lo Vigand , der stod i døren og +kastede et spejdende blik ned ad dalen , „ nu tilstod +du , at al din konst er vanmagt og bedrag . Jeg +har stærkere tro på min magt og klarere syn , end +du ; jeg spår og siger dig det forud , at forinden +tvende solemærker , da er jeg og en til mange mile +herfra i god behold , mens du sidder et sted , hvor +djævelen monne have dig , og kysser min guldring +med glædestårer . “ +„ Djævelen have ham , ikke mig ! “ mumlede Mari , +slog kors for sig og humpede raskere , end man skulle +troet , hen ad stien med Gjertrud bagefter sig . Vigand +blev stående og så efter dem , indtil de vare af +syne . Så lukkede han hyttens dør og ilede ind i +kammeret , hvor han fluks afførte sig sin klosterdragt . +„ Der ligger tiggebroderen ! “ udbrød han , idet +han smed sortebrødre-kutten ind i det mørke rum +ved siden af , „ og med den fule sløikjortel være alt +hykleri og det gamle trællesind aflagt ! Nu straks skal +jeg vise mig i min sande skikkelse , en fri , ædelig +mand mere lig , end mangen , som fødtes til at +kaldes så . “ +Da han havde fuldført omklædningen , greb han +Maris spejl og betragtede længe og med velbehag +sit eget billede , der i den nye ham viste sig så forunderlig +fremmed for hans stirrende blik . Smuk og + +anseelig var han at se til i den klædelige dragt ; +et tilfreds smil krusede hans veldannede læber , og +hans mørke øjne funklede , da han satte spejlet hen . +„ Jeg er hende jevnbyrdig , “ mumlede han , „ vi +ere som skabte for hinanden , og skjebnen har mærket +hende til at vorde min ejendom . Hun skal sande det , +når hun kommer og står ansigt til ansigt med mig , +at ingen undgår sin skjebne ! “ + +sjette kapitel . +Broder Vigand skrifter . +Time efter time gik , og endnu dvælede Vigand +i Maris hytte , ventende på sit offer . Snart sad +han lyttende i heksens stue med hver nerve spændt , +snart sprang han op og gik ud i forstuen for at spejde +gennem kighullet i døren , indtil hans øje blev blindt +af at stirre ; men der kom ingen Margaret , og dog +var solen nu sin nedgang nær . +Intet sætter et menneskes sjælskraft på så +hård en prøve , som at vente i ørkesløshed . Tusinde +ukaldede tanker melde sig for at nedbryde modet og +formørke håbet , og den tiltagende spænding fremkalder +en pirrelighed , som ender med fuldkommen +slappelse . Selv den vises og frommes tålmodighed +går sjælden seierrig ud af denne prøve , men for +synderen med det onde forsæt i hjertet bliver ventetiden +en forsmag på pinen i helvede . Kampen +mellem den onde og den gode engel , som syntes udfegtet , +begynder forfra , samvittighedens kvalte røst +lader sig atter høre , og angstens dæmoner rejse hvislende +deres hoveder . Trods den åndelige tortur , + +Vigand gennemgik , indså han dog , at hvis Maris +brev havde gjort sin virkning , og Margaret overhovedet +kom , da var det meget heldigere , at hun først +indfandt sig sent , når mørket faldt på , og den +time nærmede sig , da han turde vente Johan goerdes +med rytterne fra linå laven slot . +Dog var han nær ved at opgive ævret , da han +endelig , som solens sidste stråler sluktes bag skovåsene , +så Margaret nærme sig , og hans hjerte +bankede af djævelsk fryd ; thi han blev vaer , at hun +kom alene . Med lette og hurtige skridt gik hendes +statelige skikkelse , indhyllet i den side og snehvide +novicedragt hen ad stien , ikke ulig en due , der +blindt flyver mod høgens rede . Hendes ædle og +skønne åsyn blussede af den raske gang , hun standsede +et par gange og så sig tilbage , men gik så uden +tøven lige mod hytten og i samme øjeblik , hun +nåde døren , sprang Vigand ind i et brændselsrum +ved siden af forstuen og skjulte sig der . +Margarets hjerte bankede af den hurtige gang +og af spænding ; thi hun var på flugt fra sit +fængsel , klosteret og ilede nu ad kærs mølle til . +Maris brev havde givet hende det forønskede påskud +til at flippe bort på en heldig måde og uden at +udsætte sig for at blive forfulgt . Hun priste endogså +sin lykke , fordi den søvnige og efterladne portsøster +først hen ad aften havde givet hende brevet ; thi derved +var hun faldet på af udbede sig abbedissens +tilladelse til af turde forblive om natten hos den +syge gamle kvinde og våge hos hende . Abbedisse +Marine havde rigtignok gjort indvendinger , men da + +Margaret nu ganske havde vundet hendes tillid , var +hun falden til føje , dog på den betingelse , af to +lægbrødre ledsagede Margaret til hytten ; men disse +uvelkomne ledsagere blev Margaret let kvit , idet hun +der , hvor stien bøjede af fra vejen , havde givet dem +tilladelse til af vende tilbage til klostret , hvilket de +hellere , end gerne , gjorde , da et ophold ved nattetide +i den syge troldkvindes snevre hytte ingenlunde forekom +dem lysteligt . Margaret bad dem sige abbedissen , +af hun havde ladet dem gå , fordi deres nærværelse +i hytten kun ville volde fladelig uro , men af hun +meget ønskede , af de skulle afhente hende den næste +morgen . +Det var nu hendes plan , efter at hun havde tilbragt +nogle timer hos Mari og ydet hende den begærede +trøst , da ved det første daggry af ile til +nye , hvor hun kendte en Bonde , hvis syge barn +hun havde helbredet , og som hun håbede let af formå +til af køre hende til møllen . En sten faldt +fra hendes hjerte , da hun så sig vel indenfor Maris +hyttedør , og hun trådte nu med tak til gud ind i +stuen — da hun til sin forbavselse fandt den tom +og straks blev vaer , af der ingen Mari lå i alkoven , +ja af endogså sengeklæderne vare urørte . +Som hun slog hænderne sammen af forundring , +hørte hun døren gå bagved sig , og da hun vendte +sig om , så hun til sin forfærdelse en høj mand i +verdslig dragt og med sværd ved siden for sig . +Hun stirrede på den fremmede , genkendte Vigand +og sank med et skrig om i Maris stol . + +der lød ingen velsignelse fra Vigands læber , +uagtet den allerede svævede ham på tungen , så +stærk er banens magt . Blodet brusede i hans årer , +og lidenskaben gjorde ham i det første øjeblik stum ; +men han fik bugt med stormen i sit indre , nærmede +sig Margaret med et mildt åsyn og sagde : +„ Du forfærdes ikke , Margaret ! Der skal intet +ondt blive dig tilføjet , blot du føjer dig efter min +villie ; snart vil du begribe alt og være mig , ikke +vred , men takskyldig . “ +„ Mari , “ udbrød Margaret med skælvende røst +og rejste sig brat , „ hvor er hun ? “ +„ Hun er ikke til huse , “ svarede Vigand , der nu +fuldkomment havde genvundet sin fatning , „ ikke hun , +men jeg kaldte dig hid . “ +„ I og ikke Mari ? “ spurgte Margaret , tog brevet +frem af sin barm og viste ham det . +„ Mari , “ sagde Vigand med et smil , der isnede +Margarets blod , „ gjorde og skrev , som jeg hende +bød . “ +Da sank Margaret atter om på stolen , begravede +sit åsyn i sine hænder og brast i gråd . Det var +fortvivlelsens tårer , hun udgød , men de lettede dog +hendes hjerte . Vigand havde imidlertid skudt slåen +for døren , gik nu atter hen til hende og sagde : +„ Nu ville vi ikke blive forstyrrede , og vi kunne +tale trygt og uhindret med hinanden . “ +Da rejste Margaret sig med blussende kinder , +og hendes funklende blik viste , at hendes stolthed og +naturlige mod var vågnet i hele sin styrke . + +„ Hvad betyder dette ? “ spurgte hun med bydende +røst . „ I hvad hensigt har i lokket mig hid og +hvortil denne indespærring ? Er i rasende og galen ? “ +„ Margaret , “ sagde Vigand og gik tæt hen til +hende , „ det betyder , at nu er timen kommen , hvorefter +jeg i mange , lange år sukkede , den time , da +du må følge mig og vorde min . “ +Han lagde sin hånd på hendes . Skulder ; hun +rev den bort og ville ile mod døren for at undflye , +men han greb hende med jernhånd , drog hende til +sig og trykkede et brændende Kys på hendes læber . +Hun sid sig fra ham med et skrig ; hætten , +som dækkede hendes hoved , faldt af , og hendes rige , +brune hår rullede ned og ombølgede hendes blussende +åsyn . Hendes stolte øjne lynede , og hun så sig +vildt om , som om hun søgte en kniv , eller et andet +forsvarsvåben , men da hun intet fandt , sank hun +atter om på stolen og var en afmagt nær . Dog +fik hun bugt med den svimmelhed , der et øjeblik +omtågede hendes hjerne , hendes blik fæstede sig på +voldsmandens åsyn og fængsledes af hans funklende +blik , som fuglens af slangens . +„ Nu vorde du stille , “ sagde Vigand , som stod +foran hende med korslagte arme , „ og ikke tiere vild , +er du end såre dejlig at skue , selv i din harme . +Jo mindre tålmod , des værre kår ! Du frygte +nu ingen videre overlast af mig , Margaret ! Dog +er det mig til behag , af vor pagt straks blev beseglet +med et Kys . Det Kys vil brænde på dine læber +nu og altid og sige dig , af nu er du min ! “ + +„ Guds hellige moder ! “ udbrød Margaret og +så opad med fortvivlelse i sit blik , „ Du slige herned +med alle dine gode engle og frie mig af denne +djævels vold ! “ +„ En from bøn den ! “ sagde Vigand i en spottende +tone . „ Du forsøge det nu med Sancte Peder og +Sancte Povel , hvad heller med Sancte Laurentius og +Sancte Søren og se , om de slige herned for af frelse +en knibsk jomfru ! Nej , så anråbe du hellere de +jordiske helgene , til hvilke du dog har størst tro , +men som du hidindtil vragede . Hvad mener du om +Sancte Knud og Sancte Folmer ? men disse helgene +ere ulykkeligvis ikke tilstede . Der bliver da ikkun til +rest Sancte Vigand ; hvad om du påkaldte hans +medlidenhed og undlod af skjelde ham for en djævel ? “ +Vigand læste i Margarets blik , da han nævnede +Knud og Folmer , af håbet blussede op i hendes +hjerte ; derfor sagde han : +„ Du forstå mine ord vel ! Folmer Hansen +drøg af kærs mølle alt for fem dage siden , Knud +og ide årke i går Morges — de er alle fort ! +Dem holdt du så længe for nar , min dukke , indtil +du blev narret selv . “ +Margaret blev dødbleg og nogle tunge tårer +faldt fra hendes øjenlåg , mens hun knugede de +foldede hænder mod sit bryst . +„ Græd du kun ! “ vedblev Vigand ; „ hidsig gråd +tørkes snart . Den dag vil komme , da du leer . +Snart vil du være i saddelen og langt herfra ; men +ventetiden vil jeg nytte til at gøre din sjæl fortrolig +med det , som kommer . Ikke se du i mig en + +voldsmand , som vil krænke dig , men en tro ven , +der mod din villie frelser dig fra et ulyksaligt liv , +dig , slegfreddatteren , på hvem verdens ringeagt +hviler ; thi med klostrenes magt er det snart forbi , +og ham , du mener at være din ven , kedes nu ved +dig og har vendt dig ryggen . “ +„ Jeg tror ikke det , “ sagde Margaret med mat +røst ; „ der er ikke sandhed i din mund . “ +„ Mere , end du formoder ! “ svarede Vigand . +„ Du har ikkun en ven , han som nu taler til dig +og som vil stræbe derefter at bsie dit trodsige hjerte +og vinde din hu , det du engang skal takke mig for . +Du skal nyde høvisf og sømmelig medfart , Margaret +og skønne , at du faldt ikke i flette hænder . Nu +sætter jeg mig her på bænken , så bordet er os +imellem . Du høre da roligt på det , jeg har at sige +dig . Mangen gang skriftede du for mig , men ingensinde +oprigtigt , det jeg fuldt vel ved ; nu straks vil +jeg skrifte for dig , en ære , du tænkelig agter ringe , +men det skal ikke fattes på oprigtighed og ikke en +fold i mit hjerte skal vorde skjult for dig . “ +Han talte nu længe og vedholdende , idet hans +dybe røst snart lød dæmpet og ensformigt , snart +hævede sig , når lidenskabens storm rev ham hen : +Margaret sad der med dodblegt åsyn og hænderne +foldede i sit skød , hun hørte som den , der ikke +hører ; og dog dukkede senere det , som kun hendes +ydre øre syntes at have opfattet , op i hendes erindring , +hvor ordene havde ædt sig ind , som ormeyngel +i en blomsterknop . + +kun ufuldkomment og dunkell opfattede hun da , +hvad Vigand sagde om fortiden , om den ringeagt +og spot , han ofte havde bøjet af hendes hedengangne +fader , om den troskab , han desuagtet havde udvist +mod sin beskytter , om den hånhed , Folmer Rud +stedse havde udvist mod ham og om alle de bitre og +krænkende ord , han havde måttet bøje af Knud , slet +gjengjeld for mangeårig faderlig godhed . Ikke mindre +spildt var hans skildring af hans brændende kærlighed , +om hvilken han sagde , at den var opstået i +hans hjerte ganske uden hans egen skyld , en drift +nedlagt i ham af skaberen selv . Så længe havde +han skriftet hende og læst i hendes skønne øjne , +indtil hendes billede stod uudsletteligt præget i hans +hjerte , og han elskede hende højere , end jordisk vinding , +ære og liv . Dog , trods al den bitterhed , +hvormed han skildrede det , han mente at burde hevne +og al den glødende veltalenhed , hvormed han udmalede +sin dybe lidenskab , talte han længe for døve øren . +Margaret benyttede dette pusterum , da han lod hende +i fred og kun stræbte at gyde ordets gift i hendes +øren , til at samle sine tanker , genvinde sin fatning +og styrke sig ved bøn . +Men ikke så snart begyndte han at indvie hende +i sine planer for fremtiden , før hun vågnede til +fuld bevidsthed og med åndsnærværelse lyttede til +hvert ord , han sagde . Hun fik af vide , af hun i +denne nat , om få timer , måtte følge ham , og af +det var hans agt for stedse af forlade Danmark . Han +nævnede landsknegten , ikke ved hans virkelige navn , +men som John Craigengelt og søgte af indbilde hende , + +af han nu følte sig overbevist om , af denne fremmede +kriger virkelig var hendes morbroder , og af man +havde gjort ham skammelig uret . Han bad hende se +et bevis på hans gode hensigter i denne hendes +frændes nærværelse og underrettede hende sluttelig +om , af hun ikke ville blive uden kvindeligt selskab , +da en rigtignok ulykkelig , men adelsbåren og godhjertet +kvinde , Fru Elsebeth Gyldenstjerne , nu hendes +morbroders trolovede , i selskab med dem agtede af +drage af landet . +Så fortvivlet var Margarets stilling , af hun +ikke anstillede mange betragtninger over , hvorledes +Vigand var kommen i kast med de to berygtede personer , +i hvis selskab hun skulle føres bort . Hun +tænkte blot : gud være lovet , af jeg ikke bliver ladet +ene med ham ! Landsknegt og berygtet kvinde , de +ere dog mennesker og ville måske forbarme sig over +mig ! — hun åndede da lidt friere , og da hendes +vedvarende taushed opbragte voldsmanden , og han +begærede at høre et ord af hende , da sagde hun +med en fatning og ro , som bagefter forundrede +hende selv : +„ Jeg er i eders magt , Vigand , og må følge +eder , det seer jeg grant , og da jeg nu skikker mig i +min skjebne og ikke gør modstand , da unde i mig , +forinden vi drage af , en liden hvile . “ +Den tale huede Vigand godt , og han gik da +udenfor og satte sig på vagt på bænken ved +døren , hvor han lyttede , om ikke Johan goerdes med +rytterne nærmede sig ; thi aftenen var allerede langt +fremskreden . + +men Margaret blev efter hans bortgang siddende +som bedøvet ; thi det frygtelige sindsoprør og den stærke +spænding efterfulgtes af dødelig mathed . Hendes +nærværelse i Maris hytte , alene og under så skrækkelige +omstændigheder syntes hende at være noget uvirkeligt , +en rædsom drøm ; men når Vigand bevægede sig +udenfor hytten , da vågnede hun gysende til fuld +bevidsthed af det nærværende og udgød bitre tårer . +De sandhedscrd , Folmer i sin tid havde talet til +hende , fik nu en knugende vægt , hans advarsler , der +havde viist sig at være i fuldeste mål berettigede , +genlød i hendes øren , og hendes ængstede sjæl svarede +med et håbløst : for silde ! +Dog gik hun ikke i rette med forsynet , fordi +hun uden egen skyld var bleven stedet i så stor en +nød . Hendes tro på guds retfærdighed og barmhjertighed +var ikke rokket , hendes håb om frelse +endnu ikke udslukt . Hun sank ned på sine knæ og +bad inderligt og længe til sin gud og frelser — for +første gang i hendes liv glemte hun jomfru Maria +og den hele skare af helgener , hvilke hun havde +dyrket som afguder , og hendes bøn fandt vejen til +guds ttrone . +Men inden hun kom til ende med sin bøn , +omtågedes hendes tanke , hendes hoved sank ned på +stolen , foran hvilken hun var knælet , og således +liggende faldt hun i en dyb søvn , som styrkede hendes +legeme , udflettede nogle angstfulde timer af hendes +liv og måske frelste hendes sjæl fra vanvid . + +syvende kapitel . +Guds øjne . +Medens Margaret inde i heksens hytte , nedsunken +i forglemmelsens nat , nød søvnens vederkvægelse , +led Vigand udenfor alle helvedes kvaler . +Natten stred frem , men alt forblev stille , og end +ikke den svageste lyd meldte hans hjelperes ankomst . +Tusinde urolige tanker plagede ham . Skulle +landsknegten have brudt sit ord og bedraget ham ? +Neppe muligt ; thi derved ville den pengegridsfe eventyrer +jo gå glip af sin halve belønning . Mon +Margaret ikke blev savnet i klosteret , og ville de ikke +komme mandsstærke derfra for at søge hende ? Mere +end en gang tænkte han på at gå ind i hytten +og udspørge hende om de nærmere omstændigheder ved +hendes bortgang fra klosteret ; men så besynderlige +modsigelser kunne forenes i et menneskeligt hjerte , at +den samme mand , der ikke veg tilbage for et frækt +kvinderov , ikke nænnede at forstyrre sit offers søvn . +Stum og ubevægelig stod han og stirrede hen for +sig , stedse lyttende . Da raslede det i hyldebuskens + +grene få skridt fra ham , og han for sammen . Var +det natvinden ? Han så derhen , og det forekom ham , +at han kunne skimte en skikkelse , som bevægede sig . +Han sprang derhen som en tiger , men greb kun den +tomme luft . +Den kolde sved stod ham på panden , da han +atter var vendt tilbage til hyttens dør . Han stod +der med korslagte arme og stirrede op mod den stjerneklare +himmel , mens nattens højtidelige stilhed ængstede +ham . Han hadede disse blinkende stjerner , +stumme vidner til hans sorte dåd ; de syntes ham at +være som guds øjne , der bebrejdende så ned på +ham og ynkede ham i hans dybe nedværdigelse . Hans +hjerte blev greben af vild trods og i vanvittig +harme løftede han sin knyttede hånd truende mod +himlen . +Ensomheden blev ham nu uudholdelig , og da han +i det samme bemærkede , at det dagedes i øst , så det +måtte være midnat langt forbi , tog han en rask beslutning , +åbnede døren til kammeret , tog sin vadsæk , +som stod ved døren og råbte til Margaret , at hun +fluks sfulde komme ud . +Med et skrig vågnede hun og sprang op , først +forvirret , men snart kom hun til fuld bevidsthed +om sin skrækkelige stilling . Langsomt trådte hun ud +af hyttens dør , og hendes knæ rystede under hende ; +men da den svale morgenvind kølede hendes pande , +og hun , efter så længe at have været indespærret i +et snevert , kvalmt rum , indåndede den friske luft , følte +hun sig vidunderlig styrket . Hun så op mod guds +majestætiske himmelhvælving , og de blinkende stjerner + +vare for hende som venneblikke , der tilsmilede hende +trøst og sænkede fred i hendes ængstede hjerte . +„ Din forræderiske skalk af en morbroder har +bedraget mig eller fået forhindring , “ sagde Vigands +dybe røst tæt ved hende . „ Vi må gå herfra til +fods og opsøge ham og Fru Elsebeth på linå laven +slot ; blot en lille stunds gang over åsen til +stigballevig ; der ligger fiskerens pram , vi gå i +den og roe over til dynæs ; kom nu fluks ! “ +Men Margaret blev stående og stirrede op mod +stjernerne , som blinkede til hende og indgsd hende +nyt mod . Hun kunne ikke tro , at denne niddingsdåd +skulle fuldføres ; det måtte kunne lykkes hende at bøje +voldsmandens hjerte . +Hun trådte da ud af hvttens dør , faldt på +knæ for ham , greb hans hånd og bad ham med +ord så bønlige og ydmyge , som ingensinde før vare +komne over hendes stolte læber , at lade hende fare . +Hun forestillede ham det usle og umandige i at flæbe +en værgeløs kvinde bort mod hendes villie og lod +ham vide , at hun aldrig ville blive hans , før ville +hun søge døden . Hun erindrede ham om , at der lever +en retfærdig og alvidende gud , i hvis hænder det er +skrækkeligt at falde , og som ofte lader den mest skjulte +niddingsdåd blive opdaget og straffet . Hvilken frygtelig +gjengjeldelse ventede ham ikke , hvis hans voldsdåd +blev røbet ? men endnu kunne alt afværges , og hans +hjelperes udeblivelse var et vink fra himmelen , en nådig +henstand , en udvej til frelse , som blev ham tilbudt . +Hun tilsvor ham ved alt , hvad helligt var , +at hvis han lod hende gå med fred , da skulle + +denne nats hændelser vorde evigt fortiede , og aldrig +ville hun rejse nogen klage imod ham . De ville da +skilles for stedse , men hun ville bede for hans sjæl , +som for en vens . +„ O , Vigand ! “ udbrød hun til sidst , „ var i dog +ikke nu i mange år min lærer , skriftefader og ven ? +Var jeg eder ikke stedse lydig og hørig ? Når krænkede +jeg eder eller handlede eder imod , før i selv +ved eders ustadighed tvang mig dertil ? En ond ånd +må være faren i eder nu — i besinde eder og vise +barmhjertighed ! “ +Hendes bløde stemmes bævende klang og de +dejlige øjnes dunkle glans , mens hun bad og +bønligt så op til ham , syntes et øjeblik at afvæbne +ham . Han forblev stum og holdt hendes hånd fast +i sin og hun fornemmede , at hans hånd fljelvede ; men +snart viste det sig , at han atter havde tillukket sit +hjerte og forhærdet sig . Dog røbede hans svar , at +han et øjeblik havde overvejet , om klogflaben ikke bød +ham at lade hende gå . +„ Nej , sagde han og atter nej ! Ikke er jeg flig +tåbe nu at flippe dig . Du er en kvinde , du vil +røbe mig og fladdre ; inden et par stunder vil de +nye bønder være på benene , der vil gå bud til +øm og Vissing , snart vil en ganske hær være efter +mig , og ulvehundene jage mig som et vildt dyr . Du +er snild , Margaret , men du overlister ikke mig . Nu +fort ! Der er stien ; du gå nu foran mig og brug +dine rappe ben vel ! “ +Margaret rejste sig i stum fortvivlelse og gik , +som han bød ; men som han greb lædersækken og fulgte + +hende , da hørte han atter den samme raslen bag +hyldebusken , og det forekom ham , at han så en +skikkelse , der sneg sig bort . Dog , nu var der ikke +tid til forfølgelse ; han måtte fort ind i skovens +skjul og stræbe snarest at nå stigballevig og +båden . +Raskt stred Margaret foran ham , efterhånden +med stedse hurtigere skridt , så han begyndte at frygte , +at hun ville forsøge flugt . Han sprang da frem , +greb hende i armen og standsede hende . +„ Du gå ikke hurtigere , end at jeg kan vinde +med ! “ sagde han med blussende åsyn og et funklende +blik . „ Du vide , at jeg her i min hånd bærer en +svar byrde , al den stund denne sæk rummer min +ganske formue ; men det vide du og , at sfulde vi +vorde forfulgte , og du vil benytte dig deraf , så jeg +nødsages at vælge dig og dette mit mammon imellem , +jeg kaster sækken og griber dig . Vi ville nu leve eller +omkomme med hinanden ! “ +De gik nu atter videre , og nu og da talte han +hende til ; hans ord vidnede om hans frygtelige sindsoprør , +og at hendes inderlige bøn om medlidenhed , +som nu , da den ikke var bleven hørt , havde gjort hans +brøde end større , tyngede på hans samvittighed og +æggede ham , så han snart ikke vidste , om han hadede +eller elskede sit offer mest . +„ Lade dig fare ! “ sagde han med hæs røst , „ for +at du kunne løbe i armene på Folmer Hansen og i +både i fryd og gammen håne den stakkels bedragne +tiggebroder ? Nej , deraf vorder intet ! Ikke til denne + +stråjunkers lyst , men for min egen mund bevarede +jeg dig nu i syv lange år . “ +Margaret , som først havde gået ham for hurtigt , +sagtnede nu stedse mere sine skridt , som han tænkte , +for at trække tiden ud ; men Tingen var , at fortvivlelse +over hendes håbløse stilling og den sjælekval , +hans ville tale forvoldte hende , omsider ganske +lammede hendes kræffer . Da de vare komne op på +højderne og havde nået en åben plads i skoven , +sank hun om på en vindfælle , der lå lige ved +stien og sagde , at hun ikke formåede at gå et +skridt videre . +„ I støde nu helst eders sværd i mit bryst , “ +Tilføjede hun med blegnende kinder og mat røst , „ da +er alt forbi , og jeg vorder visselig ej Folmer Ruds +hustru . “ +„ Ej , hvad for snak er det ! “ sagde han , idet +han tog plads ved hendes side og slap den tunge +sæk . „ Du skal ikke vorde hans og dog leve ! En liden +hvile får jeg unde dig , at du atter kan vorde frisf +og stærk ; da ile vi fort , og snart skal du være på +linå laven blandt lystige venner . Der skal borgfogedens +kvinde disfe op for dig med vildbrad , og +du skal få sød vin at drikke , som vil give dig +lystigt mod . Du skal aflægge denne fule liigsærk af +en kutte og iføres skønne klæder , så du vorder +dig selv igen , så fager , som du forhen var at se +til ; og jeg skal smykke din Hals og dine hænder +med gyldne keder og kostelige ringe . En fyrig hest , +venter dig , og da ride vi glade ud i den vide verden +at prøve eventyr . “ + +„ Hvor armt og usseligt , “ for han fort , idet hans +blik , funklende med feberagtig glans , hvilede på +Margarets dødblege åsyn , „ var ikke hidindtil dit , +som mit liv ! Hvilke tåber vare ikke vi , når vi +joge efter hellighed og fandt ikkun trældom og ydmygelse +! Og din stakkels svagsindede moder , som +synger sig hæs i Vissing og derved mener at vinde +salighed hisset — ha , Margaret ! tror du på dette +hisset ? Er der et liv efter dette ? Nej , alt endes i +graven ! Ondt og godt findes så ikke heller , uden +i vor egen indbildning ; lyst og glæde , det er godt , +pine ondt . “ +Margaret hørte hans stemme , men formåede ikke +mere at opfatte ordene . En dødelig mathed faldt +over hende , og hvor hårdt hun end stred imod , så +sank dog hendes øienlåge til , og hun slumrede ind . +Den søvn varede kun et minut , men i dette korte +spand af tid foresvævede hende i en vild drøm +erindringer fra hendes barndoms læsning om christne +kvinder , der blev bortførte af saracenere og slæbte i +trældom . Opvågningen skete brat , og hun skønnede +gysende , at virkeligheden næsten var værre , end drømmen . +Hun følte Vigands hånd på sin skulder . +Han stod opret i en lyttende stilling ; hans blik var +spændt , hans kinder blege . +„ Jeg hører hovslag ! “ sagde han ; „ eller skuffer +mit øre mig ? “ +De lyttede begge i taushed , Margaret kunne +føle sit hjertes pulsslag . Nu hørte hun tydeligt , at +en rytter kom jagende i rasende fart . Hun sprang +op og udstødte et højt skrig ; men i samme nu følte + +hun Vigands hånd på sin mund . Med et raskt +tag smed han lædersækken bag træstammen , greb +hende med sine stærke arme , løftede hende op og løb +med hende ind i skovens tykning så let , som havde +hun kun været et lidet barn . +Dog , nu lød hestens hovslag ganske nær . Et +højt råb meldte , at de vare opdagede . Margaret +så tvende mænd til hest ile hid med lynets fart , +og den ene havde en liden pige foran sig i saddelen . +Hun hørte atter et højt råb og genkendte røsten ; +hun så en hests gnistrende øje og skummende bidsel +tæt ved sit hoved , hun følte , at munken slap +hende , og hun sank til jorden , hvor hun knælende blev +vidne til et skue , der fik hendes blod til at stivne af +rædsel . +Folmer Rud sprang af sin hest og styrtede med +funklende blikke og dragen klinge mod sin dødsfjende , +hvis sværd alt blinkede i luften , medens hans onde +øjne siøde hadets og fortvivlelsens lyn . Sværdene +krydsedes , så det sang i dem , Vigand veg tilbage , +men sprang atter frem med desto større kraft og gjorde +et rasende udfald . Spidsen af hans sværd var kun +en tomme fra Folmer Ruds hjerte ; men Folmer undveg +stødet , faldt an på ny , og i samme øjeblik som Bent +Tue ilede hid for at komme ham til hjelp , jog han +sit sværd gennem Vigands højre arm . Med et højt +skrig trak Vigand armen til sig , lod sit værge , falde +og flygtede , idet han med et Spring satte ind i skovens +tykning , og Bent for efter ham . +Margaret følte sin hånd greben af et par +små , hårde barnehænder , en stærk arm lagde sig + +om hendes midie , hun så et elsket åsyn tæt ved +sit og hørte en dyrebar røst , skælvende af den dybeste +glæde , sige : +„ Margaret , Margaret ! O , gud være takket og +priset ! “ +Da dækkedes hendes syn som af et slør , hendes +hjertes slag standsede , og hun sank i en dyb +afmagt . — +Folmer lå knælende ved hendes side , da hun +atter vågnede til bevidsthed . Hun rejste sig halvt op +og stirrede vildt om sig . +„ Vær tryg , mit hjerte ! “ sagde Folmer og støttede +hende med sin arm ; „ jeg er hos dig , og han er +fort ! “ +Margaret brast i gråd , og tårerne lettede +hendes hjerte . Hun slyngede sine arme om Folmers +Hals , men længe formåede hun ikke at fremføre +et ord . +„ Du have tak , “ hviskedee hun omsider , „ Du mit +hjertes ven og min befrier ! “ +Folmer strøg håret fra hendes feberhede pande +og trykkede et Kys på den . +„ Er han død ? “ spurgte hun med blegnende kind , +idet hun gyste . +„ Det er ikke så vel , “ svarede Folmer ; „ han +undrendte og bjergede livet . “ +„ Nu , “ sagde Margaret og så opad , „ Gud have +tak , at han ej blev sendt ind i evigheden midt i sin +synd ! “ +„ Han lever , den djævel ! “ udbrød Folmer med +rynket pande , „ og vil end gøre meget ondt . “ + +„ Han tilføjede mig ingen overlast , “ sagde Margaret +rødmende , „ Hevnen er guds ! “ +Denne fromhed mishagede Folmer , og han mistydede +den . +„ Du berette mig nu helst alt ! “ sagde han noget +barsk . +Margaret var såre lidet oplagt dertil og følte +sig dertil syg og mat . Dog forsøgte hun i det væsentlige +at tilfredsstille Folmers videbegærlighed ; men den +ydmygende følelse af hendes åndelige nederlag og +frygten for hans opblussende harme , undseelsen endelig +indvirkede betydeligt på hendes fremstilling , og +Folmer mente kendelig at kunne spore i hendes ord +det gamle , forstokkede papistiske sindelag . Han fortalte +dernæst hende sine hændelser , at Bent var kommen +ham i møde på vejen fra Viborg og havde +underrettet ham om , hvilke gjester der færdedes på +dynæs ; at han , urolig derover , havde påskyndet sin +rejse , og til sidst havde han forladt Thøger og var +med Bent redet kærs mølle forbi , thi en ubetvingelig +angst jog ham ad Vissing til ; men han nåde +ikke så langt ; thi som han i den lyse sommernat red +ud af Rye , blev han standset af en liden pige , der +råbte til ham , at jomfru Margrethe var i stor fare +og bad ham om at frelse hende . Det var liden +Gjertrud , som havde passet sit snit til at løbe fra +den gamle tilbage til hytten og skjulte sig bag hyldebusken , +hvor Vigand nær havde opdaget hende . Da +hun så ham flæbe af med Margaret ad den skovsti , +som hun godt kendte , var hun ilet til Rye for at +hente hjelp . + +da Margaret hørte dette , kaldte hun barnet hen +til sig , kyssede hende og spurgte , om hun ville forblive +hos hende nu og altid ? Gjertrud svarede med +et strålende blik og brast så i gråd af taknemmelig +glæde . +Margaret var nu kommen så meget til kræfter , +at de kunne bryde op ; men forinden så Folmer +hende ind i øjet med et spørgende og bekymret blik . +„ Hvorhen nu , Margaret ? “ spurgte han . „ Til +Vissing , eller til kærs mølle ? “ +„ Med dig , Folmer , med dig ! “ udbrød hun , +greb hans hånd og holdt den fast ; „ om du da ikke +nu forskyder mig ? “ +Folmer så på hende med et blik , af hvilket +hans dybe kærlighed lyste . +„ Da måtte jeg vorde mig selv utro , “ sagde +han ; „ alt længe var du mit halve hjerte , og deraf +kan du skønne , hvad jeg har lidt . Dag og nat har +du været i min tanke og i min bøn til gud . +Min sjæl tørstede efter dig ; jeg bad Herren ikke +straffe mig , fordi jeg elskede dig så brændende , jeg +. anråbte ham om din frelse af papisternes kløer , +jeg tryglede ham om genforeningens lyksalighed , og +se , han har hørt min bøn ! Seer du ikke guds +finger i alt , som det er tilgået ? “ +Margarets tårer fløde rigeligt ; hun trykkede +hans hånd til bekræftelse . +„ Du gik med bind for øjnene ved afgrundens +rand , jeg så det og kunne ikke frelse dig ; gud lod +den ondes anslag have fremgang , hans veje er +usporlige , men hans villie kende vi nu ! Ved en + +djævels frække hånd blev bindet revet af , nu funkler +den evige sandheds stjerne for dit undrende +øje ; den vinker dig til lysets egne , til fred og et +lyksaligt liv allerede hernede . “ +Folmer ville talt endnu længere , så fuldt var +hans hjerte , men han blev den dødelige bleghed på +Margarets åsyn vaer og skønnede , at hun var for +rystet i sit indre til at høre ham . Således forholdt +det sig jo også , at Folmers begejstrede ord mere +vare en profeti om fremtiden , end en skildring af +hendes sjæls tilstand for øjeblikket . Skimtede hun +end sandhedens lys , der var dog endnu mørke og +Chaos i hendes sjæl ; thi såre sjælden skeer det vidunder , +at sandheden i et nu fæster fast rod i et +menneskehjerte ; den må groe en langsom vækst og +kræver solskin , regn og omhyggelig pleje , som en +plante , gartneren opelsker . +De brøde op og droge til kærs mølle ; men alt +på vejen derhen påbød Folmer Bent og liden Gjertrud +den strengeste taushed angående det , der denne +nat var hændet . Han stræbte at gøre dem det indlysende , +at hans fæstemøs ære krævede , at det for- . +Blev en evig hemmelighed , og der fandtes kun få +mænd og endnu færre børn , der så godt , som +Bent Tue og liden Gjertrud , formåede -t holde tand +for tunge . +Da de kom til møllen , fandt de Thøger Løvenbalk , +ventende i stor uro . Han studsede ved at se +Margaret , men Folmer gav ham forklaring ved at +meddele ham , hvad der var sandhed , men ikke den +hele sandhed , nemlig at Margaret , forfærdet over + +Vigands skammelige efterstræbelser , i denne nat var +flygtet af klostret , og at han havde mødt hende ved +nye på vejen hertil . Allerede dette var dog nok +til at lade Thøgers forbittrelse blusse op , og han +truede med straks at ride til Vissing og kræve abbedissen +til regnflab . Dog beroligedes han og opgav sit +forsæt , da han hørte , at ingen i klostret var vidende +om Vigands ondflab , og at Vigand selv , af frygt for +opdagelse , var undveget og næppe nogensinde tiere ville +vise sig i disse egne . Thøger måtte , efter roligere +overvejelse , give Folmer ret i , at hensynet til Margarets +ære og sindsro gjorde den største varsomhed +til pligt . +Der kom da ikke andet til almindelig kundskab , +end det , at Margaret , ked af klosterlivets tugt , var +rømmet fra Vissing ; men tvende fik fuld forklaring , +abbedisse Marine , der kom i stor forbittrelse for at +drage Folmer til regnflab , og Broder Ambrosius , +hvis sorg var større , end hans vrede . Vantroe og +studsende hørte de , hvad der var hændet ; men da +Bent Tues og Gjertruds vidnesbyrd bekræftede sandheden +af Folmers beretning , da blev de tavse og +droge bort , dybt ydmygede , men enige om for kirkens +æres skyld at skjule deres faldne Broders skam . +Gamle mast syntes forsvunden ; man fandt nogle +dage efter hendes hytte tom , så hun ved nattetide +og med gode venners bistand måtte have bortført +sit gods og opslået sin bopæl i en anden egn . +Allerede forinden abbedisse Marine og Broder +Ambrosins kom til møllen , lå Margaret på sygelejet , +angreben af en heftig feber , som kastede sig på + +hjernen og i længere tid omtågede hendes bevidsthed . +Den stærke spænding , hvori hun først , inden +flugten , havde gået , den frygtelige angst , hun havde +udstået , mens hun var i Vigands magt , og de svære +åndelige anfegtelser , der samtidig rystede hendes hele +væsen i dets grund , havde gydt sygdommens gærende +gift i hendes blod . +Genete , som straks var bleven hidkaldet fra klosteret , +ide , som med Knud kom fra kjellinghøl og +Peer kornes hustru vågede skifteviis hos den elsfede +syge , mens Folmer og Knud jog i øster og Vester +for at skaffe lægehjælp og helbredende midler . Ingensinde , +hverken før eller siden , så nogen den mandige , +gudhengivne Folmer Rud så fortvivlet , nedbøjet af +den dybeste Kummer ; thi det syntes , som om menneskelig +hjelp intet formåede , og af gud tillukkede sit +øre for alle bønner . Margarets moder var den +eneste , der bevarede sin fatning og sin barnlige sjæls +fortrøstning til guds barmhjertighed . Den svageste +blev i nødens stund den stærkeste ; hun holdt længst +ud og fik den trøst , af hun var den eneste , hvem +Margaret i sine få lyse øjeblikke syntes af genkende . +Moderens røst og ingen andens trængte +gennem febervanvidets mulm til datterens hjerte . +Dog svigtede til sidst også hendes kræfter , og +på ides forslag blev søster Veronica hentet fra +Vissing for af lette de andre sygeplejens byrde . +Den verdsligsindede nonne viste sig trofast og udholdende +og gjorde sig ved den kjærlighedsgjerning , hun +udøvede , værdig til den bedre skjebne , som også i +fremtiden blev hende til del ; og dog havde Margaret + +under deres samliv i klostret snarest viist hende +ringeagt ; men hun var med al sin letsindighed en +kærlig og ydmyg sjæl . Dog rørte sig vel også i +hendes hjerte det håb , af Folmer Rud ville indfrie +sit løfte og antage sig hende , når hun engang blev +udfriet af klosterets trældom . +Som hun en nat , mens alle de andre sov , alene +sad ved Margarets seng , da hændtes det , af kammerdøren +gik op , og liden Gjertrud listede sig ind . Søster +Veronica ville vise hende ud , men da så hun til sin +forundring , at en gammel , rynket kvinde i en hættekåbe +fulgte efter . Hun gik lige hen til sengen , og +da lampens skin faldt på hendes åsyn , genkendte +Veronica troldkvinden Mari . Veronica havde nær +udstødt et skrig , ikke af skræk , men af glæde ; thi +trods Maris brøde havde Folmer , skønt forgjeves , +overalt søgt den gamle , for sin lægekyndighed så berømte +heks . +Mari lagde fingeren på munden og trådte , +uden at sige et ord , hen til sengen , hvor Margaret +lå i vildelse og kastede sig hid og did . Hun betragtede +den syge nøje , følte hendes puls og udfrittede +søster Veronica om hendes tilstand . Derefter +fremtog hun en liden pakke urter , rakte Veronica den +og gav hende nøje anvisning angående lægemidlets +tilberedelse og brug . Hun føjede dertil endnu nogle +råd og lod Veronica ord til andet gentage forskriften . +Så betegnede hun Margarets pande , bryst +“ og hendes håndled med korsets tegn og mumlede en +besværgelse ; vendte sig så til Veronica , greb hende + +i armen , satte sin mund til hendes øre og sagde +med dæmpet røst : +„ Ingen tør vide , at Mari har været her . Nu +sladdre du ikke , thi da ville urterne miste deres kraft , +de onde ånder få magten , og døden er hende +vis ; men når hun er helbredet , da sige du hende , +at det var gamle Mari , der gjorde det ! “ +Så samlede hun kåben om sig og humpede ud +ad døren ; men allerede inden den næste aften indtrådte +der en kendelig bedring i Margarets tilstand , +og snart var hun til sine kæres fryd udenfor al fare . + +ottende kapitel . +Nåden . +Ikke langt fra den fri hansestad . Hamborg , henimod +bergedorf og lige ved Elben lå en kro , hvis +ejer trods tidernes urolighed hidtil stedse havde bjerget +sig og lykkeligt undgået udplyndring , ildsvåde +og enhver anden vanskjebne . Tykke Heinrich , som +kroværten blev kaldet , stod derfor heller ikke i det +bedste ry ; thi overvættes medgang vækker misundelse , +og i hine overtroiske tider blev alt , hvad der var +usædvanligt , skrevet på den sorte konsts regning . +Det blev derfor overalt i omegnen sagt og troet , at +Heinrich havde sluttet en pagt med fanden , og at +kontrakten var understreven med hans eget blod . +Man ventede stadig at høre , at fristen var udløben , +og at helvedes fyrste havde hentet sit lovlige bytte . +Men trods den onde villie , som røbede sig i +denne beskyldning , så var dog ikke alt det , der løb +om i folkemunde , tykke Heinrich angående , grebet ud +af luften . Det gamle ord , at ingen ko hedder droge , +uden hun haver pletter , bekræftede sig her ; thi i disse +urolige krigsår og på et strøg , hvor landsknegtenes + +ville horder idelig droge frem og tilbage , ville en +mand i en kroværts udsatte stilling vanskeligt undgået +ilde medfart , havde han ikke været i besiddelse +af en ualmindelig snuhed og en meget rummelig +samvittighed . +At bære kappen på begge skuldre , fordømme de +lutherske kættere med papisterne og bande paven med +de luthersksindede ; at svire med sine gjester , drikke +dem under bordet og benytte sig af deres sandsesløshed +til at fordobble regningens beløb — slige +småfif betragtede Heinrich som ligefrem hørende til +hans håndtering ; thi at tjene penge og hytte sit eget +skind , var stedse hans formål og for ham al menneskelig +visdoms sum . Hver ræv varer sin bælg , +det var hans mundheld ; men denne fredelige snuhed +alene ville ikke været nok til at skaffe ham ry som +djævelens forbundsfælle . Der var da også dem , +der påstod , at tyve og røvere ofte fandt tilhold +hos ham , at mangen stumme ! Dåd var bleven begået +i hans hus , og at han , om han just ikke selv +havde besmittet sine hænder med blod , dog ofte havde +foretrukket part i byttet for retfærdighedens håndhævelse . +Hvis dette var sandt , da må det tilstås , +at Heinrich og fanden dog havde meget mere med +hinanden at bestille , end ønskeligt var . ��� +en smuk julidag hen ad aften , omtrent fjorten +dage efter Margarets befrielse og Vigands nederlag +og flugt , sad Heinrich på bænken under lindetræerne +udenfor kroen og nikkede over det tømte ølkruus , der +stod foran ham på bordet . Det havde været en rolig +dag næsten uden søgning . Siden freden sluttedes +mellem hansestæderne og Danmark , og fornemmelig + +siden den sidste forstærkning af landsknegte , som Danmarks +udvalgte konge havde trukket til sig , var dragen +mod nord , havde det været stille og for tykke Heinrich +lidet indbringende dage . Han og hans lige kunne +med sandhed vende ordsproget om og sige : krigen +nærer , freden tærer . Dog var hans fadebunr og +kjelder stedse rigeligt forsynede ; thi mad og drikke +var hovedsagen , bekvemmeligheder og godt natteherberge +underordnede spørgsmål , så i sidste henseende +havde kroen kun det allertarveligste at byde . +Den dalende sol kastede sine stråler over den +grønne eng foran kroen og over Elbens brede , muddrede +strøm . Myggene surrede i luften og omsværmede +Heinrichs brede , rødt blussende ansigt , hvor de +nedlode sig og fandt en brad død for slag af hans +laskede hånd , da han pludselig vækkedes fuldkomment +af sit blund ved den lystelige lyd af hestetrampen , +som bebudede kommende gjester . +Kort efter red Johan goerdes og hans bredskuldrede , +rødhårede svend for døren , hvor staldkarlen +straks indfandt sig for at tage mod hestene . +Heinrich selv derimod viste en påfaldende trevenhed , +rejste sig helt sindigt og mønstrede sin gest med et +forskende blik fra de små sorte øjne ; thi Johan goerdes +og han vare kun alt for gode bekendte fra fortiden , +og Heinrich kendte landsknegten som en vild , +stridslysten Karl og en såre slet betaler . Dog , +da han så , at Johan goerdes var stadselig klædt , +og at en tung vadsæk blev indbåren af svenden , +forvandledes hans mistænksomme og ugjestfri holdning +til smil og høvisk velkomsthilsen . + +snart var landsknegten bænket ved et vel besat +bord i et lidet Kammer , som lå bag den store +skjenkestue , og Heinrich gjorde ham selskab ved måltidet . +Johan goerdes spiste som en ulv og drak som +en munk , alt mens han underholdt sin vært med +løgnagtige og pralende beretninger om de bedrifter , +han havde udført i Danmark . Måltidet trak ud , og +da det mørknede i stuen , tændte Heinrich et par +tællepråse , idet han sagde : +„ Snart løber tiden ved godt lag ! Kender jeg +eder ret , Iohan , da vil i holde mig varm , indtil de +kerter er brændte neder , og dagen gryer . “ +„ Såmænd ! “ svarede landsknegten , idet et barsk +smil for over hans af vin blussende åsyn ; „ Bid +byder anden og drik ligeså ! Dog , i kender mig , +Heinrich , som i siger og ved , at skulle det end vare , +indtil kerterne atter tændes , i får dog ej Iohan +goerdes under bænken . Vi drikke da med forstand og +få os lidt tidkort imens . “ +Han tog et par tærninger frem , og den raslende +lyd , da han gjorde det første kast , lød i Heinrichs +øren , som et trompetstød i stridshestens . +„ Ej ! “ sagde han ; „ Dobbel til drik , det er som +smør til fisk ! “ +Men de fik ikke gjort mange tærningekast , før +der lød hestetrampen udenfor , og Heinrich måtte ud +for at tage imod nye gjester . Iohan goerdes blev +siddende med hånden knuget om tærningerne og lyttede . +Der var noget ved lyden af den hestetrampen , som +vakte hans opmærksomhed ; thi den rytter kom ikke i +fornuftig skridtgang for døren , men i skarp trav , + +som om han havde hastværk . Værten blev straks udsrittet +om , hvilke gjester han havde , og den rejsendes +røst lød Johan goerdes såre bekendt . Han greb +sit sværd , som stod noget fra ham og lagde det ved +siden af sig på bænken . Straks efter gik døren op , +og en høj mand trådte ind , efterfulgt af en svend , +som bar en kappe og en tung lædersæk . Johan +goerdes genkendte trods den verdslige dragt øjeblikkelig +Vigand og mumlede : nu , lige så godt først , +som sidst ! Han havde på hele sit ridt haft den fornemmelse , +at regnsfabens time ville komme , og at +munken , om han var oven jorden , ville ile efter ham +på hevnens vinger . Den narrede sortebroders +skygge var ligesom falden foran ham , allerede da han +var mange mile borte og havde nu og da forstyrret +Johan goerdes ' s sindsro ; thi hvor stor en misgjerningsmand +han end var , så havde han dog hidindtil +stedse sat en ære i aldrig at bryde sit ord . +. De vekslede blikke , og det var , som om to +sværd krydsedes i luften ; men Vigand antog straks +derefter en smilende mine og sagde : +„ Ej , min mandhaftige og ærlige øverste , så fik +jeg dog held til at lange eder på denne side floden ! +Men hvor er den dydzirede Fru Elsebeth ? Har +fanden taget hende ? “ +Johan goerdes stirrede stum på Vigand og lagde +hånden på sit sværdfæste . +„ Nu , så tal dog ! “ for Vigand fort , gik hen til +bordet og tog plads på bænken ved siden af sin +fjende . „ Er jeg eder en ond gest , velkommen , som +salt i surt øje ? Nu unde i en ringe sortebroder + +en plads ved eders overflødige bord , og sålunde begynde +vi at kvitte på regningen . “ +„ Munk ! “ sagde Johan goerdes med et mørkt +blik , „ den , der lader en skalk tilbage , gør en god +rejse ! Så tænkte jeg , da jeg drog fra dynæs , dog +ingenlunde i den hensigt at bedrage eder for de halv +hundrede gylden . De ligge urørte i min sæk og skulle +nu straks vorde eder tilbagegivne . Dog , er i ikke +dermed nøiet , da gå vi udenfor og gøre den sag +kort af ; natten er lys , og i har sværd ved lænd . “ +„ Et skønt forslag det ! “ udbrød Vigand , idet han +ubuden gav sig i lag med sulet ; „ jeg , en stakkels +munk og uøvet i sværdets brug , skulle lade mig +hakke til finker af en af de bedst øvede fegtemestre udi +det ganske europien ? Da måtte jeg være tøsser * ) +gal . Nej , den sag kan afgøres på en bedre og for +mig mere profitlig Viis . “ +Heinrich trådte nu ind med friske fødevarer og +en kande hamborgerøl ; men enten han nu havde +luret , eller ikke , så syntes han af gjette , af hans to +gjester ønskede af være alene ; thi han fjernede sig +straks og besværede ikke sin nye gest med spørgsmål . +„ I vide nu først dette , “ tog Vigand atter til +orde , da han havde stillet sin værste hunger og tørst , +„ af jeg ikke seer eder an for en tyv ; men i brød +sfjændeligen eders ord og lod mig i stikken , hvorudover +mit anslag ganske strandede . Lige fuldt ville +det kun både mig lidet nu af straffe eder derfor . +Det tjener mig bedre , af vort brudte venskab atter +* ) to gange . + +vorder helet , hvorfore jeg er villig til af glemme og +tilgive eders forræderi , men på et vilkår . “ +„ Lad høre det ! “ sagde Johan goerdes med et +mistænksomt blik . +„ I tillade mig blot , “ svarede Vigand med vel +forstilt oprigtighed , „ at slutte mig til eder og drage +ind i det hellige romerske rige under eders gode +sværds beskyttelse . Jeg fører en stor Summa med +mig og haver ikkun en svend i følge , en enfoldig +bondeknøs fra Rye . Jeg vil føle mig mere tryg hos +eder og eders vel rustede svend . Når jeg beder , “ +Sluttede Vigand med et frækt smil , „ og i fegter , da +må vi fare vel og nå langt frem . “ +Johan goerdes afskyede i sit hjerte den træske +munk ; men den ' smiger , der lå i Vigands ord og +i hans begæring om beskyttelse , forfejlede ligefuldt +ikke ganske sin virkning ; munkens tilståelse , at han +førte en stor skat med sig , fristede dernæst landsknegtens +begærlighed og gjorde det højst troværdigt , +at Vigand virkelig som en uheldig rømningsmand +trængte til den beskyttelse , han udbad sig . Johan +goerdes besluttede sig da til at gå ind på hans +forflag , men også at drage sig hans forlegenhed til +nytte . +„ Nu , munk , “ sagde han , „ når jeg skal sige +sande « , da forventede jeg allersidst hos eder at finde +sligt fredsommeligt og forsonligt sindelag . Det må +hænge så sammen , at i er i en klemme ; men jeg er +ikke den mand , der spørger om årsage « , jeg seer +ikkun på Tingen selv og giver eder da til svar : +trænger i til ledsagelse og mit gode sværd , da kan + +i erholde min beskyttelse , men ikke for intet . I +får lade de halvhundrede gylden , i gav mig , forblive +i min sæk ! Går i ind derpå , da kan i +drage med mig , og jeg vil ledsage eder til hvilket +sted , i ønsker . +Vigands åsyn bar vrede og skuffelse til skue ; +men nogle øjeblikkes betænkning syntes at forandre +hans stemning ; thi han så op med et slesk smil +og sagde : +„ I ved at gøre eder betalt , Johan goerdes ! +Men jeg var ingensinde en tåbe og kneb i utide . +Eders ledsagelse er den Summa vel værd , fornemmelig +på grund af den frygt , eders berømmelige navn +indgyder . Så tager jeg da mod de vilkår , i byder +mig , og vi er så atter forbundsfæller . Jeg er håbende , +at denne gang vil pagten holde , såsom ingen +kvindfolk er med i spillet . “ +„ Ha , ha , ha ! “ lo Johan goerdes ; „ I sige mig +dog nu : hvor blev eders nonne ? “ +Vigand blev lidt gul om kind og så op med +et stikkende blik ; men straks derpå lo han med og +sagde : +„ Nu , Johan goerdes ! Ven sidder gerne hos +ven og giver i fortrolighed forklaring . Vi ville nu +skrifte vore dårskaber for hinanden ; thi , som det +lader , er nogle gjekke , alligevel de ikke er ragede ! +I berette nu først mig , hvorlunde det gik til , at Fru +Elsebeth pudsede eder ! “ +Johan goerdes , som talte bægeret dygtigt til , +og hvis åsyn blussede stedse rødere , så på Vigand +med et blik , der udtalte den dybeste ringeagt . + +„ De kvinder , så og mænd , “ sagde han , „ der +have pudset Johan goerdes , kan i snart tælle , og +ingen af dem frydede sig længe derved . Det , i havde +fore , munk , var galmandsværk , al den stund kvinderov +ikkun er en leg for store og mægtige herrer , og +ikke et øjeblik troede jeg den fabel , at jomfru Margrethe +skulle være til sinds at løbe af landet nied +en tiggebroder . Galen ville jeg været , havde jeg +rakt hånd til det vovestykke , og i burde forudset , +at da i gik og gav mig rådighed over bispens +svende , da havde i tabt spillet . “ +Den dybe rødme , der for over Vigands åsyn , +røbede hans forbittrelse ; men han betvang sig og så +med et lurende blik til landsknegten , som i en broutende +tone fortsatte sin beretning . +„ Fru Elsebeth tænkte som jeg , at vi snarest burde +bryde op og salvere os . Hun fulgte mig som et lam +til Kolding , i hvilken stad vi uden forhaling opsøgte +en præst , som for en liden kendelse rettelig trolovede +os , og i vil straks skønne , at dette var en viselig +betænksomhed af mig . “ +„ Ubillig måtte den mand være , “ sagde Vigand , +„ som ikke gav eder det lov , at i har viist overvættes +stor snildhed ! “ +Johan goerdes bemærkede ikke det spydige i +tonen , eller den skjelven i røsten , som forrådte +munkens stigende forbittrelse . +„ Fru Elsebeth , “ vedblev han velbehageligt , „ ville +nu fulgt mig til verdens ende , havde ikke djævelen +spillet os et puds ; men vi gav ham lejlighed , såsom +vi dvælede nogle dage i staden og uden sky viste + +os på gader og stræder med al den pomp , der +sømmede sig min fæstemøs byrd og mit eget berømmelige +navn . Nu , for at gøre det kort af , vi stødte +på nogle af hendes slægt , som gerådede i stor +harme og fluks begærede Fru Elsebeth udleveret , for at +hun ikke , som de sagde , skulle føje ny og værre +skændsel til den gamle ; thi så tænker jo det ædelige +pak , at det tykkes dem at være en større skam for +en af deres kvinder , om hun bliver gjort til en borgers +eller Bondes ærlige hustru og rette adelkone , +end om hun vorder en adelsmands frille . Te brugte +da fosse ord ; men da de fornemmede , at Fru Elsebeth +var min lovligt præstegivne fæstemø , nedstemte de +tonen og tildøde at løse hende fra det jaord med en +tålelig Summa . Hun græd og stod imod , men efter +nøgen overvejelse fandt jeg det rådeligst at falde til +føje , og da hendes frænder tilsagde hende god behandling +og nævnede en gård , hvor hun skulle bo +i fred , så gav hun køb ; de flæbte så af med hende , +og jeg drog min vej med en fuld pung . Nu , sortebroder , “ +Sluttede Johan goerdes , idet han tømte sit +bæger , „ er raden til eder . I vise nu samme oprigtighed +og berette mig eders eventyr ! “ +„ Det , jeg på ingen Viis agter at gøre , “ sagde +Vigand med et mørkt blik . +„ Ej , så flipper i ikke ! “ udbrød landsknegten +med et drillende smil . „ I kan bære adelsskrud med +høviskhed og anstand , som jeg seer , og endda havde +i ikke lykke med eders elskov ? Det voldte tænkelig +den topragede isse ; i skulle tøvet en kende , indtil +hårene vare voksede frem på hovedskallen ! “ + +Havde Johan goerdes hjerne og øjne været +mindre omtågede af vin , da ville han i Vigands +blik og i hver linie af hans skarpe træk læst mordog +hevntanker ; men han så intet og lo overstadigt . +„ I +dæmpe eders lystighed ! “ sagde Vigand med +blegnende kind . „ Eders færd i denne sag formerer +ikke eders hæder ; thi det må i vide , at eders +forræderi og intet andet var årsag i , at min plan +strandede . Havde i holdt eders ord og givet møde +på det berammede sted i rette tid , da ville Margaret +Mogensdatter nu siddet her med os ved dette +bord . Mens i hyttede eders skind , fegtede jeg som +en mand , måtte jeg end vige for overmagten . Til +bevis , da se her ! “ +Han smøgede ærmet op , blottede sin arm og +viste Johan goerdes forbindingen om såret . +„ Ha , ha ! “ lo landsknegten på ny . „ Så fik +i dog de adelige knøse på halsen , som jeg eder +spåede ! Mig tykkes ellers , i sagde før , at i havde +ikkun ringe øvelse i våbens brug ? “ +„ Det har ej heller stor Art dermed , “ svarede +Vigand , idet han pludselig stemte tonen ned . +„ Jeg har været vide om i verden , “ sagde Johan +goerdes pralende , „ og i mine dage mønstret mangen +god Karl . Straks ved første blik skønner jeg , hvortil +en mand duer , og hvilket våben ligger bedst i hans +hånd . “ +„ Nu , hvad skønner i da om mig og min +hånd ? “ spurgte Vigand med påtagen ligegyldighed . + +„ Straks første gang , jeg eder så , “ svarede +Johan goerdes , „ skønnede jeg , at sværdet ej passer +for eder ; dolken falder bedst i eders hånd . “ . +„ Ha , ha ! “ lo Vigand . „ Et sært skøn det og +tyder ikke på , at i skulle have et skarpt blik . Pen +og griffel ligge bedst i munkefingre , så og rosenkrandsens +Perler . “ +„ Forholdt det sig så med eder , “ svarede Johan +goerdes , „ da var i tænkelig forblevet i kutten . Nu +vurderer jeg manden , ej munken , og jeg er da af +den formening , at i kunne være god til , når +jeg havde sat en mand i knæ , da at give ham +nåden * ) . “ +Vigand stak hånden i sin barm , som om han +følte efter noget , greb så sit fulde bæger og udbrød +i en lystig tone : +„ Eders velgående , Johan goerdes , og held +mig , at i er min ven og jeg sikker på ikke at vorde +sat i knæ af eder ! Lad nu dog se , om bægeret +falder godt i eders hånd , og om i kan stå eder +mod en munk i den dyst om ølkanden ! “ +„ Ej , din fabels Karl ! “ sagde Johan goerdes +med et tykt mæle , „ drikker du Johan goerdes under +bænken , da får du noget at prale af . Kom +an ! Ikke frygter jeg den bedste supper i det ganske +kleresi . “ +„ Ret så ! “ udbrød Vigand og stødte sit bæger +mod landsknegtens ; „ nu drikke vi gildminde ! På +* ) den lille dolk , hvormed dødsstødet gaves . + +en lykkelig rejse mod syd og vel , at vi nu er udenfor +dannemarks grændser ! “ +„ Såmænd , “ brummede Johan goerdes , „ et armt +land det , og kende folk hverandre der som mærkede +får . Det hellige romerske rige er stort , og der kan +en mand vinde ære og guld . “ +„ Jeg er eders mand ! “ sagde Vigand . „ Da +jeg smed kutten , svor jeg ingensinde tiere at krybe i +den sløikjole . I gøre nu snarest en god landsknegt +af mig ! “ +„ I kan vorde bajads ved spillemændenes trop , “ +Svarede Johan goerdes med en rå latter , „ og kommer +i da til at nyde det privilegium , at i ikkun +på øverstens befaling kan sluttes i bolt og jern . “ +Vigand lo overstadigt af den spøg og drak +landsknegten til , idet han bad ham købe sig en bjeldehue +i Hamborg ; men forunderligt unaturlige lød slige +ord i sortebroder Vigands mund , og hans latter +lød ikke mindre vild og tvungen . +„ Drik , munk , drik ! “ råbte Johan goerdes med +opløftet bæger , „ sup , til du sprækker ! “ +Vigand syntes med stor villighed at efterkomme +den opfordring , men han tømte hver gang bægeret +kun til hælvten , hvorimod Johan goerdes stedse stak +sit ud til bunds . Da nogle kander øl vare tømte , +måtte Heinrich bringe vin , og han deltog nu en +stund i sviren , hvilket åbenbart kun var Johan +goerdes til fornøjelse ; thi Vigand magede det snart +så , at de atter blev værten kvit . +Medens de to nu alene fortsatte drikkelaget , da +måtte Vigand sande Johan goerdes ' s ord , at hvis + +han drak sin staldbroder under bordet , da ville han +få noget at prale af . Han forbavsedes ved at se , +hvilket uhyre kvantum stærke drikke landsknegten +kunne tage til sig uden at bukke under . Ædru var +han visselig ikke ; hans øjne funklede stedse mere vildt , +hans kinder og den fæle stramme over panden blussede +stedse rødere ; men han holdt sig ellers fremdeles +på det samme punkt , og den halve rus syntes +aldrig at skulle blive til en hel . Kun blev han stedse +mere ondskabsfuld , som om han forsætlig søgte anledning +til strid . +„ Dette bæger , “ sagde han , „ vorde tømt til +ære for din knibske nonne ! Ved min oldefaders +skæg , hun er den væneste og stolteste jomfru , jeg +nogen tid så , og jeg ærer hende desto mere af +den årsag , at hun vragede en fuul sortkutte , som +dig . “ +Vigand lod denne gang sit bæger stå og greb +atter i sin barm ; landsknegten derimod tømte sit +bæger , fyldte det igen og sagde : +„ Så drikke vi og på hendes fæstemands velgående , +han , som stak dig ud og gav dig den +rift ! “ +Men i samme nu blinkede dolken i Vigands +hånd ; med en tigers behændighed og glubfkhed +kastede han sig over landsknegten og jog sin dolk i +hans venstre side , idet han råbte : +„ Der har du nåden , du gamle mordbrænder +og tyv ! “ +Johan goerdes udstødte et vildt brøl , bænken +væltede , begge tumlede de med et stort bulder om + +på gulvet og brødes der med hinanden ; dolken faldt +Vigand af hånden , og han fik snart at fornemme , at +dolkestødet ingenlunde havde gjort det af med hans +modstander ; thi efter en kort brydekamp lå han +underst med landsknegtens knæ på sit bryst og hans +jernfingre om sin strube . +„ Ha ! “ råbte Johan goerdes , da han havde +genvundet mælet , „ Du lumske hund og fule snigmorder , +men end værre dumhoved ! Du burde vidst , +at en mand i mine kår stedse bærer en sekret * ) +under sin kjortel , og du burde da ført stødet mod +min strube , sålunde som du nu ret straks selv skal +få det at fornemme . “ +I det samme styrtede værten ind i stuen og +råbte : +„ Hold inde , Johan goerdes ! I lægger mig +øde ! Da i var her sidst , blev et lig udbåret og +sænket i floden ; nu udgyde i ikke mere blod i mit +hus ! “ +Men Johan goerdes løsnede ikke taget om Vigands +strube ; med den venstre hånd drog han sin +Puk og sagde , idet dødens bleghed lagde sig over +Vigands nys så blussende åsyn : +„ Han må dø ! Han faldt over mig som en stimand ; +der ligger hans dolk med bruden spids som +et vidne ; dette er ikkun nødværge , Heinrich ! “ +„ Lige meget , Johan ! “ råbte værten og greb +landsknegten om armen ; „ lad ham bøde med pungen , +men spar hans liv ! �� +* ) pantserfkjorte af fine stålringe . + +Johan goerdes tav et øjeblik , og man hørte +kun hans offers dybe stønnen . +„ Hid med et reb da ! “ sagde Johan ; „ min harme +er nu ovre , og jeg gider ej rette ham som en bøddel ; +men på det vilkår , Heinrich , at i lader mig handle +med ham efter eget tykke . “ +Heinrich lovede det , kom hurtigt med et reb , og +snart sad Vigand i en krog af stuen med fast sammensnørede +hænder og fødder . Johan goerdes rejste den +omstyrtede bænk , , satte sig på den lige overfor sin +fange og stirrede på ham med et grumt blik og et +hånsmiil . +„ Så det var hensigten med dit komme , “ sagde +han , „ og dine sledfke ord ffulde gøre mig tryg ! Jeg +burde gjettet det . Straks første gang , jeg så dig , +tænkte jeg , at af dine sorte øjne tittede en skalk og +forræder . Af sær , overvættes nåde skjenker jeg dig +livet , så og på denne min gode værts og vens forbøn , +for ej at ffade hans næring ; men intet derud over ! +Nu høre du vilkårene ! Først udsletter du min +skyld til dig og skjenker mig de halvtredssindstyve +gylden , enddog fanden og ikke jeg vil have dig til +ledsager og yde dig beskyttelse . Indvilger du deri ? “ +„ Ja ! “ stønnede Vigand . +„ Dernæst overdrager du mig din sæk hist henne +med alt dens indhold som min lovlige ejendom . “ +„ Johan goerdes ! “ råbte Vigand og rejste sig +halvt af sin liggende stilling , „ er du en slet og ret +ransmand og vil du gøre mig til en tigger ? “ +„ Ved min helgen ! “ udbrød landsknegten og lo , +„ et forunderligt spørgsmål af en tiggebroder ! Det + +er dit kald at tigge . Nu tager jeg dit uretfærdige +gods fra dig og bringer dig til observants . * ) ten +hellige fader i rom ville takke mig derfor , vidste han +deraf . Dog , nu svare du mig på stand , ellers +får jeg kildre dig en kende i siden med mit +sværd . “ +Tvungen af den hårde nød udsukkede Vigand +sit ja . +„ Endelig , “ vedblev Johan goerdes , „ overdrager +du kroværten i betaling for kost og tæring din +hest , så og din svends med fuld opsadling ; dernæst +den dragt , du bærer og dit sværd . “ +„ Guds død ! “ råbte Vigand og sled i sine bånd , +„ skal jeg gå nøgen herfra ? “ +„ Ikke mere nøgen , “ svarede landsknegten med et +barsk smil , „ end du var tilforn , førend du gav +dig til i formumming at løbe efter kvindfolk . Så +jeg ikke fejl , da har du for alle tilfældes skyld bjerget +din kutte . “ +Johan goerdes rejste sig , tog den svære pakke , +Vigands svend havde bragt ind , spændte remmene +af , og det vidste sig , at hvad der havde set ud som +en kappe , ganske rigtig var en sortebroder-kutte med +kabuds og alt . +„ Dette , “ sagde Johan goerdes og udfoldede +kutten , „ er din rette klædning , og den- står dig +bedst an . Du bære den i fremtiden med større lykke ! +Dog , “ for han fort , greb sit sværd og holdt fæstet +lydighed ; et udtryk , som brugtes om efterladne munke , der +bleve tvungne til at overholde klosterreglerne . + +hen for Vigands åsyn , „ Et er endnu fornødent . +Du kysse nu dette kors , hvor frelseren er afbildet , +og fværge , at du vil holde , hvad du her har indgået ; +at du ingensinde , mens du er oven jorden , +vil åbenbare for nogen , hvad her er sket , ikke fordre +tilbage , hvad du har afstået og ikke rejse klage mod +mig , eller mod denne mand , her står , for nogen +domstol , gejstlig eller verdslig ! “ +Den kolde sved stod Vigand på panden ; han +bøjede hovedet tilbage og tav . +„ Sværg , munk ! “ råbte Johan goerdes , „ eller +ved djævelen , jeg gør det af med dig ! “ +„ Jeg sværger ! “ hviskedee Vigand , bøjede hovedet +og kyssede det korsdannede sværdfæste . +„ Så ! “ sagde Johan goerdes , „ nu er alt gået +ret og redeligt til ; men bryder du nogen tid den ed , +da skal døden være dig vis ! “ +„ Er alt dette guld og sølv , “ sagde tykke Heinrich +og lettede på Vigands sæk , „ da får i rundelig +bod for det dolkestød , Johan goerdes ! “ +„ I befatte eder ikke dermed ! “ sagde landsknegten +barsk og greb sækken . „ I gå nu helst ud og forvisse +eder om svendens og hestenes nærværelse ! +Imens skal jeg se , hvad der er i sækken , og er jeg +vorden så rig , som i formoder , da skal jeg betænke +eder med en gave . “ +Heinrich gik , skønt uvilligt , og Johan goerdes +åbnede nu sækken og gav sig til at undersøge dens +indhold . Af alle de kvaler , Vigand måtte udstå , +blev denne måske den værste . Alle hans surt erhvervede + +skatte blev udkrammede , og ransmandens +srhdefulde og spottende udråb ramte hans hjerte som +nålestik . Hvert smykke blev fremtaget og vurderet og +først , da Johan goerdes havde nået sækkens bund , +gav han sig til atter at pakke skattene ind og bandt +så omhyggeligt for sækken . +Imidlertid kom Heinrich atter tilstede , Johan +goerdes kaldte sin håndfaste svend , Claus , til , og +ved hans hjelp blev Vigand , efter at hans bånd vare +løste , afført sit adelsskrud og iført sin munkekutte . +Det var allerede begyndt at dages , og Johan goerdes +tøvede derfor ikke med at stride til handlingens sidste +akt . På hans befaling tog Claus og staldkarlen +Vigand imellem sig og , ledsaget af Johan goerdes og +Heinrich , førtes Vigand over engen ned til floden +der , hvor den var smallest , og hvor der lå en båd . +Svendene puffede på Johan goerdes ' s befaling munken +ud i båden og erholdt det pålæg at sætte ham +over til den anden bred og der lade ham løbe . +„ Hils den hellige fader ! “ råbte Johan goerdes , +da båden var stødt fra land , „ og nogle andre gode +venner , jeg haver i rom ! Når du stedes til fodkys , +da vend dine lommer og fremstil dig for din +overhyrde som et mønster på en guds fattig ! “ +Vigands åsyn blussede mørkerødt og fortrak sig +krampagtigt . Nu , da han var udenfor sin fjendes +rækkevidde , formåede han ikke længer at tæmme sit +raseri , men gav det luft . Han rejste sig brat , opløftede +sin højre hånd og udtalte den kirkelige forbandelse +over begge sine bødler . + +„ Forbandet være du , Johan goerdes ! “ råbte +han vildt , „ og du Heinrich , vært i en røverkule ! +Forbandede være i både , i huset , på ageren , på +hvert sted , i slå , sidde eller ligge ! Forbandede +være i ved æden og drikken , ved søvn og vågen ! +Forbandede være i fra isse til svange ! Gud slå +eder med armod , hunger , feber , frost og hede ! +Han slå eder med lamhed og blindhed , så i +famle om ved middag , som andre ved midnat ! Jorden +sluge eder som dathan og abiran ! I fare levende +til helvede der at pines til evig tid med ildsluer ! +Så ske det , det ske således , amen ! “ +Svendene hvilede på årerne , forfærdede over +de gruelige bandsord ; Heinrich blev bleg om kind , +og selv Johan goerdes var ikke vel til mode ; thi en +forbandelse mentes i og for sig at have dæmonisk +kraft og kunne , en gang udtalt , ikke undlade at volde +ulykke . +„ Fort med ham , Claus ! “ råbte omsider Johan +goerdes ; „ ro væk med det giftige kryb ! “ +„ Inden et år er omme , “ vedblev munken i +ustyrligt raseri , „ da ligger du , Johan goerdes , som +et ådsel på valen , til føde for ravnene ! “ +„ Knevl ham , Claus ! “ råbte Johan goerdes , +„ og sætter han sig til modværge , da gør det af med +ham ! “ +Claus sprang op , men Vigand slog kors for sig +og sagde truende til ham : +„ Rører din hånd mig , en guds og kirkens +tjener , da vil den visne som løv i høst ! “ + +men Claus var en vild Karl , vel øvet i enhver +voldsdåd . Han smed åren , sprang op og kastede +sig ufortøvet over den rasende munk . Vigand satte +sig imidlertid kraftigt til modværge , og under den +voldsomme brydekamp styrtede de begge , tæt omslyngede +, over bådens ræling i floden og forsvandt . +Johan +goerdes og Heinrich udstødte et højt råb +og stirrede med spændte blikke på det boblende vand , +som viste , at kampen fortsattes i dybet . Det tyktes +dem at vare længe , og dog hengik der næppe et minut , +inden svendens hoved viste sig over bølgerne , men +han var alene . Han svømmede til det sted , hvor +hans herre stod , sprang i land , rystede vandet af sig +og sagde : +„ Så ! nu bander den fule munk ingen mere ; +jeg gav ham nåden ! “ +„ Vel gjort , Claus ! “ råbte Johan goerdes med +vild glæde . „ Jeg fljenker dig tyve gylden for det +stød ; men nu fort herfra ! “ +De ilede nu tilbage til kroen ; men forinden de +nåde den , så de Vigands svend med begge hestene +i fuldt fiirspring jage derfra ad landevejen mod nord . +Han var bleven forglemt , havde i afstand været vidne +til Vigands endeligt og slap lykkeligt bort ; thi Johan +goerdes anså det ikke for umagen værd at forfølge +ham . Ved ham erfoer Folmer og Margaret til sin +tid med gysen , hvorledes Vigand var kommen af +dage . Hans navn blev ingensinde nævnet mere +imellem dem ; men som en skygge for nu og da +mindet om ham og hans synd gennem Margarets + +sjæl . Ingen vidste deraf ; men der var dog en , som +mindedes ham med barmhjertighed og bad for hans +sjæls frelse , og det var hende , mod hvem han havde +forset sig grovest . +Men hans overmand , den ville landsknegt , red +nu atter ud i verden med en fuld pung og en let +samvittighed for at fuldføre sin blodige livsbane og +ende , som munken i sit had havde spået , på valen +som ek bytte for ravnene . + +niende kapitel . +Thøger Løvenbalks profeti . +Det var en mild , stille dag sent i hest . Himmelens +dybe blå tittede gennem det brudte skydække , +og solstrålerne strejfede hist og her lyngbjergenes +mørke sider og skovenes mangefarvede kroner . Det +gyldne skær kom og svandt som veemodssmiil på et +alvorsfuldt , fredsælt åsyn , og Mos søens blanke +flade gengav med et spejls troskab jordens brogede +pragt og den underfulde veksel af skygge og lys . +Det var så tyst , som om en paradisets engel var +nedsteget fra himmelen og vandrede over jorden , +medens alfkabningen , gennemstrømmet af hellig fred , +lyttede til dens fjed . +På en lille høj , tæt ved den vej , der fører +fra Rye til øm , sad en midaldrende mand og en +ung fager pige og så i drømmende taushed ud +over egnen og ned til det nærliggende herrekloster , +hvis ærværdige , røde mure og gyldne spir netop +lysnede i en frembrydende solstråles magiske glans . +Manden var Thøger Løvenbalk og den unge pige + +Margaret Mogensdatter . Den fine rødme på hendes +kinder vidnede om tilbagevendende sundhed , og af +hendes dejlige øjne strålede klarhed og fred . Thøgers +funklende blik røbede dyb , indre bevægelse . Store +syner gik gennem hans sjæl , mens han skuede ned +på det anseelige , nys så mægtige herrekloster . +Nys så mægtige — thi nu var dets magt +brudt ; den papistiske kirke , der så længe havde ravet , +var omsider sunken i grus . Det havde været +kong Christiern den tredies første gerning , da borgerkrigen +lykkeligt var endt , og han som rigets anerkendte +hersker udstrakte sit scepter over landene , at +nedstyrte kirkefyrsterne , de mægtige bisper , fra deres +højsæder og kaste dem i fængsel . Den lutherske læres +herredømme var forkyndt , og nylig havde alle herreog +nonneklostre i Danmark modtaget det kongebud , +at enten måtte klostersamfundenes medlemmer bøje +sig for den nye ordning , eller forlade klostrene . Dette +consilium absunæi havde nedslået den sidste rest af +papisternes mod . Med harme og skræk fornemmede de , +at den udvalgte konge var en mand med klare , +myndige tanker og en fast villie — i deres øjne en +Belials fyrste , uagtet han dog i gennemførelsen af +sin store plan gik besindigt frem og ikke fornegtede den +mildhed , som på få undtagelser nær stedse har +været den oldenborgske fyrstestammes særkende . +Da denne tordensky var draget over landet og +havde udsendt sine dræbende lyn mod pavevældens +tinder , blev det stille i sjælene . Hos nogle var det +forundringens stilhed , idet de forbavsedes og glædede +sig over , at den store gerning var fuldbyrdet ; hos + +andre sønderknuselsens stilhed , idet de ved den fuldbyrdede +kendsgerning vaktes til eftertanke og selvprøvelse ; +men de få , i hvis hjerter forbittrelse rasede +og som forhærdede sig i trods , vovede ikke offentlig +at give deres sindelag til kende . +Ikke alle , som følte grunden vakle under sig , +fandt så kyndig tilrettevisning og så levende trøst , +som den , der blev Margaret til del ved hendes +frænde Thøger . Efter en rejse til Viborg og et +ophold i hjemmet var han af deltagelse for sin +unge frænke atter vendt tilbage til kærs mølle og +havde dvælet der en hel uge . Ved hans klare og +fyndige fortolkning af guds ord var det slør , som +Vigands skændige voldsdåd havde sønderrevet , ganske +draget til side , og det rene evangeliums stråler +vare faldne i Margarets sjæl . Hun erkendte sin +fordums vildfarelse og lod sig vejlede på den nye +bane af sin faderlige vens dybere indsigt , men hun +opgav dog ikke ganske sin selvstændighed . Hun henfaldt +ikke til de fleste nyomvendtes sædvanlige fejl , +intolerants og for vidt dreven nidkærhed . Hendes +hårde prøvelser og dybe ydmygelser havde gjort +hende overbærende mod andre , de kjærlighedsgjerninger , +hun havde øvet i klostret og den selvfornegtelse , hun +der havde underkastet sig , havde efterladt Spirer i +hendes hjerte , som nu , opelskede af sandhedssolens +varme stråler , udfoldede sig herligt ; og således +førte hun det bedste ved de gamle kirkelige tilstande +over med sig i de nye . Thøger bebrejdede hende +undertiden , at hun var lunken , og hun tænkte undertiden +om ham , at han gik for vidt og i sin nidkærhed + +glemte det , som er al christendoms inderste væsen , +kærlighed . +Genete havde , skønt uvilligt , besluttet sig til +ganske at forlade Vissing kloster . De nye tilstande +forvirrede og ængstede hendes enfoldige og barnlige +sjæl . Med ulyst drog hun atter ud i verden , og +kun kærligheden til hendes datter gav hende mod +dertil . Efter Folmers råd ville de om få dage +drage til Viborg og forblive der om vinteren ; thi +først næste forår skulle brylluppet stå ; men forinden +afrejsen følte Margaret en uafviselig trang til at +tage afsked med den mand , der havde viist hende +så oprigtig en deltagelse og , om end i vildfarelse , +så dog i den bedste mening stræbt at befæste hendes +fromhed og tro , nemlig Broder Ambrosius i øm . +Hun var nu i den hensigt på vejen til ham ; men hun kom +dog tillige af deltagelse for ham selv og for , bekymret +som hun var for hans fremtid , at gøre ham et godt +og venligt tilbud . Hun havde udtrykkeligt udbedet +sig Thøgers ledsagelse ; thi hun nærede det hemmelige +og sværmeriske ønske at forsone ham med hans ungdomsven . +Thøger havde først afslået hendes begæring , +at følge hende til øm , men efter nærmere overvejelse +var han dog gået ind derpå . Først nu erfarede +Margaret årsagen til Thøgers føielighed , +og denne kundskab lod hende næsten fortryde , at hun +havde fået ham med . Han rejste sig nemlig brat +og sagde : +„ Nu fortøve vi ikke her længere , Margaret , men +styre lige mod målet ! Et sandhedsord , som jeg + +vil sige min vildfarende Broder , brænder mig på +sjælen , og jo før det bliver sagt , desto bedre ! “ +„ Min kære frænde ! “ sagde Margaret , idet de +forlode højen og søgte ned til vejen , „ I forglemme +nu ikke , at i kommer som seierherre til den overvundne ! +Nu knække i ikke det bøjede rør , men vise +mildhed og skånsomhed ! ikkun på den Viis vil +det lykkes os at vinde vor ædelsindede , fromme ven . “ +Thøger standsede , så Margaret ind i hendes +tårefyldte øjne , fra hvilke et kærligt , bedende blik +lyste ham i møde , klappede hende på kinden og +sagde smilende : +„ Ikke nære du den forventning , mit barn , af +vi ville sinde ham bøjet og myg , nej stridig og slind ! +Sikkerlig vil det vorde fornødent af lade et sandhedens +ord som et skarpt sværd trænge igennem +den selvforblindelsens rustning , i hvilken han tror +sig sikker ; men lad det ikke bekymre dig ! Du vil +finde , af den gode hensigt , i hvilken vi komme , just +må fremmes derved . “ +Margaret rystede tvivlende på hovedet , men +vovede ikke af modsige den nidkære prædiker . Hun +hyllede sig i sin hættekåbe , og de gik rask videre ; +men da de nærmede sig indgangsporten til klostrets +område , standsede Margaret og udbrød : +„ Frygter i ikke , Thøger ! af i vil vorde kendt , +og af der kan blive tilføjet eder overlast i klostret ? “ +„ Ikke er det af befrygte , “ svarede Thøger roligt . +„ Ingensinde før satte jeg min fod på de øm brødres +enemærker , og er min ydre person , det jeg ved af , +ikkun tvende i klostret bekendt , abbed Peder og + +Broder Ambrosius ; den sidste har ikke villien til af +fortrædige mig , den første vil ikke fordriste sig dertil . +Vi løbe nu an derpå ! Klogest ville det dog være af +opsøge Broder Ambrosius uden abbed Peders mellemkomst , +om det vil lykkes . “ +De gik nu ind ad yderporten , og da Thøger +så for sig denne samling af stolte og ærværdige +bygninger , som vidnede om cistercienserordenens fordums +storhed og magt , kunne han ikke værge sig +mod en følelse af ærefrygt og beundring . Han +mindedes i dette øjeblik , hvad han ellers mente det +var hans pligt at glemme , nemlig munkevæsenets +betydning og store fortjenester i fortiden , da munkene +midt iblandt halv hedenske folkefærd med heltemod +holdt Christi kors oprejst og værnede om det ; da +gudsfrygt , tro , selvfornegtelse og rene sæder helligede +klosterlivet , da under barbariske samfundstilstande al +åndelig stræben kun trivedes bag klostermurene , og +en angrende synder ene der fandt tilflugt og fred . +„ Disse stolte huse , “ mumlede han hen for sig , +„ minde om , hvad cistercienserne have været , medens +alt andet længe har vidnet , at de ej er det +mere . “ +Men det var netop dette , mente Thøger , som +den Broder og ven , han nu ville gjeste , havde så +ondt ved at fatte . Med tanken heftet på fortidens +storhed og cistercienserordenens svnndne verdenshistoriske +betydning , og idet Broder Ambrosius færdedes +bag de mure , hvor henfarne brødre , ligesom han +selv , med ære havde båret den hvidgrå kutte og +arbejdet og stridt med åndelige våben for Christi + +sag , blev han blind for den dalevende slægts store +brøst og ville ikke se , at ånden var veget fra +klostersamfundene , og at de havde overlevet sig selv . +Portbroderen indlod Thøger og Margaret uden +indvending , da Margarets åsyn var ham vel bekendt +fra forhen , og han ikke var uvidende om den store +deltagelse , den værdige Broder Ambrosins nærede +for hende . Også mindedes han den fagre unge +jomfrus milde og huldsalige væsen og den deltagelse +og christelige barmhjertighed , hun stedse havde viist +gamle , syge og fattige , mens hun opholdt sig i +Vissing , hvorfor den godhjertede gamle munk modtog +hende med en velsignelse og lykønskede hende til hendes +lykkelige helbredelse af den svære sygdom . Margaret +nævnede sin ledsager som en nær frænde af sig og +bad den gamle uden forhaling at føre dem til Broder +Ambrosins , da de ønskede at tale med ham i et +vigtigt anliggende og helst uden vidner , ligesom det +ville være hende kærest , om hendes besøg gik så +ubemærket af , som muligt . +„ Nu , “ svarede den fvielige gamle , „ jeg seer intet +ondt i at opfylde eders begæring , og i har da valgt +tiden vel ; thi hans nåde og alle brødrene befinde +sig i refectoriet og nyde deres unden * ) ; men Broder +Ambrosius har , gud bedre , været ilde tilpas og ikke +forladt sin celle , siden den onde tidende om den nye +kirkesfik kom til os . Ak ja , gud se i nåde til os +stakkels klosterbrødre i disse trængselstider ! Gå i +kun ned ad cellegangen , kære lille jomfru , i kender +* ) middagsmåltid . + +vejen , og i vil finde den ærværdige Broder oven +senge , thi han er mere nedbøjet og sønderknust i +ånden , end legemlig syg . “ +Margaret takkede den venlige gamle og gik , efterfulgt +af Thøger , hurtigt ned ad cellegangen ; men +allerede da de nærmede sig døren til Broder Ambrosius ' s +celle , lød toner af gudelig sang dem i møde , +og da de standsede udenfor døren , skønnede de , at +det var Ambrosius selv , der lod sin røst høre . De +tøvede da for ikke at forstyrre ham i hans andagt og +lyttede , bevægede i deres hjerter , til de dybe toner , +som højtideligt lød ud til dem . De kunne tydeligt +høre og opfatte ordene ; det var Bernhard af clairvaux ' s +dengang allerede fem hundrede år gamle +passionspsalme , som Broder Ambrosius sang , så +inderligt , som kun den synger , der uden vidner hæver +sin sjæl i andagt til gud . Margaret foldede ubevidst +sine hænder og fulgte , brændende i ånden , +sin fromme gamle ven på hans vandring op ad +bønnens himmelstige : +lalvs , muncli salutare , +8alve , salve , les » vare , +level tam me aptari , +vollem , tilu um mgvarl , +da midi tui eogiam ! +Duleis llesu , pis Deus ! +A6 te dame , livet reus , +drmbe milii te bemkunm , +ble repellas ms lnclitzuum , +de tuis sanetis pssibus ! + +qvid sum tibi responsurus , +actu vilis , korde durus ? +Qvid rependam amatori , +kvi elegit pro me mori , +ne dupla morte morerer ? +Salve latus Salvatoris , +in qvo latet mej dulcoris , +in qvo patet vis amoris , +Eks qvo scatet fons cruoris , +kvi corda lavat sordida ! +Cum me jubes emigrare , +Jesu care ! tunc appare , +0 amatør amplectende , +temet ipsum , tunc ostende , +in cruce salutifera ! * ) +* ) hil dig , hil dig Jesus kære ! +Dig ske pris og tak og wre ! +Verdens frelser , du mig læere +mandelig dit kors at bære , +at jeg dig kan vorde lig ! +Gode gud , til dig jeg råber , +frelsermand , på dig jeg håber , +mig uværdige du høre , +lad min bøn dit hjerte rsre , +mens jeg ligger for din fod ! +Uden værd og hård af hjerte , +fuld af synd og nag og smerte , +hvormed mon jeg dig betaler , +du , som kun ved bitre kvaler +friede mig fra tvefold dsd ? + +da psalmen var sungen til ende og sangen +forstummede , bankede Thøger på celledøren , men da +intet svar påfulgte , åbnede han sagte døren og +så Ambrosius sidde med rosenkrandsen mellem de +foldede hænder , hensunken i tanker eller fordybet i +bøn . Hans åsyn var dybere furet , hans grå hår +blevet hvidt . Det rystede Margaret at se disse tegn på +sjælslidelser og hårde indre kampe , og så ærefrygtindgydende +var synet af den fromme , nedbøjede olding , +at både hun og Thøger standsede ved døren ; +men da Ambrosius blev vaer , hvem han havde for sig , +da rejste han sig brat , to røde pletter viste sig på +hans blege indfaldne kinder , og hans øjne funklede , +idet han , uden at byde Margaret velkommen , ufravendt +stirrede på Thøger . +„ Guds fred ! “ sagde Thøger og trådte nærmere ; +„ Du vredes ikke over min nærværelse ! Jeg kommer +ikkun som denne unge jomfrus , min frænke Margrethe +Mogensdatters ledsager og har fulgt hende herhid +efter hendes egen begæring . “ +Hil dig , Jesus ! Fra dit milde +hjerte , kærlighedens kilde , +vælder ud den hellig rene +blodets strøm , hvis kraft alene +tvætte kan mit hjerte rent ! +Slår min stund engang , den sidste , +og mit oie , det vil briste , +elflte ven og frelser kære , +o , da selv du hos mig være +Viis dig for mig på dit kors ! + +„ Thøger ! “ svarede Ambrosins , idet han kun med +møje beherskede sit sindsoprør og sin stemmes +skjelven , „ er du kommen at træde mig , den ydmygede , +på nakken , eller i den hensigt at lokke mig til frafald ? +Velkommen være du , vil du trykke tornekronen +dybere i de stfungne sår og forøge korsets vægt ; +thi det er mig en vinding at lide og vorde den korsfæstede +mere lig . Hånfke og bitre ord skulle være +for mig som kærtegn ; men er du kommen for at gøre +den samme forræder , du selv er , af mig , da spar din +møje og vend om ! “ +Han vedblev , og jo længere han talte , desto vildere +funklede hans øjne , og desto stærkere lød hans røst . +„ O , ærværdige fader ! “ udbrød endelig Margaret , +idet hun ilede hen til ham og greb hans hånd , „ I +dæmpe eders vrede og tro min forsikkring , at vi +komme med fred og ikkun i god og kærlig hensigt ! “ +Hendes søde stemme lød mildt og beroligende , som +fuglesang ved en brusende strøm ; men hverken de +milde toner , de kærlige ord , eller hendes bedende +blik formåede at dæmpe den storm , der rasede i +den gamles sjæl . +„ Margrethe Mogensdatter ! “ sagde han med et +bittert smil , „ hvortil disse gode ord , der brænde +mig på sjælen som gløder ? Du sætte nu helst al +høviskhed til side og lade munden løbe over med +det , dit hjerte må være fuldt af ! Du skjelde mig +helst for en gammel dåre , eller for det , som værre +er , jeg , som ved mine råd og min formaning førte +dig til en lastens hule og bød dig låne øre til +en arg skalk , et mørkets og fordærvelsens barn , + +han , som er en skamplet på den hellige kirke . +Herrens straf indhente ham og ramme ham , hvor +han så end fjæeler sig , guds vredes lyn knuse ham +og nedstyrte ham i helvedes afgrund , en djævel , +han var i et menneskes skikkelse ! “ +„ Hold inde ! “ råbte Thøger , som så den dødelige +bleghed på Margarets åsyn , „ hold inde , er +du ej ganske gået fra vid og samling ! Vil du i +usindig harme og bitterhed slå med rædsel og bortjage +fra din dør hende , som , nys opstanden af en +svar , dødelig sygdom , har brugt sine første , friske +kræfter for at ile til dig , trøste og husvale dig ? “ +Ambrosius sank ned på sin løjbænk og slog +sig for sit bryst . +„ Guds hellige moder ! “ bad han , idet han foldede +sine hænder med et sønderknust blik , „ Du se i +nåde til mig , et ugudeligt vredens barn , jeg er ! “ +Derpå rejste han sig brat , drog med feberagtig +Iver Margaret hen til løibænken og bad Thøger +også tage sæde . +„ I tilgive mig min jilsindethed , “ sagde han i +stor forvirring , „ og den ugjestmilde modtagelse ! +Ønsker du en læskedrik ? “ spurgte han Margaret . +„ I sandhed , “ vedblev han uden at afvente svar , +„ en læskedrik vil gøre dig godt ; også du , Thøger +kan trænge til en forfriskning . “ +Uagtet de begge bade ham ikke at ulejlige sig , +ilede han dog ud af cellen og kom efter få minutters +forløb tilbage med et krus øl og en træbakke +med bagværk . Han nødede både Thøger og Margaret +til at spise og drikke , og da de føjede ham deri , + +syntes han at føle sig beroliget ; men den indtrådte +taushed blev snart trykkende for dem alle tre , hvorfor +Thøger henvendte sig til Margaret og sagde : +„ Du lade nu uden forhaling Broder Ambrosius +vide , i hvad ærinde du er kommen — eller er det +dit ønske , at jeg skal tale for dig ? “ +„ O , ja ! “ svarede Margaret , „ I have tak , om +i vil forklare den ærværdige fader alt ! “ +„ Nu , Ambrosius ! “ tog Thøger til orde , „ Du +vide da , at dette fromme barn , der elsker dig som +en fader og trods alt , hvad der er sket , begriber , +at din hensigt , om end i vildfarelse , var god og +from , hun nærer stor bekymring for dig nu , da der +ikkun er levnet dig og dine medbrødre valget +mellem tvende kår , at bøje dig for den nye forandring , +eller og at forlade klostret og drage ud i +verden . “ +„ Det er hårde kår , “ faldt Ambrosius heftigt +ind , „ og ubarmhjertig må den fyrste og hans hjelpere +være , som uden sky så bruger magt og sætter +os sværdet for brystet . “ +„ Jeg indrømmer villigt , “ svarede Thøger sagtmodigt , ' „ at +på de gamle falder det kongebud hårdt , +fornemmelig da ikke i kunne i det se , hvad det dog +er , et guds bud ; thi ikke har vor udvalgte konning , +Herren signe ham og formere hans vælde ! påfundet +denne forandring ; den kommer nødagtig nu , da det +gamle er nederfældigt og har mistet sit salt ; den +kommer med indre magt som et friskt skud af den +gamle rod -— Herren oplade dine øjne , Broder +Ambrosius og lade dig med tiden erkende sandheden ! “ + +Ambrosius så op med et lynende blik , men +da Margaret vendte sit åsyn imod ham og så ham +kærligt ind i øjet , da udstødte han et suk , greb sin +Rosenkrands og mumlede sine bønner , indtil han havde +dæmpet sin hidsighed . +„ Dette måtte siges , “ vedblev Thøger , „ men ikke +vil jeg nu trænge hårdere ind på dig , vel vidende , +at det ikke brøster dig på kundskab , og at Herren , +om han vil , ved åndens magt og uden menneskeligt +middel kan føre dig til sandheds erkendelse . Så +langt er det fra , at jeg mener mig at være stærk nok +til at vinde dig over , og så fast føler jeg mig forvisset +om , at Herren vil antage sig din sjæl , den +oprigtige , fromme og renlivede mand du er , at jeg +ikke ville givet dig en formaning , havde du ikke +selv fremkaldt den . Nu sige du os blot det , vi ønske +at erfare : agter du at forblive her i klostret og føje +dig efter den nye kirkeskik , hvad heller vil du udføre +det forsæt , jeg fornemmer du engang har udtalt +for Folmer Hansen , at bælte op om dig , forlade +dit fædreneland og drage mod syd ? “ +Margaret så med et spændt blik på den +gamle , hvis åsyn fremdeles røbede , hvor hårdt +han måtte kæmpe med sin stedse på ny opbrusende +heftighed . Han tav nogle øjeblikke og sagde så , +mens rosenkrandsen gled gennem hans sfjelvende +hænder : +„ Som jeg har hørt dig med tålmod , så vil +jeg og give dig mit svar med fred . Min hu +står brændende dertil at gøre det , du sidst sagde . +Mig forlænges svarligen efter at ryste støvet af mine + +fødder og forlade dette ugudelige land , i hvilket gud +lod mig fødes , men over hvilket nu Herrens forbandelse +hviler , al den stund konge , som folk , have sat +sig op mod deres rette åndelige overhyrde , den hellige +fader i rom og nu frækt udstrække deres hænder +efter den hellige kirke og ville rane den dens lovlige +ejendom fra . “ +Denne begyndelse lød just ikke meget fredelig , +men Thøger tav og ventede tålmodigt , indtil den +gamle havde udtalt . +„ Dog , “ vedblev han med et suk , „ jeg er gammel +og skrøbelig ; mit mod synker , når jeg tænker +på den lange rejse . Agter så og abbed Peder +og mine andre medbrødre at forblive her og have +indstændig bedet og formanet mig at gøre ligeså . “ +„ Vel , “ sagde Thøger , „ jeg mener som din abbed +og de andre ; den reifes besværlighed går over +dine kræfter . Du give den op og forblive — men +ikke her i klostret ! Min unge frænke har et godt +og kærligt tilbud at gøre dig — nu sige du helst +selv , Margaret , hvad det er ! “ +„ Blot dette , “ sagde Margaret rødmende og idet +hun så op med et usikkert smil , „ at Folmer Hansen +ved mig venligen forespørger , om i ikke , ærværdige +fader ! skulle det under disse trængsler blive +eder en pine at dvæle længere her i klostret , da til +anstundende forår , når Folmer og jeg have holdt +bryllup , vil drage til os og opslå eders bopæl +på kjellinghøl ? “ +Ambrosius så studsende op , hans blik formildedes , + +han greb Margarets hånd , trykkede den og +sagde med bevæget røst : +„ Et godt og kærligt tilbud , ja , ved min helgen , +det er det ! Du og din fæstemand have hjertens +tak ! Dog , i have ikke vel overvejet den sag forud , +min datter ! Nej , for sanden , i vide der ikke , hvad +i gøre . “ +„ Tilfulde , “ svarede Margaret med fast fortrøstning +i blik og stemme ; „ med velberåd hu og +først efter gentage » Overvejelse gøre vi eder dette +tilbud . “ +„ Nej , nej ! “ ndbrød den gamle heftigt , rejste sig +og gik uroligt op og ned i cellen , mens han talte . +„ I have ikke stillet eder sagen ret fore . Din fæstemand +står på den anden side og er en — “ +„ Sig kun ordet ud , “ faldt Thøger ind , da +Broder Ambrosius tøvede , „ en kætter ! Snart vil +der i det ganske land ikkun være , hvad du kalder +så . “ +„ Visselig , “ vedblev Ambrosius » red fasthed , „ jeg +kan ej nævne kirkeligt frafald ved noget andet navn , +end som kætteri ; og dybt bedrøver det mig , min +datter , “ sagde han , idet han atter vendte sig mod +Margaret , „ at og du nu står på den samme side , +som din trolovede , enddog jeg efter alt , som sket +er , fatter det og mindre laster dig derfore . Dog , da +det nu er således , hvad godt kan der da komme af +vor samværen ? Kunne i tåle den gamle munk i +eders hus , han , som til sit sidste åndedræt vil +hænge ved det , i kalde papistisk vildfarelse , men som +er hans dyrebaresfe klenodie , den klippe , hvorpå + +hans tro og ganske tankesæt hviler ? Ville i kunne +tåle at se blot dette , “ vedblev han og greb rosenkrandsen , +„ mellem mine hænder og vide , at jeg ærer +og påkalder guds moder , hende i med alle de andre +værdige og høje hellige have nedværdiget til kødelige +mennesker og nu plat foragte ? “ +„ Eders overbevisning skal være os hellig , “ svarede +Margaret med varme , „ så og eders Kammer +et sikkert asyl , det ingen uden eders villie skal +betræde . I vide dog dette , ærværdige fader , “ vedblev +hun rødmende , „ at og vi ære guds moder og +alle hellige martyrer , dyrke vi dem end ikke som +guder ; vi påkalde ikkun den trefoldige gud selv . “ +Broder Ambrosius ' s smertelige blik viste , med +hvor stor bedrøvelse han hørte den fordum for den +kattolske kirkes sag så begejstrede ungsøster med +så stor fasthed udtale sin i hans øjne kætterske +anskuelse . +„ Hvad du der sagde , “ udbrød han pirreligt , +„ overtyder mig end mere derom , at jeg bør forblive , +hvor jeg er . Ved guds moder ! “ udbrød han og +så sig om , „ som en dåre ville jeg handle , lod jeg +mig lokke herfra . I dette snevre rum har jeg levet , +bedet og stridt nu snart i et halvt sekulum ; det er +blevet som en part af mig selv ; her håber jeg , om +ikke længe , at dø i fred . Ja , herre Jesus , “ sluttede +han med et suk , „ Du løse . snart op for din +tjener og kalde ham hjem til de himmelsfe boliger ! “ +„ Et fromt ønske , “ sagde Thøger med alvor , +„ det enhver god Christen med dig nærer og ofte udtaler +med suk . Dog , jeg er håbende , at gud + +Herren forunder dig flere leveår , end du nu midt +i din bedrøvelse beder om ; og såsom du for tiden +ikke ligger neder af sygdom , eller har døden nær +for øje , da overveje du dine kår , som de virkeligen +ere . Du har opgivet det forsæt at drage herfra +og vil forblive her , vel ! men da står ikkun det +andet vilkår tilbage , hvorom vi før talte . Du må +da bøje dig og underordne dig den nye kirkeskik ; +evner du det ? “ +Den gamles træk blev end skarpere , og et +bittert smil krusede hans læber . +„ Mig tykkes efter din tale i dag , “ vedblev Thøger , +„ at du ej med frelst samvittighed kan gøre det . +Bliver så dog sluttelig andet til rest , end at du +som en ærlig mand må gå ? “ +„ Et tredie gives dog ! “ udbrød Ambrosius med +et harmfuldt blik og rystende stemme . +„ Jeg forstår ! “ svarede Thøger og så den gamle +fast ind i øjet . „ Dog , nu vredes du ikke på mig , +din barndomsven , at jeg taler frit ! Dette tredie er , +formener jeg , en retsindig mand , som dig , ganske uværdigt , +fornemmelig når en god udvej til at flippe derfra +står dig åben . Hvad sætte nu de prælater og +klosterbrødre sammen , og hvortil står deres hu ? +Dertil , at forblive i deres gode klostre og nyde kødeligt +velvære , som hidindtil ; at tinge med deres samvittighed , +på skrømt bøje sig og lege lutherske , men +i deres hjerter at fremture i det papistiske væsen , +tænkelig endogså tværtimod den forpligtelse , som nu +skal indgås , at synge messe i smug , holde begang +for de døde , salve og smøre , som forhen . Nu , da + +vil det klosterlevnet for eftertiden vorde en dobbelt +løgn , gud Herren til yderligere fortørnelse , godkendes +den end af Hain , i kalde den hellige fader . +Det er mit gode ønske , at du skal holde dig ubevaret +af slig skalkhed ! I Herrens navn , evner du +ikke at bryde med det gamle og vorde en god luthersk +mand , da gå du hellere herfra uden falsk ed som +en ærlig papist ! “ +Broder Ambrosius havde flere gange stiftet farve +under denne tale , i hvilken Thøger lettede sig for +det sandhedsord , der , som han havde sagt til Margaret +ude på højen , brændte ham på sjælen . Nu , +da Thøger tang , så Ambrosius forvirret hen for sig +og bevægede kun krampagtigt læberne , som om han +ikke kunne få ordene frem . Omsider klaredes dog +hans blik , begejstringens dybe rødme farvede hans +blege åsyn , og han udbrød : +„ Gud alsommægtigste ! Du lade mig stedse erkende +sandheden , lyder den end fra en kætters +læber ! Du haver ret , “ vedblev han og vendte sig +mod Thøger , „ og jeg takker dig , at du ikke skånede +mig ! Nu seer jeg den snevre sti , ad hvilken jeg +må vandre ! Ikke skal nu kjødeligheds trælle rokke +mit forsæt , thi jeg haver intet valg . Jeg må gribe +vandringsstaven og tiltræde den lange rejse . Herren +forunde mig at ende min pilgrimsfart og stue den +hellige stad , forinden jeg lukker mine øjne ; men +skulle mine ben blive på vejen , da vil jeg sige : +herre , din villie ske ! “ +„ O nej , kære , ærværdige fader ! “ udbrød Margaret , +ilede hen til ham og greb hans skælvende hånd + +mellem begge sine . „ I misforstå ikke så Herrens +villie og lade dette usindige forsæt fare ! I komme +til os , som ville annamme eder i kærlighed ved vor +Arne ! Vi ville elske og ære eder som en fader , +indtil vi engang , om vi leve , gud give sent , som +gøde , tro børn lukke eders øjne . “ +„ Gud signe dig før din kærlighed ! “ sagde +Ambrosius mildt og lagde sin hånd på hendes +hoved . „ Han beskytte nu og altid dig og alle dine ! +Jeg skal indeslutte dig i mine bønner , hvor jeg så +færdes på jorden i de trængselsår , jeg end haver +tilbage ; men vi må stilles , og du vil takke mig derfore , +at jeg forblev fast og ikke tog mod dit gode +tilbud , det jeg dog af hjertet påsfjønuer . “ +„ Nu , Broder Ambrosius , “ sagde Thøger og +trådte til , „ Du har tid til overvejelse . Viis mand +tænker , før han beslutter . Gud Herren har sendt dig +en god engel i denne unge jomfrus skikkelse ; du +vise hende da ikke så brat af , men overveje det gode +tilbud , hun gør dig , trende gange , forinden du +forkaster det . “ +Broder Ambrosius rystede på hovedet , men hans +blik røbede dog nogen usikkerhed og lod Margaret +håbe , at han ikke var fuldt så fast i sin beslutning , +som han lod . +„ Før til våren , “ sagde hun , „ kan i dog i +intet fald tænke på den vandring . Når tiden +er der , da flikke vi bud før at erfare eders beflutning . “ +Men +Ambrosius blev ved sit , måtte han end , +da de begge vedbleve at trænge ind på ham , omsider + +love at tage sagen under overvejelse . Han kyssede +Margaret til afsked , gav Thøger venligt hånden , og +dermed skiltes de . +Men da Thøger og Margaret kom ud i cellegangen , +da var der ikke mere så ensomt og tyst . Der +stod klynger af munke og lægbrødre , som råbte i +munden på hverandre , og Thøger fornemmede tydeligt +ordene : kætter og bandskrop ! Da han nærmede +sig , tav de , tilkastede ham vrede blikke og fulgte +efter ham , så han , forinden han nåde udgangen , +var omringet af en stor skare forbittrede klosterbrødre . +Det var da tydeligt nok , at han var kendt , +ja at brødrene , allerede mens han var inde hos Broder +Ambrosius , måtte være blevne underrettede om +hans nærværelse ; han tænkte , at nysgerrigheden +havde drevet dem til at lure ved celledøren ; men deri +gjorde han dem dog uret ; thi Broder Ambrosius +havde mødt abbeden , da han gik efter forfriskninger , +og da hans foresatte undrede sig over , at han ikke +lod en lægbroder bringe mad og drikke , havde han +frittet ham ud , og derved var det blevet kundbart , +hvilken mærkelig gest klostret husede . +Abbeden kom nu til , og da han stod åsyn til +åsyn med den frafaldne korsbroder og kirkens arge +fjende , da optændtes han af vrede . +„ Ikke ville jeg krænke den værdige Broder Ambrosins +ved at trænge ind i hans celle , “ sagde han +og stillede sig mellem Thøger og udgangen , „ men en +slet vogter ville jeg være af denne helligdom , som +er mig betroet , lod jeg kættere uhindrede løbe her +ind og ud , og har jeg tildelt Broder Julian en + +irettesættelse , fordi han indlader fremmede uden at +indhente min tilladelse . I sige mig nu fluks — hvad +er hensigten med dette eders besøg og hvis ærinde +går i ? “ +„ Jomfru Margrethe Mogensdatter Løvenbalk , som +her står , må sikkerlig være eder bekendt , “ svarede +Thøger roligt . „ Hun og ikke jeg begærede Broder +Ambrosins i tale ; men jeg ledsagede hende herhid , +hvorom hun anmodede mig , som er hendes frænde . +I forlade eder til , at jeg kom ikke af lyst , ikke heller +af nyfigenhed , og vil i lytte til et viist råd , da +lade i mig nu fare med fred ! “ +„ Ej ! “ udbrød abbed Peder , mens munkene stimlede +til og sluttede kreds om dem , „ dette lyder en +trudsel såre ligt . I viborrig kan i tænkelig være +en mægtig mand , Thøger Løvenbalk , men ikke her på +oarn insula . End er dette kloster med alt dets område +underlagt min myndighed , og det står til mig +at afgøre , om i uhindret tør gå herfra , eller i +muligvis får dvæle her længer , end i ønsker . “ +„ Til carceret med ham ! “ råbte munkene vildt , +og nogle af dem truede ad Thøger med knyttet hånd . +Margaret blegnede og greb forfærdet hans arm . +„ Abbed Peder , “ sagde Thøger , så snart han +kunne blive hørt , „ er dette bulder anstiftet på eders +befaling ? Undser i eder ikke ved at hidse det ganske +klosters befolkning på mig og denne unge jomfru , +hvem i indjager dødelig skræk ? “ +„ En bortløben ungsøster , “ svarede abbeden barskt , +„ må ikke vente at blive modtaget med ære af klosterbrødre . +Stor frækhed har hun udviisf ved at vove + +sig hid , og hun , så lidet som i , undså sig ikke ved +at liste sig herind uden mit vidende og min villie . “ +„ Man skulle ved at høre eder tænke , “ sagde +Thøger med vredeblussende åsyn , „ at vi havde sneget +os herind ad en bagdør og ikke , at vi , som flest +er , villigt blev indladte af den værdige portbroder , +der , er han end en cistercienserbroder , dog modtog +min unge frænke med al ære , ganske som hendes +fromhed , dyd og uplettede rygte gør hende +værdig til . “ +„ Til carceret med den kjætterfle ! “ råbte munkene +i Chor , „ til carceret med dem både ! “ +„ I kom herhid for at udspejde os , “ sagde abbeden , +da råbet var forstummet , „ og siden aflægge +beretning for eders kjætterfle konge og hans onde +rådgivere ; deraf vorder intet ! Vi agte nu at forsikre +os eders person , alle andre til skræk og advarsel , +om nogen skulle forsøge at efterligne eders +eksempel . “ +„ Udspejde eder ! “ udbrød Thøger . „ Nu ved +gud den alsommægtigste , ingensinde hørte jeg mere +tåbeligt påfund ! og hvad hans nåde , vor udvalgte +konning angår , da har han , tykkes mig , for +snnden viist eder og det ganske kleresi , at han ej +ynder at gå på rævekløer og ikke heller har det +nødigt . I har alt fornummet det første tag af +løvens klo , og dog stå i imod og rase som børn , +der ej skønne farens storhed . Mig kyse i ikke med +eders høje råb , “ vedblev han , da munkene afbrød +ham med forbandelser , „ så ej heller med eders +skjendsord . Jeg har set vrede papister i øjnene , + +før denne dag , og det nogle , der havde større magt , +end i ; men skulle i udføre eders trudsel , abbed +Peder , og holde mig tilbage med vold , da lide i +derpå , at i ret snart vil få lidet lysteligt besøg +og hårdt komme til at undgjelde for den misgerning . “ +Endnu +mens Thøger talte , kom Broder Ambrosius +i stor bestyrtelse ned ad cellegangen ; thi de høje +råb vare omsider trængte ind til ham , og han havde +anet uråd . Han banede sig vej gennem den tætte +skare af munke og lægbrødre , hvis tale straks havde +underrettet ham om , hvad her gik for sig , trådte +ind i kredsens midte , stillede sig foran Thøger og +sagde i stor harme : +„ Thøger Løvenbalk og jomfru Margrethe er +her som mine gjester , og stor krænkelse ville det +volde mig , tilføjedes der dem nogen overlast ; dog +end værre krænkelse for vort hellige samfund og +dette klosters ære ! Haver i ganske mistet besindelsen , +ærværdige fader , “ sagde han , idet han vendte +sig til abbed Peder , „ såsom dette foregår lige for +eders øjne og i påtaler det ikke ? “ +Ambrosius nød som munkenes senior og på +grund af sin lærdom og rene Vandel så stor anseelse +i klostret , at alle i det første øjeblik tav ; men +abbed Peder genvandt dog snart sin fatning og sagde +i en bydende tone : +„ End er jeg og ikke i dette klosters forstander . +Formener jeg , det er min pligt at holde denne kætter +og kirkens arge fjende tilbage som fange , da vorder +det min sag , og i har ikke at stikke eders næse deri . “ + +„ Nu , ved guds hellige moder ! “ udbrød Ambrosius , +idet hans øjne lyste af harme , „ I vil da så +ved denne voldsdåd give kætterne ret , som sige os +alt ondt på og bringe ydermere elendighed over +vore hoveder . Ikke frygter nu jeg den gjengjeldelse , +som vil ramme eder og os , men jeg frygter skammen +og vil ikke dele den med eder . I vide da dette , abbed +Peder , at ikke viger jeg fra disse mine venner , +og lader i dem slæbe i carceret , jeg går at dele +fangenskabet med dem . “ +Disse alvorsord bragte abbeden til besindelse . +Ved sin egen ubesindighed havde han ophidset munkene , +men han indså , at han var gået for vidt , og +at et tilbagetog ville være det ønskeligste , om det +kunne gøres nogenlunde med ære . +„ Nu , mine brødre , “ sagde han , idet han vendte +sig mod munkene , „ på Broder ambrosii forbøn få +vi lade denne kætter flippe ; hellere må han gå , +end at vi skulle tilføje vort klosters ældste den store +krænkelse , han mener det ville være for ham , om vi +forsikrede os denne spejder og hans ledsagerfle , som +har listet ham herind . Jeg føler mig forvisset om , at +han ingensinde tiere vover sig hid . “ +„ Derpå lide i trygt ! “ sagde Thøge . r med et +smil . „ Jeg har for sanden denne ene gang fået +nok af de øm brødres dannished og gjestevenflab . “ +Derpå gik han med Margaret , og Ambrosius +ledsagede dem til den yderste port , hvor han venligt +og sørgmodigt tog afsted med dem ; men en skare +munke og lægbrødre vare fulgte med , og da Thøger +og Margaret vare komne et lidet stykke hen ad vejen , + +fløj en sten over klostermuren efter dem og slog ned +tæt ved Margaret . +„ Du djævelens røverkule ! “ råbte Thøger i +største harme , idet han vendte sig mod klosteret og +løftede truende sin knyttede hånd , „ Du , som er fyldt +med vanvittige dagtyve og ulve i fåreklæder , den +dag skal komme , ja komme snart , da du jevnes med +jorden , og der ikke lades sten tilbage på sten ! “ +Margaret kastede et blik på de prægtige og anseelige +bygninger , der knejsede i al deres vælde , og +tænkte , at denne spådom næppe ville gå i opfyldelse ; +og dog viste fremtiden , at det var profetiske +ord , hendes frænde havde udtalt ; thi allerede inden +en menneskealder var forløben , var ikke blot klosteret +nedlagt , men bygningerne nedrevne og stenene bortførte , +så at kun nogle hensmuldrende murbrokker +betegnede det sted , hvor cisterciensernes stolte klosterbolig +havde stået . + +tiende kapitel . +Skygge og lys . +Vore forfædre hadede i alle livets vigtige anliggender +hastværk . Sindig og betænksom var deres +færd , og meget , som i vore dage går før sig +med få omstændigheder , krævede dengang store ophævelser . +Folmer +Rud besad i ikke ringe grad denne ægte +danske ejendommelighed ; han var en klog mand , der +så sig før , før han handlede ; men han var tillige en +ung mand , der elskede med et varmt hjertes hele +fhrighed . Kærlighedens bane havde før ham været +tornefuld , han havde længe vandret som gennem en +ørken , alene , fuld af angst og vansmægtende ; den +begivenhed endelig , der omsider førte hans elskede +tilbage til ham , havde været rædselsfuld og haft så +skjebnesvangre følger , af hans livslykke nær for stedse +var bleven tilintetgjort . +Det ville da været tilgiveligt , om han , uden af +bekymre sig om verdens dom , straks efter Margarets +helbredelse havde holdt bryllup og ført hende som +sin hustru til sit hjem . Han tænkte også et øjeblik + +derpå ; men Thøger Løvenbalk , som naturligvis formåede +af dømme mere uhildet i den sag , rådede +bestemt fra . +„ Det er snart gjort , som længe kan stade , “ sagde +den værdige mand , da Folmer efter Thøgers og Margarets +hjemkomst fra øm kloster talte med ham +derom . „ I bør give Margaret tid , af det nye kan +fæste rod i hendes hjerte , så af hun vel forberedet , +som en ægte luthersk kvinde kan gå ud til livets +gerning ; eders huslige lykke vil da komme til af +hvile på en fastere grund . Dernæst bør i som en +viis mand tage omstændighederne i agt og ved +sindig og betænksom færd grundlægge eders hustrus +ære . “ +Folmer fulgte dette kloge og vel mente råd , og +Margaret var ham taknemmelig for den henstand , han +forundte hende ; thi omflaget i hendes indre havde +været voldsomt og efterlod , lig en storm på havet , +dønning . Hvor fast hun end undertiden mente sig at +være , der rejste sig dog atter tvivl , og hun fik kampe +at bestå ; men hendes sjælesørger var bedre , end +hendes fæstemand , stikket til at bane for hende den +vej , der skulle føre hende til åndelig klarhed og +jordisk lykke , til et gudfrygtigt , men tillige nyttigt og +virksomt liv . +Det blev da ved bestemmelsen . Folmer drog +med Knud og ide til kjelliughøl for at tilbringe vinteren +der , mens Genete og Margaret , ledsagede af +Thøger , droge til Viborg og opfloge deres bopæl i +et skønt hus , som Folmer havde erhvervet sig . Det +lå i Riddergade på det strøg , hvor det snart med + +adelens tiltagende vælde og rigdom mere og mere +skulle blive skik , at dens ansete medlemmer byggede +sig våninger , i hvilke de opholdt sig , når de kom +til staden , fornemmelig under det berømte snapsting . +Hver gang Folmer i vinterens løb kom til Viborg +for at se til sin fæstemø , fik han stedse mere +årsag til glæde . Hendes sundhed befæstedes , hendes +livsmod voksede , og lyst og strålende var nu det +smil , hvormed hun hilste ham , når ved ankomsten +hans svedige ganger dansede med ham for døren . +Når han mindedes den blege , tungsindige ungsøster i +Vissing , af hvis øjne fanatismens mørke ild lyste , +ville han næppe tro , at hun og denne ungdomsfriske +jomfru , hvis åsyn strålede af den ømmeste kærlighed +og den dybeste glæde , vare en og samme +person . +De vare det ikke heller ! En fuldstændig omdannelse +af Margarets hele indre væsen var foregået +langsomt og sikkert under Thøger Løvenbalks kyndige +vejledning og årvågne omhu . Der har ikke , siden +hine dage , i den dansfe kirke været bedre sjælesørgere , +end nogle af disse til lutherske prædikere omsfabte +munkepræster , der fra deres tidligere daglige +samkvem med menighederne medbragte en rig livserfaring +; de vare ikke stuelærde , men menneskekendere , +som forstode at lade det levende ord vinde +indgang i deres sognebørns hjerter , så livet dannede +sig derefter og prægedes deraf . De bedste af +dem , den lutherske læres forkæmpere og ordets egentlige +sædemænd , medbragte , måske ubevidst , fra det +gamle kirkelige menighedsliv det , som trods ' alle + +papistiske vildfarelser må kaldes et gode , men som i +tidernes løb mere og mere er gået tabt , en hjertelig +forståelse og et fortroligt samkvem mellem præst +og menighed . +Samlivet med^thøger og hans milde og gudfrygtige +hustru blev da en velsignelse for Margaret , +som siden stedse med inderlig taknemmelighed mindedes +disse lykkelige dage , hvilke hun tilbragte i stilhed og +ubemærkethed , stadig arbejdende i ånden . Dog fik +også Thøger og hans hustru et rigt udbytte deraf ; +thi Margarets dybe følelser røbede sig undertiden på +den ædleste og skønneste måde , og fra hendes rigt +begavede sjæl kunne der lysne tanker , hvis klarhed +og dybde fik Thøger til at studse . Dog ville det +uden hans kyndige vejledning og uden den støtte , +hans faste tro ydede hende , været hende umuligt at +komme til den klarhed i sin christelige erkendelse , som +hun efterhånden erhvervede sig . Hun erkendte til fulde , +hvor meget hun skyldte sin åndelige vejleder ; +men han var sig ikke i samme grad bevidst , hvad han +havde sin lærling at takke for , nemlig større mildhed +og overbærenhed i bedømmelsen af sine papistiske +modstandere . +Det tyktes egentlig den brave prædiker en gåde , +at Margaret , efter alt det , hun havde gennemgået , +og efter at hun havde måttet se så dybt i det papistiske +uvæsens sorteste afgrund , dog ikke bar nag og +og var ganske uden bitterhed . Han kunne ikke komme +til rette dermed ; thi uagtet en stemme i hans indre +forbød ham at laste chrislelig forsonlighed og tilgivelse , +så voldte dog denne bløde stemning hos + +hans unge frænke ham bekymring . Han kaldte den +da , ganske i tidens ånd , en snare , i hvilken den +papistiske djævel kunne få held til anden gang at +fange hendes sjæl , mens han burde kaldt den kærlighed , +som er christendommens skønneste frugt . — +fristen var udrunden , det var vår , og alt var +rede til brudefærden . +Dagen , før vielsen skulle fuldbyrdes , sad Margaret +med sin moder i et lidet Kammer i Folmer +Ruds hus i Riddergade . Bohavet var skønt , og +alle omgivelser vidnede om den store forandring , der +var foregået i det forløbne halve år ; dog intet +mere slående , end Margarets egen person . Hendes +legemsfylde , den friske rødme på hendes kinder , +øjnenes dybe glans viste ved første blik , at både +sjæl og legeme havde genvundet deres ungdomsfriskhed +og fortalte om hendes hjertes lyksalighed . +Den verdslige dragt med dens rige farver og pyntelige +snit hævede hendes sjældne skønhed , som en +zirlig indfatning ædelstenen . +Dog , til dette friske og dejlige billede dannede +hendes moders udseende en stærk modsætning . Genetes +åsyn var magert og blegt , hendes blik tungsindigt +drømmende , og hendes klædedragt havde det +gamle klosterlige snit . Det var klart , at den gang +fra klostret ud i verden ikke havde bragt hende lykke +eller fred . Berøvet klostertugtens støtte og det +fængslende skue af den papisfiske gudstjenestes barnagtige +pomp , var hun åndeligt sunken sammen . For +hende var Thøgers sandhedsforkyndelse intet , og +når han var tilstede og talte , da gled rosenkrandsen + +gennem hendes skælvende hænder , og hun bad sit +ave Maria , mere som en besværgelse , end som +en bøn . +Nu sad hun hos sin datter og legede på den +forunderlig tankeløse og barnlige måde , som var +hende egen , med den guldkjede , som smykkede Margarets +Hals og hang ned på hendes snehvide brystdug . +Hendes blik var tomt , men hun smilte dog , +som om hun befandt sig vel i sin datters nærhed . +Margaret følte sig ofte underligt berørt af moderens +væsen , thi nu , da hun var kommen til skels +år og alder , tænkte hun over det og forstod det +ikke . Hun var undertiden til mode , som om hun var +den ældre , hendes moder barnet . Når denne pinlige +følelse greb hende , da fyldtes hendes hjerte med +bange anelser , og hun fordobblede sin ømhed . Hvad +hun skimtede , det så Knud endnu slet ikke — den +sjælenat , som allerede kastede sin skygge foran sig , +som snart skulle omtåge Genetes forstand og gøre +hendes hjerte dødt for alle ømme følelser , og som +endelig til en tid , da slægtens ære krævede det og +Knud allermeest ønskede det , skulle gøre enhver forklaring +mellem Genete og hendes søn umulig . +I en henseende havde moderens hjerte stedse +været som en lukket bog for hendes datter . Margaret +havde nemlig ingen anelse om sin moders tilbøjelighed +for hans Thordsen , eller om den mulighed +af livslykke , der som et solglimt havde viist sig på +Genete Jakobsdatters mørke vej . Denne håbets +stjerne var bleven slukt i fanatismens tåge , mens +hun var i klostret , for aldrig at tændes mere . Dog + +havde disse dages hændelser vakt mindet derom , og +en svag stråle af lys syntes nu at glimte for hendes +indre blik ; thi hun så pludselig op , rødmede let +og sagde : +„ Det var uret af Knud så at affærdige hans +Thordsen og lade ham gå » takket ; hans bedrøvede +åsyn var tungt at skue . “ +„ Utakket ? “ udbrød Margaret forundret . „ Da +ydede Knud ham dog , tykkes mig , stor roes og tak ; +men os voldte det bedrøvelse , at han med slig sær +stolthed tilbageviste den rundelige belønning , der blev +ham buden for hans umage . “ +Margarets stemme havde en næsten hård klang , +da hun sagde dette . Hun fandt hans Thordsens myndige +og stolte væsen » tilbørligt , da han dog kun var +en ufri mand . Således måtte det jo komme , idet +Margaret atter trådte ud i verden og følte fastere +grund under sig , at slægtstoltheden på ny vågnede +i hendes bryst . Det var lykkedes Folmer at styrke +hendes tro på moderens ære ; men derved blev +den fri kvindes selvfølelse gjenvakt hos hende ; thi +begge dele vare nøje knyttede til hinanden . +Knud forstod hans Thordsen til fulde , og havde +han for øjeblikket ringere tro , end sin søster og en +mere levende følelse af deres stillings mislighed , +desto mere pirrelig og øm over sin ære var han . +Håbet om oprejsning levede dog stedse i hans hjerte , +og da han skønnede , at hans moder , overladt til sig +selv , turde blive et let bytte for den dristige , ufri +bejler , så besluttede han at hindre en forbindelse , +der kun ville drage dem alle end dybere nedad . + +Folmer , til hvem han betroede sin frygt , var ganske +af Knuds mening og måtte , som et ægte barn af +sin tid og trods sin fordomsfrihed i andre retninger , +dog , inddrukken af sin stands fordomme , være +det . Kastede Margarets moder sig hen til en ufri , +da ville visselig ikke derved den gerning fremmes , +som Thøger havde kaldet grundlæggelsen af Folmer +Ruds hustrus ære . +De blev da enige om , at hans Thordsen skulle +fjernes og Folmer være Genetes lavværge . De foretoge +denne forandring med større skånsomhed og +på en mere hensynsfuld måde , end de allerfleste af +deres standsfæller under lignende omstændigheder ville +gjort ; men uagtet de ydede hans Thordsens retskaffenhed +og tjenstvillighed al anerkendelse og tildøde +ham en rundelig belønning , følte han sig dog +dybt krænket . Al denne taknemmelighed havde intet +værd for ham ; han begærede ikke tak og roes , men +broderskab . Derfor tog han den hevn at afslå den +tilbudte løn , og han drog da fra det sidste møde med +Genete og hendes børn med den stolte bevidsthed , at +de vare ham , han ikke dem tak skyldig . De stolte +frie mænd blev da ydmygede af den ikke mindre +stolte ufri ; men Folmer og Knud viste ham ligefuldt , +når hans vej i fremtiden krydsede deres , al den agtelse , +han fortjente . Han forblev ugift , og meget +tydede på , at han ingensinde forglemte sin kærlighed +til den blide , tungsindige skotske kvinde . — +Knud og ide kom nu , glade i hu , til Viborg for +at bivåne Folmers og Margarets bryllup . Det +kendtes på dem begge , at noget glædeligt måtte + +være hændet dem , navnlig strålede ides åsyn af +lykke og fred , og årsager : dertil skønnedes allerede +af den omstændighed , at de kom fra Holmgård . +Chrisfoffer kruse havde af venskab for Folmer og +bevæget ved at erfare alle de lidelser , Margaret havde +gennemgået , ladet sig forsone , og ide havde fået +sin formynders tilgivelse . Dog måtte Knud , trædende +i sin farfaders , Jens Nielsen Løvenbalks fodspor , +bekvemme sig til først med al den ved slige +lejligheder brugelige formelighed og omstændelighed +at gøre bod . +Akten var da nylig i frænders og venners nærværelse +foregået på Holmgård , hvor Chrisfoffer +kruse opholdt sig , da genopbygningen af Vingegård +endnu ikke var til ende . Knud havde fremstillet sig i +forsamlingen , bøjet knæ for Chrisfoffer og ydmygt +erkendt sin brøde , idet han rakte Chrisfoffer sit sværd +og bad ham støde det i hans bryst og således hevne +broderens drab ; men da havde Chrisfoffer rejst ham +op og skjenket ham livet , hvorefter han stededes til +håndkys hos oldemoder . Selvfølgelig betalte Knud +en i forvejen betinget bøde , hvilken Christoffer kruse +modtog , ikke af pengegjerrighed , thi han ville lade +den komme de fattige til gode , men for ikke at gjelde +for en ukærlig Broder , ligegyldig ved den slægten +tilføjede krænkelse . +Således var Knuds brøde i menneskenes øjne +ganske udflettet ; thi det var kun slægtens , ikke det +offentliges , sag at rejse klage ; og derefter fulgte +det som ganske af sig selv , at Christoffer kruse , Laurids +Lunov og deres hustruer . blev indbudne til at + +bivåne Margarets brudefærd . Christoffer blev Folmers +forlover , da hans egen Broder , af fortrydelse +over det efter hans mening uhæderlige ægteskab , +Folmer tværtimod sine frænders råd ville indgå , +havde krænket ham ved et afslag . Både ved at påtage +sig dette hverv og ved at modtage sonofferet +anerkendte Christoffer kruse Knuds og Margarets +rette , ædelige herkomst ; de vare ham begge til deres +dødsdag taknemmelige for hans højsindede vensfab og +Folmer Rud ikke mindre . +Alt syntes nu glæde , og den skygge , den sorgfuldt +drømmende moder udbredte omkring sig , formåede +intet mod det strålende lys , de unges lykke +kastede på alt . Da brudetoget på bryllupsdagens +morgen drog ud fra Folmer Ruds hus i Riddergade +for at begive sig til korsbrødrekirken , viste det +sig vel af være noget mindre , end sædvanlig ved adelige +bryllupper , men pragten i klædedragt og hestenes +udsmykning var så stor , af den høflig forlystede +byens borgere og kvinder , som strømmede til kirken +for af overvære vielsen . De forundrede sig over +brudens dejlighed og misundte hende hendes lykke , +men holdt sig skadesløse ved af hviske indbyrdes om +hendes tvivlsomme herkomst . +Brudgom og brud gjorde sig imidlertid ikke +mange tanker om , hvad andre monne dømme . Da +Thøger for guds alter havde lagt deres hænder i +hinanden og velsignet pagten , svulmede deres hjerter +af taknemmelighed mod den algode og af fryd over +foreningens fuldbyrdelse efter så mange bitre genvordigheder . +De ville sikkert på denne dag ganske + +glemt verden omkring sig , hvis ikke fjender uformodet +havde krydset deres vej og et øjeblik kastet +skygge over glædens solskin i deres hjerter . +Det hændte nemlig , da de efter vielsen rede fra +kirke , af Erik skram , Maren , Jørgen og Geert med +deres følge af svende , kommende fra Tjele , just red +ind i staden og kom imod dem . De holdt midten +af gaden og ville ikke vige , hvorfor Folmer Rud +sagtmodigt bøjede sin og Margarets hest til side , +mens Erik skram og hans følge stoltelig red forbi . +Koldt og hvast var det blik , Maren Lauridsdatter +tilkastede sin broderdatter , og Margaret blev bleg om +kind ved i sin fasters åsyn at læse et had , som +først skulle slukkes i graven . Erik skram skottede +til det pragtfulde brudetog og harmedes over at se +Christoffer kruse og Laurids Lunov blandt gjesterne ; +men Jørgen blottede sit hoved og hilste brudgommen , +men kun ham , som for at vise sin agtelse for slægten +Rud og tilkendegive , at han alene agtede Folmer +en hilsen værd . +„ Den brud , “ sagde Maren , inden de endnu vare +komne helt forbi , „ burde på ingen Viis ført perlebindike +og hovedguld ; trende daler burde hun give i +bøde for sin frækhed , at anmasse sig en ærlig bruds +rettighed . “ +„ Så vare da og de spillemænd og overflødige +brudeblus på urette sted , “ tilføjede Geert med lydelig +røst og et ondt smil . +De giftige ord blev hørte og brudeparret meddelte . +Margarets åsyn blussede af harme , og da +hun var kommen ind i brudehuset , brast hun i gråd . + +Folmer drog hende afsides , klappede hende på kind +og sagde : +„ Vi unde vore fjender deres ondskabs fattige +glæde , mit hjerte , og betænke vor egen lyksaligheds +overvættes storhed og fylde ! “ +„ Ak ! “ udbrød Margaret heftigt , „ jeg har varet +dig ad og fra første færd forudsagt dig , at sligt +var at vente , om du knyttede din skjebne til min . +Min dyrebare ven og kære huusbonde , din vandring +ved min side vil endnu vorde tornefuld ! “ +„ Vel muligt , “ svarede Folmer , „ at tornene er +der , men mig stikke de ikke ; jeg forglemmer dem , når +jeg seer på min rose , som ikke har sin lige i dejlighed . +Dog , skulle menneskenes ondskab og verdens +» billige ringeagt fremdeles såre dit stolte hjerte , +min hustru , og afpresse dig tårer , da vil jeg gøre +som nu , jeg kysser dem bort ! “ — +nogle dage senere , en skøn båraffen , da rede +de , ledsagede af frænder og venner og et anseeligt +følge af svende , ind på kjellinghol . Mens den +nedladte og med grønne kviste bestrøede vindebro +dønnede under hestenes hovflag , knaldede hagebøsserne +til velkomst fra borgvolden , og Gudenåens vande +rødmede af faklernes glans . +Det røde skær faldt ind i den hvælvede borgport , +og der så Margaret gamle Bodil Hansdatter , +som med borgfogeden og alt tyendet stod rede til at +modtage sit herskab . Da Margaret var steget af +hesten , trådte Bodil hen til hende , kyssede ærbødigt +hendes hånd og overrakte hende husets nøgler . Den +unge huusfrue modtog dette tegn på sin værdighed + +og fæstede det straks til sit belte ; men for at trøste +Folmers gamle fostermoder over tabet af sin magt , +drog hun hende til sig , omfavnede hende og gav hende +et hjerteligt Kys . Dybt bevæget læste Bodil straks ved +første blik i huusfruens dejlige og milde åsyn , at +med Margaret Mogensdatter drog kærlighed , fred +og alle gode engle ind på borgen . +Folmer nød den Sejer , hans fagre og højsindede +hustru allerede ved den første indtrædelse i sit hjem +vandt over alle hjerter . Hnusfruen på kjellinghøl +skulle i fremtiden vinde mange sådanne sejre over +indgroede fordomme , og det hos mere høitstillede personer , +end gamle Bodil Hansdatter ; men ingensinde i +flige tilfælde følte Folmer Rud sig så dybt bevæget , +som i dette øjeblik , da han blev sin fostermoders +angerfulde overraskelse vaer og i alle sine undergivnes +blikke læste beundring , ærefrygt og glad fortrøstning . +Margaret +hilste dem alle venligt og gjensåe med +et bevæget hjerte blandt dem to gamle bekendte , +liden Gjertrud , hvis fordum blege og tungsindige åsyn +nu strålede af sundhed og glæde , og søster Veronica , +der viste sig i en ny skikkelse , iført en pyntelig , +verdslig dragt , så munter og skjelmsk en kammerpige , +som nogen ædelig frue i landet havde i sit +brød . Margaret tænkte , at søster Veronica næppe +ville komme til at stå længe ledig på torvet , og +fik ret deri ; thi , inden året var omme , hjemførte +Folmer Ruds flinkeste skovgjemmer hende som +sin hustru . + +dog lod det til , at Margaret savnede nogen ; +thi hun så sig om og nævnede et kendt og kært +navn for sin hunsbond ; men han svarede blot med +et smil og førte hende derpå , efterfulgt af alle +bryllupsgasferne , op ad tårntrappen og ind i hallen , +den skønne hal , hvor han så ofte i de bitre og ensomme +modgangsdage i ånden havde set sit hjertes +elskede , og hvor hun nu virkelig indtrådte som hans +hustru . Drømmene havde ofte haft virkelighedens +klarhed og fylde , nu tyktes virkeligheden ham næsten +at være en drøm . +Margaret havde ved indtrædelsen kun øje foren +ærværdig skikkelse , som trådte hende i møde og +udbredte sine arme imod hende ; hun udstødte et glædesråb +og lå ved fader ambrosii bryst . Han kyssede +hende på panden , lagde sin hånd på hendes hoved +og sagde : +„ Velsignet være din indgang i din husbonds +fædrenehjem ! Gud Herren lyse sin fred over dig , +ham og alt , hvad eders er eller vorder ! Han beskærme +eder og vejlede dig , min datter , ved sin +helligånd , af du ved gudsfrygt , kærlighed og milde +sæder må vorde en pryd for dette hus , din +husbonds lyksaligheds tro vogterske og alle dine +tjenere og tjenerinder en god moder ! “ +Margaret bøjede sit hoved , greb den gamles +hånd og førte den til sine læber . +„ Folmer Hansen , “ vedblev han , dybt bevæget , +„ har selv begæret det af mig , af jeg skulle hilse og +velsigne dig ved din indtrædelse i hans fædrenehal , +hvor du nu skal indtage den plads , hans hedengangne + +moder fordum beklædte med wre . Dog , nu er det +på tide , jeg yder dig tak for din store kærlighed +og trofasthed mod en gammel , skrøbelig og hjemløs +ven , som uden din og din husbonds overvættes +godhed ville været ilde faren ! “ +Margaret erfoer nu af Folmer , af Broder Ambrosius +fra hin dag af , da han modsatte sig Thøger +Løvenbalks fængsling i øm kloster , var bleven mistænkt +for kætteri og havde måttet døje spot og ilde +medfart af de fanatiske munke og den i sin værdighed +krænkede abbed . Det sandhedsord , Thøger havde +sagt ham , havde dernæst , jo mere han tænkte derover , +desto klarere viist ham , at han burde vandre ud . Dette +havde han også straks sat i værk ; men da hans skrøbelige +helbred gjorde den lange pilgrimsfart til rom +til en umulighed , så var han draget til kærs mølle +og havde givet sig i kost hos Peer kørne , som barmhjertigt +havde niodtaget ham , uagtet han kom fattig +til hans dør . Peer kørne havde imidlertid ved lejlighed +sendt melding til kjellinghøl om , i hvilken +nød Broder Ambrosius befandt sig , hvorpå Folmer +Rud straks var rejst derned og ved venlig overtalelse +havde formået den nedbøjede gamle til at følge med +til kjellinghøl , hvor han allerede havde opholdt sig et +par måneder . +Nu så Margaret sig om og genkendte ved de +tændte kerters funklende lys den skønne hal , hvilken +hun endnu erindrede fra sit besøg på borgen i sin +barndom . Hun fik imidlertid ikke stunder til at fordybe +sig i fortidserindringer ; thi Folmer førte hende +til hæderspladsen ved det rigt dækkede bord , hvor et + +overflødigt måltid ventede hele selskabet . Muntert +blev hjemfærdsgildet , men trods retternes mangfoldighed +og den ædle vin , som funklede i de juveelsmykkede +sølvbægre , var dog borgherrens rige lune +og gjesternes glade sind måltidets bedste kryddreri . +Lysteligt var det at se Margaret , ide og Anna Enevoldsdatter +smile til hverandre og samtale muntert , +som i gamle dage , og Knud og Christoffer kruse i +god forståelse drikke venskabsskåler . +Margarets bedste glæde denne aften var dog at +iagttage det gode og venlige forhold mellem hendes +ægteherre og Broder Ambrosius . Begyndelsen spåede +godt , og fremtiden holdt , hvad denne glade aften +lovede . Det gik Ambrosius , som flere tænksomme og +ærlige sjæle blandt papisterne ; thi han benyttede +resten af sine dage til en grundig og uhildet prøvelse +af den nye lære , en gerning , han hidtil kun +havde udført halvt og som i blinde . Følgen deraf +skulle blive , at han i flere vigtige punkter kom til +sandheds erkendelse ; men når han under denne +indre kamp undertiden rådvild var nær ved at forsage , +i hvis øre kunne han da bedre gyde sine hjertesukke , +end i Margarets ? Hvo havde hendes gode +villie til med skånsomhed at vise ham til rette , +eller hendes sjældne gave til mildt at trøste og husvale +ham ? Således fluide de alter vandre sammen ad +åndelige veje , og , styrede af en sikkrere ledestjerne , i +kærlig forening eftertragte helligheds krone . — +hjemfærdsdagens aften silde førte Folmer sin +hustru op i det lille tårnkammer , hvor han havde +siddet med knnd for et år siden , aftenen førend han + +red til Vissing kloster for at gjeste de nonner og +høre en messe . Det blege billede af Margaret , han +i hine dage havde set ved klostrets talegitter , dukkede +op i hans erindring og , fuld af fryd over modsætningen +mellem nu og dengang , drog han sin glade +og blomstrende hustru til sig og slyngede sin arm fast +om hendes midie . +Således slode de tanse en stund og så ud +over den grønne , skovkrandsede Dal , hvor Gudenåens +vande blinkede i månelyset . Da strømmede Margarets +hjerte over af kærlighedens dybeste rørelse , +og idet hun mindedes , ad hvilken farefuld mørkets +vej hun var bleven ført til lys , glæde og fred , +indtil hun nu var havnet i sit jordiske Paradis , fik +hun et klarere syn , end nogensinde før , på sin +hjertensvens langmodighed , høisindethed og trofasthed . +Hun slyngede sine arme om hans Hals og udtalte i +de ømmeste ord hele sin sjæls dybe taknemmelighed . +Stærke ved deres gudsfrygt og kærlighed gik +de livets kampe i møde og holdt under alle omvekslinger +og megen miskendelse håbet vedlige , indtil +oprejsningens ærefulde dag omsider kom . + +ellevte kapitel . +Lov og ret . +Den , der er bunden , skal bie , siger et gammelt +ord , og sandheden deraf fik Knud Mogensen at føle . +I mange , lange år blev både hans og Margarets +liv en kamp mod verdens ringeagt og stærke modstanderes +overmagt . Sten måtte tålmodigt lægges +til sten , forinden slægtens nedbrudte ærestempel +atter kunne blive rejst og krones med sit spir . +Det vakte forundring , at den skotske kvindes +svn , der i sin ungdom havde viist sig så trodsig og +egenrådig , nu i sin manddomsalder udmærkede sig +ved stor klogskab og besindighed . Han levede i en +del år med sin hustru hos sin ulykkelige moder +på hendes enkesæde , Harlcvholm ved Århus , og +bestyrede gården for hende . Han afsondrede sig fra +verden og nøjedes med den agtelse og deltagelse , +en lille kreds af tro venner ydede ham . . Gladest +var han , når han med sin hustru gjestede kjellinghøl +og sad i hallen med Folmer og Margaret . Ville da +lykken , som det undertiden skete , at Christoffer kruse + +og Laurids Lunov med deres hustruer kom til , da +plejede Knud at sige , at den øvrige verden var ham +ej en Klipping værd . Ide , der havde samme sind , +som før , og ikke stundede efter højhed , glædede sig +over sin husbonds sagtmodighed og over den visdom , +hvormed han nød sin lykke ; men Margaret delte +ikke altid denne glæde ; thi hun mente , at ides +ømhed gjorde knnd ligegyldig og lammede hans +handlekraft . +Dog havde knnd ingenlunde tabt af syne det +mål , hvorefter han som ærekær mand fremdeles +måtte stunde . Han havde kun for øje det gamle +ord : ret har ingen vold , vold har altid ret ! Han +indså , at i vanmagt ville selv den klareste ret +vanskelig føre ham til målet ; han måtte tilkæmpe +sig sine standsfællers agtelse og vinde anseelse , forinden +han vovede det stormløb mod Erik skram , +hvilket han stadig i stilhed forberedede . Ide mistvivlede +om et lykkeligt udfald ; hun spåede , at alle +de oplysninger , knnd indhentede , og de vidnesbyrd , +han nedfkrev , vare til ingen nytte ; men om knnd end +ikke vandt andet ved denne syssel , så dog det , at jo +mere vidende han blev , desto mere styrkedes hans tro +på hans moders ære . Havde Genete været ved +fornuftens brug nu og kunnet afgive forklaring , +visselig ville knnd da før skredet til handling . +Blandt knubs foranstaltninger var den vigtigste +den , at han flikkede bud og brev til Skotland , for +på selve stedet at indhente oplysninger og om muligt +skaffe bevis for hans forældres ægteskab til veje ; + +men hans udsending havde intet held med sig , eller +gjorde ikke sin skyldighed ; thi den besked , han hjembragte , +var kun lidet tilfredsstillende . +Da truede Knud med selv at drage til sin moders +fødeland , men straks vare de bløde arme , der +havde slynget sig om hans Hals i Bjerregrav mose , +rede til at favne ham og holde ham tilbage . Ide +ængstedes på sin husbonds vegne ved at tænke på +den farefulde rejse over sø og fatten hav , og visselig +var , på grund af skippernes ukyndighed , endogså +en meget kortere sørejse en langvarig og besværlig +sag i hine dage . Knud lod sig da binde af +de rosenlænker , mens tiden umærkeligt skred frem , og +hans Iver en stund kølnedes . +Hvad der bidrog meget til at gøre ide lunken i +den sag , det var den omstændighed , at hendes ægteskab +var blevet barnløst . Egentlig så hun , ganske i +tidens ånd , en himmelens straf deri — en straf +for Thomas kruses drak , og fordi hun selv mod sin +formynders faderlige villie var løbet af gårde med +Knud . Denne angerfulde følelse blev en dæmper på +hendes af naturen muntre og sorgløse sind ; men +undertiden var hendes barnløshed hende også til +trøst ; thi der var jo så heller ingen arvinger til de +æreløse kår , som vare blevne hendes og hendes husbonds +lod . +Folmer og Margaret derimod , de havde de glæder +og bekymringer , som knnd og ide vare foruden ; +thi Herren havde fkjenket dem en blomstrende børneflok . +Margaret så ofte med veemodstårer på +sine børn , idet hun tænkte på de ydmygelser og + +lidelser , fremtiden gemte i sit skød til dem . Folmer +derimod så ikke sagen så mørkt ; han nærede +stadig en fast fortrøstning til , at oprejsningens dag +nok ville komme . Hans sindsligevægt og glade lune +forjog enhver sky , som hovmodige frænder og misundelige +standsfæller manede frem . Hans høisindethed +og elskelige måde at være på var ofte en genstand +for hans hustrus glade beundring , og hun kom +til at sande , at hvad han havde sagt på hendes +brudefærdsdag , det var intet mundsvejr : tornene +vare der , men de stak ham ikke . — +således vare omtrent seksten år henrundne , da +lykkehjulet , som havde sænket knnd Mogensen så dybt +ned , atter begyndte at hæve ham . Som folk er , så +følger og ære ! Knuds hæderlige og sindige færd +havde vundet ham stedse flere venner , som følte deltagelse +for ham i hans vanskjebne , og som måske +heller ikke undte Erik skram det godt . De magede +det så , at Knud blev stedet for kong Christiern , og +hans smukke person og mandige væsen vandt fornemmelig +den unge hertug Frederiks bevågenhed . +Han blev ham god både nu og siden som konge , og +fyrstegunsten trak Knud ud af hans ringhed og ubemærkethed , +så at han fra flere sider blev opmuntret +til at gøre et alvorligt forsøg på at fravriste Erik +skram Tjele . +Nu , da tidens fylde var kommen , lød uventet +til Knud den røst fra graven , som ene formåede at +hæve enhver tvivl og give ham fuld tro på hans +sags retfærdighed . Den Skjern præst , hr . Laurids +thundeboe , krydsede hans vej , og Knud kom omsider + +til kundskab om sin hedengangne faders sidste bekendelse , +den han fra præstens sanddru læber hørte +med dyb bevægelse . Arvebrevets for hans moder +vanærende ord vare altså nu gjorte til løgn , og jo +mere Knud derefter tænkte over sagen , desto mere adspredtes +det mørke , der hidtil havde hvilet over fortiden . +De forklaringer , han tidligere havde affordret +sin faders tyende , fornemmelig den gamle fadebunrskvinde , +Elfe , havde allerede sat ham i stand til at +danne sig en forestilling om begivenhedernes sammenhæng , +der kom sandheden temmelig nær . Han havde +skimtet trådene i bæven , hans faders ubillige skinsyge +og sortebroder Vigands rænker ; men nu faldt +skellene zausfe fra hans øjne , og formodningerne +bleve for ham til vished . +Med fast tro på et lykkeligt udfald besluttede +han nfortøvet selv at drage til Skotland , opsøge greven +af Montrose og ved hans bistand erholde fuldgyldig +bevis for , at hans forældre vare rettelig +viede ægtefolk . +Ide delte dog heller ikke nu hans glade fortrøstning . +Hun mindede ham om den for længst hensovede +Thøger Løvenbalks spådom angående , hvilket udfald +sagen rimeligvis ville få , hvis den kom for +retten , og hun udtalte den formening , at jo flere +Års hævd Erik skram havde på ejendomsretten +til Tjele , desto vanskeligere ville det nu blive at fravinde +ham gården . Hun talte med et suk om sin +barnløshed og bad sin husbond betænke , at selv om +han erhvervede sin fædrenegård , så måtte den jo +dog til sin tid igen gå tilbage til hans faster eller + +hendes børn . Knud var jo også destoværre nu , da +Geert Eriksen alt for flere år siden havde endt sit +lidet hæderlige liv , den sidste levende ætling af slægten +Løvenbalks mandsstamme . Hendes grunde vare +ikke uden vægt , hvad udfaldet senere viste — hun +skulle få ret og knnd dog heller ikke ganske uret , så +underligt gik det til . +Men nu fik ide at fornemme , at hendes husbond +ganske var bleven sig selv igen , den unge knnd +fra fortiden , med det høje mod og den stærke villie . +„ Sandt nok det , “ sagde han , „ jeg er den sidste +af min æt ; men vil du da , at jeg engang skal sænkes +i min grav , uden at mit adelsskjold med ære +brydes over mig ? Hvo som sidst går ud af huset +og lukker døren for sidste gang , han se vel til , at +han gør det med ære ! “ +Da blev ide også sig selv igen , hendes indvendinger +forstummede , fra hendes smukke øjne lyste et +stolthedsglimt , og med et Kys gav hun sit minde til +sin husbonds afrejse . +Megen angst skulle hun dog døje , mens han var +borte ; thi han havde tiltrådt rejsen i efferårets +stormfulde tid , skibet blev forflaget op til Norge , +hvor den tidlig indtrådte frost nødsagede skipperen +til at overvintre , og først næste forår nåde knnd +Skotland . Også der forfulgte uheldene ham , thi +greven af Montrose var fraværende , og så længe +blev han opholdt , at han først efter et beelt Års +forløb atter satte foden på jysk grund , idet han +efter en næsten ligeså stormfuld hjemfart netop inden +vinterens komme steg iland på Århus skibsbro . + +stor var glæden , da hans lykkelige hjemkomst +blev ide forkyndt ; thi hun betragtede sig allerede +halvvejs som enke , og Margarets hjerte svulmede af +fryd , da Knud , som straks efter hjemkomsten med ide var +ilet til kjellinghøl , forelagde hende og Folmer de lovformelige , +skriftlige vidnesbyrd , han medbragte , og +som udsagde , både at Genete Jakobsdatter før ægteskabet +havde været en hæderlig jomfru med uplettet +rygte , og at hun rettelig var bleven ægteviet til hr . +Mogens lauridssen Løvenbalk i sanct Nians kirke ved +den stad Leith . +Dog , midt i glædesjublen blev Margaret bleg , +løftede sine hænder og udbrød : +„ Moder — vor stakkels kære moder lille ! “ +Det blev tyst i hallen , og på Knuds åsyn +læstes hans hjertes dybe bevægelse , som i øjeblikket +gjorde ham stum . Da sagde Folmer : +„ Gud Herren , som har formørket vor moders +sjæls lys og lukket hendes hjerte for glæden , han +stængede da og døren for megen ve . For hende er +nu verdens agt og ære som et fnug , et intet ; dog +vidste hun til ingen tid ret deraf , eller fornemmede , hvad +vanære der af verden blev kastet på hende . “ +Mange tanker fore knnd og Margaret gennem +hovedet , idet fortidens skjebnesvangre dage i dette +øjeblik drog forbi deres erindring ; men begge vare +de for dybt bevægede til , at de ville give tankerne +luft i ord . Dog brød knnd omsider tausheden og +sagde : +„ Det er en trøst , at vi nu , efter alt det , som +i de forløbne år er kommet til vor kundskab , tør + +troe , at fader ville udslettet sin brøde og genoprettet +vor moders ære , havde ej døden overrasket ham . “ — +nu havde knnd omsider fået midler i hænde +til gt fuldføre den gerning , han havde taget i arv , +og han skred ufortøvet til værket . +Erik skram havde ingen anelse om det uvejr , +der trak op over hans hoved ; thi hans hustru lå +syg , og i længere tid havde han ikke fjernet sig fra +hjemmet , eller fornummet stort til , hvad der foregik +udenfor det i verden . Som et lyn fra en klar himmel +kom da nu til ham Knuds stevning , der opfordrede +ham til at møde for kongens retterting og +gøre rede for , med hvad ret han i sin tid havde +tilegnet sig Tjele . Straks skønnede han , at knnd +måtte have erhvervet sig mægtige venner , og hans +sjæl blev greben af stor uro ; men hans bekymring +var dog intet mod Maren Lauridsdatters pine , hvem +det budflab nåde på sottesengen . Hun fik for sin +pengegriskhed og sin hårdhjertethed den straf at +gå herfra med den nagende tanke , at al hendes +snildhed og møje var spildt og med den udsigt for +øje , at den dyrebare fædrenegård dog til sidst ville +slippe hendes arvinger af hænderne ; thi hun oplevede +ikke sagens ende . +Knud begyndte da nu kampen for ære og fædrenegods , +ikke den ridderlige kamp med blanke våben , +som han i sin ungdom havde higet efter , men en +fejde med pen og blæk og vidne mod vidne for +rettens skranker . Han tænkte , og mange med ham , +at hans våben vare gode , og efter nutidens retsbegreber +ville de vidnesbyrd , han havde forflaffet sig + +i Skotland , været afgørende beviser , fuldkommen tilstrækkelige +til at godtgøre hans ægte fødsel ; men i +hans tidsalder havde retten ulykkeligvis en anden +gænge . Dengang gjaldt det ikke bevis , thi i tvivlsomme +sager gjordes alt sluttelig afhængig af ed , +og da nu rettertinget lagde stor vægt på den ulykkelige +omstændighed , at Genete Jakobsdatter ikke straks +efter sin mands død , eller så snart ske kunne , havde +meldt sig som hans efferleverske og taget arv og +gjeld efter ham , så kom dommen til at lyde , at +det stod til Erik skram selv tolvte at sværge , at han +mente sig at tage Tjele med rette , og hvis han dristede +sig dertil , da blev gården hans . Erik svor +den ed , og elleve gode mænd svore med ham , at de +troede ham på hans ord . +„ Vi bør håbe for hans sjæls saligheds skyld , “ +Sagde Folmer Rud , da han erfoer udfaldet , „ at han +virkelige « selv tror at have svoret med rette . “ +Med denne reltertingsdom , som var en urykkelig +høiesteretskjendelse , glippede for stedse Knuds håb +om at genvinde sin fædrenegård , og Erik skram +rejste , stærk ved sin Sejer , indsigelse imod , at Knud +førte løvenbalkernes navn og våbenmærke . +Så stor var imidlertid Knuds forbittrelse over , +at rettertingsdommen var gået ham imod , at han nu +åbenlyst trodsede sin fjende . Overalt , hvor han kom +frem , lod han se den blå løve , og mere end en +gang , når Erik skram og Knud Mogensen med +deres følge af svende mødtes , ville det kommet til +blodige sammenstød , hvis ikke Erik , nu en mand til +Års og end mere frygtsom , havde veget pladsen . + +det var dage , da blodet atter rullede vildt i +knnd Mogensens årer , og sværdet sad løst i skeden . +Hans kjekke hjerte brændte af længsel efter at måle +klinge med Jørgen skram , og det var kun med stor +nød , at hans hustrus bønner og Folmer Ruds forestillinger +holdt ham tilbage . Dog fejrede fornuften , +og knnd undgik således ved en ubesindig voldsdåd +at forspilde , hvad der ved mange Års tålmodige +klogskab var vundet , hans standsfællers agtelse og +ttronfølgerens gunst . Det stod dog muligvis endnu +til at redde , som knnd selv engang havde sagt og +endnu mente at være mere , end Borg og fæste , nemlig +navn og ære . Han besluttede da ikke at opgive +ævret , men ved første gunstige lejlighed atter at optage +kampen . +Da hertug Frederik fem år derefter , i året +1559 , havde besteget ttronen , tog han knnd i sit +brød og gjorde ham til sin foged * ) på Bygholm . +I denne stilling kom knnd jevnlig i berørelse med +hans nåde , fandt lejlighed til at fortælle ham sit +levnetsløb og forstod at vække hans levende deltagelse . +Knnd ville formå kong Frederik til at +lade sagen mellem ham og Erik skram på ny optage +til dom , men så stor var dengang adelens +vælde , at hans nåde ikke dristede sig til et forsøg +på at kuldkaste tolv adelsmænds ed . Dog ville +han gerne gøre noget og henviste derfor Knud til +sin kantsler , der gav denne et godt råd , som ufortøvet +blev fulgt . +* ) godsbestyrer . + +han drog nemlig til Tyskland og forelagde de +lærde herrer ved højskolen i Wittenberg beviserne for +hans forældres ægteskab , og da denne højskole i +reformationstiden nød stor anseelse , måtte dens +skøn naturligvis have nogen vægt . Erklæringen +faldt gunstigt ud og , opmuntret derved , henvendte Knud +sig efter sin hjemkomst til kong Frederik selv og erholdt +på sin begæring af hans nåde en egenhændig +skrivelse , hvori Københavns høifkole opfordredes +til at udtale sin mening om de vittenbergeres +sentents og afgive et skøn over , hvad der tyktes +dem i den sag at være ret . De lærde danske +herrer vare af samme mening , som deres tyske brødre +og erklærede , at ægteskabet var lovlig bevist . +Således stod da nu tvende universiteters erklæringer +mod rettertingsdommen . +Det forholdt sig nu imidlertid så , at uagtet +ægteskabssager hørte under universitetet , havde det +dog ikke myndighed til at afgøre en arvesag . Den +gamle rettertingsdom var og blev urokket ; men hvad +det angik , at gengive en mand , der var stedet , som +Knud , navn og ære , da formåede hverken erklæringer +fra myndigheder , eller endogså kongens villie +af bevirke det ; thi dertil var slægtens samtykke og +godkendelse ganske fornøden . Højskolernes udtalelserhavde +imidlertid dog bidraget fil af styrke troen på +knubs gode ret og omsider , da Erik skram havde +lukket sine øjne og Knud fik med den ædle og retsindige +Jørgen skram af gøre , lykkedes det ved kongelig +mægling af bringe et forlig i stand . Ved denne +mindelige overenskomst forpligtede Knud Mogensen + +sig fil af frafalde enhver fordring på Tjele , som +fremdeles skulle forblive hos Jørgen skram og hans +slægt , hvorimod Jørgen skram tilbagegav Knud noget +af det bøndergods , Maren Lauridsdatter havde tilegnet +sig med Tjele , anerkendte Knud som sin rette +frænde og Mogens Lauridsens ægtefødte søn og tillod +ham af føre løvenbalkernes våbenmærke . +Så hård var kampen i hine tider , når en +mand ad ærlig , lovlig vej søgte af komme fil sin +ret , og han fil modpart havde en ved rigdom og +slægtsfabsforbindelser overmægtig modstander . Selv +i mindre indviklede tilfælde , end dette , gik det ofte +således , af graven lukkede sig over sagsøgeren inden +enden , og oplevede han af vinde nøgen ret , da var +den stærkt beskåren . +Ofte i de lange , trange år , mens kampen stod +på , mindedes Knud ' , hvad Jørgen skram hin dag +i hulen i Bigum skov havde sagt til ham om ord +og sværd . Hvilken lang og møjsommelig vej , den +med ordet , hvilke lykkelige tider fordum , da sværdet +kunne gøre sagen klar ! Knud plejede da , bitter i +hu , at sige , at han levede i en ussel tid og blandt +en vanartet slægt . +Dog måtte han prise sin lykke , at han ved +kong Frederiks mellemkomst opnåede et antageligt +forlig , og han syntes også at have erkendt det . I +det hele tydede meget på , at han i den ældre alder +blev en gudfrygtig og fredsæl mand ; navnlig havde +han fået stor modbydelighed for retstrætter . Han +blev selv snart jorddrot , idet han først erhvervede sig + +Loverstrup * ) og siden Kjellerup , hvor han endte sine +dage ; det manglede ham da næppe i hin på retstrcetter +så rige tid på foranledning til at rejse +sag mod sine naboer ; men han foretrak i slige tilfælde +selv et magert forlig , sigende : jo mere af lov , +des mindre af ret ! +Det var indlysende , at den oprejsning , der efter +så mange Års uretfærdige miskendelse blev Knud +og ved ham hans søster til del , burde vorde kundbar , +så at al tvivl blev slået ned , og det lå desuden +ganske i tidens ånd at lade en flig anerkjendelsesakt +foregå med sømmelig værdighed og højtidelighed . +Dette stete da efter aftale med Jørgen +skram således , at en stor forsamling af frænder og +venner blev afholdt på Knuds gård Kjellerup ved +Mariager ; og der ville vi til slutning gjeste løvenbalkernes +sidste ælling på den æresdag , der for +ham blev indgangen til et nyt liv i lykke og anseelse . +* ) rathlousdal . + +tolvte kapitel . +Knud Mogensens æresdag . +Knubs og ides skønne hjem , hovedgården +Kjellerup * ) , hvor de omsider havde fundet en tryg havn , +var allerede dengang en gammel , adelig og fri gård +med et anseeligt tilliggende af ager og eng , skov +og bøndergods . Gården har sit navn af sine kilder , +syvkilde , plovmandskilde og knudskilde , som +sprudlede i den smukke skov , der dengang omgav +gården . +Sidst havde den været i kong Frederiks besiddelse ; +men hans nåde , som meget yndede at magelægge , +havde fundet behag i Loverstrups skønne beliggenhed , +frodige skove og gode i agt , hvorfor han +gjorde et bytte med Knud , der overdrog kongen +Loverstrup og tog Kjellerup i stedet . +Gårdens bygninger vare vel vedligeholdte og +våningshnset en skøn Borg med tvende stokværk , +trappegavle og et spiirkronet tårn . Kong Frederik +havde anvendt meget på den gamle Borgs forskønnelse ; +det var dertil en rummelig bolig med en +* ) oprindelig : kildetorp . + +anseelig hal og mange værelser , udstyrede med et +rigt bohave , der vidnede om tidens voksende pragtsyge . +Det var altså i et og alt en skøn våning , . +En fri mand værdig i adelens glandsperiode . +Let nok var det da for ide Nielsdatter at modtage +og huse den store skare gjester , som nu strømmede +til Kjellerup , nogle oprigtigt glædende sig over +ejerens lykke efter så mange genvordigheder , andre +begærlige efter at bivåne den sjældne højtidelighed , +som nu der skulle fejres i en talrig kreds af rigets +bedste mænd og kvinder . Gjesternes antal forøgedes +desuden ved den omstændighed , at kong Frederik i +disse dage ventedes på gjennemrejse til Mariager , +hvor hans nåde agtede at dvæle nogle dage , i +hvilken anledning flere af Knuds fjerntboende frænder +og kyndinge vare komne der til egnen . +De nærmeste slægtninge og ældste venner havde +indfundet sig allerede flere dage før den berammede +højtid , først af alle Folmer og Margaret med deres +børn , dernæst Christoffer kruse med sin hustru , Anna +Seefeld og Laurids Lunov med Anna Enevoldsdatter . +Så vare de nu atter alle , som vare i live , samlede +i glæde , ligesom i gamle dage på Vingegård , og +undrende talte de indbyrdes om skjebnens omvekslinger +i de forløbne år , idet de takkede den algode gud for +hans vise og kærlige førelse . +Men seks og tredive år vare gået hen over +deres hoveder , siden hin mindeværdige dag , da de +trådte dansen i Vingegårds storstue ved Anna +enevoldsdalters brudefærd , og det måtte vel kendes +meer eller mindre på dem . Christoffer kruse og hans + +hustru er nu folk til Års og bære deres hvide +hår med ære ; Laurids Lunov er vel ved magt , +end mere ordknap og magelig , kær ad hyndestolen , +men de andre er endnu kraftige og rørige , og et par +af dem have haft lykke til at forlænge deres ungdom +langt ud over den sædvanlige grændse . +Knud er endnu , trods sine fire og halvtredsindstyve +år , ligeså flink en rytter , som i hans unge +dage , og en langt drabeligere jæger ; dernæst til enhver +tid rede til at fegte , brydes og rende til væds . +Se til ide , om der er mange rynker at finde i hendes +endnu friske og blomstrende åsyn , og hendes +større trivelighed har ikke gjort hendes gang meget +tungere . Folmer er endnu en slank mand , der sidder +rankt og frit i saddelen , og i hans skønne , brune +hår er endnu ikke et eneste gråt stænk at finde — +men vel i hans hustrus , uagtet de ikke ses , da perlehuen +dækker hendes endnu skønne og rige hår . +Disse sølverstænk , dem gav dog alderen hende +ikke fra først af ; de er isnende mærker fra hin +rædselsnat , da djævelens udsending havde hende i +sin magt , og gud syntes at have forladt hende . Vel , +at seks og tredive somre have dækket hint sorte mindes +grav med glemselens løv ! Endnu har ungdomsfrisfheden +ikke forladt hendes ædle og sine træk , +og hendes dejlige øjne have deres fulde glans . +De kunne end , som Folmer sagde , da han med begejstrede +ord tegnede hendes billede , se blidt som en +dues øjne og dog lyne som en ørns . Barnets +uskyld og den modne kvindes befæstede fromhed og +selvbevidste værdighed afspejlede sig vexelviis i dette + +forunderlig dybe blik , hvis fængslende magt stedse +blev sig selv lig ; men der var nu en klarere fred +over hendes åsyn og hele væsen og mere lys i hendes +smil , end i hendes unge dage . +De trofaste , som nu vare sammen , mindedes de +hensovede , som de havde elsket , fornemmelig den +fromme moder , på hvem gud her på jorden havde +lagt sin hånd så tungt , men hvis sjæl nu havde +fundet fred , da hendes ben for tre år siden vare +stedede til hvile i Harlev kirke ; dernæst de for længst +hensovede dyrebare venner , Ambrosius og Thøger , +som til sidst vare blevne forsonede , og hvis sjæle nu , +det håbede de , vare samlede i glæde og kærlighed +i det hellige Zion , hvorom Thøger engang +havde talet . +Knud og hans nærmeste fik dog ikke ret længe +stunder til at fordybe sig i fortidens minder ; thi +snart indfandt sig Jørgen skram , nu rigens råd +og en anset mand , og hans hustru Hilleborg då ; +og derefter kom gjesterne slag i slag , så til sidst +var der ikke et ledigt Kammer på borgen , eller en +tom vås i staldene . +Dagen oprandt , en skøn solklar dag sent i høst . +Klokken ni vare alle tilstede i hallen , for at den +egentlige højtidelighed kunne være endt inden klokken +ti , som var spisetiden . Det var en talrig forsamling , +og når Knud så sig om i den , da måtte han +føle sig tilfredsstillet ; thi ingen havde svigtet , og +mange af rigets ældste og ædleste slægter hædrede +ved sine mest ansete ætlinges nærværelse hans hus . +Man regnede i hine tider slægtskabet langt ud , så + +at alle de slægter , der ved mgteskabsforbindelser i +fortiden havde blandet deres blod med løvenbalkernes , +regnedes for frænder , og der fandtes da i Knud +Mogensens hal medlemmer af slægterne bilde , Gyldenstjerne , +skel , fris , Rotfeldt , kås , munk , spend , +dernæst nogle af Folmer Ruds og Jørgen Skrams +nærmeste frænder og enkelte venner , hvoriblandt , foruden +kruserne og lunoverne , Verner Parsberg , hvem +Knud fordum ved nye havde mærket med sit sværd +i kinden , men siden atter forsonet sig med ham . +Da alle vare komne til stede , trådte Jørgens +farbroder , Iver stram til voldbjerg , frem og holdt +i sin hånd forligsakten , der var behørigt forsynet +med underskriffer og sigiller , uden hvilke sidste intet +dokument i hine tider havde gyldighed . Han oplæste +akten punkt for punkt og kundgjorde således , +hvorlunde Jørgen Eriksen skram og Knud Mogensen +Løvenbalk nu for evigt vare forligte og som rette søskendebørn +og gode frænder med huldskab og troskab +ville leve i et bestandigt venskab . +Derefter gik Jørgen skram hen til Knud , rakte +ham i alles påsyn sin hånd og hilste Margaret +som sin frænke ved at kysse hende på kinden . I +lige måde hilste Knud Jørgens hustru Hilleborg då , +og hun og Margaret omfavnede hinanden og beseglede +forsoningen ved et søsterligt Kys . +Da alle havde lykønsket de forligte frænder , gik +man til bords . Til højbords sad Knud og Hilleborg +då , Jørgen skram med Margaret og Folmer med +ide ; men , som Henning , der endnu var i Knuds + +brød som kammersvend , sagde til gårdfogeden , gamle +Bent Tue —- den dag vare alle pladser ved det lange +bord høje og fornemme , ingen lave , så gammelt +ædeligt blod flød der i gjesternes årer , og så stor +var deres anseelse eller rigdom . Høstsolens stråler +faldt ind ad vinduernes glarruder og meget ædelt +metal og mangen kostelig ædelsfeen funklede i solstrålernes +Glands ; thi med adelens tiltagende rigdom +vare sædvanerne blevne end mere overdådige , +og kongernes forbud mod den stigende pragtsyge +vare og blev næsten ganske magtesløse . Det kendtes +ved denne lejlighed både på klædedragterne og på +værtens husgeråd . Der var meget sølv af skue +på Knuds og ides festlige bord , og blandt viinkanderne +manglede ikke Niels Pedersen Gyldenstjernes +gamle følvforgyldte og med helgenbilleder prydede +drikkekar , slægten Løvenbalks værdifuldeste arvestykke . +Vakker var Knud af stue , siddende for sin bordende , +endnu i sin fulde livskraft , en ædel , mandig +skikkelse ; selv nu i denne glade og ærefulde stund +var han fåtalende , men af hans øjne lyste indre +tilfredshed , og hans væsen var præget af den frie +mands stolte og selvbevidste værdighed . Over ides +åsyn spredte glæden ungdommens friske skær , hendes +klare , blå øjne funklede , og smilehullerne i +hendes kinder lod sig nu og da se . Dog for en +skygge af vemod over hendes glade åsyn , da hendes +blik faldt på de unge , fornemmelig da hun iagttog +Folmers og Margarets smukke og kraftige ældste +søn , hans Folmersen Rud , og hun derved mindedes +om , hvad der var hende og Knud negtet . Margarets + +øjne lyste af glad , moderlig stolthed , når hendes +blik faldt på hendes førstefødte . Hun var at se +til som en dronning , der modtager den hyldest , som +længe med urette har været hende negtet . Dog søgte +hendes blik nu og da opad , og dets rene og ydmyge +fromhed mindede da Folmer om ungsøsteren ved Vissing +klosters talegitter . Hun takkede vel i ånden +gud Herren for hans nåde og følte måske nu , +midt i oprejsningens ærefulde stund , at for den +sande Christen er dog æren kun som et fnug , et +intet . +Bægrene gik flittigt om ; dog var der ingen +støjende lystighed at mærke ; en vis glad højtidelighed +var udbredt over alle . Da greb Jørgen skram sit +bæger , rejste sig og sagde : +„ Nu , da alt er kommet til en god , fast og bestandelig +ende ved det forbund og forlig , Knud Mogensen +og jeg have indgået med hinanden , og dette +nu således lykkeligen er sket og fuldbyrdet , så der +fra nu af stedse skal være fred og kærlig forståelse +os imellem , da tømmer jeg dette bæger til ære for +denne min ædle og rette frænde , så og for hans +søster , min kære frænke , ædle og velbyrdige kvinde , +Fru Margrethe Mogensdatter ! Herren skjenke dem og +alle deres al lykke og benedidelse nu og til deres +dages ende ! I gode mænd og kvinder , som her +tilstede er , i gøre nu , som jeg , og tømme eders +bægre med god villie indtil sidste dråbe ! “ +Alle rejste sig , løftede med et bifaldsråb deres +bægre og tømte dem . + +„ Gid alle gode dannemænd , “ sagde Folmer Rud , +inden han atter tog sæde , „ stedse så ville forliges , +som Jørgen og Knud ! Jeg skjenker i på ny og +drikker på samdrægtighed og ensindighed mellem alle +frænder og gode danske mænd ! “ +Den skål blev drukken , Knud takkede smukt og +værdigt for den ham og hans søster beviste ære , +og derefter løftes tungebåndene , og munterheden +tog til . — +Just som lystigheden var størst , da gjaldede et +horn i borggården . Alle tav pludselig og undrede +sig over , hvilken gest det kunne være . Henning blev +stikket ud for at bringe besked , men da han kom tilbage , +smækkede han døren op på vidt gab og råbte +med høj røst : +„ Hans nåde , kongen ! “ +Alle rejste sig brat , i stor forundring , og Knud +og ide ilede deres uventede og fyrstelige gest i +møde . Med kongelig værdighed trådte kong Frederik +ind i hallen , ikkun ledsaget af rigens hofmester , +den ædle og højt fortjente Peder okse , og af +sin staldmester , Jens Truidsen . Begge disse herrer +trådte ind med blottede hoveder , hvorimod kongen +havde sit hoved bedækket . Den sorte Fløiels varet +med den hvide strudsfjeder , fastholdt af en ædelsfeens +agraffe , sad kjekt på hans korte , mørke hår , +han havde et skønt sværd ved siden , men iøvrigt +var han klædt i en simpel , mørkebrun rejsedragt , +over hvilken var kastet en kort , med foerværk kantet +spansk kappe ; den hvide , krusede pibekrave sluttede +tæt om halsen , og skægget var kort studset . Hans + +smalle , udtryksfulde åsyn blussede af det skarpe ridt , +og af hans kloge , brune øjne lyste et muntert blink . +Han rakte sin kongelige hånd til Knud , som kyssede +den ærbødigt ; derpå hilste han ide såre mildt ; thi +hun var nu vel kendt med kong Frederik og havde +på Bygholm kredentset mere , end et b��ger vin , til +ham ved sit eget bord . +„ Komme vi ej for silde , “ sagde hans nåde +muntert , „ og er ikke alt tønden tom og tappen tør , +da kunne det lyste os , Knud Mogensen , at tømme et +bæger med dig på denne din æresdag . “ +„ Eders nåde ! “ svarede Knud , hvis åsyn lyste +af glæde og taknemmelighed , „ ikkun dette fattedes +for at gøre min lykke fuldkommen ; thi foruden den +ære , derved vorder mit hus bevist , kan jeg da se +kong Frederik i denne hal og ikke mindes , at eders +kongelige majestæt haver jeg først og fornemmelig +at takke for min lykke og denne dags ærefulde oprejsning ? “ +„ Nu , “ +Svarede kong Frederik og klappede Knud +velvilligt på skulderen , „ det vi gjorde for dig , +gjorde vi gerne , og derved blev ikkun fuldbyrdet , +hvad ret og billigt var . Ej , der har vi den mand , +uden hvis retsindighed og broderlige sindelag denne +fortrædelige sag ikke ville været ført så lykkeligt +til ende ! “ +Som kongen sagde dette , nikkede han til Jørgen +skram og hilste derpå nådigt til alle sider . +„ I høre dog nu , i gode mænd og ædle kvinder , “ +Tog han igen til orde , „ hvor det gik til , at +vi kom herhid ; thi vi må bekende , at lykken , hun + +var her større , end forstanden . Det lystede os at +forraske de gode klostersøstre udi Mariager og ved at +indfinde os uformodet at befrie dem for den hæderfulde +mødtagelses besværlighed ; og rede vi da denne +morgenstund årle fra Randers , og brugte vi vor +gode hest så vel , at vi red vort ganske følge ledig , +på nær rigens hofmester , her står , Jens Truidsen +og to livdrabanter — et vakkert ridt var det , ikke +så , Peder ? “ +Rigens hofmester , der imidlertid havde vekslet +hilsener med flere af de tilstedeværende , vendte sit +ædle og skønne åsyn mod kongen . Hans stolte og +strenge blik , af hvilket hans ånds overlegenhed +lyste , blev muntert og skjemtefuldt , idet han svarede : +„ I en uge vil jeg ikke forvinde det ! Jeg forglemte , +at jeg har fjorten år flere at bære , end eders +nåde . “ +„ Ha , ha ! “ lo kongen og vedblev så : „ Som +vi kom her , uden Kjellerup , da kom en fager ung +bondepige imod os , og Peder ville i snak med hende , +ej så ? “ +„ Det tykkes mig dog , “ svarede rigens hofmester , +„ at det var eders nåde , der standsede og sagde det +første ord . “ +„ Nu , “ for kongen smilende fort , „ vi talte hende +til og spurgte nyt her fra egnen , om kong Frederik +monne alt være kommen til Mariager ? Dog , hun +vidste intet om os , og af hendes tale fornemmede vi , at +bønderne her ikke bekymrede sig om kongen , al den +stund de vare ganske opfyldte af den ære , der denne +dag times deres husbond ; så lystede det os at se + +herind og få en part med af æren og en slurk +øl at slukke vor tørst med ; er det os og kært en +gang igen at sætte vor fod i den hal , der forhen +var vor egen . “ +Kong Frederik sagde dette med lune . Dog lå +der måske en lille skjult bråd i hans ord , ikke +stilet mod Knud Mogensen personligt , men mod den +stand , han tilhørte , og hvis overmagt i stort , som +i småt , kongen ofte fik at føle . +De gode mænd og kvinder i Knuds hal , de +nejede sig nu dybt nok for kongen , da han derefter +stred gennem forsamlingen for at tage plads for +bordenden , hvor ide skyndsomst havde ladet dække +på ny for sin kongelige gest . Kong Frederiks færd , +blik og lader bar ganske præget af det , han var , en +ædelsindet og vel begavet fyrste , endnu i sin manddoms +fejreste alder og på sit livs og sin regerings +glimrende middagshøjde ; dertil en lykkelig fyrste , heldig +i krig , som i fred , mens de ham underlagte +lande » øde en anseelse og en velstand , som ingensinde +i senere tider er bleven nået . +Forinden kongen tog plads , blev Margaret forestillet +for ham . Han studsede , da han nu for første +gang så Knud Mogensens fagre søster , om hvem +han vel havde hørt tale . Han så hende nogle øjeblikke +ind i hendes dejlige øjne , mens hun rødmede +dvbt ; derpå smilte han sørgmodigt , kyssede hende på +kinden og sagde så , idet han kendeligt bevæget vendte +sig mod Knud : +„ Guds dros ! I vort liv så vi ikkun en + +kvinde , der var mere fager , end denne din ædle +søster ; hun seer hende såre lig ! “ +Derpå tog han plads ved bordet med et suk ; +men de omkringstående gode mænd og kvinder vekslede +blikke ; thi alle gjettede , at hans nåde med +den ene kvinde måtte have sigtet til jomfru Kirstine +Hardenberg , hvem han havde været til sinds at ægte +og gøre til Danmarks dronning ; men hendes fader , +hr . Eiler Hardenberg til Mattrup , modsatte sig det +af omhu for sin datters sande lykke , og det hjalp +ikke , at kong Frederik overvældede ham med sin gunst +og gjorde ham til rigens hofmester , hvorfor han også +sluttelig faldt i unåde . +Den lykkelige konge , der endnu var ungkarl og +først to år senere formælede sig med sit søskendebarn , +Sophie af meklenborg , havde således dog , som +så mange andre dødelige , sin hjertesorg at bære +på ; men nu glemtes snart alle sorger . Kongen +forfriskede sig ved et godt måltid , idet hele forsamlingen +stående bivånede det , og kun på hans udtrykkelige +opfordring tog rigens hofmester plads ved +hans side , så forunderlig skrigende en modsætning +var der mellem forholdets sande beskaffenhed og den +underdanige form , i hvilken livet ved hove var støbt . +Knud og Verner Parsberg betjente kongen , mens +han spiste . Den sidste adelsmand var i gunst ; thi +da kong Frederik ved sin kroning måtte døje den +ydmygelse , at af sytten adelsmænd , hvem han tilbød +ridderværdigheden , de fjorten , ydmygeligt i formen , +men overmodigt i tanken , afsloge den tilbudte ære , +havde Verner Parsberg været en af de tre , der + +nedlode sig til at modtage ridderslaget af hans +hånd . Den mægtige undersåt , der nu sad ved +kongens side , og i hvis stærke hånd rigets styrelse +anden gang var lagt , må have viist samme +stolte selvfølelse og ikke villet skylde sin konge nogen +gunst , eller også må kong Frederik have tabt lysten +til at hædre rigets store herrer ; thi Peder okse blev +ingensinde ridder og hed til sin død slet og ret Peder +okse . +Snart opfordrede kongen alle til at tage plads , +og det muntre drikkelag , som nu begyndte , varede +til langt ud på natten ; thi lysten til at pokulere +var snarest tiltagen i kong Frederiks negjeringstid . +Omsider rejste kongen sig for at gå til hvile og +nyde et par timers søvn , idet han muntert sagde : +„ Hvad monne nu den gode abbedisse udi Mariager , +Fru Cæcilie lykke , tænke om mig ? I dag er +følget kommet til klostret uden konge , i morgen kommer +kongen uden følge ! “ +„ Derfor er råd , “ svarede knnd på stand . +„ Ville mine venner her , som jeg , og eders nåde +tilsteder det , da skulle vi være tidlig i sadlen og +alle , som en , med vore svende ledsage eder til +klostret . “ +Således sfete det . — da solen den næste +morgen lod sine stråler skinne på Kjellerups forgyldte +tårnfløi , red et stort tog af gården ad +Mariager til . Fremmest red kongen med knnd Mogensen +ved sin side , efterfulgt af de to livdrabanter ; +dernæst rigens hofmester med Jørgen skram og efter + +dem hele den øvrige skare , i alt med svendene over +hundrede ryttere . +Muntert gik det ad Mariager til , og da kongen +selv førte an , var den mils vej snart tilbagelagt . +Allerede på vejen dertil hilstes han med glæede af +nogle herrer af hans følge , som , bekymrede over +hans udeblivelse , vare redne ud for at opsøge ham . +Fru ccecilie lykke så hans nåde ankomme i god +behold med ikke ringere glæde , men lod dog tillige +skimte nogen fortrydelse over , at den festlige modtagelse +var bleven til intet . Hun forfærdedes vel +også ved at se den store skare gjester , kongen +førte med sig ; men i så henseende slap hun nådigt ; +thi Knud og hans gjester stege blot et øjeblik af +sadlen for på kongens opfordring til tak for god +ledsagelse at tømme et bæger med ham . +Derpå rede de alle tilbage til Kjellerup , dog +kun for der snart at stilles , idet de toge afsted med +hinanden , hilsende og velsignende hinanden med hjerteligt +venskab . Så droge frænder og venner hver +til sit for , ligesom Knud og ide , der blev tilbage +i hjemmet , at spinde deres livstråd til ende gennem +fryd og sorg , som det er alle dødeliges fælleds +lod . — +lange tider er siden henrundne , slægt er +fulgt på slægt under tingenes store og mærkelige +omsliften . De skove , i hvilke hine dages gode +mænd og kvinder færdedes med hund og falk , er +forlængst faldne for oksen , de mure , der hørte deres +glade jubel og tunge smertenssuk , for største delen + +hensmuldrede og jevnede med jorden . Selv er de +blevne til støv , og er end deres navne blevne bevarede , +skrevne på pergament , eller hugne i sten , +om nogle af dem må det siges , at end ikke støvets +hvilested kendes : +Deus afflavit et dissipati sunt — +gud bød , og de måtte forsvinde , +som avner adspredes for vinde ! * ) , +* ) Vedel Simonsen . +Ende .