Første kapitel . Jeg kom forældreløs til verden . Min fader var sømand , min moder levede af af sye ; deres vilkår vare ens , ligesom deres alder , opdragelse og familieforhold . Begge vare unge , gode , fattige , flittige og forhåbningsfulde . Beskrivelsen vidner ikke om noget stort hos nogen af dem ; men den er sand , og gid alle mennesker kunne give deres forældre samme vidnesbyrd , da var der flere gode og retskafne sønner og døtre , end man nu støder på . Imidlertid ungdom og visdom følges sjældent ad , og derfor holdt mine forældre bryllup uden af eje mere end dagen og vejen . „ Skulle vi vente , til vi blive rige , få vi nok aldrig hinanden , “ sagde min fader ; og moder svarede : „ Du har ret , Albert , ellers måtte den fattige altid forsage sin kærlighed og leve og dø ene . thi hvor få iblandt os blive nogensinde rige , eller få blot såmeget , af de have råd til af gifte sig . Nej , kærlighed og fattigdom er så vante til af gå hånd i hånd igennem verden , af de ikke frygte hinanden , når de blot tage t iden og flid med på vandringen . Så må Vorherre om resten . “ „ Allså på søndag . “ „ Ja , i guds navn da , på søndag . “ Og derved blev det . Brylluppet stod i rundekirke , ingen vogn holdt udenfor , men to varme hjerter lovede hinanden troskab og kærlighed ved alterets fod , to varme og trofaste hænder blev lagte i hinanden , og således forlod de hånd i hånd det hellige hus . Foden var let som pungen ; men hjertet , denne lille Tue , hvorpå vor hele moralske bygning hviler , hjertet glødede af håb , tillid , mod og kærlighed . Idet de trådte ud af kirken , slog den unge sømand sin kraftige arm om sin bruds smækkre liv , og så gik vejen ud på Frederiksberg og ind til Lars Mathiesen . Der skulle bryllupsdagen holdes ved en kop kasse med kryderboller . Enhver , som mødte deres glade øjne , følte , at de vare lykkelige , men ingen , slet ingen kunne gætte , at hun i sin sorte merinos kjole , med det lille fattige shawl , var en brud , at han , den unge sømand med den tykke pijekkert , — var brudgommen . Deres stamtræ er snart givet , når jeg tilføjer , at de begge vare forældreløse , og af søskende havde de ingen . Deri delte de skæbne med deres forældre ; jeg tror , det hører til familien . En uge efter brylluppet rejste min fader som styrmand til Vestindien med skibet „ Helene “ , medens min moder ufortrødent sad ved sit sytøj — spiste lidt og sov endnu mindre , da hun om natten fuldendte , hvad hun om dagen havde påbegyndt ; men hun lo og sang så lykkelig som nogen . Stundom græd hun vel også ; dog det var kun længselens tårer , ikke bitre tårer , der blive fremkaldte ved længsel , som aldrig kan tilfredsstilles , fordi døden har sat skranken , men håbets vemodige tårer , som hige efter at dræbe tiden , der forlænger det velsignede gensyn . Ja , håbet havde slået dybe rødder i dette ungdomsfriske hjerte , og hver gang sparebøssen blev taget frem af kommodeskuffen , og en stol , et bord eller noget kjøkkentøi forøgede det fattige indbo , så strålede hendes ansigt af glæde og henrykkelse ved tanken om , hvad hendes elskede ville sige , når han vendte hjem . Kender også den rige , den af alle misundte stakkel , en sådan ren og ublandet glæde ? Man vil måske indvende , at den glæde , min moder følte , ikke kan kaldes ublandet , da dens forløbere vare savn og nattevågen ; men jeg drifter mig til at svare jo ; thi den tanke faldt hende aldrig ind ; hun glædede sig ved indkøbet uden at se tilbage , uden at måle tiden , anstrengelsen og savnene , som havde født hendes glæde . Det er den skønneste gave , gud har skænket sine fattige børn , en gave , som rigelig opvejer rigmandens skatte , at han lader dem glemme kampen , der er gået forud for sejren ; ellers kunne de aldrig nyde en ublandet glæde . Det går dem som moderen , når hun vugger sin lille på armen , og med ømhed og glæde opdager det første smil , den første tåre i barnets øje . Da er lykken så ren , så ublandet i hendes hjerte , at smerten som skænkede barnet livet , er glemt ; hun seer kun barnet , hun føler kun glæden og håbet . Er det ikke mærkelig ! Når barnet er født , ejer det hverken tårer eller smil ; det græder med tørre øjne , derfor er den første barnegråd så smertelig . Senere hen komme tårer og smil . Men her , som i hele livet , gør tåren sig først gældende ; tåren glindser først i barnets øje , før smilet når læben . Det er , ligesom de første tårer bebude barnet , at sorg og smerte indtage den første plads i livet . Den første tåre i barnets øje hvisker : „ Gennem tårer , gennem sorg skal du lære glæden og livet efter døden at kende . “ Og derfor er det , at vi hilse sorgen som en ben , der vil bringe os smerte , men tillige et glad budskab om kommende glæde , når først den tunge dej er sejrrigt tilbagelagt . Jeg vender tilbage til min moder . Det var en søndag . Min moder stod op med fuglene og sang med disse af glad hjerte . De lyttede til hendes klare , ungdomsfrisfe stemme ; thi sang er et sprog , som småfuglene forstå . Ligesom disse anede hun intet ondt . I dag en kjole , i morgen et forklæde — i dag en daler , i morgen en mark — således hengik tiden ; kun uret gik jævnt sin rolige , ensformige gang , „ uden “ , som gåden siger , „ at nå stuedøren “ . Mine forældre havde lejet en lille kvist udenfor vesferport ; den bestod af et rummeligt værelse , derpå engang udgjorde dagligstue , sovekammer og køkken . Og dog var det rummeligt , som jeg før sagde ; thi indboet var så ubetydeligt , at selv den mindste stue ville have set tom ud . En seng , to stole , et rødmalet bord , en kuffert og en kommode udgjorde indboet ; nogle tallerkener , en kaffekande , der om aftenen gav gjæsterolle som theepvtte , nogle kopper , der både blev brugte til flødekande og sukkerskål , samt to par knive og gafler med tilbehør af træefleer , udgjorde husgerådet ; og når jeg dertil føler et lille forgyldt spejl , som sfrev sig fra min moders jomfrustand , er alt sagt om mine forældres ejendele . Det var fattigdom , og lykke . — øg dog var der rigdom i al denne fattigdom , thi hvert stykke var samlet ved flid og uden gæld . „ Gæld er bedrag , “ sagde min fader , „ når man ved , af man ikke kan betale den . “ Og moder nikkede og svarede : „ Vi behøve ikke mere svr af være glade ; lidt efter lidt få vi et stykke til ; til sidst bliver her dog hyggeligt . “ Og hun så sig om med sit glade , lykkelige smil . Fader greb hende i sine kraftige arme , trykkede et Kys på de friske læber og tilføjede : „ Her er kostbarere end i mangt et palais , thi alt er erhvervet led flid og redelighed , og vor ejendom er det — ngen rykker banker på vor dør ; vi have ro foruden som forinden . Seer du , min pige , det er kostbart at have det således , thi det koster vor forfængelighed og vor bekvemmelighed et stort offer . “ Men nu vare alt tre måneder gåde efter bryllupsdagen , stuen var ikke mere så rummelig som før , en og anden tom plads var udfyldt , hyggeligheden større og bekvemmeligheden bedre . Moder lo og tænkte : „ Hvad mon Albert vil sige , når han kommer hjem ? “ Men Albert kom aldrig tilbage . Storm , regn , solskin , glæde og sorg vekslede som dag og nat . Så var det en søndagmorgen , at moders blik faldt på en Avis , hvori hendes sytøj var indpakket ; der var nogle typer , sou : var større end den øvrige tryk . Hun bøjede sig ned for at se , hvad de indeholdt , det lød således : „ Fra pålidelig kilde erfares , at skibet „ Helene “ , som farer imellem København og Vestindien , i forrige måned under den stærke storm er gået under med alt , mandskabet iberegnet . Ingen er frelst . Rederiet lider et betydeligt tab , da det var ladet med kostbare varer , der ikke vare assurerede “ . Men min moder da ? Nu , det var kun et menneskeliv , et af de mange liv , som den nat kæmpede med døden og endelig fandt hvile på havsensbund , hvor så mangt et håb og mangen en fremtid , så mangt et brustent øje og hjerte fandt sin sporløst grav . En stund sad min dioder faus og tåreløs ; den uventede smerte havde forstenet hende . Alt , hvad hun elskede og levede for , var ikke mere , hun stod ene , ganske allene i den store , tætbefolkede verden . Ingen at elske , ingen at arbejde for , intet at håbe på — hvad var den kommende dag nu for hende , hvad var hele livet , når han aldrig , aldrig mere skulle vende tilbage ? Hun var jo ene ! — men selv den mørkeste nat har en stjerne . Da smerten havde nået sit højdepunkt , og fortvivlelsen var nær , sænkede gud en solstråle i hendes sjæl ; hun rejste sig pludseligt , foldede sine skælvende hænder og faldt på knæ ; tårerne , både smertens og glædens velsignede tårer strømmede ubundne over de blege kinder ; håb og liv strømmede på ny igennem hjertet , og en varm og taknemmelig bøn steg mod himlen til sorgens og glædens kærlige giver . Seks måneder efter denne begivenhed åbnede jeg for første gang mine øjne — i samme minut som min moder for sidste gang lukkede sine . Således mødes liv og død i samme åndedræt og under samme hjerte . Mit liv blev hendes død . som en forældreløs lille stakkel hilste jeg livet ; dog gud antager sig de forændreløses sag , og hans faderhånd har ledet alle mine veje . Ja , det går forunderligt til i den store brogede verden . Hvem skulle have troet , da den unge kække sømand og den livsglade unge pige for ni måneder tilbage stod glade og sorhåbningsfulde for alteret , at de , inden året var udrundet , begge skulle hvile i deres grav så langt fra hinanden , efterladende en lille forældreløs dreng . Min moder boede tilleie hos tre gamle damer , der vare ugifte og levede af deres få rentepenge i forening med en sparsom leje , som de fik ud af huset , der var deres ejendom . Den ældste af disse tre søstre var tilstede ved min fødsel og min stakkels moders død . Jeg siger „ Stakkel “ , som om den var at beklage , der fra kampen går igennem døden ind i det virkelige liv , der siger farvel til jorden og dens tunge lænker for at favne det mål , hvortil vi alle mere eller mindre stræbe hen . — når jeg siger „ stakkels moder , “ så er det ikke af beklagelse over , at hun måtte dø i sin livsvår og altså blev skånet for de øvrige år af sin prøvetid , men fordi hun måtte efterlade et lille levende væsen uden familie , slægt eller venner , uden så meget som en hvid , der kunne betrygge dets første svage tilværelse : fattigvæsnet var alt , hvad hun efterlod sit barns fremtid — det barn , som hun elskede uden at kende — til fattigvæsnets kolde , klamme favn satte hun ham ind i livet , derfor havde hun stridt , virket og lidt , derfor var hun gået i døden . Jomfru Sofie lukkede min moders trætte øjne , som endnu stirrede hen imod den side , hvor man havde lagt mig , men hendes blik var brustent , før det nåde mig ; det har aldrig hvilet velsignende på mig , hendes arme have aldrig omsluttet mig kærfegnende , mit hoved har aldrig hvilet ved en moders bryst , en faders velsignelse er aldrig stegen til himlen for mig . Blomsten kan også trives uden solskin . Hvad skulle vi gøre med den lille ? “ spurgte jomfru Sofie . Madame rafl svarede forundret : „ Hvad vi skulle gøre med ham ? Ih , hvad andet end dringe ham til fattigvæsnet , det må sørge for ham . “ „ Fattigvæsnet ! “ gentog jomfru Sofie langsomt og stirrede på ung med tårefyldte øjne , og som om jeg forstod hendes klage , begyndte jeg af græde , ville jeg bønfalde om nåde ? Hnn greb mig i sine arme og trykkede mig fast op til sit bryst . „ Fattigvæsnet ! “ gentog hun atter og atter , og hendes øjne hvilede medlidende på den hjælpeløse forladte . Madame rask ville „ straks ekspedere mig ind i livet “ , som hun kaldte det ; men jomfru Sofie tog et shawl , min moder havde båret , svøbte det om den lille grædende dreng , lagde ham i sine trofaste arme og forlod derpå stuen , endnu engang hviskende „ Fattigvæsnet “ ! Og som om jeg forstod hendes kærlighed , tav jeg straks stille . Min skæbne var afgjort . Gud velsigne den ejegode sjæl . Ubemærket trådte jomfru Sofie ind til sine søstre , som sagde ved et stort rundt bord og syede . Hun sagde intet , men hendes hjerte bankede hørligt . Thora og Mille så op . „ Hvorledes gik det med den stakkel ? Men hvad er det , hvad er der hændet ? “ De studsede ved af se søsterens blege , alvorsfulde træk , og deres øjne faldt på pakken , hun bar i armen . Jomfru Sofie svarede ikke ; faus lagde hun ung på bordet , indsvøbt i shawlet . „ Hvad er det , Sofie ? Det rører sig , det er levende ! “ I det samme lød en spæd barnegråd . Thora rejste sig , trak forsigtigt shawlet til side , og to store blå øjne mødte hendes . „ Et barn — et lille barn , og det her i vor stue ! “ Og et mildt og vemodigt smil oplivede de gamle pigers træk ; de stirrede på barnet , de foldede deres hænder , og tårer duggede øjnene . Således stod de en stund , en liden stund , og dog lang nok til , at fortiden med sine glæder og sorger , sine håb og skuffelser fremtrådte af dens letbevægede grav for at søde smerte , tårer og endelig resignation . En kamp stod der inde — en kamp imellem fortid og nutid . Synet af barnet i de gamle pigers hjem vakte vemodig glæde ; det var som om liv og håb var trådt ind i deres før så tomme hjem . Deres øjne mødtes . Så faldt de i hverandres arme , og Sofie sagde : „ Gud velsigne den lilles ankomst til vor Arne . Han er kommen forældreløs til verden ; men vi tre gamle piger have nu fået en søn af leve for , og vort liv er ikke mere så betydningsløs som forhen . “ „ Ja , gud velsigne ham ! “ gentage de andre . Så tog Sofie mig , trykkede mig varsomt mod sit bryst og lagde mig derpå i hver af de andres arme . De vovede næppe af røre mig af angst for af knuse den lille , så spæd og skrøbelig så jeg ud , så fremmede vare deres hænder for af berøre små børn . Således tabte og vandt jeg , før timeglasset endnu var udrundet . Min egen kære moders død skaffede mig tre plejemødre , som i sandhed fortjente dette navn . De plejede og opdroge mig i kærlighed og opoffrelse , uden af have båret mig under hjertet og født mig med smerte ; dem skylder jeg dobbelt taknemmelighed og kærlighed , og derfor bærer jeg dyb agtelse og beundring for deres køn ; thi jeg har set deres Vandel , og jeg har følt deres kærlighed , fra jeg blev sødt til jeg blev mand . Kvinden vil i mig altid finde en varm forsvarer , hende skylder jeg mit liv , hende skylder jeg , af den lille , svage dreng blev stor og stærk , af jeg lærte af elske gud og af tilgive menneskene . andet kapitel . Den jævne stilhed i de gamle søstres hjem havde min ringe ankomst forjaget . Sytøjet blev lagt til side , og rådslagningen tog sin begyndelse , ledsaget af mit svage skrig , der gjorde sig mere og mere gældende . Jeg græd så smerteligt ; var det , fordi jeg havde kostet min moder livet ? var det , fordi jeg savnede hendes naturlige varme , hendes bøn til himlen for min fremtid ? Og alt , som jeg græd , smilte de gamle piger og vuggede mig på deres arme . En af dem gav mig sukkervand — men det var ikke min moders bryst . Jeg græd og græd , ret som om jeg kunne ane , hvad jeg havde tabt . Der var talt op og ned uden resultat . Da tog jomfru Sofie ordet . „ Først må der sørges for en vugge til den lille stakkel , for at vi kunne få ham til ro , og send så madame rask herind , for at vi kunne få underretning om barnets pleje . Således kunne vi ikke lade den lille skrige ; han er i stand til at forskrige sig af mangel på rigtig behandling . “ Caroline trådte ind for at modtage ordre . Caroline var tjenestetyendet , den fjerde gamle pige i mit nye hjem og den ældste af dem alle . „ Vorherre bevare os , jomfru Sofie , hvilken ulykke har de ikke påført os ved at tage et sådant væsen i huset . Der er jo ingen af os alle , der forstår at svøbe eller made sådan en unge . Er det en pige eller en dreng ? „ En dreng ! “ lød svaret . „ En dreng ! “ gentog Caroline forfærdet . „ Du forbarmende gud , en dreng ! Med andre ord et vordende mandfolk . Men jomfru Sofie , har de også rigtig betænkt , hvad de har gjort , de , som er en ærbar jomfru ? Skal han vokse op iblandt os gamle piger , for senere , når han bliver stor , at gøre nar af os . Hør , hvor han skriger og tager påveie . Det bliver Vorherre og død ikke til at holde ud , jeg bliver ganske ør i hovedet . “ Jomfru Sofie smille først over Carolines ordstrøm , men snart blev hendes ansigt alvorligere og hun befalede hende at hente madame rask og vuggen . Mille var gået ud i køkkenet for at tilberede tvebak , sukker og fløde til den nyfødte lille gæst , og Thora fulgte med pigen ind i min moders stue . Min moders stue ! — hvor bliver mit hjerte blødt og vemodigt , når jeg tænker på min moder , når jeg nævner hendes navn ! Det er så fast , så ukristeligt det bånd , som gud har knyttet imellem moderen og barnet , at , skønt adskilte fra livets første øjeblik , uden at øjnene have mødt og forstået hinanden , udspringer dog kjærlighen i fuld blomst , og aldrig , selv ikke når håret bliver hvidt og gangen tung , taber den sin varme og kraft . I min sidste time , vil min bortflygtende sjæl glæde sig til at favne min moder , og mine stivnende læber ville hviske hendes velsignede navn . Først trådte jomfru Thora og Caroline ind , bærende på vuggen , og derefter fulgte madame rast med sit blege , hårde ansigt , der vidnede om et hjerte , som var nimodtageligt for alle blidere indtryk . Hun holdt en lang forelæsning om spæde børns forplejning for de lyttende søstre , og snart lå jeg i min bløde vugge , som min egen kære moders hænder havde redet til mig , og sov ind . Det var min første søvn i denne verden ; kun to værelser fra mig sov min moder sin sidste . Madame rask var gået , og mine tanter — således lærte de mig senere at kalde dem — sagde omkring det runde bord for at rådslåe om deres fremtidige levemåde , og hvilke skridt der burde gøres med hensyn til mig . Min moder havde kun haft råd til at sye mig få klæder ; der måtte altså først og fremmest tænkes på at udvide min garderobe , og i den anledning skaffede de tre søstre alt deres gamle tøj frem for dagens lys , for nærmere at undersøge , hvortil det kunne bruges . At damer tale meget , det er vel bekendt , og derfor varede det en god stund , inden diskussionen blev endt . Det var altid tante Sofie , der måtte sige det sidste og afgørende ord . Hun var som sagt den ældste og tillige den fornuftigste ; hun handlede , hvor de andre talte . Hun var styrmanden i huset , og hun styrede godt . Hun var kun seksten år gammel og lige konfirmeret , da hendes moder døde . Fra den tid af havde hun været sine yngre søstre i moders sted . Da faderen døde , var hun to og tyve år gammel , og ved hans bortgang overtog hun ene hele hunsholdningen og ansvaret . Det lille sted , som de endnu ejede , var så at sige det eneste , forældrene efterlade dem foruden nogle få rentepenge , og de måtte arbejde tidligt og sildigt for ikke at miste huset . Og Sofie arbejdede ikke mindst ; hun var den første oppe , den sidste til at gå til hvile ; men altid var hun venlig og mild , aldrig hørte man hende klage , og aldrig blev hun træt . Således findes der mange stærke sjæle iblandt det „ svage køn “ , som vi kalde det . Jeg har omgåedes dem fra min tidligste barndom , jeg er opvokset iblandt dem og har daglig set deres travle virksomhed , og ingen kan være mere skikket til at udtale en dom over dem , end jeg . Tænk dig , kære læser , opfostret midt iblandt fire gamle jomfruer ! Du gyser af forfærdelse , men jeg — vil du tro det ? — jeg velsigner den time , da jeg blev bragt ind under deres gæstfrie tag , ligesom jeg dybt vil savne dem , nåar døden engang , tidligt eller sent , derøver mig disse trofaste sjæle og kærlige veninder . Min vugge stod i søstrenes soveværelse imellem to senge . I den ene lå tante Sofie , i den anden tante Thora og tante Mille . „ Godnat ! “ hviskedee de alle tre ned til den lille forældreløse . „ Godnat , og gud bevare dig ! “ Så flakkede Sofie lyset , men det svage skær as natlampen udbredte et halvmørke over det lille Kammer . Tante Sofie lukkede sine øjne , hun forsøgte at sove ; men søvnen flyede hende , så mange tanker vare på ny fremdukkede i hendes sjæl , tanker , som synet af mig havde kaldt tillive , og bitre tårer banede sig vej over hendes kinder . Men de skjultes i mørket , hendes tårer vare kun nattens ejendom , hendes smil tilhørte dagen . Stueuhret slog tolv , og vægteren brummede sin sang ; men tante Sofie rejste sig lydløst og , som hun troede , ubemærket , hun bøjede sig over vuggen og bad et fadervor før den lille , som lå skjult imellem puderne . Det var den tredje bøn , der denne aften var opstegen til himlen før mig , og søvnen lagde sig over hendes øjne og lullede de gamle minder til hvile . Men natlampen brændte svagt og stille , som om den ville sige : „ Livet føder sorg og glæde — døden , kun døden finder fred . “ tredie kapitel . Næste morgen indfandt madame rask sig før at se til mig . Hun påstod , jeg var vokset , til stor glæde før de gamle piger , der toge hendes ord foralvor . Nu var der liv i det før så ' , stille huns , sang og barneskrig afløste hinanden , og Caroline puttede fingrene i ørene , hver gang hun trådte ind i stuen , af rædsel for duetten . „ Det er forfærdeligt at høre på , “ sagde hun gerne og rystede fortørnet på hovedet , „ det holder jeg ikke ud ; nej , ved den levende gud , det holder jeg ikke ud ! “ Min moders begravelsesdag skulle være min dåbsdag . Søstrene vare flittige og sparsommelige , det fordrede deres små indtægter . De mente , hvad de selv kunne udrette , burde der ikke betales for , og derfor gik synålen ud og ind , snart på min moders ligdragt , snart på hendes barns dåbstøi — alt imellem hinanden . Ja , det går forunderligt til her i verden . Den femtende Mai var sin slutning nær , lysene brændte klart og kastede et rødligt skin over den sorte kiste , der stod midt på gulvet i den stue , der kun for kort tid tilbage blev betrådt af et lykkeligt brudepar . Tante Sofie havde selv ydet min moder den sidste kjærlighedstjeneste ; hendes hånd havde redet hendes sidste leje og pyntet det med grønt og blomster . Klokken elleve skulle rustvognen afhente kisten for at køre den til kirken , hvor moder for alterets fod skulle tilbringe sin sidste nat over jorden , det samme alter , hvor hun for så kort tid siden knælede som brud . Jeg lå og græd i min vugge ; men Sofie tog mig på sine arme og bragte mig ind til den hedengangne , der lå bleg , med tillukkede øjne og brusten hjerte . Hvad enten det nu var instinkt eller tilfælde , da Sofie holdt mig hen over min moder , standsede mine tårer . Og hun tænkte : „ Han skal dog hvile engang i livet ved sin moders bryst , skønt døden har stivnet det . Engang bankede hjertet varmt og kærligt derinde ; hendes hånd skal hvile velsignende på hans hoved , skønt den er kold og tung , vil den dog varme ham . “ Men klokken slog elleve , de andre søstre trådte ind , og vognen rullede tungt igennem de folketomme gader . Et helligt løfte blev aflagt ved kisten , et løfte , som englene bare til mine forældre , og som troligt blev holdt . Snedkeren lukkede det tunge kistelåg over det stakkels hjerte , der skulle sove blandt fire sorte fjæle — sjælen svang sig glad og fri gennem det store rum , som puppen , der har afkastet sin larve og henrykt spreder sine vinger til flugt . Næste morgen lød ligklokkens dumpe toner gennem den tågede luft , præsten stod med foldede hænder foran alteret ; snart hville hans blik på kisten , snart på mig , der lå i tante Sofies arme , iført en hvid døbekjole med sorte sløjfer . Thora holdt døde- og sørgehuen over mit hoved . Af mandlige faddere havde jeg to , en gammel lieutenant og en gammel koffardikapitain , husets eneste venner , der havde kendt søstrenes vår , sommer og høst . De vare som prøvet guld . Disse fem vare de eneste , som fulgte min moder til det sidste , fredelige hvilested . Tante Sofie holdt mig over graven , for at mit øje kunne se , hvad min sjæl endnu ikke fattede . Men solen steg frem af tågen , og da præsten havde sluttet sin tale , og graven var lnkket , stod den frem i hele fin majestæt og kastede sine mildt varmende stråler hen over den kolde , sorte jord og faldt derpå på mit hoved . Var det min moders sidste farvel ? Så forlod de graven , og jeg , Carl tulinius , lå snart sødt sovende i min bløde vugge , medens ormene gnavede på min moders kiste . fjerde kapitel . Carl Otto Emil , disse navne fik jeg i dåben . Hvorledes det gik til , skal jeg fortælle . Aftenen før min dåb blev der holdt rådslagning om , hvad jeg skulle hedde . Meningerne vare naturligvis delte ; enhver af dem havde et navn , som de især ønskede , jeg skulle bære og kaldes , et navn , som var dem kærest , fordi det talte om ungdom og solskin . Derfor foreslog Sofie , at jeg skulle have et fra dem hver og kaldes ved mit fulde navn . Det eneste , der minder om mine forældre , er efternavnet tulinius . Således hed min fader . Jeg var fem år gammel , og man tænkte på at sætte mig i skole . „ Carl Otto Emil er for stor til at drive , “ Brummede lientenanten . Og kaptajnen tilføjede : „ Gudsdød , det er på tide , pinden springer om . Han har længe nok krydset for slappe sejl ; en rafl kuling er ikke af vejen . “ Søstrene så på hverandre ; de følte , at vennerne havde ret , men det huede dem ikke . De vare så vante til den muntre ørengs spillopper , at tanken om i flere timer at undvære mit selskab voldte dem sorg . „ Jeg tænkte , det var tidsnok , når Carl Otto Emil fyldte sit sjette år , “ indvendte tante Sofie . „ Imidlertid ville jeg selv forberede ham til skolen . “ Lientenanten tav ; han var i det hele taget meget lidet talende , og kaptajnen nikkede bejaende . Dermed var den sag afgjort . Hver søndag og onsdag indfandt lieutenant borgen og capitain Gregersen sig i vort hjem , således havde det været i mange år . Præcis klokken tolv trådte de ind som efter aftale , for at spise til middag med søstrene , og maden lod aldrig vente på sig . „ Ærbødigste tjener ! “ sagde lientenanten , når han stak hovedet ind ad døren ; så rakte han dem hånden , slog mig med silkelommetørklædet over ansigtet og satte sig derpå i den gamle lænestol , hvor han blev , indtil man skulle til bords . Da bød han tante Sofie armen , og Gregersen tog de andre søstre på sin samvittighed . ved bordet gik samtalen livligt . Tante Mille og tante Thora vare meget talende , ligesom kaptajnen , der udmærket forstod at spinde en ende , undertiden så lang , at lientenanten , der for størstedelen var stum , uroligt rokkede frem og tilbage på sin stol , hvilket skulle sige så meget som : „ Nu have vi min sandten fået nok . “ Gamle borgen var en snurrig fyr , høj og stiv som en grenader , med store grå moustacher , der uafladeligt blev satte i bevægelse , snart til højre , snart til venstre og undertiden lige op imod øjnene , det sidste kun , når han var i stærk sindsbevægelse . Fra det øjeblik , han var trådt ind i dagligstuen og havde udtalt sit : „ Ærbødigste tjener , mine damer , hvorledes befinder de dem ? “ åbnede han ikke munden før efter måltidet , når han sagde : „ Tak for mad . “ Derpå stoppede han sin pibe og satte sig i sin lænestol , der var hans udelukkende ejendom , og hvor han i almindelighed blev siddende , indtil han atter bød tante Sofie armen for at føre hende til theebordet . Jeg kan med agtelse for sandheden påståe , at jeg har oplevet ikke blot dage , men uger , hvor jeg ikke har hørt flere ord af gamle borgen end dem , jeg ovenfor har anført . Han var altid iført uniformen , stiv og stram i sine bevægelser , med kloge , alvorlige øjne , der antage et forunderligt mildt udtryk , når de hvilede på tante Sofie . Det forekom mig da altid , som om de havde en historie at fortælle , der i mange år havde ligget skjult på hjertets bevægelige grund . Han røg regelmæssigt sine tre piber , en efter bordet , en til kaffen og endelig en til groggen , der indfandt sig præcis klokken ni og var tømt klokken ti , hvorefter vennerne rejste sig og gik hjem . Skjøndt lieutenantsrangen i og for sig kun vejer grumme lidt , tyngede den dog hårdt på hans skuldre . Skæbnen havde været ham imod , hele hans liv var hengået under modvind , og dog var han en meget dannet mand med udmærkede kundskaber . Som ung deellog han i flere felttog , han manglede hverken mod eller lyst ; dog , hvad nyttede det , Fortuna nægtede ham sin beskyttelse , og uden hende kommer ingen af os frem i denne verden . Arbejd så meget , du vil , fra den tidlige morgen til den sildige aften , vær ufortrøden og flid dig op , og du vil dog aldrig kunne nå en sikker havn , når hun , denne lille lunefulde kvinde , ikke vil skænke dig sin gunst . Lieutenant borgen var den personificerede ærlighed selv , han kunne ikke gå krumveie , og den lige vej spærrede man for ham ; så tog han sin afsked „ i nåde “ Med så megen pension , at han akkurat kunne opholde livet , men heller ikke mere . Han søgte civile embeder , men modvinden fulgte ham også der ; endelig besluttede han at blive , hvad han var , og dertil ndfordredes stort mod , da håret var gråt , om ikke af år , så af sorger . Men modgang føder sjældent smil , og derfor blev han mere og mere tans og indesluttet , alvor lagde sig om hans sjæl og sorg i hans hjerte . Hver lille blomst , håbet havde ndklækket , visnede af mangel på sol , fremtiden syntes ham en endeløs ørken , og dagen faldt ham lang , nætterne endnu længere . Men ingen bitterhed eller nag furede hans pande eller dræbte de gode Spirer i hans sjæl ; han bar sit savn og sin smerte dybt i hjertet ; der hvilede de , dog uden at slumre , til døden lukkede hans trætte øje . Hans eneste glæde og trøst var omgangen med mine tanter . Når han trådte ind ad deres tarvelige dør , kom der fred i hans rastløse ånd og mildhed over hans træk ; de vare den gamle pebersvends eneste solskin , deres venskab forsonede ham med livet . nu og da har jeg set hans rolige ydre få liv og varme , men det var kun sjældent . Gregersen var stik modsat borgen . Som sømand havde han altid sejlet for god vind , rig var han og munter af natur , han talte meget og ofte godt , var altid glad og tilfreds med livet , og hans hjerte sad på rette sted . Han var sjælen i vor familie , og hvor modstridende borgens og Gregersens livsanskuelser end vare , holdt de dog meget af hinanden og vare oprigtige venner . Ja , hvor jeg husker dem godt ; de stå så tydelige for min tanke ; den høje mand med de kloge , sorgbetyngede træk og den lille trivelige Gregersen med det runde , smilende ansigt . De tvende udgjorde en betydelig del af min barndom . Således vare de to , som toge sig afmin opdragelse med de fire gamle piger . Hvis jeg ikke er bleven vel opdragen , så er det næppe sket med deres gode villie . De lod mig aldrig ude af syne , tolv øjne vogtede bestandig på mig ; overalt , hvorhen jeg så , mødte jeg dem . Hvormangen gang er det ikke løbet mig koldt ned ad ryggen , når jeg , dreven til det højeste punkt af fortvivlelse , skjulte mig under det runde bord , i håb om der at være upåagtet , og da pludselig opdagede lientenantens hoved i lige linie med mit eget , stirrende på mig med de velbekendte øjne . Og dog hvilede alle de tolv øjne kun i kærlighed på mig ; men den , som elsker sit barn , lugter det i tide , og derfor vogtede de altid på mig for at opdage mine fejl , at de i tide kunne gøre anskrig og standse det onde i spiren . Men mærkeligt er det , at jeg er bleven så god , som jeg endda er . Hvormange drenge ville ikke være gåde rent tilgrunde , hvis de havde levet under mine forhold ! For meget og for lidet ødelægger alt . Og derfor findes der så store modsætninger i min karakter og hele fremtræden . Efter en pause sagde kaptajnen : „ Hvorledes har jomfru Sofie tænkt at udstyre hele takkelagen ? “ „ Jeg mener , at vi ikke bør anstrenge barnet for meget fra begyndelsen . “ Resultatet på rådslagningen , som naturligvis straks fulgte efter , blev : Sofie skulle læse med mig , Thora skrive med mig , og Mille sknlle lære mig at regne . „ Hvad man i barndommen nemmer , man ikke i alderdommen glemmer , “ brummede løjtnanten . „ Ja , ikke sandt , borgen , ikke sandt ? “ svarede Thora og tilføjede i en fortrolig og noget vigtig tone : „ Hvad om han lærte at sye og strikke , så kunne han altid hjælpe sig selv . “ „ Og stoppe , “ mente tante Mille . „ Ja , gudsdød , hvorfor ikke det , det er aldrig af vejen . Kommer han til Søes , er det godt at kunne klare sine sejl og i rette tid at tørne ud af køjen . “ Det var Gregersen , som ytrede disse visdommens ord . „ Eller bliver han militair , som rimeligt er , så er synålen en god og hjælpsom ven , ja , min sandten er den så , “ tilføjede løjtnanten langsomt og i dybeste Bas . Min forfærdelige skæbne var dermed afgjort , og hvem kan undres , om jeg hverken blev dreng eller pige . Medens denne samtale , hvoraf jeg har sparet læseren over tre fjerdedele , foregik , havde jeg i al hemmelighed listet mig op bag på lieutenantens stoleryg , og før han vidste et ord af det , spændte jeg benene om hans magre Hals for at tage mig en lille ridetour . „ Satans knægt ! “ brummede borgen og slog bagom med sit lommetørklæde . Men jeg klemte til og trak i de lange moustacher , som jeg brugte til tømme . „ Hyp , hyp ! “ råbte jeg og sparkede med fødderne . Og han brummede igen sit „ Satans knægt ! “ Satte derpå skuldrene i stærkere og stærkere bevægelse , indtil han endelig rejste sig før højtideligt og langsomt at marchere op og ned ad gulvet med mig , der endnu sad på samme plads . Kom jeg i køkkenet og nærmede mig skorstenen eller kiggede før dybt i en af flødekanderne , slog Caroline mig karkluden om halsen . „ Han skal få al landsens ulykker , skal han , kommer han igen på den galej , “ råbte hun bistert og løb efter mig , som nok klogelig tog benene på nakken før at undflye hendes vrede . Men åbnedes døren i det samme , og en af de fem stak hovedet ud før at spørge , hvad der var påfærde , svarede hun endnu mattere end før : „ Det er den forbandede kat , der altid er på spil . Har den nu ikke igen slikket mig fløden af kanden , som vi skulle have til kaffen . Man kan da heller ikke have noget i fred før den , overalt gør den ulykker . Af vejen , kat , af vejen , siger jeg . “ Og Caroline slog efter den uskyldige kat med sit kjøkkenforklæde . jeg listede mig da lydløst og skamfuld ind i stuen , bar min skammel hen i en krog , og satte mig der , hvor mis , min stakkels mis , snart fandt mig , fprang op på mit skød og affordrede mig kærtegn , som jeg villigt gav den , idet jeg i stilhed gjorde den afbigt , fordi jeg feigt lod den bære mine synder . femte kapitel . „ Se , Carl Otto Emil , det er et n . Således seer et n ud . Det ligner akkurat et u , husk det , barn . Et n ligner et u . “ „ Men , tante Thora , hvordan seer et u ud ? “ Spurgte jeg betuttet . Jeg kendte ligeså lidt det ene af bogstaverne som det andet . „ Et u , “ svarede hun belærende , „ ligner et n , som du seer her lige for dig . Seer du , det har to streger , hvorimod et m har tre . “ Og jeg gentog atter og atter et m har tre streger og et n og u har to streger og alt løb sur i mit hoved . Der var et virvar , et sammensurium , som mine fem år ikke mægtede at regere . Og løjtnanten sænkede sin Avis , hans stadige selskab , og udstødte et betænkeligt „ hm , hm ! “ der skulle sige så meget som , at han kun forstod det , fordi han vidste det i forvejen . tante Sofie havde den dag meget travlt , og derfor havde hun overladt mig til tante Thoras bearbejdelse ; og bearbejdet blev jeg , det skal himlen vide , thi både tante Thora og tante Mille manglede Sofies klare tanke og omløb , hendes letfattelige mettode at bibringe andre sine kundskaber på ; og derfor fældede jeg mange bitre tårer og udstødte mangt et bittert suk , når de holdt mig lænket til skrivebogen eller tavlen . Da læsetimen var forbi , trak jeg atter for et øjeblik vejret , indtil tante Mille tog et tag i mig og trak mig hen til sig for at høre mig i tabellen , den forfærdelige tabel . Hu , hvor jeg hadede alle disse fordømte tal ! Hvor de have pint og plaget mig . Jeg seer endnu tante Mille , den gode sjæl , thi god var hun , med sin altid vrikkende strømpe enten have mig på skødet med strikkepindene lige i min næse , eller siddende bøjet over mig . Strømpen forlod hende kun , når hun ville lære mig , at en og en var to ; så flap hun den for at gribe mine fingre . „ Se barn , “ sagde hun og tog min tommelfinger imellem sine , medens jeg måtte knibe de andre fire stakler hårdt sammen i fladen af hånden , „ her har du en sukkertop , denne finger er en sukkertop , hvormange sukkertoppe har du altså nu ? “ „ Det er ingen sukkertop , men min finger , “ Sagde jeg og lo fiffigt . „ Næsviished klæder ikke små drenge , “ svarede hun alvorligt og begyndte forfra . „ Her har du en sukkertop , denne finger er en sukkertop , hvormange sukkertoppe har du så ? “ „ Ingen , “ svarede jeg kækt . Men inden hun fik holdt sin lange straffeprædiken , fik min tanke en anden retning . Jeg så i det samme mis gøre et pudsigt Spring fremad , så pudsigt , at jeg glemte den ulykkelige sukkertop og brast i en stormende latter , idet jeg råbte : „ Nej , se tante , hvor mis kan springe . “ Derpå klappede jeg i begge hænder , og de fire fanger vare fri , indtil de på ny blev indespærrede , for kun en for en at stikke hovederne frem . „ Sid stille , Carl Otto Emil , “ plejede hun da at sige bebrejdende , „ sid stille og hør efter , og lad mis passe sig selv . “ Ak , hvor jeg plagede den gode tante med min villie , fordi hun plagede mig imod sin villie . Og atter trak hun tommeltotten frem og begyndte forfra : „ Hvormange sukkertoppe har du nu ? “ Ja , hun brugte mine stakkels fingre så længe , at jeg til sidst ikke mere vidste , om det var hendes eller mine . Klokken slog tolv , forløsningstiden var der , og let som fuglen , skønt træt som lastdyret , sprang jeg ned og ud af stuen for at se , hvad vi skulle have til middag . Jeg blev modtaget med et kærligt smil af tante Sofie og en muggen brummen af Caroline . Mis fulgte altid med mig og skubbede sig op ad mig ; vi vare kammerater , vi delte både ondt og godt . Således gik min tid om formiddagen , om eftermiddagen skulle jeg skrive , strikke og sye . „ Pas på ! op og ned , nu krølle , en lille , ganske lille og rundet streg ; så igen en krølle og nu op og så igen en krølle . Se , så , der står det fiks og færdigt . Hvad hedder det bogstav , du der har skrevet ? Kan stumpen huske det ? “ „ B ! “ råbte jeg , fornøjet ved at betragte det store uhyre , jeg nys havde frembragt med min pen . „ Se rigtig på det — er det et b ? Seer et b således ud ? Nej , Carl Otto Emil , nu må du huske dig om . Små drenge må husfe , hvad de ældre lære dem . Og jeg stirrede og tænkte og tænkte og stirrede , men lige klog blev jeg , alt løb rundt i mit hoved , jeg begyndte at snøfte , da jeg mødte tante Thoras bebrejdende blik . „ Fingeren af munden ! Fy , hvor det seer stygt ud at have fingeren i munden . Små artige drenge have aldrig fingeren i munden . “ Det var tante Mille , som indflettede denne leveregel , medens tante Thora malede et r , som . . . Ja , jeg behøver blot at tilføje , som i et og alt lignede mit eget . Tilgiv tante Thora , at jeg siger sandheden , om end uopfordret . „ Ingen tårer , Carl Otto Emil , ingen tårer , siger jeg . Hvad er det så for et bogstav , som både du og jeg har skrevet ? “ Atter fingeren i munden , men intet svar . „ Drengen må tage fingeren af munden , ellers bliver han aldrig stor . Det er jo et r . Kan han ikke huske , at sådan seer et r ud . Nu gå vi tilbage til det første bogstav i alfabetet . Hvorledes hedder det første bogstav i alfabetet . „ A ! “ råbte jeg glad . „ Rigtig , min stump ! Skriv det nu ; lad mig se , du kan husfe det . Sig nu , som jeg : op , ned , op , krølle , lige streg , igen krølle , ned , op . . . Stop ! der slog du en klat . Fy , det seer stygt ud , små drenge må aldrig slå klatter . Dn har bestemt talt usandhed i dag , ellers havde du neppe slået en klat . “ Således kunne hun vedblive hele timer igennem til min store fortvivlelse . Nu og da kastede jeg et bedrøvet blik til Klaus , min legekammerat , min syndebuk ; når han slikkede sin pote og bed sig i halen , kunne jeg næppe vende øjnene fra ham , thi Klaus var barn , ligesom jeg , og lige børn lege bedst ; men så drejede tante mit hoved om til den anden side og sagde : „ Sid stille og andægtig , Carl Otto Emil , ellers jager jeg mis ud af stuen . “ Så sad jeg med strikkestrømpen mellem de modvillige fingre . „ Det er godt for min lille ven , at han kan strikke og sye ; ingen af os kan vide , i hvad stilling han kommer . Bliver han sømand , som Gregersen mener , og som jeg håber , så er det godt , at han kan lappe sit tøj og forfødde sine strømper , så at hans garderobe altid kan være i orden . “ „ Sømand ! “ udbrød tante Mille forundret . „ Sømand ! Hvorfor skulle Carl Otto Emil blive sømand ? Det er en pinlig og farefuld stilling altid at leve på søen , enten det stormer eller lyner . Nej , han bør blive militair , som borgen viselig bemærkede . Drengen elsker sporerne og sablen . Læg mærke til , hvor hans øjne hænge ved borgens uniform . Carl Otto Emil bør blive officer , det er noget , der passer for ham . “ „ Ja , for drengen , “ gentog tante Sofie alvorligt og med eftertryk ; „ for drengen , som elsker alt , hvad der glimrer . Dog , den tid den sorg . “ Og hun lod sine fingre glide kærtegnende igennem mit hår . „ Den tid den sorg , “ gentog hun for sig selv . „ Bliver han stor , som vi med guds hjælp håbe , skal han selv vælge sin livsstilling , og bliver det doktor , har jeg intet derimod . “ Således faldt talen lidt og ofte . Faldt mørkningen på , så krøb hver fil sin krog af stuen ; jeg fulgte altid tante Sofie ; hun tog mig så på skødet , sang for mig , red ranke med mig eller fortalte mig en historie , indtil jeg faldt isovn og drømte om æbler og nødder , og at mis fik klaps , fordi jeg stjal floden . Hun nænnede da næppe at trække vejret for ikke at forsfyrre min slummer , og mange gange var min kind våd , når jeg vågnede . Var det hende eller mig , der havde grædt , medens vi drømte ? når klokken slog otte , blev jeg bragt iseng . Det var sædvanlig tante Sofie , der fulgte mig ind og klædte mig af ; traf det sig , at en af de andre gode tanter gjorde det , følte jeg mig bedrøvet , skønt jeg intet sagde , der kunne forråde min sorg . Det var mig umulig : at sove , når ikke Sofie havde svøbt dynen om mig , foldet mine hænder fil bøn og læst mit fadervor med mig . Så trykkede hun et Kys på min pande og på mine hænder og hviskedee : „ Sov sødt , min lille dreng , gud velsigne dig ! “ Og straks gjorde jeg , som hun havde sagt . Lykkelige barndom ! De andre tanter sagde mig vel også kærligt godnat ; jeg ved ikte , hvoraf det kom , men ingen kærtegn bragte den ro og tryghed over den lille dreng , sou : tante Sofies . Jeg kendte ingen større straf , når jeg havde forset mig , end af hun nægtede af bede min morgeneller aftenbøn med ung . Jeg kunne da ligge i flere timer og græde , indtil søvnen lukkede mine trætte øjne . Der herskede den største kærlighed mellem disse tre søstre , aldrig har jeg hørt dem tale hårdt til hverandre eller gøre hverandre bebrejdelser . Ofte knude deres anskuelser være forskellige , men de ytrede dem på en blid og beskeden måde , de vare ikke påståelige : et ord af Sofie — og det var altid et kjærlighedsord — var nok til af bringe dem til taushed , og de vare lige gode venner for det . Hvor ofte har jeg ikke set dem stå hånd i hånd med hverandre , medens øjnene vare fulde af taknemmelighedstårer , fordi de vare samlede , uden af døden havde adskilt dem — hvor ofte har jeg ikke været vidne til deres gensidige opoffrelser , og hvor ofte læste jeg ikke den varmeste bøn i de fugtige øjne , der søgte himlen for af bede for de andre søstres lykke . — ia , jeg nærer den faste overbevisning , af hver for sig kun bad om de andres lykke , af sjældent deres tanke faldt på dem selv , når det ikke var for af tilbagekalde gamle minder , og da delte en anden dem altid med dem , en anden , som , skønt mange år vare henrundne i tidens strøm , endnu bestandig boede i deres hjerter . Har kvinden først lukket os ind i sit hjerte , vogter hun os så tro og kærlig derinde , af hverken tid eller omveksling , ja næppe vort eget forandrede sindelag imod hende mægter af udslette vort billede : hendes kærlighed er trofast som solen , der vel nu og da svinder bag sky , men altid vender lige smuk og varmende tilbage . Sofie var sjælen i vort hjem ; de andre havde både hjerte og forstand , om end ikke kundskaber , og derfor indså de , af hvert hus kun bør have en herre . „ Kun en ved roret , “ er mit valgsprog , og således var det altid her ; derfor herskede der fred og kærlighed , og under dette velsignede solskin var det intet under , af jeg kunne vokse , skønt deres overdrevne forsigtighed og påpassenhed ofte bragte mørke skyer på min barndomshimmel . Men hvor findes der en himmel , der ingen skyer har ? De huslige arbejder vare delte imellem dem således : middagen var tante Sofies , ligesom alt indkøb og syltningen . Morgen- og aftenanretningen hørte til tante Milles departement , hvorimod linnedet og vadfken — dermed mener jeg at tælle til og fra vask , at se efter , om den var i orden og forvare den , og endelig at stryge alt det fine tøj , som aldrig blev betroet til Caroline , udelnkkende var tante Thoras beskæftigede . Som følge af , at enhver havde sin del af de hunslige forretninger , gik alt som efter en snor , uden at vække trætte om , hvem der skulle gøre dette eller hint . Jeg har måske været for vidtløftig , men jeg håber , at en og anden af det smukke køn skulle lade mine tanters gode eksempel finde nåde for deres nydelige øjne og tage dem til efterlignelse ; thi så meget har jeg erfaret , skønt jeg er mand , at som oftest er mangel på en rigtig orden i de huslige sysler skyld i at husfreden , og med den hyggeligheden forsvinder fra det hjem , hvor der sindes mange damer . Dagen efter at jeg var født , kom tante Sofie hjem med en sparebøsse , som fik plads i dagligstuen . Den var bestemt fil min fremtid , thi , som jeg tidligere har bemærket , havde søstrene kun meget små indtægter , og der fordredes megen sparsommelighed for at komme ud af det . „ Se her , “ sagde tante Sofie , da hun satte bøssen på kommoden , „ den er fil vor lille dreng . Alle de skillinger , vi kunne undvære , putte vi i den . Mange bække små , gøre en stor å , og således samle vi lidt efter lidt en skærm fil hans fremtid , som Vorherre nok lægger sin velsignelse i . “ Søstrene nikkede , det samme gjorde løjtnanten og captainen , næn Caroline mumlede mellem tænderne , idet hun forlod stuen : „ En skærm fil hans fremtid ! Det var rart ! Som om vi ikke selv nu og da kunne trænge fil en skærm fil vor fremtid , men hvem tænker vel på det ? Vi er gamle , medens han er ung . Ung ! Ja , det ved gud , ganske nøgterne . “ og mange skillinger , både af dem , de kunne og ikke kunne undvære , skjulte sig i bøssen . Hvor mange gange har jeg ikke set de gode tanter i al hemmelighed åbne deres kærlige hånd for at forøge dens indhold , og bestemt ved jeg , at altid et godt ønske ledsagede hver en lille gave . Hvor mange gange så jeg ikke lientenanten eller brumbassen , som jeg undertiden i min tanke kaldte ham , hvormange gange så jeg ham ikke gemme noget imellem de lange , magre fingre , indtil han troede ubemærket at have nærmet sig sparebøssen for hurtig at lade noget falde ned , der altid gav en dyb og uforglemmelig genklang i mit hjerte . Det var den fattiges skærv , en lille sten han lagde fil min fremtids bygning , en sten , der så lille den end syntes i virkeligheden , dog var så stor , at den alene måtte bringe det forældreløse barn en rig velsignelse . Og hvor mange gange stod jeg ikke skjult i en krog og så Caroline , den gnavne , altid skændende Caroline , som , skønt grånet af alder og slid , endnu måtte arbejde fra den tidlige morgen fil den sildige aften for at fortjene sil sparsomme og sunrterhvervede brød — hvor mange gange har jeg ikke set hende om morgenen liste sig som en tyv på strømpesokkerne for ubemærket at nærme sig bøssen og skjule sin kjærlighedsgave i dens hemmelighedsfulde dyb . Hun troede sig så upåagtet , at hun i det øjeblik endog glemte guds øje , som hvilede på den gamle pige . Havde nogen vovet af beskylde hende for , af hun havde gjort det , ville hun opbragt have negtet det , ja , selv kalde gud til vidne på , af det var usandhed , uden af gøre sig rede for , af det var syndigt . Men jeg — jeg var som den lille nisse , jeg smuttede ind overalt , og jeg så gerninger , som ingen anede , gerninger , der fødte blide og gode følelser i barnets hjerte , som senere hos manden satte blomst og frugt , hvorfor han velsigner de gamle piger — gerninger , der fyldte barnets øje med tårer , og som endnu får mandens til af glindse . Capitainen var den eneste der , jeg aldrig så putte noget i kjærlighedsbøssen ; men hver nytårsdag , når låsen blev åbnet , for af man kunne tælle indholdet , så jeg tante sofiss forundrede og kærlige blik opsøge Gregersen , når hun oprullede en hårdt sammenkrympet hundrededalerseddel , der lå skjult på bunden . Hun sagde aldrig noget , og han undgik hendes øjne , men borgen trak læberne tæt sammen , hvilket hos ham var tegn på undertrykt bevægelse ; han samlede pengene i en pose og bragte dem derpå til sparekassen . Min ankomst i denne familie havde frembragt endnu en forandring , jeg ikke tidligere har omtalt . Søstrenes flid havde altid været stor , men med mig var den bleven forhøjet . Jeg kan aldrig mindes at have seer dem ledige ; de syede , broderede eller strikkede , og mange gange har jeg set tanterne pakke det fuldførte arbejde sammen i en Avis for ar bringe det ud i byen ; når de så vendte hjem , gemte de altid nogle af de surt erhvervede penge i bøssen . Jeg kalder dem surt erhvervede , og hvem vil vel undre sig derover , når han tænker sig svækkede øjne med briller , der stirrede på det fine arbejde , medens fingrene , der føre nålen ud og ind , ofte to , tre gange må gentage forsøget på at bringe den igen på rette sted , fordi dels synet , dels håndens rysten førte nålen ud fra det rette spor . Er det da et under , at gud lagde sin velsignelse dertil og fulgte mig på alle mine veje , ikke for min , men for deres skyld . „ De have såt i velsignelse , og derfor skulle de høste i velsignelse . “ vi havde en have , den var ikke stor , men solen skinnede dog i den og udfoldede knopperne til blomst . Af frugttræer var der ikke så få , i de sidste år var der blevet plantet unge træer , som lovede en god høst . Haven blev holdt i den strengeste orden , og smag og hygge savnedes heller ikke . Enhver af beboerne havde fine frugttræer , buske og blomsterbede til egen rådighed , og morsomt var det af se , hvorledes hver afdeling udtalte ejerens smag . Man tænke en have på omtrent to skjepper land , inddelt i syv afdelinger , altså indrettet efter syv forskellige personers smag . „ Hvilket Chaos ! “ men jeg benegter det . Netop denne afveksling i smag og tillige den strenge orden gjorde haven både større og hyggeligere ; den udtrykte så tydeligt enhvers karakter og tænkemåde , af de , der kendte os nærmere , straks ville have set , hvem der var ejer af dette eller hint stykke jord . Den ottende del af haven var til fælles brug . Den indeholdt kjokkennrter , frugt til af sylte og træfrugt til opbevaring om vinteren . Når forårets milde luftninger flagrede ud og bragte liv i den tilsyneladende døde natnr , da begyndte livet også af udfolde sig i vort hjem , enhver greb sin spade og rive og derpå gik det ud i haven , hvor vi arbejdede så vandet sprang frem på vor pande ; men læben smilede og hjertet var let og glad . Alt det strenge arbejde udførte løjtnanten og capitainen , og Caroline passede foruden sin egen også urtehaven . Og alt som det hele fik syn og antog karakker , veg foråret for sommerens varme ånde . Den første juni stod hele haven i sin fulde flor , og enhver af os betragtede med sand glæde og tilfredshed fil eget værk . Hvor lidt har jeg ikke set den alvorlige , mutte borgen stå med barnlig beundring og se på sin lille have , hvis blomster han kun fredede til tante Sofies vase , som han hver dag , så længe der endnu fandtes en blomst i hans bede , fyldte med friske roser . Og altid drog han et dybt suk , som kun blev hørt af ham deroppe og mig . I midten af haven var et stort lysthnus , hvori vi hver smuk sommerdag nød vore mållider og aldrig så jeg borgen eller Gregersen gladere , end når de bar tallerkener , kopper eller stole ud til lysthuset . Da hørte jeg undertiden borgen brumme : „ Trom frommetom , trom trom , “ og hans øjne lyste da som den nedgående efferårssol , medens Gregersen bredte dugen og hentede piberne . Ja , det er minder fra barndommen , det er dem , som skal lyse for mig , når mit syn bliver svagt og min gang tung , når jeg sidder de lange vinteraftener i min lænestol , den , hvori tante Sofie så ofte har hvilet sig efter dagens anstrengende arbejde . sjette kapitel . En måned var gået under de alt omtalte besfjæftigelser , jeg kendte alle bogstaverne og tallene med , jeg kunne strikke to master uden at tabe den tredje og sye — ja , jeg var kommen så vidt , at jeg kun stak mine fingre to gange for hvert sting , jeg fuldførte på kluden . „ Hvad man i ungdommen nemmer , man i alderdommen ikke forglemmer “ , sagde løjtnanten . Det var hans stående floskel , og så stillede han mig foran sig , trak mine skuldre tilbage , så jeg var nærved at gå istykker og råbte med sin brummende stemme : „ Brystet ud og maven ind , hovedet tilbage ! “ Jeg adlød efter bedste evne , så trak han mig i fødderne og drejede dem udadtil , idet han satte både sig selv og mig i bevægelse . „ Venstre , højre , venstre , foden udad , højre , venstre , maven ind , mere ind , højre , venstre , holdt ! “ og alt som vi marscherede frem og tilbage , fulgte mis gravitetisk med og få op til mig med ærefrygt . Slap så borgen mig ud af skruestikken , klemte Gregersen mig ind i en ny . „ Hvortil bruges et skib ? “ „ Til at sejle med i rendestenen “ , svarede jeg kækt . Jeg vidste , det var sandt , jeg havde glædet mig over en time ved at betragte gadedrengenes sejlads i rendestenen udenfor vore vinduer . Capitainen lo , de andre gjorde ligeså , og lieufenanten drejede sine moustacher . Derpå fulgte en lang fortælling , som gik ind af mit ene øre , lige ud af det andet igen , og derfor blev jeg lige klog , eller rettere sagt lige dum . De fyldte mig , som man fylder en postej ; men resultatet blev ikke det samme . Postejen bliver tykkere og anseeligere , alt som den bliver stoppet ; jeg blev derimod tyndere og tyndere , jo mere fylding de fik i mig , og min ånd — ja , gud forbarme sig , som den stakkel havde det ; mit hoved var et rent pulterkammer . Historie og geografi skulle jeg da også lære , skjøndt jeg endnu ikke havde fyldt mit sjette år . I den første videnskab var borgen min lærer , i den anden Gregersen . ja , jeg lærte så meget , at jeg flet ikke kunne noget ; og da jeg havde fyldt mit sjette år , tog løjtnanten og tante Sofie mig hver ved sin hånd for at følge mig til en skolebestyrer , der skulle holde en lille eksamen over mig for at høre , hvor vidt jeg var i min lærdom . Vi trådte ind i et stort værelse , hvor flere af skolens lærere vare samlede for at være vidne til underbarnets mirakler . „ Han kan lidt af alt , “ hørte jeg borgen hviske til bestyreren . Denne svarede : „ Og kun seks år ? “ „ Ja , min sandten ! Seks år , mærkeligt barn ! “ I anledning af dagens betydning var jeg iført stadstøjet . Jeg må først gøre opmæksom på , at jeg lige til denne dag havde været klædt som en pige . Endnu den dag i dag seer jeg kaptajnen for mine øjne med hans skjelmske smil , tagende mig ved armen og løfte mig op på bordet , „ Gudsdød , stå stille gut ! “ sagde han , og jeg adlød . Jeg bar en temmelig lang sirtses kjole , bomulds blonseforklæde og mameluker . Det eneste , der vidnede om , at jeg var en dreng , var mit kort asklippede hår . Hvorledes jeg tog mig ud , kan enhver tænke sig . Gregersen brast i en overgiven latter ved at betragte mig . Lieutenanten så op fra sin Avis , udstødte sit „ hm , hm ! “ og jeg tager bestemt ikke fejl , når jeg siger , at jeg så et svagt smil på hans tynde læber . Tanterne lod deres arbejde falde i skødet af overraskelse . Men jeg , der mærkede , at kaptajnen ville have løjer med mig , slog en kuldbøtte oppe på bordet , som jeg havde set andre drenge gøre , og tanterne udstødte et enstemmigt skrig og holdt hænderne for øjnene . „ Hallohoi , gut ! “ Reb dine sejl , gør klar til at vende , ellers få damerne ondt ! “ råbte Gregersen og klappede i hænderne , idet han tilføjede : „ Pigeklæder og drengesind passe ilde sammen . “ Endnu samme dag blev der gjort anstalt til at skaffe mig drengeklæder , og på ovenomtalte vigtige dag havde jeg dem for første gang på . Hvor stolt følte jeg mig , da jeg stod midt i forsamlingen , iført min nye dragt , hvis mage jeg troede , ingen kunne fremvise . Hvide benklæder , en halv gang større end nødvendigt . „ De er til at vokse i , “ sagde tante Sofie til svar på Gregersens attring om , at begge mine ben kunne gå i hvert enkelt af disse . Og blousen — ja , den var mageløs , det tør jeg med al ære for sandheden påståe . Man tænke sig en seksårs dreng iført en blouse , der nåde ham næsten til fødderne , med ærmer få vide , som om en tolvårs arm skulle udfylde dem , med kniplingskrave i halsen og kniplingsstrimler for hånden , med en hue på hovedet , strikket af tante Mille , og som påtog sig den nopfordrede ulejlighed at skjule mine øjne og undertiden min næse med . Kort at fortælle , hele min habit var fabrikeret af de gode tanter efter en målestok , der hed „ til at vokse i “ ; således få den unge , håbefulde Carl Otto Emil ud . Synet af mig vakte munterhed blandt lærerne , og mindst af alle dadler jeg dem derfor ; de søgte , så godt det lod sig gøre , at bevare den pligtskyldige alvor , men smilet spillede på deres læber , fra det jeg kom og til jeg gik . Det var netop deres smil , hvis årsag jeg ikke anede , der gav mig mod , jeg så mig dristigt om iblandt dem og smilede atter til dem . først blev jeg hørt i læsning , derefter skrev jeg , og nu kom touren til regning . Fra de første to genstande havde jeg sfilt mig ret godt , og modet begyndte at vokse ; det steg i en ruroligende grad , det truede med at gå over til k ådhed . „ Hvormeget er fire og fire ? “ spurgte skoleinspekforen . „ Otte sukkertoppe , “ svarede jeg kækt . Alle lo , og jeg ikke mindst ; jeg følte mig stolt over at have fremkaldt deres latter . Nu kom touren til historien . „ Hvem var Napoleon ? “ spurgte en af lærerne . Der stod jeg . Jeg vidste , han var en berømt nland , men hans livsstilling havde jeg glemt . Der stod jeg til borgens og tante Sofies store vrede og skamfuldhed . De bebrejdende og befalende blikke , som mødte mig , bidroge til end mere at forvirre mig . Men pludseligt erindrede jeg Gregersens fortælling fra forrige aften om Peter Mikkelsen , den store mestertyv . I et nu forvekslede jeg hans navn med Napoleons . „ En mestertyv ! “ råbte jeg med så stærk en stemme , som jeg formåede . „ Bravo ! “ råbte den ungdommeligste af lærerne . påny udbrød munterheden , men over borgens øjne lagde sig en dyb rynke , der ikke bebudede godt . Han havde glædet sig til det øjeblik , historien skulle spille en rolle ; nu var hans stolthed dalet i samme forhold , som hans forventning var skuffet . „ Hvad kan du mere ? “ spurgte inspektøren . Deres latter havde gjort mig kåd , og jeg . Svarede : „ Sye , stoppe , strikke og støde kuldbøtter . Alting tot , gutter ! “ De sidste ord vare udtryk , som kaptajnen brugte og skulle sige så meget som : „ Alt i orden , gutter ! “ Alle lo på tante Sofie og borgen nær . Latteren krænkede dem , men ingen havde forbudt ung at sige det , og derfor blev jeg ikke lidt forundret , da jeg mødte tante Sofies bebrejdende blik og hørte borgen tilhviske mig : „ Artig , om jeg må bede . Hm ! “ Det enstemmige resultat blev , at jeg skulle slutte mig til nederste parti i yngste klasse . Tante Sofie og løjtnanten følte sig i høj grad skuffede ; selv jeg følte en vis befippelse ved at se deres lange ansigter , da de toge mig ved hånden for at gå hjem ; den svandt imidlertid snart ved tanken om den forestående skoletid , der lyste for mig med strålende glans . Da jeg kom hjem , blev jeg sat i skammekrogen efter først af have hørt en lang bodsprædiken af tante Sofie , som blev istemt af hele familien , og således endte hin mærkværdige dag . syvende kapitel . Er det ikke et mærkværdigt spil af skæbnen af plante seks pebertræær i samme bed ? Men hvad der endnu er mærkværdigere , er den sandhed , af jeg , Carl Otto Emil , er opvokset i samme bed , og alligevel er bleven til et virkeligt menneske . Rigtignok forsikrede mine venner i skolen , af jeg kun var en tøs — jeg beder mine læserinder af undskylde , men på ære , således løde deres ord ; de påstode , af det kun var deres omhu og anstrengelse , der senere gjorde mig til en dreng . Om de have ret eller ikke , skal jeg lade være usagt ; men det tør jeg påståe , af ingen af dem alle har udført så mange gale drengestreger , som jeg , hvis barndom og ungdom henrandt under bevogtning af tolv øjne , der gik på i agt efter hver mine , bevægelse og ord , jeg tillod mig , og som derpå blev drøftet , antaget eller forkastet , hvilket sidste som oftest stete . Lieutenanten og kaptajnen havde kendt mine tanter fra ungdommen , da de kom i deres forældres hus . De vare pebersvende , ikke af lyst , men af sknffede forhåbninger ; det samme var tilfældet med mine tanter . Tante Sofie havde været forlovet , men kun for en aften . Hun var på bal hos borgens forældre ; der dansede hun med en ung læge , som var fra Sverrige ; de havde ofte været sammen , og altid havde han viist hende megen opmærksomhed . Han var smuk og begavet , havde et ualmindeligt behageligt væsen , og han udmærkede hende i den grad , at hun var fuldt berettiget til at antage ham for en betler . Hendes følelser for ham gik fra interesse over til kærlighed , hun elskede ham dybt og inderligt , og derfor var hendes glæde og taknemmelighed stor , da han hin aften på ballet gjorde hende en kærlighedserklæring og udbad sig tilladelse næste dag at bede hendes fader om hendes hånd . Hun var lykkelig ; hendes højeste ønske var opfyldt . natten gik med glad forventning , og morgenen hilsede hun med håb og kærlighed . Stor glæde herskede i familien , og længselen efter at modtage bejleren blev stærkere eftersom timerne svandt , uden at han lod sig se . Da ringede det på døren , Sofie fjernede sig rødmende og med bankende hjerte , ledsaget af husets øvrige damer , og faderen iførte sig en faders værdige skikkelse for af modtage frieren . Men pigen åbnede døren til dagligstuen , hun holdt et brev imellem fingrene . „ Det er til Herren , “ sagde hun . En tung anelse greb ham , han vovede næppe af bryde seglet , det var , som om det brændte hans fingre . Brevet , der tillige indesluttede et til tante Sofie , bestod kun af få linier , hvori han bad faderen ikke af dømme ham for hårdt , når han blev bekendt med indholdet af datterens brev — han var ung og overmodig , havde et varmt hjerte for kvindens inde og skønhed — det måtte være hans undskyldning . Faderens skridt lød tungt og besværlige , da han nærmede sig det værelse , hvor Sofie oppebiede hans ankomst . med forventningsfuldt hjerte og blussende kind lyttede hun efter den mindste støj . Døren drejede sig langsomt på sine hængsler , som ville den holde sorgen ude , og faderens blege , bekymrede ansigt viste sig i åbningen , holdende det skæbnesvangre brev i hånden . Var han et glædens , et lykkens budskab ? Det blev nat i hendes sjæl , hun greb fat i stoleryggen for ikke af falde . Men han nærmede sig langsomt og tog hende i sine arme . „ Fat mod , min datter ; prøvelse og sorg komme også fra gud . “ Hun bøjede sig ned og kyssede hans hånd ; derpå hævede hun atter hovedet , med fornyet mod og kraft tog hun brevet og læste : „ Ærede frøken ! „ Jeg er i sandhed i stor forlegenhed for at finde passende ord til at udtale min undskyldning , min sorg og min bøn om tilgivelse . „ Deres skønhed og elskværdige væsen har henrevet mig til en følelse , der for en bunden mand er utilladelig . Jeg har længe bekæmpet min lidenskab , men iaftes da jeg havde den ære at danse med dem , gjorde jeg dem en kærlighedserklæring , mit hjerte fejrede over min forstand , jeg glemte et tidligere givet løfte over øjeblikkets henrykkelse og derfor må jeg nu bøde hårdt . „ Tro mig , ærede frøken , kun det bånd , som alt har lagt mig i lænke , er ene grund til , at jeg ikke for længe siden er ilet til dem for på ny at gentage min bøn . „ Kan og vil de tilgive min letsindighed , der er udsprunget fra et varmt hjerte , der aldrig vil glemme dem eller den uret , det har tilføjet dem ? „ Når de modtager disse linier er jeg på vejen til Stockholm for at blive mit første løfte tro , men erindringen om dem vil følge mig igennem livet . “ Hun sagde intet , men hendes kinders bleghed , hendes hånds krampagtige zittren , da hun foldede brevet sammen , vidnede om sjælens smerte . Siden den dag nævnede hun aldrig hans navn , skjøndt intet nag opfyldte hendes hjerte ; men tanken , den fri ubundne fugl , fløj ofte over imod Sverigs kyst , for at bringe et suk til ham , der endnu ejede hendes hjerte . Hun afslog flere gode partier ; hun hørte til de kvinder , der kun give hånden , når det hele hjerte følger med ; hun hørte til dem , der , når kærligheden først har prentet et elsket billede i hendes hjerte , da boede det der for evigt . „ En gud , en kærlighed “ , stod skrevet i hendes sjæl . Og tante Sofie blev gammel pige . Er der nogen , der føler lyst til at le ad den gamle pige , jeg her har beskrevet , da kunne jeg føle trang til at græde over , at der findes så fattigt et hjerte , at det mangler følelse til at forstå en så ligefrem og ærlig sjæl som hendes . Tante Mille havde kåret en af vort køn , der ikke forstod at skatte hendes mange dyder og gode sider . Det gør mig ondt at tilstå det , men sandt er det , havde hun været formuende , så tror jeg bestemt , han havde faget hende . Den ufølsomme var lieutenant ; men han var rig og hun fattig , det , milde man tro , passede fortræffeligt ; men nej , lige børn lege bedst , tænkte han , og så glemte han i et øjeblik de mange Års kærlige og indsmigrende ord , han havde hvisket hende i øret , de varme håndtryk og blikke ; han glemte det alt for de halvtredsindstyvetusinde , der med funklende glans lyste ham i møde fra en anden , skjøndt ejerinden hverken var ung eller god . Dog , hvad formår ikke guldet ? Hvert ord , hvert blik , hvert håndtryk huskede hun endnu . Og han ? Skænkede han stundom den stakkels , hårdt forurettede pige en venlig og angrende tanke ? Tante Thora havde aldrig haft nogen frier . Hun havde elsket Gregersen fra sin tidligste ungdom , uden at han havde nogen anelse derom . Kvinden forstår bedre at gemme sit hjertes hemmelighed , end manden . Hun dør ofte , uden at noget fremmed øje har opdaget , hvad hun trofast har kæmpet for at skjule . Tør kvinden da aldrig føle kærlighed uden først af være elsket , tør hendes kærlighed da kun fødes som gengæld for mandens , siden hun få omhyggeligt skjuler fine følelser for os af frygt for vor eller andres dadel ? Jeg tror , det er en fejlagtig anskuelse hos damerne , måske også hos nogle af vort køn . Kvinden har efter mine begreber ligeså godt ret til af elske først , som vi . Kærligheden kommer fra gud , og gud sænker den tilvisse ligeså godt først i kvindens som i mandens hjerte . Det er uret mod os af formene os vor ejendom , der ville gøre os så lykkelig , selv om vi ikke formå af gjengjælde . Hvem kan befale sit hjerte af elske ? Den tanke og følelse er så sneverhjertet , af vi altid først ffulle elske for af blive elskede af det smukke køn . Herregud , elsk mig lidt for min egen skyld , den kærlighed skatte vi mænd højest , thi den er ikke opstået af taknemmelighed og pligtskyldig gjengjældelse . Men jeg er ligeved af glemme Gregersen . Om ham vidste ingen uden han selv noget af fortælle , og han , der ellers var så snaksom , var i dette punkt aldeles tans . Han var altid tilsyneladende glad og munter og fortalte ofte om ungdommens lette forelskelser og sine mange erobringer både tillands og tilvands ; men noget egenligt faktum kendtes ikke , ligeså lidt som vi nogensinde fik navnet på heltinden at vide . Dog jeg vender tilbage til min barndom . Når efteråret kom , når frugten og grøntsagerne vare indhøstede , og hver havde fået sin part , da samledes man om arnestedet i gemytlig passiar , og om vinteren , når de lange aftener holdt for døren , når søndag og onsdag førte borgen og Gregersen ind i vor hyggelige dagligstue , da tilbragtes skumringen med eventyr og rejsebeskrivelser , som Gregersen gav tilbedste , medens tanterne satte strikkepindene i taktmæssig bevægelse ; jeg og katten sagde ved tante Sofies fødder og lyttede med spændt opmærksomhed på de rædselsfulde hændelser , som kaptajnen i almindelighed selv havde oplevet , og æblerne snurrede på kakkelovnen og udbredte en behagelig Duft . således forløb et par timer , indtil der blev tændt lys , men lyset fandt mig altid sovende på tante Sofies skød med mis i mine arme . Scenen forandrede sig nu , spillebordet blev sat frem , hvilket var tante Milles forretning , og så begyndte whisten eller rapusen . Det gik i al godmodighed , og derfor var der ingen , som kedede sig . Tante Sofie spillede aldrig med , hun overtog gerne på disse aftener søsterens huslige forretninger . Men om hverdagen , når de savnede borgen og Gregersen , da kom håndarbejderne frem , og tante Sofie læste højt af en roman eller et digt . Hun læste smukt og naturligt , det var en glæde at høre hende . Kom hun så til steder , der vare af alvorlig eller sørgelig natur , da tittede det ene lommetørklæde frem efter det andet og kom i travl bevægelse ; hun måtte da standse en stund for ikke at kvæles , således sammensnørede bevægelsen hendes Hals , og det endte da attid med , at de alle tre gave sig til at le af undseelse over , at de vare så dumme at græde over noget , der ikke virkelig var oplevet . Ja , det var velsignede aftener , de vende aldrig mere tilbage uden i erindringen , og den vækker min sorg , men også min dybeste taknemmelighed . jeg har glemt at fortælle , at vi ejede en hønsegård med store og fede høns , med en hane så stolt som den , der ingenting er . Ham kaldte vi pilatns , og han var gårdens prydelse . At passe hønsene og samle æggene var tante sostes beskæftigede ; jeg hjalp hende ærligt og for hver snes æg , jeg bragte hende , fik jeg to skilling , som jeg havde lov til at give til fattige ; jeg passede på som en smed og jeg tjente ikke så lidt . Men nu tager skoletiden sin begyndelse , og for at vise den tilbørlig ære henflytte vi den til et nyt kapitel . ottende kapitel . Endelig var den store dag oprunden , da jeg , Carl Otto Emil , for første gang skulle i skole . Jeg mindes det endnu så tydeligt , som om det var sket i dag . I den skæbnesvangre morgenstund blev jeg vækket to timer tidligere end sædvanlig . Jeg blev vadflet , pudset og glattet i det uendelige , jeg blev strammet , kysset , klappet og formanet uden ophør . Ja , det var en mindeværdig dag . Borgen fulgte mig i skole for endnu engang at anbefale mig til lærerens særlige omhu . Jeg rystede af angst , og dog følte jeg tillige glæde over at være omgivet af så mange iævnaldrende , der alle styrtede mig i møde med rovbegjærlige blikke og vel stærke håndgribeligheder . Men lidt efter lidt vendte mit naturlige mod tilbage , jeg puffede dem fra mig , som kom mig for nær , og da jeg hørte mtringer som „ Tøs “ , „ Dæggeunge “ og „ Kjoledreng “ , da sydede blodet i mine årer , og kun min forladte stilling lige overfor alle de fremmede ansigter holdt mig rolig på min plads . Da frikvarteret kom , og vi forlod skolestuen for at more os i gården , blev jeg omringet af disse glubende ulve ; de reve og stede i mig , som om jeg var en livløs genstand og ikke tante Sofies lille Andling , som ingen vind måtte blæse på . Tusinde spørgsmål , knubs og skældsord af alle slags samt fornærmelige hentydninger regnede ned over mig i det uendelige , indtil en temmelig stor dreng kom mig så nær , at han i høj grad generede mig . Han skældte mig ud for en tøs , det vidnede både min dragt og mit glatte hoved om , således påstod han i det mindste , og derpå tog han fat i min blousekrave og flæbte mig med sig under de andre drenges huien og hurra . Jeg gjorde modstand både med hænder og fødder , men det var spildt ulejlighed ; han var stor , jeg lille , de vare mange , jeg kun ene , og inden jeg anede min grusomme skæbne , befandt jeg mig under en sprudlende vandpost , medens den ældste i samfundet højtidelig døbte mig med navnet „ Tøs “ , som enstemmigt blev antaget af hele forsamlingen . endelig blev jeg fluppen løs , men min tålmodighed var endt , blodet kogte i mig , og drivvåd , som jeg var , og under hele hobens skoggerlatter stillede jeg mig midt i gården med begge hænder i siden ; et ukendt mod gennemstrømmede mig , skønt jeg først var i mit syvende år , medens de fleste vare imellem otte og ti år og langt større og tilsyneladende stærkere , end jeg . Da de så min alvorlige mine , mine knyttede -hænder og min lange våde blouse , der i sandhed lignede en pigekjole , vidste de ikke , om de skulle sætte dem i forsvarsstand eller le ; men jeg lærte dem snart , hvad de havde at gøre , jeg greb en pøs , der stod fuld af vand , og slyngede den med en så unaturlig kraft , som kun vreden føder , imod ham , der havde givet signalet til overfald og flæbt mig under posten , at han faldt om med et skrig , der snart bragte hele hoben omkring ham . Jeg blev derimod roligt stående på samme plads , ventende på en ny udfordring ; men udfordringen kom ikke , de havde travlt med at hjælpe ham op ; blodet og vandet løb ham ned ad ansigtet , medens han græd af smerte . Jeg benyttede derimod øjeblikkets sejr og tiltalte ham med en værdighed , som min opdragelse iblandt de gamle derhjemme havde givet mig forud for min alder . „ Halloi , gutter ! er der nogen blandt jer stympere , som har lyst til at slås med mig ? “ Råbte jeg kækt og så udfordrende på dem . Men alle tav forfærdede ved synet af det udgydte blod og min modige holdning . Jeg vedblev : „ Jeg vil ikke hedde tøs — jeg er ingen tøs ! Jeg er en dreng , ligesom i , og mit navn er Carl , således flnlle i kalde mig , og gøre i det ikke , så vil jeg slås med eder , men en for en . Onkel borgen siger , at to må ikke slå en , det er uretfærdigt og derfor uværdigt . Kom her , har i lyst til at kovendes ? “ Da jeg havde endt min tale , hvis virkning var storartet , nærmede flere drenge sig med venskabelige forflag om at være venner , hvilke jeg modtog med et nådigt blik eller forkastede med ringeagt ; men han , som jeg havde slået , trak mig påny i blousen og sagde : „ Når jeg skal kalde dig en dreng , må du først gå klædt som vi andre , men ikke som en tøs med lang kjole og broderet krave . “ „ Og du , “ svarede jeg og puffede ham fra mig , „ Du må først lære at le , når nogen slår digsålænge du græder , vil jeg kalde dig tøs . “ da jeg vendte hjem fra skolen , blev jeg modtaget med åbne arme af hele familien . Det var en onsdag , middagsbordet stod dækket i haven , og min livret dampede fra terrinen . Man udspurgte mig , man så på min medtagne dragt , og til sidst spiste man , og dertil var jeg med af mit ganske hjerte . Da måltidet var til ende , og jeg havde lært mine lektier , ekserceret med løjtnanten og fået en forfærdelig portion sømandskundskaber i hovedet , og da jeg endelig havde deklameret det lille Vers : „ Nej , intetsteds er roserne så røde , og intetsteds er tornene så små , og intetsteds er dunene så kløde som dein , hvor barnets uskyld hvilte på , “ Havde jeg min frihed og sprang glad og let imellem buske og træer , snart snurrende min top , snart klappende mis , der havde savner mig så længe . Jeg blev afbrudt ved , at borgen med alvorlig stemme kaldte mig til sig ; en anelse sagde mig , jeg skulle have skænd , og det næste øjeblik overbeviste mig om rigtigheden deraf . „ Carl Otto Emil , kender du noget til denne pære ? “ han førte mig hen til et lille træ , der var plantet i foråret og kun bar en pære , men denne ene store og , som jeg syntes , sjældne og lækkre pære , som det på det strengeste var mig forbudt af røre , fordi den skulle bevise træets fortrinlighed , den faldt mig altid i øjnene og gjorde mit hjerte tungt af begærlig attrå . „ Du må ikke , “ — og lysten tiltog med foruroligende styrke ; den hang så lavt som ingen anden pære i hele haven , mine læber kunne kysse den , og det gjorde de mange gange . „ Du må ikke , “ lød det atter og atter i min samvittighed ; men hvor stærkt det end råbte derinde , så tog fanden mig dog ved øret , trak mig hen under kundskabets træ , og tænk dig , min læser , hvilken frygtelig forbrydelse ! Jeg nøjedes ikke med af kysse og slikke den , som jeg så ofte havde gjort , men jeg fordristede mig til af trykke mine tænder i den for af undersøge , om den havde en god smag . Jeg tænkte , af det fik ingen af se eller vide ; spiste jeg den derimod , ville alle savne den . Men hvad hænder ! da jeg havde suget og suget uden af smage den herlige saft , jeg havde hørt så lovprist , opdagede jeg fil min store skræk og forfærdelse , af jeg havde efterladt et tydeligt og mistænkeligt spor i bemeldte pære ; den hang der vel endnu , men , o ve ! mine tænder , de forrædere , havde på den mest ondsfabsfuldeste måde gravet en grav for af styrte mig i den , og derfor var det ikke så mærkeligt , af jeg rystede og bævede af angst , da jeg hørte borgens alvorlige stemme råbe mit uheldsvangre navn . „ Hvem har gjort det ? “ spurgte han strengt . Jeg vidste ikke , hvad jeg skulle svare . Lyve turde jeg ikke , og fil af tilstå manglede jeg mod . Jeg greb derfor i min store fortvivlelse en middelvej ved af fremvise mine tænder , for med en af sukkertoppene af angive , af de vare forbryderne . Jeg seer endnu i dette øjeblik gamle borgens komisfe ansigt , der kæmpede mellem latter og vrede ; men pligtskyldigst måtte lysten vige for pligten , og efter først af have hørt en kort formaning af borgen , derpå fire lange af tanterne og Caroline og modtaget et medlidende nik af Gregersen , blev jeg befordret bort fra haven , ind i dagligstuen og hen i skammekrogen , til rædsel og advarsel for alle og enhver , der i fremtiden måtte få lyst til at angribe andres retmæssige pærer med læber eller tænder . Skade , at ikke alverdens tyve så mig i den forfærdelige krog ; de ville da sikkert aldrig oftere have stjålet af frygt for følgerne . Således endte min første , mærkværdige skoledag , til skam og skændsel for mig selv og dem , som havde opdraget mig til et sådant uhyre . niende kapitel . Jeg vil ikke gå nutidens sneglegang , som daglig bringer vort blod i kog ; nej , jeg vil tage stormsfridt og med hurtighed overspringe syv år af mit liv , syv lange , lange år . Jeg havde fyldt mit fjortende år , havde sagt strikkestrømpen og stoppenålen et rørende farvel , var vokset fra skammekrogen og dens ubehageligheder , havde en egen og fri villie , M . , når den ikke gik udenfor de grændser , sexianerne havde afstukket for mig , og var bleven til et halvt menneske . Hvilken misundelsesværdig stilling ! På latinsfolen var jeg frygtet af alle for min behændighed og mine syv alen lange taler , reminiscentser af sømandssproget , som jeg nu og da overfaldf mine kammerater med . Jeg var duks og , så vidt jeg ved , afholdt af de fleste på grund af mit gode humør , mine mange spillopper og min redebonhed til at hjælpe , hvor mine kræfter kunne gøre gavn . skulle der udfindes en eller anden straf forvare lærere , var det mit hoved , der måtte udklække planerne ; var nogen stedt i forlegenhed , var det mig , der måtte hjælpe ham ud af den , og var der et og andet , vi ønskede forandret med hensyn til timer eller læregjenstande , var det atter mig , der blev iført en gesandts højtidelige skikkelse , med mange ord og liden tanke . Skjøndt udklækket blandt blomstrende pebertræer , syntes jeg at blive alt andet end peberagtig , og skjøndt min habit fremviste den største mærkværdighed , følte alle drengene dog respekt for ulken , som de kaldte mig . Min dragt — ak , jeg bliver ganske rørt , når jeg mindes den . Tænk dig , min læser , en dreng på fjorten år , iført hjemmesyede permissioner og trøje , der blev tilskåren af tante Sofie og syet af alle tanterne . Aldrig glemmer jeg de lange , de uendelig lange timer , jeg stod opstillet midt på gulvet , omringet af søstrene med knappenåle , shnåle , tråd og saks . Under slige forhold var det mig på det strengeste forbudt at røre mig ; stiv som en pind , ulykkelig som en fordømt , stod jeg med gysen og rædsel fængslet til den forfærdelige plet , hvor det havde behaget triumriraret at opplante mig . „ Hellere for lange end for korte , “ bemærkede tante Thora ; „ så kan drengen vokse i dem . “ Du seer kære læser , det var altid det samme omkvæd , — ak , hvem der dog var fuldvoksen ! Og tante Mille tilføjede : „ Vi kunne lægge et læg på dem , for at han ikke skal træde i dem . “ Som sagt så gjort , læget blev lagt , og mange af mine kammerater påsfode , at mit skinneben var tykkere end min læg . Men herved var intet at gøre . „ Hellere for lange end for korte , “ derved blev det . Jeg havde nær glemt vesten , en vigtig del af herretoillettet . Den bestod af gråt uldgarn , som var strikket af tante Milles kunstfærdige fingre . Hun sagde , den havde fået en udmærket facon , men hun var destoværre den eneste , der nærede så god en mening om bemeldte vest . Min figur havde en foruroligende lighed med en tønde , og hvad mine arme angik , så gaves der ondskabsfulde tunger , som påstode , at de mindede stærkt om åleslægten , der ikke er bekendt for sin skønhed . Dog være det mig tilladt at forsikre , at naturen ingenlunde havde del heri ; det var ene og alene kunsten , den høje kunst , som tilkom æren . Trøjeærmerne vare af visse respektable grunde syede et godt stykke længere end mine arme og hænder ; at trække dem op lod sig ikke gøre , da det ville efterlade et bræk i tøjet , som senere kunne have sørgelige følger . Resultatet blev altså , at mine hænder næsten vare usynlige , og derved kom armens tykkelse ikke til at stå i proportion til dens længde . Mit hår — store gud , hvor sørgeligt ! Uagtet det var tykt af naturen , ville de have det endnu tykkere ; hver gang det begyndte at ligne andre drenges , greb løjtnanten saksen med en sådan behændighed , at han næppe behøvede fem minuter til at gøre mit hoved glat som et myndehoved . Hvor lidt har „ Hjertet ikke blødt i mit bryst , “ Som damerne pleje at udtrykke sig , når mit øje faldt på spejlet og mødte mit stride , kort afklippede hår , der lig en forbryders aldrig turde vokse op , og som en afmeiet kornmark , kun viste Stubbe , men intet strå . „ Jo mere det bliver studset , desto tykkere vil det blive , “ sagde tante Sofie , og borgen tilføjede : „ Bedre kort hår som dreng , end skaldet isse som angling . “ Et censtemmip ja lød i forsamlingen , derpå nikkede man bekræftende , og loddet var kastet . Jeg blev fordømt fil endnu et år at gå med myndehoved . det var sommer , vor have stod i fuld flor , ' gården var befolket med små gule og sorte kylunger , hanen gik stolt og majestætisk iblandt dem ; fandt han et korn , kaldte han dem alle tilhobe om sig , for at overlade det fil den kvindelige befolkning mer fil børnene . Selv blandt dyrene er det hannen , der må være forsørgeren ; dette følte dilatus , og denne følelse gav ham en værdighed som en konge måtte misunde ham ; hønsene og deres dunede små så op fil ham med frygt og benndring , han var jo den skønneste hane , de nogensinde havde set , og fader fil dem alle . Jeg ville ønske , at enhver ægtemand havde den samme magt og indflydelse i sit hus og lige -overfor sin hustru og børn , som Pilatus havde i sin hønsegård ; så tør jeg love for , at de fleste ægteskaber ville blive lykkeligere , end de er . Ttermometret viste sytten grader i fri luft , og feg sad indespærret i den kvalme skolestue . Vi skulle have latin , men ingen af os kunne sin lektie , derfor imsdesåe vi lærerens ankomst med uro . Han var meget streng og mistænksom , han troede altid , at vi bedrog ham , fordi han engang tidligere havde sundet et papir hos en af eleverne , hvorpå den danske oversættelse af dagens pensum stod skrevet . Fra den dag af tog han sin bog i hånden og stillede sig ved siden af enhver af os , der skulle oversætte , og da han var meget nærsynet , plejede han at lægge bogen ved siden af vor , og støttende sig på begge arme , der hvilede på bordet , hørte han klassen rundt . Han troede at have gjort det umuligt for os at bedrage ham , men tiden viste , at han tog fejl , ikke at tale om de tusinde fortrædigelser , han var offeret for . Anden gang , han forsøgte den nye manøvre , havde vi efter mit forslag hver en pris imellem fingrene , som vi en for en stoppede i næsen , således at han , hver gang han stiftede plads , blev modtagen af en salut af nhsen . I begyndelsen sagde han intet , men da han kom til fuksen , så han på mig og spurgte : „ Har du en pris tilovers for mig ? “ En anden ville måske være kommen i forlegenhed ved hans uventede spørgsmål , jeg fattede mig derimod snart , trak kræmmerhuset frem og rakte ham det . „ Undskyld , “ sagde jeg , „ at jeg byder dem et kræmmærhnus i stedet for en sølvdåse ; men det har kun været bestemt for eleverne . Jeg vidste ikke , at vor lærer ville gøre mig den ære . “ „ Rejs dig , “ sagde han , „ så skal jeg give dig den manglende sølvdåse . “ Jeg gjorde , som han ønskede , og modtog uden knurren eller skrigen mine reglementerede prygl af linealen . Da han havde udtømt sine kræfter , bukkede jeg for ham , idet jeg takkede ham for dåfen med den forsikkring , at jeg aldrig skulle glemme giveren . Men for at vende tilbage til ovenomtalte dag , så havde jeg fået en glimrende ide til at narre pram og os selv . Jeg skyndte mig nemlig med at afskrive den danske oversættelse , fik fat i en knappenål , som jeg stak igennem papiret , og kaldte derpå fuksen srem . „ Du er pram , gør din Rønde . “ Han greb en bog , lod som han satte briller på næsen , hvorpå han efterlignede pram i en så troværdig skikkelse , af vi alle brast i latter . Hans første besøg gjaldt mig , jeg heftede sedlen på hans ryg og læste uden mindste besvær oversættelsen . Da jeg var færdig , slog han mig på skulderen , idet han udstødte et veltilfreds „ Godt “ . Han gjorde det så naturtro , af vi tilklappede ham vort udelte bifald . Således gik han rækken rundt . Da han kom til den sidste , råbte jeg : „ Fuksen tager sedlen på sin samvittighed ! “ Øg i et nu var den sporløst forsvunden . Men næppe var det sket , før pram med sit gnavne ansigt og sin krumme ryg trådte ind . Han så sig om til alle sider for om mulig af opdage et eller andet ; men forgæves . Derpå tog han plads , og som han plejede , satte han stolen i en gyngende bevægelse . Vi kendte hans vane og havde i den anledning praktiseret en itubrukken stol hen på hans plads . Næppe havde han sat den i gang , før han med udråbet „ An , for satan ! “ faldt baglænds ned med benene i vejret , jamrende sig og forbandende sit uheld , der længe efter forvoldte ham smerter . Vi udtalte vor beklagelse , men han syntes ikke at skænke den tillid . Han snærrede og pustede og havde bestemt hævnet sig , såfremt en af os ikke havde kunnet sin latinske lektie ; han anede ikke , at han , hr . Pram i egen høje person , selv bar oversættelsen på sin ryg , og derfor var hans harme stor , da han nåde fuksen , som han med bestemthed vidste aldrig kunne sin lektie . Han havde samlet hele sin vrede over sine fejlslagne forventninger til ham . Jeg seer endnu hans blege , ophidsede ansigt , hvorledes han beredte sig til at åbne sin vredes sluser . Men ulykken eller lykken ville , at Jokum Larsen flydende oversatte sine latinske sætninger , og pram kom herover i så stærk en sindsbevægelse , at han kylede bogen hen ad bordet , og traf en af eleverne i hovedet . Denne gav sig til at skrige og påberåbte sig sin uskyldighed i så truende udtryk , at pram følte sig tvungen til at fremstamme en undskyldning , hvorpå , han styrtede ud af stuen , ledsaget af vor hjertelige latter . Stakkels pram , hans hidsighed , gnavne lune og frastødende væsen gjorde ham ilde lidt iblandt os , han var skikket fil alt andet end fil lærer . Ferien stod for døren , ferien med sit strålende ansigt , der tilråbte os frihed , frihed fra morgen fil aften , det vil sige , lediggang efter eget behag og lov fil af ligge om morgenen , så længe man lyster . Ja , sommerferien er den sol , der oplyser skoletidens lange , kedsommelige dage , og dersor dadler jeg de forældre , der undlade af gøre ferietiden behagelig for deres børn ved af nægte dem den frihed , skolen har givet dem . Enhver trænger fil frihed , men barnet mest , hvis ikke dets ånd som dets legeme skal knes under de mange studier , der udsordres for af bane den voksne en fremtid . ja , det var sommer , fuglene sang , puppen udfoldede sine vinger og fløj ud i den vide verden , roserne duftede og kirsebærrene rødmede , forglemmigejen stak sit yndige lille hoved frem af det høje græs , og svalen svingede sig højt mod sky for atter af dale ned på sin rede , hvor de skrigende små lå med åbne næb for af modtage føden , forældrene bragte dem . Og solen bredte sine lysende arme over hele naturen , der overalt åndede lys og varme , den var sjælen i alt det skabte , den var guds morgenhilsen til hele jorden . Næste dag var tante Sofies fødselsdag , den skulle tilbringes i skoven . Jeg havde fået lov til at tage en kammerat med , og jeg valgte Oluf potter , der havde været med til at holde mig under posten , den første dag jeg betrådte skolen , men som senere blev min bedste ven . Alt fra det gryede ad dag var jeg oppe for at pynte haven og gøre forberedelser til dagens højtidelighed . Det var forbudt tante Sofie at komme ned , før vi kaldte på hende , og derfor skyndte vi os alle med at udføre vor forretning så hurtigt som muligt . Kaffebordet stod dækket i det store lysthuns , snhver af os havde afskåret sine bedste blomster til at forherlige festen , og Caroline havde lagt forskellige sorter af køkkenhavens første grøde på et fad , som hun stillede ved siden af kringlen , der bar tante Sofies kære navn . „ Det vil glæde jomfru Sofie , “ sagde hun med stolthed over sin gartnerdygtighed , „ det vil glæde hende meget , ja Vorherre og død vil det så . “ Lieutenanten og kaptajnen indfandt sig på slaget seks , begge iførte høitidsdragten . De gik straks ud i haven for at ordne et og andet , og borgen bredte sit silkelommetørklæde ud på jorden og lagde sig på knæ for at pille ukrudtet bort af tante Sofies bede . Aftenen i forvejen havde han i al hemmelighed praktiseret en sjælden stor og smuk rose ned i det midterste bed ; den hilsede ham nu frisk og dugbesprængt . Hvor gerne havde han ikke skænket hende alle de roser , jorden lod blomstre . Nu nikkede han til den duftende rose , han nikkede og hviskedee , men hvad han sagde , hørte kun gud . Da klokken slog syv , kom min kammerat . Han og jeg havde forberedt en lille overraskelse for tante Sofie , som vi lovede os stor glæde af . Alt var færdigt , der manglede kun at hente festens dronning . Jeg havde alt aftenen i forvejen adbedt mig tilladelse at udføre dette vigtige ærinde , som ellers var lientenantens funkkion . Endnu seer : jeg hans bedrøvede og skuffede ansigt , da jeg gik , og endnu føler jeg anger over , at jeg ikke opgav mit eget ønske for hans gamle ret . Med varmt og taknemmeligt hjerte trådte je§ ind i dagligstuen , hvor hun stod lærnet op mod vindnet , vendende ryggen til mig . Jeg listede mig ganske sagte hen til hende , slyngede min arm om hendes Hals og trykkede et Kys på hendes blege kind . „ Godmorgen , kære tante Sofie , gud velsigne dig og lade dig leve længe , såre længe ! “ Hun tog mit hoved imellem sine kære hænder og så mig smilende ind i øjnene . „ Hvor blive i af ? råbte tante Mille . „ Kaffen , er snart kold , og mis hun går og miauer af længsel efter at gratulere tante Sofie . “ Jeg rakte hende min arm , hun lagde sin hånd på den , og således gik vi ned i haven , hvor de fem modtoge os med gammel kærlighed , men med evig , unge hjerter . Hvor bevæget blev tante Sofie ikke ved at se . Alle de små forberedelser , der vare gjorte i anledning af dagens betydning , og da hun kom til sine blomsterbede , og hendes øjne mødte det smukke rosentræ , da fyldtes de med tårer . Hun nikkede : til borgen , men han stod og stirrede ned for sig . Hun tog og lagde sin arm i hans — det forekom mig , at hans skælvede ved berørelse » — og begge trådte ind i lysthuset , hvor det ziirlige kaffebord stod dækket . Bi klinkede med kopperne , medens Caroline stod undseelig og pillede ved sit forklæde , nejede og sagde : „ En glædelig fest , jomfrn Sofie , hilsen og sundhed og et langt liv . “ „ Tak , gode Caroline , tak for dine velmente ønsker , og tak for disse fortræffelige urter , som gøre dit gartneri stor ære . “ „ Så jomfrn Sofie finder , at gulerødderne ere smukt skabte og purrerne store og vellugtende . “ „ Ja , det finder jeg , og du skal ret have tak . “ „ Og hvideroerne de er både runde og trivelige og smage godt , finder ikke jomfrn Sofie også det ? “ „ Ja tilvisse gør jeg . Det er en glæde at se sådanne urter . “ Caroline følte sig rigeligt belønnet , og Oluf og jeg trak hende med os hen bag lysthuset for at fuldføre vor overraskelse . Vi havde nemlig fyldt en stor blære med luft og bundet tæt for den . Den skulle gøre tjeneste som en kanon , men ingen uden Caroline og vi kendte hemmeligheden . Vi lagde den lige bag lysthuset , Oluf stod ved min ene , Caroline ved den anden side , for at jeg kunne støtte mig på deres skuldre . Øjeblikket var kommet . Jeg gjorde et voldsomt hop og faldt jerntung ned på blæren , der med et „ furchterlicht “ Knald sprang itu . Men var knaldet stærkt , så var det almindelige forfærdelsesflrig , som fulgte på , dog endnu stærkere , og Gregersen „ tørnede ud “ , som han kaldte det , for af se , hvad der var årsag dertil . Hvor lo han hjerteligt , da han så mig ligge på ryggen med den sprængte blære ved mine fødder . Jeg var nemlig falden omkuld ved anstrengelsen og havde endnu ikke fået tid til af rejse mig . „ For tusinde djævle , gutter ! der ligger styrmanden på agterdækket , og krudttønden er sprængt i luften . Los , gutter , los , siger jeg ! Sejlene brasede for en let brise og klar til af vende ! “ „ Hallo ! “ råbte jeg og sprang op i en fart for af modtage talken for kanonsalven , der havde forskaffet mig en øm ryg . Neppe havde vi drukket kaffen og fortæret kringlen , for vi alle gjorde os færdige til skovtouren . kurven var stuvet og hang på Carolines arm , medens der tillige på bordet lå opstablet større og mindre pakker , for af hver af os kunne tage sin . Jeg lagde min i randselen , som jeg snørede på ryggen , Oluf gjorde det samme , medens Gregersen og borgen fyldte deres i bryst- og sidelommen , indtil de stod tykke og trivelige , ^af tvebakker , pølse , ost og andre rariteter . „ Lad forsejlet los ! “ råbte Gregersen , og borgen tilføjede næppe hørligt : „ Marche , en , to , en to , fremad ! “ Og afsted gik det ud i den friste morgen , duggen sås endnu hist og her at funkle fra småblomstrenes bægre , fuglene kviddrede , lammene brægede , og hesten slog vrinskrinde bagud af længsel efter at komme afsted ; men vi fortsatte i taktmæssig Marche vor fodvandring til Charlottenlund . Hvergang Olaf og jeg fjernede os en stund fra selskabet for at gøre en lille afstikker , hørte vi Gregersens velbekendte stemme tilråbe os : „ Luv an , gutter , hold jer på preiehold ! “ Og vi svarede med et hurra ! eller halm ! og derpå lagde vi bi for en stund . Ja , det var i de tider , da man endnu brugte sine ben til skovbefordring og alligevel følte sig glad og tilfreds over touren , måske gladere end nu , da ulan kører med to forsultne og opslidte heste som forløbere og en halvberuset Karl som kusk . Eller ad jernveien , der ikke giver os tid til at nyde naturens skønhed , der på hen- og tilbagerejsen væsentligt bidrager til at gøre skovturen behagelig . Øg alt som vi fjernede os mere og mere fra byen , blev hjertet lettere , skønt foden blev træktere , vi sang , fløjtede og sprang , ja , vi følte ungdom og frihed i hver nerve , i hver blodsdråbe ; og derfor jublede vi med fuglene , som disse havde vi et hjem ; og derfor smilte vi med blomsterne , som disse slikkede vi solskin og varme fra den dejlige blå himmel , der lyste over vore unge hoveder . Og de , som gik bag efter os ? Ia , de vare også glade ; fuglene sang også for dem , men de fang ikke med fuglene ; solen lyste også på dem , men den mødte ikke fjorten ungdomsfriske somre ; blomsterne smilte også til dem , og de gjorde ligeså til blomsterne ; men deres smil talte ikke om håb og fremtid , det hviskedee om svundne ungdomsdage . Deres gang var rolig , skønt det gamle hjerte offe endnu bankede med ungdommens lette og hurtige slag ; men legemet , det med årene ældede og prøvede legeme , det kunne ikke rigtig følge med hjertet , årene havde sænket jern i dets blod og standset dets lette flugt . „ Det kuler lidt op fra søen , “ sagde Gregersen . „ Jeg er bange for , vi få en rigtig snuser inden aften . “ „ Så er det klogest , at vi vende betids hjem , “ Mente tante Sofie , og borgen tilføjede : „ Klokken syv bør alle mand være færdige til hjemmarchen . “ Undervejs blev vi indhentede af en flok studenter , hver med en botaniseerkasse på ryggen . De sang af et glad og fuldt bryst , medens foden blev fat fast og hurtigt til jorden ; og stokkene afhuggede blomster og blade for hvert skridt , de kom frem . Længere tilbage kom et ægtepar , belæsset fra top til tå med børn , kurv og pakker . Manden trillede en vogn foran sig med tvillingerne , som vare skjulte af flasker og tørklæder , ved hans ene side gik en halvvoksen dreng , som havde fastgjort en stor bylt ved en stok , der hvilede på skulderen . Moderen havde en lille pige ved kjolen og en på armen , og hver gang et vindpust førte hendes hat tilbage , bøjede hun sig ned , for at pigen atter kunne trække den frem . Således fortsatte de vejen under latter og spøg , under slid og ansigtssved ; men det var jo også søndag , ugens hvile- og opmuntringsdag , hvor de skulle samle nye kræfter til de kommende dages tunge og besværlige arbejde . Constantia var tilbagelagt , og skoven tilvinkede os velkommen med sine ærværdige gamle egetræer , der skønt ældede af år , dog stod der genfødte af våren , med friske , lysegrønne skud og blade på deres barkede , fortørrede stammer , unge bøgetræer med deres viftende og bøjelige kroner , det duftende græs med dets rige , mangfoldige blomstertoppe , de jublende fugle og de jublende mennesker , der i travl virksomhed tilberedte måltidet . Ja , hvor fro smilte ikke ungersvende : ! til den rødmende pige , medens han frygtsomt stjal et Kys fra de yndige læber ; hvor pyntede hun hans hat med blomster , hvor svingede han hende om på græsplainen , medens musiken strømmede ud fra teltene . Så blev der råbt til bords , og de vendte tilbage til de gamle . Men hjertet , vendte også det tilbage , eller gik det tabt under den muntre , uskyldige leg ? „ Hvilket bord skulle vi beslaglægge ? “ spurgte tante Sofie . Bordene blev undersøgte , et var for lille , et andet for stort , ved et manglede der udsigt , ved et andet blev man for overbeskuet ; endelig afgjorde Gregersen spørgsmålet ved at fremhæve et , som vandt alles bifald . Fem minutter efter stod bordet dækket med øst , pølse , hårdkogte æg , holsteensksild og andre rariteter , en fortræffelig lammesteg ikke at forglemme . dm stod midt på bordet , garneret med Carolines smukke petersillie . Maskinen snurrede , og tante Mille svingede kaffekanden ; Gregersen flar stegen for , Thora pillede æggene , og borgen lagde krhdderbrødet på en tallerken , medens tante Sofie smilte til dem alle , og Oluf og jeg listede os snart et æg og snart et stykke steg til . Derpå løb vi omkaps , sloges — først for spøg , så for alvor , og endelig forsonedes vi igen , alt imellem hinanden og mangen dames hat blev truffen af vore pile , og mangen herres cigar fløj ud af hans mund , uden at nogen af parterne opdagede de skyldige . „ Å hvi , gutter ! Roret i læ og forstilet bak ! “ Råbte Gregersen igennem den halvlukkede hånd . „ Hallo ! “ lød svaret , og straks derpå indfandt vi os sultne og tørstige ; thi i den alder trænger man altid til noget , og vor appetit retfærdiggjorde til fulde denne påstand . Da måltidet var endt , spadserede ^vi om i skoven for at . nyde den smukke dag ; hist og hermødte vi et kendt ansigt , som vi vekslede hilsen med . Så kastede vi os i det duftende græs for at udhvile de trætte fødder og nyde en lille forfriskning , som bestod i appelsiner og småkager , der havde plads i tante Sofies pose , og Gregersen trak en lille lærke frem af sidelommen og et sølvbæger af baglommen , hvorpå han tildelte enhver af os et kvantum udmærket rosenlikør , en erindring fra hans rejser . Det var sjældent , at Gregersen gjorde mig eller mine tanter presenter , ikke af mangel på evne , thi han var meget rig , endnu mindre af mangel på villie , han gav hellere , end han tog . Grunden hidrørte ene fra hans gode hjerte . Han kunne ikke tåle den tanke , at han , den rige mand , skulle komme med sine rige gaver , og borgen , den stakkels fattige borgen , skulle se derpå uden at kunne gøre det samme . Mine tanter gættede dem til grunden og takkede ham i deres stille sind derfor . De følte , at det ofte kostede ham stor overvindelse at frasige sig den fornøjelse at være giver ; men han vandt altid Sejer , og vi agtede og elskede ham dobbelt . Og borgen , forundrede han sig aldrig over den rige mands påholdenhed ? Nej , han trykkede kun varmere hans kraftige hånd imellem sine magre fingre , og engang så jeg den gamle soldat slynge sin arm om den lille trivelige sømands skuldre og se ham dybt bevæget ind i de ærlige øjne ; denne nikkede mildt og sagde hurtigt for at skjule sin bevægelse : „ Alting tot , kammerat ! Jeg vil være fordømt , om vi ikke have fået vindstille , skønt det i morges så ud fil frist kuling . “ En flok unge mænd afbrød vor hvile med deres muntre latter og sang , og jeg følte en uendelig lyst fil at blande mig imellem disse lystige brødre og deltage i deres jnbel og sang . Deres hatte vare prydede med ungt bøgeløv ; de slingrede arm i arm i lange rækker , undertiden gjorde de holdt for at give hinanden et slag af den beredvillige stok eller for at omfavne en rødmende bondepige , der forskrækket , men dog smilende , søgte at unddrage sig for deres store høflighed . Slap hun da endelig fri for den ene , så fog den anden hende fat , og således måtte hun betale bompenge fil dem alle ; om det sfete nødigt eller gerne , skal jeg lade være usagt ; dog det tjener fil hendes æres forsvar , at hun gjorde pligtskyldig modstand , om hun end i al hemmelighed besvarede en og andens Kys . De kom nærmere og deres sang lød klarere , jeg kunne skelne ordene på en gammel vise : „ Det er godt , du er lystig og munter , du bsr dog ikke v « ræ for kry ; det er godt , du blive ' er af med en kjærrest , forinden du får dig en ny . “ De vare lige ved os , og jeg genkendte de muntre svende fra charlottenlundsveien . Gregersen svingede en flaske , han holdt i hånden , satte den til munden og rakte den derpå smilende hen imod dem . „ Xuns ost bibsmluin ! “ råbte den forreste og , som det syntes , anføreren for troppen , og pludselig gjorde de alle holdt lige over for os . „ Du havets ædle søn og behersker , “ råbte anføreren , „ Minervas glade sønner takke dig for din » begrænsede og højmodige meddelsomhed , ved af række os din uvnrdeerlig Monne lærke , og vi give dig til gengæld alle skovens herlige lærker , både dem , som er nær , og dem , som er fjern , for af du ikke skal have grund til af beklage dig over din gavmildhed . “ Da han havde endt sin tale , fortsatte Gregersen i amme sprog : „ Havets søn byder med glæde Minervas livsglade sønner sin lille simple lærke til broderskab , ligesom han takker dem tusindfold for deres uvurderlig herlige gave . Så byder jeg hele skovens jublende lærkechor at hæve sin yndige røst , for at bringe disse damer , som hvile her i græsset , en hilsen fra gamle dage , der som en let brise farer hen over tidens bølger . Derfor roret i læ , om kort tid skal det atter blive los . “ „ Dig ske , som du byde , ulk fra det stormende hav ; , dog først ville vi tømme din flaskes ædle fluidum til damernes pris og ære . Frem , kammerater , en for en ; mindes vel , beskedenheden er ungmøens og ligeså vel ungersvendens skønneste pryd ; jeg selv vil være eder et glimrende eksempel derpå . “ Med disse ord satte han flasken for munden og tømte over halvdelen af dens indhold . „ Stop , for Pokker , stop ! “ råbte hans sidemand og trak lærken fra hans læber . „ Du gør Minervas søn til løgner , thi nys påbød du os beskedenhed , og nu har du selv glemt din vise lære . Tilgiv , mine damer fra den gamle verden , tilgiv den unge verden dens letsind , for ej at sige synd . Kammerater , tag eksempel efter mig ; se , jeg sætter nu trylledrikken til mine læber ; men fordømt være i alle , såfremt jeg glemmer de gamles vise lære om ungmøen og beskedenheden . “ Neppe havde han udtalt , før flasken var tømt til sidste dråbe og kastet ud iblandt de andre med de ord : „ Brødre , suger visdom af hin herlige lille lærke . Dog for at i ikke skulle blive alt for vise , som visse andre folk , så har jeg rådet bod herpå ved at formindske dens indhold i betydelig grad . Lugter til den , brødre , den taler til eder om fordums dage ; det vil være eder nok , vi , eders forgængere lode os nøje med smagen . “ Anføreren hævede hånden til tegn på tanshed , og alle istemte den sang , som vore bedstemødre sang deres børnebørn i søvn med ; det var en hilsen til de gamle : „ En jærger gik al jage , alt ud i skoven gren , der medte han en pige , en pige , hun var fljøn . “ Derpå fulgte et øjebliks tanshed og nu lød skolemesterens velbekendte sang : „ A , b , C , d , e , f , G , kannst d ' nihl ternen der a , b , C . “ Øg tanterne , Gregersen , ja selv borgen istemte af fuldt bryst , og de drømte dem tilbage i ungdommens skønne dage , da også de havde sunget med friske , klangfulde stemmer og glade forhåbningsfulde hjerter . Havde dengang nogen spået dem , at de efter mere end tyve Års forløb alle tre skulle sidde som gamle piger , da havde de ikke troet spåmanden — det var jo umuligt . Ja , det var dengang , da var der klang og fylde i stemmerne , nu lød de som gravklokker med tung og hul lyd . En gammel stemme vækker beemod i de unges bryst , men ikke latter . Sangen var endt , og studenterne udbragte et hurra for den gamle tid , som blev besvaret af den muntre Gregersen med et dito for den nye , der med uforfærdethed og udholdenhed bragte den gamle tids tanker til gerning . Så svingede de huerne til afsted , tanterne rejste sig og nejede gravitetisk , borgen tog på milifairviis til huen og strøg sin knebelsbart , medens Gregersen råbte : „ Farvel , gutter ! Forstilet los og roret bi , nu lufter det op til en rigtig snuser . “ Oluf og jeg fulgte^ dem et stykke på vejen , idet vi istemte deres sidste afskedshilsen . Hvem kender ikke den gamle vise , der så vidt jeg erindrer , begynder således : „ Herlige , rolige dage , da jeg var munter og sro , komme i aldrig tilbage , hjerte , hvor finder du ro ? “ Da vi vare vendte tilbage , bragte ecchoet de sidste hendøende toner igennem skoven . Vi lyttede alle til dem ; men hvor forskellige vare ikke vore følelser . Endelig forsvandt det livsglade selskab ved en omdrejning i skoven . Oluf og jeg fulgte de vandrende riddere med længselsfuldt blik og længselsfuldt hjerte . En ukendt følelse rørte sig dybt i vore barnlige sjæle ; det var en higen , en ukendt fremadstræben imod livet , en angst for , at tiden skulle ile for hurtigt , uden at vi fik nydt den tilstrækkeligt , på samme tid som vi frygtede for , at den skulle gå i sneglegang , før vi nåde det attråede mål . Vi havde en fornemmelse af , at fungdom er den korteste tid af livet , og at vi derfor ikke havde råd til at spilde selv blot en dag , en time , ja , ikke engang et minut , ikke af arbejdstiden , men af nydelsens og glædens tid . Vi ville med , vi ville fryde os , vi ville nyde livet — thi hvad der først er tabt , vender aldrig , aldrig tilbage . Vi tænkte ikke på , som der nok også står i den gamle vise : „ Ungdommens dage så ville , i have styrret min ro . “ Men Gregersen gjorde en ende på vore tanker ved at minde os om , at vi endnu havde et parti tilbage af skoven , for vi skulle drikke eftermiddagskaffe . „ Vi få at torne ud , “ sagde han halvmunter . „ Alle mand på dækket . Drømmene vige for virkeligheden . Gudsdød , at drømme , når man er i skoven , er kun ungdommens ret ; vi gamle have pine og død bedre af at splidse vor storbrase og gøre en ende på det bestik . Stuv dig væk gut . står han ikke der , som om han havde tabt både næse og mund . Muntert gutter , det begynder at kule ; jeg mærker vinden lige i fjæset , og endnu have vi ikke såt kassen . “ Øg virkelig kulede det op , en forløber på „ Snuseren “ , Gregersen havde bebudet os . Snart støde vi marchefærdige . „ Højre , venstre , højre , venstre ! “ mumlede borgen , og frem gik det i skoven . Guldsmeden snurrede , myggen summede , og både fuglene , Oluf og jeg sang , alle efter en Melodi , som hed „ en sommerdag “ . Som fuglen hvirvlede sig let og glad gennem luften , således fløj vi drenge over grønsværet . Vi tænkte : „ Fremad , altid fremad ! “ medens de , som fulgte os , tænkte : tilbage , altid tilbage . „ Danmark , dejligst Vang og bæenge , lukt med bølgen blå , “ Lød os i møde . Det var atter „ de dunste drenge , “ Som nys havde forladt os ; de sagde skoven farvel for at fortsætte vejen til dyrehaven . Lykkelige , misundelsesværdige ungdom , da hjertet , tanken og foden er så lette , da solen skinner så herligt , da tornene er så fine og stenene få små , da det højeste fjeld synes en lille Tue , der med lethed kan bestiges , og hver lille glæde frembringer smil og lykke i den modtagelige , friskesjæl . Vi gjorde os rede til at vandre til vort hjem . Herrerne havde forsynet sig med cigarer , og damerne , hvoriblandt Oluf og jeg var så lykkelige at blive regnede , holdt hver en stor appelsin i hånden , for at lette os den besværlige vej . Pakkerne vare betydeligt formindskede , men forekom os dog tungere end ved udmarchen , og ingen medlidende vogn var at øjne på hele vejen . Borgen havde budt tante Sofie armen , Gregersen tante Mille og Thora ; Oluf og jeg samt Caroline dannede bagtroppen , og således vandrede vi hjemad . Ved hver bænk standsede vi , for , som de gamle sagde , „ atter at samle nye kræfter , “ men hver gang forekom det mig dog , at denne hvile gjorde mig trættere , det følte jeg bedst , når vi rejste os igen . Gregersen begyndte en sang for at lette gangen , og vi andre stemmede i , og således nærmede vi os mere og mere hjemmet , hvor vi vidste , at Caroline ville lave os et godt og varmt aftensmåltid , hvortil alt var beredt , førend vi forlod huset . „ Mian ! mian ! “ sagde Klaus , da vi trådte ind i vor hyggelige dagligstue . Den gned sig venlig op imod mig , for at modtage mine længe savnede kærtegn . „ Kykkeliky ! “ streg Pilatus af fuld Hals og bøjede sin stolte nakke til hilsen , da tante Sofie trådte ud i hønsegården , og alle hønsene og kyllinger istemte : „ Kluk , klnk , klnk , klnk ! “ Ja , vi vare atter i hjemmet , og vi følte det med taknemmelige hjerter . Aftensbordet stod dækket , kartoflerne dampede , boeufstegen duftede — lysene brændte så klare , og tante Sofies ansigt smilte så kærligt og udbredte velsignelse iblandt os . Så kom punschen ; glassene blev fyldte , og borgens hjerte slog højere og højere ; han havde rejst sig , han holdt det fyldte glas frem , og hans læber bevægede sig uden at frembringe ord ; men hans øjne vare fugtige ; på hans pande lå fordums sorg og nutids savn . Således havde han stået hver fire og tyvende juni med samme bevægede følelse i over tyve lange år . Og alles øjne hvilede på ham . Da hævede borgen på ny sit glas . „ Gud velsigne tante Sofie , gud velsigne hende ! “ Sagde han med afbrudte ord . Og hun stødte sit glas imod hans og svarede : „ Tæk , borgen , tak , gamle , trosaste ven . “ så klinkede vi alle rundt , og Caroline rakte sit glas frem imod tante Sofie og sagde : „ Mange år og mange penge , og gid alle kyllingerne må blive store og smukke . “ „ Tæk , Caroline , det var gode ønsker . “ Men jeg lagde mine arme om tante Sofies Hals og så hende med min hele sjæl ind i øjnene ; jeg greb hendes hånd og trykkede den rsrt til mine læber . „ Ja , ja , jeg mindes det alt , jeg glemmer intet af hvad der sfete i hine kære gamle dage . tiende kapitel . Det regnede og stormede , himlen var mørk , store skymasser trak truende over jorden og spåede os en trist dag — en urolig nat . Haven stod tour og forladt , Pilatus havde trukket sig tilbage til hønsehuset , hvis indgang han bevogtede med uindskrænket herredømme ; hver gang en lille kylling stak sit nysgerrige hoved frem for at se sig om i den store verden , slog Pilatus sit næb i dens bløde dun for at jage den tilbage ; men gale , det gjorde han ikke , dertil var himlen for mørk , Pilatus øjnede ingen snarlig forandring med hensyn til vejret . Tante Sofie bælgede ærter , tante Mille strikkede uafladeligt , medens tante Thora sad og læste højt i „ Frithiofs saga “ . Jeg for mit vedkommende bestilte ingenting ; jo , det er sandt , jeg kedede mig voldsomt , fordi jeg ikke gad bestille noget . tante Thoras ensformige læsning , der taktmæssig steg og faldt , hendes pibende udstødte hm , hm , hm ! der hvert øjeblik forstyrrede meningen i det smukke digt , tante Milles ivrige brikken og næsepudsen — thi tante Mille var altid forkølet og led af snue — og endelig ærternes knald , knald ! nej , det var ikke til at udholde ; selv mis følte , at det gik for vidt , den rejste sig gravitetisk og stirrede mig spørgende ind i øjet . „ Ja , mis , jeg forstår dig . Vi kede os forfærdeligt . Derfor ville vi gå lidt ud til Caroline for at se , om også hun keder sig . “ Og mis nikkede og satte sig i bevægelse for at vise vejen . Caroline sad og lappede et gammelt skørt , der så ud , som om det aldrig havde været nyt . Da jeg tillod mig at bemærke dette , hvæsede hun ad mig som en killing , der sætter sig i forsvar , når man vil angribe den . „ Bedre gammel og hel end ny og hullet , “ svarede hun mut . „ Bliv først selv gammel , så får han at se , om han ikke også vil få en læk ; men så kommer det an på , om han er i stand til at hele den så godt , som min symml forstår at hele skjørfet . Seer han det , monsieur . “ „ Nej , Caroline , jeg horer det . Men godt ord igen , gamle , jeg havde ikke i sinde at fornærme dit respektable skørt , dertil har det skænket dig formegen varme og ly ; nej , jeg og mis kom herud for at søge lidt morflab hos dig , da vi kedede os så svært derinde . “ „ Morflab hos mig , det var som fanden ! Hvad troer han , jeg har at more ham med ? Den tid er forbi , da han fad på mit skød , og jeg fortalte ham eventyr om hans og Trine og om den lille basaloro , ja såmænd er den så — den er længst forbi . “ „ Men i dag er den vendt tilbage , “ svarede jeg og satte mig , skønt hun stred imod , på hendes skød . „ Så , Line , “ — således plejede jeg undertiden at kalde hende — „ så , Line , her er jeg igen , og her sidder mis atter og seer på os , som om den misundte os vor fortrolighed . Op med historien , en rigtig krabat historie fra den gode gamle tid . “ „ Vil han se , han kommer ned og det straks , om jeg må bede ; han er for stor til at sidde på skødet . Vorherre bevare os , fik nogen det at se , hvad ville man så tænke om gamle Caroline , ja , hvad ville man så tænke ? “ Og dermed gav hun mig et svagt puf , der dog havde den virkning , at jeg forlod den plads , der i fordums dage havde været mig kær , men , som jeg nu følte , ikke svarede til min nuværende alder . Men Caroline så sig ængstlig om til alle sider af rædsel for , at nogen skulle have set os i denne farlige stilling . Jeg og mis satte os på køkkenbordet , og endelig fik Caroline atter fin ro tilbage og indtog igen sin plads idet hun mumlede : „ Sådan en hvalp vil gøre krumspring med en ærbar pige . Godt var det , at ingen så det . “ „ Og nu til historien , “ sagde jeg og gjorde mig umage for at skjule min latter . „ Nu til historien ! Jeg niå have en historie , hører du det , gamle Line . Fortæl , og jeg og mis ville lytte efter . “ „ Gamle Line ! hm ! gamle Line ! Vil han se , han rapper sig , eller jeg skal give ham gamle Line ! “ Caroline var i besiddelse af sit køns største svaghed — hun holdt ikke af at blive mindet om sin alder . Jeg vil kun tilføje i al hemmelighedhed , at jeg har kendt og endnu kender — individer af vort eget køn , hvis øjne have en farlig lighed med visse damers , når man tilfældigt kommer til at berøre , at deres ungdom er forbi , og at vinteren står før døren . Det er min pligt at tilstå , at tante Sofie i dette , som i de fleste tilfælde , dannede en undtagelse fra sit køn . Hun vidste , at hun var gammel , og det foruroligede hende ikke . Jeg vender tilbage til Caroline . Da jeg endelig havde forsonet hende før „ den gamle Line “ , blev hun mildere og sagde : „ Og hvad skulle jeg kunne fortælle ham , ham , som ved så meget ? Han vil nok kun have mig til bedste . Men tag han sig i agt ; jeg var alt høne , før han blev æg , og skam få han , gør han nar ad den , som har båret og plejet ham , mens han endnu ikke kunne gå . “ „ Caroline , er det smukt at lade dit onde lune gå ud over mig og mis ? Når har jeg sidst gjort nar ad din ærlige sjæl ? Jeg keder mig , og mis keder sig ; fortæl derfor en historie , lige meget om den duer eller ikke , så går dog tiden , til vi skulle drikke the , og er den først nede , så — plump ! Iseng , dynen over hovedet og mis ved fødderne — derpå en god rolig nat ! “ „ Nå , jeg får vel føje ham . Det er ikke første gang , jeg har fortalt ham historier . “ „ Ligeså lidt som det er første gang , af du fljænder og mukker for derpå af udkramme alle de gamle krøniker og spøgelsehistorier , du har lært i dine unge dage . Nå , fortæl nu , så hører jeg og mis efter . “ „ Han må vide , af hvad jeg nu fortæller ham , er en sandfærdig historie , thi jeg har selv oplevet den for nogle år tilbage . Og Caroline fortalte : „ Mine forældre vare fattige huusfolk , der levede af af arbejde på herregårde » og hos gårdmændene , og jeg måtte derfor hjælpe til så såre jeg kunne gå på gulvet uden af slå næsen mod stenene . Nå , herregud ! det er fattigbarns lod , slid og slæb fra vuggen til graven , og det får man finde sig i . Vor præst sagde altid : „ Hvert menneske har glæde og sorg i livet ; thi glæde og sorg , de vandre tilhobe . “ Men ikke så ret kan jeg forstå , hvad glæde trællen har , der altid må udføre andres villie og slide og flæbe fra morgen til aften for at få en bid fattigt brød til at putte i munden . Det er et liv , må han troe , der ikke er til at misunde dem , som det næppe er værd at blive født til og atter at sknlle dø for . Dog , Vorherre er nok den mand , som ved det bedst , og hans villie må vi bøje os for . „ Da jeg var fjorten år gammel , blev jeg konfirmeret , og samme dags aften trådte jeg i condition hos en væver , der boede en miilsvei fra os , men ikke havde det bedste rygte i landsbyen . Men ud måtte jeg , og ingen havde brug for mig undtagen væveren . Jeg var jo fattig og havde altså ingen ret til at se på , om det var til mit gavn eller ikke , jeg skulle ud , og så kom jeg ud . Nå , herregud ! det har mange måttet før mig og mange ætter mig , skulle jeg vel også tro . „ Jeg husker nok den aften , jeg trådte i konditionen , ja , såmænd gør jeg så ; mine øjne havde flere tårer , end mine læber smil , og hjertet stod mig lige op i min Hals . Ofte havde jeg gået den vej med en tung byrde på min ryg , så tung , at pen bøjede mit hoved mod jorden ; men aldrig har jeg følt mig så mat og træt som den aften , jeg forlod mit hjem for at tjene mit brød blandt fremmede , thi da lå byrden på mit hjerte . „ Min hunsbond var en hård , hjerteløs mand , der luede sin kone og slog mig , når jeg ikke kunne bære det svære åg , han lagde på mine fjorten år . Nu , ja såmænd , det er let for stærk hånd at bøje liden kvist , og han bøjede mig så dybt , at jeg snart aldrig mere havde rejst mig . Men Vorherre ville det anderledes , og så stete det . Men det var ikke det , jeg ville fortælle ham , det var historien om væveren og hans sorte gerning , hvorfor han nu brænder i helvede . „ Hu ha , Caroline ! Du får alt mig og mis til at gyse , førend du ret får taget fat på historien . ofte har jeg hørt , at skræddere fare tik helvede , men endnu aldrig , at vævere gøre det . Men fortæl , fortæl , ellers kommer theetiden inden du får endt . “ Og Caroline vedblev : „ Da jeg tjente hos væveren var han meget fattig , ja , havde næppe så meget , han kunne mætte kone og børn med . Han boede i et udflytterhuus , havde kun lidet arbejde , var doven og tvær og levede mest af sine medmenneskers gode hjertelag , skønt Vorherre havde givet ham to stærke arme og en god forstand . Men det hjalp alt sammen intet . „ Det hus , han beboede , tilhørte den samme herremand , som var vort herskab , og det var sjældent eller aldrig , han betalte sin afgift , hvorfor herremanden , der var af en hård og streng natur , truede med at kaste ham ud . Men siden hændte der noget , der forandrede det hele ; væveren blev boende , og mere end det skulle jeg mene . Se , det er nu egenlig det , jeg ville fortælle ham ; thi jeg kender alt fågodt , da min egen søsterdatter tjente der på den tid , det foregik , som jeg nu vil fortælle . „ Herremandens søn var en ung og vild krabat , han havde ingenmor , der kunne vise ham den rette vej , og derfor gik han da også den skæve . han var ugift og rig og troede , at han kunne gøre , hvad han ville , han tænkte ikke på , at der er en , som er herre over os alle , enten vi er rige eller fattige , høje eller lave ; ja såmænd er der så , og derfor gik det ham ilde . „ Nedenfor herregården boede en rig gårdmand , som ejede en dejlig datter . Hun var egnens sol , og alle ungkarlene i flere Miles omkreds betlede fil den fine , skønne jomfru , men hun sagde nej fil dem alle . Hendes forældre vrededes såre meget over hendes ufornuft ; de mente , hun skulle jo dog engang giftes , og hvorfor da ikke nu , da der var så mange at kræse imellem ? Men Karen rystede på hovedet og sagde nej , og derved blev det . „ Sommeren gik , og vinteren fulgte på ; da spurgtes det i egnen , at herremanden skulle have bryllup , og alle glædede sig såre dertil . „ Og herremanden rejste , men Karens røde roser bleve dag for dag hvidere , hun lo aldrig , hun græd heller aldrig , men øjnene vare sænkede , hovedet bøjet og hjertet — ja , det så ingen . „ Der var stor stads i egnen , da herskabet vendte tilbage med sin unge kone ; ikke så var det for hans skyld , men for hendes ; thi hun var ung og god , og rygtet løber hurtigt som vinden . Ingen ved , hvor det kommer fra , eller hvor det farer hen , kun det ved man , at det altid lader noget tilbage ; sjeldent er det godt , oftere er det ondt , men her var nu det første tilfældet . „ Nå , det vil nu tiden lære ham . Se til , han ikke kommer i vinden . Men hvem kan flippe fri , når ikke næsten vil ! det går vel ikke ham bedre end alle andre . “ „ Historien , historien ! “ råbte jeg uimodtagelig for hendes moral , da nysgerrigheden kvalte den bedre følelse . „ Historien , Caroline , ellers få vi den virkelig ikke sluttet , til tante kalder . “ „ Nå , nå , giv tid , hanekylling ; når man er gammel , som jeg , løber man ikke så hurtigt , som i sit fjortende år ; han får vente lidt , indtil jeg har sundet mig . Se , hvor han har adeligt mit forklæde med sine snavsede støvler . Tror han , at jeg har tid til at vaske hvert øjeblik på dagen ? bort , siger jeg . Fy for en ufærd , flammer han sig ikke , men leer mig lige op i øjnene . “ „ Godt ord igen , Caroline . Fortæl historien , og jeg skal ikke oftere smudske dit forklæde . “ „ Der var stort gilde på slottet , thi brylluppet skulle fejres med Dands og spil , og alle egnens karle og piger skulle være med . „ Men Karen var ikke iblandt dem . Der var en tid , da hun var herremandens brud , da han udmalede hende de kommende dage som hans viv ; men den tid var nu forbi , og den kom aldrig mere tilbage . „ Musiken spillede op . „ Hvor er Karen ? “ lod det ; men der var ingen Karen , og ungersvendenes glæde var forbi . Det spurgte herremandens frue , og hun sendte bud efter karm . „ De fandt hende i skoven , der sad hun på en stub med ansigtet skjult i sit forklæde ; men pigerne , der alt længe havde været misundelige på hende , drog hende med sig til slottet under latter og fjas ; de så , at hun var hvid som sneen , men det var godt , mente de , så stak hun dem ikke ud iblandt ungkarlene . „ Herremanden stod i døren , da de drog Karen ind i kredsen ; han blev noget bleg om kinden ved at få øje på hende ; men derpå gik han hemde imøde og svingede hende i dansen . Det var imod hendes villie , men det brød han sig ikke om , han svingede hende så længe , indtil hun dånede ved hans fod , så forlod han hende og gik ind til sin unge smukke kone , der takkede ham , fordi han havde glædet så mange , og ønskede , at alle mænd vare så gode som hendes . Nu , gud forbarme sig , hun vidste ikke bedre . „ Tre måneder efter gildet så man en stakkels fjollet skabning sidde på stubben i skoven og vugge et lille Noer på sine arme ; hun sang og græd og lo ; så kyssede hun barnet , trykkede det op til sig og vendte øjnene mod himlen . Således sad hun så mangen dag og nat . Det var stakkels Karen . „ Hun havde nu intet hjem , hendes forældre vare døde af skam og sorg ; de havde efterladt gården til en brodersøn . „ Hun fortjener den neppe , “ sagde de , og dermed joge de deres eget kød og blod ud til hundene . „ Der var stor i agt i skoven ; fine herrer og damer , klædte i guld og silke , fore afsted på de smukke heste , med ansigter , der strålede as glæde , hvergang et dyr for såret og i dødsangst forbi dem . Nu ja , jeg har selv lidt og ofte set en sådan ugudelig i agt , ja , det har jeg . „ Så kom de til smøgen — således hed et sted i skoven ; der nåde solen aldrig ned , dertil vare træerne store og tætte — og der på en træstub sad Karen og sang , medens hun vuggede den lille på sit skød . Hun levede nu kun af gode menneskers barmhjertighed ; forstanden var borte og kræfterne med ; thi hun var opdraget fint og flot som en jomfru og ikke som en bondepige . Men dejlig var hun endnu , så dejlig , at hvert øje græd , når det så hende , man kunne ikke ret forstå , at nogen havde haft hjerte til at forråde hende . „ Herremandens kone så hende og spurgte sin mand , hvem hun var ; men en tjener , som fulgte med , svarede hurtigt : „ Hun hedder gale Karen , deres nåde . Det var godt , om Vorherre tog hende og den lille . “ „ Hvor hun er smuk og seer ulykkelig ud ! Har hun altid været således ? “ „ Og tjeneren der forstod at belægge sine ord , han svarede ord for andet : „ Nej , deres nåde , hun har engang svunget sig i dansen og været de fattige en ven ; hendes øjne smilte uden tårer , og alle holdt af Karen , thi hun holdt af alle . Men så kom slangen og forgiftede hendes liv ; den hvislede og hvislede , til den havde bedåret hendes troskyldige hjerte og såt ulykke over hendes øvrige dage . Men han var lige glad , han tog en anden til viv og lod hende gå . Hvad gør så det , at være en meneder og en bedrager , det er en ærlig sag , når man blot har guld og højhed til at dække den med . “ „ Og fruen fik tårer i øjnene ; hun var nu lige så god , som hendes mand var hård . Og hun spurgte herremanden : „ Hører han til dit sagn , og har du straffet ham for hans udåd ? “ „ Men herremanden var hvid som sne , ham så ned foran sig og svarede : „ Jeg vil sørge for hendes øvrige dage . Hun stat få det godt , stol kun på mig . “ „ Jeg kender ham ! “ råbte tjeneren med ville øjne og stirrede herremanden lige ind i ansigtet . „ Ja , han hører til dette sogn , og jeg har svoret mig ind i helvede , hvis jeg ikke giver ham døden , om det så skal koste mig selv livet . “ Herremanden blev både rød og hvid , og Karen sang sin vuggevise for den lille , medens fruen tørrede fine øjne og reb videre . „ Nu , hvert ord er så sandt som præstens ord i kirken , “ sagde Caroline og tørrede ligeledes sine øjne med bagen af hånden . „ Hvert ord er sandt , thi min søsterdatter Trine har fortalt mig . Det hele . “ „ Og hvad så mere ? “ spurgte jeg . „ Da de kom fra jagte » , og aftenen var falden på , trak herremanden væveren med sig ned i haven . Hvad de der talte sammen , ved ingen uden han deroppe ; dog godt er det , at han ved det ; men fra den aften var Karen og hendes Noer . forsvundet , man så dem aldrig mere i egnen , og væveren var bleven til en holden mand , som ejede sit eget sted . Og flittig var han nu også ; han havde ikke ro i hjertet til at være doven . Når min forrige madmoder syntes , han skældte og brummede for svært , plejede hun gerne at sige : „ Tag dig ivare , Søren ! Skoven ligger ikke så langt herfra ; det kunne nok hænde , at stormen har kastet jorden til side . Tag dig ivare og lad mig have fred . “ „ Men husbond for da op , tog spaden på nakken og rendte til skoven . Trine listede sig mangen en gang i smug bagefter ham for at se , hvad han skulle der , og hun så da med sine egne øjne , hvorledes han gik til smøgen , så sig ængsteligt om til alle sider og derpå begyndte at fylde jord under et stort lindetræ , så vandet haglede ham ned ad panden . Engang hørte hun ham sige : „ Se så , nu skal fanden selv ikke kunne finde dig . “ „ Det gøs i Trine , hun var så ung . Hun løb hjem , det bedste hun kunne , og fortalte sine forældre det . De korsede sig og sagde , hun skulle tage vare på sin tunge , ellers kunne det gå hende galt . „ Men siden den tid har hun ofte besøgt smøgen og hørt med sine egne øren , hvorledes det sang dernede under lindetræet , akkurat som en sang en vuggevise . Se , det er nu gale Karen , der synger for sit lille Noer . “ „ Men hvad blev der senere as herremanden ? “ Spurgte jeg Caroline . „ Gud hjælpe ham , det sølle skrog , han kunne ikke nære sig i sognet , thi hverken menneskene ellerhans samvittighed lod ham have ro . Så solgte han godset og rejste til Jylland , hvor han nok købte sig et andet . Men ikke så rejser man fra sin samvittighed ; den er rejst med ham , og den er nok det eneste , han tager med sig i graven og evigheden . Men samme asken , som tjeneren havde fortalt fruen historien om gale Karen , forlod han herremandens tjeneste , og da Karen , hans kærlighed , vårforsvunden , rejste han fra egnen , og ingen har senere hørt eller set ham , ligesålidt som man har hørt noget om herremanden ; men hvis Vorherre ikke har hjemkaldt tjeneren , forinden han udførte sin dåd , så før jeg nok love for , han har holdt sit ord . “ „ Du tror altså , at herremanden lod Karen dræbe af væveren ? “ „ Ja , det troede de flesfe med mig . Der var vel nok også dem iblandt os , der mente , at han holdt hende skjult under lindetræet ; man sagde , at der gik en underjordisk gang fra slottet til lindetræet , men det tror jeg næppe . Folk sige så meget , så de skulle have skam for deres tunge ; men det ved jeg for sandt , at Trine lidt har fået tårerne i øjnene , når hun i kvæld fad under lindetræet og hørte hendes sørgelige vuggevise . “ — „ Koger maskinen , Caroline ? “ spurgte tante sofiie ud ad døren . „ Straks , jomfru Sofie , “ svarede Caroline og skyndte sig at indhente den forsømte tid ; men jeg takkede for historien og forlod køkkenet , og hele natten drømte jeg om gale Karen og hendes troløse elsker . ellevte kapitel . Jeg forbigår et tidsrum af sire år . Jeg var bleven konfirmeret , havde taget artium med bedste karakfeer og stod nu på min fremtids skillevej . Jeg fik lov til selv at afgøre , hvilken vej jeg ønskede at gå . Jeg skulle selv vælge , med andre ord jeg havde min gyldne frihed , og derfor lukkede jeg mine øjne for ikke at se og høre de tusinde vink og hentydninger , som bombarderede mig hele den udslagne dag og aften med . En ønskede at trække mig til højre , en anden til venstre og så sremdeles . Men tante Sofie sagde : „ Lad gutten selv vælge ; når han blot tager gud med på råd , så må vi være tilfredse med hans valg . “ Og jeg valgte . I to år havde jeg beboet mine forældres lille værelse . Det var de samme møbler og Gardiner , og hvert stykke stod på samme plet ; kun et manglede , det var de to kære sjæle , som havde samlet det . På min sekstenårige fødselsdag tog tante Sofie mig under armen og førte mig op i det kære Kammer . Jeg havde ingen anelse om , at jeg skulle have det , skjøndt jeg havde mærket en forunderlig travlhed i de foregående dage . Men det var så almindeligt , når en fødselsdag var i anmarche . I de sidste år havde jeg sovet i et lille pulterkammer , som stødte op op til tanternes soveværelse ; det var derfor en storartet forandring . Da vi trådte ind , tog tante Sofie mig i sine arme . „ Se her , min søn , her er dit fremtidige studereværelse ; her har din moder håbet , længtes , her har hun lidt og savnet , her i denne seng sov hun ind , idet hun skænkede dig livet . Ethvert stykke møbel har hun samlet med flid og sparsomlighed — samlet af kærlighed . Du seer , det er en værdifuld ejendom , jeg her overgiver dig på din sekstenårige fødselsdag . Enhver lille genstand fortæller en og anden historie af dine forældres liv , om flid og kærlighed . Lyt til deres sprog , min søn , og stræb fremad i lærdom og godhed ; det er det skønneste minde , du kan sætte dine retskafne og brave forældre . “ „ Jeg vil lade dig ene en stund , for at du kan underholde dig med disse gamle venner . Så længe du forstår dem , er du sikkret mod skibbrud . Gud give , at aldrig den dag må oprinde , da de ikke mere tale til dit hjerte . “ Hun gik , den gode sjæl , og jeg — var ene — nej , ikke ene ; mine forældres ånd afspejlede sig i hver genstand , mit øje mødte , de talte til mig , de vilsignede mig . Det var med en forunderlig følelse , at jeg beboede dette kære værelse ; det forekom mig , som om mine forældre levede endnu og omgave mig ; jeg følte mig aldrig ene , jeg vogtede på min gerning og mine ord , jeg frygtede for at spilde et minut , og jeg gik forsigtigt om iblandt de kære venner , jeg nænnede knapt at røre dem af angst for at fortrædige dem . Det var tante Sofies ønfke , at jeg skulle tage artium , inden jeg valgte en livsstilling . „ For hvilken stilling han end vælger , “ sagde hun betænksomt , „ er det godt at have en students kundskaber . Åndsdannelsen forædler sjælen og sætter os på et højere trin i samfundet . Det er ikke vor stilling , men vor dannelse og vore handlinger , der hæve eller sorringe os . “ „ Således burde det være , “ indvendte borgen , „ hm , hm ! men det er ' ikke verdens mening , jomfru Sofie , nej , min sandten , det viser den daglig . “ Og ligesom om han selv følte forundring over sin sjældne veltalenhed , så han flig ængstelig om , tav pludselig og indhyllede sig i en tæt , uigennemtrængelig røgsøjle . Jeg delte ganske tante Sofies mening , og derfor læste jeg med flid og held tiltrods for mine store skjelmsstykker , som jeg dog øvede mere udenfor end i hjemmet . Således svandt to år , indtil examensdagen oprandt . Det var en dejlig aften . Solen var sin nedgang nær , den kastede sine matte , rødelige stråler over kastanietræet , hvis herlige krone viftede ind til mig og udbredte Duft i mit værelse . Det var min første gerning om morgenen , når jeg forlod sengen , at åbne vinduet og putte mit hoved ind i de friske grønne blade , som endnu vare våde af duggen , og det forekom mig , som følte jeg mig forfrisket og oplivet , når jeg trak det tilbage , min pande var kølnet , min tanke oplivet , og jeg tog med mod og kraft fat på mine studier . fra mit vindue var der en smuk udsigt over søerne og kjærlighedsstien . Hvor ofte har jeg ikke i hele timer glædet mig ved at stirre ud over de grønne trækroner , ved at stirre ned i vandet , hvor fiskene dansede op og ned , medens drengene udkastede deres farlige snor for at gøre fangst på krogen . Jeg misundte dem ofte . Hvor gerne havde jeg ikke selv været iblandt dem , men det var umuligt , det var mig forbudt ; og stjæle mig derhen lod sig heller ikke gøre , thi Argus sov aldrig . Desuden var der en anden omstændighed , der holdt mig fængslet til hjemmet ; det var min dragt . Når jeg vendte hjem fra skolen , modtog tante Thora mig altid med de ord : „ Det er godt , gut ; gå nu ind og stift tøjet , for at du kan spare på dine nye klæder . “ Kære tante Thora , du var den eneste kærlige sjæl , før hvis overbærende øje min flere år gamle klædning altid vedblev at beholde nyhedens interesse . Og ligeså ofte som tante Thora gentog sin vise påmindelse , ligeså hyppigt rakte jeg Caroline min frakke , før at hun skulle hjælpe mig den på . Jeg havde naturligvis først besørget de andre regioner , før jeg vovede mig ud i hendes farvande . Jeg anstillede mig da hver gang , som om jeg var beruset , dinglede frem og tilbage , kastede mig på en stol og vrøvlede forfærdeligt ; hun havde da al sin kraff og behændighed nødig — som hos kvinden i almindelidhed består i list — før at iføre mig min . . . ja , hvorledes skal jeg benævne dette mærkværdige stykke af min garderobe ? Jeg er virkelig i stor forlegenhed ; jeg tror , jeg vil følge min tantes eksempel og titulere det med det almindelige bekendte navn „ Frakke . “ Min examensdragt — hvilket mageløst vidunderligt syn frembragte min optræden i universitetssalen , da jeg blev kaldt frem før at eksamineres . Det gik naturligvis mig , som alle studenter ved flige lejligheder , jeg skulle møde i livkjole og hvidt halstørklæde . Nogle leje , andre eje disse dele ; gid jeg havde hørte til de første lykkelige , så havde jeg dog haft den trøst , at ejendomsretten kun varede nogle dage , medens jeg nu nød den rædsomme vished , at den gjaldt før hele livet — det er måske formeget sagt ; men før hele ungdommen , det vil sige umyndighedsalderen . Flere måneder forinden denne dag mærkede jeg en forfærdelig , ja , jeg negter det ikke , en foruroligende travlhed , der indgød mig visse bange anelser , som dag før dag stege til hjertebeklemmelse , med andre ord til vished . hvergang jeg antydede før tanterne , at jeg snart måtte tænke på min examensklædning , nikkede de i takt med hovederne , og tante Sofie svarede da altid : „ Vi have alt tænkt på den , min gut . “ Ja , men det var netop det , der foruroligede mig . Gud give de blot ville have ladet være at tænke sålænge forud på den ; det var tidsnok nogle dage før , bemeldte dag , da København ejer skrædere i hundredeviis . Hvergang jeg trådte uventet ind , fore de forskrækkæde op , famlede og fljulte et og andet under deres forklæder eller under bordet ; så jeg da på dem , rødmede de som unge piger , fioge øjnene ned og smilede hemmelighedsfuldt . Jeg blev greben af en rædselsfuld angst , men manglede endnu vished . Dog , den skulle ikke udeblive længe , det sørgede tante Mille for . „ I sye i klæde ! “ udbrød jeg med krampagtig fortrukne træk , som opdagelsen havde fremkaldt . Jeg fandt netop et stykke blåt klæde under bordet ; det var tante Mille , der ved sit store talent i at famle havde tabt det . „ I sye i klæde ! “ gentog jeg gysende af rædsel . alle grebes af forfærdelse . „ Det er ikke klæde , “ sagde tante Mille med sin sædvanlige åndsnærværelse til at sætte sig ind i situationen og hjælpe sig og sine ud af fvrlegenheder . „ Det er ikke klæde , min dreng . “ „ Hvad er det da for stof ? “ vovede jeg at spørge . „ Det er — det er — ja , det er — “ Videre kom hun ikke . Tro blot ikke , at det var mangel på tanker eller åndsnærværelse , der bragte hende til at tie , hun har selv lidt forsikret mig , at hun aldrig fattedes disse goder ; nej , det var noget vist noget , der i dette , som i alle lignende øjeblikke , overkom tante Mille . Skulle hun selv forklare det , ville hun kalde det en overflod af tanker , der i sin hurtige tilstrømning til hjernen ikke formåede at finde de rette ord . Vi ville som artige kavalerer give hende ret . „ Hvad er det da for stof ? “ gentog jeg for tredie gang , næsten synkende i knæ af den stærke rystelse , som dette lille stykke klæde havde frembragt . „ Tiden vil vise dig , Carl Otto Emil , hvad stof det er , “ svarede tante Sofie , skjelmsk nikkende til mig , som om hun ville sige : „ Det er noget rigtig godt , der venter dig ; giv tid , og du vil blive belønnet . “ Gode sjæl , hun mente det så godt ; det er derfor med en vis undseelse , jeg bekender , at hendes nik og smil forjog den sidste gnist af forfængeligt håb om en „ Skrædder “ af mit hjerte . „ En skrædder ! “ Hvor disse to ord gjorde mig blød om hjertet og bragte tårer i mit mandige øje , thi hvad er en mands fremtid uden „ en Skræder ? “ Dagene gik , de hobede sig op til måneder , examensdagen var der . Vi vare alle samlede ved morgenkaffen , onklerne iberegnede . „ Hvor er guttens nye dragt ? “ spurgte Gregersen . Tante Sofie tog en serviet af spillebordet , og der lå hele herligheden . En hemmelig forudfølelse havde fjernet mig mere og mere fra servietten . Nu trak tante Sofie sit mesterværk frem og holdt noget , som hun havde døbt med det herlige navn „ en kjole “ , hen for mig . Store gud , det var min ejendom ! En kjole er for manden af stor betydning ; det er den , der siger os på konfirmationsdagen : „ Du er stor ; “ den fortæller os på examensdagen : „ Du er en mand , “ og på bryllupsdagen tilhvifler den os : „ Du er ægtemand . “ Ja , ved en kjole tænke vi os noget ædelt , opløftende ; den står for os omgiven af en vis hemmelighedsfuld Duft , der indeholder lyspunkterne i vort liv . Mine arme sank krastesløse langs ned ad siderne , hagen nærmede sig mere og mere brystet , medens underlæben på en foruroligende måde fjernede sig mere og mere fra overlæben ; men tante Sofie stod endnu og holdt den ubeskrivelige kærligt i sine hænder . Nu trådte tante Thora frem . Hun rakte et stort hvidt shawl henimod mig , idet hun udtalte hvad min anelse allerede havde sagt mig : „ Her har jeg , min kære Carl ofto Emil , et halstørklæde til dig , som jeg selv har broderet med 10025 stik franst . Syning . “ Til forklaring være det sagt , at tante Thora gav gerne og arbejdede ligeså gerne for andre , men hun talte altid stingene ; om det var for at glæde sig selv eller andre , det skal jeg lade være usagt . „ 10025 stik ! “ Det løb koldt ned ad min ryg . shawlet med de 10025 stik var bestemt til og døbt „ mit halstørklæde . “ Klokken slog ni på det gamle stueuhr ; det var øjeblikket , da jeg skulle møde på universitetet . I største fortvivlelse greb jeg kjolen og trykkede den hårdt til mit hjerte , medens steg modigt tog shawlet fra tante Thora med den anden hånd , ikke at glemme det øvrige tilbehør , som tante Mille havde forsynet mig med for at fuldende mit toilette , og ud af døren styrtede jeg , halvt rasende , halvt fortvivlet . Gud tilgive mig denne morgens hårdhed og utaknemmelighed imod de kære gamle trofaste sjæle ; men jeg var kun et menneske , et menneske på atten år . Hurtig iførte jeg mig de unævnelige , som vare tante Milles værk , og vesten , som tante Thora var mester for , dog være det sagt til hendes talents roes og til vestens ære , at den var enestående i sit slags . Nu kom touren til halstørklædet . Jeg sukkede , lagde det en gang — sukkede atter , lagde det to gange — stønnede og lagde det tre gange om min modstræbende Hals — slog en drabelig knude og lod armene synke , da mit øje faldt på de lange ender , som dækkede mit smukke linned . an ! hvilken snæren ! Nu vidste , jeg hvorledes den dødsdømte føler sig , når man lægger ham rebet om halsen . I min fortvivlelse puttede jeg enderne af tørklædet ind under vesten eller tønden , hvad man nu vil kalde den — kært barn har mange navne — og jog hurtig armene i kjolen . Nu var jeg færdig . Jeg kastede et sørgmodigt * blik i spejlet ved synet af min hele person , greb hatten og ilede ind i dagligstuen , hvor borgen gik med uhret i hånden , trippende frem og tilbage , medens alle enstemmigt udråbte : „ Klokken er ti . “ Og ligeså enige ilede de gode sjæle imod mig , tante Sofie for at betragte kjolen , tante Mille for at fryde sig ved synet af permissionerne , tante Thora for forfærdet at trække enderne af halstørklædet frem , idet hun udbrød : „ Men , du har jo gemt det smukkeste af det hele . Ak , hvor du dog har krøllet det . “ Hun åndede på snipperne , glattede dem og udbredte dem på brystet . „ Det er vel langt , “ sagde tante Sofie . „ Finder du ? “ svarede tante Thora halvt forundret , „ det er jo broderet . “ Dommen var fældet . borgen betragtede mig med stolthed . Gregersens øjne målte mig fra top til tå . Han vente sig hurtig om , for han holdt ikke af at krænke nogen , men at lade være at le var ham umuligt . Mit blik faldt i spejlet , og — før jeg tilstå det ? — jeg flammer mig næsten derfor , men jeg var svag nok til at få tårer i øjnene af idmygelse og skam , da jeg så , hvorledes student tulinius tog sig ud . Jeg kan endnu ikke tilgive mig selv , at jeg i denne morgenstund følte en bitterhed imod dem , som de ikke havde fortjent , og som kun gjorde mit hjerte liden ære . Da jeg vendte hjem fra universitetet , så jeg alle tanterne i vinduet , borgen og Gregersen ikke at forglemme , deres hoveder nåde langt ud over damernes . Det var en aftale imellem os , at hvis jeg fik første charakteer til eksamen , skulle jeg holde et rødt lommetørklæde i hånden , i modsat tilfælde et hvidt . Jeg ved ikke , hvorfra den ukærlige tanke kom , men da jeg så de forventningsfulde , spændte blik , der stirrede mig i møde , „ tog fanden mig ved øret , “ som man kalder det , jeg sænkede mit hoved og greb det hvide tørklæde , som jeg lod hænge lige ned til brostenene . Jeg turde ikke se op , jeg vidste , at mit blik ville møde fem sorgfulde ansigter , og derfor stirrede jeg ned som en forbryder , hvilket jeg også i det øjeblik var , thi jeg forbrød mig imod kærligheden . Da jeg havde nået gadedøren , tog jeg trappen i få skridt og ville netop styrte ind , da tante Sofie modtog mig i døren . Hun var bleg og havde tårer i de kære øjne . Kærlig lagde hun fin arm om min Hals og hviskedee : „ Trøst dig min søn ! Alt kan endnu blive godt ! “ En smertelig følelse af anger greb mig ved hendes blide , trøstende ord ; jeg kunne ikke længere spille komedie , jeg greb hende i mine arme og bar hende ind i stuen til alle de andres store forundring , idet jeg råbte : „ Hurra ! Hurra ! for mine velsignede tanter og onkler ! “ De så forundrende , ja endog bebrejdende på mig , men Gregersen gentog med tordnende stemme : „ Hurra ! Hurra ! for vor flinke student ! “ Sorgen var forvandlet til glæde , men tante Sofie hviskedee til mig : „ Hvorfor gjorde du det , min søn ? “ „ Tilgiv mig , du kære , gode moder , jeg tror , det var imod min villie . “ Hun smilede . Og således var jeg nu student med lauæ , med andre ord , alle veje stod åbne for mig . Oluf var bleven student med mig , men min eksamen var gået heldigere af end hans ; han måtte nøjes med anden karakter . Til gengæld havde han imidlertid en fuldkommen moderne og elegant dragt — dengang havde jeg foretrukket det sidste for det første . Men Oluf var en flink , smuk , livlig og elskværdig fyr , en god kammerat , med et fortræffeligt hjerte , der fik ham til at begå mange dårskaber . Dog vi vide jo alle , at store handlinger og store dårskaber have deres udspring fra hjertet , og hans hjerte havde den fejl , at være alt for modtageligt , fordi det var så stort ; skønt storhjertethed bliver betragtet som en dyd , altså et fortrin , så beklagede jeg dog ofte , af hans hjerte ikke var mindre ; det havde da ikke kunnet modtage så stor en indkvartering , som det nu gjorde . Næste dag indfandt Oluf sig for af invitere mig med på en landtour . Vi skulle besøge en tante af ham , som var gift med en proprietair borgård , der ejede en gård i nærheden af Hjørring . bestemmelsen var af tilbringe fjorten dage af sommerferien der . Først efter meget besvær , mange bønner og forestillinger fra Gregersens og min side , fik jeg lov til af rejse . Ak , hvor der blev travlhed i hver krog . Det var første gang i atten år , af jeg skulle forlade dem . Jeg imødeså med den største glæde den rejse , der ventede mig , skønt den fjernede mig fra dem , som elskede mig højere end sig selv , som havde plejet mig med den største omhu og kærlighed , som ikke havde øst af rigdommens og overflødighedens herlige væld , men havde båret savn og bekymringer for af give mig det , de selv for min skyld havde måttet undvære . Jeg glædede mig til af forlade dem ; ikke alene for af se mig om i verden — det havde været mere tilgiveligt — , men også for at unddrage mig deres opmærksomhed , deres omsorg , der trættede mig , deres idelige frygt for mit åndelige og legemlige vel , der kedede mig — med andre ord , for at blive fri i ordets sande betydning . Jeg længtes efter at klæde mig på , som jeg selv fandt for godt ; jeg frydede mig til at turde tage min hat og gå ud , når jeg følte trang og lyst dertil ; jeg glædede mig ved tanken om at turde komme fem minutter senere hjem , end der var befalet . Kort sagt , jeg længtes efter at turde trække mit vejr , som et andet sundt og flinkt menneske , uden at blive tilråbt : „ ret din ryg , du går kroget ! hvorfor bøjer du dit hoved så langt ned imod brystet , du har vel intet ondt gjort ? “ Mit blod strømmede rafl og ungdomsfrifl igennem mine årer ; jeg ville være fri , thi jeg følte at jeg ikke længere var noget barn . Min sunde kraftige natur havde besejret larven , der hidtil havde lænkebundet mig ; som en sommerfugl følte jeg , at gud havde givet mig vinger til at bære mig frit ud i rummet , og jeg følte kraft til at hæve dem til flugt ; som sommerfuglen var jeg nærved at glemme , at det var kærlighed , den reneste , ublandede kærlighed , der havde indspundet mig i larven før at beskytte mig mod storm og kulde , mod livets hårde indtryk , før at jeg engang kunne hilse solen med glæde og ikke med sorg . Er vort hjerte da så lille og fattigt , at vi kun kunne optage i det alt , hvad der er os ubehageligt og imod , har det ikke rum før alt det gode , som bliver os til del , og som i omfang og kærlighed langt overgår de små ubehageligheder ? Det er småtingene i livet , som give livet tilsyneladende størst værd og betydning ; vi er kun mennesker og forstå derfor kun at dømme hvad der er jordisk ; gud er alvidende , han seer tanken før den bliver til gerning og vejer gerningen med tanken ; vi dømme ene gerningen . Ja , derfor er der kun en retfærdig dommer på jorden og i himmelen , kun gud kan dømme en sjæl . Rejsen blev sat igang , de ældste og dårligste klæder pakkede ind i den store blåmalede kuffert , „ thi på landet er man ugenert og magelig , ligesom om man var hjemme . “ Det var tante Thora , der udtalte disse ildevarslende ord , der vandt almindeligt bifald hos hele forsamlingen med undtagelse af mig — der dog var hovedpersonen , men det brød ingen sig om — . „ Kongen er til for folkets skyld , men ikke folket for kongens , “ og derfor måtte jeg bøje min villie ind under deres , dog himlen kan vidne , det flette med ond og aven villie . „ Det er ikke værd at give gutten de nye klæder med , “ sagde tante Mille , „ unge mennesker ere så ubetænksomme , de forstå ikke at spare . “ „ Skal jeg gå i selskab med disse klæder ? “ Tog jeg mod og mandshjerte til at spørge , idet jeg stak hænderne ned i vestens store lommer , der blev videre og videre . Minen , hvormed spørgsmålet blev gjort , har formodentlig været ynkelig , thi Gregersen brast ud i en overgiven latter , som tiltog , da jeg fik tag i undersåtternes bedækning . „ Hvad andet skulle du vel have på ? “ spurgte tante Mille forundret over min dristighed og Gregersens latter ; — på landet går man altid i det simpleste man ejer , man nyder naturen og glæder sig , man gør sig livet behageligt , og det kan man kun , når man er ugenert og bekvem i sin påklædning . “ Hvorvidt værterne og værtinderne på landet deelfe min gode tante Milles anskuelser , ved jeg ikke , jeg tror dog , at en og anden ville ved middagsbordet se sig om med en mindre behagelig mine over de toiletter deres øjne mødte blandt deres bordgjæster . Efter min anskuelse-skylde vi det hus , vi gæste , ligemeget i byen eller på landet , at isøre os et passende toilette , det er et agtelsestegn , vi er dem skyldige , og det må betragtes som brud på al god tone , når vi undlade det . Men mine gode tanter havde levet i en stille tilbagetrukken kreds , under små kår , som kun ved flid og stor sparspommelighed kunne betrygge dem for næringssorger , derfor må man ikke forundre sig over , at deres anskuelse i denne og lignende retninger var noget afvigende fra andres . „ Mageligt har jeg det , “ svarede jeg med bittersød mine , idet jeg så ned på min dragt , „ men ak , tante Sofie , jeg foretrækker at have det umageligt . “ Tante Sofie smilte godmodig , tante Mille og Thora så fornærmede ud , borgen skuppede brillerne fra næsen op på den furede pande og så ud over avisen , medens Gregersen holdt hænderne i siden for at tilbageholde et nyt og uvelkomment latterudbrud . „ Carl har ikke ganske uret , “ sagde tante Sofie med blidhed , „ en student må optræde anderledes end en skoledreng . Jeg foreslår , at han medtager fin examensdragt . “ Gode tante Sofies gode moder , ja , det navn bærer du dybt i mit hjerte , hvor gerne tog jeg dig ikke med på begge mine rejser ; du har aldrig kedel mig ved dine formaninger , thi de kom altid på rette tid og sted og frem foralt i kærlighed , med overbærelse og delikatesse selv lige overfor skoledrengen . Du har aldrig såret mit hjerte og mine følelser , dig har min sjæl altid forstået , selv når dine ord var strenge , fordi solen altid lyste ud af dine øjne , fordi din hånd altid bragte mig ny velsignelse fra dit rige hjerte . og de andre gode tanter , elsker jeg ikke også dem — fortjene de ikke også min kærlighed og min fulde taknemmelighed ? Jo tilvisse , de gave mig så meget , som deres hjerter selv ejede , og mere kan ingen med retfærd forlange . Himlen meddeler fine milde gaver forskelligt , et sted skinner solen varm og i fuld rigdom , det synes som om alle dens stråler koncentrere sig i et lyshav for at varme og frugtbargøre det , et andet sted bliver kun tildelt en enkelt stråle , som med besvær baner sig vej , at det ikke skal dø ensomt , forglemt i mørket . Dog det passer ikke ganske med hensyn til mine gode tanter Thora og Mille ; de vare i besiddelse af mange fortrinlige egensfaber , og jeg burde mindst være den , der omtalte deres småfejl , da jeg har dem at takke for min hele barndom og ungdom , for så uendelig megen kærlighed og overbærelse , jeg burde kun fremhæve de gode sider i deres charakteer , det føler jeg altforvel , men hvad ville der da blive af min historie , den ville blive en usandhed fra ende til anden , forfatteren har også et krav til mig , og det råber højt i min sjæl . Med fuglelethed hentede jeg examensdragten — herre gnd ! hvem skulle have troet , at den dragt , der for nogle dage tilbage bragte idmygelsens tårer i mine øjne , nu , da jeg skulle have undværet den , fik mig til at løfte den forsigtig ned ad knagen og bære den varsom ind til de gode tanter , som mindst ti gange lagde den om i forskellige stillinger , for at den ikke skulle tage skade i kufferten . Således går det ofte her i verden , det vi meest have hånet og set ned på , løste vi op til os , når vinden blot har vendt sig . Tirsdagmorgen oprandt , endnu intet budskab fra skipperen om af vinden var gunstig til afrejse ; forgæves stirrede jeg op timgjenboernes vejrhane , ingen forandring — intet håb . Ak , hvor den vejrhane dog var bestandig ! Jeg så mig næsten blind , det var som om mit liv var afhængigt af dens bevægelse . Hvor man dog er utålmodig når man kun kender de små skuffelser i livet . Stuen blev mig for trang , den mægtede ikke af rumme min længsel , min utålmodighed , jeg måtte ud , for af brystet kunne ånde friere og lettere , jeg måtte ud for af dræbe tiden , såfremt den ikke skulle dræbe mig . Jeg greb min hat og stormede ned ad trapperne , men da jeg nåde gaden trådte pludselig virkeligheden for mig i hele sin afskrækkende nøgenhed , den udlo og hånede mig . Hvad stod jeg i begreb med af gøre ? Hvem havde givet mig lov til af gå ud ? Hvad havde jeg på hovedet ? hvem havde givet mig lov til af bedække mine brune lokker med en hat , en ny hat . O , tante Mille ! Hvorfor vare dine fingre så virksomme , himlen tilgive hende , der lærte dig at forvandle fårets bløde uld til en hovedpose . Havde jeg spurgt huen om den pågjældendes navn , havde den svaret mig : „ Det var nødvendigheden der var hendes læremester , deres søn skulle have en hue , uld havde de , men ingen penge , så strikkede hun en , hun gjorde det så godt hun kunne , hun manglede ungdommens opfindsomhed til at stabe , hendes fingre vare gamle som hendes øjne , derfor blev huen som den var . “ Dengang gav den mig ikke dette svar , thi jeg glemte at spørge , det fik jeg først i de senere år , når jeg trak den frem som et ungdomsminde og stirrede på den , ofte med fugtige øjne , for den fortalte mig nu så mangt og meget , jeg dengang ikke forstod . Nej , dengang hørte jeg kun råbet „ tilbage , tilbage , ulykkelige ! der drifter dig til at have en egen fri villie , som om du var et menneske , ved du ikke at du kun er en stakkels student . “ jeg vendte atter om , men ikke så fuglelet ; den , som iler frem med lette vinger og forhåbningsfuldt hjerte , kryber ofte tilbage med blodig fod . Nu , det stod sig vel ikke ganske så slemt med mig på hin dag ; men jeg vil dog ikke fortie , at der overkom mig en vis fornemmelse af et nederlag , som ydmygede mig , fordi min frihed ikke havde holdt skridt med min alder , om den end passede for min omgivelse . Jeg trådte ind i dagligstuen , jeg var feig nok til at skjule min nye hat bag ryggen ; jeg havde nu engang hængt mit ungdommelige hjerte ved den første hat , jeg var så lykkelig at eje , jeg var så dristig at indbilde^ mig , at den passede bedre for studenten end den stygge uldne djævel — var min dom retfærdig eller ej ? svar mig du lykkelige student , der er så heldigt stillet at leve i året 1870 — det vil sige i frihedens og lighedens gyldne tid , hvor sønnen foreskriver faderen leveregler for alderdommen , hvor datteren lærer moderen dannelse og livserfaring og hvor studenten selv træder op på kattedret for at belære professorerne . Lykkelige , misundelsesværdige studenter , fljænk mig eders deltagelse , når i læse student tulinius sandfærdige ungdomshistorie . jeg trådte ind med den faste beslutning , at fremkomme på en værdig og mandig måde med min bøn ; jeg siger mandig , og det med rette , thi det fine Dunn var alt begyndt , om end sparsomt , af spire frem på min hage . Jeg strøg mig om de usynlige Dunn og udstødte følgende ord , da jeg manglede mod til roligt af udtale dem : „ Jeg går et øjeblik ned til Nyhavn før af tale med skipperen om vejret . “ „ Store gud , barn ! hvad betyder det , af du har taget dine nye sko på , hvor i alverden skal du hen ? Du har jo ikke engang spurgt , om du måtte gå ud ? “ Det var en bitter pille af synke , jeg , der nys havde til hensigt af vise mig selv og hele verden , af jeg var mand . Hvor kunne jeg dog også glemme , af jeg havde taget de nye sko på , da jeg gik over gaden før af hilse på naboens smukke datter . Næppe var sandheden udtalt , før der overkom mig en hellig rædsel , foden blev hurtig trukken tilbage , som brændte gulvet mig , jeg havde gerne taget hver fod under en arm og løbet med dem ; dog ved denne lejlighed kom uvilkårlig den højre hånd frem , som holdt den forbudne frugt omsluttet . „ Og den nye hat , men hvor i al verden skal du dog hen ? “ Det var tante Mille , der også lod sin røst høre , og førend jeg fik samlet så megen kraft , at jeg kunne fvare , hørte jeg disse frygtelige , aldrig forglemte ord , som blev udtalte af tante Thora . „ Gå straks op , Carl , og tag dine andre sko på og gem hatten i foderalet , kom så ned igen og hjælp os med at pille ærter . “ Jeg svarede intet , men der for en følelse igennem mit bryst , der sagde mig , at jeg led uret ; en sky lagde sig over min pande , det var kun refleksen af min sjæls tilstand , mine fødder stod som fastgroede til gulvet , for første gang i mit liv ville jeg gøre modstand , mit hjerte havde ofte gjort det , dog havde det hidtil underkastet sig taknemmeligheden . „ Nu eller aldrig “ lød det i min sjæl . Nakken blev^kastet tilbage , foden trådte atter frem , læberne åbnede sig , ikke for at bede , men for at afvise , da , himlen ske tak — , da følte jeg tante Sofies arm om min Hals og hendes mund lukkede mine læber . Havde mine tanker og følelser dengang fået ord , så havde jeg i et øjeblik sønderbrudt , hvad mange Års trofaste og opoffrende kærlighed havde opbygget . der gives ord , som aldrig kunne udflettes , der for evig adskiller , hvad der før var sammenføjet i kærlighed , et overilet ord kan rejse en mur mellem nutiden og fremtiden , som ingen anger formår at nedbryde . Lykkelig den mand , der har en kvinde som tante Sofie ved sin side for at standse ordet , førend det får liv . — hun læste stormen på min pande , i mine øjne , hun gættede ordene på mine læber , og hun så afgrunden , der truede med at opsluge vor kærlighed . Skal jeg da altid kun have anledning til at takke dig , du gode , du elskede sjæl , skal min hånd og hjerte altid være den modtagende , vil den lykke aldrig blive mig forundt engang at kunne være den glade giver ? Dog , er det taknemmelighed , at misunde dig giverens velsignede glæde , en glæde , der ikke kan sammenlignes med nogen anden følelse på jorden ? Giv du mig kun alt , hvad dit rige hjerte ejer af opoffrelse og kærlighed , overbærelse og tilgivelse , læg kun hele din rigdom af ædelt og godt på mine svage skuldre , min kærlighed vil hjælpe mig at bære den uden at misunde dig din himmelske glæde . Af dig kan jeg modtage alt , som af min gud , dine gaver have intet ydmygende for mig ; thi du giver af dit fulde kærlige hjerte , skjondt jeg ikke har hvilet under det , og dig bringer jeg gerne atter og atter , fra time til time min dybe og rørte tak ; thi jeg elsker dig så højt , af jeg med glæde bliver din skyldner . Gregersen stod ved tante Sofies side , således udgjorde vi to partier . En uhyggelig taushed var indtrådt , jeg afbrød den ved af fremstamme : „ Jeg er nu student , “ Men stemmen var mild om end bebrejdende , thi endnu omsluttede min gode engel min hånd i sin og hendes øjne hvilede bønlig på mig ! Dog aldrig har fire korte ord sorvoldet mig så stor en anstrengelse som disse , det sidste : blev udtalt næppe hørligt , da bevægelsen truede med af kvæle mig . Tante Sofie tog ordet . „ Ja “ , sagde hun bevæget , hun var så bleg , jeg følte hendes hånd ryste . — „ Carl er nu student , det vil sige , han er nu herre over sine ord og handlinger ; fra i dag af lever drengen kun i vor erindring , som et godt og lydigt barn , gid manden må blive drengen lig , så have vi intet mere af ønske ; thi da ved jeg , at han aldrig vil tale eller handle uden at tage gud og sin samvittighed på råd . “ Jeg bøjede mig ned og kyssede ydmyg hendes hånd ; thi jeg følte hvor langt , hvor usigeligt langt jeg stod under hende i overbærelse . „ Jomfru Sofie har ret , “ sagde Gregersen , „ således bør det være . “ Og borgens moustacher , der nylig vare strøgne op mod øjnene , faldt nu atter ned , idet han næppe hørlig hviskedee : „ Jomfru Sofie har altid ret . “ Tante Thora og Mille strakte gevær til tegn på deres underkastelse , det vil sige , at deres ved omstændighederne forlængede ansigter atter antoge deres sædvanlige form og jeg hørte et enstemmigt „ Jajada “ fra deres læber , — at det blev ledsaget af to dybe suk , det var så naturligt , det hørte med til situationen . Endelig kom touren til mig , jeg følte mig stoltere end Napoleon ; thi alle hans sejre vare intet i sammenligning med mine , først at sejre over mit oprørske sind , dernæst over tre gamle tanter og to dito onklers formynderflab , det er mere end måske nogen jordisk konge kan rose sig af . Dog , hvo kender sammensøiningen af det menneskelige hjerte , hvor mange tusinde tråde udgjor ikke det lille hele ? tiltrods for min jublende seiersfslelse , der først overvældede mig , gjorde en anden , en ligeså mægtig følelse sig også straks gældende og trådte i skrankerne med hin ; det var en følelse , jeg ikke formår at give navn , thi det var en blanding af vemod og anger , det var som om mit hjerte i det samme nu opfangede alle de trofaste gamles sorg , sorgen over at barnet , det barn , som de havde elflet og opoffret så meget for , havde løsrevet sig fra deres kærligheds bånd , ja , nu var død for dem , for at styrte ene ud i verden . Det må være en blandet følelse af sorg og glæde hos forældre , at se de små blive store , de vokse fra armen , fra skødet , undertiden også fra hjertet . Men det er jo verdens gang . Så tog jeg en for en i mine arme , jeg takkede for barnet og aflagde for gud det hellige . Løfte , at manden aldrig skulle glemme , hvad drengen skyldte de kære , trofaste gamle . De græd , og jeg — ja jeg følte også en tåre i mine øjne , så stormede jeg ud for at tale med skipperen , men forinden løb jeg op på mit værelse , gemte den nye hat , og iførte mig de gamle sko , — når man har fået sin villie , bøjer man den gerne for sin kærlighed . Der er vel dem , som ville finde , at jeg har dvælet vel længe ved enkelthederne as min barndom og min ungdom , men det er flet ved moden eftertanke , det er min hensigt at vise ungdommen i nutiden , hvad ungdommen i fortiden gjaldt , at de kunne glæde sig ved , eller måske sørge over forandringen . Jeg har aldrig været på moden , i min ungdom havde ungdommen intet at sige , nu , jeg er ældre , er alderdommen gjort umyndig . Hvor tiderne dog kunne forandre sig ! tolvte kapitel . Så rejste vi da , og vi rejste til Hjørring . Det var min første udflugt som menneske , min første selvstændige opvågnen , det var paradiset på jorden , det var lyset i livet . Oluf trådte ind i fin lette sommerdragt , en stråhat med vaiende bånd og en chenillie over armen . Hvor var han fmuk , hvor så han glad og ungdomsfrisk ud . „ Helene “ lå stilfærdig , den ventede kun på fine to passagerer . Ankeret var lettet , sellene fyldte af vinden , skibet styrede ud mod Trekroner , vi fløt afsted med håb og glad forventning ! De gamle styrede hjem , deres sejl hang slappe , thi frygt og savn stod ved roret , men solen bredte sine lysende arme over hav og land , den fulgte både de gamle og de unge på vejen . trettende kapitel . Det var en søndagmorgen , vi landede i Ålborg . Jeg husker endnu , hvorledes kirkeklokkerne lød os i møde og stemte os højtidelig . Vi havde forladt skibet og styrede nu koursen mod et simpelt gjæstgiversted , som skipperen havde anbefalet os . Iført vor bedste dragt , håret strøget brusende fra panden , og endelig med en lille pibe i munden , — thi den gang var man endnu for langt tilbage i kulturen til , at damerne skulle beskæftige sig med det kvindelige håndarbejde at rulle cigarer , mændene vare talrige nok til at producere dem , men den gang vare de også dyre — droge vi frem . Det var vor hensigt at bese byen , før vi rejste til Hjørring ; og vi håbede , at man kunne se på os at vi vare københavnske studenter . Med stolthed målte vi de forbigående kræmmersvende , med nedladende venlighed de pyntede damer , som alle standsede , formodentlig for nærmere at betragte os , nogle så på os med forundring , det sandt jeg så naturligt , andre smilede derimod af os og atter andre lo højt . Hvad betød det ? Idetsamme kom nogle unge søfolk os i møde , de standsede ligeledes , og jeg hørte den ene sige : „ Hvad er det for løjerlige fist , har man sådanne flyndere på landjorden ? “ En skraldende latter efterfulgte hans fornærmelige ord ; det var signalet for gadedrengene , der med en foruroligende påtrængenhed fulgte os gennem gaderne , nu og da gentagende sømandens foragtelige ord , med andre højst smigrende tilsvininger . Det forekom mig , som om alles øjne vare rettede på mig , men jeg fog bestemt fejl , det var umuligt , jeg var den højeste og smukkeste af os , nej , det måtte være Oluf , som hånen gjaldt . Jeg så på ham , han var lille og fiirsfåren , iført sin nye sorte kjole , en fuldkommen modsætning til min , hatten var en fin sort silkehat , men meget for stor til hans hoved og øvrige vækst ? om ham kunne man med sandhed synge : „ Es war der klejne Mann mit der großen hut “ . Hvorfor i alverden bar han ikke sin lille flinke stråhat , som klædte ham så godt ? — hvorfor ? Nu fordi han , som jeg , den dag havde fået det ulykkelige indfald , at ville indtage alle byens smukke damer med vort toilet . Hans hår vare kæmmede ned i panden , for at han kunne se ældre og mandhaftigere ud , hvilket passede ilde til hans runde blomstrende og skægløse ansigt . Mit eget kunne jeg ikke se , men jeg nærede den overbevisning , at jeg bar en stolt og mandig mine , der blev forhsiet ved et par store , runde briller , som havde tilhørt Olufs bedstefader , han selv bar et lignende par , men ingen af os kunne se igennem dem , hvorfor vi klogelig så over dem , men det troede vi ingen bemærkede , således optog brillerne største delen af ansigtet , idet de uafladelig giede ned af næfen . Latteren , kådheden og fornærmelserne tiltoge hvert øjeblik , de pebe/de sang om os , idet de fortalte os , at det endnu ikke var fastelavn . Trængselen blev større , vi formåede intet mod såmange , jeg bad dem flere gange om , at lade os fremmede kavalerer have fred , men de lo kun endnu højere og gjentoge med hån , „ fremmede kavalerer . “ Hvad skulle vi gøre ? Bi så på hinanden , enhver søgte i den anden at finde grunden til opløbet , ingen af os ville tro , at vi selv gav anledning dertil . „ Hvorledes skulle vi komme ud af denne pøbelagtige folkevrimmel “ hviskedee Oluf til mig . I det tamme kom en vogn kørende op ad gaden ; folkehoben måtte flille sig for at give den plads , en lys ide fløj mig som et stjerneskud gennem hovedet , jeg greb Oluf i armen og hviskedee : „ følg mig , “ og i et nu stod jeg i vognen efterfulgt af Oluf . „ Poul , Poul ! “ lød et angstfuldt skrig fra vognen , men Poul , som troede , at skriget var fremkaldt af angest for opløbet , slog med pisken til højre og venstre , så folk fore til alle sider , medens hestene sprang i fuld fart fremad , efterfulgt af hobens hurra ! Således blev vi frelste fra ålborgensernes altfor store opmærksomhed . Men , var den første fare stor , så var den sidste ikke mindre ubehagelig ; vognens eneste passager , foruden kusken , var en ung dame , der forgæves havde råbt på Poul , for at få hjælp ; nu råbte hun igen , jeg vovede at gribe hendes hånd og hviske : „ For himlens skyld , tie , min frøken , vi ville på ære ikke tilføje dem noget ondt . “ Ved springet vare brillerne faldne mig af næsen og lå i vognen , hatten holdt jeg endnu i hånden , og den påtagne stolthed , ja hele masten var falden , jeg var for et øjeblik atter mig selv , jeg bøjede mig derfor hen imod den unge dame , der påny ville gøre anskrig — og sagde : „ Tilgiv os frøken , at vi på en så dristig måde aflægge dem visit , men vi havde intet valg , vi vare omringede af en brutal folkehob , der forfulgte os , fordi vi vare fremmede ; da kom øeres vogn os i møde , jeg betragtede den som vort nødanker , resten kender de , jeg har kun tilbage at bede frøkenen tilgive studenterne potter og tulinius , at de have aftvunget dem gæstfrihed . “ Mine ord glattede nogenlunde hendes smukke , men rynkede pande , og et undertrykt smil gled hen over læberne ; jeg opfangede det og følte til min næse , først nu mærkede jeg at brillerne vare borte og hatten i hånden , snart fik jeg sat begge dele på deres gamle plads , og iførte mig atter værdigheds masten , men i samme nu svandt hendes smil for et angstskrig . „ Poul , Poul ! “ lød det atter forfærdet og denne gang var det umuligt at standse det , hvorfor jeg ligeså hurtig tog farten ud af vognen som tidligere ind , og næste øjeblik stod vi begge på landevejen imellem Ålborg og Hjørring . Vognen var imidlertid standset og Poul lyttede æt sin frøkens beretning med opspilede næseborer -af forfærdelse over hvad der var hændet , truende ad -os med sin opløftede pisk , som vi besvarede med at løfte vore hatte , som afsfedshilsen til vor yndige værtinde , — og atter for vognen afsted , og Oluf -og jeg vare nu uden fare . Se , det var vor første velkomst på den jyske -kyst , „ den dag glemmer jeg aldrig . “ Da vi vare komne til ånde igen , spurgte min ven i en yderst ; forknyktone : „ Hvad betyder alt dette ? “ Ved at se hans lange ansigt med brillerne dinglende på den yderste spidse af næsen , der ikke var skabt til en sådan byrde , vendte mit gode humeur tilbage , og jeg brast i en stormende latter . Først så han ^fortrydelig på mig , derpå . stemte han med i af fuldt bryst , indtil vi trætte og ; flaue sank ned på en grøftekant . „ Jeg forstår ikke et ord af det hele . “ „ Det var af dig man lo , det var tydeligt . “ „ Er du gal , menneske ! det var af dig man tø og råbte , det er din pudsige dragt , der har vakt latteren og opløbet . “ „ Min pudsige dragt , hvad mener du med det ? Jeg ved ikke , at jeg bærer nogen pudsig dragt , jeg rr klædt som andre mennesker , medens du . . . “ „ medens^ jeg måske skal være klædt som en nar ; nej , du skal have mange tak , min bro ' er , det var din knibtang , der bærer skylden , og så din vigtige mine og dine briller , der altid dingle på næsespidsen , da du ingen brillenæse har . “ Jeg var ligeved at svare ham på tiltale , da jeg pludseligt fik den gode ide , ikke at skændes med min kammerat ; jeg følte nemlig noget vist som tilhviskedee mig , at han mulig havde ret , skønt jeg ikke engang i mit skjulte indre ville tilstå det . „ Hvem af os , der bærer skylden , er ikke godt at afgøre , men så meget ved jeg , at begyndelsen var dårlig , og at jeg er forfærdelig sulten . “ „ Jeg med , ak , hvor var hun smuk , hvor hun må se nydelig ud , når hun er mild . “ Og Olufs træk antog selv et mildt udtryk , der klædte ham godt . „ Forresfen er det mig , du har af takke for , af vi flap bort , ligesom det var mig , der senere så behændigt forklarede frøkenen de nærmere omstændigheder og gjorde hende en undskyldning . Du sad og hang med mund og næse som en skolepog , der har fået ris . “ Således blev vi ved en stund , indtil jeg påny følte sulten . „ Hvorfra få vi noget af spise ; det er vel næppe værd , straks af vende tilbage til Ålborg ? “ „ Vorherre bevare os , vi vende først tilbage , når det er mørkt , ganske mørkt , og alle er gåde tilkøis . “ „ Lad gå . Men hvor skulle vi opholde os sålænge , og hvor få vi mad ? “ „ Lad os opsøge den første den bedste bondegård . “ Så toge vi hinanden under armen og begyndte vor opdagelsesvandring . „ Gid vi vare i Hjørring , “ sagde Oluf . „ Hvilke tappre helte , vi vare , der unge og kraftige mangle mod til af besøge en by som Ålborg . “ Dog , der skal mere end mandsmod til af være genstand for latter og spot ; havde man sat os i spidsen for en arme og kommanderet : „ Fremad mod fjenden , “ på ære , vi havde ikke betænkt os et sekund , men stormet fremad med oprejst « hoveder og stolt bankende hjerter . Den der er i besiddelse af physisi mod , mangler ofte det moralske , man kan umuligt dømme det ene af det andet . Pålæg den tappreste krigshelt et uheld , en sorg eller en krænkelse , og modet , som hidtil aldrig forlod ham , modet , der gjorde ham stor i verdens øjne , vender ham da måske ryggen og lader ham stå ene , forsagt , ja fortvivlet . Og dog vedbliver han af anses for den uovervindelige helt , medens den , der ejer det moralske mod , men angst viger tilbage for kuglerne og bajonetten , bliver kaldet kujon . Efter min opfattelse er begge helte på samme tid , man har ret til af kalde dem kujoner ; dog vover jeg af påståe , af der udfordres større sjælskraft til af møde sorg , men især spot og latter på en værdig måde , end til af styrte sig i fjendens række for af forsvare — ikke alene sit land , men også sig selv . Nu , det er sandt , krigerens mod bliver bedømt af bladene — altså af verden , — medens det moralske mod kun bliver bedømt af gud og så nogle enkelte individer , som forstå at slatte kristelig mod i sorg og modgang . Vi nåde en bondegård , hvor vi straks blev modtagne med venlighed af to unge bønderpiger , som sad og spandt og nu og da tilkastede os et lunt og lattermildt blik . Oluf , der lige fra dreng af altid havde hjerte for det smukke køn , tog straks plads imellem dem , glemmende sit tidligere uheld for sit nuværende held ; han forsikrede dem dristig , at han kunne lære dem m ny måde at spinde på , der havde gjort megen lykke i København . De lo , han lo med , og førend den gamle havde sat maden på bordet , var Oluf og pigerne som gode bekendte , men da risengrøden dampede og det stegte flæsf duftede fra bordet , glemte han for en stund de strålende øjne for at skænke sin appetit tilstrækkelig opmærksomhed . Under måltidet blev vi enige med bonden , som var en flink , tjenstvillig mand , om at han skulle tage vore kufferter med sig , når han om aftenen vendte tilbage til Ålborg , hvor han agtede at tilbringe søndagen med sin familie ; vi ville da betale ham for ulejligheden , men han afslog at modtage noget , vognen var hans egen , sagde han , og rejsen til Ålborg var fornd bestemt . Hvad derimod betalingen til gæstgiveren angik , så kunne vi selv klarere den , vognen var stor nok til at vi også kunne få plads på den . Både Oluf og jeg gjorde en afværgende bevægelse , der sikkert faldt vor vært mistænkelig , han målte os fra top til tå . Blodet steg mig til hovedet , jeg skyndte mig at sige : „ Tak , har i plads , så tage vi med . “ Oluf så forbavset på mig , men modsagde mig ikke , og en time efter sad vi alle på vognen , dels på sæder , dels på brædder ; den ujevne sandede vej , som ikke lod os ane de fortræffelige chausseer , vi nu rulle hen ad , gav vognen stød på stød , der snart bragte os nær , meget nær , vore unge veninder , snart atter fjernedejos imod vore ønsker . For anden gang vare vi i Ålborg , denne gang uden at møde noget ubehageligt ; vi forlod nemlig ikke vognen før vi nåde gæstgivergården , hvor vi hurtigt stiftede dragt , betalte vor regning , hvorpå vi forlod stedet for at styre vor vej hen ad de samme gader , vi om morgenen havde betrådt med så mærkelige følger . Som efter aftale havde vi med flid gjort osukjendelige , idet vi havde iført os vor daglige dragt , uden stok og briller , og mærkelig nok , der var ikke engang en hund , som gøede af os . Folk så på os , vi på dem , — undertiden hilste man os , men ingen lo , ingen hujede eller rettere råbte efter os . — var det Ålborgs beboere , der havde forandret sig siden i morges ? Eller -- -- -- -- -- — ? Nej , det var umuligt — den gang vare vi i vor bedste stads , nu kun i vor daglige , simple dragt . Og dog forekom det mig , jeg ville knapt tilstå det , at Oluf så så smuk og naturlig ud , med sin lille flinke stråhat , i stedet for den stive , høje , sorte hat . menztil gengæld så han godt fem år yngre ud , det var det fatale ved sagen , det kunne vi mindst tåle som mænd , thi derved faldt det mandige bort , hvilket vi satte meesf pris på og havde kæmpet så tappert for at erhverve os . Pludselig udbrød Oluf : „ Jeg tror , det var nogle fulde søfolk , der forfulgte os , og som fik de andre til at følge med ; du ved , hvor let en folkehob skimler sammen , en enkelt behøver blot at råbe højt , så stå folk straks stille ; — står en stille — stå også de ti efterfølgende for at opdage , hvad den første så på . Jeg delte hans vise mening , og vi blev enige om , at Ålborg i grunden var en herlig by , hvor man kunne have det godt , når man selv ville ; den nærmeste omegn var smuk , og de så folk , vi tiltalte , svarede os venligt , ja endogså forekommende . Vi besluttede at overnatte her og først den næste dag at rejse til Hjørring . Så stilles vi fra vore venner , der lovede at besørge vort tøj med en fragtmand til Hjørring , og droge nu ene ud på eventyr . Da vi om aftenen lagde os , følte vi os så glade og lykkelige , som om intet ubehageligt havde mødt os ; vi morede os fortræffeligt , havde haft rigelig lejlighed til at være vært for nogle unge herrer , der naturligvis vare ældre end vi ; det smigrede vov forfængelighed , men tømte vor pung , hvorfor vr måtte indskrænke antallet af de venner , der flokkede sig om os . Det sidste ord , jeg den aften hørte af Oluf , var : : „ Hvor hun dog var yndig i sin angest og vrede : . Nå , gid vi aldrig må se hende oftere . “ „ Amen , “ svarede jeg og faldt i søvm fjortende kapitel . Kirkeklokkerne havde nylig slået fire . Hvor det var en dejlig morgen ; fuglene sang , solen skinnede , græs og blomster duftede , lærken hævede med lette og korte slag sine vinger , medens den slog sine lislige triller ; hvor kan et lille fuglebryst dog gemme så rigt et tonevæld ! Men koen , den havde også stemme , den udstødte sit betænksomme bu , bu , der skulle sige , at den længtes efter malkepigen , medens gæssene fløj skrigende ud på Marken for også at hilse den nyfødte dag . Vi havde seks mil at tilbagelægge , og vore fødder udgjorde vor eneste befordring . Men foden var let , øjet klart og sindet glad . Intet på jorden kan sammenlignes med en fodtour , der bliver gjort af lyst og i ungdommens friske og lykkelige dage . Hjertet længes og higer fremad . Foden svæver over jorden som til Dands , thi håbet , den lille vingede fugl , der gennem en verden af ukendt glæde og dunkle anelser boer i vort bryst , håbet er endnu ikke blevet forjaget af den prosaiske virkelighed , men følger os let og forventningsfuldt . Det er en forrettighed , ungdommen ejer frem for de modnere år ; den håber altid på det , som længselen mest eftertragter , den forestiller sig aldrig muligheden af en skuffelse . Vi havde næppe tilbagelagt en mil , før vi på en højst ejendommelig måde blev indhentede af en lille aldrende Aland , med et venligt og godmodigt idre . Først passerede han os uden at hilse , men neppe var han kommet to skridt forud , før han pludselig gjorde om og med et Spring stod foran os med blottet hoved og deklamerede : „ Her står den jyske klokker på begge sine hosesokker . “ At manden talte sandt , opdagede vi snart ; thi støvlerne hang på hans ryg , medens han selv nød behageligheden ved at gå på hosesokker . Det var en pudsig fyr , han kunne tale for tre , han kunne Schiller og gøthe udenad , han var digter af natur , altid renlig , glad og tjenstvillig . Skade , han ikke havde modtaget en bedre opdragelse ; han besad en barnlig og poetisk sjæl , der higede efter lærdom , ikke en eneste dansk digter var ham ubekendt , skjøndt han som degn forenede alle kirkens embedsmænd i sin lille person , med undtagelse af præsten . Vi mødte hr . Helms introduktion med hjertelighed og modtog med glæde hans tilbud om at være vor vejviser på rejsen . Snart fik vi at vide , at han kun boede et bøssesknd fra Olufs tante , hvor han ofte kom og altså kunne give os oplysning om omegnen og forholdene . Da vi havde tilbagelagt omtrent tre mil , opfordrede vor ven os fil at tage plads under et stort lindetræ , der stod ved en grøftekant ; derpå fremtog han en pose og udkrammede en and , et stykke skinke , brød og en flaske melk ; han bad os på sin ligefremme måde , der ikke tålte indsigelse , at deltage i måltidet , hvilket vi beredvillig gjorde , da en vandring af tre mil nok kan give appetit . Gaffel og kniv er luxusartikler på en fodtour , når spisesalen er en grøft , bordet et par knæer og dugen et kartunslommetørklæde ; derfor var vor gæstfrie vært i stor forlegenhed hvorledes han bedst skulle partere anden . „ Man bør aldrig være rådvild , “ — sagde han pludselig , idet han rakte halsen af anden imod mig , medens han selv fog fat i den anden ende , og nu begyndte vi at slide hver fil sin side ; først faldt en vinge , så et lår , stadig under den lille geistliges munterhed ; endelig var skroget kun tilbage , vi havde netop fået rigtig tag i det , da vi hørte en munter latter bag os ; jeg vendte forundret hovedet , og hvad kan beskrive min ærgelse , da jeg så et lille elegant selskab af herrer og damer , der vare gåde over Marken og stod nu tæt ved os , morende sig over vor behændighed . Pludselig fik jeg et stød i venstre side og hørte Oluf hviske : „ Se . “ Øg hvad såejjeg ? Frøkenen , vor frelserinde fra forrige dag ; hun stirrede snart på Oluf , så på mig , og et stolt ringeagtende smil svævede om hendes mund , skønt hendes øjne på samme tid udtrykte forundring og tvivl . Blodet for mig til hovedet , hendes smil harmede mig , jeg lagde den ulykkelige and tilbage i Helms skød , løftede min hue og sagde i en impertinent og udfordrende tone , som hendes uforskammede smil fremkaldte : „ De tager ikke fejl , frøken , vi er gamle bekendte . Tak for den behagelige kjøretour . “ Blev jeg for rød , så var -det nu hende som blussede ; hun målte mig fra top til tå med et få ubeskriveligt foragtende blik , så det var mærkeligt , at det ikke knuste mig ; derpå vendte hun sig om imod selskabet og sagde : „ Her , mine damer og herrer , have vi de to indlinge , jeg fortalte dem om , de er de samme brillehelte , der så ugenert toge plads i min vogn og nær havde dræbt mig af skræk . “ Alles øjne rettedes imod os , ingen så den ulykkelige Helms , der havde kastet anden i Olufs skød , hvilket denne slet ikke havde mærket , så optaget var han af at betragte gårsdagens heltinde , medens Helms stod med blottet hoved , og gentog den ene gang efter den anden : „ Ærbødige tjener , mit nådige hersfab , ærbødige tjener . “ Af herrerne var der en især , der vakte min harme , på grund af sit impertinente væsen og holdning ; han trådte mig ganske nær , stirrede vexelviis på Oluf og mig ; endelig sagde han til frøkenen : „ Unskyld , min nådige frøken , personerne svare ikke ganske til deres beskrivelse , de savne noget af det ejendommelige præg , de så smukt udstyrede dem med ; det forekommer mig , at de ligne ganske almindelige , opløbne drenge , som nylig er krøben ud af æget ; sådanne dunløse helte er ikke farlige , om de end kunne være ubehagelige . “ Han bøjede sig hen imod frøkenen og hviskedee : „ Dødsfaren var ikke så stor , som mit hjerte frygtede . “ Og han tilføjede højt og pralende : „ Men ønsker frøken Karen , at jeg skal revse disse unge helte for deres uforskammethed , skal det være mig en sand fornøjelse ? “ Det var for meget for mit varme blod , selv Oluf kastede med harme anden i grøften og begge støde vi dristige og udfordrende lige overfor ham . „ Min herre , “ sagde jeg , „ mit navn er student tnlinius , og der står min ven , student potter . Hvad navn , de bærer , er os ligegyldigt , men en dannet mands er det ikke . De har fornærmet os i disse damers og herrers nærværelse , og studenterne ville revse , hvad de syndede imod de duunløse drenge . “ Derpå henvendte jeg mig til frøkenen . „ Dem , frøken , skylde vi en forklaring , hvis de tillader det . Min ven og jeg vare fremmede i Ålborg , som vi er fremmede her ; vi kom ind i en kåd pøbelhob , der omringede os ; i det samme kom deres vogn forbi , den var som en redningsplanke for os skibbrudne , tilgiv , at vi benyttede den , det var dristigt , ja meer end dristigt , men det var ikke vor hensigt at fornærme dem ; jeg håber , at frøkenen vil være så god at tilgive os netop på grund af vore duunløse Hager . “ Hun besvarede mine ord med en stolt hilsen , men et venligt smil havde afløst det hånende . Hvor var hun dejlig ! „ Min ven har ganske udtalt min tanke ; med hensyn til dem , frøken , må jeg føje min undskyldning til hans , med bøn om tilgivelse ! Hvad dem angår , min herre , har jeg kun at tilføje , at det var bedre for dem , om de var så lykkelig endnu at have en dunet hage , da deres opførsel minder så stærkt om skolebænken . Det var Oluf , der pludselig havde fået mælet og talte så kækt . En fremtvungen latter besvarede hans og mine ord ; fremtvungen var den , thi han blev purpurrød og ud af hans øjne lyste en vrede , som han for damernes skyld måtte tibageholde . „ Ha , ha , ha , hvor morsomt og vittigt , mine herrer studenter , og hvormed sknlle vi slås , bære de endnu deres træsabler ved siden , mine unge løver ? „ Det vil tiden vise . Man kan duellere med forskellige våben , at deres våben hverken er græsk eller latin , det viser , deres ukultiverede sprog og manerer . Behag derfor at vælge kårder eller pistoler . “ Denne gang hørte vi et virkeligt muntert latterchor fra hele selskabet , på frøkenen nær , der betragtede de leende med alvor og bebrejdelse ; det morede dem formodentlig , at vi vovede så dristigt at nævne kårder og pistoler , som om vi forstode os på at bruge våben . Oluf blev ligbleg , det var ikke gode tegn , men hans dannelse fejrede over hans harme , og han nøjedes med at gentage i en udfordrende tone : „ Kårder eller pistoler , min herre ; som den udfordrede har de valget ; vægrer de dem længere , så kalder jeg dem i damernes påhør , for en æreløs Karl . “ „ Vogt dem , man tilgiver ungdommen meget , fordi man har ret til at revse den . Jeg vælger kården . “ De første ord udtalte han i raseri , men pludseligt betvang han sig , han begyndte at drage nytte af vor undervisning , skønt bleg talte han dog rolig . — han vendte sig om til en ældre officer og sagde : „ Vil de have den godhed , at være min sekundant . “ Et smil gik over den adspurgtes ansigt , idet han nikkede . Neppe var ordet sekundant kommen over hans læber , førend jeg fattede vor forladthed , fremmede som vi vare . Hvem ville være vor sekundant ? „ Altså i morgen kl . syv i krattet . Den herre der , capitain Rothe , vil træffe nærmere aftale med deres sekundanter . Men glem ikke , mine unge herrer , at båbenet er skarpt og gør ondt , når det rammer . Det er min hensigt at give eder en lille lexion for eders opførsel imod denne smukke dame . “ Han vendte sig hurtig om og gik . Officeren trådte os nærmere og spurgte , til hvilken tid han -kunde vente besøget ; han selv var at træffe på herregårde^ som lå bag krattet . Hans spørgsmål faldt tungt på mine unge skuldre ; hvor skulle vi finde sekundanter ? Jeg blev imidlertid ikke længe rådvild , men svarede hurtig : „ I aften , om det behager dem ? “ Han bejaede det , og fjernede sig med det øvrige selskab . Frøkenen derimod bøjede sig først hen imod mig og hviskedee : „ Gå ikke til mødet , kammerjunkeren er officer og fører en dødbringende kårde . “ Jeg så , hun var bleg , jeg hilste hende tavs , og degnen , Oluf og jeg vare atter ene med anden , som vi rent havde glemt over de senere vigtige begivenheder . Vi så på hinanden . Omsider udbrød Helms bestyrtet : „ Nå , det er en net historie , ved de , hvem den herre er , som de har udfordret ? “ „ Nej . “ „ Det er kammerjunker Schovstrup , en stor æsel , der fører en udmærket klinge , men som hverken kender nåde eller forsoning . “ „ Vi ønske heller ingen af delene . Hvem er den unge dame ? “ „ Frøken Nordan , en datter af herremanden ved krattet , hofjægermester Nordan . Imod sine venner er hun elskværdig , men er der nogen , hun ikke kan lide , så er hun hvas . Hvad er det for en historie , de og frøkenen har sammen . Vi fortalte ham sagens sammenhæng . „ Tag dem i agt , kammerjunkeren er et farligt menneske , han skal være halvt forlovet med frøken Karen . Har nogen af dem , mine herrer , nogensinde lært at fægte . “ „ Ja , vi er begge indviede i den ædle fægtekunst ; jeg for mit vedkommende er så godt som opvokset med fleuretten i hånden , “ og jeg takkede i mit stille sind gamle borgen , der ofte imod min villie havde indexereeret mig i våbenes brug . Det var derimod mig , som havde bibragt Oluf fine kundskaber i den retning , og hans dygtighed lod derfor meget tilbage at ønske . „ Hvor ligger godset ? “ spurgte Oluf . „ Henne bag krattet , ligeved havet , omtrent en halv mil herfra . “ Oluf og jeg fik den glimrende ide at være hinandens sekundanter , på den måde kom vi bedst ud af forlegenheden . Men hvorfra fik vi våben ? Vi havde atter taget plads ved grøften , dog appetiten var borte , vi rejste os derfor og gik videre . Vor bestemmelse var at tage ind på en gæstgivergård såsnart vi nåde Hjørring og blive der , indtil duellen var endt . “ Jeg vil ikke nægte , at jeg følte mig stolt , ja næsten ophøjet ved tanken om , at det denne gang var en virkelig duel , der forestod mig ; hidtil havde Oluf og jeg kun udfordret hinanden på skrømt , det faldt mig ikke ind , at duellen kunne ende med døden . Vi nåde Hjørring ; Helms fulgte os til en gæstgivergård , hvor han forlod os for at skaffe os våben hos en gammel sergeant , der var arrestforvarer i byen . Før han gik bort , spurgte han venligt og ligefrem , om han ikke måtte forstrække os med nogle penge , da denne udforudseete forsinkelse altid ville forøge vore udgifter . Med tak afsloge vi hans smukke tilbud , og endelig vare vi ene . En tid vekslede vi intet ord , endelig kom vi på vor vandring op og ned ad gulvet til at stå ligeoverfor hinanden ; vi standsede , så på hinanden og brast ud i en halv , fremtvunget , halv virkelig latter . en pige åbnede forundret døren og spurgte , om herrerne ønskede noget ? Mit mod voksede i samme grad , som vanskelighederne optårnede sig og min egen vigtighed blev mig indelysende ; jeg svarede derfor stolt : „ Skaf os en god middag , men på vort eget værelse . “ Oluf betragtede mig med angstfulde og store øjne ; jeg lod som jeg ikke lagde mærke dertil , mit mod steg til dumdristighed , jeg tilfsiede i en stolt og værdig tone , uden først at rådføre mig med Oluf : „ Vil de dække til tre . „ Vi må invitere Helms til middag , “ — sagde jeg skødesløst til Oluf , da pigen havde fjernet sig , „ vi må invitere ham , det kræver vor ære , han skaffer os våben , og vi have desuden været hans gæster . “ „ Gør som du vil , blot pengene slå til . “ „ Hvis ikke må vi skaffe fleer , “ svarede jeg kækt , thi nu var jeg jo en mand , der havde udfordret en kammerjnnker . „ Blot ikke vor historie kommer onkel og tante for øre , det var mindre behageligt . “ „ Om så var , “ min tanke faldt uvilkårligt på mine tanter og onkler , og jeg vil ikke nægte , at noget , der lignede en rystelse , overkom mig . „ Tror du , vi gå af med sejren ? “ „ Ubetinget . “ „ Ja du er sikker nok , men jeg ? “ Olufs ord vakte mig ; min letsindige glæde og begejstring kølnedes , jeg havde ikke overvejet sagen nærmere , nu stod den for mig i hele sin klarhed . „ Du behøver ikke at duellere , det er mig , som blev fornærmet og som var den udfordrende , jeg bør derfor afgøre trætten , “ „ Du tager sejl , min ven , vi vare to , som blev fornærmede , han må slås med os begge . “ Oluf udtalte disse ord som en Richard løvehjerte . Han havde ret , jeg havde intet mere at indvende , men fra det øjeblik var mit overmod knækket ; sæt han blev såret eller dræbt . Netop som jeg i tanken så ham falde og dø , trådte den brave Helms ind , ledsaget af en gammel , rødnæset militær , der bar to kårder under armen . Jeg kunne gerne have omfavnet dem begge , så glad blev jeg ; jeg strakte begge hænder ud imod dem , skønt den ene var mig aldeles fremmed , men at han var vor ven , viste kårderne . „ Her er våben , og på samme tid bringer jeg en dygtig krigsmand , der har gjort flere felttog med , og som ved at traktere en klinge . “ Neppe havde vor brave gejstlige sagt disse ord , før arrestforvarerens tykke , men bydende stemme tordnede : „ På plads , min herre , på plads , jeg kender hele historien , vi have intet øjeblik at spilde . “ I samme nu krydsedes vore kårder . „ Godt , fortræffeligt , udmærket , lidt mere ro er ikke af vejen . Nu , vi to er færdige , i hvilken skole har de lært at fægte , unge mand . “ Jeg besvarede hans spørgsmål , derpå greb Oluf kården . „ Tag dem i agt , pas på ; der blottede de dem ; hvorfor benyttede de ikke den gode lejlighed til at gøre et udfald ? . Således blev de ved , lige til middagsmaden stod på bordet , jeg havde nemlig i forvejen givet pigen ordre til at dække til fire . Men før vi toge plads , råbte jeg med stentorstemme : „ Opvarter , en flafie vin . “ Min røst blev besvaret af en pige , der på en temmelig skødesløs måde satte vinen på bordet ; det havde jeg ikke ventet efter en så storartet bestilling . Arrestforvareren tog sig en pris , og jeg lagde begge hænder på stoleryggen , idet jeg sagde : „ Tør jeg bede dem at gå til bords , mine herrer . “ middagen bestod af bandgrød , kogte fist og kartofler . „ Fiflen må svømme “ faldt arrestforvareren ind , greb flasken og udførte værtens pligt . Min forglemmelse ærgrede mig , og hans ligefremhed viste mig på samme tid , at han betragtede os som børn , ellers havde han nok ventet . Dog vinen var skænket , Olufs og mit glas halvt — degnens trekvart og hans helt fuldt , og arrestforvarereu ndbrød : „ For vin og smukke piger fluks alle sorger viger “ Medens Helms højtidelig løftede glasset og sagde : „ Et glædeligt udfald , mine herrer . “ Det var alt sammen godt ment , men jeg ærgrede mig dog lidt over , at jeg , som en af værterne , ikke fik lejlighed til først at udbringe en skål ; imidlertid greb jeg nu lejligheden og takkede begge vore venner i nogle , som jeg syntes velvalgte ord , for deres redebonhed til at hjælpe os . „ Til sine venner skal man komme buden i medgang , ubuden i modgang “ deklamerede Helms , tilsyneladende rørt over min skål . Han tilføjede , som i paranthes : „ Peder syv “ . „ Helms har ret , mine unge venner . Tillad mig at udbringe en skål for kammerjunkeren , at han må få at føle deres kårdespids , først deres , unge mand , træt ham godt , de er dygtig nok dertil , derpå tager de sat , så går det vel , og han har godt af at få en lille skramme af en grønskolling , fordi han har bibragt så mange andre dødelige sår . “ Derpå tømte han glasset . Noget af talen syntes jeg ret godt om , men da han kom til titelen „ Grønskolling “ følte jeg , at del gav et sæt både i Oluf og mig ; men det var jo godt ment , og vi følte os i det øjeblik stolte ved , at vor tanshed og den godmodige måde hvorpå vi begge optoge hans ord , bedst viste , af vi ikke mere passede til det navn , han så smukt tildelte os . Nu kom touren til Oluf , hans tale var den længste og bedste ; han havde rejst sig fra bordet , støttende begge hænder på stoleryggen , efter først af have takket dem og opsendt gode ønsker for deres fremtid , bad han dem for tilfælde , af vi begge skulle falde , af besørge nogle breve til vort hjem , som vi i løbet af aftenen ville strive og overgive til arrestforvareren . Dernæst forsikrede han dem , af vi ingenlunde på nogen lelsindig måde havde indladt os i kampen , men af duellen var simpelt selvforsvar ; det var vort gode navn og , rygte , han således overgav til efterverdenens blide omdømme . Ved denne lejlighed tog degnen ordet . „ Langsom til af krænke bør du virre ; krlnkes du af andre — hæevn din wre . “ „ Således lyder inskriptionen på daghestanernes dolk , og de , mine herrer have kun gjort , hvad net er , og vi vide alle , af det ikke er skægget , der gør inglingen til mand , men handlingen , derfor en skål for anglingen , som besidder mandens mådehold og mod . “ Ester af den venlige gejstlige havde tilbudt os sin vogn for at køre os til herregårde » , forlod de os begge ; vi satte os straks hen for at skrive og tage afsked med vore kære . Klokken to holdt en god , tosædet bondevogn udenfor gæstgivergården ; degnen selv var kusk . Oluf og jeg blev straks modtagne as kaptajnen . Vi meddelte ham i korthed , at vi vare aldeles fremmede på egnen og derfor ønskede gensidig at tjene som sekundanter for hinanden , faldt den første as os , nu , så måtte den anden afgøre duellen uden sekundant . Capitainen syntes ikke at sinde behag i vort arrangement , men foreslog os en anden udvej ; i det samme åbnede han døren , og en ung , smuk officer trådte ind . „ De ytrede før det ønske , lieutenant Harbo , at være disse unge herrer til nytte , nu er øjeblikket kommet , de er fremmede på egnen , vil de være deres sekundant ? “ „ Med stor fornøjelse . “ Vi rakte ham hjertelig hånden , og det fornødne blev aftalt . Vi skulle give møde næste morgen kl . syv i det omtalte krat , der kun lå pst mil fra herregårde » . Da jeg den aften gik til sengs , følte jeg først tilfulde , hvor højt jeg elskede de gamle i hjemmet og hvilken sorg jeg måske nu var på vej til at tilføje dem ; var det takke » for deres store og opofrende kærlighed mod den stakkels forældreløse ? femtende kapitel . Solen havde alt løftet sit jomfruelige slør og kastet sine glødende purpurstråler over jorden , da fire rejsende kørte hen ad den tunge , sandede landevej imellem Hjørring og Ålborg . Der blev ikke talt meget , kun lieutenant Harbo , der ikke troede os i stand til at føre våben , ytrede flere gange sin uro og meddelte os adskillige gode regler , som jeg i forvejen kendte , dog uden at yttre det for ham ; det morede mig at overraske ham . Da vi nærmede os krattet , hørte vi hestetrav bag os , og et øjeblik efter for to ryttere i fuld fiirspring forbi ; de hilste høfligt , og jeg genkendte kammerjunkeren og kaptajn Rothe . Jeg vil ikke nægte , at der i samme øjeblik overkom mig en mindre behagelig følelse . Resten af vejen blev hurtig tilbagelagt , og vi stod nu ved målet for vor rejse . Rytterne modtoge os med en formel hilsen , jeg så et undertrykt hånligt smil på kammerjunkerens smalle læber , hvorimod kaptajnen og løjtnanten tilkastede os medlidende blikke . Alt var aftalt og ordnet , jeg stod lige overfor min fjende , vore klinger mødtes , hans skødesløst og legende , fordi han troede at have med en ukyndig dreng at gøre . Jeg fik straks den overbevisning , at det var hans hensigt kun at bibringe mig en rift for at straffe mig , men jeg undgik med behændighed hans simple udfald . Alles opmærksomhed var spændt . Efter således at have leget i nogle minutter , blev min modstanders holdning fastere , et forundret og spørgende blik mødte mine smilende øjne , og der kom alvor og styrke i hans klinge . Han mærkede , det var alvor . Jeg førte mit våben med ro og beregning , jeg vidste , at jeg havde en farlig modstander , han derimod , der var bleven skuffet , ja holdt for nar af mig , en dreng , mistede sin fatning ; hans udfald bleve heftigere og førte med en sådan kraft , at jeg flere gange vaklede , men uden at blive såret ; det ærgrede kammerjunkeren , han blev vred , og det duer ikke i en duel på kårder ; besindigheden gik tabt , han ville revse mig , og derfor glemte han at være på sin post ; jeg traf ham let i armen , han blev rasende , det var uklogt af en duelig duellant , jeg derimod blev kold og beregnende , jeg afparerede et stød , der rettedes mod mit bryst , han fik et stød i siden , kræfterne forlod ham , han vaklede og faldt i armene på kaptajnen . Vi tildøde kammerjunkeren vor vogn , så simpel den var , men han afslog tilbudet , hvorimod hans sekundant takkede venligt , idet han rakte mig hånden og sagde : „ Tak , hr . Tulinius , der holder en vogn lige bag krattet . De fører en god klinge , min unge ven , og deres sag var god , det er kun simpel retfærdighed at sige dem det , skønt kammerjunkeren er en bekendt af mig . Oluf flap for at duellere og jeg for angsten over udfaldet . Således endte min første duel i Jylland . Næste morgen forlod vi vore venner , Helms og arrestforvareren , der svingede deres huer til hilsen og bød os at leve vel ; vi havde lovet ved lejlighed at besøge dem . Klokken var otte , da vi forlod den venlige lille by , som den gang ikke havde så vakkert et udseende som nu . Da jeg i år besøgte Hjørring ville jeg næppe troe , det var den samme by , jeg den gang hilste med ængstelig forventning om duellens udfald . Vi kørte ud af byen og hen ad landevejen , indtil vi nåde en stor og prægtig gård ; der boede Olufs tante . En stor lænkehund halsede os i møde for at bebude vor ankomst , og næppe vare vi kørte ind ad porten og op til huset , førend en Karl tog tømmerne og vi blev hilsede af en vakker ældre dame , Olufs tante , og da mit blik faldt på vinduerne , opdagede jeg to yndige pigehoveder , der nysgerrig tittede ud . Et øjeblik efter sad vi i dagligstuen omringede af proprietair bordgård med frue og frøken datter , samt en elskværdig kusine , der ligeledes tilbragte sommerferien i Jylland . Solen havde endnu ikke sagt farvel til dagen , før Oluf og jeg følte os som hjemme i den elskværdige bordgårdske familie . Stakkels Oluf , hvilken kamp måtte han ikke bestå , omgivet af to smukke damer i et hus , det var meer end hans varmtfølende hjerte kunne modstå ; hvem af disse to jordiske lykkelige vil gå af med sejren og erobre hans kærlighed ? Jeg frygter begge . vi havde fortalt vort indtog i Ålborg og om den derpå følgende duel , og vi vare naturligvis på grund af dette eventyr betydeligt stegne i damernes agtelse . „ I kunne være glade , i slap så godt “ , sagde proprietair bordgård idet han udstødte en tyk røgsky , så kinderne atter sank til deres naturlige størrelse ; „ Kammerjnnkeren er bekendt for at være en god fægtemester , hvorvidt rygtet taler sandt , skal jeg ikke kunne sige , hvorimod jeg ved , at han er en god Skytte , da vi ofte gå på i agt sammen , når han er i besøg på herregårdene „ De kommer altså på herregårde » ? “ spurgte jeg med en vis ængstelse parret med nysgerrighed . „ Både jeg og min familie ; min datter er en veninde af frøkenen . “ „ Det forekommer mig , at frøkenen feer meget hovmodig ud , hun er stolt og . . . jeg ville have tilføjet kold , men i det samme hørte jeg hendes bevægede , ængstlige stemme i mit øre , nej i mit hjerte — og hendes advarsel ; „ Gå ikke til mødet , den udfordrede er officer og fører en dødbringende klinge . “ Disse ord , der på engang blødgjorde og fornærmede mig — havde atter og atter lydt for mig , skjøndt de opvakte min vrede ; thi de fortalte mig , at hun betragtede mig som en dreng , der ikke kunne fægte . Men Fru bordgård , der med sit skarpe kvindelige øre havde opfanget mit „ og . . . “ så spørgende på mig i det hun gentog „ Og ? “ „ Jeg ville have sagt kold , men jeg ved ikke om denne dom er berettiget ? “ „ Å jo , tildeels , jeg har endnu aldrig set hende rigtig varm som andre unge piger kunne blive når et og andet bevæger dem . Jo , jeg tror nok , man kan kalde hende kold . “ Jeg følte lyst til at gøre hende flere spørgsmål , men jeg dristede mig ikke dertil ; hun kom mig dog selv tilhjælp . Hvor damerne dog altid er mageløs gode imod os ; gøre vi dem et spørgsmål , skønt vi ønske ti , besvare de os uopfordret de ni , og det i mindre tid end vi behøve til at fremkomme med dem . Fru bordgård var i besiddelse af sit køns fortrin , hun talte meget , men tillige godt , og det være sagt til hendes roes , hun talte mere om andre end om sig selv . For mit vedkommende fandt jeg mig meget vel tilfreds i min elflværdige værtindes selskab , hun morede mig , jeg var jo for øjeblikket ikke genstand for hendes vittige bemærkninger ; i ethvert tilfælde var jeg nærværende , iligemåde besad jeg vort køns store svaghed , at lytte til damernes nyheder for derpå at dadle dem . „ Svagheds børn vi alle sammen er . “ Således siger æn gammel vise , æg hvormange er der iblandt os , der kan træde frem æg med rette fordre sig frikendt ? Proprietairen gjorde æn sjælden undtagelse ; da han mærkede sin frues veltalenhed , rejste han sig æg forlod stuen . Oluf var fordybet i æn livlig passiar med de unge damer , han holdt sig altid til damerne , tiltrods før sin undseelse lige overfor dem . Hvor er det muligt at æn så trofast æg elskværdig ven , som Oluf var , kunne være så ustadig æg letsindig i hjertets anliggender . Kun atten år gammel havde dette hjerte alt flere gange været på vildspor . Samme dag han fyldte sit femtende år , skrev han to kærlighedsbreve til nogle skolepiger , han daglig mødte på hjemtouren fra latinskolen . Han var selv postbud før sine affaires de coeur han mødte den skønne med skoleposen dinglende på armen , medens hun snart hoppede over æn bred rendesten , snart ringede på æn gadedørsklokke , så bankede hjertet voldsomt i hans unge bryst , æg det fik ikke ro før han udøste sine brændende følelser i æn rosenfarvet billet . Farvel skolebøger , strømper æg navnedug , før eder er der intet mere at skaffe . Velkommen digte , romaner med riddere og svende , med ungmøer og gamle drager , fra nu er i uindskrænket herre og kunne glade danse på barnets tidlige grav . Oluf ! Oluf ! hvad har du gjort ! Men Oluf , det uhyre , sad sulten ved bordet og lod den ene store portion mad forsvinde sporløst efter den anden . Gid hans lille rosenfarvede brev havde været ligeså sporløst , da ville det ikke atter og atter lyde i den gamle mands hjerte : „ Oluf , Oluf ! hvad har du gjort ? “ Dog , jeg glemte , at jeg sad ved Fru bordgårds side og lyttede med spændt opmærksomhed til hendes meddelelser om familien Nordan . „ Hofjægermester Nordan købte for flere år tilbage godset og har siden den tid beboet det , med undtagelse af når han nu og da gør en tur til København eller udlandet . Han er et besynderligt menneske , som ingen forstår ; venlig mod damer , høflig mod herrer , stolt men retfærdig imod sine folk , kærlig imod sin familie , og dog med alt det , , er der som sagt noget uforståeligt ved ham . “ „ Lever hans kone ? “ „ Ja , hun er en sand engel , ligeså elskværdig som hun er smuk ; hun er elsfet af alle og sin ægtefælle trofast hengiven , skønt måske lidt for lydig . Jeg kan ikke forstå , hvorledes en kone således vil lade sig beherske af sin mand . Når vi gifte os , så er det i den mening at leve lykkelig med ham vort hjerte har udkåret til ægtefælle . “ Her tillod jeg mig i al hemmelighed at forandre fruens ord udkåret til antaget , men det fortalle jeg hende naturligvis ikke og derfor fortsatte Fru bordgård : „ Vi gifte os da ikke for at få en herre , hvis bud og villie vi skulle lyde som slaver . Husbonden er hustruens halvdel , ligesom hun er hans , og enhver ved dog at to halve dele udgør en hel . “ Jeg vovede at tilføje højt : „ Men tror fruen ikke , at manden er den første halvdel , altså den , hvortil den anden halvdel må passe ? “ „ Nej , hr . Student ! De er på vildspor , enhver dannet mand lader altid damerne først træde ind ad døren , damerne indtage den første plads , i en vogn , på et bal , kort overalt , og således bør det også være . “ „ Ja , og i vore hjerter , “ svarede jeg med eftertryk , „ der er og bør hun med rette altid være emherskerinde , blot ikke i vor villie . “ „ Skønt de er meget ung , hr . Student , er deres tanker dog mandens , de er langt forud for deres år . Det må være det forunderlige liv , de har levet blandt alle de gamle i deres barndomshjem , der har frembragt den gamle ingling . “ „ Fruen har sikkert ret , der er en forunderlig blanding af gammelt og ungt , af mandligt og kv indlagt i min karakter og tanke , som må tilregnes mit liv blandt damerne . Jeg fører ofte en hård kamp mod disse modstridende elementer , dog troer og håber jeg , at mandens kraft og bestemthed altid vil sejre over det bløde , det kvindelige i min sjæl . “ „ Det betvivler jeg ikke , thi jeg tror nu og da at opdage hos dem en hemmelig sammensværgelse mod vort køn og vore anskuelser om damernes ret . Har jeg taget sejl ? “ „ Hvor kan de tro mig så » galant , Fru bordgård , damerne ville altid hos mig have ret . Jeg tillod mig kun den uskyldige bemærkning , at det var manden , kvinden skyldte dette lille fortrin , at træde først ind ad døren , eftersom det er ham , der frivilligt træder tilbage , dels for at give hende sin plads , dels for at lnkke døren efter hende , en gerning , der i og for sig viser vor ridderlige høflighed imod det svage køn , medens det på samme tid giver et lille — om kun ganske lille tegn på mandens ret til at afslutte kvindens vej ; ligesom vor opmærksomhed , at give hende en stol osv . — gemmer vor ret til at anvise hende den plads hun bør indtage . “ „ De tager fejl , hr . Tulinius , ikke for at give et tegn på sin magt eller for at give hende sin plads osv . , men for at give hende den plads , hun selv har tilkæmpet sig efter århundreders møje og anstrengelse . I gamle dage var det manden , som undertrykkede kvinden , ved at behandle hende som træl og umælende , der ingen mening turde have , men kun blindt måtte lystre , nu har hun modigt rejst sig af sin fornedrelse , og de gamle tider ville aldrig vende tilbage . “ „ Indrømmet , Fru bordgård , nutidens herrer ere mere galante end den gamle tids tyranner , men om de er ligeså kloge som deres forfædre , ved jeg ikke . Adam , vor stamfader , begik den uhørte ubeskedenhed , at komme først til verden , i stedet for han burde være trådt tilbage og givet Eva forretten . dog , det er jo sandt , dengang var der endnu ikke tænkt på Fru Eva , hun blev først skabt ved mandens savn . Hvor det var smukt af Adam , at han så tydeligt udtrykte sin længsel , ellers måtte vi nu have undværet den lykke , at se vort liv oplyst af solskin og blomsterduft . “ „ De tager atter fejl , min unge ven , gud skabte først mennesket — senere mand og kvinde . Ligesom en frugtsteen kan indeslutte to kærner , således omfattede det første menneske både Adam og Eva . Men da gud havde skænket dyrene , blomsterne , ja , selv de kolde stene hver sin lige , at de ikke skulle være ene , — så dyssede han mennesket isøvn og adskillelsen var sket , de vare tvende . Derfor skal manden og hans hustru være et , som de ved skabelsen vare det , ligesom kvinden altid bør være ligeberettiget med manden . “ Hendes ord forundrede mig . Jeg vil ikke nægte , at jeg fandt hendes opfattelse både naturlig og berettiget . Hun mærkede straks mit nederlag og ville allerede påny til at angribe mig , da jeg heldigvis kom til at husfe på æblet . Jeg lod allså hendes ord upåagtet og svarede høflig : „ Men så kom slangen ! “ „ Ja , så kom slangen , de ondes fyrste . De seer , min unge ven , at synden alt var i Paradis før Eva spiste af æblet ; selv den hellige skrift kan tage fejl . Da det var fanden og ikke hans oldemor , der påtog sig syndens skikkelse , altså er det manden og ikke kvinden , der bør have æren for syndens indførelse i verden . “ „ Jeg lod atter som om jeg overhørte hendes nye udfald , ihukommende det gamle ord : „ det er ikke alt , man bør svare på ! “ „ Og så kom æblet , og det smagte Eva godt , “ Sagde jeg troskyldig . „ Så , tror de det , hr . Studiosus ! Det har altid været kvindens ulykke , lige fra verdens begyndelse , at hun fæster formegen tillid til mandens ædelmodighed , hun troede ikke at det var muligt , at slangefyrsten kunne have til hensigt , at undergrave hendes livsglæde , hun havde tillid trods advarslen , og vi kende alle hvilken løn hun fik . “ „ Men hun hævnede sig grusomt , hun åd ikke « tene selv , hun gav også Adam at æde . “ „ Ak , hvor fejlagtig de bedømmer vort køn , min unge ven , det var ingenlunde af hævn , at Eva rakte Adam æblet , nej , derimod af sand barmhjertighed , hun vidste , at Adam ikke kunne leve uden Eva , » år hun forlod Paradis , var hans Paradis forsvunden . Nu havde hun fået kundskab , hendes ; øjne vare pludselig opladte , og hun så , hvor dum Adam var , stakkels Eva , så gav hun ham af æblet , den ædelmodige sjæl , og tog fristeren med sig i dem nye verden . Ak , det er ikke godt , at have så ømt ; et hjerte . “ „ Ah , så det var af barmhjertighed , at kvinden forgiftede mandens liv ! Ja , gud bevares , kvinden har altid haft et ædelmodigt og modtageligt hjerte lige over for manden og der er ingens magt vi hellere underkaste os end hendes . “ „ Således hør og bør det være , hr . Studiosus , skjøndt vi ofte se det modsatte , men så tillægger jeg da også kvinden selv skylden , thi er hun fornuftig . . . “ „ Fruen mener ru86 . “ „ Kald det som de behager , min vise ven , dog : helst på dansk , om det end lyder mindre smukt p eders køn har altid haft det privilegium , af givevore tanker og handlinger de smukkeste navne . . Dog for af bibeholde mit selvvalgte ord „ fornuftig “ , så bør kvinden være så fornuftig , af hun aldrig , lader manden vide , hvor stor hendes indflydelse er over ham ; han selv , stakkel , mærker det naturligvis ; ikke . “ her blev vi heldigvis afbrudte ; da jeg ikke følte mig stærk nok til af fortsætte gangen . Senere på aftenen faldt atter talen på familien Nordan ; jeg fik da lejlighed til af sige : „ Jeg har ikke den ære af kende denne familie , hvilket fruen måske erindrer , men det ville være mig meget kært af høre en lille beskrivelse af den , da Oluf og jeg på så forunderlig en måde bleve introducerede hos frøkenen . “ „ Jeg kender kun , hvad rygtet fortæller , og rygtet , ved de nok , er en huustyv , som ingen kan vogte sig for og kun narre fæste lid til . Frøken Karen er en datter af hofjægermesteren , hun er lunefuld , lidt hovmodig , men retsindig og indtagende ; hun elsker sine forældre , men følger sin egen villie . Man seer hende altid omringet af en flok herrer , men hun belønner kun meget sparsomt deres hylding . Om det er hendes elskværdighed eller hendes store formue , der er magneten , skal jeg lade være usagt , men vi damer holde også alle af hende . “ „ Hun er meget smuk . “ „ Og meget god , skønt lidt kold . Hvad hofjægermesteren angår , da forsvinder han undertiden flere dage ad gangen , uden at nogen ved , hvor han tager hen , og når han vender hjem , er hans pande mørk , hans ord få og afmålte , han flyer folk , men fordobler sin kærlighed imod datteren , ligesom hofjægermesterinden fordobler sin omhu og venlighed imod ham . Jeg tror ikke , at hun kender hans rejses mål , men hun er svag nok til at elske ham alligevel . “ „ Stærk , mener de , Fru bordgård , stærk i sin kærlighed ; hun tilgiver måske , hvor manden ville fordomme . Damerne dømme med hjertet , vi tage som oftest forstanden med til dommer ; når manden tilgiver en gang , tilgiver en sådan kvinde tusinde gange . “ „ Måske har de ret , når de kalder hofjægermesterindens kærlighed stærk , i mine øjne er det hjerte svagt , som vedbliver at elske , hvor hun ikke kan have tillid . “ „ Kære Fru bordgård , hvis det kaldes svaghed , da ville jeg ønske , at alle kvinder vare svage ; thi mændene give dem kun alt for ofte anledning til at tilgive og glemme . “ „ Kald det , hvad de vil , jeg hører ikke til disse stærke damer ; forlod min mand mig kun en gang , uden at sige mig , hvorhen rejsen gik , så havde min kærlighed snart fået sit banesår . “ „ Gudskee lov at hun ikke er min kone , “ tænkte jeg uvilkårlig , skønt jeg knn var atten år . „ Jeg kan kun elske , hvor jeg kan agte , “ vedblev hun ivrig , „ og en mand , der hemmelig forlader sit hjem , uden at hans kone ved hvorhen , ham kan man ikke agte . “ „ Kan man ikke tænke sig , at det er vigtige forretninger , han har at afgøre , og som han ikke kan meddele sin hustru ? “ „ Umuligt , hans kone må kende alle hans forretninger , ellers havde han jo hemmeligheder for hende , og det bør ingen mand have . “ Det var en forunderlig blanding af sunde og fordærvelige tanker , der regerede i Fru bordgårds livlige hoved ; jeg kunne ikke undlade at indvende : „ Jeg kan ikke give dem ubetinget ret , Fru bordgård ; en mand bør på ingen måde i sine huslige , sine private affairer have nogen hemmelighed lige over for sin hustru , det er uret , det indrømmer jeg gerne , hvorimod han efter min anskuelse , ikke bør besvære hende med sine embedsforretninger , — det er kongens eller hans principals hemmelighed — allså fremmed ejendom , har han ikke ret til at dele med sin kone . Desuden ville det være synd imod hende , hun er ikke skabt til at bære så tunge , så trivielle byrder , selv vort barkede køn bliver ofte gnaven over forretningernes kedsommelighed og tænk dem , Fru bordgård , kvinden , som er meget mere modtagelig for indtryk end manden , tænk dem , hun ville blive gnaven , ja måske noget langt værre , og når så manden kom hjem fra sit anstrengende arbejde for at optøes , for at formildes ved hendes solsfinsansigt , og han i stedet for mødte et surt , gnavent ansigt , det var jo ikke til at udholde , og derpå ville naturligvis følge spørgsmål , „ nå , hvorledes gik det ? “ „ Hvad blev det så til ? “ o . s . v . Nej , min kære frue , det var forfærdeligt ; når en mand forlader sit contoir , så indelukker han forretningen i sin pult for at være fri for den og så bringer han kun sig selv med hjem , det vil sige , hvad der er hans og hans kones lovlige ejendom , og han glæder sig ved at være sammen med hende , at hendes venlige ansigt og hendes muntre passiar kan bringe ham til at glemme formiddagens ubehageligheder og alvor . “ „ Nå således , ja der have vi . . . “ Længere kom fruen ikke , thi her blev vi afbrudte af hundeglam og damernes livlige udråb : „ Der have vi hofjægermesterinden og frøken Karen . “ Jeg følte , hvorledes blodet steg mig til hovedet , jeg var gerne løbet min vej , ikke af frygt eller undseelse , thi jeg var meget dristig , men af lyst til at pynte mig , jeg listede mig derfor hurtig bort og og nåde vort værelse ubemærket , hvor olnf alt stod foran spejlet og iførte sig stadsedragten . Jeg fulgte straks hans eksempel , og kort efter ville vi netop begive os ned , da vi hørte en vogn rulle ud af gården . I et nu styrtede vi begge til vinduet ; jo rigtig , der kørte hofjægermesterinden og frøkenen , og der blev kun to narre tilbage , som flane afførte sig søndagsdragten , for atter at træde ind i dagligsluen i det samme kostume , hvori vi forlod den . Da vi kom ned , modtoge vi en indbydelse fra Fru Nordan , overgivet af husets datter , til at indfinde os med den øvrige familie hos dem næste aften , da det var huusfruens fødselsdag . Vi blev ikke lidet overraskede ved denne uventede invitation , som ganske forsonede os med vort tidligere uheld ; dog vil jeg ikke nægte , at jeg følte en vis ængstelse ved tanken om , atter at stå lige overfor frøken Nordan og den ubehagelige kammerjunker . På den anden side smigrede det min forfængelighed , at vi vare inviterede , det vidnede om , at man havde fået bedre tanker om os , formodentlig efter udfaldet af duellen . Med bankende hjerte , imødeså jeg morgendagen , jeg lagde mig den aften til sengs med en følelse , som kun en-seier - herre forstår , når han seer ud over det erobrede land og ved , alt det er dit , og ved din egen magt og snille ; thi ved at invitere os , viste de os jo deres agtelse . Men da solen steg op , var Oluf og jeg alt på benene , vi havde ingen ro til at sove eller hvile , vi forlod vort værelse for at hilse dagen . Og det var en dejlig dag . Hvad kan sammenlignes i skjsnhed med en sommermorgen ? Når solen bryder frem af dæmningen så jomfruelig og yndig ; når dugdråberne endnu hvile på blomst og på blade som juveler , indtil solstrålerne kysse tårerne bort , som nattens kolde ånde har afpresset dem ; når fuglen hæver sig fra sin rede for med lette og frie vingeslag af gjennemskære luften , jublende sin morgenpriis til skaberen for nattens ro og vederkvægelse . sekstende kapitel . „ Har Lars spændt for . “ „ Jo , herre . “ „ Lad ham så køre frem . “ Og Lars kørte frem , damerne blev hjulpne op i vognen , ledsagede af proprietairen , derpå hyp ! Et smeld med pisken og hestene fore afsted for af føre familien bordgård til ellegården , med andre ord til hofjægermester Nordan . Oluf og jeg vare blevne tilbage for af ride derhen , da der ikke var plads i vognen til os . Rigtignok havde vi aldrig før bestegen en opsadlet hest , men vi håbede af det skulle gå , jeg følte en barnlig glæde ved tanken om af ride op til hovedbygningen på en smuk hest . Hundene slå an , damerne fare nysgerrige til vinduet for af se de københavnske studenter , vi springe let og belevent af hestene , medens vi sirlig løfte på hatten for at hilse på damerne og . . . længere kom jeg ikke , thi da jeg havde drømt så vidt , slog Oluf mig på skulderen og meldte , at hestene vare trukne frem for døren . Omsider kom vi op på vore gangere ; det var unge og rolige heste ; karlene holdt endnu ved bidselet , for at vi ret kunne sætte os fast og samle tøjlerne . „ Herren skal ta ' vare , “ sagde den ene Karl til mig — „ for hun er sær , hun vil s ' gu hva ' hun vil , der skal god næve til at holde hende . “ I det samme flap han , og hest og rytter for afsted som et lyn , efterfulgt af hundenes glam og karlenes latter . Således gik det en stund , jeg havde en fornemmelse af at svæve imellem himmel og jord , tøjlen lå villielos i min skælvende venstre , medens den højre klamrede sig fast i hestens rige manke ; da hørte jeg Olufs ængstelige stemme , der tilråbte mig : „ Holdt , Carl ! holdt , for satan ! Du får min hest til at galoppere , og det er mig umuligt at styre den . “ Neppe havde han sagt disse ord , før han som en pil for forbi mig med bart hoved og armene omfavnende hestens Hals , det var den ville i agt . Bønder og børn fore forskrækkede til alle sider over grøfte og gærde , for at undgå os , men vi ilede stedse afsted uden mål og uden villie ; ja således er det , at ride en hest , man ikke har lært at styre . Le kun ad os , le kun , nu le vi med , men havde i været i vort sted , vædder jeg ti mod en , at i ikke havde leet . Hvor rede vi hen ? Det spørgsmål formåede ingen af os at besvare ; endelig fik jeg en god ide , jeg råbte til Oluf : „ Tag fødderne ud af stigbøjlerne og kast dig af . “ I det samme gjorde jeg det selv , og nu for min herreløse hest i strakt kariere afsted . Jeg lå — ja , det nytter ikke at fortie det , jeg lå som græsrytter i grøften , dog uden at være kommen til skade ; ikke tyve skridt fra mig så jeg Olufs lokkehoved komme op fra den modsatte grøft , medens vore heste slode og fordybede sig i en havremark , der løb langs landevejen . Nu havde vi det alle fire godt . Da vi havde overbevist os om , at vore lemmer vare ubeskadigede , gik vi hinanden i møde , ligesom to stormagter , der hver går den halve vej for at mødes . „ Hvad synes du om den ridetour ? “ spurgte jeg . „ Jeg tænker det samme som du , det er godt , nt vi er slupne så heldige derfra . “ „ Ja , men hvad skulle vi nu gøre ? “ „ Først hente vore heste , dersom vi ikke ønske at betale vor sidste rejsesiilling i skadeserstatning tik ejermanden af havremarken . “ „ Ja , det er nok på høje tid , for seer jeg ikke fejl , kommer der en Bonde fra huset , og seer han hestene , så er vi fortabte . Se så , nu har jeg dig igen , vent nu til du anden gang skal blive herre over mig og kaste mig af . “ Og jeg greb hesten så fast i tøjlen , at det imponerede den , den mærkede snart , at det var alvor , og et minut efter rede vi atter hen ad Lander vejen . „ Hold godt fast og stød den i siden , “ sagde jeg til Oluf , man giver kun engang lærepenge i samme videnflab . Men hvor Pokker er vi ? Blot jeg kunne få fat i et menneske for at spørge om vejen til Ellegård , thi det er nok ikke værd at rådføre os med bondefa ' r , sæt han havde opdaget vore gangeres bedrift . “ „ Han har opdaget det , så du ikke , hvorledes han truede ad os ; se nu hvor den flaber sig , den har nok i sinde atter at kaste mig af ; vent lidt kammerat , denne gang bliver der intet af sagen . Vil du se , du kan lystre ! “ „ Det kniber , men det skal gå , se hvor stadig den er . Ah , der have vi en bondepige , og oven i købet en smuk bondepige ; heida , du der henne , hvor går vejen til Ellegård ? “ „ Ellegård , Ellegård ? “ gentog pigen forundret , , , ih ! så er i jo redet den gale vej , — — nær , jøses , hold dog jer bæst i ave , hun er jo færdig at slå mig omkuld — næ , så er i redet oven om , — Ellegård , — næ , hold dog på bæstet , Ellegård ligger ad den vej , “ og hun pegede mod den modsatte kant som vi rede ad . — „ I skal først igennem Hjørring , Ellegård — næ , isses , for bæster og ryttere , “ og den skønne gav et mandhaftigt hop til siden som om hendes liv var truet . „ Nå , det er en herlig historie — sagde jeg — det skulle mine gamle derhjemme vide , at jeg vovede mig ud på en ridetour , uden nogensinde at have siddet på en hest ; de unge damer må ene bære skylden , hvis vi komme hoved- eller benløse til herregårde » , thi havde de ikke været der , så havde jeg ærlig skriftet vor svaghed , men jeg kunne ikke bekvemme mig til i deres nærværelse at tilstå , at vi vare aldeles uvidende i den skønne ridekunst . — Au , for s . . . . Hvor det gjorde ondt , nej , min ven , eller fjende , hvad du end bliver , lystre skal du , Vorherre og død , vil du . — så , der seer jeg kirketårnet i Hjørring , nu er vi på den rette vej . “ Og på den rette vej vare vi ; Oluf havde atter fået fin hat , som en bondekarl havde bragt ham , og vi rede nok så stolte og stadselige igennem byen , hvilket ikke vakte liden opmærksomhed , thi vi så flere yndige pigeansigter titte frem fra vinduerne . Da vi nærmede os herregårde » , toge vi begge som efter aftale brillerne på , jeg har aldrig , på ære , set noget så latterligt som Olufs udseende med disse drabelige briller . Ved synet af ham brast jeg i latter . „ For guds skyld , Oluf , tag brillerne af , du ligner en vanvittig , der er brudt ud fra Bistrup . “ „ Finder du ? “ svarede han ført , „ så har du nok ikke set dig selv , ellers ville du snart opdage fejltagelsen , for så vidste du først hvorledes en bistrnpskandidat seer ud . “ Der var noget i hans ro , der slog mig , mit virkelige jeg dukkede frem af sit skjul og tilhviskedee mig : „ Mon han skulle tale sandt ? Lige så sandt som jeg nys talte til ham ? Hør , Oluf , skulle vi gemme brillerne , de er for store , jeg tror , vi tage os bedre ud uden den : . Men se , hvad er det , der have vi jo alt Ellegård . “ „ Alt , kalder du det alt . Jeg finder , min tro , vi have været længe nok om rejsen . Nå , som du vil , jeg tager mine briller af , skønt de klæder mig fortræffeligt . “ „ Og jeg følger eksemplet . Så , nu er vi ved indkørselen ; nej , fe til Lotte , hvor balstyrig hun teer sig . Hundene stramme hende , — nå , vil du se , du kan dye dig , vil du . “ Men Lotte gjorde sit kvindelune gældende , og derfor hændte det sig , at student tulinius kom ridende baglænds ind på herregårde » til spot og spe for alle de nysgerrige damer og herrer , og det smukke køn var just ikke det mest barmhjertige ; thi det modtog mig med et latterchor , som sfurrede i mit øre og star mig i hjertet . Jeg så mig fortvivlet om efter Oluf , stakkels fyr , han holdt endnu ved indkjorselen til ladegården , han kunne ikke drive hesten videre . Omsider opnåede han samme lykke son : jeg , Emilie kom ligeledes dansende baglænds igennem gården . O , Lotte ! o , Emilie ! hvor kunne i bære over eders kvindelige hjerter således at kompromittere os , ja , har jeg ikke ret , når jeg påståer , at damerne altid er skyld i mændenes ulykke ? Thi en ulykke kalder jeg det , således at være til nar for et helt selskab af fremmede damer og herrer og deriblandt frøken Nordan og kammerjunkeren , det var mere en min ungdom formåede at bære . Havde jeg brækket en arm eller et ben , jeg havde regnet det for intet imod delte . Stentrappen havde vi nået ; vi trådte ind i entreen ; en tjener modtog os . Jeg tror , ingen vil negte , at der skulle mod til at træde ind i en fremmed selskabssal efter en sådan debut ! Hvor heldigt , at vi ikke bar de forfærdelige briller ! „ Frem “ , sagde jeg og bed de klaprende tænder hårdt sammen , og så stormede vi ind . Proprietair bordgård trådte os i møde med sit godmodige smil og presenterede os for hofjægermesteren , der også hilsede os smilende men høfligt ; derfra gik det til fruen og frøkenen , som ved synet af os udbrød satirisk : „ Det glæder mig at se dem så vel efter rejsen . “ Jeg så et undertrykt smil om hendes læber ; det ærgrede mig på samme tid som det blev mig indlysende , at vi vare blevne indbudne som vor værts gæster , men ikke fordi de vidste , at det var os ; havde de vidst det , havde vi måske ikke modtaget nogen invitation . Neppe var den tanke faret igennem mit hoved , før mit øje mødte kammerjunkerens hånlige blik ; det ærgrede mig endnu mere , jeg følte mit blod koge — det var så ungt og letbevægeligt ! Han kom lige hen imod mig og sagde : „ Det var nok en slem vild hest , de reb , min unge ven ; her i Jylland plejer man ellers af bruge mere sindige dyr . Folk ride her meget på stude , hvorfor har de ikke benyttet en sådan ? “ Hans ord bragte flere af de omstående damer til af le ; det var mere end jeg kunne tåle . Jeg svarede roligt . „ Nej , hr . Kammerjunker , af ride studene vil jeg overlade til dem , de vil forstå det bedre end jeg ; men æsler derimod , dem forstår jeg , hvor ung jeg end er , ret godt af holde i tømme når de gøre sig opsætsige . — dog hvorledes befinder de dem , jeg seer de bærer armen i bind . Forvolder såret i siden dem endnu smerte ? “ „ Aldeles ikke , jeg føler mig få vel , af jeg alt i dag kan begynde forfra , hvis det behøves . “ Han vendte mig foragtelig ryggen , og jeg nærmede . Mig ærbødig værtinden med det forsæt , af svare kammerjunkeren , når lejlighed gaves . „ Jeg må bede fruen undskylde , af min ven og jeg så sildig indfinde os , men vi have haft et lille uheld på vejen , der snart kunne have haft alvorlige følger . Da der ikke var plads til os i hr . Proprietair bordgårds vogn , tilbød vor vært os sine rideheste ; men da min ven og jeg , som københavnske studenter , aldrig have siddet på en hest , hragte tilbudet os i forlegenhed , skønt vi straks modtog det , dels fordi det var et længe næret ønske , vi nu kunne få opfyldt , men mest dog fordi vi ' begge undså os før i damernes nærværelse at bekende , at vi aldrig før havde redet ; dog vi er blevne hårdt straffede før vor feighed . “ Og jeg fortalte omstændelig hvorledes det var gået til , idet jeg selv latterliggjorde os efter bedste evne . Olus stemte i med ; hans forlegenhed var bortdunstet ved min . Han stod der midt i en dameklynge med sit ungdomsfriske og åbne ansigt ; han loe , og de lo , medens jeg fortalte det bedste jeg formåede , indtil jeg sølle at vi endelig havde sejret efter vort første ynkelige nederlag . Fruen rakte mig hånden og gratulerede os til , at vi vare slupne så godt derfra ; hun mente , når enden var god , så var alting godt , og jeg gav hende det løfte , , aldrig oftere at presentere mig baglænds for dem . Senere på aftenen kom jeg til at stå lige ved frøken Nordan ; jeg tog anledning til at drille hende lidt , idet jeg spurgte til kammerjunkerens besindende . Hun svarede mig undvigende , idet hun tilføjede i en temmelig hovmodig tone : „ De skulle have fulgt mit råd . “ „ Tillad mig , frøken Nordan , at have en andem mening ; at kammerjunkeren blev såret , gør mig ; ondt , især da det synes at bedrøve dem , men skylden var ikke min . Hvorfor legede han med sit våben istedetfor at bruge det ; havde han brugt det , så havde det naturligvis været mig , der var bleven såret , jeg havde da ikke forvoldt dem den sorg . “ Der spillede et forunderligt smil på hendes smukke læber , jeg så et glimt i hendes øjne , som vidnede både om følelse og deltagelse , men det forsvandt lige så hurtigt , det var kun et stjerneskud . „ Deres bekymring over at have forvoldt mig sorg er uden grund og altså overflødig ; efter min anskuelse havde både de , deres ven og kammerjunkeren hver især fortjent en lille rift . Men der er tjeneren med the , behager de ? “ Hun ville fjerne sig , dog jeg skyndte mig at tilføje : „ Er de endnu vred for min vens og mit påtrængende besøg i deres vogn ? “ Hun svarede , idet hun bøjede sig skælmsk hen imod mig : „ Hvorfor havde de de skrækkelige briller på ? De skræmmede mig mere end de forvovne studenter , der så dristig , om de vil , indlogerede sig hos mig . “ „ Briller — jeg forstår ikke frøkenen , kunne vore briller skræmme dem ? “ „ Ja , i sandhed det gjorde de , de lignede jo intet menneske med dem , de så ud over dem , istedetfor igennem dem . Hvor har de nu de forfærdelige ? “ Jeg stod som forstenet ; det var min glæde , min stolthed , hun så pludselig havde kastet for mine fødder . Jeg greb uvilkårlig med hånden til brystlommen , hvor de lå i god behold . Hun havde altså opdaget , at vi ikke kunne se igennem dem ; hvor følte jeg mig ydmyget lige over for hende , således at se sit hjertes største svaghed gennemskuet af en dame . Endelig fattede jeg mig så meget , at jeg ville til at svare , da jeg til min forundring og ærgrelse , opdagede , at hun var forsvunden , og jeg stod ene tilbage , nej ikke ene , min the gjorde mig selskab ; uf ! hvor den smagte bedst . Mit øje faldt på Oluf ; hvor var han livlig og elskværdig ; han stod omgivet af en kreds unge damer , som han vidste at holde i ånde ved sit lune og konversationstalent . Jeg måtte uvilkårlig gøre mig det spørgsmål , er det den samme Oluf , der , så snart han har den mindste modvind , bliver stum og rådvild . Jeg fik lyst til at nærme mig gruppen ; men neppe var jeg gået nogle skridt , før jeg på ny hørte undertrykt latter og hvisken . At det gjaldt min person , det følte jeg ; thi hvor mit blik så hen , mødte jeg øjne som fulgte mig . Hvad var der nu i vejen igen ? Jeg tog mig uvilkårlig til næsen , nej , ingen briller ; det var min dragt , der nu måtte holde for . Jeg var gerne sløjet bort — dog nej , derfra bevare himlen mig , så var jeg først ret bleven genstand for almindelig opmærksomhed . Havde jeg kunnet fare ned i jorden , så havde det været heldigt , men at blive — at gå rolig frem , dertil udfordreø et utroligt mod , når man hører latteren hvisle om ørene på sig . Ikke desto mindre måtte jeg frem , jeg kunne ikke blive stående og lade mig beskue ; thi uden at jeg vidste hvorledes det skete , stod jeg pludselig ene ; nej frem måtte jeg . Jeg satte foden hårdt i gulvet , kastede nakken tilbage og lod mit blik glide koldt og ringeagtende hen over selskabet . Et smil forsvandt efter et andet , — og endelig stod jeg ved siden af min kammerat , der havde vundet alle damerne for sig . Nu kom touren til mig , jeg ville også gøre mig bemærket , jeg ville vise dem , at kjolen ikke gør manden , og jeg svoer i mit inderste , at jeg fra min hjemkomst selv ville sørge for min garderobe . Så stod jeg midt blandt de skønne ; først trak de på smilebåndet idet de fikserede mig fra top til tå , — så lyttede de , og det ene muntre og vittige svar regnede ned over mig efter det andet ; jeg betalte dem med renter og således gik aftenen glimrende . Begyndelsen var ynkelig , men enden god . Oluf og jeg havde ved vort lune og vor munterhed snart afvæbnet alles latter og jeg tror at i det mindste damerne godt kunne lide de to københavnske studenter ; men om vi derved fik de unge herrer til venner , betvivler jeg . Hofjægermesterinden sad i nærheden af mig og frøkenen stod og lænede sig til moderens stol . Nu var øjeblikket kommet til for bestandig at kvæle det latterlige indtryk , vi havde gjort og som jeg nu klart så , på en måde var fortjent . Jeg fortalte damerne vor rejse , vort indtog i Ålborg , og min formodning , som — jeg tilstår det — først nu var bleven mig selv klar , nemlig at det var vort toillette , der havde fremkaldt drengenes munterhed . Jeg skjulte intet , selv brillerne tog jeg med og tilstod åbent , at vi havde taget dem på for at se ældre ud , da vi vidste , at damerne ikke holdt af drenge . Så kom touren til vognen og endelig duellen og dens udfald , og alt som jeg blev mere oprigtig , tilsmilede flere og flere smukke dameoine mig — thi damerne holde meget af oprigtighed ; men denne gang gjorde deres smil mig godt , det var som når solen pludselig træder frem bag en mørk sky og oplyser alt . Pludselig spurgte en af damerne : „ Hvem var den herre , de duellerede med ? “ Jeg ville nødig svare ; men kammerjunkeren kom mig selv til hjælp . Han havde uset været vidne til vor konversation og trådte nu nærmere . „ Det var med mig , “ sagde han , idet han bukkede for damerne . „ Jeg bærer endnu mindet her , “ og han pegede på den venstre arm , han bar i bind . „ Det må kammerjunkeren selv bære skyld for , “ svarede jeg , „ havde de taget sagen alvorlig , som jeg gjorde , var de upåtvivlelig bleven seierherre , men de behagede at lege , jeg fik derved lejlighed til at bevise , at jeg ikke længere kan gøre fordring på at kaldes dreng . “ Blodet var steget Skovstrup til hovedet , hans øjne søgte at gennembore mig , det harmede ham , at jeg vovede at forsvare ham , ham , den store mand , den rige godsejer ; han åbnede allerede munden til svar , da i det samme capitain Rothe tog ordet . „ De er alt for beskeden , min unge ven , de fører en udmærket klinge , jeg iagttog dem nøje ; selv om Skovstrup havde anvendt hele sin færdighed og bekendte åndsnærværelse , ville udfaldet dog have været tvivlsomt ; thi hvad min ven har forud i øvelse og kraft — har de i lethed og ro . “ Capitainens roes glædede mig meget , og jeg så , at ligesom den gjorde et højst ubehageligt indtryk på kammerjunkeren , således gjorde den den modsatte virkning på damerne . Frøken Nordan så ængstlig på Skovstrup , som frygtede hun et udbrud , hun berørte hans skulder let , idet hun tiltalte ham . Hvad hun sagde , hørte jeg ikke , men hans vrede formildedes , og lidt efter fjernede de dem begge . Moder og datter vare lige smukke trods alderssorskjellen . Begge havde en elegant holdning , som forhøjede deres smagfulde toillette , men moderens vidnede om sand kvindelig dannelse og inde — hvorimod datterens mere bar præg af bevidst overlegenhed og lyst til at herske , og dog var hun smuk i mine øjne , skønt jeg flatter kvindelighed som kvindens skjønnesfe pryd og helligste våben , et våben hvorimod vi aldrig vove at træde i skranken . Jeg følte mig fra første øjeblik tiltrukket af Fru Nordans fromme klare blik , der indgød mig tillid og ro . Det lyder underligt , men ikke desto mindre var ro den rette benævnelse ; thi hendes øjne fortalte om sjæle- og hjertero , og derfor havde de den magt , at berolige andre . jeg kan ikke tænke mig , at nogen kunne have hjerte til at krænke eller forurette hende . „ Hvor har de deres briller ? “ spurgte en blåoiet dame , der havde været en andægtig tilhørerinde af mit skriftemål . „ Her , “ sagde jeg og pegede på brystlommen . „ De vil dog vel ikke forlange , at jeg end yderligere skal latterliggjore mig ved at tage dem frem ? “ „ Jo , jo , “ hørte jeg fra alle de skønnes læber , „ ikke alene frem , men også på . “ „ Deres forlangende er grusomt , mine damer , men en herres første pligt er at bøje sig for de skønnes småluner ; altså , Oluf , brillerne frem og på næsen . “ „ Der mangler endnu noget i billedet , når de vil vise os en tro gengivelse af de to flygtninge , der som to bomber styrtede ind i min vogn . Først , mine herrer , må de være så god at se ud over brillerne og ikke igennem dem , og dernæst må de , hr . Tulinius , stryge deres hår lige op til en frygtelig hanekam , og de , hr . Polier , må stryge deres ned mod næsen ; se så , her have vi mine helte . Ak , hvor det ligner dem godt . “ En almindelig og hjertelig latter belønnede Olufs og mine bestræbelser for at efterkomme frøken Nordans ønske . Vi lo med , skønt latteren ene var på vor bekostning , og vi altså for et øjeblik overtog værtens mindre behagelige rolle . „ Hvor de er grusom , frøken Nordan . Have vi syndet ved af indbilde os , af vi i dette kostume vare uimodståelige , så straffer de denne vor ungdoms vildfarelse hårdere end med bolt og jern ; dog , fag dem i agt , frøken Nordan , fra dette øjeblik erklærer studenterne tulinius og polier dem krig , ja , krig på liv og død . “ „ Jeg holder mig ganske til min vens udtalelse , “ Tilføjede jeg . „ De modsiger dem , hr . Tulinius , før erklærede de , af det var en herres første pligt af bøje sig før vore småluner , og nu erklærer både de og deres ven mig krig og dertil blodig krig , fordi jeg bad dem , kun af opfylde deres første pligt ; hvorledes kan det harmonere ? “ „ Undskyld mig , frøken , vi have ikke erklæret dem krig fordi vi opfyldte deres småluner , men fordi de før beærede os med den smukke titel bistrupskandidater , vi , der forlod København med gyldne drømme om erobringer og æresbevisninger . “ „ Vel , jeg optager deres handske , mine herrer , men vogt dem , „ Mandens list er ubehænde , kvindelist er uden ende . “ Nu har jeg advaret dem , mine herrer . “ „ Skal duellen være på pistol eller kårde ? “ Spurgte en af damerne . „ Vi overlade frøken Nordan valget af våbenet . “ „ Vent til i morgen , min unge ven , nu holder vognen for døren , og Lars smelder med sin pisk som om han var ked af at vente . Altså i morgen aften have vi den ære at se damerne hos os ; hofjægermesteren har været så god at love mig det på deres vegne . “ Det var proprietair bordgård som afbrød vor samtale ; den sidste sætning henvendte han til frøken Nordan . „ Har papa sagt ja , så komme vi , “ svarede hun . — „ Men , hr . Bordgård , hvorledes vil de besørge deres unge ryttere hjem , jeg frygter det ville være farligt atter at lade dem prøve deres mandhaftighed på de balstyrige heste . “ „ Jeg takker dem , frøken Nordan , for deres kærlige omsorg for min ven og mig ; jeg kan forsikre dem , at om vi end vare så uheldige før at måtte give efter for frøken Lotte og Emilie , så vil det ikke ske i aften . Jeg anbefaler mig til i morgen . “ Alle stod ved vinduet . Hestene fnyste os i møde , men vi svang os hurtigt i sadlen ; bordgård gav vore heste et smæk med pisken og de fore afsted . Tak for det smæk , gode bordgård , det kom i rette tid . „ Hvorfor standser du , Oluf ? “ „ Hvorfor , jeg ved ikke rigtig . Ved du det ? “ „ Ja , du er forelflet . “ „ Der traf du det . Og du ? “ „ For første gang , “ svarede jeg begejstret . „ Men ikke for sidste , “ sagde Oluf leende . Var jeg virkelig kun forelflet ? Eller rettere sagt , elskede jeg ? At „ forelske sig “ er efter min opfatning kun en hurtig opstigende følelse , der formår at beruse os en tid , ja , som kan være oprigtig ment så længe den varer , men ilden brænder hurtig ud og bliver snart afle , den varer sjælden længe — aldrig evig . Det kaldes „ Elskov “ og er kun en følelse . At „ Kærligheden “ derimod er en evig brændende lampe , der altid får nh næring fra sjælens og hjertets ædleste egenskaber , og har sit udspring fra selve sjælen , derfor forædler „ Kærligheden , “ Hvorimod „ Elskov “ fornedrer . Elflov er et stjernesknd , den funkler , daler og forsvinder i jorden , hvor den har hjemme . Kærligheden er som solen , den kommer fra himlen , som den går den nu og da bag sky , men som den har den altid sin morgen . Bar jeg forelsket ? Elskede jeg ? Månen smilte så klar ned over hele omgivelsen ; den kender ikke til varme , den er altid mild og rolig , den ene nat som den anden , og dog er den de elskendes veninde og fortrolige . syttende kapitel . Sommerferien var sin ende nær , vi havde endnu kun få dage tilbage at glæde os ved det dejlige landliv . Den tid , jeg havde tilbragt i Jylland , var den skønneste af mit liv . Inglingen var forvandlet til mand ; jeg elskede . Det er forunderligt , hvor alt forandrer sig foros , når vi elske . Hvad der før var mørkt og vanfleligt , er nu sollyst og let , vi springe over de største kløfter , vi bære de tungeste byrder , og dog smiler læben , foden iler let og hjertet er så glad , så usigelig lykkeligt . Siden vi begge elskede , havde et fjeld ligesom rejst sig imellem os , vor fortrolighed var afløsf af en dyb hemmelighedsfuldhed , vi undgik hinanden og søgte ensomheden . Om dagen talte vi kun lidt sammen og om aftenen flet intet , vi skyndte os hurtig iseng og lod som vi sov , for uforstyrret at kunne drømme . Og om morgenen listede jeg mig lydløs op for nbemærket at fjerne mig , men ofte blev jeg overrasket ved at træffe Oluf ved spejlet for at strigle sig , thi det gjorde han i ordets strengeste betydning . Hvor dog kærligheden gør egenkærlig , jeg kunne da blive så ærgerlig på ham , at han var kommen mig i forkøbet ; jeg måtte jo vente til han blev færdig for spejlet . Aldrig havde vort simple toilette optaget så megen tid som nu ; ikke et hår fik lov til at sidde på urette sted , og halsbindet — hvor blev det strammet indtil halsen blev til en stiv pind og kinderne til to fyldige røde balloner . Ia , det var nu den tids mode , mine damer , lad deres mama fortælle dem , hvorledes deres papa så ud , da han optrådte som betler . Men gode , lykkelige dage var det alligevel . Hver morgen gjorde jeg udflugter tilhest , Lotte havde nu lært sin herre at kende og vidste , at den måtte lystre — og altid førte hesten mig den samme vej til vi kunne se spiret af Ellegård . Tak , gode Lotte , for din opmærksomhed . Du dugger med dit smukke hoved , som ville du svare „ å , ingen årsag ! “ Er det måske mig selv , der uafvidende strammer teilen ? På venstre side af vejen , der førte til Ellegård , lå et lille buskads , en smal sti gjennemstar det . En stor mosbegroet sten lå ved indgangen , der plejede jeg at sidde hele timer og drømme , medens Lotte stod og græssede i grøften . Det forekom mig , som åndede jeg her friere , som bankede hjertet lettere og dog på samme tid tungere , jeg lyttede efter den mindste støj , den mindste lyd , jeg håbede , jeg frygtede — jeg drømte , jeg så hende komme ridende henne fra vejen , — idet hun kom mig nær , red hun langsommere , jeg rejste mig henrykt og hilsede , — jeg greb hendes hest i bidselet og fremstammede mine elskovsvarme ord , som jeg tid efter anden havde trukket på tråd for ej at tabe det mindste as dem . Hvor hun rødmede , hvor hun skælvede , hvor hendes ansigt strålede af lykkelig overraskelse , hun bøjede sig nærmere imod mig , jeg trykkede et brændende Kys på den lille bløde hånd , — hendes hoved nåde min skulder , mine læber mødte hendes . O , himmel , hvilken . . . Hvad var det ! Stærk hestetrampen afbrød mine drømme , en støvsfy bebudede mig hendes virkelige nærhed . Da overkom der mig en uforståelig angst , mit hjerte bankede , blodet strømmede mig til hovedet , og skønt foden næppe mægtede at bære mig , flygtede jeg dog ind i krattet for skamfuld og skjult at betragte hende , jeg nys havde givet en verden for blot at hilse på . Og var så den sidste flig af hendes ridekjole forsvunden , da kom angeren og tilråbte mig : „ Hvorfor skjulte du dig ? hvorfor trådte du ikke modig frem og hilste på hende ? Var det ikke derfor , du red herhen ? Nu er det forsildig . “ Og vred og angerfuld styrede jeg og Lotte atter hjem ad vejen med det bestemte løste , i morgen at bære os fornuftigere ad . Nu sad jeg atter på stenen og stirrede ned ad vejen , jeg sagde hende så mange smukke ord , hendes øjne hvilte på mig med kvindelig blufærdighed og kærlighed : „ Jeg elsker dem “ stammede jeg , og trykkede henrykt hendes hånd til . . . Da , min gud , denne gang var det ingen drøm , hånden var der , — ikke ved mine læber , men på min skulder ; den berørte mig så let og dog tyngede den mig næsten til jorden . Hun følte bestemt , hvorledes jeg skælvede , thi hun tog min lykke — så hurtig tilbage . Ja , det var hende , det var frøken Nordan , der ubemærket havde nærmet sig mig , og stod smilende for mig . Hun bar ridedragt , men jeg så ingen hest eller rytter . „ Om forladelse , hr . Tulinius ! dersom jeg har vækket dem af behagelige drømme ; ja , behagelige : måtte de være , siden de formåede at gøre dem . Døv og blind . I flere minuter har jeg stået ved siden af dem uden at blive bemærket , derfor vovede jeg at gøre dem opmærksom på min høje nærværelse . “ Jeg stirrede målløs på hende , jeg glemte rent at rejse mig . Hvor man dog er dum og flan når man er en attenårig elsfer . — hvor blev nu alle mine gyldne , håbefulde drømme af ? Som avner for vinden stilles de ad , uden at lade så meget som en gnist tilbage i min tanke . Forgæves famlede jeg efter ord , jeg formåede ikke at tænke , jeg kunne kun se og atter se på hendemine øjne hang som fastgroet ved det dejlige syn , alle mit hjertes og sjæls evner consentrerede sig r dette blik . Mon hun forstod mig ? Et yndigt rosensfjær farvede hendes kind , hun vendte hovedet hurtigt til siden , som stirrede hun efter nogen , og — min sol gik ned . „ At drømme ved dag — giver søvnløse nætter , . Tag dem i agt ! Sæt , jeg havde været en bandit , så . Havde de uden mindste modstand nu været i mim magt . Og hvad så ? “ „ Så havde jeg været deres fange , og jeg ville aldrig have gjort forsøg på at frigøre mig . “ „ Det havde de heller ikke kunnet , “ svarede hun og rødmede — om det var af krænket stolthed eller af kvindelighed , ved jeg ikke . Og hun vedblev : „ En bandit tillader ikke , at man flygter , han udpuster først sin fanges livslys , at han ikke skal sladdre af skole , og derpå plyndrer han ham . “ „ Da havde han gjort sig forgæves ulejlighed hos mig , jeg bærer intet hos mig , der er værd at røve , jeg ejer ikke engang mere mit hjerte . “ „ Fy , en hjerteløs angling er meget mere ubehagelig end en hjerteløs mand . Men der kommer min følgesvend og tjeneren . Farvel , hr . Tulinius , hensynk endelig ikke påny i drømme , husf på , de sidder på alfarevei . At drømme vågen er farligt . Glem det ikke . “ Hun hilsede med pisken , og før jeg fik tid til at rejse mig for at besvare hilsenen , var frøken Nordan forsvunden tilligemed rytteren og tjeneren , en støvfly var alt — hvad jeg havde tilbage . Men hun forstod mig ? Hun bød mig ej at drømme , det var farligt at drømme vågen . . . Hun rødmede . „ Ak vil du mig da ej forstå ? Du kan — men vi ! det ikke . “ jeg havde genkendt stemmen , der sagde : „ Her , frøken Nordan , bringer jeg dem deres hest kureret tilbage , de kan nu atter rolig bestige den . “ Lykkelige kammerjunker Skovstrup ! En time var gået , jeg sad endnu på samme sten og gentog atter hendes og mine ord . Jeg så hendes hånlige , medlidende smil , jeg hørte hende sige med sin velklingende stemme : „ En hjerteløs dngling er meget værre end en hjerteløs mand . “ Hun havde forstået mig , det følte jeg til fulde ; men hun anså mig for en dreng , og dog elskede jeg hende med mandens dybeste , mest brændende kærlighed . attende kapitel . „ Glæd dem , min unge ven ! glæd dem , vi er alle inviterede til en sommerfest på søndag . “ Det var Fru bordgård , der en morgen modtog mig med denne efterretning . „ Kan de gjette hvorhen ? “ spurgte Amalie , husets datter . „ Nej , “ svarede jeg kort , jeg var ikke oplagt til til at gjette . „ Så får de det heller ikke at vide , vel fader ? Du må ikke sige det til tulinius , vel ? “ „ Jeg er flet ikke nysgerrig , frøken Amalie , jeg får det sagtens tidsnok at vide , dersom vi tage derhen . “ „ Tror de , min unge ven ! Jeg tror dog nej ! Jeg vædder med dem , at seer de end for øjeblikket lidt blegnæbbet ud , så kunne jeg dog i et nu bringe blodet tilbage i deres kinder , når jeg nævnede dem indbyderens navn . “ Og det forræderriske blod var der alt , men jeg svarede intet . Frøken Amalie bøjede sig dog hen imod mig og hviskedee : „ Jeg seer , de har gjettet det . “ Hun kendte altså mine følelser . Hvor et menneske , der elsker , er kedeligt og » elskværdigt imod alle med undtagelse af den pågældende . Skjøndt begge de unge damer , jeg daglig var sammen nied , både vare smukke , gode og elskværdige , så manglede jeg øjne til at opdage det . Jeg så og hørte kun en , mine tanker omfattede kun en i alle , og derfor havde jeg også den fornøjelse at høre en aften , da jeg sad i caprifolielysthuset , at frøken Sofie sagde til Amalie : „ Hvor tulinius dog er et kedeligt menneske , aldrig viser han os opmærksomhed og altid går han ud , » år ikke måltiderne tvinge ham til at søge vort selskab . Det er skade , - for smuk er han . I begyndelsen var han munter og vittig , men , „ de svandt , de svandt , de skønne glade dage . “ „ Din rolighed , din fred med dem svandt hen . Du kun erindringen nu har tilbage ak gid du snart , ret snart må tabe den . “ „ Hvad mener du med det , Amalie , jeg forstår dig ikke ? “ „ Du skal heller ikke forstå mig , jeg sagde det kun for rimets skyld . “ „ Forresten ved jeg , at tulinius er syg , men elskværdig bliver han dog alligevel . “ „ Er han syg ? hvad fejler han da ? “ spurgte Sophie bestyrtet . „ Han er hjertesfudt , du . “ „ I hvem ? “ „ I frøken Nordan ! naturligvis . “ Frøken Sofie sukkede dybt . Var det over mig eller over sig selv ? Hvorfor fandt hun mig kedelig og Amalie det modsatte ? Jeg behandlede dem dog ens . „ Tag dem i agt , frøken Sofie , at jeg ikke hævner mig og påståer , at de finder mig kedelig , fordi . . . “ Oluf sværmede om de unge piger , som bien om blomsterne ; livsglad af natur , glædede han sig ved livet , hans øjne strålede af henrykkelse og læberne vare altid parate til smil . Med Amalie var der på den senere tid foregået samme forandring som med mig , hun var bleven tavs og tilbageholden , søgte ensomme steder og de store smukke øjne , der før så frejdigt ud i verden , stirrede nu enten ned mod jorden eller op mod himlen med vemodig længsel , men aldrig ligeud . nittende kapitel . Det var den sidste dag , vi havde tilbage at være hos vor elskværdige vært og aftenen skulle vi tilbringe på Ellegård . Både Oluf og jeg vare alvorlig stemte . Jeg så flere gange tilbagetrængte tårer i hans øjne og kinden havde ligesom tabt noget af sin tristhed . Amalie var også denne dag mere end almindelig bevæget , hun spiste intet og sukkede ofte , når hun troede sig ubemærket . Når Olufs og hendes øje mødtes , og det gjorde de ofte , så rødmede de begge og så ned . Jeg havde hele dagen været hjemme med det forsæt , at gøre mig så elskværdig som mulig , for atter at udflette det ubehagelige indtryk jeg havde gjort på frøken Sofie . Ved bordet blev vor skål drukket , man ønskede os en lykkelig rejse og snarligt gensyn . Jeg besvarede vor værts tale med nogle hjertelige ord og således endte det pinlige måltid . Kaffebordet var dækket i haven og husets datter skulle lave den . Jeg sad og talte med Sofie , da Fru bordgård kom og spurgte os hvor Amalie var henne , da maskinen var på vej til at gå af kog . Jeg tilbød mig at opsøge hende , men da jeg kom til kaprifolielysthuset , opdagede jeg til min forundring Amalie og Oluf , begge siddende på bænken , hans arm omsluttede hende , og hendes yndige lille lokkehovep lå op til hans bryst . Jeg formåede ikke straks at løsrive mig fra det syn , at se to så ungdomsfriske , lykkelige og smukke ansigter så tæt ved hinanden . Jeg havde ikke hjerte til at stille dem ad ; ubemærket var jeg kommen — ubemærket listede jeg mig atter bort . „ Fandt de hende så , tulinius ? “ „ Nej , Fru bordgård ! Vil ikke frøken Sofie indtage frøken Amalies plads og skænke kaffen ? “ „ Det vil hun vist gerne , men i dag må vi drikke den i selskab , det er sidste gang i år , at vi ere samlede . “ Og Fru bordgård fjernede sig for selv at opsøge flygtningerne . Jeg hørte hende råbe : „ Oluf ! Amalie ! “ „ Så mutter kunne finde hende , “ sagde vor vært , da moder og datter vendte tilbage . „ Nå , hvor var du henne , min pige ? Du blusser som en rose . Se , tulinius , er det ikke en køn pige ? Gud ske lov , at Vorherre gav os hende . “ „ Jeg deler ganske proprietairens mening , de ær en lykkelig fader , der har så yndig en datter , at skænke bort . “ „ Stop , min unge ven , ikke så ganske ; min hensigt er for det første at beholde pigebarnet , lad hende først nå de 25 , så er det tidsnok . Hun er vort eneste barn , vi kunne ikke undvære den små , ligesålidt som jeg tror , at hun kan undvære os . “ Endelig kom Oluf , blussende af glæde og sindsbevægelse ; han satte sig tæt hen til Amalie , hvis hænder skælvede , da hun rakte mig koppen . Synet af det lykkelige par satte mig i en febrilst bevægelse , også jeg elsfede . . . men ville hun nogensinde hvile sit kære hoved ved mit bryst ? Forgæves anstrengte jeg mig for at være underholdende , forgæves søgte jeg at frigøre min tanke og blive på jorden , umulig ! Kaffen blev drukket i højtidelig stemning ; den sig nærmende afskedstime bar vel skylden ; derpå skiltes vi for at gøre toillette til skovfesten . — klokken fire skulle vi tage afsted . Jeg skulle gjensee hende — måske for sidste gang . Dog , hvorfor for sidste gang ? — var jeg ikke ældre end Oluf — og meget alvorligere end han , hvorfor skulle jeg da ikke ligeså godt kunne indgyde en pige kærlighed , som han ? Medens jeg klædte mig på , gentog jeg min elskedes ord , jeg så hendes blik , hendes rsdme , og da jeg omsider blev færdig , troede jeg at have vished om hendes kærlighed . Nu kqm Oluf for også at klæde sig på , han faldt mig jublende om halsen , og kyssede mig som om jeg havde været Amalie , men til hans forundring blev jeg slet ikke forundret , jeg fortalte ham mit syn og lykønskede ham til så yndig en brud . „ Vær nu tro og bestandig , Oluf , — moraliserede jeg — og skøn på din store lykke . Amalie er en lille fin blomst , kun en nats frost og den ville dræbe hende . “ „ Er du gal , menneske , er du bindegal ! jeg skulle være Amalie utro , jeg skulle kunne elske nogen anden end hende , så måtte jeg da være en skurk , en topmålt skurk . Jeg er det lykkeligste menneske på jorden . Jeg elsker så usigelig højt , og jeg bliver gjenelsket ligeså højt . Jeg er rig , og så såre jeg har fået min eksamen gifter jeg mig . “ „ Ja , du er lykkelig min ven , gud velsigne din fremtid . “ , , du skal også blive lykkelig , Carl ! Du elsker , jeg ved det , og du bliver gjenelsket . Gør som jeg , prøv din lykke i aften , jeg sial sørge for at give dig lejlighed . “ „ Du råder mig til at fri — sæt jeg fik nej , så er jeg vingeskudt . “ „ Prøv din lykke , sæt alt på et tærningekast , det har jeg gjort ; jeg havde ikke formået at rejse , før jeg kendte min skæbne . “ „ Du har ret , dtn blive lykkelig eller grænseløs ulykkelig . “ „ Hvad formue angår , så dele vi så snart jeg bliver herre over den , min bedstefader efterlod mig . Kom nu , min ven , frisk mod ! Du sial tage min sorte kjole på i aften , den er mindre og klæder dig bedre , jeg har nu gjort min lykke . Og der er min stråhat , ah ! hvor du seer godt ud med den . Nå , er du så fornøjet . Hvor er stokken , den tager du , jeg har jo min pige . “ Vi gik ned i haven , jeg plukkede den yndigste rose , jeg kunne finde og satte i mit knaphul . Oluf havde alt fundet sin rose ! klokken fire holdt kurvevognen for døren og et øjeblik efter gallopperede Oluf og feg hen ad landevejen . Intet ord blev vekslet , vi drømte begge en dejlig drøm . „ For s . . . . Carl ofto Emil ! hvor længe skal Lotte stå og græsse ved grøftekanten , vi komme jo aldrig til Ellegård . “ Drømmen , den dejlige drøm , var drømt ud . Hvorfor vækkede du mig , Oluf potter ! Kunne du ikke unde din stakkels ven den salige drøm , ak kun et minut , et sekund endnu ? Gården var opfyldt af vogne og bandende kuske , røgende på deres merskumspiber . Mit hjerte bankede så glad og uroligt ; thi jeg så to klare øjne tilsmile mig gennem ruden . I haven mødte os en stor overraskelse , vi blev modtagne as en stærk og støjende musik , der i mine øren lød mere affirækkende end tiltrækkende , dog læste jeg glæde på de fleste ansigter . Hofjægermesteren anførte , og snart stod vi på en åben plads , der var belagt med brædder , indhegnet med stole og bænke og et stort telt i baggrunden med forfriskninger . Det var altså et sommerbal ! det løb mig koldt ned ad ryggen , da jeg hørte hofjægermesteren sige : „ Mine herrer , tør jeg bede dem at følge mit eksempel . “ I det samme engagerede han amtmandens frue , en ældre vakker dame , og åbnede derpå med anstand ballet . Kammerjunker Skovstrup førte husets datter , og uu fulgte par efter par ; den sidste , som sluttede denne afdeling var Oluf med sin smukke kusine , hvem lykken havde gjort endnu smukkere . I forbigående bøjede han sig imod mig og hviskedee : „ Men , Carl ! hvor bliver du af ? Sofie står og venter på dig ? “ Nu vågnede jeg først til bevidsthed ; jeg var på bal — en dame stod og ventede på mig — og jeg ? . . . O , ulykkelige Carl Otto Emil , hvorfor lærte du dog ikke at danse , medens du var dreng , så havde du nu ikke som student været tvunget til at flygte . Hvorfor ? Alt blev tavst , kun et sagte vindpust for igennem trætoppene og nåde mit hjerte , der hviskedee så vemodig : „ Hvor kunne du nænne at spørge „ hvorfor ? “ gud velsigne mine kære gode tanter . Jeg var til mode som en forbryder , der frygter for , at hans flugt vil blive opdaget . Jeg havde allerede sat mig i bevægelse , da frøken Nordan pludselig stod foran mig , hun nejede gratiøst og så mig smilende ind i øjnene . Jeg bukkede til gengæld . Hun var så smuk , jeg kunne næppe modstå at trykke hende i min favn . Hun nejede igen . „ Hvad mener hun ? “ tænkte jeg forundret , og så gjorde jeg min skyldighed og bukkede atter . Først drog en mørk sky over hendes yndige åsyn , derpå lød en for mig meget ubehagelig latter . Hun vendte sig stolt fra mig , gik hen mod min sidemand og sagde : „ Har de måske heller ikke lyst til at danse ? “ „ Hvor kan de gøre mig så grusomt et spørgsmål , frøken Nordan , “ svarede han . — „ Når en engel åbner himmerigets port for os stakkels dødelige , hvem ville da blive udenfor . “ Jeg hørte ikke mere , nu forstod jeg hendes hilsen , den yndige spørgende mine , den mørke sky og den hånende latter , jeg vidste nu , at jeg havde dødelig fornærmet hende og gjort mig selv latterlig . Jeg gik ikke , jeg styrtede bort ; jeg sprang over gjerdet ud på Marken , langt , langt ud , til jeg ikke mere kunne høre den skrattende musik , så kastede jeg mig ned i græsset , jeg følte mig så træt ; thi ungdomsmodet var flygtet med hendes latter . Jeg vred mine hænder , ja , jeg tror jeg græd , så latterlig , så ynkelig , så ydmyget følte jeg mig — og alt det for en Dands . Således gik en stund , en sørgelig stund for et ungt hjerte . Mine tanker hvirvledes afsted som skyerne på en stormfuld dag ; men når skyen > , brister , bliver himlen atter klar , dog alt som det stormede i min sjæl , blev mine tanker mørkere . Sorg og ulykke kan tiden mildne , men er man først bleven latterliggjort , det mildnes , det glemmes aldrig . Og solens stråler blev mattere , alt som den dalede mod vest , fuglene fløj til deres små reder , blomsten lukkede sit bæger , den ville også sove , men jeg lå endnu på samme sted , jeg hørte endnu hendes latter , jeg så de omståendes smil . Ak , hvor skulle jeg gøre af mig ? Her kunne jeg dog ikke blive , og i selskabet ville jeg ikke være . Mon man havde lagt mærke til min bortgang ? — mon nogen savnede mig ? Jo en , en lidste jeg savnede mig , det var Oluf . Således svingede mine tanker sig i vilden Dands til det fugtige græs bragte feberkulde gennem mine årer . Jeg rejste mig , kastede blikkelmsrkt om mig , til jeg endelig tog mig sammen og styrede mine skridt hen imod herregårde » for at sadle » lin hest og ubemærket ride bort . Alt som jeg kom nærmere hovedbygningen , , nåde den fordømte tromme og den falske fløjte mine øren . Den lette aftenvind bar tonerne med , jeg så dem i tanken svinge sig i dansen , hun hvilede sig på kammerjunkerens arm , den anden » lagde han om hendes liv og deres øjne mødtes , hvor jeg hadede denne jammerlige musik , hvor jeg hadede Dands , og i dette øjeblik svor jeg dyrt og helligt aldrig , aldrig af sætte mine fødder på gulvet for af danse , og jeg har holdt min ed . Jeg nåde stalden , jeg havde alt ubemærket : lagt bidselet på Lotte , da jeg pludselig forandrede min bestemmelse , jeg sagde nemlig til mig selv følgende vise ord : „ Du vil flygte som en forbryder , hvad har du egentlig gjort ? “ „ Jeg kunne ikke danse . “ „ Ikke andet end det , det viser jo , af du hav været flittig og stadig ; deri er der da ingen forbrydelse . “ „ Ja , men det er heller ikke ene fordi jeg ikke kunne danse , af jeg ville flygte , men fordi jeg har : gjort mig latterlig i alles øjne ved ikke af forstå betydningen af hendes nejen , medens jeg som en topmålt idiot blev ved af bukke igen , og derved fremkaldte hendes medlidenhed i stedet for hendes vrede . Jeg hader medlidenhed . “ „ Men herre gud ! Det er jo dog ikke første gang , at du har gjort dig latterlig lige overfor hende og dog har du besejret denne latter og tvunget hende til at vise dig agtelse . Hvorfor ikke gentage forsøget ? “ „ Det er let nok sagt , men hvorledes ? “ Således fortsatte jeg en stund med spørgsmål og svar , indtil jeg endelig kom til det resultat at trodse dem alle , store og små og frøken Nordan med . Det var ikke første gang og ville vel heller ikke blive den sidste . Ved denne betragtning drog jeg et dybt suk , flap hestens bidsel , tog nogle voldsomme lange skridt , der endte med storm og et øjeblik efter stod jeg midt i balkredsen . Med bankende hjerte og lynende øje stirrede jeg fra ansigt til ansigt for at iagttage , hvilken virkning min pludselige tilbagekomst ville fremkalde . Men hvor blev jeg flan , underlig flan , ved at opdage , at ingen spørgende eller forundret betragtede mig , ja , man lagde ikke engang mærke til mig . Man havde altså slet ikke savnet mig ! Hvor mange have ikke næret mine forhåbninger og delt mit nederlag . Jeg kom netop under en pause , man hvilede og nsd forfriskninger . Olus stod ved frøken Nordans side og talte livligt med hende , det forekom mig , at hendes øje søgte nogen , var det kammerjunkeren , eller var det . . . ? Jeg nærmede mig langsomt , da jeg lige ved mig , hørte en venlig hvibrerende stemme . „ Hvor har de været så længe , hr . Tulinius ? “ Og Sofies klare og milde øje så spørgende på mig ; det forekom mig som lyste blikket gennem tårer . „ Jeg dandser aldrig , “ svarede jeg bevæget — der var dog en , som havde savnet mig — „ Jeg har aldrig lært at danse og vil aldrig lære det , ellers havde jeg naturligvis udbedet mig første Dands af dem . “ Hvilket yndigt solskin gled hen over det lille ansigt , og for første gang opdagede jeg , at hun dog i grunden var en nydelig pige . Jeg ved ikke , hvorledes det gik til , men jeg greb hendes hånd , trykkede den i begge mine og lagde den på mit hjerte , der stormede så vildt og urolig ; den skulle dæmpe det hurtige slag og bringe freden tilbage . Hvorfor , ak hvorfor gjorde jeg det ? Gives der ikke øjeblikke i vort liv hvor vi , skjøndt vågne , er utilregnelige i tanker , ord og handling , skønt loven , altså verden , fordømmer os ? Et sådant øjeblik var dette . Gud tilgive mig min ubevidste synd ! Hun lod mig beholde sin hånd , den skælvede , . den lille stakkel ; thi den led uret , den dæmpede et hjerteslag , der ikke slog for hende . Pludselig vågnede jeg ved en undertrykt hulken . Hvorfor græd hun ? Ak , hvad havde jeg dog gjort imod det stakkels barn . Jeg følte mig så forladt , så ulykkelig , fordi jeg troede , at ingen havde savnet mig . Hendes uventede venlighed blødgjorte mit stivfrosne sind — jeg var kun atten år — det må være min undskyldning . Nu vare mine øjne åbnede , jeg glemte min egen sorg over hendes glæde — en glæde , jeg måtte berøve hende , før den slog rod i hendes hjerte . Jeg satte mig ved hendes side , hun få på mig med de smukke øjne , hvis skønhed blev forhoret ved den barnlige kærlighed , der lyste ud af dem og opfyldte mig med sorg og anger . Havde jeg ikke alt mistet mit hjerte , så Havde hun nu taget det tilfange , det følte jeg . „ Frøken Sofie , “ sagde jeg , „ tør jeg tro , de er min veninde ? “ „ Kan de tvivle derpå ? “ „ Jeg ville så gerne betroe dem en hemmelighed , der længe har ligget mig tungt på hjertet og gjort mig så kedelig og » elskværdig . “ „ O tulinius , ikke nu , jeg beder dem , ikke nu . “ . Jeg søgte fortvivlet efter de rette ord ; jeg så , hun havde atter misforstået mig . Herre gud , skal jeg da altid missorståes ? Jeg besluttede at storme frem , jeg ville nu tale tydelig . „ Jo , frøken Sofie , tillad mig , netop nu , de anser mig måske endnu for en dreng , men jeg elsker med en mands hele inderlighed , jeg . . . “ Hun afbrød mig atter . „ Ikke mere , jeg beder dem , jeg tror på dem som på . . . “ Denne gang var det mig , der afbrød hende , ikke værdig og beskeden , men fortvivlet . „ Som en søster på en Broder . Tak , frøken Sofie , de flat også altid finde en sand ven og Broder i mig . Deres venskab vil være mig en stor trøst , dersom jeg er så ulykkelig , at frøken Nordan ikke besvarer mine følelser . Ia , nu har jeg betroet dem min hemmelighed . “ Jeg havde sagt , hvad jeg ville sige , men jeg manglede mod til at hæve mine øjne . „ Gud være med dem i deres kærlighed . “ Jeg så op — hun var forsvundet . Trommen hvirvlede op til Dands , jeg manglede kraft til at rejse mig , jeg hørte endnu : „ Gud være med dem i deres kærlighed . “ Mit sind var blevet så blødt , jeg kendte ikke mig selv . Hvorfor elskede jeg ikke Sofie ? — så havde vi begge været lykkelige . Den stjærende uharmoniske musik afbrød mine tanker . „ Hvor jeg hader denne øretudende musik , der farer en gennem marv og ben . 3a , hvor jeg hader dansen . “ „ Det er altså for at undgå genstanden for deres had , at de har trukket dem tilbage til træernes skygge , hr , tulinius ? “ Det var frøken Nordan , der havde hørt mit udbrud og nu stod foran mig . Jeg følte , at jeg skælvede . jeg ville rejse mig , men hun bød mig med en håndbevægelse at blive siddende ; hun satte sig hos mig . „ Jeg skylder dem en undskyldning , frøken Nordan , for min besynderlige opførsel før og nu , “ Sagde jeg , „ men jeg er i dag for første gang på et bal , ja , hvad værre er — jeg har aldrig været tilstede ved en Dands og derfor må jeg åbent tilsfåe , at jeg ikke fattede den store gunst , frøkenen var så god at ville tilsfåe mig . Jeg bar mig ad som en klodrian , men jeg er hårdt straffet derfor . “ „ Er det muligt , findes der virkelig en student , der aldrig har dandset ? “ „ Ja , frøken Nordan ! Her seer de et sådant uhyre . “ „ Men hvad har de da foretaget dem ? “ „ Jeg har brugt mit hoved i stedet for mine fødder ; vil de tilgive mig det ? “ „ Jeg bliver vel nødsaget dertil , dog kun på det vilkår , at når jeg næste gang inklinerer for dem , de da forstår at føre mig i dansen . “ „ På den betingelse kan jeg ikke modtage deres tilgivelse , frøken , jeg har lovet aldrig oftere at give møde på et bal ; jeg vil aldrig lære at danse . “ „ Og hvorfor ikke ? “ „ Fordi jeg har lovet det . “ „ Men når jeg nu kun på den betingelse vil tilgive dem ? “ „ Jeg ville dog blive mit løfte tro ! — men dø . “ „ Skønt meget ung , er de meget stolt og meget fast i deres villie . “ „ Har den unge ikke samme ret som den gamle til at have en fast villie ? Hvem kan elske så varmt , så usigelig inderlig , som vi med vor levende begejstring , vort sværmeri ? Nej , frøken , nej ! Det er ikke årene , men hjertet og sjælen , der flader manden i os . Gid jeg kunne overbevise dem derom , de ved ikke , frøken Nordan , hvor meget det ligger mig på hjertet at vinde deres gunst for inglingen . Jeg greb hendes hånd , hvor den var kold og sittrede ; men hendes øjne vare så milde . „ De har overrraflet mig , de er så ung . Vi ere lige gamle og jeg kender ikke dem eller deres familieforhold . “ „ Det er sandt , frøken Nordan , jeg tænkte i dette øjeblik kun på min kærlighed . — jeg troede med den i hjertet at kunne vinde deres ; jeg glemte , at der findes andre betingelser for lykken . Vel , frøken , de skal få alle de oplysninger , de ønsker . Min fader var sømand , han fandt sin grav i bølgerne , og min moder døde , da hun havde skænket mig livet . Jeg fik et kærligt hjem hos tre gamle piger , der opdrog den lille fattige dreng , ikke af deres overflod , men af deres arbejde . Gud velsigne dem for det . “ „ Nu kender de min hele fortid fil jeg lærte at elske dem . Et nyt liv , en ny attrå er nu vågnet i min sjæl , jeg vil arbejde dag og nat for at flabe dem en sikker fremtid . Dnglingen vil blive mand i kraft og energi , og aldrig vil jeg blive træt af at virke , thi jeg elsker så usigelig højt . “ „ Ti , for guds skyld ti ! jeg kan ikke modtage deres tilbud , vore forhold er få forskellige . . . “ „ Er det studenten , der ikke passer for frøken Nordan , eller er det sømandens søn , der er for ringe for hofjægermesterens datter ? “ „ Jeg ved ikke , med hvad ret , de tillader dem at spørge om mine bevæggrunde . Det må være dem nok , når jeg siger dem , at vi ikke passe sammen . “ Hnn rejste sig stolt for at gå . „ De siger , med hvad ret jeg spørger dem — med den ret , som kærligheden ene giver manden . Erdet min eller mine forældres stilling , der gør mig uværdig fil deres hånd ? “ „ De tvinger mig fil oprigtighed . Når studentens fader er sømand , passer sønnen ikke til ægtefælle for hofjægermester og godsbesidder Nordans datter ; desuden elsker jeg dem ikke . “ „ De fornægter sandheden , frøken , når de siger , at de ikke elsker mig . Jeg har læst kærligheden i deres øje , jeft har følt den gennem deres hånds skælven , jeg seer den selv i dette øjeblik på deres pande , deres øjne og læber . Se , hvor de blegner , hvor de ffjælver , fordi de har fornægtet deres hjerte . Havde jeg ikke næret den vished , havde jeg aldrig vovet at indvie dem i mit hjertes dybe hemmelighed . Jeg var så tåbelig at tro , at sand kærlighed havde større værd for den kvinde , som selv elsker — end alle fædres og forfædres livsstillinger . Jeg seer , jeg har taget fejl , kvinden elsker med forstanden , manden kun med det stakkels hjerte . Jo , de har ret , frøken Nordan , jeg var for ung , jeg manglede erfaring ; den har de nu givet mig , men tilgiv , jeg formår ikke at takke dem for gaven . “ „ De er meget grusom imod mig . “ „ Er jeg grusom ? Jeg , der ville ofre dem hver glæde , hvert solglimt af mit liv . Nej , frøken Nordan , de har været grusom imod dem selv , idet de har fornægtet deres kærlighed ; hvad de har syndet imod mig , det tilgiver jeg dem , det ffal ikke tynge på deres hjerte ; den byrde vil jeg kun dele med gud . — de græder , frøken , jeg kan ikke trøste dem ; thi nu først fatter jeg deres ord : „ Vi passe ikke sammen . “ Farvel , frøken Nordan ! Tilgiv mig disse tårer , af deres flod vil engang morgensolen opstige . “ Hun var sunken ned på bænken og skjulte sit ansigt i lommetørklædet . „ Hvor går de hen , “ spurgte hun ængstelig og så op . „ Nær ingen frygt for mig ; jeg hører ikke til de svage sjæle , der i øjeblikkets smærte begå en synd , som er manden uværdig . Jeg går for at arbejde , at ikke sorgen skal gøre mig til en uværdig søn af så brave forældre . Glemme dem , frøken , det kan , det vil jeg ikke , og dog sværger jeg dem til , at selv om de i dette øjeblik tilbød mig deres hånd , ville jeg nu , da jeg kender deres anskuelser , afslå den , jeg ville aldrig eje en hustru , der , om kun i tanker , så ned på mine retskafne forældre og kærlige tanter . “ „ Vil de ikke række mig hånden til afsled ? “ „ Hvor kan de nænne at gøre mig så svag , nu , da jeg trænger til min hele styrke ? “ Men hånden gav jeg ; den lille bløde hånd hvilede i min , hvor gerne havde jeg ikke lagt den ved mit hjerte og beholdt den hele livet . og kvinden fejrede øver hovmod og fordom . „ Bliv hos mig , “ hviskedee hun gennem tårer . Det blev så varmt i mit hjerte . Kærligheden jublede , men mandens klare blik og stolthed , der nu havde brudt sin larve , forjog inglingens svaghed . „ Jeg kan ikke , frøken Nordan . Nu elsker de mig og underkaster dem deres kærlighed ; men er de først min , da ville hovmodet og fordommene vågne på ny og træde i skranker mod deres hjerte . De vil ringeagte , hvad jeg elsker og højagter , og derved ikke blot dræbe deres , men også min kærlighed . “ „ Har jeg syndet imod dem , så er jeg bleven grusomt straffet . De har ydmyget mig , idet de nu øver gengæld . Gå , forlad mig , gid aldrig vore veje oftere måtte mødes hernede . “ „ Farvel , frøken Karen , og tilgiv mig , som jeg tilgiver dem , dog mødes atter vore veje , og deres tanker og anskuelser skulle have forandret sig , så . . . Så ræk mig frivillig den dyrebare hånd , og jeg vil aldrig , aldrig slippe den mere . “ „ Jeg skulle før anden gang betle til sømandens søn ? Aldrig . Min kærlighed er fra dette øjeblik død , og var jeg end så ulykkelig , at den atter vågnede til liv , da ville jeg før bøe — bøe af kærlighed , end på ny ydmyge mig . Gå , de har dog aldrig elflet mig , forlad mig , jeg ønfler nu at være ene . “ „ Jeg har aldrig elsket dem ? Min gud , jeg har aldrig elsket hende ! — “ „ Så gå dog , har de ikke gjort mig ulykkelig nok ? “ „ Ulykkelig ? Tak , frøken Karen . Gud velsigne dem ! Nu går jeg ! “ Der sad en rose ved hendes hjerte , jeg bøjede mig imod den , jeg tog den med . Men idet jeg rejste mig , løsnede min rose sig og skjulte sig i hendes skød . Kun en gang vendte jeg mig om : min rose lå i hendes hånd , ved hendes læber . Hun skal blive min ; thi frugten modnes så ofte under tilhyllet green . Men : , , Im selben maß du willst empfangen , mußt du geben ; „ Willst du ein ganzes Herz , so gib ein ganzes leben . “ tyvende kapitel . Det var forår . Sneetæppet var smeltet — jisskorpen brudt , en kølig vind havde gennemskåret det fængslede hav og frigjort bølgernes løb . Ude ved „ Trekroner “ vuggede de stolte skibe sig , spejlende sig i bølgedansen med udspredte vinger og viftende håb . Søfolkene vare i travl bevægelse , både med hånd og hjerte . En kastede øjet glad og længselsfuld forud , som kunne han gennemtrænge det dybe , dybe rum , der adsfiller nutid og fremtid ; lokkerne flagrede om den kække pande , der frejdig og forhåbningsfuld var kastet tilbage , som havde han alt opfanget den lykke , det ungdomsfrisfe hjerte lod ane ved de fremmede kyster . Hånden greb hurtig og fast om tougværket , som kunne den fremskynde skibets fart . Fremad , fremad , jublede det i hans sjæl : „ Jeg må ud , jeg må frem , uden ro uden rast — kun en snegl til sit huns kan groe fast . “ En anden sømand stod lige ved . Han var også ung . Hans øjne stirrede tilbage , sorg lå i hvert træk , tåren glindsede i øjet , der hang som fastgroet ved de lysegrønne volde , de ranke kirkespir , ved det elskede barndoms og ungdoms hjem , hvor alle hans tanker , hans attråer , hans eget elskende , urolige hjerte blev tilbage . Ni måneder vare gåde siden hin aften på Ellegård . Jeg seer endnu mine gode tanters glædestrålende træk , da jeg en morgenstund trådte uventet ind i dagligstuen . De sad netop og talte om deres søn ; de længtes , de kærlige sjæle , de længtes efter fuglen , der for første gang havde forladt sin rede . Tante Sofie sluttede mig først i sine arme , hun så mig fast i øjet , opdagede hun noget ? Læste hun stormen i min sjæl ? Hendes blik hvilede så tankefuldt , så bedrøvet på mig , medens de andre tanter udtømte sig i spørgsmål og gisninger , som det kostede mig al min kraft og anstrengelse at besvare . Intet falder mig så tungt , som at udtale en udsandhed ; det takker jeg mine kære gamle for , som for alt andet godt , der er mødt mig i livet . Hvert ædelt frø i min sjæl har deres hånd nedlagt , og faldt end meget af det i stenet grund og blandt tidsler , som kvalte det , så faldt der også noget i god jord , der har bragt min vår skønne blomster , der vil bringe min alderdom velsignet frugt . Ester min hjemkomst arbejdede jeg dag og nat ; som en slave hang jeg ved bogen . Spørgsmålet om min fremtid var afgjort , jeg havde valgt det juridiske studium . Min kærlighed , mit arbejde overmandede mig ; jeg blev syg . I flere måneder holdt jeg sengen med en ondartet feber . Tante Sofie veg aldrig fra mit leje . Da forstanden atter var klar , vendte hukommelsen tilbage , og en tung sørgmodighed overfaldt mig . Jeg vidste , at frøken Nordan elskede mig , men jeg frygtede , at hendes anskuelser aldrig ville forandre sig , at vor lange adskillelse skulle kjslne hendes hjerte og atter nære de gamle fordomme ; hun ville i så fald aldrig blive min , og mit liv , min fremtid ville da være tom og glædesløs . Så kastede jeg mig frem og tilbage , men søvnen veg længere og længere fra mig . „ Hvad fejler dig , min søn ? “ Det var første gang , tante Sofie rettede det spørgsmål til mig , skønt hendes øje ofte havde udtalt det . Og jeg fortalte min moder alt , hvad der gyngede min sjæl . en blød hånd gled kærtegnende over min pande , der kom ro og fred i mit sind . Jeg greb hånden mellem begge mine , lukkede mine øjne og sov ind . Ja , nu var det forår . „ Trommerum , fum fum , trummerum , “ nynnede borgen . „ Se så ! nu sidder du jo godt . “ Det var en lang sætning , det følte han da også selv , thi han trak vejret tungt efter anstrengelsen . „ Der , min dreng , sæt dine fødder på skamlen , jorden pr sugtig . Se så , nu er det godt . “ Og tante Sofie så kærlig på mig . „ Nej , men Carl ! Du sidder jo og forkølet dig , barn , se her , tag mit shawl om dig , kom , lad mig give dig det om ryggen . Det går ellers aldrig godt ! “ Jeg krympede mig under den gode tante Thoras omhu — medens hun søgte af berøve mig min frihed . Vejret standsede , det var , som skulle jeg kvæles ; men det var jo as kærlighed , og derfor fandt jeg mig r omstændighederne . „ Jeg tror , kære Thora , han har bedst af af sidde uden tørklæde , vejret er mildt , og solen skinner så varm . Se så , fag det selv på ; du fryser , og han kan bedre røre sig . “ Tante Thora tog shawlet , stakkels tante Thora ! „ Skuden går for flappe sejl , ikke en vind fylder kludene . Gudsdød , gid der snart ville blæse en frisf kuling , af den atter kan blive flot . “ Og Gregersen så bedrøvet på mig , kastede det ene ben over det andet og tilføjede : „ Jeg mindes ikke den tid , vi have haft så mild en Mai som i år . “ „ Herre Jesus ! hvor alt lover godt i år , “ sagde Caroline , idet hun gik forbi mig og lagde en lille vårblomst på mit bord . Det var nu hendes svaghed , altid af henlægge sin gave i taushed . Var det en svaghed ? „ Nej , nu har Pilatus igen været i haven og hakket i Sofies blomsterbed , det er dog et forsfrækkeligt dyr . Men Caroline har også ladet gårddøren stå på klem . Nå , Carl Otto Emil , der sidder du jo ret godt . Hvorledes er det med hovedet ? Er du endnu i dag ligeså mat som i går ? Vil du ikke have lidt øl af drikke ? Ikke sandt , du vil have øl ? Jeg kan se det på dig . “ Og tante Mille var allerede på vejen til at hente det øl , jeg ikke formåede at drikke . „ Tak , gode Mille , jeg tror , vi ville lade ham sidde stille hen , det har han vidst bedst af , jeg tror ikke , han er tørstig , han drak nylig . Hvad om vi gik lidt ned i haven for at se , om urterne er voksede , siden vi sidst vare der ? „ Jomfru Sofie har ret . “ Og borgen fulgte med de andre . Caroline gik og syslede med blomsterbedene . „ Caroline ! “ råbte jeg . I min sygdom var Caroline bleven så lydhør , den svageste lyd , der gik over mine læber , opfangede de tro , gamle øren , og derfor stod Caroline også straks ved min side . „ Hør , Caroline , gode Caroline ! Fortæl mig en lille historie , sådan en som du så ofte har fortalt mig . Jeg kan ikke tåle at læse , og jeg vil nødig sidde og tænke . “ „ Han vil nødig tænke ? Hm ! Øet er galt fat med den stakkel , som nødig vil være menneske og tænke , han har altid et og andet at bære på , som tynger . Det duer ikke , unge herre ! Nej , det duer ikke . — men hvad skulle jeg vel kunne fortælle ham ? Han kan nu mere end jeg , og han ville vel sagtens le ad mine simple historier , der passede for lille Carl Otto Emil , men ikke for hr . Studenten , som ikke tør tænke på sine tanker . “ „ Bild dig ind , min gode Caroline , at jeg endnu er den lille glade dreng , der sad på dit skød og . . . “ „ Ih , Vorherre bevare ' s ! Fy for en ulykke ! Skulle jeg tænke ham siddende på « mit skød ? Nej dertil . . „ Stop Caroline ! Bliv ikke bange , du seer jo nok , at jeg ikke duer til at sætte mig på dit skød . Du skulle først have ladet mig tale ud , så var der tid nok til at forsvare dig . Jeg bad dig jo kun om at indbilde dig , at jeg endnu var den lille dreng , din indling , som du altid fortalte de rare historier . Nå , skal jeg , fordi jeg er blevet stor , da ikke mere være din lille Carl Otto Emil ? Så ville jeg ønske , jeg aldrig var bleven stor . “ „ Ikke min ind lin g ? Ikke min lille Carl Otto Emil ? “ hviskedee hun gennem tårer , og hun bøjede sig ned og kyssede begge mine hænder . „ Gud velsigne ham og tak . “ Jeg tog hende om halsen og kyssede hende . „ Fortæl så , lille Caroline , jeg trænger til at høre på dig . “ Og Caroline satte sig på hug ved mine fødder til trods for mit forbud . Det var besværligt , thi Caroline bar på mangen vinter ; men endnu dengang dristede tjenestefolkene sig ikke til at sidde på herskabets sofaer og stole , der var en afstand mellem dem , som aldrig blev overflreden . Til gengæld følte de sig som forældre og børn , den ene tålte ikke , man talte ilde om den anden , de havde fælles interæsser og fælles ære , de levede ikke allene et helt liv sammen , men sønnen arvede forældrenes tjenestefolk og betragtede dem som en hellig arv , hvis alderdom han var forpligtet til at forsørge . Og Caroline fortalte , og tiden gik , til tante Sofie sagde , det var bedst at gå ind , jeg havde været for længe ude . enogtyvende kapitel . For tredje gang blev jeg iført det hvide halstørklæde , jeg ræklede det selv til tante Mille og bad hende give mig det om . Jeg sørgede nu selv for mine fornødenheder , det vil sige , hvad garderobe og lommepenge angik . Efter min helbredelse søgte jeg informationer , som jeg var så heldig at så . Jeg var meget flittig , meget sparsommelig og gud lagde velsignelse til mit arbejde . For mine første selvfortjente penge købte jeg seks presenter til mine kære gamle , som med tårer betragtede disse . Da jeg havde fået anden eksamen besluttede jeg at tage juridisk attestats og tog den på tre år det kneb , da jeg ikke var herre over hele min tid , og derfor herskede der stor uro og angst i vor kærlige familiekreds . Det var imod deres villie , at jeg informerede i skolerne , men jeg havde gjort det hellige løfte , ikke længere at lade de opoffrende gamle søstre arbejde for den unge raste student . Nu var min tid kommen — det takkede jeg dem for — og nu ville jeg arbejde , så at jeg engang kunne sørge for dem . Og arbejde gjorde jeg , så kandidaten fik lauæ . , skjøndt studenten kun var treogtyve år . Hvor vare tanterne blevne gamle , ak , jeg så det først ret , da jeg vendte hjem fra jyllandsrejsen . Skjøndt besøget var kort , var det dog langt nok til at overtyde mig om , at den spæde lille dreng var bleven student ; jeg læste det i ethvert af de gamles træk , i den bøjede ryg , der forgæves søgte at rette sig , i de matte glandsløse øjne , som altid så så varmt og kærligt på mig . Var jeg ikke den , der havde bidraget mit til at svække dem for tidligt ? Jeg læste årene i den ro , der mere og mere lagde sig til hvile over panden , en ro , der taler om en sjæl , som i årenes strøm er gået forædlet gennem prøvelsesilden . De svundne år havde ikke formindsket min kærlighed , men sorgen og håbet lå kun dybere skjult i mit hjerte . Og hende , der havde tændt solen i mit bryst og vakt mandens kraff og udholdenhed hos inglingen , hvor var nu hun ? Skulle vore veje atter mødes ? og ville hun da mindes hin Asten ved solens nedgang . Men Oluf ? Hvorledes var det gået ham ? Da han ' vendte tilbage fra Jylland , bar han en ring på højre lillefinger med en glemmigei på midten . Ringen var pantet på hendes kærlighed . „ Se , “ sagde han , idet han viste mig den , „ er den ikke yndig , som hun selv ? Hun ræklede mig den ved afskeden . Hun græd , ja , og jeg græd med , men det så de gamle ikke , de må ikke vide noget om vor forbindelse . “ „ Og hvorfor ikke ? “ spurgte jeg forundret — „ jeg har aldrig syntes om det hemmelighedsfulde , den åbne , klare sandhed , hvor man har ret til at tale , det er den bedste , den lige vej . “ „ Du glemmer , jeg er kun student . Onkel og tante ville le os ud , måske frabede sig en svigersøn , der intet er og endnu på lang tid intet kan blive . “ „ Men det vidste du jo , førend du friede til din kusine . Hvorfor tav du da ikke og lod tiden råde ? “ „ Hvorfor tav jeg ikke ? Det er godt at se , at du ikke . . . “ Han fik ikke fuldført sætningen , thi i det samme så han på mig og standsede . „ En mand bør ikke anholde om en piges hånd i hemmelighed , når han forud tror , at forældrene ikke billige partiet , thi han forleder derved datteren til forstillelse og list . “ „ Sætter du da forældrenes samtykke højere end din og hendes kærlighed , siden du vil ofre den for deres skyld ? Således opfatter jeg ikke kærligheden , kærligheden skal sejre over alt . “ „ Du udtyder mine ord fejl . Jeg sagde , at manden ikke burde anholde hemmelig om datterens hånd , når han forud vidste , at forældrene ville afslå partiet , men jeg sagde ikke , at han flet ikke skulle frie . Tvertimod , elsker han og er gjenelsket , må han se at sejre , dog ikke ved lav forstillelse , ved hemmelig forlovelse , der er både hende og ham uværdig , men ved ærlig og åben kamp . “ „ Hvad forsfåer du ved ærlig og åben kamp ? “ „ Jeg mener , at han , tiltrods for sin overbevisning om at få et afslag , dog bør anholde hos forældrene om datterens hånd og åbent erklære dem , at han ikke opgiver hende , men derimod vil gøre alt , hvad en retskaffen mand formår , for at vinde hende . Han har hendes hjerte , og med det håber han at sejre . Så vide forældrene , hvorledes sagerne stå , og de kunne tage forholdsregler , og de unge kunne åbent og ærligt vedkende sig deres kærlighed og . . „ Ja , adskilte . Du skal have tak for den ærlighed , den gælder fil wandsbeck ! Når de så en tid have sukket åbentlyst , men langt fra hinanden , så tvinge forældrene en smuk dag den hulde fil at slutte et andet fordelagtigt parti , og studenten bliver fil tak for sin ærlighed — aldrig fil kandidat ; thi sorgen gør ham modløs , han taber lysten fil arbejde , han vil glemme , men kan ikke , og endelig , for at få en times fred , griber han fil flasken . Nu , jeg behøver vel ikke at fortsætte , du gætter dig fil resten . “ „ Hvilken jammerlig mand , du der beskriver ; han har ærlig fortjent sin skæbne , når han på så uværdig , så umandig en måde bærer sin sorg . Nej , nu vil jeg male med andre farver , og du vil da måske give mig ret . Vi forudsætte , at de begge elskede hinanden med forældrenes lidende , men uden deres samtykke . Da nu i vor tid — Herren været lovet — al tvang , som de gamle tider hævdede , er opløst , så formå ingen forældre -at tvinge deres døtre fil et ægteskab , de ikke billige . Hun afslår altså al tvang og forholder sig ganske rolig , fil hun er myndig , så erklærer hun åbent og ærligt forældrene , at nu vil hun have ham , da de ikke kunne påvise ham nogen æreløs handling , der giver dem ret til at nægte ham hendes hånd . “ „ Men så jage de hende ud af huset . “ „ Godt , så tager han hende op , fører hende til præsten og tager derpå sin lille kone med sig hjem . “ „ Ja du indretter det nu så meget godt . Men sæt , han er fattig og ikke formår at gifte sig , hvad gør hun så ? “ „ Det samme , som tusinde kvinder have gjort før hende og uden kærlighed ; hun søger sig en stilling efter sin evne , og indtil hun har fået den , er der vel nok et eller andet kærligt asyl , der vil åbne sig for hende . “ „ Lad gå ! Det var nu dette tilfælde , men nu komme vi til det næste . Pigen er svag , har ikke din heltindes kraft til at bekæmpe forældrenes udholdenhed , hun giver omsider efter , og så passer , min tro , mit forrige maleri fortræffeligt . “ „ Finder du det ? Ja såmænd , når både heltinden og helten er så ynkværdige personer , at den ene ikke elsker højt nok for at få mod til ikke at lade sig påtvinge en anden ægtefælle , og den anden , istedetfor at harmes over hendes svage kærlighed , istedetfor at kaste sig over arbejde for at glemme , eller i det mindste for at dulme og sejre over sin ulykke , griber til flasken , — jo , sådanne væsener beklager jeg , og for dem passer dit maleri udmærket godt . “ „ Bravo ! Og „ sådanne væsener “ , som du kalder dem , tror jeg , at Amalie og jeg er ; du indser altså , at jeg har handlet fuldkomment rigtigt . “ „ Ingenlunde Oluf , du er for ubestandig til at sørge dig tilgrunde , og Amalie er for bestandig og trofast til at glemme sin kærlighed . Adlød hun end sine forældre og lod være at ægte dig , så ægtede hun heller aldrig nogen anden . Amalie ville døe af sorg , men blive dig tro . Jeg opfatter hende bedre end du . “ „ Tror du ? “ Og Olufs øjne fyldtes med tårer . — „ Ja , hun elsker mig , den gode kærlige pige . Men jeg elsker også hende til gengæld med min hele sjæl og mit hele hjerte . Du tror mig ikke , Carl ! men tiden vil vise det . “ Der gik et år . Det var en aften , en vinteraften . Jeg sad ved lampen og læste i mine collegier . Da trådte Oluf ind ; hans kinder blussede , hans livlige øjne funklede , og han lagde sin arm om min Hals og hviskedee : „ Carl ! nu er jeg lykkelig ! “ Jeg så forundret og spørgende på ham . „ Så har du fået forældrenes samtykke ? “ „ Nej , men hendes . “ „ Hendes ? Det fik du jo for længe siden . “ „ Ia , dersom du for en time siden — kalder længe siden , så har du ret . “ „ For en time siden ? Jeg forstår dig ikke . “ Jeg forstod ham kun alt for godt ! „ Det er dog ganske ligefrem at forstå . For en time siden fik jeg hendes ia , hun har lovet at blive mig fro . Og nu skal jeg til at arbejde for alvor , ved nat og dag , at jeg snart kan blive kandidat . Ak , min ven , hvor jeg er lykkelig . “ „ Forglemmigej ? “ hviskedee jeg og pegede på hans højre hånds lillefinger . „ Den glemte jeg , “ svarede han vemodig og skjulte sit ansigt i hænderne . „ Stakkels olnf ! “ „ Jeg var så ung dengang , jeg kendte ikke mit hjerte , jeg troede , jeg elskede ; men først nu føler jeg kærlighed . Mine følelser for min kusine vare kun en flygtig ungdomsdrøm , en drengestreg , der blev en hemmelighed imellem hende og mig . “ „ Og gud . “ Han lod , som han ikke hørte mine sidste ord , og vedblev : „ Vi have begge nu glemt det . “ „ Hun også ? “ spurgte jeg uvilkårlig . han slog øjnene ned og rødmede . „ Jeg håber det , “ svarede han . Var hans håb begrundet ? Havde også hun glemt det løfte , hun kun for et år siden gav og havde lovet af mindes hele livet ? Jeg troede det ikke . Så gik der atter et år og atter et . For nogle af os vare de lange , grumme lange , for andre korte , alt for korte . Tiden kan ikke måles efter dage og år , men efter glæden og sorgen . Men Oluf havde i dette tidsrum alt mangen en gang skiftet sind ; han forelsfede sig så hurtigt , så lidenskabeligt og så kort . — som en aprilsdag skifter med regn og solskin , som en modedame veksler dragt , skiftede han kærlighed . Hans hjerte var en nålepude , der modtager utallige indtryk , uden af de efterlade noget spor . Stakkels , kære ven , hvor du var letsindig og ubestandig , men dog ikke slet . „ Ikke slet ? Er den mand , der således bedrager og forråder kvinden , ikke flet ? En god mand kan ikke udføre Mette handlinger , og enhver der forråder kærligheden , handler slet . Af frugten lærer man træet at kende . “ Tilgiv mig , jeg kan ikke andet , han var , han er min ven , min stakkels ven . Han er ikke slet , men svag , så usigelig svag . Hvorfor var hans hjerte så varmt , så modtageligt ? „ Med varme skal man varme fordrive , “ siger det gamle ordsprog , og Oluf viste , at det talte sandt . Hvergang en ny flamme nåde hans hjerte , slukkedes den gamle . Jeg hørte engang en ældre dame påståe , at det var værre at være letsindig end ond , og da jeg forundret spurgte hende , hvorledes hun kunne forsvare denne påstand , sagde hun : „ Et ondt menneske har en villie , det ved , hvad det vil , og det bærer præget af det onde i sit øje , på sin pande , så at enhver kan tage sig i agt for ham , hvorimod et letsindigt menneske er villieløst ; som sivet bøjer det sig for alle vinde med den forskel , at skønt vinden bøjer sivet , formår den ej at knække det ; i dets svaghed ligger dets styrke , det rejser sig atter og atter efter sit nederlag . Letsindighed derimod ejer ingen kraft , dens svaghed er dens ruin , den ejer ingen støtte , ingen grundsætninger . Den letsindiges hjerte er som vandet , der låner himlens farveskær — mørkt eller lyst , men ejer selv ingen farve . Et letsindigt menneske er som oftest godmodigt og elskværdigt , netop fordi han uden forskel søger at gøre alle tilpas . Han er sorgløs , fordi intet gør varigt indtryk på ham . Man elsker ham , man tror hans forsikkringer , fordi han altid taler med øjeblikkets varme og følte indtryk , og hvem kan vogte sig for det onde , når det fremtræder for os i sandhedens smukke og usminkede dragt . Et letsindigt menneske synder hundrede gange , når et ondt menneske synder en gang , thi det onde menneske synder kun , når han selv vil , hvorimod det letsindige menneske synder ligeså ofte , som andre ville have det . “ Og hun tilføjede : „ Vogt dem , tulinius , for at slutte venskab med et letsindigt menneske , thi skønt de selv er stærk , vil han dog i et ubevogtet øjeblik , sent eller tidlig , komme til at såre og forurette dem , ikke af ond villie , nej , kun af letsind . “ Og dagen kom , da jeg måtte give prophetrnden ret . Det var en mørk vinteraften , en af dem , hvor mørket varer fra klokken fire eftermiddag til næste morgen klokken otte . Jeg sad og læste i nogle juridiske akter — jeg havde nemlig fået ansættelse hos en sagfører — da det bankede på min dør , og Oluf trådte ind . „ Forretninger overbord , frakken på , og så tage vi hinanden under armen og drive ud ad vesferport . “ „ Ikke i aften , “ — svarede jeg — „ jeg har her et arbejde , som jeg først må gøre mig bekendt med . Du må opsøge en anden ledsager , eller også gå ene . “ Men Oluf greb akterne , lukkede dem , tog min hat og min frakke og til sidst mig selv , og så drev vi ud ad farimagsveien og hen ad vesferport . Han spøgte og lo som et barn af glæde over at have besejret mig , han var så elskværdig , ja destoværre så elskværdig , at jeg , skønt surmulende , . Fulgte ham . Undervejs mødte vi en dame , der ilede let og tilsyneladende ængstlig forbi os . I et nu var Oluf ved hendes side ; jeg fulgte modvillig og hørte ham sige : „ Om forladelse , frøken , men det forekommer mig , at de seer dem så ængstelig om og det med rette . Her er så ensomt , og farimagsveien har just ikke det bedste ry . Tillader de , at min ven og jeg ledsage dem hjem ? Jeg kan forsikre dem , at det vil være os en sand fornøjelse , at yde dem vor beskyttelse . “ „ Tak , jeg modtager gerne deres og deres vens ledsagelse , jeg kan ikke nægte , at jeg er ængstelig . Jeg er fremmed her , og under et besøg inde r byen er det blevet mørkt ; jeg har en lang vej at gå , da jeg boer hos en familie på Østerbro . “ et tæt slør skjulte den unge piges træk for vore nysgerrige blikke ; ja ung var hun , det røbede hendes stemme og lette gang . „ Aftenen er så mørk , vejen så ujævn og knudret , vil frøkenen ikke tage min arm ? “ Hun tog den , og Olufs gang blev langsommere og langsommere , alt som hans konversation blev livligere ; hun havde snart fortalt ham sin hele livshistorie , thi den små var fra landet . Så nåde vi til sidst Østerbro . Vi vare lige under en lygte ; her standsede Oluf . „ Hvorfor gå damerne dog altid med slør ? “ Spurgte han pludselig . „ For at beskytte sig mod kulden , og fordi det er mode , “ svarede hun ligefrem . „ Jeg kan ikke fordrage slør , jeg har aldrig kunnet forsone mig med dem , ved de hvorfor ? “ „ Nej . “ „ Fordi det skjuler damernes smukke ansigt . Tag det til side , jeg beder , jeg bønfalder dem , tag det til side , kun et eneste øjeblik . “ Og Oluf dristede sig til selv at hæve sløret , og vi så nu begge det yndigste pigeansigt , frisk og blomstrende ; men vred så hun ud , så vred , at jeg uvilkårlig trak mig lidt tilbage . hun ville trække sløret ned igen , men Oluf forhindrede det og vedblev : „ Hvor de dog er nydelig , og hvor vreden klæder dem guddommeligt , så guddommeligt , at jeg ikke formår at modstå lysten til at gøre dem endnu mere vred . “ Og førend hun kunne afværge det , gav han hende et Kys . Det var for galt ; jeg trådte nærmere , stødte Oluf til side , ræklede min arm ud imod den fortørnede og forfærdede landsbypige , der pludselig havde tabt modet , og sagde : „ Fy Oluf , du glemmer kavaleren ! Tag de kun rolig min arm , lille frøken , jeg skal følge dem hjem og senere tale alvorlig med min ven . “ „ Tak , “ svarede hun beroliget og vendte sit søde ansigt om imod mig , og nu begyndte hun forfra at fortælle . Jeg mærkede snart , at der var mere ude end inde . Så fulgte vi gåsen til hendes gadedør . Vor pligt var fyldestgjort , og vi styrede derpå vore fjed under latter og spøg til Frederiksberg og ind til „ Lars Mathiesen . “ Da vi trådte ind i gæsteværelset , sad et lille muntert selskab ved et bord , punschebollen dampede os i møde og udbredte en lokkende og forførende Duft , som tilhviskedee os en indbydelse , vi omsider ikke formåede at modstå . En minut efter sad også vi ved et lille bord med en fortryllende punschebolle , der nu ikke blot duftede os i møde , men hvis liflige nektar flød oplivende og opflammende igennem vore årer , medens vor trediemand , der ingen ringere var end vor vakkre vært , hr . Lars Mathiesen selv , fortalte os endeel krøniker , som han dels havde oplevet , dels opdigtet , alt som det faldt ; thi at den gamle kunne spinde en ende , som onkel Gregersen ville have sagt , var noksom bekendt . Nu , han var alligevel en brav mand , som mente sine gæster det godt ; hvor ofte har jeg ikke hørt ham sige til unge mennesker , når de forlangte mere spiritus , end han fandt tilrådelig : „ Stop , min bro ' r , du får nøjes med , hvad du har fået ; det er nok for i aften . “ Han holdt ikke af at se unge mennesker berusede , de gamle lod han Motte sig selv . Hvor det dog var en forunderlig mand , den Lars Mathiesen . Han sagde „ Du “ og „ min bro ' r “ Til alle , uden forskel på rang og forhold ; alle vare hans brødre , nu , ja Adam og Eva vare jo vore første forældre , og gamle Lars Mathiesen mente det broderligt med alle . Bi drak et , to , fire glas , hvor det dog var en liflig drik . Så råbte man ved det andet bord på værten , han skulle klinke med , og min ven og jeg benyttede øjeblikket til at forlange mere punsch . Snart var også andet oplag forsvundet , vort sprog blev mere højrøstet , vor latter mere støjende , vor hele opførsel vidnede om , at vi havde set for dybt i punschebollen , thi snart stod Oluf og jeg ved billardet . Jeg spillede med en ung officer , der vandt bestandig , og skønt vi spillede om penge og min pung var let , tabte jeg ikke modet . Punschen flød brændende gennem mine årer , den bragte mig fil at gøre , hvad jeg i ædru tilstand strengt ville have fordømt , ja svoret på , at jeg aldrig ville være i stand fil at gøre . Efter to timers forløb havde jeg tabt tohundrede rigsdaler fil den uniformerede , skønt jeg ikke formåede at betale dem . O punsch , hvorfor dufter du så lifligt og forførende , uagtet du dog gemmer så megen fortærende gift i din bedårende nektar ? Hvor mange af dine dyrkere har du ikke styrtet i fordærvelse , hvor megen anger , hvor mangt et fortvivlelsens skrig er ikke steget op fra dine lokkende bølger , — besidder du den evne un og da at kunne fremtrylle glæde og munterhed , så ejer du også til fulde magt fil at fremkalde forbrydelse , ulykke , sorg og anger . Hvor det dog er en forunderlig følelse at være beruset , først livlig , så munter eller gnaven , derpå overgiven , så kåd eller godmodig , endelig sørgmodig eller ondskabsfuld og til slutning bevidstløs , når ikke kvalmen er alt for påtrængende . Jeg havde også den fornøjelse , at kende disse forskellige stadier af punschebollen . Det måtte jeg bekende , da Oluf og jeg næste morgen vågnede i en våd , moradsig grøft på gamle kongevei . Hvorledes vi vare komne så dybt ned , ved jeg ikke ; men det ved jeg , at en politibetjent vækkede os af vor dybe slummer , ikke ved høfligt at banke på vor dør , men derimod ved at banke på vor skulder , en højst ubehagelig måde at sige godmorgen på . Men , var vor opvågnen ubehagelig , så var vor opståen endnu ubehageligere ; endskønt man siger , det er bedre at stige opad end nedad , så tro mig , ikke når det skeer fra en grøft i Københavns omegn , der i de dage vare i en endnu værre tilstand end nu . Stive , forfrosne rejste — nej , krøb vi op fra vort kolde leje . I en tilstand , der er ubeskrivelig , nåde vi på ny Lars Mathiesens enemærker , men hvilken forskel var der ikke imellem vore følelser den foregående aften og nu morgenen efter . Dengang vare vi glade , kække og forvovne , — nu skulede vi angst og skamfulde til alle sider som undvegne fanger af frygt for at blive sete og genkendte i vor ynkelige tilstand . Den korte , skjøndt for os milelange vej , glemmer jeg aldrig . Endnu , skjsndt så mange år er svundne siden hin skrækkelige morgen , kan jeg møle , hvorledes blodet farver mit ansigt ved det blotte minde . En aftens overdådige nydelse har bragt mig flere sorger , end al verdens punsch er værd . Ved hjælp af vand , børste o . s . v . , blev det os endelig muligt at gå hjem , thi vi manglede penge til at kunne køre . Men hvilken hjemkomst ! Olufs og min vej stilles ved farimagsveien . Jeg så mit lille fredelige hjem oplyst af den rødmende morgensol , der khdfl bredte sine arme over det ; men dets venlige godmorgen opfyldte mit sind ; med sorg , skam og anger , thi det var ingen god morgen for mig . Jeg havde gerne listet mig forbi — jeg manglede mod til at træde ind over den hellige dørtærskel — når jeg ikke i det samme havde følt tante Sofies kærlige arme om min Hals , idet hun brast i så smertelig en gråd , at den var straf nok for min store forseelse . — jeg følte mig så brødefuld , så dybt falden , at jeg ikke formåede at gjengjælde hendes varme omfavnelse , men stod med nedhængende arme og rystede af indre kamp og bevægelse . Jeg vovede ikke at møde hendes blik , jeg vidste , det talte om så dyb en smerte , at jeg ikke ville kunne udholde at se det . Hun flap mig og betragtede mig nøje . Hvad hun læste i mit nedslåede øje , på mine askegrå kinder , mit forpjuskede hår , ja hele min forstyrede dragt , det gættede jeg kun alt for tydeligt . Vi stod endnu i gadedøren , tante Sofie var iført hat og kåbe ; jeg anede grunden , men ikke et ord vovede sig frem over mine fasf sammenpressede læber . Hvor jeg beklager enhver , der på grund af sine handlinger må slå øjet ned , i stedet for frejdigt og åbent at turde se og møde sine medmenneskers blik . Ja , hvor jeg beklager den stakkels sjæl af mit ganske hjerte , thi jeg har selv følt et sådant øjebliks nedværdigelse ; det følger mig gennem livet , jeg kan og vil aldrig glemme det . Denne ungdomsforseelse har lært mig , hvad den må lide , som lever i synd , i skændsel . Denne ungdomsforseelse har for bestandig frelst mig fra at begå lignende vildfarelser . Hvor er det muligt , af ikke alle blive frelste , når de opvågne efter en sådan nats misbrug ? Hvor er det muligt , af de atter formå af kaste sig ud i samme brusende , ville strøm , der truer med af dræbe guds billede i deres sjæl , hvor kunne de dog glemme en så smertelig og sønderknusende opvågnen ? Jeg hørte intet spørgsmål , intet ord , men jeg følte mig blidt greben ved armen og ledet op til mit Kammer . Da jeg trådte ind i mine forældres lille værelse , kunne jeg ikke længere holde mine fremvældende tårer tilbage , jeg kastede mig på en stol og hulkede som et barn . Således sad jeg en stund , en lang og smertelig stund . Jeg troede , jeg var ene , af min gode engel havde forladt mig . Da følte jeg atter den samme venlige hånd stille mig ved hat og halstørklæde , og jeg følte en dybt bevæget stemme hviske : „ Kom mit barn , stakkels garn , læg dit tøj og gå iseng , du trænger til sjæls og legems hvile . “ Jeg følte et Kys på min pande , men brændende tårer blev tilbage på min kind . Hun græd så tung , så bitter en gråd , som kun en moder kan græde over sit vildfarende barn . Jeg hørte døren gå . Jeg var ene . — uhret slog fem . Jeg rejste mig i sengen , alt var mørkt omkring mig . Hvorledes jeg var kommen der , ved jeg ikke , jeg følte en blytunghed i hvert lem , mit hoved brændte , og mine læber vare tørre af tørst . Jeg kunne ikke tænke . Det var , som om tanken var stivfrossen . Jeg så mig om , ilden brændte klart i ovnen og oplyste den sidste del af værelset ; det var , ligesom om dens flammer oplyste min tanke , thi pludselig stod alt klart for mig , og jeg udstødte et dybt suk . Tohundrede rigsdaler havde jeg tabt i spil , og jeg ejede kun tyve skilling ; jeg var ikke som nutidens unge herrer , jeg kendte ikke til at låne penge eller „ opdrive dem , “ som de kalde det . For mig var en gæld af tohundrede rigsdaler en hel kapital , da jeg ikke selv ejede dem og ikke kunne tænke mig muligheden af at låne dem hos en ågerkarl . Oluf ville jeg ikke bede om disse penge , jeg kendte hans gode hjerte , men også hans letsindighed ; for at hjælpe mig , var han i stand til at styrte sig selv i ulykke . Skulle jeg tilstå Gregersen min store fornedrelse ? — han ville tie — men foragte mig . og alt det for en eneste aftens vildfarelse ! Hvorfor blev jeg ikke ved mine akter , hvorfor lod jeg mig forlokke af Oluf til at gå med og hvorfor overtale til at drikke ? Det var det ubevogtede øjeblik i mit liv , han havde benyttet , og som den gamle dame så smukt havde advaret mig imod . „ Tæhundrede rigsdaler “ , lød det atter og atter for mine øren , „ hvorfra får jeg dem ? “ „ De er betalte min søn , “ lød i det samme en blid og hviskende stemme . Det var tante Sofies , jeg kendte den kun alt for godt . Hun her i det mørke Kammer , hun vågede over min søvn , som da jeg var lille og sov den søde , den uskyldige søvn . Hvor det rørte mig dybt ! Jeg havde talt højt , og hun kendte nu hele omfanget af min forseelse , hele . . . ? Vidste hun også , hvor jeg havde tilbragt natten ? Hun havde betalt min gæld med sine stakkels sunrterhvervede penge — hvilken synd , hvilken nedværdigelse ! Og de andre tanter og onkler , kendte de også det hele ? Da klokken slog syv , sad tante Sofie endnu ved min seng , omsluttende begge mine hænder i sine . Månen skinnede ind til os . Jeg kunne se omridset af hendes elskede ansigt ; jeg havde åbnet mit hele hjerte for hende , bekendt alt , — fået hendes tilgivelse . Hun gjorde mig intet spørgsmål , ingen bebrejdelse ; hun trøstede mig kun og søgte at undskylde min brøde , skønt jeg følte , at den havde forvoldt hende så dyb en sorg , at hun vist aldrig glemte den . Da jeg næste dag mødte til sædvanlig tid i dagligstuen , følte jeg mig så undseelig og skamfuld , som jeg aldrig før og aldrig senere har følt mig i mit liv . Jeg vovede ikke at se mig om , da jeg trådte ind ; jeg modtog de fremrakte hænder med et tavst buk og nedslåede øjne . Jeg frygtede hvert øjeblik at høre en hob af spørgsmål storme mig imøde ; dog , jeg blev behageligt skuffet , intet spørgsmål , ingen hentydning blev rettet til mig , deres kærlighed og opmærksomhed var kun fordoblet , og min sorg og anger fordobledes med den . De vidste altså alt , tante Sofie var for ren til at lyve for dem ; men at hun havde talt min sag og indhyllet min forseelse i sin kjærlighedskåbe , det vidste , det følte jeg . toogtyvende kapitel . Uh , hvor det blæste og var koldt , og dog vare vi i juli måned . Jeg sad og læste højt for mine tanter , Gregersen stod og trommede på ruden , men borgen sad i sin lænestol med piben i munden og avisen i hånden . Han så nu , som næsten altid , ud over bladet , øjet stirrede tankeløst eller tankefuldt — ligesom man vil , hen i rummet ; dukkede det ned i fortidens grav eller op i fremtidens skytildækkede himmel ? Bogen var endt . Jeg rejste mig , jeg kunne ikke længere holde det ud . Jeg trængte til lidt frisf luft , til at røre mig , jeg trængte til ensomhed . Så tog jeg min hat og ville gå ud . „ Ih , du forbarmende gud , hvor vil han han , seer han da ikke , det øser spande ned , det er et frygteligt gudsveir , som man ikke vil jage en hund ud i . “ jeg gik atter ind i dagligstuen og åbnede mit hjerte for mine gamle . Jeg fortalte dem , at jeg snflede at gøre en rejse for at se mig lidt om . Jeg havde sparet mig nogle hundrede rigsdaler sammen i den hensigt ; det var en ungdomsdrøm , jeg nu ønskede virkeliggjort . Mine ord modtoges med et forfærdelsesudbrud fra alle på tante Sofie og Gregersen nær . „ En sørejse , ikke sandt , min ven ? Io , jeg forstår , bådsmandspiben har kaldt , havet vinker , godt Manne , giv agt og hold tæt min dreng , nu kuler hun rask op fra søen . “ „ Og hvorfor vil du rejse ? “ spurgte tante Mille med våde øjne . „ Og hvorhen vil du rejse ? “ tilføjede tante Thora . „ Satans dreng , “ udstødte borgen og lod avisen falde , derpå udsendte han en så tyk røgsky , at han for et øjeblik var skjult for alles blik . Men tante Sofie rejste sig , jeg så tilbagetrængte tårer i hendes kære øje . „ Jeg billiger suldkomment hans lyst til at gøre en rejse ; han er ung og kender ikke verden uden fra vort stille , fattige familieliv . Han har arbejdet flittigt , ja over sine kræfter , han trænger til at lufte sig . På arbejdet følger lønnen , og derfor foreslår jeg , at vi hæve de penge , der endnu er tilovers af hans lille kapital , og overgive vor elskede søn dem . “ Tante Thora , tante Mille og borgen slog forfærdede hænderne sammen , medens Gregersen slog i bordet med sin højre , så det gav genlyd i hele stuen , idet han begejstret udbrød : „ Guds død , godt talt , jomfru Sofie , således bør det være , vi andre ville styre rask ind i deres kølvand , ikke sandt jomfru Mille og Thora , og de , gamle landkrabbe , han har længe nok krænget og krydset for vinden . “ „ Skal Carl Otto Emil rejse ene ? “ spurgte endelig tante Thora , der først fik sit mæle igen . „ Hvem , mener du , skulle følge ham ? “ svarede tante Sofie . „ Jeg frygter , det går galt , hm , det huer mig ikke , nej min sandten om det gør , jeg frygter for drengen . “ Men Gregersen havde et skarpt øje , han læste i den gamle vens hjerte . „ Mindst sejlene , kammerat “ — sagde han og klappede ham godmodigt på skulderen — „ er det frygt for ensomheden , der stiller sig ved roret ? “ Borgen tav , og Gregersen vedblev : „ Jeg har længe frygtet for , at drengen skulle styre agterud og blive syg af landjordens uhehageligheder , det er derfor godt , at han tørner ud af køjen og indsuger oceanets rene og stærke luft . Jeg giver Sofie fuldkommen ret . “ Borgen stønnede , men tang . „ Så er vi enige om den sag , “ sagde tante Sofie , „ og vor søn påtager sig ulejligheden at hæve pengene . “ Jeg takkede rørt , men afslog bestemt at bruge andre penge end dem , jeg selv havde fortjent og udsat til dette brug , var jeg glad eller bedrøvet , jeg ved det ikke , jeg forstod mig ikke selv ; jeg kunne have grædt , når mit øje faldt på de fremtvungne smil , de tårefulde øjne . Så jeg fremad , jublede det i mit indre . — så jeg tilbage på de trofaste gamle , var det , som om mit hjerte skulle briste af sorg og vemod . Og jeg tænkte uvilkårlig : de kommende timer gemme sorg , som håb -og glæde i sit skød . „ Nej , ingen kender dagen , før solen går ned . “ Så ilede jeg til Oluf , der det sidste år boede ene i sine forældres store ejendom . I løbet af et år havde han mistet dem begge . Tabet var gået ham meget nær . Han rasede , han græd , — han svømmede i penge — han glemte . jeg foreslog ham at rejse med , det ville betydelig : forhøje udflugtens behagelighed , men han afslog det bestemt . Han havde andre planer , han ville rejse , til Grækenland og Tyrkiet , kort sagt , han havde valgt en anden vej end jeg , og dermed måtte jeg lade mig nøje , men utilfreds var jeg . Hvad ville han r Grækenland og Tyrkiet ? Det var næppe for at dyrke videnflaben . Han havde aldrig kastet sig tilbedende for Minervas fod , men for søgt at flygte med lynsnare vinger fra den alvorsfulde dame , hvis selskab ikke behagede ham . Han måtte have en anden grund , som jeg ikke formåede at gjennemflne . Jeg ilede til ministeren for at bede ham om permission , som jeg også fik , men på det vilkår^ at jeg forenede statens tjeneste med min fornøjelse . . Herpå gik jeg villig ind , da det dels var en erkendelse af min dygtighed , dels et pekuniairt gode , den gav mig lejlighed til at forlænge min udenlandsrejsedet var et lysglimt i den mørke nat , da jeg fortalte mine kære i hjemmet det hverv , ministeren , havde pålagt mig . „ Hvor det glæder mig , Carl ! det vil bære gode frugter for din fremtid . “ Det var tante mines glædesudbrud , der snart blev efterfulgt af de andre tanters og onklers lykønskning . alt til min afrejse var besørget . Jeg havde købt en lille present til mine seks trofaste sjæle . Fra min barndom havde jeg hørt dem yttre ønsket om at eje et lille ur , der kunne beroe hos dem . Jeg købte et Gulduhr til hver af dem . Til Caroline et franst shawl . Til onklerne en udpolstret lænestol , hvori de magelig kunne nyde deres grog og pibe . Enhver genstand blev ledsaget af et lille digt og bragt dem en time efter min bortrejse . Og dagen til afrejsen kom . De gamle vare så stille — jeg så utaknemmelig — det er ungdommen jo altid mod alderdommen . De stod og så sorgfulde på mig , som ville de sige : „ Vogt dig for skærene , vogt dig for stormene . Hvorfor drager du ud fra den lune , den hjemlige rede ? “ Men de vare gamle — jeg ung og forhåbningsfuld , og derfor jublede det i mig : „ Jeg må ud , jeg må frem , uden ro , uden rast , kun en snegl til sit hnus kan groe fast — jeg må tumle mig lidt pa » den brusende strøm , med dens magt vil jeg prøve en dyst . Nu er tiden ej mere til dvale og drsm — der er vågnet en vår i mit bryst . “ * ) - ) „ Våren er kommen “ af Erik begh . hvem kan blive siddende rolig ved arnen og lade ungdommen skye , når disse levende toner trænge til hans hjerte , uden at løfte sin sjæl , bedinge sin fod og storme ud i livet , kaste sig i den brusende malstrøm og lade sig rive med i hvirlen for at sejre — eller — knuses . „ Kun en snegl til sit huns kan groe fast . “ Så hejsede jeg glædens og begejstringens herlige flag ! — de unges kompas , hvorefter hjertet så gerne vil styre . Men de gamle blev ene tilbage . Når en høne har udruget et andeæg og ællingen nu følger sin naturlige driff , kaster sig i dammen og svømmer bort — har du da set den stakkels høne , som udbredte sine skærmende vinger for at varme og dække den ? Giv aldrig en høne et andeæg . treogtyvende kapitel . Solen skinnede . Den skønne „ Gabrielle “ dansede på havet og spejlede sig koket i bølgerne , beundrende sin egen dejlighed . Det var et stort og smukt skib , vel slikket til at vove en dyst mod elementerne . Den mønne „ Gabrielle “ var af 400 læsters drægtighed , bemandet med tyve matroser foruden kaptajnen , over- og understyrmanden . Jeg valgte at rejse med sejlskib for at studere havet , som altid havde haft stor interesse for mig . Blandt passagererne lagde jeg især mærke til en forunderlig figur , som kaldte sig frøken glad , et navn , der passede fortræffelig , thi hun var altid glad , altid på spil og altid i høj grad uelskværdig og påtrængende imod mig . Kan en dame nogensinde være » elskværdig eller påtrængende ? Hvad skal jeg svare ? Jeg har aldrig ønsket krig med damer , thi hvilken mand , han være så stor en helt , han vil , har ikke følt sig slået af ungdom og skønhed ? Fred mine damer , fred på enhver betingelse . Nogle dage efter afrejsen fik vi hen ad eftermiddagen en stærk storm , der med en utrolig fart drev skibet gennem bølgerne . Undertiden hævede det agterspejlet og sænkede bougen så dybt i den hule sø , at det syntes , som ville det dukke under bølgerne for aldrig mere at komme op på havfladen . Kapitainen stod foran rattet og gav sine ordrer med en korthed og klarhed , der straks blev forstået og adlydt . Jeg stod i forstavnen og betragtede med en blanding af rædsel og begejstring det oprørte hav i dets frygtelige storhed , da jeg blev afbrudt i mit studium med et stærkt hm , hm ! der lod lige ved mig . Jeg vendte mig om , just ikke med det venligste ansigt , da det ærgrede mig således at blive forstyrret , og mit humeur blev ikke bedre ved at opdage frøken glad , der stod tæt ved mig og tilnikkede mig på en irriterende måde , som om vi havde kendt hinanden en evighed . „ Hvor herligt , hvor henrivende er ikke et hav i oprør ! “ „ Finder de ? “ „ Vidunderligt dejligt ! Jeg elsker havet i oprør . “ „ Det forundrer mig , at frøkenen kan tåle den voldsomme storm uden at få kvalme , øren- eller tandpine . “ Jeg så stift på hende , men hun slog ikke sit glade øje ned , hun besvarede mit blik med et skælmsk og koket øjekast , der næsten klædte hende godt og mindede mig om Oluf , som havde forladt København dagen før min afrejse . Jeg får aldrig øren- eller tandpine , min herre ! jeg har gode , sunde og , som de nok har set , hvide tænder , der aldrig genere mig , ligesom mine øren er forsynede med en ualmindelig tyk hinde . “ „ Det kan jeg mærke . “ „ Glæder mig , min herre ! Jeg er født på havet , jeg elsker havet ligesom de . Ak , hvilken sympatti ! “ „ Jeg hader havet , “ udbrød jeg forbitret ; jeg følte flet ingen lyst til at fympathisere med de hvide tænder . Jeg søgte at fjerne mig lidt efter lidt og nåde endelig om på den højre side af skibet , hvor jeg håbede at stå uforstyrret . Himlen var bedækket med mørke , truende skyer , der idelig blev jagede frem af den rasende storm . Hist og her så jeg et lille fartøj , der kastedes op og ned i bølgedansen som et legetøj for hav og storm , hvert øjeblik truet med undergang . En uventet kastevind sendte min hue som offer til de vrede bølger . Mit hår stod i vild hvirvel om mit hoved , men jeg agtede det ikke ; jeg stirrede ud på det smukke skuespil , som fyldte min fantasi med nye , livlige billeder . Med et blev jeg afbrudt i min tankegang ved at føle en hat blive trykket mig ned på hovedet med en sådan styrke , at det et øjeblik sortnede for mine øjne . Jeg vendte mig forundret om og opdagede nu frøken glads hvide tænder , der lyste mig i møde . Isfedetfor at takke sagde jeg halvt ærgerlig : „ De er meget stærk , frøken glad . “ „ Umådelig stærk , min herre . “ Jeg har aldrig været en inder af stærke damer ; dog den mening beholdt jeg for mig selv og tilføjede pligtskyldig : „ Tak for hatten ! Hvem er ejermanden ? “ „ De selv , hr . Auditør . “ „ Jeg ? Men hvorledes kunne frøkenen komme i besiddelse as den , den var gemt i min hatteæske . “ „ Rigtig , min herre ! Men hatteæsken stod i deres separate kvie , der hentede jeg den . “ „ De er alt for opmærksom , frøken . “ „ Man kan aldrig . . . “ Længere kom hun ikke , i det samme tog et vindstød fat i hende og kastede hende bogstaveligt i mine arme , hvor hun efter min mening — blev noget længere end nødvendigt , hvorfor jeg da også åbnede dem for at skille mig ved den uventede byrde . Men neppe var hun fri , førend jeg hørte lige ved mit øre : „ Hvor herligt , hvor henrivende er ikke et hav i oprør ! “ „ Det var f . . . . . ! “ havde jeg ikke nær glemt mig selv og bandet . — det var jo de samme ord , hun nylig opvartede mig med . Gode , frøken glad , en god ting kan man ikke gentage for ofte — og jeg svarede derfor ligeledes : „ Finder de ? “ Det forekom mig , som opdagede jeg et undertrykt smil på hendes læber , der vare sjældent fyldige og store , omgivne af en temmelig stærk moustache . Ak , hvorfor var stormen ikke så nådig , at den tog min plageånd i stedet for min hue , så havde jeg nu haft den i hånden for at tilvifte hende et saligt Levvel ! Men selv den manglede mod til at bortføre en sådan fregat , den nøjedes med hendes lange krøller . Først legede den med dem på en temmelig dristig måde , derpå løsrev den flånselsløst den højre lok , som jeg så bade sig i de oprørte bølger . Nu , herre gud ! det gik dem som mig , de ønskede frihed de stakler — og frihed fik de , det måtte selv frøken glad bekende . Jeg var så delikat hurtig at vende mig om for ikke at genere hende . Hun så det , smilte — ja , det var nogle mærkværdige øjne , jeg vidste ikke rigtig , om de vare smukke eller stygge — jeg tror destoværre , jeg må tilstå det første , hvor nødig jeg end gør det . — derpå holdt hun med påtagen undseelse hænderne for øjnene og råbte : „ Fy ! se ikke på mig , jeg bliver så forfærdelig flau . “ Nu var jeg fuldkomment overbevist om , at hendes øjne vare afskyelige , ligesom at hun selv var det mest affekterede menneske , jeg nogensinde havde set . Jeg ville netop til højt at gentage hendes „ Fy , “ da jeg atter mødte hendes øjne , tittende frem gennem de halvtåbne fingre . — hvad var der dog ved disse øjne ? — jeg flugte „ Fyet “ og vendte , halvt ærgerlig på mig selv , hovedet til den anden side . Det er bestemt , jeg tog ikke fejl ! jeg hørte en halvkvalt latter bag mig , — det var altså hende , min plageånd , der havde mig til bedste . hurtigt og rasende ville jeg forlade dækket , men hun indhentede mig og hviskedee : „ Forlader de mig , førend de har hentet mig mine krøller ? “ „ Deres krøller ? Jeg skulle kaste mig i det oprørte hav for at hente deres krøller ? Det ville parykmageren i sandhed ikke takke mig for . “ „ Men jeg ville takke dem , “ svarede hun smægtende . Nu følte jeg mig overbevist om , at hun med forsæt gik ud på at drille mig . Jeg havde i længere tid lagt mærke til , at skibsmandflabet fulgte os med øjnene og lo ad os , ligesom jeg ikke tog fejl , når jeg troede at bemærke , at kaptajnen og hun stod i forståelse med hinanden . Ærgerlig forlod jeg dækket for at søge min kahyt , hvor jeg gjorde et udkast as havet i oprør . Neppe var jeg kommen ned , før uveiret atter drev mig op . Skibet duvede og slingrede så voldsomt , at det var mig umuligt at føre blyanten . Det var et frygteligt syn , der mødte mit øje , da jeg atter kom op på dækket . Fruentimmer og mandfolk ilede i rastløs angst og strid imellem hverandre , især de første . De gjorde det umuligt for matroserne at røgte deres arbejde , hvorfor kaptajnen endelig så sig tvungen til at beordre dem ned i kahytten , og døren blev stænget . Nordsøen var en uafbrudt skumflade , medens larmen af bygen lignede braget af utallige brusende , fremvæltende bølger . De høje master bøjede sig mod havfladen , som om rånokken ville dukke under . Da lød pludseligt et brag , og skibet lå næsten kæntret . Der var nu virkelig fare på færde , thi storstangen gik overbord , og bougsprydet knækkede ; en uhyre sø havde taget det med sig . Jeg stod ved rattet og havde åndsnærværelse nok til i farens øjeblik at klamre mig fast med hænder og fødder og således undgå at blive skyllet overbord . Vraget af storstangen og af alt , hvad-denne drog med sig i faldet^ blev bortkappet ; alle sejlene blev beflåede med undtagelse af fokken , som blev rebet , og med øjensynlig livsfare løb vi hen for vejret . Det var en frygtelig stund ; at høre stormens og oceanets brøl blande , sig med de indelukkede kvinders skrig og slag mod kahytsdøren ; det var ikke til at udholde . ingen tilråbte dem håb og trøst ; jeg følte , at de ulykkelige skabninger i grunden led uret ved således at være indelukkede uden at kunne søge hjælp ; det måtte i sandhed være en rædselsfuld tilværelse , en tifold dødsangst . Vi andre havde dog vor frihed og kunne se faren , om vi end ikke forstod at beregne følgerne . Vi vare her , som overalt , anderledes heldigt stillede end den stakkels umyndige kvinde . Nu er der gået mange år siden hin sørgelige dag , men endnu i dag kan jeg høre de marterfulde skrig , der blev udstødte af de i rædsel og dødsangst kæmpende hjerter . Jeg ville netop gå sned til kahytsdøren for at tilråbe de fortvivlede mod og trøst , da jeg hørte en velbekendt stemme råbe op fra kahytstrappen . „ Jeg giver dem mit hellige æresord på , at jeg ikke skal vige fra døren , men holde vagt for ved mindste tegn på livsfare at befrie dem . Så sandt hjælpe mig gud i min sidste time ! “ I næste øjeblik lå min arm om Olufs Hals . Hatten var falden ham af hovedet , og hans kære ansigt lyste mig i møde . Der hvilede en ro over hans træk , og en fast beslutning stod at læse i hans øje . Jeg følte , at det løfte , han så helligt aflagde i denne højtidelige time , ville han holde indtil døden . Frøken glad er død ! men af hendes Aske er Oluf potter stegen frem . Efter en lang og angstfuld nat — som Oluf og jeg havde tilbragt hos damerne for at opretholde deres mod — brød dagen omsider frem , og aldrig har jeg hilst nogen morgen med en sådan taknemmelighed som efter hin angstfulde nat . En nat i storm på havet gør os i tolv timer langt ældre end tolv år , tilbragte under almindelige forhold . Himlen åbnede sine sluser , og orkanen forstummede . Vandet skyllede ned i så store masser og så uafbrudt , at vi troede , det aldrig skulle få ende . Således vedblev det uden ophør i to lange timer , da spredte skyerne sig , og solen tittede omsider frem af sit tågeslør . Først blev den hilst med et gennemtrængende hurra ! Så faldt vi alle på knæ og løftede de ndmattede hænder mod den yndige himmelbue , der bebudede os , at faren var forbi , at håbet på ny kunne grønnes . „ Pejl pumperne , “ råbte kaptajnen . Efter kort tids forløb meldte styrmanden : „ Alt vel , kapital » ! hun er let som en champagneflaske , der endnu er stuvet los . “ Vi styrede nu med en stiv kuling fra sydost og en krap , urolig sø . Om aftenen landede vi ved London , og således endte vor farefulde rejse uden at kræve et eneste menneskeliv . fireogtyvende kapitel . Så var jeg da i London , den største stad i Europa , ja måske i verden . Efter først at have forsfasfet os et hyggeligt logis og ordnet nogle af de vigtigste af vore private anliggender , besørgede jeg straks de mig pålagte forretninger , som jeg var heldig nok til at udføre til største tilfredshed . Derpå begav Oluf og jeg os ud på eventyr . Vi lod os bære af mængden , og hver aften , vi lagde os til ro , vare vi enige om at have tilbragt en behagelig dag . Vi besøgte først alt af betydenhed , derpå sled vi brostenene , snart i cith ' s snevre , nregelmæssige gader , hvor vi købte et og andet , beså meget , beundrede endnu mere , snart i den vestlige , den skønneste del af staden , der beboes af hoffet , adelen og overhovedet af den rigeste del af befolkningen . elegante ekvipager , ziirlige damehoveder og skæggede herreansigter viste sig uafbrudt . Snart var Oluf , snart jeg lige ved at blive overkørt ; det var en mylder af tusinde og atter tusinde mennesker , der nok kunne forstyrre hovedet på en stadig jurist , der kun var vant til at bevæge sig i det lille , hyggelige København . Derfor hændte det også , at jeg pludselig følte mig kastet i brostenene af en forbiilende herre , — som da jeg tilråbte ham : „ Hvorledes gåeriide , min herre ? “ Ganske forundret svarede : „ Hvorledes står de , min herre ? “ Nå , vi havde begge net , og slutningsscenen blev derfor et smil og en venlig hilsen fra begge sider . Et af de sidste steder , vi besøgte , var tunnellen , en underjordisk vej under Themsen . Her købte vi flere smukke , værdifulde sager , hvormed næsten alle boutikerne vare forsynede . Efter en måneds forløb forlod vi den store fabrik- og handelsstad , hvoraf vi havde fået et ganske godt overblik , lige fra fabrikkerne til bibliofhekerne . Vi styrede nu videre frem . Ombord på damperen blev vi vidne til en ret morsom scene , der både vakte latter , skrig og tårer . blandt passagererne var en cityfamilie , der^ nok oprindelig var dansk , bestående as mand , kone og fire børn , hvoraf det yngste kun var et halvt år og sad på moderens arm . En mængde venner stod på landjorden for at bringe dem det sidste Levvel , hvorfor moderen også holdt den lille pige ud over rælingen og råbte i det uendelige : „ Mille siger farvel , Mille siger farvel , “ til Mille faldt på hovedet i vandet . En Matros , der stod ved siden og med et bredt grin havde fulgt Milles ivrige nikken farvel , sprang hurtig ud og fistede Mille op , men næppe havde han betrådt dækket med den lille i favnen , før han atter lod det nikke til højre og venstre mod publiknm og grinende råbte : „ Mille siger goddag ! Mille siger goddag ! “ Et latterchor fulgte det pudsige indfald . Skibet satte sig i bevægelse , og Oluf og jeg sagde også farvel — ikke til vennerne , men til London ; dog uden af nogen af os fandt det nødvendigt af ledsage vor afskedshilsen med en kolbøtte i vandet . Solen skinnede , og damperen gennemskar solstrålerne , der vuggede sig på bølgespeilet . Ombord herskede en glad , animeret stemning , som det smukke vejr forhøjede til munterhed . Det var nyt : for mig af se så mange nationer samlede på så lille et rum , af høre alle de fremmede tungemål , uden af kunne blive herre over indholdet af deres samtaler . Men hjulet piskede frem og frem , og mit øje fulgte dets fart med længsel efter den ukendte strandbred . femogtyvende kapitel . Vi stod ved Toppen af de juliske Alper og så med begejstring og henrykkelse den nyfødte sol bade sine rødmende flammer i Adriaterhavets bølger . En sådan morgentime glemmes aldrig . Hjertet banker så tungt og er dog så let , — det føler sig så vemodigt — og er dog så glad , — det er begejstret , forhåbningsfuldt , det ville gerne omfatte hele verden — og dog står tåren i øjet . Tri est ligger amfitheatralsk ved Adriaterhavet , hvor man hilser flag fra alle verdens steder . Det første , mit øje mødte , var det hvide kors i det røde felt ; hvor det er ligefremt og bramfrit — men hvor smukt er det ikke i hele sin simpelhed ! Findes der noget flag , der er så smukt , så elflet som dannebrog ? Vi opholdt os her kun en dag . Næste morgen rejste vi til det herlige Venedig med dets rige poesi , sit trylleri — og vi hilste vor glade ungdomsdrøm godmorgen ! efter at have viist vore passer og fundet os en lejlighed , der svarede til Olufs smag og formue , vandrede vi til kafe Milano , der ligger på Markuspladsen . Her engagerede vi en cicerone , der for 12 zwanzigers ( 3 rigsdaler . ) daglig påtog sig at vise os Venedigs herligheder . Han fik ordre til at besørge Oluf en smuk gondol , der blev udstyret med al den luksus og pragt , det var muligt at anvende på den : kostbare tæpper , bløde silkepuder og en ung , smuk og dristig gondolier , hvis skærf prangede med Olufs våbenfarve , som han selv havde komponeret . Et elegant solsejl hvælvede sig over båden , hvorfra dannebrog i hvid og rød silke vaiede . Når vi om aftenen vuggede os i vor lette gondol , medens jeg greb guitaren og sang vore smukke , små danske romancer , nu og da ledsaget af Olufs vemodige fløjtetoner , flokkedes gondoler om vort dannebrog , og mangt et funklende damerne fulgte og tilsmilede os bifald . En aften , da luften var så mild , så fuld af kærlighed og sværmeri , lød min sang mere begejstret end sædvanlig , og Olufs fløjte fremlokkede mangt et suk og mangen en tåre hos de smukke venetianerinder , der fulgte os med vedvarende interesse . Jeg drømte mig tilbage i Danmark , til barndomshjemmet , — jeg var atter på Jyllands hedejord , jeg så hendes lokker flagre i aftenvinden , jeg hørte hendes stemme tilhviske mig det sidste afskedsord , så greb jeg guitaren , mine følelser fik liv , og jeg sang : når seer jeg dig atter , mit kjæere barndomshjem , som dukker blandt minderne frem . Huldsalig du smiler , ad mødrenejord ! Som de skønneste velkomstord . Og roserne dufte , ak sig , i roser små , om aldrig min rose i så ? Jeg bar ' hendes billede til fremmede kyst som et yndigt håb i mit bryst . O ! stygt dog ej igen , du milde zefyrvind ! O ! køl dog min bramdende kind ! Jeg ved , du har kysset i aftenens stund hendes lok og rødmende mund . Så kys da også mig , væer kun ikke forsagt ! Vi vil ' slutte tilsammen en pagt : du vender tilbage til rosen igen med et Kys fra den bortrejste ven . Jeg sang med følelse og varme , thi tonerne og ordene trængte sig frem fra mit bevægede bryst — og Olufs fløiteakkompagnement lød smukkere end nogensinde før . Der var en båd , som fulgte os nærmere end de andre , og dannebrog vaiede også frit over den i aftenvinden . Uvilkårligt havde jeg rettet mine øjne mod flaget , som var det min elskede , jeg tolkede min længsel . I gondolen sad to damer og en herre , men jeg kunne ikke se deres træk , da damerne bare slør og Herren stod med bortvendt ansigt . Da sangen var endt , gled sløret tilbage fra den unge dames ansigt , månelyset faldt på hendes træk , og jeg genkendte Karen Nordan . Gondolen gled let forbi os , hofjægermesteren stod i stævnen , han lettede venligt på hatten og tilråbte os : „ Godnat landsmænd ! “ „ Godnat . “ Månen lyste i sin fulde pragt . Fra den dybe , blå himmel funklede millioner af diamanter os imøde . Jeg sad og stirrede imod lyshavet — jeg drømte en vidunderlig dejlig drøm , der faldt et stjerneskud — var det et øje der sluktes i denne time ? og hvor vil den frigjorte sjæl sinde sit nye hjem ? „ Ro til gondolier , ro til , natten bliver kold ! “ — og jeg var nys så varm ! seksogtyvende kapitel . Atter er det morgen i Venedig . „ Hvem boer i det palais ? “ „ En dansk signor med signora og signorita , “ Svarede gondolieren . „ Hans navn ? “ „ Kender det ikke signor , men har en smuk og stolt signorita , der ligger i herskabets gondol , og der står gondolieren . “ „ Rødt og hvidt , seer du Carl ! det er dannebrog , altså vore landsmænd . Jeg lagde alt igåraftes mærke til det smukke lille fartøj , der fulgte os hele vejen , medens du sang . Lad os spørge gondolieren om hans herskabs navn . “ „ Der kommer den smukke signorita , “ vedblev gondolieren og rettede sig for at hilse på hende . „ Det er hende , “ jublede det i mit hjerte . Nu var hun os ganske nær , hun satte foden på relingen af gondolen , Oluf og jeg hilste hende ærbødigt , hun så og — hendes øje mødte mit — jeg kunne ikke modstå at række hende hånden til hjælp , medens hun steg ind i gondolen — da mødtes vore øjne igen ; jeg troede først at blive genkendt , så mildt lyste de mig i møde — dog , det var vel kun taknemmelighed , der talte det varme sprog . Mit hjerte sank så dybt — så tungt — hun havde glemt mine træk , jeg var kun en fremmed for hende , der ejede alle mine tanker — mit hele hjerte . Hvor havde jeg længtes efter dette øjeblik . Jeg håbede så vist , at hun tiltrods for årene skulle have genkendt anglingen i manden . Jeg genkendte hende , før mit øje havde mødt hendes dyrebare træk , thi jeg følte hendes nærhed , derfor fik mine følelser ord i sangen . Hun var bleven højere og smukkere , siden jeg så hende sidst . Ungmøen var udviklet til kvinden , ikke blot i det idre ; hendes faste blik forrådte den modnere sjæl . „ Kan jeg være frøkenen til nogen tjeneste ? “ „ De har alt været det , min herre , jeg takker dem . “ Og gondolieren satte på hendes bydende vink båden i bevægelse , der hurtig fjernede sig fra os . „ Ro til , gondolier , følg båden ! “ råbte Oluf begejstret . „ Ro til venstre , “ bød jeg roligt og pegede i modsat retning . „ Hvor hun var dejlig i sit hovmod , “ vedblev Oluf begejstret ; jeg så hans øje følge hende uafbrudt . „ Kendte du ikke frøken Nordan ? “ „ Frøken Nordan , var det hende ? Du har ret , nu mindes jeg hende tydelig . Men hvorfor i alverden nævnede du ikke dit navn ? “ „ Hun genkendte os ikke . “ „ Ja , men så burde du have tilbagekaldt os i hendes erindring . Hvorfor gjorde du det ikke ? Lad os indhente båden og præsentere os . “ „ Ikke for alt i verden , Oluf , hun har glemt mig , jeg ønsker , af student tulinius ikke bliver opdaget i den nuværende auditør ; jeg ønsker som fremmed af lære hende af kende . „ Godt , du vil spionere ? “ „ Hvis det , af lære en dames følelser og anskuelser nærmere af kende , kan kaldes spioneri , så har du gættet ret . Jeg ønsker ukendt af læse i hendes sjæl og hjerte , om tiden har forandret hendes begreber om livsforholdene , eller om hun endnu er den samme . Seer du , Oluf ! mit hele fremtidshåb , der hidtil har ligget skjult under vintersneen for af varmes og vokse — er afhængig af dette gensyn . Nu er det vår , ikke blot i naturen , men også herinde , sollyset i hendes øjne har smeltet sneen over hjertet , og håbet er spiret frem med fordoblet liv og kraft ; thi i denne sommer vil mit livs skæbne blive afgjort . Himlen lede alt til det gode . “ „ Fra i dag hedder du altså ? “ „ Kandidat Holst . “ „ Godt , og da Oluf polier upåtvivleligt ville forråde kandidat Holst , så døber jeg mig fra denne time hr . Baron Gyldenkrone . “ „ Ah , således , ja det lyder unægteligt behageligere i verdens øren af kaldes hr . Baron — end hr . Kandidat , især da du er få heldig stillet , af du ikke behøver af forøge de uvidende og fattige baroners sørgelige antal . Men da det ikke ville være tåbeligt af slippe en så ung og letsindig baron sne ud i den stormende verden , så er det bedst , du får en hovmester med . Fra i dag er jeg kandidat Holst , hovmester hos baron Gyldenkrone . “ . „ Antaget , det er udmærkede løjer , desuden . . . “ „ Desuden ? “ „ Nu , jeg mener , at det desuden vil gøre mig ret interessant i damernes øjne . Mine aktier villegåe betydeligt i vejret . “ „ Gratulerer til alle de erobringer , du i fremtiden vil gøre . Hovmesteren vil blive meget lille ved siden af baronen . Jeg frister hende hårdt . . . Nå , skulle baronen sejre , så misunder jeg dig ikke . “ „ Selv om . . . “ „ Selv om — hvad mener du ? “ „ Selv om jeg erobrede frøken Nordans hjerte ? “ „ Ah , således — nu forstår jeg dig . Gener dig ikke min ven , dersom baronen eller din egen bekendte elskværdighed vandt sejr over hendes hjerte , ville jeg ikke lægge dig hindringer i vejen . Jeg ville da med vished vide , at hun og jeg ikke passede for hinanden . Jeg har da aldrig haft den rette plads i hendes hjerte , mit minde er da visnet som rosen , jeg lagde i hendes skød . — og . . . “ „ Og ? “ „ Jeg ville da ønske dig tillykke med din erobring og bede dig være hende en trofast ven gennem livet . “ „ Du ville have , jeg skulle ægte hende ? “ „ Naturligvis , en mand søger aldrig at vinde en kvindes hjerte , uden at det er hans faste hensigt at gøre hende til sin hustru . „ Du er en underlig patron . Imidlertid har det aldrig været min hensigt at berøve dig frøken Nordans hjerte , skønt din kærlighed til hende nok ikke har fæstet synderlig dybe rødder , siden du så roligt kan betragte muligheden af en forbindelse imellem hende og mig . Du har imidlertid rent glemt , at for at ægte hende måtte jeg dettronisere baronen , og så bliver kun kandidat potter tilbage . “ „ Det er sandt , men blev hendes kærlighed til dig af den løse beskaffenhed , så ville jeg gratulere dig til at blive ungkarl . Stakkel , det vil jeg ikke froe , tiden formår meget , selv over en menneskesjæl . “ „ Jeg forstår mig ikke på dig , Carl . Jeg hader din ro , din koldblodighed . Når du taler , skulle man froe , du var hjerteløs ; og dog ved ingen bedre end jeg , at du kan være varm . Men du forstår endnu ikke rigtig , hvad kærlighed vil sige . Vi er så forskellige , jeg elsker med hjertet — du med fornuften . “ „ Jeg elsker med fornuften ? Nu , du har måske ret , vi to føle højst forskelligt . “ „ Jeg ville blive rasende , hvor du er kold og rolig . Hvis nogen tog min elskede fra mig , ville jeg dræbe ham . “ „ Og jeg , jeg ville tie og — dø . “ Oluf overhørte de sidste ord og vedblev : „ Ja , du ville tie , du tålmodige lam i kraftig mandsskikkelse ; hvor man dog flet kan dømme det ådre af det indre ! Enhver , der seer dig , må tro , at du har en kæmpesjæl . Når man seer dit dybe , kloge øje , når man seer det faste greb , hvormed du omslutter alt — skulle man tro , din villie var uovervindelig , og så . . . “ „ Og så ? “ „ Så er du kold og svag i kærlighed — vort alt på jorden — skønt man ikke kan frakende dig en sjælden kraft og ernergi i . alle andre livsforhold . Jeg kan da uden samvittighedsskrupler gøre frøken Nordan min opvartning , siden du selv opmuntrer mig dertil , for . at du derved kan lære hendes følelser at kende ? “ „ Jeg opmuntrer dig ingenlunde , Oluf , jeg lader tilfældet råde . “ „ Godt , så lad tilfældet da råde . Jeg giver dig mit æresord på , at jeg for øjeblikket ikke nærer nogen tilbøjelighed for hende . Din ejendom vil altid være mig hellig . “ „ Jeg ved det , du er letsindig , men ikke flet . “ „ Ikke flet ! Gud forbyde det ! Er jeg måske flet uden at vide det ? Tal tulinius , tal , skjul intet for mig . “ „ Du flet ? Nej , min stakkels dreng , du er kun letsindig ; men glem aldrig , at letsindighed ofte begår flere dumheder end selve sletheden . Letsindighed er forgården til helvede . Af letsindighed knuser man menneskehjerter og fordærver menneskefjæle . Vær på post , min kære , trofaste barndomsven . Årvågenhed , især lige overfor os selv — er en generaldyd . “ „ Bliv hos mig , Carl ! Så længe du er mig nær , frygter jeg ikke — og jeg vil så gerne , ja så inderlig gerne være god og retskaffen . “ Jeg lagde min arm om hans kære Hals og trykkede ham fasf op til mig . Gud give , jeg kunne have været om dig således , som mit hjerte ønflede , du , stakkels , svage sjæl , om jeg end derved selv ville have lidt skibbrud ! — til ham hviskedee jeg : „ Blive hos dig , ja , så længe gud vil , forlader jeg dig ikke . Jeg vil våge over dig som en moder — gid himlen igen vil våge over mig . “ syvogtyvende kapitel . Næste dag så vi intet til familien Nordan . Oluf og jeg vuggede os atter på kanalerne , hvorfra vi fik et klart indtryk af Venedig . Hvilket imponerende og dog sørgeligt skue , Venedig er et vidnesbyrd om fordums storhed og smag — om nutidens fattigdom , uorden og undertrykkelse . Fra et vindue i et af de vel vedligeholdte palaier , der blev beboet af hofjægermesteren , hørte vi en aften , da vor gondol langsomt gled hen over kanalen — en yndig , vemodig sang , der gribende tilbagekaldte Danmarks skove , sletter og det blanke Øresund i min sjæl . Sangen lød : sit strålende lyshav har månen spredt ud , og nathimlen funkler som smykket til brud . Og duggens sølverflor har lagt sig over jord , og natvinden leger med blomsterne glad , med lunefuld skæmten — o , stil dem ej ad ! du dremmende stilhed , du heisfer kun kort , snart solen frembryder og trænger dig bort ; og dagens travle røst sig hæver i hvert bryst , og fuglene juble så lifligt og glad : „ Hvor fljønt er dog livet ! — o , stil dem ej ad ; sangen var dansk , jeg havde hørt Karen Nordan synge den , — var det hende ? Årerne hvilte , — hjertet bankede så tungt , så længselsfuldt , men månen , de elskendes skytsengel — smilte lige rolig og mild fra sin stjernehimmel . Godnat , min elskede , mit hjertes solskin , -godnat , sov vel ! otteogtyvende kapitel . Vi vare stegne iland for at bese Palazzo barbarigo , hvor tizian døde , og hvor der fandtes sytten malerier fra denne mesterhånd . Palaiet med sin ziirlige arkitektur er nu forvandlet til en kaserne . Blandt de fyrretyve kirker , Venedig ejer , besøgte vi den største , s . Maria gloriosa ai frari , derer opført af Vasari i det trettende århundrede , hvor der findes et værdifuldt monument af karrarisk marmor , forestillende kunsten i skikkelse af en nedbøjet kvinde , omgiven af sørgende gratier . Monumentet er modelleret af Canova , bestemt som mindesmærke for maleren tizian ; men da Canova døde 1822 , . Satte Europa , der elsiede ham som menneske og kunstner , det over ham , og således har den store mester selv modelleret sit monument . For dog ikke ganfle at forurette tizian , lod kejser Ferdinand oprejst et mindesmærke på den anden side af kirkegården , ligeoverfor Canovas , — hvor den berømte kunstner virkelig ligger begraven , hvorimod Canovas lig blev ført til hans fødeø passagno , hvor han sover ved siden af sin moder . Dog , vi så så mangt og så meget , at hvis jeg skulle gengive det alt , ville min lille simple hverdagshistorie få karakter af en rejsebeskrivelse , hvilket ingenlunde er min hensigt , især da den ligger en del år tilbage i tiden , og meget kan have forandret sig siden dengang . Jeg vil derfor kun- i forbigående berøre et og andet , der har gjort mest indtryk på mig . Om aftenen besøgte vi Markuspladsen . Hvilken tryllestav havde forvandlet den stille , som uddøde plads med sine tillukkede og tilsyneladende mennesketomme huse og gader til et hav af liv og mnnterhed ? Tusinde gaslamper funklede os i møde fra arkaderne , hvor der herskede den livligste stemning . Pladsen var som oversået med stole og borde , og dog havde folk ondt ved at få plads . Venedig havde fået liv ! Dens beboere strømme i tusindvis fra alle stræder og gader for at mødes her . Man hører spøg , latter og strengeleg imellem hinanden . Her seer man en sanger eller sangerinde med sin mandolin , hist en mørkøjet blomsterpige med sine duftende bouketter og sit yndige smil . man serverede med is og limonade , med friske og syltede frugter , alt til billige priser ; herrerne gjorde sig en ære af at opvarte de smukke venetianerinder , og Oluf — høfligheden selv — indtog ikke den mindst vigtige plads iblandt dem . Blandt disse yndige , fortryllende alfer forekom det mig pludselig , som om jeg hørte en kendt stemme ; jeg vendte mig om og opdagede familien Nordan , der sad lejret ved et bord , omringet af elegante herrer af alle nationer , der kappedes om at vise sig forekommende mod alle familiens medlemmer ; men forrest i kredsen opdagede jeg min gamle fjende , kammerjunker Skovstrup . Han var altså også her ! Fra dette øjeblik følte jeg , at fredens dage vare forbi og kampen begyndt , thi aldrig ville jeg med min gode villie tillade ham at ægte frøken Nordan . Hans karakker indgød mig mistillid , det var umuligt at tage fejl — han var ikke noget godt menneske . Og blev hun end aldrig min , imod ham svoer jeg at beskytte hende . Jeg stod dem ganske nær , jeg hørte hofjægermesteren sige til skovstrnp : „ Hvad for noget , de her , Skovstrup , agter de at opholde dem længe i Venedig ? “ „ Det ved jeg ikke , hr . Hofjægermester , jeg rejser for min fornøjelse , uden andet mål end at ryste lidt militairstøv af mine skuldre og glæde mig ved naturen . Jeg anede mindst af alt , at jeg skulle være så lykkelig her i Venedig — så langt fra Danmark , at træffe gode og kære venner . “ „ Glæden er gensidig Skovstrup , det er mig kært endelig at træffe et bekendt ansigt ; her findes rigtignok flere skandinaver , men jeg har dog hidtil ikke truffet en eneste ven . “ „ Hvorledes befinde damerne sig under de fremmede forhold ? Vejret har iført sig sin høitidsdragt , og jeg håber , det ikke vil afkaste den , førend vi atter hilse Danmark . “ Jeg gjorde Oluf opmærksom på min nye opdagelse . Stakkels ven — han var så optagen af de smukke øjne , der fra alle sider mødte ham , at jeg flere gange måtte tiltale ham , førend han skænkede mig opmærksomhed . Ved at se Skovstrup i familien Nordans selskab , fattede han en hurtig beslutning uden forud at underrette mig om sin hensigt ; jeg så ham bane sig vej til selskabet , løfte sin hat og sige : „ Mit navn er baron Gyldenkrone ! Er det mig tilladt at hilse på mine ubekendte landsmænd ? “ Et øjeblik efter så jeg ham i fuld konversation med damerne . Jeg lagde tydeligt mærke til kammerjunkerens utålmodighed ved at se Oluf så kækt indtage den af ham attråede plads . Jeg studsede ved at se Olufs lette , frie manerer , hans elegante holdning og det smukke , frejdige og åbne ansigt ; jeg så , han gjorde lykke , og ikke mindst hos hofjægermesterinden . Jeg troede alt , han havde glemt mig ; det var med forsæt , jeg selv undgik at nærme mig dem , jeg ønskede , det skulle ske tilfældigt , ikke ved mig , men ved Oluf . — nu fik han øje på mig , han vinkede , og jeg trådte hen til bordet . „ Må jeg præsentere min ven og hovmester , hr . Kandidat Holst , for hofjægermesteren . “ Og jeg hørte ham tilføje hviskende : „ En talentfuld mand , der har en rig fremtid ivente . “ Derpå bøjede han sig imod mig : „ Holst , det er hofjægermester Nordan ' med frue og frøken datter . “ Det forekom mig , som frøken Nordan så forundret og spørgende på mig ; dog måske tog jeg fejl . Vi blev indbudte til at tage plads ved bordet . Kammerjunkeren , der hidtil havde betragtet os igennem fin lorgnet , trådte nu hurtigt nærmere for at indtage pladsen hos frøken Nordan , men Oluf kom ham i forkøbet . Således var bekendtskabet fornyet . Ak , hvilken aften ! Jeg sad lige overfor hende — nathimlen over os , sang og strengeleg om os — hendes øje søgte ofte mit blik , en unævnelig , poetisk fred dulmede hver uro , hver sorg , — mit øje så kun hende . Jeg trykkede uvilkårligt hånden mod hjertet , som ville jeg beskytte det i denne hellige time , der alt lod mig føle salighed på jorden . En sådan følelse rummer kun vort hjerte en gang , — men mindet gør selv den fattigste rig — det følger os til graven . Hvert ønfle tier , jeg ejede alt — thi hun var mig nær . Pludselig forstummede sangen , latteren og glæden . Det var østerrigernes tappenstreg , der lød fra piazellaen ; nu var den os ganske nær . Var det gaslamperne , der kastede det bleggule skær over venetianernes før så glade træk — eller var det følelsen af trældom , der ved lyden af tappenstregen atter påtrængte sig det frihedselskende folk ? Hofjægermesteren rejste sig . Jeg stod lige ved Karen , min arm var alt udstrakt imod hende , da jeg hørte godsejeren sige til Oluf : „ Hr . Baron , jeg betroer dem min datter , vil de ledsage hende til gondolen . “ hurtigt trådte jeg tilbage og tilbød fruen min forsmåede arm . Hun modtog den med et smil , og jeg ledede hende da så forsigtigt , som havde hun været min egen kære tante Sofie . Og alt som jeg gik , tænkte jeg : „ Hvor er nu dine tanker , du kærlige , du gode sjæl ? Dvæle de hos din søn — eller hvile de trygt i søvnens favn ? “ Da vi nåde gondolen , hjalp jeg min dame ned i båden . Hofjægermesteren stod og så efter Karen , der , støttende sig til Olufs arm , lyttede snart til hans , snart til kammerjunkerens livlige indfald . Jeg hørte deres latter , jeg så , hvorledes Oluf bøjede sig ned imod hende for at opfange hendes blik — jeg så Skovstrups forbittrede mine , der bebudede en nær foresfående storm . Nu vare de os ganske nær , Skovstrup stod i gondolen og rakte begge hænder ud imod hende ; hun modtog dem , men vendte øjet til den modsatte side , som søgte det noget , — foden gled , hun tabte balancen , og sør kammerjunkeren kunne forhindre det , faldt hun i kanalen . I samme sekund hun faldt , var Oluf sprungen ud efter hende . Stakkels ubesindige , varmtfølende ven — hvorfor gjorde du det ? Hvorfor lod du , nu som altid , øjeblikkets letsindige godhed sejre over fornuften ? Du vidste dog , at du ikke kunne svømme . Aldrig har din elskværdige dårskab bragt mig i større forlegenhed end hin aften . Jeg så dem begge dukke op af vandet , begge , der vare mit hjerte så dyrebare , og kun men af dem kunne jeg frelse ; thi rummet imellem bolværket og gondolen var smalt og dybt , hvilket besværliggjorde hjælpen . Hvem af dem ? „ Hun , mit alt ? “ „ Han , min elskede barndomsbroder ? “ Oluf rakte hånden op til mig : „ Hjælp mig , jeg kan ikke svømme . “ Jeg greb hans hånd , men den anden rakte jeg ud imod mit livshåb . Enten frelse dem begge — eller alle tre gå under ! Dog i næste øjeblik greb hofjægermesteren , der havde fulgt mig i vandet , sin datter om livet , og vi vare alle frelste . Neppe havde vi nået gondolen , førend kammerjunkeren tog imod frøken Nordan , og jeg hørte ham hviske til hende : „ Ingen skulle have gjort mig den lykke stridig , hvis jeg havde kunnet svømme . “ Jeg så op og mødte hans dødblege ansigt , og jeg tvivlede ikke mere om hans kærlighed . dog , frøken Karen gav ham intet svar , men efter at have kastet sig i sin moders arme rakte hun hånden imod Oluf ; jeg så , hun havde tårer i øjet . „ De kunne heller ikke svømme , “ var alt , hvad hun sagde , men jeg havde givet år af mit liv — for blikket , der ledsagede de simple ord . Nu kom touren til forældrene . De takkede , de lovpriste Oluf for hans elskværdige opoffrelse ; han lo , han rødmede , han forsikrede , at han mere fortjente dadel end roes , da hans overilede , ubetænksomme skridt nær kunne have haft alvorlige følger , dersom ikke hans trofaste , altid fornuftige og hjælpsomme ven var kommen dem til hjælp . Han lagde kærligt sin arm om min Hals , jeg trykkede ham rørt til mit bryst , hvor jeg helst havde beholdt ham for livet ; men nu følte jeg en lille hånd på min arm , et elektrisk stød gjennemfoer mig , jeg slap ham og mødte Karens øje , — hun rakte mig hånden , det var alt — dog jeg kunne ikke modstå , jeg bøjede mig over den og førte den til mine læber , den var så lille , så blød , og , gud være lovet ! den var varm , — hvorfor skælvede den i min ? Oluf og jeg forlod gondolen med anmodning fra hofjægermesteren om snart at besøge dem . Kammerjunkeren , eller rettere kammerherren , som jeg senere hørte , han var avanceret til , blev tilbage , og vore både skiltes ; hver drog sin vej , men hjertet og tankerne tog samme flugt . niogtyvende kapitel . I en tidlig morgenstund tog Oluf og jeg i forening med familien Nordan og Skovstrup afsted med Venedig , hvor jeg havde tilbragt nogle af de stjønneste og lykkeligste dage af mit liv . Efter flere timers fart på jernbanen nåde vi Verona , skuepladsen for Romeos og Julies ulykkelige kærlighed . I franciskanerklosterets have lod vi os forevise de elsfendes gravsted , hvorunder man påstod , at de lå begravede . Vi opholdt os kun nogle timer i Verona . Efter at have beset alt mærkeligt , fortsatte vi rejsen tilvogns og nåde om aftenen peschiera ved gardesøen . Jeg søgte på hele rejsen at undgå frøken Nordan så meget som muligt , dels for ikke at forråde mig , da jeg i hendes nærhed aldrig var ganske herre over mine følelser , dels for ikke at vække mistanke hos faderen , der øjensynligt ønskede en forbindelse imellem Oluf og sin datter . undertiden forekom det mig , som om jeg opdagede uvillie hos hende på grund af min påfaldende tilbageholdenhed . Hun var et forkælet barn , der var vant til af blive tilbedt og hyldet af alle ; min tilsyneladende ligegyldighed og mangel på opmærksomhed sårede hendes forfængelighed , især da hun snart mærkede , af det ikke var natur hos mig , der altid var meget forekommende og omhyggelig imod hendes moder , hvis selskab jeg søgte så meget , som forholdene tillod det . Hun vidste ikke , af mit blik — skønt tilsyneladende bortvendt — fulgte hende overalt . Læste jeg en Avis , vare bogstaverne usynlige for mit øje ; thi tanken fulgte hende , og talte jeg med en anden , svarede jeg åndsfraværende uden af have opfattet meningen af hans eller mine egne ord . De kaldte mig en klog , forstandig mand , der var så lykkelig altid af være herre over mine ord og handlinger ; ja , de gik så vidt af påståe , af intet kunne bringe mig ud af min værdige fatning ; men de skulle blot have set , hvad der foregik i mit indre . „ Del bløder lidt , simidt intet våben rammer , når kampen slår i hjertets skjulte Kammer . “ Vi overnattede i peschiera , skønt hotellets bekvemmeligheder ingenlunde er til at lovprise . Om morgenen besteg vi en i fæstningen værende bakke , hvorfra vi havde den herligste udsigt over gardasøen ; men dermed var herligheden forbi . Dagen var kedelig , vi så intet til damerne ; de vare usynlige lige til det øjeblik , vi atter i forening forlod peschiera for tilsøes at tage op ad gardasøen . Ombord på dampskibet var der endeel tyrolere , der hele vejen glædede os med deres smukke sange . Nu nærmede vi os Riva , og her var søen smukkest . Man så de høje tyrolalper , der blev gjennemskårne af bratte fjeldveie , men søen blev trangere og trangere , indtil vi til sidst nåde byen , der i sig selv seer fattig og forfalden ud og kun låner fin inde af den højst poetiske skønne beliggenhed . Vi besteg de himmelhøje alpetoppe og glædede os ved det sjældent yndige og dog storartede syn , man her får ved at se ud over gardasøen . Såvel under seiltouren som her var jeg Fru Nordans stadige kavaller ; ved min arm besteg hun de besværlige fjeldveie , og hun var mig i sandhed en kær byrde . Jeg forvekslede hende bestandig i mine tanker med min anden moder , skønt de såvel i ådre som i væsen vare højst forskellige . Fru Nordan var altid blid og rolig , men hun kunne være skjæmtefuld og vittig , dog aldrig i hofjægermesterens nærværelse . Når han var tilstede , var hun alvorlig , ja , næsten ængstelig . Hofjægermesteren var i mit selskab altid kærlig og opmærksom imod hende , ligesom man i hendes øjne tydeligt læste kærlighed til ham ; hun elflede ham højt , dog fulgte hun ham overalt med et sørgmodigt og ængsteligt blik . Jeg havde på den senere tid hos hofjægermesteren mærket en undertrykt sørgmodighed , som nu og da lynsnart dukkede frem for atter at blive tilbagetrængt . Den påkom ham især efter modtagelsen af et brev fra Slesvig ; efter den dag mødte jeg ofte hans tungsindige , urolige øje . Tog nogen hurtigt i døren , sprang han op og spurgte : „ Er der grev til mig ? “ Jeg sporede en vedvarende spænding og så da ofte hans kone gribe hans hånd , trykke den eller klappe den kærligt . Det udtryk , der ved en sådan lejlighed lyste i hendes øje , var rørende smukt ; det var moderens ømhed for sit barn , det var venindens trofaste deltagelse og hustruens ydmyge , bønlige blik , der beder om tilladelse til at måtte kærtegne den elflede genstand . Ja , jeg følte — det var kærlighed ! Oluf og kammerherren vare altid i frøken Nordans selskab . Hun smilte til den ene , — disputerede med den anden . Den ene dag bar Oluf hendes shawl og parasol , — den næste dag lod hun sig opvarte af Skovstrup — hun var sig aldrig lig . Mod forældrene venlig og opmærksom , mod herrerne sijæmtefuld , despotisk , gnaven , kort sagt en lunefuld kvinde . Mod mig viste hun i almindelighed kold høflighed ; undertiden prøvede hun på at drille mig , dog uden held . Hun søgte også , nu og da , at krænke eller ydmyge mig ; det var forgæves anstrengelse , jeg tilbageviste enhver tilsigtet krænkelse med ro og kold værdighed . Så undgik hun mig en lang tid , men ikke min kærlighed ; dag for dag voksede den i omfang og styrke , — jo koldere mit ådre syntes , desto varmere følte jeg . Under denne stadige kamp — sejr og nederlag , løb dagene som timer , men kammerherren sorfulgte aldrig Oluf med det uvenskab , hvormed han beærede mig , skønt jeg forholdt mig ganske passiv . Det forekom mig , svin fulgte han mig overalt med sit stikkende blik , som frygtede han min nærværelse , især når jeg opholdt mig i frøken Nordans selskab . Han var utålelig hovmestererende , altid parat med indsigelser , når forslaget kom fra Oluf eller mig , heftig i sine disputter og påtrængende i sin kærlighed , som om han havde ret til at fordre gjenkærlighed . Jeg har aldrig truffet et mere ubehageligt menneske end kammerherre Skovstrup . Fru Nordan støttede sig til min arm på vor vandring , og fause betragtede vi naturens storhed ; pludselig hørte jeg kammerherrens stemme tæt ved mig : „ Vil de tilgive mig , frøken Nordan , når jeg vover at tilstå dem , at det ikke var tilfældet , men mit hjerte , der førte mig på rejsen ; jeg underrettede mig om deres opholdssted , søgte orlov — fik den — og fulgte dem . “ „ Jeg har intet at tilgive , hr . Kammerherre , hotellerne stå åbne for enhver , der ønsker at benytte dem . “ „ Er det min eneste velkomsthilsen ? “ — hans stemme lød sørgmodig . „ Velkomsthilsen ? Hvorfor skulle jeg byde dem velkommen ? De er jo ikke min faders gæst . Men at de er kommen vel herover , det glæder mig . “ De sidste ord tilføjede hun drillende og så ham skælmsk ind i øjnene . „ Uforandret , “ sukkede det i min sjæl . „ Tag dem i agt , frøken Nordan ! Jeg hævner mig . “ „ Tak for den betimelige advarsel , hr . Kammerherre ! Jeg skal være på min post og i tide tage mine forholdsregler . Men hvorledes er det , de bærer mit shawl ? Fy , hvor det seer uridderligt ud ! Baron Gyldenkrone ! Ah , jeg forstyrrer dem , om forladelse papa , det var ikke min hensigt at afbryde deres samtale . “ „ Hvad befaler frøkenen ? “ „ Her er mit shawl , vil de tage det underderes varetægt . Kammerherren er for lille , han lader det flæbe langs jorden . “ Oluf trykkede shawlet mod sit hjerte og tilkastede Skovstrup et sejrrigt blik . I dag var han den jourhavende . Jeg hørte intet mere , de fjernede sig ; men Fru Nordan og jeg blev tilbage . Hun havde hørt Skovstrups ord , jeg følte det på hendes arm , der hvilede i min . Og at det ikke var hende behageligt^ læste jeg i hendes alvorlige , bekymrede træk . Jeg søgte at skjule min brede , min smerte . Måden , hvorpå hun afviste ham , kunne jeg ikke billige ; den tillod ham tværtimod en gentagelse , som neppe ville udeblive . Ligesom vi ville stige ned for at følge : efter de andre , lød en velbekendt stemme tæt ved mig : „ Se mama , fe ! Hvor det minder om Ellegård . “ Og frøken Nordan pegede mod højre , hvor man skimtede taget af en gammel bygning , omgiven af træer . „ Er du her , barn , jeg troede , du var langt borte . “ „ Hvorfor troede du det , mama ? “ „ Jeg antog , du havde fulgt din fader . “ , papa gik med herrerne . Jeg er så træt , jeg foretrækker at sidde lidt , dersom du vil gøre mig selskab . “ „ Gerne garn , jeg er også træt , skønt jeg har så trofast en støtte . Foretrækker de ikke , hr . Holst , at indhente de andre herrer ? “ „ Dersom fruen tillader — bliver jeg ; men for ikke at forstyrre deres hvile , vil jeg vælge mig en plads i nærheden . Jeg ønsker at gøre et lille udkast af gardasøen . “ „ Gør det , men fjern dem ikke , vi ville have den fornøjelse at se , hvorledes de arbejder . “ Jeg tegnede , de talte og tang afvekslende . Nu og da deelfog jeg i samtalen ; derpå bøjede fruen sig imod mig for at se , om min skizze lignede — og jeg følte Karens ånde strejfe min kind , — hendes hånd hvile let på min skulder ; jeg mødte hendes blik , — en anelse gik igennem min sjæl , — blyantet faldt mig ud af hånden ; jeg drømte så saligt , skønt solen spredte sit lys over gardasøen . tredivte kapitel . Det var en mørk , regnfuld aften , der fulgte på den skønne dag , vi kom endog tidsnok hjem til hotellet , inden uveiret brød løs . Fra vinduet betragtede vi det store , men frygtelige skuespil , et tordenvejr mellem bjergene . Lynene fulgte nær og stærkt på hinanden , tordenen bragede hunlt og sprang fra fjeld til fjeld , som om dommedagsporten havde åbnet sig . Vi så lynet spalte fjeldtoppene , og glasruderne knækkede overalt , dog uden at noget menneskeliv blev ramt , skønt det ofte slog ned kun i få skridts afstand fra os . Da uveiret havde udraset , tittede solen atter frem . Vi åbnede vinduet for at indånde den herlige , friske luft . Aftenklokken lød os i møde , højhed hvilede over den skønne , nyfødte natur , blødhed listede sig i vore hjerter , og sjælen voksede og fik vinger . pludselig nåde lange , vemodige toner over til os fra bjergtoppen ; det var tyrolerne , der sendte himlen deres aftensang til tak for den svundne dag . Da jeg atter så ned , mødte jeg Karens tårefyldte øje — hun stod mig ganske næer ; i det øjeblik følte jeg dybt , at der gives en kærlighed , der endnu har større magt over vor sjæl end den højeste jordiske kærlighed , — jeg havde ikke følt hendes nærhed . Solens sidste , matte purpurstråler kyssede de legende bølger i gardasøen ; de rullede langsommere og langsommere , indtil de hvilte så stille , så . rolig ved bredden , som barnet ved sin moders hjerte . Jeg stirrede netop på den lille hånd , der lå mig så nær , da en skurrende stemme lød tæt ved mig : „ Et parti billard , min herre ? “ Det var Skovstrup , der nu , som altid , trådte til , når frøken Karen og jeg stod ene sammen . Jeg følte en ubeskrivelig trang til at knuse ham , — men jeg bukkede høfligt og — fulgte ham . Øg spillet begyndte . Vor vært , der var dansk af fødsel og havde indrettet hele hotellet på dansk maner , en stor behagelighed for skandinaverne , der hyppigt besøge denne egn , — var den eneste tilstedeværende i billardstuen . Skovstrups og mine øjne mødtes som to skarpe klinger ; vi vekslede ikke et ord , men fortsatte spillet med rolig hånd og hadefuldt sind . Han vandt partiet tiltrods for sin flette begyndelse . „ Når enden er god , er alting godt , “ sagde han med en vis satirisk betoning . „ Ganske vist . Jeg ønsker revanche . “ „ For atter at tabe ? “ „ Nej , for at vinde . “ „ Ah , således ! Tag dem i agt , hr . Hovmester ! Kampen imellem os er alt for ulige , — jeg forudsiger dem et nyt nederlag . “ „ Behag at lægge ud , min herre ! “ Jeg vandt . „ De er en dårlig spåmand , hr . Kammerherre ! Men enden var god , og derfor håber jeg , at alt er godt . “ Neppe havde jeg udtalt , før døren åbnedes , og frøken Nordan og Oluf trådte ind for at deltage i spillet , — han var en udmærket god billardspiller , der ikke var let at overvinde . Nu havde spillet fået en anden karakfeer , vi lo og spøgte , og da hofjægermesteren trådte ind med Fru Nordan , herskede der den livligste stemning imellem os . Jeg mærkede straks ved frøkenens indtrædelse , dels på hendes blik , dels på de mange småstød , hun nu og da rettede imod mig , at min pludselige bortgang havde fornærmet hende . Men øje for øje og tand for tand har altid været mit princip , og jeg gav derfor svar på tiltale . Det er ikke smukt , jeg ved det nok , — men når hun faldt ud , modtog jeg angrebet således , at jeg enten afparerede det eller gjengjældte det med fordoblet kraft , uden nogensinde at glemme den agtelse og overbærenhed , en herre altid bør vise ligeoverfor det smukke og svage køn . Kvinden , den svage kvinde , holder i sin lille hånd mandens hele lykke og ulykke . De fleste store bedrifter — såvel som de fleste dårskaber , manden begår , har sit udspring fra kvinden . Hun er som oftest hånden , der styrer roret , — selv for den , der er sat til at styre millioner undersåtters ve og vel . Jeg tilråder derfor alle mine stakkels medbrødre : „ Giv agt ! at i ikke blive overrumplede , thi skjøndt kvinden er vor største velsignelse — så er hun på den anden side tillige vor største fjende , det var hun fra verdens begyndelse . “ Ak hvor vi dog er let at lokke ! Det påstod i det mindste frøken Nordan , da jeg om aftenen fortalte Fru borgårds anskuelser om hustruens og mandens stilling lige overfor hinanden . „ Mandens svaghed fortjener undertrykkelse , “ Sagde hun l ia , Fru borgård . „ Hvem påsfåer , at manden er svag ? “ spurgte hofjægermesteren . „ Det gør æblet , papa . “ , mblet , barn ? Det var jo Eva , der først spiste af æblet . “ „ Ja , papa ! Eva fulgte sin egen frie villie , hun spiste , fordi hun ønskede at blive klog , da hun følte , at det blev hende , der måtte styre fremtiden for dem begge ; men Adam spiste kun , fordi Eva havde spist , — du seer altså , at Adam allerede fra verdens begyndelse ikke havde nogen egen villie , men fulgte blindt Evas eksempel . “ „ Tillad mig , frøken Nordan , at forudsætte , at Adam ikke spiste af æblet , fordi Eva var svag nok til at gøre det . Det var ikke æblets liflighed , eller Evas eksempel , der forledede ham til at spise af frugten , men de smukke tænder , der havde viist ham vejen , og de yndige små forræderiske hænder , der rakte ham det . De burde ikke dømme ham så strengt , frøken Nordan ; hvorledes kunne han modstå sådanne fristelser ? Damerne burde være de første til af tilgive Adam , han syndede jo kun af kærlighed , hvorimod Eva syndede af begærlighed eller forfængelighed . “ „ Ia , der i består netop mændenes store svaghed , som vi damer finde uværdig . Vi skatte langt højere den mand , der har kraft til af modstå vort smil , vore tårer , vor vrede , end den , der bukker under og feigt bøjer sig for vort lune . “ „ Tak , frøken Nordan , må jeg takke dem i alle adamers navn for det sande og træffende billede , de der var så god af skænke os af Evas køn ; de bruge først alle lovlige og ulovlige midler til af besejre os for siden af latterliggøre os . “ „ De misforstår mine ord , hr . Holst , det er ikke vort ønske af overvinde manden , tværtimod , vi håbe , idet vi begynde kampen , af han må blive sejrherre , men det er hans nværdige svaghed , han han har af takke for sit nederlag . Jeg beklager kvinden langt mere end manden , ikke fordi hun har magten til af se ham for sine fødder , men fordi han har lyst til af ligge der . “ Ia , min tro ! blev jeg vred . Hvor tåbeligt af lade sig irritere af en lille dametnnge , der vel har mange ord , som den forstår på den yndigste måde af sende ud i verden , men som lidt efter lidt falde døde til jorden som døgnfluer . Som sagt , hendes ord irriterede mig , og jeg svarede måske i en heftigere tempo , . end jeg ville have talt under normal sindsstemning : „ Fra i dag , frøken Nordan , erklærer jeg hele kvindekønnet krig på mine egne og mandens vegne ; jeg udfordrer dem til af angribe mig med alle de våben , naturen så uretfærdigt har beriget dem med for af besejre os godtroende mænd . Jeg vil vise , af der findes mænd , som selv lige overfor kvindens list er uovervindelige . Jeg lover aldrig af knæle for nogen kvinde , thi jeg deler fuldkomment frøken nvrdans anskuelse , af den plads er Evas mand ' uværdig . “ Jeg havde næppe udtalt disse ord , før frøken Nordan tabte sit hæklenøgle ; hun bøjede sig imod mig og sagde i en ligegyldig tone , som om hun ikke havde hørt mine ord : „ Jeg tabte mit garn , hr . Holst , er de så god af tage det op ? “ Garnet lå lige ved hendes fod . Jeg bukkede mig allerede for at efterkomme hendes anmodning , da jeg i det samme opdagede hendes skjælmste blik til Oluf . hvad skulle jeg gøre ? — skulle jeg lade det i ligge ? Det forbød min dannelse mig , og tog jeg ! Det op , var jeg nødt til at knæle , da det lå hende så nær . Jeg så allerede hendes triumferende smil , der erklærede mig for overvunden . Og jeg fulgte middelvejen . „ Med fornøjelse , frøken Nordan , det skal altid være mig en glæde at tilfredsstille damernes små ønsker , når de indskrænke sig til sådanne bagateller som at tage et nøgle garn op , da jeg er behændig nok til ikke at indvikle foden i dets labyrintter . “ Jeg rakte hende det med et dybt buk . Hun modtog det smilende og svarede : „ Tak . Jeg optager på kønnets vegne deres udfordring , min herre . Tiden vil vise , om manden eller kvinden bliver sejrherre . De har aflagt et helligt løfte , aldrig at knæle for nogen kvinde , jeg vil opbevare det i et ligeså kostbart skrin som det , Alexander fandt iblandt byttet , han tog fra Darms , og bestemte til at gemme digteren Homers værker i . “ Hun ledsagede disse ord med et blik , der fik mig til at gyse . I samme nu blev det mig klart , hvor farligt det er for manden at kæmpe mod kvinden . Et sådant par øjne , — store gud ! — de formå at fremkalde større ødelæggelse end et ildsprudende krater . „ Tak , frøken Nordan , for den store interesse , de så ufortjent viser mig . Jeg vil gøre mit bedste for at blive den værdig , skønt jeg til fulde erkender , hvor farlig kampen vil blive overfor sådanne våben . Dog , det er tildeels os selv , vi have at takke for , at disse uovervindelige våben så ofte blive rettede imod os . Vi er tåbelige — eller høimodige nok til selv at oplyse damerne om deres øjnes almagt . Høimod giver altid en listig fjende sejr . „ Der er ingen mand , som flatter kvinden højere end jeg , jeg finder hende yndigere end fuglen , der let og gratiøs hæver sine vinger til flugt , — yndigere end blomsten , der ydmygt rækker sit lille hoved op imellem det høje græs for dog også at modtage et Kys af de varme solstråler . „ Men udstrækker hun sin lille hånd for at gribe roret — da synger jeg med Jokums fader i en søndag på Amager , det vil sige , jeg tillader mig at omskrive det således : „ Til meget er vel kvinden god , dog ikke til at råde , kun mandekraft og mandemod kan styre land og både . “ “ „ Enten mangler de hukommelse , hr . Kandidat , eller de er meget kortsynet . Historien har noksom bevist , at kvindens hjerne er ligeså tankestærk som mandens , og er mandens -hoved end større end vort , en fordel , vi aldrig have misundt ham , så er vort dog snildere end hans . Erfaringen har lært , at kvindernes lille finger “ — her strakte hun sin egen lille finger “ ud imod mig , den var så smuk , så nær , at jeg var lige ved at tage den tilfange — „ ofte løfter større byrde end mandens stærke ryg . Jeg kan altså ikke billige deres anskuelser om kvindens udygtighed til at styre land , om jeg end indrømmer dem større dygtighed til at styre både . “ „ Anskuelserne er forskellige , jeg foretrækker en Dagmar “ — her hvilede hofjægermesterens blik med ømhed på sin hustrues blide træk — „ frem for den store Margrethe . “ „ Nej , papa ! Dagmar var yndig og god , hun var ældelmodig og selvfornægtende , men den store Valdemars hustru passede hun ikke til at være ; hans ånd fordrede noget mere end disse kvindelige dyder , de trættede hans kraffige , sejrrigt sjæl . Dronning Margrethe havde passet langt bedre for ham — medens han drog i Leding , havde hun stillet sig ved roret for at styre landet ; men Dagmar sad hjemme og sørgede . “ „ Og bad om sejr for Valdemars våben , “ Tilføjede jeg , „ og — han fejrede . Jeg tror , at hendes kærlige bøn udrettede mere end hans kraffige våben . og var jeg Valdemar , ville jeg aldrig have trykket en Margrethe fil mit hjerte , selv om jeg var så ulykkelig at elske hende . Den kvinde , jeg ville kalde min hustru , måtte være som Dagmar , forstandig , kærlig — med et ord , kvinde . “ „ Hvor deres hus vil blive interessant , og hvor deres kone vil komme fil at føre et misundelsesværdigt liv ! “ Og frøken Nordan førte hånden mod læberne for at skjule en undertrykt gaben . „ Ah , således , “ udbrød pludselig Skovstrup , — „ Hr . Hovmesteren ønsker at fortsætte sin nuværende funktion lige overfor sin kone . Jeg tror ikke , at damerne ville finde behagelighed i at ombytte forældrenes hjem med at gå i skole på ny . “ „ Skolebænken blive vi aldrig frie for , “ sagde hofjægermesterinden med sin rolige , klare stemme — „ så længe vi leve , trænge vi til lærdom , og af hvem vil man hellere modtage undervisning end af den , man elsker høisf i verden ? “ „ Nej , mama , nej ! Af alle vil jeg med glæde modtage undervisning , kun ikke af min mand . For ham må jeg være fuldkommen , men ikke mangelfuld . Hvem siger , at hans anskuelser er bedre end mine ? Mændene have ligeså mange fejl som vi andre , og de trænge ligeså meget til at lære som vi . Og troer du , mama , at en ægtemand ville sinde sig i , at hans kone gjorde ham opmærksom på hans fejl , — at han ville rette dem ? “ „ Ja , Karen , det ville enhver god og retskaffen mand gøre , når han følte sig overbevist om , at hans kone havde ret . Det er ægtefællers pligt gensidig at forbedre hinanden ; thi ingen , selv ikke den ædleste mand , er fejlfri . Manden og konen skulle være et , men ingen af dem må føle sig som herre . Eva er en fribåren kvinde , der har udsonet sin synd i den hellige julenat . “ „ Rigtig mama , det mener jeg også . “ Og der gik et drømmende smil over hendes pande , en blidhed om hendes læber , og for første gang så jeg hende kærtegne sin moder . Hun bøjede sig ned over moderens hånd og trykkede den til sine læber . „ Nå , således er altså vor skæbne afgjort , hr . Hovmester ! Se så ! Og det ved to damer , der ovenikjøbet er min kone og datter . Tag dig i agt , min kære , tag dig i agt ! Du , ved jeg vil være mand i mit hus . “ „ Ja , papa ! Og mama vil være kone i sit hus . “ „ Nu kommer det an på , hvem der er den største stormagt , hr . Hofjægermester , manden eller konen . — to konger i et rige enes sjældent . “ „ Fuldkomment sandt , hr . Baron , men konge og dronning kunne derimod godt enes i et rige , fordi både landet og dronningen begge er kongens ejendom . Dog , for at hæve enhver tvivl om , hvem der i mit hus er den største , så vær så god at rejse dig , min bedste , at hele verden kan se , min kone når mig kun til skulderen , jeg har altså hovedet forud for min hustru og er selvfølgelig tvungen til at se ned på min kone , når jeg vil møde hendes blik . Men det lønner sig , mine herrer , når man er så lykkelig at blive set op til af sådanne øjne , som aldrig befale , hvad der da ogfå ville være forgæves , men der kun forstå at bede . “ Han havde næppe udtalt , før værten trådte ind og overrakte ham et brev . Ved synet af udskriften gik en mørk sky over hans træk . Han forlod hurtigt værelset . Fru Nordan fulgte ham med blikket og hjertet ; kort efter forlod ogfå hun lydløst værelset . toogtredivte kapitel . Fjorten dage vare atter bortfløine i Italiens herlige egne . Vi vare nu nåde til artes , som ligger ved nhones bredder . Vi stod altså på klassisk jordbund , rig på poesi og gamle minder , og vor bolig lå på byens torv . I den senere tid havde forholdet imellem Oluf og frøken Karen — efter mine begreber — overskredet venskabets grændser . De vare altid sammen , jeg så , hvorledes han trykkede hendes hånds hvorledes hans bryst stikkende hævede sig , og hans øje stirrede sværmeriff ud i rummet . Stakkels ven , , han drømte , — ak , gid jeg aldrig havde drømt ! Oluf , Oluf , du bygger nu dit fremtidsflot på mine forhåbningers grav . De fjorten dage , der vare tilbagelagte , havde . Været rige på håb , skuffelse og smerte . Snart troede jeg af opdage et øjekast , et smil , . der vidnede om gjenkjendelse og kærlighed , ja undertiden syntes jeg endog af møde et blidt , bebrejdende blik , der trængte mig ind i sjælen . I et sådant øjeblik udfordredes hele mit mod og min kraft for at modstå trangen til af sige hende alt ; men næppe et sekund efter var hun atter kold og fremmed imod mig ; hun behandlede mig ofte med hån , søgte af krænke mig ved enhver lejlighed , især ved af fremhæve baron Gyldenkrones stilling lige overfor hans hovmester . Hendes venlighed imod ham var da altid påfaldende og smigrede i høj grad min vens forfængelighed . Var det begyndelsen til vor kamp , troede hun på den måde af besejre mig ? Den kulde og det overlegne smil , hvormed jeg optog hendes angreb og slet skjulte vrede , forhøjede hendes medfødte stolthed imod mig , og mangen gang så jeg kammerherrens stikkende blik følge mig triumferende , når jeg stred langsomt igennem stuen for skjult og i ensomhed af sørge over de lidte krænkelser . Med Skovstrups stilling lige overfor frøken Nordan var der også sket en stor forandring . Hans opmærksomhed havde endelig trættet hende , hun afviste ham besternt og stolt , hvilket havde til følge , af hans galante opmærksomhed forvandlede sig til en uforskammet påtrængenhed , der ofte bragte mig i harnisk og foranledigede Olufs indblanding . Jeg så tydelig , af Skovstrup var hende i høj grad imod , af hun kun med uvilje tålte ham . Hvad mig selv angik , var jeg fuldkomment på det Rene med mine følelser for frøken Nordan . Jeg vidste nu som altid , af jeg elskede hende over alt på jorden , medens hun ikke ænsede , om den lille fine hånd — som jeg dog havde så inderlig kær — hævede sig til slag eller til kærtegn . Hendes virkelige livsanskuelser vare mig endnu fremdeles uklare ; thi det ene øjeblik troede jeg af opsatte den kærlige , hengivne kvinde , for igen i det næste af kalde hende kold , hjerteløs og koket . Og dog var hun altid yndig , skælmsk og fortryllende ; men på samme tid jeg beundrede Eva i hende , følte jeg klart , af min hustru aldrig måtte ligne den Karen Nordan , der nu stod foran mig . Hellere elske uden besiddelse — end besidde og ophøre af elske ! Og jeg vedblev af være den kolde , indesluttede mand , som hun var den kokette , hovmodige kvinde , der kæmpede med alle mulige kvindelige våben for først at kaste mig for sine fødder og måske senere at le mig ud og afskedige mig . Eller gik det hende som mig ? dømte jeg skallen uden at have nået kærne » ? Overalt omgivet af de skønneste kvinder , som artes er så rig på , var Olufs hjerte i stadig bevægelse . Den ene billet på rosenrødt papir modtog han af sin tjener efter den anden og skjulte dem i vestelommen , for senere ved lejlighed at kunne læse dem upåagtet , som han troede . Hans åbne trohjertighed lige overfor mig var i stadigt aftagende . Han søgte så meget son : muligt at undgå enhver fortrolig samtale med mig , når vi om aftenen eller morgenen vare ene i vor dagligstue for at nyde vort mållid eller ryge en cigar . Om middagen og aftenen spiste vi i forening med familien Nordan og Skovstrup . Jeg tror , han kæmpede en hård kamp med venskabet mod sin kærlighed . Vel havde jeg selv tilladt ham at ægte hende , såfremt han vandt hendes hjerte , men venskabet havde et stort krav i hans bryst ; han vidste så godt , at hans lykke ville blive min livsvarige sorg . Hvor ofte lagde jeg ikke mærke til hans tavse kamp , jeg så , hvor begejstret han fløj hende i møde — men hvor tanketung , hvor uvillig og dog hvor modig han fjernede sig fra hende . Ofte , når hun var allervenligst imod ham , frygtede han for af vinde den kærlighed , han selv imod sin villie ikke kunne modstå af bejle til . Men kampen oversteg ofte hans kræfter , og derfor blev han tvær og uvillig stemt imod mig . Han flyede mig , som han skyede sin samvittighed . Fru Nordans og mit venskab tiltog dag for dag . Hun var mig en moder , jeg hende en son . Hendes øje fulgte mig med kærlighed , og når hun lagde mærke til datterens opførsel lige overfor mig , fordoblede hun fin godhed og opmærksomhed , hvorimod hun ofte betragtede Oluf med et forskende , misbilligende blik , som et ord , et smil af ham , atter hastigt forjog . Han udøvede den samme tryllemagt over Fru Nordan som over os alle . Siden hin aften i billardstuen , da hofjægermesteren modtog brevet , havde han været bortrejst i fire dage ; men efter tilbagekomsten var der foregået en mærkelig forandring med ham . Der var kommet ro i hans blik og holdning , han var mere munter og tilgængelig , og Fru Nordans ængstelse var ligeledes forsvunden med hans . Jeg havde gjort mig det til regel , hver gang frøken Nordan gav sit onde lune luft lige overfor mig , da af trække mig tilbage og forlade deres selflab . Jeg søgte da af fordrive de ensomme timer i den dejlige natur , der omgav mig overalt . Således kunne jeg hele dage vandre ene om med bøssen på skulderen og min frokost i jagttasken . Jeg strejfede om fra bjerg til Dal , fra solen i skygge ; snart hvilede jeg min trætte fod på en træstub , snart i det bløde græs , hvor blomsterne i tusindvis søgte af tale til mit urolige hjerte og blødgøre det , — ligesom jeg da altid atter og atter læste de kære breve fra hjemmet . På en af disse mange udflugter , der mere og mere behagede mig , traf jeg to ældre damer , skolebestyrerinder , der efter avisen gjorde rejsen sammen . Første dag , vi stiftede hinandens bekendtskab , var i græsset nogle skridt fra hinanden , hvor vi udhvilede os . De antog mig for en udlænding , skønt jeg var deres landsmand , ellers havde de vel ikke talt så ugenert i min nærværelse . Jeg før ikke påståe , af enighed var det fremherskende element i deres ordsfifte ; thi en ville tilhøire , medens den anden påstod at ville til venstre , men ingen af dem fulgte middelvejen . Således går det , når man vælger sit neiseselskab efter adresseavisen ! Endelig følte jeg mig forpligtet til at oplyse dem om mit kendskab til det danske sprog , da jeg ikke ville give afkald på min gode plads , hvor frokosten efter omstændighederne smagte mig ret godt , — og på den anden side ikke ønskede at være vidne til deres stridbare hjertendgydelser . Den ene af damerne tabte sin handske uden at mærke det , jeg sad tæt ved , greb den og rakte hende den , idet jeg tilføjede på dansk : „ Deres handske , frøken ! “ Hun studsede , rødmede og udbrød : „ Tak , hr . Landsmand , vi antog dem for en udlænding . “ Bekendtskabet var sluttet . I udlandet hilser man med glæde sit fødelands elskede sprog , som dannebrog fra skibets flagstang , og vi indledede nu en samtale om naturen og om rejsens glæder og ubehageligheder . Vi beså i forening mangt et smukt parti , og jeg kan i sandhed påståe , at prosaen og poesien gik jævnsidig med mig på disse udflugter . Den ene af damerne var nemlig overordenlig poetisk ; hun var den angste . Jeg hørte hende sjældent tale uden på Vers . Hun kunne alle klassikerne og nutidens digtere udenad og vidste altid at tiltale eller svare med deres ord . Den anden derimod havde mest interesse for børn — hendes levede ! ; — jeg hørte hende sjældent beundre naturen uden gennem de små . vi gjorde mange fodture sammen , og vare de mig end undertiden til besvæer , når jeg sandt dem på ensomme stier , jeg netop havde valgt af trang til uforstyrret ro , så vare de mig til andre tider også til glæede og underholdning . Snart beundrede jeg naturens storhed i frøken h . ' s selskab . Jeg forsøgte da at svinge mig op på den bevingede pegasus for at kunne følge hende på den høje flugt . Snart stirrede jeg ned for mig for at betragte , en lille smudsig unge , der havde vakt frøken d . ' s enttusiasme ; hun så aldrig et barn uden at omfavne det og udbryde : „ Hvilke flammende øjne , hvilken høj , ædel pande og bøjet næse , et yndigt sydlandsbarn , som jeg så ofte har læst om i bøgerne , men som jeg nu kan se med egne øjne . “ Så kyssede hun den lille og opfordrede mig til at bringe barnet en lignende hylding , hvilket jeg dog altid på en eller anden måde søgte at undgå . Jeg holder meget af børn , børn er blandt menneskene , hvad blomster er i naturen , men jeg har aldrig sundet behag i at klappe , endnu mindre i at kysse smudsige børn , medens frøken d . i ethvert barn så et himlens underværk , og da verden såvel ved Rhone som her er fuld af disso underværker , var der altid rig anledning for frøken d . til at udbryde i ny beundring og kærtegn . „ Der er tanker i den pande , se blot ! jeg tør vædde , et sprogtalent . Havde jeg hende blot i mit institut , der skulle nok blive noget as det drømmende geni . “ Med al respekt for frøkenens dømmekraft , der daglig havde øvelse i at studere små poder — så forekom det mig dog oftest , at hun var på vildspor med hensyn til det drømmende geni , som bestemt oftest endnu var ufødt i den lille , den ganske lille hjerne , dersom man tør dømme efter blikket , der mere udtalte begærlighed efter det sukker , hun altid var forsynet med , end tørst efter kundskab . Undertiden gik hendes henrykkelse for vidt ; jeg bad hende da i al ærbødighed om at forskåne mig , idet jeg forsikrede hende , at jeg var rejst fra Danmark for at nyde naturen og ikke for at nyde børn . Så lo hun og svarede , at børn vare naturens ypperste mesterværk , hvad enten de vare klædte i silke eller pjaller . „ Jeg foretrækker dog en frisk duftende rose for en fandenskærnemælksblomst , der tilsmusker fingeren , når man plukker den . Det forekommer mig iøvrigt , at frøkenen i deres hjem rigeligt kan få anledning til at studere naturens mesterværk som lærerinde for halvfjerdsindstyve sådanne potteplanter . “ . „ Spøg kun , min herre , der vil komme tider , hvor de vil se med andre øjne end nu . “ Og hun smilte så småt , det klædte hende godt , men så greb frøken h . mig under den anden arm og trak mig op til en høj , hvorfra vi glædede os ved at se solen spejle sig i Rhones bølger . „ Hvilken dejlig dag , hr . Holst , hvor floden ær smuk og himlen klar . „ Jeg elsker havet , når det stormer vildt . Jeg elsker det , når fladen ligger mildt ! “ Kan der findes større kontraster end disse to -rejsefæller ? Og dog følte jeg , at de kom til at holde ret meget af hinanden , inden de skiltes . „ Vi få uvejr , hr . Holst ! Jeg føler det på gigten , den plager mig altid med veirfkifte . “ „ Tror frøkenen det ? Alt smiler dog så venligt og smukt i dag , jeg håber , at gigten denne gang bedrager dem . “ „ Bedrage mig , nej hr . Holst , den ulykkesfugl bedrager aldrig sin vært , den hører til de så spåmænd , der altid sige sandt . “ „ Se , hr . Holst , kan de ikke tydelig se , hvor havfruen stiger op af bølgeskummet for at betragte himlen , den dejlige blå himmel med dens Sollys , der aldrig opvarmer hendes våde havsal ? “ „ Havfru , skjsn havfru fra dybet blå , „ Sig mig , hvad sidst under bslgen du så ? “ „ Stille frøken ! for himlens skyld , ti stille ! ' afæsk ikke havfruen hendes hemmelighed , lad den leve og dø med hende . “ „ Hvorfor ? “ „ Fordi synet ville være så frygteligt , at deres og mine svage nerver ikke ville kunne tåle det . Se , hun griber alt i strengene , kom lad os gå . “ „ Nej bliv , hun synger om guld og Perler , og om brustne øjne og brustne hjerter . “ „ Jeg elsker dsden med sin stille fred , og tanken om en evig salighed . “ „ Ja , de elsker døden med dens stille fred , men elsker de også døden i dens kamp mod det oprørte hav ? Nej , frøken , nej ! lad den stakkels havfrue dandse på Tillie og synge sin vemodige sang , der tolker hendes dybe hjertekval over ikke at eje en udødelig sjæl , men udæsk aldrig hendes hemmelighed , lad den synke med hende i det dybe , det hemmelighedsfulde hav . “ „ Min tro , få vi storm , lad os da skynde os hjem . Gæsten har alt indfundet sig . Hvem mon der dog har opfundet gigten til at plage skikkelige mennesker ? “ Således traf jeg dem ofte på mine vandringer . De boede i et lille hus , omtrent ethundrede skridt fra vort hotel , hvor jeg nu og da besøgte dem og glædede mig ved tanken om , at disse to lærerinder , hvoraf den ene endnu var ung , endelig havde såt deres ungdomsdrøm realiseret , at rejse igennem Italien og Frankrig . Hvor megen møje og anstrengelse , hvor mange savn der var gået forud for virkeligheden , vidste kun de selv og gud , der havde lagt sin velsignelse til deres arbejde . En aften , da jeg vendte hjem efter en sådan selvforviisning , hørte jeg en munter latter og genkendte Olufs stemme over alle de andres . Jeg havde først bestemt ikke at rejse mig , før jeg havde gjort mit toilette , men nysgerrigheden drev mig til at træde ind . De sad alle om et stort rundt bord , belagt med tegninger , der en efter anden gik bordet rundt og opvakte munterheden . jeg trådte ubemærket nærmere og stillede mig bag frøken Nordans stol . Hun vendte sig om og rødmede , men i det samme åbnede hun et lille foderal og udtog nogle nye tegninger , som hun dog beholdt for efter eget godtbefindende at tage en ad gangen frem . Den første rakte hun mod mig . „ En gadescene , som jeg selv har oplevet . “ Jeg tog den og genkendte straks Olufs og min søndagstour gennem Ålborgs gader og vort indtog i hendes vogn . Dæt var humoristisf og mesterligt udført , en sikker og veløvet hånd havde ført blyanten , men ingen af os to flygtninge var sfånet . Brillerne dinglede på næsen , håret , minen , holdningen og kostumet vare naturtro gengivne . Hvem var geniet , der havde udført det beundringsværdige arbejde ? „ Dæt er en godt udført skitse , “ bemærkede jeg ligegyldig , „ kun burde damens ansigt være synligt og ikke skjult under lommetørklædet . “ „ Finder de , hr . Hovmester ? Jeg har netop med forsæt undgået at gengive hendes træk i så ubehageligt et selskab . “ Hun brugte altid benævnelsen „ Hovmester “ , når hun var i ondt lune , for på en tydelig måde at anvise mig min plads i deres kreds . „ Ah , så frøkenen er mester for dette arbejde ? det forekommer mig , de nylig sagde , at det forestiller en begivenhed af deres eget liv ? “ „ Netop , en meget komisk scene , ikke sandt ? „ Unoægteligt , dog må den have været af stor interesse for dem , siden de har værdiget at forevige den . “ Hun tilkastede mig et stolt , hovmodigt blik og svarede : „ Interessen besfåer udelukkende i det latterlige ved denne scene , personerne selv have aldrig interesseret mig . “ Fru Nordan fik nu skitsen og udbrød : „ Det er jo feriegæsterne hos borgårds ; det forekommer mig , min kære Karen , at både din fader , du og jeg har haft godhed for dem . De vare meget unge , men ualmindelig opvakte mennesker , der lovede at blive begavede og elskværdige mænd . “ „ Finder mama ? Det er så længe siden , jeg har virkelig glemt , hvori begavelsen bestod , det eneste , jeg mindes , er , at de havde stort talent til at give korsarfigurer . “ „ Frøkenen har ret , de gav nogle fortræffelige karikaturer , som det nok er værd at forevige . Frøkenen har udmærket truffet disse to københavnske narre , jeg seer dem lyslevende for mit blik . Har de ikke også gengivet den ypperlige scene ved grøften , hvor de fled om en and , da vi så belejligt overraskede dem ? „ Her er den , “ og hun rakte kammerherren en ny tegning . Oluf så på mig med et ansigt , der ikke mindede om solen . Jeg gjorde en opmuntrende mine til ham , mit mod har altid været størst i farens øjeblik , medens hans derimod sank , så snart situationen blev betænkelig . Det var den villiesvage sjæl , der frygtede klipper og skær . Dog , ligeså hurtigt hans mod sank , ligeså snart kunne han genvinde det , når man blot hjalp og støttede ham . Han greb den første tegning , gjorde nogle morsomme bemærkninger og istemmede de andres latter . Jeg tog derimod den sidste skitse , betragtede den nøje , beundrede den i mit stille sind og sagde : „ Siden alle personerne synes at være bekendte af dem , hr . Kammerherre , vær da så god at sige mig navnet på denne dame , der står nærmest de unge brillehelte . Hun er meget ung , og dog forekommer det mig , at hendes træk er vel skarpe for så ung en dame . Se , hvor smilet om hendes læber er hånligt , hvor den lille fod kækt , ja dristigt har forladt sit kvindelige skjul — man fristes næsten til at tvivle om , at der banker et varmt , følsomt hjerte under det rige silkegevandt . “ „ Hører de , frøken Karen , hvorledes kandidat Holst udtyder deres berettigede vrede lige overfor sådanne landstrygere , der overfalde damer på alfarvej . “ Olufs og mine øjne mødtes ; de lynede af had og hævn . „ Må jeg bede dem , hr . Kammerherre , at moderere navnet landstryger . Det forekommer mig , at jeg før omtalte , at både min mand og jeg omsatte de unge mennesker med godhed . Deres senere dannede og elskværdige optræden har forpligtet os alle til at omtale dem med agtelse . “ Fru Nordans attring bragte mit påtænkte bidende svar til taushed . „ Du må tilgive kammerherren , mama , han var formodentlig ikke nærværende , dengang hr . Tulinius gav os sin forklaring . Såvidt jeg erindrer , led kammerherren endnu af det sår , studenten bibragte ham i duellen . “ Nu var det Skovstrup , der rødmede og bed sig a de tynde læber . Jeg bukkede for Fru Nordan og sagde : „ Hofjægermesterinden er en sjælden værtinde “ — jeg turde ikke sige veninde — „ der så mange år efter endnu forsvarer fraværende , som engang have havt den ære at være deres gæst . Hvor jeg ville prise mig lykkelig , dersom jeg var i disse herrers sted . “ Hun så på mig ; hendes blik var på samme tid så skælmsk og dog bebrejdende , at jeg uvilkårlig slog øjnene ned . Havde også hun genkendt mig ? Hvorfor spillede vi da endnu komedie ? Jeg besluttede at kaste masten , men hvilken grund skulle jeg da an « Give til vor opførsel ? Jeg kunne ikke sige den virkelige , og at lyve på ny , var mig imod , ligesom jeg fandt det latterligt at fortsætte masferaden . Endelig besluttede jeg at lade tilfældet råde . Jeg stod endnu med tegningen i hånden og vedblev med en rolig og kold stemme : „ Hvad min dom om damen her angår , gør det mig ondt , at jeg ikke kan genkalde den , skønt jeg har den ære at have originalen for mig . Jeg . Vil kun tilføje , af man ikke altid bør eller kan dømme det indre liv af de ydre træk eller handlinger , skjøndt mine , ord og handling jo burde være sjælens virkeliggjorte billede . “ „ Deres udtalelse behøver ingen undskyldning , hr . Hovmester ! den kan hverken forhøje eller forringe mit værd ; jeg tror dog , af min stilling fuldkomment svarer til og er berettiget i en situation sone den her angivne . “ „ Tillad mig . Frøken Nordan , af fastholde min mening . Hvad derimod frøkenens udtalelse om min doms pålidelighed angår , så er jeg i dette tilfælde en fuldkomment uberettiget dommer — især når der er tale om en så begavet dame som frøken Nordan . “ Hun ville svare , men Oluf forhindrede det ved af spørge : „ Hvad hedder denne morsomme , brøsige figur , der står lige ved dem , frøken Nordan ? “ „ Det er kammerherre Skovstrup ! Hr . Baron , genkender de ham ikke ? “ „ Ah , jo nu seer jeg det ! “ Og Oluf målte Skovstrup fra isse til fod . Men kammerherren trådte ham nærmere og gjengjældte hans uforskammethed med renter . Jeg så , han hviskedee Oluf noget i øret , og hørte min ven svare : „ Det kunne vi ved lejlighed tale nærmere om . “ „ Skønt jeg beundrer frøken Karens store talent til at tegne morsomme karikaturer , må de dog tillade mig den bemærkning , at det er et meget farligt talent , da det ofte giver anledning til altforfrie udtalelser , som let kunne have farlige følger for de pågældende ; “ her så han udfordrende på Oluf og tilføjede spøgende : „ Og dog frøken Karen , kan jeg ikke andet end more mig over deres fortrinlige karikaturer , især da jeg er så lykkelig at have fået hæderspladsen ved deres side . “ „ Det var tilfældet , som rådede , hr . Kammerherre . “ „ Et lykkeligt tilfælde for mig , frøken Nordan . “ Men Fru Nordan , der aldrig syntes om hans komplimenter til datteren , afbrød ham og spurgte : „ Hvad mon der er blevet af de to muntre studenter ? Bi så dem aldrig senere . “ Jeg ville netop til at svare : „ Her stå de , “ Da kammerherren kom mig i forkøbet . „ Jeg er så lykkelig tildeels at kunne tilfredsstille deres nådes nysgerrighed , de . . . “ „ Kald det interesse , hr . Kammerherre . “ „ Som de behager . Jeg hørte for nogen tid tilbage af en ven , at han havde truffet kandidat tulinius og potter en aften hos gamle Lars Mathiesen . De vare meget berusede , og den første af dem tabte i billard 200 rigsdaler . , som han ikke kunne betale . “ Ved disse uventede ord følte jeg blodet stivne i mine årer , min hånd greb uvilkårlig saft om frøken Nordans stoleryg for at holde mig oppe ; men vreden frelste mig , jeg fik på ny kraft , og nu var det for at beherske min harme , at jeg med begge hænder greb om stolen . Han havde næppe udtalt , ssr frøken Karen vendte sig imod mig og så mig stift og ængstelig ind i øjnene . Var det genskinnet af min bleghed , der farvede hendes kinder hvide ? Hvorfor så hun mere på mig end på de andre ? Oluf trådte nærmere hen til mig : „ De er aldeles fejl underrettet , hr . Kammerherre , “ Sagde han med undertrykt harme . „ Den pågældende er en intim ven af mig . Det er sandt , at han og polier vare berusede den omtalte Asten , men hvilket ungt menneske har ikke været det . Jeg tvivler på , hr . Kammerherre , at de ikke skulle have gjort bekendtskab med en rus , jeg for min part kender den godt . “ „ Jeg også , hr . Baron , derimod er ubetalt spillegæld mig heldigvis fremmed , ligesom det er en ukendt gæld blandt hædersmænd . “ Det var de første ord , hofjægermesteren havde yttret siden min indtrædelse . „ Jeg er ganske af hofjægermesterens mening , der må deles af alle agtede mænd , og da min ven tulinius , gudskelov , hører til disse , så må jeg erklære kammerherre Skovstrups beskyldning om ubetalt spillegæld før falsk . “ Skovstrup blev bleg af vrede , han trådte Oluf nogle skridt nærmere , som om han ville angribe ham ; men før han nåde Oluf , havde besindighed « : indhentet ham , og han formåede i en nogenlunde rolig tone at svare : „ De benægter altså , at tulinius og polier spillede den omtalte aften og tabte 200 rigsdaler . , son : de ikke kunne betale ? “ „ Jeg benægter aldrig en sandhed , min herre . Jeg er en hader af løgn og bagtalelse , jeg ved , at tulinius og polier vare berusede , men jeg ved også , at en ældre officer benyttede sig på en ukavaleermæssig måde af deres tilstand til at forlede dem til spil , hvori de vare aldeles uerfarne . Han vandt fra tulinius 200 rigsdaler . , hvorledes — må han selv bedst vide ; dog , dermed er også alt sagt , thi næste dag afhentede officeren selv pengene hos tulinius . Jeg må derfor på det bestemteste bede den : om at tage deres » sandfærdige beskyldning imod nun vens ære tilbage . “ „ Tor jeg gøre dem opmærksom på , hr . Baron , at jeg aldrig tager ord tilbage , jeg engang har » dtall , af den grund , at jeg aldrig siger mere , end jeg kan forsvare . Mine ord vare : „ Tulinius tabte 200 rigsdaler . , han ikke kunne betale . “ De har nylig selv tilstået , at han ikke havde penge hos sig , mere fordrer jeg ikke som bekræftelse af mit udsagn . Derimod må jeg på det bestemteste fastholde , at jeg ikke med et ord har hentydet til , at han ikke senere har betalt denne gæld . Men da de synes at kende disse herrer meget nøje , kan de da ikke også husfe , hvad det var for en dame , der måtte letale hans gæld ? “ „ Med fornøjelse , hr . Kammerherre , med hensyn til alt , hvad der angår min ven , svigter min hukommelse mig aldrig . Den dame , de nævner , er hans plejemoder ; hun udbetalte den ældre officer de 200 rigsdaler . , da tulinius endnu følte sig syg efter den for ham så uvante måde af tilbringe natten på . “ „ Jeg takker dem , hr . Baron , for deres venlige oplysninger . Dog er der et endnu , som er mig dunkelt , nemlig hvorledes vore unge eventyrere forvildede sig i den muddrede grøft på gamle kongevei , af hvilken politiet næste morgen trak dem op . Havde de sovet der hele natten ? “ Jeg følte i dette øjeblik en dødelig smerte i mit bryst . Det var et gammelt sår , der endnu var » lægt , han pludselig med hjerteløs hånd fik til af bløde . „ Er det sandt , er det virkelig sandt ? “ lød en svag og skælvende stemme tæt ved mig . det var Karen Nordans røst . Har jeg da ikke angret , dybt angret denne uværdige nat af mit liv ? Hvad der er angret , er jo tilgivet , — hvorfor skal jeg da atter straffes — og straffes så hårdt ? Hun havde spurgt , jeg måtte svare ; kun gud så , hvad det kostede mig : „ Kammerherren har ret , om det end havde været ædelmodigere af dem af sordølge et øjebliks vildfarelse hos to unge livsglade mennesker , der netop , fordi de vare så lidet vante til af have deres frihed , misbrugte den en eneste gang . Dog , jeg vil ikke forsvare dem , skønt den ene af dem er min kæreste barndomsven , da en gang af synde — er en gang for meget ; men det tør jeg tage gud til vidne på , af hvis anger kan udflette en brøde — så er deres nu tilgivet i himlen . “ „ Og på jorden med , “ lød en svag tårekvall stemme tæt ved mig , og frøken Karen forlod stuen . Gud være lovet , i sorgens time nåde jeg endelig hendes hjerte . „ Deres ven må være et bravt og agtet menneske , kandidat Holst , siden han er så lykkelig af have erhvervet sig et venskab som deres . Jeg ville , skønt ukendt , hellere have ham til søn end officeren , der på så uhæderlig en måde benyttede sig af de unge menneskers vildfarelse . Det må være tungt for dem , Skovsfrup , af have en sådan ven . “ Fru Nordan udtalte de sidste ord med stærk betoning og forlod ligeledes værelset . Jeg så , hvorledes kammerherren bed sine læber for af holde sit raseri i tømme , men blodet løb atter frigjort gennem mine årer ; på samme tid blev det mig klart , af kærlighed og had kunne banke i samme pulsslag . Jeg hadede ham . Dersom blikket kunne legemligt dræbe , som det så ofte har dræbt livsglæden — da havde vore øjne både kastet ham og mig til jorden . Han havde tilføjet mig et sår , der aldrig kunne læges , han havde lært mig af hade — han havde stjålet min hjertefred , thi had og fred kunne ikke rummes i samme bryst . Hvorfor skulle jeg atter træffe frisieren på min rolige vej ? Blot jeg ikke dræber ham ! Først besluttede jeg , af udfordre ham . Men ved roligere eftertanke foresatte jeg mig af vente , tiden var ikke belejlig . Dræbte jeg ham , kendte jeg mig nøje nok selv til af vide , af rejsen ville have tabt sit solskin for mig , jeg ville anse mig for en morder . Og faldt jeg — ? Ia , så var alt godt , så gik jeg elsket og elskende fra døden over i det evige liv . Men der var et tredie , som også kunne hænde , jeg kunne blive såret , hårdt såret . I det tilfælde måtte jeg blive tilbage — jeg blev da skilt fra hende — og måske vi da aldrig sås oftere . Nej , jeg ville vente , min arm var lang nok til altid at nå min hævn . Så ilede jeg ud for at betvinge min lyst til at tugte ham . Jeg følte , at der skal mere , langt mere mod til at tøjle sin vrede og lade sin dødsfjende i ro , end til at jage ham kården gennem hjertet , eller selv at styrte , truffen af hans hånd , til jorden . Men for hende kan jeg gøre alt . „ Kan du tilgive mig , det hele var min skyld ? “ Spurgte Oluf , da jeg trådte ud . „ Vi bare begge skylden , det var min svaghed , der blev årsag til vor nuværende fornedrelse . “ „ Men jeg var fristeren . “ „ Guldets ægthed bliver først prøvet i ilden . Uden kamp er der ingen sejr . Jeg var for svag til at kæmpe , derfor faldt jeg , og straffen har indhentet mig . Du ved , hvad jeg så ofte har sagt dig , Oluf , at inglingens synder må manden udsone . Det er tungt , men sandt og naturligt . En uordentlig og gældbunden ungdom , giver en fattig og angerfuld familiefader . “ „ Det er sandt , Carl ! men tænker det yndige , knoprige forår vel på , at det skal afløses af høsten ? “ „ Jo , Oluf , gud være lovet ! Mange tænke i såtiden på høsten . Se landmanden , hvorledes han pløjer , harver og sår i sit ansigts sved , i håb om en god høst for det forgængelige legeme , skulle vi da ikke også arbejde og berede vejen for vor udødelige sjæl , som altid vil leve , leve af vort jordelivs tanker , ord og gerning ; det er sjælens såtid , Oluf , og det er det eneste af jordelivets høst , vi tage med os i evigheden . “ „ Ja vist , jeg ved det nok , men vi er endnu så unge ; der er længe til høsten , og før den tid kommer , skal jeg nok så , så så godt , at kornet stat vokse og kvæle ukrudtet . Men hvad siger du om Skovstrup ? Jeg hader ham . Det er godt , at vi ikke er kendte . “ „ Jeg ville ønske det modsatte , Oluf . Gid vi aldrig havde antaget et fremmed navn ; det var min skyld , nu angrer jeg det , for det forekom mig undertiden , at de kendte os . Vi ville ved første lejlighed kaste masken . “ „ Det var som s . . . . . . . . . . . . . ! Når mærkede du det ? “ „ Alt tidligere , og nu før et øjeblik siden ; men jeg ved det ikke med vished , det er kun en for » Modning . “ „ Nu , jeg ville næsten suste det , så flap vi før at demaskere os . Det er så bandsat flant at stige ned fra baronen til kjøbmandsssnnen . “ „ Du skulle ikke have steget så højt tilveirs — så havde faldet været mindre . “ „ Nu , det får så være . Men kammerherren , hvad synes du om den skurk ? Han ejer hverken hjerte eller ære ; jeg har besluttet at tugte ham . Jeg tror , jeg vil lige straks udfordre ham , før få vi dog ingen ro . “ Han greb sin hat før at gå . Jeg holdt ham tilbage . „ Ikke nu , Oluf , tiden er ikke belejlig ; kan jeg vente , kan du vel også give stunder . Skovstrup er en farlig mand . “ „ Han er så bidsk som en arrig hund . “ „ Men alligevel farlig ; han er intrigant og be » Regnende , når han ikke bliver irriteret . Var han sødt i den simple klasse , ville han være bleven en stor forbryder . Det er kun hans forstand og opdragelse , der holder ham indenfor lovens grændser . “ „ Med andre ord , han er en skurk , og dertil en udannet skurk , der ikke engang forstår at beherske sig i damers nærværelse . Og sådan en Karl for vove at frie til frøken Karen ! Han tror , at penge gøre manden , lad ham rejse til hækkenfelt med sine penge og godser , hende skal han aldrig få , før skal jeg jage ham min kårde gennem livet . “ „ Han elsker hende til raseri , det føler jeg . Hendes penge er ham ligegyldige , når han kun får hendes hånd . “ „ Du siger , at hendes penge er ham ligegyldige , du kunne have sagt hendes hjerte med . Han ved , at hun hader og afskyer ham , og dog forfølger han hende med sin uforskammede påtrængenhed . Kalder du det kærlighed ? “ „ Du taler med så megen varme , Oluf . Frygter du måske for selv at miste hende ? “ „ Ieg forstår dig ikke , tulinius , og ønsker heller ikke at forstå dig . Frøken Nordan er fri , og kun den af os , der ejer hendes hjerte , har ret til at anholde om hendes hånd . Du har selv engang udtalt samme anskuelse . “ Og han styrtede hen imod døren . „ Bliv Oluf , jeg har et spørgsmål at gøre dig . Kom kun rolig nærmere , det er i en helt anden anledning , jeg vil tale med dig . Har du nogensinde lagt mærke til Skovstrups tjener ? “ „ Ja , forleden dag så jeg ham med bøssen i hånden ; han tog sigte , men lod pludselig hånden falde mat ned og forsvandt i buskadset . Da jeg vendte mig om , så jeg hofjægermesteren gå over stien ; vi fulgtes på hjemvejen , og senere har jeg ikke lagt mærke til noget mistænkeligt hos tjeneren . Forresten er han en smuk , kraftig mand med et næsten ædelt ansigt . Jeg kan godt lide den fyr , jeg havde intet imod at have ham til tjener ; der er mod i hans øje og kraft i hans arm , og har du set , hvor han elsker børn og dyr ? Jeg kan ikke fatte , at han vil tjene hos Skovstrup . “ „ Jeg heller ikke , men det forekommer mig , som om en hemmelighed lænker , løven til ulven . Jeg forstår mig ikke på det kammeratflab . “ „ Du tror altså . . . “ „ Jeg tror intet , min ven , men jeg frygter meget . Familien Nordan er bleven mig dyrebar , og jeg vil gøre alt , hvad en retskaffen mand evner , for at våge over den . “ „ Du mener altså , at deres hemmelighed gælder Nordans . “ „ Ja . “ „ Hvorpå grunder du den formodning ? “ „ Først på hofjægermesterens forhen så urolige sindsstemning og på hans hustrues ængstelige blik , hvormed hun fulgte ham , dernæst på Skovstrups påtrængende opførsel lige overfor Nordans . Ethvert af hans træk udtaler : „ I må tåle mig . “ Og så hans tjener , kan du ikke læse i de store , dybtliggende øjne , at han bærer en ulykke ved sit hjerte , en ulykke , han vil hævne . Nu , hvert menneske har sit kors at bære , men hans forvolder ham kamp , jeg har læst det i hvert træk , i hver af hans bevægelser . Jeg har opfanget det mørke , hadefulde blik , hvormed han følger hofjægermesteren , han er ormen , der gnaver ham . “ „ Hvor uhyggeligt ! Jeg håber , at det er din egen mørke stemning , der soregjøgler dig disse skrækkebilleder . Jeg vil håbe , at vi , når udbrudet kommer , er langt fra dem , jeg holder ikke af sorg og ulykker , når jeg kan løbe fra dem . “ „ Øg sig håber og ønsker , at slaget må komme til at stå , medens vi endnu er i deres nærhed , så at vi i påkommende tilfælde kunne stå damerne bi . “ „ Det er sandt , dem glemte jeg . Men lad os nu ikke forbittre os nutiden af frygt for fremtiden . Jeg har noget at betroe dig , Carl , jeg er i stor pengeforlegenhed . “ „ Du ? Det er umuligt , der er jo endnu ikke hengået en uge , siden du hævede de sidste penge . “ „ Jeg ved det , men alligevel har jeg ikke mere end fem rigsdaler tilbage , og i morgen kommer værtens regning . “ „ Det er slemt , Oluf . Hvor er det muligt , at du kan have brugt så mange penge ? Men om forladelse , det tilkommer ikke mig at kontrollere dine handlinger . “ „ Du er min hovmester , og derfor har og vil du altid have ret til at foreholde mig , hvad der ikke er rigtigt , og jeg håber , at jeg altid vil have hjerte til at takke dig derfor . “ „ Tør jeg da i egensfab af hovmester gøre dig det spørgsmål : hvortil har du i så lille en by havt anledning til at forede så stor en kapital ? “ „ I artes , min ven , gik de fleste penge . Jeg kunne ikke modstå de dejlige bedende øjne , som overalt mødte mit blik . “ „ Og den udstrakte hånd , “ supplerede jeg . „ Tag dig i agt , Oluf , man har dig til bedste ; du tror at vinde hjerter , men du mister kun dit guld . Det er dit guld , de søge at lokke fra dig , og når de have lukket hånden over det , så forlader du dem med tom pung , men med rig høst , dog ikke af den , der bringer fred i livet og fred i døden , men en høst , rig på smerte og nag , med andre ord , Oluf potter — du får anger . Stakkels ven , hvor du foruretter dig selv og bedrøver mig , din Broder ! “ „ Det er ikke så galt , som du tror , Carl . Jeg har givet brudendstyr til to unge piger , der i flere år have været forlovede , men af mangel på penge ikke kunne gifte sig . Det har været mig en tand glæde , at se deres jubel og taknemmelighed . “ „ Have brudgommene også grund til at velsigne dig ? “ Han slog øjnene ned og svarede så sagte , at jeg næppe kunne høre det : „ Jeg tror det . “ „ Og det er disse penge , de bygge deres og deres mænds fremtid på ? Det er forfærdeligt , Oluf , hvad vil dog enden blive ? Jeg tør ikke se ind i fremtiden . “ „ Det skal du heller ikke , tulinius . Hav blot tillid til mig , jeg vover mig ikke længer ud på søen , end at jeg kan roe hjem . Alt vil nok blive godt . Du skal se , når vi først komme hjem , så forandrer jeg mig . Jeg har lovet mig selv , at fra den dag jeg atter betræder toldboden , opgiver jeg alle gamle vaner og unoder fra udlandet og bliver æn sat og flittig embedsmand . Er du så fornøjet ? Men nu vil jeg more mig og nyde ungdommen ; ungdommen er så kort , jeg har ikke råd til at spilde kun et år af den , nej , ikke æn dag . Duseer så mørk og bebrejdende på mig , som havde jeg fremkaldt æn ulykke . Nå , gamle dreng , smil nu atter til mig og skaf mig penge , jeg er i æn bandsat forlegenhed . Vi blive ikke alle støbte i samme form , jeg har jo lovet at forbedre mig . Vil du have , at jeg skal tilsværge dig det ? “ „ For guds skyld , ingen ed , Oluf , — denvilde gøre dig til meneder . Du har gode forssætfer , men du holder dem ikke . Du siger , at du vil begynde et bedre liv , når du er kommen hjem , men der er endnu lang tid , til vi nå hjemmet , . Du kan synde mere i den tid , end din fremtid kan udsone . Begynd straks , Oluf polier ! Enhver synd slukker en stjerne på din fremtidshimmel ; natten vil blive så lang , så usigelig lang , fordi den er mørk og angerfuld . Vær vågen om dagen , min stakkels , svage ven , for at du kan sove fredensherlige søvn , når solen går ned og natten , kommer . “ Han slyngede sine arme om min Hals , jeg så tårer i hans kække øje , gud give , at disse . Tårer måtte slukke synden i hans hjerte ! „ Og nu må du love mig , min ven , altid ak beregne dine udgifter efter dine indtægter , ellers går det galt . Her har du penge , og her ligger en bog , du kan benytte til at opgøre dit regnskab , på den måde vil du altid kunne holde balance mellem indtægter og udgifter , og det er en vigtig betingelse for livet . Dine forældre have ved flid og savn samlet deres formue i den tro , af gøre dig lykkelig ; lad nu ikke deres velsignelse blive til forbandelse for sønnen . Penge have gjort flere mennesker ulykkelige end lykkelige ! Gid du var fattig , så måtte du arbejde — arbejde flittigt ; arbejde adler sjælen og hjertet . Arbejde dræber slette tanker og forringer syndernes antal . Der , fag nu bogen , eller kom og lad mig begynde ; godt begyndt er halvt fuldendt . Se , på denne side står din indtægt , — her din udgift . Hver måned opgør du begge dele , og du vil da se , om der er balance i dit regnskab . Vil du love mig det , olnf ? Og bærer du ikke nag til mig for mit formynderskab ? “ „ Du straffer mig for hårdt ved af gøre mig sådanne spørgsmål . Jeg foretrækker af udnævne dig til kasserer , du får alle pengene , så flipper jeg for regnskabet og fristelsen . “ „ Det kan jeg ikke gå ind på , olnf . Kun et feigt menneske gør sig umyndig for af undgå fristelsen . I din alder er det uværdigt af have en formynder , det er ikke alene for øjeblikket , jeg taler , men for din fremtid . Du må kæmpe for at sejre , og du har kraft og hjerte nok til at gå sejrrig ud af kampen . Regnflabsbogen tjener til din egen underretning , ingen uden du bør kende dens indhold . Men skulle du atter komme tilkørt , så gennemblad din lille vejviser og se , i hvilken retning du har ødslet , for at du den næste måned kan gøre de fornødne indskrænkninger . En retskaffen mand må ikke gøre gæld , undtagen han ved , når han kan betale den . Men en mand med din formue må aldrig gøre gæld , det er ligefrem en synd . Var jeg i dit sted , så inddelte jeg min formue , der beløber sig til 5000 nd . om året , i visse klasser . Først ville jeg hver måned lægge en passende sum til side for i påkommende tilfælde at have et fond , dersom et eller andet uventet tilfælde skulle indtræde , så atjeg , uden at låne eller forringe min kapital , havde penge til min rådighed . Dernæst ville jeg fratage en bestemt sum , og ikke for lille , til at betale mine kreditorer , jeg mener mine fattige medmennesker , der med god føje have ret til en del af min overflod , som jeg efter guds og hjertets lov er dem skyldig . Resten er din ejendom , og efter din indtægts størrelse bør du indrette dit liv . På den måde kommer der orden i dine affairer , i din tanke og i dit hjerte , med andre ord , gud lægger da sin velsignelse dertil , thi orden er allerede i og for sig en guds velsignelse . “ „ Du har ret , jeg vil gøre , som du siger , jeg ærgrer mig selv over den evige underbalance . Men knibe vil jeg dog ikke , jeg får jo intet af min rigdom med i graven , og tror du , at mine arvinger ville takke mig for , hvad jeg efterlader dem ? Nej , du , de ville kun sige , det er loven , der efterlader os det . “ „ Knibe , fy , det er langt fra min tanke , at du skulle forvandle dig til en gnier . Der er intet på jorden , jeg foragter så dybt som gerrighed , fordi den gør egenkærlig , smålig , ja endog tilintetgør enhver ædel følelse i vort bryst . Jeg tilråder dig kun orden i pengesager og fornuft i godgørenhed . Vær gavmild imod din familie og de fattige , medens du lever og kan nyde glæde af dine gaver ; thi det er netop egenkærligheden og gerrigheden , der først vil give efter døden , når gnieren ikke mere har brug for sine penge ; der er så få , der ville undvære i levende live . De berolige deres samvittighed med den løgn : „ Vi spare for af efterlade vor familie pengene , “ og imidlertid lade de den undvære alt . Men du forstår nok , hvad jeg mener , ikke sandt ? Nu har jeg prædiket længe nok . Jeg vil gå en tur ; jeg trænger til luften , til ensomhed . Farvel , Oluf , tænk over , hvad jeg har sagt . Jeg kommer snart tilbage . “ Jeg var bleven krænket dybt , ved atter af blive mindet om hin nats nedværdiglse , og det i deres selskab , som jeg elskede over alt og hvis agtelse , var mig meget magtpåliggende af vinde . Derfor var min gang tung , thi mine tankers vægt tyngede den . Da jeg vendte tilbage , hørte jeg en bekendt stemme sige : „ Ja , jeg kender ham meget godt , han har en ualmindelig ædel charakteer , og jeg ved med vished , af han dengang , der var den eneste gang i hans liv , blev forført af potter , som vedblev af overtale ham til af følge med . Det var en kold vinteraften , punschen duftede dem i møde , og så . . . så drak de for at varme sig . . . “ „ Og mere , end de kunne tåle ! Ja , således går det alle . Fy , hvor den potter dog må være et dårligt menneske ! Ikke sandt , hr . Baron ? “ „ Hm , jeg ved ikke , jeg tror ikke , han er værre end alle vor tids unge mennesker . “ „ Da tror jeg det , hr . Baron potter ! Om forladelse , jeg tog fejl og gav dem et så dårligt menneskes navn , ikke at tale om , hvor simpelt navnet potter lyder imod Gyldenkrone . “ „ Finder frøkenen , at navnet lyder så simpelt ? “ „ Finder de det ikke også , hr . Baron ? “ „ Oprigtigt talt , nej , jeg synes nok så godt om det , det er nettere end mange andre navne , som dog blive bårne af begavede og dannede mænd . “ „ Begavede mænd , ja deri har de ret . Det er ikke navnet , der giver manden anseelse , men derimod hans begavelse , der adler navnet ; men så vidt mig bevidst , har den herre , vi tale om , ingen synderlig begavelse , og derfor må han finde sig i , at jeg finder hans navn simpelt . Tænk dem , hvis vi føjede barontitelen til potter : baron potter , hvilken ynkelig person få vi ikke ud af dette fællesflab ! Hvor jeg seer ham tydeligt for mine øjne . Seer de ham ikke også , baron Gyldenkrone ? “ „ De er grusom , frøken Karen , jeg tror bestemt , jeg forlader dem og overgiver naturen til deres skarpe sværd . “ „ De vil forlade mig ? Når de straffer , hr . Baron , så straffer de meget hårdt . “ „ På ære , frøken , var det før min hensigt at straffe mig selv ved at forlade dem , så vil jeg nu straffe dem ved at blive ; jeg lover ikke at vige et skridt fra deres side , før vi nå hotellet . “ „ Godt , min herre , jeg må finde mig i min hårde skæbne , i vor tid er det altid overmagten , der har ret . Hvor er deres hovmester henne ? Har han atter forladt hotellet ? “ „ Ja han kommer nok ikke tilbage før om nogle dage ? “ „ Før om nogle dage ? Hvor er han rejst hen ? “ „ Jeg tror , han har lovet at ledsage de københavnske damer på en udflugt . De skulle være meget elskværdige og begavede , han kan ikke noksom rose dem ; ja , jeg tror , han er på vej til at få en lille faible for den ængste , en smuk blondine . De tabte deres parasol , frøken Karen , tillad mig at give dem den tilbage . Skade , den er gået istykker , det sfete formodentligt i faldet . “ Jeg kunne se dem begge , uden at de så mig . Jeg så Olufs skadefroe ansigt og hendes mørke , flyfulde træk . Hun svarede ham , men så sagte , at jeg ikke opfangede ordene ; jeg hørte kun Oluf sige : „ Som de behager , frøken . “ De fjernede sig hurtigt ; jeg mød derimod gjenvei over Marken og så dem først igen , et øjeblik før vi skulle gå til bords . Da jeg trådte ind , sad frøken Karen ved vinduet , hendes ansigt var bortvendt , hun så sig hurtigt om , og en dyb rødme forsfjønnede de fine træk . var det glæde eller vrede ? Den aften talte jeg ikke meget , men tilbragte tiden med at tegne . Oluf læste højt for damerne , og hofjægermesteren og Skovstrup spillede piquet . Jeg følte flere gange , at frøken Nordans øjne vare fæstede på mig , medens hun syntes at lytte til Olufs foredrag , men jeg hævede ikke en eneste gang mit blik ; thi nu vidste jeg , at der bankede et kvindehjerte under den hårde skal , og jeg takkede gud . Senere på aftenen , efter theen , satte frøken Karen sig uopfordret til pianoet . Hun sang min andlingssang , men jeg fortsatte tilsyneladende min befljæftigelse . Jeg ved ikke , hvad der fejlede mig , jeg følte kun , at rejste jeg mig , eller blot så op og mødte hendes øje , var jeg fortabt , kærligheden ville overvinde fornuften , løftet var da brudt . Nu følte jeg , hvorfor ordholdenhed bliver skattet så højt , som alt , hvad der er sjældent . Når løftet forvolder os så stor en kamp , som jeg udkæmpede i mit hjerte , skal der mod og kraft til at sejre over lidenskaben , der vil forføre os til at bryde vor ed , vort løfte . „ På jorden med , “ lød atter og atter i mit hjerte og gjorde mig så vemodig , så bevæget , at jeg ofte måtte gentage for mig selv : „ Giver du efter denne gang — og bryder dit løfte , så har du tabt for hele livet , manden er stødt fra ttronen , og hun vil med rette blive herre i huset . “ Så lagde jeg atter den kolde maske over det varme hjerte . Hun havde jo gjort det samme ! Sangen var endt . Hun vendte hovedet imod mig , min ligegyldige stilling behagede hende vist ikke -— hun indtog atter hurtigt sin plads og opfordrede , efter at have præluderet smukt , men stormende , Oluf til at hente sin fløtte for at akkompagnere hende . Under det smukke foredrag faldt mit øje på hofjægermesteren , han var en stor inder af musik , men hans blik var denne aften mørkt , og hans farve bleg . Kammerherren sad skjult i en vinduesfordybning og havde uafbrudt sit blik fæstet på godsejeren , som ville han gennemtrænge hans sjæls hemmelighed . Hvor jeg følte mig uhyggelig til mode ; jeg følte , at der var noget skjult , som omgav os ; der var så meget , så mange led , som greb ind i hinanden , nu da øjet engang var åbnet . Havde ikke Fru borgård omtalt hofjægermesterens hyppige rejse fra godset , uden at nogen kendte grunden . Jeg ved ikke , hvoraf det kom , men pludselig dukkede Carolines historie om godsejeren og Karen , atter — efter så mange Års forløb — op i min sjæl . Det var jo også en blid og yndig hustru , han førte hjem til sit gods , som han senere måtte sælge for at bosætte sig i Jylland . Således fortalte Caroline . Og hun fortalte mere om Karen , den stakkels Karen og hendes lille barn , hvorledes de forsvandt . Og så om væveren . Ia , det mindedes jeg nu alt , jeg så det for mine øjne . Jeg blev varmere og varmere , min pande brændte , håret rejste sig , jeg ville . . . Da åbnedes døren , jeg så op — men den lukkede sig atter , og frøken Nordan var forsvunden . Om natten lå jeg med åbne øjne og bankende hjerte og drømte en frygtelig drøm . Himlen være lovet , det var kun en drøm . Dog , lad hænde , hvad der vil , hun skal blive min hustru , og hendes moder skal være min moder . treogtredivte kapitel . Jeg var oppe , før solen nåde mit leje . Den første , jeg mødte på min morgentour , var hofjægermesteren , han gik med hænderne på ryggen og røg fin cigar . I den senere tid havde hans opførsel lige overfor mig været temmelig fornem og kold , grunden vidste jeg ikke , men jeg tog bestemt ikke fejl . Denne morgen gjengjældte han min hilsen på en hjerteligere måde , og næppe var han gået mig forbi , før han standsede og udtalte mit navn . Han nærmede sig fortroligt , men dog nedladende og begyndte med hverdagsagtige spørgsmål og svar , indtil han endte med hovedformålet for vor samtale , nemlig at udspørge mig om Oluf . „ Er deres elev ligeså god , som han er elskværdig , hr . Hovmester , da vil han i sandhed gøre stor lykke på verdensmarkedet . Det forekommer mig , at de øjne ikke kunne lyve , han er bestemt et meget lovende ungt menneske . “ „ Hofjægermesteren bedømmer min ven retfærdigt , han er ligeså god , som han er elsfværdig , smuk og rig . “ „ Det glæder mig at høre en så fordelagtig dom , udtalt af den unge mands hovmester , der har lejlighed til at kende ham fra grunden . Jeg har i almindelighed et skarpt blik , jeg tager sjældent fejl . Sig mig , hr . Holst , har deres elev gode kundskaber , og er han stadig og flittig ? “ „ Hans kundskaber og flid stå på samme trin som de fleste rige unge menneskers , der besidde forstand og dannelse . Jeg holder af ham som af en barndomsven , man elsker for hele livet , hvad enten han forvolder os glæde eller sorg , lykke eller ulykke . “ „ De er en trofast ven , hr . Kandidat , jeg gratulerer den unge baron til en sådan hovmester . “ „ Hofjægermesteren behager at rme mig , fordi jeg er trofast og retskaffen ? “ „ Nej , hr . Holst , kun fordi de hører til de få mennesker , der ofre venskabet alt . “ „ Undtagen æren , hr . Hofjægermester ! Den beholder jeg som en hellig arv . “ Her så jeg stift på ham . „ Det er ret , unge mand , æren bør altid blive i vort værge ; det er en skat , der ikke bør være tilfals , hverken for kærlighed , venskab , guld eller højhed . Hvorledes har de tænkt dem deres fremtid , har de alt søgt embede ? “ „ Jeg er ansat som auditør i armeen . “ „ En god begyndelse , unge mand , jeg ønsker dem til lykke ; de er trådt ind på den slagne vej til en lys og hæderlig fremtid . Det er vel baronen , deres ven , der har forskaffet dem denne sjældne lykke i så ung en alder ? “ Han så mig smilende ind i øjet . Det forekom mig , som lå der noget skjult bag hans skælmske blik , der for første gang mindede mig om frøken Karen . „ Nej , hr . Hofjægermester , jeg skylder først og fremmest lykken , der rimeligvis har stået fadder til mig , mit held , dernæst tror jeg nok , af flid og dygtighed har gjort resten . “ „ Men sig mig , hr . Auditør , hvorledes lader deres embede og deres stilling som hovmester sig forene ? “ An , der havde jeg forløbet mig , hvorledes skulle jeg nu få denne mislige sag ordnet ? Jeg måtte lyve på ny ; det er dog forunderligt , hvorledes den ene usandhed altid drager en kæde af søskende efter sig . Jeg tror , han så min forlegenhed , og af den glædede ham . „ Min stilling som hovmester er kun interimistisk . Når min permission er udløben , er hovmesteren dettroniseret , jeg har søgt af forene nytten med fornøjelsen . “ „ Ah , således , meget fornuftigt . Nu , jeg ønsker dem til lykke . Det glæder mig af høre , af deres elev er en brav mand , der ikke alene hører til en agtet og anset familie , men har en charakteer , der gør ham værdig til af blive en god ægtemand . “ Her så han atter stift på mig , løftede sin hat og drejede uden videre ind på en mark og lod mig ene på landevejen , — hvor han endnu ti minuter senere kunne have set mig på samme plet , dersom han havde gjort sig den ulejlighed at se tilbage . Var Oluf alt forlovet med hans datter ? Hvortil alle disse spørgsmål ? Jeg løsrev mig fra det sted , hvor jeg stod , så stormede jeg frem , jeg ville bort , langt bort ! Men i næste øjeblik stod foden atter stille , uden at tanken havde kastet Anker ; den for afsted uden rift eller ro , snart op på det højeste fjeld , så ned i den dybeste afgrund , gennem regn og slud . Et øjeblik , men også kun et øjeblik gjennemfoer den tanke mig : „ Hvorfor gav du skæbnen lejlighed til at gøre indgreb i dine rettigheder ? Hvorfor optrådte du ikke under dit virkelige navn , så havde baronen ikke dræbt din fremtid ? “ — dog tanken var næppe udtænkt , før jeg med foragt stødte den tilbage . Vare hendes følelser for mig så kolde , så ustadige , at årene havde udstukket dem — eller at barontitelen — jeg hader titler — kunne kølne dem , så havde jeg jo vundet ved at blive befriet fra så tvivlsom en lykke . Det var med roligt sind , jeg fattede den beslutning , at jeg ville prøve , om guldet var ægte eller ikke . Jeg havde træk for træk stnderet hendes ord og handlinger , hendes oies skjulte sprog , jeg havde set en forædlet sjæl gennem dette blik . Jeg har en fast udholdende villie . Hvad jeg vil , det skeer ; måske min styrke ligger i min fornuft , da jeg aldrig vil noget , der er umuligt at gjennemføer . Hendes øje havde forrådt mig hendes nyfødte sjæls frygtsomme pulsflag , mit hjerte havde alt forlængst forstået det , om det end som en gnier havde skjult det af frygt for atter at miste det . I afskedens øjeblik havde jeg sagt , at hun selv frivillig skulle række mig den kære hånd , når hun ville være min hustru ; men hun forkastede min bøn med Hanne og foragt . Skulle vi da aldrig nå hinanden ? Hvorfor udtalte jeg hine skæbnesvangre ord ? Jeg har udtalt dem , og jeg må og vil holde dem , men jeg råder alle og enhver til aldrig at aflægge så overilet et løste , eller rettere , at fælde så streng en dom . Et løfte må altid holdes . Et brudt løfte er en æreløs sag , en ufuldbyrdet dom er en falliterklæring for dommeren . Var jeg ikke uheldigt stillet ? Hin aften , jeg stod ved vinduet og lyttede til alpehornet , da mit øje ved at se ned sænkede sig så dybt i hendes sjæl og den lille hånd lå mig så nær , at jeg kunne gribe den — da randt det ulyksalige løfte mig i hu , det kom tidsnok til , at kampen blev udkæmpet , æren fejrede . Et sådant øjeblik kommer måske aldrig tilbage . Som guldgraveren , der forsigtigt lader hver håndfuld jord glide igennem sine fingre for at opdage hvert lille korn guld , således vil jeg tålmodig arbejde mig frem ; jeg vil ikke skye klipper eller skær . Min villie er fast som klippen , og min kærlighed er et bundløst hav . Nu , Karen Nordan , nu er kampens dag begyndt , træd indenfor skranken , dit våben er list , mit kærlighed . Du vil aldrig , aldrig se mig for dine små , nydelige fødder , men jeg vil føle din lille bløde hånd skælvende lægge sig i min , hvor jeg vil elske den og varme den ved mit hjerte . Neppe havde jeg fattet min beslutning , før jeg hørte Olufs friske , ubundne og Karens sølvklare latter bag mig . Jeg vendte mig pludselig om , og vi stod ansigt til ansigt . Både hun og han rødmede for mit blik , jeg smilte derimod venligt til dem , idet jeg bød dem godmorgen . „ Og hvad var det så , der fremkaldte den muntre latter ? “ spurgte jeg . „ Du selv , “ svarede Oluf — „ Du stod så dybsindigt og stirrede frem , som var du ligeved at falde i staver . Hvad tænkte du på ? “ „ Ja , hvad tænkte de på , hr . Holst , vor latter har sikkert afbrudt en meget vigtig tankerække . “ „ De have begge gættet fuldkomment rigtigt , mine tanker drejede sig om en angrebs- og en forsvarsplau . “ „ Altså om krig ; må man ikke høre lidt om den store feltherres vise planer ? “ „ Det er en dårlig feltherre , der åbenbarer sine planer før det nødvendige øjeblik . Tillad mig , frøken , at sortie mine , liden vil nok afsløre dem . “ „ Spiller jeg måske en rolle i dem ? “ Her så hun skælmsk på mig , som ønskede hun , jeg skulle svare ja ; men pludselig var jeg bleven drillesyg . Var det , fordi jeg nu vidste , at hun elskede mig ? Jeg svarede i en tilsyneladende ydmyg tone : „ Det ville være for dristigt , frøken Nordan . “ Mit svar fornærmede hende , men jeg lod , som jeg ikke så det . „ Går du med , Carl ? “ spurgte Oluf . „ Nej , jeg har lovet frøken h . og d . at ledsage dem på en lille udflugt . “ „ Er det aldeles nødvendigt ? “ „ Tildeels , frøken h . stødte i går sin fod , idet jeg hjalp hende over en kløft , hun trænger til min arm . “ „ Stakkels frøken h . Vil de , skønt ukendt , hilse hende fra mig . Dersom jeg kan være hende til nogen tjeneste , skal det være mig en fornøjelse . “ Det var frøken Karen , der udtalte disse velvillige ord med deltagende stemme og smilende øjne , der hviskedee : „ Jeg er slet ikke jaloux . “ „ Tak , frøken , jeg skal overbringe deres venlige hilsen . Frøken h . er en sjældent dannet og begavet dame , jeg -har aldrig tidligere truffet på så mange kundskaber i så ungt et hoved . Dertil forener hun beskedenhed og godhed — dyder , man ikke altid finder hos unge damer . “ „ Har de haft megen lejlighed , hr . Hovmester , til at opdage denne store mangel hos vort køn ? Har de i deres selskabskredse truffet mange damer ? “ Hun lagde en stærk betoning på ordet „ Damer , “ men jeg overhørte fornærmelsen og svafuldkomment rolig : „ Det tør jeg ikke rose mig af , frøken Nordan . I den kreds , hvor jeg kommer , har jeg truffet mange væsner , der ikke alene kalde sig selv damer , men også gøre fordring på at blive kaldte damer af andre , skønt de mangle den første betingelse , kvindelighed og åndsdannelse . Dog har jeg også , nu og da , været så heldig at træffe virkelige damer — som f . Eks . Frøken h . “ Den sidste sætning udtalte jeg sagte , som for mig selv . Jeg så op i den tro at møde et vredt , hovmodigt blik , men jeg blev ubehageligt skuffet , hun rystede smilende sit yndige lokkehoved , bøjede det henimod mig og så mig sfjælmsk ind i øjet , akkurat som om hun ville sige : „ Se , jeg er aldeles » såret . “ Jeg har aldrig set mage til hendes overmodige , talende øjne ; men jeg behandlede hende efter fortjeneste . Hvor forvovent , således at stirre en forelsket mand i øjnene , jeg fængslede hendes blik og åbnede hjertets længe skjulte vulkan for hende , hun rødmede — hvor hun dog rødmede nydelig , som morgensolen , når den stiger frem af sit tågeslør ; men endnu stod hun på samme plet , ansigt til ansigt mod mig . Et blik er en magnet , det fastholder . Således stod vi en stund . Det forekom mig , som om et dybt suk stjal sig over hendes læber og gav ekko i Olufs bryst . „ Godmorgen , frøken Nordan , god fornøjelse ! Kammerherren , som kommer der , må være min stillingsmand . Godmorgen , Oluf . “ Og før jeg fik svar , var jeg borte . Min fod var så let . Tvivlen var begravet i hendes øjes dyb , men idet jeg straffede hende , straffede jeg mig selv , — det vil vare længe , før hun atter fører mig ind i sin himmel . Og jeg strejfede om , snart vuggede jeg mig på Rhones bølger , så skød jeg en fugl i flugten . Det er en forunderlig tilintetgjørelseslyst , der ligger hos os mennesker . Jeg var så jublende glad , så rastløs , og derfor skød jeg fuglen , — ikke for at gavne mig eller nogen anden — ikke for at flade den , jeg skød — jeg ved ikke hvorfor . Var det måske , fordi lykken var så rig , så fuld , at den trængte på for at få luft ? Havde jeg været ulykkelig , da havde jeg — ogfå dræbt den for at give sorgen , måske raseriet luft . Altid skal vort overmål af glæde og smerte gå ud over den uskyldige . Da jeg atter vendte tilbage , spredte månen sit klare lys over artes . Kvinderne sad på østerlandsk Viis udenfor deres gadedøre for ret at nyde aftenens yndige ro . Jeg turde hverken se til højre eller venstre for ikke al blive miskendt af de årvågne fædre og ægtemænd , der genkendte mig som Olufs ven . Jalousien er en streng hersker over disse folk , et dolkestød hører til nattens orden . Jeg fortsatte hurtig min gang , til jeg nåde hotellet . Alle syntes at sove , kun jeg følte mig lysvågen ; jeg greb min guitar og ilede ud ; jeg satte mig under vinduerne på bænken ved det høje træ og sang : „ Flyv fugl , flyv over furesssns vande , nu kommer natten så sort . “ — — neppe havde jeg sunget det første Vers , før det næste blev ledsaget af de skønneste fløjtetoner ; de kom fra vort sovekammervindue . Aldrig har jeg hørt toner , der som disse trængte til mit hjerte . Stakkels ven , de talte så gribende om hans vemod , hans sorg , at de lokkede tårer i mit øje . Jeg følte , han gemte noget derinde , i den skjulte Vrå , der søgte luft og lys . således kan kun et sorgfuldt , et vemodigt hjerte spille . Min sang var endt , men hans fantasi legede med fløjten . Snart græd den , jeg syntes at se tårer i den hele natur , så lo den foragteligt over sine bløde tårer , som om den hele verden ikke var en tåre værd . Findes der noget overjordisk her på jorden , må det være musik . Det forekommer mig , som om tonerne åbenbare alt , hvad der er ædelt og stort , for vort øje . Musik kan få mig til at skælve , til at græde — til at bede . — jeg flammer mig ikke ved at tilstå den guddomsmagt , musiken har over min sjæl og mit hjerte . Og Olufs fløjtetoner bølgede langt , langt udi natten . Men en mandsflygge rejste sig pludselig , den havde været skjult for mig , nu genkendte jeg kammerherrens tjener , der listede sig bag om hotellet , hvor han forsvandt . Hvad gjorde han her ved nattetid ? fireogtredivte kapitel . Vi besøgte for sidste gang alle de kendte steder , hvor vi så ofte havde glædet os , og næste morgen forlod vi under solskin , fuglesang og munterhed artes , vort lille Paradis , hvor vi havde tilbragt så mange lykkelige timer . Aftenen forinden tog jeg afsted med mine to veninder , hvor jeg blev og drak the . Jeg følte ret , hvor kær jeg havde fået dem . Ved afskeden gav den ældste af damerne mig en pakke , som jeg ikke måtte åbne før jeg havde forladt byen . Jeg gjorde , som hun bød mig , og blev ikke lidet overrasket ved at sinde et lille svøbelsebarn titte frem af bomuldet . Vi tog med jernbanen til taraseon , der ligger ved Rhone , og fortsatte rejsen , til vi nåde nismes , hvor vi gjorde holdt . Nismes gjorde sig i 1815 bekendt ved sin hengivenhed for bourbonerne og sit sværmeri for kattolicismen , der havde sørgelige følger for napoleonisterne , protestanterne og republikanerne . Rædselsscenerne i Marseille , toulon , nismes og avignon ville altid minde om revolutionen i 1790 , de vare lige fanatiske og rædselsfulde . Dog , nutiden giver den tid intet efter i barbari og hjerteløshed . Vi besluttede at opholde os her i nogle dage , dels for at gøre os bekendte med de gamle minder , dels for at gøre nogle få udkast af naturscenerne til at opbevare i vort album ; nu kom det an på , hvem af os der fandt de smukkeste steder , frøken Nordan eller jeg . Endnu samme dag forlod jeg hotellet med min mappe for at opsøge mig en smuk plads , som jeg snart fandt ; det var en lille , en ganske lille plet , der lå afsides , ligesom skjult blandt træerne , men hvorfra jeg havde en rig og smuk udsigt . Da jeg var færdig med skitsen , syntes jeg , der ligesom manglede noget i den smukke scene , som vel var rig på træer , blomster og himmel , men på hvilken der ikke fandtes noget levende væsen . Hvorfor jeg netop i dag savnede det i naturen , ved jeg ikke , kun det ved jeg , at jeg snese gange tidligere havde tegnet lignende scener uden at have følt eller blot opdaget savnet . altså satte jeg mig fatter ned for at tegne en mand og en kvinde . Nu vil vel ingen undres over , at jeg gav hans ansigt mine træk , ligesom kvinden fik frøken Nordans , det var jo ganske naturligt ! Jeg sad på en træstub , netop en lignende stub som den , hvorpå jeg sad hin morgen ved krattet , da jeg trak alle de smukke og betydningsfulde ord , jeg følte , på en tråd , men der spredtes som avner for vinden , da sollyset kom . Min hest stod som dengang og græssede i grøften , medens jeg drømte om kærlighed , den lille hånd lå igen på min skulder , jeg så op , og frøken nordav stod for mig i ridedragt . En lille forandring havde jeg foretaget , vi vare begge gjorte ældre end dengang ; jeg havde givet portraiterne vort nuværende idre . Neppe var jeg færdig og ret tilfreds med mit ; arbejde , før jeg hørte nogen eller noget rasle bag mig i krattet . - jeg rejste mig for at se , hvem fredsforsfyrreren var , men lod min mappe ligge opslået . Det forekom mig , som søgte vedkommende at undgå mig ; jeg fulgte derfor sporet , og først da jeg nåde udkanten as krattet , så jeg kammerherrens tjener ile hen ad vejen med sin bøsse , der altid fulgte ham , over skulderen . Noget gnaven vendte jeg tilbage for at gemme mit arbejde og gå hjem ; men nu opdagede jeg pludselig gennem nogle buske en kvindelig skikkelse , der sad i græsset — netop på samme plet , jeg nylig havde forladt — og tegnede . Jeg blev stående for uset at iagttage hende og så nu til min forundring , at det var min mappe , hun havde på skødet , og så vidt jeg kunne se , min tegning , hun arbejdede på . „ Den lille forrædersfe , hvilken dristighed ! “ Jeg var så tavs og rolig , som . . . ja , jeg må vel tilstå det — som en spion , jeg trak knap mit vejr . Nu var hun færdig . Hun så sig ængstelig om til alle sider og stjal sig derpå ind i krattet med sit fljælmfle smil ; jeg så tydeligt , hun skjulte sig i nærheden , formodentlig for at være vidne til min forundring , min vrede . Men jeg var på post . Jeg trådte rolig frem og indtog min gamle plads , hvor hun tilfældigvis havde glemt sit lommetørklæde . Jeg undersøgte det først for at finde et navn , men da jeg havde sundet det , sagde jeg halvhøjt til mig selv : „ Hvorfra har jeg fået dette tørklæde ? Det tilhører frøken Nordan . Nå , jeg er vel kommen til at putte det i min lomme i stedet for mit eget . Hvor Oluf vil blive glad , når jeg forærer ham det ! “ Derpå gav jeg mig atter rolig til at arbejde uden at vise , at jeg bemærkede den forandring , min tegning var undergået . Forandringen bestod i , at hun havde givet mig mine atten år tilbage ; jeg var igen studenten , den samme , hun gav den advarsel — ikke at drømme vågen . Hvorfor var hun få uheldig at være rig ? Ak , hvilken kunstnerinde berøvede pengene verden ! Jeg havde altså ikke taget sejl , hun havde genkendt studenten i hovmesteren . „ Nå , hvor hun ærgrer sig ! “ tænkte jeg og lo så småt , medens mit hjerte bankede lydeligt mod det skjulte tørklæde , hun nylig havde indesluttet i den varme hånd . Jeg hørte , hun fjernede sig , en elsker hører skarpt . Da den sidste lyd var forsvunden , lukkede jeg min mappe og forlod den lille yndige plet , der nu var bleven mig kær . Hvor det var en kedelig aften , der fulgte på denne behagelige dag ! — frøken Nordan befandt sig ikke vel , vi måtte savne hende ved theen . Men aldrig har jeg nogen aften tilsyneladende været mere oprømt end netop på denne . „ Har du ikke straffet for hårdt ? “ spurgte jeg mig selv . Dog , den nat drømte jeg atter vågen . femogtredivte kapitel . Næste dag var mørk og regnfuld og enhver udflugf umulig . Oluf og jeg opholdt os hele formiddagen i vore egne værelser . Han var i et overordentligt slet humeur ; jeg tror , jeg læste de vekslende tanker i hans sjæl . Han havde besluttet at overlade frøken Nordan til mig , måske fordi han følte , hun elskede mig , dog også for venskabets skyld , som han altid til vort livs aften blev tro . Men der var endnu en tredje følelse , der gjorde sig gældende hos ham , han elskede ikke mere Karen , interessen var kun tilbage . Var det savnet af den bortdunstede kærlighed , der gjorde ham så vemodig , fordi den efterlod en tom plads i det store hjerte ? Var det skuffelsen over ikke at føle sig gjenælsket , medens han ellers altid var vant til at sejre ? Eller var det synet af vor kærlighed , der gjorde ham tavs og længselsfuld ? Jeg troer , det var et gammelt , længe skjult minde , en visnet blomst , der atter havde fået liv i hans letbevægede sjæl . Jeg gik så sagte , så sagte over gulvet og forlod værelset , jeg ville ikke ved min nærværelse dræbe den svage , genfødte livsspire . Så skrev jeg et brev til mit elskede hjem . Jeg fortalte dem alt , hvad der havde glædet mit øje og mit hjerte , jeg lod dem ane , hvilken skjult skat det rummede . Jeg var overbevist om , af de forstod min svage hentydning , skønt jeg ikke gav dem tydelige ord , men så meget fik de af vide , af håbet lyste for mig med sit solskin . Jeg fortalte dem , af jeg snart vendte hjem til den kærlige Arne , hvor jeg bad dem atter af modtage mig som deres søn , hvilket jeg , følte jeg , gennem hele livet ville vedblive af være . Først ved middagsbordet samledes vi atter . Frøken Nordan viste sig i et strålende humeur ; om det var natur eller kunst , var umuligt af opdage . Havde jeg taget fejl ? Hengav jeg mig måske til illusioner ? Havde hun nu , som oftere , gættet mine virkelige følelser og opdaget mit dramatiske talent ? jeg tog mig uvilkårlig til hjertet , hvor det fine , duftende kammerdug nu havde fundet plads ; jeg tror , jeg rødmede over min egen dårskab , men hun så det ikke . Tvivlen gjorde mig ondskabsfuld , jeg nærmede mig for af tage hende til bords ; det var første gang , jeg bød hende min arm . Hun modtog den ligegyldig , men før vi nåde vor plads , spurgte jeg hende deltagende : „ Hvorledes befinder frøkenen sig i dag , er den slemme hovedpine gået over ? “ Hun lo , hun besvarede mit ondskabsfulde , men med tilsyneladende deltagelse fremsatte spørgsmål med latter ! Jeg så forundret , næsten fornærmet på hende , jeg følte , hun havde mig tilbedste . „ Undskyld , jeg leer , hr . Hovmester , af deres overordentlige deltagelse for en hovedpine , der slet ikke har eksisteret . Jeg foregav den kun for at skjule min dovensfab . Frøken Nordan tilbragte i går en højst interessant eftermiddag ved at ligge på sofaen og læse en god roman . Men hvorledes har de det , de synes ikke at være i godt humeur i dag , hr . Hovmester ? “ Øg hun tilføjede drillende : „ Er der gået dem noget imod ? “ Al tvivl var forsvunden , hun havde gennemskuet mig . Der er intet , vi optage værre , end når nogen drifter sig til at gennemskue os . Hvad skulle jeg svare ? Jeg så på hende , og derpå brast jeg i latter . Og hun — ja tænk dem , hun fulgte mit eksempel . Da vi havde leet , leet så længe , indtil tårerne kom os i øjnene , bøjede hun sig hen imod mig og hviskedee : „ Lignede det godt ? “ „ Fortræffeligt ! Hvor hans træk dog må have gjort et dybt og varigt indtryk på dem , siden de efter så mange Års forløb endnu mindes dem så tydeligt . “ Nu var det hende , der rødmede , og en mørk sky drog over hendes pande . Hun tilkastede mig et stolt blik og svarede : „ Jeg holder af at tegne karikaturer . “ „ Hvor vor smag i dette tilfælde stemmer overens , også jeg er en stor Ander af karikaturtegning , derfor vælger jeg altid mine emner i den retning . Fandt de ikke scenen højst latterlig ? Tænk dem , en angling på atten eller nitten år forelsker sig i en frøken , han kun kender af ydre , men hvis følelser og tænkemåde er ham aldeles fremmed , han sidder der og drømmer og sukker efter sin indbildte kærlighed . Er det ikke rørende , så rørende , at man kunne briste af latter over hans månesyge hjerte ? Hvor de gjorde en god gerning , da de så grundigt kurerede ham ! “ Denne gang spillede jeg min rolle godt ; hun troede mig , hendes øjne stod fuld af tilbagetrængte tårer , ikke af vrede , men af dyb bevægelse . Vi rejste os fra bordet , jeg følte hendes hånd skælve i min arm . „ Velbekomme , frøken Nordan ! “ Hun ville svare , men kunne ikke få et ord over sine læber . Gud være lovet ! Kærligheden havde sejret over fordommen , kvinden var vågnet til liv , til bevidsthed . „ Hvor have vi kammerherren i dag , i går var han også usynlig , jeg tror , han går på i agt . “ Det var hofjægermesteren , der talte . „ Det tror jeg også , “ tilføjede Fru Nordan skælmsk . „ Jeg synes , Karen er i dårligt humeur , mom hun savner ham ? “ Dette udfald gjaldt mig , men kuglen prellede af uden virkning . „ Tror hofjægermesteren ? Så vil jeg gå på i agt efter ham igen , måske jeg da bringer ham tilbage . “ Og jeg forlod stuen , ikke for at opsøge kammerherren , men for at betroe min lykke , min usigelige livsglæde til himlen , til blomsterne , til hele naturen . Når man er sorgfuld , så skjuler man smerten dybt under sit bryst , for at ingen uden gud skal se den . Men er man glad , sjæleglad , så åbner man hjertet på vid gab , så at glæden kan strømme ud og få luft , at ikke lykken skal sprænge det snevre bryst ; man føler trang til at tilråbe alle og alt : „ Hvor jeg er lykkelig , hvor jeg er glad , og hvor jeg gerne ville omslutte den hele , hele verden i mit livsglade favntag ! “ Således vare mine følelser , da jeg stormede ud med hatten i hånden , håret flagrende i luften , og hjertet lykkeligt . sexogtredivte kapitel . „ Stop mand ! hvor vil de hen , seer de ikke , de løber mig over ende ? “ „ Undskyld , min gode mand , det kan jeg ikke se , derimod seer jeg klart og tydeligt , at de står mig i vejen . “ Det var kammerherren , der på så uhøflig en måde standsede mig , hvorfor jeg også i samme tonart besvarede hans uhøflige spørgsmål . Nu stod vi altså ene og lige overfor hinanden . Blot det går godt . „ Er der hændet noget nyt ? “ spurgte han og fikserede mig på en højst uforskammet måde . „ Måske , “ var mit korte svar , og jeg begyndte påny at gå frem for at undgå et sammenstød , men han indhentede mig hurtigt . „ Om forladelse , min herre , et øjeblik . “ Han var bleg og syntes at fryse , skønt dagen var usædvanlig varm . „ Til tjeneste , min herre , selv to , om de behager . “ „ De er i godt humeur ? “ „ Fortrinligt . De også , kan jeg mærke . “ Han gjorde en grimace , der betydelig forringede hans naturlige skønhed . „ De er jurist og ansat som auditør i armeen ? “ „ Hvortil disse spørgsmål ? “ „ Det er i anledning af et retsligt spørgsmål , jeg ønsker at gøre dem , er de villig til at besvare det ? “ „ Med fornøjelse . “ „ Og tør jeg håbe , at vor samtale bliver en hemmelighed imellem os ? “ Jeg målte ham med harme , han greb uvilkårligt til kårdesiden , men fattede sig igen og vedblev : „ Det var kun som en form , jeg fremsatte det . “ „ Til sagen , hr . Kammerherre . “ „ Har man ret til at lade en mand arrestere , når man har ham mistænkt for mord , eller i ethvert tilfælde som den , der har foranlediget et mord ? “ Hans uventede spørgsmål forbansede mig . Var det tordenskyen , der nu var nær ved at briste ? „ Tordensky ? “ En tordenfly renser luften — men ville den sky , der så længe havde truet os med sit udbrud , også rense luften ? „ En mistanke er ikke tilstrækkelig til af kunne fængsle en person , man må først have vished . “ „ Men når nu mistanken er så godt som stadfæstet , risikerer man da noget ved en arrestation ? “ „ Ja ! I det tilfælde , af det senere bevises , af beskyldningen har været usand , så har arrestationen også været ulovlig , og den pågældende må da bære hele ansvaret . “ „ Gødt , min herre ! Jeg takker dem . “ Og førend jeg endnu ret kom til mig selv , var kammerherren forsvunden . Jeg havde svaret ham uden tanke , eller rettere , jeg havde svaret ham med den tanke , foreløbig af forhindre en arrestation . Jeg tvivlede ikke mere , jeg følte mig nu overbevist om , af hofjægermesteren var genstanden for hans angreb , skønt han levede i hans familiekreds og omgikkes ham som ven . Min livsglæde var slukt , som et stjerneskud ; jeg følte mig syg og frygtsom som et barn , der ikke formår af hjælpe sig selv . Vidste han , af hofjægermesteren havde begået et mord , da var det vel hans pligt som retskaffen mand af oplyse sandheden , men han burde have vptrådt åbent og ærligt , og ikke som ulven , der , iført fåreklæder , byder sig selv til gæst i det hus , han vil lægge øde . Og en sådan lav og uredelig mand vovede at elske Karen og bejle til hendes hånd ! Nu blev alt mig klart . Han vidste , at hun ikke gjengjældte hans følelser , og han var lav og nedrig nok til at ville tvinge datteren til at ægte ham for at frelse faderen . Ville hun gøre det ? Havde hofjægermesteren virkelig begået et mord ? Og hvad ville der da blive af min kærlighed , min lykke ? Det var kun et øjeblik , at jeg opkastede disse spørgsmål , i det næste stod alt klart for mit blik . Jeg følte , at noget havde tynget og tildeels endnu tyngede på hofjægermesterens samvittighed , men jeg var også overbevist om , at hans ægtefælle delte denne byrde , og kunne en kvinde som hun , så ædel , så ren , bære en sådan byrde og dog trykke den brødefulde , blodbestænkte hånd i begge sine ? Nej , det var en umulighed . Jeg havde set hende smile , jeg havde hørt hende le , jeg havde følt hendes lette åndedrag på min kind . Nej , hendes mand var ingen morder , thi en kvinde som hun kunne ikke leve og glæde sig ved livet , med bevidstheden om en så grusom , skjultudåd , begået af den , hun elskede . Karen ville heller ikke tro på hans forfærdelige udsagn , hun ville ikke række sin hånd til så lav en charakteer , der ville købe sin hustru med blodpenge ; hun ville have tillid til sin fader og bortvise ham med al den foragt , hans opførsel fremkaldte . Ja , lad der hænde , hvad der vil , kun gud råder ; min skal hun blive , min i glæde eller sorg , i lykke eller ulykke , intet — intet på jorden kan stille os uden gud . Nu havde jeg klaret hvert et skær , med faste og rolige skridt vendte jeg tilbage til hjemmet . syvogtredivte kapitel . „ Hvor her er dejligt ! Ah , godmorgen frøken Nordan , allerede ved arbejdet ! Vil de tillade mig at aftage samme smukke scene , som deres blyant så tro har gengivet ? Jeg skal ikke genere dem , jeg vil kun indtage en stum rolle . “ „ Tilstået , hr . Holst , men kun på den omtalte betingelse . “ „ Kontrakten er sluttet , frøken Nordan , jeg er stum . “ Jeg valgte en plads , så nær hendes som muligt , imellem os lå hendes tegnemappe . Så begyndte jeg mit arbejde , men det ville ikke ret gå ; var blyantet ikke tilspidset på vant Viis , var papiret måske slet , eller var det luften , der var skyfuld ? Nej , alt var i orden , solen udbredte sine vinger over jorden , det var ikke det , der var i vejen , det var mappen , den lille hemmelighedsfulde mappe , der fordunklede mit blik , så jeg ikke kunne se at tegne , den vinkede , den lokkede , og jeg ? -- -- -- -- -- -- -ja , det må vel frem , jeg fulgte dens fortryllende vink , jeg bemægtigede mig i al hemmelighed den små , jeg rystede — jeg så mig ængsteligt om til alle sider — , jeg åbnede den — , så mig atter om og flugte nu glædedrukken dens rige indhold . Hvor forbuden frugt dog smager fortræffeligt ! Først faldt mit øje på nogle småskitser af naturscener , hun hist og her på vor rejse havde optaget . Men da jeg åbnede et hemmeligt rum opdagede jeg en lille skitse , hvori jeg spillede en af hovedrollerne , en rolle , jeg på ingen måde ønskede at påtage mig , skønt det på ny overbeviste mig om , at jeg optog nogle af hendes tanker . Scenen forestillede frøken Nordan , siddende ved sit broderi , der hvilte i hendes skød , medens jeg i hele min store , urokkelige værdighed lå på knæ foran den lille koquette og holdt garn for hende ; z mine øjne hævede sig bønfaldende til hendes . Hun derimod holdt den højre pegefinger truende imod mig , og et triumferende smil opklarede hendes træk . Det morede og ærgrede mig på en gang ; dog , jeg greb hurtigt blyantet og viskelæder og gav helten kammerherrens træk . Det lykkedes mig over al forventning ; men da jeg atter ville lægge skitsen på dens skjulte plads i mappen , faldt mit øje på en anden tegning , der forestillede en scene i Ellegårds have . Det var en aftenstund , månen begyndte at kaste sit slør over alle genstande , — hun sad på bænken med rosen trykket mod sine læber , jeg stod i afstand og vendte mig om imod hende . Det var mit farvel på balaftenen . Hun havde udført det med stor omsorg og kærlighed og fuldkomment naturtro . Ak , hvor det tilbagekaldte hin skæbnesvangre aften af mit ungdomsliv ! Jeg glemte alt om mig , selv hende , der var livet i det hele ; jeg indpræntede mig træk for træk , ord for ord , jeg drømte atter den evigunge drøm , da jeg pludselig blev vækket ved fodtrin , der kom nærmere og nærmere ; hurtigt skjulte jeg tegningen ved mit bryst og lagde de andre , som jeg troede , tilbage i mappen . Et øjeblik efter udfyldte kammerherren pladsen imellem frøken Nordan og mig . Han betragtede først hende og derpå mig , som om han ville læse vore skjulte tanker i vore træk ; men da han troede at se , at vi uforstyrrede af hinanden fortsatte vort arbejde , hørte jeg ham sige til frøken Nordan : „ De vover dem for langt ud , frøken Karen , deres forældre have savnet dem . “ „ Det gør mig ondt , hr . Kammerherre , men de må finde sig i deres savn ; jeg har besluttet at berige mit album med et minde om de behagelige timer , jeg har tilbragt på vor udenlandsrejse . “ : „ Så må de i det mindste tillade mig at ledsage dem på disse kunsfudflugter . Det er ikke rådeligt for unge damer at vove sig så langt ud på egen hånd i en aldeles fremmed egn . “ „ Den tilladelse vil jeg på ingen måde give dem , hr . Kammerherre , det ville blive alt for trættende for dem og mig . For hr . Holst stiller sagen sig derimod ganske anderledes , vi arbejde begge og genere derfor ikke hinanden , da vi er enige om at være stumme . “ „ Jeg vil tage mig den frihed at være trediemand i foreningen , tallet tre ved de nok er helligt . Ah , hvad er det ? “ Jeg havde hidtil ikke taget den mindste notits af ham , nu så jeg op og opdagede til min skræk , at netop den skitse , jeg troede at have gemt så godt , var gleden frem af sit skjul og alt lå i hånden på kammerherren ; han stirrede på den med glædestrålende øjne , bsiede sig hen imod frøken Nordan og hviskedee henrykt : „ Tak , kæreste frøken Karen , jeg har optaget en del af deres tanke og tid , må jeg beholde den ? “ „ Hvilken ? “ spurgte hun forundret . han viste hende tegningen . Først rødmede hun , men næppe havde hun kastet et blik på den , førend hun snappede den fra ham . „ Det er ikke mig , der har tegnet den , “ råbte hun harmglødende , „ det er en anden , der har driffet sig til at lægge den i min mappe . Men hvem har givet dem net til at åbne den ? Har jeg ikke ofte gentaget for dem , at kun jeg og ene jeg har adgang til den ? “ Hendes vrede var berettiget , men ukvindelig ; det var ikke ordene alene , men stemmen og hendes hele optræden , der berørte mig ubehageligt . Jeg betragtede hende alvorligt og bedrøvet ; hun forstod mig , stemmen blev roligere og øjet mildere , men endnu så jeg , hvorledes vreden jog blodet op i hendes kinder . „ Tilgiv mig , frøken Nordan , jeg har ikke dristet mig til at angribe dens helligdom , tilfældet har givet mig den lille tegning i hånden , den lå her på græsset ved siden af mappen , min glæde var så stor , at jeg i øjeblikket glemte , at vi ikke vare alene , — her så han til mig — , dog tror jeg ikke , at nogen uden de og jeg kender tegningen . “ Nu formåede jeg ikke længer at tie , hans uforskammethed overskred alle grændser . „ Er det mig tilladt at se den omtalte tegning ? “ Spurgte jeg ganske ligegyldig . „ Er det nødvendigt , hr . Hovmester ? Skulle de ikke tilsældigviis kende den bedre end jeg ? “ spurgte frøken Nordan . „ Det kan jeg først asgjøre , når jeg seer den . “ Hun rakte kammerherren den , og han gav den triumferende til mig . „ Ah ! tænkte jeg det ikke nok , det er min tegning . Tilgiv mig , frøken Nordan , at jeg har lånt damen deres ansigt , det var de træk , jeg for øjeblikket bedst kunne mindes . “ Kammerherre Skovstrup så først på hende , så på mig , med et mørkt , misfornøjet blik , jeg troer , han opdagede min usandhed , derpå rejste han sig og fjernede sig tavs . Da hans sidste skridt vare hendøde , rakte jeg frøken Nordan tegningen tilbage . „ Her frøken , er deres lille skitse , tilgiv mig , at jeg uden deres tilladelse har byttet stilling med kammerherren , der er mere stikket til at ligge for damernes fødder end jeg . “ Hun så op , de strenge , fortørnede træk afløstes af et skælmsk , koquet smil , hun rystede det lille lokkehoved og svarede : „ Og dog skal de komme til at indtage den plads , såfremt jeg vil have det . “ „ Ja , på papiret kan jeg vel ikke undgå , at de lader mig knæle , men ikke i virkeligheden . Jeg har alt tidligere sagt dem , at det er en stilling , jeg aldrig ønsker og aldrig vil indtage lige overfor nogen kvinde . “ „ „ Aldrig “ er et ord , man burde flette ud af ordbogen ; thi intet er så ydmygende — især for en mand , som når man får lejlighed til at overbevise ham om , at hans „ Aldrig “ har været ubestandigt . “ „ Her tror jeg , de gør regning uden vært , frøken Nordan , jeg håber med tiden at godtgøre min berettigelse til at bruge ordet „ aldrig . “ “ „ Nu , den sag er mig ligegyldig , hr . Hovmester , da jeg i ethvert tilfælde ikke vil blive vidne til deres nederlag eller sejr . Vort samliv vil kun blive kortvarigt , når vi nå København , stilles vore veje , og vi mødes da næppe oftere i dette liv . Men hvem gav dem tilladelse , til at åbne min mappe ? “ „ Tilfældet , frøken , den lå mig så nær , og erfaringen har lært mig , at deres gamle minder ikke er uden interesse for mig . “ „ Og det berettigede dem til at bryde ind i fremmed ejendom ? “ „ Ja , jeg tænkte som så , den bog vil dog engang blive din ejendom , lidt før eller senere gør intet til sagen . “ Hun så forundret op og gentog : „ Deres ejendom ? “ Jeg så også på hende , men svarede intet . Hvad hun så i mit blik , ved jeg ikke , men hun sænkede rødmende sit og gentog ikke oftere sit spørgsmål . „ Vil de tilgive mig , frøken Karen , når jeg siger som småbørnene : „ Jeg skal aldrig gøre det mere “ ? “ „ Det vil beroe på , om det var den eneste tegning , de dristede dem til at se ? “ „ Nej , frøken , jeg kan ligeså godt tilstå den hele udstrækning af min forbrydelse , jeg . . . “ Her afbrød hun mig ængstelig : „ De har . . . ? “ hun standsede forvirret . „ Ja ! “ Hurtig greb hun mappen , åbnede det hemmelige rum og søgte forgæves . Undseelsen gav plads for vreden , hendes øjne lynede af harme og krænket stolthed , men det varede kun et øjeblik , pludselig forandredes hendes træk , hun fattede , sig , og en ondskabsfuld beslutning lyste ud as det skjælmfke blik ; hun bladede på ny i mappen og udbrød : „ De gør dem selv uret , hr . Hovmester , jeg savner intet af værdi . “ Jeg vidste , hvor hun ville hen , jeg tog derfor ganske ligegyldig den skjulte tegning frem og holdt den hen imod hende . „ Har de ikke savnet denne ? “ „ Den ! “ svarede hun med en tone , som når man siger : „ Ikke andet . “ „ Den har ingen værd for mig , den taler om en tid , der ligger langt , langt tilbage og nu er glemt . “ „ Aldeles glemt ? “ Hun sukkede dybt og gentog næppe hørligt : . „ Aldeles glemt . “ „ Og dog fandt hans stakkels rose en plads ? “ Hun svarede ikke , men jeg hørte en dæmpet gråd . Hvorfor rakte hun mig ikke dengang sin hånd , den kære lille hånd , nu , da vi så godt forstod hinanden ? Således lade vi ofte øjeblikket gå ubenyttet hen , hvor det var så let for os at tale og handle . Og ofte vender et sådant helligt øjeblik aldrig mere tilbage . — et minut er langt nok til at kunne af « Gøre et menneskes hele lykke eller ulykke . „ Hofjægermesteren har pålagt mig at ledsage dem hjem , frøken Karen , deres Fru moder hav ventet dem i over et kvarter . Middagsbordet står dækket . “ Det var kammerherren , der atter så ubelejligt : forstyrrede os . otteogtredivte kapitel . Vi vare nu i Schweiz , i Genf , frihedens yndige land , med dets friskhed , dets glæde , dets liv og dets lys . Hvor naturen her var skøn og storartet ! De mest afvekslende situationer af løvflove , frugtbare marker , landsteder med Parke og søer , i baggrunden Jurabjergene , genfersøen og Alperne foran sig . Hotellet , vi tog ind i , var stort og hyggeligt og bekendt for sin skønne beliggenhed . Fra vinduet i vort sovekammer kunne vi se montblanc rødme i sollyset , og genfersøen , dronningen blandt alle søer , af hvis vover Byron , Voltaire , Rousseau og stael Holstein drak begejstring og liv . Vi kunne se Rousseaus lille romantiske 0 , med den hvide hytte tittende frem af de skønne laurbærpopler . Vor første udflugt var til denne lille 0 . Næste morgen stod jeg op med solen for ret at nyde den ungdomsfriske natur . Oluf sov endnu , han var ikke den samme livsglade , muntre sommerfugl ; der var på den senere tid foregået en mærkelig forandring med ham , han var ligeså venlig som altid , men der var noget , han ikke ret kunne klare , noget , der på en gang gjorde ham rolig , skjøndt det på samme tid forårsagede ham uro . — det var , som drømte han den hele dag , men om natten hørte jeg ham vende sig urolig og sukke ; om det var vågen eller i drømme , det ved jeg ikke . Knn et så jeg , forglemmigejen , den lille bly , stakkels forglemmigej , der så længe havde været usynlig og glemt , havde nu atter indtaget sin gamle plads , som den aldrig burde have forladt . Ofte så jeg ham dreje den kærtegnende imellem sine fingre ; bad han den om tilgivelse ? Da jeg om morgenen vendte tilbage fra min udflugt , trådte jeg uventet ind i familien Nordans dagligstue . Jeg så nemlig , at døren stod på klem , og jeg hørte kammerherrens ubehagelige stemme lyde ud til mig . Fristelsen var stor , jeg trådte ind . Frøken Nordan stod med ansigtet vendt mod vinduet , han stod i samme stilling , ingen af dem så eller bemærkede mig , skønt jeg trådte rafl ind for at blive hørt . „ De nægter at modtage min hånd , Karen , skjøndt de kender min brændende kærlighed , der i så mange år er bleven uforandret og tro . Jeg er rig , meget rig , jeg vil intet , flet intet have af deres gods eller guld , jeg vil kun have dem , dem alene , men dem giver jeg ikke afkald på ; vil de ikke selv frivillig række mig deres hånd , få vil deres fader tvinge dem dertil . “ „ De taler et sprog , hr . Kammerherre , der er mig aldeles fremmed . Min fader har givet sin datter fri rådighed over hendes hånd , og min hånd vil kun følge mit hjerte . “ „ Deres hånd skal blive min , og deres hjerte vil jeg lære at følge deres hånd . Deres faders fremtid . . . “ „ Godmorgen , frøken Nordan ! allerede så tidlig oppe ! Godmorgen hr . Kammerherre ! “ Det var på høje tid , jeg afbrød ham , et øjeblik endnu , og han havde betroet datteren faderens brøde . „ De kommer som kaldet , hr . Holst ! “ udbrød frøken Nordan glad og rakte mig begge sine hænder , som jeg vovede at kysse . „ Udsigten her — hun pegede mod vinduet — er højst ubehagelig ; hvad om vi først drikke en kop the og så opsøge en mere tillokkende udsigt ? “ „ Undskyld , frøken Nordan , jeg kan ikke modtage deres fristende tilbud , da mit besøg gælder kammerherren . Jeg har nogle ord af vigtighed at meddele dem , min herre , vil de ledsage mig et øjeblik ? “ Jeg bukkede for kammerherren , der fulgte mig forbittret og modvillig . Idet jeg nåde døren , vendte jeg mig mod frøkenen : „ Hvis de ikke har angret deres godhed , frøken Karen , vil jeg tillade mig at ledsage dem , når jeg vender tilbage . “ Før hun fik tid til at svare , havde Skovstrup og jeg lukket døren efter os og vare trådte ud i det frie . „ Hvad betyder deres forunderlige opførsel , min herre ? Hvorfor forfølge de og deres ven mig med deres ubehagelige allestedsnærværelse ? “ „ Det er netop det , jeg ønsker at forklare dem . Hvem er morderen ? “ Mit spørgsmål kom uventet , han for sammen . „ Jeg forstår dem ikke ! “ „ Tillad mig at hjælpe dem med at forstå mig , da jeg er så heldig fuldkomment at forstå dem . De har hofjægermester Nordan mistænkt for at have begået eller foranlediget et mord , hvem er den myrdede ? “ „ Hvem eller hvad giver dem ret til at gøre mig disse spørgsmål ? Vel er de hovmester for en letfærdig , forelsket nar , der latterliggør sig ved sine elskovseventyr , på samme tid som han vover at bejle til en agtet dames hånd , men min hovmester er de ikke , vil de hnske det . “ „ Hvad deres uhøflige udtalelser om min ven angår , så skal jeg have den fornøjelse senere at svare dem med min kårde ; nu derimod må jeg på det bestemteste opfordre dem til at forklare mig sammenhængen af de brudstykker , jeg tilfældigt hørte iaftes fra mit kammervindue , hvor de og deres fortrolige , jeg mener deres tjener , holdt statsråd . Det er dels som juridisk embedsmand , dels som den stærkeste af os , at jeg fordrer denne forklaring . “ „ De har meget held med dem , min herre , øe ved altid at træffe det belejlige øjeblik til at høre andres hemmeligheder og forstyrre andres planer . Deres ubelejlige afbrydelse i dag var . . . “ „ Var dem højst ubehagelig , ikke sandt ? “ „ Fuldkomment rigtigt , deres nærværelse har altid generet mig , hr . Hovmester , fordi den altid er mig højst ubehagelig . Forøvrigt må jeg bede dem forklare dem lidt nærmere om , hvad de mener med den stærkeres ret . Hvori ligger deres styrke , min herre ? “ „ Med fornøjelse , hr . Kammerherre ! Jeg giver dem valget imellem enten selv at forklare dem straks , åbent og ærligt for hofjægermesteren , i stedet for som hidtil at gå på lur efter et belejligt øjeblik til at angribe deres bytte , eller også vil jeg endnu i dag , i denne time , forberede ham på deres angreb . “ „ Tør jeg bede dem , hr . Hovmester , af forklare mig , hvad de underforstår ved af gå på lur efter et belejligt øjeblik ? “ „ Når de fordrer det , tvinges jeg vel til af tale tydeligt , skønt jeg helst havde undgået det . Jeg mente til eksempel , af en kurv af datteren ville hidføre det belejlige øjeblik til af give faderen valget mellem af tvinge sin datter til af ægte dem , eller , dersom han var for retskaffen dertil , af overgive ham i rettens hænder . “ Han blegnede af vrede , han følte , jeg havde gjennemsknet ham . Næsten målløs famlede han efter sin kårde , som ikke var der , hans hænder vare knyttede krampagtigt i raseri , og først efter længere kamp formåede han af udstøde : „ Hvem vover af påståe , af jeg har angrebet hofjægermester Nordans ære ? Hvem har sagt dem , af det ikke var min agt netop af forsvare den . Det er dem , der har kaldt ham en morder ! “ De sidste ord råbte han mere , end han udtalte dem . „ Om forladelse , hr . Kammerherre , deres udtryk er ikke ganske korrekt , det var mig , der nylig opfordrede dem til åbent at udtale for hofjægermester Nordan den beskyldning for mord , de og deres tjener nu i længere tid skjult have rettet mod ham og hans ære . “ „ Her står hofjægermester Nordan , hvem vover at angribe min ære ? “ Vi så os forundret om . Hofjægermesteren stod bleg , men i sin fulde hvide , fast og værdig lige overfor os . Der hvilede en ro og frejdighed over hans træk og holdning , der fik mit hjerte til at banke af glæde , fljøndt jeg aldrig havde tvivlet om hans ære . „ De tier , min herre , har de været feig og uværdig nok til bag min ryg at udslynge en så frygtelig beskyldning som et mord mod min ære og derved berøvet mig lejligheden til at forsvare mig , så bør de også have mod til at gentage deres angreb lige overfor mig selv . “ kammerherren havde hidtil stået bleg og rådvild ; godsejerens sidste ord gav ham hans dristighed tilbage , han hævede sig ligeledes i sin fulde højde , hans små lynende øjne udtrykte hovmodig sejr , og hans sammenbidte læber krusede sig til et foragteligt smil . „ Jeg venter deres forklaring , min herre . “ „ De skal få deres nysgerrighed tilfredsstillet , hr . Hofjægermester , min nuværende tjener og skovfoged . . . “ Her ville jeg fjerne mig , men hofjægermesteren forhindrede det . „ Jeg beder dem , min herre , om at blive ; de har været vidne til kammerherrens angreb på min ære , det er deres pligt at høre min retfærdiggørelse . Altså , hr . Kammerherre ? “ „ Min nuværende tjener tjente dem det år , de holdt bryllup , samme år da den smukke , sindssvage Karen og hendes lille barn sporløst forsvandt . “ Her standsede han og så stift på Nordan , som atter var bleven bleg og drog et dybt snk . „ Videre , min herre , videre ! “ „ Det er denne tjener , som fra barn af elskede Karen , der nu påståer , at den unge vanvittige pige , for hvis skyld han blev jaget fra deres gods — , senere er bleven dræbt tilligemed sit barn ; thi ingen har siden hin dag i skoven , hvor han fortalte deres unge frue pigens sørgelige skæbne , set eller hørt noget om den ulykkelige . “ „ Og hvem beskylder han for mordet ? “ „ Hendes forfører . “ „ Tal tydelig , min herre ! Navnet ! “ „ Hofjægermester Nordan . “ En dødsstilhed indtrådte . Jeg vovede af se op . Hvem skulle have troet , af den historie , gamle Caroline fortalte mig som barn , på ny skulle opstå levendegjort for mine øjne ? Et tungt , fra sjælen hentet suk fik mig til af se op , de to modstandere stod endnu lige overfor hinanden , men hvor forskellige vare deres træk og holdning ; man skulle næsten tro , af anklageren var den domfældte og hofjægermesteren dommeren , der holdt liv eller død i sin hånd . Der lå en ædel stolthed over hans pande , som med modig ro tilbageviste enhver beskyldning . Hans øjne hvilte ikke med vrede eller foragt på kammerherren , men kun med dyb medlidenhed og sorg , der syntes af trykke denne til jorden . „ Min herre , deres anklage imod mig har i høj grad overrasket mig , dels fordi jeg hidtil har betragtet dem som en ven , hvilket deres opførsel ligeoverfor min familie og mig , ligesom vor lige overfor dem , gav sin fulde berettigelse . Jeg seer , jeg har taget fejl , jeg har åbnet mit familieliv for en dødsfjende ; thi den mand , der vover af angribe min ære og tillægge mig den største af alle forbrydelser uden først af have indhentet fuldkommen vished , den mand er min dødsfjende . Skønt jeg ikke for øjeblikket står for nogen dommer , som med rette kan affordre mig forklaring , få har jeg dog her ved min side en ven , der fra vort første møde har haft min udelte agtelse . Hr . Anditeur tulinius , for dem vil jeg i kammerherre Skovstrups nærværelse blotte de skjulte tråde af min ungdoms letsindighed , min manddoms og alderdoms sorg og anger . „ Som ganske ung var jeg munter og letsindig , men jeg har aldrig været slet , skønt jeg var svag nok til at begå en forkastelig handling , der har båret sørgelige frugter . Der lå noget hårdt på overfladen af mit hjerte , men frøet fik næppe spirekraft , før en kærlig hånd dræbte det i væksten , det var min hustrues kærlige hånd , men vor forening tilintetgjorde en andens lykke . Den første unge pige , hvis yndige smil og smukke øjne vakte kærligheds anelse og længsel i mit bryst , var en gårdmandsdatter på min faders gods . Hun var så god , så smuk og dydig , hun stod så højt over sine lige , at jeg i ungdommelig letsind glemte fremtiden for øjeblikkets lykke . Men der kom en dag , hvor det gik op for mig , at mine følelser for hende kun havde været hjertets første pulsflag , en trækfugl , der havde varslet om den kommende vår , og Karen , stakkels Karen blev glemt . — jeg gjensåe hende først på min bryllupsdag , da alle mine bønder vare til Dands på godset ; dog af min tanke havde hun aldrig været , og der vil hun altid blive . Jeg bød hende op til Dands , og jeg anede ikke hendes ulykke ; jeg vidste , mit bryllup bragte hende sorg , jeg så det på den blege kind , det glandsløse øje , men jeg dyssede min anger issvn med det forsæt , at give hende en ægtefælle , der passede for hendes dannelse , og søge ved godhed og omsorg at formindske min brøde . Så svingede jeg hende i dansen , mit hjerte bankede så uroligt — det har aldrig siden været roligt — indtil hun segnede afmægtig i mine arme , og jeg lagde hende dødbleg på det bløde græs . Og dog anede jeg endnu ikke den fulde udstrækning af mit letsind . „ Fortsættelsen er pinlig , min herre , men strassen retfærdig . Hun blev moder , men tanken lå i lænker , den blev først atter fri i dodsøieblikket . Jeg besøgte hende flere gange om året på sindssygeanstalten i Slesvig , hvorfra jeg for nogle uger tilbage fulgte hende til det sidste rolige hvilested . „ Nu står det hvide kors på graven , roser og lilier vokse over det stakkels hjerte , og den hjemløse tanke har fundet fred . Men angeren vil aldrig få fred , den lader sig ikke skrinlægge , den følger sjælen på den lange , den ukendte vandring . “ „ Og barnet , hvor er barnet ? “ spurgte en svag , skælvende stemme tæt ved os . „ Barnet er min elsfede datter , Karen Nordan , men hun ved det ikke . “ „ Så tilgive gud dem , som jeg nu har tilgivet dem ! “ „ Hvem er du , der taler om tilgivelse , jeg kender dig ikke ? “ „ Jeg ? Hvem jeg er ? Jeg er den tjener , som hin dag fulgte dem og deres frue på i agt i skoven . Det er mig , der år for år har fulgt dem for at fuldføre den hævn , jeg svor dem i skoven ; min bøsse har ofte hvilet i min hånd , medens løbet var rettet mod deres hjerte , men jeg manglede altid kraft til at trykke af . Kampen har været stor , hr . Hofjægermester , se , mit hår er blevet hvidt og min ryg kroget , men aldrig fik jeg mod til at blive morder . Så ville jeg anklage dem for domstolene , jeg ville overgive dem til den retfærdige straf , men jeg kunne ikke ramme hende , der lignede Karen , hun delte deres navn , deres ære , det havde jeg ikke hjerte til . Ak , hvor jeg har kæmpet , det kan de vel ikke forstå ? Det er hårdt af kæmpe mod det onde , som er vokset op i hjertet , men det er endnu stridere af kæmpe mod det gode herinde ; thi han , som skabte det gode , står selv ved roret for af værne og vogte det . — så det er hendes datter , nu gud velsigne hende , hun har betalt mig for den kærlighed , hvormed jeg omfattede hendes moder , hun har frelst mig fra det onde . Det er et hvidt kors , „ og roser og liljer vokse over det stakkels hjerte . “ Farvel hr . Hofjægermester , gud være lovet , jeg manglede kraften , nu rejser jeg hen til hendes grav , jeg finder den sikkert , — bliver øjet end blændet af tårer , så vil hjertet dog altid finde korset . “ niogtredivte kapitel . „ Er du færdig , Oluf ? “ „ Ja . Jeg tager mine våben med . “ „ Gør det , skønt du næppe får brug for dem ; det ville være feigt af os at udfordre ham efter en overstået duel ; overlever han den , er han udmattet , og vi må da opsætte fortsættelsen til næste dag . “ „ Som du vil , nu kunne vi gå . “ Jeg afhentede hofjægermesteren , Oluf kammerherren . Vi nåde omtrent på samme tid rousseans 0 , hvor duellen imellem Nordan og Skovstrup skulle finde sted ; jeg var den førstes , Oluf den andens sekundant . Solen stod højt på himlen , den udbredte liv og varme over hele jorden ; ville dens brændende stråler også kunne give det brustne øje glans , det stivnede hjerte dets varme , dets slag ? Vi havde afmålt afstanden , alt var i orden , øjeblikket kommet . „ Et ord endnu , hr . Hofjægermester , forinden spørgsmålet om liv og død skal afgøres . “ „ Jeg hører , min herre . “ „ Jeg har elflet deres datter , jeg har elflet hende til vanvid , til raseri . To gange har hun nægtet mig sin hånd , to gange berøvede hun mig næsten forstanden . Jeg ville have hende , jeg kunne ikke undvære hende , himlen ville ikke hjælpe mig , så tog jeg helvede på råd , men helvede har forrådt mig . Alt er forfljertset , alt er tabt . Leve uden hende , mangler jeg kraft og mod til , dræber jeg dem , så lever jeg med hendes had og forbandelse . Min kærlighed var min ulykke , jeg har elflet meget , ak , så usigelig meget ; den , der elsker meget , vil gud tilgive meget , så være han da min sjæl nådig . “ Et skud lød over genfersøens blånende vover , fuglene fløj angst til reden , men solen skinnede lige rolig og mild , skønt dens stråler oplyste den forfærdeligste dødsstund , thi sjælen trådte ved egen hånd og ukaldet for fin dommer . Ved bredden af den yndige genfersø hvilernu hans trætte legeme , hendes hånd har plantet : cypressen over graven . fyrretyvende kapitel . Den stærke sindsbevægelse , jeg i den sidste tid havde været underkastet , fremkaldte en nervefeber , som i over tre uger holdt mig fængslet til sengen . Fru Nordan plejede mig med en moders varme kærlighed , hun vågede over mig ved dag og nat , hendes godhed blev aldrig træt . Oluf delte trolig hendes omsorg ; han forlod mig aldrig , han mente at være den egentlige ophavsmand til min sygdom , og kun Fru Nordans blide ro formåede at dæmpe hans fortvivlelse . En eftermiddag , da jeg første gang efter fjorten dages sygdom var vågnet til klar bevidsthed , hørte jeg Fru Nordan sige : „ Ak , hvor han dog , set i profil , ligner tante Catinka ; det er hendes øjne , hendes pande og hendes dejlige bløde hår . Finder du ikke , jeg har ret , barn ? “ „ Jo , mama , han ligner meget portraitet af hende . “ Jeg følte en kærlig hånd let berøre mit hår ; men hvem af dem tilhørte hånden ? „ Hans kære træk vække gamle sørgelige minder i min sjæl , minder , jeg forgæves har forsøgt at forjage . Jeg elskede hende ligeså højt som min egen moder . “ „ Og hvoraf døde tante Catinka ? “ „ Af et knust hjerte , mit barn . “ „ Var hun ulykkelig gift ? Du har lovet at fortælle mig hendes historie . “ „ Den er meget sørgelig , min pige , men også lærerig . Kom og følg mig ind i den anden stue , ellers frygter jeg , vi vække vor patient ; vi ville lade døren stå halvt åbent , at vi kunne høre , når han vågner . “ Jeg gjorde en bevægelse for at antyde min opvågnen , men de hørte det ikke ; jeg udtalte Fru Nordans navn , men min stemme var for svag ti at blive hørt , og på den måde blev jeg uforskyldt vidne til deres samtale , som blev sørt i en dæmpet tone , men netop derfor lød klar og tydelig ind til mig . „ Sæt dig der barn , så hører du mig bedre ; det er første gang i mange år , at jeg omtaler tante Catinkas historie til noget menneske . “ „ Bedrøver det dig for meget , mama , vil jeg ikke høre den . “ „ Jo , Karen , nu vil jeg fortælle dig den , det er bedre , du hører den af mine læber end af fremmede , der ofte dømme uretfærdigt . „ Det er ikke min hensigt at forsvare hendes dadelværdige opførsel , men jeg vil kun fremhæve , at hun som barn var meget svag og derfor meget forkælet . Hun manglede både åndelig og legemlig kraft til at kæmpe mod fristelsen , men hendes hjerte var blødt og modtageligt og stod altid åbent for andres sorg og glæde . „ Da tante Catinka var seksten år gammel , var hun ualmindelig smuk og meget feteret , hun lo og spøgte med alle , men hendes hjerte var frit , og derfor bestemte faderen over hendes hånd , som han gav til en koffardikapitain , der havde gjort ham væsentlige tjenester , dels i pekuniair henseende , dels på en rejse , hvor skibet forliste , og han frelste hans ægtefælle fra at dø i bølgerne . „ Kaptajnen var en ung , smuk og meget rig mand , han var , ædel og god , hørte til en anset familie , men var , som sømænd , undertiden lidt usleben , og tante var derimod en sjælden dannet kvinde ; men han elskede hende lidenskabeligt . Hans muntre , godmodige væsen kunne nu og da ved overordentlige lejligheder gå over til strenghed , men det var kun sjeldent og aldrig ufortjent . „ Efter deres bryllup gjorde tante Catinka en lang sørejse med ham ; men sølivet og sømandssproget harmonerede ikke med hendes forfinede vaner , hun følte sig utilpas og længtes bestandig efter hjemmet . „ Hans skarpe øje opdagede det snart , han følte sig krænket , forurettet , men han tav og skjulte sin smerte . „ Næste gang lod han hende blive hjemme og rejste ene , men håbet tog han med , hun var kun atten år og elflede ingen anden . „ Således gik to år , tante Catinkas tid var delt imellem de moderlige pligter og selskabslivet , som hun især kastede sig med liv og sjæl ind i , hun var rig , smuk , hun var elsket af alle og savnede sin mands vejledning og omgang , som hendes svage charakteer ikke kunne undvære . „ Da kaptajnen atter vendte hjem fra en lang rejse , stod hans hus øde og forladt , både kone og datter vare sporløst forsvundne . „ Jeg husker ham så godt , da han styrtede ind til moder , kastede sig på sofaen og brast i gråd . vi elsfede ham alle , han havde altid et smil , et kærligt ord til hver især . Hvor jeg glædede mig til hans hjemkomst ; når han trådte ind , vidste jeg , at glæden fulgte med , han opfyldte alle mine ungdommelige ønsker , og de vare destoværre ikke så få . „ Min moder kendte ikke ulykken , før han fortalte hende den ; ak hvilken dag — og hvilken nat fulgte ikke på den tunge dag ! „ Kort tid efter forlod onkel Carl byen . Han efterlod hende alt , ligesom hun havde forladt det , og bad min fader at forvalte det indtil videre , for det tilfælde , at hun skulle vende forladt og frændeløs tilbage ; men han selv gik atter ombord , hejsede Anker , og vi så ham aldrig oftere . „ Nogen tid efter modtog vi et brev , hvori han underrettede os om , at han intetsteds havde fundet sit barn ; men han bad os , såfremt vi erfarede noget om dets opholdssted , da at sende ham underretning i et brev , adresseret til den danske konsul i London . Han tilføjede , at han ville tilgive den ulykkelige hustru hendes store synd imod ham , når hun blot ville tilbagegive ham hans barn . „ Tante Catinka hørte vi intet til , før mange år efter hun havde ligget i graven . Min moder traf tilfældigvis et gammelt tyende , der havde fulgt hende til det nye hjem , og hun fortalte , at tante var flygtet til en lille købstad , hvor hun havde stiftet navn , og hvor hun lå begravet . Hendes sidste dage vare smertefulde , hun skjulte for alle , selv for den lille datter , sin families navn og sin sørgelige stilling ; de troede alle , hun var en fattig enke , men hendes tanker vare altid i barndomshjemmet og hos hendes mand , som hun først i sin ulykke lærte at skatte og elske . “ „ Men hvad blev der af datteren , mama , hvor . Er det stakkels barn ? “ „ Hun kom ved moderens død i huset hos en ! Købmand , der senere gik fallit , hvorfor hun forlod dem og rejste til København , hvor hun ægtede en sømand ; men begge er nu døde . “ „ Har du aldrig opsøgt de stakler for at komme dem til hjælp , mama , det ligner så lidt dit varme , kærlige hjerte . “ „ Kære barn , derom må du aldrig tvivle ; min fader gjorde alt , hvad en øm fader kunne gøre , for at komme på spor efter hendes opholdssted ; han elskede hende endnu lige højt — om ikke højere , thi nu var hun ulykkelig , og det ved egen brøde ; men alt var forgæves , og senere , da vi hørte om hendes død og om datterens giftermål , foretog vi på ny undersøgelser , men med samme resullat , da ingen kunne sige os navnet på sømanden , hun havde ægtet , og den gamle købmands familie lå i graven . „ Nej , Karen , den synd hviler ikke på mit hjerte ; selv om jeg ikke havde elsket tante Catinka så højt , som jeg gjorde , så havde jeg dog forsøgt at komme hende til hjælp i hendes ulykke , om ikke for hendes , så for det stakkels barns skyld . “ „ Gud være lovet mama , i gjorde det ; men hvad blev der af ejendommen ? Hvor det var tungt ! Og barnet levede og døde vel også fattig og forskudt , fljøndt hun havde en rig fader , der elflede hende så højt ? “ „ Ingen ved , om hæn er levende eller død . Vi skrev til ham og sendte brevet efter adressen , men vi have aldrig fået svar eller hørt noget til ham . Gården står endnu ubeboet og venter på en ejermand . „ Nu har jeg fortalt dig tante Catinkas historie ; den er sørgelig , som du har hørt , men har hun syndet , så har hun også angret og bødet hårdt for sin brøde . Gud tilgive hendes sjæl . “ „ På oprigtig anger følger tilgivelse , kære mama ; men jeg synes , der rørte sig noget derinde , skulle hæn være vågnet ? “ Da Fru Nordan stod bøjet over mig , så hun min bevægelse ; jeg var så svag , og tante Catinkas historie havde stærkt angrebet mig , jeg fattede ikke selv hvorfor , men det forekom mig , som om jeg også havde en del i hende og hendes ulykkelige ægtemand . „ De er vågen , min unge ven , men hvad fejler dem , de har jo grædt ? “ „ Ak , hvilken sørgelig slutning på et familieliv , der kunne have været så lykkeligt ! “ „ De har hørt , hvad jeg fortalte min datter , og de har opfattet indholdet ? Gud være lovet , så er tanken atter klar og faren ovre ! “ Hun bøjede sig ned imod mig og kyssede mig på panden . „ Hvor er frøken Karen ? “ Jeg havde næppe udtalt navnet , før en blød skælvende hånd greb min og Karen stod hos mig . Hun var så bleg , hun sagde ikke et ord , men da hun forlod mig , var min hånd våd af hendes tårer . Fra den dag kom jeg mig time for time ; men endnu samme dag forlod hofjægermester Nordan med datter gens , hvorimod Fru Nordan blev tilbage hos Oluf og mig for at pleje mig , indtil vi i fællesskab kunne forlade byen . Ingen af dem sagde mig Levvel , men Fru Nordan bragte mig en lille buket duftende roser , som jeg trykkede til mine læber . Olufs glæde over min helbredelse var lidenskabelig , ligesom hans sorg over min sygdom havde været det . Han fortalte mig , at jeg ofte havde fantaseret om mit hjem og om tante Sofie , at jeg stadig havde kaldt på hende , hvorfor han besluttede en aften , da jeg var meget syg , at skrive til Gregersen for at underrette ham om sandheden . Men endnu var der ikke indløbet noget svar ; han befrygtede , at de aldrig havde modtaget brevet , da han rimeligvis i sin sorg og angst havde glemt at vedføje adressen . Hans frygt glædede mig ; jeg ville hellere foren kort tid blive dømt for utaknemmelighed end forårsage dem den større sorg , at vide mig syg , måske døende ; jeg kendte jo Olufs heftighed og var overtydet om , at han havde brugt de stærkeste farver . „ Har jeg ellers forrådt noget ? “ spurgte jeg ængsteligt . „ Intet , uden hvad vi alle vidste . “ Jeg gjorde ikke flere spørgsmål . eenogfyrgetyvende kapitel . Vi stod ombord i skibet , der skulle føre os tilbage til Danmark . Fru Nordan havde straks ledsaget mig ned i kahytten , da morgenstunden var så kold ; men snart fortalte skibets slingring os , at ankeret var hejset og stevnen vendte hjemad . Frøken Karen kom ned til os , hun lo , så tårerne stod hende i øjnene . „ 0 , mama , du skulle blot se dem ! “ „ Hvem , barn , hvem mener du ? “ „ Det mærkværdige selskab , som nylig kom ombord , det er nok en omrejsende Trup , der fører et menageri eller sådant noget med sig ; men jeg har aldrig før set så morsomme og forskelligartede figurer , jeg må have fat på mit album for at tegne dem . “ „ Tag dig i agt Karen , at de ikke mærke den munterhed , deres optræden forårsager . Ere de oppe på dækket ? “ „ Ja , mama , kom og se , eller bliv kun hernede , du får dem nok at se , skønt deres røde og blåmalede kofferter antyde anden pladses passagerer . “ Jeg ved ikke hvorfor , men hendes munterhed fandt ingen genklang hos mig , hendes ord og latter fremkaldte en højst ubehagelig følelse hos mig ; men hun mærkede det ikke og vedblev : „ Der er iblandt dem en gammel militair , så stiv og stram som en grenader og så . . . “ Længere kom hun ikke ; thi i det samme fløj døren op , og jeg lå i tante Sofies trofaste arme , men før jeg havde forladt hendes favn , følte jeg de andres tårer og Kys på mine hænder . Hvad ikke et helt livs ønsker og længsel havde formået at fremkalde — havde min sygdom straks virkeliggjort . De gamle havde forladt den lune rede for at opsøge , pleje eller begrave den syge søn . Så gik jeg fra favn til favn , og endelig stod jeg midt iblandt dem . Hvor sølle jeg mig rig , og dog hvor bedrøvet ! Hendes latter lød endnu i mine øren , og hendes ord stod dybt prentede i mit hjerte/hun havde leet ad dem , hvis rørende opoffrelse havde fremkaldt mine tårer . Men kun gud formår at måle dybden af så bundløs en kærlighed . og som jeg stod omringet af alle mine elskede gamle , på den trofaste Caroline nær , som jeg savnede inderligt , faldt mit blik på Karen ; hvad det sagde hende , ved jeg ikke , men hun vendte sig hurtigt fra mig og skjulte sit hoved ved moderens bryst . I næste øjeblik stod Oluf hos dem , jeg hørte , at han fortalte , hvem mine gamle vare ; dog , før han fik sluttet , stod jeg ved dem . „ Må jeg forestille for dem , kære Fru Nordan , mine dyrebare niedre og fædre , som jeg næst gud skylder alt . Og her se i — henvendte jeg mig til mine gamle — min kære plejemoder , Fru Nordan ; med det navn har de givet mig ret til at kalbe dem , når de i de lange , tunge nætter sad ved mit leje for med moderlig omhu at pleje mig . “ Da Gregersens hånd mødte Fru Nordans , var det , som et elektrisk stød berørte dem begge ; de slap ikke håndtaget , og deres øjne mødtes . Fru Nordan skælvede , og onkel Gregersen blev bleg . Bar det sorg eller ulykke , der havde sammen faiet eller brudt et bånd imellem disse to sjæle ? Deres fortid havde en historie , men kun de kendte den . Frøken Karen stod tæt ved mig , men jeg undgik vi forestille hende for dem , hun havde nys bibragt mig et dybt sår , som ene tiden eller hendes forandrede opførsel kunne læge . jeg så , hun sslte sig både krænket og bedrøvet ; hun forlod hurtig salonen . Efter først at have besvaret de tusinde spørgsmål , der fra alle sider strømmede ind på mig , fik jeg anbragt tante Sofie ved Fru Nordans side , og snart efter hørte jeg dem i en fortrolig samtale . Onkel Gregersen fortalte mig , at de straks ved modtagelsen af Olufs brev havde pakket deres kofferter og vare rejste til Genf , for , som de troede , at pleje mig , eller føre mit lig med tilbage til Danmark . Men da de hørte , at jeg var rejst , og at jeg altså måtte være rask igen , besluttede de straks at vende tilbage til København , hvor de troede at træffe mig ved deres hjemkomst . Med Gregersen var der plndselig foregået en stor forandring . For første gang i vort lange samliv så jeg en tung , en smertelig sky hvile over hans pande ; jeg så , han kæmpede for at forjage den , men kampen var forgæves . Han optrådte med større værdighed end tidligere , og sømanden var trådt tilbage for verdensmanden . Hofjægermesteren og borgen havde fordybet sig i aviserne . Tante Thoras og Milles strikkepinde vare allerede satte i jævn bevægelse , men frøken Karen var endnu ikke vendt tilbage . Middagstimen kom , der blev ringet til bords . Gregersen stod plndselig foran Fru Nordan og bød hende armen . Jeg blev så overrasket ved at se det , at jeg ikke lagde mærke til , at hofjægermesteren fulgte hans eksempel og tog tante Sofie tilbords . Borgen kastede et vemodigt blik efter hende , rakte derpå tante Thora armen , og Oluf tog tante Mille . Jeg stod ene tilbage , da frøken Nordan trådte ind , men det var mig umuligt at byde hende min arm ; jeg ville netop ene forlade salonen , da hun trådte hen imod mig . Hendes øjne vare tårefyldte , de så så bedende på mig , idet hun holdt sin arm hen imod mig og hviskedee : „ Støt dem på mig , jeg beder dem derom . “ Jeg gjorde , som hun bad , men det var med tungt hjerte , vi fulgtes til bords . Under hele måltidet vekslede vi intet ord ; hun forsynede min tallerken , jeg bukkede takkende , og derved blev det . Næppe havde vi rejst os fra bordet , hvor der , til trods for kapitainens nsædvanlige konversationstalent , hele tiden herskede en spændt og trykket stemning , før hun undseelig greb min hånd , lagde den i sin arm og førte mig tilbage til salonen ; men før vi sfiltes ad , sagde hun : „ Jeg har såret og bedrøvet dem , men jeg angrer det dybt , vil de tilgive mig ? “ „ Jeg har intet at tilgive , frøken Nordan , de har dybt bedrøvet mig , men ikke fornærmet mig . “ Hnn rødmede , jeg så på hendes brysts stærke bevægelse , at mine ord havde gjort et dybt indtryk på hende . Så kom månen og afløste solen . Alle vare på dækket for at nyde den smukke stille aften på havet . Kun Fru Nordan , tante Sofie og jeg opholdt os i salonen . Tante Sofie var falden i blund , og vi andre to sad og talte om min barndom , som syntes at have stor interesse for Fru Nordan , da pludselig døren blev åbnet og Gregersen styrtede ind ; han standsede lige overfor hofjægermesterinden . „ Hvor er Catinka ? “ spurgte han med skælvende stemme . „ Død . “ „ Død ! “ gentog han klangløs og skjulte sit ansigt i begge hænder . Jeg hørte ham hulke som et barn . „ Når døde hun ? “ „ Fem år efter , hun havde forladt dig . “ „ Og barnet , mit barn , som hun berøvede mig , hvor er min datter ? “ „ Din datter blev gift med en sømand , men begge døde kort efter brylluppet . “ „ Også død ! Min gud , kunne Catinka ikke have nøjedes med at knuse min lykke , min fred , hvorfor tog hun min alderdoms støtte , min ejendom , mit barn fra mig , det var det eneste , jeg havde tilbage af min korte , indbildte lykke . “ „ Stakkels onkel Carl , døm hende ikke for hårdt , gud har alt dømt hende ; hun døde ensom , forladt , under store smerter og bitter anger . Først da hun havde forladt dit hus , følte hun hele udstrækningen af sin brøde og sin kærlighed til dig , men hun manglede mod til at vende tilbage . Hun arbejdede for at ernære sig og sit barn , indtil hun bukkede under af sorg og savn . Fra den dag , hun forlod dig , gav hun dig dit navn tilbage ; navnet Thorsen , bar din datter , til hun blev gift . “ „ Thorsen , “ lød det på en gang fra onkel Gregersens og mine læber . „ Ja , Sofie Thorsen var din datter . “ „ Min dattersøn ! “ og han og jeg lå så sastfluttede i hinandens favn , som skulle vi aldrig mere adskilles . toogfyrgetyvende kapitel . Vi nærmede os hjemmet . Endnu kun en nat , og morgensolen ville se os i vort gamle hjem . Hvorledes ville afskeden blive ? Ville hun række mig den lille hånd til eje — eller skulle vi stilles for bestandig ? Havde jeg fordret for meget , mere end en kvinde kunne give mig ? Nej , hun havde forsmået mig , ikke af mangel på kærlighed , men af stolthed , hun kendte jo ikke sin egen oprindelse , — og as mine læber skulle hun aldrig lære den at kende . Og skønt mine ydre forhold så meget havde forandret sig , og vi nu vare slægtninge , så var jeg dog fremdeles min faders søn , og hun hofjægermester Nordans datter . Med hendes opførsel var der foregået en stor . Forandring , det var for mig , som om alt hovmod og stolthed havde sagt hende farvel , og hjertet nu kun havde rum for hendes kærlighed . endnu samme aften , vi vare komne ombord på skibet , så jeg hende svøbe sit eget shawl om tante Sofies Hals og ledsage hende op på dækket . Hun var bleven min bedstefaders indling , og tante Thora og Mille tillod hende at tage de tabte master op på deres strikkestrømper , en opmærksomhed , de ellers tog meget ilde op , da den mindede dem om deres alder . En morgenstund hørte jeg onkel borgens glade „ Trom , trommetrum , trommetrum , “ og til min store forundring opdagede jeg frøken Karen holdende ham under armen , medens hun så ham skælmsk op i de halvt modvillige øjne , så marscherede hun atter videre frem og tilbage med ham , og jeg hørte nu og da en dæmpet latter gå over hans kære , blege læber . Men ingen viste hun så megen kærlighed og opmærksomhed som tante Sofie , dog hvem kunne se tante Sofie uden at elske hende ? Det gensidige venskab , der var opstået imellem disse to for mig dyrebare sjæle , gjorde mig glad og lykkelig . Imod mig var hun altid venlig , men tilbageholdende , hun undveg mig vel ikke , men hun søgte mig heller aldrig , kun hendes øjes solglimt , som undertiden mødte mit spørgende blik , forrådte mig hendes kærlighed . således vare mine tanker , da jeg stod og så ud over havet . Det forekom mig , som havde jeg en svag , vaklende karakter , der snart lod hjertet — snart forstanden råde . Bar det den jernfaste villie , som man fra barndommen af så ofte havde omtalt , stundom rost — hyppigst dadlet mig for . Der gives sjæle , der er ligesom støbte i malm , intet rører dem , intet svækker deres styrke ; sådanne malmsjæle have aldrig følt fristelse , enhver kamp er dem fremmed , de er ikke stort andet end et sundt og stærkt legeme , der tåler alle vinde , de leve et materielt liv , uden ånd — uden bevægelse . De komme færdigstøbte ind i livet og gå uforandrede ind i døden . Jeg holder ikke af disse kolde , livløse sjæle , jeg foretrækker regn , storm , torden og lynild , jeg foretrækker kamp , kamp på liv og død ! Kun den sjæl er stor , der gennem fristelse og kamp når sejren . Jeg stod der endnu og prøvede mit hjerte og min villie , da jeg hørte hofjægermesteren sige til Oluf : „ Nu har de fået deres straf for baronen , en anden gang , min unge ven , råder jeg dem til at lade ham blive hjemme . “ Mere hørte jeg ikke ; thi mit øje var i det samme falden hen på bænken , hvor jeg opdagede frøken Karen . Hun havde den hele dag været tans og alvorlig ; følte hun måske også afskedstimens nærhed ? Jeg tog plads på samme bænk , hun rødmede lige til lokkerne og så både ængstelig og forventningsfnld på mig . „ I morgen er vi i København , frøken Karen . “ „ Ja , i morgen ! “ Her blev vor samtale afbrudt af Oluf , der pludselig og uventet stod foran os . Han så rød og ophidset ud , jeg bemærkede , at han flere gange åbnede sine læber , som ville han tale , men ordet svigtede ham . Endelig udstødte han med besvær : „ Hvorledes leve de hos onkel borgård ? “ „ Nu have de det bedre ; siden Sofie er bleven deres adoptivdatter , tror jeg , de føle sig mere lykkelig . “ „ Og Amalie ? “ En mørk sky gled hen over Karens pande . „ Hun sover på tredje år under tårepilen på Hjørring kirkegård . “ „ Død ! “ „ Hvoraf døde hun ? “ spurgte jeg sagte . „ Nogle sagde af for stort et hjerte , men lægen betroede mig , af det var af skjult hjertesorg . “ Oluf så op , han var dødbleg ; han skælvede , tårerne styrtede ned over kinden , og han hviskedee , idet hans øje hvilte på glemmigeien : „ Alt , alt hvad jeg har tilbage ! “ Han stod henne ved rattet og stirrede ud over havet . Solen dalede længere og længere ned mod horizonten , indtil dens sidste matte stråler kyssede bølgerne og forsvandt ; dog endnu stod han på samme plet , og endnu stod jeg ham ganske nær . „ Kom , min dreng , kom , “ lød bedstefaders kære stemme lige ved mig , „ her er så koldt , de gamle frygte for dit helbred og længes efter dig . “ Jeg tog Oluf under armen ; han lod sig lede som et barn , og begge fulgte vi Gregersen , som jeg fremdeles vil kalde ham . Kapitainen ombord var en dannet og beleven mand ; han havde arrangeret en lille fest i anledning af , af det var sidste Asten , vi vare ombord . Punschebollen afløste theen ; den duftede , den vinkede , den adspredte og samlede , kort , den forjog mangen en mørk sky , som den nær foresfående afsted havde fremkaldt ; men Oluf var den muntreste af os alle , hans overgivenhed grænsede til kådhed . Gregersen stødte sit glas mod mit , lukkede det ene øje , og skelede til frøken Nordan med det andet , idet han hviskedee mig i øret : „ Vind i sejlene , gut , styr kækt ind i havnen . “ Hofjægermesteren havde holdt en kort , men smuk afskedstale ; Gregersen , der atter var den samme ukunstlede , hjertelige Gregersen som før , havde gjort nogle humoristiske tilsvininger , der modtoges med almindeligt bifald , og onkel borgen strøg sine moustacher lige op mod øjnene , før atter at lade dem dale ned mod hagen ; han rødmede , så sig ængstelig om , tog endelig mod til sig og hævede glasset , idet han fremmumlede halvt uforståeligt : „ Tak Fru Nordan , tak før vor dreng ! “ Det kostede ham stor anstrengelse , men var hans stemme end klangløs og utydelig , så talte hans øjne et sprog , som ingen kunne misforstå , og hofjægermesterinden stødte rørt sit glas imod hans , og tante Sofie tilkastede ham et taknemmeligt blik , som bragte blodet op i de blege kinder og fik den svage hånd til at skælve . Men tante Thora og tante Mille brugte lommetørklæderne omkaps for at skjule deres bevægelse . Da kapitainen havde sunget en munter drikkevise om vin og kærlighed , vendte han sig imod mig : „ Nu kommer touren til dem , “ sagde han , „ syng os en sang , en af deres bedste , men en vi kunne le as , alvoren kommer tidsnok i morgen . “ Og hans øjne så hen til Karen . Og jeg sang ; jeg sang , som jeg troede til latter , — men mine øjne vare ufravendte hæftede på Oluf , der pludselig sad bøjet som livløs over det fyldte glas , og jeg sang og jeg lo , men ingen , flet ingen lo med mig ; thi jeg havde sunget tårerne frem i alles øjne . „ Det var en sørgelig sang , den passer ikke til den dampende punschebolle , “ udbrød kaptajnen og syldte på ny glassene . „ Syng de os en anden , hr . Baron “ — således blev Oluf for spøg fremdeles kaldt — „ syng de os en anden , de har et godt forråd af muntre viser . “ „ Skal jeg synge , synge en munter sang ? Ja , de har ret , jeg plejer jo altid at le og synge muntre , kun muntre sange , hvorfor da ikke også iaften , da jeg er så glad , så glad , at jeg tror , jeg kunne dø af glæde . “ Og han sang : „ Gå nu hen og grav min grav ! „ Jeg er tr « t , nu vi ! jeg slumre , „ Lergge ned min bandringsstav , „ Hvor de sidste skygger skumre , „ Læegge mig til hvile ned , „ Fare bort hersra i fred . “ da han havde endt det første Vers af psalmen , brast han i en så voldsom gråd , at hans kraftige legeme rystede som et barns . En dødlignende taushed påfulgte . Jeg stod bøjet over ham , men tante Sofie lagde begge fine arme om hans Hals og fljulte hans hoved ved sit bryst , hun klappede ham som et barn ; thi den , der er fortvivlet , er kun et stakkels ulykkeligt barn . Således endte den sidste aften , vi vare famlede ombord . Klokken slog tolv , alt var stille . Han stod ved relingen som en udgået stamme . Månen gjorde sin vandring , den lyste så mild og rolig . Lykkelige måne , du er altid rolig , altid kold , medens mit hjerte er så tungt , så uroligt og så varmt . Nu var der kommet liv i de stivnede lemmer ; hvad var det , han spredte ud for de lette nattevinde ? Rødt , blåt og grønt ! Endnu et , endnu et . „ Farvel døgnfluer , kjærrlighedspanter , brudte elskovsløfter , farvel ! Jeg bryder med eder for evig , min lykke , mit glade hjerte har jeg tabt med eder . “ Jeg hørte hans gråd , jeg stod i hans nærhed , min hånd var strakt ud imod ham , hvorfor ved jeg ikke . Vil denne kamp føre ham til sejr ? Da hørte jeg de gamle kendte og elskede fløjtetoner , den udstrakte hånd faldt mat ned , jeg trak atter frigjort vejret . Tonerne bølgede ud over havet som et smertessfrig , der lidt efter lidt gik over til en stille klage og endte som i tårer . Sådanne toner trænge sig kun frem fra et sorgfuldt , ulykkeligt hjerte . Sådanne toner glemmer man aldrig ! Månens sidste , matte skin kyssede den rødmende morgenbrud . Da foldede jeg mine hænder til en varm , taknemmelig bøn , thi nu var den lange tunge nat til ende , faren var forbi , angeren havde lagt en bro mellem himlen og ham , og dagen , den velsignede dag , smilte os sil godmorgen i møde . Lydløs og ubemærket listede jeg mig ned , som jegstar kommen op , og da Oluf noget efter trådte ind istor kahyt , fandt han mig i køjen , hvor han troede , jeg havde sovet , medens han vågede og bad . treogfyrgetyvende kapitel . Jeg stod i forstavnen , mine øjne vare rettede mod Trekroner , men tanken fulgte ikke øjet , den lå skjult i hjertets dybe skakter . Da følte jeg pludselig noget røre ved min arm , det kom frygtsomt nærmere og nærmere , nu så jeg , det var en lille , varm og blød hånd , der skælvende skjulte sig i min , jeg holdt den så fast ved mit bankende hjerte , for aldrig , aldrig mere at give den fri . Og jeg lagde mine læber tæt til den elskedes øre og hviskedee : „ Nå , var det vel så slemt ? “ Det gav et ryk i den lille hånd ; dog , idet jeg ville holde den fast , faldt hendes handske lige ved hendes fod , hurtig knælede jeg for at tage den op — hvor den fod dog var nydelig , jeg så op til hende - hun så ned — vore øjne mødtes , hendes vare skælmsk og sejrsstolte , thi : Adam lå nu alligevel ved Evas fødder . Men Karen bøjede sig ned og hviskedee : „ Aldrig “ må man aldrig sige , thi det forudsætter en umulighed . “