Førsle Capitel . 
Det var sidst i November og ret en af disse uhyggelige 
Aftener , som denne sene Aarstid kan føre med sig . 
Stormen rasede orkanagtig ; det ene Stød efter det 
andet rystede Taget af den lille Præstebolig ; Sneen 
pidskede mod Ruderne , og det fjerne Drøn af Vesterhavet 
blev stedse lydeligere . Pastor Verner , der havde 
siddet fordybet i sine Studeringer , maatte lægge Pennen 
fra sig ; „ Hu , ha ! “ udbrød han , idet han rejste 
sig , „ dette er for frygteligt til at være ene med “ . 
Han gik over Gangen ind i Dagligstuen ; der sad 
hans unge , fljønnc Hustru og syede ved Lampens 
Skin . 
„ Hvor Vejret dog er rædsomt i Aften , “ udbrød 
Præsten , idet han nærmede sig hende ; „ de Stakler , 
der maae færdes derude ! Ja vi have det godt i 
vort hyggelige Hjem . “ 

Hans Hustru saae op og nikkede kjærlig til ham ; 
han bøjede sig ned mod hende , idet han klappede 
hendes Kind . 
„ Naar jeg seer paa Dig , min egen Maria ! 
synes jeg altid , at det er Sommer og Solsfin om mig . 
Du kjære lille Menneske ! og hvor vil dog Alt blive 
endnu mere straalende , naar vort glade Haab opfyldes , 
og Du sidder med dit Barn i Armene . Ja 
Vorherres Naade imod os er stor ! “ 
Maria strakte Armene ud imod sin elskede Husbond . 
„ Ja Carl , vi have det godt ; men naar jeg 
tænker paa den store Tilvæxt i vor Lykke , o , da — 
naa , nu ryster Du atter misbilligende paa Hovedet ; 
ja , min egen Ven , jeg veed , det er Uret ikke at lægge 
Alt i Glædens Vægtsfaal , naar vi veje vor Fremtids 
Lykke ; jeg veed jo , at jeg ikke skulde ængste mig ; 
men husk , at det , jeg gaaer i Møde , er paa Liv og 
Død . — Naa , min kjæreste Ven , lad mig nu ikke 
formørke dit klare Blik ! Jeg skal tage mig sammen 
og ej lade Mørket tildække , hvad Vorherre jo alt 
kan have bestemt saa solklart og blomstrende for os . “ 
„ Men hvad er det ? “ udbrød Maria efter et 
Øjebliks Lytten ; „ kan det være Stormen , der ruster 
saaledes i Gaarddøren ? Nej , det er Nogen , der 
banker ; o , skynd dig , min Ven ! her er vist Jammer 
paa Færde . “ 

Præsten ilede ud og prøvede paa at aabne Døren . 
Stormen hvinede igjennem Huset , og Sneen 
fygede i tætte Hvirvler op ad Gangen , saa han først 
hverken kunde høre eller see , hvem der stod udenfor ; 
men lidt efter lidt arbejdede en af Sne bedækket Skikkelse 
sig frem , klemte sig ind ad Døren og fik den 
hurtig i efter sig . 
Det var den unge Jørgen Jensen , der hvede i det 
lille nye Huns ude paa Terkild Madsens Hedejord . 
Han var for et Aar siden kommen ovre fra Østkysten 
med sin unge Kone og havde kjøbt sig et Huns 
og et Stykke Hedejord , som han nu var ved at opdyrke . 
Præsten 
havde kun seet ham faa Gange , men 
altid med Interesse ; især havde han i Kirken lagt 
Mærke saavel til ham som til hans Kone paa Grund 
af det usædvanlige Liv og den høje Grad af Inderlighed , 
hvormed de syntes at følge Gudstjenesten ; 
tilmed forekom det ham , at deres Ansigtsudtryk saavelsom 
deres hele Væsen bare Præget af en højere 
Udvikling , end man kunde vente efter de Forhold , de 
levede under . Men hvad der paa den anden Side havde 
været ham ligesaa paafaldende , var den underlige 
Skyhed hos dem begge , der syntes at tyde paa , at 
de helst ønskede Intet at have at gjøre med ham ; 

det forekom ham , at denne kun flet passede sammen 
med det Indtryk , de iøvrigt havde gjort paa ham . 
„ Men hvad er det , Jørgen Jensen ; kommer Du 
her i dette forrygende Vejr ? “ udbrød Verner , da han 
saae , hvem det var . „ Naa ! jeg seer , min Ven , at 
Du er haardere trængt indenfra end af Vejret derude . 
Men hvad er det dog ? “ 
„ O , Herr Pastor , “ svarede Jørgen , „ vort Barn 
døer , og det er ikke døbt ; kom strax med mig ; der 
er vist intet Øieblik at spilde ! “ 
„ Jeg vidste jo ikke , at jert Barn var født ; “ 
sagde Præsten og tog hjertelig Jørgen i Haanden . 
„ For otte Dage siden blev det født , “ svarede 
Jørgen . „ O , det var saa sundt og glædeligt at see 
til , og nu ligger det i Krampe og vrider sig , saa 
Vorherre maa sig forbarme . Ja Herren giver , og 
han tager ; hans Navn være lovet ! men Barnet maa 
tilhøre hans Menighed ; derfor kom , og kom strax ! “ 
Præsten kastede hurtig sin Kappe om sig , aabnede 
Døren til Dagligstuen og nikkede kjærlig til 
sin Hustru : „ Tjenesten kalder mig , Maria ; jeg kommer 
igjen , saasnart jeg kan . “ Han saae ikke det 
smertelige Blik , som Maria fæstede paa Døren , der 
lukkede sig efter ham . Hun anede , at hun vilde faae 
en ensom og svær Kamp at bestaae , medens han , 
hendes Elskede , var borte for at trøste Andre . 

Stormen blev stedse heftigere , og Sneen hvirvlede 
i tætte Masser . Præsten og hans Ledsager 
maatte støtte sig til hinanden , og mangen Gang vare 
de midt i en Snedrive , som de kun med den yderste 
Anstrængelse arbejdede sig ud af . Endelig naaede 
de frem til Huset , og Jørgen rev ilfærdig Døren 
op . 
„ Hvordan gaaer det , Lene ? “ raabte han hen 
mod den unge , blege Kone , der laae udstrakt over 
Barnets Seng . 
Konen kunde Intet svare , men vendte sig imod 
Ntanden med et Blik fuldt af Fortvivlelse . 
Præsten traadte hurtig til ; Jørgen bragte en 
Kumme Vand ; den stakkels Moder tog det døende 
Barn i sine Arme ; det lille Hoved blev overheldt med 
Vandet ; men næppe var Daabsformlen udtalt , før 
det sidste Livstegn var udslukt . Dødens kolde Haand 
viste strax sit Spor paa det lille Ansigt ; Moderen 
trykkede det op til sit varme Bryst ; Faderen knælede 
ned ved Sengen og bedækkede de smaa Hænder med 
Kys og Taarer ; men Livslyset var udpustet af Dødens 
kolde Aande . 
I stille Deeltagelse var Præsten Vidne fil denne 
Smerte . Han trak sig tilbage i en Krog af Stuen , 
hvor han sad sammensunken med Haanden under 
Kinden og saae paa de Bedrøvede , imedens Stormens 

Tuden og Havets Drønen lød i hans Øren . 
Hans Tanker kunde dog ikke fastholdes af , hvad han 
her saae og hørte ; han tænkte Paa Hjemmet ; hvor 
snart kunde en lignende Scene ikke møde ham der . 
Han blev saa stærkt greben ved denne Tanke , at han 
uvilkaarlig sank i Knæ , og en brændende Bøn strømmede 
fra hans Læber . Han bad for det døde Barn , 
for dets arme Forældre , for sin Hustru og for sig 
selv , og han anraabtc Vorherre om at lade en Naadesstraalc 
lyse over dem alle . 
Længe laae han sammensunken i stille Henrykkelse 
efter Bønnen . Da han rejste sig op og saae 
hen fil de stakkels Forældre , sad de med hinanden 
ved Haanden , og en mild Fred lyste over deres Ansigter . 
Verner foldede sine Hænder og takkede Gud , 
at han havde ladet sine Engle dale med Fred fil 
dette fattige Huus , hvor Døden saa nylig havde 
bragt det unge Liv fil at stivne . Han følte Sandheden 
af Herrens Ord : „ Hvor To eller Tre ere 
samlede i mit Navn , der er jeg midt iblandt Eder , “ 
og han mærkede , hvor Aanden var nær og lagde 
Ordet paa hans Tunge . Han talte om det lille 
Barn , som nylig havde maattet betale Syndens 
Sold ved af lide Dødens Kvaler , og det før Slægtens 
Skyld . Han talte om , hvor svært det var før 
det bevidste Menneske af see herpaa og sole , af han 

selv havde bragt saa mangen en Steen til den store 
Syndebygning , som var begyndt af de første Forældre 
og stadig fortsattes af Slægten Led før Led . 
Alan maatte grue ved af tænke paa Gudsbilledet i 
sig , hvor al Glandsen var bleven saa godt som usynlig 
ved Emmen af Syndens hede , giftige Aande . 
„ Men hvor lifligt , “ fortsatte han , „ er det dog ikke 
før den Christne , der veed , af Herrens milde Øjne 
har en Magt som Solen , der ved sine varme Straaler 
i et Ru kan fordrive den mørkeste Taage . Saa 
naar vi kun af Hjertet sige : „ „ Herre , jeg troer paa 
Dig , “ “ da seer Herren med sit milde Smil paa os , 
da er det , ligesom naar Taagen hæver sig ; hvor vi 
før kun saae ud i et dødt , tæt Morke , der see vi nu 
et dejligt , solbeskinnet Landskab liggende for os . “ 
„ Kan vi , “ saaledes sluttede han , „ i trange Tider 
som den , der nu i Øjeblikket hviler over dette 
Hjem , kalde den livsaligste Side af Christendommen 
frem , i Bevidstheden om Herrens Broderforhold til 
os , og hans Magt og Villie til at forløse os fra 
Mørket , med hvilken Fortrøstning maae vi da ikke 
see hen til dette lille Barns Tilværelse , det , som nu 
har udstridt her nede , og som vaagner i de lyse 
Egne , hvor det , efter at have betalt sin Deel af Gjclden 
ved at være gaaet igjennem Dødens mørke Port , 

nu ogsaa som et Led af Menigheden har Deel i 
Salighedslivet . “ 
Jørgen og Lene havde med Varme fulgt Præstens 
Ord , og da han sluttede , rakfe de hjertelig 
Hænderne ud imod ham . 
„ O , “ udbrød Lene , idet hendes milde Øjne fik 
en forhøjet Glands , „ hvor er det dog ikke trygt at 
føle sig i de Troendes Samfund ! Ja , Gud velsigne 
Præsten for denne Aften ! i al Sorgens Mørke har 
Deres Ord lysnet saa underlig dejlig for mig . “ 
„ Tak , Lene , for de Ord , og Tak skal I begge 
have for denne Aften ; den vil nok blive til Velsignelse 
for os alle tre ; thi i Herrens Navn have 
vi været samlede . “ Disse Ord udtalte Præsten med 
Barme , idet han trykkede Jørgens og Lenes Hænder ; 
men pludselig greb han sig med Haanden til Panden . 
„ Jeg maa hjem , “ udbrød han med Heftighed , „ det 
er mig , som om min Hustru kaldte mig ; ja jeg maa 
hjem , hjem og det saa hurtig som mulig . Gud staa 
os alle bi ! — Nej , Jørgen , Du skal ikke følge mig ; 
Stormen er sagtnet , og Snefoget ophørt ; see , Maanen 
kommer frem , saa det bliver lyst paa Vejen . 
Du maa være her hos din Hustru ; der er din Plads . 
Farvel , Farvel ! “ 
Verner begav sig nu paa Hjemvejen med Hovedet 
fuldt af mange Tanker og i Hjertet glad ved 

de to Mennesker , han havde fundet denne Aften ; men 
alt som han nærmede sig Præstegaarden , glede alle 
andre Tanker mere og mere bort for den ene : hvorledes 
han vilde træffe sin elskede Hustru . Hans Skridt 
bleve bevingede , saa han mere fløj end gik det sidste 
Stykke af Vejen . Da han traadte ind i Gaarden , 
steg hans Angst ved at see , at man gik med Lys fra 
den ene Stue til den anden ; thi han maatte jo have 
ventet , at Alle vare til Ro saa seent paa Natten . 
Han ilede ind i Dagligstuen ; den var tom ; da nærmede 
han sig Sovekammerdøren , og idet han aabnede 
den lydløst , naaede et spædt Barns Graad hans 
Øre . Først kunde han ikke røre en Fod ; han hørte 
jo ikke sin Hustrues Stemme ; en navnløs Angst knugede 
hans Bryst : „ Min Gud , vær os naadig ! “ bad 
han , idet han traadte et Skridt indenfor . Den 
gamle Ane fad bøjet over Vuggen . Han nærmede 
sig Sengen ; der laae hans Elskede bleg og stille med 
lukkede Øjne . Sov hun , eller var hun alt et Lig ? 
Han bredte Armene ud imod hende ; men hun saae 
det jo ikke . Han lagde sit Øre lige til hendes Mund , 
og hvilken Lyksalighed gjennemstrømmede der ham 
ikke , da han mærkede et sagte Aandedræt ; han berørte 
hendes Læber med sine , og et svagt Smil viste , 
at hun følte hans Nærhed . Da sank han ned Paa 
sine Knæ og takkede Gud ; thi nu troede han at faae 

Lov til at beholde sin bedste Skat her paa Jorden . 
Glad nærmede han sig Vuggen , og han saae det nye 
lille Menneske , der var hans Datter og født ham af 
hans elskede Maria . 
Næste Morgen var der stor Glæde i Præstegaarden . 
De fo unge Ægtefolk takkede og priside i 
Forening Herren for det sunde Barn . Verner kunde 
ikke løsrive sig fra sin elskede Hustru ; han sad stadig 
ved hendes Leje med hendes Haand i sin , idet deres 
Øjne mødtes i salig Henrykkelse . Dog da Maria 
op ad Dagen var falden i en tryg Søvn , og Verner 
i Tanferne førtes fra sit eget lykkelige Hjem til de 
Stakler , hvis Sorg han den foregaaende Aften havde 
været Vidne til , bestemte han , at han vilde gaae hen 
at see til dem . 
Denne Gang ydede ham stor Tilfredsstillelse ved 
den hjertelige og tillidsfulde Maade , hvorpaa de fo 
unge Folk kom ham i Møde . Det lille Barn var 
alt klædt i fin Ligdragt . Han bad i Forening med 
Forældrene en Bøn over Liget , og snart vare de i 
en varm og inderlig Samtale om Døden og Udødeligheden 
og den christne Opfattelse heraf . Verner undrede 
sig over den Lethed , hvormed Jørgen kunde udtrykke 
sine Tanker , og over den megen Kundskab , han fandt 
hos ham . 

„ Hør Jørgen , Du har ikke altid gaaet bag Ploven , “ 
udbrød Præsten uvilkaarlig . 
„ Jo , vel har jeg maattet tjene fra mine Drcngeaar , “ 
svarede Jørgen ; „ men jeg var saa heldig at 
faae Præsten hjemme i Thorshøj til Husbond , og 
da han mærkede , at jeg havde Lyst til at læse , laante 
han mig af og til en Bog ; naar jeg saa bragte den 
tilbage , talte han med mig om dens Indhold . Efter 
et Par Aars Forløb kaldte han mig en Dag ind i 
sit Studerekammer og sagde : „ „ Sæt Dig ned , Jørgen ; 
jeg maa tale lidt med Dig . Du har et godt 
Nemme , og Du synes at være sfabt mere for Bogen 
end for Ploven ; hvad mener Du , om jeg læste en 
Tid med Dig , saa at Du kunde komme paa Seminariet 
og engang blive Skolelærer ? “ “ Ja Præsten 
maa troe , at det var underligt for mig , da den kjære 
gamle Bland sagde dette . Graaden kunde jeg vanskelig 
holde tilbage , saa jeg fik ikke fremført et Ord ; 
men jeg greb hans Haand og trykkede den mod mine 
Læber . Han klappede mig paa Skulderen og sagde : 
„ „ Ja , ja Jørgen , saa har Du fra første November 
ikke mere Tjeneste hos mig ; men da skal Du blive 
min Lærling . “ “ Saa tog jeg fat , og det blev en 
velsignet Vinter ; jeg stred og arbejdede tappert . 
Imellem var der jo Et og Andet , som det faldt mig 
noget trangt at komme igjennem , og af og til blev 

jeg heelt forknyt ; men Præsten vidste altid at lette 
mig Byrden , snart med en Oplysning og snart med 
et skjemtsomt Ord . „ „ Endnu et Aar , “ “ sagde han 
næste November , „ „ saa er Du fix og færdig til Seminariet . 
Jeg kjender Forstanderen , og da Du er 
saa flink , skal jeg nok faae Friplads til Dig . “ “ Nej , 
hvor jeg var glad , da jeg den Aften søgte ud til 
Lene paa Blegepladsen . Hun tjente som Stuepige i 
Præstegaarden , og vi havde alt en Stund været gode 
Venner . Vi lagde den Aften store Planer for vor 
Fremtid . Hun fortalte mig , hvormeget Præstekonen 
tog sig af hende , og at hun ofte sagde : „ „ Jeg skal 
nok faae Dig til at voxe jævnsides med Jørgen ; 
det er en Kappestrid mellem min Mand og mig , kan 
Du troe . “ “ Ja det var en lykkelig Tid ; men kort 
varede den kun . En Morgen kom jeg ind til Præsten 
med mine Bøger ; jeg var netop opfyldt af en Deel 
Spørgsmaal , jeg skulde have Rede paa ; men da jeg 
fik ham at see , glemte jeg Alt . Han , der stedse havde 
modtaget mig med et livligt Smil , sad nu bleg og 
sammenfalden i sin Stol og stirrede med et Par 
matte , stive Øjne paa mig . Jeg talte til ham ; men 
jeg saae , at han mærkede det ikke ; det var tydeligt , 
at han manglede Bevidstheden . Jeg kaldte paa Hjælp ; 
hans stakkels Kone kom og kastede sig grædende ned 
for ham ; men han kjendte hende ikke . Jeg jog til 

Købstaden efter Lægen ; men inden jeg kom den lange 
Vej , hen og tilbage igjen , var det blevet Aften . Da 
vi kjørte ind i Præstegaarden , og Lene kom ud for 
at sætte Trappen til Vognen , saae jeg strax paa hendes 
Ansigt , at vi vare komne for seent . Et Slag 
havde rørt ham , og han laae nu stiv og død . “ 
„ De første Dage vare Lene og jeg saa bedrøvede 
over vor kjære , gamle Præsts Bortgang , at vi 
ej følte Andet , end at det var saa trangt at savne 
ham . Men saa kom Tanken om Fremtiden , og den 
saae jo heelt sort ud . Jeg stod aldeles blottet for 
Midler til at fortsætte min Læsning , og Ingen kjendte 
jeg , der kunde hjælpe mig . Lene og jeg talte meget 
frem og tilbage derom ; men vi standsede altid derved , 
at Læsningen maatte opgives . 
Der var intet Andet for , end at jeg maatte see 
at faae et lille Sted i Fæste eller tilkjobs Paa Afdrag , 
saa at vi snart kunde gifte os . En ny Tjeneste 
kunde jeg ikke tage ; det var jo ikke let at komme 
til at tjene i samme Gaard , og stilles vilde vi ikke ; 
ja selv om vi havde kunnet opnaae det , saa duede vi 
dog ikke mere for det tjenende Forhold ; dertil havde 
vi haft det for godt i Præstegaarden . Tilfældig 
hørte jeg , at Terkild Pladsen herovre vilde stykke sin 
Hedejord ud , og at han vilde bygge Huse derpaa og 
lade Pengene for Kjøbet staae hen . Det var jo fordelagtige 

Vilkaar ; jeg tog strax herhen og fik snart 
Alt ordnet med ham , saa at Lene og jeg kort Tid 
efter kunde drage herover som Ægtefolk . “ 
„ Vi have arbejdet strengt begge to , “ sluttede 
Jørgen sin Fortælling , „ da vi foruden at opdyrke 
vor egen Jord har maattet tage Dagarbejde for at 
kunne leve , eftersom Jorden her endnu » æslen Intet 
indbringer . Men vi vare jo begge unge , og snart 
kom den glade Forventning om den Lille der ; “ og 
Jørgen pegede hen paa Liget . Ved disse Ord brød 
Smerten atter voldsomt frem hos Lene , og hun kastede 
sig jamrende ned over det døde Barn ; men 
hurtig tog hun sig sammen ; hun var vel en blød , 
men dog en stærk Kvinde , og hendes Tro var klippefast . 
„ Herre , 
vær mig arme Synder naadig ! “ bad 
hun og strakte Armene mod Himlen . „ Jeg veed jo , 
af Du elsker mig , saa vil Du og tilgive mig , om 
det end synes , af jeg knurrer imod din Villie . “ 
Verner var bleven stærkt bevæget saavel ved 
Jørgens Fortælling som ved dette Smertesudbrud af 
Lene . Ha « rakte dem hjertelig Hænderne , idet han 
udbrød : „ Jeg har saa gjerne tidligere villet nærme 
mig Eder ; men jeg saae tydelig , af I helst vare fri 
for af komme i Berøring med mig ; sig mig dog , 
hvorfor have I saaledes holdt Eder tilbage ? “ 

„ Ja , “ svarede Jørgen , „ siden vi nn ere komne 
hinanden saa nær , kan jeg jo gjerne sige det . Ak 
ja , det var af lutter Daarlighed , og det nærmest hos 
mig . Lene havde jo bedre kunnet finde sig til Rette ; 
men mig var det altid svært at glemme Bogen , og 
naar jeg saae Dem , Herr Pastor , stormede de gamle 
Tanker ind paa mig , og det var , som om jeg skulde 
kvæles . Saa maatte jeg stænge for . Loddet er nu 
engang kastet , og det kan jo ikke blive anderledes . 
Ja havde vi beholdt vor Lille der ! “ og hans Stemme 
hævede sig næsten til et Skrig ; „ men nu , hvilken 
Vinter gaae vi dog i Møde her i dette Øde og 
Mørke , ihvor man seer hen . “ 
Jørgen lagde sit Hoved i sine Hænder og hulkede 
højt ; men nu sad Lene rolig og kraftig ved Siden 
af ham ; hun bøjede sig ned mod ham , og saae 
ham ind i de urolige , taarefyldte Øjne . 
„ Jørgen , Jørgen ! “ udbrød hun i en kjærlig advarende 
Tone , „ husker Du da ikke , at vi ere Vorherres 
Børn ; skulle vi gaae den trange Sti , ja , saa 
maae vi jo bøje os og gaae den , hvor mørk 
Vejen end er , og hvert Skridt fører os jo dog nærmere 
til det Maal , hvor Herren staaer med sine udbredte 
Arme og venter paa os . Og Jørgen , husk 
paa , hvad den kjære , gamle Præst saa tidt sagde , naar 
Dn blev utaalmodig og mistvivlede om , at det vilde 

bære frem med Dig : „ „ Bed som et Barn til din 
himmelske Fader , og han vil hjælpe Dig . “ “ Husker 
Dn , hvor kjærlig han sagde det til Dig ? “ 
„ Ja Dn har Ret , Lene , “ tog Verner Ordet , 
„ Herren er mægtig , og Herren er naadig ! See , her 
sender han Eder alt Hjælpen . Han har lysnet for 
mig i dette Øjeblik og gjort mig til sit ringe Redskab . 
Jeg kan ikke mere sfilles fra Eder ; vi tilhøre 
hinanden . Min Hustru og jeg have det saa ensomt 
herovre i denne alvorlige Natur ; vi trænge til ligesindede 
Mennesker . Jeg føler jo tydelig , at vi i 
Troeslivet kunne gaae Haand i Haand , og i vore 
menneskelige Interesser skal vi ogsaa nok komme ved 
Siden af hinanden . Min Kone trænger til en kvindelig 
Hjælper ; den gamle Ane , som jeg har bragt 
med fra mit Hjem , kan ikke mere magte den Plads , 
hun skulde udfylde . Hun maa nu have stille , gode 
Dage i sin Alderdom , og Dn , Lene , skal hjælpe i 
hendes Sted . “ „ Naar jeg nu tager din Kone , Jørgen , “ 
tilføjede Præsten i en halv spøgende Tone , idet 
han gav Jørgen Haanden , „ saa følger Du jo nok 
med . Jeg skal træde i din gamle Præsts Sted ; Du 
maa igjen have fat paa Læsningen , og Du skal see , 
at der nok skal komme Flugt i vort Arbejde . Vor 
gamle Skolelærer har længe været træt og har ønsket 
en Angre , til hvem han kunde faae Skolen overdraget , 

imod at han blev Indsidder hos den nye Lærer . 
Han er en elskelig gammel Mand , som I nok ville 
være gode imod . Seer du nu , Jörgen , hvor det klarer 
op ; er Vorherre ikke mageløs god imod os ? Hvor 
trangt begyndte vi dog Vejen iaftes , da vi strede mod 
Storm og Snee , opfyldte af Angsten for at komme 
for silde . Nu er Eders lille Skat et Led af den store 
Menighed , og uagtet sin tidlige Bortgang har det 
lille Barn dog haft en Gjerning her paa Jorden , 
idet det har været Midlet i Herrens Haand til at 
bringe sine Forældre sammen med Mennesker , der 
trænge til dem , og som de igjen ville modtage Kjærlighed 
af . Nu Farvel , mine Venner ! Saasnart Barnet 
er begravet , flytte I hen til os , og vi ville Alle 
bede om Herrens Velsignelse til vort fremtidige Samliv “ . 
Andet Capifel . 
Over sex Aar ere forløbne , siden lille Anna Verner 
blev født . Denne Tid er - gleden lykkelig hen for Beboerne 
af Præstegaarden . Jørgen Jensen har læst et 
Aar hos Præsten , været to Aar paa Seminariet og 
er nu alt paa fjerde Aar Skolelærer og Degn i 

Landsbyen . Den gamle Lærer er død efter at have 
levet to lykkelige Aar hos Jørgen og Lene , hvem han 
altid kaldte sine kjære Børn , og efter hans Død viste 
det sig ogsaa , at han havde faget dem i Børns Sted , 
idet han havde indsat dem til sine Universalarvinger , 
saa at de kom i Besiddelse af en efter deres Forhold 
ikke ringe Capital , som den gamle Mand havde sammensparet 
sig i de mange Aar , han havde virket i sit 
Kald . 
For Præsten Verner og hans Hustru havde hin 
stormfulde Novembernat bragt rige Gaver , da de havde 
faaet ikke alene deres elskede lille Anna , men ogsaa 
to saa trofaste Venner som Jørgen og Lene . Det 
var glædeligt at see disse fire Mennesker sammen ; de 
kunde nu i alle Maader følges ad . Jørgen og Lene 
vare begge fra Naturens Haand rigt begavede , saa 
de havde haft let ved at modtage og fastholde de 
stærke og aandfulde Indtryk , som den daglige Omgang 
med Præsten og hans Kone maatte føre med sig ; thi 
disse vare , afscct fra , at de vare varmt troende Mennesker , 
ogsaa i ualmindelig høj Grad uddannede , da 
de vare opvoxcdc i Kredse , hvor der var en levende 
Sands for alt , hvad der var skjønt og stort . Verner 
havde et Par Aar rejst udenlands og navnlig opholdt 
sig længere Tid i Rom og dens Omegn . Han var 
alt forlovet før Rejsen , saa han skrev udførlige Breve 

til Maria , og da han strax efter Hjemkomsten blev 
udnævnt til Præst i denne ensomme Egn , var det let 
for ham at fastholde de stærke Indtryk , som han havde 
bragt hjem med sig fra al den Herlighed , han havde 
levet i . 
Naar de nu om Aftenen alle fire sade sammen 
i Præstegaardens Dagligstue , bleve Brevene ofte tagne 
frem , og de hjalp til at suldstændiggjøre Fortællingerne 
om det dejlige Italien . En Deel Kobbere og 
et Par mindre Malerier havde Verner ogsaa sorskaffet 
sig paa Rejsen , og disse Billeder vare til stor Glæde 
for den hele Kreds , men især for lille Anna , der , da 
hun ingen jevnaldrende Omgang havde , vænnede sig 
til af lege med disse Billeder og sin Dukke , som om 
de vare levende Væsner . Især var der et lille 
Oliebillede , som hun elsfede højt . Det forestillede en 
Jngling lige paa Overgangen fra Barn til Voxen . 
Man kunde see paa ham , af han havde forsaget Verden , 
men uden af prøve dens Kampe . Kinden havde 
endnu sin Barnerundhed ; Øjet var stort og glandsfuldt 
som hos Barnet , men det udtalte dog klart , af 
der paa Dybet af Sjælen laae en stor Smerte , som 
man kun kunde forstaae ved af tænke sig ham som 
en ung Martyr , der med Glæde , men dog bøjet af 
Slægtens Syndetryk , gik Herrens Korsdragervej , hvilket 
maatte ende med , af han gav sit Blod som Sandhedsvidne . 

Hans Træk vare fuldendt fljønne ; han 
var klædt i en hvid og sort Munkekappe ; paa Brystet 
var der fremstillet en Sol , der udbredte sine 
Straaler . Han havde ingen Glorie om Hovedet ; 
men Solen paa Brystet og den unge Alder berettigede 
til af troe , af Billedet skulde forestille en vis 
Set . Antonius , som i de første christne Tider led 
Martyrdøden i Rom i en Alder af fjorten Aar , og 
om hvem der fortælles , af en Sols Billede i Dødsøjeblikket 
viste sig paa hans Bryst . 
Moderen havde forklaret Anna Billedet , og det 
gjorde et stærkt Indtryk paa Barnet , at dette unge , 
yndige Menneske havde maattet lide saa haard en 
Død . Men da gjorde Moderen hende opmærksom 
paa Paradisglæden , der levede ved Siden af Smerfen 
i denne unge Sjæl ; ogsaa talte hun med hende 
om det yndige Samliv med Englene , som Antonins 
jo nu maatte leve . Antonins blev Billedet kaldet i 
Præstegaarden , og det havde saa megen Ejendommelighed , 
at det fik som en Personlighed for dem alle . 
Anna tyede som oftest til dette Billede , naar der 
kom en af de besynderlig trange Stemninger over 
hende , de Stemninger , som allerede Barnet kan søle 
uden at kjende nogen Aarsag dertil . Det er , som 
om Sjælen sukkede over , at dens Vinger ere blevne 
stækkede i dette underlige Jordeliv . Fra det Første , 

Bevidstheden vaagner hos et aandeligt Menneske , er 
der et Savn , som følger det hele Livet igjennem ; det 
er indhyllet i en Taageverden , indtil Christendommens 
Lys faaer denne opklaret . Det er , som om Erindringen 
om Menneskenaturen før Syndefaldet havde 
sit Gjemmested dybt i Sjælen , og at den imellem 
søgte at udvide sig som for at hæve Mennefket ; 
men det bliver kun ved en Stemning ; Svingfjerene 
voxe ikke mere ud her paa Jorden ; denne 
Lyksalighed er gjemt til en anden Tilværelse . 
Det vil nu vel synes underligt for Mange , at 
en lille Barnesjæl skulde kunne føle noget , der ligner 
en saadan Stemning , og dog er det saa , at der i det 
aandelig anlagte Barn alt fra den tidligste Aldermærkes 
en Spire til de fleste af de Stemninger , der 
følge det Livet igjennem . Anna havde af Naturen 
et varmt Hjerte , og som Følge deraf var hun ogsaa 
i høj Grad Stemningsmenneske . Dette Uforklarlige , 
der til saadanne Tider var over hende , og som hun 
umulig kunde finde Ord for at udtrykke , gjorde , at 
hun ofte trak sig ind i sig selv , saa at endogsaa hendes 
Moder ikke kunde sinde Aarsagen til Barnets 
underlige Indesluttethed . 
Naar Anna var saaledes bevæget , traf Moderen 
hende oftere foran Antoninsbilledet og søgte da at 
faae en Forklaring over , hvad der i saadanne Øjeblikke 

rørte sig i hende ; men Barnet vedblev at være 
favs , idet det ufravendt betragtede Antoninsbilledet . 
Da Moderen en Aften efter en saadan Dag 
sagde Godnat til Anna og havde bedet den lille Bøn 
med hende : 
„ Nu lukker sig mit Vje : 
Gud Fader i det Høje 
I Varetægt mig tag ; 
For Synd , fra Sorg og Fare 
Din Engel mig bevare , 
Som ledet har min Fod idag ! “ 
sagde hun til hende : 
„ Ogsaa Du har en Engel , som altid vaager 
over Dig , og som Dag og Nat er om Dig ; og det 
er en af Vorherres største Gaver , min egen Anna , 
som vi ret af Hjertet maae takke ham for “ . 
„ Ja Moder “ , udbrød Anna , „ troer Du ikke ogsaa , 
at Antonius er min Engel ; jeg synes , at han 
seer saaledes ud “ . Længere blev Samtalen ikke , da 
de smaa Barncøjnc faldt til , og hun sov sodelig i 
Englenes Arme . 
En Søndag Formiddag gik Anna ene om i 
Haven , da det kun var sjeldent , at hun blev tagen 
med i Kirke . Hun satte sig med sin Dukke ind i 
et gammelt Lindelysthuus , som stod for Enden af en 

lang Gang . Del var Midsommer ; Solen skinnede 
varmt , og Fuglenes Sang blandede sig med Psalmetonernc 
fra Kirken . I den lille Have saae Alt saa 
lifligt ud ; der var kun enkelte , lidt forkrøblede Træer ; 
men en Række frodige Ribsbuske stod langs med 
Gangen . Solen skinnede bagfra gjennem de røde 
Ribsklaser og hen ad de grønne Blade , og nogle Rosenbuskc 
vare saa fuldt behængte med Blomster , at 
Grenene bøjedes heelt ned mod Jorden . Fuglesangen 
i Forening med Psalmetoncrne fra Kirken , de soloplyste 
Ribsbuske og de duftende Roser , alt dette hævede 
Barnet op i en højere Stemning ; en Luftning fra 
Paradiset strøg hen over det . 
Anna lukkede uvilkaarlig Øjnene , som om hun 
havde en Fornemmelse af , at hun derved kunde fastholde 
dette salige Øjeblik ; men snart blev hun vækket 
ved en sagte Raslen i Løvet ved Siden af hende ; de 
nærmeste Grene bøjedes tilbage , og et dejligt Barneansigt 
med et Par store , brune Øjne tittede ind til 
hende . Hun sad en Stund ganske ubevægelig og 
stirrede paa dette Syn ; da hviskede hun sagte , idet 
hendes Hjerte bankede heftig : „ Er Du Antonius eller 
min Engel ? “ 
En klingrende Barnelatter lød i det Samme , og i 
el Nu stod en tolvaars Dreng inde i Lysthuset . 
„ Naa , det er første Gang , jeg bliver kaldt en 

Engel “ , sagde han leende ; „ min Moder kalder mig 
for det Meste en Djævleunge , og en Trold er jeg 
ogsaa , det kan Du troe ! “ og i det Samme satte han Hænderne 
ligesom Kløer frem mod Anna og flår en frygtelig 
Grimasse . Anna havde af Angst trukket sig 
tilbage i en Krog af Lysthuset og trykkede sin Dukke 
fast ind til sig . Men inden hun anede det , havde 
Drengen grebet Dukken og kastet den op imellem de 
højeste Grene af Lysthuset . Anna gav et Rædselsskrig 
fra sig og kastede sig hulkende ned paa Jorden ; hun 
syntes , at hun for evig var skilt fra Dukken ; det var 
jo ikke muligt for hende at naae op til den . Da 
Drengen saae hende saa fortvivlet , var Vildflaben 
som tryllet bort fra ham . Han bøjede sig ned over 
hende , og hans Stemme fik en uimodstaaelig blød 
Klang , idet han bad hendx : „ Du søde lille Pige ! 
vær ikke vred paa mig , jeg vilde jo kun spøge med 
Dig “ . 
Hurtig som en Kat krøb han op efter Dukken 
og lagde den i Annas Arme . Hun havde fagte rejst 
sig , da hun hørte Stemmen ; den drog hende , saa hun 
maatte lytte til dens Klang , og da han nu smilende 
bøjede sig ned over hende og bad „ kys mig ! “ saa 
lagde hun sine smaa Arme om hans Hals og kyssede 
ham af Hjertens Grund . 

„ Men hvem er Du dog ? “ spurgte hun , da de 
sammen gik op ad Gangen . 
„ Jeg er jo din Fætter Victor ; thi Du maa jo 
være Anna ? Vidste Du da ikke , at jeg kom ? Aa 
nej , det er sandt “ , rettede han sig selv , „ Moder vilde 
jo overraske Tante Maria . Men Tante er i Kirke , 
og Moder sidder alene oppe i Havestuen ; kom , lad 
os skynde os op til hende “ . 
Idet han greb Annas Haand , gav han sig til 
at løbe i fuld Fart , saa hun var ganske aandeløs , da 
de naaede ind i Havestuen . 
Anna havde vel hørt Forældrene tale om Tante 
Agathe ; men da det skete saa sjelden , var Indtrykket 
af , at hun i Virkeligheden havde en Tante Agathe , 
ikke fæstnet hos hende , og hun var derfor fly , da hun 
traadte ind . 
„ Har Du nu været vild igjen , Victor ! hvordan 
er det dog , Du har trukken af med Barnet der ? “ Det 
var de første Ord , Anna hørte , af Tanten , og de 
bleve udtalte i en gnaven , skjændende Tone . 
„ Kom hen til mig , min Lille “ , fortsattes der videre , 
og Anna krøb langs Væggen hen til Tanten ; men 
hun turde ikke see op paa hende . „ Vil Du da ikke 
see paa mig , Barn ? “ lød det nu noget ærgerligt . 
Anna saae op ; men det gyste i hende ; hun syntes , 
at det var hendes Moders Ansigt , og dog ! hvor forstjelligt ; 

hvad var dette for et underligt , stikkende Blik , 
og hvor var Moderens milde Smil ? denne kolde , 
elegante Dame forskrækkede Barnet ; hun trak sig bag 
Gardinet og gav sig til at græde . 
„ Naa , Moder “ , udbrød Victor halv udfordrende ; 
„ vi ere nogle nette Gjæster ! først er jeg nær ved at 
skræmme Livet af Anna i Haven , og næppe er hun 
kommen sig af Skrækken , før Du faaer hende til at 
græde paany . Men nu kan Du ogsaa selv see til at 
faae hende god igjen ; jeg løber ud i Haven for at 
see , om der er nogle modne Stikkelsbær “ , og i eet 
Sæt var han ude af Døren . 
I det Samme traadte Præsten og hans Kone 
ind i Stuen fra den modsatte Side . De havde hørt , 
at Søsteren var kommen , og ilede nu hen til hende . 
Anna listede sig sagte hen mod Døren og smuttede 
ud i Haven . 
Søstrene omfavnede hinanden ; Verner hilste forbindtlig . 
De havde ikke seet hverandre siden Verners 
og Marias Bryllup for otte Aar siden , saa der var 
Meget at fortælle og Meget at høre . 
Fru Agathe Bergmann havde en Tid boet i 
Holsteen , hvor hendes Mand ejede et Gods ; men ved 
flet Bestyrelse og megen Ødselhed var det gaaet saaledes 
tilbage for ham , at han kort før sin Død blev 
nødt til at sælge det . Bergmanns Fader havde paa 

deres Bryllupsdag givet dem en Capital , hvorfor der 
fluide kjøbes en Livrente til Agathe ; men den maatte 
først træde i Kraft efter Mandens Død . Da han 
var ung paa den Tid , da Livrenten blev kjøbt , var 
Udbyttet saa betydeligt , at hun som Enke kunde fortsætte 
sin vante Leveviis . Fru Bergmann boede nu 
om Vinteren i Hamborg og tilbragte Sommeren snart 
ved et , snart ved et andet af den elegante Verdens 
Badesteder . Hidtil havde hun altid ført Victor med 
sig ; men nu vilde hun sætte ham i Herlufsholms 
Opdragelsesanstalt , og hun havde valgt dette Sted 
efter Opfordring af en af hendes Mands Ungdomsvenner , 
som var Præst der i Nærheden , og som havde 
lovet at lade Victor have et Tilhold hos sig . 
„ Da jeg ikke skal være paa Herlufsholm med 
Victor før sidst i August “ , sagde Fru Bergmann , 
„ saa har jeg lagt Vejen herover for at see Eder , 
mine kjære Venner , endnu engang . Men hvor Du 
dog har overrasket mig , min søde Maria , med Dit 
glade og smukke Udseende . Du har jo construeret Dig 
brillant , og jeg , som havde ventet at træffe Dig heelt 
sammenskrumpen af Kjedsomhed ! Hvor er det dog 
muligt , at I kunne holde Eder saaledes oprejste i denne 
rædsomme Ørken ? “ 
„ Det vil ikke forundre Dem saa meget “ , svarede 
Verner , „ naar De hører , at vi her have Mennesker , 

til hvem vi staae i det inderligste Venskabsforhold ; 
og desuden er her jo en stor Menighed ; De maa 
troe , at der findes mange fortræffelige Folk iblandt 
dem “ . 
„ Hvem ere de gode Venner ? “ spurgte Svigerinden ; 
„ er her nogen Herregaard i Nærheden ? “ 
„ Nej “ , svarede Verner , idet et ironist Smil 
gled hen over hans Ansigt ; „ men “ , fortsatte han med 
Barme , „ her i Landsbysfolen er der en elskelig Mand 
og Kone , som baade Maria og jeg staae i det hjerteligste 
Forhold til . For Anna er det , som om hun 
havde to Par Forældre , saaledes elske de Barnet , og 
hun dem igjen “ . 
„ Er det en Skolelærerfamilie , De mener , kjære 
Svoger ? Det maa jeg kalde at blive reduceret ; en 
Landsbyskolelærer og hans Kone er rigtignok en tarvelig 
Omgang for dannede Mennesker som Eder “ . 
„ Nej ; min kjære Agathe , saaledes maa Du ikke 
tale om vore Hjcrtevcnner “ , afbrød Maria hende med 
Varme . „ De ere fra Vorherres Haand rigt begavede 
Mennesker , der ere gjennemtrængte af den højeste 
Aands Liv ; saa knnne de dog sagtens tilegne sig 
Menneskeaandens . Maaskee de mangle de ydre , finere 
Manerer , man bruger i Selskabslivet ; men en naturlig 
Takt have de mere end mangen En , der bevæger 
sig i de højere Kredse “ . 

I det Samme traadte Jørgen Jensen ind ; han 
saae meget bleg og alvorlig ud . 
„ Men hvad er det , Jørgen “ , raabte Verner , „ hvad 
er det dog ? Saaledes har jeg jo ikke seet Dig siden 
den første Gang , vi traf sammen “ . 
„ O , kjære Ven ! Jeg maa tale med Dig alene : 
kom et Øjeblik ! “ svarede Jørgen , idet han trak Verner 
med sig ind i den anden Stue og lukkede Døren 
efter sig . 
„ Men hvem var dog det ? “ udbrød Fru Bergmann 
forundret . 
„ Det var jo Skolelæreren , som vi nylig talte 
om “ , svarede Maria . „ Stakkel ! Gud veed , hvad derer 
mødt ham ; han saae saa bevæget ud “ . 
„ Men siger han da Du til Din Mand , til Præsten , 
sin Foresatte ? “ udbrød Fru Bergmann halv 
indigneret . 
„ Ja , det falder ganske naturligt “ , svarede Maria . 
„ Verner sagde Du til ham , da han var Hunsmand , 
og han læste med ham , til han blev Skolelærer ; ved 
den daglige Omgang udvikledes Jensen mere og mere . 
Det var nu saa underligt for Verner at sige Du til 
ham , naar Jørgen Jensen sagde De ; og da han var 
kommen i et saa hjerteligt Forhold til ham , kunde 
han ikke faae det kolde De over sine Læber . Hvad 
var da naturligere , end at han bad Jørgen om ogsaa 

at sige Du til ham . Jeg kan jo ikke nægte , at 
det i Begyndelsen forekom mig lidt underligt ; men 
snart blev jeg ogsaa Dus med Lene , Jørgen Jensens 
Kone , og nu ere vi Alle glade derved “ . 
„ Hør , min søde Maria ! jeg maa reent ud sige 
Dig , at dette er noget forskruet Noget ; men der seer 
man Følgen af det isolerede Liv , I føre . At tænke 
sig en Dame som Dig være Dus med “ -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- 
her blev Fru Bergmann afbrudt , idet Verner og 
Jørgen atter traadte ind i Stuen . De saae begge 
meget nedstemte ud . 
„ Naa Maria “ , sagde Verner , idet han lagde 
Haanden paa hendes Skulder ; „ det seer alvorligt ud 
for os ; paa Vejen fra Kirken er der ikke mindre end 
Tre styrtede om . Det er det første Tegn paa , al 
den frygtelige Feber , som har raset i Nabosognet , nu 
ogsaa er naaet til oS . Vorherre see i Naade til os ! 
der er knn Faa , som have overstaaet den Sygdom “ . 
Maria foldede sine Hænder og bad : „ Gud , din 
Villie skee ! “ 
„ Er det en Epidemie , som raser her i Egnen ? “ 
raabte Fru Bergmann forfærdet ; „ da tør jeg ikke blive 
her med Victor . Vi maae strax bort . Men min 
søde Maria , ikke sandt , Dn og Din Skat følge med 
mig ? Verner maa jo vel jagtens blive her “ , føjede 

hun noget tøvende til ; „ men Du og Barnet bør dog 
ikke udsættes for Smitten “ . 
„ Hvor Verner er , bliver jeg ; “ svarede Maria og 
rakte kjærlig sin Mand Haanden . 
„ Men Barnet da ? “ udbrød Søsteren . 
„ Vorherre forlader det ikke “ , svarede Verner ; 
„ det bliver hos sine Forældre . “ 
En af Pigerne kom i dette Øjeblik styrtende ind 
med det Udraab : „ Maren er falden om ude i Kjøkkenet 
! “ 
Maria ilede derud . 
„ Lad Vognen strax spænde for “ , bad Fru Bergmann 
i største Angst ; „ jeg maa bort ; jeg synes alt , 
jeg føler mig ilde “ . 
„ Er De syg , saa bliv dog her “ , raadede Verner . 
„ Nej bort maa jeg ; lad mig strax faae min 
Vogn ! “ 
Jørgen bestilte Vognen , og Verner gik ud til 
den Syge ; i det Samme kom Anna og Victor springende 
Haand i Haand ind fra Haven . 
„ Moder ! see de dejlige Stikkelsbær ! “ raabte 
Victor og holdt en Haandfuld hen imod hende . 
„ Plag mig nu ikke , Dreng ; men skynd Dig ! 
der er Vognen ; vi maae strax bort “ . 
„ Nu bort , Bloder ? “ udbrød Victor i største 

Forbauselse ; „ vi ere jo lige komne , og Du sagde , at 
vi skulde blive her flere Uger ! “ 
„ Naa , Dreng , kom nu bare ; i Vognen skal jeg 
fortælle Dig Alt . Farvel , Verner ! Farvel , Maria ! “ 
raabte Fru Bergmann fra Vognen ned til Svogeren 
og Søsteren , der kom løbende for at tage Afsfed . 
„ Endnn engang , lad mig faae Barnet med ! “ 
„ Nej , det er umuligt ! “ svarede Verner og Maria 
som med een Mund . 
Victor sad paa Vognen og saae med Undren 
hen paa Onklen og Tanten . Han saae vel kun dette 
Glimt af dem ; men aldrig glemte han deres skjønne , 
ædle Skikkelser og det stærkt bcaandede Udtryk , der i 
dette Øjeblik lyste over deres Ansigter . 
„ Kjør saa , saa hurtig som mulig ! “ bød Fru 
Bergmann . Kudsken smeldede med Pidsken ; Vognen 
rullede afsted , og snart skjultes den for Øjet i en 
tæt Støvsfy . 
Verner og Maria ilede ind i Huset ; der var intet 
Øjeblik at spilde ; Hjælp var her nødig snarest 
mulig . 
Anna stod ved Havelaagen med sin Dukke i Armen . 
Hun stirrede efter de Bortkjørende . Det Hele 
var hende som en underlig Drøm . 

Tredje Capifel . 
En trang Uge havde hensneget sig siden de første 
Sygdomstilfælde i Landsbyen . Verner og Maria som 
og Jørgen og Lene vare næsten uafbrudt beskjæftigede 
saavel Nat som Dag . Og i den korte Tid , de sov , 
kom alle de Rædselsscener , de havde været Vidner til 
om Dagen , i Drømmesyner og skræmmede Hvilen 
bort fra dem . 
Lille Anna var med gamle Ane flyttet hen i 
Skolen ; den laae lige over for Præstegaarden , saa Verner 
og Maria kunde flere Gange om Dagen see over 
til hende . Da der baade var Syge og Lig i Præstegaarden , 
vilde de helst have hende ude af Huset . Gamle 
Ane anstrengte sig for at adsprede Barnet ; imellem 
lykkedes det ogsaa ; men som oftest sad Anna stille 
ved Vinduet , lagde Panden mod Ruden og stirrede 
tankefuldt ud for sig . Hvad for Billeder der i saadanne 
Øjeblikke droge forbi hendes Sjæl , udtalte hun 
aldrig , og gamle Ane rystede ofte paa Hovedet over 
det underlige Barn . 
Det var atter Søndag . Der hang en trykkende 
Luft over den hele Egn . Ikke en Vind rørte sig . 

Der var ingen Skyer synlige ; men Solens hede Straaler 
trængte sig som igjennem et graagult Slør , der 
bedækkede hele Himlen . Det var en af de første Dage 
i August , saa Solen stod alt højt , da Kirkeklokken 
kaldte Menigheden sammen . Man saae kun enkelte 
Kirkegængere med Besvær slæbe sig frem , idet de 
krøb tæt op til Husene for at have Gavn af de 
smalle Skygger . 
Præstegaardens Havelaage aabnedes , og Verners 
høje , skjønne Skikkelse traadte ud , støttet til Jørgens 
Arm . 
Hvem der ikke havde seet Præsten siden sidste 
Søndag , vilde næppe have gjenkjendt ham , saa bleg 
og afmagret var han bleven . De store , mørkeblaae 
Øjne laae dybt i deres Huler , og en saa forunderlig 
forklaret Glands var der over dem , at de syntes at 
overstraale hele det blege Ansigt . 
„ Tak , Jørgen , for Din Arm “ , sagde Verner med 
svag Stemme , „ idag naaede jeg ikke Kirken uden 
Din Hjælp . Herren har velsignet den Time , vi to 
først traf sammen ; hvor megen Gavn og Glæde er 
der dog ikke spundet ud deraf for os begge ! “ 
„ Ja , kjære , kjære Ven ! “ svarede Jørgen , „ maatte 
vi kun komme ud over denne gruelig trange Tid . 
Jeg føler mig Gud skee Lov rask ; men Du maa 
skaane Dig ; naar Du først er hjemme fra Kirken 

igjen , faaer Du ikke mere Lov til at gaae om til de 
Syge . Jeg skal nok gjøre det ; Vorherre vil give mig 
Kraft til at trøste og styrke de stakkels Skabninger . 
See dog ! “ her pegede Jørgen henad Vejen , „ hvor de 
komme krybende , de Faa , der endnu have Kræfter til 
at naae Kirken “ . 
Jørgen læste i Chordøren ; hans smukke Stemme 
lød vel svagere end ellers ; men den havde aldrig 
haft en hjerteligere Klang . Og da han bagefter fang 
Psalmen , grebes Verner saa forunderlig af Stemmens 
Inderlighed , at han , fvag som han var , ikke kunde 
holde Taarerne tilbage ; det syntes ham , som om han 
alt var i Paradiset og hørte Englene synge . 
Nu kom Jørgen og bød sin kjæreste Ven Armen 
for at lede ham op paa Prædikestolen . Det var med 
største Besvær , at han fik ham op ad Trappen . 
Ængstelig gik Jørgen ned igjen . Degnens Stol varlige 
under Prædikestolen ; men derfra kunde Verner 
ikke sees , og idag turde Jørgen ikke have Øjnene fra 
ham . Han stillede sig derfor op til Pillen paa den 
anden Side af Gangen . 
Præsten oplæste Evangeliet ; det var om Herren , 
der græd over Jerusalem . Først var hans Stemme 
meget mat ; men med hvert Ord steg den , og tilsidst 
havde den en Styrke , saa det rungede i Kirken . Jørgen 

stod som med Livet i Hænderne , og hans Blik 
var intet Øjeblik bortvendt fra Vennen . 
Da Evangeliet var læst , hævede Verner de foldede 
Hænder og begyndte Bønnen med : „ Herre ! “ — 
men da sank Hænderne pludselig , Øjnene lukkede sig , 
og den hele Skikkelse fik som en skingrende Bevægelse . 
I et Nu var Jørgen paa Prædikesfolen , saa idet 
Verner segnede tilbage , sank han i Jørgens Arme . 
En af Menigheden hjalp at bære den Syge 
langs ad den lange Gang , og de Faa , der vare i 
Kirken , sluttede sig parviis til dem , som om det var 
en Ligskare . I Vaabenhuset lagdes Verner paa en 
Baare , og saaledes blev han bragt ind i Præstegaarden . 
Maria 
og Lene stode ved Kjøkkenvinduet , ivrig 
beskjæftigede med at tilberede Mad , der skulde bringes 
om til de Syge . 
„ Nei see dog , Lene “ , udbrød Maria , „ der kommer 
saa mange Folk ind i Gaarden ; det er da ubegribeligt 
lige under Gudstjenesten “ . 
Lene saae ud -- -- -- -- -- -- - : „ Men det er jo “ — ; her 
afbrødes hun pludselig ved et vildt Skrig , som Maria 
udstødte . De styrtede i samme Nu ud i Gaarden , 
og Maria kastede sig jamrende ned ved Baaren , 
hvorpaa Verner laae som et Lig . 
„ Han aander dog endnu “ , trøstede Jørgen . „ Han 

aander ! “ raabte Maria , og somen Lysning af Glæde 
saaes paa hendes Ansigt . I et Nu var Smertesudbruddet 
standset : 
„ Saa er der jo en Mulighed for , at Vorherre vil 
skaane ham ; o kom Jørgen , lad os faae ham bragt 
ind i Huset . “ 
Rolig ordnede hun Alt , og rolig gik hun Nat og 
Dag . Verner laae uden Bevidsthed , og som det syntes , 
uden Smerte . Lægen rystede paa Hovedet . 
„ Feberen er voldsom , og Kræfterne kun faa , “ 
sagde han bekymret . 
Den fjerde Dag standsede Feberen ; men Afkræftelsen 
var dødbringende . 
Maria sad paa Sengekanten og havde taget den 
Syges villieløst Haand i sin . Pludselig slog Verner 
Øjnene højt op , idet han udbrød : „ Maria , vi mødes 
snart ; velsignet være alle I Kjære ! “ 
Et dybt Suk hørtes , Øjnene lukkede sig , Haanden , 
som han havde hævet , medens han talte , faldt slap 
ned . Maria sad som en Støtte og stirrede stift paa 
den Elskede . Da Lene kom ind i Stuen for at afløst 
Maria , sad denne endnu ubevægelig med Mandens 
Haand i sin . Lene forfærdedes over det stivnede Udtryk 
i hendes Ansigt . 
„ Men Maria dog ! “ udbrød hun uvilkaarlig . 
Da brast det sammen for Maria , og hun sank bevidstløs 

ned over Mandens Lig . Lene stod det første 
Øjeblik som lammet af Rædsel ved , hvad hun saae ; 
men snart ilede hun ud i Gaarden til Jørgen , som 
var beskjæftiget med Forskjellige , der kom for at søge 
Raad til deres Syge . 
„ Kom , Jørgen , skynd Dig min Ven ! “ bad Lene . 
De traf Maria endnu udstrakt over Liget ; hun rørte 
sig ikke . Jørgen slog Hænderne sammen over Hovedet , 
ved at see al denne Jammer . De fik Maria lagt 
hen paa sin Seng ; hun aandede endnu , men rørte sig 
ikke . Den ene Dag gik efter den anden , men altid 
samme Tilstand . 
„ Her er ingen Hjælp mulig , “ sagde Lægen den 
femte Dag . 
Hen ad Aften , da Jørgen og Lene sade ved Lejet 
og lyttede til det altid svagere Aandedræt , mærkede 
de endelig , at det heelt var standset . 
Nu favnede Maria sin elskede Ven ; Forløsningstimen 
var slaaet . 
Fjerde Capifel . 
Det var tre Maaneder , siden Verner og hans 
Hustru bragtes til Graven . Præsfegaarden stod øde ; 
der var endnu ingen ny Præst udnævnt . Hele Bohavet 

» 
var solgt ved Auction . Jörgen havde efter Evne kjøbt 
forskjellige Smaasager , som vare kjære Erindringer 
for ham og Lene . Antoniusbilledet bad Lene Jørgen 
først og fremmest om at kjøbe ; hun glædede sig alt 
til at hænge det over sin lille Annas Seng . Anna 
havde tidt længtes efter at komme over i de gamle 
Stuer og ogsaa spurgt efter Billedet ; men hidtil 
havde Alt været forseglet i Præstegaarden , og Auctionsdagene 
nænte Lene ikke at bringe hende derover , 
for at det sidste Indtryk af Hjemmet ej fluide blive 
saa uhyggeligt , som naar man seer Alt adsplittes for 
Hammerslaget . Jørgen kom hjem uden Billedet . En 
fremmed Kjøbmand , der rejste om ved Auctioner , havde 
budt det saa højt op , at Jørgen ikke kunde følge 
længer med . Det kostede Lene Taarer ; men Billedet 
var uigjenkaldelig tabt . Kjøbmanden var strax rejst 
bort med det , og Ingen vidste hvorhen . 
Det var atter en Aften i November med dens 
Mørke og Storme . Jørgen var gaaet hen i et 
Ærinde til Naboens , og Lene sad ene i Dagligstuen 
i den lille Skolebygning . Hun lagde sit Arbejde fra 
sig , støttede Haanden til Kinden , og en Række af 
Billeder fra den sørgelige Tid , hun saa nylig havde 
oplevet , droge forbi hendes indre Syn . Hun var for 
from til at knurre mod Forsynet ; men fra Bunden 
af hendes Sjæl rejste Smerten sig : Hvad mon Fremtiden 

vilde bringe ! Lille Anna , som var bundet saa 
fast til hendes Hjerte , — hende havde hun vel endnu , 
men hvorlænge ? Hun havde Intet hørt om , hvad 
Bestemmelse der var taget med Hensyn til Barnets 
Fremtid ; mon hun vilde blive saa lykkelig at faae Lov 
til at beholde det ? 
Nu sov Anna trygt i Kammeret ved Siden af ; 
gamle Ane sad inde hos hende . Lene vilde lige gaae 
ind for at glæde sig ved Synet af Barnet , da det 
i det Samme bankede paa Hoveddøren . 
„ Skulde det alt være Jørgen ? “ tænkte Lene , „ nej , 
han lukker sig jo selv ind . “ Hun aabnede Vinduet 
forat see , hvem det var ; da rakte Landposten et Brev 
ind til hende . 
Det var noget saa usædvanligt for hende at saae 
Breve , og der var mødt hende saa meget Trangt og 
Mørkt i den sidste Tid , at det uvilkaarlig gøs i 
hende ved Tanken om , hvad dette Brev vel kunde 
indeholde . 
Hun brød det ; der stode kun faa Linier deri . 
Da Lene havde læst dem , lagde hun Hovedet ned 
mod Bordet og hulkede heftig . Og saaledes laae hun 
endnu , da Jørgen kom hjem . 
Han forfærdedes ved at træffe fin ellers saa 
kraftige Hustru saaledes opløst i Smerte . 
Han lagde kjærlig sin Haand paa hendes Hoved : 

„ Men min kjære Lene , hvad er det dog ? Bryder 
Smerten over de elskede Afdøde nu frem igjen med 
fordoblet Kraft ? “ 
Lene hævede sit taarevædede Ansigt op mod 
Manden . „ Ak Jørgen , Jørgen , “ jamrede hun , „ en 
tung Skilsmisse foreslaaer os atter . “ Hun rakte ham 
Brevet . Han læste : 
„ Gode Madam Jensen ! Jeg overnatter i Nysted 
„ Kro , saa jeg er kun en Miil fra deres Landsby ; 
„ imorgen tidlig kommer jeg forat hente min Søster „ dafter . 
Jeg har aftalt Alt med Barnets Formynder , 
„ som er enig med mig i , at det maa opdrages efter 
„ sin Stand . Vil De være saa god at have Tøjet 
„ pakket og hende selv paaklædt til Klokken ni , da jeg 
„ ikke ønsker at staae ud af Vognen ; altfor smertelige 
„ Erindringer bringer Stedet mig . 
Deres forbundne 
Agathe Bergmann . “ 
„ Ja Lene ! “ sagde Jørgen , idet han med bedrøvet 
Mine lagde Brevet fra sig , „ dette er i Sandhed svært 
at bære ; men Fru Bergmann er jo Barnets nærmeste 
Slægtning ; vi have ingen Ret til det . Lad os nu 
ordne og pakke hendes Tøj , i det Haab , at Vorherre 
nok engang vil føre os sammen med Anna igjen . “ 
Gamle Ane blev heelt utrøstelig , da hun hørte , 
hvad Talen var om ; hun troede jo aldrig mere at skulle 

faae Barnet at see . Ved at maatte trøste Ane blev 
Lene beroliget . Hun tog nu fat paa at gjøre Alt 
istand til næste Morgen . Endnu engang brast hun 
bitterlig i Graad , da hun kyssede det sovende Barn , 
før hun lagde sig , og det varede længe , inden Søvnen 
bragte hende den saa fornødne Lindring . 
Næste Morgen var Jørgen og Lene tidlig oppe . 
Lene gik først en Stund urolig om i Huset ; da 
vækkede hun lille Anna , der strax udbrød : „ Hør , Lene , 
gaaer Du saa hjem med mig idag ? jeg vil saa gjerne 
ind i Stuerne igjen ; hænger Antonius endnu over 
Moders Skrivebord ? “ Anna blev saaledes ved at 
smaasnakke med Barnets hele Utrættelighed . Lene 
kunde før Graad intet Ord fremføre . „ Men Lene , 
Du svarer mig jo flet ikke , “ og Anna tog med begge 
sine smaa Hænder og hævede Lenes Ansigt i Vejret . 
„ Men hvad er det , Lene ? hvorfor græder Du ? “ udbrod 
Anna forundret , „ er det , fordi Fader og Moder 
ere oppe i Himlen ? Du siger jo selv , at de have det 
saa godt deroppe ; saa skal man da ikke græde derover . “ 
„ O Du søde Barn ! “ svarede Lene , idet hun 
kyssede hende , „ Du skal bort fra mig , og derfor 
græder jeg . Tænte Agathe kommer ret strax og henter 
Dig , saa nu maae vi skynde os at blive færdige . “ 
„ Tænte Agathe ! Hende har jeg kun seet een Gang ; 
jeg holdt ikke af hende ; men Victor ! O , hvor det 

skal blive morsomt at see Victor igjen ; hør , Lene , jeg 
længes efter Victor ; mon Tænte ikke snart kommer ? “ 
Lene maatte oplyse hende om , at Victor ikke 
kunde være med , da han jo var sat i Skole derovre 
paa Sjælland . 
„ Ja , men saa rejser Tænte vist med mig til 
ham . “ Frokosten blev nu sat frem for Anna , og 
medens hun spiste , fortalte hun om Victor . Hun fortalte , 
hvordan han havde gjort hende bange ved at 
lege Trold ; men hvor han saa var bleven god imod 
hende , da hun blev angst for ham og gav sig til at 
græde ! Midt i sin Fortælling blev Anna imidlertid 
afbrudt ved Lyden af et Posthorn , og en lukket Rejsevogn 
holdt i næste Øjeblik udenfor Døren . Jørgen 
gik ud til Vognen ; Fru Bergmann hilste paa ham 
og bad ham saa snart som mulig bringe Anna . 
Da han kom ind i Stuen , stod Lene med Barnet i 
Armene , og gamle Ane sad grædende ved Siden . 
Anna , der bevægedes ved at see de Andre græde , brast 
ogsaa i Graad , idet hun klamrede sig fast til Lene . 
„ Naa , Lene , “ sagde Jørgen , „ pak nu Barnet ind , 
at det kan . komme afsted . “ Jørgen hjalp til for saa 
hurtig som mulig at ende denne smertelige Scene . 
Han tog den lille Koffcrt , og Lene bragte Barnet ud 
til Vognen . Fru Bergmann var bleven bevæget ved 
atter at see Præstegaarden , og Synet af Barnet og 

Lene bragte Taarer i hendes Øjne . Hun vilde gjerne 
sige Lene et Par kjærlige Ord ; men hun havde i saa 
lang en Aarrække udelukkende bevæget sig i Salonformerne , 
saa nu , da det naturlig Hjertelige gjorde 
sin Ret gjældende og vilde have Ord til at tolke , 
hvad der rørte sig i hende , da stod hun , den paa 
Conversation saa rige Verdensdame , ganske fattig . 
Hun kunde kun give Lene et Haandtryk og et venligt 
Blik ; saa gjemte hun sit Ansigt i Tørklædet og vinkede 
med Haanden , at man skulde kjøre . Jørgen lukkede 
Vogndøren , Postillonen blæste i Hornet , og Vognen 
rullede bort . 
Anna saae forundret ud ad Vinduet ; Lene laae om 
Jørgens Hals , gamle Ane havde sat sig ned paa 
Trappen med Ansigtet skjult i Hænderne . Anna 
skottede op til Tanten , der stadig sad med Tørklædet 
for Øjnene . Hun lagde sig tilbage i Vognen og 
trykkede sin Dukke op til sig , lyttede efter Posthornets 
Klang og stirrede op mod Skyerne , idet hun 
med Øjet fulgte deres hurtige Flugt . Men den eensformige 
Klang af Hornet og Synet af de bestandig 
forbifarcnde Skyer bedøvede hende , saa hun maatte 
lukke Øjnene , og snart sov hun trygt i den magelige 
Vogn . 

Femfe Capitel . 
Fru Bergmann sad længe hensunken i sine egne 
Tanker og glemte reent Barnets Nærhed . Paa eengang 
kom Tanken om det op hos hende , og hun bebrejdede 
sig , at hun flet ikke havde talt til det . Hun 
vendte sig om og blev underlig greben af den Fred 
og Unde , der var udbredt over den sovende lille Pige . 
Hendes forsfe Ungdom traadte hende saa nær ved at 
see dette Barn , der saa slaaende lignede hendes Søster 
Maria . Der havde været ti Aars Forskjel paa 
Søstrenes Alder . Da Agathe blev gift , var hun kun 
sytten Aar , og Maria netop paa Annas Alder . Hvor 
havde hun dengang hængt ved dette Barn ; hvor var 
Adskillelsen svær , da Søsteren i Afskedens Øjeblik 
grædende klamrede sig fast til hende . Den ene 
Tanke greb den anden , og mange Strenge , der ikke 
havde været berørte siden hendes tidligste Ungdom , gave 
nu en forunderlig , veemodig Klang . Det var , som 
om disse Toner kaldte paa hende . Hun skyede at see 
ned i sig selv ; hun kunde ikke udholde den Tomhed , 
som herskede der . Men hvordan udfylde den ? Hendes 
Evner vare ej i nogen Henseende blevne udviklede , 
hendes Tanker havde kun været beskjæftigede med Pynt 
og Adspredelse , med Øjeblikkets Indtryk . Hun havde 

aldrig fastholdt Noget , men ladet Alt glide bort med 
Tidens Strøm . Egentlige Sorger havde hun ikke 
kjendt . Hendes Ægteskab havde ej været ulykkeligt , 
men ligegyldigt . Hun tog ud og morede sig med sin 
Mand , og hjemme vare de begge saa elsfværdige som 
Vært og Værtinde/ af der stadig strømmede Gjæster 
ind hos dem . Ntanden sagde hende ikke , af han solgte 
Godset af Pengetrang . Letsindig som han var , benyttede 
han den lille Capital , der levnedes af Creditorerne , 
til af gjøre en Udenlandsrejse for med sin 
Kone . Hans pludselige Død indtraf kort for denne 
sidste Rest ogsaa var sat overstyr . Der mumledes 
vel i Krogene om det underlige Tilfælde , af Døden 
netop kom i det Øjeblik , da man saae Bunden as 
Pengekassen ; men Sagen blev ikke videre undersøgt ; 
Døden indtraf ved et stort Badested , hvor Enhver 
havde travlt med af more sig , saa Ingen vilde dvæle 
ved , hvad der ej var lutter Lyst . Agathe blev nu vel 
underrettet om Sagernes Stilling , men tillige om , af 
Livrenten var saa stor , af hun kunde fortsætte sit 
vante Liv . I Begyndelsen savnede hun vel Mandens 
Ledsagelse ; men snart blev hun vant til af tage ene 
ud i Selskaberne , og efter ikke lang Tids Forløb behagede 
denne fuldkomne Frihed hende . Hun havde 
saaledes levet let hen lige indtil Besøget hos Verner 
og Marin . Det var knn kort , hun saae dem ; men 

hun havde dog indaandet noget af den Luft , der omgav 
dem , og deres faa hurtig paafølgende Død gjorde , 
at det Indtryk , hun havde faaet i deres Hjem , blev 
mere end øjeblikkeligt . Hun ønskede at kunne være 
Noget for Marias Barn ; men hvorledes skulde hun 
tage fat derpaa ? Hun tænkte frem og tilbage , og det 
endelige Resultat blev , at hun vilde afsee en vis Sum 
aarlig for at lade Anna opdrage i en af Hamborgs 
Pensionsanstalter . At opdrage Barnet hjemme hos 
sig , kunde der ikke være Tale om ; det vilde formeget 
forsfyrre hendes vante Liv . Hun beroligede sig med 
Tanken om , at hun vilde gjøre dette Pengeoffcr , hvorved 
hun blev nødt til at nægte sig nogle Smaabehageligheder . 
Og saaledes smulrede de større Tankerhen 
for hende ; hun var begyndt at samle Tankerne 
og lægge dem som en Perlerad , den ene tæt ved 
Siden af den anden ; men da hun rørte ved dem , 
trillede hver til fin Side ; hun havde intet Baand at 
trække Perlerne paa : det Baand maa have Arbejde 
til Rendegarn og Eftertanke til Islæt ; men Agathe 
havde aldrig kjendt til nogen af Delene ; da hun saae 
Perlerne trille hver til sin Side , gad hun ikke samle 
dem igjen ; det var jo et Danaidearbejde , saa hun lod 
dem ligge , hvor de faldt . 
Anna vaagnede først , da Vognen holdt ved Middagsstationen . 
Hun var heelt fortumlet og kaldte paa 

Lene ; men da hun saae Tanten , der med et mildt 
Ansigt bøjede sig ned imod hende , beroligedes hun . 
Hun saae atter den store Lighed med sin Moder ; 
men denne Gang skræmtes hun ikke , da et venligt 
Smil opklarede Tantens Ansigt , saa at Ligheden derved 
endogsaa forhøjedes for hende . 
Da de kom i Vognen igjen , tog Fru Bergmann 
to smaa Dukker op af fin Pose ; det var en Dreng 
og en Pige , som Anna strax kaldte Victor og Anna . 
Nu kom der ret Liv i Barnet . Med Dukkerne legede 
hun hele Scenen om igjen fra Mødet med Victor , 
og under denne Leg gik Tiden hurtig , indtil det 
mørknedes . Nu redte Anna af et Par Tørklæder en 
lille Seng paa det modsatte Sæde til Dukkerne ; da 
hun havde faaet dem til Ro , lagde hun sig tilbage i 
Hjørnet og sov snart ind . 
Om Natten Klokken eet rullede Vognen ned ad 
Storgaden i den lille Kjøbstad , hvor Fru Bergmann 
havde en Ungdomsveninde , Kammerherreinde Nordfalk , 
der som Enke havde bosat sig i denne lille By . 
De vare ventede , saa Tjeneren sad oppe ; han kom 
strax ned og aabnede Vogndøren . Han bar den 
sovende Anna op , og sovende blev hun afklædt og 
lagt i Sengen . 
Anna vaagnede først seent næste Morgen ; hun 
blev noget forsfrækket , da et fremmed Menneske bøjede 

sig ned over hende for at tage hende op af Sengen ; 
men det stakkels Barn var alt begyndt at prøve saa 
mange Forandringer , at hun kvalte de fremtrængende 
Taarer og lod sig rolig klæde paa . Det var Kammerherreindens 
Jomfru , der hjalp hende ; hun var et 
stille , godt Menneske , der i Barndommen kun havde 
kjendt Armoden , og som Voxen kom i streng Tjeneste , 
saa hun var taknemmelig for hver lille Solstraale , 
der faldt paa hendes Vej , og et saadant Solglimt 
var dette Øjeblik for hende , da hun tog det yndige 
Barn op af Sengen . Det Velvære , hun følte , afspejlede 
sig i hendes Ansigt og bidrog Sit til at berolige 
Barnet . Da Anna var paaklædt , bragte Jomfruen 
hende ned i Stuen , hvor Kammerherreinden sad 
ved Kaffebordet med Fru Bergmann . 
„ Ih ! see , der har vi jo Din lille Protege , “ udbrød 
Kammerherreinden , „ men min kjære Agathe , Du 
faaer saamænd Noget at bestille , inden det Barn bliver 
monteret , saa hun kan være passabel ; det er umuligt 
ret at tænke sig , hvordan hun seer ud , førend hun 
faaer lidt Pli paa sig ; nej ! det er dog ogsaa rædsomt , 
saa bondeagtig hendes Klæder sidde . “ 
„ Ja , min kjære Petrea , “ svarede Fru Bergmann , 
der nu havde rystet alle Skrupler af sig ved atter at 
være kommen i de vante elegante Forhold , „ Du maa 
betænke , at det kun er en simpel Skolelærer , hun har 

været hos siden Forældrenes Død . Denne Sørgedragt 
har vist Konen selv syet til hende . “ 
„ Ja , “ faldt Anna ind , „ den har Lene jo syet 
af Moders sorte Bombasinskjole ; men jeg faaer ogsaa 
kun Lov at have den paa om Søndagen . “ 
Kammerherreinden trak Munden op til den ene 
Side , Noget , der skulde forestille et Smil , og nikkede 
til Anna paa en saadan Maade , at Barnet instinctmæssig 
forstod , at hun skulde tie . 
„ Hør , min kjære Agathe , er det saa , at dette 
skal være hendes bedste Dragt , da faaer Du virkelig 
at holde hende heelt inde ; for saaledes kan man dog 
umulig vise sig med hende i Byen . “ 
„ Ja , “ svarede Fru Bergmann , „ jeg har vel ondt 
af Barnet ; men mit Ophold her er for kort til , at 
man kan faae syet nye Klæder , og det er jo i det 
Hele taget bedst at lade dette bcroe , til hun kommer 
i Pensionen . Du er jo nok saa sad at lade Din Jomfru 
tage sig lidt ad hende ; det var dog Synd , at 
Barnet skulde sidde ganske ene . “ 
Og saaledes blev det ; Fru Bergmann tog den 
ene Dag efter den anden ud med sin Veninde , snart 
i Besøg i Byen , og snart til en eller anden af de 
nærliggende Herregaarde , medens stakkels Anna sad 
oppe paa et mørkt lille Kammer , der vendte ud til en 
snever Gaard . Den godmodige Jomfru søgte vel at 

adsprede hende paa bedste Maade ; men hendes Tid 
var tagen saa strengt i Beslag af Kammerherreinden , 
at hun kun en sjelden Gang kunde offre mere end et 
venligt Ord paa Barnet . Naar Vejret var klart , 
stjal hun imellem et Øjeblik til at gaae ned i den lille 
Have med Anna , som her ret i fulde Drag trak Vejret , 
idet hjemlige Fornemmelser kom over hende . En Formiddag , 
da Damerne som sædvanlig vare paa Besøg , 
havde Jomfruen lovet Anna at gaae med hende ned 
i Haven og derfra ud paa den tilstødende Mark , hvorfra 
man kunde see Skoven i Baggrunden . 
Anna var henrykt over det dejlige Vejr og hoppede 
glad ved Jomfruens Haand igjennem Haven ; 
men ligesom de stode i den aabne Laage ud til Marken , 
erindrede Jomfruen , at hun havde Ordre til at 
gaae et Ærinde i en Butik . 
„ Min kjære lille Anna , vi maae op igjen ; jeg 
skal gjøre nogle Indkjøb for min Frue , og Du veed 
jo , at jeg ikke før tage Dig med paa Gaden . Det 
gjør mig faa ondt , at jeg har skuffet Dig ; men jeg 
før jo ej gjøre Andet ; Du faaer blive oppe paa 
Kammeret , til jeg kommer tilbage . “ 
„ Aa nej , “ bad Anna , „ lad mig blive her nede i 
Haven saa længe ! “ 
„ Ja , ja da ! saa skal jeg skynde mig alt , hvad 
jeg kan ; om en Time vil jeg kunne være her igjen . 

Du har jo Din Dukke , saa kan I to spadsere om i 
Haven imens . “ Hermed nikkede Jomfruen mildt til 
Anna og skyndte sig bort . 
Anna stod ved den aabne Laage og frydede sig 
ved Synet af den nys opspirede Rugmark , der skinnede 
med sit friske Grønne i det klare Efferaarssolskin . 
Hun gik lidt udenfor Laagen . 
„ Nej , hvor det vilde være morsomt at komme op 
paa den lille Høj der henne ! “ tænkte hun , og strax 
sprang hun afsted ; det varede ikke længe , før hun 
naaede op paa Toppen af Højen . 
„ Ej , der er vist Landevejen , vi kjørte paa ; hvor 
jeg dog længes efter Lene ! Jeg kan vist godt løbe tilbage 
og besøge hende . “ Denne Tanke bevingede Barnets 
Skridt , og som en Fugl , der er fluppen ud af 
Buret , fløj hun afsted . 
„ Nej , hvor Lene vil blive glad , og saa gamle 
Ane ! “ og med hver Tanke hoppede Anna hurtigere 
afsted , fremad og altid fremad gik det . Nu kom hun 
hen til Skoven . „ Hvor her dog er underligt ! “ udbrød 
hun ; en Skov havde hun aldrig seet før . „ Nej ! 
see til Kragerne , hvor de sidde der oppe i Toppene 
af de høje , høje Træer ; mon de kan høre mig ? “ Og 
hun klappede i Hænderne , Kragerne fløj skræmte bort . 
„ Ja , jeg sinl nok komme lige saa hurtig som I , “ og 
hun løb fremad i flyvende Fart . 

En Hybenbufl hang med Grenene ud over Vejen ; 
den var tæt besat med store , purpurrøde Bær . En 
Green fik fat i Annas Kaabe ; hun maatte standse for 
at løsne den . 
„ Hvor de Bær ere smukke ! nogle saadanne vilde 
være pæne at sætte paa Hatten . “ Hun fik en lille 
Green revet af og satte sig ned i det bløde Mos under 
Busken for at sætte Grenen fast . „ Hvor her dog er 
blødt at sidde ; nej see , hvor dejlig Solen skinner paa 
de røde Bær ; det er , ligesom naar den skinnede paa 
Ribsene hjemme i Haven . — Men hvad er dog det 
for en underlig Lyd ? “ og hun lagde sig tilbage og 
saae i Vejret . Det var Vinden , der susede i de høje 
Trætoppe . Anna laae og stirrede op i Træernes Kroner , 
og hun saae , hvor de store Grene svajede frem 
og tilbage op imod den blaa Luft . Hun følte et forunderligt 
Velvære ved at strække sig paa det bløde 
Mosdække , idet hun stadig stirrede op imod de svajende 
Grene ; men lidt efter lidt løb Grenene mere og mere 
sammen for hende , og tilsidst bleve de som en taaget 
Masse ; Øjenlaagene faldt til , og hun laae ien tryg Søvn . 
En lukket Vogn rullede let hen ad Vejen . Da 
den kom til Stedet , hvor lille Anna laae og sov , 
holdt den stille . Tjeneren , som strax sprang ned af 
Bukken , gik hen til Vognvinduet , der i det Samme blev 
trukket ned . 

„ Hvorfor holde vi , Hans ? “ spurgte en blid 
Kvindestemme . 
„ Deres Naade ! der henne under Hybenbusken 
ligger en lille Pige og sover . Hun seer næsten ud , 
som om hun var kommen bort fra sine Forældre : 
man kan dog ikke lade Barnet blive liggende der i 
dette kolde Vejr . “ 
„ Nej , Du har Ret , Hans , lad os tage hende 
ind med i Vognen ; luk kun Døren op . “ 
En høj Dame med et blidt , noget veemodigt Ansigt 
steg ud as Vognen ; en lille gullokket Pige kom 
hoppende bag efter hende . 
„ Nej see dog , Moder ! hun sover med sin Dukke 
i Armen , “ hviskede den Lille . 
Anna saae rørende ud , da hun laae der saa rolig 
og sov ; Hatten havde hun beholdt i Haanden , saa 
Hovedet var blottet ; det rige , brune Haar , der var 
slettet med sorte Baand , laae som en Krands om det . 
Hægten i Kaaben havde hun løsnet , saa man saae 
den simple sorte Dragt , der sluttedes i Halsen af en 
lille hvid Strimmel . 
„ Hun er i Sørgedragt , det stakkels Barn , “ hviskede 
Damen , idet hun bøjede sig ned over Anna . 
„ Hvor seer hun dog Yndig ud ! “ og Damen strøg 
med sin bløde , hvide Haand hen over Annas Kind . 

Anna smilede i Søvne og hviskede : „ Moder ! “ men 
hun vedblev at sove trygt . 
„ Tag hende nu forsigtig , Hans , “ bød Damen , 
„ og læg hende her paa Forsædet . “ 
Hans bar Anna ind i Vognen uden at vække 
hende ; Damen fulgte bag efter . 
„ Kom faa , Angelica , “ og Damen vinkede ad den 
lille gullokkede Pige . „ Strax , Moder ! “ svarede Barnet , 
idet hun rev en Green af Hybenbusken , og hun 
saae smilende paa Grenen med de smukke , røde Bær 
og hoppede ind i Vognen . 
Den rullede rafl afsted ; men Anna blev ved at 
sove . 
„ Hvor hun maa være træt , “ hviskede den lille 
Pige . 
„ Ja , “ svarede Moderen , „ hun er vist ogsaa gaaet 
langt ; maaskee heelt derinde fra Byen ; det er over en 
Miil . “ 
Nu kjørte Vognen gjennem en stor Ladegaard , 
over en Bro og ind i en gammeldags Borggaard . 
Her holdt den stille foran en høj Steentrappe . Tjeneren 
tog Anna forsigtig paa Armene ; Damen og den 
lille Pige fulgte efter . 
„ Bær hende ind paa Sophaen i Cabinettet , “ beordrede 
Damen . 
Og snart laae lille Anna , endnu trygt sovende , 

i en rød Fløjelssopha . Damen lagde et blødt Tæppe 
over hende og satte sig stille hen for at betragte sin 
underlige Gjæst , idet den lille Pige lænede sig op til 
hende og kjælent lagde sit Hoved i hendes Skjød . 
Sjette Capifel . 
Paa en solrig Morgen , lo Dage før Pintse , 
vandrede en Flok unge Mennesker ud gjennem Skoven 
ved Herlufsholm . De vare paa Vejen til Rønnebæk 
Præstegaard , hvor de fluide tilbringe Ferien . 
Bøgeskoven stod i sit første Udspring . De gik langs 
med Aaen , hvor Træerne spejlede de lysegrønne Kroner 
i det klare , rindende Vand . Ungdommen sang i 
fuldt Chor , idet den Forreste , en slank , fuldvoxen Ingling 
paa omtrent aften Aar , dandsede baglænds foran 
de Andre , idet han med sin Stok lydelig slog Takt 
til Sangen mod en Mappe , som han med den venstre 
Haand holdt højt ivejret . 
„ Naa , Victor Bergmann , “ sagde en af Kammeraterne , 
„ Du hamrer ordentlig løs paa Mappen ; 
det skal nok være et Forvarsel om alle de store Skatte , 

den skal fyldes med i denne Ferie ; men jeg gad dog 
nok vidst , om Du ikke blærer Dig en heel Deel med 
dine Tegninger ; at Du gjør dem bedre end nogen 
af os Andre her paa Herlufsholm , vil jo da ikke sige 
saa meget . “ 
„ Det maaler jeg mig heller ikke efter , “ svarede 
Victor > idet han overmodig kastede Hovedet tilbage ; 
„ men jeg føler , at jeg er født og baaren til at være 
Konstner , og der er , saa Skam ! Liv og Tanke i mine 
Tegninger . “ 
„ Ja , “ udbrød den lille blege Johannes , der gik 
ved Victors Side , „ den Tegning , Du gav mig til 
min Fødselsdag , med Kong Valdemar , der jager sine 
Svende forbi , i Haab om endnu en Gang at fee 
Dronning Dagmar inden hendes Død , den er rigtignok 
smuk . Selv Rectoren siger , det er en Konstner , 
der har tegnet den . “ 
„ Men , Victor ! “ udbrød en Tredie , „ nu maa 
Du holde Ord og gjøre den Tegning med os Alle i 
Klynge , som Du saa længe har lovet Præsten Hansen . 
Vi gjøre Holdt paa Bankerne udenfor Rønnebæksholm ; 
der kan Du faae Kirken i Baggrunden , 
saa staae , sidde og ligge vi i Forgrunden . “ 
Victor bifaldt Ideen , og Truppen vandrede rask 
fremad . Der blev leet , sladdret og sunget , til man 
var naaet op paa Bankerne . Her gav Victor sig 

strax ifærd med Tegningen . Først sif han Kirken 
med Præstegaarden paa Papiret , saa Linien af Banken , 
og til Forgrund Kammeraterne , der her havde 
lejret sig i forskjellige Grupper . 
Hvor Victor sad , kunde man see ned ad en Sti , 
der slyngede sig fra Landsbyen op ad Banken ; men 
for de Andre , der vare lejrede med Ansigtet imod 
ham , var Stien skjult . Victor selv var for ivrig 
optagen af sin Tegning til , af han skulde kunne bemærke , 
af en ældre Mand langsomt og lydløst kom 
op ad Stien . Alt som denne Mand nærmede sig 
Victor , gik han vaersommerc for ej af forstyrre 
ham ; men hans Øjne vare hele Tiden fæstede paa 
ham med et baade glad og forundret Udtryk . Den 
Fremmede stod lige bag Victor , inden han blev bemærkek 
af de Andre . Han gjorde hurtig et Tegn til 
dem , af de ej maatte lade sig mærke med hans Nærværelse , 
tog en Skitsebog frem og gav sig til af 
tegne , hele Tiden bag Victor , og saa stille , af denne 
ingen Anelse havde om hans Nærhed . 
Victor seer op paa sine Kammerater , idet han 
mærker den Stilhed , der paa eengang er traadt istedetfor 
deres lystige Sladdren . Han seer paa Alles 
Ansigter , at de ere ved at briste ud i en Latter , som 
de kun med Magt holde tilbage . 

„ Men , hvad er det ? “ udbrød han ærgerlig , 
„ sid nu dog rolig ! “ 
„ Aa pas Du Dig selv , og gjør blot Din Tegning 
færdig , vi ere jo rolige som Muus . “ Og ganffc 
stille blev det igjen . 
Den Fremmede var en Tid lige saa fordybet i 
sin Tegning som Victor i sin . Dog lukkede han først 
Bogen , og nu gav han sig nøje til at betragte Victors 
Tegning . Endelig brød han Tavsheden , idet 
han slog Victor paa Skulderen og sagde med mild 
Stemme : „ Bravo , unge Mand ! Det kan nok blive 
til Noget , naar Øjnene først komme lidt mere op . “ 
Det gav et Sæt i Victor ved Lyden af den 
fremmede Stemme ; men han greb sig deri , og idet 
han ilter vendte Hovedet om , udbrød han : „ Men 
troer De da , jeg sover , siden De mener , at jeg ikke 
har Øjnene aabne ? “ 
Hans Blik mødte i det Samme et Par store , milde 
Øjne i et gammelagtigt Ansigt , der nikkede venlig 
fil ham ; men Victors Ærgjerrighed var bleven saaret , 
saa han hørte kun de udtalte Ord , uden at Mildheden 
i Stemmen , de fremførtes med , fik Indgang 
hos ham . Han fortsatte derfor : „ Naar De synes , 
det er saa taabeligt , hvad jeg tegner , saa viis mig 
da , hvordan man gjør det bedre . “ 
„ Naa , naa , min unge Ven ! bliv ikke saa heflig ; 

jeg har jo ikke villet saare Dem , men kun hjælpe 
Dem fil Rette , “ lød det beroligende Svar . 
„ Kan De hjælpe mig fil Rette ? “ spurgte Victor 
ikke uden nogen Spot i Tonen , „ tør jeg spørge , 
hvorledes De bærer Dem ad dermed ? “ 
„ Saaledes ! “ svarede den Fremmede , idet han 
aabnede sin Tegnebog og holdt den frem for Victor . 
Det var kun et let Udkast ; men man havde et klart 
Billede af hele Egnen , og i de smaa Figurer fandtes 
det Ejendommelige af enhvers Personlighed . 
Victor rødmede stærkt ved Synet af Tegningen ; 
hans Mappe faldt ned for hans Fødder , han bøjede 
sig langt frem mod den fremrakte Tegnebog , som han 
greb med begge Hænder , medens han saae og saae , 
som om han vilde sluge Tegningen med Øjnene . 
Endelig sprang han op , idet han rakte Armene ud 
mod den Fremmede . „ O hjælp mig , hjælp mig 
fremad ! “ udbrød han ; „ for første Gang i mit Liv 
møder jeg en Konstner ; viis mig Vejen , at ogsaa jeg 
kan blive det ! “ 
„ Det skal De nok , “ lød det opmuntrende Svar : 
„ Vorherre har vist skjænket Dem store Gaver ; fik vi 
kun Lejlighed til at gjøre et Par Tegninger sammen , 
vilde det snart gaae op for Dem , hvad De mangler . “ 
Her blev Samtalen imidlertid afbrudt ved et 
pludseligt Røre iblandt den øvrige Ungdom , der hidtil 

havde forholdt sig ganske stille . „ O , der er Præsten , “ 
raabte Victor , idet han glad sprang hen imod 
ham . 
„ Ja I ere nogle nette Fugle ! “ udbrød den noget 
corpulente Mand med munter Stemme ; „ fra Havesfuedøren 
saae vi i Kikkerten , at I kom , saa min 
Kone fik travlt med at dække Frokostbord ; nu har 
Pigen to Gange maattet komme Gløder paa Maflinen ; 
men saa blev Mutter ogsaa utaalmodig og 
sendte mig herop efter Eder ; hvad i al Verden gjør 
I dog her saa længe ? “ Nu bemærkede han først den 
Fremmede , som havde holdt sig noget bag de Andre , 
der Alle havde flokket sig tæt om Præsten . „ Victor , 
der er jo en fremmed Herre ! vil Du ikke forestille 
mig for ham ? Men det kan jeg da ogsaa selv gjøre ; 
jeg er Præsten dernede fra Rønnebæk , som Ungdommen 
er ifærd med at besøge . Det skulde glæde mig , 
om De vilde gaae med og tage Deel i vor Frokost . “ 
„ Jeg 
takker Dem hjertelig for Deres venlige 
Indbydelse , “ lød Svaret . Ved Klangen af denne 
Stemme slog Præsten Øjnene højt op ; et Øjeblik 
saae han stift paa den Fremmede ; da lagde han begge 
fine Hænder paa hans Skuldre og udbrød : „ Men 
Du milde Gud ! det er jo Martini ! Menneske ! Hvor 
har De dog hittet op paa vore Lyngbanker ? Ja 

her seer rigtignok anderledes ud end ved Fontana 
Trevi i Maaneskin , hvor vi sidst saaes . “ 
Nu kom Touren til Martini at spile Øjnene 
vidt op . Han syntes nok , at det Ansigt var ham 
bekjendt ; og hurtig lod han Billederne af alle de 
Landsmænd , han erindrede sig at have truffet i Rom 
drage forbi sig . Paa engang standsede han foran 
Billedet af en ung Student , Jacob Hansen . Han 
saae op paa Præsten og sammenlignede den ældre 
Mand med det Billede af den unge Student , han 
havde gjemt i sin Erindring . „ Jacob Hansen ! “ udbrød 
han , „ er det ikke Dem ? “ 
„ Jo vel , kjære Ven , hvor er der dog gaaet 
mange Aar , siden vi To som Ynglinge sværmede om 
i den romerske Campagne , “ svarede Præsten . Hans 
for saa glade Ansigt tilsløredes as Vecmod , idet han 
fortsatte : „ Og mange af dem , vi dengang glædede 
os sammen med , ere nu alt for længe siden gaaede 
ind til den store Hvile . “ Her afbrød Præsten sig 
imidlertid selv og saae hen til Ungdommen : „ Naa , 
mine Venner ! Tro ikke , at jeg glemmer Eder , fordi 
jeg bliver faa greben ved Fornyelsen af et kjært gammelt 
Bekjendtskab . Nten kom nu Alle med ; ikke sandt 
Martini ! De bliver ogsaa hos os ? Naa , hvor min 
Kone vil blive glad ved at see Dem , saa ofte som 

hun dog har hørt Deres Navn , naar de kjære Rejseminder 
bleve dragne frem . “ 
De begave sig nu Alle paa Vejen ; Victor holdt 
sig tæt til Martini ; denne udøvede som en magnetisk 
Tiltrækningskraft paa ham . Den lille Johannes 
hængte sig saff ved Victors Arm ; han var øjensynlig 
træt ; det gjorde ham godt at støtte sig til den 
kraftige Angling , og man saae i det hengivne Blik , 
hvormed han betragtede Victor , at han ikke blot i 
legemlig Henseende støttede sig til ham . 
„ Hvad mener Du dog , Karen , “ udbrød Præsten , 
henvendende sig til sin Hustru , der kom dem 
imøde ved Havelaagen , „ her bringer jeg Dig en sjelden 
Gjæst ; tænk Dig ! det er Martini , som , ester 
sidst at være seet i Rom , nu lader sig sinde herude 
paa Bankerne . “ 
„ Er det muligt ! “ svarede Præstekonen vred et 
Ansigt , glad som den lyse Dag , „ da bliver her jo ret 
Fest i Huset ! “ og hjertelig rakte hun Martini begge 
sine Hænder . 
„ Men Goddag , alle I mine kjære Børn ! Ja , 
Hr . Martini , vi have selv ingen Børn her i Præstegaarden ; 
men hele Ungdommen paa Herlufsholm 
ansee vi som vore , og vi glæde os til hver Ferie , da 
en Flok as dem kommer flyvende herover til os . — 
Naa , lille Johannes , hvordan gaaer det Dig , min 

kjære Dreng ? har Hosten været flem i den sidste 
Tid ? “ 
„ Aa nej , “ svarede Johannes ; „ men jeg blev 
dygtig træt paa Vejen herud , saa Victors Arm var 
mig til god Hjælp ; “ og han saae taknemmelig op 
til Victor , idet et lyst Smil spillede hen over hans 
blege Ansigt . Victor bøjede sig ned imod ham , idet 
han klappede hans Kind . 
„ Naa , kom saa til Frokostbordet , “ udbrød Præstekonen , 
„ I kan nok være sultne efter den lange 
Vandring . “ 
I Havestuen var der dækket et Bord , som fik 
Ungdommen til at smile over hele Ansigtet ; thi de 
bragte Alle en glimrende Appetit med ; og man tog 
strax fat paa de gode Sager , Bordet bugnede af . 
Martini var bleven stille , og hans alvorlige 
Ansigt dannede en underlig Modsætning til den lystige 
Ungdom . 
„ Er De træt , kjære Martini ? “ spurgte Præsten 
deeltagende ; „ nu haaber jeg da , at De slaaer Dem 
noget til Ro her hos os . “ 
„ Tak , kjære Ven , “ svarede Martini , „ havde jeg 
mere Tid , end jeg for Øjeblikket kan raade over , saa 
tilbragte jeg gjerne nogle Dage hos Dem ; men jeg 
skal alt begynde min Tilbagerejse til Rom imorgen , 
saa jeg maa endnu iaften til Holmegaard , hvor jeg 

nogle Dage har været indlogeret hos Forpagteren . 
I min tidligste Ungdom levede jeg meget her paa 
Egnen , og nu trængte jeg til at see disse Steder 
igjen , der have saa dyrebare Minder for mig . “ 
Martini blev meget alvorlig , ja næsten sørgmodig , 
da han udtalte disse Ord . Victor fortabte sig i Betragtningen 
over , hvor smukt dette gamle Ansigt dog 
blev ved den Alvor , der i dette Øjeblik var udbredt 
over det . 
„ De havde Ret , kjære Hansen , “ tog Martini 
efter en lille Pause atter Ordet , „ da De sagde , at 
mange af dem , med hvem vi vare saa glade i Ungdommen , 
nn ere indgaaede til den store Hvile . Ved 
atter at see Dem kommer jeg ret til at føle Savnet 
af vor fælles Ven , den kjære Carl Verner . Han 
var dog et af de elskeligste Mennesker , jeg har kjendt . “ 
„ Ja , “ sværede Præsten , „ han er En af dem , 
man alfid vil mindes med Glæde , om Savnet end 
er smerteligt . “ 
„ Ak , Hr Martini , har De kjendt min Onkel 
Verner ? “ udbrød Victor livlig . 
„ Var det Deres Onkel , min unge Ven ? da er 
der et kjært Baand imellem os To ; det maa være 
et godt Varsel for vort nærmere Bekjendtskab . “ 
„ Hvordan mon vel hans lille Pige har det ? “ 

sagde Præstekonen ; „ det stakkels Barn , der saa tidlig 
mistede baade Fade ; og Moder . “ 
„ Ja , og saadanne Forældre , “ udbrød Præsten , 
„ Maria Verner kunde i Alt følge med sin Mand ; 
hun deelte ogsaa trolig hans sidste Pligter med ham . 
Det var et lykkeligt Ægtepar , som man vanskelig 
kunde tænke sig adskilt ; men Vorherre var ogsaa saa 
naadig af lade dem følges ad selv i Døden . Barnet 
er jo nu hos Grevinde Gyldcnfeldt ; man siger , 
af hun er optagen der i Huset som Datter ; jeg kan 
ikke tænke mig , hvad der har bevæget den fornemme 
Dame til af tage et ganske fremmed , borgerligt Pigebarn 
i sit Huus paa den Maade . “ 
„ Det kan jeg forklare Dem , kjære Ven , “ sagde 
Martini , „ da jeg lige kommer fra et Besøg hos Grevinden 
paa Bøgevang . De erindrer jo nok , af Gyldenfcldts 
vare i Rom den samme Vinter som De og 
Verner ; jeg husker saa godt , af De begge holdt Dem 
tilbage fra Omgang med den grevelige Familie , da 
De flyede det fornemme Væsen , der var over disse 
Mennesker . For mig stod det og staaer endnu anderledes , 
end Deres Ansknelser i det mindste dengang 
vare , idet jeg finder , af der er en vis Skjønhed i 
den arisfokratiske Aand , af sige , naar den er forenet 
med en elskværdig , menneskelig Natur , og der tillige 

findes Sands for , hvad der hører hjemme i Aandens 
Rige . “ 
„ Ja det troer jeg nok , min kjære Martini , “ afbrød 
Præsten ham heelt ilter , „ Skjønhed maa der 
jo altid være , hvor en elskværdig Natur er parret 
med aandelig Udvikling ; man behøver da virkelig 
ikke Glandsen af den høje Fødsel , for af en saadan 
Forening kan gjøre sin berettigede Virkning . “ 
„ Ja misforstaa mig ikke , “ svarede Martini med 
et godmodigt Smil , „ jeg mener naturligviis , af Stoffet 
kan være accurat det samme hos den Borgerlige 
som hos den Adelige , men tillige , af den ridderlige 
Form , forenet med de andre ypperlige Egenskaber , 
giver ligesom et smukkere Snit paa Klædningen . 
Det være langt fra mig af paastaae , af ikke den 
Borgerlige lige saa fuldt som den Adelige kan være 
i Besiddelse af den ridderlige Form , og da har den 
Borgerlige vistnok det samme smukke Snit paa Klæderne , 
for af beholde dette nu engang brugte , rigtignok 
noget platte Billede . Men af der hos den ædle 
Adelige oftere findes Bevidsthed om Nødvendigheden 
af en ridderlig Fremtræden , end man finder den hos 
den ædle Borgerlige , dette troer jeg af have iagttaget . “ 
„ Ja , 
det er nu Konstneren , der lader sig blænde 
af den blanke Skal , “ meente Præsten . 

„ Nei , kun naar Kjernen er sund , “ svarede Martini ; 
„ ved Synet af det ormstukne Hul væmmes man 
og kaster strax hele Frugten fra sig ; men hos Grev 
Gyldenfeldt og hans Hustru indesluttede den skjønne 
Skal en sund Kjerne , og derfor droges jeg saa stærkt 
til disse Mennesker , som jeg daglig fik kjærere og 
kjærere . 
Saasnart Grevinde Gyldenfeldt hørte , af jeg var 
kommen til Danmark , sfred hun saa indtrængende til 
mig om af besøge Bøgevang , af jeg ikke kunde modstaae 
strax af følge Indbydelsen , og jeg fortrød det 
heller ikke , da jeg aldrig er bleven hjerteligere modtaget . 
Alle gamle Minder om Samlivet i Rom 
bleve dragne frem ; hvor megen Veemod de ogsaa 
indeholdt , saa vare de dog rige paa Glæder . Grevinden 
har as fuldt Hjerte elsket sin Mand , og hun 
hænger endnu med ungdommelig , sværmerisk Kjærlighed 
ved hans Minde . “ 
„ Men hvordan har da min lille Cousine Anna 
det ? “ spurgte Victor , „ jeg har vel kun seet hende een 
Gang , og da var hun endnu Barn ; men jeg glemmer 
aldrig det yndige Billede , jeg da fik af hende . “ 
„ Hun er ogsaa en elskelig lille Pige , “ svarede 
Martini , „ og paa sin Viis meget smuk ; men der 
findes hos dette Barn et forunderligt indre Stemningsliv , 
der til , sine Tider kan trække som et mørkt 

Slør over hendes Ansigt . Grevinden klagede over , 
at der imellem var noget meget Indesluttet hos hende , 
som hun ikke kunde finde Nøglen til . Mulig stammede 
det fra den pludselige Oprykken fra det kjærlige 
Hjem . Dog , Kjærlighed har hun i fuldt Maal 
hos Grevinden , der virkelig elsker hende , som om hun 
var hendes eget Barn . 
Anna er egentlig et lille Dydsmynster ; Grevinden 
forsikkrede , at hun aldrig havde haft nødig at 
irettesætte , endsige straffe hende , saa hun har da virkelig 
Glæde af at have taget hende til sig . 
Hvad der fornemlig har bundet hende til Barnet , 
er en Tilfældighed , som Grevinden har taget som 
en Tilskikkelse . “ 
„ O fortæl os det , “ bad Præstekonen , „ vi interessere 
os saa meget for Alt , hvad der vedkommer 
dette Barn . “ 
„ Ja gjerne , “ svarede Martini . „ De erindrer 
maaskee , kjære Pastor , at Verner nede i Rom altid 
var ivrig paa Iagt efter Konstsager . Den sidste Dag , 
han var der , kom han op til mig for at sige Farvel . 
Jeg kunde kun vanskelig løsrive mig fra ham 
og fulgte ham derfor tilbage til hans Hjem . Paa 
Vejen kom vi forbi en Konsthandel , i hvis Vindue 
der var udstillet et usædvanlig dejligt Hoved af en 
ung Munk , rimeligviis malet af Andrea del Sarto . ' 

Det fængslede strax Verner , og vi maatte ind og 
spørge paa Prisen ; den var imidlertid en for hans 
Pung temmelig betydelig Sum , saa vi forlode strax 
Boutiken igjen ; men efterat Verner havde vendt sig 
flere Gange om uden at see Konsthandleren staae 
vinkende i Døren , gik han atter tilbage til Boutiken , 
hvor han maatte af med de mange Penge , thi Billedet 
maatte han have . Konsthandleren paastod , at 
han ikke brød sig sfort om at sælge Billedet til os , 
da der Dagen i Forvejen havde været et fornemt Herstab 
inde at see paa det , og som havde sagt , at de 
kom igjen forat kjøbe det ; men da han nu saae , at 
denne unge Signore satte saa megen Priis paa Billedet , 
kunde han ikke andet end lade ham faae det , 
uagtet han nok indsaae , at det ikke var rigtigt af ham . 
Vi toge det for den sædvanlige Snak , som man faaer 
saa meget af i den Slags Handler ; men nu hørte 
jeg efter de mange Aars Forløb af Grevinde Gyldcnfcldt , 
at det virkelig forholdt sig saaledes . Hun 
var nemlig med sin Mand gaaet forbi Konsthandlen ; 
Greven blev strax indtaget af Billedet , og de gik lige 
ind forat kjøbe det . Det var varmt Solskin udenfor ; 
men i Boutiken mødtes de af en kold , klam Luft , 
der strax fremkaldte et af de asthmatiske Hosteanfald , 
som Greven saa ofte plagedes af ; de maatte øicblik° 
kelig forlade Boutiken ; men Grevinden skyndte sig at 

sige , at hun den næste Dag vilde komme igjen forat 
kjøbe Billedet . Hnn indfandt sig ogsaa til den bestemte 
Tid ; men da var det alt solgt , og Konsthandleren 
undskyldte sig med , at han ikke havde troet , det var 
Damens Alvor , at hun vilde komme tilbage . Grevinden 
fik ikke at vide , hvem der havde kjøbt . Billedet , 
indtil for omtrent sex Aar siden en omrejsende Konsthandler , 
der var vant til at falbyde Curiositeter og 
Konstsager paa Bøgevang , iblandt flere forskjellige 
Gjenstande ogsaa udpakkede det omtalte Maleri . 
Grevinden blev henrykt ved at see det igjen og kjøbte 
det øjeblikkelig ; det blev ophængt i et Cabinet , hvor 
hendes kjæreste Billeder vare samlede . Kort Tid 
efter er det , at hun finder den sovende lille Anna i 
Bøgevang Lystskov , hvilket De jo nok har hørt om . 
Hun bringer Barnet hjem med sig og lader det , uden 
at det er bleven vækket , lægge paa Sophaen i samme 
Cabinet . Lille Anna vaagner forvirret over de fremmede 
Omgivelser ; men da hun faaer Øje paa Billedet , 
straaler hendes Ansigt af Henrykkelse ; hun giver 
sig til at kjærtegne og kysse det , som om det var 
et levende Menneske . Den ene Gang efter den anden 
udbryder hun : „ Min egen Antonius , min kjære 
Antonius . “ Nu opklaredes det , at Billedet havde været 
i Barnets Hjem , og at Faderen havde bragt 
det med sig fra Rom . Dette Sammentræf bestemte 

Grevinden til at beholde Barnet , og snart fik hun 
Alt afgjort med dets Tante , Fru Bergmann , der 
altsaa er Deres Moder , min unge Ven . “ Saaledes 
sluttede Martini sin Fortælling , idet han venlig nikkede 
til Victor . 
„ Jeg kan dog ikke begribe , “ udbrød Victor , og 
man saae en stærk indre Bevægelse paa hans Ansigt , 
„ at Moder saaledes kunde nænne at overlade 
Anna til ganske fremmede Mennesker . “ 
„ Din Moder meente , “ svarede Præsten , „ at hun 
ej godt kunde opdrage Barnet under det bestandig 
omrejsende Liv , som hun er vant til at føre , og jeg 
troer , efterat have hørt Martinis Dom om Grevinde 
Gyldenfeldt , at Anna er heldigere stillet hos hende 
end hos Din Moder . “ 
Man saae paa Victors Ansigt , at han blev pinlig 
berørt ved dette Svar . Værtinden bemærkede det 
og gav derfor Tegn til Opbrud . Man rejste sig , og 
de Unge samledes paa Græsplainen udenfor Havestuedøren , 
hvor de snart vare i fuld Gang med et 
Ringspil . Præsten bød Martini en Pibe , og de satte 
sig for de aabne Døre og faae paa Ungdommens 
Leg . 
„ Nej , see dog , “ sagde Martini , idet han med 
Pibespidsen pegede hen imod Victor , „ hvor smukke 
Bevægelser den unge Bergmann gjør , naar han kaster 

Ringen , og see nu ! idet han springer op og griber 
den , er det dog ikke , som om han fløs ! Han er en 
sjelden velsfabt ung Mand ; ogsaa synes han at være 
et aandelig begavet Menneske , og fil Konstner er han 
jo umiskjendelig sfabt . Det var paafaldende , saa 
megen Sandhed og Liv der var i hans Tegning , 
uagtet man jo igjennem den hele naive Maade , han 
arbejder paa , føler , at han ingen konstnerisk Vejledning 
kan have hast . Er det hans Bestemmelse at 
ville være Konstner ? “ 
„ Ja , hvem veed det , “ svarede Præsten , „ fil Sommer 
skulde han være Student , og det naaer han jo 
vel nok , da han dog har faaet adskillige Kundskaber 
ind , uagtet han har lært paa sin egen Viis ; stædig 
er han som en Cariolhest , naar han har Ulyst fil 
Noget , saa Lærerne have maattet lade ham gaae sin 
egen skjæve Gang . Han har fra fin tidligste Barndom 
været vant fil at følge sin Lyst . Moderen forkjælede 
ham som lille ; men senere brød hun sig , imellem 
os sagt , ikke stort om ham . Jeg fik hende fil 
at fende ham her fil Herlufsholm , saa kunde jeg dog 
have lidt Øje med ham . Hun har nu ikke seet ham 
i to Aar , og da han skrev hende fil , at han ønskede 
at besøge hende fil Sommer , saasnart han var bleven 
Student , svarede hun ham , idet hun sendte ham en 
stor Sum Penge , hvorfor han kunde gjøre en lille 

Udenlandsrejse , at det var tids nok , naar han besøgte 
hende til Vinter . Stakkels Dreng , det gjør ham jo 
kold for Moderen ; men han lider derunder ; ubændig 
og egenraadig er han , dog et varmt Hjerte har han , 
og han trænger til Kjærlighed . “ 
Her blev Præsten afbrudt , idet Victor nærmede 
sig . 
„ Hør , Hr . Martini , De talte om , at vi skulde 
gjøre et Par Tegninger sammen ; naar har De Tid 
og Lyst dertil ? “ 
„ Ja Lysten er der , “ svarede Martini ; „ men 
Tiden er kun knap , da jeg maa herfra endnu iaften . 
Hvor er det dog Skade , at De ikke kan rejse med 
mig til Italien ! der havde vi Tid baade til at tale 
og til at tegne sammen ; ja , “ fortsatte han med Varme , 
„ kunde De rejse med , hvor skulde vi da have herlige 
Dage ; jeg trænger til Ungdom om mig ; med de 
Unge føler jeg mig selv saa ung og glad . “ 
„ Og hvorfor kan jeg da ikke rejse med ? “ faldt 
Victor ham med en ildfuld Tone i Talen , „ jeg vil 
rejse med , og hvem skulde vel modsætte sig min Villie ? “ 
„ Bien , 
kjære Victor , “ raabte Præsten ; „ Du skal 
jo være Student til Sommer . “ 
„ Student ! “ henkastede Victor haanlig , „ hvad skal 
jeg dermed ? det har jeg ikke mere Brug for ; thi 

siden jeg traf Hr . Martini , føler jeg , at jeg maa 
være Konstner ; ja i Konsten , der er Liv og Glæde , 
og levende og glad vil jeg være ; i Konstens Rige 
vil jeg leve med Glæden og Skjønheden forat neddukke 
mig i deres forfriskende Straalebad ! “ Dette 
halv sang han frem , idet han strakte Armene i Vejret 
og svang sig dandsende rundt , saa Lokkerne fløj som 
en Krands om hans Hoved . Øjnene glimrede jublende 
omkap med hans glade , unge Stemme . Det 
Hele gav Billedet af Ungdommen i dens skjønneste 
Glands . 
Martini sprang op og omfavnede Victor ; „ Ja , 
kjære Menneske ! saa følg da med i Guds Navn ! “ 
udbrød han , „ jeg troer ogsaa fuldt og fast , at De 
maa blive Konstner ; ikke ene efter Deres Tegning at 
dømme , men af Deres hele Væsen udstrømmer Konstnernaturen . “ 
„ Saa 
Du vil saaledes strax sprænge Baandenc 
og ikke være Student ? “ sagde Præsten og truede med 
Fingeren , idet han ikke kunde bare sig for at smile , 
„ vil man engang see ! der slaaer Du en ordentlig 
Kolbytte , og endnu det Forrykkcste ved Sagen er , at 
Du ogsaa faaer os Gamle til at vende op og ned 
paa vor vante og solide Tankesæt . Havde jeg nogensinde 
troet , at jeg , den velærværdige Pastor Jacob 
Hansen til Rønnebæk , skulde række hjælpende 

Haand til en saadan Fyr som denne Victor Bergmann , 
der dog aabenbart maa komme til at staae 
som en Fusentast i alle besindige Menneskers Øjne ! 
Øg dog er det saa ! Du vil nu rejse til Italien og 
dermed slaae en Streg over Din Studenterexamen , 
og mig gamle , fornuftige Menneske har Du saaledes 
forhexet , at jeg siger : Godt ! jeg skal hjælpe Dig efter 
bedste Evne . “ 
„ 0 Tak , fortræffeligste Pastor Hansen ! “ udbrød 
Victor jublende , „ jeg vidste jo , at det maatte gaae 
for mig , og fee ! nu er jeg jo alt et godt Stykke paa 
Vej , ved at jeg har vundet Dem for Sagen . “ 
„ Ja ja , min kjære Victor , “ tog Præsten atter 
ørdet , „ nu al Spøg til Side ; jeg deler i Alvor Din 
Mening , at naar Dn vil være Konsfner , som Dn 
jo vistnok er sfabt til , saa har det ikke stor Betydning , 
om Dn tager den Examen eller ikke . En 
anden Sag er det med de Kundskaber , Dn har erhvervet 
Dig dertil ; dem vil Dn nok i Tiden komme 
til at skjønne paa . Skjæbnen har været Dig god , 
da den har ført en saa udmærket Konsfner som Martini 
paa Din Vej , og det , at Dn kan rejse i hans 
Selskab og fremdeles nyde godt af hans Vejledning 
baade som Menneske og som Konsfner , det bør vi 
slaae fast som den vigtigste Grund til at lade Examen 

falde , forat Dn strax kan tage fat paa Konstnerbancn . 
Naa 
til Lykke dermed , min gamle Dreng ! “ 
Her greb Præsten Victors Haand og rystede den 
hjertelig ; „ jeg faaer nu see at klare den Sag saavel 
med den gamle Rector , der heldigviis er borte i Ferien , 
som med Din Moder . Men saasnart Dn er 
kommen til Italien , maa Dn selv skrive til dem 
begge . Den gode gamle Rector vil nok rynke Brynene ; 
jeg hører ham udraaber „ „ Nei see dog til det 
Brushoved , den Victor Bergmann , hvad for dumme 
Streger han kan hitte paa ! “ “ Men jeg skal nok 
faae ham venlig stemt igjen ; han har dog altid haft 
Hjerte for Dig . 
Men nu vil jeg give Ordre til strax at spænde 
for , saa vi kan kjøre til Herlufsholm forat pakke Din 
Koffert med de nødvendige Sager . Vil De , Martini , 
ikke nok kjøre med ; der er vist saa meget , vi 
kunde afhandle paa Vejen . Passet kan vi faae i Næstved , 
og de Rejsepenge , Din Moder sendte Dig , vare 
jo i Guld , saa den Sag er da alt i Orden . Hen ad 
Eftermiddag ere vi her tilbage , og I saae da Tid 
nok til at tage Afsfed med min Kone og Ungdommen . 
Hillemænd ! Hvor der vil blive et Røre iblandt 
dem , naar de faae denne Nyhed at høre ! “ 
Snart var Vognen for Døren , og de rullede 

afsted til Herlufsholm . Ungdommen stak Hovederne 
sammen og grundede forgjæves paa , hvad denne pludselige 
Kjørsel vel havde at betyde . 
Pastor Hansen kunde ikke bare sig for at lee ved 
at see den maalløse Forbauselse , der malede sig paa 
alle Ansigter , da han ved Tilbagekomsten fortalte om 
Victors nærforestaaende Afrejse . 
Taarerne kom den lille Johannes i Øjnene . 
„ Naa , naa , “ udbrød Præsten , idet han tog Drengen 
under Hagen , „ ingen Rørelser nu ! Vi ville ikke tænke 
paa os selv , men glæde os over at see Victor , der 
med løftede Vinger bruser ind i det forjættede Land , 
hvor hans Genius venter ham med Laurbærkrandsen . “ 
Her brød Præsten ud i en hjertelig Latter : „ Jeg kan 
ikke lade være at lee ad mig selv , der strax hopper 
op paa Pegasus , saasnart jeg kommer i Berøring 
med Konstnere . De lokke En altid opad ; men man 
føler sig i en saa tragicomist Stilling , da det jo er 
med fremmede Vinger , man er kommen tilvejrs , og 
meget kejtet kommer man som oftest ned igjen . “ 
Men denne Gang kom Pastor Hansen ikke kejtet 
ned ; thi i samme Øieblik rullede Vognen for Døren , 
og en sand hjertelig Rørelse viste sig paa hans 
Ansigt ved Tanken om Afskeden . 
„ Naa , Victor , Du kjære Dreng , Gud velsigne 
Dig , “ udbrød han med Varme , , ^Gaa nu Vejen ligefrem 

eller flyv den , som det jo snarest er efter Din 
Natur ; men lad Dig ikke forlokke af de dejlige Stier 
tilhøjre og venstre ; kun ligefrem og altid ligefrem ! 
der er Maalet . Og nu , Martini , lev vel ; Tak fordette 
Møde , og Tak , fordi De tager Dem ad vor 
Indling ; gid han nu ikke maa gjøre Dem det for 
broget ! “ 
„ Farvel , Farvel ! “ lød det fra alle Sider , og 
Vognen rullede ud af Præstegaarden med de to nye 
Venner , der nu paa den lange Rejse ret fik Tid til 
at lære hinanden at kjende . 
Syvende Capifel . 
Det var i de sidste Dage af September , at Victor 
hen ad Aften kom ned fra Højderne ved Tibers 
Villa paa Capri . Han var iført en hvid Bluse 
og gul Straahat . Denne simple Dragt faldt godt 
sammen med hans flanke Væxt og hans glade , solbrændte 
Ansigt . Over Skulderen hang i en Rem 
hans Mappe , Stol og Solskjærm . Victor var i de 
fem Maaneder , siden han forlod Herlufsholm , bleven 
udviklet til en forhøjet Skjønhed baade i legemlig 

og i aandelig Henseende . Der var kommet noget 
Mandigt , Fribaarent over ham , som ret viste , at 
han var flabt for de glade Konstnersorhold , han nu 
levede i . 
Han hoppede let som en Ged hen ad den stenede 
Vej ; men pludselig standsede han foran en Vignelaage , 
som han forsigtig aabnede , idet han kiggede ind 
ad den . Under en Pergola i Viinhaven saaes en 
ung Pige , beskjæftiget med at plukke Druer i en Kurv . 
Victor tog en lille Mundharpe frem og slog et Par 
Toner an paa den . Den unge Pige drejede hurtig 
Hovedet efter Lyden , og et livligt Smil spillede om 
hendes Læber ved Synet af den smukke Mand . 
„ Behag at træde indenfor , Don . Vittorio ; onfler 
De ikke nogle Druer ? “ Og hun rakte Kurven 
hen imod ham . 
Med et Par lette Spring var Victor ved hendes 
Side . „ Tak Annarella ! jeg er tørstig , de friskplukkede 
Druer ville lædflc fortræffelig ; og dobbelt 
godt smage de , da Dine smukke Hænder har plukket 
dem . “ 
„ O , Smigrer som De er , Signore ; min Haand 
er vel lille , men see , hvor brun ; uagtet Deres Ansigt 
er blevet meget solbrændt her paa Capri , saa 
er min Haand dog mørkere end Deres Kind . “ Hun 
rakte Haanden op forat sammenligne , og som tilfældig 

kom hun til at berøre Victors Kind og lod 
Haanden langsomt glide hen ad den . 
Victor stod som fortabt i hendes Skjønhed , og 
hans Øjne straalede hende glcrdedrukne imøde , idet 
han greb hendes Haand sorat drage hende nærmere 
til sig . 
„ Tys , Signore , “ udbrød Annarella , „ der er 
Mamma ! mød mig iaften i Fiskerdragten under den 
store Oliven ! “ og snar som en Hind smuttede hun 
bort imellem Buskene . 
Victor tog hurtig en Skitsebog frem og lod , 
som om han var ivrig besfjæffiget med at tegne . 
„ Godaften , smukke Signorino , “ hilste Annarcllas 
Moder , idet hun vilde gaae forbi , „ altid saa flittig ! “ 
„ Jeg er Konstner , Signora , og Konstnerne , veed 
De , maae arbejde ; man skal jo fortjene sit Brød , “ 
svarede Victor , idet han havde svært ved at tilbageholde 
et skjelmsk Smil . 
„ Ja ja , de Fremmede ere altid flittige ; saaledes 
er Ungdommen ikke her , “ sagde Matronen , idet hun 
rystende paa Hovedet bød Victor Godnat og forsvandt 
ind i Huset . 
Victor ilede nu tilbage til Locandaen , hvor han 
alt traf Konstnerne samlede til Aftensmaaltidet . Man 
var ivrig besfjæffiget med at betragte , hvad Enhver 

bragte med sig som Frugten af Dagens Arbejde , saa 
Ingen bemærkede Victors Komme . 
Han traadte ud Paa den aabne Loggia , hvor 
han fortabte sig i Nydelsen af den friske Luftning , 
der viftede imod ham fra Havet , over hvilket der i 
dette Øjeblik var spændt som et Guldnet af den nedgaaende 
Sols sidste Straaler . Han saae , hvor Beboerne 
rundt om traadte op paa de flade Tage forat 
indaande den friske Luft efter Trykket af den hede 
Dag . I det Fjerne hørte han syngende og klingende 
Toner ; Alt om ham sang om Skjønhed og Nydelse , 
og selv var han saa glad og saa ungdomssrifl . 
Nu blev der kaldt tilbords . „ Men hvor er vor 
Ungersvend , hvor er Don Vittorio ? “ lød det fra 
flere Sider ; en ung Italiener var den Første , der 
opdagede ham ; han listede sig hen og tog ham om 
Livet ; det gav et Sæt i Victor , der heelt var hensunken 
i Synet af al den Skjønhed ! der her omgav 
ham . 
„ O tilgiv , Signore ! “ bad den unge Italiener , 
idet han overgivent lo ; „ jeg forstyrrede nok Digtningen 
af Serenaden til iaften . “ Victor rødmede , 
men lo i det Samme ; han slog et Par Knips med Fingrene , 
som om han havde Castagncttcr i Hænderne , og 
samtidig tog han nogle Trin af Tarantellen ; Italieneren 

besvarede det , og saaledes kom de dandsende 
ind til Spisebordet . 
„ Bravo , bravo , bslii Aiovani ! “ lød det fra alle 
Sider , og under lydelig Munterhed satte man sig 
tilbords . 
Her vare Konstnere af alle Nationer samlede . 
Da man maatte have et fælles Sprog , valgte man 
Landets , og derved fik Victor daglig mere Færdighed 
i det Italienske , som Martini alt havde indøvet ham 
i paa Rejsen ; en god Støtte havde han i sine Forkundskaber 
i Latin og Fransk , saa han sandede Pastor 
Hansens Ord , af han vilde komme til af takke for , 
hvad han havde lært . Men den meste Færdighed i 
dette skjønne Sprog erhvervede han sig dog ved Møderne 
om Aftenen under den store Oliven , der stod 
halv skjult i en Klippekløft og saa assides , af næsten 
aldrig Nogen kom derhen , saa af han i al Mag 
kunde sladdre med den skjønne unge Pige , der ret af 
Hjertens Grund morede sig ved af være hans Læremester . 
Hos en gammel Fifler , der boede et Stykke 
Vej dersra , havde han for gode Ord og Betaling 
faaet det saaledes indrettet , af han kunde gaae hen , 
naar han vilde , og iføre sig en Fiskerdragt , som tilhørte 
den gamle Mands Søn . Denne var paa Koralsifleri 
Sommeren over , og saaledes traf man altid 
den Gamle ene i Hytten . Ved denne Forklædning 

var Victor sikker paa , af om ogsaa Nogen saae dem 
ved Mødestedet , vilde Ingens Tanker falde paa ham . 
Denne Aften havde Annarella alt ventet noget , 
inden Victors lille Mundharpe lod sig høre . 
„ Don Vittorio har ladet længe vente paa sig , “ 
udbrød den unge Pige i en lidt ærgerlig Tone , „ og 
netop iaften har jeg kun lidt Tid , da jeg har lovet 
Donna Serafina at komme op og dandse i Paganis 
Locanda ; hun vil saa gjerne have det forat more 
de fremmede Signori ; det er jo altid som en Komedie 
for dem at see paa vor Dands ; vi dandse jo 
ogsaa gjerne deroppe , da der derved falder nogle Bajocchi 
af til os . “ 
„ Men Annarella ! “ udbrød Victor , „ Du kan dog 
umulig tænke paa Penge under Dandsen , Du , der i 
saadanne Øjeblikke seer ud , som om Du var i Gudernes 
Samfund . “ 
„ O , Signore ! i saa fornemt Selskab er jeg saamænd 
aldrig , og husk paa , at jeg er fattig , saa Klangen 
af Penge , — det er altid den bedste Lyd i mine Øren . 
— Naa , naa , Don Vittorio , “ fortsatte hun efterat 
have stirret ham noget ind i Ansigtet , „ det er saa 
mørkt , at jeg ikke rigtig kan see ; men jeg synes , at 
De trækker Deres Øjenbryn saa underligsammen ? tys , 
hvad er det , Klokken slaaer fra Taarnet ? U act o mm min ! 
Det er alt to Timer efter Ave Maria , og til denne 

Tid har jeg lovet at være nede ved Dandsen ; kom , 
lad os skynde os ! “ 
„ Men jeg maa først ind til den Gamle for at 
klæde mig om , “ indvendte Victor . 
„ Aa nej , gjør mig den Glæde at dandse sammen 
med mig iaften , netop i denne Dragt ! “ bad 
Annarella saa indsmigrende , „ vi springe dandsende 
ind , og naar Tarantellen er endt , springe vi lige saa 
hurtig ud igjen , saa vil Ingen faae Tid til at undersøge , 
hvem Øe er ; Alle see dog mest paa mig , da 
jeg nu engang har faaet Navn af In bsllsM äi 
Oapri . “ 
„ Det gaaer ikke an , Annarella ; for ingen Pris 
vil jeg , at man skal mærke vore Møder . “ 
„ O Signore , glæd mig med det ! “ bønfaldt Annarella , 
idet hun lagde sin Arm i hans og lænede sit 
Hoved op til hans Skulder , „ skal jeg dandse smukt , 
maa jeg dandse med Dem ; her er Ingen paa den hele 
0 , der kan bringe et saadant Liv og saa megen Glæde 
over mig som netop Øe , Don Vittorio . Ikke sandt , De 
gjør det ? “ og hun klappede hans Kind med sin lille 
Haand . Han bøjede sig ned mod hende . Da trykkede 
hun pludselig et brændende Kys paa hans Læber . 
Fuldmaanen var lige staaet op over Havet og belyste 
Victors Ansigt . Da Annarella saae , at han blev 
blussende rød ved hendes Kys , slog hun en skingrende 

Latter op . Det gøs i Victor ; men da Annarella i 
det Samme greb sin Tamburin , hvorpaa hun slog nogle 
Tacter og gav sig til at dandse , sandsede han Intet 
uden dette skjønne Syn . Han greb sine Castagnetter , 
faldt ind med i Dandsen , og saaledes dandsede de 
hen ad Vejen . 
I Locandaens Vesfibule var Lystigheden alt i 
fuld Gang ; flere af Konstnerne havde deres Skitsebøger 
fremme ; Martini var især ivrig og havde den 
ene Gruppe paa Papiret efter den anden . Paa eengang 
hører han et stærkt Beundringsudbrud ; han seerhurtig 
op ; det er Annarella , der i hele sin blændende 
Skjønhed kommer svævende ude i den aabne Buegang , 
omstraalet af Maanens Skin . Nu dandser hun ind 
i Vestibulen , idet hun klart belyses af de mange Lamper , 
og Tarantellen er i sin livfuldeste Gang . 
„ Nej ! hvilken Skjønhed ! “ udraabtes som i et 
Chor . 
„ Ja , men see ogsaa , hvor prægtig hun støttes af 
sin Dandser , “ udbryder Monsieur Gaspard , en fransk 
Konstner , der staaer bagved Marfini , „ nej see ! nu da 
hun flyer for ham , hvor indsmigrende forfølger han 
hende ikke ; nu er hun overvundet , og Touren kommer 
til ham af trække sig tilbage , medens hun søger af 
lokke ham ; ja skjøn er hun ogsaa i sin Idmygelse ; 

hvilken Mand vilde vel kunne modstaae denne indsmigrende 
Tryglen ! “ 
„ Men han maa ogsaa nok kunne fængsle en 
Kvinde , “ sagde en tredie Konstner , „ hvilket Liv og 
hvilken Ungdom er der dog i enhver af hans Bevægelser , 
og hvor smukt er han ikke proportioneret , 
saa sint og elegant ; saae man ikke den simple Fiflers 
Dragt , vilde man troe , af han var en fornem Signore ; 
Skade , af den røde Hue er gleden saa langt 
ned over Øjnene , af man ikke ret kan see Ansigtet . “ 
„ Det er jo Victor ! “ udbrød paa eengang Marfini , 
idet han løb hen imod ham ; men som et Lyn 
forsvandt de Dandsende gjennem Buegangen , og inden 
den støjende Skare af Forfølgere naaede udenfor , vare 
de ude af Syne . 
Der blev stor Lystighed i Kredsen over denne 
Opdagelse ; kun Martini blev stille og gik kort efter 
op paa sit Kammer . For ham var det jo , naar han 
tænkte tilbage paa denne Dands , indlysende , at det 
ikke ene var den medfødte Gave til Dandsen , der 
havde bragt saa megen Varme i Victors hele ypperlige 
Fremstilling . Som Konstner var han henreven 
deraf ; men som Victors Ven var han hjertelig bedrøvet 
derover . Vel havde han haft en Anelse om , 
at Annarellas store Skjønhed havde gjort Indtryk paa 
Victor , og han havde alt ængstet sig derover , da han 

kjendte Victors heftige Natur ; men ikke havde han 
troet , at Lidenskaben alt havde faaet saa stærk en Væxt , 
som han nu syntes at see udtrykt i hver af Victors 
Bevægelser i denne Dands , og man saae jo ogsaa , at 
Annarella var fængslet af ham . Hvad vilde dette 
føre til ! Martini vidste om Annarella , at hun uagtet 
sin Ungdom ej var uerfaren ; hun havde tidligere gjort 
Forsøg paa at lokke sig en Ægtemand til iblandt de 
unge , rige Fremmede , og han var sikker paa , at hun 
nu ogsaa havde denne Hensigt med Victor ; blev han 
bundet paa en saadan Maade , stod han Fare for heelt 
at gaae til Grunde . „ Nej , det skal aldrig skee ! “ udbrød 
Martini for sig selv . Da han fik tænkt sig 
noget om , blev det ham klart , at han strax næste 
Morgen maatte tage tilbage til Neapel med Victor 
og derfra lige til Rom . Han gik ind i Victors Kammer ; 
denne var endnu ikke kommen tilbage . Martini 
gav sig strax til at pakke hans Tøj sammen . Lige da 
han er ved at lukke Kofferten , træder Victor ind . 
Han studser , og et mørkt Udtryk viser sig paa hans 
Ansigt , da han seer , hvad Martini har taget sig for . 
Han sætter sig stille hen og lader Hovedet hvile i 
Hænderne , idet han støtter Albuerne mod Knæene , og 
saaledes sidder han længe . Martini har sat sig hen 
ved Siden af ham og venter paa , at Victor skal see 
op ; men denne bliver stadig siddende i samme Stilling . 

Endelig bryder Martini Tavsheden . „ Du 
kjære Victor , “ sagde han , idet han lagde Haanden 
paa hans Skulder , „ vi To ere alt i nogen Tid 
gaaede af Vejen for hinanden ; men nu kan og bør 
det ikke gaae saaledes længere . Du er fulgt med mig 
herned , saa langt bort fra Hjemmet og fra din tidligere 
Bane ; jeg saae jo de store Konstnergaver hos Dig 
og lod Dig derfor gjøre dette Spring , hvorved Du 
brød alle Baand , da jeg vidste , at der vilde staae Dig 
en ny og lysende Bane aaben ; men nu er Du ifærd 
med at træde bort af Vejen , og her maa jeg standse 
Dig . Selv om jeg derved forvolder Dig stor Smerte , 
saa maa og vil jeg føre Dig tilbage derhen , hvor 
Vejen ligger afstukken for Dig ; jeg seer med Gru den 
Magt , Lidenskaben alt har faaet over Dig ; endnu erdet 
Tid , men kun faa Skridt til ad samme Vej , saa 
styrter Du i en Afgrund , hvorfra ingen menneskelig 
Haand mere kan frelse Dig . Derfor kom og følg 
mig ! imorgen tidlig rejse vi til Rom . “ 
„ Men naar jeg nu ikke vil det ? “ udraabte Victor , 
idet han sprang op og stillede sig udfordrende , 
med Haanden knyttet , foran Martini . Men da hans 
Øjne mødte Vennens , og han saae det næsten bønlige 
Udtryk , hvormed de saae paa ham , da aabnedes uvilkaarlig 
Haanden , som Martini greb , idet han sluttede 
Victor i sine trofaste Arme . 

Otfende Capitel . 
Enkelte Blade af Victors Dagbog , skrevne 
i Rom i Løbet af fire Aar . 
— Ja , her er stort og prægtigt i Rom ; men 
Annarella , — hende savner jeg . Hvor gjerne gav jeg 
ikke alle disse Herligheder for een Time sammen med 
hende . Og dog ! hvad er det for en underlig Flamme , 
der brænder i mig , naar jeg tænker paa hende ! Aanden 
løftes ikke derved ; men jeg er som vildfarende i 
en Labyrinth ; Annarellas Billede svæver altid foran 
mig derinde og bringer mig stadig til at forvilde mig 
dybere og dybere ind . Jeg føler , at det er et Vildspor ; 
men jeg betræder det dog saa gjerne ; jeg drages , 
ja , jeg drages saa mægtig ; men Konsten fordrer , at 
jeg gjør Afkald , og til den har jeg helliget mig . Alt 
maa falde , som dæmmer for den , og jeg føler , at 
denne Kjærlighed hæmmer min Konstnerbane , saa , 
stakkels Annarella ! jeg maa forlade Dig . Jeg tog 
fra Capri uden at sige hende Farvel ; jeg havde ej 
Mod til at see hende ved Afskeden . Hvordan mon 
hun nu har det ? Flere af Malerne misundte mig , 
fordi jeg saa ganske fængslede hende ; jeg kan næsten 
ikke udholde at tænke paa , hvordan de nu friste hende . 

Men mand Dig op , Victor ! Konstnerstjernen er langt 
borte ! Fremad ! fremad , den maa naaes ! Hvor underlig 
kan dog Tankerne flyve om ! naar jeg tænker 
paa Maalet , er det , som om jeg saae min lille Cousine 
Anna , men som voxen Jomfru , saa ganske Tante 
Marias ophøjede Billede . Anna staaer med Krandsen 
og rækker den ud imod mig ; men som jeg vil gribe 
den , viger hun længere og altid længere tilbage , indtil 
hun forsvinder i en Taage for mig . Hvad er dette 
for et underligt Syn , og hvilken Tankeforbindelse er 
her dog ? Lille Anna er min eneste Slægtning foruden 
min Moder . Jeg saae hende jo kun et Øjeblik 
den Søndag Morgen i den lille Præstegaardshave ; 
men dette Indtryk er uudsletteligt i Forening med det 
ædle Billede af Annas Forældre . Der er jo ikke den 
glødende Skjønhed i dette Billede som i det , der viser 
sig for mig , naar jeg tænker paa Annarella ; men ved 
Tanken om disse Slægtninge kommer der en vidunderlig 
løftende Stemning over mig , saa at jeg bæres 
fremad derved . Annarella derimod holder mig tilbage ; 
men fremad , fremad maa det gaae , der er Maalet ! 
Et Par Maaneder ere gaaede , siden jeg sidst skrev 
her . i min Dagbog ; daglig kan jeg ikke skrive . Ofte 
finder jeg ej Ord til at forme de stærke Indtryk , som 

jeg modtager ; jeg lever meesf i Vaticanet i denne 
Vinter , og jeg tegner flittig efter Antikerne ; mine 
Øjne aabnes daglig mere og mere for deres uendelige 
Skjønhed . Den velsignede Konst ! hvor er jeg dog 
lykkelig ved af være kommen ind paa den Bane ! jeg 
føler , af jeg har Kræfter til af arbejde mig fremad . 
Ja et stort Maal haaber og stræber jeg ester af naae 
srem til . Martinis Billeder more mig ; der er Liv 
og Lune i dem ; men Genien vinker mig højere tilvejrs , 
jeg vil ikke kunne tilfredsstilles ved ene af 
fremstille Scener af Folkelivet ; jeg maa have større 
Grændser . Det antike Ideal foresvæver mig altid ; 
maatte jeg dog naae hen til af faae saadanne store 
Syner fængslede paa Lærredet ! 
Hvor Maaned efter Maaned dog gaaer hurtig 
her i Rom ; det er , som om den mægtige Fortid sammcntrængte 
Nutiden til kun af spænde over Øjeblikke . 
Alt gaaer for mig op i Studiet ; det er min første 
Tanke , naar jeg vaagner , og min sidste om Aftenen . 
Alt drager ad den Vej ; men jeg føler ogsaa , hvor jeg 
voxer . Martini er glad ved mine Fremskridt ; han 
spaacr mig en stor Fremtid ; blot jeg klart kunde see , 
hvor Traadene ere lagte for mig . Nu er det den 
dejlige Foraarstid , og snart har vi atter Sommeren ; 

den flat tilbringes i Bjergene her om Rom . Til 
Capri vil jeg ikke mere . Al min Tanke og Stræben 
maa offres Konsten . Kvinden er skjøn , men Du , min 
Konst , Du er dog den Skjønneste ! for Dine Fødder 
nedlægger jeg min Kjærlighed . Tryk mig til Din 
Barm , og gjcnnemglød mig med Din hellige Ild ! — 
Jeg var iaftes i Maaneskin i Colosseum ; det var 
mig , som om de store Aander , som der have kæmpet 
og lidt , atter rejste sig ; jeg syntes af see dem for mig , 
og hvor underligt , af Onkel Verners og Tante 
Marias Skikkelser altid træde frem , naar flige Billeder 
stige op i min Sjæl . 
Jeg havde et uventet Besøg idag . Det var af 
den gamle Fisker , hos hvem jeg laante min Forklædning 
paa Capri . Uagtet to Aar nu ere forløbne 
siden den Tid , traadte dog Alt , hvad der da hændtes 
mig , saa levende frem ved igjen af see den Gamle . 
Han bragte en Kurv med Figen , og han sagde mig 
fra Annarella , af hun med egne Hænder havde plukket 
og tørret dem til mig . Tillige bragte han den Hilsen , 
at , om jeg vilde sende hende Rejsepenge , saa kom hun 
strax til mig , da hun længtes saa saare ; men i hans 
Snakkesalighed fik jeg Tilstrækkeligt at høre til at forstaae , 
at denne Længsel gjaldt Flere end mig . Han 

fortalte saaledes en heel Deel om den unge italienske 
Maler , med hvem jeg havde været sammen paa Capri , 
og det var let for mig af hans Fortælling at forstaae , 
at denne snart havde udfyldt min Plads hos hende . 
Men jeg vil skyde Billedet af denne skjønne Kvinde 
bort fra mig . Fristeren kunde dog laane hendes 
Skikkelse . Jeg kan jo ikke nægte for mig selv , at 
det rørte sig underlig i mig , da han bragte mig 
Kurven med Figen , som hun med egne Hænder havde 
plukket med Tanke paa mig , og da han i det Samme 
fremførte hendes Ønske om at komme , var jeg lige 
ved at give efter . Heldigviis kom han snart med 
Hisforierne om den italienske Maler , og da trak der 
sig som et sort Slør hen over hendes Billede . Et 
underligt Træf , at jeg just idag ogsaa har faaet en 
Hilsen fra Anna i et Brev fra Grevinde Gyldenfeldf 
til Martini ! Anna og Annarella ! Der er Lighed 
i Navnene , og dog , hvor forskjellige ! Det ene 
tyder som Bølgernes alvorsfnldc Klang , det andet 
svin Kildens legende Rislen . Bien bort med al denne 
Fantascrcn , og fil Arbejdet ! der høre alle mine Tanker 
hen . Jeg studerer for Tiden i Sixtinske Capel , 
nærmest Michel Angelos mægtige Sibyller ; dem tegner 
jeg after og after , og med hver Gang opdagerjeg 
nye Skjønheder i deur . Hvor jeg dog glæder 
mig ved mit Arbejde og ved Alt , hvad der omgiver 

mig her i Rom . Det er , som om det Altsammen 
vilde række en hjælpende Haand fil Konstneren , forat 
han kan komme fremad . Om det faa er den fattigste 
Bonde , naar han staaer og støtter sig fil sin 
Stav efter den trættende Vandring , saa taler det ud 
af hans hele Skikkelse : „ See paa mig ! Du kan jo 
lige sætte mig ind i Dit Billede . “ Og hvor tale ikke 
Skjønhedsaanderne fil En fra hvert Pallads og hver 
Fontaine , endsige fra hver Solstraale med Lyset , 
Reflexen og Slagskyggen , som dannes af den . 
Før jeg om Morgenen gaaer ind i Vaticanet , maa 
jeg gjerne standse forat see Solstraalerne bryde sig 
fil en Regnbue i de høje Vandpalmekroner , der dannes 
af de altid brusende Springvand . Imellem gaaer 
jeg saa tidlig ud , at jeg først kan naae op paa Højden 
af Set . Onofrio forat see Solopgangen belyse 
det hele store Rom , der her ligger udstrakt for En . 
Er Tiden dertil , gaaer jeg ind i Klosteret og vandrerom 
i Buegangene eller i Haven med Terrassen , hvor 
Tasso har siddet under Egen , eller jeg lader mig vise 
hans Celle . Ja i saadanne Øieblikke , som høre til 
den daglige Føde her i Rom , faaer Fantasien Næring , 
saa at den kan skabe det ene store Billede efter 
det andet . 

Nu har jeg alt været fire Aar i Rom . Hvor 
kort er den Tid dog at see tilbage paa , saa eensomt 
som jeg har levet i den . Kun Arbejde og atter Arbejde 
har været min Tanke ; men jeg er da ogsaa 
bleven til Noget , og jeg tør med aaben Pande kalde 
mig Konstner . Igaar bragte jeg mit store Billede 
af Colosseum hen paa Udstillingen ; jeg har selv været 
stærkt greben deraf , og jeg troer , det maa gjøre 
Indtryk paa Beskneren . Det er Øjeblikket , da Tigeren 
lige skal anfalde det unge christne Ægtepar , 
der ikke har villet sfilles ad , men udbedt sig som en 
Naade at maatte gaae Døden imøde i Forening . 
De knæle ned , idet de omslynge hinanden ; Blikket 
er vendt op imod Himlen , og Læberne aabnes som 
til en Lovsang . Tigeren ligger sammentrukken lige 
for dem med sit lurende Blik ; den skal netop til at 
gjøre det dødbringende Spring . Onkel Verners og 
Tante Marias Billeder ere fremkomne i de to unge 
Ægtefolk . Hvor mange Tanker har det dog bragt 
op i mig saaledes at have dem øjensynlig for mig 
igjen ; det har bragt en Længsel frem hos mig , 
som jeg aldrig for har kjendt — Længslen efter at 
høre andre Mennesker til ved Slægtsfabets Hjcrtebaand . 
Det Øjeblik , jeg saae disse elskelige Slægtninge , 
vil altid staae uudsletteligt for mig ; det er jo 
kun dette enkelte Billede , jeg har modtaget af dem , 

da jeg saa godt som intet Ord har hørt fra deres 
Læber ; men det hele ophøjede Udtryk i deres Skikkelser 
vil altid staae som noget Idealt for mig . Min 
Moder har jeg jo levet mere med ; men jeg har 
egentlig et mindre bestemt Billede af hende ; jeg har 
aldrig ret kjendt det naturlige Forhold , som der burde 
være imellem Moder og Søn ; jeg var jo saa kaad 
som Dreng , og hun lod sig tirre deraf istedetfor at 
mildne mig . Nu er der gaaet over sex Aar , siden 
jeg sidst har seet hende , og i næsten et heelt Aar har 
jeg intet Brev haft fra hende . Hun har i fine tidligere 
Breve meget venlig bedet mig om at komme 
til sig ; men det , at jeg ikke kan skrive „ kjærlig “ 
istedetfor „ venlig , “ har for en Deel holdt mig fra 
at efterkomme hendes Ønske . Jeg har jo ogsaa , navnlig 
det sidste Par Aar , været saa optagen af mit Arbejde , 
at jeg ikke har kunnet løsrive mig derfra ; men 
nu har jeg naaet et Slags Maal ; saa maa jeg after 
see ud i Livet . Jeg maa mod Norden forat besøge 
min Moder og min Slægt ; men hvor underlig ! 
Denne Slægt , som jeg længes saa meget efter , den 
sammentrænger sig jo i den lille Anna ; anden Slægt 
har jeg ikke , fjern eller nær . Lille Anna ! men stop ! 
saa lille er hun vel ikke mere . Jeg var sex Aar paa 
Herlufsholm og fire Aar her , det er jo ti Aar ; syv 
Aar maa hun omtrent have været , da jeg saae hende ; 

saa er hun jo nu en syttenaars Jomfru . Hillemænd ! 
jeg maa afsted , og det endnu imorgen ; et syttenaars 
Sødskendebarn og maaskee tilmed en dejlig Pige ! 
Naa , Victor ! Hurra ! paa Rejse , paa Rejse , op til 
den lysegrønne Bøgeflov og til Din Moder . En forunderlig 
Klang har dog dette Ord : Moder . Saadan 
har jeg aldrig følt det før ; ellers var jeg for 
længe siden ilet til hende . Tænk , at jeg har et 
Hjem hos en Moder ! og dette har jeg hidtil ingen 
Bevidsthed haft om . Jeg faaer nok Moder til at 
bede Cousine Anna ned til sig . Naa , hvor vi Tre 
skal leve lykkelige Dage sammen . Hurra ! nok engang 
Hurra ! jeg maa strax til Martini forat meddele 
ham denne Nyhed . 
Lige da Victor lagde Pennen fra sig , traadte 
Martini jublende ind ad Døren . Han foer hen imod 
Victor og omfavnede ham . 
„ Naa , min Dreng , nu har Du Laurbærkrandsen . 
Jeg kommer lige fra Udstillingen , hvor der er 
Trængsel forat see Dit Billede . Der er kun een Mening 
om , at det iaar er det ypperste Arbejde der . 
Jeg modtog den ene Lykønskning efter den anden til , 
at min fordums Elev nu var bleven saa stor en Mester . 
Prinds Borghese var derinde og var aldeles 

henrykt over Billedet . Han bad mig bringe Dig med 
til hans Soiree imorgen Aften , for at han der kunde 
have den Glæde at forestille Dig for hele den store 
Verden , der paa den Aften samles hos ham . Men 
Victor , Du siger jo slet Intet ; er Du da ikke lykkelig 
over al denne Hyldest ? “ 
„ Aa , hvad bryder jeg mig om Prinds Borghese , “ 
svarede Victor i en henkastende Tone , „ jeg veed 
jo nok , af Billedet er godt , uden af Prindsen behøver 
af sige mig det . Forresten stod jeg lige paa 
Springet forat løbe hen til Dig , “ tilføjede han , idet 
Stemmen slog om i glade Toner , „ jeg maa tage Afsfed 
med Dig , da jeg rejser bort paa nogen Tid . “ 
„ Tage Afsfed ! “ udbrød Martini med vidt opspilede 
Øjne , „ vil Du rejse , og netop i det Øjeblik , 
da hele Rom staaer ifærd med af række Dig Lanrbærkrandsen ? “ 
„ Ja , “ 
svarede Victor , „ jeg rejser imorgen tidlig 
hjem forat besøge min Moder . “ 
„ Men Menneske , bliv i det Mindste nogen Tid ! 
tænk paa Din Fremtid og paa , hvad det vil sige , af 
Prinds Borghese vil forestille Dig for sine Standsfæller 
og Venner ! “ 
„ Prindsen kan være god for sig , og jeg god 
for mig , “ svarede Victor med sit gamle , overmodige 
Kast med Nakken ; „ nu har jeg naaet at vise Verden , 

at jeg er Konstner ; for mig er det kun et tomt Echo 
af mine egne Ord at høre den gjentage det ; jeg maa 
nu hvile ud efter de fire Aars Arbejde . Jeg har 
naaet et Maal i Konsten , men ogsaa forsømt Meget 
i Livet ; jeg maa næres som Menneske ; nu er jeg for 
en Tid mæt som Konstner . “ 
Martini rystede paa Hovedet . „ Du underlige , 
egenraadige Menneske , som bryder Dig Dine egne 
Veje over Stok og Steen ! Ikke engang siger Du 
Tak , naar man viser Dig en Vej , der er banet og 
jevnet ene for Din Skyld ! “ 
„ O kjære , gamle Ven , “ afbrød Victor ham , idet 
han kjærlig greb Martinis Hænder , „ jeg er Dig af 
Hjertet taknemlig for alt Dit Venskab ; men jeg 
maa gaae min egen Vej ; jeg har gjort detfraBarnsbeen , 
og i hvor skjævt det end er gaaet , saa er 
jeg dog efterhaanden naaet fremad , og det netop til 
de Steder , hvorhen jeg helst vilde . Tro mig ikke 
utaknemlig ; men , som sagt , jeg maa styre min 
egen Baad , og Du skal see , Alt gaaer nok godt . 
Tag Du Dig nu af mit Billede ; kommer der en 
Kjøbcr , saa sælg det for , hvad Du synes . Og nu 
Farvel , jeg har Et og Andet at besørge med Pas og 
Vetturin ; imorgen rejser jeg . “ 
Og næste Morgen sad Victor i Vognen , som 
rafl rullede ud ad Porta del Popolo . Martini stod 

noget og vinkede efter den Bortrejsende ; da rystede 
han paa Hovedet ad det underlige , men for ham dog 
saa kjære unge Menneske , og langsomt vendte han 
tilbage til sin eensomme Bolig . 
Niende Capifel . 
Paa Rejsen gav Victor Fantasien Tøjlen , og 
han fløj midt ind i Underets Land ved at udmale 
sig al den Lyksalighed , som et Hjem kunde byde . 
De mørke Pletter , som endnu stode tilbage i hans 
Erindring om Samlivet med Moderen , skrev han paa 
sin egen Vildskabs og Forkjælelses Regning . Men 
hvor skulde han ikke nu ogsaa være dobbelt kjærlig og 
opmærksom imod hende ! ja han var opfyldt af Længsel 
efter at kaste sig i sin Moders Arme . Og saaledes 
naaede han med stedse stigende Forventninger 
Hamborg , hvor han ventede at træffe Moderen , da 
hun først senere paa Sommeren plejede at tage til 
Badestederne . Hvor bankede ikke hans Hjerte af Glæde , 
da han betraadte Huset . Han fløj op ad Trapperne 
og ringede stormende paa Klokken ; men Døren var 

og blev lukket . Endelig hørte han en hæs Stemme 
raabe op til sig ; det var Portneren , som meddeelte , 
at Etagen stod ubeboet . 
„ Har Fru Bergmann da alt begivet sig paa sin 
Sommerrejse ? “ spurgte Victor . 
„ Hun er for længe siden borte herfra og vender 
ikke mere tilbage , “ lød det gnavne Svar . 
„ Men hvor er hun da ? “ spurgte Victor utaalmodig . 
„ Ja , 
hvad veed jeg , hvor hun er . “ 
„ Men De maa dog have hørt , hvor hun tog 
hen ? “ 
„ Dengang hun tog herfra , holdt hun først Auction 
over sine Sager og vilde derpaa , som man meente , 
tage til Christiansfeldt . “ Hermed vendte Portneren 
ham Ryggen og forsvandt i sit Lukaf . 
Victor stod først en Tid med Haanden for 
Øjnene , ligesom forat samle sig noget efter den store 
Skuffelse , der her var mødt ham . Endelig forlod 
han Huset ; men hvor skulde han vende sig hen ? 
Han havde ladet sin Koffert staae paa Posthuset . 
Det kunde jo være , at man der vidste Noget . Han 
ilede derhen og forespurgte sig . Ja rigtig , Breve , der 
mulig kunde komme til Fru Bergmann , skulde sendes 
til Christiansfeldt . Han spurgte om Postbefordring 
Nord paa og fik den Besked , at han samme Aften 

kunde komme bort med den agende Post . Det var 
en lang og langsom Rejse . Victor tilbragte Tiden 
med at sidde og gruble over , hvad der dog kunde 
have bevæget hans livslystne og verdsligsindede Moder 
til at vælge det stille Christiansscldt til Opholdssted . 
Endelig 
naaede han paa en solrig Morgen sin 
Rejses Maal . Den lille By gjorde et tiltalende Indtryk 
ved den Hygge og Fred , der var udbredt over 
den , ved de mange blomstrende Kasfanictræer , der 
stode i Alleer i Gaderne , ved de indbydende Bænke 
udenfor Huusdørene og de blanke Vinduesruder med 
de smukke , blomstrende Planter indenfor . Victor begyndte 
alt at forsone sig med Moderens Valg : „ Hun 
har vist kjøbt sig et af disse smaa , hyggelige Huse “ , 
tænkte han , „ og nu sidder hun maaskee ved Kaffebordet 
for de aabne Havedøre ; hvem veed , om hun ikke 
i dette Øjeblik længes efter mig . “ 
Victor spurgte strax efter Fru Bergmann : Hun 
boede i Enkeboligen , hed det . Han fik en Dreng til 
at vise sig derhen . Alle Enkerne vare gaaede i Kirke . 
Han ventede en stiv Klokketime i en stor , uhyggelig 
Sal . Endelig kom hans Moder . Han havde jo ikke 
seet hende i sex Aar ; men hvor var hun dog ogsaa 
forandret ! Det Ådre var paafaldende ældet , og Udtrykket 
i Ansigtet mørkt og indesluttet . Victor blev 

saa betagen ved dette Syn , at han stod ganske ubevægelig 
uden at kunne fremføre et Ord . Hans Moder 
kjendte ham først ikke ; men da hun havde seet 
lidt paa ham , steg Blodet pludselig op i hendes blege 
Kinder . 
„ Victor ! saa har Du fundet mig her i min Ensomhed , “ 
sagde hun i en grædende Tone , „ kom med 
mig op paa mit Kammer . “ 
Da de vare naaede op paa det lille Værelse , 
der kun indeholdt det tarveligste Bohave , udbrød Victor 
smertelig skuffet : „ Men Moder , har Du da ikke 
mere noget Hjem ? “ 
„ Ak , hvad skal jeg med det ? “ klynkede hun frem , 
„ for mig er Verden død , og jeg har kun tilbage at 
sidde og vente , til Døden ogsaa kommer forat hente 
mig . “ 
„ Men Moder ! “ udbrød Victor , idet han slog 
fine Hænder sammen af Bedrøvelse over , hvad han 
her hørte , „ Du er jo endnu ikke gammel ; hvorfor vil 
Du da forsage denne dejlige , dejlige Verden ? “ 
„ O Barn dog ! “ udbrød hun , idet hun brast i 
Graad , „ Verden er saa ond , saa ond , og jeg har selv 
været midt i al dens Synd ; jeg føler Skam , idet 
jeg her staaer foran mit eget Barn , men ogsaa dette 
sidste Baand faaer briste , om det saa skal være ; jeg 
maa bekjende al min Daarlighcd for Dig , saa Du 

kan faae Verden at see i dens rette Lys . Hør nu 
da : Du veed , at jeg hidtil har levet i Verdens Tummel ; 
jeg har været feteret og moret mig derved ; jeg 
var snart ved det ene , snart ved det andet af de store 
Badesteder og blev altid fejret som en af de første 
Damer . Sidste Sommer tilbragte jeg i BadenBaden . 
I den Kreds , som der drejede sig om mig , 
kom stadig en ung fransk Officeer . Hu ! jeg gruer 
ved at fortælle Dig det ; men , som sagt , det maa 
frem . Han var saa smuk , hans Conversation var 
saa underholdende og indsmigrende , at jeg blev aldeles 
beruset deraf . Han var altid ved min Side , 
saavel i Selskaberne som paa Spadsereturene , og paa 
de større Udflugter , der fandt Sted tilhest , var han 
stedse min Cavaleer . Han var en Deel Aar yngre 
end jeg ; men mit Ådre havde indtil den Tid vidunderlig 
holdt sig , saa at jeg endnu uden at vække Forargelse 
kunde tage Deel i Dandsen . Han var en fortrinlig 
Dandser , som alle Damer , selv de yngste og 
skjønneste , inclinerede for ; men mig foretrak han som 
overalt saa og i Dandsen for dem alle . Saaledes 
gik de første Maaneder af vort Bekjendtskab ; da vare 
vi To en Dag ene paa en Ridetur ; der friede han 
til mig , og jeg gav ham henrykt mit Ja . 
O Victor , jeg seer paa Dit Ansigt , at det forfærder 
Dig , hvad Du her hører ; men Sandheden 

maa Du vide ; Din Moder har været greben af Verden 
og dens Synd ; nu ligger jeg knust af Faldet 
fra den svimlende Højde , som min Indbildning havde 
skruet mig op til ; thi jeg var i den højeste Lyksalighed 
ved Forvisningen om hans Kjærlighed ; ja jeg 
elsfede ham ; jeg havde vel forhen leget med Kjærligheden ; 
men det var første Gang , jeg saaledes følte 
mig som dens Slave ; ja , jeg var opflammet af 8idensfaben . 
Vor 
Forlovelse blev bekjendt ; jeg saae jo nok , at 
en og anden af Damerne trak sig tilbage fra mig ; 
men jeg smilede kun derad , da jeg antog det for Misundelse ; 
en lykkelig Maaned gjennemlevedc jeg saaledes . 
Da skulde vort Bryllup staae . Dagen før 
Bryllupet kom han med en Notar , da han ønskede 
en Ægteskabscontract underskrevet ; den blev oplæst 
for mig ; deri stod , at vi skulde arve hinandens Capitaler . 
Jeg afbrød Oplæsningen ved ganske naivt 
at sige , at jeg ikke ejede nogen Capital , men kun en 
Livrente . Der blev en fuldkommen Taushed . Jeg 
var saa omtaagct , at jeg ingen Anelse havde om , at 
dette vilde gjøre synderlig Indtryk paa ham ; men hvor 
forfærdedes jeg ikke , da jeg saae op , forundret over 
hans Taushed . Han var næsten bleven ukjendelig , 
Ansigtet var askegraat , Øjnene stirrede stift og højt 
opspilede hen for sig , idet Munden stod vidt aaben . 

Endelig bukkede han dybt for mig og fik med Besvær 
fremstammet : „ Madame , tilgiv mig , jeg maa 
forlade Dem et Øjeblik . “ Han vinkede ad Notaren , 
og snart lukkede Døren sig i efter dem . 
Jeg satte mig hen og pinte mig med at udfinde , 
hvad der havde foraarsaget denne hurtige Bortgang ; 
jeg havde jo ofte saavel i Livet som i Romanerne 
seet , af et Ægteskab strandede paa Pengespørgsmaalct , 
især naar det skulde sluttes imellem en yngre 
Mand og en ældre Kvinde ; men jeg var saa hildet 
af Lidenskaben , af jeg ikke sandsedc mine tidligere 
Erfaringer . 
Et Par Timer snege sig langsomt hen . Da 
bankede det paa Døren , og Tjeneren bragte mig den 
saa ofte med Henrykkelse imødesete og modtagne , 
rosenrøde Billet . Den indeholdt kun faa Ord : 
„ Madame ! 
Jeg har levet i Indbildning . Uden Capital 
kan jeg aldrig indgaar noget Ægteskab . Derfor 
tilgiv , af jeg trækker mig tilbage ; men modtag 
den Forsikkring , af jeg altid vil vedblive af være 
Deres Beundrer , og i dette Øjeblik lægger jeg 
min Hyldest for Deres Fødder som Deres allerærbødigsfe 
Tjener . “ 
Du kan tænke Dig , hvad Indtryk denne Efterretning 
gjorde paa mig . Jeg lukkede mig inde ; jeg kunde 

jo heller ikke lade mig see noget Sted , da jeg vidste , 
Spotten nn vilde bryde alle Dæmninger forat danne 
en Syndflod til af drukne mit gode Navn og min 
Ære i . Flere Dage havde jeg saaledes levet hen i 
en græsselig Tilstand , indtil jeg en Morgen vaagnede 
med en heftig Hovedpine ; jeg vilde staae op , men 
kunde ikke røre mig , lammet af Mathed , og en Nervefeber 
holdt mig tilsengs i flere Maaneder . 
Saasnart jeg kom til ' klar Bevidsthed igjen , saae 
jeg jo tydelig , at mine Kort vare udspillede . Jeg 
maatte strax bort , men hvorhen ? I Hamborg kunde 
jeg jo heller ikke mere vise mig ; flere Familier derfra 
havde været i Baden-Baden og oplevet min 
Skandale ; de havde naturligviis udbredt den i Hjemmet . 
Hvor i al Verden finder jeg et Fristed , tænkte 
jeg med Gru . Da kom en Luftning til mig fra 
min Søster Marias Hjem . Havde nu hun og hendes 
Mand levet , saa var jeg tyet til deres lille 
Præstegaard og havde der søgt et Skjulested for den 
skadefro Verden . Jeg tænkte paa den Stemning af 
Alvor og Religiøsitet , der var over disse Mennesker . 
Jeg kjendte jo ikke af egen Erfaring Noget til det 
religiøse Liv ; men jeg havde altid hørt , at Religionen 
var en Stav i Nøden , og jeg søgte den nu , uden 
dog at have nogen Idee om , hvor jeg skulde vende 
mig hen forat finde den . 

En Dame her fra Christiansfeldt havde brugt 
Euren ved Badet og var den Eneste , der havde seet 
til mig under min Sygdom . For hende aabenbarede 
jeg al min Nsd , navnlig min Uvidenhed om , 
hvor jeg vel skulde finde Religionen , og hvorledes 
jeg skulde bære mig ad forat bruge den til Lægedom 
for mit ødelagte Liv . Hun raadede mig til at flytte 
her til Christiansfeldt , da man intetsteds i Verden , 
sagde hun , levede i et saa kjærligt Broder- og Søsterforhold 
som hos Hcrnhutterne ; hos dem var Religiøsiteten 
saaledes indflettet i enhver Gjerning , at 
man blev tvungen til at give sig af dermed . 
Og jeg føler , at dette Valg har været det rette 
for mig . Jeg har tilbudt Forstanderen at overlade 
det Meste af mine Indtægter til Missionsselflabet 
imod , at jeg faaer Ophold her i Enkeboligen . Kun 
har jeg maattet betinge mig et eget lille Kammer , da 
Enkerne her leve i fælles Sove- og Arbejdssale ; men 
jeg maa i det Mindste under Paaklædningen være 
ene . Ja , jeg veed jo , at det er verdsligt ; men jeg maa 
tilstaae Dig , at jeg endnu bruger lang Tid for Spejlet 
forat see , hvordan Tøjet skal sidde forat klæde 
mig bedst , og synes Du ikke ogsaa , at denne halve 
Nonnedragt hjælper paa mit sammenfaldne Ydre ? 
den passer dog bedre dertil end den verdslige Stads . “ — 
Under denne sidste Replik var den klynkende Tone 

bleven afløst som af et Echo af det tidligere coquette 
Væsen ; tillige viste sig et uhyggeligt Smil , der 
skræmte Victor , saa det gøs igjennem ham . Dog 
snart kom hun tilbage i den klynkende Præketone , 
idet hun atter gav sig til at jamre over Verden og 
dens Daarlighed . 
„ Jeg vilde ønske , at ogsaa Du kunde bestemme 
Dig til at blive her ; det vilde være let for Dig at 
faae Ophold her i Broderhuset . Jeg laver med Søstrene 
smaa Æsker , som sælges til Fordeel for Stiftelsen ; 
Dn kunde da , uden at behøve at bejle til Verdens 
forfængelige Gunst , faae Brug for Din Kunst 
ved at male nydelige smaa Billeder paa Æskerne . “ 
Victor stod ganske fortabt . Det Feeflot , som 
hans Fantasi havde bygget op for ham ved Tanken 
om Moderens Hjem , faldt i et Nn fammen . 
„ Nej , Moder ! “ udbrød han forfærdet , med en 
Følelse , som om han var under Trykket af et Mareridt , 
„ Gnd fri mig fra at lade mig indespærre her ! 
saa hellere være den nsleste Daglejer ude i den dejlige , 
store Verden . “ 
Han gik med sin Moder til Aftenbønnen og 
næste Morgen atter i Kirken ; og saaledes flæbte sig 
to Dage hen . Han saae vistnok Mennesker i Menigheden , 
og det et ikke ringe Antal , der vare varmt 

og redelig grebne af Troeslivet ; men trangt og stille 
var Livet ham dog , hvor han end faae hen , saa da 
han paa den tredie Dags Morgen vaagnede , og Solen 
spillede ind i Kammeret til ham igjennem det 
gjennemsigtige , grønne Løv paa Træerne udenfor hans 
Vinduer , da kaldte det friske Liv paa ham derude 
fra den glade Verden . Han blev hurtig paaklædt , 
fik fin Koffert pakket og ilede hen til sin Moder , som 
lige stod færdig forat gaae i Kirke . Han omfavnede 
hende og sagde hende , hvor umuligt det var ham at 
forsage Livet og blive i disse snevre Forhold . Hun 
saae koldt og fløvt paa ham : 
„ Vogt Dig , Du gaaer en stor Elendighed 
imøde ! “ Det var Alt , hvad hun kunde give ham 
til Afsled . Hun knugede Psalmebogen mod Brystet 
og gik til Kirken , idet hun nikkede som aandsfraværende 
til ham . 
Victor følte sig ganske syg af det uhyggelige 
Tryk , som Synet af Moderen og hendes hele Væsen 
udøvede paa ham . Han ilede til Gæsfgivergaarden , 
fik fin Koffert bragt paa Posthuset , og snart sad han 
i Rejsevognen , der førte ham Nord paa . 
Det var til Anna , han nu rejste . Han vidste 
jo af Grevinde Gyldenfeldts Breve til Martini , at 
Anna stadig havde beholdt ham i trofast Minde , og 
at hun tænkte paa ham som paa en kjær Broder , 

ligesom han i hende saae en kjærlig Søster . Hun 
var jo ung og smuk , hun levede i sunde og lykkelige 
Omgivelser . Der maatte han jo finde den Kjærlighed 
og Livsglæde , som hans hele ungdomsfriske Natur 
saa højlig trængte til . Og han satte nu alt 
sit Haab til dette Møde . 
Tiende Capifel . 
En af de første Dage i Juni Maaned sade 
Grevinde Gyldenfeldt og Anna ved deres Haandarbejde 
foran de aabne Havedøre og nøde den varme 
Sommerluft , der strømmede ind til dem . 
„ Hvor lifligt igjen at mærke Sommervarmen ! “ 
sagde Anna , „ jeg mindes ingensinde at have længtes 
mere derefter end netop nu . De foregaaende Dage 
har det været en saa ubønhørlig skarp Blæst , at det 
var , som om Vinteren fluide vende tilbage ; men hvor 
er det dog dejligt idag ! hør , hvor Lærkerne juble ; o , 
at vi Mennesker ogsaa kunde juble som de ! “ 
Grevinden lod Hænderne med Arbejdet synke i 
Skjødet , idet hun med Vcemod betragtede Anna . 

„ Mit kjære Barn , “ udbrød hun , „ hvor kommer dog 
denne Tyngsel over Dig ? Du har jo Dine sytten Aar ; 
det er en Alder , hvor man da ellers ikke behøver at 
misunde Fuglene deres muntre Sang . Du har vistnok 
oplevet en haard Skjæbne ved saa tidlig at blive 
berøvet Dine Forældre ; men Du maa jo dog føle , at 
Du atter har fundet et kjærligt Hjem hos os , og i 
Angelica har Du en trofast Søster ; hun hænger saa 
hjertelig ved Dig . “ 
„ O kjære , kjære Moder ! Jeg vilde saa gjerne 
være glad , som jeg seer Angelica og mine andre 
Jevnaldrende være det ; men jeg troer ikke , min Natur 
er til det . Jeg kan vistnok føle salige Øjeblikke ; 
men i dem er jeg saa underlig revet bort fra Jorden . 
Selv naar jeg tænker tilbage paa min tidligste 
Barndom , har jeg Erindringer om saadanne Øjeblikke , 
men munter ! nej det kan jeg aldrig huske , jeg 
har væræt . Noget Underligt er der hos mig : Naar 
jeg mærker Noget , der ligner Munterhed , komme op i 
mig , saa er det strax , som om der rejste sig en Modsfand 
derimod . Og dog elsker jeg Munterheden ; 
derfor savner jeg ogsaa Angelica saa meget . Mon 
hun dog ikke snart kommer hjem igjen ? “ 
„ Ja , det kjære Barn ! Jeg længes ogsaa efter 
hende . “ Dette sagde Grevinden , idet hendes Øjne 
stirrede hen for sig , som om hun kunde see Datteren 

i det Fjerne ; „ jeg haaber , at hun kommer om en 
fjorten Dages Tid . Da jeg tog over med hende til 
Sverige , havde jeg ikke tænkt mig , at jeg skulde 
komme hjem uden hende ; men jeg kunde ikke modstaae 
Grevinde Sparres indtrængende Bønner om at faae 
Lov at beholde hende endnu nogen Tid , især da jeg 
mærkede paa Angelica , at hun fængsledes stærkt af 
den paatænkte Tur til Stokholm , hvor der skulde 
tages Deel i de mange Hoffester . Jeg har aldrig 
fundet Smag i det Liv , der føres i den store Verden , 
og siden jeg er bleven Enke , er det mig formelig imod 
at tage Deel deri ; men det Liv , vi føre her paa 
Bøgevang , er dog igjen altfor eensomt for en saa 
livslysten Natur som Angelicas . Derfor syntes jeg 
ogsaa , det var rigtigt at gribe denne Lejlighed , til at 
hun kunde lære Hoflivet at kjende , hvor hun dog 
efter sin Stand hører hen , især da jeg saa trygt 
kunde betroe hende til min gamle Veninde , Grevinde 
Sparres Omsorg . Angelica er ret skabt til at 
nyde alle de Baller og Hoffester , som hun har deeltaget 
i ; og morsomt har det været for hende , at den 
unge Grev Sparre og hans Søster vare med . De 
Tre passe fortræffelig sammen . Barnebekjendtskabet 
blev strax fornyet , saa at endog det fortrolige Du 
optoges igjen . Men nu lader det dog til af det 
Brev , jeg fik idag , at Angelica længes lidt hjem efter 

sin gamle Moder ; og det gjør mit Hjerte saa godt 
at høre det . Hun savner ogsaa Dig , kjære Anna ; 
de unge Sparres ere lystige og lette som hun selv ; 
men hun trænger ligesom til en Modvægt . Hun skriver : 
„ „ Jeg flyver om i Universet uden mit Tyngdepunkt ; 
jeg føler mig som et Skib uden Ror , naar 
jeg er borte fra min kjære Søster Anna . “ “ — Ia , 
min egen Anna , Du har altid været Meget for hende . 
Hvor det har lettet mig Angelicas ' Opdragelse , at 
jeg har haft Dig ved Siden ! Uagtet Du er jevnaldrende 
med hende , har dog Din alvorligere Natur 
støttet hendes , og Din bestandig saa exemplariflc Opførsel 
har været hende en Spore til at stræbe ogsaa 
at naae fremad . Gid hun kunde være Noget for 
Dig igjen ! Du siger jo nok , at hendes glade Sind 
gjør Dig godt ; men det smerter mig , naar jeg føler , 
af Du her hos os har et Savn , som aldrig synes 
af skulle blive tilfredsstillet ; og hvorledes kan jeg tage 
fat paa af hjælpe Dig , da jeg ikke veed , hvori Dit 
Savn bestaaer ? “ 
„ Kjære , kjære Moder , “ udbrød Anna , idet hun 
med Varme kyssede Grevindens Hænder , „ tro mig 
ikke utaknemlig ; thi jeg søler tilfulde den Kjærlighed , 
som her vises mig ; men det Tryk , der er over mig , 
soraarsages af noget Uklart , som jeg tydelig mindes 
alt af have følt i min tidligste Barndom , og jeg 

husker endnu , hvorledes min Moder en Aften sad 
ved min Seng og spurgte om , hvad der dog havde 
gjort mig saa stille den Dag . Jeg kunde ej forklare 
det , da jeg kun havde en dunkel Fornemmelse af et 
Savn ; hvorefter , vidste jeg ikke . Hun trøstede mig 
med , af jeg havde en Engel , der altid vaagede over 
mig og var rede til af hjælpe og støtte mig , naar 
jeg trængte dertil . Vorherre havde skabt denne Engel 
til min Beskyttelse . Ja min Moder havde en egen 
Gave til af faae mit Blik vendt opad paa en Maade , 
som ingen Anden senere har kunnet gjøre det ; men 
jeg har en Følelse af , at hun løftede mig højere , end 
min lille Barnesjæl kunde taale . Det Lyshav , hun 
lod mig flue ind i , glimrede vel for mig , faa jeg 
aldrig kan glemme det ; men det var kun en blændende 
Glands ; jeg var endnu ikke saa modtagelig 
for Lysbilledct , at jeg virkelig blev opklaret deraf , 
som begge mine Forældre visselig have været det . 
Jeg er overtydet om , at der boede et stærkt Troesliv 
i dem , og at dette Liv har gjennemtrængt al deres 
Handlen og Birken . Da Du for tre Aar siden var 
saa kjærlig at lade mig besøge Jørgen Jensen og 
hans Kone , fik jeg saa Meget at høre om mine Forældre , 
der baade opfriskede og bestyrkede den Erindring 
om dem , som jeg har beholdt fra Barndommen . Hvor 
jeg vilde ønske , at Jørgen Jensen boede nærmere 

herved ; jeg kunde lære saa Meget af ham og Lene . 
For tre Aar siden var jeg for ung , og Tiden var 
ogsaa for kort til , at jeg ret kunde komme til at forsfaae 
dem ; men jeg erindrer dog , at de bebrejdede mig , 
jeg vilde slæbe Alt alene , uagtet Vorherre stedse stod 
med aabne Arme forat modtage Byrden . Jeg føler 
jo nok , af jeg forslæder mig ; men , — ja ! det lyder 
underlig — jeg veed ikke , hvorledes jeg skal bære 
mig ad med af lægge Byrden paa Vorherres Skuldre . “ 
„ Anna , “ 
udbrød Grevinde » utaalmodig , „ et ungt 
Menneske som Du skal søge lettere Tanker og ikke 
saaledes bestandig gruble og gruble ; dermed tjener Du 
ikke Vorherre . Du veed jo , af jeg ikke holder af af 
tale om gudelige Sager ; det er Noget , man skal afhandle 
ene i sit Lønkammer . “ 
„ Men Herren siger jo selv , “ indvendte Anna , 
„ „ Hvor der er To eller Tre samlede i mit Navn , der 
er jeg midt iblandt Eder . “ “ 
„ Lad os helst lade være af tale derom ! “ bad 
Grevinden , „ jeg troer , det er bedst for os begge . “ 
Taarerne kom Anna i Øjnene ; Grevinden tog 
hende om Hovedet og kyssede hende paa Panden . 
Hun vilde gjerne være Noget for Anna ; men hun 
var selv saa uklar og havde som saa Mange en 

Skyhed forat tale om , hvad der hører hjemme i 
Guds Rige . 
„ Naa , min egen Anna , “ sagde Grevinden efter 
en længere Pause ; „ see nu lidt ud i Solskinnet , og 
tænk paa den store Glæde , Du har ivente ved Din 
Fætter Bergmanns Besøg . Efter hans Brev maa 
han jo komme idag eller imorgen tidlig . Skade , af 
jeg ikke har tænkt paa af sende Vogn til Byen i Formiddag , 
da det jo er muligt , af han alt er kommen 
med den agende Post . Ja , jeg forsikkrer Dig , af 
ogsaa jeg glæder mig til af see ham , da han vil 
bringe en frisf Luftning med sig fra det uforglemmelige 
Italien , hvorfra jeg dog har mine bedste 
Minder . “ 
Annas Øjne straalede ved Lyden af Victors 
Navn , og hendes Stemme fik en forhøjet Klang , idet 
hun udbrød : „ Ja , kjære Moder , Du har Ret ; der 
venter mig en stor , stor Glæde ved Victors Komme . 
Han er saa nøje forbunden med mine kjæreste Erindringer , 
af , uagtet jeg kun flygtig saae ham , har jeg 
ham dog i stadigt Minde . Det var den sidste Morgen , 
jeg tilbragte i mit Hjem , og det staaer for mig , 
som om al Glæden fra Hjemmet var samlet i denne 
Søndag Morgen , og i min Erindring staaer Victor 
midt i al Herligheden i en Glorie af vidnnderlig 
Skjønhed . “ 

„ O Anna ! endelig er jeg hos Dig ! “ lod det 
i det Samme fra de aabne Havedøre , og i næste Øjeblik 
laae Victor for Annas Fødder , idet han hulkende 
gjemte sit Ansigt i hendes Skjød . 
„ Victor ! “ udbrød Anna jublende , „ velsignet 
være Dit Komme ! “ Hun hævede hans Hoved i 
Vejret og saae ham kjærlig ind i de taarefyldte 
Øjne ; og saaledes saae de en Stund stille , men usigelig 
lykkelige paa hinanden . 
Grevinden , som det første Øjeblik var bleven 
underlig berørt af denne heftige Scene , havde hidtil 
været en taus Tilsfuer . Nu rejste hun sig og bød 
Victor Velkommen paa en Maade , som om hun slet 
ikke havde bemærket hans stærke Bevægelse . Dette 
vækkede ham til Besindelse ; han rejste sig hurtig , 
lod Haanden glide hen over Øjnene og bukkede høflig 
som undskyldende for Grevinden . 
„ De har overrasket os med Deres Ankomst , 
Hr . Bergmann , da vi ingen Vogn have hørt ; vær 
ret hjertelig velkommen ! “ og Grevinden rakte venlig 
Victor Haanden . 
„ Jeg maa gjøre Undskyldning , “ sagde Victor , 
„ for den usømmelige Maade , hvorpaa jeg har overrasket 
Deres Naade . Jeg længtes saa ubeskrivelig 
efter at see Anna , saa , da det skulde vare en Time , 
inden jeg fra Byen kunde faae Extrapost , men der 

derimæd strax fandtes en Baad parat til at sætte mig 
over Fjorden , valgte jeg denne Befordring . Jeg landede 
nede ved Fiskerhuset og blev viist hen ad den 
lange Allee , der fører lige hen til Havetrappen . Da 
jeg nu saae Anna sidde i Døren , var det mig umuligt 
først at opsøge en Tjener for at melde mig . 
Jeg dreves til strax at ile til hende . “ 
Grevinden var , medens Victor talte , traadt et 
Par Skridt tilbage og gav sig til at ordne Noget 
ved en Blomstervase . Hun var øjensynlig srastødt 
af Victors Formløshed , og dog maatte hun tilstaae 
for sig selv , at han havde noget næsten uimodstaaelig 
Indtagende ved sig . 
„ Du kjære Anna ! “ udbrød Victor , idet han tog 
hendes Haand , „ jeg kjendte Dig strax paa den store 
Lighed med Din Moder ; ogsaa min Moder ligner 
Du noget , “ tilføjedc han i en mere dæmpet Tone , 
idet ligesom noget Mørkt skyggede over ham . 
„ Din Moder ! hvordan har hun det ? “ spurgte 
Anna , „ det er saa længe siden , jeg har hørt Noget 
om Tante Agathe . “ 
„ Ja , kjære Anna , der er saa Meget , vi har at 
tale sammen om . “ 
„ Men kun ikke nu , “ sagde Grevinden ; „ Hr Bergmann 
maa ind med os fil Frokosten ; De kan nok 

trænge fil en Forfriskning oven paa den tærende 
Søtur . “ 
Ved Frokostbordet fortalte Victor rigtig ungdommelig 
og muntert om sit Ophold i Italien . 
Annas Øjne straalede af Glæde , og Grevinden var 
synlig henreven af Victors livlige Fortællinger . 
Da de rejste sig fra Bordet , forlod Grevinden 
de . Unge forat skrive fil Angelica . 
Victor og Anna gik ned i Haven . „ Hvor underligt , 
at vi virkelig igjen gaae Haand i Haand ! “ 
sagde Anna , idet hun smilende saae op fil Victor , 
„ husker Du , da vi sidst gik op ad Gangen hjemme i 
Haven ? “ 
„ Om jeg husker det , Anna ! Ja , jeg tør næsten 
sige , at der ingen Dag er gaaet , uden at jeg har 
tænkt derpaa , og hvor yndigt er det dog ikke nu , da 
jeg atter er sammen med Dig , at den Følelse , jeg 
alt som Barn havde for Dig , og som stadig har 
levet og voxet i mig , at den i dette Øjeblik viser sig 
som Sandhed . Det lille Barn er blevet en voxen 
Jomfru , men dog den Samme , som jeg saae i Lindelysthuset . 
Det er mig , ligesom om Du endnu godt 
kunde blive skræmt for mig , som Du blev det dengang ; 
men bliv det ikke , kjæreste Anna ; jeg veed jo 
nok , at der kan være stærke Omflag i mig ; men hold 

fast derved , at jeg altid holder saa meget , saa meget 
af Dig ! “ 
Anna saae henrykt op paa ham : „ Hvorledes 
skulde jeg dog blive skræmt for Dig ? det er tvertimod , 
som om al Lykke og Glæde er strømmet ned over 
mig ved Din Ankomst . Jeg sad netop , da Du kom , 
og talte med min Plejemoder om , at jeg ikke let kunde 
blive munter , men at jeg derimod kunde føle salige 
Øjeblikke , saa salige , som om jeg alt var i Paradiset . 
— Og saadan et Øjeblik er det nu ! “ udraabte Anna 
i Henrykkelse , og hendes Øjne skinnede som Stjerner . 
Victor tog hendes Hænder og kyssede dem , idet en 
inderlig Bevægelse og Glæde stod malet i hans Ansigt . 
„ Ja , Anna , hvor er Slægtskabets Baand dog 
fast ! Du har jo ingen anden Broder eller Slægt end 
mig , og jeg har ingen anden Søster eller Slægt end 
Dig ; men hvad behøver man ogsaa at være mere end 
To ! hvor føler man sig ikke stærk ved denne gjensidige 
Kjærlighed , og hvor bliver ikke Alt , hvad der omgiver En , 
vidunderligt og skjønt , naar man er sammen med den , 
med hvem man kan sammensmelte til Eet . Ja Du 
har Ret , der er endnu paradisiske Stemninger tilbage 
her paa Jorden . Adam kan ikke have følt en større 
Lyksalighed , da hans Blik første Gang mødte Evas , 
end den , jeg føler i dette Øjeblik . O Anna , vi To 
maae aldrig mere sfilles ! “ 

De første Dage glede lykkelig hen for Victor og 
Anna . Ved hver Samtale følte de , hvor Tankerne 
stadig fik mere og mere Fylde og Væxt ved den gjensidige 
Udvexling . Det nære Slægtskabsbaand var 
Aarsag i , at de strax fra første Øjeblik kom hinanden 
imøde som Broder og Søster uden alt Forbehold , 
medens Kjærligheden , dem selv uafvidende , arbejdede 
dybt i deres Indre og alt lod de første Foraarsspircr 
bryde frem ved det Glædessolskin , der i de Dage var 
udbredt over dem . 
En Dag gik de i Haven , som sædvanlig Haand 
i Haand . De vare gaaede igjennem en lang Gang , 
hvis Sider vare dækkede af høje , klippede Hækker . 
Den endte i et tætLysfhuus af Slyngroser , der netop 
nu stode i fuld Blomstring . Her satte de sig . Anna 
lagde sit Hoved op til Victors Skulder , og saaledes 
sade de længe og nøde i Stilhed al den Glæde , der 
følger med den første Bevægelse af Kjærlighedslivet . 
Anna brød Tavsheden , idet hun rejste sig op og 
pegede hen imod en Sidegang : „ Lad os gaae derhen 
ad , saa komme vi ud i Lystskoven ; der stal jeg 
vise Dig en Sti , der fører langs Stranden ; det er 
ret min Indlingstur , og medens vi gaae der , maa 
Du fortælle mig om Din Moder . Uagtet jeg kun 
kjender hende saa lidt , holder jeg dog af hende , baade 
fordi hun er Din Moder , og fordi hun ligner min 

Moder . Jeg saae Dit Ansigt formørkes , da Du den 
første Dag nævnede hende , og jeg har nok mærket , at 
der er vis Skyhed hos Dig for at tale om hende ; 
men overvind den ! jeg synes , at det maa lette Dig at 
udtale , hvad der trykker Dig , til mig , som af hele 
mit Hjerte ønsker at dele Alt med Dig . Hvad er 
der dog mødt hende ? O fortæl mig det ! “ 
„ Ja , Du har Ret , Anna , det vil gjøre mig godt 
at udtale mig for Dig derom . “ Og medens de nn 
vandrede Arm i Arm langs Strandbreden , fortalte 
Victor om , hvor unaturligt Forholdet havde været 
mellem Moderen og ham lige fra hans Barndom , 
men hvordan Erkendelsen heraf levende var vaagnet 
hos ham , og hvorledes han med den stærkeste Længsel 
efter hende havde forladt Rom . Nu skildrede han , 
hvor denne Længsel var voxet paa Rejsen . Der havde 
han jo haft Tid til at udmale sig alle Herlighederne 
ved et Hjem hos en Moder . Herpaa fortalte han 
om Skuffelsen ved ikke at træffe hende i Hamborg og 
endelig om den Smerte og Uhygge , han havde følt de 
Dage , han tilbragte sammen med hende i Christiansfeldt . 
Victor blev ved med Ivrighed at skildre det 
Usunde i den hele Opfattelse hos Moderen i hendes 
tilbagetrukne Liv . Han gjengav Samtalen med hende 
og fortalte navnlig om Scenen oppe paa Kammeret , 
hvor hun nærmest var forekommet Victor som sindssyg . 

„ Ja , kjære Anna , “ sluttede han sin Fortælling , 
„ der var for mig en kvælende , klosteragtig 
Kvalmhed udbredt saavel over min Moders Væsen 
som over hendes Omgivelser , og jeg indaandede ret i 
fulde Drag den friske Luft , da jeg atter sad i Vognen , 
som førte mig til mit sidste Haab , til Dig , min 
glade , ungdomsfriske Anna ; hos Dig er jeg da ikke 
bleven skuffet ! “ 
Under den sidste Deel af Victors Fortælling 
havde de sat sig i Græsset . Han havde været saa 
optaget af , hvad han meddeelte , at han nogen Tid 
ikke havde seet paa Anna . Ved Slutningsordene 
vendte han sig om mod hende . Hun sad sammensunken 
og holdt Hænderne for Øjnene . Idet han 
bøjede sig ned og tog hende om Haandleddet for at 
trække Haanden fra Ansigtet , saae hun op paa ham , 
og hendes Øjne vare fyldte med Taarer . 
„ Ja vistnok , Victor , “ sagde Anna med graadkvalt 
Stemme , „ er Din Moders Opfattelse af Klosterlivet 
et Vrængebillede ; men det sande Klosterliv , der 
gaaer op i Bøn , Bod og Lovsang — hvor maa det 
dog bringe en Sjælefred at indeslutte sig deri ! “ 
„ Men Anna ! er det dog muligt , at jeg ogsaa 
stal høre Sligt af Dig ? “ og Victor saae inderlig 
bedrøvet ned paa hende ; „ hvor kan dog et saadant 
Ønske , selv om det er nok saa flygtigt , komme op i 

Dig , der er saa ung og saa smuk ! at ville vende 
denne velsignede Verden Ryggen for levende at lade 
Dig indmure i saa sortørrcnde Forhold , som Klosterlivet 
har at byde Dig , og det netop nu , da jeg er 
hos Dig ! og saa nylig sagde Du , at det var en Lyksalighed 
for Dig at være sammen med mig ! Kalder 
Du det at være trofast ? “ 
„ O Victor , Victor , selv i Kjærligheden kan der 
vistnok være Fristelser . Hør , Victor , det er saa underligt , 
at hver Gang Noget ret opfylder mig med 
Glæde — strax rejfer der sig en Modsfand hos mig 
derimod ; jeg synes aldrig , jeg tør være glad . “ Og 
Anna græd bitterlig . 
„ Jeg forstaaer Dig ikke , Anna ; men dette er 
nhyggeligt ! “ Victor gik frem og tilbage med korslagte 
Arme . „ Hvorfor skulde jeg da ogsaa her skuffes ! “ 
klagede han . „ Først ventede jeg at sinde Lyksaligheden 
i Hjemmet hos min Moder ; men saasnart jeg 
saae hende , brasf dette Haab sammen som en Sæbeboble , 
og nu klamrede jeg mig fast til Dig , Anna , 
saa sikkert haabende hos Dig at sinde alt det , jeg saa 
saare længtes efter ; men nu brister ogsaa dette for 
mig ! “ Victor knugede Hænderne for Ansigtet og stod 
saaledes en Stund . 
Anna havde hørt hvert af hans Ord ; men den 
underlig forstenede Stemning , der alt havde viist sig 

i hendes Barndom , og som oftest efter en stærk aandelig 
Bevægelse , var nu i høj Grad over hende , saa hun 
sad som lammet . 
„ Skal vi gaae ? “ bad Victor , idet han bøjede sig 
ned for at rejse hende op . Hendes Haand var iiskold 
, og den gjengjældte ikke hans Haandtryk . 
Han maatte næsten bære hende . Det var , som om 
hun ingen Villiekraft havde til at bevæge Legemet 
fremad . Da de atter naaede Rosenlysthuset , fik han 
hende til at sætte sig . Han lagde sin Arm om hendes 
Hals og lod hende støtte sit Hoved til hans Skulder . 
Pludselig var Trykket hævet , og hun brast i en heftig 
Graad . „ O tilgiv mig , kjæreste Victor ! “ og hun 
saae med det bønligste Blik op paa ham . Han klappede 
hendes Kind og trykkede hendes Hoved op til 
sig ; men han vidste ikke , hvad han skulde sige , og de 
gik tause tilbage . Da de naaede Huset , ringedes der 
første Gang med Middagsklokken til Tegn paa , at 
man skulde klæde sig om til Bordet , og hver gik til 
sit Værelse . 
Hen ad Aften sad Victor med Grevinden og 
Anna i Havestuen . Han maatte fortælle om sine 
Arbejder i Rom og nærmest om det sidste store Billede , 
som Grevinden havde læst Lovtaler over i et fremmed 
Konstblad . Victor gav saa tydelig , som det var 
muligt med Ord , en Idee om Billedet . Det greb 

stærkt saavel Grevinden som Anna . „ Men , “ spurgte 
Anna , „ hvad har Du i Baggrunden ? Skulde jeg 
male Billedet , vilde jeg bagved fremstille hele Massen 
af Tilskuere , der alle jublende hidse Tigeren til at 
gjøre det dødbringende Spring ; jeg synes , man derved 
maatte føle , at Tigeren kun er en Personification 
af det blodtørstige Folk , som de Christne dengang 
levede iblandt . “ 
„ Ja Du har Ret , Anna , det kunde gjøres , “ svarede 
Victor , idet han fornøjet nikkede til hende , glad over 
den Varme , hvormed hun tog Deel i Samtalen ; 
„ men jeg har til Baggrund den store , aabne Bue af 
Hovedportalen i Colosseum , hvorigjennem man seer 
Venns ' og Amors Tempel . En Procession gaaer op 
ad den brede Trappe for at offre til Kjærlighedsguden 
og hans Moder . “ 
„ Der er en fiin Allegori i det Motiv , “ sagde 
Grevinden , „ før syntes jeg , at Din Tanke , Anna , var 
meget sindrig ; men Din Fætter havde dog en større 
Trumf paa Haanden . “ 
„ Ja Gud skee Lov , at han har det ! “ sagde Anna 
smilende ; „ da det er ham , der skal male Billederne , 
er det jo heldigt , at han selv kan fange Ideerne . “ , 
Victor gik med Anna omkring i Værelserne og 
betragtede Billederne . De kom ogsaa ind i Cabinettet . 


„ Nej , hvad er dog det ! “ udbrød Victor , „ hvilken 
Skat findes her ! “ og han pegede hen paa Antoniusbilledet , 
der med fine smertefulde Barnesjne saae ind 
i hans . „ Det er et forunderlig levende Udtryk ! “ 
„ Ja , “ svarede Anna , . „ det er min Ven , Antonius ; “ 
og hun fortalte Victor Historien om Billedet 
og den Indflydelse , det fra hendes tidligste Barndom 
havde udøvet paa hende . 
„ Naa , saa der har vi Fristeren til Klosfertankerne ; 
men nu træder jeg i Skranken imod Dig , 
Du ! “ og Victor truede skjælmsk ad Billedet ; „ saa skal 
vi see , hvem af os To , der er den Stærkeste . Jeg 
kan iøvrig nok tænke mig , at disse Øjne kan forføre 
en lille Barnesjæl ; men Du skulde dog nu være 
kommen saa meget til Skjælsaar og Alder , at Sligt 
ikke mere kunde have Magt over Dig . “ Anna begyndte 
at sænke Øjenlaagene . „ Naa , naa , min egen 
Ven ! “ fortsatte Victor i en overgiven Tone , „ nu 
ingen mørke Skygger ; jeg er kommen fil Dig for at 
faae Glæde , og med Glæden maa jeg leve . “ I det 
Samme greb han begge hendes Hænder og svang 
hende lystig rundt paa Gulvet . Anna kunde ikke tilbageholde 
en hjertelig Latter , idet hun søgte at løsrive 
sig . Victor saae straalende fornøjet paa hende . 
Det var med hende , som med de fleste Mennesker , 

der sjelden lee , at naar de engang gjøre det , kommer 
der noget uimodstaaelig Elskværdigt over dem , hvilket 
da trænger lige ind fil Hjertcgrunden hos dem , der 
høre det . Victor grebes saa fuldt deraf , at han ikke 
kunde modstaae , men tog Anna om Hovedet og trykkede 
et Kys paa hendes Pande . 
Grevinden og Anna , som saa længe havde levet 
alene , bleve stærkt oplivede ved Victors Nærværelse . 
Hans underholdende Fortællinger bragte Livsaanderne 
i Bevægelse hos dem begge ; men ham trættede 
denne Slags Liv for Øjeblikket . Han havde det ' 
sidste Aar i Rom aandelig levet saa stærkt , at han 
nu var træt deraf . Derimod trængte han fil den 
lette Livsglæde , som jo Ungdommen ogsaa har Ret 
til af gjøre Fordring paa . Efter faa Dages Forløb 
følte Victor , af han savnede Noget . Først vidste han 
ikke rigtig , hvad det var . Anna var jo saa kjærlig 
og elsfværdig , og Grevinden saa imødekommende og 
hjertelig , langt mere , end man kunde vente af en Dame 
i hendes Stilling . Men snart mærkede han , af han 
trættedes ved de bestandig aandrige Samtaler , og det 
blev ham klart , af her savnedes en Side af Livet , 
som han for Øjeblikket trængte til af suge Næring 
af , og det var Ungdomslyst og Overgivenhed . Det 
hørte hans Natur til . Saalænge han var i Rom og 

var optagen af Arbejde , havde han ikke mærket Savnet ; 
men nu var han formelig hungrig efter af være glad , 
saa af det kunde strømme over alle Bredder . Han 
kunde vel imellem gjøre et Tilløb derhen ad med 
Anna , og hun kunde vistnok lee hjertelig , som da han 
hiin Aften svang hende rundt ; men det blev ved et 
enkelt Latterudbrud ; hun slog ikke ind med i Munterheden , 
saa af det kunde klinge Slag i Slag , saa fra 
den ene og saa fra den anden Side . Naar Latteren 
var standset , kunde hendes Ansigt pludselig blive alvorligt 
igjen , og hun begyndte da snart efter paa en 
eller anden dybere Samtale om Noget , hun hos Victor 
vilde have Rede paa . 
Han fjernede sig derfor af og til . Imellem gik 
han længere Ture , ofte i det Haab at finde nogen 
lettere Adspredelse . En Dag mødte han Skovrideren , 
som han engang før havde talt med oppe paa Gaarden , 
og som nu spurgte ham , om han ikke havde Lyst 
til at deeltage i en Iagt , der skulde vare i et Par 
Dage ; han kunde tilbringe Nætterne i Skovriderboligen . 
Victor tog med Begjærlighed imod dette Tilbud . 
Anna studsede vel lidt , da han meddeelte hende 
det ; men hun indvendte Intet derimod . Grevinden 
hilste ved Afskeden noget formellere end sædvanlig ; 
men Victor var imidlertid saa opfyldt af Fornøjelse 

ved Tanken om Jagten , at han flet ikke mærkede 
det . Han trængte til ubunden at trække Vejret , og 
han følte sig ret fri og glad , da han rafl travede hen 
ad Landevejen ved Skovriderens Side . 
Ellevte Capitel . 
Livet ude i den dejlige Natur sammen med de 
flinke Jægere , der vare fulde af lystige Historier , opfriskede 
øjensynlig Victor , og han følte sig ret fri og 
vel tilmode , da han paa den tredie Dag vendte tilbage 
til Bøgevang . Det syntes bortdunstet , alt , 
hvad der forud havde trykket ham i Omgangen med 
Grevinden og Anna . Han glædede sig til at see dem 
igjen og til at fortælle dem af de lystige Jagthistorier , 
som han for Øjeblikket var opfyldt af . 
Han kom tilbage kort før Middag og klædte sig 
strax paa til Bordet . Derefter gik han ned i den 
lille Blomsterhave foran Trappen , hvor han plukkede 
sig en Rose til at stikke i Knaphullet . Rigtig fornøjet 
sprang han hen imod Havetrappen , idet han 
maalte den med Øjnene og tænkte : „ Mon Du kan 

tage den i to Spring ? “ men midt i Farten blev 
han standset ved nogle klare Toner , der naaede hans 
Øre . De kom fra Havestuen . Han blev staaende 
ubevægelig og lyttede . Det var Menuetten af Don 
Juan , der blev sunget . Han listede sig sagte op til 
den aabne Dør ; men hvor steg hans Forundring ved 
det Syn , der her mødte ham . 
En ung , hvidklædt Pige med en Krands af friste 
Roser om det gullokkede Hoved dandsede Menuetten 
soran det store Spejl , der hang for Enden af Salen , 
idet hun selv sang Melodien dertil . Victor stod 
først stille , fortabt i Beskuelsen af hendes Skjønhed 
og Unde ; men snart droges han saa stærkt baade af 
Sangen og Dandsen , at han uvilkaarlig faldt ind 
med . Den unge Pige gjorde pludselig en Svingning , 
saa hun kom til at staae lige for Victor . Denne 
blev ved at synge Melodien , idet han i Dandsetakten 
bukkede dybt for hende , og syngende forestillede han 
sig selv : 
„ Maler Victor Bergmann ! “ 
Hun nejede lige ned til Jorden for ham og 
sang frem : 
„ Comtesse Angelica Gyldenfeldt ! “ 
Nu rakte de hinanden Haanden og traadte atter 
Dandsen med gravitetisk Pathos . Og saaledes dandsede 
de endnu , da Døren til Cabinettet aabnedes , og 

Grevinden traadte ind med Anna . I højeste Grad 
forbausede stode de begge ; men med meget forskjellige 
Følelser saae de derpaa . Grevinden blev først blussende 
rød , og et noget strengt Udtryk viste sig paa hendes 
Ansigt ; men da de to Unge nærmede sig hende , Angelica 
nejende og Victor bukkende saa dybt som muligt , 
brast hun ud i en hjertelig Latter , idet hun tog Angelica 
om Hovedet og kyssede hende . Anna blev 
sfaaende bag Grevinden og vendte sig halv bort . 
I dette Øjeblik gik det op for hende , hvad Victor 
hidtil havde savnet paa Bøgcvang . Her var jo den 
Ungdomsglæde , han forgjæves havde søgt hos hende . 
Ved Angelicas Ankomst viftede der en gladere 
Luftning over hendes Hjem , og man hørte nu oftere 
en munter Latter klinge i de store Sale , hvor derunder 
hendes Fraværelse havde hersket en klosterlig 
Stilhed . 
„ Kom , Hr . Bergmann ! De maa spille lidt Fjerboldt 
med mig ! “ raabte Angelica en Aften ude fra 
Havetrappen ind til Victor , der sad i en Samtale 
med Anna . Victor sprang strax op , og i flyvende 
Fart under Spøg og Latter kom de ned i Haven . 
Der gik det snart lystig med Fjcrboldtspillet ; som 
to Sommerfugle hvirvlede Victor og Angelica om 
hinanden , idet de fra begge Sider behændig kastede 
og after traf Fjcrboldten , saa at man oppe i Havestum 

stadig hørte i regelmæssig Takt Klangen af 
Raketterne . Disse Toner accompagnerede bedrøvelige 
Tanker hos Anna . Vel mærkede hun , at Victor af 
og til søgte hende , og at han ogsaa med Interesse 
gik ind paa , hvad hun indledede en Samtale om ; 
men hvor meget end Samtalen med hende syntes at 
fængsle ham , var det ham dog altid let at afbryde den 
forat følge selv det mindste Vink fra Angelicas Side ; 
dog var det mere efter Annas Natur at skyde Skylde » 
paa sig selv end Paa Andre , og der rejste sig snart en 
Stemme i hende til Forsvar for Victor . Han havde 
jo alt en af de første Dage sagt hende , at han var 
kommen forat søge Glæde , og at Glæden var et nødvendigt 
Næringsstof for ham . Hvor rimeligt , at 
hans ungdommelige Natur nu trængte dertil efter det 
alvorlige og udholdende Arbejde , som han i det sidste 
Aar havde været optaget af . 
„ Ja han trænger til Glæden , og jeg vil ogsaa ' 
være glad med de Glade ! “ udbrød hun , og syngende 
løb hun ned ad Havetrappen . Da Victor og Angelica 
fik Øje paa hende , kastede de Raketterne og 
løb overgivne hen imod hende . Hver tog en af 
hendes Arme , og saaledes dandsede de alle Tre ned ad 
den lange Allee , der førte ud til Havet . Her vandrede 
de nu under Spøg og Latter langs StrandBredden , 
indtil Aftenduggen drev dem tilbage til Havesalen , 

hvor Grevinden ventede dem i Døren , oplivet 
ved Synet af den glade Ungdom . 
Men det var dog kun en enkelt Gang , at Anna 
saaledes kunde gjøre Vold paa sin Natur . For det 
Meste gik hun stille om , og som oftest søgte hun Ensomheden 
forat synke hen i Grublerier . Dog , naar 
hun mødte Victor , saae han tydelig , at han ved sin 
Nærværelse kunde drive Skyerne bort fra hendes 
Pande , og hun havde altid et kjærligt Ord til ham 
paa Læben . Han angrede da , at han saa lidt beskjæftigede 
sig med hende ; men han var nu saa afgjort 
paa det Stadium , at han flyede denne stille 
Grublen , der var over Anna , saa han kunde ikke 
modstaae den Tillrækning , som Angelicas sprudlende 
Munterhed udøvede over ham ; med Undren mærkede 
han , ' at Angelica ogsaa imellem , og det i den sidste 
Tid oftere og oftere , søgte Ensomheden ; men det 
var ham tydeligt , at det ej var mørke Stemninger 
som hos Anna , der fik Angelica til at trække sig tilbage , 
da hun aldrig havde et lykkeligere Udtryk end 
til saadanne Tider . For Victor var dette gaadefuldt , 
saa at han tilsidst ogsaa begyndte at søge Ensomhed 
for uforstyrret at kunne grunde over , hvad 
Vej Angelicas Tanker vel havde taget . 
Det udeblev ikke , at Sjælekampene med de 
stærke Bølgegange , som Anna i den sidste Tid havde 

været udsat for , efterhaanden afprægede sig i hendes 
Ådre , saa at hun kom til at see lidende ud . Grevinden 
bemærkede dette med Bekymring ; hun henvendte 
ængstlige Spørgsmaal til Anna om hendes Helbred ; 
men denne afviste al Indtrængen med det Svar , at 
hun Intet fejlede . 
En Dag kom Doctor Johnson i Besøg . Han 
havde alt i mange Aar været Huuslæge paa Bøgevang ; 
men han kom der dog ikke ene i Egenskab af 
Læge ; han blev tillige af dem Alle modtaget som en 
kjær , gammel Ven . De unge Piger kom ham altid 
imøde med uforbeholden Hjertelighed . „ Den stille 
Anna , “ som han plejede at kalde hende , var især 
hans Indling . 
Grevinden og Angelica vare ene i Havestuen , da 
Doctoren blev meldt . De hilste begge glade paa ham , 
og der blev snart en munter Stemning , da Doctoren 
bragte mange pudsige Smaahistorier med sig fra den 
nærliggende Kjøbstad , hvor han var bosat som Districtslæge . 
„ Men 
det er sandt , “ sagde han , „ jeg traf den unge 
Bergmann inde hos Kammerherreinde Nordfalk . Han 
dannede en fornøjelig Modsætning til den affecterte gamle 
Dame . Hvor er han dog smuk , og dertil saa tiltalende 
ved det Liv og den Munterhed , hvormed han 

kan anskueliggjøre sine geniale Ideer . Det formelig 
blomstrer omkring En , naar man hører ham tale . “ 
„ Ja , “ sagde Angelica , „ smuk er han rigtignok , 
og morsom , ja meget morsom kan han ogsaa være ; 
men til Mand ønsker jeg mig dog ikke en saadan 
Adonis , “ fortsatte hun overgivent , „ nej , min Husbond 
maa jeg kunne tænke mig med Hjelm og Brynie , og 
naar han træder Dandsen med mig , saa maa jeg 
kunne høre Guldsporernes Klirren ! “ og hendes Øjne 
straalede , medens der om Munden spillede et glad 
Smil . 
„ Hillemænd , Comtesse Angelica ! jeg gad nok 
vide , hvem De tænker paa i dette Øjeblik , “ udbrød 
Doctoren med en godmodig Latter . Angelica blev 
blussende rød ; hun holdt Hænderne for Ansigtet og 
løb leende ud af Stuen . 
„ Hvor er hun dog yndig , og saa barnlig endnu ! “ 
sagde Johnson , idet han fornøjet saae efter hende . 
„ Ja vist er hun yndig og glad ; men , min gamle 
prøvede Ven , jeg kan jo tale aabent med Dem , “ 
sagde Grevinden , idet hun saae meget bevæget ud , 
„ jeg frygter næsten , at jeg har gjort Uret i at lade 
Angelica blive alene den sidste Tid derovre i Sverige . 
Det forekommer mig , at der er Noget , som har sat 
hendes Hjerte i Bevægelse ; men jeg er ikke kommen 
paa det Rene med , hvem der har foraarsaget dette , 

og jeg tør ikke røre derved , da det jo er muligt , af 
hun endnu selv er uvidende derom . Man fluide næsten 
troe det , naar man seer , med hvilken barnlig 
Uskyld hun i denne Tid løber og leger med Bergmann . 
Det er , som om de begge kun vare tolv , 
tretten Aar gamle . “ 
„ Men er det dog ikke farligt med saa smuk en 
ung Mand ? “ indvendte Docforen . 
„ Nej , det gjør ikke Angelica Noget , “ svarede 
Grevinden , „ især da baade hun og jeg troer , af Anna 
og hendes Fætter have mere end blot Slægtflabsinteresse 
for hinanden . Det var rørende af see den 
Henrykkelse , der var over dem begge ved det første 
Møde . “ 
„ Men er det Tilfældet , da forstaaer jeg mig 
ikke paa Anna , “ sagde Docforen ; „ da jeg var staaet 
af Vognen nede ved Laagen og gik op igjennem Haven , 
traf jeg hende i Rosenlysthuset . Hun havde et 
saa fortabt og lidende Udseende , og de ellers saa flittige 
Hænder laae ørkesløse i Skjødet ; jeg søgte af 
faae af vide , om hun fejlede Noget ; men alle Spørgsmaal 
vare forgjæves ; her maa være et aandeligt 
Onde tilstede . “ 
„ Ja det er ogsaa mig paafaldende , “ sagde Grevinden ; 
„ men jeg troer , at det maa være de gamle 
Historier med de religiøse Skrupler , som stadig vende 

tilbage , og som ofte give en uhyggelig Stemning i 
vort ellers saa lykkelige Samliv . Dog nu skal De 
høre et Middel , jeg har udtænkt , og som jeg haaber 
vil virke godt herimod . Kom lidt herind i Vinduesfordybningen , 
min kjære Doctor , — for Du maa ikke 
høre det , Angelica , “ sagde Grevinden , idet hun skjælmsk 
truede over mod Datteren , der atter var traadt ind 
i Stuen og havde sat sig med sin Brodeerramme foran 
de aabne Havedøre . 
„ Men Moder , hvorfor maa jeg ikke være deelagtig 
med ? “ spurgte Angelica nysgjerrig . 
„ Nej , “ indvendte Grevinden , „ det var muligt , 
at Du ikke kunde holde Tand for Tunge , og da var 
den Fornøjelse at overraske Anna spildt for mig . “ 
Det varede Noget , inden Grevinden , som hviskede 
sagte , fik endt sin Meddelelse til Doctor Johnson , 
der hørte efter med varm Deeltagelse . Ved Slutningen 
kyssede Doctoren Grevindens Haand , idet 
han i det Samme henvendte sig til Angelica : 
„ Ja , Comtesse Angelica , jeg har jo altid seet 
højt op til Grevinden ; men at Hendes Naade ogsaa 
kan overtræffe mig i at skrive Recepter , det havde 
jeg dog ikke ventet ; jeg maa tilstaae , at dette vistnok 
vil blive et Under af en Cuur . — Som den ydmygste 
Lærling kysser jeg Deres Naades Haand . — Mange 

Sygebesøg har jeg imidlertid endnu at gjøre idag , “ — 
og hermed tog Doctoren Afsfed . 
Det var den næste Søndag Morgen . Anna sad 
tidlig ved Kaffebordet forat have Alt i Orden , til 
Grevinden kom ind . De plejede at drikke Kaffen 
noget tidligere om Søndagen end ellers forat komme 
tidsnok til at følges med den øvrige Menighed ind 
i Kirken ; men denne Morgen udeblev hun længere 
end sædvanlig . 
„ Alen hvor bliver Moder dog af idag ? “ spurgte 
Anna Angelica , der lige kom ind i Stuen . 
„ Ja kan Du begribe , hvad der gaaer ad Moder , “ 
svarede Angelica ; „ hun , der ellers har saa travlt , 
forat vi skal være færdige Søndag Morgen , sidder idag 
ganske rolig i sit Værelse og læser , og da jeg mindede 
hende , svarede hun kun : „ Aa , der er vel Tid 
nok , “ og saa blev hun ved at læse . “ 
Endelig kom dog Grevinden ; hun saae ud til at 
være i en ejendommelig glad Stemning , saa de Andre 
ventede en Meddelelse ; hun drak imidlertid sin 
Kaffe uden af sige et Ord . Anna brød Tausheden 
ved af gjøre opmærksom paa , af det var paa høje 
Tid af komme afsted , da Vognen alt nogen Tid 
havde ventet . 
„ Ja , men jeg har endnu nogle Ordrer af give 

Huusholdersken , “ og med disse Ord gik Grevinden 
hurtig ud ad Døren . 
Endelig kom man dog i Vognen og naaede Kirken , 
men rigtignok saa seent som muligt , da Præsten 
lige var ved af gaae op paa Prædikestolen . Ved Indtrædelsen 
i Kirken hørte de kun det sidste Vers af 
Psalmen ; men det rørte sig underlig i Anna ved af 
høre nogle hjertelige , klangfulde Toner , der ligesom 
bar alle de andre Stemmer i Sangen . „ Der maa 
være kommet en Fremmed i Kirken idag , “ tænkte 
hun , og dog bragte disse Toner Minder fra Barndomsdagene 
op i hende . „ Ja Barndomsdagene ! “ 
sukkede Anna ; hun satte sig i en Krog i den lukkede 
Herskabsstol , hvor hun trak Gardinerne for sig , og 
saaledes afsluttet fra den øvrige Menighed sank hun 
heelt hen i sine egne Tanker . 
Præsten kunde ikke fængsle hende ; han var vel 
en venlig gammel Mand , men uagtet de mange Aar 
havde han endnu ikke faaet Syn for det højeste Liv ; 
tilmed havde han kun ringe Evner og et slæbende 
Foredrag , saa de Flesfe as Menigheden sad og talte 
Minutterne , til Prædikenen var sluttet . 
Anna knælede og laae længe hensunken i Bøn 
og Eftertanke . Hun gjennemgik hele sit Liv , og 
med Smerte følte hun , hvor lidt Løftelse det havde 
indeholdt ; hun længtes mere end nogensinde efter 

Aanden fra Barndomshjemmet . Et klart Billede af , 
hvad denne Aand var , havde hun ikke ; men hun 
havde en Følelse af , at den maatte bringe Fred og 
Glæde til dem , der kunde søge Ly under dens Vinger . 
Psalmen efter Prædiken var sungen , og Anna 
havde atter frydet sig ved de dejlige Toner . „ Men 
hvem er dog det ? “ tænkte hun , da Degnen læste i 
Chordøren , og en mandig , klangfuld Stemme mødte 
hendes Øre istedetfor den stakkels gamle Degns Fremmumlen 
af Bønnen . Anna vidste , at hun kjendte 
Stemmen ; men ligesom dette Under vilde til at klare 
sig for hende , følte hun et Par Hænder klappe sine 
Kinder , idet de bøjede hendes Hoved tilbage , og da 
viste Lenes milde Ansigt sig for hende . Anna sprang 
hurtig op og kastede sig i hendes Arme . Nn nærmede 
Grevinden sig ogsaa : „ Naa , min egen Anna ! 
kam Du nu blive glad , da Du har faaet Dine Venner 
til Dig ? jeg har faaet udvirket , at den gamle 
Degn er kommen paa Pension , og Jensen har faaet 
hans Plads , saa nu kan Du see dem hver Dag . “ 
Anna klyngede sig taknemlig op til Grevinden , som 
sluttede hende i sine Arme . 
Fra den Tid af gik der ingen Dag , uden at 
Anna saae ind til Jørgen og Lene , og hun fik altid 
en hjertelig Modtagelse ; men det mærkedes snart , at 
Anna gjemte paa en Byrde , som hun ikke vilde dele 

med dem . De vare for fiintfølende Mennesker til at 
trænge ind paa hende , da der ved den mindste Hentydning 
ligesom gjennemfoer hende en stor Smerte ; 
de saae , at de her Intet kunde udrette ; de maatte 
stille vente , til Herren beredte Timen ; for Øjeblikket 
kunde de kun vise , hvor hjertelig de elskede hende . 
Naar de saae Anna saa betynget , som hun jo saa 
ofte var , og der da kunde vise sig Tegn hos hende 
paa , at hun følte Trang til Hjælp , saa løde de ej 
Øjeblikket gaae tabt , men viste hende paa deres eenfoldige 
Maade hen til Ham , den Eneste , der kunde og 
ogsaa fuldt vilde tage Byrden fra hende , naar hun 
kun vilde bede ham derom ; men hos Anna var der 
endnu tilstængt , saa Lyset ej kunde trænge ind ; hun 
rørte sig vel imellem som i Søvne ; men der var ikke 
saa megen Kraft , at hun kunde faae Sorgen stødt til 
Side ; den laae for Døren og gjorde det umuligt for 
Lyset at sprænge den . Hun sad i Mørket og lænede 
sig sløvt op til Sorgen ; hun havde kun den ene 
Tanke : „ Jeg elsker Victor ; men jeg kan aldrig skaffe 
hans Kjærlighed den Næring , den fordrer , og han 
vender sig fra mig ; ja jeg mister ham ! “ — sfreg det 
i hende , og hvor kunde hun meddele sig til sine Venner 
herom ! hun sank da ned i sig selv og jamrede i 
Ensomheden . 
En Dag var Anna ene i Havesalen . Hun 

havde fra Morgenstunden af været nede i Skolen , 
og endnu havde hun hverken seet Grevinden , Angelica 
eller Victor . Hun satte sig hen og ventede de 
Andres Komme . Den Første , der mødte , var Victor . 
Han kom springende ind fra Havetrappen , og han 
mere dandsede end gik hende imøde . 
„ Men Victor , “ udbrød Anna uvilkaarlig , „ hvor 
seer Du dog lykkelig ud ! “ 
„ Ja , Anna , “ jublede han , „ maa jeg ikke sagtens 
være lyksalig ! “ I det Samme bøjede han sig saa tæt 
ned mod hende , at hans Kind næsten berørte hendes : 
— „ Jeg elsker jo , “ — mere fik han ikke sagt , da Angelica 
lige aabnede Døren . Hun hørte hans varmt 
udtalte Ord , idet hun saae , hvor kjærlig han bøjede 
sig ned over Anna . Hun studsede et Øjeblik ; 
men hun var saa fuldt optagen af en anden Tanke , 
at det Indtryk , som hun her fik , kun blev kortvarigt . 
Hun var kommen ind med det meest straalende 
Udtryk , som vel et Øjeblik vexlede ved at 
høre de Ord , Victor sagde til Anna ; men det 
var kun som et Glimt af Nysgjerrighed ; snart greb 
den Tanke hende atter heelt , hvormed hun var kommen 
ind . Hun ilede hen imod Anna og tog hende 
ivrig ved Haanden , idet hun bad : „ Anna , kjæreste 
Anna , kom et Øjeblik med ind paa mit Værelse ! “ 

„ Alen hvad er det dog , Angelica ? “ spurgte 
Anna forundret over det stærkt bevægede Udtryk i 
Angclicas ' Ansigt . Denne trak Anna ud ad Døren 
med sig . 
Victor stod heelt betagen ; Angelica var atter i 
den hvide Dragt med en Krands af Roser om Haaret , 
og det Udtryk af Glæde , der i dette Øjeblik var udbredt 
over hende , gjorde hende dejligere end nogensinde . 
Victors Nerver vare yderlig spændte , hvorved hans 
Hørelse blev skjærpct til at opfange selv den svageste 
Lyd , og det var ham , som om han hørte Toner fra 
Paradiset , da Angelica hviskede Anna i Øret , idet de 
gik ud ad Døren : „ Anna , jeg elfler og bliver elsket 
igjen ! “ 
Victor fik ikke Tid til at samle sine Tanker , 
før Cabinetsdøren aabnedes , og Grevinden traadte 
ind , fulgt af den gamle Præst og Doctoren . De 
grebes Alle ved at see den Glæde , der var udbredt 
over Victor . 
„ Den unge Bland kunde staae Model til en 
sejrende Apollo , “ hviskede Doctoren til Grevinden . 
Idet han i det Samme nærmede sig Victor , udbrød 
han : „ Det er fornøjeligt at see , hvor frisf og 
glad De seer ud , Hr . Bergmann ! “ 
„ Ja skulde jeg ikke være glad ? “ svarede Victor 
med den fulde Klaug af sin unge Stemme , „ al Lykke 

bæres mig jo imøde , saa jeg tør kalde mig Gudernes 
Indling . “ 
Grevinden saae studsende op paa ham . Doc . 
toren klappede Victor paa Skulderen : „ De er en rigtig 
fornøjelig nng Mand ; det gjør mig Gamle ganske 
ung igjen at see paa Dem . “ 
Efter en længere Pause spurgte Præsten Grevinden , 
om Posten havde bragt Nyheder . 
„ Hvad der staaer i Aviserne , veed jeg ikke ; men 
Breve med Nyheder er der kommen , “ svarede hun 
med et glad Smil . 
„ Og man tør spørge — ? “ udbrød Doctoren 
nysgjerrig . 
„ Ja siden skal De faae at høre derom ; nu maa 
vi tilbords . “ 
Idet Tjeneren aabnede Dørene til Spisesalen , 
kom Angelica og Anna ind Arm i Arm med smilende 
Ansigter . 
„ Ih , nej see dog ! idag er det rigtig Solskin ! “ 
sagde Doctoren , idet han fornøjet nikkede til de unge 
Piger , „ selv vor stille Anna har jo faaet et lysere 
Skjær , “ og virkelig lyste der som et Gjenskin af Angelicas 
Glæde hen over Anna ; men Doctoren bemærkede 
strax efter en pludselig Forandring paa 
hendes Ansigt , da hun saae op paa Victor , — og 
denne saae dog saa lyksalig ud . „ Hvad er nu det ? ” 

tænkte Doctoren ; men han blev forstyrret i denne 
Tanke , da Grevinden tog hans Arm , og de gik ind 
i Spisesalen . 
Anretningen var mere festlig end sædvanlig . 
Doctoren undrede sig ved af see Champagneglas paa 
Bordet , Noget , som paa Bøgcvang ellers kun brugtes 
ved højtidelige Lejligheder . 
Bian var særdeles oprømt , og Victor saa genial 
munter , af han ligesom bar dem Alle op i en højere 
Stemning . Da Tjeneren havde fyldt Champagneglassene , 
rejste Grevinden sig med sit i Haanden : 
„ Det er en Glædesfest her i Huset ; derfor har 
jeg bedt Dem , mine gamle Venner , om af være hos 
os idag . Vi ville Alle tømme et Glas paa Angelicas 
Fremtids Lykke , da hun idag har givet sit Løfte 
om af være Grev Gustav Sparres Brud . “ 
„ Til Lykke , til Lykke ! “ ndbrøde paa eengang 
Præsten og Doctoren , idet de klinkede med Angelica 
og Grevinden . Anna nærmede sig ogsaa med sit Glas ; 
men i det Samme udraabte hun med Rædsel : „ Nej 
see dog paa Victor ! “ 
Alle vendte sig om mod ham . Han stod med 
Glasset i Haanden udstrakt imod Angelica ; men en 
Dødbleghed var udbredt over hans Ansigt , og Øjnene 
stirrede stift og , som det syntes , uden Seekraft ud 
for sig . 

Doctoren ilede hen til ham og greb ham i Armen . 
Da segnede han tilbage og var afmægtig . 
Han blev baaren ind paa Sophaen i Cabinettet , og 
Doctoren lukkede Døren . 
Da Victor atter slog Øjnene op , stirrede han 
fremmed omkring sig ; hans urolig omstrejfende Blik 
traf Antoniusbilledets vecmodsfuldc Øjne , og han 
brast i en heftig Graad . 
„ O Antonius ! skal jeg da Forsagelsens mørke 
Vej ? er Glædeslyset alt slukket for mig ? “ jamrede 
han . 
Doctor Johnson var en siin , iagttagende Natur , 
og hans Kald gav ham rig Lejlighed til at see ind 
i det menneskelige Hjerte . Han erindrede sig nu det 
alvorsfulde Blik , hvormed Anna før Bordet havde 
seet paa Victor , og sammenholdt han dette med den 
cxalterede Stemning , hvori han ved sit Komme havde 
truffet ham , og dernæst med hans nu udtalte Ord , 
da stod hele Sagens Sammenhæng klart for ham . 
„ Nej , min unge Ven , De skal ikke forsage Livsglæden , 
men kun denne Illusion , som har forvildet 
Dem ind paa Veje , Skjæbnen ikke har bestemt for 
Dem . Naa , jeg seer jo nok , at De ikke kan taale , 
jeg benævner det , De i Øjeblikket føler , med det kolde 
Ord Illusion . Tro mig ældre , erfarne Mand , det 
er dog faa . “ , 

Victor pressede Hænderne krampagtig for Ansigtet 
og græd bitterlig . 
„ Folg nu mit Raad , “ fortsatte Doctoren i en 
rolig , deeltagende Tone ; „ tag strax bort herfra og 
saa snart som mulig tilbage til Rom . Tag saa fat 
paa Deres herlige Konst igjen , og De skal see , hvor 
Glædesblussct lyser med utallige Flammer for Dem . “ 
„ Ja bort , bort , ! lad mig strax komme bort ! “ 
bad Victor indtrængende , idet han med Heftighed 
greb Doctorcns Hænder . 
„ Ja , “ svarede denne beroligende , „ jeg tagerbort 
om en Time ; nu bringer jeg Dem ind paa 
Deres Værelse , De hviler Dem , medens Tjeneren 
pakker Deres Tøj , og saa kjører De med mig ind til 
Byen for inat at benytte mit Gjæstckammcr ; imorgen 
kan De saa tage med Posten Syd paa . “ 
Da Doctoren kom tilbage fra Victor , traf han 
de Andre i Havesalen , Alle med ængstligc Nliner og 
indtrængende Spørgsmaal om Victors Besindende . 
„ Aa , “ svarede Doctoren , „ det er et Hjerteonde , 
som mange unge Mennesker lide af ; Blodet er paa 
eengang presset for stærkt til Hjertet , og deraf er Afmagten 
foraarsaget . Nu er imidlertid Alt ved at 
ordne sig igjen . Jeg foreslaaer , at den unge Mand 
saacr sig en Kjøretur i den friste Aftenluft , og jeg 
tager ham med mig hjem . Jeg vil ogsaa gjerne have 

et Øje med ham for Muligheden af et Tilbagefald , 
som dog rimeligviis ikke vil indfinde sig . Wien han 
er faa afficeret , at Grevinden undskylder , at jeg ikke 
giver ham Lov til at tage Afsked ; jeg bringer ham 
i Vognen , uden at Nogen faaer ham at see . “ 
Anna fad i en Vinduesfordybning med Hovedet 
sløttet i Haanden , idet Taarerne langsomt rullede ned 
ad hendes Kinder . Doctoren tog nu Afsked . Da han 
sagde Farvel til Anna , klappede han hendes Kind og 
saae hende kjærlig ind i Øjnene : „ Nu maa min lille 
stille Anna ikke være saa forsagt ; tro mig , Deres 
Fætter har en stærk Natur ; men han trænger til 
Virksomhed for sine rige Evner ; det ørkesløse Liv , 
han her har ført , kan kun gaae an til en Tid ; nu 
maa han snart til Arbejdet , og saa kommer nok Alt 
igjen i sin rette Gang hos ham . “ 
Anna saae ud ad Vinduet efter Vognen , der rullede 
hen ad Landevejen ; hun tænkte paa den Søndag 
Morgen , da Victor kjørte bort fra Præstegaarden , 
tænkte paa al den Elendighed , der fra den Dag 
havde bredt sig ud over hendes elskede Hjem . „ Hvad 
mon der nu vil følge paa denne Dag ? “ sagde hun 
til sig selv , og det var hende , som om hun saae ind 
i den mørke Nat . 

Tolvfe Capitel . 
En Aften først i September naaede Victor tilbage 
til Rom . Vetturinen holdt i kortn äol popolo 
for at faae Passene paategnede og Rejsegodset efterseet . 
Victor steg ud af Vognen for tilfods at tilbagelægge 
Vejen til sit Hjem ; men først vilde han 
nyde den dejlige Aften ved Springvandene paa 
Uinr/m M popolo . Det var netop Fuldmaane . Terrassen 
op ad Monte Pincio med dens mange Statuer og 
mørke Cypresser stod i det klareste Lys . De brusende 
Vandfald fra de mange Fontainer løde som en hjertelig 
Velkomsfhilsen . Han satte sig paa det mægtige , muslingdanncde 
Bassin ved Foden af Monte Pincio og 
lod Klangen af den altid skvnlpende Vandmasse følge 
de mange Tanker , der i dette Øjeblik bølgede op og 
ned i hans Erindring . Han sad længe og lyttede til 
Vandklangen , medens han lod sig vugge i Tankestemninger , 
der niere og mere toge Tonernes Former , 
men dog efterlodc et uudsletteligt Indtryk hos ham . 
Det var saa nndcrligt for ham , at jo mere han fjernede 
sig fra Hjemmet , desto mere traadte Angelicas Billede 
taaget tilbage , hvorimod Annas kom altid klarere og 
klarere frem . Hvor fast havde han ikke beholdt hendes 
alvorsfulde Blik i sin Erindring , og mangt et Ord , 

hun med sin inderlige Stemme havde henvendt til 
ham , steg nu frem i Mindet ; det var , som om disse 
Ord atter lød i de alvorsfulde Toner fra de bølgeklingende 
Vandmasser , der her paa alle Sider omgav 
ham . 
Endelig begav han sig til sit Hjem . Hans gamle 
Værtinde tog hjertelig imod ham ; for hende var det 
altid en ensom Tid , naar Victor var paa Rejser . 
Hans glade Væsen og de venlige Ord , han stedse 
havde tilovers for hende , var Solskin , som hun ikke 
godt kunde undvære . Hun havde mange Spørgsmaal 
at gjøre og mange Smaahistorier at meddele om 
Gjenboer og Naboer ; men da Victor syntes træt , bød 
hun sit venlige « kslieo notta » , og han overlodes til 
sine egne Tanker . 
Underligt var det for ham atter at være kommen tilbage 
til Rom . Han syntes , at et heelt Liv laae imellem 
hans Bortrejse og nu , og dog fandt han Alt saa 
uforandret , som om han slet ikke havde været borte 
derfra . Der var reent og pynteligt i hans Stue ; 
men Værtinden var saa vaersom , naar hun berørte 
nogen af hans Sager , at Alt laae tilsyneladende uberørt 
lige indtil Dagbogen , der endnu laae opslaaet 
med den sidst nedskrevne Side . Victor satte sig ned 
og lod Øjet glide hen over Linierne i Bogen . Han 
læste det jublende Udbrud ved Forventningen om 

Hjemmet hos Moderen , og en Gysen gjennemfoer 
ham . Men saa læste han om Længslen efter atter 
at møde Anna . Hvor yndig blev da ikke Stemningen 
hos ham ! Der klang glade Toner fra Hjertet . Kunde 
han nu nærme sig Anna , hvor langt anderledes vilde 
han da ikke komme hende imøde , end det havde været 
Tilfældet den sidste Tid paa Bøgevang . Hvor var 
det dog muligt , at han var bleven saa langt fjernet 
fra hende ; nu stod han ganske fremmed lige over for 
det Chaos af Fantasier , han havde forvildet sig ind i , 
og hvor yndig havde Anna ikke taget det ! uagtet hun 
daglig saae , at han mere og mere fjernede sig fra 
hende , havde hendes Øjne dog altid seet mildt paa 
ham , og hendes Stemmes bløde Klang havde aldrig 
svigtet , naar hun talte til ham . Her blev han afbrudt 
i sin Grublen , ved at Værtinden bankede paa 
Døren . 
„ Undskyld , Signore , jeg husker først nu , at dette 
Brev er kommet til Dem igaar . “ Victor saae strax , 
hvorfra det var , og aabnede det Ufærdig . Det var 
fra Doctor Johnson , som skrev : 
„ Min kjære , unge Ven ! Ved Deres Afrejse 
lovede jeg at give Dem en Beretning om mit 
næste Besøg paa Bøgevang , og da jeg kan tænke 
mig , at De længes derefter , saa opsætter jeg det 
ikke , men giver mig strax ved Hjemkomsten til at 

skrive Dem til . — Grevinden og Angelica bleve 
meget forundrede over Deres pludselige Afrejse ; 
dc ventede saa vist , at De skulde have været med 
i Vognen , da jeg kom . Deraf kan De forstaae , 
at Ingen af dem havde Anelse om den sande 
Grund til Deres Ildebefindende . De gaae begge 
i den Formening , at Deres Hjerte er bundet til 
Anna , og at hun gjengjældcr Deres Følelser ; de 
have vel bemærket hendes mørke Sindsstemning i 
den sidste Tid ; men de troe , at det hænger sammen 
med de religiøse Skrupler , som hun jo altid 
har lidt under . Angelica troer den sidste Dag at 
have hørt Dem udtale for Anna , at De elskede 
hende , og hun haqdc seet Dem i det Samme bøje 
Dem ned imod hende som for af kysse hende , 
faa baade Grevinden og Angelica troe egentlig , af 
De og Anna alt ere saa godt som forlovede . Jeg 
kan rel tænke mig , hvor det vil være en Lettelse 
for Dem af høre dette . Atange vilde tvivle om , 
af Grevinden kunde være saa naiv , af hun ikke 
skulde have bemærket , i hvad Retning Deres Følelse 
gik den sidste Tid pna Bøgcvang ; men det er dog 
saa ; hun er virkelig naiv og kjender saare lidet 
til Verden . Hun lever mest i sine egne Fantasier , 
og ved Deres livlige Fortællinger vare alle gamle 
Erindringer om det -for hende saa uforglemmelige 

Italien blevne saa levende , af hun næsten heelt 
gik op deri . Havde hun vidst Angelicas Hjerte 
frit , vilde dog rimeligviis det moderlige Instinct 
have bragt hende paa Sporet ; men hun mærkede 
strax ved Datterens Hjemkomst , af hendes Hjerte 
var fængslet , og dette gjorde endnu et Krav til 
hendes Tanker . Snart klaredes jo Alt ved Grev 
Sparres Brev , og Grevinden er meget lykkelig 
over Datterens Valg , da han er en brav ung 
Landmand med et rigtig ridderligt Ådre og Sindelag . 
Jeg havde jo svært ved af sinde paa en 
nogenlunde rimelig Grund til , af De var rejst saa 
pludselig bort , og det uden al Afsfed . Jeg krøb 
bag Lægckonstcns Mysterier og lod de kjære 
Mennesker famle om i en taaget Masse af Gisninger , 
som de snart maa være komne efter , at 
de ikke kunde finde Rede i . Jeg holdt mig som 
klog General indenfor mine mystiske Grændser . 
Stakkels Anna forstod altfor vel Sammenhængen . 
Det fortræffelige , stille Menneske ! Hun er trofast 
mod dem , hun engang har bundet sig til ; hendes 
Venner kan trække nok saa høje Vexler paa hende ; 
hun accepterer dem altid . 
Min Tid er kort , da de mange Syge længes 
ester mig . Derfor Farvel for denne Gang . Vær 
nu frisf og flink , faa man snart hører , at et nyt 

Mesterværk er udgaaet . fra Deres Haand . Det 
vil gjøre Dem selv godt at tage kraftig fat paa 
Arbejdet ; men først og fremmest see til at faae 
Hjertets stærke Bølgegange stillede , saa at De i 
Ro kan see , hvad der lever nede paa den dybe 
Grund . Farvel , min kjære unge Ven ; send imellem 
en Tanke til Deres og Annas gamle Ben 
Johnson . “ 
Victor læste Brevet gjentagne Gange fra Ende 
til anden . Bevidstheden om , at Grevinden og Angelica 
vare uvidende om hans Vildfarelse , var en 
Lettelse af den Byrde , der hidtil havde tynget paa 
hans Skuldre . Men hvad maatte Anna dog have 
lidt ! Nu , da han lod Alt , hvad der var foregaaet 
under hans Ophold paa Bøgevang , drage forbi sig , 
nu følte han jo klart , at aldrig havde Nogen elflet 
ham , som Anna gjorde det . Hidtil havde hun ej 
gjort sig Rede for Andet , end at det var en Broders 
Kjærlighed , han bar til hende ; men i dette Øjeblik 
gik det op for ham , at han elskede hende ligesaa højt , 
som hun elskede ham , og det følte han jo nu saa 
varmt , at hun maatte . 
Han sprang op fra Stolen og strakte henrykt sine 
Arme imod Himlen , idet han udbrød i en brændende 
Taksigelse til Skaberen for denne Kjærlighed og nedbad 

Velsignelse til , at de snart maatte mødes for 
aldrig mere at sfilles . 
Han frydede sig ved Tanken om næste Morgen 
at skrive til Anna , og med disse lyse Tanker begav 
han sig til Hvile , hvilket han saa højlig trængte 
til efter den anstrengende Rejse . 
Victor vaagnede næste Morgen frisk og styrket 
efter en tryg Søvn . Han følte sig gjcnncmstrømmet 
af Livslyst og Daadskraft , og syngende en glad Sang 
bragte han den opvaagncndc Natur sin Morgenhilsen , 
idet han traadte ud paa Altanen , just som Solen 
hævede sig over Horizonten . Tusinder as smaa Lys 
tændte den i dette Øjeblik hen over den skjønne By , 
som Victor sra den Højde , han boede paa , saae ligge 
for sine Fødder . Fra hvert Vindue , Solen sendte sin 
Morgenhilsen ind ad , kom et glad Gjenskin tilbage . 
De mange Kupler med gyldne Kors , der vare spredte 
over hele Byen , glimrede og straalede i Solglansen ; 
Alt saae saa frydefuldt og festligt ud , lige indtil Set . 
Peters store Kuppel , der hævede sig om fine Omgivelser 
som en Konge paa sin Throne . Nu begyndte 
Set . Peters mægtige Klokker at ringe til Morgenbøn ; 
snart lød Klokkeklangen fra den ene Kirke 
efter den anden , og tilsidst var det som et fyldigt 
Chor , der tonede over Byen . Livet vaagnede nn fra 
Huns til Huns ; de fine , blaa Røgstøtter stege op over 

Tagene , Dørene rundt om til Altaner og Loggicr 
aabnedes , og Beboerne traadte ud derpaa for at indaande 
den friste Morgenluft . Hist og her bøjede en 
Kvindeskikkelse sig ned over Blomsterne , der dannede 
som smaa Haver paa Balkonerne . Nu hørte man nede 
fra Gaden Æseldriverens syngende Raab : « ^ . gua 
uosko8u , uguu uostosu ! » idet han satte de medbragte 
Vandkrukker i Kurvene , der bleve hissede ned til ham 
fra Vinduerne . Dørene til Cafocn aabnedes , Stole 
og Borde sattes ud paa Gaden , og snart fyldtes alle 
Sæderne af Mænd og Kvinder , der her i al Mag 
nøde deres Morgenkaffe . 
Værtinden bankede paa Døren og bragte Victor 
hans Frokost . El Glas med friske Roser stod midt 
paa Bakken som en Velkomsthilsen til ham . Nu satte 
han sig til at skrive til Anna for de aabne Døre med 
de friske Roser ved Siden og det mægtige Rom liggende 
udstrakt nedenfor sig . En Luftning af al den 
Ungdom , Glæde og Kjærlighed , der i dette Øjeblik 
udgjorde Victors Væsen , aandede i Brevet , saa han 
kunde lukke det med den glade Bevidsthed , at Anna 
maatte føle sig varm om Hjertet ved at læse det . 
Victor bragte sit Brev paa Posthuset ; han trykkede 
endnu et Kys derpaa og sendte en mundtlig Hilsen 
med det , inden han lod det glide ned i Posfkassen . 
Nu søgte han Martini , som altid var at træffe 

i sit Atelier om Formiddagen . Døren blev forsigtig 
aabnet . Martini sad , som Victor ventede det , ved 
Staffeliet , men saa ivrig i sit Arbejde , at han ikke 
mærkede den Indtrædende . Victor listede sig sagte hen 
bag hans Stol , han bøjede sig tæt ned mod ham og 
lod det klinge i hans Øre : 
„ Bravo , min gamle Ven ! det kan sagtens blive 
til Noget , da Øjnene ere saa godt aabne ! “ 
Martini tabte Paletten og Penslerne og sprang 
henrykt op og omfavnede Victor . 
„ Naa , “ udbrød han , „ saa har jeg Dig da 
endelig , Du min flygtige Sommerfugl ; men nu 
lukke vi ogsaa Roms Porte , saa at Du ikke mere kan 
slippe ud . Her er store Fordringer paa Dig . Ja 
hør nu blot : En rig Amerikaner har kjøbt Dit Billede , 
der alt er over Sø og sulten Vove , og tusinde Scudi 
staae paa Din Conto hos Banquieren . Ikke mindre 
end fire Bestillinger paa nye Billeder ere komne , saa 
Du seer , at her er Noget at tage fat paa . “ 
Victor jublede ; han gjorde et Spring i Vejret , 
idet han kastede sin Hat op mod Loftet og greb den 
igjen . 
„ Ja , Du kan ogsaa troe , at jeg længes efter 
Arbejdet ligesaa meget , som jeg efter Fuldendelsen af 
mit sidste Billede følte mig træt deraf . “ 
„ Men siig mig dog , Victor , hvor har Du 

færdedes i den lange Tid ? Bi have savnet Dig her 
i Rom , Du Troløse , der ikke har sendt mig det 
mindste Livstegn fra Rejsen . Fortæl mig dog Noget 
om Din Moder , om Anna , Grevinde Gyldenfeldt og 
hendes Datter . “ 
Victors Øjenbryn trak sig sammen , idet Tonerne 
fra alle de mange Strenge , Martini her berørte , gave 
Gjenlyd i ham . Han maatte først samle sig , inden 
han kunde svare ; da fortalte han om Mødet med 
Moderen og om den uhyggelige Forstemthed , som derved 
var kommen over ham ; men saa fortalte han om 
Anna , og han skildrede med hele den Varme for hende , 
som han var opfyldt af , den gjensidige Henrykkelse 
ved deres første Møde , og saa fuldstændig fortabte 
han sig i af fortælle om Anna , af det faldt ham 
ganske naturligt af forbigaae hele Episoden med Angelica . 
Paa Martinis gjentagne Spørgsmaal om 
Grevinden og hendes Datter , meddeelte han dennes 
Forlovelse , og han blev selv forundret over , af han 
saa rolig kunde fortælle dette , eller rettere , han undrede 
sig over , af han nogensinde havde kunnet blive 
saa bevæget derved og give en saa forrykt Scene som 
den ved Bordet , den sidste Dag paa Bøgevang . 
„ Naa , “ spurgte Martini , „ hvordan har saa den 
fortræffelige Pastor Hansen og hans Hustru det , og 
saa Dine Barndomsvenner fra Herlufsholm , som Du 

jo altid har glædet Dig til at see igjen , naar Du 
engang vendte tilbage til Danmark ? “ 
Victor gjorde store Øjne ; nu følte han først hele 
Udstrækningen af det Trylleri , han havde været saa 
blændet af , at Alt , hvad der ej stod i direkte Berøring 
med Bøgevang , havde været indhyllet i en saa 
tæt Taage for ham , at han end ikke i Tanken havde 
fundet Vejen til disse Mennesker , der dog alt fra 
Barndommen havde staaet ham saa nær . Han maatte 
jo tilstaae for Martini , at han Intet vidste om dem , 
da han hverken havde søgt dem eller ladet dem vide , 
at han var i Hjemmet . Martini rystede smilende 
paa Hovedet , og idet han pegede mod Victors Hjerte , 
udbrød han : 
„ Ja , jeg mærker jo nok , at derinde har noget 
Højrøstet rørt sig , siden de svagere Stemmer slet ikke 
ere blevne hørte ! “ 
Under hjertelig Samtale var Tiden rykket saa 
langt frem , at det alt var blevet Middag . Martini 
foreslog , at de skulde spise i et Osterie udenfor Porten . 
De slentrede langsomt derad Arm i Arm . 
Osteriet laae midt i en Have , som hævede sig 
terrasseformig op over Vejen . I Pergolaen , hvor 
der stod dækket et stort Bord , havde man Udsigt langs 
ned ad Vignerne til Campagnen , som i Horizonten 
afsluttedes af Albancrbjergets skjønne , bølgebløde Linie . 

Det var saa klart i Luften , at man tydelig saae de 
smaa Byer , der laae op ad Bjergets Skraaning . Øg 
Bjergryggen stod med Højden af Monte Cavo og 
Klostret paa dets højeste Top skarpt og dog saa fint 
violet mød den gjennemsigtige blaa Luft . 
Nede paa Vejen er der livlig Færdsel , hvor det 
ene maleriske Billede viser sig efter det andet . Først 
en Hyrde med sin Gedeflok , som han har Nød med , 
da Gederne stadig ville op ad Skraaningerne paa 
Siderne af Vejen for at nippe de yderste Spidser af 
Buskenes Løv . Hyrden fløjter ad Hunden , der atter 
driver Flokken sammen , og snart forsvinder denne ved 
Omdrejningen af Vejen , idet den er indhyllet i en af 
Solen beskinnet Stovsfy , der hvirvler sig højt i Vejret . 
Saa kommer en lang Række af tohjulede Vogne , der 
bringe Viinforraad til Rom ; saa en Flok Bønder , 
der trætte af Arbejdet og Heden søge Hvile og Viin 
i Osteriet , og see ! nu kommer et Syn , der er værdigt 
den classiske Jordbund , hvorpaa det viser sig . Det 
er en Vogn , forspændt med et Par store , hvide Øxne , 
til hvis mægtige Horn der er bundet grønne Grene 
for at afværge Hvepsernes Stik . De sfride højtidelig 
og langsomt hen ad Vejen , idet Klokkerne om 
deres Hals ved hvert Skridt give en eensformig , alvorsfuld 
Klang . Kudsken staaer som en Imperator 
holdende sin spyddannede Stav højt i Vejret , og af 

og til stødende den ned mod Øxnene forat drive dem 
fremad . 
Den krydrede Duft af den vilde Krusemynte 
bares af en mild Vind fra den nærliggende Campagne 
over imod Victor og Martini , der havde taget 
Plads i Pergolaen , hvor de modne Drueklaser hang 
saa lavt , at de kun behøvede at strække Haanden ud 
for at plukke dem . 
Victor sad og gyngede frem og tilbage paa Stolen , 
idet han blæste en let Røg op fra sin Cigar . 
Hans Konstnerøje indsugede i disse Øjeblikke , som 
Bien af Blomsterne , Næring af alle de rige Billeder , 
han var omgiven af . 
En Deel Konstnere samledes efterhaanden om 
Bordet . En munter og forfriskende Stemning herstede 
under Maallidet ; Alle vare glade over at see 
Victor i deres Midte , og han følte sig ret som Fisfen 
i Vandet ved atter at være i en Konstnerkreds . Efter 
Maallidet vandrede hele Flokken ud i Campagnen . 
Skitsebøgerne vare tagne med , og mangen en smuk 
Tegning blev bragt paa Papiret . Hos Victor rørte 
Konstncraanden sig utaalmodig for atter at komme 
i Virksomhed efter den lange Hvile . Som man havde 
lejret sig paa en Høj for at see Solnedgangens 
glimrende Farveskjær over Sabinerbjergene , fik han 
Ideen til det første Billede , han vilde tage fat paa . 

Det skulde være den hellige Benedictus , der som 
fjortenaars Dreng forlader Rom forat leve som Eremit 
i en Bjerghule . Han er paa Vandringen , ene i 
den udstrakte , øde Campagne . Endnu engang vender 
han Ansigtet tilbage mod Rom , idet han med 
Haanden stygger over Øjnene for den dalende Sols 
sidste Straaler . Antoniusbilledet paa Bøgevang traadte 
nu frem i Victors Erindring , og han syntes , afBenedictus 
maatte see saaledes ud ; men ved at tænke 
paa Antoniusbilledet kom Tanken om Anna , der muligen 
i dette øjeblik sad og betragtede det , og da 
Tanken kom paa hende , fordybede han sig saaledes 
deri , at han glemte saavel Campagnen som Konstnerne , 
den hellige Benedictus og alt Andet for at 
sænke sig ned i denne ene Tanke . 
Og han forblev saaledes drømmende paa hele 
Hjemvejen , saa han kun modtog ganske taagede Billeder 
af alt , hvad der mødte ham . Og dog viste sig 
et af Verdens mægtigste Undere paa hans Vej ; thi 
han gik igjennem Colosseum , der stod belyst af det 
klareste Maaneskin , ned over Forum med alle dets 
store Minder , hvor Capitolinm hæver sig majestætisk 
over Tempelruinerne . Ved Fontana Trevis skjønne 
Bassin blev der udhvilet . Konstnerne sang i fuldt 
Chor , og Vandfaldet forenede sin melodiske Klang 

dermed . Dog for Victor lede Tonerne kun for at 
vugge hans drømmende Tanker . 
Den næste Morgen var han alt i fuldt Arbejde , 
og saaledes fandt den ene Morgen ham efter 
den anden ; saaledes svandt Uger og Maaneder , altid 
under ivrigt og fornøjeligt Arbejde , og stedse følte 
han sig mere og mere Herre over det Materiale , 
der skulle udtrykke hans aandfulde Tanker . Inden 
han vidste af det , var Vinteren lige ved at gaae 
over i Foraaret , og den glade Carnevalstid stod for 
Døren . 
Det Eneste , der foruden Arbejdet kunde fængsle 
Victor , var Brevene fra Anna og Svarene , han sendte 
hende , og disse Breve kom og gik med altid kortere 
og kortere Mellemrum og bleve mere og mere udførlige . 
Baade hos Victor og hos Anna voxede Vingerne 
under den gjensidige Meddelelse . Deres saa 
forskjellige Naturer udfyldte saa ganske hinanden , at 
deres Tanker ligesom skjøde farverigere Blomster ved 
at blive omplantede i hinandens Jordbund . De 
følte nu gjensidig , at de vare uopløselig knyttede 
sammen , og det ved Kjærlighedens faste Baand . 

Treffende Capitel . 
En Aften kom Victor og Martini ind i et 
Osterie , hvor de traf en Flok Konstnere i ivrig 
Samtale . 
„ Mon hun skulde være kommen hertil for at 
leve som Model ? “ spurgte en tydsk Konstner . 
„ Le Moulin har bragt hende med sig , “ svarede 
Monsieur Gaspard ; „ han er bleven saa forhexet af 
hende , at han vanskelig kan afsee hende ; men saa vidt 
jeg kjender hans Pung , er det store Ting , at han 
har bestridt Rejseomkostningerne . For sit Ophold 
her i Rom faaer hun nok selv sørge ; men det maa 
jo komme til at gaae hende brillant , hvis hun vil 
sidde Model ; hun kan skrue Prisen saa hsjt op , som 
hun lyster ; man maa jo male hende . Naa , Monsieur 
Vittorio ! “ fortsatte Gaspard , idet han hilste 
paa Victor , „ her er en glimrende Opgave for Dem : 
batiø^a äi Oupri er kommen til Rom . “ 
Martini stjal sig til at see op paa Victor . 
Han var ængstelig for , at der skulde vise sig en stærk 
Bevægelse hos denne ved at høre Annarella nævne ; 
men han saae kun en næsten umærkelig Trækning 
ved Mundvigene , idet Victor i den roligste Tone 
svarede : 

„ I denne Tid har jeg ingen Brug for kvindelig 
Model ; men hun er jo saa smuk , at der vil blive 
Rift nok om hende endda . “ 
„ Stakkels le Monlin , “ yttrede Gaspard medlidende , 
„ hun narrer ham naturligviis ! “ 
Victor og Martini havde sat sig noget afsides , 
og kort efter at de havde nydt deres Maaltid , forlode 
de Osteriet . 
„ Hvor Bergmann var stille iaften ! “ sagde Tydskeren , 
„ det passer saa underlig for ham , der ellers 
er den personificerede Munterhed . “ 
Carnevalet var i fuld Gang . Man kunde oppe 
fra Victors Balcon høre en Summen som af en 
Bisværm ud over Byen . Victor havde endnu slet 
ingen Deel taget deri . Deels var han meget forstemt 
ved i længere Tid forgjæves at have ventet 
Brev fra Anna , og tilmed var han stærkt optagen af 
at lægge sidste Haand paa sit Billede . 
Det var alt seent paa Eftermiddagen , da han 
stod foran sit Staffelie og betragtede Maleriet . Han 
syntes , han maatte sige til sig selv , at nu skulde det 
være færdigt , og han følte med Tilfredshed , at han 
havde opnaaet at faae udtrykt en Deel deri , om det 
end stod tilbage for det Ideal , der havde foresvævet 
ham . 

Som han er saaledes beskjæftiget , træder Martini 
ind ad Døren ; han seer saa usædvanlig oprømt 
ud , at han forekommer Victor ti Aar yngre end 
ellers . 
„ Hvor var det dog godt , at Du kom ! “ udbrød 
Victor , idet han hjertelig rakte ham Haanden ; „ jeg 
længes saa meget efter at høre Din Mening om mit 
Billede ; synes Du ikke nok , at det nu kan være 
færdigt ? “ 
„ Dit Billede ? “ svarede Martini i en underlig 
fraværende Tone , „ ja det er meget smukt . “ 
„ Men Du seer jo ikke engang paa det ! “ udbrød 
Victor forundret og utaalmodig . 
„ Tilgiv mig , Victor ; i dette Øjeblik er det mig 
virkelig umuligt at holde Tankerne sammen for at 
see paa et Billede ; jeg er saa optagen af Længsel 
efter at komme hen paa Carnevalet , at jeg kun er 
kommen her forat bede Dig følge med mig derned . “ 
„ Men Martini ! “ raabte Victor , som om han 
skulde vække ham af en Drøm , „ hvad gaaer der dog 
ad Dig , som har været Snese Gange paa Carneval ? 
hvor er det dog muligt , at Du nu paa Dine gamle 
Dage kan blive saa betagen af det igjen ? “ 
„ Aa kom blot , Vicfor ! “ bad Martini i exalteret 
Iver , „ det er alt seent , og vi maa være dernede , 
førend Vognene kjøre ud af Corsoen ! “ 

Vicfor saae ængstelig hen paa Martini , idet han 
rystede paa Hovedet . „ Ja , ja , “ svarede han sagtmodig , 
„ saa skal jeg da komme . “ Han trak en hvid 
Bluse over Frakken , satte sin Straahat paa , og snart 
vandrede Vennerne Arm i Arm ned imod Corsoen . 
Alt i Via Conäotti var der fuldt af Master og 
Vogne , saa de næppe kunde trænge sig frem . 
„ 6bs bol ' Ziovanotto ! “ lød det rundt om Vicfor , 
og han blev ivrig bombarderet med Confetti og 
Blomster . Han greb behændig Buketterne og kastede 
dem igjen tilhøjre og venstre som Svar paa den næste 
Ladning , der fløj over ham . Martini havde Nød 
med at faae Vennen afsted , da denne snart maatte 
gribe her , snart kaste der ; eller og bleve de standsede 
ved , at Vicfor omringedes af en Klynge Master , der 
i den ejendommelig pibende Carnevalstone overdængede 
ham med utallige spøgefulde Drillerier , som han atter 
maatte give Svar paa . Dog endelig lykkedes det at 
naae ind i selve Corsoen . Hele Gaden stod i en 
farverig Pragt saa langt , Øjet kunde naae , og som 
en Regn strømmede Confetti og Blomster ned fra 
alle Sider ; Alt jublede , og Victor jublede omkap med 
de Gladeste . 
„ Nej see dog ! “ udbrød Martini , idet han pegede 
ned ad Gaden . Der kom en mægtig , lueforgyldt 
Triumfvogn , trukken af fire hvide Heste , som vare 

smykkede med Blomster , Guld og mangefarvede Baand . 
To smaa dejlige Drenge , udpyntede med Rosenkrandsc 
paa Hovedet og med store , hvide Vinger paa Skuldrene , 
sade paa de to forreste Heste . Selve Triumfvognen 
var rigt dekoreret med Attributer for alle 
Koustens Grene . I Vognen var rejsf en høj , gylden 
Thronstol , og deri sad en Kvinde saa dejlig , som 
man vel kunde tænke sig en menneskelig Skikkelse . 
Hun var klædt i en hvid , folderig Klædning , der 
under Brystet blev holdt sammen af et bredt , gyldent 
Belte ; tilbagekastet over Skuldrene hang en Purpurkappe , 
bræmmet med Guld . Paa Hovedet barhun 
et Diadem , befæstet over et klart , hvidt Slør , 
der bølgede langs ned ad Nakken . I den venstre 
Haand holdt hun en Palmegreen , og i den højre en 
Laurbærkrands . Hendes Holdning var stolt svin en 
Dronnings , idet hun triumferende skuede ud over den 
jublende Mængde . Hvem kunde vel tvivle om , at 
dette var Konstens mægtige Genius ? Som en Krands 
om hendes Throne stode lutter unge Konstnere i hvide 
Togaer og med grønne Laurbærgrene slyngede om 
Hovedet lig de antike Offerpræster . 
Martini og Victor stode som fastnaglede ved 
dette skjønne Syn . „ Annarella ! “ udraabte Martini 
uden i Overraskelsen at tænke paa at dæmpe sin 
Stemme . Ogsaa Victor havde strax gjenkjendt hende . 

Annarella drejede Ansigtet om mod den Side , hvorfra 
hun hørte sit Navn , og hendes Øjne mødte i det 
Samme Victors . En let Rødme viste sig paa hendes 
Kinder , da hun saae ham staae med korslagte 
Arme og stirre paa sig . Idet Vognen lige vil drage 
forbi , kaster hun Laurbærkrandscn ned imod ham ; 
den falder paa hans korslagte Arme ; men han løser 
dem rolig uden at tage Hensyn til Krandsen , der 
falder ned paa Gaden og i et Nu er søndertraadt af 
Mængden . 
Alt dette var kun et Øjebliks Værk . Annarella 
fulgte med spændt Mine Krandsens Skjæbne , og hun 
saae det iiskolde Udtryk , der nu havde udbredt sig 
over Victors Ansigt , som Øjeblikket i Forvejen var belyst 
af den meest glødende Konstncrbegejstring . Rødmen 
steg højere paa hendes Kinder , et spodsk Udtryk 
viste sig om hendes Blnnd , og de sorte øjne fløde 
ligesom Lyn . Men Victor saae det ikke , da Martini 
havde grebet hans Arm og trak ham bort til 
den modsatte Side , idet han af alle Kræfter arbejdede 
sig frem igjennem den tilstrømmende Mængde . 
„ Men Martini , hvorfor trænger Du dog saa 
gruelig paa ? vi har jo Tiden for os ! “ 
„ Nej vist ikke , “ svarede Martini utaalmodig , 
„ see den Vogn der forude ! den maa vi indhente . 

Hør , nu lyde alt Kanonskuddene , som byde Vognene 
at forlade Corsoen ! “ 
Victor begreb Intet af alt , hvad Martini sagde ; 
men fortumlet , som han var bleven ved Synet af 
Annarella , lod han sig blindt føre . Den Vogn , 
Martini havde betegnet , holdt foran Porten til et 
større Palads ; Martini trængte sig saa hurtig frem , 
at han samtidig med Vognen naaede Porten . Han 
lukkede Vogndøren op . Der sad fire Master i Vognen : 
En hvid Domino , en Albaneserinde , en Ridder 
og en Mäste , der forestillede Nattens Dronning med 
Sølvdiadem og et langt , sort Slør med Sølvstjerner , 
der indhyllede den hele Skikkelse . 
Den hvide Domino hviskede Martini nogle Ord 
i Øret ; han rystede paa Hovedet med skjælmsk Mine . 
Nu bød Martini Damen i den hvide Domino Armen , 
Ridderen førte Albaneserinden , og det blev 
ved Tegn tilkjendegivet Victor , at han skulde ledsage 
Nattens Dronning . Denne stod stille som en Statue 
og saae med et Par underlig dybe Øjne gjennem 
Masken paa ham . Han rakte hende Haanden , og 
alle tre Par gik tause op ad den brede Trappe . 
Victor mærkede , hvor hans Dames Haand skjælvede 
i hans . Det Hele blev ham mere og mere som et 
underligt Eventyr . De traadte ind i en stor Sal 
med aabne Balcondørc nd til Corsoen . Alan hørte 

alt de hurtige Hovslag imod Steenbroen af de vildt 
løbende Heste og Mængdens Hujen efter dem . De 
to forreste Par vare traadte ud paa Balconen . 
Victor stod midt Paa Gulvet og stirrede paa sin 
Dame , der havde sluppet hans Haand og var ifærd 
med at lssne Masten . Nu slaaer hun Sløret tilbage , 
— og i næste Øjeblik laae Anna i Victors 
udbredte Arme . 
Hesfeveddeløbet var forbi , og Grevinde Gylden - 
feldt traadte med Martini fulgt af Angelica og hendes 
Ridder atter ind i Salen . 
„ Naa , Hr . Bergmann , “ sagde Grevinden , idet 
hun rakte begge Hænder ud imod ham , „ jeg kan rigtignok 
see paa Deres fornøjede Ansigt , af jeg har 
naaet min Lyst til af slaffe Dem en glad Overraskelse ; 
det har altid været som en Mani hos mig af overraske . 
Glæden ved Gjensynet er vistnok under alle Omstændigheder 
lige stor ; men med det uventede Møde følger 
der en underlig tryllende Glands , der er uimodstaaelig 
for mig . De maae ellers troe , af det holdt haardt 
af faae Anna til af tage den Maskeradedragt paa ; 
men da vi først naaede hertil imorges , var der intet 
Andet for end af tage , hvad Costume man fandt ved 
Haanden . Overraskelsen vilde jeg dog ikke lige i det 
sidste Øjeblik lade mig flippe ud af Hænderne . “ 
„ Men , kjære Moder , det var da heller ikke af 

fortænke-mig i , af jeg nødig vilde lade mig see paa 
offenlig Gade saaledes udmajet ; havde jeg ikke haft 
Tanken om Victors Overraskelse bagved , saa var jeg 
rigtignok ikke gaaet ind derpaa ; — men for dette 
Menneske kan man jo gjøre Meget , “ sagde Anna i 
en usædvanlig munter Tone , idet hun rakte Haanden 
ud imod Victor . 
„ Anna ! “ udbrød han lyksalig , og han trykkede 
hendes Haand fast i sin , „ denne Haand slipper jeg 
heller aldrig mere ! “ 
Grevinden saae med milde Moderøjne Paa dem ; 
hun lagde sin Haand paa Annas Hoved og ønskede 
Guds Velsignelse over dem . 
„ Ja nu staaer jeg jo noget ene , “ sagde hun lidt 
efter med Vemod ; „ see , Bergmann , dette er min Svigersøn , 
Grev Sparre ; De veed jo ikke , at han alt 
har gjort Barnet her til sin Hustru , “ og hun trykkede 
et Kys paa Angelicas smilende Mund . 
De to unge Par syntes i dette Øjeblik , at Livet 
var en liflig Dands ; med et lyst Smil saae de hen 
mod Horizonten , ikke anende , at der langs ad Vejen 
vilde ligge mangen en Steen , der baade kunde snubles 
og styrtes over . 

Fjorfende Capitel . 
Kort efter Carnevalet rejste Victor og Anna i 
Følge med Grevinden , Angelica og Grev Sparre til 
Neapel , hvor deres Bryllup blev holdt . Snart forlode 
Vennerne dem for at drage Nord paa igjen , og 
de Nygifte bleve ene tilbage i det dejlige Sorrento . 
Her vare de ret af Hjertens Grund lykkelige , og 
de følte daglig mere , hvad for en Skat Samlivet 
indeholdt for dem begge . Annas Venner glædede 
sig over de Breve , de paa den Tid fik fra hende . 
Al Tyngsel var som bortvejret , og ud af Brevene 
aandede den ungdommeligste Glæde . Svingfjerene 
for hendes aandelige Liv vare i fuld Væxt , og man 
saae med Undren , i hvor store Kredse hun nu mægtede 
at bevæge sig . I alle Maader kunde hun følge Victors 
høje Tankeflugt . Anna glædede sig ogsaa i denne 
første Tid af deres Ægteskab over at kunne tale saa 
frit om Christendommen , Noget hun jo altid havde 
savnet i Hjemmet paa Bøgevnng . Hun havde fra 
Fædrenehjemmet arvet Kjærlighed til det christelige 
Liv ; men hun besad dog kun et taaget Begreb om 
dette Livs mægtige Fylde . Hendes poetiske Natur 
kunde suge Næring af de store , aandfulde Billeder i 
Christendommen , og det var dette , hun kunde nyde 

sammen med Victor ; thi han saae Gudsbilledet i den 
christelige Aabenbaring , som han saae det i Konften , 
og han kunde blive begejstret over de skjønne og 
mægtige Tanker , der her traadte ham imøde . Men 
det var kun hans Konstnernatur , som næredes derved . 
Han vidste endnu ikke , at for den menneskelige Naturs 
rette Udvikling maa den Føde , Troen byder , 
blive til det daglige Brød . Anna var jo et Skridt 
videre fremme end Victor , idet Syndserkjendclsen alt 
fra Barndommen havde rørt sig i hende . Vistnok var 
deten ubevidst Rørelse som i Søvne ; dog bleve hendes 
Skridt derved førte nærmere hen ad Vejen til Sandheden ; 
men det aandelige Liv laae . endnu kun som i 
asbrudte Stykker i hende ; hun saae vel Skjønheden 
i Evangeliet og begejstredes derover ; men til andre 
Tider sank hun sammen under Vægten af Loven . 
Hun havde ej Syn for Baandet imellem Loven og 
Evangeliet : Christusmennesket ; hun kunde ikke støtte 
sig til hans Bryst og føle hans Arme omslynge sig . 
Loven stod som et uoverstigeligt Bjerg for hende ; hun 
saae ikke , at Herren ved at være bleven Menneske 
ligesom strakte Haanden ud af hvert Bud i Loven 
forat hjælpe hende op paa den Højde , som hun med 
sin faldne Menneskenatur aldrig ved egne Kræfter 
kunde naae . 
I denne første Tid af deres Samliv var Glæden 

imidlertid saa mægtig hos Anna , at den bar hende 
ud over Alt , hvad der hidtil havde kuet hende , og 
naar det aandelige Liv rørte sig , var det altid i 
skjønne Billeder . Disse kunde hun meddele Victor : 
da ydede han ogsaa sin rige Deel dertil , hvorved det 
lysnede dejlig for dem begge . Men det var Fantasiens 
Straaleglands , ikke det klare , rolige Solskin , 
der har Varme og Væxt for Livet i sit Følge . 
De skjønne ydre Omgivelser bidroge ogsaa deres 
Deel til al det Velvære , de to unge Ægtefolk paa denne 
Tid levede i Nydelsen af . Hvor falige Aftener tilbragte 
de ikke ude paa Terrassen i Sorrento ! Luften 
kunde være gansfp stille , og dog Hørtes de dybe Drøn 
af Brændingerne , der brødes imod Klippen , paa hvis 
Højde Villaen laae . De lysende Insecter svirrede 
rundt om dem som Tusinder af Stjerneskud . Orangetræerne , 
der vare fulde af Blomster og gyldne Frugter , 
udbredte en aromatisk Vellugt . Alt opfordrede 
til at nyde , og Victor var saa kjærlig , aandrig og 
indtagende , at det var umuligt Andet , end at Anna 
maatte gribes saa stærkt , at der en Tid kun rummedes 
lutter Lyksalighed hos hende . Hun og Victor 
vare ogsaa i denne Tid stadig sammen ; naar han gik 
ud at male Studier , læste hun som oftest højt forham . 
Sade de paa Terrassen om Aftenen , og der 
blev en Standsning i Samtalen , tog Victor sin 

Mandolin , som han havde erhvervet sig stor Færdighed 
i at spille paa , og da ledsagede han sin klangfulde 
Stemme med Tonerne fra dette romantiske Instrument . 
Undertiden faldt Anna ind med i Sangen ; 
hendes Stemme havde vel kun ringe Omfang ; men 
der var nogle smukke Alttoner i den , og hun kunde 
paa en forunderlig følelsesfuld Maade secundere Vietors 
høje Tenor . Det var til hans store Glæde , 
naar Anna saaledes stemte i med , og han saae i den 
Maade , hvorpaa deres Stemmer faldt sammen , et 
sindrigt Billede af deres Liv , da Anna selv med de 
ringe Midler , hun kunde raade over , dog mægtede 
at støtte hans saa meget omfangsrigere Stemme . 
Nten Sommeren gled hen , og Efteraaret med 
dets Regntid og Storme nærmede sig mere og mere . 
Det havde alt sendt flere uhyggelige Forløbere , saa 
Tiden var for Haanden til at tage tilbage til Rom . 
De forlode nødig det dejlige Sted , hvor de havde 
henlevet saa lykkelig en Tid ; men Rom bød dog 
ogsaa saa Meget , og hvor de end kom hen , havde de 
jo hinanden . De toge derfor med frejdigt Haab fat 
paa Rejsen , hvor de ogsaa modtoge mange skjønne 
og store Indtryk . Stærkt grebes de begge ved Indkjørselen 
til Rom gjennem Uortn 8ot . 6iovanni , da 
de atter saae den store Plads ligge udbredt for sig , 
tilvenstre begrændset af Laterankirken med dens høje 

Søjlerækker og brede Trappe , lige for Villa Walkonski 
med Haven , hvor man seer de gamle Vandledninger 
dukke op imellem Pinierne og Cypresserne , og tilhøjre 
Kirken 8ta . Orooo in ^orusalommo . Dette herlige 
Panorama var i Øjeblikket belyst af Solen , som med 
sine gyldne Straaler forhøjede det hele Billedes alt 
saa mægtige Skjønhed . 
En Procession kom ud fra Laterankirken og bevægede 
sig langsomt ned ad den brede Trappe . Det 
var et Broderskab , heelt indhyllet i lange , sorte 
Kutter ; selv Ansigtet var tildækket af den nedslagne 
Hætte , hvorpaa der kun var gjort Aabning for Øjnene . 
Denne mystiske Procession , der , idet den sfred fremad , 
sang « Ora pro nobis » i en langsom Takt , gav Billedet 
et mørkt , højtideligt Anstrøg . Victor og Anna 
stode fortabte i Beskuelsen af alt det Storartede og 
Mystiske , der her omgav dem . De betoges af en 
beklemmende Alvor , som om de kunde have en Anelse 
oni , at det , deres nærmeste Fremtid bar i sit Skjød , 
mulig vilde have Stemningen af det Billede , der 
her viste sig for dem . 
Martini havde alt sørget for en hyggelig Bolig 
til dem . Victor beholdt sit gamle Atelier , som vel 
laae et Stykke Vej fra denne ; men der var han saa 
vant til at arbejde , at han ikke gjerne vilde opgive 
det . Det var tilmed bleven ham en Vane hver Morgen 

at gaae en Tur fra sin Bolig over Monte Pincio 
til Atelieret , og dette var en daglig Nydelse for ham . 
Anna fulgte ham om Morgenen og hentede ham som 
oftest om Eftermiddagen . Da gik de atter Arm i 
Arm den samme Vej tilbage , og ofte standsede de , 
glædende sig over den dejlige Solnedgangs Lys hen 
over Byen og Bjergene . Efter endt Middagsmaaltid 
tilbragte de sædvanlig Aftenen sammen med 
Martini i deres lille hyggelige Hjem . — 
Men efterhaanden bleve disse lange Formiddage 
noget ensomme for Anna . Hun havde ofte Lyst til 
at tage sit Arbejde med sig og sidde ved Victors 
Staffelte ; hun gjorde det ogsaa et Par Gange ; men saa 
maatte han bede hende lade det være , da det forstyrrede 
ham for meget . Naar han som i den forløbne Sommer 
malede direkfe efter Naturen , kunde han nok høre 
Forelæsen , ogsaa imellem tage Deel i en Samtale , 
og dog vedblive at arbejde , medens han saa øjensynlig 
havde den Gjensfand for sig , som han vilde male ; 
men naar han sad foran Staffeliet i sit Atelier , hvor 
han skulde have de Idealer paa Lærredet , der formede 
sig i ham selv under Arbejdet , da var det ham nødvendigt 
af være ene med sine egne Tanker . 
Anna søgte Beskjæftigede ved Læsning og Haandarbejde ; 
men med de mange ensomme Timer kom de 
gamle Skrupler igjen til hende , og hun følte med 

Gru , nu da hun after stod Ansigt til Ansigt med dem , 
af hun ikke var voxet fra dem , men af de endnu havde 
den samme uhyggelige Magt over hende som tidligere . 
Victor var saa fordybet i Arbejdet , af alle hans 
Tanker bleve fængslede deraf , og naar han var sammen 
med Anna , talte han kun derom ; da han selv 
var saa varmt greben , meddeelte denne Varme sig 
ogsaa i Øjeblikket til hende , saa han saae hendes 
levende Interesse for , hvad han talte om , og hans 
Tanker vedbleve saaledes kun al gaae i Retning af 
hans egne Ideer , uden af han nogensinde gav sig Tid til 
af see sig om efter , hvad der vel kunde røre sig i 
hende i de mange ensomme Timer , hun tilbragte i 
Hjemmel . 
En Tag , da Anna vendte tilbage fra Morgenturen , 
kom hun forbi en Klosterkirke , hvorfra der lød 
en liflig Musik ud til hende . Hun gik derind og 
satte sig paa Trappen foran et af Capellerne , idet 
hun støttede sig til Jerngitteret , der aflukkede det fra 
den øvrige Deel af Kirken . Det var en Mariadag , 
og Nonnerne sang en Hymne til Madonnas Ære . 
Den rørende og skjønne Sang henrev Anna , saa hun 
bragtes i en højere og højere Stemning . Hun foldede 
Hænderne over Brystet , idet hun sank ned paa 
Knæ , og et begejstret Udtryk lyste over hendes Ansigt . . 
Da Sangen var til Ende , hviskede en Stemme indenfor 

Gitteret tæt ved hendes Øre : „ Ikke sandt , Signora , 
denne Sang lyder som et himmelsf Englechor ? “ 
Anna vendte sig forundret om ; en Nonne knælede 
derinde i Capellet . Hun blev strax indtaget af det 
fromme gamle Ansigt ; hun svarede med al den 
Barme , som den dejlige Musik havde fremkaldt hos 
hende , at hun priste sig lykkelig ved netop nu at være 
kommen ind i Kirken , og at hun haabede , at denne 
Nydelse oftere kunde blive hende tildeelt . Hun udtalte 
Ønsket om mulig selv engang at turde takke Nonnerne , 
der ved deres himmelske Sang havde skaffet 
hende saa salige Øjeblikke . Den gamle Nonne saae 
med milde Øjne paa hende . 
„ Jeg stal spørge Priorinden , om det kan lade 
sig gjøre , at De aflægger Besøg i Klosteret . Vent 
mig her imorgen ved samme Tid , “ sagde hun venlig 
nikkende til Anna , idet hun forsvandt bag Forhænget 
for Døren , der førte ind til Klosteret . 
Anna tilbragte atter Dagen ene i Hjemmet , men 
denne Gang i en lyksalig Stemning . Hun skulde nu 
komme til at see et Kloster og for første Gang i 
nærmere Berøring med Nonner . Mange Tanker , 
som hun alt i sin Barndom havde sværmet med , og 
som stode i saa nær Berøring med hendes Kjærlighed 
til Antoniusbilledet , traadte nu atter levende frem 
for hende . 

Hun mærkede ikke , at Tiden alt var rykket langt 
frem , før Mørket pludselig faldt paa . Nu erindrede 
hun sig først , at hun saa bestemt havde lovet Victor 
at møde ham i hans Atelier forat gaae en Tur med 
ham inden Solnedgang . Hun rejste sig hurtig ; men 
i samme Øjeblik traadte Victor ind ad Døren . Han 
saae imod Sædvane meget mørk ud ; han var træt 
efter Arbejdet , og den lange forgjæves Venten havde 
trykket hans Stemning . Anna mødte ham med et 
noget sky Blik . Havde hun kun tænkt paa , at hun 
havde forspildt den Spadseretur , de begge om Morgenen 
saa meget havde glædet sig til , saa var hun 
kommet ham kjærlig og undskyldende imøde ; men ved 
at see hans mørke Mine faldt hans Uvillie . mod 
Klosterlivet hende paa Sinde , og for første Gang 
kom den Mulighed op i hende , at hun kunde skjule 
Noget for ham . Men da han spurgte hende , og det 
i en temmelig kold Tone , hvorfor hun ikke var kommet , 
saa fortalte hun , om end noget tøvende , om Besøget 
i Kirken og Samtalen med Nonnen . 
„ Ja saa ! “ udbrød Victor ikke uden Heftighed , 
„ det er uberegneligt , hvad her vil spindes ud af ; maaskee 
er vort glade Samliv forbi med det Samme . “ 
Tause satte de sig tilbords , og i Tanshed endteS 
Maaltidet . Anna var det , som om hendes Strube 

blev sammensnøret , saa hun ikke kunde faae et Ord 
over Læben . 
Martini kom senere paa Aftenen forat besøge 
sine unge Venner . Disse Aftener havde altid været 
til stor Vederkvægelse for ham . Han følte i Annas 
Nærhed ret al den Hygge , som en Kvinde kan sprede 
over et Hjem ; men denne Aften mærkede han strax 
den tunge Luft , der for første Gang hvilede over de 
to unge Ægtefolk . Anna var saa fordybet i sit 
Haandarbejde , at hun næsten ikke saae op , og Victor 
sad den hele Aften og ragede op i Gløderne i Kaminen . 
Han gjorde sig øjensynlig Umage for at gaae 
ind paa , hvad Martini førte paa Bane ; men Traaden 
flap bestandig fra ham ; man saae , at hans Tanker 
vare andetsteds henne . Martini brød tidlig op ; 
ved Afskeden trykkede han hjertelig Begges Hænder 
ligesom forat vække dem ; men lige fraværende bleve 
de . Han rystede sørgmodig paa Hovedet , idet han 
gik ned ad Trappen , og han saae bedrøvet ud 
over Livet , hvor han saa ofte havde seet Englene 
prøve at saae Frø fra Paradishaven rundt om paa 
Jorden ; men han havde ogsaa ofte seet Dæmonerne 
komme med deres Jisaande og tilintetgjøre de unge 
Spirer , længe før der kunde være Tale om Blomster , 
endsige Frugter . Hvor havde dog ikke alt i hans 
tidligste Ungdom et saadant Frostpust ødelagt hans 

skjønneste Drømme ! og nu følte hu « , at her hos 
disse to hidtil saa lykkelige unge Mennesker havde de 
mørke Aander alt begyndt at arbejde paa Ødelæggelsesvcrrket . 
Victor 
og Anna gik til Hvile uden at kaste 
Trykket af sig ved en hjertelig Udtalelse . Næste 
Morgen fulgtes de ad som sædvanlig ; Morgenen var 
frisf og oplivende , Solen belyste saa skjemt de lette 
Skyer , idet den kastede et klart Skjær hen over den 
hele Egn . Mandeltræerne stode i fuld Blomstring ; 
de blandede deres Duft med Violernes , der dækkede 
Jordbunden under Træerne . Al denne Guds Herlighed 
begyndte at vise sin Virkning , og baade Victor 
og Anna mærkede , hvor Jissforpen smeltede ; men 
ligesom de vilde til at tale , førte Skjæbnen dem en 
ligegyldig Bekjendt imøde . Han bad om at maatte 
gaae med paa Atelieret forat see Victors Billeder ; 
denne Tilfældighed lagde et tungt Lod i Skaalen , 
saa at den sank dybere og dybere ned til den mørke 
Side . 
Anna vendte om ved Afelierdørcn og gik ene tilbage . 
Da hun stod udenfor Klosterkirken , stred det 
forst noget i hende ; men Orgeltonerne løde dragende , 
og alt fra den aabne Dør saae hun Søster Margherita 
staae indenfor Gitteret og see hen imod Indgangen . 
Anna ilede til hende . 

„ Velkommen , kjære Barn ! “ hilste Nonnen , idet 
hun aabnede Gitterdøren for Anna og greb hende om 
Haanden , som om hun aldrig skulde flippe den mere ; 
„ Priorinden har tilladt , at Du maa gaae med ind i 
Klosteret . “ Nonnen drog Forhænget tilside , og Anna 
var for første Gang i et Kloster . En hellig Gysen 
bævede igjennem hende ved at mærke den Stilhed og 
Højtidelighed , der var udbredt overalt , hvorhen hun 
end vendte sit Blik . Priorinden , en smuk gammel 
Dame , modtog Anna med moderlig Værdighed og 
indbød hende til at besøge Klosteret , saa ofte hun 
ønskede det . Søster Margherita førte hende ind i 
Nonnernes fælles Arbejdsværelse , hvor Anna med 
Beundring saae deres konstfærdige Broderier og Blomster , 
og hvor glædede det hende ikke , da det blev hende 
tilbudt at tage Deel i Arbejdet med . Nonnerne saae 
i hendes Øjne alle ud som Helgeninder . Hun kom 
i den underligste Tilstand : det var hende , som om 
hun drømte ; men det var en salig Drøm . Timerne 
fløj hurtig bort , og snart lød Klosterklokken , der kaldte 
Nonnerne til Middagsmaaltidet . Anna gik , indtrængende 
opfordret til snart at gjentage Besøget . 
Efterat have forladt Klosteret gik Anna ud i den 
nærliggende Villa Borghese . Hun var i den saligste 
Tilstand ; ingen enkelt Tanke stod klart for hende ; 
men hun følte Alt stemme sammen i den lifligste 

Harmoni . Hun hvilede sig ved en Fontaine , der stod 
beskygget as mægtige Steenege . Solen skinnede gjennem 
Løvet ned paa de altid klingende Vandstraaler . 
Baade for Øjet og Øret var her saa megen Skjønhed , 
som blidt smeltede sammen med den Stemning , 
hun havde bragt med sig fra Klosteret . Uhrets Slag 
paa 8etu Liurin äal Uoxoios Klokketaarn lød over 
imod hende , — det vakte hende paa eengang til Erindring 
om Victor og om , at det var Tid at hente 
ham . Hun rejste sig og gik langsomt tilbage , altid 
opfyldt af de stærke Stemninger , og som en Drømmende 
kom hun ind i Victors Atelier . Han havde 
længtes efter hende ; da han saae hende i Døren , 
sprang han hende med aabne Arme imøde . Hun sank 
til hans Bryst , idet en krampagtig Graad brød frem 
med voldsom Kraft . , 
„ Nlen min egen Anna , nu har Du vist igjen 
været i Klosteret ! “ udbrød Victor bedrøvet . Anna 
lagde sin Haand paa hans Mund , idet hun med det 
bønligste Blik saae op paa ham . „ Victor , jeg beder 
Dig , siig ikke mere , lad mig blot have min frie Villie 
i dette ene Punct ; i alt Andet skal jeg ydmyg underordne 
mig Dig ; men lad mig beholde Frihed til 
at søge den Trøst og Frelse , som her bydes mig ! “ 
Victor saae med et inderlig veemodigt Blik paa hende ; 

han rystede kun paa Hovedet , men sagde ikke et 
Ord . 
Tause gik de Arm i Arm hjem ; tause som den 
foregaaende Dag node de deres Maaltid . Og saaledes 
forløb nu den ene Dag efter den anden . 
Anna gik hver Morgen til Klosteret , hvor hun 
tog Deel i Nonnernes Arbejde ; hendes lette Nemme 
og snilde Hænder bragte det snart til at eftergjsre 
deres mange Konstfærdighedcr . Oftere fulgte hun 
med Søster Margherita ind i dennes Celle , hvor de 
fortrolig samtalede . Nonnen trængte da mere og 
mere ind paa hende , indtil hun endelig en Dag fik 
hende til at aabne sit Inderste for sig . Anna fortalte 
om sit tidligere Liv og meddeelte nu ogsaa om det 
taagede Savn , der stadig havde fulgt hende , og som 
navnlig i den allersidste Tid havde trykket hende saa 
saare . Søster Margherita hørte paa hendes Hjertesuk , 
som en kjærlig Moder hører paa et sygt Barns 
Klage ; hun vilde saa gjerne hjælpe hende og ledede 
hende derfor ad den Vej , som hun ansaae for den 
eneste , der førte til Salighed . Hun foreholdt hende , 
at hun maatte Vorherre nærmere ; men hans Majestæt 
var for mægtig til , at hun , arme Synderinde , 
som hun var , ene turde træde frem for hans Aasyn ; 
hun maatte have en Midler , og denne fandt hun i 
Madonna , der havde lidt Smerte som intet andet 

Menneske og derved erhvervet sig en Midlers Rer . 
Hun maatte først søge at finde den hellige Jomfru 
for ved hendes Haand at blive ført til Sønnens 
Throne . 
„ O , “ udbrød Anna , idet hun vred sine Hænder , 
„ dette er som et fremmed Tungemaal for mig ! hvor 
gaaer Vejen til Madonna , hvor finder jeg hende ? “ 
„ Kjære Barn , “ trosfede Nonnen , „ heller ikke til 
hende skal Du gaae alene ; vi have ogsaa Midlere , 
der staae rede for at føre Dig til Madonna , og del 
er de indviede Præster ; de have ved deres Indvielse faaer 
en større Magt end vi andre Chrisfne ; Du veed jo , 
at Mange ere de Kaldede , men kun Faa de Udvalgte . 
Men hør nu , mil Barn , “ sagde Søster Margherita , 
idet hun tog hendes Hænder og saae hende alvorlig 
ind i Ansigtet , „ mit Raad er , at Du paa nogen Tid 
fager herind i Klosteret til oS . Du behøver jo kun 
at binde Dig for otte Dage ; jeg har alt en Tid 
tænkt derpaa , og da Biskoppen sidst var her , udbad 
jeg mig Hans Tilladelse dertil for Dig . Der er flere 
Damer , og deriblandt ogsaa et Par Protestanter , 
som i denne Fastetid for en Uge trække sig tilbage 
fra Verden og søge Ly indenfor vore stille Mure . 
Pater Anselmo holder daglig meget oplysende Foredrag 
for Eder , og iøvrig tage I Deel i alle vore Bønner 
og vor øvrige Færd i Klosteret . “ 

„ Men min Mand , “ indvendte Anna , „ han vil 
aldrig give sit Minde dertil . “ 
„ Din Mands Villie maa bøjes under Vorherres ; 
naar der skal vælges imellem de to Billier , saa 
maa Mandens falde . I et saadant Tilfælde har Du 
ikke at spørge ham , men kun at fordre Din Ret ; Du 
er jo ikke hans Træl . “ 
„ Nej , De misforstaaer mig ! “ udbrød Anna med 
Varme , „ min Mand er saa god og saa kjærlig ; men 
han har en Fordom mod Klosterlivet og vil troe , at 
et Ophold herinde vil skade mig . “ 
„ Det har Du ikke at tage Hensyn til , nu da 
det er Din evige Salighed om at gjøre ! “ svarede 
Nonnen ikke uden Strenghed i Blik og Stemme , 
„ sætter han sig til Modværge , da er han Herrens 
Fjende . “ Efter nogle Øjeblikkes Taushed fortsatte 
hun : „ Handl nu kraftig og hurtig ; ja det er det 
Bedste , at Du kommer endnu iaften ; saa kan Du i 
Bønnen berede Dig til at faae Naade til at forstaae 
Pater Anselmos Foredrag imorgen . Gaa nu hjem 
og bring Dine Sager i Orden . Bi sees altsaa en 
Time efter Ave Maria ; Madonna beflytte Dig ! “ — 
og Anna gav Løfte om af komme . 

Femtende Capilel . 
Anna var om mulig endnu mere stille end de 
foregaaende Dage . De sidste Gange havde hun ikke 
hentet Victor . Under Maaltidet sad han og grundede 
paa , hvorledes han bedst skulde bryde den Skranke , 
der havde rejst sig imellem Anna og ham . Han vilde 
bringe Varme for sig tilbage i hendes Hjerte , ja han 
maatte strax gjøre et Forsøg . 
„ Hor , Anna , “ sagde han med sin Stemmes hele 
Inderlighed , „ kunde det ikke være fornøjeligt af tage 
en Ugestid ud i Albanerbjergene ? Vi have ladet 
Carnevalets støjende Glæder gaae nændsede hen ; de 
passede ikke for vor Stemning ; men et Ophold i den 
dejlige Natur vil gjøre os begge saa usigelig godt . 
Martini , som jo alt i nogen Tid har været derude , 
skriver til mig , af vi endelig maa komme , og om 
mulig endnu iaften , saa af vi imorgen tidlig kunne 
deeltage i en Tur , som han og flere af Konstnerne 
have for ; det skulde være hen ad Bjergets hele Længde , 
saa af vi baade fik Albaner- og Nemisøen af see . 
Du har saa længe ønsket af komme derud ; lad os 
nu gjøre Alvor deraf . Vi kan jo nok faae vore 
Sager i Orden , til Vognen gaaer til Frascati iaften . 
Jeg har arbejdet altfor strengt i den sidste Tid ; nu 

trænger jeg til af udhvile mig , og hvor kan der vel 
findes en Hvile bedre end ved af gjøre en saadan 
Tur sammen med Dig , min Elskede ! Ikke sandt , Du 
glæder Dig ogsaa dertil ? “ Og han tog hende kjærlig 
under Hagen og løftede hendes Hoved i Vejret . 
Annas Øjne vare fyldte med Taarer : „ Tag Du 
derud , kjære Victor ! det vilde være mig en stor Lettelse , 
om Du gjorde det ; men jeg kan ikke følge Dig . “ 
Victor saae vist paa hende ; hun maatte slaae sine 
Øjne ned for hans faste Blik . 
„ Og hvorfor kan Du ikke ? “ spurgte han , idet 
hans Stemme bævede . 
„ Jeg har givet Løfte om af tilbringe otte Dage 
i Klosteret for der sammen med nogle andre Damer 
af blive oplyst om den katholske Opfattelse af Christendommen . “ 
Disse 
Ord fremførte Anna hurtig , som om hun 
var bange for i næste Øjeblik af have tabt Modet til 
af udtale dem . Victor sagde Intet ; men en Aare stod 
stærkt opsvulmet i hans Pande , og hans Hænder 
knyttede sig uvilkaarlig . Han følte Magten af den 
Aand , under hvis Indflydelse Anna for Tiden stod , 
og han følte sin egen Afmagt lige over for den , da 
hans aandelige Liv kun havde Styrke i hans Udvikling 
som Konstner . Han var sig bevidst , at naar han 
vilde tale , saa vilde den heftige Bevægelse , hvori han 

for Øjeblikket var , faae Magten . Han havde Erfaring 
nok til at vide , at Ord , fremførte i Heftighed 
og uden faste Grunde , vare talte hen i Vinden ; derfor 
taug han . 
Efter nogle Øjeblikkes uhyggelige Taushed bad 
han med en underlig klangløs Stemme : „ Anna ! tag 
disse Ord tilbage ! “ 
Hun kæmpede øjensynlig ; man saae , hvor fo 
Magter stredes om Herredømmet i hende . Hendes 
Hjerte vilde flyve Victor imøde ; men hun troede , at 
den rette Vej var den tornede , saa hun stængte til 
for Hjertet og traadte ud paa Tornene . 
„ Nej , “ svarede hun , idet Ansigtet blegnede , og 
Stemmen sank ned til en hæs Hvisken ; „ nej , det er 
umuligt , jeg har givet mit Løfte om at møde i Klosteret 
endnu iaften . “ 
„ Og dette er Dit sidste Ord ? “ spurgte Victor , 
idet han saae paa hende med et Blik , fuldt af saa 
megen Ømhed og Smerte , af det maatte have besejret 
hende , om hun havde seet det ; men hun fæstede 
sine Øjne ufravendt mod Jorden , idet hun anstrengte 
sig for af faae sagt : 
„ Jeg tør ikke Andet . “ 
Victor stod netop med Haanden paa Dørgrebet : 
„ Saa Farvel ! “ og i det Samme lukkede Døren 
sig efter ham . 

Det rev og fled voldsomt i Anna . Endelig 
ilede hun ud ad Døven og hen ad Gangen mod Trappen ; 
den var tom . Hun raabte jamrende Victors 
Navn ; men hun hørte kun Lyden af sin egen Stemme , 
Alt var ensomt og tyst omkring hende , og Victor 
var alt langt borte . 
Et Par kvalfulde Timer tilbragte Anna alene ; 
da vækkedes hun af fin fløve Smerte ved Klokkernes 
Ringen til Ave Maria . Hun rejste sig op og stod 
endnu nogle Øjeblikke tvivlraadig . Klokkeklangen 
blev lydeligere og lydeligere . Jörgen havde engang 
sagt , af Klokkeklangen var Vorherres Stemme , der 
kaldte ad Menigheden , og hun syntes nu , af Herren 
kaldte hende . Hurtig pakkede hun det nødvendige 
Tøj sammen , og med den lille Rejsesæk i Haanden 
listede hun sig som en Tyv ud af Huset . Kort efter 
aabnedes Klosterdøren ; Søster Margherita modtog 
hende og førte hende ind i den lille Celle , der var 
bestemt for hende . Her lodes hun nu alene Hun 
saae med fortvivlet Blik hen imod den tilstængte Dør ; 
da kastede hun sig jamrende ned paa Bedeskammelen 
og vred sine Hærder foran Crucifixet . 
Endelig lagde hun sig dødstræt paa den haarde 
Brix , der her var hendes Leje . Hun sov snart ind ; 
men stærke Drømme gjorde Søvnen urolig . Hnn 
drømte , at hun atter stod paa Højen udenfor Kjøbstadhaven , 

hvor hun havde staaet som Barn ; hun 
saae atter hen ad Landevejen , og Längslen efter Hjemmet 
steg som dengang voldsomt op i hende , saa hun 
fløj hen ad Vejen ; hun syntes , at hun havde faaet 
Vinger , og disse voxede , saa Flugten blev hurtigere 
og hurtigere . Endelig seer hun Hjemmet ; hun lader 
sig dale ned i Haven , hvor Solen skinner gjennem 
de røde Ribsklaser og hen ad de blomstrende Roser . 
Det er Søndag Morgen , Klokkeringningen lyder , 
hun iler jublende gjennem Laagen og hen imod Kirkedøren ; 
men i samme Nu seer hun , at det er Døren 
til Klosteret ; hun vil derind , men kan ikke flytte Foden 
fremad , da der ligger en Gjenstand ivejcn . 
Klokkeringningen bliver stærkere og stærkere , hun vil 
med Magt trænge sig frem ; da vise hendes Forældre 
sig Haand i Haand , begge med bedrøvede Miner ; 
Faderen hæver advarende Haanden imod hende , idet 
han udraaber : „ Hvad vil Du i Klosteret ? det er jo 
ikke Vejen , vi har ledet Dig ind paa , og troer Du , at 
Du kan trænge Dig ind til Herrens Glæde i det 
Øjeblik , Du træder Victor til Døde ! “ Anna seer ned ; 
— der ligger Victor udstrakt foran hHde , og hun staaer 
med sin Fod haardt stemmet imod hans Bryst ; hans 
Ansigt er smertelig fordrejet i Dødskvalen . 
Anna vaagner med et Rædselsskrig , medens 

Klokkeringningen lyder som Dommedagsbasuner ind 
i Cellen til hende . 
I det Samme aabner Søster Margherita Døren : 
„ Nu ringer det til Midnatsbønnen , Anna ! “ Hun 
tager hende om Haanden , og Anna følger som en 
Søvngæmgerske . 
Hun vaagnede den første Morgen heelt fortumlet 
af de stærke Drømme ; men snart traadte Virkeligheden 
i sin sande Skikkelse srem for hende ; hun 
saae , og det i det hele Omfang , den store Uret , hun 
havde gjort sig skyldig i ved imod Victors Villie at 
gaae ind i Klosteret . Det var første Gang i hendes 
Liv , at det var blevet hende klart bevidst , at hun 
havde begaaet en haandgribelig Uret , og dette endog 
imod den , hun elskede højest paa Jorden . Hendes 
Egenkjærlighed vilde forsvare hende med , at det var 
for Vorherres Sags Skyld , hun havde gjort dette 
Skridt ; men „ Nej ! “ lød det modstridende i hende , 
„ det er Indbildning ; Uretten er ogsaa imod Vorherre , 
da jeg har gjort Brud Paa det Løfte , jeg gav 
Victor for Herrens Alter . “ Og hun følte Synden 
med hele dens knusende Vægt . 
Da der blev ringet til Morgenbønnen , slæbte 
hun sig næsten krybende frem , saa at Nonnerne undrende 
og medlidende saae efter hende ; men da hun nu 
jamrende kastede sig ned for Herrens Fødder , grædendc 

oprigtige Angerens Taarer , kom Tidens Fylde 
over hende , og disse Taarer vandede mangt et Frøkorn , 
som alt Forældrene og siden Jörgen og Lene 
havde nedlagt i hendes Hjertes Jordbund . De havde 
hidtil ligget der uden Livstegn , da Jordskorpen var 
fortørret ; men nu faldt Taarerne som en mild Regn 
og bragte Spirerne frem . Da foregik Underet , at 
Vorherre lod en opvarmende Straale af sin sfabende 
Naadesol skinne ind i hendes Hjerte . I dette Øjeblik 
sølle Anna sig for første Gang som et levende 
Led af den store Menighedskjædc ; hun bekjendte den 
fælles Tro og bad den fælles Bøn , og alt som hun 
bekjendte og bad , spirede ved Underet , der nu var 
over hende , hvert Led i Troen og hver Bøn i Fadervor , 
og Spirerne voxede og voxede , saa de bleve 
til dejlige Træer , hvis Kroner fyldtes med duftende 
Blomster og lislige Frugter . Anna mærkede med 
Henrykkelse , at hun , og det for første Gang i sit 
Liv , stod lysvaagen midt i den tabte , men nu atter 
gjenfundne Paradishave ; hun saae Herren komme 
sig imøde med udbredte Arme , og hun følte den Lyksalighed , 
som overgaacr al Forstand ; thi hun lagde 
sit Hoved barnetrygt til Herrens Bryst , og hans beflyttende 
Faderarmc omsluttede det angerfuldc , hjemkomne 
Barn . 
Da hun rejste sig fra Bønnen , sfred hun høj 

og rank gjennem Kirken , og en mægtig Glands straalede 
ud af hendes Øjne . Søster Margherita hviskede 
til den Nonne , der knælede ved Siden : „ Nej see dog , 
hvilket Under Madonna alt har ladet lyse over Anna ! 
Du saae , hvor hun kom krybende ind til Bønnen , 
og see nu paa hende ! seer hun ikke ud som Himmeldronningen 
selv , der bliver baaren af Englene ? “ 
Sextende Capitel . 
Victor vendte seent tilbage om Aftenen . Han 
havde gaaet Gade op og Gade ned ; han havde i 
rastløs Uro tilbagelagt en lang Vej uden om Roms 
Mure , indtil endelig Mørket og Trætheden drev ham 
til Hjemmet . Uhyggeligt var der i de tomme Stuer , 
hvor han kun hørte Lyden af sine egne Fodtrin . 
Han gik fra det ene Rum til det andet ; men intetsteds 
fandt han Hvile . Tilsidst overmandede Trætheden 
ham , og han sov ind paa det ensomme Leje ; 
men hvert Øjeblik skræmtes han op ved den indre Uro , 
der rasede i ham , og med hver Opvaagnen følte han 
Ensomheden uhyggeligere . 

Næste Morgen gik han til sit Atelier ; han maatte 
gjøre en lang Omvej for ikke at komme forbi Klosteret , 
da han ej kunde udholde at see det . Han prøvede 
paa at arbejde ; men hans Haand var lammet ; 
det var ham ikke muligt at frembringe Noget . Han 
trængte til Mennesker , og dog flyede han Alle . 
Havde Martini endda været der ! Men saa syntes 
han dog heller ikke , at han kunde udtale sig for ham . 
Dagen gled hen med Sneglegang . Han gad ikke 
gaae til Hjemmet , men søgte et fjernt Osteri , hvor 
han ene i en mørk Krog tvang sig til at nyde 
Noget . 
Hen ad Eftermiddag gik han ud i Villa Borghese . 
Han søgte hen til Fontaine » , der stod i Skjul af de 
fætte Steenege . Her kastede han sig ned paa en Bænk 
og laae udstrakt og ubevægelig , som om han sov ; 
men det var kun en Dvalelilsland ; thi han hørte 
sfadig Vandets Rislen og Nattergalens kjærlighedsfuldt 
Klagetoner , imedens det ene Billede efter det 
andet drog forbi ham i Drømmenes underfulde Skjær : 
Han syntes at see Englene svæve om sig , idet 
han hørte dem sagte gribe i Harpernes Strenge . 
Englene viste , hvor Anna altid taalmodig og kjærlig 
var kommen ham imøde paa Bøgevang , nagtet hun 
saae ham daglig mere og mere fjerne sig fra hende ; 
men hun blev dog uforandret trofast og kjærlig . 

„ Husker Du det , husker Du det ? “ sang Englechoret 
for ham , og Harpetonerne gjengave Sangen 
som i et Echo . 
Men nu trængte Dæmonerne sig skadefroe frem ; 
under bacchantiske Bukkespring overdøvede de Harpetonerne , 
og idet de grinede hen imod Englene , viste 
de Billeder fra den sidste Tid af Victors og Annas 
Samliv , hvor han altid havde nærmet sig saa kjærlig , 
medens Anna sfadig var bleven mere kold og 
indesluttet . 
„ Glem ikke det , glem ikke det ! “ hujede de Victor 
i Øret . 
— Men hvem kommer der ! er det Englenes 
eller Dæmonernes Ven ? — En Haand strøg blidt ned 
over Victors lukkede Øjne og langs med hans Kind ; 
han hørte et Hjerte banke voldsomt nær ved sit , idet 
et Par Læber berørte hans og det med en underlig 
Flamme , som i et Nu foer electrisk igjennem ham . 
Han aabnede Øjnene , men lukkede dem uvilkaarlig 
hurtig igjen . Synet var saa blændende , at han 
troede , han drømte endnu . — Det var Annarella , 
der ved den nedgaaende Sol blev belyst af en enkelt 
Straale , som faldt igjennem det zittrende Løv og 
overgød hendes Skjønhed med en magisk Glands . 
Haanden strøg atter hen ad Victors Kind , og 
atter følte han de brændende Læber ; da hævede han 

sig op . Annarella knælede ned foran ham , idet hun 
omslyngede hans Liv med sine Arme . Hendes Stemme 
havde en forunderlig blød Klang , idet hun tiltalte 
ham : „ O , Don Vittorio , hvorfor saa mørk ? ere vi 
ikke unge , og skal Ungdommen ikke nyde ? Hør Nattergalen , 
hvor den kalder ! see Solen , hvor den smiler 
til os ! “ og hun trykkede ham fastere ind til sig . 
„ Jeg har elsket Dem altid . De har forladt og haanet 
mig , og dog kommer jeg til Dem som en Tigger 
forat betle om en Smule Kjærlighed ; und mig dog 
den , und mig dog den ! “ klagede hun saa bønlig ; og 
hun slyngede sine Arme om hans Hals og bøjede 
hans Hoved ned mod sit , — da mødtes deres Læber 
atter og atter . 
Englene græd og dækkede fly Ansigtet med Vingerne , 
Dæmonerne skogrede , saa Victor døvedes for 
Englenes Graad , og han fulgte den lokkende Sirene . 
Næste Dag er Victor med feberagtig Iver beskjæftiget 
i sit Atelier med at male en Ariadne , der 
ligger og kjæler for Bacchus ' Panther , som trykker sit 
Hoved indsmigrende op til hendes nøgne Bryst . 
Annarclla sidder Model for ham . 

Anna troede Victor ude i Albanerbjergene med 
Martini , og hun fslte lidt Hvile ved at tænke paa , 
at han var sammen med denne trofaste Ven . Dagene 
forløb temmelig ensformig i Klosteret , en stor 
Deel af Tiden gik med at høre Pater Anselmos Foredrag , 
der fornemmelig afhandledc Dogmerne om Madonna 
og Helgendyrkelsen . Forat anføre Beviis for 
Nødvendigheden af at have disse som Midlere sagde 
han : „ Kan Du gaae med en , Bøn til Din jordiske 
Konge uden at være nødt til først at bede en af hans 
Hofmænd om at melde Dig , eller en af hans Ministre 
om at forebringe Bønnen ? Er det saa med den jordiske 
Konge , hvor meget mere maa det da være Tilfældet 
med den himmelske , hvis Throne staaer saa 
uendelig højt , at vore svage Raab aldrig vilde naae 
op til ham , dersom de ikke bares fra Mund til Mund , 
først af Helgene og saa af Madonna , der knæler 
paa Thronens øverste Trin og i naaderig Kjærlighed 
overrækker vore Bønner . “ 
Der havde alt rørt sig i Anna som en Fornemmelse 
af Modstand , da Søster Margherita engang 
havde yttret noget Lignende til hende ; men nu rejste 
den sig i sin fulde Styrke . „ Nej ! nej ! “ raabte det 
i hende , „ dette er en falsf Lære ! “ Hun følte saa 
klart , at den Troendes Forhold til den treenige Gud 
ikke er som Undersaatens til Kongen , men som Kongebarnets 

til Kongefaderen , og hun kastede sig jublende 
i sin kongelige Faders Arme . 
Dog hentede hun ogsaa mangen glædelig Oplysning , 
som jo findes i Katholicismen ved den nedarvede 
Tradition . Helgenene med saa mangt et skjønt 
og ædelt Træk af deres Liv glædede det hende at 
høre om , naar de kun maatte staae for hende som 
hendes Medmennesker ; men det var hende utaaleligt , 
med det Lys , der nu var tændt i hende , af høre om 
al denne Menneskeforgudelse . 
Snart mærkede man i Klosteret med Undren , 
hvad Retning Annas Aand havde taget , og der rejste 
sig Kulde imod hende . Søster Margherita søgte vel 
alter af gjøre sin Indflydelse gjældende forat drage 
hende tilbage i det gamle Spor ; men alt Arbejde var 
her spildt , da Anna nu i det klareste Dagslys saae 
Vejen saa tydelig ligge aaben for sig . Hvor havde 
hun dog nu Gavn af de tidligere Samtaler med 
Jørgen og Lene ! Saa meget af , hvad de havde sagt 
hende , og som hun ikke anede , af hun havde beholdt , 
dukkede nu after op , og det var hende , som om hun 
saae deres glade Ansigter smile sig imøde ved Forstaaelsen 
af deres Ord . Hvor frydede hun sig ikke til , af 
Tiden snart var omme , og af hun da igjen skulde forenes 
med Victor ; hvor vilde deres Samliv nu blive lykkeligl , 
ja hvor skulde ikke det Lys , der nu var tændt for 

hende , ogsaa lyse for ham og opvarme ham ! Hver 
Gang en ny Tanke klarede sig for hende , glædede 
hun fig til af meddele ham den ; ja i Alt , hvad hun 
end tænkte , gik Tanken om ham stadig ved Siden . 
Hun syntes saa vist at føle paa sig , at han maatte 
tilgive hende ; hun skulde i det Mindste ikke aflade ; 
men blive ved at bede og trygle ham , til han atter 
i Kjærlighed bøjede sig ned imod hende . Hun mærkede 
ikke , at hun de sidste Dage gik ganske forladt , 
da nu Alle havde vendt sig bort fra hende ; hun var 
ufølsom for det ; thi i hende jublede det mere og mere : 
„ Nu skal Du snart favne Victor ! “ 
Endelig kom den saa længselsfuldt ventede Dag ; 
henrykt , med en straalende Mine , forlod hun Klosteret , 
og som baaren af Vinger naaede hun Hjemmet , 
hvor hun saa sikkert ventede at faae Victors Tilgivelse . 
Strax 
da Værtinden aabnede Døren , spurgte 
hun om Victor ; men Svaret lød , at han kun havde 
været hjemme den første Nat , efterat hun var gaaet 
til Klosteret ; senere var han ikke bleven seet . — Han 
maatte altsaa endnu være paa Landet , tænkte Anna ; 
men hun blev dog underlig urolig i Sindet , da hun 
saa vist havde ventet at træffe ham . „ Iaften maa 
han dog komme , “ tænkte hun atter ; „ men hvordan 
skal jeg faae Tiden til at gaae , indtil han kommer ? — 

Jeg vil gaae op i hans Atelier og ordne hans Sager , 
saa er jeg dog besfjæftiget med ham ; “ og hun 
tog den Nøgle , som han havde givet hende , forat hun 
til enhver Tid , selv naar han ikke selv var r Atelieret , 
kunde lukke sig ind . 
- „ Mon det ikke skulde være muligt , naar jeg i 
dette Øjeblik aabner Døren , at jeg da seer ham ? “ — 
Dette tænkte Anna , idet hun lagde Haanden paa Laasen , 
og den forunderligste Blanding af Følelser rørte 
sig i hende , saa at Hjertet gav sig til at banke , som 
om det skulde sprænges . Hun maatte standse et Øjeblik 
med Haanden paa Nøglen ; men da drejer hun 
rask om , og Døren springer op . Først blændes hun 
af det stærke Sollys , der nu ved Aftenstid falder 
ind ad Vinduet lige for Indgangen ; men da hun 
faaer Øjets Brug igjen , seer hun , at midt i Lyshavet 
sidder den dejligste Kvindeskikkelse , halv nøgen , med en 
Vedbendkrands om Hovedet og et Glas fyldt med 
Viin i Haanden . Endnu et Glas og flere tømte 
Flasfer staae paa Bordet ved hendes Side . I det 
Kvinden feer Anna , rækker hun smilende Glasset med 
Vinen ud imod hende med et , Fuvori8eu , 
uorn ! “ 
Anna staaer et Øjeblik som fastnaglet ; da træder 
hun et Skridt nærmere og spørger : „ Er Signor 
Vittorio ikke her ? “ Hidtil havde hun ikke bemærket 

Andre end den skjønne Kvinde ; men nu seer hun en 
Skikkelse ligge knælende paa Gulvet med Hovedet i 
Kvindens Skjød , og idet hun nævner Victors Navn , 
vender et søvndrukkent , blegt Ansigt sig om imod 
hende ; — og Anna gjenkjender med Rædsel sin Husbond . 
Hun giver et vildt Skrig og slyrter baglænds 
ud ad Døren . Først svimler hun og griber fast i 
Trappegelænderet ; men da hører hun en skingrende 
Latter inde fra Atelieret , og som forfulgt af Furier 
slyrter hun ned ad Trappen og ud paa Gaden , hvor 
hun farer afsted som et jaget Vildt . Det var en 
ensom , snever Gade , hvor der kun gik et Par enkelte 
Mennesker . Disse stode stille og saae med Undren efter 
hende . Men takket være Natten , der i Syden saa 
pludselig breder sit mørke Slør saavel over de Bedrøvede 
som over de Glade , -— i dette Øjeblik blev den 
jammerligste Skikkelse medlidende skjult under Sløret . 
Anna standsede ikke , men ilede fra den ene Gade 
ind i den anden . Endelig segnede hun udmattet om 
ved Foden af Peterskirken . Hun flæbte sig op ad 
Trappen og hen i en Krog i Vestibulen , hvor hun 
krøb sammen bag et Par Søjler og søgte at skjule 
sig for Alt , om mulig ogsaa for sig selv . Efterat 
have siddet saaledes en lang Tid , sammensunken og 
som i en Døs , begyndte dog Livet atter at røre sig 
i hende . Hun sandsede nu sin gruelige Stilling ; men 

hvad fluide hun gjøre ? hvor skulde hun vende sig 
hen ? — Hjemmet kunde hun ikke taale at tænke paa ; — 
Klosteret ? nej der fluide de ikke see hendes Elendighed ; 
de vilde jo kun spotte hende og kalde hendes 
Smerte Madonnas Straf ; — til Bekjendte da ? nej , 
hvor kunde hun gaae til Nogen og bede om Huusly ; 
saa maatte hun jo blotte Victors Brøde ; — til et 
Hotel ? ja der vilde hun gaae hen . Hun føler i sine 
Lommer ; men hun har ikke en Skilling hos sig : „ Naa , 
saa bliver jeg her ; Vorherre sender mig vel Hjælp 
imorgen . “ Hun hyller sig ind i sit Schawl og skjuler 
sig tættere inde bag Søjlerne . Og saaledes fandt den 
medlidende Søvn hende . 
I Morgenstunden vaagnede Anna , skræmt op , 
ved at noget Koldt og Fugtigt berørte hendes Ansigt 
og Hænder . Det var en stor , udmagret Hund , der 
snusede om paa hende , idet den venlig logrede ; det 
rørte Anna , at saa elendig , som hun følte sig , saa 
gaves der dog et levende Væsen , der syntes at søge 
Trøst hos hende ; hun trykkede Hundens Hoved op 
til sig og klappede den venlig ; saa rejste hun sig op 
forat gaae ind i Kirken ; men da hun havde faaet 
hævet det tunge Tæppe til det halvmørke Rum , der 
fører fra Vestibulen til Kirken , følte hun sig greben 
af en stærk Svimmelhed , saa at hun segnede ned paa 
en af de Skamler , der paa Festdagene benyttes af Tiggerne , 

som sidde der og klingre med deres Bøsser . 
Udmattet var hun baade af Nattekulden og af Sult , 
da hun Intet havde nydt , siden hun forlod Klosteret . 
Sulten knugede hende stærkt ; men hun havde jo ikke 
en Skilling til at tilfredsstille den for . Hun krøb 
fammen paa Skammelen og sad der bedrøvet , en Afmagt 
nær . Hunden havde fulgt hende og satte sig 
logrende ved hendes Side , idet den lagde sit Hoved i 
hendes Skjød . Da bliver Forhænget for Kirken hævet , 
og en rigt klædt ung Dame træder ud efter endt 
Morgenmesse . I Halvmørket troer hun , at Anna 
er en Tiggerske ; hun tager en større Sølvmønt 
op af sin Pung og trykker den i hendes ' Haand . 
Anna rækker forundret Mønten tilbage ; men Damen 
støder blidt Haanden fra sig , idet hun i en glad og 
venlig Tone siger : „ Jeg veed jo godt , at det er en 
stor Mønt ; men for mig har Solen rejst sig til den 
største Glædesdag i mit Liv ; derfor vil jeg saa gjerne 
give dem , der ere fattige paa Glæde , Lidt at fornøje 
sig over , “ og hun forsvandt i det Samme bag 
det andet Forhæng ud til Vestibulen . Anna sad som 
lammet med Pengene i Haanden : „ Hun troer , at jeg 
er en Betlerske ; ja hun har Ret , jeg er rigtignok kun 
fattig paa Glæde ! “ Nu svimlede det atter for hende , 
og hun følte , hvor Hungeren pinte . Hunden peb 
og skrabede med sin Pote op ad hende ; hvor saae den 

dog elendig og udmagret ud . „ Ja Du kan ogsaa 
nok trænge til Noget , “ sagde Anna , idet hun medlidende 
klappede den , „ nu har vi jo Penge , min Ven “ , 
tilføjede hun i en underlig , halv vemodig , halv bitter 
Tone , „ vi maa have Noget at spise ; “ og hun rejste sig 
og listede over den store Pctersplads hen i en lille 
Case . Her søgte hun et afsides Værelse , hvor hun 
lod sig bringe Kaffe og Brød . Hun gav Hunden et 
Stykke , som den flugte med Graadighed , og hvor 
vederkvægede ikke den varme , oplivende Drik hende 
selv . Hun følte saavel sine Legems- som sine Aandskræfter 
vende tilbage , saa at hun med Klarhed kunde 
tænke over sin Stilling . Bort fra Rom maatte hun , 
og det endnu idag . Nu huskede hun paa sin Plejemoders 
sidste Ord ved Afskeden : „ For det Tilfælde , 
at Du engang skulde komme i Nød for Penge , har 
jeg givet min Banquier Ordre til at udbetale Dig 
paa min Conto , hvad Du forlanger . “ Samme Banquier 
besørgede ogsaa paa den Tid Consulforretningcrne 
for Skandinaverne i Rom , saa hun kunde tillige 
bede ham besørge sig et Pas . Hun begav sig strax 
derhen i den største Angst for at møde Nogen , hun 
kjendte . Useet naaede hun hen til Banquieren , der 
var meget forekommende og lovede at lade Passet 
besørge inden Middag . Den Sum , hun forlangte , 
leverede han hende strax i en Rulle Guldpenge . 

„ Saasnart Passet er i Orden , skal det blive 
sendt til Fruens Bolig , “ sagde Banquieren forbindtlig ; 
„ jeg haaber , at Hr . Bergmann befinder sig vel ? — 
Men hvor vil det blive ensomt for ham , naar Fruen 
rejser ! Martini har altid omtalt Ægteparret som saa 
uadskilleligt . “ Anna stod forlegen og stum ; hvad 
skulde hun svare til alt dette ? Endelig fik hun 
sagt , at han ikke behøvede at sende Passet , da hun 
helst selv vilde hente det . Hun hilste og gik , idet 
Banquieren forundret saae efter hende . 
„ Naar jeg engang igjen seer Martini , maa jeg 
have frittet ud af ham , hvad her kan være i Vejen ; 
hvor saae hun dog bleg og forgræmmet ud ! Ja , 
man er vel faren ved ingen Kone eller Børn at have , “ 
sagde den gamle Pebersvend , idet han gned sine Hænder 
og satte sig ved Pulten forat see Regnsfaberne 
efter . 
Anna begav sig nu til Posthuset , hvor hun tog 
en Plads til Diligencen til Florents ; men den gik 
først seent paa Eftermiddagen , saa hun maatte tage 
et Værelse i et Hotel , hvor hun lagde sig paa Sengen 
og fik et Par Timers Hvile . Der bragtes et 
Maaltid , hvoraf Hunden , der stadig fulgte hende , 
fik den største Part . Tiden til Diligencens Afgang 
var nn snart forhaanden ; Anna hentede sit Pas og 
begav sig til Posthusets Ventesal , hvor hun tilbragte 

en Times Tid stille og nedsunken i sine egne Tanker . 
Endelig kom Konduktøren og meldte , at Vognen holdt 
for Døren . Hunden peb og saae saa bønlig op til 
Anna ; hvor kunde hun nænne at lade den blive tilbage ; 
hun stak et Pengestykke i Konduktørens Haand ; 
han lod Hunden tage Plads med i Vognen . Vogndøren 
lukkedes , Posthornet lød , og Vognen rullede 
rafl gjennem Roms Gader og ud ad Porten imod 
Nord . 
Anna førtes stadig længere og længere bort fra 
det Kjæreste , hun ejede paa Jorden , — men som hendes 
tragiske Skjæbne nn syntes for stedse at have skilt 
hende fra . 
Syttende Capifel . 
Anna kom træt og syg til Florcnts . Hun maatte 
strax lægge sig tilsengs , og en Feber indfandt sig , 
som nogle Dage aldeles berøvede hende Bevidstheden . 
Da hun atter vaagnede , stod det som i en Taage for 
hende , at hun laae syg i et Hotel i Florents ; huu 
var imidlertid saa mat , at hun ikke kunde taale at 

tænke sig om . Hun saae , at der ved hendes Seng 
fad en gammel Dame , som søgte at holde Hunden 
tilbage , da den vilde springe op ad hende , idet den 
mærkede , af hun rørte sig . Men hun lukkede snart 
Øjnene igjen og laae atter den hele Dag i en Døs , 
indtil hun hen ad Aften flere Gange trak Vejret dybt , 
og paa eengang var Sygdommen som løftet af hende , 
og hun følte Velvære efter den lange Hvile . Hun 
saae atter den gamle Dame . der velvillig bøjede sig 
frem imod hende , idet Hunden peb og logrede forat 
gjøre sig bemærket . Nu erindrede hun af have seet 
denne Dame i Rom , og snart stod det klart for hende , 
af det var en fransk Malerinde , Mademoiselle Sarasin . 
Hun var nu paa Rejse hjem til Paris og 
vilde kun opholde sig nogle faa Dage i Florents . 
Tilfældig kom hun til af boe i samme Hotel som 
Anna . Opvarteren fortalte om den fremmede unge 
Dame , der laae saa syg og alene . Hun gik derfor 
til hende og saae med Forundring , af det var Anna , som 
hun vel kun havde seet et Par Gange , men saa ofte 
hørt omtale af Martini , der altid var uudtømmelig 
i af fortælle om , hvilken Lyksalighed dette unge Ægtepar 
levede i . Det var hende derfor ubegribeligt , 
hvorfor Anna var her og saa alene . Lægen erklærede , 
at Annas Sygdom kun var Mathed , og , som 
han antog , en Følge af voldsomme Aandsanstrengelser ; 

men hvorved disse vare fremkaldte , kunde hverken 
han eller Mademoiselle Sarasin udgrunde . At 
Anna havde foretaget en hovedkulds Afrejse , saae mam 
deraf , at hun siet intet Tøj førte med sig . „ En stor 
Ulykke maa der være mødt hende , “ tænkte Mademoiselle 
Sarasin , men da Anna var for svag , til at man 
kunde tale med hende om hendes Forhold , bestemte 
den gamle Dame sig til at skrive til Martini , da 
det dog var muligt , al han kunde hjælpe . Hun 
fortalte Vennen , i hvilken elendig Tilstand hun havde 
fundet Anna , og bad om hans Mening om , hvad der 
var at gjøre for hende . 
Martinis Svar var utilfredsstillende . Det varslede 
om store Ulykker ; men hvori de bestod , kunde 
man ikke see af Brevet . Heller ikke var der noget 
bestemt Raad om , hvad man skulde gjøre i Øjeblikket . 
Kun bad han om , at Anna vilde blive rolig i Florents , 
til der atter kom Brev fra ham . Saasnart 
det var muligt , skulde han skrive , og han haabede , at 
Alt da vilde see lysere ud . 
Tre Uger hcnflæbte sig saaledes . Mademoiselle 
Sarasin skulde fil af rejse videre ; men hun havde 
ikke Hjerte fil af forlade Anna , og blev holdt tilbage 
ved hendes forladte Tilstand . Der var ogsaa 
noget saa Indtagende , som fængslede fil Anna med 
en uforklarlig Magt . Uagtet al den Elendighed , som 

Skjæbnen havde bragt over hende , og som bevirkede , 
af hun fil sine Tider var knuget fil Jorden som 
Krybet , var der fil andre Tider en ejendommelig 
Kraft over hende , der forunderlig mægtig kunde 
hæve hende op over disse jordiske Forhold , og da 
syntes det , som om hun alt boede i Himlen og tog 
Deel i Englenes Jubelchor om den Mærgligstes 
Throne . I saadanne Øjeblikke var hendes Tiltrækningskraft 
aldeles nimodstaaelig , saa af Enhver , der 
saae denne Beaandelse , maatte følge med op imod den 
højere Sphære , hvori hun da levede . Men rystende 
var det af see , hvorledes hun , som hun var meest 
greben af Henrykkelsen , kunde slaae Hænderne for 
Ansigtet og jamrende » draabe : „ O Victor , Victor ! 
er det dog muligt , af vore Veje for altid ere sfilte ! “ 
Men naar Fortvivlelsen da steg fil en Styrke , som 
om den skulde tilintetgjøre hende , da sendtes den 
højere Hjælp hende atter , saa af hun ikke alene aandelig , 
men ogsaa legemlig hævede sig ; i saadanne 
Øjeblikke følte man sig i hendes Nærhed , som om 
man var i en Kirke . 
En Dag sidde Mademoiselle Sarasin og Anna 
ude paa den aabne Altan . En Akacie strækker sine 
Grene højt op over dem og giver en svalende Skygge 
for de varme Solstraaler . Anna føler med hvert 
Aandedræt , hvor Luften styrker hende . Mademoiselle 

Sarasin lader Bogen , hvoraf hun har læst højt , et 
Øjeblik hvile forat see paa Anna . De nikke kjærlig 
til hinanden , idet de begge føle en Velværen i Øjeblikket . 
Da banker det paa Døren , og Tjeneren melder 
en Herre , der ønsker at tale med Mademoiselle 
Sarasin . Denne seer uvilkaarlig hen paa Anna , der 
hurtig har rejst sig op , men er bleven dødbleg . „ Det 
skulde dog ikke være Victor ! “ udbryder hun ; i det 
Samme svimler hun , og Mademoiselle Sarasin faaer 
hende lænet tilbage i Stolen igjen . 
Døren har staaet paa Klem ; nu aabnes den 
heelt , og Martini træder ind . Han har hørt Annas 
Udraab og iler hen til hende . „ O Martini ! “ udbryder 
hun og strækker begge Arme ud imod ham . 
Han lægger sin Arm om hendes Hals og bøjer hendes 
Hoved ind til sit Bryst , idet hans Øjne fyldes 
med Taarer . „ Martini ! “ gjentager Anna , „ hvor er 
Victor ? “ Taarerne trille ned ad Martinis Kinder ; 
men han svarer Intet . 
„ Men Martini , hvor er Victor ? “ spørger Anna 
atter , og det i en saa bønlig Tone , at det skjærer i 
Hjertet at høre det . Martini staaer endnu taus , 
medens hans Taarer trille hurtigere og hurtigere . 
„ O Herre , Du min Gud og Frelser ! “ ndraaber 
Anna , idet hun strækker Armene op mod Himlen , og 
man hører af Klangen i hendes Stemme al den Kval , 

der fylder hendes Bryst ; „ Victor er død , Victor er 
død ! og jeg er den Skyldige , ja himmelfle Fader , 
Du veed det , jeg er den Skyldige ! “ 
Og i dette Øjeblik gik det forsf klart op for 
hende , hvori hendes store Brøde imod Victor bestod : 
Det var ikke det , at hun var gaaet i Klosteret ; det 
kunde være tilgivet ; men hendes Brøde laae i , at 
hun feigt var flygtet , da hun saae ham styrtet i en 
Afgrund , og dette foraarsaget ved hendes Gang 
til Klosteret . Havde hun forvundet det gruelige 
Syn og i det Øjeblik kaldt ham , da var han bleven 
vækket og havde hævet sig af Afgrunden forat følge 
hende . Aldrig havde den uopløselige Forening i 
Ægteskabet staaet klarere for hende end i dette Nu . 
Victor og hun vare ikke mere To , men Eet . Ej blot 
om Sorg og Glæde vare de fælles , men ogsaa om 
Brøden . Hvor kunde hun her stille sig udenfor Victor , 
sigende : Din er Brøden , bær Du nu ogsaa ene 
Vægten ; nej ! ogsaa om denne maatte de være fælles . 
Hun kunde ligesaa lidt som Victor flye fra Angerens 
Furier , hvis Svøbers Susen hun alt fornam i Luffen 
over sit Hoved , og et Rædselsskrig pressede sig 
frem af hendes Bryst , idet hendes hele Skikkelse sank 
sammen , som om den skulde tilintetgjøres . 
Men faa Øjeblikke efter laae Anna knælende 
med Hænderne foldede over Brystet , og paa hendes 

Pande thronede en forunderlig Klarhed . „ Tak , Fader ! “ 
udbrød hun , „ Tak , at Du tog Haand i Byrden , 
der lige var ved at knuse mig . Nu vifter Dit 
Aandepust over mig , og jeg føler , Du vil , jeg skal 
leve ; vil Du , saa vil jo ogsaa jeg ; men Du maa 
vise mig Vejen , hvor Du har Gjerningen til mig ! “ 
I dette Øjeblik var der en saadan Forklarelse 
over Anna , at hendes Venner glemte al Smerte og 
fyldtes af Tak og Pris for Herrens velsignelsesrigc 
Nærhed . 
Tjeneren meldte , at Vognen holdt for Døren . 
Lægen havde ordineret en daglig Kjørctur forat hjælpe 
paa Annas Kræfter . Mademoiselle Sarasin rejste sig 
forat følge hende . „ Nej , “ bad Anna , „ lad mig idag 
kjøre alene ; jeg trænger i Øjeblikket til Ensomhed . “ 
Hendes Stemme havde saa megen Alvor og Fasthed , 
at der ikke kunde være Tale om Modsigelse . „ Trofast , “ 
som hun kaldte sin Hund , sprang logrende foran 
hende og lagde sig for hendes Fødder i Vognen . 
Mildt nikkede hun til sine Venner , og Vognen rullede 
afsted . 
„ Men siig mig dog for Himlens Skyld , hvad 
betyder alt dette ? “ udbrød Mademoiselle Sarasin , da 
hun var ene med Martini . 
„ For mig er det tildeels ogsaa en Gaade , “ svarede 
Martini , „ jeg skal imidlertid meddele Dem , hvad 

jeg veed . “ Og han fortalte om den Aften , han sidst 
havde seet Ægtefolkene sammen , og om , hvor forstemte 
han imod al Sædvane havde truffet dem . 
Han maatte til Frascati forat male Studier og var 
alt taget bort den følgende Dag ; men han havde 
ingen Ro paa sig derude for det uhyggelige Indtryk , 
han sidst havde modtaget hos Victor og Anna . I 
det Haab , at en Tur paa Landet i det fortryllende 
Foraar vilde gjøre dem godt , sirev han til Victor 
og opfordrede ham til at komme med Anna , saa at 
de næste Dag kunde tage Deel i en større Landtur , 
som han med flere Konstnere havde for ; men de kom 
ikke og sendte heller intet Brev . Efter saaledes forgjæves 
at have ventet i flere Dage , tog Martini ind 
til Rom . Han søgte strax Victor i hans Bolig ; 
men den fandt han tom . Værtinden fortalte , at 
Anna havde tilbragt otte Dage i et Kloster i Retraite , 
som Romerne kalde det . Hun var kommen 
tilbage Aftenen forud og havde strax spurgt efter 
Victor ; men da hun hørte , at denne ikke havde været 
seet i otte Dage , var hun gaaet bort , og siden havde 
Værtinden ikke seet nogen af dem . Martini blev 
højlig forbauset over denne Efterretning og gik lige 
til Victors Atelier . Nøglen sad i Døren , men der 
var Ingen derinde . Han saae sig om — da fængs . 
ledes hans Blik af et Billede , der stod paa Staffeliet ; 

det var kun halv færdigt , men saa vidunderlig skjønt , 
at han for et Øjeblik glemte Alt forat fortabe sig i 
Befluelsen deraf . Det forestillede Ariadne med Pantheren , 
og Martini saae , at det var Annarellas skjønne 
Skikkelse , der her var fremstillet , Han tog Nøglen 
af Døren og gik bekymret til sit Hjem , idet uhyggelige 
Tanker krydsede i hans Hoved . 
Det var bleven sildig Aften . Martini sad ene 
i sin Stue og grublede over , hvor han skulde vende 
sig hen forat faae Rede Paa Victors og Annas 
Skjæbne . Da mærker han Noget rave op og ned 
paa hans Dør , og lidt efter hører han et tungt Fald 
udenfor . Han iler til Døren . Idet han aabner den , 
seer han et Menneske ligge paa Gulvet med Hovedet 
paa Dørtærskelen . Han bøjer sig ned og gjenkjender 
Victor . Med stort Besvær saaer han ham mere 
slædt end baaret ind paa Sengen ; han faaer kaldt 
Hjælp og sendt Bud efter en Læge , da Victors Tilstand 
bliver ham ængsteligere og ængsteligere . Lægen 
seer betænkelig ud : „ Det er en stærk Feber , og Hovedet 
voldsomt angrebet . “ Den ene Dag sniger sig 
hen efter den anden , men altid samme Tilstand . 
Martini vaager Nat og Dag hos sin Yndling ; men 
endelig overvinder Trætheden ham , saa han maa fage 
Hjælp . Han faaer en Kone til at vaage om Natten 
for selv at kunne hvile ud ; men Angsten for den 

Syge lader ham dog ingen Ro . Efter et Par Timers 
Søvn vaagner han op og flynder sig ind forat 
see til Victor . Lampen var gaaet ud , den stod kun 
med en rygende Tande ; Martini kunde see den røde 
Glød paa Tanden ; men ellers var Alt mørkt . Han 
følte sig frem og naaede Sengen ; men hvilken Rædsel 
betager ham ikke , da han mærker , at den er tom . 
Da han after faaer tændt Lys , seer han Vaagekonen i 
en tryg Søvn ; men Victor er der ikke . Døren til 
Klædeskabet staaer aaben , Klæderne ligge kastede ud 
paa Gulvet , man seer , at der i Hast er grebet om i 
dem , — Victors Klæder manglede . Martini skyndte 
sig ned ad Trappen . Der var mørkt ; men idet han 
aabner Gadedøren , seer han en Skikkelse i en Fart 
stryge sig forbi og ile ud ad Døren . Han gjenkjender 
strax Victor , der hurtig som Vinden løber ned 
ad Gaden . Martini iler efter ham , men kan ikke 
løbe saa hurtig som den Unge , saa Victor faaer 
altid længere Forspring . Da det er klart Maaneskin , 
kan Martini holde Øje med ham , selv i den stedse 
større Afstand . Nu ere de paa kiazza äol kopolo 
og Øjeblikket efter ude af Porten . Her træffer Martini 
en Gensdarm , som med Sydlænderens hurtige 
Nemme af det Par Ord , som Martini i Skyndsomhed 
meddeler ham , strax er sat ind i Situationen , og 
i fuldt Spring sætter han efter den Flygtende , der 

alt er drejet af lige til Venstre udenfor Porten , og 
snart befinde de sig alle Tre paa Skrænten af Tiberen . 
Gensdarmen , derer en ung , kraftig Karl , tager 
et Par voldsomme Spring og staaer i et Nu Side 
om Side med Victor , — da trækker en tæt Sky sig 
for Maanen , og i næste Øjeblik er Alt indhyllet i et 
dunkelt Slør ; — der høres et Pladfl i Vandet som 
ved Faldet af en tung Gjenstand ; derpaa bliver det 
atter dødsstille . Skyen driver forbi , og Maanen 
skinner fuldt og klart ; men ud over den mennesketomme 
Vej og saa langt Øjet kan række hen ad den 
rivende Strøm er intet Spor af Victor at . see . 
„ Den Rædsel , som greb mig ved dette Skue , og 
som nu i Øjeblikket atter griber mig , “ udbrød Martini , 
„ kan jeg ikke beskrive . Min Skyld er det jo ; 
havde jeg ej saa heftig forfulgt ham , og dertil gjort 
ham endnu ængstligere ved den tilkaldte Hjælp , saa 
havde han ikke styrter sig i Floden , men levet endnu ! “ 
Og Martini kastede sig paa Knæ og skjulte Ansigtet 
i Hænderne , idet han i sin Fortvivlelse hulkede 
heftigSaaledes 
fandt Anna ham ved sin Tilbagekomst 
fra Kjøreturen . Hun var ligbleg , men rolig . Hun 
lagde Haanden paa Martinis Skulder : „ Kjære Ven , “ 
bad hun , „ see opad ! her paa Jorden er ingen Trøst 
at finde for os ; men naar vi bønlig bøje os for 

Herren , da sale vi hans Kjærlighed mere end Byrdens 
Tyngde . “ 
Martini beroligedes , og de sade en Stund fause 
sammen . Da erindrede Martini , at han fra Rom 
havde medbragt et Brev , der var kommet med Posten 
til Anna , og han overrakte hende det . Man saae 
strax en stærk Bevægelse i hendes Ansigt , idet hun 
lod Øjnene løbe hen over de første Linier , og alt som 
hun læste videre , rullede Taarerne ned ad hendes 
Kinder . Da hun var færdig , rakte hun Martini 
Brevet til Gjennemlæsning . Det var fra Jørgen 
Jensen . Han melder om al den Elendighed , der har 
fyldt Bøgcvang ved Efterretningen om Angelicas 
Død . Hun blev begravet med sit nyfødte Barn i 
Armene . Grevinden var rent sunket sammen ved dette 
Sorgens Budsfab . Man beder Anna , hvis hun for 
en Tid kan forlade Victor , da at komme hjem til 
Bøgevang . Man tiltroer hende at være den Eneste , 
der kan finde Vejen til Plejemoderens Hjerte , som 
synes forstenet af Sorgen og tillukket for alle Andre . 
Martini blev stærkt bevæget ved Læsningen af Brevet . 
Da han rakte Anna det tilbage , saae han med 
et deeltagende Blik ind i hendes Øjne . Hun var 
fuldkommen rolig . 
„ Ja , kjære Ven , “ sagde hun med Barme , „ jeg 
har saa inderlig bedet Vorherre om at vise mig 

Vejen , hvor jeg har at vende mig hen ; nu peger han , 
og jeg følger og takker for , at der endnu er en Plads 
i Verden , som jeg kan udfylde . Gud være lovet , at 
jeg nu er saa vidt ved Kræffer igjen , at jeg strax , 
endnu i denne Dag , kan tiltræde Hjemrejsen . Jeg 
har nu ingen Ro paa mig ; hver Time , jeg opholder 
mig her mere end nødvendigt , anseer jeg som røvet 
fra den Kjærlighed , jeg flylder min Plejemoder . “ 
Og som sagt , saa gjort ; inden Aften vare de 
nødvendige Sager til Rejsen anskaffede , Passet viseret , 
og i den Diligence , der gik imod Hjemmet , sad Anna 
med sin Trofast og vinkede til Afsfed ad Mademoiselle 
Sarasin og Martini , der med tungt Hjerte saae 
deres kjære , unge Veninde drage saa langt bort , og 
det ene , og med en saa svær en Byrde , som vel har 
hvilet paa noget Menneskehjerte . Men den trygge 
Hengivelse i Vorherres Faderarme , som Annas hele 
Væsen udviste , meddeelte sig ogsaa til hendes Venner , 
saa at de roligere , end det tidligere vilde have været 
dem muligt , saae hende drage bort , vidende hende 
under en Beskyttelse , hvorimod deres jo kun var soni 
en Draabe i Havet . 

Atfende Capilel . 
Rejsen blev Anna trangere , end hun havde tænkt 
sig det . Da hun tiltraadte den , var Tanken om at 
komme hjem forat trøste Plejemoderen saa stærk , at 
den ligesom bar hende fremad ; men efterhaanden , 
som den ene Dag lagde sig til den anden , og hun 
altid var ene med sine egne Tanker , voxede disse som 
et Net af Slyngplanter , og ofte syntes Vejen hende 
ufremkommelig . Da dreves hun mere og mere ind i 
Fortvivlelsen , indtil Maalet strømmede over , saa hun 
følte sin fuldkomne Afmagt . Men da viste ogsaa 
Guds Haand sig med Værget for hende , idet hun 
gav sig hen i Bønnen med Barnets hele Eenfold , og 
jo mere hun bad , desto mere blev alt , hvad der hidtil 
havde forekommet hende uigjennemtrængeligt , kun som 
Spindevæv , og Jordens Sorger svandt ind til Intet 
imod Glæden ved Paradisglandsen , som Troens 
Fakkel udbredte over Alt , saa langt hendes Syn 
kunde naae . 
Alen hun vedblev dog , uagtet dette Naadeslys 
saa ofte skinnede for hende , af have det svage Menneskehjerte , 
hvor Livet altid arbejder som Skibet 
paa det bølgende Hav , saa tidt var hun højt 
oppe i de lyse Regioner , men ogsaa ligesaa ofte nede 

i de bælmørke Afgrunde . Under disse stærke Bevægelser 
skrede dog Dagene , den ene efter den anden , 
fremad , og efterhaanden nærmede hun sig mere og 
mere sin Rejses Maal , indtil hun endelig en Aften 
lidt før Solnedgang rullede over Broen og ind i 
Borggaarden paa Bøgevang . 
Hun var rejst saa hurtig , af hun ikke havde givet 
sig Tid til af skrive forat melde fin Ankomst , saa 
man ventede hende ikke . Hun modtoges af en klosterlig 
Stilhed , og det varede noget , inden den gamle 
Tjener viste sig . Han mødte ikke med en glad Overraskelse 
ved af see Anna ; tans tog han imod hende , 
idet en inderlig Bedrøvelse stod malet i hans Ansigt . 
Anna var heelt sunken ned i sin egen Smerte . 
Ved atter at see Bøgevang traadte det Øjeblik , da 
hun sidst forlod det , saa levende frem for hende med 
al den Kjærlighed og alle de Forhaabninger , som Bevidstheden 
om det snare Gjensyn med Victor indeholdt ; 
nu laae alt dette knust bag hende , og hun hørte atter 
sit eget jammcrfulde Skrig og Annarcllas haanende 
Latter fra det sidste Bløde med Victor . Erindringen 
greb hende saa grusomt , at hun glemte alt Andet for 
sin egen Smerte , saa da hun saae den gamle Tjeners 
bedrøvede Mine , udbrød hun : „ Kjender Du da alt 
min grændseløse Nød ? “ 
„ Ja , ja , “ svarede Tjeneren , idet han rystede paa 

Hovedet , „ vor yndige Comtesse Angelica ligger i den 
sorte Jord , og den arme Grevinde kjender os ikke 
mere . “ 
Ved disse Ord rejste Anna sig pludselig hsjt 
i Vejret , og det var hende , som om hendes egen 
Smerte faldt af hende som et Klædebon . Hjertet 
bævede atter af Kjærlighed og Længsel efter Plejemoderen , 
og hun følte paany med Taknemmelighed 
Herrens Henpegen til den Plads , hvor han havde 
saa megen Gjerning for hende . 
Tjeneren saae med Undren det pludselige Omslag , 
der viste sig hos Anna ved hans Svar , og et Øjeblik 
foer den Tanke igjennem ham : „ Mon hun skulle 
være bleven sindssyg ? “ men han var et Hjertemenneske , 
og ved atter af see op paa hende , følte han , af den 
Glands , der i dette Øjeblik lyste over hende , kom 
lige fra Hjertet , og han bøjede sig uvilkaarlig for 
hende . Han syntes , af hun fløj , da hun i næste 
øjeblik hurtig som Tanken foer forbi ham op ad 
Trappen , hen ad den lange Steengang og ind i 
Havesalen . Her standsede hun et Øjeblik foran de 
aabne Glasdøre : Landskabet laae derude i dets hele 
forsommerlige Pragtsom den Junidag , da Victor første 
Gang kom ind ad Døren og kastede sig for hendes 
Fødder , og Skarer af Tanker krydsede hinanden ved 
dette Syn . Men en underlig , klagende Lyd inde fra 

Cabinettet vækkede hende til Bevidsthed om Øjeblikket , 
og hun ilede hen imod Døren , hvorfra Lyden kom . 
Men her blev hun atter standset paa Dørtærsklen 
ved det Syn , der mødte hende . 
Værelset var halvmørkt , da Gardinerne vare 
trukne for Vinduet . I en Lænestol sad Grevinden 
sammensunken , bestandig rokkende frem og tilbage 
og med Antoninsbilledet i Hænderne , til hvilket hun 
syntes at fremmumle uforstaaelige Ord . 
Det varede nogle Øjeblikke , inden Anna kunde 
ryste den uhyggelige Magt af sig , som dette Syn 
udøvede over hende , men snart trængte Kjærligheden 
til Plejemoderen frem og brød alle Skranker , og ! 
næste Øjeblik laae Anna knælende foran den Ulykkelige 
og slyngede sine Arme om hendes Hals . 
„ Moder , Moder ! “ udbrød hun , og det klang 
saa varmt af al den Kjærlighed , hun var opfyldt af , 
„ her er jeg , din arme Anna ! mit Liv kan jo nu kun 
faae Betydning ved de Lysglimt , jeg kan sprede paa 
Din mørke Vej ; slut mig i Dine Arme , Moder ! 
jeg trænger til at føle Kjærlighed ! “ 
Grevinden hævede langsomt Hovedet ved de forsfe 
Toner af Annas Stemme , og hun sad nogle Øjeblikke 
i en lyttende Stilling . Sløvheden fortrængtes 
mere og mere ; ligesom Stjerneskud glimtede der igjen 
Bevægelser hen over Ansigtet , saa man mærkede . , at 

Livskilden atter havde frit Løb . Nu rejste hun sig 
med Eet op af Stolen og bredte Armene ud imod 
Anna , som hulkende kastede sig til hendes Bryst , og 
med en Moders hele varme Kjærlighed omfavnede 
hun hende . Da brast Jisskorpen , og Smerten fik 
Afløb i en Taarestrøm , som for første Gang brød 
frem efter Jammersbndskabet . Saaledes hvilede de 
nogle Øjeblikke i hinandens Arme , indtil Anna mærkede 
en sammensynkende Bevægelse hos Plejemoderen , 
og i næste Øjeblik segnede denne afmægtig ned i 
Lænestolen . 
Man havde seet Anna kjøre igjennem Landsbyen , 
og Rygtet derom var snart naaet til Skolen , 
saa Jørgen Jensen og hans Hustru begave sig strax 
paa Vej til Bøgevang , og de betraadte Havesalen 
netop i det Øjeblik , Anna angst raabte om Hjælp . 
De ilede til Cabinettet , og snart vare de alle Tre 
beskjæftigede med at bære Grevinden ind paa sin 
Seng . Efter nogle angstfulde Øjeblikkes Venten aabnede 
Grevinden atter Øjnene og vinkede ad Anna , 
som stille satte sig ved Siden af Sengen . Plejemoderen 
rakte efter hendes Haand , som hun trykkede 
fast i sin , idet hun saae paa Anna med inderlig 
Kjærlighed . Da lagde hun Hovedet tilbage paa Puden 
og sov for første Gang i lang Tid en tryg , 
naturlig Søvn . 

Anna rejste sig , tog en af sine Venner ved hver 
Haand , og saaledes gik de alle Tre ind for de aabne 
Havedørc , hvor de saae den dejligste Solnedgang 
udbrede sit trykkende Skjær over det fredelige Landsfab . 
Rolig , under milde Taarer , fortalte Anna Vennerne 
med faa Ord , at Victor var dsd , og at hun 
nu for Fremtiden blev hos sin Plejemoder . 
Jørgen og Lene mærkede hendes Forbehold i Fortællingen , 
og de spurgte ikke , men nøjedes med i 
inderlig , deeltagende Kjærlighed at slutte hende i deres 
Arme og at udtale , hvor taknemmelige de vare 
over at forundes Samlivet med hende , deres Hjertes 
Barn . 
Kort efter kom Doctor Johnson kjørende til 
Bøgevang . Han havde lige med Posten faaet Brev 
fra Martini , hvori denne meldte Annas nære Ankomst 
og tillige fortalte , hvad han vidste om de sidste sørgelige 
Tildragelser . Han trykkede Anna hjertelig i 
Haanden og meddeelte hende , at han lige havde haft 
Brev fra Martini . Hun læste i hans Ansigt , at 
han havde modtaget Efterretninger , hende angaaende , 
og det var hende en Lettelse , at hendes Venner paa 
denne Maade fik at vide om Sagernes Stilling , 
uden at hun behøvede at udtale sig derom . 
„ Ja , min kjære Anna , “ udbrød Doctor Johnson 
efter at have været inde hos Grevinden og seet dennes 

trygge Søvn ; „ der følger Velsignelse i Deres Fodspor ; 
al min Konst har Intet kunnet virke ; men De 
var Mester for Hjertecuren , som vi dog Alle efterhaanden 
maa bøje os for . Grevinden vil vel næppe 
nogensinde vinde de tidligere Kræfter tilbage ; men en 
mild Aften kan der dog nok med Haab imødesees for 
hende , og Gud skee Lov , at De nu kan blive hos 
hende ; hun fortjener al den Gjengjeld , De her kan 
yde . “ 
„ O tal ikke om Gjengjeld , “ bad Anna , „ det er 
saa stor en Naade , at der er skjænket mig Noget at 
leve for . “ 
Grevinden vaagnede og kaldte paa Anna ; hun 
kunde ikke have hende af Syne . Anna maatte blive 
siddende ved Sengen og holde hendes Haand i sin . 
Taarerne trillede ned ad Grevindens Kinder ; men 
hun smilede gjennem Taarer , naar hun saae paa 
Anna . Da de om Aftenen skulde skilles , og Anna 
sagde Godnat , knælede hun i det Samme ned ved 
Sengen , og for første Gang i sit Liv bad Grevinden 
Bønnen højt sammen med Anna , og hun saae barnlig 
glad ud , da denne sagde Godnat og trykkede et 
Kys paa hendes Læber . 
Næste Dag bragte en stor Fremgang . Grevinden 
lod sig lede ind i Havesalen . Vejret var sommervarmt 
og stille . Hun sad atter paa den gamle Plads 

med Anna lige over for sig . De talte kun enkelte Ord ; 
men det milde Solskin , der lyste ud af Begges Øjne , 
havde en gjensidig lægende Kraft , saa at Hver for 
sig følte Kjærlighedens lindrende Balsam . 
Da Doctor Johnson senere paa Dagen kom 
forat see til Grevinden og yttrede Ønsket om at være 
noget ene med hende , benyttede han Øjeblikket til saa 
skaansomt som muligt at meddele hende Annas sørgelige 
Skjæbne . Det bevægede Grevinden meget ; men 
det vakte ogsaa med forøget Styrke Følelsen hos 
hende af , hvad hun nu maatte være for Anna , og da 
denne atter traadte ind i Stuen , aabnede Plejemoderen 
sine Arme imod hende og trykkede hende i sin 
Favn paa en saadan Maade , at der intet Ord behøvedes , 
forat Anna kunde forstaae , hvilke Meddelelser 
Doctor Johnson havde givet . 
Dagene giede nu hen uden at bringe synderlig 
Forandring . Grevinden var saa vel , at hun kunde 
sidde oppe ; men afkræftet var og blev hun . Hendes 
aandelige Evner vare ogsaa Paa en Maade svækkede , 
idet saa Meget , hun før havde grebet med største Livlighed , 
nu laae hen uden Værd for hende . Anna prøvede 
paa at forelæse hende af de store Digteres Værker , 
som før havde bragt Begejstringens Glød paa hendes 
Kinder ; men nu rystede hun kun paa Hovedet og 
sagde : „ Det trætter mig , Anna ; disse ere nu lukkede 

Bøger for mig . “ Naar Anna derimod sang en Psalme 
eller læste et Stykke af Bibelen for hende , da lyttede 
hun med barnlig Eenfoldighed dertil og smilede takkende 
til hende . 
Jørgen Jensen og Lene , hvem Grevinden vel 
altid havde viist Velvillie for deres Kjærlighed til 
Anna , men som dog hidtil havde staaet i et formelt 
Forhold til hende , bleve nu daglige og kjære Gjæster 
paa Bøgevang . Grevinden lyttede til Jørgens indenfor 
Christendommens Grændser ofte aandfulde Tale , 
og hun optog med Glæde hans Forflag om visse 
Dage i Ugen at holde Bibellæsning for Folkene paa 
Gaarden . 
De samledes nu Alle i en stor Sal , hvor Grevinden 
sad i sin Lænestol med Anna ved Siden og 
Gaardens Tyende i en Kreds omkring sig . Alle lyttede 
de til Jørgens klare og hjertelige Foredrag . 
Derefter blev en Psalme sunget , og før de stiltes , 
bad de i Forening . Mangt et Lysglimt kom frem , 
hvor Alt før havde hvilet i en skummel Dvale , ved 
den Varme , der udgik fra Aanden i denne lille Forsamling . 
Grevinden nikkede mildt til Alle , naar de 
skiltes , og hun saae hver Gang disse Forsamlinger 
imøde med mere og mere Glæde . 
Den Virksomhed , som Grevinden hidtil havde 
bestridt ved Styrelsen af Godset , lagdes nu over paa 

Annas Skuldre . For hende var det en stor Trost 
af have denne Beskjæftigede , hvorved Jørgen og Lene 
trofast ydede deres Hjælp . Hun fik derved Lejlighed 
til af støtte mangen Nødlidende og skaffe mangen 
Virksom tilstrækkeligt Arbejde . Det var velgjørende 
for hende , af hendes Tid saaledes toges i Beslag ; 
men det kunde dog ikke bortvejre de trange Timer , 
der stadig vendte tilbage og bragte hende til af fælde 
mange bittre Taarer . 
Hendes Hjerte hang saa varmt ved Mindet om 
Victor ; men med disse Erindringer fulgte der altid 
en kvælende Uro . Tanken om det frygtelige Brud 
paa hans skjønne , straalende Liv bragte stedse en 
skjærende Mislyd til hende . Hun kunde aldrig komme 
til Rette med , af hans Bane skulde være endt saaledes . 
Imellem glimtede underlige Muligheder frem 
hos hende , af det dog maaskee forholdt sig anderledes , 
end hun i sine Tanker havde formet sig det . Hun 
havde selv udtalt Ordet om hans Død , Martini 
havde ikke nævnt det ; men ved sin Taushed bejaede 
han jo hendes Udtalelse , og hun skød atter disse forsængelige 
Haabglimt fra sig ; men saa rullede ogsaa 
et mørkt Dække ned for hende , og hun blev kuet af 
Sorgen , indtil hun atter fik sig rejst ved Bønnen . 
Deri fandt hun stedse mere og mere Styrke , og hun 
havde nu det faste Haab , af Vorherre vilde lade 

hende gaae sejrrig ud af Kampe « . Hun bad af Hjerfens 
Grund , af hun maatte naae Maalet sammen 
med Victor , paa hvad Maade Herren saa end i sin 
Biisdom vilde lade dette skee . 
Dage og Maaneder glcdc saaledes hen for Beboerne 
af Bøgevang . Anna var i stadig Virksomhed 
og fik altid mere Magt over de mørke Tanker ; 
hun klyngede sig fastere og fastere til Haabet om 
Gjensynet med Victor hisset . Men hendes Legeme 
undgik ikke Sporet af de stærke aandelige Kampe , og 
Doctor Johnson rystede ængstlig paa Hovedet , naar 
Jørgen og Lene glædede sig ved imellem af opdage et 
rødmende Skjær paa AnnaS hidtil saa blege Kinder , 
„ Den Rødme huer mig ikke , “ sagde Lægen ; „ og 
læg Mærke til Øjnenes underlig forklarede Glands , 
som stadig følger Rødmen ; men vi maa see til 
af holde hende i rolig Virksomhed og dæmpe de 
stærke Sindsbevægelser ; saa kan det Onde , der nu 
arbejder sig frem i hendes Legeme , maasfee hæves 
med Aarene . “ Men saa rystede han dog atter betænkelig 
paa Hovedet . Disse Udtalelser af Doctoren 
vakte Bekymring og Ængstelse hos Annas Venner . 
Jørgen og Lene elskede hende saa højt , at hun var 
bleven som Midtpunkfet , hvorom Alt drejede sig hos 
dem . „ Hvor vil Jorden dog see øde ud uden hende ! “ 

sukkede de , og en hjertelig Bøn for deres elskede Barn 
steg op til Herren . 
Vinteren var alt stridt , og Foraaret med al dets 
Liflighed tittede ud af hver Knop og Spire i den 
opvaagnende Natur . 
Men alt som Dagene bleve længere og lysere , 
blev Grevinden svagere og svagere . Snart kom den 
Tid , da hun ikke mere kunde forlade Lejet . Anna 
var hjertelig bedrøvet ; hun havde altid elsket Plejemoderen ; 
dog , den Glæde ved Samlivet i Troen , 
som hun nu deelte med hende , overgik jo langt al 
tidligere ; men derved vilde det ogsaa blive dobbelt 
Savn , naar Døden nu skulde slille dem ad . 
Anna havde flyttet sin Seng ind i Plejemoderens 
Sovekammer for hvert Øjeblik at kunne være 
paa rede Haand . 
Hun havde en Aften siddet længe og hørt paa 
Grevinden , der ikke kunde blive træt af i sin Erindring 
at tilbagekalde Scener fra sit lykkelige Ægteskab 
og fra AngelicaS Barndom . Mangt et Billede 
bragte lignende Erindringer srcm hos Anna fra Samlivet 
med Victor , saa det gjentagne Gange sittrede 
smertelig igjennem hende . Endelig bøjede hun sig 
ned og bød Godnat , idet Grevinden trykkede et Kys 
paa hendes Pande . 
Anna lagde sig og græd stille , til hun sov ind ; 

men længe havde hun ikke sovet , før hun foer skræmt 
i Vejret , vækket ved Klangen af den lille Sølvklokke , 
der stod ved Grevindens Seng . Hun ilede hurtig 
hen til Sengen , hvor Grevinden kaldte med svag 
Stemme . Da Anna kjærlig bøjede sig ned over 
hende , bad hun : „ Anna , lad mig holde Dig i Haanden ; 
jeg har det saa underlig , men dog saa godt . 
Ja , Anna , “ udbrød hun efter en Pause , „ nu kalder 
Herren ! “ — det var de sidste Ord , og hun laae 
stille , som om hun sov ; men Anna foer angst op , da 
hun ikke mere hørte Aandedrættet , og nu saae hu « , 
at Døden alt havde sat sit Mærke paa de kjære Træk . 
Nittende Capifel . 
De uhyggelige Dage med Forberedelserne til Begravelsen 
og med selve denne Sørgefcst vare tilendebragte . 
Anna 
vaagnede den næste Morgen til al den 
Uhygge , som følger efter en Begravelsesdag . Hun 
gik om i Stuerne , som om hun søgte efter den , hun 
dog vidste , hun aldrig mere skulde træffe her paa Jorden . 

Hun satte sig ned og grundede over , hvor hun 
nu skulde vende sig hen , og hvad hun skulde foretage 
sig ; da hørte hun en Vogn rulle over Broen ind i 
Borggaarden , og kort efter traadte Doctor Johnson 
og Herredsfogeden ind i Stuen . Doctoren var af 
Grevinden udnævnt til Executor i Boet , og Herredsfogeden 
var der paa Embedsvegne . De havde alt 
Dagen efter Grevindens Død forseglet hendes Gjemmer , 
og nu kom de forat aabne dem og undersøge 
Tesfamentet . Man vidste , at Grevinden for nogle 
Aar siden havde ordnet Alt lovmæssig ; men Ingen 
kjendte hendes Bestemmelser . 
Herrerne opholdt sig en Stund i Cabincttet forat 
undersøge Papirerne . Derpaa kom de ind til Anna 
og oplæste Tesfamentet for hende . Det var skrevet 
tre Aar før Angelicas Giftermaal . Denne var paa 
Grund af den fødte Ret Universalarvingen ; det var 
hende imidlertid paalagt at udrede en aarlig Livrente 
til Anna . 
„ Skulde Angelica være død før mig , “ skrev 
Grevinden videre i Tesfamentet , „ saa tilfalder hele 
Arven min anden Datter Anna , da hverken min Mand 
eller jeg har nærmere Slægt , og Anna saa fuldt har 
indtaget en Datters Plads i mit Hjerte . “ 
Disse kjærlige Ord bragte Taarer i Annas øjne , 
og hun erkjendte med Taknemmelighed den store Betydning , 

det havde at komme i Besiddelse af saa megen 
Rigdom . Nu kunde hun uhindret fortsætte sin tidligere 
Virksomhed og være til Gavn og Glæde for 
de Mange , der trængte til hendes Hjælp . Hun følte 
som sagt Taknemmelighed derover ; men den Glæde , 
det vilde have foraarsaget hende , hvis hun var kommen 
i Besiddelse af disse Herligheder , medens hun 
endnu var sammen med Victor , kunde hun ikke mere 
søle . For hendes eget Vedkommende havde Rigdommen 
ingen Betydning ; om hun skulde ende sit Liv i 
en Hytte eller i et Slot , var hende ganske ligegyldigt . 
Anna 
sølle Trykket af Ensomheden midt i al 
Rigdommen . Hun ønskede , at Jørgen og Lene vilde 
flytte op paa Gaarden til hende ; men de bad hende 
opgive dette Ønske . De vare vante til det tarvelige 
Liv i den lille Skolebygning , saa de vilde aldrig blive 
hjemme i de store Sale , hvorimod de med Glæde 
daglig vilde besøge hende . 
Og saaledes blev det . Hver Eftermiddag faae 
man de gamle Ægtefolk vandre ud af Landsbyen og 
op paa Gaarden . Som oftest mødte Anna dem paa 
Halvvejen , ledsaget af sin Trofast . Paa denne Maade 
gled Tiden stille og ensformig hen for Anna og 
hendes Venner . 
Een Sag laae Anna meget paa Hjerte ; det var 

den Maade , hvorpaa Sjælesørgerens Plads var udfyldt 
for hende og hendes Undergivne . Den gamle 
Præst var , som tidligere fortalt , en jevn og godhjertet 
Mand , men med Blikket altfor lidt aabnet for , 
hvad der hører Aandens Rige til , saa det var umuligt , 
at han kunde sprede Lys for Andre . Anna talte 
ofte med sine Venner herom . Jørgen og Lene sukkede 
ogsaa ved det Mørke , der hvilede over det Mesfe 
af Sognet ; noget Lys havde Jørgen vel tændt ved 
sine Bibellæsninger ; men han kunde jo i sin begrændsede 
Stilling ikke udøve den Virksomhed , som fulgte 
med Præstens Kald . 
Anna bestemte sig endelig til at gaae lige til den 
gamle Præst og tale med ham selv om Sagen . Som 
tænkt , saa gjort . En Søndag , da Tjenesten havde 
været mere fløv og trættende end nogensinde , bad 
hun Præsten om Tilladelse til at følge med ham hjem . 
De gik tause ved hinandens Side over Kirkegaarden 
og igjennem den lille Laage ind i Præstegaardshaven . 
Den saae forsømt og trist ud . Præsten var Enkemand 
og barnløs , og man følte det Uhyggelige ved 
Ensomheden baade i Have og Huus . Anna begyndte 
med at tale om denne Ensomhed og om , hvor den 
dog nu i hans høje Alder maatte være trykkende for 
ham . Hun spurgte , om han aldrig tænkte paa at 
udfylde den . 

„ Udfylde den ! ja hvorledes mener De det ? “ 
spurgte den Gamle vemodig . 
„ Jeg mener , at De kunde faae en ung , gift 
Medhjælper og derved skaffe Liv i Deres øde Huus 
og “ — her tog Anna sig sammen ; al den Varme , 
hun i Øjeblikket følte , tonede i hendes Stemme , idet 
hun tilføjede , — „ Liv i Deres Menighed . Tilgiv 
mig , “ bad hun , idet hun med Inderlighed greb den 
Gamles Haand , „ De kjender mig jo fra min Barndom 
og har altid været saa god imod mig ; hør nu 
med Taalmod paa mig , og bliv ikke vred for , hvad 
jeg siger , da jeg er overbeviist om , at det er af Sandheden , 
jeg taler . 
Vi trænge Alle til en yngre , kraftig Mands 
Virksomhed ; lad os hjælpes ad at søge En , der kan 
udfylde Pladsen , og De skal see , hvor velsignelsesrigt 
det vil blive for Dem selv og os Alle . Jeg kan jo 
godt tænke mig , at det i Øjeblikket kan synes , som 
om man forlangte et stort Offer , ved af fordre , af 
De skulde opgive Deres vante Virksomhed ; men tro 
mig , i Virkeligheden vil det kun blive Dem en Lettelse . 
De er et altfor ædelt og naturligt Menneske , 
til af det ikke skulde trykke Dem af see , hvor lidt Liv 
her er i Menigheden . Hjælp nu til , af der kan 
komme mere ved en yngre Medhjælpers friske Kræfter . 

Og hvilken Glæde vil De da ikke fsle , naar De seer , 
— jeg tør nok sige de snare — Frugter deraf ! “ 
Anna var stærkt beaandet ; i Forening med Inderligheden 
var der ved Overbeviisningen om , af det 
var Sandhed , hun talte , en Myndighed i hendes 
Stemme , der gjorde et stærkt Indtryk paa den blide , 
gamle Mand . 
Han sad længe sammenbøjet med nedslagne Øjne 
og foldede Hænder ; men da han atter hævede Øjnene , 
læste Anna med Glæde og Taknemmelighed deri , af 
han gav efter for hendes Opfordring . Han bad 
hende være ham behjælpelig med af finde en Mand , 
der kunde være Posten voxen . 
Anna bøjede sig for den Gamle og kyssede hans 
Haand , idet Taarerne kom hende i Øjnene . 
Hun ilede til sine Venner i Skolen og meddeelte 
dem det glædelige Udfald af hendes Samtale 
med Præsten . 
Jørgen kjendte en yngre Mand , som havde 
været Capellan hos en nylig afdød Præst og derfor 
nu var uden Virksomhed . Han paatog sig 
at indlede Sagen , og snart fik han et Møde istand 
hos den gamle Præst , hvor Alt blev afgjort til begge 
Parters Tilfredshed . 
Den unge Præst drog kort efter ind i Præstegaarden 
med sin Hustru . 

Det varede ikke længe , før man faae Glæde paa 
den gamle Mands Ansigt , og inden kort Tid saae 
man ogsaa det ene Lys efter det andet tændes omkring 
i Menigheden . Jørgen havde jo alt løsnet Jordskorpen , 
saa nu , da Sædemanden kastede Kornet ud , 
saldt det mangt et Sted i en godt forberedt Jordbund . 
Fornøjeligt var det at see , hvor livlig man 
nu mødtes i Kirken , og hvor Alt var latter Liv og 
øre nnder Prædikenen istedetfor de sløve Ansigter , 
man hidtil havde seet . Anna trak ikke mere Gardinerne 
for sig i Herskabsstolen ; hendes Gudstjeneste 
bestod nu ikke i at synke ned i sine egne Tanker ; hun 
saae alle de levende Ansigter og tog selv varmt Deel 
i Livet . 
Denne Forandring havde ret lettet hendes Sind , 
og man saae nu som oftest et roligt , blidt Udtryk i 
hendes Ansigt , naar hun vandrede hen ad Vejen 
fra Bøgevang til Landsbyen med en Kurv , hvori 
hun havde Mad og Lægemidler til sine Syge . 
Trofast var hendes stadige Følgesvend ; den saae nu 
prægtig ud , den gode Pleje havde gjort den svær og 
stærk , og det var et fornøjeligt Syn , naar den ved 
sine lette Spring viste Anna sin Glæde ved at være 
i hendes Nærhed . Vandringen sluttedes altid med 
at see ind i Skolen , hvor Lenes stedse milde , nu 
ældede Ansigt nikkede gjennem Ruden ud til hende . 

Ofte gik Anna Haand i Haand med Lene over i 
Præstegaarden forat afhandle et eller andet Anliggende 
med den unge Præsf og hans Hustru , som nu 
begge toge varm Deel i hendes Virksomhed . Tidt 
endtes Besøget med en Indbydelse til den gamle 
Præsf og de to Par Ægtefolk til at følge med op 
paa Gaarden . 
Naar Jørgen og Lene saaledes sade sammen i 
Cabinettet hos Anna og Vennerne med det skjønne 
Antoniusbillcde for Øje , og de da saae fra dette hen 
paa Anna , som nu saa slaaende lignede deres kjære , 
altid savnede Veninde , Maria , da var det dem undertiden , 
som om de atter sade i Præstegaarden paa Vestkysten , 
og Udtrykket i Antoniusbilledets Øjne syntes 
at udtale de Længsler , der i saadanne Øjeblikke kom 
op i dem . 
Tyvende Capilel . 
Martini havde alt længe levet i sin vante Virksomhed 
i Rom . Han arbejdede som sædvanlig flittig , 
og hans Billeder kunde endnu altid glæde Beskueren 
ved den Inderlighed og Sandhed , der fandtes 

i dem ; men hvad der tidligere havde gjort dem saa 
dragende , havde været det barnlig glade Lune , hvormed 
Folkelivet var opfattet . Dette var en Ejendommelighed , 
der tilhørte hans oprindelige Natur , og som 
derfra fik sit Udtryk i Billederne ; men deraf fandtes 
nu kun flygtige Glimt . Billederne vare jo kun 
en Reflex af hans indre Væsen , og dette var saa 
saare formørket ved Tabet af Victor . Martini kunde 
ikke faae Magt med den Selvbeskyldning , at han var 
Aarsag i , at Victor havde kastet sig i Floden , og 
grændseløst uhyggeligt var det for ham , at man ikke 
engang havde fundet hans Lig . 
Martini var strax Morgenen efter , at Ulykken var 
skeet , sejlet langs ned ad Floden lige til dens Udløb 
i Havet ; men al Søgen var forgjæves . Det pludselig 
indtrufne varme Vejr i Forening med nogle 
Dages Regn havde hurtig faaet Sneen til at smelte 
oppe i Bjergene , og den derfra tilstrømmende Vandmasse 
havde forvandlet den ellers rolig løbende Flod 
til en rivende Strøm ; formodenlig havde denne 
hurtig ført Victors Lig ud i Havet , hvis Bølger 
da havde flugt det . 
Det var alt det andet Aar efter den sørgelige 
Begivenhed . Foraaret stod i sin fulde Pragt , og 
Konstnerne begyndte af gjøre Smaandflugter til Bjergene . 
Men efterhaanden , som de vendte tilbage til 

Rom , kom underlige Rygter mere og mere i Omløb 
i Konstnerverdenen , Rygter , som satte Martini i stærk 
Bevægelse . De gik ikke ud paa Mindre , end af Victor 
endnu var i Live , og det enten som Munk eller 
Eremit ude i Sabinerbjergene ; men hvorfra disse 
Rygter havde deres Udspring , kunde man ikke forfølge . 
Alle havde hørt dem paa tredie , fjerde HaandMen 
her var jo Grund nok til af bringe Victors 
gamle Ven til Eftertanke om , hvad Spor han dog 
fluide følge forat faae nogen Klarhed i dette Chaos 
af Rygter , som i de sidste Dage , og det i stadig 
Tiltagen , vare løbne fra Mund til Mund . Victor 
havde været personlig saa afholdt og saa anseet som 
Konstner , af Alle , med hvem han havde staaet i Berøring , 
med Begjærlighed greb den Mulighed , af han 
endnu kunde være i Live . Haabet glimtede som Stjerneskud 
for Martini ; han fængsledes af det , men ængstede 
sig for af begynde af røre derved , da det saa 
maaskee kunde vise sig som lutter Tomhed ; men en 
uventet Hjælp sendtes ham i denne Nød og bragte 
ham til strax med Iver at forfølge Sporet . 
Han sad en Morgen under Pergolaen i 
nuovos Have , hvor han som sædvanlig drak sin 
Morgenkaffe . Han var hensunken i Grublerier , 
men vækkedes ved , at en Haand lagde sig paa hans 
Skulder . Han seer op og gjenkjender den franste 

Konstner , Monsieur Gaspard , der efter et toaarigt 
Ophold i Paris lige er vendt tilbage til Rom . De 
hilste med levende Interesse paa hinanden . Martini 
havde altid holdt af den muntre Konstner , og snart 
sade de i fortrolig Samtale , som meest bestod i gjensidig 
Meddelelse om fælles Bekjendte . 
„ Men tænk engang , Monsieur Martini , hvem 
jeg med Overraskelse traf i Paris ! ja De vil næppe 
kunne gjætte det . Som jeg en Dag gaaer op langs 
ad Boulevarden og morer mig med at see paa de 
smukke Equipager , fængsles mine Øjne af en overordenlig 
fljsn Dame , der ligger magelig henstrakt i et elegant 
Kjøretøj . Idet Vognen kommer tæt forbi , seer Damen 
mig med et skjælmsk Smil ind i Ansigtet og 
nikker ganske bekjendt til mig . Jeg vil lige nærme 
mig Vognen ; men i samme Nu bliver Trængslen af 
Fodgængere saa tæt , at jeg standses nogle Øjeblikke , 
og da jeg atter kan komme frem , er Vognen af 
Syne . 
„ „ Men , MonsieurGaspard , “ “ udbrød en Bekjendt 
af mig , der ogsaa var bleven standset i Trængslen , 
„ „ De kjender denne skjønne Dame ? det var en meget 
intim Hilsen . “ “ 
„ „ Ja jeg maa jo kjende hende , “ “ svarede jeg ; „ „ men 
i Øjeblikket er det mig ikke muligt at orientere mig 
med Hensyn til , hvor jeg har seet hende før , og dog 

fluide man troe , det var umuligt at glemme en saa 
glimrende Skjønhed . “ “ 
„ „ De har vist seet hende i Rom ; hun skal være 
Italienerinde ; man siger , hun er kommen her til Paris 
som Model ; men nu lever hun jo i Herlighed , da 
hun er den rige Hertug af G . s Veninde . “ “ 
„ „ Ak , Annarella ! “ “ udbrød jeg , „ „ ja rigtig , nu 
har jeg det , det er lu bøUazM äi Capri . “ “ 
Husker De , Monsieur Martini , “ fortsatte Gaspard , 
„ den Aften paa Capri , da hun kom dandsende 
derude i Maaneskinnet ? det var et guddommeligt Syn 
at see hende og Signor Vittorio dandse sammen , 
lige unge , lige skjønne og lige forelskede . 
— Men hvor gaaer det Monsieur Bergmann ? 
jeg har endnu næsten ikke seet nogen af mine Venner ; 
ham længes jeg efter , den prægtige , lystige Fyr . “ 
„ Saa De har ikke hørt om hans jammerlige 
Endeligt ? “ udbrød Martini , „ han har rimeligviis 
fundet sin Død i Tiberen . “ 
„ Er det muligt ! “ udraabte Franflmandcn forfærdet 
ved denne Hjobspost , „ naar er den Ulykke dog 
skeet ? “ 
„ Det er lige i disse Dage to Aar siden , “ svarede 
Martini . 
Gaspard rejste sig hurtig op i stærk Bevægelse 
og holdt Haanden noget for Øjnene ; da udbrød han : 

„ Nu har jeg det , som jeg forgjæves har grundet paa 
i to Aar ! Hvor underligt , at Tanketraadene saaledes 
efter to Aars Forløb i et Nu atter kunne knytte sig ! — 
De siger , at det er lige to Aar siden , — var det paa 
en maaneklar Aften i April ? “ 
„ Ja visselig var det saa , “ svarede Martini i 
Forbauselse over dette Spørgsmaal ; „ han laae syg i 
min Bolig , hvorfra han i en Feberfantasi flygtede 
bort ; jeg forfulgte ham i det klare Maaneskin lige 
til Tiberen ; da kom en nigjennemtrængelig mørk Sky 
og indhyllede Alt i et taaget Slør i det Øjeblik , 
han styrtede sig i Floden . “ 
„ Men hør nu , hvad jeg oplevede den Aften , “ 
sagde Gaspard , „ jeg skulde lige rejse med Diligencen 
til Florents for at vende hjem til Paris . Jeg havde 
sendt mit Tøj forud og gik ene langs Ripettaen , 
nydende i fulde Drag det sidste Øjeblik i Rom , hvor 
Alt i det klare Maaneskin saae dejligere ud end nogensinde . 
Ved den store Trappe , der fører ned til Tiberen , 
standsede jeg og glædede mig ved at see Maanen 
spille paa den brusende , med hvert Øjeblik højere 
svulmende Flod . Da kommer den tætte Sky for 
Maanen ; jeg staaer netop og beundrer den prægtige 
Virkning , da Skyen glider forbi , idet de klare Straaler 
belyse dens Kanter . Jeg vender Blikket nedad 
mod Vandet for atter at see Lyset der ; da fængsles 

mit Øje af en mørk Gjenstand , der synes at arbejde 
sig frem i Floden ; jeg løber nogle Trin nedad og 
seer nu , at det er et Menneske der drives frem af 
den rivende Strøm , idet han holder sig oppe ved 
Svømning . Lige da jeg nærmer mig , styller Floden 
ham op paa Trinet foran mine Fødder . Jeg bøjer 
mig ned og rejser ham op ; da seer jeg et dejlig 
formet , men meget udmagret Ansigt , hvor ud af et Parvilde 
Øjne stirre ind i mine . Ansigtet syntes mig 
bekjendt ; men det var saa udtæret og fordrejet , at 
jeg ikke kunde faae Rede paa , hvor jeg havde seet 
det før . 
Han stod et Øjeblik stille og stirrede paa mig ; 
da udraabte han med en underlig skjærende Stemme : 
„ „ Set . Bcnedictus og Antonius ! I have baaret 
mig paa Vandet og have frelst mig fra Dæmonerne , 
der forfulgte mig til det ! hjælp mig nu ogsaa bort 
fra denne ! “ “ 
Øg i samme Nu satte han i voldsomt Løb ned ad 
det lille Stræde ved Kirken Set . Rocco . Kirken og 
Husene kastede en mørk Skygge over Gaden , saa jeg 
tabte ham strax af Syne . Instinctmæssig vilde jeg 
forfølge ham ; men da huskede jeg paa Diligencen ; 
Tiden var yderlig , jeg maatte stynde mig derhen , og 
jeg naaede den ogsaa først i det Øjeblik , den lige 
skulde til at afgaae . 

Paa hele Rejsen stod dette frygtelige Ansigt før 
mig ; men uagtet jeg pinte mig forat finde ud af , 
hvorfra jeg kjendte det , blev det mig dog lige gaadefuldt . 
Selv midt i Tummelen i Paris dukkede det 
ofte op i min Erindring ; men stadig grublede jeg 
forgjæves over , hvem det tilhørte , — indtil i dette 
Øjeblik , — nu har jeg det : Bergmann har det været 
og ingen Anden . Hans skjønne Træk staae nu tydelig 
for mig midt i al Fordrejelsen . “ 
Martini sad aandeløs med stirrende Øjne og 
lyttede til Fortællingen ; men ved dens Slutning 
sprang han jublende op og omfavnede Monsieur 
Gaspard . 
De to Venner lagde nu strax Planen om , hvad 
Veje de skulde slaae ind paa forat finde Victors 
Spor . 
De bestemte sig til endnu samme Eftermiddag at 
tage med Vetturinen til Tivoli , og derfra næste Morgen 
at gaae tilfods fra Landsby til Landsby . De 
vare begge saa bekjendte med Befolkningen derude , at 
de sikkert haabede at finde Victor , nu da de havde 
Vished om , at han ej var druknet ; men en vis Gru 
havde de for , hvorledes de vilde finde ham . Det 
maatte jo være en fortvivlet Tilstand , der i saa lang 
Tid kunde holde ham borte fra hans kjæreste Venner . 
Strax ved Ankomsten til Tivoli begyndte de 

deres Efterforskninger ; men ikke mindste Spor fandtes . 
Næste Morgen begave de sig paa Vejen til 
Vicovaro . Her traf de en Hyrde , som de kom i 
Samtale med . De udspurgte ham , om der ingen 
Fremmede opholdt sig i Byen eller i Omegnen . 
„ Nej , Signori , “ svarede Hyrden , „ jeg veed af 
Ingen af sige . Tilmed siger vor Præst om os Vicovaroere , 
af vi ere ngjæstfrie ; ja han fortalte endog 
i den sidste Prædiken , af vore Forfædre havde forjaget 
Set . Benedictus selv , der vilde fæste Bo som Eremit 
i en Klippehule tæt her udenfor Byen . “ 
Vennerne fik Lyst til af see denne Hnle . Den 
var næsten utilgjængelig , saa stejl var Vejen derop , 
og selve Hulen var heelt sammengroet af tætte Slyngplanter . 
„ Hu 
ha ! “ udbrød Franskmanden , „ her er jo ikke 
til af trænge igjennem ; ja det maa rigtignok være 
Aarhundreder siden , af Nogen har kunnet tænke paa 
af boe her . “ 
„ Ih nej da ! “ svarede Hyrden , „ det er saamænd 
ikke mere end et Par Aar siden , af en anden hellig 
Mand tilbragte nogle Dage og Nætter derinde . 
Folket begyndte alt af trænge sig om ham , da man 
troede , han kunde gjøre Underværker ; men han havde 
ingen Tilladelse fra Bisfoppen til af være Eremit , 
saa Præsterne gave ham ikke Lov at blive her . Heelt 

underlig teede han sig rigtignok ; men det var sagtens , 
fordi han stadig havde Besøg af de store Helgene . 
Han talte med Set . Benedictus og Set Anfonius , 
som jeg nu taler med Signorerne her . “ 
„ Men veed Du da ikke , hvor han tog hen ? “ 
spurgte Martini ivrig , da han nok anede , at der her 
maatte være Tale om Victor . 
„ Nej ! en Morgen , da vi kom her til Hulen , 
var han sporløst forsvunden . Nogle af Folkene her 
oppe fra Byen mene rigtignok at have mødt ham paa 
Vejen til Set . Benedictus ' Kloster ved Subiaco . — 
Men hej ! min Faarcflok ! den er dreven langt 
bort ! Set . Anfonius ! hvor finder jeg dog den igjen ! “ 
Hyrden rakte hurtig Haanden ud imod Martini , 
der tilkastede ham et Pengestykke , som han behændig 
greb , og med et Par Spring var han ude af Syne . 
Man begav sig nu , efter at have hvilet en Stund , 
videre paa Vejen til Subiaco for inden Solnedgang 
at naae Set . Benedictus ' Kloster . 
Den skjønne , alvorsfulde Egn ved Anioflodens 
Bredder passede godt sammen med den ' Stemning , 
hvori Vennerne befandt sig . De høje , mørke Klipper , 
der vare bedækkede med den Yppige , sydlandske Vegetation , 
lignede jo deres Sorg , som Haabet nu var 
ved af overklædc . 
Ved Solnedgang naaede de Subiaco , og det 

mørknedes alt , da de gik igjennem Alleen af de gamle , 
ludende Steenege , om hvilke Sagnet fortæller , af de 
have staaet ranke , indtil Set . Benedictus viste sig ; 
da bøjede de sig i Admyghed for hans hellige Person 
og vedbleve til Minde om , af han havde vandret 
under deres Kroner , af staae i den bøjede Stilling . 
Klokkerne ringede til Ave Maria . Alle Munkene 
vare til Bøn i Kirken . Martini gik med sin 
Ledsager derind , ventende af opdage Victor i Munkesfaren ; 
men alle Ansigterne vare ham ganske fremmede . 
Efter endt Gudstjeneste gik de op i Klosteret 
og lade sig melde hos Prioren . Martini forebragte 
deres Ærinde ; men Prioren vidste af Intet af sige . 
Da Martini imidlertid fortalte , hvad Hyrden i Vicovaro 
havde meddeelt , lysnede det noget op for den 
gamle Munk , og han erindrede sig nu , af der en 
sildig Aften for omtrent to Aar siden var bleven 
ringet heftig paa Klosterporten , og man havde derudenfor 
fundet et vistnok vanvittigt Menneske , der 
havde talt Italiensk og et ganske nforstaaeligt Sprog 
imellem hinanden . Man forstod kun , at han ofte 
nævnede Set . Benedictus ' og Sct . Antonius ' Navne . 
Han var bleven Natten over i Klosteret ; men da 
han endelig næste Nat vilde sove i Sct . Benedictus ' 
hellige Grotte , hvilket aldrig kunde tillades Nogen , 
forlod han iilfærdig Klosteret og blev ikke mere seet 

der paa Egnen . Rygtet sagde imidlertid , at en saadan 
Person i længere Tid havde ligget syg hos Eremiten 
ved Set . Annatolias Capel ved Gerano ; men 
Prioren vidste ikke noget Bestemt herom . 
Der var dog altsaa igjen et Spor af Victor , 
og Vennerne toge næste Morgen med fornyet Haab 
afsted til Gerano . Efter en besværlig Bjergvandring , 
men igjennem dejlige Egne , naaede de seent paa Eftermiddagen 
op til den lille By . Her gik de ind til 
Notaren , Signor Thomaso , hos hvem de begge havde 
boet i længere Tid , og bleve hjertelig modtagne af 
den gamle Mand . Han fik strax Meddelelse om 
Sagen , og nu viste det sig , at de vare ved Maalet . 
„ For omtrent to Aar siden , “ fortalte Notaren , 
„ var der en Dag fundet en ung Mand udenfor Eremithytten . 
Den gamle Broder Gastano havde taget 
sig af ham og bragt ham ind paa sit Leje , hvor han 
med utrættelig Omsorg plejede ham . Det var en 
heftig Feber med bestandige Vildelser , hvori han talte 
flere Sprog imellem hinanden . Han troede sig forfulgf 
af Dæmoner ; men han saae Set . Antonius og 
Set . Benedictus kæmpe for sig . Lidt efter lidt sagtnedes 
Feberen ; men alt som han kom til Kræfter , 
blev han mere og mere ordknap , og da han rejste sig 
fra Lejet , var han fuldkommen stum . Ingen Lyd 
kom mere over hans Læber , undtagen naar Solen 

ved sin Nedgang kastede de sidste Straaler ind i Hytten . 
Da kunde han med Eet , ligesom han sad ganske 
stille , give et skjærende Skrig og derefter en uhyggelig , 
skoggrende Latter ; men da kom der som oftest convulsiviske 
Trækninger over ham , som dog kun varede 
nogle Øjeblikke . Snart sad han atter saa stille , at 
man ikke skulde troe , der rørte sig mindste Liv i 
ham . 
Den lange Sygepleje med den megen Nattevaagen 
havde imidlertid angrebet den gamle Broder 
Gastano saa stærkt , at han snart ej mere 
kunde forlade Lejet , og den samme Feber , som den 
unge Mand havde haft , indfandt sig nu ogsaa hos 
ham . Plejen blev gjengjeldt i fuldeste Maal af den 
Unge ; men intet Ord kom over hans Læber . Uagtet 
den Gamle bad og tryglede , blev det dog ved et kjærligt 
Blik og en kjærlig Haandsrækning ; men Stemmen 
var og blev borte . Endelig bukkede den Gamle 
under for den strenge Feber . 
Under Gaotanos Sygdom havde hans Gjæst 
holdt Lamperne vedlige i Capellet og nøjagtig ringet 
med Klokken , før Messen skulde holdes . Han er vedbleven 
med dette efter den Gamles Død , og vor Præst 
nænner derfor ikke at jage ham bort ; han vil , naar 
Biskoppen gjør Besøg her til Sommer , udbede Tilladelse 
for ham , til at han kan blive ved Capellet ; 

men efter hvad jeg har hørt af Dem , Signori , saa 
er det vistnok Deres unge Ven , og denne Opdagelse 
maa jo gjøre en Forandring i hans Stilling . Jeg 
har ofte iagttaget ham , naar han kommer her indenfor 
med sin Kurv forat tigge nogle Levnetsmidler , 
og jeg er kommen til den Slutning , at han sikkert er 
sindssyg . Men kom nu og følg mig ; saa kan De 
selv see ham . “ 
Solen var alt nede , da de standsede udenfor 
Eremithyttens Dør , der stod paa Klem . Martini , 
som var i stærk Bevægelse , rev hurtig Døren op , og 
der sad hans elsfede Victor lige for ham . 
Uagtet han var udmagret og ligbleg , saae Martini 
dog det kjære , kjære Ansigt . Victor saae ikke 
op . Han sad sammensunken med Armene tæt knugede 
ind mod Brystet og Hovedet mat hvilende ned 
paa dem . Martini stod et Øjeblik fortabt i Beskuelsen 
af sin Indling , da breder han Armene ud og 
kalder : „ Victor , min elskede Victor ! “ Victor seer først 
lige ud med et sløbt Blik ; men i næste Øjeblik springer 
han op og farer lige hen imod Martini . Denne 
udraaber : „ Men Victor , kjender Du mig da ikke ! “ 
Da staaer Victor et Øjeblik ubevægelig ; Munkehætten 
er gledet tilbage , og hans lange , mørke Haar 
hænger i uredte Lokker ned over Nakken . Han seerrædsælsfuld 
skjøn ud , som han staaer der foran dem 

med sin høje , ranke Skikkelse og det ædle , udmagrede 
Ansigt ; men hvad der gjør denne skjønne Skikkelse 
saa rædselsfuld , er de af Vanviddets Ild lysende 
Ojne . Man seer , at der i dette Sjeblik kæmpes 
voldsomt i ham ; men paa eengang støder han , idethan 
giver et vildt Skrig , til Martini , saa denne tumler 
hen til den modsatte Side af Hytten , og i samme 
Nu er han i eet Sæt ude af Døren . 
I det første Sjeblik stode de Alle som lammede 
af Rædsel ; da ilede de hurtig efter ham . Men 
han var ikke mere af see ; han var alt nede af 
Skraaningen og inde i Skoven . Man fulgte Stien 
et Stykke , men uden mindste Spor . Da blev det 
Nat , og man var nødt til af vende tilbage til 
Byen , haabende næste Morgen af træffe ham i Hytten 
i en roligere Stemning . 
Saasnart det atter dagedes , vare Vennerne ved 
Eremitboligen ; men Døren stod aaben , som da de 
havde forladt den , og Intet tydede paa , af Nogen 
havde betraadt Hytten siden . Man søgte rundt i 
Omegnen ; men Alt var forgjæves . Da man atter 
samledes hos Notaren , bad denne , af man vilde standse 
Undersøgelserne for en Tid . Det var jo aabenbart , 
af det stille Vanvid ved det pludselige Syn af Vennerne 
var opflammct til vildt Raseri . Mærkede den 
Ulykkelige , af han blev eftersporet , kunde det let have 

de sørgeligste Følger . Hans Raad var det derfor , af 
de to Venner droge tilbage til Rom . Victor vilde 
jo nok snart indfinde sig igjen , og Notaren lovede da 
af have et vaagent Øje med ham og strax sende 
Martini Bud , naar han havde fundet hans Spor . 
Stærkt rystede vendte de to Venner tilbage fil 
Rom ; men da den første Forfærdelse ved Synet af 
Victor var overvundet , trøstede de sig med , at han 
dog levede . 
Martini talte med en Læge , som beskjæftigede 
sig med Sindssyge ; han meente , det berettigede fil at 
haabe paa Helbredelse , at det stille Vanvid var brudt 
ud i Raseri , da dette langt oftere helbredcdes end 
den uforandrede , stille Grublen . 
Enogfyvende Capitel . 
Da Martini atter havde faaet sit Sind nogenlunde 
i Ligevægt , skrev han fil Doctor Johnson og 
fortalte ham hele Sagen indtil dens mindste Details . 
Dette Brev modtog Doctor Johnson en Eftermiddag , 
da han var kommen træt hjem fra en lang 

Række Sygebesøg og nu sad efter endt Middagsmaaltid 
og røg sin Pibe ; andet Selskab fandtes ikke 
i det , han kaldte sit Hjem . Han blæste en Røgfly 
i Vejret og fulgte den med Øjnene , idet hans Tanker 
svævede vide om . Det var saa sjeldent , at han 
havde Tid fil at tænke over sin egen Stilling ; derfor 
var ogsaa hans Liv gaaet saa underlig hen , at 
han egenlig først i dette øjeblik følte Uhyggen af at 
være en gammel , ensom Pebersvend . Han sukkede 
uvilkaarlig ved i Fantasien at udmale sig , hvor langt 
anderledes hans Hjem vilde have seet ud , naar der 
nu havde siddet en hyggelig gammel Kvinde ved hans 
Side , og Huset havde gjenlydt af Glæden fra Børn 
og Børnebørn . 
„ Men jeg sidder og fantaserer ; hvor finder man 
vel den varige Glæde ? “ sagde han trøstende til sig 
selv , „ see nu den stakkels , fortræffelige Anna , der 
endnu ikke er langt over de fyve Aar ; hvor vilde 
hun ikke været lykkelig , havde hendes Victor levet , og 
hun kunde have deelt alle sine Herligheder med ham , 
og hvad har hun nu Andet end en barmhjertig Søsters 
Lod . Ja hun har jo vistnok Tilfredsstillelse af 
sin opoffrcnde Virksomhed ; men Glæden har for 
hende som for de Fleste ikke varet længere end denne 
Røgsky her . “ 
Doctor Johnson afbrødes i disse mørke Tanker 

ved en Banken paa Døren , og Postbudet bragte ham 
Martinis Brev . Efterat han havde læst Brevet , 
blev han længe siddende , snart med Haanden for 
Øjnene , snart gnidende Panden . Han lod strax 
spænde for og kjørte lige ud til Bøgevang . 
Skoven stod netop i sin lysegrønne Majdragt ; 
Havet laae med et Par enkelte Sejlere stille og spejlklart 
bag de højstammede Træer ; Skovbunden duftede 
af Violer og Skovmærker ; fra Chor af Fuglestruber 
tonede glade Sange . Alt var saa lyst og 
fredeligt ; men hvilken Modsætning til den rædselsfulde 
Scene , Martini beskrev ved Mødet med Victor ! 
„ Men Victor lever dog ! “ udbryder Docforen i 
sine egne Tanker , „ og hvor der er Liv , er der Haab ; 
ja efter hvad jeg kan faae ud af denne Beretning , 
saa er her megen Grund til Haab . Faaer VictorAnna 
at see igjen , da troer jeg , han er helbredet i 
samme Nn . “ Han tager atter Martinis Brev frem , 
og han bestyrkes derved end mere i sin Mening . 
Med det aabne Brev i Haanden begynder han at 
fantasere over , hvorledes Livet vilde blive paa Bøgevang , 
hvis Victor snart drog sund og glad derind , 
saaledes som han engang før havde seet ham der . 
og Johnson tænkte paa al den Lyksalighed , som denne 
Gjensorcning vilde bringe med sig ; begge vare de 
jo lige elskelige Mennesker . 

Ved disse Tanker kom Docforen mere og mere 
ind i den glade Stemning , der afspejlede sig i Naturen 
omkring ham , saa da han gik op ad Havetrappen 
paa Bøgevang og uden at tænke derpaa 
endnu holdt Martinis aabne Brev i Haanden , saae 
han saa inderlig fornøjet ud . 
Anna havde sine Venner fra Landsbyen hos sig . 
De vare lige staaedc op fra Bordet og gaaede ind i 
Havesalen , hvor den hele Gruppe stod med Anna i 
Midten for de aabne Døre , idet Doctoren viste sig . 
„ Vor kjære Doctor seer saa glad ud idag , “ 
siger Anna , idet hun hjertelig rækker ham Haanden . 
„ Jeg har ogsaa seet lyse Billeder , “ svarede Doctoren 
som en Drømmende . 
„ Ja dejligt er jo Alt , hvad Øjet møder , “ sagde 
Anna , idet hun pegede ud over Landsfabet . 
„ Mine Tanker vare opfyldte af det gjcnopvaktc 
Liv ; give Gud , det maa blive saa fredeligt og skjønt 
som det Landflab , der her ligger udbredt for os . “ 
Idet Doctoren sagde dette , fik hans Stemme en 
underlig bevæget Klang , og Alles Øjne fæstede sig 
spørgende paa ham . Anna seer i det Samme det 
aabne Brev , Doctoren holder i Haanden , og gjenkjender 
strax Martinis Haandskriff . Hendes Ansigt 
oplives af en pludselig Rødme , og hendes Øjne 
straale saa underligt . Det giver som et Ryk i Doctoren , 

da han seer denne Vexle » paa hendes Ansigt , 
og han føler , men desværre for sildig , hvor ubesindig 
han har været ved ikke at have gjemt Brevet . 
„ Mine Venner , “ udbryder Anna stærkt beaandet , 
„ een Tanke har altid , lige siden jeg forlod Victor , 
ligget dybt paa Bunden af min Sjæl ; Nætter som 
Dage har jeg grundet over den , og denne Tanke var : 
Mon Victor dog ikke lever ? — Men i dette Nu flyder 
den op som et mægtigt Træ , og i dets Krone 
juble Tusinder af Sangfugle ; ja alle juble de : Victor 
lever ; Victor lever ! — O , kjæreste Doctor , siig 
det , o siig kun disse to Ord : Han lever ! “ 
„ Ja han lever , “ svarede Doctor Johnson stærkt 
bevæget . 
„ Han lever , Victor lever ! “ jublede Anna , „ o Du 
himmelske Skaber , Du være takket og priset ! “ og hun 
kastede sig paa Knæ og strakte Armene op mod Himlen . 
„ O Herre , “ bad hun , „ forund mig nu at naae 
til ham , og bøj hans Hjerte , saa at jeg kan faae 
hans Tilgivelse for min fvare Synd imod ham ! Ja 
Herre , jeg seer Dig smile mildt til mig ; Du hører 
min Bøn og opfylder den ! 
O Venner , hvor er en Lyksalighed saa rig som 
min ! “ og hun omslyngede Lenes Hals og trykkede 
hende fast ind til sig , idet hun vedblev at juble : 
„ Victor lever , Victor lever ! “ 

Annas Venner flokkedes med Glædestaarer omkring 
hende . 
„ Men , “ sagde Doctor Johnson , der ved Annas 
exalterede Stemning havde faaet lagt Tømme paa fin 
egen , „ her er dog saa Meget af betænke . “ 
„ Betænke ? “ afbrød Anna ham , „ hvor kan man 
rumme meer end denne ene Tanke : Victor lever ! 
hvor kan der være Noget af betænke ved Siden af 
disse to Ord : Victor lever ! de indeholde jo en heel 
Verden i sig , og denne Verden er fyldt med lutter 
Lyksalighed ! “ 
Den hektiske Rødme brændte stærkere end nogensinde 
paa Annas Kinder , og Øjnenes Glands forøgedes 
i Forhold til Rødmen paa Kinderne . De saae 
Alle beundrende paa hende , som for dem syntes i 
dette Øjeblik af straale af Sundhed og Skjønhed ; 
men Doctor Johnsons Ansigt blev vemodigt ved dette 
Syn . 
„ Hor nu , Anna , De maa berolige Dem , “ sagde 
han med myndig Alvor , „ denne voldsomme Bevægelse 
taaler Deres Helbred ikke ; koni nu herind med 
mig i Cabinettet , saa skal jeg meddele Dem Alt om 
Victor ; men lov mig af være rolig . “ 
Han tog hende om Haanden , og hun fulgte som 
et lydigt Barn . Døren lukkede sig efter dem , medens 
Vennerne i ængstelig Spænding ventede i Havesalen . 

De sade Alle tause , spindende hver sin Tanketraad 
ud for sig ; men de forenedes i en varm Bøn til Herren 
for deres fælles Venindes Fremtid . 
Da Anna og Doctoren atter traadte ind , saae 
man , at hun havde grædt meget ; hun var ligbleg , 
men Ansigtets Udtryk var roligt . Med et kjærligt 
Smil udbrød hun : 
„ Endnn idag maa jeg forlade Eder ; ingen Time 
før jeg spilde , da min Nærhed er nødvendig for Victor . 
Jeg rejser ene med min Trofast . — Nej , mine 
Venner , gjør nu ingen Indvendinger , jeg maa være 
ene ; EnhverS Nærværelse , hvis det end var , vilde 
forstyrre mig ; jeg trænger saa højlig til Ensomhedens 
Ro . Det er jo ogsaa kun tilsyneladende , at jeg 
er ene . Han følger mig , hvis Øje Nat og Dag 
vaager over mig , og hvis Arm altid er udstrakt til 
min Beskyttelse ; hvor kan I da frygte for mig ! 
Hjælp mig nu med at ordne mine Sager ; inden 
Midnat maa jeg være ved nærmeste Station forat 
naae Diligencen , der gaaer Syd paa . 
De ryster paa Hovedet , Doctor Johnson ; men 
De veed jo dog selv , at det maa være saa . Siig 
nu Intet mere herimod , men lad mig rejse ; tjen mig 
kun i saa hurtig som mulig at tage til Byen forat 
ordne mit Pas og mine Pengesager . 
Øg ville I saa , “ her henvendte Anna sig til 

Præstekonen og Lene , „ sørge for , at en kille Koffert 
bliver pakket med det nødvendige Tøj ; imidlertid afhandler 
jeg med Præsten og Jørgen , hvad der er at 
gjøre for vore Fattige , og hvad andre Sager , jeg har 
Deel i . “ 
Hver gik nu til sin Gjerning , og Alt blev ordnet 
til rette Tid . Vognen holdt for Døren ; Anna , 
Lene og de unge Præstefolk toge Plads deri . Anna 
tog Afsked med den gamle Præst ; han var for bevæget 
til at følge med ; Doctoren og Jørgen rede ved 
hver fin Side af Vognen . 
Til rette Tid naaedes Stationen ; men Diligencen 
skulde lige til at gaae , saa Anna fik kun Tid til 
i al Hast at tage Afsfed med fine Venner , og bedst 
var det jo saa for dem alle . 
Da Vognen rullede bort , og Anna saae ud ad 
Vinduet , laae Lene grædende med Armene om Jørgens 
Hals ; Anna tænkte paa sin Barndom , da hun 
havde seet det samme Syn , og hun tænkte og tænkte , 
— her var jo Tid til mange Tanker paa denne 
lange Rejse ; men hvilke der end kom op hos hende , 
saa var den dog altid øverst : Victor lever ! — og 
det jublede hun stadig som Omkvæd til enhver anden 
Tanke . 

Toogtyvende Capitel . 
Flere Uger forløb , uden at Martini hørte Noget 
fra Notaren i Gerano . Han blev utaalmodig og skrev , 
men modtog det kun lidet trøstelige Svar , at alle 
Efterforskninger hidtil havde været forgjæves . Endnn 
gik tre Uger ; men saa bragte ogsaa et Brev Efterretning 
om , at Victor atter var fundet . Han holdt 
sig skjult hos en gammel Kone , som boede i en lille 
Vigne , der laae i en afsides Bjergkløft . Han havde 
fortalt Konen , at han blev forfulgt af onde Mennesker , 
og han tiggede og bad om et Skjul hos hende . 
Hun kjendte ham fra Capellet som den stumme 
Eneboer og undrede sig over , at han nu havde sit 
Mæle . 
„ Ja , det er en Naadegave af min Skytspatron , 
Set . Antonius , og hvis Du hjælper mig til et Skjulested , 
saa vil denne hellige Mand ogsaa see i Naade 
til Dig ! “ Og Konen troede og skjulte ham , men efterhaanden 
blev hun dog mere og mere ængstlig ved 
at være ene med ham ; tilmed trykkede Hemmeligheden 
hende , saa hun gik en Dag til Skrifte og betroede 
den hele Sag til Præsten . Han vidste fra 
Notaren om dennes Eftersøgere af Victor og bød 
derfor Konen at gaae lige til Signor Thomaso og 

berelte ham Alt . Notaren paalagde hende at beholde 
Victor hos sig , indtil hans Venner kom og hentede 
ham . Han gav hende Levnetsmidler med og lovede 
hende en Pengebelønning , naar hun kun vilde holde 
ud en liden Stund endnu . Trøstet ved at have lettet 
Hemmeligheden af sig og glad ved Tanken om Pengegaven 
vendte Konen tilbage . 
Ulejligheden med Victor var egenlig heller ikke 
stor , da han sov det Mesfe af Dagen , og saasnart 
det mørknedes , listede han sig ud af Hytten og saaes 
ikke mere , før det atter dagedes . Hvor han i den 
Tid opholdt sig , og hvad han da foretog sig , blev 
for stedse en Hemmelighed . 
Samme Dag Martini havde modtaget denne 
Efterretning , kom der ogsaa Brev fra Anna , skrevet 
i Florents , og hvori hun meldte sin Ankomst til om 
Aftenen . 
Martini gik hen til Uorta ciai Uopoio paa den 
Tid , han vidste , Diligencen kom . Snart rullede 
Vognen ind i Byen ; da den holdt ved Pascontoiret , 
aabnede Martini Vogndøren , og Anna rakfe Hænderne 
ud imod ham . 
Men Synet af Anna rystede strax Martini 
stærkt , saa forandret gjenfandt han hende . Hun var 
maaskee skjønnere end nogensinde ved det forklarede 
Blik , der lyste ud af hendes Øjne . Martini syntes 

af disse vare blevne baade større og mørkere , siden 
han sidst saae hende . 
Ved den anstrengende Rejse og den megen Sindsbevægelse 
havde den hektiske Sygdom ganske faaet 
Herredømmet . Martini , der i Rom saa ofte havde 
fulgt denne Sygdom Skridt for Skridt , saae med 
Smerte , af der ikke vilde findes nogen Urt til af 
standse den med ; kort maatte den Vej være , hun endnu 
havde af tilbagelægge . 
Strax næste Morgen tog Anna med Martini 
til Gerano . Der var en feberagtig Uro over hende ; 
hun talte kun saa Ord i Vognen , da hun øjensynlig 
var stærkt udmattet . Hun prøvede af sove ; men 
Hovedet kastedes urolig fra den ene Side til den 
anden ; hun kunde intetsteds finde Hvile , og man saae , 
hvor Tankerne brusede i hende . Martini led stor 
Angst , da det , naar han saae paa Anna , syntes ham , 
af det maatte være den sidste Blussen af Livsflammen , 
der nu bevægede sig . 
Da de kom i Nærheden af Gerano , maatte de 
forlade Vognen forat tilbagelægge det sidste , stejle 
Stykke Vej gaaende eller ridende . Man fik et Æsel 
til Anna , og Martini gik ved Siden og støttede 
hende , medens Trofast snart løb sorud og snart tilbage 
igjen , idet den indsmigrende sprang omkring 
hende . Jo nærmere de kom Byen , desto mere syntes 

hun at rejse sig , og da de holdt udenfor Notarens 
Huus , sprang hun let ned af Æslet og saa hurtig 
op ad Trappen , at Martini næppe kunde følge 
hende . 
Der bragtes strax Forfriskninger ; men Anna 
kunde Intet nyde ; hun bad kun om en Vejviser for 
saa snart som mulig at komme til Victor . Hun vidste 
jo af Notarens Brev , at han om Aftenen forlod 
sit Skjulested , og Dagen heldede alt stærkt . Martini 
vilde følge hende i Forening med Notaren . 
„ Nej , nej ! “ bad hun , „ komme vi saa Mange , 
bliver Victor igjen angst , og saa kjender han mig 
ikke . Han maa først see mig alene . Giv mig en 
Vejviser , og kom saa om lidt bagefter . “ 
Signor Thomaso gav hende Ret , og kort efter 
saae de hende ledsaget af en Dreng og af sin trofaste 
Hund svæve som et Syn hen ad Vejen og forsvinde 
ind i Skoven . — 
— Endelig stod Anna ved Hytten . Den laae 
højt oppe , og gjennem Klippekløften havde man en 
vid Udsigt ned over den frugtbare Dal og den ene 
Bjergtop bag den anden . Det var , som om man 
stod oppe i Himlen og saae ned over den dejlige Jord , 
som stærkt rødmede i det Øjeblik , da Solen i sin hele 
guddommelige Glands dalede ned imod den saa glødende , 

som om den vilde omslutte den med et elskovs - 
fuldt Favntag . 
Det var et fængslende Skue ; men Anna var 
blind for det Alt . Hun saae kun Hyttens Dør , og den 
ene Tanke fyldte hende heelt : Derinde venter Victor ! 
Hun lægger Haanden paa Dvrklinken . Som 
hun staaer der , kommer hun uvilkaarlig i Tanker om 
den frygtelige Scene ved det sidste Møde med Victor , 
— i det samme Nu naaer Rædselsskriget og 
Haanlatteren inde fra Hytten hendes Øre . 
„ Er jeg bleven vanvittig ! “ flyver det som et 
Lyn igjennem hendes Tanker ; men hun » iver hastig 
Døren op , — da forvildes hun end mere ved at see 
Synet fra Drømmen i Klosteret virkeliggjort . Victor 
ligger for hendes Fødder og vrider sig paa Gulvet . 
Hun bøjer sig ned over ham , og han bliver strax 
rolig , hun fætter sig paa Gulvet og tager hans Hoved 
i sit Skjød , hun stryger Haaret fra hans Pande , 
og han ligger stille med lukkede Øjne ; da lader hun 
Haanden glide hen ad hans Kind og bøjer sig ned 
over ham , idet hun trykker et Kys paa hans Læber . 
Nu smiler han og bøjer Hovedet tilbage i hendes 
Skjød , idet han aabner Øjnene . Da mødes deres 
Blik , og længe see de saaledes stille ind i hinandens 
Øjne , 
Solen er lige ved at dukke ned under Horizonten . 

Idet den kaster sin sidste , gyldne Hilsen ud over Jorden , 
falder en Straale ind i Hytten og breder et 
forklaret Lys ud over de to Elskende . 
„ O Victor , tilgiver Du mig ! “ udbryder Anna , 
„ tilgiver Du mig ! “ 
„ Anna ! det er jo mig , som maa bønfalde Dig 
om Tilgivelse ! “ svarer Victor . 
„ Herre Du himmelske Fader , Du er hos os 
og velsigner Dine lykkelige Børn ! “ udbryder Anna 
henrykt . 
I det Samme viftede en mild Luftning , som 
fulgte Solens Nedgang , ind ad den aabne Dør og 
bragte en aromatisk Blomsterduft med sig . Ude fra 
Buskene hørtes Nattergalens klare Toner . 
Det var alt begyndt at mørknes , da Martini og 
Notaren kom op til Hytten . Endnu var Aftenrøden 
saa stærk , at den lyste ind , og de saae de to lykkeligste 
Mennesker . 
Ved Synet af Martini sprang Victor op : „ Du 
kjære , trofaste Ben ! hvor har jeg dog været længe 
borte , og hvor har jeg lidt , — ja gruelig har jeg lidt ; 
men nu er Alt saa saligt . Hvo er dog lykkeligere 
end jeg , — Anna , min elsfede Anna ! “ og Victor 
vender sig om mod hende ; men et jamrende Skrig 
udstøder han , idet han seer hende ligge ligbleg udstrakt 
paa Jorden . 

Martini og Signor Thomaso faae hende hurtig 
baaret ud i den friske Luft ; hun aabner mat Øjnene 
og rækker Haanden ud imod Victor , der fortvivlet 
knæler ved hendes Side . 
„ Victor ! Gud være priset og takket , at jeg fik 
Dig at see ; men nu er jeg ogsaa saa træt , saa træt ! “ 
Hun lukkede atter Øjnene og syntes at blunde . 
Notaren foreslog at bringe hende tilbage til hans 
Bolig . Der blev hentet en Baare , hvorpaa hun blev 
lagt , og tyngede af Smerte fulgte de Alle . 
Anna havde snart opbrugt det sidste Forraad af 
Kræfter . Lampen blussede vel endnu lidt , men med 
en urolig Flamme . Victor sad Dage og Nætter ved 
sin elskede Hustrus Leje og holdt hendes Haand i sin . 
Naar hun sov , lagde han sit Hoved ned ved hendes 
og fik en let Søvn , men ved den mindste Bevægelse 
vaagnede han after og saae med et trøsfesløsf Blik 
paa hende . 
Naar hendes Kræfter en enkelt Time kunde hæve 
sig noget , saa at hun kunde tale , fortalte hun , hvad 
der var mødt hende , siden hun forlod ham . Navnlig 
dvælede hun ved fin Opvækkelse i Klosteret . Hendes 
Øjne lyste , naar hun talte om den Lyksalighed , der 
fra det Øjeblik blev udgydt over hende , og hun talte 
om al den Rigdom , der strømmede ud af det altid 
sprudlende Kildevæld , som hun nu havde faaet Naade 

til at lædske sin Tørsf ved . Og hun viste Victor al 
den Herlighed , som Kildens Overrislen befrugtende 
fremtryllede . Victor frydede sig , idet han saae ind i 
hendes forklarede Øjne , og Underet bragte Livsflammen 
til at blusse stærkere og stærkere , saa den endelig 
trængte ind til hans Hjerte , hvor det frosne Liv , som 
hidtil havde fyldt det , da maatte vige , saa at Himmerigsglæden 
triumferende kunde rejse sin Throne derinde . 
Anna saae med Henrykkelse , hvor Livet fra Dag 
til Dag voxede i Victor . Da hun de sidste Dage 
følte sig saa mat og bad ham bede for sig , laae 
hun med et lykkeligt Smil og saae hen paa ham , idet 
hun lyttede til den levende Klang , hans Stemme 
havde faaet , naar han højt og beaandet fremsagde 
Bønnen . 
„ O Victor ! “ hviskede hun en Aften , da Mørket 
begyndte at falde paa , „ jeg er saa træt ; mine Kræfter 
falde som Bladene i Høsten ; snart staaer Træet kun ' 
med de nøgne Grene tilbage ; men Haabet svigter dog 
ikke ; de nye Knopper ere der alt og vente paa Foraarsopstandclsen ! “ 
„ Anna , 
jeg udholder ikke Tanken om at sfilles 
fra Dig . Kan vi ikke følges ad ? o , lad os bede 
Herren derom ! “ 
„ Nej , Victor , “ sagde Anna , idet hun rystede paa 
Hovedet , „ Du maa endnu en Stund blive her tilbagc 

og fuldende Løbet for os begge ; for mig er det 
jo brat blevet afbrudt . Du skal endnu blive til 
megen Velsignelse for Mange ; jeg har ved min Vildfarelse 
spildt Aar af Dit Liv ; lov mig nu , at Du 
vil afsone det for mig ved at tage sundt og virksomt 
fat paa Livet igjen . Jeg troer , Vorherre vil være 
os saa naadig , at , hvor synlig end Døden adskiller 
os , vi dog vil kunne føle vor Samværen ; — ja Victor ! 
— fra Himlen kan jeg ogsaa række Dig Haanden ! “ 
Hun 
lagde sig tilbage i Puderne . Solen havde 
alt længe været nede ; en Lampe brændte svagt under 
et Madonnabillede og kastede et dæmpet Skjær hen 
over hende , dog stærkt nok til , at Victor tydelig 
kunde see hendes Ansigt . Som hun laae der med 
lukkede Øjne , syntes hun alt at være et Lig . Victor 
foer angst op og bøjede sig ned imod hende for at 
lytte efter hendes Aandedræt ; da aabnede hun Øjnene 
og saae sig omkring med et undrende Blik . Nu rejste 
hun sig pludselig op . 
„ Men Victor , “ udbrød hun , „ var Døren ikke 
alt aabnet ? jeg syntes det før ; men nu er her jo saa 
dunkelt . Vi have været saa længe i den mørke Stue 
med Julclængslerne . 
O Victor , see dog ! nu aabnes Dørene , — nej ! 
hvor vidunderligt ! “ og hun rækker begge Armene 

højt i Vejret , „ seer Du Lyset ? “ — og hendes Stemme 
hæver sig til en Klarhed og Klang som de lifligste 
Sangtoner , — „ seer Dn den lange Kjæde af Engle , 
hvor de smile , hvor de vinke ! — hvem er det , der 
bøjer sig ud af Rækken saa langt hen imod mig ? — 
det er jo Anronius ! nej see dog , Victor , hvor de dejlige 
Øjne nu lyse af Glæde ; — der kommer Fader 
og Moder ! “ raaber Anna jublende , „ her er jeg , I 
Kjære . — Men nu lukker de alt Døren , — og jeg 
har endnu et Skridt , — — — — — — 
nu bliver Lyset stærkere og stærkere ; hører Du det 
himmelske Chor , hvor det klinger og bruser , — ja 
der er Han , Kongefaderen ! — o Fader , Du Himmelske , 
her er jeg , Dit Barn ; — men jeg er saa 
træt , — saa træt , — o tag mig paa Armen ! — Victor , 
kys mig , nu — nu — lukker Døren sig , — Farvel 
— Farvel ! “ Og Stemmen , der ved det første 
Udbrud havde været saa høj og klar , kom med hvert 
Ord i en stærkere Dalen , indtil den svandt hen i et 
næsten lydløst Suk . 
Lad den Taage , hvormed Sorgens Taare dæmper 
Øjets LYS , dække den trange , trange Tid , da 
Liget førtes til Cesfiuspyramiden , og den lille Høj 
klappedcs til over det . 

Der er Smerter , som ingen Pen kan skildre , og 
hvor findes en Smerte tungere end Victors ! Just da 
Livet atter var vaagnet for ham , og han et Øjeblik 
nød den højeste Salighed , just da flukkedes Alt i et 
Nu , og han lodes ene tilbage i Mørket . 
Trofast fulgte efter Liget til Graven , og da 
Højen var tilklappet , lagde den sig derpaa og var 
ikke mere til at bringe bort . Den vilde ingen Føde 
tage til sig og sørgede sig til Døde . 
Men et troende Menneske sørger sig ikke til Døde . 
Thi naar han har overvundet den første Rædsel efter 
at have seet Dødens ubarmhjertige Haand stivne de 
elskede Træk , saa vender han Blikket fra Graven 
opad , og han hæves da ud over dette mørke Jordliv ; 
thi en Deel af ham har jo alt fæstet Bo deroppe i 
de lyse Egne . 
Treogfyvende Capitel . 
Det var en Paaskelørdag over tredive Aar efter 
Annas Død , at en Vogn kom kjørende fra Rom og 
holdt udenfor Osteriet ved konto NoIIo . To gamle 
Mænd stege ud og toge Plads ved et Bord foran Indgangen . 

Opvarteren bragte strax et Par Fogliette : ' 
Orvietoviin med Glas og Brød . 
Begge de Gamle sade ret tilfredse og nøde i 
fulde Drag den sommermilde Campagneluft . 
„ Nej see dog . Signor Vittorio , “ udbrød den 
ene af dem , vor tidligere Ven , Monsieur Gaspard , 
„ see dog ! der henne paa Højden kommer et heelt 
Pilegrimstog ; hvor malerisk tager det sig dog ud op 
imod den klare Aftenluft . “ 
„ Aa hør , Monsieur Gaspard , “ svarede Victor 
med en Iver , der mindede om hans fyrige Ungdomstid , 
„ hjælp mig nu at udsøge en rigtig charakteristisk 
gammel Kvinde til mit Pilegrimsbillede ; om hun har 
noget Hexeagtigt ved sig , gjør Intet til Sagen ; det 
kan endog være tjenligt for endnu mere at fremhæve 
Skjønheden af den unge Pige , som jeg alt har malet . “ 
„ Ja , hun er ogsaa lykkedes Dem fortræffelig , “ 
udbrød Gaspard , „ det er et ubegribelig ungdommeligt 
Liv , De endnu bestandig har i Deres Pensel . “ 
„ Ja , min kjære Ven , “ svarede Victor , og hans 
Øjne saae saa underlig forklarede frem for sig , som 
om han havde et Syn , „ jeg har lovet min Hustru 
at benytte de Dage , Vorherre har bestemt for mig her 
paa Jorden , og jeg troer at have holdt mit Løfte . “ 
Begge Vennerne sade en Tid tause , og man saae , 
at alvorsfulde Billeder droge forbi dem . 

„ Ja vistnok er det en Himlens Gave at beholde 
sine Aandsevner i den fremrykkede Alder , “ sagde Gaspard 
efter en Pause ; „ Martini hørte ogsaa til de 
Bcnaadede ; han arbejdede med Glæde indtil sit lange 
Livs Slutning . “ 
„ Den kjære Martini , “ sagde Victor , „ hvor savner 
jeg dog ham ! ja nu ere Ungdomsvennerne fast alle 
flokkedes paa hin Side ; her er blevet tomt paa Iorden ; 
men det letter Sejladsen over det bundløse 
Svælg at see de mange Kjære staae paa Bredden 
hinsides og vinke os Velkommen imøde . “ 
Monsieur Gaspard saae ud over Floden og 
Bjergene . „ Her er dog saa dejligt paa denne Jord , “ 
udbrød han med Varme , „ saa jeg takker for hver 
Dag , der endnu forundes mig til at nyde al denne 
Herlighed i . 
Men der er jo Pilegrimene ! Naa , strax komme 
de for at tigge ; nu gjælder det at have Pungen aaben . 
Nej see dog , Signor Vittorio ! Der har De jo 
den gamle Hex , De ønskede Dem ! “ og Gaspard peger 
hen paa en gammel Kvinde , der lige strækker Haanden 
bctlende ud imod Victor . 
Kvinden hører Gaspards Udbrud , hun rejser sig 
stolt i Vejret , og øjnene lyne , idet hun knytter den 
tidligere betlende Haand . Hun truer forbittret mod 
Gaspard . „ Ja Spot og Skade følges ad , “ udbryder 

hun hvæsende , „ nu ere de lyse Dage svundne ; men 
tro mig , Signor ! , jeg har oplevet dem ! 
Vittorio kaldte De Signoren der ; jeg har ogsaa 
engang kjendt en Signor Vittorio , “ og hendes Øjne 
saae med et basiliflagtigt Blik hen Paa Victor ; „ hans 
Husfru traf ham engang liggende for mine Fødder 
med Hovedet i mit Skjød . — Ja ! hun kom i en 
Fart ned ad Trappen , saa det var et Under , at hun 
ikke knækkede Halsen . Nej dog ! hvor hun hvinede ! 
det var , som om Ens Trommehinder skulde sprænges 
— ha , ha , ha ! “ — flagrede den gamle Kvinde , idet 
hun flyttede Staven og vandrede videre paa sin Pilegrimsgang 
til Rom . 
„ Hu , ha ! “ udbrød Gaspard , idet det gøs i ham , 
„ hvad for en uhyggelig Hex var dog det ! “ Og han 
vender sig om mod Victor , —- som sidder dødbleg og 
støtter Ryggen op mod Væggen . 
„ Kjære Ven , “ hvisker Victor , „ jeg har det ilde , 
lad mig komme hjem ! “ 
Gaspard fik ham i Vognen , og snart naaede de 
Hjemmet , hvor Victor strax blev bragt tilsengs , og 
Gaspard blev siddende ved hans Leje . 
I flere Timer laae Victor ubevægelig , stirrende 
stift ud for sig uden at svare paa Gaspards bekymrede 
Spørgsmaal . 
Men paa eengang rejste han sig op , idet hans 

Øjne lyste . „ Nn er det stridt ! “ udbrød han jublende , 
„ Verden kan ikke give mig flere Knivstik ; dette var 
det sidste ; det traf ogsaa saa dybt , at det sfar Livstraaden 
over ; men Herren være priset ! der er en 
Livstraad , som intet Stød kan faae til at briste ! 
0 Jubel , o Jubel ! nu er Brodden borte ! 
Ja , Anna ! nu kommer , — nu kommer Din 
Victor ! “ 
Han havde ved de sidste Ørd strakt Armene 
aabnede frem for sig som til en Ømfavnelse ; men nu 
faldt de ned , idet han sank tilbage paa Lejet . Fra 
det Øjeblik talte han ikke mere . 
Lægen , som Gaspard i sin Ængstelse havde ladet 
hente , gav ingen Trøst : „ Det er Dødens Mathed ; 
her kan min Konst Intet hjælpe . “ 
Gaspard blev siddende hos Vennen , og han saae 
Livsflammen blive stadig svagere og svagere . 
Da Paaskesolen i al sin Glands hævede sig over 
Horizonten og kastede sine første Straaler paa Victors 
Ansigt , saae Gaspard , at Vennen alt var over Svælget . 
Nu sang Victor for Herrens Throne Paaskehymnen , 
omfavnet af sin elskede Anna .