Første Kapitel . 
Studenten . 
Langt ude paa Nørrebro ligger et lille , skummelt 
og uhyggeligt Sted , som udmærker sig ved sit forfaldne 
Udseende . Folk gaa ikke gjerne derind ved 
Aftenstid , thi der gaaer det Sag » om dei , at en snild 
og uforfærdet Bandit her uantasftt har udøvet sine 
Grusomheder , at hans Sjæl ikke kan faae Ro , men 
af og til aflægger et Besøg hos Husets Beboere om 
Natten . Man hvisker om al , at der findes hemmelige 
Rum og Gjemmer under Huset Hvad der end mere 
styrker denne Tro er , at Nogle af Beboerne ved at 
grave i den lille Have , der hører til Stedet , var 
stødt paa , Menncskebeen og Knokler , og ligeledes havde 
fundet nogle Guldsmykker og Mønter fra en længst 
førsvunden Tidsalder . 
Dette Hus var rundt omkring bekjendt under 
Navnet : „ Det forbandede Hus “ . 

— Ja Tak , det er mit høieste Ønske . 
Et Øieblik sad han tavs og beundrede ven smukke 
Pige . Endelig sagde han lidt førlegen : 
— Undskyld . . . men hvem beboer denne Leilighed 
. . . De er da ikke ene her ? 
— Nei , svarede Julie Min Onkel . . . 
— Ah , De har en Onkel , altsaa ingen Fader ? 
Ved disse Ord blegnede Julie synlig . 
— Ak nei , desværre , sagde hun Jeg bar i ti 
Aar savnet en elsket Fader . 
Den Tone hvori dette blev udtalt røbede , at hun 
just ikke hørte til de Lykkeligste 
— Men De har vel en kjærlig Onkel ? vedblev 
Vilhelm . 
— Ja . . . ja , det har jeg , sagde den unge Pige 
langsomt , idet en Taare gled ned ad hendes Kind . 
Vilhelm , der indsaae at det smertede hende aj 
tale om Onkelen , var betænksom nok at dreie Samtalen 
hen paa andre Ting . 
Kort efter reisfe han sig . Han bød Julie Haanden 
og takkede hende for den Forekommenhed , hun 
havde viist imod ham , og sagde idet han nærmede sig 
Døren : 
— Tør jeg , hvis jeg en anden Gang bliver fræt , 
atter hvile mig her ? 
— Ja , hviskede Julie neppe hørligt . 
— Tak ! raabte Vilhelm begejstret og forlod 
Værelset . Han begav sig atter til Byen , med Tanken 

opfyldt af den unge Pige , der allerede nu havde gjort 
et dybt Indtryk paa ham . 
Det er en Selvfølge at han følte sig „ fræt “ den 
næste Dag og mange af de paafølgende Dage , og af 
den Aarsag søgte at hvile sig i den unge Piges Nærværelse . 
Efter otte Dages Forløb var Vilhelm aldeles 
forelsket i Julie , og hun — ja hun havde aldrig følt 
sig saa lykkelig som nu . Men det fik desværre snart 
en bedrøvelig Ende . 
Andet Kapitel . 
Forbandelsen . 
Vi bede den ærede Læser om , atter at følge os 
ud paa Nørrebro til det forbandede Hus , men dennegang 
for at lære Julies Onkel at kjende . 
Det er otte Dage efter at Vilhelm har stiftet 
Bekjendtskab med hende . 
Paa Døren stod med tydelige Bogstaver Navnet : 
Knækbein . 
Men hvem er denne KnækbeinV spørger vel den 
ærede Læser . 
Knækbein var en Gaade svr sine Omgivelser . 
Spurgte man Husets Beboere om hans Forhold , 

rystede de paa Hovedet og svarede hviskende : „ Tys ! 
tal ikke om ham , han er ikke god at komme nær ! “ 
Af dette Svar indseer vi , at Julies Onkel maa 
være en sand „ Bussemand “ . 
Han var en Mand , der stærkt slundede mod de 
3 Snese . Hans Træk vare haarde og frastødende ; 
hans Ansigt udtrykte Snuhed og Bestemthed . 
Hvorfra han var kommen eller fra hvem han 
slammede , vidste Ingen , og han selv syntes meget omhyggelig 
at undgaa Alle . 
Det eneste menneskelige ^Væsen han havde om sig 
var Julie , som han kaldte for sin Søsterdatter . 
Hun vakre almindelig Deltagelse , og man beklagede 
ofte at hun saa at sige var lænket til dette ildevarslende 
Menneske . 
Man bavde tidt hort hende hulke og sukke , medens 
den Gamle skældcde og smældede . 
Engang forsøgte en medfølende HuSbebocr at erfare 
Sammenhængen , for om mulig at bevirke at hun 
blev bedre behandlet , men han blev afviist paa en 
haanlig og spottende Maade . 
Det er Aften , nogle Timer efter at Vilhelm har 
forladt Stuen , da vi indfinde os . 
Klokken var omtrent 11 , — de fleste Mennesker 
laa allerede i Søvnens Arme . 
Julies Onkel gik med lange Skridt frem og tilbage 
paa Gulvet . Pludselig standsede han sin Gang 

og befalede Julie at hun skulde tage sit Øvertøi paa ; 
han vilde ud i den friske Luft , og hun skulde ledsage 
ham . 
— Saa seent , kjære Onkel ? spurgte Julie . 
— Ja , skynd Dig , svarede denne barsk . 
- Hvad mon det skal betyde , tænkte Julie , idet 
en uforklarlig Ængstelse bemægtigede sig hende . 
— Naa er Du snart færdig ! raabte Onkelen . 
— Ja , ret strax ! 
Julie nølede endnu en lille Stund , for at han 
om mulig skulde betænke sig . Det begyndte at regne 
stærkt og Veien var kun oplyst af et Par søvnigt 
skinnende Lygter . Alt var saa øde og slille rundt 
omkring . 
Endelig , efter lang Overvindelse , gjorde hun sig 
færdig , og afsted vandrede de . 
De gik længe i Tavshed henad Veien . 
. Dei forekom Julie som om HendeS Onkels Aasyn 
saae endnu mere skummelt og mørkt ud end nogensinde . 
Hun havde Net . Hans Ansigt udtrykte en vild , 
dæmonisk Glæde , medens det af og til fortrak sig som 
af en indre , nagende Smerte . 
De vandrede skyndsomt henad Veien Regnen 
faldt i Strømme . 
— Skulle vi ikke vende om , Onkel ? spurgte 
Julie . Jeg kan ikke holde ud at gaa i dette Veir . 
— Snak ! svarede denne ; vi ere strar paa vort 
Bestemmelsessted . 
Kort efter standsede han sin Gang ved Nørreport . 

- Denne Vei ! kommanderede han , og gik hurtigt 
op paa Volden , fulgt af Julie . 
De fortsatte nu Veien til de kom til Kirsebærgangen . 
— Nu ere vi strax ved Maalet , sagde han opmuntrende . 
— 
Jeg er træt , Onkel , hviskede Julie . 
— Snak , hvor kan Du være træt ; Du har jø 
hvile « hele Dagen , brølede han . 
Julie gav intet Svar . 
Han tog hende nu ved Haanden og førte hende 
ind i Hirsebærgangen . Der var bælmørkt derinde , og 
Julie rystede af Skræk ved hvert Skridt hun gik . 
Endelig standsede han . De vare nu komne meget 
dybt ind i Kirsebærgangen . 
— Hm ! Ja her maa Stedet være , mumlede han , 
idet han fremdrog en lille Spade , som han havde skjult 
indenfor sin Overfrakke . 
— Men Onkel døg , hvad er det Du vil foretage 
Dig ? spurgte Julie , skælvende af Angst . 
— Ti med dine Spørgsmaal ! afbrød Onkelen 
hende hvæsende ; se til at Du faaer Ild paa denne , 
men skynd Dig ! 
Med disse Ord rakte han Julie en lille Blændlygte , 
hvilken det paa Grund af Regnen var hende 
meget vanskelig at faae tændt ; endelig skete det døg . 
— Lys mig ; kom herhen , endnu nærmere ! raabte 
han barsk . 
Julie adlød , døg med en vis Modstræben . 
Han gik nu ad Skraaningen helt ned til Stadsgraven . 

Her gravede han med Anvendelsen af alle fine 
Kræfter ; store Svcddraaber perlede paa hans Pande . 
— Saa , endelig ! raabte han og kastede Spaden , 
idet et triumferende Smil krusede hans Læber . 
Ud af det Hul han havde gravet fremdrog han 
et lille Skrin , som han opmærksomt betragtede fra alle 
Sider . 
— Ja , det er dette , sagde han hen før sig ; det 
lader ikke til at have taget nogen Skade , skjøndt det 
har lagt ti Aar i Jorden . 
Skælvende af Angst betragtede Julie sin Onkel . 
Det forekom hende som var det en ond Aand , der 
st » d før hende , et saa uhyggeligt Udtryk hvilede derover 
hans Ansigt . 
Han fremtog en lille Nøgle og aabnede Skrinet . 
Dets bele Indhold var nogle Papirer , der vare 
gulnede af Ælde . 
Han tog disse frem og sagde til Julie : 
— Sæt Dig paa Stenen der , og vær opmærksom , 
jeg vil fortælle Dig din Moders Historie . 
— 0 Gud ! skaan mig ; lad mig komme hjem ! 
udbrød Julie , idet hun strakte sine Hænder bedende op 
imod Onkelen ; Du kan ikke bringe over dit Hjerte , at 
lade din egen Søsters Datter tilbringe en saadan 
Nar under aaben Himmel . 
— Ti med den Snak ; sæt Dig ned og hør mig . 
— O Gud ! hvorledes skal dette ende ! sukkede 
Julie og saae sig ængstelig om . 
— Din Moder var Datter af velhavende Forældre , 

begyndte Onkelen sin Fortælling ; tidlig modnedes 
hun , tidlig færdedes hun mellem Fremmede . Livsglad 
og smuk var hun , indtil en stor , unævnelig Sorg 
ramte hende ; da bøiede hendes Legeme sig mod Jorden 
lig en knækket Blomst paa sin Stængel . Livet tabte 
fra den Stund al Tillokkelse før hende . Kun Bitterhed 
og Had — et grændsclost , et uudsletteligt Had — 
gærede i hendes Indre mod hele Menneskeheden , men 
især mod den , der havde foraarsaget af hun led . Hun 
var bleven skammelig bedraget . En Mand havde forslaaet 
af fængsle hendes unge Hjerte ; hun fulgte ham 
i god Tro , uden hendes Forældres Samtykke . Du 
blev Frugten af deres Samliv , som varede i mange 
Aar . Da gjorde hun en Opdagelse , der ramte hende 
lige i Hjertet . ' Hendes Mand havde alt været gift 
førend han førte hende til Alteret . Han var desuden 
en Tyv ; da han havde besljaalet hende før Alt hvad 
hun eiede , forlod han hende , og det Eneste han lod 
hende beholde tilbage var Dig . Da svoer hun en Ed , 
en dyr , en hellig Ed , som hun har nedskreven og lagt 
i dette Skrin . Kort før hendes Døv , der indtraf nogle 
Dage derefter , modtog jeg det af hendes egen Haand , 
og jeg lovede hende da , ved Alt hvad helligt er , ved 
min Sjæls Salighed , at jeg vilde sørge før at det skete 
Fyldest , som hun bavde svoret . Se her , vedblev han , 
og udfoldede et af Papirerne . 
Julie læste med tilbageholdt Aandedræt : 
„ Det er min Lillie , at Du , min Datter 
„ Julie , tager den Mand tilægte , som slaaer før 

„ Dig ; han er min Broder , -- den Eneste til 
„ hvdm jeg vil betro din fremtidige Skæbne . 
„ Naar Du har fyldt dit i 6de Aar skal Du træde 
„ med ham før Alteret . Du kjender min Historie , 
„ Du har hørt hvad jeg ventede af Livet og hvor 
„ ledes jeg blev skuffet . Jeg har derfor svoret , 
„ ar det skal ske saaledes som jeg har bestemt , før 
„ at forebygge al Du skulde lide samme Skæbne . 
„ Ve Dig , hvis Du ei opfylder min Bestemmelse . 
„ Din Moder 
Juliane . “ 
— Nu , hvad svarer Du dertil ? spurgte Onkelen 
hende . 
Et dybt Suk var Julies eneste Svar . 
Hun kunde ikke tro det muligt , at hun skulde binde 
sin Skæbne til en Mand , som hun , saa langt hun 
kunde huske tilbage , lun saae med Angst og Skræk . 
Hun følte sig som tilintetgjort ved denne Tanke , 
thi hun elskede Stud . nten , elskede ham af sit Hjertes 
hele Fylde , — han var hendes forsle Kjærlighed . 
Dog , det var jo HendeS Moders Villie ' den maatte 
være hende hellig og dyrebar . 
— Naa , sid ikke længer saaledes , men svar mig , 
afbrød Onkelen hende ; vil Du opfylde din Moders 
Bestemmelse ? Ja eller Nei ! 
— Giv mig Betænkning , Onkel , stammede Julie ; 
jeg kan ikke ret fatte mig . 
— Nei , svarede Onkelen barsk ; i denne Stund , 

med Mindet om din Moder for Øie , skal Du give 
mig dit Ja . 
— Af , jeg kan ikke ; en indre Følelse siger mig , 
at jeg skal handle anderledes . 
— Saa har altsaa din Moders Ord ingen Betydning 
for Dig , Du vanartede Kvinde . 
— Hvorledes ? spurgte Julie og reiste sig . 
Jeg siger , at Du maa og skal lyde din Moders 
Bud ; thi ellers . . . 
— Tal ikke ud ! skreg Julie og holdt Hænderne 
ud imod ham . 
— Ellers skal Du være forbandet , — fra denne 
Stund , fra denne Time ! 
— Siig ikke slige græsselige Ord , de ængsle og 
gjennemiSnc mig . 
— Vil Du love mig , her paa dette Sted , hvor 
din Moders sidste Villie har ligget gjemt i 10 Aar , 
at Du vil binde din Skæbne fil min ? 
— Nei , nei , tusinde Gange nei ! Jeg vil ikke , jeg 
kan ikke ! 
Julie havde al sin Overvindelse Behov for at 
fremføre disse Ord , hun vidste ikke ret , hvorfra hun 
fik denne Kraft , men det var som om en indre Stemme 
opmuntrede hende fil at stride imod . 
— Du vil ikke ! brølede han . 
— Jeg kan ikke ! 
— Hvorfor ? 
- Jeg elsker en Anden , sagde hun langsomt . 
— Hvem , hvem ? Svar , hurtigt , at jeg kan 

flyde ham en Kugle for Panden , den Slyngel , der 
vover at træde l Veien for mig . 
En slærk Skælven gjennemfoer Julie ; men hun 
fattede stg hurtig og svarede bestemt : . 
- Aldrig skal Du faae det at vide ; det sværger 
jeg høit og dyrt ! 
— Saa viid , elendige Tiggerunge ! raabte han 
rasende , at jeg forbander Dig , Du vanartede Datter ! 
Gid hver Bid Brød , Du fører fil dine Læber , maa 
blive fil Sten , — gid Du landflygtig maa vandre fra 
Hus fil Hus paa din nøgne Fod , klædt i Pjalter , 
uden at møde en medlidende Sjæl , der tilbyder dit 
trætte Legeme Hvile ; mellem det værste Udskud blandt 
Menneskenes Børn skal din Plads blive ! Gid al 
Verdens Ulykke maa ramme Dig , Du elendige Skabning , 
og ham . . . ham , din Forfører ! 
Efter at have udtalt denne gyselige Forbandelse 
gik han bort og lod Julie blive alene tilbage . 
Vildt stirrende saae hun efter ham , det var som 
om en usynlig Haand havde lænket hendes Fod og 
lammet al hendes Kraft ; hun følte sig som sønderknust 
under Vægten af hans skrækkelige Ord . 
Endelig kom hun til sig selv . Hun var som isnet 
over hele Legemet og var neppe island til at bevæge 
sig nogle faa Skridt . 
Hun brast i en krampagtig Graad . Hvilken 
Fremtid laa for hende ? Ak , hvorhen hun end vendte 
sig trængte ingen Haabets Straale hende imøde ; nei , 
kun et Liv klædt i Sørgens og Savnets mørke Farve . 

Hun kastede sig paa Knæ og bad af al sit Hjertes 
Fylde en Bøn til Gud . 
Hun bad om Beskyttelse og om et Ly . Hun skulde 
blive bønhørt , 
Neppe havde hun fuldendt sin Bøn , før en dyb 
mandig Stemme svarede : Amen ! 
— O , min Gud , frels mig ! raabte Julie i en 
forfærdelig Angst og faldt besvimet om paa Veien . 
Tredie Kapitel . 
Amerikamanden 
Der gives Mennesker , som i en tilsyneladende 
haard Skal gjemme et Hjerte , der er rede til altid at 
staa deres Medmennesker bi i Raad og Daad . 
Deres Gang her i Livet er fuld af Opofrelser for 
Andre , kun den indre Bevidsthed har de , at de gode 
Handlinger de udøve , engang ville bidrage til , at de 
kunne naae Havnen med en god Samvittighed . Det 
er den Forvisning , hvormed de slunde til Graven . 
Saaledes var Amerikamanden . 
Ved Flid og Held havde han under et femaarigt 
Ophold i Amerika sammensparet sig en meget anseelig 
Formue . 

Han benyttede den til at hjælpe sine Medmennesker 
ud af Trang og Nød . Tidlig og silde var han beredvillig 
til ar hjælpe , overalt var han paafærde ; der gik 
neppe nøgen Dag hen , hvori han ikke kunde glæde sig 
ved af Hjertet at være bleven velsignet og takket for 
sin Gødhed . 
For saaledes » deell at kunne hellige sig Menneskers 
Savn og Smerte , for at færre sig den Opgave , 
ar helbrede de Saar som Fattigdom og Sygdom slaa , 
maa man have gjennemgaaet ' meget , — og dei havde 
Amerikamanden i Sandhed . 
Alr i sin Ungdom havde han elsket en ung , vakker 
Pige . At knytte hende til sig , at leve et godt og 
arbejdsomt Liv med hende , — det var det Maal hvorefter 
han slræbte . 
Endelig saae han det lykkelige Øieblik nærme sig , 
da han , uden nogensinde at udsætte hende for nogen 
Mangel kunde sige : 
— Kom til mig , Du skal være min Hustru for . 
Gud og Mennesker . 
Præsten og Menneskene lyste Velsignelsen over 
dem . Jevn og god syntes Veien , de skulde vandre 
henad . Ædel og bramfri var deres Tilværelse og 
» forsfyrrer gled et Par Aar hen . 
Hans Hustru havde i den Tid skænket ham et 
Barn , som han forgudede . 
Da udbrød den rædsomme Kolera-Epidemi ; den 
angreb mange af hans Venner og Bekjendte og skaanede 

heller ikke hans Familie . En Dag blev baade 
Moderen og Barnet pludselig syg . Øieblikkelig sendte 
han Bud efter Lægen , men her formaaede intet Menneske 
at hjælpe . 
Dybt nedbøiet , næsten tvivlende paa Forsynet , stod 
han ved deres Sygcleie . 
Kun en kort Kamp havde de at bestaa , inden 
Døden fog dem i sin kolde Favn ; kun tvende Dage , 
og han stod ved deres Lig . 
Ydmyg , men med en dyb Sorg i Hjertet , bøiede 
han sig for Forsynets urandsagelige Villie . 
Dog , han maatte tilfredsstille den Trang , der 
levede i hans Hjerte , til at hjælpe og meddele , og han 
blev en Fader før de Fattige og Lidende . 
Ham var det der kom til , da Julie var ved at 
segne under Byrden af hendes Onkels Forbandelse . 
Han gik netop over Volden paa samme Tid som 
Julies Onkel i største Hast førte hende til Kirsebærgangen . 
Han studsede over deres hurtige Gang og han 
hørte hvorledes Julie flere Gange bad Onkelen om ar 
vende om , da hun følte sig træt . Han hørte Onkelens 
studse Svar og besluttede derfor at følge efter dem , da 
han haabede at kunne komme den unge Pige tilhjælp . 
Da han saae dem gaa ind i Kirsebærgangen , fulgte 
han efter dem derind . Her var han et skjult Vidne 
til det sl foregaaende Kapitel omtalte Optrin . 
Forsigtig løftede han Julie op og bar hende hen 
til et Hus ved Volden . 
Del lykkedes ham foreløbig at faae hende anbragt 

der hos en Familie , som han havde hjulpen ud af 
Fattigdommens Elendighed , og han vaagede omhyggelig 
over , at man behandlede hende med Kjærlighed . 
Julie laa endnu stedse i en dødlignende Dvale ; 
alle Oplivelsesmidler hjalp Intet . 
Man havde sendt Bud efter en Læge , men forgæves , 
der var hengaaet flere Timer og endnu havde 
han ikke indfundet fig . 
Amcrikamanden stod foran hendes Seng og betragtede 
hende medlidende . 
— Stakkels Barn , sagde han hen for fig ; hvor 
hun maa have lidt ! 
— . Ak ja , det har Herren saamæn Ret i , svarede 
en gammel Køne , der var bleven ansat som Julies 
Sygevogterske . Det er baade Synd og Skam at behandle 
et ungt kjønt Kvindemenneske saaledes . 
— Ja ja , det er godt , Mutter , sagde Amerikamanden . 
Lad mig se at De pleier hende godt i min 
Fraværelse . Jeg gaaer nu , men jeg kommer snart tilbage ; 
skulde hun vaagne af sin Besvimelse , saa siig 
hende , at hun Intet skal frygte , men blot se at komme 
sig , da hun er faldet i redelige og hjælpsomme Menneskers 
Hænder . 
— Vær De rolig for det , go ' e Herre , hun skal 
saamæn nok blive pleiet paa det Bedste . 
Efter at have modtaget denne Forsikring bortfjernede 
Amerikamanden sig . 
Da han var gaaet flyttede Sygevogterske « et Bord 

hen ved Julies Seng , stillede en Lampe paa Bordet 
saaledes , at dens fulde Lys faldt paa den Syge , saa 
hun selv sad i Halvmørke . 
Forsigtig tog hun Plads i en gammel højrygget 
Lænestol , og kort efter faldt hun i en let Slummer . 
Det var et uhyggeligt Syn at se den gamle , 
sammenskrumpne Kvinde . 
Hun sad mimrende hen for sig , idet hun sagte 
bevægede Hovedet frem og tilbage . 
— Hm hm ! . . . Ung , kjøn Pige , mumlede 
huns ; det har jeg ogsaa været . . . det er formodentlig 
hendes Elsker . . . oh ! galant Eventyr , hm ! . . . 
Kurre paa Traaden . . . været for skem mod hende . 
Hun syg . . . Besvimelse , . . Kamferdraaber og saadan 
Noget , hm ! 
Hun fik ikke Tid til at fortsætte sine Drømmerier , 
thi Julie vaagnede idetsamme og gav et Skrig fra sig 
ved at se den gamle hæslige Kvinde sidde ved Sengen . 
— Hvor er feg ! raabte hun fortvivlet og vred 
sine Hænder . Siig mig det . 
— Ikke saa heftig , bitte Jomfru , svarede Konen , 
der firår vaagnede . De maa kjønt ligge rolig i Sengen , 
indtil den Mand kommer , som har bragt Dem 
herhen . Han kan snart være her . 
— Men siig mig dog , hvem var den Herre ? 
spurgte Julie . 
- En meget god Mand . 
— Hvad hedder han ? 
— Amerikamanden . 

— Amerikamanden ? gjentøg Julie . 
- Ja 
— Men hvorledes er det da gaaet til , at han 
har bragt mig herhen ? 
— Det kan jeg ikke sige Dem , bitte Jomfru . Jeg 
veed kun , at Amerikamanden er et gødt Menneske , der 
tager sig af alle de Ulykkelige , han træffer paa sin Vei . 
Han er saa god som Dagen er lang . 
— Ak , nu husker M det , sukkede Julie . Det var 
i Kirsebærgangen . . . han forbandede mig . 0 , det 
var skrækkeligt . 
Julie brast i en heftig Graad ved Tanken om 
dette . 
Konen trøstede hende saa gødt hun kunde , men 
Julie var døv for alle hendes Forestillinger . 
Saaledes hengik nogen Tid . Da indfandt Amerikamanden 
sig . 
Med et venligt Smil satte han sig ved Julies 
Seng ; han fortalte hende hvorledes han uforvarende 
var bleven Vidne til det der var foregaaet , og da han 
antog at hun var ulykkelig og hjælpeløs havde han 
bragt hende til det Sted , hvor hun nu opholdt sig . 
Julie , der forstod at vurdere hans Ædclmodighed , 
sagde i en hjertelig Tone til ham : 
— Tak , tusind Tak , min Herre , for al Deres 
Godhed imod mig . De har Ret i at jeg var hjælpeløs , 
jeg var nylig bleven jaget fra Hus og Hjem . 
— Stakkels Barn , sagde Amerikamanden medlidende ; 
saa ung og allerede saa megen Sørg . 

— Ja , svarede Julie , idet Taarerne perlede i 
hendes Øine ; naar jeg gaaer herfra , da veed jeg ikke 
hvorhen jeg skal vende mig ; Ingen — Ingen kjender 
mig , Ingen kan jeg henvende mig til om Hjælp i min 
forladte Stilling . 
Julie fortalte ham nu sit Livs Historie . Uden 
selv at vide det lagde hun hele sit Indre aaben for 
den deltagende Mand . Hun skjulte Intet . Det forekom 
hende , som var det en kjær , længe savnet Ven , 
der sad hos hende , og hos hvem hun kunde hente 
Haab og Trøst . 
Efter at Amerikamanden havde^hørt hende tilende , 
sagde han : 
— De ytrede nylig , at der intet Menneske var , 
hos hvem De kunde søge Ly — ikke sandt ? 
— Ak ja , stammede Julie ; jeg kjender jo ingen 
Andre end ham og . . . jeg mener min Onkel . Og 
han , tilføiede hun gysende , ? forbandede mig og stødte 
mig fra sig . 
— Vil De modtage den Hjælp af mig , . som De 
for Øieblikket behøver ? Vil De gjøre det , uden af 
en falsk Undseelse stiller sig imellem os ? 
—- Jeg tør . . . jeg kan vist ikke modtage dette 
Tilbud , svarede Julie . De har allerede viist mig saamegen 
Godhed , af jeg aldrig skal glemme det . 
— Modtag kun trøstig min Hjælp , sagde Amerikamandcn , 
idet han smilede sørgmodigt ! ; jeg er kun til 
for de Fattige og Forladte . 
Efter af have betænkt sig nøget indvilligede Julie 

i de Bestemmelser , søm Amerikamanden tog med Hensyn 
til hende . 
Det blev nu bestemt , af hun , efter af være bleven 
fuldkommen rask , skulde tage i Huset hos Amerikaman « 
dens Søster , og der være behjælpelig med de huslige 
Sysler , indtil der fandtes nøget Bedre for hende . 
Julie viste sig meget taknemlig for dette Tilbud 
og Amerikamanden forlod hende med den Overbevisning , 
af han dennegang havde udført en virkelig god 
Gjerning . 
Fjerde Kapitel . 
I Løvens Gab . 
Knækbein vandrede hele Natten frem og tilbage 
paa Gulvet i et forfærdeligt Raseri . 
Endelig henad Morgenstunden kastede han sig 
fuldt paaklædt paa Sengen for af finde Hvile , men 
det var forgæves . 
Han følte en fortærende Ild flamme i hans Indre , 
søm han ikke formaaede af slukke . 
— Det er søm om alle Djævle har sammensvoret 
sig imod mig ! raabte han , efter at han utaalmodig 

bavde kastet sig frem og tilbage paa Sengen i over en 
Time . — Men hvis er Skylden , hvis ? 
Udstødende en afskyelig Forbandelse reiste han sig 
fra Sengen og spadserede after frem og tilbage paa 
Gulvet , idet han sledse mere og mere ophidsede sig selv . 
— Hun har altsaa forsmaaet mig , og det uagtet 
al min Anstrengelse . Det skulde jeg blot have vidst , 
saa havde jeg ikke . . . dog , dog , hun skal blive 
Min , om jeg saa skal sætte hele Mandskabet i Bevægelse 
før at finde hende igjen . 
— Ja , vogt Dig . Du Elendige ! raabte han vildt 
og standsede foran et lille Maleri , der forestillede Julie 
i en meget ung Alder . — Vogt Dig , thi Du har 
fuldkoster mine bedste Planer . 
— Aa , de kunne vel nok bringes paa Fode igjen , 
Kaptain , svarede en ung Mand med et skummelt Ydre , 
der ubemærket var traadt ind . 
Knækbcin foer sammen og greb til Bordet , hvorpaa 
laa en Pistol . 
— Ikke hidsig , Kaptain ! Jeg kommer blot før at 
høre Besked , raabte den Skumle . 
— Du kom uventet , Klaus , sagde Knækbcin og 
tørrede den kolde Sved af Panden . 
Klaus blinkede polidsk med Øinene og hviskede til 
Knækbcin : 
— Det bliver prægtigt Veir inat , Kaptain . Den 
deiligste Skylregn ledsaget af en velsignet Storm . 
— Er Du sikker paa det ? 
— Ia , Kaptain , aldeles sikker . Mine Ligtorne . . . 

— Aa , Pokker i Vold med dine Ligtorne . Hvad 
siger Barometret ? 
— Akkurat det Samme som Ligtornene : Regn og 
Storm . 
— Godt . Siig saa til Gutterne at vi seile Klokken 
11 iaften . 
— Hurra , Kaptajn , det er Noget der falder i 
Gutternes Smag . Skulle vi tage „ Hundene “ med ? 
— Hvad mener Du ? 
— Pistolerne , naturligvis ; de baade gjø og bide . 
— Nei , ingen Pistoler , de gjø for meget ; Knive 
ere bedre , de bide blot . 
— Kaptaincns Ord er Visdom , svarede Klaus . 
Er der ellers ingen Ordre ? 
— Vi samles Klokken 10 hos Mo ' er Siegrid , 
svarede Knækbein og vendte Ryggen til Klaus , hvilket 
betød , at han øieblikkelig skulde forlade Stuen . 
- Klokken 11 , Kaptajn , gjentog Klaus og nærmede 
sig Døren . God Morgen ! 
— God Morgen , Klaus . 
— Det er en brav Fyr , denne Klaus , sagde 
Knækbein , da den Skumle var gaaet . Han er mig 
tro og hengiven som en Hund ; jeg har rigtignok ogsaa 
havt dygtig Uleilighed med at dressere ham . 
Kort efter gik Knækbein tilsengs , skjøndt det var 
høilys Dag , og han faldt snart i en dyb Søvn og 
vaagnede først om Eftermiddagen . 

Samme Dags Aften begav Studenten sig som 
sædvanlig ud paa Nørrebro til det forbandede Hus . 
Han var saa underlig tilmode , glad og dog forstemt , 
thi han havde besluttet paa denne Dag at tilstaa Julie 
sin Kjærlighed . 
Underveis grundede han over hvorledes han ffulde 
frembringe , sit Ærinde hos hende En romantisk Tale 
maatte han holde , thi hun var en dannet og lærd 
Pige , det havde han opdaget allerede den første Dag , 
da han havde stiftet hendes Bekjendtskab . 
Snart havde han naaet Stedet , hvorhen hans 
Kjærlighed og Længsel drøg ham ; men ak ! hans Julie 
var der ikke ; derimod var „ BuSsemanden “ hjemme . 
Studenten bankede beskedent paa Døren og ventede 
at Julie strar vilde komme og lukke op , som hun 
pleiede , men dette skete ikke idag . Efter at han havde 
banket endnu engang , blev Døren aabnet af Julies 
Onkel . 
Studenten sludsede uvilkaarlig ved at se dette 
Skræmmebillede istedenfor hans kjære Julie . 
— Hvad , . . hvad vil De ? spurgte Onkelen 
barsk . 
— Jeg vilde . . . jeg vilde . . . 
— Naa , tal ud ! 
— Jeg vilde bede om Tilladelse til at hvile mig 
lidt hos Dem , thi jeg er meget træt , førdi jeg . . . 
førdi jeg . . . 
— Her er intet Hvilested for Landstrygere og 
Vagabonder ! raabte „ Busscmanden “ snærrende og 

vilde smække Døren i for Næsen af den forbløffede 
Elsker . 
Men nu tabte Studenten Taalmodigheden , og opbragt 
sagde han : 
— Min Herre ! aldrig har Nogen vovet at kalde 
mig en Landstryger , men førdi jeg veed at De er Julies 
Onkel , og da det er hende feg ønsker at tale med , 
saa vil feg ikke tage mig Deres Uforskammethed nær , 
ellers . . . 
— Ah , ah ! De vil tale med Julie ! Hvorfor har 
De ikke strax underrettet mig derom ? raabte Onkelen 
i en forandret Tone . Hun venter Dem med Længsel , 
min Herre , thi hun er desværre syg idag og maa 
holde Sengen . Vær saa artig , kom De kun ind . 
Naa , saa De er Hr . . . . Hr . . . . 
— Mit Navn er Vilhelm Petersen , afbrød Studenten 
ham . 
— Ja , rigtig , Vilhelm Petersen . Julie har talt 
meget om Dem , min Herre , thi hun . . hun elsker 
Dem ; hun har betroet mig det som en Hemmelighed , 
netop idag . 
— Tak fordi De underretter mig derom , — De 
veed ikke hvor lykkelig De gjør mig , sagde Studenten 
og bød Knækbein Haanden . Jeg frygtede for at jeg 
var hende ligegyldig . 
— Aa Passiar ! Hvor kan De tro at et saadant 
ungt og smukt Menneske som De , skulde være ligegyldig 
i en ung Piges Hjerte , tilmed da De er Student , 
nei , nei , det svarer ikke til Nutiden Men sæt Dem 

dog ned , min Herre , saa skal jeg underrette Julie om 
Deres Ankomst . 
Den Tone hvori han udtalte dette var saa hjertelig , 
at den unge Student uden at betænke sig tog 
Plads paa en Stol og roste i sit slille Sind Onkelens 
Forekommenhed imod ham . 
Hvis Studenten havde kunnet se ind i det andet 
Værelse , vilde han maaske have faaet andre Tanker 
om Julies Onkel . ' 
Som en Gal hoppede han omkring paa Gulvet 
derinde , medens han med hæs Stemme raabte : 
— Jeg har ham , jeg har ham , den elendige Pigerover 
! 
Truende gik han hen imod Døren , idet han vedblev : 
— Nu skal Du , min Sandten , saae at vide hvad 
inderlig Kjærlighed har at betyde , Du Bogorm ! Naa 
saa Du vover at forelske Dig i min Julie ! Haha ! 
det skal Du faae betalt ! 
Det varede noget inden Onkelen fik Rolighed i 
Blodet igjen . Endelig vendte han tilbage og sagde til 
Studenten : 
— Vær saa god , vil De følge efter mig , saa skal 
jeg vise Dem Vei til hendes Værelse . 
— Er hun meget syg ? spurgte Studenten og 
fulgte efter ham gjennem et andet Værelse . 
-- Nei , Gudskelov , det er kun stærk Hovedpine 
hun lider af , svarede Onkelen , og gik ned ad en Trappe 
der førte til Kjælderen . Derfor har hun idag taget 

Ophold i et Værelse hernede , thi her er mere kjøligt 
end ovenpaa . 
— Ja , det er meget fornuftigt , svarede Studenten , 
der ikke anede noget Forræderi . 
De gik nu gjennem en anden Kjælder , hvor der 
var bælmørkt . Pludselig vender Julies Onkel om , og 
smækker en solid Jerndør i for Næsen af Studenten , 
idet han opslaaende en spottende Latter raaber : 
— Se saa , min gode Hr . Student , nu kan Du 
læse Latin med Notterne hernede , hvis Du har Lyst , 
thi andre levende Væsener kommer Du ikke i Berøring 
med herefter . Du er gaaet i Fælden min Ven . 
Lad mig nu se I komme godt ud af det sammen , at I 
ikke æde hverandre op . Julie bliver aldrig Din ! 
Hurtig begav Onkelen sig atter op og lod Studenten 
blive alene tilbage i det mørke Rum . 
Meget uhyggelig tilmode vandrede Vilhelm Petersen 
frem og tilbage i Kjælderen , uden at have 
nogen Anelse om hvorledes han atter skulde komme ud 
af denne Hule . 
Han undersøgte Gulv , Loft og Vægge , før om 
mulig at finde noget Spor til en Udgang , men Gulvet 
var af Sten , fast og solidt , Loftet var saa høit at 
han ikke kunde naae dertil og Væggene , ja de vare 
faste og modstod al hans Anstrengelse før at rive 
dem ned . 
Fortvivlet raabte han om Hjælp . Ingen hørte 

ham ; fortvivlet sparkede han tsl Jerndøren før at faae 
den op , men det var forgæves . 
Den ene Time forløb efter den anden , og Studenten 
begyndte at blive dygtig sulten . 
— Mon han vil begrave mig levende hernede , 
tænkte Studenten ; det er rigtignok glædelige Udsigter 
før mig , uha ! dø af Gult , det maa være en mager 
Død , uha ! 
Det blev Nat , og endnu kom Ingen for at redde 
den Ulykkelige . 
— Gud veed hvor Julie befinder sig ? tænkte han . 
Dersom hun vidste at denne Bavian af en Onkel 
havde indespærret mig her , da vilde hun sikkert have 
udfriet mig af dette Fængsel ; men ak , ak ! Alle have 
forladt mig , undtagen Rotterne , thi dem lader der til 
at være Overflødighed af hernede . Skal jeg da virkelig 
do Hungersdøden ! raabte han fortvivlet og sparkede 
rasende mod Væggen . Nei , jeg vil ikke . . . jeg vil 
ikke dø ! 
I to Dage og Nætter havde Studenten nu været 
indespærret i denne Kjælder , uden at faae hverken 
Vaadt eller Tørt . 
Den unge Mand følte sig Døden nær ; han havde 
aldeles opgivet Haabet om Livet . 
Vilde , fantastiske Figurer foresvævede ham , og 
flere Gange rendte han Hovedet mod Muren for at 
ende denne sørgelige Tilværelse . 

Det blev Aften , og endnu kom Ingen for at redde 
ham ud as dette Fangenskab . 
Han havde lagt sig ned til at sove , men Rotterne 
lod ham ikke have Fred . 
Han faldt paa Knæ og bad en Bøn til Gud , der 
alfid trøster de Lidende . Han bad om Frelse eller om 
en snarlig Opløsning . 
Neppe havde han endt sin Bøn , før han han hørte 
en dyb , mandig Stemme raabe udenfor Væggen : 
— Vilhelm Petersen , er Du her ? 
Et vildt Hyl var hele det Svar Studenten formaaede 
at give . 
Som en Sindsforvirret løb han hen til den Del 
af Væggen hvorfra Stemmen var kommen . Her opdagede 
han i Muren et lille Hul , hvorigjennem Lysstraaler 
trængte ind i Kjælderen til ham . 
Atter raabte Stemmen udenfor ; 
— Vilhelm Petersen , er Du her ? Svar ! 
Studenten aabnede Munden for at svare , men 
han var saa fortumlet ved ' denne uventede Udsigt til 
Frelse , at han istedenfør at tilkjendegive at han var 
der , udstødte et hæst Skrig og kradsede med Neglene 
paa Væggen , for at udvide det paabegyndte Hul . 
— Ak , min Gud , han er vist død ! hørte han en 
Kvinde sige udenfor . 
Han kjendte Stemmen — det var som om den 
gav ham Mælet tilbage , thi med en nogenlunde kraftig 
Røst raabte han ud til hende : 

— Nei , Julie , nei , jeg lever endnu , men skynd 
Dig , skynd Dig ! 
Mere fik han ikke sagt , men faldt bevidslløs øm 
paa Stengulvet . 
Femte Kapitel . 
Den Vanvittiges Børn . 
Paa samme Tid som det øvenfør /Fortalte passerede , 
foregik en anden uhyggelig Scene inde i Byen . 
Klokken var omtrent 10 , da to Mænd med lange 
Skridt begav sig ned ad Store Kongensgade . 
De standsede udenfor et elegant Sted , der var beliggende 
omtrent midt i Gaden . 
— Her maa det være , Hans , hviskede den ene af 
disse to Mænd til den anden . 
— Ja , det er tydeligt , forsikrede den Tiltalte , en 
lille Mand med et ægte Galgen-Fysiognomi . — Kaptajnen 
har so sagt at det er Nr . — i denne Gade , saa 
vi kunne so aldrig tage Feil ; desuden er Amerikamanden 
saa godt kjendt her i ' Gaden , at naar vi blot 
spørge En eller Anden . . . 
— Der er Siegrid ! afbrød den Anden ham ; hun 

møder bestemt ; ja det er en Kvinde der er mange 
Penge værd ! 
— Hm ! brummede den Anden — en lang mager 
Mand ved Navn Johan , — Siegrid er en sand 
Djævel , der hverken skyer Ild eller Vand , naar hun 
er paa Farten for Kaptainen . 
Den omtalte Kvinde kom nu farende hen til de 
ænd . 
— Hvad Pokker staa I her og gabe efter ? raabte 
hun arrigt . 
— Bi ventede blot paa . . . 
— Ja . jeg skal vente Jer , kan I tro , vedblev 
Siegrid og puffede Hans i Ryggen . Skynd Dig op , 
ellers gaa „ Hønsene “ til Ro og saa kommer Du ikke 
ind til dem . 
I dette Øieblik hørte de tre Personer at en ung 
Kvinde paa 1sfe Sal i det omtalte Hus sang med be « 
geistret henrivende Stemme følgende Vers : 
Du Søvnens Gud ! i dine Arme leed 
Mig sagte ned , at jeg kan yndigt blunde ; 
Da drømmer jeg om Himlens Herlighed , 
Og faaer saa mange Kys af Englcmunde ; 
Og knæler for Guds Trone stor og skjøn , 
Og for Gud Faders egen kjære Søn . 
— Det lyder deiligt , sagde Hans dybt rørt . 
— Ja , meget smukt , forsikrede Johan . 
— Lad Jer nu ikke henrive af Fruentimmer-Skraal , 

raabte Siegrtd . Husk Kaptajnens Ordre . Gaa Du 
nu dristig op paa 1sfe Sal , thi nu er jeg sikker paa 
at det er her — jeg kjender Julies Stemme , det var 
hende der sang . 
— Det troer jeg ogsaa ; Ingen synger saa smukt 
som Kaptajnens Søsterdatter , bemærkede Johan . 
— Gaa Du nu op og se at faae Julie lokket 
herned , sagde Siegrid henvendt til Hans , og imidlertid 
henter Du en Droske , Johan . 
Johan skyndte sig ned ad Gaden . 
Hans begav sig derimod langsomt op i Huset og 
standsede paa 1ste Sal . Han trak i Klokkestrengen og 
en ung Pige paa 14 — 15 Aar lukkede op for ham . 
— Det maa bestemt være hende , tænkte Hans og 
bukkede for hende . 
-- Hvem søger De ? “ spurgte Amanda — det 
var den unge Piges Navn . 
— Jeg beder Dem om ikke at blive vred , lille 
Jomfru , fordi jeg saa sent paa Aftenen forstyrrer Dem , 
men Sagen er at her holder en Droske udenfor , hvori 
sidder en ældre Dame , som har nøget meget Vigtigt 
at meddele Dem . 
— Men hvorfor kommer Damen ikke selv herop ? 
spurgte Amanda . 
— Hun er brystsvag og kan ikke taale Trapperne , 
svarede Hans . Men har Jomfruen ikke Lyst at gaa 
ned til Damen saa . . . 
— Hvem er den Dame ? spurgte Amanda . 
— Det veed jeg saamæn ikke , Jomfru . 

Amanda gik nu ind i et andet Værelse , tog et 
Shavl om sig og kom kort efter tilbage . 
— Jeg følger med ned , sagde en ung Mand , der 
sad nøget tilbage i Værelset ; man kan ikke vide om 
der slikker noget under dette sildige Besøg . 
- Ja , kom med , Arthur ; det kan aldrig skade at 
man er forsigtig . 
Hans saae lidt surt fil denne Forøgelse af Selskabef , 
men der var jø ikke Noget at sige dertil . 
De begav sig nu alle Tre ned i Porten , hvor 
Siegrid stod og ventede . 
— Undskyld at De saa silde bliver uleiliget , sagde 
Siegrid og neiede for Amanda ; men min Frue maa 
absolut tale med Dem endnu iaften . 
Med disse Ord førte hun Amanda hen fil Drosken . 
Den unge Pige fulgte med uden at ane noget Ondt . 
Da hun kom hen fil Vognen aabnede Siegrid 
Døren og Johan , der sad i Vognen trak hende i en 
mageløs Fart ind i denne ; Siegrid steg ind lige efter 
hende , og raabte fil Kudsken idet hun smækkede Vogndøren 
i : 
— Kjør saa , men hurtig , ! 
Dette udførtes saa behændigt , at Arthur , der var 
bleven opholdt i Porten af Hans , der opvartede ham 
med endel intetsigende Snak , slet ikke havde lagt Mærke 
fil at Amanda med Magt var bleven trukken ind i 
Drosken 
Imidlertid saae Arthur kørt ester at Vognen var 

forsvunden . Ængstelig saae han sig omkring fil alle 
Sider og udbrød forbavset : 
— Hvor blev hun af ? 
— Hvem ? 
— Amanda naturligvis . 
— Jeg kjender ingen Amanda , forsikrede Hans . 
— Jeg mener den unge Pige , De har ført her 
ned , sagde Arthur . 
— Naa , hende , ja hun er saamæn kommen op at 
kjøre , grinede Hans og pegede hen paa Drosten , der 
allerede var kommen et godt Stykke ned ad Gaden . 
— Hvad . . . hvad siger De ? 
— Sandhed , svarede Hans og løb ned ad Gaden 
saa hurtig han kunde . 
— Ak Gud , hvad mon det skal betyde , slønnede 
Arthur og løb efter Vognen . 
Foran i Store Kongensgade holdt en Droske . 
Arthur sprang op i denne og raabte til Kudsken : 
— Hurtig ! kjør efter den Droske dernede i Gaden , 
— der vanker gode Drikkepenge . . . men hurtig , 
hurtig ! 
Kudsken lod sig det ikke sige to Gange , men smældede 
paa Heslen , der steilende foer hen ad Gaden . 
Efter nogle Minuters Forløb havde han indhentet 
den anden Droske og nu kjørte han lige efter denne . 
— Hvad skal det betyde ? spurgte Amanda , da hun 
blev trukken ind i Vognen . 

— Det skal Du snart faae ar vide , min Putte , 
svarede Johan , der sad i Vognen . Nu kjøre vi lige 
ud til Kaplainen . 
— Kaptainen , hvem er det ? 
— Din Onkel , for Fanden ! 
— Jeg har ingen Onkel . 
— Jo , det skal Du snart faae at fornemme , han 
er s ' gu ikke til at spøge med . 
— De maa tage Feil , forsikrede Amanda ; jeg har 
sket ingen Familie , det maa være . . . 
— Aa , skab Dig ikke , Julie ; jeg kjender Rumlen , 
Kaptainen vil bare gifte sig med Dig . 
— Julie ! tænkte Amanda . Ah , det er hende de 
vil tillivs ; men jeg skal redde hende , den cnglegode 
Pige ! 
Denne Tanke gav hende Mod . 
— Naa , saa Onkel har sendt Dem for at bringe 
mig tilbage til ham ? spurgte hun tilsyneladende 
forundret . 
— Ja , det er tydeligt . 
— Hvorfor har De ikke sagt mig det sirar ? 
— Saa maatte jeg nok være gal . Nei , en Fugl 
i Haanden er bedre end ti paa Taget ! Kaptainen vil 
have Dig hjem igjen og anmode Dig om at sende 
Studenten til Bloksbjerg . Forsfaaer Du det ? 
— Det kan ikke nytte Kaptainen Noget , thi 
Studenten bliver her i Byen , og jeg . . . 
— Det skal Du blot lade Kaptainen om ; han 
forstaaer godt at klare den Slags Ærter . 

— Ja , jeg maa vel finde mig i Skæbnen , sagde 
Amanda og surmulede . 
— Det gsør Du fornuftigst i , min Putte , thi 
Kaptainen er ikke til at spøge med . 
Johan var aldeles overbevist om at Amanda var 
Julie , 
Sirgrid sagde Intet , men hun var lovlig undskyldt 
— hun var falden isøvn 
Pludselig holdt Vognen . De vare komne til det 
forbandede Hus . De steg nu alle Tre ud af Vognen 
og begav sig skyndsomt ind i Huset , uden at lægge 
Mærke til at Arthur samtidig sprang ud af den anden 
Droske og fulgte efter dem ind i Gangen . 
Johan traadte først ind og sagde fornøiet til 
Knækbein : 
— Jeg har fanget hende , Kaptain . 
I samme Øieblik traadte Amanda og Siegrid ind 
i Stuen . 
— Naa , saa fik feg Dig da igjen , raabte Knækbein 
og gik hen til Amanda . Men hvad Pokker er 
det Du bringer mig . . . hvor er Julie ? 
— Det er hende , forsikrede Johan . 
— Snak ! tordnede Knækbein . Hvor er Julie ? 
henvendte han sig til Amanda . 
— Jeg kjender Ingen ved Navn Julie , svarede 
hun dristig . 
— Hvad skal det betyde ? brølede Knækbein og 
foer rasende hen til Johan . 
I dette Øieblik aabnedes Døren og Arthur 

Amandas Broder — traadte ind i Stuen og gik lige 
hen til hende . 
— Kom , Amanda , lad os gaa , sagde han og greb 
hende sat i Armen . 
— Hvad vil De i mit Hus ? raabte Knækbein . 
— Jeg vil have min Søster tilbage , hun er bleven 
bortført af denne Bandit , svarede Arthur og pegede 
paa Johan . 
— Lær denne unge Mand Høflighed ! kommanderede 
Knækbein . 
— Det skal jeg , Kaptain . 
— Skaan ham , bad Amanda og slyrtede hen imod 
Johan . Husk han er min Broder . 
— Skaane ham , nei det skal jeg nok tage mig 
iagt for , sagde Johan rg tøg fat i Arthur . Han , søm 
har vovet at kalde mig en Bandit ! Haha , det skal Du 
faae betalt , min Dreng . 
Han slæbte ubarmhjertig afsled med Arthur , uagtet 
denne stred imod med Hænder og Fødder . 
Fortvivlet saae Amanda paa dette ; forgæves anraadte 
hun om Skaansel . 
Da fik hun pludselig en Ide Hurtig løb hun 
hen til Vinduet , aabnede dette og raabte af alle Kræfter 
om Hjælp . 
— Jeg synes af det er Amandas Stemme , hørte 
hun en Mand sige ude paa Veien . 
Dette forøgede hendes Mod og med gjennemtrængende 
Stemme raabte hun atter : 
— Ja , det er mig ; hjælp , hjælp , man myrder . . . 

Mere fik hun ikke sagt , thi med Voldsomhed trak 
Knækbein hende bort fra Vinduet og tilbage i Stuen . 
Endnu stred Arthur imod — endnu havde Johan 
Besvær med af tumle det unge Menneske . Men hans 
Modstand blev svagere og svagere , og snart havde 
Johan Magten over ham . 
Dg blev Døren heftig aabnet og Amerikamanden 
traadte ind i Stuen . 
Som Læseren maaske erindrer holdt Knækbein den 
unge Student Vilhelm Petersen indespærret i Kjælderen 
i det forbandede Hus , uden af give ham Næringsmidler 
til af opholde Livet med . 
Julie , der elskede Studenten inderlig , — elskede 
ham over Alt i Verden , — havde indviet Amerikamanden 
i deres Kjærlighcdsforhvld ; derved opklaredes 
det , af Vilhelm Petersen var en god Bekjendt af 
Amerikamanden , og han lovede nu Julie af Studenten 
hver Aften skulde komme og tale med hende . 
For af opfylde dette begav han fig strar til Vilhelm 
Petersens Hjem , men her fik han den Besked , af 
Stuventen ikke havde været hjemme hele Natten og 
endnu ikke var kommen . Folkene , hos hvem han boede 
vare helt bange for at han var kommen tilskade , thi 
han pleiede ikke at blive ude om Natten . 
Da han fortalte Julie dette blev hun meget ulykkelig . 
— 
Han er bestemt gaaet ud for at besøge mig og 

har truffet min Onkel hjemme , og da . . . da . . . 
jeg gruer ved at tænke derpaa . 
— Lad os gaa ud og undersøge om det forholder 
sig saaledes , sagde Amerikamanden . 
— Tak , tusind Tak , min ædle Velgjører , sagde 
Julie og greb hans Haand ; De er altfor god imod 
mig , jeg kan ikke gjengjælde det . 
— Aa , tal ikke om det , jeg forlanger ingen 
Gjengjæld . 
De fulgtes nu sammen ud til det forbandede HuS , 
men Døren til hendes Onkels Leilighed var lukket og 
Ingen i Huset vidste hvor Knækbein var henne . 
Næste Dag gik de atter derud , men der var atter 
lukket . Nogle af Husets Beboere fortalte Julie at de 
for nogle Timer siden havde hørt En raabe om Hjælp 
nede i Kjælderen , og de frygtede for at Knækbein var 
indespærret dernede . 
— Det er umuligt ! raabte Julie fortvivlet . Det 
maa være ham , ham , Vilhelm Petersen ; jeg frygtede 
nok for at Onkel havde udført sin Truscl . 
— Bi maa se at komme ned i Kjælderen til den 
Ulykkelige , sagde Amerikamanden . 
— Ja , det maa vi , men hvorledes komme vi 
derned ? Kjælderen er forsynet med en sølid Jerndør , 
som Ingen kan gjennembryde , og . . . 
— Ligemeget , vi m a a derned , — vi skal der ' 
ned , hvorledes vi end bære os ad dermed . 
— Vi maa bryde Ydermuren ned , sagde Julie , 
ellers komme vi aldrig derned . 

— Ja , det er nok det eneste rigtige . Jeg har en 
god Ven herude paa Broen , som nok vil hjælpe mig 
dermed ; bliv De imidlertid her , Julie , og giv Agt 
paa om De kan høre Skrig dernede . 
Efter at have udtalt disse Ord skyndte Amerikamanden 
sig henad Veien . 
— Ak hvor han er god , tænkte Julie , — hvilken 
himmelvid Forskjel paa Onkel og ham . 
Kort efter kom Amerikamanden tilbage , fulgt af 
to stærke Karle , der vare forsynede med forskjellige 
Nedbrydningsredskaber . 
Medens de vare beskæftigede med at bryde ned i 
Kjælderen var det at de hørte Amanda raabe om Hjælp . 
— Guds Død ! raabte Amerikamanden . Hvad var 
det ? Jeg syntes at det var Amandas Stemme . 
— Ja , det førekom ogsaa mig saaledes , sagde 
Julie rystende . 
Atter hørtes Raabet om Hjælp . 
— Arbeid kun videre , Folk , medens jeg gaaer 
ind og undersøger hvad dette Skrig har at betyde , 
sagde Amerikamanden og skyndte sig ind i Stuen til 
Knækbcin , i samme Øieblik som Johan slæbte afsted 
med Arthur . 
— Hvad foregaaer her ? spurgte han barsk , og 
saae sig om til alle Sider . 
- Mester ! mumlede Knækbein og blegnede 
synlig . 
— Svendsen ! raabte Johan og slap forskrækket 
Arthurs Arm . 

— Ja , Svendsen , svarede Amerikamanden og gik 
truende hen til Johan . Du kjender mig altsaa endnu , 
og dog tør Du Slyngel vove at berøre dette unge 
Menneske . Pak Dig , ud af Døren øieblikkelig . 
Som en vaad Hund luffede Johan bort . 
Derefter henvendte Amerikamanden sig til Knæk « 
dein , der som en dødsdømt Forbryder sad og stirrede 
ned mod Gulvet : 
— Du kjender mig nok ogsaa endnu , ikke sandt ? 
Men Du veed vel ogsaa at Du ikke er paa din rette 
Plads her — eller erindrer Du maaske ikke mere min 
Befaling ? Svar ! 
Knækbein trak sig længer tilbage i Stuen uden 
at svare . 
— Siig mig , hvorledes er Arthur og Amanda 
kommen her ? Naa , svar . 
Endnu fulgte intet Svar . Det var som om 
Amcrikamandcns Blik havde lammet ham . 
— Hvor tør Du vove at betræde den danske 
Grund , Du Elendige . Er det den Maade Du holder 
din Ed paa ? 
Knækbein forholdt sig endnu tavs . 
— Naa , svar , eller jeg angiver Dig , raabte 
Amerikamanden rasende . 
— Jeg kunde ikke blive derovre , slammede Skurken . 
Hjemve . . . jeg maatte . . . 
— Hvornaar reiste Du tilbage til Danmark ? 
- Kort efter Begivenheden . . . jeg kunde ikke 

udholde at blive derovre . Kaptajnens Lig lod mig 
ikke sinde Ro . 
— Reisfe Du alene ? 
— Nei , Johan og Julie reiste med . 
— Hvem er Julie ? 
— Den myrdede Kaptains Datter . 
— Hvad siger Du ? 
— Sandhed , Hr . Svendsen . Jeg har aldrig løjet . 
— Hvorfor tog Du Julie med herover ? 
— For at førsone mig med Himlen . Jeg mente , 
at jeg ved at tage mig af Barnet maaske vilde erholde 
Tilgivelse for min Brøde . Et ubetænksomt Øieblik 
har forspildt hele min Tilværelse . Det var ikke^ af 
min egen Tilskyndelse at feg udførte denne Skurkestreg , 
nei , Johan var den egentlige Drivfjeder for mig . . . 
han var den . . . 
— Det nytter ikke af Du vil agere den Uskyldige , 
svarede Amerikamandcn . Det er imidlertid ikke Stedet 
her af debattere denne Sag , — kun saa meget vil jeg 
sige Dig , af feg veed af Du vil tvinge Julie til af 
tage Dig til Mand , jeg veed af hun nægtede det — 
skjøndt Du benyttede Dig af hendes Moders Navn 
under et Døkument som den ædle Kvinde aldrig har 
fænkt paa af skrive - thi Julies Moder hadede og 
forbandede Dig , Morder ! Jeg veed , af Julie , styrket 
ved hendes Kjærlighed til en ung , retskaffen Mand , 
nægtede sit Samtykke til en Forbindelse med Dig ; 
men der er en Ting jeg endnu veed , og det er , af Du 
har indespærret Julies Tilbeder i Kjælderen hernedefor 

af aflive ham ved Hunger , men heldigvis lykkes 
det ikke , thi jeg har opdaget det og er i dette Øieblik 
ifærd med af bryde ind i Kjælderen udefra for af 
redde ham . 
Om Lynet havde slaaet ned lige for Næsen af 
Knækbein vilde del ikke have gjort en saadan Virkning 
som disse Amerikamandens Ord gjorde . 
— Studenten . . . Studenten ! brølede Skurken . 
Ham har jeg helt glemt . Er han i Kjælderen endnu , 
Hr . Svendsen ? Ak , hvilken Ulykke . 
Disse Ord udtaltes med en saadan Oprigtighed , 
at det var umuligt at opdage nogen Falskhed deri . 
— Ja , han er i Kjælderen endnu , men det varer 
ikke længe før han er befriet . To stærke Karle arbeide 
paa at bryde ind til ham før at frelse ham . 
— Nei , kom , kom . . . skynd Dem . . . skynd 
Dem ! Det var ikke min Hensigt at dræbe det unge 
Menneske , jeg vilde kun tvinge ham til at afstaa Julie 
til mig — thi jeg kan ikke leve uden hende - det var 
ikke min Tanke at dræbe ham , det tør jeg sværge paa . 
Men skynd Dem , lad os redde ham , jeg kan ikke have 
hans Død paa min Samvittighed . 
Med disse Ord tog Knækbein et Nøgleknippe og 
skyndte sig ned i Kjælderen , fulgt af Amerikamanden , 
Arthur og Amanda . 
Medens de ere nede i Kjælderen ville vi give 
Læseren en kort Beskrivelse over Arthurs og Amandas 

Forhold til Amerikamanden — der var som en Fader 
imod dem . 
Nogle Maaneder efter at Amerikamanden havde 
mistet sin Hustru og sit Barn , gik han en Aftenstund 
— fordybet i Tanken om de kjære Afdøde - omkring 
til de Fattige og Forladte . 
Sørgens tunge Smerte havde paatrykt ham sit 
Stempel ; den tidligere livsglade og muntre Mand gik 
nu dybt nedbøiet omkring for a/ gjøre Godt og meddele . 
Som han saaledes vandrede om til de Trængende , 
kom han den omtalte Aften ogsaa til en Familie 
i Borgergade . 
Denne Familie boede paa en Kvist , til hvilken en 
gammel og meget skrøbelig Trappe førse op . Dog , 
Amerikamanden var vant til at gaa op ad slige Trapper , 
og derfor betænkte han sig heller ikke denne Aften , 
skjøndt Klokken var over 9 og der var bcelmærkt paa 
Gangen . 
Uheldigvis traadte han forkeert i Mørket og slyrtede 
hovedkulds ned ad Trappen , hvorved han forslog 
sig meget slemt . 
I over en halv Time laa han bevidstløs paa Gangen , 
men da kom en lille Pige og hendes Broder 
( det var Amanda og Arthur , den Vanvittiges Børn . ) 
De saae den Ulykke der var skeet , og kaldte strar Folk 
tilhjælp . 
Amerikamanden blev nu baaren ind hos en Familie 
paa 2den Sal , og her blev han pleiet saa godt , 
at han snart atter blev fuldkommen rask . 

Arthur og Amanda tog en ikke ringe Del i at 
pleie den Tilskadekomne . 
Amerikamanden syntes saa godt om de to Børn , 
at han fik Familien overtalt til at lade ham faae Børnene 
hjem til fig , han vilde da sørge for dem i deres 
Fremtid . 
Dette indrømmedes ham og nu begyndte et nyt 
Liv for ham . De muntre og venlige Børn forstod at 
adsprede den sorgfulde Mand og berede ham mange 
Glæder — hans Hjem var ikke længer tomt og øde , 
nei , Sang og Latter lød stedse deri . 
Amerikamanden elskede disse Børn som om de 
vare hans egne . , 
Imidlertid gik det ene Aar efter det andet , Børnenene 
voxede til og Arthur og Amanda bleve konfirmerede 
paa en Dag . 
— Naa , Arthur , hvilken Fremtid har Du saa 
tænkt Dig ? spurgte Amerikamanden nogle Dage efter 
Konfirmationen . 
— Jeg vil være Student ! var Svaret . 
— Nuvel , min Søn , Du skal blive Student , 
sagde Amerikamanden , og han holdt Ord . Han antog - 
dygtige Lærere , kjøbte kostbare Bøger og sparede Intet 
for at det unge Menneske i Et og Alt kunde uddanne 
fin Aand og tilfredsstille fin Videbegærlighed . 
Arthur forstod at paaskjønne denne Godhed og 
Opofrelse imod ham . 
Det ene Aar gik efter det andet , og snart bragte 

Arthur det saavidt , at han kunde tage den første 
Eramen . 
Det unge Menneske havde nu en glimrende Fremtid 
for sig , thi dels var han meget flittig , dels havde 
han en særdeles god Forstand , som han forstod at benytte 
paa rette Tid og Sted . Dog , hvor glimrende 
end Udsigten var for ham gik han døg en skrækkelig 
Fremtid imøde 
Sjette Kapitel . 
Morderen . 
Vi forlød Amerikamanden , Knækbcin , Arthur og 
Amanda , da de vare paa Veien til Kjælderen i det 
forbandede Hus , før at skaffe Studenten ud af dette 
Fængsel . 
Den store Jerndør var vanskelig at lukke op , men 
efter nogen Anstrengelse lykkedes det døg Knækbcin at 
aabne den . 
Et skrækkeligt Syn viste sig for de Indtrædende . 
Studenten laa udstrakt paa det haarde Stengulv , uden 
Spør tü Liv . 
— Han er død ! sagde Arthur forfærdet og bukkede 
sig ^ned over Studenten . . 

— Ja , desværre , det synes saaledes , sagde Amerikamandcn 
og holdt Haanden paa Studentens Hjerte , 
for at mærke om del slog . Men han kunde ikke mærke 
nøget Tegn til Liv . 
— Du har dræbt ham , Skurrk ! raabte han og 
foer heftig ind paa Knækbein . 
— Han kan ikke være død , sagde Knækbein . Nei , 
han kan kun være b-svimet . Lad os se at faae ham 
op og give ham nogle Draaber , saa kommer han nok 
til Live Igjen . 
— Ja lad os forsøge derpaa . 
Man bar nu Studenten op i Stuen og forsøgte 
ved forskjellige Midler al gjengive ham Bevidstheden , 
men forgæves . Der blev nu sendt Bud efter en Doktor , 
denne kom , rystede betænksom paa Hovedet , men 
ordinerede dog nogle Draaber , for om mulig at redde 
del unge Menneske . 
Medens Amerikamanden var ifærd med at pleie 
Studenten , luskede Knækbein ubemærket ud af Døren . 
Han gik op paa Kvisten . 
— Johan , er Du her ? spurgte han da han var 
kommen indenfor , thi der var mørkt i Værelset . 
— Ja , Kaptajn ! svarede Johan , der i sin Skræk 
for Amerikamanden var krøben ind under Sengen . 
— Hvad bestiller Du dernede ? spurgte Knækbein 
barsk . 
— Jeg tænker , Kaptajn ! svarede Johan under 
Sengen . 

— Naa , saa tænk for mig medDei 
skol jeg , Kaptajn ; men stig mig , hvorledes 
gaaer det med Studenten ? 
— Godt , Johan ! de siger at han er bed . 
— Hvad behager ! er han død ! raabte Johan og 
krøb frem fra sit Skjulested . 
— Ja , død som en Ansjos , forsikrede Knækbein . 
Nu er der kun en Ting tilbage : vi maa indespærre 
hans Befriere , saa har vi Spillet gaaende ; thi medens 
vi holde dem i Fangenskab opsøger jeg Julie og 
reiser med hende til min Fødeby og gifter mig der ; 
Du reiser naturligvis med - forstaaer Du ? 
— Javel , Kaptajn ; men hvorledes faae vi alle 
disse Personer indespærrede ? 
— Det er jo netop det jeg vil have at Du skal 
tænke over . 
— Ja—a , det er jo ikke saa lei en Sag , svarede 
Johan og kløede sig bag Øret . Hvor mange Personer 
er der ? 
— Tre , men deraf er den ene kun et Fruentimmer . 
Studenten regner jeg ikke med , thi han er jo 
død og de Døde har man ikke nødig at indespærre , de 
gaa saamæn ingen Steder . 
— Haha ! nei del har Kaptajnen Ret i . — Naa , 
saa der er to Personer ? 
— Nei tre , for Pokker ! 
— Javel , men Fruentimmeret regner vi heller ikke 
med ; hende maa vi have paa vort Parti . 
— Hvorledes ? Forklar Dig ! 

— Behøves ikke , Kaptajn ; naar blot Kaptajnen 
vil gaa ned og se at faae dem Alle herop , Studenten 
med , saa vil jeg sværge paa at De skal saae Julie i 
Løbet af et Par Timer . 
— Kan jeg stole paa der , min Ven ? 
— Aldeles , Kaptajn . Men De vil vel vide hvorledes 
jeg bærer mig ad dermed ? 
— Naturligvis , jeg gaaer aldrig iblindc ! 
Johan saae sig nu forsigiig om i Stuen , hvorpaa 
han hviskede nogle Ord i Øret paa Knækbein . 
-- Bravo , min Ven , Bravo ! ja , der er udmærker , 
raabte Knækbein veltilfreds . 
Johan strøg sig fornøiet om Munden . 
- Ja , red Du nu Sengen medens jeg gaaer ned , 
sagde Knækbein og forlod Kvisten . 
Vi bede den ærede Læser om — medens Knækbein 
er ifærd med denne nye Forbrydelse , at gjøre en lille 
Tur med os til Amerika 
Det var en barsk Efteraarsaften , omtrent 10 Aar 
før de foran omtalte Begivenheder foregik , at en ældre 
Mand langsom , og som det syntes i dybe Tanker , gik 
ned til ei af de smukke Huse , der ligger nær ved 

Havnen i New-York . Da han var naaet til dette 
Sled traadte han ind i den foran samme liggende 
lille venlige Have , hvis Blomster endnu duftede behagelig 
— skjøndt det var Efteraar — og ligesom indbød 
de Forbigaaende til at træde nærmere . Dog lod det 
til at han ikke brød sig synderlig om Havens Blomsterpragt 
og yndige Duft , tbi han gik hurtig gjennem 
denne , uden at kaste et Blik omku ' ng sig , og standsede 
først da han var kommen ind i Huset og op paa 1ste 
Sal . Her stod han en kort Tid udenfor Døren og 
stirrede hen for sig . 
— Jeg maa have en Opløsning paa denne Gaade , 
sagde han pludselig og aabnede hastig Døren uden at 
banke paa . 
En ung Mand , iført en Sø-Officers Uniform , sad i 
det forreste Værelse , som det syntes i dybe Tanker , thi 
han lagde ikke engang Mærke til den Gamles Indtræden . 
— Han drømmer , mumlede den Gamle ; maaske 
om hende , den ryggesløse Kvinde , der har omskabt 
dette lykkelige Hjem til et sandt Helvede . Ak , del er 
tungt — meget tungt . 
Han gik nu hen til den unge Mand , slog ham 
fortrolig paa Skulderen og sagde : 
— Naa , Edmond , hvorfor saa tankefuld ? 
Edmond — det var den unge Mands Navn — 
foer op og saae sig forvildet omkring . 
— Ih , er det Dig , Svigerfader ! sagde han forvildet . 
Jeg ventede Dig ikke . Jeg . . . jeg er helt 
ulykkelig idag . Juliane er syg og jeg veed ikke hvad 

der feiler hende . Der er Nøget der nager hende . . . 
hun har ingen Fortrolighed til mig mere , skjøndt Gud 
skal vide at jeg gjerne ofrede hende Alt hvad jeg eier , 
mit Liv , min Sjæl . Hun har længe gaaet og skrantet 
og er meget tungsindig . . . svarer sjeldent paa mine 
Spørgsmaal og opfører sig i det Hele taget imod mig , 
som om jeg var en stor Forbryder . Idag var hun 
rent utaalelig ; hun blev vred over Ingenting og ilede 
op paa sit Værelse ; jeg lod hende gaa — jeg pleier 
ellers at løbe efter hende — men idag var jegselv 
fortrædelig stemt . Hun har flere Gange ytret Nøget 
om , at jeg bavde Bekjendtskab til andre Damer og 
ligefrem beskyldt mig for Utroskab ; men jeg kan ikke 
forstaa hvorledes hun kan faae slige Anskuelser om 
mig . Der maa være Nogen der sætter Ondt imellem 
os , eller ogsaa maa hun være forelsket i denne Knækbein , 
der er saa opmærksom imod hende . 
— Troer Du virkelig ? spurgte den Gamle og 
saae smilende paa ham . 
— Jeg veed det ikke , Svigerfader ! men havde jeg 
Vished i denne Sag , da skulde jeg hævne mig , hævne 
mig frygtelig . 
Den Gamle hørte tavs paa dette lidenskabelige 
Udbrud . 
— Hun er jaloux , siger hun . Men hun veed 
ikke hvor meget denne Tilværelse piner mig , sagde Edmond 
oprigtig . 
— Hnn har maaske Grund til ar være saaledes 
imod Dig — hvad Edmond ? 

Den unge Mands Ansigt fortrak sig til et smerteligt 
Smil . Han gik hen , tog den Gamles Hænder i 
sine og sagde , idet han saae ham stift i Øinene : 
— Kjære Svigerfader ! kan Du Mistro din Edmond ? 
— 
Nei , min Dreng , nei . Er der Nogen , der 
gjerne vil tro Dig . da er det i Sandhed mig ! sagde 
den Gamle og klappede hans Kind . Men lad os nu 
gaa op til Juliane , jeg skal nok tale din Sag for 
hende saa . . . 
— Ak nei , desværre , det lader sig ikke gjøre . 
Pigen har nylig været hernede med den Besked fra 
Fruen , at jeg ikke maatte komme derop , da hun irængte 
til Ro . 
— Snak , bryd Dig ikke om det . Gaa Du blot 
med derop . 
— Nei , det gjør jeg ikke . Jeg har engang tidligere 
aflagt hende er Besøg , uagtet hendes Forbud , men 
den Modtagelse , feg mødte dengang , smertede mig saa 
meget , at jeg lovede mig selv aldrig oftere al betræde 
hendes Værelse uden med hendes gode Villie . 
— Godt , Edmond , saa gaaer jeg alene derop , 
sagde den Gamle og forlod Stuen . 
Han gik nu op paa 2den Sal og traadte rask ind 
i Værelset . En ung Kvinde laa udstrakt paa en Sofa . 
Hun var meget bleg . Da den Gamle traadte ind 
reiste hun sig op . 
- Er der Dig , kjære Fader ? spurgte hun svagt . 

— Ja , mit Barn ; hvorledes har Du det ? spurgte 
den Gamle og kyssede hende . 
— Ak , jeg har det ikke godt , jeg er meget — 
meget ulykkelig . Jeg har Noget at fortælle Dig om 
Edmond . 
— Tal , mit Barn , jeg er lutter Øre , svarede 
den Gamle og tog Plads i Sofaen ved Siden af 
Juliane . 
— Seer Du , kjære Fader , begyndte Juliane . 
Edmond er ikke mere saa kjærlig og venlig imod mig , 
som han har været tidligere . Han spadserer aldrig 
med mig , kysser mig neppe og er i det Hele taget kold 
og ligegyldig imod mig . Sidst da han kom hjem fra 
sin Reise glædede jeg mig saa meget til atter at gjense 
ham , men ak , det var ikke min kjære Edmond , der 
ankom , nei , kold og ligegyldig kom han hen til mig , 
— vel kyssede han mig og kjælede for lille Julie , men 
dog var han saa underlig frastødende og kold imod mig 
og Barnet . 
— Hvad sagde han da . . . hvorledes bar han 
sig ad ? spurgte Julianes Fader hurtigt . 
— Jeg kan ikke forklare det , Fader ; men han 
var ikke saa kjærlig imod mig som tidligere . Hvad der 
end mere slyrker mig i denne Tro er , at en Person , 
som jeg kjender meget nøie , flere Gange har seet ham 
spadsere med en anden Dame — ja han har endog 
kysset den omtalte Person og talt kjærligt til hende . 
Hun har ogsaa underrettet mig om , at han meget ofte 
har skrevet Breve til hende og . . . 

— Har Du seet Brevene ? 
— Ja . . . jeg har læst dem . 
— Øg hvem er den kjærlige Sjæl , der underretter 
Dig om alt dette ? spurgte den Gamle strengt . 
— Det er . . . det er . . . . 
— Naa , siig mig det ! 
— Det er min Kammerpige Lise . 
— Hvor længe har Du havt hende i dit Hus ? 
— I to Aar , kjære Fader , svarede Juliane . Men 
hvad hende angaaer , da . . . 
— Godt , jeg vil tale med Lise , afbrød den 
Gamle hende . 
— Du maa ikke bebreide hende Noget , kjære 
Fader , thi hun underrettede mig kun om dette fordi hun 
er mig fro og hengiven . 
— Naa , men lad os ikke tale mere om hende . 
Edmond længes efter at tale med Dig inden han reiser . 
Du veed at Skibet seiler iaften . Altsaa : vil Du 
modtage ham ? 
— Jeg kan ikke . 
— Du maa , mit Barn , ellers er han island til 
at gjøre en Ulykke paa sig selv ; thi han elsker Dig og 
kan ikke leve uden Dig . Han har med Taarer i Øinene 
fortalt mig det , og han veed ikke , hvorfor Du er saa 
frastødende imod ham . Troer Du ikke at Eders ulykkelige 
Misforstaaelse er opstaaet af lutter Bagtalelse og 
Ondskab ? 
— Nei , kjære Fader , Lise er en god Pige ; dog , 

det er ikke alene hende der har underrettet mig derom , 
nei , Knækbein har ogsaa fortalt mig det . 
— Hvem er Knækbein ? 
— Det er Fuldmægtigen paa Svendsens Fabrik . 
Du kan vistnok erindre ham , kjære Fader , det er ham 
den pæne Mand , der saa ofte kommer her i Huset . 
— Naa , ja ham kjender jeg jo godt ; men troer 
Du at man kan slole paa ham ? 
Juliane rødmede synligt ved dette Spørgsmaal , 
thi i hendes Indre var den samme Tanke ofte opslaaet ; 
dog svarede hun fast : 
— Ja , jeg veed at han er til at slole paa , det 
viser jo hans Oprigtighed mod mig ; thi Du maa vel 
huske paa at han er Edmonds gode Ven og at han 
udsætter sig for hans Fjendskab ved at underrette mig 
om Edmonds Utroskab . 
— Det viser dog intet Venskab , sagde den Gamle 
og saae strengt paa hende . Nei , vøgt Dig for Knækbein , 
thi det kan intet godt Menneske være , der søger 
at sætte Splid imellem et lykkeligt Ægtepar . Nu 
gaaer jeg ned til Edmond og siger ham at Du længes 
efter at tale oprigtigt med ham ; det er det Bedste , 
mit Barn ; tro Du mig . 
— Ja , gjør det , kjære Fader , thi jeg er saa 
ulykkelig og længes meget efter min kjære Edmond . 
Den Gamle gik nu ned for at kalde Edmond op 
til Juliane , men han standsede forbavset udenfor 
Dyren , thi han hørte høirøstet Tale inde i Stuen , og 
skjelnede tydelig at Edmond sagde : 

— Forbandede Kvinde ! at Du ogsaa altid skal 
være mig iveien . O , Du milde Gud , hvor jeg døg 
er ulykkelig . 
Den Gamle holdt nu Øret tæt op til Nøglehullet , 
og hørte tydelig en kvindelig Stemme med isnende 
Kulde svare : 
— Aa , den Ulykke er da til at udholde for Dig , 
men jeg ulykkelige Pige , som Du har svoret at elske 
til din sidste Stund , jeg er til at beklage , « hi istedenfor 
at gifte mig har Du taget hende , den rige Mands 
Datter — som jeg hader værre end Pesten — og 
ladet mig staa forladt Ja , Edmond , jeg-er ulykkelig , 
men Du . . . Du . . . 
Hun gav sig til at græde og klage gudsjammerlig . 
Edmond betragtede hende foragtelig . 
— Elendige Kvinde ! raabte han rasende ; hvor tør 
Du vove at udtale flige Ord her i mit Hus ; vogt 
Dig , at Du ikke bliver kastet paa Døren . 
— Jeg aabenbarer din Kone det Hele , svarede 
Lise purpurrød , og nærmede sig Døren med hastige 
Skridt . 
— Ja , vov paa det , om Du tør , vov paa at 
sætte mere Ondt imellem os end Du alt har gjort , jeg 
skal da vise Dig hvad min Brede har at betyde , Du 
lumske Slange . Synes Du ikke at Du har udøvet 
Ondskab nok ber i Huset , i den Tid Du har opholdt 
Dig her ? 
— Ha , Du truer mig ! det skal Du komme til at 

fortryde , Edmond ! raabte den flette Kvinde og tog fat 
i Laasen for at aabne Døren . 
I samme Øieblik slyrtede Edmond til , greb hende 
i Armen og trak hende med Voldsomhed bort fra Døren , 
men hun stred imod og stødte ham kraffig bort 
fra sig . 
Edmond foer tilbage og snublede derved over en 
Skammel . Han slyrtede om paa Gulvet , men stødte i 
Faldet Hovedet saa voldsomt mod Bordkanten , at han 
bedøvet blev liggende . 
Hun slyrtede nu den til ham , angrende sin Opførsel , 
thi hun elskede virkelig den unge Kaptain , uagtet 
hun blev lønnet af Knækbein for at pine Edmond og 
faae hans Hustru til at nære Mistro imod ham ; thi 
Knækbein nærede en lidenskabelig Kjærlighed til Kaptainens 
unge Kone , og han haabede ved at faae Lise 
til at træde imellem Ægteparret , at han da kunde 
opnaae at vinde den unge Kone for sig , — thi hun > 
maatte naturligvis blive kjed af Kaptaincn , naar hun 
fra forskjellige Sider hørte Tale om hans Utroskab . 
Han kunde ikke sinde nøgen mere passende Person 
til at udføre dette end netop Lise — thi hun kjendte 
Kaptajnen nøie og havde tidligere staaet i Kjærlighedsfvrhold 
til ham . 
Hun udførte ogsaa dette med al den Nedrighed , 
man kan tænke sig hos et Menneske . 
Vi skulle anføre et Exempel herpaa . 
Den Dag Kaptainen ventedes til New-York saae 
O 

man Knækbein spadsere nede ved Havnen med en elegant 
klædt Dame under Armen . 
Denne Dame var Lise . Hun havde taget sig den 
Frihed at iføre sig Fruens bedste Klæder . 
Hun havde omtrent samme Høide som Juliane , 
og iført hendes Klæder lignede Lise hende temmelig 
godt , naar man ikke saae nøie tsi . 
Da Kaptainen traadte iland saae han dem strax . 
En skrækkelig Tanke gjennemfoer ham , og udtalende 
Navnet Juliane , slyrtede han efter Knækbein og 
Lise ; men de havde et godt Forspring for ham . 
Lise vendte sig om underveis og saae flere Gange 
tilsyneladende ængstelig hen paa Kaptainen . 
Endelig naaede de Huset . Lise skyndte sig op , og 
Knækbein gik hurtig ned ad Gaden . 
Man tænke sig den unge Kaptains Harme og 
Fortvivlelse ; thi han troede bestemt at det var Juliane , 
der spadserede med Knækbein , han kjendte jo Julianes 
Paaklædning . 
Opfyldl af Skinsygens rasende Kvaler gik han op 
paa sin Kones Værelse ; men hvo kan skildre hans 
Forbavselse da han seer Juliane iført en Morgenkjole 
sidde i Sofaen ifærd med at lære Julie at læse . 
— Jeg maa have taget Feil , sagde han hen for 
sig ; og dog . . . dog , jeg saae hende jo gaa her ind 
i Huset ! 
— Velkommen , Edmond ! raabte Juliane glad og 
løb hen til ham . 
Edmond kyssede hende og Barnet . Dog , han 

følte sig saa underlig ængstelig tilmode , og kort efter 
forlod han hende og gik ned paa sit eget Værelse . 
Dog , vi maa igjen tilbage til vor Fortælling . 
Den Gamle , der hørte Edmond falde , saae nu 
gjennem Nøglehullet ind i Værelset . Han blev afvcrlende 
rød og bleg ved at være Vidne til det der foregik 
derinde 
Edmond laa udstrakt paa Gulvet og ved Siden af 
ham knælede Lise . Hun kyssede og kjærtegnede ham , 
for at kalde ham til Bevidsthed igjen . 
Kort efter « og hun et Glas Vand , for at slænke 
ham i Ansigtet , men hun kastede Glasset fra sig idet 
hun sagde : 
— O nei , saa længe Du er bevidstløs kan jeg 
elske Dig saa meget som jeg vil — er Du derimod 
vaagen , da skyder Du mig jo bort fra Dig . O , hvor 
maa hun dog være lykkelig , hun , der er i Besiddelse 
af min Edmonds Kjærlighed . Ja , Juliane , Du er 
min Fjende , den eneste Fjende jeg har , men jeg skal 
ikke hvile før jeg er vis paa din Undergang , og jeg 
trøster mig med al det ikke vil vare længe . Ja , jeg 
hader Dig , Du Dæmon , hvem jeg skal omgaaes som 
en Tjenerinde ! 
Hun knyttede Haanden og truede op i Luften . 
Edmond var imidlertid vaagnet ved hendes sløiende 
Bevægelser . 
Hun omslyngede ham nu med begge sine Arme . 
Edmond søgte at rive sig løs , men det var forgæves , 
han havde ikke Kraft nok dertil . 

Lise smilede huldsalig til ham , idet hun sagde : 
— Er det ikke yndigt at hvile i disse Kløde Arme ? 
Edmond gjorde en kraftig Anstrengelse for at 
slippe ud af hendes Favntag og det lykkedes ham 
ogsaa at slode hende fra sig . 
— O , Edmond ! Engang var Du glad for din 
lille Lise , men nu . . o , Gud , jeg elsker Dig endnu 
lige saa høit som dengang ! O , Edmond , forstod ikke 
din Lise ! raabte hun hyklerisk og faldt paa Knæ for 
Edmond . 
— Det er ikke min Lise , det er en fræk Kvinde , 
som jeg aldrig har kjendt , — en Kvinde , der i det ene 
Øieblik kan være elskværdig , men saa afskyelig i det 
næste 
Lise hørte tislyneladende rolig paa alt dette , men 
paa hendes Kinder glødede en skrækkelig Ild . Hun 
ilede hen til ham , som for at angribe ham , men han 
stødte hende tilbage og ilede hen til Døren for at slippe 
bort fra hende . Dog , i samme Øieblik var hun hcrlne 
hos ham 
Døren stod nu aaben , og den Gamle , der havde 
været Vidne til det Hele , stod nu for dem . 
Han saae strengt paa Edmond og sagde i en debreidende 
Tone : 
— „ Kjære Svigerfader ! kan Du Mistro din 
Edmond ! “ Husker Du disse Ord , Hr . Svigersøn ? 
Edmond blegnede synlig . 
Lise stod med korslagte Arme , frydende sig over 
Edmond ? Forlegenhed . 

Den Gamle saae længe paa hende . Derpaa 
sagde han : 
— Gaa ! Du afskyelige Kvinde , gaa ! men ikke op 
til din Frue , hun er altfor ren til at have en saa sort 
Sjæl om sig ! 
Lise adlød mekanisk . 
Det var sandelig heller intet opbyggeligt Syn at 
se den gamle Mand i dette Øieblik . Med lynende 
Øine og truende Mine stod han før hende . 
Da hun var gaaet pegede den Gamle ind i Stuen . 
Edmond gik øieblikkelig derind . 
En kort Pause opstod . Da tog den Gamle tilorde : 
— Jeg bar nu seet hvor ærlig Du er mod din 
gamle Svigerfader , det er altsaa Takken fordi jeg gav 
Dig Huset og skaffede Dig en smuk og vakker ung 
Kone , som Du fortalte mig at Du elskede over Alt ; 
fy , Edmond , skam Dig ! 
Edmond sad med bøiet Hoved og fremslammede 
nogle uforstaaelige Ord . 
— Ja , jeg forstaaer Dig — jeg forstaaer Dig , 
Du vil søge at undskylde Dig ! 
Ved disse Ord reiste Edmond sig . Ligbleg saae 
han paa den Gamle . Da sagde han med ydmyg 
Stemme : 
— Nei , Svigerfader , jeg vil ikke undskylde mig . 
Jeg veed at jeg har begaaet en stor Synd , men det 
sværger jeg ved min Sjæls Salighed , del var før jeg 
kjendte din Datter , min kjære Juliane . Jeg elsker 
hende endnu lige saa høit som før , men Lise , denne 

paatrængende Kvinde , er Aarsag til vor Ulykke . Mig 
fortæller hun hvert Øieblik at Knælbein gjør Kur til 
min Kone , og til hende fortæller hun formodentlig 
noget endnu Værre om mig . Hun har fortalt til 
Juliane af jeg elsker en anden Dame , men klogelizen 
fortiet af det er hende selv der ovcrhænger mig med 
sine afskyelige Kjærtegn , fordi jeg er saa uheldig af 
have kjendt denne slene Kvinde for mange Aar tilbage . 
Derfor er dei af min Kone er syg , derfor er 
det af hun ikke vil tale med mig , ikke vil se mig , derfor 
er det af jeg atter dennegang maa reise bort uden 
af høre et venligt Ord fra hendes Læber , uden engang 
af kunne sige hende Farvel ! 
En Taare gled ned ad den unge Mands Kind . 
Han gik hen til den Gamle , lagde Haanden paa 
hans Skulder og sagde med rystende Stemme : 
— Kjære Svigerfader ! vil Du tilgive mig og 
være en kjærlig Fader for Juliane , medens jeg er 
paa Reise ? Vil Du søge af lindre hendes Smerte og 
søge af vinde hendes Tilgivelse for mig ? Nu maa jeg 
gaa . Farvel , Svigerfader ! 
Han kastede sig paa Knæ for den Gamle og 
sagde røn : 
— Tilgiv mig , kjære Svigerfader , og giv mig 
din Velsignelse med paa Reisen . 
— Du vil da vel ikke gaa uden din Overfrakke , 
min Dreng ? sagde den Gamle formildet . 
— Nei , gjør endelig ikke det , min elskede Edmond , 
hviskede en venlig Stemme , og et Par kjærlige Arme 

omslyngede den fortvivlede Sø-Officer ; thi da vil Du 
dø fra din egen lille Kone . 
— Juliane ! udbrød Edmond overrasket . 
— Min stakkels^ forurettede Edmond ! raabte 
Juliane og faldt ham om Halsen . 
Det er umuligt at beskrive den kjærlige Scene , 
der foregik her . 
Et Kvarteerstid efter maatte Kaptajnen gaa — 
eller rettere løbe - thi Tiden til Skibets Afgang var 
udløben . 
Udenfor Huset stod Knækbein og Lise i en ivrig 
Desput . 
— Naa , saa den blev opdaget ? sagde Knækbein 
vildt . 
— Ja , desværre for mig , sparede Lise . Jeg blev 
jaget ud af Huset . 
— Bryd Dig ikke om det , min Pige ; Du skal 
snart faae en anden Kondition , det skal jeg nok serge 
for ; nien siig mig , veed Kaptajnen at jeg har kjøbt 
Dig til at sætte Splid mellem ham og hans Hustru ? 
— Nei , del veed han ikke ; thi jeg . . . jeg elsker 
ham virkelig . 
— Snik Snak ! kom nu ikke med ømme Følelser , 
afbrød Knækbein hende barsk . Naa , saa han veed Intet 
derom ? 
— Nei ! 

— Godt , saa skal han snart faae det ai søle ! 
Juliane skal blive Min , om jeg saa skal . . . 
Han standsede pludselig i sin Tale og saae vildt 
hen for sig . 
— Hvad har De isinde ? spurgte Lise gysende . 
— Jeg vil bortføre Juliane , svarede Knækbein . 
Døg , dog . . . hvornaar skal Kaptainen reise ? 
— Han reiser strax . 
— Godt , saa maa jeg forlade Dig , raabte Knækkein 
og løb ned ad en af de Smaagader , der fører 
til Havnen . 
Umiddelbart efter af Knækbein var ilel ned ad 
Gaden , forlod Edmond Huset . 
Han begav sig med hurtige Fjed ned ad Havnen 
til , uden af lægge Mærke til af en Mand med et vildt 
Udseende fulgte efter ham . 
Da han omtrent var et halvt Hundrede Skridt 
fra Skibet , nærmede den omtalte Mand sig til ham , 
greb ham i Nakken og kastede ham om paa Jorden . 
Overrasket og forfærdet stred Kaptajnen imod , 
og efter en kort Kamp blev han overvunden . 
Forbavset saae han paa Manden og udbrød : 
— Knækbein ! Hvad skal det betyde ? 
— Det skal betyde cu min Taalmodighed er forbi , 
svarede Knækbein truende . Det skal betyde af jeg ikke 

længer vil lade mig haane af Dig , Edmond ; nei , jeg 
vil ikke . . . jeg kan ikke taale at Du kalder den 
Kvinde din Hustru , som jeg elsker og som gjenelsker 
mig . Jeg vil . . . 
— Du lyver , Skurk ! raabte Kaptajnen og stødte 
ham rasende fra sig . Vogt Dig , for at komme med 
slige Udtalelser til mig — hendes Mand — vogt Dig , 
eller Du skal faae at føle hvad det betyder at tale 
saaledes . 
— Haha ! naa saa Du truer mig ! Nei Edmond , 
det er urigtigt af Dig , thi jeg har for Øieblikket Herredømmet 
over Dig , og raader Dig derfor til at opføre 
Dig lidt høflig imod mig . Længe har vort Venskab 
bestaaet , men jeg er bleven kjed af Dig - Du er ikke 
Den Du gaaer for — derfor behandler jeg Dig saaledes , 
derfor vil jeg ikke vide af Dig mere , derfor vil 
jeg lade Dig vide , ar naar Du er ude paa Havet er 
jeg hos din Kone — min elskede Juliane — derfor 
vil jeg . . . 
Ligbleg saae Edmond paa ham . 
— Du lyver ! raabte han rasende og slog Knækbein 
med knyttet Haand lige i Ansigtet . 
Det var dette Knækbein havde ventet . Uden at 
sige et Ord trak han en Kniv frem og foer ind paa 
Edmond , der forsvarede sig saa godt han kunde . 
— Morder . . . Tyv . . . Røver ! raabte han , 
men derved ophidsedes Knækbein endnu mere . 
— Bed til Gud , thi snart er dit Liv endt ! brølede 
Skurken og borede Kniven dybt i EdmondS Bryst . 

— Juliane . . . Julie ! hviskede Edmond . Det 
var hans sidste Ord . 
Forst da han var kommen saa vidt , først da indsaae 
Skurken hvad han havde gjort . 
— Morder ! lød del i hans Øre , og uden at 
se sig om stod han forfærdet paa Gjerningsstedet . 
I samme Øieblik kom en Mand løbende hen til 
Stedet . Del var Svendsen ( Amerikamanden ) . Han 
saae den myrdede Kaptajn , faae Skurken og begreb 
hvem Morderen var . 
— Hvad har drevet Dig til dette Skridt ? 
spurgte han . 
— Kjærlighed , svarede Knækbein . 
— Hvad for Noget , kan Kjærlighed gjøre et 
Menneske til en Morder ? 
— Ja , ulykkelig Kjærlighed , svarede Knækbein . 
Dog , hvad kan det nytte al forklare Dem det , Mester , 
jeg er fortabt — aldeles fortabt . 
— Gaa med mig hjem og forklar mig hvorledes 
det forholder sig , sagde Svendsen , der var et medfølende 
Menneske . Hvis Du har havt Grund nl at 
udføre denne Gjerning , da vil jeg frit lade Dig gaa , 
er det derimod for at berige Dig , at Du har myrdet 
denne unge Mand , da skal Du ikke slippe for Straf , 
thi da vil jeg overlevere Dig til Øvrigheden , der nok 
vil vide at straffe Dig efter Fortjeneste . 
— Jeg forsikrer Dem , Mester . . . 
— Ingen Forsikringer , Døden er Dig sikker hvis 
Du er bleven en Morder af Had eller Pengegrivskhed . 
i 

Felg nu med over paa Fabriken og forklar mig 
Grunden . 
Knækbein fulgte stiltiende med . 
Han fortalte nu Svendsen al han elskede Kaptainens 
Kone saa lidenskabeligt , at han følte hos sig 
selv at han ikke kunde leve uden hende . Han fortalte 
oprigtig hvilke Midler han havde brugt for at adskille 
det kjærlige Ægtepar , samt al han , da alt dette mislykkedes , 
havde myrdet Edmond i et fortvivlet Øieblik . 
— Det var altsaa intet overlagt Mord ? spurgte 
Svendsen og saae strengt paa Forbryderen . 
— Nei , intet overlagt . 
— Sværg derpaa 
— Jeg sværger aldrig . 
— Du skal sværge , eller jeg angiver Dig . 
— Nuvel , svarede Knækbein og trak Veiret dybt . 
Jeg sværger ved min Sjæls Salighed , at jeg ikke har 
begaaet noget overlagt Mord . 
I samme Øieblik sprang Døren op og et stærkt 
Vindpust slukkede Lyset saa at de Begge stode i Mørke . 
— Du har aflagt falsk Ed , Elendige ! raabte 
Svendsen . Men det skal Du ikke have gjort for Intet . 
Lise har underrettet mig om hvad Du havde isinde ; 
jeg ilede ned til Havnen , men kom desværre for seent . 
Nu indseer jeg først hvilken en Skurk jeg har havt i 
mit Hus , nu kan jeg først indse hvorfor der stedse var 
Undcrballance i mine Regnskaber ! men nu er det forbi 
med dine Skurkestreger , nu kommer Du ikke mere til 

at skade dine Medmennesker , Bandit , thi Retfærdighedens 
Haandhævere skal give Dig din velfortjente Løn . 
Knælbein svarede Intet til alt dette ; han bøiede 
Hovedet og saae meget fortvivlet ud . 
— Du veed hvad Straf der venter Dig , vedblev 
Svendsen . 
— Ia , jeg veed at jeg har mit Liv forbrudt , at 
jeg skal henrettes . Dog , jeg anraaber Dem om Barmhjertighed , 
jeg bønfalder Dem om at skaane mig , jeg 
lover Dem , at jeg skal føre et pletfrit Levnet herefter , 
at jeg aldrig skal gjøre , andet end Godt mod mine Medmennesker ; 
jeg lover al jeg øieblikkelig skal forlade 
Ncw-York , at jeg aldrig skal komme her oftere . Jeg 
angrer dybt hvad jeg har gjort , først nu indseer jeg 
det Skrækkelige deri Men skaan mig . . . skaan mig , 
og jeg skal aner blive et godt Menneske . 
Han faldt paa Knæ for ham og hans Ansigt udtrykte 
saa megen Anger , al Svendsen lod sig bevæge 
deraf . 
— Kan og vil Du virkelig blive et godt Menneske 
da vil jeg skaane Dig , skjøndt Du neppe fortjener det , 
men kun paa den Betingelse , al Du øieblikkelig forlader 
denne By og reiser lige til Tydskland » hvor Du 
hører hjemme , samt al Du aldrig oftere vover Dig 
til Kjøbenhavn , » hi træffer jeg Dig nogensinde oftere 
paa min Vei , da skaaner jeg Dig ikke . Gaa nu , din 
Nærværelse er mig modbydelig . 
Knækbein gik stiltiende bort . 

Da han var kommen udenfor trak han Veiret betydelig 
lettere . 
— Naa , det gik jo godt , mumlede han . Nu 
gjælder det blot om at skaffe Mønt , saa skal jeg nok 
faae Juliane med mig til Tydskland . 
Opfyldt af denne Tanke gik han til den Myrdedes 
Husfru . Han-fortalle hende med Taarer i Øinene at 
Edmond laa myrdet og plyndret nede ved Havnen . 
Man kan forestille sig det Indtryk disse Ord gjorde 
paa den ulykkelige unge Kone . Hun slirrede vildt paa 
Knækbein , bønfaldt ham om at tilstaa hende at det var 
hans Spøg og rendte frem og tilbage paa Gulvet i en 
sindsforvirret Tilstand . 
— Jeg taler Sandhed , Juliane , sagde Skurken . 
Hvis De ikke troer mig kan De jo gaa ned ved Havnen 
og overbevise Dem derom . 
— Ja , ja , jeg vil have Overbevisning ! raabte 
hun og løb ud af Huset og ned til Havnen . 
Medens hun var borte tømte Knækbein Pengeskuffen , 
tog alle hendes Juveler og Guldsmykker samt 
andre kostbare Ting med sig . 
Derefter gik han hen til Sengen , hvor Julie , den 
myrdede Kaptains Barn , laa . Han tog hende op af 
Sengen og bar hende paa Armen ud af Huset og hjem 
til sit Logis . 
— Se saa , nu skal Juliane nok blive Min , sagde 
han tilfreds , da han var kommen hjem . 
Imidlertid gik det ikke ganske efter hans Bestemmelse ; 
thi Edmonds Mord gjorde et saa forfærdeligt 

Indtryk paa hende , at hun blev meget syg og nogle 
Maaneder efter afgik ved Døden . 
Knækbein , der ikke turde opholde sig i Ncw > Iork , 
reiste den følgende Morgen til Hamborg med Julianes 
Barn og hele hendes Formue . 
Syvende Kapitel . 
Et Kup . 
Som den ærede Læser maaske erindrer , foregik den 
ovenfor fortalte Begivenhed 10 Aar før Studenten og 
Julie havde fattet Kjærlighed til hinanden . 
Vi forlod Studenten , Amerikamanden , Amanda og 
Arthur i Stueetagen i det forbandede Hus . 
Amerikamanden — eller rettere Svendsen , som vi 
herefter ville kalde ham — bar nu Studenten op paa 
Kvistværelset , og alle de Andre fulgte med derop . 
Amanda blev staaende udenfor , medens man afklædte 
det unge Menneske . 
Knækbein underholdt hende imidlertid , og da han 
anstillede sig meget angerfuld vandt han snart hendes 
Tilgivelse , og hun fortalte ham med en ung Piges 

hele Aabenhjertighed , at to Mænd vare ifærd med at 
rive Ydermuren ned før at komme ind til Studenten , 
samt at Julie ogsaa var med derude . 
Neppe havde han hørt dette før han sagde : 
— O , jeg iler med at fortælle dem at han er i 
god Behold , og han skyndte sig virkelig afsted , dog ikke 
før at gjøre noget Godt , men før at underrette Siegrid 
og Johan om , at Julie var i Farvandet . 
Han fattede strar følgende Plan : 
Siegrid skulde gaa ned og underrette Julie om at 
Studenten vilde tale med hende ; Johan skulde imidlertid 
staa i nogen Afstand derfra , og naar Siegrid kom 
gaaende med hende , skulde han springe frem og kneble 
hende ; Siegrid skulde derpaa give sig til at græde og 
klage og tilsyneladende forsvare hende . 
Naar dette var gjort skulde han tage Veien ind 
ad Byen til , og naar han var kommen et godt Stykke 
hen , skulde han , — for at faae hende til at følge sig 
godvillig — fortælle hende , at det var nødvendigt at 
hun kom bort , da Knækbein atter var ifærd med at 
bemægtige sig hende . 
Da Planen var lagt blev den snart sat i Udførelse 
og Johan slæbte afsted med den modsfræbende Julie . 
Imidlertid indtraf et for Johan aldeles uventet 
Tilfælde , der for en Del generede ham i Flugten . 
Amanda havde nemlig fra Vinduet seet ham flygte 
afsted med Julie Forfærdet kaldte hun Svendsen til , 
viste ham hvad der foregik nede paa Veien , og uden 
at spilde et Sekund løb Svendsen nu efter dem . 

— Skurk ! hvad gjør Du her ! tordnede han , da 
han var kommen Johan saa nær , at han kunde gribe 
ham i Nakken og kaste ham til Jorden . 
Denne , der saae sig saa kraftig angreben , skælvede 
stærkt og raabte i en ynkelig Tone : 
— Naade ! Naade ! jeg vil hjælpe Dem , Herre , 
til at straffe denne Knækbein ; vi skulle pine Sjælen 
ud af Legemet paa ham , vi skulle tugte ham , fordi 
han forfølger disse unge , uskyldige Mennesker , der slet 
ikke har gjort ham noget Ondt ; men skaan mig , skaan 
mig , jeg er uskyldig i det Hele ! 
— Skaane Dig , Skurk ! der forraader din Kammerat 
for at redde dit eget uske Liv ! Nei , Dig skaaner 
jeg ikke . . . en saadan Forbryder kan ingen Skaansel 
vente 
Svendsen saae i dette Øieblik saa vild ud , at selv 
den mest forhærdede Forbryder maatte gyse tilbage ved 
at se ham . 
Da Johan ikke saae nogen Udvei til Redning , 
reiste han sig hurtig op og inden Svendsen kunde forhindre 
det , angreb han ham saa kraftigt , at Svendsen 
ikke kunde modstaa ham . 
Julie saae Intet deraf ; hun var besvimet . 
Siegrid var førsvunden da Svendsen kom til , og 
saaledes havde Johan frit Spillerum for sine onde 
Hensigter , og efter en haardnakket Kamp lykkedes det 
Johan at kaste Svendsen til Jorden , hvor han blev 
liggende , stærkt blødende as et Saar han havde faaet 
i Faldet . 

Nu var han foreløbig befriet før sin Forfølger , 
men der var dog Noget hvorfor han endnu frygtede , 
nemlig hvorledes han skulde faae Julie transporteret 
ind til Byen , thi at bære hende derind i den Tilstand 
hvori hun nu befandt sig , vilde vække altfor megen 
Mistanke . 
Dog dennegang kom Siegrid ham tilhjælp . Hun 
havde nemlig skjult sig i Nærheden , medens Kampen 
stod paa . 
Hun løftede Julie op paa sine Arme og bar hende 
hen til et Hus et Stykke Vei derfra , medens Johan 
hentede en Droske . 
Nogle Minuter efter kjørte de afsted med hende . 
Vi ville nu se lidt til Studenten . Arthur og 
Amanda vare hos ham da han slog Øinene op . 
Han slog forfærdelig om sig , da han saae Knækbein , 
og de fik ikke Ro for ham førend Skurken havde 
forladt Værelset . 
Studenten saae sig nu om i Stuen , for at orientere 
sig ; da han var kommet sig noget udbrød han 
med svag Stemme : 
— Jeg maa tale med Julie snarest mulig , thi 
jeg frygter at min sidste Time nærmer sig . Jeg føler 
mig saa spag og afkræftet . 
Arthur trøstede ham saa godt han kunde . Han 
fortalte Studenten at Julie snart kom , skjøndt han ikke 
vidste hvor hun opholdt sig . 

Dermed fløg Patienten sig ogsaa tiltaals . Han 
fik nu Nøget at slyrke sig paa og det gik rask fremad 
med hans Helbredelse . 
Henad Aften spurgte han atter om Julie ; han 
» ilde se hende og tale med hende . Han anede mindst 
at hun var kommen i saa flette Hænder . 
Da de ikke kunde opfylde hans Forlangende , formedelst 
Julies Fraværelse , fortalte de ham at hun var 
ude i vigtige Ærinder . 
Han lod sig kun daarlig slille tilfreds , og Arthur 
maatte gjøre Alt for at skaffe ham Ro , da han frygtede 
et Tilbagefald . 
Ottende Kapitel . 
En Hamborgertur . 
Det var en tidlig Morgen , Klokken var neppe 6 , 
at man saae et let Fartøi hurtig glide hen over Havet . 
Det skulde til Hamborg . 
Ombord paa dette Fartøi befandt sig fire af vore 
Bekjendte . 
Mandskabet bestod af lutter danske Matroser , 
hvoraf nogle havde et godmodigt og venligt Udseende , 

medens andre vare et sandt Mønster paa topmaalte 
Kjæltringer . 
Midt imellem disse se vi Knækbein , hvem Mandskabet 
titulerede „ Kaptajn “ . 
Ved Siden af ham stod Johan , der var ansat som 
Styrmand ombord paa Fartøjet . 
Johan var ganske af den Mening , at han havde 
gjort det af med Svendsen eller „ Mester “ , som han 
kaldte ham . 
Julie befandt sig ogsaa paa Skibet . Hun havde 
— grundet paa KnælbcinS overordentlige Omhu for 
hende — faaet Plads i hans egen Kahyt . 
I det Øieblik vi indfinde os sidder hun paa 
Sofaen , førdybet i Tanken om Studenten . 
Hun tænkte paa ham , der var hendes Alt i denne 
Verden , — og paa alt det hun havde oplevet i den 
sidste Tid . 
Som hun saaledes sad , bankedes der slærkt paa 
Kahytsdoren . 
Denne blev nu aabnet paa en barsk Maade . 
Julie foer forfærdet tilbage , da hun saae hvem 
det var . 
Knækbein stod der i sin Ondskabs hele Fylde og 
saae paa Julie med et lidenskabeligt Blik . 
— Hvad vil Du mig , Onkel ? spurgte hun angst . 
— Hvad jeg vil ! Det spørger Du om , skjøndt 
Du veed at jeg elsker Dig saa Høit . Og han nærmede 
sig til hende , som for at omfavne hende , men hun 

svarede , idet hun gjorde en afværgende Bevægelse med 
Haanden : 
— Du elske mig ! Du , som har været saa haard 
imod mig , som har forbandet mig og sledt mig bort 
fra Dig midt om Natten i Negn og Slud , hvor fremmede 
Mennesker maatte hjælpe mig , for at jeg ei skuldeomkomme 
af Nød og Elendighed , — Du elske mig ! 
Nei , nei , det troer jeg ikke , det er umuligt af jeg kan 
tro det , 
Han stod tavs og hørte paa hendes Udbrud . Da 
hun havde endt sagde han : 
— Ja ja da , men naar jeg nu vil være god og 
skikkelig , og aldrig være haard imod Dig , vil Du da 
have mig fil din Mand ? 
Dette fremsagde han i en godmodig og ærlig 
Tone , og Julie sludsede uvilkaarlig ved af høre ham 
tale saa blidt . 
Hun saae forundret paa ham og sagde : 
— Gode Onkel , Du veed af jeg elsker en Anden , 
og af . . . 
— Du elsker en Anden ! Du siger altsaa Nei ! 
raabte han barsk . 
Julie saae bedende paa ham . 
— Julie ! vedblev han . Hvor tør Du vove af 
modsætte Dig min og din Moders Villie ? 
Julie saae after paa ham , men foer forfærdet tilbage . 
Hans Ansigt , der var ligblegt , udtrykte den 
mest djævelske Ondskab , medens han med lynende Øine 
betragtede den unge Pige . 

— Ak Onkel , hvor Du er haard imod mig ; vidste 
min Moder i Himlen det , da vilde hun bestemt straffe 
Dig derfor . 
Knækbein , der var endel overtroisk , gyste da han 
hørte hende tale om sin Moder , og han udbrød derfor : 
— Hold inde med din vanvittige Tale og hør hvad 
jeg vil sige Dig . Jeg kommer her tilbage til Dig om 
et Øieblik , og da skal Du have iført Dig de Klæder , 
der ligger i Kisten derhenne , thi nu henter jeg en Præst , 
som skal forene os . . Har Du forslaaet mig ? Nu har 
Du hørt hvad jeg har sagt Dig , og jeg haaber af Du 
efterkommer min Befaling . Dersom Du skulde vise 
Dig stridig , da har jeg flinke Folk ombord , som nok 
skal vide af tæmme din vilde Karaktecr . 
Dermed gik han , 
Julie sad maalløs af Forbavselse . Hun kunde ikke 
ret samle sine Tanker ; hun kunde ikke tænke sig sin 
Onkel saa sket , og dog var det Tilfældet . 
Dog , det maalte forebygges ! 
Hun sad allerede og udkastede Planer til Frelse , 
da der bankedes sagte paa Kahytsdøren . 
Julie foer sammen ; hun ventede af se sin Onkel , 
men hvor glad og førundret blev hun ikke ved af staa 
Ansigt til Ansigt med sin Redningsmand . Han safte 
Fingeren for Mnnden som Tegn til af hun skulde være 
tavs . 
Julie forstod ham ; hun var altfor bevæget over 
Gjensynet til strax af kunne tale . 

Han tog Plads ved Siden af hende og hun førtalte 
ham nu alt hvad Knækbein havde befalet hende . 
Svendsen gyste tilbage ved at blive indviet i al 
denne Slethed . 
— Ja , fa , her maa foretages Noget , Julie , sagde 
han hviskende . 
— Ja , her maa foretages Noget , men hvad ? 
Jeg veed slet intet Rum her hvori jeg kan skjule mig 
for ham . 
— Øg seer han mig , sagde Svendsen , er jeg fortabt . 
Jeg har sneget mig ombord inat medens Folkene 
sov , alene for at redde Dig , Julie . 
Og nu førtalte han hende , at Knækbein slet ikke 
var HendeS Onkel , men at han var hendes Faders og 
Moders Morder . 
Julie sad med stirrende Blik og betragtede ham . 
Da hun havde besindet sig lidt sagde hun med 
bævende Stemme : 
— O , De har kjendt min Fader og Moder ! . . . 
O , havde jeg dem Begge her , hvor var jeg da lykkelig ! 
Nu maa jeg ene og forladt gaa en skrækkelig 
Fremtid imøde . O , Gud , hvor jeg dog er ulykkelig I 
O , min Frelser , tag mig hjem til Dem og lad mig 
være sri for dette afskyelige Menneskes Efterstræbelser ? 
— Det kan desværre ikke ske nu , da vi ere paa 
Søen , men vent , vi skulle nok ramme ham midt i hans 
glimrende Affærer . 
— Min Gud , min Gud ! -der er han ! raabte 
Julie og slirrede hen mod Døren . 

Svendsen vendte sig om og saae med Forfærdelse 
at Knækbein stod og betragtede Julie Med et kjærligt 
Blik . 
Han havde til Held og Lykke ikke opdaget Svendsen , 
der nu sneg sig hen i en mørk Krog i Kahytten , 
hvoifra han ubemærket kunde se Alt hvad der foregik . 
Knækbein tog Plads ved Siden af Julie og vilde 
trykke et Kys paa hendes Læber , men hun stødte ham 
heftig fra sig og sagde : 
— Bort med Dig , Morder ! besmit ikke dette 
Værelse med din Nærværelse . 
Istedenfor at blive ophidset ved disse Ord , smilede 
han ligegyldig og sagde : 
— Nu kommer Præsten ligestrar , min elskede 
Julie , og saa er det forbi med din Utaalmodighed , 
thi da skal Du blive min lille Kone . 
Han omfavnede hende og kyssede hende lidenskabeligt , 
idet han sagde : 
— Bær nu ikke saa knibsk paa det , lille Julie , 
men hør hvad jeg vil sige Dig . Jeg har Penge — 
mange Penge — jeg har Skibe i Søen og holder Folk 
i Overflødighed , saa Du vil faae en Tjener paa hver 
Finger , og i det Hele taget faae det lige saa godt som 
den fornemste Dame i hele Verden . Du vil aldrig 
komme nl at savne Noget , enhver af dine Befalinger 
vil strar blive opfyldt , og al denne Herlighed vil Du 
erholde ved at blive min Hustru . Er det ikke et glimrende 
Tilbud ? 

— Vil enhver af mine Befalinger blive opfyldt ? 
spurgte Julie aandeløs . 
— Ja , øieblikkelig ! 
— Godt , saa befaler jeg Dig øieblikkelig at forlade 
Kahytten , — forstaaer Du ? — og ikke paa nogen 
Maade tale om Bryllup eller Præst til mig , førend 
vi ere komne iland ; tillige befaler jeg , at Skibet strar 
skal forandre Kurs og tage til Kjøbenhavn , da jeg ikke 
her paa Søen vil samtpkfe i noget Giftermaal . Hvis 
Du ikke . . . 
— Nei , holdt , afbrød Knækbcin hende . Den Leg 
leger vi ikke . Din Befalingstid begynder først naar 
Præsten har givet os sin Velsignelse . 
I dette Øieblik sneg Svendsen sig ubemærket ud 
af Kahytten og op paa Dækket . 
Han gik hen til en af Matroserne , slog ham venskabelig 
paa Skulderen og hviskede ham i Øret : 
— Tiden er kommen , Klaus ! 
— Godt , Mester , jeg er parat ! svarede Klaus og 
gik hen til en anden Matros , til hvem han hviskede : 
— Tiden er kommen ! 
— Det er splitte mig prægtigt ! svarede Matrosen 
og tog ct Stykke . Toug op fra Dækket . I 
KlauS og Matrosen gik nu hen til Johans , der 
var ansat som Styrmand ombord paa Skibet . 
— Prægtigt Veir , Johan , sagde Klaus . 
— Hm , ja , prægtigt til al . sove i , svarede Johan 
og tog sig en Skraa . 
— Aa nei , Fanden skulde sove paa denne Tid af 

Dagen , bemærkede den anden Matros . Nei , lad os 
heller gaa ned i vor Kahyt og faae os en Hjertestyrk , 
ning , det er der mere Nuf i . 
— Det er et Ord ! raabte Johan . Jeg er saa 
tør i Halsen som en Stokfisk ; men hvem skal slyre 
Skibet saalænge ? 
— Det kan jo en af de Andre gjøre . 
— Ja , det kan de vel ogsaa . Du har da 
Brændevin dernede ? 
— Ja , mere end Du kan drikke , forsikrede Hans 
grinende . 
De gik nu alle Tre ned i Kahytten . 
- Hvorfor Pokker slæber Du den Tougende med 
herned ? spurgte Johan . 
— Det skal Du faae at se siden , svarede Matrosen . 
Jeg vil gjøre et Kunststykke dermed . 
— For min Skyld maa Du gjerne gjøre ti 
Kunststykker dermed , min Ven , naar jeg blot faaer lidt 
at drikke . 
Glassene bleve nu fyldte og tømte — after fyldte 
— after » omte — og saaledes gik det en lang Tid , 
dog med den Forskjel , at naar de Andre tømte et Glas 
tømte Johan to . 
Han blev nu gemytlig , sang og lo , samt bandte 
og skældte fordi han ikke fik mere at drikke . Kort efter 
tog ban de yndigste Snorkctoner man kunde ønske sig . 
— Han sover , hviskede Klaus . Bind ham saa , 
men forsvarligt . 

— Skal ske , svarede Matrosen og bandt Johan 
saa forsvarligt , at det var umuligt for ham at slippe 
løs uden Hjælp . 
Derefter forlod de Kahytten . 
Svendsen stod udenfor KahytSdøren og ventede 
paa dem . 
— Han er erpederet , hviskede Johan . 
— Godt , min Ven . Saa kommer Turen til den 
Anden . 
— Ja , ham skal vi nok tæmme . 
Med disse Ord begav Matrøserne sig tsi KaptainenS 
Kahyt , hvor Julie og Knækbein befandt sig . De 
traadte netop ind i samme Øieblik som Knækbein knælede 
for Julie og bønfaldt om hendes Samtykke til 
deres Giftermaal . 
— Hvad vil Du , Klaus ? spurgte Knækbein , og 
reiste sig rasende op . 
— Jeg melder Kaptainen af Johan pludselig er 
bleven syg , svarede Klaus , — og af Skibet er ifærd 
med af tage en feil Kurs . 
— Hvad . . . hvad siger Du ! feil Kurs ! Hvor 
er Johan ? 
— Han ligger i sin Kvie , Kaptain ! 
— Kald ham herned ! 
— Han kan ikke staa paa Benene , Kaptajn . 
— Hvad feiler han ? 
— Jeg veed det ikke ; men jeg skulde bede om 
Kaptainen vilde komme ned til ham , han maa absolut 
tale med Kaptainen , siger han . 

— Ja , saa maa jeg forlade Dig et Øieblik , min 
elskede Julie , sagde sknækbcin og trykkede hendes Haand . 
Men jeg kommer snart igjen . 
— Tak , det haster saamæn ikke , svarede Julie 
ligefrem . 
Knækbein skyndte sig nu ned i Kahytten til Johan , 
fulgt af de to Matroser ; men han var neppe traadt 
ind ad Døren førend de overfaldt og bandt ham . 
Dette gik for sig saa hurtigt og behændigt , af 
Knækbein ikke kunde forsvare sig . 
— Hvad skal det betyde ? raabte han og sked 
rasende i Touget . 
I samme Øjeblik traadte Svendsen ind ad Døren . 
— Mester ! brølede Skurken og sank tilintetgjort 
tilbage paa Gulvet . 
— Du spurgte hvad det skulde betyde , Elendige , 
sagde Svendsen og truede ad ham . Nuvel , Du skal 
faae det at vide . Det skal betyde , at vi nu seiler til 
Kjøbenhavn og overleverer Dig til Politiet . Denne 
Gang bliver det Alvor 
Knækbein saae skovt hen for sig uden at svare . 
— Saa , Klaus , nu er Du Styrmand , sagde 
Svendsen og klappede Matrosen paa Skulderen . Lad 
mig nu se at Du udfylder din Plads med Ære . 
— Det kan De være slødt paa , Mester ; det er 
ikke første Gang at jeg styrer et Skib , svarede Klaus 
og knejsede stolt . 
Skibet slyredes nu atter tilbage til Kjøbenhavn , 

men det gik kun langsomt , da det næsten dele Veien 
havde Modvind . 
Svendsen gik nu ned i Kahytten til Julie , og 
underrettede hende om , at hun ikke mere behøvede at 
frygte Knækbein , da han laa nede i Folkenes Kahyt , 
bastet og bundet , uden at kunne flytte sig af Pletten . 
— Tak , tusind Tak , min Velgjører , min Frelser ! 
raabte Julie , idet hun inderlig taknemlig greb hans 
Haand . 
Skibet seilede som sagt meget langsomt , paa Grund 
af Modvind . 
Det blev Aften , og endnu var Skibet meget langt 
fra Kjøbenhavn . 
Da Klokken omtrent var 10 gik Svcnvsen op paa 
Dækket , for at se hvor lanqt Skibet var naaet ; men 
her frembød et uhyggeligt Syn sig for ham 
Idet han gik op ad Kahytstrappen børte ban en 
forunderlig Støi , blandet med afskyelige Eder , Naaden 
og gjennemtrængende Skrig om Hjælp . 
Derefter hørte han et stærkt Pladsk i Vandet , og 
Alt blev atter stille 
Anende en Ulykke lød Svendsen hen til den Del 
af Skibet , hvorfra Stølen lød . 
Bed Rælingen af Skibet stod Klaus , stærkt blødende 
af er dybt Saar , han havde saaet i Nakken . 
Ved Siden af ham laa Johan bevidstløs paa 
Dækket . 

Noget derfra stod den anden Matros og truede 
rasende ud i Søen , hvor man langt børte saae en 
Mand af al sin Kraft arbeide imod Strømmen for at 
naae Skibet , der uagtet al hans Anstrengelse fjernede 
sig mere og mere fra ham . 
— Hvad er det her foregaaer ? spurgte Svendsen . 
— Han er sluppen løs , svarede Klaus og pegede 
paa det Saar , han havde i Nakken . Jeg frygter at 
det er farligt . 
— Men hvor er Knækbein da ? 
— Han er nede at gjøre Fiskene Selskab , svarede 
den anden Matros og pegede ud i Søen . Jeg har 
selv hjulpen ham derud . 
— Min Gud , vil I drukne ham , raabte Svendsen . 
Hurtig , sæt en Jolle ud , og lad os forsøge at 
redde ham . 
— Det kan ikke nytte noget , Mester , han har 
faaet nok derude . Han er gaaet tilbunds og kommer 
neppe op igjen . 
— Men vi maa dog forsøge at redde ham , det 
er vor Pligt . . . naa , sæt nu en Jolle ud , hurtig , 
hurtig ! 
Ordren blev strax efterkommet . Man røede ud 
før at finde Knækbein , men det var forgæves , det var 
dem ikke muligt at finde ham . 
— Han har drukket før meget , grinede Matroserne 
og røede tilbage til Skibet . 
— Det er en skammelig Gjerning I har udøvet , 

sagde Svendsen strengt . Bed til Gud at han ikke 
straffer Eder derfor . 
— Straffe oS før det ! raabte en af Matroserne . 
Nei , vi kan ikke faae Straf derfor , tvertimod , vi burde 
belønnes , fordi vi har befriet Verden før en saadan 
Slyngel , som Knækbein . Aldrig har han udøvet Andet 
end slette Handlinger , aldrig har han . . . 
— Ligemeget , han var døg et Menneske , sagde 
Svendsen ; og det ene Menneske bør ikke dræbe det 
andet . 
Hertil svarede Matroserne Intet , men roede stiltiende 
videre . 
Snart naaede de Skibet , og nogle Timer efter 
ankom man til Kjøbenhavn . 
Julie blev atter optaget i Svendsens Hus , hvor 
Amanda , Arthur og Studenten ( der nu var temmelig 
rask ) ventede dem med Længsel . 
De havde ingen Anelse om hvad Julie havde 
gjennemgaaet . 
Niende Kapitel . 
Pefers Fodselsdag . 
Vi ville nu overspringe et Tidsrum af et halvt 
Aars Tid , i hvilket intet Mærkeligt passerede før 

Hovedpersonerne i denne Fortælling . Arthur havde 
i den Tid opnaaet at blive Student . 
Han var en dannet og smuk ung Mand , og ved 
sit livlige og aandrige Bæsen skaffede han sig mange 
Venner . 
Det var Student Peter Møllers Fødselsdag , og 
den skulde seires paa en ualmindelig Maade . 
En Mængde unge Studenter — hvoriblandt Arthur , 
hvis bedste Ven var Peter Møller — vare indbudne 
til at deltage i Festen . Men hvo skildrer de 
unge Studenters Forbavselse og Glæde , da de kom til 
Gildet og saae , at Peter Møller havde været saa fornuftig 
at indbyde endel unge Damer foruden Studenterne 
naturligvis — til at deltage i denne Fest . 
— En Dame til hver Herre ! raabte Indbyderen , 
da Studenterne traadte ind . Vær saa artig at vælge , 
mine Damer ! 
„ Damerne “ lod sig ikke sige dette to Gange , men 
valgte hver en Herre , som de uden videre tøg under 
Armen og passiarede med som om de vare gamle 
Bekjendte . 
Arthur fik ogsaa en Dame . 
Det var en ganske ung Pige . Hendes Ansigt udtrykte 
den mest barnlige Uskyldighed . Hendes Bæscn 
var blidt og elskværdigt , og hun talte saa yndigt 
sværmerisk , at Arthur strar følte sig i den syvende 
Himmel , da han et Øieblik havde været hendes Bordkavaleer . 


Hun var smagfuldt klædt . En elegant sort Silkekjole 
fremhævede hendes ypperlige Figur . Om Halsen 
havde hun en lang Guldkjæde , og et elegant lille 
Dameuhr slak halvt ud af bendes Uhrlomme . 
Denne Dames Navn var Nina . 
Det er umuligt at beskrive den Gemytlighed , ber 
herskede mellem disse unge Mennesker . 
Lidt efter Midnat brød man op , berusede af Drikkevarer 
og af de unge Damers Venlighed . 
Arthur bad sin Dame om Tilladelse til at ledsage 
hende hjem ; hun smilede blidt til ham og svarede , 
idet hun greb panS Arm : 
— Er det nu noget at spørge om , Hr . Arthur ? 
Det er jo en Selvfølge at De følger mig hjem . De 
er jo min Uvkaarede ! 
— Tak for disse Ord , Nina , svarede Arthur og 
trykkede HendeS Haand . 
De gik nu langsomt og fordybede i en ivrig 
Samtale hen ad Gaben . 
Da de vare komne til Møntergade slandsede hun 
udenfor et Hus omtrent midt i Gaben . 
— Her boer jeg , Arthur , sagde Nina , og pegede 
op paa Huset . 
— Paa hvilken Sal ? spurgte Arthur . 
— Tredie Sal , min Udkaarede , svarede Nina . 
Dersom det ikke var saa sildigt vilde jeg bede Dem op 
med , men nu kommer jeg til at vente til imorgen 
med at faae Deres ærede Besøg i min egen Leilighed . 
Dog imorgen venter jeg Dem . 

— Hvad Tiv ? spurgte Arthur bævende af Glæde . 
— Kom Klokken 1v imorgen Formiddag , hviskede 
Nina ømt . 
— Ja , Tak , men hvad troer De at Deres Forældre 
vil sige « st at jeg besøger Dem ? 
— Mine Forældre ! haha . be sige saamæn Intet 
dertil , thi saavidt jeg kan huske tilbage kan jeg neppe 
erindre mine Forældre . Nei , Arthur , jeg er som den 
ensomme Fugl i sit Bur ; Buret er min Stue , og jeg 
lever der ene - ganske ene . 
— Min Gud ! kan De virkelig ikke erindre Deres 
Forældre ? 
— Nei , Arthur , nei ; vel var der nogle skikkelige 
Folk , der fredede og værnede om mig i min Barndom . 
og traadte i mine Forældres Sted , men ofte altfor 
ofte - lod de mig høre , at jeg i Grunden kun kunde 
betragtes som Hittegods , da de havde . . . 
-- Hittegods ! afbrød Arthur hende . 
— Ja , Hittegods , Arthur ; de have nok fundet 
mig en Aftenstund liggende udenfor det Hus de beboede . 
De ynkedes over mig , og da jeg var et kjønt Barn « 
optog de mig i deres Hus og lod mig være som deres 
eget . Dog , jeg staaer her og snakker , nei-kom imorgen 
Formiddag , da skal jeg forklare Dem mit hele LevnetSlød 
Godnat , Arthur ! Et Kys skal De have , fordi 
De har ledsaget mig ben lange Vei . Imorgen faaer 
De et til . Godnat ! 
Arthur fik et Kys , og hun svippede hurtig ind ab 
Gadedøren . 

Han greb ester hende før at slandse hende , men 
han køn » før seent , hun var allerede oppe ad Trapperne . 
— Nina ! Nina ! raabte han bedende . Hun hørte 
det godt , men svarede ikke . 
Som en Beruset ravede Arthur hjem , med Tanken 
opfyldt af den unge Pige . 
Istedenfor at gaa iseng vandrede han hele Natten 
frem og tilbage paa Gulvet , stedse tænkende paa hende , 
og af og til udbrydende i poetiske Taler til hendes 
Roes . 
— O , elskede Nina , Du har fortryllet mig ! udbrød 
han sværmerisk . Det var det lykkeligste Øieblik i 
mit Liv , da jeg lærte Dig at kjende . Først , nu forstaaer 
jeg hvad Kjærlighed er ! 
Endelig henad Morgenstunden kastede han sig fuldt 
paaklædt paa Sengen et Øieblik ; men uagtet han forsøgte 
at falde isøvn , lykkedes det ham dog ikke . Ninas 
smilende Ansigt stod stedse for ham , og naar han skulde 
se paa hende kunde han jo ikke sove . 
Da Klokken var 8 forlod han sin Stue og begav 
sig til Møntergade . 
Her stod ban i en Gadedør ligeoverfor hvor Nina 
boede og stirrede op til hendes Vindue i over en Time , 
men Gardinet var hele Tiden rullet ned . 
Dersom han havde kunnet se gjennem Rullegardinet , 
vilde hans Kjærlighed sikkert have kjolnet sig 
noget ; thi Nina stod bagved Gardinet , — dog , det var 
ikke den smukke Nina fra den foregaaende Aften , nei , 
hun var meget forandret . 

Hendes Kinder vare bedækkede med en gulagtig 
Bleghed , og hendes Haar , der den foregaaende Aften 
var ravnsort og bavde en nydelig Glands , bavde nu 
en mat , vissen Farve . 
Dog , snart blev hun atter den smukke Nina . 
Hun vaskede Ansigtet i noget Vand , der havde en 
slærkt parfumeret Lugt , gned Kinderne med rød og hvid 
Sminke og smurte en glandsfuld sort Vædskc i Haaret . 
Det hjalp . 
Derefter isørtc hun sig en smuk , ulden Kjole , 
spejlede sig en halv Snes Gange , og raabte idet hun 
gjennem Gardinet saae ned paa Gaden : 
— Se saa , Arthur , nu gaaer Tæppet op ! 
I samme Øieblik rullede hun Gardinet op , — og 
da Arthur saae dette lød han hurtig over Ggden og 
op ad Trapperne . 
Han bankede paa hendes Dør og Nina lukkede 
strar op for ham idet hun leende udbrød : 
— God Morgen , Hr . Arthur ! Naa , De er saamæn 
bestemt ; det kan jeg godt lide . 
— Ja , Nina , dersom De vidste hvor meget jeg 
længtes efter Dem , da havde De sikkert ladet mig 
komme noget tidligere . 
Vi ville ikke opholde oS hos dem i al den Tid de 
vare samlede denne Dag , men kun underrette den ærede 
Læser om , at Arthur fra denne Dag af sladig tilbragte 
sin Fritid hos hende . 
Imidlertid skete der snart en Forandring i Arthurs 
Lykke . 

Da han bavde kjendt Nina i et Par Maaneder , 
gik ban som sædvanlig en Aftenstund op til hende 
men hendes Dør var lukket og hun var ikke hjemme . 
Han ventede længe paa Gangen , men hun kom ikke . 
Tilsidst gik han ned ad Trapperne . 
Da ban kom ned i Gadedøren saae han i nogen 
Frastand en Herre og en Dame langsomt spadsere , som 
det syntes fordybede i en ivrig Samtale . 
En forfærdelig Mistanke opsteg hos ham og ban 
ilede ned efter dem . 
Han syntes bestemt at Damen var Nina . 
Da ban i nogen Tid bavde fulgt efter dem , standsede 
de udenfor et elegant Sted ved Nørrevold . 
Herren ringede paa , og en gammel Portner luk 
kede Porten op , dog kun paa Klem , for at se hvem 
det var . Da han saae Herren og Damen lukkede han 
Porten helt op . 
— God Aften , Hr . Greve ! sagde han , og bukkede 
ærbødigt for Herren . 
Det unge Par forsvandt for Arthurs Øine , medens 
han uafbrudt stod og stirrede efter dem . 
Han bavde nu faaet Vished , det var hende . 
Portneren saae forundret paa den unge blege 
Mand , der saa ivrig kigede ind ad Porten . 
— Hvad vil De ber ? spurgte han . 
— Jeg vil ind ! stønnede Arthur , endnu blegere 
end før . 
— Det lader sig ikke gjøre paa denne Tid af 
Aftenen . 

— Io , jo , Üg vil ind , jeg maa ind , min Forlovede 
er jo heroppe i Huset , udbrød Arthur fortvivlet . 
— Aha , er det hans Kjæreste at Greven har 
oppe hos sig . Ja saa , da skal jeg dog lade ham vide , 
at hun ikke er meget tro , thi hun kommer her daglig . 
Naa , saa det er hans Forlovede , ja , det er rigtignok 
et fælt Stykke Møbel han der har bundet sig til . Det 
er jo det værste Kvindemenneske man kan træffe paa 
sin Vei ; saadan en Slange , saadan en Taske ! 
Efter at bave udtømt sig i denne Ordstrøm smækkede 
ban Porten i for Næsen af Arthur . 
Der stod han med korslagte Arme og Øinene slift 
heftede paa det Hus , hvor hans Elskede var gaaet op . 
Han stod i nogle Øieblikke stille udenfor Huset . 
Endelig samlede han alt sit Mod og ilede til Ninas 
Bopæl ; men hvo skildrer hans Forbavselse da han 
seer hende siddende i Sofaen ceftig grædende . 
— Hvad er der iveien med Dig , min Elskede ? 
udbrød han , idel hele hans Kjærlighed vaagnede paany . 
— O , bvor har Du været henne , Arthur , udbrød 
hun i en fortvivlet Tone . Hvorfor kommer Du saa 
sildig ? Klokken er jo allerede over 10 . Der er vel 
andre Damer der lægge Beslag pqa din Tid , og saa 
glemmer Du aldeles Den , der sidder og sukker for 
Dig . O , det er ikke pænt af Dig ! 
Hun reiste sig op , gik hen til ham og vedblev idet 
hun greb hans Hænder : 
— Elskede Arthur ! siig mig , er jeg Dig da aldeles 
ligegyldig ? Aner Du ikke , hvor dette Hjerte pintcs 

ved din Udeblivelse , — tænkte Du slet ikke paa din 
stakkels lille Nina ? 0 Gud , Du svarer ikke , Du 
elsker mig vist ikke mere ! Min Gud , hvor jeg da er 
ulykkelig ! 
Hun slap Arthurs Hænder , gav et Skrig fra sig 
og faldt om paa Gulvet . 
Arthur stoö og betragtede hende . 
- Er det muligt , sagde han ved sig selv , at en 
Kvinde kan være saa fræk eller rettere saa løgnagtig 
og opfindsom , at væve mig ind i et Net , hvor jeg slet 
ingen Udveie seer til Frelse , — eller har jeg taget 
Feil . Nei , det var hendes yndige lille Ansigt , det var 
hendes yndefulde Gang , det var hendes kjære Stemme 
jeg hørte , — og alt dette skulde være en Feiltagelse , 
nei , jeg saae det jo lydeligt og dog , hun sad jo her i 
Sofaen da jeg kom , og græd saa hjertelig over min 
Udeblivelse . 
Han saae fortvivlet ned paa hende . 
— 0 , sagde han , idet han slog sig før Panden ; 
hvad skal jeg tro ? Mit Hoved brænder . . . tusinde 
Tanker gjcnnemkrydsc det . . . Ak , hvor jeg er ulykkelig ! 
Alt hvad jeg foretager mig mislykkes , og selv 
den sidste Trøst , denne skjønne Kvinde , skal gaa tabt 
før mig . 0 , det er skrækkeligt ! Hende , mit Hjertes 
Stolthed , mit Ideal før alt Skjønt og Ækelt , hun er 
altsaa , søm hele Verden , falsk og svigagtig . Nuvel , 
min Skæbne , jeg trodser Dig ! Du byder mig Krig , 
godt , jeg tager imod den , jeg vil kæmpe mod Dig til 
min sidste Stund og søge at overvinde Dig ! 

Da Arthur havde fuldendt dette Udbrud saae han 
ned paa den unge Pige , og hans Ansigt udtrykte den 
dybeste Sorg . 
Han bukkede sig ned , tog hende paa sine Arme og 
lagde hende paa Sofaen . 
Han badede hendes Tindinger med Vand , og efter 
nogle Minuters Forløb slog hun Øinene op . 
Hun saae bebrcidenbe paa Arthur og sagde : 
— Hvoraf kommer det at Du endnu er her ? Du 
kunde jo godt have blevet hos din anden Kjæreste , hvor 
Du jo allerede har tilbragt den meste Tid af Aftenen . 
Hun længes vist efter Dig , kan Du tro ! 
— Fy , Nina ! hvor kan Du tale saaledes til mig , 
der er Dig tro som Guld . 
Nina gav intet Svar . Hun knugede hans Hænder 
i sine og gav sig til at græde heftigt . 
Saaledes sad de en Stund , da sagde Arthur : 
— Kjære Nina ! vil Du svare mig oprigtig paa 
mine Spørgsmaal ? Vil Du tale alvorlig med mig ? 
Det er til dit eget Bedste . 
— Ja , kjære Arthur , jeg vil svare Dig oprigtig , 
det kan Du være ganske sikker paa . 
— Nuvel , saa spørger jeg Dig om Du har været 
ude iaften ? sagde Arthur med rystende Stemme . 
— Om jeg har været ude iaften . . . ude iaften , 
ja naturligvis . . . Du kan vel ikke forlange at jeg 
skal sidde her alene og vente paa naar det behager Dig 
at komme . 

— Hvor har Du været henne ? vedblev Arthur 
og saae slift paa hende . Og hvem har Du spadseret 
med ? 
— Jeg har været henne hos min Veninde , og 
jeg har ikke spadseret med Nogen , Arthur , svarede 
den udspekulerede Kvinde . 
— Hvor boer din Veninde ? 
— I Bredgade . 
- Gik Du alene hjem ? Fulgtes Du ikke med en 
høi Herre ? 
— Men Arthur døg ; mistænker Du din egen 
Nina ? O Gud ! jeg som elsker Dig saa høit , jeg 
skulde glemme Dig og spadsere med en Anden ! Fy , 
Arthur , nu kan jeg rigtignok se hvormeget Du holder 
af mig ! 
Med disse Ord omfavnede hun ham og kyssede 
ham heftigt , — og Arthur glemte den høie Herre , 
Spadsereturen , sin Angst , kort sagt Alt i Ninas Arme . 
De sad saaledes i længere Tid , aldeles optagne 
af at forklare hvormeget de holdt af hinanden , — og 
Klokken var over l da Arthur forlod hende . 
Nina stod opreist og betragtede ham med et halvt 
smilende , halvt bedende Blik , da han skulde til at forlade 
hende . 
Han var henrykt ; aldrig havde Nina været saa 
smuk . 
Endelig , efter en lang Omfavnelse , utallige Kys 
og nye Troskabsforsikringer , skiltes man . 

Neppe havde hun hørt Gadedøren lukkes efter ham , 
' før hun udbrød i en skingrende Latter . 
— Hahaha ! Du er ikke klog nok , min Ven , til 
at omgaaes mig . Det var prægtigt , jeg fik ham til 
at tro Alt , hvad jeg bandt ham paa Ærmet . Naa , 
saa han mener , at jeg kan leve for ham alene ! Nei , 
Kjærlighed er en meget rar Ting , men der maa engang 
imellem gjøres en lille Afverling , ellers bliver 
det altfor ensformigt . 
Med disse Ord nærmede hun sig Vinduet og saae 
ned paa Gaden . 
— Han staaer der endnu , jeg tænkte det jo nok , 
sagde hun leende . Naa , saa maa jeg rulle ned og 
slukke Lyset , at han kan tro at jeg er gaaet tilsengs , 
før forlader han vel neppe fin Plads . 
Som sagt saa gjort . Hnn rullede Gardinet ned , 
slukkede Lyset og saae ned spaa Gaden . Arthur var 
forsvunden . 
— Saa , nu gaaer han . Man bliver altid udspioneret 
af ham og hans dydige Søster Amanda , hun 
vil nok sætte ham Skrupler i Hovedet , men det skal 
ikke bekomme hende vel , det kan hun tro . Lad mig 
se , naar jeg nu fik hende gift , saa kunde Arthur være 
hos mig , men det gjælder om at finde en Mand til 
hende , der vil gjøre hende Livet dygtig surt . 
Efter dette korte men gode Overlæg tog hun Hat 
og Shavl paa og forlod Værelset idet hun nynnede : 
„ Evoe ! hvor de Gudinder 
Dog bedaare kan en Mand ! “ 

Vi ville ikke følge hende paa hendes natlige Udflugt , 
men derimod se hvorledes Arthur befinder sig - 
efter hans sidste Besøg hos hende . 
Tiende Kapitel . 
En Kaffepassiar . 
Det var Morgenen ester at den omtalte Begivenhed 
indtraf . 
Arthur sad i en Lænestol og nød sin Morgenkaffe . 
Der var øiensynlig noget meget Vigtigt , der 
beskæftigede hans Tanker , thi han sad og stirrede hen 
for sig og Kaffen kom kun ned i smaa Drag . 
Som han saaledes sad bankedes der beskedent paa 
hans Dør og Amanda traadte ind i hans Værelse . 
Hun var meget bleg og man kunde tydelig se at 
hun bavde grædt . 
Arthur reiste sig og gik sin Søster imøde . 
— Hvad fattes Dig , kjære Amanda ? udbrød han , 
da han saae hendes bedrøvede Ansigt . 
— Ak , jeg er saa bedrøvet . . . jeg har Noget 
at fortælle Dig , dersom Du ikke vil tage det ilde op , 
slammede Amanda . 

— Nei , paa ingen Maade , kjære Søster ; hvor 
kan Du tro det ! 
— Ja . . . ja , jeg vil tale oprigtig med Dig , 
Arthur . Jeg saae Dig igaar løbe som en Afsindig 
nede ved Nørrevold . Jeg blev saa ulykkelig , jeg frygtede 
at Du havde arvet den forfærdelige Sygdom efter 
vor stakkels Moder , som Du nok erindrer var vanvittig . 
Jeg er saa urolig , Arthur ; siig mig , hvad er 
der iveien med Dig ? Hvorfor lød Du saaledes ? 
Arthur gav intet Svar . 
— Hvorfor kom Du saa seent hjem inat ? vedblev 
Amanda . Klokken var jo over 2 . 
Arthur saae fortrædelig paa hende . 
— Har jeg ikke Ret til at komme hjem naar jeg 
lyster ? spurgte han . 
— Du har bestemt igjen været henne hos denne 
mistænkelige Dame , som Du kalder din Forlovede . 
Det er rigtignok ikke smukt af Dig , at indføre en saadan 
Kvinde i vor Familie . Nei , Arthur , det er skammeligl 
at Du vil vove det . 
Da Arthur hørte hende sige ham dette lige i 
Øinene , blev han rasende , og han hævede Haanden 
imod hende , som til Slag . 
Amanda foer tilbage , udslødte et svagt Skrig og 
forlod skyndsomt Værelset . 
Svendsen kom kort efter ind og bebreidede ham , 
at han var kommen saa seent hjem den foregaaende 
Nat . Dog , Arthur forholdt sig aldeles tavs . 

Da Svendsen var gaaet kastede Arthur sig paa 
Sofaen og græd som et Barn . 
— Er det da ikke nok med den ene Sørg jeg 
har ! udbrød han fortvivlet . Skal jeg ogsaa taale at 
Alle bebrejder mig at jeg har bundet mig til denne 
unge , skjønne Pige ? Skal jeg sledse pines af haarde 
Bebreidelser og slette Udtalelser om hende . . hende , 
mit Hjertes Udkaarede ? Nei , jeg holder det ikke ud 
paa denne Maade , der maa ske en Forandring ! 
Lidt efter Lidt blev han dog Herre over sig selv , 
og han viste sig ved Frokostbordet , munter som sædvanlig . 
Julie 
opvartede ved Bordet , og gjorde sig Umage 
for at tilfredsstille Enhver 
Der blev ikke talt meget ; det var som om man 
ventede Udbrudet af et heftigt Uveir . 
Da Kaffen kom ind sagde Svendsen : 
— Da vi ikke have talt meget ved Bordet , er det 
nok bedsl at vi faae os en lille Kaffcpassiar . 
— Ja , kjære Fader , lad os faae en lille Historie , 
for at opmuntre Arthur , thi det lader til at han er i 
daarligt Humør idag ! udbrød begge de unge Piger , 
idet de stillede sig ved Siden af Svendsen . 
Vi maa bemærke at saavel de to unge Piger som 
Arthur bestandig benævnede Amerikamanden som deres 
Fader . 
— Jeg er saamæn i meget godt Humør idag , 
agde Arthur lidt forlegen . Jeg er netop gemytlig 
slemt . Haha ! Du tager Feil , Amanda ; som et Bevis 

herpaa skal jeg fortælle Eder en moersom Historie om 
Peter Møller . I kjender ham jo Alle ? 
— Ja , ja , Studenten ! raabte begge de unge Piger 
paa engang . 
— Nei , nei , lad være med det ; lad oS tale om 
vore egne Anliggender . Jeg vilde for Erempel spørge 
Hr . Arthur om , hvorledes han morer sig om Aftenen , 
da vi saa sjeldent seer ham efter Klokken 9 , ja ofte 
ikke hele Dagen . 
Arthur rødmede stærkt ved dette Spørgsmaal , men 
søgte dog at blive Herre over sig selv . 
— O , sagde han lidt forlegen . Jeg har mange 
Venner , der lægge Beflag paa min Tid , saa at jeg 
ikke længer . . . 
— Det er altsaa ikke Veninder Du besøger ? afbrød 
Svendsen ham . 
Arthur blev mere og mere forlegen og saae vredt 
hen til Amanda , som om han vilde sige : — Jeg veed 
godt fra hvilken Kant det kommer . 
Amanda ryslede paa Hovedet for af tilkjendegive 
ham , af hun Intet havde sagt . 
— Du svarer ikke , vedblev Svendsen smilende . 
Jeg har altsaa Ret . 
— Nei , det har Du rigtignok ikke , Fader . Jeg 
kjender ikke nogen Dame her i Kjøbenhavn nøiere end 
Amanda og Julie . . . og Julie tør jeg naturligvis 
ikke gjøre mig noget Haab om — hun vil vel ikke have 
mig istedenfor min Ven , Vilhelm Petersen ; vil Du 
vel , Julie ? 

— Nei , aldrig i Evighed ! svarede Julie leende . 
— Jeg fænkte det jo nok , sagde Arthur og greb 
leende hendes Hænder . 
Arthur vedblev af spøge , og han var frelst før 
dennegang . 
Da Klokken var bleven mange reiste man sig fra 
Bordet , for Hver af begive sig til Sit . 
I dette Øieblik aabnedes Døren heftigt , og Klaus 
( Matrosen fra Knækbeins Fartøi ) traadte hurtig ind i 
Værelset . 
— Mester ! raabte han til Svendsen . Jeg har 
seet ham . 
— Hvem ? spurgte Svendsen forundret . 
— Den døde Kaptajn ! 
— Hvem er det ? 
— Det er ham . . . Skurken . . . Knækbein ! 
slammede Klaus . 
— Min Gud ! lever Knækbein endnu ? 
— Ja , feg saae ham tydelig nede ved Nørrevold . 
Han spadserede med en høi , elegantklædt Herre , hvem 
han titulerede „ Hr . Greve ! “ 
— Greven ! raabte Arthur og blegnede synlig . 

Ellevte Kapitel . 
Den døde Kaptajn . 
Vi skylde den ærede Læser en Forklaring om , hvorledes 
Knækbein og Johan , der laa forsvarligt bastede 
og bundne nede i Kahytten , vare komne paa fri Fod . 
Længe laa Knækbein og ærgrede sig . Han bandte , 
skjældte , sparkede og sløg om sig som om han var 
afsindig . 
Det blev Aften , og endnu maatte han indtage 
denne yderst nedbøiede Stilling . 
Nu havde han opgivet Haabet om Frelse , nu saae 
han en Fremtid afmalet for sig med de skrækkeligste 
Farver : Han saae et skummelt og uhyggeligt Fængsel 
med en dertil svarende skummel og uhyggelig Fangevogter 
Han spekulerede allerede paa , hvorledes han 
bedst skulde underkjøbe Fangevogteren til at lade ham 
skippe ud , da han umulig kunde tro at noget Menneske 
med „ Penge paa Lommen “ havde nødig at sidde indespærret 
længer , end til man tømmer sine Lommer i 
Fangevogterens gridske Hænder . 
Han skulede hen til Johan , der endnu snorkede . 
— Den Dagdriver ! brummede Knækbein . Det 
er dog hans Skyld at jeg er kommen i denne Stilling . 
Ak , havde jeg blot min Frihed igjen ! Jeg gav gjerne 
100 Rigsdaler til den , der vilde løsne disse nederdrægtige 
Baand , der svinebinder mig saaledes , at jeg 

ikke kan røre et Lem . Ja , jeg giver gjerne 200 Rigsdaler 
til den , der vil skaffe mig min Frihed igjen ! 
— Det er et Ord , Kaptajn ! hviskede en Matros 
og sneg sig ind ad Kahytsdøren og hen til Knækbein . 
Faaer jeg 200 Rigsdaler løser jeg Kaptainen strar . 
— Ja , Gu ' faaer Du 200 Rigsdaler , min Ven ; 
men skynd Dig , løS Baandene , — jeg kan ikke udholde 
denne Stilling , raabte Knækbein . 
— Ja , . . . ja jeg vi ! nok løse Kaptainen , vedblev 
Matrosen , men jeg vil ogsaa nok have Løsepengene ; 
derfor maa Kaptajnen sige mig , hvor jeg kan 
tage Pengene ; thi jeg vil have Forudbetaling . 
— Det skal Du faae . . . det skal Du faae , 
jamrede Knækbein , Pengene ligge i Kisten . 
— Men Nøglen , hvor er den ? 
— Nøglen ligger i min Veslelomme , . . . dog , 
Du maa løse det ene Baand , jeg kan ikke holde det 
ud . . . det skærer mig dybt ind i Kjødet . . . siden 
skal Du faae Lønnen . 
— Nei , Kaptain , jeg er ikke født igaar , vedblev 
Matrosen grinende . Øie for Øie og Tand for Tand , 
det Ordsprog hylder jeg , derfor Penge forst , siden skal 
jeg nok skaffe Kaptajnen Frihed . 
Matrosen fik nu Nøglen , aabnede Kisten og tøg 
samvittighedsfuldt de udlovede 200 Rigsdaler , som 
han med stor Koldblodighed stak i sin egen Lomme . 
Saasnart Knækbein var løst gik han hen til den 
sovende Johan , og sparkede ganske gemytlig til ham , 
indtil han vaagnede op . 

— Ha ! hvad er dette ! udbrød Johan forskrækket , 
da han mærkede at han ikke kunde bevæge sig . 
— Hvad det er ! raabte Knækbein . Det er . . . 
det er , at Du har drukket Dig fuld , Svin , istedenfor 
at slyre Skibet . . . det skal betyde at „ Mester “ er 
ombord , at han har bundet os og truet os med at 
sende os i Fængsel . Ha , det har kostet mig 200 Rigsdaler , 
men ligemeget , nu er jeg atter Kaptain paa mit 
Skib . 
Med disse Ord skar han de Baand over , der 
fastholdt Johan . 
— Tag nu en Kniv og følg mig ! kommanderede 
Knækbein . 
Johan fulgte ham tavs . 
Oppe paa Dækket stod Klaus ved Roret og anede 
ikke at Faren var ham saa nær . 
Pludselig hørte han et Brøl bagved sig , og som 
et vildt Dyr slyrtede Knækbein over ham og bibragte 
ham et dybt Saar i Nakken . 
De andre Matroser kom nu til og snart opstod 
et almindeligt Slagsmaal , under hvilket Johan blev 
kastet om paa Dækket , bedøvet af et Slag han havde 
saaet med knyttet Haand i Hovedet . 
Som Læseren nok erindrer kastede en af Matroserne 
Knækbein i Havet , og vi ville nu se , hvorledes 
det gik ham her . 
Ukrud forgaaer ikke saa let ! siger et gammelt 
Ordsprog . Delte maa vi sande her . 
Knækbein , som saa pludselig saae sig Døden nær , 

kæmpede af alle Kræfter mod det graadige Element , 
der fruede med at opsluge ham . 
Han svømmede efter Skibet , for om mulig at 
naae det , men Skibet fjernede sig mere og mere 
fra ham . 
Fortvivlet raabte han øm Hjælp , Ingen kunde 
høre ham , han var for langt borte fra nøget menneskeligt 
Væsen . 
Han anraabte , maaske for første Gang i sit Liv , 
den Almægtige øm Hjælp i Nøden , men det var som 
øm Himlen nægtede ham sin Bistand . 
Han blev svagere og svagere ; han mærkede at 
hans sidste Øieblik nærmede sig med hurtige Skridt . 
Forbandende Himlen og sin onde Skæbne sank 
han under Vandet , idet han udstødte en forfærdelig Ed . 
I samme Øieblik som Knækbein sank tilbunds 
saaes en Matros med megen Svømmcfærdighrd at 
nærme sig Stedet , hvor Knækbein laa . 
- Mod , Frits ! raabte Matrosen . Øm et Øieblik 
er Du reddet . 
Med disse Ord greb han fat i Knækbein og svømmede 
afsted med ham . 
Endelig naaede han et stort Skib , der laa i Nærheden , 
rimeligvis ventende paa Matrosen . 
Knækbein var bevidstløs , og Matrosen havde derfor 
Besvær med at bjerge ham . 

— Men det er jo ikke Frits ! raabte Kaptainen 
paa det ventende Skib , da ban fik Øie paa Knækbein . 
— Io , splitte mig er det Frits ! svarede Manden , 
medens han rystede Vandet af sig . Man kan . ikke 
saadan kjende druknede Folk . 
— Ja men jeg siger at det er en fremmed Mand 
Du har reddet , vedblev Kaptainen . En Mand , som 
hverken Du eller jeg har seet før . 
Dette var ogsaa Sandhed . Ingen af Mandskabet 
havde tidligere seet Knækbein . 
— Men hvorfor sprang Matrosen da ud efter 
Skurken ? spørger vel den ærede Læser . 
Det var ved en Feillagelse at Knækbein blev 
reddet , kjære Læser . Sagen var nemlig den : 
Ombord paa det Skib , hvor Knækbein nu befandt 
sig , var ansat en ung Mand ved Navn Frits . 
Denne unge Mand havde ingen Slægtninge , ingen 
Venner , og han søne kun et sørgeligt Liv ombord paa 
det omtalte Skib , hvor han havde været ansat lige fra 
sin Konfirmation . 
Dette afholdt imidlertid ikke den strenge Kaptajn 
fra at tugte bam godt , og Frits , der iforveien flet 
ingen Lyst havde til Søvæsenet , tabte aldeles Modet 
ved Kaptajnens brutale Opførsel imod ham . 
Ikke sjeldent mishandlede Kaptainen ham i hele 
Mandskabets Paasyn og kaldte ham en Dagdriver , en 
Tiggcrunge etc . , ja ofte slog han i Hidsighed den unge 
Mand med knyttet Haand lige i Ansigtet . ' 
Han var Kaptajnens Syndebnk . 

I længere Tid taalte den stakkels Frits taalmodig 
Kaptainens Haardhed mod ham , men den Aften da 
Knækbein blev reddet , havde Kaptainen været saa haard 
imod den unge Mand , at han i sin Fortvivlelse sprang 
overbord , idel ban udstødte en rædsom Forbandelse 
imod Tyrannen . 
I samme Øieblik han sprang i Søen standsedes 
Skibet , og en kjæk Matros sprang strar ud for at 
redde ham . 
I Mørket var det Matrosen umuligt at se hvem 
det var han reddede . 
Dette blev Knækbeins Frelse . 
Da Matrosen , der reddede Knækbein , havde erkjendt 
sin Feiltagelse , sagde han : 
— Aa , Kaptainen elsfede da ikke Frits saa høit , 
ka ' jeg tro , thi han fik s ' gu sine tørre Prygl , om han 
saa aldrig havde forseet sig en Smule ! 
Da Matrosen havde fuldendt sin høirøstede Tale , 
gik Kaptajnen langsomt henad Dækket til sin Kahyt . 
Han var meget bevæget og en Ligbleghed bedækkede 
hans Kinder . 
Da han var gaaet henlededes Alles Opmærksomhed 
paa Knækbein , der endnu laa livløs paa Dækket , 
uagtet alle Oplivelscsmidlcr . 
Han blev nu baaren ned i Kahytten . 
Da der var hengaaet en god Times Tid slog han 
Øinene op og stirrede vildt hen for sig . 
En Mand sad hos ham . 
Knækbein saae forundret paa ham og sagde : 

— Siig mig , hvorledes er jeg kommen her og 
hvor er jeg egentlig ? 
— Doktoren har forbudt mig at tale til Dem , 
sagde Manden , og Knækbein fik intet andet Svar , 
hvor mange Spørgsmaal han end gjorde . 
Han maatte saaledes soreløbig være tilfreds med 
dette Svar og han lagde sig nu stille hen og grublede . 
Da han en god Tid havde ligget saaledes kom 
Skibslægen ned til ham 
Han bod Manden ar forlade Kahytten , og udspurgte 
Knækbein om de nærmere Omstændigheder ved 
Uheldet . 
Knækbein besvarede hans Spørgsmaal tilfredsstillende , 
og nu undersøgte Doktoren ham , og han 
opdagede derved de dybe Furer ved Haandleddene , som 
Baandene havde sfaarcn dengang Knækbein laa bunden . 
Doktoren spurgte hvorfra disse kom . Knækbein 
opfandt en Løgn og dermed maatte Doktoren foreløbig 
lade sig nøie . 
Skibet seilede nu til Kjøbenhavn og ankom omtrent 
samtidig med Knækbeins eget Skib . 
Dog gik Knækbein ikke ombord paa Skibet , men 
sneg sig ubemærket ind i Byen . 
Han begav sig til Pistolstræde . 
Her gik han op i et gammelt , meget forfaldent 
Hus , hvor det lod til at han var godt kjendt , thi han 
gik med en beundringsværdig Sikkerhed op ad de steile , 
næsten bælmorke Trapper . 
Her gik han op paa Kvisten . 

En ældre , meget fattig klædt Kone aabnede Døren 
for Skurken . 
— Jeg bliver her inat , Mutter , sagde han og 
tøg Plads paa en Træstol . 
— Det er mig en stor Ære , naar Herren gæster 
mit Hus , svarede Konen og neiede før ham . Mit 
simple Hjem staaer aldeles til Deres Raadighed . 
— Tak , Mutier , svarede Skurken . Jeg skal 
ogsaa nok betale godt derfor . 
— Det veed jeg , det veed jeg ! 
— Maaske jeg bliver her en Uges Tid endnu , 
vedblev Knækbein . 
— Om Herren saa vilde blive ber et helt Aar , 
var det mig bestandig en stor Ære , svarede Konen og 
neiede atter . 
Hun redte nu Seng til ham og gjorde Værelset 
saa bekvemt som det var hende muligt . 
— Ere „ Jægerne “ paa Spor efter Vildtet ? spurgte 
hun nysgjerrig . 
— Nei , Mutter , naar jeg blot ikke gjør „ Jægerne “ 
Fortræd , saa lade de mig nok gaa i Fred . 
Vi ville ikke opholde os længer hos dissi To , 
men kun fortælle at Knækbein holdt sig skjult hoS 
denne Kone i over en Uge , og at han ester den Tid 
flyttede ud i hans tidligere Leilighed i det forbandede Hus . 
Ingen af Knækbeins Forfølgere vidste noget af at 
han var reddet , og han forstod ogsaa at undgaa dem 
Alle . 
Han pønsede atter paa at faae fat paa Julie ; 

det var nu engang hans Beslutning at hun skulde blive 
hans Hustru , og han holdt fast ved denne Tanke , saa 
fast , at han overalt hvor han gik og stod stadig spekulerede 
paa atter at føre hende bort fra Studenten og 
Amerikamanden . 
Dog dette var , som vi nok kunne indse , ingen let 
Sag , thi der blev vaaget over hende med megen Omhyggelighcd 
siden den skæbnesvangre Aften paa Skibet . 
Dog , en Mand med en Opfindsomhed som Knækbein , 
finder altid paa Raad . 
Vi ville nu se hvorledes han arbeider for at sælte 
sit Værk igjennem . 
Han havde nu uden Bevogtcre Leilighed til at 
speide , og man saae ham ofte forklædt vandre frem og 
tilbage foran det HuS , hvori Svendsen boede . 
Han saae at Studenten hver Aften gik derfra , og 
der overkom ham en pinlig Smerte , hver Gang han 
saae det unge Menneske , thi han elskede virkelig Julie 
og Skinsygens forfærdelige Smerte pinte hans forhærdede 
Hjerte . 
Hver Aften gik han efter Studenten , for at se 
hvor han gik hen . Han fik saaledes at vide hvor hans 
Rival boede , og dette var jo af stor Vigtighed for 
hans Planer . 
Uagtet han hver Aften stod og passede paa udenfor 
Julies Bolig , var det dog endnu ikke lykkedes ham 
af se hende . 
Endelig — efter en meget lang Benten — kom 

hun en Aften gaaende ved Vilhelms Side . Arm i Arm 
vandrede de henad Gaden , og havde de havt Øie for 
Andet end deres gjensidige Kjærlighed , da havde de 
seet en Mand , klædt efter nyeste Mode og iført en 
stor og kostbar Kappe , gaa lige bagefter dem , som for 
af øpsnappe hvert Ord de talte . 
Det var Knækbein . 
Hans første Tilskyndelse — da han saae Julie og 
Vilhelm Petersen vandre ved hinandens Side — var 
den , af dræbe ham og se af slippe bort med Julie ; 
men da han frygtede for af man skulde kunne gjenkjende 
ham , og da han ikke vilde risikere dette , fulgte 
han forsigtig efter de Elskende , dog ikke i større Afstand 
end af han tydelig kunde høre hvert Ørd de talte . 
Imidlertid gik de langsomt fremad og man naaede 
endelig Vilhelms Hjem . 
Julie skulde denne Aften præsenteres for de Folk 
hos hvem Vilhelm boede , og disse havde i den Anledning 
arrangeret et lille Gilde . 
I det Øieblik da Julie slap Vilhelms Arm for af 
træde ind i Huset , vendte hun sig tilfældigvis om for 
af sige Noget , men hun gav idetsamme et stærkt Skrig 
fra sig og pegede forfærdet ud paa Gaden . 
Vilhelm vendte sig hurtig om , men der var Intet 
at se . 
— Hvad var det , Julie ? spurgte han og saae 
forundret paa hende . 
Julie gav intet Svar , men vedblev ufravendt at 
slirre ud paa Gaden . 

— Hvorfor er Du saa bleg ? Hvad er der iveien ? 
spurgte han atter . 
Han fik intet Svar . Julie var en Besvimelse nær . 
— Kjære Julie ! kom til Dig selv ! vedblev Vilhelm 
og søgte at understøtte hende . Siig mig , hvad 
blev Du saa bange for ? 
— O , Vilhelm ! slammede Julie ; jeg saae ham 
tydelig staa her , da jeg vendte mig om . 
— Hvem mener Du ? 
- Min Onkel ! 
— Det er ikke muligt , Julie ; han er jo død for 
lang Tid siden . 
— Ja . . . men . . . jeg veed ikke hvorledes det 
forholder sig , men jeg saae tydelig hans for mig saa 
forhadte Ansigt slirre paa Dig med et Ydiryk af Ondskab 
og Raseri . Jeg blev saa angst , kjære Vilhelm ; 
jeg veed ikke selv hvad jeg feiler , men jeg befinder mig 
i en Tilstand , som om der forestaacr mig en skrækkelig 
Ulykke . Det aner mig , at vi ikke længe skulle blive 
sammen . Du skal se . . . 
— Snak , lille Tande ! afbrød Vilhelm hende 
leende . Hvorfra faaer Du slige overspændte Ideer ? 
Kan Du ikke . . . 
— Ak , gid det kun var Ideer ! afbrød Julie ham . 
Da vilde jeg være lykkelig , Vilhelm ; men jeg føler i 
mit Indre at det har en dybere Betydning . 
— Du kan altsaa skue ind i Fremtiden ? 
— Nei , det kan jeg ikke ; men jeg har ofte isøvne 

seet Onkel staa truende for mig , medens han pegede 
ned paa Dig , der saaret laa for hans skodder . O , 
Vilhelm , Du kan ikke forestille Dig den Skræk , der 
overkommer mig , hvergang jeg drømmer dette , thi 
skjøndt jeg godt veed at Drømme ingen Betydning har , 
førekommer dog denne Drøm mig som et Varsel fra 
Himlen om , at jeg skal være paa min Post og passe 
nøie paa at han ikke træder iveien for os og forstyrrer 
vor Lykke . 
— Nei , Julie , Du maa ikke tænke saaledes ; det 
er kun din ophidsede Fantasi der lader Dig se slige 
Drømmesyn ; frygt ikke for ham , han kommer sikkert 
aldrig oftere fil at flade os . Vær blot rolig , og frygt 
Intet fra den Kant . 
— Nei , Vilhelm , jeg vilde heller ikke tage nogen 
Notits af denne Drøm , dersom den ikke gjentog sig 
hver Nat . 
— Hver Nat ! raabte Studenten . 
— Ja , hver Nat i over en Maaned har det samme 
Syn fremstillet sig for mig . 
— Besynderligt ! mumlede Studenten . Det samme 
Syn har ogsaa i længere Tid fremstillet sig for mig 
naar jeg sov . 
— Du kan ikke forestille Dig hvilket dybt Indtryk 
det har gjort paa mig . vedblev Julie . Jeg føler mig 
aldrig mere rigtig lykkelig , og frygter sledse for at min 
Drøm skal blive til Virkelighed . 
— Tænk ikke mere paa det , Julie , men lad os 

nu gaa op ; min Vært og Værtinde længes efter at 
hilse paa Dig . 
Med disse Ord bød han hende Armen og de gik 
nu op ad Trapperne til 2den Sal , hvor Vilhelm 
havde sit Værelse . 
Det var hos et Par vakre Folk Vilhelm boede 
og da de saae Julie syntes de strax saa godt om hende 
at de behandlede hende som om hun var deres eget 
Barn . 
Hun var unegtelig ogsaa henrivende denne Aften . 
Haaret var opsat i rige sorte Krøller , der end 
mere fremhævede hendes sine , blege Ansigt . 
En kostbar lyseblaa Silkekjole bedækkede det skjønt 
formede Legeme . 
Paa Fødderne havde hun Silkcsløvlcr af samme 
Kulør som Kjolen . 
Et snehvidt Overlasf fuldendte hendes Paaklædning . 
Intet 
Under da , at Vilhelm var henrykt . 
Hvergang Julie berørte ham med sin lille bløde 
Haand foer der en Skælven igjennem ham , og den 
dybe Kjærlighed han nærede til hende , lyste ham ud af 
Øinene . 
Arthur og Amanda vare ogsaa indbudne til dette 
Gilde . De kom kort efter Julie og Vilhelm , og snart 
var et muntert Selskab samlet . 
Amerikamanden kunde ikke komme med , da han 
var syg . 
Foruden vore Bekjendte befandt en fremmed Herre 

sig i dette Selskab . Han beboede Værelset ved Siden 
af Vilhelms Leilighed , og var flyttet derind omtrent en 
Uge før dette Gilde stod . 
Vi ville betragte denne Herre lidt nøiere , da han 
kommer til at spille en vigtig Rolle i denne Fortælling . 
Han var meget høi og flank , havde et aabent og 
ærligt Ansigt , der prydcdes af et Par store sorte 
Knebelsbarter . 
Han var elegant klædt , og hans Optræden var 
fornem og dannet . 
Paa hans Udtale hørte man tydelig at ban ikke 
havde opholdt sig længe her i Byen , og han fortalte 
ogsaa Selskabet at han nylig var vendt tilbage hertil 
fra Amerika , hvor han havde opholdt sig i over en 
Snes Aar . 
Bi maa her bemærke , at da Arthur fik Øie paa 
denne Herre , foregik der en mærkelig Forandring med 
ham . Hans tidligere Munterhed forsvandt aldeles og 
med tilbageholdt Aandedræt belragtede han ham ufravendt . 
— 
Hvorfor sidder Du saaledes ? hviskede Amanda 
til ham . 
— Det er ham , sagde Arthur aandsfraværende . 
— Hvem ? 
— Jeg kan ikke forstaa det . . . det er dog forfærdeligl 
saa han ligner . . . ja , nu seer jeg det tydeligt , 
det er ham . 
— Hvem , Arthur , hvem mener Du ? gjentog 
Amanda . 

— Greven ! svarede Arthur rystende . 
— Hvilken en Greve ! hviskede Amanda . 
— Spørg mig ikke . . . men pas nøie paa ham , 
ber stikker bestemt Noget under hans Besøg her . 
— Min Gud , Arthur , Du gjør mig ganske bange , 
sagde Amanda blegnende . 
— Tys ! tal ikke mere om ham ; før Samtalen 
hen paa andre Ting , ellers bliver han opmærksom 
derpaa . 
Tolvte Kapitel . 
En uheldig Panteleg . 
Kort efter blev Bordet dækket og et splendid 
Maaltid arrangeredes . 
Man spøgede og lo ved Bordet og Arthur glemte 
aldeles sin Mistro til den fremmede Herre . 
Saasnart man havde spist blev en mægtig Bolle 
Punsch baaret ind . 
Der skænkedes i Glassene og Jubel og Munterhed 
herskede ved Bordet , hvilken end mere forøgedes da 
den fremmede Herre reiste sig for at holde Festtalen . 
Han talte saa hjerteligt og gribende , hans Ønsker for 

det vordende Par vare saa mægtige og oprigtige , at 
selv den slørste Menneskekjender ffulde have Besvær med 
at øpdage det mindste Spor af Falskhed i denne hans 
Tale . 
Der blev nu sunget forskjellige gemytlige Sange , 
og heri viste han ogsaa et mageløst Talent . 
Kort sagt , han var den der underholdt hele Selskabet , 
og man glædede sig meget over at han var 
bleven indbuden . 
— Jeg synes at vi burde have os en lille 
Svingom eftlr Punschen , sagde Værten da Bollen 
var tømt . 
— Ia , ja , lød det rundt i Stuen . Lad os 
arrangere et lille Bal . 
— Men hvor faae vi Musik fra ? spurgte Arthur . 
— Jeg gnider paa min Fiol , svarede Værten . 
Jeg har før spillet til Bal « 
— Bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring , og 
snart svingede man om i en lystig Dands . 
Julie og Vilhelm aabnede Vallet . 
Det var et ophøiet Syn at se dette smukke Par 
taktfuld svinge sig efter Musikens Toner . 
Værtens og Værtindens Øine slode fulde af 
Taarer ved at se disse unge Mennesker dandse , de havde 
jo selv engang været unge . 
Den fremmede Herre engagerede Julie til den 
næste Dands , og skjøndt Vilhelm ikke gjerne saae dette , 
maatte han døg gjøre gode Miner til siet Spil . 
Han stod lænet op mod Vindueskarmen medens 

Julie dandsede . Hans Øine fulgte enhver af hendes 
Trin , og selv om hun var nok saa langt borte fra 
ham , saae han hende døg . 
— O , Julie ! sagde han sværmerisk ; hvor Du døg 
er nydelig ! Vidste Du blot hvor høit jeg elsker Dig ! 
Vidste Du blot . . . 
— Du drømmer , elskede Vilhelm ! hviskede en 
yndig Stemme ham i Øret , og en lille blød Haand 
klappede hans Kind . Siig mig , er det mig Du tænker 
paa ? 
— Naturligvis ! Hvem skulde jeg vel tænke paa 
foruden Dig , kjære Julie ? sagde han henrykt . 
— Aa , paa en anden lille Veninde fra tidligere 
Tid , svarede Julie skælmsk . 
— Nei , nei , deri gjør Du mig rigtignok Uret . 
Den eneste Veninde jeg har eller nogensinde har havt , 
er Dig . . . Dig alene ; men Du er jo ogsaa lige saa 
smuk som ti Andre . 
Julie hørte neppe denne smigrende Udtalelse ; 
hendes smukke Øine vare fæstede paa den fremmede 
Herre , hun nylig havde dandset med . 
Denne var ivrig beskæftiget med at skrive Noget 
paa en Lap Papir . 
Af og til saae han hen til det unge Par , men da 
han mødte Julies Blik reiste han sig hurtig og engagerede 
Amanda til den næste Dands . 
Dog havde han hele sin Opmærksomhed henvendt 
paa Julie . 
— Hvem er den Herre ? spurgte Julie nysgjerrig . 

Hvad hedder han . . . hører han til din Familie . . . 
hvem har indbude » ham til dette Gilde ? 
— Naa , Julie , et Spørgsmaal ad Gangen ! svarede 
Vilhelm leende . 
— Nuvel , kjender Du ham ? 
— Ja , han har i omtrent otte Dage logeret hos 
min Vært , og vi have i den Tid daglig talt sammen . 
— Hvad hedder ban ? 
— Ludvig Holm . 
— Hvad er han ? 
— Landskabsmaler , siger han ; døg troer jeg at 
han i Amerika har ernæret sig som ProfeSsionist . 
— Er han din Ven ? 
— Paa en Maade . . . min Fjende er han da 
i alle Tilfælde ikke . Jeg kan godt lide ham ; han er 
meget interessant at tale med og hans Opførsel er 
dannet og beskeden . Desuden antager jeg ham for at 
være en stor Kunstner . Jeg har seet hans Malerier 
og de slaa efter min Mening i lige Rang med vore 
første Kunstneres Arbeider . 
— Hvem har indbuden ham til dette Gilde ? vedblev 
Julie . 
— Det har han paa en Maade selv . Men hvorfor 
spørger Du om alt dette ? 
— Fordi . . . fordi jeg ikke kan lide ham , svarede 
Julie ligefremt . 
— Gud ske Lov ! mumlede Vilhelm fornøiet . Jeg 
frygtede netop det modsatte . 
Snart var man træt af at dandse , og nu foreslog 

Landskabsmaleren at man skulde lege Et eller Andet , 
for Erempel Panteleg . 
— Ja , så , lad os lege Panteleg ! raabte man i 
Munden paa hverandre , og kort efter var man i fuld 
Gang med denne Leg , oz man morede sig fortræffelig 
derved . » 
Da Panterne skulde indløses indtraf mange morsomme 
Situationer . 
Julie blev blandt Andet dømt til at hænges og 
skulde naturligvis løses ned . 
— Jeg hænger , jeg hænger ! Den der har mig 
kjær løser mig ned ! raabte hun leende og saae hen til 
Vilhelm . 
I samme Øieblik reiste Landskabsmaleren sig op 
og gik hen til hende idet han smilende sagde : 
— Jeg bar Dem kjær , Frøken , og vil gjerne løse 
Dem ned ! 
Vilhelm vilde protestere , men da han frygtede for 
at gjøre sig latterlig , forholdt han sig tavs . 
— Maa jeg anmode dem Allesammen om at 
vende Ryggen til medens jeg løser den unge Dame ! 
raabte han spøgefuldt . 
Leende adlød man ; men nu greb han hende om 
Livet og hviskede » i ! hende idet ban heftigt kyssede hende : 
— Elskede Julie ! dette Øieblik er det lykkeligste i 
mit Liv ; jeg har længe sukket efter det ! 
Ligbleg stødte Julie ham tilbage ; hun havde en 
Fornemmelse af at han havde tilføiet hende en alvorlig 
Fornærmelse ; — hun indsaae at dette Kys ikke var 

søm det burde være et ligegyldigt Kys , men derimod 
et brændende og kjærlighedsfuldt . 
Hun stod just og tænkte over dette da Vilhelm 
traadte hen til hende . 
Han var meget bleg og Julie saae med Forbavselse 
at han havde Taarer i Øinene 
— Men Vilhelm , hvad er der iveien ? hviskede 
hun næsten lige saa bleg søm ham . Er Du syg . . . 
eller er Du vred paa mig ? 
— Nei , jeg er hverken syg eller vred ; dog , jeg 
vilde gjerne tale et Par Ord med Dig i Enrum . 
Selskabet havde ikke Øie for de Forlovede , dertil 
morede man sig altfor godt , det var derfor en let 
Sag for dem at slippe ubemærket ind L det tilstødende 
Værelse . 
Da de vare komne derind udbrød Julie : 
— Siig mig , Vilhelm , Du er da ikke bange for 
dette Menneske ? - 
Vilhelm svarede ikke , men drog hende tæl op til 
sig og kyssede hende inderligt . 
— Hvorfor var Du saa tankefuld dengang han 
havde kysset Dig ? spurgte Vilhelm kort efter . 
— Men Vilhelm , hvad siger Du ! udbrød Julie 
grædefærdig . 
Det foruroliger mig at Du blev saa tavs ; 
thi han tilhviskede Dig Noget , Julie , og han kyssede 
Dig altfor ømt , og . . . og . . . 
Vilhelm saae ned paa Julie , — hun var bleven 

blussende rød . Hun troede ikke at han havde lagt 
Mærke til dette . 
Da han saae HendeS Rødmen veeg han forfærdet 
tilbage . Han havde ikke tænkt sig Muligheden af at 
have en Rival . 
Julie bemærkede hans Forbavselse og Taarerne 
traadte hende i Øinene . 
— Nei , Julie ! raabte Vilhelm . Du maa ikke 
græde , jeg vilde jo ikke smerte Dig . 
-- O , Vilhelm , jeg har ikke tænkt at det skulde 
blive en saa ubehagelig Asien for os . Siig mig , hvad 
har jeg gjort ? Hvorfor viger Du tilbage for mig ? 
Kan jeg gjøre for at en Bekjendte ! af Dig er saa 
uforskammet at tiltale mig saaledes og . . . og kysse 
mig ? Kan jeg forhindre ham deri , naar vi lege denne 
upassende Selskabsleg ? 
Vilhelm vilde svare , men blev forhindret deri ved 
en sagte Banken paa Døren ind til det Værelse , hvori 
det unge Par befandt sig . 
Vilhelm forholdt sig tavs ; men da blev Døren 
hurtig aabnet og Landskabsmaleren traadte ind til dem . 
— Ei , ei , jeg forstyrrer nok ! sagde han idet han 
kastede et megetsigende Blik paa dem . 
— Nei , alreles ikke ; det er mig tvertimod meget 
behageligt at have en saa kjær Ven hos mig , svarede 
Vilhelm og smilede ironisk . 
— Maa jeg takke for saa megen Artighed , sagde 
denne ubehagelig berørt ; men jeg for min Part havde 
døg Intet imod at det elskelige Par var lidt mere 

selskabeligt , thi de raabe Allesammen derinde paa at 
se Eder . 
Med disse Ord aabnede han Døren og førte 
Julie og Vilhelm ind til Selskaber , der modtog dem 
med et rungende Hurra 
Ester at have takket Værten og Værtinden for 
denne behagelige Aften forlod Julie og Vilhelm samt 
Arthur og Amanda dem . 
Landskabsmaleren bad om Tilladelse fil at ledsage 
dem et Stykke paa Veien , thi han trængte fil at faae 
lidt frisk Luft 
Dette indrømmedes ham og nu gik det under 
Spøg og Latter ad Store KongenSgade tl . 
Underveis mødte de en Mand , der lod fil a > være 
endel beskænket , thi han dinglede fra den ene Side af 
Gaden fil den anden . 
Som det lod fil stødte han i sin skingrende Gang 
temmelig ublidt fil Landskabsmaleren , der blev meget 
fornærmet over dette og udskældte den Beskænkede , 
der imidlertid strax slandsede og gav en Mængde 
Grovheder fra sig . 
De skændtes i nogen Tid , men dette udartede tilsidst 
fil et heftigt Slagsmaal , hvori den Beskænkede 
havde Overmagten . , 
Arthur søgte at hjælpe den Overvundne , men 
dette bekom ham ilde , thi med et mægtigt Næveskag 
blev han kastet om paa Gaden . 
Da Vilhelm saae dette flap han Julies Arm og 

foer ind paa Manden , der endnu tappert forsvarede 
sig , skjøndt han var ene mod de Tre . 
Julie stod bævende af Angst for sin Vilhelm , men 
pludselig følte hun sig greben i Nakken af en kraftig 
Haand , medens en anden Haand holdt hende for 
Munden , saa at hun ikke formaaede at skrige , og en 
Mand førte hende hurtig over Gaden og ind i en Port . 
Julie havde været fortabt , dersom Arthur ikke 
i det samme var kommet paa Benene . 
Han saae Manden , og hurtig ilede han efter dem 
idet han raabte : Hjælp ! man bortfører Julie ! 
Da Vilhelm hørte dette , sied han sig rask løs og 
ilede afsted for at naae Flygtningen . 
En fortvivlet Kamp opstod i den omtalte Port . 
Manden , der saa pludselig var løben afsted med Julie , 
havde forsynet sig med en tyk , jernbesiaaet Stok , 
hvilken han nu brugte som Forsvarsvaaben mod Vilhelms 
og Arthurs rasende Angreb . 
En kort Tid holdt han Stand imod dem , men 
da fik Julie del Mod , bagfra at rive Stokken ud af 
Mandens Haand og koste den langt bort fra sig . 
Da han nu intet Vaaben havde mere tog han 
Harens Parti og løb ud af Porten og ned ad Gaden 
saa hurtig han lunde , forfulgt af Arthur og Vilhelm , 
der dog ikke kunde indheme ham . 
Iver Manden løb hen ad Gaden kom han forbi 
en Lygte . Herved oplystes hans Ansigt . 
— Min Gud ! det er Knækbein ! raabte Vilhelm 
forfærdet . 

— Ja , jeg synes ogsaa at det er ham , forsikrede 
Arthur . 
Imidlertid forsvandt Flygtningen snart i en Sidegade , 
og da de ikke turde lade Julie staa alene paa 
Gaden paa denne Tid af Natten , maatte de opgive 
deres Forsøg paa at indhente ham . 
Da de kom hen til Porten stod Julie der , bleg 
som et Lig og rystende af Skræk . 
— Vilhelm ! slammede hun . Vilhelm , det var 
ham , Onkel ; jeg tør sværge paa at det var ham ! 
— Du har taget Feil , sagde Vilhelm for at berolige 
hende . Jeg saae ogsaa Manden , men . . . 
— Det var ham ! raabte Julie . Jeg kan ikke tage 
Feil af ham og nogen Anden . 
-- Kom , Julie , lad os gaa hjem . Husk , Klokken 
er mange , sagde Arthur venligt til hende . 
— Ja , lad os skynde os hjem , thi ellers er han 
istand til at lomme tilbage , stønnede Julie . 
Trettende Kapitel . 
Greven . 
Det var Dagen efter . Klokken var lidt over 10 
Formiddag . 
Paq 1ste Sal i et af de elegante Steder ved 

Nørrevold sad en middelaldrende Herre , iført Silkeflobrøk 
og brøderede Morgensko , og skrev et Brev paa 
et Ark rosenrødt Velinvapir . 
Flere Gange standsede han og gjennemlæste med 
Tilfredshed de skrevne Linier . 
— Ja , det maa gjøre Virkning ! udbrød han og 
læste det atter , hvorefter han ivrig skrev videre . 
— Saa , nu gjælder det blot om at træffe hans 
Underskrift nøiagtig , saa at hun ikke skal opdage Bedrageriet , 
vedblev den omtalte Herre , idet han tog et 
Brev ud af Sckretærsfuffen . 
Dette Brev var fra Vilhelm . 
Meget nøie betragtede han Underskriften og udbrød 
fortrædelig : 
— Det er en forbandet Mængde Krøller og Sving 
han skriver om sit Navn ! Det bliver rigtignok et 
vanskeligt Arbeide at gjøre dem efter . . . døg , Haand 
paa Værket , jeg er jo „ Landskabsmaler “ , haha ! det er 
en prægtig Idee . . . jeg Landskabsmaler , jeg , der ikke 
engang forstaaer at tegne et Træ , hahaha ! men : 
„ Naar Mængden bare troer det , 
Ja derpaa kun beroer det ! “ 
nynnede han og forsøgte paa en Lap Papir at esterskrive 
Vilhelms Navn . 
Tilsidsf lykkedes det ham saa fuldstændigt , at det 
var umuligt at skjelne det fra Vilhelms egen Skrift . 
Han underskrev nu Brevet og skrev Julies Adresse 
udenpaa . 

Just som han var færdig med dette traadte en 
Tjener ind , bukkede for ham og sagde : 
— Er det Hr . Greven beseiligt at modtage Kaptain 
Knækbein ? 
— Ja , lad ham komme , lød Svaret . 
Strar efter traadte Knækbein ind . Han var meget 
bleg af Nattens Anstrengelser , men lod dog fil at 
være ganske gemytlig stemt . 
— Naa , hvorledes gik det Dem , Hr . Greve ? 
spurgte han grinende . 
— Godt , min Ven , meget godt , jeg skjulte mig 
dengang de forfulgte Dig . . 
— Hør , Hr . Greve , det var en ypperlig Spas , 
De der havde opfunden , vedblev Knækbein ; det var 
stor Skade at den mislykkedes . 
— Aa , det maa man ikke tage sig saa nær ; bedre 
Lykke næste Gang , svarede Greven og reiste sig . Men 
siig mig , hvorledes gik det Dig ? 
— Jeg blev opdaget og forfulgt , Hr . Greve . 
Skylden var ikke Deres , thi De kæmpede tappert mod 
Johan — hahahaha ! han spiller udmærket en fuld 
Mands Rolle , han har rigtignok ogsaa god Øvelse 
deri . thi han er næsten altid fuld , — men alligevel 
gik det mig kun slet . Arthur og Vilhelm forfulgte 
mig som to rasende Uhyrer , og jeg formaaede ikke af 
holde Stand mod dem . . . kort sagt , jeg maatte løbe 
min Vei , overladende Julie til mine Forfolgere . 
— Det var rigtignok ærgerligt , brummede Greven . 
Al min Umage gavnede altsaa Intet . Naa , ja , 

det er nu engang saaledes , og kan altsaa ikke være 
anderledes ; imidlertid maa jeg døg gjøre et nyt Forlog 
- jeg troer af have vundet en Plads i Julies 
Hjerte , som . . . 
— Hvad siger De . . . skulde De Hr . Greve . . . 
nei , det er umuligt , det troer jeg ikke ! raabte Knækbein 
forvirret 
— Ja , enten Du nu troer det eller ikke troer det , 
saa er det døg sandt , vedblev Greven . Imidlertid skal 
Du ikke tage Dig den Sag nær , thi jeg overlader 
Pladsen til Dig , saasnart jeg har opnaaet af sværte 
Studenten hos hende . 
— Hvad mener De , Hr . Greve ? spurgte Knækbein 
atter . 
-- Jeg mener , af jeg ikke vil tage Julie fra Dig , 
men kun søge af gjøre hende kjed af Studenten . Jeg 
mener , af hun er før ædel , før blid og før god til af 
binde sin Skæbne til denne Døgenigt . . . han maa 
ikke have en saa elskværdig Hustru , han fortjener ikke 
at faae hende . 
— Det er akkurat min Mening . Hr . Greve . Han 
fortjener hende ikke . . . nei , hun skal have en Mand 
som mig , mig og ingen Anden , det sværger jeg ved 
min Sjæls Salighed ! raabte Knækbein vildt og rakte 
de tre Fingre iveiret . 
— Men hør nu . . . 
— Jeg kan ogsaa gjøre Fordring paa hende , vedblev 
Knækbein ; thi det er jo mig der har opdraget 

hende og sørget for hende fra hendes spædeste Alder . 
Jeg har værnet om hende som om hun var mit eget 
Barn , og altid behandlet hende mildt og kjærligt . 
— Nei slop ! afbrød Greven ham ; der loi Du , 
min Ven . Du har jo netop været haard og streng 
imod hende og behandlet hende som om hun var din 
Slave og ikke dit Barn , men derfor kan Du jo 
alligevel gjøre Fordring paa hende , naar blot Du kunde 
rokke hendes Kjærlighed til denne Student . Jeg sad 
netop og spekulerede paa , hvorledes det bedst kunde 
lade sig udføre , men saa kom Du og forstyrrede mig . 
— Hvorledes mener De da at jeg skal faae hende 
til at give Slip paa ham ? spurgte Knækbein . 
— Jeg har en Plan , som nok kan labe sig udføre 
naar vi blot bære oS fornuftige ad . 
— En Plan , siger De ! udbrød Knækbein fornoiet . 
Lad mig høre den , thi jeg har nu spekuleret 
hele Natten paa at blive Studentens Stedfortræder , 
men . . . 
— Hør nu min Plan , afbrød Greven ham , og 
siig mig saa din Mening derom . Jeg sad før og skrev 
et Brev , det var til Julie , og kan Du gjætte fra 
hvem ? 
— Fra hvem , fra hvem ! naturligvis fra Dem 
selv , Hr . Greve ! 
— Nei , min Ven , det Brev jeg skrev til hende 
var fra Vilhelm . 
— Fra Vilhelm ! raabte Knækbein forundret . 
— Ja , netop . 

— Men hvad skal det betyde ? Hvad har det 
Brev med Deres Plan at bestille ? 
— Hør nu . Jeg har skrevet dette Brev til Julie , 
hvori Vilhelm underretter hende om at han pludselig 
er bleven meget syg , og at hun endelig maa komme op 
til ham , da han frygter at det er meget farligt . Det 
ender med en udmærket Efterskrift , der nok vil gjøre 
en brillant V ' rkning . Julie bliver naturligvis meget 
bedrøvet over hans pludselige Sygdom , saa hun faaer 
ikke Tid til at tænke over at Brevet er falskt . Nei , 
hun iler strar hen til ham og ind paa hans Værelse , 
hvor hun imidlertid kun træffer mig . . . eller rettere 
Landskabsmaleren , thi der i Huset er jeg kun kjendt som 
Landskabsmaler . 
— Nei , slop ! jeg maa vel ogsaa være med , Hr . 
Greve ! raabte Knækbein . 
— Ja , det følger jo af sig selv . 
— Naa , det vil blive et løierligt Ansigt hun sætter 
op , naar hun opdager sin Feiltagelse , hahohaha ! Øg 
naar jeg saa atter kan omfavne hende , o , hvor det vil 
blive herligt . 0 , min Julie , hvor jeg elsker Dig ! udbrød 
han bcgcistret . 
Derpaa sad han slille i nogen Tid . 
Greven saae paa ham med et komisk Ansigt , og 
sagde halvhøjt : 
— Du gamle Taabe ! naa saa Du troer at jeg , 
naar jeg først har faaet hende saavidt , skulde give Dig 
hende . Nei , nei , saa tosset er jeg dog ikke . Hun skal 
blive Min , ingen Andens . I disse Arme skal hun 

hvile , dette Hjerte vil banke hende imøde . . . hele 
min Sjæl , al min Tanke skal tilhøre hende . 
— Hvem er det De taler øm ? spurgte Knækbein 
førunvret . De er da vel ikke forelsket ? 
— Jo , min Ven , jeg er forelsket , meget forelsket 
i en ung , smuk Pige , som jeg for kort Tid siden har 
lært at kjende Hun hedder . . . ja , det er nok ikke 
værd at sige Dig det , Du var da island til at slikke 
mig ud . 
— Aa nei , De kan være ganske rolig , svarede 
Knækbein , idet en bange Anelse opsteg i hans Sjæl . 
Men siig mig dog hvad hun hedder ? 
Her bleve de afbrudte i deres Samtale ved at 
Tjeneren traadte ind og meldte : 
— Hr . Kandidat Jørgensen ! 
Kort efter traadte denne ind . 
Vi ville ikke betragte denne Person nøiere , men 
kun underrette den ærede Læser om , at han var en 
ægte Svirebroder . 
Samtalen mellem disse tre Herrer dreiede sig mest 
om Damer af et tvetydigt Rygte , samt om Bortførelser 
og Lignende 
— Hør , der falder mig Noget ind , sagde Greven 
i Samtalens Løb , henvendt til den nylig indtraadte 
Kandidat . 
— Lad mig høre ! svarede denne . 
— Vil Du gjøre mig en Tjeneste ? 
— Ja , ti om det skal være , min Hjertensbroder , 
for Dig jeg ofrer Liv og Blod ! svarede denne vvergivent . 

Siig frem hvad der tynger paa din ilde tilredte 
Samvittighed . . . er det en Bortførelse ? 
— Nei , gu ' er det ei ! 
— Hvad da , hvad da , siig frem ; min Tid er 
kostbar som Kinesiens Herligheder , min Hjertensbroder , 
jeg skal hen til „ et mosgroet Hus “ . 
— Jeg bryder mig Pokker om dine mvsgroede 
Huse , svarede Greven . Jeg vilde netop have Dig op 
til „ en Rus “ , det er den hele Tjeneste jeg forlanger 
af Dig . 
— Uha , „ en Rus “ ! nei veed Du hvad , min 
Hjertensbroder , rigtignok holder jeg meget af at faae 
en Rus , men at gaa op til saadan et Barn , det er 
rigtignok ikke efter min Regnebog og Katekismus . Dog , 
for Dig gaaer jeg gjerne i Skærsilden . Hvor boer 
Barnet ? 
— Naa , tal nu lidt fornuftigt , det er et vigtigt 
Ærinde jeg vil sende Dig i , sagde Greven noget 
ærgerlig . Kjender Du Vilhelm Petersen ? 
- Vilhelm Petersen ! skulde jeg ikke kjende ham , 
haha ! Jo , jeg kjender saavel ham som hans Flamme , 
den dydsirede , elskværdige Julie ; hun er den skjønneste 
Kvinde i hele Norden — ja skjønnere end Pepita — 
det siger jeg , og hvad jeg siger er Sandhed , thi jeg er 
en erfaren Mand i den Retning . 
— Nuvel , det er prægtigt at Du kjender Vilhelm , 
thi det er ham mit Ærinde gjælder . Vil Du 
gaa op til ham og . . . 
— Javel vil jeg gaa op til ham , han er min 

Ven , mit Haab , min Trøst , min Glæede . . . og Julie , 
ak ! jeg kunde næsten græde ! 
— Naa , Spøg tilside , det er et alvorligt Ærinde 
jeg sender Dig i , raabte Greven heftig . Vil Du gaa 
op til Vilhelm , og under et eller andet Paaskud faae 
ham ud med Dig , saaledes at han bliver i dit behagelige 
Selskab den hele Dag ; forstaaer Du ? 
— Gjælder det en For- eller Bortførelse ? spurgte 
han tørt . 
— For Pokker ! vil Du udføre mit Forlangende ? 
Svar mig alvorligt , det gjælder om at komme til ham 
medens han er hjemme . 
— Om jeg vil ! raabte han og hævede Hænderne 
mod Loftet . Om jeg vil ! Ja , min Hjeriensbroder , 
for Dig vil jeg gjøre Alt . Selv om Du bad mig om 
at drikke en Baicr , gjorde jeg det , — alene for din 
Skyld naturligvis , thi jeg . . . 
— Aha , Du fløitcr . Nuvel , Du skal strax faae 
en Lædskedrik , svarede Greven leende , og ringede . 
Tjeneren traadte strax ind . 
— Tre Flasker Vin og Glas ! befalede Greven . 
Kort efter vare de tre Herrer ivrig beskæftigede 
med at tømme Flaskerne 
Da dette var udført reiste Vennen sig , idet han 
raabte : 
— Saasandt mit Navn er Jørgensen skal jeg 
opholde Vilhelm hele Dagen ; men dertil hører Penge , 
og dem har jeg ingen af , derfor . . . 

— Der har Du ti Rigsdaler , det er vel nok ! 
afbrød Greven ham . 
— Øm det er nok , ja det er mere end nok , jeg 
kan magelig faae « skovers til Frokost imorgen . Dog , 
Farvel , jeg flyver til Vilhelm . 
Med disse Ord forlod han Stuen . 
— Naa , det var nok en af de Nette , sagde Knækbein 
leende , da Kandidaten var gaaet . 
— Det er ligemeget hvorledes han er , svarede 
Greven . I dette Tilfælde kan han være meget nyttig , 
og det er det Vigtigste . . Nu trækker han Vilhelm til 
sig , imidlertid faaer Julie mit Brev , og saa har vi 
Spillet gaaende , naar først hun er i Fælden . 
— Bravo ! Bravo ! raabte Knækbein begejstret . 
Men dersom hun nu fluide fatte Mistanke , hvad saa ? 
— Mistanke , pyt ! Aa , nei , Du kan tro det gaaer 
nok . Naar det gjælder , ere Kvinderne barmhjertige — 
især mod deres Elsfer ; saa jeg frygter ikke . . . Alt 
vil lykkes . 
De passiarede endnu en kort Tid , hvorefter de 
begav sig til Vilhelms Bolig . Underveis leverede hav 
et Bybud Brevet til Julie og bad ham om at besørge 
det strax , hvorefter de gik videre . 
— Husf nu paa at jeg ikke er Greve her , men 
kun Landskabsmaler , og at mit Navn er Ludvig Holm , 
sagde Greven . 
— De « skal jeg , svarede Knækbein . 

Bi ville nu se hvorledes det gaaer Julie efter det 
skæbnesvangre Gilde den foregaaende Aften . 
Det er om Formiddagen . 
Hun sidder ved Vinduet med Haanden under 
Kinden . 
Hun tænker paa Knækbein og paa alle hans 
Rænker . Hun vidste nu at hun ikke kunde være i 
Fred for ham , og Vilhelm , ja han var jo ogsaa udsat 
for Faren . 
Hun var meget sørgmodig . Hun fænkte paa sin 
Moder , fænkte paa om hun kjendte hendes Smerte og 
skuede ned til hende i Nøden . . 
— O , hvor maatte det være velsignet at have en 
Moder , som vilde værne om mig , det forladte Barn ! 
raabte hun , og græd hjerteligt . 
Idetsamme traadte Amanda ind med sit Sptøi i 
Haanden . 
, Hun saae Julie græde og hendes Hjerte rørtes 
derved . 
Hun omfavnede kjærligt den sorgfulde Pige , og 
Julie blev lidt mere fattet , da Amanda deltog i hendes 
Sorg . 
De talte nu længe sammen og Julie fortalte hende 
oprigtig hvorfor hun var saa bedrøvet . 
Amanda trøstede hende saa godt hun kunde . 
Da de havde siddet en Stund saaledes blev der 
banket stærkt paa deres Dør . 
Amanda foer forskrækket op , men aabnede døg 
strax Døren . 

Det var et Bybud , der kom med Brev til Julie . 
Med feberagtig Hast aabnede hun Brevet og saae at 
det var fra Vilhelm . 
Der stod i det at han var meget syg ; han formodede 
at det var en -Følge af Kampen den føregaaende 
Nat , da han var bleven slemt saaret af Knækbeins 
Stok . 
Brevet endte med : 
„ Kjære Julie ! Flyv hen til mig , jeg veed 
„ at det vil gjøre mig godt og lindre mine 
„ Smerter betydeligt , naar jeg seer dit milde , 
„ kjærlige Ansigt . 
„ Din til Døden evig elskende 
Vilhelm . “ 
Efterskrift : Lad nu ikke dum Etikette holde Dig tilbage , 
men kom til mig snarest mulig . Husk , jeg 
lider , og skal jeg ogsaa lide ved Savnet af Dig , 
da bliver det altfor tungt . 
Da Julie havde læst Brevet tilende rakte hun 
Amanda det , idet hun sønderknust sagde : 
— O , Amanda , jeg anede nok en Ulykke ! jeg 
har ikke havt en rolig Time siden jeg saae ham , min 
Ulylkesprofet . LæS , skynd Dig , jeg maa strar gaa 
til ham , han er syg . . . hører Du , han er meget 
syg . . . maaske dødssyg . 
— Min Gud ! som til Dig selv , Julie ; hvad 
mener Du ? Hvem er syg ? 
— Vilhelm ! slønnede Julie . 

Amanda læste Brevet fo Gange ; hun kunde ikke 
forstaa at Vilhelm vilde komme med et saadant Forlangende . 
— 
Hør , Julie , jeg troer ikke at Brevet er fra 
Vilhelm , han vilde ikke byde Dig Sligt Siig mig , 
har Du aldrig før faaet Brev fra ham ? 
— Jo , Amanda , et Par Gange . 
— Har Du et af disse Breve ? 
— Ja , jeg har . ' 
— Maa jeg se det ? spurgte Amanda . 
Julie gik hen til Komoren og fremtog af Skuffen 
et siirligt sammenfoldet Brev , hvilket hun rakte Amanda . 
Amanda sammenlignede de to Breve ; det var 
umuligt at opdage nogen Forskjel paa Haandskriften . 
Derefter betragtede hun Seglet paa Brevet og sammenlignede 
det med det anret . Hun studsede uvilkaarlig 
og raabte : 
— Se Julie ! her staaer en Grevekrone i Seglet 
paa dette Brev . Veed Du hvad , jeg trøer flet ikke 
at det er fra Vilhelm . 
— Jo , Amanda , det er ham der har skrevet dette , 
jeg kjender hans Haandskrift ; der er Ingen uden ham 
der skriver saaledes . 
— Ja , det kan jo godt være . . . men Seglet , 
Seglet I 
— Hun kan jo have brugt en Andens Signet , 
maaske Værtens . 
— Aa , hans Vært er da vel ikke Greve skulde 
jeg tro . 

— Nei . . . men siig mig , hvad skal jeg gjøre ? 
— Hør , Julie , hvis Du følger mit Raad bliver 
Du rolig hjemme , og venter til Vilhelm kommer . 
— Men han kommer ikke , han er jo syg ! raabte 
Julie grædende . 
— Jeg trøer det ikke . Du kunde jo desuden bede 
Arthur om at se op til Vilhelm . 
— Ja , Amanda , ja dei vil jeg gjøre , sagde Julie , 
og løb ind til Arthur , men han var ikke hjemme . 
Svendsen kom i det samme ind og Julie fortalte 
ham alt hvad der var foregaaet Aftenen iforveien . 
Hun viste ham Drevet og fortalte at Vilhelm var syg . 
Svendsen undersøgte Brevet meget nøie . Da han 
var færdig hermed , sagde han : 
— Jeg raader Dig til at blive hjemme , Julie ; 
lad Du mig gaa derop , jeg skal snart undersøge hvorledes 
Sagerne staa . 
— Nei nei , kjære Fader , det faaer Du paa ingen 
Maade Lov til . Du er altfor svag ; Du ryster 
jo endnu af at gaa herop . Jeg vilde hellere have at 
Arthur skulde gaa . 
— Ja , lad Du ham gaa , for han er ikke hjemme , 
sagde Svendsen i en spøgefuld Tone ; og vi seer ham 
vist heller ikke idag . Gud veed hvør han dog gaaer 
hen ; jeg kan ikke forstaa det . Saasnart jeg er bleven 
rask skal jeg dog undersøge hans Forhold lidt nøiere ; 
thi det kan ikke gaa an at han saaledes forsømmer sine 
Studier . Dog det er ikke ham det gjælder nu , men 

derimod Vilhelm . Synes Du at jeg skulde sende Bud 
ud fil ham ? 
— ' -Ja , kjære Fader , gjør det , thi jeg er saa urolig , 
sagde Julie og greb hans Hænder . 
Kort efter sendte Svendsen Pørtneren op fil Vilhelm , 
for at forhøre hvorledes han befandt fig . 
Bi ville ile forud for denne Mand . 
Fjortende Kapitel . 
Den Saarede . 
— Mere Kridt i Ansigtet , meget mere ! Du er 
altfor rødmusset fil at ligne en Døende ! raabte Greven 
fil Knækbein , der forgæves gjorde sig Umage for 
at skjule den Rødme , der bedækkede hans Kinder . 
— Det er ikke saa let gjort som sagt , Hr . Greve , 
brummede Knækbein ; thi naar jeg gnider paa den ene 
Side af Ansigter , saa gaaer det væk paa den anden 
Side . Nei , nu er jeg snart kjed af det . Den Smule 
Sundhedsfarve jeg har . . . 
— Nei , det kan umuligt gaa paa den Maade ; 
vi risikere at blive opdagede . . . Du ligner jo et 
topmaalt Nødkaalshoved . Kom her , laan mig Kridtet , 
men skynd Dig , jeg kan jo vente Julie hvert Øieblik . 

Denne Samtale førtes i Vilhelms Værelse , en 
en Timestid før Svendsen sendte Pørtneren afsted for 
at høre om Vilhelm var syg . 
Greven fog nu Kridtet og gned Knækbein i Ansigtet 
med dette , saalænge at Skurken tilsidst næsten 
kom til at se bleg ud . 
— Se saa , nu er det godt , sagde Greven . Nu 
hurtig et Lagen om Hovedet og saa iseng med Dig . 
— Hvad for noget , skal jeg iseng ? spurgte Knækbein 
forundret 
— Ja vel skal Du iseng , og det strar , svarede 
Greven . 
— Her ? 
— Ja , hvor ellers ? Du skal so forestille Vilhelm , 
altsaa maa Du ogsaa ligge i hans Seng — det 
er vel tydeligt nok . 
— Nei . det gsør jeg ikke ; det er dog altfor farligt , 
raabte Knækbein . 
— Du kan gjøre hvad Du vil , sagde Greven 
fortrædelig . Jeg er her ikke for min Fornøjelses 
Skyld . 
Nei , Hr . Greve , jeg meente det ikke saaledes , 
slammede Knækbein ; men De indseer nok . . . 
— Jeg bryder mig ikke om Noget . Vil Du gjøre 
det eller ei ? 
Uden at sige et Ord hoppede Knækbein op i Vilhelms 
Seng , og Greven dækkede ham saa godt til , at 
man neppe kunde se hans Ansigt . 

— Saasnart her kommer Nøgen maa Du jamre 
Dig ganske forskrækkeligt , sagde Greven . 
— Ja , Hr . Greve , svarede Knækbein i Sengen . 
— Lad mig høre . 
— Aa . . . aa ! jamrede Skurken . 
— Ja , saaledes er det udmærket , svarede Greven 
tilfreds . 
Kort efter kom Pørtneren , som Svendsen havde 
sendt . 
— Jeg skulde hilse fra Frøken Julie og spørge 
hvorledes Hr . Student Vilhelm Petersen befinder sig , 
sagde Pørtneren i en hviskende Tone og skottede hen 
til Sengen . 
— Han er meget daarlig , hviskede Greven . Det 
er vist snart forbi med ham . Vil De ikke forsøge at 
faae ham til at tale , thi jeg formaaer det ikke . 
Med disse Ord førte han Manden hen til Sengen , 
hvori Knækbein laa . 
— Hvorledes har De det , Hr . Petersen ? spurgte 
Manden , men han foer forfærdet tilbage da han saae 
det blege Ansigt og hørte den ynkelige Jamren . 
— Ja , han er saamæn snart færdig , vedblev Pørtneren 
og rystede paa Hovedet . Det bliver en sørgelig 
Efterretning jeg maa bringe den stakkels Julie . 
— Siig hende , at hvis hun vil se ham oftere 
maa hun komme strar , da det ellers bliver for seent , 
sagde Greven til ham . 
— Aa , Herregud ! ja , hun skal komme strar , sagde 
Pørtneren , og ilede bort saa hurtig han kunde . 

Julie og Svendsen ventede hans Tilbagekomst 
med Længsel . 
Da han viste sig i Døren ilede Julie hen til ham , 
idet hun ængstelig betragtede det uheldsvangre Udtryk , 
der hvilede over Portnerens Ansigt . 
— Nu , hvorledes har han det ? spurgte hun . 
Siig mig det , hurtig ! 
Ak , stønnede Portneren og satte sig ned paa 
en Stol , torrende Sveden as Ansigtet . Ak , han har 
det flet , meget flet . 
— Ak Gud , ak Gud ! saa var det dog sandt . . . 
og jeg som kunde tvivle ! O , jeg Ulykkelige ! Han er 
maaske døende . . . svar , tal , fortæl mig det Hele , 
men hurtig , hører De ! 
Julie greb i ivrig Ængstelse den gamle Portners 
Haand ; men han lod længe vente paa sig . Pustende 
og slønnende sad han der . 
Endelig kom han dog lidt til sig selv og fortalte 
i afbrudte Sæmingcr om det sørgelige Syn , som Vilhelm 
havde afgivet . 
— Jeg maa strar bort ! raabte Julie og greb 
med rystende Haand Hat og Shavl . O , af jeg ogsaa ' 
kunde tvivle om af det var ham , der havde skrevet . 
Hun nærmede sig i feberagtig Hast Døren og vilde 
ile bort . 
— Tag mig med , Julie , sagde Svendsen og fulgte 
efter hende . Det kunde være , at min Hjælp var nødvendig . 


— Tak , min ædle Velgjører , sagde Julie . Naar 
vi blot maa komme hurtig nok — der aner mig en 
Ulykke . . . og Du er vist altfor svag til at gaa den 
lange Vei . 
— Vist ikke , Julie , jeg kan nok gaa med Dig ; 
desuden har jeg en Anelse om at det ikke hænger 
rigtig sammen med Vilhelms Sygdom . Det forekommer 
mig , trods Portnerens Forklaring , meget mistænkeligt , 
tilmed nu , da der ikke længer er nogen Tvivl 
om , at . Knækbein , denne samvittighedsløs ? og for alle 
ædlere Følelser blottede Skurk , endnu er ilive . 
— Du har Net , Fader , lad os skynde os derhen , 
lad os ile med at faae Vished i denne Sag , sagde 
Julie ængstelig . 
— Ja mit Barn , lad os gaa , sagde Svendsen 
og fulgte efter hende ned ad Trappen . 
Aandeløs ilede Julie foran ham - hun havde 
ingen Ro paa sig — og snart var hun kommen et 
godt Stykke foran Svendsen , der ikke formaaede at 
gaa saa hurtig . 
Hurtig gik hun op ad Trapperne , der førte til 
Vilhelms Værelse . Hun rev Doren op og løb hen til 
den formodede Vilhelms Leie . 
— Tys , stille , hviskede Greven hende imøde Hicd 
dæmpet Stemme og lagde Fingeren paa Munden . 
Han er lige falden i Blund , det er Synd at vække 
ham . Han har lidt saa meget - saa uhyre meget . 
— O Gud ! slammede Julie ligbleg , medens 
Taarerne traadte hende i Øinene ; skal jeg saaledes 

finde min Vilhelm . O , lad mig dog idetmindste se 
hans kjære Ansigt . . . jeg beder Dem , lad mig se 
ham , blot et eneste Øieblik — saa vil jeg taalmødig 
vente til han atter vaagner . 
Et uhyggeligt , halvkvalt Skrig lod fig høre fra 
Sengen i dette Øieblik . 
Ængstelig foldede Julie Hænderne og vilde nærme 
sig Sengen . Idetsamme bankedes der stærkt paa 
Døren . 
— For Pokker ! der kommer nok Fremmede , 
brummede Greven ærgerlig . De komme meget ubeleiligt , 
det maa forhindres . 
Det var Svendsen , der stod udenfor og ventede 
paa at blive lukket ind . 
Greven ilede hurtig hen og slog Skødden for 
Døren . 
-- Men hvad gjør De ? udbrød Julie og betragtede 
ham med spændt Opmærksomhed . Hvad skal det 
betyde ? 
— Vær rolig , min Frøken , hvislede Greven i 
en let henkastet Tone ; det er kun for at Doktorens 
Befaling kan ske Fyldest . Han har ordineret at der 
skal være saa roligt som muligt om den Syge , og at 
Ingen maa tale til ham . 
— Naa , ja . . . det kan jo være ganske rigtigt , 
svarede Julie . 
Der bankedes atter paa Døren , dennegang meget 
tydeligt . 

- Det bankede , sagde Julie . 
— Saa ? Det hørte jeg ikke . 
— Jo , ganske bestemt , jeg hørte det tydeligt ; det 
er vist min Velgjører , der slaaer » udenfor , og som jeg 
i min Iver er kommen fra . Jeg beder Dem , luk 
Døren op og lad ham komme ind . 
— Nei , det kan ikke ske , svarede Greven bestemt ; 
jeg vilde handle meget ilde mod min Ven Vilhelm ved 
saaledes at være Doktorens Ordre overhørig — hans 
Liv afhænger maaske deraf . 
— O Gud , hvad siger De ! Nu , underret da 
Svendsen om at jeg bliver her til Vilhelm vaagner . 
— Det skal jeg . 
Julie nærmede sig nu Sengen , hvori Knækbein 
laa , og børede sig over ham , idet hun gjorde Forsøg 
paa ganske lempelig at trække en Flig bort af Tæppet , 
der skjulte hans Ansigt . 
Greven stod i Frastand og betragtede hende med 
Vellysten malet i alle Træk . 
En dristig Plan skød som et Lyn igjennem hans 
Hjerne . Han gjorde Mine til at nærme sig Døren , 
men betænkte sig et Øieblik og sagde blidt : 
Lad ham ligge i No , bedste Frøken , han kan 
trænge til al den Hvile , han kan faae — det vil styrke 
ham og bidrage til hans hurtige Helbredelse- — Sæt 
Dem ned et Øieblik , medens jeg meddeler Deres Velgjører 
hvorledes Sagerne staa . 
Med listende Fjed nærmede han sig Døren og gik 
ud paa Gangen til den ventende Svendsen . 

— Min Herre , sagde Greven i en yderst fornem 
Tone ; maa jeg bede Dem at gaa over i mit Værelse 
saalænge Frøkenens Besøg slaaer paa ; det skeer for 
den Syges Roligheds Skyld . 
Ester en kort Betænkning indvilligede Svendsen ; 
men han lovede sig selv at passe godt paa . 
> -- Hahaha ! lo Greven triumferende og dreiede 
Nøglen to Gange om i Laasen . Nu kan han sidde der 
og kukkelure , — det skal nok vare en god Stund inden 
han kommer ud igjen , hvis jeg maa raade . 
Scenen i Vilhelms Værelse havde ikke forandret 
sig siden dans Bortgang . 
Da Greven bortfjernede sig paakom der øieblikkelig 
Knækbein en overordentlig Lyst til af reise sig op , for 
af storme over mod Julie . Men han betænkte sig , og 
Grunden hertil var , af han nærede en ubestemt Frygt 
for Greven , — han anede i ham sin Overmand . 
— Saa , Frøken , nu er jeg til Deres Tjeneste , 
sagde Greven og traadte hen til Julie , tilkastende 
hende et megetsigende Blik . 
Knækbein begyndte nu af røre sig og jamre sig i 
Sengen . 
— Se , nu vaagner han ! raabte Julie og løb hen 
til Sengen , idet en inderlig Glæde viste sig paa hendes 
blege Ansigt . 
Pludselig standsede hun og vaklede forfærdet tilbage 
idet hun raabte : 
— Min Gud , hvad seer jeg ! . . . Min Onkel ! 
ham . . . Morderen ! 

— Ja vel er det din Onkel , min Tøs , hahaha ! 
Det ventede Du nok ikke , hvad ? Du svævede nok i 
den rare Vildfarelse , af jeg var bleven Fiskeføde ; men 
nei , de vilde ikke have mig . Jeg er saa rask saa det 
er en Lyst , og skal endnu blive din Mand , det kan Du 
bande paa . 
Knækbein havde reist sig overende i Sengen og 
slirrede paa hende med et luende , dyrisk Blik , som 
det med Kridt oversmurte Ansigt bidrog til at gjøre 
endnu uhyggeligere . 
— Frels mig ! frels mig ! raabte Julie i en rædselsfuld 
Tone og løb henimod Greven ; vær barmhjertig 
imod mig og lad mig komme bort . O Gud , hvis 
De har en Gnist af menneskelig Følelse , saa skærm mig 
mod dette Umenncskes Forfølgelse og jeg vil hele mit 
Liv være Dem taknemlig derfor . 
Greven slød med korslagte Arme , tilsyneladende 
udeltagende , og betragtede denne Scene . 
— Let er s ' gu den Rette at søge Hjælp hos ! 
grinede Knækbein , og gjorde Mine til at springe op 
paa Gulvet . Nei , min Tøs , Du er leveret , — Du 
bliver min Kone der er ingen anden Udvei for Dig , 
forstaaer Du ? 
— Nei , nei , tusinde Gange nei ! raabte Julie . 
O , da hellere Døden . 
Hun vendte sig bedende om imod Greven , og kastede 
sig i den høieste Fortvivlelse paa Knæ for ham . 
— Se , raabte hun og foldede ængstelig Hænderne . 
Se , jeg ligger paa Knæ for Dem og beder Dem om 

at frelse mig . Hvad har jeg uskyldige Kvinde gjort , 
at jeg skal gjennemgaa en saadan Kval ? O , De maa 
være god og ædel , De vil ikke taale at jeg skal forhaaneS 
af dette flette Menneske . Jeg beder Dem , før 
mig tilbage til min Velgjsrer , og jeg vil takke Dem 
og bede til Gud før Deres Lykke . 
— Reis Dig , deilige Kvinde ! sagde Greven i en 
rørende Tone , beundrende hendes henrivende Skjønhed 
i dette Øieblik . Reis Dig thi det sømmer sig ikke før 
Engle af knæle før os elendige Mennesker ! 
— De vil altsaa frelse mig ! raabte Julie og omklamrede 
hans Knæ . 
— Ja . sødeste Julie , ja det kan De være forsikret 
om af jeg vil . 
— Hvad behager ! brølede Knækbein og sprang 
hen imod Greven . Tøsen er min og jeg vil ogsaa 
have hende . Derfor , ingen Omstændigheder , Hr . 
Landskabsmaler , hahaha ! 
Han gjorde Mine til af gribe fat i Julie . 
— Tilbage ! raabte Greven og trykkede Julie 
ivrigt op til sig . Hun er altfor god til nøgensinde af 
blive Din . 
— Hahaha ! Nei , den Leg leger vi ikke , min gode 
Ven . Herhid med hende , hun er Min og ikke nogen 
Andens . 
— Der har Du Alt hvad der er tilovers til Dig , 
svarede Greven og sprang frem mod Knækbein , idet 
han med en lynsnar Bevægelse kastede et Lagen over 

ham , som han havde holdt i Beredskab , og hvori der 
var Kloroform . 
Denne Dosis var for stærk for Skurken . 
Han slyrtede om paa Gulvet uden at give en Lyd 
fra sig . 
— Hm , hm ! sagde Greven triumferende , og bøiede 
sig over ham . Saaledes tæmmer man vilde Dyr . 
Julie var et af Skræk rystende Vidne til denne 
Scene . 
Endelig besindede hun sig og sagde : 
— Tak , tusinde Tak , fordi De hjalp mig i Ulykken , 
min Herre ; nu har jeg blot at bede Dem om at 
aabne Døren saa jeg kan komme bort . 
— Vil De virkelig forlade mig , ytrede Greven 
smægtende . 
— Ja , før mig til min faderlige Velgjører , han 
længes vist efter mit Komme . 
— Og jeg havde dog saameget at sige Dem , 
Frøken , saameget . . . 
— O , jeg har ikke Stunder til at høre paa Dem 
nu , sagde Julie med skælvende Stemme , idet en uhyggelig 
Anelse føer igjennem HendeS Hjerte . Jeg beder 
Dem , lad mig komme bort ! 
— Og De kan virkelig bære over Deres Hjerte 
at forlade mig ? 
Greven betragtede hende med et Blik , hvori han 
lagde saamegen Følelse , som det var ham muligt . 
Julie veg forfærdet nogle Skridt tilbage . 
— Forlade Dem , sagde hun ; ja , hvorfor ikke ? 

— Nei , det maa , det kan De ikke . O , De maa 
kunne forslaa hvorfor . 
— Nei , i Sandhed , jeg forstaaer ikke — jeg . . . 
— Saa lad mig da sige Dem det . Viid , at jeg 
elsker Dem , viid at De har indgydt mig den mest 
brændende Følelse , som kan besjæle et Menneske , at . . . 
— O Gud , hvad maa jeg høre , hulkede Julie 
smertelig og vendte Hovedet bort . 
— Ja , saaledes er det , vedblev Greven . 0 , bønhør 
mig , befal over mig . Alt hvad Nigdøm og Lurus 
kan byde skal være Deres , naar De vil blive Min ! 
Jeg lægger mig selv og Alt hvad jeg eier for , Deres 
Fødder . Deres Bønner skal være min Lov^ at leve 
Livet hen ved Deres Side priser jeg som den slørste 
Lykke . 
— Ti , udbrød Julie og maalte Greven med et 
harmfuldt Blik . De maa tænke meget lavt om mig , 
siden De vover at byde mig Sligt , uagtet De dog 
veed , at jeg er forlovet med Vilhelm — uagtet . . . 
— Lad os ikke tale om ham , afbrød Greven 
hende ; tænk aldrig paa at fæste Deres Skæbne til 
ham — han vil aldrig forstaa at vurdere Dem . 
— Jeg paakalder ikke Deres Dom om min Forlovede , 
men beder Dem blot om at lade mig komme 
bort ; hvis ikke — tilføiede hun med pludselig Energi 
— faaer jeg hjælpe mig selv . 
Hun føer hen til Døren og rustede af alle Kræfter 
i den . 
— Nei , spar Deres Uleilighed , min elskværdige 

Dueunge ; De kommer ikke ud ! raabte Greven med 
vellystig Barme og trykkede hende til sig . 
— O Gud , frels mig ! sukkede Julie og sank sammen 
paa Gulvet . 
— Ha , Spillet er vundet ! raabte Greven triumferende . 
— 
Ikke endnu , Skurk ! svarede en dyb mandig 
Stemme fra den i samme Øieblik aabnede Der . 
Femtende Kapitel . 
I Byen . 
— Bedste , elskværdigste Medlem af Samfundet , 
jeg hilser Dig ! 
Disse vare de første Ord hvormed Kandidat Jørgensen 
begyndte at udføre sit Forehavende hos Vilhelm 
Petersen . 
— Tak , mange Tak , kjære Ven , svarede Vilhelm 
og ilede den Jndirædende imøde . Men Gud bevares 
hvilket glædestraalende Ansigt Du møder med , — i 
hvilken Anledning er det , om jeg maa være saa fri 
at spørge ? 
Det var ikke saa underligt at Kandidaten saae 

saa fornøiet ud . Han havde allerede benyttet Leiligheden 
og aflagt en lille Visit i en Binkjælder , før — 
som man i det tekniske Sprøg kalder det — at 
„ lægge før “ . 
— Ja , det skal feg sige Dig ganske oprigtig , svarede 
Kandidat Jørgensen . Der er pludselig kommen 
dumpende en Masse Penge ned til mig , min HjertenSbroder , 
og derfor har jeg taget den før de forskjellige 
Vintappere og Restauratører særdeles heldige Beslutning , 
at gjøre mig en rigtig glad Dag . 
-- Gratulerer , gratulerer , min Ben ! Gid Du 
maa skide dem med Helsen ! 
— Tak , tusinde Tak , min brave Ven . Men seer 
Du , det er ikke godt før Mennesket at være alene — 
jeg har derfor tænkt paa at gjøre en Anden delægtig i 
min Lyksalighed . 
— Og hvem skal den Lykkelige være ? spurgte 
Vilhelm smilende . 
— Dig Du Gudernes Udkaarede ; det sværger jeg 
Dig til . 
- J-g ? 
— Ja , netop Dig , min Broder i Aandens Rige . 
Du est den Udvalgte ! 
— Ah , hvilken Ære . . . jeg veed næsten ikke om 
jeg tør modtage din Indbydelse . 
— Jo gjør det . . . gjør det endelig , min Bedsle . 
Du veed ikke hvad det vil sige at have før mange 
Penge , det har Du aldrig proberet , min Hjertensbroder . 

Viid : Mønten brænder forskrækkelig paa Lommen . 
Ja , Visen har Net der siger : 
Den der har Mønt i Lommen 
Og Munterhed i Sind , 
Han næstendels er kommen 
I Paradiset ind ; 
Thi Vinen flot han nyder , 
Og Glædens Bud han lyder , 
Og Kjærlighed han byder 
Hver Pigelil paa Jord . — 
Ja leve Druesaften , 
Den giver mig Humør ; 
Fra Mørgen og til Aften 
Jeg drikker — til jeg døer ! 
— Hahaha ! Ja , Vin er noget af det Deiligste 
man kjender , det er noget af det mest Henrivende , 
denne jammerlige Jord har frembragt . Hvis den 
Drue ikke havde seet Lyset , saa existerede din Høistærede 
Ven Kandidat-Jørgensen heller ikke . Aa , hvilket Tab 
før Verden ! 
— Ja , det vilde rigtignok være sørgeligt , især 
før de stakkels Vintappere , sagde Vilhelm smilende . 
— Ja . . . ja det har Du saamæn Ret i . Men 
gjør nu ingen Omsvøb ; tag din Hat og Frakke , og 
lad os saa komme afsted . 
— Hm , ja , jeg veed dog ikke rigtig om jeg tør 
gjøre Brug af dit venlige Tilbud , jeg . . . 

— Hvad , Betænkeligheder , naar en glad Dag 
venter Dig — est Du vanslægiet , Broder i Aandens 
Rige ? 
— Nei , nei , vist ei , men jeg venter Nogen i 
Dagens Løb og , 
— Snak om en Ting , saa lad dem komme igjen ; 
deraf skal Du da ikke være afhængig , og desuden lover 
jeg Dig , af jeg skal lodic Dig hjem , hvis Farvandet 
skulde være alifor grundet . 
— Tak ; nu ja , det er dog altid en Trøst . . . 
altsaa , jeg følger Dig , men paa den Betingelse , af jeg 
vil hjem i borgerlig Tid . 
— Vær blot rolig for det ; husk , af Du har en 
sat Mand hos Dig , der er kommen til Skjældsaar og 
Alder , hahaha ! 
Kort efter vandrede de fortrolig ned ad Gaden , 
holdende hinanden under Armen . 
Det varede ikke længe , inden de i broderlig Enighed 
sad bænkede hos en Restauratør , hvor Jørgensen 
ivrigt sørgede for af tilfredsstille Vilhelms forskjellige 
Fornødenheder . 
— Mere Vin , Opvarter , men af den ægte ! raabte 
han ivrig , efter af de havde lagt en solid Grund , bestaaende 
af flere delikate Retter , hvorpaa de kunde bygge 
videre . Den ene Flaske-med dobbelt Væge , tilføiede 
han hviskende , idet han gav Opvarteren et betegnende 
Blik . 
— Skal ske , Herre , svarede denne og blinkede 
polidsk . 

— Naa min Ben Vilhelm , hvad synes Du nu 
øm Livet i det Hele taget og om vort i Særdeleshed , 
hvad ? 
— Aa , jeg synes det er ret behageligt , svarede 
denne og strakte sig i Fjedersvfaen . 
— Ja , ikke sandt , saaledes maa man tage Livet , 
det er den rette og fornuftigste Maade . Hvad hjælper 
det vel at gaa som en Daare fra Morgen til Aften 
med et forfærdeligt Bedemandsansigt , filosoferende over 
Verdens Fordærvelse . Nei , leve og leve godt , det er 
mit Valgsprog . Lad os nyde Glædens Øieblik , naar 
det tilbyder sig , der bliver endda tilstrækkelig Malurt 
tilbage i Bægeret . Ja , jeg kjender ikke noget mere 
livsaligt , end naar jeg har det fyldte Glad med den 
ægte Drue før mig ; den gyder Livskraft i hver Aare , 
den slyrker , kvæger og aabner en vid Mark før de allerdeiligsle 
Fantasier- Er Du med ? 
— Ja , det er jeg rigtignok , svarede Vilhelm 
smilende ; men jeg faaer Indtrykket af , at Du som . . . 
som en Dranker taler . 
— Dranker , hvad behager ! raabte Jørgensen . 
Nei , maa jeg frabede mig den kjærlige Benævnelse , 
jeg drikker aldrig mere , end at jeg kan holde den saakaldfe 
og saa vanskelige „ europæiske Ligevægt “ . 
— Gudbevares , det var ikke min Mening i allermindste 
Maade at drage tilfcldts mod din Lyst til at 
se Alverdens Kasseking i en af Vin og Punsch omgivet 
Belysning — jeg mener kun , at der i al Nydelse 

maa gjøre sig en vis Moderation gældende , og især , 
siger jeg , især i denne Nydelse . 
— Hm , jeg tænker nok , at Du skal blive af en 
anden Mening inden vi slilles , brummede Kandidaten 
hen for sig og saae til Siden . ' 
— Sagde Du noget ? spurgte Vilhelm . 
— Nei , bedste Ven , jeg tænkte kun ; men kom , 
gjør mig den Tjeneste og lad os drikke ; se hvor den 
perler , den liflige Drik . I Sandhed , man maa være 
det mest prosaiske Menneske naar man ikke glædes ved 
dette Syn . Skaal ! 
— Skaal , svarede Vilhelm og greb Glasset ; det 
var ham ligesom om en Dæmon hviskede ham i Øret : 
Drik ! Nyd inden Glæden flygter ! 
Kandidaten smilede opmuntrende til hvert Glas 
som Vilhelm drak . 
— Det er rigtigt , Ven ! Saaledes maa det være , 
raabte han begcistret Leve Glæden , leve Studenten 
. . . leve Kvinden . . . leve . . . 
— Javel , leve Kvinden ! raabte Vilhelm , paa 
hvem den overordentlig stærke Vin allerede udøvede 
sin Virkning . 
- At sige den frie , deilige Kvinde ! tilføiede Kandidaten 
; der kommer os imøde med aabne Arme , med 
Smil paa Læben , drislig , nydelysten , fuld af Ild og 
Flamme , fuld af . . . 
Naada , hvor vil Du hen , Jörgen—Jørgensen , 
nei , hun skal være beskeden , tugtig , sparsom med sine 
Kjærtegn — se , det er min Mening . — Hurra ! 

— Maa jeg bede Dem om at være lidt mindre 
høirøstede , mine Herrer , sagde Opvarteren . 
— Leve Opvarteren ! brølede Kandidaten . 
— Ja , leve Opvarteren , gjentøg Vilhelm leende . 
— Mine Herrer , De maa . . . 
— Ja , bvad vare vi Mennesker uden Opvartere , 
vedblev Kandidaten , uhen at ændse ben vrede Mine 
hvormed denne betragtede ham Hvad vare vi uden 
Opvartere ? Ingenting , naturligvis ; man kunde da 
aldrig opnaae nogen rigtig Selskabelighed , thi hvis 
man selv skulde hente sine Drikkevarer , saa . . . ja saa 
drak man Glassene tomme inden man naaede hen til 
Bordet med dem , min Hjertcnsbroder . Men det var 
jo ikke Opvarteren vi skulde tale om , nei , det var 
Kvinden , den ægte nordiske Kvinde , der veed at skatte 
Mandens Kjærlighed til hende . 
— Ak ja , sukkede Vilhelm ; min egen kjære Julie . 
Gud veed hvad hun tænker om mig . 
— Hun tænker naturligvis alt godt om Dig . 
Dog , det var ikke hende jeg meente , nei , jeg kjender 
en Kvinde , som efter min Mening er endnu mere 
værd end din Flamme , — kan Du gjætte hvem jeg 
mener ? 
— Nei , svarede Vilhelm gnavent . 
— Jeg mester Nina , min Ben . Arthur har rigtignok 
skudt Papegøien ved at fange hende . Det er 
en Kvinde som er elsket af Alle og som til Gjengjæld 
ogsaa elsker Alle — jeg mener naturligvis alle Mænd , 
hahaha ! 

Vilhelm svarede ikke , men slirrede tankeløst hen 
for sig . 
Der blev nu en lille Standsning i Konversationen , 
hvorved der samledes Kræfter til at tage imod hvad 
der videre vilde komme . 
— Nu , fald ikke i Staver , unge Ven , sagde 
Kandidaten kort efter , men viis at den deilige Nektar 
ikke forgæves har lyksaliggjon Dig med sit Indhold 
Reis Dig , og lad os tømme et Glas paa HendeS 
Sundhed , for hvis Fødder Du sukker — jeg mener 
Julie , der deilige Pigebarn . Skaal Du ! 
Det var som om dette Navn pludselig rev Vilhelm 
ud af ven Døs , hvori han var nedsunken , skjøndt 
det ikke ganske lykkedes ham at blive Herre over sine 
Bevægelser , dertil virkede Vinen altfor godt . Han 
reiste sig vaklende og sagde : 
— Den Skaal drikker „ jeg af Hjertenslyst . . . men 
jeg beder Dig , nævn ikke oftere dette Navn , det lyder 
saa underligt naar Du udtaler det . 
— Hvorledes . . . hvad mener Du ? 
— Jeg mener kun at . . . at Du . . . 
— Tal kun ud . 
— At Du profanerer det , stammede Vilhelm . 
— Det var som Pokker , hahahaha ! raabte Kandidaten 
med en fvungen Latter og sendie Vilhelm et 
Blik , som var alt Andet end behageligt . Nu , jeg vil 
tilgive Dig ; saadan ere alle Forelskede . Saalænge 
Kjærligheden er i sin Vaar skan I ikke taale at en 

Bind blæser paa hende , men siden , hnha ! med Eftersommeren 
saa gider I knapt at holde Paraplyen over 
hende i Regnveir . Men kom , frisk paa Varerne . 
Man klinkede — drak atter og efterhaanden kronedes 
Kandidatens mindre smukke Forsæt med Held . 
Vilhelm blev tildels beruset . 
Det kostede derfor ikke Kandidaten synderlig Overtalelse , 
da han noget efter foreskog Vilhelm , at de 
skulde gaa for at komme et andet Sted hen , bvor de 
vilde finde baade godt Selskab og gode Dntkcvarer . 
Det var nu bleven henad Aften , saa deres temmelig 
skingrende Gang vakle ikke saa stor Opmærksomhed , 
som den ellers vilde have gjort . 
Kandidaten førte Vilhelm til et Sled paa Vesterbro , 
hvor der boede en Dame , som i den Verden , hvori 
hun færdedes , gik under Navnet Enkefru Lund , og 
over hvis Existens der var udbredt et vist mystisk 
Slør . 
Denne Dame , der altid naar et nyt Bekjendtskab 
indlededes , begyndte Samtalen med en rørende Beskrivelse 
af sin „ salige “ Mand Skibskaptaincn — 
Nogle mente at hun aldrig havde havt nogen Mand , 
dog turde de ikke lade hende høre Noget herom , — 
havde flere unge , ret kjønne Piger hos fia , bvem hun 
indpodede Principer , om hvis Hæderlighed der herskede 
en grundet Tvivl . 
Paa Grund af disse Tillokkelser var Enkefruens 
Hus meget søgt , især af unge Herrer , der her fandt 
Hjerter , der overordentlig hurtig fæstede sig til dem , 

og smukke hvide Arme , der villigt omslyngede dem — 
det vil sige mod en lille Tribut . 
Saaledes var det Sted beskaffent til hvilket Kandidaten 
førte Vilhelm . 
Deres Introduktion var noget hovedkulds , de 
faldt nemlig ind ad Døren . , 
Efter mange Beklagelser over det „ sørgelige “ 
Uheld , baade fra Værtindens og Gæsternes Side , bleve 
de førte ind i Selskabssalen , der straalede af Lys og 
Elegance , og allerede var halvt fuld af Gæster . 
Deres Komme vakte en almindelig Latter paa 
Grund af deres forstyrrede Paaklædning . 
En af de unge Piger ilte dem smilende imøde , idet 
hun udbrød : 
— Velkommen , mine Herrer , i vort glade Lag . 
Maa feg have den Fornøielse af byde Dem en Plads . 
— Tak , min aller . . . allersødestr Putte ! raabte 
Kandidaten og lod sig falde ned i en Sofa , idet han 
greb den unge Pige om Livet og trak hende med sig . 
Han vinkede ad Værtinden og tilhviskede hende nogle 
Ord , som hun besvarede til Kandidatens Tilfredshed . 
Med et sløvt , slirrende Blik saae Vilhelm sig omkring . 
Det forekom ham efterhaanden som Lysene og 
Alt hvad der fandtes i Værelset dandsede en lystig 
Hopsa , og ban gjorde uvilkaarlig de nødvendige Trin , 
for af sætte sig selv i en lignende Bevægelse men 
dette bevirkede , at han under hele Selskabets Fnisen 
faldt om paa Gulvet saa lang han var . 

En anden ung Pige , der bar det romantiske Navn 
Eulalia , var øieblikkelig ved siden af ham , for med 
en vis Deltagelse at hjælpe ham paa Benene igjen . 
— O , min Herre , sagde hun , idet hendes Øine 
funklede med en Glands , som den Hyænen fæster paa 
sit udkaarede Bytte ; jeg er utrøstelig over Deres Fald 
. . . slig mig , slødte De Dem ? 
— Aa nei , vist ikke , sagde Vilhelm og gjorde en 
kraftig Bevægelse for at holde fig oppe . Jeg er blot 
lidt tung i Hovedet , del er de » Hele . 
— Naa , ikke Andet , det skal jeg snart kurere , hvis 
De tillader at jeg maa være Deres Læge . 
— Gjør Dem ingen Ulciligbed , svarede Bilbelm 
hikkende og vendte fig bort . Det gaaer nok over uden 
at jeg behøver nbgen Hjælp . 
— Ja men jeg vil nu være Deres Læge , raabte 
Eulalia . 
Idetsamme greb hun den berusede Vilhelm om 
Livet og dandsede rundt med ham , indtil han aldeles 
vimmel trillede om . 
— Hahaha ! skoggerlo Eulalia , De er saamæn en 
nydelig Kavaller , saaledes at forlade Deres Dame 
midt under Dandsen uden saa meget som at sige hende 
en Kompliment for hendes smukke Dands . Siig mig , 
henvendte hun fig til de Andre ; har jeg ikke Ret til at 
være meget indigneret ? 
— Jo , jo ! 
— Han skal tvinges til at gjøre Afbigt , ikke 
sandt ? 

— Ja , ja , var Svaret . 
— Jeg dømmer ham da til at han lige paa 
Øieblikket og med en overordentlig Ydmyghed kommer 
hen og udbetaler mig ti Rigsdaler , saa skal han endda 
saae Tilladelse til at kysse mig i Tilgift , tilføiede hun 
skalkagtig . 
— Naa , Du er saamæn kommen godt op at kjøre , 
Vilhelm , lo Kandidaten og gjorde et Hop i Sofaen . 
— Troer De at han kan klare for sig , smidskede 
Damen der sad ved Siden af Kandidaten . 
— Aa jo , det tænker jeg nok , min Putte , svarede 
denne og trak smilende i sine Flipper . Hvis ikke , saa 
har han en Ven , der — det troer jeg - vil og maaske 
ogsaa kan redde ham ud af hans Forlegenhed . 
— Ah , naa saaledes , svarede Damen og lænede 
sig med en pludselig Ømhed over mod Kandidaten . 
Hvem er denne herlige Ven ? 
— Det er mig selv og ingen Anden . 
— De har altsaa et særdeles medfølende Hjerte , 
hvad behager ? 
— Aa ja . 
— Deres Venskab var maaske island til ogsaa at 
udstrække sig ül Andre , som ikke trænger mindre til 
det , hvad Hr . Kandioar ? 
— Hin ja , det kunde nok være , min Allerdeiligste , 
men siig mig , hvem skulde Let vel være ? 
— Nu , for Lrempel mig , ytrede Damen og blev 
om mulig endnu mere elskværdig end hun alt havde 
været . 

— Dit Ønske er mig en Befaling , dyvfirede 
Kvindemenneske , lo Kandidaten . Siig , hvad tynger og 
nager dit unge , uskyldige Hjerte ? 
— Ak , en Silkekjole . 
— Du skal faae den ; sku i mit dunkle Øie og 
siig mig , mener jeg del ci ærligt ? 
Damen saae og saae og maa endelig have gjort en 
tilfredsstillende Opdagelse , thi hun saae meget fornøiet 
ud . 
Opmærksomheden henlededcs alter paa Vilhelm og 
Eulalia . 
Vilhelm sad paa en Stol , tilsyneladende aldeles 
ufølsom for hvad der foregik , og omringet af en tre , 
fire Kvinder , hvoraf Eulalia var den Ivrigste . 
Nogle Herrer , som hørte til disse Damers daglige 
Omgang , slode bagved og morede sig af Hjertenslyst 
paa Vilhelms Bekostning . 
— Vil De betale Bøden , Høistærede ! raabte 
Eulalia og ruskede ham i Armen . 
— Kan Du ikke se , al han sover , sægde en af 
Kvinderne . 
— Da skal jeg saamæn snart rive ham ud af 
SøvnenS ? lrme , nu , op med Dem , Hr . — Hr . — 
— Hr . Knastenberg , suplerede en af Herrerne 
leende . ' 
— Lad mig i Ro , mumlede Vilhelm ; jeg kan 
ikke taale al den Støi . 
— Hvad behager , kan De ikke , nei , har man hørt 
Mage , so Eulalia ; ja men De skal , hører De ? 

— Gaa bort , bort ! sægde Vilhelm , og reiste sig 
tumlende . Jeg vil have Ro . 
— Hahaha ! Naa saa De troer , at De er kommen 
i vort behagelige Selskab for at tage Dem en 
gemytlig Lur , og betænker ikke , at der er Damer tilstede , 
som De fornærmer ganske overordentlig ved 
denne Maade at være paa ; men det taale vi ikke , vel 
mine Damer ? 
— Nei , nei ! Det taale vi ikke , raabte en Anden , 
vi ville have Hævn ! 
— Ja , , en forfærdelig Hævn , skoggerlo Eulalia . 
— Gaa , nu storme de Fæstningen ! lo en af 
Herrerne ; det arme Menneske , han er rigtignok 
leveret . 
Damerne bleve nu meget nærgaaende , de puffede 
og kneb Vilhelm og trak ham i Haaret . 
Men dette blev Vilhelm for stærkt . Han reiste sig 
og det lykkedes ham for et Øieblik at rive sig ud af 
den Sløvhedstilstand hvori Vinen havde nedsunken ham . 
— Vil I gaa bort , frække Kvinder , og lade mig 
i Ro og Fred , udbrød Vilhelm heftig . Jeg vil Intet 
have med Eder at bestille ! 
Der blev nu en almindelig Larmen og Skrigen . 
Man raabte og brølte i Munden paa hverandre , og 
det havde nær seet galt ud for Vilhelm , hvis ikke 
Værtinden hurtig var traadt ind og paa en behagelig 
Maade havde stillet dem tilfreds . 
— Tilbords mine Herrer og Damer , meldte hun 
med lutter Smil . Der er serveret . 

Ind strømmede man da i en tilstødende Sal , hvor 
tt veldækket Bord , ffjønt det var midt om Natten , 
vinkede med sine Glæder . 
Man lod de forskjellige Retter smage sig og bleve 
endnu mere tilfredse , da de rygende Punschebollrr bleve 
bragte ind . 
— Men hvem skal holde Talen ? spurgte en af 
Herrerne . 
Ingen af de Tilsledeværende havde Lyst til dette . 
— Jeg veed En , yttrede Eulalia ; han kan vist 
holde Talen , naar vi bare kunne faae ham overtalt 
dertil . 
— Aa , det har vel ingen Nød , hvem er det ? 
spurgte Kandidaten , der lod til endnu at staa sig godt 
med den ' Dame , der røbede Tilbøielighed for Silkekjoler , 
da de hvert Øieblik omfavnede hinanden . 
— Det er den Ven , De havde med Dem herop , 
svarede Eulalia leende . Han er vel nok nu bleven 
mere modtagelig for vort Selskab . 
— Ah , min specielle Ven , Hr . Student Vilhelm 
Petersen ; nu ja , det var ikke saa galt , lad os faae 
ham herind . 
— Nu skal jeg hente ham , raabte Eulalia . 
— Ja gjør det , min Snut , og I skal se , lagde 
Kandidaten til i en prækende Tone og foldede Hænderne , 
I vil faae baade . Glæde og Fornøielse af at 
høre ham . 
Man stormede ind i det tilstødende Værelse ; men 

her fandt en Scene Sted , som man ikke havde nøgen 
Anelse om , og som gjorde , at det „ pæne “ Selskab forholdt 
sig aldeles taust . Dog derom i næste Kapitel . 
Sextende Kapitel . 
En frelsende Engel . 
Vilhelm laa aldeles bevidstløs udstrakt paa Sofaen . 
En Kvinde , yndig og medlidende , bøiede sig over ham 
og badede hans Tindinger med Vand . 
En ældre Mand stod ved hendes Side . 
Disse To vare Julie og Svendsen 
— Men hvorledes ere de komne paa dette Sted ? 
spørger ve ! den ærede Læser . 
Forklaringen er følgende : 
Da Greven eller Landskabsmaleren med skammende 
Blik og adlydende sine djævelske Drifter , gjorde Mine 
til at øve Vold imod den overraskede Julie , blev han 
forhindret deri , ved at Svendsen , der anede Uraad da 
Greven laasede af for ham , ' havde sprængt Døren og 
skede Julie tilhjælp idet han ved sin Indtræden raabte : 
— Ikke endnu , Skurk ! 
Greven tumlede tilbage aldeles forbavset over denne 
uventede Mellemkomst . 

— O , Gudskelov at Du kom , ædle , kjære Ben . ' 
raabte Julie og løb hen til Svendsen . 
— Det var altsaa Usandhed det Hele ? spurgte 
Svendsen . 
— Ak ja , det var et falsk Brev , kjære Ven , men 
Herren være lovet at det var det , nu da Du er her 
og kan førsvare mig imod disse flette Mennesker . 
— Ja , tak Du Gud , mit Barn , at jeg kom i 
rette Tid ; den Slyngel der , havde lukket mig inde , 
for bedre at kunne udøve sine flette , infame Handlinger , 
men jeg . . . 
Min Herre ! afbrød Greven ham indigneret og 
tilkastede ham er slolt Blik . 
— Ja , det er et betegnende Ord for Dig , Pigerover ! 
Tidobbelt Slyngel er Du , som ikke undseer 
Dig ved at skrive falske Breve i en Andens Navn , for 
at lokke en ung , uskyldig Pige i dit Garn . Fy for en 
Ulykke ! Du fortjente at mærkes saaledes , at ethvert 
skikkeligt og ordentligt Menneske kunde se paa Dig hvad 
Du er for en Usselryg , og . . . 
Pludselig afbrød Julie ham , idet hun , pegende 
paa den bedøvede Knækbcin , raabte : 
Se , Fader , se , han var ikke alene , min Onkel , 
Knækbein , han . . . 
— Ha , hvad er dette ! Knækbein , Morderen , 
ogsaa han er her . Det var jø et nydeligt Komplot 
her er sammcnrottct . 
— Jamen , min Herre , jeg . . . 
— Ti , Umenneske ! Hvor tor Du vove at oplukke 

din falske Mund . Var Du i Besiddelse af Hjerte , da 
maalte Du rødme af Skam og blues ved at saadan en 
nederdrægtig Tanke , som ben Du stod i Begreb med 
at udføre , kunne fostres i din Hjerne Feig er Du 
foruden , ikke alene furde Du vove en flig mandhaftig 
Daad , nei , Du skulde bave en Hjælper i den Skurk , 
som der ligger , hvis dele Liv er en Forbrydelse fra 
Ende til anden . Men det skal ikke gaa saaledes , her 
er da , Gud ske Tak , Lov og Net i Landet , og retfærdige 
Dommere , som vil tage sig af den Foruretlebes 
Sag . 
— Min Herre , slammede Greven forlegen ; jeg 
indseer at jeg har seilet , at jeg bar ladet mig lede vild 
af min Lidenskab ; men det er og maa være tilgiveligt , 
Julie er saa smuk . . . altfor smuk . . . den skjønneste 
Kvinde i hele Norden . . . dog , jeg beder Dem , gjør 
ingen Skandale , lad os afgjøre Sagen imellem os , det 
er af Kjærlighed at jeg . . . 
— Kjærlighed ! 
— Ja , Kjærlighed til Julie . Dog , jeg har jo 
intet Haab , derfor , lad os afgjøre Sagen i Mindelighed . 
Hverken De , Julie eller jeg er tjent med at 
komme i Folkemunde — jeg er desuden villig til ethvert 
Offer . 
— Offer ! raabte Greven foragtelig . Offer , som 
om flig en afskyelig Handling lod sig afbøde . Nei , der 
skal mere til for at afvaske en saadan Plet — dog , 
hvad nytter det vel at tale til Dig om Sligt , siden 
Du er gaaer i Ledtøg med en saadan Forbryder , maa 

Du være falden dybt , altfor dybt til at Du kan fatte 
Nederdrægtigheden i hele sin Udsfrækning . 
— Jeg beder Dem , hold op ; vel er Deres Klage 
berettiget , men . . . 
- Siig mig strax hvor Vilhelm er ; hurtig , 
hører Du ! 
— Jeg maa meget beklage at jeg ikke kan besvare 
dette Spørgsmaal . 
— Ikke ? Men Du skal og maa vide hvor han 
befinder sig . 
Jeg veed det ikke . 
— Saa vælg , enten siger Du mig hvor Vilhelm 
er og jeg gjør intet Skridt imod Dig , eller , hvis Du 
vægrer Dig . meddeler jeg Sagen til Politiet , som nok 
skal vide at skaffe os Oprejsning . 
— O , kom Fader , lad os gaa , , bad Julie og slirrede 
ned paa Knækbein . Se , nu begynder han at røre 
sig , han kommer til sig selv . . . o , lad os komme 
bort . . - skynd Dig . 
Frygt ikke , mit Barn , Du kan trøstig se den 
Skurk i Øinene , han skal ikke krumme et Haar paa 
dit Hoved saalænge jeg er her . 
Knækbein begyndte virkelig at røre sig paa Gulvet , 
hvor han laa , men det varede dog kun et Øieblik , 
saa faldt han atter hen . 
- Nu , har Du betænkt Dig ? spurgte Svendsen 
og sendte Greven et strengt Blik . 
— Der er mig umuligt , saa meget jeg end beklager 
det , jeg kan ikke opfylde Deres Forlangende . 

— Husk Dig rigtig om , jeg slipper Dig ikke , Du 
skal og maa sige mig det . 
— Nu ja , hvis De vil lade Dem nøie med ven 
Underretning jeg kan give Dem . . . 
— Til Sagen , men skynd Dig ! 
Greven asslørede nu nølende hele sin Plan og 
endte med al tilføie , at han havde sat Kandidaten 
Stevne ude paa Vesterbro hos Fru Lund . 
Svendsen og Julie , disse to ædle , venlige Mennesker . 
gruede i deres Inderste ved at høre saamegen 
Slethed . 
— I Sandhed ! raabte Svendsen harmfuldt , jeg 
havde Ret , da jeg før kaldte Dig en tidobbell Slyngel , 
thi slig en Nederdrægtighed skal man lede længe om 
Magen til . Men det siger jeg Dig , hvis Vorherre 
nogensinde lader os To træffe sammen , da har Du i 
mig en bitter Fjende . 
Disse Ord bragte Greven til at blegne . 
Han foer uvilkaarlig tilbage før det truende , 
lynende Øiekast , som Svendsen sendte ham til Afsked . 
Han betænkte sig et Øieblik . 
— Nei ! raabte han , en slig Forhaanelse skulde 
jeg taale , jeg , en „ Født “ — en Adelig , nei aldrig , 
det maa og skal hævnes ! 
Idetsamme faldt hans Øine paa Knækbein . Han 
gav ham et Fodspark og raabte : 
- Vaagn op ! 
Men vi ville før nogen Tid forlade Disse og begive 
os ud paa Vesterbro . 

Julie stod endnu bøiet over Vilhelm , der sledse 
var ' nedsunket i en dvalcligncnde Tilstand . 
— O Gud , det varer længe inden han kommer 
til sig selv , sukkede hun med Taarer i Øinene . 
— Trøst Dig , mit Barn , det kommer nok , skjøndt 
jeg vilde ønske det skete snart , baade før hans og vor 
Skyld , thi sandt at sige , jeg finder mig ikke vel her , 
— Jeg heller ikke , kjære Fader , o blot han vilde 
vaagne , at jeg kunde høre af hans egen , Mund , hvorledes 
han er kommen i denne Tilstand , ikke omgiven 
af et eneste Menneske , der kunde hjælpe ham . 
— Det er den Satans Kandidats Skyld , som Du 
jo hørte havde ladet sig unkerkjøbe af denne . . . men 
se , der har vi tilstrækkelig Underretning . 
Svendsen var bleven opmærksom paa Selskaber , 
der endnu stod paa Tærskelen og slirrede paa den lille 
Gruppe med dyb Forbavselse . 
Julie vendte sig om og kastede et sky , forskrækker 
Klik paa dem . 
— Hvem er Vært her ? spurgte Svendsen og gik 
med hurtige Skridt bcnimod Selskabet . 
En skraldende Latter var det eneste Svar han fik . 
- For Djævelen , hvem er Vært her ? spurgte 
han . atter med barsk Stemme . 
— Hvem her er Vært , det er jeg . . . hvad er 
der iveien ? svarede idetsamme Fru Lund og traadte 
med et frækt Blik henimod ham . 
—- Naa , saa det er Dem . 
-- Ja , netop mig . 

— Jeg vil da spørge Dem om kvor De tør vove 
at lade et Menneske saaledes overfylde sig i Deres 
Hus og ovenikjøbet lade ham ligge uden at forsøge 
paa ut hjælpe ham . 
— For det Første , svarede Fruen spidst , idet hun 
bredte skn Kjole ud og gjorde et ceremoniøst Kniv , 
maa jeg gjøre Dem , min Herre , opmærksom paa , at 
han allerede havde faaet tilstrækkelig af de „ vaade 
Varer “ inden han kom her , og hvis De , for dct ' Andet , 
ikke iroer det , vil De kunne faae den allerbedste Underretning 
hos Kandidaten , som slaaer der . 
Fruen pegede paa Kandidaten , som ved disse 
Ord blev sær tilmode . 
— Jeg , nei aldeles ikke , jeg veed ikke det Allermindste , 
ytrede denne og gjorde Mine fil at unddrage 
skg al videre Tiltale . 
— Hvad , er her Dig , som lader Dig underkjøbt 
fil at drikke Folk fulde , kom herhen og lad mig tale 
lidt med Dig . 
— Hm , med mig — om Forladelse , jeg veed 
ikke , at der nogensinde har eristeret et saa fortroligt 
Forhold mellem os , at vi skulde være bleven Dus , 
jeg , . . . hm , . . jeg . . 
— O rør ham ikke , Fader , bad Julie , han er 
ikke værdig ti ! din Brede . 
— Hvad , skulde jeg , Kandidat Jørgensen , ikke engang 
være værdig fil Folks Brede ! raabte Kandidaten 
og saae sig vredt omkring fil alle Sider . Nei , De 
tager Feil , elskværdige Frøken , jeg er netop et Menneske , 

som man maa have Agtelse før , thi jeg har 
faaet første . . . 
— Hold inde med Deres Snak , min Herre , og 
forklar mig hvorledes Sagen førholder sig , men uden 
Opdigtelser . 
— Hm , ja , det er just ikke det letteste Arbeide , 
De her giver mig , dog . . . dog . . . for at jeg ikke 
skal komme til at staa for Dem som et sket Menneske , 
vil jeg fortælle Dem det Hele skjøndt min Hjertensven 
Vilhelm har anmodet mig om ikke at tale til 
nogen levende Sjæl derom . 
— Naa , til Sagen ! 
— Det var imorges . . . tidlig imorges . . . ja 
meget tidlig imorges , Høniene sov endnu froer jeg ; da 
bankedes der med knyttet Haand paa min Kammerdør . 
Haarene reiste sig paa mit Hoved af Skræk , thi jeg 
troede at del var min Sfræder , der kom for at fordre 
fin Regning betalt , men tænk Dem min Glæde , min 
behagelige Overraskelse , da jeg seer min Broder i 
Aanden træde ind . 
Her standsede Kandidaten pludselig . 
— Naa , videre ! raabte Svendsen . 
— Ja videre , det er nu godt nok , men jeg kan 
næsten ikke tale for Tørst . Dog , det nytter mig vel 
Intet . Jeg skuttede ved at Vilhelm traadte ind til 
mig . — Op , Syvsover ! raabte han Solen slaaer 
høit paa Himlen , og Pengene ligge i store Dynger i 
min Lomme . Op , Du aandrige og vellærde Kandidat 
Jørgensen ; op , der venter Dig en glad Dag . 

— Det er Usandhed ! raabte Svendsen , tvertimod , 
det var Dem , der adlydende en Anden , lokkede ham 
ud med , for at denne Anden bedre kunde drive sine 
slette Handlinger , jeg mener . . . 
— De indhyller det Hele i et mystisk Slør , gode 
Mand , som det er umuligt for et skikkeligt Menneske 
som mig at hitte Rede i , grinte Kandidaten , tilmed 
naar man har slukket saa meget indenfor Vesten som 
jeg , det sværger jeg ved alle mulige og umulige Guder 
og Gudinder , daha ! 
- — Spøg tilside , tordnede Svendsen og foer hen 
imod Kandidaten . 
— O nei , kjære Ven , rør ham ikke ! raabte Julie 
han er jo i en Tilstand , hvor han vist ikke rigtig er 
sig bevidst . 
Svendsen besindede sig et Øieblik , endelig sagde 
han rolig : 
— Ja , Du har Ret , Julie , desuden , det er en 
snavs Karl , der saaledes gaaer Andres Ærinder . 
— Mine Herrer , skal vi taale , at En af vor 
Midte saaledes forhaanes ! ytrede en spinkel , sygelig 
udseende ung Mand , idet han sprang op paa en Stol 
og knyttede Hænderne i Siden . 
— Nei , nei , det taale vi iffe ! raabte man med 
Hvinen og Skrigen . 
— Lad os lære ham Levemaade , han skal have 
Bankekjødsuppe , ikke sandt ? 
— Ja , ja ! raabtes der vredt fra alle Sider og 

Kanter og man omringede med truende Miner Svendsen 
og Julie . 
Svendsen veg lidt tilbage , inden han lavede sig 
til af modtage dette af Punsch og andre Sager kaade 
Selskab , der ikke undsaa sig ved af angribe en værgeløs 
Mand . 
— Kom nu an , Godtfolk ! raabte Svendsen truende 
og knyttede Haanden ; men det vil jeg blot underrette 
Eder om , af den Første , som nærmer sig mig , skal 
blive saaledes modtaget , af han vist ikke saa snart 
kommer igjen . 
Det var smukt af se denne ældre Mand kraftig 
og rolig af byde saa mange Mennesker Trods . ilO 
Hans Holdning og Sikkerhed imponerede ogsaa 
alle de Tilstedeværende . 
Man betænkte sig uvilkaarlig to Gange inden 
man begyndte Angrebet . 
Pludselig afbrødes denne tilsyneladende Stilstand 
af Vilhelm , der vaagnede af sin Døs ved Julies 
stadige Bestræbelser . 
— Hurtig min Dreng , fat Dig , hviskede Svendsen 
og bøiede sig halvt henimod ham , vi maa se til at 
vi kunne komme bort , vi ere komne i meget sket Selskab . 
Handlingen fulgte paa Ordet . Julie og Vilhelm 
fjernede sig langsomt , fulgte af Svendsen , der gik baglænds 
henimod Døren , for lige til det Sidste at 
holde Øie med og værge sig imod ethvert af det 
„ pæne “ Selskabs Bevægelser . 

Syltende Kapitel . 
To Kjæerestefolk . 
Det Forhold som alt længe havde eristcret mellem 
Arthur og Nina vedvarede endnu . 
Den Sidsfnævnte forstod tilgavns som en udlært 
Kokette mere og mere at hilde den uerfarne Arthur i 
fine Garn . 
Ved af og til at vise en kold følesløs Tilbageholdenhed 
og til andre Tider en overdreven Ømhed , 
der halvt om halvt lod ham ane en Salighed , som 
kun havde foresvævet ham i ungdommelige Drømme , 
fik hun ham til saaledes at hengive fig , at der ffulde 
en Undcrgserning til for at aabne hans Øie for den 
Afgrund , i hvilken hans bedste og ædleste Følelser 
druknede . 
Dog Et var ber , som det endnu ikke var lykkedes 
Nina at opnaa , det nemlig , at blive forestillet for 
Arthurs Familie . 
Hun havde en særlig Grund , hvorfor hun saa 
ivrigt attraaede dette , som vi senere skulle lære at 
kjende . 
Men det var som en uforklarlig Anelse drev 
Arthur til ar nægte hende bette , han havde ligesom 
en svag Forudfølclse om , at det intet Godt vilde føre 
med fig , om han opfyldte hendes Ønske , og han var 

derfor , trods alle de ømme Følelser han nærede før 
hende , slandhaftig i at afslaa hendes Begæring . 
Det er Aften da vi aflægge dem et Besøg . 
De havde alt længe siddet og talt ømt og venligt 
til hinanden , hvori især Arthur lagde alle sine ungdommelige 
Følelser frem til Ransagning ; men pludselig 
slandsede Samtalen , ikke fordi man havde sagt Alt 
hvad der kunde siges ; nei , tvertimod , men Nina maatte 
have et Øiebliks Pusterum ; det vilde ikke ret lykkes 
hende at hylle en Kjærlighed , som hun aldrig havde 
næret . 
— Men hvorfor saa tavs ? spurgte Arthur lidt 
efter og lagde Armen om hendes Liv . 
Nina lod som om hun ikke børte Arthurs Spørgsmaal , 
og stirrede hen for sig . 
— Men kjære , bedste Nina , ytrede Arthur atter , 
hvorfor er Du saa tavs ? Kjeder mit Selskab Dig ? 
— Det just ikke , men . . . 
— Nu , hvad er da iveien ? 
— Ak , Du veed ikke hvor stor en Sorg Du gjør 
mig , ytrede Nina og søgte at presse en Taare frem 
i Øiet . 
— Men hvorledes dog ? 
— O jeg veed godt , at Du . . . Du foragter mig . 
— Hvor kan Du dog sige Sligt ? 
— Jo , det gjør Du . 
— Men hvorledes kommer Du dog fil at brage 
en saadan Slutning ? spurgte Arthur forundret . 

- Ak , jeg maatte være blind , hvis jeg ikke kunde 
se det ! raabte Nina hulkende . 
— Trø mig , Du seer seil , min elskede Nina , der 
findes vist neppe nogen Mand paa hele Jorden , der 
kan elske nogen Kvinde høiere end jeg elsker Dig , Nina . 
— Ja , Du siger det , men jeg tør og kan ikke 
fro det . Du er falsk imod mig . 
— Hvilken uretfærdig Beskyldning . O , det er 
fil at gaa fra Forslanden over . 
— Gjør ikke det , men hør mig . 
— Nuvel ? 
— Har Du ikke sladig , uagtet alle mine Bønner , 
nægtet at indføre mig i din Familie , — kan Du 
nægte det ? 
— Nei , det kan jeg ikke , men . . . 
— Har jeg saa ikke Grund fil at fro , at Du i 
dit Hjerte hader og afskyer mig , da Du ikke vil træde 
frem med mig før din Familie . Nei , jeg er kun en 
Kastebold i din Haand , som tjener til din Adspredelse , 
og som Du kaster bort , naar Du er kjed af mig og 
faaer Øie paa Noget , hvoraf Du kan have mere Glæde . 
— Men Nina døg , hvad gaaer der af Dig ; jeg 
» roer saamæn Du græder ? 
Der var tilsyneladende saaledes . Nina havde 
taget Lommetørklædet før Øiet og gjorde sig al Umage 
før at hulke krampagtig . 
— Ja , jeg græder , og jeg beder Dig , lad mig 
græde ud , det er døg en lille Trøst i den smertelige 

Skuffelse , som Du har beredt mig ved din sladige 
Vægring . 
— Men naar Du vidste , kjære Nina , at det paa 
ingen Maade kan . . . 
— Jeg veed og jeg har betænkt Alt , afbrød 
Nina ham . Hvis din Kjærlighed til mig virkelig er 
saa dyb og inderlig som Du fortæller , hvorfor har 
Du da ikke Mod til at staa frem før dine Nærmeste 
med mig , og sige : Se , her er min Forlovede , modtag 
hende med Kjærlighed og I skal se at hun vil lønne 
Eder før det og aldrig gjøre Eder Skam . 
— Ak , Nina , jeg kan ikke , hvor gjerne jeg end 
vilde . Jeg er meget afhængig af Andres Velvillie og 
Godhed ; min Stilling er saa uholdbar - Du veed jo 
at jeg stadig maa læse til Eramen — og jeg har intet 
fast Erhverv , hvorved jeg i den allernærmeste Fremtid 
kunne sikre din Eristens , saa Du indseer at der Intet 
er ved den Sag at gjøre . 
— Bar Du en Mand og holdt af mig . da vilde 
Du ikke bryde Dig om Sligt ; dine Slægtninge vilde 
da nok hjælpe Dig , naar de saae at det var din faste 
og bestemte Villie at ægte mig . . . dog , saavidt 
gaaer mine Fordringer jo foreløbig ikke , jeg forlanger 
blot at dine Nærmeste skulle kjende den Forbindelse Du 
har indgaaet . O , hvor jeg føler mig ene og forladt , 
ikke engang en Smule Medfølelse faaer jeg . . . jeg , 
der døg har saa størt Krav derpaa . Ak , hvor jeg er 
ulykkelig ! 
Nina begyndte atter at græde ynkelig , og den gødtroende 

Arthur var aldeles nedtrykt over al den Graad 
og Klage . 
— Trøst Dig dog , sagde Arthur ; og hold op at 
græde , Du veed ikke hvor det smerter mig . 
— Nei , det troer jeg ikke , raabte hun heftigt ; 
thi hvis det var Tilfældet , da vilde Du venlig aftørre 
mine Taarer og sige : Elskede Nina , jeg vil gjøre Alt 
for Dig og opfylde dit Forlangende ! 
— Nei , det kan ikke ske . 
— O Gud , jeg Ulykkelige . Intet har jeg tilbage , 
Alle forlade mig , ogsaa min egen , dyrebare Arthur . 
— Nei , nei , jeg forlader Dig ikke , min søde , 
yndige Brud , sagde Arthur og kyssede hende . Bent 
blot en lille Stund , Du skal da se at det ikke vil vare 
længe inden dit Ønske bliver opfyldt . Med Jernflid 
skal jeg kaste mig over mine Studier , med dit yndige 
Billede for Øie vil det falde mig let at arbeide , og 
da , naar jeg med den Bevidsthed i Hjertet , at have 
kæmpet og vundet den gode Seir , staaer frem for Dig , 
da vil jeg gaa med Dig til mine Nærmeste , og spørge 
dem med Stolthed om Du ikke er et værdigt Maal 
for min Flid . O , Du skal se , de ville sige Ja og 
modtage Dig med Ømhed , og saa — saa ville vi 
blive lykkelige . 
— Det er kun en fattig Trøst , Arthur ; medens 
Du arbeider vil jeg dø af Sorg . 
— O , siig ikke det , Nina . Hver Aften vil jeg 
komme fil Dig , naar Dagens Gjerning er endt , og da 
ville vi meddele hinanden alle vore smaa Sorger og 

søge Trøst i den deilige Tanke , at der kommer en 
Dag — en yndig Solskinsdag , da Alt vil klares og 
jevnes . 
— 0 , nei , nei , det nytter ikke hvad Du end siger , 
jeg er fordømt fil altid at skulle forsage og lide i 
denne Verden ; men hør mig , Du har saa tidt spurgt 
mig om , hvorledes min Fortid har været , — jeg vil 
fortælle Dig det , og Du vil da maaske faae en anden 
Mening om mig , som kan bidrage fil at Du snarere 
opfylder mit inderligste Ønske . 
— Fortæl , fortæl , kjære Nina , sagde Arthur 
ivrigt . Du veed ikke hvor meget Au glæder mig 
derved . 
— Du maa da vide , kjære Arthur , at jeg ikke er 
født her i Kjøbenhavn ; nei , i en Provindsby stod din 
Ninas Vugge . 
Nina betænkte sig et Øieblik , for at sinde noget 
rigtig Rørende og Tiltalende , der kunne gjøre Indtryk 
paa Arthur . 
— Naa , Nina , sæt mig nu ikke i Spænding , men 
fortæl . 
— Denne Provindsby hed Sorø og er , som Du 
veed , bekjendt for sin smukke Beliggenhed , vedblev 
Nina . I et af dens smga , toetages Sleder — hvortil 
hørte en lille Have — saae jeg Dagens LyS , under 
Omslændigheder , som jeg ret strar skal meddele Dig . 
Dog , forinden maa jeg fortælle Dig min Moders 
Historie . 
— Hun var Datter af en fattig Husmand , der 

boede i den nærliggende Landsby Pedersbørg . Hendes 
Moder døde tidlig ! fra hende — min Moder var dengang 
knart 8 Aar gammel . 
— Som en Følge deraf » vrede hun op som en 
vild Blomst paa Marken , uden Tilsyn eller Opsigt , 
uden at en Moders Ømhed værnede og fredede om 
hende . 
Hendes Fader var i bogstavelig Forstand et Menneske , 
der ikke havde sat sig anden Opgave , end at beruse 
sig i slærke Drikke , og derfor vandrede efterhaanden , 
al hans Eiendom over i Andres Hænder . Dels 
for at glemme dette , dels af Lyst , voxede hans Higen 
efter Brændevinen , der tilsidst tog en saadan Overhaand 
hos ham , at han til Slutning sank hen i en 
Døs , hvori Ligegyldigheden for hvorledes det gik ham 
eller hans Barn , var den eneste Følelse man kunde 
opdage . 
— Ofte fandt man ham liggende aldeles beruset 
paa en eller anden Mark , hvor han da blev liggende , 
indtil en medlidende Forbigaaende sfikkede Bud efter 
„ Pepita-Maren “ — saaledes kaldte man min Moder — 
og det blev da hendes Gjerning af søge af faae ham 
hjem til deres faldefærdige Hytte , hvor den Løn ventede 
hende , af han , naar han vaagnede af sin Rus , 
udskældte og pryglede hende . 
— Min Moder var meget smuk . Dellige mørke 
Haar prydede hendes Hoved . Hun havde mørkebrune 
Øine , i hvis uendelige Dyb mangen Ungersvend saae 
sin Afgrund ; thi paa Grund af sin Skjønhed havde 

min Moder mange Betlere . Naar der var Marked 
flokkedes Karlene om hende , og den priste sig uendelig 
lykkelig , som fik Lov til af træde en Dands med 
hende i Byens eneste daværende offentlige Dandsebod 
„ Sumpen “ . 
Men min Moder var ubønhørlig ligeoverfor alle 
Ksærlighedserklæringer . Hun havde hørt Naboer og 
Gjenboer fortælle om , hvor ulykkelig HendeS Moder 
havde været , og stred kraftig imod . 
Dog hendes Tid kom ogsaa . 
En Aften sent , Maanen sendte allerede sine bleggule 
Straaler over By og Skov , vandrede Maren 
afsted . Hun havde været til Byen for af kjøbe nogle 
Smaafornødenhcder , og lagde nu Veien om ad en 
Sti , som førte langs Søen , der flyder ved Byen . 
Her fandtes et Sted omtrent midtvcis , som Folk 
kaldte „ Hjortespringet “ , og som især om Aftenen havde 
en øde , halvvild Karakter . Min Moder var ikke 
bange , og da hun var træt satte hun sig et Øieblik 
paa en Træstub , hvilende de nøgne Fødder paa det 
bløde Græs . 
Hun sad i Tanker og saa ? ud over den speilklare , 
rolige Sø , der bredte sig for hendes Fod , idet Fortid , 
Nutid og Fremtid smeltede sammen i et ulykkeligt 
Billede . 
Hun anede ikke at hun blev iagttaget . En ung , 
smuk Mand , der var klædt i Jagtdragt , som sluttede 
sæt om hans velbyggede Lemmer , stod i Skyggen af 

et Træ og betragtede med spændt Opmærksomhed den 
smukke Bondepige . 
— Guds Fred og Godaffen , sagde han endelig 
med dyb , mandig Stemme . 
Min Moder foer sammen og blev bleg , idet hun 
uvilkaarlig tog sig til Hjertet ; et saadant Indtryk 
gjorde den smukke Jæger paa hende . 
— Godaffen , sagde hun nølende . 
— Hvi sidder Du saa ene ? sagde han atter , og 
nærmede sig dristig . Du tænker da vel ei paa at tage 
Livet af Dig ? 
— Ak nei , Herre , sagde hun med bævende Stemme , 
jeg har ikke Sligt isinde , skjøndt det vel nok kunde gjøres 
nødig . 
— Har Du da en utro Elsker ? 
— Ak nei , nei ! 
— Hvad da , siig frem , smukke Pige , maaske jeg 
kan hjælpe Dig . 
Maren slog Øinene ned og gav intet Svar . 
— Nu , frem med din Hjertesorg eller hvad det 
er , der trykker Dig , i Sandhed , det maa vel være til 
at komme ud over . 
Det var som om hans venlige Nøst gav hende 
Mod ; hun fortalte ham aabenhjertig hvor uheldig 
hendes hele Tilstand var og om sin ulykkelige Fader . 
— Kort at fortælle , Arthur ! tilføiede Nina , han 
hjalp hende til Gods og Guld , men deraf opstod en 
Forbindelse , som blev min Moders Ulykke og kort 
derpaa følgende Død . Han var en Herremands Søn , 

og , skjøndt ban lovede min Moder at ægte hende , var 
det ham dog ikke mulig at opfylde dette sit Løfte , da 
han var aldeles afhængig af sin Fader , som var ubønhørlig 
i delte Kapitel , og strengt fordrede at blive 
adlydt . 
De mødtes tidt ved „ Hjortespringet “ , og Følgen 
af dette blev — din Nina ! 
Som sagt , min Moder døde kort efter , og jeg 
blev sat i Pleie hos nogle andre Bønderfolk , hvis fleste 
. Tilbøieligheder gik ud paa at skrabe saameget af denne 
Verdens Mammon sammen som muligt . Ak , Arthur , 
Du kan tro jeg havde det ondt , og lærte tilgavns 
Livets Usselhed og Falskhed at kjende . Alt hvad jeg 
havde fra min Moder berøvede de mig , og lod mig 
gaa som en Tiggerske med lasede Klæder . Dog , endelig 
slog Befrielsens Time for mig . En venlig , gavmild 
Dame nede i Sorø tog sig af mig , da jeg blev 
konfirmeret , og lod mig lære flere Damesyfler , hvorved 
jeg kunde ernære mig selvstændig , og det er ogsaa 
hidtil lykkedes mig . Men nu , Arthur , hvis Du vil 
at jeg skal beholde Lyst til Livet , saa opfyld min Bøn , 
min eneste Bøn til Dig . Se , Du har ' hørt min Moders 
Historie , o , lad det ilke gaa mig saaledes , men 
viis at den Kjærlighed Du nærer for mig er fast og 
bestandig . 
— Ja , ja , jeg vil opfylde den , Du elskede Kvinde . 
Jeg kan jo ikke Andet , raabte den henrykte Arthur ; 
om saa Dage skal jeg indsrie dette mit Lofte . 
Man sad endnu en kort Stund og talte sammen , 

hvorpaa Arthur bortfjernede sig , aldeles indspunden i 
det Net , som den intrigante Kvinde havde slynget 
om ham , 
— Hahaha ! Nar , Tossehoved ! raabte Nina , da 
han var gaaet , hvorpaa hun slukkede Lampen , tog 
Hat og Shavl paa , saae forsigtig ud paa Gaden og 
bortsjernede sig strar efter . 
Attende Kapitel . 
To Rivaler . 
Det varede ikke saa kort en Tid inden Knækbæin 
vaagnede af den Bedøvelse , hvori Greven havde nedsænket 
ham ved Hjælp af Kloroformen , en saa storartet 
Virkning havde denne udøvet paa ham . 
Greven ruskede ham og slødte forgæves til ham , 
men ligemeget hjalp det . 
— Du sover jo som en Æfll ! brølede Greven og 
sparkede ærgerlig til hamHoldt , 
holdt , mumlede Knækbæin og ravede 
som en Beruset henad Gulvet . Aahøi , Klaus , hjælp 
mig op af Fjerene . Naa , Slyngel , kan Du ikke forstaa 
mig ! 

Han svævede nemlig i den uheldige Vildfarelse , at 
han var paa Søen og laa i sin Kahyt . 
Dog , det varede kun et Øieblik . Forbavset gned 
han Øinene og slirrede paa Greven med et Blik , der 
udtrykte den høieste Forundring . 
— Nu , kom rigtig til Dig selv , svarede denne ' 
paa det slumme Spørgsmaal , og hør hvad jeg har at 
sige Dig . Forstaaer Du mig ? 
— Javel . . . ja . . . ja ! sagde Knækbein nølende 
og strøg sig over Panden med Bagen af Haanden , 
idet han med forstyrret Mine udbrød : 
— Vi ere overlistede . 
— Hvad siger Du ? 
— Vi ere overlistede . Fuglen er fløict os ud af 
Hænderne . 
Greven stænkede ham med koldt Vand i Ansigtet , 
det hjalp . 
Han mindedes nu fuldstændig Alt hvad der var 
foregaaet . 
— Ha , er Tøsen slukken a ' ! raabte han harmfuld . 
Det er din Skyld , Skurk , Du bedøvede mig , ellers 
havde det aldrig skeet . 
Knækbein foer rasende hen imod Greven , idet han 
gjorde Mine til at angribe ham . 
— Holdt , stille , befalede Greven i en bydende 
Tone . 
— Nei , Du har bedraget mig , Du har villet tage 
hende fra mig , det taaler jeg ikke . . . det skal og 
maa hævnes . 

— Det duer Du ikke til . sagde Greven rolig . 
Husk , at Du slaaer for din Overmand . 
— Om Du saa er min Overmand hundrede 
Gange , skal Du dog ikke have gjort dette for Intet ! 
Rasende rendte Knækbein til og slog Greven i 
Ansigtet . 
— Nu saa tag hvad der følger paa ! raabte denne 
ude af Stand til at beherske sig , og gjorde Gjengjæld . 
Der opstod nu en forfærdelig Kamp mellem disse 
to vilde , ustyrlige Mennesker , der fortsattes med indædt 
Raseri paa begge Sider . 
Ester i omtrent et Kvarterstid saaledes at have 
tumlet med hinanden , maatte Knækbein som den svagere 
Part endelig opgive Kampen , næsten ude af Stand 
til længere at fortsætte denne . 
— Naa , er Du fornøiet ? spurgte Greven og trak 
Veiret dybt . 
— Nei , vent lidt . . . lad os hvile os , stammede 
Knækbein . 
— Vist ikke , lad os faae det afgjort med det 
Samme — enten Du eller jeg ! 
Greven , der uagtet han ikke var ganske ung , døg 
var i Besiddelse af ualmindelige Kræfter , lavede sig til 
atter at angribe Knækbein . 
Det gjaldt for ham om at overbevise Knækbein 
om sin Overlegenhed baade i legemlig og aandelig 
Henseende , for at faae ham til aldeles at underordne 
sig Ham , da han indsaae , at Knækbein var en dygtig 

Medhjælper , som han kunde drage god Nytte af ved 
sine forskjellige skumle , lyssky Handlinger . 
— Holdt , holdt ! raabte Knækbein og stillede sig 
med Ryggen mod Væggen , idet han ved sine matte 
Bevægelser røbede at han var aldeles udtømt . 
— Vil Du da adlyde mig ? 
— Ja , det vil jeg . ' 
— Ubetinget ? 
- Ja . 
— Uden at gjøre nogensomhelst Indvending ? 
— Ja , ja . 
— Og Du gjør Afkald paa Julie ? 
— Nei , det kan jeg ikke , raabte Knækbein dydig 
indigneret over dette Forslag ; jeg holder af hende , ja , 
det gjør jeg og har svoret lige til Satan og hans 
Yngel paa , at hun skal blive Min . 
— Du kommer til det alligevel , det har jeg 
ogsaa svoret , og jeg skal være Mand for at holde 
min Ed . 
— Jeg vil og kan ikke . 
— Du skal . Jeg er nu engang bleven forelsket 
i Pigebarnet . 
— Ligemeget , jeg vil hellere slaaes paa Liv og 
Død , end indvillige . 
— Godt ! raabte Greven med en haanlig , isnende 
Latter ; vi faae at se . Som sagt , enten Du eller jeg . 
Kom an ! 
Man kastede sig atter over hinanden . Øinene 
funklede af Ondskab og hadefulde Følelser , medens 

deres bugtende Legemer rullede sig tæt sammenslyngede 
henad Gulvet , 
Denne Gang varede Kampen kun en kort Stund , 
inden den var forbi . 
Knækbein maatte aldeles bukke under . 
— Opfylder Du saa mit Forlangende ? spurgte 
Greven , medens han laa med sit Knæ paa KnækbeinS 
Bryst , parat til at tilintetgjørt : Skurken . 
— Ja , ja , siden det ikke kan være anderledes , 
stønnede Knækbein , og søgte at frigjøre sig for den 
blytunge Lægt paa Brystet . 
— Sværg > derpaa ! 
— Jeg sværger ! raabte Knækbein . 
, — Godt , saa reis Dig , sagde Greven , og stod op . 
Jeg vil meddele Dig en Plan , som Du sial hjælpe 
mig med at udføre . 
— Nuvel , tal , sagde Knækbein , og sendte Greven 
et lurende Blik . 
Greven asslørede nu en Plan , der var saa afskyelig , 
at selv Knækbein sludsede derved . Vi skulle ret 
snart se Følgerne deraf . 
— Kan Du slole paa Mo ' er Siegrid ? spurgte 
Greven derpaa . 
— Ja , hun er tro som Guld . 
- Og Johan ? 
— Ja , ham sloler jeg ubetinget paa ; det er en 
Gut , der hverken skyer Ild eller Vand . 
— Godt , det bliver altsaa ved Aftalen . En Baad 

holdes i Beredskab ved Toldboden , og Fartøiet ligger 
fortøiet længere ude . „ Julie “ er Løsenet , og alle Seil 
sættes til , saasnart Ladningen er kommen ombord . 
— Javel . 
Knækbæin bekræftede lydeligt hvad Greven sagde , 
men , t sit Hjerte nærede han ganske andre Tanker . 
Han lovede sig selv at han ved given Leilighed skulde 
give Greven sit Banesaar , som Løn for den Lumskbed , 
denne havde udviist imod ham . 
— Men Tand for Tunge , vedblev Greven . Søger 
Du at bedrage mig , da skal jeg ramme Dig haardere 
end Du maaske venter . 
— Behøves ikke . Alt skal blive besørget fil Punkt 
og Prikke . 
— Godt , saa kan Du gaa . 
Knækbæin fulgte strar efter stiltiende denne Befaling . 
— 
Hahaba ! lø Greven ; saaledes tæmmer man 
Tigere Jeg fik ham from som et Lam ; ja , jeg trænger 
fil en saadan Fyr , for at assistere mig . Og han 
skulde komme i Besiddelse af ben deilige Kvinde ! Nei , 
aldrig , aldrig , før skal jeg give Vilhelm hende . . . 
nei , jeg tager hende selv ! 
Den højadelige Hr . Greve var bleven i rigtig 
godt Humør ved det foreløbige Held han bavde havt . 
Han blev forstyrret i sin Enetale ved at Portneren 
fra hans Bolig ved Nørrevold , ber for endel var 
indviet i sin Herres Hemmeligheder , kom og afleverede 
et Brev . 

Portneren fjernede sig strar , hvorefter Greven 
hurtig aabnede Brevet , der indeholdt følgende Linier : 
„ Kjæreste , bedste Greve ! 
„ Jeg beder Dem , vær ikke vred fordi jeg i 
„ flere Dage har undladt at aflægge Dem min 
„ Visit men en Omstændighed , som jeg skal Have 
„ den Ære at fortælle Dem , har hindret mig i at 
„ opfylde min Forpligtelse imod Dem . Jeg under „ retter 
Dem herved om at jeg er bleven „ virkelig 
„ forlovet “ . 
„ De studser maaske ved at læse dette , men 
„ ak , Skæbnen , den ubønhørlige , strenge Skæbne 
„ vilde , at jeg skulde træffe en beslægtet Sjæl paa 
„ min jomfruelige Vandring . 
„ Dog , Hr . Greve , De maa ikke opfatte dette 
„ bogsfaveligt — De fjender jo mine Følelser for 
„ Dem . Det er , imellem os sagt , et godt Skrøg , 
„ som er villig til at bære sin guddommelige 
„ Hjertcrdame paa Hænderne , og paa hvem hun 
„ med en vis Lethed kan lukke baade Øine og 
„ Øren , naar det behager hende , hvilket De jo 
„ nok indseer vil ske meget ofte . da jeg , saavidt de « 
„ staaer til mig , aldrig - uagtet min nye Stil „ ling 
— hæver det venlige Fdrhold , der saa „ længe 
har bestaae : mellem Dem og Deres lille 
„ Nina . 
„ Jeg haaber , a : Le ikke er vred paa mig 

„ derfor — det stete fo kun ifølge Deres venskabelige 
Opfordring . Jeg kommer iaften for at høre 
„ Deres Mening om Sagen . 
„ Deres Nina . “ 
— Aha ! raabte Greven , efter at have læst Brevet . 
Hun er allerkfærest , den Lille — ak , at blive 
saaledes elsket , det er en Lykke , som man ikke kan sætte 
Pris nok paa , men hun skal øgsaa blive lønnet derfor . 
Han stod et Øieblik tankefuld . 
— Men det er fo sandt , mumlede han hen for 
sig ; hun skriver : Iaften kommer jeg for at høre Deres 
Mening om Sagen . O , al den Kjærlighed gjør mig 
øgsaa forstyrret i Hovedet — jeg maa børt , at hun 
ikke skal vente . 
Nittende Kapitel . 
Sjælekval . 
Sorg og Fortrydelse over at have ladet sig saaledes 
forlede til at deltage i den vilde Orgie hoS Fru 
Lund , i Forbindelse med den ydmygende Tanke , at Julie 
og Svendsen havde været Vidne deriil , nedtrykte Vilhelm 

saaledes , at han blev virkelig syg . Der forekom 
ham , at Julie maatte tabe baade Agtelse og Kjærlighed 
for et Menneske , der var saa svag , at han gav 
efter for den første den bedste Indflydelse , og hengav 
sig til tøilesløse Nydelser , som kun nedværdige Mennesket 
og i saadanne Øieblikke stiller det lige med 
Umælende . 
Han i var bleven ledet hjem til Svendsen , hvor 
han siden hin for ham saa uheldige Aften , stadig havde 
opholdt sig , og hvor han var omgiven af al den Komfort , 
som en elskende Kvinde forstaaer at omgive den 
med . hun har helliget sine bedste Følelser . 
I et hyggeligt lille Værelse , hvor Solen det meste 
af Dagen varmt og venligt tittede ind , laa Vilhelm 
henstrakt paa Sygeleiet . 
Det var gaaet ham som de fleste unge , uerfarne 
Mennesker . 
Til at begaa Daarskaber havde han ladet sig lede 
af en falsk Ven , der var sket nok til at benytte sig af 
hans Uerfarenhed . 
Naar han nu tænkie filbage , da maatte han 
foragte og væmmes ved sig selv , at han saa aldeles 
havde kunnet glemme hvad han skyldte sig selv og 
Julie . 
Dog , det stod ikke til at ændre . 
Han havde fornedret sig dybt i de Menneskers 
Øine , hvis Agtelse og Kjærlighed han ivrig havde søgt 
at gjøre jig lorijent til . 
Julie , den ejegode og overbærende Pige , forsikrede 

ham atter og atter om sin Tilgivelse . Svendsen hold ! 
en lille Straffeprædiken , og dermed skulde Alt være 
glemt ; men det var ikke nok for Vilhelm . 
Han pinte og plagede sig selv med at gruble over 
den Skam , der var overgaaet ham , og denne Selvmarter 
forværrede kun end mere band lidende Tilstand . 
En hidsig Feoer begyndte efterhaanden at ryste 
dans stærke Legeme . Bilde Fantasier steg op for hans 
Sjæl , hvori han saae de mest afskyelige Ting , som 
en glødende Hjerne kan fostre . 
Det forekom ham blandt Andet som om han saae 
Julie omgiven af tusinde Farer , vandre alene afsted 
vaa en øde Landevei , der var bedækket af en Mængde 
store Sten , der vare skarpe og kantede som Knive . En 
mørkegraa Taage hvilede over Veien 
Pludselig kommer en strunk og sirlig klædt Ridder 
springende frem imod hende . Julie standser forskrækket . 
Han vil tale til hende , men hun gjør en sky , afværgende 
Bevægelse og peger hen paa noget Buskads , 
hvor Vilhelm med Forfærdelse seer sig selv ligge 
værgeløs og mat , ude af Stand til at forsvare den . 
for bvem han gjerne vovede hele sin Tilværelse . Men 
Ridderen synes ikke at ændse HendeS Gebærder , han 
nærmer sig dristig med et slcdsk , forførende Smil , og 
gjør Mine til at omfavne hende . 
Da er det som om Stenene pludselig skyde op og 
danne en Fjeldmur om hans Elskede og Ridderen . 
Men pludselig , som ved et Lyn , skilles Taagen og han 

seer alter Landeveien som før . Dog , en Forandring 
er flect . 
Ridderen ligger blødende paa Jorden , saaret af 
en af de skarpe Stene , som Julie triumferende svinger 
over ham . Men Ridderen vaagner hurtig af sin Døs 
og med et vildt , hevngjerrigt Blik gjør han Mine til 
at ville styrte sig over vende . 
— Hjælp , hjælp , før Guds Skyld hjælp , man 
myrder Julie ! raabte Vilhelm idetsamme og vaagnede 
til Besindelse . 
— Min Gud , Yvad fattes Dig , kjære , bedste 
Vilhelm , uvbrød Julie og kom hurtig ilende ind . 
— O , vogt Dig , vogt Dig , Julie , man myrder 
Dig ; o Gud ! 
— Hvad siger Du ? 
— Fly , siynd Dig ; ak , jeg er syg , meget syg , og 
kan ikke forsvare Dig . 
— Fat Dig , kjære Vilhelm , Du maa have drømt , 
der er Ingen som gjør mig Fortræd , vær Du kun 
aldeles rolig . 
Vilhelm slirrede paa hende , som om han ikke ret 
var overtyvet om at det havde været et Foster af hans 
Indbildningskraft . . 
— Men jeg saae det dog saa fydeligt , saae hvorlædes 
da » styrtede sig imod Dig , hans Øine vare blødunderløbne 
og vilde . . . 
— Men , min Gud , hvem mener Du , fortæl mig 
det Hele ? 
Vilhelm laa et Øieblik og grundede ; derpaa før « 

talte han Julie i afbrudte Sætninger om den slygge 
Drøm han havde havt . 
Det gjorde et ubehageligt Indtryk paa Julie , hun 
vidste ei selv hvorfor , men søgte at skjule det saa godt 
det var hende muligt . 
— Ja , ja , udbrød Vilhelm ; jeg maa have seet 
Ridderens Ansigt før . . . lad se . . . ah , yu husker 
jeg det , det er . . . 
— Drømme og kun Drømme , afbrød Julie ham 
gysende . 
— Nei , nei , kjære Julie , det var et Varsel , jeg 
saae ham tydelig — det var Landskabsmalerens Ansigt 
jeg saae . 
— Den Herre , som boede ved Siden af Dig “ ? 
— Ja , ham og ingen Anden . 
Julie vendte sig bort , angst og skælvende , medens 
et Par store Taarer trillede ned ad hendes Kinder . 
Hun tænkte paa hvad der var forefaldet paa Vilhelms 
Værelse , medens han var lokket bort , og som man 
havde skjult for ham , for ikke at forværre den Sygdom , 
der med en saa fortærende Kraft rasede i hans 
Aarer . 
Dog , hun vandt hurtig Sjælsslyrke nok til at 
tvinge sin Smerte ; hun vendte sig aner om lliod Vilhelm 
og sagde : 
— Jeg bcker^Dig , elskede Vilhelm , lad de slygge 
Drømme fare ; se at blive rolig — Du kan være 
overbeviist om , at der ingen Fare truer mig , og desuden , 
er jeg ikke hos Dig , min bedsle , eneste Ven ? 

— Ak , Gud naade os for den Hjælp , jeg kan 
yde Dig , kjære Julie , jeg er saa svag og afkræftet som 
et Barn . , 
— 0 , Du skal se , Du kommer snart til Kræfter , 
men har vi ikke vor ' faderlige Velgjører , han vil nok 
tage os Begge i Forsvar . 
— Ja , det er sandt , den ædle Mand ! Gud lønne 
ham for alt det Gode , han har gjort imod oS og 
imod Andre . 
— Saa er Du rolig , ikke sandt ? 
— Ja , det er jeg , Du venlige Engel . 
Vilhelm faldt kort efter tilbage i Puderne , anstrengt 
af at tale saa meget , og Julie syslede med 
kjærlig Ømhu om ham . 
— 0 , syng lidt for mig , kjære Julie , bad Vilhelm . 
Jeg længes meget efter at høre din smukke 
Stemme . 
— Det skal jeg , svarede Julie , og sang beredvillig 
følgende Romance : 
Et Møde . 
Jeg sad en slille Asien med Haand under Kind , 
Alene midt i Skoven/ i Drømme lullet ind ; 
Forbi mit indre Blik foer en lysende Glands , 
Jeg tænkte paa Ridderen og Elverpigens Dands . 
Omkring min Sjæl sig lagde en anende Duft , 
Der blidt smelied ' sammen med den taagede Luft ; 
Det var som al Naturen af Dagens Gjerning træt 
Havde sænket sig ned i et dæmrende Net . 

Da lyder gjennem Luften en liflig Kvindesang , 
Jeg lytted ' saa tavs til dens mægtige Klang , 
I Hjertet gav ben Gjenlyd , saa vinkende og mild , 
Og hurtig svandt Tankernes drømmende Spil . 
Med purpurrøde Kinder , i Øiet sælsom Glands , 
Hun vandrede freidig , som gik det til Dands , 
Alt medens Sangen toned ' fra det fuldrunde Bryst 
Og Alt omkring i Skoven var slille og tyst . 
Jeg fulgte hendes Fjed under Skovens grønne Blad , 
Mit Hjerte var saa fuldt , saa inderlig glad , 
Det var ei Skæbnens Møde i Skovens Ensomhed , 
Som talte ret saa lifligt om trofast Kjærlighed . 
Jeg tog hende da til min kjære Fæstemø , 
Og før end svigte hende , jeg svoer af ville dø , 
Og alle Smaastjerner de signede vor Pagt , 
Det var som Himlens Glæder nu over Alt var lagt . 
Da Kirkeklokken kimed ' saa mildt i Aftenskjær , 
Jeg vandred ' Haand i Haand med den Kvinde saa kjær , 
Til Kirken stod vor Hu som Brudgom og Brud , 
Mens Rosen stod saa smuk i deilig Sommcrflrud . 
Julies Stemme udøvede en velgjørende Lirknmg 
raa Vilhelm . Han var efterhaanden falden i en let 
slummer . 
— O , Gud ! bad den andægtige Kvinde og faldt 
saa Knæ ved Sengen , idel hun andægtig foldede Hænverne . 

Tag ham og alle mine Kjære i vin naadige 
Varetægt , skærm os mød det Onde , før den velsignede 
Jesu Christi Skyld ! 
Tyvende Kapitel . 
Elskerinden . 
Greven ilede afsted til sit egentlige Hjem i en oprømt 
Sindsstemning . 
Ninas Brev havde gjort en vis Virkning paa 
ham , som han ikke ret kunde forklare sig . 
En Følelse , som før — om end før længe siden 
> dvridunstet — bavde bidraget til hans elastiske Hjertes 
Velbefindende , begyndte atter af indfinde sig . og han 
tænkte med en vis Tilfredshed tilbage paa de i hans 
Øine herlige Øieblikke , som han havde tilbragt i NinaS 
Selskab . 
— Den Pokkers Tøs , tænkte han ; hun spiller 
sine Kort som den Bedste , skjøndt det dog i Grunden 
gjør mig ondt for det stakkels Skrog , ber saaledes 
skal agere Skærmbrædt og som Titel af Ægtemand 
give en glimrende Attest for hans dydige Kones pletfrie 
og rene Vandel , hahaha ! 

Han var nu kommen til sit Hotel , hvis Port 
Tjeneren med et overdrevent Skrabud aabnede for ham . 
— Er Nina kommet ? 
— Ja , Naadigherre . 
— Godt . Jeg er ikke hjemme for Nogen , forslaaer 
Du ? 
— Javel , Hr . Greve . 
— Selv om man ved at tale om meget paatrængænde 
Omstændigheder vil søge at trænge sig ind 
til mig , er jeg dog ikke hjemme . 
— Skal sle , Naadigherre , sagde Tjeneren , idet 
et lunt Smil viste sig paa hans landlige , af Sundhed 
straalende Ansigt . 
Efter at have uddelt denne Befaling begav Greven 
sig ind til den ventende Nina . 
— Naa , er Du der , Nina , sagde han i en yderst 
nedladende Tone og klappede hende venlig paa Kinden . 
— Ja , som De seer , Hr . Greve , sagde Nina og 
neiede . Jeg kunde ikke aldeles slaa Haanden af Dem . 
— Men , sagde Greven studsende , hvad betyder 
denne fremmede Tiltale , Du siger De og Hr . Greve ; 
Du holder ikke hvad Du lovede i dit Brev , hvorledes 
skal del forstaaes ? 
Greven greb Nina om Livet og saae hende i 
Øinene med et forskende Blik . 
, — Hahaha ! Naa saa Du synes ikke om den ' Tiltale , 
lo Nina . 
— Nei , jeg kan ikke nægte det sløder mig al høre 
Dig tale saaledes . 

— Det er ogsaa meget imod min Villie , Kjære , 
jeg vilde blot prøve , om Du “ havde glemt den lisle 
Nina i de Dage jeg ikke har været hos Dig . 
— Og derom kan Du spørge , Skælm ; o , Du 
veed kun altfor godt hvor meget jeg holder af Dig . 
— Men hvad gaaer der af Dig , husk jeg er en 
førlovet Pige , hahaha ! 
— Ja , det er sandt , Du lille Gavstrik ; den Lykkelige , 
jeg misunder ham . 
— Gjør endelig ikke det ; han faaer saamæn sit 
Kors at bære . 
— Stakkels Fyr , lo Greven , ja saa beklager 
jeg ham . 
— Du kan tro , sagde Nina og lo polidsk ; han 
er forfærdelig forelsket . 
— Saa , er han det ? 
— Ja , det skal jeg love for , og en af de første 
Dage skal jeg hjem med ham til hanS Familie , jeg 
skal give den ærbare , til Overmaal dydige Nina , der 
smægier af Længsel efter deres Bekjendtskab . 
— Naa , det var jo herligt ! lad mig se , at Du 
ikke falder ud af Rollen . 
— Nei , det skal jeg nok vogte mig for kan Du 
tro , jeg skal være saa søb og saa deilig — saaledes . 
Nina slog Armene om Halsen paa Greven og 
gav ham et Kys . 
— Ah , lo denne , ja saa vil de ikke kunne modsfaa 
Dig . Du vil indtage deres Hjerter i den første Fægtning ; 

men siig mig , Kjære , hvad hedder dit Hjertes 
Ndkaaredc ? 
— Arthur . 
— Ah , er det ham . 
— Ja , Hr . Greve ; endelig er det lykkedes mig . 
Snart skal jeg indføres i hans Familie , snart skal jeg 
lære Julie og Amanda at kjende , og da . . . da skal 
de faae ak vide hvad . . . 
— Du vil da vel ikke gjøre de unge Piger Fortræd ? 
afbrød Greven hende 
— Nei , jeg vil blot lade dem vide bvad det betyder 
at haane mig . . . mig , N ' na , Hr . Grevens 
Fortrolige . 
-- Men siig mig , hvorledes har Du faaet Arthur 
overtalt til at præsentere Dig før hans Familie ? 
Overtalt ! nei . min Søde der bebøvebes ingen 
Overtalelser dertil , han bad selv øm jeg tillod at han 
forestillede mig før hans Velgjører og Familie . 
' — Men saa maa han jo være gal ! 
— Det er han vist ogsaa . Hans Moder var 
vanvittig , saa det er i Grunden ikke saa besynderligt 
øm han har arvet denne Sygdom efter hende . Men 
siig mig engang kjender Du Julie ? 
— Julie ! raabte Greven og foer op . 
- Ja , naturligvis Julie ; er det da saa besynderligt ? 
Greven 
svarede ikke , men boldt Haanden paa 
Hjertet 

— Ah , saa gjættede jeg dog rigtigt . . . Du 
elsker hende ! raabte Nina . 
— Ja , det kan ikke nægtes . 
— Hm , jeg burde egentlig være vred , meget vred , 
uhyre vred ; men da jeg Gudskelov forstaaer at lade 
mine Følelser skumre og vaagne efter Bebag — nu , 
saa vil jeg bære over med Dig , Du Don Juan , og 
tilgive Dig . 
— Tak før din Overbærenhed , sødeste Nina , sagde 
Greven ironisk . Du veed ikke , hvor det glæder mig 
at børe dei . 
— Aa , d^t maa del sket ikke , Du skal komme til 
at betale mig din Utroskab . 
— Nu , det er jeg ogsaa villig til . Hvormeget 
forlanger Du ? 
— En Snes , Hr . Greve , lo Nina og neiede . 
— Det skal Du faae , det lover jeg Dig ; men 
» il Gjengjæld skal Du hjælpe mig overfor den stridige 
Skjønne . 
— Er hun stridig , det maa da være en god 
Gaas ? 
— Ja , ikke sandt ; Du veed jo og kan dømme 
om , hvor elskværdig en Person jeg er og kan være 
ligeoverfor Damer . 
— Ja , Gudbevares , det kan jeg rigtignok , forsikrede 
Nina ivrigt ; men siig mig , stiller der sig ellers ingen 
Hindringer iveien for din Kjærlighed ? 
- Jo , hun er rigtignok forlovet med en Student , 
men hvad » eier en saadan Fyr op mod en Greve ? 

— Nei , det har Du Ret i ; men vær overbeviist 
om , at jeg skal gjøre mit Bedste for at overtale den 
Stivnakke . O , jeg brænder af Begærlighed efter at 
gjøre den dydsirede Dames Bekjendtskab . 
Jeg kan altsaa trygt stole paa , at Du vil 
tage Dig af min Sag ? 
' — Ja , ubetinget . 
— Saa vil jeg meddele Dig en Plan jeg har 
lagt , før at mit Ønske kan gaa i Opfyldelse . 
— Jeg hører til med Begærlighed . 
Greven fortalte hende nu om den Aftale han 
havde truffet med Knækbein og opfordrede hende endnu 
engang til at slaa sig bi , hvortil Nina ivrigt svarede 
bekræftende . 
Han gik derpaa hen tsk et elegant Skrivebord og 
udtog en stor Papirrulle deraf , som han gav Nina , 
idet han sagde : 
— Her er et foreløbigt Afdrag paa min Taknemlighed , 
jeg lover Dig , at en regelmæssig Sending af 
denne Vare skal blive Dig tildel , naar Du tager Dig 
af min Affære til Tilfredshed . 
Nina lovede med Haand og Mund at være ham 
behjælpelig i denne Sag , og bortfjernede sig kort efter 
med mange Taksigelser . 
Neppe var hun borte , før Greven kaldte paa 
Tjeneren . 
Dennne kom øieblikkelig ind . 
— Min Arbejdsdragt , befalede Greven . 
— Strax , Naadigherre , svarede Tjenere » . 

Kort efter kom han tilbage med en fuldstændig 
Dragt før en simpel Arbejdsmand , og Greven iførte 
sig hurtig denne . 
— Saa , godt , sagde han til Tjeneren , der havde 
hjulpen ham med Paaklædningcn . Tag mig saa to 
Pistoler sra Baadenkamret . 
— Skal Naadigherren bruge Pistoler ? spurgte 
Tjeneren sludsende . 
— Ja , naturligvis . 
— Hr . Greven vil da vel ikke gjøre en Ulykke 
paa sig selv eller Andre ? spurgte Tjeneren ængstelig . 
— Nei , for Pokker , nei I Skynd Dig blot , at 
jeg kan komme afsted . 
— Ja , ja , jeg iler . 
Tjeneren gik langsomt bort , uagtet Grevens Paalæg 
om at han skulde skynde sig . 
Det forekom den fro Tjener som vin et Uveir 
var ifærd med at bryde ud over hans Herre , hvilket 
han ved sin Langsomhed vilde søge at forhindre . 
Uagtet Greven langtfra var nogen god Husbond , 
omfattedes han dog af denne Tjener med en overordentlig 
Troskabssølelse . 
Endelig kom han tilbage Isl sin utaalmodig ventende 
Herre . 
— Naa , endelig ! raabte denne . Giv hid , at jeg 
kan komme bort . 
— Her er Pislolerne , Herre ! Men brug dem 
ikke i Hidsighed ; man . . . 

— Hvad , bi ! Du foreskrive mig Love ! Vil Du 
gaa irette med din Herre ? 
— Nei , nei , forsikrede Tjeneren . Men der aner 
mig intet Godt , naar Herren saa sent paa Natten forlader 
Huset og tager flige Mordvaaben med . 
— Naa , godt , jeg har faaet nok af din Passiar . 
Aabn Døren ! 
Tjeneren aabnede Døren- med et ærbødigt Duk , 
hvorpaa Greven bortfjernede sig med slolte Skridt . 
— Naar han blot ikke gjør en Ulykke paa sig 
selv , mumlede Tjeneren hen for sig ; der aner mig 
noget Skrækkeligt . 
Enogtyvende Kapitel . 
Duellen . 
Paa den Tid vor Fortælling foregaaer , passerede 
der i den fornemme Verden en Historie , som gjorde en 
vis Opsigt . 
Hovedpersonerne i denne bavde ogsaa Krav paa 
Alles Opmærksomhed , da de ikke alene vare ud af 
Landets første Familier , men ogsaa ved deres Skjønhed 

og Aandrighed udmærkede de sig fremfor mange af 
deres Ligcsfillcde . 
Det var om Komtesse V . og Baron H . at Histørien 
dreiede sig . 
De elskede hinanden , disse To , og saae smilende 
Tiden imøde , der for dem kun kunde indeholde lutter 
Solskin . 
Men deres Lykke var for stor , den skulde ikke vare 
længe . 
Den , som skulde forstyrre denne Kjærlighed var 
Greven eller Landskabsmaleren . 
Han var med sket skjult Misundelse Vidne til , 
dvorledcs disse to ædle Mennesker omfattede hinanden 
med al den Følelse , hvoraf de vare i Besiddelse , og 
betænkte sig intet Øieblik paa at træde imellem dem , 
ikke fordi han egentlig nærede nogen særdeles Godhed 
før den unge , smukke Komtesse , men ene og alene før 
at tilfredsslille sit af Naturen medfødte Hang til at 
øve Ondt . 
Det var som om en Dæmon hviskede til ham : 
Gjør Alt hvad Du kan før at forslyrre denne blomstrende 
Lykke ; skil dem ved din Ondskab fra hinanden , 
og da , hvilken Helvedes Glæde , naar de slaa kolde og 
følesløse overfor hinanden , — hvilken Jubel , naar Du , 
D u kan nyde Blomsten af en Kvindes Kjærlighed , der 
er bleven forsmaaet . 
Det Første ban gjorde var , ved ' alle Leiligheder at 
vise en paatrængende Opmærksomhed mod døn unge , 

uerfarne Komtesse , der intet Ondt anede bag den 
sicdske , forførende Maske , som Greven paatog sig ligeoverfor 
hende . 
Følgen var , at Baronen , hendes Forlovede , blev 
rasende skinsyg . 
Greven satte endelig Kronen paa sin Slethed ved 
med fordrciet Haand at tilskrive Baronen Følgende : 
„ Høisfærede Hr . Baron ! 
„ Ønsker De at faae klare Beviser paa hvor „ ledes 
De bliver bedragen , da mod iaften Klokken 
„ 11 udenfor Laagen ved Haven , hvor Komtesse 
„ V . da vil modtage den , før hvem hun i Virke - 
„ ligheden nærer de Følelser , søm hun kun hykler 
„ før Dem . En Ven . “ 
Baronen kom , oprørt til det Yderste øver siig Slethed , 
og saae , forblindet til Raseri af Skinsyge , hvorledes 
en elegant klædt Mand havde taget en Slige og 
stillet den op til Muren , ad hvilken han vilde krybe øp 
til Komttssens Vinduer . 
I sin Iver efter at komme sin Rival tillivs , lagde 
Baronen ikke Mærke til , at der var rullet ned for 
Komtessens Vinduer , og at hun som « en Folge deraf 
var uvidende om og uskyldig i hvad der foregik . 
Med en ondskabsfuld Glæde var Greven Vidne til 
Baronens Kommb , og ventede med Længsel paa hvad 
der vilde ske . 
Resultatet af den djævelske Plan , han havde lagt , 

udeblev ikke længe . Med hevngjerrige Blikke betragtede 
Baronen ham 
Pludselig foer han efter ham op ad Stigen , der 
rystede under Byrden af hans heftige Trin . 
— Herned , min Herre ! raabte han heftigt . De 
skal staa mig til Regnskab for denne Handling . 
Baronen greb Greven i Frakkeskodcrne og trak 
med Raseri i dem . 
— Før Djævlen , Menneske ! raabte Greven . Ikke 
saa hidsig , ellers styrte vi Begge ned . 
— Ligemeget , infame Kvindeskænder ! tordnede 
Baronen Jeg vil have dit Liv , Du skal ikke ustraffet 
hare tilføiet mig denne Fornærmelse . 
— Holdt , eller jeg svarer ikke for hvad der skeer , 
svarede Greven og gjorde en overmenneskelig Anstrengelse 
for at holde sig fast . 
— Skynd Dem da at komme ned , sagde Baronen 
med lynende Øine . O , jeg brænder af Begærlighed 
efter at se den Slyngel jeg har for mig . 
— Ti ! det er nok ! brølede Greven , idet han anstillede 
sig ydersf fornærmet ; gjør Plads , at jeg kan 
slige ned , saa skulle vi tales ved . 
Baronen skyndte sig at slige ned , og kort efttr kom 
hans Rival . 
Den Førstnævnte føer rasende imod ham , men 
Greven veg behændig tilbage , hvorved han undgik 
Baronens Angreb . 
-- Kaarder eller Pistoler ! raabte Greven ; men 

ikke Næveslag . Det sommer sig ikke for Adelsmænd al 
afgjøre deres Tvist som Dagleiere . 
Greven antog en meget imponerende Holdning 
— Ligemeget hvilket Vaaben , svarede Baronen . 
Nævn Tid og Sted , men snart , jeg føler som Ild i 
mine Aarer af Længsel efter al lugte flig en Uforskammethed . 
— 
Godt , Hr . Baron , De skal faae Deres Lyst 
tilfredsstillet ; behager det Dem imorgen Nat ? 
— Nat ? Nu ja , det er godt saaledes ; en flig 
infam Historie kan ikke taale Dagens Lys . . . Og 
Slebet ? 
— Frederiksberg Have . 
— Hvad Klokkeslet ? 
-- Klokken 1 , hvis De behager . 
— Godt , jeg skal komme ; vær vis derpaa . 
— Saa har jeg intek Andet tilbage end al sige 
Dem : Sov vel ! 
Greven gjorde ironisk el dyht Buk og bortfjernede 
sig hurtig . 
Baronen knyttede rasende Haanden efter ham og 
mumlede : 
— 0 , jeg skal tage dit Liv , elendige Slyngel . 
En god Stund stod han , hensunken i dybe Tanker , 
og slirrede op mod Komtessens Vinduer . Del faldt 
ham tungt , inderlig tungt , al skulde tro paa hendes 
Utroskab imod ham . 
— Nei , nei , jeg kan , jeg vil ikke tro derpaa , 
sagde han hen for sig . O , denne Vished vilde gjøre 

mig grændseløs ulykkelig . . . jeg elsker hende saa høit , 
ak , altfor høit ! 
Dybt neddøiet forlod han Stedet . 
Det var til dette „ Vennemøde “ at vi saae Greven 
begive sig , forsynet med to Pistoler . 
Han vandrede rask afsted , som om det gjaldt el 
Eventyr og ikke en Kamp . 
Efter en halv Times Forløb havde han naaet sit 
Bestemmelsessted . 
Baronen var allerede kommen , ledsaget af to andre 
Herrer , der skulle bevidne , al Alt gik til efter almindelige 
Regler for saadanne Kampe , der ofte gav den Ret 
der havde Uret — kun fordi han havde lært bedre at 
behandle en Klinge eller en Pistol . 
Modstanderne hilste med kold Høflighed paa hinanden . 
En 
af de tilstedeværende Herrer , en ældre Mand 
med et fornemt Ydre , traadte frem og sagde : 
— Er det ikke muligt al denne Duel kan opsæt “ 
teS , eller rettere , slet ikke finde Sted ; chi De veed jo , 
mine Herrer , at vi gjøre os skyldige i et Lovbrud , 
som vil brage Straf efter sig . 
— Dei veed jeg , sagde Baronen , men desuagtet 
maa den finde Sled . 
— Jeg er af samme Mening , svarede Greven 
med Kulde . 
— VeKtN , sagde Sekundanten ; jeg beklæger , at 

denne Kamp skal finde Sted , men lægger ingen Hindring 
iveien . Jeg har lovet , kjære Baron , at være deres 
Sekundant , og skal holde mit Løste 
Han traadte tilbage og gav sig til , i Forening 
med den anden Herre at udmaale en beslemt Afstand , 
hvorfra Kampen skulde tage fin Begyndelse . 
Baronen nærmede fig Treven med faste Skridt , 
idet han med iskold Rolighed sagde : 
— De begriber , at det gjælder Livet , forstaaer 
De mig ? 
— Fuldtvel ! 
— At jeg maa dræbe Dem ? 
— Jeg kan saa godt forstaa det , sagde Greven 
og trak paa Skuldrene . Lad mig se , at De gjør 
Deres Bedste . 
— Bær overbeviist derom ; jeg vilde beklage det 
hele mit Liv , hvis det ikke skete . 
— Godt , lad os saa begynde , jeg vil Intet gjøre 
i Retning af en Forklaring , — det er kun spildt Uleilighed 
mellem os ; kun det vil jeg sige , tag Dem sammen , 
fhi dræber De ikke mig , saa . . . 
— Saa ? 
— Saa dræber jeg Dem ! 
Greven sendte Baronen ved disse Ørd et Blik 
fuldt af Ondskab og s ? ad . 
Baronen svarede Intet , men gik hen paa den ham 
anviste Plads . 
— Det første Skud tilhører den Fornærmede , 
sagde den ene af Sekundanterne med høitidelig Stemme . 

— Altsaa mig , svarede Baronen og lagde an med 
iskold No . 
Et Knald og en Røghvirvel , men Greven stod 
uskadt . 
Denne ventede en god Stund inden han besluttede 
sig til at gjøre Brug af sin Net til at skyde . 
Det var som om han vilde forlænge sit Offers 
Dødsangst ved at trække det afgjørende Øieblik ud 
saalænge som muligt . 
— Naa , hvorfor skyder De ikke ? spurgte Baronen 
og foer uvilkaarlig sammen ved det vilde Blik , som 
Greven sendte ham . 
Greven svarede ikke , men hævede langsomt og 
forsigtigt Pistolen op i Høide med Baronens Bryst . 
Pludselig trykkede han løs . Atter et Knald og en 
Røghvirvel . 
— Min Gud ! min Gud ! slønnede Baronen og 
vaklede ligbleg tilbage . 
En af Sekundanterne ilede hurtig til og greb ham 
i sine Arme . 
— Han blev nok truffet ? spurgte Greven koldt og 
traadte hen til den Saarede , der bevidslløs var faldet 
om paa Jorden . 
— Ja , min Herre , svarede Sekundanten ; dog 
troer jeg ikke at det er kødeligt . 
Man gav sig til a « løsne Baronens Klæder , og 
det viste sig , at Skuddet havde ramt den venstre Arm 
og slærkt læderet denne . 
Efterat den nødvendige Forbinding var skeet , for 

at standse Blodet , der flød temmelig rigeligt , bar man 
Baronen ud i den i Nærheden af Haven holdende 
Vogn , og kjørte ham diem . 
— Hahaha ! lo Greven haanlig og saae med er 
djævelsk Blik efter Vognen . Der kjører de med den 
saarede Achilles . 
Der staaer kun tilbage at meddele , at Greven 
ingen Gavn fik af denne flette Streg . Efter at Baronen 
i fik Hjem var vaagnet til Besindelse , bad han om 
at maatte tale med Komtessen . Hun kom øieblikkelig , 
og hendes Taarer slode rigelig ved Synet af hendes 
Elskedes Tilstand . 
Det kom snart til en Forklaring mellem dem , og 
Baronen kom til Erkjendelse af Komtessens Uskyldighed . 
Dog , 
denne Begivenhed bidrog end mere til at 
knytte dem inderligere til hinanden , og i Gjensynet 
glemme Alt , hvad Ondskab og Slethed havde udtænkt 
for at skille dem ad , og som man bleve enige om ar 
fortie for den nærmeste Familie . 

Toogtyvende Kapitel . 
Deklareringen . 
Arthur var glad , inderlig glad , og dog bankede 
hans Hjerte af en indre Ængstelse ; thi det var paa 
denne Dag at hans Nina skulde forestillcs for hans 
Familie . 
Og dog , var det et fornuftigt Skridt han gjorde ? 
Det forekom ham , som om Efterretningen om den 
Forbindelse , han havde indgaser , ikke var bleven modtagen 
af hans Velgjører nied den Velvillie , som han 
havde ventet . 
Men han havde nu engang givet Nina sit Ord , 
og det maalte holdes . Hun havde sagt at hun maatte 
dø , hvis han ikke gjorde Alvor af sil Løfte , og det 
vilde han rigtignok ikke have paa sin Samvittighed . 
Ret betænkt , gik han alvorligt ireile med sig selv 
og ransagede sit Hjerte , da maatte han sige : Jeg elsker 
hende med al mit Hjertes Fylde . 
Og vel var en Følelse , som vel ikke endnu ret 
havde slaaet sin Prøve han var jo saa ung og 
uerfaren -- men selv den unge , spæde Plante har sin 
Ynde og Glands , naar den lette Dug salder kvægende 
paa den , og Solen sender sine milde , opvarmende 
Straaler til den . 
Han følie det , om end ikke klan , at der vilde 
lomme en Tid , da hans Følelse var mere luirei og 
der saa vilde gaa op før ham , hvorledes han havde 

givet sig hen . Bevidstheden vilde da staa klar før 
ham men alt dette laa saa langt ude i Tiden ; 
han vilde ikke tænke derpaa , men nyde Blomsten af 
den Glæde , Ninas Kjærlighed skabte før ham . 
Alfsaa , Nina havde sagt : Kom Klokken 4 og 
hent mig . 
Arthur indfandt sig til rette Tid , synlig bevæget 
over Øieblikkets Høitidelighed . 
— O , er Du der , kjære Arthur ! raabte Nina 
smægtende . Jeg har ventet længe paa Dig ; Tiden er 
bleven saa gruelig lang for mig . 
— Saa Du har ventet mig med Længsel , sagde 
Arthur , og betragtede med inderlig Velbehag dm unge , 
smukke Pige , der havde iført sig nye og smukke , men 
dog tarvelige Klæder . 
Hnn havde ikke smykket sig med Guld eller Sølv , 
som ellers var hendes Sværmeri ; thi del forekom 
hende ikke at hun saae rigtig godt ud , naar Guldet 
manglede paa Hals og Arme . 
Mm hun havde med et Suk maattet give Afkald 
paa dette Fliner , da hun kunde sige sig selv , ai det 
intet godt Indtryk vilde gjøre paa de godlidende Mennesker , 
om hun aflagde sin Visit saaledes udstafferet . 
— Kjære Arthur , Du kan tro jeg har længtes 
efter denne Dag , dm har staaet for mig som et Lyspunkt 
i min ensomme Tilværelse . 
— Ogsaa for mig , Nina , derom kan Du være 
overbevist , og jeg vil haabe , del skal blive til vor Lykke , 
ikke sandt ? 

— Ak ja , Du Kjære . 
— Jeg veed ikke ret , men det synes mig som om 
Du er smukkere idag end nogensinde . O , hvor jeg dog 
er lykkelig ! 
— Ia , staaer det til mig , Arihur , da kan Du 
tro , at jeg skal gjøre Ali hvad jeg kan , før at Du 
ikke skal fortryde hvad Du har gjort før mig . 
— Tak , tusind Tak , min søve Pige . Vær overbeviist 
om , at jeg skal vide at paaskjønne der ; men 
giv mig et Kys , Du lille Skælm , det har Du jo rent 
glemt ! 
— Ja , del er jo ogsaa sandt . Naa , der har Du 
da el , og el nl om Du vil . 
Arthur omfavnede hende med Heftighed og gjorde 
Mine iii al kysse hende en Snes Gange ; men nu 
symes Nina ar ver kunde være nok , og gjorde en afværgende 
Bevægelse . 
— Tag Dig iagt , Du krøller min Kjole ; jeg 
vil saa gjerne være ordenllig naar jeg kommer til din 
Familie . 
— Ah , jeg tænkre ikke derpaa , sagde Anhur ; man 
glemmer renc saadanne Smaating , naar man er oplaget 
af sin Kjærlighed . 
— Ja , det er godt nok , men . . . 
— Naa , bliv nu ikke i daarligt Humør over en 
saadan Bagarel . Paa siig en Dag maa ingen mørke 
Skyer komme paa din smukke Pande . Lær nu ikke 
mere vred . 
— Nei , det vil jeg heller ikke være , min søde 

Arthur , det er jo umuligt , naar en saadan Lykke vener 
mig . — Skal jeg saa tage mit Overtøj paa ? 
— Ja , gjør det . De længes vist meget derhjemme 
ester at se Dig ; tro mig , Du vil gjøre Opsigt . 
— Ja , min Ven , tænkte Nina ; det skeer maaske 
før Du venter det . 
Kort efter vandrede man afsted . Det forekom 
Arthur som om Veien ikke var lang nok , saa yndig og 
velsignet forekom det ham at Tiden bcngled i Ninas 
Selskab . 
— O , bvor man dog er lykkelig , udbrød han ; 
naar man som jeg har fundet en elskelig Kvinde . Mit 
Hjerte er næsten før fuldt — det kan ikke rumme al 
min Lykke 
Han trykkede hendes Haand meget heftigt . 
— Min Gud , Arthur , hvor Du dog er rædsom 
med dine Kjærtegn ! raabte Nina og trak Haanden til 
sig med en hurtig Bevægelse . 
Artbur saae forbavset paa bende , idet han i en 
godmodig Tone , sagde : 
— Gjorde det ondt ? Tilgiv mig , Følelsen løber 
af med mig . 
— Men derfor bør Du da ikke klemme min 
Haand saaledes , svarede Nina ; den Slags Kjærlighed 
kan jeg just ikke sige at jeg bolder synderlig af . Dog , 
lad os ikke tale mere herom ; ere vi ikke snart ved 
vort Bestemmelsessted ? Jeg synes Veien er saa forfærdelig 
lang . 
— Jo , ret snart , min søde Pige ; o Du kan tro 

de ville modtage Dig med aabne Arme ; men , hvad 
fattes Dig , jeg synes at Du er i saadant et daarligt 
Humør ? 
— Jeg , nei aldeles ikke , tvertimod . . . 
— Men hvad kan der da være iveien ; holder Du 
ikke mere af mig ? 
— Ak jo , Du veed nok , Elskede , hvor dyrebar 
Du er kor mit Hjerte , svarede Nina hyklerisk og saae 
ham med et forførende Blik i Øiet ; men i sit Hjerte 
tænkte hun : Gid han dog vilde tie slille med al sin 
vamle KjærlighedspaSsiar , det kjeder mig saa ganske 
overordentlig . 
— Saa , sagde Arthur kort efter , nu ere vi der . 
— Endelig , jublede det i Ninas Indre , endelig 
slaaer Timen , hvori jeg skal kjøre omkring med de 
sølle Godtfolk , saa de skulle skdige baade Ak og Ve . 
Hm , jeg troer nok , at jeg skal løse min Opgave til 
Alles Tilfredshed . 
Hun vendte sig derpaa til Arthur og sagde : 
— Tak , kjære Arthur , fordi Du opfylder mit 
inderligste Ønske . 
Man ventede dem . Dog , det var ikke en udlande 
Glæde , der var tilstede i den Anledning ; nei , det var 
som om en lille Sky af Mismod og Tunghcd bavde 
lagt sig over det venlige Hjem . 
Nina kastede et flygtigt Blik paa de Tilstedeværende 
og opdagede strax , at hun maatte spille en overordentlig 
beskeden og tugtig Rolle , hvis det skulde lykkes hende 
at vinde disse Mennesker . 

Hun nærmede sig derfor med nedslagne Øine til 
Svendsen , der betragtede hende med et gjennemtrængende 
Blik . 
— Goddag og velkommen ! sagde han paa sin 
jevne Maade og trykkede hendes Haand . 
Derimod fandt hun en venligere Modtagelse Hode 
unge Piger , Julie og Amanda , der mindre mistænksæmme 
i hende saae en kjær Veninde og Deltager 
i de samme Sorger og Glæder . 
Svendsen havde , for at følge Skik og Brug , 
indbudt nogle enkelte Venner og Bekjendte i denne 
„ glædelige “ Anledning . 
Efterhaanden som Tiden gik vandt Nina mere og 
mere Terræn bos de Tilstedeværende . 
Hun kunde blevet en udmærket Skuespillerinde , i 
saa hvi Grad forstod hun at vinde dem ved sin paatagne 
Beskedenhed og Ynde . 
De anede ikke at denne bly Kvinde om et Øieblik 
kunde blive til en sand Furie ; at der bag denne rolige 
Masle skjulte sig Lidenskaber , saa førtærende og rasende , 
at man maatte grue derved 
Det var derfor med Overbevisningen om at han 
havde gjort Uret i at være forud indtagen , at Svendsen 
senere hen paa Aftenen med Venlighed og Glæde 
trykkede Arthurs Haand , idet han sagde : 
— Tillykke , min Dreng . Tak fordi Du bragte 
os en saa god og venlig Pige i Huset . 
— Tak selv , kjære Fader , fordi Du har modtaget 

hende ; vær forsikret om , at jeg er inderlig glad over 
at mit Valg vinder dit Dvald . 
— Ja , det gjør dei ; men siig mig , sagde Svendsen 
og lagde fortrolig Hænderne paa Arels Skuldre . 
Holder Du ogsaa meget af hende ? 
— Ja , det kan Du iro jeg gjør Holdt jeg ikke 
af en saadan Engel , saa fortjente jeg ikke ai leve . 
— Naa , naa , lo Svendsen ; det vil jeg just ikke 
sige . Men kjært er det mig alligevel at Du har vundet 
en saa brav og venlig Pige . 
— Jeg lakker Dig af mit fulde Hjerte , sagde 
Arthur . Du klædte og fødte baade mig og min 
Søiler , da vi som stakkels og forladte Smaaffabningcr , 
Børn af en Selvmorder og en Banvittig , levede som 
Skrumpelsfud blandt fremmede Mennesker . Mildt og 
venligt drog Du os op til Dig , og lod os kalde Dig 
Fader , og nu . . . 
— Nu , siger jeg , afbrød Svendsen dette begejstrede 
Udbrud : at saasnart Du har tagei din Embedscramcn 
vil jeg give Dig en smuk lille Sum , som skal være 
det Grundlag , hvorpaa Du og Nina kan bygge videre 
i Fremtiden . 
— Hurra ! Hurra ! jublede Arthur og greb Svendsen 
om Livet og snurrede rundt med ham paa Gulvet . 
Du er dog den bedsle , den kjærligste Fader , jeg har 
kjendt ! 
— Ikke hidsig , Arthur ; husk , først Embedseramen 
og saa . . . 

— Saa Lønnen . Ja , hvor herligt , Du kan tro 
jeg skal arbeide , det gjælder jo min Nma . 
— Lad os saa gaa tilbords , sagde Svendsen henvendt 
til de Andre ; man maa ogsaa tænke Udi paa 
det materielle Menneske . 
Saa gik man da ind i et tilstødende Værelse , hvor 
« solidt Vord indbød til at tage dygtig for sig af 
Renerne . , 
Efter ar de første Fornødenheder vare tilfredsstillede , 
reiste Svendsen sig , slog : U Lyd paa Glasset 
og sagde : 
— Jeg har en Pligt , en kjær Pligt tør jeg sige , 
at opfylde , og del er at bede Dem tømme et Glas 
paa , at den Forening , som min kjære Arthur og Nina 
har indgaaet . maa blive til Held og Lykke for dem og 
os Andre . 
Man jublede og drak , og del var som om dette 
havde været Løsenet til almindelig Glæde og Mnnterhed . 
Dog , 
vi ville forlade dem , og vende os til andre 
Scener , der ikke have mindre Krav paa vor Opmærksomhed . 


Treogtyvende Kapitel . 
Den første Træfning . 
Det kunde vel være en fjorten Dages Tid efter 
ar Nina var bleven indført i Huset hos Svendsen . 
Hun havde gjort Fremskridt , denne Kvinde . Ved 
sledsk og beskedent at aflure Enhver deres Ønsker og 
smaa Fornødenheder , stjal hun sig saa at sige ind i 
Hjerterne . Altid var hun tilrede , og blev efterhaanden 
uundværlig . 
saaledes ere Menneskene . Den , der ved et paataget 
indsmigrende Ydre kommer dem imøde — den , 
der ved lokkende Ord og en tilsyneladende Hengivelse , 
hvori Hjertet ikke har den mindste Del , færdes imellem 
dem , vinder mere end ben , der jevn og alvorlig gaaer 
fin Gang , og som først i Sorgens og Ulykkens Stund 
viser den Fylde af Menncflevenlighed , hans Sjæl 
rummer . 
Saaledes gik det ogsaa her , og da Nina troede 
tilstrækkelig at have vundet Terræn , begyndte hun paa 
fin egentlige Opgave . 
En Aften sad de tre unge Piger alene , ivrig sys “ 
selsaue med forskjellige Haandarbeider . 
— Men Gud veed døg hvor Vilhelm bliver af ! 
udbrød Julie . Han er endnu saa svag efter fin Sygdom , 
og lovede mig at komme tilbage efter ar have 
promeneret lidt . 

— Ja , det har Du rigtignok Ret i ; jeg synes 
ogsaa at Arthur bliver noget længe borte , sagde Amanda . 
— Men hvor vil I hen , Pigebørn , ytrede Nina 
skarpt . Det er jø kun en Timcøiid siden at de gik . 
— Hør » Nina , længes Du da siet ikke efter 
Arthur ? spurgte Julie . , 
— Jø , det gjør jeg rigtignok ; men jeg sidder da 
ikke og surmuler for de » ; hm , de stakkels Mandfolk 
maa da ogsaa tumle sig Udi paa deres egen Boldgade . 
Forsfaa mig ret , lagde Nina til , med et vist Udtryk i 
Stemmen ; jeg mener at . . . al . . . 
— Tal kun ud . 
— Jeg mener , sagde Nina med et skælmsk Blik 
til Julie , al man ikke skal se Dhrr . Mandfolk for dybt 
i Kortene , thi man faaer sommetider mindre behageligt 
Ting at se . 
— Hvorledes ? jeg forstaaer Dig ik^ , sagde Julie . 
— Aa , hvor enfoldig ! dei klæder Dig yndigt , lo 
Nina , idet hun ubemærket sendte Julie et gjennemtrængende 
Blik . 
— Nei , jeg forsikrer Dig , jeg forstaaer Dig ikke , 
og Amanda er vist stillet ligesaa , ikke sand , ? 
— Jo , dei er jeg rigtignok , kjære Julie . Men 
maaske Nina vil være saa god at løfte Fligen af det 
Slør , hvori hun byller sine Ytringer , at vi stakkels 
Kvinder kunne blive rigtig kloge paa det . 
— Ja , det skal jeg saa gjerne , svarede denne rask . 
Dog , det jeg vil meddele gjælder egentlig lun Dig , 
Julie . 

— Mig ? 
— Ja , Dig alene . 
— Ja , saa er det vel bedst at jeg stikker Bomuld 
i Ørene eller ogsaa gaaer ind i det andet Værelse , lo 
Amanda . 
— Nei , vist ikke , sagde Julie . Vi have ingen 
Hemmeligbeder for hinanden . Fortæl kun , Nina . 
— Det skal jeg nok vogte mig for , tænkte denne . 
— Spænd nu ikke NPsgferrighcden , Nina , men 
kom frem med hvad Du har at sige . 
— Vil Du forpligte Dig til ikke at meddele Andre 
de faa Ord jeg har at sige Dig ? 
— Gud . hvor høitidelig ! - 
— Vil Du ? spurgte Nina indtrængende og saae 
Julie alvorlig ind i Ansigtet . 
— Nu fa , siden Du forlanger det . Er det meget 
slemt ? 
Julie gav sig til at skoggerle , hvilket smittede 
Amanda , hvorimod Nina vedblev at være alvorlig . 
— Her har Du det Hele , sagde hun og skrev et 
Par Ord paa ec Stykke Papir , som hun gav Julie . 
Julie greb halvt smilende Papiret , og læste Følgende : 
„ Vilhelm 
er Dig utro ! “ 
Hun studsede og blegnede ved dis^c sørgelige Ord , 
som den afskyeligste Slethed havde dikteret . 
Nina iagttog hende med spændt Forventning , og 
var med en vis Tilfredshed Vidne til Virkningen . 

— Hvor veed Du det fra ? raabte Julie og foer 
hen imod Nina . 
Nina svarede kun med et Skuldertræk . 
— Naa , Du er rigtignok bleven ovrømt af den 
Historie , ytrede Amanda , der ikke forsfod hvad der 
foregik . 
— Siig mig det , Nina ; hvor veed Du det fra ? 
jeg slipper Dig ikke , Du skal fortælle mig Alt . 
Julie slirrede paa Nina med et Blik , hvori der 
laa en forfærdelig Hjerteangst . Disse Ord bavde 
ramt hende meget haardt . 
Men Nina , denne fordærvede Kvinde , havde ikke 
Tanke før hvad Julie maatte lide i dette Øieblik . 
— Jeg skal fortælle Dig Alt , sagde hun . 
— Det er alisaa virkelig sandt ? 
— Ja , desværre . 
— Ikke en Bagtalelse , som man skal foragte før 
hvad den er ? 
— Nei , nei ; men lad os gaa ind i det andet 
Værelse . /Ø , hvor det gjør mig ondt før Dig , at jeg 
skal være den , der meddeler Dig en saa sørgelig 
Tidende . 
— 0 , kom , skynd Dig , bad Julie . Jeg veed ikke 
ret , men det forekommer mig som om denne Meddelelse 
brænder med sin Gift i alle Aarer . 
— Fat Dig , Julie , og her mig med Taalmodighed , 
thi Du vtl have al din Sjælsstyrke behov , sagde 
Nina hyklerisk og slog Armen om Julies Liv , hvorefter 
hun gik ind i det antet Værelse med hende . 

— Men hvad gik der dog af dem ! udbrød 
Amanda , da Julie og Nina var gaaet . Naa , det er 
vel ikke rigtig at lure ved Dørene , dog , i dette Tilsælde 
vil jeg ikke betænke mig , men høre efter ; maaske 
kan jeg forebygge en Ulykke . 
— Hør mig , kjære Julie , sagde Nina , da devare 
komne ind . Tilsværg mig ved Alt hvad der er Dig 
helligt og dyrebart , at Du ikke vil aabenbare for 
noget Menneske , hvad jeg her vil meddele Dig . 
— Ikke engang til Svendsen ? 
— Nei , ikke engang til ham . 
— Ak nei , det tør jeg ikke love , ban er jo min 
eneste Fortrolige , min Fader , sagde Julie og bøiede 
Hovedet i unævnelig Sørg . 
— Saa faaer Du Intet at vide , sagde Nina med 
Bestemthed . 
— O , jeg beder Dig , slig mig Alt , men førlang 
ingen Ed , det er mig umulig » . 
— Nei , hvis Du vil dit eget Vel , da opfylder 
Du mit Ønske , betænk Dig ikke . 
— Nuvel , sagde Julie med tilkæmpet Fatning , jeg 
skal Intet sige 
— Kan Du huske den Orgie hos Fru Lund paa 
Vesterbro , hvori Vilhelm deltog ? 
- Ja , ja . 
— Det gik ikke saaledes til , som ban har fortalt , 
han blev ikke lokket . . . 
— Hvad siger Du ? 

— Sandhed . Hans Tilstedeværelse der var ingen 
Tilfældighed ; nei , det var en Vane . 
— O Gud ! hulkede den unge Pige . 
— Det var en Kvinde som han elskede , herer 
Du ! Elskede høist af Alle paa Jorden . 
— Det er Usandhed ! raabte Julie hurtigt ; umuligt , 
jeg kan ikke tro paa Sligt om Vilhelm . 
— Det forholder sig dog saaledes , og for at Du 
ikke skal tro at jeg farer med Usandhed , saa se her . 
Nina tog hurtig nogle Breve op as sin Kjolelomme , 
som hun med en overordentlig Frækhed præsenterede 
Julie , uagtet hun vidste at de vare falske . 
Med skælvende Haand aabnede Julie et af Brevene , 
men bavde ikke Kraft til at læse ; det var som 
Bogstaverne dandsede for vendes Øine . 
Da Nina saae , at Julie ikke kunde dette , skyndte 
hun sig at hjælpe hende , idet hun ømt sagde : 
— Kjære Julie , skal jeg hjælpe Dig , jeg seer at 
Du ikke er i Stand dertil . 
— Ja , gjør det ak jeg . . . jeg kan ikke . 
- Se her , sagde hun ; her skriver Vilhelm til 
en Dame , søm han kalder sin Elskede og som hedder 
Eulalia Han forsikrer hende om sin dybe Kjærlighed 
og tilsværger hende ved Guden Amor , at komme til 
et Stevnemøde . Øg se , se , her er et , bvori han taler 
øm det Pant paa den fælles Følelse , hun bærer under 
sit Hjerte , og lover at tilstille hende en rund Sum til 
Bestridelsen af de nødvendige Omkostninger ved Barnets 
Fødsel . 

— O , det er nok , mere end nok , slammede Julie , 
med Taarer i Øinene og dybt krænket . 
Nina lod som om hun overhørte disse Ord og 
tøg et andet Brev 
— Her er et fra hende , o , hvor Du er bleven 
skammelig bedraget , kjære kjære Julie ; hør , hun skriver : 
Dyrebare , inderlig elskede Vilh-lm , jeg venter 
Dig , naar Maanen straaler og Stjernerne blinke . 
Hun er poetisk , denne Veninde Vilhelm har . 
— Nei , det er for galt , jeg vil ikke høre mere ! 
raabte Julie og reiste sig burtig ; jeg kan ikke udholde 
denne Marter , den sønderknuser mig og tynger mig 
mod Jorden , o Gud ! skærm mig i al denne Kval . 
— Stakkels Veninde , sagde Nina , sløt Dig til 
mig , lad mig raade og hjælpe Dig ; tro mig , det er 
ikke Umagen værdt at tænke paa din skamløse Bedrager . 
— Nei , . . . nri , Du har Ret , hulkede Julie 
vaklende ; jeg vil ikke tænke paa ham mere , den Utaknemlige , 
og dog , — hans Billede sikr boret sig med 
saa uudslettelige Træk i mit Hjerte , at der skal længe , 
længe Isl , inden det vil lykkes mig . Ak , jeg er saa 
svag , saa mat . 
Julie vaklede ligbleg tilbage og vilde være faldet , 
hvis ikke Nina havde grebet hende og ført hende hen 
til en Stol . 
Ikke en Mine i denne slette Kvindes Ansigt forraadte , 
at hun fortrød , hvad hun havde gjort . 
Pludselig reiste Julie sig med Energi . 
— Eiv mig Brevene , hører Du . 

-- Nei , svarede Nina , det kan ikke ffe , dem beholder 
jeg ; jeg tør ikke udlevere dem . . . de tilhøre 
ikke mig . 
— Jeg vil have dem ! 
— Nei , Du faaer dem ikke ; jeg bar meddelt 
Dig deres Indhold , det maa jo være nok . 
— Ak nei , lad mig faae dem ; jeg tørster efter 
dem — som den , der mangler en Drik til at lædske 
sig vaa . . . de skulle hvile ved mit Hjerte . . . og i 
en rolig , — en rigtig rolig Time vil jeg tage dem 
frem og stille mig Ansigt til Ansigt med ben Slethed , 
hvorfor jeg bar været Gjenstand . 
— Nei , det skal Du ikke , det vil kun volde Dig 
mere Bitterhed . I Sandhed , kjære , sødeste Julie , 
Du bar faaet tilstrækkelig deraf ; var jeg i dit Sted , 
veed Du saa , hvad jeg vilde gjøre ? 
— Nei , det er mig umuligt at fatte ret ; Alt 
blandes i et Virvar , — kun det seer jeg klart — 
min Ulykke . 
— Jeg vilde sket ikke bryde mig mere øm den 
Utaknemlige ; dog han skulde mærke , at jeg vidste hvorledes 
han bavde behandlet mig , vidste , at han havde 
ødslet den Kjærlighed paa Andre , som tilhørte mig — 
jeg vilde behandle ham med knusende Foragt og søge 
Trøst for min Skuffelse paa Steder , hvor den virkelig 
var at sinde . 
— Hvorledes , hvad mener Du ? 
— At Du skal hæve din Forbindelse med Vilhelm 
saasnart som mulig . 

— Nek , nei , aldrig ! svarede Julie og lagde 
Haanden paa Hjertet ; det vilde blive min sidste Gjerning 
ber paa Jorden ; o , dertil elsker jeg dam for 
grændseløs ) . Nei , jeg vil søge at bringe ham til alter 
at elske mig . 
— Pyt , min Pige ! lo Nina haanlig ; den Følelse 
Du der gjør Regning vaa , bar han aldrig næret af 
Hjertet - det var kun Hykleri , ene og alene dvkleri ; 
nei Eulalia , som hun kaldes , har været den virkeligt 
Gjenstand for alle hans øckme Følelser . 
— Ti , jeg vil ikke høre mere - lad oS ende 
denne Samtale , der , det føler jeg , bar bibragt mig et 
Hjertesaar , som maaske aldrig vil læges . 
Julie vendte sig bort og vilde gaa . 
— Men Intet om dette til de Andre , sagde Nina 
og lagde Fingeren paa Munden . 
— Nei , svarede Julie mat ; vær vis paa , at jeg 
skal tie , - men vi tales ved senere . 
Nina stod triumferende og saae ester hende . 
— Ha , mumlede hun , nu kan Du kurre , min 
Turteldue , Du er — ene i Duret . 
' — Men hvad fattes Dig , kjære Julie , hørtes 
Svendsen sige i en faderlig Tone ; Du er jo saa bleg 
som et Lig ? 
— Aa , ikke noget videre , Fader , svarede Julie i 
en bedrøvet Tone . Jeg er ikke rigtig rask — det er 
det Hele . 
— Det Hele siger Du ; det er sandelig Meget . 
Men hvor har Du din Sygdom ? 

— Bryd Dig blot ikke derom , kjære Fader , det 
gaaer nok over , svarede Julie undvigende . 
— Men jeg beder Dig , siig mig , hvad der er 
iveien , sagde Svendsen indtrængende og saae Julie 
kjærlig ind i Øiet . Da jeg forlod Dig for et Par 
Timer siden var Du saa glad og tilfreds , og nu ? 
-- Ak , jeg er syg . 
— Men hvor føler Du det ? 
— I Hjertet ! svarede Julie med bristefærdig 
Stemme og tog Haanden for Øinene for at slandse de 
fremtrædende Taarer , hvorefter hun løb ind i sit Værelse 
og dreiede Nøglen om flere Gange . 
I Hjertet , lagde Svendsen sludsende og saae 
efter hende . Men det er mig uforklarligt , hvem kan 
have krænket den kjære Julie saaledes ? Nei , det forholder 
sig ikke saa , ' mumlede han hen for sig ; jeg maa 
tale med hende , hun skal sige mig hvad der egentlig 
fattes hende . 
Han vilde nærme sig Julies Dør , men blev standset 
af den indtrædende Nina , der med et venligt Smil 
traadte ham iveien . 
— Jeg beder Dem , lad Julie være lidt i No , at 
hun kan fatie sig . Hun vil nok selv senere fortælle 
Dem det Hele . 
— Er der da hændet Noget i min Fraværelse ? 
spurgte Svendsen forundret , 
— Nei , ikke der jeg veed af . 
— Men saa begriber jeg ikke . . . 
— Vær blot rolig for det — det klarer sig saamcrn 

nok . Men nu maa jeg gaa . jeg har nogle nødvendige 
Indkjøb at besørge , som De maaske er saa god 
, at underrette Arthur om . 
— Det skal jeg nok ; men hvis De er en rigtig 
velsignet Pige , saa fortalte De mig hvad Julie er bedrøvet 
over — jeg kunde da maaske raade Bod derpaa ; 
De veed jo hvor inderlig jeg omfatter dem Alle , 
men hun er døg min Uckaarede . 
— Jeg kan kun sige , at jeg er aldeles uvidende , 
svarede Nina halvt smilende . Trøst Dem , det gaaer 
nok over . Farvel ! 
— Farvel , Nina ! Hm , det er døg ogsaa kjedsommelig « , 
jeg vil saa gjerne se hende glad og lykkelig 
— jeg maa tale med hende , hun skal betro sig til sin 
faderlige Ben , det hjælper ikke . 
Han bankede heftig paa Døren og raabte Julies 
Navn , men fik intet Svar . 
Fireogtyvende Kapitel . 
Amandas Tilflugt . 
Amanda havde hørt hvert Ord . der blev talt inde 
i det . andet Bærelse . Det forbavsede den unge Pige i 

høieste E > rad og hun var længe i Tvivl om hun ogsaa 
bavde hørt rigtigt og forstaaet Alt hvad der var bleven 
sagt derinde . 
Hun anede rnstinkfmæssig at det maatte gjælde 
noget meget Vigtigt , siden de saaledes afsondrede dem 
fra hende . 
— Men hvad hører jeg , skulde det være muligt , 
mumlede hun hen for sig . Vilhelm utro ! nei , det er 
Usandhed , ja ligefrem Ondskab , der diktcrcr dette , det 
er jeg vis paa , sagde hun opbragt , og knyttede sin 
lille , smukke Haand . 
Det forekom hende , som om Nina ved sin Fortælling 
lagde en vid Kløft mellem Julies og Vilhelms 
Hjerter , der maaske aldrig vilde blive udfyldt . 
Endelig gik Døren op og hun foer blodrød og 
skamfuld over ar blive overrasket , tilbage . 
Dog , hun slap mcb Skrækken ; det varede noget 
inden ben Ankomne gik ind i det Værelse , hvori hun 
opholdt sig - der var Svendsen . , 
Amanda var længe raadvild , om hun skulve meddele 
ham hvad hun havde Pørt , men hun betænkte sig 
dog , da hun var angst for at Svendsen skulde faae at 
vibe paa hvilken Maade hun var kommen til Kundskab 
herom . 
Efter al have hilst paa ham bortfjerncde hun sig . 
— Jeg maa se al komme under Veir med hvorledes 
be « egentlig forholder sig , lagde hun ; det maa 
ikke ske , at be to kjære Mennesker skulle skilles — dei 
vilde afstedkomme altfor megen Ulykke . 

Hun stod nogen Tid hensunken t Tanker , for om 
mulig ai komme paa er godt Raad . 
— Men del er sandt , udbrød hun ; jeg tænker saa 
langt , og saa har jeg maaske den Ben , der kan raade 
mig , lige i Nærheden . Jeg vil betro mig til Karl , 
han maa hjælpe ; han er god , og saa kløg , saa umaadelig 
kløg . 
Karl var en haabefuld nittenaarig Ungersvend , der 
læste til Styrmandscramen , en sværlemmet , rødmusset 
Kraftkarl , Ver altid havde et gemytligt Smil paa 
Læben . 
— Ja , jeg vil betro ham det Altsammen , sagde 
Amanda . Jeg havde jo rigtignok beslutter , ikke at ville 
iale med ham for det Første , men l er saadan over 
ordentligt Tilfælde maa man sætte alle Hensyn tilside . 
Som sagt , saa gjort . 
Amanda skyndte sig at tage Hal og Shavl paa 
og linede sig bort , ængstelig for al Nogen skulde møde 
hende . 
Hendes Bandring gjaldt et Sted , ver laa lidt 
længere oppe i Gaden . 
Her bankede hun beskedent paa en Dør paa 2dcn 
Sal , hvor en venlig Dame kort ester lukkede op og 
indbød hende til ar træde ind . 
— Jeg vilde saa gjerne tale med Karl , lagde 
hun . De finder det maaske besynderligt , kjære Frue , 
ar jeg saaledes vover mig herop , men det gjælder en 
Sag af megen Vigtighed , som jeg gjerne vilde meddele 
Karl . 

— V ' st ikke , kjære Barn , det finder jeg slet ikke 
forunderligt . Du og Karl kjende jo hinanden fra Born 
af og han kalder Dig endog sommetider for Spøg fin 
lille Kjæreste . . . 
— Jamen det er Sandhed , kjære Moder ! lod en 
munter Stemme , der tilvane Karl , som idetsamme 
kom ind fra et andet Værelse . 
— Aa Snak , I ere jo Børn endnu , sagde den 
ældre Dame godmodig , og fjernede sig for at hente en 
Forfriskning . 
— Skal vi lade os nøie med det , Du ? raabte 
Karl og greb Amanda om Livet . 
— Ja saamæn skal vi saa , din Moder hær Net , 
vi ere Børn endnu . 
— Naa , hvad skal det betyde , fragaaer Du nu at 
Du er min Kjæreste ? 
— Nei , dei gjør jeg ikke ; jeg holder meget af 
Dig , søbe Karl , det kan Du iro . 
— Ja , jeg troer det ogsaa , om saa hele Verde « 
sagde nei ; giv mig et Kys for det ! 
— Nei , lad det blive til en anden Gang , dertil 
har jeg ikke Tid nu . 
— Kan Du huske , sagde Karl , den Aften da vi 
forlovede os med hinanden ? ' 
— Ja , ja , men . . . 
— Vi vare til Bal hos Dandselærercn , aa . hvor 
Du saa nydelig ud ben Aften ; men Du dandsede for 
meget og blev træt ; jeg førte Dig ind i en lille Kahyt 
ved Siden af , jeg viftede Dig med mit Lo meiørklæde 

og saa — saa forlovede vi os . O , det var rigtignok 
en rar Aften ; den glemmer jeg aldrig . . . det maa 
jeg have et Kys for , hvad ? 
— Nei , lad det vente , Karl ; vi have noget ganske 
Andet at udrette ; jeg vil bede Dig om at gjøre mig 
en Tjeneste . 
— En Tjeneste ! ikke Andet ! raabte Karl smilende . 
Jeg vil med Glæde vise Dig ti , lyve , ja hundrede Tjenester , 
om Du vil . 
— Jeg veed det , sagde Amanda , og har derfor 
ogsaa gjort sikker Regning paa Dig . 
— Det gjorde Du Net i , min Pige ; Du kan tro 
Hjertelaget er godt , og del er dog derpaa det kommer 
an , naar det kommer til Stykket . 
— Ogsaa sandt , kjære Karl ; men lad mig nu 
fortælle Dig , hvorfor jeg egentlig er kommen herhen . 
— Jeg hører andægtig til . 
Amanda underrettede nu Karl om det hun havde 
hørt , og spurgte ham hvad han antog at hun skulde 
foretage i denne Sag 
— Du skal lade den skøtte sig selv ; hvad to 
Kjærestefolk har sammen , maa ingen Anden blande sig 
i , det lønner sig ikke . 
— Jamen det er jo ikke derom der er Tale ; man 
vil jo skille dem ad . 
— Aa , Passiar , de blive nok splidsede til hinanden 
igjen , som Kaptajnen siger . 
-- Spøg tilside , Karl , sagde Amanda pludselig 

alvorlig ; det er virkelig Sandhed og Alvor hvad jeg 
fortæller Dig . 
— Naa , Amanda , Du veed jo nok at Karl er til 
din Tjeneste , hvad det end gjælder , og jeg spørger Dig 
derfor , hvad forlanger Du af mig ? 
Karl slog Armene overkors og satte et overørdentlig 
gravitetisk Ansigt op . 
— Du maa se , kjære Karl , at faae at vide om 
der virkelig er Noget i det , der bliver sagt om Vilhelm ; 
soge paa Stedet at faae Underretning . 
— Ja , hm , det er nu saadan en egen Sag ; den 
Slags Skær er jeg ikke vant til at klare » sagde Karl 
og kløede sig betænkelig bag Øret . 
— Vil Du ikke gjøre mig den Tjeneste ? 
— Jo , jo saamæn vil jeg saa , at sige . . . 
— Naa , kom nu ikke med saa mange Betænkeligheder ; 
vil Du eller vil Du ikke ? 
— Ja men Du maa da inkrømme at det er et 
besynderligt Forlangende ; jeg kan da . . . 
— Det indseer jeg sket ikke , sagde Amanda ; man 
bør aldrig betænke sig paa at gjøre en god Gjerning , 
tilmed naar det skeer for Ens Skyld , i hvis Øine 
man gjerne vil slaa med Palmer i Hænderne , tilføiedc 
hun , idet hun med Inderlighed saae ham ind , Øinene . 
— Nei , nei , lad være at se saadan paa mig ! 
raabte Karl leende ; saa overgiver jeg mig strar , saadanne 
Blikke kan mit ærlige Somankshjcrtc ikke taaleDu 
gjør altsaa hvad jeg beder Dig om , 
ikke sandt ? 

— Javel da , men et Kys og et Haandtryk skal 
Du give mig derfor , vil Du ? 
— Her har Du det , smilede Amanda og gav 
Karl et Kys . 
— Naa , det var saamæn en rar Histørie I der 
fortæller hinanden , Børn ! ytrede i det samme den 
gamle Dame , der ubemærket var kommen ind og med 
inderlig Glæde havde været Vidne til denne Kjærlighedsytring . 
Karl 
og Amanda foer overraskede og rødmende 
fra hinanden . 
— Nei , se , se , vedblev hun ; er det ' saadanne vigtige 
Sager den lille Spidslærke har at betrø min 
Dreng ; hm , nu det behøver Du ikke at skamme Dig 
over , men slemt er det alligevel . . . 
— Jeg forsikrer Dem , kjære Frue , slammede 
Amanda forlegen ; jeg . . . 
— Naa , gjør hende nu ikke flau , Moder , udbrød 
Karl ; Herregud , vi mener det oprigtigt . Beggeto , 
og . . . og . . . 
— Har Du mere at sige , Skælm , afbrød Møderen 
ham smilende . 
- Nei vist ikke , jeg lover Dig at vente , kjære 
Moder , indtil . . . 
— Indtil Du er bleven hvad Du skal være , min 
Søn , hverken før eller senere , hvis Vorherre før 
Resten holder sin Haand over os . 
— Ja , Du har Ret , Moder , saaledes skal det 

være , og ikke sandt , henvendte Karl stg til Amanda , 
idet hans Stemme skælvede let ; Du vil vente paa 
mig , min Pige ? 
— Ja , derom kan Du være forvisset , Karl ; men 
husk nu dit Løfte . 
— Bær bare rolig for det . Det er jo Dig , som 
har bedet mig derom , og det er mig nok . 
— Saa Farvel da , jeg maa skynde mig af komme 
hjem , da jeg er løbet herover uden af sige det . 
Femogtyvende Kapitel . 
Overfaldet . 
Knækbæin skummede af Harme over den Ydmygelse , 
om Greven havde ladet ham overgaa . 
De mest skumle Planer gærede i vans Indre , 
hvorledes han bedst skulde faae den Forpligtelse kastet 
fra sig , som Greven havde paalagt ham . 
Dette Afhængighedsforhold var ham en Mod . 
bydelighed . Han , som var vant til af byde og befale 
over Folk , der adlødc ham blindt , han skulde nu tvinges 
ind i et Forhold , hvori han — skjøndt han satte 

sig derimod med Hænder og Fødder — var tvungen 
til af spille den ydmyge Tjeners Rolle . 
Vi træffe ham kort ester af dette var skeet , ude i 
det forbandede HuS paa Nørrebro . 
Med Hænderne paa Ryggen og Høvedet hængende 
ned paa Brystet , vandrede han rastløs frem og tilbage 
i Værelset . 
— O , Djævel , mumlede han mellem de sammenbidte 
Tænder ; tidobbelte Djævel af et Menmske , der 
saaledes overlistede mig . Nei , nei , jeg finder mig ikke 
deri , jeg maa og skal afryste dette Aag , det koste hvad 
det vil , - og ikke nok dermed , saa derøver han mig 
ogsaa hende , hvem jeg har kastet al min Følclse paa . 
Nei , nei , og atter nei , dei kan ikke være saaledes , jeg 
passer ilde til at være Tallerkenslikker ! Frie Hænder 
maa jeg have til at handle som jeg lyster . 
Han slandsede et Øieblik og tænkte efter . 
— Funius ! nu har jeg det , mumlede han og nærmede 
sig Døren , der vendte ud mod Gaarden . 
Han speidede rundt omkring , men Alt var stille . 
Hvor Pokker mon Johan er henne , sagde han 
fortrædelig ; jeg befalede dog den Slubbert , at han 
skulde opholde sig i Nærheden . 
- Her er jeg , Kaptajn , sagde en dyb Stemme , 
idet en Dør i Panelet aabnedes , og den omtalte Person 
traadte frem i Værelset . 
— Ha , hvorfra kommer denne Røst , slammede 
Knækbein og trak sig forskrækket tilbage . 

— Bliv ikke bange , Kaptajn , det er jo blot mig , 
svarede Johan med et skummelt Smisk . 
— Bange . . . bange , nei del er jeg ikke , sagde 
Knækbein pludselig rolig og brystede sig ; hvornaar har 
Du seet mig bange . Jeg blev kun en Smule overrasket , 
det var det Hele ; men , for Djævlen , hvor har 
Du været henne ? 
— Aa , jeg var blot nede at sortere Sølvtøjet ; 
Kaptainen kan tro at det trænger til at poleres . 
— Kom herhen tisk mig , jeg har en Anelse om at 
Noget af det har forvildet sig ned i din Stortrøje , 
sagde Knækbein gnavent . 
Johan adlød nølende . 
— Derfor kan Kaptajnen være ganske rolig , det 
er Altsammen bleven dernede , forsikrede han . 
— Lad mig dog se alligevel , det kunde være skeet 
mød din Villie — jeg veed jo godt at Du er ærlig , 
men i Mørke begaaer man let en Forseelse . 
Knækbein gav sig ivrig ifærd med at visitere alle 
Johans Lommer . 
Johan sendte Knækbein et harmfuldt Blik , og 
gjorde ubemærket en Bevægelse , som om han vilde tage 
et skjult Vaaben frem , men han betænkte sig og fandt 
sig rolig i denne Undersøgelse . 
— Skurk ! sagde Knækbein harmfuld . Hvad er 
dette ? 
Han havde fundet en Gulddaase i Johans Lomme 
og holdt den rasende frem for Næsen af ham . 
— Aa , ikke Andet , svarede Johan ligegyldig ; jeg 

fandt den dernede i Kjælderen , og da jeg netop trængte 
til en Skraadaase , saa tøg jeg den ; det er da Kaptajnen 
ikke gnaven for . 
— Jo jeg er , Du Slyngel ; men hvis Du troer , 
at jeg godvillig vil finde mig i , at Du tyvstjæler fra 
mig , saa tager Du Fesl 
— Gjsr nu blot ikke saa megen Snak af den 
Daase , Kaptajn . Jeg har taget den , fordi jeg trængte 
til den — hm , det gjør Kaptainen jo saa tidt . 
Dette slaaende Svar virkede paa Knækbein . 
— Nu ja , sagde han noget ester ; Du kan beholde 
den Tingest , men paa en Betingelse . 
— Gudbevares , Kaptajn , sagde Johan med et 
keitet Buk . Betingelserne tager jeg saa gjerne med i 
Kjøbet . 
— Hold Dist klar Mjgemed en af de Andre 
imorgen Nat « 
— Javel . 
— Tag nogle forsvarlige Ned med Dig , — forstaaer 
Du ? 
— Skal sle , Kaptajn ! 
— Du maa førberede Dig paa en haard Dyst , 
thi den , hvem vor Expedition gjælder , har Kræfter 
som en gal Tyr . 
— Skal ogsaa sle , Kaptajn . 
— Det er mig meget om at gjøre m Sagen faaer 
et heldigt Udfald , da den Bedkommende er kommen i 
Besiddelse af flere af vore Hemmeligheder , hvilke han 
truer med at lade komme til Politiets Kundskab , og 

saa , veed Du , faaer de forst Fingre i os , saa ere vi 
leverede . 
— Ja , det kan jeg forstaa ; jeg har ikke synderlig 
Lyst til at række Hals , og skal derfor gjøre mit Bedste , , 
det lover jeg Kaptainen . 
— Godt , jeg stoler paa Dig , Johan . Altsaa , 
ved Midnat imorgen , jeg følger selv med . 
, — Ja , saa gaaer det ganske bestemt heldig af , for 
Kaptainen har altid saadan en bandsat Lykke med sig . 
— Naa , det faae vi at se , sagde Knækbein synlig 
smigret ved denne Kompliment , og gav Johan et Tegn 
til at bortfjerne sig . » 
Bi ville ile forud for dem , og se hvorledes de 
sætte den skumle Plan ivark . 
Det var altsaa næste Midnat , men Veiret var ikke 
synderlig heldigt for deres » foretagende . Maanen og 
Stjernerne skinnede nok saa lys og straalende ned til 
dem , hvilket aflokkede det „ hæderlige “ Kløverblad adskillige 
Eder . 
Dog , derved var jo Intet af gjøre . 
Det natlige Tøg gjaldt Greven , som den ærede 
Læser vel allerede har gjættet . 
Da man kom til Stedet søgte man af orientere 
sig saa godt som muligt , men der hengik lang Tid 
inden man ret kunde blive enige om den Maade , hvorpaa 
Sagen skulde gribes an . 
Endelig fattedes der dog en Beslutning . 

Det Første var af skaffe sig Adgang til Stedet ; 
men her slødte man paa en ikke lille Vanskelighed , da 
Porten var solidt asiaaset og Portneren paa denne 
Tid ikke lukkede op . 
Man søgte ved forenede Kræfter af sprænge den , 
men den spottede enhver Anstrengelse . 
Knækbein skummede af Raseri ved disse Uheld , og 
forbandede baade sig selv og Gjenstanden for sin Hævn . 
— Men , før Djævlen ! hvørledeS skal vi dog 
kømmc ind , mumlede han . Er der Ingen af Jer der 
veed en Udvei ? 
Jøhan grundede lidt ; pludselig opklaredes hans 
Ansigt og han hviskede : 
— Seer Kaptajnen Vinduerne i dette Portkammer ? 
- Javel . 
— Det er min Mening af vi krybe ovenpaa 
hinandens Skuldre og den Øverste slaaer Ruderne 
ind , saa ere vi der . 
— Godt udtænkt , Jøhan , svarede Knækbein og 
gned Hænderne af Fornøielse ; ja lad os saa begynde 
Værket . 
Gjerningen fulgte paa Ordet med Iagttagelse af 
den nødvendige Forsigtighed , og det lykkedes dem endelig 
af naae det Værelse , hvori Greven opholdt sig . 
— Saa Godtfolk , hviskede Knækbein ; nu et dristig 
Tag og vi have vundet Spil . 
Inde i Sovelabinettet laa Greven og slumrede 
nok saa blidt . Han havde nøgle Timer førindcn havt 
Besøg af Nina , der havde fortalt ham , om hvorledes 

hun alt havde virket for hans Sag , og af det ikke 
vilde vare ret længe , inden Julie var tilstrækkelig forberedt 
paa af skifte Elsker . 
Disse Tanker , som denne Meddelelse havde fremkaldt , 
gjorde af de yndigste Billeder foresvævede ham 
i Drømme og lullede ham i sin Rus . 
Det var derfor en meget ubehagelig Overraskelse , 
da Knækbein pludselig med raa Krast greb ham i 
Struben og raabte : 
— Bind ham , Folkens ! 
Johan og hans Kammerat nærmede sig hurtig 
med Rebene . 
— Ha , er det Dig , Skurk ! raabte Greven og 
vaagnede til Besindelse . 
Med en lynsnar Bevægelse slog han Knækbein til 
Side og sprang ud paa Gulvet , efterhaanden retirerende 
baglænds hen imod et , Bord , der stod ved en Udkant 
af Værelset . 
Greven værgede sig af al Kraft imod det forenede 
Angreb , idet han sladig veg tilbage . 
Endelig havde han naaet Bordet og med et hurtigt 
Ryk rev han en Skuffe op og fremdrog en Pistol , 
hvis blinkende Løb han med kold Rolighed rettede mod 
Knækbein . 
— Ikke et Skridt endnu , eller Du er min Mand ! 
raabte han . 
Knækbein standsede , aldeles overrasket over denne 
Modstand . 
— Herhid , Folk ! stødte han endelig frem , efter 

at have betænkt sig en god Stund . Bi lade os ikke 
kujonere af den Skrælling . 
Denne Opfordring var unødvendig . Johan havde 
benyttet Leiligheden til , da Greven havde hele sin Opmærksæmhed 
henvendt paa Knækbein , til at snige sig 
langs ad Gulvet og liste sig bag paa ham ; med et 
hurtig Nyk greb han saapas Grevens Ben , saa denne 
vaklede og faldt forover . 
Godt , meget godt , grinede Knækbein fornøiet , 
idet han tilligemed Johans Kammerat skyndte sig at 
binde Grevens Hænder og Fødder . 
Dette skete ikke uden en fortvivlet Modstand fra 
Sidstnævntes Side ; det slov klart for ham , at havde 
Skurken først faaet Magten over ham , da skulde der et 
lille Miraklel til for atter at sætte ham i Frihed . 
— Lad os saa komme afsted , ytrede Knækbein veltilfreds 
over Udfaldet ; ; men vi maa være forsigtige , at 
Ingen forstyrrer os . 
Man tog altsaa ven vel emballerede og kneblede 
Greve imellem sig , og skyndte sig lydlost afsted , samme 
Vei som man var kommen . 
Adskillige Forbigaaende slandsede og saae forundrede 
paa dette natlige Tog ; men Ingen vovede at antaste 
dem paa Grund af deres afskrækkende Ydre . 
De naaede derfor uhindrede det forbandede Hus 
paa Nørrebro , hvor Knækbein strax befalede at Greven 
skulde bæres ned i den samme Kjælder , hvor Vilhelm 
i sin Tid havde lidt saa meget . 
Det gøs i Greven , da han saae dette uhyggelige 

Sted , som var udslet til at være hans fremtidige 
Opholdssted . 
Han kastede forskende Blikke omkring sig , for 
muligvis at faae Øie paa en Dør eller Sligt , hvorigjennem 
han , naar han atfer var bleven ene , kunde 
sætte sig i /Frihed ; men det var forgæves , der fandtes 
kun en eneste Der , og den var saa forsvarlig , at det 
vilde være Galskab at tænke paa at flygte ad den Ler . 
Dog , han tabte ikke Modet , men sendte sine Vogtere 
et trodsigt Bl ' ' k . 
Uden at sige et Ord lagde man ham ned paa 
Gulvet . 
Endelig , efter en lang , pinlig Tavshed , traadte 
Knækbein hen for ham , tog Knebelen ud af hans Mund 
og sagde : 
— Begriber Du hvorfor dette vederfares Dig ? 
Greven forholdt sig tavs . 
— Svar , naar jeg taler til Dig , Hund ! raabte 
Knækbein opbragt og ikke længer istand til af tvinge 
sine hævngjerrige Følelser , sparkede han heftig til 
Greven . 
— Nei , svarede Greven endelig . 
— Saa skal jeg sige Dig det . For det Første , 
fordi Du er mig iveien , da Du vil berøve mig den 
Kvinde , som jeg bar svoret af ægte . For det Andet , 
forbi af Du har villet bruge mig som Boldt for dine 
Planer , som en Slave , der villigt skulde udføre Alt 
hvad Du befalede , og til Løn derfor give Afkald paa 
ethvert Gode , som jeg havde knyttet mig isk . Men 

viid da , jeg bliver aldrig din Slave , tvertimod , Du 
skal blive min Slave , jeg skal vide af tvinge Dig dertil , 
og vær overbevist om , af jeg har Midler , som Du 
skal saae af mærke - - saa det bliver ikke nogen tom 
Trusel . 
— Jeg foragter Dig , Usselryg , svarede Greven 
og fled i Rebene . Var jeg iaasandt fri for disse 
Baand , da skulde jeg vise Dig hvem der havde Magten , 
forbandede Karl . 
— Hahaha , Du bliver nok tam ; jeg har et 
ypperligt Middel derfor ! raabte Knækbein med et ildespaaende 
Blik . 
En uforklarlig Anelse foer igjennem Grevens Sjæl . 
Han forstod halvt om halvt hvad der ventede ham . 
— Lad os tale fornuftig sammen , sagde han . Lad 
mig komme bort , og jeg giver Dig Guld — meget 
Guld . Hvad behøver Du at bryde Dig om Pigebarnet , 
der findes Kvinder nok , nydelige , elskværdige , med 
Tillokkelser , som beruse alene ved Tanken , der ville 
elske Dig . Lad mig beholde Julie — Du skal ikke 
komme til at fortryde det , — desforuden , hun elsker 
mig næsten , kun et Øiebliks Samtale med hende , og 
jeg har HendeS Ja . 
— Ha , det vover Du at sige mig , mig , som 
elsker hende saa lidenskabeligt , at selv Helvedes Flammer 
ikke kunne maale sig med mine Følelser i Barme . 
0 , havde jeg et gloende Jern , jeg skulde da brænde 
din løgnagtige Tunge for disse Ørd . . 
Knækbein var aldeles ude af sig selv ; hans Øine 

sfode Lyn — den mest fortærende Skinsyge var bleven 
sat i Bevægelse ved disse Ord . 
Greven blev ligbleg og søgte at vende Ansigtet 
bort for ikke at se denne forfærdelige , hævnaandcnde 
Skikkelse . 
— Bort med Dig , udbrød han forfærdet . 
Knækbæin bøiede sig til Svar over Greven og 
hviskede , idet hans Ansigt efterhaanden antog et tilsyneladende 
roligt Præg : 
— Lad mig se , at Du finder Dig i , hvad jeg 
beslutter med Hensyn til Dig , tag din Straf som en 
Mand , saa maaske der endda kan findes en Udvei 
for Dig . 
— Og hvori skal den bestaa ? spurgte Greven , 
idet han ikke kunde undertrykke en Gysen . 
— Det skal jeg sige Dig ; dine Baand skulde blive 
løsnede . . . 
— Og . . . og saa . . . 
— Du skal faae Lov til at gaa frit om — hernede ; 
men ellers vil Du ikke se et eneste Menneske . 
Du skal lære at give Affald paa Næring . Jeg indrømmer , 
det vil maaske falde haardt for Dig , som 
altid har svælget i Overskod , at lide Hungerens og 
Tørstens forfærdelige Kval , at kunne tælle Minuterne , 
Sekunderne til den Stund , da Du sygner hen og tilsidst 
kraftesløst segner om for aldrig mere at reise Dig . 
Dog , forinden dette skeer , gaaer der en rum Tid ; Du 
vil først i rasende Vanvid have stormet mod Murene , 

kradse dine fine Hænder tilblodS og raabe paa Brød , 
men der er Ingen , der vil kunne høre Dig . 
— Forfærdeligt , slønnede Greven . Og alt dem 
vil Du øve mød mig , uden at en Gnist af Medlidenhed 
rører sig i dit Hjerte ? 
— Ja , det vil jeg — Lige før Lige ; jeg har Intet 
mere at sige . 
Dermed børtfjcrnede Knækbein sig , fulgt af sine 
Hjælpere , efter at man først havde løsnet Rebene , der 
bandt Grevens Hænder . 
Sexogtyvende Kapitel . 
Julie og Vilhelm . 
Given hin skæbnesvangre Aften , da Julie havde 
faaet den sørgelige Underretning af Nina , saae man 
ikke mere nøget Smil paa det ellers saa livsglade 
Ansigt . Hun græmmede sig saaledes , at hun , da hun 
en Dag tilfældig saae sig i Speilet , uvilkaarlig blev 
bange før sig selv , saa stor en Forandring var der foregaaet 
med hende i den korte Tid . 
Stille og nedkølet vandrede hun ømlring , og 
uagtet Vilhelm og Svendsen havde gjort alle mulige 

Forsøg før at trænge ind paa hende før at faae at 
vide , hvad det var hun sørgede saa dybt over , vare 
alle deres Anstrengelser dog forgæves ; hun var og 
blev tavs om denne Gjensland . 
Nina var sladig Vidne til den daglige Kamp Julie 
maatte læmpe , uden af det faldt hende ind af trøste hende 
eller oplyse hende om Usandheden af , hvad hun havde 
fortalt . 
Vilhelm var for sit Vedkommende aldeles utrøstelig , 
han vilde saa inderlig gjerne se hende glad og tilfreds 
og jevne Veien for hende saa godt det stod til 
ham ; men alt i den Retning var han jo cfskaaret fra , 
da Julie forblev tavs , og ingen Anden kunde eller 
vilde meddele ham Noget . 
Han anede mindst af han selv var Gjenstanden 
over ; hvem Julie sørgede saa dybt . 
Hvor var nu de fortrolige Timer blevne af , som 
før havde været en sand Vederkvægelse , naar de om 
Aftenen sade sammen og i deres Fantasi opstillede Planer 
for deres fremtidige Liv med hinanden ? Hvor 
var den venlige , smilende Hilsen bleven af , naar han 
kom hjem , og som for ham havde været et Pant paa 
Julies trofaste Kjærlighed — Alt var flygtet bort ; kun 
Tomhed og Kulde var tilbage , som fruede med af stille 
et Fjeld af Bitterhed istedenfor den bortdunstede Kjærlighed . 
Men 
det maatte ikke vedblive saaledes ; han maatte 
og vilde bestemt vide hvad der tyngede hende , og hun 
skulde sige ham det ; han kunde fordre det , i Kraft af 

den Følelse , han nærede for hende . O , det kunde ikke 
være Andet , naar han talte ret af Hjertet til hende . 
da maatte denne Skygge af Tvivl svinde bort , og Als 
vilde atter blive Lys og Glæde . 
Det var altsaa en tidlig Aftenstnnd at Julie og 
Vilhelm vare ene . En ' underlig , dybtfølt Bevægelse 
kom over ham , da han hørte Julie sukke dybt og alvorlig , 
og saae hvorledes hun aandssløvt stirrede hen 
før sig . 
Han greb hendes Haand og sagde : 
— Men bedste , kjæreste , velsignede Julie , hvorfor 
er Du dog saa sørgmodig ? Jeg kjender Dig jo ikke 
igjen ; Du som før var saa venlig og omgængelig og 
altid bavde et eller andet kjærligt Ord at sige , Du 
gaaer nu omkring , siger Intet og seer paa dine Omgivelser 
som om Du vilde sige : O , hvor jeg er kjed af 
eder Allesammen . 
— Jeg kan ikke gjøre før det , stammede Julie . 
Ak , jeg skan ikke Andet . 
— Men hvad fattes Dig da . . . er der Nogen 
der har mere Net til at erfare det end jeg ? 
— Nei . det indrømmer jeg , men . . . 
— Nu , hvorfor viner Du da baade Dig selv og 
mig med din Tavshed ? 
Julie bøiede Hovedet til Siden , for at skjule den 
unævnelige Sorg , der aforægede sig i hendes Ansigt 
ved Vilhelms Ord . 
— O nei , sagde hun til sig selv ; det kan ikke 

være muligt , at han har bedraget mig , at han elsker 
en anken Kvinde og døg kan tiltale mig med en saadan 
Hjertevarme . . . men alligevel , jeg har jo seet 
Brevene , Beviserne paa hans Brede imod mig . 
Vilhelm betragtede hende længe i Tavshed — hun 
var ham en Gaade , som han ikke saae sig istand til 
at løse . 
— Lad nu al Sorg fare , sagde han endelig ; ræk 
mig din lille Haand , se mig rigtig ind i Øinene og 
siig mig hvad der tynger Dig . 
Det faldt Julie tungt ; men hun gjorde døg som 
han bad om . 
— Naa , lad mig saa høre , Julie ; Du seer at jeg 
venter med Længsel . 
— O , Plag mig ikke , Vilhelm , bad Julie ; tving 
ikke Ord frem , som maaske ville have sørgelige Følger 
for os Begge . 
— Meddel mig det døg alligevel ; jeg er vel Mand 
for at kunne bære en Ulykke . 
— Nei , nei , lad mig hellere gaa min stille Gang 
i nogen Tid , saa maaske — maaske kan jeg vinde Kraft 
til at sige Dig det . 
— Men hvorfor , ikke nu ? Tro mig , en Sorg 
bæres bedre naar man er To om den . , 
— Jeg vil fortælle Dig en Historie om en ung 
Pige , som jeg kjender , . sagde Julie undvigende ; hendes 
Livs eneste , men afgjørcnde Begivenhed . Den vil 
maaske lade Dig ane , hvad jeg ikke kan sige Dig . 
— Hvortil disse Omsvøb , elskede Julie ; siig mig 
- 

det uden Omsvøb , med rene og klare Ord , Du veed 
jo saa godt at Du er den Kvinde jeg elsker høiest paa 
Jorden . Hvor mange Beviser har jeg ikke givet Dig 
derpaa ; kom derfor trøstig frem med det Altsammen , 
nedriv den uhyggelige Mur , der har optaarnet sig 
imellem os . 
— Han sagde ikke at jeg var den eneste Kvinde 
han elsker , tænkte Julie og gav efter for sine sørgelige 
Anelser . 
— Det er en ung , smuk Pige , som jeg her vil 
fortælle om , sagde Julie høit . Den Stakkel , hendes 
Forældre døde tidlig og hun kom derfor i Huset hos 
en velhavende Onkel . Drvie Tiber var det for hende , 
mangen bitter Taare sljal sig ned ad HendeS Kind , thi 
hun nød ikke den Omgang eller Venlighed , som hun var 
vant til ; nei desværre , haarde Ord og Uretfærdigheder 
var al den Løn hun fik for den barnlige Kjærlighed , 
hendes Pligt bød hende at vise Den , der nu 
vor hende i Faders og Moders , Sted . Men det er 
sandt , inden jeg gaaer videre vil jeg døg sige Dig 
hendes Navn ; hun hed Eulalia . 
— Eulalia , sagde Vilhelm sludsende , og blev 
blodrød . 
Han kom til at tænke paa den skamløse Orgie hos 
Fru Lund . 
— Ja , Eulalia , svarede Julie med skælvende 
Stemme og lagde med Sorg Mærke til den Opmærksomhed , 
som dette Navn vakte hos Vilhelm ; kjender Du 
hende ? 

— Nei , nei , svarede Vilhelm asværgende ; fortsæt 
kun din Fortælling . 
Julies Hjerte bankede vøldsømt , men hun søgte at 
tvinge sine Følelser saa godt som muligt , og fortsatte 
som følger : 
— Nogle Aar sneg sig ben for hende i Onkelens 
Hus , under stadig Sorg og Længsel efter at det skulde 
blive bedre , men det slete ikke . Endelig syntes der døg 
at skulde ske en Forandring . Hun var nu fraadt ind 
i Jomfrualdcrcn og var , hvad Folk kalde , en rigtig 
nydelig ung Pige . En Aften havde Onkelen , hvad 
sjelden skete , givet hende Tilladelse til at nyde en Fornøielse 
hos en Familie , der boede tæt ved , og kom 
havde sendt hende en Indbydelse , da de med Beklagelse 
havde seet den indesluttede Tilværelse , som Eulalia førte . 
— Kort forinden hun skulde gaa , kom hun ind til 
Onkelen , iført sin bedste Stads , for at sige Farvel og 
takke ham , forbi ban havde givet hende Lov til at nyde 
denne Fornøielse . Han betragtede sin unge straalende 
Myndling først med Forbavselse , og siden med Henrykkelse 
da ban saae at Barnet var bleven isl en smuk 
Jomfru . 
-- Fra denne Dag daterede sig først ret hendes 
Ulykke . 
— Onkelen opdagede pludselig at han elskede dette 
Barn , som nu , uden at han ret vidste af det , var 
bleven en elskelig Kvinde , som blot behøvede at træde 
ud i Verden for at vinde Hjerter . 
— Der opstod efterhaanden i denne Mands Hjerte 

— med de graa Haar og de uædle Motiver — en Lidenskab , 
som gjorde , at han aldrig lod hende have No . 
— Han var sket nok til , tvertimod hendes Tilbøielighed , 
at ville tvinge vende til Ægteskab 
Døg hun var kjæk og stred imod , all hvad hun 
kunde . 
—- Da hændte det en Dag , at en ung Mand , 
aldeles tilfældig , kom i Huset . Hans Besøg faldt 
netop efter en rystende Scene med Onkelen , der havde 
forsøgt paa en afgjørende Maade at faae hende til at 
indvillige i sit vanvittige Forsæt . 
-- Den unge Mand var smuk og beskeden , og 
hans hele Fremtræden var præget af en egen Elskværdighed , 
som maatte tiltale . Det var derfor intet Under , 
at Eulalia . . . 
— Du behøver ikke at nævne dette Navn oftere , 
afbrød Vilhelm hende . 
-- Men hvorfor ? 
— Lad det være Dig nok , kjære Julie , det er mig 
ubehageligt at høre . 
Det var i Virkeligheden saaledes , da det mindede 
Vilhelm om den ubehagelige Aften , han havde tilbragt 
sammen med Kandidaten . 
— Saa vil Du vel helst have at jeg skal tie med 
Resten ? 
— Nei , vist ikke , tværtimod , den interesserer mig 
meget , men ieg begriber rigtignok ikke , hvad denne Fortælling 
har med din Sorg at giøre ? 
Julie betragtede ham med uforstilt Forbavselse . 

— Det er ogsaa kun af den Grund at jeg fortæller 
Dig den , for at Du kan drage en Slutning , 
sagde hun . 
— Ja , meddel mig saa kun Resten , jeg længes 
sandelig meget ester at drage den omtalte Slutning , 
saavist som dit Velfærd ligger mig særdeles meget paa 
Hjerte . 
— Altsaa , fortsatte Julie ; det var derfør intet 
Under , at Eula . . . at den unge Pige følte sig hendraget 
til ham med et stærkt sympathetisk Baand . Kort 
at fortælle , efter nogen Tids Forlød erklærede han sig , 
og hun kunde ikke modstaa hans brændende Bon , men 
gav ham sit Ja . 
Hvad hed den unge Mand ? spurgte Vilhelm , 
— Mærkeligt nok , han havde det samme Navn , 
som Du , han hed Vilhelm . 
— Hm , besynderligt , mumlede Vilhelm , der ikke 
anede hvor Julie vilde hen . 
— Ja , tilføiede Julie alvorlig , han bavde i det 
Hele meget Lignement med Dig , dit smukke lyse Haar , 
dine blaa sværmeriske Øine . . . 
— Tak Julie , mange Tak for Komplimenten , men 
hvad blev det saa til ? 
— Da Onkelen erfarede , hvorledes det forholdt 
sig , opfordrede han hende endnu mere indtrængende til 
at blive hans Hustru ; men hun afslog det paa det 
Bestemteste og Følgen blev , at han jagede hende bort . 
— Stakkels ulykkelige Pige ; men var der da ikke 

et Sted , hvor hun ' vandt Tilflugt , var der ikke et venligt 
Menneske , som tog sig af hende ? 
— Jo , Gud ske Tak , sagde Julie , og en Taare 
perlede i hendes Øie ; hun vandt en ædel Mands Barmhjertighed , 
der opofrebe sig aldeles , for at hun skulde 
blive lykkelig og tilfreds . Men ak , hvad nyttede det , 
al hun ikke var udsat for at lide Mangel , hvad hjalp 
det , at hun var kommet bort fra sin flette Onkel , en 
ny og slørre Ulykke ramte hende , som truede med aldeles 
at bøie hendes Hjerte henimod en dyb Afgrund . 
Hun fik nemlig en Dag at ride , at den unge Mand , 
for hvem hun nærede Kjærlighed , — en inderlig Kjærlighed , 
— ikke var fri , at en anden Kvinde før hende 
havde et dybere , et uendelig slørre Krav paa ham , at 
han . . . at han . . . 
— Nu ? ytrede Vilhelm . 
Julie kunde ikke mere . Det var hende , som om 
Hjertet skulde briste ; hun havde al sin Selvbeherskelse 
behov , for ikke at bryde ud i en lydelig Graad . 
Pludselig aabnedes Døren og Nina traadte smilende 
ind . 
— Ah , raabte hun leende ; her sidder nok et Par 
forelskede Turtelduer og kurrer for hinanden i stille 
Ensomhed . 
Vilhelm vendte sig gnavent til Siden . Han 
ønskede hende Pokker i Vold . Han vidste ikke selv 
hvorfor , men han nærede stor Modbydelighed for hende . 
Nina fik ved denne Bevægelse Leilighed til ubemærket 
at tilhviske Julie : 

— Se , at komme don fra Vilhelm ; jeg har 
vigtige Nyheder at meddele Dig . 
Julie betragtede hende sludsende , men tog dog 
kort efter Anledning til at bonfjcrnc sig , efter at nogle 
almindelige Talemaader vare udvcrlede . 
— Nu , hvad er det Du har at meddele mig , 
kjære Nina ? spurgte hun , efter at de vare komne ind i 
et af be andre Værelser . 
— Ak ! sagde Nina ; jeg burde maaske ikke meddele 
Dig det , kjære , kjære Veninde ; Du , som alt har 
saa stor en Sorg at bære paa ; men hvad skal jeg 
sige , tit Velfærd ligger mig saameget paa Hjertet , — 
en ringe Løn , fordi Du jaa venlig og omt skuttede 
Dig til mig , da Arthur indførte mig her i Huset . 
— O , tal ikke derom , Du er jo saa godhjertet og 
ædel , hvem vilde ikke have gjort det Samme . 
— Gjør hun Nar ad mig . tænkte Nina ; nei , 
det kan pist ikke falde en Gaas , som hende ind . 
— Men hvorfor betænker Du Dig , Nina ? ytrede 
Julie ; kom frem med hvad Du har al sige . 
— Javel , javel , sagde denne og soer op , — Du 
kan tænke Dig , jeg har seet hende . . . 
— Hvem ? 
— Vilhelms Elskerinde ! 
— O Gud , var “ det der , Du vilde sige mig , — 
lad hellere være . . . dog jo , lad mig høre Alt . . . 
leg maa vide det . 
— Hun boer ude paa Vesterbro . . . 

— Siig mig først , afbrød Julie hende ivrigt ; er 
hun smuk , denne Kvinde ? 
— Meget smuk . 
— Hvor gammel antager Du hun er ? 
— Nogle og tyve Aar ; men hun er en farlig 
Rivalinde , thi hun mangler Intet hverken i Sksønhed 
eller Forstand . 
— Jeg maa se hende strax , paa Øieblikket ! sagde 
Julie ophidset . 
— Del kan ikke fle nu , svarede Nina ; senere kan 
det maaske nok lade sig gjøre — jeg skal gjøre mit 
Bedste for at Du kan faae dit Ønske opfyldtTak . 
men . . . men lad dei ske snart , sagde 
Julie , med et Blik hvori en umaadelig Sjælekval afspejlede 
sig . Det er bleven mig en Nodvcndighed at 
se og tale med denne Kvinde , det søler jeg . 
Julie lagde Haanden paa Hjertet for at dæmpe 
det Oprør , der herskede derinde . 
— Men , hvad jeg vilde sige , Du kan tro at den 
stakkels Pige ikke har det godt ; Vilhelm har halvt om 
halvt forstødt hende ; han har sagt at Nødvendigheden 
bød ham at iagttage andre Interesser , og at hun ikke 
maatte vente ar se ham før det Første , thi man var 
vaa Spør efter hans Hemmelighed . Hun beklagede 
sig ikke saa meget for sin egen Skyld , som for det 
uskyldige Barns Skyld . 
— Hun har altsaa virkelig et Barn ? 
— Ia , en yndig , lyslokkct Dreng , der ligner sin 
Fader op ad Dage ; kun Skade , at det stakkels Noer 

skal leve for Lud og koldt Vand , thi hans Fader har 
i de sidste Par Uger holdt op at sende den sædvanlige 
Pengesum , hvorved de To kummerlig fristede Livet . 
— Hvor siet handlet ! men jeg vil se og tale med 
hende ; hvornaar kan det sie ? 
— Imorgen Eftermiddag , sagde Nina og vendte 
Hovedet til Siden , for at skjule et triumferende Smil . 
— Godt , saa gaa vi derhen , sagde Julie bestemt . 
En kraftig og fast Beslutning var under denne 
Samtale modnet i HendeS stakkels forpinte Sjæl . 
— Men troer Du Dig nu ogsaa slærk nok , kjære 
Veninde ? spurgte Nina og slog med Venlighed Armen 
om Julies Liv . 
— Ja , svarede denne ; jeg føler mig meget slærk , 
jeg skal og maa se den Kvinde , der har det dyre Krav 
paa Vilhelms Kjærlighed ; jeg vil se hende og hans 
Barn ! 
— Vær vis paa at Du skal blive tilfredsstillet , 
svarede Nina . 
Syvøgtyvende Kapitel . 
Et Sørgespil . 
Kort efter at Samtalen mellem Nina og Julie 
havde fundet Sted , ilede den Førstnævnte bort , for , 

som hun sagde , at besørge nogle Ærinder , men i 
Virkeligheden for at aflægge et Besøg hos Eulalia , 
før med hende at aftale det fornødne til den Scenes 
Iværksættelse , som hun havde lovet Julie . 
Da hun kom derhxn , fandt hun hende sengeliggende , 
meget bleg og lidende af en let Feber , en sørgelig 
Følge af det vilde Liv hun førte . 
— Hvad , er Du syg ? spurgte Nina . 
— Ja , svarede Eulalia med affekteret Stemme ; 
meget syg . 
— Naa , Gudskelov , det var da deiligt . . . 
— Hvad for Noget , er det deiligt ! sagde Eulalia 
i en indigneret Tone . 
— Nei , Gudbevares , forstaa mig vel , ikke paa den 
Maade ; men paa den anden Side er det meget heldigtdet 
vil sige . . . 
— Bliv mig fra Livet med slige Talemaader ; er 
det ikke Andet , Du har at sige mig , saa kan Du gjerne 
gaa igjen . 
— Ja , men først maa jeg tale med Dig , jeg vil 
bede Dig bevise mig en Tjeneste . 
— Da er det saamæn ingen synderlig heldig 
Maade Du begynder paa . 
— Bliv blot ikke i daarligt Humør for det , jeg 
mente det ikke saa slemt . 
— Nei , det skal Gud vide . 
— Stille , min Pige , Du tjener Penge ved den 
Tjeneste , Du beviser mig , forstaar Du mig ? 

- Ah , udbrød Eulalia med et begjærligt Blik ; 
Penge ! hvormange ? 
— Siger og skriver fem Rigsdaler , det er et Kup , 
hvad ? 
— Aa , ikke Mere ; men hvori bestaaer den Tjeneste 
jeg slak vise Dig ? , 
— Deri , at Du ffal spille en sørgende Elskerinde 
i en halv Times Tid . 
— Ikke Andel , del kan jeg saglens tjene Dig med . 
Skal jeg begynde strar . , 
— Nei , Forestillingen begynder først imorgen Eftermiddag , 
og Tilskuerne er en ung , blomstrende og uerfaren 
Mo og — mig selv . 
— Men hvor vil Du egentlig hen med alt dette ? 
-- Det ffal jeg sige Dig , der gjælder om at faae 
den unge Pige inddildr , at hentes Kjæreste er hcnvc 
utro , og at Du , den af Lykken Udkaarede , er hans 
Elskerinde — men der er sandt , Eulalia , har Du 
et Barn ? 
Nei , hvad skal jeg med det ? 
— Saa maa Du slaffe Dig et . 
— Ja , det er godt nok ; men hvor skal man paa 
en StudS faae et saadant Væsen fra ? 
— Del maa Du selv om ; men fremfor Alt maa 
det være el Drengebarn , lyslokket og med blaa Øine . 
— Naa , Du stiller saamæn Fordringer . Ja ja da , 
jeg ffal gjøre mu Bedste . 
— Ja , Barnet er aldeles nødvendigt , thi Du er 
Moder , hahaha ! Vilhelm heoder din Flamme , han 

bar forskudt Dig , uagtet han har lovet Dig Ægteskab . 
Du er meget ulykkelig , forstaaer Du mig ? Du maa 
servere noget overordentlig hjertegribende for dine 
Gjæster , hahaha ! 
-- Vær vis derpaa ; men Pengene , naar faaer 
jeg dem ? 
— Strar om Du vil . . Vær saa artig , lad mig 
nu le , at Du gjør dine Sager godt . 
— Det skal være mig en Glæde at kunne opfylde 
det ansvarsfulde Hverv , Du har givet mig at udføre . 
— Godt , svarede Nina . Altsaa , imorgen Eftermiddag 
mellem Klokken 3 og 4 . 
— Jeg skal nok bave Alt i Orden , sagde Eulalia 
sikkert . ' ' 
Kort eftex forlod Nina hende 
— Saa , nu faaer hun Troen i Hænderne , mumlede 
hun , da hun vandrede afsted . Det hjælper nok , 
og saa . . . saa er det Grevens Tur . 
Julie oppebiede med ængstelig Længsel den Stund , 
da hun , som hun mente , skulde staa Ansigt til Ansigt 
med den Kvinde , der havde berøvet hende Vilhelm . 
Hun vilde have givet mange Dage af sit Liv , 
dersom dette ikke var skeet ; thi hun elskede ham , trods 
alt det hun havde erfaret , med en Inderlighed , som 
aldrig vilde dø bort i HendeS Hjerte . 

Hun spurgte sig selv , om det ogsaa var ret , saaledes 
at eftersøge hans Veie , han havde maaske nu 
ophævet dette Forhold , blot for mere » deell at kunne 
hengive sig til hende selv ; men saa hævede der sig en 
Nost i hendes Indre , der sagde : Den Mand , der saaledes 
kan forkaste en Kvinde , til hvem han er knyttet 
med dyre Baand — og helliger sine Folclser til en 
Anden , uagtet han veed at han gjør hende ulykkelig — 
han fortjener ikke at elskes . 
Dog , hun vilde se og dømme , en indre Stemme 
tilhviskede hende , al alt Haab endnu ikke var bristet 
før hende — og hun vilde saa inderlig gjerne lytte 
til den . 
Da det var henad den Tid , at Besøget hos Eulalia 
skulde asiægges , kom Nina ind til Julie , før at 
spørge hende , øm hendes Beslutning endnu var at gaa 
derhen . 
— Ja , det er min faste Bestemmelse , svarede Julie ; 
lad os komme afsted jo før jo hellere ; thi skjøndt 
det vil forvolde mig en uendelig Smerte , længes jeg 
dog efter at se , om denne Kvinde ogsaa er værdig til 
den Kjærlighed , som Vilhelm nærer til hende — og 
da , hvis saa er , tilføiede hun sukkende , skal jeg skille 
ham hans Pligt før Øie , han maa gjøre godt , hvad 
han har forbrudt . 
— Jeg maa uvilkaarlig høiagte Dig før din ædle 
Tænkemaade , sagde Nina slcdsk ; i Sandhed , han maa 
kun daarlig forstaa at vurdere dine smukke Egenskaber , 
siden han saaledes kunde forkaste Dig for en Anden . 

— Du maa ikke smigre mig , Nina ; o , kunde Du 
se ind i mit Hjerte , Du vilde grue , thi der hersker kun 
Sorg og Fortvivlelse derinde , — ak , at ogsaa dette 
skulde ske , — han var mit Alt . 
— O , jeg forstaaer Dig , kjære Veninde , svarede 
Nina med et himmelvendt Blik ; kunde jeg saasandt 
læge det Saar , jeg ved mine Meddelelser har foraarsagef , 
vær vis paa , jeg gjorde det gjerne , Hjertens 
gjerne . 
— Jeg troer Dig , thi hvad Interesse skulde Du 
vel have af at føre mig bag Lyset . 
— Mere end Du maaske har nogen Anelse om , 
tænkte Nina hoverende . — Skal vi saa gaa ? sagde 
hun hent . 
— Ja , lad os gaa , tro mig , det bliver den tungeste 
Gang i mit Liv . 
— Trøst Dig , der findes vel nok Den , der kan 
erstatte Dig det Tab Du lider . Verden er stor nok til 
at Du kan finde en Anden . 
— Aldrig , - aldrig , svarede Julie hovedrystende . 
Kort efter vandrede man afsted ; men del gik kun 
langsomt . Julie kunde ikke ret vinde med . 
Eulalia ventede dem med Likngsel ; hun havde 
aldeles nøiaglig indrettet sig efter den Ordre Nina 
havde givei hende . 
Nina aabnede Døren med et rask Tag og vexlede 
et hurtig Blik med „ den forlorne Moder “ , som denne 
besvarede . 
Julie blev med en underlig vemodig Følelse staaende 

ved Døren , afverlende betragtende Eulalia og Barnet , 
som laa i Buggen Uvilkaarlig tog hun sig til Hjertet 
for at dæmpe dets bankende Slag . 
— Velkommen , mine Damer , sagde Eulalia med 
venlig Stemme , og rakte Nina og Julie Haanden . 
Julie rørte sig ikke af Stedet , men betragtede 
Eulalia med et gjennemtrængende Blik . 
— Tør jeg spørge , sagde ' hun atter , hvad jeg 
skylder Wren . af deres behagelige Besøg ? 
— Del er denne Dame , sagde Nina i en fremmed 
Tone og pegede paa Julie , der ønsker al tale med Dem . 
— Ja , det er mjg , svarede Julie endelig ; jeg 
kommer for at spørge Dem , om De er forlovet med 
Student Vilhelm Peicrscn ? 
— Jeg indseer ikke . . . 
— Jeg skal forklare Dem , hvorfor jeg spørger — 
ogsaa jeg er forlovet med ham . 
— De ? udbrød Eulalia med godt hykler Forbavselse 
og veg ligesom forskrækket tilbage . 
— Ja , jeg . 
— O Gud , hvilken skammelig Handling , bedragen , 
bedragen ! . . . Og mig — mig , som han med 
de helligste Eder har lovet at ægle ! O Gud , hvad 
skal der blive af mig og Barnet ! 
Eulalia tog Hænderne for Ansigtet , og lod som 
om denne Efterretning salte hendes Sind i det høieste 
Oprør . 
— Hvor længe har De været forlovet med ham ? 
spurgte Julie med bristefærdig Slemme . 

— To Aar . 
— Forfærdeligt ! Siig mig , er det Deres Barn , 
som ligger der i Vuggen ? 
— Ja , ak jeg har desværre været meget svag ligeoverfor 
Vilhelm , sukkede Eulalia . 
Julie ilede hen til Vuggen , knælede ned ved den 
og betragtede Barnet med spændt Opmærksomhed , medens 
HendeS øine fordunkledcs af Taarer . 
Eulalia tilkastede Nina et megelsigende Blik . 
— Ja , ja , jeg seer det , mumlede Julie bristefærdig . 
Du er hans Barn , — det er hans kjære Træk , hans 
forunderlige dybe blaa Øine og det smukke , lyse slaar . 
O , Du lille , uskyldige Noer , som ligger der saa smilende 
Du veed ikke , hvilken Synd din Fader har begaaet ; 
ak , g , d jeg kunde se paa Dig med venligere 
Øine , men desværre jeg kan ikke , o Gud ! 
— Ikke sandt , et yndigt Barn , sagde Eulalia og 
nærmede sig Vuggen . 
-- Ak , jo , han ligner sin Fader , den Strafværdig ! . 
— O nei , vær ikke vred , bad „ den falske Moder “ ; 
jeg elsker ham for høit , til at jeg rolig kan høre paa , 
at Nogen taler ilde om ham . 
— Og det siger De til mig , som . . . o , nu forst 
er det mig rer klart , hvorledes jeg er bleven ført bag 
Lyset , . . . som har den slørste Net til at hævne mig , 
til at straffe ham for al den Synd han har tilføiet 
mig . 
— Men De gjør det ikke , sagde Eulalia ; dertil 

er De for god og ædel ; o , jeg kan se , at Deres Hjerte 
er mildt og menneskevenligt , — det rummer vist ikke 
en flet Tanke . 
— Tro ikke derpaa , sagde Julie , idet hun uvilkaarlig , 
blev mildere stemt ved at høre sig saaledes bedømt ; 
jeg er bleven altfor tykt krænket til at Hjertet 
kan have en Stemme med i denne Sag ; nei , kun Bitterhed 
og Foragt er alt hvad der kan blive tilovers . 
Nina gjorde en utaalmodig Bevægelse , det forekom 
hende at det varede forlænge , og hun hviskede verlor 
til Eulalia : 
— Anden Scene , men skynd Dig . 
Eulalia nikkede med en paataget nedbøiet Mine , 
for at Julie Intet skulde ane . 
— O nei , sagde hun henvendt til Julie , det kan 
og maa De ikke gjøre ; ved den Kjærlighed , som De , 
uagtet Deres Skusf . Ise , endnu maa nære til Vilhelm , 
besværger jeg Dem , lyt ikke til hvad Had og Hævnfølelse 
dikterer ; men bliv , hvad De virkelig er , en 
elskelig Kvinde , der medlidende tilgiver den Uret , hun 
har været Gjenstand for . 
— Medlidenhed . . . ? 
— Ja , perom beder jeg . 
— Nei , nei hulkede Julie ; del gaaer over mine 
Kræfter , det kan jeg ikke . 
— Hvad vil De da gjøre ? 
— Ak , det veed jeg ikke , — kun det er mig bevidst , 
at jeg har mistet Alt , Alt hvad der knyttede mig 
til Livet . 

Eulalia antog nu , at Tiden var kommet til at 
slaa det afgjørende Slag , og hun lod derfør sine Taarer 
flyde rigelig . 
Hun kastede sig over Vuggen og udbrød : 
— O Barn , Barn ; Du smiler , græd heller saa 
dit lille Hjerte brister ; thi Du har ingen Fader mere , 
og ret snart ti heller nogen Moder , thi hun kan ikke 
længe udholde Savn og Afsondringen fra den hun elsler 
med en Lidenskab , som ingen Grændser taaler . Barn , 
Barn , synk hen i Dødens Nat , thi snart gjemmer Jorden 
din Moders Støv , hun reder sig en Seng , der 
vel er kold og isner , men dog gjemmer i sit Skjød en 
Lindring for al den Kval , utilfredsstillet Kjærlighed 
tilføier . 
— Hold op , hold op , bad Julie ; jeg kan ikke udholde 
at høre Dem tale saaledes , — det skærer mig i 
Hjertet 
— Men saa siig dog , har jeg Grund til Andet , 
, eg er jo den mest ulykkelige Kvinde paa Jorden . Var 
jeg ene nu , saa fik jeg vel glemme ham , som har taget 
mit Hjerte , men det er jeg ikke , nei , jeg er Moder . 
— Nok , afbrød Julie hende ; jeg vil nu blot spørge 
Dem , har De rigtig randsagel Deres Indre , gjemmer 
det virkelig Følelser , som ere saa varme og trofaste , at 
de kunne holde ud for hele Livet ? 
— Ja , ja , det gjør det . 
— Nu , saa vil jeg , skjøndt Gud skal vide , at jeg 
gjør det med et tungt Hjerte , gjore Afkald . Tag atter 

Vilhelm tilbage , men lov mig , vær trofast , skab ham 
et hyggeligt Hjem og vær for ham , hvad en Hustru 
skal og bør være . 
— De vil virkelig ! ytrede Eulalia og sremhyklede 
et lykkeligt Smil ; hav Tak for det ! o , kun jeg for » 
slaaer hvor stor Deres Handling er , hvilken Sjælsstyrke 
De maa være i Besiddelse af . 
— Tak mig ikke , sagde Julie og bøiede i dyb Sorg 
Hovedet ; det skeer ikke for Deres Skyld ; var De alene , 
da skulde det ikke blive saaledes , — det var blevet en 
Kamp imellem os . 
— Æble , helhjertede Kvinde , sagde Eulalia ; tillad 
at jeg kysser Deres Haand , gid jeg kunde være ligesom 
De ; men det er mig umuligt . 
Julie trak uvillig Haanden tilbage , som den Førstnævnte 
havde grebet og sagde : 
— Jeg taler med Vilhelm endnu idag ; jeg vil 
sige ham Alt og han vil da nok vende tilbage til Dem 
og bede om Tilgivelse . 
— Nei , nei , gjør endelig ikke det , kjære Veninde , 
ivrede Nina og traadte imellem ; jeg vil ikke for Alt i 
Verden have , at ban skal faae at vide , at jeg har meddelt 
Dig hans Kjærlighcdsbistoric , og desuden , husk , 
Du yar høit og helligt forsikret mig om , at det skulde 
blive en Hemmelighed innllcm Dig og mig . 
— Forlang ikke delte af mig , svarede Julie . 
— Jo , for enhver Pris maa Du holde dit LøsteJ , g 
skulde fortsætte et Forhold , som siden jeg 
har erfaret dette , fylder mit Hjerte med Kval ; nei , det 

formaaer jeg ikke , Du maa give mig mit ubesindige 
Sofie tilbage . 
— Nei , det hverken kan eller vil jeg . 
Det var for stærkt for Julie . Al hendes Følelse 
oprørtes mod denne Tvang hun skulde paalægge sig , 
hun sølte at det oversleg hendes Kræfter . 
Nu var det ude med den konstlede No hun havde 
paataget sig . Taarerne slyrtede ud af hendes smukke 
Øine ; hun saae alle sine Forhaabninger kuldkastede , sin 
rene , kydsfc Kjærlighed traadt under Fodder , og saa 
var hun fordemt til ikke engang at maatte hæve sin 
Stemme mod den , der havde tilføiet hende alt dette ; 
o , det var ikke til at udholde . 
Hun maatte slolte sig til en Stol for ikke at 
falde om . 
— Bliver De syg ? spurgte Eulalia med hyllet 
Deltagelse . 
— Det var vel ikke saa underligt om det ffete , 
svarede Julie bittert ; dog , kom lad os gaa , Nina , vi 
har jo Intet her mere at udrette , vi har jo nu øvet 
Ret og Skjæl . 
— Ja , i Sandhed , del har Du , kjære Veninde , 
og jeg spaacr Dig , del vil blive til din Lykke — del 
kan ikke være Andet . Du vil til Løn for din Selvfornægtelse 
vinde et Hjerte , som baade i Dannelse og 
Helhed staaer Dig langt nærmere . 
Efter at Nina med en overordentlig Tungefærdighed 
havde ytret dette , borifjerncde man sig . 
Den ulykkelige Julie med Døven i Hjertet . 

Otteogtyvende Kapitel . 
Frelsl . 
Den slolte , villiestærke Greve var blevet udmyget 
paa del Føleligste . 
Han vandrede endnu nede i den mørke , fugtige 
Kjælder , søm en fangen Mand , et Bytte for del forfærdeligsle 
Raseri . 
Den usle Føde , der blev tilkastet ham i sparsomt 
Maal , havde bøiet hans Skikkelse og furet hans Træk . 
Det var ikke mere den elegante Kavaleer ; Haaret flagrede 
vildt , og Klæderne hang uordentlige om ham . 
Han vandrede rasllos op og ned ad del fugtige 
Gulv ; af og til knyttede han truende Haanden og mumlede 
mellem de sammenbidte Tænder . 
Denne Tilstand havde nu varet i fire Dage , som 
forekom ham af være et helt Aarhundrede . Han havde 
forgæves undersøgt Kjælderen fra øverst til nederst , 
for af finde et Sted der lov sig gjcnnembryde , hvorved 
han kunde undfly ; men de stærke Mure spottede 
alle hans Anstrængelser , og han vær tilsyneladende 
fordømt til af fluide blive dernede til ban drog sit 
sidste Suk . 
Det vær henad Aften . 
Greven havde udmattet kastet sig ned paa Gulvet 
for af prøve paa af sove . 
Men det vær ham ikke muligt . Urolige Drømme 

vmgjæglede ham og lod ham ikke faae No . Bevidstheden 
om , af han vær assondret fra al menneskelig Omgang 
og lig den laveste Forbryder vær lænkcbundet til 
et usselt Num , forfulgte ham med manende Kraft . 
Han blev pludselig opmærksom ved af en Lem i 
Loftet aabnedes og af en Lysning trængte ned til ham . 
— Aahøi , dernede ! raabte Johan . 
Greven sludsede . 
— Aahøi , kan I høre dernede ! raabte han atter . 
— Javel , svarede Greven . 
— Kom nærmere hen til Glughullet , jeg vil tale 
med Jer . 
— Hvem er I , hvad har I af sige mig ? 
— Jeg er en Ben af Jer og visk frelse Jer , naar 
I vil opfylde de Betingelser jeg stiller . 
— Alt opfylder jeg , ligemeget hvad det er , lad 
mig blot komme op til Dagens Lys , det er ikke til at 
udholde i dette infame Hul . 
— Ikke saa ivrig , hør først hvad jeg har at sige , 
— Jeg hører . 
— Seer I , Kaptajnen har taget sig en Udgangsbillet 
og kommer ikke hjem for det Første . Han har 
bedet mig passe paa Huset saalænge , og det lovede jeg 
ham da ogsaa . Men seer I , jeg har et medlidende 
Hjerte , og har ondt af , at I skal være dernede i den 
afskyelige Kjælder , og vil derfor benytte Leiligheden til 
at sætte Jer i Frihed . Derved faaer jeg tillige Hævn 
over Kaptainen , der i den sidste Tid har behandlet mig 

paa en ' Maade , som jeg vil sætte mig imod med Hænder 
og Foddcr . 
— I bader ham altsaa ogsaa værre end Pesten ? 
— Ja det gjør jeg . Naar jeg har sat Jer i Frihed 
gaaer jeg min Vei , og det skal ikke være med min 
Villie at jeg kommer her igjen . 
— Saa skynd Jer . Jeg længes umaadelig efter 
atter at indaande den rene , frie Luft . 
— Det skal snart ske . Men jeg stiller den Beingelse 
at I , som en ærlig Mand forpligter Jer fil af 
give mig en Sum af 200 Nd . for min Uleilighed . 
Jeg trænger fil dem , thi jeg skal sige Jer , jeg vil 
søge af komme fil Amerika , for paa engang af bryde 
med alle de Forhold , der binde mig hertil . Vil I gaa 
ind derpaa ? 
— Ja , overorden ! lig gjerne . 
— Og I vil hølde Jert Løfte , som en ærlig Mand ? 
— Hvad troer I om mig , svarede Greven indigneret . 
Husk , af jeg er Adelsmand . 
— Nu ja , saa vil jeg slole paa Jer . Jeg firer et 
Toug ned — hold nu bra ' fast . 
— Det skal jeg . 
Johan gav fig nu ifærd med af alle Kræfter af 
Hale Greven op af Kjælderen . Greven , ter var dygtig 
afkræftet , havde megen Besvar med af helde fast . 
Erpcrimcnict lykkedes , da i det Comme en fast 
Haand greb Johan om Skulderen og tvang ham fil 
al hølde op . 
— Er det din Troskab , Skurk ! raabte Knækbein 

rasende , — thi ham var det , der ubemærket var kommet 
ind . Lad strax Touget gaa tilbage og siig mig , 
hvad alt dette ffal betyde . 
Johan flap forskrækket Touget og den ulykkelige 
Greve slyrtede tilbage , udstødende et forfærdeligt smertefuldf 
Brøl . 
— Saa , nu skulle vi To tales ved , brølede Knækbein 
og greb fat i Johan ; hvad havde Du at bestille 
ved Lugen og hvad skulde det Toug bruges til , som 
Du firede ned til Fangen ? 
Johan vred sig med et rask Tag fra Knækbein , 
betragtede ham med et af Had mørknet Blik . men gav 
intet Svar . 
— Svar mig , for Satan , skreg Knækbein atter . 
— Det gider jeg ikke , svarede denne endelig og 
lavede sig til at gaa . 
— Men Du ffal , eller jeg dømmer Dig til Kat . 
-- Aa , det lader I nok være med , vi ere ' ikke paa 
Søen , men paa Landjørden . 
— Det faaer vi at se . 
I høieste Grad af Ophidselse ved Johans Ord 
slyrtede Knækbein imod ham ; men han mødte en Modstand , 
som han ikke havde ventet . 
Johan var forberedt og havde lynsnart sat sig i 
en Stilling , hvorved han kunde trodse Angrebet uden 
at tilføies nogen videre Molest . 
Det gav et Brag da de To stødte mod hinanden . 
Johan slog , som om det gjaldt hans Liv . — Han havde 

mange Aars Uret og Fortrædelighed at hævne paa 
Knækbein . 
Snart saaes kun to rullende Legemer , der bed og 
fled i hinanden med et Raseri , der kun kunde ende med , 
at en af Parterne aldeles maatte bukke under . 
Dette skete efter nogen Tids Kamp . Knækbein 
faldt pludselig tilbage , tilsyneladende aldeles livløs , og 
Johan hævede strar efter sit af Blod og Riffer van » 
sirede Ansigt . 
— Puh , det var en haard Dyst , sagde han og 
strækkede sine Lemmer ; hm , han er da ikke død , det 
vilde feg nødig have paa min Samvittighed . 
Han bølede sig atter over sin Modstander og betragtede 
ham med Opmærksomhed . 
— Nei , Gudskelov , mumlede han ved at iagttage 
al Knækbein aandede svagt ; han lever dog endnu , saa 
feg kan være rolig i den Henseende 
Han satte sig et Øieblik ned for at udhvile sig 
efter Anstrængelse ! » . 
— Men det er sandt ! raabte han pludselig , jeg 
maa begynde hvor jeg flap , da Kaptajnen kom . 
Han ilede hen til Gulvlemmen og kigede ned . 
Der var aldeles stille . 
— Aahoi ! raabte han sagte , kan I høre mig ? 
Intet Svar . 
— Tag fat i Touget dernede , gjentøg han , saa 
skal jeg hive Jer op . 
Nu lød en svag Jamren sig høre . 

Johan glemte al Forsigtighed og slampede ufaalmodig 
i Gulvet . 
— Nu har jeg aldrig kjendt Mage , inumlede han ; 
gaaer han ikke hen og daancr lige naar jeg vil give 
ham en Haandsrækning . 
Han tænkte ikke paa , al Greven , idet han faldt 
tilbage i Kjælderen , havde faaet et alvorligt Slag , som 
en rum Tid havde bedøvet ham . 
Her vare gode Raad dyre . Der fandtes ingen 
Stige , ved hvis Hjælp han kunde komme derned . 
Johan stod en Stund tvivlraadig . Endelig opklaredes 
hans Ansigt . Han havde saaet en Tanke , som 
han antog , kunde lade sig realisere . 
Hurtig halede han Touzet op af Kjælderen ; dette 
var temmelig langt , saa det kort efter lykkedes ham at 
danne en improviseret Strikkestige deraf , hvorefter han 
befæstede den til en slærk Krog , der sad oppe ved Lugen . 
— Saa , nu ned i Kahytten , sagde han og tørrede 
sit svedbedækkede Ansigt . 
Pludselig standsede han og saae sig tilbage ; det 
forekom ham , som om Knækbein begyndte at røre sig . 
Han sagde sig selv , at hvis dette skete og Kaptainen 
saae , at han var nede i Kjælderen , da vilde han med 
en vis Fornøielse trække Stigen øp , og han vilde upaatvivlelig 
falde i sin egen Snare . 
Dette maalte for enhver Pris forhindres . , Han 
skyndte sig derfor at slaa et forsvarligt Ned om Knækbein , 
hvorved det umuliggjordes denne at røre et 
Lem . 

Efter at dette var sket , skyndte han sig ned for ar 
befri Greven . 
Denne var imidlertid vaagnet til Besindelse af det 
bedøvende Slag han havde faaet i Faldet , og modtøg 
sin Frelser med en overordentlig Glæde . 
Dog , Slaget havde været saa betydeligt , at han 
ikke var i Stand til at reise sig uden ved Johans 
Hjælp . 
Der var derfor intet Andet for , end at denne 
maatte tage ham paa Ryggen , og saa godt som muligt 
voltigere op . 
Jøhan pustede og stonnede under sin Byrde ; det 
kostede ham Anstrængelse « af alle de Kræfter han raadede 
over , da Opstigningen vanskeliggjordes ved at Stigen 
skingrede frem og tilbage . 
Endelig satte ban sin Byrde velbeholden paa fast 
Grund . 
— Saa , skal vi nu puste et Øieblik , sagde han . 
— Ja , men lad det ikke vare for længe , ytrede 
Greven ; jeg længes efter at komme børt for at jeg 
hjemme ved ordentlig Føde kan komme til Kræfter 
igjen . 
— Vil I ikke først tale et Par Ord med den gøde 
Mand der ? spurgte Jøhan og pegede med et hævngjerrige 
og megetsigende Blik paa den endnu magtesløse 
Kaptain Knækbcin . 
Greven betragtede ham et Øieblik . 
— Lad det vente , sagde han med mat Stemme ; 

han og jeg tales ved senere . Kom , lad os saa vandre 
afsted . 
— Ja , bort herfra , her kan Ingen trives , mumlede 
Johan med et mørkt Blik . 
Niogtyvende Kapitel . 
En mystisk Billet . 
Det var ikke Nina nok paa en ' afgjør . nde Maade 
at have forslyrret det inderlige Forhold imellem Julie 
og Vilhelm . 
Hun pønsede paa nye Slethcdcr . 
Denne Kvinde var i Besiddelse af en overordentlig 
stor Elasticitet i Følelser . Intet var , som vi alt 
have seet , helligt for hende ; hun førte i en bestemt 
Hensigt en Slags Krig med Samfundet , og de Vaaben 
hun benyttede , vare saadanne , som intet » erfarent eller 
for Slciheder fremmed Menneske kunde vogte sig for 
eller værge sig imod . 
Hun havde stadig forstaaet at binde Arthur til sig . 
Den unge Mand saae i hende sit Ideal , som han ved 
sine ivrige Stude » ingcr snart vilde komme i Besiddelse 
af ; hun var for ham den , i hvem han saae al sin fremtidige 
Lykke koncentreret . 

Amanda havde allerede ved Begyndelsen af Bekjendtskabef 
med Nina , under Tavshedsløfte , fortalt 
denne om det venlige Forhold , der existerede mellem 
hende og Karl . 
Hun havde lyttet dertil og nøiagtig indpræget 
sig Alt . 
Engang havde hun seet disse to Børn sammen . 
Det var hende nok . Hun kunde ikke taale at Mennefiene 
skulle være lykkelige . 
Vi ville se hvorledes hun bærer sig ad med at 
forhindre det . l 
Karl gik urolig op og ned ad Gulvet . Postbudet 
havde bragt et Drev , hvis Udskrift var til ham . 
Et Brev , og til ham , det var en hel Begivenhed , 
som han gjorde sig Umage for at forstaa . Det forekom 
ham endnu forunderligere , da det var en Haandskrift , 
der var ham aldeles ubekjendt . 
Han gik endnu med det uoabnede Brev i Haanden , 
uvis om han virkelig skulde løSne Seglet . 
Dog , den engang vakte Nysgjerrighed feirede . Han 
lukkede det op og læsle : 
„ Elskede ! 
—- Hvad behager , udbrød Karl forbauset ; det begynder 
saamæn rart , bare det vil holde ved lige til 
Enden 
Han læsle videre : 
„ Ja , saaledes vover jeg at kalde Dem . De 

„ sfudser maaske , tilmed naar De erfarer , at det 
„ er en ung , bly Pige . . . 
— Naa , jeg kan dog ikke sige af hun er synderlig 
bly , sagde Karl , og læste videre : 
„ . . . . der vover af tilskrive Dem saaledes . 
„ Men vær forvisset om , af det udspringer af min 
„ Sjæls Inderste . Ak , jeg har seet Dem saa tidt 
„ gaa forbi mine Vinduer ; jeg har sendt Dem Haand „ kys 
og Hilsener , men Alt er bleven ubesvaret , De 
„ er gaaet mig kold og følcSløs fordi . Det er 
„ derfor min sidste Tilflugt af sk . ive Dem til , sige 
„ Dem , hv ' tte dybe og inderlige Følelser Synet af 
„ Dem har opvakt i mit Hjerte . O , foragt mig 
„ ikke , bær over med mig og min rene , inderlige 
„ Kjærlighed . 
Deres 
Erncstine . “ 
Efterskrift . Hvis De ved Læsningen af disse 
Linier skulde ønske af tale med den , der bar tilskrevet 
Dem , da vil maaske en Samtale lunde finde Sted , 
naar De vender ved Springvandet paa Gammeltorv 
iaften Klokken 9 . 
— Men er Tøsen gal ! raabte Karl leende ; hun 
er jo rasende forelsket i mig . Ja , det er soleklart , forelsket 
er hun Naa , glæd Dig , Karl , Du bliver jo 
en fuldslændig Kavaleer ; istedetfor en faaer Du to 
Kjærester 
Han tænkte en Stund ester . 

— Men skal jeg ogsaa gaa derhen ; det er vist 
neppe rigtigt . Dog jø , jeg er jø en Mand , jeg gad 
dog nok se den Kvinde , der kan skrive et saadant Brev 
til en ubekjendt Mandsperson , om ikke Andet , saa for 
at sige hende , at jeg er — forlovetSom 
sagt , saa gjort . Da den til Mødet bestemte 
Tid kom , vandrede Karl afsted , for at træffe den ubekjendfe 
Skjsnne . 
Han gik længe frem . og tilbage paa det aftalte 
Sted , men der kom Ingen , og han begyndte derfor 
at tro , at det var en Dame der vilde have ham tsi 
Bedste . Han lavede sig allerede saa smaat til at gaa 
hjem igjen . 
Pludselig slog en let Damehaand ham paa Skulderen ; 
han vendte sig hurtig om , og saae en tæt tilfloref 
Dame staa foran sig . 
— Er det Karl ? spurgte en Stemme , der søgte 
at gjøre sig saa blød som mulig . 
— Jo det er saamæn , svarede denne rask . 
— Ak , hvor jeg har længtes efter Dem . 
— Saa ? sagde Karl smilende . Er De den Dame 
der har skrevet mig et Brev til ? 
-- Ja , jeg maa tilstaa dei ; er De vred derfor ? 
— Nei , det kan jeg just ikke sige , skjøndt jeg jo 
nok fandt det lidt underligt . 
— O , spot mig ikke , en reen , dyb Folelse har 
ledet mig til dette Skridt ; jeg kunde ikke Andet . 
— De elsker mig viikclig ? spurgte Karl . 
— Ja , af mit hele Hjerte ; men kom , lad os 

spadsere lidt , man er ellers istand til at blive opmærksom 
paa os . 
— Det kan vi gjerne ; men jeg begriber ikke , hvor 
den Kjærlighed kommer fra ? 
— O her mig , og De vil fatie , hvorledes det er 
gaaet til . Jeg er Datter af velhavende Forældre , hoS 
hvem jeg tilbringer al min Tid . Intet Øieblik tabe 
de mig af Sigte ; jeg er som faflnaglet til det Sted , 
hvor de bo . Paa Grund af en sørgelig Historie , som 
jeg skal fortælle Dem en anden Gang , holder man 
mig aldeles afsvndret fra andre Menneskers Omgang . 
Det tillades mig ikke at gaa et Skridt uden Ledsagelse . 
— Men iaften ? 
— Jeg fik overtalt vor gamle , tro Tjenestepige 
til at hjælpe mig med at komme bort . Mine Forældre 
tro nu , at jeg paa Grund af en let Hovedpine , 
som jeg foregav af lide af , er gaaet til No . 
— Det var urigtigt af Dem , sagde Karl . De 
kunde jo ikke vide , hvilket Menneske De saaledes betroede 
Dem til . 
— Aa jo , det vidste jeg . Jeg veed , af De er en 
retskaffen og ædel ung Mand . . . 
— Nok om det — og saa ? 
— Maa jeg ikke tale om Dem ? 
— Nei , fortæl hellere , hvad der angaaer Dem 
selv , det er ulige interessantere . 
— Nu jeg har ikke Meget af tilføie , sagde Damen 
med en smægtende Betoning . Paa Grund af 

denne Indespærring , der aldeles nedsløg mig og hæmmede 
min frie AandSreining , følte jeg mig som en 
fangen Fugl , der kun var kommen ind i denne skjønne , 
vidunderlige Verden , for af leve og dø i Ensomhed . 
Da saae jeg Dem , det jublede i mit Indre , det var 
som en Slemme sagde mig : Der er din Befrier , han 
vil hjælpe Dig . 
— Og det stoler De saa trygt paa ? 
— Ja , ja , det gjør jeg . 
— Det skulde De ikke . 
— Hvorfor ? 
— Man kan jo ikke vide det — det kunde jo 
være , at jeg ikke svarede til de Forventninger og det 
Haab , som De sætter til mig . 
— O , det kan ikke være muligt ; De kan ikke 
bringe over Deres Hjerte at skuffe mig . 
— Det just ikke , men . . . 
- Men ? 
— Sæt nu , at jeg havde en Anden ; det vil sige , 
at . . . at jeg . . . 
— ' For Guds Skyld , tal ikke ud ! 
— Ja , da maa jeg dog tilstaa ærligt og oprigtigt , 
at det ikke kan nytte at De nærer slige Følelser for 
mig ; thi jeg er forlovet . 
— Gud , hvad siger De , sagte Damen netbøiet 
og lagde en overordentlig Sorg i Stemmen . 
— Sandheden helt og holtent ; jeg er , som De 
siger , ærlig , og derfor siger jeg Dem det , for ot De 
ikke skal gjøre Dem nogen Illusion . 

— Ak , De derøver mig altsaa alt Haab ? 
— Ja , kan jeg Andet . Alt længe har jeg elsket 
en Kvinde , som er smuk og ædel . Hun har lovet at 
vente paa mig til jeg bliver selvstændig , og det haaber 
jeg skal ikke vare længe . 
— O , hvor De piner mig . 
— Trøsf Dem , der findes mangen Mand , som 
vil skatte sig lykkelig ved Deres Kjærlighed . 
— Og det kan De sige saa koldt , efter at De har 
hørt min Tilstaaelse ? 
— Nei , vist ikke ; tvertimod , jeg nærer megen 
Deltagelse for Dem . 
— Behold den , sagde Damen bittert ; De sløder 
et Hjerte tilbage , som elsker Dem over Alt . Nuvel , 
saa lad os skilles ; kun det forlanger jeg af Dem , at 
Ingen faaer Noget at vide om denne Sag . 
- Det kan De stols^paa . Jeg skal opbevare denne 
Samtale i mine skjønneste Erindringer , som et Minde 
om en kjær Veninde . 
— Ak , gid dette Forhold døg kunde blive anderledes , 
jeg vilde give ti Aar af mit Liv hvis det skete . 
Karl slirrede tankeløst paa hende ; denne Samtale 
begyndte at tabe fin Tillokkelse . Det forekom ham , som 
om Damen var alifor emanciperet . 
Han gav derfor intet Svar paa det sidste Spørgsmaal . 
— 
Nu , saa Farvel da , sagde Damen kort efter , 
og rakte Karl en fin , lille Haand , der skælvede let ; vi 
skal altsaa aldrig sees mere ? 

— Hvem veed , maaske . 
Karl greb vendes Haand for at tage Afsked , men 
det var som om det lette Tryk af denne pludselig virkede 
paa ham ; han blev bleg og skælvede af Bevægelse . 
— Altsaa , der er dog en Udsigt ? 
— Javist , javist , sagde Karl tøvende og beholdt 
hendes Haand i sin . 
— Lov mig idetmindste et , ytrede Damen og lagde 
med særdeles Glæde Mærke til den Forandring , der 
skete med Karl . 
— Og det er ? spurgte denne , uden rigtig at være 
sig bevidst . 
- At Du engang imellen , - kun engang imellem , 
tilføiede hun skælmsk — spadserer lidt med mig ; det 
vil være mig en lille Adspredelse i den ensomme Tilværelse 
jeg sører . 
— Det skal jeg gjerne , søde . . . hvad jeg vilde 
sige . . . 
— Hvad behager ? 
— Jeg indvilger , svarede Karl kort og tog sin 
Haand til sig . 
— Tak , sagde Damen O , hvor De gjør mig 
lykkelig . 
Kort efter skilles dr . 
— Jeg har ham ! lo Nina — thi hende var det , 
og skede bort ; han skal inden ret længe blive en kjælen 
Hyrde . Men nu til Greven for at aftale det Fornødne . 

Tredivte Kapitel . 
En god Kur . 
Greven laa tilsengs hjemme i sin Leilighed . Den 
Behandling , han havde lidt , havde aldeles nedbrudt 
hans alt ved overdreven Nydelse af forskjellige Glæder 
undergravede Helbred . Dog , indeni dette afkræftede 
Legeme boede en Sjæl , der higede med en fortærende 
Ild efter det Maal , som han havde sat sig -- - Julies 
Kjærlighed . 
Men Side om Side med denne trivedes en anden 
Følelse , der slundom , ifølge de uædle Bevæggrunde , der 
altid var den ledende Kjæde i hans Livs mørke Færden , 
fik Overvægten , nemlig Hadet , i dens afskyelige 
Tilsidesættelse af alle Hensyn til Medmennesker ; det 
halsstarrige ubetvingelige Had , søm kun kan ende med 
en Tilintetgiørelsc . 
Dette Had gjaldt især Knækbein . 
Ester at han , skjøndt modstræbende , havde udbetalt 
Johan den akkorderede Sum , var der skeet en Aftale 
mellem dem , hvori Johan forpligtede sig til at hjælpe 
Greven med at hævne sig paa Kaptajnen . 
Neppe havde han bortsjcrnet sig før Nina aflagde 
sit Besøg . 
Den gamle tro Tjener negtede hende Adgang , da 
han meente , at hans Herre ikke kunde taale nogen 
Sindsbevægelse . 

Men Nina var paastaaelig og forlangte ivrig at 
komme ind . 
> — Nei , vist ikke , svarede Tjeneren og rystede paa 
Hovedet ; det er umuligt at De kan komme ind ; desuden , 
Herren har udtrykkelig befalet , at han ikke vil 
forslyrres . 
— Det kan ikke gjælde mig . 
— Det gjælder Alle . 
— Jeg vil strax føres ind , befalede Nina og slampede 
heftigt i Gulvet . 
— Jeg tør ikke . 
— Du skal , jeg befaler Dig det . 
— De har Intet her at befale . 
— Det skal jeg strax vise Dig , Tølper ! raabte 
Nina arrigt . 
Hun foer henimod Døren fil Grevens Kabinet og 
aabnete den heftigt , men blev pludselig forundret 
slaaende . 
— Men , hvad er dette ! raabte hun ; kommer jeg 
fil en Syg ? 
— Ja , søm Du seer , kjære Nina , sagde Greven 
med svag Slemme . 
— Men , min Gud , hvorledes er det gaaet fil , 
hvad feiler Du ? 
Nina gik hen fil Grevens Leie og saae deltagende 
paa ham . 
— Aa , det er ikke Andet , end at jeg har været 
indespærret i nogen Tid i en mørk Kjælder . 
— Er det muligt ! 

— Ja , og jeg fik ikke Andet end Vand og tørt 
Brød hver eneste Dag . 
— Det var ikke synderlig afvexlende ; men hvem 
har vovet . . . ah , Politiet maaske ? 
— Nei , nei . 
— Ikke det , men saa begriber jeg ikke . . . 
Kort , sagde Greven , idet hans Ansigt antog et 
skummelt Udtryk ; jeg har været Gjenstand foret frækt 
Attentat — det er ' inækbein , Skurken paa Nørrcbro , 
der er Ophavsmanden til dette ; men lad mig blive 
rask , og Du skal se , at Hævnen skal komme over hans 
Hoved . 
— Det Uhyre ! — saaledes at mishandle minegen 
kjære Greve . Jeg skal gjerne hjælpe Dig med Udførelsen 
— det er jø oprørende . 
- - Tak , naar Tiden kommer skal jeg henvende mig 
til Dig , — men for at tale om noget Andet , hvorledes 
har Julie , den kjære Pige det ? 
— O , Du kan tro , at jeg har været flink , sagde 
Nina ivrigt . Skynd Dig blot at blive rask og hun 
skal flyve i dine Arme . 
— Ah , det det var jø herligt , ytrede Greven , idet 
hans Ansigt opklaredes . 
— Ja , hun vandrer nu omkring , det stakkels Væsen , 
i den Tanke , at HendeS Forlovede Studenten har 
havt en Forbindelse allerede før han kjendte hende , og 
at han er Fader . Hahaha , tænk Dig , han er Fader . 
— Men hvorledes har Du baaret Dig ad med at 
lde hende det ind ? 

— Aa , jeg lavede en hel lille Komedie sammen 
med Eulalie , hende , som Du jo nok kjender ; Det gik 
herligt og endte med et stort SluiningStablau , hvor « 
Julie , henreven af den Er-Forlovedes Klager over sig 
og sit forladte Barn , med rørende Stemme gav sit 
Minde til at trække sig tilbage . 
— Saa er hun nu aldeles fri ? 
— Nei , ikke aldeles . Jeg mente , at Forholdet 
mellem hende og Vilhelm burde bestaa en kort Tid endnu , 
for at hun , ved stadig at have den Tanke for Øie , at 
han elsker en Anden , kunde faae mere og mere Afsky 
for ham . 
— Meget godt , meget godt , kjære Nina . Aa , 
Du veed ikke , hvor denne Efterretning gjør mig lykkelig . 
- Virkelig ? 
— Ja , denne Kvinde har tilføiet mit Hjerte et 
Saar , som kun hun kan læge . 
— Du er altsaa rigtig forelsket ? 
- Ja . 
— Det troede jeg dog ikke . 
— Hvorfor det ? 
— Jeg antog , at det kun var Noget , Du saadan 
havde sat Dig i Hovedet . 
— Hvor vil Du hen , Pigebarn ; nei , jeg er overordentlig 
forelsket i hende . 
— Naa , saaledes . 
— Og i > l Bevis derpaa , saa beder jeg Dig om at 
sørge for , at jeg snarest mulig faaer en Sammenkomst 
med hende . 

— Jeg skal gjøre mit Bedsle . 
— Hvørnaar antager Du ? jeg brænder af Længsel 
derefter , forsikrer jeg Dig . 
— Lad se , sagde Nina og tænkte efter . Om et 
Par Dage . 
— Saa sent ; jeg kan ikke udhølde at vente saalænge , 
det maa være før . Hvør antager Du at det 
kan fie ; hos mig ? 
— Nei , Gudbevares , svarede Nina med dydig Indignatiøn ; 
det gaaer ikke an . 
— Men hvør da ? 
— Vi kan jø før Trempel gaa en Tur ud paa 
Frederiksberg . 
- Prægtigt . 
— Du kommer os imøde , hilser paa mig og saa 
paa din H erterdame . Efter nogen ligegyltig Tale om 
meget almindelige Ting gaaer vi over til mere interessante 
Emner ; jeg fortæller Dig , hvor ulykkelig min 
inderlig elskede Veninde er , og Du tager da strar Anledning 
til , søm den medfølende Sjæl , at trøste og 
husvale den stakkels Jomfru . 
— Det er rigtigt , saaledes maa det være , smilede 
Greven ; det gaaer nok , det kan ikke være Andet . 
— Efter ben Dag gaaer vi naturligvis ofte Ture 
sammen , tilføiede Nina leende , og saa — ja saa overlades 
Resten til Dig , hahaha ! 
— Det kan Du ganske rolig , Du Skælm . 
— Men det er sandt , sagde Nina , jeg har en anden 
Sag paa Hjertet . 

— Naa , kom da frem med den ; ester den Efterretning 
Du har bragt mig , er jeg særdeles oplagt til 
at høre Dig . 
— Det er nemlig om mine Smaaudgiffer , jeg vilde 
tale med Dig . 
- — Ah , saaledes . 
— Ja , jeg har ikke havt saa faa , og jeg vilde 
derfor . . . 
— Her er Neglen til Sekretæren — tag en Rulle , 
den indeholder 50 Rigsdaler , er Du tilfreds dermed ? 
— Ja , sagde Nina nølende ; desuden , vi kan jø 
senere opgjøre Regningen . 
— Det kan vi , Du Gavstrik , men tag nu ikke 
mere end en Rulle 
- Nei , det skal jeg ikke , forsikrede Nina ivrigt , 
og lød en anden lille Rulle følge med den første ned i 
Kjolelommcn . 
— Hvorledes gaaer det med din Forlovede ? 
— Aa . lo Nina og blev særdeles venlig ; han er 
stadig lige troskyldig og lige forelsket . 
— Lykkelige Pigebarn , at vide sig saaledes tilbedet . 
— Ti slille med det , grinede hun ; naar man har 
saadanne Venner som Dig , saa sætter man ikke stor 
Pris paa sligt et Tossehoved . 
— Hahaha ! Han er saamæn godt kjørende . Det 
gjør mig næsten ondt for den unge Mand . 
—- Nu bliver Du nok medlidende , min kjære Greve , 
svarede Nina leende . Men jeg seer det er seent , jeg 
vil nu anbefale mig . 

— Naar kommer Du igjen ? 
— Imorgen . 
— Lad gaa . 
Dermed gik hun . 
Enogtredivte Kapitel . 
Fortvivlelse . 
Efter at Julie , som vi have seet , med blødende 
Hjerte havde givet Afkald paa Forbindelsen med Vilhelm , 
var det hende som om al den Glæde og Lykke 
hun troede at finde , var aldeles tilintetgjort , 
Da hun kom ind paa sit Værelse faldt hun paa 
sine Knæ og bad en inderlig og brændende Vøn til 
Gud , om Styrke til at bære al den Sorg der mødte ' 
hende . 
Taarerne randt rigelig ned ad de blege Kinder , 
og Fortvivlelsen malede i hendes Træk al den Kval 
hun leed . 
Hvad skulde hun gjøre ? Hun vidsle det ei selv . 
Kunde hun vel være sammen med Vilhelm , uden at 
hele hendes Væsen røbede , at hun vidsle han var falsk . 
Nei , det kunde hun ikke ; ak , at delte ubesindige 
Løfte skulde binde hendes Læber . 

Hun følte , at det vilde være hende aldeles umuligt 
at tale med ham , uden at det maatte komme til en 
Forklaring , uden at hun af sit fulde Hjerte maatte sige 
ham , at han ikke længer behøvede at hykle venlige Følelser 
for hende . 
Men dette maatte foreløbig undgaaes ; hun havde 
givet sit Ord , og det var hende helligt . 
Saa maaske ogsaa en Dag han selv vilde komme 
og sige hende det ; i Sandhed , hun vilde være ham taknemlig 
derfor ; thi det maatte jo ske , og saa hellere 
ham end hende . 
— O Gud , sukkede hun fortvivlet ; hør mig og 
jevn med fredelig Mildhed Veien for mig . Du , uden 
hvis Minde ikke en Spurv falder til Jorden , Du kjender 
mit stakkels Hjerte og veed , hvor inderligt jeg hænger 
ved ham , send en lindrende Straale fra din Himmel 
og lad den lyse saaledes , at Alt kan klares uden 
atlfor stor Smerte . 
Det var som Bønnen gav hende Mod . Hun reiste 
sig fattet , og gik ind i det tilstødende Værelse . 
Idetsamme kom Amanda ilende ind . 
— Fader vil gjerne tale med Dig , kjære Julie , 
sagde hun ; skynd Dig ind til ham , han har vist noget 
Godt at meddele Dig . 
— Mig ? spurgte Julie tvivlende . 
— Ja Dig , hvorfor ikke ? Du seer saaledes ud , 
som øm Du troede , at der intet Lykkeligt kunde hænde 
Dig . 
Julie rystede bedrøvet paa Hovedet , idet hun sagde : 

— Ak , vist ikke megen . 
— Gaa dog derind , det kunde maaske alligevel 
være muligt . 
— Nu , jeg vil gjøre som Du beder om . 
Svendsen sad inde i sit Værelse , sysselsat med at 
skrive nogle Breve , da Julie traadte ind til ham . 
- Men hvad er ber iveien , mit kjære Barn ? 
sagde han og betragtede forbavset ben Bleghed , der var 
udbredt over Julies Ansigt . 
— Intet , Fader , Intet , svarede hun hurtigt ; lun 
en lille Upasselighed , som snart vil gaa over . 
-- Du gaaer bestemt og sørger over Noget , sagde 
Svendsen deltagende . Jeg har stiltiende lagt Mærke 
til Dig i fl-re Dage og har stadig mødt det samme 
sørgmodige Ansigt . 
— Læg Dig blot ikke det paa Hjerte , jeg vil snart 
atter blive din glade , muntre Julie . 
— Naa , jeg vil ikke trænge ind paa Dig , men 
derimod meddele Dig en Sag , som maaske atter kan 
bringe N ' odme paa dine Kinder . 
— Og det er ? 
— Noget om Vilhelm . 
— Om Vilhelm , sagde Julie og fik Taarer i 
Øinene . 
— Ja , men hvad seer jeg , Taarer , hvad skal det 
betyde , Julie ? 
Julie tav og slog Øinene ned . 
— Du svarer mig ikke , ere I maaske vrede paa 
hinanden ? 

— Nei , nei , men bed mig ikke om en Forklaring , 
lad en lille Tid gaa og Du skal faae Alt at vide . 
— Ja , men dermed kan jeg virkelig ikke slaa mig 
tiltaals , husk at jeg er Dig i Faders Sted , og holder 
saa meget af Dig , at jeg ikke kan taale , at der gaaer 
Dig Noget imod . 
— O , jeg vilde jo gjerne betro Dig Alt , kjære , 
gode Fader , men det er umuligt for Øieblikket ; jeg har 
lovet høit og hellig at skulle tie , og et sligt Løfte veed 
jeg Du selv vilde holde . 
-- Det kom døg an paa — naa , men siden Du 
ikke vil ud med Sproget , saa . . . 
Saa vil Du meddele mig , hvorfor Du kaldte 
mig herind , ikke sandt , lille Fader ? 
— Ja , men det er snart fortalt . Jeg har her 
faaet et Brev fra en Ben ovre paa Fycn , som er Præst , 
af han paa Grund af sin Alder seer sig nødsaget til af 
antage en Medhjælper , som kan assistere ham ved hans 
Forretninger , og da han har hørt Tale om , af Vilhelm 
er hoS mig og har sluderet Theologi , saa vil han 
magt det saa , af han kan komme derover , hvis han 
ellers har Lyst , og . . . 
— Nu videre ? 
— Og saa vil jeg spørge Dig , om Du vil følge 
med derover som hans Hustru ? 
Det gav et Sæt i Julie ; hun blev saa bleg som 
et Lig og slyrtede om paa Gulvet uden af give rn Lyd 
fra sig . 

Ængstelig løfteve Svendsen hende op , idet han 
udbrød : 
— Men kjære , velsignede Barn , hvad fattes Dig ! 
o Gud , Du vil da ikke dø fra mig ; — mit gamle 
Hjerte har knyttet sig til Dig , som om Du var mit 
eget Barn ; . . . men saa luk dog dit venlige Øie op , 
af jeg kan se , af Du lever ; . . . o nei , Du er saa 
bleg som Døven , vil Du saaledes drage bon sra din 
gamle Fover ! 
Svendsen greb hendes Haand , den var kold som 
Is , og Aandedrættet var neppe mærkeligt . 
Der blev nu hurtigt sendt Bud efter en Læge , 
som , da han havde undersøgt Julie , underrettede de 
Tilstedeværende om , at hun var blevet ramt af el Slagtilfælde , 
som vilde gjøre det tvivlsomt , om hun nogensinde 
vilde blive rask igjen . 
Der blev nu et Sorgens Hus ; thi Julie var ristet 
og afholdt af Alle . * 
Vilhelm , som var kommet hjem kort efter at det 
sørgelige Tilfælde skete , var aldeles utrøstelig . Han 
knælede ængslelig opmærksom ved hendes Leie for om 
mulig at opdage noget Livstegn hos den Elskede . 
Pludselig reiste Julie sig med en overordentlig 
Kraff overende i Sengen . Hendes Øine slirrede forvildet 
ud i Rummet . 
— Ja , ja . . . hviskede hun i afbrudte Sætninger , 
det var ham . . . hans Barn , en Lysets Engel , — 
men Moderen , uh ! en hæslig ' Kvinde . . . hun har 
lokket , — smigret ham , jeg kunde se vet , o Gud ! 

— Hvorledes har Du det , kjære Julie ? spurgte 
Vilhelm ængslelig . 
— Min Tud , denne Stemme , hviskede Julie pen 
for sig ; men falsk er den — lumsk , indsmigrende , den 
stjæler sig ind i Hjertet . . . men han skal ikke se , at 
jeg elsker ham — nei , aldrig , aldrig . . . kold som 
Is skal jeg være , . . . ak , en forspildt Fremtid , — et 
sønderknust Hjerte har jeg tilbage . . . 
Saaledes laa den ulykkelige Julie i nogen Tid 
og fantaserede , indtil endelig Trætheden overmandede 
hende og gav hende den nødvendige No . 
— Man udtalte sig i forskjellige Retninger , om 
hvad der kunde være Anledning til Julies pludselige 
Sygdom . Det forekom Svendsen aldeles umuligt , at 
det kunde være den Efferretning , han havde meddelt 
hende , der kunde være den virkende Aarsag . 
Vilhelms Tanker gik i en anden Retning . Han 
havde ligesom en Anelse om at Julie enten ikke elskede 
ham mere , eller ogsaa — hvad der var ham en ligesaa 
pinlig Tanke — havde lyliet til en eller anden 
ondskabsfuld Bazvadsker , der havde fortalt Slerheder 
om ham , som den rene , uskyldige Pige maatte afsky . 
Han kom , uden at vide det , Sandheden nær , som 
han snart erfarede . 
Amanda var ligeledes meget bedrøvet over Julies 
Sygdom . 
Hun stod længe tankefuld og betragtede den kjære 
Veninde , der kort forinden havde færdedes med hende 

i deres lille Verden og nu laa kold og bleg , som vilde 
hun aldrig øpvaagne mere . 
Da randt hende den Samtale i Hu , som hun 
havde hsrt imellem Nina og Julie . 
— Ja , det kan ikke være Andet , tænkte hun ; det 
maa være den egentlige Grund , men det maa ikke 
gaa saaledes . 
Hun gik hen til Vilhelm og trak ham til Side . 
— Hør mig , sagde hun ; jeg har noget meget vigtigt 
at sige Dem . 
Vilhelm vendte sig lun modstræbende bort fra 
Julie . 
— Vil De oprigtigt og ærligt svare mig paa et 
Spørgsmaal ? 
- Ja , men . . . 
— Del skeer før Julies Skyld . 
— Spørg , og jeg skal svare . 
— De vil maaske finde det vel drisiigt af en ung 
Pige , som mig , men del maa frem . 
-- Nei , nei , siig mig blot hvad det er . 
- Jeg vilde spørge Dem , hviskede Amanda rødmende , 
øm De nogensinde før De kom til at kjende 
Julie , har været forlovet ? 
— Nei , det har jeg ikke ; men hvorfor ? 
— Det er bleven fortalt Julie saaledes . 
— Af hvem , hvo har været saa sket ? 
— Lov mig , hvad De end erfarer , at fortie , at 
jeg har meddelt Dem det . 

— Ja , det lover jeg . 
— Nu vel , det bar Nina sagt . 
— Nina ? 
— Ja , Nina . 
— Det kan ikke være muligt , sagde Vilhelm hovedrystende . 
— 
Da forholder det sig dog saaledes , — jeg har 
selv hørt det . 
— Skrækkeligt , udbrød Vilhelm ; det anede mig , 
at denne Kvinde var falsk . 
— Ja , det er hun , det er jeg sikker paa ; thi De 
lyver vist ikke . 
— Nei , del gjør jeg ikke ; jeg elsker Julie altfor 
høit , til at jeg skulde have Øie for nøgen anden Kvinde . 
O , jeg skal drage hende til Regnskab ; her i Alles Nærværelsæ , 
skal hun bekjende , at det er et skændigt Opspind , 
som kun har havt ril Hensigt at skille Julie og 
mig ad . 
— For Guds Skyld , bland ikke mig i dette ; jeg 
har kun sagt Dem , hvad jeg har børt . 
— Vær rolig for det , lille Amanda ; men siig mig 
Alt ; lad mig faae at vide , hvad hun har sagt til 
Julie . 
— Ja , men paa den Betingelse , at De gaaer 
lempelig tilværks — det kan drage Følger efter sig , 
som jeg ikke vil have paa min Samvittighed . 
— Ja , ja , sagde Vilhelm smerteligt , jeg skal gaa 
lempelig tilværks , — hun fortjener et overordentlig 
Hensyn , denne Kvinde . 

— Bær blot besindig — husk , at hun er forlovet 
med min Broder , og han vilde blive meget ulykkelig , 
hvis det kom til et Brud , som jo naturlig maatte blive 
Følgen , hvis det blev bekjendt , at Nina havde været 
saa slet . 
— Godt , jeg skal være besindig , som De siger , 
skjøndt det vil koste mig Overvindelse ; men hun skal 
døg have at vide , at jeg kjender hendes Nedrighed . 
Fortæl mig saa , hvorledes det skete , 
— Det var en Aften , vi sad alle Tre alene , at 
Nina pludselig lod falde nogle tvetydige Ord og derefter 
skrev Noget til Julie paa et Stykke Papir , som 
Julie bestyrtet læste . Hun bad strar om en Forklaring , 
som Nina lovede at ville give hende . De gik da ind 
i et tilstedende Værelse , hvor hun fortalte Julie , at 
De var hende utro , at De havde en anden Forlovet , 
som . . . 
— Skammeligt ! raabte Vilhelm og stampede harmfuld 
i Gulvet . 
— Tys , tys , Julie kunde vaagne . 
— O , det er sandt . Naa , hvad hed denne Kvinde 
som hun titulerede som min Forlovede ? 
— Eulalia . 
— Gud , skal da denne flette Kvinde atter stille 
sig iveien for mig . 
— De kjender hende altsaa ? 
— Javist , nei , nei , det vil sige . . . 
— Ak , det er altsaa dog sandt , udbrød Amanda 
førgsuld . 

— Nei , nei , jeg besværger Dem , tro ikke noget 
flet om mig . 
— Men De kjender dog denne Kvinde ? 
— Ja desværre , men det var kup en eneste Gang , 
at jeg var i hendes Selskab , rigtignok under Omstændigheder , 
som . . . 
— Godt , jeg vil ikke høre Mere , afbrød Amanda 
ham . Stakkels , ulykkelige Julie . 
— Men lad mig sige Dem . . . 
Videre kom Vilhelm ikke . Amanda tilkastede ham 
et alvorligt Blik og gik hurtig bort . , 
— Er da alle Mennesker som sorhexede af denne 
flette Kvinde ! udbrød Vilhelm heftigt ; men bliv , min 
Tid kommer ogsaa . 
Han vendte sig om til Julie og hans ophidsede 
Træk formilbedes uvilkaarlig ved Synet af hendes 
blege , lidende Ansigt . 
— Ogsaa Du , kjære , enzlemildc Væsen , kunde 
tvivle om mig og lytte til , hvad en falsk og ond Kvinde 
tilhviskede Dig ; o , vidste Du , hvor fast dit Billede 
sidder i mit Hjerte , og hvor det banker ved Syne » af 
Dig , Du Elskede , da vilde al Tvivl svinde bort af din 
rene Sjæl og en inderlig Kjærlighed kunde atter knytte 
os til hinanden . Men hvor gaaer jeg hen før at søge 
Raad i denne Ulykke ? 
Han grundede en kørt Tid . 
— Ja , saaledes skal det være , sagde han hen før 
sig ; Svendsen , der er saa god og overbærende mod 
fine Medmennesker ' skal hjælpe mig . Han harjo viist , 

at han nærer Venskab før Julie og mig og at han kun 
vil vort Vel - ban er den Nette , den Eneste til hvem 
jeg bør henvende mig . 
Toogtredivte Kapitel . 
En Opdagelse . 
Greven ilede med Længsel til det aftalte Sted Dagen 
efter Samtalen med Nina 
Skføndt han endnu ikke var tilstrækkelig helbredet 
ester Indespærringen , saa havde dog Udsigten til at 
træffe sammen med Julie saaledes give » ham Kurage , 
at han tilsyneladende straalede af Sundhed . 
Han gik længe omkring , betragtede ivrigt de Forbigaaende , 
før om muligt al opdage de to Damer han 
ventede . , 
Men han kunde længe nok vente , der kom Ingen . 
Tilsidst blev han da utaalmødig og mumlede imellem 
Tænverne : 
- Men hvor Pokker blive de dog af , de deilige 
Pigebørn , - hm ! jeg kan da aldrig iro , at Nina 
har isinde at gjøre Nar ad mig . 
Han begyndte igjen ærgerlig sine Observationer . 

Endelig saae han et Fruentimmer nærme sig søm 
lignede Nina . 
Han ilede hen til hende og denne Gang havde han 
Held med sig , det var virkelig Nina . 
— Hvad skal det betyde , raabte han ivrigt ; Du 
kommer alene . 
— Ja , desværre , sukkede Nina og satte et overordentlig 
melankolsk Ansigt op . 
— Men hvorfor ? 
— Jeg kan Intet gjøre derfor , Julie . . . 
— Bil Du gjøre Nar ad mig eller binde mig en 
Hisforie paa Ærmet ? 
— Nei , hvor kan Du tro Sligt øm din egen rare 
Nina . 
— Ja , men saa begriber jeg ikke , — jeg har nu 
gaaet og vente » i en langsommelig Tid . 
— Sagen er den , at Julie er bleven syg . . . 
— Syg ? Av , det var en flem Hisforie . 
— Ja , ixkc alene det ; men der er Noget , der er 
endnu værre . 
— Hvorledes ? 
— Man har opdaget den Komedie , jeg i Forening 
med Eulalia har spillet for Julie . 
— Er det muligt , ytrede Greven og faae Nina 
skarpt i Ansigtet . 
-- Ja , svarede denne med et Skuldertræk . En 
ung Pige , min KjærcstcS Søster , har seet Letlighed ril 
mig uafvidende , at belure den Samtale , hvori jeg meddelte 
Julie Vilhelms Utroskab . Hun har indtil igaar 

bevar « sin Hemmelighed ; da Julie , efter en Samtale 
med sin Pleirfader , blev syg , saa kunde hun ikke bare 
sig længer , men meddelte det Hele til Studenten , som 
naturligvis var færdig at flyve i Flint ved at høre 
d « . Han gik da ind til Plejefaderen og fortalte ham , 
hvad han havde hørt , hvorpaa denne i dydig Indignation 
korsede sig og sendte Bud efter Eulalia , so » kort 
efter indfandt sig . 
— Saa er altsaa hele Planen gaaet i Vaflen , 
raabte Greven ærgerlig . 
— Trost Dig , det kan blive godt endnu — vær 
vis paa , at jeg skal gjøre mit Bedste ; men hør videre 
kjære Greve . 
— Det kan være det Samme ! raabte Greven 
heftigt og slampede ærgerlig i Jorden ; jeg flænker Dig 
Resten af denne Historie . 
— Jo , hør mig kun til Ende , og saa ville vi i 
Forening lægge vore Hoveder i Blød , for at udklække 
en Plan , som skal være den sidste og afgjørende . 
— Nu da , lad høre . 
— Jeg kom noget ester hjem og anede Intet af 
hvad der var skeet , for der kommer Bud , at jeg strar 
skal indfinde mig hos Julies Pleicfadrr . Det blev udtalt 
som en Befaling , og jeg ilede derfor strar ind til 
Vam . Nu fik jeg Øinene op for hvad der ventede ; 
den Forste jeg saae var Eulalia , der stod ængstelig 
med nedslaaede Øine midt paa Gulvet . Svendsen og 
Vilhelm tilkastede mig et Blik , som tilstrækkelig sagde 
mig , at jeg maatte bruge al min Evne til at forstille 

mig , da jeg ellers vilde have udspillet min Rolle der 
i Huset . 
— Som sagt , vedblev Nina ; jeg lod som jeg ikke 
saae disse mørke Øiekast , men traadte smilende og 
glad ind . 
— Naa , er De der , sagde Svendsen strengt ; kjender 
De dette Fruentimmer ? 
Han pegede med en foragtelig Mine^paa Eulalia . 
— Jo , jo , sagde jeg tøvende ; det vil sige af 
Anseelse . 
— Ellers ikke ? 
— Nei , det forsikrer jeg høit og helligt , svarede keg . 
— Det er Usandhed , foer Vilhelm imod mig med 
et lynende Blik ; De har leiet denne Kvinde , for at 
hun skulde foregive , at jeg var hendes Kjæreste og derved 
stille en Skranke mellem Julie og mig . 
— Er det sandt ? Gjentag det , sagde Svendsen 
henvendt til Eulalia . 
— Ja , saaledes er det , svarede hun Sg teede sig 
overordentlig ydmyg . 
— Jeg er saa oprørt over hendes Lumskhed , at 
jeg i det Øieblik kunde have havt Sind til at rive 
Øinene ud af Hovedet paa hende . 
— Skynd Dig , Nina , afbrød Greven hende meget 
heftig ; jeg interesserer mig kun lidt for Alt det Andet , 
nu da jeg . . . 
— Naa , jeg lagde Baand paa mine Følelser saa 
godt som muligt og Høne derefter med nedslaaede Øine 
paa en lang Sparlagensprædikcn af Julies Plejefader , 

som foreholdt mig det mageløs Skammelige , jeg havde 
begaaet , hvorpaa han spurgte mig , om jeg havde Noget 
at anføre , der kunde tale til min Undskyldning . 
— Ja , svarede jeg og hævede mit Blik , som jeg 
rolig fæstede paa de Tilstedeværende . 
-- Lad børe , sagde Svendsen ; men jeg troer neppe 
at det er muligt . 
— Jeg bavde strar en Historie paa rede Haand , 
som Du endelig maa gjøre mig den Tjeneste at høre . 
Du vil deraf se , at din egen lille Nina ikke er saa 
losset endda . 
- - Saa for Pokker , udbrød Greven ; er der mere 
endnu . Se hellere at opfylde det Løfte , Du har givet 
mig . 
— Siden . . . blot Taalmodighed , saa lykkes det , 
og Du skal se , Du vil blive den lykkeligste Mand under 
Solen . 
— Taalmodighed , siger Du . Naar Du vidste 
hvorledes jeg er optaget af hende , hvor nødvendig hun , 
er bleven for mit Hjerte ; jeg har saa aldeles gjort mig 
fortrolig med den Tanke , at komme i Besiddelse af det 
smukke Pigebarn . 
— Det troer jeg saa gjerne , Du Gavstrik ; men 
desuagtet siger jeg dog — Taalmodighed . Dog , hør 
nu , hvorledes jeg bar mig ad med at rede mig ud af 
den fatale Historie . 
— Jeg hører . 
— Jeg fortalte dem da , at jeg Havre gaaet en 

anden Kvindes Ærinde , en Kvinde , som elskede Vilhelm 
med Raseri og ikke kunde leve uden ham . 
— Nu blev Vilhelm strar nysgjerrig , og spurgte 
hvad hun hed og hvem det var . 
— Jeg spurgte da , om han erindrede den Aften , 
da han var i Selskab hos Fru Lund ude paa Vesterbro . 
— Han rødmede forlegen og var synlig utilpas 
ved dette Spørgsmaal . 
— Derude var det , vedblev jeg , al denne Kvinde 
havde seer ham og var bleven saa henreven ved Synet 
af ham , at da hun kort efter havde » all med mig , betroede 
hun mig sit Hjertes dybe Lidenskab , mev det Tilførende , 
at hvis hun ikke kunde vinde hans Gjenkjærlighcd , 
da vilde hun ikke leve længer ; thi Livet havde 
da ingen Glæde mere før hende . 
— Jeg vidste , tilføiede jeg , at Vilhelm var forløvel , 
men desuagtet løvede jeg at staa hende bi i HendeS 
Bestræbelser før al vinde den Elskede . Jeg tænkte 
søm saa , a « hvis Vilhelms og Julies Kjærlighed var 
ægte , da vilde en mulig Hindring før Deres Følelser 
ikke ramme Dem haardt , og paa den anden Side vilde 
DereS Kjærlighed ved denne Hindring vøre endnu mere . 
Ak , tilgiv mig , at jeg lød mig benrive lil Medlidenhed ; 
denne Kvinde var , øm end ikke ganske fri før denne 
Verdens Synder og Udskejelser , dog i sine Følelser før 
Vilhelm ren og uplettet . Dr veed , sagde jeg , hvorledes 
jeg bar mig ad ; jeg indrømmer , det var ikke nogen 
smuk eller rigtig Maade , men jeg vidste ingen anden . 
— Nei , det skal Gud vide , svarede Svendsen , idet 

han dog blev lidt mildere stemt ved min Fortælling ; 
det koster maaske min kjære Julie Livet . 
— Gud , hvad siger De , svarede jeg , og lod et Par 
Taarer paa en rørende Maade trille ned ad Kinderne . 
— Nu , jeg vil haabe til Vorherre , at del ikke 
skeer , thi ellers . . . , eller- vil jeg komme nl at habe 
Dem . De har da givet mit gamle Hjerte Naadestødek . 
— Men denne Kvindes Navn ? spurgte Vilhelm 
med oprørt Stemme . 
— Jeg betænkte mig et Øieblik , thi sandt at sige , 
saa havde jeg tabt Traaden i Historien . 
— Svar , hvem var denne Kvinde ? spurgte Svendsen ; 
siig del hurtigt . 
— Denne Kvinde , jom . . . 
— Ja , netop , pirede Vilhelm heftig , . 
— Skaan mig for al sige hendes Navn . 
— Nei , efter at De har tilføie « os en saadan 
Smerte have vi et retfærdigt Krav paa ai faae at vide . 
hvem der har værer ben egentlige Anledning dertil . 
— Jeg sik pludselig en lys Ide som jeg øieblikkelig 
udførte . 
— Der staaer hun , sagde jeg og pegede paa 
Eulalia , hvem jeg idetsamme sendte et betegnende BlikHun 
fattede øieblikkelig min Tanke og gik aldeles 
op i sin Rolle . 
— Hende ? spurgte Vilhelm og veg et Par Skridt 
tilbage . 
— Ja , mig , svarede Eulalia med godt forstilt 
Følelse . Tilgiv mig . elskelige Vilhelm , at jeg , en lastværdig 

Kvinde , har vovet at nære slige Følelser før 
Dem . Ak , tilgiv mig , De er saa smuk at jeg ikke 
kunde Andet . 
— Hun faldt nu paa Knæ og hævede sit af Taarer 
badede Ansigt øp imod ham . 
— Viig bort fra mig , afskyelige Fruentimmer ! 
raabte Vilhelm , idet hans Ansigt udtrykte den mest 
levende Foragt . 
— Eulalia lod som om hun blev aldeles overvældet 
af denne Behandlingsmaade , og faldt i en meget 
nobel Besvimelse . 
— Svendsen stod med korslagte Arme og betragtede 
denne Scene , Endelig vendte han sig til mig og 
sagde bittert : 
— Det glæder Dem , ikke sandt , at have bragt 
Ulykken ind i en fredelig og slille Familie ? 
O , hvor kan De tro Sligt , udbrød jeg med 
dydig Indignation ; feg veed , at ieg har forsyndet mig 
haardt , baade mod Julie , Vilhelm og mod Dem ; men 
De er altfor ædel til at ville hævne Dem paa mig . 
O Gud , jeg beder paa mine Knæ om Tilgivelse . 
— Ja , De har Net , svarede han ; jeg vil ikke 
hævne denne Ulykke ; jeg vil gjøre mig Umage før at 
tro , at De har ladet Dem lede af Deres altsør 
støre Medfølelse ; — men , tilføiede han , den Plads 
De havde vundet i mit Hjerte vinder De aldrig tilbage . 
Lad nu denne sørgelige Begivenhed blive en Hemmelighed 
imellem os , kun Julie maa erfare den , naar hun 
atter vinder Kræfter nok dertil . 

— Men Arthur ? vovede jeg at sige . 
Ogsaa han maa Intet faae at vide . Jeg 
kjender ham saa godt at jeg veed , at han øieblikkelig 
vilde hæve Forbindelsen med Dem , sijøndt han vistnok 
gjorde det med et blødende Hjerte . 
— Hvilken Ulykke , ak , hvor jeg ogsaa har handlet 
flet ! udbrød jeg . 
— Ja , det har De ; jeg troer ikke Deres Hjerte 
er ondt , men vogt Dem for nogensinde alter al indlade 
Dem paa flige uhyggelige Historier . 
— Det kan Du da nok lænke jeg lovede , tilføiede 
Nina og klyngede sig til Grevens Arxn ; ovenpaa den 
Fvrflrcekkelsc gik jeg til No , og nu er jeg her for i 
Forening med Dig at udklække en ny Plan , hvorved 
det bliver Dig muligt al faae dir brændende Ønske 
opfyldt . 
— Ja , hvad er der at gjøre , hun er jo syg . 
— Aa , hun kommer sig snart , af den Forskrækkelse ; 
man døer da ikke af saadan en Smule forslyrret Kjærlighed . 
Medens 
denne Samtale havde sundet Sted imellem 
Nina og Greven , vare de vandrede ind i Frederiksberghave , 
hvor de mere uforstyrrede kunne konversere 
om deres Planer . 
De nedlode sig paa en af de mest afsidesliggende 

Bænke , og vare kort efter indviklede i en meget dybsindig 
Passiar . 
De bavde siddet nøgen Tid , da pludselig en ung 
Mand muntert nynnende kom spadserende henimod 
dem . 
Han standsede og betragtede de To med vverordem 
lig Forbavselse . 
Ved Synet af ham blev Nina meget bleg og 
mumlede : 
- Artbur ! 
— Saa for Satan ! nu er nok Fanden los ! sagde 
Greven og vendte Hovedet til den anden Side . 
Den unge Mand nærmede sig endelig saa bleg som 
et Lig , og Gjenstand for den heftigste Bevægelse . 
— Er det virkelig Dig , Nina ? spurgte ban med 
skælvende Stemme . 
Hun svarede ikke , men slirrede ivrigt ned imod 
Jorden . 
— Er det virkelig Dig , Nina ? gjentog Arthur 
atter , idet hans Ansigt antog et truende Præg . Du 
bedrager mig alisaa alligevel ? 
Nina gav intet Svar — hun var bleven aldeles 
overrasket ved Arthurs Komme . 
Arthur blev end mere ophidset ved denne Tavshed ; 
han føer hen imod Greven og slog med sin Stok 
Hatten af Hovedet paa bam , idet han rasende , raabt < : 
— Men hvem er De da , min Herre ? „ 
— Hvad behager ! brølede denne og føer op ' af 
Bænken , indtagende en truende Stilling 

— O Gud , mumlede Arthur ved at se Grevens 
Ansigt ; det er ham — ham som hun besøgte . 
— Jeg spørger ! raabte Greven med et lynende 
Øiekast , hvad denne Behandlingsmaade skal betyde ? 
Skal man ogsaa være udsat for Overfald ved bøilyS 
Dag . 
— Ja , leg skal overfalde Dig , Skurk ! skreg Arthur , 
og hævede Stokken for at bibringe Greven et 
nyt Slag . 
— Er De gal , Menneske ! raabte Greven og sprang 
til Side ; vil De have mit Uhr og mine Penge ? Nuvel , 
dem skal De faae ; men gaa Deres Vei , jeg vil 
have Medlidenhed med Dem , — De er meget ung . 
- Nei , jeg er ingen Stratenrøver ; men jeg vil 
vide hvorledes De er kommen i denne Dames Selskab ; 
hører De ! Jeg vil vide det , thi denne Dame er min 
Forlovede . 
— Hahaha ! flap det derud ! Derfor behøver De 
ikke at tage saa hidsig paa Veie , unge Brushoved , det 
er gaaet aldeles naturligt tisk . 
— Nu , forklar Dem . 
— Denne Dame sad alene ber paa Bænken før 
jeg kom . Jeg syntes Pladsen saae saa indbydende ud 
» g satte mig , med Deres Tilladelse , paa samme Bænk , 
da feg svævede i den Tro , at Haven og hvad deri 
findes , er tilgængelig for Alle ; men jeg seer nu , at jeg 
har taget Feil . 
Arthur stød tvivlraadig ved denne naturlige Forklaring . 


Han saae først paa Greven og derefter paa Nina , 
som endnu sad med Blikket slift fæstet paa Jorden . 
— Og hvad siger Du dertil , Nina ? spurgte Arthur 
endelig , idet hans Stemme blev blödere . 
— Jeg har Intet at svare Dig her , sagde hun 
blidt , og tilkastede Greven et fremmed Blik . 
— Saa kom og led os gaa . 
— Ja , lad os det , kjære Arthur , svarede Nina og 
fulgte med ham . 
— Hahaha ! lo Greven , efter at de vare gaaede ; 
det var nok Ninas Skærmbrædt , — en rask Knægt er 
han , det maa jeg tilstaa . 
— Men hvorledes gik det til , at Du kom alene 
her i Haven ? spurgte Arthur , da de vare komne et 
Stykke bort sra Greven . 
— Af , jeg veed ikke selv , svarede Nina og klyngede 
sig med Inderlighed op til ham . Jeg sad hjemme og 
længtes efter Dig , der var en saadan underlig Uro udbredt 
over mig — og saa . . . saa tyede jeg herud , i 
den friske , deilige Natur , for rigtig at tænke paa Dig 
og paa vor — Kjærlighed 
— Forholder det sig virkelig saaledes ? 
— Hvor kan Du tvivle ? 
— Kjendte Du flet ikke Noget til den Herre , som 
sad ved Siden af Dig ? 
— Nei , ikke det allermindsle . 
— I talte døg med hinanden . 

— Ja , han fortalte mig , at han søgte Ensomhed , 
fordi han havde mistet sin Hustru , som han elskede 
vverordemlig høit . 
— Jeg synes døg ikke at han saae saa bedrevet ud . 
— O , slaa nu blot de Tanker ud af Hovedet , 
kjære Arthur , Du maa sket ikke spekulere mere der » 
over , jeg er og bliver jø dog din egen lille Nina , ikke 
sandt ? 
— Jo , jø , det er Du , det veed Du kun altfor 
godt , men kan Du da fortænke mig i at jeg bliver 
skinsyg ? , 
— Nei , det gjør jeg heller ikke ; det er mig netop 
et Bevis paa , hvor inderlige dine Folelser ere for 
mig . 
— Godt , men vær nu ærlig , tilstaa at Du kjendte 
denne Herre ? 
— Nei , nei , jeg kjendte ham ikke ; det var , som 
Du selv hørte , aldeles tilfældig — jeg har aldrig seet 
delte Menneske for mine Øine . 
— Nu , jeg vil tro Dig , kjære , velsignede Nina . 
Det er mig aldeles umuligt at tænke sket om Dig ; saa 
jeg vil kaste cl Glemselens Slør over denne Begivenhed . 
— Ja , lad oS de « , søde Arthur , og være lykkelige 
ved vor Kjærlighed . 
Nina kastede et hjerteknusende Blik paa Arthur , 
hvilket satte Kronen paa Forsoningen . 

Treogtredivte Kapitel . 
Brand ! Brand ! 
Da Greven havde sundet sig lidt efter Scenen med 
Arthur skyndte han sig afsted , for at komme hjem . 
Men det var bestemt , som om denne Dag i sit 
Skssd skulde bæere lutter Skuffelser og Ulykker før ham . 
Inden han var kommet hjem var det blevet merkt . 
Himlen var efterhaanden bleven overtrukken med mørke 
Skyer , der truede med at sprede sit Indhold ud over 
den af Dagens Hede tørre Jord . 
Han ilede som sagt hurtigt afsted , før at undgaa 
Regnen . 
Hvis han havde givet sig Tid til at se sig om , 
vilde han have opdaget nogle mørke Skikkelser , der 
sneg sig rundt om hans Bolig . 
Ved Synet af ham trak disse sig hurtigt tilbage , 
idet den ene , som lod til at være den Befalende , 
mumlede : 
— Afsted , hurtigt Folk , der kommer Manden , han 
maa ikke faae Øie paa os , han var da istand til at 
lugte Lunten . 
— Hør Kaptajn , hvornaar skal det gaa løs ? 
spurgte en af de Andre - en mørk , skummel udseende 
Skikkelse . 
— Giv Tid , svarede denne ; men mærk Jer det 
Folk , vi maa lægge godt til Ildstedet , hvis vi skal 
have Fornøielse deraf . 

— Vær rolig før det , vi skulle nok lyse op i Papirerne . 
Man 
trak sig tilbage i en nærliggende Port før 
at holde Raadslagning . 
— Ere vi her Alle ? spurgte stnækbein og saae sig 
omkring ved Hjælp af en lille Haandlygte , som han 
bar i en Nem , han havde om Livet . 
— Ja , her er jeg ! svarede en Stemme , der var 
hæs og skælvende 
— Hvem ? spurgte Knækbein og saae studsende 
hen til den Side , hvorfra Lyden kom . 
— Johan ! Jeres gamle Kammerat , der er kommej 
tilbage og atter vil vove sin Trøie for Jeres Vel . 
— Hvad vil Du ! raabte Knækbein og knyttede 
harmfuldt Haanden . 
- Som jeg sagde , jeg vil bede Jer tage mig i 
Tjeneste igjen . 
— Dig ? Nei aldrig ! Gjorde jeg Dig din Net , 
lod jeg Dig hænge paa Stedet . 
— Ikke hidsig Kaptajn , jeg kan maaske meddele 
Jer en eller anden Ting , som kan bidrage til , at Expeditionen 
faaer et heldigere Udfald . 
— Saa ? Veed Du hvem det gjælder ? 
— Jeg kan tænke det . 
— Siig frem da ? 
— Det er vel sagtens Greven ; I vil nok lægge 
lidt i Kakkelovnen hos ham , kan jeg tænke , siden jeg 
seer Eder her . 

— Tys Menneske , hviskede Knækbein ængstelig ; 
hvorledes er Du kommet til Kundskab derom ? 
— Saa maatte jeg have været blind , medens jeg 
var i Kaptajnens Tjenesle , hvis jeg ikke kunde drage 
den Slutning . 
— Nu , og hvad er Meningen med dü Komme 
her , vil Du forraade os ? 
— Nei , paa det Lav , jeg visk hjælpe Jer ; jeg er 
nu engang bleven faa vant til af omgaaes Jer , Kaptam , 
af jeg fandt mig helt underlig , da jeg var paa 
min egen Boldgade . 
— Kan jeg slole paa Dig igjen ? 
— Jeg er Jeres med Liv og Sjæl , det er det 
Hele jeg kan sige . 
— Hvor har Du tildragt Tiden , medens Du var 
borte fra mig ? 
— Paa Kneiper . 
— Naa , og saa ? 
— Ja , for af fortælle Kaptainen det Hele , saa 
forholder det sig saaledes : Jeg hjalp Greven med af 
flippe børt ; da vi vare komne hjem til ham udbetalte 
han mig fohundrede Rigsdaler . Kapiaincn veed nok , 
jeg er en daarlig Rad til af holde paa Penge , de løbe , 
saa Fanden og ikke jeg kan holde paa dem ; jeg vidste 
ille rigiig af mig selv , da jeg havde faaet saameget 
Sølv paa Lommen , og det forste jeg gjorde , var a * 
gaa ned paa en Kneipe for af saae mig en ordentlig 
Hjerteslyrkning ; men det blev ikke ved den , nei , jeg 
fik flere , og saa kom der flere gode Venner , som natur « 

ligvis ogsaa følie Trang til en Hjertestyrkning , hvilket 
jeg altsammen betalte . Saa veed jeg Pokker ikke , 
hvorledes det gik , men da jeg talte mine Penge efter 
næste Morgen , saa manglede jeg 55 Rigsdaler . Det 
var en god Begyndelse , meente jeg , og skyndte mig 
derfor at faae de andre fortæret paa samme Maade . 
— Der seer Du hvad der kommer uo af at være 
sin Husbond utro , sagde Knækbein . 
— Ja , Kaptain , svarede Johan angerfuld ; jeg 
vender tilbage som den forlorne Søn . 
— Naa , jeg vil lade Naade gaa for Net og filgive 
Dig , sljondt Du gjorde mig en flem Streg i 
Regningen . 
Vil I virkelig ? Det var bravt talt ; nu saa 
er jeg Eders igjen med Liv og Sjæl . 
-- Godt , jeg stoler atter paa Dig ; gjør Dig fortjent 
til min Velvillie ved at være flink — det gjælder 
et storartet Kup hos Greven , og saa . . . 
— Er der mere endnu ? 
— Ja , saa skal vi have fat i min Søsterdatter , 
førstaaer Du , — i denne Nat , om saa selve Djævelen 
sætter sig derimod . 
-- Skal vi ikke heller vente med hende til en 
anden Dag ? 
— Hvad , gjør Du Indvendinger ? 
— Nei , jeg gjør ikke , men . . . 
— Tik I denne Nat maa det sle ; ikke en 
Stjerne viser sig paa den mørke Himmel , det er ret 
et Veir , som er skikket for vort Foretagende , hahaha ! 

Ja , jeg skal overraske dem , de skal faae at se , at Kaptajnen 
paa Nørrebro endnu existerer og forstaaer at 
sætte sin Villie igjennem . 
— Net saa , det kan jeg lide , nu bliver I alter 
den Gamle , lo Johan ; jeg kunde næsten have Lyst til 
at give Jer et Hurra . Hvad siger I Andre ? 
— Ingen Dumheder , Folk , udbrød Knækbein 
ivrigt ; lad os fremfor Alt iagttage Stilhed — den 
nødvendige Stilhed . 
Knækbein udtalte derpaa med hviskende Slemme 
sine Befalinger til Mandsfabet . 
Det varede ikke længe inden Enhver var paa sin 
Post , og afventede Signalet fra Kaptainen . 
Pludselig lod en svag Piben sig høre — det var 
Tegnet . 
Det varede ikke længe , inden Ilden gnistrede 
kpstjg ; den var med et sørgeligt Skarpsyn anlagt paa 
de Steder , der vare hurtigst til at fænge . 
Luerne sløz op af Tazet og Trapper og Gange 
vare fulde af en kvælende Nøg . 
Man havde stormet Porten og den forfærdede 
Portner , der stod som en Støtte ved sit Lukaf og 
betragtede UgjerningsmændeneS Færd , gav man et 
Spark , saa den Ulykkelige med et dumpt Brøl styrtede 
hovedkulds ned . 
Her var Kaptainen i sit Element ; det var som 
om Flammerne , der begærlig flsfkedc sig op af hans 
og hans Staldbrødres Klæder , rigtig oplivede og 
frydede ham . 

Ledsaget af et Par af sine Kammerater foer 
Skurken op til Grevens Værelse ; men Nøgen bevirkede 
at han ikke strax kunde finde det , hvorfor han 
rasende rendte mod de forskjellige Hindringer , der 
stillede sig i Veien for ham . 
— Saa gid Fanden annamme ham med Hud og 
Haar ! mumlede han arrigt ; for jeg kan ikke finde ham 
i dette Virvar . 
Ingen af hans Underordnede vare heldigere , og 
efter flere forgæves Forsøg besluttede man at gaa tilbage , 
da Ilden rasede med en saa fortærende Krast , 
at det var forbundet med Fare at opholde sig i Nærheden . 
Pludselig 
standsede Knækbein ved en Trappeafsats . 
Han var slødt paa en Hindring . 
— Herhid Folk , herhid ! raabte han af alle Kræfter , 
da han ikke kunde bekæmpe en vis Angst . 
Man ilede til og fik et Syn af se , som bragte 
selv den Stærkeste til af skælve . 
Grevens gamle Tjener laa paa Trappen , blødende 
af et stort , gabende Saar i Hovedet ; han var bleven 
ramt af en nedstyrtet Bjælke , og dette Slag havde 
øieblikkelig havt Døden til Følge . 
— Bort med ham ! sagde Knækbein hjerteløst og 
sparkede til det afsjælede Legeme , der med en dump 
Larm rullede ned ad Trapperne . 
— Hjælp , Hjælp ! raabtes der Pludselig med 
gjennemtrængende Stemme . 

— Ha , det er ham ! raabte Knækbein og slyrtede 
afsted efter Lyden . 
. Han ffog en Dør ind og stod pludselig ligeoverfor 
Greven , der hurtig vilde fare forbi ham . 
— Stands ! brølede Knækbein eller jeg slaaer Dig 
ned som en Hund . Jeg flipper Dig ikke , — enhver 
Udgang er spærret . 
— Hvad vil Du midt i al denne Ulykke ? spurgte 
Greven med tilsyneladende Kulde . 
— Hvad jeg vil , hahaha ! og derom spørger Du , 
Du som kjender mig saa godt ? 
- Ja . 
— Det er før af sige Dig , af jeg og mine Folk 
have slukket Ild paa din Øglcredc , — af jeg hader 
Dig værre end Pesten , og af jeg nu vil ende dit 
usle Liv . 
— Se om Du kan ! skreg Greven og vilde springe 
forbi Knækbein , der truende svingede en Øre . 
— Holdt ! brølede et Par raa Stemmer paa engang , 
og Greven stod Ansigt til Ansigt med de to 
Banditer , der havde fulgt Knækbein . 
Greven blev saa bleg som et Lig og føcr hurtigt 
tilbage , men blev i det Samme ramt af et vældigt 
Slag af Knækbein , saa han slyrtede om som bod . 
Denne stod et Øieblik og betragtede med et af 
Had fortrukket Ansigt sit Offer . 
— Nu afsled Folk ! sagde han endelig . Jeg er 
hævnet ! 
Man banede sig Vei til Gaarden , hvor kort efter 

alle Ugjerm ' ngsmændene samledes for at holde Raad , 
der endte med , at de hurtigt forlode den brændende 
Bygning , hvor de ikke længer kunde opholde dem , uden 
at blive opdagede , da Folk i Masse ilede til med 
Sprøi ' ter og Nedningsrcdskaber for at redde , hvad der 
kunde reddes . 
Nøget efter Midnat kom en Jolle langsomt og 
lydløst glidende gjennem Kanalen . Mørket og Uveiret 
begunstigede dens Fart . 
En tilsyneladende ung Kvinde laa bevidstløs paa 
Bunden af Baaden , bevogtet af fire skumle Karle med 
ægte Galgenfyfiognomier . 
Det gjaldt om at naae rum Sø , hvor en lille 
Jagt laa før Anker , beredt til ved første Leilighed 
at lette . 
— Hurtigt Folkens , Tiden iler , befalede Knækbein 
i en hviskende Tone , — thi ham var det . — Inden 
vi veed et Ord af det er det Dag , og saa maa vi 
være langt borte . 
Man tog raskere fat og Baaden foer pilsnart 
assted . 
Endelig var man kommen til Skibet , der laa og 
gyngede paa Vandet . Kaptainen gav et Stød i en 
Pibe og et Øieblik efter stredes FaldrebStrappcn ned , 
hvorpaa Alle i Baaden hurtigt skyndte fiz op paa 
Skibets Dæk . 

Efter at Knækbcin havde holdt Mønstring over 
sine Folk , fik Johan Ordre til at bringe Fruentimmeret , 
der havde været i Baaden og som endnu laa i 
Afmagt , ned i Kaptainens Kahyt . 
Der blev nu Liv paa det før saa stille Skib ; alt 
gjordes klart til at slikke hurtigst mulig i Soen . 
Da de vare komne et godt Stykke ud , kunde 
Kaptainen ikke længer lægge Baand paa sine Folelser , 
og han skyndte sig derfor ned i Kahytten . 
En døsig Slibslygte , der hang i en Snor i Loftet , 
oplyste kun svagt dette Sted , hvor saa mange Misgjerninger 
med en djævelsk List vare udtænkte og før 
endel udførte . 
Paa en Sofa laa Fruentimmeret henstrakt aldeles 
ubevægelig . 
Knækbein greb Lampen for rigtig at mætte sig ved 
Synet af hende ; men han foer strar efter forfærdet 
tilbage , idet han udbrød : 
— For Djævelen , svigter mine Øine mig eller 
er det Gjøgleværk — det er jo ikke hende ! 
Han gav sig atter til at slirre , som Øinene skulde 
træde ud af deres Huler , men forgæves , han kom ikke 
til noget bedre Resultat . 
— Ha , mumlede han kort efter , saa var altsaa 
al min Uleilighed spildt — den var til ingen Nytte , 
Julie er atter undfluppet mig — jeg har saaet en 
Anden i Buret , som er mig aldeles ligegyldig . 
Han grundede atter , det gik langt over Skurkens 
Forsfand , hvorledes en Forverling var skeet . Ivrigt 

og med raa Kraft gav han sig til at ruste i Fruentimmeret 
for om mulig at faae en Forklaring af hende . 
— Saa vaagn dog , Kvinde ! raabte han arrigt ; 
sov ikke som om det skulde vare til Dommedag . 
Endelig efter en god Stund vaagnede hun og saae 
forundret paa sine Omgivelser , Tilsidst fik hun Øie 
paa Knækbein , og ved Synet af ham foer hun uvilkaarlig 
sammen . 
— Naa , vaagn ! raabte han atter og slæbte hende 
ud paa Gulvet . Hvem er Du ? 
— Hvem jeg er , slammede Fruentimmeret angst . 
Hvad kan det interessere Dem ? 
— Netop ; det er hos mig Du opholder Dig — 
i min Kahyt . Du er bleven forverlet med en Anden , 
med Julie , og Du skal derfor strar sige mig hvorledes 
det er gaaet til . 
— ForvcrUng . . . med Julie ! 
— Ja , for Satan ! Svar hurtig , hvem er Du ? 
- Jeg hedder Nina , svarede hun bævende . 
- Nina ? 
— Ja ; jeg har opholdt mig i Huse « hos Julies 
Plejefader . . . ah , nu husker jeg det Hele — fo 
Mænd kom listende ind i Værelset — jeg havde skruet 
Lampen ned , for at den ikke skulde forstyrre Julie , og 
sad hensunken i Tanker - da , pludselig faaer jeg Øie 
paa fo skumle Ansigter i Baggrunden af Værelset — 
jeg saae deres mørke , luende Blik , gav et Skrig fra 
mig , væltede Lampen og besvimede . 
— Hvorfor opholdt Du Dig der i Huset ? 

— Jeg havde lovet at vaage hos Julie den Nat , 
da hun var meget syg , slammede Nina , der efterhaanden , 
fo mere hun blev sig bevidst , forstod at hun var 
kommen i en kritisk Stilling , hvoraf det neppe vilde 
lykkes hende at redde sig ud ved sin sædvanlige Snildhed 
og Forflagcnhcd . 
Efter at have faaet denne Forklaring , gav KnækHein 
sig ivrigt til at gaa op og ned ad Gulvet , aldeles 
rasende over sine fciiflagne Planer , idet han af og til 
kastede et mørst Blik paa Nina , der forskrækket krøb 
sammen i en Krog i Kahytten . 
Hun grundede over , hvorledes hun atter skulde 
flippe bort , thi skjøndt hun i Virkeligheden ikke længtes 
efter Nogen , saa var dog Selskabet med Kaptainen 
hende saa modbydelig , at hun vilde foretrække alt 
Andet end dette . 
Hun vovede derfor kort efter at spørge : 
— Hvad er Deres Hensigt med mig ? 
— Hvorfor ? 
— Ak , jeg vilde saa gjerne iland . 
— Kan ikke ske . 
— Skal jeg da seile med Dem ? 
- Ja . 
- Men det kan jeg ikke udhølde . 
— Du skal , jeg tvinger Dig dertil . 
— O , vær barmhjertig , lad mig komme iland . 
— Nei , om Du saa stiller Dig paa Bagbenene 
skal Du blive her hos mig . 

— Men det er /o forfærdeligt , hvormed har jeg 
fortørnet Dem , siden De behandler mig saaledes ? 
— Du har begaaet en Forbrydelse . 
— Jeg ? 
- JaNei , 
det beroer vist paa en Feiltagelse . 
— Snak ! Du har stillet Dig mellem Julie og 
mig , forstaaer Du , det taaler jeg ikke oz Du skal derfor 
med eller mod din Villie følge med , vi skulle blot 
en lille Tur over til Amerika , og hvad der saa kan 
fle , derfor raader jeg ikke endnu . 
— Det er Dem alisaa meget om at gjøre , at 
komme i Besiodelse af Julie , sagde Nina pludselig indsmigrende . 
— 
Ja , jeg har svoret , at hun skal blive Min , om 
jeg saa skal gaa tilgrunde derved . 
— Men naar det nu kunde fle uden at De gik 
tilgrunde derved ? 
— Den der kan gjøre det , faaer en Ven i mig , 
som aldrig vsl svigte , sagde Knækbcin . 
— Godt ' jeg lover Dem , at det skal fle ; lad mig 
saa komme iland . 
— Hvorledes ? 
— Ja , jeg lover Dem , at De skal komme i Besiddelse 
af Julie . 
— Du ? spurgte Knækbein . 
— Ja jeg ; sæl mig iland oz jeg lover Dem , ved 
Alt , hvad der er helligt , at Deres Ønske skal blive opfyldf . 


— Vil Du sværge derpaa ? 
- Ja . 
— Godt , saa sværg ! 
Knækbein drog en Dolk frem med et korsdannet 
Fæste , hvorpaa Nina lagde fin Haand og svoer en afskyelig 
Ed , at hun vilde holde sit Løfte . 
Efterat dette var skeet sagde Knækbein : 
— Nu vel , Du skal blive sat iland ; men viid , at 
hvis Du bedrager mig , da skal denne Dolk enten tidlig 
eller sent vide at finde Vei fil dit Hjerte . 
Nina blegnede synlig ved disse Ord og de truende 
Miner , der ledsagede dem . 
En Aftale blev dereffer truffet imellem disse » o 
Uhyrer om , paa hvilken Tid at NinaS Løfte skulde 
indfries . 
Kort efter sattes en Baad ud , hvorpaa Nina 
roedcs iland . 
Fireogtredivte Kapitel . 
Forsoning . 
Vi indfinde os hos Julie og Vilhelm et Par Dage 
fler at de sidst fortalte Begivenheder skete . 
Alt er nu opklaret imellem dem . Haand i Haand 

sidde de med hinanden , medens en inderlig Lykke lyser 
ud af Julies endnu efter Sygdommen blege Ansigt . 
— Ak , kjære Vilhelm , sagde hun ; kan Du tilgive 
mig , at jeg . saaledes fæstede Lid fil , hvad slette Mennesker 
fortalte mig om Dig . 
— O , tænk ikke mere derpaa , lad os glemme 
disse Sørgens Dage og ønske , at aldrig nogen saadan 
maa komme igjen . 
— Ja , Du har Ret , det ville vi ; men en Ting 
hor dog denne Kvinde gjort , uden at hun ville det , 
vor Kjærlighed er bleven om mulig end mere slærk og 
inderlig . 
— Ja , det er den , min Elskede . Lad kun Verden 
komme med sine Storme , den vil finde os trofast sammen . 
— Nei , nei , ingen Storme , lutter Solskin for din 
Skyld , — Du som har lidt saameget under en uretfærdig 
Beskyldning . 
— Men har Du hørt den velsignede Nyhed . 
Fader vil have , at vi skulle have Bryllup om en 
Maanedstid . 
— Nei virkelig ? spurgte Julie rødmende og spillende 
den Uvidende . 
— Ja , og jeg haaber da , at Du indvilliger ? 
— Jeg faaer vel , siden Du saa gjerne vil dyt 
saaledes . 
— O Gud , hvilket deiligt Øieblik , naar jeg kan 
trykke Dig i mine Arme og sige , mens jeg kysser Dig 
tusinde Gange : Min søde , allerkjæreste lille Kone . 
— Drømmer ! lo Julie muntert . 

— Som bliver en Virkelighed , min søde Pige , 
inden ret længe . 
Vilhelm greb Julie om Livet og dandsede med 
hende af lutter Glæde henad Gulvet . 
Døren aabnedes pludselig af Svendsen , der betragtede 
de To med et kjærligt Blik , idet han sagde : 
— Naa , her er nok Bal , Børn ; det kan jeg 
lide . Jeg vil saa gjerne se Eder glade og tilfredse . 
Ja , det har vi nok ogsaa god Grund til , udbrod 
Vilhelm ; filmed da det er af Dig , vi modtage 
vor Lykke . 
— Ja , ja , lad det nu være godt . Her er ellers 
kommet et Brev til Dig , Vilhelm ; en fattig , men 
renlig klædt Kone har bragt det ; hun venter paa Svar . 
— Til mig ! Fra hvem kan det være ? 
Han aabnede hastig Drevet og læste , medens hans 
Ansigt efterhaanden antøg et msrkr Præg , da han saae 
Underskriften . Brevet var fra Nina og lod saaledes : 
„ Liggende paa Sygcleict , hvorfra jeg vist 
„ neppe reiser mig mere , vover jeg at anraabe 
„ Dem og Julie om at komme til mig , da jeg 
„ dybt angrer den store Synd , jeg har begaaet 
„ mod Dem og den elskelige Julie . O , jeg længes 
„ ester Deres og hendes Tilgivelse og kan ikke dø 
„ rolig , før jeg har faaet den . Hør en Døendes 
„ Bon , der , om hun end har levet et flet Liv , dog 
„ haaber paa den barmhjertige Guds Naade . Kom 
„ endelig , thi snart er det forbi med Deres ulykke „ lige 
Nina . “ 

Efter Læsningen af dette Brev slirrede han længe 
ned for sig . Hans Hjerte var opfyldt af en stor Mod . 
bydelighed for denne Kvinde , der havde saaret baade 
ham og den han elskede saa dybt . 
— Naa , hvad Svar skal jeg give ? spurgte Svendsen 
og saae paa ham med spændt Opmærksomhed . 
— Det vil jeg lade Julie afgjørt , sagde han endelig , 
og rakte hende Brevet , 
Julie greb ivrigt dette og læste med Taarer i 
Øinene dets sørgelige Indhold . 
— Siig , af vi nok skulle komme , sagde hun englemildt ; 
ikke sandt , vendte hun sig til Vilhelm , vi vil 
glemme al Uret , og gaa hen til hende , af hun idetmindste 
ikke skal dø , uden af vi have tilgivet hende . 
— Som Du vil , kjære Julie , svarede Vilhelm , og 
sendte hende et omt Blik ; o , hvor jeg beundrer Dig , 
Du er i Sandhed en Lysets Engel . 
— Nei , min Ven , jeg er kun et stakkels Menneske , 
der forstaaer af tilgive . 
Nina laa paa sit Leie . Bleg og med en fortærende 
Sygdom rasende i sine Aarer , afventede hun med al 
den Skræk , en ond Samvittighed avler , det Øieblik , 
da hun skulde træde for ben Herres Aasyn , hvis himmelske 
Navn hun saa lidt havde spotte « . 
Alle de forskjellige Forskjønnelsesmidler , hun havde 
benyttet til af gjøre Arthur forelsket i sig , vare lagte 

bort søm et Legetøj , hun aldrig mere vilde faae Brug 
for , — thi den Verden , hun slundede til , var et Sted , 
hvor ingen falsk Flitter gjaldt ; der kom det an paa 
Sjælens Renhed og et kraftigt og godt Liv . 
Julie og Vilhelm bleve derfor aldeles forbavsede 
over den umaadelige Forandring , der var foregaaet 
med hende . 
— O , Tilgivelse , Tilgivelse , bad Nina og strakte 
de afmagrede Hænder ud imod de Indtrædende . Ved 
den Gud , for hvis Aasyn jeg snart skal staa , jeg angrer 
dybt og inderligt den Forbrydelse jeg har begaaet mod 
Eder . 
— Lad os ikke tale mere derom , sagde Vilhelm . 
— Jeg kan altsaa dø rolig ; ingen Forbandelse 
vil følge mig ? 
— Ak nei , hulkede Julie ; det var nkristeligt . Lad 
den Overbevisning dale ned i din Sjæl , af Du er 
tilgivet . 
— O Gud , hvilken deilig Stund , stammede Nina , 
idet en inderlig Glæde lyste ud af hendes Øine . Veed 
Du , hviskede hun ist Julie , at jeg gjerne kunde græde 
Blod , naar jeg tænker paa det usle , forbrydcrske Liv , 
jeg har ført . 
- Trøst Dig , Nina , Du kan endnu vende tilbage 
til Livet , endnu blive en hædret og agtværdig Kvinde . 
— Ak nei , det skeer ilke ; min Tid er førbi , det 
føler jeg kun altfor godi ; graven vinker mig med sit 
kolde Favntag og snart vil Nina være visnet ben og 
, . . glemt . 

— Tal ikke saa sørgeligt , Nina . Saavist som 
der er en naadig Gud , der tilgiver mildt , hvad Mennesket 
ifølge sine Drister udøve , saavist vil han ogsaa 
tage Dig i sine faderlige Arme og give din udødelige 
Sjæl en Plads hisset , hvor al Sorg og Kval er som 
bortveiret . 
— Tak for dine velsignede Ord , kjære , venlige 
Pige . O , det gjør mit syge Hjerte saa godt at høre . 
Vilhelm havde betragtet denne Scene med inderlig 
Rørelse ; al Had og Uvillie svandt bort og med Deltagelse 
sagde han : 
— Men hvornaar er De bleven syg ; — er det 
kommet pludselig ? 
- Ia . 
— Men hvorledes , fortæl . 
— Ak , det er en lang Historie , svarede Nina . 
— Fortæl det alligevel , De er jo forud vis paa 
vor Deliagelse og Tilgivelse . 
— Ia , siig os det , Nina , sagde Julie ; vær vis 
paa af vi ikke skal spotte eller foragte Dig . 
— Nuvel , det var fo : leden Nat — dengang det 
var bleven opklaret hvorledes jeg havde handlet imod 
Dig , Julie , og mod Vilhelm . Jeg angrede min Slethed , 
og for af vise hvor oprigtig jeg fortrød den , 
lovede jeg af vaage over Dig . Det var bleven seent , 
Lampen brændte svagt og besigt — pludselig , i min 
Halvslummer vendte jeg mig om og saae to skumle 
Mænd stirre paa mig med et Blik , o , forsfaa « mig 
for af . . . 

— Hvem var det ? 
— Udsendinge fra din Onkel . Tænk Dig min 
Forskrækkelse , alene som jeg var , — feg faldt om og 
besvimede og rev i Faldet Lampen med mig , saa der 
blev mørkt i Værelset . Jeg vaagnede først ombord i 
din Onkels Skib , i hans egen Kahyt ; de to Mænd 
havde antaget mig for Dig og skædt mig — bevidstløs 
søm fcg var — med sig . Endelig blev feg søm sagt 
vækket ; ak , hvør jeg gruede . En forfærdelig Skikkelse , 
der kun aandede Hævn og Vellyst , stirrede paa 
mig med et Blik , som var umuligt at udholde — 
Djævelen i egen Person ; han opdagede Fejltagelsen 
og blev . . . 
— Naa , og saa ? 
— Saa stampede han harmfuldt i Gulvet , og 
vandrede rasende omkring , som om han hverken kunde 
finde Rift eller No . Pludselig , o , tilgiv mig , fik jeg 
en Tanke , som jeg antog , kunde redde mig ud af hans 
gridske Klør , jeg tilbød at overlevere Dig til ham paa 
en Tid , som vi nærmere aftalte , hvorefter jeg maatte 
sværge en uhyggelig Ed paa , at jeg vilde holde mit 
Løfte . Jeg svoer , søm sagt , og kort ester blev jeg sal 
ned i en Baad , for at roes til Land . En Matros 
havde faaet Ordre til at roe mig isl Toldboden , hvorefter 
jeg skulde sørge for Resten selv . Endnu engang 
inden vi slødte fra Skibet , opfordrede Kaptajnen mig 
til at holde mit Løfte ; hvis jeg ikke gjorde det , sagde 
han , skulde han hævne fig , og hævne fig blodigt . 
Vi roede hurtigt og kom snart bort fra Skibet , 

der var seilet et temmelig godt Stykke ud i rum Sø ; 
Matrosen var flink og roede af alle Kræfter , men pludselig 
vendte Vinden sig , og inden vi ret forsaae oS , 
blev det til en orkanagtig Storm . Inden ret længe 
kæntrede Baaden og vi sank Begge ned i Havet . Jeg 
kan da ikke buske Andet end at jeg udstedte et Angstraab 
og derefter sank aldeles hen , indtil en forbiseilende 
Fiflerbaad var bleven mig vaer og medlidende fiflede 
mig op . 
Det var dette natlige Tog der gav mig Naadefiodel , 
tilføiede Nina svagt ; o , jeg føler det , inden ret 
mange Timer vil det være forbi , — kun det vil jeg 
sige , vogt Dig Julie , Kaptajn Knækbein pønser paa at 
komme i Besiddelse af Dig . 
— O Gud , hvad maa jeg høre , slammede Julie 
ængstelig . Neppe er den ene Ulykke forvundet , før den 
anden slaaer for Døren . 
— Bær uden Frygt , Julie , sagde Vilhelm med 
freidig Stemme ; husk at jeg er ved din Side , og jeg 
lover Dig , at saasandt jeg har Mod og Mands Hjerte , 
saa skal jeg nok værge for Dig . 
— Tak , kjære Vilhelm , det veed jeg , og jeg takker 
Gud derfor , thi Du er dog den Eneste , som jeg stoler 
trygt paa og har Tillid til . 
Nina var sunken udmattet tilbage i Puderne ; denne 
lange Meddelelse havde anstrengt hende . 
Pludselig foer hun op som om hendes Tanker ikke 
skænkede hende No , idet hun sagde med undertrykt 
Hulken : 

— Jeg har endnu en stor Synd paa min Samvittighed , 
som jeg vilde ønske Vorherre ville unde mig 
Tid til af gjøre god igjen . 
— Hvorledes ? Er der endnu mere ? 
— Ak ja , desværre — det maa frem ; o Gud , 
jeg maa letie min Sjæl for den Byrde , som tynger den . 
— Nu , saa siig frem , sagde Julie og sendte Vilhelm 
et Blik , hvori der laa saa Meget . Ikke sandt , 
Du vil høre til med et godmodigt Sind og jevne , hvad 
der er muligt . 
Vilhelm sagde Intet , men det sliltiende Svar han 
gav var tilstrækkelig betegnende . 
— 0 Gud , men det er ikke Alt — jeg har været 
en meget sltt Kvinde — tilgiv , jeg har søgt af lokke 
Karl børt fra Amanda . 
— Hvad siger Du ? 
— Veed Du da ikke , af de allerede fra Smaa 
har næret kjærlige Folelser for hinanden ? 
— Jø vist , Amanda har sagt mig det . 
— Ogsaa mig meddelte hun det i en fortrolig 
Stund , sagde Nina og sukkede dybt “ ; hvorfra jeg fik 
den skrækkelige Tanke at forstyrre deres Lykke veed jeg 
ikke , det var ligesom en Djævel hviskede i mig , da hun 
fortalte mig hvor høit hun skattede ham og han hende . 
— Hvilken stor Synd Du har begaaet , sagde 
Julie dybt bedrevet . O , Du har meget at udsone 
Nina , — dog Vilhelm og jeg kunne bære det , men 
disse Børn ! 
— Tilgivelse , o Tilgivelse . . . 

— Men jeg forstaaer ikke , hvilken Grund kunde 
Du have til at handle saaledes — elskede Du den unge 
Sømand ? 
— Nei , nei , slammede Nina ; imcn jeg troer nu , 
at han elsker mig . 
— Den Ulykkelige ! udbrød Vilhelm . 
— Ja , Ulykkelige , saaledes er det , hulkede Nina 
angrende ; han stred længe imod for mine djævelske 
Konster ; Alt hvad jeg gjorde hjalp Intet , naar vi modres 
om Aftenen vedblev han at tale om Amanda ; hun 
var den sladige Gjenstand , hvorom hans ærlige Tanker 
dreiede sig . Jeg havde næsten besluttet ved mig selv 
at opgive mit Forsæt , da , — en seen Asten . . . 
— Gud , hvor afskyeligt , sagde Julie og vendte 
Øinene bort fra den brødcfulke Kvinde . 
— Hør mig til Ende , hviskede Nina med pludselig 
lav Stemme ; I skulle lære at kjende den syndefulde 
Nina , — lad mig lette mit Hjerte for den tunge 
Byrde . 
— Tal da . 
— Jeg vilde have en Ende derpaa . Det begyndte 
at kjede mig , at spille denne Rolle . Jeg havde med 
Villie valgt en afstres Sn , hvor der var Sø paa 
den ene Side . Vi havde længe talt sammen , men uden 
at jeg bavde opnaaet noget heldigere Resultat . Pludselig 
flap jeg hanS Arm og gjorde , idet jeg gav mit 
Ansigt et fortvivlet Udtryk , Mine til at springe ud i 
Søen , idet jeg raabte : Jeg kan ikke vinde hans Hjerte , 
saa lad mig da dø . Karl var øieblilkelig ved Siden 

af mig og rev mig med et heftigt Ryk bort fra Bandet . 
Der kom en sæer vemodig Bevægelse over ham 
fra dette Øieblik ; han gik og slirrede mod Jorden , som 
om han ønskede at skjule sig i dens Muld . Endelig 
skulde vi skilles , jeg bad Farvel og greb hans Haand , 
idet jeg forskende saae ham ind i Øinene og spurgte 
ham , hvorfor han ikke tillod mig at tage Livet af mig . 
Han saae paa mig med et inderligt Blik og sagde : 
Nei , thi derved vilde De bedrøve mig meget . Som 
om han fortrød , hvad han havde sagt , flap han hurtigt 
min Haand og ilede afsted . 
— Og Du har ikke seet ham siden ? 
- Nei . 
— Gud ske Lov , saa er Ulykken maaske endda ikke 
saa stor , som jeg strax troede . O Nina , Nina , hvor 
kunne Du være saaledes , tænkte Du over hvor usselt 
Du handlede ? 
— Nei , det gjorde jeg ikke , det forsikrer jeg Dig . 
Men kjære , gode Julie , Dig vil jeg bede om at gjøre 
min Uret god igjen . Siig ham , at uagtet mine 
Følelser ikke vare saaledes , som jeg nys hyllede , saa 
rummer mit Hjerte nu en virkelig , inderlig Agtelse for 
hans ædle , ærlige Karakter . 
— Gid det maa kunne jcvneS , sagde Julie og var 
meget ulykkelig over hvad hun havde hort . 
Vilhelm sagde Intet , han stirrede mørkt paa denne 
Kvinde , for hvem Hjerter havde været et Legetøi , og 
hvis hele Liv kun havde være en Kjæde af Løgn og 
Falskhed . 

Nina laa nu afkræftet hen , tilsyneladende aldeles 
udtømt . 
Pludselig reves Døren hurtigt op og Arthur styrtede 
aandeløs ind i Stuen . 
— Hvad gaaer her før sig ? spurgte han og stirrede 
paa Nina . 
Denne rørte sig ikke . 
— Stille , sagde Julie hviskende ; und hende Rø 
til at dø . 
— Dø , min Gud ! 
— Ja , trøst Dig , Arthur , sagde Vilhelm og tog 
hans Haand ; hun har ikke mange Minuter tilbage at 
leve i . 
— O Gud , hvad siger Du ? 
Med Taarer i Øinene knælede han ved Ninas 
Seng — han elskede hende meget høit . 
Men Nina gav intet Livstegn fra sig . 
— Skulde det allerede være forbi ? sagde Arthur 
med en af Graad halvkvalt Stemme . 
— Nei , ikke endnu , men det vil neppe vare længe ; 
trøst Dig , kjære Ven , hun gaaer til sin Dommer , gid 
hun maa sinde Naade . 
Pludselig løftede Nina Hovedet og saae paa ven 
bedrøvede Arthur med et Blik , hvori hun ligesom koncentrerede 
al den Livskraft , hun endnu havde tilbage : 
— Er Du ogsaa her — Du elskede altsaa dog 
virkelig den flette Nina ? 
— O Gud , ja , kjære , velsignede Nina , se ret paa 
mig , Elskede , og Du vil se , hvor høit jeg elsker Dig . 

— O , Du er god , men jeg bedrøg Dig — NinaS 
Hjerte var koldt . 
— Du elsker mig ikke ? 
— Ak , hvad siger jeg — jø nu , nu elsker jeg Dig , 
nu først forslaaer jeg din inderlige Kjærlighed . Men 
— men vi maa slilles — slilles for evig — thi , — o 
Gud , Alt bliver saa mørkt , — men hvad , o skrækkeligt , 
se Helvedes Flammer , de flikke mine Klæder , o 
bort , bort — Nina vil til Himlen . 
De sidste Ord fremstammede hun med Møie , og 
faldt derefter tilbage med et dybt Suk . 
Hun var død . 
En høitidelig Tavshed indtraadte , søm kun afbrødes 
af Arthurs underirykte Hulken . Han kastede sig 
øver det afsjælede Legeme og trykkede brændende KyS 
paa de af Døden slivnede Læber , kaldte hende ved de 
dyrebareste Navne ; men Nina var vandret bort , dertil , 
hvor Lønnen vinker den Trofaste i Herren . 
Pludselig afbrødes Stilheden af en heftig Banken , 
der gjorde et uhyggeligt Indtryk paa de Tilsledeværende . 
Da Ingen svarede gjentoges den alter . 
Den samme Stilhed . 
— Hvad , vil Du giøre Nar ad mig , din Tøite ! 
hørtes en Slemme udenfor ; jeg kan jø se Nøglen sidde 
indvendig . 
— Gud i Himlen , min Onkel ! udbrød Julie og 
blegnede af Skræk . 

— Er det muligt ? spurgte Vilhelm . 
— Ja , jeg kjender kun alifor godt hans Stemme , 
o , hvad skulle vi gjøre ? 
— Blot rolig , han skal finde Mænd , der kunne 
se en saadan Skurk i Øinene uden at skælve , ikke sandt , 
Arthur ? 
— Ja , ved Gud , det skal han , svarede denne og 
knyttede Haanden . 
Da traadte alle Tre tilfidc i Værelset . 
I det samme reves Døren heftigt op . 
— Ha , Du spiller syg , min Dukke , for at undgaa 
mig , grinte Knækbein med en hæslig Latter og foer 
hastig hen imod Sengen . 
Han standsede forbavset ved Synet af den blege 
Skikkelse , der laa henstrakt ubevægelig paa Leiet , og 
paa hvem Døven allerede havde paalrængt fil ubønhorlige 
Stempel . 
— Ti ! og fjern Dig strar , sagde Vilhelm barsk 
og traadte frem . Denne Kvinde er , som Du seer , død . 
Lad hende hvile i Fred . 
— Er hun død ? spurgte Knælbein og traadte et 
Skridt tilbage . 
— Ja hun er død , gaa derfor bort ; her er Intet 
for Dig at gjøre . 
- Ikke ? 
Knækbein saae sig om med et forskende Blik . 
— Ha ! raabte han pludselig og fik Øie paa Julie ; 
hun holdt dog fin Ev . 
Han løb hen og greb fat i Julies Arm . 

— Folg mig ! streg han vildt . 
— Aldrig , aldrig ! raabte hun og søgte af al Magt 
af rive sig løs . 
— Bort fra denne Kvinde , Slurk ! raabte Vilhelm 
i høieste Grad ophidset ved dette Syn . 
— Hahaha ! hvem vi ! hindre mig ? 
— Jeg , svarede Vilhelm , der ikke lod sig forsfrække 
af det hadefulde Blik , som Knækbein tilkaslede ham . 
De slirrede et Øieblik i Tavshed paa hinanden , 
som om de vilde maale Dybden af det Had , hvorfor 
de i dette Øieblik vare Gjenstand . 
— Nu , kom med mig , sagde han henvendt til 
Julie , idet hans Aasyn antøg et mildere Præg ; jeg 
har savnet Dig derhjemme , der var saa hyggeligt dengang 
Du var der , — lad Alt alter blive det Gamle , 
feg vil ingen Baand paalægge Dig i nogensomhelst 
Henseende , — følg mig , Du stal ikke komme til af 
fortryde det , det sværger jeg ! 
— Morder ! var det eneste Svar Julie havde af 
give ham . 
Pludselig blev der gjørt en brat Ende paa denne 
uhyggelige Scene . 
Arthur havde hidtil været sliltiende Vidne . Nu 
traadte han frem med et af Harme luende Blik , idet 
han sagde : 
— Hold Dig tisk mig , Slyngel . ' Jeg er Mand før 
at betale Dig med den Mønt , Du fortjener . 
— Dreng , gaa tilbage i din Skammekrøg , brølede 
Knækbein ; eller jeg knuser Dig søm et unyttigt Legetøj . 

— Det er før Meget ! raabte Arthur . Tag da den 
Løn Du fortjener . 
Idetsamme hævede han meden overordentlig Sikkerhed 
sin tykke Stok og lod den med en knusende Vægt 
falde paa Knækbeins Hoved . 
Denne vaklede som en Drukken , tog sig til Hovedet 
og faldt om . 
— Saa , sagde Arthur , idet han uden Anger betragtede 
Skurken ; lad os nu først gjore ham uskadelig , 
siden sørger jeg før Resten . 
Hurtig var Vilhelm sikrede og bandt i Forening 
med Arthur Knækbein saaledes , at han ikke kunde røre 
et Lem . 
Femøgtredivte Kapitel . 
Tæppet falder . 
Nøgle faa Dage efter det sidst fortalte gsi et Sorgens 
Tog igjennem Byens Gader ; det var den ædle 
Herre , Greven , der bragtcs til sit sidste Hvilested . 
Han var lig en anden Manyr — om end ikke før 
fine DyderS Skyld — omkommen i Flammerne . 
Nu vandrede hans „ Venner “ og Famsiie klædte i 
dyb Sorg , efter hans bekrandscde Daare ; man tænkte 
ikke paa , hvorledes han havde levet , men kun paa den 

sørgelige Ende , det havde taget med denne , med Gods 
og Guld saa overflødig begavede Mand . 
Dog , der blandede sig ikke saa lidt Bitterhed i 
denne Sorg ; thi der blev Intet at arve . Ilden , Flammerne , 
havde graadig fortæret alt det glimrende Mammon , 
der af saa Mange var søgt og eftertragtet med 
en rasende Begærlighed . 
Man lod sine Taarer rigelig rinde ved den „ trøsterige “ 
Tale , da han sænkedes i det kolde , isnende Glem ; 
men man forbandede i sit stille Sind , at der Intet var 
bleven tilbage af hans Rigdom . 
Saaledes endte Greven , der udstyret med stærke , 
overordentlige Lidenskaber , ikke havde skyet de mest uædle 
Midler for at naae det Maal , han engang havde sat sig . 
Men vi ville vende os- til de Personer i vor Fortælling , 
der have mere Krav paa vor Deltagelse . 
En smuk lys Sommerdag kjørte Vilhelm og Julie 
til Kirke . 
Der var en egen inderlig Stemning over de To , 
der efter saa mange Gjenvordigheder dog nu saae det 
lykkelige Øieblik nærme sig , da de for evigt skulde 
knyttes til hinanden for ikke mere at adskilles . 
Øg hvor jublede det ikke i deres fulde Hjerter , da 
Altret med sine straalende Kjerter lyste dem imøde . 
Hvor var Julie smuk og straalende med Myrthekrandsen 
over det blonde Haar , med det hvide Brudeslør , 
der slyngede sig yndefuldt ned ad hendes Former . 

Saa traadte da Herrens Tjener frem . Ydmygt , 
med bøiede Hoveder knælede de paa Brudeskamlen . 
Hvert el Ord i hans Tales Strøm manede sig 
med gylden Skrift i deres Hjerter ; de følte hvad det 
gjaldt — det var i Mod- og Medgang , i Sørg og 
Lykke , at de skulde dele Alt med hinanden . 
Og da saa Pagten var sluttet lød Vennernes Røst , 
de bragle dem en Hilsen gjennem Toner , der faldt 
som en velsignende Dug paa deres Hjerter . 
Saa vandrede de da hjem , hvor atter Hilsener og 
trofaste Haandtryk ventede dem . 
Dog En gav dem et Haandtryk , men med et tungt 
Hjerte , — det var Amanda . 
I lang Tid havde hun ikke seet Karl ; det var som 
om han med Villie undgik hende . 
Og dog var han Den hun i sin ungdommelige 
Fantasi elskede med at sin Følelse . 
Men hvad var der da foregaaet med Karl ? j 
Vi ville snart erfare det . 
En Dag bragte Postbudet et Drev til ' Amanda . 
Det var fra Karl . Han lod Hinde vide , al han , grundet 
paa en pludselig Ordre , var dortrrist . Han skulde 
til Kina . 
Han bad hende i kolde , følesløse Ord al glemme 
ham , da hun aldrig kunde binde sin Skæbne til hans , 
thi han havde andre Forpligtelser ; en anden Kvinde 
havde vundet hans Hjerte . 
Brevet endte saaledes : 

„ Farvel , Amanda ! Farvel for evigt ! Tænk 
„ aldrig mere paa din utro Karl . “ 
Da Amanda havde læst Brevet opslog hun en rædselsfuld , 
uhyggelig Latter . 
— Hahahaha ! til Kina . . . Kina , det bliver en 
lang Reise . . . jeg . . . jeg vil følge ham . han skal 
tage mig med , jeg kan ikke leve . . . leve uden ham . 
Dog , han er jo reist . . . reist , uden al se mig , 
ha ha ha ! 
Hun » sorte sig Hal og Overløi og — uden al 
vide hvad hun foretog sig — forlod hun Værelset og 
begav sig ned paa Gaden . 
Hun modte Svendsen udenfor Huset . 
— Hvor skal Du hen , Amanda ? spurgte han , da 
han saae Hendls forstyrrede Miner . 
— Jeg . . . jeg . . . hahaha ! . . . jeg skal ud , 
ud i det Frie , thi . . . thi . . . Karl . . . 
Med disse Ord løb hun ned ad Gaden , saa hurtig 
som Lynet , og Svendsen formaaede ikke at indhente 
hende . 
Han anede ikke hvad hun havde isinde . 
Stedse hurtigere og hurtigere lød den ulykkelige 
unge Pige afsted , uden at ændse de Forbigaaende , der 
hovedrystende saar ester hende . 
— Hun er vist gal ! sagde de der saae hende . 
Imidlertid fortsatte Amanda sit Lød og » uden en 
halv Times Tid havde hun naaet Frederiksberg Have . 
Forpustet standsede hun et Øieblik og fortsatte derpaa , 

endnu stærkere , sit Lød , indtil hun kom langt ind 
i Søndermarken . 
Ikke er Menneske foruden hende befandt sig derinde ; 
ikke en Sjæl kunde forhindre hendes fortvivlede Forehavende . 
Amanda 
saae sig forvildet omkring , og raabte med 
hjerteskærende Stemme : 
— Karl ! Karl ! forbarm Dig over din ulykkelige 
Amanda - 
— Amanda ! gjentog Ekkoet . 
— Ja , raabte hun . Karl ! jeg kommer . 
Hurtig lød hun til den Kant hvor Ekkoet lød fra . 
Det var ved Vandbassinet . 
Hun slirrede ned i der klare Vand — hendes ophidsede 
Stemning lød hende se Karls Ansigt dernede 
— og hurtig som Lynet sprang hun ned i Vandet med 
det Udraab : Karl ! Karl ! jeg kommer ! 
Det barske Element tog vende villig t sin kolde Favn 
og uden af udstøde et Skrig eller Raab om Hjælp , 
sank hun dybere og dybere ned . 
En ældre Mand kom slyrtende hen til Stedet , hvor 
Amanda var sprungen ud . 
— Hjælp ! hjælp ! raabte ban og fled af al Magt 
i den fastlænkede Baad , for ar saae den løs , men det 
var forgæves , den modstod al hans Anstrengelse og 
Ingen hørte hans Raab . 
Fortvivlet kastede han Hat og Frakke paa Jorden 
og sprang ud i Vandet for a « redde hende . 

Det lykkedes ham ogsaa efter megen Anstrengelse 
af faae hende op , men kun som Lig . 
Der blev gjort alle mulige Oplivelsesforsøg , men 
uden Resullat . 
— Stakkels Amanda ! saa ung og saa ulykkelig ! 
sagde Svendsen — thi det var ham der sprang ud 
efter hende . 
En Taare trillede ned ad hans Kind og faldt vaa 
Amandas afsjælede Legeme . 
Medens denne unge , livsglade Pige i et fortvivlet 
Øieblik havde befriet sig for Verdens Tummel og Gjenvordigheder , 
tildrog sig en anden , næsten lige saa uhyggelig 
Begivenhed inde i Byen . 
Knækbein var atter bleven „ den Kjække “ , sfjondt 
Arthur havde skruet ham med at overlevere ham i PolitieiS 
Hænd^ . 
Ordet „ Politi “ , havde en forfærdelig Klang i 
Skurkens Øre . Det var den eneste Trusel han frygtede ; 
døg , snart glemte han denne Truscl , og tænkte 
nu kun paa at gjengjælde det Hug , Arthur havde 
givet ham . 
— Man maa aldrig skylde Noget , sagde han grinende 
til Johan . Jeg hader alt hvad der hedder Gjæld 
og arbeider nu paa at betale denne Flos med den 
samme Ment som han tildelte mig . SporgSmaalet er 
kun : Hvorledes jeg skal bære mig av dermed ? 

Johan kløede sig bag Øret . 
— Ja , sagde han nølende ; det er just ikke nogen 
let Sag . Dog , døg , nu har jeg det ! 
— Lad høre ! befalede Knækbein . 
— Vil Kaptajnen blot lade mig raade , saa skal 
det Hele gaa af sig selv , sagde Johan og gned fornøiet 
Hænderne sammen . 
— Ja , ja , gjør Du det ; imidlertid gjør jeg Skibet 
klart , vi seile Kl . 2 inat . 
— Det er vel , Kaptajn . 
Derefter skilles disse to „ brave “ Mennesker , for 
hver at udføre sit^Forcharende . 
Johan gik lige op ti ; Arthurs Værelse , ringede 
dristig paa og spurgte efter Hr . Arthur . 
— Del er mig svarede Arthur og saae med rasende 
Blikke paa Banditten . 
— Ja , seer De , Hr . Arthur , jeg kan godt forstaa 
at De ikke havde ventet Besøg af mig , tilmed da 
den lille Affære , vi havde sammen ude paa Nørrebro , 
ikke kan have bidraget noget til at De føler Vensfab 
for mig , men seer De , der gives Tilfælde i Livet , 
hvor . . . 
— Til Sagen ! afbrød Arthur ham utaalmodig . 
— Ja , Sagen er den , at Nina . . . 
- Nina ! afbrød Arthur ham atter . 
- Ja , Nina , svarede Jehan og kløede sig bag 
Øret . Jeg var i Baaden da Ulykken skete . I det 
sidste Øieblik , da vi indsaae at det snart var forbi med 

os , bad hun mig om — hvis jeg mulige » fluide blive 
reddet — da at sige Dem , Hr . Arthur , at hun i den 
nederste Kømodefluffe havde en Gjenstand liggende som 
hun vilde bede dem modtage til en Erindring om hende . 
Jeg lovede hende denne Villigbed og nu — Farvel . 
Med disse Ord bukkede Johan meget æerbodigt for 
det unge Menneske . 
— Ja , udbrød Artbur , da Banditten var gaaet ; 
jeg vil ligestrar hen til hendes Bolig og se hvilken 
Erindring min elskede Nina har efterladt til mig . 
Uden ai tænke paa Bedrageri , tog han Nøglen til 
Ninas Værelse , som han selv opbevarede , og skyndte 
sig afsted . 
Dersom han havde givet sig lidt mere Tid vilde 
han have seet en skummel Karl snige bag efter ham 
ind i Gangen og op ad Trapperne , der førte til Ninas 
Bolig . 
Arthur stak Nøglen i Laasen og aabnede Døren 
for at træde ind . 
Idetsamme sif han et voldsomt Stød i Ryggen , 
saa han tumlede ind i Værelset . Derefter blev Døven 
hastig smækket i og laasct af , Nøglen blev rafl trukken 
ud af Laasen og den skumle Person skyndte sig ned ad 
Trapperne , idet han fornøiet mumlede : 
— Se saa , Hr . Arthur ! nu kan Du søge efter 
„ Ninas Erindring “ , men jeg troer , at det bliver en 
forgæves Søgen . Hahaha ! 
Idet han traadte ud paa Gaden hørte han til sin 

Forskrækkelse at Arthur af alle Kræfter raabte ud af 
det aabne Vindue : 
— Hjælp ! Mord ! Hjælp ! 
Jøhan skyndte sig atter op af Trapperne da han 
saae Folk komme løbende hen til Stedet . 
- Saa , for Fanden ! brummede han ; nu fordærver 
han det Hele ; men det maa forhindres . 
De Tililende stormede op ad Trapperne , men Johan 
raabte af alle Kræfter : 
— En Vogn ! skynd Dem , han er aldeles rasende . 
— Hvem ? spurgte man forundret . 
— Den Gale , svarede Johan . Jeg har maattet 
lukke ham ind , puh ! han var lige ved at kvæle mig ! 
— Var der Dem der streg om Hjælp ? 
— Ja , Gu ' var det mig ; ellers havde han jo 
kvalt mig . 
En Vogn blev nu hentet , og Johan tilligemed 
nøgle af Husets Beboere , lukkede Døren op for Arthur , 
der rasende foer ud af Døren og med et rask Tag greb 
Johan i Struben . 
Johan brølte om Hjælp saa kraftig ban formaaede , 
og inden Arthur vidste nogen rigtig Besked sad han i 
Vognen , omgiven af to stærke , haandfaste Karle , der bød 
ham at forholde sig rolig , da han ellers vilde blive 
bunden fast til Vognen . 
— Rolig ! raabte Arthur i den største Ophidselse . 
Rolig , naar jeg bliver behandlet paa denne Maade ! 
Nei , jeg vil slaa fra mig saalænge jeg kan røre et 
Lem . 

— Bær nu fornuftig , unge Mand , nu er vi der 
jo strar . 
— Hvor fører De mig hen ? raabte Arthur . 
— Til Hospitalet . 
— Til Hospitalet ? Hvad skal jeg der ? Jeg feiler 
jo Intet . 
— Ja , det siger alle Gale , forsikrede Manden aldeles 
rolig . Jo , jeg kjender nok Besked , hahaha ! 
Vognen kjørte nu ind ad Hospitalsporten og Arthur 
blev strar bragt i — Cellerne . 
Klokken 2 samme Nat saae man et Skib hurtig 
bevæge sig hen over Havfladen . 
Ombord paa Skibet befandt flere af vore Bekj . ndte 
sig , nemlig Knækbein og alle hans Banditter , hvoriblandt 
den mest fremtrædende var Johan . 
Denne Gang blev det Alvor . Skibet seilede direkte 
til Amerika og ankom uden nøget Uheld til det indre 
af denne Verdensdel . stnækbein solgte Skibet , kjøbte 
Jordstrækninger , og blev ester nogle Aars Forlob en 
meget velhavende Mand . 
Dog havde han ikke megen Glæde af sin Rigdom . 
Det var en mørk . uhyggelig Asien i Oktober Maaned , 
da Knækbein vandrede hjem ad fra en nogle Mil 
fra hans Eiendom liggende By . 
Det var hvad man her i Danmark kalder ret et 
„ Herrens Veir “ . Regnen faldt i tætte Strømme ned 

fra den merke Himmel , og Blæsten rasede med en orkanagtig 
Heftighed . 
Knækbein befandt sig ret ilde tilpas i dette Veir , 
og for at forkorte Veien endel sfod han Gsenvci over 
nogle Marker , der sorte lige til hans Hus , men den 
tætte Negn og den mørke Luft bevirkede , at hans 
Vandring tog en forkeert Retning . Istedenfor at gaa 
lige frem , dreiede han af til en af Siderne , og pludselig 
sleilede han ned af en betydelig Skrænt og faldt 
hovedkulds ned i en meget dyb Muddergrøft . 
Han raabte øm Hjælp , brølte søm en gal Tyr , 
men Ingen hørte ham . Stedse sank han dybere og 
dybere ned og snart formaaede han neppe at holde Høvedet 
oppe over Mudderet . 
I delte skrækkelige Øieblik fremstillede hele hans 
forbrykerske Levnet sig for hans forfærdede Blik . 
Han saae truende Skikkelser af alle de Personer 
han havde myrdet , han saae en tydelig Gjengivelse af 
„ det forbandede Hus “ paa Nørrebro , han saae Julie , 
den unge , smukke Kvinde , truende staa øppc paa Marken 
og haanende betragte hans fortvivlede Stilling . 
Udslødende en forfærdelig Ed gjorde han et nyt 
Forsøg paa at komme op , men derved sank han endnu 
dybere ned , og med det Udraab : „ Gud i Himlen ! tilgiv 
mig ! “ endte han sit paa Grusomheder og Forbrydelser 
saa righoldige Liv . 
Johan overlog uden videre hans Besiddelser og 
lever endnu den Dag idag . 
Han er meget rig , men tillige meget godgjørende . 

Hao har aldeles forandret sin tidligere Levevis , og arbeider 
nu paa af opføre en Stiftelse for trængende 
dansfe Haandværkere i Amerika . Derved opnaaes dog , 
af de ved Slethed erhvervede Penge faae en nyttig og 
velsignelsesrig Anvendelse . 
Efter en Uges Forløb blev Arthur udskreven fra 
Hospitalet . Dog , den afsondrede Tilværelse han bavde 
ført i Cellerne , og de Sindsforvirredes gruopvækkende 
Hyl , ban stedse børte derinde , samt hans ristede Ninas 
pludselige Død , bevirkede , af ban i en aandssløv Tilstand 
henlevede sin Tid , uden af foretage sig Noget , 
ver kunde gavne Samfundet . 
Arthurs og Amondas Velgsørcr , den brave , godgforende 
Hr . Svendsen , tog sig disse Børns Skæbne 
meget nær . Han levede slille og guvhengivent i mange 
Aar , og udøvcdc saa meget Godt blandt sine Medmennesker , 
af hans Navn endnu ihukommes af Mange , og 
Vans gode Gjerninger vil aldrig glemmes af de Fällige 
og Forladte . 
I en yndig Egn paa Fyen levede Julie og hendes 
Gemak . Lykken tlksmslede disse to unge Mennesker fra 
alle Kanter . Vilhelm Petersen- havde nu erholdt et 
godt Præsteembede hvorved han havde en brillant Indtægt . 


Det er 4 Aar efter Bryllupet af vi indfinde os 
i hans venlige , indbydende Hjem . 
I et nydeligt Studereværelse sad Hr . Pastor Vilhelm 
Petersen beskæftiget med af udgravdske Themael 
til hans Prædiken for den kommende Søndag . 
Paa hans Knæ sad en sød lille tresårs Dreng 
og slirrede meget andægtig ned i Bogen , som om han 
forstod den dybe Betydning der ligger i Guds Ord . 
Med en overordentlig Glæde og Stolthed betragtede 
Vilhelm Petersen Barnet . Det var hans ældste Søn . 
— Er Du ikke snart kjed af af sidde her , lille 
Alexander ? spurgte ban og klappede Barnet venlig paa 
Kinden . 
— Nei , kjære Papa , svarede den raske Dreng 
smilende . Jeg bliver aldrig kjed af al være hos Dig 
og hos Mama . 
— Gid Gud vil lægge sin Velsignelse i disse Ord , 
min elskede Dreng , sagde Pastoren og kyssede ømt det 
venlige Barn . 
— Amen ! hviskede en ung Kvinde , der ubemærket 
var traadt ind , og et Par kjærlige Arme slyngede sig 
om Pastorens Hals , medens et inderligt Kys paa Pastorens 
Læber udtrykte den Kjærlighed og Lykke , ver 
velsignede denne Ægtepagt . 
— Min elskede Julie ! sagde Pastoren ; kun Gud i 
Himlen bør vi mkke for vor lykkelige Tilværelse . 
— Ja , Du har Net , Vilhelm , svarede Julie med 
rørt Stemme . 

I dette Øieblik bragte Postbudet et Brev . Det 
kom fra Amerika . 
Med feberagtig Hast aabnede Pastoren Brevet . Det 
var fra Johan og indeholdt følgende Linier : 
„ Paa mit Dødsleie indseer jeg hvilken Uret 
„ jeg har begaaet imod Hr . Pastorens Hustru Julie , 
„ ved at tilvende mig Besiddelsen af de Eiendomme , 
„ som ene tilkom hende ved Kaptajn Knækbcins Død . 
„ Dog , jeg har udøvet gode Gjerninger med disse 
„ Penge , og er endnu i Besiddelse af 50 000 Dollars , 
„ hvilke Hr . Pastoren , mod Forevisning af dette 
„ Brev , kunne hæve hos Bankier T i New York . 
„ Gud tilgive mig arme Synder ! 
Johan , “ 
— 50 , 000 Dollars ! raabte Pastoren forbavset . 
Hvad skulle vi med saa mange Penge ? 
— Med dem ville vi hjælpe de Fattige og 
Forladte ! svarede Julie med et lykkeligt Smil . 
— Ja , Du har Net , min riflede Hustru , svarede 
Pastoren og bortkyssedc de GlædrStaarer der perlede 
ned ad Julies Kinder . Gud elsker en glad Giver . 
Ende .