Første Kapitel . 
Et natligt Drama i Viinhandlerrns Kjælder . 
I Chrisfenbernikovsfræde boede i Aaret 18 * * en 
hsist besynderlig Mand , som var Detailhandler i dette 
Ords strængeste Forstand . 
Han var Urtekræmmer , en af de mindre i Faget , 
som kun havde en liden Formue at drive sin Handel 
med og maatte derfor hos fine med Varer bedre forsynede 
Colleger sortere sin Butik med de mere cou « 
rante Artikler ; thi for egen Regning at forskrive 
Barer , eller med Grossererne at indlade sig paa stsrre 
Partier , vovede han ikke . 
I flere Aar havde han allerede boet paa . dette 
Sted . Han var Enkemand og havde en lille Datter , 
som paa den Tid , , da vor Fortæelling begynder , omtrent 
var 8 Aar . Foruden dette Barn havde han 
Ingen hos sig , uden et Frueutimmer som gjaldt for 
hans Husbestyrerinde og som havde været i hans Hus 
siden hans Kones Død . 
Hr . Jocumsen — saaledes hed denne Handelsherre , 
hvilket man iøvrigt kunde læse sig til paa hans 

malede Butiksdøre . — var i al sin Ringhed dog en 
Mand med et godt Hoved , og hvis han havde taget 
fine Ting fra den rette Side , havde han maaskee seet 
sig istand til at slaae sig op til en stsrre Handlende ; 
men enten besad denne Mand en større Forkjærlighed 
til det meget Gammeldags eller ogsaa han manglede 
al Foretagelsesevne , thi hans Butiks Udseende med de 
tvende Hvalfisfe over Disken hvorpaa Vcægtflaalene 
vare ophængte og dens øvrige skidne Udseende , var 
just ikke noget Middel til af indbvde Kjoberne , og 
selv tænkte han ikke paa af afhjælpe disse Onder for 
af hans Udsalgssted dog kunde komme til af ligne 
hans andre Collegers , som vare smukt oppudsede , og 
fra hvis Vinduer forskjellige netordenede Artikler indbøde 
de Lysthavende til af træde ind . 
Meget mere syntes vor Handelsmand , af ligesom 
han i Regnflabsbogen fik forskjellige Summer til 
af gaae op i hinanden og saaledes en indre Orden 
var tilvejebragt , saaledes maatte der ogsaa i Butiken 
være en indre Symmetri være tilstede med Hensyn til 
Udseende saavel af denne , som af dem , der forestod 
Udsalget og derfor var Hr . Jocumsen , som hans 
Svend , Dreng og Karl , hvilke tre sidste Personer alle 
vare indbefattede i Jomfru Lenes Person , to Billeder 
paa den høieste Skidenfærdighed , tvende sande 
Fugleskræmsler . 
Af den Grund kan man altsaa let begribe , af 
hans Søgning ikke var meget stor , saameget mere , 
som han altid var et Par Skilling dyrere end fine 
Naboer . Ikke destomindre undte dog nogle gamle 

Bekjendte i Nabolauget ham deres Søgning , og dermed 
syntes vor Kjøbmand at være tilfreds . 
Flere af Naboerne nærede den besynderlige Mening 
at Hr . Jocnmsen var en velhavende , ja , en rig Mand , 
der var endog nogle som paastode , at hans tilsyneladende 
Armod , kun var et Skjul , hvorunder han 
bedre for Verden kunde dølge fine Skatte , hvilke han 
hemmeligt forvarede i sin Kjælder , hvorfra stundom 
den eensomme Vandrer ved Nattetider havde seet et 
svagt Lys bevæge sig . 
Ved dette natlige Lys mente man , at Hr . Jocumsen 
syslede med fine gjemte Capitaler . Dog var 
der Andre , der nærede den modsatte Mening , at han 
var en meget fattig Mand . 
I de lange Vinteraftener , hvor Butikerne saameget 
bidrage til at oplyse Gaderne — det forstaaer 
sig dengang langtfra som nu — hersfede der i 
hans Butik et næsten chaotifl Mørke ; en ussel Praas 
kastede et sørgeligt Skjær over alle Gjenstandene ; men 
hvor klogt var ikke dette beregnet , selv om man ikke 
tog oeconomifle Hensyn , thi hvorledes kunde vel Hr . 
Jocumsens og Jomfru Lenes Paaklædninger taale en 
stærkere Belysning ? Nei , Mørke og Skummelhed 
vare de Elementer , de ene syntes at tilhøre og elske . 
Paa den Tid as Dagen , vi her omtale , pleiede 
Handelsmanden i Almindelighed at overlade Lene Butikens 
Pasning , og foretog sig derpaa aldeles i sin 
Butiksdragt med en kort Kridtpibe i Munden en 
Rnnde om i Nabolauget , hvor man ofte traf ham 
stirrende ind i de andre Butiker , hvor Handelen gik 

muntert , og hvor Belysningen var slærkere . Derved 
havde han oftere erhvervet sig Navnet „ Bussemanden “ , 
thi mangen væver lille Pige , som ofte kom 
farende op fra Butiken , var tidt bleven forsfrækket 
ved at see dette Uhyre af en Urtekræmmer staae saa 
stiv som en Steenstøtte udenfor . 
Mesf syntes han dog at dvæle udenfor en bemidlet 
Viinhandlers Udsalg , der var beliggende paa 
Hjørnet af Østergade og hvis dybe Kjældere rummede 
et betydeligt Varelager , der strakte sig saa langt ind 
i det snævre Stræde , at Hr . Jocumsens beskedne Pakkjælder 
umiddelbart stødte op til denne underjordiske 
Hvælving , hvor den store Viinhandler gjemte sine 
Varer . 
Hensigten med hans Ophold paa disse Steder 
kunde man ikke forklare sig , ; ingensinde talte han derom 
med sin Veninde I omfru Lene , som han dog betroede Alt ; 
men indesluttet i sig selv syntes han at tage en inderlig 
Andeel i Alt hvid der foregik i Vrinhandlerens 
Gaard og Kjælder , i Særdeleshed naar nye Varer 
blev aflæssede og bragte i Hus . — 
En saadan Vinteraften sad i den lille Stue ved 
Siden af Butiken Hr . Jocumsen selv læsende i en 
Avis , og ved samme Bord sad hans Husholderske 
og den lille Anna som var beskjæftiget med i et 
gammelt Rørsold at pille nogle elendige tørre Rosiner , 
der næste Dag fluide figurere i Butiken som 
Handelsvare . 
Ikke et Ord blev talt for ikke at forstyrre den 
læsende Herre ; kun engang imellem hørtes et lille 

Klynk , som foraarsagedes ved et Smæck , hvilket Lene 
af og fil tildeelte den lille Anna der lysten puttede en 
af de visne Frugter i Munden . 
Det gamle Stueuhr viste tre Qvarteer fil Ti , og 
ved den næsten lydløse Befljceftigelse kunde man bestandig 
høre Pendulens eensformige Slag . 
Barnets Øine bleve efterhaanden tungere og 
tungere . Arbeidet faldt hende mere besvcerligt , og endelig 
bad hun ganske sagte om Tilladelse fil at gaae 
tilsengs . 
„ Dertil kan jeg ikke give Dig Lov , “ svarede Lene 
kort . „ Det kommer an paa Din Fader , spørg ham 
derom . “ 
Barnet saae frygtsomt hen fil sin Fader , som 
uafbrudt fortsatte Læsningen , hvori hun vidste , 
at Ingen vovede at forstyrre ham . 
Endelig faldt Klokken fil Slag . Hr . Jocumsen 
lagde Avisen fra sig og sagde : 
„ Klokken er strax Ti , jeg vil gaae ud og lukke , 
Butiken , der kommer dog næppe flere Kjøbere iaften . 
Tænd Du imidlertid Lygten , Lene , vi skal i PakKjælderen 
iaften . “ 
Med disse Ord gik han ud for at lukke . 
Lene greb strax den ved Kakkelovnen staaende 
Lygte , som hun forsynede med en Praas og tændte . 
Under denne Befljæftigelse havde den lille Pige reist 
sig ; hun syntes paa engang at være bleven aldeles 
vaagen , men al Rødme var ligesom pludselig vegen 
fra den friske Barnekind og Taarer trillede ned over 
hendes smukke Ansigt . Hun nærmede sig Lene . 

„ Hvad flæber Du nu for ? “ spurgte denne i fin 
sædvanlige haarde Tone . 
„ Lene ! “ begyndte Barnet , „ kunde Du ikke overtale 
Fader til at lade være med at gaae ned i Kjælderen 
iaften — uh , den stygge mørke Kjælder ! jeg er 
saa angst hvergang I skulle derned . Kjære Lene ! “ 
lagde hun indsmigrende til , „ bed ham om at opsætte 
det til imorgen ved Dagen ! — Hører Du ! “ 
Lene saae et Øieblik paa Barnet , derpaa udbrød 
hun i en skrallende Latter : 
„ Hvad gaaer der af Ungen ! Nu fluide vel Din 
Fader spørge Dig om , naar han maatte gaae i fin 
Pakkjælder , stig Du det selv til ham . “ 
„ Kjæreste Lene ! “ vedblev Barnet stille grædende , 
„ hvis jeg var riig , vilde jeg give Dig Alt , hvad jeg 
eiede , hvis Du bare kunde afholde Fader fra at gaae 
i Kjælderen iaften . “ 
„ Nei , har man nu hørt saa galt ! “ svarede Husholdersken . 
„ Hvad har Du da derimod , Barn ? “ 
lagde hun noget meer opmærksomt til . 
„ Det skal jeg fortælle Dig , — men Du maae 
ikke lee af mig , “ sagde den lille Anna . „ Jeg drømte 
inat at jeg var med Fader nede i vor Pakkjælder ; 
Du var der ogsaa Lene , og medens vi gik om mellem 
Tønder og Foustager , blev det paa engang aldeles 
mørkt , saa vi ikke kunde see hinanden ; men da syntes 
jeg , at Muren aabnede sig , og en meget stor Mand 
med gloende Ildsine , der oplyste hele den sorte Kjælder , 
styrtede frem og greb min Fader ; jeg kaldte paa 
Dig , Lene , saa høit , at jeg vaagnede derved . Siden ' 

har jeg ikke den hele Dag tænkt paa min Drøm , først 
nu da Fader talte om at gaae ned i Kjælderen , staaer 
den atter tydelig for mig . “ 
Lene blev liigbleg , og stod et Øieblik ligesom i 
slum Bedøvelse ; men paa engang stak hun igjen i sin 
forrige Latter og sagde med en halv fremkunstlet rolig 
Stemme : 
„ Saadant Drømmesnak , bryder Din Fader sig 
vistnok ikke om . “ 
Barnet græd endnu heftigere . 
I dette Øieblik slog Klokken Ti , og Hr . Iocumsen 
traadte ind af Døren . 
„ Hvad græder Anna for ? “ spurgte han opfarende . 
Lene 
gjentog i Korthed Barnets Drsm og hendes 
Bøn til Faderen om at ville afslaae fra sit 
Forsæt . 
Den lille Pige havde undseelig skjult sig bagved 
den store Kakkelovn ; men stak dog frygtsom Hovedet 
frem for at bemærke den Virkning , hendes Drsmmehistorie 
vilde frembringe paa hans Ansigt . 
„ Kjærlingefludder ! “ raabte han vred , idet han i 
et eneste Øieblik syntes at trække Veiret lidt besværligf . 
„ Nu 
kan Du selv holde Lygten , Anna ! “ lagde 
han til , „ saa gaaer Arbeidet bedre fra Haanden . 
Det kan Du have fordi Du drømmer saa deiligt . “ 
Barnet nærmede sig hulkende sin Fader . — Det 
var ikke Angst for at gjøre Følgeskabet , ver talte ud 
af de aabne uskyldige Træk ; men det var den høieste 

Rædsel , der gjennem Taarerne atter forgjæves søgte 
at bevæge den iskolde Faders steenhaarde Hjerte . 
Hun sank paa Knæ , og hævede de smaa Hænder 
som til Bøn , men et Vink af Faderen og de Ord : 
» Jeg vil Intet høre , kom mig ikke med saadant Noget , “ 
bragte hende til at forstumme . 
Sukkende greb Barnet Lygten , og kort efter satte 
de dem alle Tre i Bevægelse til det omtalte Sted . 
Det var en kold , mørk Nat , nogle Dage før 
Iulefestens Begyndelse . Stille gik de over den brolagte 
Gaard , hvorfra en Trælem som var forsynet 
med en Hævgelaas førte ned til Pakkjælderen . 
Sneen faldt i store Flokke og fruede med at udslukke 
Lyset i den flet tillukkede Lygte , saa at den lille 
Anna kun med Møie kunde frelse den fra at gaae ud , 
et Tilfælde , som hun i dette Øieblik frygtede meest 
af alle . 
Omsider var Lemmen bleven aabnet og man betraadte 
Hr . Jocumsens Varelager . Saae der mørkt 
og Ment ud i Handelsmandens Butik , saa var 
det kun en Skygge imod Kjælderens Udseende . Det 
var en græsselig Hule , som vi ikke see os istand til 
at beskrive . En mephitisk Dunst slog dræbende imod 
de Indtrædende , og Lyset flagrede usikkert i denne 
Luft og i dette Mørke , hvortil sjelden nogen Solstraale 
naaede . 
Ankommen her greb han først et tømt Anker og 
en stor Dunk , hvormed han begav sig dybere ind i 
Kjælderen . 
Her standsede han ved den Mur , der adskille 

Naboens Pakkjælder fra hans . Forsigtig belyste han 
Muren og lagde sit Øre flere Gange op mod samme . 
Da han havde overbevist sig om at Alt var roligt 
, gav han sit Følge et Vink at de skulle nærme 
sig , overgav derpaa igjen den lille skjælvende Anna 
Lygten , og begyndte derpaa at udtage den ene Steen 
efter den anden indtil Aabningen var bleven saa stor , 
at et Menneske netop kunde komme igjennem . 
Da dette Arbeide var tilende , krøb han først ind 
selv , lod derpaa Anna følge sig og modtog af Lene 
den omtalte tomme Foustage samt Dunken , og bad 
hende derpaa selv komme ind . Men enten det nu 
var Barnets Drøm , der foresvævede hende mere levende 
paa dette uhyggelige Sted , eller det var en eller 
anden hemmelig Anelse , der opstod hos hende , saa var 
hun iaften ikke til at bevæge til at foretage denne 
Vandring , som hun vistnok oftere havde gjort i Forening 
med sin Herre . Enhver , som havde været nærværende 
ved denne Mørkets Gjerning , som Handelsmanden 
var i Begreb med at udføre , vilde med Lethed 
have seet , at det ikke var første Gang han befattede 
sig med denne Haandtering , ligesom man ved 
første Øiekast kunde opdage , at Stenene vare løsnede 
i Muren , og atter løst slukne ind paa deres Plads 
igjen . 
Hr . Jocumsen studsede i Begyndelsen ved hendes 
bestemte Vægring , for at betræde den fremmede Eiers 
Terrain , udstødte derpaa nogle Trudsler , der endte 
med den meget høflige Anmodning , „ om hun vilde 
reise Fanden i Vold “ . 

Den lille Pige rystede af Skræk og Kulde ; hun 
vovede endnu engang paamindende at gribe Faderens 
Arm , men han gjorde en afværgende og truende Bevægelse . 
Lene 
blev staaende ubevægelig i Aabningen , der 
var gjort i Muren og saae ud som et Skrækkebillede 
i den svage Belysning , 
Hvilken sælsom Gruppe stod ikke her i den natlige 
Time oplyst af det matte , usikkre Skin af en 
Lygte , som et lille grædende Barn holdt i fine skjælvende 
Hænder , for at belys : en Handling , der flyede 
Dagens Lys . Hun stod der som en Aabenbaring fra 
en bedre Verden , der upaaagtet lod sig tilsyne for de 
forstokkede Syndere , der kun havde en ussel Vinding 
for Øie . 
Handelsmanden betragtede først nøiagtig de forskjellige 
Fade og Foustager , som opfyldte Naboens 
Kjælder , derpaa nærmede han sig et , der nylig var 
anstukket og begyndte heraf at fylde Ankeret . 
„ Herre , “ hviskede Lene fra fin Krog , „ syntes De 
ikke , at det var ligesom Nogen rørte sig henne mellem 
Tønderne ? “ 
„ Bryd Du Dig ikke derom , “ svarede den allerede 
før fornærmede Hr . Jocumsen . „ Det var vel 
en frygtsom Kat , der sprang over Fadet . — En af 
Dit Slags ! “ lagde han til med Bitterhed . 
Uagtet disse tvende forskjellige Pakkjældere kun 
vare adskilte ved en Mur , saae der dog heelt forskjelligt 
ud i deres Indre . Vi have beskrevet den første , 
der gjemte Jocumsens Varelager , og have fundet den 

som en mørk , forpestet Hule ; denne derimod , hvor 
den rige Viinhandlers betydelige Fvrraad var beliggende , 
var af en temmelig betydelig Udstrækning og 
de meget renlige Gange imellem de mægtige Stykfade , 
dannede ligesom Gader til begge Sider . Saaledes 
kunde det svage Lygteskin kun oplyse en meget lille 
Deel af denne rummelige Kjælder , hvor den største 
Deel laae indhyllet i et dybt Mørke . 
„ De fluide dog see Dem før , Herre ! “ vedblev 
Tyendet . „ Kjælderen er dyb og mørk , — man kunde 
dog ikke vide . . . 
„ Ja , min søde lille Fader ! “ tog den Lille til 
Orde , ' „ vær for Guds Skyld forsigtig . “ 
„ For al Ulykke ! “ raabte Jocumsen forglemmende 
sig selv og Stedet , hvor han var , „ jeg troer paa min 
Sjæl , at ville gjøre mig gal begge To . Gaae 
hellere bort , end staae her og klynk ! “ 
Ved disse Ord forlod virkelig Lene sin Plads 
i Muraabningen , Jocumsen stod imidlertid bøiet over 
Ankeret , uden at bemærke hendes Flugt . — Men i 
dette Øieblik hørtes et dæmpet Skrig fra den lille 
Annas Læber ; hun segnede om paa Steengulvet , hendes 
Hoved tørnede mod Fadets skarpe Kant , og Lyset 
i Lygten flukkedes . 
„ Forbandet , “ slammede Jocumsen , samlende i 
Mørket . 
„ Ja forbandet , Du fordømte Tyv ! “ lød en anden 
skarp Stemme , og en skjult Lygte oplyste pludselig 
Rummet , hvor flere Personer samlede sig om 

den ulykkelige Handelsmand , der var falden paa Knæ 
foran dem , og kun slammede : „ Naade ! “ 
„ Nei , Nei , min Fa ' er , nu er det saamænd forsilde 
at bede om Naade . Saadanne Tyve maa man 
vel engang tage sig af . Du har alt længe lettet paa 
vor Kjælder , saa maae vi til Gjengjækd besørge Dig 
i frit Hus . “ 
Og det var virkelig forsilde ! Ingen Bønner , 
ingen Overtalelser bevægede de Haardhjertede — der 
maatte statueres et Exempel , og en Mand , som vel 
overalt i Nabolauget var anseet for en Særling , men 
forresten som en ærlig Mand , paa hvem der hidtil 
ingen Plet havde hvilet , blev anklaget for et lumpent 
Tyveri , forbundet med Indbrud og det for at tilvende 
sig nogle Draaber Viin som han med Lethed for egne 
Midler kunde have forskasfet sig , saameget mere , da 
man senere ved at gjennemsee hans Bo og hans Bøger 
fandt , at han var en ret velstaaende Mand . 
I det ulykkelige Øieblik han blev grebet , vaagnede 
Tanken om hans stakkels Barn , hvis venlige 
Raad han havde forsmaaet , atter i hans Sjæl . 
„ Anna , lille Anna ! “ klagede han . 
Men den lille Anna laa bleg og livlos paa det 
fugtige Kjæeldergulv ved Siden af den udslukke Lygte . 
Man havde ikke ændset hende . Nu laae hun kold og 
ubevægelig , og selv de fremmede Folk rørtes over 
Barnets hjælpeløse Tilstand og bragte hende hjem og 
til Sengs . 
Hun vaagnede af sin Dvale og var den næste 
Morgen sund og frisf som sædvanlig , ingen Sygdomstegn 

var at see paa den lille runde Barnekind ; 
men Erindringen om det Forbigangne , ja selv om 
den sidst forsvundne Aftens Hændelser var udslukt i 
hendes Sjæl . 
Stakkels lille Anna ! — Hun var vanvittig ! 
Andet Kapitel . 
Slaven Søren Viintyv og Tegnebogen . 
Det havde trende Gange været Vinter siden hin 
Begivenhed , vi nylig have fortalt , tildrog sig . 
Foraaret var atter kommen . Det var en smuk 
Morgenstund i Begyndelsen af April . 
Klokkerne lade fra alle Skibsværfter , fra Holmen 
og Nyboder , fra hvilket sidste Sted de flinke 
Folk af „ Holmens faste Stok “ begave sig til deres 
forskjellige Arbejdssteder . 
Klokken var endnu ikke Fem . 
Fra den lille Gang , der løb bagom ved den saakaldfe 
„ Brokkens Bod “ ved Toldbodpladsen , traadte 
en reiseklædt Herre , som var i sine bedste Aar , tilligemed 
en noget yngre Dame ud af Esplanaden og 
gik henimod Toldboden . 
„ Gud ledsage Dig paa Din lange Reise , min 
Valdemar , “ begyndte Damen , idet hun kastede et Blik 

hvori den høieste Ømhed forklarede sig , paa fin Ledsager . 
„ 0 , Gud give , jeg kunde følge Dig og være 
Dig nær , om Du skulde blive syg eller nogen Fare 
skulde møde Dig — det er mig , som om jeg aldrig 
skulde see Dig igjen , min dyrebare Mand . “ 
„ Vær ved godt Mod , min velsignede Emilie ! 
jeg har jo saa ofte været paa Reiser fra Dig , lad 
ingen mørke Tanker opstaae i Din Sjæl ; Du skal 
see “ ' lagde han trøstende til , „ at jeg gjør en heldig 
Overfart og en lykkelig Tilbagereise og da har Du 
mig jo igjen , og Du kan troe , at denne Reise vsl 
være af betydelig Fordeel for os , idet Du veed , at 
jeg foruden mit Hverv for det store Handelshus har 
nogle andre ret indbringende private Commisfioner ; 
— o , hvor lykkelige skulle vi da gjensees . “ 
„ Ingen Fordele opveie dog den Lykke at have 
Dig hos mig , at vide Dig sund og tilfreds . Gid 
dog et roligere Liv end dette bevægede var bleven Din 
Lod . Du kan tro at Din Fraværelse virker smertelig 
paa mit Sind ; — men man maa jo finde sig i 
Guds Villie , “ føiede hun sukkende til . 
„ Vore kjære Børn skulle forkorte Dig Dine eensomme 
Timer ! “ svarede Manden , „ og i GjensynsØieblikket 
feire vi en Fest , som Ingen kjender , der i 
et bestandig Samliv dagligen see hinanden . Enhver 
Stand har sine Behageligheder og Ubehageligheder . 
Lader os være taknemmelige for Himlens Tilskikkelser 
og haabe det Bedste for Fremtiden . “ 
Under denne korte Samtale vare de komne hen 
til Toldbodporten , der i dette Øieblik blev aabnet . 

Udenfor et lille Hus , som den Gang laae til 
høire Side for Indgangen , stod en lille Pige , som havde 
et heelt sælsomt Udseende . Omkring den meget venlige , 
men fattige Dragt havde hun , som en Guirlande 
slynget et Halsbaand , ligesom hun ogsaa om den lille 
Pande havde viklet det gule Straa som en Kurv . 
Denne Dragt gav hende med al dens Naragtig - 
hed et besynderligt fantastiskt Udseende , der forøgedes 
ved hendes Øines besynderlige Glands , og ved de 
vilde Skrig hun af og til gjorde . 
De gjennemilende Holmens Folk skjænkede ikke 
Barnet den mindste Opmærksomhed , da de formodenlig 
oftere havde seet hende , men idet Øieblik de føromtalte 
Par nærmede sig , udstødte hun et uartikuleret 
Skrig , klappede i Hænderne , fordoblede fine Spring , 
og begyndte at synge den gamle Sang om Hr . Sinklar , 
idet hun af og til udstrakte fin Haand imod de 
Fremmede . 
Disse bleve overraskede staaende , dybt grebne ved 
dette uhyggelige Syn og ved den endnu skrækkeligere 
Sang i den stille , aarke Morgenstund , hvortil Barnets 
fljærende Discant sælsomt contrasterede . Den uheldsvarslende 
Vise „ hvor en Havfrue spaaer Hr Sinklar 
ilde “ trænger som en skjærende Smerte til Sjælen . 
Den unge Kone greb hurtig nogle Penge af sit 
Tørklæde , og gav den Lille , idet hun spurgte hende , 
hvoraf det kom , at hun var saa tidlig oppe . 
Men istedetfor Svar fortsatte hun Sangen . 
Idetsamme traadte en gammel Kone ud af Huset 
og rev Barnet ind . Hun takkede Herskabet for den 

Godhed mod den Lille , der var hendes Pleiebarn , og , 
som hun udtrykte sig , ikke var ganske rigtig i Hovedet . 
Hun forsikkrede , at Barnet ofte gik ud af Sengen 
midt om Natten og begyndte sin forunderlige 
Paaklædning og Sang . 
Tiden tillod ikke de Fremmede nøiere at erkjende 
sig om Barnets Skæbne , da Skibet snart gik under 
Seil . 
„ Det var intet godt Møde , min Valdemar “ , begyndte 
den unge Kone , da de fortsatte deres Vei ned 
til Slæbsstedet . Hør , hvor hun endnu synger den 
rædsomme Ulykkessang inde i Huset ! “ 
„ Og hvorfor intet godt Møde ? “ svarede hendes 
Mand „ Emilie , føl Dig vor Lykke ved at cie sunde 
velsignede Børn , der med klare uskyldige Øine , hvori 
Fornuftens og Forstandens milde Lys hviler , muntre 
hilse den nykaldte Morgen og deres Forældre , ved 
Siden af dette Jammerbillede , hvorover en tidlig 
Ulykke har sænket sin Elendighed . O , tak Gud , og 
glæd Dig ved hans Godhed . “ 
„ Ja , Du har Ret , Valdemars “ svarede hun beroliget 
„ ja Gud være lovet , vore Sønner skulle tröste 
mig , naar du er borte . “ 
Saameget end disse Emilies Ord vidnede om , 
at en mere rolig Følelse var indtraadt i hendes Sjæl , 
saa vare de dog kun et Skjul for en indre Rædsel , 
hun søgte at dølge , medens hemmelige Anelser opstege 
mørke i hendes Sjæl i Adskillelsens smertelige Øieblik . 
Strax efter meldte en Skibsdreng den fremmede 

Herre , at hans Sager vare bragte ombord , og at alt 
var klart til Afreisen . 
„ Hils vore Børn ! “ raabte Manden idet han 
vendte sig til sin blegnede Hustru , greb hende i sine 
Arme og trykkede et Kys paa hendes Læber , „ stol paa 
Gud , Emilie , og tænk paa din trofaste Mand , naar 
jeg er langt herfra , saaledes som jeg hvert Øieblik 
tænker paa Dig og vore Børn — Gud velsigne Dig , 
Farvel — “ 
„ Farvel ! “ raabte hun , „ Farvel “ , og han vuggede 
alt i Baaden , der roede ud imod Skibet , en stolt Coffardimand , 
som i den friste Morgenstund udfoldede 
sine hvide Seil for den lette Kuling , der luftede gjennem 
Ætheren , ligesom en Fugl udstrækker fine Vinger 
for at gjennemslyve denne . 
„ Farvel “ , tonede det endnu engang hendøende 
over Bslgerne , og lette Vinde bare den kjærlige Afskedshilsen 
iland til den bedrøvede Hustru , der flynder 
fig hjem til sine kjære Smaa . -- -- -- -- -- 
I Grsnningen , hvor det kjærlige Ægtepar , der 
tog Afsfed med hinanden , havde dvælet nogle Øieblikke 
for Mandens Afreise , herskede den dybe Stilhed , der 
betegnede den tidlige Morgentime . -- -- -- -- - 
Der hsrtes en Raslen igjennem de tause Gange . 
Det var en Division Slaver , som i de Dages 
Uniform , graa Kofter med brune Ærmer , og belæsset 
med klirrende Lænker , dannede en Modsigelse til den 
skjsnne Frihedssang , som de lystige Sangere intonerede 
hist i de høie Trætoppe . 
Et Par Justitssergeanter var deres Bevogtere . 

Ankomne i Grønningen delte Hoben sig i tvende 
Dele , hvoraf den første under en af Sergeanternes 
Følge , trak paa Arbeide i Castellet , den anden , der 
kun bestod af nogle faae Mand , blev anviist Jordarbejder 
paa Pletten , hvor de vare . 
Selv blandt disse Ulykkelige hersker et vist Forhold , 
en vis Distinction , naturligviis dannet ved 
Forbrydelsens Natur , men som i deres Koloni udøver 
en ligesaa stor Indflydelse , som de sociale Forhold i 
Staten . Her var kun fire Fæestningsflaver samlede ; 
men af disse vare tvende decorerede med Halsjern 
foruden den øvrige betydelige Jernvægt , de havde om 
Benene , den tredie var uden Halsjern , men havde 
Jern om begge Benene , den Fjerde derimod var , hvad 
man kalder en ærlig Slave , og kun forsynet med 
et ganske tyndt Jern om det ene Been . Altsaa tre 
Gradationer i denne lille Forsamling . 
Sergeanten anviste de tre værste Forbrydere Arbeidet 
ved Anlæget af en ny Hække , den Fjerde , som 
han kun behøvede at have i Øie , da han deels var 
bekjendt for sin gode Opførsel i Stokhuset , og deels 
om otte Dage havde udstaact sin Straffetid , anviste 
han Arbeide paa den høie Skrænt , for at klappe 
Jorden op ved Volden . 
Efter at have uddeelt sine Befalinger , satte han 
sig i Ro og Mag paa en Bænk i Grønningen , hvorfra 
han kunne oversee sit Mandflab . 
Den føromtalte ærlige Slave havde begivet sig 
til sit Arbeide paa den høie Skrænt , hvorfra man har 
en vid Udsigt over Rheden , hvor i det smukke Foraars- 

og Sommerdage altid en stor Mængde Mennesker 
forsamle sig . 
Han havde alt begyndt paa Jordopkastningen , da 
hans Øie langsomt gled ud over Havet , hvor netop 
den Coffardimand , hvormed hiin Fremmede skulde reise , 
var i Begreb med at gaae under Seil . 
Det var en middelaldrende Mand , i hvis Ansigts 
træk saaes en meer end almindelig Dannelse , der , 
fljøndt han var klædt i Forbrydernes Dragt , rødede at 
han havde tilhørt en bedre Classe i Samfundet . 
Han lod i nogle Øieblikke Spaden hvile og stirrede 
paa det bevægelige Punkt , der maaske om nogle 
Øieblikke var skjult af den fjerne Horizont , og havde 
forladt Hjemmets Strandbred . 
„ Hvem der kunde reise , “ sukkede han , „ reise langt 
bort til en anden Verdensdeel , thi her gives neppe 
Lykke for mig yiere — hvad hjælper mig nu den saa 
længe savnede Frihed , der om kort Tid bliver mig 
tildelt , naar mit tilkommende Liv skal være en fortsat 
Kjede af Armod og Besværlighed , idet jeg aldrig 
mere kan indtræde i min forrige Stilling , men maa 
slaae mit Blik ned for hver en gammel Bekjendt — Ak , “ 
vedblev han , „ vel har jeg seilet , men Straffen er større 
end Forbrydelsen , thi naar den egentlige Straffetid er 
forbi , begynder en anden , endnu større , og det er Kampen 
for Livet i denne forbandede Verden . “ 
Han kastede atter et Blik over til Skibet , som 
endnu ikke var bortseilet , men meget mere lod en Baad 
sætte ud , hvori den tidtomtalte Reisende blev roet i Land . 
„ Er Du alt kjed af Seiladsenl “ mumlede Slaven , 

„ Gud give , jeg havde været i Dit Sted , da 
kunde der maaske blive Noget af mig endnu . “ 
Ved disse Ord gjorde han et Spadeflag Men 
kastede ved Opkastningen en Gjenstand hen i det friste 
Græs , som han med første Øiekast saae var en Tegnebog , 
der formedelst sin Tykkelse lod til af indeholde 
en Mængde Papirer . Hurtig aabnede han Bogen , 
idet han indtog en døiet Stilling og iagttog til sin 
høieste Overraskelse , af den indeholdt en høist betydelig 
Sum i engelske Papirpenge og Anviisninger . 
Frygten for af være opdaget lod ham kaste et 
speidende Blik rundt omkring , men han bemærkede 
Ingen . Derimod saae han af den fremmede Reisende 
i samme Øieblik blev sat i Land paa Skibsbroen . 
Ved en hurtig Jdeforbindelse satte han dennes Ankomst 
i Sammenhæng med den fundne Tegnebog , og efter 
en kort og rafl Betænkning stødte han med sin Spade 
en frisf Græstørv op , og under denne lagde han sit 
Fund , saa det usynligt var forvaret dybt under , det 
grønne Dække . Derpaa fortsatte han rolig sit Arbeide 
som om der Intet var forefaldet . 
Hans Formodning havde ikke bedraget ham , thi 
nogle Minutter efter saae han den Fremmede træde 
ind i Esplanaden i Selskab med en anden Mand , 
hvilke begge forsigtig og ængsteligt søgende paa den 
Vei de plisserede , forraadede at en Gjenstand af 
yderste Vigtighed var tabt . 
Justitssergeanten , som var bleven opmærksom herpaa , 
nærmede sig disse og spurgte hvad de søgte . 
Den Reisende , der var dødbleg , og i en heftig 

Bevægelse fortalte , at han , ved for en halv Time tidligere 
at have spadseret med sin Hustru omkring i 
Grønningen , havde tabt en Tegnebog , der indeholdt en 
betydelig Pengesum , og at det var umuligt , at han 
kunde have tabt den paa andre Steder end netop her 
eller inde paa Toldbodpladsen , thi nogle Øieblikke før 
han traadte ind i Esplanaden , forekom det ham at 
han havde fornemmet den hos sig , men havde først 
ombord gjort den Opdagelse , at den var tabt igjennem 
en Aabning i Foret paa hans Reiseschenille , hvori han 
ved en Feillagelse havde stukket den . 
Den Mand der fulgte med vor uheldige Reisende 
var en Sømand , som hørte til Skibets Besætning . 
Øe graa Haar som flagrede frem under Hatten , 
vidnede om , at han var bleven gammel i Tjenesten 
paa den blaa Mark , og idet han kastede et veemodigt 
Blik paa sin Ledsager , sagde han : 
„ Hvis Øe har tabt Deres Penge her , gode Herre , 
da beklager jeg Dem , paa min Tro , thi her ere komne 
nogle flemme Rovfugle siden Øe var her sidst . “ 
„ Øe husker nok ikke paa , min kjære Hr ' Matros 
at jeg ogsaa er kommen her “ , sagde Justitssergeanten 
yderst fornærmet . „ Mit Mandflab staaer under min 
Opsigt , og det fluide nok nødig spørges at de Stokhusfanger , 
som Jens Nielsen er betroet , skulde paa 
deres Arbejdssteder gjøre sig skyldige i Forbrydelser , 
derfor skal den Sag fra min Side snart være klarer , 
altsaa : Christen Flæfledrager , Lars Gammelmand og 
Peter Muurbrækker , frem til Visitation . “ 
Øe tre opraabte Slaver traadte frem og lode , 

efterat have benægtet at der var fundet Noget , sig 
yderligere undersøge , men ingen funden Gjenstand , 
som den Fremmede søgte , fandtes hos dem . 
„ Jeg har endnu en Mand “ vedblev Sergeanten 
efter fuldendt Underssgelse , „ men let er en honnet Fyr 
som Intet vil skjule , hvis Noget var fundet , thi for 
det Første er han en ærlig Slave , og desuden er han 
snart Frimand ; men jeg har ingen Grund til at skaane 
ham mere end de Andre , derfor ville vi begive os op 
til ham . “ 
„ Ogsaa paa dette Sted , hvor hiin Slave arbeider , 
dvælede jeg nogle Øieblikke med min Kone ; fra 
det høie Punkt stod vi og saae ud til Skibet “ , sukkede 
den Fremmede ; „ hvo veed , om jeg ikke skulde have tabt 
min Tegnebog der , lader os flvnke os . “ 
De nærmede sig hurtigt Stedet og fortsatte deres 
Sogen . 
Slaven vedblev at arbeide ufortrøden . Justitssergeanten 
stillede sig sagte og udemærket bag ved ham 
og raavte med en Røst som fra Helvedes Afgrund . 
„ Søren Viintyv ! Frem med den Tegnebog , 
Du har fundet , eller jeg vesiterer Dig paa Stedet ! “ 
Bleg som et Lig og skjælvende over alle Lemmer 
lod han Spaden synke og vendte sig langsomt om . 
„ Hvad Fanden gaaer der af Dig , Søren , har 
Du fundet Bogen , saa ud med den , Du er da ikke 
saa tosset at troe , at Du saadan kan beholde hvad 
Du finder ; og saae en halv Snees Aar frit Huus 
igjen , nu Du er saa nær ved at blive fri , har Dn 
vel ikke Lyst til ? “ 

Under denne Tiltale havde Slaven atter overvunden 
sin Frygt , Blodet vendte tilbage til hans Kinder 
og med en vis determineret Rolighed svarede han : 
„ Jeg har ingen Tegnebog funden — hvorfor 
skræmmer I Livet af Folk — maa jeg ikke arbeide i 
Fred — visiteer mig kun , hvis I har mig mistænkt “ . 
„ Ikke saa kjæphøi , min Ven ! “ gjenmælede Sergeanten . 
„ Du er ikke din egen Herre endnu — vort 
Bekjendtskab kunne let forlænges “ . 
Slaven kastede et foragteligt Blik paa ham og 
svarede ikke paa denne Tiltale . 
Den Fremmede og Matrosen bavde nafladelig 
søgt i det Grønne ; men opmærksom paa Forbryderens 
indre Bevægelse vendte den Reisende sig om til ham 
og sagde med en Stemme , der forraadede den høieste 
Sjæleangst : 
„ Min Ven , har De funden den Tegnebog , jeg 
har tabt , da giv mig den for Himlens Skyld tilbage . 
Den største Deel af dens Indhold tilhgrte et 
fremmed Handelshus , og Resten var min Eiendom ; 
men skal være Deres , naar jeg faaer den tilbage . Jeg 
skal vise mig som en sand Ven mod Dem min hele 
Levetid , og min Hustru og mine to uskyldige Børn 
skulle velsigne Dem . De er jo snart fri , jeg skal ikke 
glemme Dem i Deres Frihed , men sørge for Dem 
saa godt jeg kan , thi af denne Tegnebog afhænger 
hele min Fremtidslykke , min Ære og min Velfærd . “ 
Slaven rystede paa Hovedet og sagde : 
„ Jeg har jo sagt , at jeg Intet har fundet ! “ 
„ Styrt for Guds Skyld ikke en heel Familie r 

Ulykke . — Hvorledes vil De kunde skjule den store 
Sum , uden at blive vpdaget ? — Har De selv en 
Sen eller Datter , saa tænk paa mine ulykkelige Børn . 
— De har seilet ; men De kan dog være ædel og 
retskaffen . “ 
Bed denne Tale , som den Reisende førte i den 
høieste Affect og i afbrudte Sætninger , forblev Slaven 
aldeles urørt , kun da den Fremmede nævnede „ en Søn 
eller Datter “ , syntes den forrige Bleghed atter at bedække 
hans Ansigt ; men det varede kun et Øieblik , og 
med en vis Selvbeherskelse fortrak han sine Læber til 
et Haansmil . 
„ Hør , min Herre ! “ tog Opsynsmanden tilorde . 
„ De duer min Salighed ikke til at være Slavesergeant , 
troer De , at saadanne Kj æltringer forstaae sig paa 
siig Tiltale ; nei , der maa en anden Konfekt til . — 
Koften af , Din Hundetamp “ , lagde han til , idet han 
vendte sig om mod Slaven , „ nu er det Død og Pine 
Alvor “ . 
Visitationen var snart tilende og bragte , som Læseren 
veed , intet Resultat . 
Den Reisende stod hensunken i den dybeste Fortvivlelse 
; — endnu engang lod han sit Blik glide hen 
over hele Esplanaden , ligesom han paa en eneste Gang 
vilde oversfue enhver hemmelig Vraae i det grønne 
Kammer , men hans Øine fyldtes med Taarer , som 
langsomt rullede ned over han ; blege Kinder . 
„ Emilie ! “ raabte han , „ Emilie , o , hvis Du nu 
saae min Elendighed ! — O , mine stakkels , ' ulykkelige 
Børn ! “ 

„ Herre ! “ sagde den gamle Sømand , „ slaae Dem 
til Taals og hør dog lidt Ræson ; seer De , igaaraftes 
fik vi Deres store Kasse med Klæder ombord ; skulde 
De ikke have stukket den derned , eller maaskee have 
sfiftet et Klædningsstykke , hvori den var , og glemt al 
tage den ud , for saa maa den jo min Sandten være 
i Kufferten “ . 
„ Men jeg syntes dog bestemt , al jeg havde den 
hos mig , da jeg før spadserede herinde “ , sagde den 
Fremmede noget beroliget , idet han søgte at samle sine 
Tanker . 
„ Ja , synes er Et og vide noget bestemt er noget 
Andet ! “ tog Justitssergeanten tilorde ; jeg syntes , det 
var inte værd at gjøre en saadan allerhelvedes Allarm 
over Ingenting og mistænke uskyldige Folk , naar man 
ikke engang veed , om man har tabt Noget eller ei . 
Men jeg anseer Dem før at være en altfor galant 
Herre “ , lagde han indsmigrende til , „ til at De ikke 
nok skulle betænke de stakkels ulykkelige Mennesker med 
en lille Skadesløsholdelse før den Ubehagelighed , der 
er paaført dem . “ 
Mecanifl greb den Reisende i Lommen og udtog 
nogle Smaapenge . 
„ Hør , gode Herre ! “ raabte Matrosen , „ nu heise 
de , Gud hjælpe mig , Signal paa Toppen , vi maae 
skynde os , at vi komme med ; — De finder nok Bogen 
i Klædekisten , naar De kommer ombord . Kom 
lad os skynde os “ . 
De begave sig hurtig bort under Justitssergeantens 
høie Taknemlighedsyttringer . 

Et Ovarier efter var Skibet forsvundet i den 
fjerne Horizont . 
Justitssergeanten havde igjen udstrakt sig magelig 
paa Bænken , og Slaverne stode rolige ved deres Arbeide , 
som før , men da havde ogsaa den stakkels Reisende 
faaet Vished i sin Skjæbne . 
Det var endnu tidlig paa Dagen . Esplanaden 
var aldeles mennesketom , kun inde paa Toldboden begyndte 
Livet efterhaanden at røre sig og Merkurius , 
Handelens stærke Gud , udstrakte sit mægtige Septer , 
som med varme Interesser forene Jordens fjernere 
Folkeslag med hverandre . 
Den ærlige Slave , Søren Viintyv , stod endnu 
paa sit høie Standpunkt og klappede paa Jordvolden 
idet han af og til kastede et stjaalet Øiekast til den 
grønne Jordtørv , hvorunder han havde gjemt sit 
Fremtidshaab og en Families timelige Ro og Lykke . 
Han syntes at være i en indre Bevægelse og 
gav sine trykkende Tanker Luft i en Selvsamtale . 
„ Hvad er Livet uden Lykke , og hvorledes kan 
Lykke bestaae uden Rigdom ! Rigdom —det er altsaa 
Maalet , og de Midler vi bringe til at opnaae den , 
ere alle gode , undtagen de , der slaae feil . Stræb først 
at blive rig ! Deraf følger et andet . Begaaer Du en 
uædel Handling , hvorved Du bliver rig — det er kun en 
øieblikkelig Forseelse , hvis Minde hele det øvrige Liv 
kan udflette . Gjør Du en Forbrydelse , hvorved Du 
bliver rig — da kun nægte Forbrydelsen , naar Du 
ikke kan retfærdiggjøre den , og skulde Du komme til 
at føle Samvittighedsnag , mon den da skulde være 

mere piinlig end Hunger og Tørst . Er det Anger 
eller utilfredsstillede Ønsker , der i søvnløse Nætter 
volde os den største Plage ? ialt Fald er jeg jo halvt 
fortrolig med de Smerter , som følge med en oprørt 
Samvittighed — havde en Anden kommen istedetfor 
mig , hvordan mon han da vilde have handlet ? — 
Ja , Hjertet kan blive hærdet i Lastens Skole — det 
kan ingen nægte . Havde dette Tilfælde mødt mig for 
tre Aar siden , og den ulykkelige unge Mand var traadt 
hen for mig med blege Kinder , havde skildret mig den 
Elendighed , hvori hans Tab styrtede ham , jeg indestaaer 
ikke for , at jeg vistnok strax havde gjort ham 
glad og givet ham hans Eiendom tilbage . Det var 
handlet efter den feilfri menneskekjærlige Moral , man 
prædiker derude i Verden , men langtfra efter den , der 
læres , hvor jeg nu har hjemme , thi der hedder det : 
„ Mennesket er det frygteligste Rovdyr , der ene kan hæve 
sig kjækt ved de Andres Undergang , den Stærkeste , 
den Heldige og den Listigste har Ret . Efter denne 
sidste Lære kan jeg endnu blive til Noget i Verden , 
efter den Anden bliver man kun en Daare hele sin 
Levetid , ja værre end en Daare — en Tyv , en foragtet 
Usling , ja maaske en Morder ! “ 
Dette var omtrent Indholdet af den smukke Samtale 
Slaven førte med sig selv . Det var Forbrydelsens 
sophistifle Raisonnements , som maaskee , skulde 
dæmpe Samvittighedens slærke Rsrelse , da endnu en 
god Streng klang i denMlykkeliges Hjerte og vilde afdrage 
ham fra Synden , i hvis Tjeneste han ei aldeles 
vilde hengive sig . 

Men det var forsilde . 
Han fæstede sit Blik med Graadighed mod det 
Sted , hvor den fremmede Eiendom var bevaret , det 
var , som om han med sit Øie vilde gjennemtrænge 
den Græstørv , der dækkede den , for ene at kunde fryde 
sig ved de Herligheder han nu kaldte sine . 
Forsigtig anbragte han nogle store Steen i Jordvolden , 
for at have et Mærke , naar han igjen vilde 
afhente Tegnebogen , som dog ikke kunde skee før hans 
Straffetid var forbi , hvilket først indtraf om nogle 
Dage . 
Til denne Frihedens Time havde han vel ifølge 
den menneskelige Naturs Fordringer ofte længtes efter 
i stille Øieblikke , dog ikke med nogen brændende Heftighed , 
thi hvergang han gav disse Tanker Indgang , 
knyttede Billedet af den menneskelige Nød sig levende 
til det Udkast af det Liv , han fremdeles skuldr føre , og 
den Tanke , ved simpelt Arbeide at skulle opholde fin 
Tilværelse , knugede hans Hjerte med Bitterhed og 
Afsky . 
Men n u havde Sagerne forandret sig . Nu kunde 
han atter træde ud i Verden , uden at falde nogen til 
Byrde . -Med mange Midler vilde han snart erholde 
Venner , og hans fordums Brøde vilde snart blive 
udflettet . Han vidste vel , at det er Livets sædvanlige 
Gang , at man gjerne tilgiver og glemmer den Skyld , 
Høihed og Rigdom har begaaet ; men den Fattige maa 
bære Brødens Stempel hele sin Levetid . 
Ved Jordarbejdet var der ikke bleven foretaget 
meget den Dag . Han vidste altsaa , at han den næste 

Morgen vilde blive commandere ! til samme Arbeide , 
og det var ham Nu det kjcereste . 
Denne Plet indeholdt nu det Dyrebareste for 
ham , og han tog ved sin Bortgang Afsted fra den 
med et tungt Hjerte . 
Tredie Kapitel . 
Husholdersken og Beboeren af Druknehuset . 
Det var atter blevet Efteraar . 
Paa den dengang meest afsides og øde Strækning 
af Christianshavn , der hvor mange Aar esteren 
af Stadens største og driftigste Handelsmand lod opføre 
en Række nette og hyggelige Smaaboligcr for 
mindre Familier , og hvorfra den lange og mørke Reberbane 
udstrakte sin Mur vandrede en Eftermiddag 
henad Aften en Mand ganske alene . 
Da det lod til , at han kun gik her for at spadsere , 
maafte mon antage , at han var en Ven af den 
vilde og oprørte Natur , thi paa en Tid , hvor de fleste 
Mennesker søgte deres lune Boliger , kom han gonsfe 
rolig over Langebro , hvorover Stormen fra Kalleboderne 
drev sit lystige Spil . Han traadte derpaa ud i 
den mennesketomme , mørke Allee , der var bedækket med 
de raslende Blade , som stærkt begyndte at falde ned 
fra Trætoppene . 

Han havde allerede passeret Alleen og naaet de 
yderste Huse , der støde op mod Amagervold , da han nedsunken 
i Tanker atter vendte om og tog Plads paa 
en i Alleen staaende Bænk . 
Fordybet i fine Betragtninger , bemærkede han 
neppe , at en Dame jog Plads paa samme Bænk , kort 
Tid ester han havde sat sig , men paa engang bøiede 
han sig forover og skjulte sit Ansigt i sine Hænder 
ved den klirrende Lyd , som Raslen af Lænker foraarsage 
og som hidrørte fra en Division Slaver , som 
hleve førte fra deres Arbeide til Stokhuset . 
„ Det er da det afskyeligste Sted jeg kjender ! “ 
tog Damen tilorde , da Slaverne vare forbi . „ Var 
det ikke fordi jeg var saa forskrækkelig træt , havde jeg 
virkelig gaaet igjennem Byen , men jeg har saamænd 
maafte sidde paa tre Bænke i Philosofgangen , inden 
jeg kom saa vidt . “ 
Den tiltalte Mand svarede kun med et ganske 
ligegyldigt : 
„ Ja saa ! “ 
„ Ja , for seer De , min Herre ! “ vedblev hun , „ jeg 
kommer tilforladeligt heelt ude fra Frederiksberg By , 
hvyr vi har vort Landsted , og saa har jeg hele Eftermiddagen 
gaaet ude paa Kirkegaarden , og pyntet en 
Venindes Grav , og det har trættet mig meget ; men 
nu er jeg , Gudskelov , snart hjemme , thi vor Gaard 
ligger her henne i Overgaden . 
Manden svarede atter : 
„ Ja saa ! “ 

„ Jeg takker Dig Gud for at en galant Herre sad 
her paa Bænken , da disse afskylige Mennesker kom 
forbi — uh ! det er saadan nogle grove og ækle Karle 
som altid sige noget slemt til et eensomt stakkels Fruentimmer , 
men det forstaaer sig , de have jo ogsaa bidt 
Hovedet af al Skam . “ 
Manden havde ikke forandret den Stilling han 
havde indtaget dengang Slavedivisionen kom forbi , 
hans Ansigt var tildeels skjult og det lod ikke til at 
han havde Lyst til at iagttage den ringeste Høflighed 
som en Herre ellers viser det ondet Kjsn , men han 
forblev i sin Stilling , idet han svarede . 
„ Saa De holder ikke af Slaver ? “ 
„ Ih Gud bevares , min Herre ! holde af Slaver 
hvorledes kan et Menneske med nogenlunde Den else 
blot taale Uskuddet af alle Skabninger , end sige holde 
af — ? Nei , jeg hader , jeg foragter og afskyer dem ! “ 
„ Har De da aldrig havt Bekjendtskab til en 
Slave ? “ spurgte Manden rolig videre . 
„ Vor Herre fri mig vel ! Bekjendtskab med en 
Slave ! Ih du Fredsens Gud ! jeg har ikke den Ære 
at kjende Dem , min Herre , men hvad tænker De om 
mig ? “ 
„ Jeg tænker man kan være meget stikkelig fordi 
man har en Broder eller Fader , Søn , Kjæreste eller 
Husbond i Slaveriet . “ 
„ Ja paa den Maade har de Ret . Jeg havde 
for Exempel en Veninde , som havde en Herre , der 
var den største Skurk , der kunde gaae i to Sko , og 
han kom ganske rigtig ind i Slaveriet , men han har 

ved Gud siden den Tid holdt sig meget ordenlig og 
exemplarifl ! “ 
„ Hvem var den Mand De taler om ? “ spurgte 
Manden . 
„ Aa , De har vel ikke kjendt ham . Han heed 
Ssren Jocumsen og var Urtekræmmer men forresten 
en stor Gavtyv , men han faldt paa sine Gjerninger . 
Ak ja ! “ 
„ Søren Jocumsen , jo ham kjendte jeg nok , det 
er jo den Slave , der fornylig har gjort en ny Tilstaaelse 
i sin Sag , idet han har angivet sin Husholderske 
impliceret deri , hvilket har vakt den høieste Opsigt . 
Man paastaaer , at Sagen skal foretages paany , uagJocumsens 
Straffetid snart er udløbet og man er af 
den Mening , at naar han dandser tud af Stokhuset , 
saa maa hun nok hoppe ind i Tugthuset ! “ 
Damen gjorde en zittrende Bevægelse , som om 
hun skulle falde ned af Bænken . 
Manden blev ubevægelig siddende . 
Mørket begyndte stærkt at falde paa . 
„ Saa de kjender altsaa Lene Rafl ? Det seer 
rigtignok lidt galt ud for hende , det skal jeg ikke 
nægte . “ 
„ Gud , min Herre , Øe veed hendes Navn ! “ udraabte 
Damen med et Skrig . „ Hvorfra har Øe denne 
Efterretning ? “ 
„ Skulde jeg ikke kjende den “ , vedblev Manden 
ganske rolig , „ og jeg er i dette Øieblik i Begreb med 
paa mit Embeds Vegne at gaae hen i Overgaden , hvor 

den omtalte Person er for at tilsige hende at give 
Møde for Stokhusretten/ ' 
„ Du milde Himmel ! “ udbrød Damen i den høieste 
Sjæleangst , men fattede sig dog hurtigt idet hun 
sagde : „ De ulejliger Dem forgjæves , hvis De vil tale 
med hende , thi jeg veed hun ikke er hjemme . “ 
„ Nei jeg veed det nok ! “ svarede han med sin 
sædvanlige Koldsindighed , „ hun har sparet mig et Par 
Skridt , og har været saa forekommende imod mig , at 
komme til mig , istedetfor at jeg skulde komme til 
hende . “ 
Ved disse Ord greb han Damen i Armen og sagde : 
„ Godaften Jomfru Lene Rafl ! “ 
Men Jomfru Lene gjengjeldte ikke denne kjærlige 
Hilsen , hun udstsdte et stærkt Hvin og faldt overmod 
en af de tykke Træstammer ved Bænken og lod til at 
være ubevidst . 
„ Tag dog ikke saa stærkt paa Vei , “ sagde Manden 
med en anden Stemme , end den han hidentil 
havde tiltalt hende med , „ kan , Du ikke nok taale at 
en af Dine gamle Bekjender iblandt Slaverne har 
lidt Leier med Dig , og tak Vor Herre for at det kun 
var Løier , thi Du fortjente Gud fordømme mig at 
komme i Tugthuset . “ 
Langsomt aabnede Lene fine Øine , som hun nu 
heftede paa Mandens Ansigt , der nu aldeles var vendt 
imod hende . 
„ Hr . Jocumsen ! “ udraabte hun forfærdet — De 
her ! Ak jeg stakkels elendige Fruentimmer — De 
vil vel ikke gjøre mig ulykkelig ? “ 

„ Nei , det passer jo bedsf , at jeg bærer denne 
hele Ulykke alene , det syntes Du jo ogsaa , dengang 
Du retirerede fra Kjælderen og lod mig og Barnet i 
Stikken — og siden gjør Du Dig lystig over de 
stakkels Mennesker , der maa afsone deres Forbrydelse 
i Jern . “ 
„ Herre ! Gode Herre ! slammede Lene . 
„ Fanden være Din Herre ! Jeg er Ingens Herre . 
Men gjør mig Regnskab for mit Barn , Kvinde , hvor 
har Du det ? hvordan har Du vist Din Skyldighed 
imod den fængslede Forbryders Barn ? “ 
„ Hr . Jocumsen ! De veed jo nok . . . . ! “ 
„ At hun er tosset i Hovedet vil Du sige ! “ afbrød 
han hende , „ ja desværre , det veed jeg , og hvis 
Du havde været skikkelig mod mig og Barnet , da 
havde Du ikke rendt Din Vei , og den lille Anna 
var ikke kommen til Skade ; — men hvor er hun ? “ 
„ Hun er i Kost hos nogle skikkelige Folk ude paa 
Toldboden , og hun har det saamænd meget godt , jeg 
seer jævnlig ud til den lille Anna og Agenten har 
ogsaa været god mod den Lille , “ svarede Lene nedslaaef . 
„ Hvad 
er det for en Agent , Du er hos , Lene ? 
fortæl mig Noget om det , er Du maaskee hans — ? “ 
„ Husbestyrerinde hos Agent Hansen ! “ sagde 
hun med en temmelig sikker Stemme . „ Det er en 
deilig Mand ; men han er saa tungsindig . Hans 
Kone er død for henved to Aar siden og fra den Tid 
er han ikke lykkelig . Jeg maa nu opdrage hans to 
Døttre , nogle vakre smaae Piger ! “ 

„ Da har Agent Hansen , Død og Pine , ogsaa 
truffen paa den Rette at betroe sine Pigebørn til . 
Hør Kvinde , Du lyver bestemt for mig ; — tilstaae 
mig det kun ligefrem , Du har prakket Dig paa den 
forvirrende Agent , og deler L ynd og Skændsel med ham 
— Du gaaer ham under Øinene og pynter hans 
Kones Grav , for dristigere at kunne lcfle med ham ; 
tilstaaer Du det kun Du Skjændsels Kvinde , jeg 
kjender Dit lumske Slangehjerte . “ 
I høieste Grad overrasket traadte Lene et Skridt 
tilbage og indtog en Stilling , der skulde imponere 
Jocumsen og tog tilorde : 
„ Veed I ! hvem I taler til Hr . Slave , jeg er 
Agent Hansens forlovede Brud og ret snart hans ægteviede 
Hustru . “ 
„ Ikke saa højttravende , min Due , hust paa at 
Du forinden , ved min Hjælp , dandser i Tugthuset , 
vil saa Hr . Agenten annamme Dig der , staaer det 
ham frit for , men at Du skal komme der , derfor slak 
jeg sørge . “ 
Skjælvende for denne Trudsel , sank Lene sin fordums 
Herre tilfode , og bad ham dog at skaane hende , 
hun forsikkrede , at hun ikke havde løiet . 
„ Saa tilstaae da , at kun Forbrydelse har ført 
Eder sammen , og fortæl mig strax uforbeholdent , hvor 
ledes Sagerne staae mellem Eder — have I nogen 
levende Livsfrugt sammen ? “ 
Lene tilhyllede sit Ansigt . „ Ifjor Efteraar begrov 
jeg den Lille — ellers Intet ! “ 
„ Tænkte jeg det ikke nok . Et Aar efter Hustruens 

Død begravede Du Syndens Frugt og vil nu tvinge 
den ødelagde Agent til at ægte Dig , midt i fin Elendighed ; 
mens baade Hus og Gaard slak springe , Du 
seer , jeg er godt underrettet ; men saa vidt skal det 
ikke komme , derfor skal jeg drage Omsorg . “ 
„ Og hvad er da Deres Hensigt ? “ spurgte Lene 
med en ængstelig Tone , „ tænker De ikke paa andet , 
end at gjøre Ondt ? “ 
Jocumsen taug . 
„ De kan troe ! “ vedblev Husholdersken , at vi have 
Sorg nok endda ; men det er noget , som De selv har 
sagt , at De veed ligesaa godt , som jeg kan fortælle 
det ! “ 
„ Hvad Alverden veed , kan jeg jo ogsaa vide ! “ 
svarede Jocumsen mørk og tankefuld . „ Jeg er først 
for et Par Dage siden kommen fra en Reise , og det 
var Noget af det første jeg erfarede , da jeg kom 
iland . “ 
Det begyndte at regne temmelig stærkt . Vinden 
pidflede store Draaber ned paa de Samtalende , som 
ingen Ly fandt under det utætte Løvtag . 
„ Hør Lene ! “ tog Manden tilorde : „ kom her paa 
dette Sted , og denne Tid imorgen Aften , jeg skal da 
meddele Dig en Tanke , der er faldet mig ind , og vil 
Du være lydig og taus , skal Du see , at jeg ogsaa 
tænker paa andet end at gjøre Ondt . Møder Du , 
som jeg har sagt , kan Du maaskee vente denne Gang 
at undgaae Vanære , i modsat Fald skal jeg tage mine 
Forholdsregler , og da maatte Gud eller Fanden hjælpe 
Dig , hvis Du skulde undgaae mig ! “ 

Lene gav sit Ord paa at komme , men lagde dog 
til , at han ikke maatte forstyrre hendes Fremtidslykke , 
ved at forhindre den Forbindelse hun havde betroet 
ham , at være et Gjærde mellem hende og Agenten , 
da Alt saa var forspildt for hende i denne Verden . 
„ Jeg indlader mig ikke paa Conditioner ! “ svarede 
Jocumsen , „ vil Du komme , beroer det paa Dig 
selv , hvis ikke , veed Du Befleed ; men det fordrer jeg , 
at Du ikke siger til noget Menneske , at Du har seet 
eller talt med mig , thi viid , jeg er død ! “ 
„ Død ! “ gjentog Lene skjælvende , og hun saae 
sig ængstelig om til alle Sider , idet hun paa dette øde 
og uhyggelige Sted fornam den største Rædsel ved en 
Aabenbaring af denne Natur . I hendes overtroiske 
Sind kunde ved den urolige Samvittigheds Røvelser 
en saadan Tilsyneladelse forekomme hende sandsynlig , 
saa meget mere da det gjøglende Halvlys der kastede 
sit dæmrende Skjær over alle Gjenstande , ikke lod 
hende fliælne fin gamle Herres Træk saa grant , men 
derimod lod hende følge sin forvirrede Indbildningskrafts 
Indflydelser . 
„ Husk imorgen ved denne Tid , “ lød det endnu 
engang som et Hviin gjennem Stormen , og da Lene 
vendte sig om til sin Herre , var han forsvunden . 
Den Tilstand , hvori Lene befandt sig efter denne 
Samtale lader sig neppe beskrive . 
Som jaget af onde Aander gjennemilede hun den 
mennesketomme Allee , og naar Stormen løsrev en 
Green , eller hvirvlede i de tørre Blade , troede hun , 
af det var hendes døde Husbond , der forfulgte hende , 

for endnu engang af minde hende om det berammede 
Stævnemøde . 
Først paa sit Værelse samlede hun sine Tanker 
og gjennemgik Stykkevis den hele Samtale , men hvergang 
den overbevisende Sandsynlighed traadte srem 
og søgte af gjøre sig gjældende , demonstrerede hendes 
overtroiske Indbildningskraft og lod hende lide tusinde 
Helvedsqvaler . De blandede sig i hendes Drømme 
og gav hende maaskee en Forsmag paa de Ondes Tilstand 
efter Dsden . 
Da tænkte hun med Urolighed paa , af hun langtfra , 
som det havde været hendes hellige Pligt havde 
sørget for den lille Anna , hvis Skjæbne ene havde 
afholdt Barnets Fader fra , af angive Lene som Medskyldig , 
idet han var vis paa af hun vilde sørge for 
den ulykkelige Lille . Nu frygtede hun for af ogsaa 
denne hendes Skjændighed vilde blive opdaget og 
straffet af den mørke , Gjengjældelsens Skikkelse , hun 
atter fluide have et Møde med . Hun fortvivlede jo 
nærmere Tiden til denne hemmelige Sammenkomst 
skulle finde Sted ; og for første Gang i mange Aar 
hævede hun fin Tanke mod det alvidende Forsyn og 
bad om Naade . Maaskee hun engang som Barn med 
lignende Andagt , havde foldet sine Hænder og blandet 
en Taare i sin Bøn . Nu gav hun Gud sit Løfte om 
Bod og Bedring . Løfter , hvoraf den himmelske Fader 
modtager saamange , hvergang Secundet har dreiet 
Tiden fremad . Løfter , som han forud veed kunsenere 
ufuldkomment , eller aldeles ikke blive opfyldte . Og 
hun følte sig om endog saa dybt sønderknust , dog noget 

fattet til at gaae Eventyret imøde , thi udeblive vover 
hun ikke , om det saa gjalt hendes Liv . 
Allerede en Time før den fastsatte Tid var Lene 
i Alleen og ventede paa det Menneske , hun nu frygtede 
meest af alle . 
Det var endnu lysf , da hun ankom paa Stedet , 
thi hendes Ængstelse for i Msrke at gaae derhen var 
ligesaa stor , som den onde Samvittigheds Frygt for 
Nat og Eensomhed . Hun vilde efterhaanden vænne 
sig til det indtrædende Merke , for ikke ved at komme 
i Merket selv at blive overrasket og ængstet til Døden . 
Hun fordrev Tiden deels ved at sidde paa Bænken , 
og deels ved at gaae op og ned ad Alleen . 
Den samme Division Slaver som passerede forbi 
igaar vendende tilbage fra Arbeide , var ogsaa iaften 
gaaet hjemad , hvilket lod Lene formode , at nu var 
Øieblikket nær , at Jecumsen vilde komme , men endnu 
efter et godt Qvarteers Forløb var han ikke indtruffet . 
Det 
var snart blevet aldeles mørkt . Stormen 
havde atter begyndt at reise sig og Stedets Uhyggelighed 
tiltog mere og mere . Da havde Taalmodigheden 
snart forladt den ventende Husholderske , og fast besluttet 
paa kun at gaae Alleen een Gang op og ned 
til , og da gaae gjem , hvis Jokumsen ikke kom , tiltraadte 
hun fin Gang . 
Da hørte hun en Fodgængers Trin over Broen 
nærme sig mere og mere . Hun skjælvede , det var 
som om Dødens Kulde havde grebet hende . 
Men hun havde taget feil . Den Kommende var 

en Herre iført en fiin Klædes-Chenille forsynet efter 
Nutidens Brug med et Par Sølvløvehoveder til 
Hægter , forresten elegant klædt . Han var paa samme 
Hvide som Jocumsen , men istedetfor at denne havde 
et tyndt rødligt Haar , havde hin Fremmede en mørk , 
yppig Haarvæxc , hvilke Bemærkninger , Lene , saa godt 
Mørket vilde tillade det , hurtig havde gjort . 
Han var gaaet Lene forbi uden at ændse hende 
og havde allerede nærmet sig den Ende af Alleen , der 
støder op mod Christianshavn , da han pludselig vendte 
om og gik samme Vei tilbage . 
Lene havde netop fuldendt den halve Deel af sin 
Gang , og stod nogle Øieblikke ved Broen og lyttede 
om hun ikke kunne høre Nogen komme , men da dette 
ikke var Tilfældet , vendte hun om i det faste Forsæt 
at gaae hjem . 
Omtrent midt i Alleen mødte den Fremmede 
hende igjen . Dennegang standsede han foran hende , 
tog sin Hat zirligen af og spurgte om han havde den 
Ære at hilse paa Jomfru Lene Røst . 
„ Til Tjeneste , min Herre ! “ sagde Lene høist 
forundret . 
„ Hvis det er Tilfældet ! “ vedblev den Fremmede 
i et Maal , som røbede en Udlænding , „ da har jeg 
en Hilsen til Dem fra en vis Hr . Jocumsen , som 
De nok skulde møde her iaften . Det var ham umulig 
at komme , han har faaet et Forfald , og har derfor 
sendt mig , som er en af hans bedste Venner ! “ 
„ Og i hvilket Ærinde , om jeg tør spørge ? “ 
spurgte den skjælvende Husholderske . 

„ Jeg har Ordre , at ledsage Dem til ham , “ 
svarede Manden , „ maaskee tør jeg byde Dem min 
Arm ? “ 
Han havde alt grebet hendes Arm , som hun 
modstræbende søgte at trække til sig . 
„ Men hvor vil De da føre mig hen ? “ raabte 
Lene i den høieste Angst . 
„ O , han boer strax herved , vi skulle kun over 
Broen , der har han i det første lille Sted tilvenstre 
sit Logis . Han beboer for Øieblikket hele Leiligheden 
alene — kom De kun , De er ham vistnok høist velkommen . “ 
„ Tilvenstre , 
min Herre ! Der jo intet Sted — 
De tager bestemt feil . . . . Der er jo intet Andet 
end . . . . “ 
„ Druknehuset , meget rigtig ; men jeg havde 
formodet , at Hr . Jocumsen alt havde betroet Dem , 
at han var død . . . ? “ 
Disse Ord virkede som et elektrisk Slag paa 
Lene , Overbeviisningen om , at ' hun var omgiven af 
Spøgelser og Aander , blev hende klar , og hun sank 
med et Skrig til Jorden . 
„ Lene ! Saa hør dog ! “ vedblev Manden med 
en ganske anden Stemme og Akcent end om fremmede , 
hvori han havde talt til hende . „ Vær dog 
fornuftig og lad Dig ikke skræmme af levende Folk . 
Det er fortræffeligt , Du kjender flet ikke Din gamle 
Husbond mere . 
Husholdersken slog Øinene iveiret , idet hun blev 

hjulpet op paa Bænken , men da hun fæstede dem 
paa Manden rystede hun paa Hovedet og sagde : 
„ Nei , det er umuligt . . . Det kan aldrig være 
Hr . Jocumsen . Nu har jeg kjendt ham i saa mange 
Aar — nei , havde De endda hans gamle Frakke paa 
som han holdt saa meget af . . . “ 
„ Kjolen gjsr ikke Manden , Lene . Er det Dig 
meget om Frakken al gjøre , da har jeg den indenfor 
Chenille » ; men den og mit hele forandrede Udseende 
skal kun bevirke al Hr . Jccumsen er dsd for Verden , 
og en Anden er traadt i hans Sted , — forstaaer Du 
den lille Komedie jeg har spillet med Dig ? Naar 
Du ikke kjendte mig , da kunde jeg være temmelig vis 
paa , al ingen anden let skulde gjenkjende den Mand , 
som har levet saa stille og indgetogent som jeg . “ 
Lene kunne ikke komme sig af sin Forundring , 
da hun endelig havde overbeviist sig om , al det virkelig 
var hendes gamle Herre . Nu fattede hun ogsaa 
Mod , thi hun mærkede al han var i et langt bedre 
Lune end Aftenen forud , og med Nysgjerrighed længtes 
hun efter at indvies i den Plan , hvori han vilde 
deelagtiggjøre hende . 
„ Seer Du ! “ sagde han , „ det er mig om at gjøre 
under et fremmed Navn og fri for alle tidligere Forhold , 
atter at træde ind i Verden . Det vil sige i en 
Stilling , hvor jeg kan virke og fortjene ; thi med alle 
mine flette Egenskaber har jeg dog ikke Lyst til at 
ligge paa den lade Side . Naar jeg ikke er i Virksomhed , 
bliver jeg mismodig og kunde gjerne gjøre 
en Ulykke paa mig selv , ja , selv om Natten kunne 

jeg ønske at være i Aktivilet , for da plages jeg for 
det Meste af Søvnløshed . I en saadan Stilling , 
Lene , skulde Du bringe mig . “ 
„ Jeg ! — Hvorledes kan det falde Dem ind ? “ 
Udbrød Husholdersken forundret . 
„ Ja , vent kun . Du har alt hørt , at jeg er vel 
underrettet om , hvorledes Sagerne staae sig hjemme 
hos Eder . Agenten er slemt i Vinden , og jeg veed , 
at han inden otte Dage maae erklære sig insolvent , 
og skal Kreditorerne da have noget hver især , beholder 
Hr . Hansen Død og Pine Intet . Men jeg kjender 
en Mand , som vil frelse ham , det forstaaer sig 
paa Betingelser . . . . “ 
„ Frelse ham ! “ raabte Lene og slog Hænderne 
sammen , „ frelse ham , hvem er den Guds Engel ? “ 
„ Det er s ' gu mig selv og ingen Anden ! “ 
„ De vil nok drive Spot med mig igjen Hr . 
Jocumsen , det har jeg aldrig hørt , at man bliver 
rig i Slaveriet , — bare De dog ikke er dsd . . . 
„ Nu gjælder det Alvor , Lene ! “ svarede Jocumsen , 
stødt over denne temmelige nærgaaende Spsg . „ Jeg 
er Manden , og kan den Dag imorgen bringe Din 
Herre udaf sin nærværende trykkende Stilling , naar 
kun han vil gaae ind paa mine Forflag . Naar han 
nu antager den , skal han ogsaa lære mig st kjende under 
mit virkelige Navn og hele mit Forhold tilfulde , thi 
skalle han og jeg kunne virke sammen , maae der ingen 
Hemmelighed være imellem os ; men for hele den øvrige 
Verden , Dig og ham undtagen , er jeg en anden 
Person , har Du nu forstaaet mig ? “ 

„ Javel ! “ svarede Lene , „ men hvilke Forsiag vil 
De da gjøre min Herre ? “ 
„ Det skal jeg sige ham , naar jeg først er kommen 
saa vidt , det er Noget , Fruentimmerne ikke forstaae 
sig paa , Du har kun , af underrette Agenten om , af 
en Herre søger en hemmelig Samtale med ham imorgen 
Formiddag paa hans egne Værelser , og ikke paa 
Contoret . Du kan ja- gjerne sige ham , af hans Velfærd 
er afhængig af denne Samtale og søge af stemme 
ham for den — men forresten venter jeg det bedste 
Udfald , thi Nøden tvinger ham til af gaae ind paa 
mine Betingelser . Lad ham være nok saa samvittighedsfuld 
og retfærdig , Selvopholdelse , krænket Æresfølelse , 
Verdens Omdømme og af nyde et sorgfrit 
Liv , ere Følelse og Gjenstande , som ere langt stærkere 
end de første ! “ 
„ De vil dog vel aldrig forføre min stakkels Herre 
til en Forbrydelse ? “ 
„ Vær Du rolig , Lene , den , der gjerne vil hoppe , 
er let af lokke , Du har selv forført ham , Du var 
dog den første Slange i hans Paradis . “ 
„ Men jeg kan dog ikke i Alverden begribe , hvor . 
dan det hænger saqmien med Deres mange Midler . “ 
„ Derom skal Du ikke bekymre Dig > “ svarede 
Jocumsen halv vred , „ jeg er nu snart kjed af Dine 
mange Indvendinger og spørger Dig kort og godt om 
Du vil besørge mit Ærinde eller ikke ? “ 
„ De er saa forskrækkelig opfarende Herre , “ svarede 
Lene hurtig . „ De veed jo nok at jeg punktlig 
vil opfylde Deres Befaling , men lidt Nysgjerrighed 

maae De tilgive mig . Men hvis nu Agenten spørger 
om Deres Navn , hvad skal jeg da svare ? “ 
„ Navnet gjør intet til Sagen , det er ligegyldigt , 
Du kan jo kalde mig Hr . Top . Og nu Godnat . 
Jeg skal endnu et andet Ærinde i Aften . “ 
Og hurtig ilede han bort fra den forbansede Husholderske ; 
som nu med heelt andre Følelser end Aftenen 
forud , ilede til sit Hjem . 
Fjerde Kapitel . 
Den hemmelighedsfulde Bogholder . 
Agent Hansen havde altid været anseet som en 
brav Mand . Han var en rettænkende indsigtsfuld 
Handelsmand og en god og ædel Familiefader . 
Vidiflyvende Planer , hvorved han troede at kunne 
befæste sin Stillings Sikkerhed , bragte han i Udførelse , 
men havde flere Gange maatte gjøre den sørgelige 
Erfaring , at de floge feil , og istedetfor at opnaae det 
forønskede Maal , kom han til et Resultat at det var 
modsat af hans Forhaabninger . Hans Stilling forværredæs 
Aar for Aar , han maatte bestaae mangen 
Kamp for endnu at kunne vedligeholde sit Navns 
Anseelse og den hemmelige^Sjælekummer , som disse 
Bestræbelser forvoldte ham , nedbrød hans Sindsro 

og sløvede ham for hans Pligter . Han var med alle 
sine gode Grundsætninger for svag til at kunne bevare 
den barnlige Tillid til Guds Styrelse , som var 
ham og Enhver saa nødvendig i Ulykke , og han tabte 
for tidlig Modet . 
Da døde hans ædle , kjærlige Hustru , som saa 
trofast havde tröstet ham i mangt et Øieblik , naar de 
mørke Tanker trykkede ham og naar han kastede et 
bekymret Blik ud i Fremtiden . Med hende mistede 
han sit Livs gode Engel , og hans tvende Barn en 
omhyggelig Moder . Dette Slag virkede saa stærkt 
paa hans Sind og kun for fine Døttres Skyld anstrengte 
han fine sidste Kræfter for at holde sig paa 
det synkende Vrag , der endnu var tilbage af hans 
Lykkes Fartøi . 
Kort efter kom han paa den Tanke , at ville 
give sine Børn en Vcilederinde , da hans Forretninger 
umuligt kunne tillade ham at give sig af med disses 
Opdragelse , saameget mere som dette Hverv ogsaa 
mere var sfikket for en Kvinde . Tilfældet eller Omstændighederne 
lod ham da vælge Lene Rafl i dette 
Øiemed . 
Det var vistnok det uheldigste Valg , han kunde 
gjøre ; thi under et slebent og hyklerisk Udvortes , 
som skjulte en Afgrund af Slethed og onde Tanker , 
r h n det mindst passende Væsen til at opdrage og 
veilede et Par Pigebørn , som vare i den Alder , hvor 
de ere modtagelige for de forste Indtryk , og hvor de 
gs Hjerter begynder at udvikle de Tanker og G . undsætninger , 
som da blive nedlagte . 

Men en god Engel vaagede over disse Bør « . 
Det Indtryk , deres henfarne Moders Lærdomme og 
Advarsler havde gjort paa deres Sjæle var uudslettelig , 
og det var den gode Genius , som omgav deres 
Barndom og lod dem staae uberørte af den giftige 
Aand , hvormed deres Vcilederinde let kunde have 
smittet dem , idet hun altid fyldte deres Sind med 
falste Begreber om Verden og Menneskene . 
Men lykkedes det hende nu ikke at kunne fordærve 
disse stakkels Moderløse , da havde hendes Bestræbelser 
en bedre Indgang hos hendes Herre , som 
hun paa en snedig Maade forstod at besnære , og som 
midt i Ulykken lyttede til Syndens Tale , istedetfor 
at han med Kraft burde have gjort sig fri for de 
uværdige Baand , hvori han blev hildet , og have aabnet 
sit Øie for ret at see , hvilken Slange han nærede 
ved sit Hjerte , og hvilket flet Valg han havde 
gjort med Hensyn til sine Børns Opdragelse . Men 
som sagt , Ulykken havde gjort ham svag . Ulykken og 
Synden gik Haand i Haand og Læseren har alt seet , 
at den sidste havde bragt ham saavidt , at han ikke 
kunde trække sig tilbage . 
Paa det Landsted , han eiede ved Frederiksberg , 
maatte han skjule sin Skjændsel , som dog til HanGlæde 
en tidlig Død tilintetgjorde ; men hans Lykkes 
Bygning var knust , og til at reise den saae han 
ingen Udvei . 
En Tilstand , som aldeles maatte ødelægge ham , 
var forhaanden , og Skjændsel og Armod vilde blive 
hans Lod . Den Mand , som forhen med Glæde 

havde overskuet fin Lykke og fin heldige Stillings indre 
Fald , var nu en Boldt for Fortvivlelse , og maatte 
stundom af et Fruentimmer , som kun var hans Tyende , 
børe de bittreste Bebreidelser for Svaghed og 
Mangel paa Forstand til at styre sine Ting . 
Det var Syndens Frugter . 
Saaledes stode Sagerne i Agent Hansens Hus , 
dengang det smukke Par , vi have gjort Bekjendtskab 
med , havde Moder i Alleen og lagde Raad yp med 
hverandre om at begaae større Skjændsel og større 
Synd . 
Naar Haabet er forsvundet , kan det mere rygtede 
Hjerte ikke længer kjæmpe mod sin Skjæbne . 
Denne Sætnings Sandhed begyndte Agent Hansen 
at erfare , da Alt vilde briste for ham . 
Derfor faldt en Haabets Straale i den ulykkelige 
Mands Hjerte , da Lene bragte ham Efterretning 
om , at en Fremmed søgte en Samtale med ham , 
hvorpaa hans Velfærd beroede , hvilket hun efter Jocumsens 
Befaling skulle underrette ham om , men 
ifølge sin Sladderagtighcd kunde hun ikke tæmme sin 
Tunge ; men lagde indsmigrende til : 
„ Nu vil Alt snart blive godt , kjære Hansen , og 
vort inderligste Ønske vil kunne blive opfyldt under 
langt bedre Omstændigheder , end vi havde ventet . 
Pas paa , jeg har Ret ! “ 
Agenten kunde ikke med det opgaaende Haab 
undgaae at forene et Suk med Tanken om „ deres 
inderligste Ønske “ , som Lene udtrykte sig ; thi det var 
naturligviis kun deres Giftermaal , det gik^ud^paa . 

hvilket langtfra var Hansens inderligste Ønske ; men 
den svage Mand havde engang , som Ordsproget siger , 
sagt A og nødtes nu ogsaa til at sige B . 
Han kunde ikke undlade at ryste heftig paa Hovedet , 
idet han med stærke Skridt gik op og ned i 
Værelset , og lod dertil de Ord falde : 
„ Den Dag den Sorg , nu har jeg Andet at 
tænke paa . “ 
Men dermed var Agentens Husbestyrerinde ikke 
tilfreds , dermed lod hun sig ikke nøle . Hun greb tit 
til et Universalmiddel , som hun ofte havde benyttet 
med Held , hun udbrød i en heftig Graad , idet hun 
truede ham om hans hellige Pligter imod hende , om 
den store Synd han vilde begaae , dersom han lod 
et stakkels Fruentimmer , han havde paaført Skam og 
Skjændsel , blive udsat for Verdens Dom og Vanære . 
Og da dette endnu ikke gjorde tilstrækkelig Virkning 
paa den tungsindige Handelsherre , tiltog hendes 
Heffighed og hun truede ham med at blamere ham 
for hele hans Kontorpersonale og fortælle alle Mennesker , 
hvilken Karl han var . 
Hansen kastede sig mekanisk ned paa en Stol , 
og for Husfredens Skyld gjentog han sine tidligere 
Løfter og bad hende lade ham være ene . 
Med lettet Hjerte forlod Lene ham , og Agenten 
tildækkede sit Ansigt med sine Hænder . Han knugede 
dem heftig imod sine Øine , da hans Smaapiger kom 
hoppende ind til ham og hængte sig ved hans Arm . 
Han turde ikke lade sine Børn see hans Ansigt , 
en Taare trængte sig frem i den ulykkelige Mands 

Øie ; det var , som om han krænkede sine Børn « helligste 
Rettigheder ved nogensinde at begaae det Skridt , 
hvorom Talen for nogle Øieblikke siden havde været . 
Til den bestemte Tid næste Dag stod Hr . Jocumsen , 
nu kaldet Hr . Top , for Agenten i hans indre 
Værelser . 
Hvem der nogensinde før havde seet den skidne 
Urtekræmmer i Christenbernikovstræde , da han bar det 
fynde rødlige Haar tilskue , og nu saae den elegante 
Mand med en kunstig anbragt Paryk af sorte Haar , 
vilde ikke have troet at det var een og samme Person . 
Dertil forstod han ogsaa at give sin Tale en vis 
overbevisende Kraft og lod sine Kundskaber i Handelsfaget 
spille paa en for ham fordcelagtig Maade , ' at 
han med Lethed duperede den efter Midler higende 
Agent , som nu manglede det prøvende Blik , han i sine 
tidligere Dage havde været i Besiddelse af . 
Jocumsen , som vi nu herefter vilde kalde for 
Tov , agtede ikke strax at aabenbare Agenten hele sin 
Hemmelighed , hvilket han havde sagt til Lene , var 
hans Hensigt . Først vilde han indlede ham i fin 
Plan og lade ham deeltage deri , inden han deelagtig « 
gjorde ham i sit Livs forviklede Forhold . Naar det 
var for sildigt for Hansen at trække sig tilbage , meente 
han , at det var tidsnok at underrette ham om , ved 
hvilke Midler han var bleven frelst . 
Man vil let kunne opkaste det Spørgsmaal , 
hvorfor han ikke med sit Fund og for egen Regning , 
og maaskee i en anden Stad eller By havde villet 
grundlægge en Handel , men dertil var han for klog . 

Under en beskeden Skikkelse , f . Ex . som Contordetjent 
og dertil som Compagnon med et Hus , hvis Forretninger 
vare betydelige , og som ved et øieblikkeligt Tilskud 
kunne hjælpes paa Fode , var det ham lettere at 
sikkre sig sin Vinding , der jo var hans Hovedfcrmaal , 
end naar han fra Begyndelsen skulle prøve derpaa og 
det stedse i den Usikkerhed om at blive røbet . 
Han fortalte derfor Agenten at han , — som 
ogsaa var Tilfældet — for et Par Dage siden 
var , over Hamborg retourneret fra Udlandet , hvor han 
havde hævet en betydelig Arv , som han nu agtede 
at gjøre frugtbringende i et af Kjøbenhavns større 
Handelshuse , under den Betingelse , at han maalte tiltræde 
en Post paa Contoret , som Bogholder , med en 
fast aarlig Gage , og dertil være Compagnon i Handelens 
Interesser , hvilken sidste Begjæring ikke var 
mere end billig . Kun betingede han sig at have Kassen 
for de løbende Handelsudgifter under Hænder , idet 
han ved en Kontrakt , hvortil han kun meente , at de 
tvende Contrahenters Underskrift var nødvendig , deponerede 
den Sum , som han vilde indflyde i Handelen . 
„ De vil , Hr . Agent , “ lagde han til , „ derved ogsaa kunne 
spare Dem selv ved en byrdefuld Post , men Tiden 
vil vistnok vise Dem , at De ikke har betroet Deres 
Affairer til den urette Mand ! “ 
Hansen kunne ikke andet end indrømme at Tops 
Fordringer vare ovcreensstemmende med Billighed . 
Hjertet hævede sig hos ham ; — Tanken om , at nn 
skulde hans Nsd snart være tilende , lod ham oversee 
enhver Betænkelighed . En nøiere Forespørgsel om den 

Fremmede » Familieforhold og nærmere Forbindelser 
blev ikke omtalt , og med ligestor Hurtighed fra begge 
Sider blev Sagen snart iværksat og tilendebragt . 
Og Hansen bavde heller ikke lang Tid til nogen 
Overveielse og Prøvelse , Fireogtyve Timer efterat 
Samtalen fandt Sted , ventede han en af de Vexler , 
der skulle præsenteres ham , som han umuligt kunne 
dække , og ved denne første Mangel paa Susficance 
vilde Alt være tabt og alle Creditører styrte ind paa 
ham . 
Derfor ansaae han det Hele som en HimlenStyrelse , 
og det Øieblik , da Husets Bøger med Statu » 
over dets Aktiva og Passiva , hvilke sidste langt oversteg 
de første , bleve forelagte Hr . Top , og den høist 
betydelige Sum blev nedlagt i Kassen , da takkede 
Hansen Gud , og velsignede denne Dag som den lykkeligsle 
i sit Liv . 
Den forandrede Stilling , som ved disse Midler , 
indtraadte i Hansens oekonomifle Affairer , berusede ham 
i Begyndelsen , og henrev ham i den Grad , at han i 
et saadant selvforglemmende Øieblik gav efter for Lenes 
indtrængende Bønner , hvilke hun som Husholderske 
altid havde ved Haanden , for at kunne anbringe dem 
ved passende Leilighed . 
Ved Hjælp af mange Taarer og heftige Nerveanfald 
lykkedes det hende at overrumple den af sin 
indbildte Lykke begejstrede Mand , der var svag nok 
til at indgaar en Forbindelse , der kostede ham hele 
hans sande Lyksalighed og Sindsro . 
Kort efter feirede han sit Bryllup med sin Hu » - 

holderske , et Skridt , hvorved mange af AgentenVenner 
og Bekjendte famlende rystede paa Hovedet , 
kun hans Børn havde endnu ikke det rette Begreb om 
denne Begivenhed . De havde ikke glemt deres forevigede 
Moder , men de vidste ikke , at noget Kvindehjerte 
kunde være aldeles det Modsatte af hvad hun 
havde været for dem . 
Agent Hansens Lykke varede efter dette Tidspunkt 
kun kort . Allerede otte Dage efter Brylluppet , 
undslap nemlig Navnet Jokumsen hans Frues Læber , 
som hun nævnede ved at ville omtale Top , og hvilken 
Selvforglemmelse naturligviis vakte Hansens Opmærksomhed , 
uagtet hun strax rettede den . Men MistankenSæd 
faldt i Agentens Hjerte , han begyndte hemmeligt 
at lægge det ene sammen med det andet og anede 
Uraad . 
Kun begreb han ikke , at hvis det var den omtalte 
Jokumsen , hvis Historie var ham fuldkommen 
bekjendt , hvorledes han da var kommen til denne 
Velstand . 
Skrækkelige Anelser opstege i hans Sjæl , de 
forvoldle ham den hemmeligste Uro , og love ham ikke 
finde Hvile . 
Han sagde vel Intet , men tøvede ikke længe med 
at skaffe Lys i Sagen . 
Allerede næste Dag lod han sin Compagnon kalde 
til sig og forelagde ham ganske ligefrem sin Mistanke 
om , at han var en Anden , end den , han virkelig gav 
sig ud for . 
„ De kommer mig i Forkjøbet , Hr . Agent , “ svarede 

Top , „ jeg havde alt betænkt at meddele Dem , 
hvad De i saa Henseende ønsker Forklaring om , kun 
har jeg udsat det saa længe som muligt , da Tiden 
ikke var moden nok dertil , men nu ere alle Vanskeligheder 
i denne Henseende hævede og jeg skal omstændelig 
fortælle Dem alt hvad der angaaer denne Sag , Deres 
DiScretion behøver jeg ikke forud at bede Dem om , 
det er jo Noget , der følger af sig selv “ . 
Øg derpaa fortalte han Agenten Alt , hvad Læseren 
forud har erfaret , Ord til andet ; — kun Scenen 
mellem den Reisende og ham fortaug han . 
Under Fortællingens Løb var Hansen bleven mere 
og mere bleg , Øinene rullede vildt i hans Hoved , 
der foregik en voldsom Kamp i hans Sjæl . 
„ Hvor skændig har De bedraget mig , usle , nederdrægtige 
Menneske . Veed De , hvad De har gjort ? “ 
Top taug . Ikke et Træk forandredes i hans 
Ansigt ved denne Tiltale , han stod ganske rolig . 
„ Veed De , at De har gjort en heel Familie 
ulykkelig ? Har De seet , at der er udsendt Stikbreve 
til alle europæiske Havne for at sinde den formeente 
Forbryder , mens han staaer her — her i denne Stue . 
Ha ! jeg Ulykkelige . I hvilke Hænder er jeg faldet ? “ 
Top taug med iskold Rolighed . 
„ Svar mig da i Djævelens Skind og Been , 
fordømte Usling , veed De Noget af Alt , hvad jeg her 
fortæller Dem ? “ 
„ Det kan De vel begribe , at jeg veed , Hr . Agent ! “ 
svarede Top uden nogen Heftighed . „ Jeg veed meget 

Mere , jeg har alt i nogen Tid været Postdrager i 
de » Sag , nu er Brevvexlingen ophørt ! “ 
» Retfærdige Gud ! “ udbrød Agenten , „ og det 
maae jeg børe . De vil altsaa totalt ødelægge drn 
arme retskafne Familie . Veed De , hvilken sljændig 
Forbrydelse , De har begaaet ? “ 
„ Fordeclaglige Forbrydelser ! “ svarede Top i sin 
sædvanlige Tone . » En ikke Hverdags , der hører en 
særdeles Gunst til at tra ffe en saadan . Hos to 
Fjerdedele af Menneskene er Retskaffenheden kun en 
Folge deraf , at det er dem for vanskeligt at blive 
Forbryder “ , 
„ StokhuSpassiar ! Philosoph ! for Slaver . Det 
ligner Eder , forstokkede Kjæltring ! “ raabte Agenten i 
den høieste Affekt . 
Ved denne Heftighed styrtede Lene ind , som lurende 
havde hørt den hele Samtale . 
„ See , saaledes har Du lonnet mig , Du trædske 
Kvinde , for al min Godhed imod Dig , nu er Alt 
fordi , Alt er brudt — Ulykke , Skjændsel er min 
Lod “ . 
Lene sank paa Knæ og begyndte at udstøde nogle 
uartikulerede Toner , eller rettere Hyl , som skulde smelte 
hendes vrede Mands Hjerte . Det var første Gang 
hun havde seet ham saaledes . 
„ Ieg angiver det Hele for Politiet . Ieg vil 
Intet have at sloffe med disse Midler , der har gjort 
en stakkels Familie saa ulykkelig , “ vedblev Agenten . 
» De kan handle , som Øe finder for godt , Hr . 
Agent , “ svarede Top ligegyldig . „ Ieg skal vide at 

hytte mig , men Deres Frue kommer under den Omstændighed 
i Tugthuset ! “ 
„ Ieg er uskyldig I * hylede Lene , idet hun krøb 
paa alle Fire hen og omfavnede sin Mands Knæ . 
Agenten tildækkede sit Ansigt med sine Hænder , 
hans Bryst arbeidede heftigt og paa engang sank han 
tilbage . BevidstløS blev han baaren tilsengs . — — 
Næste Dag var han bedre , men fra dette Øieblik 
af havde han aldrig talt et Ord mere om denne 
Begivenhed . 
Femte Kapitel . 
Den fjollede Anna eller den besynderlige Gave . 
Sex Aar ere forløbne , siden Agent Hansen optog 
Bogholderen Hr . Top i sit Firma . 
I Agentens store Handelsgaard , hvis bagerste 
Facade vendte ud til en net anlangt Have , beboedeS 
et Værelse af den unge Student , Carl Bang . 
Værelset var meget sirligt meubleret , et smukt Bogflab 
med grønne Silkegardiner , et elegant Skrivebord , 
en magelig Divan , og mange luxuriöse Gjenstande , 
som man kun sjælden finder i Studentens Hjem , 
smykkede dette Værelse og vidnede om en vis Velstand . 


Den unge Bang logerede hos fin Onkel , Grosserer 
og Agent Hansen , der velvillig tog sig af fin 
Søstersøn , og havde lovet dennes Fader , hvis Kaar 
ikke vare store , at understøtte det unge Menneske , indtil 
han havde absolveret fin Attestats . 
Carl Bang og Adolf Skov vare sande Venner , 
Adolf var ansat paa Agentens Contor . -- -- -- -- -- -— 
„ Jeg veed nok , jeg forstyrrer Dig , Carl ! “ sagde 
Adolf , idet han en Aften traadte ind i Førstnævntes 
Værelse , mellem Kl . 9 og 10 , der just var fordybet i 
nogle Studier , „ men det faaer ikke hjælpe , “ lagde han 
til . „ Du maae døie mig en Timestid , thi jeg har 
ingen Anden end Dig , jeg kan udøse mit Hjerte for , 
og det er snart færdig at briste , hvis det ikke faaer 
Luft . “ 
„ Kom kun min Ven ! “ sagde Carl idet han skjød 
Bogen tilside , „ jeg er dog træt af at læse længere , 
hvad gaaer der af Dig ? “ 
„ Carl ! Jeg bliver med hver Dag » lykkeligere . 
Bogholderen piner og krænker mig , Din Tante tilkaster 
mig af og til , naar jeg møder hender , et Par 
sande Tigerøine , og Din Onkel — ja , ham forstaaer 
jeg mig flet ikke mere paa . “ 
„ Lader oS springe Tanten og Bogholderen forbi ! “ 
sagde Carl , „ hans Lunkenhed og HendeS Katteøjne have 
Intet at betyde , men hvad mener Du om min Onkel , 
Du kjender jo hanv Luner — han er dog en retskaffen 
Mand igrunden . “ 
, , Ja , derfor har jeg altid anseet ham , men , bliv 

ikke vred , min Ven , nu troer jeg ikke , at han længere 
tør handle efter sit gode Hjertes Indflydelse . “ 
„ Tør ? Fy for en Ulykke ! “ raabte Carl heftig . 
„ Du veed det , ligesaa godt som jeg selv , “ svarede 
Adolf bekymret , „ han er sin Kones Slave ; han 
maa rette sig efter HendeS onde Hjerte og opfylde 
hvad det fordrer . Det har været Grunden til , at han 
idag i Bogholderens Nærværelse behandlede mig haardt 
og ubilligt , og jeg maatte have den Smerte , at see 
dette afskyelige Menneske hemmelig smile over den 
Skam , jeg udstod . Jeg kunne græde af Sorg derover , 
— jeg havde aldrig troet , at Agenten kunne være saa 
haard . “ 
„ Men hvad har givet Dig Anledning dertil , jeg 
syntes dog ikke , at Onkel pleier vant at være saa opfarende , “ 
spurgte Carl med Deeltagelse . 
„ For at kunne besvare Dig dette Spørgsmaal , 
maatte jeg fortælle Dig , hvilke Følelser der fra min 
Side staaer i Forbindelse dermed , og saaledes vil Du 
lettere forstaae , eller maaskee ligesaa lidt som jeg forstaae 
Din Onkels strænge Adfærd imod mig . Det 
var ogsaa Grunden , hvorfor jeg kom herop . “ 
De rykkede deres Stole sammen , og Adolf tog 
tilorde : 
„ For fem Aar siden traadte jeg første Gang ind 
i dette Hus ved min Moders Side . Jeg var sexten 
Aar gammel , og havde allerede dengang dragt det 
temmelig vidt i mine Skolekundskaber , saa jeg vistnok 
om to Aar kunde dimitteres , men min stakkels Moders 
Formuesomstændigheder vare saa m adelige , at hun 

maatte nægte mig og sig selv , vore Hjerters varmeste 
Ønsker , at see mig gaae frem paa den begyndte 
Bane . 
Jeg glemmer aldrig den Aften , da hun med flet 
undertrykt Rolighed betroede mig , at jeg maatte gjøre 
Afkald paa de begyndte Studier , idet hun forestillede 
mig , at Handelsstanden var ligesaa agtværdig , som den 
studerende Stand , og ot man langt lettere naaede 
Maalet ved hiin . Hun kunne dog ikke undertrykke 
en Taare , da hun tilstod mig , at hendes ockonomiske 
Omstændigheder ikke tillade hende at lade mig fortsætte , 
det smertede hende endnu mere , da hun vidste , 
hvor gjerne jeg vilde vedblive den nu paabegyndte 
Bane . 
I de første Øieblikke fandt jeg mig taalmodig i 
denne Forandring i mit Livs Opgave ; da Ungdommen 
og Barndommen i Almindelighed glæder sig ved 
Nuancer og da jeg elskede min Moder meget høit , 
syntes jeg , at det var noget stort i den Tanke , at 
bringe hende dette Offer , som dengang langtfra forekom 
mig saa betydeligt , som jeg senere har følt det . 
Det var netop et Aars Tid efterat Agent Hansens 
Omstændigheder vare forbedrede i den Grad , at ma « 
alt begyndte at ansee hans Hus for et af de større , 
og da min Moder ved den paatænkt « Forandring i 
min Livsstilling havde til Hensigt at lade mig komme 
paa et Sted , hvor jeg kunde lære Faget fra Grunden 
og blive til Noget , troede hun rigtigst at faae mig 
anbragt paa denne Mands Contor . 
I den Anledning fulgtes vi et Par Dage efter 

sammen op paa Agent Hansens Contor ; men vi bleve 
ved en af Contorbetjentene vist ovenpaa , hvor Grossereren 
netop spiste Frokost . Min Moder lod til at 
være noget ængstelig ved denne Gang , uagtet der jo 
intet Ondt var i , at hun vilde sørge for sil Barns 
Fremtid , men som hun senere fortalte mig , at den 
Skygge , der hvilede over min Faders Minde , gjorde 
hende frygtsom , idet hun troede , at det skulde udøve 
en fladelig Indflydelse ogsaa i denne Henseende . 
Ved vor Indtrædelse kom Agenten oS imøde , og 
spurgte høflig , men med nogen Alvorlighed , min Moder 
om hendes Ærinde . 
Da min Moder nævnede sit Navn , saa jeg , at 
en Dødbleghed foer over hans Ansigt , som dog nogle 
Øieblikke efter veg for hans sædvanlige Farve , idet 
han med Godhed sagde : 
„ Saa det er Madam Skou ; hvilket Ærinde 
har De til mig ? “ 
Min Moder yttrede det Ønske at faae mig anbragt 
paa hans Contor , og fortalte ham , hvor vidt 
jeg var kommet i Kundskaber , samt sin Uformuenhed 
til at føre mig frem paa den videnskabelige Vei . 
Agenten syntes et Øieblik forvirret ved dette 
Spørgsmaal , derpaa drog han et dybt Suk , vendte 
sig til mig , klappede mig pan Kinden og sagde : 
„ Stakkels Barn ! “ 
Ved disse Ord kom Taarerne min Moder i 
Øinene , hun tilbageholdt ikke de Følelser , som hun 
hidtil havde søgt at skjule , men gav dem Luft i et 
Udbrud af Klager over den haarde Skjæbne , hun 

uskyldig havde lidt i saa lang en Tid , idet hun lagde 
til , at hun var overbeviist om , at min Fader var 
brødesri , og at en ulyksalig gaadefuld Hændelse var 
Skyld i det Hele . Hun talte med megen Inderlighed , 
og med en Moders Varme og Kjærlighed skildrede 
hun den beklagelscsværdige Tilstand , hvori jeg vilde 
komme , hvis jeg ikke ved en agtet Mands Hjælp 
kunde blive ført frem en i Stilling , hvor jeg i Fremtiden 
kunde erhverve mit Udkomme . 
Agenten syntes at være bevæget , han gik nogle 
Gange heftig op og ned af Gulvet , derpaa standsede 
han foran os og sagde : 
„ Skjøndt jeg for Tiden har den Besætning af 
Contordetjente , som er tilstrækkeligt , vil jeg dog ikke 
være Deres Øvste imod , Madam Skon , men vil 
antage Deres Søn i Prøve en kort Tid , seer jeg da , 
at jeg kan være tilfreds med hans Tjeneste , skal jeg 
antage ham som Volontair . “ 
Derpaa vendte han sig atter til mig og sagde : 
„ Vil Du være flink min Dreng , skal jeg vide at 
paaskjønne din Flid . “ 
Efter at have bedet min Moder opholde sig et 
Øieblik forlod han os hurtigt . 
Et Træk af salig Følelse oplivede min Moders 
Ansigt . Hun trykkede hemmeligt min Haand , jeg saae 
tydeligt , at hun takkede Gud i sit Hjerte . 
Et Øieblik efter kom Agenten tilbage . 
Han tog min Moder tilside og sagde sagte , men 
dog høit nok , at jeg kunde høre det : 
„ Madam Skou ! Deres Skæbne har tidt smertet 

mig ; men De har været mig for ubekjendt til at jeg 
har kunnet vise Den min Deeltagelse . Tro ikke , at 
jeg vil krænke Deres Æresfølelse , men kan denne 
Ubetydelighed være Dem til Tjeneste , dyder jeg Dem 
den af et godt Hjerte . « 
Min Moder blev rørt . Det var maaskee første 
Gang i sit Liv hun havde modtaget en Velgjerning 
af en Fremmeds Haand . Taarerne trillede ned over 
hendes Kinder . Min fattige Moder greb den rige 
Mands Haand ; men hurtig drog han den til sig , 
som om HendeS Tak var ham besværlig og hurtig tog 
han Afsfed fra os . 
Ved vor Hjemkomst saae min Moder at den 
Ubetydelighed , som Agent Hansen havde givet hende , 
var en Gave af 100 Rd . 
„ Hvor ædelt , hvor smukt ! « sagde Carl , „ dette 
Træk ligner ret min Onkel , saaledes som jeg ofte 
fænker mig ham , naar jeg vil gjennemskue den Isskorpe , 
hvoraf han syntes at være indesluttet « . 
„ Du kan ogsaa forestille Dig min Moder » 
Glæde ved at see denne høimvdige Foræring og hun 
velsignede denne Dag og den Tanke , der havde ledet 
hende paa den Beslutning at henvende sig til denne 
Mand . 
Dette blev ogsaa en mægtig Spire hos mig til 
at være agtsom og flittig i min Stilling , skjøndt jeg 
snart i dette mit nye Forhold bemærkede ' , at Bogholderen 
og Fruen ikke kunde lide mig . 
I de første Par Aar tilstillede Agenten min 
Moder af og til ved mig nagles Gaver , som senere 

ofte kom hende ret tilpas , og medens hun stille glædede 
sig derover , sørgede jeg hemmeligt over de Kvaler , de 
onde Mennesker forvoldte mig . Flere Gange faldt 
det mig ind , at jeg vilde bede min Moder om , at 
hun vilde lade mig komme til en anden Grosserer ; 
men det var mig umuligt , at faae denne Bøn over 
mine Læber , det var , som en hemmelig Magt bød 
mig standhaftig at holde ud , idet jeg ogsaa vidste , hvormeget 
det vilde smerte hende . 
Efterat de første to Aar vare forløbne , overdrog 
Agenten mig Forvaltningen ved et af sine Pakhuse i 
Forbindelse med de dertil hørende Contoirforretninger , 
hvilket Hverv tildeels forskaanede mig for Bogholderens 
Herredømme over mig , da jeg kun nogle Aftentimer 
havde lidt Conference med ham , og denne Forandring 
forsonede mig meget med min Stilling . 
Fra dette Øieblik blev der ogsaa anviist mig en 
aarlig Gage , hvorved jeg blev sat istand til at kunne 
yde min Moder en virksom Hjælp , men jeg bemærkedæ 
ogsaa , at Agenten ikke senere sendte hende saadanne 
Understøttelser , som han tidligere skjænkede hende . “ 
„ Denne min Onkels sidste Foranstaltning , “ bemærkedæ 
Carl , „ bærer Præget af , at han ret inderlig 
vilde Dit Vel , det vidner umiskjendeligt om et ædelt 
Hjerte og et delikat Forhold , at han hellere ved Din 
Fortjeneste vil lade Din Moder finde Hjælpen , end 
ved en ligefrem Gave , som dog stundom er trykkende 
at modtage “ . 
„ Du har Net , Carl , Alt dette har jeg følt og 

vurderet . Mangen Gang har Agenten ved sin Nærværelse 
paa Pladsen opmuntret mig ved et kjærligt 
Ord , idet han deeltagende har erkyndiget sig om min 
Moders Befindende , ja , paa saadanne Tider har han 
vist mig en sand faderlig Omgang , som staaer i en 
skjærende Contrast til den Kulde , hvormed han omgiver 
sig i Andres Nærværelse . Og denne Godhed , som 
saa ofte har rørt mig , som først vandt mig for ham 
og som senere har givet mig Haab til min sfjønneste 
Drsms Opfyldelse , er maaskee nu for stedse tabt for 
mig . 
Du gjætter , min Ven , hvortil jeg sigter . Emma , 
den iilbcdede Emma , er det Maal , jeg i min dristige 
Ungdomsbegeistring har sat mig . Dadl mig ikke 
derfor . Jeg veed Du vil sige , at det er Ungdomsdaarskab , 
men skal man da , hvis man lunde , dæmpe 
de ædleste Følelser , Gud har nedlagt i vort Hjerte , 
de bedste og meest forædlede Fornemmelser , der ligesom 
give Menneskene en Forsmag paa et bedre Livs 
Glæder ? Jeg har ikke forsøgt paa at udflette eller 
tilbagevise de sødeste Tanker , som have erstattet mig 
saa mangt et Øieblik , som saa ofte uden Haab har 
opmuntret mig til Dagens Gjerning , — men dadl 
mig ei derfor , min Ven . “ 
„ Glem ikke Adolf , “ tog Carl tilorde , „ hvad jeg 
i det gamle Aars sidste Aften sagde Dig : „ Bevar Din 
Kjærlighed i et ædelt trofast Hjerte , lad kun Emma « 
Billede være Din Ledesfjerne , da farer Du aldrig 
vild ; men bevar Din Følelse tans , og Du skal see 

at Gud vil høre Dit Ønske . “ Har Du glemt det , 
siden Du troer jeg kunde dadle Dig for Din ædle , 
uskyldige Følelse . “ 
„ Tilgiv mig Carl , men mit Hjerte trænger til 
noget Haab , — og nu er Alt ude — Emma elfter 
mig ikke . “ 
„ Hvoraf veed Du det ? “ spurgte Carl , „ har Du 
erklæret Dig for hende ? “ 
„ Hør mig . Iforgaars Aftes havde jeg seent 
foretaget mig en Udflugt i det Frie , Du veed hvormeget 
jeg hænger ved den skjønne Natur , som nu 
atter er vaagnet til Liv og Virksomhed . Du var for 
beskjæftiget til at kunne følge med mig og derfor flendrede 
jeg alene afsted . 
Med Tanken om hende , ja , kun om hende alene , 
bemærkede jeg ikke , at jeg alt var kommen ud ved 
Søndermarken , den deilige Plet , vi saa ofte har besøgt 
sammen . Hvis min tilbedede Emma nu var her , 
fænkte jeg , da vilde jeg dog selv tilstaae hende mit 
Hjertes inderlige Følelser , da vilde jeg føle Mod til , 
at sige hende de Tanker , der beskjæftige mig ved Dag 
og Nat , da vilde jeg offre hende en af det unge 
Foraars første Børn , — og hun vilde dog vistnok 
modtage min tause Tilstaaelse i den simple Markblomst , 
som jeg kunde plukke ved hendes Fod . Men hvad 
forhindrer mig fra ved den første den bedste Leilighed 
at lette mit Hjerte ved at sige hende Alt ? Ja , det 
maae være saa , ret længe kan jeg ikke indeslutte min 
Følelse hos mig selv . Saaledes tænkte jeg , og gik 

frem paa den lidet besagte Vei bagom Frederiksberghave . 
Solen var ved at gaae ned , men bagved det 
høie hvide Slot luede en rødmende Brand , som farvede 
hele Egnen med et glimrende Carminfljæer , det 
var nogle Minutter før Dæmringen indtraadte . 
Da hørte jeg paa eengang en syngende Stemme , 
som af et Barn , der lød i Nærheden og blev høist 
forundret , da jeg nogle Øieblikke efter saae en simpel , 
men rcenlig klædt Pige paa omtrent 17 eller 18 Aar , 
træde frem ved et Markhegn og gaae henad Veien , 
hvor hun omsider satte sig paa en Steen og fortsatte 
sin Sang . 
Hendes Gang havde noget forunderligt flæbende 
ved sig og hendes Stemme var som et lille Barns . 
Hun var beskjæftiget med at binde nogle Blomster 
i smaae Banketter , som hun omhyggelig samlede i et 
Tørklæde , og alt som hun bandt Blomsterne sammen , 
sang hun med en hjerteskærende Stemme : 
Stakkels Anna har hverken Fa ' er eller Mo ' er , 
Ensom hun staaer i Menneskevrimlen , 
Hendes Fa ' er dybt nede i Kjælderen boer , 
Hendes Mo ' er er oppe hos Gud i Himlen . 
Stakkels Anna har hverken Fa ' er eller Mo ' er , 
Gud give jeg laae i den sorte Jord . 
Jeg blev høist forunderlig tilmode . Du kan ikke 
begribe , Carl , hvilken besynderlig Følelse denne underlige , 
forvirrede Sang fremkaldte hos mig . Jeg nærmede 
mig Pigen som i sin stille Syslen blev vakt 
ved mine Trin og saae op paa mig med et besynderligt , 
næsten vanvittigt Blik . — „ Lille Anna har 

Blomster , — smukke blaa Violer . Kjøber Herren 
Blomster as den lille Anna ? — smukke Blomster til 
Herrens Kjæresfe ? “ Saaledes tiltalte hun mig , idet 
hun rakte en Buket ester anden op til mig . „ Jeg 
har ingen Kjæresfe , mit Barn , “ svarede jeg hende . 
Ved disse Ord sprang hun hurtig op , greb en af de 
største Buketter og lagde den i min Haand , idet hun 
sagde : „ Anna veed bedre , at Herren har en Kjæresfe , 
forær hende disse Blomster fra den stakkels Anna , 
der hverken har Fader eller Moder ! “ Det var mig 
som et Vink fra Himlen ; naar et Menneske har et 
vigtigt Forehavende for , er den mindste Begivenhed 
der slaaer i Forbindelse dermed , ham ikke ligegyldig . 
Selv hos det meget fordomsfri Menneske raader en 
vis Overtro til saadanne Tider ; det er en hemmelig 
Magt som Sjælen ikke kan bekjæmpe . Ieg greb 
hurtig i Lommen og gav Pigen en lille Gave , som 
vistnok langt oversteg det , som hun i Almindelighed 
fik for sine Varer . Ieg kan ikke beskrive Dig den 
Virkning , som dette Pengestykke foraarsagede hos hende . 
Hun sprang omkring mig med en Lethed , som hendes 
Gang ikke lod formode , hun var i Besiddelse af , greb 
min Haand , kyssede den og græd og lo paa engang . 
Paa eengang ilede hun bort , men vendte strax 
tilbage . „ Herre ! “ raabte hun til mig , som forundret 
blev staaende og saae ester hende . „ Lille Anna har 
en Foræring til Dem , men De maae ikke bedrøve 
mig ved at nægte mig ar modtage en , thi saa græder 

jeg igjen ! “ „ En Foræring , “ sagde jeg , „ hvad vil Du 
da give mig ? “ 
„ Noget , der skal bringe Dem Lykke — megen 
Lykke for Dem og Deres Kjæreste , gjem det godt — 
jeg har gjemt det fra den Tid , jeg var Lille , og har 
altid baaret det hos mig “ . — „ Og nu vil Du give 
mig det ? “ spurgte jeg , spændt paa Virkningen af 
denne besynderlige Idee , som var opstaaet i Pigens 
vistnok forvirrede Sind . „ Du kjender mig dog 
ikke “ . „ O ! Anna kjender Herren godt , jeg har seet 
Dem saa tidt i mine Drømme , naar jeg i den sorte 
Kjælder græd før min Fader . Men det maae De ikke 
spørge mig om . “ Da begyndte hun at græde paany . 
Jeg søgte at berolige hende og da det var lykkedes 
mig , trak hun mig hen til Siden og skjøndt der ikke 
var et Menneske paa Veien , hviskede hun med en 
hemmelighedsfuld Mine til mig : „ Her er Annas Foræring ! 
Lov mig nu saa , at De gjemmer den godt , “ 
hvorpaa hun trykkede mig et Papir i Haanden , hvori 
en Gjenstand i Form af en Bog var indsvøbt . Jeg 
vilde aabne Pakken , men hun afværgede det og sagde : 
„ Naar De kommer hjem , ikke før . . . . Hører De 
. . . . tænk paa den stakkels lille Anna . “ Derpaa 
skyndte hun sig bort ; men vendte sig dog om og saae 
til mig . Jeg troede at hun ønskede et Vederlag før 
hendes mig endnu ubekjendte Gave og greb et blank 
Pengestykke op af Lommen , men hun rystede stærkt 
paa Hovedet , vinkede med Haanden og ilede afsted . 
Mekanisk stak jeg Pakken i Lommen , for i Et 

og Alt al følge den Vanvittiges Raad og ilede hjemad 
i den forunderligste Sindsstemning . 
Det var næsten bleven mørkt , da jeg nærmede 
mig mit Hjem ; men ved en hemmelig Tilskyndelse i 
mit Indre gik jeg herhen og ilede ud til Haven , for 
maaskee al kunne være saa heldig al see Emma , der , 
som Du veed , ofte spadserede der om Aftenen . Ved 
det store Kastanietræ , hvor det tætte Lysthuus er anbragt , 
saae jeg hende til min Glæde ganske alene . 
Blodet trykkede sig om mit Hjerte , jeg følte , al det 
afgjørevdc Øieblik var kommen , jeg ansaae alle disse 
Tilfældigheder , som Vink fra Himlen og fik Mod . 
Emma kjendte mig . Med sin sædvanlige milde 
Hjertelighed bød hun mig god Aften og spurgte om 
Grunden til mit usædvanlige sildige Besøg . „ Jeg 
vilde bringe Dem disse Blomster “ , svarede jeg , „ Deres 
Have frembringe endnu ingen . . . . . . . . . . . . . . jeg troede , 
al de maaskee vilde behage Dem “ , lagde jeg stammende 
til . Hør Carl , jeg bar mig saa keitet og naragtig 
ad , al den gode Emma ikke kunne bare sig for al 
lee . H . le min velstudercde Tale gik i tusinde Stykker . 
Omsider tog hun Blomsterne og takkede mig 
med et ømt Smiil . Øet gav mig Mod . „ Emma “ , 
udraabte jeg , „ min dyrebare elskede Emma . . . ! “ 
Men næppe var jeg kommen saavidt i mit begejstrede 
Foredrag , før hun vendte mig Ryggen og skyndte 
sig ud af Haven . Forlegen og skrækkelig tilmode gik 
jeg hjem . Hvad syntes Du om det , Carl ? “ 
„ Jeg synes , Du er uheldig Adolf “ , svarede Carl , 

„ men Du har ogsaa baaret Dig lidt forkeert ad . 
Jeg har ingen Øvelse i at gjøre Kjærlighedserklæringer ; 
men jeg troer dog , at jeg kunde have sluppet 
bedre derfra . Men hvad var den Forcering , Du fik ? 
Fortæl mig det , hvis det ingen Hemmelighed er ! “ 
„ Aa , Fanden ivold med den Forcering ! “ svarede 
Adolf , „ ved min Hjemkomst troede jeg , at faae lidt 
Erstatning for mit Uheld i Haven , og mine feilflagne 
Forhaabninger og aabnede nok saa høitidelig 
Papiret og fandt eu gammel Tegnebog med ingen 
Ting i — har jeg ikke været heldig ? “ lagde han lidt 
ironisk til . 
Carl smilede , men med en alvorlig Mine vedblev 
Adolf : 
„ Slniningeu paa Hisforien mangler endnu . I 
Morges , da Agenten traadte ind paa Kontoret , gik 
han mod Sædvane hen til min Pult , og forlangte 
min Pakhuuememorial . Jeg leverede ham den forundret . 
Han gjennemgik opmærksom de anførte Poster 
for de sidste Dage ; men ved et Par Gange , at 
have løbet dem igjennem , sagde han i en vred Tone , st 
han fandt , at nogle iforgaars udlEede Varer endnu 
rkke vare indførte deri . Jeg gjorde ham opmærksom paa , 
at de vare anførte i min Kladde , og at jeg netop 
stod i Begreb med at indføre dem i Memorialen ; 
men hermed lod han sig ikke nøie , han tog paa med 
en Heftighed , jeg endnu ikke havde bemærket hos ham 
og sagde , at det var bedre , at saadanne Døgenigte 
som jeg , anvendte Aftenen til at passe fine Forretninger , 

end til at løbe paa Eventyr og gjøre gale 
Streger . Jeg vilde forsvare mig mod det ubefsiede 
Angreb , men han afbrød mig og sagde : at hvis han 
endnu en Gang traf mig i Uefterretlighed , maatte 
jeg vide , at han ikke havde Brug for min Tjeneste . 
„ Skamfuld slog jeg Øinene op ; de faldt paa den 
vrede Handelsherre , som vendte mig Ryggen og forlod 
Kontoret , og dernæst paa Bogholderen , der grinede 
i Skjæegget med en helvedes Ondskab . Carl er 
jeg ikke ulykkelig ! Hvorfra kommer Agentens Vrede ? 
Han som saa ofte har rost mit Forhold , og tilkjendegivet 
mig sin Tilfredshed i de fem lange Aar , jeg har 
været i hans Brød . “ 
„ Giv Dig tilfreds , Adolf ! “ , svarede Carl , „ jeg 
skal snart løse Dig Gaaden . Fra mit Vindne her 
har jeg været ufrivilligt Vidne til saavel Din Nærværelse 
i Haven , som til at endnu et Par andre 
Personer have være Ørevidner til Dit uheldige 
Frieri til Emma . Du maae vide , at min Tante og 
Bogholderen just vare i Lysthuset , da den Scene foregik , 
Du nylig fortalte , og det har vistnok ogsaa været 
Grunden til Emmas hurtige Bortgang . Fruen har 
forraadt Dig til den Gamle , Bogholderen har pustet 
til — forstaaer Du nu Historien ? “ 
„ Hænger det saaledes sammen ! “ sagde Adolf med 
synlig lettet Hjerte . O , Gud skee Lov , da kan det 
maaskee endnu blive godt ; — thi maaskee Emma 
dog elsker mig . “ 

Da forkyndte Frelserens Klokke Midnat og de 
to Venner sfilles ad . 
Sjette Kapitel . 
Lureren eller Bogholderens Begjæring . 
En Aften , et Par Uger senere vendte Carl Bang 
tilbage fra et lille Studenterselflab , som var foranstaltet 
i Anledning af den lykkelig overstaaede Examen . 
Imod Sædvane slilles Selskabet fra hinanden førend 
de ved saadanne Leiligheder pleiede at gjøre , da en 
af Selskabet samme Aften skulle reise med Posten , og 
Resten besluttede da Alle at følge ham til Postgaarden , 
hvor de , efter at have taget Afsfed med ham , 
skiltes ad . 
Ved at nærme sig fin Onkels Gaard , saae Bang 
at der endnu var Lys paa Kontoret og troede derfor 
at den Gamle sad og læste Aviserne , som han 
stundom pleiede at gjøre , naar han først seent var 
bleven færdig med at expedere Forretningsbrevene om 
Postdagene . 

Bang besluttede derfor først at hilse paa ham 
inden han gik til Ro , da han ofte havde glædet ham 
ved at tale med ham en Timestid efter Kontortiden . 
Da Bang kom op i Stuctogen , hvor Kontoret 
var beliggende , fandt han at Døren til samme stod 
paa Klem , og ved at træde ind saae han at der ingen 
befandt sig i det første Værelse . Kontoret var 
nemlig deelt i tvende Afdelinger ved et tyndt Skillerum , 
som ikke naaede op til Loftet ; men hvori var 
anbragt en Dør , der førte ind til et mindre Bureau , 
hvor hans Onkel i Almindelighed selv arbeidede og 
modtog Fremmede . I det største , hvor Kontorpersonalet 
arbeider , var hm netop fraadt ind og bemærkede 
ret snart , at hans Onkel var i Samtale med en 
Anden i sit indre Kontor . Han vilde netop trække 
sig tilbage , da han hørte Emmas Navn blive nævnt 
og det af en ham velbekjendt Stemme , der ingen anden 
tilhørte end Bogholderen . 
Bang hadede alt Luren , men kunde dog ikke modstaae 
at høre , hvad den levende Regnemaskine kunne 
have at tale om hans Konsine , der dog ikke kunne 
bruges i hans italienske Bogholderi , og lyttede . Ja , 
det var som om en hemmelig Magt tilskyndede ham 
at blive Vidne til denne Samtale . 
Hans Onkel talede ikke i sin sædvanlige Tone , 
var i det Hele meget nedstemt , af og til syntes han 
at blive heftig . 
„ Hvad de her forlanger af mig , Hr . Top , kan 
jeg ikke tjene Dem i , — De indseer jo , at det fra 

flere Sider er en Umulighed . Hvor kan De nænne 
at saare mit Hjerte med saadant et Forflag , da De 
veed , at jeg kjender Deres Livs Forhold saa nsie . 
Emma er endnu ikke fyldt 19 Aar , og De er jo tre 
Gange saa gammel . “ 
„ Hvad mit Forhold angaaer , min Høistærede Hr . 
Principal “ , sagde Top i sin sædvanlige krybende 
Tone , „ da veed jeg ikke , at De i de henved 6 Aar , 
jeg har arbeidet som Deres Bogholder og været Deres 
Kompagnon , kan have Noget paa mig at klage ; 
det maatte meget meer efter min Formening være en 
Ære for Deres Datter at faae et Tilbud af en Mand , 
der ikke alene har været en trofast Tjener i Huset , 
men ogsaa har bragt det paa Fode i de flette Tider . 
Og hvad min Alder angaaer , da er jeg i mine bedste 
Aar ; jeg vil med min Erfaring kunne lede det unge 
Barn , og vistnok kunne gjøre hende lykkeligere end en 
ung Spradebasse « . 
„ Hr . Top , veed De , at den Tid henved sex 
Aar , som De omtaler , har været den ulykkeligste i mit 
Liv , veed De , at siden jeg saae Dem , er al Ro og 
indre Lykke veget fra mit Hjerte . Har de ikke seet , 
at mit Haar er blevet til Snee i det korte Spand 
af Aar ? Seer De ikke , at jeg er nedsunken i en 
evig uendelig Tungsindighed , som selv mine Forretninger 
ikke adsprede ? Og veed De , hvem der er 
Skyld deri ? Veed De det ? Det er Dem selv , der 
har gjort mig grændseløs ulykkelig , der har taget det 
Bedste fra mig — og nu kommer De for at berøve 

mig mit kjære Barn ; den ulykkelige Oldings sidste 
Trøst vil De ogsaa tage “ . 
„ De gjør mig Uret “ , svarede Top med en kold , 
klanglos Stemme , „ naar De beskylder mig for at 
have gjort Dem ulykkelig . Kalder De det Ulykke for 
en ødelagt Handelsmand , der er redningsløst fortabt , 
i et Nu at see sine Sager ordnede , at see sin Ære 
frelst , sin Handel oMomstre ? Er det Ulykke ? Det 
har jeg aldrig vidst . Der er vist Mange , der vilde 
være saa ulykkelige : De har jo Intet at bebreide 
mig Agent Hansen — og jeg synes , at jeg velkunde 
fortjene at faae mit Ønske opfyldt . De har jo desuden 
et Barn endnu , saa det er da ikke Deres sidste 
Trøst , som De bemærkede . Den lille Laura er jo 
ogsaa meget vakker og kan jo i mange Aar være om 
Dem , ja selv Deres Emma kan jo daglig see Dem , 
fordi hun bliver min Kone “ . 
Bang hørte lydelig , at hans Onkel ved disse 
Bogholderens Ord udstødte et dybt Suk . 
„ Deres Kone “ , gjentog han . „ Dette Ord i 
Deres Mund gjør mit Blod til Is . Jeg ulykkelige 
Fader . Hør et Forflag , jeg vil gjøre Dem , Hr . Top , 
og Himlen velsigne Dem , hvis De vil modtage det . 
Afslaae fra Deres Forsæt , lad mig beholde mit Barn , 
og jeg betaler Dem den Dag imorgen contant tusind 
Daler af min private Kasse . Det er den Sum , jeg 
havde bestemt til Emmas Udstyr engang i Tiden , men det 
faaer ikke at hjælpe , jeg kjender Dem , Hr . Top , og 
har her lært at forstaae Deres Tænkemaade , derfor 

siger jeg rent ud , ligesaagodt først som sidst min sande 
Mening . Tag Pengene og lad mig beholde mit 
Barn “ . 
„ Naar en Mand som jeg henvender sig til Agent 
Hansen for at beile til hans Datter “ , svarede Top i 
sin forrige Tone , „ da staaer jeg ikke som en Tigger 
eller Stodder for den rige Mand , men aldeles selvstændig . 
Jeg kan forsørge en Kone , og gifter mig 
ikke for Udstyrets Skyld . Jeg vil ikke forbedre min 
Stilling ved at ægte Deres Datter , men jeg har nu 
Lyst til at indtræde i Ægtestanden og smage de huslige 
Glæder . Nei , Hr . Agent , giv mig Deres Datter 
og behold Deres Penge , dem trænger jeg ikke til “ . 
Agenten gik heftig op og ned ad Gulaet . 
„ Lægge min uskyldige Emma Haand i Deres -- -- -- -- -- -- -- “ 
Bang hørte ikke det Ord , som her blev udtalt . 
„ Lader os ikke rippe op i de gamle Historier — 
det kunde maaskee blive galt for Dem selv , min Fa ' er . 
Tand for Tunge . Det er et rart gammelt Ordsprog , 
som jeg her vil anbefale Dem “ . 
„ Men hvis Emma ikke elsker , eller hvad jeg vilde 
sige , — hvis hun aldeles ingen Tilbøielighed føler 
for Dem , da vil De vel ikke have , at jeg skulde 
tvinge mit Barn til et saa ulige Parti , som jeg dog 
aldrig kunde forsvare for Gud i Himlen “ . 
„ Hun er jo Deres Datter , altsaa har hun vel 
Ærbødighed for Deres Befaling eg har vel lært det 
fjerde Bud tilgavns , i den Henseende haaber jeg ikke 
at møde nogen Forhindring . “ 

„ Endnn engang , Hr . Top ! sagde Agenten i en 
hjerteskærende Tone , „ lad Dem bevæge , asstaae sra 
Deres Forsæt , bersv mig ikke min Datter , men tag 
imod mit Tilbud . Gode Gud , at jeg skulle komme i 
den Stilling , at matte kjsbe mit eget Barn . “ 
„ Her er jo ikke tale om nogen Handel , Agent 
Hansen ! “ vedblev Top . „ Jeg vil jo Deres Datters 
Lykke , tal med hende derom , og imorgen henter jeg 
Besked . “ 
„ I Morgen ? “ foer Agenten op „ Nei saa hurtig 
kan det ikke skee . “ 
„ Hvorfor ? “ svarede Top med en Heftighed som 
Bang ikke før havde bemærket , „ De befaler , hun adlyder . 
Det er min Villie at ægte Deres Datter forstaaer 
De mig , Hr . Agent ? “ 
„ Hør da et Forslag , det sidste , “ sagde Agenten 
med skjælvende Stemme . „ Jeg beder Dem kun om 
en Frist og den maae de tilstaae mig — fjorten Dage 
fra Dato giver jeg Dem Svar paa dette Sted . “ 
„ Nu vel ! “ svarede Bogholderen „ fjorten Dage 
fra Dato samles vi her og da opfylder De i Et og 
Alt mit Ønske og min Begjæring . Da lægges Deres 
Datters Haand i min , eller — “ her hviskede han 
Noget , som det var umuligt for Bang at høre . 
Han hørte nu Bogholderen gjøre en Bevægelse , 
som om han vilde gaae , og Bang ilede hurtigt bort 
overrasket over hvad han havde hørt ved sit Lurer ! . 

Syvende Kapitel . 
De Elskende . 
Solen skinnede ind ad BangS Vinduer . 
Klokkerne løde til Arbeide paa Pladserne og 
Skibsværfterne . Arbeidsfolk og Haandværkere strømmede 
til Deres tidlige Dont . 
Klokken var endnu ikke Fem . 
Bang sad just ved sit Arbeidsbord ved Vinduet 
og saa udover den store Stad , som nu saa taus og 
rolig laae for ham . Den aristokratiske Deel af Verden 
strakte sig endnu paa de Kløde Hynder , medens 
den arbejdende Klasse , der træller for de Riges Fornødenheder , 
hyldede det gamle Ordsprog : „ Morgenstund 
har Guld i Mund “ , og dog ved Dagens Slutning 
kun har tilfredsstillet Dagens Nødtørft . 
Stille overtænkte Gang den besynderlige Samtale , 
hvortil han Aftenen forud havde været et hemmeligt 
Vidne , og fra hans Bryst steg et dybt Suk , 
da han tænkte paa Adolf Skov og sin stakkels Kusine . 
Da 
faldt hans Øie ned i den lille Have under 
Vinduet , og han saae Laagen blive aabnet og hans 
Onkel træde ind . 
Hvor han saae ulykkelig ud ! Der gik den slolte , 
rige Handelsherre bærende paa en hemmelig , nagende 
Sorg , der nægtede ham Rolighed til at sove . Hans 
blege , kummerfulde Ansigt var bøiet mod Jorden , hans 

Haar flagrede i Morgenvinden , han gik med sine 
Hænder samlede paa Ryggen , et Billede paa den dybeste 
Smerte . 
Himlens Fader ! Hvor underligt uddeler Du ikke 
Dine Gaver ? Her ilede en Tømmermand med sin 
Øxe paa Nakken , og hele sin Rigdom i Lommen , han 
som maaske har en talrig Familie hjemme at forsørge , 
sorgløs til sit Arbeide , medens hans Herre , maaske en 
af Hovedstadens rigeste Handelsmænd , vilde bytte fine 
Herligheder for hans ubetalelige muntre Sind , Ak ! 
men Enhver af disse maa beholde fin Lod . Den fattige 
Tømmermand tænkte vist slundom i sit Hjerte , „ ja 
gid Du var i hans Sted , men der opstod vist neppe 
denTanke i hans Sjæl , at et lignende omvendt Ønske 
kunde opsfige i den rige Grosserers Hjerte . 
Hensovne Moder ! Du hvis stille og huslige Liv 
kun var en fortsat Kamp og Strid for Livets smaalige 
Frihed , en opoffrende Tilværelse for Din Mand 
og Din store Børneflok , med et mildt , med et saligt 
Smil lukkede Du Dit Bie fra denne Verdens Herlighed , 
thi Du havde levet i Kjærlighed og i Din 
Kreds nydt Livets største Lykke , og i Din milde 
Kjærlighed Du havde levet , døde Du savnet og begrædt . 
Moder ! 
Kunde Du fra Himlen see Din stakkels 
Broders Smerte , Nei , Gud være lovet . Det kan Dn 
ikke Jordens Smaaligheder blande sig ikke med Lysets 
Herligheder — thi ellers maatte Du sørge i Din Salighed 
-- -- -- -- - . 

Disse og lignende vare Bangs Tanker . 
Lidt efter overraskede Sko » ham med et Besøg . 
„ Jeg troer af alle Mennesker ere tidlig oppe idag 
sagoe Bang idet Vennen traadte ind . 
„ Ja Carl ! “ raabte han med et glædestraalende 
Ansigt , jeg kunde ikke sove — for Glæde — Hør Carl 
kald mig en Gjæk , en Taabe eller hvad Du vil , men 
jeg er det lykkeligste Menneske paa Jorden — jeg er 
saa glad af jeg lunde omfavne hele Verden og alle 
Mennesker — om det saa var Bogholderen , — nei 
stop “ lagde han til „ det kunde jeg s ' gu dog ikke . « 
„ Og hvad er da Grunden til Din Glæde ? “ 
spurgte Gang . 
„ Den , min Ven , af Emma er min , o lykynsk 
mig dog , og sid ikke og stir ud i Luften , rører min 
Glæde Dig da ikke ? Du som altid saa trofast har 
laget Deel i mit Vee og Vel , vil Du da væreudeellagende 
paa mit Livs skjønneste Glædesdag . Hun er 
mm siger jeg Dig , min Eiendom , mit Alt i . Verden , 
af hun evig og altid vil elske mig— er jeg ikke lykkelig , 
Carl ? “ 
„ Du er lykkelig Adolf ! “ svarede Bang „ og Gud 
give af Du og hun altid maa blive det , men tilgiv 
mig af jeg ikke strax deelte Din opbrusende Glæde , 
thi jeg indseer jo snart , af fordi I ere komne overens 
med Eders Følelser , var det dog ikke lige afgjort af 
I stode lige ved Maalet . Du yar , Adolf , maaske 
ligesaalidt , om hun tænkt paa , af mange Forhold 

kunde komme Eder iveien og forstyrre Eder « rene 
Hjerters Glæde . “ 
Adolf saae tans og forlegen hen for sig . Omsider 
tog han tilorde : 
„ Du nedflaaer mine Forhaabninger som Hagel » 
bygen den unge Vaarsæd , saadan pleier Du ikke af 
tale — Carl , jeg troede ret af see Dig glædes med 
mig . Er jeg da ikke Emma værd ? eller — dog Du 
har Ret , det er umuligt , det tænkte jeg rigtignok ikke 
paa . “ 
Og fra den høieste Munterhed saa Bang Skou 
nedsænket i den dybeste Fortvivlelse . Det saarede Bang 
for hans Ven , af han ubetænksom havde kastet en 
Skygge ind i hans første Kjærlighedslykke . Det havde 
først været hans Hensigt at betro ham Bogholderens 
Frieri , saasnart de vare blevne ene , men nu var det 
ham umuligt , da han saae Vennen træde saa lykkelig 
ind ad Døren . Bang nøiedes med at advare ham , 
ved at fortælle ham de uoverstigelige Hindringer , der 
muligt kunde lægge sig iveien for hans og Emma « 
Kjærlighed , men selv ved denne Advarsel syntes han 
at være gaaet for vidt . Han troede det var rigtigst 
nu at behandle ham , som man omgaaer visse uhelbredelige 
Syge , der leve i Haabet om deres Restitution 
indtil Døden hæver Illusionen . Og desværre kunde 
han ikke forudsee at noget Lys skulde opdæmre for de 
Elskende , hvis Lykke laae ham ligesaameget paa Hjertet 
som hans egen . 

„ Tilgiv mig , Adolf , “ sagde han „ at jeg har nedslaaet 
Dig : Det første Udbrud af Din Følelse , men 
jeg har ikke villet krænke Dig dermed , meget mere har 
jeg troet derved at have givet Dig et Bevis paa mit 
oprigtige Venskab , idet jeg har forsøgt paa ikke atlade 
Dig sætte altfor stærke Forhaabninger til at Alt skulle 
gaae efter Duffe . Men hvo veed det ? Gud kan lede 
det til det Bedste , og af mit ganske Hjerte ønske jeg 
Eder tillykke . Den Almægtige beskytte Eders Kjærlighed . “ 
Bed 
disse Ord greb han sin Vens Haand , og et halvt 
undertrykt Smil drog over dennes Ansigt . 
„ Lad nu alle disse Griller flyve “ vedblev Bang 
og fortæl mig hvorledes Du kom til at tale med 
Emma , om hvem Du jo sidst fortalte at hun ikke elflede 
Dig . “ 
„ Det skal jeg ! “ svarede Skou „ ja hør Carl hvor 
besynderlig dog Gud styrer Alt . Iforgaars Aftes 
blev jeg temmelig tidlig færdig med mine Forretninger , 
da jeg ikke havde Lyst til at gaae ud , gik jeg 
hjem til min Moder for der i Stilhed at tænke over 
mine feilflagne Forhaabninger og grublisere . Ved et 
Tilfælde var jeg nær bleven forhindret i denne Plan ; 
thi ved min Hjemkomst blev jeg af min Moder og 
Søster anmodet om at følge dem paa en Spadseretour , 
da Veiret var saa smukt . Saa gjerne jeg under 
andre Omstændigheder havde føiet dem i deres Dnfte , 
saas liden Lyst havde jeg nu dertil , og foregav 
Hovedpine , hvorpaa de gik alene ud “ . 

Stille hensank jeg i Betragtninger og lod mine 
Følelser frit Løb — jeg overtænkte Gaarsdagens Hændelser , 
da jeg vilde bringe Emma et Billede paa min 
Troflad i de blaae Blomster , og til denne Gave føiede 
Tilstaaelsen om min Kjærlighed . Jeg henryktes ved 
at see hendes Smil , som trængte dybt ind mit Hjerle ; 
men min Sorg — ved at bemærke hendes Kulde , ved 
mit heftige Udbrud , ved hendes Flugt— var for stor 
til at jeg kunde fatte den . Ja , lee ikke ad mig , Carl , 
men jeg sværmede som alle andre forelsfede Daarer , 
der glemme Virkelighed for Phantasi . Jeg tænkte 
mig al Forbindelse hævet mellem mig og hende , hvor 
jeg bleg og glædesløs vandrede min Vei alene og blev 
gammel før Tiden . Ja , min Smerte blev , som den 
for Menneskene i Almindelighed bliver , til Begeistring . 
Romantiske Ideer fødtes i min Sjæl , hurtig sprang 
jeg op , gik heftig op og ned ad Gulvet og begyndte 
at grublisere over min Elendighed . Og tænk Dig , 
Carl , min sygelige Indbildningskraft gjorde mig til 
Digter . Under min Extase randt Taarerne mig ned 
over Kinderne og med høi Stenime deklamerede jeg 
følgende Linier , idet jeg fra Vinduet kastede mit Blik 
ud over den grønne Vold . 
Engang i Tiden kunde det vel hænde , 
At paa et Sted , hvor Vrimlen samler sig , 
Du fluer blege Træk , Du troer at kjende . 
Du spørger , og mit Navn man nævner Dig , 
— Saa gammel han ? Snart i Graven hjemme , 
Saa hvisker Du og flj « lver bleg derved — 
O , tænk dog paa den Dag , Du bød mig glemme , 
Emma , grumt min ømme Kjølighed . 

En sagte Bevægelse bagved mig vakte mig af 
mine Drømme . Hurtig vendte jeg mig om , og Du 
kan begribe min Forbauselse og Overraskelse ved at 
see Emma staae i Værelset som en tavs Tilhørerinde 
ved min lyrisk - phantastiske Underholdning . Jeg var 
aldeles tilintetgjort . 
„ De forundres over min Tilstedeværelse her “ , 
tog hiin hsitrsdmende tilorde , idet hun tilkastede mig 
et af de ubeskivelige Smiil , som for mig indeholder en 
Himmel af Salighed . „ Jeg søger Deres Søster Hr . 
Skov . “ 
„ Og træffer kim mig Jomfru Hansen “ , svarede 
jeg med en større Rolighed end jeg havde tiltroet mig , 
men jeg formodede at det afgjørende Øieblik var kommen , 
og vilde dog have Vished i min Skjæbne . 
„ De har kastet et Blik i mit Hjerte “ , lagde jeg til , 
„ skjøndt De kjendte min Hemmelighed forud , og seer 
nu at den alene beskjæftiger mig til enhver Stund , 
hvor jeg kan løsrive mig fra Livets materielle Forhold “ , 
— Emma , nu har De seet hvor ulykkelig den 
sidste Aftens Hændelser har gjort mig , dengang De 
koldt vendte mig Ryggen og lod mig staae tilbage 
nedslaaet og kummerfuld , med mit varme Hjertebrudte 
Forhaabninger . “ 
„ Jeg fortjener ikke denne Bebreidelse “ , svarede 
Emma , idet hendes muntre livsglade Ansigt blev 
som overtrukket af en Sky og en Taare viste sig 
i hendes Øie . „ De veed ikke hvor meget jeg selv 
har lidt , som en Følge af Deres heftige Udbrud de » 

Aften , min Sfedmoder bar ofte krænket ' mig side « 
den Tid og er mig ikke god — thi hun var Vidne 
til bin Scene , og derfor skyndte jeg mig bort . “ 
„ Saa var det ikke Vrede , som bevægede Dem 
til at forlade mig “ , udbrød jeg i den høieste Glæde 
over Emmas ukunstlede Fremstilling af Sagen . „ O , 
Emma , her lurer ingen Sfedmoder allermindst Bogholderen , 
her ere vi alene for Guds Aasyn , min tilbedede 
Emma — — før jeg kalde Dem saaledes ? “ 
Jeg havde^ grebet hendes Haand og saae hende ind t 
hendes smukke Øine , hvorfra Taarerne hyppigt trillede 
ned . Omkring hendes Læber vibrerede en Bevægelse , 
der forhindrede hende fra at svare . Vi stode 
tause i nogle Sekunder . Det var et Øieblik , Carl , 
saa høitideligt , som naar i Kirken udtales Velsignelsen 
over den fause Menighed “ . 
„ Dertil giver aldrig min Stedmoder sit Minde “ , 
sagde hun omsider med en af sagte Graad kvalt 
Stemme . 
„ O , Moder hvis Du nu havde levet — Moder . 
send mig Styrke fra Gud , jeg er jo endnu Dit 
Barn , Din Emma “ . 
„ Carl , jeg blev dybt bevæget . Pigens Andagt 
greb mig i den høieste Grad , det var , som om jeg 
fornam en sagte Viften fra en Engels Vingeslag , 
som om den salige Aand selv var tilstede , stille lagde 
jeg til : „ Ja Gud give hun havde levet , da vilde hun 
ikke have traadt fjendtligt mellem os , da vilde hun 

kjærligt have forenet og velsignet oS “ , — troer Du 
ikke det Emma ? « 
Men istedetfor Svar lagde hun fin Arm om 
min Hals og saae mig ind i Øiet . Da var Pagten 
fluttet , Carl , den skjønneste Pagt — , Besiddelsen af 
Emma havde gjort mig til det lykkeligste Menneske . 
„ 0 , kunne Du , min Ven , sætte Dig i mit Sted , 
da vilde hele Din Sjæl vaagne til Bevidsthed om en 
Salighed , Du vistnok aldrig har anet . “ 
Bang havde intet Svar til sin Vens heftige 
Udbrud . Han tænkte kun paa Augusfa , hans 
egen Elskede og paa den usandsynlige Mulighed , at 
han nogensinde kunne kalde hende sin . — Dog det 
var ham umuligt at bedrøve Adolf , ved den Mindsle 
Berørelse af fin Hemmelighed . 
Augusfa var nemlig en Søster til Adolf . 
Bang greb hans Haand , lykønskede ham endnu 
engang af sit ganske Hjerte og bad ham underrette 
Emma om , at han tog inderlig Andeel i hendes 
Lykke , og at hans Ønske var , at Gud maatte velsigne 
deres Pagt . 
Beruset af Salighed ilede Adolf bort , idet han 
bad sin Ven undskylde , hvis han ikke saa ofte skulde 
see ham paa sit Værelse , da Carl vel kunne begribe 
at hans Frihed nu vilde blive ofret i Kjærlighedens 
Tjeneste , og at han ingen Fare flyede for at see sin 
Emma . 
Bang anbefalede ham Forsigtigbed og han gik . 
Da Skou var borte nedsank Bang i mørke Grublerier . 

Ak i det Øieblik , da Adolf og Emma havde 
lovet hinanden evig Kjærlighed og bortdrømte Tiden 
i dm første Kjærlighedslykke , havde Skjæbnen en anden 
Bestemmelse med deres Fremtid . 
Bang gysede da han tænkte paa Emmas ulykkelige 
Fader og den frygtede Bogholder , og paa de 
korte Fristdage , hvorefter tvende Hjerter skulle knuses . 
Og hvad bliver da Følgen af alt dette ? Hvem kan 
vide , hvorvidt deres-skuffede Forhaabninger^ kan bringe 
dem ? Hvad skal der blive af de stakkels Hjerter , der 
blive syge af deres utilfredsstillede Trang til Glæde 
og Lykke og som ikke mere vide hvad de skulle holde 
sig til paa Jorden , uden maaske til Verdens bedøvende 
Larm og flygtige Adspredelser . 
Da det er nundgaaeligt , at selve Følelsens Rigdom 
bliver til deres Skade , at Bitterhed betager deres 
Sind og deres barnlige Aabenhed forsvinder . 
Men da er det ikke de tvende første Offer for 
Verdens Ondflab og Svaghed . 
Bang blev siddende længe fordybet i lignende 
Tanker . 

Ottende Kapitel . 
Madam Skou og Hendes Datter . 
I et lille Kabinet , hvis Vinduer vender ud mod 
Nørrevold , stod en tidlig Morgenstund i April Maaned 
en ung Pige foran Speilet beskjæftiget med sit 
Toilette . De skraa Straaler af den opgaaede Sol 
søgte at finde en Indgang i Værelset gjennem de nedrullede 
Gardiner og farvede med sit dæmrende Skjær 
bendes Ansigt og omgav hende ligesom med en Glorie . 
Men den unge Pige lignede ogsaa en Engel , 
saaledes som man har seet disse afbildet , naar et trofast 
Kjærlighedsideal har foresvævet den begejstrede 
Maler og han paa en Altertavle har skjænket den 
den hellige Dioder sin Tilbedtes Træk . Dog var det 
ikke alene de ydre Former , som maatte henrive til 
Beundring , men disse vare ligesom en Aabenbaring 
af det indre Væsen og af det fromme uskyldige Hjerte 
der var et Tempel for de skjønneste Følelser . 
Og denne ringe Pige var Augusta Skou , som 
tidligere er omtalt . Hun var et Billede paa hvorvidt 
en øm og omhyggelig Moder kan , selv under de 
meest trykkende Forhold , bringe det i sif Opdragelselsessystem . 
Frisk 
som den tidlige Foraarsblomst , der med 
Solen vækkes til nyt Liv , havde hun ogsaa aabnet 
sif Øie med denne og stod alt ved en Beskæffigelse , 
hvorved man kun sjelden finder de fleste af hendeS 

Søstre før Dagens Planet bar beskrevet et betydelig 
Stykke paa sin Bane . 
Da Augusta var færdig med sif Toilette , tog 
hun Hat og Kaabe paa og stod næsten færdig til at 
gaae ud , da hendes Moder , ogsaa fuldkommen paaklædt 
traadte ind . 
Madam Skous Aasyn røbede idag mere end 
sædvanlig hendes Sjæls dybe Kummer . Stille bød 
hun sin Datter at følge sig og strax efter forlode de 
den tarvelige Bopæl , bnor den fattige Enke nu snart 
havde boet i ' en halv Snees Aar . 
Tause fulgte de Volden henimod Østerport , Augusta 
mærkede sin Moders indre Smerte , og , vant til 
at følge hende nøie i alle hendes Ønsker , frygtede hun 
altid naar hun var i en saadan Stemning , at smerte 
hende ved et eller andet Udbrud , som saa let kan undflippe , 
naar Hjertet føler sig hævet om den Sorg , 
hvoraf Andre lider . 
Den smukke Morgenstund tiltalte den unge livsglade 
Pige . Den dybe Stilhed rundt omkring hævede hendes 
Sjæl til en begejstret Andagt , og ved sin bekymrede 
Moders Side tænkte hun ikke paa Verdens Sorger , 
men HendeS Hjerte fulgte de glade Fugle paa deres 
Flugt i den blaa Æther . 
Da de vare ankomne ved Østerport , tog Mandam 
Skou Veien over i Grsnningen . 
„ Augusta ! “ begyndte Moderen omsider „ Du har 
maaske undret Dig over at vi saa tidligt have foretaget 
os denne Udflugt , men Du veed jo heller ikke at 

jeg engang hvert Aar i de sidst forløbne ti Aar har 
gjort denne Spadseretour ved denne Tid . Tidt vandrer 
jeg , som Du veed , paa denne Plet , hvor min 
Erindring altid dvæler , og idag er det netop ti Aar 
siden , at jeg sidstegang gik ved din Faders Side under 
disse nys udsprungne Træer . Hvert Aar siden 
har jeg besøgt dette Sted , og jeg har fundet Alt her 
uforandret som den uforanderligt Gud , der lader 
Knopperne springe ud , naar Vaarens Tid er kommen : 
kun mig selv har jeg fundet mere forandret , mere 
haabløs og ulykkelig “ . 
„ Min stakkels Moder ! “ hviskede Augnsta . 
„ Tidt har jeg fortalt Dig om den Morgentime , 
hvor din ædle Fader paa dette Sted i Adskedsøieblikket 
indgav mig Mod , da det vilde briste for mig , og 
anbefalede mig Eder , Dig og Din Broder , til min 
Varetægt , og trøstede mig med Haabet om et snarligt 
Gjensyn , ofte , ja meget ofte har jeg for Eder begge 
skildret den sørgeligste Time i mit Liv , som berøvede 
mig og Eder saa meget . Mit Hjerte lettes ved denne 
Meddelelse ; jeg kunde til alle Tider tale derom , min 
hele Sjæl har indspunden sig i den Times Begivenhed , 
som var saa uendelig mærkelig for mig og fra 
hvilken Tid jeg aldrig saae min dyrebare Mand , Eders 
trofaste , kjærlige Fader “ . 
En Taare glindsede i Augustas Øine , HendeS forrige 
Munterhed veg for denne Times stille Alvor ; 
hun skjænkede sin Fader et barnligt Suk og var i sin 
bevægede Stemning ikke istand til at trøste sin Moder . 

„ Her fra dette Sted « , vedblev Moderen , dermed 
fin Datter havde besteget den hsie Skrænt , hvorfra 
man har en fri Udsigt over Sundet ; „ her stod jeg 
ved hans Side og saae ud til det stolte Farten , der 
fluide bære ham over Havet til hans fjerne Bestemmelsessled ; 
her , netop her er det , hvorfra min Tanke 
ikke kan løsrive sig , og jeg veed ikke selv hvorfor , 
her har jeg hvert Aar dvælet længst af alle de Steder , 
der for mig gjemme saamange Erindringer , ja 
det er mig ligesom her var hans Grav og jeg han » 
sørgende Enke , idetmindste engang hvert Aar maatte 
dvæle her og offre ham en Taare “ . 
„ Men Du veed dog Moder “ , bemærkede Augusta , 
„ at han ikke blev her , Du saa jo dog vor 
Fader gaae ombord . Det har Du jo fortalt saa 
tidt « . 
„ Mit Barn , Du har Net , men tusind og atter 
tusindgange har det bedrøvet mig dybt i min Sjæl , 
at jeg ikke afventede det , Øieblik han gik ombord , 
men forlod ham , da han i Baaden roede ud til 
Skibet , tusindgange har jeg fortrydt at min Kjærlighed 
til Eder drev mig saa hurtig bort fra hans Side , 
og lod mig ikke oppebie da han gik ombord . Jeg 
veed det er en Grille , men det er mig altid , som om 
jeg saae ham paa dette Sted søgende , at strække sine 
Arme ud imod mig og Eder . Jeg seer hans blege kummerfulde 
Ansigt vædet med Taarer , og Eders Faders 
Billede træder aldrig for min Indbildningskraft uden 
at jeg paa samme Tid seer et Skib for fulde Seil i 

Horizonten og han selv » ridende sine Hænder paa 
dette Sted . “ 
„ Og dog er vor Fader vistnok død langt herfra , 
det har Du dog selv saa ofte troet , kjære Moder “ , 
sagde Augusta dybt bevæget ved denne Samtale . 
„ Ja , troet det har jeg vistnok altid , men en indre 
Overbeviisning har stedse manglet mig , ingen bestemte 
Efterretninger have omtalt hans Dsd , kan det 
derfor forundre Dig , at jeg saa gjerne vil drømme 
den skjønneste Dram om igjen ; endnu engang at 
faae ham at see , jeg veed vel , at jeg kun bedrager 
mig ved et indbildt Haab . „ See , mit Barn , “ vedblev 
Moderen , „ det stolte Skib , som ligger histude 
paa Rheden , ogsaa det fuldftændiggjsr Billedet paa 
hiin Morgensfund for ti Aar siden , ogsaa det vækker 
levende de gamle Erindringer i min Sjæl . “ 
Tause stode de en Stund og saae ud over 
Rheden , hensunken i dyb Veemod , glemmende 
hele Verden omkring sig , idet de kun vare i Erindringens 
Land . Da bemærkede Augusla , at en 
Baad blev sat ud fra hint Skib , som Moderen 
først havde iagttaget . 
„ Moder “ , tog hun tilorde for noget at adsprede 
dennes mørke Sindsstemning , „ see hvor smukt Solstraalerne 
blinke paa Havfladen , det seer ud som flammende 
Guld , hvergang de tage et Aarcflag hist ude i 
Baaden ; see dog , Moder , er det ikke deiligt ? “ 
Madam Skou besvarede ikke sin Datters Spørgsmaal , 
me » Augusla mærkede , at hun begyndte at 

stjcelve , tættere trykkede hun sin Moder op til sig og 
spurgte ængstelig , hvorledes hun befandt sig . 
„ Mit Barn , hører Du ikke den rædsomme Sang , 
det er hans Lukkes Gravsang , jeg har ikke glemt den ; 
de rædsomme Toner have gjenlyde i mit Indre , i alle 
de mange Dage , der have lagt sig mellem denne Morgen 
og dengang jeg sidste Gang hörte den “ . 
Augusla hørte virkelig i dette Øieblik en vild 
syngende Stemme , som havde noget eget Rædselsfuldt 
ved sig ; tydelig hørte hun de alt Læseren velbekjendte 
Strofer : 
„ Anna har hverken Fa ' er eller Mo ' er , 
Eensom hun staaer i Menneskevrimlen “ , 
men paa samme Tid saae hun , at hendes Moder var 
en Afmagt nær . Hun blev betagen af den høieste 
Skræk , da hun stod ene og hjælpeløs ved Siden af 
fin stakkels besvimede Moder , ber var sunken om i 
hendes Arme . Hun søgte at læne sig med den kjære 
Byrde , oer snart blev hende for tung , over imod 
Volden , hvorved de stode , men Stedet var for høit 
til at hun kunde fluffe sig selv eller Patienten Hvile 
Da udstødte hun i den høie Fortvivlelse et Skrig . 
En ung Mand , solly et Øieblik tidligere fra hin 
Baad , der havde vakt Augustas Opmærksomhed , 
var stegen i Land , havde netop taget Veien gjennem 
Esplanaden og styrtede nu ved Pigens Skrig hid . 
Med stærke Arme greb han nu den besvimede Dame 
og bar hende forsigtig hen paa en Bænk i Grønningen , 

hvor den Syge dog ikke kom til sig selv , men 
syntes at være hensunken i en feberagtig Tilstand . 
Det var Erindringens Hær , der med al Styrke 
greb den ulykkelige Moder , der i ti lange Aar forgjæves 
havde ventet paa Opfyldelsen af sit skjønneste 
Haab , det nemlig , atter at gjensee ham der vandt 
hendes Hjerte i de frie Ungdomsdage . Dette Haab 
var nu tildeels udslukt , men saalænge ingen tilintegjørende 
Overbevisning træder til , har Haabet her 
fæstet sine dybe Rødder , der voxer dog et enkelt grønt 
Blad frem i det menneskelige Hjerte , som vel har en 
Tid at glædes ved det milde Forsarsskjær , men som 
igjen hensygne og visner , som den spæde Plante for 
en Nattefrost . 
Medens den kjærlige Datter var beskjæftiget med 
at løsne et Baand , for at skaffe den Syge et friere 
Aandedrag , ilede den unge Mand bort for at hente 
et Glas Vand eller anden fornøden Hjælp , men 
mødte alt ved Udgangen af Esplanaden en Pige med 
de fornødne Rekvisttcr . Han vendte derfor tilbage 
med hende , og ved deres fælles Bestræbelser lykkedes 
det dem omsider , at bringe hende til Bevidsthed . 
Da hun slog Øinene op faldt hendes første Blik 
paa den fremmede Pige , der endnu var beskjæftiget 
med hende . Ved dette Syn kom den Syge atter i 
stærk Bevægelse , men hurtig greb Pigen hendes Arm 
og sagde : 
„ Bær ikke vred paa den lille Anna , Anna 
kjender den fremmede Dame , men det er længe , længe 

sidens jegI saae Dem sidst , — dengang var De saa 
god smod den stakkels fattige Pige , derfor har det 
glædet mig saameget , at kunne bringe Dem lidt Hjælp , “ 
Derpaa ' sank hun paa Knæ foran Maoam Skou , kyssede 
hendes Haand og væddede den med Taarer . 
Dybt bevæget stirrede Augustas Moder ned paa 
den Vanvittige , der nu sprang op og vilde ile bort 
men hurtig standsede hun , som om hun havde betænkt 
sig , derpaa traadte hun nærmere hen til Madam Skon 
bøiede sig over mod HendeS Øre og sagde halvsagte : 
„ Nu 
kommer han snart — han vil nok komme . 
Anna har seet ham i Drsmme , tør Deres Taarer 
bort ! Anna siger han kommer ! ^ 
I samme Øieblik var hun borte . 
„ Hvem kommer ? « raabte Madam Skon efter 
hende , men hun var ikke til at see mere . 
Hun hævede langsomt sine Hænder mod Himlen , 
og hendes Læber bevægede sig til en sagte Bøn . 
Augusta mindede sin Moder om at gaae , da 
Morgenluften var kold og let kunde virke skadelig paa 
hende . 
Den fremmede Herre , der havde vist dem saamegen 
Deeltagelse , tilbød sig at være deres Ledsager 
til Hjemmet for , hvis et nyt Anfald skulde komme , at 
kunne være dem til Tjeneste . 
Taknemmelige modtoge de Tilbudet , og fulgte » i 
Forening til Madam SkouS beskedne Hjem . 

Niende Kapitel . 
Den unge Sømand . 
Forsynets Veie , som Menneskene have døbt ved 
Navn af Skjæbne eller Tilfælde , hvilke Benævnelser 
endeel Philisopher have forkastet , idet de ikke 
troede paa disses Tilværelse fordi de mere eller mindre 
ere blevne dannede ved Menneskenes egne Handlinger , 
havde her havt en mærkelig Indflydelse paa det 
stille Liv Madam Skou førte . 
Den unge Mand , som hiin Dag viste den lille 
Familie en saa væsenlig Tjeneste , var en vakker Sømand 
ved Navn Thompson . Med et ædelt Udvortes 
forenede han en brav og ærlig Karakkeer , og hans 
Velvillie og beskedne Opførsel , havde gjort et dybt ' 
Indtryk paa saavel Moder som Datter . 
Saa forskjelligt dette end yttrede sig for de tvende 
Personer smeltede de dog sammen hos dem Begge i 
tvende ligeartede Følelser , idet det hos den Første 
vækkede en dyb Taknemlighed , medens denne ædle 
menneskelige Følelse hos den Sidste vaagnede som den 
første , den helligste Kjærlighed . 
At en Følelse af en lignende Natur var apstaaet 
i den unge Sømands Bryst , var antagelig , da han 
efterat Moderen ved den søgte Sammenkomst i Hjemmet , 
havde fortalt ham sit Livs sørgelige Historie , 
udbad sig den Frihed engang imellem at turde besøge 
dem . 

Madam Sko » fandt ingen Betænkelighed i at 
indrømme den beskedne unge Mand dette Ønske , og 
saasnart det var passende , et Par Dage efter indfandt 
han sig ogsaa og introducerede sig med et Spørgsmaal 
om Moderens Befindende . 
Med en Dannelse , som synes at være over den , 
som hans Standsfæller i Almindelighed besidder , forenede 
han en let og behagelig Maade til at underholde 
i Samtale , og da Madam Skou fortalte ham 
den sørgelige Begivenhed , der var mødt hende før ti 
Aar siden , synes en mere ved almindelig Deeltagelse 
at være vakt hos ham før den lille Familie . 
- I saadanne Øieblikke , hvor hans Hjerte strømmede 
over af Trøst og Opmuntring før den ulykkelige 
Kone , hængte Augustas Blikke ved ham , og før hun 
vidste det fulgte Hjertet med , idet en aldrig forhen anet 
Salighed gjennemstrømmede det . 
Med Undtagelse af Carl Bang , hvis Følelser før 
Augusta Læseren allerede tidligere har gjort Bekjendtskab 
med , kom saa at sige ingen unge Mennesker i 
Madam Skous Hus og derfor var dette Besøg nu 
en behagelig Adspredelse før hende , hvis Sjæl ofte 
var begraven i et Dyb af Tunghed . 
Carl Bang , hvis Besøg paa den senere Tid , paa 
Grund af hans Studier havde været sjældnere , havde 
vel med sit stille Alvorlighed gjort et Indtryk paa den 
unge Piges Hjerte , men dette var mere at betragte 
som et søsterligt Forhold , forenet med den dybeste Agtelse 
før den unge Langs ædle Hjerte og Karakteer . 

Mensnu var ved Thompson- Ankomst den første 
Kjærlighedsfølelse vaagnet i Augustas Sjæl , den Følelse 
hvorfor alle de andre som hendes sljonne Hjerte 
indesluttede , maatte staae tilbage . Thompson udfyldte 
hendes Tanker og hendes Drømme , de læste i hinandens 
Blikke , at de havde foi staaet hinanden , men Sømanden 
var sledse tilbageholdende og stille , naar de et 
Øieblik vare alene , saa ingen gjensidig Tilstaaelse 
endnu vare komne over deres Læber . 
Paa den senere Tid havde Adolf formedelst de 
med det usædvanlige tidligt indtraadte Foraar vaagnede 
Handelsforretninger , da Skibe fra frcmm . de 
Havne begyndte at komme , maattet have sit Nuuleie 
i Agentens Huus , da hans Nærværelse udfordrede » 
paa Contoret til seent om Aftenen og i Pakhuset i 
den tidlige Morgenstund . 
Kun sjældent var det ham muligt at -kunde give 
et Løb hjcm til sin Moder i den sildige Aftenstund 
og da kun for en Timestid . 
En saadan Aften kom han , omtrent otte Dage 
efter hiin Tildragelse i Grønningen , hjem just da 
endnu Thompson var tilstede og sad i Samtalte med 
Moder og Datter . 
En usædvanlig Ild lyste af hans Øine , som Carl 
Bang , hvis han havde seet ham , vilde have tilskrevet 
hans Kjærlighcdsforhold til Emma , men om denne 
end havde en betydelig Deel deri , saa var dog 
dennegang den egentlige Aarsag dertil fra e « ganske 
anden Kilde . 

Han syntes ubehagelig berørt ved at . træffe en 
Fremmed , da han havde en Efterretning at fortælle 
fin Moder og Søster riden V idner , ^og faldt dertil i 
Forundring over , at see etHam ganfleMbekjendt Mennefle 
i det stille Hus . 
Madam Skov forestillede » ham Thompson , Mt 
hun fortalte ham de Hændelser , der for nogle Dage 
siden havde mødt hende , og den inderlige Deeltagelse , 
den unge Mand havde taget i hendes Skjæbne . 
Adolf søgte at fremstamme sin Tak men røbede 
i saa høi Grad sin Distraktion , at det var lydeligt 
for dem Alle , at hans Tanker vare andetsteds og at 
den Fremmedes Nærværelse var ham byrdefuld . 
Et Øieblik ester reiste Thompson og tog som 
sædvanligt en venskabelig Afsfed med Familien . 
„ Hvor Du dog er underlig iaften Adolf ? “ bebegyndte 
hans Moder , da den Fremmede var borte , 
» jeg flygter nu meget for , at Du har stødt Hr . Thompson , 
som har viist mig saa megen Opmærksomhed — 
Du pleier dog vant til at iagttage Velanstændigheden i 
hoi Grad . 
Augusta tau , men hendes blussende Kind vidnele 
om , at hun deelte Moderens Anskuelse . 
„ Hør Moder ! “ svarede Adolf „ Du maa ingen Bebreidelser 
gjøre mig , jeg har ikke engang givet mig 
Tid til at spise tilaften for i al Hurtighed at komme 
til Eder , der er mødt mig noget saa overordentligt 
idag , saa jeg ved hverken om jeg vaagner eller drømmer . 
Ja , jeg er bleven reent forstyrret i mit Hoved 

af Overraskelse , Forundring og Glæde , at jeg ikke tør 
tro at det er Sandt , hvad jeg staaer i Begreb med 
at fortælle Eder . “ 
„ Men for Himlens Skyld , hvad er det da , Barn ? “ 
sagde Moderen bevæget i høieste Grad . 
„ Du selv , Moder “ , vedblev Adolf , „ behøver al 
din Sjælsstyrke for at høre den høist mærkværdige 
Efterretning — o Gud , jeg svimler ved Tanken om 
den “ . 
„ Har Du havt Efterretning fra din Fader ? “ 
spurgte Madam Skou i megen Spænding . 
„ Ja og nei , kan jeg svare , men hør , hvad jeg 
har at fortælle “ . 
„ Jeg havde idag nogle Forretninger at besørge 
paa Toldboden ; da jeg midt under Udførelsen af 
disse blev tiltalt af en mig ubekjendt Mand med det 
Spørgsmaal , om jeg var den unge Skou , hvis Fader 
for mange Aar siden reisfe bort . Smertelig berørt 
ved dette Spørgsmaal , svarede jeg ham bekræftende 
paa en Maade , som lod ham ane , at det havde gjort 
mig ondt . Han greb derfor strax Ordet og sagde , at 
han i ingen Henseende havde havt til Hensigt at krænke 
mig , men at han meget mere havde en Nyhed at 
bringe mig , som maaskee vilde glæde mig , hvis jeg 
ikke forud var underrettet derom , en Nyhed , som var 
af den Natur , at jeg absolnt ikke havde behøvet at 
rødme , da han nævnede min Faders Navn , og derfor 
allerede havde sagt ham , at jeg var uvidende derom . 
Jeg erklærede , at mit Liv i en Række af Aar 

havde været saa cenSformigt , at ingen Nyhed af Betydenhed 
var forekommen deri , og at det derfor var 
sandsynligt , at jeg var ubekjendt med , hvad han vilde 
fortælle mig . 
Den Fremmede nævnede sig derpaa som Consul 
Blok . Han fortalte , at han var Broder og Associe 
til Grosserer Blok heri Staden , men var mindre 
kjendt mellem Handelspersonalet i Staden , da han 
fordetmeste maatte foretage Reiser for Huset . Han 
bad mig fremdeles at komme op til min Broder , naar 
mine Forretninger vare tilendebragte , da denne havde 
en Sag af yderste Vigtighed at meddele mig . Jeg 
lavede det , og en Time efter stod jeg ved Grosserer 
Bloks Contoirdør for at træde ind . Ak , tænkfe jeg , 
da jeg stod paa dette Sted , over denne Tærskel har 
min ulykkelige Fader traadt saamangen Gang , indenfor 
denne Dsr har han saa tidt virket og arbeidet ; 
her var han hædret og agtet , men efterat han sidste 
Gang forlod dette Hus har Vanære og Ringeagt 
fulgt hans Navn og hans Minde . Retfærdige Gud , 
skulde Timen være kommen , at hans Uskyldighed er 
bleven beviist . Mit Hjerte bankede heftigt . Flere 
Gange gjorde jeg forgjæves Forsøg paa at træde ind 
ind , men Kraften manglede mig ; omsider feirede min 
sønlige Kjærlighed , det var mig , som jeg saae min 
Faders blege Ansigt . Hans alvorlige Træk indgav 
mig Mod ; i hans rene Øie læste jeg , her staaer min 
Retfærdiggjørelse . — Rafl traadte jeg ind . “ 

Tiende Kapitel . 
En glædelig Efterretning 
Adolf vedblev : 
„ Grosserer Blok var i sit indre Contoir , hvorhen 
en Contoirbeijent viste mig . 
Han var alene . Det er en imponerende Mand 
af høi Statur med hvide Haar . Venligt bød han 
han mig at sidde og tog tilorde : 
„ Hr . Skou , jeg har ladet Dem kalde , idet jeg 
imorges er bleven overrasket paa en særdeles Maade 
og ønskede gjerne af Dem at erholde nogen nærmere 
Underretning om Sagens egentlige Sammenhæng , som 
De dog vistnok maa kjende “ . 
Derpaa overrakte han mig dette Brev , hvis Udskriff 
er : Til Dhrr . Blok F Comp . , og hvori med 
en mig ubekjendt Haandskrift er nedskrevet følgende 
Linier . 
„ Min Herre ! 
„ De har formodentlig ikke glemt Deres Commis 
Valdemar Skou , som i sin Tid i Ærinde 
„ for Deres Huus til Bristol forsvandt med samt 
„ de betydelige Remisser , der vare ham betroede . 
„ Ti Aar ere henrundne siden den Tid , og idette Tidsrum 
har hans ærlige Navn været bedækket med 
„ en ufortjent Skjændsel , selv hans egen Hustru , 
„ har ingensinde besvaret hans kjærlige Skrivelser — 
„ han har altsaa følt , at Verden har brudt Staven 

„ over ham , med den inderligste Smerte har han 
„ felt det , thi han er uskyldig . Hans Ulykke be „ staaer 
i et Tab , hvoraf en skjæendig Nidding har 
„ maattet benytte sig . At bevise sin Uskyldighed an „ seer 
han for en Umulighed , paa hans Ord eroder 
„ Ingen der mere vil troe ham . Han har derfor 
„ kun tilbage , at opfylde sin Pligt mod te Foruret „ tede , 
idet Himlen ved hans Anstrengelser har sat 
„ ham istand dertil “ . 
„ Modtog derfor , min Høisfærede Herre , ved „ lagte 
Sum i gode engelske Papirer , hvorved De 
„ vil see Deres Tab dækket i sin Heelhed , da de paa „ lobne 
Renter for den henrundne Tid ere ved „ føiede “ . 
„ Som 
Kvittering for Beløbets rigtige Mod „ tagclse 
kan De levere Skous Kone , Søn eller 
„ Datter dette Brev , hvis nogen af disse Personer 
„ endnu er i Live “ -- -- -- -- -- -- -- 
„ Store Gud ! “ raabte Madam Skou , og greb 
Brevet , men Bogstaverne løbe i Et for HendeS taarefyldte 
Øine . „ Der er ingen Undersfrift , — ingen 
Oplysning om min haardt krænkede Mand , om EoerS 
ædle , uskyldige Fader . Min Valdemar ! “ udbrød hun 
høit , idet hun sank paa Knæ og hævede sine soldede 
Hænder mod Himlen . „ Mine Børns Fader , kunde 
Du et Øieblik tvivle om , at din kjærlige , trofaste 
Emilie kunde dele Verdens Anskuelse om din Skyld . 
I mit Hjerte stod Du srikjendt , fra den første Stund , 
Efterretningerne om at Du var forsvnnden , vare indløbne 

lil mig . Gud , fluide jeg blive saa lykkelig at 
gjensee ham . Børn , beder til Himlens Fader om at 
skjænke os denne Lykke , som en Ersfatning for ti lange 
Aars Lidelser . “ 
Det var et høitideligt Øieblik . Renere og 
kjcerligere Taarer ere vist ikke nedrundne , end disse 
tre ædle Mennesker fældede i Glæde , i Haab og Forventning . 
„ Som 
Du indseer , “ vedblev Adolf , „ var det mig 
ikke muligt at kunne give Hr . Blok nogen Oplysning 
i denne Sag , men jeg saae , at han rørtes ved den 
Bevægelse , hvori han fandt mig . Han trykkede hjertelig 
min Haand idet han sagde : 
„ Unge Mand , De kan tro mig paa mit Ord , 
at Modtagelsen af denne Sum ikke har forvoldt mig 
saamegen Glæde som det , at vide Deres værdige Fader 
retfærdiggjort . Men hans Retfærdiggjørelse skal 
være fuldstændig . Endnu idag skal jeg paa Børsen 
offentliggjøre det Passerede . Himlen give , at Deres 
Familie snart maa glædes ved at see den saa dybt 
Savnede igjen . Hr . Skou , De skal nærmere høre 
fra mig . “ 
„ See , det er den store Nyhed , jeg bringer “ , 
lagde Adolf til , „ og jeg beder , Gud give , at det 
maatte lykkes mig at opdage , fra hvilket Sted dette 
Brev er adresseret , thi der maae Fader ogsaa være . 
Lykkelige Tanke , at han lever ; — vi skulle dog vistnok 
gjensees “ . 
„ Men ubegribeligt er det dog , “ svarede Augusta , 

„ hvorledes det har været ham muligt at indbetale den 
store Sum til Handelshuset , — saa blottet for Alt , 
vor ulykkelige Fader maa have været efter det store 
Tab , han led , er det næsten utænkeligt , at han i den 
forløbne Tid , har kunnet være istand til at samle en 
saadan Formue “ . 
Man udtømte sig i Formodninger . Haabet 
reiste atter sin grønne Krone i deres Hjerter . Madam 
Skou , som i saa mange Aar havde kæmpet med 
Nød og Sorg og dog trofast havde opfyldt de hellige 
Moderpligter , saae nu igjennem et Taageflør 
Frelsens Engel at komme . Nu vare hendes Tanker 
kun hos den Elskede , nu hengav hun sig til Forventningens 
søde Glæder , og hvergang hun fra sit Vindue 
i Afstand saae en Skikkelse nærme sig , troede 
hun , at det var ham , der atter vilde flyve i HendeS 
Arme . 
De stærke Sindsbevægelser , som i den senere 
Tid havde bemægtiget sig Augustas Sjæl , lod hende 
ogsaa hensynke i en sygelig Drømmetilstand . Det 
heftige Indtryk havde angrebet hendes sjælelige Tilstand , 
og hun befandt sig , om end ikke ulykkelig , saa 
dog i en exalteret Stemning , der tidt bragte hende 
Taarer i Øinene . Da tænkte hun paa fin Fader , og 
hendes Hjerte svimlede ved Tanken om den ikke i lang 
Tid følte Lykke , at kunne nævne det dyrebare Fadernavn , 
ikke som en tom Lyd , men med en Datters 
hele Kjærlighed til ham , der med hendes Moder fra 
hendes tidligste Stund havde været Alt for hende . 

Men da traadte dette Billede igjen i Baggrunden 
for et andet , iført lysere Farver , smykket med alle 
Ungdommens Blomster , ' saaledes som HendeS rige 
Phantasi kunde udstyre det . Thompson « Billede 
traadte frem for HendeS Sjæls indre Øie . Da bankede 
HendeS Hjerte heftigere , da faldt HendeS Blik 
ofte ned paa Gaden eller op paa den grønne Vold , 
for ligesom HendeS Moder at see , om hun i en Tililende 
kunde opdage de elskede Træk . Saaledes levede 
Moder og Datter i Haab og Forventning , og 
i den Sidstes Hjerte var disse Følelser , som nedarvede , 
af dobbelt Natur , og det var kun hendes friske 
Ungdom , der gav hendes Sjæl Krast til at bære og 
gjemme disse Menneskets dyrebareste Fornemmelser . 
Næste Formiddag traadte Thompson uformodet 
ind til de to Damer . 
Efterat Moderen havde beklaget , at HendeS Søns 
Nærværelse havde forvoldt , at han saa hurtig havde 
taget Afsfed Aftenen forud , fortalte hun ham den 
Begivenhed , der netop dengang blev hende meddeelt , 
og supplerede saaledes de Oplysninger , hun tidligere 
havde givet Thompson betræffende sine Forhold . 
„ Det er en Tid , der er rig paa Begivenheder 
for Dem , Madam Skou “ , begyndte han ; „ det forekommer 
mig , som om der siden den Dag , jeg mødte 
Dem , er indtraadt et heldigt Vendepunkt i Deres 
Skjæbne “ . 
„ De har Net ! “ svarede Madam Sko » , bcsynsynderlig 
greben af disse Ord , hvis Sandhed først i 

i dette Øieblik syntes at blive hende klar . „ De kom 
ogsaa som vor Trøster og Hjælper i Nødens Stund “ , 
lagde hun til . 
Augusta blev blussende rød , HendeS Hjerte bankede 
heftigt . Siden hin Dag var der ogsaa indtraadt 
et Vendepunkt i dets Historie . Hun vilde Hefte sine 
Dine paa Arbeidet , men mødte dog bestandig den 
Fremmedes . 
„ Tro ikke at jeg gjorde den Bemærkning , for at 
De skulde gjentage , hvad De alt saa ofte har sagt 
mig . Hvad jeg den Dag gjorde , var aldeles værdiløst 
og ikke mere end hvad Enhver under disse Omstændigheder 
vilde have gjort . Desuden blev jeg ved 
denne Leilighed deres Skyldner , thi de ubetalelige Timer , 
jeg sra den Dog har nydt i Deres Selskab , skal 
jeg aldrig glemme , lun maa jeg beklage , at mine Forhold 
byde mig snart at afbryde disse Besøg , som Gud 
veed have udgjort mit Hjertes sande Lykke , thi om 
faa Dage forlader jeg alter Danmark “ . 
Nu blev Augustas røde Kind bleg , nu foregik 
der en Blomstcrforvandling i HendeS Aasyn . I HendeS 
Hjerte knustes de friste Spirer og hun kastede et 
glandSløst Blik paa Thompson . Han saae paa hende 
stille og alvorlig . Han var idag usædvanlig bleg , og 
blev det endnu mere , da han saae Pigens ømme Øiekast , 
der ligesom vilde bede ham om Naade . 
Han fortalte , at han for nogen Tid siden var 
kommen hertil fra en amerikansk Havn som Styrmand 
med det Skib , de hi » Morgenstund havde seet 

ligge ude paa Rheden . Nu stod han i Begreb med 
at hyre sig paa en længere Tour , og ventede i Løbet 
af nogle Dage at skulle afrejse . 
Madam Skou hørte deeltagende paa hans Meddelelse . 
Hun spurgte ham , om han ingen Paarørende 
havde i Hjemmet , hvem han ønskede at tilstille en 
Hilsen inden fin pludselige Afreise ; thi da vilde hun 
besørge den for ham . 
Han takkede og yttrede , af han endnu engang før 
fin Afreise skulde tage sig den Frihed af besøge dem 
og da medtage et Brev til Besørgelse . 
„ Men da De har Familie og Bekjendte i Hjemmet , 
hvorfor vil De da ikke opholde Dem noget her ? “ 
spurgte Angusta frygtsom ; „ det vil dog nu , da Sommeren 
foreslaaer , ikke mangle Dem paa en Ansættelse , 
selv om de dvælede noget “ . 
„ Og hvorfor fluide jeg vel vente , Jomfru Skon ? “ 
sagde Thompson . „ Min Fader er ikke her i Byen , 
min Moder er forlængst død , og mine Sødskende ere 
nu vante til af undvære mit Selflab , saa de savne 
mig ikke , — der er saamænd Ingen , der græder for 
mig , naar jeg er borte , og da tumler jeg mig helst 
ude paa Elementet , hvor jeg har været hjemme lige 
fra Barnsbeen af ! “ 
Ved nærmere Beskuelse vilde AugustaS Blik , der 
fyldtes med Taarer , have modsagt Thompsons sidste 
Sætning ; hun søgte af skjule sin Bevægelse og saae 
udover Bolden . 

» Har da de Glæder , som det faste Land tilbyder , 
ingen Tillokkelser for Dem ? “ spurgte Madam Skon . 
„ Vær overbeviist om , “ svarede Thompson , „ at 
Intet vilde være mig kjærere end at kunne nyde det 
huuslige Livs Glæder ; det er et Ønske , der ligger 
mig paa Hjertet , men Udsigt til at see det opfyldt , 
taber sig i det umaadelige Fjerne ; thi jeg er fattig , 
og skjøndt der i den gamle Sang er sagt saa smukt : 
„ Havet gi ' er Velstand og Brød “ , 
da har jeg kun havt Leilighed til at erhverve det 
sidste , men derfor takker jeg Gud . “ 
Samtalen gik nu over til det Emne , som Madam 
Skon helst dvælede ved blandt alle , nemlig om 
hendes Mand . 
Hun tabte sig i Gisninger og Formodninger og 
søgte saa fuldstændigt som muligt at give den Fremmede 
en Beskrivelse over , hvorledes hendes Mands 
Udseende var , dengang han forlod hende . Hun tænkte , 
at Sorg og Kummer havde forandret ham noget 
siden hiin Tid — maaskee han ikke engang levede . 
Hun sluttede med at bede Thompson om at være opmærksom , 
naar han i Udlandet skulde støde paa danske 
Folk , at han da , hvis et lykkeligt Tilfælde skulde føre 
ham den Forsvundne imøde , kunde bringe ham en 
Hilsen fra Hjemmet , og fortælle ham Sagernes Tilstand 
der , samt hans Hustrus og Børns dybe Sorg 
over hans Fraværelse . 
Thompson lovede det . 

„ Ja , Gud give det ! “ lagde han til , „ men trøst 
Dem , umuligt var det dog ikke . Tab derfor ikke 
Modet ; Begivenhederne begynde at trænge sig sammen , 
maaskee de kunne forenes til Deres Held . “ 
Kort efter tog han A ! sted med Løfte om , endnu 
at tilbringe nogle Timer i den Kreds , der var bleven 
ham saa kjær . 
Da han var gaaet , udtømte Moderen sig i Lovtaler 
over den unge vakre Mand , hun syntes ret som 
om et Lys var opgaact i hendes Sjæl efter hiin Morgen , 
da de havde mødt ham . 
Augusta var hensunken i stor Bedrøvelse . I 
hendes Hjerte følte hun , at der ogsaa siden den Dag 
var oprunden et LyS , som tændt med himmelst Klarhed , 
nu truedes med at skulle fordunklcS af Taarer . 
Moderen , som ikke anede sin Datters sande 
Sindsbevægelse , bad hende at trøste sig , da hun nu 
havde Haabet om , at HendeS Fader snart vilde komme . 
Hun sim i saa lang en Tis havde trængt til al den 
Trøst , der kunde gives hende , trøst : de nu sit Garn 
med en Moders hele Ømhed , men hun vidste ikke , 
at for HendeS Sorg var der ingen Trøst uden de « 
som TamysonS elskede Billede kunde skjænke hende , 
uden i den Beroligelse Lyden af hans Stemme kunde 
forskaffe hende , uden i den Salighed af være ham nær 
thi Augusta elskede med et ungt følelsesfuldt Hjertes 
hele Styrke . 
Derfor skjælvede hun ved Tanken om , af hans 
næste Besøg var Afskedens , derfor græd hun ved af 

forestille sig , af den grumme Skjæbne havde kastet en 
saa tung Skygge i hendes rige Hjertes første Kjærlighed . 
Ellevte 
Kapitel . 
Et Optrin paa Kontoret . 
Fire Dage vare endnu tilbage af den Frist , som 
Bogholder Top havde sat Agenten med Hensyn til , af 
denne skulde bringe ham Emmas Ja og lægge HendeS 
Haand i hans . Men skjøndt denne Dag var saa nær , 
havde Hansen dog bestandig udsat Samtalen med sin 
Datter fra Tid til anden . Det var ham umuligt , 
saa dybt af bedrøve sit kjære Barn med et Forflag 
eller rettere en Befaling af denne Natur . 
Kun sjældent saa han hende ene , men naar 
dette var Tilfældet , afvæbncdcS han strax ved HendeS 
milde , hjertelige Tilværelse . Faderhjertet smeltede ved 
Tanken om af give sit uskyldige Barns Haand til 
denne for ham saa modbydelige Skurk . 
Men Top havde i Fru Hansen , hvem han aldeles 
beherskede , en mægtig Allieret . Da han tvivlede om , 
af Agenten havde talt med sin Datter om dette deltkate 

Punkt , henvendte han sig til sin fordums Veninde 
med den Begjæring , af hun vilde forberede Emma 
paa dette Vendepunkk i hendes Skjæbne og dertil forestille 
hende , af et fligt Offer var nødvendigt for 
hendes Faders Skyld , da Top ellers vilde trække fine 
Penge ud af Handelen , — som sagt , Sagen maatte 
forestilles hende fra en Side , som lod hende vide , af 
hun ubetinget maatte samtykke og det var umuligt 
af forandre denne Plan . 
Med sin sædvanlige Lydighed imod sin gamle 
Herre lovede hun af opfylde hans Ønske , kun bad 
hun ham om , af lade hende selv oppebie en dertil beteilig 
Tid og troede da med Sikkerhed paa den berammede 
Dag af hun med Lethed kunde bringe ham 
det stakkels Offer , som endnu var sorgløs og ubekymret 
og hvis Hjerte var gjennemtrængt af den salige 
Lykke , som hendes Kjærlighed til Adof beredte hende . 
Men foruden den Smerte Agent Hansen følte 
ved af bringe dette Parti istand , afholdtes han ogsaa 
i de Dage af bekymre sig meget om huslige Anliggender , 
da Handelsforretninger af yderste Vigtighed 
krævede hans Opmærksomhed og han desuden daglig 
ventede et af sine Skibe hjem fra en amerikansk Havn . 
Alt otte Uger tidligere havde Nhedercn havt Budflab 
om , at Skibets Kaptajn var afgaaet ved Døden , og 
en anden ung Mand havde overtaget Kommandoen 
derpaa for at føre det hjem . Denne Eflerretning 
vakte saavel Agentens som Bogholderens Urolighed i 

høi Grad , saameget mere som det alt var udeblevet 
langt over den Tid man ventede det . 
Da st ! Bogholderen paa engang noget ganfle 
Andet at tænke paa . Efterretningen om at Huset 
Blok ck Co . var dækket med Hensyn til den bortrømte 
SkouS Affairer , bragte ham i den yderste Forbauselse . 
I Begyndelsen vakte det en hemmelig Ængstelse ho » 
ham , idet han frygtede for , at denne Hændelse skylle 
lede til nogen Opdagelse , men ved senere Eftertanke 
kom han til det Resultat , at hans Hemmelighed var 
alt for godt bevaret , til at den ved nogen ydre Omstændighed 
kunde blive røbet , thi hans Medvidere vare 
vistnok ligesaa frygtsomme som han , for at noget 
Lys fluide falde i det Mørke . 
Han hævede derfor stolt sit Hoved , fyldte atter 
fin Tanke med Planer om Emmas Besiddelse , og 
synes paa den senere Tid saa fornøiet , som man i saa 
lang Tid ikke havde seet ham . 
Selv Agent Hansen følte ved den gaadefulde Efterrefning 
om den Vending , SkousAffairer havde faaet , 
en tung Steen væltet fra sit Hjerte , men det var kun 
et Lysglimt , som naar Solen en flyfuld Dag stundom 
træder frem , det vifte sig paa hans Ansigt , Tanken 
om hans ulykkelige huslige Forhold paa han » 
Datters Skjæbne , som forekom ham uundgaaeligt , 
fyldte atter hans Sind med Bekymring og Ængstelse 
Da indløb pludselig den Efterretning , at det 
forventede Skib var kommet velbeholdent hjem og laae 
paa Rheden . 

Den overordenlig ? Fordeel , som den betydelige 
Ladning , vilde bringe Huset , lod dette « Entreprenører 
for nogle Øieblikke glemme Alt for Interessens Skyld , 
Budet som bragte den Efterretning havde endnu 
dertil det Ærinde , at Skibets Koptain om et Par 
Timer vilde intsinde sig hos dHrr . Nhcdere , for at 
aflægge Beretning om Overfarten og aflevere Skibet « 
Papirer , som vedkom Ladning etc . 
Det var en Dog henimod Middag , da Adolf 
just var tilstede paa Kontoret , at den forventede 
kaptain traadte ind . 
Til sin Forundring gjenkjendte han den Mand , 
han for nogle Aftener siden havde seet hjemme hoS 
sin Moder . 
Agenten kom ham imøde , førte ham ind i sit indre 
Værelse , hvor han forblev mere end en Tin e . 
Adolf havde hin Aften været for adspredt til at 
lægge nøiere Mærke til Thompson eller at indlede en 
Samtale med ham for at erfare , paa hvilke Havne 
han foer , kun havde han af Augusta faaet at vide , at 
han var ansat som Styrmand , og snart agtede at 
reise igjen . 
Den Modsigelse der laae i Thompson « Ord 
og hans Fremtræden her som Kaptain , gav Anledning 
til , at Adolf anstillede mange Formodninger og 
Betragtninger i denne Henseende , hvilke dog alle ilk 
førte til noget Resultat . 
Just som han stod i Begreb med at forlade Ko « - 

toret for at begive sig til Pakhuset , traadte Thompson 
i Forening med Agenten ud . 
Den Sidste gik hen til Adolf og bad ham give 
fig en Liste , som han for en Tid siden hivde leveret 
ham i Kopie , for ved Leilighed at benytte denne . 
Den indeholdt en Fortegnelse over det nys ankomne 
Skibs Ladning fra dettes sidste Reise . 
Adolf ssgte i sin Pult forgjæves efter dette Papir , 
men erindrede dog snart , at han havde lagt del 
i den gamle Brevtaske , som Anna havde givet ham 
og hvilken han siden den Dag omhyggelig havde glem 
i sin Pult . 
Nu tog 1 han iden frem for af den at udlagt 
Listen . 
Medens Han7var^ beskjæftiget med at søge efter 
denne , havde Top anseet det for passende , halvt sagte 
at yttre sig over den unge SkouS Uefterreltelighed og 
Mangel paa Orden , hvilke Bebreidelser Adolf , som 
sædvanligt , modtog tans og beskeden . 
Men i det Øieblik , da Brevtasken hvilede for alles 
Øine paa Pulten oz Adolf m : d Rolighed aabnede 
den og udtog det forlangte Dokoment , overfoer en Ligdleghed 
Tops Ansigt , hans Hænder fljælvede , idet han 
udstrakte sin Haand efter Tegnebogen , oz spurgte i 
samme Tone som før : 
„ Hvorledes kommer De til denne Tegnebog , 
Skou ? “ 
Nu troede Adolf ikke længere at burde taale Bogholderens 
Krænkelser i fremmede Folks Nærværelse , 

han vendte fig^imodKham , saae ham stift i Øinene og 
svarede i en Tone , hvori , han ikke forhen havde tiltalt 
ham : 
„ De forglemmer Dem selv Hr . Bogholder , idet 
De forlanger , at jeg skal give Dem Oplysning om , 
hvor jeg har faaet min Eiendom fra , Deres uforskammede 
Uartighed syntes at gaae temmelig vidt . “ 
„ Men Bogen tilhører jo mig , “ svarede Top , 
med sin sædvanlige Rolighed , dog kun halv sagte . 
„ Hr . Agent ! “ tog Adolf tilorde „ det er vist ikke 
med Deres Villie , at dette Menneske fornærmer mig 
uden Grund . “ 
Agenten blev forlegen ved Skous Tiltale , søgte 
efter et Svar , men stammede . 
Thompson som hidtil havde været en faus Tilskuer 
til dette lille Optrin , tog derpaa Ordet og sagde 
i en munter Tone , men med en særdeles Bestemthed 
og Kraft i Udtrykket : 
„ Mine Herrer , Sagen syntes at være forlide « 
til at vække nogen Strid for , med Hr . Agentens Tilladelse 
træder jeg til som Voldgiftsmand . 
Han vendte sig til Hansen , som samtykkende nikkede 
med Hovedet . 
„ Hr . Skov ! “ vedblev han „ som jeg har Ære at 
kjende , har Bægen i sin Værge , og Hr . Bogholderen 
paostaoer i Vidners Nærværelse at det er hans . Nu 
tillader jeg mig , at tilegne mig den , indtil begge Herrerne 
have dccumcntcret sig : Hr . Skon , hvorledes 
han er kommen Besiddelse af den og Hr . Bogholderen , 

hvorledes han har mistet ben , eller hvorlænge 
det er siden at han savnede den , derved undgaaes al 
Strid . Det er et Universalmiddel , som jeg hyppigt 
bruger , naar der er Strid mellem mine Matroser , 
med den Forskjel , at disse efter en Tids Forløb at 
have været i Kachotten , maa referere deres Sag . 
Bogholderen faug og syntes fornærmet . Adolf 
derimod rakte Thompson Haanden og takkede for hans 
velvillige Bestræbelser for at mægle Fred . Han udtømte 
derpaa Tegnebogens Indhold og leverede den 
til ham . 
, „ Øm et Par Dage sætter jeg Retten , “ sagde 
Thompson munter , idet han rakte Agenten Haanden 
og gik . 
Bogholderen tilkastede Adolf et djævelsk Blik , 
som lod denne forstaae , at han pønsede paa Hævn . 
Tolvte Kapitel . 
Afskeden . 
Efter Løfte indfandt Thompson sig i Madam 
SkouS Bolig for at tage Afsted og bede om Beførgelsm 

af et Brev , hvilken Tjeneste vi vide Augustas 
Moder velvillig havde tilbudt . 
Da han lunde formode , at Adolf havde fortalt 
at han havde ført Handelshuset Havsens Skib hjem 
som Kapitain , lagde han heller ikke Skjul derpaa , men 
fortalte aabent og ligefrem Sagens sande Sammenhæng , 
at han i Boston havde overtaget Kommandoen 
ved den forrige Kapitains Død , og nu , da hans Hverv 
var tilende , havde han til Hensigt at gaae under Seil 
igjen . 
Cn dyb Veemod , som dog var forenet med en 
mandig Rolighed , stod tegnet i hans Træk , og Moderen 
sølle selv en stille Smerte , ved atter at skulle 
stilles med et ligestillet Hjerte , hvis ædle Karakteer 
paa en saa kort Tid var bleven hende saa kjær , og 
som hun skjænkede sin inderligste Højagtelse . 
Dog var dette Indtryk af en forbigaaende Natur 
hoS Madam Skou , der kjendte Verdens Ustadighed , 
og havde prøvet Lykkens Omskiftelser i saa hsi en 
Grad . Det efterlod kun en af de Torne i Hjertet 
hvis Skarphed Eindringen til sine Tider atter fornyer 
for mere at lade Mennesket føle Livets Bitterhed . 
At besinne Augustas Tilstand i disse for hende 
saa afgjørende Øieblikke er umuligt , men HendeS Bleghed 
og HendeS Hjertes indre Kamp stod tydelig malet 
i hendes Aasyn . 
Da forlod Moderen for nogle Minuter Værelset , 
og de Elskende bleve alene . 
„ Jeg har “ , begyndte Thompson , „ her medtaget et 

Drev , små jeg » ilde bede Dem , Jomfru Skon , besorge 
til stt Bestemmelsessted , idet jeg er overbeviist 
om , at denne Tjeneste ikke vil forvolde Dem formegen 
Uleilighed “ . 
Augusfa modtog det med Forsikkringen om , at det 
vilde være hende kjært at kunne opfylde et saa ubetydeligt 
Ønske , og begyndte alt at ville udtage det af et 
Papir , hvori det var indsvøbt , da Thompson pludselig 
greb hendes Haand og sagde : 
„ Vent til Øe er ene , Jomfru Skou , jeg frygter 
for , hvis Øe nu saae Adressen , da vilde Øe ikke ansee 
den Tjeneste , jeg beder Dem om for saa ubetydelig , 
og De vilde da maaskee levere mig det tilbage . 
Nu har jeg Deres Ord og derpaa bygger jeg som 
paa Himlen “ . 
En svag Rødme overdrog AugustaS Kind . Hurtig 
skjulte hun Brevet ved sit Bryst og sagde med 
zittrende Stemme : 
„ Hr . Thompson ! Augusta Skou skal aldrig bryde 
stt Ord “ . 
„ Vil De stundom tænke paa den fattige , fraværende 
Thompson ? “ begyndte han , idet hans Sjæl fik Mod 
ved Pigens elskværdige Naivitet og uskyldige Ord . „ Tør 
jeg i det Fjerne glæde mig ved Tanken om , at et 
Hjerte her slaaer for mig med Godhed , med . . . “ 
Han havde grebet AugustaS Haand i sin , — han 
vilde netop have udtalt det Ord , der bedst fortolkede 
deres gjensidige Følelser ; Elskovsguden havde i dette 
Øieblik ventet en afgjørende Seir over de tvende 

Hjerter , da pludselig Adolf traadte ind . 
» God Aften , Hr . Kaptain , og Tak for idag “ , 
begyndte han ved sin Indtrædelse , idet han trohjertig 
rystede Thompson » Haand . „ Jeg har forgjæves søgt 
Dem og ønsker ret meget en Samtale med Dem . « 
Var Adolf nogle Aftener forud bleven ilde tilmode 
ved at see en Fremmed i sit Hjem , da han 
vilde fortælle Familien sin vigtige Nyhed , da blev 
Thompson det ikke mindre ved i dette Øieblik at være 
bleven forstyrret i en Samtale , hvoraf han mente , at 
hans Livs Lykke var afhængig . Ikke destomindre viste 
han den høieste Grad af Selvbeherskelse , idet han forsikkrede , 
at han var til den unge Skous Tjeneste . 
Og da denne bad ham foretage en Tour med sig i 
den smukke Aftenslund , var han strax beredvillig 
dertil . 
„ Vil De allerede forlade os , Hr . Thompson « , 
sagde Madam Skou , som i dette Øieblik kom ind , 
„ jeg meente , vi iaften skulle nyde Deres behagelige 
Selskab for sidste Gang ? « 
„ Jeg beder Dem om Tilgivelse “ , gjenmælede 
Thompson . „ Deres Søn har ønsket mit Selskab og 
e « Samtale « . 
„ Du berøver os bestandig Glæden af Hr . ThompsonS 
Nærværelse « , sagde Moderen . „ Kan det ikke opsættes 
til senere iaften , da kunne De jo følge » ad « . 
„ Kaptain Thompson faaer vistnok Leilighed til 
at gjøre sit Besøg om igjen « , indvendte Adolf , „ imorgen 
er der ogsaa en Dag « . 

„ Ja , hvis det var Tilfældet , “ slammede Augusta 
halvhøit , idet hun kastede Blikket mod Jorden . 
„ Ja ! “ raabte Thompson idet han tog Afsted , 
„ eengang endnu lille vi gjensees , og da maaskee før 
sidste Gang eller før stedse “ . 
Disse sidste Ord sagde han , idet hans Blikke 
ufravendt vare henvendte paa Augusta , og ligesom 
indeholdt en Hentydning til hende selv . 
Et Øieblik efter vare de borte . 
Det første Augusta foretog sig , da hun var ene , 
var at eftersee Adressen paa det Brev , hun af Thompson 
havde faaet til Besørgelse . 
Hemmeligt skjælvede hun ved at fremtage dette 
Papir , hvorpaa den Elskedes Skrifttegn vare tegnede . 
Enhver som kjender Kjærlighedens hellige Tryllekraft , 
vil tilgive den unge Piges Begeistring , idet hun , endnu 
inden hun havde gjort sig bekjendt med Adressens 
Indhold , trykkede Brevet til sine Læber . 
Det var jo dog hans Haandskrift — det var en 
Gjenstand , som kom fra ham , fra den unge Mand , 
hvis Billede levede i hendes Sjæl i en uforkrænkelig 
Kjærlighed , i en stum og hellig Tilbedelse . 
Men hvor forsfrælkcdeS hun ikke ved at see Bogstaverne 
paa det lille Fladcrum , det sammenlagte Brev 
indeholdt , — hvor forbausedes hun ikke ved at læse : 
„ Til Jomfru Augusta Skou “ . 
I en Hast aabnede hun det første Brevskab , hun 
endnu i sit Liv havde modtaget , og læste Følgende : 
, , HviS De , tilbedte Augusfa , maaskee alt for „ tryder , 

ak De har modtaget dette Brev til Be » 
„ sørgelse , beder jeg Dem , inden De gaaer videre , 
„ ak tilintetgjøre det , maaskee De da sparer Dem 
„ selv og mig en Sorg . 
„ Men hvis Deres milde , kjærlige Dine falde 
„ paa disse Linier , saa maae De erfare , ak De har 
„ tændt den første Kjærlighed i min Sjæl , og ak 
„ mit Hjerte kun banker for Dem , baade her og 
„ langt herfra . 
„ I Deres Haand lægger . jeg nu mit Livs 
„ Skjæbne , idet De har ak bestemme , om jeg for 
„ evigt skal forlade mit Fødeland , eller om Deres 
„ Gjenkjærlighed vil berede mig den høieste Lyksa „ lighed 
i Hjemmet . 
„ Augusfa ! Ved Hjemmet hænger dog stedse 
„ min Tanke ; hvor De er , bliver min Sjæl , glem 
„ det ikke , elskede Pige , evigt bliver jeg 
Deres Thompson “ - 
Vi kjende forud Augustus Følelser og vide , 
hvormeget de sympathiserede med Brevets Indhold . 
Nu fyldtes hendes Sjæl af den inderligste Salighed ; 
nu ansaae hun det for en hellig Pligt ak tilstaae 
Thompson sin Gjenkjærlighed , for ak binde ham 
til Hjemmet og ikke overlade ham til det troløse Hav . 
Men da tænkte hun paa sin Moder , paa sin 
trofaste , kjærlige Veninde , lom hun alt fra sin tidligste 
Barndom havde lovet Intet at skjule for , og i 
Sandhed , indtil dette Øieblik havde hendes Sjæl 
og hendes Tanke ogsaa ligget for dennes Blik som 

en opflage « Bog , hvor enhver Fold hidtil blev udglattet 
af den ømme Moders Haand . 
Men Kjærligheden har en Forbeholdenhed , der 
er stærkere end de « den barnlige Pligt , den vil hæve 
sig med en vis Uafhængighed , og indlemme sig i sit 
eget Væsen , idet en ydre Verden ligger mere farveløs 
for den . 
Hun knugede det dyrebare Brev mod sit Hjerte , 
og bedækkede det med Kys og Taarer . 
„ O Thompson ! “ hviskede hun „ jeg vil evig være 
Din , og Augusta skal aldrig bryde sil Ord . “ 
Hendes Moder fandt hende i heftig Bevægelse , 
forundret betragtede hun sit kjære Barn , uden dog at 
være istand til at vide den sande Grund dertil , hun 
spurgte hende derom , men Augusta svarede , at hun 
havde tænkt paa sin fraværende Fader , men maatte 
strax slaae sit Blik ned , idet hun skamfuld følte , at 
hun for forste Gang i sit Liv havde sagt en Usandhed , 
Adolf og Thompson , som vare fulgte med hinanden , 
havde taget Veien ud mod Toldboden . 
Det var en mild og deilig Foraarsaften . 
Adolf tilkjendegav sin Ledsager , at en ham ubekjendt 
hjertelig Følelse havde draget ham til ham , og 
fra det Øieblik han paa Kontoret havde været Vidne 
til han » bestemte Handlemavde , idet han indblanded « 

fig i Striden om EiendomSretten til Tegnebogen , havde 
han beslattet at fortælle ham uforbeholdent sit LivBegivenheder 
og det Forhold , hvori han i al den Tid 
han har været hos Agenten bavde staaet til Bogholderen . 
Ifølge 
heraf meddeelte han Thompson alt hvad 
Læseren sorud ved , selv sin Kjærlighed til Emma skjulte 
han ikke , og da han nærmede sig dette Punkt i Historien , 
kom det ogsaa til Forklaring om , hvorledes han 
var kommen i Besiddelse af Tegnebogen . 
„ Hvis det hænger saaledes sammen “ sagde Thompson 
„ da kan dog Bogholderen gjerne have Ret , thi 
hvem veed , om ikke han muligt har tabt denne Bog 
og hiin Pige har funden den , eller maaske frastjaalet 
ham den . Forøvrigt gjør jeg mig skyldig i en Indiskretion , 
ved at samtale med en af Parterne om 
denne Sag uden den Andens Tilstedeværelse , det kunde 
let faae Skinnet af Partiskhed , og jeg maa virkelig 
flamme mig , hvis Hr . Top havde mindste Anelse om , 
at en Underhandling var igjære mellem Voldgiftsmanden 
og en Part i Sagen . “ 
„ Ja , hvis De finder nogen Betænkelighed derved “ , 
svarede Adolf noget stødt , „ da vil jeg langtfra bebyrde 
Deres Samvittighed med nogen Skruppel i saa Henseende , 
men den Maade , hvorpaa jeg her ligefrem og 
aabent fortalte Dem mit Livs ubetydelige Begivenheder , 
for saaledes at nærme mig Maalet , troede jeg 
at have en anden Værdi i Deres Øine end hele Sagen 
selv med den Kjæltring af Bogholder * . 

„ Kjære Adolf Skou “ , sagde Thompson godmodig , 
» misforstaae mig ikke ; hvis det nu var Bogholderen 
istedetfor Dem , med hvem jeg førte en Samtale 
af saadan en Nalur , som i denne i og for sig 
ubetydelige Sag skulde lede til noget Overbevisende 
for mig , vilde De da ikke føle Dem krænket derved , 
og i hvilket Lys vilde jeg da komme til at staae i 
Deres Øine ? Seer De , jeg er kun en læg Mand , 
men jeg har saa meget Begreb om Lov og Ret , hvilke 
jeg saa ofte maa haandhævc ombord , at jeg indseer , 
at saadant ikke kunde finde Sted . Men jeg har fra 
en anden Kilde , som jeg endnu ikke tør meddele Dem , 
en Anelse , ja næsten en Vished om , at Bogholderen 
er en Skurk , og jeg har alt undersøgt , hvor den vanvittige 
Pige , som De taler om , boer , ja De seer forundret 
paa mig , men jeg har alt for flere Aar siden 
hørt tale om hende , og Deres egen Moder har vistnok 
oftere fortalt Dem om , at denne vanvittige Pige 
har stødt paa hende . ' See , dertil har De nu ikke lagt 
synderlig Mærke . “ 
Adolf forundredes over ThompsonS besindige 
Fremgangsmaade i denne Sag og over hans Alvidenhed 
i Ting , der burde være ham ligesaa bekjendte . 
De havde mere og mere nærmet sig Toldboden , 
„ Seer De “ , vedblev Thompson , „ i det lille Hus 
der ved Jernporten boer den omtalte Pige . “ 
I det Øieblik , de nærmede sig Huset , traadte 
hun af Døren , men hun syntes aldeles ikke at bemærke 
dem , megetmere syntes hendes Øine fast at 

» « ere henvendte paa en anden Gjensfand , der fra Toldboden 
nærmede sig Stedet . 
Det var en Dame . 
„ Lader oS trælle os lidt tilbage “ , sagde Adolf , 
„ jeg troer bestemt , jeg kjender den Dame , jeg vil ikke 
gjerne møde hende “ . 
„ Som De vil ! “ sagde Thcmpson , og de gik 
tilside . 
Lidt efter kom hun nærmere . Da hun var nogle 
Skridt fra Huset , hvor Anna stod , styrtede denne 
frem imod hende , greb hende i Armen , rystede hende 
heftig og voldsom . 
„ Anna kjender Dig nok . fordi Du er bleven saa 
stin paa det . > . Anna kjender nok Lene fra dengang 
Du var i Kjælderen , hvor Du løb fra min 
stakkels Fader og lod ham blive i Mørket . . . Uh ! 
Anna skal kvæle Dig . . . “ 
Den Vanvittige havde grebet heftig fat paa Fru 
Hansen , og hvis ingen Hjælp var kommen og havde 
slilt dem ad , da havde hun Master opfyldt sin Trudsel 
at kvæle hende . 
Med Lethed fik nogle haandfaste Sjovere , som 
slode i Nærheden , den fine Dame befriet , og skyndsom 
løb hun ind ad Byen til , for ikke at høre de høie 
Skjeldsord og Trudsler , Anna sendte rfler hende . 
Adolf meddeelte i Korthed Thompson , hvem Damen 
var , og efter denne Oplysning spurgte denne 
Adolf , om de i Fælledsslad fluide gaae tnd i Husets 
hvor man havde bragt den Vanvittige . 

Adolf var villig hertil , og de gik derpaa 
ind sammen . 
Trettende Kapitel . 
Den Ubekjendte og hans Fund . 
Samme Aften gik en Mand gjennem Grønningen . 
Han 
saae ud til af være 40 Aar og var tarvelig 
klædt . 
Han lod ikke til af bemærke sine Omgivelser 
men gik fordybet i sine Tanker . 
Pludselig stødte hans Fod mod Noget , der flyttede 
sig fra det Sted , hvorpaa det laae . 
Han saae ned og fik Øie paa en Pakke Papirer 
der var rullet sammen , og ombundet med et Baand . 
Den Ubekjendte bukkede sig og tog Pakken op og 
stak den i Lommen , hvorpaa han fortsatte sin Gang . 
I en af Byens Smaagader gik han op i et 
Hus , og traadte ind i et simpelt udstyret Værelse i 
Lvistetagen . 
Han tog Hatten af , strøg en Svovlstik og tændt « 
rt Lys , der stod paa Bordet . 

Derpaa trak han en Stol hen til Bordet , satte 
sig ned og støttede Hovedet med begge Hænder . 
Hans Ansigt var net , men der hvilede et sørgmodigt 
Udtryk derover . Han blev siddende længe i 
anførte Stilling . 
Pludselig løftede han Hovedet iveiret , idet han 
udbrød : 
„ Det er sandt lad mig see mit Fund . Det er 
velsagtens ikke andet end nogle gamle Regninger eller 
saadant Noget . “ 
Med disse Ord tog han den fundne Pakke op 
af Lommen , løste Baandet og rullede Papiret op og 
saae at det var et Manuskript . 
Han saae paa den første Side hvor øverst paa 
Bladet stod : 
„ Fortsættelse af Carl Bangs Album . “ 
Ved at læse Navnet Carl Bang , blev den Ubekjendte 
meget overrasket , hvilket tydelig viste sig paa 
hans Ansigt . 
Han læste nu videre og som det lod til med stor 
Interesse Mannskriptet igjennem . 
Efter ovennævnte Overskrift fortsattes det som 
Efterfølgende . 
November 18 * * . 
„ Hvorledes slak jeg beflrive min Glæde ! Det 
første Maal er naaet . Jeg er med Borgerflab indviet 
i Minervas Helligdom . Jeg er Student . O , hvilket 
velklingende Hædersnavn ! Det er om jeg begriber - 
ret , Fundamentet til den brede Trappe , som fører 

op til det Tempel , hvor den sande Ære daler ned 
over de Dødeliges Hoved 
Ja , for mig er det noget Stort . 
Det er Længslernes Maal , det er Opfyldelsen 
aff Hjertets livligste Ønsker hvilket jeg ved ogsaa 
glæder min Fader , thi jeg har , Gud være lovet , 
naat mit Maal med Ære . 
Her i min Onkels Hus har jeg det godt . Jeg 
savner ingen af Livets Behageligheder , men lever 
endogsaa ret elegant . 
Mit Værelse vender ud til en smuk Have . Vel 
er dens Skjønhedspræg udslukket i disse Vintrens 
Dage , men ikke destomindre kan jeg dog ret godt illudere 
mig dens forsvundne Herlighed og jeg længes 
efter Foraaret for at see mine Phantasier virkelig - 
gjorte . Ja , vort hele Liv er dog mere eller mindre 
en Illusion , det er det optiske Glas , hvori vort Øie 
bedrages baade for det Nærværende og det Tilkommende , 
selv vor Erindring lægger ved at slue deri 
en mørkere eller lysere Farve for det dæmrende Blik . 
Nu hensætter jeg mig ved mit Vindue til mit 
kjære Barndomshjem og de veemodig søde Erindringer 
smelte mit Hjerte . 
Jeg seer Omgivelserne i hine lykkelige Dage 
og jeg elsker disse Erindringer saa høit , at jeg ikke 
ændser min nuværende lykkelige Velstand mod hiin 
Tids eenfoldige Simpelhed og hjertelige Ømhed . 
Og dog er det behageligt at eie noget — atvære 
rig ! — O , i dette Ord har Skjæbnen lagt en vidunderlig 

Klang , som regjerer Verden og virker med 
en Guddomsvælde paa de stakkels Dødelige . Og hvor 
meget Godt kan man ikke stifte , naar man er rig . 
Jeg eier vel ikke meget , men min Onkels Godhed 
giver mig dog saameget at jeg ofte kan berede 
mine Kammerater og Venner en lille Glæde , men 
meget for lidet til , af jeg efter mit Hjertes Ønske 
kan hjælpe dem , som jeg vilde , til af jeg kunde føre 
disse lyse Hoveder langt hurtigere deres Bestemmelse 
imøde , end Livets blytunge Gang tillader , 
af jeg ved det jordiske Mammon kunde lette Aandens 
Flugt , af den ikke af smaalige Hensyn slalde standses 
— O , hvis dog den Rige altid tænkte og følte saaledes , 
som jeg med al min Uformuenhed i dette Øieblik 
føler , da vilde først en lykkelig Stund oprinde 
for Videnskabens flittige Dyrker , da vilde ikke saa 
mangt et Talent gaae tilgrunde . 
Men fra Hjertet udstcømmer Livets sande Rigdom , 
og derfor burde ethvert Menneske bede , af ikke 
Verdens Iskulde maa tillukke hans Hjerte , saa af 
dets varme Følelser kan trænge ud i Verden og give 
en styrkende Verdcrkvægelse til Næsten som trænger dertil . 
Her i min Onkels Hus har jeg fundet megen 
Hjertelighed og megen Velvillie . 
Min Onkel selv er vel en Mand , der ikke gjør 
mange Ord , men er meget indesluttet i sig selv , — 
dog tog han særdeles vel imod mig . 
Han er vistnok en meget brav Mand , altid alvorlig 
og taus , og begravet i et Hav af Forretninger 

følger han sine vidtudstrakte Planer og Spekulationer^ 
Han har Skibe i Søen der farer paa fjerne Lande 
og hans Hus er et af de betydeligste her paa Pladsen . 
Saaledes syntes han ikke meget at tilhøre det 
selskabelige Livs Glæder , og jeg har tidt i Stilhed 
gjort den Bemærkning , at det er beklageligt at et 
Menneske , der eier saameget som han , og kunde gjøre 
sig Livet saa behageligt , forglemmer Alt for Talstørrelser . 
Og dog troer jeg ikke , at hans Hjerte er 
lukket for Ulykkeliges Nød ; — jeg har ofte seet ham 
række den Nødlidende Haanden , men intet kjærligt 
Smil ledsager hans Gave , hans Ansigt forbliver 
koldt , mens hans Haand , jeg tør ikke med Vished 
sige hans Hjerte , aabner sig for den Fattige det er 
meget mere en saa islinktmæssig Handling , som den 
hvormed han fører en Sum til Indtægt eller Udgivt 
i sin Hovedbog . Stundom udstøder han et Suk , der 
synes frembaaret af en inderlig dyb Smerte , og det 
ofte paa Tider , hvor ethvert andet Menneske vilde see 
ud som Glæden selv , jeg mener naar Skjæbnen har 
ladet en af hans vigtige Planer falde heldig ud , eller 
opfylde et af ham længe næret Ønske . 
Ogsaa i et saadant Øieblik har jeg iagttaget 
ham . 
Nogle faa Dage efterat jeg var bleven Student , 
i afvigte Maaned , kom et af vore Skide , en Vesffarer , 
hjem efter en besværlig Overfart . 
Jeg var netop tilstede , da det blev halet ind paa 

Pladsen , hvor dets rige Ladning , der giver et betydelig 
Tilskud i min Onkels Kasse , skulde udlosses . 
Endeel af Kontorpersonalet var tilstede og omringede 
lykønskede min Onkel , der med Skibets Kaptain 
kom ned paa Pladsen . Et halvt undertrykt 
Smil spillede om hans Læber , han vinkede med Haanden , 
som om disse Lykønskninger vare ham høist byrdefulde , 
drog der paa et af sine sædvanlige dybe Suk 
og var i det næste Øieblik nedsunken i sin forrige 
indesluttede Stemning , hvori han kun meddeler , 
saameget som der er nødvendigt for at give sin Villie 
tilkjende . 
Jeg kan ikke beskrive det Indtryk denne lille 
Scene gjorde paa mit Sind , det var mig klart , at 
min Onkel var ulykkelig , thi en faa ussel Forretningstræl , 
hvis Hjerte ikke et Øieblik som dette kunde 
udvide sig over Livets sædvanlige Snæverhed , kunde 
jeg dog ikke tro han var . 
Jeg seer ham endnu og dette Syn glemmer jeg 
aldrig — da vi atter en klar Morgen , efter at Skibet 
var udlosset , vare samlede paa Værftspladsen og 
min Onkel i den Anledning gav en lille Fest ombord 
for Skibsmandskabet — hvor » deeltagende og glædesløs 
han stod midt i denne muntre støiende Vrimmel 
Det danske Flag udfoldede sin Flig i den klare 
friske Vinterluft over Hovederne paa de lykkelige Havets 
Sønner , der havde ført „ Elisabeth “ hjem og som 
nu udbragte et tordnende Hurra for deres Rheder og 
Kaptain , men den første af disse stod som en Contrast 

til den høie levende Glæde , hans mørke Aaasyn midt 
i det jublende Mandskabs Vrimmel maatte foraarsage , 
af man ufrivilligt maatte erindre , af Glæden og 
Sorgen ligge hinanden saare nær . 
For af søge en Grund til en min Onkels Stemning , 
har jeg snart tænkt mig dette , snart Hiint . 
Stundom har jeg troet , af den maaske kunde søges i 
hans nuværende Giftermaal , som vist nok ikke er 
lykkeligt . 
Min Tante er den eneste af Familiens Medlemmer , 
som ikke behager mig , og saa vakre og » enlige 
mine tvende Kusiner Emma og Laura ere , saalidet 
ynder jeg Fru Hansen , som i Væsen og Karakteer 
aldeles afviger fra disse . 
Det var min Onkels anden Kone , hun er ikke 
Moder til Børnene . Hun har et heftigt og opfarende 
Gemyt og besidder langt fra den Dannelse , som man 
i Almindelighed finder hos en Kone i HendeS Stand 
og med hendes Omgivelser . Kort efter at Hansens 
første Kone var død , overtog hun Bestyrelsen af hans 
Hus , og senere ægtede han hende . 
Det er ikke let at begribe , hvad der bevægede 
ham til dette Skridt , da hun langtfra er smuk eller 
har nogle af de Egensfaber , der kunne indtage en 
Mands Hjerte , eller er i Besiddelse af de aandelige 
Fortrin , man i Almindelighed søger hos en brav Ægtefælle 
Pigebørnene holde heller ikke af hende , de 
maae kun for Faderens Skyld holde gode Miner 
med hende . Jeg selv troer at være hende en Torn i 

Øiet , da hun formdelest en høi Grad af Gjerrighed 
ikke kan taale , at min Onkel har vist mig saa megen 
Godhed . 
Denne hendes sidste Feil kunde hun dog ikke 
gjennemført som et Princip , der indvirker paa det 
oekonomiske Husvæsen , da min Onkels Villie i den 
Henseende maa betragtes som aldeles selvstændig , — 
dog i andre Henseender maae han finde sig i at være 
hendes Luners Slave . 
Hun har maaske bragt ham en saa betydelig 
Medgiff , at han af Hensyn til sin Handels Suffisance 
har lukket Øiet for al aandelig Fuldkommenhed ? 
Jeg veed det ikke , mere sørgeligt var det , hvis 
det var Tilfældet . 
Vel har jeg erfaret , at for sex Aar siden , et 
Par Aar efter hans Kones -Død , vare hans Formuesomstændigheder 
langtfra gode . Et Par Gange 
havde han maattet gjøre Opbud og man talede stærkt 
om en tredie Fallit , som aldeles vilde ruinere ham , 
da han paa engang atter giftede sig , og paa en høist 
ubegribelig Maade dækkede sine Kreditorer , lod opføre 
Pakhuse og selv byggede Skibe . Nu nævnes hans 
Hus som et af de solideste i Staden . 
Om min Tantes Herkomst ved jeg intet , men 
jeg kan begribe , at et Menneske af den tjenende Stand 
neppe kan hjælpe et synkende Handelshus paa Fode , 
— derfor er det Hele mig en Gaade . 
Iblandt Lyspunkterne i mine Omgivelser kan jeg 
sornemlig nævne mine ovennævnte tvende Kusiner . 

Emma , den ældste , en meget vakker Pige paa 
18 Aar , kom mig ved min første Indtrædelse i Huset 
med søsterlig Ømhed imøde . Hun førte den ubekjendte 
Fætter ind i den fremmede Kreds og hjalp 
mig til hurtig at sætte mig ind i det Forhold , som i 
det første Øieblik for et ungt Menneske er saa vanskeligt , 
især naar man har tilbragt hele sin Levetid 
paa Landet og er beladt med den trykkende Forlegenhed , 
som er saa byrdefuld baade for sig selv og 
Andre . 
Laura var to Aar yngre end Emma , en smuk 
Blondine med et Par milde Øine , hvoraf den inderligste 
Hjertelighed og Velvillie taler . Disse tvend e 
Sødskende ere mine gode Engle her , deres Munterhed 
betager mangen Sky fra min Pande , og det er 
øiensynligt , at Faderen aldrig besinder sig bedre end , 
naar han efter Kontortiden kan tilbringe et Par Aftenfimer 
i deres Selskab , hvor de da med Musik 
eller Sang ssge at opmuntre den melankolske Handelsherre , 
der da for nogle Øieblikke atter syntes at 
være straadt ud af den mørke , magiske Kreds d « r 
omtaager hans Sjæl ; for kun at være Fader . 

Fjortende Kapitel . 
Bekjendtskabet med Adolf Skou . 
Manuskriptet fortsattes saaledes : 
December samme Aar . 
Jeg glæder mig ret over et Bekjendtskab , jeg har 
stiftet med et ungt Menneske paa min Onkels Kontor . 
Hans Navn er Adolf Skou , og han ør jævnaldrende 
med mig . I en Tid af fem Aar har han 
været ansat hos min Onkel , men Han har tidligere 
studeret . 
Denne Bane maatte Skou forlade formedelst 
sin Faders Død ; thi hans Moder , som blev efterladt 
i trængende Kaar , kunde ikke lade Sønnen fortsætte 
sine paogyndte Studier , hvorved han hængte med inderlig 
Lyst og ualmindelig Flid . Det er et meget 
vakkert ungt Menneske med et mere stille end muntert 
Sind , der stundom syntes at røbe Hang til Tungsind . 
Han elsker ikke Handelslivet , jeg troer hos ham 
at bemærke en hemmelig Sorg over at Skjæbnen 
nægtede ham at vedblive sin begyndte Bane , og denne 
Sorg er tungere , end Nogen , som ikke kjender den 
kan troe , det ere saadanne brudte Forhaabninger , for 
hele Livet , hvilke sjeldent kan ophjælpcs , det er et aandeligt 
Tab , som ingen andre Fordele kan erstatte . 
Dernæst ere hans Forhold paa Kontoret ikke de 
behageligste . 
Han staaer nemlig nærmest under Bogholderen , 

det er en kold og følelsesløs Person , en af disse levende 
Regnemaskiner , som have gjort sig selv tilvandrende 
Hovedbøger , og hvis hele Aand og Forstand 
er bleven begraven i en Journal over Indtægter og 
Udgifter . 
Denne Mand skal for endeel Aar siden have været 
Detailhandler her i Staden , men har formedelst 
nogle Grunde , som Rygtet fortæller paa forskjellige 
Maader maatte hæve sin Handel . 
Senere kom han i min Onkes Tjeneste , just paa 
den Tid , hvor de forbedrede Lykkes omstændigheder indfraf , 
og han staaer temmelig høit hos ham . 
Ja , hvad der endogsaa er høist besynderligt , er , 
at uagtet Hr . Top , — saaledes hedder Bogholderen 
— af Naturen er en snedig og indsmigrende Person , 
der jævnlig kryber for min Onkel , saa har han ham 
til visse Tider aldeles i sin Magt , og forstaaer al 
sætte sin Villie igjennem , Noget som flere Gange har 
forundret Kontorpersonalet , der veed , al Agentens Villie 
er en uforanderlig Lov . 
Adolf beklagede sig forleden Aften , da han besøgte 
mig paa mit Værelse , over Hr . Tops raae Behandling . 
Han 
forekom mig den Aften halv fortvivlet og 
var næsten uimodtagelig for den Trøst , jeg søgte al 
indgyde ham . 
Disse sildige Timer , som han stundom tilbringer 
hos mig , har han forkortet ved al kaste sig over mine Bø- - 
ger , hvoraf mange , i særdeleshed nogle danske og 

fremmede Belletrister behagede ham . Da sværmer han 
om i arkadiske Lunde mellem Kunst og Poesi og glemmer 
den blytunge Prosa som næste Morgen kalder 
ham til Virksomhed paa Kontoret eller i Pakhusene , 
hvor han fungerer som Forvalter . 
Denne hans sidste Forretning syntes meest al 
forsone ham med Handelsstanden , thi under Udførelsen 
af denne staaer han dog ikke umiddelbart under 
Bogholderens Befaling , og der har det frie muntre 
Liv mellem de virksomme Arbeider noget Interessant 
for ham , Pladsens Beliggenhed ved Stranden som 
flyver op mod Pakhusene , forskaffer ham en behagelig 
Udsigt , hvor hans frie , dristige Aand kan tumle sig i 
uhindret , og for set Øieblik lade ham glemme , hvad 
han har tabt i aandelig Henseende , 
Blandt mine akademiske Venner er der dog ingen 
jeg holder saameget af som Adolf . Vi stemme 
fuldkommen i vore Anskuelser om Livet , og Forholdene 
i Verden , og jeg har tidt ønsket mig Rigdom 
for at kunne drage ham ud af den Handelssphære , 
hvori han mod sin Villie skal bevæge sig , og gjenfljænke 
ham til Minerva og Muserne som han tilhører . 
Den 
førsteGang jeg lærte Adolf Skou at kjende , 
var nogle Dage , efterat jeg var bleven Student . Vi 
vare da samlede i Selskab hos min Onkel hvor en 
lille Høitidelighed var foranstaltet i Anledning af 
Lauras Fødselsdag og hvortil ogsaa Kontorbetjentene 
vare indbudne . 

Laura var min Borddame og ved min anden 
Side sad Adolf . Da ogsaa jeg ved denne Leilighed 
blev anseet^som en feteret Person i Anledning af mit 
akademiske Bsrgerbres jeg havde indfriet , blev min 
Skaal proponeret — og dengang blev Adolf min Ven . 
idet han med en ukunstlet Hjertelighed trykkede min 
Haand , og bad om mit Venskab . Med Glæde gav 
jeg ham det , mit Hjerte trængte altformegct til et 
ligcstemt , til at jeg siulde støde en saa hjertelig Tilnærmelse 
tilside , og saaledes regner jeg hin Aften , som 
en af af de lykkeligste , jeg endnu har tilbragt i Hovedstaden , 
thi den gav mig en betydelig Gevinst — 
en sand Ven ! 
Nogle Dage efter : 
Paa en Skrivelse til min Fader , hvori jeg har 
tilmeldt ham mit nye Forhold til Adolf Skou , saaledes 
som jeg uforbeholdent meddeler ham alt Væsenligt 
hvad der foregaaer i mit Livs ubetydelige Omvexling , 
har jeg idag faaet Svar . Hvor min ædle 
kjerlige Faders Brev har glædet mig . Idet han med 
sædvanligt Alvvr advarer mig for ethvertubetænksomt 
Skridt og paalægger mig Forsigtighed med mit Valg 
af Venner , berører han , at han vistnok har kjendt 
Adolfs Fader . Han bemærker , at denne var en af 
Skjæbnen haardt forfulgt Mand , som dertil havde 
den største Ulykke at bekjæmpe , denne nemlig , at han 
havde Skinnet imod st- i en Æressag , som sandsynligvis 

var Grunden til hans Død , og hvorved 
hans efterladte Enke og tvende Børn kun fik Armod 
til Lod . Min Fader omtaler , at han personligt har 
kjendt den Afdøde , der var Kommis for et Handelshus , 
som en meget retskaffen Mand , men at der hviler 
et Slør over hans Livs sidste Begivenhed , forøvrigt 
nævner han ikke disse Begivenheder ved et Ord , 
man taler stedse med Højagtelse om ham . 
Ved dette Brev er mit Venskabsforhold til Adolf 
endnu bleven fastere knyttet , da jeg indseer at Verdens 
uretfærdige Dom over Faderen — som jeg , jeg 
veed ikke selv hvorfor , troer fri for hin Besfykning — 
ogsaa vil have en fladelig Indflydelse paa Sønnens 
Fremtid . Hvad hint hemmelighedsfulde Slør angaaer 
da vil jeg ikke med en eneste Hentydning derom til 
min Ven søge at løfte det , hvilket let kunde krænke 
ham , eller maaske oprive et gammelt Saar . 
Min Fader taler om den forestaaende Julehøitid , 
og bemærker , at der denne Gang vil være lidt 
uhyggeligt derhjemme , da min Plads staaer tom . 
O , hvilke skjønne Erindringer tilbagekalder han 
ikke i min Sjæl ved at nævne Hjemmets Glæder , 
paa denne for Alverden saa festlige Høitid . 
Med hvilken Friskhed staaer ikke Mindet om hine 
lykkelige Aar for mig , da vi Børn jublende dandsede 
om det pyntede Juletræ , som skinnede af de mange 
kouleurte Lys , og bragte os de smukke Gaver . 
O , hvilken Rigdom for Barnets nøjsomme Sjæl , 
— man ønsker sig atter tilbage til Barnets rige 

Trylleverden , for endnu engang at være sorgløs , som 
man ingensinde i Verden bliver det mere . Jeg seer 
tilbage til hine Dage , da min fromme Moder overraskede 
os med disse Herligheder og derpaa kaldte os 
til det festlig dækkede Bord , hvor dog altid min Fader 
med alvorlig Hjertelighed mindede os om be sorestaaendes 
Dages vigtige Betydning . 
Hvilken Kreds af Lykkelige ! og nu . — 
Min Moder har forlængst forladt os . Fire 
Gange har allerede Sneen dækket Høien , hvorunder 
hun hviler , og hos Gud feirer hun Barnefesten under 
Ly af det himmelske Juletræ med himmelske Stjernebilleder . 
Mine 
Tøflende ere spredte omkring i Verden . 
Min Broder Thorvald , som er Styrmand med en 
Coffardifarer , er maaske nu i Amerika — min ældste 
Søster er lykkelig gift med en Landmand , og min 
yngste Søster Juliane er tilbage hos min Fader i 
Barndomshjemmet , den kjære Præstegaard . 
Det minder mig i dette Øieblik mere levende end 
nogensinde om et gammelt Ordsprog , som jeg dog ikke 
kan huske aldeles , — thi hvormeget forandrer ikke Tiden 
i Menneskenes Forhold og Hjem , og hvor sandt 
er det ikke , at ogsaa vi forandres med Tiderne , thi 
ellers maatte jo Hjertet briste ved al den Omskiftelse 
og ved alle de Savn , som den flygtige Tid bringer 
os . 
Jeg bliver ret forunderlig bevæget ved at tænke 
paa alt dette . Fra mit ensomme Vindue , kaster jeg 

et Blik ud over den snebedækkede Have , der udstrækker 
sig nedenfor . Den ligger som indhyllet i sin 
Ligdragt og de sorte Grene , der rage i Veiret , paa 
de ligesaa sørgelige Minder fra en saadan Tid , Minder 
fra et tillukket Blomsterland . 
Og under dette Liglagen hviler min Barndoms 
ømme Veninde , min elskede Moder , derfor hænger 
min sygelige Indbildningskraft ved dette stivnende 
Dække i den ensomme Aftenstund og jeg skjænker mine 
Barndomserindringer et Suk — et Afskedssuk ? “ 
O , nei en Gjeuhilsen , der atter byde dem at 
komme ! 
Femtende Kapitel . 
Et Jnle-Selskab hos Agent Hansen . 
Fortsættelse af Manuskriptet : 
Jeg har nu tilbragt en Juleaften i Hovedstaden . 
Hvor forskjellig var denne dog fra hiin , jeg før 
omtalte , — hvor forskjelligt i sit Væsen og Udseende 
fra den landlige simple Enfoldighed . 
Et Selskab af nogle og tredive Mennefler vare 

forsamlet hos min Onkel , alle Kontorbetjentene vare 
indbudne , denne Aften maatte ingen mangle . 
Salene vare glimrende oplyste , og det var det 
eneste , der antydede Aftenens festlige Høitidelighed , 
thi intet Juletræ vrangede med sine Frugter og Kager . 
for ved uskyldig Munterhed ogsaa at minde de 
Voxne om Barnefestens Glæde . 
I denne Julestue samledes man Klokken syv . 
Herpaa delte Selskabet sig i forskjellige Grupper , som 
tilbragte fire til fem Timer med at spille Kort . 
Det var besynderligt for mig at see disse Mennesker 
sidde som naglede til Pletten , og med en Ivrighed , 
som om det gjalt den vigtigste Handling , Haan » 
terede disse malede Blade , der lod dem glemme Alt 
om den . 
Den yngre Kreds flokkede sig først om min Kusine 
Emma , som paa sit Fortepiano ret smagfuld foredrøg 
adskillige Nummere , hvorefter man senere toge Plads 
om et Bord i et Sideværelse , for at spille Halvtolv . 
Hr . Top , som i Begyndelsen af Aftenen havde 
nydt den Ære at spille med sin Principal , fik vi senere 
over paa vort Parti , hvilket egenlig for os udgjorde 
den største Deel af Aftenens Moro , thi saa 
stor en Helt Hr . Top var paa sit Kontor , og saa 
vigtig en Person han er som Bogholder , saa keitet og 
forlegen i Selskab , , og saa lidet forstaaer han at 
deeltage i den almindelige Konversationstone . Disse , 
den gode Regnemesters svage Sider kom os Unge 
fortræffelig tilpas . 

Emma var ham i Særdeleshed paa Halsen , og 
ved sine vittige , spillende Indfald , som bestandig drillede 
den stakkels Bogholder , ærgrede denne sig hemmeligt , 
naar en støiende Latter lød fra vort Bord . 
Hr . Top tilkastede os af og til et fortrædeligt 
Blik , som endnu mere vakte den almindelige Munterhed , 
men i dette Blik , som fornemlig var rettet 
imod Emma og Adolf , troer jeg , at have læst en hævngjerrig 
Følelse , som flet undertrykt , syntes at sige : 
jeg flak vide at sinde Eder ! 
Henved Midnat gik vi tilbords , hvor vi forbleve 
i tre stive Timer , efterat mange forskjellige Retter 
havde afløst hverandre . 
Først henad Klokken Fem slilles Selskabet ad , 
og denne Festlighed , der havde kostet mange Dages Forberedelser 
forud , var nu forbi , og efterlod i mit Sind 
kun en Tomhed og Sløvhed , der tildeels sremkaldtes 
ved den uvante Nydelse af de givne Retter og den 
stærke Vin . 
Adolf Skon var denne Asten usædvanlig oprømt ; 
det var første Gang jeg saa ham rigtig glad , og nu 
fik jeg ogsaa en Leilighed til at kaste et Blik i hans 
Hjerte . 
Han havde foræret mine Kusiner hver især en 
lille ubetydelig Gjenstand . Jeg stod netop i et Sideværelsæ , 
hvor min Tante befandt sig , da Emma kom 
derind . 
„ Hvad er det for en Prætension , Du der bærer 
om Halsen , Emma ? * spurgte min Tante . 

„ Det er en Foræring fra Hr . Skøn , “ svarede 
den unge Pige . 
„ Saadant simpelt Stads passer sig ikke . for Dig 
at bære , min Gode , “ sagde Moderen spodflf og koldt ; 
„ men , “ lagde hun til , „ det forstaaer sig , det kan 
jo være bekosteligt nok for saadan en stakkels Skriverdreng . “ 
Adolf 
traadte netop ind ad Døren og hørte disse 
Ord . Jeg saa , at han blev bleg som et Lig , men 
i samme Øieblik traadte Emma hen , smilede venligt 
til ham og sagde : 
„ Synes De ikke , Hr . Sko « , at denne nydelige 
lille Prætension , De før forærede mig , klæder mig 
godt ? “ og idet Skon bekræftende bøiede sig og fremstammede : 
„ Uforligneligt ! “ lagde hun hurtigt til : 
„ Ja , jeg skal ingensinde slille mig ved den , men altid 
bære den . “ 
Fruen blev bleg af Harme og Ærgrelse og tilkastede 
Emma et rasende Blik , idet hun forlod Værelset . 
Vi 
mærkede Begge , at et truende Uveir trak 
op . Adolf svarede Emma kun med et Buk . 
Han havde forsøgt at bringe et Svar istand , 
men det var ham umuligt . 
Overgangen fra Smerte til den høieste Triumf 
havde for nogh Øieblikke berøvet ham hans Mæle . 
Stille traadte jeg hen til ham og trykkede hans 
Haand . 
Han saa paa mig med et af Glæde straalende 

Ansigt . Jeg havde læst i hans Sjæl , og vi forstade 
hinanden . 
Sextende Kapitel . 
Forklaringen . 
Slutningen af Manuskriptet lød saaledes : 
Sylvester . 
Aaret er snart omme ! Jeg sidder endnu nogle 
Øieblikke paa mit Værelse , før jeg gaaer til Ro . 
Hvilket mærkværdigt Aar har dette ikke været for 
mig ? Hvilken Sum af Lykke har Gud ikke lagt i 
mit Liv , idet han lod mig naa mit Maal ? 
Selv den sidste Aften i Aaret har været mærkelig 
for mig , og gjerne dvæler jeg ved dens Erindring . 
Adolf 
havde allerede for nogle Dage siden bedet 
mig om at dele denne Aften med ham i hans Families 
Kreds , hvor der foruden Dagens almindelige Anledning 
skulde feireS en Familiefest , det var nemlig hans 
Søster » Fødseldag . 

Jeg var , saa at sige , den eneste Fremmed i den 
lille Kreds , der kun bestod af Paarørende og i hvis 
Midte jeg befandt mig for første Gang . 
Madam Skov er en middelaldrende Kone med 
ædle Træk , hvori tunge Sorger slaae dybt prægede . 
Tidens Plougjern har for tidlig furet den forhen 
glatte Pande , dog er hun mild , stille og godmodig i 
sit Væsen . 
Augusta , Adolfs Søster , er — ja , hvorledes skal 
jeg give denre Beskrivelse , dertil er jeg for ufuldkommen , 
eller ogsaa Sproget er for fattigt — hun 
er den smukkeste Pige jeg til Dato har set . 
Endnu tør jeg ikke skildre hende Træk for Træk , 
dertil har jeg betragtet hende for kort , men for at 
betragte hende tilstrækkeligt , troer jeg , jeg behøver en 
Levetid og en Evighed . 
Jeg blev denne Aften beruset og overrasket ved 
Synet af denne smukke beskedne Pige , der netop fyldte 
sit attende Aar . 
Dog hvad tænker jeg paa — jeg Daare ! Minerva 
maa endnu være Alt for mig , før jeg vover at 
dyrke de andre Guder , men imidlertid vil jeg dog 
tænke mig Kjærlighedens Gudinde , Amors høie 
Moder , den evige Frei « , under Augusfas yndige 
Skikkelse . 
Denne Aften var Adolf i en meget alvorlig 
Stemning . 
Nogle Øieblikke før jeg vilde tage Afsfed aabnede 
han sit Hjerte for mig . Han drog mig hen i en 

afsides Vinduesfordybning og syntes at være bevæget . 
„ Carl ! “ 
sagde han til mig , „ Du er et ædelt 
Mennefle . Det var mig ikke muligt , at lade det 
gamle Aar udrinde , uden at betro Dig Noget , der 
ligger mig tungt paa Hjertet , og jeg er vis paa , at 
i Din Sjæl ligger det ligesaa tyst begravet som i 
min egen . 
Jeg rakfe ham taus min Haand , og han 
vedblev : 
„ Skulle dog noget Mennefle tro , at hvad der 
kan opfylde et Bryst med det høieste Maal af Lyksalighed 
paa samme Tid kan give det Følelsen af de » 
dybeste Ulykke ? “ 
„ Forklar Dig , Adolf , “ svarede jeg ham beroligende . 
„ Hør 
da min Lykke og min Ulykke . Jeg elsker 
Emma , Din skjønne Kousine , — det er min høieste 
Lykke , og Ulykken staar ved Siden og siger med et 
tilintetgjørende Blik : Det er umuligt ! Du kjender , 
Carl , mit Forhold og min Stilling i Din Onkels 
Hus , det er allerførst en Hindring , der er stor nok 
til at modstaa alle mine Forhaabninger , men Du 
kjender ikke min ulykkelige Faders Historie , som kaster 
en Skygge over hele mit Liv . Og dog var han en 
brav , retskaffen Mand , en ædel , opofrende Ven , en 
god Ægtefælle og Fader . Som Kommis for Handelshuset 
Blok tß- Kamp , stod han i Begreb med at foretage 
en Forretningsreise for dette Hus til en engelsk 

Havn med betydelige Remisser i rede Penge og Anvisninger 
vaa den engelske Bank , da han forsvandt , 
og man har aldrig siden erfaret , hvor han er bleven 
af , ligesaalidt som det engelske Hus af ham har modtaget 
det Beløb , som var ham betroet . Huset Blok 
< K Komp . har senere dækket hint Beløb , men min 
Faders Navn nævnes naturligvis aldrig der uden 
med Foragt , idet man fuldt og fast troer , at han har 
indskibet sig til en amerikansk Havn . Og dog har 
min Fader altid aflagt de største Prøver paa Reellitet 
og han var derfor , som Du seer , overmaade meget 
betroet . 
Ti Aar ere henrundne siden hin Tid , men kun 
vi , hans stakkels Familie , der nøie kjendte hans ædle 
Hjerte , ere overbeviste om hans Uskyldighed , og hans 
sandsynlige Død , hvorom ubestemte EfterretningersynteS 
at tale om for nogle Aar siden . Indse nu selv 
kjære Carl , hvor tung min Lod er , Du kan sige at 
jeg er en Daare , som løber efter Lygiemænd paa 
Sumpene , og Du havde Ret , hvis Du sagde saa , 
thi staaer jeg ikke paa en Vulkan , paa en udhulet 
Grav , der dog engang vil briste under mig ? “ 
„ O dog siger jeg ikke saa , min kjære Adolf , “ 
sagde jeg , idet jeg stille lagde min Haand paa hans 
Skulder , „ jeg siger , bevar Din Kjærlighed i et reent , 
ædelt trofast Hjerte , lad Emmas Billede være Din 
Ledestjerne , da farer Du aldrig viid , men bevar Din 
Følelse tans og Du skal see , at Gud vil høre Dit 
vistnok inderligste Ønske at kunne bevise Din Faders 

Uskyldighed og høre et „ Ja “ fra din Elskedes Læber , 
maaske endnu inden det nye Aar er udrundet . 
„ Ja , Gud give det ! “ raabte Adolf i hellig Begeistring 
og sank paa Knæ , „ Gud give det Første , 
men det er ikke muligt -- -- -- -- -ikke tænkeligt ! “ 
„ For Gud er Intet umuligt ! “ bemærkede jeg 
„ hvem kan dog vide det ! “ 
„ Ja , Gud give det ! “ begyndte han paany , idet 
han lod det fagre , usandsynlige Haab faa Indgang i 
sit Hjerte , — og om jeg saa skulle give Afkald paa 
det sidste Ønske , men da maatte mit Hjerte briste , — 
nei , o Gud , som Du , ikke som jeg vil ! “ 
I det samme flammede et Stjerneskud , som en 
lang rødlig Stribe ude paa den af utallige Kloder 
oplyste Vinterhimmel , det var , som et usynligt Vidne 
havde været tilstede ved vor stille Samtale . 
„ Det var et godt Varsel , min Ven , “ sagde jeg , 
„ lader os gaa tilbage til Selskabet , at man ikke skal 
bemærke os . Vær ved frisf Mod , Adolf , Gud vil 
hjælpe . “ 
Synlig opmuntret gik han et Øieblik efter Arm 
i Arm med mig ind til Familien . 
Jeg er igjen paa mit Værelse ; Nu synker det 
gamle Aar . Midnatsklokken forkynder , at et Nyt er 
oprunden . See , det sidder alt , det unge Aar , med 
den funklende Stjernekrands om Panden , med det 
stærke glimrende Stjernebillede . 

Vil det fremtræde som Trøsterne , for de mange 
og dybe Saar , dets afstedtagnr Broder slog ? — Vil 
det læge de fortvivlede Hjerter ? — Vil det hæve de 
Glade i Tro og Tilbedelse til Ham , paa hvis Bud 
Aarene synke og stige ! Gud give det ! 
Det hæver ogsaa mit Hjerte til ham , for mine 
Kjære , for dem Alle , for min gamle Fader . Kunde 
jeg nu trykke hans Haand , kunde jeg nu see hans 
hvide Haar , og høre hans kjærlige Stemme ; > — o , 
jeg seer det Alt i Aanden ! Himlen velsigne hapr og 
os Alle ! 
Ære være Gud i det Høie ! 
Den Ubekjendte blev siddende nogle Minutter ubevægelig . 
Derpaa 
slukkede han Lyset , satte Albuerne paa 
Bordet og støttede Hovedet med begge Hænder . 
Saaledes blev han siddende fordybet i fine 
Tanker . 

Syttende Kapitel . 
Bogholderens Arbeide . — Brødrene . 
Det var endnu tidlig Morgen , Dagen før at 
Agent Hansen skulle indløse sit givne Løfte til Bogholderen , 
da begge Herrene vare alene paa Kontoret . 
Bogholderen var i Begreb med at ordne endeel 
Fakturer over det hjemkomne Skibs Ladning , da han 
lod Blikket glide fra sit Arbeide over paa Hansen , 
som med Ivrighed gjennemgik endeel Poster i Hovedbogen . 
„ Hr . 
Agent ! “ begyndte Top med fin sædvanlige 
Sledflhed , hvormed han altid introducerede sig , „ De 
erindrer vel , at det idag er den sidste Dag af den 
Fristtid , hvorom vi for fjorten Dage siden bleve 
enige ? “ 
„ Nu skal jeg strax , “ svarede Hansen , idet han 
med en Blyant afskrev endeel Summer paa et ved 
Siden af sig liggende Papir , og derpaa opsummerede 
„ Hvad var det , De sagde , Hr . Bogholder ? “ vedblev 
han med et Øiekast , hvoraf lyste en usædvanlig Bestemthed . 
„ Jeg 
tillod mig kun at erindre Hr . Agenten om 
Deres Løfte til mig , hvorefter jeg skulle være saa 
lykkelig at — “ 
„ Vær De ganske rolig , for hvad Deres Affaiere 
angaaer , i saa Henseende er alt klappet og klart , afbrød 

Agenten ham med kjendelig Uvillie . „ Imorgen 
har jeg lovet Deni fyldestgjørende Besked , og det skal 
jeg holde . “ 
„ Saa er jeg tilfreds “ svarede Top i en nedstemt 
Tone . 
I dette Øieblik skjød Agenten Hovedbogen over 
til Bogholderen og sagde : „ Jeg ønsker , at De idag 
vil lade disse Faciurer hvile og kun til i Aften have 
balanceret alle Hovedbogens Conti med fuldkommen 
Afslutning , samt Opgjørelse af Husets Activa og Passiva . “ 
„ Hr . 
Agent ! “ sagde Top forundret , „ De erindre 
vel , at vi ere i April ? Handelsaaret gaaer jo ikke 
ud før i Oktober , og der er jo aldeles intet iveien 
med Status , vi kunne jo mere end ti Gange dække 
Alt , hvad der løber paa os , saa er der jo aldeles Intet 
at befrygte . Hvorfor dette Hastværk , med Deres 
Tilladelse ? “ 
„ For det er min Villie , “ svarede Hansen med 
Fasthed , „ endnu i Aften agter jeg Bøgerne aldeles 
afsluttede og torden , jeg veed , at De er en Mand 
for at ordne det ! “ 
„ Som Associe i Handelen troer jeg mig dog berettiget 
til at udbede mig en Grund for denne Forandring 
i Sagernes Gang . De har dog ingen Mistanke 
mod min Reellitet , jeg kan jo , om De vil , dpgjøre 
min Kasse-Konto og se , om den stemmer med 
Beholdningen . “ 

„ Deres Indvending , Hr . Top , kunne jeg besvare 
Dem med et Kontraspørgsmaal af lignende Natur . 
De har vel ingen Mistanke til mine Handlingers 
Reellitet , og hvis De ikke vil staa Deres egen Lykke 
iveien , anmoder jeg Dem endnu engang at udføre 
det Arbeide , som jeg efter en engang afsluttet Kontrakt 
har Ret at fordre af Dem . “ 
Bogholderen blev forbauset over denne Bestemthed , 
som han for første Gang i al den Tid han 
havde været i Agentens Hus havde seet . Taus 
lagde han Fakturæerne tilside og tog øieblikkelig fat 
paa Arbeidet . 
Et Øieblik efter forlod Hansen Kontoret . 
Længe sad Top og grublede faus over denne 
Samtale og rystede af og til paa . Hovedet . 
„ Hvad Pokker mon der gaaer af ham idag , “ 
mumlede han for sig selv , „ hvad mon han har isinde . 
Alt skal være færdig idag , og imorgen skulle mine 
Affairer være ordnede — i saa Henseende er Alt 
klappet og klart — sagde han , hvem i Alverden 
kan dog begribe det ? “ 
Heftig gik han et Par Gange op og ned ad 
Gulvet , standsede igjen og sagde : 
„ Han førte mig saadan en bestemt Tone idag 
— det er nogle slemme Nykker han har faaet , jeg 
maa se at faa ham vænnet af dermed itide . “ 
Urolig satte han sig til sit Arbeide , men det 
vilde ikke rigtig gaa for ham , bestandig vendte hans 
Mismod tilbage og hans Grublen tiltog . 

Paa engang sprang han op , slog Hænderne sammen 
og raabte : 
„ Funtus ! Nu har jeg det ! Hansen vil trække 
sig ud af Handelen og til Fordeel for mig og Emma 
— — Ia , det er jo ogsaa rimeligt , at hans Svigersøn 
kommer til at bestyre Huset alene , det er dog 
mig , som har bragt det paa Fode . Ia , paa den 
Maade kan jeg finde mig i , at han er rafl paa det 
— det er nu hans Maade at gjøre Godt paa . Men 
saa maa jeg Død og Pine spænde for , at jeg kan faa 
Arbeidet fra Haanden , jeg maa dog engang idag se 
mit Snit til at faa en Samtale med Lene , for om 
muligt at faa lidt Lys i Sagen og dernæst høre , 
hvorledes mit Andragende hos Emma ved hende er 
falden ud . “ 
Derpaa satte han sig fuldkommen beroliget hen 
til Bogen og arbeidede med en Iver , som selv overraskede 
Agenten , da han et Par Timer efter traadte 
ind . 
Medens Bang anvendte sin Tid til sine Studier 
og ikke deltog i nogen Adspredelse , for ikke at abstraheres 
fra det Vigtigere , med Tanken stadig heftet paa 
det dyrebare Maal , hans Hjerte havde sat sig , nemlig 
Augusta « Besiddelse , medens han dybt hos sig selv 
bevarede sin stumme Kjærlighed , for først , naar han 
var Pigens Besiddelse værd , at kunne lade denn^ 

komme til Udbrud , røvede en fjendtlig Skjæbne ham 
Alt , medens Haabet levede friflt og ungt i hans 
Hjerte , knuste fremmede Forhold den flittige Anglings 
Glæde , og han havde ingen Anelse om , at han 
af sin smilende Drøm om en yndig Fremtid , skulle 
vaagne til en sørgelig Virkelighed , der kastede en 
Skygge over hans hele Liv . 
Hans rastløse Flid havde hos ham bevirket det 
Anstrøg af Alvorlighed , som man ellers saa sjeldent 
finder hos hans Jævnaldrende , hans Higen ester sit 
Maal havde gjort ham ældre end han virkelig var 
og skjønt i lige Alder med Adolf Skov , var denne 
dog af en langt muntrere Karakteer , men forenede 
hellerikke den modnere Alders Besindighed , som saa 
fremherskende yttrede sig i Bangs Væsen og Handlinger . 
Men 
denne hans Karakteeralvor havde ogsaa inponeret 
hans Medstnderende , som syntes at betragte 
ham som en Autoritet , og for hans Ven Adolf finde 
vi ham ikke alene som en trofast Raadgiver , men ogsaa 
som en kjærlig Trøster . 
Den samme Morgensfund den omtalte Scene 
sandt Sted mellem Agenten og Bogholderen , sad 
Adolf hos Carl Bang og græd bitterligt . 
Emma havde Aftenen forud fortalt ham , under 
Suk og Taarer , hendes Stedmoders Meddelelse og 
havde vel med Bestemthed erklæret , at hun aldrig 
under hvilkensomhelst Omstændighed vilde ægte dette 
foragtelige Menneske , men hun havde ogsaa tilføiet , 

at nu var vistnok alt Haab ude for dem . Hun havde 
den Aften været nedslaaet , og denne Stemning havde 
i den Grad smittet Adolf , som følte alt sit Mod synke , 
at der ikke manglede meget i , at de Begge vare høist 
fortvivlede . 
Under sin Fortælling havde Adolf udkastet en 
lille Romanstreg , idet han bad Bang om at være ham 
behjælpelig i at befordre Deres Flugt , da de havde 
lovet , at de aldrig vilde forlade hinanden . 
Carl kunde ikke bare sig for at smile . Han fortalte 
Adolf uforbeholdent , at denne Historie havde været 
ham bekjendt i lang Tid , men at han ikke havde 
villet bedrøve ham ved at meddele ham den . Han 
havde kun forestillet ham de Vanskeligheder , som kunde 
optaarne sig for ham , og vilde endnu ikke mistrøste 
ham , da Gud dog raadede for ethvert Menneskes 
Skjæbne . 
„ Lad ikke Modet falde , Adolf ! “ sluttede han , 
„ har Gud forenet Eders Hjerter i en hellig Følelse , 
da vil han heller ikke adskille dem ! “ 
Adolf sukkede og taug . 
„ Apropos ! “ begyndte Carl , hvad Stads er her 
i Huset imorgen , da de indbyde Fremmede til Middagsselskab . 
Jeg har saaet Underretning om , at vi 
skulle spise nede i den store Sal , men har forresten 
ikke bekymret mig derom , det faldt mig kun ind i 
dette Øieblik . Ved Du det maaske ? “ 
„ Det er Dig dog bekjendt ! “ svarede Adolf „ at 
et af vore Skibe er hjemkommet . Du veed Briggen 

„ Forhaabninger ! “ som Kaptain Poulsen førte , som jeg 
for en Tid siden fortalte Dig om var bleven syg ' og 
døde i Boston , hvorefter en ung Mand , Kaptain 
Thompson , overtog Skibets Retour — 
Jeg troer nok at han er indbuden fil Middag 
imorgen . Du vil vistnok glæde Dig over at gjøre 
denne Mands Bekjendskab , Carl , det er en yderst behagelig 
Mand , med et fordeelagtigt Udvortes . Men 
det er sandt , lagde han fil , jeg havde nær glemt , at 
fortælle Dig nogle andre Nyheder , jeg er reent forstyrret 
i Hovedet , deels siden den sidste Affaire med 
Huset Blok Co . og nu siden al Haab er brudt for 
mig . Min Moder og Augusta ere ogsaa indbudne fil 
imorgen , hvad synes Du derom , Carl ? “ 
„ Er det sandt ! “ raabte denne i høi Beundring 
og sprang op fra Stolen , „ kommer Augusta l hvor kan 
det dog i Alverden være . Du kan tro , denne Indbydelse 
staaer vist i Forbindelse ved disse Penge . “ 
„ Jeg veed ikke , hvad jeg slak troe , “ svarede Adolf 
mismodig „ og det kan vel ogsaa være mig det samme . “ 
„ Ja siig ikke det ! “ sagde Carl med et Ansigt , 
hvorpaa Glæden begyndte at brede sineFarver . „ Hvilken 
overordenlig Nyhed ! “ 
Adolf fortalte derpaa Historien om Brevtasken , 
Thompsons Indblanding i Sagen og at denne af og 
fil kom i hans Hjem , samt Anledningen fil hans Bekjendtskab 
der . 
„ Man kan mærke , at en anden Gjenstand nu 
har afledt Dine Tanker , siden jeg først nu erfarer 

alt dette . Kommer Kaptajnen hjem til Din Moder 
alene fordi han gav hende denne Haandsrækning ? “ 
spurgte Carl forundret . 
„ Herregud ! Hvor kan Du finde det saa besynderligt ? “ 
„ Besynderligt ! “ 
svarede Carl , „ vel ikke , men jeg 
kjender jo Din Moders stille Hjem og hendes egen 
Indgetogenhed , derfor forundrede det mig . “ 
„ Ja , Du er nu ikke som andre Mennesker , “ tog 
Adolf tilorde . „ Du fluide kjende Thompson , det er 
saa vakker en Mand , at jeg tør vædde paa , at Du 
selv vil synes godt om han . “ 
„ Det kan gjerne være ! “ svarede Carl i en Tone , 
som lod formode , at den opvaagnede Glæde i hans 
Bryst havde lidt et Skaar . Det var atter Hjertets 
Mysterier , som kun de Indviede kunne fortolke . 
Lidt efter gik Adolf . 
Carl sad nogle Øieblikke tans og alvorlig . Han 
kunde ikke afholde sig fra at gjennemgaae den sidste 
Meddelelse om Thompson . Skinsyge , eller maaskee 
kun en Skygge af dette dæmoniske Uhyre i den menneskelige 
Sjæl , begyndte at reise sit Hoved mod et 
ham ubekjendt , aldeles fremmed Mennefle , dog traadte 
den kun frem som Anelse , men efterlod en Torn i 
Hjertet . Stille traadte han hen for Speilet og betragtede 
længe og taus sine Træk , hvorover et sygeligt 
Skjær havde kastet ligesom et Slør . 
„ Ja , min røde Kind er blegnet ! “ sagde han 
roligt , „ men Du veed , min Gudinde , hellige Minerva , 

jeg har kun offret dens Blomster i Din Tjeneste . 
Vær mig god , og skjænk mig Din Søster Freias 
skjønneste Roser til Gjengjæld derfor , det er jo kun 
Blomst for Blomst . Men kunne disse tvende Guddomme 
begge modtage min Tilbedelse , at ikke den ene 
skal vinde paa den andens Bekostning ? Giv mig Lys , 
o Gud ; ikke min , men Din Villie skee ? “ 
I dette Øieblik bankede det paa hans Dør . Han 
sprang hen og aabnede den . 
En Fremmed traadte ind . 
Carl vilde tale , men stod som naglet til Pletten , 
ligesom for at besinde sig ; ogsaa den Fremmede var 
taus . 
Paa eengang slyrtede de Begge i hinandens Arme , 
og Bryst til Bryst stode de længe i en taus Omfavnelse . 
„ Min 
Broder ! Thorvald ! “ raabte Carl , og 
en Taare traadte i hans Øine ; „ lykkelige Øieblik , at 
vi skulle gjensees ! Himlen være lovet ! “ 
Thorvald stod endnu stum , han vilde tale , men 
ogsaa paa hans mandige brune Kind randt en Taare . 
„ Carl ! “ begyndte han omsider , „ Gjevsynets lykkelige 
Stund har overvældet mig , men tro mig , min 
Længsel efter at see Dig har været større end Du 
troer , især da jeg alt i mange Dage har kunnet opfylde 
mig dette Ønske , men Tiden var ikke moden 
, dertil ; thi viid , Carl , fortiden hedder jeg ikke Bang , 
men — Thompson . 

Attende Kapitel . 
Sæbeboblen springer . 
Bogholder Top havde tilendebragt fine Beregninger , 
og var i den lykkeligste Sindsstemning . Tanken 
om at skulle bevise fin paastaaede Ejendomsret til 
Tegnebogen havde nogle Øieblikke hiin Dag vakt hans 
Uro , men senere betragtede han denne Sag med den 
største Ligegyldighed . Kaptajnens anmassende Fremfærd 
med at optræde som Voldgiftsmand forekom ham 
at være en af de almindelige Sømandsfrækheder , for 
at gjøre sig vigtig , og han meente , at han var bleven 
for gammel til at lade sig narre . 
Kun var det ham umnligt at begribe , hvorledes 
Bogen var kommen i Adolfs Hænder . 
Med Haab og Forventning imødesaae han næste 
Dag , der skulde opfylde alle hans Ønsker og navnlig 
det som var ham vigtigst : Emmas Besiddelse . 
I et til den store Spisesal stødende sirligt meudlerel 
Sideværelse var Dagen efter en Deel Mennesker 
tilstede . 
Hvis man var istand til at fleletere disse Personers 
Følelser hver for sig , da vilde Resultaterne 
blive høist forskjellige . 
Haab , Smerte , Forventning og Nedslagenhed 
syntes at være de herskende Sindsbevægelser og at 

dræbe den selskabelige Underholdning , som her kun 
yttrede sig i en sagte Hvisken . 
Kun Thompson , eller som han hed , Bang , vedligeholdt 
sin Fatning . 
Carl Bang var bleg og nedslagen , men af hans 
Øine lyste dog en vis Resignation , der antydede , at 
en stor Kamp var foregaaet i hans Sjæl , og at denne 
havde seiret paa Hjertets Bekostning . 
Adolf og Emma tilkastede hinanden stjaalne og 
bedrøvede Øiekast . 
Agenten gik med Hænderne paa Ryggen op og 
ned af Gulvet . 
Madam Sko » var i en sagte Samtale med Fru 
Hansen , der søgte at give hende et stort Begreb om 
sit Kvindevæcrd og den Godhed , hun havde vist hendes 
Søn i den Tid , han havde været i hendes Huus . 
Bogholderen stod i en Krog og gned sine Hænder , 
medens han mønstrede Gruppen , men af hans Øine 
straalede en sælsom Ild . 
Da traadte Thompson frem og hævede sin 
. Stemme . 
„ Mine ærede Damer og Herrer ! “ begyndte han , 
„ der opstod forgangen en Strid mellem disse tvende 
Herrer der , “ han pegede paa Bogholderen og Adolf , 
„ om Eiendomsrctten til en Tegnebog , sidstnævnte 
Herre havde i sit Værge . Den blev mig overgivet , 
da jeg paatog mig det Hverv af være Voldgiftsmand 
i Sagen , idet de idag hver for sig havde af dokumentere , 
hvorledes den var kommen i deres Besiddelse . “ 

„ Disse Bevisers Tilvejebringelse er nu paa en 
Maade bleven mig dobbelt nødvendige , da jeg har en 
stærk Formodning om , af ingen af Parterne har nogen 
Adkomst til den . Jeg maa derfor bede Dem , Hr . 
Bogholder , af forklare Dem over denne Gjenstand . “ 
„ Jeg maa bede Dem , Hr . Kaptain , eller hvad 
De er , “ begyndte Bogholderen sarkastisk , „ af forskaane 
mig for noget Omstændeligt , hvad denne gamle Tegnebog 
angaaer . Jeg har kjM den for mange Aar siden , 
senere tabt den , og dermed er hele den Historie ude , 
som ikke er værd af vi gjøre flere Ophævelser om . “ 
„ Er det Alt , hvad De har i denne Sag af erindre ? “ 
spurgte Thompson . 
Bogholderen tilvinkede ham et „ Ja . “ 
Derefter , opfordredes Adolf til at afgive sin Erklæring , 
hvilket han ogsaa gjorde , idet han omstændelig 
fortalte den Maade , hvorpaa han var kommet til devs 
Besiddelse , som alt er Læserne forud bekjendt . 
„ Af Hr . Skous Forklaring , “ vedblev Thompson , 
da Adolf var tilende med sin Beretning , „ see vi altsaa , 
at Bogen fra Begyndelsen ikke har været hans , og 
jeg tillader mig derfor at fortælle en lille Tildragelse 
af mit Liv , som maaskee kunde give noget Lys i Sagen , 
idet jeg paastaaer , at Hr . Bogholder Top aldrig har 
eiet Brevtasken , om han end paa en underfundig 
Maade har sat sig i Besiddelse af den , “ 
Alles Øine faldt paa Top , som bleg og skjælvende 
havde hørt Adolfs Fortælling , og nu ved Thompsons 

fornærmende Hentydning ligesom antog en truende 
Stilling , uden dog at sige et Ord . 
Uden at give Agt herpaa , vedblev Thompson : 
„ Med et Handelsskib var jeg for tre Nar siden 
ankommen til Bordeaux , hvorfra jeg , da jeg var bleven 
uklar med Skibets Kaptajn , søgte en ny Hyre til en 
anden Havn . Under mit længere Ophold der overraskedes 
jeg engang ved et Besøg af Fru Fortuna , 
idet jeg paa en Lodseddel var saa heldig at vinde 
titusinde Franks . Jeg fordybede mig i Spekulationer 
over , hvorledes jeg skulde anvende denne Sum , da den 
til at kjøbe Skib for , tildeels var for lille , og til at 
lade ligge uvirksom , for stor . Jeg var endnu ikke 
kommen til nogen Beslutning , da jeg en Nat vaagnede 
op i den største Forfærdelse , thi hele Huset , hvor jeg 
boede , stod i lys Lue . Det var , som de fleste Huse i 
Byen i det Kvarteer , opført af Bindingsværk og var 
saaledes i et Øieblik omspændt af Ilden . I den 
største Dødsangst sprang jeg op for at søge en Ud » 
gang , men forgjæves , næsten kvalt af Hede og Røg 
sank jeg afmægtig til Jorden , og havde intet Begreb 
om hvad der mere foregik omkring mig . Da jeg atter 
kom til mig selv igjen , befandt jeg mig i et lidet 
Værelse i et andet Kvarteer af Byen . En middelaldrende 
Mand med blege alvorlige Træk , hvoraf den 
inderligste Hjertensgodhed lyste , sad ved mit Leie og 
spurgte deeltagende om mit Befindende . Jeg led vel 
heftige Smerter i nogle Brandsaar , men ved hans 
omhyggelige Pleie var jeg snart helbredet . Mit Liv , 

min Formue og al min Fremtids Lykke har jeg denne 
Mand at takke for . To Gange vovede han sig ind i 
de rasende Luer for at redde mig , og min Formue 
stod urørt ved min Side i et lille Jernskrin , jeg har 
ført med mig paa alle mine Reiser . Under min 
Sygdom fortalte han mig sit Livs Historie ; den var 
sørgelig , meget sørgelig . Forladt og ene stod han i 
det fremmede Land , hvor han havde taget Tjeneste 
vaa et Handelskontor , da en ulykkelig Omstændighed 
havde forjaget ham fra hans Fødeland ; jeg vil kun 
fortælle , at Tabet af en Brevtaske var Grunden til 
hele hans Ulykke . 
Ved min Helbredelse var Taknemlighed mod mit 
Livs Frelser den første Tanke , der vaagnede i min 
Sjæl , og jeg tilbød ham min hele Formue , for at 
han kunde vende tilbage til sit Fædreland , da jeg som 
ung og rafl let kunde erhverve mig Noget igjen . 
Men han var ubevægelig , kun naar han var istand 
til at dække et Beløb , der var fire Gange større end 
det , jeg kunde byde ham , var han villig dertil , skjøndt 
Længsel , en smertelig Længsel , drev ham med Liv og 
Sjæl hjemad . 
Omsider formaaede jeg ham til at forlade det 
Forhold , hvori han stod til Bordeaux , da det efter 
min Formening ikke ledede til noget Resultat , og foreslog 
ham at ledsage mig , som netop stod i Begreb 
med at gjøre en Fart til Nordamerika . Hertil fandt 
jeg ham villig , og den største Glæde jeg dengang nød , 
var den Dag , da han som Laan — thi som Gave 

vilde han Intet modtage — modtog mine rede Penge , 
for at stikke dem i en Handel , han vilde etablere i 
New-Iork . 
To Aar efter besøgte jeg ham der . Skjæbnen 
havde været ham gunstig , hans Foretagende var lykkedes , 
han var Eier af en smuk Eiendom og en betydelig 
Formue , hvorved han med Lethed kunde dække 
saavel mig som Brevtaskens Indhold . Vor fælles 
Glæde var ubeskrivelig , vort Gjensyn forenede os til 
et Forhold , som Faderens til Sønnens , og da jeg , 
ved i Boston at overtage Huset Hansens Skib til 
Retour , endnu engang sank i hans Arme , nedlagde 
han den betydelige Sum i min Haand , for at jeg 
her skulde afgive den til fin Bestemmelse . 
Ved min Ankomst her erfarede jeg til min høieste 
Forundring , at Handelshuset netop Dagen forud 
havde modtaget en lignende Sum , hvortil endogsaa 
de paaløbne Renter vare tilføiede , det Hele ledsaget 
af en Skrivelse . Jeg har forgjæves grublet herover , 
men har ikke havt Andet at gjøre end lægge den mig 
betroede Pengesum i den atter tilveiebragte Brevtaske , 
som nu igjen er i den samme Orden , som den var 
den Dag , da Hr . Bogholder Top i Fæstningsslavernes 
Dragt , lydende Navnet Søren 
Vintyv , fandt den og udtog Pengene deraf . “ 
Forfærdelse og Forlegenhed stod malet i Alles 
Træk ved denne Udgang paa Thompsons Historie . 
Bogholderen var sunken ned paa en Stol , og 
bedækkede sit Ansigt med Hænderne . 

Fru Hansen var skrækkelig tilmode . 
Agenten stod rolig og taus og betragtede disse 
. forskjellige Indtryk Fortællingen havde frembragt med 
en indre Selvbeherskelse . 
Madam Skou var bleg og med taarefyldte Øine 
sunken om i Augustas Arme , da Thompson traadte 
hen til hende og leverede hende Tegnebogen med 
de Ord : 
„ Madam Skou , De er nu den Nærmeste til at 
modtage denne Bog , som blev nedlagt i min Haand , 
og som jeg her overleverer Dem . “ 
„ O , Gud , hvis De havde bragt ham selv — 
h ' vrfor flyver han ikke i sin trøstesløse Hustrues 
Arme ? Hvorfor vil han ikke , at hans kjære Børn 
skulle gjensee deres dyrebare , saa længe ventede Fader , 
nu er der dog intet til Hinder for hans Komme — 
Hr . Thompson , Gud give at De havde bragt ham 
selv ! “ - 
Der indtraadte en dyb Taushed , som kun blev 
afbrudt ved en sagte Hulken eller et smertelig Suk . 
Nittende Kapitel . 
Gjensyn . 
Thompson afbrød Tavsheden , idet han tog tilorde 
med sit sædvanlige Alvor . 

„ Hr . Bogholder , jeg har endnu et Hverv fra mit 
Livs Frelser , den ædle , høimodige , ulykkelige og forfulgte 
Valdemar Skou , han har paa det Indstændigste 
anmodet mig om , at hvis jeg nogensinde gjensaae den 
Mand , der saa fkjændig havde stjaalet hans Livs Ro 
Lykke , og bragt saamegen Sorg og Bekymring over 
hans stakkels forladte Hustru og hans kjære velsignede 
Børn , da skulde jeg bede ham om , at han vilde forbedre 
sit Hjerte , og dernæst bringe ham hans Tilgivelse . 
Ved 
min Ankomst paa Toldboden begyndte Tilfældet 
strax at lede mig paa Spor , idet min Vens 
Familie saa at sige var de første Personer , med hvem 
jeg samtalede og Deres egen vanvittige Datter har 
været Deres Angiver . Min Herre , Nemesis har 
naaet Dem , Deres eget Kjød og Blod har forraadt 
Dem . Hun fandt Brevtasken , som De bortkastede , 
da De havde tilegnet Dem Indholdet . Nu seer De , 
Alt er klart . Men vær mere menneskekjærlig end 
hidtil mod det ulykkelige Væsen , som Deres Forbrydelse 
berøvede Sjælens Lys , og lær af den Mand , 
som De krænkede saa haardt , at det er skjønt at tilgive 
sine Fjender og forlade vore Skyldnere . — Og 
nu har jeg snart udrettet min Ærinde , “ vedblev han , 
„ kun Et staaer tilbage . Paa den Liste , De , mine 
Herrer Handelsmænd , have ført over det hjemkomne 
Skibs Ladning , har jeg fundet en Forskjel , en Deficit , 
idet paa min er anført en Post , som jeg paa Foden 
har bemærket , og da Gjenstanden er transportabel , 

har jeg ført den med mig . Her er Listen , medens 
De efterseer den , skal jeg hente den hid ! “ 
Et Øieblik efter forlod han Værelset . 
Paa den fremlagte Liste læste man nederst paa 
Foden : 
„ Mr . Valdemar Skov fra New-Iork . “ 
I næste Secund hvilede den Gjenfundne , den saa 
længe savnede , den Højtelskede , ved fine Kjæres Hjerte . 
Hvilket Gjensyn ! Hvilken Lykke ! At beskrive 
deres Salighed formaae vi ikke , dertil maatte en Engel 
leveres os en af fine Vingers Slagfjær , — det var 
en Forudfølelse af Himlens Glæder , der kun dunkelt 
lader sig male . 
I hans Arme hvilede afvexlende Moder , Datter 
og Søn . 
Thompson og Carl havde omslynget hinanden og 
saae med Taarer paa den skjønne Gruppe . 
Agenten havde sat sig ned , hans hvide Haar 
hvilede i hans Hænder — han var ikke lykkelig . 
„ See ! “ raabte den ældre Skov begejstret , „ uden 
denne Hædersmand , Kaptain Thorvald Bang , ogsaa 
kaldet Thompson , havde I aldrig seet mig — nu 
troer jeg dog , jeg kan give ham en liden Gjengjæld , 
idet jeg kjender et af Hans Ønsker , tag , , min Søn , 
min ædle Thorvald , en Gave af min Haand , som 
jeg selv idag fik skjøn og herlig udviklet tilbage igjen 
af Forsynet , tag hende , og Himlen velsigne Eder ! “ 
Her lagde han den høit rødmende Augusta over 
i den lykkelige Kaptain Bangs Arme . 

Man omringede og gratulerede . 
Carl nærmede sig stille . 
„ Thorvald ! “ sagde han , „ blandt alle Mennesker 
paa Jorden er Ingen , der er denne Pige mere værdig 
end Du , og Ingen kan mere end jeg ønske Eders 
Lykke . “ 
Han skjulte sit Ansigt , hans Haab var knust — 
nu tilhørte han kun Minerva . 
„ Nu mangler vi kun een Oplysning , “ begyndte 
Skov , „ hvem var min skjulte , ædelmodige Velgjører , 
hvem har vel saa høimodigen dækket mit store Tab ? “ 
„ Ingen Velgjører , med Deres Tilladelse , Hr . 
Skou , “ tog Agent Hansen tilorde , „ kun en Skyldner , 
en svag , forført Mand — jeg har betalt en Sum 
tilbage , som jeg i et ulykkeligt Øieblik modtog af en 
Forræders Haand ; jeg lod mig dengang , uden videre 
at undersøge med hvem jeg indlod mig paa Randen 
af min Undergang , bevæge til at indskyde disse Penge 
i min Handel . Nu har jeg dækket dem , og kun opfyldt 
en Pligt , ihvorvel for sildig . Her er en Gjmpart 
af den Skrivelse , hvormed jeg ledsagede den til 
Huset Bloch Co . 
Skou greb den omtalte Skrivelse læste den og 
sagde : 
„ De har skrevet den , Hr . Agent , som om jeg 
selv havde dikterel den , men hvor blev de mange Breve 
af , jeg i den første Tid sendte til mit Hjem ? “ 
„ Spørg ham der ! “ sagde Hansen , idet han 
pegede paa sin Bogholder , der var mere død end 

levende , „ han har opsnappet dem alle , for bedre at 
kunne nyde sit Rov . “ 
Skous Øie faldt paa den samme Skikkelse , hvem 
han for ti Aar siden med Taarer tiggede om Barmhjertighed , 
hans Ansigt bedækkedes et Øieblik med 
Dødens Bleghed , da han saae Ophavsmanden til fine 
store Ulykker . Roligt sagde han : 
„ Du vilde mig ilde , men Gud vendte det til det 
Bedre — jeg har tilgivet Dig . “ 
Kaptajn Bang traadte frem i den til en ny og 
mere glædelig Bevidsthed vaagnede Kreds og sagde : 
„ Mr . Skou i New-Iork trænger ikke til denne 
Tegnebogs Indhold ; jeg er vis paa , at jeg handler i 
hans Aand , naar jeg nedlægger den i hans Søns 
Hænder , for derved at kunne give den unge brave 
Mand nogen større Kredit , naar han fremtræder for 
sin Principal , Hr . Agent Hansen , og beder om hans 
Datter Emmas Haand . “ 
Skov greb Kaptajnens Hænder . 
„ Det var bravt gjort , “ raabte han . „ Agent 
Hansen ! De giver da Deres Minde ? “ 
„ Ja , med den inderligste Glæde ! “ raabte Hansen , 
„ denne unge Mand giver jeg af ganske Hjerte min 
Datter , og for at fuldstændiggøre denne Dags lykkelige 
Begivenheder , erklærer jeg herved , at jeg fra 
igaar aldeles har trukket mig ud af mine Handelsforhold 
til Fordeel for min tilkommende Svigersøn , 
Hr . Adolf Skou , hvis Forhold til min Datter alt 
længe har været mig bekjendt . Fra imorgen begynder 

Huset et nyt Handelsaar . De gamle Bøger ere alt 
opgjorte og sluttede i denne Anledning . Hr . Bogholder , “ 
vedblev han , „ den private Formue , De som 
min Associe i Løbet af ti Aar har erhvervet , anseer 
jeg for tilstrækkelig for Deres Levetid og tager derfor 
Afsted med Demj idet jeg ønsker , at De aldrig mere 
maa komme for mine Øine . “ 
Da nærmede Fru Hansen sig for at lægge et 
godt Ord ind for fin gamle Ven . 
- En Mand med en saa svag Karakteer som Hansen , 
havde aldrig kunnet løsrive sig fra de uværdige Lænker 
han bar , hvis det ikke var fleet ved en overordenlig 
Leilighed , og saa meget Brud han end syntes at gjøre 
paa Livets delikateste Forhold , meente han dog — da 
han nu fandt en saadan Leilighed , hvor han saae sig 
omgiven af hengivne Hjerter — det rigtigst at bryde , 
idet han følte , at hvis det ikke skete nu , maatte han 
til evig Tid blive sin Kones ulykkelige Slave . Derfor 
lod han sig ikke forstyrre , men vedblev rolig : 
„ Mit Haar er bleven hvidt under Sorger og 
Samvittighedsnag , disse Plageaander har Du og han 
der bragt mig , — for at bringe Alt i Orden saavel 
i mit Huns , som i mit Hjerte , maa jeg flille mig 
saavel ved disse som ved Aarsagerne til disse . Jeg 
har nedlagt en Disposition til Fordeel for Fru Hansen 
i Stadens Overformynderi , hvoraf hun kan leve anstændigt , 
og i Stadens Magistrat en Begjæring om 
vort Ægteskabs fuldstændige Ophævelse . Jeg haaber 

ingen Vanskeligheder at møde , da det vilde være Vedkommende 
til for megen Skade . “ 
Fru Hansen vilde improvisere en Besvimelse , som 
dog denne Gang ikke var til nogen Nytte ; men da 
traadte hendes fordums Beskytter til , greb hende fast 
om Armen og gik med hende ud af Døren . 
Tyvende Kapitel . 
Dagen før Juleaften . 
Vi maa nu gaae endeel tilbage i Tiden , for at 
meddele nogle Begivenheder , der ere foregaaede , og 
som staaer i meget nær Berørelse med det som allerede 
er meddeelt Læseren , og som senere vil vise sig 
at have stor Indflydelse paa nogle af de alt bekjendte 
Personer i denne Fortælling . -- -- -- -- -- - 
I et lille beskedent Huns paa Tolddodveien sad 
i et simpelt , men yderst reenligt og hyggeligt Værelse 
et ungt , smukt Fruentimmer med sine to faderløse 
Stedbørn , en Dreng paa ti Aar og en Pige paa 
fire Aar . 
Det var i Skumringen , Dagen før Juleaften ; 
gjennem de halvt tilfrosne Vinduer blinkede Stjernerne 
allerede ind i den lille Stue , medens Kakkelovnsilden 

med sin røde Flamme oplyste det unge Fruentimmer 
Bertha s milde , fine Skikkelse og det blomstrende 
Barn , der sad ved hendes Fødder . 
Med sit Strikketøj i Haanden/ med det tankefulde 
Ansigt vendt mod Vinduet og den stjerneklare Himmel 
sad hun , som det syntes , hensunken i stille Betragtninger , 
medens den lille Olga sad paa Knæ paa 
Gulvet og smaasnakkede med to af Papir udklippede 
Dukker , som hun opstillede paa Skamlen ved Moderens 
Fødder . 
Ved det ene Vindue stod Vilhelm og søgte med 
sin Aande og sine Hænder at optøe en Rude , for 
bedre at kunne see ud paa Gaden . 
Efter en lang Pause lød endelig Berthas melodiske 
Stemme . 
„ Lille Vilhelm ! gaae nu fra Vinduet , at jeg kan 
trække Gardinerne sammen og tænde Lys , jeg har ikke 
Tid til at lade mit Sytøi hvile længer . “ 
Vilhelm adlød strax , men kastede dog endnu et 
Par længselsfulde Blikke til Gaden , idet han sukkede . 
„ Jeg stod og saae efter Jomfru Krog , det er 
grueligt , hvor jeg længes efter hendes 
En halvvoxen Tjenestepige bragte Lys i en Plade 
og satte det paa Bordet , medens Bertha løftede den 
lille Olga op paa en Stol og stillede hendes Papirsdukker 
op for hende paa Kanten af Bordet , idet han 
selv satte sig ved Siden og tog fat paa sit Arbeide . 
Vilhelm gik sagte hen bagved hendes Stol , slyngede 
sin Arm om hendes Skuldre og sagde : 

„ Søde Moder ! troer Du ikke nok , at Jomfru 
Krog bringer Penge hjem med til Dig ? “ 
Bertha vendte sit Ansigt smilende til ham og 
sagde : 
„ Jeg haaber det , min Dreng . “ 
„ Du er da ikke vis paa det ? “ 
„ Nei , hvor kan man være vis paa Sligt ? Den 
Dame , som sial betale mig den lille Regning , kan jo 
være gaaet ud eller have faaet Forfald , hvem kan 
vide det ? “ 
„ Men ifald hun er ude , saa kan jo Jomfru 
Krog eller vores Pige bringe Regningen til Damen 
imorgen tidlig , og saa kan vi endnu faae Penge tidsnok 
til imorgen Aften at faae det Juletræ istand , som 
Du har lovet os , ikke sandt ? 
„ Jo , det mener jeg vel , vi kan . Men , min gode 
Dreng , det Juletræ bliver meget tarveligt ialfald . “ 
„ O ! “ raabte Olga , „ jeg faaer dog en lille 
Dukke , der ikke er flad , saadan som disse PapirSmadamer . “ 
„ Dg 
jeg ! “ udbrød Vilhelm , „ jeg faaer en Farvelade , 
Papir at tegne paa og Sortkridt “ og Blyant . 
Ak , naar jeg kun maa tegne , saa er jeg saa lykkelig ! 
Det forstaaer sig , et Juletræ med smaa Lys , Kager 
sg Æbler er heller ikke at foragte . O , hvor jeg 
er glad . “ 
„ Ja jeg med , “ raabte Olga . 
Bertha trak den lille Pige hen til sig og kyssed « 

hende , medens hun slog den anden Arm om Vilhelm 
og sagde til ham : 
„ Kjære Vilhelm ! Du har været flittig i Skolen , 
Du er en god og fornuftig Dreng , og jeg vilde være 
ligesaa glad som Du og Din lille Søster , ved at 
kunne glæde Eder paa den hellige og skjønne Juleaften , 
men seer Du , den hele Rigdom , vi haabe paa , 
er syv Rigsdaler , af dem vil jeg anvende fire til vor 
Juleglæde , det er næsten mere , end jeg kan gjøre , » g 
for fire Rigsdaler faaer man ikke meget prægtige Ting . 
Den femte er bestemt til en Kastet til Dig , som Du 
trænger til . “ 
„ Fem Rigsdaler , ja det er jo grumme mange 
Penge . Men kan Du da undvære saamange ? Saa 
eier Du jo kun to Rigsdaler igjen ! “ 
„ Io , vore daglige nødvendige Udgifter kan jeg 
nok bestride dermed til Dagen efter Helligdagene , saa 
venter baade Jomfru Krog og jeg at saae nogle 
Penge ind , og medens jeg broderede Pelerinen til den 
Dame , som Jomfru Krog informerer , saa fornøiede 
jeg mig ved den Tanke , at Indtægten var bestemt til 
mine Børns Fornøielse i Julen , og Jomfru Krog har 
ogsaa Penge tilgode for noget Arbeide , som hun vil 
anvende til et lignende Brug i den Familie , som hun 
omgaaes saameget ! “ 
„ Der er hun ! Gudskelov ! der er hun ! “ raabte 
begge Børnene og fløi henimod en høi , tør Figur , 
som idetsamme traadte ind ad Døren , indsvøbt i en 
mørk Kaabe , med en sort Hat ned for Ansigtet . 

„ Bedste gode Krog ! hvad har Du til os ? hvad 
bærer Du der ? “ udbrød den lille Olga , medens 
Vilhelm mere beskeden indskrænkede sig til med sine 
Blikke ligesom at fluge den Indtrædende . 
„ Afveien , afveien , I Smaakreaturer , “ sagde 
Jomfru Krog . „ Lad mig dog komme ind i Stuen . 
See her ! Det , jeg bringer , er en Julekage til to 
Mark . Den er ikke meget stor , men Vorherre veed , 
at jeg har givet min sidste Skilling ud for den , thi 
Noget , synes mig , maatte jeg have med herhjem , og 
desværre “ — tilføiede hun med sagtere Stemme , idet 
hun henvendte sig til Bertha — „ forresten kommer 
jeg tomhændet . Frøken Fanny var ikke at faae itale , 
hun lod sige , at hun ikke havde Leilighed til at brodere 
med mig idag . Jeg lod Tjeneren gaae ind til 
hende igjen og sige , at jeg heller ikke kom for at give 
hende Time iaften , men for at vise hende de Mønstre , 
hun havde forlangt , og bringe hende Pelerinen , som 
hun havde hastet saameget med , og at jeg udbad mig 
blot et Øieblik at maatte tale med hende . Men hun 
lod svare , at hun havde Selskab og kunne ikke komme 
ud til mig , men at hun bad mig at aflevere Pelerinen 
og komme igjen Dagen efter Helligdagene for at hente 
Betaling for den samt mit eget Tilgodehavende . Saa 
var jeg da nødt til at gaae ! “ 
Bertha sukkede og rystede paa Hovedet med en 
bedrøvet Mine uden at svare . 
Den Anden vedblev : 

„ Ja , det er slemt ! men hvad som nu er allerværst : 
Vi have vel ingen Ting i Huset af Madvare ? “ 
„ Nei , ikke mere end netop det fil iaften , og 
knapt det ! “ 
„ Ja , det tænkte jeg nok , og derfor vil jeg nu 
strax løbe hen fil Fru Svendsen og laane nogle 
saae Rigsdaler af hende . Hun er min gode Veninde 
og nægter mig det ikke . Jeg skal strax være her igjen , 
det er kun et Par Skridt herfra . Juletræet maa I 
slaae Jer af Hovedet , Børn , for den Gang ! Men 
slaae nu ikke og tvin over det ! Saadan er Verdens 
Gang . “ 
Med disse Ord ilede hun ud af Værelset . 
Vilhelm var imidlertid tyet hen fil en dunkel 
Krog af Stuen . Han sad paa en Skammel med 
borlvendt , nedbøiet Ansigt , og meente , at Ingen kunne 
see , hvorledes Taarerne strømmede ned i hans tykke , 
dunkle Hovedlokker , hvormed han aftørrede sine Øine . 
Olga havde lagt sig paa Knæ foran ham , og 
rakte sine smaa Hænder op fil hans Kinder , klappede 
dem og aftørrede hans Taarer , medens hendes egne 
slød stille og ubemærket . 
Bertha saae tans og veemodig paa denne Gruppe , 
hun lod Børnene udgræde deres første Smerte og 
kaldte dem endelig hen fil sig . Hun satte Olga paa 
Skjødet , løftede kjærligt Vilhelms forgrædte Ansigt 
iveiret og sagde mildt bebreidende : 
„ Vilhelm , min gode , fornuftige Øreng , som slak 
opvoxe til at være min bedste Ven og min Støtte , 

er det for Dig , ar tage Dig saadan en lille Modgang 
saa nær ? “ 
„ Er det en lille Modgang ? At miste en Lykke , 
som man i saa lang Tid har glædet sig til og tænkt 
paa baade Dag og Nat ? “ 
„ Men Du behøver jo ikke ganske at miste den . 
Dagen efter Helligdagene faaer jeg jo Penge , saa vil 
vi lave Juletræ til Nytaarsaften . “ 
„ Tak , kjære Moder , Du er altid god , men der 
er saa længe til Nytaar for os , for hver Morgen og 
hver Aften i — o jeg veed ikke , hvormange Dage og 
Uger ! — have regnet efter og sagt med Glæde til 
hinanden : Nu er der saa og saa mange Dage til 
Juul , og iaften ^skulde vi have sagt : Imorgen , 
imorgen ! “ 
Taarerne kvalte den stakkels Vilhelms Stemme . 
„ Imorgen , “ gjentog Bertha , „ saa har Du udgrædt 
Din Sorg og trøster Dig til Nytaarsaften . “ 
„ Aa , Nytaarsaften ! Det er jo ikke nogen Helligdag 
mod Juleaften . Men hvad Nart er der heller 
ved Julen uden Juletræ og Fornøielse ? “ 
„ Fy , Vilhelm ! Det er hæslige Ord . Hvor kan 
Du saa lidt tænke paa , hvad Julen betyder ? “ 
„ Juleaffen , “ sagde den lille Olga , „ saa kommer 
det deilige Jesusbarn og besøger alle gode Børn , og 
saa ere de Alle glade . “ 
„ Ja , “ udbrød Vilhelm , „ alle Børn have Glæde , 
undtagen vi , vor Dør gaaer Jesusbarnet forbi . “ 
„ Nei , Vilhelm ! “ sagde Bertha alvorlig . „ Han 

gaaer ikke vor Dør forbi , naar han seer os sidde 
herinde taalmodige og kjærlige . Jesus selv var et 
fattigt Barn , og de fattige Børn ere ham nærmest , 
og vi see ofte , at dem skjænker han Gaver , som de 
Rige gjerne tilkjøbte sig for al deres Herlighed , thi 
Sundhed , gode Forældre , et godt Sind og mange 
andre saadanne Goder blive mangen Gang nægtede 
de Stakler , der have Alt , hvad der kan kjøbes for 
Penge . Julen vender desuden hvert Aar tilbage og 
kan mange Gange bringe Dig , hvvd den nægter Dig 
dennegang , og Du kan heller ikke vide , om den endnu 
kan bringe Dig en eller anden uventet Fornøielse . “ 
Naar Bertha talte saaledes med Varme , hvilede 
et ubeskriveligt , ligesom forklaret Udtryk over hendeindtagende 
Ansigt . En indre Ild farvede HendeKinder 
og oplivede hendes ellers temmelig blege Ansigtsfarve . 
Efterhaanden 
som Vilhelm opmærksom lyttede fil 
hendes Ord , antog hans Træk mere og mere en rolig 
Karakfeer , han hæftede smilende sine smukke , kloge 
Øine paa den moderlige Venindes , og da hun tav , 
slog han begge Armene om hendes Hals og lovede af 
et ærligt Hjerte den tilbørlige Resignation . 
Han opsøgte nu et Stykke Papir , og satte sig 
boS sin lille Søster , fil hvem han udklippede alltflags 
Dukker . Legen vilde dog ikke ret komme igang , de 
sukkede Begge af og fil og syntes af kjæmpe mod 
Kjedsomhed . 
Nu kom Jomfru Krog hjem og sagde fil Bertha : 

„ Ja , fjeg kommer igjen tomhændet forsaavidt , 
men imorgen tidlig kan vi sende Mine hen fil Fru 
Svendsen , saa faaer vi sire Rigsdaler . Hun havde 
ingen Penge før hendes Mand kom hjem iaften sildigt , 
men saa vilde hun lægge fire Rigsdaler i en Konvolut 
fil mig og saa fly dem fil sin Pige , saa jeg imorgen , 
faa tidlig jeg vilde , kunde sende Bud efter dem . Saa 
beholder De de to Rigsdaler , og jeg hjælper mig som 
jeg kan med de andre to til mine Juleforæringer . “ 
Bertha takkede den velvillige Veninde , beklagede , 
at hun i Aftenens Mørke havde maattet gaae i et saa 
lidet behageligt Ærinde , og forlod derpaa Værelset 
for at besørge Aftensmaaltidet . 
Hun kom strax efter tilbage tilligemed Mine , der 
bar en stor Thebakke med Thetøi , Brød , et lille Fad 
med kogte Kartofler samt en ringe Portion Smør . 
Medens hun nu tilligemed Pigen dækkede Bordet , 
sagde hun : 
„ See engang hvor ferm vor Mine bliver , see 
hvor net og ordentlig hun har besørget Alting uden 
Hjælp eller Paamindelse . “ 
„ Ja ! “ svarede Jomfru Krog , „ Mine kan aldrig 
nok takke Dem , thi De har gjort hende til Mennefle ; 
inden De flyttede sammen med mig , var hun en god 
Sjokke . “ 
Bertha nikkede venligt til den unge Pige , der 
blev meget rød ved denne temmelig ublide Ros . 
Børnene nærmede sig til Bordet og betragtede 

Julekagen med saa glade Øine , at de lade til at forglemme 
deres Sorg ved dette Syn . 
Man satte sig tilbords , og medens Bertha tillavede 
Theen , sagde hun : 
, . Bi maa takke vor gode Jomfru Krog for denne 
Julekage , den kommer ret tilpas iaften , da vort øvrige 
Forraad er meget knapt . “ 
Jomfru Krog sfar imidlertid Kagen for idet hun 
sagde : 
„ Ja , denne er , Gud bedre det , heller ikke stor , 
men nu deler jeg den i syv Dele , en til hver af os 
Voxne , en til Mine og to til hver af Børnene . “ 
De Smaa smilede saa fornøiet og lade nu til at 
være saare lykkelige . 
Enogtyvende Kapitel . 
En uventet Gjæst . 
I samme Øieblik hørte man en Larm paa Trappen , 
ledsaget af en vred Menneskestemme og ynkelige 
Skrig , som det syntes af en Hund . 
Pigen , som idetsamme paany kom ind , sagde : 
„ Det er intet Andet , end en stakkels fremmed 
Hund , som er løben hjem med Jomfrnen herovenpaa , 

og som hendes Broder , den grove Karl , prygler og 
sparker ned as Trapperne . “ 
Det lød som om det forfulgte Dyr i sit Fald 
tumlede mod Døren til Værelset . 
Vilhelm sprang hen og aabnede den , og en Hund 
foer ind ; krybende hen af Gulvet for hans Fødder , 
saae den op til Barnet med saa rørende Øine , som 
om den vilde anmode ham om Beskyttelse . 
Med den varmeste Ømhed bøiede Drengen sig 
ned over den , den lille Olga ilede til i samme Hensigt , 
ogsaa Fruentimmerne nærmede sig , og det arme 
Dyr , som snart mærkede , at det var kommet i et 
venskabeligt Land , sprang med næsten ustyrlige Kjærtegn 
omkring imellem dem Alle . 
Det var en meget stor , udmærket skjøn , tigerplettel 
Hund , der bar et Halsbaand med Polititegn , 
og uden om dette et sammenbundet Taug , hvis sønderrevne 
Ender slæbte efter den . 
Jomfru Krog sagde : 
„ Det er bestemt en fornem Hund , det seer man 
tydeligt paa den . Den er sikkert kommen bort fra sin 
Herre og har været indesluttet og bunden af Nogen , 
som har optaget den . “ 
„ Ja , “ svarede Bertha , det lader rigtignok til , at 
den har revet sig løs af et Fangenflab , derom vidner 
jo dette Taug , hvorfra jeg nu vil befri den . “ 
Hun løste nu Touget af dens Hals og klappede 
den med sine smaa , bløde Hænder , som den taknemmeligt 
kyssede , idet den saae op tjl hende med sine 

store , kloge Øine , som om den forstod at tale og 
gjerne vilde , men kun manglede Organet for at fremføre 
Ordene . 
Børnenes Henrykkelse over denne uventede Gjæst 
var ubeskrivelig . Al Sorg over de nys feilslagne 
Forhaabninger var ganske forsvunden , det var ikke 
uden Møie , at man kunde faae de Smaa tilbords 
igjen . 
Hunden satte sig mellem Børnene , dens Hoved 
rakte saa høit over Bordet , at ' det stod i lige Linie 
med Vilhelms Ansigt . Med bedende Mine saae den 
paa sine unge Naboer , den lod til at være meget 
trængende til en Vederkvægelse , og Vilhelm og Olga 
deelte med inderlig Fryd deres Hart med den , ja , ikke 
blot det ene Stykke af den dem tildeelte Portion af 
Julekagen blev offret til den , men tiltrods for Jomfru 
Krogs Formaninger blev endogsaa ^Halvparten af 
det andet Stykke ganske hemmeligt puttede i dens 
store Gab . 
Ogsaa Bertha tildeelte den Alt , som paa nogen 
Maade kunne afknappcs det lille Maaltid , og saaledes 
viste sig det Særsyn , at man ligesom var bleven 
rigere ved gjæstfrt at dele sit allerede saa ringe Forraad 
med en nødlidende Fremmed , og denne Fremmede 
var ovenikjøbet kun et Dyr . 
Da intet mere Spiseligt fandtes i Huset , lagde 
Hunden sig ved Kakkelovnen og strakte sig velbehagelig 
der . 
Børnene ilede hen til den . Vilhelm satte sig 

paa Gulvet hos den og lagde dens Hoved i fil Skjød , 
medens Olga kastede sig ned over den , lagde kjælende 
Ansigtet mod dens Bryst , og slyngede de spæde Arme 
om dens Hals . 
Det varede ikke længe , førend hele Triumviratet 
faldt i en sød Ssvn . 
Det var en yndig Gruppe . 
Endogsaa isøvne bøiede Vilhelm sit lokkede Hoved 
ved mod den laadne Ven , og rørende var det at see 
den lille Pige mellem det store Dyrs udstrakte Poter 
og mægtige Kløer . Hendes Rosenkind hvilede paa 
dens dunkle , spættede Legeme , og de blonde Lokker 
spredte sig som skinnende Blomster over dens mørke 
Hals . 
Fruentimmerne betragtede smilende dette Syn , og 
Bertha bemærkede , at det erindrede hende om et 
Maleri , der forestillede Uskyldigheden som et Barn , 
der roligt sov imellem Kløerne paa en Tiger og med 
Haanden i dens Gab . 
Skjøndt det allerede var Børnenes sædvanlige 
Sengetid , nænnede hun dog ikke at forstyrre dem , og 
de to stræbsomme Veninder , der satte sig til deres 
Arbeide , talede imidlertid med hviskende Stemme . 
„ Der er , “ sagde Bertha , „ Noget , jeg veed ikke 
selv , hvad jeg skal kalde det , — en Tanke , en Forestilling , 
som i mørkere Øieblikke ofte har oplivet mig . 
Det forekommer mig nemlig , som om der altid , naar 
noget Ubehageligt mødte og forstemte mig , strax 
var en lille Trøst i Nærheden , som ganske uventet 

oprejste det synkende Mod . Med Undseelse maa jeg 
bekjende , at mangengang kunne ubetydelige Ting gaae 
mig nær til Hjertet , som for Exempel iaften Børnenes 
Sorg over de feilflagne Forhaabninger . Vilhelms 
Attring , at Jesusbarnet gik vor Dør forbi , satte mig 
ret i et sørgmodigt Lune , og jeg er ligesaa barnagtig 
som de Smaa , thi denne Hund , der forfulgt og vildfarende 
har taget sin Tilflugt til os , glæder mig 
næsten ligesaa meget som dem , ja , det forekommer 
mig , som om den var sendt os af en usynlig Trøster , 
paa det at ogsaa vi stalde have noget uventet Behageligt 
i Julen . “ 
Jomfru Krog rystede smilende paa Hovedet . 
„ Ja , da vilde saadant et stort graadigt Bæst kun 
være en flet Lykke i vor lille Huusholdning , om vi 
skulle forblive belæssede med den . “ 
„ Ja , det forstaaer sig , “ svarede Bertha undseeligt , 
„ men jeg mener ogsaa blot , at iaften har den været 
oS en kjærkommen Gjæsf . “ 
„ Ja , den Hund vil nok blive efterlyst i Avisen , 
der er vistnok en stor Sorg for dens Tab der , hvor 
den har hjemme , men forresten , kjære Fru Bøgh , 
saa vilde jeg af Hjertet ønske og tro , at Gud vil 
sende Dem uventet Trøst og Hjælp , hvergang De er 
sørgmodig , thi det fortiener De visselig . Man kunde 
gjerne gaae hele Landet rundt og lede med Lygte , uden 
at finde et ungt Fruentimmer paa 24 Aar , der havde 
Deres Dyder og Tænkemaade , og som var saadan en 
mageløs Stedmoder . Det siger jeg ogsaa de mange 

Steder , jeg saadan kommer omkring . I det sidste 
Aars Tid — siger jeg — siden den Kone er kommen 
til mig , er der bleven ligesom et Paradis i mit 
simple Hjem . “ 
Bertha greb HendeS Haand . 
„ Gode , kjære Krog , De er altfor god ! See , 
det er nu en ny Glæde paa denne Aften , at De taler 
saaledes til mig , thi jeg har mavgengang , og iblandt 
Andet for et Par Timer siden , med Bekymring tænkt , 
ot De sikkert havde det bedre i den Tid , da De kun 
havde Dem selv at sørge for . Var der da Intet 
hjemme , saa kunde De gaae ud til Deres Bekjendte , 
hvor De altid er velkommen , og lade Hjemmet flytte 
sig selv . “ 
„ Bevares ! Hvor kan De falde paa saadanne 
Griller ? Uden at tale om , at jeg i de senere Aar 
har maatte holde mig en Pige , som jeg dog ikke kunde 
lade sidde ene hjemme og mangle det Nødvendige , saa 
er det da forresten en daarlig Fornøielse for et stakkels 
Menneske som jeg , der er over 40 Aar , og som hele 
Dagen løber omkring og informerer og syer og mange 
Steder bliver behandlet , som om man tiggede de » 
fattige Betaling og ikke suurt fortjente den , for saadant 
et Menneske , vilde jeg sige , er det kun en fattig 
Glæde at gaae i Visitter om Aftenen . Nei , man kan 
rigtignok hørlige » trænge til et hyggeligt Hjem at tye 
hen til og til en god Omgang at styrke sig ved til 
den næste Dag . “ 

„ Ja , “ sukkede Bertha , „ var jeg blot istand til at . 
bidrage lidt mere til vort Udkomme ! “ 
„ Men Herregud ! bidrager De ikke troligt dertil ? 
Gjør De ikke detIdersfe , hvad De kan ? Den Smule 
Rentepenge , De har , gaaer til Børnenes Opdragelse , 
som ret og billigt er ; men af deres lille Pension betaler 
De jo vort Brændsel og den halve Huusleie , 
uden at tale om , hvad Deres flittige Hænder bidrager 
til vor lille Huusholdning . “ 
Jomfru Krog rev en Sax , der laa paa Bordet , 
ned paa Gulvet . 
Toogtyvende Kapitel . 
Jomfru Krogs Meddelelser . 
Hun tog Saxen op fra Gnlvet og vedblev : 
„ Seer De ! I min Eensomhedstid , da boede jeg 
elendigt . Jeg havde kun et Værelse med en lille mørk 
Alkove , heri boede jeg og den unge TøS , min Tjenestepige , 
sov der . Om Dagen var jeg ude , og naar jeg 
sildig om Middagen kom hjem , skyndte jeg mig at 
fluge lidt usselt Spisekoarteersmad , saa løb jeg igjen . 
Gik jeg nu om Aftenen til en eller anden Familie for 

at adsprede mig lidt , saa hændte det mangengang , at 
der var Fremmede , og jeg syntes , jeg var tilovers ; 
en anden Gang traf jeg Folk i flet Humør og tænkte , 
jeg ikke var velkommen . Var jeg saa kjed af det og 
blev hjemme en Aften eller to , saa sad min unge TøS 
og sov , Stuen var dunkel og trist , og ikke en Sjæl 
at tale et godt Ord med . See , et stakkels eenligt 
Fruentimmer er rigtignok til at beklage , og dog er 
Den lykkelig , der , som jeg , kan ernære sig selv , og 
ilke skal spise Naadsensbrød hos Andre . Ja , jeg har 
i alt Det dog takket Gud for min Frihed og mit eget 
Hjem , saadan som det var . Men hvad jeg vilde sige , 
da jeg nu saa gjerne vilde leie denne Bolig , som anstød 
mig saa godt , men jeg ikke kunde betale hele 
Veien , medmindre Vorherre vilde sende mig en skikkelig 
Logerende , saa var jeg saa lykkelig at træffe Deres 
Svoger , som havde fulgt Dem her til Byen , og søgte 
om et Logis til Dem — for nogle Maaneder , sagde 
han ; men Gudfleelov ! de Maaneder ere blevne til et 
Aar , og jeg haaber , de skal blive til flere . Nu har 
jeg det bedre end nogensinde ! Her har vi dog hver 
sit Sovekammer , foruden denne nette lille Dagligstne , 
som jeg lider saa godt , og hvor pænt er alt Dette 
ikke blevet , siden De lod Deres Meubler komme herover 
fra Fyen , og hvor ordentligt og sparsomt , og 
dog hvor rart veed De ikke at indrette vor lille HuuSholdning ? 
Ja , det var en god Stund , da de besluttede 
Dem til at blive her i Kjøbenhavn , og det var 
fornuftigt , skjøndt jeg veed nok , at De hellere var reist 

tilbage til Deres Søster og Svoger , som De holder 
saa meget af . “ 
„ Ja , jeg kan ikke nægte , at jeg ofte længes efter 
min Søster , at mit kjæresfe Luftkastel er bygget ved 
Siden af hendes Hus i Samliv med hende , og at 
jeg ofte om Sommeraftenen medVeemod tænker paa , 
hvorledes jeg i Fyen næsten hver Aften vandrede med 
min kjære Petrea , medens hmdcs Børn og mine 
sprang foran os og omkring oS , men uagtet jeg tilstaaer 
dette , saa maa De dog ikke tvivle paa , at jeg 
dybt erkjender , hvor lykkeligt det var , at jeg traf 
Dem . De modtog mig venlig hos Dem og aabnede 
mig Veien til , ved mit Arbeide , at forskaffe , hvad 
der manglede til min og Børnenes Underholdning , 
See , ogsaa dengang var Hjælpen nær , da Nøden var 
størst . Min Søster og Svoger have en stor Familie 
og maadelige Kaar . Hos Dem kunne vi ikke være . 
Jeg buster det saa levende , da jeg kom her til Byen , 
mit Hjerte var tungt , da jeg kom for at ansøge om 
en Enkepension , som man strax sorudsagde mig , ikke 
vilde blive betydelig , jeg saae ingen Udvei til at ernære , 
end mindre opdrage disse to Børn , som jeg 
elsfede saa høit , som af deres døende Fader vare 
bundne til min Samvittighed . Ak , hun troede at 
sikkre baade deres og min Skjæbne ved at give dem 
mig til Moder , da han selv skulde forlade dem . Men 
Ret til at turde tilegne mig dem for Verdens Øine 
var alt , hvad vi vandt ved dette Skridt , men — ogsaa 
derfor takker jeg ham . “ 

Efker et lille Ophold sagde nu Jomfru Krog : 
„ Jeg erindrer en Ting , som jeg har glemt at 
fortælle Dem . En Dog forleden faldt Talen hen paa 
Dem et Sted , hvor jeg kommer og der var netop en 
Mand fra Fyen , en meget fornuftig Mand , og han 
sagde , at der var omgaact uforsvarligt med Deres 
salig Mands Bo , at salig Kammerraad Bøgh altid 
havde været anset for en meget formuende Mand og 
havde selv anset sig derfor , og det var skammeligt at 
tænke sig , at hele hans Eiendom var sunket sammen 
til de fem Tusind Daler , som er al den Arv , som 
baade De og Børnene fik . Dersom Kammerraaden 
kunde se det , sagde samme fornuftige Mand , saa vilde ' 
han vende sig i sin Grav . “ 
„ Nei , det vilde han neppe . Han vilde indse , at 
han ikke selv havde kjendt sin konomiske Forfatning . 
Jeg troer ikke , at der er flet nogen Uret i Boet . 
Min Svoger var paa mine Vegne tilstede og paasaa 
sikkert min og Børnenes Interesse . Men saadanne 
Tilfælde ere jo ikke noget rent Ualmindeligt i vore 
Tider . “ 
„ Nu , ja , det være som det vil , alting kan blive 
meget godt endnu . Det bæres mig for , at De vil 
snart gjøre en stor Lykke . De kan tro , der bliver 
tidt spurgt mig om den smukke Dame , som bor hos 
mig , og det især af Herrer baade unge og gamle , 
pas paa , der kommer nok den Dag , at en rig og 
brav Mand kommer her som en redelig og pæn 
Frier . “ 

Bertha lo . 
„ Nei , det har vist ingen Nød . For Alvor at 
fri til en fattig ^nke med to Børn , derpaa vil vist 
Enhver betænke sig . “ 
„ Men jeg sætter nu , at En virkelig kom i det 
Ærinde , vilde De da ikke sige ham Ja ? Vilde De 
ikke med Glæde ægte en god og velhavende Mand ? “ 
„ Ak , nei , det synes mig ikke . jeg kunde . Det 
forekommer mig langt bedre at leve med mine Børn 
slille og tarveligt , men i Frihed og Kærlighed , end 
underkaste dem og mig en Fremmeds Villie . “ 
„ En Fremmeo ! Men naar De elskede ham , var 
han jo ikke længer en Fremmed . “ 
„ Ja , naar jeg elsfede ham . “ 
„ Var det^ da umuligt , at De kunde elsfe en 
brav og smuk Mand ? “ 
, , Jeg anseer det for umuligt , at jeg nogensinde 
mere kan elsfe i den Forstand . “ 
„ Nogensinde mere ! Herregud ! Vil De da aldrig 
kunne glemme Deres salige Mand ? De seer forundret 
paa mig , De bliver blodrød . Ih . Du min 
Gud ! De behøver saamænd ikke at sfamme Demover 
at sørge over Deres salig Ægtemand . Men nu er 
det jo toAar siden han døde . De er endnu saa ung 
og egenligt talt , saa har De jo aldrig været gift ; thi 
Kammerraaden var jo allerede opgiven af Dokforen , 
da De blev viet til ham . “ 
Bertha taug og saa ned paa sit Arbeide , endelig 
sagde hun : 

„ Ak , min gode Veninde , der foregaaer meget i et 
Menneskes Sind , hvorover man ikke kan gjøre Regnflab 
for sig selv og langt mindre for Andre . “ 
„ Naa , naa , min Bedste , jeg vil ikke friste Dem . 
Det vilde ogsaa være en Skam , thi det har ret opmuntret 
mig at sidde her og passiare med Dem , thi 
jeg skal sige Dem , jeg var ogsaa fortrydelig stemt , da 
jeg kom hjem . Jeg kan ret ærgre mig over en saadan 
tosset Tøs , som denne Frøken Fanny . Saadan 
En er , som om hun mente , at hun var ophøiet 
over menneskelig Modgang og Trang , og at Touren 
aldrig kunde komme til hende . Fordi hun ikke gider 
reist sig eller forlade sit Selskab i et lille Minut , som 
der behøvedes for at gaae ind i en anden Stue og 
lnkke sin Pengeskuffe op , saa lader hun en stakkels 
Arbeider gaa med tungt Hjerte til et øde og tomt 
Hjem . Saadan Een græder mangen Gang , fordi hun 
ikke faaer den Stads , hun har bestilt til en Asten , 
naar hun skal pyntes , at man gjerne kunde sidde oppe 
om Natten for at skaffe hende det færdig , men at 
Den , der har siddet oppe om Natten og trællet for 
hende , ikke skal gaa grædende fra hende , det tænker 
saadan En ikke paa . “ 
„ Ja kjære Krog ! Det er Tingen . Man tænker 
ikke derpaa . Dersom Nogen gjorde en Pige som 
denne Frøken opmærksom paa hendes Opførsel , saa 
gjorde hun sig vist ikke mere skyldig i denne Uret . 
De saakaldte Lykkelige kjende Livet kun halvt , altsaa 
leve de kun virkelig halvt , og vi Andre , som kjende 

baade Modgang og Medgang , see strax i vort Indre 
fornemme og forstaae hvad Andre føle , vi ere i Grunden 
de Lykkelige ; thi vi have , i den rette Forstand , 
levet , inden vi døe . Men denne unge Pige , om hvem 
vi her tale , har De dog tilforn rost , synes mig ? De 
har sagt , at det var en Fornøielse at lære hende . “ 
„ Ja det er sandt nok , hun har Genie til at brodere 
og finde paa mange Slags Forandringer i sit 
Arbeide , og Alt , hvad hun begynder paa , det kan hun 
strax komme godt fra . Men der er meget idet , som 
Husholdersken forleden sagde til mig , Hun har ikke 
Forstand paa des Nødvendigste , hun veed neppe , at 
man koger Suppe paa Kjød , eller kan see , om der 
ligger singertykt Støv i hendes Stue . Sommetider 
sidder hun og græder , Ingen veed hvorfor , og hun 
veed det ikke selv , til andre Tider er hun som en vild 
gal Øreng . Den Dag , sagde Husholdersken , havde 
der været et stort Spektaklel . Frøkenen var faret om 
paa Gulvet , og havde væltet Bordet foran sin Fader 
og spildtalt hans Tobak , som stod i et stort Glas 
og da Manden blev gnaven herover , fløi hun hen og 
løftede den lille Paryk , han gaaer med , af hans Hoved , 
satte den paa sin Fod og dandsede med den , til 
den saa ud , saa Gud sig forbarme . Der var unge 
Herrer tilstede , der loe af alle Kræfter , men den gamle 
Etastraad blev vred og lukkede sig inde i sin Stue . 
Han gjør ellers en Afgud af hende , men alligevel 
ønsker han nok at blive af med hende , og faae hende 
vel gift . Der er en ung Mand , en Søn af en Oberst 

han kommer der i Huset , han , vilde de nok gjerne , 
skulde frie til hende . Han eier et Gods ude i Sjælland , 
som han har arvet efter sin Onkel , men haner 
i nærværende Tid her i Byen . Forresten siger Husholdersken : 
„ „ Det var Synd , at hun skulde have hamHan 
er meget for god til hende , det var bedre hun fik hans 
yngste Brod er “ “ . Jeg har seet dem alle Tre . Obersten 
er en deilig Mand , det er han , han seer endnu 
ganske ung ud , og har et Væsen , som er ubeskriveligt 
saa behageligt . Ingen af Sønnerne er saa smuk som 
Faderen . Det var dem , der vare oppe hos Etatsraaden 
i Eftermiddags , da jeg var der , derfor kunde 
Frøken Fanny nok ikke komme fra Stuen . “ 
Bertha , der allerede længe havde tabt Traaden i 
denne Samtale , reiste sig nu for at vække Børnene . 
Jomfru Krog kaldte Pigen ind , gav hende meget 
vidtløftig Besfed om det Pengebrev , der næste Morgen 
skulde hentes hos den føromtalte Frue , og sagde 
derpaa Godnat . 
Da Børnene bleve vækkede tillige med deres stir - 
benede Sovekammerat , stredes de om , hvem af dem 
der om Natten skulde nyde den Lykke at have den liggende 
i sin Nærhed . 
Berthas Dom gjorde Udflaget til Gunst for 
Vilhelm . 
Lille Olga sov i Moderens eget Sovekammer , 
Vilhelm derimod i et lille Kammer indenfor dette , 
hvor der ikke var mere Plads , end til hans Seng , 
en Stol og et lille Bord , hvilket sidste blev flyttet 

ud for at gjore Plads for den store Hund , hvis Nat « 
teleie blev den anvist paa et Tæppe , som Vilhelm 
bredte udenfor sin Seng . Inden han gik No sagde 
han : 
„ O , kjære Moder , hvor Du dog havde Ret ! 
Dette havde været saa deilig en Juleaften , at jeg slet 
ikke ' tænker paa den imorgen . “ 
Flere Gange i Nattens Lsb vaagnede Drengen 
og rakte Haanden ud til Hunden for at overbevise sig 
om , at den ikke var borte , eller at den hele Lvksalig « 
hed kun var en Drøm . 
Treogtyvende Kapitel . 
Efterlysningen . 
Sildig næste Middag kom Jomfru Krog ilende 
hjem med en Adresseavis i Haanden og raabte : 
„ Hvad sagde jeg ! her staaer Hunden efterlyst . 
I kan selv see , „ at det er den , der er ingen Tvivl 
om det . Den har været borte i mange Dage , der 
loves 5 Rd . i Douceur til Den , som bringer den . 
See , det er Din Lykke , Vilhelm ! saa kan Du endnu 
faa Juletræ iaften . 

Hunden lyder Navnet Tiger , staaer der . Lad 
see ! Tiger ! — Tiger ! see , der kommer den strax . “ 
„ Ak “ udbrød Vilhelm , hvem kunde falde paa 
det ? Er det et passende Navn for det fromme Dyr ? 
Jeg har prøvet alle de Hundenavne jeg vidste . Men 
der behøves intet Navn til den lydige Hund , der kom 
ved mindste Vink . O Tiger ! Tiger ! gode , rare Dyr ! “ 
Med disse Ord omfavnede han Hunden med 
Taarer i Øinene . 
„ Men Dreng er Du da fra Dig selv , “ raabte 
- Jomfru Krog „ Jeg troede at gjøre mine Sager saa 
godt og glæde Dig , Derfor løb jeg hjem med Avisen , 
og skyndte mig noget udsædvanligt , da det er sildigt 
og snart bliver mørkt . “ 
„ Ja mange Tak gode Krog , men jeg » ilde saa 
grumme nødig miste denne Hund . “ 
„ Gud fri mig ! Du vil da ikke beholde Folks retmæssigæ 
Eiendom . Det tør Du hellerikke . “ 
„ Nei , kjære Vilhelm , det tør Du ikke , “ gjentog 
Bertha . „ Saasnart vi have spist , maa Hunden sendes 
hjem . “ 
Vilhelm vendte sig bort , for at fljule sine 
Taarer . 
„ Men derimod faaer Du fem Rigsdaler , “ sagde 
Jomfru Krog , „ saa kan Du endnu faa kjøbt Dig 
en Farvelade og det Øvrige , som er Dig lovet , paa 
Juletræet nær , thi det bliver vel for sildigt , men Lys 
og Kager kan I nok faa , Børn . “ 

Bertha tog Jomfru Krog lidt tilside og 
hviskede : 
„ Jeg synes , det er saa underligt at modtage 
Penge for bringe at Folk deres Eiendom , det bør man 
jo gjøre for Intet . “ 
„ Ih , Gud forbarme sig ! “ udbrød Jomfru Krog . 
„ det er da ikke værd at være saa fornem eller at 
vænne Vilhelm til saa honnet en Ambition . Det 
var jo ogsaa Synd mod Børnene . Lad nu de 
Stakler faa deres lille Juleglæde . “ 
Bertha rødmede men taug , og saasnart det tarvelige 
Middagsmaaltid var endt og troligt deelt med 
Hunden , lavede Vilhelm sig til at bortføre sin Gjæst , 
i hvis Halsbaand han bandt sit Lommetørklæde . 
Den Glæde , at skulle gaa hele Byen igennem 
med sin lyredare Fange syntes at trøste ham noget 
for dens Tab , det var ligesom han følte sig stolt af 
at have det store Dyr saaledes i sin Magt . 
Da det imidlertid var bleven møkt , fik Mine 
Befaling til at følge med til det langt fraliggende 
Hus , som Avisen betegnede og derpaa at følge 
Vilhelm til de Boutikker , hvor han kunde indkjøde de 
ham og Olga lovede Sager , hvortil det blev ham 
tilladt at anvende den hele Sum af de ventede 5 
Rigsdaler . 
Sorg og Glæde sirede i Drengens Sjæl . 
Medens Jomfru Krog vidtløftig forklarede ham 
og Pigen , hvorhen de skulde vende deres Skridt for at 
gjøre det bedste Kjøbmandsflab , saae han paa hende med 

glædedrukde Øine , men derpaa vendte han sig til Hunden , 
og strax blev hans Ansigt inderlig sørgmodigt . 
„ Ak , “ sagde han , „ kjære Tiger , hvem ved , om 
vi sees mere i denne Verden ? “ 
Han stod lidt og betragtede Hunden , ^medens 
denne paa sin Side med logrende Hale ogsaa hæftede 
sine Øine paa hans . 
„ Se , hvor rørende den ser paa mig , den veed , 
at den siger mig Farvel ! Kunde jeg dog tegne den 
saaledes . “ 
Med disse Ord greb han i en Hast en Blyant 
og udkastede med fine Træk dens Billede paa en bred 
Kant af Adresseavisen , som laa paa Bordet . 
Hvor ubetydelig end denne Handling syntes at 
være , vil det dog senere vise sig at være af stor 
Betydning . 
Endelig efter at baade han og Pigen med mange 
Taarer havde kysset det kjære Dyr , bekvemmede Vilhelm 
sig til at tiltræde sin Vandring tilligemed den 
unge Mine , der med ungdommelig , hjertelig Latter 
havde divaanet hele denne rørende Scene . 
Jomfru Krog lavede sig ogsaa til at gaa , men 
vendte tilbage med travle Miner og sagde : 
„ Hor , denne Dag er bestemt lykkelig . Der er 
bleven bestilt meget Arbeide hos os , som jeg skal fortællæ 
Dem om imorgen , naar jeg faaer bedre Tid . 
Dog maa jeg strax levere Dem dette Broderi , som 
De nok ser skal blive en Sofapude , der er begyndt , 
men Fru Svendsen , som den tilhører er kjed af den 

allerede , og gider ikke sye den færdig , den skal foræres 
bort til en Brudegave om en Maaned , saa De 
maa skynde Dem — og se engang ! Alt det Garn , 
som jo er dobbelt saameget som der bruges til den , 
har hun overladt mig for en Rigsdaler og det har 
kostet tre . “ 
„ Nu , “ sagde Bertha , „ siden De mener , af Dagen 
er lykkelig , hvilket jeg ogsaa vil tro , da det er Juleaften , 
saa vil jeg strax fage fat paa Arbeidet , inden 
Vilhelm kommer , og maaske behøver min Hjælp til 
Indretningen af Børnenes lille Fest . imidlertid jvil 
jeg begynde med af vinde dette Garn , der synes mig 
temmeligt uordenligt behandlet . “ 
Ved disseOrd tog hun den meget omtalte 
Avis , og uden af bemærke Vilhelms Tegning 
lagde hun den sammen og vandt den paa 
alle Kanter fuld af Garn . 
Hun sad imidlertid ene , thi Jomfru Krog var 
gaaet , og lille Olga var falden i Søvn i en Krog saf 
Værelset , og under dette lette Arbeide , som beskjæftigede 
hende , syntes hun af en Følelse af Tilfredshed , 
og en lykkelig Anelse vederkvægede hendes Hjerte . 

Fireogtyvende Kapitel . 
Oberstens Hemmelighed . 
I det Huns , hvortil den føromtalte lille Karavane 
styrede sin Cours , boede netop den af Jomfru 
Krog tilforn nævnte Oberst ved Navn S nei der , og 
hans to Sønner . 
Han selv sad i Skumringen ved en munter Kakkelovnsild 
og røg en Cigar . Ligefor ham sad paa 
samme Maade hans ældste Søn Otto , medens den 
yngste , C h ar le s , stod foran dem . 
Man mærkede strax , at der var bleve n ført en 
Samtale mellem de tre Personer , men som nu var 
gaaet istaa . 
Charles tændte sin Cigar , som var gaaet ud , og 
forlod derpaa Værelset . 
Obersten saae efter ham og sagde derpaa saaledes : 
„ Stakkels 
Fyr ! Han er stærkere skudt , end deler 
tjenligt for en Lieutenant uden Formue . Rigtignok 
er Pigen rig , men hun bryder sig ikke om ham , tvertimod ! 
jeg synes , hun har ham til bedste . “ 
„ Ja “ sagde Otto „ jeg har virkelig været ganske 
ilde tilmode for hans Skyld , allerede forrige Vinter , 
da jeg var kommen her til Byen og havde fornyet mit 
gamle Bekjendtskab med det Hjortenske Hus , men jeg 
har siden noget beroliget mig ved en Betragtning , 
som jeg har erfüllet i den An l < dri ! g . Jeg herre 

lig troet at bemærke , at der i hans Lidenskab for Frøken 
Fanny var mere Forfængelighed , end sand inderlig 
Kjærlighed . Hendes Skjønhed , hendes Talenter 
vilde tabe endeel af Fortryllelsen i hans Øine , dersom 
de ophørte at være en Gjenstand for Verdens Omtale 
og Beundring . “ 
„ Ja saa streng Drøftelse “ kan man virkelig heller 
ikke underkaste vore menneskelige Følelser , og blandt 
de forskjellige Elementer , hvoraf vor Kjærlighed danner 
sig , er det vistnok ikke det ringeste , at Verden 
ærer vort Valg , ja , endogsaa , at den misunder en 
vor Lykke . “ 
„ Det synes mig ikke . Fra jeg var en Dreng 
har jeg priset Mysteriumet , ubekjendt for de Uvidende , 
som ikke kunne forstaa det . “ 
Efter en lille Pause sagde Obersten : 
„ Efter Alt , der er bleven talt im Uem os , kunde jeg 
jo rigtignok tage i Betænkning at rykke ud med Noget , 
som jeg havde besluttet at gribe den første Leilighed 
til at meddele Dig . Jeg maatte meget tage feil , om 
ikke Fanny foretrak Dig for alle andre Mænd . Du 
seer forundret paa mig , men de er maaske netop for den 
Omstændighed , at Du er den Eneste , der ikke gjør 
hende Cuur . Det Usædvanlige beskjæftige » altid , og 
Modsfand tiltrækker den , som aldrig møder den , men 
just derfor kjeder sig ved sin Lykke , og det , troer jeg , 
er Tilfældet med Fanny . -- -- -- -- -Hør mig rolig , lad 
mig tale ud . Pigen er smuk og har Forstand , hu « 
er et forkjælet Barn , hun er forvænt af Smiger , 

men falder hun i en fornuftig Mands Haand og elsker 
hun ham , kan hun blive en brav Kone , som vil 
være en Ære for ethvert Hus . See nul Du har 
virkelig altid havt Lykke med Dig . Du har en Gave 
til at vinde Hjerter . Du vandt allerede som Barn 
din brave Lærers , som ikke vilde flippe Dig , men tog 
Dig med sig til Odense , hver han var ansat . Du 
vandt senere Din Onkels i den Grad , at han indsatte 
Dig til sin Arving . Nu er Du i Forlegenhed 
for den sidste Sum , som du har at udbetale de holstenske 
Slægtninge efter Testamentet , og — nu kommer 
den gamle Lykke , nu vinder Du igjen et Hjerte , 
en rig Pige synes at finde Behag i Dig , hendes Fader 
lader til at Hove samme Ønske , han fortalte mig 
ganske fortroligt , hvor stor hendes Medgiff var . Det 
er tvende Gange mere end Du for Øieblikket behøver 
Vogt Dig nu for at gjøre Din Lytke vred , ved at 
støde den fra Dig . Havde jeg endnu den Formue , 
som jeg eiede for ti Aar siden , faa kunde jeg hjælpe 
Dig , men Du veed , at den er fløjten . Øen eneste 
flette Side ved et Parti mellem Dig og Fanny , er Charles 
Kjærlighed til den samme Pige , men han ble » 
ialfald dog ikke den Lykkelige . “ 
„ Men desuagtet “ raabte Otto „ vilde jeg paa ingen 
Maade staae imellem ham og hans Ønsker , men 
dette uanseet , saa er Fanny ikke den , jeg kunde elske . 
Min Frihed er kostbarere end mit Gods , men forresten 
, hvad min øjeblikkelige Forlegenhed angaaer , 
saa er den saa godt som hævet . Øen gamle Kjøbmand 

Stof , saa stod i Forbindelse med salig Onkel 
har givet mig bestemt Løfte om de to Tusinde , som 
jeg skal udbetale Holstenerne i Juni Termin efter 
Overenskomst , imod at jeg giver ham Sikkerhed i Huset . 
Han risikerer Intet , saavidt jeg kan indsee , ved 
at laane mig denne Sum . Dens Ubetydelighed i 
Forhold til det Hele har ærgret mig meget i denne 
Forlegenhed , som jeg heller ikke var kommen i , uden 
ved de uventede Omstændigheder , som jeg har fortalt 
Dig . Men nu er jo saaledes min værste Sorg sluppet , 
thi dermed ere disse Udbetalinger forbi , og iøvrigt 
maa jeg see at slaae mig igjennem , som jeg hidtil har 
gjort . Det bliver jo hvert Aar bedre . “ 
„ Kjære Otto , Du er nu 28 Aar , og jeg ønsker 
ret at see Dig gift , jeg nægter ikke , ogsaa for min 
Skyld . Jeg er kjed af denne Pebersvendehusholdning . 
Naar Du bragte mig en vakker , dannet Svigerdatter 
saa kunne vi udgjsre en Familie . Vinterne kunne I 
tilbringe i Kjøbenhavn hos mig , og en Deel af Sommeren 
kunde jeg tilbringe hos Jer . Hvor et Fruenfimmer 
gjør Honneurs i Huset er der strax et Forandringspnnkt , 
hvorom Alle gjerne samle sig , og dødt 
og øde bliver dog Livet tilsidst uden kvindelig og opmuntrende 
Omgang . “ 
Otto taug nogle Øieblikke , det var , som om 
Noget svævede paa hans Læber . Han fæstede saa 
Øinene paa Faderens af Kakkelovnens Lue oplyste Ansigt 
og sagde endelig , idet han tog hans Haand : 
„ Min kjære , gode Fader , hvem jeg ærer og elsker 

over Alt i Verden ! Som en overbærende Ven har 
Du stedse behandlet mig ; tør jeg tale til Dig som en 
Ven , ikke som til en Fader ? Der er jo hellerikke saa 
stor Forskjel paa vor Alder , som den der almindelig 
' adsfiller en Faders og Søns , og et Forhold som 
mellem Venner har jo altid sundet Sted imellem 
os . “ — 
„ Tal dog , kjære Otto , hvortil denne lange 
Fortale ? “ 
Halv undseelig sagde Otto : 
„ Du er ingen gammel Mand , Du er en meget 
smuk Mand . Gift Dig selv og giv mig og min 
Broder en god og elskværdig Stedmoder . “ 
Obersten lo høit . 
„ Hvilket Indfald ! Jeg er to og halvtreds , — 
det vilde væve et fornsieligt Stof til Bysnak , at 
Oberst Sneider , efter i tyve Aar at have været Enkemand 
nu tog sig en ung Kone ! “ 
„ Men , “ sagde Otto halv sagte , „ det behøvede jo 
ikke at være en ganske ung Kone . “ 
„ En gammel Jomfru eller solent Enke ? Tusind 
Tak ! “ 
„ Nei , “ sagde Otto med bestandig stigende Forlegenhed , 
„ heller ikke det . Men et andet tækkeligt 
Fruentimmer , en ferm ædel Na ur , en , hvis Personlighed 
tilfulde har behaget Dig . “ 
„ Hvad mener Du ? — Hvad skal det sige ? 
Med nedslagne Øine vedblev Otto : 

„ Ude paa mit God « lever et Fruentimmer , som 
jeg tilfældigt har lært at kjende . Jeg ærer og agter 
hende , skjøndt den strenge moralske Verden vender 
hende Ryggen , fordi hun i sin uerfarne Ungdom er , 
blevet et Offer for sin Kjærlighed til en ung Mand , 
som hun endnu elsker og begræder . Admyg og nøjsom 
skjuler hun sig for Alles Øine , og ved at sy 
for Bønderkonerne og informere deres Pigebørn ernærer 
hun sig og sin Søn , en herlig Øreng , som nu 
er sexten Aar , og denne Drengs Fader er — er ogsaa 
min . “ 
Obersten tang nogle Øieblikke og saa ned for sig . 
— Derpaa løftede han pludselig Hovedet og sagde 
smilende : 
„ Det er Sabine Poulsen , kan jeg tænke , om 
hvem Du taler . Nu kjære Otto , jeg trøster mig ved , 
at Du og jeg , som Du selv siger , altid har levet 
sammen som Venner , og jeg haaber , at Din Fader 
ikke staaer som en Synder for Dine Øine paa Grund 
af en menneskelig Svaghed , thi Dn har vel set nok 
af denne Verdens Gang , for at finde Svagheden 
undskyldelig . MDet er en gammel Historie . Jeg havde 
væræt syg og søgt Permission for al tilbringe Sommeren 
paa Landet hos min Svoger paa det Gods , 
som nu er Dit . Der var dødt og kjedsommeligt . 
Jeg besøgte alle Egnens Beboere . Degnens Datter 
kom mig selv imøde med en Hengivenhed , som vist 
var meget uskyldig , men netop derfor dobbelt fristende 
og — jeg ved ikke selv — hvordan kommer man ind 

i et saadant Virvar ? Jeg har aldrig lovet at ægte 
hende , Faderen døde paa samme Tid uden at erfare 
Noget om vort Eventyr . Jeg satte hende i Kost hos 
en Enke i næste Kjøbstad og betalte for hende i to 
Aar . Derpaa fik jeg et Brev , hvori hun skrev , at 
hun ikke længere behøvede min Understøttelse , og 
siden , maa jeg bekjende , har jeg næsten glemt den 
hele Historie . De mange Sorger , de mange Lykkens 
Omvexlinger , jeg efter den Tid har prøvet , maa være 
min Undskyldning . Men Gud bevares , lider hun 
Nød , saa sig blot hvad hun behøver , og — “ 
„ Nei , hun mangler Intet . En af de nette smaa 
Boliger , som Onkel har ladet opføre , jeg ved ikke i 
hvad Hensigt , er hende overladt . I et Par Aar 
kommer hendes Søn daglig til mig , og det har været 
en af mine kjæresfe Adspredelser at lære ham , hvad 
jeg selv kan . Det er et meget godt Hoved og et 
meget fortræffeligt Hjerte . Længes Du ikke efter at 
se ham ? “ 
„ Nei , ingenlunde ! Ak , kjære Otto ! Saadanne 
Børn have ikke den Plads i vort Hjerte , som de , vi 
med Glæde have modtaget i vore Arme ved deres 
Fødsel , og som ere opvoxede under vore Øine , have 
deelt vore gode og onde Dage og skulle bære vort 
Navn . Det er underlig nok , men det gaaer alle 
Mænd saaledes — jeg er ikke værre end nogen af 
de Andre . “ 
Efter et lille Ophold vedblev Obersten : 

„ Men hvordan var det nu , at vi kom paa dette 
Kapitel ? Vi talte jo om Giftermaal ! Det var dog 
for Pokker vel ikke Din Mening , at jeg skulde ægte 
Sabine Poulsen ? “ 
„ Io , Fader , jeg tilstaaer , at jeg synes , at det 
var i fin Orden . “ 
„ Menneske , er Du forrykt ? Hvordan vilde hun 
tage sig ud i vor Kreds ? Hvad vilde Verden sige 
om en saadan Frue i vort Huus ? “ 
„ Hvad Verden vilde sige er og bliver i Evighed 
min ringeste Sorg , men hvad Resten angaaer , saa 
vilde Du aldrig finde en bedre Frue i Dit Hus , og 
baade i Din og i vores og i enhver fornuftig Kreds 
vilde hun tage sig godt ud . “ 
„ Hun er uden al Opdragelse ! “ 
„ Ja , uden Kundskaber og Talenter , det er sandt , 
ja , jeg vil endogsaa tilstaa , at der er nogetD Forlegenl 
i hendes Væsen , Noget som viser , at hun altid 
har levet paa Landet i en simpel Kreds , men en ædel 
Natur , en sand indre Finhed og Takt , som dels er 
medfødt , dels erhvervet i Modgangs Skole , sætter 
hendes Omgangstone langt over mangen Dames , 
som Verden kalder velopdragen , hun er endnu ret 
smuk — “ 
„ Du er en underlig Fyr , Otto , der seer denne 
Verdens Handel og Vandel med sværmeriske Øine , 
man kunde gerne sige med klosterlige Øine . Man 
skulde tro , Du var opdragen i en Munkecelle . Naa , 
naa , bliv ikke fortrydelig , noget ridderligt boer der 

ogsaa i Dig og har Deel i dette , det har jeg ofte 
tænkt , men urimelige vare mangengang Dine Meninger , 
dog ingen værre end den Du i denne Sag har yttret , 
thi ser Du — heri er jeg af Charles Mening : En 
Mand maa være stolt af at vise fin Kone for Verden , 
thi den Plads , som hun optager i denne , kaster Lys 
eller Skygge paa ham . Og en simpel , landsbyagtig 
Brud , en voxen Dreng , der var som falden ned fra 
Skyerne , skulde jeg indføre i mit Hus og døie 
Damernes smaa spodfle Træk ved Munden og 
Herrernes ironiske Lykønskning allerede Dagen efter 
Brylluppet og dertil vide , at imellem dem sagdes : 
Naa ! har Oberst Sneider siddet som Enkemand i 
tyve Aar , saa har han rigtignok ogsaa vidst , hvad 
han vilde have ! — Død og al Ulykke ! Jeg bliver 
hed og kold bare ved at tænke derpaa . “ 
Otto rystede paa Hovedet og vilde endnu fremføre 
Noget , da idetsamme Tjeneren hurtig kom ind og 
sagde med glade Miner : 
„ Her er en lille Dreng med Tiger . “ 
„ Bravo ! “ raabte Otto og løb glad ud i Forværelset . 
Tjeneren 
sagde : 
„ De staa paa Trappen , de vilde ikke komme 
ind . Der er ogsaa en Pige med . “ 
Paa det øverste Trin af den store Trappe stod 
Vilhelm og holdt endnu Hunden bunden . 
Idet Otto aabnede Døren , saae han Drengen 
bøie sig ned over Dyret , og , med begge Arme flyngebe 

om dens Hals , at lægge sit Ansigt til dens 
Hoved . 
Denne kjærlige Stilling og Barnets Skjønhed 
forbansede Otto . Med venlige Ord bad han ham 
komme nærmere , og med blussende Kinder traadte 
Vilhelm ind i Værelset og løste Tørklædet af Hunden , 
der med Utaalmodighed søgte at rive sig løs ved 
Synet af fin Herre . 
Mine var fulgt bag efter og blev staaende ved 
Døren . 
„ Jeg takker Dig ret meget min gode Dreng , “ 
sagde Otto „ Du gjør mig en stor Glæde ved at bringe 
mig min Hund igjen . Hvorledes har Du faaet sat 
paa den ? 
Undseeligt stammede Vilhelm : 
„ Den kom iaftes til vor Dør og blev hos os 
inat , men da vi idag erfarede af Avisen , hvor den 
hørte hjemme , befalede min Moder mig at bringe 
den herhen . “ 
„ Du har altsaa gjæstfri givet den Husly inat ? 
Jeg er Dig megen Forbindtlighed skyldig . “ 
Med disse Ord fremtog Otto sin Tegnebog og rakte 
Vilhelm en Femrigsdalerseddel . 
„ Nu vær saa god , “ tilføiede han , da Drengen 
ligesom betænkte sig paa at modtage den . 
Endelig modtog han den med et lille Buk og 
nedslagne Øine Endnu et kjærligt Blik kastede han 
til Tiger og nærmede sig derpaa Døren . 

Otto standsede ham . 
„ Siig mig dog , inden Du gaaer , hvad hedder 
Du min lille Ven ? “ 
„ Jeg hedder Vilhelm ! “ svarede han bestandig 
nærmende sig Døren . 
„ Hvem ere dine Forældre ? “ 
“ Mia Fader er død , jeg er hos min Moder . “ 
„ Her i Byen ikke fandt ? Men hvor ? “ 
„ Langt herfra ! “ 
Otto som mærkede at hans Spørgsmaal generede 
Drengen , gjorde ingen flere , men fandt saa stor Behag 
i ham , at han dog ikke kunde afholde sig fra at 
tilføie : 
„ Min vakre Dreng , jeg vilde saa gjerne gjore 
Dig en Fornøielse . Det er Juleaften ! Er der nogle 
Smaating som Du har Lyst til at kjøbe Dig ? Maa 
jeg ikke endnu tilføie en lille Julegave ? — “ 
Under denne Replik havde han endnu fremtaget 
et Par Rigsdaler af fin Tegnebog . 
Vilhelm gjorde et Skridt tilbage og holdt begge 
Hænder paa Ryggen , medens han løftede Øinene op 
til den ham fremmede Mand , med eu Blanding af 
Taknemlighed og Skamfuldhed . Hans Læber smilede 
men Taarerne stode ham i Øinene . 
„ Nei paa ingen Maade , “ slammede han „ Jeg 
takker for Deres Godhed , men min Moder har tilladt 
mig at kjøbe , hvad jeg vilde , for — disse fem Rigsdaler . “ 


De sidste Ord fremførte han med en neppe hørlig 
Stemme . 
Otto betragtede ham taus . 
„ Nu vel ! “ sagde han , idet han nærmede sig 
Mine „ lad mig i det mindste takke denne lille Pige 
for hendes Uleilighed med at folge min Hund . “ 
Med disse Ord leverede han hende en Rigsdaler , 
som hun modtog med Neien og rødmende Kinder , 
-hvorpaa hun fulgte den hurtigt bortilende Vilhelm . 
Otto 
saae efter ham og sagde derpaa ved sig 
selv : 
„ Den Dreng forekommer mig som Løveungen 
i Hundehuset . Først i Striden med de ringere 
Dyr vil den erkjende fin ædlere Natur . “ 

Femogtyvende Kapitel . 
Mødet paa Nytaarsdag . 
Nytaarsdag , i et deiligt klart Frostvejr , vare 
Bertha og Vilhelm vandret ud as Porten med hinanden , 
og Vilhelm udøste sit Hjerte for den moderlige 
Veninde medens han fortrolig hængte ved HendeS 
Arm . 
„ Saaledes ! “ sagde han „ saaledes som jeg nu 
har fortalt Dig , gik det til , og det var Aarsag i > at 
jeg ikke var nær saa glad Juleaften , som jeg Dagen 
i forveein havde tænkt at blive , og som jeg 
vistnok burde have været . Du maae ikke være vred 
derfor . Jeg veed nok , at jeg saae muggen ud , og 
jeg har ogsaa siden tænkt , at det maaske var flaut af 
mig , at jeg paa ingen Maade vilde modtage de Penge , 
som den fremmede Herre vilde forære mig , han bød 
mig dem saa net og kaldte den en lille Jnlegave . 
Men det var mig næsten umuligt blot at modtage 
de fem Rigsdaler , som jo forsaavidt tilkom mig . 
Dersom det havde været en stolt Kavaleer , som havde 
tilkastet dem til mig , saa havde jeg uden videre snappet 
dem og løbet min Vei igjen , men nu kom denne 
venlige Herre og talte saa overmaade venligt til mig , 
takkede og sagde , at han var mig forbunden , og saa 
flammede jeg mig ved at tage Betaling for at bringe 
ham hans egen Hund . Noget , som jeg maatte og 

skulde gjøre . Jeg blev saa undseelig , det er aldrig 
paa den Maade faldet mig ind , at jeg var en fattig 
Dreng . Jeg synes , det var , ligesom om jeg havde 
ligget , da han rakte mig den Femrigsdalerseddel . Jeg 
kunde neppe bare mig for at græde , 
„ Men kjære Dreng ! “ svarede Bertha „ jeg vil 
ogsaa bekjende for Dig , at jeg havde en lignende Følelse , 
da Du gik med Hunden , og at det var mig 
imod , at Du fluide bringe den op , istedetfor at overlade 
Mine baade Ærinde og Profit , men Jomfru Krog , 
til hvem jeg yttrede min^Betænkelighed , gav mig et 
Svar , der bragte mig selv paa den Tanke , at min 
Uvillie i denne Anledning kom af en daarlig Stolthed , 
en Vane fra bedre Dage , som ikke passede paa 
min nuværende ydmyge Stilling . Jeg vilde ogsaa 
unde jer Børn den lille Juleglæde , som jeg ellers 
maatte have nægtet jer . Mindst tænkte jeg , at Du , 
min Vilhelm , fluide dele min Anskuelse . Nu veed 
jeg det til en anden Gang , og vi To ville herefter 
være enige i heller at give flip paa vore Ønsker , 
end kjøbe den med Admygelser . Men vanskeligt er 
det nok i trange Kaar at finde den rette , men smalle 
Sti mellem ædel og taabeligDtollhed , og i disse Helligdage , 
naar jeg har seet Dig sidde saa lykkelig ved 
dine Farver og Tegninger , saa har jeg dog været glad 
ved den lille uventede Indtægt , som forskaffede Dig 
dem . “ 
„ Ak ja , Moder ! Naar jeg kun sidder og tegner , 
saa glemmer jeg Alting , Jeg kommer altid tilbage 

til det samme Omkvæd . Maatte jeg kun blive Maler ! 
Synes Du ikke , at mine mange Portraiter af 
Tiger ligne den meget ? Jeg har døg afbildet den i 
saa mange Stillinger . Saadan kom den farende ind 
ad vor Dør , saadan kom den krybende for mine Fødder , 
saadan laa den ved Kakkelovnen og sov , og saadan 
saa den paa mig til Afsfed . O hvilke Øine havde dog 
det prægtige Dyr ! Du skal ikke bryde Dig om , at 
Du har vundet Garn paa min første Tegning paa 
Avisen . Du seer , at jeg har truffet den siden efter 
Hukommelsen . Den gode Hund . Hvor jeg længes 
efter den , men den tænker vel neppe paa mig , den 
blev saa usigelig glad , da den saae sin Herre , og sprang 
op ad ham . “ 
I Esplanaden kom Jomfru Krog de Spadserende 
imøde med den lille Olga , som hun havde havt med 
i et Besøg . 
Man gik nn sammen og var ganske nær ved 
Hjemmet , da det lille Selskab blev standset af en Bekjendf , 
der ingen Anden var , end den meget omtalte 
Hund , Tiger , der med Gjøen og Glædesyttringer 
kom farende bag efter dem , og med en saadan Heffighed 
sprang op af Vilhelm , at Drengen var nærved 
at falde . 
Med ikke mindre Henrykkelse , end Hundens , modtog 
begge Børnene den savnede Ven , og først efter et 
Par Minuters Forløb bled man vaer , at en velklædt 
Herre stod ganske nær og hilste Selskabet . 

Otto Sneider nærmede sig Vilhelm , tog hans 
Haand og sagde : 
„ Nu , det glæder mig , min lille Ven , at jeg 
træffer Dig her og kan ønske Dig et glædeligt Nytaar ! 
Er det Din Moder ? “ tilføiede han og viste paa 
Jomfru Krog . 
„ Nei , “ raabte Vilhelm , „ der staaer min Moder 
med min lille Søster ved Haanden . “ 
Da Ottos Øine faldt paa Bertha , traadte 
han ærbødig et Par Skridt tilbage og tog Hatten 
af Hovedet . 
Den unge Kones fine , man kunde gjerne sige 
fornemme Udseende , som snarere blev hævet end fordunklet 
af hendes nette men simple Dragt , var ham 
paafaldende . 
Han stod et Øieblik stille og saa paa Bertha , 
som rødmede og kjærligt bøiede sig ned til den lille 
Olga . 
Jomfru Krog neiede og sagde : 
„ Jeg er vel ikke saa lykkelig , at Hr . Sneider 
erindrer mig ? Jeg har havt den Ære at se Dem et 
Par Gange hos Frøken Hjort . “ 
Otto svarede med en Forlegenhed , som viste , at 
han ikke erindrede hendes Person , skjønt han høflig 
ikke tilstod det . 
Jomfru Krog vedblev derpaa med flydende 
Tunge : 
„ Ja , baade Dem , Deres Hr . Fader og Broder 
har jeg havt den Lykke at se i de Læretimer , som jeg 

giver Frøkenen hver Tirsdag og Fredag . Saa det 
var Deres Hund , den gode Tiger , der kom til os i 
Julen ? Det stakkels Dyr foer mod vor Dør med 
stort Spektakkcl . De onde Mennesker , som boer oven 
over os , floge og sparkede den , men vi toge imod 
den som imod en god Ven , og Fru Bøgh , som der 
staaer , og hendes Børn vare saa glade for den som 
for en Guds Gave . “ 
De vare nu lige ved deres Husdør . 
Otto fnlgte dem til Dørtærskelen , takkede for 
deres Godhed mod hans Hund og fjernede sig , fulgt 
af Tiger , der endnu engang løb tilbage og tog en 
kjærlig Afsted med Vilhelm , der blev staaende i Gadedøren 
og saa efter den , indtil den med fin Herre var 
forsvnnden om Hjørnet . 
„ Hvad var dog dette for et Syn ? “ sagde Otto 
til sig selv . „ Hvor har jeg dog seet , naar har jeg 
dog drømt om disse dunkle , besynderlige rørende 
Øine , ja det hele yndige Ansigt . Dette Billede har 
altid staaet i min Phantasi . — Men min Gud ! 
Denne Dame erindrer mig dog altfor meget om 
Bertha Vestberg , den lille Pige i Fyen , som jeg 
holdt saa meget af og kaldte min Søster , og som jeg 
virkelig reent havde glemt med saamangen anden Erindring 
fra min grønne Ungdom . Og dog var jeg 
ordenlig forelflet i det tolv- eller trettenaars Barn . 
Noget som vel sjældent er Tilfældet med en Dreng 
paa en sexten , sytten Aar . — Skulde det være hende ? 
Ak , umuligt ! Hun kan jo ikke være mere end tre 

eller fireogtyve Aar , og denne Fru Bøgh , som den 
Anden kaldte hende , er jo Moder til den store 
Dreng . “ 
Endnu mere fankefuld , mere adspredt end sædvanligt , 
som Otto til sin Faders Huus , hvor der 
var Selskab , i hvilket han syntes den meest 
Fremmede . 
„ Det var jo Otto Smider ! “ udbrød Bertha , 
saasnart hun med Jomfru Krog traadte ind i sin 
Stue . 
„ Javisf , kjender De ham ? “ 
„ Ja , jeg kjendte ham strax . Det er jo min 
Ungdomsven , som jeg daglig har set i min Søsters 
Huns . De ved jo nok , at da min Moder døde , og 
jeg lun var syv Aar , sendte min Fader mig fra 
Mona til min nygifte Søster i Fyen , hvor min elskværdige 
Petrea opdrog mig og var min anden Moder , 
Otto Smider var i Huset hos fin fordums Lærer 
og gik i Odense Skole , men fine fleste Fritimer tilbragte 
han i min Svogers Huus , som laa lidt udenfor 
Odense . Der legede vi i Haven som Børn — 
hvilket vi jo ogsaa vare — læste sammen og spillede 
Duetter sammen . Han spiller godt paa Violin . 
Den sidste Gang , jeg saa ham , reddede han mit Liv . 
— Paa en Spadseertour , vi gjorde sammen , løb jeg 
efter min Søsters ældste Datter , jeg gled og faldt i 
Mølledammen . Otto , der svømmede som en Fist , 
sprang ud efter mig og bragte mig strax iland . Jeg 
blev syg af Forskrækkelse og Forkjølelse , og da jeg 

kom mig , erfarede jeg , at min Ven og Redningsmand 
imidlertid var reist til Kjøbenhavn for at blive Student , 
saa jeg ikke engang kunde takke ham for min 
Frelse . “ 
„ Men Gud forbarme sig , hvorfor talte De da 
ikke til ham , nu da de mødtes ? “ 
„ Ak , jeg mærkede , at han kjendte mig ikke igjen 
og saa veed jeg ikke — saa kunde jeg ikke tale til ham , 
saa blev jeg forlegen . “ 
„ Det var dog noget sært Noget , synes jeg . “ 
„ Ja , nu gjør det mig ogsaa ondt , Jeg havde 
saagjerne talt med ham . “ 
Sexogtyvende Kapitel . 
Frøken Hjort . — Det første Besøg . 
Da Jomfru Krog næste Gang var hos Frøken 
Fanny Hjort , indfandt ogsaa Otto sig . Han hilsede 
den gamle Pige med stor Venlighed som en Bekjendt 
og indledede strax en Samtale , hvori han fandt en 
villig Hører og Svarer , som af sig selv ledede Samtalen 
snart om Jomfru Krogs Bolig og den Familie , 
som deelte den . 

Naturligvis erfarede Otto strax , at Fru Bøgh 
virkelig ikke var nogen anden end den fordums Bertha 
Veftberg . 
„ Men ! “ udbrød han , „ hvor er det muligt , at 
hun kan være Moder til saa stor en Søn ? Han er 
dog vist en ti , tolv Aar ? “ 
„ Ja , han er paa ellevte Aar , men hun er heller 
ikke hans egenlige Moder , men baade hans og Pigebarnets 
Stedmoder . “ 
„ Hun er Enke ? Ikke sandt ? 
„ Jo , Stakkel , hun har saamænd allerede prøvet , 
hvad denne Verden giver . Hun var meget ung , kun 
en fjorten , femten Aar , da det gik rent tiagters med 
Faderen , som havde været en formuende Kjøbmand . 
Hun maatte da tage Kondition og tjene som Jomfru 
og hvad det er for en bedrøvelig Stilliog , det ved da 
nok Enhver . Tilsidst kom hun til Kammerraad Bøgh 
i Fyen . Han var bleven Enkemand og søgte et paalideligt 
Fruentimmer til at passe paa fine Børn og 
hans Huus . Der havde hun det nu ret godt , men 
med Et blev Manden syg , og da han mærkede , at 
hans Endelig var nær , lod han sig vie til hende , for 
at hun og Børnene kunde blive sammen , og den Formue , 
han efterlod , ogsaa kunde blive samlet i hendes 
Hænder . Der var nok aparte nogle Familiestridig - 
heder og Vrøvlerier mellem ham og en Broder , hvørom 
jeg ikke ret veed Besked . Men mod al Formodning 
smeltede den hele Arv sammen til saa grumme 
lidt , at hun ikke vilde kunde ernære sig selv , langt 

mindre Børnene , hvis hun ikke var det sparsomme og 
arbeidsomme Menneske , som hun er . Lidt Pension 
har hun ogsaa , men den er meget ringe . “ 
Otto stod stille som i Tanker . 
Frøken Hjort betragtede ham opmærksomt og 
alvorligt . 
Endelig sagde han : 
„ Altsaa først paa sin Dødsseng lod Kammerraaden 
sig vie til hende ? “ 
„ Ja , han døde tre Dage efter . “ 
„ Men , “ sagde Frøken Fanny med et ironisk 
Smil , „ den syge Herre havde vel længere været Elsfer 
en Ægtemand ? “ 
„ ElsterI “ raabte Otto med en fortrydelig Mine 
„ Hvorledes mener De det ? “ 
„ Jeg mener , at Kammeraaden havde elflet denne 
Person , deri er vel intet Ondt ? “ 
„ Nei visselig , tvertimod , thi af Sten maatte han 
have været for ikke at elske saamegen Inde . “ 
Fanny sliftede Farve og begyndte hurtigt at arbeide . 
Jomfru 
Krog fortsatte den afbrudte Samtale : 
„ Hvad Kjæligheden angaaer , saa kan jeg ikke sige 
noget derom , men en stor Agtelse maa jo vistnok 
salig Bøgh ' have næret for hende , siden han har overgivet 
Børn og al Eiendom i hendes Hænder . Derimod 
har jeg rigtig nok tænkt , at hun sagtens har 
elflet ham , det være sig nu af Taknemlighed , eller 

fordi han var elskværdig , thi det er kun faae Dage 
siden , hun sagde , at hun aldrig mere kunde føle Kjærlighed 
for Nogen . “ 
En Pause opstod . 
Otto gik frem og tilbage paa Gulvet uden 
at tale . 
Endelig sagde Frøkenen , at hun havde Hovedpine 
og kunde ikke længer taale at austrænge sine 
Øine . 
Jomfru Krog reiste sig , pakkede sine Smaasager 
sammen og tog Afsled tilligemed Otto . 
I Entreen hjalp han hende høflig hendes Kaabe 
paa og bad hende om Tilladelse til at maatte besøge 
hende og forny sit Bekjendtskab med sin Ungdomsveninde , 
m Bøn , der med den største Beredvillighed 
blev tilstaaet , og med gjensidig Tilfredshed stilles 
man ad . 
Fanny derimod var bleven saa forstemt af den 
foregaaende Samtale , at hun lukkede sig inde i sit 
Sovekammer og græd , og da hun siden lod sig se , 
var hun i et saa ondt Lune , at baade hendes Fader 
og Charles Sneider , som spiste til Middag hos dem , samt 
Husjomfruen , og hvem som ellers kom i hendes Nærhed , 
ligeledes — om ikke grædende saa dog blev ligesaa 
forstemt som hun . 

Allerede næste Dag gik Otto til Bertha . 
Hun sad ene med den lille Olga . Jomfru Krog 
var ude , og Vilhelm i Skole . 
Med Glæde ilede hun mod den gamle Ven , der 
greb hendes Hænder og kyssede dem . 
„ O , min Frue ! “ sagde Otto rørt , „ kjære Bertha ! 
tillad Deres broderlige Ven at kalde Dem med dette 
tilvante Navn . De kjendte mig igjen og vilde ikke 
tale til mig . Og jeg , hvor var det muligt , at jeg 
kunde være i Tvivl om , at den , jeg saae var en Anden 
end Dem ? “ 
„ O ! “ sagde Bertha „ der er Intet naturligere , 
end det . Det er saa mange Aar , siden vi saaes , jeg 
var jo endnu et Barn . “ 
„ Men det er dog ganske de samme Træk , det 
samme Udtryk ! Ak Gud ! Man tumler om i Verden , 
den ene Erindring udfletter den anden , men jeg forsikkrer 
Dem , Deres Billede har dog hvilet i Grunden 
af min Phantasi , næsten sig selv ubevidst , som en sød 
Drøm , og nu , da Øe staaer for mig , nu er det mig 
saa levende , da jeg saa Dem sidste Gang . Mindes 
Øe , naar det var ? Øe saae mig ikke , Øe laa i Deres 
Seng og sov , Øe var syg . Ganske sagte førte Deres 
Søster mig ind til Dem , for at jeg skulde sige Dem 
Farvel , inden jeg reiste fra Odense , hvilket fluide fle 
samme Dag , Men da Øe sov saa trygt , nænnede 
jeg ikke at vække Dem , og kun med mine Øine 
og i Tankerne kunde jeg tage Afsfed med Dem . “ 
„ Ak ! “ svarede Bertha , „ jeg græd mange Taarer , 

da jeg erfarede , at De var reist , uden at jeg havde 
kunnet takke Dem , fordi De havde frelst mit Liv , thi 
jeg var jo besvimet , da De drog mig op af Dammen . 
Hvor glæder det mig at kunne takke Dem nu , “ tilføiede 
hun , idet hun rakte ham Haanden , som han 
trykkede til sit Bryst . 
„ O ! jeg fortjener ingen Tak ! “ raabte han . 
„ Det var sandelig ingen Heltegjerning . At springe 
i Vandet er for mig ikke større Fare , end for en Anden 
at være i en Baad . “ 
Tiger var fulgt med sin Herre og havde allerede 
indtaget sin bekjendte Plads ved Kakkelovnen nærmest 
ved Olgas Kjærtegn . 
Den lille Pige satte sig paa Gulvet hos den , 
og de gjenfundne Venner nøde imidlertid den Glæde , 
i fortrolig Samtale paany at kunne gjennemleve 
deres tidligste Ungdoms smaa Glæder og Sorger . 
Bertha sagde : 
„ Mit Spring ud i Mølledammen har i de senere 
Aar forekommet mig som et Spring fra al min Barndoms , 
ja fra al min Ungdoms Lykke ; thi sørgelige 
Tider begyndte for mig fra den Dag . Først var jeg 
længe syg , og da jeg kom mig , fik jeg Brev fra min 
Fader i Alton « , der forlangte , at jeg inden Vinteren 
fluide holde mig færdig til at reise over til ham og 
bestyre hans Hus . Jeg adlød med stor Smerte . Min Fader 
var næsten fremmed for mig , han var streng og alvorlig . 
Jeg var endnu ikke tretten Aar og skulde paatage mig saa 
store Pligter . Min gode Søster PetreaS fornuftige 

Undervisning kom mig her godt tilpas , men Adskillelsen 
fra hende — min dybe Eensomhed — thi intet 
Væsen havde jeg , som talte et venligt Ord til mig , 
— alt dette gjorde mig ældre end mine Aar , og siden 
den Tid har jeg ikke mere været istand til at gjenvinde 
det uforstyrrelige gode Lune , som man altid tillagde 
mig i de Dage , da vi spillede Boldt sammen i 
min Søsters Have . Men De spørger flet ikke efter 
Petrea og hendes Mand , der holdt saameget af 
Dem ? “ 
„ O , jeg har ikke glemt disse min Ungdoms 
Velyndere , jeg har flere Gange erkyndiget mig om 
dem , men de sidste Efterretninger vare ikke saa synderlige 
glædelige , men sagde mig , at Deres Svoger 
havde nedlagt sit Embede og var flyttet ud paa en stor 
Landeiendom iden ensomste Egn i Fyen , hvorved hans 
oekonomifle Forfatning meget havde forværret sig . 
Er det sandt ? “ 
„ Ja desværre ! Det var en meget uheldig Beregning , 
der bragte min Svoger til saaledes al forandre 
fin Stilling . Den Gaard , som han troede saa 
fordeelagtig , svarer saa lidt til hans Forventninger , at 
han ikke er istand til at redde sig ud af den største 
Forlegenhed , dersom hans Broder ikke kan og vil 
hjælpe ham . I Haab herom er han selv for en Maanedstid 
siden reisf til Thronhjem , hvor denne Broder 
er bosat . Den stakkels Petrea er bleven tilbage med 
fine Børn paa den øde Gaard og kan ikke vente fin 
Mand hjem før til Foraaret . “ 

Jomfru Krog saavelsom Vilhelm , kom nu hjem 
og bleve meget forundrede over at finde det kjærkomne 
Besøg , især glædede Vilhelm sig over Ottos Ledsager , 
den gode Tiger . 
Ved at omtale Drengens Kjærlighed til denne 
Hund , kom det , som af sig selv , at hans mange Afbildinger 
af den bleve srewtagne og foreviste . 
Otto forbausedes over det umiskjendelige Talent , 
som udlyste af disse Skizzer , og tilbød sig i Mangel 
af en dueligere Lærer til at undervise og veilede ham 
i Tegnekunsten , hvori han var en udmærket Dillettant . 
Med 
udbrydende Henrykkelse , kastede Vilhelm sig 
om hans Hals , Bertha takkede med synlig Glæde , og 
de Timer bleve angivne , hvori Vilhelm var fri for 
fine Skoleforretninger , og i hvilke Otto nu saa ofte 
vilde give ham den Undervisning , som længe havdf 
været Gjensfand for Drengens høieste Ønske . 
Det var bleven fildigt , og Otto lod sig lettelig 
overtale til at dele Familiens tarvelige Aftensmaaltid . 
Begge 
Fruentimmerne fremtog Alt , hvad de besad 
af smaa , ellers omhyggelig gjemte Ziirligheder , for at 
gjøre deres Thebord saa behageligt som muligt . Det 
var første Gang at en kjær Gjæst havde oplivet deres 
ensomme Samliv . Og besynderlig livfuld og lykkelig 
var denne Aften . 
Usædvanlige Roser blomstrede paa BerthaS Kinder . 
Jomfru Krog loe med hele Ansigtet ; Børnene 

sade i stille Henrykkelse med Tiger imellem sig , men 
Ingen var lykkeligere end Otto . 
Han syntes som forflyttet til en skjønnere Tilværelse ; 
hans Øine lynede , han var veemodig og lystig 
paa engang , og gik endelig hjem i en Stemning , 
som forbød ham at sove den hele Nat , uden derfor 
til næste Dag at berøve ham det nye Liv , som 
udstraalede af hans Ord og Mine . 
Sexogtyvende Kapitel . 
Giftermaal ved Dødslejet . — Frøkenens Nysgjerrighed . 
Otto 
havde nu ofte tilbragt flere Timer i Berthas 
Hjem for at undervise Vilhelm , der var desuden 
blevet indflyttet et Fortepiano , som Bertha spillede 
paa , da hun tidligere havde havt Underviisning deri . 
For at faae Bertha til at modtage Fortepianoet , havde 
Otto foregivet , at . han havde leiet samme for al lære 
at spille , men han kunde ikke komme efter det . 
Samtalen fortsattes saaledes : 
„ De veed ! “ sagde Bertha , idet en yndig Rødme 
farvede hendes Kinder . „ De veed at jeg i min første 
> or en « smöeo- . 
mands Børn . Jeg havde ikke Mod til at forlade 
denne Familie , srzøndt min Sttmng var temmelig tornefuld . 
Det hændte sig nu , at Kammerraad B , 

som var beslægtet med Huset , mistede fin unge Kone . 
Han reiste til Hamborg , for at adsprede sig og besøgte 
ved denne Leilighed mine Husfolk . Han behøvede et 
Fruentimmer til at bestyre sit Hus og til at have 
Omsorg med de moderløse Børn , han troede i mig 
at finde , hvad han søgte , og da den Familie , hos 
hvem jeg opholdt mig ikke vilde modsætte sig hans 
Ønske , fulgte jeg ham strax til Odense , hvor han 
boede . 
Her var jeg lykkelig , thi , uden at tale om , at jeg 
daglig kunne omgaaes mine bedste og eneste Venner , 
min Søster og Svoger , havde jeg en Virkekreds ganske 
efter mit Sind og en Frihed , hvis Sødhed jeg efter 
saa mange Aars Trang ret kunde paaskjønne . 
Bøgh havde mange Forretninger , der syntes at 
være ham en Byrde , og i al den Tid , han kunde 
unddrage fra dem , holdt han sig sladesløs ved at anvende 
den til sin Morflab . I en Klub , paa Lysttoure 
med sine Omgangsvenner , fordrev han alle sine 
Fritimer . Man kan uden Overdrivelse sM , at han 
aldrig var hjemme . Hus og Børn overlod han aldeles 
til mig . Saa stor en Tillid til mig maatte naturligviis 
paalægge mig dobbelt Iver for mine Pligter , 
men denne Drivfjeder var ikke engang nødvendig . 
De smaae moderløse Børn opfyldte mit hele Hjerte . 
. Olga var ganske spæd , Vilhelm kun fem Aar . De 
forekom mig ganske som mine egne Børn , og jeg 
følte , hvor den moderlige Kjærlighed lyksaliggjor og 
ingen Tomhed lader tilbage i Sjælen . 

Disse gode Dage bleve snart forstyrrede ; ved et 
ulykkelig Fald med en Hest ødelagde « Bsghs Helbred . 
Han laa længe syg og led meget , ikke blot af legemlige 
Lidelser , men den stærke , livsglade Mand saae 
med Sorg sin Død imøde , og denne Sindsstemning 
tiltog kjendeligt , hvergang han fik Besøg af en Broder , 
med hvem han i sine sunde Dage næsten siet ikke 
havde havt nogen Omgang . Dette raae og hjerteløse 
Mennefle talte stedse til den Syge om hans nærforestaaende 
Død og anlog for afgjort , at det da vilde 
tilfalde ham , som Børnenens Formynder at bestyre 
deres Formue og Opdragelse . 
„ „ I forkjælede Unger “ “ , sagde han i den syge 
Faders Nærværelse , „ „ I skulle komme til at tage 
Skeen i en anden Haand . “ “ 
Tilsidst tog Bøgh ikke mere imod den forhadte 
Mands Besøg , men derimod underholdt han sig meget 
ofte med en juridisk Embedsmand i Byen , med 
hvem det syntes at han raadførte sig og ordnede sine 
jordiske Anliggender . 
En Dag , da denne Mand havde været hos ham , 
bad han mig sætte mig ved hans Seng , da han vilde 
tale med mig . 
Meget rørende takkede han mig for min Omsorg 
for hans Børn , yttrede med Varme sin Bekymring 
for deres Skjæbne efter hans Død , og foreslog mig 
at sikkre deres og min egen Fremtid ved at lade mig 
vie til ham , da han ijaafald ved Testament kunde 
indsætte mig til Børnenes Formynderfle . 

Jeg blev meget forbauset ved denne Tiltale og 
kunde ikke strax indvillige i hans Ønske . En indre 
Stemme talte mod denne Handling . En Forbindelse , 
som jeg ellers aldrig vilde indgaa , skulde jeg benytte 
i det Haab , at Døden strax fluide løse den . Med 
aadanne Følelser skulde jeg give min Haand til en 
Mand , som jeg skyldte Taknemlighed , og hvis gode 
Hjerte jeg i hans Sygdom havde lært at kjende . — 
Nei , med en saa tvetydig Handling vilde jeg ikke 
kjøbe en i udvortes Henseende bedre Fremtid . 
Medens jeg ene og stille sad i disse Betragninger , 
kom Børnene ilende ind fra Haven . De holdt 
nogle lange Grene af Bregner i Hænderne og løb 
hen til mig , de viftede mig med de grønne Toppe 
og omslyngede mig i overgiven Lystighed . Hvor veemodig 
følte jeg mig ved denne barnlige VærgeløShed 
et Øieblik , hvis Vigtighed de Uskyldige ikke anede . 
Idetsamme traadte den haarde Onkel ind og 
hurtig foer de stakkels Børn hen og skjulte sig i en 
Krog , som smaa Fugle der blive vaer , at en Høg er 
i vcæryeoen . Han gu > narl , og ^rax » tv » 
frem ganske alvorlig med den lille Olga ved Haanden , 
ver M paa « ^roveren nu » 
cnr o . . L . . . . . c— . 
„ „ vi ville ikke lege mere . — Maa vi blive her hos 
Disie Ørd forekom mig lom mate ak en 
Stemme . Med en Kjærlighed , som gjennemstrømmede 

mit hele Væsen , omfavnede jeg de yndige Børn og 
gik strax ind til deres Fader , takkede ham for hans 
Tilbud og lovede at fortjene det i Liv og Død , og 
han syntes mere rolig efter denne Samtale . 
Tre Dage ester bleve vi viede , og ti Dage efter 
besøgte jeg med Vilhelm hans Grav . “ 
Otto havde lyttet til denne Beretning , som et 
Menneske , der hører fin Dom oplæse , der gjælder 
hans Ære og Velfærd og ingen Frikjendt kan med 
mere lettet Sind takke Gud og Menneskene , end han i 
dette Øieblik . 
Han greb Berthas Haand og kyssede den med 
taarefyldte Øine og med saa varme og begejstrede Udbrud 
af Glæde over hendes Fortræffelighed , at hun 
undseeligt trak sig tilbage , og en dunkel Anelse om 
hans sande Følelser for hende berørte hendes Sind . 
Men denne Anelse blev dog ikke til Tanke . Uden at 
vide hvorfor , rødmede hun hæftigt , men glædede sig 
dog Iver fin Vens lykkelige og frie Stemning . 
De bleve afbrudte af Vilhelm , der kom hjem fra 
T^oæn . 
I Ottos Kreds var hans hyppige Besøg hos 
„ ug . e . „ an . . . e e . o ea . te 
derom , og dc h “ “ de 
afhandlet denne Materie . 

Hans Broder , der først havde erfaret Noget 
derom , nævnede det først for sin Fader , men kun 
øseligt i Samtalens Gang . 
Obersten , som i fin Søns daglige Gang til en 
ung , smuk Enke i ringe Kaar , saae en almindelig forbigaaende 
Kjærlighedshistorie , var langtfra at bekymre 
sig om Sligt 
Charles , der i denne Henseende rigtigere bedømmede 
Ottos Tænkemaade , havde et ganske andet 
Begreb om dette Forhold , men glædede sig særdeles 
ved at vide sin Broder paa en Vei , hvor deres 
Planer ikke stode i nogensomhelst Fare for at carambolere . 
Den 
Eneste , som denne Sag havde foruroliget 
noget , var Fanny . 
Nogle Formodninger angaaende hendes Sindelag 
mod Otto , som Obersten i sin Samtale havde yttret 
for denne , gjorde visselig hans phsychologifle Talent 
al Ære . 
For Fanny , der var vant til i enhver ung Mand 
at finde en meer eller mindre erklæret Tilbeder , var 
det en pikant Opgave at beseire en Oprører , der 
synes at trodse al i hendes Omgangskreds indført 
god Orden . Det Frie og Mandige i Ottos Væsen , 
var noget , der i høi Grad var tiltrækkende 
for den unge Pige , der ikke manglede Forstand til at 
sfille Guld fra Glimmer . 
Strax efter Ottos Samtale med Jomfru Krog i 
Fannys Nærværelse , havde hun søgt at udforsle den 

Sidste , for saa snart som muligt at blive bekjendt 
med den Ubekjendte , som lod til at interessere 
Otto . 
Saa velvillig Jomfru Krog end udbredte sig over 
fin Husvenindes Fuldkommenheder , saa var der dog 
i hendes Skildring af Berthas Personlighed en vis 
Bleghed og Sygelighed , der mod hendes Villie gav 
hendes Skikkelse et mat og falmet Anstrøg . Hvad 
hendes Talenter angik , saa var det især de huslige , 
som toge sig net ud i Beskrivelsen , og skjøndt den 
velsvede Talerske ogsaa søgte at udhæve de øvrige og 
fortalte om Berthas Sprogkundskaber , der satte hende 
istand til selv at undervise hendes Børn og gjorde 
hende fuldkommen duelig til alene at paatage sig 
Datterens Opdragelse , om hendes færdige Pianofortespil 
og behagelige Syngestemme , saa blev det dog ved 
Fannys nærmere Inkvisition klart , at hun vel havde 
ret gode Sprogkundskaber , men ingen Øvelse i at tale 
andre Sprog end Danst og Tydsk , og at hun i 
Musikens Udøvelse maatte indskrænke sig til smaa 
Sange og mindre vanskelige Kompositioner for 
Pianoforte . 
Det blev altsaa indlysende for Fanny , at denne 
Medbejlerinde stod altfor langt under hende til at 
blive hende farlig . 
Saa gjerne som Jomfru Krog end hørte sig selv 
tale og saa lidt hun forstod at Veie sine Ord , saa var 
hun dog verdensklog nok til at omtale Ottos Besøg 
hos dem , og hans Opmærksomhed for Bertha med en 

ærdeles DIscretion , for at ikke den mindste Skygge 
skuldr falde paa hendes Veninde , hvorvel hun derfor 
i sit stille Sind inderlig jublede over den Erobring , 
som hendes simple Hjem havde frarevet det rige Hus 
og sammes Frøken , der altid behandlede hende med en 
vis Fornemhed , af hvilken Aarsag hun hellerikke var 
den unge Dame gunstig . 
Otteogtyvende Kapitel . 
To frelsende Engle . 
Saaledes stode Sagerne , da Otto Sneider i 
Juni-Termin kom tilbage til Kjøbenhavn fra sit 
Gods . 
v- » ° „ -n Beskaffenhed . 
Ottos 
Morbroder , m ved Testament havde 
indsat ham til “ egenlige Arving , havde Slægtninge 
i Holsteen , som vare nærmere til Arven , naar intet 
Testament havde fundet Stev , « -ejønor o > » ie « - » « ges 
' . ' , s-v -og ivromreoe 
over , at den Afdøde havde bortgrvet Godset og kun 
tilstaaet dem en Kapital , som skulde udbetales r vestemte 

Terminer , der vare temmelig langt fra hinanden , 
og ikke var noget betydeligt i Forhold til Godsets 
Værdi , men blev dog ved mange indtrædende Omstændigheder 
svært at udrede for Otto , desuden vare 
disse fraværende Arvinger saa strænge i deres Fordringer , 
og den Kommissionair , der paa deres Vegne 
sendtes til Kjøbenhavn , forstod saa snildt at dreie 
Testamentets Ord , at i Mangel af prompte Udredelse 
kunde Eiendomsretten til Godset gjøres Otto stridig 
eller idetmindste give Anledning til en vidtløftig 
Proces . 
Den sidste as disse Udbetalinger stod nu for 
Døreu , og ved sin Ankomst fra Landet modtog Otto 
Efterretning om , at den føromtalte Kommisstonair 
ogsaa var i Byen , og allerede havde spnrgt efter ham . 
En værre Nyhed kom ham ogsaa forøre , nemlig , 
at den gamle Kjøbmand , der havde givet ham Løste 
om Bistand , var meget syg . 
Han ilede til ham , men fandt ham bevidstløs , og 
fik samme Dag Efterretning om hans Død . 
Ottos Bekymring ved denne Leilighed forøgedes 
endnu derved , at hans Fader var bortreist , saa at 
han ikke vidste , hvorhen han skulde vende sig for idet 
mindste at saae et godt Raad . 
Hans Broder , som Tilfældet gjorde til hans 
Fortrolige , opregnede ham mangfoldige Udveie , der 
ikke tjente til Andet end at gjøre ham mere forvirret . 
Mod Aften besluttede han at gaa til Bertha . 

„ Raad eller Hjælp kan jeg ikke vente der “ , sagde 
han ved sig selv , „ men naar jeg seer HendeS Ansigt , 
saa glemmer jeg alle denne Verdens trivielle 
Sorger “ . 
Disse Sorger efterlade dog et Spor i hans Væsen , 
som ikke undgik Berthas Blik , og da det just 
traf sig , at de vare ene , udspurgte hun ham med en 
saa øm Deeltagelse , at han ikke var istand til at 
dølge Sandheden . 
Bertha reiste sig hurtig , aabnede sit hemmeligste 
Gjemme , og med blussende Kinder nærmede hun sig 
Otto og sagde undseeligt : 
„ See , her er 2000 Rigsdaler i kongelige Obligationer . 
De ere vel lovlige mine ; thi en lidt større 
Sum staaer i Overformynderiet , som Børnenes Formue , 
men heller ikke disse anseer jeg for mine , men 
for Børnenes Eiendom . Jeg forstaaer mig ikke paa 
slige Pengesager , men jeg tænker , at disse Penge ikke 
kunne være sikkrere , end i Deres Hænder , og er det 
saa , saa vil Deres fattige Veninde føle sig rig og 
lyksalig ved at erstatte den afdøde KjøbmandS gode 
Villie “ . 
„ Bertha ! “ raabte Otto . „ Er det da ikke sandt , 
at jeg her skal finde Trøst for enhver Modgang ? 
Deres og de elskede Børns Eiendom vil De betroe i 
min Haand ? Ja jeg kan ikke indsee Andet , end at 
den skal være vel bevaret der , jeg vover at modtage 
Deres Godhed . Det gjør mig alfor lyksalig , at De 

skal tie Deel i det Gods som er mit , og at Hjælpen 
rækkes mig af Deres elskede , lille Haand . “ 
Med disse Ord greb han denne Haand og trykkede 
den heftig til sine Læber . 
Berthas Øine hvilede paa ham med et Udtryk 
af Mildhed og Glæde . 
Hendes Ansigt var ham saa nær , den største 
Fristelse greb ham til at trykke et Kys paa den lille 
rosenrøde Mund , dog vovede han ikke at give efter 
for dette brændende Ønske , der allerede ofte var overvunden 
med stor Smerte . 
Imidlertid gik han hjem denne Aften i en sand 
Glædesrus , ikke saa meget over at være reddet af sin 
Forlegenhed , som ved Tanken om Berthas Tillid og 
Hengivenhed for ham . 
Desuden forekom det ham som et lykkeligt Forvarsel , 
at hendes Formue skulle være i hans Værge . 
Det Haab , at hun snart fluide blive hans Hustru , 
at hendes egen Fordeel saaledes var forenet med hans , 
var i denne Time saa levende i hans Sjæl , at det 
synes ham let at erklære hende den Kjærlighed , som 
hun jo umulig kunne være uvidende om , og som saa 
meget talede for , at hun deelte . Han havde ikke villet 
modtage Obligationerne , førend han havde stillet 
den samme Sikkerhed for Pengene , som var tilbudt » 
den afdøde Kjøbmand . 
Da det endnu ikke var sildigt , gik han samme 
Aften til en Forretningsmand for at aftalt det Fornødne . 


Det var ham en Glæde ved denne Leilighed at 
see Berthas Navn i et ham vedkommende Dokument , 
og han fornøiede sig ved at tænke , at han vilde give 
høiere Renter , end hun ellers havde erholdt af Obligationerne . 
Da 
han kom hjem , var det sildigt . Det var 
ham derfor paafaldende , da Tjeneren sagde , at der 
havde været to Gange Bud fra Etatsraad Hjort for 
at bede ham komme derhen , naar han kom hjem , da 
man ønskede at tale med ham . 
Han begå » sig strax derhen , og saasnart han 
traadte ind i Huset , blev han ført ind til Frøken 
Hjort . 
Fanny var ene , hun var omhyggelig og smagfuld 
klædt og saa nydelig ud ; en jomfruelig Rødme 
foer som en Sky over hendes Ansigt ved Ottos Indtrædelse , 
— hun var i dette Øieblik virkelig fortryllende . 
Med 
nedslagne Øine sagde hun , af HendeS 
Fader allerede var gaaet til Ro , men havde overladt 
hende den Fornøielse af levere Hr . Sneider en Billet 
hvis Indhold hun haabede vilde være ham meget behageligt . 
Otto 
aabnede hurtig Sedlen , der var uforseglet 
og lød saaledes : 
„ Da min Datter siger mig , af hun af Deres 
„ Hr . Broder har erfaret , af Kjøbmand Stops Død 
„ har sat Dem i Forlegenhed for 2000 Rigsdaler , 

„ saa har jeg herved den Ære af meddele Dem , af 
„ det skal være mig en Fornøielse af overlade Dem 
„ denne Sum mod den Sikkerhed , Øe selv behager 
„ af bestemme . “ 
„ Jeg er Deres Fader overmaade meget forbunden “ , 
sagde Otto . „ Jeg skal imorgen selv have den 
Ære af bringe ham en Tak for hans Godhed , som 
jeg imidlertid ikke for Øieblikket skal misbruge , da jeg 
allerede et andet Sted er blevet hjulpet . “ 
„ Ja , saa , “ svarede Fanny kjendeligt forstemt . 
„ Det gjør mig — det vilde gjøre min Fader meget 
ondt , af en Anden har berøvet ham den Fornøielse af 
tjene Dem . “ 
Hun paatog sig en lystig , ironisk Mine og sagde 
smilende : 
„ Vi troede — De sagde selv forleden—saadan 
i Samtalens Løb — at der imellem Deres Venner 
ikke var en eneste egenlig formuende . Da min Fader 
har det ringe Fortrin at være temmelig rig , saa tænker 
jeg , at nu kunde jeg uden Hcxeri gjætte , at De 
ikke regnede os til Deres Venner , men idag — “ 
Otto afbrød hende : 
„ Min bedste Frøken , jeg veed ikke at erindre mig 
at have sagt disse Ord , men naturligvis har jeg i 
det Øieblik forstaaet jævnaarige Ungdomssorbindelser , 
hvad man saadan almindelig forstaaer ved Venner , 
ikke en ældre Velynder , som Deres Hr . Fader . “ 

„ Elleren yngre Velynderske , som mig , paa hvem 
der er saa meget at udsætte , at en Mand som Hr . 
Otto Sneidcr ikke kan bryde sig om hendes Venstad 
eller regne det for Noget . “ 
„ Bedste Frøken ! I Sandhed ! De gjør mig hel 
forvirret . Enhver Mand maa jo være stolt af Deres 
Venskab . Det er aldrig faldet mig ind , ah jeg 
kunde enten erhverve eller fortjene det . Men jeg 
veed ikke hvorledes vi ere komne paa en saa besynderlig 
Afvei fra den egentlige Materie i vor Samtale 
og for at kamme tilbage hertil saa vil jeg sige Dem , 
at denne Sum , for hvilken jeg var i Forlegenhed , 
er bleven mig tilbuden ganske nventet , fra et Sted , 
hvor det aldrig var faldet mig ind at ; øge den . “ 
„ Dog har De en formuende Ven , som De 
forleden glemte at regne til Deres Venner ? “ 
„ Nei , fra eu meget Uformuende . At eie 2000 
Rigsdaler som en Kapital , man itke kan eller tør 
formindsfe i det Allerringeste , er vist ikke at være 
rig . “ 
„ Den meget værdige Ven har altsaa leveret Dem 
al fin Formue ? 
„ Maaske ! Englene glæde sig , naar de Fattige 
hjælpe hinanden , saa siger jo Folke-Visdommen . “ 
En Pause opstod hvori Otto gjorde Mine til 
at tage Afsled . 
Fanny betydede ham med Tegn at blive siddende . 


„ Siig ung , Hr . Smider “ sagde hun med nedslagne 
Øine „ hvorfor tænkte De flet ikke van at henvende 
Dem til min Fader i denne Sag ? “ 
“ O , jeg havde virkelig > kke havt Tid til nogen 
Spekulation i den Anledning ! “ 
„ Det troer jeg at vide bedre . Vær oprigtig ! 
De mente herved at blive os forbunden , og det vilde 
De ikke være . Jeg siger os , thi naturligviis er 
jeg den Eneste , som har Fordring paa min Faders 
Formue . 
Otto taug og saa forlegen paa hende og Fanny 
vedblev bestandig med et tiltvunget Anstrøg af Ironi : 
„ Jeg er ikke vant til at paatrænge mig Nogen 
mit Venskab , og det er visselig heller ikke min Hensigt 
i dette Øieblik , men vore Fædre ere nu engang 
gamle Omgangsvenner , jeg er saa dristig at agte Dem 
meget høit , og mit taabelige Pigehoved tiltrods , erkjender 
jeg klart Deres Overlegenhed over alle yngre 
Mænd i mit Bekjendtskab og det smerter mig at 
være saa aldeles intet i Deres Øine , at ingen Opmærksomhed 
fra min Side kan møde den mindste 
Velvillie fra Deres . “ 
„ Men min Gud kjæreste Frøken , jeg troer jeg 
maa drømme . Naar har De skjænket mig nogen 
O^nærksomhed . Og naar fluide jeg have været saa 
overmodig at vente noget saadan af Dem , nævn mig 
dog et Exempel . “ 
„ Blandt Andet : En Aften — det er alt længe 
siden , da de med Varme omtalte de huslige stille 

Dyder . Strax næste Dog begyndte jeg at tage mig 
af min Faders Hus og stræbte at indhente hvad jeg 
i den Henseende havde forsømt . Det veed De nu 
heller intet af . Det Gode taler Ingen om . “ 
„ Ak , ja , det hører til den kvindelige Skjæbne at 
arbeide uden Paoskjøndelse , stille og i Løndom , men 
det er just det skjønne i denne Virksomhed . “ 
„ Ak , Hr . Sneider ! Ethvert af Deres Ord tænde 
et nyt Lys i min Sjæl . Jeg beder Dem , skjænk mig 
Deres Vensfab , Deres Raad og Veiledning . “ 
„ Bedste Frøken , jeg kan selv trænge til Raad 
og Veiledning i de mange uklare Tanker , som ofte 
omspænde mig . “ 
Fanny , der i hele den foregaaende Scene havde gjort 
sigUmage sarien let , spøgende Tone at fremføre sine alvor 
lige Ord havde imidlertid aflagt denne Tone under Samtalens 
Gang , og nu taug hun , og Taarerne stode hende i 
Øinene . 
Otto følte sig inderlig forvirret . Han erindrede 
fin længe forglemte Samtale med sin Fader . Utroligt 
forekom det ham dengang , at denne Pige kunde 
give ham et Fortrin , hvortil han aldrig havde beilet , 
men hendes egne Ord og Adfærd syntes nu tydelig 
at røbe en Følelse for ham , som paa engang rørte og 
smertede ham . 
Med Ømhed tog han hendes Haand og sagde : 
„ Kjære Frøken Fanny ! Til Raadgiver , til Vejleder 
duer jeg visselig ikke , men derfor er jea ikke 
ufølsom for den nfortjente Godhed , De viser mig , 

og trænger De nogensinde til en trofast Ven , til en 
Broders Beskyttelse , da vær vis paa , at denne Time 
har erhvervet Dem en Ven og Broder i mig ! “ 
Med disse Ord kyssede han hendes Haand og 
tog Afsted . 
Fanny blev nu ganske alene tilbage og var misfornøiet 
med sin egen Opførsel i denne Sammenkomst . 
Hun 
gjennemgik i Tanken hvert Ord , der var 
vexlet imellem hende og Dito , og vejede dem med en 
bitter Følelse . At den meget omtalte Pengesum var 
kommen fra den forhadte Medbeilerinde , gjættede hun 
ogsaa af Ottos Attringer , thi Jomfru Krog havde 
engang nævnt , at Bertha eiede en ubetydelig Formue . 
Den 
gamle Venindes Paastand , at Bertha ikke 
gjengjældte Ottos Kjærlighed var det eneste Haabets 
Anker , hvortil Fanny nu støttede sig : 
„ Thi ! “ sagde hun „ Saameget troer jeg dog at 
have vundet , at han ikke mere ringagter mig , nei ! 
hans Venskab har jeg dog vist erobret , og enubelønnet 
Kjærlighed kan vel umulig være af Varighed . “ 
Et Raisonnements , der synes meget besynderligt 
i en Sjæl , der netop selv nærede en » belønnet Kjærlighed . 
Hun 
ønskede med Utaalmodighed at erfare noget 
ret bestemt om Ottos Forhold til Bertha , om 
hendes Personlighed , om hendes sande Sindelag , om 

Begges Planer . Af Jomfru Krog var intet Videre 
at erfare , og hun fik nu en Plan . 
Hun fik det Indfald selv at begive sig til der forhadte 
Hus , som hun flere Gange paa sine Spadseretoure 
var gaaet forbi og havde betragtet ligesom dreven 
af en vis Tiltrækningskraft . 
Det var let nok at udfinde et Ærinde til Jomfru 
Krog , med hvem hun jo stod i stadig Berøring . 
Niogtyvende 
Kapitel . 
Den eneste Trøst . — Paa Herregaarden . 
Det var en Aften i den kW Sommertid . 
Med skjælvende Fod betraadte Fanny den Dørterskel , 
den Indgang , som Otto daglig pleiede med 
glad Iver at betræde , nemlig i det Hus hvor Beriha 
boede . 
Fanny sukkede ved denne Tanke , og bankede 
frygtsomt paa en Dør til et Værelse , hvorinde hun 
hørte Musik af et Pianoforte og Violin . Skulde det 
være Otto , som spillede med Bertha ? Var det ikke 

bedst hurtig at gaae bort igjen ? Men Otto var jo 
ikke i Byen ? 
Medens Fanny saaledes med Tanken hurtig anstillede 
disse Betragtninger blev pludselig en anden 
Dør aabnet , og Jomfru Krog viste sig i denne med 
forundrede Miner over at see Frøkenen i sit ringe 
Hus . 
Hun bad hende med megen Artighed at træde 
ind i sil Værelse , hvortil denne Dør førte . 
Her satte den stakkels Fanny sig ganske mat paa 
den Stol , Jomfru Krog bød hende , fremførte forlegen 
og ganske adspredt sil Ærinde , og saa ofte til Døren 
til det tilstødende Værelse , fra hvilket Musikken ikke 
mere lød , men hvorfra nogle talende Stemmer lode 
sig høre , og Fanny troede tydelig at kunne skjelne 
Otto ' s 
Endelig tog hun Afsted , og sagde til Jomfru 
Krog , der fulgte hende ud : 
„ De havde en smuk Musik hos Dem , da jeg 
kom . “ 
„ Ia ! “ svarede den Anden „ det er inde hos 
Fru Bøgh , hun spiller med Hr . Sneider , som De 
kjender . “ 
„ Er Hr . Sneider her i Byen ? “ 
„ Ia , han er kommen hertil iaften og reiser igjen 
imorgen tidlig . “ 
„ Ia saa ! Godnat ! “ svarede Fanny og skyndte 
sig bort , og Jomfru Krog gik tilbage og lukkede Døren 
efter sig . 

Musikken begyndte igjen . 
Fanny , som allerede var i Gadedøren listede sig 
nogle Skridt tilbage og lyttede til de langsomme , sammensmeltede 
Toner , hvori Musikken nu lød , medens 
hendes Hjerte slog i et meget hurtigt Tempo . 
Inderlig forstemt gik den stakkels Pige hjem , 
bestormet af tusinde martrende Tanker . 
Den eneste lille Trøst , hendes Genius kunde 
finde paa at tilhviske hende , var den Bemærkning , at 
det Musikstykke , hun havde hørt , var hende bekjendt 
som let , at der ingen Virtuositet behøvedes til at udføre 
det , og at hun selv var sig langt slørre Kunsffærdighed 
bevidst . 
Ottos hurtige Rejse og korte Ophold i Staden 
dennegang havde intet andet Øiemed end at formas 
Bertha til at tilbringe en kort Tid af Sommeren paa 
hans Gods . 
Ved denne Herregaard , hvis Hovedbygning var 
meget simpel , var der — som før omtalt — et Par 
nydelig smaa Huse , med ganske smaa Haver , som stødte 
til den yderste Ende af den meget store og prægtige 
Lystflov som omgav selve Gaarden og dens store 
Haver . 
Til at beboe en af disse Leiligheder under Ferietiden , 
da Vilhelm var fri før Skolen , indbød han 

nu Berthe med Jomfru Krog Børnene og Pigen . 
De skulle , sagde han , finde Alt indrettet saaledes , at 
deres lille Husholdning kan gaa sin vante Gang . 
Han bad saa hjertelig , saamegen Glæde over 
denne Plan lyste ud af hvert hans Ord og Mine , 
Børnenes Jubel ved dette Forslag , Jomfru Krogs 
Lyst til denne uforoentede Fornøielse , BerthaS egen 
Kjærlighed til Landlivet , og Hengivenhed for Otto 
forenede sig med hans Overtalelser , og den Aftale 
blev gjort , at han næste Uge skulde afhente det lille 
Selskab . 
Jomfru Krog tog sig nu ogsaa Ferie for sine 
Informationer , men søgte at samle saamange Bestillinger 
paa Arbeide , som muligt , paa det at Deres 
Erhvervskilde ikke altfor meget skulde lide under en 
Maaneds Fraværelse fra Byen . 
Paa den bestemte Dag førte den henrykte Otto 
med mange glade Anelser sine fornøiede Gjæster til 
den bestemte Bolig , i hvis Dør den venlige Tiger 
allerede kom dem farende imøde , delende sine Kjærtegn 
mellem dem og sin Herre , der ikke havde tilladt ham 
at følge sig paa denne korte Reise . Med Glæde hilsede 
de Ankomne den gamle Ven og ansaa dette første 
Møde som et lykkeligt Forvarsel . 
Ganske fortryllede bleve begge Fruentimmer ved 
Synet af deres landlige Bolig . 
Det var er lille smagfuldt Hus , over hvis rode 
Tag hsie Lindetræer hævede sig . Op ad Murene 

slyngede sig rige Vinranker , blandede med Rosenhækker , 
som for Øieblikket vare fulde af Blomster . 
Det Indvendige af Huset var udstyret og indrettet 
med saamegen Smag og en saa høi Grad af 
Omhyggelighed og Omsorg for alt Fornødent og Behageligt , 
at Jomfru Krog , efter ret at have beset Alting , 
ikke kunde afholde sig fra at udbryde i Forundring , 
og tilføiede : 
„ Men bedste Hr . Smider , det er dog næsten 
umuligt , at De , som en Mandsperson , kan have saa 
stor Forstand paa Alt , hvad der hører til et Hus , at 
De uden Fruentimmers Hjælp kan have indrettet alt 
dette saa fuldkommet . “ 
„ Nei ! “ svarede Otto „ jeg har vel tildeels dog 
ikke alene Æren , ifald jeg er saa lykkelig at have 
truffet , hvad der behager Dem i dette simple Arrangement . 
Et Fruentimmer har virkelig gaaet mig 
tilhaande med Raad og Daad , en vakker Kone , som 
boer i det Hus hinsides Egnen , det er en Enke , som 
lever stille og veltilfreds med fin Søn , et prægtigt 
ungt Mennefle , som jeg beder om at ma tte præsentere 
Dem . “ — — 
Næste Dag ønskede Bertha at besøge den omtalte 
Naboerske for at takke hende for den Deel , hun 
havde i hendes huslige Indretning . 
Denne Naboerske var ingen Andre end Sabiue 
Poulsen , som Otto i hin Samtale havde stræbt at 
gjenkaldc i sin Faders Erindring . 
En sympathetisk Følelse greb Bertha ved Synet 

af denne blege , af udstaaede Sorger kjendelige berørte , 
men dog endnu smukke Skikkelse , der med ydmyg 
Venlighed modtog hende og indførte hende i sin simple 
pæne Hus , hvor et ganske ungt Menneske kom dem 
imøde . 
Otto forestillede ham for Bertha ; 
„ De seer her ! “ sagde han „ min kjære unge Ven 
og Lærling August Poulsen , om hvem jeg tilforn 
har talt til Demi “ 
Bertha studsede og kunde neppe svare . 
Det unge Menneskes lighed med Otto var saa 
paafaldende , at hun neppe kunde undlade at yttre sin 
Forundring . 
Da hans og Ottos Alder imidlertid ikke gjorde 
nogen Mistanke med den Sidste tænkelig , vovede hun 
paa Hjemvejen at nævne denne overordenlige Lighed , 
ikke blot i Ansigtstræk , skjøndt disse bar August endnu 
noget af Barndommens Blødhed , men end ogsaa i 
Stemmen og Manerer . 
Otto svarede : 
„ Det maa være et særegent Naturspil , thi jeg 
troer ikke at have mindste Lighed med den udmærket 
smukke Mand , som — var hans Fader . “ 
„ Saa De har kjendt hans Fader ? “ 
Otto bejaede dette , men afbrød forresten denne 
Samtale . 
Sabine og Bertha saaes efter denne Tid jævnligere , 
dog var det stedse , som om Sabine med en vis 
frygtsom Ydmyghed holdt sig tilbage , uagtet det var 

kjendeligt , at hun følte sig smigret og lykkelig , naar 
Bertha nærmede sig hende . Berthas sine Takt afholdt 
hende stedse fra al Bestræbelse efter at udforsfe 
den sørgelige Hemmelighed , som hun anede i denne 
Kones Skjæbne . Med venlig Opmærksomhed kom 
hun hende imøde og indlod sig gjerne i de to Materier , 
hvorom Sabine helst talede , nemlig om hendes 
inderlig elsfede Søn og om Otto , hvis Dyder hun 
med Begeistring udhævede . 
„ Hvert Menneske “ sagde hun „ hver Familie paa 
Godset skylder ham al sin Velsignelse og velsigner ham . 
„ Mig “ tilføiede hun „ fandt han forladt med mit stakkels 
Barn , fattig , modløs og nedtrykt . Jeg skylder 
ham Alt , ogsaa min største Trøst , den Glæde , jeg har 
af min Søn , som han selv har oplært , og antager 
sig som en Fader , ogsaa hænger August ved ham med 
hele sin Sjæl , følger ham overalt , naar han er herude 
hos os , og længes hjærtelig , naar han er fraværende . “ 
En 
varm og deilig Aften sad Otto ved Bredden 
af en Aae , som dannede en naturlig Kanal der gjennemflar 
Lyststoven . 
En lille Baad laa bunden ved den Bro , som 
paa dette Sted var anbragt . Otto satte sig i Baaden 

og stirrede tankefuld ned i det stille , let krusede 
Vand . 
Pludselig hørte han en Bevægelse mellem Buskene , 
og Bertha stod paa Broen og bød ham venlig 
Godaften , hun kom nemlig fra en lang Spadseretour . 
Bertha 
fulgte hans Indbydelse , om at han roede 
hende et Stykke ned af Aaen , og nu stod den lille 
Baad med ringe Anstrængelse fra Ottos Side 
langt ind under de høie tætte Træer , der bøiede sig 
ud over Vandet ag dannede ligesom en Grotte , der 
skjulte ham og hans Elsfede for hele den øvrige Jords , 
ja for Firmamentets Blikke . 
Seiltouren var endt , og — Otto havde benytket 
Leiligheden til at tilstaae sin Kjærlighed til Bertha . 
Disse vare lige stegne iland , da Jomfrn Krog 
tilligemed Børnene kom tilsyne . 
Bertha havde sat sig paa en Bænk neppe istand 
til at holde sig iveiret . 
„ Herregud hvad feiler Dem ? “ raabte Jomfrn 
Krog . 
Bertha brast i en heftig Graad . 
Den lille Bertha krøb op paa Bænken , klyngede 
sig til Moderen og begyndte ogsaa at græde , Vilhelm 
satte sig halv knælende foran hende , omslyngede hendes 
Knæ og fremstammede enkelte kjærlige Ord , medens 
den snaksomme Krog i eet væk gjentog det ene 
Udraab efter det andet . 

Endelig sagde Bertha . 
„ Ieg har en forfærdelig Hovedpine . “ 
„ Men Du min Gud ! Naar pleier De at græde 
for saadan Noget ? “ 
„ Jeg er ! “ — stammede Bertha „ jeg veed ikke 
selv ! Ak , jeg er ret hjertefyg ! “ 
Otto , som imidlertid havde bundet Baaden fast , 
nærmede sig og blev hel forfærdet ved at see Bertha 
i en saadan Sindsbevægelse . 
Med usikker Stemme talte han nogle usammenhængende 
Ord til hende og bad om at maatte følge 
hende hjem . 
Hun reiste sig og tog hans Arm , som han bød 
hende . 
Underveis tilhviskede han hende ubemærket . 
Sig mig Bertha ! Elsfer De en Anden ? “ 
„ Nei ! “ 
„ I Sandhed ikke ? “ 
„ Ak , nei ! nei ! “ 
„ Saa forklar mig Deres Adfærd . Hvad kan 
sætte Dem i en saadan Bevægelse ? Hvormed har jeg 
fornærmet Dem ? “ 
Fornærmet mig ! Ak Hr . Sneider troer De , at 
jeg ikke føler det Æcefulde i at være elflet af 
Dem ? “ 
„ Men saa sig mig dog bedste Veninde . “ 
„ Jeg beder Dem , lad mig fatte mig ! Imorgen ! “ 
— 

„ Ak mellem nu og imorgen er en lang Nat . 
Dog jeg vil ikke plage Dem . Lov mig , at Øe imorgen 
vil skjænke mig en fuldkommen Fortrolighed , den 
hele , rene . Sandhed , en klar Fremstilling af Deres 
Følelser ! Lover Øe mig det ? “ 
Bertha taug et Øieblik , hvorpaa hun sagde : 
„ Ja , jeg lover det ! “ 
Øe vare nu ved Indgangen til hendes Hns , og 
med et tanst Haandtryk tog Otto Afsfed . Børnene 
løb ham forbi og fulgte Moderen , men Jomfru Krog 
som kom tilsidst , holdt ham tilbage og sagde : 
„ Kjære Hr . Sneider ! Øe , som er saa klog paa 
alle Ting , sig mig dog , hvad mener Øe om Fru Bøgh ? 
Troer Øe , hun er meget syg ? Det stalde dog ikke 
være farligt ? “ 
„ Bevares , nei , en lille Upasselighed , en Hovedpine , 
sagde hun jo selv “ svarede Otto utaalmodig over 
denne uvelkomne Samtale . 
„ Aa , sig mig , troer Øe at hun virkelig er upasselig ? 
Mon hun ikke har havt nogen Fortræd ? Hvad 
talte Øe om , medens de var allene i Baaden ? 
„ Hvad vi talte om ? — Det erindrer jeg virkelig 
ikke . “ 
„ Ja gode Hr . Sneider , Øe erindrer det vist , 
fortæl mig dog , hvad kan det vel have været ? Jeg 
har aldrig set hende saaledes ! “ 
„ Vor Samtale kan ikke have bedrøvet hende , det 
kan jeg indsee . Vi talte om mange Ting , jeg veed 
ikke selv mere hvad det var ! “ 

„ Naa ! om ligegyldige Ting ? “ 
„ Ja ligegyldige ! “ 
„ Men saa har det hele vel ikke noget at betyde , 
saa kommer det vel af Varmen . Det har været en 
behagelig Aften . Ikke sandt ? Gid den næste maa 
være ligesom denne . “ 
Hendes Replik forekom Otto som et ildevarslende 
Fugleskrig , og han skyndte sig bort med et kort 
„ Godnat . “ 
Tredivte Kapitel . 
„ Den Ubekjendtes “ Brøde . 
Læserens Nysgjerrighed om hvem den Ubekjendte 
er , som fandt et Manuskript i Grønningen , og som 
indhvldt en Fortsættelse af Carl Vangs Album , slak 
nu blive tilfredsstillet . -- -- -- 
Midnat var forbi . 
Alle sov i Berthas Bolig , hun selv undtagen , 
stille og forsigtig , for ikke at bemærkes , stod hun op , 
tændte Lys og anvendte den øvrige Deel af Natten 
til at skrive til Otto . 

Indholdet af dette Brev vil omtale den Ubekjendte . 
Hendes 
Brev lød , som følger : 
„ En fuldkommen Fortrolighed , den hele rene 
Sandhed , en klar Fremstilling af mine Følelser ! — 
Det er , hvad De forlanger af mig , og hvad har jeg 
lovet Dem , kjære Sneider , det er min Pligt imod 
Dem , det er mit eget Ønske . Dog forekommer det 
mig som en vanskelig Opgave — Tilgiv , at jeg vælgerat 
gjøre det skriftlig . — Jeg er undseelig og frygtsom 
ved det , jeg har at sige og behøver al min Besindighed 
til det Skriftemaal , som jeg vil aflægge for 
Dem . Hav Taalmodighed til at læse det . Jeg 
haaber , at zeg ikke skal saare eller bedrøve , men , forsaavidt 
muligt at kuune gjøre min Følelse klarere for 
Dem , ja , maaske for mig selv , maa jeg gaa langt tilbage 
i Tiden , til en Periode af mit Liv , som er 
Dem ubekjendt . 
Jeg troer at gjætte Deres Tanker , medens De 
læser dette . Det er ikke en vidtløftig Fortælling om 
forbigangne Begivenheder i et ubetydelig Liv , som 
De længes efter at erf-re . Det er Resultatet af alt 
dette i Henseende til vort Forhold , det er et kort og 
ærligt Svar paa et vigtigt Spørgsmaal , paa et ærefuldt , 
et ædelt Tilbud , som De iaftes gjorde mig . 
Velan ! lad mig begynde hermed . 
De spørger mig — saaledes forstaaer jeg 
Dem — : „ Elsfer Øe mig ? Vil Øe være min 

Hustru ? “ — O , min kjæreste , eneste Ven , maatte 
jeg nu formaa at gjøre mig forstaaelig ligeover for 
Dem ! Om jeg elsker Dem ? Derpaa kan jeg visselig 
svare Dem Ja , dersom Øe ved Kjærlighed vil forstaa 
en Følelse saa varm , saa stærk og saa øm , at jeg vist 
veed , Intet af hvad Verden kalder Kjærlighed i disse 
Henseender skal overgaa den . Men dersom Øe derved 
forstaaer en brændende Lidenskab , en udelukkende 
Interesse , som løsner alle ældre Baand , vender sig 
fra alle hidtil Bestaaende — ak nei ! i den Forstand 
elsker jeg dem ikke . Ubeskrivelig var den Smerte , jeg 
iaftes led ved de lidenskabelige Udbrud af Deres Følelser 
for mig , som jeg troede saa rolige , hvortil jeg 
hengav ung saa uforbeholdent . Med en Søsters 
trofaste Kjærlighed hænger jeg ved Dem , og saa 
fast er denne Anskuelse af vort Forhold indgroet i min 
Sjæl , at jeg vilde gyse ved Tanken om at blive Deres 
Hustru , som for en Synd , for en Vanhelligelse 
af det rene Baand , som forener en Broder med 
fin Søster . Kan disse mine Attringer vel fortørne 
Dem ? Lad mig tilføie , at hvad jeg ikke kan skjænke 
Dem , vil jeg heller aldrig skjænke nogen Anden , at 
den Kjærlighed , man kalder Elflov , er bleven mig en 
Skræk . Det er unaturligt vil De sige , det er en 
Sjælesygdom — maafle — men jeg er at ansee som 
den , der har taget Sløret og sagt den jordiske Kjærlighed 
Farvel . Mangengang er vistnok et saadant 
Farvel foranlediget af en tilgivelig Ungdoms Forvildelse , 
der har efterladt et ulægeligt Saar . At dette 

er Tilfældet med mig , bekjender jeg her for Dem , og 
skjøndt jeg ikke er uden Skamfuldhed ved denne Tilstaaelse , 
føler jeg dog en veemodig Trøst ved ganske 
at udøse mit Hjerte for Dem , saa at der i mit hele 
Liv og mit hele Væsen intet Gaadefuldt findes for 
. Deres Øine . 
Jeg maa begynde med en ubetydelig Begivenhed , 
der har havt en betydelig Indflydelse paa min Skæbne . 
Strax efter at jeg havde forladt mit lykkelige 
Tilflugtssted , min Søsters Hus , og var indtraadt i 
min Faders i Alton « , hændte det fig , at , da jeg en 
Morgen efter Sædvane kom ind til min Fader i 
hans eget Værelse , fandt jeg ham overordenlig opbragt . 
Med haarde Ord og Trudsler overøste han en 
ung Kontorbetjent , der taus , bleg og skjælvende , stod 
lænet til Væggen , som om han ønskede , at den fluide 
falde over ham og skjule ham . 
Det unge Menneske hed Gotfred Carlsen , han 
var i Familie med en Nærbeslægtet af min Fader , 
en Provst Bang , hvis Kone var en Søster til Carlsen 
, og hans Ansigt var det mest venlige , som havde 
mødt mig i vort Hus . 
Det gjorde mig ondt , at see ham staa saa sønderknusf , 
og med Forfærdelse saa jeg min Fader ile 
mod Døren for , som han sagde , at angive den Ulykkelige 
for Retten og lade ham arestere . 
Jeg greb hans Arm for at holde ham tilbage , 
og den unge Mand nærmede fig næsten knælende oz 
sagde : 

„ Ak bedste Frøken Bertha ! bed for mig , red mig 
om De kan det ! Jeg har fortjent min Skjæbne , men 
jeg har en kjær Søster , min Skændsel og Ulykke vil 
knuse hendes Hjerte . “ 
Uden videre at bryde mig om Sammenhænget i 
alt dette , kastede jeg mig foran min Faders Fødder 
og omslyngede hans Knæ saa fast , at han ikke var 
istand til at fjerne sig , og jeg veed ikke , hvorledes det 
blev mig indgivet at sige : 
„ Fader tænk paa Din Moder , Du fortalte forleden , 
hvor hjertelig hun græd , da Du reiste fra 
hende . Hans Moder er død , men i hans Søsters 
Navn beder jeg Dig , for denne Din egen Slægtning . 
Tro mig ! hun beder for ham igjennem Din Datters 
Mund . “ 
Min Fader studsede ved disse Ord . Det var 
tydeligt , at jeg havde truffet den rette Streng til at 
røre hans Hjerte . 
Der blev nu talt med mere Rolighed og jeg erfarede , 
at Gotfred , forført af flet Selskab og Spillesyge , 
havde bedraget min Fader for en betydelig Pengesum . 
Det 
unge Menneske sagde , at en Skibskaptain , 
som laae seilklar for at gaae til en anden Verdensdeel , 
havde tilbudt ham at følge med som Skriver og 
givet ham Haab om Ansættelse paa et Kjøbmandskonlor 
i Jamaica , hvor man ønskede en sprogkvndig Handelsbetjent . 
„ Maaske “ 
sagde han „ vil Lykken være med mig , 

og min første Tanke skal da være at betale min Gjæld 
til Dem . “ 
Min Fader lod sig overtale , og med tusinde 
Taksigelser for min Forbøn reiste Gotfred samme 
Dag . 
Om Tabet as dette kyndige og dygtige Menneske 
virkede saa fladelig paa min Faders Forretninger , 
eller om andre tilstødende Uheld gjorde det , veed jeg 
ikke , men saameget er vist , at der fra samme Stund , 
ikke hengik nogen Dag , uden at han klagede over 
at al Lykke havde vendt ham Ryggen , og altid endte 
disse Klager med Bebreidelser til mig , fordi jeg havde 
bedt for Gotfred , der , som min Fader altid sagde , 
havde været hans første Ulykke og havde taget al hans 
Held med sig . 
Et Aars Tid efter denne Tildragelse , kaldte han 
mig en Morgen ind til sig og sagde : 
„ Jeg er en ulykkelig Mand , en Fallit staaer mig 
lige for Døren , og jeg kan ikke overleve en laadan 
Skam , thi ZErekjærhed er min anden Natur . Jeg vil 
ifald jeg ikre kan reddes , overgive alt til Kreditorerne 
indtil mit sidste Stykke Meubel , og leve min øvrige 
Tid som en Stodder . “ 
Han fortalte nu de nærmere Omstændigheder ved 
fin uheldige Stilling , men som jeg tildeels ikke forstod , 
tildeels overhørte i min egen ængstelige Stemning . 
Det eneste , jeg fattede , var , at en Kjøbmand i 
Hamborg , som fra ældre Tider var min Fader Forbindlighed 
skyldig , lunde redde ham ved at laane ham 

en Sum af femtufinde Mark Banco , eller gaae i 
Kaution for samme , sg at min Fader kunde give denne 
Mand Sikkerhed , naar han blot vilde have Taalmodighed 
og Tiltro til ham . 
„ Dersom jeg nu ! “ sagde han , „ havde den Sum i 
Hænder , som den slette Karl , den Gotfred bedrog mig 
for , saa kunde jeg klare for mig . For ham bad Du 
som en Sten maatte røre , vis nu , at Du ikke vil 
vil gjøre Mindre for din Fader . Gaa til Hamborg 
til den Mand , som jeg figerDig han har staaet Fadder 
til Dig , han roser Dig , hvergang han seer mig 
tal for mig , som Du talte for Gotfred , det vil 
vistnok virke bedre , end om jeg selv henvendte mig til 
ham . “ 
For at lette mig denne Mission , gav han mig 
et Brev , som nærmere forklarede ham hans Ønske og 
Forpligtelser . 
En gammel Kontorbetjent i vort Hus skulde 
følge mig til det mig næsten ganske ubekjendte Hamborg , 
og , naar han havde ledsaget mig til min Bestemmelse , 
forlade mig for at udrette nogle Ærinder , 
og hente mig igjen om en Time . 
Saaledes løde min Faders Befalinger , som aldrig 
mødte mindste Modsigelse enten af mig eller 
nogen Anden , og nu tiltraadte jeg strax min Vandring . 
Vel 
var jeg usigelig forlegen ved at sendesi dette 
Ærinde , men paa den anden Side var det mig en 

stor Glæde at kunne bringe min Fader Trøst , thi paa 
det gode Udfald haabede jeg sikkert . 
Man er saa fuld af Haab i den tidlige Ungdom 
og dømmer Andres Blødhjærtethed efter fin egen . “ 
Enogtredivte Kapitel . 
Under et ubekjendt Navn skjules en Bekjendt . 
Fortsættelse af Berthas Grev . 
„ Det Hus , jeg kom til , hvor min Gudfader 
boede , var overmaade prægtig . En Tjener i Livre 
spurgte om mit Navn og gik ind for at melde 
mig . 
Mit Mod sank betydelig ved Synet af den 
Elegance og Fornemhed , som omgav mig . 
Tjeneren kom tilbage og sagde — som mig syntes , 
med en listig Mine — at hans Herre var tilstede 
og vilde modtage mig . Min gamle Ledsager 
forlod mig nu og med bankende Hjerte fulgte jeg Tjeneren 
igjennem flere Værelser . 
Endelig aabnede han en Dør og bad mig at 
træde ind , men hvor stor var min Forbanselse , da jeg 
saa , at jeg befandt mig i et heelt Selskab af Herrer , 

som sad om et Frokostbord , besat meo Fade , Glas og 
Flasker . 
Ganske forstenet blev jeg staaende ved Døren . 
Den gamle Husherre bød mig at komme nærmere 
og befalede Tjeneren at sætte en Stol til mig 
ved Siden af hans . 
„ Naa ! “ sagde ban , mit smukke Barn ! min lille 
Guddatter ! hvad forskaffer vort Mandfolkeselskad den 
Ære af en lille Dames Nærværelse ? “ 
Allerede denne Tiltale var ikke slikket fil at oplive 
mit Mod . 
Jeg fremstammede , at jeg var sendt af min Fader 
, og udbad mig ef Øiebliks Samtale under fire 
øine . 
„ Gud bevares min lille Jomfru . Lel er jeg en 
gammel Pebersvend , men tale med ef allerkjæreste Barn 
under fire øine , det tør jeg ikke for disses Herrers 
onde Tungers Skold , De veed ikke hvad det er for 
Karle . De vilde strax blive skinsyge . “ 
Endel af Herrerne lo høit og sagde Billigheder , 
som jeg ikke forstod , men som dog forvirrede mig aldeles , 
ganske taus fremtog jeg min Faders Brev og 
rakte Husherren det . 
Han læste det langtsomt og med ef langt Ansigt , 
hvis Udtryk ikke spaaede noget Godt , hvorpaa han 
sagde , ikke uden en vis Forlegenhed . 
„ Det gjør mig overmaade ondt , at Deres Fader , 
som jeg kjender for en retskaffen og brav Mand , 
skal være i en saa ulykkelig Stilling , og det skulde 

være mig en Fornøielse at tjene ham i Det , han ønsker , 
hvis det var mig muligt , men det staaer for 
Øieblikket ikke i min Magt . Vil De sige ham det ? “ 
Han havde imidlertid antaget en alvorlig mindre 
stødende Tone . 
Han bød mig Forfriskninger , som jeg ilke rørte , 
og sagde derpaa : 
„ De er er min Guddatter , og jeg veed , De er 
en meget agtværdig lille Pige og flægter Deres salig 
Moder paa , som var en from og fortræffelig Kone 
og da De nu første Gang er saa god at besøge mig , 
saa skal De heller ikke gaae misfornøiet fra mig . “ 
Med disse Ord reiste han sig og forlod Værelset . 
Et 
Glimt af Haab vaagnede i min Sjæl . En 
Herre af Selskabet stod . op og nærmede sig til mig . 
Med en Stemme , bois milde Velklang var dobbelt 
paafaldende ligeoverfor min saakaldte Gudstrders 
tørre og haarde Organ , bød han mig et Glas Limonade , 
og bad mig nyde det for at læste og køle mig 
efter den lange Vei , jeg havde gaaet og endnu havde 
tilbage . Jeg tog Glasset af hans Haand og førte det 
til mine Læber . Jeg syntes min Hals var sammensnøret . 
Husherren 
kom nu tilbage og med en triumferende 
Mine kastede han et prægtigt Schavl om mine 
Skuldre , idet han raabte : 
„ See oer min lille Guddatter ! der har Øe et 

Stykke , som ingen Prindsesse flnide flamme sig ved 
at bære . “ 
Jeg reiste mig hurtig , og idet jeg nærmede mig 
Døren , kastede jeg Schavlet over en Stol og skyndte 
mig ud af Huset . 
Uden at see til høire eller venstre ilede jeg til 
Enden af den stærkt befærdede Gade . Her saa jeg 
under et stort Træ en Bænk , der syntes at slaae noget 
skjult . Paa denne kastede jeg mig ganske aandeløs 
og søgte at fatte mig . 
En Ydmygelse , som den jeg nys havde lidt , havde 
jeg aldrig tænkt mig som mulig , en Anelse om , at jeg 
havde gjort mig skyldig i noget Upassende , greb mig 
smertelig , thi Skamfuldhed og Forbittrelse sirede i min 
Sjæl med Sorg over mit mislykkede Foretagende , over 
det Svar , jeg flnide bringe min stakkels Fader , og 
dertil Frygt for hans Vrede , thi han havde utrykkelig 
paalagt mrg at anvende al mulig Overtalelse , og jeg 
var mig bevidst næppe at have talt ti Ord . Med 
Urolighed huskede jeg nu først paa min gamle Følgesvend , 
som forgjæves vilde søge mig hos Kjøbmanden 
til den bestemte Time , som endnu ikke kunde være 
udløben , men al gaa tilbage for at møde ham og 
nærme mig det Hus , hvorfra jeg ^om , var mig en 
modbydelig Tanke . 
Jeg havde ikke længe siddet i disse Betragtninger , 
da jeg blev tilalt af en Stemme bag ved mig 
og gjenkjendte den Herre , som havde budt mig Limonaden . 


Med den elskværdigste Anstand sagde han , at han 
var ilet efter mig for at bevidne mig fin Agtelse for 
min Opførsel og fin Skamfuldhed over at have befundet 
sig i et Selskab , der havde vist en Mangel paa 
Delikatesse , hvorved han ikke havde lidt mindre end 
jeg . Imidlertid , tilføiede han , fluide min barnlige 
Kjærlighed ikke lønnes med at have gaaet saadan en 
Vei forgjæves , og han bad mig derfor at føre ham 
til min Fader , hvis Brev han efter min Bortgang 
havde læst , og hvem han vilde tilbyde den forlangte 
Sum paa de foreflagne Betingelser . 
„ Mit Navn , “ sagde han , „ er Haryson , jeg er 
Kaptajn i hannoveranfl Tjeneste , og jeg skal altid 
være Deres Fader en ligesaa paalidelig Ven , som 
den hamvorgfle Kjøbmand har vist sig at være . “ 
En Engel til Hjælp i Nødens Stund synes den 
Ubekjendte mig at være . Jeg ved ikke , hvad jeg i 
min taknemlige Henrykkelse sagde til ham , jeg græd 
og lo paa engang . 
Han smilede og saa mig kjærligt ind i Øinene 
og kyssede min Haand , som havde grebet hans . 
Nu først bemærkede jeg , at denne Mand , der 
kom mig som et Himlens Sendebud ogsaa i sit Udvortes 
bar Præg af noget Høiere . Han var overordentlig 
smuk , og en saadan Skjønhed mødte jeg for 
første Gang i et Øieblik som dette . Jeg var kun 
fjorten Aar , og i min Uskyldighed indsugede min hele 
Sjæl ubevidst dette Billede . 

Min gamle Ledsager havde nu ogsaa indfundet 
fig , og vi vandrede nu alle tre sammen til Altona . 
Min Fader , der kun i Hovedsagen , nemlig Kjøbmandens 
Afslag , blev underrettet om min uheldige 
Sendelse , modtog med Tak og Glæede Kaptajnens 
Tilbud , og alting blev foreløbigt aftalt . 
Hary ; on sagde min Fader , at han havde en Kapital 
staaende i Hamborg hos en Kjøbmand , som var 
min Fader bekjendt . 
I denne Kjødmands Navn vilde han , at Sagen 
skulde overgives , thi hans eget Navn havde han 
Grunde til ikke at have villet nævne , eftersom han 
opholdt sig udenfor sit Fædreland , formedelst en Æressag , 
og i alle Maader vilde være udemærket . Han 
gik snart , men kom næste Morgen igjen med den 
omtalte Kjøbmand . 
Under deres og min Faders Forhandlinger var 
jeg ikke tilstede . Jeg gik nede i vor Have og udsøgte 
de skjønneste Blomster til vor Velgjører , som havde 
stoffet mig de første Kjærtegn og Berømmelser af min 
glade Fader . 
Ved en lille Stakitlaage , som førte ud til Gaden , 
passede jeg paa , naar de velkomne Gjæster gik . Til 
min Glæde saa jeg , Kjøbmanden gaa alene og først 
nogle Minutter efter kom Kaptajnen . 
Jeg aabnede hurtigt Laagen , idet han gik forbi , 
og bød ham Blomsterne . Jeg bemærkede selv , at 
min Haand skjælvede , idet jeg rakte ham dem , og al 
Blodet brændte i mine Kinder . Han fæstede sine 

Øine med synligt Velbehag paa mig , takkede mig 
meget , roste Blomsterne og traadte uden videre ind i 
Haven for at besee den . 
Her vandrede vi nu Haand i Haand en halv 
Times Tid . 
Han spurgte mig om mine Befljæftigelser , om 
mit huslige Liv , og med barnlig Fortrolighed besvarede 
jeg hans Spørgsmaal . 
Da han vilde gaa , overfaldt mig en virkelig 
Ængstelse , og jeg kunde ikke lade være at spørge , om 
jeg aldrig skulde se ham mere . 
Mit Spørgsmaal bevægede ham kjendeligt , og 
han svarede : 
„ Io , tilvisse , det skulde altfor meget bedrøve 
mig ikke oftere at see saa sødt et Barn . Jeg gaar 
næsten hver Dag til Altona og skal stedse gaa forbi 
denne Stakitlaage og titte ind i Haven for at hilse 
paa Dem , naar Øe er her ! “ 
En Maanedstid gik hen , hvori jeg næsten hver 
Aften til aftalte Klokkeflet mødte Haryson ved Havelaagen 
og aabnede den for ham . 
En halv eller høist en heel Time sad vi Haand 
i Haand i en tæt Løvhytte og talte venligt og fortroligt 
sammen . Han syntes at more sig over min barn « 
aatige Passiar og at være rørt ved min uskyldige 
Kjærlighed , som jeg ingenlunde tænkte paa at skjule for 
ham . 
Han kaldte mig sin lille Elskede , og hvergang 
han gik , slog han sin Arm om mig og kyssede min 

Kind . — Dette var det høieste Punkt af vor Fortrolighed . 
Min 
Enfoldighed var saa stor , at det aldrig faldt 
mig ind at gjøre mig Skrupler , langt mindre Bebreidelser 
for disse hemmelige Møder . 
Man maa være saa klosterlig opdragen , som Øe 
selv veed , at jeg er det i min Søsters partriarkalfle 
Hus , for at være saa ubekjendt med Verden og dens 
Fordringer til os . Ogsaa jeg har i de senere Aar 
gjenkaldt de Blikke , hvormed Haryson ofte betragtede 
mig . Øer laa i dem en Blanding af Forundring , 
og Tvivl , af Ømhed , som dengang bragte mig til at 
spørge ham , hvorpaa han grundede , men som jeg nu 
med Undseelse forklarer mig . Min Hengivenhed for 
ham fandt jeg saa retmæssig , bygget paa de ædleste 
Grunde , paa Taknemlighed , Høiagtelse og Tillid . 
Mine Tanker vare langtfra af nogensomhelst Betænkelighed 
over Fremtiden , jeg forlangte ingen høiere 
Lyksalighed end at sidde hos ham i Haven , see hans 
kjærlige Blikke , høre hans milde Stemme og udøse 
mit Hjerte for ham . 
I min Faders Hus kom aldrig noget Besøg , jeg 
gik sjeldent ud , havde aldeles igen Omgang , ikke 
mindste Adspredelse . Den Time , jeg tilbragte hos 
Haryson , var et Himmerig for mig . 
En Aften kom han tidligere , end han pleiede , han stod 
udenfor Havelaagen og ventede paa mig , da jeg kom 
ned , hvilket vist ikke var sildigere end det bestemte 
Klokkeslet . 

Hver Træk i hans Ansigt var mig saa velbekjendt 
og derfor bemærkede jeg strax et udsædvanligt Udtryk 
deri . 
Med en uendelig blød Stemme besvarede han 
mine Spørgsmaal , om hvad der var hændet ham , han 
trykkede min Haand til sine Læber og sagde : 
„ Min søde lille Veninde ! Øer er ikke hændet 
mig andet , end hvad ' jeg længe kunde vide , at der 
maatte hændes mig , nemlig den Sorg at skulde sige 
Dem Farvel . Den Æressag , som holdt mig udelukket 
fra mit Fædreland , er nu jævnet , og jeg maa reise 
hjem . “ 
Min Skræk ved disse Ord var ubestridelig . At 
det nødvendigvis maatte komme saaledes , var flet ikke 
faldet mig ind , og Kaptajnen havde aldrig talt til 
mig om sine udvortes Forhold . Jeg overlod 
mig uforbeholdent til det ungdommelige Udbrud af 
min Smerte og Haryson blev meget sympatetisk rørt 
derover . 
Det Løfte , jeg vilde aftvinge ham , snart at komme 
tilbage , undveg han ved at give mig , men han græd 
med mig og bortkyssede mine Taarer , han havde sat 
mig paa sit Skjød , og jeg slyngede min Arm om 
hans Hals . 
Med Et stod min Fader for os . 
Hans heftige Vrede formaaer jeg ikke at beskrive . 
Han greb mig i Armen og kastede mig til Siden , 
saa jeg styrtede til Jorden , næppe istand til at tale 
for Raseri udstødte han de græsseligste Forbandelser 

mod Haryson og spurgte ham , om det var med hans 
Barns Skjændsel , at han vilde gjøre sig betalt for 
den Tjeneste , han havde vist ham . 
Forgjæves søgte Kaptain Harvson at berolige 
ham . 
„ Er De gift ? “ spurgte min Fader . 
„ Nei ! “ 
„ Nu , er De fri , saa maa De vide , hvad der 
paaligger Dem som en ærlig Mand . Forlov Dem 
med min Datter . Inden et Aar skal hun være komfirmeret , 
da maa De strax ægte hende . “ 
„ Det kan jeg ikke ! “ svarede Kavitainen , og det 
behøvedes ikke heller . Deres Datter er endnu et Barn , 
hendes Godhed for mig har været barnlig reen og 
uflvldig , og jeg bar aldrig misbrugt den . “ 
Jeg veed neppe mere hvad der foregik i den afflvelige 
Scene , jeg var paa mine Knæ kravlet ben til 
en Busk og bavde skjult mig bag dens Grene , dog 
tittede og lyttede jeg angstfuld til hvad der foregik . 
Min Faders skrækkelige Fornærmelser opirrede 
tilsidst Kaptajnen til lignende Heftighed . 
„ De er en gal Mand ! “ sagde han , „ den lille 
fornuftige Bertha kan neppe være Deres Datter , og 
er hun det , saa er det ogsaa det eneste Ondt , der kan 
siges om hende og som kan staae hendes Lykke iveien . 
Hendes Bekjendtskab til mig skal ikke gjøre det ! “ 
Jeg saa ham gaa bort med stærke Skridt og 
sfimlede gjennem Stakitdøren hans hurtig forbillende 
Skikkelse , og den nedgaaede Sol kastede hans Skygge 

indtil det Sted , hvor jeg skjælvende sad og krøb 
sammen . 
Lad mig taus forbigas , hvad jeg paa denne 
Smertens Aften leed af min Faders Vrede . Af alle 
de græsselige Bebreidelser , hvormed han overøste mig , 
traf ingen mig smerteligere end den , at min Opførsel 
havde gjort mig til Gjenstand for Harysons Foragt , 
at denne Mand forsmaaede og forfljød mig . 
I den Nat der fulgte paa denne Asten tænkte 
jeg , at jeg aldrig kunde blive mere fortvivlet og 
sønderknust end jeg var , og dog bragte den følgende 
Dag mig et endnu næsten føleligere Stød , da jeg erfarede 
at min Fader — jeg veed ikke ved hvilken 
Pengeomsætning — strax havde tilbagesendt Haryson 
den af ham modtagne Sum og med det samme opgivet 
sit Bo . 
En anden Kjøbmand , en gammel Den , var hos 
ham , da han underrettede mig herom . Han kunde , 
sagde han , give Enhver Sit , men havde da intet tilbage 
og vilde fin øvrige Tid leve som Kontorbetjent 
hos denne fin fordums Ven , der nu skulde være hans 
Herre . Det var mig , sagde han , der var Skyld i 
hans Ulykke , og han befalede mig derfor aldrig mere 
at komme for hans Øine , men at blive hos min 
Tante , som skulde afhente mig samme Dag . 
Den gamle Kjøbmand formanede mig til herefter 
at vandre i et bedre Levnet , og min Tante 
modtog mig som et rent fortabt Menneske , en Skam 

og Byrde for min Familie , og jeg kunde ikke 
selv finde Rede i mine Tanker , men i Følelsen af 
de skrækkelige Følger , som mit Forhold til Haryson 
havde havt , underkastede jeg mig denne Dom som 
fortjent . Jeg turde næppe opløfte mine Øine , næppe 
bede til Gud . 
I denne Stemning skrev jeg til min Søster 
nogle Linier , der saaledes forfærdede hende , at den 
gode Petrea overvandt alle huslige Vanskeligheder og 
uopholdelig reiste over til mig . 
Min Petreas forstandige , milde Ord opklarede 
mig baade den Uret jeg havde og den jeg leed , hun 
forligede mig med mig selv og stræbte — men forgjæves 
— at forlige mig med min Fader . Hun bønfaldf 
ham , ligeledes forgjæves om at tillade mig at 
følge hjem med hende . 
Jeg forblev hos den haarde Tante , jeg ansaa 
dette mit Fængsel som Bod for min Ungdoms Letsindighed 
ag bar taalmodig min Skjæbne . 
I min Tantes Hus boede en gammel Mand , 
der havde sat sig i Kost hos hende og daglig spiste 
hos os . Han havde tilforn været Professor ved et 
tydsk Universitet og var berømt for sine mange Kundskaber . 
Han fik Medlidenhed med mig og tilbød dagstg 
at give mig Timer i fremmede Sprog som jeg 
kun ufuldkommen forstod , paa det at jeg dermed kunde 
blive istand til at paatage mig en Lærerinde-Plads , 
og saaledes omme ud af min nuværende Stilliug . 

Med særdeles Godhed og Interresse udførte han 
dette Forsæt , laante mig desuden Bøger , talte belærende 
med mig ogAopmuntrede mig til Flid og til 
Haab paa bedre Tider . 
Endelig var det ogsaa denne min Velgjører , som 
forskaffede mig en Gouvernante Plads i et rigt og 
anseeligt Hus , hvor jeg troede mig med Et udreven 
af alle mine trykkende Forhold . 
Jeg var dengang sexten Aar , og det varede en 
Tid lang , inden mit uerfarne Sind fattede , hvorfra 
den plumrede Tordenluft kom , der altid hang over 
dette , i alt Udvortes , saa lykkelige Hus . 
Fruen i Huset var endnu en ung Kone , hun var 
altid sørgmodig , hæftig , urolig , ligegyldig for Mand , 
Børn og Alt i Verden , en Elsker undtagen til hvem 
hun havde sluttet sig med en til Vanvid grændsende 
Lidenskab . Skindsyg paa denne Elsker , angst for at 
hendes Forbindelse med ham skulde blive opdaget , levede 
hun selv i en uophørlig brændende Feber . 
Min Ængstelse ved Synet af dette Forhold , der 
egenlig ikke var nogen Hemmelighed , uden for hendes 
Ægtemand , steg til en utaalelig Grad , da jeg selv 
blev Gjenstand for et lignende Raseri . 
En ung Slægtning af Husherren , en fornem 
Udlænding , kom i Besøg til Hamborg og boede i vort 
Hus . Jeg begriber ikke hvorledes det gik til , at denne 
glimrende Herre kunde finde Behag i min ydmyge 
Person men hvad der allerede tilforn havde indjaget 
mig Skræk og Afsky for denne Art af hvad man kalder 

Kjærlighed , den blev endnu mere forstærket ved de 
Scener jeg oplevede med denne Mand . Der var intet 
Vovestykke , han jo prøvede for at træffe mig ene 
intet Tilbud , ingen Trudsel , hvormed han jo søgte al 
overvinde den Kulde og Modbydelighed , som han indgav 
mig . 
Med min gamle Professors Hjælp søgte jeg en 
Leilighed til at fjerne mig , da idetsamme Bøgh kom 
til min Befrielse og førte mig til sit rolige Hjem — 
Resten veed De . — Jeg har intet mere at bekjende . 
-- -- -- -- -Jeg kan ikke elske mere . 
Og nu , min bedste Ven ! nu har jeg sagt Dem 
Sandheden , som De har fordret . Naar De har læst 
dette lange Brev er De da vred paa mig ? Eller 
er De bedrøvel ? Ak ! saa er jeg det ogsaa ! Menselv 
om jeg var saa ulykkelig at saare Dem , troer jeg dog 
at burde sende Dem disse Linier , thi jeg ærer Dem 
altfor høit til at prøve med forblommende Ord at 
skjænke Dem en salsf og forbiilende Glæde . — Derfor , 
min Ven og Broder , see i disse mine Bekjendelser , 
i denne fortrolige Fremstilling af mine Tanker , 
det bedste Bevis paa Hvilen Plads der tilhører Dem 
i BerthaS Hjerte . “ 

Toogtredivte Kapitel . 
Et Skuespil paa Herregaarden . 
Bertha var endnu ikke færdig med dette Brev , 
da hun hørte det blive levende i Huset ; hun gjemte 
derfor i en Hast sit Papir , og da Jomfru Krog kom 
ind og bemærkede hendes af Nattevaagen anstrængte 
Dine og matte Udseende , fandt hun det meget naturligt , 
at hun strax efter Frokosten lukkede sig inde i sit 
Sovekammer for at hvile nogle Timer , hvilke hun 
imidlertid ikke anvendte uden til at fuldende sit 
Brev . 
August havde denne Formiddag lovet at afhente 
Vilhelm til en Spadseretur , ham leverede hun Brevet 
og bad ham , naar han paa Udveie « passerede Hovedgaarden , 
da at besørge det sikkert i Hr . SneiderS 
Hænder , en Kommission , som den velvillige unge Ven 
med Fornøielse paatog sig . 
Hele Dagen gik hen uden at Bertha saa noget 
til Otto . August , som om Middagen kom tilbage med 
Vilhelm , sagde , at han havde leveret Brevet til Hr . 
Sneider selv , og at han og Vilhelm kort efter havde 
seet ham ride igjennem Skoven i en anden Retning 
end den , hvori de havde gaaet . 
Om Eftermiddagen gik Bertha ad de Herregaarde » 
nærmest omgivende Veie for at møde ham 
men forgjæves . 

Endelig henimod Aften , da hun træt af den forgjæves 
Søgen vendte hjem , blev hun pludselig vaer , 
at Noget rørte sig mellem de tætte Buske dybt nede 
ved Aaen . 
Hun nærmede sig sagte og saa nu fin sørgmodige 
Ven sidde paa en ensomt staaende Bænk ganske stille 
med Hovedet lænet mod et Træ . 
„ Sneider ! “ udbrød hun med en Stemme , hvori 
den inderligste Vemod lød . 
Otto sprang op og foer med Haanden over 
Øinene . Fremmed syntes ham den elskede Skikkelse ; 
det forekom ham i dette Øieblik , som om Aar vare 
henrundne siden han saa hende . 
„ Sneider ! “ gjentog Bertha med næppe hørlig 
Stemme , hun rakte begge Hænderne imod ham , deres 
Øine mødtes , hæftig greb hans hendes Hænder , og 
de brast begge i Graad . 
Ganske tause satte de sig ned ved hinandens 
Side . 
Den lange Samtale der var bleven ført blev 
afbrudt af en Tjener , der ganske aandeløs meldte , at 
han længe havde søgt sin Herre for at melde , at der 
var kommet Fremmede paa Gaarden , nemlig Lieutenant 
Sneider , Herrens Broder , lilligemed en gammel 
Herre og en ung Dame . 
Otto sagde til Bertha : 
„ Herrer og Damer — de komme heelt ubelejligt » 

Gud hjælpe mig , hvor de vil komme til at kjede dem 
i mit Selskab . “ 
Derpaa førte han hende ud fra de dunkle Gange 
kyssede hendes Haand med et Par venlige Ord og 
fulgte derpaa Tjeneren . 
De med Charles Ankomne vare ingen Anden end 
Fanny og hendes Fader . Dog var det saa langt fra 
at det var den Førstnævntes Skyld , at han tilførte 
sin Broder Selskab i et Øieblik , da denne var saa 
lidet stemt til at udføre en god Berts Pligter , at 
han tvertimod var i det vredeste Lune over dette Besøg , 
der var ham ligesaa uventet som Otto . Han 
havde nemlig med Etasraad Hjort og hans Datter 
foretaget en lille Reste omkring i Sjælland , hvilken 
efter Aftale skulde gaa igjennem ganske andre Egne , 
end den hvor Ottos Gods laae , og tilsidst have Møens 
Klint til sit Maal . Men med Et fik Fanny sin Fader 
overtalt til at forandre Touren og aflægge et 
Besøg hos Otto . 
Den ellers for Fannys Luner saa eftergivende 
Charles havde gjort tusinde Indvendinger og med 
meget flet Mine ført dem til denne Bestemmelse . 

Et Par Dage vare forløbne , og i denne Tid 
havde Fanny stiftet Bekjendtskab med Bertha , ogien 
Samtale , der var bleven sørt imellem dem , vare de 
blevne særdeles gode Veninder . 
Det var om Eftermiddagen . 
Otto havde indfundet sig i BerthaS Bolig , og 
havde efter en kort Samtale til Slutning sagt : 
„ Jeg har en Gunst at udbede mig af Dem . 
Endnu iaften venter jeg min Fader . Jeg vilde gjerne 
vise ham det bedste , som findes i min Omkreds , og 
derfor beder jeg Dem om at gjøre mig den Tjeneste 
at spise til Middag med ham imorgen hos mig ? “ 
Da Bertha syntes at betænke sig vedblev han 
„ Nægt mig det ikke ! , Und mig den Fornøielse , 
at see Dem som min Gjæst . Naturligvis er ogsaa 
Jomfru Krog indbuden . “ 
„ Ja , naar De ønsker det skal jeg ogsaa sikkert 
komme . “ 
Med en tilfreds Mine forlod Otto hende , og da 
det endnu var tidlig paa Aftenen , gik Betha til Sabines 
Bolig , for at besøge hende . 
Der holdt en Vogn for Døren , og baade Sabine 
og hendes Søn Augusf vare reisefærdige . De 
fluide , sagde de , tilbringe negle Dage hos en Bekjendt , 
nogle Mile derfra . 
Sabines Udseende bar tydelig Spor af at hun 
havde grærdt , en besynderlig Urolighed viste sig i al 
hendes Adfærd . 

Augusf saa forlegen ud og fulgte med bekymrede 
Miner enhver af Moderens Bevægelser . 
Bertha fjernede sig strax , forundret og næsten 
forstenet over det Ildevarslende i denne korte Scene . 
Jomfru Krog havde længe i Stilhed antaget 
BerthaS og Ottos Forening for afgjort mellem dem 
selv og blot anseet Berthas benægtende Svar paa 
hendes daglige Spørgsmaal for en Følge af en Aftale 
mellem de Elskende om at holde deres Forbindelse 
hemmelig til Oberstens Hjemkomst og givne 
Samtykke . 
Hun blev saaledes meget glad over den nævnte 
Indbydelse , der , som hun sikkert haabede , bebudede en 
Forlovelsesfest . 
Til den bestemte Tid pyntede hun fig i sin bedste 
Stads og gjorde ogsaa sit til , at Berthas Paaklædning 
fluide blive saa zirlig og fordeelagtig som mulig 
hvorpaa hun med triumferende Mine traadte med 
den beskedne Veninde ind i Herregaardene Havesal . 
Det derværende Selskab var allerede samlet og 
bestod , foruden Obersten , hans Sønner , Emma og 
hendes Fader , af en Major , der var fulgt med Obersten 
paa hans Reise . 
Otto gik med fornøiet Mine fine Gjæster 
imøde . 

Obersten fulgte ham i en lille Afstand . 
Otto traadte et Skridt tilbage og præsentered 
fin Fader for de nys Ankomne . 
Med Behag lod Obersten sine Blikke glide hen 
over den yndige Skikkelse , der stod for ham . og 
sagde : 
„ Jeg har den Ære , min Frue at -- -- -- -- -- -- -- -- -- - “ 
Mere fik han ikke sagt . 
Ved den første Lyd af hans Stemme slog Bertha 
sine Øine op paa ham , ved Synet af disse Øine 
forstummede han selv . 
„ Bertha Vesfberg ! “ raabte han , og vilde skjøndt 
noget forvirret , gribe hendes Haand . 
„ Haryson ! udbrød hun med hendøende Stemme 
Hun blegnede , men syntes at anstrænge sig for 
at smile og holde sig iveiret , men med Et forsagede 
al Kraft hende , og hun var falden om , dersom ikke 
Otto havde grebet hende i fine Arme . 
Han selv var dødbleg og skjælvede saa heftig , at 
han neppe var istand til at bære den tilsyneladende 
Livsløse ind i et tilstødende Værelse . Her lagde han 
hende paa en Sofa og knælede taus , men i rædsom 
Sindsbevægelse ved hendes Side . 
Fanny og Jomfru Krog vare fulgt med og stræbte ved 
alleflags Hjælpemidler at kalde den Besvimede tillive . 
Obersten og Charles holdt Døren paaklem og 
tittede ind uden at tale . 
Endelig slog Bertha Øinene op , og reiste sig halvt 
iveret og saa sig om . 

„ Hvor er jeg ? “ spurgte hun med meget svag 
Stemme . 
Hun foer med Haanden over Panden som for 
at samle sine Tanker , og bedækkede derpaa sit Ansigt 
med begge Hænder . 
Obersten trak sig forsigtig tilbage og lukkede Døren 
stille . 
Otto reiste sig og sagde : 
„ Hvorledes er det med Dem ? “ 
„ Nu er det godt ! “ svarede Bertha , idet hun tog 
Hænderne fra Øinene og bestræbte sig for at smile . 
„ Det gjør mig meget ondt , at jeg vist har gjort Uleilighed 
og Forstyrrelse i Selskabet . “ 
„ Men Gudbevares ! Hvordan var det ? “ raabte 
Jomfru Krog . „ Hvoraf fik De saa ondt ? Og hvordan 
var det med Obersten ? Blev de bange for ham ? “ 
Fanny bøiede sig ned mod Bertha og sagde : 
„ Vil De ikke nok , naar De har hi ilel Dem lidt 
gaae ind igjen til Selskabet . “ 
„ O nei ! “ svarede hun som forskrækket „ jeg maa 
hjem , jeg er ganske syg ! “ 
Hun reiste sig hurtig men kunde ikke staae , og 
sank ned igjen paa Sofaen . 
„ Jeg takker dem Alle for deres Omsorg og Godhed ! 
men jeg beder indstændig at De vil gaae tilbage 
til Selskabet og lade mig være ene nogle Øieblikke , 
faa kommer jeg mig snart og faaer Kræfter til at 
gaae hjem . Veien er jo ganske kort . “ 

Jomfru Krog paastod , ikke at ville forlade 
hende . 
„ Jeg følger med Dem hjem , “ sagde hun , „ jeg 
har desuden ikke Ro , førend jeg faaer talt ordenlig 
med Dem . “ 
„ Naar De vil have det , vil jeg gaae lidt bort , “ 
sagde Fanny og nærmede sig Salsdøren . 
Otto fulgte ganske mekanisk efter og var saa adspredt , 
at han studsede ved at befinde sig omgiven af 
de Mennesker han nys havde forladt . 
Han kom snart til sig selv ved at høre de Repliker , 
som bleve vexlede mellem de ældre Herrer . 
„ Jeg forsikkrer Dem , “ sagde Obersten , „ De er 
aldeles paa et falsk Spor i denne Sag . Den unge 
Dames Fader og jeg har været Uvenner , jeg frygter , 
al maaske — al vort Mellemværende har havt en 
fladelig Virkning paa hans Affairer og derved desværre 
ogsaa paa Datterens Stilling . Derfor blev 
hun forundret ved al see mig . Det gjør mig meget 
ondt . Det er en nydelig Kone , hun var et Barn , 
da jeg saa hende sidst . Faderen var en gammel Bjørn 
og en dum Karl . “ 
Majoren der var en aldrende Mand og en Ven 
af Obersten , nikkede med et ironisk Smil . 
„ Nei min Ven ! “ udbrød Etatsraaden . „ Det flak 
Du ikke indbilde mig , et Fruentimmer daaner , fordi 
de møder Cu , der har havt noget Udstaaende med 
deres salig Papa ! Ja , lad gaae , om det var en Anden 
end Dig , men Majoren og jeg , vi kjende nok 

Dine gamle Streger , Du Mesterfljelm ! Det er nok 
snarere Dit Mellemværende med Datteren end med 
Faderen , der har sfadet Affairerne . “ 
Begge Herrerne loe høit , Obersten rystede paa 
Hovedet med en fortrædelig Mine ; Charles , der saae 
ganske misfornøiet ud , kunde dog ikke bare sig for al 
smile , især da Fanny kastede et sarkastisk Blik til ham 
og de vexlede nogle hviskende Ord med hinanden . 
Otto skjælvede af Harme , han forlod hurtig 
Værelset og kom strax tilbage med BerthaS forhen 
anførte Brev i Haanden . 
Han tog Obersten tilside og sagde : 
„ Læs dette Brev , min Fader . Det er kun skrevet 
for mig , og aldrig havde jeg drømt om , at noget i 
Verden skulle bevæge mig til at give det ud af mine 
Hænder , men nu er det et uomstødelig Bevis paa den 
ædleste , reneste Sjæls Uskyldighed , som jeg er beredt til 
at forsvare paa enhver Maade . Jeg betroer dette mig 
hellige Papir i Dine Hænder . LæS det , min Fader , 
og naar Du har læst det , saa vil Du bedst selv vide , 
hvad Du har at gjøre . “ 
Med lynende Øine og brændende Kinder fremførte 
han disse Ord , og det lod ikke til , at han havde 
noget imod , at hans Broder , som stod i Nærheden , 
hørte disse og nærmede sig . 
Obersten stak Brevet til sig med en alvorlig 
Mine , Charles vilde tale til sin Broder , men taug , 
uvis om , hvad han skulde sige , og da Otto hurtig 

vendte sig om for at forlade Salen , gjorde Charles 
en Bevægelse som for at holde ham tilbage , men 
standsede dog og lod ham gaa . 
Han ilede til sit Værelset som en saaret Løve 
til fin Hule , hvor den , langt fra fine Forfølgere kan 
udstøde sine Klageskrig . 
Han kastede sig udmattet i en Stol , sprang op 
igjen og foer som en Rasende op og ned ad Gulvet . 
Hans Fortvivlelse syntes tillige at forvirre hans Hoved , 
saa at han ikke var istand til at holde fast paa nogen 
Tanke . 
Hans Tjener , et ungt , ham inderlig hengivent 
Menneske traadte ind og sagde : 
„ Fru Bøgh har befalet mig at hilse Herren og 
sige , at hun nu befandt sig saameget bedre , at hun 
var istand til at gaa hjem , ledet af Jomfruen , der er 
hos hende . Hun bad Herren ikke tage det ilde op , 
at hun ikke formaaede at gaa tilbage til Selskabet , 
da hun endnu ikke var vel og trængte til Ro . “ 
Ved Berthas Hilsen kom Otto igjen til fin Besindelse , 
og ved sin hurtige Tankegang begreb han , aBertha 
ønskede at undgaa videre Opsigt og følte tilt 
lige , at han ikke kunde tilintetgjøre denne BestræbelseOgsaa 
fandt han en Lettelse i at finde hende fjernet 
fra det herværende Selskab , og da nu altsaa Tjeneren 
tilføiede , at det var langt over den bestemte Spisetid , tog 
han alt sit Mod sammen , befalede at der fluide servere » 
og begav sig ind til fine Gjæster , hvor han ved 

Middagsbordet med en Kraft , som næsten kunne 
kaldes fortvivlet , anstrængte fig for at være en venlig 
Vert . 
Hans Fader betragtede ham med en bekymret 
Mine , han bemærkede , at han blot lod som han 
spiste , men slet intet nød uden Viin , hvoraf han tømte 
det ene Glas efter det andet . 
Ogsaa Obersten anstrængte sig for at vise sit 
sædvanlige gode Lune , hellcrikke han kunde nyde noget , 
og saa snart Maaltidet var endt , fjernede han fig og 
lukkede sig inde paa sit Værelse . 
Otto , som ikke længere kunde udholde fin Rolle , 
foregav , at vigtige Forretninger nødte ham til at forlade 
sine Gjæster , og bad Charles i hans Sted sørge 
for Deres Underholdning . 
En Spadserefart tilvogns blev aftalt , en Vogn 
blev forspændt , og fem Minutter efter var der saa 
stille paa Gaarden , som der almindeligvis pleiede 
at være . 

Treogtredive Kapitel . 
Fader og Søn . — Lidt Hemmelighed . 
Paany tyet hen til sit eensomme Fristed , gjorde 
Otto det første Skridt , som fører til Fatning og Rolighed , 
han stræbte at see fin Ulykke i Øinene og gjøre 
al dens Omfang klar for sig . 
„ Bertha er tabt for mig/ sagde han . „ Hendeførsfe 
og eneste Kjærlighed lever endnu i hendes Hjerte . 
Derfor har jeg altid frygtet , og nu , nu seer jeg det 
for mine Øine . — Og denne saa forhadte Medbeiler , 
som jeg har foragtet og forbandet , og som jeg 
ønskede udslettet af Jorden , saa hverken hun eller jeg 
nogensinde fluide møde ham , ham have vi mødt ! Og 
denne Haryson , i hvis Navn hvert Bogstav var mig 
et ondt Tegn , det var ingen Haryson ! Indtil Navnet 
er alting falskt ! Det er min Fader , min kjærlige , høitagtede 
Fader , ja mere end Fader , min bedste , min 
eneste Ven ! O Gud ! hvilken Skjæbne ! Jeg mister 
ikke blot hende , som jeg elsker , og til mit Livs Ende 
vil elske , men jeg mister ogsaa ham , som jeg fra mit 
Livs Begyndelse har elflet , jeg mister hende ved ham 
og ham ved hende . Gives der større Smerte , end at 
maatte havde Det man elsker , og at maatte elske Det 
man hader ! “ — 
Otto drog et dybt Suk . * 

„ Men hvortil hjælpe disse frugtesløse Klager ? 
Lad mig betænke hvad der kan skee ? — Oprejsning 
skylder min Fader den Miskjendte , der for hans Skyld 
har lidt saameget , hvis Ære endogsaa ved denne Dags 
Sammentræf er fornærmet . Vil han tilbyde hende 
sin Haand ? O , Gud , og jeg , og den arme Sabine 
og August ! Jeg tænkte altid , at engang—O Drømme , 
taabelige Ungdom » Drømme . Forsvundne lykkelige 
Timer forglemte Eder . I ere som gamle Bøger , kun 
Faa tage Jer frem og læse paany . Ak Bertha i mine 
Arme vilde Du være mere lykkelig end i hans . Naar 
Din Skjønhed falmede vilde jeg ikke elske Dig mindre . 
Men han , hans Kjærlighed er ikke som min . 
Men Bertha elsker ham ! Ak denne Fortjeneste opvejer 
Alt ! “ -- -- -- -- -- -- 
Ottos Betragtninger bleve afbrudte af en sagte 
Banken paa hans Dør . 
Da den ikke var tillaaset , gad han i sin mismodige 
Stilling ikke byde den Bankende komme ind . 
Men da denne Lyd i smaa Mellemrum vedblev , 
gik han endelig hen og rev Døren op . 
Langsomt traadte hans Fader ind og sagde med 
' en næsten frygtsom Stemme : 
„ Jeg har længe staaet udenfor Din Dør , jeg 
var bange for at forstyrre Dig , derfor gik jeg ikke 
ind . “ 
Med mere Fatning tilføiede han . 
„ Kom min gode Otto ! Sæt Dig ned hos mig , 
og lad os tale som gamle Venner . Det er vi j » . “ 

Han tog Berthas Brev frem og leverede det til 
fin Sø « , idet han tilføiede : 
„ Jeg har læst dette Brev med stor Bevægelse 
og med stor Overraskelse . Ja , hvad skal jeg sige ? 
Jeg staaer jo her som en Synder , og har rigtignok 
Mere at gjøre godt , end der egenlig staaer i 
et Menneskes Magt . Imidlertid kan jeg dog ikke 
indsee , at min Brøde er saa gruelig stor , som det 
lader til ; naar man læser denne Beretning — uden 
at jeg dermed vil sige , at den indeholder noget Usandt . 
Nei langt fra ! Hvert Ord der angaaer mig er den 
reneste Sandhed og har oplivet disse Erindringer , der , 
som jeg tilstaaer vare saa godt som udflettede af min 
Sjæl . Men Herregud : „ „ Hvo , som er reen kaster 
den første Sten . “ “ Det var i min Landflygtighedstid 
da jeg nemlig , som Du veed , selv gjorde mig landflygtig , 
indtil Tiden og Retfærdigheden havde opklaret 
den Skygge , der hvilede paa mit gode Navn og Rygte . 
Afskediget fra mit Embede og underkastet en retslig 
Undersøgelse , som jeg vistnok ingen Grund havde at 
frygte , var jeg dog i en saa kjedsommelig Stilling at 
jeg ikke gad vise mig , af Frygt for at vække en ubehagelig 
Opmærksomhed . Hvor jeg derfor opholdt mig 
i det nordlige Tydskland , gav jeg mig for Fremmede 
og Uvedkommende et eller andet Navn , som faldt 
mig ind . 
Saaledes kom jeg til Navnet Haryson i den 
heri omhandlede Sag . Med Kjøbmanden som udbetalte 
gamle Bestberg Pengene , havde jeg truffet en 

saadan Overenskomst , at han ikke nævnede mit egenlige 
Navn for denne Philister — thi som en saadan 
maatte jeg , allerede inden jeg saa ham , betragte en 
Mand , der sendte sin Datter ene og ubeskyttet til det 
Sted , hvor jeg første Gang saa hende . 
Den Scene jeg var Vidne til , Pigebarnets Skjønhed 
og Opførsel , maatte naturligvis opvække ethvertMenneskes 
Deeltagelse . I den bedste Mening nærmede 
jeg mig hende . Men ved vort næste Møde 
traadte hendes uskyldige Kjærlighed saa klart frem for 
mig , at det var mig umuligt at modstaa den Fort ryllelse , 
som greb mit hele Væsen . Jeg forelskede mig 
ordenlig i dette Barn og fem jeg var uden Glæde og 
Opmuntring , overgav jeg mig ubetænksom til den 
Lykke , som jeg følte ved at see et saa uskyldigt Hjerte 
saa indtaget for mig . Denne Ubetænksomhed er min 
eneste Brøde , thi Gud veed , at ingen Plan , mindst 
en strafværdig , opstod i mine Tanker , heller ikke lod 
jeg mig noget Øieblik ved hendes Side overraske af 
min indre Fristelse . Og her maa jeg ogsaa , Sandheden 
til Ære , bekjende , at der i al den Hengivenhed , 
som den unge Pige viste mig , dog var Noget , som 
jeg ikke veed at nævne eller beskrive , men Noget , som 
maatte bolde den Nygesløseste i Ave . 
Da hendes dumme , raa Fader med plumpe Hænder 
greb ind i vort stille Forhold , fornærmede han mig 
og opirrede mig i saa høi en Grad , at al anden Følelse 
i det Øieblik forstnmmede . 

Siden i en roligere Stemning , ængstede jeg mig 
ved at tænke paa Datteren . Men hvad skulle jeg gjøre ? 
Gaa ind paa hans Forflag , forlove mig med et 
Barn , som var yngre end min yngste Søn , med en 
— trods alle sine Fortrin — efter Verdens Fordringer 
ubetydelig lille Pige med saadan en Faders 
Datter . Ovenikjøbet tvunget af en saadan Grobian . 
Hvor latterlig vilde jeg ikke slaa ; i Verden , i mine 
Børns , i mine egne Øine ! — Jeg var nødt til at 
reise hjem næste Aften , jeg erkyndigede mig inden min 
Afreise om Bertha , men den Ven jeg sendte i Helte 
Ærinde , kom tilbage uden anden Efterretning end den 
at Faderen hovde opgivet sit Bo og sat sin Datter i 
Huset hos en Paarørende . Inden Aften sendte han 
den Sum , jeg havde laant ham , tilligemed et grovt 
Brev . 
Jeg kom hjem , jeg havde nok Andet at tænke 
paa , og andre Gjenstande og Forhold bragte hin Begivenhed 
efterhaanden i Glemsel . Dog har jeg et 
Par Gange i Breve til min Ven i Hamborg forespurgt 
mig om Bertha , men forgjæves . Nu staaer 
hun idag uventet for mine Øine ! Ti Gange smukkere 
end i hine Dage og dog ganske den Samme ! Det 
Blik hun fæstede paa mig inden hun blev blegere og 
blegere , sank hen som forfærdet ved Synet af mig , 
dette Brev , Du har ladet mig læse , har oplivet , ja 
jeg kunde sige opflammet til virkelig Ild den Kjærlighed , 
som fordum var Glød . Jeg har kostet hende 
Smerte og Taarer , for min Skyld er hun bleven 

miskjendt . Ja endogsaa dette lille Optrin idag giver 
skadefro Tunger Leilighed til at styre deres Lyst . Jeg 
er hende en stor Erstatning skyldig , og ifølge baade 
min Sanvittigheds og mit Hjertes Tilskyndelse vilde 
jeg allerede have været hos hende for at bønfalde 
hende om at modtage min Haand dersom ikke en 
eneste Betragtning havde holdt mig tilbage : Du har 
elflet hende ! hun er maaske endnu Gjenstanden for 
Dine Forhaabninger ! Skal Din Fader være Din 
Medbeiler ? Kan du uden Bitterhed see hende i et 
ganske andet Forhold til Dig , end det Du havde tænkt 
og ønsket ? * 
Under hele denne lange Replik havde Otto siddet 
fæstet med Øinene paa Gulvet og korslagte Arme , 
uden allermindste Bevægelse . Efterat Obersten havde 
ophørt at tale forblev han endnu siddende i denne 
forstenede Stilling . 
„ Svar mig min Søn , “ sagde Obersten . „ Din 
Fader har talt til Dig som ti ! en Ven og fortjener 
dog et Svar . “ 
Otto foer sammen som om han vaagnede af en 
Drøm . 
Efter et Suk , der lød som om han hentede det 
fra et Dyb af Smerte , sagde han : 
„ Ak , hvad skal jeg svare ? Sæt Dig selv i mit 
Sted ! Hvad der idag er hændet , er Noget , jeg mindre 
havde tænkt mig , end at Himlen kunne falde ned . 
Men , jeg har hørt Alt hvad Du nys sagde , jeg har 
forstaaet hvert Ord , ja jeg havde allerede tænkt mig 

noget Lignende , Du har Ret ! Du skylder hende en 
stor Erstatning , og Du kan give den , ja hun — hun 
elsker Dig . Hun har lidt længe nok , lad hende uu 
blive lykkelig ! Jeg elsker hende høit nok til at ønske 
det . Og desuden hvad Ret har jeg ialfald til hende ? 
Du har jo læst hendes Ord . Min vilde hun dog ikke 
blive ! “ 
Med et Udbrud af Ømhed og Glæde greb Oberbersten 
hans Haand . 
„ Nu kjender jeg min Otto igjen ! “ 
Otto vendte sig fra ham . 
„ O , min Fader tilgiv mig , jeg kan ikke i dette 
Øieblik gjengjælde Din Kjærlighed . Heller ikke kan 
jeg blive her og være Vidne — Jeg reiser bort i 
denne Time . Lad det ingen Opsigt gjøre . Alle vore 
Bekjendte vide , at jeg har havt Forretninger med vor 
Slægt i Holsten . Sig Dem Alle , sig Bertha , at en 
uventet Efterretning nødte mig til strax at reise derover . 
Men jeg reiser ikke derhen , jeg reiser omkring 
hvor Vinden driver mig . Naar jeg har fattet mig 
og tilkjæmpet mig nogen Rolighed , kommer jeg tilbage . 
Imidlertid beder jeg Dig , ikke at vente Brev 
fra mig , og heller ikke at skrive til mig . Jeg ønsker 
at være fuldkommen uvidende om Alt , som der foregaaer 
her hjemme . Jeg vil ikke erfare det førend jeg 
kan taale at see det med egne Øine . “ 
„ Som Du vil min Søn ! Alt , hvas Du ønfler 
skal jeg rette mig efter . Er der Ellers Intet , hvori 

jeg kan tjene Dig ? Har Du Penge nok til hele 
Reisen ? “ 
„ Jeg takker Dig , jeg har Penge . Jeg fik igaar 
endeel udbetalt . Jeg har blot endnu Noget at arrangere 
med Forvalteren for min Fraværelsestid , min 
Tjener skal imidlertid pakke ind , og gjøre sig selv 
færdig til at følge med mig . “ 
„ Naar sees vi igjen ? “ 
„ Det veed kun Gud ! “ 
„ Nu saa Farvel , min kjære Søn ! Vil Du dog 
ikke omfavne mig til Afsfed ? Er Du vred paa 
mig ? “ 
Otto vendte sig mod Obersten , han saae Taarer 
i hans Øine , han kastede sig i fin Faders Arme og 
trykkede ham med krampagtig Hæftighed til sit Bryst , 
derpaa rev han sig løs , trak hurtig og stærkt i Klokkestrængen 
og ilede ind i det næste Værelse . 
Obersten gik tilbage til sit , og efter halvanden 
Times Forløb , saa han sin Søn kjøre ud af Gaarden 
med fin Tjener , der kørte Hestene for den lille 
Vogn , som Otto pleiede at benytte til sit eget Brug . 
Støttet paa Jomfru Krogs Arm havde Bertha 
naaet sit Hjem , ikke uden Møie , thi hun følte sig ikke 
blot meget mat , men en feberagtig Gysen og Kulde 
flød gjennem hendes Aarer . 

Hendes snaksomme Veninde kunde tiltrods for 
fin Deeltagelse ikke afholde fig fra at bestorme hende 
med tusinde Sporgsmaal . 
„ Hvor alt dette ængster mig , bedste Frue ! Der 
er bestemt noget , som er galt fat ! Gud hjælpe os , 
— skjul det dog ikke for mig , ihvad det saa er . De 
kjender Oberst Sneider ; men hvorfor har De aldrig 
sagt det til mig eller til hans Søn ? “ 
„ Fordi jeg ikke kjendte ham under hans virkelige 
Navn . “ 
„ Ih Gud forbarme sig ! — Ja , Obersten har 
vistnok Ord for at være en fæl En . Men sig mig 
nu , kjære Veninde — De veed , jeg holder af Dem 
og er Dem tro — det seer dog ud som — jeg er 
rigtig bange for , at den Oberst — at han , vilde jeg 
sige , er en gammel Kjæreste . “ 
„ Ak nei , ikke en Kjæreste , men — i min første 
Ungdom har jeg truffet Obersten og — “ 
„ Og de har her elsket hinanden — ikke sandt ? “ 
„ Ja , jeg troer , at — jeg har elflet ham . “ 
„ Naa i Guds Navn ; men hvordan gik det da 
videre ? “ 
„ Min Fader og han bleve Uvenner . — Men 
kjære Krog ! Jeg er virkelig saa syg og den hele 
Historie er saa lidet interessant eller betydelig , at jeg 
umulig i dette Øieblik kan sige mere derom . Og i 
det Hele er der ikke mere at sige , end hvad jeg har 
sagt og det er sandt . “ 
Jomfru Krog opsatte nu til en anden Gang at 

forsfe mere i denne Sag , som hun dog foresatte siz 
ikke saa let at slippe . 
Bertha havde lagt sig i en Sofa , og da hun 
ønskede at være ene , lod hun som hun sov . 
Jomfru Krog forlod Værelset , og Bertha gav 
sit ængstede Hjerte Luft i en Strøm af Taarer . 
Langt om længe faldt hun virkelig isøvn . 
Hun blev vækket af Jomfru Krog , der sagte tog 
hendes Haand og med et fornøiet Ansigt sagde : 
„ Naa , min lille Frues Om Forladelse jeg 
vækker Dem af Deres søde Søvn , men her er Nyt , 
meget godt , fortræffelig Nyt ! Her er et Besøg til 
Dem . Hvem mener De vel ? Obersten staaer derinde 
og beder om at faa Dem itale . Ja , man maa sige 
om Oberst Sneider , hvad man vil . Et umodstaaeltgt 
Menneske er han . Han sagde til mig : „ „ Kjære Jomfru 
Krog , vi to ere jo gamle Bekjendte , tal et godt 
Ord for mig . Forsfås mig en halv Times Audiens 
hos Deres smukke Veninde . Det er mig af yderste 
Vigtighed at tale med hende . “ “ — Seer De , min 
Bedste , saadan en Mand er Vorherre ! Alting kan 
endnu blive saa grumme godt , ja Mennesket spsaer , 
men Gud raader ! “ 
Under denne Tale var Bertha staaet op fra sit 
Leie og havde rettet paa sit halvt nedfaldne Haar og 
indsvøbte sig i et Schavl , der indhyllede hende fra 
Top til Taa . 
„ Bed Obersten at komme ind , “ sagde hun med 
en noget skjælvende Stemme , og meget fornøiet løb 

Jomfru Krog strax til Døren og aabnede den med 
dyb Neien . 
Den ranke endnu skjønne Mand traadte beskeden 
ind , og Jomfru Krog forlod Værelset . 
Hurtig ilede han mod Bertha , der kom ham 
imøde , han greb HendeS Haand , med et ubeskriveligt 
Blik , saa de tause paa hinanden . 
Bertha gjorde en Bevægelse for at bede ham 
tage Plads ved hendes Side i Sofaen , men han tog 
en Stol og satte sig Ugeoverfor hende . 
Længe talte de sammen . 
Da han rar gaaet , syntes Bertha ganske afkræftet , 
hu indlod sig ikke paa noget egentlig Svar paa 
Jomfru Krogs Spørgsmaal , men søgte Hvile , hvortil 
hun sagde , af hun høiligen trængte . 
Næste Formiddag kom Obersten igjen . 
Han og Bertha havde en lang Samtale , og da 
han gik bemærkede Jomfru Krog med Glæde , af han 
med Barme kyssede hendes Venindes Haand og 
trykkede den til sit Bryst . 
Den følgende Dag sendte han efter BerthaØnske 
Ottos Reisevogn , hvori denne Ven havde bragt 
den lille Familie ud til sin Gaard og hvori den nu 
uden ham kjørte tilbage til Kjøbenhavn og igjen betraadte 
sin ydmygere Bolig paa Toldbodveien . 

Fireogtredive Kapitel . 
Dagen efter Brylluppet . 
Det var atter Juleaften . 
Otto kjørte ad Kongevejen og laa i Skumringen 
Kjøbenhavns Taarne i den taagede Horizont . 
Indsvøbt i sin Kappe med fin Vinterhue dybt 
nedtrykt over Panden sad han i fin lille let bepakkede 
Vogn ved fin Tjeners Side , som kjørte de hurtig 
ilende Heste . 
„ See engang hvor de skynde sig , de veed ordenlig 
af Hjemmet er nær , og det er kjært saagar for 
de stakkels Dyr , “ sagde Tjeneren med en Tone som 
viste , at han ogsaa var af samme Mening som 
Hestene . 
„ Ak ! “ sukkede Otto ved sig selv , „ det er jo ogsaa 
den uforklarlige Længsel efter Hjemmet som driver 
mig her tilbage . Og nu , da jeg seer disse bekjendte 
Taarne , er det , som de vinkede til mig og raabte : 
Vend om ! Vend om ! — Nei , jeg vender ikke om ! 
Felge Hjerte , hvad frygter Du for ? Har jeg ikke 
fagt mig selv hundrede Gange , hvorledes jeg vilde 
finde Alting her ? Er der ikke altid en Lægedom i 
Visheden , i Sandheden , i den Selvtilfredshed man 
føler ved modig og værdig at bære sin Ulykke ? Og 
hvilken Kval har ikke Længslen været for mig ? Hvor 
har jeg længtes efter hende , efterat see hendes Øine , 

høre hendes Stemme ! Hun har mig dog hær ! Med 
fordoblet Venskab vil hun nu søge at trøste mig . — 
Men , Bertha min Stedmoder ! — Egoisfiske 
Betragtninger I Ligemeget , hun vil være glad og 
lykkelig . Skal jeg misunde min Elskede ? — Og 
min Fader ? Savnet af mig har bedrøvet ham , har 
staaet som en msrk Skygge i al hans Lyksalighed , 
det veed jeg vist , skjønt Ingen har sagt mig det . — 
Frist Mod ! jeg vil see dem begge , jeg vil vise Bertha 
at min Kjærlighed ikke var af dæmonisk Natur . 
Otto vilde dog ikke kjøre lige til fin Faders 
HuS . 
Han steg af i en Gjæstgivergaard , klædte sig 
om og ilede nu gjennem Gaderne til det velbekjendte 
Hus . 
Det var en mørk Aften , og den matte Flamme 
fra Gaslygterne svævede for Vinden . 
Med bankende Hjerte saa Otto op til Vinduerne 
paa det gamle Hjem . 
Det var stærkt oplyst . 
Nye pragtfulde Gardiner i forskjellige Farver 
vare trukne sammen og sfivnede som Transparenter 
ved de mange Lys indenfor . 
Han stod lidt stille , inden han kunde samle Mod 
til at ringe paa Porten . 
Hurtig sprang den op . 
Ogsaa den og Trappegangene vare usædvanlig 
oplyste . 

Otto sneg sig sagte over Gaarden og op ad 
Bagtrappen . 
Ogsaa her tydede Alt paa Festlighed . Dørene 
bleve revne op , og imellem Kjøkkenet og Værelserne 
foer Tjenere frem og tilbage . 
En af dem nærmede sig den Kommende . 
Det var Oberstens egen gamle Tjener , der , 
saasnart han gjenkjendte Otto , høirøstet udbrød : 
„ Naa , Gudskelov ! Kjære gode Hr . Sneider ! 
Nu vil den rette Glæde først begynde ! “ 
Otto tyssede paa ham og bad ham for det første 
at lyse ham ind paa hans fordums Værelse . 
„ Ia med største Fornøielse , det staar saamænd 
til Dem , ligesom da De forlod det . “ 
Da de nu ganske stille og ubemærket vare 
ankomne der , sagde Otto med en noget usikker 
Stemme : 
„ Som jeg mærker er der nok Selskab her i Huset 
iaften ? “ 
„ Ia vi have stort Middagsselskab iaften . Jeg 
siger iaften , for de gik tilbords ved Lys , og er nok 
netop ved Desserten . Brylluppet igaar gik for sig i al 
Stilhed , men Bruden og Brudgom vare ikke mindre 
glade for det . Men De kan tro at Obersten savnede 
Dem i al Glæden . Da jeg havde klædt ham paa 
sagde jeg som sandt var : Naa , Gud veed , at Herren 
seer ud , som De var ikke mere end tredivte Aar . 
Den nye Uniform klæder Dem ganske mageløst , og 
Fornøjelsen gjør vel Sit , thi jeg veed da , at Obersten 

er tilgavns fornøiet . Men veed De saa hvad 
han svarede ? — Ia , sagde han , havde jeg bare min 
Søn Otto her , saa skulde jo denne Dag vistnok være 
mig glædelig . “ 
„ Nu vel ! saa gaa og sig ham , at hans Søn 
Otto er her . Men sig det saa Ingen hører det . 
Bed ham komme herind , at jeg kan tale med ham . 
Jeg er ikke klædt til at gaae i et saadan Selskab som 
dette . “ 
„ O ! De er meget god , som De er . De maa 
endelig gaae ind og see den deilige Brud . Ja 
De kjender hende jo , og veed nok , at hun er smuk , 
men idag er hun vistnok smukkere end nogensinde 
før . “ 
Da Otto blev alene , følte han alt sit Mod at 
forlade sig . 
Han satte sig ned , thi han syntes at Stuen løb 
rundt med ham . 
Det varede ikke længe før Obersten hurtig kom 
ind i Værelset , ilede til sin Søn , omfavnede ham , og 
sagde rørt og glad . 
„ Velkommen ! tusinde Gange velkommen , min 
Otto ! Kom ind med mig i vort Selskab , saa vil jeg 
først mærke at vi helligholde en Familiefest . “ 
„ Kjære Fader ! forsfaa » mig ! For iaften er det 
mig Glæde nok at have , eet og omfavnet Dig ! Imorgen 
skal jeg komme ! Ak ! jeg troede mig saa stærk , men 
Synet af denne Festlighed — jeg veed ikke — bær 
øver med mig . “ 

„ Hvad mener Du ? Kan du blive forstemt øver 
Din Broders Lykke ? “ 
„ Min Broders ? Hvad siger Du ? — “ 
„ Ja , veed Du ikke , at Din Broder igaar havde 
Bryllup med Fanny ? 
Otto stod et Øieblik som stum . Hans Kinder 
farvedes med en pludselig Rødme . 
Endelig stammede han : 
„ Det var min Broders og Fannys Bryllup ? 
Ikke Dit og — “ 
„ Og Berthas ? Var det ikke saaledes Du vilde 
sige ? Men Gudbevares ! Har Du da ikke faaet mit 
Brev , som jeg sendte til Hamborg , to Dage efter Din 
Afreise ? 
„ Nei , jeg har flet ikke været i Hamborg , jeg har 
reist omkring i Sverrig og Norge . “ 
„ Naa der seer Du de gode Følger af Dit Forbud 
mod alle Breve og Efterretninger fra Hjemmet . 
Jeg brød mit Løfte for at bringe Dig en Trøst , 
som jeg troede Du behøvede , den nemlig , at Bertha , 
strax gav mig en Kurv . “ 
„ Hvorledes ? Har hun aflaaet Din Haand ! Er 
det muligt ? Jeg troede sikkert at hun elskede Dig ! “ 
„ Ja sandt at sige , jeg troede det med . Og 
ganske paa det Nene er jeg heller ikke , hvad denne 
Sag angaaer , undtagen i det Punkt , at hun har sagt 
mig et afgjørende Nei , det er reent og klart . “ 
„ O kjære Fader ! fortæl mig hvad hun har sagt ! 
Siig mig Alting ! “ 

„ Nu have vi ikke Tid ! — Selskabet savner 
mig ! “ 
„ O , det trænger mindre til Dig end jeg . O , 
let mit Sind med Dine Ord , Du ved ikke , hvor 
jeg har kjæmpet med mig selv og hvad jeg 
har lidt . “ 
„ Nu , ja , det er snart fortalt , og jeg skal fortælle 
Dig det Hele ærligt , saaledes som det er forekommef 
mig . 
Da jeg samme Aften , Du reiste , gik hen til 
hende , var jeg varm om Hjertet . Jeg havde ordenlig 
inddrukket et sødt Sværmeri af hendes Brev til Dig , 
som jeg nys havde læst . 
Bøn om Tilgivelse for det meget Onde , jeg 
mod min Villie havde tilføiet hende , Kjærligheds 
Erklæringer , brændende Ønsker flød over Læberne . 
Jeg havde i det Øieblik afkastet tredive Aar af min 
Alder . 
Hun hørte paa mig taus og stille men dog med 
kjendelig Bevægelse , hun saa paa mig med disse ubeskrivelig 
fortryllende Øine , hvori jeg troede at læse 
det ønskede Svar , og . det lod , som om hun samlede 
sine Tanker , inden hun svarede mig med en Stemme 
saa mild , saa sød , at jeg synes endnu at høre den . 
Hun takkede mig , sagde hun , den Dag vilde hun 
stedse ansee for et lykkeligt Vendepunkt i sit Liv , da 
jeg ved mit smigrende Tilbud , ved min uforstilte Godhed 
havde overbevist hende om , at jeg ikke foragtede 

eller sorsmaaede hende , en Tanke , der altid havde 
nedtynget hendes Sjæl , naar hun i bedre Øieblikke 
havde vovet at hæve sit Hoved . Hun havde Intet at 
bebreide mig , da jeg havde læst HendeS Bekjendelser , 
var hendes Sindelag mig bekjendt , og hun havde Intet 
videre at tilføie . Men at give mig fin Haand det 
aspog hun aldeles . 
„ „ De veed det ! “ “ sagde hun „ „ Deres Søn elsker 
mig . Bevar mig Gud at staa som en ond Genius 
imellem Fader og Søn , fra at forstyrre et saa 
helligt Forhold . Desuden kunde jeg aldrig være 
glad ved Noget , der kunde bedrøve Otto Sneider . 
Han er det Ædleste jeg kjender , og hvad jeg har nægtet 
ham skal jeg aldrig tilstaae nogen Mand . “ “ 
Jeg vil bekjende for Dig , at jeg i min berusede 
Stemning var saa lidt Fader , at jeg vovede at bestride 
hendes Grunde , og at udhæve m i n Kjærlighed 
og min Smerte , men hun svarede : 
„ „ Disse Følelser ville engang forsvinde ; men de , 
som binde Dem til en elflet Søn , og ham til Dem , 
ere indgroede i Hjertet og kunne aldrig udrives af 
det ! “ “ 
Nu ! jeg gik hjem — og i Nattens Stilhed slog 
jeg Vand i Blodet og — Gudskelov i det treoghalv « 
tredfinstyvende Aar døer man da ikke strax af Kjærlighed . 
Jeg 
tænkte paa Dig , paa det Ansigt , hvormed 
Du forlod mig , Noget , som jeg aldrig glemmer , og 
da nu heller ikke jeg vilde være tabt bag af en Vogn , 

gik jeg til hende den næste Formiddag , og prøvede at 
tale til Dit Bedste . — Jeg nægter ikke , at det kunde 
være mig fungt nok at see hende som min Svigerdatter , 
thi lidt forelsket i hende er jeg bestandig , jeg vil 
ikke lyve . Imidlertid , Du vilde vel leve ude paa 
Din Gaard , jeg her i Byen , jeg havde jo ikke nsdig 
at see stort til hende . 
Noget af dette var jeg ærlig nok til at sige 
hende , og mente forresten at naar man havde saadan 
en Hengivenhed for en Mand , som hun yttrede for 
Dig , saa var det mere end nok til et lykkeligt Ægteskab . 
— Men heller ikke heri vilde hun indlade 
sig . 
Hun elskede Dig , sagde hun , med trofast , søsterlig 
Kjærlighed , og kunde ikke ansee Dig anden som 
en Bwder . — Nu vaagnede igjen den gamle Adam . 
Naar det ikke kunde nytte at tale for Dig , tænkte jeg , 
saa havde jeg vel Lov til at tale for mig selv . Det 
gjorde jeg , jeg talte mig ind i en saadan lidenskabelig 
Hæftighed , at jeg fortjente at være en tyveaars 
Yngling . 
Med et Alvor , ja med en Værdighed , som jeg 
ikke havde kjendt hos Bertha Vestberg , sagde Bertha 
Bøgh mig et afgjørende Nei . See der har Du 
den hele Historie . 
Hun ønskede at reise hjem den næste Dag , og 
jeg sagde hende Farvel med en egen veemodig og kærlig 
Krybe » om Hjertet . 

Siden har jeg ikke seet hende , men som sagt Feberen 
har saa temvielig lagt sig . Gudskelov for 
Glemmekunsten ! Det er ikke den ringeste af de skjønne 
Kunster . Men følg mig nu til Selskabet ! Jeg ved , 
de blive Alle glade ved at see Dig , skjøndt Ingen er 
saa glad derved som jeg . “ 
„ Som Du vil , kjære Fader ! svarede den til et 
nyt Liv vaagnede Otto . „ Men sig mig dog een 
Ting endnu ! Fanny har ægtet Charles ! Er hun 
glad derved ? “ 
„ Ja , det lader til det , det er virkelig en besynderlig 
Forandring , der efterhaanden er foregaaet med 
de to Personers Forhold . Han var tilforn saa ydmyg , 
og hun saa stolt , nu derimod syntes hun ganske 
at rette sig efter hans Villie med kvindelig Eftergivenhed , 
medens han derimod er stolt af fin Lykke . 
Forresten tilbeder han hende og mener , at alle Andre 
bør gjøre det Samme . Jeg haaber vist at de blive 
meget lykkelige sammen , og Etatsraaden har sat dem 
i fortræffelige Omstændigheder hvad Udkomme angaar , 
og indrettet Alting sov dem paa det Prægtigste ! “ 
„ Nu , Gudskelov , af inderste Hjerte skal jeg 
glæde mig over Fannys og min Broders Lykke . “ 
Med et Ansigt , der virkelig passede til en glad 
Festlighed , deeltog nu Otto i det muntre Selskab , 
men efter et Par Timers Forløb bad han om Tilladelse 
til at fjerne fig , da han foregav at være træt 
af Reisen . 

Dog søgte han ikke Hvile ' , men ilede med hurtige 
Skridt til Berthas lille Bolig , for atter at tale 
med hende , som han ikke^ havde seet de sidste fire 
Maaneder . 
Da Otto forlod^BerthaS Bolig var han mørk 
og forstemt , og et Suk trængte sig af og til frem af 
hans Bryst , paa Hjemvejen . 
Da han kom hjem kastede han sig paa en Sofa 
og skjulte Ansigtet i fine Hænder . 
Saaledes blev han siddende til langt ud paa 
Natten . 
Femogtredive Kapitel . 
En Oplysning . — Ved Dødsleiet . 
I Termintiden var Ottos Forvalter kommen til 
Bertha for at udbetale Renterne af den lille Kapital , 
hun havde staaende i Godset . 
Denne Forretning sagde han , var utrykkelig bleven 
ham overdragen mellem de Befalinger , som Ottø 
havde givet ham ved fin Afreise . 

Forresten havde han siden den Dag aldeles ingen 
Efterretning havt fra sin Herremand . 
Denne Forvalter , en modig , god Mand , der fra det 
korte Ophold paa Godset kjendte de to Fruentimmer , 
og gjerne talte med dem , følte sig vel tilmode ved deres 
gjæstfri Modtagelse og blev snaksom . 
Blandt Andet sagde han , at det var ham paalagt 
af Sabine Poulsen at bringe Fru Bøgh de kjærligsle 
Hilsener . 
Han fortalte ved denne Leilighed en heel Deel 
om August , hvor kjært dette unge Menneske var for 
Otto , hvormeget denne stolede paa ham , saa at han 
endogsaa havde overdraget ham et Overopsyn med en 
Deel af Godsets Bestyrelse . 
„ Han behandler ham ! “ sagde Forvalteren „ som 
en Søn og Arving . Og det forstaaer sig ! “ tilføiede 
han , „ det er jo heller ikke underligt , naar man 
ved hvem den saakaldte August Poulsen egenlig er . “ 
Med største Glæde greb Jomfru Krog denne 
Attring for at spørge : 
„ Ja hvem er han da egenlig ? En Søn af Hr . 
Otto Sneider kan han jo dog ikke være ? “ 
„ En Søn ! Nei paa det Lav ! Men en Broder 
seer De , det er saa , imellem os sagt , thi man taler , 
ikke gjerne derom , hvorvel det just ikke er nogen Hemmelighed . 
Ak Herregud ! Det kan nu være en atten 
Aar siden . Det var i den forrige salig Herres Tid . 
Da kom Obersten ud at besøge fin Svoger , thi hansalig 

Frue var en Søster til Justitsraaden , Obersten 
var Enkemand , men ganske ungj endnu , og et deilig 
Menneske — ja han er da en smuk Mand endnu for 
den Sags Skyld . 
Han forelskede fig nu og det tilgavns i Degnens 
Datter Sabine , der vistnok ogsaa var det smukkeste 
Pigebarn , man vilde see . 
Jeg var dengang en ung Knøs og gik min Fader 
tilhaande , thi før var min Fader Forvalter paa 
Godiei , og jeg husfer det nu saa grangivelig som det 
var idag , at naar jeg om Aftenen gik hjem — thi vi 
havde just den Sommer noget Arbeide paa hin Side 
af Skoven — naar jeg da — vilde jeg sige - gik 
hjem om Aftenen , ; aae jeg altid Obersten , som dengang 
kun var Kaptain , hvordan han gik i sin lysegraa 
Frakke , og luskede omkring Degnens Hus , forat 
see om Vindusjkuddet var lukket i den Gamles Sovekammer , 
thi saa vidste han , at Degnen var iseng , 
for han var daarlig det stakkels Skrog og gik til 
Sengs Klokken otte , halv ni , saa gik Oberstens 
Sol op . 
Ja jeg bar tidt takket Gud fordi han løste op 
for den stakkels Fader , uden han erfarede Datterens 
Tilsland , thi Pigen var hans Øjesten . Og det er 
saamænd ogsaa den Dag , idag er , et meget rart Fruentimmer . 
Herregud ! Vi ere alle Mennesker . 
Det er da ellers underlig nok med saadan en 
gammel Kjærlighed ! Naar Sabine Poulsen hører , at 
Obersten ventes ud paa Gaarden — som sjelden^ 

fleer — saa kan hun ikke blive i sit Hus , hun kan 
ikke taale at see ham , saa reiser hun bort til et Sted 
et Par Mile borte , og tager Sønnen med sig , og alligevel 
siger min Kone , som hun meget omgaaes , at 
hun endnu har saameget tilovers for Obersten , at 
naar hun bare hører , at han har en Snue , saa græder 
hun , og et Par Gange , da der gik det Rygte , at 
han vilde gifte sig igjen , kreperede det hende saadan , 
at hun ordenlig blev syg . Det kunde hun ikke taale , 
ihvorvel det vist aldrig er faldet hende ind , at hun 
kunde blive Fru Oberstinde , til saadanne Tanker er 
hun alfor fornuftig . 
Men det synes mig dog , at Sønnen burde see 
Obersten . Det er ret kuriøst hvor han ligner vores Hr . 
Sneider , og jeg kan dog ikke sige at Hr . Sneider 
ligner sin Fader ! “ 
„ Jovisf har han Lighed med Obersten , “ sagde 
Jomfru Krog . „ Synes De ikke ogsaa det , Frue ? “ 
tilføiede hun . 
Bertha , hvis Kinder vare blevne purpurfarvede 
under Forvalterens Beretning svarede : 
„ Det er aldrig faldet mig ind . “ 
Da hun blev ene med Jomfru Krog sagde 
hun : 
„ Erindrer De , gode Veninde , hvor vred De blev 
paa mig , da jeg endelig maatte bekjende for Dem , at 
jeg havde afslaaet Oberstens Tilbud ? Hvad siger De 
nu ? Maa jeg ikke takke Gud , som bevarede mig fra 
paa dobbel Maade at forgribe mig paa hellige Retligheder ? 

Med hvilken Ængstelse maatte jeg ikke tænke 
paa Ottos Fraværelse , thi for denne Sags Skyld er 
han dog vistnok reist saa pludselig bort ? Og med 
hvilket Sind maatte jeg møde den bedrøvede Sabine 
og hendes Søn ? “ 
„ Aa hvad , “ svarede Jomfru Krog . „ Naar man 
vilde tage det saa nøie med Mandfolkene , saa fik ikke 
mange af dem enten Kone eller Kjæreste . “ 
Vinteren var forbi , Foraaret var kommet , og i 
Mellemtiden var Otto jo som omtalt vendt tilbage 
fra fin Reise . 
Det var koldt og stormfuldt og den første 
Sommermaaned syntes hellerikke at ville ligne den 
forrige milde og varme Sommer . 
En Dag kom et ridende Bud fra Ottos Gods 
med et Brev til Bertha . 
Det var fra Sabine Poulsen , og med Forfærdelse 
læste Bertha , at Otto laa farlig syg . 
Ligesiden han kom hjem fra fin Udenlandsreise , 
skrev Sabine , , havde han været særdeles irritabel , adspredt 
og urolig , ofte havde han i den kolde ustadige 
Sommer vandret ensomt omkring i hele Dage uden 
at nvde det Ringeste , ja , flere Gange var han ved 
Nattens Frembrud gaaet ud og havde tilbragt den 

hele Nat under aaben Himmel , undertiden roende omkring 
paa Aaen uden at bemærke enten Regn eller 
Storm . For otte Dage siden fik han pludselig Feder , 
som han i Begyndelsen aldeles ringeagtede , ' og da ban 
endelig lod hente en Læge , havde Sygdommen allerede 
taget en farlig Vending . Lægen gav ikke synderligt 
Haab . Den Syge laa i bestandige Feberphantasier , 
kjendte ingen af sine Omgivelser , men raabte uophørligt 
paa Berthas Navn , yttrede den heftigste Længsel 
efter hende og gjentog , at naar han saa hende , vilde 
han strax blive helbredet . 
„ Jeg maa reise strax ! “ raabte Bertha . „ Hvert 
Øieblik er mig kostbart . “ 
Hun bad den Bondekarl , som bragte Brevet om 
at se at forskaffe hende en Leilighed med en eller 
anden Vogn , som skulde til den Egn . 
Han gik med Løfte om snarest muligt at komme 
tilbage og bringe Bested . 
Jomfru Krog var ikke hjemme . 
Bertha betænkte nu de nærmere Anstalter til sin 
Reise . 
Den første Vanskelighed mødte : Uden Penge 
kunde hun ikke reise , og hendes egen saavelsom Jomfru 
Krogs Kasse var for Øieblikket næsten aldeles 
udtømt . 
Med det beklemte Hjertes uroligste Hastværk ledte 
hun i sine Gjemmer for at finde Noget , der kunde 
gjøres i Penge . 

Der var kun Smaating af ringere Værd . 
Det bedste Stykke var et smukt lille Uhr , som 
var et Arvegods efter hendes Moder , det eneste 
Minde som hun gjennem alle Tilskikkelsers havde bevaret 
som en Helligdom . 
Med en veemodig Følelse saa hun paa det : 
„ Jeg faaer kun lidt for det , naar jeg nu med 
Et vil sælge det og for mig har det saa stort 
Værd . “ 
Paa Væggen hang et større Uhr , som havde til- , 
hørt den afdøde Bøgh . Det var meget mere værd , 
en meget kourantere ' Vare . 
Bertha saa paa det . 
„ Nei , det er Vilhelms Eiendom . Jeg vil sælge 
mit eget . Ak ! lad mig blot se at komme bort . Alt 
det øvrige er Smaating . “ 
Med disse Ord tog hun Schavl og Hat paa og 
skyndte sig til den nærmeste Uhrmager , hvor hun 
solgte Uhret til en uforholdsmæssig meget billig Pris , 
men som dog var ganske tilstrækkelig til Reisens Omkostninger . 
Da 
hun kom hjem traf hun Jomfru Krog 
meget forundret over at finde Mine ifærd med at 
indpakke sin Frues Tøi i en Vadsæk . 
Den gamle Pige var i overordenlig siet Lune og 
gjorde sin Veninde de alvorligste Forestillinger om 
det Urimelige i denne Reiseplan , om de økonomiske 
Betragtninger der burde fraraade hende et saadant 
Foretagende . 

„ Og hvor skal vi gjøre af Børnene ? Dem kan 
jeg dog ikke tage med i mine Imformationer . Skal 
de blitze ene her hos den unge Tøs , denne Mine ? “ 
Olga stak i at græde og greb fat i Moderens 
Kjole som for at holde hende tilbage . 
Vilhelm raabte : 
„ Nei , jeg maa følge min Moder , hun skal ikke 
reise alene , jeg er en stor og stærk Dreng , jeg skal 
forsvare og bevogte hende paa Reisen . Og er vor 
gode Ven Sneider syg , saa maa jeg ogsaa se ham og 
pleie ham . “ 
„ Nuvel ! “ sagde Bertha . „ Jeg tager begge 
Børnene med . Jeg kan overlade dem til Sabine , 
medens jeg selv bliver hos den Syge . “ 
„ Men betænk , “ sagde Jomfru Krog , „ at det 
rimeligvis er en smitsom Syge ! “ 
„ Ligemeget ! Om det saa var Pest , maatte jeg 
ile til ham , naar han kalder mig . Ak Gud ! jeg vilde 
dø af Ængstelse , om jeg blev her . “ 
De smaa Tilberedelser til Reisen vare snart 
gjorte , og efter at Bertha havde besørget et Bud til 
Fanny for at underrette Familien om Ottos Tilstand , 
gik hun med den føromtalte Bondekarl , der bar den 
lille Olga , og Vilhelm , der bar Randselen , til et 
Værtshus langt oppe i Byen , hvor hun med fine 
Børn tog Plads paa et umagligt Sæde i en med 
alle Slags Sager fuldbepakket Bondevogn . 
Den ubekvemme og udmattende Kjørsel vilde 
Bertha i fin urolige Stemning næppe have bemærket , 

naar ikke den umaadelige Langsomhed havde været i 
en saa stærk Modsigelse med hendes indre Jilfærdighed . 
Dagen 
hældede allerede , og næppe var man 
kommen en Trediedel af Veien . 
Ovenikjøbet sagde Bonden , at længere end til sit 
Hjem kunde han ikke kjøre hende , men dette laa en 
halv Mil fra Herregaarde « . 
Bertha begyndte at blive bange og fortrød , at 
hun i sin Utaalmodighed havde valgt denne Befordring 
og ikke ventet til næste Dag , da der afgik en Postbefordrig 
til en Kjøbstad ikke langt fra OttoS 
Gods . 
Det begyndte at regne . 
Bonden kjørte ind i et Skur ved en Kro . 
Han stod selv af Vognen og gik ind i Krostuen . 
Der 
stode flere Vogne i Skuret , men det var 
saa mørkt , at man kunde ikke skjelne dem fra 
hinanden . 
Kort efter kom Bonden ud igjen tilligemed 
en Mand , der bar en Lygte , og nærmede sig til 
Vognen . 
Med glad Forundring gjenkjendte Bertha Forvalteren 
fra Ottos Gods og erfarede , at han efter Aftale 
med August var kjørt med Reisevognen for at 
hente hende , hvilket Sabine i sin Forvirring ikke havde 
tænkt paa at besørge . 

Nu gik det i en flyvende Fart den øvrige Deel 
af Veien . 
Underveis søgte Forvalteren at trøste Bertha i 
Henseende til Ottos Tilstand , men hun mærkede godt 
at han selv var inderlig bekymret . 
Det var Midnat , da Vognen holdt ved den store 
Trappe paa Herregaarde « . 
August kom de Ankomne imøde . 
Han var forgrædt , og svarede kun paa BethaS 
Spørgsmaal med taarekvalte Ord . 
Forvalteren paatøg sig at bringe Børnene til Sabines 
Bolig , da August sagde , at hun ganske nylig 
var vendt hjem ester hans indstændige Anmodning , 
og havde overladt ham at vaage hos den Syge . 
Ogsaa Lægen var paa Gaarden , men havde lagt 
sig i et Værelse nær Patientens . 
Bertha traadte nu , ført af August , ind i Ottos 
eget Værelse som stødte til hans Sovekammer . 
Den føromtalte unge Tjener og en gammel Stuepige 
sad Hver i fin Krog , men reiste sig ærbødig ved 
Berthas Indtrædelse . “ 
Med skjælvende Fod betraadte hun nu det Sted , 
hvor hun skulde see sin lidende Ven . 
En dunkel Lampe brændte paa et Bord , besat 
med Mediftnflasker og andre flige Ting . 
Et Vindue stod aabent , og som med ængstelig 
Urolighed bevægedæ Gardinerne sig for Blæsten , der 
ogsaa bragte Lampens Flamme til at zittre . 

Et Skjermbrcedt stod for Sengen , August trak det 
lidt tilside , og Bertha nærmede sig den Syge . 
Han laa ganske slille , dødbleg , med halv aaben 
Mund , hvis Bryst hævede sig og sank med hæftig Bevægelse . 
Ved 
dette Syn brast Bertha i Graad , hun kastede 
sig paa Knæ ved hans Seng og vædede Sengetæppet 
med en Strøm af Taarer . 
August nærmede sig med Midicin og et Gla « 
Vand , som han gav Bertha , medens han løftede den 
Syges Hoved sagte iveiret , og bragte en Ske til hans 
Læber . 
Otto sank Lægemidlet , og derpaa førte Bertha 
Vandglasset til hans Mund . 
Hun nævnede sagte hans Navn . 
Han aabnede Øinene , stirrede paa hende og bevægedæ 
Læberne , uden at man kunde høre , om han 
virkelig talte . 
Han greb om Glassef og drak , bestandig med 
Øinene vendte mod det elskede Ansigt . 
„ Jeg troer han kjender Dem ! “ hviskede Augusf 
glad „ O , Gud være lovet at De kom ! “ 
Otto laa stille , men det syntes , som om han 
kjæmpede efter at gjenvinde sin Bevidsthed . 
Bertha havde sat sig ned ved hans Seng , hans 
Blikke forlod hende intet Øieblik og naar hun gik 
omkring i Værelset , fulgte de enhver af HendeS Bevægelsær . 


Han tog Medicin og Drikke af hendes Haand 
uden at tale , men dog uden at vende Øinene fra 
hende . 
Endelig faldt hans Øine til , som ganske udmattede , 
og det lod , som han sov . 
Augusf og Bertha begyndte at fatte et lidet 
Haab . 
Alting i Værelset var stille , man hørte kun den 
Syges Aandedræt , og Perpendiklens Slag i et Uhr 
i Stuen , tilligemed Blæstens Susen udenfor og dens 
Ryk i de flagrende Vinduesgardiner . 
Augusf havde lukket Døren til det ydre Kabinet , 
hvori de to Tjenestefolk befandt fig , selv satte han sig 
i en Krog , og da han var udmattet af Sorg og Vaagen , 
faldt Søvnen velgjørende over hans unge 
Øjelaag . 
Ved Foden af Sengen laa Tiger , og rørende 
var det at see den tro Hund af og til at lægge Forbenene 
op paa Kanten af Sengen , betragte sin syge 
Herre med fine kloge Øine og flikke hans Haand , 
medens en Lyd der lignede et Suk , steg op fra dens 
stumme Bryst . 
Bertha sad ved Sengen , og med Taarer med 
inderlig Bøn til Gud betragtede hun den blege Ven , 
medens hendes Haand hvilede sagte paa hans 
Arm . 
Det gryede ad Dag , hun reiste sig og gik hen 
at flukke Lampen . 

Det forekom hende at hun hørte Otto sagte udtale 
HendeS Navn , hun vendte sig hurtig , og saa ham 
vaagen med smilende Ansigt at række Haanden ud mod 
hende . 
Hun ilede til ham , greb hans Haand , trykkede 
den med Glædestaarer til fine Læber . 
„ O Bertha , “ sagde Otto med svag Stemme : 
„ De er her , hvilken Lyksalighed ! hvor jeg takker 
Dem ! “ 
„ Ak , jeg er selv lyksalig ved at være hos Dem , 
ved at kunde pleie Dem , ved at se Dem vende tilbage 
til Livet . “ 
Med hviskende Stemme sagde Otto : 
„ Nei , min bedste Veninde , jeg vender ikke tilbage 
til dette jordiske Liv . En bedre Verdens Morgenrøde 
lyser allerede for mig . “ 
Bertha saa paa ham , et forklaret Udtryk omsvævede 
hans Træk og lyste ud af hans overordenlig 
skinnende Øine . 
Hun brast i hæftig Graad og kastede sig ned 
med Ansigtet skjult i hans Tæppe . 
Sagte løftede han hendes Hoved med sin matte 
Haand og sagde : 
„ O , græd ikke min elskede , min trofaste Søster , 
misund mig ikke den salige Fred , som gjennemstrømmer 
mig , en Fred , som jeg ikke kan beskrive , 
som ikke er i denne Verden , en Forudfølelse af de 
indre Vinger som udfolde sig . O , lad mig , medens 
de sidste Sandkorn endnu falde i mit Timeglas , 

nyde Livets største Gode , det , som jeg ikke slak tabe i 
Døden , Glæde over min Elskede ! Lad mig takke Dig , 
hulde Veninde , elskede Søster , for al Din trofaste 
Kjærlighed ! Nu falde Støvets Lænker , nu føler jeg 
en Kjærlighed , som Din . O ! und mig nu , hvad jeg 
altid attraaede , aldrig fik : Giv mig et hjertelig Kys 
og Favntag til Afsted , og lad mig nærme mig Dine 
Dines Stjerner at de maa lyse mig til Himlen ! “ 
Han løftede fine matte Arme for at udbrede dem 
mod hende . 
Bertha tog ham sagte i fine Arme og trykkede 
et varmt og langt Kys paa hans blege Læber . 
Et elektrisk Stød syntes at gjennemfare ham , det 
var som en stærk Opblussen af Livets Flamme han 
slyngede sine Arme , fast om den Elskede , derpaa sank 
hans Hoved ned paa hendes Skulder , et Par Krampetræk 
rystede ham , et dybt Suk og han laa død i Berthas 
Arme . 
Et dæmpet Skrig undslap hende , August ilede til 
og kaldte Tjeneren og Lægen rilhjælp . 
Bertha var falden afmægtig om paa Sengen , 
Otto hvilede endnu paa hendes ene Arm . 
August bar hende ind i det tilstødende Værelse . 
Man 
forsøgte alle Midler for at bringe Otto 
tillive , skjøndt Lægen strax erklærede , at han allerede 
den forrige Aften havde vidst , at alt Haab var 
forbi . 
Da alle Bestræbelser vare forgjæves , lagde August 

med varme , broderlige Taarer det elskede 
Lig sagte tilrette paa Leiet , og lukkede Ottos venlige 
Øine , der endnu stode som hævede mod den Elskedes 
Aaasyn . Et Smil svævede om hans Mund . 
August stod længe og betragted ham med en Blanding 
af bitter Smerte og stille Andagt . 
Sexøgtredivte Kapitel . 
Et Optrin paa Kirkegaarden . 
Lægen , en ung , godmodig Mand , var imidlertid 
gaaet ind til Bertha for at yde hende sin Hjælp . 
Det varede længe før hun vaagnede af sin Besvimelse . 
Den 
gamle Stupige og hele Gaardens Personale 
havde samlet sig om hende . De kjendte hende 
som deres Herres høit ærede Veninde og kappedes om 
at vise hende Omhyggelighed . 
Efter Lægens Forskrift bragte de grædende Fruentimmer 
Bertha tilsengs i et fraliggende Gjæsteværelse , 
svor Sabine efter en Times Tids Forløb 
ogsaa kom ind til hende og søgte at dæmpe sin egen 

Smerte før ikke at forøge den yderst angrebne Venindes . 
Vilhelm 
kom sagte ind i Værelset og nærmede 
sig sagte Moderens Seng . 
Han havde været inde og — som han udtrykte 
ftg — sagt den gode Hr . Sneider Farvel , og denne 
Scene havde saaledes virket paa den livlige Dreng , 
at hans blege og kummerfulde Udseende forfærdede 
Bertha . 
Hun omfavnede ham og anstrængte sig før at 
oplive og trøste ham . 
„ Ak ! “ sagde hun og lagde sit trætte Hoved op 
til hans barnlige Bryst : „ Her slaaer endnu et Hjerte , 
før hvilket det er værd at leve ! “ — 
Ved Middagstid holdt Oberstens Vogn før 
Døren . 
Ottos unge Tjener sad bedrøvet paa en Bænk i 
Gaarden . 
Han reiste sig og traadte hen til Vogndøren , 
som Oberstens egen Tjener havde aabnet . 
„ Hvordan er det fat ? “ spurgte Obersten . 
Den unge Tjener svarede kun med fine Taarer . 
„ Hvad siger Du ? “ sagde den ængstede Fader : 
„ Min Gud det er vel dog ikke forbi ? “ 
„ Jo , Hr . Oberst ! “ hulkede Tjeneren . 
„ Luk Vognen igjen ! “ sagde Obersten med kvalt 
Stemme . 
Han vinkede ad sin egen Tjener der stod som 
forstenet ved Siden . 

„ Lad Kudsken vende om , og kjøre mig hen til 
min gamle Major i næste Kjøbstad . Og bliv Du 
her , gode , gamle Frantz , for at være tilhjælp med 
hvad der forefalder . Kom til mig naar — Du forstaar 
mig ! “ 
Han kunde ikke sige mere , Vognen vendte og 
kjørte bort , og Frantz ilede op i Huset og kyssede 
med tusinde Taare sin kjære unge Herres kolde 
Hand . 
Paa Begravelsesdagen mødte Charles og nogle 
faa Beslægtede og Venner . 
Obersten var ikke tilstede . 
Den ulykkelige Fader var ikke istand til at udholde 
Synet af denne hjertegribende Ceremoni . 
En umaadelig lang Skare af Godsets Bønder , 
gamle og unge , fulgt af Fruentimmer og Børn , ledsagede 
med hjertelige Taarer den sorte Kiste , der , 
baaret af Sognets mest ansete Mænd , og smykket med 
Blomsterkrandse , bundne af Berthas og Sabines 
Hænder , blev nedsænket i den stille Grav tilligemed 
Sommerens skjønneste Blomsterpragt og alle de Taarer , 
som havde bedukket denne . — — -- -- -- -- -- -- -- - 
Bertha som netop samme Dag havde forladt sit 
Sygeleie , gik mod Aften med Vilhelm hen til den lille 
Kirkegaard . 

De bare Kurve med Blomster og Grønt , hvormed 
de vilde smykke den friste Grav , over hvilken et 
stort , høit Bøgetræ hvælvede fine Grene . 
Pludselig satte Vilhelm sin Kurv ned og udbrød : 
„ Ak , 
Moder ! See den stakkels Tiger ! “ 
Med utvetydige Tegn paa en virkelig Bedrøvelse 
laae den troe Hund paa Graven med nedsænket Hoved , 
som et skjønt , levende Monument , fremstillende 
TroflabenS Symbol . 
Bertha og Vilhelm ilede hen til Hunden , og 
søgte med Kjærtegn at lokke den fra sin Plads . 
Den flikkede deres Hænder med en hed Tunge , 
men veg ikke fra Stedet . 
En Karl , som opholdt fig i Nærheden kom hen 
til dem og sagde , at Hunden var fulgt med Ligtoget , 
og saasnart Graven var tilkastet , havde den lagt fig 
paa den , at siden Forvalteren og Flere havde søgt at 
faa den bort baade med Venlighed og Magt , men 
den havde vist Tænder og ikke været til at fjerne . 
Høit grædende kastede Vilhelm fig ned til 
den . 
Den kloge Hund saa paa ham , den reisfe sit 
Hoved , og begyndte at bortflikke hans Taarer . 
Vilhelm slyngede sin Arm om den og kunde ikke 
holde op at græde , endelig reisfe Tiger sig , og det 
lykkedes Drengens kjærlige Bestræbelser , at faa den 
trl at forlade Graven . 
Som hin Juleaften bandt han sit Lommetørklæde 

i Ringen af dens Halsbaand for at holde den fast , 
den lod ham taalmodig gjøre det , og da han satte sig 
i Græsset , lagde den sig paa hans Vink ved hans 
Side , og hvilede sit Hoved i hans Skjød . 
Bertha begyndte imidlertid at udfolde sine Blomster 
og at smykke Graven . 
Hun laa paa Knæ paa Jorden ivrigt beskjæftiget 
med sit Arbeide . 
Med Et blev hun vaer , at Obersten ganske stille 
stod ved hendes Side . 
Han bøiede sig ned til hende , tog hendes Haand 
kyssede den uden at tale . 
Hun taug ogsaa . 
Derpaa knælede han , ligesom hun , ved Blomsterkurven , 
og tog uden videre Deel i at ordne og 
plante Blomsterne , medens mangt et Suk , mangt et 
kjærligt Farvel , sendtes fra hans tause , beklemte Bryst 
til Den , som hvilede i Jorden . 
Den hele Grav saa snart ud som om et broget 
Tæppe var bredt over den . 
De vare færdige og reiste dem , da Obersten idetsamme 
foer hæftig sammen , blegnede , og sagde halv 
sagte : 
„ Gud ! Hvad er Dette ? “ 
Berthas Øine fulgte Retningen af huns , og opdagede 
Sabine og August der i samme Hensigt som 
hun vare komne til Graven med Blomster , men ved 
Synet af Obersten vare ifærd med at trække sig 
tilbage . 

Sabine var krøben i Skjul bag en Hæk , til 
hvilken hun lænede sig , uden Kraft til at gaae videre . 
August , som vilde føre hende bort , vendte sig dog 
endnu engang for at kaste et Blik paa den aldrig før 
sete Fader . 
I dette Øieblik mødtes han af Oberstens Øine , 
der syntes at see den Søn , ved hvis Grav han stod . 
Bertha begreb Sammenhænget . 
Som dreven af en indre Indflydelse fløi hun 
hen til August greb hans Haand , og førte ham næsten 
med Magt hen til Obersten . 
„ See Ottos Billed ! “ sagde hun „ hans Andling , 
hans kjæreste Broder , den store Trøst , som Guds 
Barmhjertighed sender Dem i denne Sorgens Stund ! “ 
Forbauset saae Obersten paa den unge Mand 
der undseende stod for ham . 
Pludselig rakte han Hænderne ud mod ham og 
raabte : 
„ Kom i mlne Arme , min Søn , min kjære 
Søn ! Vær mig i min Ottos Sted , og jeg vil være 
Dig i hans ! “ 
Augusf kastede sig i hans Arme med udbrydende 
Taarer . 
„ Kan Du tilgive Din ukjærlige Fader ? “ spurgte 
Obersten rørt . 
Augusf pegede mod Hækken og sagde : 
„ Der staaer min Moder ! “ 
Skjælvende og med nedslagne Øine kom 

Sabine nu frem , men blev staaende som en 
Støtte . 
Den simple sorte Kjole faldt i rige Falder om 
den høie , ranke Skikkelse , og det fine blege Ansigts 
regelmæssige Træk gave hende Udseende af en ædel 
Natur . 
Obersten syntes dybt greben af dette Syn , han 
nærmede sig , tog begge hendes Hænder , idet han 
sagde : 
„ Ak , Sabine ! Stakkels Sabine ! Tilgiv mig ! 
jeg beder Dig , tilgiv mig for denne vor Søns 
Skyld , for hvem jeg takker Dig ! Tilgiv mig for 
hans Skyld som hviler her og som vi jo begge 
begræde . “ 
Bertha havde under denne Samtale trukket sig 
tilbage og listede sig nu sagte bort med Vilhelm , der 
førte det sørgmodige Dyr hjem med sig og følte sig 
lykkelig ved saaledes at have tilegnet sig det kjære 
Dyr . 
Den lille Olga var alt Dagen iforveien kommen 
hjem fra Sabines Huus . 
Det smukke venlige Barn stod med en af 
Pigerne udenfor Døren for at vente paa fin 
Moder . 
Med Jubel ilede hun hende imøde og klyngede 
sig til hende . 
Vilhelm greb Berthas Arm , idet han med ubeskrivelige 
Øine saa hende ind i Ansigtet . 

Med den inderligste Kjærlighed omfavnede Bertha 
fine elskede Børn og bøiede sig med Kjærtegn til den 
tabte Vens tro Hund , der med Dyrets rørende Blik 
saa paa hende og ligesom bad om et nyt Tilflugts ' sted 
i hendes Hjem . 
Den næste Dag derefter var bestemt til Hjemreisen . 
Om 
Morgenen kom Oberst Sneider ind til 
hende . 
„ Kjæreste Bertha ! “ sagde han , „ trofaste Veninde ! 
Lad mig takke Dem for alt Deres Venskab for 
min Otto ! Ia , lad mig ogsaa takke Dem for Alt , 
hvad De har været for mig . Det var ogiaa Dem 
der tilførte mig min hidtil ubekjendte Søn . Ia , jeg 
tilstaaer det med Tak til Gud . Forunderlig velgjørende 
er det Indtryk som Synet af min Søn har 
gjort paa mit saarede Hjerte . Det er jo som jeg saa 
Otto , han er dannet af ham , Otto har sikkert indgivet 
ham noget af sin egen ædle Sjæl . Ja , Deres 
Ord vare sande : Guds Barmhjertighed sendte mig 
denne Trøst i den bittreste Sorgens Stund , og han 
sendte mig den ved Deres Haand . Lad mig nu ogsaa 
udfolde mine Tanker for Dem , min inderlig kjære 
Veninde ! Forunderligt vækker Døden og Sorgen vort 
i Verdens Tummel sløvede Hjerte . Synet af Sabine 
har rørt mig dybt . Saamange skjønne Aar har hun 
kummerligt henflædt for min Skyld ! Den af sin letsindige 
Fader forladte Søn har hun været en trofast 
Moder . Otto talte engang hendes Sag med Varme , 

han ønskede , at jeg fluide give hende den Ersfatning , 
som stod i min Magt ! “ 
„ Ja tilvisse , kjære Oberst . Jeg ved , at denne 
Brøders Skjæbne laa ham paa Hjerte , og at det ikke 
er uden Betydning , at Forsynet ved hans stille Hvilested 
har sørt Dem denne Moder og Søn imøde . — 
De miste Begge deres Ven og Støtte i ham . Lad 
dem finde Tilflugt i Deres Arme . “ 
„ Ja , kjære Bertha , jeg vilde befinde mig altfor 
ensomt uden denne min nye Søn ; thi min gode 
Charles er jo ikke længere i mit øde Hus , og jeg 
trænger til et Barns kjærlige Nærværelse og her 
gjenkjender jeg ogsaa min Ottos Lærling ; August afslog 
alle Jordens Goder , ja , selv sin Faders Kjærlighed , 
naar han ikke kunne dele den med sin Moder , 
Ak ! Sabine elsker mig endnu , og min gamle Ømhed 
for hende er ikke uddød . Jeg har allerede tilbudt 
hende min Haand og skal af et ærligt Sind stræbe , 
at hendes kommende Aar skulle hengaa saa lykkelige , 
at hun aldeles skal forvinde de forbigangne^ 
Kummer ! “ 
Da Bertha med uforstilt Deeltagelse yttrede fin 
Tilfredshed over Oberstens Beslutning , tog han HendeS 
Haand og sagde : 
„ Ak , Bertha ! Tro mig , jeg veed , at De er det 
ædleste , det elskværdigste af alle Mennesker . O , sig 
mig , hvorledes skal jeg forsone al min Uret imod 
Dem ? “ 

„ Kjære Oberst ! De har ingen Uret imod mig . 
Mit Venskab , mine gode Ønsker skal følge Dem til 
det sidste Øieblik ! “ 
„ Er der da flet Intet jeg kan gjøre for at behage 
Dem ? Intet lille Ønske , som det kunde staa i 
min Magt at opfylde ? “ 
„ Jo , jeg har virkelig en Bøn til Dem . Tillad 
mig at tage Ottos Hund med mig og beholde den . 
Min Vilhelm har lokket den med sig fra Graven , 
hvor den laa . Tillad at den maa være ham et Arvegods 
og en Erindring om vor tabte Ven . “ 
Denne Bøn blev naturligvis strax tilstaaet 
hende . 
Vilhelms Glæde ved Efterretningen herom var 
nbeskrivelig , og samme Dag reiste den lille Familie 
tilligemed den tro Tiger , ligesom forrige Gang , i 
Ottos Reisevogn tilbage til Kjøbenhavn og betraadte 
igjen sin ydmyge Bolig paa Tolddodveien . 

Syvogtredive Kapitel . 
Den gamle Adresseavis med Vilhelms 
Tegning . 
Det var atter Juleaften . 
Den lille Families tarvelige Middagsbord stod 
dækket tidligere end sædvanligt , da Jomfru Krog vilde 
benytte det korte Daglys til at gaa ud og besørge et 
og andet Ærinde . 
Bertha sad ved sit Arbejdsbord , og lille Olga 
stod ved Vinduet og strikkede flittigt med sine smaa 
Hænder . 
Vilhelm havde faaet Tilladelse til at gjøre en 
Spadseretour med sin Hund , og da der endnu var 
en halv Times Tid til det bestemte Klokkeflet , ventede 
man paa ham for at gaa tilbords . 
Jomfru Krog , som nylig var kommen hjem , 
satte sig hen til Bertha og sagde venligt : 
„ Det er dog virkelig underligt , hvor denne Juul 
ligner den for to Aar siden ? Da var vi i Forlegenhed 
for det Nødvendigste og havde kun til den Aften 
og Intet til den næste Morgen , akkurat som idag . 
De gik jeg til Fru Svendsen og laante nogle faa 
Penge , det har jeg ogsaa allerede gjort idag . Hnn 
havde dem ikke ved Haanden dengang og det havde 
hun heller ikke nu , men jeg kunde hente dem , naar vi 

have spist . Men dengang fik jeg fire Rigsdaler , og 
idag faaer jeg kun tre , det er det Værste . Jeg har 
derfor ogsaa undskyldt mig i mit gamle Juleselskab 
og foregivet at De var syg . Gudskelov , at det ikke 
er sandt . “ 
„ Ak , det gjør mig meget ondt , at De maa undflaa 
Dem for det Selskab , i hvilke De i saamange 
Aar har pleiet at helligholde denne Aften . “ 
„ Aa , jeg synes , at jeg ikke bryder mig derom 
dennegang . Jeg vil ligesaa gjerne komme hjem , naar 
jeg har besørget mine Ærinder . De fluide jo have 
noget Zephyrgarn , ikke sandt ? “ 
„ Ja iaften bruger jeg det Allersidste af det Forraad , 
som De kjøbte , og som jeg vandt for to Aar 
siden , den samme Juleaften som De omtalte . Af dette 
hvide Garn fluide jeg have Noget for at blive færdig 
iaften med denne Skjærm , saa kunne vi sende den 
imorgen og maaskee faae Penge for den , eller idetmindste 
noget af Betalingen . Vil De see ? Den er 
smuk ? “ 
„ Ja , den er virkelig nydelig ! “ 
I samme Øieblik traadte Vilhelm ind , og Jomfru 
Krog henvendte sig strax til ham : 
„ Naa min Øreng ! er Du der med din Hund ? “ 
Derpaa klappede hun Tiger og sagde : 
„ Mit stakkels Dyr , Du var mig rigtignok ikke 
velkommen til vort stadige Kompagni , men nu synes 
mig dog , vi kan ikke undvære dig , og jeg vilde gjerne 

traktere dig lidt i Julen . Naa ! en Iulekage bringr 
jeg da vel hjem , saa bliver du vel ikke glemt af Børnene . 
Det er ogsaa ligesom for to Aar siden , da 
bragte jeg ogsaa en Iulekage , og da fik Tiger den 
største Part af ben . “ 
Man satte sig derpaa tilbords og efter Maaltidet , 
da det endnu vor Dag , gik Jomfru Krog . 
Bertha fremtog en Æske og sagde til Børnene : 
„ Mine kjære Børn ! Det gjør mig ret ondt , at 
jeg ikke kan skaffe jer en fornøielig Jul . Intet Jnletræ , 
ikke engang smaa Lys og Kager kan jeg denne 
Gang bringe tilveie . Jeg vil derfor strax give jer et 
Par Smaating , som jeg selv har forfærdiget til jer , 
saa kan I more jer lidt over dem til Thevandstid , 
saa bringer vor gode Krog en Julekage , dermed maa 
I nøies for idag . 
Med disse Ord aabnede hun Æsken og fremtog 
til Olga en Dukke og en lille Strikkekurv , og til 
Vilhelm en af Pap forfærdiget Mappe til Tegninger 
og et Pennefoderal af samme Materiale . 
Børnene vare henrykte og omfavnede hende med 
varme Takfigelser . 
Idetsamme traadte en stor , smuk Mand ind i 
Værelset , som med glad Hurtighed ilede til Bertha 
og sluttede baade hende og Børnene i fine Arme . 
„ Onkel ! “ raabte Vilhelm , og Bertha gjenkjendte 
fin kjære Søsters Mand . 
Efter de første Udbrud af gjensidig Forundring 

og Glæde , efter de første Spørgsmaal og Svar sagde 
Bertha . 
„ Kjære Anton ! sæt Dig nu hos mig og fortæl 
mig om Dig og om vor Petrea ! Hendes Breve have 
ikke tilfredsstillet mig adgaaende Eders egentlige Forfatning . 
Du har været længe fraværende . “ 
„ Ja ! det var en lang og jammerlig Reise . Jeg 
var borte over et h^lt Aar . Min Broder i Tronhjem 
kunde ikke hjælpe mig , dog vilde han gjerne og 
fandt paa tusinde Projekter som alle førte til Ingenting . 
Tilsidst reiste han med mig til Bergen , hvor 
hans rige Svigerfader boer . Men Tiden gik hen , 
Alting mislykkedes , og jeg reiste hjem fattigere end 
jeg var kommen . Jeg havde haardt bebrejdet mig den 
Daarlighed at give mig af med Landvæsenet , som jeg 
hverken forstod eller duede til . Du veed , kjære Bertha , 
jeg har — uden at rose mig selv — været en 
duelig og agtet Embedsmand . Mange Mennesker have 
givet deres Pengesager i mine Hænder og Ingen har 
havt Grund til at fortryde det . Men slet har jeg 
handlet mod mig selv og min Familie , thi Du kan 
tro , at den stakkels Petrea har havt en ond Tid . 
Siden min Hjemkomst ere vore Udsigter blevne siettere 
og siettere . Det vilde blive alfor vidtløftig at forklare 
Dig , til hvilken Grad af Forlegenhed vi ere 
komne . Men nu synes det at klare op for os . Min 
fordums Chef og Velynder har underrettet mig om , 
at ' en Mand heri Byen , som sidder i et taalelig godt 
Embede , vil borlbylte det for en Landeiendvm . Jeg 

har korresponderet med ham og har allerede idag været 
hos ham og talt med ham . Konditionerne ere 
ret gode . Han vil overlade mig Embedet og overtager 
min Gaard med hvad Gjæld , der hæfter paa 
den , ja endogsaa betale mig Renterne af de tretufinde 
Rigsdaler af mine egne Midler , som jeg har sat i 
den , imod at jeg strax gjør Udveie for Totusinde , for 
hvilke der ellers i næste Uge bliver gjort Indførsel 
paa Gaarden . Det er nu Altsammen godt , men — 
som Du selv kan tænke — er der et Men herved . 
Dette kunne Du maaskee klare , min bedste Bertha ! 
og i den Anledning har Petrea skrevet et Brev til 
Dig , som jeg herved beder Dig læse , Jeg gaaer 
bort en Times Tid og kommer saa tilbage for at tale 
med Dig . “ 
Med en noget forlegen Mine sagde han disse 
sidste Ord , hvorved han trykkede det omtalte Brev i 
Berthas Haand og gik . 
Med bange Anelser bad Bertha strax om Lys og 
aabnede Brevet . 
Med kjærlige Ord bad Petrea sin Søster at 
laane hendes Mand de to Tusinde Rigsdaler , som 
hun eiede i kongelige Obligationer mod at han naturligvis 
svarede de tilbørlige Renter og gav hende 
Sikkerhed i Gaarden , hvori han selv , naar det foreslaaede 
Bytte kom istand , eiede tre Tusind Rigsdaler . 
En 
hjertegribende Skildring af det Liv , Petrea 

med fine Børn i de sidste Aar havde ført , og af det , 
hun nu turde haabe at leve i BerthaS Nærhed , slukkede 
denne Skrivelse , som Bertha neppe bavde læst 
tilende , før hun , greben af den bittreste Smerte , sank 
grædende , med sit Ansigt skjult af Hænderne ned mod 
Bordet . 
Børnene ilede forsfrækket til og klyngede sig til 
hende . 
Vilhelm spurgte gjentagne Gange : 
„ Hvad er ber hændet ? Er Tante Petrea 
syg ? “ 
Endelig fattede Bertha sig og sagde : 
„ Nei , hun er ikke syg men ulykkelig , og beder 
mig redde sig . Fordum havde jeg formaaet det , men 
nu kan jeg ikke . 
Hun rakte Vilhelm Brevet og sagde : 
„ LæS dette Brev , Du er en fornuftig Dreng ! “ 
Da Vilhelm havde læst Brevet , og Bertha desuden 
havde underrettet ham om Sammenhængen med 
Obligationerne , sagde han : 
„ Det er jo grumme tungt , at Du skal sige den 
stakkels Onkel Nei . Han saae saa glad ud , og nu 
bliver han saa bedrøvet , men Du er jo uskyldig deri . 
Du kan jo ikke fortryde at have gjort dengode Sneider 
en Tjeneste ! “ 
„ Nei , sandelig ikke , deri har Du Ret . O havde 
vi blot han : endnu , saa fandt vi vel nok paa Raad ! 
Men nu ere vi saa forladte ! “ 

„ Hør , min egen kjære Moder , “ sagde Vilhelm 
idet han slog sin Arm om hende og saa hende ind i 
Øinene . 
„ Der er Noget , som jeg daglig tænker paa , og 
som jeg nu ikke kan lade være at sige Dig . Den 
Morgen da Sneider var død , og jeg hørte det fortælle , 
gik jeg strax op paa Gaarden , og traadte ind 
i hans Kammer , hvor han laa . Jeg blev gruelig 
angst og bedrevet , da jeg saa ham ligge saadan , 
saa reent død , og gik langt bort fra Sengen . Der 
stod August og Forvalteren , og August sagde : „ „ Min 
Moder og jeg ere reent forladte “ “ , og saa svarede 
Forvalteren : „ „ I ere ikke de Eneste “ “ . Derved kom 
jeg til at tænke paa , hvor usigelig meget Sneider 
havde holdt af Dig , og at Du ogsaa var ene oa forladt 
ved at miste ham , som Du kaldte Din Broder . 
Det gjorde mig inderlig ondt , og jeg tænkte : Jeg er 
desværre endnu et Barn , men jeg har allerede fyldt 
de tolv Aar , Tiden gaaer hurtig , jeg kan snart blive 
et voxent Menneske . Jeg blev saa højtidelig tilmode 
ligesom om jeg hørte Orglet i Kirken . Jeg var ikke 
længere bange for den Døde , jeg gik hen og tog hans 
Haand og sagde sagte : Farvel kjære Sneider ! Tak 
for al Deres Godhed . Jeg lover Dem at jeg slak 
være min Moder en Ven og Broder , som De har 
været , og dertil en Son , som jeg er . — Da forekom 
det mig som han smilede , og jeg kyssede hans 
Haand og græd meget , men jeg var gjerne bleven 

staaende for at see paa ham og tale til ham , saalænge 
det skulle have været ! “ 
Vilhelms Taarer flød , ham selv uafvidende , under 
denne Beretning . 
Derpaa sagde han med luende Øine . 
„ Sig ikke at Du er forladt ! Du har mig ! jeg 
elsker og ærer Dig ! Jeg skal være Dig en Søn , og 
en Broder , og Beflytter , fordi jeg endnu er et Barn 
er jeg ikke kraftesløs . En Dreng kan nok forsvare 
og tjene sin Moder , naar han har Hjertet paa del 
rette Sted . “ 
Bertha omfavnede den vakre Dreng og 
. sagde : 
„ Ak ! . jeg føler vel , at jeg er rig i min Fattigdom ! “ 
Vilhelm 
vedblev med glad Mine . 
„ Du skal see , min søde Moder , Onkel vil nok 
finde en Udvei uden Din Hjælp . Du maa ikke længere 
græde . Kan Du huske den Jul for to Aar 
siden . Da græd jeg og sagde at Jesubarnet gik vor 
Dør forbi . Jeg har ofte senere tænkt paa de Ord 
og angret dem . Kan Du erindre , at saa kom vor Tiger 
første Gang til os ? “ 
Han rakte Haanden mod Hunden , der logrende 
nærmede sig og satte sig ved Bordet , som om den 
vilde tage Deel i Samtalen , men førsf rakte den Hoveder 
frem mod fin unge Herre , som om den vilde 
bringe Noget , som den bar i Gader . 

„ Hvad bar Du der ? “ sagde Vilhelm og tog det 
med Zephyrgarn omvundne Bindsel fra den . 
„ Mit Garn ! “ sagde Bertha „ Det maa være 
falden paa Gulvet . “ 
„ See det bar den gode Hund taget op , o , bringer 
det saa stikkeligt . “ 
„ Men fy ! det er jo ganske vaadt af Tiger « 
Mund . “ 
Med disse Ord vandt Bertha Garnet af Papiret , 
og udbredte begge Dele paa Bordet . 
Vilhelm tog Papiret , betragtede det og udbrød : 
„ Nei , 
vil man see ! Det er den Avis , hvorpaa 
jeg har tegnet Tiger paa denne samme Dag for to 
Aar siden . Naa , der staaer min Tegning , ja den er 
daarlig nok ! “ 
Han lo hjertelig og sagde derpaa : 
„ Nu vil jeg ogsaa læse det Avertissement om 
Tiger ! “ 
Han vendte Avisen paa alle Kanter og sagde : 
„ Hvor staaer det dog ? Jeg seer jo tydelig , at det 
er den Avis -- -- -- -- -- Men Gudbevares ! -- -- -- -- -- -- -Moder ! 
der staaer jo dit Navn : — „ „ Dersom Bertha 
Vesfberg , Datter af den afdøde Kjøbmand Vesfberg i 
Altona , sknlde opholde sig her i Byen , saa anmodehu « “ “ 
— 
Bertha tog fat i Avisen og læste tilligemed 
Vilhelm : 
eller i Tilfælde af at hun ved Døden skulle 

være afgaaet , hendes nærmeste Arvinger , om at melde 
fig paa det kongelige hollandske Konsulat-Kontor eller 
hos os Undertegnede , for at modtage Efterretning om 
en hende tilfalden Arv . “ “ 
I dette Øieblik traadte Anton ind i Værelset . 
Den forbausede Bertha rakte ham Avisen og 
tilføiede : 
„ Det maa være en Feiltagelse ! hvem sknlde jeg 
arve ? — Og desuden i to hele Aar intet Nærmere 
at have hørt derom ? “ 
Men Anton greb denne Nyhed med Begjærlighed 
og raabte : 
„ Jeg løber strax til Vedkommende , jeg kjender 
den ene af de Undertegnede Advokaten , til ham gaaer 
jeg , del er ikke for silde . Men leveer mig Din Døbeseddel , 
som jeg veed Du har , at vi kan legitimere oS . 
Hurtig aabnede Bertha et Gjemme , hvori HendePapirer 
opbevaredes . 
Anton tog deraf , hvad han ansaa for tjenligt , 
og skyndte sig bort . 
Vilhelm omfavnede Bertha og sagde : 
„ O , kjære Moder ! See , det var vor gode Hund , 
som bragte vS den Lykke ! “ 
„ Ja ! “ sagde Bertha , medens hun løftede denHoved 
iveiret og klappede den „ Er der virkelig lilflikkel 
oS en Lykke , saa er det ikke » de « Betydning , 
at Otto- Hund hsr bragt den ! “ 

Otteogtredivte Kapitel . 
Arven . 
Et Par Timer gik hen , og den lille Familie 
kunde ikke afholde sig fra at føle en ængstelig Spænding 
og Forventning , især Jomfru Krog , der imidlertid 
kom hjem og erfarede , hvad der havde tildraget 
sig . 
Vilhelm stod igjen i Vinduet bag Gardinet og 
faa ud paa Gaden efter den Ventende , ja selv Olga , 
som ikke rigtig begreb , hvad alt dette betydede , gjorde 
ham Selskab . 
Endelig raabte Børnene : 
„ Der kommer han ! “ 
Den forønskede Lyd af Klokken lød ved Gadedøren , 
og Alle løb ud for at aabne den . 
Med et Par Spring var Anton inde i Stuen , 
kastede sin Hat iveiret og raabte : 
„ Hurra ! Viktoria ! Leve vor Bertha . Hun er 
rig ! Hun er rig ! “ — 
Derpaa sagde han : 
„ Det er Altsammen rigtigt ! Afdøde Kjøbmand 
Hausmandi Hamborg , hansom Din Fader forsfere 
Aar siden ønskede at Du skulde begive Dig til for at 
gjøre et Laan , hvilke ! han nægtede , og tilkastede Dig 
et Schavl for at Du ikke fknlde gaa aldeles forgjæves , 
han Din Gudfader har testementeret Dig en 

Sum af 20 , 000 preusifle Daler . — Pengene kan vi 
faa , saasnart Du personlig møder og med Leveattest 
og deslige legitimere Dig for Konsulatet og de to 
Mænd , som ogsaa have med Sagen at gjøre , samt 
opfylde nogle Forpligtelser , som vore Love foreskrive . 
Begge de Herrer , med hvem jeg talte , forundrede sig 
over , at Ingen i hele to Nar er bleven opmærksom 
paa denne Indkaldelse , som ogsaa har staaet i de tydske 
Aviser , men jeg kan let forklare mig det , thi deels er 
Bekjendtgjørelsen ikke affattet saaledes , at nogen Fremmed , 
som læser den , kunne troe , at der var Spørgsmaal 
om en saa betydelig Sag , deels har jeg været 
borte , og baade min Familie og Du har levet stille 
og ubekjendt . “ 
. „ Jeg især ! “ tilføiede Bertha , „ for næsten Ingen 
kjendte mig som Bertha Vestberg , men som Fru 
Bøgh . “ 
„ Nu ! “ sagde Anton „ vil jeg blot tilføie , at angaaende 
Din Bestemmelse om Kapitalens Hævelse kan 
vi tale om imorgen ! “ 
At den omstaaende Replik mere en engang blev 
afbrudt af Tilhørernes Forundring og Glædesudraad 
vil man lettelig formode . 
Bertha sagde nu : 
„ Kjære Anton ! Jeg har allerede bestemt , at Du 
skal bestyre min uventede Rigdom , som mine Børns 
Formynder , til min Vilhelms Mhndighedsaar . O , 
lad mig takke Gud ! Forunderlig og naadig har han 
styret min Skjæbne og stedse været mig nær , naar 

Nøden var størst . Nys græd jeg bittre Taarer , fordi 
jeg ikke kunde opfylde Dit og PetreaS Ønske . Nu 
kan jeg fige : Mine Venner ere rige , siden jeg er 
det ! “ 
„ Nu da ! “ raabte Anton „ saa . ville vi ogsaa lade 
al Sorg fare . Du seer bleg og angreben ud , min 
kjære Bertha . Jeg veed Du har havt Sorg nok , 
men Petrea og jeg , vi skulle pleie Dig , vi skulle bære 
Dig paa vore Hænder og ære Dig som en Skytshelgen . 
Vor Petrea skal strax reise herover . Bi ville 
indrette os paa det Allerfliønneste . Bore Børn skulle 
opvoxe sammen og lege sammen ligesom i forrige Tider 
Du selv legede i min Have . Ak tilgiv mig , det 
er i min store Glæde , at jeg taler saadan , som Alt 
Dit , var Mit . “ 
„ Det er det kjære Anton ! Dit og Petreas . Ja 
nu ville udgjøre en Familie . 0 hvilken Lykke , at 
leve igjen med min Petrea ! — Og De , gode Krog ! 
De maa heller ikke gjørd mig -en Sorg at forlade 
mig . Nei , som jeg før sagde : Vi have deelt de onde 
Dage , nu ville vi ogsaa dele de gode . “ 
Jomfru Krog kastede sig om hendes Hals og 
sagde , vaa engang leende og grædende : 
„ Naa seer De nu , at mine Anelser vare ikke 
at foragte ? Saadan en Mand er Vorherre ! “ 
„ Det er Juleaften ! “ sagde Anton . „ Klokken er 
ikke mere end otte . Vi ville endnu helligholde den 
gode Fest . Kom , Vilhelm , og gaae ud med mig . 

Bi ville kjøbe Legetøj , Lys og Konfekt , og hvad vi 
kunne finde paa . Min sidste Skilling skal springe 
iaften , imorgen kan vi faa Penge nok . Ak ! om Pr « 
trea dog kunne see alt Dette ! “ 
Strax efter at han og Vilhelm vare gaaede , 
kom August bærende med en stor Kurv fuld af 
adskillige Julegaver , som hans Moder sendte 
Børnene . 
Bertha fortalte den unge Ven om fin Lykke , 
og denne blev naturligvis inderlig glad derover . 
Han svarede med barnlig Fryd og gik strax 
for at bringe sin Fader og Moder denne glædelige 
Efterretning , men paa Bertdas indstændige 
Indbydelse kom han siden tilbage og deeltog derpaa 
henved en Timestid i den lille Families Juleglæde . 


Niogtredivte Kapitel . 
Mødet med den Vanvittige 
Hver den som af egen eller Andres Erfaring 
kjender den Magt , hvormed Næringssorgen nedtrykker 
Mod og Kraft , vil indsee , hvor let og befriet Den 
maa føle sig , hvis kjærlige Sind tilforn var meget 
bekymret for Andre , og nu især glæder sig for Andres 
Skyld . 
Saaledes gik det ogsaa Bertha . 
Den Lykke at have Midler til ester Ønske at 
kunne , sørge for fine Børns Fremtid og Opdragelse 
ja endogsaa den Glæde , hvilken hun barnlig deelte , 
at kunne forskaffe dem tusinde smaa uskyldige Nydelser , 
som de ser stedse maatte savne , den store Trøst at 
kunne forsøde den trofaste Søsters Liv , leve i hendes 
Nærhed , fæe den af Skjæbnen tilsidesatte Jomfru 
Krog forynget af Lyksalighed over sin nye Stilling t 
Berthas Hus , k ort sagt , den Lod at kunne udbrede 
Tilfredshed rundtomkring sig , syntes i nogen Tid at 
virke velgjørende paa Berthas i de senere Maaneder 
sørgmodige Sind og svage sundhed . 
De forenede Venner boede i samme Hus , All 
var indrettet beskedent , men Intet manglede i sand 
Behagelighed . 
Rolige og gode Tider skulle nu begynde . Men 
lidt efter lidt bemærkede Berthas Omgivelse , at en 

hemmelig Smerte ivnteS ligesom Dag for Dag at 
borttage Mere og Mere af hendes Sinds Munterhed 
og Ungdoms Frisfhed . 
Dog , hun klagede aldrig , men det er kjendeligt , 
at hun anstrængte sig for at holde Sjæl og Legeme 
iveiret . 
Det syntes som om hun med fordoblet Kjærlighed 
hængte ved sine Børn , og dobbelt søgte enhver 
Leilighed til baade i Ord og Handling , at vise Alle 
omkring hende , men især fin Søster Petrea , en inderlig 
Hengivenhed . 
Men flere Gange overraskede denne bekymrede 
Veninde fin kjære Bertha grædende i Enrum , men 
da hun mærkede , at hun undrog hendes Spørgsmaal 
afholdt hun sig fra at trænge nærmere ind haabende 
men viste fin Deeltagelse med de smaae fine Opmærksomheder , 
der gjemme saamegen Lægedom foren syg 
Sjæl , og ingen af disse gik Bertha ubemærket eller 
upaaskjøunet forbi . 
Petrea havde altfor længe været Verthas Forrolige , 
kjendte altfor vel Grundtonen i HendeS Sjæl 
til ikke at forstaa den tause Smerte , som den 
nærede . 
Sjeldent nævnede Bertha Ottos Navn , men naar 
det slete , var det stedse med en Tone , som ikke kan 
beskrives , den kunde lignes ved Lyden af en Streng , 
som Vinden bevæger , man finder dens Klang forstjellig 
fraden , som frembringes ved en mere materiel 
Berørelse . 

Kom Nogen med stærke Skridt til Døren , vendte 
hun sig hurtig mod den . undertiden sliftede hun Farve 
og nedslog derpaa Øinene med et dybt Suk . 
Kun to Gange undslap nogen Yttring af disse 
Følelser HendeS Læber . 
Engang gik hun med Jomfru Krog forbi sin 
gamle Bolig paa Tolbodveien og sendte lange Blikke 
til fine fordums Vinduer . 
Hun valgte ofte denne Vei , ligesom Fanny forhen 
havde gjort . , 
Men dennegang sagde den fornøiede Jomfru 
Krog : 
„ Ja , min lille Frue ! Det er rigtignok glædeligt 
i de rige og gode Dage at betragte det Sted , hvor 
man har levet fattigt og bekymret . “ 
„ 0 , Gud give , “ udbrød Bertha , „ at jeg boede 
der igjen , og at alle Ting vare som for to Aar 
siden ! “ 
„ Ih , Gud forbarme sig ! Hvad vilde De vel 
synes , om De fluide sidde oppe til over Midnat og 
plage Deres Øine med at sy , for maaske at fortjene 
en Rigsdaler til imorgen . 
„ O mangen en Nat har jeg siddet derinde og 
arbeidet paa en lille Gave til Otto Sneider — eller 
til Børnene — og været lykkeligere , end jeg nn 
nogensinde kan blive ! “ 
En anden Gang havde hun med fine Nærmeste 
ladet sig overtale til endelig efter mange Indbydelser 
at tilbringe en Aften i Oberstens Hus . 

Paa Hjemvejen talte dr Andre om den behagelige 
og livlige Tone i dette HuS , da sagde Bertha 
sagte som ved fig selv : 
„ Ak ! De kunde Alle forvinde han- Tab udentagen 
jeg ! “ — 
En smuk Foraarsaften spadserede et Selskab ud 
sf Vesterport til Frederiksberg . 
Selskabet bestod af Obersten , han- Kone oq Søn , 
Charles med fin Kone , samt Bertha og begge Børnene , 
Jomfru Krog og desuden af Anton , hans Kone og 
Børn . 
Bertha var ligeledes denne Gang efter mange 
Overtalelser indvilliget i at gjøre Obersten Selskab 
paa den lille Aftentour . 
Det øvrige Selskab var muntert og glad kun 
ikke Bertha , den omtalte Tungsindighed hvilede over 
hende . 
Efterat Selskabet havde spadseret igjennem 
Frederiksberg Have . begav det fig ud i Søndermarken . 
Det 
var just kommet til et særdeles smukt Parti , 
da Obersten , som gik forrest med fin Kone , vendte 
fig pludseligt » m mod det øvrige Selskab » g udbrød 
muntert : 

„ Jeg tager mig den Frihed at foreslaa , at hele 
Selskabet holder Hvil paa denne deilige Græsplaine 
og udstrækker vore Lemmer i det bløde Græs . 
Denne Plan blev bifaldet of det øvrige Selskab , 
og man toge nu Plads i Græssef og salte sig omtrent 
lamlet . 
Børnene legede nu med hinanden , og de Ældre 
spøgede , passiarede og lo . 
Vilhelm sad ved Siden af Bertha og saa paa 
de Andres Leg . 
Efter en Tagfat var Legen et Øieblik hørt op , 
og Børnene hvilede sig nu i Græssef . 
Pludselig begyndte Vilhelm at lytte . 
„ Tys ! “ sagde han sagte , men dog saa høit , at 
de Øvrige hørte det og standsede pludselig i deres 
Samtale . 
„ Hør ! “ sagde han ligesom før . 
Selskabet lyttede . 
Man hørte nu lige i Nærheden en barnlig 
Slemme synge en Sang med saa besynderlige Toner , 
at alle bleve grebne deraf . 
Hele Selskabet kunde nu høre hvert Ord i 
Sangen . 
Del var den Læserne saa bekjendte Sang , 
der lød : 
Stakkels Anna har hverken Fa ' er eller Mo ' er , 
Eensom hun staaer i Menneskevrimlen , 
Hendes Fa ' er dybt nede i Kjælderen boer , 

Hendes Mo ' er er oppe hos Gud i Himlen . 
Stakkels Anna har hverken Fa ' er eller Mo ' er , 
Gud give jeg laa i den sorte Jord . 
Alle vare blevne saa bevægede ved disse forunderlige 
Ord og Toner og uden endnu at have set 
den , bvem Stemmen tilhørte . 
Pludselig stiller nogle Buske sig fra hinanden , og 
en lille Pige imellem 12 til 13 Aar traadte frem , 
idet hun igjen begyndte forfra paa sin sørgelige 
Sang . 
Hun var simpel men reenlig klædt og gjorde et , 
om end forunderligt , faa dog godt Indtryk paa det 
lille Selskab . 
Det var den stakkels vanvittige Anna . 
I Haanden holdt hun nogle Buketter Violer , 
som hun betragtede uden som det synes at . lægge 
Mærke til , at der befandt sig Fremmede i HendeS 
Nærhed . 
Da hun atter havde sunget Sangen tilende , fik 
hun først Øie paa Selskabet der tans betragtede 
hende . 
Obersten reiste sig , nærmede sig den Vanvittige 
og sagde venlig : 
„ Lad mig faa Dine smukke Blomster , mit Barn 
— de ere saa nydelige , at jeg faaer Lyst til at kjøbe 
dem allesammen . “ 
„ Vil Herren kjøbe alle stakkels AnnaS Blomster 
— Hvor Herren er god — og seer god nd . Anna 

skal hver Aften , naar hun beder fin Bøn , ogsaa 
bede for Dem — Maa jeg ikke nok det ? “ 
„ Jovist maa Du saa , kjære Barn , “ svarede 
Obersten dybt rørt , han havde nemlig strax opdaget , 
at den lille Pige var vanvittig . 
Anna rakte ham Blomsterne , og han lagde et 
Pengestykke i hendes Haand . 
„ Hvad hedder Du , mit Barn ? “ spurgte han 
deeltagende . 
„ Anna — stakkels Anna ! “ 
„ Hvor boer Dine Forældre ? “ 
Anna rystede paa Hovedet . 
„ — Forældre — Mo ' er er deroppe ! “ — Ved 
disse Ord pegede hun mod Himlen — „ Fa ' er — 
han er dybt nede i ben sorte Kjælder — dybt nede i 
Kjældæren — — Hu — hvor der er mørkt . — — 
See ! “ vedblev hun idet hun pegede hen for fig „ kan 
De see Manden med Ildøinene . -- -- -- -- -- -- -Hvor han er 
styg . — See , — nu griber han Fader ved Armen 
— See — nu — nu — -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- ! “ 
„ Hvad nu ! “ spurgte Obersten med en Blanding 
af Nysgjerrighed og Bedrøvelse . 
„ Hvad nu ? “ vedblev den Vanvittige , „ — nu — 
Intet ! -- -- -- -- “ 
Pludselig vendte hun fig mod Obersten og sagde 
næsten hviskende : 
„ Beed De hvad min Fader er ? “ 
„ Nei - I “ 

„ De veed det ikke , nu vil jeg saa heller ikke sige 
Dem det , -- -- -- -- -han er en -- -- -- -- -i “ 
Derpaa taug hun pludselig stille . 
Obersten spurgte : 
„ Hvor boer Du mit Barn ? “ 
„ Langt herfra — der hvor der er mange Skibe , 
— der boer ogsaa min anden Moder . “ 
Selskabet , der havde hørt den hele Samtale-havde 
imidlertid reisf sig op fra Græsset , og hørte paa de « 
Vanvittiges Tale . 
Pludselig raabte den Vanvittige høit : 
„ Farvel ! — Jeg slak nok husfe paa dem , gode 
Herre ! “ 
Med disse Ord gav hun sig til at løbe saa stærkt 
hun kunde , og var snart ude af Syne . 
„ Hvor besynderligt ! “ sagde Obersten , da han 
ikke længer kunde see hende . 
„ Stakkels Barn ! “ sagde Sabine „ hvor det gjør 
mig ondt for hende . 
„ Og ! “ tilføiede Bertha „ hvor sørgelig maa HendeS 
Historie være — thi jeg troer , at HendeS Vanvid 
slammer fra en sørgelig ^ . Begivenhed , eftersom hun talte 
om den sorte Kjælder og Manden med Ildøinene — 
stakkels Barn . “ 
„ Sikkert maa det være saaledes “ bemærkede Obersten , 
det kunde igrunden interessere mig at vide hendes 
Opholdssted , og erholde nærmere Underretning 
om heude , og — maaske ved Leilighed dette kan 
fler . “ 

Hvis man havde lagt nøiere Mærke til August 
og Vilhelm vilde man have bemærket , hvilket dybt Indtryk 
denne Begivenhed havde gjort paa dem Begge . 
Selskabet besluttede nu at spise tilaften og drikke 
The i Pilealleen . 
Man havde sørget for de fornødne Spisevarer , 
som medtoges i Damernes Tafler . 
Begivenbeden i Søndermarken kom stadig i Selskabets 
Tanker denne Aften , men dog meest i August 
og Vilhelms , og ikke alene den Aften , men længe 
ester . 
Fyrretyvende Kapitel . 
Berthas hemmelighedsfulde Opførsel . 
Kort Tid efter den sidstomtalte Begivenhed forordnede 
Husets Læge , at-Bertha skulle tilbringe de 
bedste Sommermaancder paa Landet . 
Hendes Svoger og Søster soresloge hende et og 
andet af de skjønneste Lyststeder til Sommerbolig , 
men intet af disse syntes at behage hende . 
August , som vilde tilbringe Sommeren paa Landet , 

indbød hende til st vælge sit landlige Ophold 
paa det Gods , som nu var hans . 
Han bad hende hjerteligt og sagde : 
„ De maa dog see det særdeles skjønne Marmorkors , 
som De selv har ladet sætte paa min BroderGrav . “ 
Bertha 
modtog denne Indbydelse med kjendrlig 
Tilfredshed , og bad ham om , at hun maatte beboe 
det landlige Hus , som Otto havde indrettet til hende , 
istedetfor de Værelser paa Herregaarde « , som vare 
bestemte for hende . 
Kort efter reiste hun derud med Olga , til fin 
Opvartning kun ledsaget af den unge Mine , hun hav > e 
beholdt i sin Tjeneste . 
Vilhelms Skolegang og Antons EmdedSforretninger 
forbød den øvrige Familie et sladigt Ophold 
langt fra Byen indtil Ferietiden . 
Indtil da vilde de Alle tilbringe hver Lørdag og 
Søndag ude hos hende . 
Ogsaa Jomfru Krog ønskede st høre til dette 
Parti , eftersom nogle Slægtninge af hende fra Provindserne 
netop en kort Tid ophøldt sig i Kjøbenhavn . 
Denne Overenskomst lod til at behage de Fleste 
sf de Paagældende . 
Det var kjendeligt , at Bertha søgte Ensomhed , 
g Petrea troede , at det vilde være helbredende for 
hendes Søster at kunne uforstyrret henleve en Tid i 
fine sørgelige Erindringer , hvilket efter HendeS Mening 
vilde svække deres Magt . 

Kun Vilhelm var bedrøvet over at undvære fin 
Moders bestandige Nærværelse , og Olga græd ogsaa 
i Stilhed ved at forlade fin Broder og Tante Petre-S 
yngste Børn . 
Bertha følte en veemodig Trøst i at leve paa 
det Sted , hvor Alt , hvad der omgav hende , ligesom 
talte om den tabte Ven og om hans Kjærlighed . 
I største EenSsormighed tilbragte hun fin Tid . 
Om Dagen sad hun i fin lille Have . 
Der var et stort Kastanietræ , hvori Otto havde 
skaaret sit og HendeS Navn . 
Under dets Skygge valgte hun fin sladige 
Plads . 
Hun beskjæftigede fig med at undervise fin Olga 
og naar den lille Pige , som nu var sex Aar , tilbragte sine 
ledige Timer med den i Nærheden boende Forvalters 
smaa Døttre , læste Bertha , eller vandrede omkring , 
helst mod Aften , og stedse endte disse Vandringer ved 
Ottos Grav . 
Ofte saa man hende sidde paa det brede Fod , 
slykke af det hvide Kors , som hun havde ladet sætte 
over Graven , og en eller anden Vandrer , som ikke 
var bekjendt med disse HendeS Veie , korsede sig ved 
paa dette Sted at see den Marmoret lignende Skikkelse 
i den sildige Aftenskumring . 
Naar HendeS Nærmeste paa de bestemte Dage 
kom ud til hende , var det tydeligt , at hun blev glad 
over at see Dem , hun var da den opmærksomst « 
Vertinde , » g mod vilhelm især var hun idel Ømhed 

og opfandt alt muligt for at glæde ham , men Naar 
de reiste bort , var det , som om hun havde længtes 
efter at blive ene for at kunne begynde fine bestandig 
gjentagne Vandringer paany . 
Ferietiden , som dengang indskrænkede sig til , neppe 
tre Uger , gik paa lignende Maade som de foregaa » 
ende Dage , naar Familien var samlet . 
Da det Hus Bretha beboede , var lidet , og PrtreaS 
Familie stor , saa boede denne i det Hus , som 
tilforn havde været Sabine Poulsens Bolig . 
Bertha foretog saaledes fin Vandrmg til den 
kjære Grav , enten om Morgenen tidlig , naar de Andre 
ikke endnu vare synlige , eller paa en eller anden 
belejlig Time i Dagens Løb , naar hun kunde være 
ubemærket . 
Iøvrigt var hun saa mild , saa rolig , saa deeltagende 
i Alt hvad man bragte paa Bane , at selv de « 
opmærksomme Petrea ikke vidste , hvad hun skulle tænke , 
men overlod til Tiden at bringe en Leilighed , der 
tillod hende at gjøre den gamle Fortrolighed gjældende 
og formaa Len elskede Søster til at bryde sin ængstelige 
Taushed . 
Saaledes var hele Sommeren hengaaet , og September 
Maaned nærmede sig tilende . 
Forgjæves havde Berthas Nærmeste aumodet 
hende om , ifølge Lægens Forskrifter , at vende tilbage 
til Byen , inden det urolige EftersarSveir indtrøadte . 


Hun svarede kun undvigende , det lod til , at hun 
ønskede at tilbringe Vinteren paa Landet . 
Dog kom hun ganske uventet en Dag til Byen 
med Olga , men sagde strax ved Ankomsten , at hun 
blot kom for et Besøg af nogle faa Dage . 
Hun gik ud uden at sige hvorhen , og da Petrea 
og Jomfru Krog forundrede sig og udspurgte hende , 
lo hun og gav blot spøgefulde undvigende 
Svar . 
Efter tre Dages Forløb reiste hun tilbage til 
sit landlige Opholdssted og tog Olga med sig og 
ogsaa Vilhelm som hændelsesvis havde nogle Dages Ferie . 
Ved Afreisen sagde hun til sin Søster : 
„ Min bedste Petrea ! Gud veed , at jeg længes 
efter Dig , men jeg kan endnu ikke rive mig løs fra 
det Sted , dvor jeg er . Jeg kommer imidlertid igjen 
her til Byen for at tale med Dig , eller jeg skal skrive 
Dig til . “ 
Med disse Ord omfavnede hun Petrea kjærlig , 
» g med et særdeles eget Udtryk i sit blege Ansigt , 
hvorpaa hun steg hurtig i sin Vogn . 
Da Petrea om Aftenen blev alene med sin Mand , 
yttrede hun med dyb Bekymring sine mørke Anelser 
om BerthaS Tilstand og fin Forundring over HendeS 
hemmelighedsfulde Opførsel . 
„ Til Dig ! “ sagde Anton „ kan jeg vel betroe det . 
Paa hende » hemmelige Gang , har jeg selv fulgt hende 
det var til min Be « , Advokaten . Hun vilde endelig 
udsætte sit Testamente saa lovformeligt som muligt ! “ 

„ O min Gud ! “ raabte Petrea grædende „ Jeg 
tænkte det nok , hun seer sin Død imøde ! “ 
„ Nei , “ nei , kjære Petrea ! tag det ikke i den Mening ! 
Hun sagde , at intet Menneske jo noget Øieblik 
er sikker paa sit Liv , og at det var en Pligt at ordne 
fine jordiske Anliggender , medens man endnu har fin 
fulde Samling , og deri har hun jo Ret , hor , lad uU 
være at græde ! Du skulde glæde Dig » naar Du vidste , 
hvor fornuftig og ædel Din Søster har disponeret 
over sit Efterladenskub . Det sagde ogsaa Advokaten . 
Det Meste af Formuen tilfalder naturligvis Børnene , 
men dog ikke Alt . En ikke ringe Kapital skal sættes 
i August Sneiders Gods , for at fremme den afdøde 
Broders Planer . Rigelig har hun sørget for Dig og 
Dine Børn , og for Jomfru Krog . Seer Du — ! “ 
Petrea afbrød ham : 
„ O , ti Anton ! Jeg kan ikke taale at høre alt 
Dette . Jeg maa tale med hende — endnu imorgen . 
Lad mig reise til hende imorgen ! jeg har ingen Ro ! “ 

Enogfyrretyvende Kapitel . 
Paa Kirkegaarden . 
Dei var henimod Aften , da Petrea ankom til 
Godset . 
Børnene vare hos Forvalteren- , Fruen var gaaet 
ud , som hun pleiede , sagde Pigen . 
Petrea gik ogsaa , uden at vide hvorhen . 
Heldigvis mødte hun August , som hun i fin Urolighed 
talte til om fin Søsters Tiefland . 
Han indlod sig med Varme i denne Materie , 
fortalte Alt , hvad han selv havde udtænkt og iværksat 
for at opmuntre den fælles Veninde . 
„ Men ! “ tilføiede han „ det er klart , at hun vil 
være ene . Som en Skygge vandrer hun omkring ad 
de samme Veie , jeg har ofte fulgt hende i en Afstand , 
men ikke villet nærme mig , af Frygt for at synepaatrængende . 
Er hun ikke hjemme , saa tor jeg sige , 
at De finder hende ved min Broders Grav . Jeg 
skal følge Dem derhen ! “ 
Gjennem det Gitter , som omgav Kirkegaarden , 
saa de det høie , sneehvide Marmorkors , der i de « 
opgaaende MaaneS Straaler lyste som et Luftsyn 
mod den dunkle Baggrund af Buskene , og det store 
Træ , som hvælvede sig over det . 
Skjønne , sildigt blomstrende Planter duftede om - 
kring det . 

Paa det brede Fodstykke sad Bertha , hun støttede 
fig med Korset , HendeS Hænder laa foldede i HendeS 
Skjød , hendes skjønne Ansigt saa op mod Himlen . 
Maanen speilede sig i hendes klare Øine , og ved dens 
blege Lys jaa hun endnu blegere ud end sædvanligt . 
De Kommende stode et Øieblik . 
Derpaa fjernede August fig stille og Petrea ilede 
mod Bertha , og kastede fig , hæftig grædende , i Søsterens 
Arme . 
„ O , Bertha ! “ sagde han „ skal jeg finde Dig 
her ! Saa bleg , saa kold , som om Du allerede tilhørte 
dette Sorgens Opholdssted ! “ 
Da Petrea havde fattet fig noget , sagde hun : at 
den hjerteligste Urolighed førte hende hid . 
„ Jeg veed , “ sagde hun „ hvilken Forretning der 
førte Dig til Byen , jeg veed Alt . Jeg burde takke 
Dig , men jeg kan ikke . Grusomt handler Du mod 
Den , der elsier Dig , Du bortkaster det skjønne Liv , 
fortsætlig bortkaster Du det af Kummer over en Afdød , 
og tænker ikke paa , at Du bereder den samme 
Sorg , som nu fortærer Dig , Du glemmer mig , Dm 
trofaste Søster , Du glemmer Dine Børn . “ 
„ O , min Petrea ! “ raabte Bertha „ gjør mig 
ikke Bebreidelser ! Bær over med mig , som Du gjorde 
dengang , da Du ligesom nu , med kjærlig Bekymring 
ilede til mig i Altona . Ja ligesom dengang føler jeg 
at Din Kjærlighed bryder det Segl , som Sorgen trykker 
paa den Nedslagnes Læber , saa alle Taarer flyde 
tilbage til Hjertet og sammentrykker det . Ko « ! sæt 

Dig hos mig paa dette mig saa kjære og hellige 
Sted , hvor jeg hver Dag har siddet alene , Petrea ! 
Her hviler en kristen Ridder ! Det er det sande Udtryk 
for Otto Sneiders Karakter . Ingen elsker , som 
han elskede mig , Ingen er krofast , som han var 
det . « 
„ Jo , Bertha ! trofast var ogsaa Du ! Jeg ved 
alt Væsenligt om Eders Forhold . Hvad Du sselv i 
i Dine Breve til mig har yttret , er ikke Meget , men 
sammenholdt med hvad Jomfru Krog udførlig har 
fortalt og betroet mig , det er Nok til at forklare mig 
den store Sorg . Jeg , som tilfulde kjender Din rene , 
aabne Sjæl , jeg har forstaaet Dig . Du har Intet 
at bebreide Dig ! “ 
„ Ja , Petrea , det har jeg dog . Den gamle Synd , 
min hemmelige Kjærlighed til Haryson , der har forfulgt 
mig , gjennem mit hele Liv , thi den har , — som 
Otto engang sagde , — lukket mit Hjerte for ethvert 
enere Indtryk ! « 
„ Ak , Bertha ! Din Sorg , Din ensomme Indputten 
i Dig selv , har gjort Din Sjæl syg og fordunklet 
dens klare Blik . Du veed det selv bedst , Du 
har ikke kunnet handle anderledes , en dunkel Skjæbne , 
ikke Din Brøde , har modsat fig Din tabte BenS 
Dnfte . « 
„ Men , Petrea ! Det er dog vist , at han er død 
for min Skyld , Sorg over mig har udhulet hantidlige 
Grav . Mørk og tans vandrede han i natlige 
Timer omkring . Denne Tanke er mig så « smertelig . 

Og nu da han er borte , da synes mig , at han 
er mig tusinde Gange kjærere end da han levede , nu 
føler jeg først , hvad han var for mig . Allevegne 
savner jeg ham . Jeg kan ikke fatte , at han virkelig 
er saaledes ganske borte . Ofte i Vinter , naar den 
Time slog , da han pleiede at komme om Aftenen , 
forekom det mig , som om jeg fornøiet hørte disse 
Slag og kunde vente ham . Kom Nogen med hurtige 
Skridt til min Dør , syntes jeg , det var hans Gang . 
Om Natten drømte jeg , at han var bortrejst , og i 
Drømme tilskrev jeg ham Breve fulde af Længsel , for 
at kalde ham tilbage . Ak men engang —ja , det er 
utaknemlig mod Forsynet , men mangengang har jeg 
med Bitterhed tænkt paa den Rigdom , , om tilfaldt 
mig . Det forekom mig , som en Spot af en ironist 
Skjæbne at sende mig udvortes Lykke , som en Trøst , 
ja som en Erstafning for Tabet af ham ! Tabet af et 
Menneske ! O kan Noget i Verden erstatte dette ? — 
Man siger : Den Døde , som døde kjærligt sindet mod 
os , den Fraværende , om hvem vi vide , at han tænker 
paa os , Ingen af Disse er tabt , skjøndt vi ikke see 
Dem , ikke kunde tale med dem . O ! saaledes siger 
ikke ven , som veed hvad Savn er , som har følt , at 
den daglige Skuen af det elskede Aasyn , den duglige 
Vederkvægelse af de milde Ord ere for et Menneske , 
hvad Sol og Dug ere for Panterne ! — Og nu her 
i SneiderS fordums Hjem , hvor Alling er fuldt af 
Minde o « han « Godhed hans Kjærlighed , hvilken vemodig 

Nydelse har jeg fundet her i at vandre paa de 
Steder , hvor hans Erindring mest omsvævede mig ! 
Der henne i Aaaen har han i Baaden roet mig hen 
under de tætte Træer , hvor han første Gang tilstod 
mig sin Kjærlighed . Vi talte om Nattergalen , den 
slog igjen i Sommer , men han hørte den ikke , — jeg 
syntes , at den sang om ham . Siden taug ogsaa den 
mig ubekjendte Fugl som hin Aften hørte vore Ord , 
Derunder paa den Bænk vedAaabredden sad visammen 
og græd Begge . Nu sad jeg der ene og græd 
for ham . Det syntes mig altid , at en dyb Længsel 
drev mig til denne Grav . Her hvilede jeg mig . Her 
syntes mig , at han var mig nærmere . Ia , Petrea ! 
jeg vil tilstaae Dig det ! Jeg har ofte tænkt , at han 
endnu i sin bedre Tilværelse ogsaa savnede mig og 
kaldte mig til fig . Du veed det ikke ! Thi intet 
Mennefle har jeg sagt det . Han bad mig i fin 
Dødstime om et Kys , og i det Øieblik mine Læder 
for sidste Gang berørte hans , laa han død i mine 
Arme . “ 
Bertha kunde neppe fremføre disfe Ord . 
Efter et lille Ophold vedblev hun : 
„ Det forekommer mig undertiden , som om dette 
Kys har trolovet mig med hin Verden , og som om 
mine Dage vare talte . Ak , Petrea ! vend Dig ikke 
bort , lad disse Ord ikke saa dybt bedrøve Dig ! Det 
er ikke saa smerteligt at døe ! O om Du havde seet 
Sneider døe , saa vilde en Straale fra Saligheden 
havde vist fig for Dine Øine ! Jeg misunder ham 

ikke hans Himmel , jeg længes blot ester ham og den . 
Og da jeg nu sidder saa fortrolig ved din Side , saa 
lad mig nu ogsaa udtale det , som jeg igaar nævnede at 
have at meddele Dig . Lad mig overgive i Dine Hænder 
det Bedste , det Kjæreste , som jeg efterlader paa 
Jorden , mine Børn . — Min Petrea ! trofaste Søster ! 
vær dem en Moder , som Du har været for mig , 
saa ville De ikke savne mig . Indgiv min Olga Dine 
egne kvindelige Dyder , at hverken Rigdom eller Skjønhed 
maa beruse hendes unge Sjæl i kommende Aar , 
st hun aldrig maa glemme , at en kvindelig Sjæl maa 
sige , som vor Herre og Mester , at dens Rige ikke er 
af denne Verden . Lad min Vilhelm følge sit Ønske 
— jeg haaber at turde sige — sit Kald , og blive 
Maler , at han i Kunslen maa finde en Modgift mod 
Rigdommens fordærvelige Indflydelse . Tal til mine 
Børn om mig ! lad dem ikke glemme mig . “ 
Bertha kunde ikke sige mere . 
HendeS Taarer , der allerede under disse HendeS 
første og lydelige Klager havde flydt , brøde nu frem 
med den største Heftighed . 
Petrea græd ogsaa , og de to Søstre holdt hinanden 
fast omslyngede uden at tale . 
Endelig sagde Bertha , idet hun lagde Haanden 
paa sit Bryst : 
„ Hvor føler jeg mig lettet ved at have udgrædt 
i Dine Arme , min Petrea , ved at have udøst mine 
Klager for Dig ! “ 

Petrea svarede : 
„ Dersom jeg er Dig kjær , dersom jeg har været 
Dig en Moder og Søster , — og min Samvittighed 
siger mig , at jeg har været det — saa hsr mig , 
Bertha , Du maae ikke døe . — Din Sygelighed kommer 
fra Sjælens Lidelser , det siger ogsaa Din Læg « . 
Overvind Din Sorg , vend tilbage til Livet ! Jeg kjender 
Dig ikke igjen . Du , som har lidt saameget med 
Rolighed , med Resignation , vil Du nu forsage , fordi 
en Ven , en Broder er gaaet foran til det forjættede 
Land , hvorhen vi Alle haabe at følge ? Hvorfor seer 
Dine Tanker ned-i Graven , hvor Din Ven ikke er ? 
hvorfor synes Du , at han her er Dig nærmest ? Se 
heller op til det lyse Kors , som Du selv har ladet 
sælte over Graven . Dette vor hellige Troes Symbol , 
ved hvilket vi alle have lovet Taalmod og Haab , 
det forener os Alle , baade os , som ere her , og dem , 
fem er hidset . Ikke paa en Plet som denne , der 
nærer Sorg og Modløshed , men i vore bedste Timer 
i vor Bøn , paa den Vei , som vi gaae i vort Kald , 
der ere de elskede Afdøde os nær . “ 
„ Ak , Petrea , Du misforstaaer mig . Jeg er ikke 
modløs , jeg har ikke fortvivlet , jeg bortkaster ikke 
fortsætlig Livet , jeg veed , det er skjønt , jeg er gjennemtrængt 
af Kjærlighed til mine Børn , til Dig og 
alt Herligt og Elskværdigt . Ikke for af hengive mig 
til Sorg og Længsel , men for af lindre den , er jeg 
draget til disse Steder , og skjøndt jeg græder og længes , 
saa har jeg dog her havt salige Følelser , ja flere 

Gange ved denne Grav har jeg , som Otto , hørt Slaget 
af de indre Sjælens Vinger , og en uforklarlig Anelse 
har bragt mig en Hilsen fra Paradisets Fred . Hvad 
jeg har lidt i Livet , er kun ringe , thi lykkeligere end 
Tusind , har jeg altid mærket , af en kjærlig Aand 
styrede min Skjæbne , og var mig nær i Sorgnes Timer . 
Alting i mig og om mig bringer Ro i min 
Sjæl . Jeg takker nu Gud for den Gave , som Julen 
bragte mig , den Formue som sikkrcr Din og mine 
Børns Skjæbne , og som var et Middel til af faa 
Dig i min Nærhed . O , min elskede Petrea ! Jeg 
føler mig i dette Øieblik rolig og lykkelig . Jeg holder 
Dig i mine Arme , jeg græder , men det er ikke af 
Smerte . Jeg velsigner dette Liv og glæder mig til 
det , hvorpaa jeg haaber ! “ 
„ O ! “ udbrød Petrea „ bliv hos os , min kjæreste 
Bertha ! Følg tilbage med mig , til Dit Hus , til Dine 
Børn ! “ 
I dette Øieblik hørte man hurtige Fodtrin og 
Vilhelm og Olga styrtede Begge i heftigt Sindsbevægelse 
hen i Berthas Arme . 
„ Børn ! “ sagde hun „ hvad er det ? hvor komme 
I fra ? “ 
„ Ak ! det var mig ! “ sagde Olga neppe istand til 
at tale „ jeg blev saa gruelig angst ! “ 
„ Ja ! “ begyndte Vilhelm , „ Olga kom ud i Hoven 
til mig , hvor jeg gik med Forvalterens Ørenge , 
og hun græd og sagde — “ 

Dit varede noget , inden Børnene i deres forvirrede 
Stemning kunde forklare , at Olga , som havde 
siddet ubemærket i en Krog af Forvalterens Stue , 
havde hørt en af de Voxne omtale , at Bertha hver 
Aften besøgte Ottos Grav , og en Anden havde 
svaret : 
„ Ja , det vil vel sagtens ikke vare længe , førend 
hun selv ligger nede i Jorden ! “ 
Denne Talemaade havde i Olga » barnlige Sind 
næsten opvakt en Forestilling om , at hendes Moder 
bogstavelig kunde synke ned i Graven . 
Hun forlangte at Vilhelm strax skulle følge med 
hende til Kirkegaarden , hvilket ogsaa stemte med hans 
eget Ønske . 
„ Ak Moder ! “ sagde Vilhelm , „ Du vil ikke mere 
komme hjem med os til vort Hus i Byen , Du vil 
blive herude . Du vil forlade oS , det mærker jeg nok ! “ 
„ O , min Vilhelm , tal ikke saaledes ! “ raabte Bertha 
og rakte Armene imod ham . 
Han kastede sig knælende ned for hende og skjulte 
sit grædende Ansigt i HendeS Skjød . 
Olga klyngede sig til hende og sagde : 
„ O , kjære Moder , følg med os ! Gaae herfra ! 
Jeg er saa angst ! Hav Medlidenhed m ; d mig stakkels 
lille Pige ! “ 
„ Ja , mine Børn , mine elskede Børn “ , sagde 
Bertha og trykkede dem til sit Bryst , „ ja , jeg gaaer 
herfra ! jeg reiser med jer tilbage til vort Hjem . Ja , 

jeg vil see jer , jeg vil tilhøre jer i hver Time , jeg 
har tilbage ! “ 
Hun reiste sig og fulgte dem til Udgangen af 
Kirkegaarden , her vendte hun sig hurtigt og gik tilbage 
til Graven . ' 
Med Ængstelse udbrød Olga . 
„ Ak ! Tante Petrea ! See , see hvor Moder bøier 
sig ned mod Graven ! “ 
„ Hun plukker en Blomst ! “ sagde Vilhelm , „ See 
nu kommer hun til os . “ 
„ Ak ! “ vedblev Olga „ Moder er saa bleg , jeg 
blev saa bange for at hun allerede døde og gik ned i 
Graven . “ 
„ Nei , mine kjære Børn , “ sagde Petrea , idet hur 
bøiede sig ned til dem og omfavnede dem — Neft 
gjentog hun og vendte sig bort for at skjule fine Taarer : 
„ Endnu ikke ! “ -- -- -- -- -- 

Toogfyrretyvende Kapitel . 
Ex-Bogholderen og Ex-Grossererfruen . 
Sex Aar vare forløbne siden den i forrige Kapitel 
beskrevne Begivenhed . 
Lidt over en Maaned er forløben , siden den Dag 
der var fia uforglemmelig for to af vore Hovedpersoner , 
nemlig Bogholder Top og Fru Hansen . 
Det var den Dag , Bogholderens Forbrydelse 
blev opdaget , og Fru Hansen maatte forlade det Hus , 
hun forhen havde kaldt sit . 
Nu var Bogholder Top kun Ex-Bogholder , og 
Fru Hansen Ex-Grossererfru . 
Den Dag havde været et dybt Fald for dem 
Begge . Begge , som stadigt havde troet , at alt skulde 
blive , som det hidtil var . 
Da kom denne Styrmand Thompson , og styrtede 
Bogholderen , og ved samme Leilighed styrtede den forhenværende 
Husholderske ned fra sin Hvide . 
Det var flet , som de aldrig havde anet . 
Og Bogholderen , som troede snart at see fin 
Lykke fuldstændig , at kunne kalde Emma sin Kone , 
hvor smerteligt maatte det ikke være for ham , og hvor 
maatte han ikke hade denne Thompson , som traadte 
mellem ham og hans Lykke . 
Dog baade han og hans fordums Husholderske 
maatte finde sig i deres Skjæbne , men de fandt 

fig ikke deri med Taalmodighed , og i den forløbne 
Maaned , kan man gjerne sige at det de tænkte 
mest paa var at flade dem som havde slyrtet dette 
„ hæderlige Par . “ 
Læseren erindrer vel , at den Dag , som det hæderlige 
Par forlod det Hansenfle Hus , havde Agenten 
blandt Andet sagt , henvendt til Bogholder Top . 
„ — Hr . Bogholder , den private Formue , De 
som min Associe i Løbet af ti Aar har erhvervet , 
anseer jeg tilstrækkelig for Deres Levetid og tager 
derfor Afsfed med Dem , idet jeg ønsker at De aldrig 
mere maa komme for mine Øine ! “ 
Til Fru Hansen havde han sagt : 
Mit Haar er bleven hvidt af Sorger og 
Sanvittighedsnag , disse Plageaander har Du og han 
* bragt , — for at bringe Alt Lorden saavel i mit Hus 
som i mit Hjerte , maa jeg sfille mig , saavel ved disse 
som ved Aarsagerne til disse . Jeg har nedlagt en 
Disposition til Fordel for Fru Hansen i Stadens 
Overformynderi , hvoraf hun kan leve anstændigt , og 
i Stadens Magistrat en Begjæring om vort Ægteskabs 
fuldstændige Ophævelse . Jeg haaber ingen Van « 
fleligheder at møde , da det vilde være Vedkommende 
til for megen Skade . 

Fru Hansen vilde som omtalt improvisere en 
Besvimelse , som dog denne Gang ikke var til nogen 
Nytte , men da traadte jo hendes fordums Beflytter 
til , greb hende om Armen og gik med hende ud af 
Døren . 
Saaledes havde dette Par forladt det Hansenfle 
Hus , og vi ville nu aflægge dem et Besøg i deres 
nye Hjem , hvor de nu kun behøvede at leve af deres 
Midler . 
Blandt andre Steder laa der dengang et lille 
net treetages Hus ved Nørrevold . 
Paa tredie Sal tilgoden havde Ex-Bogholder 
Top ( vi ville herefter kalde ham ved hans rigtige 
Navn , nemlig Jocumsen ) samt Ex-Grossererfru Hansen 
( hvem vi ligeledes ville nævne ved hendes Pigenavn : 
Lene Rast ) som nu atter var Jocumsens Hushvl- * 
derfle , deres nye Hjem . 
Det var en Formiddag og Solen skinnede saa 
smukt ind ad Vinduerne 
Leiligheden bestod af tre Værelser og Kjøkken . 
Der var fo Værelser tilgaden og et tilgaarden . 
Det inderste Værelse tilgaden var JocumsenS 
Sovekammer , og det tilgaarden var Husholderskens 
Sovekammer . 

Det forreste Værelse , nemlig det nærmest Trappegangen , 
var Dagligstuen . 
Alle tre Værelser vare saa net udstyrede i alle 
Retninger , og der var en sand Hyggelighed i disse . 
Siddende paa en Stol , og med Benene overkors 
hvilende paa en anden Stol , sad , eller rettere laa Hr . 
Jocumsen ved et af Vinduerne og saa ud paa 
Volden . 
Han røg af en lang Pibe , og han sad indhyllet 
i tætte Røgskyer . 
Om det var behagelige eller ubehagelige Tanker 
der i Øieblikket beskjæftigede ham , var ikke godt at 
sige , thi det kunde ikke læses paa hans Ansigt . 
Han hvilede den venstre Arm paa en Armpude , 
der laa i Vinduet , og Hovedet holdt han tilbage , hvilende 
paa en Pude , som han havde stillet fra Ryggen 
af Stolen op mod Panelet . 
Saaledes sad han i en , man kunde gjerne sige , 
drømmende Tilstand , thi som ovenfor bemærket , at han 
saa ud paa Volden , er ikke til at svare for om han 
virkelig lagde Mærke til de saa Personer , der passerede 
forbi . 
Den , som saa denne Mands rolige Træk i Ansigtef , 
og rygende saa flegmatisk af fin Pibe , hvorledes 
kunde den tro , at see en Mand , der havde været i 
Slaveriet , nei , det vilde ingen troe ved at see ham . 
Han saa ud som en forhenværende Handelsmand 
( hvilket jo ogsaa var Tilfældet ) , der havde opgivet fin 

Forretning og nu paa fine gamle Dage vilde nyde et 
sorgfrit Liv . 
Ved det andet Vindue sad Lene Rast . 
Man kunde ikke . sige om hende , at hun saa ligegyldig 
ud , hvilken Forskjel paa hende og ham . 
Hun var beskjæftiget med at stoppe en Strømpe . 
I Modsætning til Jocumsens ligegyldige Udseende , 
saa hun derimod tvær og misfornøiet ud . 
Hun , hvis Plads før har været i et stort Hus , 
hvor hun , naar hun havde Selskab kunde blive feteret 
og nyde Alt , hvad der henhøre til saadan et Liv , hun 
maatte nu holde sig afsondret fra den øvrige Verden 
og leve stille og ubemærket . 
Ingen brød sig nu om hendes Selskab , thi den , 
som før havde sat Pris paa hendes Selskab , sorsfjød 
og foragtede hende , thi Skandalen var naturligvis 
kommen ud iblandt Folk og Rygterne fortalte mere 
end der var Sandhed . 
Jocumsen var vedbleven at ryge paa fin Pibe og 
Røgskyerne , som han pustede ud af Munden , havde 
tilsidst udbredt sig om hans Husholderske , der i Førstningen 
intet sagde , men hun kunde dog ikke lide 
Røgen . 
Hun havde allerede flere Gange pustet for sig 
for at fordrive Røgen , men da dette kun lidet nyttede , 
blev hun tilsidst utaalmodig og udbrød i en halv ærgerlig 
halv bedende Tone : 
„ Hvor De damper . Det er jo en forfærdelig 

Damp hos os , man kan jo neppe trække Veiret , 
men . “ — 
„ Du kan jo lukke Vinduet op ! “ sagde Jocumsen 
flegmatisk . 
Lene benyttede sig øieblikkelig af Tilladelsen , og 
lukkede et Vindue op . 
Hun havde ikke turde gjøre det , før hun havde 
faaet hans Tilladelse . 
Dette kom nemlig af , at naar hun sommetider 
tidligere havde lukket et Vindue op , uden at spørge 
derom , og Jocumsen var kommet ind i Værelset , havde 
han sagt i en befalende Tone : 
„ Luk Vinduet — Her er jo en rædsom 
. Træk ! “ 
Det var kun et Lune . 
Nu lukkede hun aldrig et Vindue op i Dagligstuen 
uden først at faa Tilladelse dertil . 
Taushed indtraadte igM et Øieblik . 
Uagtet Vinduet nu var aabent , syntes der dog at 
være ligesaa megen Røg som før . 
Husholdersken aabnede atter Munden og bemærkede : 
„ Det 
forekommer mig at De damper ualmindelig 
iaften ! “ 
„ Synes Du ? “ spurgte hendes „ Herre “ i samme 
Tone som før . 
„ Ja , jeg gjør sandelig ! vedblev Husholdersken . 
De ruger vistnok over en eller anden Plan ? “ 
„ Troer Du ! “ 

„ Det er saa korte Svar , jeg faaer idag . “ 
Jocumseu svarede intet herpaa , men pustede en 
stor Røgfly ud af Munden . 
Husholdersken vilde ikke lade Samtalen gaa istaa , 
hun vilde øiensynlig udfritte „ sin Herre . “ 
Hun saa igjennem Tobaksrøgen hen paa ham og 
sagde pludselig grædende : 
„ O , havde De ikke den Aften kommet til mig , 
da jeg sad paa Bænken i Philosophgangen , og overtalte 
mig til at indlægge et godt Ord for Dem hos 
Hansen , saa havde jeg aldrig siddet her , og maa nu 
være forskudt af Alle , saa havde jeg nu været lykkelig 
istedetfor . “ 
Jocumsen afbrød hende , idet han spottende sagde : 
„ Du taler om at overtale Dig , jeg behøvede 
vist ikke at overtale Dig dertil , thi naar jeg blot 
sagde , Du skulde , gjorde Du det uden Indvending , 
thi Du vidste , hvormeget Du havde at resikere ved 
ikke at adlyde mig . “ 
Ex-Grossererfruen hulkede kun , maaske hun nu 
angrede sin flette Opførsel ? 
Nei , aldeles ikke , kun var det hende en sand Pinsel 
at maatte tænke paa sine gode Dage i Agentens Hus , 
og fine nuværende , og at hun nu ikke mere kunde see 
. en god Fremtid imøde . 
Hun maatte have Luft , om det saa kun var i 
Ord , og derpaa begyndte hun , at græde , og give sin 
Medskyldige Skylden for Alt , at det var ham , som 
havde gjort hende ulykkelig . 

Nu indtraadte en lang Taushed , 
Husholdersken vedblev at stoppe paa Strømpen , 
uagtet alle Hullerne vare stoppede , og tillige tørrede 
hun Øinene , der stadig svømmede i Vand . 
Endelig standsede Graaden , og hun blev noget 
overrasket , efterat hun for sidste Gang havde tørret 
Øinene , ved at see at hun havde stoppet et Sted paa 
Strømpen , hvor der ikke havde været Hul . 
Ex-Bogholderen afbrød Tavsheden idet han sagde 
kort : 
„ Det kunde vist være paa Tiden , at jeg fik min 
Kaffe ! “ 
Husholdersken reiste sig tans og forlod Værelset . 
Et 
Kvaters Tid efter kom hun tilbage med to 
Kopper Kaffe paa en Bakke . 
Den ene Kop tog hun af og satte i Vindueskarmen , 
hvor hun før havde siddet . 
Bakken med den anden Kop satte hun hen til 
Jocumsen . 
Hun havde imidlertid vaflet sine Øine med koldt 
Vand , men de saa alligevel røde ud . 
Hun satte sig derpaa paa fin tidligere Plads , og 
Begge nøde nu i Taushed Kaffen . 
En lille Stund efterat Jocumsen havde drukket 
Kaffen , udbrød han pludselig : 
„ Ieg har en Plan ! “ 
„ En Plan ! “ gjentog Lene . 
„ Ja ! “ 

„ Og det er , “ vedblev hun nysgjerrig . 
„ Ieg har tænkt paa Anna ! “ 
Husholdersken begyndte at blive urolig . 
Det Værste , at Jocumsen kunde tale om , var 
hans Datter . 
Det var længe siden , han sidst havde talt om 
hende , men naar det var skeet , var Lene stadig urolig 
hun vidste egenlig selv ikke hvorfor . 
Da nu Talen vendte tilbage til denne Datter , 
vendte ligeledes hendes Urolighed tilbage , og hun lyttede 
nu næsten aandeløs efter hvad det var for en 
Plan , han havde angaaende hende . 
Der indtraadte en Pause , og da Jocumsen ikke 
strax fortsatte , vovede hun at bemærke : 
„ Og hende ? “ 
„ Hun er jo i Pleie hos nogle Folk ude paa 
Toldboden ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Det er jo det lille Hus , som ligger tilhøire for 
Indgangen ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Efter Middag skal Du gaae derud og — ! “ 
Han tog her et Par Tag af Piben , og syntes 
derpaa et Øieblik at tænke sig om . 
Derpaa gjentog han . 
— „ I Eftermiddag skal du gaa derud , og underrette 
Folkene om , at hun skal sættes i en anden 
Pleie ! “ 
„ I en anden Pleie ! “ gjentog Lene overrasket . 

„ Netop ! “ 
„ Hvem skal hun da herefter opholde sig hos ? “ 
„ Hos mig ! “ 
„ Her i Huset ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Men betænker De — ! “ 
„ Jeg har overtænkt Alt . “ 
„ Men De glemmer sikkert , at det er hende , der 
har angivet Dem . Det var hende , der gav Adolf - 
Sko » Tegnebogem , — hende — Deres ægen Datter 
har anklaget Dem — ! “ . 
„ Ti Kvinde ! “ raabte Jocumsen vred , „ Du kan 
ikke dye Dig . — Vogt Dig . — Jeg siger kun , bland 
Dig ikke i mine Sager , naar jeg ikke opfordrer Dig 
dertil og især her — Det skal fle , som jeg ønsker det , 
nu veed De det og dermed Punktum . “ 
Husholdersken vovede ikke at sig “ noget hertil . 
Kort efter tilføiede Jocumsen : 
„ Jeg har bestemt , at vi følges ad derud , — det 
er nok det solideste . “ 
Og dermed blev det . 
Samme Dags Eftermiddag standsede Jocumsen 
og Lene Rafl udenfor det lille Hus paa Toldboden . 
Den 
tidligere omtalte Kone stod i Døren . 
Begge hilste paa hende og traadte ind i Huset . 
Jocumsen spurgte ester Anna , og sagde , at han 

var hendes Fader og ønskede at tæge hende til sig 
igjen . 
Konen vidste at Faderen havde været i Slaveriet , 
og Aarsagen dertil . Men Husholdersken havde 
naturligvis ikke talt om , at hun vidste noget om Vintyveriet 
i Kjælderen , førend den Aften det blev opdaget , 
hun havde fortalt , at Anna nogle Aftener iforveien 
havde været med Faderen nede i Kjælderen for 
at holde Lygten for ham , medens han havde noget at 
bestille med sine Varer , og hun ( Husholdersken ) var 
alletider bleven oppe i Leiligheden , saa at det aldrig 
var faldet hende ind , at ' Faderen gik i Kjælderen om 
Aftenen for at stæle Vin . Desuden sagde hun , at 
Anna aldrig havde talt derom til hende , da Faderen 
naturligvis havde forbudt det under Straf . 
Saaledes stod Husholdersken stillet i Pleieforældrenes 
Øine . 
Hun har senere fortalt Jocumsen , hvorledes hun 
havde baaret sig ad for at ingen Mistanke skulle falde 
paa hende . -- -- -- -- 
Konen sagde , efterat Jocumsen havde tilkjendegivet 
sig som Annas Fader , og sagt , at han ønskede at 
tage fin Datter til sig — al Pigebarnet sjelden kom 
hjem før seent om Aftenen og at han derfor ikke 
kunne medtage hende før næste Formiddag , da hun 
saa ikke skulde faa Tilladelse til at gaa ud . 
Jocumsen underrettede Konen om , at han vilde 
komme igjen næste Dags Formiddag . 
Efterat Parret havde opholdt fig en lille Stund 

Huset , og Jocumsen havde opgjort Noget med Konen , 
forlode de Huset . 
Næste Dags Formiddag indfandt Jocumsen sig 
alene i Huset paa Toldboden . 
Idet han traadte ind af Døren viste Konen sig . 
Hun saa meget forstyrret ud : 
„ Tænk Dem ! “ ndbrød hun „ Anna har flet ikke 
været hjemme inat . — Vi har ikke seet hende , siden 
hun igaar Eftermiddags gik ud , for at sælge fine 
Blomster . “ 
„ Saa ! “ — sagde Jocumsen noget langtrukket . 
„ Ja , saamænd ! “ 
„ Men det er maafle fleet før ? “ 
„ Nei . aldrig ! “ 
„ Det er da besynderligt ! Jeg veed jo hun er 
vant til at gaa fin Vei ude omkring hvor hun finder 
for godt . “ 
Han taug et Øieblik , hvorpaa han tilføiede mismodig 
: 
„ Men om der fluide være tilstødt hend eet Ulykkestilfælde ! “ 
Konen 
selv var virkelig bedrøvet over fin Plejedatters 
Udeblivelse , men endnu mere ved at skulle 
sfilles ved hende , thi hun holdt virkelig af hende , da 
hun nu havde havt hende i Huset i saa lang Tid , og 
var vant til hendes sørgelige Færd . 
Hun sukkede , idet hun sagde : 
„ Hver Morgen var hun tidlig oppe , og hun gik 

saa ud i det Frie , men ved Frokosttid kom hun altid 
tilbage og spiste , derpaa gik hun igjen og blev borte 
til Middag , og naar hun saa havde spist , gik hun 
igjen , men hun fik saa et Par Stykker Mad med i 
et Papir , som hun saa havde i Lommen , og spiste 
ude , og da saa vi hende ikke igjen før om Aftenen 
seent ! — Ak ja ! Stakkels Pige ! “ 
Jokumsen talte endnu noget med Konen og sagde 
da , at han vilde komme igjen om Eftermiddagen , ^da hun 
muligvis var kommen hjem eller der maaske var 
kommen Underretning om hende . Konen svarede , 
at Pigen ikke selv kunde sige , hvor hun hørte hjemme , 
hun sagde kun , at hun boede der , hvor der var mange 
Skibe , — det skulde kun være i Tilfælde , at ' Nogen , 
som ofte kom paa Toldboden , fluide have seet hende 
og da vide lidt Besked . 
Derpaa gik Jocumsen . 
Lene stod ved det aabne Vindu i deres fælles 
Leilighed og saa ned ad Gaden for at see efter , naar 
hendes „ Herre “ vendte tilbage med sin Datter . 
Endelig fik hun Øie paa sin Herre , men han 
kom ganske ene . 
Husholdersken undrede sig derover . 
„ Hvorfor er Pigebarnet ikke med ? “ spurgte hun 
sig selv , han fluide efter Bestemmelsen have hende 
med fig hjem . 
Hvor hun blev nysgjerrig efter at kjende Grunden 
hertil . 

Saasnart hun havde faaet Øie paa ham , lukkede 
hun hurtig Vinduet i . 
Kort ester traadte Jocumsen ind i Dagligstuen , 
hvor Hudholderflen befandt sig . 
Han sagde ikke et Ord . 
Han satte Hat og Stok fra sig . 
Derpaa tog han fin Pibe , stoppede den med 
Tobak , tændte Ild deri og gav sig stiltiedde til at 
ryge , idet han satte sig hen ved Vinduet . 
Husholdersken forundrede sig endnu mere , da 
han ikke sagde et Ord . 
Han saae saa alvorlig og mørk ned , at hun ikke 
vovede at udspørge ham . 
Hvad er der flet ? 
Dette spurgte hun gjentagne Gange sig selv . 
Hun ventede , at han snart vilde bryde Tavsheden , . 
men det lod ikke til , at dette vilde skee . 
Nu kunde hun ikke dy sig længere . 
„ Naa ? “ udbrød hun spørgende . 
„ Naa ! “ gjentog Jocumsen , idet han saa paa 
Husholdersken med et særegent Udtryk i Ansigtet . 
Derpaa tog han et Par lange Tag af fin 
Pibe . 
„ Jeg mente — jeg mente — “ udbrød Husholdersken 
noget forvirret , „ hvorfor hun ikke var med 
Dem ? “ 
„ Borte ! “ var det korte Svar . 
Hun forstod ham naturligvis fletikke og tilføiede 
: 

„ Hvorledes ? “ 
„ Hun har ikke været hjemme inat , formodenti 
g er der hændet hende en Ulykke . — Igrunden et 
mærkeligt Tilfælde netop nu da jeg vilde tage hende 
til mig . “ 
Ved disse Ord saa han vist paa Husholdersken . 
Men denne viste strax den største Forundring i 
ethvert af sine Ansigtstræk . 
Hun kunde ikke strax sige noget af Forundring . 
Lidt efter faldt Forundringen for en vis Glæde 
hun syntes ligesom at blive lettere , og uagtet hun søgte 
ikke at lade Jocumsen læse hendes Tanker , forraadte 
Ansigtet dog hende . -- -- -- 
Den Dag gik , næste Dag og flere Dage , men 
Anna var ikke vendt tilbage til det lille Hus paa 
Toldboden , og eiheller havde man faaet nogen Underretning 
om hende . ' 
Hvor var hun bleven af ? 

Treogfyrretyvende Kapitel . 
Vilhelm og Anna . 
To Dage førend Anna er forsvunden , ville vi 
føre Læserne ud i Søndermarken . 
Paa en Høi , hvor der var en smuk Udsigt over 
Valby Omegn , sad paa en Bænk et ungt Menneske 
paa atten Aar . 
En Mappe hvilede paa hans Skjød , og paa denne 
laa et Stykke Papir . 
I Haanden holdt han en Blyant , og han var 
ifærd med at aftegne et Parti af det smukke Prospekt 
der viste sig for hans Øine . 
Hvilket smukt Menneske han var , hvor god og 
elskværdig han saa ud , og dersom en Spadserende gik 
forbi i Nærheden , maatte Vedkommende uvilkaarlig 
standse et Øieblik for at betragte ham . 
Det unge Menneske er Læseren godt bekjendt , thi 
det er ingen anden end Vilhelm Bøgh . 
Sex Aar ere forløbne siden hans anden Moder , 
den uforglemmelige Bertha døde . 
Otte Dage efter hin omtalte Dag paa Kirkegaarden , 
da baade Petrea , Vilhelm og Olga bade hende 
saa bønligt om at tage med dem til Byen , døde hun . 
Hun opfyldte deres Ønske , men allerede Dagen 
ester blev hun fløv og næsten ligegyldig for Alt , og 
saaledes svandt hun Dag for Dag indtil otte Dage 

vare gaaede , og da indgik hun til den evige Hvile , 
og fluide nu saaledes samles med fin sorudgangne Ven 
Otto . 
Saaledes vare Berthas Dage talte . 
Vilhelm var som omtalt beskjæftiget med at arbeide 
paa en Tegning . -- -- -- -- - 
„ Stakkels Anna har hverken Fa ' er eller Mo ' er , 
Ensom hun staaer i Menneskevrimlen “ 
o . s . v . — 
Vilhelm blev forstyrret i sit Arbeide ved at høre 
denne ham bekjendte Sang og Stemme , som det var 
forste Gang han hørte for sex Aar siden og som han 
ikke havde hørt siden . 
Han vendte overrasket Hovedet til den Side , hvorStemmen 
kom og fik nu Øie paa en ung Pige paa 
en atten Aar , der nærmede fig ham . 
Da han sidst saa hende , var hun kun et Barn , 
nu var hun bleven ældre og større , men havde dog 
beholdt fin barnlige Stemme , og sang fin sorgfuldt 
Sang ligesaa uhyggelig som tidligere . 
Hvor ofte havde han ikke i de forløbne sex 
Aar tænkt paa den lille vanvittige Pige , som han havde 
seet i Søndermarken . 
Det havde ikke været ham muligt at slaa hende 
ud af Tankerne . 
Og hvilken Overraskelse nu at træffe sammen 
med hende efter sex Aars Forløb og atter i Søndermarken . 
Han 
blev saa dydt greben ved Synet af den 

stakkels Vanvittige , at han blev siddende næsten aandeløs 
og stirrede paa hende . 
Anna var nu lige ved ham . 
„ Lille Anna har Blomster — smukke Blomster ! 
— Kjøber Herren Blomster af . lille Anna ? “ 
Saaledes tiltalte hun Vilhelm . 
Vilhelm der ikke var istand til at faa et Ord 
over Læberne , stirrede bestandig taus paa hende . 
Mappen havde han lagt fra sig paa Bænken , og 
Blyanten var falden ned til Jorden . 
Anna gjentog sit Spørgsmaal . 
Endelig sagde Vilhelm halvhøjt , men i en saa 
besynderlig Tone ! 
„ Anna ! “ 
Anna hørte sit Navn blive nævnet . 
Anna ! siger De ! “ vedblev hun „ De kjender altsaa 
Anna , hvor det er herligt , — men det er dog 
besynderligt , — jeg kjender flet ikke Dem — jeg har 
aldrig seet Dem før — og de kjender mig , den stakkels 
Anna ! -- -- -- -- -Anna kjender ellers alle dem igjen , 
som hun har talt med , og det har jeg ikke med Dem 
— Sig mig gode Herre , hvorfra de kjender den stakkels 
Anna ! “ 
Nu syntes Fortryllelsen med Vilhelm at være 
hævet , thi han udbrød sjælfuldt , » g med den inderligste 
Deltagelse . 
„ Kom lille Anna , sæt Dem ved min Side , faa 
skal jeg fortælle Dem det . —Kom sæt Dem saa , saa 
skal vi nu tale sammen ! “ 

Anna satte fig uden Tøven paa Bænken ved 
hans Side : 
Vilhelm vedblev nu : 
„ For sex Aar siden var jeg en Dag med min 
Familie herude i Søndermarken , og da saa jeg Dem , 
men de saa vist ikke mig , thi jeg befandt mig mellem 
det øvrige Selskab . — 
Blandt disse var en Herre , som talte med Dem 
og som kjøbte alle Deres Blomster , og De sagde at 
De vilde erindre ham i Deres Bøn , og —i “ 
„ Aa ! “ afbrød Anna ham , idet hun saa paa ham 
med et forvirret Blik , „ det var ham , den smukke ældre 
Herre , der talte saa godt , ja — nu husker jeg det — 
kan De see at Anna ikke har glemt den gode Herre ! “ 
Hun taug og beskjæftigede sig med Blomsterne . 
Vilhelm saa nogle Øieblikke taus paa hende , derpaa 
vedblev han ikke uden en vis Ængstelse : 
„ Sig mig lille Anna , har de hverken Fader eller 
Moder ? « 
„ Jo ! “ svarede hun noget tøvende , idet hun stirrede 
vildt hen for sig — „ jo , Fa ' er har jeg , men — 
Moder er deroppe ! “ 
Ved disse Ord pegede hun op mod Himlen . 
„ Men hvor er da Deres Fader ? “ vedblev Vilhelm 
spørgende , med samme Ængstelse som før . 
„ Fa ' er — gjentog den Vanvittige — ja ! “ 
„ Ja , Deres Fader ? “ 
„ Nu skal jeg fortælle Dem det — her er da In « 

gen , der hører det ? “ vedblev hun med en hemmelighedsfuld 
Mine . 
„ Nei , her er Ingen ! svarede Vilhelm . 
Den Vanvittige rykkede fig tættere op til Vilhelm , 
og efterat have seet sig omkring et Øieblik 
vedblev hun i en langsom hjertegribende Tone . 
„ —Fa ' er ! Nu skal de høre stakkels Annas Historie . 
— — — Det er nu mange , mange Aar siden . 
— Fa ' er , Lene og jeg boede nede i Butiken med de 
mange Varer . Naar saa den sorte Nat kom , maatte 
vi gaa med Fader ned i hans sorte Kjælder , og 
holde Lygten for at lyse i det sorte Hul maatte jeg . 
— Fa ' er tog Steen ud af Muren , og saa krøb han 
igjennem , og saa tappede han af de store Tønder . — 
Ved De hvad der var i Tønderne ? — Der var Vin , 
saa tog Fa ' er den deilige Vin med sigVeed 
De hvad jeg troer ? — Fa ' er maatte vist ikke 
ta ' e Vinen med sig — — Nu skal De høre . — 
Det var den sidste Aften , jeg var der hjemme . — 
Det var en sort Nat og det tudede saa fælt , saa gav 
Fader mig Lygten , og saa fulgtes vi alle Tre , Lene 
med , ned i den slygge Kjælder . Fa ' er krøb ind gjennem 
Muren , og Lygten holt jeg for at Fa ' er kunde 
see at tappe Vinen af Tønderne . — 
Pludselig greb den Vanvittige Vilhelm ved Armen . 
„ Hu , 
hvor der er mørkt — — See ! “ vedblev 
hun idet hun pegede hen for sig , „ kan de see Manden 
med Ildøinene ? -- -- -- -- -Hvor han er styg — See 

— nu griber han Fa ' er ved Armen — See — nu 
— nu -- -- -- -- -- ! “ 
I dette Øieblik udstødte hun et Skrig og faldt 
tilbage i Vilhelms Arme . 
Hendes Øine lukkede sig og hun laa ubevægelig . 
Vilhelm 
rystede over hele Legemet , den Vanvittiges 
Meddelelser havde dybt rystet ham . 
Vel havde han ikke rigtig knnnet forstaae den 
Vanvittiges usammenhængende Ord , men Hovedindholdet 
kunde han dog forstaa , og han fattede , at det 
var Sandhed , som den Vanvittige havde talt om 
til ham . 
Da Anna sank om i hans Arme og blev liggende 
ubevægelig , som om hun var død , blev han ganske 
raadvild . 
Han ønskede at Nogen vilde komme og hjælpe 
ham . 
Men da det var Formiddag , var der ikke mange 
Spadserende derude , og af dem der var der , befandt 
Ingen sig i Nærheden . 
Hvad fluide han gjøre ved den Vanvittige i en 
saadan Tilstand ? 
Dette spurgte han sig selv . 
Pludselig fik han en Idee . 
Han tog hende paa fine Arme og lagde hende 
ned paa Græsplænen . 
Derpaa tog han et Penalhus , som han benyttede 

til Blyanter og lignende Sager og tømte Indholdet 
ud paa Bænken . 
Derpaa løb han hurtig afsted med Penalhuset . 
Da 
han havde naaet det nærmeste Vand , bøiede 
han sig ned og fyldte Penalhuset med Vand , hvorpaa 
han ligesaa hurtig ilede tilbage til Bænken , hvorved 
den Vanvittige laa . 
Han stænkede hende nu med Vandet i Ansigtet , 
og lidt efter viste der sig atter Liv hos den stakkels 
Vanvittige . 
Endelig slog hun Øinene op , og udbrød med en 
sørgelig Glæde malet i Ansigtet : 
„ O , hvilken underlig Drøm — Jeg var ikke 
mere Anna — kan De forstaa det ? Hør hvad jeg 
skal fortælle Dem . — Men sig mig først , hvad De 
hedder . “ 
„ Vilhelm ! “ svarede han . 
„ Nu skal De høre Vilhelm — Jeg havde ganske 
andre Klæder paa , end dem jeg nu har , og ved De 
hvad — jeg var ingen stakkels Anna , der gik omkring 
og solgte smukke Blomster — Er det ikke mærkværdigt ? 
-- -- -- -Ved De hvad jeg var ? “ 
„ Nei , “ svarede Vilhelm , idet hans Øine bleve 
vaade . 
Blomsterne som Anna havde baaret laa spredte 
omkring i Græsset . 
„ O , se alle mine smukke Blomster ! “ udbrød hun 
pludselig , idet hun fik Øie paa disse . 

Medens hun fortalte Vilhelm Drømmen , havde 
hun reist sig i en siddende Stilling . 
Nu hjalp han hende op paa Bænken og sagde : 
„ Sæt Dem paa Bænken Anna , saa skal jeg 
samle alle Deres smukke Blomster op til Dem ! “ 
Hun satte sig paa Bænken og Vilhelm 
samlede Blomsterne op . 
Da dette var flet vilde han lægge dem i hendes 
Skjød , men hun sagde : 
„ Behold De selv alle Blomsterne ! Jeg vil forære 
dem til Dem . “ 
Vilhelm tog nogle Smaapenge frem og lagde 
dem i hendes Haand . 
Dog hun vilde ikke modtage disse , thi hun 
rystede paa Hovedet . 
„ Hvorfor vil De ikke modtage Pengene ? “ spurgte 
Vilhelm . 
„ For det som Anna forærer , lader hun sig ikke 
betale , “ svarede den Vanvittige . 
Da Vilhelm forgjæves havde forsøgt at faa 
hende til at modtage Pengene , sagde han : 
„ Nuvel , Anna , saa modtager jeg Gaven , men 
kan jeg saa imorgen faa et Par ligesaa smukke Buketter 
for Betaling ? “ 
„ Ja , derpaa kan De stole , imorgen ved denne 
Tid skal jeg være her igjen med et Par smukke Buketter 
— men — hvem skal have Blomsterne , som 
De faaer imorgen ? “ — 

„ Min Søster ! “ 
„ Det maa være rart at have en Søster — 
Ikke sandt ? “ 
„ Jo , det er ganske sandt ! “ 
„ Hvor gammel er Deres Søster ? — Er hun 
ligesaa gammel som jeg ? “ 
„ Hvor gammel er De da ? “ spurgte Vilhelm . 
Han gjorde ikke dette Spørgsmaal for at faa 
hendes Alder at vide , da han formodede hendes virkelige 
Alder , men kun for at høre , om hun selv 
vidste det . 
Anna betænkte fig et Øieblik , inden at han 
svarede . 
„ Jeg troer atten Aar — saadan har vist min 
Moder sagt det . “ 
„ Nei , min Søster er ikke saa gammel , hun er 
kun 12 Aar — Men De siger , Anna , at Deres 
Moder siger , hvor gammel De er ? “ 
Anna nikkede med Hovedet . 
„ Men ! “ vedblev Vilhelm , „ Deres Moder er jo 
oppe i Himlen — Er det ikke saaledes De har 
sagt . “ 
„ Ja , “ svarede den Vanvittige , „ men det er min 
rigtige Moder der er deroppe . — Det er min tredie 
Moder der har sagt det . “ 
„ Hvem er da Deres anden Moder ? “ , , 
„ Det er Lene — ! “ 
Vilhelm , der ikke vilde have , af de sørgelige 

Tanker om den sorte Kjoælder skulle beskjæftige hende 
ved af omtale Lene , som Anna før havde talt om 
var med i Kjælderen , sagde hurtigt : 
„ See Anna , hvilken smuk Fugl , der sidder deroppe 
i Træet . “ 
Idetsamme pegede han op mod det nærmeste 
Træ . 
„ Øet var kjedeligt ! “ udbrød han , „ nu fløi den 
bort . “ 
Saaledes afledede han hende fra hendes sørgelige 
Tanke . 
De passiarede endnu noget om denne Fugl , som 
han havde seet , og endelig sagde Anna . 
„ Nu maa jeg gaa igjen , for nu skal jeg afsted 
og plukke flere Blomster og sælge dem , imorgen er 
jeg her igjen . “ 
Hun nikkede med Hovedet og skyndte sig hurtig 
bort . 
Vilhelm besluttede næste Dag af følge efter den 
Vanvittige for af lære hendes Opholdssted af kjende , 
han vilde ikke gjøre det idag , da det jo kunne vare 
længe inden Pigen vendte hjemad , og han vilde desuden 
først sige fin Tante det , for af hun ikke skulde 
være urolig for hans lange Udeblivelse , naar han 
skulde følge efter hende , da Tiden paa Dagen til 
hvilken han pleiede af komme hjem jo kunde overskrides 
endeel . 
Han tog nu igjen fat paa fin Tegning , men 
da hans Tanker nu vare beskjæftigede med andet end 

Tegningen , maatte han tilsidst pakke fine Materialier 
sammen , og begav sig til sit Hjem , hos hans Tante 
Petrea . 
Fireogfyrretyvende Kapitel . 
Den unge Redningsmand . 
Næste Dags Formiddag ved samme Tid som de » 
foregaaende Dag var Vilhelm paa den omtalte Plads 
i Søndermarken . 
Rigtignok havde han fine Tegnematerialier med , 
men han benyttede dem ikke idag . 
Han sad i en flødesløs Stilling paa Bænken , 
og saa sig af og til omkring , samt flere Gange syntes 
at lytte . 
En halv Times Tid efterat han er ankommen 
hørte han i Nærheden den Vanvittiges sørgelige 
Sang . 
Lidt efter kom hun selv tilsyne . 
I den ene Haand holdt hun to smaa Buketter 
simple Blomster . 
Da hun var kommen tæt hen ved Vilhelm hilste 
hun paa ham , idet hun nikkede med Hovedet . 

„ Godmorgen Anna ! “ udbrød Vilhelm , idet han 
nikkede venligt til hende , „ Hvor De er bestemt Anna ! 
„ Det er Anna alletider ! “ svarede hun . 
» Og jeg seer , “ vedblev Vilhelm „ at De ikke har 
glemt Blomsterne . “ 
Saadant Noget glemmer Anna ikke — See her 
to smukke Buketter ! “ 
„ Ja , hvor de ere nydelige ! “ sagde Vilhelm , der 
lod som han virkelig fandt dem smukke . 
Anna rakte ham Buketterne ! “ 
„ Tak ! “ vedblev han , og fremtog nogle Smaapenge 
og rakte hende . „ Idag modtager Anna jo 
Penge for Blomsterne ? Ikke sandt ? “ 
„ Jo , det sagde jeg jo ogsaa igaar . — Og maaske 
De herefter vil kjøbe Buketter Blomster af mig , 
den stakkels Anna ! “ 
„ Kom kun til mig naar De har Blomster og jeg 
er herude , jeg kommer nemlig ofte herud , og skal da 
alletider aflægge et Besøg ved denne Bænk , og ved 
denne Tid ! “ 
Anna nikkede gjentagne Gange med Hovedet , som 
om hun takkede ham derfor . 
Pludselig udbrød hun hurtigt : 
„ De har jo en lille Søster . — Ikke sandt ? “ 
„ Jo ! “ 
„ Har hun et smukt Navn ? “ 
„ Hun hedder Olga ! “ 
„ Hvor det er kjønt — meget kjønt synes jeg ! “ 

„ Det glæder mig virkelig Anna , at De finder 
min Søsters Navn kjønt . 
Efter et kort Ophold vedblev Anna : 
„ Ieg vilde saa gjerne see den lille Pige ! “ 
„ Hun er ikke saa lille , Anna , hun er stor af fin 
Alder . 
„ Men maa jeg da alligevel see hende . “ 
„ Ja saa gjerne , jeg slak bede hende om at følge 
med mig herud en Eftermiddag ! “ 
„ Hvorfor maa hun ikke komme med om Formiddagen . “ 
„ Hun 
kunde nok faa Lov til det , men hun gaaer 
i Skole paa den Tid af Dagen , og derfor slak hun 
bede sig fri for Skolen for at komme med herud , 
men om Eftermiddagen da hun er fri for Skolen , 
kan hun gaa med herud . “ 
„ Hun gaaer i Skole , hvor det maa være herligt 
— Ikke sandt ? “ 
„ Jo , see der lærer de at læse , skrive og regne , 
sy og strikke og meget mere ! “ 
Anna var bleven taus . 
Vilhelm saa paa hende og sagde deeltagende . 
„ Jeg syntes De pludselig blev saa bedrøvet — 
Siig mig , hvoraf det kom sig ? “ 
„ Hvorfor er stakkels Anna ikke kommen i Skole 
— Anna er saa ulykkelig ? “ 
Som man har hørt , har Anna til enkelte Tider 
talt meget fornuftigt , men det rigtige Vanvid , vendte 

da snart tilbage , men kunde ligesaa hurtigt igjen forlade 
hende for et Øieblik . 
Pludselig udbrød hun . 
„ Jeg vilde saa gjerne see — Olga — er det 
saaledes hun hedder ? — 
„ Jo . “ 
„ Jeg vilde saa gjerne see Olga idag — Tag 
hende med herud i Eftermiddag — ja gjør det — 
saa er De saa god . “ 
„ Nuvel jeg skal sige det til hende ! “ sagde Vilhelm 
og hun gaaer sikkert med mig herud i Eftermiddag . “ 
„ O , 
Tak gjør det endelig — Jeg vilde saa gjerne 
tale med hende — Naar hun saa kommer , skal jeg 
fortælle hende saa mange smukke Historier . “ 
Kort efter skiltes Vilhelm og Anna ad efter at 
Førstnævnte havde lovet hende at være paa samme 
Sted til en vis Tid tilligemed fin Søster Olga . 
Saalænge Anna kunde see Vilhelm , vendte hun 
sig af og til om og kyssede paa Fingeren af ham . 
Vilhelm gik derpaa hjem uden at have benyttet 
Blyant og Papir . 
Det var Eftermiddag samme Dag som sidst 
» « talt . 

Skyerne vare mørke , og det saa ud til , at der 
vilde falde Regn . 
Det var desuden lidt koldt . 
Der var kun saa Spadserende i Søndermarken 
nærmest paa Grund af , at det saa ud til at blive 
Regn . 
Vi føre Læseren hen til den saa tidt omtalt « 
Bænk . 
Den var endnu tom . 
Ingen Folk saaes i Nærheden . 
Pludselig lød Fodtrin , og den Vanvittige 
traadte frem mellem Træerne og ud paa den aabne 
Plæne . 
Hun fulgte ikke som Andre Gangene , men gik 
over Græsplænerne og mellem Træerne som for at 
flyde Gjenvei . 
Da hun havde naaet Bænken , satte hun sig ned 
paa den . 
Hvad der var en Mærkværdighed var , at hun 
ingen Blomster havde hos fig . 
Da hun havde siddet lidt , tog hun en lille Pakke 
op af fin Kjolelomme . 
Pakken indeholdt tre Stykker Smørrebrød med 
Ost paa . 
Hun havde aabnet Pakken og sat den fra fig 
paa Bænken . 
Hun gav fig nu til nafbrudt at stirre paa 
Smørrebrødet . 

Da hun havde siddet noget saaledes , udbrød hun 
pludselig halvhøjt i en besynderlig Tone : 
„ Stakkels Annas Drøm ! “ 
Derpaa tog hun et Stykke Smørrebrød og gav 
sig til at spise . 
Da hun havde spist Halvdelen , slog hun nogle 
Rynker paa Næsen og satte den anden Halvdeel ned 
til den øvrige Mad og lukkede derpaa atter Papiret 
sammen . 
En flig Opførsel var endnu aldrig set hos 
hende . 
Tidligere havde hun spist fin Mad med den 
største Velbehag . 
Med Et sprang hun op fra Bænken , begyndte 
at dandse paa den vildeste og vidunderligste Maade . 
Derpaa raabte hun flere Gange høit : 
„ O , hvor det er herligt — nu skal stakkels Anna 
dø — hun skal til fin Mo ' er i Himlen — O , hvor 
det er herligt . « 
Fra det Øieblik den Vanvittige var sprungen 
op fra Bænken , havde Vilhelm været Øjenvidne til 
den besynderlige Scene . 
Han var bleven staaende i nogenAfsfand som fortryllet 
af dette Syn . 
Nu nærmede han fig hurtigt . 
„ Goddag igjen , lille Anna ! « udbrød han 
pludseligt . “ 
Han troede , at hun vilde holde op med fin Dands , 
men deri tog han feil . 

Den Vanvittige vendte fig om og slirrede nogle 
Øieblikke paa ham som om hun ikke kjendte ham . 
„ Kjender De mig ikke Anna ? “ spurgte han bedrøvet . 
„ Om 
den fjollede Anna kjender Dem , jo det 
gjør hun rigtignok . Det er jo -- -- -- -- -- -- Vilhelm . — 
Veed De jeg er den fjollede Anna — veed De hvem , 
der kalder Anna saaledes — Det gjør Folkene som 
gaae forbi Huset hver Dag . Ha ha ha — fjollede 
Anna — Kom og bands med mig — O hvor det er 
herligt — Kom hører De ikke ! — Nu skal Anna dø 
— hun slak til sin Moder i Himlen — Tra la 
la — Tra la la . — 
Hun vedblev sin besynderlige vilde Dands , og 
Vilhelm stod dybt bedrøvet og saa derpaa . 
„ Men Anna dog ! “ vedblev han . „ Hvorfor er 
De saa glad ? “ 
Han sagde saaledes , fordi hun udviste fin Glæde 
hvorimod det for ham var en sørgelig Glæde at see 
hende i den Tilstand . 
Han gjentog de sidste Ord . 
„ Hvorfor er De saa glad Anna ? “ 
Den Vanvittige standsede nu i fin vilde Dands . 
„ Hvorfor Anna er saa glad ? spørger De . 
Skulde hun ikke være glad , naar hun veed at hun 
slak til sin Mo ' er i Himlen — Er det ikke herligt , 
synes De ikke selv det — det skulle jeg dog mene — 
— — Dersom De vil følge med , saa maa De 
gjerne ! “ 

„ Hvorhen , Anna ? * 
„ Til min Mo ' er i Himlen ! “ 
Vilhelm , der aldeles ikke kunne blive klog paa 
den Vanvittiges Tale , sagde , for at faae at vide , hvilken 
Idee hun nu havde , da der maaske kunde ligge 
Sandhed i hendes Ord . 
„ Men hvorledes flak vi nu komme derop ? “ 
„ Aa det er nemt ! Anna skal vise Dem Vei — 
Og ikke sandt , saa følges vi ad ? “ 
„ Ja ! “ svarede Vilhem , der havde besluttet at 
følge den Vanvittiges Idee . „ Men sig mig , savner 
De ingen her . “ 
„ Hvem ? “ — 
„ Nogen som skulle have været her nu ? “ 
„ Nei ! “ — 
„ Savner De virkelig Ingen , Anna ? “ 
„ Nei — Hvem fluide det vel være — Veed det 
ikke ! “ 
„ Savner De ikke min Søster ? “ 
„ Deres Søster ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Hvem er det ? “ 
„ Olga ! “ 
„ Kjender hende ikke . “ 
„ Husker De ikke , jeg talte om min Søster Olga 
i Formiddags , da vi Begge vare her ? “ 
„ Nei — De har ikke talt om Deres Søster ! “ 
„ Jeg lovede Dem jo at hun skulle følge med 
herud i Eftermiddag , da De bad mig saameget derom 

da De vilde tale med hende , og fortælle hende saa 
mange smukke Historier — — Haster De ikke 
det Anna ! “ 
Det lod til at Anna søgte at tilbagekalde Noget 
i sin Erindring , men efter et Øiebliks Forløb rystede 
hun benægtende paa Hovedet . 
Vilhelm stod en Stund taus og betragtede hende , . 
derpaa sagde han ved sig selv : 
„ Stakkels Pige . — Hendes Vanvid er paa sit 
Høidepunkt . — Hvor besynderlig , jeg har en Anelse 
om at der snart vil sfe Noget Overordenligt ! “ — 
Anna , der var bleven staaende saa stille som en 
Statue , nærmede sig nu Vilhelm , og greb hans 
Haand . 
Vilhelm skjælvede ved denne Berørelse . 
Han havde Dagen forud besluttet , paa denne 
Formiddag at følge efter hende , for at faae hendes 
Opholdssted at vide , men da hun havde ønsket at see 
hans Søster om Eftermiddagen , besluttede han at følge 
efter hende om Eftermiddagen . 
Men nu havde han faaet en saadan besynderlig 
Anelse , han vidste ikke hvorfra han nærede den Tanke , 
men han var næsten overbevist om , at han ikke vild 
komme til at følge efter hende til hendes Hjem den 
Dag . 
Den Vanvittige havde som omtalt grebet hans 
Haand , og han kunde ikke lade være at skjælve ved 
denne Berørelse . 

„ Kom ! “ sagde hun , „ vi følges jo ad — Ikke 
sandt ? “ 
„ Jo ! “ svarede han ; „ men siig mig først , hvor vi 
skal hen ? “ 
„ Det skal De snart faa at see . “ 
„ Nuvel , saa følger jeg med ! “ 
Vilhelm følte sig rigtignok noget underlig tilpas 
ved saaledes Haand i Haand at maatte spadsere gjennem 
Søndermarken med den Vanvitlige , men han 
kunde dog ikke modstaa en indre Indflydelse til at 
følge hende . 
De vare nu komne til Kilden , der vender ud 
mod Frederiksberg Slotsbakke , og uden at have mødt 
nogen Spadserende , hvorfor Vilhelm blev mere 
rolig . 
Ved dette Sted er som bekjendt en Bro der fører 
over det urene Vand , der befinder sig der . 
Den Vanvitlige gav nu flip paa Vilhelms 
Haand . 
Derpaa istemte hun fin bekjendte , sørgelige Sang , 
der var saa hjertegribende . 
Da Sangen var endt , sagde hun til Vilhelm . 
„ Kom nu — vi følges jo ad — o hvor det er 
herligt , nu skal stakkels Anna til fin Mo ' er i Himlen ! “ 
Vilhelm , 
der indsaa at Anna vilde op paa Broen , 
anede den Vanvittiges Ide , 
„ Nei Anna , bliv her “ , bad han bønligt og greb 

fat i hendes Arm . „ Gaa ikke paa Broen , hører De , 
Anna , gaa ikke derop . “ 
Den Vanvittige tilkastede ham et vildt vredt 
Blik og raabte , idet hun sled sig løs fra hans Haandtag , 
og løb op ad Broen . 
„ Aa — Øe er bange — Nu skal Øe see at 
Anna ikke er bange — Farvel — Glem ikke stakkels 
Anna , bed for hende og hendes Mo ' er . “ — 
Den Vanvittige var oppe paa Broen , og et Øieblik 
efter havde hun svunget sig over Rækværket og 
sprunget ned i det af Mudder fyldte Vand . 
Vilhelm var et Øieblik bleven staaende aldeles 
maalløs , men han fattede fig hurtigt , han rev fin 
Frakke og Vest af , og i samme Øieblik var han i 
Vandet . 
Strax efter kom han tilsyne tillige med den 
Vanvittiges Legeme , endnu et Øieblik og Begge befandf 
dem paa det Tørre . 
Men i hvilken Tilstand vare de ikke . 
Begge vare aldeles bedækkede med Mudder og 
Anna laa aldeles ubevægelig . 

Femogfyrretyvende Kapifel . 
Hvorfor Anna ikke vendte tilbage til Huset paa 
Toldboden . 
Vilhelm fremtog sit vaade Lommetørklæde og tørrede 
Snavset af Annas Ansigt , hvorefter han tørrede 
sig selv saa godt han kunde i Ansigtet , tilligemed 
Hænderne . 
Han hægtede derpaa Annas Kjoleliv op , for at 
hun kunde faa Luft , for at hun kunne trække Veiret 
lettere , han mærkede nemlig at hun aandede let . 
Han gav sig nu til at tumle med hende frem og 
tilbage , for at Blodet kunde faa frit Løb . 
Efterat han saaledes i nogen Tid , havde vist fin 
Omhu for hende , begyndte hun at drage fin Aande 
lettere , men hun forblev liggende ubevægelig og med 
tillukkede Øine . 
Hvorledes skulle de Beggeto komme til Byen , 
saaledes som de saa ud ? 
Dette Spørgsmaal gjorde Vilhelm sig selv . 
Han øinede intet Menneske han kunde kalde 
tilhjælp . 
Pludselig lyttede han . 
Han kunde høre en Vogn kjøre ned af Slotsbakken . 
Han 
gav sig nu til at raabe saa høit han kunde 
gjentagne Gange efter hinanden : 

„ Hjælp ! — Hjælp ! — Hjælp ! “ 
Han kunde hare at Vognen nærmede sig udfor 
Stedet hvor De befandt dem . 
Han vedblev at raabe . 
Dersom han havde vovet , vilde han gaa ud til 
Landeveien , for at den eller de Kjørende , kunde høre 
hans Raab , da han frygtede for at de ikke kunde høre 
ham fra det Sted , hvor han nu befandt sig , men han 
turde ikke forlade den Vanvittige af Frygt , for at hun 
pludselig kunde vaagne af sin Besvimelse , og da atter 
' springe i Vandet ! 
Han maatte saaledes blive hvor han var , da han 
vilde frelse den Vanvittige fra after af søge Døden . 
Man gjætter hans Fortvivlelse , da han hørte af 
Vognen var kjørt et Stykke forbi . 
Den Kjørende havde altsaa ikke hørt ham . 
Han anstrængte sine Lungers hele Kraft , for af 
raabe om Hjælp . 
Pludselig skjælvede han af Glæde . 
Han hørte en grov Stemme raabe : 
„ Hjælpen kommer ! “ 
Vilhelm formodede nu af Vognen først maatte 
ned af Bakken , og af de eller den Kjørende vilde gaa 
ind af Hjørnelaagen . 
For af Vedkommende kunne vide hvor Hjælpen 
behøvedes vedblev han af raabe , for af man kunde 
gaa efter Lyden . 
Nu hørte han den samme Stemme som før raabe , 
men denne Gang i Søndermarken : 

„ Jeg er paa den rette Vei ! “ 
Vilhelm formodede nu , af der kun var een 
Person , da Stemmen sagde : Jeg . 
Desuden kunde han høre paa Dialeklen , af det 
var en Bondemand . 
Endnu et Øieblik , og Stemmens Eiermand kom 
tilsyne . 
Det var ganske rigtig en Bonde , ester Klædedragten 
af dømme , og det var det i Virkeligheden 
ogsaa . 
„ Tak for af De kom os tilhjælp ! “ udbrød Vilhelm 
, som havde faaet Øie paa Manden . „ Jeg 
frygtede i nogle Øieblikke for , at De ikke havde hørt 
mig . — Med Forlov , er De alene ? “ 
„ Ja ! “ svarede Manden . 
„ Vognen holder vel dernede ved Hjørnelaagen ? “ 
„ Ja ! “ 
„ Jeg haaber De kjører os til Byen — jeg stak 
betale Dem derfor ! “ 
« Jeg skal nok kjøre for Dem , men De skal ingen 
Betaling give mig derfor ! “ 
„ Godt , som De vil , jeg er Dem taknemlig for 
Deres Villighed . “ 
Vilhelm havde allerede reist fig op , og han førte 
derfor denne Samtale med Manden staaende . 
Han vedblev derpaa : 
„ Lad os saa skynde os at komme ud til Vognen . 
Det er meget ubehageligt at være i slig en Tilstand , 
som vi ere . Jeg skal nok forklare Dem nærmere 

herom paa Veien til Byen . Jeg skal nok bære den 
unge Pige et Stykke Vei , naar De saa vil bære hende 
Resten , da det ikke er mig muligt at bære hende lige 
ud til Vognen ! “ 
„ Naturligviis ! “ svarede Manden . 
Vilhelm tog nu Anna , hvor hun laae , og forlod 
Stedet , hvor den Vanvittige havde udført fin 
sørgelige Plan , efterfulgt af Manden . 
Da Vilhelm havde baaret den Vanvittige et lille 
Stykke Vei , begyndte han at snappe efter Veir . 
Han var allerede udmattet . 
Dette havde ikke været Tilfældet , dersom han 
ikke havde taget det omtalte Bad , for at hente den 
Byrde , han nu bar . 
Manden havde medtaget Vilhelms Hat , Frakke 
og Vesf , som han bar . 
Han sagde nu : 
„ Lad mig nu bære hende — jeg kan see , at De 
allerede er træt ! “ 
Vilhelm vilde gjerne have baaret hende noget 
længere , da han ikke vilde ulejlige Manden med 
formeget Besvær . 
Dog , han var saa udmattet , at han modtog Tilbudet , 
idet han sagde : 
„ Tak ! “ 
Manden tog nu den Vanvittige paa sine Arme , 
og gav Vilhelm fine Klædningsstykker . 
Derpaa fortsatte de Veien . 
Manden bar nu fin Byrde lige ned til Vognen . 

Han lagde hende paa Bunden af samme , der 
var belagt med reent Halm . 
Vilhelm satte sig op paa Agebrædtet ved Siden 
af Bonden . 
Herved maa bemærkes , ar Bagdelen af Vognen 
ikke var tom , men at der befandt sig endeel Fødevarer , 
som Bonden skulde ind med til Byen . 
Efterat Vilhelm havde vredet Vandet af fin 
Frakke og Vesf , saa godt som det var ham muligt , 
fog han disse Klædningsstykker paa . 
Bonden overlod ham sit store Lommetørklæde til 
at aftørre Ansigt og Hænder , saa godt han kunde , 
for at han ikke fluide vække Opsigt paa Veien . 
Den Vanvittige kunde ingen Forbigaaende see 
paa Bunden af Vognen . 
Pludselig udbrød Vilhelm : 
„ Men naar vi nu kjører gjennem Gaderne , 
kan man oppe fra Vinduerne see den unge Pige i 
Vognen , og det vil vække Opsigt at see hende ligge 
saaledes ! “ 
„ De har Rer i , hvad De siger , “ svarede Bonden , 
„ vi maa derfor sørge for at hun ikke kan sees . “ 
„ Men hvormed skal vi tildække hende ? “ 
„ Vi kan jo bruge dette Dækken , vi sidder paa ! “ 
„ De har Ret , lad os det . “ 
De reiste dem Begge op fra Sædet , og Vilhelm 
fremtog nu det omtalte Dækken . 
Dette bredte han nu ud over den Vanvittige , 
men dog saaledes , at hun kunde faae Luft . 

Derpaa sattes Vognen i Bevægelse , og nu gik 
det saa hurtig , som det var muligt til Byen . 
Vilhelm ønskede , at den Vanvittige ikke maatte 
komme til sin Bevidsthed , før Vognen havde naaet 
hans Hjem , da han ikke vidste , hvorledes han skulde 
forholde sig med hende i dette Tilfælde . 
Dersom hun vaagnede op under Kjvrselen i 
Byen , vilde det rimeligviis vække en umaadelig Opsigt , 
da hun neppe vilde forholde fig rolig i denne 
Situation . 
Underveis fortalte Vilhelm i Korthed Annas 
sørgelige Færd . 
Da dette var fleet , spurgte Bonden : 
„ I hvilken Gade skal De ? “ 
„ Paa Nørregade er mit Hjem ! “ svarede Vilhelm . 
Endelig 
holdt de udenfor det af Vilhelm betegnede 
Huus . 
Den Vanvittige var endnu ikke vaagnet op af 
sin Besvimelse , eller hvad man skal kalde den Tilstand , 
hun var i . 
Det kunde ikke være en rigtig Besvimelse , dertil 
havde hun været for længe i denne Tilstand . 
Under hele Kjørselen havde hun ikke bevæget et 
Lem . 
Hendes Aandedrag var let . 
Vilhelm og Bonden steg nu af , og efter at Sidstnævnte 
havde spændt Skaglerne fra , tog han den Vanvittige 

paa fine Arme og bar hende op i Huset . 
Vilhelm fulgte ester , op paa anden Sal , 
hvor ban ringede paa Dørklokken . 
Et Øieblik efter blev Døren aabnet og Petrea 
viste jeg . 
„ Min Gud ! “ udbrød hun forsfrækket „ Hvad 
seer jeg ! “ 
„ Det er Anna ! Tantes svarede Vilhelm hurigt . 
„ Men lad os komme ind at vi kunne saa klædt 
hende af og at hun kan komme iseng snarest . Jeg 
skal snart fortælle Dig hvad der har tildraget sig . “ 
Petrea traadte nu tilbage , og lod Bonden træde 
ind efterfulgt af Vilhelm . 
Petrea hentede hurtig et Tæppe og bredte det over 
en Lænestol . 
„ Vil De sætte hende her , “ sagde hun henvendt 
til Bonden . 
Han efterkom Opfordringen . 
Bonden tog derpaa Afsfed efterat have erholdt 
mange Taksigelser af Vilhelm . 
„ Jeg løber nu til vor Huslæge “ sagde Vilhelm 
„ for at han kan komme herhen strax . “ — 
„ Men ! “ tilføiede han strax efter . „ Det er jo 
sandt , jeg er ganske vaad , og kan derfor ikke løbe ned 
af Gaden saaledes . — Jeg maa bede Jomfru Krog 
hente ham . — Imedens vil jeg slifte Linned og Klædningsstykker . “ 
Han 
gik ind i det tilstødende Værelse : 

Strax efter kom Jomfru Krog farende ind raabende : 
„ Ih 
Du forbarmende Gud , hvilken en Redelighed . 
— De har jo været i Begreb med at drukne . 
— Men jeg maa afsted efter Lægen til hende der . “ 
Med disse sidste Ord mente hun Anna . 
Hun havde Hat og Schavl paa , og i en Fart 
var hun ude af Døren til Trappegangen , 
Den gode menncflekjærlige Petrea gav sig nu til 
at afklæde Anna . 
Derpaa vadflede hun hendes Ansigt og Hænder 
der vare saa smudsige af det urene Vand , hun 
havde været i . 
Da dette var flet , bar hun hende ind i et andet 
Værelse og lagde hende hen i en Seng . 
Derpaa vendte hun tilbage til det første Værelse 
før at tage den Vanvittiges Klæder bort . 
Idetsamme traadte Vilhelm ind . 
Han havde nu faaet et andet Sæt Klæder paa , 
og havde desuden vadflet sig fuldstændig reen . 
Han fortalte nu fin Tante , hvad der var fleet 
denne Dag i Søndermarken . 
Dagen før havde han ligeledes fortalt Sammenstedet 
med den Vanvittige , og Jomfru Krog , og hans 
Onkel , Petreas Mand , vidste derfor Forholdet . 
Da Vilhelm havde talt tilende sagde Tanten . 
„ Men Vilhelm , er Du nu ikke syg ovenpaa den 
Tour ? “ 
„ Nei aldeles ikke Tante , “ svarede Vilhelm oprigtig . 

„ Jeg tilstaaer , det var et stygt Bad , men nu 
er det overstaaet , og jeg har frelst den stakkels Anna , 
og det opveier det andet . Maaske ! “ tilføiede han langsomt , 
„ at det vilde have været bedre for hende , 
om hun havde fundet Døden , men iethvert Tilfælde 
kunde jeg dog ikke staa og see paa , at hun skulde forlade 
det Jordiske paa denne Maade ! “ 
Idetsamme vendte Jomfru Krog forpustet tilbage 
: 
„ Puh ! “ stønnede hun , „ Lægen er lige i Hælene 
paa mig ! Hun er da vel kommen 
iseng ? “ 
„ Ja ! “ svarede Petrea . 
„ Det var rart , saa kommer han lige tilpas ! “ 
tilføiede Jomfru Krog . 
Strax efter ankom Huslægen . 
Han blev vist ind i det Værælse , hvor den Vanvittige 
laa , og Petrea fulgte med ham . 
Jomfru Krog , som blev tilbage med Vilhelm , 
sagde nu : 
„ Vilhelm Du maa endelig fortælle mig , hvorledes 
Alt dette er gaaet for sig ! “ 
Vilhelm fortalte hende det , som han havde meddelt 
fin Tante . 
„ Du er en herlig Dreng , min gode Vilhelm ! “ 
sluttede Jomfru Krog . 
Lægen kom nu tilbage , efterat have seet til Patienten 
og forordnet noget Midicin . 

„ Naa , hvorledes gaaer det med hende ! “ spurgte 
Jomfru Krog . 
„ Den Tilstand , hun nu er i , kan vedblive flere 
Dage ! “ svarede Lægen . „ Det er et meget sjældent 
Tilfælde ! “ 
Jomfru Krog lod sig nøie med den Besked , og 
sagde henvendt til Vilhelm : 
„ Bare vi nu vidste , hvor hendes Hjem var ! “ 
„ Ja ! “ svarede Vilhelm „ det længes jeg ogsaa 
efter , maaske hun vil blive efterlyst , og jeg skal derfor 
hver Dag ses efter i Adresseavisen , og bliver hun ikke 
det , saa maa vi , naar hun atter vaagner op af sin 
Besvimelse , indrykke et Avertissement om hende . “ 
Og derved blev det for den Dag . 
Dagen efter indfandt Lægen fig igjen , for at see 
til sin Patient , og atter fandt han hende i samme 
Tilstand , som den første Dag , han havde seet til 
hende . 
Man skulde troe at hun var død , thi hendes 
Aandedræt var tungt , men hun levede dog . 
Lægen havde anordnet nogle Draaber og disse 
bleve heldte i Munden paa hende . 
Hun maatte kun spise forskjellige Slags Suppe , 

og det tynde heraf blev ligeledes heldt i Munden paa 
hende . 
Ved disse Leiligheder maatte man aabne Munden 
paa hende , da denne allerede var sammenknebet . 
Saaledes var Patientens Tilstand endnu . 
Vilhelm havde i disse to Dage efterseet Adresseavisen , 
for at erholde Underretning om den Vanvittige , 
blev efterlyst . 
Men nei , dette var ikke fleet . 
Fjerde Dagen efter at Anna var bleven bragt 
til Vilhelms Hjem var nu indtraadt . 
Lægen indfandt sig som sædvanlig . 
Det var om Formiddagen . 
Dag Lægen havde seet til Patienten , sagde han 
til Petrea : 
Inden en halv Time vil hun vaagne op . 
I Værelset befandt sig , foruden ovennævnte to 
Personer , Jomfru Krog og Vilhelm . 
De hørte alle Tre med Glæde denne Oplysning 
— 
En lille halv Time sad De i længselsfuld Forventning . 
Pludselig 
begyndte Anna at røre sig . 

Efter en lille Stunds Forløb slog hun Øinene 
op , og — hvilken Overraskelse for Vilhelm , han troede 
neppe fine Øine . 
Vilhelms Overraskelse var , at Annas Øine ikke 
bare Udtryk af Vanvid , men vare saa klare og 
rolige . 
Vidunder var flet — Anna havde igjen erholdt 
fin Forstand . 
Sexogfyrreogtyvende Kapitel . 
Annas Tilstand . 
Anna var som sagt vaagnet af fin Dvale . 
Men i hvilken Tilstand var hun ikke efter denne 
Opvaagnen . 
Hun , der fra fin Barndom havde mistet sin 
Forstand , hun der nu i saamange Aar havde levet 
i denne sørgelige Tilstand , hun havde nu gjenerholdt 
fin Forstand . 
Hvorledes maatte hendes Tilstand være efter 
denne vigtige Begivenhed ? 
Det skulle vi faa at høre . -- -- -- -- -- -- 

Anna havde som sagt begyndt at røre sig og endelig 
slog hun Øinene op . 
Vilhelm var da blevet saa overrasket over disses 
klare Udseende . 
„ See ! “ udbrød Vilhelm , sjæleglad henvendt til 
de Omkringstaaende . 
Alles Øine hvilede paa Annas Øine . 
Lægen vendte sig om og sagde : 
„ Det glæder mig , hendes Vanvid har forladt 
hende ! “ 
Anna reisfe sig nu op i en siddende Stilling . 
Efterat hun med Bagen af Haanden havde gnedet fine 
Øine nogle Gange , gav hun sig til afvexlende at 
stirre paa de Omkringstaaende , ligesom med en høi 
Grad af Nysgjerrighed . 
' Hnn blev aldeles ikke bange ved at see de fire Personer , 
hun syntes derimod at betragte dem med Interesse . 
Vilhelm traadte nærmere hen til Sengen . 
Han rakte sin Haand hen til Anna og sagde : 
„ Goddag Anna ! Bliv ikke bange for deres Opholdssted , 
De er i mit Hjem , hos min Tante Petrea 
og nu kan De snart komme til at tale med min Søster 
— De veed nok Olga , som jeg har omtalt for 
Dem . “ 
Anna stirrede under hans Tale med en sand 
Overraskelse , der viste sig i ethvert Træk i hendes 
Ansigt . 
Da hun intet sagde , vedblev han : 
„ Kjender De mig ikke , Anna ? “ 

Hun saae endnu lidt paa ham , derpaa rystede 
hun paa Hovedet . 
Vilhelm blev noget underlig stemt over at hun 
ikke gjenkjendte ham . 
„ Mon hun skulde have glemt , hvad der er foregaaet 
under hendes Vanvid . “ 
Dette spurgte han sig selv . 
Han vilde gjerne have dette at vide , og han vedblev 
derfor , ikke uden Frygt for , at dette skulde have 
Virkning paa hende , men han kunde dog ikke tie : 
„ Hvorfor løb De op paa Broen over det fæle 
Vand , og styrtede Dem deri ? “ 
Anna forblev aldeles ligegyldig under disse 
Ord . 
Hun vedblev at stirre paa ham uden at forstaa 
ham . 
Med det samme at hendes Forstand vendte tilbage , 
havde Erindringen om hendes Vanvid forladt 
hende . 
Der var ikke det ringeste hun kunde mindes , det 
var som hun var bleven født paany , kun med den 
Forskjel , at hun kunde tale og forstaa , hvad andre 
Mennesker talte om . 
. Hun vidste ikke af , at hun hed Anna , derfor kunde 
hun ikke forstaa Vilhelm , hun kunde ikke tro , at det 
var hende , han mente , uagtet han saa paa hende 
medens han talte . 
Da han spurgte hende , hvorfor hun løb op paa 
Broen og styrtede fig i Vandet , var huu overbevidst 

om , at det unge Menneske ikke vidste , hvad han 
sagde . 
Angaaende hende selv forekom det hende , som 
hun havde havt en lang Søvn og nu var vaagnet op 
et fremmet Sted , men aldeles ikke kunde mindes sine 
tidligere Forhold . 
I denne Tilstand var Anna , og Vilhelm begyndte 
nu at fatte noget lignende . 
Det smertede ham dog at hun ikke gjenkjendte 
ham , og nu hentydede han ikke mere til Begiven « 
hederne i HendeS Vanvid . 
Lægen bøiede sig nu ned mod hende og sagde : 
„ Er De tørstig eller sulten ? “ 
„ Tak , jeg er tørstig , “ svarede hun , „ hvis De vil 
give mig noget at drikke . “ 
Han henvendte nu nogle Ord til Petrea , og 
denne forlod Værelset . 
Strax efter kom hun tilbage med et Glas Vim 
i Haanden . 
Dette rakte hun Anna , idet hun sagde : 
„ Drik , Anna , det er Vin . “ 
Anna tog Glasset og stirrede nogle Øieblikke 
paa Vinen deri . 
Hendes Øine hvilede med et underligt Udtryk 
derpaa . 
Efter et Par Minuters Forløb udbrød hun i 
det ene Ord : 
„ Vin ! “ 

Hun sagde dette Ord i en sukkende og saa besynderlig 
Tone . 
Man skulde have troet at Erindringen om Vintyveriet 
var kommen hende i Tankerne . 
Dog dette var ikke Tilfældet . 
Det maatte ligge i et Instinkt , hun sagde det 
uvilkaarligt . 
Derpaa førte hun Glasset til Læberne og vædede 
dem med nogle Draaber Vin . 
Det saa ud , som hun først vilde smage derpaa , 
inden hun drak mere . 
Det maa dog have smagt hende , thi hun førte 
atter Glasset til Læberne og tømte det . 
Derpaa rakte hun Glasset tilbage som Petrea 
modtog . 
Lægen bad un Sidstnævnte træde længere hen i 
Værelset . 
Petrea efterkom strax Opfordringen , og han 
sagde nu : 
„ Den unge Pige er rafl , jeg har nu intet videre 
at gjøre her , kun vil jeg bede Dem om , at De vil 
give hende noget kraftig Mad at spise , da det vil være 
til hendes Gavn . “ 
„ Jeg skal sørge for at det skeer ! “ svarede 
Petrea . 
Lægen hilste nu til Afsted og gik . 
Anna lagde sig nu tilbage i Sengen , efter at 
have vinket af Petrea . 
Petrea nærmede fig hende . 

„ Min gode Dame ! “ begyndte Anna , „ vil De 
ikke nok sige mig , hvorledes jeg er kommen her og hvor 
jeg har været henne saalænge , for jeg kan flet ikke 
huske det , da jeg maa have sovet en saa lang Tid — 
Og jeg kan flet ikke finde Rede i , hvorledes det forholder 
sig ! “ 
Uagtet at hun havde ventet , at Anna vilde gjøre 
hende et lignende Spørgsmaal , blev ' hun dog noget 
forlegen derved . 
Hvad skulde hun svare herpaa . 
Hun vilde ikke fortælle , som det virkelig forholdt 
sig , da hun jo havde hørt , jat den unge Pige ikke 
troede det . 
Hun tænkte sig et Øieblik om , derpaa svarede 
hun : 
„ Det skal jeg sige Dig , mit Barn — Du har 
været i Pleie hos os i mange Aar , men for nogle 
Aar siden blev Du angreben af en Sygdom , og den 
Sygdom var af den Beskaffenhed , at Du i al den Tid 
indtil nu har været saaledes , at Du ikke har vidst , 
hvad der foregik omkring Dig , og Du kjendte heller 
ikke os . — Den Mand som nylig gik herfra , er vor Huslæge 
og han har frest Dig . — Saaledes forholder 
det sig . “ 
„ Det unge Menneske der ! “ ved disse Ord pegede 
hun paa Vilhelm ; „ var det ikke til mig han talte 
før ? “ 
„ Ia ! det er ganske rigtigt , mit Barn ! “ 

„ Men han kaldte mig jo Anna — Hedder jeg 
da saaledes ? , ' 
„ Ia Du gjør , Kjære . “ 
„ Men saa talte han jo om Broen og Vandet 
— Ved han , hvad han siger ? “ 
„ Ia derpaa kan Du stole , Anna . — Det er min 
Søstersøn , Vilhelm ! “ 
„ Var det da sandt , hvad han fortalte ? “ 
„ Ia , I vare ude at spadsere sammen , før Du 
holdt saameget af de grønne Træer , og saa løb Du 
fra ham og op paa en Bro og sprang ud i Vandet . “ 
„ Det 
er mærkværdig . — Men sig mig — hvor 
kan det være , at jeg maatte gaa ud , da jeg jo var syg 
som De før sagde ? “ 
, , Jo — jo — seer Du , mit Barn , Du kunde 
godt gaa ud og spadsere med Vilhelm , det var nemlig 
godt før Dig . “ 
„ Hvor det er underligt at jeg flet ikke kan husfe 
noget ! “ tilføiede Anna mere for sig selv end for 
Petrea . 
, , Men jeg maa endnu spørge Dem om en Tiug , “ 
vedblev hun , idet hun atter reiste sig op i en siddende 
Stilling : „ maa jeg spørge Dem om hvem der vare 
mine Forældre , for dem maa Øe jo kjende ! “ 
Det var det værste Spørgsmaal at Anna kunde 
have gjort Petrea . 
Hun var aldeles ikke forberedt herpaa , og hvad 
fluide hun i en Hast svare . 

Dog hun fattede sig snart og svarede : 
„ Jo seer Du , mit Barn , senere skal Du faa 
nærmere Oplysninger herom , men idag maa Du lade 
Dig nøie med de Oplysninger , jeg har givet Dig — 
Og da Du er en god Pige , saa lader Du Dig ogsaa 
nøie dermed — Ikke sandt ? “ 
„ Jo — ! “ svarede Anna noget nølende ; „ men jeg 
kan dog ikke begribe , hvorfor Øe ikke vil fortælle mig 
noget om mine Forældre idag . — Og underlig var 
det at da jeg dog har seet Dem inden jeg fik den 
Sygdom , Øe omtalte , saa kan jeg dog ikke huske at 
have seet Dem før — Men naar Øe ikke vil sige 
mig det nu , saa — saa , maa jeg jo vente til Øe selv 
finder det forgodt ! “ 
„ Det er mig kjært , Anna , at Du taler saaledes , “ 
svarede Petrea glad over at være sluppet fra at give 
mere Forklaring foreløbig . 
„ Maa jeg ikke komme op af Sengen og klæde 
mig paa ? “ spurgte nu Anna . 
„ Du maa endnu blive liggende idag , Anna , “ 
svarede Petrea , „ men imorgen skal Du faa Lov til at 
komme op . “ 
Da Anna gjorde fit Spørgsmaal , indsaa Petrea 
strax , at hun ikke kunde komme op den Dag , det 
kunde være galt nok næste Dag , da hun i Øieblikket 
ikke havde nogle Klædningsstykker til at give hende 
paa , undtagen dem , som hun havde paa , da hun 
blev bragt derhjem , og dem vilde Petrea ikke give 

hende paa , da disse vare saa tarvelige som de kunde 
være . 
Hun frygtede for , at naar Anna saa disse Klædningsstykker , 
fluide fatte Mistanke om , at det ikke 
forholdt fig som hun ( Petrea ) havde fortalt hende , 
og det vilde hun ikke have . 
Anna lod fig nu nøie hermed . 
Dagen efter var Anna endelig kommen op af 
Sengen . 
Hun var nu iført en lang net Kjole , og HendeS 
Haar var sat smukt op med nette Fletninger i 
Nakken . 
Petrea havde sagt til hende , at hun skulde sige 
Du til hende , da hun jo paa en Maade var hendes 
Moder , og Anna gjorde det ogsaa . 
Petrea havde sagt til Vilhelm : 
„ Kjære Vilhelm , Du maa skrive et Avertisse - 
ment angaaende Anna , for om muligt at Forældre 
eller dem , som hun hører til , mulige » kunde melde 
sig . Jeg skal nok sørge for , at Anna bliver i den 
Tro , at det er saaledes som jeg har fortalt hende 
det . “ 
Vilhelm skrev samme Dag et Avertissement angaaende 

Anna , og Jomfru Krog besørgede det paa 
Adressekontoret . 
Syvogfyrretyvende Kapitel . 
Fremlysningen . 
Vi ville nu vende tilbage til to andre af vore 
Hovedpersoner , nemlig Jocumsen og hans Huns « 
holderfle . 
Dagen efter fidstomtalte Dag sad eller rettere 
laa Jocumsen paa fin gamle Plads ved Vinduet . 
Han røg ligeledes nu af fin Pibe og læste desuden 
i en Avis . 
Husholdersken sad ved det andet Vindue og var 
beskjæftiget med at sømme et Lommetørklæde . 
Da Jocumsen havde læst i Avisen , hvad der 
interesserede ham , lagde han den hen , lukkede Øinene , 
dog det var ikke for at sove , thi han vedblev 
at ryge . 
Hlm lukkede Øinene som han mente for bedre 
at fænke . 
Hvad var det , der saaledes beskjæftigede hans 
Tanker ? 

Hans Datter ? 
Ja saaledes var det . 
Hvad tænkte han vel om hende ? 
Det skulle vi nu faa at høre . 
Hver Dag fra den Dag , at Anna var forsvundet , 
havde han gjennemgaaet i Tankerne en Monolog , omtrent 
saalydende : 
„ Anna er borte . — Hvor er hun ? — Vil hun 
atter vende tilbage til sine Plejeforældre ? — Er hun 
død eller levende ? — Hvilket er det bedste ? — Bar 
det ikke bedst , naar hun var død ? — Hvis hun var 
dsd , var det saa ikke bedre for hende selv , og maaske 
for mig ? — Hvor hendes Liv maa være sørgeligt ! 
— Og hvem er Skyld deri ? — Jeg er Skyld deri , 
kun jeg og ingen anden — Dersom hun har samme 
Tanke . — Hvad maa jeg da ikke være for hende ? 
— Hun vil aldrig føle nogen Kjærlighed for mig . 
— Men jeg — føler jeg da ingen Kjærlighed for 
hende ? O jo sikkert , det mærker jeg altfor vel — 
Blot hun vil vende tilbage , da maaske hun vil kunde 
tilgive mig — O , gid hun maatte vende tilbage , hvor 
jeg da skulde gjøre for hende hvad der stod i min 
Magt . — Men nei , hun vender neppe tilbage , hun 
er naturlig omkommen paa en eller anden Maade — 
Maaske hun er druknet og hendes Lig flyder i Vandet , 
hvorfor skulde der ellers fletingen Underretning komme 
om hende . “ 
Naar han var kommen saalangt , blev han saa 
underlig tilmode . 

Han mumlede da gjerne halvhøjt : 
„ Ak , Anna , kan Du tilgive Din Fader ? “ 
Saalangt kom han ogsaa i den denne Dag , 
da han med lukkede Øine verlod sig til sine Tanker . 
Husholdersken saa med et skjelende Øiekast over 
paa fin Herre ved disse sidste Ord , som han mumlede 
halvhøjt . 
Hun fløg dog strax Øinene ned igjen paa sit 
Arbeide . 
Jocumsens Tanker fortsattes saaledes : 
„ Jeg føler med mig selv , at dersom Anna ikke 
vender tilbage og bliver hos mig og vil skjænke mig 
sin Kjærlighed , da føler jeg nu at jeg Intet vil have 
mere her at leve for og ønsker mig Døden langt hellere . 
Han tænkfe og overtænkte atter over det Omtalte , 
men fik kun det samme Resultat ud deraf . 
Han aabnede nu Øinene og stirrede uvilkaarligt 
ud paa Volden . 
Da han havde siddet en lille Tid saaledes , 
vendte han sig plndselig om mod^ Husholdersken og 
udbrød : 
„ Har Du hentet Adresseavisen “ . 
„ Nei ! “ svarede hun . 
„ Hvorfor har Du ikke det ? “ 
„ Jeg vidste jo ikke , om De vilde have den idag ? “ 
„ Det forekommer mig dog ? “ vedblev han i en 
vredladen Tone , „ at jeg har sagt til Dig , at jeg 
indtil videre ønsker Adisen hver Dag ! “ 

„ Saa har jeg misforstaaet Dem “ , svarede hun 
kort . “ 
Hun reiste fig op . 
„ Skal jeg hente den nu ? “ tilføiede hun . 
„ Naturligvis ! “ var Saaret . 
Lene gik ind i fit eget Værelse og tog et Schavl 
paa , kom saa tilbage og vilde forlade Værelset . 
Jocumsen standsede hende med de Ord : 
„ Det er bedst , Du gjør Dig et Ærinde , see her 
er Penge — Kjøb mig et Pund Tobak , af den Sort 
jeg pleier at faa ! “ 
Lene tog Pengene og gik . 
Jocumsen havde fra den Dag , efter at han fik at 
vide , at Anna var forsvundet , laant Adresseavisen i 
Urteboden i Nærheden , som havde hans Søgning . 
Han saa efter iblandt Fremlysningerne , for at 
faa Underretning om Anna var indlagt paa Druknehuset , 
oa han som omtalt nærede den Tanke , at hun 
var druknet . 
Lene var altsaa gaaet i Urteboden for at kjøbe 
Tobak til fin Herre , samt laante Adresseavisen . 
Hvorledes mon hun egenlig syntes herom , ikke 
med Hensyn til dette Ærinde alene , da hun i den 
forløbne Maaned havde mange saadanne , hvad mon 
hun syntes om saaledes at have en Tjenestepiges 
Pligter , hende Ex-Grossererfruen , dette maatte være 
tungt , unægtelig meget tungt for hende , men derved 
var Intet at gjøre , det kunde ikke blive anderledes . 
Hun havde nemlig strax , da de flyttede ind i 

deres nye Leilighed , villet overtale Jocumsen til at 
holde en Tjenestepige , men det vilde han paa ingen 
Maade indlade sig paa . 
Han havde til Aarsag , at han ikke vilde holde nogen 
Sladdertaske , der kunde sortcelle Andre om deres 
Forhold , og alt Andet . 
Lene havde sat et surt Ansigt , ved dette Afflag , og 
var bleven meget fornærmet derover , men Jocumsen 
havde da sagt , at ønskede hun det anderledes end han 
vilde have det , saa kunne hun gjerne gaa strax og behøvede 
ikke mere at betræde hans Dørterflel . 
Dog dette havde Lene aldeles ikke Lyst til nu , da 
han var det eneste Menneske , hun kunde henvende sig 
til ; nu vare jo alle andre Mennesker fremmede før 
hende . 
Derfor blev hun og fandt sig stiltiende i at rette 
sig efter sin fordums Herre . 
Lene havde udrettet sit Ærinde , og vendte tilbage 
med Tobakken og Adresseavisen . 
Jocumsen tog nu Avisen , og hvad han først saa 
efter var det Sted , der bar til Overskrift : 
Fremlysning . 
Næppe havde han faaet Øie paa de første Linier 
af Indholdet før han formelig flugte Resten . 
Der var kun et Avertissement under denne Overskrift , 
og det lsd som følgende : 
„ Vedkommende , som maatte have Bekjendtskab til en 
„ nng Pige i en Alder af 18 Aar , ved Navn Anna , 

„ der lider af Vanvid , anmodes om at indlægge 
„ Billet mrkt . 107 paa Bladets Kontor . “ 
Da Jocumsen havde læst dette Avertissement to 
Gange igjennem rakte han Avisen til Lene , viste hende 
dette Stykke og sagde : 
„ Læs ! “ 
Lene tog Avisen og læste Avertissementet . 
Begge vare tvivlraadige 
„ Er hun død eller lever hun ? “ 
Dette Spørgsmaal gjorde de Begge dem selv . 
Lene ønskede at Anna . var død . 
Jokumsen ønskede derimod , at hun var levende . 
Avertissementet gav ingen Oplysning herom . 
„ Hun maa sikkert leve “ udbrød Jokumsen , thi 
det er fra private Folk , eftersom der skal indlægges 
Billet ! “ 
Lene tænkte det samme , men ønskede dog at det 
ikke maatte være Tilfældet . 
Jokumsen drog et dybt Suk , det var som en 
Steen var falden fra hans Bryst ved at læse denne 
Efterretning . 
Han strev strax en Billet ' indeholdende de fornødne 
Oplysninger . 
Da den var færdig maatte Lene afsted med den 
paa Adresfeknotvret . 



Otteogfyrretyvende Kapitel . 
Fader og Datter . 
Lene begav fig hen til Adressekontoret med den 
af Jocumsen skrevne Billet angaaende hans Datter , 
Anna . 
Som Læseren veed laa det ikke i Lenes Plan , at 
Fader og Datter skulde gjenforenes . 
Paa Veien til Adressekontoret overtænkte hun , 
om hun fluide lade være ut indlægge den omtalte 
Billet . 
Vilde Jocumsen mon opdage hendes , man kunde 
kalde , Bedrageri ? 
Dette spurgte hun sig selv . 
Dersom Billetten ikke blev indlagt , vilde Fader 
og Datter neppe blive gjenforenet . 
Hun svarede sig selv : 
„ Nei , det gaaer ikke an . — Dersom jeg ikke afleverer 
Billetten paa Kontoret , vil den Averterende ikke 
indfinde sig og Jocumsen vil da faa Mistanke til 
mig , ja , han vil maaske rent ud beskylde mig for , 
hvad der i saa Tilfælde var Sandhed . “ 
Hun besluttede derfor at aflevere Billetten paa 
det rette Sted . 
„ Maaske at hun er død , “ tilføiede hun . „ I 
Stokhusslaven Spren Viintyv . 

ethvert Tilfælde vil jeg faa at vide , om det er saa 
— og — saa tager jeg senere Forholdsregler . “ 
Og dermed blev det . 
Lene indlagde derpaa Billetten paa Adressekontoret . 
Det 
var Dagen efter . 
Vi befinde os i Vilhelms Hjem . 
Klokken slog ti , da Døren , der førte ud til 
Trappegangen , blev aabnet og Vilhelm med et glad 
Ansigt traadte ind . 
Kun Petrea og Jomfru Krog befandt fig i det 
første Værelse . 
Saasnart Vilhelm havde lukket Døren , udbrød 
han , idet han samtidig fremtog Jocumsens Billet af 
Lommen : 
„ Nu har vi Oplysning og skal snart faa endnu 
mere . “ 
„ Gudskelov ! “ udbrød de to Fruentimmer paa 
engang . 
Vilhelm rakte Petrea den aabnede Billet , idet 
ban vedblev : 
„ Jeg aabnede den henne paa Kontoret , da jeg 
avr for nysgjerrig til at vente til jeg kom herhjem . 

Vi kan henvende os til en Hr . Jocumsen ved 
Nørrevold . “ 
„ Ja , det er ganske rigtig , “ svarede Petrea , der 
nu havde læst Billetten . 
„ Men der er en Ting , jeg finder besynderlig , “ 
sagde Vilhelm , „ den første Dag , jeg traf Anna , fortalte 
hun , da jeg spurgte hende om , hvor hun boede , 
at det var der , hvor der var saamange Skibe og 
dette er da ikke Tilfældet ved Nørrevold . “ 
„ Kjære Vilhelm , det er jo hellerikke sikkert , at 
det er de Folk , hun var hos , som har indlagt Billetten , 
det kan jo være Nogen , som kjender hende og derfor 
vil meddele os nærmere Oplysninger . “ 
„ Ja , Du har Ret , Tante , det kan være rigtigt , 
det tænkte jeg ikke over . 
„ Naar vil Du gaa derhen ? “ 
„ Jeg kan vel ligesaa gjerne gaa strax . “ 
„ Ja , gjør Du kun det ! “ 
„ Desto hurtigere faaer vi jo nærmere Oplysninger 
— Og jeg længes meget derefter . “ 
„ Men , glem nu ikke hvorledes vi maa forholde 
os med Anna , og meddel ham det , da det vel 
ikke er Folkene , der tilhører hende , som har indlagt 
Billetten , saa underretter naturligvis Hr . Jocumsen 
Dig derom og gaa saa strax hen til de Personer , som 
han opgiver . “ 
„ Stol derpaa , Tante . — Det slak sle i en 
Fart ! “ 

Vilhelm forlod nu atter fil Hjem og begav fig 
paa Veien til Nørrevold . 
Udenfor det i Billetten angivne Husnummer 
standsede han og saa lidt op og ned af Stedet . Derpaa 
gik han op i Huset og bankede paa Jocumsens 
Dør . 
Han maatte banke to Gange paa , førend han 
hørte at Nogen nærmede sig Døren . 
Vi træffe Hr . Jocumsen i sin gamle Stilling 
ved Vinduet dampende af sin Pibe . 
Atter var han saa fordybet i fine Tanker . 
Atter dreiede hans Tanker sig om hans Datter . 
Lene sad og læste i Dagsavisen , som Jocumsen 
nyligt havde læst i . 
Det havde banket paa Døren , uden at hverken 
den Rygende eller den Læsende havde hørt det . 
Nu bankede det for anden Gang , og nu hørtes 
det af Begge . 
Jocumsen tog hurtig Benene ned af den ene 
Stol . 
Ved denne Banken antog hans Ansigt et Udtryk 
af Glæde og Forventning . 

„ Det maa være angaaende Anna , “ var hans 
Tanke . 
Han sagde nu , henvendt til Lene : 
„ Luk op ! “ 
Lene efterkom Opfordringen . 
Da hun havde aabnet Døren , stod et ungt 
Menneske for hende . 
Det var Vilhelm . 
Lene havde anet det samme som hendes Herre , 
men der viste sig ingen Glæde kun Forventning i 
hendes Ansigt . 
„ Tillad mig at spørge , om det er her at Hr . 
Jocumsen boer ? “ udbrød Vilhelm . 
„ Ja ! “ svarede Lene . 
„ Er Hr . Jocumsen tilstede ? “ 
„ Ja . Værsaagod træd ind . “ 
Vilhelm efterkom Opfordringen . 
Jocumsen havde reist sig op . 
Han besvarede Vilhelms Hilsen . 
„ Jeg kommer i Anledning af en Billet , som De 
har indlagt paa Adressekontoret angaaende en ung 
Pige ved Navn Anna . “ 
Jocumsen satte en Stol frem , idet han sagde : 
„ Behag at sætte Dem ned . “ 
„ Tak ! “ 
Vilhelm satte sig . 
Da Jocumsen allerførst ønskede at vide , om hans 
Datter levede , spurgte han strax : 
„ Jeg beder Dem sig mig , lever hun ? “ 

„ Ja ! hun lever ! “ 
„ Gudskelov ! “ udraabte han inderlig . 
„ De er maaskee en Slægtning til hende ! “ vedblev 
Vilhelm . 
„ Om jeg er en Slægtning til hende . Ja . — 
O ja ! “ — 
Jocumsen blev pludselig taus . 
Vilhelm undrede sig over Mandens Tale , og han 
afbrød den opstaaede Taushed , idet han sagde : 
„ De er maaskee Nærbeslægtet med hende . Maaskee 
De er saa god at underrette mig om , hvem der 
er hendes Forældre ? “ 
„ Jeg -- jeg er hendes Fader ! “ sagde han i en 
besynderlig Tone ! “ 
Vilhelm reiste fig overraskende op af Stolen ved 
dette Udraab , og stirrede paa Faderen . 
Han havde en dunkel Anelse om Faderens Fortid , 
eftersom Anna havde talt meget om denne i sin 
Vanvid . 
Nu stod denne Fader for ham ; og han blev saa 
underlig tilmode . 
Han fattede sig snart , og sagde , henvendt til Lene : 
„ De er maaskee hendes Moder ? “ 
„ Jeg ! “ udbrød Lene overrasket , men tilføiede 
strax efter : „ nei ! — Hendes Moder er død ! “ 
„ Jeg beder Dem undskylde mig ! “ 
Lene bukkede , hun var bleven staaende opreisf og 
havde lyltet med stor Forventning paa Samtalen og 
hun ventede paa at den skulde fortsættes . 

„ Men jeg beder Dem ! tog Jocumsen atter tilorde , 
, , at fortælle mig Alt hvad De veed om hende . “ 
Vilhelm fortalte nu Alt hvad han vidste , og tilføiede 
i Slutningen hans Tantes Plan , om , at hun 
havde ladet Anna blive i den Tro , at hun havde 
været i Pleie fra Barn af hos hans Tante , og at 
Anna maatte vedblive at være i denne Tro , da det 
jo ogsaa var det rigtigste . 
Da Vilhelm havde talt tilende , greb Jocumsen 
hans Haand , trykkede den og sagde med Varme : 
„ Tak fordi De har frelst min Datter ; jeg kan 
ikke noksom takke Dem ! “ 
Derpaa tilføiede han , men rolig , da han nu 
vilde fortælle en Usandhed , for at staae i et godt 
Lys hos det unge Mennefle og dennes Families 
Øine . 
„ Fra sit ottende Aar har min Datter været i 
Pleie hos nogle Folk ude paa Toldboden . Jeg var 
nødt til at sætte hende i Pleie , da jeg dengang 
maatte gjøre en Forretningsrejse ; hendes Moder var 
død . Jeg har opholdt mig i Vestindien paa Grund af 
private Forhold , og er nu for nogen Tid siden kommen 
tilbage , og nogle Dage efter Hjemkomsten begav 
jeg mig ud paa Toldboden for after at tage min 
Datter til mig , men fik da den sørgelige Tidende at 
høre , at hun var forsvundet . Hun har været vanvittig 
fra sit fjerde Aar . Det skete nemlig ved at 
hun en Dag faldt ud af et Vindue fra 3die Sal , 
hvor vi dengang boede , stakkels Barn . Hun har 

siden den Tid havt den sørgelige Idee , at jeg er 
Skyld i hendes Ulykke og har leveret en skændig 
Fortælling om mig , som hun fortæller saa ofte til 
Fremmede , hun har bestemt ogsaa fortalt Dem det , 
nemlig om den sorte Kjælder , og Manden med Jldøinene -- -- -- -- ! “ 
Jocumsen 
standsede , han fremtog sit Lommetørklæde 
og tørrede Sveden af Panden . 
„ Jo , ganske rigtigt ! “ tog Vilhelm tilorde , idet 
han saae vist paa Jocumsen , der ikke vovede at see 
paa det unge Menneske . 
Vilhelm mumlede : 
„ Mon det skulle være sandt , hvad dette Menneske 
fortæller -- -- -- -- -- dog nei , jeg troer det ikke . 
Han har en Forbrydelse paa sin Samvittighed . Han 
har maaskee været straffet , han vil retfærdiggjøre sig 
ved den Historie , og gjøre Annas Ord til Usandhed . 
Men dog , han er maaskee straffet haardt nok — desuden 
har jeg jo intet dermed at gjøre , lad ham faae 
sin Datter tilbage . Maaskee ? jo jeg troer næsten 
denne Mand , eller ialtfald lader ham blive i den 
Tro ! “ 
Hvad mon Lene tænkte om Jocnmsens Forklaring 
? 
Hun bifaldt hans Historie med Glæde ; thi ved 
denne Leilighed blev hendes eget Navn ikke nævnet . 
Jocumsen var inderlig glad over at have givet 
saa god en Forklaring , thi han var nu overbevidst 
om , at det unge Menneske troede ham , og denne fortalte 

det naturligviis til fin Familie igjen , og saa 
stod han , Jocumsen , nogenlunde uplettet i disses Øine 
— vel ikke ganske , thi det var rigtignok unaturligt at 
forlade fin vanvittige Datter , men som sagt , det var 
af nødvendige private Grunde . 
„ Maaskee det er muligt , at jeg kan følge med 
Dem hjem nu , da jeg længes efter at gjensee min 
Datter ! “ fortsatte han . 
„ Som De ønsker ! “ svarede Vilhelm med tvungen 
Opmærksomhed , thi han nærede den største Antipati 
ved denne Mand . 
„ Lene ! “ vedblev Jocumsen , henvendt til Husholdersken , 
„ hent min Overfrakke , Hat og Stok ! “ 
Vilhelm gyste , da han hørte Fruentimmeret blive 
benævnet med Navnet : Lene . 
Det var jo dette Navn , Anna i sit Vanvid havde 
omtalt , som sin anden Moder ; Lene , der var med i 
den sorte Kjælder . 
Dette Fruentimmer kjendte altsaa Iocumsens Liv , 
og maaskee var hun meddeelagtig i Forbrydelsen . 
Vilhelm syntes ikke rigtig om , at Anna skulde 
opholde sig i disse to Personers umiddelbare Nærhed , 
men det kunde ikke blive anderledes . -- -- -- -- -- -- 
Lene havde hentet Jocumsens Overfrakke , Hat og 
Stok , som han iførte sig . 
„ Jeg er færdig ! “ sagde han , henvendt til Vilhelm . 
Vilhelm 
reisfe sig . 
Nu syntes det ham saa besynderligt at skulle 

følge med denne Mand ned af Gaden , han kunde 
ikke rigtig bekvemme sig dertil strax . 
Dog , snart blev han enig med sig selv at følge 
med ham . 
De begav sig Begge til Vilhelms Hjem . 
Dørklokken ringede . 
Jomfrn Krog traadte ind i det første Værelse 
og lukkede op . 
Det var Vilhelm , der havde ringet . 
Han traadte nu ind tilligemed Jocumsen . 
„ Det er Hr . Jocumsen ! “ udbrød Vilhelm , idet 
han forestillede denne for Jomfru Krog . 
Henvendt til Jocumsen , vedblev han : 
„ Jomfru Krog ! “ 
Sidstnævnte besvarede nu Førstnævntes Hilsen . 
Vilhelm vedblev henvendt til Jocumsen : 
„ Vær saa god at sætte Dem ned , saa skal jeg 
imidlertid underrette min Tante om Deres Nærværelse ! “ 
„ Tak ! “ 
sagde Jocumsen , idet han satte sig . 
Vilhelm og Jomfru Krog forlode un Værelset . 
Vilhelm underrettede fin Tante om Jocumsens 
Nærværelse . 

Efterat Vilhelm havde fortalt hende , i Jomfru 
Krogs Paahsr , hvad Iocumsen havde meddeelt ham , 
gik hun med ind til Iocumsen . 
Jomfru Krog fulgte selvfølgelig med . 
Iocumsen reiste sig op ved Petreas Indtrædelse . 
Efterat de havde talt noget sammen , tilføiede 
sluttelig Petrea : 
„ Jeg skal nu underrette Anna om , at hendes 
Fader er her . Vi vil faae at see , hvorledes hun vil 
modtage Dem , min Herre , men jeg haaber godt ! “ 
Hun forlod atter Værelset . 
Kort efter vendte hun tilbage med Anna ved 
Haanden . 
Saasnart Anna fik Øie paa sin Fader , traadte 
hun uvilkaarlig et Skridt tilbage og tog fin Haand 
ud af Petreas . 
„ See Anna ! ^ sagde Petrea venligt , „ denne 
Herre er Din Fader . “ 
„ Han ! “ 
Dette ene Ord sagde Anna i en saa besynderlig 
Tone , ja næsten foragtende . 
Iocumsen nærmede sig hende ; rakte Haanden ud 
mod hende , idet han meget bevæget sagde : 
„ Kjender Du mig ikke , Anna ? — Mig , din 
Fader , ham , Du ikke har seet saa længe ? “ 
Anna traadte endnu længere tilbage , og vilde 
ikke modtage hans fremrakte Haand . 
Hun kunde ikke bekvemme sig til at tage den 
i fin . 

Og hvorfor ? 
Det vidste hun ikke selv . 
Hun syntes at have en vis Afsky for sin 
Fader , dog kunde hun ikke selv forklare sig Grunden 
til , hvorfor hun viste sig saa besynderlig frastødende 
imod ham . 
Hun kunde dog aldeles ikke erindre at have seet 
denne Mand før , som kaldte sig hendes Fader . 
Idet hun gik henimod Døren , sagde hun : 
„ Nei , det er ikke min Fader ! “ 
„ Jo Anna ! kom , jeg er din Fader ; følg med 
mig til mit Hjem , saa skal Du saae det saa inderlig 
godt . Jeg- stak gjøre Alt for Dig . -- -- -- -- “ 
Jocumsen sagde disse Ord i en saa bønlig Tone , 
som det var ham muligt . 
Men det gjorde intet Indtryk paa Anna . 
Hun greb Petreas Haand og sagde bedende : 
„ Min kjære Moder , jeg beder Dig , maa jeg 
blive hos Dig ? “ 
„ Du hører jo , kjære Barn , at din Fader agter 
at tage Dig til sig igjen ! “ svarede Petrea . 
„ Nei , jeg vil ikke med ham ! “ 
„ Kjære Anna , hvorfor vil Du ikke mere hjem 
hos din Fader , “ vedblev Jocumsen bedende . 
Anna svarede intet herpaa . 
I hvilken Stemning maatte ikke hendes Fader 
være ? 
Hvor det gjorde ham ondt , at hans Datter forstødte 
ham . 

Han , som havde haabet , at hun skulde leve hos 
ham , som da vilde forbedre sig , for ham der havde 
begyndt at angre . 
Nu lige med Et forsvandt hans skjønne Drømme . 
Han indsaae selv , at alt Andet vilde være ham 
ligegyldigt . 
Det var haardt for ham , men han maatte finde 
fig i Skjæbnen . — Det var en Straf af Gud . 
Dog — han fattede et Haab — maaskee Anna 
vil betænke sig til Dagen efter . 
Han sagde derpaa til hende : 
„ Anna ! jeg vil komme igjen imorgen , betænk 
Dig da og følg med mig , — i modsat Tilfælde gjør 
Du mig ulykkelig ! “ 
Anna rystede benægtende paa Hovedet . 
Hun sagde , henvendt til Petrea , i en hviskene 
Tone : 
„ Moder , maa jeg ikke blive her ! O , — O ! 
siig ja ! “ 
Det var jo ikke saa nemt for Petrea at svare 
paa — thi hun fluide jo opdrage og forsørge hende , 
og eftersom hun ingen Formue havde , kunde hun ikke 
gaae ind derpaa . 
Hun svarede derfor : 
„ Lad os see Tiden an til imorgen , saa kan vi 
jo tale nærmere derom . “ 
Og derved blev det . 
Jocumsen gik bedrøvet tilbage til sit Hjem . 

Han underrettede Lene om hvad der var forefaldet , 
og denne glædede sig inderlig derover . 
Anna skulde neppe holde sit Indtog i dette 
Huus . 
Dette var hendes lykkelige Tanke . 
Dagen efter indfandt Jocumsen sig atter i hans 
Datters nye Opholdssted . 
Han saae ganske syg ud . 
„ Mon hun skulde have fliftet Tanke — Hvorfor 
vil hun ikke samles med mig ? — — Det maa vel 
være en vis Antipati , hun nærer mod mig , da hun 
jo Intet veed om fin Fortid — ak ja ! “ 
Disse og lignende vare hans Tanker paa Veien 
derhen . 
Kort efter befandt han sig atter i Vilhelms 
Hjem . 
Petrea , Vilhelm og Jomfru Krog vare tilstede i 
det forreste Værelse . 
Efterat Jocumsen havde hilst , var det første 
Udbrud : 
„ Har hun betænkt sig ? “ 
„ Nei , “ svarede Petrea , „ det er det samme som 
igaar . “ 

„ Maaske De vil lade hende komme herind , jeg 
vil endnu engang prøve paa at overtale hende — vil 
det da ikke lykkes mig , faaer det at være som det er , 
Jeg har i det Tilfælde overtænkt en Plan og vil høre 
hvad De mener derom . “ 
Petrea svarede intet paa de sidste Ord , men 
sagde : 
„ Jeg skal hente hende herud — maaske det vil 
lykkes Dem , men jeg tvivler derom — jeg har selv 
igaar talt meget derom med hende , men forgjæves — 
Bil De med Magt føre hende til Deres Hjem , løber 
hun sikkert derfra og — — De resikere hun gjør 
en Ulykke paa sig selv . “ 
„ Det vil jeg hellerikke — kun med det Gode 
skal hun følge mig . “ 
Petrea forlod Værelset og vendte strax efter tilbage 
med Anna ved Haanden . 
Den unge Pige søgte at faa sin Haand fri , men 
Petrea holdt fast . 
„ Men Anna dog ! “ udbrød Petrea . „ Du opfører 
Øig jo som et Barn . — Skam Øig dog — der 
er jo Ingen , der vil gjøre Øig Fortræd . 
Hun havde strax faaet Øie paa sin Fader , og 
idag vedblev hun længe at stirre paa ham . 
Jocumsen kunne ikke udholde dette Blik han 
maatte slaa Øinene ned . 
Efter et Øiebliks Forløb talede han til hende , 
han spurgte hende atter om hun vilde tage hjem til 
ham . 

Hun rystede benægtende med Hovedet . 
Jocumsen søgte nu at overtale hende , paa alle 
Maader , — men forgjæves . 
Han sagde da henvendt til de andre Personer . 
„ Maa jeg ikke tale et Øieblik med hende i Enerum ? 
— Maaske da -- -- -- -- -- -- -- ! “ 
Næppe havde Anna hørt dette , før hun , der havde 
faaet sin Haand ud af Petreas , var løbet ind i et 
indre Værelse . 
Jocumsen tilføiede nu : 
„ Jeg indseer , mine Overtalelser ere unyttige . — 
— Vil Øe da indgaa en Overenskomst med mig , 
da hun saa gjerne vil blive hos Dem ! “ 
„ Hvis det kan lade sig udføre ! “ svarede Petrea . 
Jocumsen vedblev : 
„ Sagen er den , at jeg igaar havde overtænkt , at 
hvis hun ikke skulde have sfiftet Tanker , da skulde 
jeg forespørge hos Dem , om Øe vil varetage Deres 
Omsorg for hende , imod at jeg betaler Dem rigelig 
derfor . — Hun skal naturligvis erholde Underviisning 
i Læsning , Skrivning og Haandarbeide , og Øe maae 
da holde en privat Lærer til hende . — Øe maa ogsaa 
klæde hende ; hvis Øe vil gaae ind paa disse Betingelser , 
da skal Øe hver Maaned erholde udbetalt 
Deres Penge for hende . Øe har nu selv at bestemme , 
om Øe vil gaae ind herpaa , og hvormeget De forlanger 
om Maaneden . “ -- -- -- -- -- 
Sagen blev afsluttet til Begges Tilfredshed , 

i denne Retning , og Anna skulde saaledes for Fremtiden 
have sit Hjem hos Petrea . 
Da Jocumsen kom hjem fortalte han Lene hvad 
der var passeret , og ingen glædede sig mere derover 
end hun . 
I de første otte Dage nød Jocumsen kun liden 
SpiseNiogfyrretyvende 
Kapitel . 
Gamle Bekjendte . 
Henimod Aften gik Vilhelm fig en Tour paa 
Volden . 
Han gik og overtænkte de sidste Dages Begivenheder , 
der vare foregaaede i hans hidtil ensformig 
førte Tilværelse . 
Han var inderlig glad over at Anna ikke kom 
til at leve hos hendes Fader , og han kunde ikke selv 
sige sig , hvorfor det glædede ham saa meget , at hun 
for Fremtiden skulde være hos hans Tante , saa at 
han daglig kunne være i hendes Nærhed . 
Han var saa fordybet i sine Tanker om Anna , 
at han sleiikke bemærkede sine Omgivelser . 

Han blev forstyrret deri ved en Stemme , der 
udbrød : 
„ Goddag , Vilhelm . — Hvor Du er dybt inde 
i Dig selv . “ 
Vilhelm standsede og saa op . 
Et ungt Menneske paa nogleogtyve Aar stod for 
ham . 
„ Hvad , er det Dig August ? “ udbrød Vilhelm 
glad . „ Goddag , min Ven . — Hvordan har 
Du det ? “ 
Det var virkelig August Poulsen eller som hans 
nuværende Navn var Sneider , der stod for Vilhelm . 
August 
svarede : 
„ Tak , jeg har det godt og Du vel ligesaa . “ 
„ Ubetinget . — Men sig mig , Du er vel kommen 
hertil for at besøge Dine Forældre . — Det er vel 
ikke i Forretninger ? “ 
„ Net , min Ven , det er det Første . “ 
„ Naar er Du kommen ? “ 
„ Idag . “ 
„ Det glæder mig , at jeg traf Dig nu , jeg kan 
fortælle Dig nogle Nyheder . “ 
„ Og det er ? “ 
„ Husker Du Anna ? “ 
„ Anna , “ gjentog August spørgende . 
„ Ja , den vanvittige Anna . “ 
„ Hende som vi i Søndermarken havde et 

Sammentræf med for en fem til sex Aars Tid 
siden ? “ 
„ Ja hende . “ 
„ Hvad veed Du om hende ? 
„ Det skal jeg i Korthed fortælle Dig , kom , lad 
os spadsere imedens . “ 
De to Venner fortsatte deres Gang . 
Vilhelm fortalte nu August Alt , hvad der var 
foregaaet i de sidste Dage angaaende Anna . 
Han tilføiede til Slutning : 
„ Jeg kan ikke begribe hvorfor , men jeg er saa 
glad over , at Anna skal blive hos os . “ 
„ Du kan ikke begribe det , siger Du , “ tog August 
tilorde . „ Hvem veed hvad der stikker derunder — “ 
„ Hvad mener Du med disse Ord ? “ spurgte 
Vilhelm , idet han saae overrasket paa Vennen . 
„ Aa Intet , “ svarede August langsomt . 
„ Du^figer det dog ikke uden Grund ? “ 
„ Det var kun Noget , der faldt mig ind . “ 
„ Men forklar Dig dog , August . — Jeg forstaaer 
sletikke Din Tale , den er saa besynderlig . “ 
„ Bryd Dig ikke derom — Maaskee Tiden vil 
løse denne Gaade , som jeg formoder Du kalder det . 
— — Men hør Vilhelm , Fader har for en Maanedstid 
siden blandt Andet skrevet mig til , at Tiger er død , 
Du er da meget bedrøvet derover ? “ 
„ Det kan Du nok tænke jeg er — men det kan 
jo ikke nytte at blive ved at sørge over den . Du 

veed , hvor inderlig kjær jeg havde den , og jeg græd , 
da jeg erfarede Ulykken . “ 
„ Den blev jo overkjørt — ikke sandt ? “ 
„ Ja desværre , den gode Hund løb ude paa 
Gaden , og hvorledes det egentlig er gaaet til , veed jeg 
ikke . Strax efter Ulykken indfandt en Nabo sig hos 
os og underettede os om , at Tiger laa et Stykke 
henne i Gaden og var overkjørt . Jeg ilede strax 
derhen , men den var bød , hvilket Naboen ogsaa 
havde sagt . 
„ Og Olga — hun sørger naturligvis ogsaa ? “ 
„ I de første otte Dage græd hun , hvergang vi 
talte om Hunden . Nu taler vi ikke mere om den , 
for at hun ikke skal vedblive med sin Graad , ofte 
hører jeg hende sukke , det er naturligviis den gode 
Tiger , hun skjænker disse Sukke . “ 
Samtalen gik nogle Øieblikke istaa , thi nu var 
Vilhelms Tanker blevne henledte paa hans trofaste 
Hund , og han sørgede endnu , men stiltiende over 
den . — 
August afbrød Tausheden idet han sagde : 
„ Hvor skal Dn hen ? “ 
„ Ingen bestemte Steder , “ svarede Vilhelm , „ jeg 
gaaer kun en lille Tour , jeg finder det saa behagelig 
ved denne Tid . “ 
„ Saa kan Dn jo gaa med mig hjem til mine 
Forældre . “ 
„ Nei , jeg vil hellere gaa lidt endnu . “ 
„ Godt , som Du vil . “ 

„ Sig mig , “ vedblev Vilhelm , „ Du har vel været 
hjemme ester Din Ankomst ? “ 
„ Ja , strax efter min Ankomst i Formiddag . “ 
„ Ieg har ikke været hjemme hos Dine Forældre 
siden Dagen før jeg traf Anna , da jeg har været saa 
optaget angaaende hende ; Dine Forældre veed derfor 
Intet . Du har nu Nyheder at fortælle saasnart Du 
kommer hjem . “ 
De to Venner spadserede endnu noget sammen . 
Derpaa sagde Vilhelm : 
„ Hvordan synes Du om Landlivet ? “ 
„ Ieg studerer Landvæsenet med Liv og Lyst , “ 
svarede August . 
Vennerne toge nu derpaa Afsfed med hinanden , 
idet August sagde : 
„ Hils hjemme , Du kan sige , jeg aflægger et Besøg 
imorgen Formmiddag . “ 
Vilhelm svarede : 
„ Jligemaade- — Imorgen Eftermiddag skal jeg 
atter indfinde mig hos Dine Forældre . “ 
Derpaa sfiltes de ad . 
Vilhelm fortsatte endnu noget sin Tour . 
August derimod flyndte sig hjem og fortalte de 
omtalte Nyheder . 

Vi føre nu Læseren hen i en Hovedgade og op i 
et anseeligt Hus paa anden Sal . 
Paa Dørpladen staaer : 
U . Sneider , 
Oberst . 
Vi træde ind i Leiligheden . 
I en smagfuldt udstyret Dagligstue sidder en 
ældre Dame og broderer . 
Det er Oberstinde Sneider . 
Det er ikke længere den fattige og tilbageholdne 
Sabine Poulsen , men nu den velhavende Oberstinde 
Sneider . 
En mild Glæde var udbredt over hendes Ansigt 
og man kunde med Vished sige til sig selv , ved at 
betragte hende , at hun var saa lykkelig i sin Stilling , 
at der var Intet i Verden hun ønskede anderledes end 
det nu var . 
Døren til det tilstødende Værelse stod aaben . 
Det var Salen man kunde see ind i . 
Hvor der var elegant , hvilket yndigt Hjem Sabine 
havde saaet , her indenfor disse Mure herskede 
Ro og Lykke . 
Sabine vendte Ryggen mod den aabne Dør . 
En Skygge viste sig i Salen . 
Strax efter kom en Skikkelse tilsyne . 
Det var — Oberst Sneider . 
De sex forløbne Aar siden vi sidst saa ham 

havde ikke efterladt noget videre Mærke i den smukke 
Mands Træk . 
Han saa ligesaadan ud som for sex Aar 
siden . 
Han var endnu den samme muntre og venlige 
Mand og nu — en kjærlig Ægtemand . 
Han standsede paa Dørtrinnet , da han saae fin 
Kone beskjæftiget . 
Sabine havde ikke mærket hans Komme , hun 
vedblev at brodere . 
Obersten listede sig sagte hen bagved hendes 
Stol . 
Han blev et Øieblik staaende og betragtede hendes 
Arbeide . 
Derpaa bøiede han sig hurtig forover hende og 
trykkede et Kys paa hendes Læber . 
Sabine sprang op med et lille Skrig . 
Dog saa snart hun fik Øie paa , hvem det var , 
udbrød hun smilende ; 
„ Ah ! er det Dig Nicolai , hvor Du gjorde mig 
forsfrækket ! “ 
„ Blev Du virkelig forsfrækket , “ spurgte han ligeledes 
smilende , idet han lagde Haanden paa HendeS 
Skulder . 
„ Ja hvor kan Du spørge derom , rigtignok tænkte 
jeg paa Dig , men naar Du saadan kommer bagfra og 
stjæler Kys , saa har jeg jo ogsaa Aarsag til at blive 
forflrækkeet — men ! “ tilføiede hun blidt , „ jeg maa 

jo tilgive Dig det , da Du jo stadig er saa overgiven . “ 
„ Ja naar jeg har Din Tilgivelse , kjære Kone , 
saa maa jeg jo være tilfreds dermed , og Du skal 
til Gjængjæld derfor erholde et Kys , dog -- -- -- -- -- -ikke 
bagfra . “ 
Han lod Handling følge paa Ordet . 
Sabine satte sig atter ned og tog fat paa sit 
Arbeide . 
Obersten rullede en Lænesfol hen ved hendes Side 
og satte sig deri . 
„ Jeg kan flet ikke forslaae , hvad der gaaer af 
Vilhelm ! “ tog han tilorde . „ Han har nu ikke været 
her i flere Dage . “ 
„ Jeg kan heller flet ikke forstaa , hvorfor han ikke 
har været her i saa lang Tid , det er jo ikke skeet før . 
— Mon han ikke skulde være bleven syg ? “ 
„ Det troer jeg ikke , saa havde vi sikkert faaet 
Underretning derom . “ 
„ Javel , det havde vi vel . — Dersom han ikke 
fluide komme idag saa kan jo August gaa hjem til 
ham og høre , hvad der er iveien før hans lange Udeblivelse . 
— Jeg savner ham sandelig . “ 
„ Ia lille Kone , lad os det , jeg vel tilstaa at 
ogsaa jeg savner ham — Apropos , August er vil ikke 
hjemme ? “ 
„ Nei han gik ud før lidt siden , han sagde , han 
vilde gaa en lille Tour , og at han kom snart 
igjen . “ 

„ Har han sagt Dig , hvorlænge han opholder fig 
her i Byen ? “ 
„ Ia , i tre til fire Dage ! “ 
„ Den kjære Dreng , han kan vel ikke længere 
blive borte fra Godset . — Han har jo sit nu at 
passe . “ 
Obersten tog nu en Bog , der laa paa Bordet , 
og gav sig til at blade i den . 
Et Kvarteer forløb ved at Obersten af og til 
henvendte nogle Ord til sin Kone . 
Da traadte August ind . 
„ Goddag igjen , “ udbrød han . „ Jeg har Nyheder 
at fortælle Eder . “ 
„ Og det er ? “ spurgte Obersten og hans Kone 
paa engang . 
„ Husker I den vanvittige Anna , som vi for 
flere Aar tilbage traf sammen med i Søndermarken 
og som Du Fader kjøbte Blomster af ? “ 
Forældrene tænkte fig et Øieblik om , hvorpaa 
begge erindrede hende . 
Obersten svarede : 
„ Det var den lille Pige , som sagde , at hun 
skulde bede for mig i fine Bønner . — Er det ikke 
saa ? “ — 
„ Jo , Fader , det er ganske rigtigt . “ 
August satte fig og fortalte dem nu Mødet 
med Vilhelm og hvad denne havde meddelt . 
Obersten og hans Kone lyttede “ med Interesse 
til Augusts Meddelelser . 

Da August havde fortalt tilende , udbrød Oberst 
Sneider . 
„ Det er temmelig sent iaften , men imorgen Formiddag 
maa vi hjem til ham og see til den lille 
Anna — Ikke sandt , Sabine ? “ 
„ Naturligvis , kjære Nicolai . “ 
„ Jeg lovede ogsaa Vilhelm , at jeg skulde komme 
hjem til ham imorgen Formiddag — vi følges saa 
alle tre ad . — Imorgen Eftermiddag kommer Vilhelm 
herhjem , da han ikke har været her siden sit 
første Møde med Anna . “ 
Dermed blev det . 
Næste Formiddag indfandt den sneiderske Familie 
sig hos Petrea , for at see den vanvittige Pige , som nu 
havde gjenerholdt fin Forstand . 
Efterat den ældre Skou havde realiseret fine 
Eiendomme i Nordamerika , blev det ny Handelshuus 
ført under Firmaet : 
Sko « k Komp . 
Agent Hansen havde overdraget sin Forretning 
til Adolf Skou , men paa Grund af dennes Ungdom 
førte Faderen Forretningen , og saaledes blev det ovennævnte 
Firma til . 

Agent Hansen havde kjøbt et lille Sted paa 
gamle Kongevei og her var han flyttet ud tilligemed 
sine to Døttre . 
Emma ønskede hellere at Faderen havde villet 
bo paa Kristianshavn , da hun jo saa var i Adolfs 
Nærhed , men hun fandt sig dog i Faderens Ønske , 
da denne gjentagne Gange havde sagt : 
„ Mit kjære Barn , jeg ønsker i denne Sommer 
at bo derude i det Frie , da jeg der kan nydk en behagelig 
Ro — til Vinter saa — ja , Du forstaaer 
mig jo nok . — -- -- -- -- -- Desuden kan Din Forlovede 
jo alligevel ofte besøge Dig . “ 
Laura derimod gjorde ingen Indvendinger mod 
at flytte udenfor Vesterport , og derfor bleve alle tre 
da enige i denne Retning . 
Det var Eftermiddag henved Aften . 
Solen var ved at gaa ned og lod sin sidste 
Glands hvile over Naturen . 
I et skyggefuldt Lysthuus sad Emma og læste i 
en Bog . 
Det var en Kjærligheds-Roman . 
Emma læste netop et Kapitel der handlede om 

en ung Pige , der sad i sit Hjem og længtes efter fin 
Elster , som var tilsøes . . 
Fremdeles stod der : 
Den unge Pige sad saa melankolsk og stirrede 
ud af Vinduet , og hun udbrød sukkende : 
„ Imanuel , naar skal jeg atter see Dig igjen ? 
hvor det er tungt saaledes ofte at være skilt fra Dig 
Hvor ensformigt Tiden svinder ! “ 
Emma lagde Bogen i Skødet , sukkede let og udbrød 
naivt : 
„ Del gaaer mig , som med den unge Pige , jeg 
længes ogsaa efter min Ven , det er ogsaa kjedeligt , 
han kommer her kun en Gang hver Dag . — Fader 
kunde godt , for at føie mig , have blevet paa Kristianshavn , 
men ! “ Her sukkede hun „ jeg maa j > finde mig 
i det ? “ 
Hun fremtog sit Uhr , og saa derpaa . 
Atter et Suk , idet hun hviskede : 
„ Endnn en Time til han kommer , det er længe , 
men jeg vil læse imedens . 
Hun tog atter fat paa Bogen og gav fig til at 
læse . 
Pludselig hørtes en smuk Stemme synge en OperaMelodi . 
Emma 
lagde atter Bogen fra sig og lyttede : 
„ Hvor hun synger smukt ! “ sagde hun til fig 
selv . 
Den Syngende nærmede sig Lysthuset . 
Det var Laura . 

Hun slandsede i Sangen , saasnart hun fik Øie 
paa fin Søster . 
„ Ah , saa Du sidder her Du romantiske Pige — 
Jeg tænkte ikke paa , at Du muligvis sad her , det skal 
maaske herefter være Din Plads , naar Du skal 
læse . “ 
„ Er Du ondskabsfuld Laura ? “ spurgte Emma 
godmodig . 
„ Nei ikke det ringeste ! “ svarede hun , idet hun 
skjælmsk rystede med Hovedet . 
„ Hør Søster ! “ vedblev Emma i en lidt drillende 
Tone . „ Du taler om , at jeg er romantisk , 
men Du er det flet ikke mindre selv . — Du gik naturligvis 
og sang for i Din Phantasi at fremtrylle Dig , 
at en skjøn Ridder traadte hen , kastede sig paa Knæ i 
Havegangen og raabte smægrende : — „ „ Skjønne 
Jomfru , De har fortryllet mig ved Deres Sang , jeg 
føler jeg elsker Dem , vil De flygte med mig . “ “ — 
„ Aa Din lille Nar ! “ sagde Laura . „ Nu beviser 
Du endydermere Dit romantiske Sind ved at komme 
med saadan noget Børnesnak . “ 
Laura-som var bleven staaende ved Indgangen til 
Lysthuset , traadte nu ind og satte sig ved Siden af 
Søsteren . 
De sadde lidt og saa smilende paa hinanden . 
Emma tog nu tilorde , idet hun greb Søsterens 
Haand . 
„ Sig mig oprigtig Laura , er der Ingen , Du har 
kjær ? “ 

„ Kan Du tvivle derom , “ spurgte Laura overrasket 
! 
„ Er det Sandhed , saa stig mig hvem det 
er ? « 
„ Ih naturligviis Dig , Fader , og — « 
„ Nei — jeg mente ikke saadan ! « — 
„ Hvordan da ? “ 
„ Er der ingen Ven Du har kjær ! “ 
„ En Ven — ? “ 
, , Ja , finder Du det saa underligt ? “ 
„ Ja det gjsr jeg rigtignok . 
„ Er der virkelig ingen af de unge Mennesker , 
som Du endnu har seet , som Du har fattet Kjærlighed 
for — ? “ 
„ Kjærlighed — ? “ 
Emma nikkede med Hovedet . 
„ Hør stig mig Emma , hvor kan flige Tanker falde 
Dig ind ? “ 
„ Fordi jeg finder det naturligt . “ 
„ Nei Emma , det er for tidligt endnu , husk paa , 
jeg er to Aar yngre end Du . “ 
„ Sandt nok , men — “ 
„ Intet „ men “ Søster ! “ 
„ Det er altsaa Tilfælde , som Du siger ? “ 
„ Derom kan Du være overbevist — Men nu 
skal jeg forlade Dig , at Du kan være ene med Din 
Roman og nyde den uforstyrret . “ 
„ Du skulle ogsaa læse Romaner . Laura — det 
er særdeles interessant . 

, , Nei tak endnu ikke , det kjeder mig , jeg har mere 
Lyst til at spadsere i Haven og brodere , end læse Romaner 
— Farvel Emma . God Fornøielse med 
Bogen . 
Med Fingeren paa Munden kyssede hun skjelmsk 
til Søsteren , hvorpaa hun forlod Lysthuset . 
Da hun var kommen noget bort derfra , istemte 
hun fin omtalte Sang . 
Saasnart Emma ikke længere kunne høre Søsterens 
Sang , fortsatte hun Læsningen . 
Det varede ikke længe , før hun atter blev forstyrret . 
Hun 
hørte Fodtrin . 
Disse vare bekjendte og opfyldte hendes Indre 
med Glæde . 
Hun lukkede hurtig Bogen i , kastede den paa 
Bordet , reiste sig op og ilede den Kommende 
imøde . 
Det var Adolf Skou . 
„ Adolf ! “ 
„ Emma ! “ 
Med disse Ord omfavnede de hinanden , og 
Adolf trykkede et Kys paa hendes Læber . 
Efterat de havde set lidt paa hinanden sagd 
Emma : 
„ Kom med herhen i Lysthuset , saa kan vi i Ro 
passiare sammen . “ 
n der sin Forlovedes og vendte 
tilbage til Lysthuset . 

„ Du kommer lidt tidligere idag end sædvanlig 
Adolf , “ fortsatte Emma . 
„ Er Du misfornøiet dermed ? “ spurgte Adolf , 
ihet han trykkede hendes Haand . 
„ Hvor kan du spørge derom ? “ 
„ Du spørger saa besynderligt . “ 
„ Aa Snak , min Ven . — Sig mig , har Du 
været oppe i Husets 
, , Ja et Øieblik , jeg kommer just nu lige deroppe 
fra . “ 
„ Talte Du med Nogen ? “ 
„ Ja , med Din Fader . — Din Søster saa 
jeg ikke . “ 
„ Hvad sagde Fader for godt ? “ 
„ Det skal jeg sige Dig , det er en Nyhed , Du 
gjætter vel hvorom det er ? “ 
„ Maaske , — men siig det , jeg er alligevel nysgjerrig . “ 
„ Lad 
mig først høre Din Formodning ? “ 
„ Brylluppet— ? “ 
„ Netop . “ 
„ Hvad sagde Fader derom ? “ 
„ Han svarede om et Aar , fluide vi blive Mand og 
Kone ! “ 
„ O , hvor det er herligt — Den gode Fader . “ 
„ Ja , 
det er Sandhed , det er en kjærlig Fader , 
derfor ere vi to ogsaa blevne lykkelige . “ 

Han bøiede sig ned mod hende og trykkede to 
Kys paa hendes Læber . 
„ Velbekomme ! “ lød en lattermild Stemme . 
Det var Laura som i samme Øieblik kom til og 
blev Vidne til denne Scene . 
„ Er Du der igjen Laura ! “ sagde Emma kjærligt , 
idet hun vendte sig om mod hende . „ Du har nok 
ingen Ro over Dig ! “ 
„ For min egen Skyld havde jeg Ro , men ikke 
for Din ! “ svarede Søsteren med Skjælmeri , „ jeg 
frygtede for at Du var falden i Søvn under Læsningen , 
og at de slemme Myg stak Dig , og derfor 
kom jeg her for at vække Dig . Min Anelse slog 
noget nær til , thi saasnart jeg fik Øie paa Dig , saae 
jeg en stor Bi suge Honning af dine Læber . “ 
„ Naa , saa Frøken Laura sammenligner mig med 
en Bi , jeg kommer ved denne Leilighed til at tænke 
paa , at Frøkenen maaskee ønskede at en anden Bi , 
ville suge Honning af Deres Læber ! “ 
„ Nei , Hr . Skon , det er en forkeert Anskuelse 
De har ! “ 
„ Det kunde dog være . “ 
, , Paa ingen Maade ! “ 
, , Adolf , troe hende ikke saa vel ! “ sagde Emma , 
og tilføiede med et Blik paa Søsteren , , , for det er 
en rigtig Gavstrik ! “ 
„ Hvad Du nu end siger om mig , saa vil jeg 
gaae igjen , da jeg er kommen til Uleilighed . “ 
„ De kommer flet ikke til Uleilighed Frøken , “ sagde 

Adolf , „ nu kan vi faae den Fornøielse at ledsage Dem 
tilbage til Huset . “ 
„ Maa jeg takke Dem , jeg modtager Deres meget 
ærede Tilbud ! “ tilføiede Laura skalkagtig . 
Emma tog fin Roman under den ene Arm og 
stak den anden ind under Adolfs . 
Adolf bød Laura den anden Arm , som hun modtog , 
og de fulgtes nu ad tilbage til Huset . 
Den Omstænvighed , at de to Sødskende ikke 
mere stod under deres Stedmoders Opsigt , havde 
gjort dem > aa livsglade , hvilket især var Tilfældet 
med Laura . 
Vi ville nu henflytte Scenen paa Christianshavn . 
Den 
Leilighed der tidligere beboedes af Agent 
Hansen beboedes nu af Familien Sko » . 
I Spisesalen stod Aftensbordet dækket . 
Døren aabnes , og Madam eller rettere Fru 
Skov traadte ind med Knive og Gafler , som hun 
ordnede paa Bordet . 
Hendes tidligere sørgende Udseende var forsvunden , 
hendes Ansigt udtrykkede kun Glæde og Tilfredshed . 
Døren aabnede « og Augusta traadte ind . 
„ Du er alene endnu , kjære Moder , “ udbrød 
hun . „ Jeg troede de Andre vare komne . “ 
„ Naa , er Du der mit Barn , jeg venter dem ogsaa 
hvert Øieblik ! “ svarede Moderen . 

Datteren omfavnede Moderen , kyssede hende og 
sagde : 
, , O , hvor jeg er lykkelig paa dine Vegne . Længe 
har vi sørget , men paa eengang lod Gud al Lykke 
tilfalde os . “ 
„ Ja , kjære Augusta , og vi kan derfor ikke noksom 
takke Gud for hans store Godhed ! “ 
„ Hvor Du er bleven meget forandret i dit Udseende , 
kjære Moder , i den forløbne Maaned . Du 
seer nu saa lykkelig ud ! “ 
„ Det er jeg ogsaa Barn , og Du er jo ogsaa 
lykkelig ! “ 
„ Kan jeg være andet ? “ 
, , Nei , Augusta — ! “ 
Idet samme traadte Kapitain Bang ind . 
Augusta ilede ham imøde , slyngede fine Arme 
om hans Hals og modtog ham med et Kys . 
„ Nu bliver Du altsaa hos os iaften ? “ spurgte hun . 
„ Ja , min Pige ! “ 
Strax efter ankom den ældre Skou . 
Man satte fig nu tilbords , og Samtalen dreiede 
fig om forskjellige ligegyldige Ting . 
„ Men hvor bliver Adolf af ? “ spurgte omsider 
Augusta . 
„ Som Du veed ! “ svarede Faderen , „ gik han til 
fin Forlovede , og han er endnu ikke kommen tilbage 
! “ 
„ Jeg syntes heller ikke han pleier at blive saa 
længe borte , men kommer i Reglen til — ! “ 

Mere fik hun ikke sagt , thi idetsamme traadte den 
Ventede ind . 
Efterat han havde hilst tog han Plads ved 
Bordet . 
„ Hvorfor er Du bleven saa længe borte idag ? “ 
spurgte Augusta , Broderen . 
„ Det skal ; eg sige ikke allene Dig , men Eder 
Alle . Min Svigerfader har lovet at jeg maa holde 
Bryllup med Emma om et Aar . Jeg havde saa 
mange Ting at tale med Emma derom , hvorfor det 
blev saa seent . “ 
„ Naa saaledes , “ sagde Augusta , idet hun saae 
paa sin Forlovede , og henvendt til Faderen vedblev 
hun : 
„ Jeg maae nu minde Dig om een Ting , som 
Du snart har lovet at sige mig Besked paa , derfor 
kan Du gjøre det iaften , da jeg syntes , der er en 
udmærket Leilighed dertil ! “ 
„ Hvad mener Du , Kjære ! « 
„ Aa Fader ! Du veed det meget godt , Du forstiller 
Dig kun . “ 
„ Nuvel da , “ sagde Faderen smilende — lad det 
saa skee den samme Dag , din Broder fører fin Brud 
til Alteret . “ 
„ O , tak Fader ! ' ' sagde Augusta . „ Om et Aar , “ 
henvendte hun til Thorvald , „ kan Du føre mig til 
Alteret . “ 
Bang trykkede taus hendes Haand og sendte fine 
Svigerforældre et taknemligt Blik . 

Man samtalede nu i nogen Tid om denne Gjenstand . 
Da 
det ophørte sagde Augusta hvidflende til fin 
Forlovede : 
„ Hvordan gaaer det med din Broder ? “ 
, , Han er bedre ! “ svarede han . 
„ Gudfleelov ! — Han har lidt , men det kunde 
ikke være anderledes ; jeg elsker ingen Anden end Dig . “ 
„ Han er saa melancholsk , “ vedblev Bang . „ Han 
gaaer altid alene ud om Aftenen og spadserer paa eensomme 
Veie . 
Augusfa sukkede let , — hun er jo dog Skyld i 
Carls tause Lidelser . 
Carl Bang beboede ikke længere det tidligere omtalte 
Værelse , der vendte ud mod Haven . 
Da Agent Hansen var flyttet fr ? Christianshavn , 
var Bang ligeledes flyttet . 
Han boede nu i en af Kjøbenhavns Sidegader , 
og havde her et ret hyggeligt Hjem . 
Onkelen betalte Værelset , og da Neveuen ikke 
længer kunde faae Kosten hos Onkelen , betalte denne 
ligeledes hans Kost , Vadft , osv . 
Carl var bleven inderlig glad over at gjensee sin 
Broder , — men da han opdagede , at hans egen Broder 
var hans Rival — da vidste han ikke selv hvad han nu 
følte for ham . 
Den minderige Dag da Bogholder Tops flændige 

Bedrageri affløredes , havde den ældre Skøn begejstref 
raabt : 
„ See , uden denne Hædersmand , Kapitain Thorvald 
Bang , ogsaa kaldet Thompson , have I aldrig 
seet mig — nu troer jeg dog , jeg kan give ham en 
liden Gjengjæld , idet jeg kjender et af hans Ønsker , 
tag , min Søn , min ædle Thorvald , en Gave af min 
Haand , som jeg selv idag fik skjøn og herlig udviklet 
tilbage igjen af Forsynet , tag hende , og Himlen velsigne 
Eder ! “ 
Han hævde da lagt den rødmende Augusta over i 
den lykkelige Kapitain Bangs Arme . 
Man hævde smigret og gratuleret . 
Carl hævde nærmet sig stille og sagt : 
„ Thorvald ! blandt alle Mennefler paa Jorden 
er der Ingen , der er denne Pige mere værdig end 
Du , og Ingen kan mere end jeg ønske Eder til 
Lykke ! “ 
Det var ikke falske Ord han hævde sagt , det var 
oprigtig , men hans Haab var knust , — han misundte 
ikke Augusta sin Lykke , men — maaskee misundte 
han sin Broders Lykke ? 
Han vidste ikke selv hvorledes det var , kun vidste 
han , af han var ulykkelig . 
Hans Kinder vare blege og indfaldne , hans Livslyst 
var slukt . 
To Dage efter af den ældre Skou hævde bestemt 
af hans Datters Bryllup med Kapitain Bang , skulde 
finde Sted samme Dag som hans Søns med Emma , 

gik Carl henimod Aften , i den sidste Tid , fin sædvanlige 
Tour . 
Hans Tour var ad Frederiksberg Allee og Pilealleen , 
og tilbage ad samme Vei . 
Han var nu kommen pga Veien til Pilealleen , 
da han , idet han nærmede sig en Bænk , flygtig bemærkede 
en middelaldrende Mand , i en simpel Klædning , 
sad der . 
Hans Tanker vare som sædvanlig ' bedrøvelige , 
og han fortsatte langsom fin Gang . 
Idet han gik forbi Bænken kastede han tilfældig 
et ligegyldigt Blik paa den der Siddende . 
Han blev noget underlig greben ved Synet af 
denne Mand . 
Hvorfor saae denne Mand saa stirrende paa 
ham ? 
Pludselig udbrød Manden i en bedende Tone ! 
„ Carl — Hør ! “ 
Carl standsede overrasket . 
Han gjenkjendte Stemmen . 
„ Onkel — ! “ raabte han halvhøjt . 
„ Ja , det er mig , Carl . Dersom Du ikke generer 
Dig for mit simple Udseende , saa sæt Dig lidt her 
ved Siden af mig , at vi kan tale lidt sammen ! “ 
Carl satte sig strax ved Siden af ham , og han 
stirrede saa stift paa Manden . 
„ Det er altsaa Dig Onkel ! “ redblev han , „ hvor 
Du har forandret Dig — lider Du Ondt ? “ 

„ Ja , Carl , — men fra først af er jeg jo selv 
Skyld deri . Du er vel-bleven fortalt min Brøde ? “ 
„ Ja , Onkel , men lad mig hare , hvad der senere 
er fleet . “ 
„ Det skal Du saae at høre . Jeg vil begynde 
med Begyndelsen . — Jeg var Handelsbetjent hos en 
Kjøbmand Vestberg i Altona , i den Tid blev jeg ført 
i flet Selskab , forledt til Spillesyge , og i denne min 
Nød for at klare min Gjæld , bedrog jeg min Principal 
for en betydelig Sum , og det blev opdaget . 
Vestberg vilde lade mig arrestere , men i det yderste 
Øieblik kom hans Datter Bertha , som jeg aldrig vil 
glemme , ind i Stuen , jeg kastede mig paa Knæ for 
hende og bad hende gjøre hvad hun kunde for at 
frelse mig . Og , — den herlige Pige , hun knælede 
for sin Fader og bad for mig , — tilsidst blev han 
rørt over hendes Bønner for mig og han lovede ikke 
at lade mig afstraffe , naar jeg strax reiste bort 
til et andet Land . — En Skibskapitain , som jeg 
kjendte lidt til , havde tilbudt mig at følge med ham 
paa en Reise til Jamaica , og givet mig Haab om en 
Ansættelse paa et Kjøbmandskontor der , hvor man 
manglede en sprogkyndig Handelsbetjent . — Jeg meddeelte 
dette til min Principal og kom ogsaa til at 
reise ! “ 
Gotfred Carlsen standsede et Øieblik , hvorpaa 
han vedblev : 
„ Ieg kan erindre at jeg til Slutning sagde : — 
, „ , Maaskee Lykken er med mig , og min første Tanke 

skal være , at betale min Gjæld til Dem ! “ “ — 
Men desværre , det skulde aldrig skee . Ieg reiste 
samme Dag , og naaede efter en heldig Overfart , Jamaica , 
og her fik jeg ogsaa en Plads hvor jeg var i 
flere Aar , men da gik Huset fallit , og jeg var ude af 
min Stilling . Da kom jeg her tilbage og opholdt 
mig i nogen Tid hos min kjære Søster , din salig 
Moder , men nu kom Ulykken over mig , jeg blev mistænkt 
for et Tyveri , som var begaaet der i Omegnen , 
et Tilfælde , som havde til Følge , at jeg som Tyv , 
blev arresteret . Ieg sad længe i Fængsel , indtil man 
omsider opdagede den rette Tyv . Ieg stod rigtignok 
skyldfri i Folks Øine , men — det er ikke værd 
at tale mere derom . Ieg fik Emploi efter nogen 
Tids Forløb i en Provinds , som Du veed , men den 
ulykkelige Skjæbne havde ikke forladt mig , efter et 
Par Aars Forløb , blev jeg en Nat bestjaalen for mine 
bedste Klæder og endeel Penge jeg havde sammensparet , 
det var et stort Tab for mig , men jeg haabede , 
da jeg havde Emploi , snart at kunde faae nogle Klæder 
igjen , men til min Ulykke skal en Neveu af min 
Principal tiltræde min Plads . Jeg stod nu atter 
uden Emploi , ! ; og det var ikke saa let en Sag 
at kunne erholde nogen nye . Jeg har siden den Tid 
levet ved det Arbeide jeg tilfældig har kunnet faaet 
fat i . Igaar og idag har jeg næsten ikke faaet Spise . 
Jeg flammer mig ved at henvende mig til din Fader , 
og jeg kan desuden hellerikke komme til Præstegaarden , 
da jeg ingen Penge har . Nu veed Du Alt . Carl , 

kan Du hjælpe mig i nogen Retning , saa vil jeg være 
Dig evig taknemlig derfor . “ 
Carl taug , det smertede ham at høre , hvorledes 
det var gaaet hans Onkel . 
„ Du sørger Carl ! Fortæl mig din Sorg . Jeg 
seer jo paa dit Ansigt hvor bedrøvet Du er ! “ 
„ Fritag mig derfor Onkel ! Jeg ønsker ikke at . 
tale derom . “ 
„ Som Du vil , Carl , jeg respecterer din Taushed . 
Du undrer Dig maaskee over at træffe mig 
her , men da jeg i Eftermiddag ikke har havt noget at 
foretage mig , saa gik jeg herud for at overgive mig 
til mine mismodige Tanker . “ -- -- -- -- -- -- -- - 
De talte endnu længe sammen . 
Carl fik nu at vide at Onkelen havde fundet hans 
Manuskript , han blev glad over atter at kunne faae 
det tilbage . 
Han meddeelte Onkelen at han ofte dengang henimod 
Aften gik ud paa Langelinie og her sad han paa 
en Bænk og nedskrev endeel af fin Dagbog , saaledes 
kan man forstaae , hvorledes han har tabt Manuskripfet . 
De 
lovede hinanden at træffes næste Aften paa 
samme Sted , og til Afsfed gav Carl Onkelen nogle 
af sine Penge . 
Vi kan tilføie , at en Uge derefter havde Carlsen 
faaet Emploi hos Firmaet Skou L Kamp , hvorfor 
han kunde takke sin Neveu . 

Slutning . 
Vi kunde nu til Slutning tilføie , at det nye 
Handelshus , førte sit Firma under Held og Velsignelse . 
I 
det lovede Aar bleve Adolf Skou gift med 
Emma Hansen og Kapitain Bang ligeledes med 
Augusta Skou . 
Carl Bang blev senere hen atter livsglad og 
glemte efterhaanden sin første Kjærlighed , og — men 
dog først efter en halv Snees Aars Forløb — giftede 
han sig med en net Pige af honnet Borgerfamilie . 
Gotfred Carlsen blev til fin Dødsdag i Firmaet 
Skou L Komp . , hvor han ærligt virkede i sit Kald , 
lige til sit 60 Aar . 
Fire Aar efter at Vilhelm havde frelst Anna 
fra sit Selvmord , forlovede han sig med hende . 
Han havde tilsidst mærket at han elskede hende , 
havde tilstaaet det for hende , og hun havde da svaret , 
at hun gjorde ligesaa , og derfor bleve der et lykkeligt 
Par ud af Dem . 
Anna havde i den forløbne Tid erhvervet sig 
hvad der hører til en ung Dames Opdragelse , hun 
var lykkelig i Nutiden , uagtet hun ikke vidste noget af 
sin Fortid . 
Jocumsen og Lene vare omsider blevne kjede af 
hinandens Omgang , og Jocumsen forsvandt paa eengang 
med sine Midler fra den sukkende Lene . 

Denne flyttede derpaa paa Landet hvor man i 
lang Tid intet hørte fra hende . 
Omsider forfaldt hun mere og mere . 
Hun ødelagde sine faa Midler og blev tilsidst 
greben i Tyveri . 
Cn Sommeraften — netop paa den Dag , da 
Vilhelm , der var bleven en dygtig Kunstmaler , førte 
Anna til Alteret — blev Lene ført ind af Stadens 
Vesterport , for at indsættes i Blaataarn . 
Ved at nærme sig Maalet for hendes Bestemmelse , 
blev hendes Følge standset ved en Sammenstimlen 
af Mennesker , der omringede en Baare , hvorpaa 
der laae en Mand , man havde siflet op af 
Kallebodstrand . 
Nysgjerrigt kastede hun Blikket over til Baaren , 
hvor Underfogdens Folk vare i Begreb med at tage 
Klædet fra den Dødes Ansigt , for at optage hans 
Signalement , — og hvor forundret blev hun ikke ved 
at gjenkjende fin gamle Herre , Jocumsen . 
Saaledes blev hun hans Gjenboerfle , og de Ord , 
som Jocumsen hin Aften ved Stævnemødet havde 
sagt i en spøgefuld Overgivenhed , havde Skjæbnen 
virkelig stadfæstet , idet han nu for Alvor var Beboer 
af det lille Hus , som dengang var det første Sted 
paa venstre Haand , naar man fra Christianshavn 
kom over Langebro . 
Ende .