diff --git "a/normalized/1871_Suenssen_Aldrig.txt" "b/normalized/1871_Suenssen_Aldrig.txt"
new file mode 100755--- /dev/null
+++ "b/normalized/1871_Suenssen_Aldrig.txt"
@@ -0,0 +1,12072 @@
+Første kapitel . 
+Jeg kom forældreløs til verden . 
+Min fader var sømand , min moder levede af 
+af sye ; deres vilkår vare ens , ligesom deres alder , 
+opdragelse og familieforhold . Begge vare unge , 
+gode , fattige , flittige og forhåbningsfulde . Beskrivelsen 
+vidner ikke om noget stort hos nogen af dem ; 
+men den er sand , og gid alle mennesker kunne give 
+deres forældre samme vidnesbyrd , da var der flere 
+gode og retskafne sønner og døtre , end man nu 
+støder på . 
+Imidlertid ungdom og visdom følges sjældent ad , 
+og derfor holdt mine forældre bryllup uden af eje 
+mere end dagen og vejen . 
+„ Skulle vi vente , til vi blive rige , få vi nok 
+aldrig hinanden , “ sagde min fader ; og moder svarede : 
+„ Du har ret , Albert , ellers måtte den fattige 
+altid forsage sin kærlighed og leve og dø ene . 
+
+thi hvor få iblandt os blive nogensinde rige , eller 
+få blot såmeget , af de have råd til af gifte 
+sig . Nej , kærlighed og fattigdom er så vante til 
+af gå hånd i hånd igennem verden , af de ikke 
+frygte hinanden , når de blot tage t iden og flid 
+med på vandringen . Så må Vorherre om 
+resten . “ 
+„ Allså på søndag . “ 
+„ Ja , i guds navn da , på søndag . “ 
+Og derved blev det . Brylluppet stod i rundekirke , 
+ingen vogn holdt udenfor , men to varme 
+hjerter lovede hinanden troskab og kærlighed ved 
+alterets fod , to varme og trofaste hænder blev 
+lagte i hinanden , og således forlod de hånd i 
+hånd det hellige hus . Foden var let som pungen ; 
+men hjertet , denne lille Tue , hvorpå vor hele 
+moralske bygning hviler , hjertet glødede af håb , 
+tillid , mod og kærlighed . 
+Idet de trådte ud af kirken , slog den unge 
+sømand sin kraftige arm om sin bruds smækkre 
+liv , og så gik vejen ud på Frederiksberg og ind 
+til Lars Mathiesen . Der skulle bryllupsdagen holdes 
+ved en kop kasse med kryderboller . 
+Enhver , som mødte deres glade øjne , følte , at 
+de vare lykkelige , men ingen , slet ingen kunne gætte , 
+at hun i sin sorte merinos kjole , med det lille fattige 
+
+shawl , var en brud , at han , den unge sømand 
+med den tykke pijekkert , — var brudgommen . 
+Deres 
+stamtræ er snart givet , når jeg tilføjer , 
+at de begge vare forældreløse , og af 
+søskende havde de ingen . Deri delte de skæbne 
+med deres forældre ; jeg tror , det hører til 
+familien . 
+En uge efter brylluppet rejste min fader som 
+styrmand til Vestindien med skibet „ Helene “ , medens 
+min moder ufortrødent sad ved sit sytøj — 
+spiste lidt og sov endnu mindre , da hun om natten 
+fuldendte , hvad hun om dagen havde påbegyndt ; 
+men hun lo og sang så lykkelig som nogen . Stundom 
+græd hun vel også ; dog det var kun længselens 
+tårer , ikke bitre tårer , der blive fremkaldte 
+ved længsel , som aldrig kan tilfredsstilles , fordi 
+døden har sat skranken , men håbets vemodige 
+tårer , som hige efter at dræbe tiden , der forlænger 
+det velsignede gensyn . Ja , håbet havde slået 
+dybe rødder i dette ungdomsfriske hjerte , og hver gang 
+sparebøssen blev taget frem af kommodeskuffen , og en stol , et bord eller noget kjøkkentøi 
+forøgede det fattige indbo , så strålede hendes 
+ansigt af glæde og henrykkelse ved tanken om , 
+
+hvad hendes elskede ville sige , når han vendte 
+hjem . 
+Kender også den rige , den af alle misundte 
+stakkel , en sådan ren og ublandet glæde ? 
+Man vil måske indvende , at den glæde , min 
+moder følte , ikke kan kaldes ublandet , da dens forløbere 
+vare savn og nattevågen ; men jeg drifter 
+mig til at svare jo ; thi den tanke faldt hende aldrig 
+ind ; hun glædede sig ved indkøbet uden at se tilbage , 
+uden at måle tiden , anstrengelsen og savnene , 
+som havde født hendes glæde . 
+Det er den skønneste gave , gud har skænket 
+sine fattige børn , en gave , som rigelig opvejer rigmandens 
+skatte , at han lader dem glemme kampen , 
+der er gået forud for sejren ; ellers kunne de aldrig 
+nyde en ublandet glæde . Det går dem som moderen , 
+når hun vugger sin lille på armen , og med 
+ømhed og glæde opdager det første smil , den 
+første tåre i barnets øje . Da er lykken så ren , 
+så ublandet i hendes hjerte , at smerten som skænkede 
+barnet livet , er glemt ; hun seer kun barnet , 
+hun føler kun glæden og håbet . 
+Er det ikke mærkelig ! Når barnet er født , ejer 
+det hverken tårer eller smil ; det græder med tørre 
+øjne , derfor er den første barnegråd så smertelig . 
+Senere hen komme tårer og smil . Men her , som 
+
+i hele livet , gør tåren sig først gældende ; tåren 
+glindser først i barnets øje , før smilet når læben . 
+Det er , ligesom de første tårer bebude barnet , 
+at sorg og smerte indtage den første plads i 
+livet . Den første tåre i barnets øje hvisker : 
+„ Gennem tårer , gennem sorg skal du lære glæden 
+og livet efter døden at kende . “ 
+Og derfor er det , at vi hilse sorgen som en 
+ben , der vil bringe os smerte , men tillige et glad 
+budskab om kommende glæde , når først den tunge 
+dej er sejrrigt tilbagelagt . 
+Jeg vender tilbage til min moder . 
+Det var en søndag . Min moder stod op med 
+fuglene og sang med disse af glad hjerte . De lyttede 
+til hendes klare , ungdomsfrisfe stemme ; thi sang 
+er et sprog , som småfuglene forstå . Ligesom 
+disse anede hun intet ondt . 
+I dag en kjole , i morgen et forklæde — i dag en 
+daler , i morgen en mark — således hengik tiden ; 
+kun uret gik jævnt sin rolige , ensformige gang , 
+„ uden “ , som gåden siger , „ at nå stuedøren “ . 
+Mine forældre havde lejet en lille kvist udenfor 
+vesferport ; den bestod af et rummeligt værelse , derpå 
+engang udgjorde dagligstue , sovekammer og 
+køkken . 
+Og dog var det rummeligt , som jeg før sagde ; 
+
+thi indboet var så ubetydeligt , at selv den mindste 
+stue ville have set tom ud . 
+En seng , to stole , et rødmalet bord , en kuffert 
+og en kommode udgjorde indboet ; nogle tallerkener , 
+en kaffekande , der om aftenen gav gjæsterolle 
+som theepvtte , nogle kopper , der både blev 
+brugte til flødekande og sukkerskål , samt to par 
+knive og gafler med tilbehør af træefleer , udgjorde 
+husgerådet ; og når jeg dertil føler et lille forgyldt 
+spejl , som sfrev sig fra min moders jomfrustand , 
+er alt sagt om mine forældres ejendele . Det 
+var fattigdom , og lykke . — 
+øg dog var der rigdom i al denne fattigdom , 
+thi hvert stykke var samlet ved flid og uden gæld . 
+„ Gæld er bedrag , “ sagde min fader , „ når 
+man ved , af man ikke kan betale den . “ 
+Og moder nikkede og svarede : „ Vi behøve ikke 
+mere svr af være glade ; lidt efter lidt få vi et 
+stykke til ; til sidst bliver her dog hyggeligt . “ 
+Og hun så sig om med sit glade , lykkelige 
+smil . 
+Fader greb hende i sine kraftige arme , trykkede 
+et Kys på de friske læber og tilføjede : „ Her er 
+kostbarere end i mangt et palais , thi alt er erhvervet 
+led flid og redelighed , og vor ejendom er det — 
+ngen rykker banker på vor dør ; vi have ro foruden 
+
+som forinden . Seer du , min pige , det er 
+kostbart at have det således , thi det koster vor forfængelighed 
+og vor bekvemmelighed et stort offer . “ 
+Men nu vare alt tre måneder gåde efter 
+bryllupsdagen , stuen var ikke mere så rummelig 
+som før , en og anden tom plads var udfyldt , hyggeligheden 
+større og bekvemmeligheden bedre . 
+Moder lo og tænkte : „ Hvad mon Albert vil sige , 
+når han kommer hjem ? “ 
+Men Albert kom aldrig tilbage . 
+Storm , regn , solskin , glæde og sorg vekslede 
+som dag og nat . 
+Så var det en søndagmorgen , at moders 
+blik faldt på en Avis , hvori hendes sytøj var 
+indpakket ; der var nogle typer , sou : var større end 
+den øvrige tryk . Hun bøjede sig ned for at se , 
+hvad de indeholdt , det lød således : 
+„ Fra pålidelig kilde erfares , at skibet „ Helene “ , 
+som farer imellem København og Vestindien , i forrige 
+måned under den stærke storm er gået under 
+med alt , mandskabet iberegnet . Ingen er frelst . 
+Rederiet lider et betydeligt tab , da det var ladet 
+med kostbare varer , der ikke vare assurerede “ . 
+Men min moder da ? 
+Nu , det var kun et menneskeliv , et af de mange 
+liv , som den nat kæmpede med døden og endelig 
+
+fandt hvile på havsensbund , hvor så mangt et 
+håb og mangen en fremtid , så mangt et brustent 
+øje og hjerte fandt sin sporløst grav . 
+En stund sad min dioder faus og tåreløs ; 
+den uventede smerte havde forstenet hende . Alt , 
+hvad hun elskede og levede for , var ikke mere , hun 
+stod ene , ganske allene i den store , tætbefolkede verden . 
+Ingen at elske , ingen at arbejde for , intet at håbe 
+på — hvad var den kommende dag nu for hende , 
+hvad var hele livet , når han aldrig , aldrig mere 
+skulle vende tilbage ? Hun var jo ene ! — 
+men selv den mørkeste nat har en stjerne . 
+Da smerten havde nået sit højdepunkt , og fortvivlelsen 
+var nær , sænkede gud en solstråle i 
+hendes sjæl ; hun rejste sig pludseligt , foldede sine 
+skælvende hænder og faldt på knæ ; tårerne , 
+både smertens og glædens velsignede tårer strømmede 
+ubundne over de blege kinder ; håb og liv 
+strømmede på ny igennem hjertet , og en varm og 
+taknemmelig bøn steg mod himlen til sorgens og 
+glædens kærlige giver . 
+Seks måneder efter denne begivenhed åbnede 
+jeg for første gang mine øjne — i samme minut 
+som min moder for sidste gang lukkede sine . Således 
+mødes liv og død i samme åndedræt og 
+under samme hjerte . Mit liv blev hendes død . 
+
+som en forældreløs lille stakkel hilste jeg livet ; 
+dog gud antager sig de forændreløses sag , og hans 
+faderhånd har ledet alle mine veje . 
+Ja , det går forunderligt til i den store brogede 
+verden . Hvem skulle have troet , da den unge 
+kække sømand og den livsglade unge pige for ni 
+måneder tilbage stod glade og sorhåbningsfulde 
+for alteret , at de , inden året var udrundet , begge 
+skulle hvile i deres grav så langt fra hinanden , 
+efterladende en lille forældreløs dreng . 
+Min moder boede tilleie hos tre gamle damer , 
+der vare ugifte og levede af deres få rentepenge i 
+forening med en sparsom leje , som de fik ud af 
+huset , der var deres ejendom . 
+Den ældste af disse tre søstre var tilstede ved 
+min fødsel og min stakkels moders død . 
+Jeg siger „ Stakkel “ , som om den var at beklage , 
+der fra kampen går igennem døden ind i det 
+virkelige liv , der siger farvel til jorden og dens 
+tunge lænker for at favne det mål , hvortil vi alle 
+mere eller mindre stræbe hen . — når jeg siger 
+„ stakkels moder , “ så er det ikke af beklagelse over , 
+at hun måtte dø i sin livsvår og altså blev 
+skånet for de øvrige år af sin prøvetid , men fordi 
+hun måtte efterlade et lille levende væsen uden familie , 
+slægt eller venner , uden så meget som en 
+
+hvid , der kunne betrygge dets første svage tilværelse : 
+fattigvæsnet var alt , hvad hun efterlod sit barns 
+fremtid — det barn , som hun elskede uden at kende 
+— til fattigvæsnets kolde , klamme favn satte hun 
+ham ind i livet , derfor havde hun stridt , virket og 
+lidt , derfor var hun gået i døden . 
+Jomfru Sofie lukkede min moders trætte øjne , 
+som endnu stirrede hen imod den side , hvor man 
+havde lagt mig , men hendes blik var brustent , før 
+det nåde mig ; det har aldrig hvilet velsignende på 
+mig , hendes arme have aldrig omsluttet mig kærfegnende , 
+mit hoved har aldrig hvilet ved en moders 
+bryst , en faders velsignelse er aldrig stegen til himlen 
+for mig . Blomsten kan også trives uden 
+solskin . 
+Hvad skulle vi gøre med den lille ? “ spurgte 
+jomfru Sofie . 
+Madame rafl svarede forundret : 
+„ Hvad vi skulle gøre med ham ? Ih , hvad andet 
+end dringe ham til fattigvæsnet , det må sørge for 
+ham . “ 
+„ Fattigvæsnet ! “ gentog jomfru Sofie langsomt 
+og stirrede på ung med tårefyldte øjne , og 
+som om jeg forstod hendes klage , begyndte jeg af 
+græde , ville jeg bønfalde om nåde ? Hnn greb 
+mig i sine arme og trykkede mig fast op til sit bryst . 
+
+„ Fattigvæsnet ! “ gentog hun atter og atter , og hendes 
+øjne hvilede medlidende på den hjælpeløse forladte . 
+Madame 
+rask ville „ straks ekspedere mig ind i 
+livet “ , som hun kaldte det ; men jomfru Sofie tog 
+et shawl , min moder havde båret , svøbte det om 
+den lille grædende dreng , lagde ham i sine trofaste 
+arme og forlod derpå stuen , endnu engang hviskende 
+„ Fattigvæsnet “ ! Og som om jeg forstod hendes 
+kærlighed , tav jeg straks stille . 
+Min skæbne var afgjort . Gud velsigne den 
+ejegode sjæl . 
+Ubemærket trådte jomfru Sofie ind til sine 
+søstre , som sagde ved et stort rundt bord og syede . 
+Hun sagde intet , men hendes hjerte bankede hørligt . 
+Thora og Mille så op . 
+„ Hvorledes gik det med den stakkel ? Men hvad 
+er det , hvad er der hændet ? “ 
+De studsede ved af se søsterens blege , alvorsfulde 
+træk , og deres øjne faldt på pakken , hun 
+bar i armen . 
+Jomfru Sofie svarede ikke ; faus lagde hun ung 
+på bordet , indsvøbt i shawlet . 
+„ Hvad er det , Sofie ? Det rører sig , det er 
+levende ! “ 
+I det samme lød en spæd barnegråd . Thora 
+
+rejste sig , trak forsigtigt shawlet til side , og to store 
+blå øjne mødte hendes . 
+„ Et barn — et lille barn , og det her i vor 
+stue ! “ 
+Og et mildt og vemodigt smil oplivede de 
+gamle pigers træk ; de stirrede på barnet , de foldede 
+deres hænder , og tårer duggede øjnene . 
+Således stod de en stund , en liden stund , og 
+dog lang nok til , at fortiden med sine glæder og 
+sorger , sine håb og skuffelser fremtrådte af dens 
+letbevægede grav for at søde smerte , tårer og 
+endelig resignation . En kamp stod der inde — 
+en kamp imellem fortid og nutid . 
+Synet af barnet i de gamle pigers hjem vakte 
+vemodig glæde ; det var som om liv og håb var 
+trådt ind i deres før så tomme hjem . Deres øjne 
+mødtes . Så faldt de i hverandres arme , og Sofie 
+sagde : 
+„ Gud velsigne den lilles ankomst til vor Arne . 
+Han er kommen forældreløs til verden ; men vi tre 
+gamle piger have nu fået en søn af leve for , 
+og vort liv er ikke mere så betydningsløs som 
+forhen . “ 
+„ Ja , gud velsigne ham ! “ gentage de andre . 
+Så tog Sofie mig , trykkede mig varsomt 
+mod sit bryst og lagde mig derpå i hver af de 
+
+andres arme . De vovede næppe af røre mig af 
+angst for af knuse den lille , så spæd og skrøbelig 
+så jeg ud , så fremmede vare deres hænder for af 
+berøre små børn . 
+Således tabte og vandt jeg , før timeglasset 
+endnu var udrundet . Min egen kære moders død 
+skaffede mig tre plejemødre , som i sandhed fortjente 
+dette navn . De plejede og opdroge mig i kærlighed 
+og opoffrelse , uden af have båret mig under 
+hjertet og født mig med smerte ; dem skylder jeg 
+dobbelt taknemmelighed og kærlighed , og derfor 
+bærer jeg dyb agtelse og beundring for deres køn ; 
+thi jeg har set deres Vandel , og jeg har følt deres 
+kærlighed , fra jeg blev sødt til jeg blev mand . 
+Kvinden vil i mig altid finde en varm forsvarer , 
+hende skylder jeg mit liv , hende skylder jeg , af den 
+lille , svage dreng blev stor og stærk , af jeg lærte af 
+elske gud og af tilgive menneskene . 
+
+andet kapitel . 
+Den jævne stilhed i de gamle søstres hjem havde 
+min ringe ankomst forjaget . Sytøjet blev lagt til side , 
+og rådslagningen tog sin begyndelse , ledsaget 
+af mit svage skrig , der gjorde sig mere og mere 
+gældende . Jeg græd så smerteligt ; var det , fordi 
+jeg havde kostet min moder livet ? var det , fordi jeg 
+savnede hendes naturlige varme , hendes bøn til 
+himlen for min fremtid ? 
+Og alt , som jeg græd , smilte de gamle piger 
+og vuggede mig på deres arme . En af dem gav 
+mig sukkervand — men det var ikke min moders 
+bryst . Jeg græd og græd , ret som om jeg kunne 
+ane , hvad jeg havde tabt . 
+Der var talt op og ned uden resultat . Da 
+tog jomfru Sofie ordet . 
+„ Først må der sørges for en vugge til den 
+lille stakkel , for at vi kunne få ham til ro , og 
+send så madame rask herind , for at vi kunne få 
+
+underretning om barnets pleje . Således kunne 
+vi ikke lade den lille skrige ; han er i stand til at 
+forskrige sig af mangel på rigtig behandling . “ 
+Caroline trådte ind for at modtage ordre . 
+Caroline var tjenestetyendet , den fjerde gamle pige 
+i mit nye hjem og den ældste af dem alle . 
+„ Vorherre bevare os , jomfru Sofie , hvilken 
+ulykke har de ikke påført os ved at tage et sådant 
+væsen i huset . Der er jo ingen af os alle , der 
+forstår at svøbe eller made sådan en unge . Er 
+det en pige eller en dreng ? 
+„ En dreng ! “ lød svaret . 
+„ En dreng ! “ gentog Caroline forfærdet . „ Du 
+forbarmende gud , en dreng ! Med andre ord et 
+vordende mandfolk . Men jomfru Sofie , har de 
+også rigtig betænkt , hvad de har gjort , de , som 
+er en ærbar jomfru ? Skal han vokse op iblandt os 
+gamle piger , for senere , når han bliver stor , at 
+gøre nar af os . Hør , hvor han skriger og tager 
+påveie . Det bliver Vorherre og død ikke til at 
+holde ud , jeg bliver ganske ør i hovedet . “ 
+Jomfru Sofie smille først over Carolines ordstrøm , 
+men snart blev hendes ansigt alvorligere og 
+hun befalede hende at hente madame rask og vuggen . 
+Mille var gået ud i køkkenet for at tilberede 
+
+tvebak , sukker og fløde til den nyfødte lille 
+gæst , og Thora fulgte med pigen ind i min moders 
+stue . 
+Min moders stue ! — hvor bliver mit hjerte 
+blødt og vemodigt , når jeg tænker på min moder , 
+når jeg nævner hendes navn ! Det er så fast , så 
+ukristeligt det bånd , som gud har knyttet imellem 
+moderen og barnet , at , skønt adskilte fra livets 
+første øjeblik , uden at øjnene have mødt og forstået 
+hinanden , udspringer dog kjærlighen i fuld 
+blomst , og aldrig , selv ikke når håret bliver 
+hvidt og gangen tung , taber den sin varme og 
+kraft . 
+I min sidste time , vil min bortflygtende sjæl glæde 
+sig til at favne min moder , og mine stivnende læber 
+ville hviske hendes velsignede navn . 
+Først trådte jomfru Thora og Caroline ind , 
+bærende på vuggen , og derefter fulgte madame 
+rast med sit blege , hårde ansigt , der vidnede 
+om et hjerte , som var nimodtageligt for 
+alle blidere indtryk . Hun holdt en lang forelæsning 
+om spæde børns forplejning for de lyttende 
+søstre , og snart lå jeg i min bløde vugge , som 
+min egen kære moders hænder havde redet til mig , 
+og sov ind . Det var min første søvn i denne 
+
+verden ; kun to værelser fra mig sov min moder 
+sin sidste . 
+Madame rask var gået , og mine tanter — 
+således lærte de mig senere at kalde dem — sagde 
+omkring det runde bord for at rådslåe om deres 
+fremtidige levemåde , og hvilke skridt der burde 
+gøres med hensyn til mig . 
+Min moder havde kun haft råd til at sye 
+mig få klæder ; der måtte altså først og fremmest 
+tænkes på at udvide min garderobe , og i den anledning 
+skaffede de tre søstre alt deres gamle tøj 
+frem for dagens lys , for nærmere at undersøge , 
+hvortil det kunne bruges . 
+At damer tale meget , det er vel bekendt , og 
+derfor varede det en god stund , inden diskussionen 
+blev endt . Det var altid tante Sofie , der måtte 
+sige det sidste og afgørende ord . Hun var som sagt 
+den ældste og tillige den fornuftigste ; hun handlede , 
+hvor de andre talte . Hun var styrmanden i huset , 
+og hun styrede godt . 
+Hun var kun seksten år gammel og lige konfirmeret , da hendes moder døde . Fra den tid af 
+havde hun været sine yngre søstre i moders sted . 
+Da faderen døde , var hun to og tyve år gammel , og ved 
+hans bortgang overtog hun ene hele hunsholdningen 
+
+og ansvaret . Det lille sted , som de endnu ejede , 
+var så at sige det eneste , forældrene efterlade dem 
+foruden nogle få rentepenge , og de måtte arbejde 
+tidligt og sildigt for ikke at miste huset . 
+Og Sofie arbejdede ikke mindst ; hun var den 
+første oppe , den sidste til at gå til hvile ; men 
+altid var hun venlig og mild , aldrig hørte man 
+hende klage , og aldrig blev hun træt . Således 
+findes der mange stærke sjæle iblandt det „ svage 
+køn “ , som vi kalde det . 
+Jeg har omgåedes dem fra min tidligste barndom , 
+jeg er opvokset iblandt dem og har daglig set 
+deres travle virksomhed , og ingen kan være 
+mere skikket til at udtale en dom over dem , 
+end jeg . 
+Tænk dig , kære læser , opfostret midt iblandt 
+fire gamle jomfruer ! Du gyser af forfærdelse , men 
+jeg — vil du tro det ? — jeg velsigner den time , 
+da jeg blev bragt ind under deres gæstfrie tag , 
+ligesom jeg dybt vil savne dem , nåar døden engang , 
+tidligt eller sent , derøver mig disse trofaste sjæle 
+og kærlige veninder . 
+Min vugge stod i søstrenes soveværelse imellem 
+to senge . I den ene lå tante Sofie , i den anden 
+tante Thora og tante Mille . 
+
+„ Godnat ! “ hviskedee de alle tre ned til den lille 
+forældreløse . „ Godnat , og gud bevare dig ! “ 
+Så flakkede Sofie lyset , men det svage skær 
+as natlampen udbredte et halvmørke over det lille 
+Kammer . 
+Tante Sofie lukkede sine øjne , hun forsøgte at 
+sove ; men søvnen flyede hende , så mange tanker 
+vare på ny fremdukkede i hendes sjæl , tanker , som 
+synet af mig havde kaldt tillive , og bitre tårer 
+banede sig vej over hendes kinder . Men de skjultes 
+i mørket , hendes tårer vare kun nattens ejendom , 
+hendes smil tilhørte dagen . 
+Stueuhret slog tolv , og vægteren brummede sin 
+sang ; men tante Sofie rejste sig lydløst og , som 
+hun troede , ubemærket , hun bøjede sig over vuggen 
+og bad et fadervor før den lille , som lå skjult 
+imellem puderne . 
+Det var den tredje bøn , der denne aften 
+var opstegen til himlen før mig , og søvnen lagde 
+sig over hendes øjne og lullede de gamle minder til 
+hvile . Men natlampen brændte svagt og stille , som 
+om den ville sige : „ Livet føder sorg og glæde — 
+døden , kun døden finder fred . “ 
+
+tredie kapitel . 
+Næste morgen indfandt madame rask sig før at 
+se til mig . Hun påstod , jeg var vokset , til stor 
+glæde før de gamle piger , der toge hendes ord foralvor . 
+Nu 
+var der liv i det før så ' , stille huns , sang 
+og barneskrig afløste hinanden , og Caroline puttede 
+fingrene i ørene , hver gang hun trådte ind i stuen , 
+af rædsel for duetten . „ Det er forfærdeligt at høre 
+på , “ sagde hun gerne og rystede fortørnet på 
+hovedet , „ det holder jeg ikke ud ; nej , ved den levende 
+gud , det holder jeg ikke ud ! “ 
+Min moders begravelsesdag skulle være min 
+dåbsdag . 
+Søstrene vare flittige og sparsommelige , det fordrede 
+deres små indtægter . De mente , hvad de 
+selv kunne udrette , burde der ikke betales for , og derfor 
+gik synålen ud og ind , snart på min moders 
+ligdragt , snart på hendes barns dåbstøi — alt 
+
+imellem hinanden . Ja , det går forunderligt til her 
+i verden . 
+Den femtende Mai var sin slutning nær , lysene 
+brændte klart og kastede et rødligt skin over den 
+sorte kiste , der stod midt på gulvet i den stue , 
+der kun for kort tid tilbage blev betrådt af et 
+lykkeligt brudepar . 
+Tante Sofie havde selv ydet min moder den 
+sidste kjærlighedstjeneste ; hendes hånd havde redet 
+hendes sidste leje og pyntet det med grønt og 
+blomster . 
+Klokken elleve skulle rustvognen afhente kisten 
+for at køre den til kirken , hvor moder for alterets 
+fod skulle tilbringe sin sidste nat over jorden , det 
+samme alter , hvor hun for så kort tid siden 
+knælede som brud . 
+Jeg lå og græd i min vugge ; men Sofie tog 
+mig på sine arme og bragte mig ind til den hedengangne , 
+der lå bleg , med tillukkede øjne og brusten 
+hjerte . 
+Hvad enten det nu var instinkt eller tilfælde , 
+da Sofie holdt mig hen over min moder , standsede 
+mine tårer . Og hun tænkte : „ Han skal dog hvile 
+engang i livet ved sin moders bryst , skønt døden 
+har stivnet det . Engang bankede hjertet varmt og 
+kærligt derinde ; hendes hånd skal hvile velsignende 
+
+på hans hoved , skønt den er kold og tung , vil 
+den dog varme ham . “ 
+Men klokken slog elleve , de andre søstre trådte 
+ind , og vognen rullede tungt igennem de folketomme 
+gader . 
+Et helligt løfte blev aflagt ved kisten , et løfte , 
+som englene bare til mine forældre , og som troligt 
+blev holdt . 
+Snedkeren lukkede det tunge kistelåg over det 
+stakkels hjerte , der skulle sove blandt fire sorte fjæle 
+— sjælen svang sig glad og fri gennem det store rum , 
+som puppen , der har afkastet sin larve og henrykt 
+spreder sine vinger til flugt . 
+Næste morgen lød ligklokkens dumpe toner 
+gennem den tågede luft , præsten stod med foldede 
+hænder foran alteret ; snart hville hans blik på 
+kisten , snart på mig , der lå i tante Sofies arme , 
+iført en hvid døbekjole med sorte sløjfer . 
+Thora holdt døde- og sørgehuen over mit 
+hoved . Af mandlige faddere havde jeg to , en 
+gammel lieutenant og en gammel koffardikapitain , 
+husets eneste venner , der havde kendt søstrenes 
+vår , sommer og høst . De vare som prøvet guld . 
+Disse fem vare de eneste , som fulgte min 
+moder til det sidste , fredelige hvilested . Tante 
+
+Sofie holdt mig over graven , for at mit øje kunne 
+se , hvad min sjæl endnu ikke fattede . 
+Men solen steg frem af tågen , og da præsten 
+havde sluttet sin tale , og graven var lnkket , stod 
+den frem i hele fin majestæt og kastede sine mildt 
+varmende stråler hen over den kolde , sorte jord og 
+faldt derpå på mit hoved . Var det min moders 
+sidste farvel ? 
+Så forlod de graven , og jeg , Carl tulinius , 
+lå snart sødt sovende i min bløde vugge , medens 
+ormene gnavede på min moders kiste . 
+
+fjerde kapitel . 
+Carl Otto Emil , disse navne fik jeg i dåben . 
+Hvorledes det gik til , skal jeg fortælle . 
+Aftenen før min dåb blev der holdt rådslagning 
+om , hvad jeg skulle hedde . Meningerne vare 
+naturligvis delte ; enhver af dem havde et navn , 
+som de især ønskede , jeg skulle bære og kaldes , et 
+navn , som var dem kærest , fordi det talte om ungdom 
+og solskin . 
+Derfor foreslog Sofie , at jeg skulle have et fra 
+dem hver og kaldes ved mit fulde navn . Det eneste , 
+der minder om mine forældre , er efternavnet tulinius . 
+Således hed min fader . 
+Jeg var fem år gammel , og man tænkte på 
+at sætte mig i skole . 
+„ Carl Otto Emil er for stor til at drive , “ 
+Brummede lientenanten . 
+Og kaptajnen tilføjede : 
+„ Gudsdød , det er på tide , pinden springer 
+
+om . Han har længe nok krydset for slappe sejl ; 
+en rafl kuling er ikke af vejen . “ 
+Søstrene så på hverandre ; de følte , at vennerne 
+havde ret , men det huede dem ikke . De vare 
+så vante til den muntre ørengs spillopper , at 
+tanken om i flere timer at undvære mit selskab 
+voldte dem sorg . 
+„ Jeg tænkte , det var tidsnok , når Carl Otto 
+Emil fyldte sit sjette år , “ indvendte tante Sofie . 
+„ Imidlertid ville jeg selv forberede ham til skolen . “ 
+Lientenanten tav ; han var i det hele taget meget 
+lidet talende , og kaptajnen nikkede bejaende . Dermed 
+var den sag afgjort . 
+Hver søndag og onsdag indfandt lieutenant 
+borgen og capitain Gregersen sig i vort hjem , således 
+havde det været i mange år . Præcis klokken 
+tolv trådte de ind som efter aftale , for at spise til 
+middag med søstrene , og maden lod aldrig vente 
+på sig . 
+„ Ærbødigste tjener ! “ sagde lientenanten , når 
+han stak hovedet ind ad døren ; så rakte han dem 
+hånden , slog mig med silkelommetørklædet over 
+ansigtet og satte sig derpå i den gamle lænestol , 
+hvor han blev , indtil man skulle til bords . Da bød 
+han tante Sofie armen , og Gregersen tog de andre 
+søstre på sin samvittighed . 
+
+ved bordet gik samtalen livligt . Tante Mille 
+og tante Thora vare meget talende , ligesom kaptajnen , der udmærket forstod at spinde en ende , undertiden 
+så lang , at lientenanten , der for størstedelen 
+var stum , uroligt rokkede frem og tilbage på sin 
+stol , hvilket skulle sige så meget som : „ Nu have 
+vi min sandten fået nok . “ 
+Gamle borgen var en snurrig fyr , høj og stiv 
+som en grenader , med store grå moustacher , der 
+uafladeligt blev satte i bevægelse , snart til højre , 
+snart til venstre og undertiden lige op imod øjnene , 
+det sidste kun , når han var i stærk sindsbevægelse . 
+Fra det øjeblik , han var trådt ind i dagligstuen 
+og havde udtalt sit : „ Ærbødigste tjener , mine damer , 
+hvorledes befinder de dem ? “ åbnede han ikke munden 
+før efter måltidet , når han sagde : „ Tak for 
+mad . “ Derpå stoppede han sin pibe og satte sig i 
+sin lænestol , der var hans udelukkende ejendom , og 
+hvor han i almindelighed blev siddende , indtil han 
+atter bød tante Sofie armen for at føre hende til 
+theebordet . 
+Jeg kan med agtelse for sandheden påståe , at 
+jeg har oplevet ikke blot dage , men uger , hvor jeg 
+ikke har hørt flere ord af gamle borgen end dem , 
+jeg ovenfor har anført . 
+Han var altid iført uniformen , stiv og stram i 
+
+sine bevægelser , med kloge , alvorlige øjne , der antage 
+et forunderligt mildt udtryk , når de hvilede 
+på tante Sofie . Det forekom mig da altid , som 
+om de havde en historie at fortælle , der i mange 
+år havde ligget skjult på hjertets bevægelige 
+grund . 
+Han røg regelmæssigt sine tre piber , en efter 
+bordet , en til kaffen og endelig en til groggen , 
+der indfandt sig præcis klokken ni og var tømt 
+klokken ti , hvorefter vennerne rejste sig og gik hjem . 
+Skjøndt lieutenantsrangen i og for sig kun 
+vejer grumme lidt , tyngede den dog hårdt på hans 
+skuldre . Skæbnen havde været ham imod , hele 
+hans liv var hengået under modvind , og dog var 
+han en meget dannet mand med udmærkede kundskaber . 
+Som 
+ung deellog han i flere felttog , han 
+manglede hverken mod eller lyst ; dog , hvad nyttede 
+det , Fortuna nægtede ham sin beskyttelse , og uden 
+hende kommer ingen af os frem i denne verden . 
+Arbejd så meget , du vil , fra den tidlige morgen til 
+den sildige aften , vær ufortrøden og flid dig op , og 
+du vil dog aldrig kunne nå en sikker havn , når 
+hun , denne lille lunefulde kvinde , ikke vil skænke 
+dig sin gunst . 
+Lieutenant borgen var den personificerede ærlighed 
+
+selv , han kunne ikke gå krumveie , og den lige vej spærrede 
+man for ham ; så tog han sin afsked „ i nåde “ 
+Med så megen pension , at han akkurat kunne opholde 
+livet , men heller ikke mere . 
+Han søgte civile embeder , men modvinden 
+fulgte ham også der ; endelig besluttede han at blive , 
+hvad han var , og dertil ndfordredes stort mod , da 
+håret var gråt , om ikke af år , så af sorger . 
+Men modgang føder sjældent smil , og derfor 
+blev han mere og mere tans og indesluttet , alvor 
+lagde sig om hans sjæl og sorg i hans hjerte . 
+Hver lille blomst , håbet havde ndklækket , visnede 
+af mangel på sol , fremtiden syntes ham en endeløs 
+ørken , og dagen faldt ham lang , nætterne 
+endnu længere . 
+Men ingen bitterhed eller nag furede hans 
+pande eller dræbte de gode Spirer i hans sjæl ; han 
+bar sit savn og sin smerte dybt i hjertet ; der hvilede 
+de , dog uden at slumre , til døden lukkede hans 
+trætte øje . 
+Hans eneste glæde og trøst var omgangen 
+med mine tanter . Når han trådte ind ad deres 
+tarvelige dør , kom der fred i hans rastløse ånd 
+og mildhed over hans træk ; de vare den gamle 
+pebersvends eneste solskin , deres venskab forsonede 
+ham med livet . 
+
+nu og da har jeg set hans rolige ydre få 
+liv og varme , men det var kun sjældent . 
+Gregersen var stik modsat borgen . Som sømand 
+havde han altid sejlet for god vind , rig var 
+han og munter af natur , han talte meget og ofte 
+godt , var altid glad og tilfreds med livet , og hans 
+hjerte sad på rette sted . 
+Han var sjælen i vor familie , og hvor modstridende 
+borgens og Gregersens livsanskuelser end 
+vare , holdt de dog meget af hinanden og vare oprigtige 
+venner . 
+Ja , hvor jeg husker dem godt ; de stå så 
+tydelige for min tanke ; den høje mand med de 
+kloge , sorgbetyngede træk og den lille trivelige Gregersen 
+med det runde , smilende ansigt . De tvende 
+udgjorde en betydelig del af min barndom . 
+Således vare de to , som toge sig afmin opdragelse 
+med de fire gamle piger . Hvis jeg ikke er 
+bleven vel opdragen , så er det næppe sket med deres 
+gode villie . De lod mig aldrig ude af syne , tolv 
+øjne vogtede bestandig på mig ; overalt , hvorhen jeg 
+så , mødte jeg dem . Hvormangen gang er det ikke 
+løbet mig koldt ned ad ryggen , når jeg , dreven til 
+det højeste punkt af fortvivlelse , skjulte mig under 
+det runde bord , i håb om der at være upåagtet , 
+og da pludselig opdagede lientenantens hoved i lige 
+
+linie med mit eget , stirrende på mig med de velbekendte 
+øjne . 
+Og dog hvilede alle de tolv øjne kun i kærlighed 
+på mig ; men den , som elsker sit barn , lugter 
+det i tide , og derfor vogtede de altid på mig for at 
+opdage mine fejl , at de i tide kunne gøre anskrig og standse det onde i spiren . 
+Men mærkeligt er det , at jeg er bleven så god , 
+som jeg endda er . Hvormange drenge ville ikke 
+være gåde rent tilgrunde , hvis de havde levet under 
+mine forhold ! For meget og for lidet ødelægger 
+alt . Og derfor findes der så store modsætninger i 
+min karakter og hele fremtræden . 
+Efter en pause sagde kaptajnen : 
+„ Hvorledes har jomfru Sofie tænkt at udstyre 
+hele takkelagen ? “ 
+„ Jeg mener , at vi ikke bør anstrenge barnet for meget 
+fra begyndelsen . “ 
+Resultatet på rådslagningen , som naturligvis 
+straks fulgte efter , blev : Sofie skulle læse med mig , 
+Thora skrive med mig , og Mille sknlle lære mig at 
+regne . 
+„ Hvad man i barndommen nemmer , man ikke 
+i alderdommen glemmer , “ brummede løjtnanten . 
+„ Ja , ikke sandt , borgen , ikke sandt ? “ svarede 
+
+Thora og tilføjede i en fortrolig og noget vigtig 
+tone : 
+„ Hvad om han lærte at sye og strikke , så 
+kunne han altid hjælpe sig selv . “ 
+„ Og stoppe , “ mente tante Mille . 
+„ Ja , gudsdød , hvorfor ikke det , det er aldrig 
+af vejen . Kommer han til Søes , er det godt at 
+kunne klare sine sejl og i rette tid at tørne ud af 
+køjen . “ Det var Gregersen , som ytrede disse 
+visdommens ord . 
+„ Eller bliver han militair , som rimeligt er , så 
+er synålen en god og hjælpsom ven , ja , min 
+sandten er den så , “ tilføjede løjtnanten langsomt 
+og i dybeste Bas . 
+Min forfærdelige skæbne var dermed afgjort , 
+og hvem kan undres , om jeg hverken blev dreng 
+eller pige . 
+Medens denne samtale , hvoraf jeg har sparet 
+læseren over tre fjerdedele , foregik , havde jeg 
+i al hemmelighed listet mig op bag på lieutenantens stoleryg , og før han vidste et ord af 
+det , spændte jeg benene om hans magre Hals for at 
+tage mig en lille ridetour . 
+„ Satans knægt ! “ brummede borgen og slog 
+bagom med sit lommetørklæde . Men jeg klemte til 
+
+og trak i de lange moustacher , som jeg brugte til 
+tømme . 
+„ Hyp , hyp ! “ råbte jeg og sparkede med fødderne . 
+Og 
+han brummede igen sit „ Satans knægt ! “ 
+Satte derpå skuldrene i stærkere og stærkere bevægelse , 
+indtil han endelig rejste sig før højtideligt og 
+langsomt at marchere op og ned ad gulvet med 
+mig , der endnu sad på samme plads . 
+Kom jeg i køkkenet og nærmede mig skorstenen 
+eller kiggede før dybt i en af flødekanderne , slog 
+Caroline mig karkluden om halsen . 
+„ Han skal få al landsens ulykker , skal han , 
+kommer han igen på den galej , “ råbte hun bistert 
+og løb efter mig , som nok klogelig tog benene på 
+nakken før at undflye hendes vrede . 
+Men åbnedes døren i det samme , og en af de 
+fem stak hovedet ud før at spørge , hvad der var 
+påfærde , svarede hun endnu mattere end før : 
+„ Det er den forbandede kat , der altid er på 
+spil . Har den nu ikke igen slikket mig fløden af 
+kanden , som vi skulle have til kaffen . Man kan 
+da heller ikke have noget i fred før den , overalt 
+gør den ulykker . Af vejen , kat , af vejen , siger jeg . “ 
+Og Caroline slog efter den uskyldige kat med 
+sit kjøkkenforklæde . 
+
+jeg listede mig da lydløst og skamfuld ind i 
+stuen , bar min skammel hen i en krog , og satte 
+mig der , hvor mis , min stakkels mis , snart fandt 
+mig , fprang op på mit skød og affordrede mig 
+kærtegn , som jeg villigt gav den , idet jeg i stilhed 
+gjorde den afbigt , fordi jeg feigt lod den bære mine 
+synder . 
+
+femte kapitel . 
+„ Se , Carl Otto Emil , det er et n . Således seer 
+et n ud . Det ligner akkurat et u , husk det , barn . 
+Et n ligner et u . “ 
+„ Men , tante Thora , hvordan seer et u ud ? “ 
+Spurgte jeg betuttet . Jeg kendte ligeså lidt det ene 
+af bogstaverne som det andet . 
+„ Et u , “ svarede hun belærende , „ ligner et n , 
+som du seer her lige for dig . Seer du , det har 
+to streger , hvorimod et m har tre . “ 
+Og jeg gentog atter og atter et m har tre 
+streger og et n og u har to streger og alt løb 
+sur i mit hoved . Der var et virvar , et sammensurium , 
+som mine fem år ikke mægtede at 
+regere . 
+Og løjtnanten sænkede sin Avis , hans stadige 
+selskab , og udstødte et betænkeligt „ hm , hm ! “ der 
+skulle sige så meget som , at han kun forstod det , 
+fordi han vidste det i forvejen . 
+
+tante Sofie havde den dag meget travlt , og 
+derfor havde hun overladt mig til tante Thoras 
+bearbejdelse ; og bearbejdet blev jeg , det skal himlen 
+vide , thi både tante Thora og tante Mille manglede 
+Sofies klare tanke og omløb , hendes letfattelige 
+mettode at bibringe andre sine kundskaber på ; 
+og derfor fældede jeg mange bitre tårer og udstødte 
+mangt et bittert suk , når de holdt mig lænket til 
+skrivebogen eller tavlen . 
+Da læsetimen var forbi , trak jeg atter for et 
+øjeblik vejret , indtil tante Mille tog et tag i mig 
+og trak mig hen til sig for at høre mig i tabellen , 
+den forfærdelige tabel . 
+Hu , hvor jeg hadede alle disse fordømte tal ! 
+Hvor de have pint og plaget mig . 
+Jeg seer endnu tante Mille , den gode sjæl , 
+thi god var hun , med sin altid vrikkende strømpe 
+enten have mig på skødet med strikkepindene lige 
+i min næse , eller siddende bøjet over mig . Strømpen 
+forlod hende kun , når hun ville lære mig , at 
+en og en var to ; så flap hun den for at gribe 
+mine fingre . 
+„ Se barn , “ sagde hun og tog min tommelfinger 
+imellem sine , medens jeg måtte knibe de andre 
+fire stakler hårdt sammen i fladen af hånden , 
+„ her har du en sukkertop , denne finger er en 
+
+sukkertop , hvormange sukkertoppe har du altså 
+nu ? “ 
+„ Det er ingen sukkertop , men min finger , “ 
+Sagde jeg og lo fiffigt . 
+„ Næsviished klæder ikke små drenge , “ svarede 
+hun alvorligt og begyndte forfra . „ Her har du en 
+sukkertop , denne finger er en sukkertop , hvormange 
+sukkertoppe har du så ? “ 
+„ Ingen , “ svarede jeg kækt . 
+Men inden hun fik holdt sin lange straffeprædiken , 
+fik min tanke en anden retning . Jeg 
+så i det samme mis gøre et pudsigt Spring 
+fremad , så pudsigt , at jeg glemte den ulykkelige 
+sukkertop og brast i en stormende latter , idet jeg 
+råbte : 
+„ Nej , se tante , hvor mis kan springe . “ 
+Derpå klappede jeg i begge hænder , og de fire 
+fanger vare fri , indtil de på ny blev indespærrede , 
+for kun en for en at stikke hovederne frem . 
+„ Sid stille , Carl Otto Emil , “ plejede hun da 
+at sige bebrejdende , „ sid stille og hør efter , og lad 
+mis passe sig selv . “ 
+Ak , hvor jeg plagede den gode tante med min 
+villie , fordi hun plagede mig imod sin villie . 
+Og atter trak hun tommeltotten frem og 
+
+begyndte forfra : „ Hvormange sukkertoppe har 
+du nu ? “ 
+Ja , hun brugte mine stakkels fingre så længe , 
+at jeg til sidst ikke mere vidste , om det var hendes 
+eller mine . 
+Klokken slog tolv , forløsningstiden var der , og 
+let som fuglen , skønt træt som lastdyret , sprang 
+jeg ned og ud af stuen for at se , hvad vi skulle 
+have til middag . Jeg blev modtaget med et kærligt 
+smil af tante Sofie og en muggen brummen af 
+Caroline . 
+Mis fulgte altid med mig og skubbede sig op 
+ad mig ; vi vare kammerater , vi delte både ondt 
+og godt . 
+Således gik min tid om formiddagen , om 
+eftermiddagen skulle jeg skrive , strikke og sye . 
+„ Pas på ! op og ned , nu krølle , en lille , 
+ganske lille og rundet streg ; så igen en krølle og 
+nu op og så igen en krølle . Se , så , der står 
+det fiks og færdigt . Hvad hedder det bogstav , du 
+der har skrevet ? Kan stumpen huske det ? “ 
+„ B ! “ råbte jeg , fornøjet ved at betragte det 
+store uhyre , jeg nys havde frembragt med min pen . 
+„ Se rigtig på det — er det et b ? Seer et 
+b således ud ? Nej , Carl Otto Emil , nu må du 
+
+huske dig om . Små drenge må husfe , hvad de 
+ældre lære dem . 
+Og jeg stirrede og tænkte og tænkte og stirrede , 
+men lige klog blev jeg , alt løb rundt i mit hoved , 
+jeg begyndte at snøfte , da jeg mødte tante Thoras 
+bebrejdende blik . 
+„ Fingeren af munden ! Fy , hvor det seer stygt 
+ud at have fingeren i munden . Små artige 
+drenge have aldrig fingeren i munden . “ 
+Det var tante Mille , som indflettede denne 
+leveregel , medens tante Thora malede et r , som . . . 
+Ja , jeg behøver blot at tilføje , som i et og alt 
+lignede mit eget . Tilgiv tante Thora , at jeg siger 
+sandheden , om end uopfordret . 
+„ Ingen tårer , Carl Otto Emil , ingen tårer , 
+siger jeg . Hvad er det så for et bogstav , som 
+både du og jeg har skrevet ? “ 
+Atter fingeren i munden , men intet svar . 
+„ Drengen må tage fingeren af munden , ellers 
+bliver han aldrig stor . Det er jo et r . Kan han 
+ikke huske , at sådan seer et r ud . Nu gå vi tilbage 
+til det første bogstav i alfabetet . Hvorledes 
+hedder det første bogstav i alfabetet . 
+„ A ! “ råbte jeg glad . 
+„ Rigtig , min stump ! Skriv det nu ; lad 
+mig se , du kan husfe det . Sig nu , som 
+
+jeg : op , ned , op , krølle , lige streg , igen krølle , 
+ned , op . . . Stop ! der slog du en klat . Fy , det 
+seer stygt ud , små drenge må aldrig slå klatter . 
+Dn har bestemt talt usandhed i dag , ellers havde du 
+neppe slået en klat . “ 
+Således kunne hun vedblive hele timer igennem 
+til min store fortvivlelse . Nu og da kastede 
+jeg et bedrøvet blik til Klaus , min legekammerat , 
+min syndebuk ; når han slikkede sin pote og bed 
+sig i halen , kunne jeg næppe vende øjnene fra ham , 
+thi Klaus var barn , ligesom jeg , og lige børn lege 
+bedst ; men så drejede tante mit hoved om til den 
+anden side og sagde : 
+„ Sid stille og andægtig , Carl Otto Emil , ellers 
+jager jeg mis ud af stuen . “ 
+Så sad jeg med strikkestrømpen mellem de 
+modvillige fingre . 
+„ Det er godt for min lille ven , at han kan strikke 
+og sye ; ingen af os kan vide , i hvad stilling han 
+kommer . Bliver han sømand , som Gregersen mener , 
+og som jeg håber , så er det godt , at han kan 
+lappe sit tøj og forfødde sine strømper , så at 
+hans garderobe altid kan være i orden . “ 
+„ Sømand ! “ udbrød tante Mille forundret . 
+„ Sømand ! Hvorfor skulle Carl Otto Emil blive 
+sømand ? Det er en pinlig og farefuld stilling 
+
+altid at leve på søen , enten det stormer eller lyner . 
+Nej , han bør blive militair , som borgen viselig bemærkede . 
+Drengen elsker sporerne og sablen . 
+Læg mærke til , hvor hans øjne hænge ved borgens 
+uniform . Carl Otto Emil bør blive officer , det 
+er noget , der passer for ham . “ 
+„ Ja , for drengen , “ gentog tante Sofie alvorligt 
+og med eftertryk ; „ for drengen , som elsker alt , 
+hvad der glimrer . Dog , den tid den sorg . “ 
+Og hun lod sine fingre glide kærtegnende 
+igennem mit hår . 
+„ Den tid den sorg , “ gentog hun for sig selv . 
+„ Bliver han stor , som vi med guds hjælp håbe , 
+skal han selv vælge sin livsstilling , og bliver det 
+doktor , har jeg intet derimod . “ 
+Således faldt talen lidt og ofte . 
+Faldt mørkningen på , så krøb hver fil sin 
+krog af stuen ; jeg fulgte altid tante Sofie ; hun 
+tog mig så på skødet , sang for mig , red ranke 
+med mig eller fortalte mig en historie , indtil jeg 
+faldt isovn og drømte om æbler og nødder , og at 
+mis fik klaps , fordi jeg stjal floden . 
+Hun nænnede da næppe at trække vejret for ikke 
+at forsfyrre min slummer , og mange gange var 
+min kind våd , når jeg vågnede . Var det hende 
+eller mig , der havde grædt , medens vi drømte ? 
+
+når klokken slog otte , blev jeg bragt iseng . 
+Det var sædvanlig tante Sofie , der fulgte mig ind 
+og klædte mig af ; traf det sig , at en af de andre 
+gode tanter gjorde det , følte jeg mig bedrøvet , skønt 
+jeg intet sagde , der kunne forråde min sorg . Det 
+var mig umulig : at sove , når ikke Sofie havde 
+svøbt dynen om mig , foldet mine hænder fil bøn 
+og læst mit fadervor med mig . Så trykkede hun 
+et Kys på min pande og på mine hænder og 
+hviskedee : 
+„ Sov sødt , min lille dreng , gud velsigne dig ! “ 
+Og straks gjorde jeg , som hun havde sagt . 
+Lykkelige barndom ! 
+De andre tanter sagde mig vel også kærligt 
+godnat ; jeg ved ikte , hvoraf det kom , men ingen 
+kærtegn bragte den ro og tryghed over den lille 
+dreng , sou : tante Sofies . 
+Jeg kendte ingen større straf , når jeg havde 
+forset mig , end af hun nægtede af bede min morgeneller 
+aftenbøn med ung . Jeg kunne da ligge i flere 
+timer og græde , indtil søvnen lukkede mine trætte 
+øjne . 
+Der herskede den største kærlighed mellem disse 
+tre søstre , aldrig har jeg hørt dem tale hårdt til 
+hverandre eller gøre hverandre bebrejdelser . Ofte 
+knude deres anskuelser være forskellige , men de ytrede 
+
+dem på en blid og beskeden måde , de vare ikke 
+påståelige : et ord af Sofie — og det var altid 
+et kjærlighedsord — var nok til af bringe dem til 
+taushed , og de vare lige gode venner for det . 
+Hvor ofte har jeg ikke set dem stå hånd i 
+hånd med hverandre , medens øjnene vare fulde af 
+taknemmelighedstårer , fordi de vare samlede , uden 
+af døden havde adskilt dem — hvor ofte har jeg 
+ikke været vidne til deres gensidige opoffrelser , og 
+hvor ofte læste jeg ikke den varmeste bøn i de 
+fugtige øjne , der søgte himlen for af bede for de 
+andre søstres lykke . — ia , jeg nærer den faste 
+overbevisning , af hver for sig kun bad om de 
+andres lykke , af sjældent deres tanke faldt på 
+dem selv , når det ikke var for af tilbagekalde gamle 
+minder , og da delte en anden dem altid med dem , 
+en anden , som , skønt mange år vare henrundne i 
+tidens strøm , endnu bestandig boede i deres hjerter . 
+Har kvinden først lukket os ind i sit hjerte , 
+vogter hun os så tro og kærlig derinde , af hverken 
+tid eller omveksling , ja næppe vort eget forandrede 
+sindelag imod hende mægter af udslette vort billede : 
+hendes kærlighed er trofast som solen , der 
+vel nu og da svinder bag sky , men altid vender 
+lige smuk og varmende tilbage . 
+Sofie var sjælen i vort hjem ; de andre havde 
+
+både hjerte og forstand , om end ikke kundskaber , og 
+derfor indså de , af hvert hus kun bør have en 
+herre . „ Kun en ved roret , “ er mit valgsprog , 
+og således var det altid her ; derfor herskede der 
+fred og kærlighed , og under dette velsignede solskin 
+var det intet under , af jeg kunne vokse , skønt 
+deres overdrevne forsigtighed og påpassenhed ofte 
+bragte mørke skyer på min barndomshimmel . 
+Men hvor findes der en himmel , der ingen skyer 
+har ? 
+De huslige arbejder vare delte imellem dem 
+således : middagen var tante Sofies , ligesom alt 
+indkøb og syltningen . Morgen- og aftenanretningen 
+hørte til tante Milles departement , hvorimod 
+linnedet og vadfken — dermed mener jeg at tælle 
+til og fra vask , at se efter , om den var i orden 
+og forvare den , og endelig at stryge alt det fine 
+tøj , som aldrig blev betroet til Caroline , udelnkkende 
+var tante Thoras beskæftigede . 
+Som følge af , at enhver havde sin del af 
+de hunslige forretninger , gik alt som efter en snor , 
+uden at vække trætte om , hvem der skulle gøre 
+dette eller hint . 
+Jeg har måske været for vidtløftig , men 
+jeg håber , at en og anden af det smukke 
+køn skulle lade mine tanters gode eksempel finde 
+
+nåde for deres nydelige øjne og tage dem til 
+efterlignelse ; thi så meget har jeg erfaret , skønt 
+jeg er mand , at som oftest er mangel på en rigtig 
+orden i de huslige sysler skyld i at husfreden , 
+og med den hyggeligheden forsvinder fra det hjem , 
+hvor der sindes mange damer . 
+Dagen efter at jeg var født , kom tante Sofie 
+hjem med en sparebøsse , som fik plads i dagligstuen . 
+Den var bestemt fil min fremtid , thi , som 
+jeg tidligere har bemærket , havde søstrene kun meget 
+små indtægter , og der fordredes megen sparsommelighed 
+for at komme ud af det . 
+„ Se her , “ sagde tante Sofie , da hun satte 
+bøssen på kommoden , „ den er fil vor lille dreng . 
+Alle de skillinger , vi kunne undvære , putte vi i den . 
+Mange bække små , gøre en stor å , og således 
+samle vi lidt efter lidt en skærm fil hans fremtid , 
+som Vorherre nok lægger sin velsignelse i . “ 
+Søstrene nikkede , det samme gjorde løjtnanten 
+og captainen , næn Caroline mumlede mellem tænderne , 
+idet hun forlod stuen : 
+„ En skærm fil hans fremtid ! Det var rart ! 
+Som om vi ikke selv nu og da kunne trænge fil 
+en skærm fil vor fremtid , men hvem tænker vel 
+på det ? Vi er gamle , medens han er ung . Ung ! 
+Ja , det ved gud , ganske nøgterne . “ 
+
+og mange skillinger , både af dem , de kunne 
+og ikke kunne undvære , skjulte sig i bøssen . Hvor 
+mange gange har jeg ikke set de gode tanter i al 
+hemmelighed åbne deres kærlige hånd for at 
+forøge dens indhold , og bestemt ved jeg , at 
+altid et godt ønske ledsagede hver en lille gave . 
+Hvor mange gange så jeg ikke lientenanten 
+eller brumbassen , som jeg undertiden i min tanke 
+kaldte ham , hvormange gange så jeg ham ikke 
+gemme noget imellem de lange , magre fingre , indtil 
+han troede ubemærket at have nærmet sig sparebøssen 
+for hurtig at lade noget falde ned , der altid gav 
+en dyb og uforglemmelig genklang i mit hjerte . 
+Det var den fattiges skærv , en lille sten han 
+lagde fil min fremtids bygning , en sten , der så 
+lille den end syntes i virkeligheden , dog var så 
+stor , at den alene måtte bringe det forældreløse 
+barn en rig velsignelse . 
+Og hvor mange gange stod jeg ikke skjult i en 
+krog og så Caroline , den gnavne , altid skændende 
+Caroline , som , skønt grånet af alder og slid , 
+endnu måtte arbejde fra den tidlige morgen fil den 
+sildige aften for at fortjene sil sparsomme og sunrterhvervede 
+brød — hvor mange gange har jeg ikke 
+set hende om morgenen liste sig som en tyv på 
+strømpesokkerne for ubemærket at nærme sig bøssen 
+
+og skjule sin kjærlighedsgave i dens hemmelighedsfulde 
+dyb . Hun troede sig så upåagtet , at hun i 
+det øjeblik endog glemte guds øje , som hvilede på 
+den gamle pige . Havde nogen vovet af beskylde 
+hende for , af hun havde gjort det , ville hun opbragt 
+have negtet det , ja , selv kalde gud til vidne 
+på , af det var usandhed , uden af gøre sig rede 
+for , af det var syndigt . 
+Men jeg — jeg var som den lille nisse , jeg 
+smuttede ind overalt , og jeg så gerninger , som 
+ingen anede , gerninger , der fødte blide og gode 
+følelser i barnets hjerte , som senere hos manden 
+satte blomst og frugt , hvorfor han velsigner de 
+gamle piger — gerninger , der fyldte barnets øje 
+med tårer , og som endnu får mandens til 
+af glindse . 
+Capitainen var den eneste der , jeg aldrig så 
+putte noget i kjærlighedsbøssen ; men hver nytårsdag , 
+når låsen blev åbnet , for af man kunne 
+tælle indholdet , så jeg tante sofiss forundrede og 
+kærlige blik opsøge Gregersen , når hun oprullede 
+en hårdt sammenkrympet hundrededalerseddel , der 
+lå skjult på bunden . Hun sagde aldrig noget , 
+og han undgik hendes øjne , men borgen trak læberne 
+tæt sammen , hvilket hos ham var tegn på 
+
+undertrykt bevægelse ; han samlede pengene i en 
+pose og bragte dem derpå til sparekassen . 
+Min ankomst i denne familie havde frembragt 
+endnu en forandring , jeg ikke tidligere har 
+omtalt . 
+Søstrenes flid havde altid været stor , men med 
+mig var den bleven forhøjet . Jeg kan aldrig mindes 
+at have seer dem ledige ; de syede , broderede eller 
+strikkede , og mange gange har jeg set tanterne 
+pakke det fuldførte arbejde sammen i en Avis for ar 
+bringe det ud i byen ; når de så vendte hjem , 
+gemte de altid nogle af de surt erhvervede penge i 
+bøssen . 
+Jeg kalder dem surt erhvervede , og hvem vil 
+vel undre sig derover , når han tænker sig svækkede 
+øjne med briller , der stirrede på det fine 
+arbejde , medens fingrene , der føre nålen ud og 
+ind , ofte to , tre gange må gentage forsøget på 
+at bringe den igen på rette sted , fordi dels synet , 
+dels håndens rysten førte nålen ud fra det 
+rette spor . Er det da et under , at gud lagde sin 
+velsignelse dertil og fulgte mig på alle mine veje , 
+ikke for min , men for deres skyld . „ De have 
+såt i velsignelse , og derfor skulle de høste i velsignelse . “ 
+
+
+vi havde en have , den var ikke stor , men 
+solen skinnede dog i den og udfoldede knopperne til 
+blomst . Af frugttræer var der ikke så få , i de 
+sidste år var der blevet plantet unge træer , som 
+lovede en god høst . 
+Haven blev holdt i den strengeste orden , og 
+smag og hygge savnedes heller ikke . Enhver af 
+beboerne havde fine frugttræer , buske og blomsterbede 
+til egen rådighed , og morsomt var det af 
+se , hvorledes hver afdeling udtalte ejerens smag . 
+Man tænke en have på omtrent to skjepper 
+land , inddelt i syv afdelinger , altså 
+indrettet efter syv forskellige personers smag . 
+„ Hvilket Chaos ! “ men jeg benegter det . Netop 
+denne afveksling i smag og tillige den strenge 
+orden gjorde haven både større og hyggeligere ; 
+den udtrykte så tydeligt enhvers karakter og 
+tænkemåde , af de , der kendte os nærmere , straks 
+ville have set , hvem der var ejer af dette eller hint 
+stykke jord . 
+Den ottende del af haven var til fælles brug . 
+Den indeholdt kjokkennrter , frugt til af sylte og 
+træfrugt til opbevaring om vinteren . 
+Når forårets milde luftninger flagrede ud 
+og bragte liv i den tilsyneladende døde natnr , da 
+
+begyndte livet også af udfolde sig i vort hjem , 
+enhver greb sin spade og rive og derpå gik det 
+ud i haven , hvor vi arbejdede så vandet sprang frem 
+på vor pande ; men læben smilede og hjertet var 
+let og glad . 
+Alt det strenge arbejde udførte løjtnanten og 
+capitainen , og Caroline passede foruden sin egen også 
+urtehaven . Og alt som det hele fik syn og antog 
+karakker , veg foråret for sommerens varme ånde . 
+Den første juni stod hele haven i sin fulde flor , 
+og enhver af os betragtede med sand glæde og tilfredshed 
+fil eget værk . Hvor lidt har jeg ikke set 
+den alvorlige , mutte borgen stå med barnlig beundring 
+og se på sin lille have , hvis blomster 
+han kun fredede til tante Sofies vase , som han 
+hver dag , så længe der endnu fandtes en blomst i 
+hans bede , fyldte med friske roser . Og altid drog 
+han et dybt suk , som kun blev hørt af ham deroppe 
+og mig . 
+I midten af haven var et stort lysthnus , hvori 
+vi hver smuk sommerdag nød vore mållider og 
+aldrig så jeg borgen eller Gregersen gladere , 
+end når de bar tallerkener , kopper eller stole ud 
+til lysthuset . Da hørte jeg undertiden borgen 
+brumme : „ Trom frommetom , trom trom , “ og 
+hans øjne lyste da som den nedgående efferårssol , 
+
+medens Gregersen bredte dugen og hentede 
+piberne . 
+Ja , det er minder fra barndommen , det er 
+dem , som skal lyse for mig , når mit syn bliver 
+svagt og min gang tung , når jeg sidder de lange 
+vinteraftener i min lænestol , den , hvori tante Sofie 
+så ofte har hvilet sig efter dagens anstrengende 
+arbejde . 
+
+sjette kapitel . 
+En måned var gået under de alt omtalte besfjæftigelser , 
+jeg kendte alle bogstaverne og tallene med , 
+jeg kunne strikke to master uden at tabe den tredje 
+og sye — ja , jeg var kommen så vidt , at jeg kun 
+stak mine fingre to gange for hvert sting , jeg 
+fuldførte på kluden . 
+„ Hvad man i ungdommen nemmer , man i alderdommen 
+ikke forglemmer “ , sagde løjtnanten . 
+Det var hans stående floskel , og så stillede han 
+mig foran sig , trak mine skuldre tilbage , så jeg 
+var nærved at gå istykker og råbte med sin brummende 
+stemme : 
+„ Brystet ud og maven ind , hovedet tilbage ! “ 
+Jeg adlød efter bedste evne , så trak han mig 
+i fødderne og drejede dem udadtil , idet han satte 
+både sig selv og mig i bevægelse . 
+„ Venstre , højre , venstre , foden udad , højre , 
+venstre , maven ind , mere ind , højre , venstre , holdt ! “ 
+
+og alt som vi marscherede frem og tilbage , 
+fulgte mis gravitetisk med og få op til mig med 
+ærefrygt . 
+Slap så borgen mig ud af skruestikken , klemte 
+Gregersen mig ind i en ny . 
+„ Hvortil bruges et skib ? “ 
+„ Til at sejle med i rendestenen “ , svarede jeg 
+kækt . Jeg vidste , det var sandt , jeg havde glædet 
+mig over en time ved at betragte gadedrengenes 
+sejlads i rendestenen udenfor vore vinduer . 
+Capitainen lo , de andre gjorde ligeså , og lieufenanten 
+drejede sine moustacher . 
+Derpå fulgte en lang fortælling , som gik ind 
+af mit ene øre , lige ud af det andet igen , og derfor 
+blev jeg lige klog , eller rettere sagt lige dum . De 
+fyldte mig , som man fylder en postej ; men resultatet 
+blev ikke det samme . Postejen bliver tykkere og 
+anseeligere , alt som den bliver stoppet ; jeg blev derimod 
+tyndere og tyndere , jo mere fylding de fik i 
+mig , og min ånd — ja , gud forbarme sig , som 
+den stakkel havde det ; mit hoved var et rent 
+pulterkammer . 
+Historie og geografi skulle jeg da også lære , 
+skjøndt jeg endnu ikke havde fyldt mit sjette år . 
+I den første videnskab var borgen min lærer , 
+i den anden Gregersen . 
+
+ja , jeg lærte så meget , at jeg flet ikke 
+kunne noget ; og da jeg havde fyldt mit sjette 
+år , tog løjtnanten og tante Sofie mig hver ved 
+sin hånd for at følge mig til en skolebestyrer , der 
+skulle holde en lille eksamen over mig for at høre , 
+hvor vidt jeg var i min lærdom . 
+Vi trådte ind i et stort værelse , hvor flere af 
+skolens lærere vare samlede for at være vidne til 
+underbarnets mirakler . 
+„ Han kan lidt af alt , “ hørte jeg borgen hviske 
+til bestyreren . 
+Denne svarede : 
+„ Og kun seks år ? “ 
+„ Ja , min sandten ! Seks år , mærkeligt barn ! “ 
+I anledning af dagens betydning var jeg iført 
+stadstøjet . 
+Jeg må først gøre opmæksom på , at jeg lige 
+til denne dag havde været klædt som en pige . 
+Endnu den dag i dag seer jeg kaptajnen for mine 
+øjne med hans skjelmske smil , tagende mig ved 
+armen og løfte mig op på bordet , 
+„ Gudsdød , stå stille gut ! “ sagde han , og jeg 
+adlød . 
+Jeg bar en temmelig lang sirtses kjole , bomulds 
+blonseforklæde og mameluker . Det eneste , der 
+
+vidnede om , at jeg var en dreng , var mit kort asklippede 
+hår . Hvorledes jeg tog mig ud , kan 
+enhver tænke sig . 
+Gregersen brast i en overgiven latter ved at 
+betragte mig . 
+Lieutenanten så op fra sin Avis , udstødte sit 
+„ hm , hm ! “ og jeg tager bestemt ikke fejl , når jeg 
+siger , at jeg så et svagt smil på hans tynde 
+læber . 
+Tanterne lod deres arbejde falde i skødet af 
+overraskelse . 
+Men jeg , der mærkede , at kaptajnen ville have 
+løjer med mig , slog en kuldbøtte oppe på bordet , 
+som jeg havde set andre drenge gøre , og tanterne 
+udstødte et enstemmigt skrig og holdt hænderne for 
+øjnene . 
+„ Hallohoi , gut ! “ Reb dine sejl , gør klar til 
+at vende , ellers få damerne ondt ! “ råbte Gregersen 
+og klappede i hænderne , idet han tilføjede : 
+„ Pigeklæder og drengesind passe ilde sammen . “ 
+Endnu samme dag blev der gjort anstalt til 
+at skaffe mig drengeklæder , og på ovenomtalte vigtige 
+dag havde jeg dem for første gang på . 
+Hvor stolt følte jeg mig , da jeg stod midt i 
+forsamlingen , iført min nye dragt , hvis mage jeg 
+
+troede , ingen kunne fremvise . Hvide benklæder , en 
+halv gang større end nødvendigt . „ De er til at 
+vokse i , “ sagde tante Sofie til svar på Gregersens 
+attring om , at begge mine ben kunne gå i hvert 
+enkelt af disse . Og blousen — ja , den var mageløs , 
+det tør jeg med al ære for sandheden påståe . 
+Man tænke sig en seksårs dreng iført en 
+blouse , der nåde ham næsten til fødderne , med 
+ærmer få vide , som om en tolvårs arm skulle 
+udfylde dem , med kniplingskrave i halsen og kniplingsstrimler 
+for hånden , med en hue på hovedet , 
+strikket af tante Mille , og som påtog 
+sig den nopfordrede ulejlighed at skjule mine 
+øjne og undertiden min næse med . Kort at fortælle , 
+hele min habit var fabrikeret af de gode tanter 
+efter en målestok , der hed „ til at vokse i “ ; 
+således få den unge , håbefulde Carl Otto 
+Emil ud . 
+Synet af mig vakte munterhed blandt lærerne , 
+og mindst af alle dadler jeg dem derfor ; de søgte , 
+så godt det lod sig gøre , at bevare den pligtskyldige 
+alvor , men smilet spillede på deres læber , fra det 
+jeg kom og til jeg gik . Det var netop deres smil , 
+hvis årsag jeg ikke anede , der gav mig mod , jeg 
+så mig dristigt om iblandt dem og smilede atter 
+til dem . 
+
+først blev jeg hørt i læsning , derefter skrev jeg , 
+og nu kom touren til regning . 
+Fra de første to genstande havde jeg sfilt mig 
+ret godt , og modet begyndte at vokse ; det steg i en 
+ruroligende grad , det truede med at gå over til 
+k ådhed . 
+„ Hvormeget er fire og fire ? “ spurgte skoleinspekforen . 
+„ Otte 
+sukkertoppe , “ svarede jeg kækt . 
+Alle lo , og jeg ikke mindst ; jeg følte mig stolt 
+over at have fremkaldt deres latter . 
+Nu kom touren til historien . 
+„ Hvem var Napoleon ? “ spurgte en af lærerne . 
+Der stod jeg . Jeg vidste , han var en berømt 
+nland , men hans livsstilling havde jeg glemt . 
+Der stod jeg til borgens og tante Sofies store 
+vrede og skamfuldhed . De bebrejdende og befalende 
+blikke , som mødte mig , bidroge til end 
+mere at forvirre mig . Men pludseligt erindrede jeg 
+Gregersens fortælling fra forrige aften om Peter 
+Mikkelsen , den store mestertyv . I et nu forvekslede 
+jeg hans navn med Napoleons . 
+„ En mestertyv ! “ råbte jeg med så stærk 
+en stemme , som jeg formåede . 
+„ Bravo ! “ råbte den ungdommeligste af lærerne . 
+
+
+påny udbrød munterheden , men over borgens 
+øjne lagde sig en dyb rynke , der ikke bebudede godt . 
+Han havde glædet sig til det øjeblik , historien skulle 
+spille en rolle ; nu var hans stolthed dalet i samme 
+forhold , som hans forventning var skuffet . 
+„ Hvad kan du mere ? “ spurgte inspektøren . 
+Deres latter havde gjort mig kåd , og jeg . 
+Svarede : 
+„ Sye , stoppe , strikke og støde kuldbøtter . Alting 
+tot , gutter ! “ 
+De sidste ord vare udtryk , som kaptajnen 
+brugte og skulle sige så meget som : „ Alt i orden , 
+gutter ! “ 
+Alle lo på tante Sofie og borgen nær . 
+Latteren krænkede dem , men ingen havde forbudt ung 
+at sige det , og derfor blev jeg ikke lidt forundret , da 
+jeg mødte tante Sofies bebrejdende blik og hørte 
+borgen tilhviske mig : 
+„ Artig , om jeg må bede . Hm ! “ 
+Det enstemmige resultat blev , at jeg skulle 
+slutte mig til nederste parti i yngste klasse . 
+Tante Sofie og løjtnanten følte sig i høj 
+grad skuffede ; selv jeg følte en vis befippelse ved at 
+se deres lange ansigter , da de toge mig ved hånden 
+for at gå hjem ; den svandt imidlertid snart 
+
+ved tanken om den forestående skoletid , der lyste 
+for mig med strålende glans . 
+Da jeg kom hjem , blev jeg sat i skammekrogen 
+efter først af have hørt en lang bodsprædiken af 
+tante Sofie , som blev istemt af hele familien , og 
+således endte hin mærkværdige dag . 
+
+syvende kapitel . 
+Er det ikke et mærkværdigt spil af skæbnen 
+af plante seks pebertræær i samme bed ? Men 
+hvad der endnu er mærkværdigere , er den sandhed , 
+af jeg , Carl Otto Emil , er opvokset i 
+samme bed , og alligevel er bleven til et virkeligt 
+menneske . Rigtignok forsikrede mine venner 
+i skolen , af jeg kun var en tøs — jeg beder 
+mine læserinder af undskylde , men på ære , således 
+løde deres ord ; de påstode , af det kun var 
+deres omhu og anstrengelse , der senere gjorde mig 
+til en dreng . 
+Om de have ret eller ikke , skal jeg lade være 
+usagt ; men det tør jeg påståe , af ingen af dem 
+alle har udført så mange gale drengestreger , som 
+jeg , hvis barndom og ungdom henrandt under bevogtning 
+
+af tolv øjne , der gik på i agt efter hver 
+mine , bevægelse og ord , jeg tillod mig , og 
+som derpå blev drøftet , antaget eller forkastet , hvilket 
+sidste som oftest stete . 
+Lieutenanten og kaptajnen havde kendt mine 
+tanter fra ungdommen , da de kom i deres forældres 
+hus . De vare pebersvende , ikke af lyst , men 
+af sknffede forhåbninger ; det samme var tilfældet 
+med mine tanter . 
+Tante Sofie havde været forlovet , men kun for 
+en aften . Hun var på bal hos borgens forældre ; 
+der dansede hun med en ung læge , som var 
+fra Sverrige ; de havde ofte været sammen , og altid 
+havde han viist hende megen opmærksomhed . Han 
+var smuk og begavet , havde et ualmindeligt behageligt 
+væsen , og han udmærkede hende i den grad , 
+at hun var fuldt berettiget til at antage ham for en 
+betler . 
+Hendes følelser for ham gik fra interesse over 
+til kærlighed , hun elskede ham dybt og inderligt , 
+og derfor var hendes glæde og taknemmelighed stor , 
+da han hin aften på ballet gjorde hende en 
+kærlighedserklæring og udbad sig tilladelse næste 
+dag at bede hendes fader om hendes hånd . 
+Hun var lykkelig ; hendes højeste ønske var 
+opfyldt . 
+
+natten gik med glad forventning , og morgenen 
+hilsede hun med håb og kærlighed . 
+Stor glæde herskede i familien , og længselen 
+efter at modtage bejleren blev stærkere eftersom timerne 
+svandt , uden at han lod sig se . 
+Da ringede det på døren , Sofie fjernede sig 
+rødmende og med bankende hjerte , ledsaget af husets 
+øvrige damer , og faderen iførte sig en faders værdige 
+skikkelse for af modtage frieren . 
+Men pigen åbnede døren til dagligstuen , hun 
+holdt et brev imellem fingrene . 
+„ Det er til Herren , “ sagde hun . 
+En tung anelse greb ham , han vovede næppe af 
+bryde seglet , det var , som om det brændte hans 
+fingre . 
+Brevet , der tillige indesluttede et til tante Sofie , 
+bestod kun af få linier , hvori han bad faderen ikke 
+af dømme ham for hårdt , når han blev bekendt 
+med indholdet af datterens brev — han var ung 
+og overmodig , havde et varmt hjerte for kvindens 
+inde og skønhed — det måtte være hans undskyldning . 
+Faderens 
+skridt lød tungt og besværlige , da 
+han nærmede sig det værelse , hvor Sofie oppebiede 
+hans ankomst . 
+
+med forventningsfuldt hjerte og blussende kind 
+lyttede hun efter den mindste støj . 
+Døren drejede sig langsomt på sine hængsler , 
+som ville den holde sorgen ude , og faderens blege , 
+bekymrede ansigt viste sig i åbningen , holdende det 
+skæbnesvangre brev i hånden . 
+Var han et glædens , et lykkens budskab ? 
+Det blev nat i hendes sjæl , hun greb fat i 
+stoleryggen for ikke af falde . 
+Men han nærmede sig langsomt og tog hende i 
+sine arme . 
+„ Fat mod , min datter ; prøvelse og sorg 
+komme også fra gud . “ 
+Hun bøjede sig ned og kyssede hans hånd ; 
+derpå hævede hun atter hovedet , med fornyet mod 
+og kraft tog hun brevet og læste : 
+„ Ærede frøken ! 
+„ Jeg er i sandhed i stor forlegenhed for at 
+finde passende ord til at udtale min undskyldning , 
+min sorg og min bøn om tilgivelse . 
+„ Deres skønhed og elskværdige væsen har henrevet 
+mig til en følelse , der for en bunden mand 
+er utilladelig . Jeg har længe bekæmpet min lidenskab , 
+men iaftes da jeg havde den ære at danse 
+med dem , gjorde jeg dem en kærlighedserklæring , 
+
+mit hjerte fejrede over min forstand , jeg glemte et 
+tidligere givet løfte over øjeblikkets henrykkelse og 
+derfor må jeg nu bøde hårdt . 
+„ Tro mig , ærede frøken , kun det bånd , som 
+alt har lagt mig i lænke , er ene grund til , at jeg 
+ikke for længe siden er ilet til dem for på ny at 
+gentage min bøn . 
+„ Kan og vil de tilgive min letsindighed , der 
+er udsprunget fra et varmt hjerte , der aldrig vil 
+glemme dem eller den uret , det har tilføjet dem ? 
+„ Når de modtager disse linier er jeg på 
+vejen til Stockholm for at blive mit første løfte tro , 
+men erindringen om dem vil følge mig igennem 
+livet . “ 
+Hun sagde intet , men hendes kinders bleghed , 
+hendes hånds krampagtige zittren , da hun foldede 
+brevet sammen , vidnede om sjælens smerte . 
+Siden den dag nævnede hun aldrig hans navn , 
+skjøndt intet nag opfyldte hendes hjerte ; men tanken , 
+den fri ubundne fugl , fløj ofte over imod Sverigs 
+kyst , for at bringe et suk til ham , der endnu 
+ejede hendes hjerte . 
+Hun afslog flere gode partier ; hun hørte til de 
+kvinder , der kun give hånden , når det hele hjerte 
+følger med ; hun hørte til dem , der , når kærligheden 
+først har prentet et elsket billede i hendes hjerte , 
+
+da boede det der for evigt . „ En gud , en kærlighed “ , 
+stod skrevet i hendes sjæl . 
+Og tante Sofie blev gammel pige . 
+Er der nogen , der føler lyst til at le ad den 
+gamle pige , jeg her har beskrevet , da kunne jeg føle 
+trang til at græde over , at der findes så fattigt et 
+hjerte , at det mangler følelse til at forstå en så 
+ligefrem og ærlig sjæl som hendes . 
+Tante Mille havde kåret en af vort køn , der 
+ikke forstod at skatte hendes mange dyder og gode 
+sider . Det gør mig ondt at tilstå det , men sandt 
+er det , havde hun været formuende , så tror jeg bestemt , 
+han havde faget hende . 
+Den ufølsomme var lieutenant ; men han var 
+rig og hun fattig , det , milde man tro , passede 
+fortræffeligt ; men nej , lige børn lege bedst , tænkte 
+han , og så glemte han i et øjeblik de mange Års 
+kærlige og indsmigrende ord , han havde hvisket hende 
+i øret , de varme håndtryk og blikke ; han glemte 
+det alt for de halvtredsindstyvetusinde , der med 
+funklende glans lyste ham i møde fra en anden , 
+skjøndt ejerinden hverken var ung eller god . Dog , 
+hvad formår ikke guldet ? 
+Hvert ord , hvert blik , hvert håndtryk huskede 
+hun endnu . Og han ? Skænkede han stundom den 
+
+stakkels , hårdt forurettede pige en venlig og angrende 
+tanke ? 
+Tante Thora havde aldrig haft nogen frier . 
+Hun havde elsket Gregersen fra sin tidligste ungdom , 
+uden at han havde nogen anelse derom . Kvinden 
+forstår bedre at gemme sit hjertes hemmelighed , 
+end manden . Hun dør ofte , uden at 
+noget fremmed øje har opdaget , hvad hun trofast 
+har kæmpet for at skjule . Tør kvinden da aldrig 
+føle kærlighed uden først af være elsket , tør hendes 
+kærlighed da kun fødes som gengæld for mandens , 
+siden hun få omhyggeligt skjuler fine følelser 
+for os af frygt for vor eller andres dadel ? 
+Jeg tror , det er en fejlagtig anskuelse hos 
+damerne , måske også hos nogle af vort køn . 
+Kvinden har efter mine begreber ligeså godt ret 
+til af elske først , som vi . Kærligheden kommer fra 
+gud , og gud sænker den tilvisse ligeså godt først i 
+kvindens som i mandens hjerte . Det er uret mod 
+os af formene os vor ejendom , der ville gøre os 
+så lykkelig , selv om vi ikke formå af gjengjælde . 
+Hvem kan befale sit hjerte af elske ? Den tanke og 
+følelse er så sneverhjertet , af vi altid først ffulle 
+elske for af blive elskede af det smukke køn . Herregud , 
+elsk mig lidt for min egen skyld , den kærlighed 
+
+skatte vi mænd højest , thi den er ikke opstået 
+af taknemmelighed og pligtskyldig gjengjældelse . 
+Men jeg er ligeved af glemme Gregersen . Om 
+ham vidste ingen uden han selv noget af fortælle , 
+og han , der ellers var så snaksom , var i dette 
+punkt aldeles tans . Han var altid tilsyneladende 
+glad og munter og fortalte ofte om ungdommens 
+lette forelskelser og sine mange erobringer både 
+tillands og tilvands ; men noget egenligt faktum 
+kendtes ikke , ligeså lidt som vi nogensinde fik navnet 
+på heltinden at vide . 
+Dog jeg vender tilbage til min barndom . 
+Når efteråret kom , når frugten og grøntsagerne 
+vare indhøstede , og hver havde fået sin part , 
+da samledes man om arnestedet i gemytlig passiar , 
+og om vinteren , når de lange aftener holdt for 
+døren , når søndag og onsdag førte borgen og 
+Gregersen ind i vor hyggelige dagligstue , da tilbragtes 
+skumringen med eventyr og rejsebeskrivelser , 
+som Gregersen gav tilbedste , medens tanterne 
+satte strikkepindene i taktmæssig bevægelse ; jeg og 
+katten sagde ved tante Sofies fødder og lyttede med 
+spændt opmærksomhed på de rædselsfulde hændelser , 
+som kaptajnen i almindelighed selv havde oplevet , 
+og æblerne snurrede på kakkelovnen og udbredte en 
+behagelig Duft . 
+
+således forløb et par timer , indtil der blev 
+tændt lys , men lyset fandt mig altid sovende på 
+tante Sofies skød med mis i mine arme . 
+Scenen forandrede sig nu , spillebordet blev sat 
+frem , hvilket var tante Milles forretning , og så 
+begyndte whisten eller rapusen . Det gik i al godmodighed , 
+og derfor var der ingen , som kedede sig . 
+Tante Sofie spillede aldrig med , hun overtog 
+gerne på disse aftener søsterens huslige forretninger . 
+Men 
+om hverdagen , når de savnede borgen 
+og Gregersen , da kom håndarbejderne frem , og 
+tante Sofie læste højt af en roman eller et digt . 
+Hun læste smukt og naturligt , det var en glæde at 
+høre hende . Kom hun så til steder , der vare af 
+alvorlig eller sørgelig natur , da tittede det ene lommetørklæde 
+frem efter det andet og kom i travl bevægelse ; 
+hun måtte da standse en stund for ikke at 
+kvæles , således sammensnørede bevægelsen hendes 
+Hals , og det endte da attid med , at de alle tre 
+gave sig til at le af undseelse over , at de vare 
+så dumme at græde over noget , der ikke virkelig var 
+oplevet . 
+Ja , det var velsignede aftener , de vende aldrig 
+mere tilbage uden i erindringen , og den vækker min 
+sorg , men også min dybeste taknemmelighed . 
+
+jeg har glemt at fortælle , at vi ejede en hønsegård 
+med store og fede høns , med en hane så 
+stolt som den , der ingenting er . Ham kaldte vi pilatns , 
+og han var gårdens prydelse . 
+At passe hønsene og samle æggene var tante 
+sostes beskæftigede ; jeg hjalp hende ærligt og for 
+hver snes æg , jeg bragte hende , fik jeg to skilling , 
+som jeg havde lov til at give til fattige ; jeg 
+passede på som en smed og jeg tjente ikke så lidt . 
+Men nu tager skoletiden sin begyndelse , og 
+for at vise den tilbørlig ære henflytte vi den til 
+et nyt kapitel . 
+
+ottende kapitel . 
+Endelig var den store dag oprunden , da jeg , Carl 
+Otto Emil , for første gang skulle i skole . 
+Jeg mindes det endnu så tydeligt , som om det 
+var sket i dag . 
+I den skæbnesvangre morgenstund blev jeg vækket 
+to timer tidligere end sædvanlig . Jeg blev vadflet , 
+pudset og glattet i det uendelige , jeg blev strammet , 
+kysset , klappet og formanet uden ophør . Ja , det 
+var en mindeværdig dag . 
+Borgen fulgte mig i skole for endnu engang 
+at anbefale mig til lærerens særlige omhu . 
+Jeg rystede af angst , og dog følte jeg tillige 
+glæde over at være omgivet af så mange iævnaldrende , 
+der alle styrtede mig i møde med rovbegjærlige 
+blikke og vel stærke håndgribeligheder . 
+Men lidt efter lidt vendte mit naturlige mod 
+tilbage , jeg puffede dem fra mig , som kom mig for 
+nær , og da jeg hørte mtringer som „ Tøs “ , „ Dæggeunge “ 
+
+og „ Kjoledreng “ , da sydede blodet i mine 
+årer , og kun min forladte stilling lige overfor alle 
+de fremmede ansigter holdt mig rolig på min plads . 
+Da frikvarteret kom , og vi forlod skolestuen 
+for at more os i gården , blev jeg omringet af disse 
+glubende ulve ; de reve og stede i mig , som om jeg 
+var en livløs genstand og ikke tante Sofies lille 
+Andling , som ingen vind måtte blæse på . 
+Tusinde spørgsmål , knubs og skældsord af 
+alle slags samt fornærmelige hentydninger regnede 
+ned over mig i det uendelige , indtil en temmelig stor 
+dreng kom mig så nær , at han i høj grad generede 
+mig . Han skældte mig ud for en tøs , det 
+vidnede både min dragt og mit glatte hoved om , 
+således påstod han i det mindste , og derpå tog han 
+fat i min blousekrave og flæbte mig med sig under 
+de andre drenges huien og hurra . 
+Jeg gjorde modstand både med hænder og 
+fødder , men det var spildt ulejlighed ; han var stor , 
+jeg lille , de vare mange , jeg kun ene , og inden jeg 
+anede min grusomme skæbne , befandt jeg mig 
+under en sprudlende vandpost , medens den ældste 
+i samfundet højtidelig døbte mig med navnet 
+„ Tøs “ , som enstemmigt blev antaget af hele forsamlingen . 
+
+
+endelig blev jeg fluppen løs , men min tålmodighed 
+var endt , blodet kogte i mig , og drivvåd , 
+som jeg var , og under hele hobens skoggerlatter 
+stillede jeg mig midt i gården med begge hænder i 
+siden ; et ukendt mod gennemstrømmede mig , skønt 
+jeg først var i mit syvende år , medens de fleste 
+vare imellem otte og ti år og langt større og tilsyneladende 
+stærkere , end jeg . 
+Da de så min alvorlige mine , mine knyttede 
+-hænder og min lange våde blouse , der i sandhed 
+lignede en pigekjole , vidste de ikke , om de skulle sætte 
+dem i forsvarsstand eller le ; men jeg lærte dem 
+snart , hvad de havde at gøre , jeg greb en pøs , der 
+stod fuld af vand , og slyngede den med en så 
+unaturlig kraft , som kun vreden føder , imod 
+ham , der havde givet signalet til overfald og flæbt 
+mig under posten , at han faldt om med et skrig , 
+der snart bragte hele hoben omkring ham . Jeg 
+blev derimod roligt stående på samme plads , 
+ventende på en ny udfordring ; men udfordringen 
+kom ikke , de havde travlt med at hjælpe ham op ; 
+blodet og vandet løb ham ned ad ansigtet , medens 
+han græd af smerte . 
+Jeg benyttede derimod øjeblikkets sejr og tiltalte 
+ham med en værdighed , som min opdragelse 
+
+iblandt de gamle derhjemme havde givet mig forud 
+for min alder . 
+„ Halloi , gutter ! er der nogen blandt jer 
+stympere , som har lyst til at slås med mig ? “ 
+Råbte jeg kækt og så udfordrende på dem . 
+Men alle tav forfærdede ved synet af det 
+udgydte blod og min modige holdning . Jeg vedblev : 
+„ Jeg vil ikke hedde tøs — jeg er ingen tøs ! 
+Jeg er en dreng , ligesom i , og mit navn 
+er Carl , således flnlle i kalde mig , og gøre i det 
+ikke , så vil jeg slås med eder , men en for en . 
+Onkel borgen siger , at to må ikke slå en , det 
+er uretfærdigt og derfor uværdigt . Kom her , har i 
+lyst til at kovendes ? “ 
+Da jeg havde endt min tale , hvis virkning 
+var storartet , nærmede flere drenge sig med venskabelige 
+forflag om at være venner , hvilke jeg 
+modtog med et nådigt blik eller forkastede med 
+ringeagt ; men han , som jeg havde slået , trak mig 
+påny i blousen og sagde : 
+„ Når jeg skal kalde dig en dreng , må du 
+først gå klædt som vi andre , men ikke som en tøs 
+med lang kjole og broderet krave . “ 
+„ Og du , “ svarede jeg og puffede ham fra mig , 
+„ Du må først lære at le , når nogen slår digsålænge 
+du græder , vil jeg kalde dig tøs . “ 
+
+da jeg vendte hjem fra skolen , blev jeg modtaget 
+med åbne arme af hele familien . Det var en 
+onsdag , middagsbordet stod dækket i haven , og 
+min livret dampede fra terrinen . 
+Man udspurgte mig , man så på min medtagne 
+dragt , og til sidst spiste man , og dertil var jeg 
+med af mit ganske hjerte . 
+Da måltidet var til ende , og jeg havde lært 
+mine lektier , ekserceret med løjtnanten og fået en 
+forfærdelig portion sømandskundskaber i hovedet , 
+og da jeg endelig havde deklameret det lille Vers : 
+„ Nej , intetsteds er roserne så røde , 
+og intetsteds er tornene så små , 
+og intetsteds er dunene så kløde 
+som dein , hvor barnets uskyld hvilte på , “ 
+Havde jeg min frihed og sprang glad og let imellem 
+buske og træer , snart snurrende min top , snart 
+klappende mis , der havde savner mig så længe . Jeg 
+blev afbrudt ved , at borgen med alvorlig stemme 
+kaldte mig til sig ; en anelse sagde mig , jeg skulle 
+have skænd , og det næste øjeblik overbeviste mig 
+om rigtigheden deraf . 
+„ Carl Otto Emil , kender du noget til denne 
+pære ? “ 
+
+han førte mig hen til et lille træ , der var 
+plantet i foråret og kun bar en pære , men denne 
+ene store og , som jeg syntes , sjældne og lækkre pære , 
+som det på det strengeste var mig forbudt af røre , 
+fordi den skulle bevise træets fortrinlighed , den faldt 
+mig altid i øjnene og gjorde mit hjerte tungt af 
+begærlig attrå . „ Du må ikke , “ — og lysten 
+tiltog med foruroligende styrke ; den hang så lavt 
+som ingen anden pære i hele haven , mine læber 
+kunne kysse den , og det gjorde de mange gange . 
+„ Du må ikke , “ lød det atter og atter i min samvittighed ; 
+men hvor stærkt det end råbte derinde , 
+så tog fanden mig dog ved øret , trak mig hen 
+under kundskabets træ , og tænk dig , min læser , 
+hvilken frygtelig forbrydelse ! Jeg nøjedes ikke med 
+af kysse og slikke den , som jeg så ofte havde gjort , 
+men jeg fordristede mig til af trykke mine tænder i 
+den for af undersøge , om den havde en god smag . 
+Jeg tænkte , af det fik ingen af se eller vide ; spiste 
+jeg den derimod , ville alle savne den . 
+Men hvad hænder ! da jeg havde suget og suget 
+uden af smage den herlige saft , jeg havde hørt så 
+lovprist , opdagede jeg fil min store skræk og forfærdelse , 
+af jeg havde efterladt et tydeligt og mistænkeligt 
+spor i bemeldte pære ; den hang der vel 
+
+endnu , men , o ve ! mine tænder , de forrædere , 
+havde på den mest ondsfabsfuldeste måde gravet 
+en grav for af styrte mig i den , og derfor var det 
+ikke så mærkeligt , af jeg rystede og bævede af angst , 
+da jeg hørte borgens alvorlige stemme råbe mit 
+uheldsvangre navn . 
+„ Hvem har gjort det ? “ spurgte han strengt . 
+Jeg vidste ikke , hvad jeg skulle svare . Lyve 
+turde jeg ikke , og fil af tilstå manglede jeg mod . 
+Jeg greb derfor i min store fortvivlelse en middelvej 
+ved af fremvise mine tænder , for med 
+en af sukkertoppene af angive , af de vare forbryderne . 
+Jeg 
+seer endnu i dette øjeblik gamle borgens 
+komisfe ansigt , der kæmpede mellem latter og vrede ; 
+men pligtskyldigst måtte lysten vige for pligten , og 
+efter først af have hørt en kort formaning af borgen , 
+derpå fire lange af tanterne og Caroline og 
+modtaget et medlidende nik af Gregersen , blev jeg 
+befordret bort fra haven , ind i dagligstuen og hen 
+i skammekrogen , til rædsel og advarsel for alle og 
+enhver , der i fremtiden måtte få lyst til at angribe 
+andres retmæssige pærer med læber eller 
+tænder . 
+Skade , at ikke alverdens tyve så mig i den 
+
+forfærdelige krog ; de ville da sikkert aldrig oftere 
+have stjålet af frygt for følgerne . 
+Således endte min første , mærkværdige skoledag , 
+til skam og skændsel for mig selv og dem , 
+som havde opdraget mig til et sådant uhyre . 
+
+niende kapitel . 
+Jeg vil ikke gå nutidens sneglegang , som daglig 
+bringer vort blod i kog ; nej , jeg vil tage stormsfridt 
+og med hurtighed overspringe syv år af mit 
+liv , syv lange , lange år . 
+Jeg havde fyldt mit fjortende år , havde sagt 
+strikkestrømpen og stoppenålen et rørende farvel , 
+var vokset fra skammekrogen og dens ubehageligheder , 
+havde en egen og fri villie , M . , når den ikke gik 
+udenfor de grændser , sexianerne havde afstukket for 
+mig , og var bleven til et halvt menneske . Hvilken 
+misundelsesværdig stilling ! 
+På latinsfolen var jeg frygtet af alle for min 
+behændighed og mine syv alen lange taler , reminiscentser 
+af sømandssproget , som jeg nu og da overfaldf 
+mine kammerater med . Jeg var duks og , så vidt 
+jeg ved , afholdt af de fleste på grund af mit 
+gode humør , mine mange spillopper og min redebonhed 
+til at hjælpe , hvor mine kræfter kunne 
+gøre gavn . 
+
+skulle der udfindes en eller anden straf forvare 
+lærere , var det mit hoved , der måtte udklække 
+planerne ; var nogen stedt i forlegenhed , var det 
+mig , der måtte hjælpe ham ud af den , og var der 
+et og andet , vi ønskede forandret med hensyn til 
+timer eller læregjenstande , var det atter mig , der 
+blev iført en gesandts højtidelige skikkelse , med 
+mange ord og liden tanke . 
+Skjøndt udklækket blandt blomstrende pebertræer , 
+syntes jeg at blive alt andet end peberagtig , og 
+skjøndt min habit fremviste den største mærkværdighed , 
+følte alle drengene dog respekt for ulken , som 
+de kaldte mig . 
+Min dragt — ak , jeg bliver ganske rørt , når 
+jeg mindes den . Tænk dig , min læser , en dreng 
+på fjorten år , iført hjemmesyede permissioner og 
+trøje , der blev tilskåren af tante Sofie og syet af 
+alle tanterne . Aldrig glemmer jeg de lange , de 
+uendelig lange timer , jeg stod opstillet midt på 
+gulvet , omringet af søstrene med knappenåle , 
+shnåle , tråd og saks . Under slige forhold var 
+det mig på det strengeste forbudt at røre mig ; stiv 
+som en pind , ulykkelig som en fordømt , stod jeg 
+med gysen og rædsel fængslet til den forfærdelige 
+plet , hvor det havde behaget triumriraret at opplante 
+mig . 
+
+„ Hellere for lange end for korte , “ bemærkede 
+tante Thora ; „ så kan drengen vokse i dem . “ 
+Du seer kære læser , det var altid det samme 
+omkvæd , — ak , hvem der dog var fuldvoksen ! 
+Og tante Mille tilføjede : 
+„ Vi kunne lægge et læg på dem , for at han 
+ikke skal træde i dem . “ 
+Som sagt så gjort , læget blev lagt , og mange 
+af mine kammerater påsfode , at mit skinneben 
+var tykkere end min læg . Men herved var intet at 
+gøre . „ Hellere for lange end for korte , “ derved 
+blev det . 
+Jeg havde nær glemt vesten , en vigtig del af 
+herretoillettet . Den bestod af gråt uldgarn , som 
+var strikket af tante Milles kunstfærdige fingre . 
+Hun sagde , den havde fået en udmærket facon , men 
+hun var destoværre den eneste , der nærede så god 
+en mening om bemeldte vest . Min figur havde 
+en foruroligende lighed med en tønde , og hvad 
+mine arme angik , så gaves der ondskabsfulde tunger , 
+som påstode , at de mindede stærkt om åleslægten , 
+der ikke er bekendt for sin skønhed . 
+Dog være det mig tilladt at forsikre , at naturen 
+ingenlunde havde del heri ; det var ene og 
+alene kunsten , den høje kunst , som tilkom æren . 
+Trøjeærmerne vare af visse respektable grunde syede 
+
+et godt stykke længere end mine arme og hænder ; 
+at trække dem op lod sig ikke gøre , da det ville 
+efterlade et bræk i tøjet , som senere kunne have 
+sørgelige følger . Resultatet blev altså , at mine 
+hænder næsten vare usynlige , og derved kom armens 
+tykkelse ikke til at stå i proportion til dens længde . 
+Mit hår — store gud , hvor sørgeligt ! Uagtet 
+det var tykt af naturen , ville de have det endnu 
+tykkere ; hver gang det begyndte at ligne andre 
+drenges , greb løjtnanten saksen med en sådan 
+behændighed , at han næppe behøvede fem minuter 
+til at gøre mit hoved glat som et myndehoved . 
+Hvor lidt har „ Hjertet ikke blødt i mit bryst , “ 
+Som damerne pleje at udtrykke sig , når mit øje 
+faldt på spejlet og mødte mit stride , kort afklippede 
+hår , der lig en forbryders aldrig turde vokse op , 
+og som en afmeiet kornmark , kun viste Stubbe , men 
+intet strå . 
+„ Jo mere det bliver studset , desto tykkere vil det 
+blive , “ sagde tante Sofie , og borgen tilføjede : 
+„ Bedre kort hår som dreng , end skaldet isse 
+som angling . “ 
+Et censtemmip ja lød i forsamlingen , derpå 
+nikkede man bekræftende , og loddet var kastet . Jeg 
+blev fordømt fil endnu et år at gå med myndehoved . 
+
+
+det var sommer , vor have stod i fuld flor , 
+' gården var befolket med små gule og sorte kylunger , 
+hanen gik stolt og majestætisk iblandt dem ; 
+fandt han et korn , kaldte han dem alle tilhobe om 
+sig , for at overlade det fil den kvindelige befolkning 
+mer fil børnene . Selv blandt dyrene er det 
+hannen , der må være forsørgeren ; dette følte 
+dilatus , og denne følelse gav ham en værdighed 
+som en konge måtte misunde ham ; hønsene og 
+deres dunede små så op fil ham med frygt og 
+benndring , han var jo den skønneste hane , de 
+nogensinde havde set , og fader fil dem alle . 
+Jeg ville ønske , at enhver ægtemand havde den 
+samme magt og indflydelse i sit hus og lige 
+-overfor sin hustru og børn , som Pilatus havde i 
+sin hønsegård ; så tør jeg love for , at de fleste 
+ægteskaber ville blive lykkeligere , end de er . 
+Ttermometret viste sytten grader i fri luft , og 
+feg sad indespærret i den kvalme skolestue . 
+Vi skulle have latin , men ingen af os kunne 
+sin lektie , derfor imsdesåe vi lærerens ankomst med 
+uro . Han var meget streng og mistænksom , han 
+troede altid , at vi bedrog ham , fordi han engang 
+tidligere havde sundet et papir hos en af eleverne , 
+hvorpå den danske oversættelse af dagens pensum 
+stod skrevet . Fra den dag af tog han sin bog i 
+
+hånden og stillede sig ved siden af enhver af os , 
+der skulle oversætte , og da han var meget nærsynet , 
+plejede han at lægge bogen ved siden af vor , og 
+støttende sig på begge arme , der hvilede på bordet , 
+hørte han klassen rundt . 
+Han troede at have gjort det umuligt for os at 
+bedrage ham , men tiden viste , at han tog fejl , ikke 
+at tale om de tusinde fortrædigelser , han var 
+offeret for . 
+Anden gang , han forsøgte den nye manøvre , 
+havde vi efter mit forslag hver en pris imellem 
+fingrene , som vi en for en stoppede i næsen , således 
+at han , hver gang han stiftede plads , blev 
+modtagen af en salut af nhsen . 
+I begyndelsen sagde han intet , men da han 
+kom til fuksen , så han på mig og spurgte : 
+„ Har du en pris tilovers for mig ? “ 
+En anden ville måske være kommen i forlegenhed 
+ved hans uventede spørgsmål , jeg fattede 
+mig derimod snart , trak kræmmerhuset frem og 
+rakte ham det . 
+„ Undskyld , “ sagde jeg , „ at jeg byder dem et 
+kræmmærhnus i stedet for en sølvdåse ; men det har 
+kun været bestemt for eleverne . Jeg vidste ikke , at 
+vor lærer ville gøre mig den ære . “ 
+
+„ Rejs dig , “ sagde han , „ så skal jeg give dig 
+den manglende sølvdåse . “ 
+Jeg gjorde , som han ønskede , og modtog uden 
+knurren eller skrigen mine reglementerede prygl af 
+linealen . Da han havde udtømt sine kræfter , bukkede 
+jeg for ham , idet jeg takkede ham for dåfen 
+med den forsikkring , at jeg aldrig skulle glemme 
+giveren . 
+Men for at vende tilbage til ovenomtalte dag , 
+så havde jeg fået en glimrende ide til at narre 
+pram og os selv . Jeg skyndte mig nemlig med at afskrive 
+den danske oversættelse , fik fat i en knappenål , 
+som jeg stak igennem papiret , og kaldte derpå 
+fuksen srem . 
+„ Du er pram , gør din Rønde . “ 
+Han greb en bog , lod som han satte briller 
+på næsen , hvorpå han efterlignede pram i en så 
+troværdig skikkelse , af vi alle brast i latter . 
+Hans første besøg gjaldt mig , jeg heftede sedlen 
+på hans ryg og læste uden mindste besvær 
+oversættelsen . 
+Da jeg var færdig , slog han mig på skulderen , 
+idet han udstødte et veltilfreds „ Godt “ . Han 
+gjorde det så naturtro , af vi tilklappede ham vort 
+udelte bifald . Således gik han rækken rundt . 
+Da han kom til den sidste , råbte jeg : 
+
+„ Fuksen tager sedlen på sin samvittighed ! “ 
+Øg i et nu var den sporløst forsvunden . 
+Men næppe var det sket , før pram med sit 
+gnavne ansigt og sin krumme ryg trådte ind . 
+Han så sig om til alle sider for om mulig af 
+opdage et eller andet ; men forgæves . Derpå tog 
+han plads , og som han plejede , satte han stolen i 
+en gyngende bevægelse . 
+Vi kendte hans vane og havde i den anledning 
+praktiseret en itubrukken stol hen på hans 
+plads . Næppe havde han sat den i gang , før han 
+med udråbet „ An , for satan ! “ faldt baglænds ned 
+med benene i vejret , jamrende sig og forbandende 
+sit uheld , der længe efter forvoldte ham smerter . 
+Vi udtalte vor beklagelse , men han syntes ikke 
+at skænke den tillid . Han snærrede og pustede og 
+havde bestemt hævnet sig , såfremt en af os ikke 
+havde kunnet sin latinske lektie ; han anede ikke , at 
+han , hr . Pram i egen høje person , selv bar oversættelsen 
+på sin ryg , og derfor var hans harme 
+stor , da han nåde fuksen , som han med bestemthed 
+vidste aldrig kunne sin lektie . Han havde samlet 
+hele sin vrede over sine fejlslagne forventninger 
+til ham . 
+Jeg seer endnu hans blege , ophidsede ansigt , 
+
+hvorledes han beredte sig til at åbne sin vredes 
+sluser . 
+Men ulykken eller lykken ville , at Jokum Larsen 
+flydende oversatte sine latinske sætninger , og 
+pram kom herover i så stærk en sindsbevægelse , 
+at han kylede bogen hen ad bordet , og traf en af 
+eleverne i hovedet . Denne gav sig til at skrige og 
+påberåbte sig sin uskyldighed i så truende udtryk , 
+at pram følte sig tvungen til at fremstamme en 
+undskyldning , hvorpå , han styrtede ud af stuen , 
+ledsaget af vor hjertelige latter . 
+Stakkels pram , hans hidsighed , gnavne lune og 
+frastødende væsen gjorde ham ilde lidt iblandt os , 
+han var skikket fil alt andet end fil lærer . 
+Ferien stod for døren , ferien med sit strålende 
+ansigt , der tilråbte os frihed , frihed fra morgen 
+fil aften , det vil sige , lediggang efter eget behag og 
+lov fil af ligge om morgenen , så længe man lyster . 
+Ja , sommerferien er den sol , der oplyser skoletidens 
+lange , kedsommelige dage , og dersor dadler 
+jeg de forældre , der undlade af gøre ferietiden behagelig 
+for deres børn ved af nægte dem den frihed , 
+skolen har givet dem . Enhver trænger fil 
+frihed , men barnet mest , hvis ikke dets ånd som 
+dets legeme skal knes under de mange studier , der 
+udsordres for af bane den voksne en fremtid . 
+
+ja , det var sommer , fuglene sang , puppen 
+udfoldede sine vinger og fløj ud i den vide verden , 
+roserne duftede og kirsebærrene rødmede , forglemmigejen 
+stak sit yndige lille hoved frem af det høje 
+græs , og svalen svingede sig højt mod sky for 
+atter af dale ned på sin rede , hvor de skrigende 
+små lå med åbne næb for af modtage føden , 
+forældrene bragte dem . 
+Og solen bredte sine lysende arme over hele 
+naturen , der overalt åndede lys og varme , den 
+var sjælen i alt det skabte , den var guds morgenhilsen 
+til hele jorden . 
+Næste dag var tante Sofies fødselsdag , den 
+skulle tilbringes i skoven . Jeg havde fået lov til 
+at tage en kammerat med , og jeg valgte Oluf potter , 
+der havde været med til at holde mig under posten , 
+den første dag jeg betrådte skolen , men som senere 
+blev min bedste ven . 
+Alt fra det gryede ad dag var jeg oppe for at 
+pynte haven og gøre forberedelser til dagens højtidelighed . 
+Det 
+var forbudt tante Sofie at komme ned , 
+før vi kaldte på hende , og derfor skyndte vi os alle 
+med at udføre vor forretning så hurtigt som 
+muligt . 
+Kaffebordet stod dækket i det store lysthuns , 
+
+snhver af os havde afskåret sine bedste blomster til 
+at forherlige festen , og Caroline havde lagt forskellige 
+sorter af køkkenhavens første grøde på et 
+fad , som hun stillede ved siden af kringlen , der 
+bar tante Sofies kære navn . 
+„ Det vil glæde jomfru Sofie , “ sagde hun med 
+stolthed over sin gartnerdygtighed , „ det vil glæde 
+hende meget , ja Vorherre og død vil det så . “ 
+Lieutenanten og kaptajnen indfandt sig på 
+slaget seks , begge iførte høitidsdragten . De gik 
+straks ud i haven for at ordne et og andet , og borgen 
+bredte sit silkelommetørklæde ud på jorden og 
+lagde sig på knæ for at pille ukrudtet bort af 
+tante Sofies bede . Aftenen i forvejen havde han i 
+al hemmelighed praktiseret en sjælden stor og smuk 
+rose ned i det midterste bed ; den hilsede ham nu 
+frisk og dugbesprængt . Hvor gerne havde han ikke 
+skænket hende alle de roser , jorden lod blomstre . 
+Nu nikkede han til den duftende rose , han nikkede 
+og hviskedee , men hvad han sagde , hørte kun gud . 
+Da klokken slog syv , kom min kammerat . 
+Han og jeg havde forberedt en lille overraskelse for 
+tante Sofie , som vi lovede os stor glæde af . 
+Alt var færdigt , der manglede kun at hente 
+festens dronning . Jeg havde alt aftenen i forvejen 
+adbedt mig tilladelse at udføre dette vigtige ærinde , 
+
+som ellers var lientenantens funkkion . Endnu seer : 
+jeg hans bedrøvede og skuffede ansigt , da jeg gik , 
+og endnu føler jeg anger over , at jeg ikke opgav 
+mit eget ønske for hans gamle ret . 
+Med varmt og taknemmeligt hjerte trådte je§ 
+ind i dagligstuen , hvor hun stod lærnet op mod 
+vindnet , vendende ryggen til mig . 
+Jeg listede mig ganske sagte hen til hende , slyngede 
+min arm om hendes Hals og trykkede et Kys 
+på hendes blege kind . 
+„ Godmorgen , kære tante Sofie , gud velsigne 
+dig og lade dig leve længe , såre længe ! “ 
+Hun tog mit hoved imellem sine kære hænder 
+og så mig smilende ind i øjnene . 
+„ Hvor blive i af ? råbte tante Mille . „ Kaffen , 
+er snart kold , og mis hun går og miauer af 
+længsel efter at gratulere tante Sofie . “ 
+Jeg rakte hende min arm , hun lagde sin hånd 
+på den , og således gik vi ned i haven , hvor de fem 
+modtoge os med gammel kærlighed , men med evig , 
+unge hjerter . 
+Hvor bevæget blev tante Sofie ikke ved at se . 
+Alle de små forberedelser , der vare gjorte i anledning 
+af dagens betydning , og da hun kom til 
+sine blomsterbede , og hendes øjne mødte det smukke 
+rosentræ , da fyldtes de med tårer . Hun nikkede : 
+
+til borgen , men han stod og stirrede ned for sig . 
+Hun tog og lagde sin arm i hans — det forekom 
+mig , at hans skælvede ved berørelse » — og begge 
+trådte ind i lysthuset , hvor det ziirlige kaffebord 
+stod dækket . 
+Bi klinkede med kopperne , medens Caroline stod 
+undseelig og pillede ved sit forklæde , nejede og sagde : 
+„ En glædelig fest , jomfrn Sofie , hilsen og 
+sundhed og et langt liv . “ 
+„ Tak , gode Caroline , tak for dine velmente 
+ønsker , og tak for disse fortræffelige urter , som 
+gøre dit gartneri stor ære . “ 
+„ Så jomfrn Sofie finder , at gulerødderne 
+ere smukt skabte og purrerne store og vellugtende . “ 
+„ Ja , det finder jeg , og du skal ret have tak . “ 
+„ Og hvideroerne de er både runde og trivelige 
+og smage godt , finder ikke jomfrn Sofie også 
+det ? “ 
+„ Ja tilvisse gør jeg . Det er en glæde at se 
+sådanne urter . “ 
+Caroline følte sig rigeligt belønnet , og Oluf og 
+jeg trak hende med os hen bag lysthuset for at fuldføre 
+vor overraskelse . 
+Vi havde nemlig fyldt en stor blære med luft 
+og bundet tæt for den . Den skulle gøre tjeneste 
+
+som en kanon , men ingen uden Caroline og vi 
+kendte hemmeligheden . 
+Vi lagde den lige bag lysthuset , Oluf stod ved 
+min ene , Caroline ved den anden side , for at jeg 
+kunne støtte mig på deres skuldre . 
+Øjeblikket var kommet . Jeg gjorde et voldsomt 
+hop og faldt jerntung ned på blæren , der med et 
+„ furchterlicht “ Knald sprang itu . 
+Men var knaldet stærkt , så var det almindelige 
+forfærdelsesflrig , som fulgte på , dog endnu 
+stærkere , og Gregersen „ tørnede ud “ , som han kaldte 
+det , for af se , hvad der var årsag dertil . 
+Hvor lo han hjerteligt , da han så mig ligge 
+på ryggen med den sprængte blære ved mine 
+fødder . Jeg var nemlig falden omkuld ved anstrengelsen 
+og havde endnu ikke fået tid til af rejse 
+mig . 
+„ For tusinde djævle , gutter ! der ligger styrmanden 
+på agterdækket , og krudttønden er sprængt 
+i luften . Los , gutter , los , siger jeg ! Sejlene brasede 
+for en let brise og klar til af vende ! “ 
+„ Hallo ! “ råbte jeg og sprang op i en fart 
+for af modtage talken for kanonsalven , der havde 
+forskaffet mig en øm ryg . 
+Neppe havde vi drukket kaffen og fortæret 
+kringlen , for vi alle gjorde os færdige til skovtouren . 
+
+kurven var stuvet og hang på Carolines arm , 
+medens der tillige på bordet lå opstablet større og 
+mindre pakker , for af hver af os kunne tage sin . 
+Jeg lagde min i randselen , som jeg snørede på 
+ryggen , Oluf gjorde det samme , medens Gregersen 
+og borgen fyldte deres i bryst- og sidelommen , 
+indtil de stod tykke og trivelige , ^af tvebakker , pølse , 
+ost og andre rariteter . 
+„ Lad forsejlet los ! “ råbte Gregersen , og borgen 
+tilføjede næppe hørligt : 
+„ Marche , en , to , en to , fremad ! “ 
+Og afsted gik det ud i den friste morgen , duggen 
+sås endnu hist og her at funkle fra småblomstrenes 
+bægre , fuglene kviddrede , lammene brægede , 
+og hesten slog vrinskrinde bagud af længsel 
+efter at komme afsted ; men vi fortsatte i taktmæssig 
+Marche vor fodvandring til Charlottenlund . 
+Hvergang Olaf og jeg fjernede os en stund 
+fra selskabet for at gøre en lille afstikker , hørte 
+vi Gregersens velbekendte stemme tilråbe os : 
+„ Luv an , gutter , hold jer på preiehold ! “ 
+Og vi svarede med et hurra ! eller halm ! og 
+derpå lagde vi bi for en stund . 
+Ja , det var i de tider , da man endnu brugte 
+sine ben til skovbefordring og alligevel følte sig 
+glad og tilfreds over touren , måske gladere end 
+
+nu , da ulan kører med to forsultne og opslidte heste 
+som forløbere og en halvberuset Karl som kusk . 
+Eller ad jernveien , der ikke giver os tid til at nyde 
+naturens skønhed , der på hen- og tilbagerejsen 
+væsentligt bidrager til at gøre skovturen behagelig . 
+Øg alt som vi fjernede os mere og mere fra 
+byen , blev hjertet lettere , skønt foden blev træktere , vi 
+sang , fløjtede og sprang , ja , vi følte ungdom og 
+frihed i hver nerve , i hver blodsdråbe ; og derfor 
+jublede vi med fuglene , som disse havde vi et hjem ; 
+og derfor smilte vi med blomsterne , som disse slikkede 
+vi solskin og varme fra den dejlige blå himmel , 
+der lyste over vore unge hoveder . 
+Og de , som gik bag efter os ? Ia , de vare også 
+glade ; fuglene sang også for dem , men de 
+fang ikke med fuglene ; solen lyste også på dem , 
+men den mødte ikke fjorten ungdomsfriske somre ; 
+blomsterne smilte også til dem , og de gjorde ligeså 
+til blomsterne ; men deres smil talte ikke om 
+håb og fremtid , det hviskedee om svundne ungdomsdage . 
+Deres gang var rolig , skønt det 
+gamle hjerte offe endnu bankede med ungdommens 
+lette og hurtige slag ; men legemet , det med årene 
+ældede og prøvede legeme , det kunne ikke rigtig følge 
+med hjertet , årene havde sænket jern i dets blod 
+og standset dets lette flugt . 
+
+„ Det kuler lidt op fra søen , “ sagde Gregersen . 
+„ Jeg er bange for , vi få en rigtig snuser inden aften . “ 
+„ Så er det klogest , at vi vende betids hjem , “ 
+Mente tante Sofie , og borgen tilføjede : 
+„ Klokken syv bør alle mand være færdige til 
+hjemmarchen . “ 
+Undervejs blev vi indhentede af en flok studenter , 
+hver med en botaniseerkasse på ryggen . 
+De sang af et glad og fuldt bryst , medens foden 
+blev fat fast og hurtigt til jorden ; og stokkene afhuggede 
+blomster og blade for hvert skridt , de 
+kom frem . 
+Længere tilbage kom et ægtepar , belæsset fra 
+top til tå med børn , kurv og pakker . Manden 
+trillede en vogn foran sig med tvillingerne , som 
+vare skjulte af flasker og tørklæder , ved hans ene 
+side gik en halvvoksen dreng , som havde fastgjort 
+en stor bylt ved en stok , der hvilede på skulderen . 
+Moderen havde en lille pige ved kjolen og 
+en på armen , og hver gang et vindpust førte hendes 
+hat tilbage , bøjede hun sig ned , for at pigen atter 
+kunne trække den frem . Således fortsatte de vejen 
+under latter og spøg , under slid og ansigtssved ; 
+men det var jo også søndag , ugens hvile- og 
+opmuntringsdag , hvor de skulle samle nye kræfter 
+til de kommende dages tunge og besværlige arbejde . 
+
+Constantia var tilbagelagt , og skoven tilvinkede 
+os velkommen med sine ærværdige gamle egetræer , 
+der skønt ældede af år , dog stod der genfødte af 
+våren , med friske , lysegrønne skud og blade på 
+deres barkede , fortørrede stammer , unge bøgetræer 
+med deres viftende og bøjelige kroner , det duftende 
+græs med dets rige , mangfoldige blomstertoppe , de 
+jublende fugle og de jublende mennesker , der i travl 
+virksomhed tilberedte måltidet . Ja , hvor fro 
+smilte ikke ungersvende : ! til den rødmende pige , 
+medens han frygtsomt stjal et Kys fra de yndige 
+læber ; hvor pyntede hun hans hat med blomster , 
+hvor svingede han hende om på græsplainen , medens 
+musiken strømmede ud fra teltene . Så blev der 
+råbt til bords , og de vendte tilbage til de gamle . 
+Men hjertet , vendte også det tilbage , eller gik det 
+tabt under den muntre , uskyldige leg ? 
+„ Hvilket bord skulle vi beslaglægge ? “ spurgte 
+tante Sofie . Bordene blev undersøgte , et var for 
+lille , et andet for stort , ved et manglede der udsigt , 
+ved et andet blev man for overbeskuet ; endelig afgjorde 
+Gregersen spørgsmålet ved at fremhæve et , 
+som vandt alles bifald . 
+Fem minutter efter stod bordet dækket med øst , 
+pølse , hårdkogte æg , holsteensksild og andre rariteter , 
+en fortræffelig lammesteg ikke at forglemme . 
+
+dm stod midt på bordet , garneret med Carolines 
+smukke petersillie . Maskinen snurrede , og tante 
+Mille svingede kaffekanden ; Gregersen flar stegen 
+for , Thora pillede æggene , og borgen lagde krhdderbrødet 
+på en tallerken , medens tante Sofie 
+smilte til dem alle , og Oluf og jeg listede os snart 
+et æg og snart et stykke steg til . Derpå løb vi 
+omkaps , sloges — først for spøg , så for alvor , og 
+endelig forsonedes vi igen , alt imellem hinanden og 
+mangen dames hat blev truffen af vore pile , og 
+mangen herres cigar fløj ud af hans mund , uden 
+at nogen af parterne opdagede de skyldige . 
+„ Å hvi , gutter ! Roret i læ og forstilet bak ! “ 
+Råbte Gregersen igennem den halvlukkede hånd . 
+„ Hallo ! “ lød svaret , og straks derpå indfandt 
+vi os sultne og tørstige ; thi i den alder trænger man 
+altid til noget , og vor appetit retfærdiggjorde til fulde 
+denne påstand . 
+Da måltidet var endt , spadserede ^vi om i 
+skoven for at . nyde den smukke dag ; hist og hermødte 
+vi et kendt ansigt , som vi vekslede hilsen med . 
+Så kastede vi os i det duftende græs for at udhvile 
+de trætte fødder og nyde en lille forfriskning , 
+som bestod i appelsiner og småkager , der havde 
+plads i tante Sofies pose , og Gregersen trak en 
+lille lærke frem af sidelommen og et sølvbæger af 
+
+baglommen , hvorpå han tildelte enhver af os et 
+kvantum udmærket rosenlikør , en erindring fra 
+hans rejser . 
+Det var sjældent , at Gregersen gjorde mig eller 
+mine tanter presenter , ikke af mangel på evne , 
+thi han var meget rig , endnu mindre af mangel 
+på villie , han gav hellere , end han tog . Grunden 
+hidrørte ene fra hans gode hjerte . Han kunne ikke 
+tåle den tanke , at han , den rige mand , skulle 
+komme med sine rige gaver , og borgen , den stakkels 
+fattige borgen , skulle se derpå uden at kunne 
+gøre det samme . 
+Mine tanter gættede dem til grunden og 
+takkede ham i deres stille sind derfor . De følte , at 
+det ofte kostede ham stor overvindelse at frasige sig 
+den fornøjelse at være giver ; men han vandt altid 
+Sejer , og vi agtede og elskede ham dobbelt . 
+Og borgen , forundrede han sig aldrig over den 
+rige mands påholdenhed ? 
+Nej , han trykkede kun varmere hans kraftige 
+hånd imellem sine magre fingre , og engang så 
+jeg den gamle soldat slynge sin arm om den lille 
+trivelige sømands skuldre og se ham dybt bevæget 
+ind i de ærlige øjne ; denne nikkede mildt og sagde 
+hurtigt for at skjule sin bevægelse : 
+„ Alting tot , kammerat ! Jeg vil være fordømt , 
+
+om vi ikke have fået vindstille , skønt det i morges 
+så ud fil frist kuling . “ 
+En flok unge mænd afbrød vor hvile med 
+deres muntre latter og sang , og jeg følte en uendelig 
+lyst fil at blande mig imellem disse lystige 
+brødre og deltage i deres jnbel og sang . Deres 
+hatte vare prydede med ungt bøgeløv ; de slingrede 
+arm i arm i lange rækker , undertiden gjorde de 
+holdt for at give hinanden et slag af den beredvillige 
+stok eller for at omfavne en rødmende bondepige , 
+der forskrækket , men dog smilende , søgte at unddrage 
+sig for deres store høflighed . Slap hun da 
+endelig fri for den ene , så fog den anden hende 
+fat , og således måtte hun betale bompenge fil dem 
+alle ; om det sfete nødigt eller gerne , skal jeg lade 
+være usagt ; dog det tjener fil hendes æres forsvar , 
+at hun gjorde pligtskyldig modstand , om hun end i 
+al hemmelighed besvarede en og andens Kys . 
+De kom nærmere og deres sang lød klarere , 
+jeg kunne skelne ordene på en gammel vise : 
+„ Det er godt , du er lystig og munter , 
+du bsr dog ikke v « ræ for kry ; 
+det er godt , du blive ' er af med en kjærrest , 
+forinden du får dig en ny . “ 
+De vare lige ved os , og jeg genkendte de 
+muntre svende fra charlottenlundsveien . 
+
+Gregersen svingede en flaske , han holdt i hånden , 
+satte den til munden og rakte den derpå smilende 
+hen imod dem . 
+„ Xuns ost bibsmluin ! “ råbte den forreste og , 
+som det syntes , anføreren for troppen , og pludselig 
+gjorde de alle holdt lige over for os . 
+„ Du havets ædle søn og behersker , “ råbte 
+anføreren , „ Minervas glade sønner takke dig 
+for din » begrænsede og højmodige meddelsomhed , 
+ved af række os din uvnrdeerlig Monne lærke , og 
+vi give dig til gengæld alle skovens herlige lærker , 
+både dem , som er nær , og dem , som er fjern , 
+for af du ikke skal have grund til af beklage dig 
+over din gavmildhed . “ 
+Da han havde endt sin tale , fortsatte Gregersen 
+i amme sprog : 
+„ Havets søn byder med glæde Minervas 
+livsglade sønner sin lille simple lærke til broderskab , 
+ligesom han takker dem tusindfold for deres 
+uvurderlig herlige gave . Så byder jeg hele 
+skovens jublende lærkechor at hæve sin yndige røst , 
+for at bringe disse damer , som hvile her i græsset , 
+en hilsen fra gamle dage , der som en let brise 
+farer hen over tidens bølger . Derfor roret i læ , 
+om kort tid skal det atter blive los . “ 
+„ Dig ske , som du byde , ulk fra det stormende 
+
+hav ; , dog først ville vi tømme din flaskes ædle 
+fluidum til damernes pris og ære . Frem , 
+kammerater , en for en ; mindes vel , beskedenheden 
+er ungmøens og ligeså vel ungersvendens skønneste 
+pryd ; jeg selv vil være eder et glimrende eksempel 
+derpå . “ 
+Med disse ord satte han flasken for munden 
+og tømte over halvdelen af dens indhold . 
+„ Stop , for Pokker , stop ! “ råbte hans sidemand 
+og trak lærken fra hans læber . „ Du gør 
+Minervas søn til løgner , thi nys påbød du os 
+beskedenhed , og nu har du selv glemt din vise 
+lære . Tilgiv , mine damer fra den gamle verden , 
+tilgiv den unge verden dens letsind , for ej at sige 
+synd . Kammerater , tag eksempel efter mig ; se , jeg 
+sætter nu trylledrikken til mine læber ; men fordømt 
+være i alle , såfremt jeg glemmer de gamles vise 
+lære om ungmøen og beskedenheden . “ 
+Neppe havde han udtalt , før flasken var tømt 
+til sidste dråbe og kastet ud iblandt de andre med 
+de ord : 
+„ Brødre , suger visdom af hin herlige lille 
+lærke . Dog for at i ikke skulle blive alt for vise , 
+som visse andre folk , så har jeg rådet bod herpå 
+ved at formindske dens indhold i betydelig grad . 
+Lugter til den , brødre , den taler til eder om fordums 
+
+dage ; det vil være eder nok , vi , eders forgængere 
+lode os nøje med smagen . “ 
+Anføreren hævede hånden til tegn på tanshed , 
+og alle istemte den sang , som vore bedstemødre 
+sang deres børnebørn i søvn med ; det var 
+en hilsen til de gamle : 
+„ En jærger gik al jage , alt ud i skoven gren , 
+der medte han en pige , en pige , hun var fljøn . “ 
+Derpå fulgte et øjebliks tanshed og nu lød 
+skolemesterens velbekendte sang : 
+„ A , b , C , d , e , f , G , 
+kannst d ' nihl ternen der a , b , C . “ 
+Øg tanterne , Gregersen , ja selv borgen istemte 
+af fuldt bryst , og de drømte dem tilbage i ungdommens 
+skønne dage , da også de havde sunget 
+med friske , klangfulde stemmer og glade forhåbningsfulde 
+hjerter . Havde dengang nogen spået 
+dem , at de efter mere end tyve Års forløb alle tre 
+skulle sidde som gamle piger , da havde de ikke troet 
+spåmanden — det var jo umuligt . Ja , det var 
+dengang , da var der klang og fylde i stemmerne , 
+nu lød de som gravklokker med tung og hul lyd . 
+En gammel stemme vækker beemod i de unges 
+bryst , men ikke latter . 
+Sangen var endt , og studenterne udbragte et 
+
+hurra for den gamle tid , som blev besvaret af den 
+muntre Gregersen med et dito for den nye , der med 
+uforfærdethed og udholdenhed bragte den gamle tids 
+tanker til gerning . 
+Så svingede de huerne til afsted , tanterne 
+rejste sig og nejede gravitetisk , borgen tog på milifairviis 
+til huen og strøg sin knebelsbart , medens 
+Gregersen råbte : 
+„ Farvel , gutter ! Forstilet los og roret bi , nu 
+lufter det op til en rigtig snuser . “ 
+Oluf og jeg fulgte^ dem et stykke på vejen , 
+idet vi istemte deres sidste afskedshilsen . Hvem kender 
+ikke den gamle vise , der så vidt jeg erindrer , 
+begynder således : 
+„ Herlige , rolige dage , 
+da jeg var munter og sro , 
+komme i aldrig tilbage , 
+hjerte , hvor finder du ro ? “ 
+Da vi vare vendte tilbage , bragte ecchoet de 
+sidste hendøende toner igennem skoven . Vi lyttede 
+alle til dem ; men hvor forskellige vare ikke vore 
+følelser . Endelig forsvandt det livsglade selskab ved 
+en omdrejning i skoven . 
+Oluf og jeg fulgte de vandrende riddere med 
+længselsfuldt blik og længselsfuldt hjerte . En 
+ukendt følelse rørte sig dybt i vore barnlige sjæle ; 
+
+det var en higen , en ukendt fremadstræben imod 
+livet , en angst for , at tiden skulle ile for hurtigt , 
+uden at vi fik nydt den tilstrækkeligt , på samme 
+tid som vi frygtede for , at den skulle gå i sneglegang , 
+før vi nåde det attråede mål . Vi havde 
+en fornemmelse af , at fungdom er den korteste tid 
+af livet , og at vi derfor ikke havde råd til at 
+spilde selv blot en dag , en time , ja , ikke engang 
+et minut , ikke af arbejdstiden , men af nydelsens 
+og glædens tid . Vi ville med , vi ville fryde os , 
+vi ville nyde livet — thi hvad der først er tabt , 
+vender aldrig , aldrig tilbage . Vi tænkte ikke på , som 
+der nok også står i den gamle vise : 
+„ Ungdommens dage så ville , 
+i have styrret min ro . “ 
+Men Gregersen gjorde en ende på vore tanker 
+ved at minde os om , at vi endnu havde et parti 
+tilbage af skoven , for vi skulle drikke eftermiddagskaffe . 
+„ Vi 
+få at torne ud , “ sagde han halvmunter . 
+„ Alle mand på dækket . Drømmene vige for virkeligheden . 
+Gudsdød , at drømme , når man er i 
+skoven , er kun ungdommens ret ; vi gamle have 
+pine og død bedre af at splidse vor storbrase og 
+gøre en ende på det bestik . Stuv dig væk gut . 
+
+står han ikke der , som om han havde tabt 
+både næse og mund . Muntert gutter , det 
+begynder at kule ; jeg mærker vinden lige i fjæset , 
+og endnu have vi ikke såt kassen . “ 
+Øg virkelig kulede det op , en forløber på 
+„ Snuseren “ , Gregersen havde bebudet os . Snart 
+støde vi marchefærdige . 
+„ Højre , venstre , højre , venstre ! “ mumlede borgen , 
+og frem gik det i skoven . 
+Guldsmeden snurrede , myggen summede , og 
+både fuglene , Oluf og jeg sang , alle efter en Melodi , 
+som hed „ en sommerdag “ . Som fuglen hvirvlede 
+sig let og glad gennem luften , således fløj vi 
+drenge over grønsværet . Vi tænkte : „ Fremad , altid 
+fremad ! “ medens de , som fulgte os , tænkte : tilbage , 
+altid tilbage . 
+„ Danmark , dejligst Vang og bæenge , 
+lukt med bølgen blå , “ 
+Lød os i møde . Det var atter „ de dunste drenge , “ 
+Som nys havde forladt os ; de sagde skoven farvel 
+for at fortsætte vejen til dyrehaven . 
+Lykkelige , misundelsesværdige ungdom , da hjertet , 
+tanken og foden er så lette , da solen skinner så 
+herligt , da tornene er så fine og stenene få 
+små , da det højeste fjeld synes en lille Tue , der 
+
+med lethed kan bestiges , og hver lille glæde frembringer 
+smil og lykke i den modtagelige , friskesjæl . 
+Vi 
+gjorde os rede til at vandre til vort hjem . 
+Herrerne havde forsynet sig med cigarer , og 
+damerne , hvoriblandt Oluf og jeg var så lykkelige 
+at blive regnede , holdt hver en stor appelsin i hånden , 
+for at lette os den besværlige vej . Pakkerne 
+vare betydeligt formindskede , men forekom os dog 
+tungere end ved udmarchen , og ingen medlidende 
+vogn var at øjne på hele vejen . 
+Borgen havde budt tante Sofie armen , Gregersen 
+tante Mille og Thora ; Oluf og jeg samt 
+Caroline dannede bagtroppen , og således vandrede 
+vi hjemad . Ved hver bænk standsede vi , for , som 
+de gamle sagde , „ atter at samle nye kræfter , “ men 
+hver gang forekom det mig dog , at denne hvile 
+gjorde mig trættere , det følte jeg bedst , når vi 
+rejste os igen . 
+Gregersen begyndte en sang for at lette gangen , 
+og vi andre stemmede i , og således nærmede 
+vi os mere og mere hjemmet , hvor vi vidste , at 
+Caroline ville lave os et godt og varmt aftensmåltid , 
+hvortil alt var beredt , førend vi forlod huset . 
+„ Mian ! mian ! “ sagde Klaus , da vi trådte ind 
+i vor hyggelige dagligstue . Den gned sig venlig op 
+
+imod mig , for at modtage mine længe savnede 
+kærtegn . 
+„ Kykkeliky ! “ streg Pilatus af fuld Hals og 
+bøjede sin stolte nakke til hilsen , da tante Sofie 
+trådte ud i hønsegården , og alle hønsene og kyllinger 
+istemte : „ Kluk , klnk , klnk , klnk ! “ 
+Ja , vi vare atter i hjemmet , og vi følte det 
+med taknemmelige hjerter . 
+Aftensbordet stod dækket , kartoflerne dampede , 
+boeufstegen duftede — lysene brændte så klare , og 
+tante Sofies ansigt smilte så kærligt og udbredte 
+velsignelse iblandt os . 
+Så kom punschen ; glassene blev fyldte , og 
+borgens hjerte slog højere og højere ; han havde 
+rejst sig , han holdt det fyldte glas frem , og hans 
+læber bevægede sig uden at frembringe ord ; men 
+hans øjne vare fugtige ; på hans pande lå fordums 
+sorg og nutids savn . Således havde han 
+stået hver fire og tyvende juni med samme bevægede 
+følelse i over tyve lange år . 
+Og alles øjne hvilede på ham . 
+Da hævede borgen på ny sit glas . 
+„ Gud velsigne tante Sofie , gud velsigne hende ! “ 
+Sagde han med afbrudte ord . 
+Og hun stødte sit glas imod hans og svarede : 
+„ Tæk , borgen , tak , gamle , trosaste ven . “ 
+
+så klinkede vi alle rundt , og Caroline rakte 
+sit glas frem imod tante Sofie og sagde : 
+„ Mange år og mange penge , og gid alle 
+kyllingerne må blive store og smukke . “ 
+„ Tæk , Caroline , det var gode ønsker . “ 
+Men jeg lagde mine arme om tante Sofies 
+Hals og så hende med min hele sjæl ind i 
+øjnene ; jeg greb hendes hånd og trykkede den rsrt 
+til mine læber . 
+„ Ja , ja , jeg mindes det alt , jeg glemmer intet 
+af hvad der sfete i hine kære gamle dage . 
+
+tiende kapitel . 
+Det regnede og stormede , himlen var mørk , store 
+skymasser trak truende over jorden og spåede os 
+en trist dag — en urolig nat . 
+Haven stod tour og forladt , Pilatus havde trukket 
+sig tilbage til hønsehuset , hvis indgang han bevogtede 
+med uindskrænket herredømme ; hver gang en lille 
+kylling stak sit nysgerrige hoved frem for at se 
+sig om i den store verden , slog Pilatus sit næb i 
+dens bløde dun for at jage den tilbage ; men gale , 
+det gjorde han ikke , dertil var himlen for mørk , Pilatus 
+øjnede ingen snarlig forandring med hensyn 
+til vejret . 
+Tante Sofie bælgede ærter , tante Mille strikkede 
+uafladeligt , medens tante Thora sad og læste 
+højt i „ Frithiofs saga “ . 
+Jeg for mit vedkommende bestilte ingenting ; jo , 
+det er sandt , jeg kedede mig voldsomt , fordi jeg ikke 
+gad bestille noget . 
+
+tante Thoras ensformige læsning , der taktmæssig 
+steg og faldt , hendes pibende udstødte hm , 
+hm , hm ! der hvert øjeblik forstyrrede meningen i 
+det smukke digt , tante Milles ivrige brikken og 
+næsepudsen — thi tante Mille var altid forkølet 
+og led af snue — og endelig ærternes knald , 
+knald ! nej , det var ikke til at udholde ; selv mis 
+følte , at det gik for vidt , den rejste sig gravitetisk og 
+stirrede mig spørgende ind i øjet . 
+„ Ja , mis , jeg forstår dig . Vi kede os forfærdeligt . 
+Derfor ville vi gå lidt ud til Caroline 
+for at se , om også hun keder sig . “ 
+Og mis nikkede og satte sig i bevægelse for at 
+vise vejen . 
+Caroline sad og lappede et gammelt skørt , der 
+så ud , som om det aldrig havde været nyt . Da 
+jeg tillod mig at bemærke dette , hvæsede hun ad mig 
+som en killing , der sætter sig i forsvar , når man 
+vil angribe den . 
+„ Bedre gammel og hel end ny og hullet , “ svarede 
+hun mut . „ Bliv først selv gammel , så får 
+han at se , om han ikke også vil få en læk ; men så 
+kommer det an på , om han er i stand til at hele den 
+så godt , som min symml forstår at hele skjørfet . 
+Seer han det , monsieur . “ 
+„ Nej , Caroline , jeg horer det . Men godt ord 
+
+igen , gamle , jeg havde ikke i sinde at fornærme 
+dit respektable skørt , dertil har det skænket dig 
+formegen varme og ly ; nej , jeg og mis kom herud 
+for at søge lidt morflab hos dig , da vi kedede os 
+så svært derinde . “ 
+„ Morflab hos mig , det var som fanden ! Hvad 
+troer han , jeg har at more ham med ? Den tid er 
+forbi , da han fad på mit skød , og jeg fortalte 
+ham eventyr om hans og Trine og om den lille 
+basaloro , ja såmænd er den så — den er længst 
+forbi . “ 
+„ Men i dag er den vendt tilbage , “ svarede jeg 
+og satte mig , skønt hun stred imod , på hendes 
+skød . „ Så , Line , “ — således plejede jeg undertiden 
+at kalde hende — „ så , Line , her er jeg igen , 
+og her sidder mis atter og seer på os , som om den 
+misundte os vor fortrolighed . Op med historien , 
+en rigtig krabat historie fra den gode gamle tid . “ 
+„ Vil han se , han kommer ned og det straks , om 
+jeg må bede ; han er for stor til at sidde på skødet . 
+Vorherre bevare os , fik nogen det at se , hvad 
+ville man så tænke om gamle Caroline , ja , hvad 
+ville man så tænke ? “ 
+Og dermed gav hun mig et svagt puf , der dog 
+havde den virkning , at jeg forlod den plads , der i 
+
+fordums dage havde været mig kær , men , som jeg 
+nu følte , ikke svarede til min nuværende alder . 
+Men Caroline så sig ængstlig om til alle sider 
+af rædsel for , at nogen skulle have set os i denne 
+farlige stilling . 
+Jeg og mis satte os på køkkenbordet , og 
+endelig fik Caroline atter fin ro tilbage og indtog 
+igen sin plads idet hun mumlede : 
+„ Sådan en hvalp vil gøre krumspring med 
+en ærbar pige . Godt var det , at ingen så det . “ 
+„ Og nu til historien , “ sagde jeg og gjorde mig 
+umage for at skjule min latter . „ Nu til historien ! 
+Jeg niå have en historie , hører du det , gamle Line . 
+Fortæl , og jeg og mis ville lytte efter . “ 
+„ Gamle Line ! hm ! gamle Line ! Vil han se , 
+han rapper sig , eller jeg skal give ham gamle Line ! “ 
+Caroline var i besiddelse af sit køns største 
+svaghed — hun holdt ikke af at blive mindet om 
+sin alder . Jeg vil kun tilføje i al hemmelighedhed , 
+at jeg har kendt og endnu kender — individer af 
+vort eget køn , hvis øjne have en farlig lighed med 
+visse damers , når man tilfældigt kommer til at 
+berøre , at deres ungdom er forbi , og at vinteren 
+står før døren . 
+Det er min pligt at tilstå , at tante Sofie i 
+dette , som i de fleste tilfælde , dannede en undtagelse 
+
+fra sit køn . Hun vidste , at hun var gammel , og 
+det foruroligede hende ikke . 
+Jeg vender tilbage til Caroline . 
+Da jeg endelig havde forsonet hende før „ den 
+gamle Line “ , blev hun mildere og sagde : 
+„ Og hvad skulle jeg kunne fortælle ham , ham , 
+som ved så meget ? Han vil nok kun have mig til 
+bedste . Men tag han sig i agt ; jeg var alt høne , 
+før han blev æg , og skam få han , gør han nar 
+ad den , som har båret og plejet ham , mens han 
+endnu ikke kunne gå . “ 
+„ Caroline , er det smukt at lade dit onde lune 
+gå ud over mig og mis ? Når har jeg sidst gjort 
+nar ad din ærlige sjæl ? Jeg keder mig , og mis 
+keder sig ; fortæl derfor en historie , lige meget om 
+den duer eller ikke , så går dog tiden , til vi skulle 
+drikke the , og er den først nede , så — plump ! 
+Iseng , dynen over hovedet og mis ved fødderne — 
+derpå en god rolig nat ! “ 
+„ Nå , jeg får vel føje ham . Det er ikke 
+første gang , jeg har fortalt ham historier . “ 
+„ Ligeså lidt som det er første gang , af du 
+fljænder og mukker for derpå af udkramme alle de 
+gamle krøniker og spøgelsehistorier , du har lært i 
+dine unge dage . Nå , fortæl nu , så hører jeg og 
+mis efter . “ 
+
+„ Han må vide , af hvad jeg nu fortæller ham , 
+er en sandfærdig historie , thi jeg har selv oplevet 
+den for nogle år tilbage . 
+Og Caroline fortalte : 
+„ Mine forældre vare fattige huusfolk , der 
+levede af af arbejde på herregårde » og hos gårdmændene , 
+og jeg måtte derfor hjælpe til så såre 
+jeg kunne gå på gulvet uden af slå næsen 
+mod stenene . Nå , herregud ! det er fattigbarns 
+lod , slid og slæb fra vuggen til graven , og det 
+får man finde sig i . Vor præst sagde altid : 
+„ Hvert menneske har glæde og sorg i livet ; thi 
+glæde og sorg , de vandre tilhobe . “ Men ikke så 
+ret kan jeg forstå , hvad glæde trællen har , der 
+altid må udføre andres villie og slide og flæbe fra 
+morgen til aften for at få en bid fattigt brød 
+til at putte i munden . Det er et liv , må han 
+troe , der ikke er til at misunde dem , som det næppe 
+er værd at blive født til og atter at sknlle dø for . 
+Dog , Vorherre er nok den mand , som ved det bedst , 
+og hans villie må vi bøje os for . 
+„ Da jeg var fjorten år gammel , blev jeg konfirmeret , 
+og samme dags aften trådte jeg i condition 
+hos en væver , der boede en miilsvei fra os , 
+men ikke havde det bedste rygte i landsbyen . Men 
+ud måtte jeg , og ingen havde brug for mig undtagen 
+
+væveren . Jeg var jo fattig og havde altså 
+ingen ret til at se på , om det var til mit gavn 
+eller ikke , jeg skulle ud , og så kom jeg ud . Nå , 
+herregud ! det har mange måttet før mig og mange 
+ætter mig , skulle jeg vel også tro . 
+„ Jeg husker nok den aften , jeg trådte i konditionen , 
+ja , såmænd gør jeg så ; mine øjne havde 
+flere tårer , end mine læber smil , og hjertet stod 
+mig lige op i min Hals . Ofte havde jeg gået den 
+vej med en tung byrde på min ryg , så tung , at 
+pen bøjede mit hoved mod jorden ; men aldrig har 
+jeg følt mig så mat og træt som den aften , jeg forlod 
+mit hjem for at tjene mit brød blandt fremmede , 
+thi da lå byrden på mit hjerte . 
+„ Min hunsbond var en hård , hjerteløs mand , 
+der luede sin kone og slog mig , når jeg ikke kunne 
+bære det svære åg , han lagde på mine fjorten år . 
+Nu , ja såmænd , det er let for stærk hånd at bøje 
+liden kvist , og han bøjede mig så dybt , at jeg snart 
+aldrig mere havde rejst mig . Men Vorherre ville 
+det anderledes , og så stete det . Men det var ikke 
+det , jeg ville fortælle ham , det var historien om 
+væveren og hans sorte gerning , hvorfor han nu 
+brænder i helvede . 
+„ Hu ha , Caroline ! Du får alt mig og mis 
+til at gyse , førend du ret får taget fat på historien . 
+
+ofte har jeg hørt , at skræddere fare tik 
+helvede , men endnu aldrig , at vævere gøre det . 
+Men fortæl , fortæl , ellers kommer theetiden inden 
+du får endt . “ 
+Og Caroline vedblev : 
+„ Da jeg tjente hos væveren var han meget fattig , 
+ja , havde næppe så meget , han kunne mætte kone 
+og børn med . 
+Han boede i et udflytterhuus , havde kun lidet 
+arbejde , var doven og tvær og levede mest af sine 
+medmenneskers gode hjertelag , skønt Vorherre havde 
+givet ham to stærke arme og en god forstand . Men 
+det hjalp alt sammen intet . 
+„ Det hus , han beboede , tilhørte den samme 
+herremand , som var vort herskab , og det var sjældent 
+eller aldrig , han betalte sin afgift , hvorfor 
+herremanden , der var af en hård og streng natur , 
+truede med at kaste ham ud . Men siden hændte der 
+noget , der forandrede det hele ; væveren blev boende , 
+og mere end det skulle jeg mene . Se , det er nu 
+egenlig det , jeg ville fortælle ham ; thi jeg kender 
+alt fågodt , da min egen søsterdatter tjente der på 
+den tid , det foregik , som jeg nu vil fortælle . 
+„ Herremandens søn var en ung og vild krabat , 
+han havde ingenmor , der kunne vise ham den 
+rette vej , og derfor gik han da også den skæve . 
+
+han var ugift og rig og troede , at han kunne gøre , 
+hvad han ville , han tænkte ikke på , at der er en , 
+som er herre over os alle , enten vi er rige eller 
+fattige , høje eller lave ; ja såmænd er der så , og 
+derfor gik det ham ilde . 
+„ Nedenfor herregården boede en rig gårdmand , 
+som ejede en dejlig datter . Hun var egnens 
+sol , og alle ungkarlene i flere Miles omkreds betlede 
+fil den fine , skønne jomfru , men hun sagde nej 
+fil dem alle . Hendes forældre vrededes såre meget 
+over hendes ufornuft ; de mente , hun skulle jo dog 
+engang giftes , og hvorfor da ikke nu , da der var så 
+mange at kræse imellem ? Men Karen rystede på 
+hovedet og sagde nej , og derved blev det . 
+„ Sommeren gik , og vinteren fulgte på ; da 
+spurgtes det i egnen , at herremanden skulle have 
+bryllup , og alle glædede sig såre dertil . 
+„ Og herremanden rejste , men Karens røde roser 
+bleve dag for dag hvidere , hun lo aldrig , hun græd 
+heller aldrig , men øjnene vare sænkede , hovedet bøjet 
+og hjertet — ja , det så ingen . 
+„ Der var stor stads i egnen , da herskabet 
+vendte tilbage med sin unge kone ; ikke så var det 
+for hans skyld , men for hendes ; thi hun var ung 
+og god , og rygtet løber hurtigt som vinden . Ingen 
+ved , hvor det kommer fra , eller hvor det farer hen , 
+
+kun det ved man , at det altid lader noget tilbage ; 
+sjeldent er det godt , oftere er det ondt , men her var 
+nu det første tilfældet . 
+„ Nå , det vil nu tiden lære ham . Se til , 
+han ikke kommer i vinden . Men hvem kan flippe 
+fri , når ikke næsten vil ! det går vel ikke ham 
+bedre end alle andre . “ 
+„ Historien , historien ! “ råbte jeg uimodtagelig 
+for hendes moral , da nysgerrigheden kvalte den 
+bedre følelse . „ Historien , Caroline , ellers få vi 
+den virkelig ikke sluttet , til tante kalder . “ 
+„ Nå , nå , giv tid , hanekylling ; når man er 
+gammel , som jeg , løber man ikke så hurtigt , som i 
+sit fjortende år ; han får vente lidt , indtil jeg har 
+sundet mig . Se , hvor han har adeligt mit forklæde 
+med sine snavsede støvler . Tror han , at jeg 
+har tid til at vaske hvert øjeblik på dagen ? bort , 
+siger jeg . Fy for en ufærd , flammer han sig ikke , 
+men leer mig lige op i øjnene . “ 
+„ Godt ord igen , Caroline . Fortæl historien , 
+og jeg skal ikke oftere smudske dit forklæde . “ 
+„ Der var stort gilde på slottet , thi brylluppet 
+skulle fejres med Dands og spil , og alle egnens 
+karle og piger skulle være med . 
+„ Men Karen var ikke iblandt dem . Der var en 
+tid , da hun var herremandens brud , da han udmalede 
+
+hende de kommende dage som hans viv ; men 
+den tid var nu forbi , og den kom aldrig mere 
+tilbage . 
+„ Musiken spillede op . 
+„ Hvor er Karen ? “ lod det ; men der var ingen 
+Karen , og ungersvendenes glæde var forbi . Det 
+spurgte herremandens frue , og hun sendte bud efter 
+karm . 
+„ De fandt hende i skoven , der sad hun på en 
+stub med ansigtet skjult i sit forklæde ; men pigerne , 
+der alt længe havde været misundelige på hende , 
+drog hende med sig til slottet under latter og fjas ; 
+de så , at hun var hvid som sneen , men det var 
+godt , mente de , så stak hun dem ikke ud iblandt 
+ungkarlene . 
+„ Herremanden stod i døren , da de drog Karen 
+ind i kredsen ; han blev noget bleg om kinden ved 
+at få øje på hende ; men derpå gik han hemde 
+imøde og svingede hende i dansen . Det var imod 
+hendes villie , men det brød han sig ikke om , han 
+svingede hende så længe , indtil hun dånede ved hans 
+fod , så forlod han hende og gik ind til sin unge 
+smukke kone , der takkede ham , fordi han havde glædet 
+så mange , og ønskede , at alle mænd vare så 
+gode som hendes . Nu , gud forbarme sig , hun vidste 
+ikke bedre . 
+
+„ Tre måneder efter gildet så man en stakkels 
+fjollet skabning sidde på stubben i skoven 
+og vugge et lille Noer på sine arme ; hun sang og 
+græd og lo ; så kyssede hun barnet , trykkede det op 
+til sig og vendte øjnene mod himlen . Således 
+sad hun så mangen dag og nat . Det var stakkels 
+Karen . 
+„ Hun havde nu intet hjem , hendes forældre 
+vare døde af skam og sorg ; de havde efterladt 
+gården til en brodersøn . „ Hun fortjener den 
+neppe , “ sagde de , og dermed joge de deres eget kød 
+og blod ud til hundene . 
+„ Der var stor i agt i skoven ; fine herrer og 
+damer , klædte i guld og silke , fore afsted på de 
+smukke heste , med ansigter , der strålede as glæde , 
+hvergang et dyr for såret og i dødsangst forbi 
+dem . Nu ja , jeg har selv lidt og ofte set en sådan 
+ugudelig i agt , ja , det har jeg . 
+„ Så kom de til smøgen — således hed et 
+sted i skoven ; der nåde solen aldrig ned , dertil 
+vare træerne store og tætte — og der på en træstub 
+sad Karen og sang , medens hun vuggede den 
+lille på sit skød . Hun levede nu kun af gode 
+menneskers barmhjertighed ; forstanden var borte og 
+kræfterne med ; thi hun var opdraget fint og flot 
+som en jomfru og ikke som en bondepige . Men 
+
+dejlig var hun endnu , så dejlig , at hvert øje græd , 
+når det så hende , man kunne ikke ret forstå , at 
+nogen havde haft hjerte til at forråde hende . 
+„ Herremandens kone så hende og spurgte sin 
+mand , hvem hun var ; men en tjener , som fulgte 
+med , svarede hurtigt : 
+„ Hun hedder gale Karen , deres nåde . Det 
+var godt , om Vorherre tog hende og den lille . “ 
+„ Hvor hun er smuk og seer ulykkelig ud ! Har 
+hun altid været således ? “ 
+„ Og tjeneren der forstod at belægge sine ord , 
+han svarede ord for andet : 
+„ Nej , deres nåde , hun har engang svunget 
+sig i dansen og været de fattige en ven ; hendes 
+øjne smilte uden tårer , og alle holdt af Karen , 
+thi hun holdt af alle . Men så kom slangen og 
+forgiftede hendes liv ; den hvislede og hvislede , til 
+den havde bedåret hendes troskyldige hjerte og såt 
+ulykke over hendes øvrige dage . Men han var lige 
+glad , han tog en anden til viv og lod hende gå . 
+Hvad gør så det , at være en meneder og en bedrager , 
+det er en ærlig sag , når man blot har 
+guld og højhed til at dække den med . “ 
+„ Og fruen fik tårer i øjnene ; hun var nu 
+lige s�� god , som hendes mand var hård . Og hun 
+spurgte herremanden : 
+
+„ Hører han til dit sagn , og har du straffet 
+ham for hans udåd ? “ 
+„ Men herremanden var hvid som sne , ham 
+så ned foran sig og svarede : 
+„ Jeg vil sørge for hendes øvrige dage . Hun 
+stat få det godt , stol kun på mig . “ 
+„ Jeg kender ham ! “ råbte tjeneren med 
+ville øjne og stirrede herremanden lige ind i ansigtet . 
+„ Ja , han hører til dette sogn , og jeg har 
+svoret mig ind i helvede , hvis jeg ikke giver ham 
+døden , om det så skal koste mig selv livet . “ 
+Herremanden blev både rød og hvid , og Karen 
+sang sin vuggevise for den lille , medens fruen 
+tørrede fine øjne og reb videre . 
+„ Nu , hvert ord er så sandt som præstens 
+ord i kirken , “ sagde Caroline og tørrede ligeledes 
+sine øjne med bagen af hånden . „ Hvert ord er 
+sandt , thi min søsterdatter Trine har fortalt mig . 
+Det hele . “ 
+„ Og hvad så mere ? “ spurgte jeg . 
+„ Da de kom fra jagte » , og aftenen var falden 
+på , trak herremanden væveren med sig ned i 
+haven . Hvad de der talte sammen , ved ingen 
+uden han deroppe ; dog godt er det , at han ved 
+det ; men fra den aften var Karen og hendes Noer . 
+
+forsvundet , man så dem aldrig mere i egnen , og 
+væveren var bleven til en holden mand , som ejede 
+sit eget sted . Og flittig var han nu også ; han 
+havde ikke ro i hjertet til at være doven . Når 
+min forrige madmoder syntes , han skældte og brummede 
+for svært , plejede hun gerne at sige : 
+„ Tag dig ivare , Søren ! Skoven ligger ikke 
+så langt herfra ; det kunne nok hænde , at stormen 
+har kastet jorden til side . Tag dig ivare og lad mig 
+have fred . “ 
+„ Men husbond for da op , tog spaden på 
+nakken og rendte til skoven . Trine listede sig 
+mangen en gang i smug bagefter ham for at se , 
+hvad han skulle der , og hun så da med sine egne 
+øjne , hvorledes han gik til smøgen , så sig ængsteligt 
+om til alle sider og derpå begyndte at fylde 
+jord under et stort lindetræ , så vandet haglede 
+ham ned ad panden . Engang hørte hun ham sige : 
+„ Se så , nu skal fanden selv ikke kunne finde dig . “ 
+„ Det gøs i Trine , hun var så ung . Hun løb 
+hjem , det bedste hun kunne , og fortalte sine forældre 
+det . De korsede sig og sagde , hun skulle tage 
+vare på sin tunge , ellers kunne det gå hende galt . 
+„ Men siden den tid har hun ofte besøgt smøgen 
+og hørt med sine egne øren , hvorledes det sang 
+
+dernede under lindetræet , akkurat som en sang en 
+vuggevise . Se , det er nu gale Karen , der synger 
+for sit lille Noer . “ 
+„ Men hvad blev der senere as herremanden ? “ 
+Spurgte jeg Caroline . 
+„ Gud hjælpe ham , det sølle skrog , han kunne 
+ikke nære sig i sognet , thi hverken menneskene ellerhans 
+samvittighed lod ham have ro . Så solgte 
+han godset og rejste til Jylland , hvor han nok købte 
+sig et andet . Men ikke så rejser man fra sin samvittighed ; 
+den er rejst med ham , og den er nok det 
+eneste , han tager med sig i graven og evigheden . 
+Men samme asken , som tjeneren havde fortalt fruen 
+historien om gale Karen , forlod han herremandens 
+tjeneste , og da Karen , hans kærlighed , vårforsvunden , 
+rejste han fra egnen , og ingen har 
+senere hørt eller set ham , ligesålidt som man har 
+hørt noget om herremanden ; men hvis Vorherre ikke 
+har hjemkaldt tjeneren , forinden han udførte sin 
+dåd , så før jeg nok love for , han har holdt sit 
+ord . “ 
+„ Du tror altså , at herremanden lod Karen 
+dræbe af væveren ? “ 
+„ Ja , det troede de flesfe med mig . Der var vel 
+nok også dem iblandt os , der mente , at han holdt 
+hende skjult under lindetræet ; man sagde , at der gik 
+
+en underjordisk gang fra slottet til lindetræet , men 
+det tror jeg næppe . Folk sige så meget , så de 
+skulle have skam for deres tunge ; men det ved 
+jeg for sandt , at Trine lidt har fået tårerne i 
+øjnene , når hun i kvæld fad under lindetræet og 
+hørte hendes sørgelige vuggevise . “ — 
+„ Koger maskinen , Caroline ? “ spurgte tante 
+sofiie ud ad døren . 
+„ Straks , jomfru Sofie , “ svarede Caroline og 
+skyndte sig at indhente den forsømte tid ; men jeg 
+takkede for historien og forlod køkkenet , og hele 
+natten drømte jeg om gale Karen og hendes troløse 
+elsker . 
+
+ellevte kapitel . 
+Jeg forbigår et tidsrum af sire år . 
+Jeg var bleven konfirmeret , havde taget artium 
+med bedste karakfeer og stod nu på min fremtids 
+skillevej . Jeg fik lov til selv at afgøre , hvilken 
+vej jeg ønskede at gå . 
+Jeg skulle selv vælge , med andre ord jeg havde 
+min gyldne frihed , og derfor lukkede jeg mine øjne 
+for ikke at se og høre de tusinde vink og hentydninger , 
+som bombarderede mig hele den udslagne dag 
+og aften med . 
+En ønskede at trække mig til højre , en anden til 
+venstre og så sremdeles . Men tante Sofie sagde : 
+„ Lad gutten selv vælge ; når han blot tager gud 
+med på råd , så må vi være tilfredse med hans 
+valg . “ 
+Og jeg valgte . 
+I to år havde jeg beboet mine forældres lille 
+
+værelse . Det var de samme møbler og Gardiner , 
+og hvert stykke stod på samme plet ; kun et manglede , 
+det var de to kære sjæle , som havde samlet det . 
+På min sekstenårige fødselsdag tog tante Sofie 
+mig under armen og førte mig op i det kære Kammer . 
+Jeg havde ingen anelse om , at jeg skulle have det , 
+skjøndt jeg havde mærket en forunderlig travlhed i 
+de foregående dage . Men det var så almindeligt , 
+når en fødselsdag var i anmarche . 
+I de sidste år havde jeg sovet i et lille pulterkammer , 
+som stødte op op til tanternes soveværelse ; 
+det var derfor en storartet forandring . 
+Da vi trådte ind , tog tante Sofie mig i sine 
+arme . 
+„ Se her , min søn , her er dit fremtidige studereværelse ; 
+her har din moder håbet , længtes , her 
+har hun lidt og savnet , her i denne seng sov hun 
+ind , idet hun skænkede dig livet . Ethvert stykke 
+møbel har hun samlet med flid og sparsomlighed — 
+samlet af kærlighed . Du seer , det er en værdifuld 
+ejendom , jeg her overgiver dig på din sekstenårige 
+fødselsdag . Enhver lille genstand fortæller en 
+og anden historie af dine forældres liv , om flid 
+og kærlighed . Lyt til deres sprog , min søn , 
+og stræb fremad i lærdom og godhed ; det er 
+
+det skønneste minde , du kan sætte dine retskafne 
+og brave forældre . “ 
+„ Jeg vil lade dig ene en stund , for at du 
+kan underholde dig med disse gamle venner . 
+Så længe du forstår dem , er du sikkret mod 
+skibbrud . Gud give , at aldrig den dag må oprinde , 
+da de ikke mere tale til dit hjerte . “ 
+Hun gik , den gode sjæl , og jeg — var ene — 
+nej , ikke ene ; mine forældres ånd afspejlede sig i 
+hver genstand , mit øje mødte , de talte til mig , de 
+vilsignede mig . 
+Det var med en forunderlig følelse , at jeg beboede 
+dette kære værelse ; det forekom mig , som om 
+mine forældre levede endnu og omgave mig ; jeg følte 
+mig aldrig ene , jeg vogtede på min gerning og 
+mine ord , jeg frygtede for at spilde et minut , og 
+jeg gik forsigtigt om iblandt de kære venner , jeg 
+nænnede knapt at røre dem af angst for at fortrædige 
+dem . 
+Det var tante Sofies ønfke , at jeg skulle tage 
+artium , inden jeg valgte en livsstilling . 
+„ For hvilken stilling han end vælger , “ sagde 
+hun betænksomt , „ er det godt at have en students 
+kundskaber . Åndsdannelsen forædler sjælen og sætter 
+os på et højere trin i samfundet . Det er ikke 
+
+vor stilling , men vor dannelse og vore handlinger , 
+der hæve eller sorringe os . “ 
+„ Således burde det være , “ indvendte borgen , 
+„ hm , hm ! men det er ' ikke verdens mening , jomfru 
+Sofie , nej , min sandten , det viser den daglig . “ 
+Og ligesom om han selv følte forundring over 
+sin sjældne veltalenhed , så han flig ængstelig om , 
+tav pludselig og indhyllede sig i en tæt , uigennemtrængelig 
+røgsøjle . 
+Jeg delte ganske tante Sofies mening , og 
+derfor læste jeg med flid og held tiltrods for mine 
+store skjelmsstykker , som jeg dog øvede mere udenfor 
+end i hjemmet . 
+Således svandt to år , indtil examensdagen 
+oprandt . 
+Det var en dejlig aften . Solen var sin nedgang 
+nær , den kastede sine matte , rødelige stråler 
+over kastanietræet , hvis herlige krone viftede ind til 
+mig og udbredte Duft i mit værelse . 
+Det var min første gerning om morgenen , når 
+jeg forlod sengen , at åbne vinduet og putte mit hoved 
+ind i de friske grønne blade , som endnu vare våde 
+af duggen , og det forekom mig , som følte jeg mig 
+forfrisket og oplivet , når jeg trak det tilbage , min 
+pande var kølnet , min tanke oplivet , og jeg tog med 
+mod og kraft fat på mine studier . 
+
+fra mit vindue var der en smuk udsigt over 
+søerne og kjærlighedsstien . Hvor ofte har jeg ikke 
+i hele timer glædet mig ved at stirre ud over de 
+grønne trækroner , ved at stirre ned i vandet , 
+hvor fiskene dansede op og ned , medens drengene 
+udkastede deres farlige snor for at gøre fangst på 
+krogen . 
+Jeg misundte dem ofte . Hvor gerne havde jeg 
+ikke selv været iblandt dem , men det var umuligt , 
+det var mig forbudt ; og stjæle mig derhen lod sig 
+heller ikke gøre , thi Argus sov aldrig . 
+Desuden var der en anden omstændighed , der 
+holdt mig fængslet til hjemmet ; det var min dragt . 
+Når jeg vendte hjem fra skolen , modtog tante 
+Thora mig altid med de ord : 
+„ Det er godt , gut ; gå nu ind og stift tøjet , 
+for at du kan spare på dine nye klæder . “ 
+Kære tante Thora , du var den eneste kærlige 
+sjæl , før hvis overbærende øje min flere år gamle 
+klædning altid vedblev at beholde nyhedens interesse . 
+Og ligeså ofte som tante Thora gentog sin 
+vise påmindelse , ligeså hyppigt rakte jeg Caroline 
+min frakke , før at hun skulle hjælpe mig den på . 
+Jeg havde naturligvis først besørget de andre regioner , 
+før jeg vovede mig ud i hendes farvande . 
+Jeg anstillede mig da hver gang , som om jeg 
+
+var beruset , dinglede frem og tilbage , kastede mig 
+på en stol og vrøvlede forfærdeligt ; hun havde da 
+al sin kraff og behændighed nødig — som hos kvinden 
+i almindelidhed består i list — før at iføre mig 
+min . . . ja , hvorledes skal jeg benævne dette mærkværdige 
+stykke af min garderobe ? Jeg er virkelig 
+i stor forlegenhed ; jeg tror , jeg vil følge min tantes 
+eksempel og titulere det med det almindelige bekendte 
+navn „ Frakke . “ 
+Min examensdragt — hvilket mageløst vidunderligt 
+syn frembragte min optræden i universitetssalen , 
+da jeg blev kaldt frem før at eksamineres . 
+Det gik naturligvis mig , som alle studenter 
+ved flige lejligheder , jeg skulle møde i livkjole og 
+hvidt halstørklæde . Nogle leje , andre eje disse dele ; 
+gid jeg havde hørte til de første lykkelige , så havde 
+jeg dog haft den trøst , at ejendomsretten kun varede 
+nogle dage , medens jeg nu nød den rædsomme vished , 
+at den gjaldt før hele livet — det er måske 
+formeget sagt ; men før hele ungdommen , det vil sige 
+umyndighedsalderen . 
+Flere måneder forinden denne dag mærkede 
+jeg en forfærdelig , ja , jeg negter det ikke , en foruroligende 
+travlhed , der indgød mig visse bange 
+anelser , som dag før dag stege til hjertebeklemmelse , 
+med andre ord til vished . 
+
+hvergang jeg antydede før tanterne , at jeg snart 
+måtte tænke på min examensklædning , nikkede de i 
+takt med hovederne , og tante Sofie svarede da 
+altid : 
+„ Vi have alt tænkt på den , min gut . “ 
+Ja , men det var netop det , der foruroligede mig . 
+Gud give de blot ville have ladet være at tænke 
+sålænge forud på den ; det var tidsnok nogle dage 
+før , bemeldte dag , da København ejer skrædere i 
+hundredeviis . 
+Hvergang jeg trådte uventet ind , fore de forskrækkæde 
+op , famlede og fljulte et og andet under 
+deres forklæder eller under bordet ; så jeg da på 
+dem , rødmede de som unge piger , fioge øjnene ned 
+og smilede hemmelighedsfuldt . 
+Jeg blev greben af en rædselsfuld angst , men 
+manglede endnu vished . Dog , den skulle ikke udeblive 
+længe , det sørgede tante Mille for . 
+„ I sye i klæde ! “ udbrød jeg med krampagtig 
+fortrukne træk , som opdagelsen havde fremkaldt . 
+Jeg fandt netop et stykke blåt klæde under bordet ; 
+det var tante Mille , der ved sit store talent i at 
+famle havde tabt det . 
+„ I sye i klæde ! “ gentog jeg gysende af 
+rædsel . 
+
+alle grebes af forfærdelse . 
+„ Det er ikke klæde , “ sagde tante Mille med sin 
+sædvanlige åndsnærværelse til at sætte sig ind i 
+situationen og hjælpe sig og sine ud af fvrlegenheder . 
+„ Det er ikke klæde , min dreng . “ 
+„ Hvad er det da for stof ? “ vovede jeg at 
+spørge . 
+„ Det er — det er — ja , det er — “ 
+Videre kom hun ikke . Tro blot ikke , at det 
+var mangel på tanker eller åndsnærværelse , der 
+bragte hende til at tie , hun har selv lidt forsikret 
+mig , at hun aldrig fattedes disse goder ; nej , 
+det var noget vist noget , der i dette , som i alle 
+lignende øjeblikke , overkom tante Mille . Skulle 
+hun selv forklare det , ville hun kalde det en overflod 
+af tanker , der i sin hurtige tilstrømning til 
+hjernen ikke formåede at finde de rette ord . 
+Vi ville som artige kavalerer give hende ret . 
+„ Hvad er det da for stof ? “ gentog jeg for 
+tredie gang , næsten synkende i knæ af den stærke 
+rystelse , som dette lille stykke klæde havde frembragt . 
+„ Tiden 
+vil vise dig , Carl Otto Emil , hvad 
+stof det er , “ svarede tante Sofie , skjelmsk nikkende 
+til mig , som om hun ville sige : „ Det er noget 
+
+rigtig godt , der venter dig ; giv tid , og du vil 
+blive belønnet . “ 
+Gode sjæl , hun mente det så godt ; det er 
+derfor med en vis undseelse , jeg bekender , at hendes 
+nik og smil forjog den sidste gnist af forfængeligt 
+håb om en „ Skrædder “ af mit hjerte . 
+„ En skrædder ! “ Hvor disse to ord gjorde 
+mig blød om hjertet og bragte tårer i mit mandige 
+øje , thi hvad er en mands fremtid uden „ en 
+Skræder ? “ 
+Dagene gik , de hobede sig op til måneder , 
+examensdagen var der . 
+Vi vare alle samlede ved morgenkaffen , onklerne 
+iberegnede . 
+„ Hvor er guttens nye dragt ? “ spurgte Gregersen . 
+Tante 
+Sofie tog en serviet af spillebordet , og 
+der lå hele herligheden . 
+En hemmelig forudfølelse havde fjernet mig mere 
+og mere fra servietten . 
+Nu trak tante Sofie sit mesterværk frem og 
+holdt noget , som hun havde døbt med det herlige 
+navn „ en kjole “ , hen for mig . 
+Store gud , det var min ejendom ! 
+En kjole er for manden af stor betydning ; 
+det er den , der siger os på konfirmationsdagen : 
+
+„ Du er stor ; “ den fortæller os på examensdagen : 
+„ Du er en mand , “ og på bryllupsdagen tilhvifler 
+den os : „ Du er ægtemand . “ Ja , ved en kjole 
+tænke vi os noget ædelt , opløftende ; den står for 
+os omgiven af en vis hemmelighedsfuld Duft , der 
+indeholder lyspunkterne i vort liv . 
+Mine arme sank krastesløse langs ned ad siderne , 
+hagen nærmede sig mere og mere brystet , medens 
+underlæben på en foruroligende måde fjernede sig 
+mere og mere fra overlæben ; men tante Sofie stod 
+endnu og holdt den ubeskrivelige kærligt i sine 
+hænder . 
+Nu trådte tante Thora frem . Hun rakte et 
+stort hvidt shawl henimod mig , idet hun udtalte 
+hvad min anelse allerede havde sagt mig : 
+„ Her har jeg , min kære Carl ofto Emil , et 
+halstørklæde til dig , som jeg selv har broderet med 
+10025 stik franst . Syning . “ 
+Til forklaring være det sagt , at tante Thora 
+gav gerne og arbejdede ligeså gerne for andre , 
+men hun talte altid stingene ; om det var for at 
+glæde sig selv eller andre , det skal jeg lade være 
+usagt . 
+„ 10025 stik ! “ Det løb koldt ned ad min 
+ryg . 
+
+shawlet med de 10025 stik var bestemt til og 
+døbt „ mit halstørklæde . “ 
+Klokken slog ni på det gamle stueuhr ; det var 
+øjeblikket , da jeg skulle møde på universitetet . 
+I største fortvivlelse greb jeg kjolen og trykkede 
+den hårdt til mit hjerte , medens steg modigt tog 
+shawlet fra tante Thora med den anden hånd , 
+ikke at glemme det øvrige tilbehør , som tante Mille 
+havde forsynet mig med for at fuldende mit toilette , 
+og ud af døren styrtede jeg , halvt rasende , halvt 
+fortvivlet . Gud tilgive mig denne morgens hårdhed 
+og utaknemmelighed imod de kære gamle trofaste 
+sjæle ; men jeg var kun et menneske , et 
+menneske på atten år . 
+Hurtig iførte jeg mig de unævnelige , som vare 
+tante Milles værk , og vesten , som tante Thora var 
+mester for , dog være det sagt til hendes talents 
+roes og til vestens ære , at den var enestående i 
+sit slags . 
+Nu kom touren til halstørklædet . Jeg sukkede , 
+lagde det en gang — sukkede atter , lagde det to 
+gange — stønnede og lagde det tre gange om min 
+modstræbende Hals — slog en drabelig knude og 
+lod armene synke , da mit øje faldt på de lange 
+ender , som dækkede mit smukke linned . 
+
+an ! hvilken snæren ! Nu vidste , jeg hvorledes 
+den dødsdømte føler sig , når man lægger ham 
+rebet om halsen . 
+I min fortvivlelse puttede jeg enderne af tørklædet 
+ind under vesten eller tønden , hvad man nu 
+vil kalde den — kært barn har mange navne — 
+og jog hurtig armene i kjolen . 
+Nu var jeg færdig . Jeg kastede et sørgmodigt * 
+blik i spejlet ved synet af min hele person , greb 
+hatten og ilede ind i dagligstuen , hvor borgen gik med 
+uhret i hånden , trippende frem og tilbage , medens 
+alle enstemmigt udråbte : 
+„ Klokken er ti . “ 
+Og ligeså enige ilede de gode sjæle imod mig , 
+tante Sofie for at betragte kjolen , tante Mille for 
+at fryde sig ved synet af permissionerne , tante 
+Thora for forfærdet at trække enderne af halstørklædet 
+frem , idet hun udbrød : 
+„ Men , du har jo gemt det smukkeste af det hele . 
+Ak , hvor du dog har krøllet det . “ 
+Hun åndede på snipperne , glattede dem og 
+udbredte dem på brystet . 
+„ Det er vel langt , “ sagde tante Sofie . 
+„ Finder du ? “ svarede tante Thora halvt forundret , 
+„ det er jo broderet . “ 
+Dommen var fældet . 
+
+borgen betragtede mig med stolthed . 
+Gregersens øjne målte mig fra top til tå . 
+Han vente sig hurtig om , for han holdt ikke af at 
+krænke nogen , men at lade være at le var ham 
+umuligt . 
+Mit blik faldt i spejlet , og — før jeg tilstå 
+det ? — jeg flammer mig næsten derfor , men jeg var 
+svag nok til at få tårer i øjnene af idmygelse 
+og skam , da jeg så , hvorledes student tulinius 
+tog sig ud . 
+Jeg kan endnu ikke tilgive mig selv , at jeg i 
+denne morgenstund følte en bitterhed imod dem , som 
+de ikke havde fortjent , og som kun gjorde mit hjerte 
+liden ære . 
+Da jeg vendte hjem fra universitetet , så jeg 
+alle tanterne i vinduet , borgen og Gregersen ikke 
+at forglemme , deres hoveder nåde langt ud over 
+damernes . 
+Det var en aftale imellem os , at hvis jeg 
+fik første charakteer til eksamen , skulle jeg holde et 
+rødt lommetørklæde i hånden , i modsat tilfælde 
+et hvidt . 
+Jeg ved ikke , hvorfra den ukærlige tanke 
+kom , men da jeg så de forventningsfulde , spændte 
+blik , der stirrede mig i møde , „ tog fanden mig ved 
+øret , “ som man kalder det , jeg sænkede mit hoved 
+
+og greb det hvide tørklæde , som jeg lod hænge lige 
+ned til brostenene . 
+Jeg turde ikke se op , jeg vidste , at mit blik 
+ville møde fem sorgfulde ansigter , og derfor stirrede 
+jeg ned som en forbryder , hvilket jeg også i det 
+øjeblik var , thi jeg forbrød mig imod kærligheden . 
+Da jeg havde nået gadedøren , tog jeg trappen 
+i få skridt og ville netop styrte ind , da tante 
+Sofie modtog mig i døren . Hun var bleg og havde 
+tårer i de kære øjne . Kærlig lagde hun fin 
+arm om min Hals og hviskedee : 
+„ Trøst dig min søn ! Alt kan endnu blive 
+godt ! “ 
+En smertelig følelse af anger greb mig ved 
+hendes blide , trøstende ord ; jeg kunne ikke længere 
+spille komedie , jeg greb hende i mine arme og bar 
+hende ind i stuen til alle de andres store forundring , 
+idet jeg råbte : 
+„ Hurra ! Hurra ! for mine velsignede tanter 
+og onkler ! “ 
+De så forundrende , ja endog bebrejdende på 
+mig , men Gregersen gentog med tordnende stemme : 
+„ Hurra ! Hurra ! for vor flinke student ! “ 
+Sorgen var forvandlet til glæde , men tante 
+Sofie hviskedee til mig : 
+„ Hvorfor gjorde du det , min søn ? “ 
+
+„ Tilgiv mig , du kære , gode moder , jeg tror , 
+det var imod min villie . “ 
+Hun smilede . Og således var jeg nu student 
+med lauæ , med andre ord , alle veje stod åbne 
+for mig . 
+Oluf var bleven student med mig , men min 
+eksamen var gået heldigere af end hans ; han måtte 
+nøjes med anden karakter . Til gengæld havde 
+han imidlertid en fuldkommen moderne og elegant 
+dragt — dengang havde jeg foretrukket det sidste 
+for det første . 
+Men Oluf var en flink , smuk , livlig og elskværdig 
+fyr , en god kammerat , med et fortræffeligt 
+hjerte , der fik ham til at begå mange dårskaber . 
+Dog vi vide jo alle , at store handlinger og store 
+dårskaber have deres udspring fra hjertet , og hans 
+hjerte havde den fejl , at være alt for modtageligt , 
+fordi det var så stort ; skønt storhjertethed bliver 
+betragtet som en dyd , altså et fortrin , så beklagede 
+jeg dog ofte , af hans hjerte ikke var mindre ; 
+det havde da ikke kunnet modtage så stor en indkvartering , 
+som det nu gjorde . 
+Næste dag indfandt Oluf sig for af invitere 
+mig med på en landtour . Vi skulle besøge en 
+tante af ham , som var gift med en proprietair 
+borgård , der ejede en gård i nærheden af Hjørring . 
+
+bestemmelsen var af tilbringe fjorten dage af sommerferien 
+der . 
+Først efter meget besvær , mange bønner og 
+forestillinger fra Gregersens og min side , fik jeg 
+lov til af rejse . 
+Ak , hvor der blev travlhed i hver krog . Det 
+var første gang i atten år , af jeg skulle forlade dem . 
+Jeg imødeså med den største glæde den rejse , 
+der ventede mig , skønt den fjernede mig fra dem , 
+som elskede mig højere end sig selv , som havde 
+plejet mig med den største omhu og kærlighed , 
+som ikke havde øst af rigdommens og overflødighedens 
+herlige væld , men havde båret savn 
+og bekymringer for af give mig det , de selv for min 
+skyld havde måttet undvære . Jeg glædede mig til af 
+forlade dem ; ikke alene for af se mig om i verden 
+— det havde været mere tilgiveligt — , men også 
+for at unddrage mig deres opmærksomhed , 
+deres omsorg , der trættede mig , deres idelige 
+frygt for mit åndelige og legemlige vel , der 
+kedede mig — med andre ord , for at blive fri 
+i ordets sande betydning . Jeg længtes efter 
+at klæde mig på , som jeg selv fandt for godt ; 
+jeg frydede mig til at turde tage min hat og gå 
+ud , når jeg følte trang og lyst dertil ; jeg glædede 
+mig ved tanken om at turde komme fem minutter 
+
+senere hjem , end der var befalet . Kort sagt , jeg 
+længtes efter at turde trække mit vejr , som et andet 
+sundt og flinkt menneske , uden at blive tilråbt : 
+„ ret din ryg , du går kroget ! hvorfor bøjer du 
+dit hoved så langt ned imod brystet , du har vel 
+intet ondt gjort ? “ Mit blod strømmede rafl og 
+ungdomsfrifl igennem mine årer ; jeg ville være 
+fri , thi jeg følte at jeg ikke længere var noget barn . 
+Min sunde kraftige natur havde besejret larven , der 
+hidtil havde lænkebundet mig ; som en sommerfugl 
+følte jeg , at gud havde givet mig vinger til at bære 
+mig frit ud i rummet , og jeg følte kraft til at 
+hæve dem til flugt ; som sommerfuglen var jeg 
+nærved at glemme , at det var kærlighed , den reneste , 
+ublandede kærlighed , der havde indspundet mig i 
+larven før at beskytte mig mod storm og kulde , 
+mod livets hårde indtryk , før at jeg engang kunne 
+hilse solen med glæde og ikke med sorg . 
+Er vort hjerte da så lille og fattigt , at vi 
+kun kunne optage i det alt , hvad der er os ubehageligt 
+og imod , har det ikke rum før alt det gode , 
+som bliver os til del , og som i omfang og kærlighed 
+langt overgår de små ubehageligheder ? 
+Det er småtingene i livet , som give livet 
+tilsyneladende størst værd og betydning ; vi er kun 
+mennesker og forstå derfor kun at dømme hvad der 
+
+er jordisk ; gud er alvidende , han seer tanken før 
+den bliver til gerning og vejer gerningen med 
+tanken ; vi dømme ene gerningen . 
+Ja , derfor er der kun en retfærdig dommer 
+på jorden og i himmelen , kun gud kan dømme 
+en sjæl . 
+Rejsen blev sat igang , de ældste og dårligste 
+klæder pakkede ind i den store blåmalede kuffert , 
+„ thi på landet er man ugenert og magelig , ligesom 
+om man var hjemme . “ 
+Det var tante Thora , der udtalte disse ildevarslende 
+ord , der vandt almindeligt bifald hos 
+hele forsamlingen med undtagelse af mig — der dog 
+var hovedpersonen , men det brød ingen sig om — . 
+„ Kongen er til for folkets skyld , men ikke folket 
+for kongens , “ og derfor måtte jeg bøje min villie 
+ind under deres , dog himlen kan vidne , det flette med 
+ond og aven villie . 
+„ Det er ikke værd at give gutten de nye 
+klæder med , “ sagde tante Mille , „ unge mennesker 
+ere så ubetænksomme , de forstå ikke at spare . “ 
+„ Skal jeg gå i selskab med disse klæder ? “ 
+Tog jeg mod og mandshjerte til at spørge , idet jeg 
+stak hænderne ned i vestens store lommer , der blev 
+videre og videre . 
+Minen , hvormed spørgsmålet blev gjort , har 
+
+formodentlig været ynkelig , thi Gregersen brast ud i 
+en overgiven latter , som tiltog , da jeg fik tag i 
+undersåtternes bedækning . 
+„ Hvad andet skulle du vel have på ? “ spurgte 
+tante Mille forundret over min dristighed og 
+Gregersens latter ; — på landet går man altid i 
+det simpleste man ejer , man nyder naturen og glæder 
+sig , man gør sig livet behageligt , og det kan 
+man kun , når man er ugenert og bekvem i sin 
+påklædning . “ 
+Hvorvidt værterne og værtinderne på landet 
+deelfe min gode tante Milles anskuelser , ved jeg 
+ikke , jeg tror dog , at en og anden ville ved 
+middagsbordet se sig om med en mindre behagelig 
+mine over de toiletter deres øjne mødte blandt 
+deres bordgjæster . 
+Efter min anskuelse-skylde vi det hus , vi gæste , 
+ligemeget i byen eller på landet , at isøre os et 
+passende toilette , det er et agtelsestegn , vi er dem 
+skyldige , og det må betragtes som brud på al god 
+tone , når vi undlade det . 
+Men mine gode tanter havde levet i en stille 
+tilbagetrukken kreds , under små kår , som kun ved 
+flid og stor sparspommelighed kunne betrygge dem 
+for næringssorger , derfor må man ikke forundre sig 
+
+over , at deres anskuelse i denne og lignende retninger 
+var noget afvigende fra andres . 
+„ Mageligt har jeg det , “ svarede jeg med bittersød 
+mine , idet jeg så ned på min dragt , „ men ak , 
+tante Sofie , jeg foretrækker at have det umageligt . “ 
+Tante Sofie smilte godmodig , tante Mille og 
+Thora så fornærmede ud , borgen skuppede brillerne 
+fra næsen op på den furede pande og så ud over 
+avisen , medens Gregersen holdt hænderne i siden 
+for at tilbageholde et nyt og uvelkomment latterudbrud . 
+„ Carl 
+har ikke ganske uret , “ sagde tante Sofie 
+med blidhed , „ en student må optræde anderledes 
+end en skoledreng . Jeg foreslår , at han medtager 
+fin examensdragt . “ 
+Gode tante Sofies gode moder , ja , det navn 
+bærer du dybt i mit hjerte , hvor gerne tog jeg dig 
+ikke med på begge mine rejser ; du har aldrig 
+kedel mig ved dine formaninger , thi de kom altid 
+på rette tid og sted og frem foralt i kærlighed , 
+med overbærelse og delikatesse selv lige overfor skoledrengen . 
+Du har aldrig såret mit hjerte og mine 
+følelser , dig har min sjæl altid forstået , selv når 
+dine ord var strenge , fordi solen altid lyste ud af 
+dine øjne , fordi din hånd altid bragte mig ny 
+velsignelse fra dit rige hjerte . 
+
+og de andre gode tanter , elsker jeg ikke også 
+dem — fortjene de ikke også min kærlighed og 
+min fulde taknemmelighed ? Jo tilvisse , de gave 
+mig så meget , som deres hjerter selv ejede , og mere 
+kan ingen med retfærd forlange . 
+Himlen meddeler fine milde gaver forskelligt , 
+et sted skinner solen varm og i fuld rigdom , det 
+synes som om alle dens stråler koncentrere sig i 
+et lyshav for at varme og frugtbargøre det , et andet 
+sted bliver kun tildelt en enkelt stråle , som med 
+besvær baner sig vej , at det ikke skal dø ensomt , 
+forglemt i mørket . 
+Dog det passer ikke ganske med hensyn til mine 
+gode tanter Thora og Mille ; de vare i besiddelse 
+af mange fortrinlige egensfaber , og jeg burde mindst 
+være den , der omtalte deres småfejl , da jeg har 
+dem at takke for min hele barndom og ungdom , 
+for så uendelig megen kærlighed og overbærelse , 
+jeg burde kun fremhæve de gode sider i deres charakteer , 
+det føler jeg altforvel , men hvad ville der da 
+blive af min historie , den ville blive en usandhed 
+fra ende til anden , forfatteren har også et krav 
+til mig , og det råber højt i min sjæl . 
+Med fuglelethed hentede jeg examensdragten — 
+herre gnd ! hvem skulle have troet , at den dragt , 
+der for nogle dage tilbage bragte idmygelsens 
+
+tårer i mine øjne , nu , da jeg skulle have undværet 
+den , fik mig til at løfte den forsigtig ned ad 
+knagen og bære den varsom ind til de gode tanter , 
+som mindst ti gange lagde den om i forskellige 
+stillinger , for at den ikke skulle tage skade i 
+kufferten . 
+Således går det ofte her i verden , det vi 
+meest have hånet og set ned på , løste vi op til os , 
+når vinden blot har vendt sig . 
+Tirsdagmorgen oprandt , endnu intet budskab 
+fra skipperen om af vinden var gunstig til afrejse ; 
+forgæves stirrede jeg op timgjenboernes vejrhane , 
+ingen forandring — intet håb . 
+Ak , hvor den vejrhane dog var bestandig ! 
+Jeg så mig næsten blind , det var som om mit 
+liv var afhængigt af dens bevægelse . Hvor man dog 
+er utålmodig når man kun kender de små skuffelser 
+i livet . 
+Stuen blev mig for trang , den mægtede ikke af 
+rumme min længsel , min utålmodighed , jeg måtte 
+ud , for af brystet kunne ånde friere og lettere , jeg 
+måtte ud for af dræbe tiden , såfremt den ikke skulle 
+dræbe mig . 
+Jeg greb min hat og stormede ned ad trapperne , 
+men da jeg nåde gaden trådte pludselig 
+virkeligheden for mig i hele sin afskrækkende nøgenhed , 
+
+den udlo og hånede mig . Hvad stod jeg i 
+begreb med af gøre ? Hvem havde givet mig lov til 
+af gå ud ? Hvad havde jeg på hovedet ? hvem 
+havde givet mig lov til af bedække mine brune lokker 
+med en hat , en ny hat . 
+O , tante Mille ! Hvorfor vare dine fingre så 
+virksomme , himlen tilgive hende , der lærte dig at 
+forvandle fårets bløde uld til en hovedpose . 
+Havde jeg spurgt huen om den pågjældendes 
+navn , havde den svaret mig : 
+„ Det var nødvendigheden der var hendes læremester , 
+deres søn skulle have en hue , uld havde de , 
+men ingen penge , så strikkede hun en , hun gjorde 
+det så godt hun kunne , hun manglede ungdommens 
+opfindsomhed til at stabe , hendes fingre vare gamle 
+som hendes øjne , derfor blev huen som den var . “ 
+Dengang gav den mig ikke dette svar , thi jeg 
+glemte at spørge , det fik jeg først i de senere år , 
+når jeg trak den frem som et ungdomsminde og 
+stirrede på den , ofte med fugtige øjne , for den fortalte 
+mig nu så mangt og meget , jeg dengang 
+ikke forstod . 
+Nej , dengang hørte jeg kun råbet „ tilbage , tilbage , 
+ulykkelige ! der drifter dig til at have en egen 
+fri villie , som om du var et menneske , ved du 
+ikke at du kun er en stakkels student . “ 
+
+jeg vendte atter om , men ikke så fuglelet ; 
+den , som iler frem med lette vinger og forhåbningsfuldt 
+hjerte , kryber ofte tilbage med blodig fod . 
+Nu , det stod sig vel ikke ganske så slemt med 
+mig på hin dag ; men jeg vil dog ikke fortie , at der 
+overkom mig en vis fornemmelse af et nederlag , som 
+ydmygede mig , fordi min frihed ikke havde holdt 
+skridt med min alder , om den end passede for min 
+omgivelse . 
+Jeg trådte ind i dagligstuen , jeg var feig nok 
+til at skjule min nye hat bag ryggen ; jeg havde nu 
+engang hængt mit ungdommelige hjerte ved den 
+første hat , jeg var så lykkelig at eje , jeg var så 
+dristig at indbilde^ mig , at den passede bedre for 
+studenten end den stygge uldne djævel — var min 
+dom retfærdig eller ej ? svar mig du lykkelige student , 
+der er så heldigt stillet at leve i året 1870 
+— det vil sige i frihedens og lighedens gyldne tid , 
+hvor sønnen foreskriver faderen leveregler for alderdommen , 
+hvor datteren lærer moderen dannelse og 
+livserfaring og hvor studenten selv træder op på 
+kattedret for at belære professorerne . 
+Lykkelige , misundelsesværdige studenter , fljænk 
+mig eders deltagelse , når i læse student tulinius 
+sandfærdige ungdomshistorie . 
+
+jeg trådte ind med den faste beslutning , at 
+fremkomme på en værdig og mandig måde med 
+min bøn ; jeg siger mandig , og det med rette , thi 
+det fine Dunn var alt begyndt , om end sparsomt , 
+af spire frem på min hage . 
+Jeg strøg mig om de usynlige Dunn og udstødte 
+følgende ord , da jeg manglede mod til roligt af 
+udtale dem : 
+„ Jeg går et øjeblik ned til Nyhavn før af 
+tale med skipperen om vejret . “ 
+„ Store gud , barn ! hvad betyder det , af du 
+har taget dine nye sko på , hvor i alverden skal 
+du hen ? Du har jo ikke engang spurgt , om du 
+måtte gå ud ? “ 
+Det var en bitter pille af synke , jeg , der nys 
+havde til hensigt af vise mig selv og hele verden , 
+af jeg var mand . 
+Hvor kunne jeg dog også glemme , af jeg havde 
+taget de nye sko på , da jeg gik over gaden før af 
+hilse på naboens smukke datter . Næppe var sandheden 
+udtalt , før der overkom mig en hellig rædsel , 
+foden blev hurtig trukken tilbage , som brændte gulvet 
+mig , jeg havde gerne taget hver fod under en 
+arm og løbet med dem ; dog ved denne lejlighed kom 
+uvilkårlig den højre hånd frem , som holdt den 
+forbudne frugt omsluttet . 
+
+„ Og den nye hat , men hvor i al verden skal 
+du dog hen ? “ 
+Det var tante Mille , der også lod sin røst 
+høre , og førend jeg fik samlet så megen kraft , at jeg 
+kunne fvare , hørte jeg disse frygtelige , aldrig forglemte 
+ord , som blev udtalte af tante Thora . 
+„ Gå straks op , Carl , og tag dine andre sko 
+på og gem hatten i foderalet , kom så ned igen 
+og hjælp os med at pille ærter . “ 
+Jeg svarede intet , men der for en følelse 
+igennem mit bryst , der sagde mig , at jeg led uret ; 
+en sky lagde sig over min pande , det var kun 
+refleksen af min sjæls tilstand , mine fødder stod 
+som fastgroede til gulvet , for første gang i mit liv 
+ville jeg gøre modstand , mit hjerte havde ofte gjort 
+det , dog havde det hidtil underkastet sig taknemmeligheden . 
+„ Nu 
+eller aldrig “ lød det i min sjæl . Nakken 
+blev^kastet tilbage , foden trådte atter frem , læberne 
+åbnede sig , ikke for at bede , men for at afvise , da , 
+himlen ske tak — , da følte jeg tante Sofies arm 
+om min Hals og hendes mund lukkede mine læber . 
+Havde mine tanker og følelser dengang fået 
+ord , så havde jeg i et øjeblik sønderbrudt , hvad 
+mange Års trofaste og opoffrende kærlighed havde 
+opbygget . 
+
+der gives ord , som aldrig kunne udflettes , der 
+for evig adskiller , hvad der før var sammenføjet i 
+kærlighed , et overilet ord kan rejse en mur 
+mellem nutiden og fremtiden , som ingen anger formår 
+at nedbryde . 
+Lykkelig den mand , der har en kvinde som 
+tante Sofie ved sin side for at standse ordet , 
+førend det får liv . — hun læste stormen på 
+min pande , i mine øjne , hun gættede ordene på 
+mine læber , og hun så afgrunden , der truede med 
+at opsluge vor kærlighed . 
+Skal jeg da altid kun have anledning til at 
+takke dig , du gode , du elskede sjæl , skal min 
+hånd og hjerte altid være den modtagende , vil den 
+lykke aldrig blive mig forundt engang at kunne 
+være den glade giver ? 
+Dog , er det taknemmelighed , at misunde dig 
+giverens velsignede glæde , en glæde , der ikke kan 
+sammenlignes med nogen anden følelse på jorden ? 
+Giv du mig kun alt , hvad dit rige hjerte 
+ejer af opoffrelse og kærlighed , overbærelse og 
+tilgivelse , læg kun hele din rigdom af ædelt og 
+godt på mine svage skuldre , min kærlighed vil 
+hjælpe mig at bære den uden at misunde dig din 
+himmelske glæde . Af dig kan jeg modtage alt , 
+
+som af min gud , dine gaver have intet ydmygende 
+for mig ; thi du giver af dit fulde kærlige 
+hjerte , skjondt jeg ikke har hvilet under 
+det , og dig bringer jeg gerne atter og atter , fra 
+time til time min dybe og rørte tak ; thi jeg elsker 
+dig så højt , af jeg med glæde bliver din skyldner . 
+Gregersen stod ved tante Sofies side , således 
+udgjorde vi to partier . 
+En uhyggelig taushed var indtrådt , jeg afbrød 
+den ved af fremstamme : „ Jeg er nu student , “ 
+Men stemmen var mild om end bebrejdende , thi 
+endnu omsluttede min gode engel min hånd i sin 
+og hendes øjne hvilede bønlig på mig ! 
+Dog aldrig har fire korte ord sorvoldet mig 
+så stor en anstrengelse som disse , det sidste : 
+blev udtalt næppe hørligt , da bevægelsen truede med 
+af kvæle mig . 
+Tante Sofie tog ordet . 
+„ Ja “ , sagde hun bevæget , hun var så bleg , jeg 
+følte hendes hånd ryste . — „ Carl er nu student , 
+det vil sige , han er nu herre over sine ord og 
+handlinger ; fra i dag af lever drengen kun i vor 
+erindring , som et godt og lydigt barn , gid manden 
+må blive drengen lig , så have vi intet mere af 
+ønske ; thi da ved jeg , at han aldrig vil tale eller 
+
+handle uden at tage gud og sin samvittighed på 
+råd . “ 
+Jeg bøjede mig ned og kyssede ydmyg hendes 
+hånd ; thi jeg følte hvor langt , hvor usigeligt langt 
+jeg stod under hende i overbærelse . 
+„ Jomfru Sofie har ret , “ sagde Gregersen , „ således 
+bør det være . “ 
+Og borgens moustacher , der nylig vare strøgne 
+op mod øjnene , faldt nu atter ned , idet han næppe 
+hørlig hviskedee : „ Jomfru Sofie har altid ret . “ 
+Tante Thora og Mille strakte gevær til 
+tegn på deres underkastelse , det vil sige , at deres 
+ved omstændighederne forlængede ansigter atter antoge 
+deres sædvanlige form og jeg hørte et enstemmigt 
+„ Jajada “ fra deres læber , — at det blev ledsaget 
+af to dybe suk , det var så naturligt , det 
+hørte med til situationen . 
+Endelig kom touren til mig , jeg følte mig stoltere 
+end Napoleon ; thi alle hans sejre vare intet i 
+sammenligning med mine , først at sejre over mit 
+oprørske sind , dernæst over tre gamle tanter og to 
+dito onklers formynderflab , det er mere end måske 
+nogen jordisk konge kan rose sig af . 
+Dog , hvo kender sammensøiningen af det 
+menneskelige hjerte , hvor mange tusinde tråde udgjor 
+ikke det lille hele ? 
+
+tiltrods for min jublende seiersfslelse , der 
+først overvældede mig , gjorde en anden , en ligeså 
+mægtig følelse sig også straks gældende og trådte 
+i skrankerne med hin ; det var en følelse , jeg ikke 
+formår at give navn , thi det var en blanding af 
+vemod og anger , det var som om mit hjerte i det 
+samme nu opfangede alle de trofaste gamles sorg , 
+sorgen over at barnet , det barn , som de havde elflet 
+og opoffret så meget for , havde løsrevet sig fra 
+deres kærligheds bånd , ja , nu var død for dem , 
+for at styrte ene ud i verden . 
+Det må være en blandet følelse af sorg og 
+glæde hos forældre , at se de små blive store , 
+de vokse fra armen , fra skødet , undertiden også 
+fra hjertet . Men det er jo verdens gang . 
+Så tog jeg en for en i mine arme , jeg 
+takkede for barnet og aflagde for gud det hellige . 
+Løfte , at manden aldrig skulle glemme , hvad drengen 
+skyldte de kære , trofaste gamle . 
+De græd , og jeg — ja jeg følte også en tåre i 
+mine øjne , så stormede jeg ud for at tale med 
+skipperen , men forinden løb jeg op på mit værelse , 
+gemte den nye hat , og iførte mig de gamle sko , 
+— når man har fået sin villie , bøjer man den 
+gerne for sin kærlighed . 
+Der er vel dem , som ville finde , at jeg har 
+
+dvælet vel længe ved enkelthederne as min barndom 
+og min ungdom , men det er flet ved moden 
+eftertanke , det er min hensigt at vise ungdommen 
+i nutiden , hvad ungdommen i fortiden gjaldt , 
+at de kunne glæde sig ved , eller måske sørge 
+over forandringen . Jeg har aldrig været på 
+moden , i min ungdom havde ungdommen intet at 
+sige , nu , jeg er ældre , er alderdommen gjort umyndig . 
+Hvor tiderne dog kunne forandre sig ! 
+
+tolvte kapitel . 
+Så rejste vi da , og vi rejste til Hjørring . 
+Det var min første udflugt som menneske , min 
+første selvstændige opvågnen , det var paradiset på 
+jorden , det var lyset i livet . 
+Oluf trådte ind i fin lette sommerdragt , en 
+stråhat med vaiende bånd og en chenillie over 
+armen . 
+Hvor var han fmuk , hvor så han glad og 
+ungdomsfrisk ud . „ Helene “ lå stilfærdig , den ventede 
+kun på fine to passagerer . 
+Ankeret var lettet , sellene fyldte af vinden , 
+skibet styrede ud mod Trekroner , vi fløt afsted med 
+håb og glad forventning ! 
+De gamle styrede hjem , deres sejl hang slappe , 
+thi frygt og savn stod ved roret , men solen 
+bredte sine lysende arme over hav og land , 
+den fulgte både de gamle og de unge på vejen . 
+
+trettende kapitel . 
+Det var en søndagmorgen , vi landede i Ålborg . 
+Jeg husker endnu , hvorledes kirkeklokkerne lød 
+os i møde og stemte os højtidelig . 
+Vi havde forladt skibet og styrede nu koursen 
+mod et simpelt gjæstgiversted , som skipperen havde 
+anbefalet os . 
+Iført vor bedste dragt , håret strøget brusende 
+fra panden , og endelig med en lille pibe i munden , 
+— thi den gang var man endnu for langt 
+tilbage i kulturen til , at damerne skulle beskæftige 
+sig med det kvindelige håndarbejde at rulle 
+cigarer , mændene vare talrige nok til at producere 
+dem , men den gang vare de også dyre — droge 
+vi frem . 
+Det var vor hensigt at bese byen , før vi rejste 
+til Hjørring ; og vi håbede , at man kunne se på os 
+at vi vare københavnske studenter . Med stolthed 
+målte vi de forbigående kræmmersvende , med nedladende 
+
+venlighed de pyntede damer , som alle standsede , 
+formodentlig for nærmere at betragte os , nogle 
+så på os med forundring , det sandt jeg så 
+naturligt , andre smilede derimod af os og atter 
+andre lo højt . 
+Hvad betød det ? 
+Idetsamme kom nogle unge søfolk os i møde , de 
+standsede ligeledes , og jeg hørte den ene sige : 
+„ Hvad er det for løjerlige fist , har man sådanne 
+flyndere på landjorden ? “ 
+En skraldende latter efterfulgte hans fornærmelige 
+ord ; det var signalet for gadedrengene , der 
+med en foruroligende påtrængenhed fulgte os gennem 
+gaderne , nu og da gentagende sømandens foragtelige 
+ord , med andre højst smigrende tilsvininger . 
+Det forekom mig , som om alles øjne vare rettede 
+på mig , men jeg fog bestemt fejl , det var umuligt , 
+jeg var den højeste og smukkeste af os , nej , det måtte 
+være Oluf , som hånen gjaldt . Jeg så på ham , 
+han var lille og fiirsfåren , iført sin nye sorte kjole , 
+en fuldkommen modsætning til min , hatten var en 
+fin sort silkehat , men meget for stor til hans hoved 
+og øvrige vækst ? om ham kunne man med sandhed 
+synge : „ Es war der klejne Mann mit der großen 
+hut “ . Hvorfor i alverden bar han ikke sin lille 
+
+flinke stråhat , som klædte ham så godt ? — hvorfor ? 
+Nu fordi han , som jeg , den dag havde fået 
+det ulykkelige indfald , at ville indtage alle byens 
+smukke damer med vort toilet . Hans hår vare 
+kæmmede ned i panden , for at han kunne se ældre og 
+mandhaftigere ud , hvilket passede ilde til hans runde blomstrende 
+og skægløse ansigt . Mit eget kunne jeg ikke se , 
+men jeg nærede den overbevisning , at jeg bar en stolt 
+og mandig mine , der blev forhsiet ved et par store , 
+runde briller , som havde tilhørt Olufs bedstefader , 
+han selv bar et lignende par , men ingen af os kunne 
+se igennem dem , hvorfor vi klogelig så over dem , 
+men det troede vi ingen bemærkede , således optog 
+brillerne største delen af ansigtet , idet de uafladelig 
+giede ned af næfen . 
+Latteren , kådheden og fornærmelserne tiltoge 
+hvert øjeblik , de pebe/de sang om os , idet de fortalte 
+os , at det endnu ikke var fastelavn . 
+Trængselen blev større , vi formåede intet mod 
+såmange , jeg bad dem flere gange om , at lade os 
+fremmede kavalerer have fred , men de lo kun endnu 
+højere og gjentoge med hån , „ fremmede kavalerer . “ 
+Hvad skulle vi gøre ? Bi så på hinanden , 
+enhver søgte i den anden at finde grunden 
+til opløbet , ingen af os ville tro , at vi selv gav 
+anledning dertil . 
+
+„ Hvorledes skulle vi komme ud af denne pøbelagtige 
+folkevrimmel “ hviskedee Oluf til mig . 
+I det tamme kom en vogn kørende op ad gaden ; 
+folkehoben måtte flille sig for at give den 
+plads , en lys ide fløj mig som et stjerneskud gennem 
+hovedet , jeg greb Oluf i armen og hviskedee : 
+„ følg mig , “ og i et nu stod jeg i vognen efterfulgt 
+af Oluf . 
+„ Poul , Poul ! “ lød et angstfuldt skrig fra vognen , 
+men Poul , som troede , at skriget var fremkaldt 
+af angest for opløbet , slog med pisken til højre og 
+venstre , så folk fore til alle sider , medens hestene 
+sprang i fuld fart fremad , efterfulgt af hobens 
+hurra ! 
+Således blev vi frelste fra ålborgensernes 
+altfor store opmærksomhed . 
+Men , var den første fare stor , så var den sidste 
+ikke mindre ubehagelig ; vognens eneste passager , 
+foruden kusken , var en ung dame , der forgæves 
+havde råbt på Poul , for at få hjælp ; nu råbte 
+hun igen , jeg vovede at gribe hendes hånd og 
+hviske : „ For himlens skyld , tie , min frøken , vi ville 
+på ære ikke tilføje dem noget ondt . “ 
+Ved springet vare brillerne faldne mig af 
+næsen og lå i vognen , hatten holdt jeg endnu i 
+
+hånden , og den påtagne stolthed , ja hele masten 
+var falden , jeg var for et øjeblik atter mig selv , jeg 
+bøjede mig derfor hen imod den unge dame , der 
+påny ville gøre anskrig — og sagde : 
+„ Tilgiv os frøken , at vi på en så dristig 
+måde aflægge dem visit , men vi havde intet valg , 
+vi vare omringede af en brutal folkehob , der forfulgte 
+os , fordi vi vare fremmede ; da kom øeres vogn 
+os i møde , jeg betragtede den som vort nødanker , 
+resten kender de , jeg har kun tilbage at bede frøkenen 
+tilgive studenterne potter og tulinius , at de 
+have aftvunget dem gæstfrihed . “ 
+Mine ord glattede nogenlunde hendes smukke , 
+men rynkede pande , og et undertrykt smil gled hen 
+over læberne ; jeg opfangede det og følte til min 
+næse , først nu mærkede jeg at brillerne vare borte 
+og hatten i hånden , snart fik jeg sat begge dele på 
+deres gamle plads , og iførte mig atter værdigheds 
+masten , men i samme nu svandt hendes smil for 
+et angstskrig . „ Poul , Poul ! “ lød det atter forfærdet 
+og denne gang var det umuligt at standse det , hvorfor 
+jeg ligeså hurtig tog farten ud af vognen som 
+tidligere ind , og næste øjeblik stod vi begge på 
+landevejen imellem Ålborg og Hjørring . 
+Vognen var imidlertid standset og Poul lyttede 
+
+æt sin frøkens beretning med opspilede næseborer 
+-af forfærdelse over hvad der var hændet , truende ad 
+-os med sin opløftede pisk , som vi besvarede med at 
+løfte vore hatte , som afsfedshilsen til vor yndige 
+værtinde , — og atter for vognen afsted , og Oluf 
+-og jeg vare nu uden fare . 
+Se , det var vor første velkomst på den jyske 
+-kyst , „ den dag glemmer jeg aldrig . “ 
+Da vi vare komne til ånde igen , spurgte min ven 
+i en yderst ; forknyktone : „ Hvad betyder alt dette ? “ 
+Ved at se hans lange ansigt med brillerne 
+dinglende på den yderste spidse af næsen , der 
+ikke var skabt til en sådan byrde , vendte mit 
+gode humeur tilbage , og jeg brast i en stormende 
+latter . 
+Først så han ^fortrydelig på mig , derpå 
+. stemte han med i af fuldt bryst , indtil vi trætte og 
+; flaue sank ned på en grøftekant . 
+„ Jeg forstår ikke et ord af det hele . “ 
+„ Det var af dig man lo , det var tydeligt . “ 
+„ Er du gal , menneske ! det var af dig man 
+tø og råbte , det er din pudsige dragt , der har 
+vakt latteren og opløbet . “ 
+„ Min pudsige dragt , hvad mener du med det ? 
+Jeg ved ikke , at jeg bærer nogen pudsig dragt , jeg 
+rr klædt som andre mennesker , medens du . . . “ 
+
+„ medens^ jeg måske skal være klædt som en 
+nar ; nej , du skal have mange tak , min bro ' er , det 
+var din knibtang , der bærer skylden , og så din 
+vigtige mine og dine briller , der altid dingle på 
+næsespidsen , da du ingen brillenæse har . “ 
+Jeg var ligeved at svare ham på tiltale , da 
+jeg pludseligt fik den gode ide , ikke at skændes med 
+min kammerat ; jeg følte nemlig noget vist som 
+tilhviskedee mig , at han mulig havde ret , skønt 
+jeg ikke engang i mit skjulte indre ville tilstå det . 
+„ Hvem af os , der bærer skylden , er ikke godt at 
+afgøre , men så meget ved jeg , at begyndelsen var 
+dårlig , og at jeg er forfærdelig sulten . “ 
+„ Jeg med , ak , hvor var hun smuk , hvor hun 
+må se nydelig ud , når hun er mild . “ 
+Og Olufs træk antog selv et mildt udtryk , der 
+klædte ham godt . 
+„ Forresfen er det mig , du har af takke for , af 
+vi flap bort , ligesom det var mig , der senere så 
+behændigt forklarede frøkenen de nærmere omstændigheder 
+og gjorde hende en undskyldning . Du sad 
+og hang med mund og næse som en skolepog , der 
+har fået ris . “ 
+Således blev vi ved en stund , indtil jeg 
+påny følte sulten . „ Hvorfra få vi noget af 
+
+spise ; det er vel næppe værd , straks af vende tilbage 
+til Ålborg ? “ 
+„ Vorherre bevare os , vi vende først tilbage , når 
+det er mørkt , ganske mørkt , og alle er gåde tilkøis . “ 
+„ Lad gå . Men hvor skulle vi opholde os 
+sålænge , og hvor få vi mad ? “ 
+„ Lad os opsøge den første den bedste bondegård . “ 
+Så 
+toge vi hinanden under armen og begyndte 
+vor opdagelsesvandring . 
+„ Gid vi vare i Hjørring , “ sagde Oluf . 
+„ Hvilke tappre helte , vi vare , der unge og kraftige 
+mangle mod til af besøge en by som Ålborg . “ 
+Dog , der skal mere end mandsmod til af være 
+genstand for latter og spot ; havde man sat os i 
+spidsen for en arme og kommanderet : „ Fremad 
+mod fjenden , “ på ære , vi havde ikke betænkt os 
+et sekund , men stormet fremad med oprejst « hoveder 
+og stolt bankende hjerter . 
+Den der er i besiddelse af physisi mod , mangler 
+ofte det moralske , man kan umuligt dømme det ene 
+af det andet . 
+Pålæg den tappreste krigshelt et uheld , en 
+sorg eller en krænkelse , og modet , som hidtil aldrig 
+forlod ham , modet , der gjorde ham stor i verdens 
+
+øjne , vender ham da måske ryggen og lader ham 
+stå ene , forsagt , ja fortvivlet . Og dog vedbliver 
+han af anses for den uovervindelige helt , medens 
+den , der ejer det moralske mod , men angst viger tilbage 
+for kuglerne og bajonetten , bliver kaldet kujon . 
+Efter min opfattelse er begge helte på samme 
+tid , man har ret til af kalde dem kujoner ; dog 
+vover jeg af påståe , af der udfordres større sjælskraft 
+til af møde sorg , men især spot og latter 
+på en værdig måde , end til af styrte sig i fjendens 
+række for af forsvare — ikke alene sit land , 
+men også sig selv . 
+Nu , det er sandt , krigerens mod bliver bedømt 
+af bladene — altså af verden , — medens det 
+moralske mod kun bliver bedømt af gud og så 
+nogle enkelte individer , som forstå at slatte kristelig 
+mod i sorg og modgang . 
+Vi nåde en bondegård , hvor vi straks blev 
+modtagne med venlighed af to unge bønderpiger , 
+som sad og spandt og nu og da tilkastede os et 
+lunt og lattermildt blik . 
+Oluf , der lige fra dreng af altid havde hjerte 
+for det smukke køn , tog straks plads imellem dem , 
+glemmende sit tidligere uheld for sit nuværende held ; 
+han forsikrede dem dristig , at han kunne lære dem 
+
+m ny måde at spinde på , der havde gjort megen 
+lykke i København . 
+De lo , han lo med , og førend den gamle havde 
+sat maden på bordet , var Oluf og pigerne som 
+gode bekendte , men da risengrøden dampede og det 
+stegte flæsf duftede fra bordet , glemte han for en 
+stund de strålende øjne for at skænke sin appetit 
+tilstrækkelig opmærksomhed . 
+Under måltidet blev vi enige med bonden , 
+som var en flink , tjenstvillig mand , om at han skulle 
+tage vore kufferter med sig , når han om aftenen 
+vendte tilbage til Ålborg , hvor han agtede at tilbringe 
+søndagen med sin familie ; vi ville da betale 
+ham for ulejligheden , men han afslog at modtage 
+noget , vognen var hans egen , sagde han , og rejsen 
+til Ålborg var fornd bestemt . Hvad derimod betalingen 
+til gæstgiveren angik , så kunne vi selv 
+klarere den , vognen var stor nok til at vi også 
+kunne få plads på den . 
+Både Oluf og jeg gjorde en afværgende bevægelse , 
+der sikkert faldt vor vært mistænkelig , han 
+målte os fra top til tå . Blodet steg mig til 
+hovedet , jeg skyndte mig at sige : 
+„ Tak , har i plads , så tage vi med . “ 
+Oluf så forbavset på mig , men modsagde mig 
+ikke , og en time efter sad vi alle på vognen , 
+
+dels på sæder , dels på brædder ; den ujevne 
+sandede vej , som ikke lod os ane de fortræffelige 
+chausseer , vi nu rulle hen ad , gav vognen stød på 
+stød , der snart bragte os nær , meget nær , vore unge 
+veninder , snart atter fjernedejos imod vore ønsker . 
+For anden gang vare vi i Ålborg , denne 
+gang uden at møde noget ubehageligt ; vi forlod 
+nemlig ikke vognen før vi nåde gæstgivergården , 
+hvor vi hurtigt stiftede dragt , betalte vor regning , 
+hvorpå vi forlod stedet for at styre vor vej hen 
+ad de samme gader , vi om morgenen havde betrådt 
+med så mærkelige følger . 
+Som efter aftale havde vi med flid gjort osukjendelige , 
+idet vi havde iført os vor daglige dragt , uden 
+stok og briller , og mærkelig nok , der var ikke engang 
+en hund , som gøede af os . Folk så på os , vi 
+på dem , — undertiden hilste man os , men ingen 
+lo , ingen hujede eller rettere råbte efter os . — 
+var det Ålborgs beboere , der havde forandret sig 
+siden i morges ? Eller -- -- -- -- -- — ? Nej , det var umuligt 
+— den gang vare vi i vor bedste stads , nu 
+kun i vor daglige , simple dragt . 
+Og dog forekom det mig , jeg ville knapt tilstå 
+det , at Oluf så så smuk og naturlig ud , 
+med sin lille flinke stråhat , i stedet for den stive , høje , 
+sorte hat . 
+
+menztil gengæld så han godt fem år 
+yngre ud , det var det fatale ved sagen , det kunne 
+vi mindst tåle som mænd , thi derved faldt det 
+mandige bort , hvilket vi satte meesf pris på og 
+havde kæmpet så tappert for at erhverve os . 
+Pludselig udbrød Oluf : 
+„ Jeg tror , det var nogle fulde søfolk , der forfulgte 
+os , og som fik de andre til at følge med ; du 
+ved , hvor let en folkehob skimler sammen , en enkelt 
+behøver blot at råbe højt , så stå folk straks stille ; 
+— står en stille — stå også de ti efterfølgende 
+for at opdage , hvad den første så på . 
+Jeg delte hans vise mening , og vi blev enige 
+om , at Ålborg i grunden var en herlig by , hvor 
+man kunne have det godt , når man selv ville ; den 
+nærmeste omegn var smuk , og de så folk , vi tiltalte , 
+svarede os venligt , ja endogså forekommende . 
+Vi besluttede at overnatte her og først den næste dag 
+at rejse til Hjørring . 
+Så stilles vi fra vore venner , der lovede at 
+besørge vort tøj med en fragtmand til Hjørring , og 
+droge nu ene ud på eventyr . 
+Da vi om aftenen lagde os , følte vi os så 
+glade og lykkelige , som om intet ubehageligt havde 
+mødt os ; vi morede os fortræffeligt , havde haft rigelig 
+lejlighed til at være vært for nogle unge herrer , 
+
+der naturligvis vare ældre end vi ; det smigrede vov 
+forfængelighed , men tømte vor pung , hvorfor vr 
+måtte indskrænke antallet af de venner , der flokkede 
+sig om os . 
+Det sidste ord , jeg den aften hørte af Oluf , var : : 
+„ Hvor hun dog var yndig i sin angest og vrede : . 
+Nå , gid vi aldrig må se hende oftere . “ 
+„ Amen , “ svarede jeg og faldt i søvm 
+
+fjortende kapitel . 
+Kirkeklokkerne havde nylig slået fire . 
+Hvor det var en dejlig morgen ; fuglene sang , 
+solen skinnede , græs og blomster duftede , lærken 
+hævede med lette og korte slag sine vinger , medens 
+den slog sine lislige triller ; hvor kan et lille fuglebryst 
+dog gemme så rigt et tonevæld ! Men koen , 
+den havde også stemme , den udstødte sit betænksomme 
+bu , bu , der skulle sige , at den længtes efter 
+malkepigen , medens gæssene fløj skrigende ud på 
+Marken for også at hilse den nyfødte dag . 
+Vi havde seks mil at tilbagelægge , og vore fødder 
+udgjorde vor eneste befordring . 
+Men foden var let , øjet klart og sindet glad . 
+Intet på jorden kan sammenlignes med en 
+fodtour , der bliver gjort af lyst og i ungdommens 
+friske og lykkelige dage . Hjertet længes og higer 
+fremad . Foden svæver over jorden som til Dands , 
+thi håbet , den lille vingede fugl , der gennem en 
+verden af ukendt glæde og dunkle anelser boer i 
+
+vort bryst , håbet er endnu ikke blevet forjaget af 
+den prosaiske virkelighed , men følger os let og forventningsfuldt . 
+Det er en forrettighed , ungdommen ejer 
+frem for de modnere år ; den håber altid på det , 
+som længselen mest eftertragter , den forestiller sig 
+aldrig muligheden af en skuffelse . 
+Vi havde næppe tilbagelagt en mil , før vi på 
+en højst ejendommelig måde blev indhentede af en 
+lille aldrende Aland , med et venligt og godmodigt 
+idre . Først passerede han os uden at hilse , men 
+neppe var han kommet to skridt forud , før han 
+pludselig gjorde om og med et Spring stod foran os 
+med blottet hoved og deklamerede : 
+„ Her står den jyske klokker 
+på begge sine hosesokker . “ 
+At manden talte sandt , opdagede vi snart ; thi 
+støvlerne hang på hans ryg , medens han selv nød 
+behageligheden ved at gå på hosesokker . 
+Det var en pudsig fyr , han kunne tale for tre , 
+han kunne Schiller og gøthe udenad , han var digter 
+af natur , altid renlig , glad og tjenstvillig . Skade , 
+han ikke havde modtaget en bedre opdragelse ; han 
+besad en barnlig og poetisk sjæl , der higede efter 
+lærdom , ikke en eneste dansk digter var ham ubekendt , 
+skjøndt han som degn forenede alle kirkens 
+
+embedsmænd i sin lille person , med undtagelse af 
+præsten . 
+Vi mødte hr . Helms introduktion med hjertelighed 
+og modtog med glæde hans tilbud om at 
+være vor vejviser på rejsen . 
+Snart fik vi at vide , at han kun boede et bøssesknd 
+fra Olufs tante , hvor han ofte kom og altså 
+kunne give os oplysning om omegnen og forholdene . 
+Da vi havde tilbagelagt omtrent tre mil , opfordrede 
+vor ven os fil at tage plads under et stort 
+lindetræ , der stod ved en grøftekant ; derpå fremtog 
+han en pose og udkrammede en and , et stykke 
+skinke , brød og en flaske melk ; han bad os på 
+sin ligefremme måde , der ikke tålte indsigelse , at 
+deltage i måltidet , hvilket vi beredvillig gjorde , da 
+en vandring af tre mil nok kan give appetit . 
+Gaffel og kniv er luxusartikler på en fodtour , 
+når spisesalen er en grøft , bordet et par 
+knæer og dugen et kartunslommetørklæde ; derfor 
+var vor gæstfrie vært i stor forlegenhed hvorledes 
+han bedst skulle partere anden . 
+„ Man bør aldrig være rådvild , “ — sagde han 
+pludselig , idet han rakte halsen af anden imod mig , 
+medens han selv fog fat i den anden ende , og nu 
+begyndte vi at slide hver fil sin side ; først faldt 
+en vinge , så et lår , stadig under den lille geistliges 
+
+munterhed ; endelig var skroget kun tilbage , vi havde 
+netop fået rigtig tag i det , da vi hørte en munter 
+latter bag os ; jeg vendte forundret hovedet , og hvad 
+kan beskrive min ærgelse , da jeg så et lille elegant 
+selskab af herrer og damer , der vare gåde over 
+Marken og stod nu tæt ved os , morende sig over 
+vor behændighed . 
+Pludselig fik jeg et stød i venstre side og hørte 
+Oluf hviske : „ Se . “ 
+Øg hvad såejjeg ? Frøkenen , vor frelserinde fra 
+forrige dag ; hun stirrede snart på Oluf , så på 
+mig , og et stolt ringeagtende smil svævede om hendes 
+mund , skønt hendes øjne på samme tid udtrykte 
+forundring og tvivl . 
+Blodet for mig til hovedet , hendes smil 
+harmede mig , jeg lagde den ulykkelige and tilbage i 
+Helms skød , løftede min hue og sagde i en impertinent 
+og udfordrende tone , som hendes uforskammede 
+smil fremkaldte : 
+„ De tager ikke fejl , frøken , vi er gamle bekendte . 
+Tak for den behagelige kjøretour . “ 
+Blev jeg for rød , så var -det nu hende som 
+blussede ; hun målte mig fra top til tå med et 
+få ubeskriveligt foragtende blik , så det var mærkeligt , 
+at det ikke knuste mig ; derpå vendte hun sig om 
+imod selskabet og sagde : 
+
+„ Her , mine damer og herrer , have vi de to 
+indlinge , jeg fortalte dem om , de er de samme 
+brillehelte , der så ugenert toge plads i min vogn 
+og nær havde dræbt mig af skræk . “ 
+Alles øjne rettedes imod os , ingen så den 
+ulykkelige Helms , der havde kastet anden i Olufs 
+skød , hvilket denne slet ikke havde mærket , så optaget 
+var han af at betragte gårsdagens heltinde , 
+medens Helms stod med blottet hoved , og gentog 
+den ene gang efter den anden : 
+„ Ærbødige tjener , mit nådige hersfab , ærbødige 
+tjener . “ 
+Af herrerne var der en især , der vakte min harme , 
+på grund af sit impertinente væsen og holdning ; 
+han trådte mig ganske nær , stirrede vexelviis på 
+Oluf og mig ; endelig sagde han til frøkenen : 
+„ Unskyld , min nådige frøken , personerne svare 
+ikke ganske til deres beskrivelse , de savne noget af 
+det ejendommelige præg , de så smukt udstyrede dem 
+med ; det forekommer mig , at de ligne ganske almindelige , 
+opløbne drenge , som nylig er krøben ud 
+af æget ; sådanne dunløse helte er ikke farlige , 
+om de end kunne være ubehagelige . “ 
+Han bøjede sig hen imod frøkenen og hviskedee : 
+„ Dødsfaren var ikke så stor , som mit hjerte 
+frygtede . “ Og han tilføjede højt og pralende : „ Men 
+
+ønsker frøken Karen , at jeg skal revse disse unge 
+helte for deres uforskammethed , skal det være mig en 
+sand fornøjelse ? “ 
+Det var for meget for mit varme blod , selv 
+Oluf kastede med harme anden i grøften og begge 
+støde vi dristige og udfordrende lige overfor ham . 
+„ Min herre , “ sagde jeg , „ mit navn er student 
+tnlinius , og der står min ven , student potter . 
+Hvad navn , de bærer , er os ligegyldigt , men en dannet 
+mands er det ikke . De har fornærmet os i disse 
+damers og herrers nærværelse , og studenterne 
+ville revse , hvad de syndede imod de duunløse drenge . “ 
+Derpå henvendte jeg mig til frøkenen . 
+„ Dem , frøken , skylde vi en forklaring , hvis de 
+tillader det . Min ven og jeg vare fremmede i Ålborg , 
+som vi er fremmede her ; vi kom ind i en kåd 
+pøbelhob , der omringede os ; i det samme kom deres 
+vogn forbi , den var som en redningsplanke for os 
+skibbrudne , tilgiv , at vi benyttede den , det var dristigt , 
+ja meer end dristigt , men det var ikke vor hensigt at 
+fornærme dem ; jeg håber , at frøkenen vil være 
+så god at tilgive os netop på grund af vore 
+duunløse Hager . “ 
+Hun besvarede mine ord med en stolt hilsen , 
+men et venligt smil havde afløst det hånende . 
+Hvor var hun dejlig ! 
+
+„ Min ven har ganske udtalt min tanke ; med 
+hensyn til dem , frøken , må jeg føje min undskyldning 
+til hans , med bøn om tilgivelse ! Hvad 
+dem angår , min herre , har jeg kun at tilføje , 
+at det var bedre for dem , om de var så lykkelig 
+endnu at have en dunet hage , da deres opførsel 
+minder så stærkt om skolebænken . 
+Det var Oluf , der pludselig havde fået mælet 
+og talte så kækt . En fremtvungen latter besvarede 
+hans og mine ord ; fremtvungen var den , thi han 
+blev purpurrød og ud af hans øjne lyste en vrede , 
+som han for damernes skyld måtte tibageholde . 
+„ Ha , ha , ha , hvor morsomt og vittigt , mine 
+herrer studenter , og hvormed sknlle vi slås , bære 
+de endnu deres træsabler ved siden , mine unge 
+løver ? 
+„ Det vil tiden vise . Man kan duellere med 
+forskellige våben , at deres våben hverken er 
+græsk eller latin , det viser , deres ukultiverede sprog 
+og manerer . Behag derfor at vælge kårder eller 
+pistoler . “ 
+Denne gang hørte vi et virkeligt muntert latterchor 
+fra hele selskabet , på frøkenen nær , der betragtede 
+de leende med alvor og bebrejdelse ; det 
+morede dem formodentlig , at vi vovede så dristigt 
+
+at nævne kårder og pistoler , som om vi forstode 
+os på at bruge våben . 
+Oluf blev ligbleg , det var ikke gode tegn , men 
+hans dannelse fejrede over hans harme , og han 
+nøjedes med at gentage i en udfordrende tone : 
+„ Kårder eller pistoler , min herre ; som den 
+udfordrede har de valget ; vægrer de dem længere , 
+så kalder jeg dem i damernes påhør , for en 
+æreløs Karl . “ 
+„ Vogt dem , man tilgiver ungdommen meget , 
+fordi man har ret til at revse den . Jeg vælger 
+kården . “ 
+De første ord udtalte han i raseri , men pludseligt 
+betvang han sig , han begyndte at drage nytte af vor 
+undervisning , skønt bleg talte han dog rolig . — 
+han vendte sig om til en ældre officer og sagde : 
+„ Vil de have den godhed , at være min sekundant . “ 
+Et 
+smil gik over den adspurgtes ansigt , idet 
+han nikkede . 
+Neppe var ordet sekundant kommen over hans 
+læber , førend jeg fattede vor forladthed , fremmede 
+som vi vare . Hvem ville være vor sekundant ? 
+„ Altså i morgen kl . syv i krattet . Den herre 
+der , capitain Rothe , vil træffe nærmere aftale med 
+deres sekundanter . Men glem ikke , mine unge 
+
+herrer , at båbenet er skarpt og gør ondt , når det 
+rammer . Det er min hensigt at give eder en lille 
+lexion for eders opførsel imod denne smukke dame . “ 
+Han vendte sig hurtig om og gik . Officeren 
+trådte os nærmere og spurgte , til hvilken tid han 
+-kunde vente besøget ; han selv var at træffe på 
+herregårde^ som lå bag krattet . 
+Hans spørgsmål faldt tungt på mine unge 
+skuldre ; hvor skulle vi finde sekundanter ? 
+Jeg blev imidlertid ikke længe rådvild , men 
+svarede hurtig : 
+„ I aften , om det behager dem ? “ 
+Han bejaede det , og fjernede sig med det øvrige 
+selskab . Frøkenen derimod bøjede sig først hen imod 
+mig og hviskedee : 
+„ Gå ikke til mødet , kammerjunkeren er officer 
+og fører en dødbringende kårde . “ 
+Jeg så , hun var bleg , jeg hilste hende tavs , 
+og degnen , Oluf og jeg vare atter ene med anden , 
+som vi rent havde glemt over de senere vigtige begivenheder . 
+Vi 
+så på hinanden . 
+Omsider udbrød Helms bestyrtet : „ Nå , det er 
+en net historie , ved de , hvem den herre er , som 
+de har udfordret ? “ 
+„ Nej . “ 
+
+„ Det er kammerjunker Schovstrup , en stor æsel , 
+der fører en udmærket klinge , men som hverken kender 
+nåde eller forsoning . “ 
+„ Vi ønske heller ingen af delene . Hvem er den 
+unge dame ? “ 
+„ Frøken Nordan , en datter af herremanden ved 
+krattet , hofjægermester Nordan . Imod sine venner 
+er hun elskværdig , men er der nogen , hun ikke kan 
+lide , så er hun hvas . Hvad er det for en historie , 
+de og frøkenen har sammen . 
+Vi fortalte ham sagens sammenhæng . 
+„ Tag dem i agt , kammerjunkeren er et farligt 
+menneske , han skal være halvt forlovet med frøken 
+Karen . Har nogen af dem , mine herrer , nogensinde 
+lært at fægte . “ 
+„ Ja , vi er begge indviede i den ædle fægtekunst ; 
+jeg for mit vedkommende er så godt som 
+opvokset med fleuretten i hånden , “ og jeg takkede i 
+mit stille sind gamle borgen , der ofte imod min 
+villie havde indexereeret mig i våbenes brug . 
+Det var derimod mig , som havde bibragt Oluf 
+fine kundskaber i den retning , og hans dygtighed 
+lod derfor meget tilbage at ønske . 
+„ Hvor ligger godset ? “ spurgte Oluf . 
+„ Henne bag krattet , ligeved havet , omtrent en 
+halv mil herfra . “ 
+
+Oluf og jeg fik den glimrende ide at være 
+hinandens sekundanter , på den måde kom vi bedst 
+ud af forlegenheden . Men hvorfra fik vi våben ? 
+Vi havde atter taget plads ved grøften , dog 
+appetiten var borte , vi rejste os derfor og gik videre . 
+Vor bestemmelse var at tage ind på en gæstgivergård 
+såsnart vi nåde Hjørring og blive der , 
+indtil duellen var endt . “ 
+Jeg vil ikke nægte , at jeg følte mig stolt , ja 
+næsten ophøjet ved tanken om , at det denne gang var 
+en virkelig duel , der forestod mig ; hidtil havde Oluf 
+og jeg kun udfordret hinanden på skrømt , det faldt 
+mig ikke ind , at duellen kunne ende med døden . 
+Vi nåde Hjørring ; Helms fulgte os til en 
+gæstgivergård , hvor han forlod os for at skaffe os 
+våben hos en gammel sergeant , der var arrestforvarer 
+i byen . Før han gik bort , spurgte han 
+venligt og ligefrem , om han ikke måtte forstrække 
+os med nogle penge , da denne udforudseete forsinkelse 
+altid ville forøge vore udgifter . 
+Med tak afsloge vi hans smukke tilbud , og 
+endelig vare vi ene . 
+En tid vekslede vi intet ord , endelig kom vi 
+på vor vandring op og ned ad gulvet til at stå 
+ligeoverfor hinanden ; vi standsede , så på hinanden 
+og brast ud i en halv , fremtvunget , halv virkelig latter . 
+
+en pige åbnede forundret døren og spurgte , 
+om herrerne ønskede noget ? 
+Mit mod voksede i samme grad , som vanskelighederne 
+optårnede sig og min egen vigtighed blev 
+mig indelysende ; jeg svarede derfor stolt : 
+„ Skaf os en god middag , men på vort eget 
+værelse . “ 
+Oluf betragtede mig med angstfulde og store 
+øjne ; jeg lod som jeg ikke lagde mærke dertil , mit 
+mod steg til dumdristighed , jeg tilfsiede i en stolt og 
+værdig tone , uden først at rådføre mig med Oluf : 
+„ Vil de dække til tre . 
+„ Vi må invitere Helms til middag , “ — sagde 
+jeg skødesløst til Oluf , da pigen havde fjernet sig , 
+„ vi må invitere ham , det kræver vor ære , han skaffer 
+os våben , og vi have desuden været hans gæster . “ 
+„ Gør som du vil , blot pengene slå til . “ 
+„ Hvis ikke må vi skaffe fleer , “ svarede jeg 
+kækt , thi nu var jeg jo en mand , der havde udfordret 
+en kammerjnnker . 
+„ Blot ikke vor historie kommer onkel og tante 
+for øre , det var mindre behageligt . “ 
+„ Om så var , “ min tanke faldt uvilkårligt 
+på mine tanter og onkler , og jeg vil ikke nægte , 
+at noget , der lignede en rystelse , overkom mig . 
+„ Tror du , vi gå af med sejren ? “ 
+
+„ Ubetinget . “ 
+„ Ja du er sikker nok , men jeg ? “ 
+Olufs ord vakte mig ; min letsindige glæde og 
+begejstring kølnedes , jeg havde ikke overvejet sagen 
+nærmere , nu stod den for mig i hele sin klarhed . 
+„ Du behøver ikke at duellere , det er mig , som 
+blev fornærmet og som var den udfordrende , jeg bør 
+derfor afgøre trætten , “ 
+„ Du tager sejl , min ven , vi vare to , som blev 
+fornærmede , han må slås med os begge . “ 
+Oluf udtalte disse ord som en Richard løvehjerte . 
+Han havde ret , jeg havde intet mere at 
+indvende , men fra det øjeblik var mit overmod 
+knækket ; sæt han blev såret eller dræbt . 
+Netop som jeg i tanken så ham falde og dø , 
+trådte den brave Helms ind , ledsaget af en gammel , 
+rødnæset militær , der bar to kårder under armen . 
+Jeg kunne gerne have omfavnet dem begge , så 
+glad blev jeg ; jeg strakte begge hænder ud imod 
+dem , skønt den ene var mig aldeles fremmed , men 
+at han var vor ven , viste kårderne . 
+„ Her er våben , og på samme tid bringer jeg 
+en dygtig krigsmand , der har gjort flere felttog 
+med , og som ved at traktere en klinge . “ 
+Neppe havde vor brave gejstlige sagt disse ord , 
+
+før arrestforvarerens tykke , men bydende stemme 
+tordnede : 
+„ På plads , min herre , på plads , jeg kender 
+hele historien , vi have intet øjeblik at spilde . “ 
+I samme nu krydsedes vore kårder . 
+„ Godt , fortræffeligt , udmærket , lidt mere ro er 
+ikke af vejen . Nu , vi to er færdige , i hvilken skole 
+har de lært at fægte , unge mand . “ 
+Jeg besvarede hans spørgsmål , derpå greb 
+Oluf kården . 
+„ Tag dem i agt , pas på ; der blottede de dem ; 
+hvorfor benyttede de ikke den gode lejlighed til at 
+gøre et udfald ? . 
+Således blev de ved , lige til middagsmaden 
+stod på bordet , jeg havde nemlig i forvejen givet 
+pigen ordre til at dække til fire . Men før vi toge 
+plads , råbte jeg med stentorstemme : 
+„ Opvarter , en flafie vin . “ 
+Min røst blev besvaret af en pige , der på en 
+temmelig skødesløs måde satte vinen på bordet ; 
+det havde jeg ikke ventet efter en så storartet bestilling . 
+Arrestforvareren 
+tog sig en pris , og jeg lagde 
+begge hænder på stoleryggen , idet jeg sagde : 
+„ Tør jeg bede dem at gå til bords , mine herrer . “ 
+
+middagen bestod af bandgrød , kogte fist og 
+kartofler . 
+„ Fiflen må svømme “ faldt arrestforvareren 
+ind , greb flasken og udførte værtens pligt . 
+Min forglemmelse ærgrede mig , og hans ligefremhed 
+viste mig på samme tid , at han betragtede 
+os som børn , ellers havde han nok ventet . Dog 
+vinen var skænket , Olufs og mit glas halvt — 
+degnens trekvart og hans helt fuldt , og arrestforvarereu 
+ndbrød : 
+„ For vin og smukke piger 
+fluks alle sorger viger “ 
+Medens Helms højtidelig løftede glasset og sagde : 
+„ Et glædeligt udfald , mine herrer . “ 
+Det var alt sammen godt ment , men jeg ærgrede 
+mig dog lidt over , at jeg , som en af værterne , ikke 
+fik lejlighed til først at udbringe en skål ; imidlertid 
+greb jeg nu lejligheden og takkede begge vore venner 
+i nogle , som jeg syntes velvalgte ord , for deres 
+redebonhed til at hjælpe os . 
+„ Til sine venner skal man komme buden i 
+medgang , ubuden i modgang “ deklamerede Helms , 
+tilsyneladende rørt over min skål . 
+Han tilføjede , som i paranthes : „ Peder syv “ . 
+„ Helms har ret , mine unge venner . Tillad 
+mig at udbringe en skål for kammerjunkeren , at 
+
+han må få at føle deres kårdespids , først 
+deres , unge mand , træt ham godt , de er dygtig 
+nok dertil , derpå tager de sat , så går det vel , 
+og han har godt af at få en lille skramme af en 
+grønskolling , fordi han har bibragt så mange andre 
+dødelige sår . “ 
+Derpå tømte han glasset . 
+Noget af talen syntes jeg ret godt om , men da 
+han kom til titelen „ Grønskolling “ følte jeg , at del 
+gav et sæt både i Oluf og mig ; men det var jo 
+godt ment , og vi følte os i det øjeblik stolte ved , 
+at vor tanshed og den godmodige måde hvorpå 
+vi begge optoge hans ord , bedst viste , af vi ikke 
+mere passede til det navn , han så smukt tildelte os . 
+Nu kom touren til Oluf , hans tale var den 
+længste og bedste ; han havde rejst sig fra bordet , 
+støttende begge hænder på stoleryggen , efter først 
+af have takket dem og opsendt gode ønsker for deres 
+fremtid , bad han dem for tilfælde , af vi begge 
+skulle falde , af besørge nogle breve til vort 
+hjem , som vi i løbet af aftenen ville strive og 
+overgive til arrestforvareren . Dernæst forsikrede 
+han dem , af vi ingenlunde på nogen lelsindig måde 
+havde indladt os i kampen , men af duellen var 
+simpelt selvforsvar ; det var vort gode navn og , 
+
+rygte , han således overgav til efterverdenens blide 
+omdømme . 
+Ved denne lejlighed tog degnen ordet . 
+„ Langsom til af krænke 
+bør du virre ; 
+krlnkes du af andre — 
+hæevn din wre . “ 
+„ Således lyder inskriptionen på daghestanernes 
+dolk , og de , mine herrer have kun gjort , 
+hvad net er , og vi vide alle , af det ikke er skægget , 
+der gør inglingen til mand , men handlingen , 
+derfor en skål for anglingen , som besidder mandens 
+mådehold og mod . “ 
+Ester af den venlige gejstlige havde tilbudt os 
+sin vogn for at køre os til herregårde » , forlod 
+de os begge ; vi satte os straks hen for at skrive og 
+tage afsked med vore kære . 
+Klokken to holdt en god , tosædet bondevogn 
+udenfor gæstgivergården ; degnen selv var kusk . 
+Oluf og jeg blev straks modtagne as kaptajnen . 
+Vi meddelte ham i korthed , at vi vare aldeles 
+fremmede på egnen og derfor ønskede gensidig at 
+tjene som sekundanter for hinanden , faldt den første 
+as os , nu , så måtte den anden afgøre duellen 
+uden sekundant . 
+Capitainen syntes ikke at sinde behag i vort 
+
+arrangement , men foreslog os en anden udvej ; i det samme 
+åbnede han døren , og en ung , smuk officer 
+trådte ind . 
+„ De ytrede før det ønske , lieutenant Harbo , 
+at være disse unge herrer til nytte , nu er øjeblikket 
+kommet , de er fremmede på egnen , vil de være 
+deres sekundant ? “ 
+„ Med stor fornøjelse . “ 
+Vi rakte ham hjertelig hånden , og det fornødne 
+blev aftalt . Vi skulle give møde næste 
+morgen kl . syv i det omtalte krat , der kun lå pst 
+mil fra herregårde » . 
+Da jeg den aften gik til sengs , følte jeg først 
+tilfulde , hvor højt jeg elskede de gamle i hjemmet 
+og hvilken sorg jeg måske nu var på vej til at 
+tilføje dem ; var det takke » for deres store og opofrende 
+kærlighed mod den stakkels forældreløse ? 
+
+femtende kapitel . 
+Solen havde alt løftet sit jomfruelige slør og 
+kastet sine glødende purpurstråler over jorden , da 
+fire rejsende kørte hen ad den tunge , sandede landevej 
+imellem Hjørring og Ålborg . 
+Der blev ikke talt meget , kun lieutenant Harbo , 
+der ikke troede os i stand til at føre våben , ytrede 
+flere gange sin uro og meddelte os adskillige gode 
+regler , som jeg i forvejen kendte , dog uden at yttre 
+det for ham ; det morede mig at overraske ham . 
+Da vi nærmede os krattet , hørte vi hestetrav 
+bag os , og et øjeblik efter for to ryttere i fuld 
+fiirspring forbi ; de hilste høfligt , og jeg genkendte 
+kammerjunkeren og kaptajn Rothe . 
+Jeg vil ikke nægte , at der i samme øjeblik 
+overkom mig en mindre behagelig følelse . Resten af 
+vejen blev hurtig tilbagelagt , og vi stod nu ved 
+målet for vor rejse . 
+Rytterne modtoge os med en formel hilsen , jeg 
+
+så et undertrykt hånligt smil på kammerjunkerens 
+smalle læber , hvorimod kaptajnen og løjtnanten 
+tilkastede os medlidende blikke . 
+Alt var aftalt og ordnet , jeg stod lige overfor 
+min fjende , vore klinger mødtes , hans skødesløst og 
+legende , fordi han troede at have med en ukyndig 
+dreng at gøre . 
+Jeg fik straks den overbevisning , at det var 
+hans hensigt kun at bibringe mig en rift for at 
+straffe mig , men jeg undgik med behændighed hans 
+simple udfald . 
+Alles opmærksomhed var spændt . 
+Efter således at have leget i nogle minutter , 
+blev min modstanders holdning fastere , et forundret 
+og spørgende blik mødte mine smilende øjne , og 
+der kom alvor og styrke i hans klinge . Han 
+mærkede , det var alvor . 
+Jeg førte mit våben med ro og beregning , 
+jeg vidste , at jeg havde en farlig modstander , han 
+derimod , der var bleven skuffet , ja holdt for nar af 
+mig , en dreng , mistede sin fatning ; hans udfald 
+bleve heftigere og førte med en sådan kraft , at jeg 
+flere gange vaklede , men uden at blive såret ; det 
+ærgrede kammerjunkeren , han blev vred , og det duer 
+ikke i en duel på kårder ; besindigheden gik tabt , 
+han ville revse mig , og derfor glemte han at være 
+
+på sin post ; jeg traf ham let i armen , han blev 
+rasende , det var uklogt af en duelig duellant , jeg 
+derimod blev kold og beregnende , jeg afparerede et 
+stød , der rettedes mod mit bryst , han fik et stød 
+i siden , kræfterne forlod ham , han vaklede og faldt 
+i armene på kaptajnen . 
+Vi tildøde kammerjunkeren vor vogn , så simpel 
+den var , men han afslog tilbudet , hvorimod 
+hans sekundant takkede venligt , idet han rakte mig 
+hånden og sagde : 
+„ Tak , hr . Tulinius , der holder en vogn lige 
+bag krattet . De fører en god klinge , min unge 
+ven , og deres sag var god , det er kun simpel 
+retfærdighed at sige dem det , skønt kammerjunkeren 
+er en bekendt af mig . 
+Oluf flap for at duellere og jeg for angsten 
+over udfaldet . 
+Således endte min første duel i Jylland . 
+Næste morgen forlod vi vore venner , Helms 
+og arrestforvareren , der svingede deres huer til 
+hilsen og bød os at leve vel ; vi havde lovet ved 
+lejlighed at besøge dem . 
+Klokken var otte , da vi forlod den venlige lille 
+by , som den gang ikke havde så vakkert et udseende 
+som nu . 
+Da jeg i år besøgte Hjørring ville jeg næppe 
+
+troe , det var den samme by , jeg den gang hilste 
+med ængstelig forventning om duellens udfald . 
+Vi kørte ud af byen og hen ad landevejen , 
+indtil vi nåde en stor og prægtig gård ; der 
+boede Olufs tante . 
+En stor lænkehund halsede os i møde for at bebude 
+vor ankomst , og næppe vare vi kørte ind ad 
+porten og op til huset , førend en Karl tog tømmerne 
+og vi blev hilsede af en vakker ældre dame , 
+Olufs tante , og da mit blik faldt på vinduerne , 
+opdagede jeg to yndige pigehoveder , der nysgerrig 
+tittede ud . 
+Et øjeblik efter sad vi i dagligstuen omringede 
+af proprietair bordgård med frue og frøken 
+datter , samt en elskværdig kusine , der ligeledes tilbragte 
+sommerferien i Jylland . 
+Solen havde endnu ikke sagt farvel til dagen , 
+før Oluf og jeg følte os som hjemme i den elskværdige 
+bordgårdske familie . 
+Stakkels Oluf , hvilken kamp måtte han ikke 
+bestå , omgivet af to smukke damer i et hus , 
+det var meer end hans varmtfølende hjerte kunne 
+modstå ; hvem af disse to jordiske lykkelige vil gå 
+af med sejren og erobre hans kærlighed ? Jeg 
+frygter begge . 
+
+vi havde fortalt vort indtog i Ålborg og om 
+den derpå følgende duel , og vi vare naturligvis 
+på grund af dette eventyr betydeligt stegne i 
+damernes agtelse . 
+„ I kunne være glade , i slap så godt “ , sagde 
+proprietair bordgård idet han udstødte en tyk 
+røgsky , så kinderne atter sank til deres naturlige 
+størrelse ; „ Kammerjnnkeren er bekendt for at være 
+en god fægtemester , hvorvidt rygtet taler sandt , skal 
+jeg ikke kunne sige , hvorimod jeg ved , at han er en 
+god Skytte , da vi ofte gå på i agt sammen , når 
+han er i besøg på herregårdene 
+„ De kommer altså på herregårde » ? “ spurgte 
+jeg med en vis ængstelse parret med nysgerrighed . 
+„ Både jeg og min familie ; min datter er en 
+veninde af frøkenen . “ 
+„ Det forekommer mig , at frøkenen feer meget 
+hovmodig ud , hun er stolt og . . . jeg ville have 
+tilføjet kold , men i det samme hørte jeg hendes bevægede , 
+ængstlige stemme i mit øre , nej i mit 
+hjerte — og hendes advarsel ; „ Gå ikke til mødet , 
+den udfordrede er officer og fører en dødbringende 
+klinge . “ 
+Disse ord , der på engang blødgjorde og fornærmede 
+mig — havde atter og atter lydt for mig , 
+
+skjøndt de opvakte min vrede ; thi de fortalte mig , 
+at hun betragtede mig som en dreng , der ikke kunne 
+fægte . 
+Men Fru bordgård , der med sit skarpe kvindelige 
+øre havde opfanget mit „ og . . . “ så spørgende 
+på mig i det hun gentog „ Og ? “ 
+„ Jeg ville have sagt kold , men jeg ved ikke 
+om denne dom er berettiget ? “ 
+„ Å jo , tildeels , jeg har endnu aldrig set hende 
+rigtig varm som andre unge piger kunne blive når 
+et og andet bevæger dem . Jo , jeg tror nok , man 
+kan kalde hende kold . “ 
+Jeg følte lyst til at gøre hende flere spørgsmål , 
+men jeg dristede mig ikke dertil ; hun kom mig 
+dog selv tilhjælp . 
+Hvor damerne dog altid er mageløs gode imod 
+os ; gøre vi dem et spørgsmål , skønt vi ønske 
+ti , besvare de os uopfordret de ni , og det i mindre 
+tid end vi behøve til at fremkomme med dem . 
+Fru bordgård var i besiddelse af sit køns 
+fortrin , hun talte meget , men tillige godt , og det 
+være sagt til hendes roes , hun talte mere om andre 
+end om sig selv . 
+For mit vedkommende fandt jeg mig meget vel 
+tilfreds i min elflværdige værtindes selskab , hun 
+
+morede mig , jeg var jo for øjeblikket ikke genstand 
+for hendes vittige bemærkninger ; i ethvert tilfælde 
+var jeg nærværende , iligemåde besad jeg vort køns 
+store svaghed , at lytte til damernes nyheder for 
+derpå at dadle dem . 
+„ Svagheds børn vi alle sammen er . “ 
+Således siger æn gammel vise , æg hvormange 
+er der iblandt os , der kan træde frem æg med rette 
+fordre sig frikendt ? 
+Proprietairen gjorde æn sjælden undtagelse ; da 
+han mærkede sin frues veltalenhed , rejste han sig æg 
+forlod stuen . Oluf var fordybet i æn livlig passiar 
+med de unge damer , han holdt sig altid til damerne , 
+tiltrods før sin undseelse lige overfor dem . 
+Hvor er det muligt at æn så trofast æg elskværdig 
+ven , som Oluf var , kunne være så ustadig 
+æg letsindig i hjertets anliggender . Kun atten år 
+gammel havde dette hjerte alt flere gange været 
+på vildspor . Samme dag han fyldte sit femtende 
+år , skrev han to kærlighedsbreve til nogle skolepiger , 
+han daglig mødte på hjemtouren fra latinskolen . 
+Han var selv postbud før sine affaires de 
+coeur han mødte den skønne med skoleposen 
+dinglende på armen , medens hun snart 
+hoppede over æn bred rendesten , snart ringede på 
+æn gadedørsklokke , så bankede hjertet voldsomt i 
+
+hans unge bryst , æg det fik ikke ro før han udøste 
+sine brændende følelser i æn rosenfarvet billet . 
+Farvel skolebøger , strømper æg navnedug , før 
+eder er der intet mere at skaffe . Velkommen digte , 
+romaner med riddere og svende , med ungmøer og 
+gamle drager , fra nu er i uindskrænket herre og 
+kunne glade danse på barnets tidlige grav . 
+Oluf ! Oluf ! hvad har du gjort ! 
+Men Oluf , det uhyre , sad sulten ved bordet 
+og lod den ene store portion mad forsvinde sporløst 
+efter den anden . Gid hans lille rosenfarvede 
+brev havde været ligeså sporløst , da ville det ikke 
+atter og atter lyde i den gamle mands hjerte : 
+„ Oluf , Oluf ! hvad har du gjort ? “ 
+Dog , jeg glemte , at jeg sad ved Fru bordgårds 
+side og lyttede med spændt opmærksomhed til hendes 
+meddelelser om familien Nordan . 
+„ Hofjægermester Nordan købte for flere år tilbage 
+godset og har siden den tid beboet det , med 
+undtagelse af når han nu og da gør en tur til 
+København eller udlandet . Han er et besynderligt 
+menneske , som ingen forstår ; venlig mod damer , 
+høflig mod herrer , stolt men retfærdig imod sine 
+folk , kærlig imod sin familie , og dog med alt det , , 
+er der som sagt noget uforståeligt ved ham . “ 
+
+„ Lever hans kone ? “ 
+„ Ja , hun er en sand engel , ligeså elskværdig 
+som hun er smuk ; hun er elsfet af alle og sin 
+ægtefælle trofast hengiven , skønt måske lidt for 
+lydig . Jeg kan ikke forstå , hvorledes en kone 
+således vil lade sig beherske af sin mand . Når vi 
+gifte os , så er det i den mening at leve lykkelig 
+med ham vort hjerte har udkåret til ægtefælle . “ 
+Her tillod jeg mig i al hemmelighed at forandre 
+fruens ord udkåret til antaget , men det fortalle 
+jeg hende naturligvis ikke og derfor fortsatte 
+Fru bordgård : 
+„ Vi gifte os da ikke for at få en herre , 
+hvis bud og villie vi skulle lyde som slaver . 
+Husbonden er hustruens halvdel , ligesom hun er 
+hans , og enhver ved dog at to halve dele udgør 
+en hel . “ 
+Jeg vovede at tilføje højt : 
+„ Men tror fruen ikke , at manden er den første 
+halvdel , altså den , hvortil den anden halvdel 
+må passe ? “ 
+„ Nej , hr . Student ! De er på vildspor , enhver 
+dannet mand lader altid damerne først træde ind 
+ad døren , damerne indtage den første plads , i 
+en vogn , på et bal , kort overalt , og således bør 
+det også være . “ 
+
+„ Ja , og i vore hjerter , “ svarede jeg med eftertryk , 
+„ der er og bør hun med rette altid være emherskerinde , 
+blot ikke i vor villie . “ 
+„ Skønt de er meget ung , hr . Student , er 
+deres tanker dog mandens , de er langt forud for 
+deres år . Det må være det forunderlige liv , 
+de har levet blandt alle de gamle i deres barndomshjem , 
+der har frembragt den gamle ingling . “ 
+„ Fruen har sikkert ret , der er en forunderlig 
+blanding af gammelt og ungt , af mandligt og 
+kv indlagt i min karakter og tanke , som må tilregnes 
+mit liv blandt damerne . Jeg fører ofte en 
+hård kamp mod disse modstridende elementer , dog 
+troer og håber jeg , at mandens kraft og bestemthed 
+altid vil sejre over det bløde , det kvindelige i min 
+sjæl . “ 
+„ Det betvivler jeg ikke , thi jeg tror nu og da at 
+opdage hos dem en hemmelig sammensværgelse mod 
+vort køn og vore anskuelser om damernes ret . 
+Har jeg taget sejl ? “ 
+„ Hvor kan de tro mig så » galant , Fru 
+bordgård , damerne ville altid hos mig have ret . 
+Jeg tillod mig kun den uskyldige bemærkning , at det 
+var manden , kvinden skyldte dette lille fortrin , at 
+træde først ind ad døren , eftersom det er ham , der 
+
+frivilligt træder tilbage , dels for at give hende sin 
+plads , dels for at lnkke døren efter hende , en 
+gerning , der i og for sig viser vor ridderlige høflighed 
+imod det svage køn , medens det på samme 
+tid giver et lille — om kun ganske lille tegn på 
+mandens ret til at afslutte kvindens vej ; ligesom 
+vor opmærksomhed , at give hende en stol osv . — 
+gemmer vor ret til at anvise hende den plads hun 
+bør indtage . “ 
+„ De tager fejl , hr . Tulinius , ikke for at give 
+et tegn på sin magt eller for at give hende sin 
+plads osv . , men for at give hende den plads , hun 
+selv har tilkæmpet sig efter århundreders møje og 
+anstrengelse . I gamle dage var det manden , som 
+undertrykkede kvinden , ved at behandle hende som 
+træl og umælende , der ingen mening turde have , 
+men kun blindt måtte lystre , nu har hun modigt 
+rejst sig af sin fornedrelse , og de gamle tider ville 
+aldrig vende tilbage . “ 
+„ Indrømmet , Fru bordgård , nutidens herrer 
+ere mere galante end den gamle tids tyranner , men 
+om de er ligeså kloge som deres forfædre , ved jeg 
+ikke . Adam , vor stamfader , begik den uhørte ubeskedenhed , 
+at komme først til verden , i stedet for han 
+burde være trådt tilbage og givet Eva forretten . 
+
+dog , det er jo sandt , dengang var der endnu ikke 
+tænkt på Fru Eva , hun blev først skabt ved mandens 
+savn . Hvor det var smukt af Adam , at han 
+så tydeligt udtrykte sin længsel , ellers måtte vi nu 
+have undværet den lykke , at se vort liv oplyst af 
+solskin og blomsterduft . “ 
+„ De tager atter fejl , min unge ven , gud skabte 
+først mennesket — senere mand og kvinde . Ligesom 
+en frugtsteen kan indeslutte to kærner , således 
+omfattede det første menneske både Adam og 
+Eva . Men da gud havde skænket dyrene , blomsterne , 
+ja , selv de kolde stene hver sin lige , at de 
+ikke skulle være ene , — så dyssede han mennesket 
+isøvn og adskillelsen var sket , de vare tvende . Derfor 
+skal manden og hans hustru være et , som de ved 
+skabelsen vare det , ligesom kvinden altid bør være 
+ligeberettiget med manden . “ 
+Hendes ord forundrede mig . Jeg vil ikke 
+nægte , at jeg fandt hendes opfattelse både naturlig 
+og berettiget . 
+Hun mærkede straks mit nederlag og ville allerede 
+påny til at angribe mig , da jeg heldigvis kom til 
+at husfe på æblet . Jeg lod allså hendes ord 
+upåagtet og svarede høflig : 
+„ Men så kom slangen ! “ 
+
+„ Ja , så kom slangen , de ondes fyrste . De 
+seer , min unge ven , at synden alt var i Paradis 
+før Eva spiste af æblet ; selv den hellige skrift kan 
+tage fejl . Da det var fanden og ikke hans oldemor , 
+der påtog sig syndens skikkelse , altså er det 
+manden og ikke kvinden , der bør have æren for 
+syndens indførelse i verden . “ 
+„ Jeg lod atter som om jeg overhørte hendes 
+nye udfald , ihukommende det gamle ord : „ det er ikke 
+alt , man bør svare på ! “ 
+„ Og så kom æblet , og det smagte Eva godt , “ 
+Sagde jeg troskyldig . 
+„ Så , tror de det , hr . Studiosus ! Det har 
+altid været kvindens ulykke , lige fra verdens begyndelse , 
+at hun fæster formegen tillid til mandens 
+ædelmodighed , hun troede ikke at det var muligt , 
+at slangefyrsten kunne have til hensigt , at undergrave 
+hendes livsglæde , hun havde tillid trods advarslen , 
+og vi kende alle hvilken løn hun fik . “ 
+„ Men hun hævnede sig grusomt , hun åd ikke 
+« tene selv , hun gav også Adam at æde . “ 
+„ Ak , hvor fejlagtig de bedømmer vort køn , 
+min unge ven , det var ingenlunde af hævn , at Eva 
+rakte Adam æblet , nej , derimod af sand barmhjertighed , 
+hun vidste , at Adam ikke kunne leve uden Eva , 
+» år hun forlod Paradis , var hans Paradis 
+
+forsvunden . Nu havde hun fået kundskab , hendes ; 
+øjne vare pludselig opladte , og hun så , hvor dum 
+Adam var , stakkels Eva , så gav hun ham af æblet , 
+den ædelmodige sjæl , og tog fristeren med sig i dem 
+nye verden . Ak , det er ikke godt , at have så ømt ; 
+et hjerte . “ 
+„ Ah , så det var af barmhjertighed , at kvinden 
+forgiftede mandens liv ! Ja , gud bevares , 
+kvinden har altid haft et ædelmodigt og modtageligt 
+hjerte lige over for manden og der er ingens magt 
+vi hellere underkaste os end hendes . “ 
+„ Således hør og bør det være , hr . Studiosus , 
+skjøndt vi ofte se det modsatte , men så tillægger 
+jeg da også kvinden selv skylden , thi er hun fornuftig 
+. . . “ 
+„ Fruen mener ru86 . “ 
+„ Kald det som de behager , min vise ven , dog : 
+helst på dansk , om det end lyder mindre smukt p 
+eders køn har altid haft det privilegium , af givevore 
+tanker og handlinger de smukkeste navne . . 
+Dog for af bibeholde mit selvvalgte ord „ fornuftig “ , 
+så bør kvinden være så fornuftig , af hun aldrig , 
+lader manden vide , hvor stor hendes indflydelse er 
+over ham ; han selv , stakkel , mærker det naturligvis ; 
+ikke . “ 
+
+her blev vi heldigvis afbrudte ; da jeg ikke følte 
+mig stærk nok til af fortsætte gangen . 
+Senere på aftenen faldt atter talen på familien 
+Nordan ; jeg fik da lejlighed til af sige : 
+„ Jeg har ikke den ære af kende denne familie , 
+hvilket fruen måske erindrer , men det ville 
+være mig meget kært af høre en lille beskrivelse af 
+den , da Oluf og jeg på så forunderlig en måde 
+bleve introducerede hos frøkenen . “ 
+„ Jeg kender kun , hvad rygtet fortæller , og 
+rygtet , ved de nok , er en huustyv , som ingen 
+kan vogte sig for og kun narre fæste lid til . Frøken 
+Karen er en datter af hofjægermesteren , hun er 
+lunefuld , lidt hovmodig , men retsindig og indtagende ; 
+hun elsker sine forældre , men følger sin egen villie . 
+Man seer hende altid omringet af en flok herrer , 
+men hun belønner kun meget sparsomt deres hylding . 
+Om det er hendes elskværdighed eller hendes 
+store formue , der er magneten , skal jeg lade være 
+usagt , men vi damer holde også alle af hende . “ 
+„ Hun er meget smuk . “ 
+„ Og meget god , skønt lidt kold . Hvad hofjægermesteren 
+angår , da forsvinder han undertiden 
+flere dage ad gangen , uden at nogen ved , hvor 
+han tager hen , og når han vender hjem , er hans 
+pande mørk , hans ord få og afmålte , han flyer 
+
+folk , men fordobler sin kærlighed imod datteren , 
+ligesom hofjægermesterinden fordobler sin omhu og 
+venlighed imod ham . Jeg tror ikke , at hun kender 
+hans rejses mål , men hun er svag nok til at elske 
+ham alligevel . “ 
+„ Stærk , mener de , Fru bordgård , stærk i sin 
+kærlighed ; hun tilgiver måske , hvor manden ville 
+fordomme . Damerne dømme med hjertet , vi tage 
+som oftest forstanden med til dommer ; når manden 
+tilgiver en gang , tilgiver en sådan kvinde 
+tusinde gange . “ 
+„ Måske har de ret , når de kalder hofjægermesterindens 
+kærlighed stærk , i mine øjne er 
+det hjerte svagt , som vedbliver at elske , hvor hun 
+ikke kan have tillid . “ 
+„ Kære Fru bordgård , hvis det kaldes svaghed , 
+da ville jeg ønske , at alle kvinder vare svage ; 
+thi mændene give dem kun alt for ofte anledning til 
+at tilgive og glemme . “ 
+„ Kald det , hvad de vil , jeg hører ikke til disse 
+stærke damer ; forlod min mand mig kun en gang , 
+uden at sige mig , hvorhen rejsen gik , så havde min 
+kærlighed snart fået sit banesår . “ 
+„ Gudskee lov at hun ikke er min kone , “ tænkte 
+jeg uvilkårlig , skønt jeg knn var atten år . 
+„ Jeg kan kun elske , hvor jeg kan agte , “ vedblev 
+
+hun ivrig , „ og en mand , der hemmelig forlader sit 
+hjem , uden at hans kone ved hvorhen , ham kan 
+man ikke agte . “ 
+„ Kan man ikke tænke sig , at det er vigtige forretninger , 
+han har at afgøre , og som han ikke kan 
+meddele sin hustru ? “ 
+„ Umuligt , hans kone må kende alle hans forretninger , 
+ellers havde han jo hemmeligheder for 
+hende , og det bør ingen mand have . “ 
+Det var en forunderlig blanding af sunde og 
+fordærvelige tanker , der regerede i Fru bordgårds 
+livlige hoved ; jeg kunne ikke undlade at indvende : 
+„ Jeg kan ikke give dem ubetinget ret , Fru 
+bordgård ; en mand bør på ingen måde i sine 
+huslige , sine private affairer have nogen hemmelighed 
+lige over for sin hustru , det er uret , det indrømmer 
+jeg gerne , hvorimod han efter min anskuelse , ikke 
+bør besvære hende med sine embedsforretninger , — 
+det er kongens eller hans principals hemmelighed 
+— allså fremmed ejendom , har han ikke ret til at 
+dele med sin kone . Desuden ville det være synd 
+imod hende , hun er ikke skabt til at bære så tunge , 
+så trivielle byrder , selv vort barkede køn bliver 
+ofte gnaven over forretningernes kedsommelighed og 
+tænk dem , Fru bordgård , kvinden , som er meget 
+mere modtagelig for indtryk end manden , tænk dem , 
+
+hun ville blive gnaven , ja måske noget langt værre , 
+og når så manden kom hjem fra sit anstrengende 
+arbejde for at optøes , for at formildes ved hendes 
+solsfinsansigt , og han i stedet for mødte et surt , gnavent 
+ansigt , det var jo ikke til at udholde , og derpå 
+ville naturligvis følge spørgsmål , „ nå , hvorledes 
+gik det ? “ „ Hvad blev det så til ? “ o . s . v . Nej , 
+min kære frue , det var forfærdeligt ; når en mand 
+forlader sit contoir , så indelukker han forretningen 
+i sin pult for at være fri for den og så bringer 
+han kun sig selv med hjem , det vil sige , hvad der er 
+hans og hans kones lovlige ejendom , og han glæder 
+sig ved at være sammen med hende , at hendes venlige 
+ansigt og hendes muntre passiar kan bringe ham til 
+at glemme formiddagens ubehageligheder og alvor . “ 
+„ Nå således , ja der have vi . . . “ 
+Længere kom fruen ikke , thi her blev vi afbrudte 
+af hundeglam og damernes livlige udråb : 
+„ Der have vi hofjægermesterinden og frøken 
+Karen . “ 
+Jeg følte , hvorledes blodet steg mig til hovedet , 
+jeg var gerne løbet min vej , ikke af frygt eller 
+undseelse , thi jeg var meget dristig , men af lyst til 
+at pynte mig , jeg listede mig derfor hurtig bort og 
+og nåde vort værelse ubemærket , hvor olnf alt 
+stod foran spejlet og iførte sig stadsedragten . Jeg 
+
+fulgte straks hans eksempel , og kort efter ville vi netop 
+begive os ned , da vi hørte en vogn rulle ud af 
+gården . I et nu styrtede vi begge til vinduet ; 
+jo rigtig , der kørte hofjægermesterinden og frøkenen , 
+og der blev kun to narre tilbage , som flane afførte 
+sig søndagsdragten , for atter at træde ind i dagligsluen 
+i det samme kostume , hvori vi forlod den . 
+Da vi kom ned , modtoge vi en indbydelse fra 
+Fru Nordan , overgivet af husets datter , til at indfinde 
+os med den øvrige familie hos dem næste aften , 
+da det var huusfruens fødselsdag . 
+Vi blev ikke lidet overraskede ved denne uventede 
+invitation , som ganske forsonede os med vort 
+tidligere uheld ; dog vil jeg ikke nægte , at jeg følte 
+en vis ængstelse ved tanken om , atter at stå lige 
+overfor frøken Nordan og den ubehagelige kammerjunker . 
+På 
+den anden side smigrede det min forfængelighed , 
+at vi vare inviterede , det vidnede om , at 
+man havde fået bedre tanker om os , formodentlig 
+efter udfaldet af duellen . Med bankende hjerte , 
+imødeså jeg morgendagen , jeg lagde mig den 
+aften til sengs med en følelse , som kun en-seier - 
+herre forstår , når han seer ud over det erobrede 
+land og ved , alt det er dit , og ved din egen 
+
+magt og snille ; thi ved at invitere os , viste de 
+os jo deres agtelse . 
+Men da solen steg op , var Oluf og jeg alt 
+på benene , vi havde ingen ro til at sove eller hvile , 
+vi forlod vort værelse for at hilse dagen . 
+Og det var en dejlig dag . Hvad kan sammenlignes 
+i skjsnhed med en sommermorgen ? Når 
+solen bryder frem af dæmningen så jomfruelig og 
+yndig ; når dugdråberne endnu hvile på blomst 
+og på blade som juveler , indtil solstrålerne kysse 
+tårerne bort , som nattens kolde ånde har afpresset 
+dem ; når fuglen hæver sig fra sin rede for med 
+lette og frie vingeslag af gjennemskære luften , jublende 
+sin morgenpriis til skaberen for nattens ro 
+og vederkvægelse . 
+
+sekstende kapitel . 
+„ Har Lars spændt for . “ 
+„ Jo , herre . “ 
+„ Lad ham så køre frem . “ 
+Og Lars kørte frem , damerne blev hjulpne op 
+i vognen , ledsagede af proprietairen , derpå hyp ! 
+Et smeld med pisken og hestene fore afsted for af 
+føre familien bordgård til ellegården , med andre 
+ord til hofjægermester Nordan . 
+Oluf og jeg vare blevne tilbage for af ride derhen , 
+da der ikke var plads i vognen til os . Rigtignok 
+havde vi aldrig før bestegen en opsadlet hest , 
+men vi håbede af det skulle gå , jeg følte en barnlig 
+glæde ved tanken om af ride op til hovedbygningen 
+på en smuk hest . Hundene slå an , damerne fare 
+nysgerrige til vinduet for af se de københavnske 
+studenter , vi springe let og belevent af hestene , 
+medens vi sirlig løfte på hatten for at hilse på 
+damerne og . . . 
+
+længere kom jeg ikke , thi da jeg havde drømt 
+så vidt , slog Oluf mig på skulderen og meldte , at 
+hestene vare trukne frem for døren . 
+Omsider kom vi op på vore gangere ; det var 
+unge og rolige heste ; karlene holdt endnu ved bidselet , 
+for at vi ret kunne sætte os fast og samle tøjlerne . 
+„ Herren skal ta ' vare , “ sagde den ene Karl til 
+mig — „ for hun er sær , hun vil s ' gu hva ' hun vil , 
+der skal god næve til at holde hende . “ 
+I det samme flap han , og hest og rytter for 
+afsted som et lyn , efterfulgt af hundenes glam og 
+karlenes latter . 
+Således gik det en stund , jeg havde en fornemmelse 
+af at svæve imellem himmel og jord , 
+tøjlen lå villielos i min skælvende venstre , medens 
+den højre klamrede sig fast i hestens rige manke ; 
+da hørte jeg Olufs ængstelige stemme , der tilråbte 
+mig : 
+„ Holdt , Carl ! holdt , for satan ! Du får min 
+hest til at galoppere , og det er mig umuligt at 
+styre den . “ 
+Neppe havde han sagt disse ord , før han som 
+en pil for forbi mig med bart hoved og armene 
+omfavnende hestens Hals , det var den ville i agt . 
+Bønder og børn fore forskrækkede til alle sider over 
+grøfte og gærde , for at undgå os , men vi ilede 
+
+stedse afsted uden mål og uden villie ; ja således 
+er det , at ride en hest , man ikke har lært at styre . 
+Le kun ad os , le kun , nu le vi med , men havde 
+i været i vort sted , vædder jeg ti mod en , at 
+i ikke havde leet . 
+Hvor rede vi hen ? Det spørgsmål formåede 
+ingen af os at besvare ; endelig fik jeg en god ide , 
+jeg råbte til Oluf : „ Tag fødderne ud af stigbøjlerne 
+og kast dig af . “ I det samme gjorde jeg det 
+selv , og nu for min herreløse hest i strakt kariere 
+afsted . 
+Jeg lå — ja , det nytter ikke at fortie det , jeg 
+lå som græsrytter i grøften , dog uden at være 
+kommen til skade ; ikke tyve skridt fra mig så 
+jeg Olufs lokkehoved komme op fra den modsatte 
+grøft , medens vore heste slode og fordybede sig i en 
+havremark , der løb langs landevejen . 
+Nu havde vi det alle fire godt . 
+Da vi havde overbevist os om , at vore lemmer 
+vare ubeskadigede , gik vi hinanden i møde , ligesom to 
+stormagter , der hver går den halve vej for at mødes . 
+„ Hvad synes du om den ridetour ? “ spurgte jeg . 
+„ Jeg tænker det samme som du , det er godt , 
+nt vi er slupne så heldige derfra . “ 
+„ Ja , men hvad skulle vi nu gøre ? “ 
+„ Først hente vore heste , dersom vi ikke ønske at 
+
+betale vor sidste rejsesiilling i skadeserstatning tik 
+ejermanden af havremarken . “ 
+„ Ja , det er nok på høje tid , for seer jeg ikke 
+fejl , kommer der en Bonde fra huset , og seer han 
+hestene , så er vi fortabte . Se så , nu har jeg dig 
+igen , vent nu til du anden gang skal blive herre 
+over mig og kaste mig af . “ 
+Og jeg greb hesten så fast i tøjlen , at det 
+imponerede den , den mærkede snart , at det var 
+alvor , og et minut efter rede vi atter hen ad Lander 
+vejen . 
+„ Hold godt fast og stød den i siden , “ sagde 
+jeg til Oluf , man giver kun engang lærepenge i 
+samme videnflab . Men hvor Pokker er vi ? Blot 
+jeg kunne få fat i et menneske for at spørge om 
+vejen til Ellegård , thi det er nok ikke værd at rådføre 
+os med bondefa ' r , sæt han havde opdaget vore 
+gangeres bedrift . “ 
+„ Han har opdaget det , så du ikke , hvorledes 
+han truede ad os ; se nu hvor den flaber sig , den 
+har nok i sinde atter at kaste mig af ; vent lidt 
+kammerat , denne gang bliver der intet af sagen . 
+Vil du se , du kan lystre ! “ 
+„ Det kniber , men det skal gå , se hvor stadig 
+den er . Ah , der have vi en bondepige , og oven i 
+
+købet en smuk bondepige ; heida , du der henne , 
+hvor går vejen til Ellegård ? “ 
+„ Ellegård , Ellegård ? “ gentog pigen forundret , 
+, , ih ! så er i jo redet den gale vej , — — nær , 
+jøses , hold dog jer bæst i ave , hun er jo færdig 
+at slå mig omkuld — næ , så er i redet oven 
+om , — Ellegård , — næ , hold dog på bæstet , 
+Ellegård ligger ad den vej , “ og hun pegede mod 
+den modsatte kant som vi rede ad . — „ I skal først 
+igennem Hjørring , Ellegård — næ , isses , for 
+bæster og ryttere , “ og den skønne gav et mandhaftigt 
+hop til siden som om hendes liv var truet . 
+„ Nå , det er en herlig historie — sagde jeg — 
+det skulle mine gamle derhjemme vide , at jeg vovede mig 
+ud på en ridetour , uden nogensinde at have siddet på 
+en hest ; de unge damer må ene bære skylden , hvis 
+vi komme hoved- eller benløse til herregårde » , thi 
+havde de ikke været der , så havde jeg ærlig skriftet 
+vor svaghed , men jeg kunne ikke bekvemme mig til 
+i deres nærværelse at tilstå , at vi vare aldeles 
+uvidende i den skønne ridekunst . — Au , for s . . . . 
+Hvor det gjorde ondt , nej , min ven , eller fjende , 
+hvad du end bliver , lystre skal du , Vorherre og 
+død , vil du . — så , der seer jeg kirketårnet i 
+Hjørring , nu er vi på den rette vej . “ 
+Og på den rette vej vare vi ; Oluf havde atter 
+
+fået fin hat , som en bondekarl havde bragt ham , og 
+vi rede nok så stolte og stadselige igennem byen , 
+hvilket ikke vakte liden opmærksomhed , thi vi 
+så flere yndige pigeansigter titte frem fra vinduerne . 
+Da vi nærmede os herregårde » , toge vi begge 
+som efter aftale brillerne på , jeg har aldrig , på 
+ære , set noget så latterligt som Olufs udseende 
+med disse drabelige briller . Ved synet af ham 
+brast jeg i latter . 
+„ For guds skyld , Oluf , tag brillerne af , du 
+ligner en vanvittig , der er brudt ud fra Bistrup . “ 
+„ Finder du ? “ svarede han ført , „ så har du 
+nok ikke set dig selv , ellers ville du snart opdage 
+fejltagelsen , for så vidste du først hvorledes en 
+bistrnpskandidat seer ud . “ 
+Der var noget i hans ro , der slog mig , mit 
+virkelige jeg dukkede frem af sit skjul og tilhviskedee 
+mig : „ Mon han skulle tale sandt ? Lige så sandt 
+som jeg nys talte til ham ? Hør , Oluf , skulle vi 
+gemme brillerne , de er for store , jeg tror , vi tage 
+os bedre ud uden den : . Men se , hvad er det , der 
+have vi jo alt Ellegård . “ 
+„ Alt , kalder du det alt . Jeg finder , min tro , 
+vi have været længe nok om rejsen . Nå , som du 
+vil , jeg tager mine briller af , skønt de klæder mig 
+fortræffeligt . “ 
+
+„ Og jeg følger eksemplet . Så , nu er vi ved 
+indkørselen ; nej , fe til Lotte , hvor balstyrig hun 
+teer sig . Hundene stramme hende , — nå , vil du 
+se , du kan dye dig , vil du . “ 
+Men Lotte gjorde sit kvindelune gældende , og 
+derfor hændte det sig , at student tulinius kom ridende 
+baglænds ind på herregårde » til spot og spe 
+for alle de nysgerrige damer og herrer , og det 
+smukke køn var just ikke det mest barmhjertige ; thi 
+det modtog mig med et latterchor , som sfurrede i mit 
+øre og star mig i hjertet . Jeg så mig fortvivlet om 
+efter Oluf , stakkels fyr , han holdt endnu ved indkjorselen 
+til ladegården , han kunne ikke drive hesten videre . 
+Omsider opnåede han samme lykke son : jeg , Emilie 
+kom ligeledes dansende baglænds igennem gården . 
+O , Lotte ! o , Emilie ! hvor kunne i bære over eders 
+kvindelige hjerter således at kompromittere os , ja , 
+har jeg ikke ret , når jeg påståer , at damerne 
+altid er skyld i mændenes ulykke ? Thi en ulykke 
+kalder jeg det , således at være til nar for et helt 
+selskab af fremmede damer og herrer og deriblandt 
+frøken Nordan og kammerjunkeren , det var mere 
+en min ungdom formåede at bære . Havde jeg 
+brækket en arm eller et ben , jeg havde regnet det 
+for intet imod delte . 
+Stentrappen havde vi nået ; vi trådte ind i entreen ; 
+
+en tjener modtog os . Jeg tror , ingen vil negte , 
+at der skulle mod til at træde ind i en fremmed 
+selskabssal efter en sådan debut ! 
+Hvor heldigt , at vi ikke bar de forfærdelige 
+briller ! 
+„ Frem “ , sagde jeg og bed de klaprende tænder 
+hårdt sammen , og så stormede vi ind . 
+Proprietair bordgård trådte os i møde med 
+sit godmodige smil og presenterede os for hofjægermesteren , 
+der også hilsede os smilende men høfligt ; 
+derfra gik det til fruen og frøkenen , som ved 
+synet af os udbrød satirisk : 
+„ Det glæder mig at se dem så vel efter 
+rejsen . “ 
+Jeg så et undertrykt smil om hendes læber ; 
+det ærgrede mig på samme tid som det blev mig 
+indlysende , at vi vare blevne indbudne som vor værts 
+gæster , men ikke fordi de vidste , at det var os ; 
+havde de vidst det , havde vi måske ikke modtaget 
+nogen invitation . 
+Neppe var den tanke faret igennem mit hoved , 
+før mit øje mødte kammerjunkerens hånlige blik ; 
+det ærgrede mig endnu mere , jeg følte mit blod koge 
+— det var så ungt og letbevægeligt ! Han kom lige 
+hen imod mig og sagde : 
+„ Det var nok en slem vild hest , de reb , min 
+
+unge ven ; her i Jylland plejer man ellers af bruge 
+mere sindige dyr . Folk ride her meget på stude , 
+hvorfor har de ikke benyttet en sådan ? “ 
+Hans ord bragte flere af de omstående damer 
+til af le ; det var mere end jeg kunne tåle . Jeg 
+svarede roligt . 
+„ Nej , hr . Kammerjunker , af ride studene vil 
+jeg overlade til dem , de vil forstå det bedre end 
+jeg ; men æsler derimod , dem forstår jeg , hvor 
+ung jeg end er , ret godt af holde i tømme når de 
+gøre sig opsætsige . — dog hvorledes befinder de 
+dem , jeg seer de bærer armen i bind . Forvolder 
+såret i siden dem endnu smerte ? “ 
+„ Aldeles ikke , jeg føler mig få vel , af jeg alt 
+i dag kan begynde forfra , hvis det behøves . “ 
+Han vendte mig foragtelig ryggen , og jeg nærmede . 
+Mig ærbødig værtinden med det forsæt , af 
+svare kammerjunkeren , når lejlighed gaves . 
+„ Jeg må bede fruen undskylde , af min ven og 
+jeg så sildig indfinde os , men vi have haft et lille 
+uheld på vejen , der snart kunne have haft alvorlige 
+følger . Da der ikke var plads til os i hr . 
+Proprietair bordgårds vogn , tilbød vor vært os 
+sine rideheste ; men da min ven og jeg , som københavnske 
+studenter , aldrig have siddet på en hest , 
+hragte tilbudet os i forlegenhed , skønt vi straks 
+
+modtog det , dels fordi det var et længe næret ønske , 
+vi nu kunne få opfyldt , men mest dog fordi vi ' 
+begge undså os før i damernes nærværelse at bekende , 
+at vi aldrig før havde redet ; dog vi er blevne 
+hårdt straffede før vor feighed . “ 
+Og jeg fortalte omstændelig hvorledes det var 
+gået til , idet jeg selv latterliggjorde os efter bedste 
+evne . 
+Olus stemte i med ; hans forlegenhed var bortdunstet 
+ved min . Han stod der midt i en dameklynge 
+med sit ungdomsfriske og åbne ansigt ; han 
+loe , og de lo , medens jeg fortalte det bedste jeg formåede , 
+indtil jeg sølle at vi endelig havde sejret 
+efter vort første ynkelige nederlag . Fruen rakte mig 
+hånden og gratulerede os til , at vi vare slupne så 
+godt derfra ; hun mente , når enden var god , 
+så var alting godt , og jeg gav hende det løfte , , 
+aldrig oftere at presentere mig baglænds for dem . 
+Senere på aftenen kom jeg til at stå lige ved 
+frøken Nordan ; jeg tog anledning til at drille hende 
+lidt , idet jeg spurgte til kammerjunkerens besindende . 
+Hun svarede mig undvigende , idet hun tilføjede i en 
+temmelig hovmodig tone : 
+„ De skulle have fulgt mit råd . “ 
+„ Tillad mig , frøken Nordan , at have en andem 
+mening ; at kammerjunkeren blev såret , gør mig ; 
+
+ondt , især da det synes at bedrøve dem , men skylden 
+var ikke min . Hvorfor legede han med sit våben 
+istedetfor at bruge det ; havde han brugt det , så 
+havde det naturligvis været mig , der var bleven 
+såret , jeg havde da ikke forvoldt dem den sorg . “ 
+Der spillede et forunderligt smil på hendes 
+smukke læber , jeg så et glimt i hendes øjne , som 
+vidnede både om følelse og deltagelse , men det 
+forsvandt lige så hurtigt , det var kun et stjerneskud . 
+„ Deres bekymring over at have forvoldt mig 
+sorg er uden grund og altså overflødig ; efter min 
+anskuelse havde både de , deres ven og kammerjunkeren 
+hver især fortjent en lille rift . Men der 
+er tjeneren med the , behager de ? “ 
+Hun ville fjerne sig , dog jeg skyndte mig at 
+tilføje : 
+„ Er de endnu vred for min vens og mit påtrængende 
+besøg i deres vogn ? “ 
+Hun svarede , idet hun bøjede sig skælmsk hen 
+imod mig : „ Hvorfor havde de de skrækkelige briller 
+på ? De skræmmede mig mere end de forvovne studenter , 
+der så dristig , om de vil , indlogerede sig 
+hos mig . “ 
+„ Briller — jeg forstår ikke frøkenen , kunne 
+vore briller skræmme dem ? “ 
+„ Ja , i sandhed det gjorde de , de lignede jo 
+
+intet menneske med dem , de så ud over dem , 
+istedetfor igennem dem . Hvor har de nu de forfærdelige 
+? “ 
+Jeg stod som forstenet ; det var min glæde , min 
+stolthed , hun så pludselig havde kastet for mine 
+fødder . Jeg greb uvilkårlig med hånden til 
+brystlommen , hvor de lå i god behold . Hun 
+havde altså opdaget , at vi ikke kunne se igennem 
+dem ; hvor følte jeg mig ydmyget lige over for hende , 
+således at se sit hjertes største svaghed gennemskuet 
+af en dame . Endelig fattede jeg mig så 
+meget , at jeg ville til at svare , da jeg til min forundring 
+og ærgrelse , opdagede , at hun var forsvunden , 
+og jeg stod ene tilbage , nej ikke ene , min the 
+gjorde mig selskab ; uf ! hvor den smagte bedst . 
+Mit øje faldt på Oluf ; hvor var han livlig 
+og elskværdig ; han stod omgivet af en kreds unge 
+damer , som han vidste at holde i ånde ved sit 
+lune og konversationstalent . Jeg måtte uvilkårlig 
+gøre mig det spørgsmål , er det den samme Oluf , 
+der , så snart han har den mindste modvind , bliver 
+stum og rådvild . 
+Jeg fik lyst til at nærme mig gruppen ; men 
+neppe var jeg gået nogle skridt , før jeg på ny 
+hørte undertrykt latter og hvisken . At det gjaldt 
+min person , det følte jeg ; thi hvor mit blik så 
+
+hen , mødte jeg øjne som fulgte mig . Hvad var der 
+nu i vejen igen ? Jeg tog mig uvilkårlig til 
+næsen , nej , ingen briller ; det var min dragt , der 
+nu måtte holde for . Jeg var gerne sløjet bort — 
+dog nej , derfra bevare himlen mig , så var jeg 
+først ret bleven genstand for almindelig opmærksomhed . 
+Havde jeg kunnet fare ned i jorden , så 
+havde det været heldigt , men at blive — at gå 
+rolig frem , dertil udfordreø et utroligt mod , når 
+man hører latteren hvisle om ørene på sig . Ikke 
+desto mindre måtte jeg frem , jeg kunne ikke blive 
+stående og lade mig beskue ; thi uden at jeg vidste 
+hvorledes det skete , stod jeg pludselig ene ; nej frem 
+måtte jeg . Jeg satte foden hårdt i gulvet , kastede 
+nakken tilbage og lod mit blik glide koldt og ringeagtende 
+hen over selskabet . Et smil forsvandt 
+efter et andet , — og endelig stod jeg ved siden af 
+min kammerat , der havde vundet alle damerne for 
+sig . Nu kom touren til mig , jeg ville også 
+gøre mig bemærket , jeg ville vise dem , at kjolen 
+ikke gør manden , og jeg svoer i mit inderste , at 
+jeg fra min hjemkomst selv ville sørge for min 
+garderobe . 
+Så stod jeg midt blandt de skønne ; først 
+trak de på smilebåndet idet de fikserede mig fra 
+top til tå , — så lyttede de , og det ene muntre 
+
+og vittige svar regnede ned over mig efter det andet ; 
+jeg betalte dem med renter og således gik aftenen 
+glimrende . Begyndelsen var ynkelig , men enden 
+god . Oluf og jeg havde ved vort lune og vor 
+munterhed snart afvæbnet alles latter og jeg tror 
+at i det mindste damerne godt kunne lide de to københavnske 
+studenter ; men om vi derved fik de unge 
+herrer til venner , betvivler jeg . 
+Hofjægermesterinden sad i nærheden af mig og 
+frøkenen stod og lænede sig til moderens stol . 
+Nu var øjeblikket kommet til for bestandig at kvæle 
+det latterlige indtryk , vi havde gjort og som jeg nu 
+klart så , på en måde var fortjent . 
+Jeg fortalte damerne vor rejse , vort indtog i 
+Ålborg , og min formodning , som — jeg tilstår 
+det — først nu var bleven mig selv klar , nemlig at 
+det var vort toillette , der havde fremkaldt drengenes 
+munterhed . Jeg skjulte intet , selv brillerne tog jeg 
+med og tilstod åbent , at vi havde taget dem på 
+for at se ældre ud , da vi vidste , at damerne ikke 
+holdt af drenge . Så kom touren til vognen og 
+endelig duellen og dens udfald , og alt som jeg 
+blev mere oprigtig , tilsmilede flere og flere smukke 
+dameoine mig — thi damerne holde meget af oprigtighed ; 
+men denne gang gjorde deres smil mig 
+
+godt , det var som når solen pludselig træder frem 
+bag en mørk sky og oplyser alt . 
+Pludselig spurgte en af damerne : 
+„ Hvem var den herre , de duellerede med ? “ 
+Jeg ville nødig svare ; men kammerjunkeren 
+kom mig selv til hjælp . Han havde uset været 
+vidne til vor konversation og trådte nu nærmere . 
+„ Det var med mig , “ sagde han , idet han bukkede 
+for damerne . 
+„ Jeg bærer endnu mindet her , “ og han pegede 
+på den venstre arm , han bar i bind . 
+„ Det må kammerjunkeren selv bære skyld 
+for , “ svarede jeg , „ havde de taget sagen alvorlig , 
+som jeg gjorde , var de upåtvivlelig bleven seierherre , 
+men de behagede at lege , jeg fik derved lejlighed 
+til at bevise , at jeg ikke længere kan gøre fordring 
+på at kaldes dreng . “ 
+Blodet var steget Skovstrup til hovedet , hans 
+øjne søgte at gennembore mig , det harmede ham , 
+at jeg vovede at forsvare ham , ham , den store mand , 
+den rige godsejer ; han åbnede allerede munden til 
+svar , da i det samme capitain Rothe tog ordet . 
+„ De er alt for beskeden , min unge ven , de 
+fører en udmærket klinge , jeg iagttog dem nøje ; selv 
+om Skovstrup havde anvendt hele sin færdighed og 
+bekendte åndsnærværelse , ville udfaldet dog have 
+
+været tvivlsomt ; thi hvad min ven har forud i 
+øvelse og kraft — har de i lethed og ro . “ 
+Capitainens roes glædede mig meget , og jeg 
+så , at ligesom den gjorde et højst ubehageligt indtryk 
+på kammerjunkeren , således gjorde den den 
+modsatte virkning på damerne . 
+Frøken Nordan så ængstlig på Skovstrup , 
+som frygtede hun et udbrud , hun berørte hans skulder 
+let , idet hun tiltalte ham . Hvad hun sagde , 
+hørte jeg ikke , men hans vrede formildedes , og lidt 
+efter fjernede de dem begge . 
+Moder og datter vare lige smukke trods 
+alderssorskjellen . Begge havde en elegant holdning , 
+som forhøjede deres smagfulde toillette , men moderens 
+vidnede om sand kvindelig dannelse og inde — 
+hvorimod datterens mere bar præg af bevidst overlegenhed 
+og lyst til at herske , og dog var hun smuk 
+i mine øjne , skønt jeg flatter kvindelighed som 
+kvindens skjønnesfe pryd og helligste våben , et 
+våben hvorimod vi aldrig vove at træde i skranken . 
+Jeg følte mig fra første øjeblik tiltrukket af 
+Fru Nordans fromme klare blik , der indgød mig 
+tillid og ro . Det lyder underligt , men ikke desto 
+mindre var ro den rette benævnelse ; thi hendes 
+øjne fortalte om sjæle- og hjertero , og derfor 
+havde de den magt , at berolige andre . 
+
+jeg kan ikke tænke mig , at nogen kunne have 
+hjerte til at krænke eller forurette hende . 
+„ Hvor har de deres briller ? “ spurgte en 
+blåoiet dame , der havde været en andægtig tilhørerinde 
+af mit skriftemål . 
+„ Her , “ sagde jeg og pegede på brystlommen . 
+„ De vil dog vel ikke forlange , at jeg end yderligere 
+skal latterliggjore mig ved at tage dem frem ? “ 
+„ Jo , jo , “ hørte jeg fra alle de skønnes læber , 
+„ ikke alene frem , men også på . “ 
+„ Deres forlangende er grusomt , mine damer , 
+men en herres første pligt er at bøje sig for de skønnes 
+småluner ; altså , Oluf , brillerne frem og på 
+næsen . “ 
+„ Der mangler endnu noget i billedet , når de 
+vil vise os en tro gengivelse af de to flygtninge , 
+der som to bomber styrtede ind i min vogn . Først , 
+mine herrer , må de være så god at se ud over 
+brillerne og ikke igennem dem , og dernæst må de , 
+hr . Tulinius , stryge deres hår lige op til en 
+frygtelig hanekam , og de , hr . Polier , må stryge 
+deres ned mod næsen ; se så , her have vi mine 
+helte . Ak , hvor det ligner dem godt . “ 
+En almindelig og hjertelig latter belønnede 
+Olufs og mine bestræbelser for at efterkomme frøken 
+Nordans ønske . Vi lo med , skønt latteren ene 
+
+var på vor bekostning , og vi altså for et øjeblik 
+overtog værtens mindre behagelige rolle . 
+„ Hvor de er grusom , frøken Nordan . Have 
+vi syndet ved af indbilde os , af vi i dette kostume 
+vare uimodståelige , så straffer de denne vor ungdoms 
+vildfarelse hårdere end med bolt og 
+jern ; dog , fag dem i agt , frøken Nordan , fra dette 
+øjeblik erklærer studenterne tulinius og polier dem 
+krig , ja , krig på liv og død . “ 
+„ Jeg holder mig ganske til min vens udtalelse , “ 
+Tilføjede jeg . 
+„ De modsiger dem , hr . Tulinius , før erklærede 
+de , af det var en herres første pligt af bøje sig før 
+vore småluner , og nu erklærer både de og deres 
+ven mig krig og dertil blodig krig , fordi jeg bad 
+dem , kun af opfylde deres første pligt ; hvorledes 
+kan det harmonere ? “ 
+„ Undskyld mig , frøken , vi have ikke erklæret 
+dem krig fordi vi opfyldte deres småluner , men 
+fordi de før beærede os med den smukke titel bistrupskandidater , 
+vi , der forlod København med 
+gyldne drømme om erobringer og æresbevisninger . “ 
+„ Vel , jeg optager deres handske , mine herrer , 
+men vogt dem , „ Mandens list er ubehænde , kvindelist 
+er uden ende . “ Nu har jeg advaret dem , mine 
+herrer . “ 
+
+„ Skal duellen være på pistol eller kårde ? “ 
+Spurgte en af damerne . 
+„ Vi overlade frøken Nordan valget af 
+våbenet . “ 
+„ Vent til i morgen , min unge ven , nu holder 
+vognen for døren , og Lars smelder med sin pisk 
+som om han var ked af at vente . Altså i morgen 
+aften have vi den ære at se damerne hos os ; 
+hofjægermesteren har været så god at love mig det 
+på deres vegne . “ 
+Det var proprietair bordgård som afbrød vor 
+samtale ; den sidste sætning henvendte han til 
+frøken Nordan . 
+„ Har papa sagt ja , så komme vi , “ svarede 
+hun . — „ Men , hr . Bordgård , hvorledes vil de 
+besørge deres unge ryttere hjem , jeg frygter det 
+ville være farligt atter at lade dem prøve deres mandhaftighed 
+på de balstyrige heste . “ 
+„ Jeg takker dem , frøken Nordan , for deres 
+kærlige omsorg for min ven og mig ; jeg kan forsikre 
+dem , at om vi end vare så uheldige før at 
+måtte give efter for frøken Lotte og Emilie , så 
+vil det ikke ske i aften . Jeg anbefaler mig til i 
+morgen . “ 
+Alle stod ved vinduet . 
+Hestene fnyste os i møde , men vi svang os hurtigt 
+
+i sadlen ; bordgård gav vore heste et smæk 
+med pisken og de fore afsted . 
+Tak for det smæk , gode bordgård , det kom i 
+rette tid . 
+„ Hvorfor standser du , Oluf ? “ 
+„ Hvorfor , jeg ved ikke rigtig . Ved du det ? “ 
+„ Ja , du er forelflet . “ 
+„ Der traf du det . Og du ? “ 
+„ For første gang , “ svarede jeg begejstret . 
+„ Men ikke for sidste , “ sagde Oluf leende . 
+Var jeg virkelig kun forelflet ? Eller rettere sagt , 
+elskede jeg ? 
+At „ forelske sig “ er efter min opfatning kun 
+en hurtig opstigende følelse , der formår at beruse 
+os en tid , ja , som kan være oprigtig ment så 
+længe den varer , men ilden brænder hurtig ud og 
+bliver snart afle , den varer sjælden længe — aldrig 
+evig . Det kaldes „ Elskov “ og er kun en følelse . 
+At „ Kærligheden “ derimod er en evig brændende 
+lampe , der altid får nh næring fra sjælens 
+og hjertets ædleste egenskaber , og har sit udspring 
+fra selve sjælen , derfor forædler „ Kærligheden , “ 
+Hvorimod „ Elskov “ fornedrer . 
+Elflov er et stjernesknd , den funkler , daler og 
+forsvinder i jorden , hvor den har hjemme . 
+Kærligheden er som solen , den kommer fra 
+
+himlen , som den går den nu og da bag sky , men 
+som den har den altid sin morgen . 
+Bar jeg forelsket ? 
+Elskede jeg ? 
+Månen smilte så klar ned over hele omgivelsen ; 
+den kender ikke til varme , den er altid mild og 
+rolig , den ene nat som den anden , og dog er den de 
+elskendes veninde og fortrolige . 
+
+syttende kapitel . 
+Sommerferien var sin ende nær , vi havde endnu 
+kun få dage tilbage at glæde os ved det dejlige 
+landliv . Den tid , jeg havde tilbragt i Jylland , var 
+den skønneste af mit liv . Inglingen var forvandlet 
+til mand ; jeg elskede . 
+Det er forunderligt , hvor alt forandrer sig foros , 
+når vi elske . Hvad der før var mørkt og vanfleligt , 
+er nu sollyst og let , vi springe over de største 
+kløfter , vi bære de tungeste byrder , og dog smiler 
+læben , foden iler let og hjertet er så glad , så 
+usigelig lykkeligt . 
+Siden vi begge elskede , havde et fjeld ligesom 
+rejst sig imellem os , vor fortrolighed var afløsf af 
+en dyb hemmelighedsfuldhed , vi undgik hinanden og 
+søgte ensomheden . Om dagen talte vi kun lidt 
+sammen og om aftenen flet intet , vi skyndte os hurtig 
+iseng og lod som vi sov , for uforstyrret at kunne 
+
+drømme . Og om morgenen listede jeg mig lydløs 
+op for nbemærket at fjerne mig , men ofte blev jeg 
+overrasket ved at træffe Oluf ved spejlet for at 
+strigle sig , thi det gjorde han i ordets strengeste betydning . 
+Hvor dog kærligheden gør egenkærlig , 
+jeg kunne da blive så ærgerlig på ham , at han var 
+kommen mig i forkøbet ; jeg måtte jo vente til han 
+blev færdig for spejlet . 
+Aldrig havde vort simple toilette optaget så 
+megen tid som nu ; ikke et hår fik lov til at sidde 
+på urette sted , og halsbindet — hvor blev det 
+strammet indtil halsen blev til en stiv pind og kinderne 
+til to fyldige røde balloner . Ia , det var nu 
+den tids mode , mine damer , lad deres mama 
+fortælle dem , hvorledes deres papa så ud , da 
+han optrådte som betler . 
+Men gode , lykkelige dage var det alligevel . 
+Hver morgen gjorde jeg udflugter tilhest , Lotte havde 
+nu lært sin herre at kende og vidste , at den måtte 
+lystre — og altid førte hesten mig den samme vej 
+til vi kunne se spiret af Ellegård . Tak , gode 
+Lotte , for din opmærksomhed . Du dugger med 
+dit smukke hoved , som ville du svare „ å , ingen 
+årsag ! “ Er det måske mig selv , der uafvidende 
+strammer teilen ? 
+På venstre side af vejen , der førte til Ellegård , 
+
+lå et lille buskads , en smal sti gjennemstar 
+det . En stor mosbegroet sten lå ved indgangen , 
+der plejede jeg at sidde hele timer og drømme , 
+medens Lotte stod og græssede i grøften . Det forekom 
+mig , som åndede jeg her friere , som bankede hjertet 
+lettere og dog på samme tid tungere , jeg lyttede 
+efter den mindste støj , den mindste lyd , jeg håbede , 
+jeg frygtede — jeg drømte , jeg så hende komme 
+ridende henne fra vejen , — idet hun kom mig nær , 
+red hun langsommere , jeg rejste mig henrykt og hilsede , 
+— jeg greb hendes hest i bidselet og fremstammede 
+mine elskovsvarme ord , som jeg tid efter 
+anden havde trukket på tråd for ej at tabe det 
+mindste as dem . Hvor hun rødmede , hvor hun skælvede , 
+hvor hendes ansigt strålede af lykkelig overraskelse , 
+hun bøjede sig nærmere imod mig , jeg trykkede 
+et brændende Kys på den lille bløde hånd , 
+— hendes hoved nåde min skulder , mine læber 
+mødte hendes . O , himmel , hvilken . . . 
+Hvad var det ! Stærk hestetrampen afbrød mine 
+drømme , en støvsfy bebudede mig hendes virkelige 
+nærhed . 
+Da overkom der mig en uforståelig angst , mit 
+hjerte bankede , blodet strømmede mig til hovedet , 
+og skønt foden næppe mægtede at bære mig , flygtede 
+jeg dog ind i krattet for skamfuld og skjult at betragte 
+
+hende , jeg nys havde givet en verden for blot 
+at hilse på . 
+Og var så den sidste flig af hendes ridekjole 
+forsvunden , da kom angeren og tilråbte mig : 
+„ Hvorfor skjulte du dig ? hvorfor trådte du 
+ikke modig frem og hilste på hende ? Var det ikke 
+derfor , du red herhen ? Nu er det forsildig . “ 
+Og vred og angerfuld styrede jeg og Lotte 
+atter hjem ad vejen med det bestemte løste , i morgen 
+at bære os fornuftigere ad . 
+Nu sad jeg atter på stenen og stirrede ned ad 
+vejen , jeg sagde hende så mange smukke ord , hendes 
+øjne hvilte på mig med kvindelig blufærdighed 
+og kærlighed : „ Jeg elsker dem “ stammede jeg , og 
+trykkede henrykt hendes hånd til . . . 
+Da , min gud , denne gang var det ingen drøm , 
+hånden var der , — ikke ved mine læber , men på 
+min skulder ; den berørte mig så let og dog tyngede 
+den mig næsten til jorden . Hun følte bestemt , hvorledes 
+jeg skælvede , thi hun tog min lykke — så 
+hurtig tilbage . 
+Ja , det var hende , det var frøken Nordan , der 
+ubemærket havde nærmet sig mig , og stod smilende 
+for mig . Hun bar ridedragt , men jeg så ingen 
+hest eller rytter . 
+„ Om forladelse , hr . Tulinius ! dersom jeg har 
+
+vækket dem af behagelige drømme ; ja , behagelige : 
+måtte de være , siden de formåede at gøre dem . 
+Døv og blind . I flere minuter har jeg stået ved 
+siden af dem uden at blive bemærket , derfor vovede 
+jeg at gøre dem opmærksom på min høje nærværelse 
+. “ 
+Jeg stirrede målløs på hende , jeg glemte rent 
+at rejse mig . 
+Hvor man dog er dum og flan når man er en 
+attenårig elsfer . — hvor blev nu alle mine gyldne , 
+håbefulde drømme af ? 
+Som avner for vinden stilles de ad , uden at 
+lade så meget som en gnist tilbage i min tanke . 
+Forgæves famlede jeg efter ord , jeg formåede ikke 
+at tænke , jeg kunne kun se og atter se på hendemine 
+øjne hang som fastgroet ved det dejlige syn , 
+alle mit hjertes og sjæls evner consentrerede sig r 
+dette blik . 
+Mon hun forstod mig ? 
+Et yndigt rosensfjær farvede hendes kind , hun 
+vendte hovedet hurtigt til siden , som stirrede hun 
+efter nogen , og — min sol gik ned . 
+„ At drømme ved dag — giver søvnløse nætter , . 
+Tag dem i agt ! Sæt , jeg havde været en bandit , så . 
+Havde de uden mindste modstand nu været i mim 
+magt . Og hvad så ? “ 
+
+„ Så havde jeg været deres fange , og jeg ville 
+aldrig have gjort forsøg på at frigøre mig . “ 
+„ Det havde de heller ikke kunnet , “ svarede hun 
+og rødmede — om det var af krænket stolthed eller 
+af kvindelighed , ved jeg ikke . Og hun vedblev : „ En 
+bandit tillader ikke , at man flygter , han udpuster 
+først sin fanges livslys , at han ikke skal sladdre af 
+skole , og derpå plyndrer han ham . “ 
+„ Da havde han gjort sig forgæves ulejlighed 
+hos mig , jeg bærer intet hos mig , der er værd at 
+røve , jeg ejer ikke engang mere mit hjerte . “ 
+„ Fy , en hjerteløs angling er meget mere ubehagelig 
+end en hjerteløs mand . Men der kommer 
+min følgesvend og tjeneren . Farvel , hr . Tulinius , 
+hensynk endelig ikke påny i drømme , husf på , de 
+sidder på alfarevei . At drømme vågen er farligt . 
+Glem det ikke . “ 
+Hun hilsede med pisken , og før jeg fik tid til 
+at rejse mig for at besvare hilsenen , var frøken 
+Nordan forsvunden tilligemed rytteren og tjeneren , 
+en støvfly var alt — hvad jeg havde tilbage . 
+Men hun forstod mig ? Hun bød mig ej at 
+drømme , det var farligt at drømme vågen . . . Hun 
+rødmede . 
+„ Ak vil du mig da ej forstå ? 
+Du kan — men vi ! det ikke . “ 
+
+jeg havde genkendt stemmen , der sagde : 
+„ Her , frøken Nordan , bringer jeg dem deres 
+hest kureret tilbage , de kan nu atter rolig bestige den . “ 
+Lykkelige kammerjunker Skovstrup ! 
+En time var gået , jeg sad endnu på samme 
+sten og gentog atter hendes og mine ord . Jeg 
+så hendes hånlige , medlidende smil , jeg hørte 
+hende sige med sin velklingende stemme : „ En hjerteløs 
+dngling er meget værre end en hjerteløs mand . “ 
+Hun havde forstået mig , det følte jeg til fulde ; men 
+hun anså mig for en dreng , og dog elskede jeg 
+hende med mandens dybeste , mest brændende kærlighed . 
+
+
+attende kapitel . 
+„ Glæd dem , min unge ven ! glæd dem , vi er 
+alle inviterede til en sommerfest på søndag . “ 
+Det var Fru bordgård , der en morgen modtog 
+mig med denne efterretning . 
+„ Kan de gjette hvorhen ? “ spurgte Amalie , husets 
+datter . 
+„ Nej , “ svarede jeg kort , jeg var ikke oplagt til 
+til at gjette . 
+„ Så får de det heller ikke at vide , vel 
+fader ? Du må ikke sige det til tulinius , vel ? “ 
+„ Jeg er flet ikke nysgerrig , frøken Amalie , jeg 
+får det sagtens tidsnok at vide , dersom vi tage 
+derhen . “ 
+„ Tror de , min unge ven ! Jeg tror dog nej ! 
+Jeg vædder med dem , at seer de end for øjeblikket 
+
+lidt blegnæbbet ud , så kunne jeg dog i et nu bringe 
+blodet tilbage i deres kinder , når jeg nævnede 
+dem indbyderens navn . “ 
+Og det forræderriske blod var der alt , men jeg 
+svarede intet . 
+Frøken Amalie bøjede sig dog hen imod mig og 
+hviskedee : 
+„ Jeg seer , de har gjettet det . “ 
+Hun kendte altså mine følelser . 
+Hvor et menneske , der elsker , er kedeligt og 
+» elskværdigt imod alle med undtagelse af den pågældende . 
+Skjøndt 
+begge de unge damer , jeg daglig var 
+sammen nied , både vare smukke , gode og elskværdige , 
+så manglede jeg øjne til at opdage det . Jeg så 
+og hørte kun en , mine tanker omfattede kun en i 
+alle , og derfor havde jeg også den fornøjelse at 
+høre en aften , da jeg sad i caprifolielysthuset , at 
+frøken Sofie sagde til Amalie : 
+„ Hvor tulinius dog er et kedeligt menneske , 
+aldrig viser han os opmærksomhed og altid går 
+han ud , » år ikke måltiderne tvinge ham til at søge 
+vort selskab . Det er skade , - for smuk er han . I 
+begyndelsen var han munter og vittig , men , „ de svandt , 
+de svandt , de skønne glade dage . “ 
+
+„ Din rolighed , din fred med dem svandt hen . 
+Du kun erindringen nu har tilbage 
+ak gid du snart , ret snart må tabe den . “ 
+„ Hvad mener du med det , Amalie , jeg forstår 
+dig ikke ? “ 
+„ Du skal heller ikke forstå mig , jeg sagde det 
+kun for rimets skyld . “ 
+„ Forresten ved jeg , at tulinius er syg , men 
+elskværdig bliver han dog alligevel . “ 
+„ Er han syg ? hvad fejler han da ? “ spurgte 
+Sophie bestyrtet . 
+„ Han er hjertesfudt , du . “ 
+„ I hvem ? “ 
+„ I frøken Nordan ! naturligvis . “ 
+Frøken Sofie sukkede dybt . Var det over mig 
+eller over sig selv ? Hvorfor fandt hun mig kedelig 
+og Amalie det modsatte ? Jeg behandlede dem 
+dog ens . 
+„ Tag dem i agt , frøken Sofie , at jeg ikke hævner 
+mig og påståer , at de finder mig kedelig , 
+fordi . . . “ 
+Oluf sværmede om de unge piger , som bien 
+om blomsterne ; livsglad af natur , glædede han sig 
+ved livet , hans øjne strålede af henrykkelse og 
+læberne vare altid parate til smil . 
+Med Amalie var der på den senere tid foregået 
+
+samme forandring som med mig , hun var 
+bleven tavs og tilbageholden , søgte ensomme steder 
+og de store smukke øjne , der før så frejdigt ud i 
+verden , stirrede nu enten ned mod jorden eller op 
+mod himlen med vemodig længsel , men aldrig 
+ligeud . 
+
+nittende kapitel . 
+Det var den sidste dag , vi havde tilbage at være 
+hos vor elskværdige vært og aftenen skulle vi tilbringe 
+på Ellegård . 
+Både Oluf og jeg vare alvorlig stemte . Jeg 
+så flere gange tilbagetrængte tårer i hans øjne 
+og kinden havde ligesom tabt noget af sin tristhed . 
+Amalie var også denne dag mere end almindelig 
+bevæget , hun spiste intet og sukkede ofte , når 
+hun troede sig ubemærket . Når Olufs og hendes 
+øje mødtes , og det gjorde de ofte , så rødmede de 
+begge og så ned . 
+Jeg havde hele dagen været hjemme med det 
+forsæt , at gøre mig så elskværdig som mulig , for 
+atter at udflette det ubehagelige indtryk jeg havde 
+gjort på frøken Sofie . 
+Ved bordet blev vor skål drukket , man ønskede 
+os en lykkelig rejse og snarligt gensyn . Jeg besvarede 
+
+vor værts tale med nogle hjertelige ord og 
+således endte det pinlige måltid . 
+Kaffebordet var dækket i haven og husets 
+datter skulle lave den . Jeg sad og talte med Sofie , 
+da Fru bordgård kom og spurgte os hvor Amalie 
+var henne , da maskinen var på vej til at gå 
+af kog . 
+Jeg tilbød mig at opsøge hende , men da jeg 
+kom til kaprifolielysthuset , opdagede jeg til min forundring 
+Amalie og Oluf , begge siddende på bænken , 
+hans arm omsluttede hende , og hendes yndige 
+lille lokkehovep lå op til hans bryst . 
+Jeg formåede ikke straks at løsrive mig fra det 
+syn , at se to så ungdomsfriske , lykkelige og smukke 
+ansigter så tæt ved hinanden . 
+Jeg havde ikke hjerte til at stille dem ad ; ubemærket 
+var jeg kommen — ubemærket listede jeg mig 
+atter bort . 
+„ Fandt de hende så , tulinius ? “ 
+„ Nej , Fru bordgård ! Vil ikke frøken Sofie 
+indtage frøken Amalies plads og skænke kaffen ? “ 
+„ Det vil hun vist gerne , men i dag må vi 
+drikke den i selskab , det er sidste gang i år , at vi 
+ere samlede . “ 
+Og Fru bordgård fjernede sig for selv at opsøge 
+flygtningerne . Jeg hørte hende råbe : 
+
+„ Oluf ! Amalie ! “ 
+„ Så mutter kunne finde hende , “ sagde vor 
+vært , da moder og datter vendte tilbage . „ Nå , 
+hvor var du henne , min pige ? Du blusser som en 
+rose . Se , tulinius , er det ikke en køn pige ? Gud 
+ske lov , at Vorherre gav os hende . “ 
+„ Jeg deler ganske proprietairens mening , de 
+ær en lykkelig fader , der har så yndig en datter , 
+at skænke bort . “ 
+„ Stop , min unge ven , ikke så ganske ; min 
+hensigt er for det første at beholde pigebarnet , lad 
+hende først nå de 25 , så er det tidsnok . Hun 
+er vort eneste barn , vi kunne ikke undvære den 
+små , ligesålidt som jeg tror , at hun kan undvære 
+os . “ 
+Endelig kom Oluf , blussende af glæde og 
+sindsbevægelse ; han satte sig tæt hen til Amalie , 
+hvis hænder skælvede , da hun rakte mig koppen . 
+Synet af det lykkelige par satte mig i en 
+febrilst bevægelse , også jeg elsfede . . . men ville 
+hun nogensinde hvile sit kære hoved ved mit bryst ? 
+Forgæves anstrengte jeg mig for at være underholdende , 
+forgæves søgte jeg at frigøre min tanke og 
+blive på jorden , umulig ! 
+Kaffen blev drukket i højtidelig stemning ; den 
+sig nærmende afskedstime bar vel skylden ; derpå 
+
+skiltes vi for at gøre toillette til skovfesten . — 
+klokken fire skulle vi tage afsted . 
+Jeg skulle gjensee hende — måske for sidste 
+gang . Dog , hvorfor for sidste gang ? — var jeg 
+ikke ældre end Oluf — og meget alvorligere end han , 
+hvorfor skulle jeg da ikke ligeså godt kunne indgyde 
+en pige kærlighed , som han ? 
+Medens jeg klædte mig på , gentog jeg min 
+elskedes ord , jeg så hendes blik , hendes rsdme , 
+og da jeg omsider blev færdig , troede jeg at have 
+vished om hendes kærlighed . 
+Nu kqm Oluf for også at klæde sig på , han 
+faldt mig jublende om halsen , og kyssede mig som 
+om jeg havde været Amalie , men til hans forundring 
+blev jeg slet ikke forundret , jeg fortalte ham 
+mit syn og lykønskede ham til så yndig en brud . 
+„ Vær nu tro og bestandig , Oluf , — moraliserede 
+jeg — og skøn på din store lykke . Amalie 
+er en lille fin blomst , kun en nats frost og den 
+ville dræbe hende . “ 
+„ Er du gal , menneske , er du bindegal ! jeg 
+skulle være Amalie utro , jeg skulle kunne elske nogen 
+anden end hende , så måtte jeg da være en skurk , en 
+topmålt skurk . Jeg er det lykkeligste menneske på 
+jorden . Jeg elsker så usigelig højt , og jeg bliver 
+
+gjenelsket ligeså højt . Jeg er rig , og så såre jeg 
+har fået min eksamen gifter jeg mig . “ 
+„ Ja , du er lykkelig min ven , gud velsigne 
+din fremtid . “ 
+, , du skal også blive lykkelig , Carl ! Du elsker , 
+jeg ved det , og du bliver gjenelsket . Gør som jeg , 
+prøv din lykke i aften , jeg sial sørge for at give 
+dig lejlighed . “ 
+„ Du råder mig til at fri — sæt jeg fik nej , 
+så er jeg vingeskudt . “ 
+„ Prøv din lykke , sæt alt på et tærningekast , 
+det har jeg gjort ; jeg havde ikke formået at rejse , 
+før jeg kendte min skæbne . “ 
+„ Du har ret , dtn blive lykkelig eller grænseløs 
+ulykkelig . “ 
+„ Hvad formue angår , så dele vi så snart 
+jeg bliver herre over den , min bedstefader efterlod 
+mig . Kom nu , min ven , frisk mod ! Du sial tage 
+min sorte kjole på i aften , den er mindre og klæder 
+dig bedre , jeg har nu gjort min lykke . Og der er 
+min stråhat , ah ! hvor du seer godt ud med den . 
+Nå , er du så fornøjet . Hvor er stokken , den 
+tager du , jeg har jo min pige . “ 
+Vi gik ned i haven , jeg plukkede den yndigste 
+rose , jeg kunne finde og satte i mit knaphul . Oluf 
+havde alt fundet sin rose ! 
+
+klokken fire holdt kurvevognen for døren og et 
+øjeblik efter gallopperede Oluf og feg hen ad landevejen . 
+Intet 
+ord blev vekslet , vi drømte begge en 
+dejlig drøm . 
+„ For s . . . . Carl ofto Emil ! hvor længe skal 
+Lotte stå og græsse ved grøftekanten , vi komme jo 
+aldrig til Ellegård . “ 
+Drømmen , den dejlige drøm , var drømt ud . 
+Hvorfor vækkede du mig , Oluf potter ! Kunne du 
+ikke unde din stakkels ven den salige drøm , ak kun 
+et minut , et sekund endnu ? 
+Gården var opfyldt af vogne og bandende 
+kuske , røgende på deres merskumspiber . 
+Mit hjerte bankede så glad og uroligt ; thi 
+jeg så to klare øjne tilsmile mig gennem ruden . 
+I haven mødte os en stor overraskelse , vi blev 
+modtagne as en stærk og støjende musik , der i mine 
+øren lød mere affirækkende end tiltrækkende , dog 
+læste jeg glæde på de fleste ansigter . 
+Hofjægermesteren anførte , og snart stod vi på 
+en åben plads , der var belagt med brædder , indhegnet 
+med stole og bænke og et stort telt i baggrunden 
+med forfriskninger . 
+Det var altså et sommerbal ! 
+
+det løb mig koldt ned ad ryggen , da jeg hørte 
+hofjægermesteren sige : 
+„ Mine herrer , tør jeg bede dem at følge mit 
+eksempel . “ 
+I det samme engagerede han amtmandens 
+frue , en ældre vakker dame , og åbnede derpå med 
+anstand ballet . 
+Kammerjunker Skovstrup førte husets datter , 
+og uu fulgte par efter par ; den sidste , som sluttede 
+denne afdeling var Oluf med sin smukke kusine , 
+hvem lykken havde gjort endnu smukkere . I forbigående 
+bøjede han sig imod mig og hviskedee : 
+„ Men , Carl ! hvor bliver du af ? Sofie står 
+og venter på dig ? “ 
+Nu vågnede jeg først til bevidsthed ; jeg var 
+på bal — en dame stod og ventede på mig — 
+og jeg ? . . . 
+O , ulykkelige Carl Otto Emil , hvorfor lærte 
+du dog ikke at danse , medens du var dreng , så 
+havde du nu ikke som student været tvunget til at 
+flygte . 
+Hvorfor ? 
+Alt blev tavst , kun et sagte vindpust for igennem 
+trætoppene og nåde mit hjerte , der hviskedee 
+så vemodig : 
+„ Hvor kunne du nænne at spørge „ hvorfor ? “ 
+
+gud velsigne mine kære gode tanter . 
+Jeg var til mode som en forbryder , der frygter 
+for , at hans flugt vil blive opdaget . Jeg havde 
+allerede sat mig i bevægelse , da frøken Nordan 
+pludselig stod foran mig , hun nejede gratiøst og så 
+mig smilende ind i øjnene . Jeg bukkede til gengæld . 
+Hun 
+var så smuk , jeg kunne næppe modstå at 
+trykke hende i min favn . 
+Hun nejede igen . 
+„ Hvad mener hun ? “ tænkte jeg forundret , og 
+så gjorde jeg min skyldighed og bukkede atter . 
+Først drog en mørk sky over hendes yndige 
+åsyn , derpå lød en for mig meget ubehagelig 
+latter . Hun vendte sig stolt fra mig , gik hen mod 
+min sidemand og sagde : 
+„ Har de måske heller ikke lyst til at danse ? “ 
+„ Hvor kan de gøre mig så grusomt et 
+spørgsmål , frøken Nordan , “ svarede han . — 
+„ Når en engel åbner himmerigets port for os 
+stakkels dødelige , hvem ville da blive udenfor . “ 
+Jeg hørte ikke mere , nu forstod jeg hendes hilsen , 
+den yndige spørgende mine , den mørke sky og 
+den hånende latter , jeg vidste nu , at jeg havde 
+dødelig fornærmet hende og gjort mig selv latterlig . 
+Jeg gik ikke , jeg styrtede bort ; jeg sprang over 
+
+gjerdet ud på Marken , langt , langt ud , til jeg ikke 
+mere kunne høre den skrattende musik , så kastede 
+jeg mig ned i græsset , jeg følte mig så træt ; thi 
+ungdomsmodet var flygtet med hendes latter . Jeg 
+vred mine hænder , ja , jeg tror jeg græd , så latterlig , 
+så ynkelig , så ydmyget følte jeg mig — og 
+alt det for en Dands . 
+Således gik en stund , en sørgelig stund for 
+et ungt hjerte . Mine tanker hvirvledes afsted som 
+skyerne på en stormfuld dag ; men når skyen > , 
+brister , bliver himlen atter klar , dog alt som det 
+stormede i min sjæl , blev mine tanker mørkere . 
+Sorg og ulykke kan tiden mildne , men er man først 
+bleven latterliggjort , det mildnes , det glemmes aldrig . 
+Og solens stråler blev mattere , alt som den 
+dalede mod vest , fuglene fløj til deres små reder , 
+blomsten lukkede sit bæger , den ville også sove , 
+men jeg lå endnu på samme sted , jeg hørte 
+endnu hendes latter , jeg så de omståendes smil . 
+Ak , hvor skulle jeg gøre af mig ? Her kunne jeg 
+dog ikke blive , og i selskabet ville jeg ikke være . 
+Mon man havde lagt mærke til min bortgang ? 
+— mon nogen savnede mig ? Jo en , en 
+lidste jeg savnede mig , det var Oluf . 
+Således svingede mine tanker sig i vilden 
+Dands til det fugtige græs bragte feberkulde gennem 
+
+mine årer . Jeg rejste mig , kastede blikkelmsrkt 
+om mig , til jeg endelig tog mig sammen og 
+styrede mine skridt hen imod herregårde » for at 
+sadle » lin hest og ubemærket ride bort . 
+Alt som jeg kom nærmere hovedbygningen , , 
+nåde den fordømte tromme og den falske fløjte 
+mine øren . Den lette aftenvind bar tonerne med , 
+jeg så dem i tanken svinge sig i dansen , hun 
+hvilede sig på kammerjunkerens arm , den anden 
+» lagde han om hendes liv og deres øjne mødtes , 
+hvor jeg hadede denne jammerlige musik , hvor 
+jeg hadede Dands , og i dette øjeblik svor jeg dyrt 
+og helligt aldrig , aldrig af sætte mine fødder på 
+gulvet for af danse , og jeg har holdt min ed . 
+Jeg nåde stalden , jeg havde alt ubemærket : 
+lagt bidselet på Lotte , da jeg pludselig forandrede 
+min bestemmelse , jeg sagde nemlig til mig selv følgende 
+vise ord : 
+„ Du vil flygte som en forbryder , hvad har du 
+egentlig gjort ? “ 
+„ Jeg kunne ikke danse . “ 
+„ Ikke andet end det , det viser jo , af du hav 
+været flittig og stadig ; deri er der da ingen forbrydelse . “ 
+„ Ja , 
+men det er heller ikke ene fordi jeg ikke 
+kunne danse , af jeg ville flygte , men fordi jeg har : 
+
+gjort mig latterlig i alles øjne ved ikke af forstå 
+betydningen af hendes nejen , medens jeg som en 
+topmålt idiot blev ved af bukke igen , og derved 
+fremkaldte hendes medlidenhed i stedet for hendes vrede . 
+Jeg hader medlidenhed . “ 
+„ Men herre gud ! Det er jo dog ikke første 
+gang , at du har gjort dig latterlig lige overfor 
+hende og dog har du besejret denne latter og tvunget 
+hende til at vise dig agtelse . Hvorfor ikke gentage 
+forsøget ? “ 
+„ Det er let nok sagt , men hvorledes ? “ 
+Således fortsatte jeg en stund med spørgsmål 
+og svar , indtil jeg endelig kom til det resultat 
+at trodse dem alle , store og små og frøken 
+Nordan med . Det var ikke første gang og ville vel 
+heller ikke blive den sidste . 
+Ved denne betragtning drog jeg et dybt 
+suk , flap hestens bidsel , tog nogle voldsomme lange 
+skridt , der endte med storm og et øjeblik efter 
+stod jeg midt i balkredsen . 
+Med bankende hjerte og lynende øje stirrede 
+jeg fra ansigt til ansigt for at iagttage , hvilken 
+virkning min pludselige tilbagekomst ville fremkalde . 
+Men hvor blev jeg flan , underlig flan , ved at opdage , 
+at ingen spørgende eller forundret betragtede 
+
+mig , ja , man lagde ikke engang mærke til mig . 
+Man havde altså slet ikke savnet mig ! 
+Hvor mange have ikke næret mine forhåbninger 
+og delt mit nederlag . 
+Jeg kom netop under en pause , man hvilede og 
+nsd forfriskninger . Olus stod ved frøken Nordans 
+side og talte livligt med hende , det forekom mig , at 
+hendes øje søgte nogen , var det kammerjunkeren , 
+eller var det . . . ? 
+Jeg nærmede mig langsomt , da jeg lige ved mig , 
+hørte en venlig hvibrerende stemme . 
+„ Hvor har de været så længe , hr . Tulinius ? “ 
+Og Sofies klare og milde øje så spørgende 
+på mig ; det forekom mig som lyste blikket gennem 
+tårer . 
+„ Jeg dandser aldrig , “ svarede jeg bevæget — 
+der var dog en , som havde savnet mig — „ Jeg 
+har aldrig lært at danse og vil aldrig lære det , 
+ellers havde jeg naturligvis udbedet mig første Dands 
+af dem . “ 
+Hvilket yndigt solskin gled hen over det lille 
+ansigt , og for første gang opdagede jeg , at hun dog 
+i grunden var en nydelig pige . 
+Jeg ved ikke , hvorledes det gik til , men jeg 
+greb hendes hånd , trykkede den i begge mine og 
+lagde den på mit hjerte , der stormede så vildt og 
+
+urolig ; den skulle dæmpe det hurtige slag og bringe 
+freden tilbage . 
+Hvorfor , ak hvorfor gjorde jeg det ? 
+Gives der ikke øjeblikke i vort liv hvor vi , 
+skjøndt vågne , er utilregnelige i tanker , ord og 
+handling , skønt loven , altså verden , fordømmer 
+os ? 
+Et sådant øjeblik var dette . Gud tilgive mig 
+min ubevidste synd ! 
+Hun lod mig beholde sin hånd , den skælvede , 
+. den lille stakkel ; thi den led uret , den dæmpede et 
+hjerteslag , der ikke slog for hende . Pludselig vågnede 
+jeg ved en undertrykt hulken . 
+Hvorfor græd hun ? Ak , hvad havde jeg dog 
+gjort imod det stakkels barn . 
+Jeg følte mig så forladt , så ulykkelig , fordi 
+jeg troede , at ingen havde savnet mig . Hendes 
+uventede venlighed blødgjorte mit stivfrosne sind 
+— jeg var kun atten år — det må være min 
+undskyldning . 
+Nu vare mine øjne åbnede , jeg glemte min 
+egen sorg over hendes glæde — en glæde , jeg 
+måtte berøve hende , før den slog rod i hendes 
+hjerte . 
+Jeg satte mig ved hendes side , hun få på 
+mig med de smukke øjne , hvis skønhed blev forhoret 
+
+ved den barnlige kærlighed , der lyste ud af 
+dem og opfyldte mig med sorg og anger . 
+Havde jeg ikke alt mistet mit hjerte , så Havde 
+hun nu taget det tilfange , det følte jeg . 
+„ Frøken Sofie , “ sagde jeg , „ tør jeg tro , de er 
+min veninde ? “ 
+„ Kan de tvivle derpå ? “ 
+„ Jeg ville så gerne betroe dem en hemmelighed , 
+der længe har ligget mig tungt på hjertet og 
+gjort mig så kedelig og » elskværdig . “ 
+„ O tulinius , ikke nu , jeg beder dem , ikke nu . “ . 
+Jeg søgte fortvivlet efter de rette ord ; jeg så , 
+hun havde atter misforstået mig . Herre gud , skal 
+jeg da altid missorståes ? 
+Jeg besluttede at storme frem , jeg ville nu tale 
+tydelig . 
+„ Jo , frøken Sofie , tillad mig , netop nu , de 
+anser mig måske endnu for en dreng , men jeg 
+elsker med en mands hele inderlighed , jeg . . . “ 
+Hun afbrød mig atter . 
+„ Ikke mere , jeg beder dem , jeg tror på dem 
+som på . . . “ 
+Denne gang var det mig , der afbrød hende , 
+ikke værdig og beskeden , men fortvivlet . 
+„ Som en søster på en Broder . Tak , frøken 
+Sofie , de flat også altid finde en sand ven og 
+
+Broder i mig . Deres venskab vil være mig en stor 
+trøst , dersom jeg er så ulykkelig , at frøken Nordan 
+ikke besvarer mine følelser . Ia , nu har jeg betroet 
+dem min hemmelighed . “ 
+Jeg havde sagt , hvad jeg ville sige , men jeg 
+manglede mod til at hæve mine øjne . 
+„ Gud være med dem i deres kærlighed . “ 
+Jeg så op — hun var forsvundet . 
+Trommen hvirvlede op til Dands , jeg manglede 
+kraft til at rejse mig , jeg hørte endnu : „ Gud være 
+med dem i deres kærlighed . “ Mit sind var 
+blevet så blødt , jeg kendte ikke mig selv . Hvorfor 
+elskede jeg ikke Sofie ? — så havde vi begge været 
+lykkelige . 
+Den stjærende uharmoniske musik afbrød mine 
+tanker . 
+„ Hvor jeg hader denne øretudende musik , der 
+farer en gennem marv og ben . 3a , hvor jeg 
+hader dansen . “ 
+„ Det er altså for at undgå genstanden for 
+deres had , at de har trukket dem tilbage til 
+træernes skygge , hr , tulinius ? “ 
+Det var frøken Nordan , der havde hørt mit 
+udbrud og nu stod foran mig . Jeg følte , at jeg 
+skælvede . 
+
+jeg ville rejse mig , men hun bød mig med en 
+håndbevægelse at blive siddende ; hun satte sig hos mig . 
+„ Jeg skylder dem en undskyldning , frøken 
+Nordan , for min besynderlige opførsel før og nu , “ 
+Sagde jeg , „ men jeg er i dag for første gang på et 
+bal , ja , hvad værre er — jeg har aldrig været tilstede 
+ved en Dands og derfor må jeg åbent tilsfåe , 
+at jeg ikke fattede den store gunst , frøkenen 
+var så god at ville tilsfåe mig . Jeg bar mig ad 
+som en klodrian , men jeg er hårdt straffet derfor . “ 
+„ Er det muligt , findes der virkelig en student , 
+der aldrig har dandset ? “ 
+„ Ja , frøken Nordan ! Her seer de et sådant 
+uhyre . “ 
+„ Men hvad har de da foretaget dem ? “ 
+„ Jeg har brugt mit hoved i stedet for mine 
+fødder ; vil de tilgive mig det ? “ 
+„ Jeg bliver vel nødsaget dertil , dog kun på det 
+vilkår , at når jeg næste gang inklinerer for dem , 
+de da forstår at føre mig i dansen . “ 
+„ På den betingelse kan jeg ikke modtage deres 
+tilgivelse , frøken , jeg har lovet aldrig oftere at give 
+møde på et bal ; jeg vil aldrig lære at danse . “ 
+„ Og hvorfor ikke ? “ 
+„ Fordi jeg har lovet det . “ 
+
+„ Men når jeg nu kun på den betingelse vil 
+tilgive dem ? “ 
+„ Jeg ville dog blive mit løfte tro ! — men dø . “ 
+„ Skønt meget ung , er de meget stolt og meget 
+fast i deres villie . “ 
+„ Har den unge ikke samme ret som den gamle 
+til at have en fast villie ? Hvem kan elske så varmt , 
+så usigelig inderlig , som vi med vor levende begejstring , 
+vort sværmeri ? Nej , frøken , nej ! Det 
+er ikke årene , men hjertet og sjælen , der flader 
+manden i os . Gid jeg kunne overbevise dem derom , 
+de ved ikke , frøken Nordan , hvor meget det ligger 
+mig på hjertet at vinde deres gunst for inglingen . 
+Jeg greb hendes hånd , hvor den var kold og 
+sittrede ; men hendes øjne vare så milde . 
+„ De har overrraflet mig , de er så ung . Vi 
+ere lige gamle og jeg kender ikke dem eller deres 
+familieforhold . “ 
+„ Det er sandt , frøken Nordan , jeg tænkte i 
+dette øjeblik kun på min kærlighed . — jeg troede 
+med den i hjertet at kunne vinde deres ; jeg glemte , 
+at der findes andre betingelser for lykken . Vel , 
+frøken , de skal få alle de oplysninger , de ønsker . 
+Min fader var sømand , han fandt sin grav i 
+bølgerne , og min moder døde , da hun havde skænket 
+mig livet . Jeg fik et kærligt hjem hos tre gamle 
+
+piger , der opdrog den lille fattige dreng , ikke af 
+deres overflod , men af deres arbejde . Gud velsigne 
+dem for det . “ 
+„ Nu kender de min hele fortid fil jeg lærte 
+at elske dem . Et nyt liv , en ny attrå er nu 
+vågnet i min sjæl , jeg vil arbejde dag og nat 
+for at flabe dem en sikker fremtid . Dnglingen vil 
+blive mand i kraft og energi , og aldrig vil jeg blive 
+træt af at virke , thi jeg elsker så usigelig højt . “ 
+„ Ti , for guds skyld ti ! jeg kan ikke modtage 
+deres tilbud , vore forhold er få forskellige . . . “ 
+„ Er det studenten , der ikke passer for frøken 
+Nordan , eller er det sømandens søn , der er for 
+ringe for hofjægermesterens datter ? “ 
+„ Jeg ved ikke , med hvad ret , de tillader dem 
+at spørge om mine bevæggrunde . Det må være 
+dem nok , når jeg siger dem , at vi ikke passe 
+sammen . “ 
+Hnn rejste sig stolt for at gå . 
+„ De siger , med hvad ret jeg spørger dem — 
+med den ret , som kærligheden ene giver manden . Erdet 
+min eller mine forældres stilling , der gør mig 
+uværdig fil deres hånd ? “ 
+„ De tvinger mig fil oprigtighed . Når studentens 
+fader er sømand , passer sønnen ikke til 
+
+ægtefælle for hofjægermester og godsbesidder Nordans 
+datter ; desuden elsker jeg dem ikke . “ 
+„ De fornægter sandheden , frøken , når de 
+siger , at de ikke elsker mig . Jeg har læst kærligheden 
+i deres øje , jeft har følt den gennem deres 
+hånds skælven , jeg seer den selv i dette øjeblik 
+på deres pande , deres øjne og læber . Se , 
+hvor de blegner , hvor de ffjælver , fordi de har 
+fornægtet deres hjerte . Havde jeg ikke næret den 
+vished , havde jeg aldrig vovet at indvie dem i mit 
+hjertes dybe hemmelighed . Jeg var så tåbelig 
+at tro , at sand kærlighed havde større værd for 
+den kvinde , som selv elsker — end alle fædres og 
+forfædres livsstillinger . Jeg seer , jeg har taget fejl , 
+kvinden elsker med forstanden , manden kun med det 
+stakkels hjerte . Jo , de har ret , frøken Nordan , 
+jeg var for ung , jeg manglede erfaring ; den har de 
+nu givet mig , men tilgiv , jeg formår ikke at takke 
+dem for gaven . “ 
+„ De er meget grusom imod mig . “ 
+„ Er jeg grusom ? Jeg , der ville ofre dem hver 
+glæde , hvert solglimt af mit liv . Nej , frøken 
+Nordan , de har været grusom imod dem selv , idet de 
+har fornægtet deres kærlighed ; hvad de har syndet 
+imod mig , det tilgiver jeg dem , det ffal ikke tynge 
+på deres hjerte ; den byrde vil jeg kun dele med 
+
+gud . — de græder , frøken , jeg kan ikke trøste dem ; 
+thi nu først fatter jeg deres ord : „ Vi passe ikke 
+sammen . “ Farvel , frøken Nordan ! Tilgiv mig disse 
+tårer , af deres flod vil engang morgensolen opstige . “ 
+Hun 
+var sunken ned på bænken og skjulte sit 
+ansigt i lommetørklædet . 
+„ Hvor går de hen , “ spurgte hun ængstelig 
+og så op . 
+„ Nær ingen frygt for mig ; jeg hører ikke til 
+de svage sjæle , der i øjeblikkets smærte begå en 
+synd , som er manden uværdig . Jeg går for at 
+arbejde , at ikke sorgen skal gøre mig til en uværdig 
+søn af så brave forældre . Glemme dem , frøken , 
+det kan , det vil jeg ikke , og dog sværger jeg dem 
+til , at selv om de i dette øjeblik tilbød mig deres 
+hånd , ville jeg nu , da jeg kender deres anskuelser , 
+afslå den , jeg ville aldrig eje en hustru , der , om 
+kun i tanker , så ned på mine retskafne forældre 
+og kærlige tanter . “ 
+„ Vil de ikke række mig hånden til afsled ? “ 
+„ Hvor kan de nænne at gøre mig så svag , 
+nu , da jeg trænger til min hele styrke ? “ 
+Men hånden gav jeg ; den lille bløde hånd 
+hvilede i min , hvor gerne havde jeg ikke lagt den 
+ved mit hjerte og beholdt den hele livet . 
+
+og kvinden fejrede øver hovmod og fordom . 
+„ Bliv hos mig , “ hviskedee hun gennem tårer . 
+Det blev så varmt i mit hjerte . Kærligheden 
+jublede , men mandens klare blik og stolthed , der 
+nu havde brudt sin larve , forjog inglingens svaghed . 
+„ Jeg kan ikke , frøken Nordan . Nu elsker de 
+mig og underkaster dem deres kærlighed ; men er 
+de først min , da ville hovmodet og fordommene 
+vågne på ny og træde i skranker mod deres hjerte . 
+De vil ringeagte , hvad jeg elsker og højagter , og derved 
+ikke blot dræbe deres , men også min kærlighed . “ 
+„ Har jeg syndet imod dem , så er jeg bleven 
+grusomt straffet . De har ydmyget mig , idet de nu 
+øver gengæld . Gå , forlad mig , gid aldrig vore 
+veje oftere måtte mødes hernede . “ 
+„ Farvel , frøken Karen , og tilgiv mig , som jeg 
+tilgiver dem , dog mødes atter vore veje , og deres 
+tanker og anskuelser skulle have forandret sig , så . . . 
+Så ræk mig frivillig den dyrebare hånd , og jeg 
+vil aldrig , aldrig slippe den mere . “ 
+„ Jeg skulle før anden gang betle til sømandens 
+søn ? Aldrig . Min kærlighed er fra dette øjeblik 
+død , og var jeg end så ulykkelig , at den atter vågnede 
+til liv , da ville jeg før bøe — bøe af kærlighed , 
+end på ny ydmyge mig . Gå , de har dog aldrig 
+elflet mig , forlad mig , jeg ønfler nu at være ene . “ 
+
+„ Jeg har aldrig elsket dem ? Min gud , jeg 
+har aldrig elsket hende ! — “ 
+„ Så gå dog , har de ikke gjort mig ulykkelig 
+nok ? “ 
+„ Ulykkelig ? Tak , frøken Karen . Gud velsigne 
+dem ! Nu går jeg ! “ 
+Der sad en rose ved hendes hjerte , jeg bøjede 
+mig imod den , jeg tog den med . Men idet jeg rejste 
+mig , løsnede min rose sig og skjulte sig i hendes 
+skød . 
+Kun en gang vendte jeg mig om : min rose 
+lå i hendes hånd , ved hendes læber . 
+Hun skal blive min ; thi frugten modnes så 
+ofte under tilhyllet green . Men : 
+, , Im selben maß du willst empfangen , mußt du geben ; 
+„ Willst du ein ganzes Herz , so gib ein ganzes leben . “ 
+
+tyvende kapitel . 
+Det var forår . Sneetæppet var smeltet — jisskorpen 
+brudt , en kølig vind havde gennemskåret 
+det fængslede hav og frigjort bølgernes løb . 
+Ude ved „ Trekroner “ vuggede de stolte skibe 
+sig , spejlende sig i bølgedansen med udspredte vinger 
+og viftende håb . Søfolkene vare i travl bevægelse , 
+både med hånd og hjerte . 
+En kastede øjet glad og længselsfuld forud , 
+som kunne han gennemtrænge det dybe , dybe rum , 
+der adsfiller nutid og fremtid ; lokkerne flagrede om 
+den kække pande , der frejdig og forhåbningsfuld 
+var kastet tilbage , som havde han alt opfanget den 
+lykke , det ungdomsfrisfe hjerte lod ane ved de 
+fremmede kyster . Hånden greb hurtig og fast om 
+tougværket , som kunne den fremskynde skibets fart . 
+Fremad , fremad , jublede det i hans sjæl : 
+„ Jeg må ud , jeg må frem , uden ro uden rast — 
+kun en snegl til sit huns kan groe fast . “ 
+En anden sømand stod lige ved . Han var 
+
+også ung . Hans øjne stirrede tilbage , sorg lå i 
+hvert træk , tåren glindsede i øjet , der hang som 
+fastgroet ved de lysegrønne volde , de ranke kirkespir , 
+ved det elskede barndoms og ungdoms hjem , hvor 
+alle hans tanker , hans attråer , hans eget elskende , 
+urolige hjerte blev tilbage . 
+Ni måneder vare gåde siden hin aften på 
+Ellegård . 
+Jeg seer endnu mine gode tanters glædestrålende 
+træk , da jeg en morgenstund trådte uventet ind i 
+dagligstuen . De sad netop og talte om deres søn ; 
+de længtes , de kærlige sjæle , de længtes efter fuglen , 
+der for første gang havde forladt sin rede . 
+Tante Sofie sluttede mig først i sine arme , hun 
+så mig fast i øjet , opdagede hun noget ? Læste 
+hun stormen i min sjæl ? 
+Hendes blik hvilede så tankefuldt , så bedrøvet 
+på mig , medens de andre tanter udtømte sig i 
+spørgsmål og gisninger , som det kostede mig al 
+min kraft og anstrengelse at besvare . 
+Intet falder mig så tungt , som at udtale en 
+udsandhed ; det takker jeg mine kære gamle for , som 
+for alt andet godt , der er mødt mig i livet . Hvert 
+ædelt frø i min sjæl har deres hånd nedlagt , og 
+faldt end meget af det i stenet grund og blandt 
+tidsler , som kvalte det , så faldt der også noget i 
+
+god jord , der har bragt min vår skønne blomster , 
+der vil bringe min alderdom velsignet frugt . 
+Ester min hjemkomst arbejdede jeg dag og nat ; 
+som en slave hang jeg ved bogen . Spørgsmålet 
+om min fremtid var afgjort , jeg havde valgt det 
+juridiske studium . 
+Min kærlighed , mit arbejde overmandede mig ; 
+jeg blev syg . 
+I flere måneder holdt jeg sengen med en 
+ondartet feber . Tante Sofie veg aldrig fra mit 
+leje . Da forstanden atter var klar , vendte hukommelsen 
+tilbage , og en tung sørgmodighed overfaldt 
+mig . Jeg vidste , at frøken Nordan elskede mig , 
+men jeg frygtede , at hendes anskuelser aldrig ville 
+forandre sig , at vor lange adskillelse skulle kjslne 
+hendes hjerte og atter nære de gamle fordomme ; 
+hun ville i så fald aldrig blive min , og mit liv , 
+min fremtid ville da være tom og glædesløs . 
+Så kastede jeg mig frem og tilbage , men 
+søvnen veg længere og længere fra mig . 
+„ Hvad fejler dig , min søn ? “ 
+Det var første gang , tante Sofie rettede det 
+spørgsmål til mig , skønt hendes øje ofte havde 
+udtalt det . 
+Og jeg fortalte min moder alt , hvad der 
+gyngede min sjæl . 
+
+en blød hånd gled kærtegnende over min 
+pande , der kom ro og fred i mit sind . Jeg greb 
+hånden mellem begge mine , lukkede mine øjne og 
+sov ind . 
+Ja , nu var det forår . 
+„ Trommerum , fum fum , trummerum , “ nynnede 
+borgen . „ Se så ! nu sidder du jo godt . “ 
+Det var en lang sætning , det følte han da 
+også selv , thi han trak vejret tungt efter anstrengelsen . 
+„ Der , min dreng , sæt dine fødder på skamlen , 
+jorden pr sugtig . Se så , nu er det godt . “ Og 
+tante Sofie så kærlig på mig . 
+„ Nej , men Carl ! Du sidder jo og forkølet 
+dig , barn , se her , tag mit shawl om dig , kom , lad 
+mig give dig det om ryggen . Det går ellers 
+aldrig godt ! “ 
+Jeg krympede mig under den gode tante Thoras 
+omhu — medens hun søgte af berøve mig min frihed . 
+Vejret standsede , det var , som skulle jeg kvæles ; men 
+det var jo as kærlighed , og derfor fandt jeg mig r 
+omstændighederne . 
+„ Jeg tror , kære Thora , han har bedst af af 
+sidde uden tørklæde , vejret er mildt , og solen skinner 
+så varm . Se så , fag det selv på ; du fryser , og 
+han kan bedre røre sig . “ 
+Tante Thora tog shawlet , stakkels tante Thora ! 
+
+„ Skuden går for flappe sejl , ikke en vind 
+fylder kludene . Gudsdød , gid der snart ville blæse 
+en frisf kuling , af den atter kan blive flot . “ 
+Og Gregersen så bedrøvet på mig , kastede 
+det ene ben over det andet og tilføjede : „ Jeg 
+mindes ikke den tid , vi have haft så mild en Mai 
+som i år . “ 
+„ Herre Jesus ! hvor alt lover godt i år , “ sagde 
+Caroline , idet hun gik forbi mig og lagde en lille 
+vårblomst på mit bord . Det var nu hendes 
+svaghed , altid af henlægge sin gave i taushed . 
+Var det en svaghed ? 
+„ Nej , nu har Pilatus igen været i haven og 
+hakket i Sofies blomsterbed , det er dog et forsfrækkeligt 
+dyr . Men Caroline har også ladet gårddøren 
+stå på klem . Nå , Carl Otto Emil , der sidder 
+du jo ret godt . Hvorledes er det med hovedet ? 
+Er du endnu i dag ligeså mat som i går ? Vil du 
+ikke have lidt øl af drikke ? Ikke sandt , du vil have 
+øl ? Jeg kan se det på dig . “ 
+Og tante Mille var allerede på vejen til at 
+hente det øl , jeg ikke formåede at drikke . 
+„ Tak , gode Mille , jeg tror , vi ville lade ham 
+sidde stille hen , det har han vidst bedst af , jeg tror 
+ikke , han er tørstig , han drak nylig . Hvad om vi 
+
+gik lidt ned i haven for at se , om urterne er 
+voksede , siden vi sidst vare der ? 
+„ Jomfru Sofie har ret . “ Og borgen fulgte 
+med de andre . 
+Caroline gik og syslede med blomsterbedene . 
+„ Caroline ! “ råbte jeg . 
+I min sygdom var Caroline bleven så lydhør , 
+den svageste lyd , der gik over mine læber , opfangede 
+de tro , gamle øren , og derfor stod Caroline også 
+straks ved min side . 
+„ Hør , Caroline , gode Caroline ! Fortæl mig en 
+lille historie , sådan en som du så ofte har fortalt 
+mig . Jeg kan ikke tåle at læse , og jeg vil nødig 
+sidde og tænke . “ 
+„ Han vil nødig tænke ? Hm ! Øet er galt fat med 
+den stakkel , som nødig vil være menneske og tænke , 
+han har altid et og andet at bære på , som tynger . 
+Det duer ikke , unge herre ! Nej , det duer ikke . — 
+men hvad skulle jeg vel kunne fortælle ham ? Han 
+kan nu mere end jeg , og han ville vel sagtens le 
+ad mine simple historier , der passede for lille Carl 
+Otto Emil , men ikke for hr . Studenten , som ikke 
+tør tænke på sine tanker . “ 
+„ Bild dig ind , min gode Caroline , at jeg 
+endnu er den lille glade dreng , der sad på dit 
+skød og . . . “ 
+
+„ Ih , Vorherre bevare ' s ! Fy for en ulykke ! 
+Skulle jeg tænke ham siddende på « mit skød ? 
+Nej dertil . . 
+„ Stop Caroline ! Bliv ikke bange , du seer jo 
+nok , at jeg ikke duer til at sætte mig på dit skød . 
+Du skulle først have ladet mig tale ud , så var der 
+tid nok til at forsvare dig . Jeg bad dig jo kun 
+om at indbilde dig , at jeg endnu var den lille 
+dreng , din indling , som du altid fortalte de rare 
+historier . Nå , skal jeg , fordi jeg er blevet stor , da 
+ikke mere være din lille Carl Otto Emil ? Så 
+ville jeg ønske , jeg aldrig var bleven stor . “ 
+„ Ikke min ind lin g ? Ikke min lille Carl Otto 
+Emil ? “ hviskedee hun gennem tårer , og hun bøjede 
+sig ned og kyssede begge mine hænder . 
+„ Gud velsigne ham og tak . “ 
+Jeg tog hende om halsen og kyssede hende . 
+„ Fortæl så , lille Caroline , jeg trænger til at høre 
+på dig . “ 
+Og Caroline satte sig på hug ved mine fødder 
+til trods for mit forbud . Det var besværligt , thi 
+Caroline bar på mangen vinter ; men endnu dengang 
+dristede tjenestefolkene sig ikke til at sidde på 
+herskabets sofaer og stole , der var en afstand 
+mellem dem , som aldrig blev overflreden . Til gengæld 
+følte de sig som forældre og børn , den ene 
+
+tålte ikke , man talte ilde om den anden , de havde 
+fælles interæsser og fælles ære , de levede ikke allene 
+et helt liv sammen , men sønnen arvede forældrenes 
+tjenestefolk og betragtede dem som en hellig arv , 
+hvis alderdom han var forpligtet til at forsørge . 
+Og Caroline fortalte , og tiden gik , til tante 
+Sofie sagde , det var bedst at gå ind , jeg havde været 
+for længe ude . 
+
+enogtyvende kapitel . 
+For tredje gang blev jeg iført det hvide halstørklæde , 
+jeg ræklede det selv til tante Mille og bad 
+hende give mig det om . 
+Jeg sørgede nu selv for mine fornødenheder , 
+det vil sige , hvad garderobe og lommepenge angik . 
+Efter min helbredelse søgte jeg informationer , som 
+jeg var så heldig at så . Jeg var meget flittig , 
+meget sparsommelig og gud lagde velsignelse til mit 
+arbejde . 
+For mine første selvfortjente penge købte jeg 
+seks presenter til mine kære gamle , som med tårer 
+betragtede disse . 
+Da jeg havde fået anden eksamen besluttede jeg 
+at tage juridisk attestats og tog den på tre år 
+det kneb , da jeg ikke var herre over hele min tid , 
+og derfor herskede der stor uro og angst i vor kærlige 
+familiekreds . Det var imod deres villie , at jeg informerede 
+i skolerne , men jeg havde gjort det hellige 
+
+løfte , ikke længere at lade de opoffrende gamle søstre 
+arbejde for den unge raste student . Nu var min 
+tid kommen — det takkede jeg dem for — og nu 
+ville jeg arbejde , så at jeg engang kunne sørge for 
+dem . 
+Og arbejde gjorde jeg , så kandidaten fik lauæ . , 
+skjøndt studenten kun var treogtyve år . 
+Hvor vare tanterne blevne gamle , ak , jeg så 
+det først ret , da jeg vendte hjem fra jyllandsrejsen . 
+Skjøndt besøget var kort , var det dog langt nok til 
+at overtyde mig om , at den spæde lille dreng var 
+bleven student ; jeg læste det i ethvert af de gamles 
+træk , i den bøjede ryg , der forgæves søgte at rette 
+sig , i de matte glandsløse øjne , som altid så så 
+varmt og kærligt på mig . Var jeg ikke den , der 
+havde bidraget mit til at svække dem for tidligt ? 
+Jeg læste årene i den ro , der mere og mere 
+lagde sig til hvile over panden , en ro , der taler 
+om en sjæl , som i årenes strøm er gået forædlet 
+gennem prøvelsesilden . 
+De svundne år havde ikke formindsket min 
+kærlighed , men sorgen og håbet lå kun dybere 
+skjult i mit hjerte . 
+Og hende , der havde tændt solen i mit bryst 
+og vakt mandens kraff og udholdenhed hos inglingen , 
+hvor var nu hun ? Skulle vore veje atter mødes ? 
+
+og ville hun da mindes hin Asten ved solens nedgang . 
+Men 
+Oluf ? Hvorledes var det gået ham ? 
+Da han ' vendte tilbage fra Jylland , bar han en 
+ring på højre lillefinger med en glemmigei på 
+midten . Ringen var pantet på hendes kærlighed . 
+„ Se , “ sagde han , idet han viste mig den , „ er 
+den ikke yndig , som hun selv ? Hun ræklede mig den 
+ved afskeden . Hun græd , ja , og jeg græd med , men 
+det så de gamle ikke , de må ikke vide noget om 
+vor forbindelse . “ 
+„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte jeg forundret — 
+„ jeg har aldrig syntes om det hemmelighedsfulde , 
+den åbne , klare sandhed , hvor man har ret til at 
+tale , det er den bedste , den lige vej . “ 
+„ Du glemmer , jeg er kun student . Onkel og 
+tante ville le os ud , måske frabede sig en svigersøn , 
+der intet er og endnu på lang tid intet kan 
+blive . “ 
+„ Men det vidste du jo , førend du friede til 
+din kusine . Hvorfor tav du da ikke og lod tiden 
+råde ? “ 
+„ Hvorfor tav jeg ikke ? Det er godt at se , at 
+du ikke . . . “ 
+Han fik ikke fuldført sætningen , thi i det samme 
+så han på mig og standsede . 
+
+„ En mand bør ikke anholde om en piges hånd 
+i hemmelighed , når han forud tror , at forældrene 
+ikke billige partiet , thi han forleder derved datteren 
+til forstillelse og list . “ 
+„ Sætter du da forældrenes samtykke højere 
+end din og hendes kærlighed , siden du vil ofre 
+den for deres skyld ? Således opfatter jeg ikke 
+kærligheden , kærligheden skal sejre over alt . “ 
+„ Du udtyder mine ord fejl . Jeg sagde , at 
+manden ikke burde anholde hemmelig om datterens 
+hånd , når han forud vidste , at forældrene ville 
+afslå partiet , men jeg sagde ikke , at han flet ikke 
+skulle frie . Tvertimod , elsker han og er gjenelsket , 
+må han se at sejre , dog ikke ved lav forstillelse , 
+ved hemmelig forlovelse , der er både hende 
+og ham uværdig , men ved ærlig og åben kamp . “ 
+„ Hvad forsfåer du ved ærlig og åben kamp ? “ 
+„ Jeg mener , at han , tiltrods for sin overbevisning 
+om at få et afslag , dog bør anholde hos forældrene 
+om datterens hånd og åbent erklære dem , 
+at han ikke opgiver hende , men derimod vil gøre 
+alt , hvad en retskaffen mand formår , for at vinde 
+hende . Han har hendes hjerte , og med det håber 
+han at sejre . Så vide forældrene , hvorledes sagerne 
+stå , og de kunne tage forholdsregler , og de unge 
+
+kunne åbent og ærligt vedkende sig deres kærlighed 
+og . . 
+„ Ja , adskilte . Du skal have tak for den ærlighed , 
+den gælder fil wandsbeck ! Når de så en tid 
+have sukket åbentlyst , men langt fra hinanden , så 
+tvinge forældrene en smuk dag den hulde fil at 
+slutte et andet fordelagtigt parti , og studenten bliver 
+fil tak for sin ærlighed — aldrig fil kandidat ; 
+thi sorgen gør ham modløs , han taber lysten fil 
+arbejde , han vil glemme , men kan ikke , og endelig , 
+for at få en times fred , griber han fil flasken . 
+Nu , jeg behøver vel ikke at fortsætte , du gætter dig 
+fil resten . “ 
+„ Hvilken jammerlig mand , du der beskriver ; 
+han har ærlig fortjent sin skæbne , når han på så 
+uværdig , så umandig en måde bærer sin sorg . 
+Nej , nu vil jeg male med andre farver , og du vil 
+da måske give mig ret . Vi forudsætte , at de 
+begge elskede hinanden med forældrenes lidende , 
+men uden deres samtykke . Da nu i vor tid — 
+Herren været lovet — al tvang , som de gamle 
+tider hævdede , er opløst , så formå ingen forældre 
+-at tvinge deres døtre fil et ægteskab , de ikke billige . 
+Hun afslår altså al tvang og forholder sig ganske 
+rolig , fil hun er myndig , så erklærer hun åbent og 
+ærligt forældrene , at nu vil hun have ham , da de 
+
+ikke kunne påvise ham nogen æreløs handling , der 
+giver dem ret til at nægte ham hendes hånd . “ 
+„ Men så jage de hende ud af huset . “ 
+„ Godt , så tager han hende op , fører hende til 
+præsten og tager derpå sin lille kone med sig hjem . “ 
+„ Ja du indretter det nu så meget godt . 
+Men sæt , han er fattig og ikke formår at gifte sig , 
+hvad gør hun så ? “ 
+„ Det samme , som tusinde kvinder have gjort før 
+hende og uden kærlighed ; hun søger sig en stilling 
+efter sin evne , og indtil hun har fået den , er der 
+vel nok et eller andet kærligt asyl , der vil åbne sig 
+for hende . “ 
+„ Lad gå ! Det var nu dette tilfælde , men 
+nu komme vi til det næste . Pigen er svag , har ikke 
+din heltindes kraft til at bekæmpe forældrenes udholdenhed , 
+hun giver omsider efter , og så passer , 
+min tro , mit forrige maleri fortræffeligt . “ 
+„ Finder du det ? Ja såmænd , når både heltinden 
+og helten er så ynkværdige personer , at den 
+ene ikke elsker højt nok for at få mod til ikke at lade 
+sig påtvinge en anden ægtefælle , og den anden , 
+istedetfor at harmes over hendes svage kærlighed , 
+istedetfor at kaste sig over arbejde for at glemme , 
+eller i det mindste for at dulme og sejre over sin 
+
+ulykke , griber til flasken , — jo , sådanne væsener beklager 
+jeg , og for dem passer dit maleri udmærket godt . “ 
+„ Bravo ! Og „ sådanne væsener “ , som du 
+kalder dem , tror jeg , at Amalie og jeg er ; du indser 
+altså , at jeg har handlet fuldkomment rigtigt . “ 
+„ Ingenlunde Oluf , du er for ubestandig til 
+at sørge dig tilgrunde , og Amalie er for bestandig 
+og trofast til at glemme sin kærlighed . Adlød hun 
+end sine forældre og lod være at ægte dig , så 
+ægtede hun heller aldrig nogen anden . Amalie ville 
+døe af sorg , men blive dig tro . Jeg opfatter hende 
+bedre end du . “ 
+„ Tror du ? “ Og Olufs øjne fyldtes med 
+tårer . — „ Ja , hun elsker mig , den gode kærlige 
+pige . Men jeg elsker også hende til gengæld med 
+min hele sjæl og mit hele hjerte . Du tror mig 
+ikke , Carl ! men tiden vil vise det . “ 
+Der gik et år . 
+Det var en aften , en vinteraften . 
+Jeg sad ved lampen og læste i mine collegier . 
+Da trådte Oluf ind ; hans kinder blussede , hans 
+livlige øjne funklede , og han lagde sin arm om min 
+Hals og hviskedee : 
+„ Carl ! nu er jeg lykkelig ! “ 
+Jeg så forundret og spørgende på ham . 
+„ Så har du fået forældrenes samtykke ? “ 
+
+„ Nej , men hendes . “ 
+„ Hendes ? Det fik du jo for længe siden . “ 
+„ Ia , dersom du for en time siden — kalder 
+længe siden , så har du ret . “ 
+„ For en time siden ? Jeg forstår dig ikke . “ 
+Jeg forstod ham kun alt for godt ! 
+„ Det er dog ganske ligefrem at forstå . For 
+en time siden fik jeg hendes ia , hun har lovet at 
+blive mig fro . Og nu skal jeg til at arbejde for 
+alvor , ved nat og dag , at jeg snart kan blive 
+kandidat . Ak , min ven , hvor jeg er lykkelig . “ 
+„ Forglemmigej ? “ hviskedee jeg og pegede på 
+hans højre hånds lillefinger . 
+„ Den glemte jeg , “ svarede han vemodig og 
+skjulte sit ansigt i hænderne . 
+„ Stakkels olnf ! “ 
+„ Jeg var så ung dengang , jeg kendte ikke mit 
+hjerte , jeg troede , jeg elskede ; men først nu føler jeg 
+kærlighed . Mine følelser for min kusine vare kun 
+en flygtig ungdomsdrøm , en drengestreg , der blev 
+en hemmelighed imellem hende og mig . “ 
+„ Og gud . “ 
+Han lod , som han ikke hørte mine sidste ord , og 
+vedblev : 
+„ Vi have begge nu glemt det . “ 
+„ Hun også ? “ spurgte jeg uvilkårlig . 
+
+han slog øjnene ned og rødmede . 
+„ Jeg håber det , “ svarede han . 
+Var hans håb begrundet ? Havde også hun 
+glemt det løfte , hun kun for et år siden gav og 
+havde lovet af mindes hele livet ? 
+Jeg troede det ikke . 
+Så gik der atter et år og atter et . For 
+nogle af os vare de lange , grumme lange , for andre 
+korte , alt for korte . Tiden kan ikke måles efter 
+dage og år , men efter glæden og sorgen . 
+Men Oluf havde i dette tidsrum alt mangen 
+en gang skiftet sind ; han forelsfede sig så hurtigt , 
+så lidenskabeligt og så kort . — som en aprilsdag 
+skifter med regn og solskin , som en modedame 
+veksler dragt , skiftede han kærlighed . Hans hjerte 
+var en nålepude , der modtager utallige indtryk , 
+uden af de efterlade noget spor . 
+Stakkels , kære ven , hvor du var letsindig og 
+ubestandig , men dog ikke slet . 
+„ Ikke slet ? Er den mand , der således bedrager 
+og forråder kvinden , ikke flet ? En god 
+mand kan ikke udføre Mette handlinger , og enhver 
+der forråder kærligheden , handler slet . Af frugten 
+lærer man træet at kende . “ 
+Tilgiv mig , jeg kan ikke andet , han var , han 
+er min ven , min stakkels ven . Han er ikke slet , 
+
+men svag , så usigelig svag . Hvorfor var hans 
+hjerte så varmt , så modtageligt ? „ Med varme skal 
+man varme fordrive , “ siger det gamle ordsprog , og 
+Oluf viste , at det talte sandt . Hvergang en ny 
+flamme nåde hans hjerte , slukkedes den gamle . 
+Jeg hørte engang en ældre dame påståe , at 
+det var værre at være letsindig end ond , og da jeg 
+forundret spurgte hende , hvorledes hun kunne forsvare 
+denne påstand , sagde hun : 
+„ Et ondt menneske har en villie , det ved , hvad 
+det vil , og det bærer præget af det onde i sit øje , 
+på sin pande , så at enhver kan tage sig i agt for 
+ham , hvorimod et letsindigt menneske er villieløst ; 
+som sivet bøjer det sig for alle vinde med den 
+forskel , at skønt vinden bøjer sivet , formår den 
+ej at knække det ; i dets svaghed ligger dets styrke , 
+det rejser sig atter og atter efter sit nederlag . Letsindighed 
+derimod ejer ingen kraft , dens svaghed er 
+dens ruin , den ejer ingen støtte , ingen grundsætninger . 
+Den letsindiges hjerte er som vandet , der 
+låner himlens farveskær — mørkt eller lyst , men 
+ejer selv ingen farve . Et letsindigt menneske er 
+som oftest godmodigt og elskværdigt , netop fordi han 
+uden forskel søger at gøre alle tilpas . Han er 
+sorgløs , fordi intet gør varigt indtryk på ham . 
+Man elsker ham , man tror hans forsikkringer , fordi 
+
+han altid taler med øjeblikkets varme og følte indtryk , 
+og hvem kan vogte sig for det onde , når det 
+fremtræder for os i sandhedens smukke og usminkede 
+dragt . Et letsindigt menneske synder hundrede 
+gange , når et ondt menneske synder en gang , thi 
+det onde menneske synder kun , når han selv vil , 
+hvorimod det letsindige menneske synder ligeså ofte , 
+som andre ville have det . “ 
+Og hun tilføjede : 
+„ Vogt dem , tulinius , for at slutte venskab 
+med et letsindigt menneske , thi skønt de selv er 
+stærk , vil han dog i et ubevogtet øjeblik , sent eller 
+tidlig , komme til at såre og forurette dem , ikke af 
+ond villie , nej , kun af letsind . “ 
+Og dagen kom , da jeg måtte give prophetrnden 
+ret . 
+Det var en mørk vinteraften , en af dem , hvor 
+mørket varer fra klokken fire eftermiddag til næste 
+morgen klokken otte . 
+Jeg sad og læste i nogle juridiske akter — jeg 
+havde nemlig fået ansættelse hos en sagfører — 
+da det bankede på min dør , og Oluf trådte ind . 
+„ Forretninger overbord , frakken på , og så 
+tage vi hinanden under armen og drive ud ad 
+vesferport . “ 
+„ Ikke i aften , “ — svarede jeg — „ jeg har her et 
+
+arbejde , som jeg først må gøre mig bekendt med . 
+Du må opsøge en anden ledsager , eller også 
+gå ene . “ 
+Men Oluf greb akterne , lukkede dem , tog min 
+hat og min frakke og til sidst mig selv , og så drev 
+vi ud ad farimagsveien og hen ad vesferport . 
+Han spøgte og lo som et barn af glæde over 
+at have besejret mig , han var så elskværdig , ja destoværre 
+så elskværdig , at jeg , skønt surmulende , . 
+Fulgte ham . 
+Undervejs mødte vi en dame , der ilede let og 
+tilsyneladende ængstlig forbi os . 
+I et nu var Oluf ved hendes side ; jeg fulgte 
+modvillig og hørte ham sige : 
+„ Om forladelse , frøken , men det forekommer 
+mig , at de seer dem så ængstelig om og det med 
+rette . Her er så ensomt , og farimagsveien har 
+just ikke det bedste ry . Tillader de , at min ven 
+og jeg ledsage dem hjem ? Jeg kan forsikre dem , 
+at det vil være os en sand fornøjelse , at yde dem 
+vor beskyttelse . “ 
+„ Tak , jeg modtager gerne deres og deres 
+vens ledsagelse , jeg kan ikke nægte , at jeg er ængstelig . 
+Jeg er fremmed her , og under et besøg inde r 
+byen er det blevet mørkt ; jeg har en lang vej at 
+gå , da jeg boer hos en familie på Østerbro . “ 
+
+et tæt slør skjulte den unge piges træk for 
+vore nysgerrige blikke ; ja ung var hun , det røbede 
+hendes stemme og lette gang . 
+„ Aftenen er så mørk , vejen så ujævn og 
+knudret , vil frøkenen ikke tage min arm ? “ 
+Hun tog den , og Olufs gang blev langsommere 
+og langsommere , alt som hans konversation blev livligere ; 
+hun havde snart fortalt ham sin hele livshistorie , 
+thi den små var fra landet . Så nåde 
+vi til sidst Østerbro . 
+Vi vare lige under en lygte ; her standsede 
+Oluf . 
+„ Hvorfor gå damerne dog altid med slør ? “ 
+Spurgte han pludselig . 
+„ For at beskytte sig mod kulden , og fordi det er 
+mode , “ svarede hun ligefrem . 
+„ Jeg kan ikke fordrage slør , jeg har aldrig 
+kunnet forsone mig med dem , ved de hvorfor ? “ 
+„ Nej . “ 
+„ Fordi det skjuler damernes smukke ansigt . 
+Tag det til side , jeg beder , jeg bønfalder dem , tag 
+det til side , kun et eneste øjeblik . “ 
+Og Oluf dristede sig til selv at hæve sløret , og vi 
+så nu begge det yndigste pigeansigt , frisk og blomstrende ; 
+men vred så hun ud , så vred , at jeg uvilkårlig 
+trak mig lidt tilbage . 
+
+hun ville trække sløret ned igen , men Oluf 
+forhindrede det og vedblev : 
+„ Hvor de dog er nydelig , og hvor vreden 
+klæder dem guddommeligt , så guddommeligt , at jeg 
+ikke formår at modstå lysten til at gøre dem 
+endnu mere vred . “ 
+Og førend hun kunne afværge det , gav han 
+hende et Kys . 
+Det var for galt ; jeg trådte nærmere , stødte 
+Oluf til side , ræklede min arm ud imod den fortørnede 
+og forfærdede landsbypige , der pludselig havde 
+tabt modet , og sagde : 
+„ Fy Oluf , du glemmer kavaleren ! Tag de kun 
+rolig min arm , lille frøken , jeg skal følge dem 
+hjem og senere tale alvorlig med min ven . “ 
+„ Tak , “ svarede hun beroliget og vendte sit søde 
+ansigt om imod mig , og nu begyndte hun forfra at 
+fortælle . Jeg mærkede snart , at der var mere ude 
+end inde . 
+Så fulgte vi gåsen til hendes gadedør . Vor 
+pligt var fyldestgjort , og vi styrede derpå vore 
+fjed under latter og spøg til Frederiksberg og ind 
+til „ Lars Mathiesen . “ 
+Da vi trådte ind i gæsteværelset , sad et lille 
+muntert selskab ved et bord , punschebollen dampede 
+os i møde og udbredte en lokkende og forførende 
+
+Duft , som tilhviskedee os en indbydelse , vi omsider 
+ikke formåede at modstå . En minut efter sad 
+også vi ved et lille bord med en fortryllende punschebolle , 
+der nu ikke blot duftede os i møde , men hvis 
+liflige nektar flød oplivende og opflammende igennem 
+vore årer , medens vor trediemand , der ingen 
+ringere var end vor vakkre vært , hr . Lars Mathiesen 
+selv , fortalte os endeel krøniker , som han dels 
+havde oplevet , dels opdigtet , alt som det faldt ; thi 
+at den gamle kunne spinde en ende , som onkel 
+Gregersen ville have sagt , var noksom bekendt . Nu , 
+han var alligevel en brav mand , som mente sine 
+gæster det godt ; hvor ofte har jeg ikke hørt ham 
+sige til unge mennesker , når de forlangte mere 
+spiritus , end han fandt tilrådelig : 
+„ Stop , min bro ' r , du får nøjes med , hvad 
+du har fået ; det er nok for i aften . “ 
+Han holdt ikke af at se unge mennesker berusede , 
+de gamle lod han Motte sig selv . 
+Hvor det dog var en forunderlig mand , den 
+Lars Mathiesen . Han sagde „ Du “ og „ min bro ' r “ 
+Til alle , uden forskel på rang og forhold ; alle 
+vare hans brødre , nu , ja Adam og Eva vare jo 
+vore første forældre , og gamle Lars Mathiesen 
+mente det broderligt med alle . 
+Bi drak et , to , fire glas , hvor det dog var en 
+
+liflig drik . Så råbte man ved det andet bord 
+på værten , han skulle klinke med , og min ven og 
+jeg benyttede øjeblikket til at forlange mere punsch . 
+Snart var også andet oplag forsvundet , vort sprog 
+blev mere højrøstet , vor latter mere støjende , vor hele 
+opførsel vidnede om , at vi havde set for dybt i 
+punschebollen , thi snart stod Oluf og jeg ved billardet . 
+Jeg spillede med en ung officer , der vandt bestandig , 
+og skønt vi spillede om penge og min 
+pung var let , tabte jeg ikke modet . 
+Punschen flød brændende gennem mine årer , 
+den bragte mig fil at gøre , hvad jeg i ædru tilstand 
+strengt ville have fordømt , ja svoret på , at 
+jeg aldrig ville være i stand fil at gøre . Efter to 
+timers forløb havde jeg tabt tohundrede rigsdaler 
+fil den uniformerede , skønt jeg ikke formåede at 
+betale dem . 
+O punsch , hvorfor dufter du så lifligt og 
+forførende , uagtet du dog gemmer så megen fortærende 
+gift i din bedårende nektar ? Hvor mange 
+af dine dyrkere har du ikke styrtet i fordærvelse , 
+hvor megen anger , hvor mangt et fortvivlelsens skrig 
+er ikke steget op fra dine lokkende bølger , — besidder 
+du den evne un og da at kunne fremtrylle 
+glæde og munterhed , så ejer du også til fulde 
+
+magt fil at fremkalde forbrydelse , ulykke , sorg og 
+anger . 
+Hvor det dog er en forunderlig følelse at være 
+beruset , først livlig , så munter eller gnaven , derpå 
+overgiven , så kåd eller godmodig , endelig sørgmodig 
+eller ondskabsfuld og til slutning bevidstløs , når 
+ikke kvalmen er alt for påtrængende . 
+Jeg havde også den fornøjelse , at kende disse 
+forskellige stadier af punschebollen . Det måtte 
+jeg bekende , da Oluf og jeg næste morgen vågnede 
+i en våd , moradsig grøft på gamle kongevei . 
+Hvorledes vi vare komne så dybt ned , ved jeg ikke ; 
+men det ved jeg , at en politibetjent vækkede os af 
+vor dybe slummer , ikke ved høfligt at banke på 
+vor dør , men derimod ved at banke på vor skulder , 
+en højst ubehagelig måde at sige godmorgen 
+på . 
+Men , var vor opvågnen ubehagelig , så var 
+vor opståen endnu ubehageligere ; endskønt man 
+siger , det er bedre at stige opad end nedad , så tro 
+mig , ikke når det skeer fra en grøft i Københavns 
+omegn , der i de dage vare i en endnu værre tilstand 
+end nu . 
+Stive , forfrosne rejste — nej , krøb vi op fra 
+vort kolde leje . I en tilstand , der er ubeskrivelig , 
+nåde vi på ny Lars Mathiesens enemærker , men 
+
+hvilken forskel var der ikke imellem vore følelser 
+den foregående aften og nu morgenen efter . 
+Dengang vare vi glade , kække og forvovne , 
+— nu skulede vi angst og skamfulde til alle sider 
+som undvegne fanger af frygt for at blive sete og 
+genkendte i vor ynkelige tilstand . Den korte , 
+skjøndt for os milelange vej , glemmer jeg aldrig . 
+Endnu , skjsndt så mange år er svundne siden hin 
+skrækkelige morgen , kan jeg møle , hvorledes blodet 
+farver mit ansigt ved det blotte minde . 
+En aftens overdådige nydelse har bragt mig 
+flere sorger , end al verdens punsch er værd . 
+Ved hjælp af vand , børste o . s . v . , blev det 
+os endelig muligt at gå hjem , thi vi manglede 
+penge til at kunne køre . Men hvilken hjemkomst ! 
+Olufs og min vej stilles ved farimagsveien . 
+Jeg så mit lille fredelige hjem oplyst af den rødmende 
+morgensol , der khdfl bredte sine arme over 
+det ; men dets venlige godmorgen opfyldte mit sind 
+; med sorg , skam og anger , thi det var ingen god 
+morgen for mig . Jeg havde gerne listet mig forbi 
+— jeg manglede mod til at træde ind over den hellige 
+dørtærskel — når jeg ikke i det samme havde 
+følt tante Sofies kærlige arme om min Hals , idet hun 
+brast i så smertelig en gråd , at den var straf 
+nok for min store forseelse . — jeg følte mig så 
+
+brødefuld , så dybt falden , at jeg ikke formåede 
+at gjengjælde hendes varme omfavnelse , men stod 
+med nedhængende arme og rystede af indre kamp og 
+bevægelse . 
+Jeg vovede ikke at møde hendes blik , jeg vidste , 
+det talte om så dyb en smerte , at jeg ikke ville 
+kunne udholde at se det . 
+Hun flap mig og betragtede mig nøje . Hvad 
+hun læste i mit nedslåede øje , på mine askegrå 
+kinder , mit forpjuskede hår , ja hele min forstyrede 
+dragt , det gættede jeg kun alt for tydeligt . 
+Vi stod endnu i gadedøren , tante Sofie var 
+iført hat og kåbe ; jeg anede grunden , men ikke et 
+ord vovede sig frem over mine fasf sammenpressede 
+læber . 
+Hvor jeg beklager enhver , der på grund af 
+sine handlinger må slå øjet ned , i stedet for frejdigt 
+og åbent at turde se og møde sine medmenneskers 
+blik . 
+Ja , hvor jeg beklager den stakkels sjæl af mit 
+ganske hjerte , thi jeg har selv følt et sådant øjebliks 
+nedværdigelse ; det følger mig gennem livet , 
+jeg kan og vil aldrig glemme det . Denne ungdomsforseelse 
+har lært mig , hvad den må lide , som lever 
+i synd , i skændsel . Denne ungdomsforseelse har 
+
+for bestandig frelst mig fra at begå lignende vildfarelser . 
+Hvor 
+er det muligt , af ikke alle blive frelste , 
+når de opvågne efter en sådan nats misbrug ? 
+Hvor er det muligt , af de atter formå af kaste sig 
+ud i samme brusende , ville strøm , der truer med 
+af dræbe guds billede i deres sjæl , hvor kunne de 
+dog glemme en så smertelig og sønderknusende opvågnen ? 
+Jeg 
+hørte intet spørgsmål , intet ord , men 
+jeg følte mig blidt greben ved armen og ledet op til 
+mit Kammer . 
+Da jeg trådte ind i mine forældres lille værelse , 
+kunne jeg ikke længere holde mine fremvældende 
+tårer tilbage , jeg kastede mig på en stol og hulkede 
+som et barn . 
+Således sad jeg en stund , en lang og smertelig 
+stund . Jeg troede , jeg var ene , af min gode 
+engel havde forladt mig . Da følte jeg atter den 
+samme venlige hånd stille mig ved hat og halstørklæde , 
+og jeg følte en dybt bevæget stemme hviske : 
+„ Kom mit barn , stakkels garn , læg dit tøj og 
+gå iseng , du trænger til sjæls og legems hvile . “ 
+Jeg følte et Kys på min pande , men brændende 
+tårer blev tilbage på min kind . Hun græd 
+
+så tung , så bitter en gråd , som kun en moder 
+kan græde over sit vildfarende barn . 
+Jeg hørte døren gå . Jeg var ene . — 
+uhret slog fem . Jeg rejste mig i sengen , alt 
+var mørkt omkring mig . Hvorledes jeg var kommen 
+der , ved jeg ikke , jeg følte en blytunghed i hvert 
+lem , mit hoved brændte , og mine læber vare tørre 
+af tørst . 
+Jeg kunne ikke tænke . Det var , som om tanken 
+var stivfrossen . Jeg så mig om , ilden brændte 
+klart i ovnen og oplyste den sidste del af værelset ; 
+det var , ligesom om dens flammer oplyste min tanke , 
+thi pludselig stod alt klart for mig , og jeg udstødte 
+et dybt suk . Tohundrede rigsdaler havde jeg tabt 
+i spil , og jeg ejede kun tyve skilling ; jeg var ikke 
+som nutidens unge herrer , jeg kendte ikke til at 
+låne penge eller „ opdrive dem , “ som de kalde det . 
+For mig var en gæld af tohundrede rigsdaler en 
+hel kapital , da jeg ikke selv ejede dem og ikke kunne 
+tænke mig muligheden af at låne dem hos en 
+ågerkarl . Oluf ville jeg ikke bede om disse penge , 
+jeg kendte hans gode hjerte , men også hans letsindighed 
+; for at hjælpe mig , var han i stand til at styrte 
+sig selv i ulykke . Skulle jeg tilstå Gregersen min 
+store fornedrelse ? — han ville tie — men foragte 
+mig . 
+
+og alt det for en eneste aftens vildfarelse ! 
+Hvorfor blev jeg ikke ved mine akter , hvorfor 
+lod jeg mig forlokke af Oluf til at gå med og 
+hvorfor overtale til at drikke ? 
+Det var det ubevogtede øjeblik i mit liv , 
+han havde benyttet , og som den gamle dame så 
+smukt havde advaret mig imod . 
+„ Tæhundrede rigsdaler “ , lød det atter og atter 
+for mine øren , „ hvorfra får jeg dem ? “ 
+„ De er betalte min søn , “ lød i det samme 
+en blid og hviskende stemme . 
+Det var tante Sofies , jeg kendte den kun alt for 
+godt . Hun her i det mørke Kammer , hun vågede 
+over min søvn , som da jeg var lille og sov den 
+søde , den uskyldige søvn . Hvor det rørte mig dybt ! 
+Jeg havde talt højt , og hun kendte nu hele 
+omfanget af min forseelse , hele . . . ? Vidste hun 
+også , hvor jeg havde tilbragt natten ? Hun havde 
+betalt min gæld med sine stakkels sunrterhvervede 
+penge — hvilken synd , hvilken nedværdigelse ! Og 
+de andre tanter og onkler , kendte de også det 
+hele ? 
+Da klokken slog syv , sad tante Sofie endnu 
+ved min seng , omsluttende begge mine hænder i sine . 
+Månen skinnede ind til os . Jeg kunne se omridset 
+af hendes elskede ansigt ; jeg havde åbnet mit 
+
+hele hjerte for hende , bekendt alt , — fået hendes 
+tilgivelse . 
+Hun gjorde mig intet spørgsmål , ingen bebrejdelse ; 
+hun trøstede mig kun og søgte at undskylde 
+min brøde , skønt jeg følte , at den havde forvoldt 
+hende så dyb en sorg , at hun vist aldrig glemte den . 
+Da jeg næste dag mødte til sædvanlig tid i 
+dagligstuen , følte jeg mig så undseelig og skamfuld , 
+som jeg aldrig før og aldrig senere har følt mig i 
+mit liv . Jeg vovede ikke at se mig om , da jeg 
+trådte ind ; jeg modtog de fremrakte hænder med 
+et tavst buk og nedslåede øjne . Jeg frygtede hvert 
+øjeblik at høre en hob af spørgsmål storme mig 
+imøde ; dog , jeg blev behageligt skuffet , intet spørgsmål , 
+ingen hentydning blev rettet til mig , deres 
+kærlighed og opmærksomhed var kun fordoblet , og 
+min sorg og anger fordobledes med den . De vidste 
+altså alt , tante Sofie var for ren til at lyve for 
+dem ; men at hun havde talt min sag og indhyllet 
+min forseelse i sin kjærlighedskåbe , det vidste , det 
+følte jeg . 
+
+toogtyvende kapitel . 
+Uh , hvor det blæste og var koldt , og dog vare vi i 
+juli måned . 
+Jeg sad og læste højt for mine tanter , Gregersen 
+stod og trommede på ruden , men borgen 
+sad i sin lænestol med piben i munden og avisen 
+i hånden . Han så nu , som næsten altid , ud over 
+bladet , øjet stirrede tankeløst eller tankefuldt — ligesom 
+man vil , hen i rummet ; dukkede det ned i 
+fortidens grav eller op i fremtidens skytildækkede 
+himmel ? 
+Bogen var endt . Jeg rejste mig , jeg kunne ikke 
+længere holde det ud . Jeg trængte til lidt frisf luft , 
+til at røre mig , jeg trængte til ensomhed . 
+Så tog jeg min hat og ville gå ud . 
+„ Ih , du forbarmende gud , hvor vil han han , 
+seer han da ikke , det øser spande ned , det er et 
+frygteligt gudsveir , som man ikke vil jage en hund 
+ud i . “ 
+
+jeg gik atter ind i dagligstuen og åbnede mit 
+hjerte for mine gamle . Jeg fortalte dem , at jeg 
+snflede at gøre en rejse for at se mig lidt om . 
+Jeg havde sparet mig nogle hundrede rigsdaler 
+sammen i den hensigt ; det var en ungdomsdrøm , 
+jeg nu ønskede virkeliggjort . 
+Mine ord modtoges med et forfærdelsesudbrud 
+fra alle på tante Sofie og Gregersen nær . 
+„ En sørejse , ikke sandt , min ven ? Io , jeg 
+forstår , bådsmandspiben har kaldt , havet vinker , 
+godt Manne , giv agt og hold tæt min dreng , nu 
+kuler hun rask op fra søen . “ 
+„ Og hvorfor vil du rejse ? “ spurgte tante 
+Mille med våde øjne . 
+„ Og hvorhen vil du rejse ? “ tilføjede tante 
+Thora . 
+„ Satans dreng , “ udstødte borgen og lod avisen 
+falde , derpå udsendte han en så tyk røgsky , at han 
+for et øjeblik var skjult for alles blik . 
+Men tante Sofie rejste sig , jeg så tilbagetrængte 
+tårer i hendes kære øje . 
+„ Jeg billiger suldkomment hans lyst til at gøre 
+en rejse ; han er ung og kender ikke verden uden 
+fra vort stille , fattige familieliv . Han har arbejdet 
+flittigt , ja over sine kræfter , han trænger til at lufte 
+sig . På arbejdet følger lønnen , og derfor foreslår 
+
+jeg , at vi hæve de penge , der endnu er tilovers af 
+hans lille kapital , og overgive vor elskede søn dem . “ 
+Tante Thora , tante Mille og borgen slog 
+forfærdede hænderne sammen , medens Gregersen slog 
+i bordet med sin højre , så det gav genlyd i hele 
+stuen , idet han begejstret udbrød : 
+„ Guds død , godt talt , jomfru Sofie , således 
+bør det være , vi andre ville styre rask ind i deres 
+kølvand , ikke sandt jomfru Mille og Thora , og 
+de , gamle landkrabbe , han har længe nok krænget 
+og krydset for vinden . “ 
+„ Skal Carl Otto Emil rejse ene ? “ spurgte 
+endelig tante Thora , der først fik sit mæle igen . 
+„ Hvem , mener du , skulle følge ham ? “ svarede 
+tante Sofie . 
+„ Jeg frygter , det går galt , hm , det huer mig 
+ikke , nej min sandten om det gør , jeg frygter for 
+drengen . “ 
+Men Gregersen havde et skarpt øje , han læste i 
+den gamle vens hjerte . 
+„ Mindst sejlene , kammerat “ — sagde han og 
+klappede ham godmodigt på skulderen — „ er det 
+frygt for ensomheden , der stiller sig ved roret ? “ 
+Borgen tav , og Gregersen vedblev : 
+„ Jeg har længe frygtet for , at drengen skulle 
+styre agterud og blive syg af landjordens uhehageligheder , 
+
+det er derfor godt , at han tørner ud af køjen 
+og indsuger oceanets rene og stærke luft . Jeg giver 
+Sofie fuldkommen ret . “ 
+Borgen stønnede , men tang . 
+„ Så er vi enige om den sag , “ sagde tante 
+Sofie , „ og vor søn påtager sig ulejligheden at hæve 
+pengene . “ 
+Jeg takkede rørt , men afslog bestemt at bruge 
+andre penge end dem , jeg selv havde fortjent og 
+udsat til dette brug , 
+var jeg glad eller bedrøvet , jeg ved det ikke , 
+jeg forstod mig ikke selv ; jeg kunne have grædt , når 
+mit øje faldt på de fremtvungne smil , de tårefulde 
+øjne . 
+Så jeg fremad , jublede det i mit indre . 
+— så jeg tilbage på de trofaste gamle , var det , 
+som om mit hjerte skulle briste af sorg og vemod . 
+Og jeg tænkte uvilkårlig : 
+de kommende timer gemme sorg , som håb 
+-og glæde i sit skød . 
+„ Nej , ingen kender dagen , før solen går ned . “ 
+Så ilede jeg til Oluf , der det sidste år boede 
+ene i sine forældres store ejendom . I løbet af et 
+år havde han mistet dem begge . Tabet var gået 
+ham meget nær . Han rasede , han græd , — han 
+svømmede i penge — han glemte . 
+
+jeg foreslog ham at rejse med , det ville betydelig : 
+forhøje udflugtens behagelighed , men han afslog det 
+bestemt . Han havde andre planer , han ville rejse , 
+til Grækenland og Tyrkiet , kort sagt , han havde valgt 
+en anden vej end jeg , og dermed måtte jeg lade mig 
+nøje , men utilfreds var jeg . Hvad ville han r 
+Grækenland og Tyrkiet ? Det var næppe for at dyrke 
+videnflaben . Han havde aldrig kastet sig tilbedende 
+for Minervas fod , men for søgt at flygte med lynsnare 
+vinger fra den alvorsfulde dame , hvis selskab 
+ikke behagede ham . Han måtte have en anden grund , 
+som jeg ikke formåede at gjennemflne . 
+Jeg ilede til ministeren for at bede ham om 
+permission , som jeg også fik , men på det vilkår^ 
+at jeg forenede statens tjeneste med min fornøjelse . . 
+Herpå gik jeg villig ind , da det dels var en erkendelse 
+af min dygtighed , dels et pekuniairt gode , den 
+gav mig lejlighed til at forlænge min udenlandsrejsedet 
+var et lysglimt i den mørke nat , da jeg 
+fortalte mine kære i hjemmet det hverv , ministeren , 
+havde pålagt mig . 
+„ Hvor det glæder mig , Carl ! det vil bære gode 
+frugter for din fremtid . “ 
+Det var tante mines glædesudbrud , der snart 
+blev efterfulgt af de andre tanters og onklers lykønskning . 
+
+
+alt til min afrejse var besørget . Jeg havde 
+købt en lille present til mine seks trofaste sjæle . 
+Fra min barndom havde jeg hørt dem yttre ønsket om 
+at eje et lille ur , der kunne beroe hos dem . Jeg 
+købte et Gulduhr til hver af dem . Til Caroline et 
+franst shawl . Til onklerne en udpolstret lænestol , 
+hvori de magelig kunne nyde deres grog og pibe . 
+Enhver genstand blev ledsaget af et lille digt og 
+bragt dem en time efter min bortrejse . 
+Og dagen til afrejsen kom . 
+De gamle vare så stille — jeg så utaknemmelig 
+— det er ungdommen jo altid mod alderdommen . 
+De stod og så sorgfulde på mig , som ville 
+de sige : 
+„ Vogt dig for skærene , vogt dig for stormene . 
+Hvorfor drager du ud fra den lune , den hjemlige 
+rede ? “ 
+Men de vare gamle — jeg ung og forhåbningsfuld , 
+og derfor jublede det i mig : 
+„ Jeg må ud , jeg må frem , uden ro , uden rast , 
+kun en snegl til sit hnus kan groe fast — 
+jeg må tumle mig lidt pa » den brusende strøm , 
+med dens magt vil jeg prøve en dyst . 
+Nu er tiden ej mere til dvale og drsm — 
+der er vågnet en vår i mit bryst . “ * ) 
+- ) „ Våren er kommen “ af Erik begh . 
+
+hvem kan blive siddende rolig ved arnen og 
+lade ungdommen skye , når disse levende toner 
+trænge til hans hjerte , uden at løfte sin sjæl , bedinge 
+sin fod og storme ud i livet , kaste sig i den 
+brusende malstrøm og lade sig rive med i hvirlen 
+for at sejre — eller — knuses . 
+„ Kun en snegl til sit huns kan groe fast . “ 
+Så hejsede jeg glædens og begejstringens 
+herlige flag ! — de unges kompas , hvorefter hjertet 
+så gerne vil styre . 
+Men de gamle blev ene tilbage . 
+Når en høne har udruget et andeæg og 
+ællingen nu følger sin naturlige driff , kaster sig i 
+dammen og svømmer bort — har du da set den 
+stakkels høne , som udbredte sine skærmende vinger for 
+at varme og dække den ? 
+Giv aldrig en høne et andeæg . 
+
+treogtyvende kapitel . 
+Solen skinnede . Den skønne „ Gabrielle “ dansede på 
+havet og spejlede sig koket i bølgerne , beundrende 
+sin egen dejlighed . Det var et stort og smukt skib , 
+vel slikket til at vove en dyst mod elementerne . 
+Den mønne „ Gabrielle “ var af 400 læsters drægtighed , 
+bemandet med tyve matroser foruden kaptajnen , 
+over- og understyrmanden . 
+Jeg valgte at rejse med sejlskib for at studere 
+havet , som altid havde haft stor interesse for mig . 
+Blandt passagererne lagde jeg især mærke til 
+en forunderlig figur , som kaldte sig frøken glad , 
+et navn , der passede fortræffelig , thi hun var altid 
+glad , altid på spil og altid i høj grad uelskværdig 
+og påtrængende imod mig . 
+Kan en dame nogensinde være » elskværdig eller 
+påtrængende ? 
+Hvad skal jeg svare ? Jeg har aldrig ønsket 
+krig med damer , thi hvilken mand , han være så 
+
+stor en helt , han vil , har ikke følt sig slået af 
+ungdom og skønhed ? Fred mine damer , fred på 
+enhver betingelse . 
+Nogle dage efter afrejsen fik vi hen ad eftermiddagen 
+en stærk storm , der med en utrolig fart 
+drev skibet gennem bølgerne . Undertiden hævede 
+det agterspejlet og sænkede bougen så dybt i den 
+hule sø , at det syntes , som ville det dukke under 
+bølgerne for aldrig mere at komme op på havfladen . 
+Kapitainen 
+stod foran rattet og gav sine ordrer 
+med en korthed og klarhed , der straks blev forstået 
+og adlydt . 
+Jeg stod i forstavnen og betragtede med en 
+blanding af rædsel og begejstring det oprørte hav 
+i dets frygtelige storhed , da jeg blev afbrudt i mit 
+studium med et stærkt hm , hm ! der lod lige 
+ved mig . 
+Jeg vendte mig om , just ikke med det venligste ansigt , 
+da det ærgrede mig således at blive forstyrret , og 
+mit humeur blev ikke bedre ved at opdage frøken 
+glad , der stod tæt ved mig og tilnikkede mig på 
+en irriterende måde , som om vi havde kendt hinanden 
+en evighed . 
+„ Hvor herligt , hvor henrivende er ikke et hav i 
+oprør ! “ 
+
+„ Finder de ? “ 
+„ Vidunderligt dejligt ! Jeg elsker havet i oprør . “ 
+„ Det forundrer mig , at frøkenen kan tåle den 
+voldsomme storm uden at få kvalme , øren- eller 
+tandpine . “ 
+Jeg så stift på hende , men hun slog ikke sit 
+glade øje ned , hun besvarede mit blik med et skælmsk 
+og koket øjekast , der næsten klædte hende godt og 
+mindede mig om Oluf , som havde forladt København 
+dagen før min afrejse . 
+Jeg får aldrig øren- eller tandpine , min 
+herre ! jeg har gode , sunde og , som de nok har set , 
+hvide tænder , der aldrig genere mig , ligesom mine 
+øren er forsynede med en ualmindelig tyk hinde . “ 
+„ Det kan jeg mærke . “ 
+„ Glæder mig , min herre ! Jeg er født på 
+havet , jeg elsker havet ligesom de . Ak , hvilken 
+sympatti ! “ 
+„ Jeg hader havet , “ udbrød jeg forbitret ; jeg 
+følte flet ingen lyst til at fympathisere med de hvide 
+tænder . Jeg søgte at fjerne mig lidt efter lidt og 
+nåde endelig om på den højre side af skibet , 
+hvor jeg håbede at stå uforstyrret . 
+Himlen var bedækket med mørke , truende skyer , 
+der idelig blev jagede frem af den rasende storm . 
+Hist og her så jeg et lille fartøj , der kastedes op 
+
+og ned i bølgedansen som et legetøj for hav og 
+storm , hvert øjeblik truet med undergang . 
+En uventet kastevind sendte min hue som offer 
+til de vrede bølger . Mit hår stod i vild hvirvel 
+om mit hoved , men jeg agtede det ikke ; jeg stirrede 
+ud på det smukke skuespil , som fyldte min fantasi 
+med nye , livlige billeder . 
+Med et blev jeg afbrudt i min tankegang ved 
+at føle en hat blive trykket mig ned på hovedet 
+med en sådan styrke , at det et øjeblik sortnede for 
+mine øjne . 
+Jeg vendte mig forundret om og opdagede nu 
+frøken glads hvide tænder , der lyste mig i møde . 
+Isfedetfor at takke sagde jeg halvt ærgerlig : 
+„ De er meget stærk , frøken glad . “ 
+„ Umådelig stærk , min herre . “ 
+Jeg har aldrig været en inder af stærke damer ; 
+dog den mening beholdt jeg for mig selv og tilføjede 
+pligtskyldig : 
+„ Tak for hatten ! Hvem er ejermanden ? “ 
+„ De selv , hr . Auditør . “ 
+„ Jeg ? Men hvorledes kunne frøkenen komme i 
+besiddelse as den , den var gemt i min hatteæske . “ 
+„ Rigtig , min herre ! Men hatteæsken stod i 
+deres separate kvie , der hentede jeg den . “ 
+„ De er alt for opmærksom , frøken . “ 
+
+„ Man kan aldrig . . . “ 
+Længere kom hun ikke , i det samme tog et vindstød 
+fat i hende og kastede hende bogstaveligt i mine arme , 
+hvor hun efter min mening — blev noget længere 
+end nødvendigt , hvorfor jeg da også åbnede dem 
+for at skille mig ved den uventede byrde . Men 
+neppe var hun fri , førend jeg hørte lige ved mit øre : 
+„ Hvor herligt , hvor henrivende er ikke et hav i 
+oprør ! “ 
+„ Det var f . . . . . ! “ havde jeg ikke nær glemt 
+mig selv og bandet . — det var jo de samme ord , 
+hun nylig opvartede mig med . Gode , frøken glad , 
+en god ting kan man ikke gentage for ofte — og 
+jeg svarede derfor ligeledes : 
+„ Finder de ? “ 
+Det forekom mig , som opdagede jeg et undertrykt 
+smil på hendes læber , der vare sjældent fyldige 
+og store , omgivne af en temmelig stærk moustache . 
+Ak , hvorfor var stormen ikke så nådig , at 
+den tog min plageånd i stedet for min hue , så havde 
+jeg nu haft den i hånden for at tilvifte hende et 
+saligt Levvel ! 
+Men selv den manglede mod til at bortføre en 
+sådan fregat , den nøjedes med hendes lange krøller . 
+Først legede den med dem på en temmelig dristig 
+
+måde , derpå løsrev den flånselsløst den højre 
+lok , som jeg så bade sig i de oprørte bølger . 
+Nu , herre gud ! det gik dem som mig , de 
+ønskede frihed de stakler — og frihed fik de , det 
+måtte selv frøken glad bekende . 
+Jeg var så delikat hurtig at vende mig om for 
+ikke at genere hende . Hun så det , smilte — ja , det 
+var nogle mærkværdige øjne , jeg vidste ikke rigtig , 
+om de vare smukke eller stygge — jeg tror destoværre , 
+jeg må tilstå det første , hvor nødig jeg 
+end gør det . — derpå holdt hun med påtagen 
+undseelse hænderne for øjnene og råbte : 
+„ Fy ! se ikke på mig , jeg bliver så forfærdelig 
+flau . “ 
+Nu var jeg fuldkomment overbevist om , at hendes 
+øjne vare afskyelige , ligesom at hun selv var 
+det mest affekterede menneske , jeg nogensinde havde set . 
+Jeg ville netop til højt at gentage hendes 
+„ Fy , “ da jeg atter mødte hendes øjne , tittende 
+frem gennem de halvtåbne fingre . — hvad var 
+der dog ved disse øjne ? — jeg flugte „ Fyet “ og 
+vendte , halvt ærgerlig på mig selv , hovedet til den 
+anden side . 
+Det er bestemt , jeg tog ikke fejl ! jeg hørte en 
+halvkvalt latter bag mig , — det var altså hende , 
+min plageånd , der havde mig til bedste . 
+
+hurtigt og rasende ville jeg forlade dækket , 
+men hun indhentede mig og hviskedee : 
+„ Forlader de mig , førend de har hentet mig 
+mine krøller ? “ 
+„ Deres krøller ? Jeg skulle kaste mig i det oprørte 
+hav for at hente deres krøller ? Det ville 
+parykmageren i sandhed ikke takke mig for . “ 
+„ Men jeg ville takke dem , “ svarede hun smægtende . 
+Nu 
+følte jeg mig overbevist om , at hun med 
+forsæt gik ud på at drille mig . Jeg havde i længere 
+tid lagt mærke til , at skibsmandflabet fulgte 
+os med øjnene og lo ad os , ligesom jeg ikke tog 
+fejl , når jeg troede at bemærke , at kaptajnen og 
+hun stod i forståelse med hinanden . 
+Ærgerlig forlod jeg dækket for at søge min 
+kahyt , hvor jeg gjorde et udkast as havet i oprør . 
+Neppe var jeg kommen ned , før uveiret atter 
+drev mig op . 
+Skibet duvede og slingrede så voldsomt , at det 
+var mig umuligt at føre blyanten . Det var et 
+frygteligt syn , der mødte mit øje , da jeg atter 
+kom op på dækket . 
+Fruentimmer og mandfolk ilede i rastløs angst 
+og strid imellem hverandre , især de første . De 
+
+gjorde det umuligt for matroserne at røgte deres 
+arbejde , hvorfor kaptajnen endelig så sig tvungen 
+til at beordre dem ned i kahytten , og døren blev stænget . 
+Nordsøen var en uafbrudt skumflade , medens 
+larmen af bygen lignede braget af utallige brusende , 
+fremvæltende bølger . De høje master bøjede sig 
+mod havfladen , som om rånokken ville dukke 
+under . 
+Da lød pludseligt et brag , og skibet lå 
+næsten kæntret . Der var nu virkelig fare på færde , 
+thi storstangen gik overbord , og bougsprydet knækkede ; 
+en uhyre sø havde taget det med sig . 
+Jeg stod ved rattet og havde åndsnærværelse 
+nok til i farens øjeblik at klamre mig fast med 
+hænder og fødder og således undgå at blive 
+skyllet overbord . 
+Vraget af storstangen og af alt , hvad-denne 
+drog med sig i faldet^ blev bortkappet ; alle sejlene 
+blev beflåede med undtagelse af fokken , som blev 
+rebet , og med øjensynlig livsfare løb vi hen for 
+vejret . 
+Det var en frygtelig stund ; at høre stormens 
+og oceanets brøl blande , sig med de indelukkede 
+kvinders skrig og slag mod kahytsdøren ; det var 
+ikke til at udholde . 
+
+ingen tilråbte dem håb og trøst ; jeg følte , 
+at de ulykkelige skabninger i grunden led uret ved 
+således at være indelukkede uden at kunne søge 
+hjælp ; det måtte i sandhed være en rædselsfuld 
+tilværelse , en tifold dødsangst . 
+Vi andre havde dog vor frihed og kunne se 
+faren , om vi end ikke forstod at beregne følgerne . 
+Vi vare her , som overalt , anderledes heldigt stillede 
+end den stakkels umyndige kvinde . 
+Nu er der gået mange år siden hin sørgelige 
+dag , men endnu i dag kan jeg høre de marterfulde 
+skrig , der blev udstødte af de i rædsel og dødsangst 
+kæmpende hjerter . 
+Jeg ville netop gå sned til kahytsdøren for 
+at tilråbe de fortvivlede mod og trøst , da jeg 
+hørte en velbekendt stemme råbe op fra kahytstrappen . 
+„ Jeg 
+giver dem mit hellige æresord på , at 
+jeg ikke skal vige fra døren , men holde vagt for 
+ved mindste tegn på livsfare at befrie dem . Så 
+sandt hjælpe mig gud i min sidste time ! “ 
+I næste øjeblik lå min arm om Olufs Hals . 
+Hatten var falden ham af hovedet , og hans kære 
+ansigt lyste mig i møde . Der hvilede en ro over 
+hans træk , og en fast beslutning stod at læse i hans 
+
+øje . Jeg følte , at det løfte , han så helligt aflagde 
+i denne højtidelige time , ville han holde indtil 
+døden . 
+Frøken glad er død ! men af hendes Aske er 
+Oluf potter stegen frem . 
+Efter en lang og angstfuld nat — som Oluf 
+og jeg havde tilbragt hos damerne for at opretholde 
+deres mod — brød dagen omsider frem , og 
+aldrig har jeg hilst nogen morgen med en sådan 
+taknemmelighed som efter hin angstfulde nat . En 
+nat i storm på havet gør os i tolv timer langt 
+ældre end tolv år , tilbragte under almindelige forhold . 
+Himlen 
+åbnede sine sluser , og orkanen forstummede . 
+Vandet skyllede ned i så store masser 
+og så uafbrudt , at vi troede , det aldrig skulle få 
+ende . Således vedblev det uden ophør i to lange 
+timer , da spredte skyerne sig , og solen tittede omsider 
+frem af sit tågeslør . Først blev den hilst 
+med et gennemtrængende hurra ! Så faldt vi alle 
+på knæ og løftede de ndmattede hænder mod den 
+yndige himmelbue , der bebudede os , at faren var 
+forbi , at håbet på ny kunne grønnes . 
+„ Pejl pumperne , “ råbte kaptajnen . 
+Efter kort tids forløb meldte styrmanden : 
+
+„ Alt vel , kapital » ! hun er let som en champagneflaske , 
+der endnu er stuvet los . “ 
+Vi styrede nu med en stiv kuling fra sydost 
+og en krap , urolig sø . Om aftenen landede vi ved 
+London , og således endte vor farefulde rejse uden 
+at kræve et eneste menneskeliv . 
+
+fireogtyvende kapitel . 
+Så var jeg da i London , den største stad i Europa , 
+ja måske i verden . 
+Efter først at have forsfasfet os et hyggeligt 
+logis og ordnet nogle af de vigtigste af vore private 
+anliggender , besørgede jeg straks de mig pålagte 
+forretninger , som jeg var heldig nok til at udføre 
+til største tilfredshed . Derpå begav Oluf og jeg 
+os ud på eventyr . Vi lod os bære af mængden , 
+og hver aften , vi lagde os til ro , vare vi enige 
+om at have tilbragt en behagelig dag . 
+Vi besøgte først alt af betydenhed , derpå sled 
+vi brostenene , snart i cith ' s snevre , nregelmæssige 
+gader , hvor vi købte et og andet , beså meget , beundrede 
+endnu mere , snart i den vestlige , den skønneste 
+del af staden , der beboes af hoffet , adelen og 
+overhovedet af den rigeste del af befolkningen . 
+
+elegante ekvipager , ziirlige damehoveder og skæggede 
+herreansigter viste sig uafbrudt . Snart var Oluf , snart 
+jeg lige ved at blive overkørt ; det var en mylder af tusinde 
+og atter tusinde mennesker , der nok kunne forstyrre 
+hovedet på en stadig jurist , der kun var vant til at 
+bevæge sig i det lille , hyggelige København . Derfor 
+hændte det også , at jeg pludselig følte mig kastet 
+i brostenene af en forbiilende herre , — som da jeg 
+tilråbte ham : „ Hvorledes gåeriide , min herre ? “ 
+Ganske forundret svarede : „ Hvorledes står de , min 
+herre ? “ 
+Nå , vi havde begge net , og slutningsscenen 
+blev derfor et smil og en venlig hilsen fra begge 
+sider . 
+Et af de sidste steder , vi besøgte , var tunnellen , 
+en underjordisk vej under Themsen . Her købte vi 
+flere smukke , værdifulde sager , hvormed næsten alle 
+boutikerne vare forsynede . 
+Efter en måneds forløb forlod vi den store 
+fabrik- og handelsstad , hvoraf vi havde fået et 
+ganske godt overblik , lige fra fabrikkerne til bibliofhekerne . 
+Vi styrede nu videre frem . 
+Ombord på damperen blev vi vidne til en 
+ret morsom scene , der både vakte latter , skrig og 
+tårer . 
+
+blandt passagererne var en cityfamilie , der^ 
+nok oprindelig var dansk , bestående as mand , kone 
+og fire børn , hvoraf det yngste kun var et halvt 
+år og sad på moderens arm . En mængde venner 
+stod på landjorden for at bringe dem det sidste 
+Levvel , hvorfor moderen også holdt den lille pige 
+ud over rælingen og råbte i det uendelige : 
+„ Mille siger farvel , Mille siger farvel , “ til 
+Mille faldt på hovedet i vandet . 
+En Matros , der stod ved siden og med et bredt 
+grin havde fulgt Milles ivrige nikken farvel , 
+sprang hurtig ud og fistede Mille op , men næppe 
+havde han betrådt dækket med den lille i favnen , 
+før han atter lod det nikke til højre og venstre mod 
+publiknm og grinende råbte : 
+„ Mille siger goddag ! Mille siger goddag ! “ 
+Et latterchor fulgte det pudsige indfald . Skibet 
+satte sig i bevægelse , og Oluf og jeg sagde også 
+farvel — ikke til vennerne , men til London ; dog 
+uden af nogen af os fandt det nødvendigt af ledsage 
+vor afskedshilsen med en kolbøtte i vandet . 
+Solen skinnede , og damperen gennemskar solstrålerne , 
+der vuggede sig på bølgespeilet . Ombord 
+herskede en glad , animeret stemning , som det 
+smukke vejr forhøjede til munterhed . Det var nyt : 
+
+for mig af se så mange nationer samlede på så 
+lille et rum , af høre alle de fremmede tungemål , 
+uden af kunne blive herre over indholdet af deres 
+samtaler . Men hjulet piskede frem og frem , og 
+mit øje fulgte dets fart med længsel efter den 
+ukendte strandbred . 
+
+femogtyvende kapitel . 
+Vi stod ved Toppen af de juliske Alper og så 
+med begejstring og henrykkelse den nyfødte sol bade 
+sine rødmende flammer i Adriaterhavets bølger . 
+En sådan morgentime glemmes aldrig . Hjertet 
+banker så tungt og er dog så let , — det føler 
+sig så vemodigt — og er dog så glad , — det er 
+begejstret , forhåbningsfuldt , det ville gerne omfatte 
+hele verden — og dog står tåren i øjet . 
+Tri est ligger amfitheatralsk ved Adriaterhavet , 
+hvor man hilser flag fra alle verdens steder . Det 
+første , mit øje mødte , var det hvide kors i det røde 
+felt ; hvor det er ligefremt og bramfrit — men hvor 
+smukt er det ikke i hele sin simpelhed ! Findes der 
+noget flag , der er så smukt , så elflet som dannebrog 
+? 
+Vi opholdt os her kun en dag . Næste morgen 
+rejste vi til det herlige Venedig med dets rige 
+poesi , sit trylleri — og vi hilste vor glade ungdomsdrøm 
+godmorgen ! 
+
+efter at have viist vore passer og fundet os en 
+lejlighed , der svarede til Olufs smag og formue , 
+vandrede vi til kafe Milano , der ligger på Markuspladsen . 
+Her engagerede vi en cicerone , der for 
+12 zwanzigers ( 3 rigsdaler . ) daglig påtog sig at vise 
+os Venedigs herligheder . Han fik ordre til at besørge 
+Oluf en smuk gondol , der blev udstyret med 
+al den luksus og pragt , det var muligt at anvende 
+på den : kostbare tæpper , bløde silkepuder og en 
+ung , smuk og dristig gondolier , hvis skærf prangede 
+med Olufs våbenfarve , som han selv havde 
+komponeret . Et elegant solsejl hvælvede sig over 
+båden , hvorfra dannebrog i hvid og rød silke 
+vaiede . 
+Når vi om aftenen vuggede os i vor lette 
+gondol , medens jeg greb guitaren og sang vore 
+smukke , små danske romancer , nu og da ledsaget af 
+Olufs vemodige fløjtetoner , flokkedes gondoler om 
+vort dannebrog , og mangt et funklende damerne 
+fulgte og tilsmilede os bifald . 
+En aften , da luften var så mild , så fuld af 
+kærlighed og sværmeri , lød min sang mere begejstret 
+end sædvanlig , og Olufs fløjte fremlokkede mangt 
+et suk og mangen en tåre hos de smukke venetianerinder , 
+der fulgte os med vedvarende interesse . 
+Jeg drømte mig tilbage i Danmark , til barndomshjemmet , 
+
+— jeg var atter på Jyllands hedejord , 
+jeg så hendes lokker flagre i aftenvinden , jeg hørte 
+hendes stemme tilhviske mig det sidste afskedsord , 
+så greb jeg guitaren , mine følelser fik liv , og jeg 
+sang : 
+når seer jeg dig atter , mit kjæere barndomshjem , 
+som dukker blandt minderne frem . 
+Huldsalig du smiler , ad mødrenejord ! 
+Som de skønneste velkomstord . 
+Og roserne dufte , ak sig , i roser små , 
+om aldrig min rose i så ? 
+Jeg bar ' hendes billede til fremmede kyst 
+som et yndigt håb i mit bryst . 
+O ! stygt dog ej igen , du milde zefyrvind ! 
+O ! køl dog min bramdende kind ! 
+Jeg ved , du har kysset i aftenens stund 
+hendes lok og rødmende mund . 
+Så kys da også mig , væer kun ikke forsagt ! 
+Vi vil ' slutte tilsammen en pagt : 
+du vender tilbage til rosen igen 
+med et Kys fra den bortrejste ven . 
+Jeg sang med følelse og varme , thi tonerne 
+og ordene trængte sig frem fra mit bevægede bryst 
+— og Olufs fløiteakkompagnement lød smukkere end 
+nogensinde før . 
+Der var en båd , som fulgte os nærmere end 
+
+de andre , og dannebrog vaiede også frit over den i 
+aftenvinden . 
+Uvilkårligt havde jeg rettet mine øjne mod 
+flaget , som var det min elskede , jeg tolkede min 
+længsel . I gondolen sad to damer og en herre , 
+men jeg kunne ikke se deres træk , da damerne bare 
+slør og Herren stod med bortvendt ansigt . Da 
+sangen var endt , gled sløret tilbage fra den unge 
+dames ansigt , månelyset faldt på hendes træk , 
+og jeg genkendte Karen Nordan . 
+Gondolen gled let forbi os , hofjægermesteren 
+stod i stævnen , han lettede venligt på hatten og 
+tilråbte os : 
+„ Godnat landsmænd ! “ 
+„ Godnat . “ 
+Månen lyste i sin fulde pragt . Fra den dybe , 
+blå himmel funklede millioner af diamanter os 
+imøde . Jeg sad og stirrede imod lyshavet — jeg 
+drømte en vidunderlig dejlig drøm , der faldt et 
+stjerneskud — var det et øje der sluktes i denne 
+time ? og hvor vil den frigjorte sjæl sinde sit nye 
+hjem ? 
+„ Ro til gondolier , ro til , natten bliver kold ! “ 
+— og jeg var nys så varm ! 
+
+seksogtyvende kapitel . 
+Atter er det morgen i Venedig . 
+„ Hvem boer i det palais ? “ 
+„ En dansk signor med signora og signorita , “ 
+Svarede gondolieren . 
+„ Hans navn ? “ 
+„ Kender det ikke signor , men har en smuk og 
+stolt signorita , der ligger i herskabets gondol , og 
+der står gondolieren . “ 
+„ Rødt og hvidt , seer du Carl ! det er dannebrog , 
+altså vore landsmænd . Jeg lagde alt igåraftes 
+mærke til det smukke lille fartøj , der fulgte 
+os hele vejen , medens du sang . Lad os spørge 
+gondolieren om hans herskabs navn . “ 
+„ Der kommer den smukke signorita , “ vedblev 
+gondolieren og rettede sig for at hilse på hende . 
+„ Det er hende , “ jublede det i mit hjerte . 
+Nu var hun os ganske nær , hun satte foden 
+på relingen af gondolen , Oluf og jeg hilste hende 
+
+ærbødigt , hun så og — hendes øje mødte mit — 
+jeg kunne ikke modstå at række hende hånden til 
+hjælp , medens hun steg ind i gondolen — da mødtes 
+vore øjne igen ; jeg troede først at blive genkendt , 
+så mildt lyste de mig i møde — dog , det var 
+vel kun taknemmelighed , der talte det varme sprog . 
+Mit hjerte sank så dybt — så tungt — hun 
+havde glemt mine træk , jeg var kun en fremmed 
+for hende , der ejede alle mine tanker — mit hele 
+hjerte . 
+Hvor havde jeg længtes efter dette øjeblik . Jeg 
+håbede så vist , at hun tiltrods for årene skulle 
+have genkendt anglingen i manden . Jeg genkendte 
+hende , før mit øje havde mødt hendes dyrebare 
+træk , thi jeg følte hendes nærhed , derfor fik 
+mine følelser ord i sangen . 
+Hun var bleven højere og smukkere , siden jeg 
+så hende sidst . Ungmøen var udviklet til kvinden , 
+ikke blot i det idre ; hendes faste blik forrådte den 
+modnere sjæl . 
+„ Kan jeg være frøkenen til nogen tjeneste ? “ 
+„ De har alt været det , min herre , jeg takker 
+dem . “ 
+Og gondolieren satte på hendes bydende vink 
+båden i bevægelse , der hurtig fjernede sig fra os . 
+
+„ Ro til , gondolier , følg båden ! “ råbte Oluf 
+begejstret . 
+„ Ro til venstre , “ bød jeg roligt og pegede i 
+modsat retning . 
+„ Hvor hun var dejlig i sit hovmod , “ vedblev 
+Oluf begejstret ; jeg så hans øje følge hende 
+uafbrudt . 
+„ Kendte du ikke frøken Nordan ? “ 
+„ Frøken Nordan , var det hende ? Du har ret , 
+nu mindes jeg hende tydelig . Men hvorfor i alverden 
+nævnede du ikke dit navn ? “ 
+„ Hun genkendte os ikke . “ 
+„ Ja , men så burde du have tilbagekaldt os i 
+hendes erindring . Hvorfor gjorde du det ikke ? 
+Lad os indhente båden og præsentere os . “ 
+„ Ikke for alt i verden , Oluf , hun har glemt 
+mig , jeg ønsker , af student tulinius ikke bliver opdaget 
+i den nuværende auditør ; jeg ønsker som 
+fremmed af lære hende af kende . 
+„ Godt , du vil spionere ? “ 
+„ Hvis det , af lære en dames følelser og anskuelser 
+nærmere af kende , kan kaldes spioneri , så 
+har du gættet ret . Jeg ønsker ukendt af læse i 
+hendes sjæl og hjerte , om tiden har forandret 
+hendes begreber om livsforholdene , eller om hun 
+endnu er den samme . Seer du , Oluf ! mit hele 
+
+fremtidshåb , der hidtil har ligget skjult under vintersneen 
+for af varmes og vokse — er afhængig af 
+dette gensyn . Nu er det vår , ikke blot i naturen , 
+men også herinde , sollyset i hendes øjne har smeltet 
+sneen over hjertet , og håbet er spiret frem med 
+fordoblet liv og kraft ; thi i denne sommer vil mit 
+livs skæbne blive afgjort . Himlen lede alt til det 
+gode . “ 
+„ Fra i dag hedder du altså ? “ 
+„ Kandidat Holst . “ 
+„ Godt , og da Oluf polier upåtvivleligt ville 
+forråde kandidat Holst , så døber jeg mig fra denne 
+time hr . Baron Gyldenkrone . “ 
+„ Ah , således , ja det lyder unægteligt behageligere 
+i verdens øren af kaldes hr . Baron — end hr . 
+Kandidat , især da du er få heldig stillet , af du 
+ikke behøver af forøge de uvidende og fattige baroners 
+sørgelige antal . Men da det ikke ville være 
+tåbeligt af slippe en så ung og letsindig baron 
+sne ud i den stormende verden , så er det bedst , du 
+får en hovmester med . Fra i dag er jeg kandidat 
+Holst , hovmester hos baron Gyldenkrone . “ 
+. „ Antaget , det er udmærkede løjer , desuden . . . “ 
+„ Desuden ? “ 
+„ Nu , jeg mener , at det desuden vil gøre mig 
+
+ret interessant i damernes øjne . Mine aktier villegåe 
+betydeligt i vejret . “ 
+„ Gratulerer til alle de erobringer , du i fremtiden 
+vil gøre . Hovmesteren vil blive meget lille 
+ved siden af baronen . Jeg frister hende hårdt . . . 
+Nå , skulle baronen sejre , så misunder jeg dig 
+ikke . “ 
+„ Selv om . . . “ 
+„ Selv om — hvad mener du ? “ 
+„ Selv om jeg erobrede frøken Nordans hjerte ? “ 
+„ Ah , således — nu forstår jeg dig . Gener 
+dig ikke min ven , dersom baronen eller din egen 
+bekendte elskværdighed vandt sejr over hendes 
+hjerte , ville jeg ikke lægge dig hindringer i vejen . 
+Jeg ville da med vished vide , at hun og jeg ikke 
+passede for hinanden . Jeg har da aldrig haft den 
+rette plads i hendes hjerte , mit minde er da visnet 
+som rosen , jeg lagde i hendes skød . — og . . . “ 
+„ Og ? “ 
+„ Jeg ville da ønske dig tillykke med din erobring 
+og bede dig være hende en trofast ven gennem 
+livet . “ 
+„ Du ville have , jeg skulle ægte hende ? “ 
+„ Naturligvis , en mand søger aldrig at vinde 
+en kvindes hjerte , uden at det er hans faste hensigt 
+at gøre hende til sin hustru . 
+
+„ Du er en underlig patron . Imidlertid har 
+det aldrig været min hensigt at berøve dig frøken 
+Nordans hjerte , skønt din kærlighed til hende 
+nok ikke har fæstet synderlig dybe rødder , siden du 
+så roligt kan betragte muligheden af en forbindelse 
+imellem hende og mig . Du har imidlertid rent 
+glemt , at for at ægte hende måtte jeg dettronisere 
+baronen , og så bliver kun kandidat potter tilbage . “ 
+„ Det er sandt , men blev hendes kærlighed til 
+dig af den løse beskaffenhed , så ville jeg gratulere 
+dig til at blive ungkarl . Stakkel , det vil jeg ikke 
+froe , tiden formår meget , selv over en menneskesjæl . “ 
+„ Jeg 
+forstår mig ikke på dig , Carl . Jeg 
+hader din ro , din koldblodighed . Når du taler , 
+skulle man froe , du var hjerteløs ; og dog ved ingen 
+bedre end jeg , at du kan være varm . Men du 
+forstår endnu ikke rigtig , hvad kærlighed vil sige . 
+Vi er så forskellige , jeg elsker med hjertet — du 
+med fornuften . “ 
+„ Jeg elsker med fornuften ? Nu , du har måske 
+ret , vi to føle højst forskelligt . “ 
+„ Jeg ville blive rasende , hvor du er kold og 
+rolig . Hvis nogen tog min elskede fra mig , ville 
+jeg dræbe ham . “ 
+„ Og jeg , jeg ville tie og — dø . “ 
+
+Oluf overhørte de sidste ord og vedblev : 
+„ Ja , du ville tie , du tålmodige lam i kraftig 
+mandsskikkelse ; hvor man dog flet kan dømme det 
+ådre af det indre ! Enhver , der seer dig , må tro , 
+at du har en kæmpesjæl . Når man seer dit dybe , 
+kloge øje , når man seer det faste greb , hvormed 
+du omslutter alt — skulle man tro , din villie var 
+uovervindelig , og så . . . “ 
+„ Og så ? “ 
+„ Så er du kold og svag i kærlighed — vort 
+alt på jorden — skønt man ikke kan frakende 
+dig en sjælden kraft og ernergi i . alle andre livsforhold . 
+Jeg kan da uden samvittighedsskrupler 
+gøre frøken Nordan min opvartning , siden du selv 
+opmuntrer mig dertil , for . at du derved kan lære 
+hendes følelser at kende ? “ 
+„ Jeg opmuntrer dig ingenlunde , Oluf , jeg lader 
+tilfældet råde . “ 
+„ Godt , så lad tilfældet da råde . Jeg giver 
+dig mit æresord på , at jeg for øjeblikket ikke 
+nærer nogen tilbøjelighed for hende . Din ejendom 
+vil altid være mig hellig . “ 
+„ Jeg ved det , du er letsindig , men ikke flet . “ 
+„ Ikke flet ! Gud forbyde det ! Er jeg måske 
+flet uden at vide det ? Tal tulinius , tal , skjul intet 
+for mig . “ 
+
+„ Du flet ? Nej , min stakkels dreng , du er kun 
+letsindig ; men glem aldrig , at letsindighed ofte begår 
+flere dumheder end selve sletheden . Letsindighed 
+er forgården til helvede . Af letsindighed 
+knuser man menneskehjerter og fordærver menneskefjæle . 
+Vær på post , min kære , trofaste barndomsven . 
+Årvågenhed , især lige overfor os selv — er 
+en generaldyd . “ 
+„ Bliv hos mig , Carl ! Så længe du er mig 
+nær , frygter jeg ikke — og jeg vil så gerne , ja 
+så inderlig gerne være god og retskaffen . “ 
+Jeg lagde min arm om hans kære Hals og 
+trykkede ham fasf op til mig . Gud give , jeg kunne 
+have været om dig således , som mit hjerte ønflede , 
+du , stakkels , svage sjæl , om jeg end derved selv 
+ville have lidt skibbrud ! — til ham hviskedee jeg : 
+„ Blive hos dig , ja , så længe gud vil , forlader 
+jeg dig ikke . Jeg vil våge over dig som en 
+moder — gid himlen igen vil våge over mig . “ 
+
+syvogtyvende kapitel . 
+Næste dag så vi intet til familien Nordan . 
+Oluf og jeg vuggede os atter på kanalerne , hvorfra 
+vi fik et klart indtryk af Venedig . Hvilket imponerende 
+og dog sørgeligt skue , Venedig er et vidnesbyrd 
+om fordums storhed og smag — om nutidens 
+fattigdom , uorden og undertrykkelse . 
+Fra et vindue i et af de vel vedligeholdte palaier , 
+der blev beboet af hofjægermesteren , hørte vi en 
+aften , da vor gondol langsomt gled hen over kanalen 
+— en yndig , vemodig sang , der gribende tilbagekaldte 
+Danmarks skove , sletter og det blanke 
+Øresund i min sjæl . 
+Sangen lød : 
+sit strålende lyshav har månen spredt ud , 
+og nathimlen funkler som smykket til brud . 
+Og duggens sølverflor 
+har lagt sig over jord , 
+og natvinden leger med blomsterne glad , 
+med lunefuld skæmten — o , stil dem ej ad ! 
+
+du dremmende stilhed , du heisfer kun kort , 
+snart solen frembryder og trænger dig bort ; 
+og dagens travle røst 
+sig hæver i hvert bryst , 
+og fuglene juble så lifligt og glad : 
+„ Hvor fljønt er dog livet ! — o , stil dem ej ad ; 
+sangen var dansk , jeg havde hørt Karen Nordan 
+synge den , — var det hende ? 
+Årerne hvilte , — hjertet bankede så tungt , 
+så længselsfuldt , men månen , de elskendes skytsengel 
+— smilte lige rolig og mild fra sin stjernehimmel . 
+Godnat , 
+min elskede , mit hjertes solskin , 
+-godnat , sov vel ! 
+
+otteogtyvende kapitel . 
+Vi vare stegne iland for at bese Palazzo barbarigo , 
+hvor tizian døde , og hvor der fandtes sytten 
+malerier fra denne mesterhånd . Palaiet med sin 
+ziirlige arkitektur er nu forvandlet til en kaserne . 
+Blandt de fyrretyve kirker , Venedig ejer , besøgte 
+vi den største , s . Maria gloriosa ai frari , derer 
+opført af Vasari i det trettende århundrede , hvor 
+der findes et værdifuldt monument af karrarisk marmor , 
+forestillende kunsten i skikkelse af en nedbøjet 
+kvinde , omgiven af sørgende gratier . Monumentet 
+er modelleret af Canova , bestemt som mindesmærke 
+for maleren tizian ; men da Canova døde 1822 , . 
+Satte Europa , der elsiede ham som menneske og 
+kunstner , det over ham , og således har den store 
+mester selv modelleret sit monument . For dog ikke 
+ganfle at forurette tizian , lod kejser Ferdinand oprejst 
+et mindesmærke på den anden side af kirkegården , 
+
+ligeoverfor Canovas , — hvor den berømte 
+kunstner virkelig ligger begraven , hvorimod Canovas 
+lig blev ført til hans fødeø passagno , hvor han 
+sover ved siden af sin moder . Dog , vi så så 
+mangt og så meget , at hvis jeg skulle gengive 
+det alt , ville min lille simple hverdagshistorie få 
+karakter af en rejsebeskrivelse , hvilket ingenlunde er 
+min hensigt , især da den ligger en del år tilbage 
+i tiden , og meget kan have forandret sig siden dengang . 
+Jeg vil derfor kun- i forbigående berøre et 
+og andet , der har gjort mest indtryk på mig . 
+Om aftenen besøgte vi Markuspladsen . Hvilken 
+tryllestav havde forvandlet den stille , som uddøde 
+plads med sine tillukkede og tilsyneladende mennesketomme 
+huse og gader til et hav af liv og mnnterhed ? 
+Tusinde gaslamper funklede os i møde fra 
+arkaderne , hvor der herskede den livligste stemning . 
+Pladsen var som oversået med stole og borde , og 
+dog havde folk ondt ved at få plads . Venedig 
+havde fået liv ! Dens beboere strømme i tusindvis 
+fra alle stræder og gader for at mødes her . 
+Man hører spøg , latter og strengeleg imellem 
+hinanden . Her seer man en sanger eller sangerinde 
+med sin mandolin , hist en mørkøjet blomsterpige 
+med sine duftende bouketter og sit yndige 
+smil . 
+
+man serverede med is og limonade , med 
+friske og syltede frugter , alt til billige priser ; herrerne 
+gjorde sig en ære af at opvarte de smukke 
+venetianerinder , og Oluf — høfligheden selv — 
+indtog ikke den mindst vigtige plads iblandt dem . 
+Blandt disse yndige , fortryllende alfer forekom 
+det mig pludselig , som om jeg hørte en kendt 
+stemme ; jeg vendte mig om og opdagede familien 
+Nordan , der sad lejret ved et bord , omringet af 
+elegante herrer af alle nationer , der kappedes om at 
+vise sig forekommende mod alle familiens medlemmer ; 
+men forrest i kredsen opdagede jeg min gamle 
+fjende , kammerjunker Skovstrup . Han var altså 
+også her ! 
+Fra dette øjeblik følte jeg , at fredens dage 
+vare forbi og kampen begyndt , thi aldrig ville jeg 
+med min gode villie tillade ham at ægte frøken 
+Nordan . Hans karakker indgød mig mistillid , det 
+var umuligt at tage fejl — han var ikke noget godt 
+menneske . Og blev hun end aldrig min , imod ham 
+svoer jeg at beskytte hende . 
+Jeg stod dem ganske nær , jeg hørte hofjægermesteren 
+sige til skovstrnp : 
+„ Hvad for noget , de her , Skovstrup , agter de 
+at opholde dem længe i Venedig ? “ 
+„ Det ved jeg ikke , hr . Hofjægermester , jeg 
+
+rejser for min fornøjelse , uden andet mål end at 
+ryste lidt militairstøv af mine skuldre og glæde 
+mig ved naturen . Jeg anede mindst af alt , at jeg 
+skulle være så lykkelig her i Venedig — så langt 
+fra Danmark , at træffe gode og kære venner . “ 
+„ Glæden er gensidig Skovstrup , det er mig 
+kært endelig at træffe et bekendt ansigt ; her findes 
+rigtignok flere skandinaver , men jeg har dog hidtil 
+ikke truffet en eneste ven . “ 
+„ Hvorledes befinde damerne sig under de fremmede 
+forhold ? Vejret har iført sig sin høitidsdragt , 
+og jeg håber , det ikke vil afkaste den , førend vi atter 
+hilse Danmark . “ 
+Jeg gjorde Oluf opmærksom på min nye opdagelse . 
+Stakkels ven — han var så optagen af 
+de smukke øjne , der fra alle sider mødte ham , at 
+jeg flere gange måtte tiltale ham , førend han 
+skænkede mig opmærksomhed . 
+Ved at se Skovstrup i familien Nordans 
+selskab , fattede han en hurtig beslutning uden 
+forud at underrette mig om sin hensigt ; jeg så ham 
+bane sig vej til selskabet , løfte sin hat og sige : 
+„ Mit navn er baron Gyldenkrone ! Er det mig 
+tilladt at hilse på mine ubekendte landsmænd ? “ 
+Et øjeblik efter så jeg ham i fuld konversation 
+med damerne . Jeg lagde tydeligt mærke til 
+
+kammerjunkerens utålmodighed ved at se Oluf så 
+kækt indtage den af ham attråede plads . 
+Jeg studsede ved at se Olufs lette , frie manerer , 
+hans elegante holdning og det smukke , frejdige og 
+åbne ansigt ; jeg så , han gjorde lykke , og ikke 
+mindst hos hofjægermesterinden . 
+Jeg troede alt , han havde glemt mig ; det var 
+med forsæt , jeg selv undgik at nærme mig dem , jeg 
+ønskede , det skulle ske tilfældigt , ikke ved mig , men 
+ved Oluf . — nu fik han øje på mig , han vinkede , 
+og jeg trådte hen til bordet . 
+„ Må jeg præsentere min ven og hovmester , 
+hr . Kandidat Holst , for hofjægermesteren . “ 
+Og jeg hørte ham tilføje hviskende : 
+„ En talentfuld mand , der har en rig fremtid 
+ivente . “ 
+Derpå bøjede han sig imod mig : 
+„ Holst , det er hofjægermester Nordan ' med frue 
+og frøken datter . “ 
+Det forekom mig , som frøken Nordan så forundret 
+og spørgende på mig ; dog måske tog 
+jeg fejl . 
+Vi blev indbudte til at tage plads ved bordet . 
+Kammerjunkeren , der hidtil havde betragtet os igennem 
+fin lorgnet , trådte nu hurtigt nærmere for at 
+indtage pladsen hos frøken Nordan , men Oluf kom 
+
+ham i forkøbet . Således var bekendtskabet fornyet . 
+Ak , hvilken aften ! Jeg sad lige overfor hende 
+— nathimlen over os , sang og strengeleg om os 
+— hendes øje søgte ofte mit blik , en unævnelig , 
+poetisk fred dulmede hver uro , hver sorg , — mit 
+øje så kun hende . Jeg trykkede uvilkårligt hånden 
+mod hjertet , som ville jeg beskytte det i denne 
+hellige time , der alt lod mig føle salighed på 
+jorden . En sådan følelse rummer kun vort hjerte 
+en gang , — men mindet gør selv den fattigste rig 
+— det følger os til graven . Hvert ønfle tier , jeg 
+ejede alt — thi hun var mig nær . 
+Pludselig forstummede sangen , latteren og 
+glæden . Det var østerrigernes tappenstreg , der 
+lød fra piazellaen ; nu var den os ganske nær . 
+Var det gaslamperne , der kastede det bleggule 
+skær over venetianernes før så glade træk — 
+eller var det følelsen af trældom , der ved lyden af 
+tappenstregen atter påtrængte sig det frihedselskende 
+folk ? 
+Hofjægermesteren rejste sig . 
+Jeg stod lige ved Karen , min arm var alt udstrakt 
+imod hende , da jeg hørte godsejeren sige til 
+Oluf : 
+„ Hr . Baron , jeg betroer dem min datter , vil 
+de ledsage hende til gondolen . “ 
+
+hurtigt trådte jeg tilbage og tilbød fruen min 
+forsmåede arm . Hun modtog den med et smil , 
+og jeg ledede hende da så forsigtigt , som havde hun 
+været min egen kære tante Sofie . Og alt som jeg 
+gik , tænkte jeg : 
+„ Hvor er nu dine tanker , du kærlige , du 
+gode sjæl ? Dvæle de hos din søn — eller hvile 
+de trygt i søvnens favn ? “ 
+Da vi nåde gondolen , hjalp jeg min dame 
+ned i båden . Hofjægermesteren stod og så efter 
+Karen , der , støttende sig til Olufs arm , lyttede snart 
+til hans , snart til kammerjunkerens livlige indfald . 
+Jeg hørte deres latter , jeg så , hvorledes Oluf 
+bøjede sig ned imod hende for at opfange hendes 
+blik — jeg så Skovstrups forbittrede mine , der 
+bebudede en nær foresfående storm . 
+Nu vare de os ganske nær , Skovstrup stod i 
+gondolen og rakte begge hænder ud imod hende ; 
+hun modtog dem , men vendte øjet til den modsatte 
+side , som søgte det noget , — foden gled , hun tabte 
+balancen , og sør kammerjunkeren kunne forhindre 
+det , faldt hun i kanalen . 
+I samme sekund hun faldt , var Oluf sprungen 
+ud efter hende . Stakkels ubesindige , varmtfølende 
+ven — hvorfor gjorde du det ? Hvorfor lod du , 
+nu som altid , øjeblikkets letsindige godhed sejre 
+
+over fornuften ? Du vidste dog , at du ikke kunne 
+svømme . Aldrig har din elskværdige dårskab 
+bragt mig i større forlegenhed end hin aften . 
+Jeg så dem begge dukke op af vandet , begge , 
+der vare mit hjerte så dyrebare , og kun men af dem 
+kunne jeg frelse ; thi rummet imellem bolværket og 
+gondolen var smalt og dybt , hvilket besværliggjorde 
+hjælpen . Hvem af dem ? 
+„ Hun , mit alt ? “ 
+„ Han , min elskede barndomsbroder ? “ 
+Oluf rakte hånden op til mig : „ Hjælp mig , 
+jeg kan ikke svømme . “ 
+Jeg greb hans hånd , men den anden rakte jeg 
+ud imod mit livshåb . Enten frelse dem begge — 
+eller alle tre gå under ! 
+Dog i næste øjeblik greb hofjægermesteren , der 
+havde fulgt mig i vandet , sin datter om livet , og 
+vi vare alle frelste . 
+Neppe havde vi nået gondolen , førend kammerjunkeren 
+tog imod frøken Nordan , og jeg hørte ham 
+hviske til hende : 
+„ Ingen skulle have gjort mig den lykke stridig , 
+hvis jeg havde kunnet svømme . “ 
+Jeg så op og mødte hans dødblege ansigt , 
+og jeg tvivlede ikke mere om hans kærlighed . 
+
+dog , frøken Karen gav ham intet svar , men 
+efter at have kastet sig i sin moders arme rakte 
+hun hånden imod Oluf ; jeg så , hun havde tårer 
+i øjet . 
+„ De kunne heller ikke svømme , “ var alt , hvad 
+hun sagde , men jeg havde givet år af mit liv — 
+for blikket , der ledsagede de simple ord . 
+Nu kom touren til forældrene . De takkede , 
+de lovpriste Oluf for hans elskværdige opoffrelse ; 
+han lo , han rødmede , han forsikrede , at han mere 
+fortjente dadel end roes , da hans overilede , ubetænksomme 
+skridt nær kunne have haft alvorlige 
+følger , dersom ikke hans trofaste , altid fornuftige 
+og hjælpsomme ven var kommen dem til hjælp . 
+Han lagde kærligt sin arm om min Hals , jeg 
+trykkede ham rørt til mit bryst , hvor jeg helst havde 
+beholdt ham for livet ; men nu følte jeg en lille 
+hånd på min arm , et elektrisk stød gjennemfoer 
+mig , jeg slap ham og mødte Karens øje , — hun 
+rakte mig hånden , det var alt — dog jeg kunne 
+ikke modstå , jeg bøjede mig over den og førte den 
+til mine læber , den var så lille , så blød , og , gud 
+være lovet ! den var varm , — hvorfor skælvede den 
+i min ? 
+Oluf og jeg forlod gondolen med anmodning 
+
+fra hofjægermesteren om snart at besøge dem . 
+Kammerjunkeren , eller rettere kammerherren , som jeg 
+senere hørte , han var avanceret til , blev tilbage , og 
+vore både skiltes ; hver drog sin vej , men hjertet 
+og tankerne tog samme flugt . 
+
+niogtyvende kapitel . 
+I en tidlig morgenstund tog Oluf og jeg i forening 
+med familien Nordan og Skovstrup afsted 
+med Venedig , hvor jeg havde tilbragt nogle af de 
+stjønneste og lykkeligste dage af mit liv . 
+Efter flere timers fart på jernbanen nåde 
+vi Verona , skuepladsen for Romeos og Julies 
+ulykkelige kærlighed . I franciskanerklosterets have 
+lod vi os forevise de elsfendes gravsted , hvorunder 
+man påstod , at de lå begravede . 
+Vi opholdt os kun nogle timer i Verona . 
+Efter at have beset alt mærkeligt , fortsatte vi rejsen 
+tilvogns og nåde om aftenen peschiera ved gardesøen . 
+Jeg 
+søgte på hele rejsen at undgå frøken 
+Nordan så meget som muligt , dels for ikke at forråde 
+mig , da jeg i hendes nærhed aldrig var ganske 
+herre over mine følelser , dels for ikke at vække 
+mistanke hos faderen , der øjensynligt ønskede en 
+forbindelse imellem Oluf og sin datter . 
+
+undertiden forekom det mig , som om jeg opdagede 
+uvillie hos hende på grund af min påfaldende 
+tilbageholdenhed . Hun var et forkælet barn , 
+der var vant til af blive tilbedt og hyldet af alle ; 
+min tilsyneladende ligegyldighed og mangel på 
+opmærksomhed sårede hendes forfængelighed , især 
+da hun snart mærkede , af det ikke var natur hos 
+mig , der altid var meget forekommende og omhyggelig 
+imod hendes moder , hvis selskab jeg søgte så meget , 
+som forholdene tillod det . Hun vidste ikke , af mit 
+blik — skønt tilsyneladende bortvendt — fulgte 
+hende overalt . Læste jeg en Avis , vare bogstaverne 
+usynlige for mit øje ; thi tanken fulgte hende , og 
+talte jeg med en anden , svarede jeg åndsfraværende 
+uden af have opfattet meningen af hans eller mine 
+egne ord . 
+De kaldte mig en klog , forstandig mand , der 
+var så lykkelig altid af være herre over mine ord 
+og handlinger ; ja , de gik så vidt af påståe , af 
+intet kunne bringe mig ud af min værdige fatning ; men 
+de skulle blot have set , hvad der foregik i mit indre . 
+„ Del bløder lidt , simidt intet våben rammer , 
+når kampen slår i hjertets skjulte Kammer . “ 
+Vi overnattede i peschiera , skønt hotellets bekvemmeligheder 
+ingenlunde er til at lovprise . 
+Om morgenen besteg vi en i fæstningen værende 
+
+bakke , hvorfra vi havde den herligste udsigt over 
+gardasøen ; men dermed var herligheden forbi . Dagen 
+var kedelig , vi så intet til damerne ; de vare 
+usynlige lige til det øjeblik , vi atter i forening forlod 
+peschiera for tilsøes at tage op ad gardasøen . 
+Ombord på dampskibet var der endeel tyrolere , 
+der hele vejen glædede os med deres smukke sange . 
+Nu nærmede vi os Riva , og her var søen smukkest . 
+Man så de høje tyrolalper , der blev gjennemskårne 
+af bratte fjeldveie , men søen blev trangere og 
+trangere , indtil vi til sidst nåde byen , der i sig selv 
+seer fattig og forfalden ud og kun låner fin inde 
+af den højst poetiske skønne beliggenhed . 
+Vi besteg de himmelhøje alpetoppe og glædede 
+os ved det sjældent yndige og dog storartede syn , 
+man her får ved at se ud over gardasøen . 
+Såvel under seiltouren som her var jeg Fru 
+Nordans stadige kavaller ; ved min arm besteg hun 
+de besværlige fjeldveie , og hun var mig i sandhed 
+en kær byrde . Jeg forvekslede hende bestandig i mine 
+tanker med min anden moder , skønt de såvel i 
+ådre som i væsen vare højst forskellige . 
+Fru Nordan var altid blid og rolig , men hun 
+kunne være skjæmtefuld og vittig , dog aldrig i hofjægermesterens 
+nærværelse . Når han var tilstede , 
+var hun alvorlig , ja , næsten ængstelig . Hofjægermesteren 
+
+var i mit selskab altid kærlig og opmærksom imod 
+hende , ligesom man i hendes øjne tydeligt læste kærlighed 
+til ham ; hun elflede ham højt , dog fulgte 
+hun ham overalt med et sørgmodigt og ængsteligt 
+blik . 
+Jeg havde på den senere tid hos hofjægermesteren 
+mærket en undertrykt sørgmodighed , som 
+nu og da lynsnart dukkede frem for atter at blive 
+tilbagetrængt . Den påkom ham især efter modtagelsen 
+af et brev fra Slesvig ; efter den dag 
+mødte jeg ofte hans tungsindige , urolige øje . Tog 
+nogen hurtigt i døren , sprang han op og spurgte : 
+„ Er der grev til mig ? “ Jeg sporede en vedvarende 
+spænding og så da ofte hans kone gribe hans 
+hånd , trykke den eller klappe den kærligt . 
+Det udtryk , der ved en sådan lejlighed lyste i 
+hendes øje , var rørende smukt ; det var moderens 
+ømhed for sit barn , det var venindens trofaste 
+deltagelse og hustruens ydmyge , bønlige blik , 
+der beder om tilladelse til at måtte kærtegne den 
+elflede genstand . Ja , jeg følte — det var kærlighed 
+! 
+Oluf og kammerherren vare altid i frøken 
+Nordans selskab . Hun smilte til den ene , — disputerede 
+med den anden . Den ene dag bar Oluf 
+
+hendes shawl og parasol , — den næste dag lod 
+hun sig opvarte af Skovstrup — hun var sig aldrig 
+lig . Mod forældrene venlig og opmærksom , mod 
+herrerne sijæmtefuld , despotisk , gnaven , kort sagt en 
+lunefuld kvinde . 
+Mod mig viste hun i almindelighed kold høflighed ; 
+undertiden prøvede hun på at drille mig , dog 
+uden held . Hun søgte også , nu og da , at krænke 
+eller ydmyge mig ; det var forgæves anstrengelse , 
+jeg tilbageviste enhver tilsigtet krænkelse med ro og 
+kold værdighed . 
+Så undgik hun mig en lang tid , men ikke 
+min kærlighed ; dag for dag voksede den i omfang 
+og styrke , — jo koldere mit ådre syntes , desto 
+varmere følte jeg . 
+Under denne stadige kamp — sejr og nederlag , 
+løb dagene som timer , men kammerherren sorfulgte 
+aldrig Oluf med det uvenskab , hvormed han 
+beærede mig , skønt jeg forholdt mig ganske passiv . 
+Det forekom mig , svin fulgte han mig overalt med 
+sit stikkende blik , som frygtede han min nærværelse , 
+især når jeg opholdt mig i frøken Nordans selskab . 
+Han var utålelig hovmestererende , altid parat med 
+indsigelser , når forslaget kom fra Oluf eller mig , 
+heftig i sine disputter og påtrængende i sin kærlighed , 
+
+som om han havde ret til at fordre gjenkærlighed . 
+Jeg 
+har aldrig truffet et mere ubehageligt menneske 
+end kammerherre Skovstrup . 
+Fru Nordan støttede sig til min arm på vor 
+vandring , og fause betragtede vi naturens storhed ; 
+pludselig hørte jeg kammerherrens stemme tæt 
+ved mig : 
+„ Vil de tilgive mig , frøken Nordan , når jeg 
+vover at tilstå dem , at det ikke var tilfældet , men 
+mit hjerte , der førte mig på rejsen ; jeg underrettede 
+mig om deres opholdssted , søgte orlov — 
+fik den — og fulgte dem . “ 
+„ Jeg har intet at tilgive , hr . Kammerherre , 
+hotellerne stå åbne for enhver , der ønsker at benytte 
+dem . “ 
+„ Er det min eneste velkomsthilsen ? “ — hans 
+stemme lød sørgmodig . 
+„ Velkomsthilsen ? Hvorfor skulle jeg byde 
+dem velkommen ? De er jo ikke min faders 
+gæst . Men at de er kommen vel herover , det 
+glæder mig . “ 
+De sidste ord tilføjede hun drillende og så 
+ham skælmsk ind i øjnene . 
+„ Uforandret , “ sukkede det i min sjæl . 
+
+„ Tag dem i agt , frøken Nordan ! Jeg hævner 
+mig . “ 
+„ Tak for den betimelige advarsel , hr . Kammerherre ! 
+Jeg skal være på min post og i tide tage mine 
+forholdsregler . Men hvorledes er det , de bærer mit 
+shawl ? Fy , hvor det seer uridderligt ud ! Baron 
+Gyldenkrone ! Ah , jeg forstyrrer dem , om forladelse 
+papa , det var ikke min hensigt at afbryde deres 
+samtale . “ 
+„ Hvad befaler frøkenen ? “ 
+„ Her er mit shawl , vil de tage det underderes 
+varetægt . Kammerherren er for lille , han 
+lader det flæbe langs jorden . “ 
+Oluf trykkede shawlet mod sit hjerte og tilkastede 
+Skovstrup et sejrrigt blik . I dag var han den 
+jourhavende . 
+Jeg hørte intet mere , de fjernede sig ; men Fru 
+Nordan og jeg blev tilbage . Hun havde hørt Skovstrups 
+ord , jeg følte det på hendes arm , der hvilede 
+i min . Og at det ikke var hende behageligt^ 
+læste jeg i hendes alvorlige , bekymrede træk . 
+Jeg søgte at skjule min brede , min smerte . 
+Måden , hvorpå hun afviste ham , kunne jeg ikke 
+billige ; den tillod ham tværtimod en gentagelse , som 
+neppe ville udeblive . 
+Ligesom vi ville stige ned for at følge : 
+
+efter de andre , lød en velbekendt stemme tæt 
+ved mig : 
+„ Se mama , fe ! Hvor det minder om Ellegård . “ 
+Og 
+frøken Nordan pegede mod højre , hvor man 
+skimtede taget af en gammel bygning , omgiven af 
+træer . 
+„ Er du her , barn , jeg troede , du var langt 
+borte . “ 
+„ Hvorfor troede du det , mama ? “ 
+„ Jeg antog , du havde fulgt din fader . “ 
+, papa gik med herrerne . Jeg er så træt , jeg 
+foretrækker at sidde lidt , dersom du vil gøre mig 
+selskab . “ 
+„ Gerne garn , jeg er også træt , skønt jeg 
+har så trofast en støtte . Foretrækker de ikke , hr . 
+Holst , at indhente de andre herrer ? “ 
+„ Dersom fruen tillader — bliver jeg ; men for 
+ikke at forstyrre deres hvile , vil jeg vælge mig en 
+plads i nærheden . Jeg ønsker at gøre et lille 
+udkast af gardasøen . “ 
+„ Gør det , men fjern dem ikke , vi ville have 
+den fornøjelse at se , hvorledes de arbejder . “ 
+Jeg tegnede , de talte og tang afvekslende . Nu 
+og da deelfog jeg i samtalen ; derpå bøjede fruen 
+sig imod mig for at se , om min skizze lignede — 
+
+og jeg følte Karens ånde strejfe min kind , — 
+hendes hånd hvile let på min skulder ; jeg mødte 
+hendes blik , — en anelse gik igennem min sjæl , 
+— blyantet faldt mig ud af hånden ; jeg drømte 
+så saligt , skønt solen spredte sit lys over 
+gardasøen . 
+
+tredivte kapitel . 
+Det var en mørk , regnfuld aften , der fulgte på den 
+skønne dag , vi kom endog tidsnok hjem til hotellet , 
+inden uveiret brød løs . Fra vinduet betragtede vi 
+det store , men frygtelige skuespil , et tordenvejr 
+mellem bjergene . 
+Lynene fulgte nær og stærkt på hinanden , tordenen 
+bragede hunlt og sprang fra fjeld til fjeld , 
+som om dommedagsporten havde åbnet sig . Vi 
+så lynet spalte fjeldtoppene , og glasruderne knækkede 
+overalt , dog uden at noget menneskeliv blev 
+ramt , skønt det ofte slog ned kun i få skridts 
+afstand fra os . 
+Da uveiret havde udraset , tittede solen atter 
+frem . Vi åbnede vinduet for at indånde den herlige , 
+friske luft . Aftenklokken lød os i møde , højhed 
+hvilede over den skønne , nyfødte natur , blødhed 
+listede sig i vore hjerter , og sjælen voksede og fik 
+vinger . 
+
+pludselig nåde lange , vemodige toner over 
+til os fra bjergtoppen ; det var tyrolerne , der sendte 
+himlen deres aftensang til tak for den svundne dag . 
+Da jeg atter så ned , mødte jeg Karens tårefyldte 
+øje — hun stod mig ganske næer ; i det øjeblik 
+følte jeg dybt , at der gives en kærlighed , der 
+endnu har større magt over vor sjæl end den højeste 
+jordiske kærlighed , — jeg havde ikke følt hendes 
+nærhed . 
+Solens sidste , matte purpurstråler kyssede de 
+legende bølger i gardasøen ; de rullede langsommere 
+og langsommere , indtil de hvilte så stille , så . rolig 
+ved bredden , som barnet ved sin moders hjerte . 
+Jeg stirrede netop på den lille hånd , der lå 
+mig så nær , da en skurrende stemme lød tæt 
+ved mig : 
+„ Et parti billard , min herre ? “ 
+Det var Skovstrup , der nu , som altid , trådte 
+til , når frøken Karen og jeg stod ene sammen . 
+Jeg følte en ubeskrivelig trang til at knuse 
+ham , — men jeg bukkede høfligt og — fulgte ham . 
+Øg spillet begyndte . 
+Vor vært , der var dansk af fødsel og havde 
+indrettet hele hotellet på dansk maner , en stor behagelighed 
+for skandinaverne , der hyppigt besøge 
+
+denne egn , — var den eneste tilstedeværende i 
+billardstuen . 
+Skovstrups og mine øjne mødtes som to skarpe 
+klinger ; vi vekslede ikke et ord , men fortsatte spillet 
+med rolig hånd og hadefuldt sind . 
+Han vandt partiet tiltrods for sin flette begyndelse . 
+„ Når 
+enden er god , er alting godt , “ sagde 
+han med en vis satirisk betoning . 
+„ Ganske vist . Jeg ønsker revanche . “ 
+„ For atter at tabe ? “ 
+„ Nej , for at vinde . “ 
+„ Ah , således ! Tag dem i agt , hr . Hovmester ! 
+Kampen imellem os er alt for ulige , — jeg forudsiger 
+dem et nyt nederlag . “ 
+„ Behag at lægge ud , min herre ! “ 
+Jeg vandt . 
+„ De er en dårlig spåmand , hr . Kammerherre ! 
+Men enden var god , og derfor håber jeg , at 
+alt er godt . “ 
+Neppe havde jeg udtalt , før døren åbnedes , og 
+frøken Nordan og Oluf trådte ind for at deltage 
+i spillet , — han var en udmærket god billardspiller , 
+der ikke var let at overvinde . 
+Nu havde spillet fået en anden karakfeer , vi 
+lo og spøgte , og da hofjægermesteren trådte ind 
+
+med Fru Nordan , herskede der den livligste stemning 
+imellem os . 
+Jeg mærkede straks ved frøkenens indtrædelse , 
+dels på hendes blik , dels på de mange småstød , 
+hun nu og da rettede imod mig , at min pludselige 
+bortgang havde fornærmet hende . 
+Men øje for øje og tand for tand har altid 
+været mit princip , og jeg gav derfor svar på tiltale . 
+Det er ikke smukt , jeg ved det nok , — men 
+når hun faldt ud , modtog jeg angrebet således , 
+at jeg enten afparerede det eller gjengjældte det med 
+fordoblet kraft , uden nogensinde at glemme den 
+agtelse og overbærenhed , en herre altid bør vise 
+ligeoverfor det smukke og svage køn . 
+Kvinden , den svage kvinde , holder i sin lille 
+hånd mandens hele lykke og ulykke . De fleste 
+store bedrifter — såvel som de fleste dårskaber , 
+manden begår , har sit udspring fra kvinden . 
+Hun er som oftest hånden , der styrer roret , — 
+selv for den , der er sat til at styre millioner undersåtters 
+ve og vel . 
+Jeg tilråder derfor alle mine stakkels medbrødre 
+: 
+„ Giv agt ! at i ikke blive overrumplede , thi 
+skjøndt kvinden er vor største velsignelse — så er 
+
+hun på den anden side tillige vor største fjende , 
+det var hun fra verdens begyndelse . “ 
+Ak hvor vi dog er let at lokke ! 
+Det påstod i det mindste frøken Nordan , da jeg 
+om aftenen fortalte Fru borgårds anskuelser om 
+hustruens og mandens stilling lige overfor hinanden . 
+„ Mandens svaghed fortjener undertrykkelse , “ 
+Sagde hun l ia , Fru borgård . 
+„ Hvem påsfåer , at manden er svag ? “ spurgte 
+hofjægermesteren . 
+„ Det gør æblet , papa . “ 
+, mblet , barn ? Det var jo Eva , der først 
+spiste af æblet . “ 
+„ Ja , papa ! Eva fulgte sin egen frie villie , hun 
+spiste , fordi hun ønskede at blive klog , da hun følte , 
+at det blev hende , der måtte styre fremtiden for dem 
+begge ; men Adam spiste kun , fordi Eva havde spist , 
+— du seer altså , at Adam allerede fra verdens 
+begyndelse ikke havde nogen egen villie , men fulgte 
+blindt Evas eksempel . “ 
+„ Tillad mig , frøken Nordan , at forudsætte , at 
+Adam ikke spiste af æblet , fordi Eva var svag nok 
+til at gøre det . Det var ikke æblets liflighed , eller 
+Evas eksempel , der forledede ham til at spise af 
+frugten , men de smukke tænder , der havde viist ham 
+vejen , og de yndige små forræderiske hænder , der 
+
+rakte ham det . De burde ikke dømme ham så strengt , 
+frøken Nordan ; hvorledes kunne han modstå sådanne 
+fristelser ? Damerne burde være de første til 
+af tilgive Adam , han syndede jo kun af kærlighed , 
+hvorimod Eva syndede af begærlighed eller forfængelighed . “ 
+„ Ia , 
+der i består netop mændenes store svaghed , 
+som vi damer finde uværdig . Vi skatte langt 
+højere den mand , der har kraft til af modstå vort 
+smil , vore tårer , vor vrede , end den , der bukker 
+under og feigt bøjer sig for vort lune . “ 
+„ Tak , frøken Nordan , må jeg takke dem i alle 
+adamers navn for det sande og træffende billede , 
+de der var så god af skænke os af Evas køn ; de 
+bruge først alle lovlige og ulovlige midler til af besejre 
+os for siden af latterliggøre os . “ 
+„ De misforstår mine ord , hr . Holst , det er 
+ikke vort ønske af overvinde manden , tværtimod , vi 
+håbe , idet vi begynde kampen , af han må blive 
+sejrherre , men det er hans nværdige svaghed , han 
+han har af takke for sit nederlag . Jeg beklager 
+kvinden langt mere end manden , ikke fordi hun har 
+magten til af se ham for sine fødder , men fordi 
+han har lyst til af ligge der . “ 
+Ia , min tro ! blev jeg vred . Hvor tåbeligt af 
+lade sig irritere af en lille dametnnge , der vel har 
+
+mange ord , som den forstår på den yndigste 
+måde af sende ud i verden , men som lidt efter 
+lidt falde døde til jorden som døgnfluer . 
+Som sagt , hendes ord irriterede mig , og jeg 
+svarede måske i en heftigere tempo , . end jeg ville 
+have talt under normal sindsstemning : 
+„ Fra i dag , frøken Nordan , erklærer jeg hele 
+kvindekønnet krig på mine egne og mandens vegne ; 
+jeg udfordrer dem til af angribe mig med alle de 
+våben , naturen så uretfærdigt har beriget dem 
+med for af besejre os godtroende mænd . Jeg vil 
+vise , af der findes mænd , som selv lige overfor kvindens 
+list er uovervindelige . Jeg lover aldrig af knæle 
+for nogen kvinde , thi jeg deler fuldkomment frøken 
+nvrdans anskuelse , af den plads er Evas mand 
+' uværdig . “ 
+Jeg havde næppe udtalt disse ord , før frøken 
+Nordan tabte sit hæklenøgle ; hun bøjede sig imod mig 
+og sagde i en ligegyldig tone , som om hun ikke havde 
+hørt mine ord : 
+„ Jeg tabte mit garn , hr . Holst , er de så 
+god af tage det op ? “ 
+Garnet lå lige ved hendes fod . 
+Jeg bukkede mig allerede for at efterkomme hendes 
+anmodning , da jeg i det samme opdagede hendes 
+skjælmste blik til Oluf . 
+
+hvad skulle jeg gøre ? — skulle jeg lade det i 
+ligge ? Det forbød min dannelse mig , og tog jeg ! 
+Det op , var jeg nødt til at knæle , da det lå hende så 
+nær . Jeg så allerede hendes triumferende smil , 
+der erklærede mig for overvunden . 
+Og jeg fulgte middelvejen . 
+„ Med fornøjelse , frøken Nordan , det skal altid 
+være mig en glæde at tilfredsstille damernes små 
+ønsker , når de indskrænke sig til sådanne bagateller 
+som at tage et nøgle garn op , da jeg er behændig 
+nok til ikke at indvikle foden i dets labyrintter . “ 
+Jeg rakte hende det med et dybt buk . 
+Hun modtog det smilende og svarede : 
+„ Tak . Jeg optager på kønnets vegne deres 
+udfordring , min herre . Tiden vil vise , om manden 
+eller kvinden bliver sejrherre . De har aflagt et 
+helligt løfte , aldrig at knæle for nogen kvinde , jeg 
+vil opbevare det i et ligeså kostbart skrin som det , 
+Alexander fandt iblandt byttet , han tog fra Darms , 
+og bestemte til at gemme digteren Homers værker i . “ 
+Hun ledsagede disse ord med et blik , der fik 
+mig til at gyse . I samme nu blev det mig klart , 
+hvor farligt det er for manden at kæmpe mod 
+kvinden . Et sådant par øjne , — store gud ! — 
+de formå at fremkalde større ødelæggelse end et 
+ildsprudende krater . 
+
+„ Tak , frøken Nordan , for den store interesse , 
+de så ufortjent viser mig . Jeg vil gøre mit bedste 
+for at blive den værdig , skønt jeg til fulde erkender , 
+hvor farlig kampen vil blive overfor sådanne våben . 
+Dog , det er tildeels os selv , vi have at takke for , 
+at disse uovervindelige våben så ofte blive rettede 
+imod os . Vi er tåbelige — eller høimodige nok 
+til selv at oplyse damerne om deres øjnes almagt . 
+Høimod giver altid en listig fjende sejr . 
+„ Der er ingen mand , som flatter kvinden 
+højere end jeg , jeg finder hende yndigere end fuglen , 
+der let og gratiøs hæver sine vinger til flugt , — 
+yndigere end blomsten , der ydmygt rækker sit lille 
+hoved op imellem det høje græs for dog også at 
+modtage et Kys af de varme solstråler . 
+„ Men udstrækker hun sin lille hånd for at gribe 
+roret — da synger jeg med Jokums fader i en 
+søndag på Amager , det vil sige , jeg tillader mig at 
+omskrive det således : 
+„ Til meget er vel kvinden god , 
+dog ikke til at råde , 
+kun mandekraft og mandemod 
+kan styre land og både . “ “ 
+„ Enten mangler de hukommelse , hr . Kandidat , 
+eller de er meget kortsynet . Historien har noksom 
+bevist , at kvindens hjerne er ligeså tankestærk som 
+
+mandens , og er mandens -hoved end større end vort , 
+en fordel , vi aldrig have misundt ham , så er 
+vort dog snildere end hans . Erfaringen har lært , 
+at kvindernes lille finger “ — her strakte hun sin 
+egen lille finger “ ud imod mig , den var så smuk , 
+så nær , at jeg var lige ved at tage den tilfange — 
+„ ofte løfter større byrde end mandens stærke ryg . 
+Jeg kan altså ikke billige deres anskuelser om 
+kvindens udygtighed til at styre land , om jeg end 
+indrømmer dem større dygtighed til at styre både . “ 
+„ Anskuelserne er forskellige , jeg foretrækker en 
+Dagmar “ — her hvilede hofjægermesterens blik med 
+ømhed på sin hustrues blide træk — „ frem for den 
+store Margrethe . “ 
+„ Nej , papa ! Dagmar var yndig og god , hun 
+var ældelmodig og selvfornægtende , men den store 
+Valdemars hustru passede hun ikke til at være ; 
+hans ånd fordrede noget mere end disse kvindelige 
+dyder , de trættede hans kraffige , sejrrigt sjæl . 
+Dronning Margrethe havde passet langt bedre for 
+ham — medens han drog i Leding , havde hun 
+stillet sig ved roret for at styre landet ; men Dagmar 
+sad hjemme og sørgede . “ 
+„ Og bad om sejr for Valdemars våben , “ 
+Tilføjede jeg , „ og — han fejrede . Jeg tror , at hendes 
+kærlige bøn udrettede mere end hans kraffige våben . 
+
+og var jeg Valdemar , ville jeg aldrig have trykket 
+en Margrethe fil mit hjerte , selv om jeg var så 
+ulykkelig at elske hende . Den kvinde , jeg ville kalde 
+min hustru , måtte være som Dagmar , forstandig , 
+kærlig — med et ord , kvinde . “ 
+„ Hvor deres hus vil blive interessant , og 
+hvor deres kone vil komme fil at føre et misundelsesværdigt 
+liv ! “ 
+Og frøken Nordan førte hånden mod læberne 
+for at skjule en undertrykt gaben . 
+„ Ah , således , “ udbrød pludselig Skovstrup , — 
+„ Hr . Hovmesteren ønsker at fortsætte sin nuværende 
+funktion lige overfor sin kone . Jeg tror ikke , at 
+damerne ville finde behagelighed i at ombytte forældrenes 
+hjem med at gå i skole på ny . “ 
+„ Skolebænken blive vi aldrig frie for , “ sagde 
+hofjægermesterinden med sin rolige , klare stemme — 
+„ så længe vi leve , trænge vi til lærdom , og af hvem 
+vil man hellere modtage undervisning end af den , 
+man elsker høisf i verden ? “ 
+„ Nej , mama , nej ! Af alle vil jeg med glæde 
+modtage undervisning , kun ikke af min mand . 
+For ham må jeg være fuldkommen , men ikke mangelfuld . 
+Hvem siger , at hans anskuelser er bedre end mine ? 
+Mændene have ligeså mange fejl som vi andre , 
+og de trænge ligeså meget til at lære som vi . Og 
+
+troer du , mama , at en ægtemand ville sinde sig i , 
+at hans kone gjorde ham opmærksom på hans fejl , 
+— at han ville rette dem ? “ 
+„ Ja , Karen , det ville enhver god og retskaffen 
+mand gøre , når han følte sig overbevist om , at 
+hans kone havde ret . Det er ægtefællers pligt 
+gensidig at forbedre hinanden ; thi ingen , selv ikke 
+den ædleste mand , er fejlfri . Manden og konen 
+skulle være et , men ingen af dem må føle sig som 
+herre . Eva er en fribåren kvinde , der har udsonet sin 
+synd i den hellige julenat . “ 
+„ Rigtig mama , det mener jeg også . “ 
+Og der gik et drømmende smil over hendes 
+pande , en blidhed om hendes læber , og for første 
+gang så jeg hende kærtegne sin moder . Hun bøjede 
+sig ned over moderens hånd og trykkede den til 
+sine læber . 
+„ Nå , således er altså vor skæbne afgjort , 
+hr . Hovmester ! Se så ! Og det ved to damer , der 
+ovenikjøbet er min kone og datter . Tag dig i agt , 
+min kære , tag dig i agt ! Du , ved jeg vil være 
+mand i mit hus . “ 
+„ Ja , papa ! Og mama vil være kone i sit 
+hus . “ 
+„ Nu kommer det an på , hvem der er den største 
+
+stormagt , hr . Hofjægermester , manden eller konen . 
+— to konger i et rige enes sjældent . “ 
+„ Fuldkomment sandt , hr . Baron , men konge 
+og dronning kunne derimod godt enes i et rige , 
+fordi både landet og dronningen begge er kongens 
+ejendom . Dog , for at hæve enhver tvivl om , 
+hvem der i mit hus er den største , så vær så 
+god at rejse dig , min bedste , at hele verden kan 
+se , min kone når mig kun til skulderen , jeg har 
+altså hovedet forud for min hustru og er selvfølgelig 
+tvungen til at se ned på min kone , når jeg 
+vil møde hendes blik . Men det lønner sig , mine 
+herrer , når man er så lykkelig at blive set op til 
+af sådanne øjne , som aldrig befale , hvad der da 
+ogfå ville være forgæves , men der kun forstå at 
+bede . “ 
+Han havde næppe udtalt , før værten trådte ind 
+og overrakte ham et brev . 
+Ved synet af udskriften gik en mørk sky over 
+hans træk . Han forlod hurtigt værelset . 
+Fru Nordan fulgte ham med blikket og hjertet ; 
+kort efter forlod ogfå hun lydløst værelset . 
+
+toogtredivte kapitel . 
+Fjorten dage vare atter bortfløine i Italiens herlige 
+egne . Vi vare nu nåde til artes , som ligger ved 
+nhones bredder . 
+Vi stod altså på klassisk jordbund , rig på 
+poesi og gamle minder , og vor bolig lå på byens 
+torv . 
+I den senere tid havde forholdet imellem Oluf 
+og frøken Karen — efter mine begreber — overskredet 
+venskabets grændser . De vare altid sammen , 
+jeg så , hvorledes han trykkede hendes hånds 
+hvorledes hans bryst stikkende hævede sig , og hans 
+øje stirrede sværmeriff ud i rummet . Stakkels ven , , 
+han drømte , — ak , gid jeg aldrig havde drømt ! 
+Oluf , Oluf , du bygger nu dit fremtidsflot 
+på mine forhåbningers grav . 
+De fjorten dage , der vare tilbagelagte , havde . 
+Været rige på håb , skuffelse og smerte . 
+Snart troede jeg af opdage et øjekast , et smil , . 
+
+der vidnede om gjenkjendelse og kærlighed , ja undertiden 
+syntes jeg endog af møde et blidt , bebrejdende 
+blik , der trængte mig ind i sjælen . I et sådant 
+øjeblik udfordredes hele mit mod og min kraft for at 
+modstå trangen til af sige hende alt ; men næppe 
+et sekund efter var hun atter kold og fremmed imod 
+mig ; hun behandlede mig ofte med hån , søgte af 
+krænke mig ved enhver lejlighed , især ved af fremhæve 
+baron Gyldenkrones stilling lige overfor hans 
+hovmester . Hendes venlighed imod ham var da altid 
+påfaldende og smigrede i høj grad min vens forfængelighed . 
+Var det begyndelsen til vor kamp , 
+troede hun på den måde af besejre mig ? 
+Den kulde og det overlegne smil , hvormed 
+jeg optog hendes angreb og slet skjulte vrede , forhøjede 
+hendes medfødte stolthed imod mig , og mangen 
+gang så jeg kammerherrens stikkende blik 
+følge mig triumferende , når jeg stred langsomt 
+igennem stuen for skjult og i ensomhed af sørge 
+over de lidte krænkelser . 
+Med Skovstrups stilling lige overfor frøken 
+Nordan var der også sket en stor forandring . 
+Hans opmærksomhed havde endelig trættet hende , 
+hun afviste ham besternt og stolt , hvilket havde til 
+følge , af hans galante opmærksomhed forvandlede 
+sig til en uforskammet påtrængenhed , der ofte bragte 
+
+mig i harnisk og foranledigede Olufs indblanding . 
+Jeg så tydelig , af Skovstrup var hende i høj grad 
+imod , af hun kun med uvilje tålte ham . 
+Hvad mig selv angik , var jeg fuldkomment på 
+det Rene med mine følelser for frøken Nordan . 
+Jeg vidste nu som altid , af jeg elskede hende over 
+alt på jorden , medens hun ikke ænsede , om den 
+lille fine hånd — som jeg dog havde så inderlig 
+kær — hævede sig til slag eller til kærtegn . 
+Hendes virkelige livsanskuelser vare mig endnu fremdeles 
+uklare ; thi det ene øjeblik troede jeg af opsatte 
+den kærlige , hengivne kvinde , for igen i det næste 
+af kalde hende kold , hjerteløs og koket . 
+Og dog var hun altid yndig , skælmsk og fortryllende ; 
+men på samme tid jeg beundrede Eva i 
+hende , følte jeg klart , af min hustru aldrig måtte 
+ligne den Karen Nordan , der nu stod foran mig . 
+Hellere elske uden besiddelse — 
+end besidde og ophøre af elske ! 
+Og jeg vedblev af være den kolde , indesluttede 
+mand , som hun var den kokette , hovmodige kvinde , 
+der kæmpede med alle mulige kvindelige våben for 
+først at kaste mig for sine fødder og måske senere 
+at le mig ud og afskedige mig . 
+Eller gik det hende som mig ? 
+
+dømte jeg skallen uden at have nået kærne » ? 
+Overalt 
+omgivet af de skønneste kvinder , som 
+artes er så rig på , var Olufs hjerte i stadig 
+bevægelse . Den ene billet på rosenrødt papir 
+modtog han af sin tjener efter den anden og skjulte 
+dem i vestelommen , for senere ved lejlighed at kunne 
+læse dem upåagtet , som han troede . 
+Hans åbne trohjertighed lige overfor mig var 
+i stadigt aftagende . Han søgte så meget son : muligt 
+at undgå enhver fortrolig samtale med mig , når 
+vi om aftenen eller morgenen vare ene i vor dagligstue 
+for at nyde vort mållid eller ryge en cigar . 
+Om middagen og aftenen spiste vi i forening 
+med familien Nordan og Skovstrup . 
+Jeg tror , han kæmpede en hård kamp med 
+venskabet mod sin kærlighed . Vel havde jeg selv 
+tilladt ham at ægte hende , såfremt han vandt hendes 
+hjerte , men venskabet havde et stort krav i hans 
+bryst ; han vidste så godt , at hans lykke ville blive 
+min livsvarige sorg . Hvor ofte lagde jeg ikke 
+mærke til hans tavse kamp , jeg så , hvor begejstret 
+han fløj hende i møde — men hvor tanketung , hvor 
+uvillig og dog hvor modig han fjernede sig fra 
+hende . Ofte , når hun var allervenligst imod ham , 
+
+frygtede han for af vinde den kærlighed , han 
+selv imod sin villie ikke kunne modstå af bejle til . 
+Men kampen oversteg ofte hans kræfter , og 
+derfor blev han tvær og uvillig stemt imod mig . 
+Han flyede mig , som han skyede sin samvittighed . 
+Fru Nordans og mit venskab tiltog dag for 
+dag . Hun var mig en moder , jeg hende en son . 
+Hendes øje fulgte mig med kærlighed , og når hun 
+lagde mærke til datterens opførsel lige overfor mig , 
+fordoblede hun fin godhed og opmærksomhed , hvorimod 
+hun ofte betragtede Oluf med et forskende , misbilligende 
+blik , som et ord , et smil af ham , atter 
+hastigt forjog . Han udøvede den samme tryllemagt 
+over Fru Nordan som over os alle . 
+Siden hin aften i billardstuen , da hofjægermesteren 
+modtog brevet , havde han været bortrejst i 
+fire dage ; men efter tilbagekomsten var der foregået 
+en mærkelig forandring med ham . Der var 
+kommet ro i hans blik og holdning , han var mere 
+munter og tilgængelig , og Fru Nordans ængstelse 
+var ligeledes forsvunden med hans . 
+Jeg havde gjort mig det til regel , hver gang 
+frøken Nordan gav sit onde lune luft lige overfor 
+mig , da af trække mig tilbage og forlade deres selflab . 
+Jeg søgte da af fordrive de ensomme timer 
+i den dejlige natur , der omgav mig overalt . Således 
+
+kunne jeg hele dage vandre ene om med bøssen 
+på skulderen og min frokost i jagttasken . Jeg 
+strejfede om fra bjerg til Dal , fra solen i skygge ; 
+snart hvilede jeg min trætte fod på en træstub , 
+snart i det bløde græs , hvor blomsterne i tusindvis 
+søgte af tale til mit urolige hjerte og blødgøre 
+det , — ligesom jeg da altid atter og atter læste de 
+kære breve fra hjemmet . 
+På en af disse mange udflugter , der mere og 
+mere behagede mig , traf jeg to ældre damer , skolebestyrerinder , 
+der efter avisen gjorde rejsen sammen . 
+Første dag , vi stiftede hinandens bekendtskab , 
+var i græsset nogle skridt fra hinanden , hvor vi 
+udhvilede os . 
+De antog mig for en udlænding , skønt jeg 
+var deres landsmand , ellers havde de vel ikke talt 
+så ugenert i min nærværelse . 
+Jeg før ikke påståe , af enighed var det fremherskende 
+element i deres ordsfifte ; thi en ville 
+tilhøire , medens den anden påstod at ville til venstre , 
+men ingen af dem fulgte middelvejen . 
+Således går det , når man vælger sit neiseselskab 
+efter adresseavisen ! 
+Endelig følte jeg mig forpligtet til at oplyse 
+dem om mit kendskab til det danske sprog , da jeg 
+ikke ville give afkald på min gode plads , hvor 
+
+frokosten efter omstændighederne smagte mig ret 
+godt , — og på den anden side ikke ønskede at være 
+vidne til deres stridbare hjertendgydelser . 
+Den ene af damerne tabte sin handske uden 
+at mærke det , jeg sad tæt ved , greb den og rakte 
+hende den , idet jeg tilføjede på dansk : 
+„ Deres handske , frøken ! “ 
+Hun studsede , rødmede og udbrød : 
+„ Tak , hr . Landsmand , vi antog dem for en 
+udlænding . “ 
+Bekendtskabet var sluttet . I udlandet hilser 
+man med glæde sit fødelands elskede sprog , som 
+dannebrog fra skibets flagstang , og vi indledede 
+nu en samtale om naturen og om rejsens glæder 
+og ubehageligheder . Vi beså i forening mangt et 
+smukt parti , og jeg kan i sandhed påståe , at 
+prosaen og poesien gik jævnsidig med mig på disse 
+udflugter . 
+Den ene af damerne var nemlig overordenlig 
+poetisk ; hun var den angste . Jeg hørte hende sjældent 
+tale uden på Vers . Hun kunne alle klassikerne og 
+nutidens digtere udenad og vidste altid at tiltale 
+eller svare med deres ord . 
+Den anden derimod havde mest interesse for 
+børn — hendes levede ! ; — jeg hørte hende sjældent 
+beundre naturen uden gennem de små . 
+
+vi gjorde mange fodture sammen , og vare de 
+mig end undertiden til besvæer , når jeg sandt dem 
+på ensomme stier , jeg netop havde valgt af trang 
+til uforstyrret ro , så vare de mig til andre tider 
+også til glæede og underholdning . 
+Snart beundrede jeg naturens storhed i frøken 
+h . ' s selskab . Jeg forsøgte da at svinge mig op 
+på den bevingede pegasus for at kunne følge hende 
+på den høje flugt . Snart stirrede jeg ned for 
+mig for at betragte , en lille smudsig unge , der havde 
+vakt frøken d . ' s enttusiasme ; hun så aldrig et 
+barn uden at omfavne det og udbryde : 
+„ Hvilke flammende øjne , hvilken høj , ædel pande 
+og bøjet næse , et yndigt sydlandsbarn , som jeg så 
+ofte har læst om i bøgerne , men som jeg nu kan 
+se med egne øjne . “ 
+Så kyssede hun den lille og opfordrede mig 
+til at bringe barnet en lignende hylding , hvilket 
+jeg dog altid på en eller anden måde søgte at 
+undgå . 
+Jeg holder meget af børn , børn er blandt 
+menneskene , hvad blomster er i naturen , men jeg 
+har aldrig sundet behag i at klappe , endnu mindre 
+i at kysse smudsige børn , medens frøken d . i 
+ethvert barn så et himlens underværk , og da 
+verden såvel ved Rhone som her er fuld af disso 
+
+underværker , var der altid rig anledning for frøken 
+d . til at udbryde i ny beundring og kærtegn . 
+„ Der er tanker i den pande , se blot ! jeg tør 
+vædde , et sprogtalent . Havde jeg hende blot i mit 
+institut , der skulle nok blive noget as det drømmende 
+geni . “ 
+Med al respekt for frøkenens dømmekraft , 
+der daglig havde øvelse i at studere små poder 
+— så forekom det mig dog oftest , at hun var på 
+vildspor med hensyn til det drømmende geni , som 
+bestemt oftest endnu var ufødt i den lille , den ganske 
+lille hjerne , dersom man tør dømme efter blikket , 
+der mere udtalte begærlighed efter det sukker , 
+hun altid var forsynet med , end tørst efter kundskab . 
+Undertiden gik hendes henrykkelse for vidt ; jeg 
+bad hende da i al ærbødighed om at forskåne mig , 
+idet jeg forsikrede hende , at jeg var rejst fra Danmark 
+for at nyde naturen og ikke for at nyde børn . 
+Så lo hun og svarede , at børn vare naturens 
+ypperste mesterværk , hvad enten de vare klædte i 
+silke eller pjaller . 
+„ Jeg foretrækker dog en frisk duftende rose for 
+en fandenskærnemælksblomst , der tilsmusker fingeren , 
+når man plukker den . Det forekommer mig 
+iøvrigt , at frøkenen i deres hjem rigeligt kan få 
+
+anledning til at studere naturens mesterværk som 
+lærerinde for halvfjerdsindstyve sådanne potteplanter . “ 
+. 
+„ Spøg kun , min herre , der vil komme tider , 
+hvor de vil se med andre øjne end nu . “ 
+Og hun smilte så småt , det klædte hende godt , 
+men så greb frøken h . mig under den anden arm 
+og trak mig op til en høj , hvorfra vi glædede os 
+ved at se solen spejle sig i Rhones bølger . 
+„ Hvilken dejlig dag , hr . Holst , hvor floden 
+ær smuk og himlen klar . 
+„ Jeg elsker havet , når det stormer vildt . 
+Jeg elsker det , når fladen ligger mildt ! “ 
+Kan der findes større kontraster end disse to 
+-rejsefæller ? 
+Og dog følte jeg , at de kom til at holde ret 
+meget af hinanden , inden de skiltes . 
+„ Vi få uvejr , hr . Holst ! Jeg føler det på 
+gigten , den plager mig altid med veirfkifte . “ 
+„ Tror frøkenen det ? Alt smiler dog så venligt 
+og smukt i dag , jeg håber , at gigten denne 
+gang bedrager dem . “ 
+„ Bedrage mig , nej hr . Holst , den ulykkesfugl 
+bedrager aldrig sin vært , den hører til de så 
+spåmænd , der altid sige sandt . “ 
+
+„ Se , hr . Holst , kan de ikke tydelig se , 
+hvor havfruen stiger op af bølgeskummet for at betragte 
+himlen , den dejlige blå himmel med dens 
+Sollys , der aldrig opvarmer hendes våde havsal ? “ 
+„ Havfru , skjsn havfru fra dybet blå , 
+„ Sig mig , hvad sidst under bslgen du så ? “ 
+„ Stille frøken ! for himlens skyld , ti stille ! ' 
+afæsk ikke havfruen hendes hemmelighed , lad den leve 
+og dø med hende . “ 
+„ Hvorfor ? “ 
+„ Fordi synet ville være så frygteligt , at 
+deres og mine svage nerver ikke ville kunne tåle 
+det . Se , hun griber alt i strengene , kom lad 
+os gå . “ 
+„ Nej bliv , hun synger om guld og Perler , og 
+om brustne øjne og brustne hjerter . “ 
+„ Jeg elsker dsden med sin stille fred , 
+og tanken om en evig salighed . “ 
+„ Ja , de elsker døden med dens stille fred , men 
+elsker de også døden i dens kamp mod det oprørte 
+hav ? Nej , frøken , nej ! lad den stakkels havfrue 
+dandse på Tillie og synge sin vemodige sang , der 
+tolker hendes dybe hjertekval over ikke at eje en udødelig 
+sjæl , men udæsk aldrig hendes hemmelighed , lad den 
+
+synke med hende i det dybe , det hemmelighedsfulde 
+hav . “ 
+„ Min tro , få vi storm , lad os da skynde os 
+hjem . Gæsten har alt indfundet sig . Hvem mon 
+der dog har opfundet gigten til at plage skikkelige 
+mennesker ? “ 
+Således traf jeg dem ofte på mine vandringer . 
+De boede i et lille hus , omtrent ethundrede 
+skridt fra vort hotel , hvor jeg nu og da besøgte 
+dem og glædede mig ved tanken om , at disse to lærerinder , 
+hvoraf den ene endnu var ung , endelig havde 
+såt deres ungdomsdrøm realiseret , at rejse igennem 
+Italien og Frankrig . 
+Hvor megen møje og anstrengelse , hvor mange 
+savn der var gået forud for virkeligheden , vidste 
+kun de selv og gud , der havde lagt sin velsignelse 
+til deres arbejde . 
+En aften , da jeg vendte hjem efter en sådan 
+selvforviisning , hørte jeg en munter latter og genkendte 
+Olufs stemme over alle de andres . 
+Jeg havde først bestemt ikke at rejse mig , før 
+jeg havde gjort mit toilette , men nysgerrigheden 
+drev mig til at træde ind . 
+De sad alle om et stort rundt bord , belagt 
+med tegninger , der en efter anden gik bordet rundt 
+og opvakte munterheden . 
+
+jeg trådte ubemærket nærmere og stillede mig 
+bag frøken Nordans stol . Hun vendte sig om og 
+rødmede , men i det samme åbnede hun et lille 
+foderal og udtog nogle nye tegninger , som hun 
+dog beholdt for efter eget godtbefindende at tage en 
+ad gangen frem . Den første rakte hun mod mig . 
+„ En gadescene , som jeg selv har oplevet . “ 
+Jeg tog den og genkendte straks Olufs og min 
+søndagstour gennem Ålborgs gader og vort indtog 
+i hendes vogn . 
+Dæt var humoristisf og mesterligt udført , en 
+sikker og veløvet hånd havde ført blyanten , men 
+ingen af os to flygtninge var sfånet . Brillerne 
+dinglede på næsen , håret , minen , holdningen og 
+kostumet vare naturtro gengivne . Hvem var geniet , 
+der havde udført det beundringsværdige arbejde ? 
+„ Dæt er en godt udført skitse , “ bemærkede jeg 
+ligegyldig , „ kun burde damens ansigt være synligt 
+og ikke skjult under lommetørklædet . “ 
+„ Finder de , hr . Hovmester ? Jeg har netop 
+med forsæt undgået at gengive hendes træk i så 
+ubehageligt et selskab . “ 
+Hun brugte altid benævnelsen „ Hovmester “ , 
+når hun var i ondt lune , for på en tydelig måde 
+at anvise mig min plads i deres kreds . 
+„ Ah , så frøkenen er mester for dette arbejde ? 
+
+det forekommer mig , de nylig sagde , at det forestiller 
+en begivenhed af deres eget liv ? “ 
+„ Netop , en meget komisk scene , ikke sandt ? 
+„ Unoægteligt , dog må den have været af stor 
+interesse for dem , siden de har værdiget at forevige 
+den . “ 
+Hun tilkastede mig et stolt , hovmodigt blik og 
+svarede : 
+„ Interessen besfåer udelukkende i det latterlige 
+ved denne scene , personerne selv have aldrig interesseret 
+mig . “ 
+Fru Nordan fik nu skitsen og udbrød : 
+„ Det er jo feriegæsterne hos borgårds ; det 
+forekommer mig , min kære Karen , at både din 
+fader , du og jeg har haft godhed for dem . De 
+vare meget unge , men ualmindelig opvakte mennesker , 
+der lovede at blive begavede og elskværdige mænd . “ 
+„ Finder mama ? Det er så længe siden , jeg 
+har virkelig glemt , hvori begavelsen bestod , det 
+eneste , jeg mindes , er , at de havde stort talent til 
+at give korsarfigurer . “ 
+„ Frøkenen har ret , de gav nogle fortræffelige 
+karikaturer , som det nok er værd at forevige . 
+Frøkenen har udmærket truffet disse to københavnske 
+narre , jeg seer dem lyslevende for mit blik . Har 
+de ikke også gengivet den ypperlige scene ved 
+
+grøften , hvor de fled om en and , da vi så belejligt 
+overraskede dem ? 
+„ Her er den , “ og hun rakte kammerherren en 
+ny tegning . 
+Oluf så på mig med et ansigt , der ikke 
+mindede om solen . Jeg gjorde en opmuntrende 
+mine til ham , mit mod har altid været størst i 
+farens øjeblik , medens hans derimod sank , så snart 
+situationen blev betænkelig . Det var den villiesvage 
+sjæl , der frygtede klipper og skær . Dog , 
+ligeså hurtigt hans mod sank , ligeså snart kunne 
+han genvinde det , når man blot hjalp og støttede ham . 
+Han greb den første tegning , gjorde nogle morsomme 
+bemærkninger og istemmede de andres latter . 
+Jeg tog derimod den sidste skitse , betragtede den 
+nøje , beundrede den i mit stille sind og sagde : 
+„ Siden alle personerne synes at være bekendte 
+af dem , hr . Kammerherre , vær da så god at sige 
+mig navnet på denne dame , der står nærmest de 
+unge brillehelte . Hun er meget ung , og dog forekommer 
+det mig , at hendes træk er vel skarpe for 
+så ung en dame . Se , hvor smilet om hendes 
+læber er hånligt , hvor den lille fod kækt , ja dristigt 
+har forladt sit kvindelige skjul — man fristes næsten 
+til at tvivle om , at der banker et varmt , følsomt 
+hjerte under det rige silkegevandt . “ 
+
+„ Hører de , frøken Karen , hvorledes kandidat 
+Holst udtyder deres berettigede vrede lige overfor 
+sådanne landstrygere , der overfalde damer på 
+alfarvej . “ 
+Olufs og mine øjne mødtes ; de lynede af had 
+og hævn . 
+„ Må jeg bede dem , hr . Kammerherre , at 
+moderere navnet landstryger . Det forekommer mig , 
+at jeg før omtalte , at både min mand og jeg omsatte 
+de unge mennesker med godhed . Deres senere 
+dannede og elskværdige optræden har forpligtet os 
+alle til at omtale dem med agtelse . “ 
+Fru Nordans attring bragte mit påtænkte 
+bidende svar til taushed . 
+„ Du må tilgive kammerherren , mama , han 
+var formodentlig ikke nærværende , dengang hr . 
+Tulinius gav os sin forklaring . Såvidt jeg erindrer , 
+led kammerherren endnu af det sår , studenten 
+bibragte ham i duellen . “ 
+Nu var det Skovstrup , der rødmede og bed sig 
+a de tynde læber . 
+Jeg bukkede for Fru Nordan og sagde : 
+„ Hofjægermesterinden er en sjælden værtinde “ — 
+jeg turde ikke sige veninde — „ der så mange år 
+efter endnu forsvarer fraværende , som engang have 
+havt den ære at være deres gæst . Hvor jeg 
+
+ville prise mig lykkelig , dersom jeg var i disse 
+herrers sted . “ 
+Hun så på mig ; hendes blik var på samme 
+tid så skælmsk og dog bebrejdende , at jeg uvilkårlig 
+slog øjnene ned . 
+Havde også hun genkendt mig ? Hvorfor 
+spillede vi da endnu komedie ? Jeg besluttede at 
+kaste masten , men hvilken grund skulle jeg da an « 
+Give til vor opførsel ? Jeg kunne ikke sige den virkelige , 
+og at lyve på ny , var mig imod , ligesom jeg 
+fandt det latterligt at fortsætte masferaden . 
+Endelig besluttede jeg at lade tilfældet råde . 
+Jeg stod endnu med tegningen i hånden og 
+vedblev med en rolig og kold stemme : 
+„ Hvad min dom om damen her angår , gør 
+det mig ondt , at jeg ikke kan genkalde den , skønt 
+jeg har den ære at have originalen for mig . Jeg . 
+Vil kun tilføje , af man ikke altid bør eller kan dømme 
+det indre liv af de ydre træk eller handlinger , 
+skjøndt mine , ord og handling jo burde være 
+sjælens virkeliggjorte billede . “ 
+„ Deres udtalelse behøver ingen undskyldning , 
+hr . Hovmester ! den kan hverken forhøje eller forringe 
+mit værd ; jeg tror dog , af min stilling fuldkomment 
+svarer til og er berettiget i en situation sone 
+den her angivne . “ 
+
+„ Tillad mig . Frøken Nordan , af fastholde min 
+mening . Hvad derimod frøkenens udtalelse om 
+min doms pålidelighed angår , så er jeg i dette 
+tilfælde en fuldkomment uberettiget dommer — især 
+når der er tale om en så begavet dame som 
+frøken Nordan . “ 
+Hun ville svare , men Oluf forhindrede det ved 
+af spørge : 
+„ Hvad hedder denne morsomme , brøsige figur , 
+der står lige ved dem , frøken Nordan ? “ 
+„ Det er kammerherre Skovstrup ! Hr . Baron , 
+genkender de ham ikke ? “ 
+„ Ah , jo nu seer jeg det ! “ 
+Og Oluf målte Skovstrup fra isse til fod . 
+Men kammerherren trådte ham nærmere og gjengjældte 
+hans uforskammethed med renter . Jeg så , 
+han hviskedee Oluf noget i øret , og hørte min ven 
+svare : 
+„ Det kunne vi ved lejlighed tale nærmere om . “ 
+„ Skønt jeg beundrer frøken Karens store 
+talent til at tegne morsomme karikaturer , må de 
+dog tillade mig den bemærkning , at det er et meget 
+farligt talent , da det ofte giver anledning til altforfrie 
+udtalelser , som let kunne have farlige følger for 
+de pågældende ; “ her så han udfordrende på 
+Oluf og tilføjede spøgende : 
+
+„ Og dog frøken Karen , kan jeg ikke andet end 
+more mig over deres fortrinlige karikaturer , især 
+da jeg er så lykkelig at have fået hæderspladsen 
+ved deres side . “ 
+„ Det var tilfældet , som rådede , hr . Kammerherre . “ 
+„ Et 
+lykkeligt tilfælde for mig , frøken Nordan . “ 
+Men Fru Nordan , der aldrig syntes om hans 
+komplimenter til datteren , afbrød ham og spurgte : 
+„ Hvad mon der er blevet af de to muntre 
+studenter ? Bi så dem aldrig senere . “ 
+Jeg ville netop til at svare : „ Her stå de , “ 
+Da kammerherren kom mig i forkøbet . 
+„ Jeg er så lykkelig tildeels at kunne tilfredsstille 
+deres nådes nysgerrighed , de . . . “ 
+„ Kald det interesse , hr . Kammerherre . “ 
+„ Som de behager . Jeg hørte for nogen tid 
+tilbage af en ven , at han havde truffet kandidat 
+tulinius og potter en aften hos gamle Lars 
+Mathiesen . De vare meget berusede , og den første 
+af dem tabte i billard 200 rigsdaler . , som han ikke kunne 
+betale . “ 
+Ved disse uventede ord følte jeg blodet stivne 
+i mine årer , min hånd greb uvilkårlig saft om 
+frøken Nordans stoleryg for at holde mig oppe ; 
+men vreden frelste mig , jeg fik på ny kraft , og nu 
+
+var det for at beherske min harme , at jeg med begge 
+hænder greb om stolen . 
+Han havde næppe udtalt , ssr frøken Karen 
+vendte sig imod mig og så mig stift og ængstelig 
+ind i øjnene . Var det genskinnet af min bleghed , 
+der farvede hendes kinder hvide ? Hvorfor så hun 
+mere på mig end på de andre ? 
+Oluf trådte nærmere hen til mig : 
+„ De er aldeles fejl underrettet , hr . Kammerherre , “ 
+Sagde han med undertrykt harme . „ Den 
+pågældende er en intim ven af mig . Det er 
+sandt , at han og polier vare berusede den omtalte 
+Asten , men hvilket ungt menneske har ikke været det . 
+Jeg tvivler på , hr . Kammerherre , at de ikke skulle 
+have gjort bekendtskab med en rus , jeg for min 
+part kender den godt . “ 
+„ Jeg også , hr . Baron , derimod er ubetalt 
+spillegæld mig heldigvis fremmed , ligesom det er 
+en ukendt gæld blandt hædersmænd . “ 
+Det var de første ord , hofjægermesteren havde 
+yttret siden min indtrædelse . 
+„ Jeg er ganske af hofjægermesterens mening , 
+der må deles af alle agtede mænd , og da min ven 
+tulinius , gudskelov , hører til disse , så må jeg 
+erklære kammerherre Skovstrups beskyldning om 
+ubetalt spillegæld før falsk . “ 
+
+Skovstrup blev bleg af vrede , han trådte Oluf 
+nogle skridt nærmere , som om han ville angribe 
+ham ; men før han nåde Oluf , havde besindighed « : 
+indhentet ham , og han formåede i en nogenlunde 
+rolig tone at svare : 
+„ De benægter altså , at tulinius og polier 
+spillede den omtalte aften og tabte 200 rigsdaler . , son : 
+de ikke kunne betale ? “ 
+„ Jeg benægter aldrig en sandhed , min herre . 
+Jeg er en hader af løgn og bagtalelse , jeg ved , at 
+tulinius og polier vare berusede , men jeg ved 
+også , at en ældre officer benyttede sig på en 
+ukavaleermæssig måde af deres tilstand til at forlede 
+dem til spil , hvori de vare aldeles uerfarne . 
+Han vandt fra tulinius 200 rigsdaler . , hvorledes — må 
+han selv bedst vide ; dog , dermed er også alt sagt , 
+thi næste dag afhentede officeren selv pengene hos 
+tulinius . Jeg må derfor på det bestemteste bede 
+den : om at tage deres » sandfærdige beskyldning 
+imod nun vens ære tilbage . “ 
+„ Tor jeg gøre dem opmærksom på , hr . 
+Baron , at jeg aldrig tager ord tilbage , jeg engang 
+har » dtall , af den grund , at jeg aldrig siger mere , 
+end jeg kan forsvare . Mine ord vare : „ Tulinius 
+tabte 200 rigsdaler . , han ikke kunne betale . “ De har 
+
+nylig selv tilstået , at han ikke havde penge hos sig , 
+mere fordrer jeg ikke som bekræftelse af mit udsagn . 
+Derimod må jeg på det bestemteste fastholde , at 
+jeg ikke med et ord har hentydet til , at han ikke 
+senere har betalt denne gæld . Men da de synes 
+at kende disse herrer meget nøje , kan de da ikke 
+også husfe , hvad det var for en dame , der måtte 
+letale hans gæld ? “ 
+„ Med fornøjelse , hr . Kammerherre , med hensyn 
+til alt , hvad der angår min ven , svigter min hukommelse 
+mig aldrig . Den dame , de nævner , er 
+hans plejemoder ; hun udbetalte den ældre officer 
+de 200 rigsdaler . , da tulinius endnu følte sig syg efter 
+den for ham så uvante måde af tilbringe natten på . “ 
+„ Jeg takker dem , hr . Baron , for deres venlige 
+oplysninger . Dog er der et endnu , som er 
+mig dunkelt , nemlig hvorledes vore unge eventyrere 
+forvildede sig i den muddrede grøft på gamle 
+kongevei , af hvilken politiet næste morgen trak dem 
+op . Havde de sovet der hele natten ? “ 
+Jeg følte i dette øjeblik en dødelig smerte i 
+mit bryst . Det var et gammelt sår , der endnu 
+var » lægt , han pludselig med hjerteløs hånd fik 
+til af bløde . 
+„ Er det sandt , er det virkelig sandt ? “ lød en 
+svag og skælvende stemme tæt ved mig . 
+
+det var Karen Nordans røst . 
+Har jeg da ikke angret , dybt angret denne uværdige 
+nat af mit liv ? Hvad der er angret , er jo 
+tilgivet , — hvorfor skal jeg da atter straffes — og 
+straffes så hårdt ? 
+Hun havde spurgt , jeg måtte svare ; kun gud 
+så , hvad det kostede mig : 
+„ Kammerherren har ret , om det end havde 
+været ædelmodigere af dem af sordølge et øjebliks 
+vildfarelse hos to unge livsglade mennesker , der 
+netop , fordi de vare så lidet vante til af have deres 
+frihed , misbrugte den en eneste gang . Dog , jeg vil 
+ikke forsvare dem , skønt den ene af dem er min 
+kæreste barndomsven , da en gang af synde — er 
+en gang for meget ; men det tør jeg tage gud til 
+vidne på , af hvis anger kan udflette en brøde — 
+så er deres nu tilgivet i himlen . “ 
+„ Og på jorden med , “ lød en svag tårekvall 
+stemme tæt ved mig , og frøken Karen forlod 
+stuen . Gud være lovet , i sorgens time nåde 
+jeg endelig hendes hjerte . 
+„ Deres ven må være et bravt og agtet 
+menneske , kandidat Holst , siden han er så lykkelig 
+af have erhvervet sig et venskab som deres . Jeg 
+ville , skønt ukendt , hellere have ham til søn end 
+officeren , der på så uhæderlig en måde benyttede 
+
+sig af de unge menneskers vildfarelse . Det må 
+være tungt for dem , Skovsfrup , af have en sådan 
+ven . “ 
+Fru Nordan udtalte de sidste ord med stærk 
+betoning og forlod ligeledes værelset . 
+Jeg så , hvorledes kammerherren bed sine læber 
+for af holde sit raseri i tømme , men blodet løb 
+atter frigjort gennem mine årer ; på samme tid 
+blev det mig klart , af kærlighed og had kunne 
+banke i samme pulsslag . 
+Jeg hadede ham . Dersom blikket kunne legemligt 
+dræbe , som det så ofte har dræbt livsglæden 
+— da havde vore øjne både kastet ham og mig til 
+jorden . 
+Han havde tilføjet mig et sår , der aldrig 
+kunne læges , han havde lært mig af hade — han 
+havde stjålet min hjertefred , thi had og fred kunne 
+ikke rummes i samme bryst . 
+Hvorfor skulle jeg atter træffe frisieren på min 
+rolige vej ? 
+Blot jeg ikke dræber ham ! 
+Først besluttede jeg , af udfordre ham . Men ved 
+roligere eftertanke foresatte jeg mig af vente , tiden 
+var ikke belejlig . Dræbte jeg ham , kendte jeg mig 
+nøje nok selv til af vide , af rejsen ville have tabt 
+sit solskin for mig , jeg ville anse mig for en 
+
+morder . Og faldt jeg — ? Ia , så var alt godt , 
+så gik jeg elsket og elskende fra døden over i det 
+evige liv . Men der var et tredie , som også kunne 
+hænde , jeg kunne blive såret , hårdt såret . I det 
+tilfælde måtte jeg blive tilbage — jeg blev da skilt 
+fra hende — og måske vi da aldrig sås oftere . 
+Nej , jeg ville vente , min arm var lang nok til altid 
+at nå min hævn . 
+Så ilede jeg ud for at betvinge min lyst til 
+at tugte ham . Jeg følte , at der skal mere , langt 
+mere mod til at tøjle sin vrede og lade sin dødsfjende 
+i ro , end til at jage ham kården gennem 
+hjertet , eller selv at styrte , truffen af hans hånd , til 
+jorden . Men for hende kan jeg gøre alt . 
+„ Kan du tilgive mig , det hele var min skyld ? “ 
+Spurgte Oluf , da jeg trådte ud . 
+„ Vi bare begge skylden , det var min svaghed , 
+der blev årsag til vor nuværende fornedrelse . “ 
+„ Men jeg var fristeren . “ 
+„ Guldets ægthed bliver først prøvet i ilden . 
+Uden kamp er der ingen sejr . Jeg var for svag 
+til at kæmpe , derfor faldt jeg , og straffen har indhentet 
+mig . Du ved , hvad jeg så ofte har sagt 
+dig , Oluf , at inglingens synder må manden 
+udsone . Det er tungt , men sandt og naturligt . En 
+
+uordentlig og gældbunden ungdom , giver en fattig 
+og angerfuld familiefader . “ 
+„ Det er sandt , Carl ! men tænker det yndige , 
+knoprige forår vel på , at det skal afløses af 
+høsten ? “ 
+„ Jo , Oluf , gud være lovet ! Mange tænke i 
+såtiden på høsten . Se landmanden , hvorledes 
+han pløjer , harver og sår i sit ansigts sved , i 
+håb om en god høst for det forgængelige legeme , 
+skulle vi da ikke også arbejde og berede vejen for 
+vor udødelige sjæl , som altid vil leve , leve af vort 
+jordelivs tanker , ord og gerning ; det er sjælens 
+såtid , Oluf , og det er det eneste af jordelivets 
+høst , vi tage med os i evigheden . “ 
+„ Ja vist , jeg ved det nok , men vi er endnu 
+så unge ; der er længe til høsten , og før den tid 
+kommer , skal jeg nok så , så så godt , at kornet 
+stat vokse og kvæle ukrudtet . Men hvad siger du 
+om Skovstrup ? Jeg hader ham . Det er godt , at vi 
+ikke er kendte . “ 
+„ Jeg ville ønske det modsatte , Oluf . Gid vi 
+aldrig havde antaget et fremmed navn ; det var min 
+skyld , nu angrer jeg det , for det forekom mig undertiden , 
+at de kendte os . Vi ville ved første lejlighed 
+kaste masken . “ 
+„ Det var som s . . . . . . . . . . . . . ! Når mærkede du det ? “ 
+
+„ Alt tidligere , og nu før et øjeblik siden ; men 
+jeg ved det ikke med vished , det er kun en for » 
+Modning . “ 
+„ Nu , jeg ville næsten suste det , så flap vi før 
+at demaskere os . Det er så bandsat flant at stige 
+ned fra baronen til kjøbmandsssnnen . “ 
+„ Du skulle ikke have steget så højt tilveirs — 
+så havde faldet været mindre . “ 
+„ Nu , det får så være . Men kammerherren , 
+hvad synes du om den skurk ? Han ejer hverken 
+hjerte eller ære ; jeg har besluttet at tugte ham . 
+Jeg tror , jeg vil lige straks udfordre ham , før få 
+vi dog ingen ro . “ 
+Han greb sin hat før at gå . Jeg holdt ham 
+tilbage . 
+„ Ikke nu , Oluf , tiden er ikke belejlig ; kan jeg 
+vente , kan du vel også give stunder . Skovstrup 
+er en farlig mand . “ 
+„ Han er så bidsk som en arrig hund . “ 
+„ Men alligevel farlig ; han er intrigant og be » 
+Regnende , når han ikke bliver irriteret . Var han 
+sødt i den simple klasse , ville han være bleven en 
+stor forbryder . Det er kun hans forstand og opdragelse , 
+der holder ham indenfor lovens grændser . “ 
+„ Med andre ord , han er en skurk , og dertil 
+en udannet skurk , der ikke engang forstår at beherske 
+
+sig i damers nærværelse . Og sådan en 
+Karl for vove at frie til frøken Karen ! Han tror , 
+at penge gøre manden , lad ham rejse til hækkenfelt 
+med sine penge og godser , hende skal han aldrig 
+få , før skal jeg jage ham min kårde gennem 
+livet . “ 
+„ Han elsker hende til raseri , det føler jeg . 
+Hendes penge er ham ligegyldige , når han kun 
+får hendes hånd . “ 
+„ Du siger , at hendes penge er ham ligegyldige , 
+du kunne have sagt hendes hjerte med . Han ved , 
+at hun hader og afskyer ham , og dog forfølger han 
+hende med sin uforskammede påtrængenhed . Kalder 
+du det kærlighed ? “ 
+„ Du taler med så megen varme , Oluf . Frygter 
+du måske for selv at miste hende ? “ 
+„ Ieg forstår dig ikke , tulinius , og ønsker 
+heller ikke at forstå dig . Frøken Nordan er fri , 
+og kun den af os , der ejer hendes hjerte , har ret 
+til at anholde om hendes hånd . Du har selv engang 
+udtalt samme anskuelse . “ 
+Og han styrtede hen imod døren . 
+„ Bliv Oluf , jeg har et spørgsmål at gøre 
+dig . Kom kun rolig nærmere , det er i en helt 
+anden anledning , jeg vil tale med dig . Har du 
+nogensinde lagt mærke til Skovstrups tjener ? “ 
+
+„ Ja , forleden dag så jeg ham med bøssen i 
+hånden ; han tog sigte , men lod pludselig hånden 
+falde mat ned og forsvandt i buskadset . Da 
+jeg vendte mig om , så jeg hofjægermesteren gå 
+over stien ; vi fulgtes på hjemvejen , og senere har 
+jeg ikke lagt mærke til noget mistænkeligt hos tjeneren . 
+Forresten er han en smuk , kraftig mand med 
+et næsten ædelt ansigt . Jeg kan godt lide den fyr , 
+jeg havde intet imod at have ham til tjener ; der 
+er mod i hans øje og kraft i hans arm , og har 
+du set , hvor han elsker børn og dyr ? Jeg kan ikke 
+fatte , at han vil tjene hos Skovstrup . “ 
+„ Jeg heller ikke , men det forekommer mig , som 
+om en hemmelighed lænker , løven til ulven . Jeg 
+forstår mig ikke på det kammeratflab . “ 
+„ Du tror altså . . . “ 
+„ Jeg tror intet , min ven , men jeg frygter 
+meget . Familien Nordan er bleven mig dyrebar , og 
+jeg vil gøre alt , hvad en retskaffen mand evner , 
+for at våge over den . “ 
+„ Du mener altså , at deres hemmelighed gælder 
+Nordans . “ 
+„ Ja . “ 
+„ Hvorpå grunder du den formodning ? “ 
+„ Først på hofjægermesterens forhen så urolige 
+sindsstemning og på hans hustrues ængstelige 
+
+blik , hvormed hun fulgte ham , dernæst på Skovstrups 
+påtrængende opførsel lige overfor Nordans . 
+Ethvert af hans træk udtaler : „ I må tåle mig . “ 
+Og så hans tjener , kan du ikke læse i de store , 
+dybtliggende øjne , at han bærer en ulykke ved sit 
+hjerte , en ulykke , han vil hævne . Nu , hvert 
+menneske har sit kors at bære , men hans forvolder 
+ham kamp , jeg har læst det i hvert træk , i hver af 
+hans bevægelser . Jeg har opfanget det mørke , 
+hadefulde blik , hvormed han følger hofjægermesteren , 
+han er ormen , der gnaver ham . “ 
+„ Hvor uhyggeligt ! Jeg håber , at det er din 
+egen mørke stemning , der soregjøgler dig disse 
+skrækkebilleder . Jeg vil håbe , at vi , når udbrudet 
+kommer , er langt fra dem , jeg holder ikke af sorg 
+og ulykker , når jeg kan løbe fra dem . “ 
+„ Øg sig håber og ønsker , at slaget må 
+komme til at stå , medens vi endnu er i deres 
+nærhed , så at vi i påkommende tilfælde kunne 
+stå damerne bi . “ 
+„ Det er sandt , dem glemte jeg . Men lad os 
+nu ikke forbittre os nutiden af frygt for fremtiden . 
+Jeg har noget at betroe dig , Carl , jeg er i stor 
+pengeforlegenhed . “ 
+„ Du ? Det er umuligt , der er jo endnu ikke 
+hengået en uge , siden du hævede de sidste penge . “ 
+
+„ Jeg ved det , men alligevel har jeg ikke mere 
+end fem rigsdaler tilbage , og i morgen kommer 
+værtens regning . “ 
+„ Det er slemt , Oluf . Hvor er det muligt , at 
+du kan have brugt så mange penge ? Men om forladelse , 
+det tilkommer ikke mig at kontrollere dine 
+handlinger . “ 
+„ Du er min hovmester , og derfor har og vil 
+du altid have ret til at foreholde mig , hvad der 
+ikke er rigtigt , og jeg håber , at jeg altid vil have 
+hjerte til at takke dig derfor . “ 
+„ Tør jeg da i egensfab af hovmester gøre dig 
+det spørgsmål : hvortil har du i så lille en by 
+havt anledning til at forede så stor en kapital ? “ 
+„ I artes , min ven , gik de fleste penge . Jeg 
+kunne ikke modstå de dejlige bedende øjne , som 
+overalt mødte mit blik . “ 
+„ Og den udstrakte hånd , “ supplerede jeg . „ Tag 
+dig i agt , Oluf , man har dig til bedste ; du tror 
+at vinde hjerter , men du mister kun dit guld . 
+Det er dit guld , de søge at lokke fra dig , og når 
+de have lukket hånden over det , så forlader du 
+dem med tom pung , men med rig høst , dog ikke af 
+den , der bringer fred i livet og fred i døden , men 
+en høst , rig på smerte og nag , med andre ord , 
+Oluf potter — du får anger . Stakkels ven , 
+
+hvor du foruretter dig selv og bedrøver mig , din 
+Broder ! “ 
+„ Det er ikke så galt , som du tror , Carl . 
+Jeg har givet brudendstyr til to unge piger , der i 
+flere år have været forlovede , men af mangel på 
+penge ikke kunne gifte sig . Det har været mig en 
+tand glæde , at se deres jubel og taknemmelighed . “ 
+„ Have brudgommene også grund til at velsigne 
+dig ? “ 
+Han slog øjnene ned og svarede så sagte , at 
+jeg næppe kunne høre det : 
+„ Jeg tror det . “ 
+„ Og det er disse penge , de bygge deres og deres 
+mænds fremtid på ? Det er forfærdeligt , Oluf , 
+hvad vil dog enden blive ? Jeg tør ikke se ind i 
+fremtiden . “ 
+„ Det skal du heller ikke , tulinius . Hav blot 
+tillid til mig , jeg vover mig ikke længer ud på 
+søen , end at jeg kan roe hjem . Alt vil nok blive 
+godt . Du skal se , når vi først komme hjem , så 
+forandrer jeg mig . Jeg har lovet mig selv , at fra 
+den dag jeg atter betræder toldboden , opgiver jeg 
+alle gamle vaner og unoder fra udlandet og bliver 
+æn sat og flittig embedsmand . Er du så fornøjet ? 
+Men nu vil jeg more mig og nyde ungdommen ; 
+ungdommen er så kort , jeg har ikke råd til at 
+
+spilde kun et år af den , nej , ikke æn dag . Duseer 
+så mørk og bebrejdende på mig , som havde 
+jeg fremkaldt æn ulykke . Nå , gamle dreng , smil 
+nu atter til mig og skaf mig penge , jeg er i ��n 
+bandsat forlegenhed . Vi blive ikke alle støbte i 
+samme form , jeg har jo lovet at forbedre mig . Vil 
+du have , at jeg skal tilsværge dig det ? “ 
+„ For guds skyld , ingen ed , Oluf , — denvilde 
+gøre dig til meneder . Du har gode forssætfer , 
+men du holder dem ikke . Du siger , at du 
+vil begynde et bedre liv , når du er kommen hjem , 
+men der er endnu lang tid , til vi nå hjemmet , . 
+Du kan synde mere i den tid , end din fremtid 
+kan udsone . Begynd straks , Oluf polier ! Enhver 
+synd slukker en stjerne på din fremtidshimmel ; 
+natten vil blive så lang , så usigelig lang , fordi 
+den er mørk og angerfuld . Vær vågen om dagen , 
+min stakkels , svage ven , for at du kan sove fredensherlige 
+søvn , når solen går ned og natten , 
+kommer . “ 
+Han slyngede sine arme om min Hals , jeg så 
+tårer i hans kække øje , gud give , at disse . 
+Tårer måtte slukke synden i hans hjerte ! 
+„ Og nu må du love mig , min ven , altid ak 
+beregne dine udgifter efter dine indtægter , ellers 
+går det galt . Her har du penge , og her ligger 
+
+en bog , du kan benytte til at opgøre dit regnskab , 
+på den måde vil du altid kunne holde balance 
+mellem indtægter og udgifter , og det er en 
+vigtig betingelse for livet . Dine forældre have ved 
+flid og savn samlet deres formue i den tro , af 
+gøre dig lykkelig ; lad nu ikke deres velsignelse blive 
+til forbandelse for sønnen . Penge have gjort flere 
+mennesker ulykkelige end lykkelige ! Gid du var fattig , 
+så måtte du arbejde — arbejde flittigt ; arbejde 
+adler sjælen og hjertet . Arbejde dræber slette 
+tanker og forringer syndernes antal . Der , fag nu 
+bogen , eller kom og lad mig begynde ; godt begyndt 
+er halvt fuldendt . Se , på denne side står din 
+indtægt , — her din udgift . Hver måned opgør 
+du begge dele , og du vil da se , om der er balance 
+i dit regnskab . Vil du love mig det , olnf ? 
+Og bærer du ikke nag til mig for mit formynderskab ? “ 
+„ Du 
+straffer mig for hårdt ved af gøre mig 
+sådanne spørgsmål . Jeg foretrækker af udnævne 
+dig til kasserer , du får alle pengene , så 
+flipper jeg for regnskabet og fristelsen . “ 
+„ Det kan jeg ikke gå ind på , olnf . Kun et 
+feigt menneske gør sig umyndig for af undgå 
+fristelsen . I din alder er det uværdigt af have en 
+formynder , det er ikke alene for øjeblikket , jeg taler , 
+
+men for din fremtid . Du må kæmpe for at sejre , 
+og du har kraft og hjerte nok til at gå sejrrig 
+ud af kampen . Regnflabsbogen tjener til din egen 
+underretning , ingen uden du bør kende dens indhold . 
+Men skulle du atter komme tilkørt , så 
+gennemblad din lille vejviser og se , i hvilken retning 
+du har ødslet , for at du den næste måned kan 
+gøre de fornødne indskrænkninger . En retskaffen mand 
+må ikke gøre gæld , undtagen han ved , når han kan 
+betale den . Men en mand med din formue må 
+aldrig gøre gæld , det er ligefrem en synd . Var 
+jeg i dit sted , så inddelte jeg min formue , der 
+beløber sig til 5000 nd . om året , i visse klasser . 
+Først ville jeg hver måned lægge en passende 
+sum til side for i påkommende tilfælde at have et 
+fond , dersom et eller andet uventet tilfælde skulle indtræde , 
+så atjeg , uden at låne eller forringe min kapital , 
+havde penge til min rådighed . Dernæst ville jeg 
+fratage en bestemt sum , og ikke for lille , til at betale 
+mine kreditorer , jeg mener mine fattige medmennesker , 
+der med god føje have ret til en del af 
+min overflod , som jeg efter guds og hjertets lov 
+er dem skyldig . Resten er din ejendom , og efter 
+din indtægts størrelse bør du indrette dit liv . 
+På den måde kommer der orden i dine affairer , 
+i din tanke og i dit hjerte , med andre ord , gud 
+
+lægger da sin velsignelse dertil , thi orden er allerede 
+i og for sig en guds velsignelse . “ 
+„ Du har ret , jeg vil gøre , som du siger , jeg 
+ærgrer mig selv over den evige underbalance . Men 
+knibe vil jeg dog ikke , jeg får jo intet af min rigdom 
+med i graven , og tror du , at mine arvinger 
+ville takke mig for , hvad jeg efterlader dem ? Nej , du , 
+de ville kun sige , det er loven , der efterlader os det . “ 
+„ Knibe , fy , det er langt fra min tanke , at du 
+skulle forvandle dig til en gnier . Der er intet på 
+jorden , jeg foragter så dybt som gerrighed , fordi 
+den gør egenkærlig , smålig , ja endog tilintetgør 
+enhver ædel følelse i vort bryst . Jeg tilråder dig 
+kun orden i pengesager og fornuft i godgørenhed . 
+Vær gavmild imod din familie og de fattige , medens du 
+lever og kan nyde glæde af dine gaver ; thi det er netop 
+egenkærligheden og gerrigheden , der først vil give 
+efter døden , når gnieren ikke mere har brug for 
+sine penge ; der er så få , der ville undvære i levende 
+live . De berolige deres samvittighed med den løgn : 
+„ Vi spare for af efterlade vor familie pengene , “ og 
+imidlertid lade de den undvære alt . Men du forstår 
+nok , hvad jeg mener , ikke sandt ? Nu har 
+jeg prædiket længe nok . Jeg vil gå en tur ; jeg 
+trænger til luften , til ensomhed . Farvel , Oluf , 
+
+tænk over , hvad jeg har sagt . Jeg kommer snart 
+tilbage . “ 
+Jeg var bleven krænket dybt , ved atter af blive 
+mindet om hin nats nedværdiglse , og det i deres 
+selskab , som jeg elskede over alt og hvis agtelse , var 
+mig meget magtpåliggende af vinde . Derfor var min 
+gang tung , thi mine tankers vægt tyngede den . 
+Da jeg vendte tilbage , hørte jeg en bekendt 
+stemme sige : 
+„ Ja , jeg kender ham meget godt , han har en 
+ualmindelig ædel charakteer , og jeg ved med vished , 
+af han dengang , der var den eneste gang i hans 
+liv , blev forført af potter , som vedblev af overtale 
+ham til af følge med . Det var en kold vinteraften , 
+punschen duftede dem i møde , og så . . . så drak de 
+for at varme sig . . . “ 
+„ Og mere , end de kunne tåle ! Ja , således 
+går det alle . Fy , hvor den potter dog må være 
+et dårligt menneske ! Ikke sandt , hr . Baron ? “ 
+„ Hm , jeg ved ikke , jeg tror ikke , han er værre 
+end alle vor tids unge mennesker . “ 
+„ Da tror jeg det , hr . Baron potter ! Om 
+forladelse , jeg tog fejl og gav dem et så dårligt 
+menneskes navn , ikke at tale om , hvor simpelt navnet 
+potter lyder imod Gyldenkrone . “ 
+„ Finder frøkenen , at navnet lyder så simpelt ? “ 
+
+„ Finder de det ikke også , hr . Baron ? “ 
+„ Oprigtigt talt , nej , jeg synes nok så godt om 
+det , det er nettere end mange andre navne , som 
+dog blive bårne af begavede og dannede mænd . “ 
+„ Begavede mænd , ja deri har de ret . Det er 
+ikke navnet , der giver manden anseelse , men derimod 
+hans begavelse , der adler navnet ; men så vidt 
+mig bevidst , har den herre , vi tale om , ingen synderlig 
+begavelse , og derfor må han finde sig i , at jeg 
+finder hans navn simpelt . Tænk dem , hvis vi 
+føjede barontitelen til potter : baron potter , hvilken 
+ynkelig person få vi ikke ud af dette fællesflab ! 
+Hvor jeg seer ham tydeligt for mine øjne . Seer 
+de ham ikke også , baron Gyldenkrone ? “ 
+„ De er grusom , frøken Karen , jeg tror 
+bestemt , jeg forlader dem og overgiver naturen til 
+deres skarpe sværd . “ 
+„ De vil forlade mig ? Når de straffer , hr . 
+Baron , så straffer de meget hårdt . “ 
+„ På ære , frøken , var det før min hensigt at 
+straffe mig selv ved at forlade dem , så vil jeg nu 
+straffe dem ved at blive ; jeg lover ikke at vige et 
+skridt fra deres side , før vi nå hotellet . “ 
+„ Godt , min herre , jeg må finde mig i min 
+hårde skæbne , i vor tid er det altid overmagten , 
+
+der har ret . Hvor er deres hovmester henne ? Har 
+han atter forladt hotellet ? “ 
+„ Ja han kommer nok ikke tilbage før om nogle 
+dage ? “ 
+„ Før om nogle dage ? Hvor er han rejst hen ? “ 
+„ Jeg tror , han har lovet at ledsage de københavnske 
+damer på en udflugt . De skulle være 
+meget elskværdige og begavede , han kan ikke noksom 
+rose dem ; ja , jeg tror , han er på vej til at få 
+en lille faible for den ængste , en smuk blondine . 
+De tabte deres parasol , frøken Karen , tillad mig 
+at give dem den tilbage . Skade , den er gået 
+istykker , det sfete formodentligt i faldet . “ 
+Jeg kunne se dem begge , uden at de så mig . 
+Jeg så Olufs skadefroe ansigt og hendes mørke , 
+flyfulde træk . 
+Hun svarede ham , men så sagte , at jeg ikke 
+opfangede ordene ; jeg hørte kun Oluf sige : 
+„ Som de behager , frøken . “ 
+De fjernede sig hurtigt ; jeg mød derimod gjenvei 
+over Marken og så dem først igen , et øjeblik 
+før vi skulle gå til bords . 
+Da jeg trådte ind , sad frøken Karen ved 
+vinduet , hendes ansigt var bortvendt , hun så sig 
+hurtigt om , og en dyb rødme forsfjønnede de fine 
+træk . 
+
+var det glæde eller vrede ? 
+Den aften talte jeg ikke meget , men tilbragte 
+tiden med at tegne . 
+Oluf læste højt for damerne , og hofjægermesteren 
+og Skovstrup spillede piquet . 
+Jeg følte flere gange , at frøken Nordans øjne 
+vare fæstede på mig , medens hun syntes at lytte til 
+Olufs foredrag , men jeg hævede ikke en eneste gang 
+mit blik ; thi nu vidste jeg , at der bankede et kvindehjerte 
+under den hårde skal , og jeg takkede gud . 
+Senere på aftenen , efter theen , satte frøken 
+Karen sig uopfordret til pianoet . Hun sang min 
+andlingssang , men jeg fortsatte tilsyneladende min 
+befljæftigelse . Jeg ved ikke , hvad der fejlede mig , 
+jeg følte kun , at rejste jeg mig , eller blot så op og 
+mødte hendes øje , var jeg fortabt , kærligheden 
+ville overvinde fornuften , løftet var da brudt . Nu 
+følte jeg , hvorfor ordholdenhed bliver skattet så 
+højt , som alt , hvad der er sjældent . Når løftet 
+forvolder os så stor en kamp , som jeg udkæmpede i 
+mit hjerte , skal der mod og kraft til at sejre over 
+lidenskaben , der vil forføre os til at bryde vor ed , 
+vort løfte . 
+„ På jorden med , “ lød atter og atter i mit 
+hjerte og gjorde mig så vemodig , så bevæget , at 
+jeg ofte måtte gentage for mig selv : „ Giver du efter 
+
+denne gang — og bryder dit løfte , så har du 
+tabt for hele livet , manden er stødt fra ttronen , og 
+hun vil med rette blive herre i huset . “ 
+Så lagde jeg atter den kolde maske over det 
+varme hjerte . Hun havde jo gjort det samme ! 
+Sangen var endt . Hun vendte hovedet imod 
+mig , min ligegyldige stilling behagede hende vist ikke 
+-— hun indtog atter hurtigt sin plads og opfordrede , 
+efter at have præluderet smukt , men stormende , Oluf 
+til at hente sin fløtte for at akkompagnere hende . 
+Under det smukke foredrag faldt mit øje på 
+hofjægermesteren , han var en stor inder af musik , 
+men hans blik var denne aften mørkt , og hans 
+farve bleg . 
+Kammerherren sad skjult i en vinduesfordybning 
+og havde uafbrudt sit blik fæstet på godsejeren , 
+som ville han gennemtrænge hans sjæls hemmelighed . 
+Hvor jeg følte mig uhyggelig til mode ; jeg følte , 
+at der var noget skjult , som omgav os ; der var så 
+meget , så mange led , som greb ind i hinanden , nu 
+da øjet engang var åbnet . Havde ikke Fru borgård 
+omtalt hofjægermesterens hyppige rejse fra 
+godset , uden at nogen kendte grunden . Jeg ved 
+ikke , hvoraf det kom , men pludselig dukkede Carolines 
+historie om godsejeren og Karen , atter — efter så 
+mange Års forløb — op i min sjæl . Det var 
+
+jo også en blid og yndig hustru , han førte hjem 
+til sit gods , som han senere måtte sælge for at bosætte 
+sig i Jylland . Således fortalte Caroline . 
+Og hun fortalte mere om Karen , den stakkels Karen 
+og hendes lille barn , hvorledes de forsvandt . Og 
+så om væveren . Ia , det mindedes jeg nu alt , jeg 
+så det for mine øjne . Jeg blev varmere og varmere , 
+min pande brændte , håret rejste sig , jeg ville . . . 
+Da åbnedes døren , jeg så op — men den 
+lukkede sig atter , og frøken Nordan var forsvunden . 
+Om natten lå jeg med åbne øjne og bankende 
+hjerte og drømte en frygtelig drøm . Himlen være 
+lovet , det var kun en drøm . Dog , lad hænde , 
+hvad der vil , hun skal blive min hustru , og hendes 
+moder skal være min moder . 
+
+treogtredivte kapitel . 
+Jeg var oppe , før solen nåde mit leje . 
+Den første , jeg mødte på min morgentour , 
+var hofjægermesteren , han gik med hænderne på 
+ryggen og røg fin cigar . 
+I den senere tid havde hans opførsel lige overfor 
+mig været temmelig fornem og kold , grunden 
+vidste jeg ikke , men jeg tog bestemt ikke fejl . 
+Denne morgen gjengjældte han min hilsen på 
+en hjerteligere måde , og næppe var han gået mig 
+forbi , før han standsede og udtalte mit navn . Han 
+nærmede sig fortroligt , men dog nedladende og begyndte 
+med hverdagsagtige spørgsmål og svar , 
+indtil han endte med hovedformålet for vor samtale , 
+nemlig at udspørge mig om Oluf . 
+„ Er deres elev ligeså god , som han er elskværdig , 
+hr . Hovmester , da vil han i sandhed gøre 
+stor lykke på verdensmarkedet . Det forekommer 
+
+mig , at de øjne ikke kunne lyve , han er bestemt et 
+meget lovende ungt menneske . “ 
+„ Hofjægermesteren bedømmer min ven retfærdigt , 
+han er ligeså god , som han er elsfværdig , smuk og 
+rig . “ 
+„ Det glæder mig at høre en så fordelagtig 
+dom , udtalt af den unge mands hovmester , der har 
+lejlighed til at kende ham fra grunden . Jeg har 
+i almindelighed et skarpt blik , jeg tager sjældent fejl . 
+Sig mig , hr . Holst , har deres elev gode kundskaber , 
+og er han stadig og flittig ? “ 
+„ Hans kundskaber og flid stå på samme 
+trin som de fleste rige unge menneskers , der besidde 
+forstand og dannelse . Jeg holder af ham som af 
+en barndomsven , man elsker for hele livet , hvad 
+enten han forvolder os glæde eller sorg , lykke eller 
+ulykke . “ 
+„ De er en trofast ven , hr . Kandidat , jeg gratulerer 
+den unge baron til en sådan hovmester . “ 
+„ Hofjægermesteren behager at rme mig , fordi jeg 
+er trofast og retskaffen ? “ 
+„ Nej , hr . Holst , kun fordi de hører til de få 
+mennesker , der ofre venskabet alt . “ 
+„ Undtagen æren , hr . Hofjægermester ! Den beholder 
+jeg som en hellig arv . “ 
+Her så jeg stift på ham . 
+
+„ Det er ret , unge mand , æren bør altid blive 
+i vort værge ; det er en skat , der ikke bør være 
+tilfals , hverken for kærlighed , venskab , guld eller 
+højhed . Hvorledes har de tænkt dem deres fremtid , 
+har de alt søgt embede ? “ 
+„ Jeg er ansat som auditør i armeen . “ 
+„ En god begyndelse , unge mand , jeg ønsker 
+dem til lykke ; de er trådt ind på den slagne vej 
+til en lys og hæderlig fremtid . Det er vel baronen , 
+deres ven , der har forskaffet dem denne sjældne 
+lykke i så ung en alder ? “ 
+Han så mig smilende ind i øjet . Det forekom 
+mig , som lå der noget skjult bag hans 
+skælmske blik , der for første gang mindede mig om 
+frøken Karen . 
+„ Nej , hr . Hofjægermester , jeg skylder først og 
+fremmest lykken , der rimeligvis har stået fadder til 
+mig , mit held , dernæst tror jeg nok , af flid og 
+dygtighed har gjort resten . “ 
+„ Men sig mig , hr . Auditør , hvorledes lader 
+deres embede og deres stilling som hovmester sig 
+forene ? “ 
+An , der havde jeg forløbet mig , hvorledes skulle 
+jeg nu få denne mislige sag ordnet ? Jeg måtte 
+lyve på ny ; det er dog forunderligt , hvorledes den 
+ene usandhed altid drager en kæde af søskende 
+
+efter sig . Jeg tror , han så min forlegenhed , 
+og af den glædede ham . 
+„ Min stilling som hovmester er kun interimistisk . 
+Når min permission er udløben , er hovmesteren 
+dettroniseret , jeg har søgt af forene nytten 
+med fornøjelsen . “ 
+„ Ah , således , meget fornuftigt . Nu , jeg ønsker 
+dem til lykke . Det glæder mig af høre , af deres 
+elev er en brav mand , der ikke alene hører til en 
+agtet og anset familie , men har en charakteer , der 
+gør ham værdig til af blive en god ægtemand . “ 
+Her så han atter stift på mig , løftede sin 
+hat og drejede uden videre ind på en mark og lod 
+mig ene på landevejen , — hvor han endnu ti minuter 
+senere kunne have set mig på samme plet , 
+dersom han havde gjort sig den ulejlighed at se 
+tilbage . 
+Var Oluf alt forlovet med hans datter ? Hvortil 
+alle disse spørgsmål ? 
+Jeg løsrev mig fra det sted , hvor jeg stod , så 
+stormede jeg frem , jeg ville bort , langt bort ! Men i 
+næste øjeblik stod foden atter stille , uden at tanken 
+havde kastet Anker ; den for afsted uden rift eller 
+ro , snart op på det højeste fjeld , så ned i den 
+dybeste afgrund , gennem regn og slud . 
+Et øjeblik , men også kun et øjeblik gjennemfoer 
+
+den tanke mig : „ Hvorfor gav du skæbnen 
+lejlighed til at gøre indgreb i dine rettigheder ? 
+Hvorfor optrådte du ikke under dit virkelige 
+navn , så havde baronen ikke dræbt din fremtid ? “ 
+— dog tanken var næppe udtænkt , før jeg med 
+foragt stødte den tilbage . Vare hendes følelser for 
+mig så kolde , så ustadige , at årene havde udstukket 
+dem — eller at barontitelen — jeg hader titler — 
+kunne kølne dem , så havde jeg jo vundet ved at 
+blive befriet fra så tvivlsom en lykke . Det var 
+med roligt sind , jeg fattede den beslutning , at jeg 
+ville prøve , om guldet var ægte eller ikke . Jeg 
+havde træk for træk stnderet hendes ord og handlinger , 
+hendes oies skjulte sprog , jeg havde set en 
+forædlet sjæl gennem dette blik . 
+Jeg har en fast udholdende villie . Hvad jeg 
+vil , det skeer ; måske min styrke ligger i min fornuft , 
+da jeg aldrig vil noget , der er umuligt at 
+gjennemføer . 
+Hendes øje havde forrådt mig hendes nyfødte 
+sjæls frygtsomme pulsflag , mit hjerte havde alt 
+forlængst forstået det , om det end som en gnier 
+havde skjult det af frygt for atter at miste det . 
+I afskedens øjeblik havde jeg sagt , at hun selv frivillig 
+skulle række mig den kære hånd , når hun 
+ville være min hustru ; men hun forkastede min bøn 
+
+med Hanne og foragt . Skulle vi da aldrig nå 
+hinanden ? Hvorfor udtalte jeg hine skæbnesvangre 
+ord ? Jeg har udtalt dem , og jeg må og vil holde 
+dem , men jeg råder alle og enhver til aldrig at aflægge 
+så overilet et løste , eller rettere , at fælde så 
+streng en dom . Et løfte må altid holdes . Et 
+brudt løfte er en æreløs sag , en ufuldbyrdet dom 
+er en falliterklæring for dommeren . Var jeg ikke 
+uheldigt stillet ? 
+Hin aften , jeg stod ved vinduet og lyttede til 
+alpehornet , da mit øje ved at se ned sænkede sig 
+så dybt i hendes sjæl og den lille hånd lå mig 
+så nær , at jeg kunne gribe den — da randt det 
+ulyksalige løfte mig i hu , det kom tidsnok til , at 
+kampen blev udkæmpet , æren fejrede . Et sådant 
+øjeblik kommer måske aldrig tilbage . 
+Som guldgraveren , der forsigtigt lader hver 
+håndfuld jord glide igennem sine fingre for at 
+opdage hvert lille korn guld , således vil jeg tålmodig 
+arbejde mig frem ; jeg vil ikke skye klipper eller 
+skær . Min villie er fast som klippen , og min 
+kærlighed er et bundløst hav . 
+Nu , Karen Nordan , nu er kampens dag begyndt , 
+træd indenfor skranken , dit våben er list , 
+mit kærlighed . Du vil aldrig , aldrig se mig for 
+dine små , nydelige fødder , men jeg vil føle din 
+
+lille bløde hånd skælvende lægge sig i min , hvor 
+jeg vil elske den og varme den ved mit hjerte . 
+Neppe havde jeg fattet min beslutning , før jeg 
+hørte Olufs friske , ubundne og Karens sølvklare latter 
+bag mig . Jeg vendte mig pludselig om , og vi stod 
+ansigt til ansigt . 
+Både hun og han rødmede for mit blik , jeg 
+smilte derimod venligt til dem , idet jeg bød dem 
+godmorgen . 
+„ Og hvad var det så , der fremkaldte den muntre 
+latter ? “ spurgte jeg . 
+„ Du selv , “ svarede Oluf — „ Du stod så dybsindigt 
+og stirrede frem , som var du ligeved at falde 
+i staver . Hvad tænkte du på ? “ 
+„ Ja , hvad tænkte de på , hr . Holst , vor latter 
+har sikkert afbrudt en meget vigtig tankerække . “ 
+„ De have begge gættet fuldkomment rigtigt , 
+mine tanker drejede sig om en angrebs- og en forsvarsplau . �� 
+„ Altså 
+om krig ; må man ikke høre lidt om 
+den store feltherres vise planer ? “ 
+„ Det er en dårlig feltherre , der åbenbarer 
+sine planer før det nødvendige øjeblik . Tillad mig , 
+frøken , at sortie mine , liden vil nok afsløre dem . “ 
+„ Spiller jeg måske en rolle i dem ? “ 
+Her så hun skælmsk på mig , som ønskede 
+
+hun , jeg skulle svare ja ; men pludselig var jeg bleven 
+drillesyg . Var det , fordi jeg nu vidste , at hun elskede 
+mig ? Jeg svarede i en tilsyneladende ydmyg tone : 
+„ Det ville være for dristigt , frøken Nordan . “ 
+Mit svar fornærmede hende , men jeg lod , som 
+jeg ikke så det . 
+„ Går du med , Carl ? “ spurgte Oluf . 
+„ Nej , jeg har lovet frøken h . og d . at ledsage 
+dem på en lille udflugt . “ 
+„ Er det aldeles nødvendigt ? “ 
+„ Tildeels , frøken h . stødte i går sin fod , idet 
+jeg hjalp hende over en kløft , hun trænger til min 
+arm . “ 
+„ Stakkels frøken h . Vil de , skønt ukendt , 
+hilse hende fra mig . Dersom jeg kan være hende til 
+nogen tjeneste , skal det være mig en fornøjelse . “ 
+Det var frøken Karen , der udtalte disse velvillige 
+ord med deltagende stemme og smilende 
+øjne , der hviskedee : 
+„ Jeg er slet ikke jaloux . “ 
+„ Tak , frøken , jeg skal overbringe deres venlige 
+hilsen . Frøken h . er en sjældent dannet og begavet 
+dame , jeg -har aldrig tidligere truffet på så mange 
+kundskaber i så ungt et hoved . Dertil forener hun 
+beskedenhed og godhed — dyder , man ikke altid 
+finder hos unge damer . “ 
+
+„ Har de haft megen lejlighed , hr . Hovmester , 
+til at opdage denne store mangel hos vort køn ? 
+Har de i deres selskabskredse truffet mange 
+damer ? “ 
+Hun lagde en stærk betoning på ordet 
+„ Damer , “ men jeg overhørte fornærmelsen og svafuldkomment 
+rolig : 
+„ Det tør jeg ikke rose mig af , frøken Nordan . 
+I den kreds , hvor jeg kommer , har jeg truffet mange 
+væsner , der ikke alene kalde sig selv damer , men 
+også gøre fordring på at blive kaldte damer af 
+andre , skønt de mangle den første betingelse , kvindelighed 
+og åndsdannelse . Dog har jeg også , nu og 
+da , været så heldig at træffe virkelige damer — 
+som f . Eks . Frøken h . “ 
+Den sidste sætning udtalte jeg sagte , som for 
+mig selv . Jeg så op i den tro at møde et vredt , 
+hovmodigt blik , men jeg blev ubehageligt skuffet , hun 
+rystede smilende sit yndige lokkehoved , bøjede det henimod 
+mig og så mig sfjælmsk ind i øjet , akkurat 
+som om hun ville sige : „ Se , jeg er aldeles » såret . “ 
+Jeg har aldrig set mage til hendes overmodige , 
+talende øjne ; men jeg behandlede hende efter 
+fortjeneste . Hvor forvovent , således at stirre en 
+forelsket mand i øjnene , jeg fængslede hendes blik 
+og åbnede hjertets længe skjulte vulkan for hende , 
+
+hun rødmede — hvor hun dog rødmede nydelig , som 
+morgensolen , når den stiger frem af sit tågeslør ; 
+men endnu stod hun på samme plet , ansigt til ansigt 
+mod mig . Et blik er en magnet , det fastholder . 
+Således stod vi en stund . Det forekom mig , som 
+om et dybt suk stjal sig over hendes læber og gav 
+ekko i Olufs bryst . 
+„ Godmorgen , frøken Nordan , god fornøjelse ! 
+Kammerherren , som kommer der , må være min 
+stillingsmand . Godmorgen , Oluf . “ 
+Og før jeg fik svar , var jeg borte . 
+Min fod var så let . Tvivlen var begravet i 
+hendes øjes dyb , men idet jeg straffede hende , straffede 
+jeg mig selv , — det vil vare længe , før hun 
+atter fører mig ind i sin himmel . 
+Og jeg strejfede om , snart vuggede jeg mig på 
+Rhones bølger , så skød jeg en fugl i flugten . 
+Det er en forunderlig tilintetgjørelseslyst , der 
+ligger hos os mennesker . Jeg var så jublende glad , 
+så rastløs , og derfor skød jeg fuglen , — ikke for 
+at gavne mig eller nogen anden — ikke for at flade 
+den , jeg skød — jeg ved ikke hvorfor . Var det 
+måske , fordi lykken var så rig , så fuld , at den 
+trængte på for at få luft ? Havde jeg været ulykkelig , 
+da havde jeg — ogfå dræbt den for at give 
+sorgen , måske raseriet luft . Altid skal vort 
+
+overmål af glæde og smerte gå ud over den 
+uskyldige . 
+Da jeg atter vendte tilbage , spredte månen sit 
+klare lys over artes . Kvinderne sad på østerlandsk 
+Viis udenfor deres gadedøre for ret at nyde aftenens 
+yndige ro . Jeg turde hverken se til højre 
+eller venstre for ikke al blive miskendt af de årvågne 
+fædre og ægtemænd , der genkendte mig 
+som Olufs ven . Jalousien er en streng hersker over 
+disse folk , et dolkestød hører til nattens orden . 
+Jeg fortsatte hurtig min gang , til jeg nåde hotellet . 
+Alle 
+syntes at sove , kun jeg følte mig lysvågen ; 
+jeg greb min guitar og ilede ud ; jeg satte mig 
+under vinduerne på bænken ved det høje træ og 
+sang : 
+„ Flyv fugl , flyv over furesssns vande , 
+nu kommer natten så sort . “ — — 
+neppe havde jeg sunget det første Vers , før det 
+næste blev ledsaget af de skønneste fløjtetoner ; de 
+kom fra vort sovekammervindue . Aldrig har jeg 
+hørt toner , der som disse trængte til mit hjerte . 
+Stakkels ven , de talte så gribende om hans vemod , 
+hans sorg , at de lokkede tårer i mit øje . Jeg 
+følte , han gemte noget derinde , i den skjulte Vrå , 
+der søgte luft og lys . 
+
+således kan kun et sorgfuldt , et vemodigt 
+hjerte spille . 
+Min sang var endt , men hans fantasi legede 
+med fløjten . Snart græd den , jeg syntes at se 
+tårer i den hele natur , så lo den foragteligt over 
+sine bløde tårer , som om den hele verden ikke var 
+en tåre værd . 
+Findes der noget overjordisk her på jorden , 
+må det være musik . Det forekommer mig , som om 
+tonerne åbenbare alt , hvad der er ædelt og stort , 
+for vort øje . Musik kan få mig til at skælve , 
+til at græde — til at bede . — jeg flammer mig 
+ikke ved at tilstå den guddomsmagt , musiken har 
+over min sjæl og mit hjerte . 
+Og Olufs fløjtetoner bølgede langt , langt udi 
+natten . 
+Men en mandsflygge rejste sig pludselig , den 
+havde været skjult for mig , nu genkendte jeg kammerherrens 
+tjener , der listede sig bag om hotellet , 
+hvor han forsvandt . 
+Hvad gjorde han her ved nattetid ? 
+
+fireogtredivte kapitel . 
+Vi besøgte for sidste gang alle de kendte steder , 
+hvor vi så ofte havde glædet os , og næste morgen 
+forlod vi under solskin , fuglesang og munterhed 
+artes , vort lille Paradis , hvor vi havde tilbragt 
+så mange lykkelige timer . 
+Aftenen forinden tog jeg afsted med mine to 
+veninder , hvor jeg blev og drak the . Jeg følte 
+ret , hvor kær jeg havde fået dem . 
+Ved afskeden gav den ældste af damerne mig 
+en pakke , som jeg ikke måtte åbne før jeg havde 
+forladt byen . Jeg gjorde , som hun bød mig , og 
+blev ikke lidet overrasket ved at sinde et lille svøbelsebarn 
+titte frem af bomuldet . 
+Vi tog med jernbanen til taraseon , der ligger 
+ved Rhone , og fortsatte rejsen , til vi nåde nismes , 
+hvor vi gjorde holdt . 
+Nismes gjorde sig i 1815 bekendt ved sin 
+hengivenhed for bourbonerne og sit sværmeri for 
+
+kattolicismen , der havde sørgelige følger for napoleonisterne , 
+protestanterne og republikanerne . 
+Rædselsscenerne i Marseille , toulon , nismes 
+og avignon ville altid minde om revolutionen i 
+1790 , de vare lige fanatiske og rædselsfulde . Dog , 
+nutiden giver den tid intet efter i barbari og 
+hjerteløshed . 
+Vi besluttede at opholde os her i nogle dage , 
+dels for at gøre os bekendte med de gamle minder , 
+dels for at gøre nogle få udkast af naturscenerne 
+til at opbevare i vort album ; nu kom det an på , 
+hvem af os der fandt de smukkeste steder , frøken 
+Nordan eller jeg . 
+Endnu samme dag forlod jeg hotellet med min 
+mappe for at opsøge mig en smuk plads , som jeg 
+snart fandt ; det var en lille , en ganske lille plet , 
+der lå afsides , ligesom skjult blandt træerne , men 
+hvorfra jeg havde en rig og smuk udsigt . 
+Da jeg var færdig med skitsen , syntes jeg , der 
+ligesom manglede noget i den smukke scene , som 
+vel var rig på træer , blomster og himmel , men 
+på hvilken der ikke fandtes noget levende væsen . 
+Hvorfor jeg netop i dag savnede det i naturen , ved 
+jeg ikke , kun det ved jeg , at jeg snese gange tidligere 
+havde tegnet lignende scener uden at have 
+følt eller blot opdaget savnet . 
+
+altså satte jeg mig fatter ned for at tegne en 
+mand og en kvinde . 
+Nu vil vel ingen undres over , at jeg gav hans 
+ansigt mine træk , ligesom kvinden fik frøken Nordans , 
+det var jo ganske naturligt ! 
+Jeg sad på en træstub , netop en lignende 
+stub som den , hvorpå jeg sad hin morgen ved 
+krattet , da jeg trak alle de smukke og betydningsfulde 
+ord , jeg følte , på en tråd , men der spredtes som 
+avner for vinden , da sollyset kom . Min hest stod 
+som dengang og græssede i grøften , medens jeg 
+drømte om kærlighed , den lille hånd lå igen 
+på min skulder , jeg så op , og frøken nordav 
+stod for mig i ridedragt . 
+En lille forandring havde jeg foretaget , vi vare 
+begge gjorte ældre end dengang ; jeg havde givet 
+portraiterne vort nuværende idre . 
+Neppe var jeg færdig og ret tilfreds med mit ; 
+arbejde , før jeg hørte nogen eller noget rasle bag 
+mig i krattet . 
+- jeg rejste mig for at se , hvem fredsforsfyrreren 
+var , men lod min mappe ligge opslået . 
+Det forekom mig , som søgte vedkommende at 
+undgå mig ; jeg fulgte derfor sporet , og først da 
+jeg nåde udkanten as krattet , så jeg kammerherrens 
+
+tjener ile hen ad vejen med sin bøsse , der 
+altid fulgte ham , over skulderen . 
+Noget gnaven vendte jeg tilbage for at gemme 
+mit arbejde og gå hjem ; men nu opdagede jeg 
+pludselig gennem nogle buske en kvindelig skikkelse , 
+der sad i græsset — netop på samme plet , jeg 
+nylig havde forladt — og tegnede . 
+Jeg blev stående for uset at iagttage hende og 
+så nu til min forundring , at det var min mappe , 
+hun havde på skødet , og så vidt jeg kunne se , 
+min tegning , hun arbejdede på . 
+„ Den lille forrædersfe , hvilken dristighed ! “ 
+Jeg var så tavs og rolig , som . . . ja , jeg 
+må vel tilstå det — som en spion , jeg trak 
+knap mit vejr . 
+Nu var hun færdig . Hun så sig ængstelig 
+om til alle sider og stjal sig derpå ind i krattet 
+med sit fljælmfle smil ; jeg så tydeligt , hun skjulte 
+sig i nærheden , formodentlig for at være vidne til 
+min forundring , min vrede . 
+Men jeg var på post . 
+Jeg trådte rolig frem og indtog min gamle 
+plads , hvor hun tilfældigvis havde glemt sit lommetørklæde . 
+Jeg undersøgte det først for at finde et 
+navn , men da jeg havde sundet det , sagde jeg halvhøjt 
+til mig selv : 
+
+„ Hvorfra har jeg fået dette tørklæde ? Det tilhører 
+frøken Nordan . Nå , jeg er vel kommen til 
+at putte det i min lomme i stedet for mit eget . Hvor 
+Oluf vil blive glad , når jeg forærer ham det ! “ 
+Derpå gav jeg mig atter rolig til at arbejde 
+uden at vise , at jeg bemærkede den forandring , min 
+tegning var undergået . 
+Forandringen bestod i , at hun havde givet mig 
+mine atten år tilbage ; jeg var igen studenten , den 
+samme , hun gav den advarsel — ikke at drømme 
+vågen . 
+Hvorfor var hun få uheldig at være rig ? Ak , 
+hvilken kunstnerinde berøvede pengene verden ! 
+Jeg havde altså ikke taget sejl , hun havde genkendt 
+studenten i hovmesteren . 
+„ Nå , hvor hun ærgrer sig ! “ tænkte jeg og lo 
+så småt , medens mit hjerte bankede lydeligt mod 
+det skjulte tørklæde , hun nylig havde indesluttet i 
+den varme hånd . 
+Jeg hørte , hun fjernede sig , en elsker hører 
+skarpt . Da den sidste lyd var forsvunden , lukkede 
+jeg min mappe og forlod den lille yndige plet , der 
+nu var bleven mig kær . 
+Hvor det var en kedelig aften , der fulgte på 
+denne behagelige dag ! — frøken Nordan befandt 
+
+sig ikke vel , vi måtte savne hende ved theen . Men 
+aldrig har jeg nogen aften tilsyneladende været mere 
+oprømt end netop på denne . 
+„ Har du ikke straffet for hårdt ? “ spurgte jeg 
+mig selv . 
+Dog , den nat drømte jeg atter vågen . 
+
+femogtredivte kapitel . 
+Næste dag var mørk og regnfuld og enhver udflugf 
+umulig . 
+Oluf og jeg opholdt os hele formiddagen i 
+vore egne værelser . Han var i et overordentligt slet 
+humeur ; jeg tror , jeg læste de vekslende tanker i 
+hans sjæl . 
+Han havde besluttet at overlade frøken Nordan 
+til mig , måske fordi han følte , hun elskede mig , 
+dog også for venskabets skyld , som han altid til 
+vort livs aften blev tro . 
+Men der var endnu en tredje følelse , der gjorde 
+sig gældende hos ham , han elskede ikke mere Karen , 
+interessen var kun tilbage . 
+Var det savnet af den bortdunstede kærlighed , 
+der gjorde ham så vemodig , fordi den efterlod en 
+tom plads i det store hjerte ? Var det skuffelsen 
+over ikke at føle sig gjenælsket , medens han ellers 
+altid var vant til at sejre ? Eller var det synet af 
+
+vor kærlighed , der gjorde ham tavs og længselsfuld ? 
+Jeg 
+troer , det var et gammelt , længe skjult 
+minde , en visnet blomst , der atter havde fået liv 
+i hans letbevægede sjæl . 
+Jeg gik så sagte , så sagte over gulvet og 
+forlod værelset , jeg ville ikke ved min nærværelse 
+dræbe den svage , genfødte livsspire . 
+Så skrev jeg et brev til mit elskede hjem . 
+Jeg fortalte dem alt , hvad der havde glædet mit øje 
+og mit hjerte , jeg lod dem ane , hvilken skjult skat 
+det rummede . Jeg var overbevist om , af de forstod 
+min svage hentydning , skønt jeg ikke gav dem tydelige 
+ord , men så meget fik de af vide , af håbet 
+lyste for mig med sit solskin . 
+Jeg fortalte dem , af jeg snart vendte hjem til 
+den kærlige Arne , hvor jeg bad dem atter af modtage 
+mig som deres søn , hvilket jeg , følte jeg , gennem 
+hele livet ville vedblive af være . 
+Først ved middagsbordet samledes vi atter . 
+Frøken Nordan viste sig i et strålende humeur ; 
+om det var natur eller kunst , var umuligt af opdage . 
+Havde jeg taget fejl ? Hengav jeg mig måske 
+til illusioner ? Havde hun nu , som oftere , gættet 
+mine virkelige følelser og opdaget mit dramatiske 
+talent ? 
+
+jeg tog mig uvilkårlig til hjertet , hvor det 
+fine , duftende kammerdug nu havde fundet plads ; 
+jeg tror , jeg rødmede over min egen dårskab , men 
+hun så det ikke . 
+Tvivlen gjorde mig ondskabsfuld , jeg nærmede 
+mig for af tage hende til bords ; det var første gang , 
+jeg bød hende min arm . Hun modtog den ligegyldig , 
+men før vi nåde vor plads , spurgte jeg hende 
+deltagende : 
+„ Hvorledes befinder frøkenen sig i dag , er den 
+slemme hovedpine gået over ? “ 
+Hun lo , hun besvarede mit ondskabsfulde , men 
+med tilsyneladende deltagelse fremsatte spørgsmål 
+med latter ! 
+Jeg så forundret , næsten fornærmet på hende , 
+jeg følte , hun havde mig tilbedste . 
+„ Undskyld , jeg leer , hr . Hovmester , af deres 
+overordentlige deltagelse for en hovedpine , der slet 
+ikke har eksisteret . Jeg foregav den kun for at skjule 
+min dovensfab . Frøken Nordan tilbragte i går en 
+højst interessant eftermiddag ved at ligge på sofaen 
+og læse en god roman . Men hvorledes har 
+de det , de synes ikke at være i godt humeur i dag , 
+hr . Hovmester ? “ Øg hun tilføjede drillende : „ Er der 
+gået dem noget imod ? “ 
+Al tvivl var forsvunden , hun havde gennemskuet 
+
+mig . Der er intet , vi optage værre , end når 
+nogen drifter sig til at gennemskue os . 
+Hvad skulle jeg svare ? 
+Jeg så på hende , og derpå brast jeg i latter . 
+Og hun — ja tænk dem , hun fulgte mit 
+eksempel . 
+Da vi havde leet , leet så længe , indtil tårerne 
+kom os i øjnene , bøjede hun sig hen imod mig og 
+hviskedee : 
+„ Lignede det godt ? “ 
+„ Fortræffeligt ! Hvor hans træk dog må have 
+gjort et dybt og varigt indtryk på dem , siden de 
+efter så mange Års forløb endnu mindes dem så 
+tydeligt . “ 
+Nu var det hende , der rødmede , og en mørk 
+sky drog over hendes pande . Hun tilkastede mig et 
+stolt blik og svarede : 
+„ Jeg holder af at tegne karikaturer . “ 
+„ Hvor vor smag i dette tilfælde stemmer 
+overens , også jeg er en stor Ander af karikaturtegning , 
+derfor vælger jeg altid mine emner i den 
+retning . Fandt de ikke scenen højst latterlig ? 
+Tænk dem , en angling på atten eller nitten år 
+forelsker sig i en frøken , han kun kender af ydre , 
+men hvis følelser og tænkemåde er ham aldeles 
+fremmed , han sidder der og drømmer og sukker efter 
+
+sin indbildte kærlighed . Er det ikke rørende , så 
+rørende , at man kunne briste af latter over hans 
+månesyge hjerte ? Hvor de gjorde en god gerning , 
+da de så grundigt kurerede ham ! “ 
+Denne gang spillede jeg min rolle godt ; hun 
+troede mig , hendes øjne stod fuld af tilbagetrængte 
+tårer , ikke af vrede , men af dyb bevægelse . 
+Vi rejste os fra bordet , jeg følte hendes hånd 
+skælve i min arm . 
+„ Velbekomme , frøken Nordan ! “ 
+Hun ville svare , men kunne ikke få et ord 
+over sine læber . 
+Gud være lovet ! Kærligheden havde sejret over 
+fordommen , kvinden var vågnet til liv , til bevidsthed . 
+„ Hvor 
+have vi kammerherren i dag , i går var 
+han også usynlig , jeg tror , han går på i agt . “ 
+Det var hofjægermesteren , der talte . 
+„ Det tror jeg også , “ tilføjede Fru Nordan 
+skælmsk . 
+„ Jeg synes , Karen er i dårligt humeur , mom 
+hun savner ham ? “ 
+Dette udfald gjaldt mig , men kuglen prellede af 
+uden virkning . 
+„ Tror hofjægermesteren ? Så vil jeg gå 
+
+på i agt efter ham igen , måske jeg da bringer 
+ham tilbage . “ 
+Og jeg forlod stuen , ikke for at opsøge kammerherren , 
+men for at betroe min lykke , min usigelige 
+livsglæde til himlen , til blomsterne , til hele naturen . 
+Når 
+man er sorgfuld , så skjuler man smerten 
+dybt under sit bryst , for at ingen uden gud skal 
+se den . Men er man glad , sjæleglad , så åbner 
+man hjertet på vid gab , så at glæden kan 
+strømme ud og få luft , at ikke lykken skal sprænge 
+det snevre bryst ; man føler trang til at tilråbe 
+alle og alt : „ Hvor jeg er lykkelig , hvor jeg er glad , 
+og hvor jeg gerne ville omslutte den hele , hele 
+verden i mit livsglade favntag ! “ 
+Således vare mine følelser , da jeg stormede 
+ud med hatten i hånden , håret flagrende i luften , 
+og hjertet lykkeligt . 
+
+sexogtredivte kapitel . 
+„ Stop mand ! hvor vil de hen , seer de ikke , de 
+løber mig over ende ? “ 
+„ Undskyld , min gode mand , det kan jeg ikke se , 
+derimod seer jeg klart og tydeligt , at de står mig 
+i vejen . “ 
+Det var kammerherren , der på så uhøflig en 
+måde standsede mig , hvorfor jeg også i samme 
+tonart besvarede hans uhøflige spørgsmål . Nu 
+stod vi altså ene og lige overfor hinanden . Blot 
+det går godt . 
+„ Er der hændet noget nyt ? “ spurgte han og 
+fikserede mig på en højst uforskammet måde . 
+„ Måske , “ var mit korte svar , og jeg begyndte 
+påny at gå frem for at undgå et sammenstød , 
+men han indhentede mig hurtigt . 
+„ Om forladelse , min herre , et øjeblik . “ Han 
+var bleg og syntes at fryse , skønt dagen var usædvanlig 
+varm . 
+
+„ Til tjeneste , min herre , selv to , om de behager . “ 
+„ De 
+er i godt humeur ? “ 
+„ Fortrinligt . De også , kan jeg mærke . “ 
+Han gjorde en grimace , der betydelig forringede 
+hans naturlige skønhed . 
+„ De er jurist og ansat som auditør i armeen ? “ 
+„ Hvortil disse spørgsmål ? “ 
+„ Det er i anledning af et retsligt spørgsmål , 
+jeg ønsker at gøre dem , er de villig til at besvare 
+det ? “ 
+„ Med fornøjelse . “ 
+„ Og tør jeg håbe , at vor samtale bliver en 
+hemmelighed imellem os ? “ 
+Jeg målte ham med harme , han greb uvilkårligt 
+til kårdesiden , men fattede sig igen og 
+vedblev : 
+„ Det var kun som en form , jeg fremsatte det . “ 
+„ Til sagen , hr . Kammerherre . “ 
+„ Har man ret til at lade en mand arrestere , 
+når man har ham mistænkt for mord , eller i ethvert 
+tilfælde som den , der har foranlediget et mord ? “ 
+Hans uventede spørgsmål forbansede mig . 
+Var det tordenskyen , der nu var nær ved at briste ? 
+„ Tordensky ? “ En tordenfly renser luften — 
+
+men ville den sky , der så længe havde truet os 
+med sit udbrud , også rense luften ? 
+„ En mistanke er ikke tilstrækkelig til af kunne 
+fængsle en person , man må først have vished . “ 
+„ Men når nu mistanken er så godt som 
+stadfæstet , risikerer man da noget ved en arrestation ? “ 
+„ Ja ! I det tilfælde , af det senere bevises , af 
+beskyldningen har været usand , så har arrestationen 
+også været ulovlig , og den pågældende må da 
+bære hele ansvaret . “ 
+„ Gødt , min herre ! Jeg takker dem . “ 
+Og førend jeg endnu ret kom til mig selv , var 
+kammerherren forsvunden . 
+Jeg havde svaret ham uden tanke , eller rettere , 
+jeg havde svaret ham med den tanke , foreløbig af 
+forhindre en arrestation . Jeg tvivlede ikke mere , jeg 
+følte mig nu overbevist om , af hofjægermesteren var 
+genstanden for hans angreb , skønt han levede i 
+hans familiekreds og omgikkes ham som ven . 
+Min livsglæde var slukt , som et stjerneskud ; 
+jeg følte mig syg og frygtsom som et barn , der ikke 
+formår af hjælpe sig selv . 
+Vidste han , af hofjægermesteren havde begået et 
+mord , da var det vel hans pligt som retskaffen 
+mand af oplyse sandheden , men han burde have 
+vptrådt åbent og ærligt , og ikke som ulven , der , 
+
+iført fåreklæder , byder sig selv til gæst i det hus , 
+han vil lægge øde . 
+Og en sådan lav og uredelig mand vovede at 
+elske Karen og bejle til hendes hånd ! 
+Nu blev alt mig klart . Han vidste , at hun ikke 
+gjengjældte hans følelser , og han var lav og nedrig 
+nok til at ville tvinge datteren til at ægte ham for 
+at frelse faderen . 
+Ville hun gøre det ? 
+Havde hofjægermesteren virkelig begået et 
+mord ? 
+Og hvad ville der da blive af min kærlighed , 
+min lykke ? 
+Det var kun et øjeblik , at jeg opkastede disse 
+spørgsmål , i det næste stod alt klart for mit 
+blik . 
+Jeg følte , at noget havde tynget og tildeels 
+endnu tyngede på hofjægermesterens samvittighed , 
+men jeg var også overbevist om , at hans ægtefælle 
+delte denne byrde , og kunne en kvinde som hun , 
+så ædel , så ren , bære en sådan byrde og dog 
+trykke den brødefulde , blodbestænkte hånd i begge sine ? 
+Nej , det var en umulighed . Jeg havde set hende 
+smile , jeg havde hørt hende le , jeg havde følt hendes 
+lette åndedrag på min kind . Nej , hendes mand 
+var ingen morder , thi en kvinde som hun kunne ikke 
+
+leve og glæde sig ved livet , med bevidstheden om en 
+så grusom , skjultudåd , begået af den , hun elskede . 
+Karen ville heller ikke tro på hans forfærdelige 
+udsagn , hun ville ikke række sin hånd til så lav 
+en charakteer , der ville købe sin hustru med blodpenge ; 
+hun ville have tillid til sin fader og bortvise 
+ham med al den foragt , hans opførsel fremkaldte . 
+Ja , lad der hænde , hvad der vil , kun gud råder ; 
+min skal hun blive , min i glæde eller sorg , i 
+lykke eller ulykke , intet — intet på jorden kan 
+stille os uden gud . 
+Nu havde jeg klaret hvert et skær , med faste 
+og rolige skridt vendte jeg tilbage til hjemmet . 
+
+syvogtredivte kapitel . 
+„ Hvor her er dejligt ! Ah , godmorgen frøken Nordan , 
+allerede ved arbejdet ! Vil de tillade mig at 
+aftage samme smukke scene , som deres blyant så 
+tro har gengivet ? Jeg skal ikke genere dem , jeg vil 
+kun indtage en stum rolle . “ 
+„ Tilstået , hr . Holst , men kun på den omtalte 
+betingelse . “ 
+„ Kontrakten er sluttet , frøken Nordan , jeg er 
+stum . “ 
+Jeg valgte en plads , så nær hendes som 
+muligt , imellem os lå hendes tegnemappe . 
+Så begyndte jeg mit arbejde , men det ville 
+ikke ret gå ; var blyantet ikke tilspidset på vant 
+Viis , var papiret måske slet , eller var det luften , 
+der var skyfuld ? 
+Nej , alt var i orden , solen udbredte sine vinger 
+over jorden , det var ikke det , der var i vejen , det 
+var mappen , den lille hemmelighedsfulde mappe , 
+der fordunklede mit blik , så jeg ikke kunne se at 
+
+tegne , den vinkede , den lokkede , og jeg ? -- -- -- -- -- -- -ja , 
+det må vel frem , jeg fulgte dens fortryllende vink , 
+jeg bemægtigede mig i al hemmelighed den små , 
+jeg rystede — jeg så mig ængsteligt om til alle 
+sider — , jeg åbnede den — , så mig atter om og 
+flugte nu glædedrukken dens rige indhold . 
+Hvor forbuden frugt dog smager fortræffeligt ! 
+Først faldt mit øje på nogle småskitser af 
+naturscener , hun hist og her på vor rejse havde 
+optaget . 
+Men da jeg åbnede et hemmeligt rum opdagede 
+jeg en lille skitse , hvori jeg spillede en af hovedrollerne , 
+en rolle , jeg på ingen måde ønskede at 
+påtage mig , skønt det på ny overbeviste mig om , 
+at jeg optog nogle af hendes tanker . 
+Scenen forestillede frøken Nordan , siddende ved 
+sit broderi , der hvilte i hendes skød , medens jeg 
+i hele min store , urokkelige værdighed lå på knæ 
+foran den lille koquette og holdt garn for hende ; z 
+mine øjne hævede sig bønfaldende til hendes . Hun 
+derimod holdt den højre pegefinger truende imod 
+mig , og et triumferende smil opklarede hendes træk . 
+Det morede og ærgrede mig på en gang ; dog , 
+jeg greb hurtigt blyantet og viskelæder og gav helten 
+kammerherrens træk . Det lykkedes mig over al forventning ; 
+men da jeg atter ville lægge skitsen på dens 
+
+skjulte plads i mappen , faldt mit øje på en anden 
+tegning , der forestillede en scene i Ellegårds have . 
+Det var en aftenstund , månen begyndte at kaste sit 
+slør over alle genstande , — hun sad på bænken 
+med rosen trykket mod sine læber , jeg stod i afstand 
+og vendte mig om imod hende . Det var mit 
+farvel på balaftenen . 
+Hun havde udført det med stor omsorg og 
+kærlighed og fuldkomment naturtro . Ak , hvor det 
+tilbagekaldte hin skæbnesvangre aften af mit ungdomsliv ! 
+Jeg glemte alt om mig , selv hende , der 
+var livet i det hele ; jeg indpræntede mig træk for 
+træk , ord for ord , jeg drømte atter den evigunge 
+drøm , da jeg pludselig blev vækket ved fodtrin , der 
+kom nærmere og nærmere ; hurtigt skjulte jeg tegningen 
+ved mit bryst og lagde de andre , som jeg 
+troede , tilbage i mappen . 
+Et øjeblik efter udfyldte kammerherren pladsen 
+imellem frøken Nordan og mig . Han betragtede 
+først hende og derpå mig , som om han ville læse 
+vore skjulte tanker i vore træk ; men da han troede 
+at se , at vi uforstyrrede af hinanden fortsatte vort 
+arbejde , hørte jeg ham sige til frøken Nordan : 
+„ De vover dem for langt ud , frøken Karen , 
+deres forældre have savnet dem . “ 
+„ Det gør mig ondt , hr . Kammerherre , men de 
+
+må finde sig i deres savn ; jeg har besluttet at 
+berige mit album med et minde om de behagelige 
+timer , jeg har tilbragt på vor udenlandsrejse . “ : 
+„ Så må de i det mindste tillade mig at ledsage 
+dem på disse kunsfudflugter . Det er ikke 
+rådeligt for unge damer at vove sig så langt ud 
+på egen hånd i en aldeles fremmed egn . “ 
+„ Den tilladelse vil jeg på ingen måde give 
+dem , hr . Kammerherre , det ville blive alt for trættende 
+for dem og mig . For hr . Holst stiller sagen 
+sig derimod ganske anderledes , vi arbejde begge og 
+genere derfor ikke hinanden , da vi er enige om at 
+være stumme . “ 
+„ Jeg vil tage mig den frihed at være trediemand 
+i foreningen , tallet tre ved de nok er helligt . 
+Ah , hvad er det ? “ 
+Jeg havde hidtil ikke taget den mindste notits 
+af ham , nu så jeg op og opdagede til min skræk , 
+at netop den skitse , jeg troede at have gemt så 
+godt , var gleden frem af sit skjul og alt lå i 
+hånden på kammerherren ; han stirrede på den med 
+glædestrålende øjne , bsiede sig hen imod frøken 
+Nordan og hviskedee henrykt : 
+„ Tak , kæreste frøken Karen , jeg har optaget en 
+del af deres tanke og tid , må jeg beholde den ? “ 
+„ Hvilken ? “ spurgte hun forundret . 
+
+han viste hende tegningen . 
+Først rødmede hun , men næppe havde hun kastet 
+et blik på den , førend hun snappede den fra ham . 
+„ Det er ikke mig , der har tegnet den , “ råbte 
+hun harmglødende , „ det er en anden , der har driffet 
+sig til at lægge den i min mappe . Men hvem har 
+givet dem net til at åbne den ? Har jeg ikke ofte 
+gentaget for dem , at kun jeg og ene jeg har adgang 
+til den ? “ 
+Hendes vrede var berettiget , men ukvindelig ; det 
+var ikke ordene alene , men stemmen og hendes hele 
+optræden , der berørte mig ubehageligt . Jeg betragtede 
+hende alvorligt og bedrøvet ; hun forstod mig , 
+stemmen blev roligere og øjet mildere , men endnu 
+så jeg , hvorledes vreden jog blodet op i hendes 
+kinder . 
+„ Tilgiv mig , frøken Nordan , jeg har ikke dristet 
+mig til at angribe dens helligdom , tilfældet har givet 
+mig den lille tegning i hånden , den lå her på 
+græsset ved siden af mappen , min glæde var så 
+stor , at jeg i øjeblikket glemte , at vi ikke vare alene , — 
+her så han til mig — , dog tror jeg ikke , at nogen 
+uden de og jeg kender tegningen . “ 
+Nu formåede jeg ikke længer at tie , hans uforskammethed 
+overskred alle grændser . 
+
+„ Er det mig tilladt at se den omtalte tegning ? “ 
+Spurgte jeg ganske ligegyldig . 
+„ Er det nødvendigt , hr . Hovmester ? Skulle 
+de ikke tilsældigviis kende den bedre end jeg ? “ spurgte 
+frøken Nordan . 
+„ Det kan jeg først asgjøre , når jeg seer den . “ 
+Hun rakte kammerherren den , og han gav den 
+triumferende til mig . 
+„ Ah ! tænkte jeg det ikke nok , det er min tegning . 
+Tilgiv mig , frøken Nordan , at jeg har lånt 
+damen deres ansigt , det var de træk , jeg for 
+øjeblikket bedst kunne mindes . “ 
+Kammerherre Skovstrup så først på hende , 
+så på mig , med et mørkt , misfornøjet blik , jeg 
+troer , han opdagede min usandhed , derpå rejste han 
+sig og fjernede sig tavs . 
+Da hans sidste skridt vare hendøde , rakte jeg 
+frøken Nordan tegningen tilbage . 
+„ Her frøken , er deres lille skitse , tilgiv mig , 
+at jeg uden deres tilladelse har byttet stilling med 
+kammerherren , der er mere stikket til at ligge for 
+damernes fødder end jeg . “ 
+Hun så op , de strenge , fortørnede træk afløstes 
+af et skælmsk , koquet smil , hun rystede det lille 
+lokkehoved og svarede : 
+
+„ Og dog skal de komme til at indtage den 
+plads , såfremt jeg vil have det . “ 
+„ Ja , på papiret kan jeg vel ikke undgå , at 
+de lader mig knæle , men ikke i virkeligheden . Jeg 
+har alt tidligere sagt dem , at det er en stilling , jeg 
+aldrig ønsker og aldrig vil indtage lige overfor 
+nogen kvinde . “ 
+„ „ Aldrig “ er et ord , man burde flette ud af 
+ordbogen ; thi intet er så ydmygende — især for 
+en mand , som når man får lejlighed til at overbevise 
+ham om , at hans „ Aldrig “ har været ubestandigt . “ 
+„ Her tror jeg , de gør regning uden vært , 
+frøken Nordan , jeg håber med tiden at godtgøre 
+min berettigelse til at bruge ordet „ aldrig . “ “ 
+„ Nu , den sag er mig ligegyldig , hr . Hovmester , 
+da jeg i ethvert tilfælde ikke vil blive vidne til 
+deres nederlag eller sejr . Vort samliv vil kun 
+blive kortvarigt , når vi nå København , stilles 
+vore veje , og vi mødes da næppe oftere i dette liv . 
+Men hvem gav dem tilladelse , til at åbne min 
+mappe ? “ 
+„ Tilfældet , frøken , den lå mig så nær , og 
+erfaringen har lært mig , at deres gamle minder 
+ikke er uden interesse for mig . “ 
+„ Og det berettigede dem til at bryde ind i 
+fremmed ejendom ? “ 
+
+„ Ja , jeg tænkte som så , den bog vil dog engang 
+blive din ejendom , lidt før eller senere gør 
+intet til sagen . “ 
+Hun så forundret op og gentog : 
+„ Deres ejendom ? “ 
+Jeg så også på hende , men svarede intet . 
+Hvad hun så i mit blik , ved jeg ikke , men hun 
+sænkede rødmende sit og gentog ikke oftere sit spørgsmål . 
+„ Vil 
+de tilgive mig , frøken Karen , når jeg 
+siger som småbørnene : „ Jeg skal aldrig gøre det 
+mere “ ? “ 
+„ Det vil beroe på , om det var den eneste tegning , 
+de dristede dem til at se ? “ 
+„ Nej , frøken , jeg kan ligeså godt tilstå den 
+hele udstrækning af min forbrydelse , jeg . . . “ 
+Her afbrød hun mig ængstelig : 
+„ De har . . . ? “ hun standsede forvirret . 
+„ Ja ! “ 
+Hurtig greb hun mappen , åbnede det hemmelige 
+rum og søgte forgæves . 
+Undseelsen gav plads for vreden , hendes øjne 
+lynede af harme og krænket stolthed , men det varede 
+kun et øjeblik , pludselig forandredes hendes træk , 
+hun fattede , sig , og en ondskabsfuld beslutning lyste 
+
+ud as det skjælmfke blik ; hun bladede på ny i mappen 
+og udbrød : 
+„ De gør dem selv uret , hr . Hovmester , jeg 
+savner intet af værdi . “ 
+Jeg vidste , hvor hun ville hen , jeg tog derfor 
+ganske ligegyldig den skjulte tegning frem og holdt 
+den hen imod hende . 
+„ Har de ikke savnet denne ? “ 
+„ Den ! “ svarede hun med en tone , som når 
+man siger : „ Ikke andet . “ 
+„ Den har ingen værd for mig , den taler om 
+en tid , der ligger langt , langt tilbage og nu er 
+glemt . “ 
+„ Aldeles glemt ? “ 
+Hun sukkede dybt og gentog næppe hørligt : 
+. „ Aldeles glemt . “ 
+„ Og dog fandt hans stakkels rose en plads ? “ 
+Hun svarede ikke , men jeg hørte en dæmpet 
+gråd . 
+Hvorfor rakte hun mig ikke dengang sin hånd , 
+den kære lille hånd , nu , da vi så godt forstod 
+hinanden ? 
+Således lade vi ofte øjeblikket gå ubenyttet 
+hen , hvor det var så let for os at tale og handle . 
+Og ofte vender et sådant helligt øjeblik aldrig mere 
+
+tilbage . — et minut er langt nok til at kunne af « 
+Gøre et menneskes hele lykke eller ulykke . 
+„ Hofjægermesteren har pålagt mig at ledsage 
+dem hjem , frøken Karen , deres Fru moder hav 
+ventet dem i over et kvarter . Middagsbordet 
+står dækket . “ 
+Det var kammerherren , der atter så ubelejligt : 
+forstyrrede os . 
+
+otteogtredivte kapitel . 
+Vi vare nu i Schweiz , i Genf , frihedens yndige 
+land , med dets friskhed , dets glæde , dets liv og 
+dets lys . 
+Hvor naturen her var skøn og storartet ! De 
+mest afvekslende situationer af løvflove , frugtbare 
+marker , landsteder med Parke og søer , i baggrunden 
+Jurabjergene , genfersøen og Alperne foran sig . 
+Hotellet , vi tog ind i , var stort og hyggeligt og 
+bekendt for sin skønne beliggenhed . Fra vinduet i 
+vort sovekammer kunne vi se montblanc rødme i 
+sollyset , og genfersøen , dronningen blandt alle 
+søer , af hvis vover Byron , Voltaire , Rousseau og 
+stael Holstein drak begejstring og liv . Vi kunne 
+se Rousseaus lille romantiske 0 , med den hvide 
+hytte tittende frem af de skønne laurbærpopler . 
+Vor første udflugt var til denne lille 0 . 
+Næste morgen stod jeg op med solen for ret 
+at nyde den ungdomsfriske natur . Oluf sov endnu , 
+
+han var ikke den samme livsglade , muntre sommerfugl ; 
+der var på den senere tid foregået en mærkelig 
+forandring med ham , han var ligeså venlig 
+som altid , men der var noget , han ikke ret kunne 
+klare , noget , der på en gang gjorde ham rolig , 
+skjøndt det på samme tid forårsagede ham uro . 
+— det var , som drømte han den hele dag , men 
+om natten hørte jeg ham vende sig urolig og sukke ; 
+om det var vågen eller i drømme , det ved jeg ikke . 
+Knn et så jeg , forglemmigejen , den lille 
+bly , stakkels forglemmigej , der så længe havde været 
+usynlig og glemt , havde nu atter indtaget sin gamle 
+plads , som den aldrig burde have forladt . 
+Ofte så jeg ham dreje den kærtegnende imellem 
+sine fingre ; bad han den om tilgivelse ? 
+Da jeg om morgenen vendte tilbage fra min 
+udflugt , trådte jeg uventet ind i familien Nordans 
+dagligstue . Jeg så nemlig , at døren stod på 
+klem , og jeg hørte kammerherrens ubehagelige 
+stemme lyde ud til mig . 
+Fristelsen var stor , jeg trådte ind . 
+Frøken Nordan stod med ansigtet vendt mod 
+vinduet , han stod i samme stilling , ingen af dem 
+så eller bemærkede mig , skønt jeg trådte rafl ind 
+for at blive hørt . 
+„ De nægter at modtage min hånd , Karen , 
+
+skjøndt de kender min brændende kærlighed , der i 
+så mange år er bleven uforandret og tro . Jeg er 
+rig , meget rig , jeg vil intet , flet intet have af deres 
+gods eller guld , jeg vil kun have dem , dem alene , 
+men dem giver jeg ikke afkald på ; vil de ikke 
+selv frivillig række mig deres hånd , få vil deres 
+fader tvinge dem dertil . “ 
+„ De taler et sprog , hr . Kammerherre , der er 
+mig aldeles fremmed . Min fader har givet sin 
+datter fri rådighed over hendes hånd , og min 
+hånd vil kun følge mit hjerte . “ 
+„ Deres hånd skal blive min , og deres hjerte 
+vil jeg lære at følge deres hånd . Deres faders 
+fremtid . . . “ 
+„ Godmorgen , frøken Nordan ! allerede så tidlig 
+oppe ! Godmorgen hr . Kammerherre ! “ 
+Det var på høje tid , jeg afbrød ham , et 
+øjeblik endnu , og han havde betroet datteren faderens 
+brøde . 
+„ De kommer som kaldet , hr . Holst ! “ udbrød 
+frøken Nordan glad og rakte mig begge sine 
+hænder , som jeg vovede at kysse . „ Udsigten her 
+— hun pegede mod vinduet — er højst ubehagelig ; 
+hvad om vi først drikke en kop the og så opsøge 
+en mere tillokkende udsigt ? “ 
+„ Undskyld , frøken Nordan , jeg kan ikke modtage 
+
+deres fristende tilbud , da mit besøg gælder 
+kammerherren . Jeg har nogle ord af vigtighed at 
+meddele dem , min herre , vil de ledsage mig et 
+øjeblik ? “ 
+Jeg bukkede for kammerherren , der fulgte mig 
+forbittret og modvillig . 
+Idet jeg nåde døren , vendte jeg mig mod 
+frøkenen : 
+„ Hvis de ikke har angret deres godhed , 
+frøken Karen , vil jeg tillade mig at ledsage dem , 
+når jeg vender tilbage . “ 
+Før hun fik tid til at svare , havde Skovstrup 
+og jeg lukket døren efter os og vare trådte ud i 
+det frie . 
+„ Hvad betyder deres forunderlige opførsel , min 
+herre ? Hvorfor forfølge de og deres ven mig 
+med deres ubehagelige allestedsnærværelse ? “ 
+„ Det er netop det , jeg ønsker at forklare dem . 
+Hvem er morderen ? “ 
+Mit spørgsmål kom uventet , han for sammen . 
+„ Jeg forstår dem ikke ! “ 
+„ Tillad mig at hjælpe dem med at forstå 
+mig , da jeg er så heldig fuldkomment at forstå 
+dem . De har hofjægermester Nordan mistænkt for 
+at have begået eller foranlediget et mord , hvem er 
+den myrdede ? “ 
+
+„ Hvem eller hvad giver dem ret til at gøre 
+mig disse spørgsmål ? Vel er de hovmester for 
+en letfærdig , forelsket nar , der latterliggør sig ved 
+sine elskovseventyr , på samme tid som han vover at 
+bejle til en agtet dames hånd , men min hovmester 
+er de ikke , vil de hnske det . “ 
+„ Hvad deres uhøflige udtalelser om min ven 
+angår , så skal jeg have den fornøjelse senere at 
+svare dem med min kårde ; nu derimod må jeg 
+på det bestemteste opfordre dem til at forklare mig 
+sammenhængen af de brudstykker , jeg tilfældigt 
+hørte iaftes fra mit kammervindue , hvor de og 
+deres fortrolige , jeg mener deres tjener , holdt 
+statsråd . Det er dels som juridisk embedsmand , 
+dels som den stærkeste af os , at jeg fordrer 
+denne forklaring . “ 
+„ De har meget held med dem , min herre , 
+øe ved altid at træffe det belejlige øjeblik til at 
+høre andres hemmeligheder og forstyrre andres 
+planer . Deres ubelejlige afbrydelse i dag var . . . “ 
+„ Var dem højst ubehagelig , ikke sandt ? “ 
+„ Fuldkomment rigtigt , deres nærværelse har 
+altid generet mig , hr . Hovmester , fordi den altid er 
+mig højst ubehagelig . Forøvrigt må jeg bede dem 
+forklare dem lidt nærmere om , hvad de mener med den 
+
+stærkeres ret . Hvori ligger deres styrke , min 
+herre ? “ 
+„ Med fornøjelse , hr . Kammerherre ! Jeg giver 
+dem valget imellem enten selv at forklare dem straks , 
+åbent og ærligt for hofjægermesteren , i stedet for som 
+hidtil at gå på lur efter et belejligt øjeblik til at 
+angribe deres bytte , eller også vil jeg endnu i dag , i 
+denne time , forberede ham på deres angreb . “ 
+„ Tør jeg bede dem , hr . Hovmester , af forklare 
+mig , hvad de underforstår ved af gå på 
+lur efter et belejligt øjeblik ? “ 
+„ Når de fordrer det , tvinges jeg vel til af 
+tale tydeligt , skønt jeg helst havde undgået det . 
+Jeg mente til eksempel , af en kurv af datteren ville 
+hidføre det belejlige øjeblik til af give faderen valget 
+mellem af tvinge sin datter til af ægte dem , 
+eller , dersom han var for retskaffen dertil , af overgive 
+ham i rettens hænder . “ 
+Han blegnede af vrede , han følte , jeg havde 
+gjennemsknet ham . 
+Næsten målløs famlede han efter sin kårde , 
+som ikke var der , hans hænder vare knyttede krampagtigt 
+i raseri , og først efter længere kamp formåede 
+han af udstøde : 
+„ Hvem vover af påståe , af jeg har angrebet 
+hofjægermester Nordans ære ? Hvem har sagt dem , 
+
+af det ikke var min agt netop af forsvare den . 
+Det er dem , der har kaldt ham en morder ! “ 
+De sidste ord råbte han mere , end han udtalte 
+dem . 
+„ Om forladelse , hr . Kammerherre , deres udtryk 
+er ikke ganske korrekt , det var mig , der nylig 
+opfordrede dem til åbent at udtale for hofjægermester 
+Nordan den beskyldning for mord , de og 
+deres tjener nu i længere tid skjult have rettet mod 
+ham og hans ære . “ 
+„ Her står hofjægermester Nordan , hvem vover 
+at angribe min ære ? “ 
+Vi så os forundret om . Hofjægermesteren stod 
+bleg , men i sin fulde hvide , fast og værdig lige overfor 
+os . 
+Der hvilede en ro og frejdighed over hans 
+træk og holdning , der fik mit hjerte til at banke 
+af glæde , fljøndt jeg aldrig havde tvivlet om hans 
+ære . 
+„ De tier , min herre , har de været feig og 
+uværdig nok til bag min ryg at udslynge en så 
+frygtelig beskyldning som et mord mod min ære 
+og derved berøvet mig lejligheden til at forsvare mig , 
+så bør de også have mod til at gentage deres 
+angreb lige overfor mig selv . “ 
+
+kammerherren havde hidtil stået bleg og rådvild ; 
+godsejerens sidste ord gav ham hans dristighed 
+tilbage , han hævede sig ligeledes i sin fulde højde , 
+hans små lynende øjne udtrykte hovmodig sejr , 
+og hans sammenbidte læber krusede sig til et foragteligt 
+smil . 
+„ Jeg venter deres forklaring , min herre . “ 
+„ De skal få deres nysgerrighed tilfredsstillet , 
+hr . Hofjægermester , min nuværende tjener og skovfoged 
+. . . “ 
+Her ville jeg fjerne mig , men hofjægermesteren 
+forhindrede det . 
+„ Jeg beder dem , min herre , om at blive ; de 
+har været vidne til kammerherrens angreb på min 
+ære , det er deres pligt at høre min retfærdiggørelse . 
+Altså , hr . Kammerherre ? “ 
+„ Min nuværende tjener tjente dem det år , 
+de holdt bryllup , samme år da den smukke , sindssvage 
+Karen og hendes lille barn sporløst forsvandt . “ 
+Her standsede han og så stift på Nordan , 
+som atter var bleven bleg og drog et dybt snk . 
+„ Videre , min herre , videre ! “ 
+„ Det er denne tjener , som fra barn af elskede 
+Karen , der nu påståer , at den unge vanvittige pige , 
+for hvis skyld han blev jaget fra deres gods — , 
+senere er bleven dræbt tilligemed sit barn ; thi ingen 
+
+har siden hin dag i skoven , hvor han fortalte deres 
+unge frue pigens sørgelige skæbne , set eller hørt 
+noget om den ulykkelige . “ 
+„ Og hvem beskylder han for mordet ? “ 
+„ Hendes forfører . “ 
+„ Tal tydelig , min herre ! Navnet ! “ 
+„ Hofjægermester Nordan . “ 
+En dødsstilhed indtrådte . Jeg vovede af se 
+op . Hvem skulle have troet , af den historie , gamle 
+Caroline fortalte mig som barn , på ny skulle opstå 
+levendegjort for mine øjne ? 
+Et tungt , fra sjælen hentet suk fik mig til af 
+se op , de to modstandere stod endnu lige overfor 
+hinanden , men hvor forskellige vare deres træk og 
+holdning ; man skulle næsten tro , af anklageren var 
+den domfældte og hofjægermesteren dommeren , der 
+holdt liv eller død i sin hånd . 
+Der lå en ædel stolthed over hans pande , 
+som med modig ro tilbageviste enhver beskyldning . 
+Hans øjne hvilte ikke med vrede eller foragt på 
+kammerherren , men kun med dyb medlidenhed og 
+sorg , der syntes af trykke denne til jorden . 
+„ Min herre , deres anklage imod mig har i 
+høj grad overrasket mig , dels fordi jeg hidtil har 
+betragtet dem som en ven , hvilket deres opførsel 
+ligeoverfor min familie og mig , ligesom vor lige overfor 
+
+dem , gav sin fulde berettigelse . Jeg seer , 
+jeg har taget fejl , jeg har åbnet mit familieliv 
+for en dødsfjende ; thi den mand , der vover af angribe 
+min ære og tillægge mig den største af alle 
+forbrydelser uden først af have indhentet fuldkommen 
+vished , den mand er min dødsfjende . Skønt jeg 
+ikke for øjeblikket står for nogen dommer , som 
+med rette kan affordre mig forklaring , få har jeg 
+dog her ved min side en ven , der fra vort første 
+møde har haft min udelte agtelse . Hr . Anditeur 
+tulinius , for dem vil jeg i kammerherre Skovstrups 
+nærværelse blotte de skjulte tråde af min 
+ungdoms letsindighed , min manddoms og alderdoms 
+sorg og anger . 
+„ Som ganske ung var jeg munter og letsindig , 
+men jeg har aldrig været slet , skønt jeg var svag 
+nok til at begå en forkastelig handling , der har 
+båret sørgelige frugter . Der lå noget hårdt 
+på overfladen af mit hjerte , men frøet fik næppe 
+spirekraft , før en kærlig hånd dræbte det i 
+væksten , det var min hustrues kærlige hånd , men 
+vor forening tilintetgjorde en andens lykke . Den 
+første unge pige , hvis yndige smil og smukke øjne 
+vakte kærligheds anelse og længsel i mit bryst , 
+var en gårdmandsdatter på min faders gods . 
+Hun var så god , så smuk og dydig , hun stod så 
+
+højt over sine lige , at jeg i ungdommelig letsind 
+glemte fremtiden for øjeblikkets lykke . Men der 
+kom en dag , hvor det gik op for mig , at mine 
+følelser for hende kun havde været hjertets første 
+pulsflag , en trækfugl , der havde varslet om den 
+kommende vår , og Karen , stakkels Karen blev glemt . 
+— jeg gjensåe hende først på min bryllupsdag , 
+da alle mine bønder vare til Dands på godset ; 
+dog af min tanke havde hun aldrig været , og der 
+vil hun altid blive . Jeg bød hende op til Dands , 
+og jeg anede ikke hendes ulykke ; jeg vidste , mit bryllup 
+bragte hende sorg , jeg så det på den blege kind , 
+det glandsløse øje , men jeg dyssede min anger 
+issvn med det forsæt , at give hende en ægtefælle , 
+der passede for hendes dannelse , og søge ved godhed 
+og omsorg at formindske min brøde . Så 
+svingede jeg hende i dansen , mit hjerte bankede 
+så uroligt — det har aldrig siden været roligt — 
+indtil hun segnede afmægtig i mine arme , og jeg 
+lagde hende dødbleg på det bløde græs . Og dog 
+anede jeg endnu ikke den fulde udstrækning af mit 
+letsind . 
+„ Fortsættelsen er pinlig , min herre , men strassen 
+retfærdig . Hun blev moder , men tanken lå i 
+lænker , den blev først atter fri i dodsøieblikket . 
+Jeg besøgte hende flere gange om året på sindssygeanstalten 
+
+i Slesvig , hvorfra jeg for nogle uger 
+tilbage fulgte hende til det sidste rolige hvilested . 
+„ Nu står det hvide kors på graven , roser 
+og lilier vokse over det stakkels hjerte , og den hjemløse 
+tanke har fundet fred . Men angeren vil 
+aldrig få fred , den lader sig ikke skrinlægge , den 
+følger sjælen på den lange , den ukendte vandring . “ 
+„ Og 
+barnet , hvor er barnet ? “ spurgte en svag , 
+skælvende stemme tæt ved os . 
+„ Barnet er min elsfede datter , Karen Nordan , 
+men hun ved det ikke . “ 
+„ Så tilgive gud dem , som jeg nu har tilgivet 
+dem ! “ 
+„ Hvem er du , der taler om tilgivelse , jeg 
+kender dig ikke ? “ 
+„ Jeg ? Hvem jeg er ? Jeg er den tjener , som 
+hin dag fulgte dem og deres frue på i agt i 
+skoven . Det er mig , der år for år har fulgt 
+dem for at fuldføre den hævn , jeg svor dem i 
+skoven ; min bøsse har ofte hvilet i min hånd , 
+medens løbet var rettet mod deres hjerte , men jeg 
+manglede altid kraft til at trykke af . Kampen har 
+været stor , hr . Hofjægermester , se , mit hår er 
+blevet hvidt og min ryg kroget , men aldrig fik jeg 
+mod til at blive morder . Så ville jeg anklage 
+
+dem for domstolene , jeg ville overgive dem til 
+den retfærdige straf , men jeg kunne ikke ramme 
+hende , der lignede Karen , hun delte deres navn , 
+deres ære , det havde jeg ikke hjerte til . Ak , hvor 
+jeg har kæmpet , det kan de vel ikke forstå ? Det 
+er hårdt af kæmpe mod det onde , som er vokset op 
+i hjertet , men det er endnu stridere af kæmpe mod 
+det gode herinde ; thi han , som skabte det gode , står 
+selv ved roret for af værne og vogte det . — så 
+det er hendes datter , nu gud velsigne hende , hun 
+har betalt mig for den kærlighed , hvormed jeg omfattede 
+hendes moder , hun har frelst mig fra det 
+onde . Det er et hvidt kors , „ og roser og liljer 
+vokse over det stakkels hjerte . “ Farvel hr . Hofjægermester , 
+gud være lovet , jeg manglede kraften , nu 
+rejser jeg hen til hendes grav , jeg finder den sikkert , 
+— bliver øjet end blændet af tårer , så vil hjertet 
+dog altid finde korset . “ 
+
+niogtredivte kapitel . 
+„ Er du færdig , Oluf ? “ 
+„ Ja . Jeg tager mine våben med . “ 
+„ Gør det , skønt du næppe får brug for 
+dem ; det ville være feigt af os at udfordre ham 
+efter en overstået duel ; overlever han den , er han 
+udmattet , og vi må da opsætte fortsættelsen til 
+næste dag . “ 
+„ Som du vil , nu kunne vi gå . “ 
+Jeg afhentede hofjægermesteren , Oluf kammerherren . 
+Vi nåde omtrent på samme tid rousseans 
+0 , hvor duellen imellem Nordan og Skovstrup 
+skulle finde sted ; jeg var den førstes , Oluf 
+den andens sekundant . 
+Solen stod højt på himlen , den udbredte 
+liv og varme over hele jorden ; ville dens 
+brændende stråler også kunne give det brustne 
+
+øje glans , det stivnede hjerte dets varme , dets 
+slag ? 
+Vi havde afmålt afstanden , alt var i orden , 
+øjeblikket kommet . 
+„ Et ord endnu , hr . Hofjægermester , forinden 
+spørgsmålet om liv og død skal afgøres . �� 
+„ Jeg 
+hører , min herre . “ 
+„ Jeg har elflet deres datter , jeg har elflet 
+hende til vanvid , til raseri . To gange har hun 
+nægtet mig sin hånd , to gange berøvede hun mig 
+næsten forstanden . Jeg ville have hende , jeg kunne 
+ikke undvære hende , himlen ville ikke hjælpe mig , 
+så tog jeg helvede på råd , men helvede har 
+forrådt mig . Alt er forfljertset , alt er tabt . Leve 
+uden hende , mangler jeg kraft og mod til , dræber 
+jeg dem , så lever jeg med hendes had og forbandelse . 
+Min kærlighed var min ulykke , jeg har 
+elflet meget , ak , så usigelig meget ; den , der elsker 
+meget , vil gud tilgive meget , så være han da min 
+sjæl nådig . “ 
+Et skud lød over genfersøens blånende 
+vover , fuglene fløj angst til reden , men solen 
+skinnede lige rolig og mild , skønt dens 
+stråler oplyste den forfærdeligste dødsstund , thi 
+
+sjælen trådte ved egen hånd og ukaldet for fin 
+dommer . 
+Ved bredden af den yndige genfersø hvilernu 
+hans trætte legeme , hendes hånd har plantet : 
+cypressen over graven . 
+
+fyrretyvende kapitel . 
+Den stærke sindsbevægelse , jeg i den sidste tid havde 
+været underkastet , fremkaldte en nervefeber , som i 
+over tre uger holdt mig fængslet til sengen . 
+Fru Nordan plejede mig med en moders varme 
+kærlighed , hun vågede over mig ved dag og nat , 
+hendes godhed blev aldrig træt . 
+Oluf delte trolig hendes omsorg ; han forlod 
+mig aldrig , han mente at være den egentlige ophavsmand 
+til min sygdom , og kun Fru Nordans 
+blide ro formåede at dæmpe hans fortvivlelse . 
+En eftermiddag , da jeg første gang efter fjorten 
+dages sygdom var vågnet til klar bevidsthed , hørte 
+jeg Fru Nordan sige : 
+„ Ak , hvor han dog , set i profil , ligner tante 
+Catinka ; det er hendes øjne , hendes pande og hendes 
+dejlige bløde hår . Finder du ikke , jeg har ret , 
+barn ? “ 
+
+„ Jo , mama , han ligner meget portraitet af 
+hende . “ 
+Jeg følte en kærlig hånd let berøre mit hår ; 
+men hvem af dem tilhørte hånden ? 
+„ Hans kære træk vække gamle sørgelige minder 
+i min sjæl , minder , jeg forgæves har forsøgt 
+at forjage . Jeg elskede hende ligeså højt som min 
+egen moder . “ 
+„ Og hvoraf døde tante Catinka ? “ 
+„ Af et knust hjerte , mit barn . “ 
+„ Var hun ulykkelig gift ? Du har lovet at fortælle 
+mig hendes historie . “ 
+„ Den er meget sørgelig , min pige , men også 
+lærerig . Kom og følg mig ind i den anden stue , 
+ellers frygter jeg , vi vække vor patient ; vi ville lade 
+døren stå halvt åbent , at vi kunne høre , når 
+han vågner . “ 
+Jeg gjorde en bevægelse for at antyde min 
+opvågnen , men de hørte det ikke ; jeg udtalte Fru 
+Nordans navn , men min stemme var for svag ti 
+at blive hørt , og på den måde blev jeg uforskyldt 
+vidne til deres samtale , som blev sørt i en dæmpet 
+tone , men netop derfor lød klar og tydelig ind 
+til mig . 
+„ Sæt dig der barn , så hører du mig bedre ; 
+
+det er første gang i mange år , at jeg omtaler 
+tante Catinkas historie til noget menneske . “ 
+„ Bedrøver det dig for meget , mama , vil jeg 
+ikke høre den . “ 
+„ Jo , Karen , nu vil jeg fortælle dig den , det er 
+bedre , du hører den af mine læber end af fremmede , 
+der ofte dømme uretfærdigt . 
+„ Det er ikke min hensigt at forsvare hendes 
+dadelværdige opførsel , men jeg vil kun fremhæve , at 
+hun som barn var meget svag og derfor meget forkælet . 
+Hun manglede både åndelig og legemlig 
+kraft til at kæmpe mod fristelsen , men hendes 
+hjerte var blødt og modtageligt og stod altid åbent 
+for andres sorg og glæde . 
+„ Da tante Catinka var seksten år gammel , 
+var hun ualmindelig smuk og meget feteret , hun lo 
+og spøgte med alle , men hendes hjerte var frit , og 
+derfor bestemte faderen over hendes hånd , som han 
+gav til en koffardikapitain , der havde gjort ham 
+væsentlige tjenester , dels i pekuniair henseende , dels 
+på en rejse , hvor skibet forliste , og han frelste 
+hans ægtefælle fra at dø i bølgerne . 
+„ Kaptajnen var en ung , smuk og meget rig 
+mand , han var , ædel og god , hørte til en anset 
+familie , men var , som sømænd , undertiden lidt 
+usleben , og tante var derimod en sjælden dannet kvinde ; 
+
+men han elskede hende lidenskabeligt . Hans muntre , 
+godmodige væsen kunne nu og da ved overordentlige 
+lejligheder gå over til strenghed , men det var kun 
+sjeldent og aldrig ufortjent . 
+„ Efter deres bryllup gjorde tante Catinka en 
+lang sørejse med ham ; men sølivet og sømandssproget 
+harmonerede ikke med hendes forfinede vaner , 
+hun følte sig utilpas og længtes bestandig efter 
+hjemmet . 
+„ Hans skarpe øje opdagede det snart , han følte 
+sig krænket , forurettet , men han tav og skjulte sin 
+smerte . 
+„ Næste gang lod han hende blive hjemme og 
+rejste ene , men håbet tog han med , hun var kun 
+atten år og elflede ingen anden . 
+„ Således gik to år , tante Catinkas tid var 
+delt imellem de moderlige pligter og selskabslivet , 
+som hun især kastede sig med liv og sjæl ind i , 
+hun var rig , smuk , hun var elsket af alle og savnede 
+sin mands vejledning og omgang , som hendes svage 
+charakteer ikke kunne undvære . 
+„ Da kaptajnen atter vendte hjem fra en lang 
+rejse , stod hans hus øde og forladt , både kone 
+og datter vare sporløst forsvundne . 
+„ Jeg husker ham så godt , da han styrtede ind 
+til moder , kastede sig på sofaen og brast i gråd . 
+
+vi elsfede ham alle , han havde altid et smil , et 
+kærligt ord til hver især . Hvor jeg glædede mig 
+til hans hjemkomst ; når han trådte ind , vidste jeg , 
+at glæden fulgte med , han opfyldte alle mine ungdommelige 
+ønsker , og de vare destoværre ikke så få . 
+„ Min moder kendte ikke ulykken , før han fortalte 
+hende den ; ak hvilken dag — og hvilken nat 
+fulgte ikke på den tunge dag ! 
+„ Kort tid efter forlod onkel Carl byen . Han 
+efterlod hende alt , ligesom hun havde forladt det , og 
+bad min fader at forvalte det indtil videre , for det 
+tilfælde , at hun skulle vende forladt og frændeløs 
+tilbage ; men han selv gik atter ombord , hejsede Anker , 
+og vi så ham aldrig oftere . 
+„ Nogen tid efter modtog vi et brev , hvori 
+han underrettede os om , at han intetsteds havde fundet 
+sit barn ; men han bad os , såfremt vi erfarede 
+noget om dets opholdssted , da at sende ham underretning 
+i et brev , adresseret til den danske konsul i 
+London . Han tilføjede , at han ville tilgive den 
+ulykkelige hustru hendes store synd imod ham , når 
+hun blot ville tilbagegive ham hans barn . 
+„ Tante Catinka hørte vi intet til , før mange 
+år efter hun havde ligget i graven . Min moder 
+traf tilfældigvis et gammelt tyende , der havde fulgt 
+hende til det nye hjem , og hun fortalte , at tante var 
+
+flygtet til en lille købstad , hvor hun havde stiftet 
+navn , og hvor hun lå begravet . Hendes sidste dage 
+vare smertefulde , hun skjulte for alle , selv for den 
+lille datter , sin families navn og sin sørgelige 
+stilling ; de troede alle , hun var en fattig enke , 
+men hendes tanker vare altid i barndomshjemmet 
+og hos hendes mand , som hun først i sin ulykke 
+lærte at skatte og elske . “ 
+„ Men hvad blev der af datteren , mama , hvor . 
+Er det stakkels barn ? “ 
+„ Hun kom ved moderens død i huset hos en ! 
+Købmand , der senere gik fallit , hvorfor hun forlod 
+dem og rejste til København , hvor hun ægtede en 
+sømand ; men begge er nu døde . “ 
+„ Har du aldrig opsøgt de stakler for at komme 
+dem til hjælp , mama , det ligner så lidt dit varme , 
+kærlige hjerte . “ 
+„ Kære barn , derom må du aldrig tvivle ; 
+min fader gjorde alt , hvad en øm fader kunne 
+gøre , for at komme på spor efter hendes opholdssted ; 
+han elskede hende endnu lige højt — om ikke 
+højere , thi nu var hun ulykkelig , og det ved egen 
+brøde ; men alt var forgæves , og senere , da vi hørte 
+om hendes død og om datterens giftermål , foretog 
+vi på ny undersøgelser , men med samme resullat , 
+da ingen kunne sige os navnet på sømanden , 
+
+hun havde ægtet , og den gamle købmands familie 
+lå i graven . 
+„ Nej , Karen , den synd hviler ikke på mit 
+hjerte ; selv om jeg ikke havde elsket tante Catinka 
+så højt , som jeg gjorde , så havde jeg dog forsøgt 
+at komme hende til hjælp i hendes ulykke , om ikke 
+for hendes , så for det stakkels barns skyld . “ 
+„ Gud være lovet mama , i gjorde det ; men 
+hvad blev der af ejendommen ? Hvor det var tungt ! 
+Og barnet levede og døde vel også fattig og forskudt , 
+fljøndt hun havde en rig fader , der elflede hende 
+så højt ? “ 
+„ Ingen ved , om hæn er levende eller død . Vi 
+skrev til ham og sendte brevet efter adressen , men 
+vi have aldrig fået svar eller hørt noget til ham . 
+Gården står endnu ubeboet og venter på en ejermand . 
+„ Nu 
+har jeg fortalt dig tante Catinkas historie ; 
+den er sørgelig , som du har hørt , men har hun 
+syndet , så har hun også angret og bødet hårdt 
+for sin brøde . Gud tilgive hendes sjæl . “ 
+„ På oprigtig anger følger tilgivelse , kære 
+mama ; men jeg synes , der rørte sig noget derinde , 
+skulle hæn være vågnet ? “ 
+Da Fru Nordan stod bøjet over mig , så hun 
+min bevægelse ; jeg var så svag , og tante Catinkas 
+
+historie havde stærkt angrebet mig , jeg fattede ikke 
+selv hvorfor , men det forekom mig , som om jeg også 
+havde en del i hende og hendes ulykkelige ægtemand . 
+„ De 
+er vågen , min unge ven , men hvad fejler 
+dem , de har jo grædt ? “ 
+„ Ak , hvilken sørgelig slutning på et familieliv , 
+der kunne have været så lykkeligt ! “ 
+„ De har hørt , hvad jeg fortalte min datter , 
+og de har opfattet indholdet ? Gud være lovet , så 
+er tanken atter klar og faren ovre ! “ 
+Hun bøjede sig ned imod mig og kyssede mig 
+på panden . 
+„ Hvor er frøken Karen ? “ 
+Jeg havde næppe udtalt navnet , før en blød 
+skælvende hånd greb min og Karen stod hos mig . 
+Hun var så bleg , hun sagde ikke et ord , men da 
+hun forlod mig , var min hånd våd af hendes 
+tårer . 
+Fra den dag kom jeg mig time for time ; 
+men endnu samme dag forlod hofjægermester Nordan 
+med datter gens , hvorimod Fru Nordan blev 
+tilbage hos Oluf og mig for at pleje mig , indtil vi 
+i fællesskab kunne forlade byen . Ingen af dem 
+sagde mig Levvel , men Fru Nordan bragte mig en 
+
+lille buket duftende roser , som jeg trykkede til mine 
+læber . 
+Olufs glæde over min helbredelse var lidenskabelig , 
+ligesom hans sorg over min sygdom havde 
+været det . Han fortalte mig , at jeg ofte havde fantaseret 
+om mit hjem og om tante Sofie , at jeg stadig 
+havde kaldt på hende , hvorfor han besluttede en 
+aften , da jeg var meget syg , at skrive til Gregersen 
+for at underrette ham om sandheden . Men endnu 
+var der ikke indløbet noget svar ; han befrygtede , at 
+de aldrig havde modtaget brevet , da han rimeligvis 
+i sin sorg og angst havde glemt at vedføje adressen . 
+Hans frygt glædede mig ; jeg ville hellere foren 
+kort tid blive dømt for utaknemmelighed end 
+forårsage dem den større sorg , at vide mig syg , 
+måske døende ; jeg kendte jo Olufs heftighed og 
+var overtydet om , at han havde brugt de stærkeste 
+farver . 
+„ Har jeg ellers forrådt noget ? “ spurgte jeg 
+ængsteligt . 
+„ Intet , uden hvad vi alle vidste . “ 
+Jeg gjorde ikke flere spørgsmål . 
+
+eenogfyrgetyvende kapitel . 
+Vi stod ombord i skibet , der skulle føre os tilbage 
+til Danmark . Fru Nordan havde straks ledsaget 
+mig ned i kahytten , da morgenstunden var så kold ; 
+men snart fortalte skibets slingring os , at ankeret 
+var hejset og stevnen vendte hjemad . 
+Frøken Karen kom ned til os , hun lo , så tårerne 
+stod hende i øjnene . 
+„ 0 , mama , du skulle blot se dem ! “ 
+„ Hvem , barn , hvem mener du ? “ 
+„ Det mærkværdige selskab , som nylig kom ombord , 
+det er nok en omrejsende Trup , der fører et 
+menageri eller sådant noget med sig ; men jeg har 
+aldrig før set så morsomme og forskelligartede figurer , 
+jeg må have fat på mit album for at 
+tegne dem . “ 
+„ Tag dig i agt Karen , at de ikke mærke den 
+munterhed , deres optræden forårsager . Ere de 
+oppe på dækket ? “ 
+
+„ Ja , mama , kom og se , eller bliv kun hernede , 
+du får dem nok at se , skønt deres røde og blåmalede 
+kofferter antyde anden pladses passagerer . “ 
+Jeg ved ikke hvorfor , men hendes munterhed 
+fandt ingen genklang hos mig , hendes ord og latter 
+fremkaldte en højst ubehagelig følelse hos mig ; 
+men hun mærkede det ikke og vedblev : 
+„ Der er iblandt dem en gammel militair , så 
+stiv og stram som en grenader og så . . . “ 
+Længere kom hun ikke ; thi i det samme fløj 
+døren op , og jeg lå i tante Sofies trofaste arme , 
+men før jeg havde forladt hendes favn , følte jeg de 
+andres tårer og Kys på mine hænder . 
+Hvad ikke et helt livs ønsker og længsel 
+havde formået at fremkalde — havde min sygdom 
+straks virkeliggjort . De gamle havde forladt den 
+lune rede for at opsøge , pleje eller begrave den syge 
+søn . 
+Så gik jeg fra favn til favn , og endelig stod 
+jeg midt iblandt dem . Hvor sølle jeg mig rig , og 
+dog hvor bedrøvet ! Hendes latter lød endnu i 
+mine øren , og hendes ord stod dybt prentede i mit 
+hjerte/hun havde leet ad dem , hvis rørende opoffrelse 
+havde fremkaldt mine tårer . 
+Men kun gud formår at måle dybden af så 
+bundløs en kærlighed . 
+
+og som jeg stod omringet af alle mine elskede 
+gamle , på den trofaste Caroline nær , som jeg savnede 
+inderligt , faldt mit blik på Karen ; hvad det sagde 
+hende , ved jeg ikke , men hun vendte sig hurtigt fra 
+mig og skjulte sit hoved ved moderens bryst . 
+I næste øjeblik stod Oluf hos dem , jeg hørte , 
+at han fortalte , hvem mine gamle vare ; dog , før han 
+fik sluttet , stod jeg ved dem . 
+„ Må jeg forestille for dem , kære Fru Nordan , 
+mine dyrebare niedre og fædre , som jeg næst gud 
+skylder alt . Og her se i — henvendte jeg mig 
+til mine gamle — min kære plejemoder , Fru 
+Nordan ; med det navn har de givet mig ret til at 
+kalbe dem , når de i de lange , tunge nætter sad 
+ved mit leje for med moderlig omhu at pleje mig . “ 
+Da Gregersens hånd mødte Fru Nordans , 
+var det , som et elektrisk stød berørte dem begge ; de 
+slap ikke håndtaget , og deres øjne mødtes . Fru 
+Nordan skælvede , og onkel Gregersen blev bleg . 
+Bar det sorg eller ulykke , der havde sammen 
+faiet eller brudt et bånd imellem disse to sjæle ? 
+Deres fortid havde en historie , men kun de kendte den . 
+Frøken Karen stod tæt ved mig , men jeg undgik 
+vi forestille hende for dem , hun havde nys bibragt 
+mig et dybt sår , som ene tiden eller hendes forandrede 
+opførsel kunne læge . 
+
+jeg så , hun sslte sig både krænket og bedrøvet ; 
+hun forlod hurtig salonen . 
+Efter først at have besvaret de tusinde spørgsmål , 
+der fra alle sider strømmede ind på mig , 
+fik jeg anbragt tante Sofie ved Fru Nordans side , 
+og snart efter hørte jeg dem i en fortrolig samtale . 
+Onkel Gregersen fortalte mig , at de straks ved 
+modtagelsen af Olufs brev havde pakket deres 
+kofferter og vare rejste til Genf , for , som de troede , 
+at pleje mig , eller føre mit lig med tilbage til 
+Danmark . Men da de hørte , at jeg var rejst , og 
+at jeg altså måtte være rask igen , besluttede de 
+straks at vende tilbage til København , hvor de troede 
+at træffe mig ved deres hjemkomst . 
+Med Gregersen var der plndselig foregået en 
+stor forandring . For første gang i vort lange 
+samliv så jeg en tung , en smertelig sky hvile 
+over hans pande ; jeg så , han kæmpede for at forjage 
+den , men kampen var forgæves . Han optrådte 
+med større værdighed end tidligere , og sømanden 
+var trådt tilbage for verdensmanden . 
+Hofjægermesteren og borgen havde fordybet sig 
+i aviserne . Tante Thoras og Milles strikkepinde 
+vare allerede satte i jævn bevægelse , men frøken 
+Karen var endnu ikke vendt tilbage . 
+Middagstimen kom , der blev ringet til bords . 
+
+Gregersen stod plndselig foran Fru Nordan og 
+bød hende armen . Jeg blev så overrasket ved at 
+se det , at jeg ikke lagde mærke til , at hofjægermesteren 
+fulgte hans eksempel og tog tante Sofie 
+tilbords . 
+Borgen kastede et vemodigt blik efter hende , 
+rakte derpå tante Thora armen , og Oluf tog tante 
+Mille . 
+Jeg stod ene tilbage , da frøken Nordan trådte 
+ind , men det var mig umuligt at byde hende min 
+arm ; jeg ville netop ene forlade salonen , da hun 
+trådte hen imod mig . 
+Hendes øjne vare tårefyldte , de så så bedende 
+på mig , idet hun holdt sin arm hen imod mig og 
+hviskedee : 
+„ Støt dem på mig , jeg beder dem derom . “ 
+Jeg gjorde , som hun bad , men det var med tungt 
+hjerte , vi fulgtes til bords . 
+Under hele måltidet vekslede vi intet ord ; hun 
+forsynede min tallerken , jeg bukkede takkende , og 
+derved blev det . Næppe havde vi rejst os fra bordet , 
+hvor der , til trods for kapitainens nsædvanlige 
+konversationstalent , hele tiden herskede en spændt og 
+trykket stemning , før hun undseelig greb min 
+hånd , lagde den i sin arm og førte mig tilbage til 
+salonen ; men før vi sfiltes ad , sagde hun : 
+
+„ Jeg har såret og bedrøvet dem , men jeg 
+angrer det dybt , vil de tilgive mig ? “ 
+„ Jeg har intet at tilgive , frøken Nordan , de 
+har dybt bedrøvet mig , men ikke fornærmet mig . “ 
+Hnn rødmede , jeg så på hendes brysts stærke 
+bevægelse , at mine ord havde gjort et dybt indtryk 
+på hende . 
+Så kom månen og afløste solen . Alle vare 
+på dækket for at nyde den smukke stille aften på 
+havet . 
+Kun Fru Nordan , tante Sofie og jeg opholdt 
+os i salonen . Tante Sofie var falden i blund , og 
+vi andre to sad og talte om min barndom , som 
+syntes at have stor interesse for Fru Nordan , da 
+pludselig døren blev åbnet og Gregersen styrtede 
+ind ; han standsede lige overfor hofjægermesterinden . 
+„ Hvor er Catinka ? “ spurgte han med skælvende 
+stemme . 
+„ Død . “ 
+„ Død ! “ gentog han klangløs og skjulte sit 
+ansigt i begge hænder . Jeg hørte ham hulke som 
+et barn . 
+„ Når døde hun ? “ 
+„ Fem år efter , hun havde forladt dig . “ 
+„ Og barnet , mit barn , som hun berøvede mig , 
+hvor er min datter ? “ 
+
+„ Din datter blev gift med en sømand , men 
+begge døde kort efter brylluppet . “ 
+„ Også død ! Min gud , kunne Catinka ikke 
+have nøjedes med at knuse min lykke , min fred , 
+hvorfor tog hun min alderdoms støtte , min ejendom , 
+mit barn fra mig , det var det eneste , jeg 
+havde tilbage af min korte , indbildte lykke . “ 
+„ Stakkels onkel Carl , døm hende ikke for hårdt , 
+gud har alt dømt hende ; hun døde ensom , forladt , 
+under store smerter og bitter anger . Først da hun 
+havde forladt dit hus , følte hun hele udstrækningen 
+af sin brøde og sin kærlighed til dig , men 
+hun manglede mod til at vende tilbage . Hun arbejdede 
+for at ernære sig og sit barn , indtil hun 
+bukkede under af sorg og savn . Fra den dag , 
+hun forlod dig , gav hun dig dit navn tilbage ; 
+navnet Thorsen , bar din datter , til hun blev 
+gift . “ 
+„ Thorsen , “ lød det på en gang fra onkel 
+Gregersens og mine læber . 
+„ Ja , Sofie Thorsen var din datter . “ 
+„ Min dattersøn ! “ og han og jeg lå så sastfluttede 
+i hinandens favn , som skulle vi aldrig mere 
+adskilles . 
+
+toogfyrgetyvende kapitel . 
+Vi nærmede os hjemmet . Endnu kun en nat , og 
+morgensolen ville se os i vort gamle hjem . 
+Hvorledes ville afskeden blive ? 
+Ville hun række mig den lille hånd til eje — 
+eller skulle vi stilles for bestandig ? 
+Havde jeg fordret for meget , mere end en 
+kvinde kunne give mig ? 
+Nej , hun havde forsmået mig , ikke af mangel 
+på kærlighed , men af stolthed , hun kendte jo ikke 
+sin egen oprindelse , — og as mine læber skulle hun 
+aldrig lære den at kende . Og skønt mine ydre 
+forhold så meget havde forandret sig , og vi nu 
+vare slægtninge , så var jeg dog fremdeles min 
+faders søn , og hun hofjægermester Nordans datter . 
+Med hendes opførsel var der foregået en stor 
+. Forandring , det var for mig , som om alt hovmod 
+og stolthed havde sagt hende farvel , og hjertet nu 
+kun havde rum for hendes kærlighed . 
+
+endnu samme aften , vi vare komne ombord på 
+skibet , så jeg hende svøbe sit eget shawl om 
+tante Sofies Hals og ledsage hende op på dækket . 
+Hun var bleven min bedstefaders indling , og tante 
+Thora og Mille tillod hende at tage de tabte master 
+op på deres strikkestrømper , en opmærksomhed , de 
+ellers tog meget ilde op , da den mindede dem om 
+deres alder . 
+En morgenstund hørte jeg onkel borgens glade 
+„ Trom , trommetrum , trommetrum , “ og til min store 
+forundring opdagede jeg frøken Karen holdende 
+ham under armen , medens hun så ham skælmsk 
+op i de halvt modvillige øjne , så marscherede hun 
+atter videre frem og tilbage med ham , og jeg hørte 
+nu og da en dæmpet latter gå over hans kære , 
+blege læber . 
+Men ingen viste hun så megen kærlighed og 
+opmærksomhed som tante Sofie , dog hvem kunne 
+se tante Sofie uden at elske hende ? Det gensidige 
+venskab , der var opstået imellem disse to for mig 
+dyrebare sjæle , gjorde mig glad og lykkelig . 
+Imod mig var hun altid venlig , men tilbageholdende , 
+hun undveg mig vel ikke , men hun søgte 
+mig heller aldrig , kun hendes øjes solglimt , som 
+undertiden mødte mit spørgende blik , forrådte mig 
+hendes kærlighed . 
+
+således vare mine tanker , da jeg stod og så 
+ud over havet . Det forekom mig , som havde jeg 
+en svag , vaklende karakter , der snart lod hjertet — 
+snart forstanden råde . Bar det den jernfaste villie , 
+som man fra barndommen af så ofte havde omtalt , 
+stundom rost — hyppigst dadlet mig for . 
+Der gives sjæle , der er ligesom støbte i malm , 
+intet rører dem , intet svækker deres styrke ; sådanne 
+malmsjæle have aldrig følt fristelse , enhver 
+kamp er dem fremmed , de er ikke stort andet end et 
+sundt og stærkt legeme , der tåler alle vinde , de 
+leve et materielt liv , uden ånd — uden bevægelse . 
+De komme færdigstøbte ind i livet og gå uforandrede 
+ind i døden . 
+Jeg holder ikke af disse kolde , livløse sjæle , jeg 
+foretrækker regn , storm , torden og lynild , jeg 
+foretrækker kamp , kamp på liv og død ! Kun den 
+sjæl er stor , der gennem fristelse og kamp når 
+sejren . 
+Jeg stod der endnu og prøvede mit hjerte og 
+min villie , da jeg hørte hofjægermesteren sige til 
+Oluf : 
+„ Nu har de fået deres straf for baronen , 
+en anden gang , min unge ven , råder jeg dem til 
+at lade ham blive hjemme . “ 
+Mere hørte jeg ikke ; thi mit øje var i det 
+
+samme falden hen på bænken , hvor jeg opdagede 
+frøken Karen . 
+Hun havde den hele dag været tans og alvorlig ; 
+følte hun måske også afskedstimens nærhed ? 
+Jeg tog plads på samme bænk , hun rødmede 
+lige til lokkerne og så både ængstelig og forventningsfnld 
+på mig . 
+„ I morgen er vi i København , frøken Karen . “ 
+„ Ja , i morgen ! “ 
+Her blev vor samtale afbrudt af Oluf , der 
+pludselig og uventet stod foran os . Han så rød 
+og ophidset ud , jeg bemærkede , at han flere gange 
+åbnede sine læber , som ville han tale , men ordet 
+svigtede ham . Endelig udstødte han med besvær : 
+„ Hvorledes leve de hos onkel borgård ? “ 
+„ Nu have de det bedre ; siden Sofie er bleven 
+deres adoptivdatter , tror jeg , de føle sig mere 
+lykkelig . “ 
+„ Og Amalie ? “ 
+En mørk sky gled hen over Karens pande . 
+„ Hun sover på tredje år under tårepilen 
+på Hjørring kirkegård . “ 
+„ Død ! “ 
+„ Hvoraf døde hun ? “ spurgte jeg sagte . 
+„ Nogle sagde af for stort et hjerte , men lægen 
+betroede mig , af det var af skjult hjertesorg . “ 
+
+Oluf så op , han var dødbleg ; han skælvede , 
+tårerne styrtede ned over kinden , og han hviskedee , 
+idet hans øje hvilte på glemmigeien : 
+„ Alt , alt hvad jeg har tilbage ! “ 
+Han stod henne ved rattet og stirrede ud over 
+havet . Solen dalede længere og længere ned mod 
+horizonten , indtil dens sidste matte stråler kyssede 
+bølgerne og forsvandt ; dog endnu stod han på 
+samme plet , og endnu stod jeg ham ganske nær . 
+„ Kom , min dreng , kom , “ lød bedstefaders 
+kære stemme lige ved mig , „ her er så koldt , de 
+gamle frygte for dit helbred og længes efter dig . “ 
+Jeg tog Oluf under armen ; han lod sig lede 
+som et barn , og begge fulgte vi Gregersen , som jeg 
+fremdeles vil kalde ham . 
+Kapitainen ombord var en dannet og beleven 
+mand ; han havde arrangeret en lille fest i anledning 
+af , af det var sidste Asten , vi vare ombord . 
+Punschebollen afløste theen ; den duftede , den 
+vinkede , den adspredte og samlede , kort , den forjog 
+mangen en mørk sky , som den nær foresfående afsted 
+havde fremkaldt ; men Oluf var den muntreste 
+af os alle , hans overgivenhed grænsede til kådhed . 
+Gregersen stødte sit glas mod mit , lukkede det 
+ene øje , og skelede til frøken Nordan med det andet , 
+idet han hviskedee mig i øret : 
+
+„ Vind i sejlene , gut , styr kækt ind i havnen . “ 
+Hofjægermesteren havde holdt en kort , men smuk 
+afskedstale ; Gregersen , der atter var den samme 
+ukunstlede , hjertelige Gregersen som før , havde gjort 
+nogle humoristiske tilsvininger , der modtoges med 
+almindeligt bifald , og onkel borgen strøg sine 
+moustacher lige op mod øjnene , før atter at lade 
+dem dale ned mod hagen ; han rødmede , så sig 
+ængstelig om , tog endelig mod til sig og hævede 
+glasset , idet han fremmumlede halvt uforståeligt : 
+„ Tak Fru Nordan , tak før vor dreng ! “ 
+Det kostede ham stor anstrengelse , men var 
+hans stemme end klangløs og utydelig , så talte 
+hans øjne et sprog , som ingen kunne misforstå , 
+og hofjægermesterinden stødte rørt sit glas imod 
+hans , og tante Sofie tilkastede ham et taknemmeligt 
+blik , som bragte blodet op i de blege kinder og fik 
+den svage hånd til at skælve . 
+Men tante Thora og tante Mille brugte 
+lommetørklæderne omkaps for at skjule deres bevægelse . 
+Da 
+kapitainen havde sunget en munter drikkevise 
+om vin og kærlighed , vendte han sig imod 
+mig : 
+„ Nu kommer touren til dem , “ sagde han , 
+„ syng os en sang , en af deres bedste , men en vi 
+
+kunne le as , alvoren kommer tidsnok i morgen . “ 
+Og hans øjne så hen til Karen . 
+Og jeg sang ; jeg sang , som jeg troede til latter , 
+— men mine øjne vare ufravendte hæftede på 
+Oluf , der pludselig sad bøjet som livløs over det 
+fyldte glas , og jeg sang og jeg lo , men ingen , flet 
+ingen lo med mig ; thi jeg havde sunget tårerne 
+frem i alles øjne . 
+„ Det var en sørgelig sang , den passer ikke 
+til den dampende punschebolle , “ udbrød kaptajnen 
+og syldte på ny glassene . „ Syng de os en anden , 
+hr . Baron “ — således blev Oluf for spøg fremdeles 
+kaldt — „ syng de os en anden , de har et 
+godt forråd af muntre viser . “ 
+„ Skal jeg synge , synge en munter sang ? Ja , 
+de har ret , jeg plejer jo altid at le og synge 
+muntre , kun muntre sange , hvorfor da ikke også 
+iaften , da jeg er så glad , så glad , at jeg tror , 
+jeg kunne dø af glæde . “ 
+Og han sang : 
+„ Gå nu hen og grav min grav ! 
+„ Jeg er tr « t , nu vi ! jeg slumre , 
+„ Lergge ned min bandringsstav , 
+„ Hvor de sidste skygger skumre , 
+„ Læegge mig til hvile ned , 
+„ Fare bort hersra i fred . “ 
+
+da han havde endt det første Vers af psalmen , 
+brast han i en så voldsom gråd , at hans kraftige 
+legeme rystede som et barns . 
+En dødlignende taushed påfulgte . 
+Jeg stod bøjet over ham , men tante Sofie lagde 
+begge fine arme om hans Hals og fljulte hans 
+hoved ved sit bryst , hun klappede ham som et 
+barn ; thi den , der er fortvivlet , er kun et stakkels 
+ulykkeligt barn . 
+Således endte den sidste aften , vi vare famlede 
+ombord . 
+Klokken slog tolv , alt var stille . 
+Han stod ved relingen som en udgået stamme . 
+Månen gjorde sin vandring , den lyste så mild og 
+rolig . Lykkelige måne , du er altid rolig , altid 
+kold , medens mit hjerte er så tungt , så uroligt og 
+så varmt . 
+Nu var der kommet liv i de stivnede lemmer ; 
+hvad var det , han spredte ud for de lette nattevinde ? 
+Rødt , blåt og grønt ! Endnu et , endnu et . 
+„ Farvel døgnfluer , kjærrlighedspanter , brudte 
+elskovsløfter , farvel ! Jeg bryder med eder for evig , 
+min lykke , mit glade hjerte har jeg tabt med eder . “ 
+Jeg hørte hans gråd , jeg stod i hans nærhed , 
+
+min hånd var strakt ud imod ham , hvorfor ved 
+jeg ikke . 
+Vil denne kamp føre ham til sejr ? 
+Da hørte jeg de gamle kendte og elskede fløjtetoner , 
+den udstrakte hånd faldt mat ned , jeg trak 
+atter frigjort vejret . 
+Tonerne bølgede ud over havet som et smertessfrig , 
+der lidt efter lidt gik over til en stille klage 
+og endte som i tårer . 
+Sådanne toner trænge sig kun frem fra et 
+sorgfuldt , ulykkeligt hjerte . Sådanne toner 
+glemmer man aldrig ! 
+Månens sidste , matte skin kyssede den rødmende 
+morgenbrud . Da foldede jeg mine hænder 
+til en varm , taknemmelig bøn , thi nu var den lange 
+tunge nat til ende , faren var forbi , angeren havde 
+lagt en bro mellem himlen og ham , og dagen , den 
+velsignede dag , smilte os sil godmorgen i møde . 
+Lydløs og ubemærket listede jeg mig ned , som 
+jegstar kommen op , og da Oluf noget efter trådte 
+ind istor kahyt , fandt han mig i køjen , hvor han 
+troede , jeg havde sovet , medens han vågede og bad . 
+
+treogfyrgetyvende kapitel . 
+Jeg stod i forstavnen , mine øjne vare rettede mod 
+Trekroner , men tanken fulgte ikke øjet , den lå 
+skjult i hjertets dybe skakter . 
+Da følte jeg pludselig noget røre ved min arm , 
+det kom frygtsomt nærmere og nærmere , nu så jeg , 
+det var en lille , varm og blød hånd , der skælvende 
+skjulte sig i min , jeg holdt den så fast ved mit 
+bankende hjerte , for aldrig , aldrig mere at give 
+den fri . 
+Og jeg lagde mine læber tæt til den elskedes 
+øre og hviskedee : 
+„ Nå , var det vel så slemt ? “ 
+Det gav et ryk i den lille hånd ; dog , idet jeg 
+ville holde den fast , faldt hendes handske lige ved 
+hendes fod , hurtig knælede jeg for at tage den op 
+— hvor den fod dog var nydelig , jeg så op til 
+
+hende - hun så ned — vore øjne mødtes , hendes 
+vare skælmsk og sejrsstolte , thi : Adam lå nu 
+alligevel ved Evas fødder . 
+Men Karen bøjede sig ned og hviskedee : 
+„ Aldrig “ må man aldrig sige , thi det 
+forudsætter en umulighed . “