Første Kapitel . 
Knnd rider ene til Tinge . 
I den tidlige Morgenstund en Dag i Marts Maaned 
1535 red en enlig Rytter over Taphede ad Viborg 
til . Han var indhyllet i en viid Kappe , der hang 
løst om hans ranke , kraftige Skikkelse og dækkede 
tillige for en stor Part Hesten , en smuk , fiint bygget 
Skimmel . Den skridtede rask henad Hedestien , indtil 
den havde naaet Toppen af en lille Høi ; der standsede 
den brat , spidsede Øren , rystede Natterimen af sin 
lange Manke og vrinskede . Det umælende Dyr vilde 
aabenbart sige til den Skabningens Herre , det bar paa 
sin Ryg : see Dig om og skjøn , om vi ere paa ret Vei ! 
Dette var ikke Tilfældet ; thi Rytteren havde , fordybet 
i sine egne Tanker , ladet Hesten Tøilen . Vistnok 
havde han ikke langt til Asmild Kloster , fra hvilket 
dengang en massiv Steenbro førte over Søen til Viborg ; 
men det var ikke af tænke paa saa tidligt af komme 
ind i den befæstede By , og især var Rytteren ikke 
meget oplagt til af forsøge det fra denne Side , da 
han strax vilde støde paa Vagten ved Borrevold , hvor 
Kongeborgen laae . Han besluttede derfor af dreie Hesten 

mod Nord og ride udenom Søen for af nærme sig 
Byen ad Aalborgveien , der førte til Sanct Mogens Port . 
Dog standsede han et Øieblik og stirrede over 
Søen til Byen , hvis Huusrækker og talrige Kirkespiir 
viste sig for ham i det tændte Ny ' s svage Skin , medens 
de dybe Toner af Vigilie-Sangen over den myrdede 
Kong Erik Glipping i Morgenens Stilhed lød over 
til ham fra Sanct Mariæ Krypt ' kirke . De kneifende 
Taarne , af hvilke Domkirkens Spiir , som de dengang 
vare , ragede høiest mod Himlen , vidnede om den christne 
Kirkes Vælde gjennem Aarhundreder paa dette 
hellige Bjerg , som Byen vel kan kaldes , om de have 
Ret , der udlede dens Navn af det islandske Ord Be , 
hellig og Ordet Bjerg ; thi indtil langt ind i Middel ' - 
alderen blev Byen kaldt Biberg . Sædet for Gudsdyrkelse 
har den Bakke , paa hvilken Byen ligger , uden 
al Tvivl været allerede i den graa , hedenske Oldtid . 
Christi Alter var blevet reist der , hvor Odins Alter 
havde staaet , og nu nylig havde et Lyn fra det Høie 
ved Hans Taufen tændt Sandhedens Fakkel paa det 
samme Sted . Det er den gamle Stad Viborgs Hæder , 
at fra den udgik Reformationen i Danmark , og den 
bør alene af denne Grund holdes i Ære . 
Dog rørte der sig ikke hos den unge Beskuer af 
Jyllands Hovedstad , som den var i sine Velmagts 
Dage , Tanker af den Art . Han saae over til den 
vidtstrakte By , som fra Bjergets af Domkirken og 
Mariæ Klostret kronede Høide terasseformigt til begge 
Sider trak sig ned i Dalen lige til Søen , uden at 
offre Byens Mærkeligheder eller Ælde en eneste Tanke . 
Det bekymrede ham kun lidet , hvor gammel Byen var , 

eller hvor mange Konger der vare blevne hyldede ; 
maaskee vidste han heller ikke Stort derom . Han 
tænkte ikke paa de Døde , men paa de Levende . VigilieSangen 
over Kong Erik Christophersen , som da havde 
lydt i to og et halvt Aarhundrede , og som skulde vedblive 
at lyde henved et Aarhundrede endnu , ikke af 
Pietet for den myrdede Konge , men for at bevare 
Kirken den dermed forbundne Indtægt , behagede ham 
blot , fordi denne Døds-Messes høitidelige Toner var 
i Samklang med hans egen mørke Stemning . Da de 
sidste Toner døede hen , gav han Hesten et Tryk af 
Sporerne og sagde : 
„ Vi have nu vagret * : nok , Graamunk ; nu fort 
til Maalet ! “ 
Siden Hesten var Graamunk , maatte vel Rytteren 
være Knud Mogensen . Hvo der ikke i det forløbne 
halve Aar havde seet hans Skikkelse , vilde forundret 
sig over , i hvilken Grad den havde udviklet sig og 
over hans forhen bløde Stemmes Malmklang . Han 
var nu en fuldt udviklet Mand , og i hans Væsen og 
Færd var der kun lidet Barnagtigt ; thi Modgang er 
en haard Skole . Dog var hans Mod ikke kuet , men 
voxet . Han viste sig ogsaa nu at være Margaret 
Mogensdatters ægte Broder og Folmer Ruds Aandsfrænde ; 
thi , idet han red henad Pen ensomme Hede , 
forlystede han sig med at synge en Vise , hvilken han 
mindedes fra lykkeligere Dage , og som passede godt paa 
hans egen Stilling , nemlig Visen om Kong Erik Emun 
og Sorte Plog , der begynder saalunde : 
* ) streifet om . 

Aarke om Morgen , Lærken den sang 
Under saa grsn en Lide , 
Herr Carl klæder sig for sin Seng , 
Kongen af Danmark lader det hevne . 
Han drog Paa sin Skjorte saa skjøn 
Under saa gren en Lide , 
Dertil stukken Trsie med Silke saa grøn , 
Kongen af Danmark lader det hevne . 
Bukkeskinds Støvle drog han paa Been 
Under saa grøn en Lide , 
Forgyldte Sporer spændte han omkring , 
Kongen af Danmark lader det hevne . 
Forgyldte Sporer spænder han omkring 
Under saa grøn en Lide , 
Saa rider Herr Carl ene til Ting 
Kongen af Danmark lader det hevne . 
Saa taug Knud og lo bittert . Det var ikke saa 
vel , han var saa stor , at Kongen af Danmark skulde 
have Noget at hevne paa ham , men det forholdt sig 
dog saa , at han red ene til Tinge , og det var netop 
Feilen . Uden Venner og Beskyttere havde Knud ganske 
af egen Drift taget den Beslutning , at drage sig til 
Nytte den udvalgte Konges Nærværelse i Viborg i 
Anledning af Hyldingen , som skulde foregaae paa denne 
Dag , Mandagen efter Lætare , eller Midfaste Søndag . 
Han viloe fremtræde for Kong Christiern og kræve sin 
lovlige Eiendom tilbage ; thi hans Faster Maren og 
hendes Ægteherre , Erik Skram , havde strax , da Bondehæren 
i December forrige Aar af Johan Rankzov var 
bleven slaget og nedhugget i Aalborg , benyttet Landefreden 
og Sikkerheden til at bemægtige sig Tjele , hvor 

de havde bosat sig og nu vare ifærd med at udflette 
Brandens Ødelæggelse . Hvad evnede vel unge Knud 
Mogensen at udrette mod en saa mægtig Fjende , som 
hans Frænde Erik Skram ? Han havde vel Heller ikke 
store Forventninger derom , thi han spurgte sig selv : 
mon Kongen under mig et Blik idag ? 
Han nærmede sig Byen i den første svage Dagbrækning 
og søgte til et Herberge , som var beliggende 
udenfor Sanct Mogens Port , til Bekvemmelighed for 
alle Reisende , der vare saa uheldige at indtræffe silde 
om Aftenen , eller om Natten , naar den befæstede Bys 
Porte vare lukkede ; men forresten ogsaa meget søgt , 
fordi det var billigere , end Herbergerne inde i Byen . 
Værten tog imod ham i egen trivelige Person , og da 
han saae , at den Reisende var godt ridende og efter 
alle Kjendemærker en Adelsmand , kom han end uden 
Følge , tog han sin røde Hue af og gav Knud en saare 
høvisk Modtagelse . 
Snart saae Knud sig bænket i Gjestestuen ved et 
vel besat Bord ; men skjøndt han blev , ene om Sulefadet 
og Ølkanden , saa var han dog ingenlunde ene 
i Stuen ; thi der laa flere Gjester og sov paa Bænkene , 
da den store Tilstrømning af Mennesker i Anledning 
af Hyldingen havde overfyldt ethvert Herberge i og 
omkring Staden . Medens Værten betjente Knud og 
credentsede hans Ølkruus , lod han Munden løbe . 
„ Saa I agter Eder og til Hyldingen idag ? “ begyndte 
han med flydende Tunge ; „ ak ja , Gud og hans 
Helgene være prisede , at vi dog nu have fanget Ende 
paa denne Lovløshed og have vundet en lovlig Herre 
og Konge til at staae for Styret ! “ 

Knud forundrede sig ikke over , at en Borger i 
den luthersk sindede By Viborg førte Helgene i Munden ; 
thi den gamle Vane bleve vore lutherske Fædre først 
seent kvit ; men han tænkte , at Værtens Hengivenhed 
for Hertug Chrisfiern ikke var oprigtigt meent , og 
derfor sagde han : 
„ Troede jeg dog , at de Viborrig Mænd alle deres 
Dage yndede gamle Kong Chrisfiern , og er det blevet 
mig sagt , at I hyldede ham forgangen Aar i den 
Skipper-Feide . “ 
„ Nu , “ svarede Værten med et snu Blik , „ det 
gjorde vi for Nøds Skyld ; Gud giver Villie , Nøden 
giver Tvang ! Sandt nok det , at Kong Chrisfiern , Gud 
see i Naade til ham i Boldt og Jern ! var Borgeren 
god ; dog er Hertugen en retsindet Mand , der vil bekræfte 
Stadens Privilegier ; han er dertil god luthersk 
og har Villien til at holde os Klærkeriet fra Døren 
og befæste den nye Kirkens Orden . “ 
„ Var dog blot denne Krig og Blodstyrtning til 
Ende “ , vedblev Værten , da Knud taug . „ Skatternes 
Tynge vil vorde haard . Saa gaaer Talen , at Hans 
Naade i disse Dage paa Tinge vil gjøre et dybt Greb 
i vore Lommer . Hver Præst , Degn og Kirke faaer 
bøde et halvt Aars Indtægt , og vi andre Byesmænd 
slippe ikke heller naadigt . Dog , nu tænke vi ikke derpaa , 
men glæde os over den Næring , disse Dages Høitid 
giver ! Frygtede vi ikke , ved min Helgen , i Løverdags , at 
Hans Naade vilde blive ude og maatte Hr . Johan 
Rankzov derfor den Dag i hans Navn modtage Hyldingen 
af Bønderne . Da kom han igaar , og Intet er 
nu forseet ; tvert derimod faae vi nu en lystelig Hylding 

paa Gammeltorv , som jo er Tingstedet , og er der 
paa denne Aarsens Tid lunere , end paa Dannerlyng , 
som var god nok til de Bønder . Faae vi saa og en skjøn 
Hylding af Adel og Borgere alene , og et lysteligt 
Theatrum er opført og betrukket med blaat Klæde , der 
Hans Naade agter at fremtræde og modtage Hyldingen 
af de tvende Stænders Udsendinge , samt af de Prælater , 
som ville vove sig did ; mig lyster at vide , om Bisp 
Jørgen , den arge Skalk , drister sig til at ride ind i 
Biborrig ! “ 
Da Værten mærkede , at hans stumme Gjest var 
en utaknemmelig Tilhører , forlod han ham , efterat han 
først havde priist sine Fødevarer og sit Øl og lod ham 
alene . Knud tog imidlertid for sig af Maden ; men 
han havde ikke faaet mange Mundfulde ned , før han 
hørte en mægtig Gaben , saae et Par lange Been fra 
en af Bænkene svinge ud paa Gulvet og en høi 
Skikkelse reise sig fra Leiet . Klæderne vare nye og 
pralende og Skjægget vel pleiet , men dog var Knud 
ikke et Øieblik i Tvivl om , at han havde sin Frænde , 
Geert Eriksen , for sig . Det var et ikke ringe Beviis 
paa den Verdenserfaring , Knud havde erhvervet sig , at 
han ikke strax tiltalte Geert , men afventede , om denne 
under de forandrede Forhold vilde kjendes ved ham , 
for deraf at skjønne , paa hvilken Fod han burde 
tage ham . 
Geert skjevede til ham , men tog strax Øinene til 
sig igjen , brølte saa paa Værten og begjærede Mad 
og Drikke ved den anden Bord-Ende . Nu vidste 
Knud hvad Klokken var slagen og besluttede at straffe 
gale Geert for hans Utaknemmelighed . 

„ Bel mødt , Geert ! “ sagde han og hævede Kruset 
for at drikke ham til . 
Geert plirede med Øinene og svarede med sliv 
Holdning : 
„ Ei , troer jeg ikke , det er Knud ! “ 
„ Jeg formærker , I er bleven svagsynet “ , sagde 
Knnd med et Smiil ; „ den Syge havde I ikke tilforn , 
da Fader end var i Live og I kom at tigge paa 
Tjele . “ 
Geert tog koldsindigt mod det Hib , sank et mægtigt 
Stykke Flæsk og sagde saa : 
„ Eders Fader er jeg takskyldig i hans Grav ; 
med Eder har jeg Intet at skaffe . “ 
„ Sød er sjelden sand og fager sjelden fast , “ 
svarede Knnd . „ I løber efter de Rige , Geert , at bjerge 
Føde og Klæder , ringe Ære det for vor Æt ! “ 
„ Maren “ , sagde Geert , „ er min Frænke og mig 
lige saa nær , som hendes Broder , Eders Fader var . “ 
„ Ret saa ! “ svarede Knnd . „ Hvo som nu vil 
have med Erik og Maren at skaffe , han maa fornegte 
Knnd Mogensen ; naar Gods ganger paa Grund , da 
vorder Venskab tyndt . “ 
„ Ikke saa ! “ udbrød Geert hidsigt . „ Nys sagde 
Du , jeg gjorde Æten ringe Ære ; Du tale helst ei 
om Ære , end mindre om Æt ! “ 
„ Tak , for Du duttede mig ! “ svarede Knnd og loe 
barsk . „ Du vide dog nu dette , at var det ikke , fordi 
Du er min Frænde og for Dine graae Haars Skyld , 
Du skulde for de Ord faae smage Odden af min 
Klinge . “ 
„ Ikke er jeg ræd , “ sagde Geert og skulede til 

Knud over ølkanden , „ dog besmitter jeg nødig mine 
Hænder med Dit Blod . Bi gaae nu helst hver sine 
Veie ; Din Uven er jeg dertil ikke . “ 
„ Lige godt det ! “ sagde Knud og reiste sig ; „ hvad 
Du er og hvad Du tænker , det veier som et Halmstraa . “ 
Derpaa gik han og slog Døren i efter sig , saa 
Klinken raslede derved . Med faste Skridt og stolt 
Holdning vandrede han ind igjennem Sanct Mogens 
Port , som Vægteren nu havde aabnet . Der var alt 
Folk paa Benene , og Gaderne vrimlede af Borgere og 
Adelsmænd . Da Knud blandede sig i Mængden , sank 
hans Mod noget ; thi ukjendt og upaaagtet , som han 
var , følte han sin egen Ringhed og Uformuenhed . 
Ikke paa et eneste Aasyn mødte ham Gjenkjendelsens 
Smiil , og ingen Vennehaand udstrakte sig imod ham . 
Medens Knud rastløs vandrer gjennem Gader og 
Stræder med Bitterhed i Hjertet og grublende over , 
paa hvad Maade han bedst skal udføre det Forsæt , der 
har ført ham til Staden , ville vi tage denne lidt 
nærmere i Øiesyn . 
Viborg var efter de Tiders Maalestok en stor og 
folkerig By , men hverken regelmæssig eller stadseligt 
bygget . Kirkerne og Klostrene , over tyve i Tallet , 
knejsede endnu paa nogle faa nær , hvilke Borgerne med 
Kong Frederik den Førstes Samtykke havde nedrevet , 
og desforuden fandtes der nogle anseelige grundmurede 
eller Bindingsværks Bygninger , velhavende Borgeres 
Baaninger ; thi Adelen havde endnu ikke begyndt i nogen 
stor Maalestok at bygge sig Boliger i Staden ; men de 
. fleste Bygninger havde kun Leervægge og vare tækkede 
med Straa , saa mange af Gaderne mindede om en 

Landsby . Nogle af der » vare snevre Gyder , uregelmæssige 
og uden Brolægning , mange Steder saaes 
Møddinger ved Husene , og Svinene løb frit omkring 
og rodede efter Æde . Kun den indtraadte Nattefrost 
sparede de gode Borgere og mere fornemme Herrer , 
hvem Hyldingen havde forsamlet i Staden , fra at vade 
i Dynd til Gammeltorv ; men der havde man dog ved 
paakørt Sand fyldt Hullerne , at Hans Naade med sit 
Følge bekvemt kunde gaae til Hyldings-Tribunen . 
Mere end tredive Klokker ringede i en heel Time , 
og blandt dem tonede fornemmelig med dyb og stærk 
Klang Domkirkens trende Klokker , Høitidsklokken , 
Prædikeklokken og Tolvklokken . Hvor stærkt et Had 
end be Viborg Bymænd nærede til Papismen , hvilken 
de skyldte den mægtige og blandede Klang , som nu 
drønede over Staden , og i hvor høi en Grad de end 
misbilligede Kirkeklokkers Indvielse , Salvelse og Daab , 
de elskede dog Klangen og vare stolte af Klokkerne . 
Som en liflig Musik lød den evige Ringen i Borgernes 
Øren , medens de , nogle med deres Hustruer og Døttre , 
trippede henad de frosne Gader for at sikkre sig en 
god Plads paa Torvet , eller i de tilstødende Gader , 
hvorfra noget af Stadsen lod sig beskue . 
Det var , sandt at sige , nu en Stund siden , at 
noget Optog af Betydenhed havde forlystet de Viborg 
Borgere ; thi Tidernes Uro havde ikke været gunstig 
for slige fredelige Skuespil . Det var da en Øjenslyst 
en Gang igjen at see Byvagten i dens Stadsdragt og 
fornemmelig alle Gillelangene med deres pyntede Oldermænd 
og Svende og med de vaiende Faner . Der var . 
de elleve tusinde Jomfruers Gilde , Sanct Kjelds , 

Sanct Ursulæ , Annæ og Birgittæ Gilde , og disse 
Optog bleve dobbelt paaskjønnede nu , da efter Papisternes 
Underkuelse de pragtfulde kirkelige Processioner ganske 
vare ophørte . Der fandtes ikke faa Matroner og 
Jomfruer , der endnu med et Suk mindedes de Dage 
for en halv Snees Aar siden , da Sanct Kjelds , 
Byens Skytspatrons , berømte gyldne Skriin blev baaret 
i stort Optog , omgivet af flammende Kjerter , gjennem 
Byen . I dette hellige Gjemme opbevaredes Helgenbeen , 
Haar af Martyrer , Stykker af Jomfru Mariæ Særk 
og mange andre forunderlige Levninger . Det var 
endnu til og opbevaredes i Sanct Kjelds Kapel ved 
Domkirken ; men det henstod upaaagtet , brændte end 
ved Kannikernes Omhu den hellige Lampe fremdeles ved 
dette fordum saa kostelige Klenodie . 
Nogle as Kvinderne lode deres Tanker gaae tilbage 
i Tiden og sukkede , men det blev ved Sukket ; 
thi Ingen vovede at udtale slige Tanker . De Hænder , 
gamle og haarde , eller unge og bløde , som før stedse 
havde grebet efter Rosenkrandsen , maatte nu savne 
denne Prydelse og nøies med Lommeklædet , en tarvelig 
Erstatning . Ingen ung , sødtalende Munk gik mere 
ind og ud i Borgernes Huse , lyttede til Kvindernes 
Hjertesuk og Skriftemaal , ydede dem Trøst , eller gav 
dem kloge Raad i Forlegenheder . Endelig var i Kirken 
den uklare Andagt under Messen og de melodisfe 
Hymner bleven afløst af Aarvaagenhed under de lutherske 
Prædikeres forstaaelige Tale og strenge Formaninger ; 
de mange Altarlys med deres blændende Glands foran 
de juvelsmykkede Helgenbilleder og Monstrantser slukkede , 

og i Stedet før Chorsangernes fuldendte musikalske 
Ydelser , var traadt Menighedens skurrende Sang . 
Heiligt vilde det forarget Thøger Løvenbalk , 
Jørgen Sadolin og Jakob Skjønning , disse den lutherske 
Læres djærve Forkjæmpere , som nu gik sammen op 
ad Graabrødre Kirkestræde , havde de denne Morgenstund 
og ved mangen anden Leilighed kunnet læse i 
nogle af deres Sognebørns Hjerter . Dog , hvad det 
Ydre angik , da var der Intet at dadle ; thi Rosenkrandsene 
vare aldeles banlyste , og de frave Prædikere 
bleve hilste af Alle med den største Ærefrygt . 
Torvet var allerede længe før Tiden opfyldt af 
Byens Borgere , og de fleste af dem havde ganske Udseende 
as det , de vare , modige , selvstændige , nidkjære 
Mænd . Visselig vilde ellers Heller ikke Hans Tausend 
Sandhedsord vundet Indgang i deres Sjæle og givet 
dem Mod til at byde den mægtige Viborg Bisp 
Braadden , saa de mødte bevæbnede med Sværd og 
Øxer ved Graabrødre Kirke for at værne om Prædikerens 
Forkyndelse af det rene Evangelium . 
Næst Forhøjningen , hvor Kongen skulde fremtræde , 
havde Borgermesteren , Morten Hegelund , taget Plads , 
han , som ved sin Anseelse havde været den lutherske 
Læres stærkeste verdslige Støtte i Viborg . Der stod 
ogsaa Raadmændene , hvoriblandt Peder Trane og 
Kannikeren Hr . Jakob , Magister Jens og Hr . Christen 
Stub , alle Mænd , der havde støttet den nye Lære . Til 
dem sluttede sig Thøger og hans Medbrødre med glade 
Morgenhilsener ; men deres muntre Miner formørkedes 
saare , da de saae den forhadte Bisp Jørgen Friis , 
indfinde sig med et anseeligt Følge af papistiske Geistlige 

og væbnede Svende . Disse banede ham Vei 
gjennem Mængden , og han indtog uden Betænkning 
den fornemste Plads , der ogsaa lovligt tilkom ham . 
Borgerne knurrede ; men da Bispen havde været med 
til at udvælge Kongen , , kunde det jo Heller ikke formenes 
ham at overvære Hyldingen , og taalte Kongen 
ham endnu , da maatte Borgerne ogsaa finde sig i hans 
forhadte Nærværelse . De følte sig imidlertid forvissede 
om , at naar Kong Christiern først sad fast i Sædet , 
da ' vilde de hovmodige Kirkefyrsters Tid være omme , 
og i denne Forventning skuffede de sig Heller ikke . 
Da Tiden til Kongens Ankomst nærmede sig , 
ryddede Bysvendene med deres Piker en Vei op til 
Forhøjningen , ad hvilken hans Naade uhindret kunde 
begive sig til sit Sæde . I den yderste Række af 
Mængden , lige bag Bysvendene , havde Knud taget 
Plads ; og her overrafkedes han Led for første Gang 
denne Dag at blive tiltalt ved Navn og venligt hilset . 
Det var en vel næret og godt klædt Borger med en 
skjøn ung Pige under Armen , der saa uventet og med 
al Høviskhed henvendte sig til ham ; og idet han gjenkjendte 
den vel agtede og rige Viintapper Jokum Pryds 
og hans skjelmske , sortøjede Datter Barbara , dukkede 
en smuk og munter Barndomserindring op hos ham . 
Hans Fader pleiede i fordums Dage at tage ind hos 
Jokum , der holdt et godt Herberge , og Knud mindedes 
den sidste Gang for nogle Aar siden , da han var der , 
at have havt mange Løier for med Barbara og leget 
Skjul og Tagfat med hende mellem de tomme Tønder , 
der henlaae i Herbergets Gaard . Dengang vare de 
begge Børn , skjøndt den voxne Alder nær ; men nu 

var hun en voxen Jomfru med rødmende Kind , og af 
hendes Tale mærkede Knud , at medens hun forlængst 
havde været ude af hans Tanke , saa bavde hendes 
Hjerte trofast bevaret Erindringen om ham . 
Saa venneløst og uden Glæde var Knuds Liv 
for Tiden , at Jokum Viintappers velvillige Ord faldt 
som Dug paa hans Hjerte , og Barbaras milde Blikke 
og skjelmske Smiil adspredte Mørket i hans Sjæl . 
Det var saare langt fra , at Erindringen om Ide 
Nielsdatter hindrede ham i at fryde sig ved den 
Solstraale , der faldt paa hans Vei . Hans Stemning 
mod Ide var tvertimod for Øieblikket bitter . Hun 
sad nu paa Holmgaard hos Laurids og Anna , medens 
Christoffer Kruse færdedes i Leding . Vingegaard var 
jo nu kun en Brandtomt , og Christoffers Hustru , 
Børnene og Oldemoder vare Alle tyede til Holmgaard , 
hvor de havde fundet en gjestmild Modtagelse . Derhen 
havde Knud sendt Bud og Brev ; men Ides Svar 
viste , efter Knubs Formening , at der maatte være 
foregaaet en Forandring med hendes Sindelag ; thi 
omendskjøndt hun ikke aabenlyst brød med ham , saa 
indeholdt hendes Brev dog kun saare Lidet om Kjærlighed , 
men desto flere Bebreidelser , fordi han havde 
fældet Thomas Kruse . 
Knud fordybede sig nu ganske i Samtale med 
Barbara Jokumsdatter og mærkede neppe , hvad der 
foregik omkring ham , førend Hans Naade med hele 
sit store Følge af Rigens Raader og andre gode 
Mænd , som Alle vare stegne af Hesten ved Torvets 
Indgang , med stor Pomp gik lige forbi ham . Da 
saae Knud for første Gang Kong Christiern den Tredie , 

og han stræbte at læse i Kongens Aasyn , hvad for 
Mand han monne være . Med kongelig Anstand sfred 
han forbi i sin sorte Fløiels Kappe , med en gylden 
Kjede paa Brystet , den flade Baret med den hvide 
Fjeder paa det brune Haar og den venstre Haand 
hvilende paa det gyldne , juvelsmykkede Sværdfæste . 
Hans Aasyn var alvorsfuldt , og i hans Blik afspeilede 
sig Retsind og en stærk Villie . Dog veg denne 
Strenghed i Udtrykket , naar han smilte og med venlig 
Nedladenhed hilste til baade Sider . 
I hans Følge gik mange af Rigets bedste og 
meest ansete Mænd og iblandt dem to af den endnu 
vaklende Thrones fasteste Støtter , Rigens Hofmester 
Hr . Mogens Gjøe og Hr . Johan Rantzov , maaskee 
sin Tids største Feltherre , som kun havde behøvet en 
større Skueplads for at vinde europæisk Berømmelse ; 
dog manglede ved denne Leilighed den tredie , Danmarks 
Vovehals , Peder Skram , sin Tids mest udmærkede 
Søkriger , og hvad der vil sige endnu mere , 
den meest retskafne og uegennyttige af Aarhundreders 
gode Mænd . Endelig var der en stor Skare 
Adelsmænd , ' og blandt dem blev Knud vaer sin 
argeste Fjende , Erik Skram . Hvor han hadede det 
rynkede Aasyn og det snu Blik ! Uvilkaarligt gjorde 
han et Skridt fremad , men strax følte han Bysvendens 
Pike mod sit Bryst , og da han satte sig til Modværge , 
vilde der opstaaet Tumult , havde ikke Jokum Viintapper 
lagt sig imellem og formildet den vrede Byfredens 
Vogter . 
Kort efter storegik Hyldingen paa sædvanlig Viis . 
De tilstedeværende Udsendinge fra de tre Stænder i 

Jylland svare den udvalgte Konge Troskabseden , og 
Rigens Hofmester forelæste paa Kongens Vegne et aabent 
Brev , i hvilket der tilsagdes Stænderne Bevarelsen af 
deres gamle Privilegier , som de havde havt fra Arilds 
Tid . Derefter fremtraadte Kongen selv og blev hilset ' 
med høie Jubelraab . Han talte Mængden korteligt til , 
takkede Stændernes Udsendinge for den Troskab , de 
havde tilsagt ham og lovede at blive Folket en mild , 
retfærdig og trofast Herre . Sluttelig anbefalede han 
dem Bestandighed i de vanskelige Tider og Villighed 
til at bære de tunge Byrder , hvilke Rigets Trængsel 
paalagde Alle , Høie , som Lave og endte med at nedbede 
Herrens Velsignelse over Land og Folk . 
Under gjentagne Jubelraab steg Kongen ned ad 
Forhøjningen og gik samme Vei tilbage , men nu med 
et end større Følge ; thi flere ansete Borgere og Geistlige 
vare blevne indbudne til hans Bord , og da 
Maaltidet skulde holdes strax efter Hyldingen , begave 
de sig nu med det øvrige Følge til Kongeflottet paa 
Borrevold . 
Knud saae Kongen komme og overlagde , om ikke 
Øieblikket nu var for ham til at træde ' frem og tale 
sin Sag . Han havde nemlig opgivet sit oprindelige 
Forsæt , at gaae den sædvanlige Vei , som vilde været 
en af de følgende Dage at fremtræde paa Tinge med 
sin Fordring og sin Klage . Ved Hove fandtes Ingen , 
hos hvem han turde vente Beskyttelse , Erik Skram og 
Maren vare saare vel sete der og Slægten Skram i 
det Hele taget i stor Gunst . Knud mente da , at han 
snarest vilde naae Maalet , naar han traadte dristigt 
frem og i Folkets Paahør stemplede Erik Skram som 

en Ransmand og Skalk . Det var forvovent , men ikke 
ilde udtænkt ; thi en slig kjæk Appel til Kongens Retfærdighedsfølelse 
vilde maaskee ikke forblevet ganske 
uden Frugt , og det var Kongens Hjerte , han maatte 
vinde ; Beviisligheder havde han ingen af . Dog , 
hvad Knud i sin Ubesindighed havde foresat sig , det 
mislykkedes ganske i Udførelsen . 
Bysvenden , som stod foran ham , havde nemlig 
endnu Mistillid til ham og betragtede ham som en 
urolig og ildesindet Person ; kunde han ikke være en 
Stimand , leiet af Papisterne til at overfalde og myrde 
Kongen ? Da nu Kongen atter nærmede sig , holdt Bysvenden 
Øie med Knud , og ikke saa snart gjorde Knud 
Mine til at bryde igjennem Rækkerne , før han atter 
havde Bysvendens Pike for sit Bryst , og da han vilde 
stode den til Side for at bane sig Vei , sprang et Par 
af de hosstaaende Svende til , og der opstod en 
Tumult , som endte med , at Knud under høie Raab 
af Overmagten blev trængt tilbage . 
Trods sin Ophidselse og Forvirringen omkring 
ham havde Knud dog Blikket heftet paa Kongen og 
hans Omgivelser ; og hvad han der blev vaer , underrettede 
ham , ligesaagodt som Ord , om hans Sags 
Haabløshed . Erik Skram havde nemlig faaet Øie 
Paa ham og aabenbart gjenkjendt ham . Knud saae , 
at han hastigt traadte hen til Kongen , blottede ærbødigt 
sit Hoved og hviskede Hans Naade nogle Ord i Øret . 
Kong Christiern standsede , saae strengt og forskende paa 
Knud , løftede , ligesom af Medynk , paa Skuldrene og 
gik saa videre . Knud fik altsaa dog et Blik af Kongen , 
men det var et hvast . 

Nu var Kongen borte og Alt forbi ; men som 
Knud stod der , blussende af Forbittrelse , fornam han 
et Slag paa sin Skulder , og da han saae sig om , stod 
hans Frænde Thøger for ham . 
„ I Herrens Navn , Knud ! “ sagde han , „ er det 
Dig , og skulle vi mødes saa ? Hvad har Du fore , at 
Du vækker Tumult paa Hans Naades Vei hans 
Hyldingsdag ? “ 
„ Godt at see Eders Aasyn , Thøger , “ svarede 
Knud i stor Sindsbevægelse ; „ jeg fornemmer dog nu , 
at een Frænde kjendes ved min Faders Søn . “ 
„ Hvor lider Du , Knud , og hvor færdes Din 
Moder og Søster ? “ 
„ De sidde luunt i Vissing Kloster , bede deres 
Ave og synge Vigilier , for at frie Faders Sjæl af 
Skjærsildens Pine , alt medens Sortebroder Vigand er 
hos og lægger Ved til Helvedes Ild , at Vigilierne 
faae lyde des stærkere . 
„ Gud naade de arme Kvinder ! og Du ? “ 
„ Ikke har jeg blivende Sted , færdes snart hist , 
snart her ; til somme Tider ligger jeg i Skove og 
Skjul , til andre har jeg Tag over Hovedet , men ikke 
mit eget , al den Stund der paa Tjele sidder en Røver 
og Tyv ; ikke vil jeg hvile , før jeg faaer ham røget 
ud af Reden . “ 
„ Vaer Din Mund ! “ sagde Thøger og saae sig 
om . „ Jeg veed mere om den Sag , end Du tænker ; 
dog er ikke her Sted eller Tid at tale derom . Idag 
har jeg Forhindring , da jeg skal til Hans Naades 
Bord ; men kom til mig i Korsbrødregaard imorgen 

Klokken syv slet , da ville vi tale et Alvors Ord med 
hinanden . “ 
Knnd trykkede sin Frændes Haand og lovede at 
give Møde , hvorefter de skiltes ; men da han derpaa 
gik for at søge ud af Byen til sit Herberge og see tik 
sin Hest , blev han Jokum Viintapper vaer , som med 
sin Datter stod tøvende paa Hjørnet af Torvet og 
Sanct Mogens Gade . Barbara saae idelig hen til 
ham og hviskede til sin Fader , indtil denne gik Knnd 
imøde , hilste ham og sagde : 
„ Herren være med Eder , Knnd Mogensen , sfilles 
her vore Veie ! Skulde I dog tvert derimod være til 
Sinds at gjøre os Følgesfab og træde over min Dørtærskel , 
den I veed er ikke langt herfra , da vilde det 
være mit ringe Huus en Ære og forvolde mig og min 
Datter stor Glæde . “ 
„ I have Tak , Jokum ! “ svarede Knnd venligt ; 
„ men min Hest er opstaldet hos Morten uden Sancte 
Mogens Port . “ 
„ Ei ! “ sagde Jokum , „ derfor veed jeg let Raad . 
Om I det begjærer , da skal min Stalddreng snarest 
hente Eders Ganger og Reisetøi . Eders Fader , hvis 
Sjæl Gud naade ! undte mig i sin Tid god Søgning ; 
I forunde mig nu at beværte Eder til Gjengjæld 
som en ret Gjest uden Vederlag . “ 
Barbara stod forventningsfuld paa Gadehjørnet ; 
hendes varme Blik og blussende Kinder bad endnu 
mere indtrængende , end Faderens Ord , og Knud tog 
da med Tak imod det gjestevenlige Tilbud . Snart 
var han hos Jokum Viintappers og saae sig Lænket i 
hans Dagligværelse , et hyggeligt og luunt Kammer , 

som laa bag Gjestestuen og var en Helligdom , i 
hvilken hans betalende Gjester kun sjelden fik Held til 
at trænge ind . 
Jokum gik ud og ind for at passe sin Dont , 
men Barbara forblev hos Knud , betjente ham ved 
Maaltidet og kredentsede hans Bæger . Vakker var 
hun at see til i sit brogede Skjørt , med det blaa 
Klædes Livstykke snørt om den smalle Midie , den hvide 
Brystdug over den svulmende Barm og den fine Pibekrave 
om den sneehvide Hals . Hendes rige , brune 
Haarfletninger med ibundne røde Silkebaand vare ordnede 
med Fiffighed og Smag , hendes Bevægelser vare 
yndefulde og hendes Væsen tækkeligt . Som en Kjøbstadsjomfru , 
hvis Fader holdt Viinfkjenk og Herberge , 
havde hun vistnok erhvervet sig en vis Utvungenhed 
og Frihed i sin Maade at være paa , men dog var 
hendes Væsen fuldkommen sømmeligt . Det vilde härmet 
Ide Nielsdatter , som nu gik bleg og sorgfuld paa 
Holmgaard , havde hun kunnet see ind ad Glarruden 
til Knud og iagttage , hvor vel han befandt sig i den 
skjønne Barbaras Selskab ; hun vilde snart tydet 
Barbaras Blikke paa den rette Maade og skjønnet , at 
Knud var i Fare . 
„ Ei , Barbara ! “ udbrød han muntert og drak sin 
skjønne Selskaberinde til , „ I er jo nu vorden en « sfadig 
Jomfru med høvisfe Lader og er ikke længer den 
Vildkat , som da vi legede Skjul i Biintønderne . 
„ Aar give Forstand , “ svarede Barbara rødmende , 
„ dog til de Færreste et gladere Sind . “ 
„ Da seer ikke I tungsindet ud , “ mente Knud , 

„ snaresf som kunde I , bød jeg Eder op dertil , lade 
den Leg gaae an paany . “ 
„ Ha , ha ! “ loe Barbara ; „ lysteligt nok kunde det 
være , men dog lidt ubekvemt nu og kunde flade mit 
gode Navn og Rygte . “ 
Knud loe med , men snart blev Samtalen mere 
alvorlig og fortrolig , idetmindste fra Barbaras Side , 
idet hun fortalte om sin Ungdoms Hændelser siden 
deres sidste Møde . Knud hørte paa den smukke og 
livlige Fortællerfle med Glæde , men gjorde ikke Gjengjeld 
og betroede hende Intet om hans egen Stilling , 
hvilken han mente hævet over hendes . Det var ham 
flet ikke paafaldende , at Barbara ikke frittede ham ud , 
eller at hendes Fader , som nu kom med en Kande 
kostelig Rhinskviin og en Stund holdt Knud med 
Selskab , ikke viste det ringeste Tegn til Nysgjerrighed . 
Det anede kun lidet Knud , at de Begge vidsle nøie 
Besked om hans Kaar , og at Barbara med Kjærlighedens 
hele Egoisme følte sit Hjerte banke forhaabningsfuldt 
ved Tanken om hans mislige Stilling . 
Som Hr . Mogens Løvenbalks ægte fødte Søn og 
Herre til Tjele vilde Knud visselig staaet høit over 
Barbara Jokumsdatter ; men mon hun ikke turde hæve 
sine Øine til en adelig Vanbyrding , fordreven fra 
Gaard og Gods ? Rigtignok var Knud ikke uformuende , 
snarest velstaaende , men Jokum havde kun eet Barn og 
evnede at give sin Datter en anseelig Medgift . Ak , 
stakkels Barbara kjendte kun lidet den haardhjertede 
Yngling , hun ødslede sine Smiil og ømme Blikke paa ! 
Adelsmanden var ham i Kjødet baaren , som i Klæderne 
flaaren ; til at gjenvinde den tabte Ære , dertil stod 

hans Hu , og hellere vilde han døe , end foretage sig 
Noget , der kunde stemple ham som Vanbyrding ; kun 
skjulte Slægtstoltheden sig bag hans jevne Væsen , naar 
han var i godt Lune . 
Knud gik seent til Sengs og hvilede blødt paa 
Herbergets bedste Bolstre , over hvilke Barbara med 
egen Haand havde bredet de fineste med Kniplinger 
kantede Lagener . Han var lidt tung i Hovedet af den 
megen Rhinskviin ; Jokum Viintappers stærke Røst og 
de blidere Toner af Barbaras vellydende Stemme 
gjenløde en Stund i hans Øren . Han tænkte uklart 
over denne Dags Hændelser og forundrede sig over 
den ærlige Viintappers Taknemmelighed , en sjelden 
Dyd i denne Verden ; men han mindedes tillige , at 
han tilsidst havde spøget vel dristigt med den smukke 
Barbara og ranet et Kys fra hende . Han saae da 
Ide i Aanden for sig med et strengt bebrejdende Blik 
og angrede . sin Brøde ; hvad var den lille Kjøbstadjomfru 
for ham imod den skjønne , fribaarne , højsindede 
Ide Nielsdatter ! Derudover var dog hans Erkjendelse 
ikke meget klar ; thi uagtet det dristige Ridt til Hyldingen 
kun havde beredet ham en Ydmygelse , havde 
han endnu den samme levende Følelse af sin egen 
Kraft og sit høie Mod , begreb ikke ret Forholdenes 
Overmagt og sov ind med den Beslutning ikke at bøie 
sig , men fremdeles kjæmpe med sin onde Skjebne . 

Andet Kapitel . 
I Korsbrødregaard . 
Johanniter-Klostret , ogsaa kaldet Korsbrødregaard , 
laae i Sanct Ib Gade , ikke langt fra Porten af samme 
Navn . Det var en anseelig Bygning , som bestod af 
fire sammenbyggede Længder og havde en skjøn , hvælvet 
Kirke med et fiirsindstyve Alen høit Taarn . En 
stor og vel dyrket Have strakte sig fra Klostret lige ned 
til Søen . 
I dette skjønne Kloster , af hvilket der nu ikke er 
Andet tilbage , end Spor af Fundamentet , som er fundet 
ved Udgravning , havde Johanniter-Ordenen i henved 
fire hundrede Aar havt sit Paulun . Ordenens 
Formaal var oprindelig det hellige Lands Gjenerobring , 
eller af indsamle Bidrag dertil og af pleie Syge . 
Den var helliget til Johannes den Døber og havde 
af ham sit Navn ; men da Duen , den Helligaands 
Symbolum , er en Erindring om Døberen , og Billedet 
af den hørte til Ordenens Insignier , benævnedes Ordenens 
Medlemmer ogsaa Duebrødre , men dog hyppigst 
Korsbrødre , fordi de som Korsfarere bare et 
ottekantet hvidt Kors paa deres sorte Ordenskapper . 

I Klostret var et lidet Hospital , hvor Munkene ydede 
Syge Pleie , men Gudstjenesten holdtes tillige ved 
Magt med Sang og Messe i Kirken , mens nu og 
da Ordenens viede Præster prædikede paa papistisk Viis . 
I dette Kloster havde Thøger Løvenbalk været 
optaget fra sin Ungdom , først som Ungbroder , senere 
som Munk og viet Præst , og herhen blev , som bekjendt , 
i Aaret 1525 Hans Tausen sendt fra Antvorskov Johanniter-Kloster , 
for der at omvendes fra sine kjætterske 
Anskuelser . Peder Jensen , en klarhovedet og vel oplært 
Munk , var dengang Commendator og Prior for Korsbrødregaarden 
i Viborg , og til hans Omhu betroedes 
den unge , begavede Munk , der havde begyndt sin 
Bane som en ivrig Papist og lidenskabeligt elsket Klosterlivet , 
men som ikke havde formaaet at modstaae Morten 
Luthers mægtige Veltalenhed . Han var nemlig 
paa Klostrets Bekostning bleven sendt til Tydsiland , 
for at uddanne sig ved dette Lands berømte Universitefer , 
men havde , utilfredsstillet ved de spidsfindige 
kirkelige Lærdomme , som der foredrøges , tvertimod sine 
Foresattes strenge Forbud , begivet sig til Wittenberg 
og der hørt Luther . 
Dette Besøg blev afgjørende for Hans Tansen 
selv og for hans Fædreneland , hvis Luther han var 
udseet til at blive . Hverken de strenge , klosterlige 
Bodsstraffe , han maatte udstaae paa Antvorskov , eller 
nu Prior Peders Formaninger og Trudsler formaaede 
at kue ham . I Samtaler med sine Ordensbrødre og 
fra Prædikestolen udtordnede han sin Fordømmelse af 
Katholikernes Værkhellighed , eller uchristelige Retfærdiggjørelse 
af Gjerninger , saa det endte med , at han blev 

kastet i Klostrets Fængsel . Dog , selv fra Fængslets 
Gitter forkyndte han med urokkeligt Heltemod den store 
Sandhed — Retfærdiggørelse af Troen ; men i saa 
lange Tider havde nu denne Evangeliets Kjerne og 
Frelsens sande Klenodie været formørket af menneskelige 
Paafund , at Ordet i Priorens og Munkenes 
Øren lød som Gudsbespottelse . Efter en treaarig forgjeves 
Strid med denne stærke Aandens Kjæmpe udstødte 
den forbittrede Prior Hans Taufen af Klostret , 
og denne kastede da sin supsrpollioum eller Ordensdragt 
og stadfæstede derved sit endelige Brud med 
Katholicismen . 
Han forlod dog ikke Klostret ganske alene . En 
Ordensbroder — kun een — var bleven vundet ved 
hans Forkyndelse , brød med de gamle Vildfarelser og 
blev udstødt af Klostret med Hans Taufen . Denne 
Ene var Broder Thøger , som nn blev Tausens tro 
Støtte i Reformationens første bevægede Dage , delte 
Farer og Anstrengelser med ham og prædikede , som 
han , for de Viborg Borgere . Han fulgte Taufen til 
Kjøbenhavn , men vendte dog snart tilbage igjen til 
Viborg , hvor han siden med Sadolin og Skjønning 
byggede videre paa den af Taufen lagte Grundvold . 
Det blev senere hans Lod at ansættes som luthersk 
Prædiker ved Dominikaner-Kirken , nu SøndersognsKirken , 
i hvilken Stilling han forblev til sin Død ; og 
den liden Søn Peder , der allerede var ham født , skulde 
i Fremtiden bestige Viborg Bispestol som den tredie 
lutherske Biskop ; men for Tiden vare Familiens Vilkaar 
usikkre ; Thøger og hans Hustru levede af Borgernes 

frivillige Gaver , og de indkom i disse trange 
Tider kun sparsomt . 
Dog havde han erhvervet sig en Fribolig og det 
i selve Korsbrvdregaarden , fra hvilken han i sin Tid 
var bleven uddrevet . Prioren og de fleste Munke 
havde nemlig under det lutherske Røre , af Frygt for 
Borgernes Voldsomhed , forladt Klosteret og vare siden 
ikke vendte tilbage . Hospitalet stod tomt , og i det øde 
Kloster var kun forblevet nogle faa Munke , gamle 
Mænd , der ikke kunde løsrive sig fra det Sted , hvor 
de havde tilbragt næsten hele deres Liv , som udenfor 
Klostret hverken havde Frænder eller Venner mere og 
ikke vare i Stand til at ernære sig selv . De levede 
nu af Almisser , thi med Priorens Flugt var al anden 
Indtægt ophørt at indflyde . 
For disse den synkende Kirkes Veteraner var det 
en stor Velgjerning , at Thøger flyttede ind . Som 
fordums Korsbroder mentes han at have et Slags 
Ret dertil , og der var i disse Ufredens Tider ikke 
taget nogen endelig Bestemmelse med Klosteret , som 
først senere med sine ikke store Ejendomme blev et 
verdsligt Lehn . 
Thøger indrettede sig altsaa saa hyggeligt , som 
muligt , i en Krog af den øde , rummelige Bygning , 
prædikede nu og da for sine Tilhængere , og de gamle 
Munke fandt Ly og Tilhold ved hans Arne . 
Forunderligt var det Syn , de tilbageblevne Korsbrødre-Munke 
nu maatte see — en Vugge med et 
Barn i en Kloster-Celle ! I Begyndelsen forargedes 
de derover og skyede den til Barnekammer omdannede 
Celle ; ikke engang Barnets Fader selv formaaede i 

Begyndelsen ganske at værge sig mod denne Følelse ; 
det blev ham en Anfegtelse at see en Vugge gaae og 
høre Vuggeviser paa det Sted , hvor forhen kun lød 
Bønner og angerfulde Sukke , og hvor han selv havde 
levet i asketisk Strenghed . Han kom ikke saa let over 
dette Bjerg , Bruddet paa den hellige Ed , ved hvilken 
han havde afsvoret Ægteskabet og Livets naturlige 
Glæder , og da hans Hustru havde været Nonne , var 
Edsbruddet dobbelt . Dog gav Moderkjærligheden efterhaanden 
Hustruen stedse større Klarhed og Styrke , hun 
fik lettere Bugt med Anfegtelserne , end hendes Hunsbonde 
og vandt mangen Seier over ham i de aandelige 
Tvekampe , de udfegtede i al Kjærlighed med hinanden 
under fire Øine . 
Mild , fredsæl og forstandig , som Anna Pedersdatter 
var , lykkedes det hende ogsaa at forsone de 
gamle Munke med det uskyldige Barn , og det varede 
ikke længe , inden det kom , som af sig selv , at en af 
disse affældige og af Tidens Modgang bøiede Oldinge 
vænnede sig til at forrette Barnepige-Tjeneste ; thi 
Anna turde ikke tænke paa den Overdaadighed at holde 
Tyende . Den lille vordende lutherske Bisp havde den 
sjeldne Skjebne at blive vugget i Søvn af kronragede 
Munke . Høist pudsigt var det at see de Gamle spøge 
med Barnet , naar det vaagnede , og strax efter gribe 
Rosenkrandsen for at afbede den Synd , at have kjærtegnet 
et Barn , der var avlet i Forbandelse , af en 
meensvoren Munk og Nonne . Det gik da saa , ved 
Samlivet med Thøger , Anna og det lidet Barn , 
at Rosenkrandsen stedse fik længere Hvile , og de angerfulde 
Bønner stedse bleve sjeldnere . 

Tirsdagen efter Midfaste-Søndag om Morgenen 
var Sagernes Stilling i Korsbrødregaard netop , som 
ovenfor beskreven . Thøger og hans Hustru havde 
holdt deres Morgenandagt og sade nu ved deres 
Davre , af hvilken de gamle Korsbrødre , Kjeld og 
Søren , fik deres Part , medens Broder Martin vuggede 
lille Peder Thøgersen , med sikker Udsigt til at 
faae sin Madlyst stillet , naar de Andre havde spiist . 
Fredeligt sade de tilsammen , Papismens troe Tilhængere , 
der vare for gamle og sløve til at kunne bryde med 
deres Fortid og den Frafaldne , hvis forunderlige Lod 
det var blevet at bekjæmpe den Lære , han lige indtil 
sin Manddomsalder havde vedkjendt sig og forsvaret . 
Intet Ord blev fra nogen af Siderne talt , som kunde 
saare Modparten ; thi Thøger , som fra Prædikestolen 
udslyngede fnysende Vredesord mod Papisterne , øvede 
i sit eget Hjem christelig Tolerance . Dette Træk var 
fælleds for de danske Reformatorer ; de vare strenge og 
polemiske i deres Forkyndelse for at trænge igjennem 
med den , men milde i deres Sæder og i personligt 
Samkvem . 
Som de vare midt i Maaltidet , hørte de Portklokken 
ringe ; kort efter lød baade slæbende og faste 
Fodtrin i Cellegangen , og den gamle Guardian , Broder 
Povel , aabnede Døren for Knud Mogensen , der 
studsede lidet ved den eiendommelige Familie-Scene , 
han pludselig fik Øie paa . Te Andre grebes af en 
lignende Overraskelse ved at see ham , saa stærk en 
Modsætning dannede hans friske , ungdommelige Aasyn , 
hans smukke , klædelige Dragt og hans statelige Holdning 
til denne Gruppe gamle , krogryggede Munke i 

luvslidte Kutter , Thøger i sin grove , daglige Dragt 
og Anna i sin tarvelige sorte Klædning og med det 
hvide Lim tæt sluttet om sit Aasyn , uden mindste 
Prydelse , streng og ærbar i sit Ydre . Cellens nøgne 
Vægge , det plumpe Bohave , det tarvelige Maaltid og 
den gamle Munk , der sad ved Vuggen og brummede 
en Vuggevise , oplyste bedre , end mange Ord , Knnd om 
Beskaffenheden af hans Frændes Kaar . Et Smiil 
foer over hans Læber , og Thøger blev det vaer , men 
vrededes ikke derover . Han saae paa Knnd og tænkte , 
at hans unge Frænde var bleven en smuk ung Mand , 
og at hans Skjønhed var af den mandige Art , der i 
Særdeleshed tiltalte ham . Det Smiil mindede om 
hans fagre Søster ; thi Knnd havde , ligesom Margaret , 
arvet sin Moders smukt formede Mund , men den faste 
Hage , den brede Pande og Øinenes blaa Farve stemplede 
ham dog som en ægte Løvenbalk . 
Thøger bød Knnd velkommen med uskrømtet Hjertelighed , 
men dog med en Værdighed i sin Holdning , 
der ikke forfeilede sin Virkning ; thi Knnd rødmede over 
den Følelse af Ringeagt , der i det første Øieblik havde 
grebet ham . 
„ Vær hjertens velkommen som min Huusbonds 
Frænde , “ sagde Anna , der idag for første Gang saae 
Knnd , „ og har I ikke alt spiist Davre , da gjør vort 
Bord — ringe er det , i Sandhed — den Ære at 
tage Sæde og nyde en Skeefuld Grød . “ 
Knnd kom lige fra det overdaadige Maaltid , 
hvormed Barbara Jokumsdatter havde beværtet ham ; 
men der var i Anna Pedersdatters Aasyn og Væsen 
saa megen Reenhed og Fredsælhed , al han ikke formanede 

al sige Nei og muligviis krceuke hende ved et 
Afslag . I denne nøgne Celle og ved dette simple 
Bord fandtes Noget , som savnedes der , hvor han kom 
fra ; af Thøgers og hans Hustrus Væsen og Ord fornam 
Knud ligesom en Luftning fra en høiere og renere 
Verden , og han følte sig et Øieblik baade ydmyget og 
fængslet . 
Da Maaltidet var til Ende , førte Thøger sin 
Gjest ind i sit Lønkammer , der var den samme Celle , 
han i sin Tid havde beboet som Ungbroder . Der 
fandtes intet andet Bohave i dette snevre Rum , end 
et Bord , bedækket med Bøger , en plump Stol og en 
Løibænk . Thøger bad Knud tage Sæde paa Bænken , 
selv satte han sig i Stolen , foldede sine Hænder og 
sagde : 
„ Her i denne Celle har jeg i min papistiske 
Udlændighedstid bedet mange brændende Bønner og 
fegtet med Djævelen , der i min Vildfarelse paaførte 
mig svare Anfegtelser , og har han vel ikke sluppet mig 
den Dag i Dag ! Da var jeg en Afgudsdyrker , Knud , 
nu er jeg en Messedræber og af de værste , saasom 
jeg blev Førstegrøden af Herrens Udsæd her udi Viborrig 
ved Hans Taufen , min Mester og Lærer , hvem 
Gud signe ! Jeg burde være stærk , Knud , og dog er 
jeg mangen Stund svag ; thi det vil jeg tilstaae for 
Dig , at nu , da Herren i sin Naade har forundt mig 
jordisk Lykke , og mit Hjertes Vansmægten efter Kjærlighed 
er bleven mættet , nu tykkes det mig , at Djævelen 
er mig nær nok fra den anden Side , saa jeg nødes 
at stride haardelig , for ei at Hildes ganske i jordiske 
Baand og vorde sløv i Herrens Tjeneste . 

Knud kjendte visselig ikke endnu til den Slags 
Anfegtelser ; dog gav han et forstandigt Svar . 
„ Om jeg tør sige det , “ svarede han , „ da tænker 
jeg , at Korsbroderen i Eder end ikke er ganske død , 
men lever op igjen hos disse gamle , topragede Munke 
og inden disse Klostermure . I Eders Sted vilde jeg 
snarest sfifte Bolig . “ 
„ Saamænd ! “ sagde Thøger smilende . „ Jeg valgte 
denne Bolig af Nød , og jeg har den for Intet ; jeg 
faaer vel holde ud her til bedre Tider . Da Du sidst 
gjestede mig , var jeg Ungkarl og kunde nøies med et 
lidet Kammers hos . Jokum Viintappers — retskaffens 
Mand , han ! Han og hans skjønne Datter have ei forglemt 
Dig ; de have flittigt spurgt til Dig . “ 
„ Jeg kommer saa lige fra Jokums , “ svarede 
Knnd rødmende , „ og har havt Herberge der denne 
Nat . “ 
„ Ei see ! “ udbrød Thøger , mens Knnd sad og 
legede med sin befjedrede Hue . „ Dog , nu til Dig og 
Din Velfærd , min Søn ! Med Sorg fornam jeg i sin 
Tid Din Faders Død , og jeg har hørt en Fugl synge 
om de sære Hændelser , Du før og siden har maattet 
prøve , fornemmelig om den Spydskarl og Skalk , som 
udgav sig for Din Morbroder og lokkede Dig i Leding , 
saa Du stod en kort Stund paa den forkerte 
Side ; dog kan jeg trøste Dig med , at Din Fart til 
Aalborrig ikke er vorden almindelig kündbar , hvilket er 
en Lykke . “ 
Knnd fornam af denne Tale , at Thøger ikke var 
vidende om Drabet paa Thomas Kruse og følte sig 

ikke fristet til at fortælle om denne skjebnesvangre Begivenhed , 
hvorfor han taug , mens Thøger vedblev : 
„ Jeg kan melde Dig , at hiin Landsknegt , hvis 
rette Navn er Johan Goerdes , det Du vel nu er 
vidende om , undslap fra Dræbningen i Aalborrig og er 
nu i den Børglum Bisps , Stygs Krumpens Brød som 
hans Fodermarfk . To skjønne Skalke , Knud , have 
der fundet hinanden ! “ 
„ Ei ! “ udbrød Knud , „ da kunde det lyste mig at 
gjeste den Bisp og ganske opgjøre mit Regnsfab med 
den fule Landsknegt . “ 
„ Det lade Du helst blive og bed dertil , at Du 
og han ingensinde mødes tiere ! Du sagde igaar , at 
Du havde ligget i Skove og Skjul — bliv mig ikke 
til en Løbesfytte , Knud ! “ 
„ Nu , “ svarede Knud forbeholdent , „ en stor Part 
af Vinteren har jeg dvælet i Mariager hos Folmer 
Rud , der end maa holde Stuen og er lidende af sit 
Saar . “ 
„ Det glæder mig at fornemme , “ sagde Thøger , 
„ bedre Selskabsbroder kan Du ikke finde ; men nu tale 
vi om det , hvoraf Din Fremtids Lykke hænger ! Hvor 
flikker sig Din Moder i den Tort , at hun nu staaer 
slemplet som Slegfredkvinde og deri , at Erik paa sin 
Husfrus Vegne har taget Tjele ? “ 
„ Utænkelig vel ! “ svarede Knud i stor Harme . 
„ Min Ære veed jeg bjerget , siger hun , og Menneskenes 
Klasser og Ondflab bekymrer mig kun lidet ! Nu vil 
jeg ikkun have Ære for Gud , ende mit Liv som Lægsøster 
i dette Kloster og dyrke Herren , Guds Moder 
og alle Helgene til min sidste Stund . “ 

„ Hm ! “ udbrød Thøger ; „ og Din Søster ? “ 
„ Margaret , “ svarede Knnd , „ tænker som Moder , 
men troer ikke paa hendes Ære ; hun mener sig at 
være et Slegfredbarn , og at for hende er kun det tilovers 
at skjule sig for Verden og give sig i Kloster . 
Broder Vigand bestyrker hende deri , Herren straffe ham 
derfor ! “ 
„ De Munkes og Nonners Rævestreger begriber 
jeg heelt vel , “ sagde Thøger ; „ deres Fingre kløe efter 
Din Moders Mammon . Du er da vidende derom , 
at Din Fader har efterladt hende og Eder alt sit 
Løsøre , saa vel tyve tusinde Gyldens Værd ? “ 
„ Jeg er saa , “ svarede Knnd . „ Hans Thordsen 
har underrettet mig derom ; thi Moder har gjort Ondt 
værre ved at udvælge ham , en ufrels Mand , til sin 
Lavværge . Dog , det vide I , Thøger , jeg tager ikke 
en Hvid deraf , al den Stund jeg derved tilstaaer at 
være en Slegfredsøn . Og har jeg min Moders Ære 
for kjær til at handle saa ; selv er hun mig dertil 
dyrebar , handler hun end , som var hun fra Vid og 
Samling . “ 
Thøger vilde nødig krænke Knud ved at udtale 
sin Mening om hans Moder og hendes Stilling , 
hvorfor han blot spurgte sin unge Frænde , hvad han 
nu agtede at foretage sig ? Dog , Knud var lidet tilbøielig 
til at indvie Thøger i sine Planer , hvilke han 
følte vilde blive misbilligede , hvorfor han blot underrettede 
ham om Hensigten med hans Fart til Staden 
og nærmere forklarede ham , hvorledes hans Plan , at 
henvende sig til Kongen , for den Gang var mislykket . 
Thøger grundede nogle Øieblikke og sagde saa : 

„ Bilde Du blot forlige Dig med Din Skjebne , 
som den er ! Det seer jeg grant , at Tjele for evigt er 
tabt for Dig ; Du ødsle da ikke Tid og Penge paa at 
gjenvinde Dit Fædrenegods ! Saa er Loven , Knud , at 
hvis Erik Skram , som nu har Gaarden inde , frier sig 
med tolv Mænds Ed , at han tog den med Rette , det 
han visselig , om fornødent , gjør , da vorder den ham 
tilkjendt , og til at vrie Loven , dertil fattes Dig mægtige 
og gunstige Patroner . “ 
„ Men mit gode , ærlige Navn og min Ære ? “ 
spurgte Knud , blussende af Harme . 
„ Nu , Knud , “ svarede Thøger velvilligt , „ ikke 
laster jeg Din Høisindethed , den jeg heelt vel fatter . 
Dog høre Du nu mit Raad og siig saa ikke siden , at 
Du gik raadløs fra mig ! Du tage uden Betænkning 
den Arv , der er Dig tilfalden , og see saa at tjene 
Dit Brød som en ærlig Mand ! Du kan gaae i en 
bedre Mands Brød , og Heller ikke er det utænkeligt , 
at Tn kan vorde ansat i Kongens Tjeneste ; thi hvad 
Æren anbelanger , da betænke Du , at tog end Din 
mægtige Frænde Dig Tit Fædrenegods fra , det er 
dog ikke saa klarlig beviist , at Du ikke skulde være en 
ægtefødt , fri Mand . Med Kløgt og Lempe kan Du 
bringe det vidt og tænkelig grunde en ny Slægt ; ved 
Rettergang øder Du Dit Mammon , ved Vold styrter 
Du Dig i Fordærvelse . “ 
Thøger havde der med Fremsynethed afmalet 
Knuds Fremtid omtrent , som den virkelig blev , da han 
havde udraset ; men han var for Tiden ganske uimodtagelig 
for vise Raad , og det vilde vel ogsaa geraadet 
ham til liden Ære , om han saa let havde skikket sig i 

sin haarde Skjebne . Han var jo end saa ung , hans 
Mod » bøiet , hans Indsigt i denne Verdens Anliggender 
kun ringe . Lang og trang fluide den Vej 
blive , der nu i Thøgers Fremstilling tog sig saa 
magelig ud . 
„ Thøger , “ sagde han og blev saare bleg , „ ikke 
seer I mine Kaar an fra den rette Side . I bør betænke , 
at som ufrels Mand kan jeg ingensinde eie fri 
Jord , og ægter jeg en fri Kvinde , da er det Mgteflabsbaand 
som ikke knyttet og hun i Verdens Øine ikkun 
min Selgfredkvinde . Saa vil da Forbandelsen følge 
mig Vanbyrding indtil den Dag , da min rette , ægte 
Fødsel vorder beviist . “ 
„ Saa dømmer Verdens Daarskab , “ svarede Thøger 
koldsindigt . „ Dog , hvor staaer det skrevet , at Du 
just skal ægte en adelsbaaren Jomfru ? Der findes 
og retskafne borgerlige , og en slig er min Hustru . 
Hvad tykkes Dig om Barbara Jokumsdatter ? Nu , 
jeg gantes blot med Dig , men vide det skal Du dog , 
at hun er en dydig og rettroende Jomfru , vel en ærlig 
Mand værd . “ 
Knud kjæmpede nogle Øjeblikke med sig selv , men 
besluttede sig dog endelig til i dette Punkt at vise sin 
Frænde fuld Fortrolighed . Han indviede ham da i 
sit Kjærlighedsforhold til Ide Nielsdatter , og da Thøger 
frittede ham skarpt ud , fik han ogsaa Kundskab om 
det blodige Møde med Thomas Kruse . 
„ Osus missrsoorclö tui ! “ udbrød Thøger og 
hævede de foldede Hænder , „ saa har Du alt taget 
en Broders Liv , og der klæder Blod ved Dine unge 
Hænder ! “ 

„ Det Blod/ ' svarede Knud roligt , „ tynger ikke 
min Samvittighed ; var han dog en ond Karl og min 
arge Fjende , det han udsagde med sit sidste Aandedræt . “ 
„ Og saa sendte Du ham ud af Verden at træde 
for Guds Domstol ! “ sagde Thøger harmfuld . „ Du 
fældede ham ikke som Din Herres Fjende , hvo han nu 
var , men som Din egen , af Had og Hevn . “ 
„ Jeg fældede ham ikke lig en Stimand , “ svarede 
Knud med et mørkt Blik , „ men i aaben , ærlig Kamp . 
Vi gik løs paa hinanden med gode Vaaben og ærlig 
Villie at gjøre vort Regnflab op ; thi havde han fljeldt 
mig for en Vanbyrding og vilde dertil rane mig min 
Hjertenskjær fra . “ 
„ Og Hver , “ udbrød Thøger , „ der kalder Dig 
saa , skal smage Din Klinge , ei saa , Knud ? Din Bei 
vil gaae over Lig , og den vil føre Dig til Galgen , 
hvor Din Krop vil dingle , mens Din Sjæl farer til 
Helvede . “ 
„ Nu tager I for haardt , “ svarede Knud urokket , 
„ og som var jeg den eneste Manddraber i det ganske 
Land . I veed det heelt vel , at de gode Mænd ere 
snart talte , som ikke have en flig Skyld paa sig og 
siig mig da , om de ikke alle leve end og ved Mandebod 
og Gørsum * ) tilkjvbte sig Fred og Slægtens 
Tilgivelse ? “ 
„ Dog ikke Gud Herrens ! “ udbrød Thøger og saae 
* ) Af det islandske Ord gär , heel , fuldkommen ; en Overbod , 
som Drabsmanden af Hensyn til den Dræbtes Frænder og 
Slægtens Anseelse gav udover den ved Loven fastsatte , rette 
Mandebod for ganske at tilfredsstille dem . 

opad ; „ ikkun oprigtig Anger og Tro til Forløsning 
ved Jesum Christum , hans Sonoffer , kan slette Synd 
ud . Dog , saa sløvet og vanvittig er Menneskeslægten , 
at de regne ikke en Sjæls Værd saa høit , som til en 
Hests halve Priis ! * ) Du betænke nu i hvert Fald 
Et , Knud , at saa gaaer det , fælder den ene fri Mand den 
anden ; men , er nu end visselig fri og ufri lige eens 
og godt for Guds Domstol , i Dine Kaar , og da Du 
i de Flestes-Øine er ufrels , da kan et Drak koste 
Dig Din Hals . “ 
„ En forsmædelig Død , “ svarede Knnd koldsindigt , 
„ vilde være pinefuld , dog paa ingen Viis Døden selv . 
At falde i aaben , ærlig Kamp , det tykkes mig til 
somme Tider at maatte være en Lyst , og gjerne drog 
jeg i Leding at lade mit Liv , turde jeg forvente at 
blive antaget som en god Mand , hvad dog nu ikke 
staaer til at haabe . Vaabnenes Gny er en skjøn Musik , 
og et raskt Stød frier en Mand fra lang Pine under 
Badskærens Hænder . “ 
„ Og hvad kommer saa derefter , Knnd ? “ 
„ Ikke veed jeg det og stiller det trygt i Guds 
Haand ! “ 
„ Ak ! “ udbrød Thøger , „ Du onde Menneskehjerte 
og Du lunkne Menneskesjæl ! Skulde man , ved at 
høre Dig tale , tænke , at Christi Evangelium nu snart 
i syv Sekler er prædiket udi dette Land ? Dog , Gud 
naade ! den Prædiken var nu og i lange Tider derefter , 
Paa en Tid , da en Hest kostede 160 Mark , var Mandeboden 
kun 54 Mark . Ansete Slægter fordrede dog indtil 
1500 Mark for et Drab . 

og en Pengegave ' i Munkens Sæk var Nok til at udsletfe 
grove Synder . Gud have Lov , nu stunder det 
mod Enden med denne Vankundighed ! Nu prædikes 
det rene Evangelium og maa faae Bugt med denne 
Verdens Ondskab . “ 
„ Mig tykkes ganske det Modsatte , “ sagde Knud 
haardnakket ; „ ere ikke somme af de Lutheriske fule 
Bandskroppe og handle , som var Fanden og ikke Christus 
deres Gud ? Hvad tænker I om vor Frænde , 
Geert Eriksen ? Fandt I noget Sted værre Fyldehund 
og Slagsbroder ? “ 
„ Jeg seer , hvor det har sig med Dig , Knud ! “ 
sagde Thøger sørgmodigt . „ Du har afkastet den gamle 
Klædning og ikke iført Dig den nye . Du lever uden 
Gud , og Æren er den flagrende Lygtemand , hvorefter 
Du styrer Din Kaas ? “ - 
„ Saamænd , “ svarede Knud ; „ jeg hader de Munke 
og elsker ligefuldt ikke de Lutheriske . Lad baade Parter 
dyrke deres Gud , som de ville , alt imens jeg faaer 
oprettet min Ære og gjenvinder min Fædrenegaard ; da 
faae vi siden see ! “ 
Thøger saae harmfuldt op og vilde givet et heftigt 
Svar , men besindede sig og taug . Han saae paa 
den livskraftige , stolte unge Mand , der sad for ham , 
fuld af verdslig Tryghed , og hvis hele Tragten gik 
ud paa at gjenvinde timelig Ære og Fordeel , og han 
følte , at al Prædiken for Tiden kun vilde forhærde 
ham end mere . Dog vilde han end forsøge det med 
et Ord , som maatte røre ham ved det ømme Sted . 
„ Ide Nielsdatter , til hvem Din Hu staaer , “ 
sagde han , „ er en god lutherisk Jomfru , den ny Lære 

hengiven og tro . Jeg vil bede dertil , at hun ikke falder 
i Dine Hænder , som er en ganske vantroende 
Mand . Det vide Du , Knud , at kom Du med hende 
til mig , ikke vilde jeg forene Eders Hænder for Guds 
Alter og begjærede Du af mig det hellige Sakramente , 
jeg vilde vise Dig af som en angerløs Synder . “ 
„ En Uværdig , “ svarede Knud og rynkede sine 
Bryn , „ er jeg tænkelig ikke blot i Eders Øine , men 
og i Guds ; dog mindes I det , jeg har ikke löiet , ei 
Keller hyllet for Eder . “ 
„ Visselig ikke ! “ sagde Thøger mildere , „ Du er 
en ærlig Sjæl , enddog Du raver om i Vildfarelsens 
Mørke . Du faaer nu raade Dig selv ; tænkelig bliver 
Du seende , har Du først rendt Panden mod Muren . 
Faderløs er Du nu , saa og næsten moderløs ; Du 
mindes da , gaaer Verden Dig fremdeles imod , at Du 
i mig haver en velmenende Frænde , som dertil er en 
Guds Tjener , ringe nok for Sanden ! dog mægtig at 
give Dig fuld Syndsforladelse ; skulde Du nogen Tid 
vende om og føle Anger , da vend Dig trygt til mig ! “ 
„ Tak , som byder ! “ sagde . Knud og reiste sig 
brat ; dog vidnede hans Aasyn og Blik om nogen 
Sindsbevægelse , hvilken han betvang . 
„ Saa have Gud Dig imens , “ sagde Thøger 
hjerteligt , men sorgfuldt ; „ jeg skal mindes Dig i mine 
Bønner ! “ 
Dermed skiltes de ; men da Knud var sin Frænde 
af Syne , blev kun Braadden af de Alvorsord , denne 
havde talt , tilbage i hans Hjerte . Fornemmelig gjenlød 
de Ord i hans Øren : hvor staaer det skrevet , at Du 
just skal ægte en adelsbaaren Jomfru ? der findes og 

retskafne borgerlige — hvad tykkes Dig om Barbara 
Jokumsdatter ? De Ord tirrede Knud og drev ham 
til Handling ; han vilde vise sin Frænde , a : den Bøn , 
at Ide Nielsdatter ikke maatte falde i hans Hænder , 
skulde vorde bedet forgjeves . 
Han gik skyndsomst til sit Herberge og lod sin 
Hest sadle . Hans gjestfri Vært bemærkede med Mishag 
hans forandrede Væsen og glædedes ikke meget ved 
hans høviske , men kolde Taksigelse for den nydte Gjestfrihed . 
Barbara bød ham Farvel med blege Kinder 
og et spørgende , sorgfuldt Blik . En halv Time efterat 
han havde forladt Korsbrødregaard , red han ud af 
Sanct Mogens Port og fulgte Aalborgveien , som 
maatte føre ham til Holmgaard . 

Tredie Kapitel . 
I Bjerregrav Mose . 
Paa Holmgaard i Rindsherred sad Laurids Lunov 
med sin unge Hustru og hendes Slægt . Saae det 
end først ud , som skulde Anna Enevoldsdatter aldrig 
faae Held til at feire sit Hjemfærdsgilde og som Huusfrue 
paa Holmgaard fæste Nøgleknippet til sit Belte , 
det vendte sig dog saaledes , at hun drog derind , 
førende alle Sine med sig . Hnn var glad ved dem 
Alle , ved Anna Seefeld , hendes Børn og Oldemoder , 
thi de oplivede hendes stille Hjem , og hendes 
Huusbond var just ingen Mester i at finde paa Tidkort ; 
men hvad Ide Nielsdatter angik , da blev hun 
nu meest kun taalt ; forskydes burde hun dog ikke , 
voldte hendes Nærværelse end ofte Ufred . 
Ræd havde Anna været i sin Tid ved den Tanke 
at drage herop og boe blandt de Rindherreds Kaaber , 
der vare saa berygtede for deres Opsætsighed ; dog , 
nu havde det taget en sørgelig Ende med dem . De 
kaldtes Kaaber , det vil sige Riddersvende , fordi maage 
af dem slammede fra Adelsmænd , for hvem det var 
gaaet til Agters , eller som ved Ægteskab med ringe 

og ufrie Kvinder havde sat Børn i Verden , der ikke 
bleve anerkjendte som hørende til Standen . Mange 
af disse halve Adelsmænd vare dog rige Selveierbønder , 
indtil de nu nylig ved at deeltage i Skipper 
Elements Opløb kom i Kongens Unaade . Kong Christierns 
Raadgivere grebe med Begjærlighed denne Leilighed 
til at kue Bonden og udvirkede en Beslutning , 
hvis Haardhed og Uretfærdighed aldrig kan forsvares ; 
thi samtlige Herreders Almue , som havde hyldet Skipper 
Element , blev , uden at skjelne mellem Skyldige og 
Uskyldige , dømte til at have Liv og Eiendom forbrudt , 
din blev vistnok ikke den ganske Befolkning dreven fra 
Huus og Hjem , en Grusomhed , hvortil den milde 
Konge aldrig vilde givet sit Minde ; men Bønderne 
mistede i heldigste Fald deres Eiendomsret og bleve 
fra jordegne Bønder Kronens eller Adelens Fæstere ; 
hvem det gik værre , maatte give saa store Bøder , at 
de forarmedes derved , og nogle mistede ganske deres 
Eiendom , naar de ikke formaaede at indløse den med 
dens fulde Værdi . Vistnok var Forbittrelse » over 
denne Haardhed , der for en stor Deel maa skrives paa 
Kongens gridske og hevngjerrige adelige Raadgiveres 
Regning , saa stor , at Bønderne hist og . her satte sig 
til Modværge , og sikkert vilde de Undertrykke ved det 
første Nederlag , der var ramt Kong Christiern , anden 
Gang reist sig ; men hans Vaaben havde fra nu af 
saa seierrig Fremgang , at der ikke mere var at tænke 
paa Modstand . 
De mandhaftige og stolte Rindherreds Knaber 
vare da knækkede for stedse , og der var tyst og fredeligt 
nok i deres Egn . Gyldne Tider var det for Adelen , 

som nu paa den underkuede Bondes Bekostning formerede 
sit Gods , og Heller ikke Laurids Lunov undlod 
at drage sig Tidsomstændighederne til Nytte ; men han 
hørte dog til de Adelsmænd , der foer lempeligst frem 
og ikke trykkede Bonden til Jorden . Faatalende og 
sær , men god i Gjerningen , var han vel lidt af alle 
sine Undergivne . Krigslysten var til hans Hustrus 
Beroligelse ganske forgaaer ham , efterat han havde 
været med at kerende Aalborg , hvor Bondehæren blev 
ganske tilintetgjort . Han stak derefter Sværdet i Skeden , 
drog til sit Hjem og benyttede sig af sin Stands 
Privilegium , at bøde med Pungen og stille rustede 
Karle til Rigets Forsvar . Jylland var egentlig for 
ham Danmarks Rige , og kun lidet bekymrede han sig 
om Resten . 
Samme Dags Aften , som Knud om Morgenen 
var redet fra Viborg , vare de Alle forsamlede i Dagligværelset 
paa Holmgaard . Det var Skumring og Ilden 
knittrede i Steenovnen . Gamle Gidsel Podebusk , 
hvis Livstraad var saa seig , sad her , som forhen paa 
Vingegaard , i Ovnkrøgen og slumrede nied sin Rosenkrands 
i Haanden ; hun trængte visselig ikke til en 
Søvnepryn , eller noget andet Tryllemiddel for at sove . 
Huusmoderen sad ved Vinduet paa sin Sømmestol og 
gjorde nogle Sting ved det svindende Dagslys , og 
Anna Seefeld sad hos med sin snnrrende Rok . Laurids 
selv laae , saa lang han var , paa en Løibænk og 
kjærtegnede sin store Mynde , der stak sin Snude ind i 
hans Vams , og Ide laae paa Fodtæppet ved Ovnen 
og stirrede ind i Ilden . 

Det røve Flammefkjær gav hendes Aasyn en friskere 
Farve , end det ellers nu havde . Ingensinde havde 
hun været mere fager at see til , end i dette Øieblik , 
da hun , liggende paa sine Knæe og med Hænderne 
foldede i sit Skjød , sørgmodigt stirrede ind i det blussende 
Baal . Hun var bleven lidt mere mager og havde 
voxet sig rankere , hvilket var en Vinding ; thi den hvide 
Arm og den svulmende Barm var fuld og rund nok 
endda , medens hendes Ansigtstræk vare blevne finere . 
Der var mere Sjæl i hendes Blik ; men selv nu , da 
en Alvorsfly laae paa hendes hvide Pande , saaes et 
Træk om hendes friske Læber , der mindede om , at de 
vare skabte til Smiil . 
Som hun stirrede ind i Ilden , da saae hun et 
vildt Drømmesyn — Knud , der kjæmpede med Thomas 
og stødte sit Sværd i hans Bryst . Hun fornam 
et Glædesgys , og det raabte i hendes Sjæl : ha , Knud , 
det var vel gjort ! Kun lidet anede det Knud , der 
i hendes Brev havde læst idel Fordømmelse , at det 
kjæmpede saa i hendes Bryst . Nu mindedes hun Christoffers 
dybe Harme , Annas bittre Taarer , Oldemoders 
sfingrende Forbandelse over den skotske Kvindes Søn . 
Kunde Ide nu kjøbe sin Lykke for nogen ringere Priis , 
end med Tabet af sin Ære ? Knud var fordreven fra 
Tjele , stod stemplet som en Slegfredsøn og havde besmittet 
sine Hænder nied Blod — kunde hun nogen 
Tid ægte sin Frændes og Formynders Broders Drabsmand 
uden at følges af Slægtens Forbandelse og Verdens 
Foragt ? Burde hun ikke udflette enhver Tanke om Knnd 
af sin Sjæl og hans Navn af sit Hjerte ? Hun spurgte sig 
selv , hvi hun ikke gjorde det , og af hvad Aarsag hun 

elsfede ham højere nu i hans Ulykkes og Skjændselsdage , 
end nogen Tid forhen i Lykkens Solsfin , og da 
han var uden Skyld ? Derpaa kunde kun han give 
Svar , den Alvidende , Hjerters og Nyrers Kjender , 
han , som indskriver Navne der , knytter nogle Sjæle 
sammen , sfiller andre ad , for at de efter hans vise og 
kjærlige Villie kunne gjennem Jordlivets Trængsler 
luttres til det evige Liv . 
Saa dybt var Ide hensunken i Grublen , at hun 
tilsidst glemte baade Tid og Sted ; men da følte hun 
pludselig en Haand paa sin Arm og foer sammen , greben 
af Skræk . Berørelsen var dog kun let , maaskee 
tilfældig , thi Gjerningsmanden var blot Jakob Smaadreng , 
der trængte sig noget uhøvisk frem for at lægge 
Ved til Ilden . Han var i Christoffer Kruses Brød 
og det eneste mandlige Tyende , som var forbleven hos 
Kvinderne , da hans Herre drog i Leding . Ide havde 
kjendt ham fra Barnsbeen , hun havde stedse viist ham 
Godhed , og han var hende hengiven , ja maaskee den 
eneste tro Ven , hun havde paa Holmgaard . 
Hun blev vaer , at hans Øine søgte hendes og 
greben af en Anelse om , at han muligviis havde 
Noget at meddele hende , som ikke var for Andres 
Øren , eller maaskee et Brev fra Knud at give 
hende , gav hun , idet hun flyttede sig til Side for at 
lade ham røgte Ovnen , nøie Agt paa hans Færd . Da 
han satte Ildrageren fra sig , kom hans Mund nær ved 
hendes Øre , og han hviskede : 
„ Knud venter i Bjerregrav Mose . “ 
Ide , som havde reist sig halvt , sank atter ned 
paa Tæppet og blev dødelig bleg ; dog fattede hun sig 

hurtigt , reiste sig og gik roligt og sindigt ud af Stuen , 
som om Intet var paa Færde . — 
Dagssfjæret var blegnet , men Maanen lyste , og 
Stjernerne tindrede i den klare Frostluft . Dyb Stilhed 
herskede omkring Holmgaard , hvis røde Mure 
kneiste paa Bakken , omgivne af høie Træer . Forgjeves 
øskede Maanen sit Sølvlys paa de mørke Mure , der 
forbleve mørke og skumle , og Nattevinden rystede 
Træernes nøgne Grene , saa de raslede , som om de 
skjælvede af Kulde eller Rædsel . Det var lyst ude 
paa Hedebankerne , og Liimfjordens Vande blinkede i 
det Fjerne , men i Bjerregrav Mose , tæt under Bakkeaasen , 
var der Skygge og Mørke . 
Indhyllet i en Foerværks Kaabe og med Hætten 
over Hovedet ilede Ide , fulgt af Jakob Smaadreng , 
henad Stien , som førte ned til det Krat , der fra denne 
Side omgav Mosen . Da hun havde naaet Bakkeskrænten , 
standsede hun , stirrede ned og lyttede med 
bankende Hjerte ; men der var Ingen at see og fuldkommen 
tyst . Da hørte hun en Hests Vrinsken bag 
Buskene og ilede nu ned ad Stien , idet Kaabehætten 
faldt tilbage , og hendes Haarfletninger lyste i Maaneskinnet . 
Som hun naaede Krattet , traadte en høi 
Mand frem og opfangede hende i sine Arme . 
Det blev et langt Belkomstkys , Knud der tog , 
mens han efter saa lang og bitter en Skilsmisse trykkede 
sin Hjertenskjær til sit Bryst . Omsider rev hun 
sig løs og sagde med en Munterhed , der ellers var 
hende saa naturlig , men nu faldt tvungen : 
„ Knud dog ! Neppelig fik jeg Tid at see , det 

var Dig . Det kunde være timet mig at kysse en 
Fremmed . “ 
Uagtet hun forsøgte at smile , fkjelvede dog hendes 
Stemme , og hendes Øine vare fulde af Taarer . Knud 
lagde taus sin Haand paa hendes Skulder , vendte 
hende mod Maanens Lys og saae hende ind i hendes 
blege Aasyn , mens hun stirrede paa hans brune og 
veirslagne Træk . 
„ Saa , “ sagde han , „ nu kjende vi hinanden ! “ 
men Heller ikke hans Røst havde den vante Sikkerhed . 
„ Dine Hænder ere kolde , “ sagde Ide og tog en 
af dem mellem sine varme og bløde . 
„ Nu fik jeg Fløielshandske paa ! “ sagde Knnd og 
smilte . „ Vi vandre nu lidet med hinanden her mellem 
Buskene , “ vedblev han og lagde sin Arm om hendes 
Midie ; „ see , her er Graamunk , som længes at see 
Dig og klappes af Dig ; mange Mile bar han mig 
tro paa sin Ryg , i ondt og i godt Veir , siden vi 
skiltes . “ 
„ Du har bøiet Ondt , Knnd ! “ sagde Ide uden at 
agte paa Graamunk og brast i Graad ; „ føler Du 
Sult ? “ 
Knnd loe , . saa Ide foer sammen . 
„ Du lille Taabe , “ sagde han , „ mener Du mig at 
være flig Stakkarl ? “ 
Saa gik de tause henad Grønningen ; et blodigt 
Gjenfærd tyktes det Ide , gik ved deres Side . 
„ Ikkun af den Aarsag , “ sagde Knnd omsider , 
„ kommer jeg i Smug og ved Nattetide , for ikke at 
volde Dig Fortrædenhed . “ 

„ Du gjorde det for min Skyld , ei saa ? “ hviskede 
Ide . 
„ For hvis Skyld mon ellers ? “ spurgte Knud ; 
„ et trøgt Ridt herop i det Sand , og lang var Ventetiden 
her i Kjceret . “ 
„ Ikke mente jeg det , “ sagde Ide og gøs ; „ at 
Du dræbte Thomas , deri var jeg Aarsag ? “ 
Det lettede Ides Hjerte , at hun havde faaet 
det sagt . 
„ Sandt nok , “ svarede Knud ; „ for Ide ! det 
raabte jeg , da jeg stak min Klinge i hans Bryst ; dog 
mener jeg saa , at var Du end ingensinde kommen mig 
for Øine , jeg vilde dog taget hans Liv , al den 
Stund han havde fkjeldt mig for en Vanbyrding . “ 
„ Saa siger Du af Godhed for mig , “ svarede 
Ide ; „ jeg veed det , Knud , og tilstaaer , at jeg gjekkede 
Dig og handlede ilde mod Dig den sidste Tid , forinden 
Du drog af Tjele . Bitterligt har jeg angret 
det , og mange vaagne Nætter har det kostet mig ! 
Troe mig nu , der var Had i mit Hjerte , selv mens 
jeg gantedes med Thomas ; dog , jeg frygtede ham , 
fornemmelig for Din Skyld . Jeg har fornummet 
syndig Glæde ved at tænke derpaa , at Du vog ham , 
og dog , Knud , raaber det i min Sjæl : give Gud han 
end var over Jorden og i Live ! “ 
„ Da , “ sagde Knud , „ vilde Du nu været hans 
Hustru . “ 
„ Paa ingen Viis , Knud , hellere død ! “ 
„ Nu , Ide , saa have Jomfruer før trodset og dog 
givet sig . “ 

„ Nu seer jeg , “ svarede Ide og hævede sit Hoved , 
„ Du kjender ikke Ide Nielsdatter . Nei , det maa jeg 
mene , at var Thomas end ond og Dig hadsk , mens 
han var oven Jorden , han er Dig dog værre Fjende 
død , end levende . “ 
„ Hvad sige og gjøre de nu deroppe ? “ spurgte 
Knud og pegede mod Gaarden . 
„ Nu ere de stille , “ svarede Ide ; „ men de have 
raset og forbandet Dig . Stor Trængsel har jeg 
maattet prøve , Knud , fordi jeg tog Dig i Forsvar ; 
fornemmelig var den Dyst med Christoffer haard . 
Det sagde jeg , at Mandefald i aabent Slag er ei 
Manddrab . “ 
„ Det kunde gaae paa Slagets Regning , “ svarede 
Knnd ; „ dog agter jeg ingenlunde at snige mig derfra , 
men tilstaaer , det var en Tvekamp , og saa faaer 
Thomas ' s Død og kaldes et Drab . Havde ikke denne 
Ufred været , da Loven hviler , jeg vilde strax mødt 
til Tinge og gjort Christoffer Tilbud om Bod . “ 
„ Jeg sagde og , Knnd , “ vedblev Ide , „ at Du 
sikkerlig angrede Din Daad . “ 
„ Det tykkes mig dog svært at angre , “ sagde Knnd 
barsk ; „ sagde Du ikke nys selv , at Du havde følt 
Glæde derover , at jeg vog ham ? Nu , derfore elsker 
jeg Dig des høiere . “ 
„ Ak , Knnd ! “ svarede Ide , „ vi er syndige Sjæle 
begge tilhobe ! Nu skal Du faae høre , hvor ædelsindet 
Mand Christoffer er ! Der blev talt om Bod ; da 
sagde han : ikke kan jeg tage Bod af Knnd nu , da 
han regnes for » frels Mand ; det faaer staae hen , 
indtil han fanger bedre Kaar ; og rører han ved Sagen 

selv , eller og jeg , da vil det komme for en Dag , paa 
hvilken Side han stod i den Fejde . Er han end ung 
og ikke fuldmyndig , naar det Alt kommer tilsammen , 
da kan det koste ham hans Hals . Jeg vil ham skaane 
for hans Ungdoms Skyld og lade Hevnen være Herrens ! 
Det faaer da hedde , at Thomas er falden i 
Dræbningen ved Svenstrup . “ 
„ Skjønt nok det , Ide ; men hvor blev da den 
haarde Dyst , Du før sagde , at Du havde med ham ? “ 
„ Gjetter Du ikke , hvor det kom , Knud ? Han 
fordrede det af mig , at jeg ganske skulde slaae Dig af 
Tanke og Sind ; ingensinde tiere maatte Dit Navn 
nævnes , ingensinde mere jeg have Samkvem med Dig 
eller Margaret ; I skulde Baade være som døde for 
mig ; og da jeg svarede , at det evnede jeg ikke at love , 
da foer han op og raabte i stor Harme : jeg skal vide 
at fremme Tit Bedste , endogsaa mod Din egen Villie ! 
Skal saa dog stakkels Thomas ' s sidste Ord og Testamente 
staae ved Magt , og det skal skee , som han bad 
med Døden paa Læberne . Ingensinde giver jeg Dig 
til Knud Mogensen , Ide ! og fornemmer jeg , at Du 
efter dette søger Samkvem med ham , da stænger jeg 
Dig inde ! “ 
„ Ide , “ spurgte Knud efter nogle Øieblikkes mørk 
Taushed , „ er Du en modig Jomfru og vil staae Last 
og Brast med mig ? “ 
„ Meget vil jeg vove for Din Skyld , “ svarede 
Ide med et Suk , „ dog nødig krænke Christes , som er 
min anden Fader . “ 
„ Jusf dette vil blive fornødent , Ide , at handle 
ham imod . “ 

„ Vi see Tiden an , Knud , og flikke os taalmodigen 
i vor Skjebne , indtil Herren paa den ene eller anden 
Viis jevner vor Vei . “ 
„ Da faae vi tøve , Ide , indtil vore Haar ere 
vordne graae . Jeg kjender Christus ! Han er god og 
retsindet , men urokkelig i sit Forsæt . Det faaer ikke 
hjelpe ! Hvad kan jeg derfore , at hans Broder , hvis 
Sjæl Gud naade ! var en ond Karl og krænkede min 
Ære som en Nidding ? “ 
„ Vi fare med Lempe , Knud ! Hvad med Uret 
saaes , med Sorg forgaaes . “ 
Knud taug en Stund ; da sagde han : 
„ Jeg kommer fra Viborrig , Ide , og var der hos 
Thøger i Korsbrødregaard . Og han bød mig fare 
med Lempe . Han gav mig det Raad at flikke mig i 
mine æreløse Kaar , som var jeg virkelige « den Vanbyrding , 
jeg fljeldes for ; at lade Faster have Tjele 
uden Modstand , og selv sknlde jeg da gaae i en bedre 
Mands Brød og vinde Ære der , tænkelig som Skriverdreng ! 
Dog , han vidste Raad for mere , end det ; thi 
da han fornam , at jeg havde Dig kjær , da sagde han : 
hvor slaaer det skrevet , at Du just skal ægte en ædelig 
Jomfru ? Der findes og retskafne borgerlige ! — Raader 
Du mig , som Thøger , Ide ? Skal jeg søge mig 
en Fæstemø blandt de Borgerlige ? “ 
„ Hvi krænker Du mig ved at spørge saa ? “ sagde 
Ide og brast i Graad . 
„ Nu , Ide , “ svarede Knud , „ der venter Dig ei 
blide Kaar med mig . Du skal vide , hvad Du gaaer 
ind til ; men ræddes Du derved , da sfilles vi helst . “ 

„ Knud , Knud ! Du pine mig ikke saa ! Hvad begjærer 
Du af mig ? “ 
„ Førsf Din Ring , den der med Ædelstenen , 
enddog jeg ingen haver nu at give Dig til Gjengjeld . “ 
„ Tag den ! “ sagde Ide , drog den af Fingeren og 
rakte ham den . 
„ Nu see Du paa den , “ sagde Knud og holdt den 
op , „ at Du mindes den ! “ 
„ Unødigt det , Knud ! “ svarede Ide og saae paa 
ham med et taareblæendet Blik ; „ jeg tog den i Arv 
efter min Moder , bar den fra min Barndom , først i 
en Snor om min Hals , siden paa min Finger . “ 
„ Dobbell dyr er den mig da , Ide ! “ svarede 
Knud . „ Nu høre Du min Begjæring : naar jeg sfikker 
Dig Ringen , og Du atter har den i Din Haand , da 
holde Du Dig rede ! Jeg kommer da at hente Dig 
paa Graamunks Ryg . “ 
„ Knud ! “ raabte Ide og rev sig løs fra ham , 
„ der begjærer Du for meget , ikke aleneste min Tro , 
men og min Ære ! “ 
„ Præsten skal være rede , “ svarede Knud , „ bliver 
det nu en Papist , eller en Prædiker , mig er det lige 
kjært og eens ; saa og Huus og Hjem , bliver det end 
blot en Hytte ; jeg troer derpaa og lover Dig , Du skal 
engang flytte fra Hytten til Borgen ! “ 
„ Jeg gjør det paa ingen Viis , Knud ! “ svarede 
Ide med Fasthed i Blik og Stemme . 
„ Da tage Du Ringen tilbage ; “ sagde Knud med 
et blegt Aasyn og rakte hende den . „ Mindes Du 
Barbara Jokumsdatter , Viintapperens fagre Datter ? 
Nu , til hende sigtede Thøger . Hvad tykkes Dig om 

Barbara ? spurgte han ; hun er en dydig Jomfru , vel en 
ærlig Mand værd ! — Jeg havde Herberge hos hendes 
Fader nu i Viborrig , Ide , og stor Ære og Gjestmildhed 
blev mig viist ; det mærkede jeg grant , at den 
Jomfru har mig kjær . Nu rider jeg til Viborrig at 
fæste hende . “ 
„ Du gjør ikke det , Knud ! “ raabte Ide og blev 
baade rød og bleg ; dog strax derpaa loe hun og lod 
sine Smilehuller see . „ Du mene ikke Knud , jeg er et 
Barn , hvem Du kan kyse med saa Lidet ! “ 
„ Du have nu Farvel ! “ svarede Knud barsk og 
fæstnede sit Sværdbelte . „ Saa søge Du Dig snarest 
en bedre Fæstemand ! “ 
Derpaa vendte han Ryg til og gik hen til sin 
Hest ; men Ide ilede efter ham og greb h ' am i Armen . 
„ Du tilstaae nu strax , “ sagde hun , „ at det med 
Barbara Jokumsdatter var ikkun Gjekkeri ! “ 
„ Ved alle Helgene ! “ svarede Knud , „ Barbara 
gjekkede mig ikke , og hvad mig anbelanger , da svarer 
jeg ikke for , hvad fredløs Mand , hvem Venner vise 
Ryg og Fæstemø sviger , kan blive til Sinds af gjøre . “ 
„ Ak , Knud ! “ udbrød Ide med usikker Røst , „ Du 
have Barmhjertighed med mig ! “ 
„ Jeg begjærer blot Ja eller Nei , Ide ! “ sagde 
Knud fast , „ men nu paa Stand ! “ 
„ Gud forlade mig det ! “ udbrød Ide og sank til 
hans Bryst ; „ jeg kan ei Andet , der komme hvad der 
vil ! Du faaer da have Din Villie ! “ 
Saa stode de en Stund tause , fast omslyngede , 
mens Natvinden susede i Krattet , og Hjeilen fløi klagende 
hen over deres Hoveder . 

„ Du love mig nu Et , “ sagde Ide og rev sig 
løs , „ af naar Du fører mig herfra , da maa Margaret 
være der , hvor Du fører mig hen . “ 
Knud lovede det , om det var gjørligt . 
„ Der kommer Jakob ned ad Skrænten , “ sagde 
Ide , „ nu maa jeg fort ! “ 
„ Meget er afgjort i denne Stund , “ sagde Knud 
og kyssede Ide til Afsked ; „ nu sælger jeg ei mit Haab 
for hundrede Mark ! “ 
„ Gud see i Naade til os ! “ sagde Ide og gyste . 
„ Naar slaaer Timen , at Du kommer ? “ 
„ Ikke kan jeg sige Dig det nu , Ide ! “ svarede 
Knud ; „ ikke vil jeg handle fremfusende ; tænkelig faaer 
Du bie en Stund ! “ 
„ Helsf bier jeg , er Du mig tro , “ sagde Ide rødmende , 
og dermed sfilles de . 
Ide ilede Jakob Smaadreng imøde , gik saa med 
ham opad Bakkestien og vinkede med sit Lommeklæde 
fra Skrænten til Knud , som blev staaende og stirrede 
efter hende , indtil hun var af Syne . Saa sprang han 
i Saddelen og red Sønder paa . 

Fjerde Kapitel . 
Gemte skifter og deler . 
Det var den stille Uge , eller Dimmelugen , først 
i April , og der var tyst ved Mos Sø . Fra Palmesøndag 
til Paafkemorgen turde Klokkerne ikke lyde , og 
de Troende kaldtes til Andagt ved Træ-Ranglernes 
Klappren ; men taug Klokkerne , desto høiere lød Bodssangene . 
Hverken Cistercienserne i Øm eller Benedictinerne 
i Boer og Vissing havde i lang Tid holdt 
Gudstjenesten saa godt ved Magt , som i denne Paaske ; 
thi Ufreden i Landet og fornemmelig den kjætterske 
Hertug Christierns Udvælgelse til Konge havde vakt de 
sløve Sjæle , saa de gjorde Bod og bad brændende , at 
Herren vilde frie deres Samfund fra Udslettelsens 
Dom . 
Kun lidet havde Munkene i Øm og Voer i denne 
Vinter drukket , dobblet og jaget , saa at Abbedernes 
Skytter og Mynder havde havt gode Dage . Fasten 
var bleven saa strengt overholdt , som ikke i Mands 
Minde , og man mente i Klostrene ved Sang , Bøn og 
Faste at være bleven Gud saare velbehagelig , uanseet 

de Længselssukke efter Kjødgryden og Viinkanden , der 
opsteg fra mangen Munks og Nonnes Bryst . 
Det var en streng Tjeneste at holde otte Korns 
eunonivus , eller kirkelige Tagstider , af hvilke den 
første i den stille Uge faldt ved Midnat ; otte Gange 
i Døgnet at synge den fjerde Bordpsalme : miserers 
mol Dons ! Maatte ikke en saa stor Iver , hvor end 
Tankerne fløi hen under Sangen , erhverve de lyttende 
syndige Menneskebørn , uden at tale om de hellige 
Sangere og Sangersker selv , stor Fortjeneste i Himlen ? 
og hvad Vigilicrne , eller Dødssangene angik , hvormange 
Aar af Skjærsildens Pinetid bleve ikke ved dem 
strøgne for de henfarne Sjæle ? De Munke og Nonner , 
der overhovedet havde nogen Tro , tvivlede visselig ikke 
om , at disse Gjerninger i og for sig vare fortjenstlige 
og frelsende ; og hvad deres Skriftebørn angik , da havde 
man jo lært de enfoldige Sjæle , at Englene tælle de 
Menneskers Trin , som gaae til Messe og at derved 
erhvervedes lige saa stor Naade , som om der var 
skjænket til Kirken saa stort et Stykke Land , som man 
kunde gaae over , mens Messen varede . 
Dog tør det med Vished antages , at de , der 
virkelig forøgede Kirkens Gods , erhvervede sig størst 
Naade hos Munkene , hvem Udsigt til jordisk Vinding 
frydede nok saa meget , som en fuld Kirke . Dette 
kjendtes paa de lade Nonner i Vissing ; thi dem var 
der timedes en Lykke , som i hine Papismens Vanmagts 
Dage ikke var almindelig , idet ærlige og velbyrdige 
Kvinde . Fru Genete Jakobsdatter af Tjele og hendes 
Datter , Jomfru Margrethe Mogensdatter forgangen 
Efteraar havde indgivet sig under Vissing Klosters 

Beskyttelse og nu i over fem Maaneder dvælet hos 
Benediktinersøstrene . Genete var ikke kommen barfodet , 
liggende oni Asylrettens Naade ; nei , hun var kommen 
med Brasf og Bram , med Svende , Tyendekvinder og 
svært belæssede Vogne i Følge ; og dog var det Gods , 
hun førte med sig , ikkun en ringe Deel af hendes 
Formue . Hun ibegjærede Fred og Opbyggelse for sig 
og sin Datter og Sjælemesser læste for sin hedengangne 
Huusbond , idet hun tilsagde Klostret fuld Erstatning 
for sit Ophold og rigelig Gjengjæld for de 
hellige Forbønner . 
Hvor vevert teede ikke den trivelige , dovne Abbedisse 
Marine sig , da den Tidende blev hende bragt ! 
Hendes kolde Aasyn straalede af Smiil , og Genete fik 
en Modtagelse , som vilde tilfredsstillet den fornemste 
Kvinde i Riget . Baade hun og Margaret vare nu 
hædrede Gjester , og til deres Ære skjultes en Stund 
under Andagtens Kaabe al Klostrets og Nonnernes 
Brøst . Der var jo Haab om , at Moderen for bestandig 
vilde indgive sig i Klostret som Lægsøster , til 
Deels underkaste sig Klosterreglerne og til Gjengjeld 
for en livsvarig Forsørgelse skjenke Klosteret alt sit 
Mammon ; og der var den ikke mindre fristende Udsigt , 
at Datteren ganske vilde klostergive sig og tage 
Sløret . Til dette Maal stræbte da nu Abbedissen , 
hendes Nonner , Abbed Thomas i Boer og — Broder 
Vigand . 
Hvilket udsøgt Herrens Redskab havde ikke denne 
stakkels , fordrevne Sortebroder viist sig at være , han 
som havde tilført det hensygnende Nonnekloster to flige 
udvalgte Sjæle ! Hvilken Balsam havde han ikke lagt 

paa Benedictinernes Hjerter , der plagedes saa haardt af 
Skinsyge mod de stolte Cisterciensere i Øm ! Disse 
pralede ved enhver Leilighed af deres store Fortid og 
nuværende Rigdom : de citerede stedse deres Lxoräium 
varm insnlss , eller Øm Klosters Historie , som var 
nedskreven af en lærd Cisterciensermunk i det 13de 
Aarhundrede og opbevaredes i Klosterets librarium 
som en Helligdom ; de rev de Boer Munke i Næsen 
de store Navne , med hvilke de kunde bryste sig , den 
Bisp Svend af Aarhuns , Klostrets Beskytter i det 
12te Aarhundrede , der kun ved Døden hindredes i at 
ende som Cistercienserbroder i Øm , men hvis Lig blev 
ført derhen og nu hvilede ved Foden af Vor Frue 
Alter i Klosterkirken ; dernæst deres berømte Abbed fra 
det paafølgende Aarhundrede , den lærde Gunnerus — 
ikke at tale om deres store Helgen i Nye , Sanct 
Severin , hvem de med saa uhørt en Dristighed ikke 
blot havde tilegnet sig , men endogsaa forvandlet fra en 
Franker til en Jyde — dog , hvad gavnede det dem Alt ? 
Havde deres Pralerier og Mirakelkure i det sidste 
äoosnniuin vundet dem en eneste Sjæl ? 
Saaledes tænkte og talte Abbed Thomas af Boer 
og Abbedise Marine af Vissing , og saa snakkede efter 
dem de Munke og Nonner ; men Broder Vigand høstede 
først og fremmest Lønnen ; thi de Vissing Nonner benyttede 
en indtrædende Vacants til at udvælge ham 
til deres Skriftefader , og Klosterkirken oplodes med 
Glæde for ham , idet al Skinsyge mod hans Orden i 
dens Ulykke trygt kunde sættes til Side . Han prædikede 
da under stor Tilstrømning af Tilhørere , baade fra 
Klostrene og Omegnen , og de Prædikener maatte i 

Sandhed ogsaa kildre enhver rettroende Papists Øren ; 
thi de sprudlede af Forbandelser over Lutherus og hans 
Tilhængere og pirrede Nerverne ved en Udmaling af 
» omvendte Kjættersjæles Pinsler i Skjærsilden , hvortil 
der endnu ikke var hørt Mage . Det var endogsaa 
hændet , at en af Nonnerne var bleven afmægtig ved 
at høre derpaa , og der skulde dog Noget til ; thi der 
gaves ikke mere sløve Sjæle i det ganske Kleresi , end 
de Vissing Nonner , og de havde hidindtil stedse havt 
Ondt ved blot at holde Øinene aabne , naar der blev 
prædiket for dem . 
Vigand havde altsaa uventet opnaaet det , hans 
Sjæl saa længe havde tørstet efter , Magt og Anseelse 
i et Klostersamfund . Mon nu denne Medbør lod ham 
glemme de sorte Planer , han havde ruget over i sin 
Udlændighed paa Tjele ? Efter hans Færd at dømme 
skulde man fristes til at troe det , thi hans Forhold 
var daddelfrit ; han opmuntrede og trøstede Genete 
med stor Mildhed og antog sig Margaret med saa 
megen Taalmodighed og faderlig Værdighed , at hendes 
kjæmpende Sjæl klyngede sig til ham med fuld Tillid , 
og hun i Et og Alt fulgte hans Anviisning . Dog 
gjærede Lidenskaben i hans Bryst ; men den Fromhed 
og Uskyld , der lyste af Margarets Blikke og kjendtes 
paa hendes hele Færd , afvæbnede ham i mangt farligt 
øieblik , naar hans Klogskab var nærved at bukke under ; 
endnu havde Dæmonerne i hans Hjerte ikke ganske 
faaet Bugt med den gode Engel , der til det Yderste 
kjæmper for enhver Menneskesjæls Frelse . 
Og dog , i hvilken frygtelig Fristelse var han ikke 
nu sledet ! Hvor vidunderligt vare ikke hidtil hans 

Planer lykkedes — nei , ikke hans Planer ; thi Begivenhederne 
havde i deres Udvikling langt overflöiet , hvad 
han nogensinde havde udtænkt , og lagt Alt til Rette 
for ham med en Føielighed , der i enkelte Øieblikke 
næsten gjorde ham ængstelig i Hu . 
Hr . Mogens var død , Tjele i Erik Skrams og 
hans Hustrus Hænder og Genete derved stemplet som 
Slegfredkvinde . Knud flakkede fredløs om og havde 
gjort sig selv uskadelig , og Folmer Rud holdtes fremdeles 
fængslet af sit Saar i Mariager Kloster og havde 
ikke kunnet foretage et eneste Skridt for at krydse 
Vigands Planer . I alle disse uberegnelige og uforudsete 
Begivenheder sporede Vigand — han vilde 
gjerne tænke — Forsynets Finger , men var dog til 
Mode , som om han skimtede Djævelens Klo . 
Dog , Et var beregnet , som havde ydet Vigands 
Snildhed rigelig Løn — Hr . Mogens ' s Arvebrev . 
Rigtignok havde det viist sig overflødigt , forsaavidt ved 
det var tilsigtet at berøve Knud Tjele ; thi Erik Skram 
havde , uden mindste Betænkning og uden Kjendskab til 
denne hans Svogers sidste Villie , bemægtiget sig 
Gaarden . Han og Maren var endogsaa blevne yderligt 
forbittrede , da Vigand , som i December forrige 
Aar var draget til Tjele blot for det Samme , forelagde 
dem Brevet , ved hvilket de bleve berøvede saa 
stor en Part af deres efter egen Mening lovlige Arv ; 
og da Ordningen af Genetes Sager var bleven overdraget 
en saa kyndig og retskaffen Mand , som Hans 
Thordsen , havde de ikke mindste Udsigt til at flippe , 
men maatte rykke ud med Alt , som lovlig tilkom hende . 
Uden den anseelige Formue , som herved var sikkret 

Genete , vilde det ikke være Vigand muligt at skaffe 
hende en slig Modtagelse i Vissing Kloster , eller selv 
at spille Hovedrollen i det Drama , som nu under hans 
snilde Ledelse udviklede stg i denne papistiske Afkrog . 
I dette afsides liggende Kloster , midt blandt fanatiske 
Munke og gridske Nonner havde han Genete og hendes 
Datter ganske i sin Magt ; han følte det med Triumf , 
men havde hidtil vel vogtet sig for at lade sine Offre 
mærke denne Følelse . 
Undertiden , naar han grublede i Ensomhed , fandt 
han , midt i sin nuværende Sikkerhed , Behag i at forestille 
sig , hvorledes Alt vilde gaaet , hvis Lykken ikke 
havde føiet ham . Hvad vilde der være fleet , om 
Bondehæren var kommen blot en Uge senere til Tjele , 
og hvis Hr . Mogens havde naaet Gaarden levende ? 
Hans Thordsen havde givet ham en Beretning om 
hans Herres sidste Levedage , og Vigand forstod naturligviis 
meget bedre , end selve Øjenvidnet , hvad der 
havde rørt sig i den Døendes Hjerte . Det var Arvebrevet , 
der havde voldt ham saa stor Uro ; han higede 
mod Hjemmet , overbeviist om sin Hustrus Uskyldighed 
og i den Hensigt at gjenoprette hendes Ære ; men han 
kunde dog ikke overvinde sig til for Uindviede at 
stemple sig selv som en Løgner . Saaledes tænkte 
Vigand sig Sammenhængen og spurgte sig selv — 
hvad vilde fleet , om det var lykkedes ? Visselig , gav 
han sig selv til Svar , vilde den Medfart bleven mig 
til Deel , hvormed Hans Thordsen hiin Morgen blev 
truet ; jeg vilde bleven jaget af Gaarde med Hundepidflen 
og faaet Ulvehundenes Tænder at føle i mit 

Kjød ! og han lo stille ved at mindes Sagernes nuværende 
lykkelige Stilling . 
I Margarets Hjerte saae det haabløst ud . Hun 
troede ikke paa sin Moders Ære , og Bigand havde 
med stor Snildhed næret hendes Tvivl ; hun elskede 
hende endnu , men der var i denne Kjærlighed mere 
Medlidenhed , end Agtelse . Hun betragtede altsaa sig 
selv , Slegfreddatteren , som udstødt af Samfundet , og 
hvor kunde hun i de usalige Kaar finde en bedre Tilflugt , 
end i et Kloster ? Den Beslutning at tage 
Sløret modnedes derfor mere og mere hos hende . 
Det havde ikke manglet paa kjærlige Hilsener og Formaninger 
sra Folmer , hvilke vare blevne hende overbragte 
af Knud , men de havde ikke rokket hendes Forsæt , 
at leve og døe som Jomfru . Hun betragtede en 
ærefuld Forbindelse mellem sig og Folmer som en 
Umulighed og vendte nu sin ganske Sjæl til Gud , i 
Færd med den store Gjerning at bryde med Verden , 
først i sit Indre , men ogsaa , naar hun havde vundet 
Fasthed , i det ydre Liv . Andagtens Lidenskab indtog 
mere og mere den jordiske Kjærligheds Plads , og 
Nonnerne i Vissing fik det Vidunder at see , en Jomfru , 
som ikke i Klostret søgte en god , timelig Forsørgelse , 
men som i Aand og Sandhed stræbte at vorde Herrens 
Brud . — 
Det var Onsdag Aften , og Nonnerne holdt i 
deres Kirke en af disse Gudstjenester , som kaldes 
tonsbr-o , eller mørke Metter , denne dog fornemmelig , 
fordi paa den Aften Kirkens Lys bleve slukkede , for 
ikke at tændes igjen før Paafkeløverdags Aften . Kirken 

var fuld af knælende Andægtige , i hvis forreste Række 
saaes Genete og Margaret . 
Genetes Aasyn vidnede om brændende Andagt , 
men hun havde et mere sundt og blomstrende Udseende , 
end tidligere ; hun trivedes aabenbart ved Klosterlivet . 
Margaret derimod , som knælede ved sin Moders Side , 
bar i sit skjønne Aasyn tydelige Spor af sine Sjælelidelser . 
Hun var bleven mager , og den mørke Kaabehætte , 
som ganske skjulte hendes rige Haar , gjorde 
hendes blege Aasyn end sygeligere at see til . Det vilde 
smertet Folmer Rud at gjensee hende saaledes . Dog 
vilde Savnet af Sundhedens Roser paa hendes Kinder 
foruroliget ham mindre , end det mørke , sværmeriske 
Blik , hvormed hun stirrede op mod . Højalteret . Han 
havde maaskee i enkelte Øieblikke seet et Glimt af den 
mørke Ild , der nu funklede fra hendes deilige Øine ; 
men aldrig havde den brændt saa stærkt og varigt , 
som nu . Øen var et Udtryk for den mørkeste Fanatisme , 
vidt forskjellig fra den blide Andagt , i hvilken 
han saae en troende Kvindes bedste Klenodie ; og dog 
kunde han selv i slige Øieblikke være i hendes Tanker ; 
men hun bad da for ham , som for en tabt Ven , hvis 
Sjæl var i Fare . 
Fra Højalteret straalede et Lyshav , medens hele 
den øvrige Kirke var ladt i Mørke ; ikke blot vare 
Alterets egne Lys tændte , men der var tillige hensat 
en pyramideformig Lysestage , som ragede høit op , og 
hvis femten Arme bar ligesaa mange brændende Kjerter . 
Foran Alteret knælede Abbedissen , Nonnerne , tyve i 
Tallet , Broder Vigand og et Par Munke fra Boer ; 
Alle bade de med dæmpet Røst Bodspsalmen : inissrsrs 

msi Osus ! og som et fjernt Echo lsd Menighedens 
Mumlen gjennem Kirken . Derpaa reiste Munkene og 
Nonnerne sig , fjernede sig og opstillede sig bag Alteret , 
hvorefter de begyndte Afsyngelsen af de ved denne 
Leilighed brugelige fjorten Psalmer , og efter hver af 
dem slukkede Diakonen et af den pyramideformige 
Stages Lys . Dæmpet og høitideligt lød Chorsangen 
under det voxende Mørke , indtil kun det øverste Lys 
brændte . Nu istemmede Nonnerne Zachariæ Lovsang , 
som af sit Begyndelsesord kaldes Benedictus , og imens 
slukkedes Alterets egne Lys , saa at tilsidst kun den høie 
Stages eneste Kjerte med sit svage Lys kjæmpede med 
Mørket . Dog , inden Sangens sidste Toner døede hen , 
gik Diakonen bag Alteret med Stagen , og Mørket 
blev fuldstændigt . 
Nogle Øieblikke hersfede den dybeste Taushed ; 
men snart hørtes fra Menighedens Skare , Sukke , 
Hulken og dæmpede Udraab , idet de Andægtige begræd 
Jesu Lidelse . De Sukke , der kom fra Hjertet , de 
naaede vel Himlen trods Mørket i de sukkende Sjæle , 
der var tykkere , end Mørket i Kirken ; men Nogle vare 
dog tilmode , som om de befandt sig , ikke i Guds Huus , 
men i en Helvedes Afgrund . For dem var det da en 
Lettelse , at Diakonen atter viste sig med Lyset og derved 
gav Menigheden Signalet til Opbrud . 
Medens alle Andre fjernede sig , forblev Genete 
og Margaret knælende paa deres Plads ; thi en liden 
Lampe blev nu tændt paa Sanct Benedicts Alter , og 
Broder Vigand traadte frem og læste en Dødsmesse 
for Mogens Løvenbalks Sjæl , mens Vigiliesangen 

tonede dæmpet og sørgeligt under den tomme Kirkes 
Hvælvinger . 
Da Dødsmessen var til Ende , traadte Vigand 
hen til Genete og Margaret , der reiste sig trætte og 
gysende af Kulde . Han tiltalte dem ikke med den vante , 
venlige Hilsen : Oominng vobi8eum ! thi det var et af 
Papisternes sære Paafund , at denne Hilsen ikke maatte 
udtales i den stille Uge , og dette Forbud gjelder endnu 
den Dag i Dag i den katholske Kirke ; men han 
sagde : 
„ Englene fryde sig ved Eders Andagt og Skjærsildens 
Pine , derpaa lide I , formildes svarlig for Hr . 
Mogens ' s syndige Sjæl , hvem Gud naade ! Dog , “ 
vedblev han , idet hans Røst antog sin blideste Tone , 
og han greb Margarets Haand , „ Du har fanget 
Kulde , min Datter ! Nu fortøve I ikke længere her 
i Kirken , men I søge Baade snarest Cellens Luunhed ! “ 
Margarets Aasyn var blegt som Marmor , og 
hun svarede kun med et Suk ; men Genete foldede 
Hænderne , hævede Blikket og udbrød : 
„ Ikke fornemmer jeg til Kulde ; gjerne dvælede 
jeg her i Guds Tempel den ganske Nat . “ 
Dog gik de ; men da de kom ud i Klostergaardens 
hvælvede Omgang , traadte to reiseklædte Mandsskikkelser 
dem i Møde , og til deres Overraskelse saae de Hans 
Thordsen og Knud for sig . Knud kyssede med kjærlig 
Ærefrygt sin Moders Haand og omfavnede sin Søster , 
men ingen af dem røbede nogen synderlig Glæde ved 
Gjensynet ; de vidste , at med Knud kom Anfegtelser 
fra den urolige Verden udenfor , hvilke de ønskede at 
holde borte . 

„ I tage det ikke til Mistykke , “ sagde Hans 
Thordsen , medens Genetes Kinder farvedes rede , „ at 
vi komme i denne sildige Time , men det var nødagtigt , 
da Tiden er mig knapt tilmaalt . Eders Søn og 
jeg , vi mødtes forgangen Dag i Viborrig og af hans 
Tale fornam jeg , at en Samtale med Eder er saare 
nødagtig til hans eget Bedste . Jeg gjorde ham det 
Tilbud at ledsage ham herhid , han tog derimod , og 
her ere vi ! I forunde os nu nogle Øieblikke , om det 
er gjørligt . “ 
„ Saare slet have I valgt Tiden , “ sagde Bigand , 
„ nu i Passionsugen , da vi Alle vende vore Tanker 
fra denne Verdens Anliggender og begræde Herrens 
Lidelse . “ 
„ Nu , “ sagde Hans Thordsen med et Smiil , „ I 
tildele Eders Skriftebørn Absolution for denne Synd ! “ 
Vigand overveiede et Øieblik og sagde saa : 
„ Det vil da være fornødent , at jeg overværer 
dette Møde og afkorter det efter mit Tykke . “ 
„ Ei ! “ udbrød Knud harmfuldt , „ hvilken utilstedelig 
Myndighed tilraner I Eder der ! Hvad vi have at 
tale om , vedkommer paa ingen Viis Eder ; I har 
Intet med min Moders timelige Anliggender at skaffe . “ 
„ Mere , end Du tænker Knud , “ svarede Vigand 
med et koldt Smiil , „ al den Stund det aleneste skyldes 
min Agtpaagivenhed , at det Arvebrev , af hvilket Din 
Moders Formue flyder , er vorden bevaret og lagt i 
Rette . Vi gaae nu ind og gjøre det kort af ! “ 
De gik da ind i Genetes og Margarets rummelige 
Celle , hvor der var lyst , luunt og over Forventning 
hyggeligt . Abbedisse Marine havde sørget for , at 

hendes Gjester ikke ved strax at savne denne Verdens 
Goder skulde afskrækkes fra Klosterlivet . Der fattedes 
ikke Løibænke med blöde Hynder , og Steengulvet var 
for en stor Deel dækket med et skjønt , tykt Fodtæppe , 
hvis Tilstedeværelse just ikke vidnede om stor klosterlig 
Strenghed i Vissing . Flere Smaating , som vare medbragte 
fra Tjele , prydede Cellens Vægge , deriblandt 
Genetes kostbare lille Speil , og i en Krog stod hendes 
svære , skotske Dragkiste , hvori gjemtes hendes og 
Margarets Klæder og adskillige Kostbarheder , hvilke 
sidste dog vare stærkt formindskede , da hun i sin Enfoldighed 
og Hjertensgodhed oftere havde glædet baade 
Abbedissen og Broder Vigand ved skjønne Gaver . 
Fra Cellens lave Hvælving hang i Kjeder en brændende 
Olielampe , hvis Skjær nu faldt paa lutter alvorlige 
Ansigter ; thi de havde taget Plads i en Kreds om det 
i Midten af Cellen staaende Bord , men de taug Alle . 
Genetes Blik var uroligt , Margarets sorgfuldt , 
men ligegyldigt , Vigand iagttog dem med et spændt , 
forskende Blik . Da brød Knud Tavsheden og sagde 
til Hans Thordsen : 
„ Saasom vi nu ikke blive denne Speider kvit , 
der har paatrængt sig , da forebringe I uden Forløvelse 
Moder vort Ærinde ! “ 
Vigand rynkede Panden , men smilte strax derpaa 
overlegent , medens Hans Thordsen tog Ordet og 
sagde : 
„ Eders Ærinde er det , Knud Mogensen , ikke 
mit ! Eders Søn , “ vedblev han , idet han vendte sig 
til Genete , „ har givet mig i Opdrag at forespørge , 

om I slet Intet agter at gjøre til Eders egen Æres 
Opreisning og til Eders Børns Gavn ? “ 
„ Ak ! “ udbrød Genete uvilligt , „ Du plage mig nu 
ikke dermed paany , Knud , men lade Din stakkels Moder 
med Fred ! “ 
„ Stakkels er Du nu , “ svarede Knud , „ og vanæret 
for Verden ; vil Du lade Dig det gefalle ? “ 
„ Hvortil denne Tale om Vanære ? “ spurgte Vigand . 
„ Din Moder , Knud , nyder al Ære her i dette hellige 
Samfund , under hvis Beskyttelse hun har givet sig . 
Hvad Verden i sin Ondskab tænker og siger , derom 
bekymre vi os ikkun lidet her . Du forstyrre da ikke 
Din Moders Sjælefred ved Din Ustyrlighed og Dine 
ilde Paafund . Du nøies med den Part , der vil tilfalde 
Dig og betænke desuden , at Din Faders Villie , 
som den i Brevet er fremsat , i levende Live er 
godkjendt af Din Moder og har hendes fulde Samtykke . “ 
„ En 
stor Løgn det , “ foer Knud op , „ tal , Moder 
og siig , han lyver Eder det paa ! “ 
„ Ikke det , Knud , “ svarede Genete dybt rødmende , 
idet hun mindedes Hans Thordsens Besøg og de bittre 
Dage , som fulgte paa , „ Vigand taler Sandhed . “ 
Knud blev bleg og stirrede lynslagen paa sin 
Moder . Han havde rigtignok ikke hidtil selv seet og 
læst Brevet , hvis Original var i Hans Thordsens 
Værge og en Afskrift hos Erik Skram , men Hans 
havde berettet ham Indholdet . Tidernes Uro havde 
hidtil forhindret en Sammenkomst , og Knud lod dernæst 
i sit Overmod haant om dette Dokument , deels 
fordi han overhovedet nærede indgroet Uvillie mod al 

skriftlig Overeenskomst , Rettergang og Lovtrækkeri , 
deels fordi han paa ingen Maade vilde underkaste sig 
en Afgjørelse , der stemplede hans Moder som Slegfredkvinde 
og middelbart godkjendte Erik Skrams Ran . 
Han havde dernæst , naar han gjorde sig den Uleilighed 
at tænke over Sagen , antaget det for høist sandsynligt , 
at der stak et eller andet Falskneri under det 
Brev , indtil han nu til sin Forbanselse første Gang 
blev underrettet om , at det i hans Faders levende Live 
havde været kjendt og bifaldet af hans Moder . Denne 
Kundskab gjorde ham ganske stum og rokkede hans 
Tro paa hans Moders Ære ; vistnok mandede han sig 
siden for en Stund op igjen og trodsede imod ; men 
der var dog efterladt en Tvivlens Braad i hans Hjerte , 
som , da han kom til Effertanke , i roligere Tider fik 
stor Indflydelse paa hans Handlemaade . 
Vigands snu Blik hvilede forskende paa Knuds 
Aasyn og han blev med Tilfredshed hans Modløshed vaer . 
Ved sin Nærværelse forebyggede Vigand Forklaringer 
mellem Moder og Søn , ved hvilke Sandheden kunde 
bleven røbet , som var den , at Genete Intet vidste om 
de Ord i Brevet , der krænkede hendes Ære ; thi det 
var blot blevet hende forelæst af Vigand , som da 
havde lempet Udtrykkene for ikke at skræmme hende . 
Trods hendes Hjerteangst og Modløshed i hine Dage , 
da dette foregik paa Tjele , havde hun dog ikke uden 
Indvendinger fundet sig i at nøies med sin Huusbonds 
løse Formue ; men Vigand havde faaet Bugt med 
hendes Betænkeligheder , idet han benyttede hendes 
Ubekjendtskab til Loven i Danmark og indbildte hende , 
at en slig Ordning ingenlunde var usædvanlig ; og 

udenfor al Tvivl var det jo , at hun og Børnene i 
ethvert Fald bleve rigeligt aflagte . Han havde ængstet 
hende med hendes Huusbonds Brede , udmalet hende 
hendes hele mislige Stilling og forestillet hende , hvilke 
skrækkelige Følger det kunde have for hende og muligviis 
ogsaa for hendes Børn , om hun gjorde Modstand . 
Han var da omsider kommet saa vidt med hende , at 
hun indbildte sig at bevise Børnene en Velgjerning 
ved at falde til Føie , og Begivenhederne efter hendes 
Huusbonds Død havde over Forventning bestyrket hende 
i den Tro og det med Rette ; thi uden Arvebrevet 
vilde visselig Erik Skram ikke tilstaaet hende Tiendeparten 
af det , hun nu fik , og hun vilde været en fattig 
Enke ; men ligefuldt blev Formuen dyrt kjøbt ; thi 
Besiddelsen af den beroligede hende og gjorde det let 
for Vigand at forhindre , at hun i rette Tid fremtraadte 
paa Tinge , meldte sig som Mogens Lauridsens 
rette Efterleverske , og tog Arv og Gjeld efter ham . 
Denne Forsømmelse bidrog i senere Tider , da Knud 
virkelig ad Rettens Vei gjorde et Forsøg , meget til at 
forhindre Gjenerhvervelsen af Tjele . 
Medens Knud følte sin Magtesløshed , og Vigand 
nød sin Triumf , tog Hans Thordsen Ordet . Velvillie 
for Knud havde ført ham hid , og da han efter sit 
Kjendskab til Sagen ikke kunde Andet end tænke , at 
Vigand havde Ret , og at Knud handlede som en Taabe , 
saa gjorde han nu sit Bedste for at forsone Knud med 
hans Stilling , idet han gav ham Udsigt til at faae 
Raadighed over sin Formue . 
„ Da vi sidst taltes ved , “ sagde han til Genete , 
„ lød I ikke uvillig til at slifte og dele med Eders 

Børn . Det er nødagtigt , at det skeer , om I vil frelse 
Eders Søn , som omgaaes med usindige Forsætter og , 
sættes ikke en Bom derfor , tilsidst vover sin Hals . 
Det har jeg fornummet paa hans Tale , hvor forblommet 
den end lød , at han vil øve Hærværk mod 
Erik Skram og forsøge at tage Tjele tilbage med væbnet 
Haand . “ 
„ Knud , Knud ! “ udbrød Genete , idet Moderkjærligheden , 
som i Klostret var bleven sløv nok , vaagnede ; 
„ Du volde mig ikke slig Hjertesorg ! Vil Du ende 
i Galgen ? “ 
Knud saae op med et trodsigt Smiil , men fandt 
det ganske unyttigt at sige Noget til sin Retfærdiggjørelse . 
„ Lad 
nu Eders Søn fornemme , “ tog Hans 
Thordsen atter til Orde , „ at I er ham god . Han 
bør ikke drage herfra uvidende om , hvor stor en Part 
I under ham ; jeg skal da sørge for , at han snarest 
faaer Sit i Hænde , dog under mit Værgemaal , saa 
han kan sætte Bo og ernære sig redeligt . “ 
„ Nu ! “ udbrød Knud og trommede med Fingrene 
paa Bordet ; „ lad høre det Skifte Moder , at Dine 
æreløse , ufrelse Børn kunne vide , hvad de fange at 
dække Skammen med ! “ 
Dette bittre Udfald syntes ikke at anfegte Genete ; 
hun flottede ængsteligt til Vigand , der havde tilraadet 
hende at holde fast paa sit Mammon og ikkun at give 
Knud nu og da Lidt til hans Underhold . Dog , hun 
kjendte Hans Thordsens Mening og gjorde nu , hvad 
ret og billigt var , idet hun forkyndte sin Villie , som 
var at dele Formuen i tvende Parter , selv at beholde 

den ene Halvpart og dele den anden mellem Knud og 
Margaret i en Broder- og Sssterlod . 
„ For Sanden ! “ udbrød Hans Thordsen , „ dermed 
kan Du være nøiet og endda prise Din Lykke ; hvor mange 
Knøse i Din unge Alder have Raadighed over moxen 
otte tusinde Gylden ; saa stor bliver efter mit Skjøn 
Din Part . “ 
„ Den hellige Kirke , “ sagde Knnd og saae Vigand 
fast i Øinene , „ har end større Lykke at prise , al den 
Stund , indgiver Moder og Margaret sig her i Vissing , 
da sluge vel de gridfke Nonner og Munke Resten , som 
er de tvende Tredieparter ; hvad tænker Du derom , 
Margaret ? “ 
Margarets Blik havde længe hvilet paa Knnd 
med kjærlig Bekymring ; hun lagde nu sin Haand paa 
hans Arm og sagde med taarefyldte Øine og bevæget 
Røst : 
„ Vil Moder , som jeg , Knnd , da skal og min 
Søsterlod gives Dig ; Moder har Nok til os Baade 
endda . “ 
„ Det kan paa ingen Viis tilstedes ! “ udbrød Vigand ; 
„ jeg føler mig forvisset derom , at ikke Heller I , 
Hans , vil give Eders Minde dertil . “ 
Hans var bleven saare tankefuld og gav intet 
Svar ; men Knnd gjorde en brat Ende paa Forhandlingen , 
idet han reiste sig og sagde med løftet Pande og 
et stolt Blik : 
„ Ikke kom jeg herhid for at plyndre min Moder , 
og er det dertil nu , som før , mit Forsæt ei at tage 
en Hvid af dette Gods , som ikke er vundet med Ære . 
Tag Din Kaabehætte , Margaret , og følg mig ud i 

Omgangen ; jeg har et Ord at sige Dig , forinden vi 
stilles . “ 
Margaret efterkom hans Opfordring , og de forlode 
Cellen sammen , idet Vigand udtalte sin godt hyklede 
Forundring over og Beklagelse af Knuds Halstarrighed . 
Det varede imidlertid ikke længe , førend han 
søgte et Paaskud til at fjerne sig , thi det laae ham 
paa Sinde at afkorte Knuds og Margarets fortrolige 
Samtale . 
Da Genete og Hans vare blevne alene , tog Hans 
Ordet og sagde : 
„ Det bedrøver mig saa saare , at I paatænker at 
indgive Eder her i Klostret og fornemmelig , at Eders 
fagre Datter her skal spærres inde og i saa ung en 
Alder være Livets Lyst og Glæde foruden . “ 
„ I sige mig , Hans , “ svarede Genete , „ hvad Lyst 
og Glæde venter min Datter udenfor den Helligheds 
Paulun , fornemmelig nu , da Knud ved det Drab paa 
Thomas Kruse har krænket hans og hendes eneste Venner 
og stødt dem bort — mine vare de for Sanken 
ikke ! Jeg har ingen Venner udenfor disse Mure og 
havde til ingen Tid saadanne i dette Land . “ 
„ I vilde tænkelig havt nogle , “ sagde Hans , 
„ havde I lagt Vind paa at vinde Venner : Dog har 
I , det I veed , i mig en fuldgod og tro Ven . “ 
„ I forlade mig min Glemsomhed , “ svarede Genete 
forlegent ; „ visselig handler I mod mig som Ven , det 
jeg rigeligt skal forskylde Eder . “ 
„ I var mig god tilforn , “ sagde Hans med et 
sørgmodigt , men varmt Blik ; „ dog , nu har den Munk 
troldgjort Eder ; nu tager I en Haandsrækning af mig 

og lønner mig som en Leiesvend . Det skal I dog vide , 
at gjerne tjener jeg Eder for Intet ; I selv er mig for 
Sanden kjærere , end alt Eders Gods . “ 
Genete rødmede dybt , greb sin Rosenkrands og 
bad et Ave . 
„ Jeg vilde , “ vedblev Hans , „ været af samme 
Sind , var I end draget pengeløs og arm af Tjele . 
Bi ere vidt fra hinanden , Genete Jakobsdatter , ikkun 
sjelden times mig den Lykke at stedes for Eder og nu , 
for første Gang i lang Tid , i Enrum . I vredes da 
ikke paa mig , at jeg drager mig denne lykkelige Stund 
til Nytte og nu , da intet Baand knytter Eder til nogen 
anden Mand , siger Eder min Hjertens Mening , 
den I dog forud kjender . Vel er jeg ikkun en ufri 
Bland , men dog i gode hæderlige Kaar — vil I , “ 
spurgte han i stor Sindsbevægelse og reiste sig , „ vorde 
min Hustru ? Til min Dødsstund skal jeg blive Eder 
en tro Elsfer og god Huusbonde . “ 
„ Viig fra mig , Frister ! “ raabte Genete , sprang 
op og strakte Hænderne frem for sig , da Hans med 
en bønlig Mine nærmede sig ; han blev saare bleg og 
udbrød : 
„ Skjelder I mig , der gjør Eder et godt ærligt 
Tilbud , en Frister ? “ 
„ Ak , Hans ! “ sagde Genete og greb til-sin Rosenkrands , 
„ I er en fuul Kjetter , det jeg ei forhen var 
vidende om . Gud og hans hellige Moder forlade mig 
da den svare , dobbelte Synd , at jeg nogen Tid lyttede 
til Eders fagre Ord . Det vide I nu og altid , at i 
Bod og Bøn vil jeg hensukke Resten af mine Dage ! “ 

„ O , I kjære , fromme , enfoldige Kvinde , “ sagde 
Hans med et kjærligt , medlidende Blik og traadte til 
for at gribe hendes Haand og tale hende til Rette ; 
men hun sprang fra ham , ilede ud af Cellen og forsvandt 
i Omgangen . 
Hans fulgte efter , mod i Hu og stødte strax paa 
Knnd , som kom imod ham , blussende af Harme ; thi 
hans Forsøg paa at faae en fortrolig Samtale med 
Margaret var snart blevet forpurret af Vigand , der 
havde opsøgt dem og efter et dygtigt Mundhuggeri 
med Knnd , havde han draget Margaret med sig og 
ført hende ind til Abbedissen . 
„ Nu komme vi snarest af denne Daarekiste , “ sagde 
Knnd barskt og gik henad Klosterporten til . 
Hans skjønnede , der var nu ikke Andet at gjøre , 
end drage af og fulgte derfor langsomt efter Knnd . 
De bestege deres Heste , som stode bundne ved Ringene 
i Klostermuren og rede saa ad Nye til i dyb Taushed . 
Hans gjenvandt imidlertid efterhaanden sin Fatning og 
fattede Haab om , at det dog til sin Tid under gunstigere 
Omstændigheder kunde lykkes ham at vinde Genete . 
Han formodede , at hun vilde undsee sig ved at røbe for 
sin Skriftefader , hvad der var skeet og besluttede derfor 
at varetage hendes Tarv , som om Intet var hændet . 
Hans Godhed for hendes Søn var usvækket , og 
han vilde ikke sfilles fra ham uden at give ham en vel 
meent Advarsel og sine bedste Raad . 
„ I sige mig nu , Knud , “ begyndte han da , „ hvad 
I nu har besluttet at gjøre eller lade ? I haver for 
Sanden ikke nu bedre eller mere tro Ven , end mig . “ 

„ Helsf vælger jeg mine Venner selv , “ svarede 
Knud mut . 
„ Nu hovmode I Eder ikke ! “ sagde Hans med 
rynket Pande . 
„ Hidindtil , “ svarede Knud og vendte sig stolt mod 
Hans , „ yndede jeg ikke at søge Samkvem med ufrie 
Mænd . “ 
Knud saae i det klare Maaneskin , at en mørk 
Vredesrødme lagde sig over Hans Thordsens Aasyn . 
„ Nu , ved min Helgen ! “ udbrød Hans , „ en mere 
Utaknemmelig og en større Taabe , end Eder , traf jeg 
ingensinde paa min Vei . Ufri Mand — ha , hvad er 
da nn I ? “ 
„ I sige helst ikke det , I mener mig at være ! “ 
svarede Knud og lagde Haanden paa sit Sværdfæste . 
„ Da sial I dog vide det , “ sagde Hans barskt . 
„ Ikke blot er jeg saa god Mand , som I , men en bedre ; 
mere vil jeg for Eders Moders Skyld ikke sige derom . 
Dog , hvad I nu end indbilder Eder , det maa I dog 
tilstaae , at jeg er en mere formaaende Mand , end I , 
og fornemmelig har jeg for Tiden Eders Velfærd i 
min Haand . “ 
„ Nu , “ svarede Knud , „ I har fornummet , at jeg 
vrager den Almisse , Moder tilkaster mig ; mig er det 
da lige godt og eens , hvo der vogter hendes Formue . 
Dog , skulle vi tale derom , da mente jeg , I var hverken 
Røver eller Tyv . “ 
„ Ret saa , “ sagde Hans , „ jeg er blot Gjemmer , 
men en god ! Saa længe Eders Moder holder sit 
Magtebrev til mig i Hævd , da vil jeg vogte paa hendes 
Eiendom , som var den min egen . Nu høre I et 

Ord , der er saa godt som hundrede . Jeg har i min 
Magt at trække Betalingsdagen ud , at de gridfke 
Nonner , om Eders Moder bliver ved samme Sind og 
vil indgive sig i Klostret , ikke faae Fingre i hendes 
Gods paa Stand ; og hvo veed , hvad imens kan skee ! 
Hans Naade , vor udvalgte Konning , er ikke Klostrene 
god , og Somme mene , at han ganske agter at nedlægge 
dem . Eder derimod kan jeg gavne derved , om 
I sfifter Sind og lader Fornuften raade , at I snarest 
faaer det i Hænde , som tilkommer Eder ; og Skam 
faae Eders Mund , at I kaldte en ganske Formue en 
Almisse ! “ 
„ Ei see ! “ sagde Knud spodsk , „ hvor mægtig Hans 
Thordsen nu er vorden ! “ 
„ Nu , Knud Mogensen , “ svarede Hans med et 
Skuldertræk , „ I taler og handler som en galen 
Mand . “ 
„ Saamænd , “ sagde Knud , „ hvad der er Ædelsind 
og Kløgt i somme Folks Øine , det er Galensfab 
i andres . “ 
„ Skulle Eders Penge da vorde herreløse ? “ spurgte 
Hans . 
„ Dermed har det ingen Nød , “ svarede Knud ; 
„ dog om saa var , bedre er Mand huus- og pengeløs , 
end Huus og Penge mandløs . “ 
„ Jeg har Eders Moder for kjær , “ sagde Hans , 
„ til at vredes paa Eder for Eders usindige Daarskab . “ 
Knnd var ikke ganske uvidende om , hvad Hans 
Thordsen førte i sit Skjold ; han havde hørt mumle 
derom , at Hans havde hans Moder kjær , og at hans 
hedengangne Fader var bleven skinsyg derover . 

„ Det fattedes ikkun , “ sagde han og blev blussende 
rød , „ at I skulde fordriste Eder til at løfte 
Eders Øine til min Moder ! For Sanden , Hans 
Thordsen , mig kunde lyste at krydse min Klinge med 
Eders for det Ords Skyld , at I har min Moder 
kjær ! “ 
„ Var jeg et ungt Bruushoved , som I , Knud , “ 
svarede Hans koldsindigt , „ da havde En af os forlængst 
ligget blodig her paa Veien , og tænkelig vilde 
det blevet Eder , al den Stund I nok da skulde saaet 
at fornemme , at jeg evner at vinde Mænd over i 
Tvekamp , end sige Drenge . Da skulde I og kommen 
til at sande , at Gud Herren skabte os lige og eens , 
og at den Mand , som kaldes ufri , ikke fik dummere 
Øie eller slappere Arm , end den , fem kalder sig fri ; 
dog deraf vorder ganske Intet ; thi ingensinde løfter 
jeg Værge mod Gencte Jakobsdatters Søn . “ 
„ Nu , ved min Helgen ! “ udbrød Knud , „ da seer 
jeg helst ikke tiere saa from Mands Aasyn . I ride 
nu Eders egen Kaas , jeg min ! “ 
Som Knud havde sagt dette , dreiede han sin Hest 
om ad en Skovvei , ved hvilken de vare standsede , og 
red uden Farvel op ad Aasen til . 
Hans blev holdende et Øieblik og stirrede efter 
ham ; saa gav han sin Hest af Sporerne og red videre 
ad Nye til med saare bittre Følelser i sit Hjerte . 
Dybt følte han den frie Stands Overmod og sin egen 
Stands Ydmygelse . Han havde hørt til dem , der af 
den nye Lære havde haabet Befrielse , større Lighed og 
Retfærdighed i Samfundsforholdene ; men han begyndte 
allerede at skjønne , at det kun var en taabelig Indbildning . 

Knud havde Ret ; selv om han var en 
Slegfredsøn , der flød dog adeligt Blod i hans Aarer , 
han regnedes trods hans mislige Stilling for en bedre 
Mand , end Hans Thordsen , der var af en ringere 
Art . Hans grundede mod i Hu over Menneskenes 
Vrangsind og Uretfærdighed , men Knud red freidig op 
ad Aasen og sagde til sig selv : 
„ Ingensinde skal det skee , at en Træl fanger Held 
at kalde mig Søn ! Jeg vil vare Vigand ad — lad 
saa før de Nonner have Moder og hendes ganske 
Formue ! “ 

Femte Kapitel . 
Helligheds Krone . 
Medens Knud fra det stille Kloster drog ud i 
Verden , fuld af høit Mod og fremdeles rede til at 
løbe Panden mod enhver Muur , som hans ulykkelige 
Skjebne vilde reise paa hans Vei , blev hans Moder 
og Søster tilbage , glædende sig ved Klosferfreden . 
Med uskrømtet Andagt bivaanede de Paaskefestens Høitid , 
hvis Helligholdelse paa papistisk Viis afgav et 
vexlende Skuespil , rigt paa Øjenslyst . Sandserne 
maatte bedaares og al Eftertanke forjages under denne 
indviklede Afgudsdyrkelse , som i Aarhundreders Løb var 
bleven sat i System , paa een Gang en Frugt af hierarkisi 
Snildhed og en barnagtig Fantasi , ret skikket til 
at blænde vankundige Sjæle . 
Og hvad var den svagsindede , af en haard Skjebne 
kuede skotske Kvinde og selv hendes højsindede Datter 
nu Andet , end vankundige Sjæle , søgende efter Sandhedens 
Lys der , hvor Menneskenes taabelige Paafund 
næsten ganske formørkede det ? Med blid Hengivelse 
til det Mystiske og med den Umyndiges Fred i Hjertet 
bivaanede Genete Kirkeceremonierne , medens Margaret 

med vild Lyst fordybede sig i Andagt og søgte Forglemmelse 
i et fanatisk Svæermeries Afgrund . Fordybet 
i Helgentilbedelse saae hun ikke tilbage , i det forfængelige 
Haab , at denne Syndflod af Bønner , Sukke 
og Kys paa Træ og Steen vilde formaae at udslette 
Fortidens Erindringer og gjøre hendes Hjerte dødt for 
jordisk Kjærlighed og jordisk Lykke . 
Det var nu saare langt fra , at Anfegtelsernes 
Tid skulde være omme for Margaret , tvertimod havde 
Knuds og Hans Thordsens Besøg nys avlet urolige 
Tanker i hendes Sjæl , men saa længe Høitiden varede , 
lykkedes det hende at holde dem nede . Gudsdyrkelse i 
den Stiil , som hun nu blev Vidne til her i Klostret , 
var noget Nyt for hende og pirrede hendes Indbildningskraft . 
Med 
en Andagt , hvori blandede sig en god Deel 
Nysgjerrighed , havde hun i Voer Klosterkirke bivaanet 
Skærtorsdags indviklede Ceremonier . Abbed Thomas 
stod for Alteret omgiven af tolv Munkepræster , alle 
iførte hvide Messehagler og læste den hellige Messe , 
hvis Hovedsag i den katholske Kirke er Brødets og 
Vinens Consecration eller Forvandling til Jesu Kjød 
og Blod , og blev saa tillige den Hostie , Abbeden 
skulde nyde Langfredag , indviet ; thi paa Jesu Dødsdag 
maatte ingen Indvielse finde Sted . Alterne og de 
hellige Kar bleve dernæst med mange Ceremonier 
rensede og de hellige Olier og Salver indviede , idet 
Abbeden og Munkene sang : vær hilset , hellige Olie , 
vær hilset hellige Chrisamen ! Alteret blev dernæst 
afført sine Smykker , den hellige Hostie i Kalken hensat 
paa et Sidealler og Korset tilsløret . 

Alt dette var i Margarets Øine et gribende 
Skuespil , og hun længtes om Aftenen efter Fortsættelsen 
den næste Dag , Langfredag . Da fremtraadte 
Abbeden atter for Alteret og læste hele Passionen 
eller Jesu Lidelseshistorie , idet baade han og hele 
Menigheden nedkastede sig , da han kom til det Sted , 
hvor det berettes , at Jesns opgav Aanden . En heel 
Række Bønner bleve nu fremsagte , for Kirken , den 
hellige Fader i Rom , Biskopperne , den menige Gejstlighed , 
Menighederne og de rettroende Fyrster , og ved 
hver Bøn raabte Abbeden : flsctamus Zsnua — lad 
os bøie vore Knæ ! og Alle kastede sig til Jorden ; 
men ved Bønnen for Jøderne , som kun blev bedet 
denne ene Dag , forblev Alle staaende . Dernæst blev 
Korset afsløret , nedtaget og lagt paa Jorden ; Abbeden 
nærmede sig det , tre Gange knælende og kyssede 
Fødderne paa den Korsfæstedes Billede . Derefter 
stededes hvor Enkelt af Menigheden til dette Fodkys , 
mens Munkene afsang Straffepsalmerne . En hellig 
Gysen gjennemrislede Margaret , da hendes Læber berørte 
Crucifixet , og hun var en Afmagt nær , da hun 
atter reisfe sig . 
Atter Paaskelørdag nedsænkedes hendes Sjæl i 
den papistiske Gudsijenestes Mystik , idet hun overværede 
Opbrændelsen af den hellige Olie fra det 
gamle Aar , Dobevandets Indvielse , Antændelsen af 
Paaskelysef , der var prydet med fem Voxnagler , i 
Lighed med Christi fem Vunder og indesluttede hellige 
Birakskorn . Da lød atter Klokkerne , Messen blev 
læst og Kirken gjenlød af jublende Lovsange . 

Endelig kom Paaskemorgen , da Klostret gjenlød 
af det ideligt gjentagne : Alleluja ! hvormed Nonnerne 
hilste hverandre . Alle bleve den Dag før Gudstjenesten 
i Kirken høitideligt bestænkede med Vievand 
og Højmessen læst med stor Pomp ; men hvide Søndag , 
som Paaskedag kaldtes , endte dog med en Deel temmelig 
verdslig Lystighed , idet Nonnerne om Aftenen legede 
med Paafkeæg og Alle bleve rigeligt beværtede . 
Da Paaskefestens Octave eller otte Dages Høitid 
saaledes var til Ende , følte Margaret sig greben af 
en pinlig , hende ' selv uforklarlig Tomhed ; og dog var 
det forklarligt nok , at der efter saa stor Ophidselse og 
Nervespænding maatte følge Slaphed . Hendes Indbildningskraft 
var bleven overmættet , hendes Øine 
blændede , hendes Ører døvede , men hendes Sjæl var 
ikke bleven beriget med en eneste , ny , frugtbringende 
Tanke , og hendes Hoved var fuldt af Legender og 
Fabler , af hvilke den største Part vare en udskejende 
Fantastes vanskabte Fostre . Hun fornam da nu bagefter 
til sin egen store Bedrøvelse , at hendes Sjæl 
fremdeles var hungrende , hendes Hjerte vansmægtende ; 
men hun gav ingenlunde den papistiske Gudstjenestes 
tomme Ceremonivæsen , der næsten ikke levnede Ordets 
Forkyndelse nogen Plads , Skylden , tvertimod søgte 
hun den i sin egen formentlige Verdslighed og Svaghed ; 
thi Vigand havde uden Betænkning erklæret , at der 
slak Feilen . 
Det er dog et Spørgsmaal , om det vilde lykkedes 
Vigand i Længden at holde hendes tænkende Sjæl 
under Aaget , hvis ikke det var hændet hende , som 
dog ingenlunde glædede ham , nemlig at hun ved et 

Tilfælde kom i Berørelse med en af de i hiin Tid 
sjeldne Mænd , hos hvem fast Vedhængen ved papistiske 
Vildfarelser adledes af virkelig Fromhed og et reent 
Levnet . 
En smuk , solklar Aprildag følte hun en uimodstaaelig 
Længsel efter Guds Sol , efter Skov , Mark , 
Sø og Naturens Ensomhed ; thi Nonnernes tomme 
Sladder og keitede Smiger begyndte at trætte hende , 
og for første Gang blev hun vaer , at der ikke indenfor 
Klostrets Mure fandtes et eneste Væsen , der vilde 
kunne forstaae hende , om hun udtalte de urolige 
Tanker , der rørte sig hos hende . Hun vilde da søge 
hen til sin stumme Ven , fordum hendes kjæreste Selskab , 
Guds fri Natur . 
Med Snildhed vidste hun at undgaae det Paahæng , 
Abbedisse Marine havde givet hende , nemlig 
hendes Selskaberinde , den tykke Søster Barbara , og 
da hun stak Portsøsteren nogle Mark i Haanden , oplodes 
Portlaage » for hende , og med Jubel i sit Hjerte 
ilede hun ad en Skovsfi ned til Mos Søens Bredder . 
Her satte hun sig paa en Ellestub og betragtede 
Bølgernes Leg i den milde Foraarsvind . Hendes 
Tankers Gang blev snart en Leg , som Bølgernes , den 
ene jog den anden , og de blinkede i de glade Minders 
Solsfin , fulde af Livets Lyst . Hun var atter ved 
Tjele Langsø , paa den lille Høi i Engdal og saae 
Folmer Rud for sig med sin Luth og sin Lokke-Jrist ; 
hun hørte hans vellydende Stemme udtale muntre 
Ord , fornam hans stærke Arme om sig , idet han bar 
hende ud i Baaden . Saa kom Seiladsen ned ad den 
speilblanke Sø , mens Solen funklede over de grønne 

Skove , og Bigum Kirketaarn viste sig for dem som 
en Marmelstøtte , der spejlede sig i Vandfladen . Saa 
Vandringen op i Skoven , Kampen om Flores og 
Blanseflor og — dog her standsede hun forfærdet 
sine Tankers rafle Flugt , rødmede dybt og kastede en 
liden Steen i Vandet , som vilde hun ogsaa standse 
Bølgerne , disse Fristere , der ved deres lokkende Hvisken 
havde ført hendes Sjæl paa Afveie . 
Hun saae op og foer sammen . For hende stod 
en ærværdig Skikkelse i Cisterciensernes hvidgraa Kutte , 
med Hætten over den kronragede Isse til Skygge for 
Solen . Saa optagen havde hun været af sine Drømme , 
at hun ikke var bleven ham vaer , før han var tæt 
ved hende . Nu stirrede hun paa de ædle Træk , det 
lange graa Skjæg og de udtryksfulde , mørke Øine , 
af hvilke lyste Mildhed , skjøndt tillige et forskende Blik . 
Hun reiste sig og gjengjeldte Blikket med noget 
af sin fordums Stolthed , men da han løftede Haanden 
velsignende og udtalte sit : Oominus vobisoum ! bøiede 
hun Knæ og kyssede hans fremrakte Haand . Han reiste 
hende , kyssede hende paa Panden og sagde : 
„ For nogen Tid siden vilde saa ung en Jomfrus 
Nærværelse paa dette Sted , alene og i denne verdslige 
Dragt voldet mig stor Forundring . Dog , siden 
Søstrene i Vissing fik de Gjester , af hvilke der er 
gaaet saa stort et Ry , da kan jeg neppelig tvivle om , 
at I jo maa være Jomfru Margrethe Mogensdatter 
af Tjele ? “ 
„ Det er den Samme , som nu taler til Eder , “ 
svarede Margaret og slog Øinene ned for den Gamles 

forskende Blik ; hun var tilmode , som kunde han læse 
hende lige ind i Hjertet . 
„ Nu , “ vedblev han , „ det taler slet for Eders 
Moders og Søster Marines Aarvaagenhed og Omhu , 
at I er her , saa langt fra Klostret , uden Ledsagelse . “ 
„ Hvo er I , ærværdige Fader ? “ spurgte Margaret 
og saae op . 
„ Broder Ambrosius fra Øm — har ikke den reenlivede 
Prædikebroder Vigand nævnet mit Navn for 
Eder ? “ 
„ Visselig ! “ svarede Margaret i en overrasket 
Tone . 
„ Nu , min Datter , “ vedblev Broder Ambrosius , 
„ da er I tænkelig ikke uvidende derom , at jeg føler 
Deeltagelse for Eder og Eders ulykkelige Moder . Ofte 
har jeg tænkt derpaa at gjeste Vissing og stedes for 
hende ; men vi Brødre fra Øm faa sjelden at see et 
mildt Aasyn hos Søster Marine , og Broder Vigand 
er , det har jeg fornummet , saare nidkjær over sin 
Myndighed , dog see I nu ikke i mig en udeeltagende 
Fremmed ! “ 
„ O , tvert derimod ! “ svarede Margaret og saae 
Broder Ambrosius i Øinene med frimodig Ynde , „ forundrer 
det mig end at fornemme Eders velvillige 
Sindelag , al den Stund min Skriftefader har afmalet 
mig Eder som en Mand af stor Strenghed , det I dog 
neppelig er . “ 
„ Det turde dog i visse Stykker befindes at forholde 
sig saa , “ sagde Broder Ambrosius smilende . 
„ Ærværdige Fader ! “ sagde Margaret med bevæget 
Røst , „ denne Morgenstund , da stor Uro plagede 

min Sjæl , da bad jeg Guds Moder : send mig en 
ærlig Ven — og see , I kom ! “ 
Broder Ambrosius betragtede Margaret med et 
forskende Blik ; hendes sjeldne Skjønhed , hendes Ynde , 
hendes Røsts bløde Velklang , alt det , der vilde 
vundet en Mand af mindre strenge Grundsætninger , 
gjorde ham mistroisk . 
„ I er en Evadatter , “ sagde han , „ og Verden 
har lært Eder at smigre . I tage dog helst ikke Guds 
Moders hellige Navn forfængeligt og digte en Bøn , 
I ikke virkeligen bad . “ 
Margaret saae blot paa Broder Ambrosius til 
Svar , men det Blik beskjæmmede ham . 
„ I har saa desuden , “ vedblev han forlegent , 
„ i Broder Vigand en nidkjær , kyndig Skriftefader og 
fuldtro Ven . “ 
„ Jeg har saa ! “ svarede Margaret og bøiede sit 
Hoved , hvorefter hun hensank i Grublen . Først i 
dette Øieblik tænkte hun derover , at Vigand ikke 
havde hendes hele Fortrolighed og indsaae Umuligheden 
af , at hun nogensinde kunde bekvemme sig til ganske 
at oplade sit Hjerte for ham og indvie ham i sine 
hemmeligste Tanker . I mange Slags Anfegtelser havde 
hun tyet til ham , fundet Trøst og Belæring , men den 
største og sværeste , Kampen med hendes jordiske Kjærlighed , 
havde hun udfegtet i Stilhed . Hun overveiede 
nu , om hun ikke havde gjort Uret i at forholde sin 
Skriftefader Kundskaben til denne hendes Hjertes Svaghed , 
og om en slig Fordølgelse var tilladelig ? Det 
anede hende ikke , at Vigand læste grant i hendes 
Hjerte og blot af Klogskab aldrig havde berørt det 

Punkt , idet han tænkte , at jo mere man rører Ilden , 
desto høiere blusser den . Hun tænkte nu , at det vilde 
været ønskeligt , om Vigand havde havt Broder Ambrosius ' s 
høie Alder og hvide Haar ; men hun taug , og 
det veemodige Udtryk i hendes Aasyn blødgjorde den 
Gamles Hjerte . 
„ Helsf vilde jeg troe det , “ sagde han mildt , „ at 
Guds Moder paa Eders Forbøn i denne Stund har 
styret mine Fjed herhid . I forlade mig , min Datter ! 
min Mistroiskhed nys og sige mig uden Sky , hvad 
der tynger paa Eders Hjerte , at I bad den Bøn , og 
hvori jeg kan tjene Eder ? “ 
„ Nu ikkun deri , “ svarede Margaret rødmende og 
med et lyst Smiil , „ at I ikke paa Stand skikker mig 
hjem til Klostret , men tillader mig at dvæle en Stund 
i Eders Nærhed . I ledsage mig paa en liden Vandring 
langs Søens Bred . O , her er saa tyst og 
skjønt ! Vi høre ikkun Fuglenes jublende Sang og see 
Solens Blink paa de glidende Vover . “ 
„ Ved den hellige Ambrosins ! “ udbrød den Gamle , 
„ hvis Navn jeg uværdig bærer , I vil gjøre et Barn 
af mig ! “ 
„ Den Synd vil Guds Moder lettelig forlade 
mig og Eder med , “ svarede Margaret , atter med et 
Smiil ; thi for første Gang , siden forrige Vaar , den 
Dag , da hun gik alene i Enghaven ved Tjele , begyndte 
hendes Hjerte at slaae frit og let . 
„ I mindes tænkelig ikke , “ sagde den Gamle , idet 
de langsomt gik henad Søens kratbevoxede Bred , „ at 
det just er den hellige Ambrosii Dag og da min 
Navnedag . “ 

„ I mødtage da min hjertens Lykønskning ! “ sagde 
Margaret og rakte Ambrosins frimodigt Haanden . 
„ I have Tak ! “ svarede han , men vedblev hovedrystende : 
„ Mindst tænkte jeg derpaa i den tidlige 
Morgenstund , da jeg oplod mine Øine , at jeg her i 
Naturens Ensomhed skulde vorde lykønsket og det af 
en ung Jomfru . Jeg tilbad i Stilhed min Helgen 
og sneg mig saa af Klostret for at unddrage mig 
mine Klosterbrødres Lykønskninger , hvilket , det føler 
jeg nu , var » kjærligt af mig . Hist henne paa den 
Brink , I der seer , sad jeg nys og læste den hellige 
Ambrosii Levnet , følende min egen store Ringhed . “ 
„ I meddele mig nu Noget af det , I læste , “ bad 
Margaret ; „ har jeg hørt det tilforn , jeg mindes det 
dog ikke ! “ 
Fader Ambrosius modstod ikke denne Fristelse , thi 
Intet var ham kjærere , end at have en taknemmelig 
Tilhører , en Lykke , som sjelden timedes ham i Klostret . 
Paa hans Opfordring tog Margaret da Plads ved 
hans Side under en Busk i det visne Græs , blandt 
hvilket Vaarblomsterne allerede begyndte at spire frem , 
og han begyndte sin Fortælling : 
„ Den hellige Ambrosius , “ sagde han , „ levede i 
det fjerde Aarhundrede og var en Mand af stor 
Anseelse , intet Ringere , end Keiser Theodosii den 
Stores Statholder i Ligurien og havde sin Residents 
udi Mailand . Han var en Hedning og en lovlærd 
Mand , og nu høre Du , min Datter , ved hvilken 
forunderlig Tilskikkelse han , der end ikke var indlemmet 
i Kirken ved den hellige Daab , fra en vantroende 
Statens Tjener pludselig forvandledes til en troende 

og from Kirkehyrde . Biskoppen af Mailand var afgangen 
ved Tøden , og hans Efterfølger skulde udvælges ; 
men ved dette Valg udbrød en blodig Fejde 
mellem Arianerne og de Rettroende , hvilket nødsagede 
Ambrosius dertil , da han var Keiserens Statholder , 
at ile til Valgstedet med væbnede Folk og gjenoprette 
Roligheden . Ta han rykkede frem , da raabte et Barn 
blandt Mængden : See , der kommer vor nye Bisp ! 
og strax istemmede det ganske Folk , forglemmende 
Uenigheden : Ambrosius være vor Biflop ! “ 
„ Af det Barns Mund , “ sagde Margaret , „ talte 
Gud Herren selv . “ 
„ Visselig , “ vedblev Ambrosius , „ som det siden 
viste sig . Elsket og agtet var han af Folket for sin 
Mildhed og Retfærdighed , og det Raab , at han skulde 
vorde Bisp , vilde ikke forstumme . Længe stred han 
imod , ganske uden Forberedelse til sit hellige Kald , 
som han var , men omsider maatte han bøie sig , lod 
sig døbe og tiltraadte da sit hellige Embede . “ 
„ Og hvorledes røgtede han det ? “ spurgte Margaret , 
hvis Blik hang ved den gamle , ærværdige Fortællers 
Læber . 
„ Ja , hvad tænker Du , min Datter , han gjorde 
først ? Han besad stor Rigdom og kunde , selv uden 
sit Embedes Indkomster , været en vældig Bisp med 
mange væbnede Svende i sit Følge , med Bordsvende 
og Mundskjenke og alle de unyttige Tjenere , Bisperne , 
Gud bedre ! i vore vanartede Tider omgive sig med , 
som vare de verdslige Fyrster . Nei , han bortskjenkede 
sin Formue til de Fattige og levede i christelig Ydmyghed ; 
men han blev en nidkjær Kirkehyrde , de Betrængtes 

Fader , en tro Sjælehyrde , Evangeliets ivrige Forkynder 
og en drabelig Stridsmand mod Kjættere og 
Hedninge . Keiseren ærede ham som en Fader , og saa 
stor var hans Myndighed , at da den store Keiser 
havde straffet et Opløb med » christelig Grusomhed , og 
han derefter vilde træde ind i Kirken , da gik Ambrosius 
ham imøde paa Dørtærskelen og forbød ham Adgangen , 
just som Bisp Willmn af Roeskilde gjorde ved Konning 
Svend her udi Danmark syv hundrede Aar derefter ; 
og maatte Keiseren flikke sig deri , at Ambrosius paalagde 
ham otte Maaneders Kirkebod . “ 
„ Veed I ei mere at berette om Eders kjære 
Helgen ? “ spurgte Margaret , da Ambrosius taug ; „ I 
tænke ikke , at jeg vorder træt af at høre ! “ 
„ Nu , “ svarede Ambrosius , „ der lod sig meget 
mere sige om ham , og kunde jeg end blive længe ved , 
dog vilde da sikkerlig Eders unge Øren vorde trætte . 
Dog vide I endnu Et om denne store Kirkefader , at 
han var Munkes og Nonners varme Talsmand og 
ivrede saa stærkt for den ugifte Stand , at mange 
Mødre af den Aarsag holdt deres Døttre af Kirke , 
naar han prædikede — hvad siger I dertil ? “ 
Margaret saae ned for sig og blev rød som et 
dryppende Blod . 
„ Nu , min Datter ! “ sagde Fader Ambrosius mildt , 
„ har saa Guds Moder og de hellige Engle ført os 
herhid , det jeg stedse mere villig troer , da lad min 
Nærværelse blive Eder til Gavn og til Bestyrkelse i 
det fromme Forsæt , man har sagt Eder at nære . Er 
det saa , at I agter at indgive Eder i Vissing Kloster ? “ 

„ Dertil staaer visselig min Hu , “ svarede Margaret 
med sagte Røst . 
„ Da holde I fast derved , “ sagde Ambrosius 
strengt , „ og udrive alt det af Eders Hjerte , som vil 
spærre Eder Veien ! I har tænkelig fornummet denne 
Verdens Lyst , prøvet Forfængelighedens Anfegtelser , 
Mændene have baaret Eder med Smiger for Eders 
Fagerheds Skyld — ikke tør eller vil jeg aflokke Eder 
noget Skriftemaal , men forunderligt vilde det være , 
om det forholdt sig anderledes — I vende nu Eders 
Hu fra alt dette og stræbe ærligt derefter at forsage 
Verden ! “ 
„ I drive ikke saa paa mig , ærværdige Fader ! “ 
svarede Margaret med et bønligt Blik . „ Kræver ikke 
saa stor en Beslutning Selvprøvelse og Overlæg ? “ 
„ Visselig , min Datter ! “ sagde Ambrosius ; „ dog 
formente jeg , at I nu i et halvt Aar i Klostrets 
Ensomhed maa have havt Stunder at overveje den 
Sag . “ 
„ Knnde jeg blot , “ svarede Margaret , „ gjøreEder 
viis paa min Sjæls sande Tilstand ! Jeg har jaget 
efter det Hellige og mente en Stund at have grebet 
det , men da viste det sig uformodet , at mine Hænder 
vare tomme og jeg efterladt i Mørke . Da kom syndige 
Tanker over mig , som denne , at trods alle Bønner , 
Messer og Hymner , trods Kjerternes Glands og Viraks 
Duft , da er der blandt de hellige Søstre i Klostret 
ikknn Helligheds Skin , og som havde Gud været mig 
nærmere mangen Stund midt i den travle Verden . “ 
„ Du lade Dig ikke forvirre deraf , “ sagde Ambrosius 
med Alvor , „ skulde det befindes , at der stundom blandt 

Søstrene i Vissing er mindre af Kjødets Spægelse og 
oprigtig Poenitentse , end ønskeligt var . Vi bære 
Hellighedens Klenodie i skrøbelige Kar og maa fegte 
med Djævelen , indtil Forløsningens Time slaaer . Der 
er Brøst , selv i den hellige Kirke , fornemmelig i disfe 
Tider , og derfore hvile Guds Straffedomme haardt 
paa os . “ 
„ Jeg fatter det heelt vel , “ svarede Margaret , 
„ og sigtede ikke dertil , tvert derimod var dette min 
Tanke , at det Hellige flyer stundom selv den Sjæl , der 
med ærlig Hu og i brændende Nidkjærhed søger det . “ 
„ Visselig ! “ svarede Ambrosius , „ for at prøve vor 
Bestandighed . End veed I ikke , ung og uprøvet , som 
I er , min Datter , hvad en fast Tro ved Herrens og 
alle hans Helliges Bistand formaaer . Høit over Eders 
Begreb staaer vel Kjødets Spægelse , Bønners og Lovsanges 
helliggjørende Kraft , saa og Fastes og Bods 
rensende Magt , beviisliggjort gjennem Aarhundreder 
af troe , fromme Sjæle og stadfæstet ved mange Undergjerninger . “ 
„ Ved 
at høre Eder tale saa , “ sagde Margaret 
ivrigt , „ styrkes min Tro derpaa . “ 
„ Ret saa ! “ sagde Ambrosius og bøiede sit Hoved ; 
„ En , som er større , end jeg , taler nu af min Mund ! 
I betænke nu dertil dette , at kan end , som I før 
sagde , Gud være Eder nær midt i den syndige , travle 
Verden , al den Stund Herren er allestedsnærværende , 
dog tvivle I ingensinde derom , at bag Klosterets Mure , 
under Kydfkhedsløftets Tugt og i de Nonners hellige 
Samfund , der er den ypperste Helligheds Krone at 

vinde — give Guds Moder og alle hellige Engle , at 
det maa være Eder forundt at naae Klenodiet ! “ 
„ Jeg vil stræbe derefter ! “ udbrød Margaret med 
et brændende Blik . 
„ Gud Herren styrke da dette Dit fromme Forsæt ! “ 
sagde Ambrosius bevæget , „ og hans hellige Engle omsvæve 
Dine Fjed ! Nu kjende vi hinanden , tillad mig 
nu , min Datter , at kalde Dig Du med en aandelig 
Faders Ret ! “ 
„ I have Tak derfor , ærværdige Fader ! O , maatte 
det forundes -mig ret ofte at samles med Eder ! I 
bekymre Eder ikke om Søster Marines sure Miner , 
men gjeste os snarest i Vissing ! “ 
„ Det bæres mig fore , “ svarede Ambrosius , „ at 
saa er det Herrens Villie , og da bør jeg ikke frygte 
Menneskers Ugunst . “ 
De samtalede endnu en Stund med hinanden og 
tilsidst sagde Fader Ambrosius : 
„ Det er mit Raad , min Datter ! at Du uden 
Forhaling indgiver Dig som Ungsøster i Klosteret , at 
Tit Prøveaar kan begynde , som maa forløbe , inden 
Du kjendes værdig til som Tegn paa bestandig Fasthed 
at modtage Sløret og aflægge Løftet . Jeg skjønner , 
at i Din Sjæl med dens rige Gaver er nedlagt et 
Løfte om store og hellige Gjerninger . “ 
„ Ak ærværdige Fader ! “ udbrød Margaret rødmende 
af undseelig Glæde , „ nu fatter I for store 
Tanker om mig , en svag Kvinde . “ 
„ Herren udsøger stundom sine Redskaber blandt 
de Svage , “ svarede Ambrosius , „ og gjøre disse til de 
Stærkeste . De hellige Kvinder stod til ingen Tid 

tilbage for de hellige Mænd . Dog , Gud bedre , Nidkjærhedæn 
er paa ingen af Siderne i disse lene Tider 
saa stor , at et blodigt Martyriums Glorie venter 
nogen Kirkens tro Søn eller Datter . Derimod betænke 
Du den Slaphed og Lunkenhed blandt Dine vordende 
Medsøstre , hvorom jeg før talte ! Hvad vil Du ikke 
der kunne virke ved Dit Exempel ! Ved Dit Mammon 
kan Du vinde Anseelse , om Du skjenker Klostret rige 
Gaver ; Du nytte den da dertil at anspore Abbedissen 
til strengere Klostertugt og al Helligheds Befordring ! “ 
De reiste sig nu for at gaae , og Ambrosius 
tilbød Margaret at ledsage hende til Klostret , da 
Buskene raslede bag dem , og en Skare Mænd og 
Kvinder stormede ind paa den Plads , hvor de havde 
siddet . Der kom Søster Veronica , Klostrets yngste 
Nonne og den meest rapfodede , ledsaget af et Par 
Klostertjenere med Knipler , der kom tykke Søster Barbara 
vraltende og endelig ingen Ringere , end den værdige 
Abbedisse , Søster Marine selv , støttende sig til Broder 
Vigands Arm . 
„ Saa er I her dog ! “ udbrød Søster Veronica , 
idet hun loe ; „ jeg tænkte for Sande « , en skjøn , ung 
Riddersvend havde bortført Eder , og at vi ingensinde 
skulde gjensee Eder tiere ! “ 
Margaret , som kjendte Søster Veronicas verdslige 
Sindelag , værdigede hende intet Svar , og der blev 
Heller ikke Pusterum til Gjenmæle , thi der brød Søster 
Barbara gjennem Buskenes Grene og raabte : 
„ Den hellige Benedictus være lovet , der er hun ! 
O vee ! hvor værker det i min Side ! “ 

„ Hvilken unyttig Larm ! “ sagde Ambrosius vredt ; 
„ Intet har været fjernere fra Jomfru Margrethes 
Tanke , end det , at rømme . Fornemmelig I , Søster 
Veronica ! vare Eders letfærdige Mund ! “ 
„ Ei ! “ udbrød Søster Marine , som havde nærmet 
sig ad en mere magelig Vei og seet og hørt , hvad 
der foregik , „ jeg seer , at den hellige Bernhard har 
sendt Jomfru Margrethe en af Sine til Værn og 
Beskyttelse , hvad Nød haver hun da ! “ 
„ Havde I vogtet hende bedre , “ svarede Ambrosius , 
harmfuld over de stikkende Ord og det spydige Smiil , 
der ledsagede dem , „ da vilde hun ikke havt min Beskyttelse 
nødig . “ 
„ Nu , “ svarede Abbedissen , „ de Møer , som have 
Strippevane , de ere onde at vogte . I betænke disse 
Tiders Uro og Fare , Jomfrulil og volde ingensinde 
tiere Eders Moder og os saa stor en Skræk ! “ 
„ Min Moder , det faaer saa være ! “ sagde Margaret 
og hævede sit Hoved med Stolthed , „ men ikkun 
hende skylder jeg Regnsfab for min Gjøren og Laden . “ 
„ Min Datter ! “ udbrød Ambrosius og løftede 
advarende sin Haand , „ I betænke vor Samtale nys 
og see at mestre det fosse , verdslige Sind , der end , 
det seer jeg nu , regjerer i Eder ! “ 
„ I burde betænke Klostrets Værdighed “ , sagde 
Vigand med Strenghed , idet han skottede mistroisk til 
Broder Ambrosius , „ og I mene Eder ikke end at 
være paa Tjele ! “ 
Margaret rødmede dybt , og et Vredeslyn tændtes 
i hendes Blik . Hun saae et Syn — et Tankesyn 
kun , men saa levende , at hendes Hjerte bankede derved — 

Folmer Rud , som sprængte hid paa sin Ganger , 
splittede den hele Skare ad , løftede hende op til sig i 
Saddelen og foer bort med hende . Dog , det Drømmebillede 
svandt , som det var kommet ; hun saae Fader 
Ambrosius ' s Blik hvile mildt bebrejdende paa sig , 
blegnede og brast i Graad ; greb saa sin Rosenkrands , 
afbad sin Synd og bønfaldt den hellige Moder at 
holde slige Djævelens Anfegtelser borte . Den Bøn 
blev hørt , thi det lykkedes hende fra denne Stund af 
at forhærde sit Hjerte og nedsænke sin Sjæl ganske i 
Helgentilbedelsens Afgudsdyrkelse . 
„ Du forglemme ikke , “ sagde Broder Ambrosius 
til Margaret , „ at berette Din Moder og Klostrets 
værdige Forstanderske , som her staaer , hvorom vi have 
talet og den Beslutning , hvortil Du er kommen , staaer 
den ellers fast . I vil da neppelig , Søster Marine ! 
naar I det erfarer , vredes paa den hellige Bernardus , 
ei heller paa mig . “ 
„ I give mig Eders Velsignelse , ærværdige Fader , 
forinden vi sfilles ! “ udbrød Margaret og sank knælende 
ned , „ og indeslutte mig fremdeles i Eders Bønner ! “ 
Dybt bevæget lagde Ambrosins sin Haand paa 
hendes Hoved , udtalte Velsignelsen over hende og 
gjorde Korsets Tegn , mens Broder Vigands onde 
Øine vogtede paa ham og røbede Skriftefaderens 
skinsyge Harme . 
Derpaa sfilles de , og Margaret vendte tilbage 
til Klostret med sine Bevogtere . Trods hendes fromme 
Forsætter , at underkaste sig med Ydmyghed , undslap 
der hende dog et dybt Suk , da Klosterporten lukkede 
sig efter hende . Med hver Dag , der gik , mærkede 

hun mere og mere , at trods al Ærbødighed , der 
blev hende viist , saa var hun dog nu en fangen Fugl 
og Klostret hendes Buur . Dog , efterat hun mere end 
een Gang havde samtalet med Ambrosins og udøst sit 
Hjerte for ham , da stod hendes Beslutning fast . Til 
Abbedissens store Glæde , og idet Broder Vigand priste 
hendes Fromhed , indgav hun sig ikke længe derefter 
som Novice eller Ungsøster i Klostret , og inden Skoven 
var grøn , da saaes hun at færdes i Klostret i Ungsøstrenes 
hvide Klædning og med Iver at forberede 
sig til den endelige og fuldstændige Optagelse i Benedictinersøstrenes 
Samfund . 

Sjette Kapitel . 
Ord og Sværd . 
Henning og Bent Tue sad paa en Vindfælde i 
Nærheden af Hulen i Bigum Skov og varmede sig i 
den tidlige Vaarsols Straaler . Træer og Buske knoppedes 
alt saa smaat , og Skovbunden prangede med Blomster , 
men det var saare langt fra , at Knud Mogensens 
hjemløse Svende frydede sig ved dette skjønne Syn ; 
de nød kun den legemlige Velgjerning , at varmes af 
Solstraalerne . 
Henning laa paa Træstammen , saa lang han var 
og gabede , Bent sad hos og snittede paa en Træskee . 
De samtalede , men i Stødeviis og med dæmpet Røst ; 
thi deres unge Herre , som først henad Morgenstunden 
var vendt hjem fra en Udflugt , laae og sov paa Mosbænken 
inde i Hytten , hvis Dør stod aaben . 
„ Bent ! “ sagde Henning og reiste sig op , saa han 
sad ridende paa Træstammen , „ Du sige mig nu , til 
hvad Maal dette vil føre , og hvad Enden monne 
vorde paa dette vort Løbeskytte-Levnet ! Have vi nu 
ligget her som Bjørne i Hi længere , end en Maaned 
og ikke havt anden Omgængelse , end med Ulve , Ræve 

og andre Skovens Dyr . Kjedsomt nok i Vinter hos 
de Søstre i Mariager ; dog bedre , end dette . Give 
Gud og alle Helgene , jeg havde ingensinde viist Knud 
til dette Jordhul , en ubekvem Bolig for en fri adelig 
Mand og hans Svende ! “ 
„ Du have dog Tak , at Du gjorde det ! “ svarede 
Bent og nikkede . „ Du friede derved ufrels Mand 
fra Galge og Green . “ 
Henning gabede , som om han derved vilde tilkjendegive 
Bent sin Ligegyldighed med Hensyn til den 
Barmhjertighedsgjerning , han uforvarende havde foranlediget . 
Han frydede sig Heller ikke over den ; thi 
han var skinsyg paa Bent , der ved sin Erfaring og 
Kløgt havde vundet stor Overvægt over ham og nu i 
høiere Grad , end han selv , havde deres fælleds Herres 
Øre . Han formodede ogsaa , at Bent var mere 
vidende , end han lod , og gav sig derfor nu til at udfritte 
ham . 
„ Monne han derinde “ spurgte han og pegede over 
sin Skulder henimod Hulen , „ paa den Viis og ved 
den Omflakken tænker at vinde Ære og Anseelse , end 
sige Tjele Gaard og Gods ? “ 
„ Han maa det vide selv , “ svarede Bent og snittede 
fort paa sin Træfkee . 
„ Kværtiende Mand mener og noget , “ sagde Henning 
med et spydigt Smiil . 
„ Og taus Mand troes meest ! “ svarede Bent flux . 
„ Nu , “ udbrød Henning utaalmodigt , „ deraf kan 
skjønnes , at Du haver Noget at fortie . Nu være Du 
ikke saa ordgjerrig og mistænksom ! Monne Du mene 

Knud Mogensen det bedre , end jeg , eller er Du ældst 
i hans Brød ? “ 
Bent tænkte i sit stille Sind , at Henning meest 
var sin Herre tro og lydig af Vane , han selv derimod 
af Taknemmelighed , hvilket Baand han meente at være 
stærkest . Han gjorde nu . vistnok sin unge Medtjener 
Uret i at tænke saa , men vist var det dog , at han 
omfattede sin Herres Velfærd med en Barme , som 
sjelden opstaaer i en Tjeners Bryst , og at han havde 
tænkt over Knud Mogensens Stilling mere som en 
Ben , end som en Lejesvend . Knud havde nu rigtignok 
ikke indviet ham i sine Planer , og Bent agtede sin 
Herre kun desto høiere , fordi han uden Forklaring bød 
sine Svende at gjøre dette eller hiint ; men han vidste 
alligevel god Besked og fandt det efter nogen Overvejelse 
raadeligst at tilfredsstille Hennings Videlyst . 
„ Ældst er Du i Brødet , “ svarede Bent , „ yngst 
i Aar og Forstand . En Tjener med Øine og Øren 
tjener sin Herre bedst , blot at han imellemstunder lader 
blind og døv , men til ingen Tid maa han være det . 
Fornam Du til Intet , da Du sidstens var nede i 
Foulum hos Mads og saae til Øgene ? “ 
„ Hvad skulde vel der være at erfare ? “ spurgte 
Henning forundret . 
„ Mere , en Du tænker , “ svarede Bent med en 
vigtig Mine ; „ dog spurgte jeg ikke Mads derom , “ 
vedblev han med et luunt Smiil . 
„ Da har Du luret , Bent ! “ 
„ Naar Herren fjæler sig under Jorden , Henning , 
da faaer vel Svendene lure ! Hvad lænker Du , det 
gjelder ? “ 

„ Nu , siig frem ! “ sagde Henning utaalmodigt . 
„ At tage Tjele med væbnet Haand , “ sagde Bent , 
gjorde det sidste Snit paa Træfkeen , smed den fra sig 
og satte Hænderne i Siden . 
„ Det var ikke halvfkrattes Tale , den ! “ udbrød 
Henning og lo , „ har Knud tænkelig , os uafvidende , 
hyret en Fænnike Landsknegte ? Hvad Heller vil han 
gaae paa , Tre imod Tredive ? Nu gantes Du med 
mig , Bent ! “ 
„ Giv Stunder ! “ svarede Bent , tog et nyt Stykke 
Træ og begyndte med stor Sindighed at bearbeite det 
med Foldekniven . „ Du sige mig nu først : tænkte Du 
Intet derved , at Knud fra den Dag af , da han 
vendte hjem fra Vissing , nu og da sneg sig bort om 
Aftenen ? “ 
„ Hvad har han gjort , Bent , siden vi kom herhid , 
uden at gaae og komme ? “ 
„ Ikke i saa smaa Vendinger , Henning ! Nu høre 
Du Hans Ærinde ! Han gik til sin Faders Bønder , 
frittede dem ud og følte sig fore , om de ikke skulde 
være lede af det nye Hersfab . De , som befandtes at 
være saa til Sinds , og paa hvem han mente at kunne 
forlade sig , dem udspurgte han , om de turde djærve 
sig til , naar han førte an , da at drage i Hob med 
0xe og Spyd for Tjele , berende Gaarden og drive 
Erik Skram og hans Svende derfra ? “ 
„ Hvad Svar monne de gave ? “ spurgte Henning 
ivrigt og rykkede med et Sæt nærmere hen til Bent . 
„ For nogle Dage siden , “ vedblev Bent , „ vilde 
jeg ikke evnet at sige Dig det ; men igaar , da jeg var 
i Foulum , blev jeg mere vidende . Gamle Jens Porse 

af Vinge var der og gik med Mads Jespersen i Kostalden , 
alt imens jeg stod i Foderloen og gav Øgene , 
det de ikke bleve vaer . De talede da en heel Hoben 
om Knud , Mads sindigt og tyst nok , men Jens er en 
Skvaldrer og skrattede op , saa Graamunk spidsede 
Øren . “ 
„ Hvad sagde de , Bent ? “ faldt Henning ind . 
„ Din Spørgen fortner ikke Svarene , “ sagde Bent 
sindigt og tvært , „ nu tie Du og lade mig tale ! — 
Hvad tænker Du derom , Jens ? spurgte Mads ; jeg 
begjærer et ærligt Raad af Dig . — Nu , Mads ; 
svarede Jens , den Sag rager ei mig , jeg kan da see 
den an med Rolighed og give en Kjendelse med koldt 
Blod . Vi Vinge Bønder have bedre Lykke , end I ; 
vi have et godt Herskab , som forblev ved Hjemmet og 
ikke drog af Landet , at hente derfra udenvelts Frillekoner 
til Huse ; de Kruser toge alle en af Landsens 
egne gode Døttre til Ægte . — Sandt nok det , sagde 
Mads . — Nu agte Du derpaa , foer Jens fort , at 
Maren Lauridsdatter , hun er en god dansk Kvinde , sin 
Faders , Laurids Mogensens ægtefødte Datter , faa og 
Mogens Lauridsens , hvis Sjæl Gud naade ! hans rette 
Søster . Hvad den skotske Kvinde derimod og hendes 
Unger ere , det vide Fanden og ikke jeg ! — Saamænd , 
gjensvarede Mads , det var saa som saa med den sølle 
Kvinde . — Det tykkes mig da at være Ret og Skjel , 
sagde Jens , at Erik og Maren sidde paa Tjele . Var 
ikke Lov i Landet , da tog hver , som han kunde fange . 
— Du raader da fra ? spurgte Mads . Knud tilsagde 
os urimelig gode Kaar , om vi vilde gange ham til 
Haande og oplade ham Tjele . — Mangen lover det 

i Nød , han holder ikke ved sin Død , gjenmcelede Jens . 
Du veed saa og , Mads , at Løfter og raat Klæde løbe 
meget ind . — Ja nok , sagde Mads , det seer man tidt 
og ofte . — Ei Heller , foer Jens fort , stiller Sagen 
sig paa nogen Viis saa , at I kunne vælge de tvende 
Herrer imellem , men saa , at den ene er Gaarden eiendes 
og har den inde , den anden vil ham fordrive med 
Hærværk og Bold . Halsløs Gjerning det , Mads , fornemmelig 
nu efter det Oprør , da de store Herrer fare 
haardt frem og ere overmyndige . Du befatte Dig 
ikke dermed , Mads ! “ 
„ Au ! “ udbrød Henning , „ saa bliver den Fejde 
til Intet ! “ 
„ Nu , gjenmælede Mads “ , vedblev Bent med 
uforstyrrelig Ro og Omstændelighed , „ end har ei Erik 
Skram Laasebrev * ) paa Tjele . — Der snakker Du ! 
sagde Jens og loe . Ganske unødigt det , al den Stund 
han tog Gaarden i Arv og Eie paa sin Hustrus 
Vegne , og hun var eneste ret , ægte Arving . Har han 
saa og Frænder og Venner i Skokke , Knud er moxen 
frænde- og venneløs , heel vanmægtig . — Stor Skade 
det , sagde Mads ; Knud er en gjev Ungersvend og talte 
sin Sag med stor Forstand . Dog lade vi nu helst 
Let blive ! — Ikke blot det , sagde Jens og greb Mads 
i Kosten , men Du befatte Dig intet med ham , formane 
ham snarest at drage herfra og laane paa ingen 
Viis en Dag længer hans Øg Stald . — Nu , Jens , 
sagde sluttelig Mads , hans Fader var os god ; dog 
gavnede det os Intet , satte vi nu den Velfærd , han 
Rettertingets Bekræftelse af Ejendomsretten . 

undte os , paa Spil . Jeg vil da gjøre , som Du 
raader ! “ 
„ Prøv Guld i Glød , Ven i Nød ! “ udbrød 
Henning . „ En lumpen Hund , den Mads ! Dog have 
han og Jens Porse Tak lige fuldt ! Nu nødsages 
Knud at begive det Hærværk , drage herfra og skikke sig 
i mindre Kaar , gode nok ere de endda , det jeg har 
fornummet ; saa sætte han Bo og unde os Hnusly og 
Hvile ! “ 
„ Svært af glemme , “ mente Bent , „ af man er 
født i Høihed ; did stunder Bælg * ) , som han baaren 
er . — “ 
Da Knud kort efter traadte ud af Hulen , var 
hans Aasyn mørkt . Han standsede , som vilde han tale 
sine Svende til , men betænkte sig , gik dem taus forbi 
og søgte ind i Skovens Tykning . Der satte han sig 
paa en Træstub og stirrede hen for sig med et Blik , 
hvis Udtryk røbede hans haabløse Stemning . 
Han havde imidlertid ikke siddet der længe , førend 
han paa en Grønning i Nærheden , til hvilken han 
havde Udsigt , saae en ung Mand nærme sig . Han 
blev strax vaer , af han havde en af sine Lige for sig ; 
thi den Fremmede var klædt i en Trøie af fiint grønt 
Klæde , en bræmmet , sort Fløiels Palkzrok hang om hans 
Skuldre , de vide Hoser , dengang en ny Mode , som 
dog snart skulde gribe stærkt om sig , vare fæstede om 
Knæet med Sølvspænder , og Fødderne stak i et Par 
zirlige Ridesføvler . Paa det krøllede Haar sad en 
spidspullet Hat med en grøn Fjeder , og i et sølvbaldyret 
Bælte hang en let Kaarde . Han var kun af 
* ) Dreng , halvvoxen Karl . 

Middelhøjde og hans Legemsbygning noget spinkel , men 
dog vare hans Trin faste , og han førte sig med Ansfand , 
idet han tankefuldt skred frem . Ansigtstrækkene 
vare skarpe , men Udtrykket i hans lyse Øine mildt og 
forstandigt . 
Der har vi en Straajunker , tænkte Knud , et af 
disse Lykkens Kjælebørn , som sad luunt i Ammestuen 
i en Alder , da jeg alt red min Hest , proppedes med 
Lærdom i en Klosterskole og sluttelig ved Hove erhvervede 
sig zirlige , kvindagtige Lader . Formodentlig 
rørte der sig hos Knud en Anelse om , hvem han havde 
for sig og deraf hans strenge , forhastede Dom . Hans 
Betragtninger vare imidlertid hurtigt til Ende ; han 
reiste sig brat , traadte frem af Buskene og gik den 
Fremmede imøde . 
Knuds langt høiere og kraftigere Skikkelse , hans 
djærve Aasyn og det faste Blik i hans funklende blaa 
Øine dannede en stærk Modsætning til den Fremmedes 
mere spagfærdige Ydre , og hans Fremtræden sfete 
dernæst saa brat , at den vel maatte indjage Skræk . 
Et pludseligt Møde med en Fremmed i Skovens Tykning 
maatte i hine urolige Tider strax vække Formodning 
om fjendtlige Hensigter , og Knubs Klædedragt 
var dernæst , uagtet dens Stof og Snit røbede Adelsmanden , 
dog haardt medtaget ved hans omflakkende 
Liv , saa at hans Ydre ingenlunde var sfikket til at 
indgyde Tillid . Ikke desto mindre blev den Fremmede 
roligt staaende og greb til sit Sværdhefte , saa det trods 
hans kvindagtige Ydre ingenlunde syntes at fattes ham 
paa Mod . Han saae sin Modstander fast ind i Øiet , 
medens Knud nu indtog en ligegyldig Holdning og lod 

sit Sværd skjøtte sig selv , af Ringeagt , eller som den 
Mand der aldrig tvivler om i det rette Øieblik at finde 
sit Værge . 
„ Hvo er I og hvad gjør I her ? “ spurgte Knud 
barskt . 
„ Ei ! “ udbrød den Fremmede med et stolt 
Smiil , „ saa tilkommer det snarest mig at spørge 
Eder . “ 
„ Hvi saa ? “ spurgte Knud . „ Jeg staaer paa min 
egen Grund og spørger vel da med Rette . “ 
Den Fremmede studsede , blegnede , saae sig om og 
greb til en Sølvpibe , der hang ved hans Bælte , som 
om han vilde sætte den for Munden og kalde Hjelp 
hid ; men han slap den atter , traadte et Skridt nærmere 
og sagde med rødmende Kind : 
„ Ved alle Helgene ! saa havde Moder dog Ret . 
I maa være Knud , Mogens Lauridsens Søn og ingen 
Anden ! “ 
„ Ha ! “ raabte Knnd med vild Glæde , „ da er I 
Jørgen Eriksen Skram , mit Sødskendebarn og Søn af 
min Dødsfjende . 
„ De Ord sammes ilde , “ svarede Jørgen Skram ; 
„ ikke kan dog jeg være Eders Dødsfjende , al den 
Stund vi ikke saae hinanden nu i mange Aar og sidst , 
da vi baade vare smaa Poge . “ 
„ Du faaer Gavn af Din Faders Ran , “ sagde 
Knnd med opbrusende Harme , „ Du faaer da og at tage 
Part i den Spot og Spee , saa og i det Had , som 
følger uærlig Gjerning . “ 
„ Nu Knnd , “ svarede Jørgen sagtmodigt , „ jeg har 
Intet derimod at duttes med Dig . Dog beder jeg 

Dig fare med Lempe og betænke , at i det , som skeet 
er , har ikke jeg nogen Lod eller Deel . “ 
„ Ønsker Du det da uskeet “ , spurgte Knnd , „ og 
vedkjender Du Dig mig som ret Sødskendebarn og 
Frænde ? “ 
„ Umuligt det , “ svarede Jørgen , „ thi da vilde jeg 
dømme min egen Fader og skjelde ham for en Ransmand 
og Løgner . “ 
„ Da ingen flere Ord mellem os , “ raabte Knnd , 
„ men blot Sværdhug ! “ 
Han drog sin Klinge og satte sig i Tilstand , som 
det kaldtes , men forinden Jørgen Skram kunde følge 
hans Exempel , hørtes de føre Grene i Krattet at 
knage under Fodtrin , og inden faa Øieblikke vare de 
omringede af sex Svende , anførte af Geert Eriksen . 
„ Bed min Oldefaders Skjæg ! “ raabte gale Geert 
og stak begge Hænder i Siderne , „ der fik vi ham ! 
Sagde jeg Dig det ikke , Jørgen , at han streifede om 
her og pønsede paa Niddingsdaad ? “ 
Dog , i det Samme brød Knud Kredsen med et 
Spring , foer ind i Krattet og forsvandt . De Andre 
ilede efter ham , og efter en kort Forfølgelse naaede de 
Indgangen til Hulen , hvor Knud stod med Bent og 
Henning , rede til at forsvare sig . Geert og de Tjele 
Svende vilde nu styrte sig over dem , men Jørgen 
Skram kastede sig imellem og bød sine Svende flux at 
stikke deres Sværd i Balgen . 
„ I gjøre ligesaa , om noget Venskab fremdeles 
skal bestaae mellem os ! “ sagde han bydende til Geert . 
„ Nu , Jörgen “ , sagde Geert mut , „ I handler ikke 
heri Eders Forældre til Villie . En smal Sag vilde 

det være nu at svinebinde disse tre Udædingsmænd , 
føre dem til Tjele og lægge dem i Bolt og Jern . “ 
„ Før det skeer “ , svarede Knud , „ da skulle de bære 
Geert Eriksen i Gaarde med Fødderne foran . “ 
„ Bedre , “ svarede Geert spodsk , „ at lade sig bære 
af Fire til Graven , end at lade sig lede af To * ) ! “ 
„ Bedsf af Alt “ , sagde Knud og stak sit Sværd i 
Balgen , „ ikke at fegte med en Gjek ! Stik Sværdet 
ind , Bent , saa og Du , Henning ! Ingensinde traf jeg 
paa min Vei mere fredelfkende Svend , end Jørgen 
Eriksen Skram ! “ 
„ Ingen Skam for mig det , “ gjenmælede Jørgen , 
„ thi vi ere Otte mod Tre . Vil Du , som jeg , Knud ! 
da afgjøre vi den Trætte i Mindelighed under fire 
Øine , om Du vil forunde mig en Samtale . “ 
„ Du er galen , Jørgen ! “ raabte Geert , „ at give 
Dig i hans Vold . Han er stærk som en Bjørn og 
fegter som en Landsknegt . Skam vil jeg faae af Din 
Dioder , times der Dig en Ulykke . “ 
„ I være ubekymret , Geert , “ svarede Jørgen , 
„ Knud Mogensen er ingen Stimand , derom føler jeg 
mig forvisset , saa ikke Heller jeg en Kryster . I begive 
Eder nu Alle til Hestene og byd nu Du , Knud , 
Dine Svende at fjerne sig et Bueskud . “ 
Knud gav , skjøndt uvilligt , Bent og Henning den 
Befaling , og de fjernede sig , men ikke fuldt saa langt 
bort , som det var dem budet , hvorefter Geert , der ikke 
tænkte saa slet om Knud , som han gav sig Mine af , 
fortrak med de Tjele Svende . 
Til Retterstedet . 

„ Nu , skal det saa være “ , sagde Knud med spodsk 
Høviskhed , „ da træde Du indenfor i min Hal , at 
Snakken kan gaae med Magelighed ! Du maa dukke 
Nakken lidet , men er Du først inden Døre , da vil Dn 
fange godt Herberge . “ 
Jørgen saae studsende til Hulens Indgang , betænkte 
sig et Øieblik , men gik saa derind , efterfulgt af 
Knud . Da han havde vænnet sig til Halvmørket og med 
Forundring seet sig om , sagde han : 
„ Det tyder ikke paa gode , lovlige Hensigter , 
Knud , saa ikke Heller paa stor Viisdom , at Du har 
fæstet Bo her i denne Jordhule . “ 
„ Hver Mand sin Lyst , “ svarede Knud . „ Du 
prøve nu den Løibænk og sige mig saa , om monne 
selve Kong Salomon sad blødere ? “ 
Jørgen satte sig smilende , mens Knud tog Plads 
ligeover for ham ; saa sagde Jørgen : 
„ Nu er Du i bedre Lune , end før , Knud ! Nu 
høre Du mig med Taalmodighed ! “ 
„ Det faldt mig ingensinde tungt af tie , “ svarede 
Knud , „ Jeg er en Hader af Ord . “ 
„ Da føre De dog stundom en Mand videre , end 
Sværd , “ sagde Jørgen ; „ og har En ikkun trende 
Sværd , hvor langt række vel de ? “ 
„ Ja , det er Feilen , “ mente Knud , „ af de ere 
saa faatallige ! “ 
„ Jeg forstaaer , “ sagde Jørgen efter et Øiebliks 
Taushed , „ Du ligger i Skove og Skjul og tænker 
paa Hærværk mod os paa Tjele . Et » sindigt Forsæt , 
Knud ! thi fik Du end Held dertil , mens denne Oprørs 
Fejde staaer paa , af fordrive os herfra , hvad 

Ende vilde det da tage for Dig , naar Hans Naade 
faaer sig alle Landene underlagt og skifter og deler 
Ret med Rigens Raad ? “ 
„ Hvo som sidder paa Sækken , “ svarede Knud , 
„ raader for ham , og den er stedse næst , som i Hænde 
haver . “ 
„ Da maatte Loven slikke i Spydstagens Ende , “ 
meente Jørgen . „ Min Fader tog af den Aarsag , han 
meente at have Ret . Mener Du at have Ret , da 
søg ham paa Tinge , naar Fred er stiftet i Landet , 
men bliv ei lovsøgt Mand forinden , hvem Mæle paa 
Tinge er formeent . “ 
„ Nu , Jørgen , “ sagde Knud , „ Du er mere lovkyndig , 
end jeg . Dog har jeg Hørt visere Mænd , end 
Du er , sige : jo mere af Lov , des mindre af Ret ! “ 
Jørgen sad et Øieblik tans og grundede ; derpaa 
sagde han : 
„ Gud er mit Vidne , at sidder min Fader ikke paa 
Tjele med Rette , da ønsker jeg allersidst , at han skulde 
forblive der . “ 
„ Ja , om Din Fader og Moder tænkte saa ! “ udbrød 
Knud . 
„ Forgangen Dag , “ tog Jørgen atter til Orde , 
„ talle jeg med Hans Thordsen . Han lod mig vide 
Knud , at Du end ikke har havt i Hænde og læst det 
Arvebrev , hvorudi Din Fader skriver i levende Live at 
have skjenket Din Moder , Dig og Din Søster alt sit 
Løsøre ; er det Sanken ? “ 
„ Det er saa , Jørgen ! “ svarede Knud . „ Hvad 
gavner det mig at læse det , al den Stund jeg agter 
ikke at tage en Hvid deraf ? “ 

„ Da vilde Du handle som en Taabe , Knud ! “ 
udbrød Jørgen . „ Dog , nu er det min Begjæring til 
Dig , at Du paa Stand følger med mig til Tjele , seer 
det Brev , af hvilket en Afskrift er beroende hos os og 
taler med Fader og Moder . Jeg tilsiger paa deres 
Vegne Dig og dine Svende sikkert Lejde og at drage 
uhindret bort ; men da give og Du Løfte paa , at al 
Fejde imens skal være nedlagt , og at Du gaaer , som 
Du kom , med Fred . “ 
„ Et sært Forslag , det ! “ udbrød Knud , „ at jeg 
skulde drage til Tjele , hente mig der Ukvemsord og 
bortvises med Skam ! “ 
„ Skulde det skee “ , svarede Jørgen , „ da ganger 
jeg med Dig af Gaarde . Du tænker for ringe om 
Fader og Moder . “ 
„ Og Du for stort ! “ sagde Knud . 
„ Men giver Du mig glat Afslag , “ vedblev Jørgen , 
„ da nødsages jeg at tænke , Du veed af ingen Ret og 
er den lovløse Stimand , Geert siger Dig at være . “ 
Det Ord ramte ; Knud reiste sig brat og sagde : 
„ Nu ganger jeg med Dig Jørgen ! Dog betænke 
Du Et — det falder svært at troe paa sin egen 
Moders Skam ! “ 
„ Du er en Dannemand , Knud ! “ sagde Jørgen 
mildt ; „ hvo veed , hvor det kan vende sig ; vi vorde 
tænkelig engang Venner ! “ 
„ Da maa Meget forandre sig , “ svarede Knud , 
„ enddog jeg skjønner , at Du mener mig det ikke ilde . 
Jeg ganger da med Dig , at Du kan see , jeg frygter 
ikke at læse de Kragetæer , enddog jeg forud veed , de 
gjemme intet Godt . Du betænke nu dertil Et — ikke 

er det let her at skjønne , hvor Retten hun er , naar 
den , som Retten eier , er svagsindet og handler , som var 
hun fra Vid og Samling . Til somme Tider har jeg 
troet , til andre tvivlet . “ 
„ Det er ærligt talt , Knud ! “ 
„ Nu , da skal Oprigtighed ikke heller fattes ! “ vedblev 
Knud . „ Din Fader tog Tjele uden at vide om det Brev , 
Jørgen ! Han tog Gaarden egenmægtigen , paa løst 
Skjøn og efter løs Snak ; tykkes Dig det at være 
Net ? “ 
„ Han maatte vel gjøre saa , “ svarede Jørgen forlegent , 
„ for ei at miste sin Ret . “ 
„ Den , hvorom vi tviste ! “ udbrød Knnd . „ Hvad 
om nu det Brev var falsk , hvad Heller Fader deri løi ? “ 
„ Usømmeligt af Dig , Knnd at tænke saa ! “ 
„ Ilde Kaar de , Jørgen , at staae mellem Fader og 
Moder , og vælge blandt Løgn og Skam ! Dog dette 
vide Du , at Fader var skinsyg paa Moder og os 
hadsk , og dernæst det , at saa var Moders Færd før 
og nu , at Ingen , som hende kjender , tør tænke at hun 
skulde være en æreløs Slegfredkvinde . Nu tage Du 
Loven frem og dømme ! “ 
Jørgen Skrams ærlige Aasyn vidnede , at hans 
Tro paa hans egen Moders Net var rokket . 
„ Det være , som det være vil , “ sagde han , 
„ vi gaae nu den Gang med hinanden . “ 
„ Vi gjøre saa , “ sagde Knnd , „ uden mere Snak ! “ 
hvorefter de forlode Hulen , samlede Svendene og rede 
med dem og Geert ad Tjele til . 

Syvende Kapitel . 
Guld og grønne Skove . 
Erik Skram og hans Hustru sade paa Tjele , 
vistnok frydefulde ved Besiddelsen , men dog ikke ganske 
uden Bekymring . Erik Skrams Møde med Knnd i 
Viborg Hyldingsdagen havde i hans Hjerte efterladt 
en hemmelig Frygt for Overfald , eller anden Voldsdaad 
fra den fordrevne Arvings Side . I mere fredelige 
Tider vilde han følt sig tryg , da han overalt fornam , 
at Ingen uden Knnd betvivlede hans lovlige Ret ; men 
i disse Uroens Aar vilde Knnd muligviis kunne finde 
Hjelpere , om han dristede sig til at bruge Magt . 
Der var endnu Gjæring blandt Bønderne og visselig , 
havde Tjele ligget i Vendsyssel , og de Tjele Bønder 
været Vendelboere , Knnd vilde fundet hundrede fortvivlede 
Mænd for en , villige til at laane ham deres 
Arm og kjøle deres Forbittrelse i en liden Fejde , der 
ikke kunde stemples som Oprør . 
Erik Skram nærede altsaa Frygt , men han undsaae 
sig for at lade sig mærke dermed ; thi hans 
Hustru var en modig Kvinde , og hendes Mandhaftighed 
tydede paa , at der i hendes og Knuds Aarer flød det 

samme Blod . Uden hendes Tilskyndelse vilde Erik 
neppe fæstet Bo paa Tjele nu ; men Marens Gridsfhed 
gjorde hende end mere haardnakket . Hun var endnu 
mere afgjort , end Knnd , af den Mening , som han 
udtalte for Jørgen : at hvo der sidder Paa Sækken , 
raader for ham ! I mange lange . Aar havde hun 
sukket efter Besiddelsen af sit Fædrenehjem , og nu , da 
Alt var gaaet efter Ønske , og hun havde naaet Maalet , 
da vilde hun ogsaa nyde Herligheden . Dertil kom , 
at hun aldrig havde yndet hendes Huusbonds Fædrenegaard , 
der laae i en øde Egn , langt fra Kjøbstad , og 
desuden kunde hun skalte og valte med langt større 
Myndighed paa den Eiendom , hun havde tilført sin 
Huusbond ved Arv , end paa Hastrup . — Naar altsaa 
Jørgen Skram førte Knud med sig til Tjele for at afvæbne 
ham ved Fornuftgrunde og skaffe sig Fred , da 
handlede han i sin Faders Aand og turde vente Bifald 
af ham , men visselig ikke af sin Moder . 
For at sikkre deres Personer og fremme Gjenopbygningen 
af Tjele , havde Erik og Maren skrabet saa 
mandstærk en Besætning sammen , som Tidsomstændighederne 
tillode . Brandens Ødelæggelse havde ikke viist 
sig at være saa stor , - som paa Vingegaard , hvis Bygninger 
laae tættere sammen ; nogle af Avlsbygningerne 
vare blevne skaanede , og selve Borgens stærke Mure 
havde godt modstaaet Ildens Virkning , navnlig den 
sydlige Fløi , i hvilken Dandsesalen var beliggende . 
Den havde ikke lidt meget og var allerede igjen gjort 
beboelig , og derved lød Erik Sfram det foreløbig blive . 
Først tredive Aar senere opførte hans Søn og Efterfølger 
den fljønne Hovedbygning , som endnu er til . — 

Erik og Maren sade i Hallen , hvis Udseende 
væsentligt var det samme , kun nu end mere øde og 
stygt , da de ved Brynden nødvendiggjorte Udbedringer 
vare foretagne i Hast og Væggene ikke afpudsede . Det 
nye , tætte Loft , der var blevet lagt , tyktes dem dog at 
være et større Gode , end alle Prydelser . Maren mente , 
at her var godt at være , og Erik fandt sig i sin 
Skjebne . Han sad ved Steenovnen med sine Hunde 
og krøb sammen , medens Maren , med Nøgleknippet 
ved sit Bælte , sad i sin salig Broders Hyndestol for 
Bordenden og grifslede paa en Tavle . 
Hendes virksomme Sjæl syslede bestandig med 
Gaardens Bestyrelse og Huusholdningens Førelse . 
Stramt førte hun Tøilerne , stedse betænkt paa at spare 
og formere sit Gods . Hvor før den skotske Kvindes 
blege og frygtsomme Skikkelse havde bevæget sig som 
en Skygge , der lød nu Maren Lauridsdatters faste 
Trin ; hvor Genete havde bedet , der bød Maren med 
Strenghed , og i Stedet for de bløde Toner af Margarets 
blide Røst , hørtes hendes skarpe Røst skingre , Dørene 
klappre og Nøglerne klirre , naar hun fjernede sig , efterat 
have revset de efterladende Tyendekvinder . 
„ Jørgen og Geert blive længe ude “ , sagde omsider 
Erik Skram , hvem Tiden faldt ulidelig lang . 
„ For Sanden , Du har Ret ! “ udbrød Maren og 
saae op ; „ jeg forglemmer Tiden over disse trodsige 
Tal , som volde mig Hovedværk . “ 
„ Du plage Dig ikke saa dermed ! “ sagde Erik gabende . 
„ Det maa være Middag forbi “ , tog Maren atter 
til Orde ; „ hvor monne de dog blive ? Hvi vil 
Jørgen saa strippe om og udsætte sig for Fare ? “ 

„ Med Geert og otte Svende i Følge , “ mente 
Erik , „ kan Jørgen ride trygt . “ 
„ Ja , “ svarede Maren , „ om han forbliver hos 
dem ; men det er hans Vane at søge Ensomhed . Knud 
er her og stikker et Sted , derom føler jeg mig forvisset , 
og mødes han med Jørgen , da gjelder det 
Livet . “ 
Som Maren havde udtalt , da Hørtes en Raslen 
og et Brag , som gav Gjenlyd i Hallen . Begge fore 
de forfærdede op og stirrede vildt hen for sig , indtil 
Erik opdagede , at det var den afdøde Borgherres 
Rustning , som var styrtet ned , idet Spigret havde 
givet efter i den friske Kalk , tynget af den svære Vægt . 
Maren stod dødbleg , støttende sig til Stoleryggen , 
og idet hun holdt paa sin Amulet , som hun ingenlunde 
havde aflagt , da hun brød med Kirken og blev 
luthersk . 
„ Guds hellige Moder , Sancte Hjelper * ) og 
Sancte Kjeld staae os naadeligen bi ! “ bud Maren 
med skjælvende Røst , mens den kolde Sved stod hende 
paa Panden . 
Erik forundrede sig ikke over at høre den Bøn 
af sin lutherske Hustrus Læber ; thi naar hun kom i 
stærk Sindsbevægelse , da stak Papisten i hende stedse 
frem ; han var ogsaa altfor greben af overtroisk Skræk 
til at anstille Betragtninger derover . 
„ Det var Mogens ' s Harnisk , der faldt , “ hviskede 
han , „ det han bar i Dræbningen ved Svenstrup . “ 
„ Det varsler Drak ! “ sagde Maren og gyste . 
A ) Christus . 

„ Det varer os ad , “ hviskede Erik igjen , „ at 
rømme Tjele . “ 
„ Paa ingen Viis det ! “ udbrød Maren . „ Bi 
lade gaae Bud til kloge Gjertrud , at hun tyder os 
det Varsel . Det siger vel blot , “ vedblev hun , idet 
hun stedse samlede mere Mod , „ at Mogens ' s og hans 
Børns Regimente her paa Tjele for evige Tider er 
til Ende . “ 
„ Ilde spøger det i dette gamle Huus , “ sagde 
Erik og skottede til den nedstyrtede Harnisf . „ Mindes 
Du Bjelken , der faldt forgangen Dag , ei en Tomme 
fra min Arm ? “ 
„ Brændt Bjelke er sfjør og kan vel falde , “ sagde 
Maren . 
„ Mig længes svarligen tilbage til Hastrup , “ 
sagde Erik og listede saa hen til Løibænken ved Ovnen 
igjen . 
Dog , Maren , som stedse var besluttet og virksom , 
hun kaldte en Gaardsvend og en Tyendekvinde hid , 
lod Harnisket bære paa Loftet og den nedfaldne Kalk 
bortfeje . Da det var besørget , og Tyendet havde 
fjernet sig , sank hun om i sin Stol og sagde med 
et Suk : 
„ Vidste jeg nu blot Jørgen sikker og frisf til 
Huse ! “ 
Hun gav sig atter til at regne , men det vilde 
ikke gaae mere , hvorfor hun kastede Griflen fra sig 
og reiste sig for at see ud , om Jørgen ikke kom ; men 
i det Samme gjenlød Taarntrappens Steentrin af 
raske Fodtrin , Døren gik op , og Jørgen stod uskadt 
og lyslevende for sine Forældre . 

Han blev modtaget med et Fryderaab , som høiligt 
forundrede ham ; men da han havde hørt sin Moders 
Beretning om det ilde Varsel , som var skeet , mens 
han var borte , da røbede hans Aasyn kjendeligt Misstemning . 
Havde han end allerede mod Slutningen af 
Samtalen med Knud i Jordhulen følt Betænkeligheder 
og halvveis fortrudt , at han havde opfordret Slegfredsønnen 
til at drage med til Tjele , da angrede det 
ham nu ganske ; thi hans Moders ophidsede Stemning 
spaaede det Værste , og hans Faders Ængstelse og 
Forvirring hvede ham Heller ikke . 
„ Vare vi blot ingensinde dragne til Tjele , “ mumlede 
Erik og ragede op i Ilden , hvis Skjær gjorde Rynkerne 
i hans furede Ansigt dobbelt skarpe . 
„ Jeg er dog haabende , “ sagde Jörgen rødmende , 
„ I tog ikke Tjele med Urette , Fader ? Hidindtil formente 
jeg , vor Sag var retfærdig og reen . “ 
„ Hvilken Tale er det ? “ udbrød Maren og stirrede 
paa sin Søn med et harmfuldt og forbauset Blik . 
„ Jeg spørger saa , “ vedblev Jørgen , „ af den 
Aarsag , at Knud Mogensen er her i Gaarde , at 
kræve Eder til Regnskab , eller vorde overbeviist , har 
han Uret . “ 
Det gav et Sæt i Maren , og Erik sprang op , 
som om han var bleven stukket af en Bremse . 
„ Har han Svende i Følge ? “ spurgte han hastigt , 
„ eller kommer han uden Ledsagelse ? “ 
„ Hvi tilstedede Du , “ raabte Maren , idet Aarerne 
paa hendes brede Pande svulmede , „ at den Vanbyrding 
fik Adgang til vort Huus ? Hvor efterlod Du ham ? “ 

Jörgen svarede , at Knud dvælede i kirkegaarden 
og først vilde vide , om han var sikker paa en sømmelig 
Modtagelse , hvorefter fulgte nye Vredesudbrud fra 
Marens Side ; men da Jørgen endelig kom til Orde , 
aflagde han en omstændelig Beretning om sit Møde 
med Vanbyrdingen i Bigum Skov , idet han dog bestræbte 
sig for at give Knuds Optræden et noget 
mildere Anstrøg , end det i Virkeligheden havde havt . 
Erik Skram hørte i Taushed og med stor Opmærksomhed 
paa sin Søns Fortælling , men Maren 
afbrød ham ofte med Vredesudbrud , og da han var 
til Ende med Beretningen , sagde hun : 
„ Da löi dog det Varsel ikke , og Du var sandelig 
i Livsfare , min Søn ! Saa vil den Spydskarl og 
fremdeles luske her omkring og dog sluttelig tage Dit 
Liv . Her er blot Et at gjøre , Erik ! Vi samle i 
Hast Gaardsvendene , skikke dem ned i Urtegaarden og 
lade dem gribe ham der paa Stand ; saa lægge vi 
ham i Boldt og Jern og kaste ham i Fangehullet . “ 
„ Ganske ugjørligt det ! “ udbrød Jørgen i stor 
Harme ; „ jeg tilsagde ham ved min Ære sikkert Leide , 
at drage uhindret herfra , som og han lovede ikke at 
bryde Freden . “ 
„ Vi lade ham gaae , vi lade ham gaae ! “ sagde 
Erik , „ og befatte os ikke med Vold ! “ 
„ Vi have Haand og Hals over ham , “ raabte 
Maren hidsigt ; „ han er truffet paa vor Grund med 
Vaaben i Hænde , og han har udæsket Jørgen . Ikke 
Heller tilsagde Du ham Lejde , Erik ! “ 
„ Ved vor Frelser ! “ udbrød Jørgen , „ I faaer 
mig til at rødme , Moder ! Vil I bryde det Ord , 

Eders Søn gav og som blev i god Tro annammet ? 
Da vide I , at det tilsagde jeg Knud , at skulde han 
blive jaget af Gaarde med Skam , det han frygtede , 
da vilde jeg gange af Gaarde med ham . Jeg slaaer 
ved mit Ord og sværger nu , at lade I ham gribe og 
kaste i Kjelderen , jeg vil dele Fangenskab med ham . “ 
Efter dette Udbrud af ædel Harme , som gjorde 
Maren fortrædelig , men ingenlunde skamfuld , fulgte 
nogle Øieblikkes Taushed . Da tog Jørgen atter til 
Orde og sagde : 
„ I være billig Moder og betænke , at har Knud 
end huseret paa vor Grund , den var dog for en 
stakket Stund siden hans Faders , og han er opvoxet i 
den Tro at være sin Faders ægtefødte Søn og rette 
Arving . Saa troer han og paa sin Moders Ære . “ 
„ Pyt ! “ udbrød Maren og slog Knep med Fingrene 
lige for Næsen af Jørgen . „ Det har han bundet Dig 
godtroende Taabe paa Ærmet . “ 
„ Han er en ærlig Karl , “ svarede Jørgen , „ og 
tilstod , at vel havde han og imellemstunder tvivlet , 
dog øste han sin Tro af den Kilde , som har det 
reneste Vand — den Overbeviisning , hans Moders 
hele Færd stedse havde indgydt ham og Alle , der 
kjende hende og som er , at hun er og stedse har 
været en dydig Kvinde . “ 
„ Ved min Helgen ! “ udbrød Maren , idet hendes 
Harme atter blussede op , „ nu fristes jeg snart at 
ønske , Du havde hellere faaet en Rift af Knuds Sværd , 
end at han skulde med sine sledske Ord rokket Din 
Tro paa Dine egne Forældres Ære . “ 

„ I mistyder mine Ord , “ svarede Jørgen sindigt ; 
„ man haver Æren frelst , naar man handler Uret 
uden at vide deraf . Faaer Knud saa indtræde , eller 
vise I ham af ? “ 
„ En brydsom Sag ! “ sagde Erik og rokkede paa 
Løibænken ; „ det tykkes mig dog klogesf at lade ham 
komme og snakke ham til Rette . Gaae Du helst til 
Dit Kammers , Maren , mens det staaer paa ! “ 
„ See , om jeg gjør ! “ sagde Maren , satte sig i 
Hyndestolen og greb med Hænderne i Sidelænet , som 
om hun ventede et Forsøg paa at blive slæbt bort 
med Magt . 
„ Da beder jeg Dig tæmme Din Tunge og fare 
med Lempe ! “ sagde Erik , lidt rød i Kammen . 
„ Tale vil jeg , eller tie , som mig selv tykkes bedst ! “ 
svarede Maren , dirrende af Harme . „ Kvinder ere I 
begge til Hobe , baade Du og Jørgen ! Var jeg saa 
sandt Mand , der skulde ikke blive lang Snak , men 
Knud Mogensen vilde all nu havt Bøile om Haand 
og Fod . Nu er jeg ikkun en Kvinde , “ vedblev Maren 
med grædende Taarer , „ og maa finde mig i Meget , 
dog ikke deri , at vises af Stuen , mens I forhandle 
med min Broders Slegfredsøn om Arveretten til min 
Fædrenegaard , den Du aldrig var vorden eiende , uden 
mig , Erik ! “ 
„ Nu , nu ! “ sagde Erik Skram i stor Vaande , 
„ Du tørre nu de Taarer og slaae Dig til Taals ! 
Gak saa og hent Knud hid , Jørgen ! “ 
„ Du tage Geert med ! “ raabte Maren efter den 
bortgaaende Jørgen ; „ lad ham samle Svendene her 
nede i Gaarden ! “ 

Jörgen rystede utaalmodigt paa Hovedet , gik og 
vendte kort efter tilbage med Knud og Geert Eriksen , 
som i Mellemtiden havde fortrædiget Knud ved at 
stille en Vagt ved Urtegaardslaagen og ved jevnlig at 
kigge ind til ham . 
Knud traadte først ind , standsede og saae sig om ; 
han lod Blikket løbe rundt i den gamle Hal og drog 
et Suk . Hans Blik fæstede sig et Øieblik paa hans 
Faster , der sad og bredede sig i den samme Stol , 
hvor han havde været vant til at see sin Fader sidde , 
og hvor nu Hæderspladsen vilde været for hans Moder , 
havde hun været agtet som hans rette Enke og Efterleverske . 
Det Syn bragte hans Blod i Kog , og det 
var ham plat umuligt at bøie Ryg for Maren . Han 
vendte sig mod Erik Skram , bøiede Hovedet lidet 
og sagde : 
„ Eders Søn har begjæret af mig , at jeg skulde 
følge ham hid at læse det Brev , i hvilket min Fader 
lyver min Moder den Skam paa , at hun ikkun skulde 
været hans Slegfredkvinde . Den Retsindighed , jeg 
har fornummet at boe i Jørgen Eriksens Bryst og 
den Mildhed og Dannished , han har udviist i sin 
Færd imod mig idag , har formaaet mig til at efterkomme 
denne hans Begjæring . Ikke Heller vilde jeg , 
at han og I skulde tænke om mig , jeg skulde være en 
Usling , som fjæler sig af Frygt . Jeg staaer da her 
som buden Gjest i min egen Hal , men ikke som Trygler , 
det vide I forud , Erik Pedersen ! “ 
Erik forundrede sig over , at Knud belagde sine 
Ord saa vel , og det harmede Maren ; men forinden 
nogen af dem kunde svare , lod Geert sin skrattende 

Röst høre . Han havde taget Plads paa den Bænk , 
der stod ved Bordet , lagt sin knyttede Haand paa 
Bordet og lænet sin spidse Hage til Haanden . I 
denne eiendommelige Stilling stirrede han paa Knud 
med et drillende Blik og sagde : 
„ Forsorg er bedre , end Eftersorg ! Erik og 
Maren forventede sikkerlig , Du kom at give dem 
Haandkys ! “ 
Saa loe han , og Maren stemmede skingrende i 
med ; men Erik bevarede sin Alvorlighed , og Skamrødmen 
steg Jørgen op i Kinderne . 
„ Kommer I med Fred , Knud Mogensen , “ sagde 
Erik og reiste sig , „ da være I velkommen og tage 
Sæde ! “ 
„ Helst forbliver jeg staaende , “ sagde Knud ; „ ikke 
er jeg kommen at begjere Gjestevenskab , og er en venlig 
Omgængelse mellem Eder og mig plat umulig , mens 
I har min Fædrenegaard inde , den I med Urette tilranede 
Eder . “ 
„ Tjele er i de rette Hænder , Knud , “ gjenmælede Erik 
Skram , „ derpaa kan I forlade Eder ! og hvad det anbelanger , 
I sagde før , at I kommer ikke som Trygler , dertil 
maa jeg svare , at gjorde I det , da maatte I være 
en ublu Beder . Eders Fader tog os alt rørligt Gods 
fra og skjenkede Eders Moder det , til en utænkelig 
Summa ; laae saa Huset neder og er end til Hælvten 
blot en Gruushob , hvis Aarsag vi moxcn nødes at 
klæde os nøgne for at reise det og besætte Gaarden . 
Eders Moder kan for Sanden være nøiet med sin 
Part , som er over al Maade stor og god . Allersidst 
skjelde da I Eders Faders Arvebrev ! “ 

„ Nu , “ svarede Knud , „ I flippe da helst den dyre 
Arv og give uretfærdigt Gods tilbage ! “ 
„ Æbler og Pærer , dem giver man bort , “ sagde 
Geert henne fra Bordet , „ men ikke Guld og grønne 
Skove ! “ 
„ Din Moder har dog større Bluhed , end Du , “ 
sagde Maren med et hadsk Blik , „ hun fjæler sig og 
sin Skam i et Kloster . “ 
„ Ene Du tier , Jørgen ! “ sagde Knud og vendte 
sig mod ham ; „ har ikke og Du et lidet Ord at stinge 
mig med ? “ 
„ Det angrer mig , “ svarede Jørgen , „ at jeg 
førte Dig hid . “ 
„ Nu , “ sagde Knud med løftet Pande , „ det vide 
I , Erik , saa og den Kvinde og den gamle Gjek hist 
henne , at er end Guld og grønne Skove tænkelig Alt 
for Eder , Æren Intet , der gives Mænd , der tænke 
ganske det Modsatte . Saa hænger jo det Ene i det 
Andet , at med Tjele tage I mig Ære og Navn fra 
og gjøre mig til ufrels Mand . “ 
„ Du bringe Brevet hid , Jørgen ! “ raabte Maren 
med arrig Røsf . „ Lad den Karl deri læse sin egen 
Skam og saa pakke sig herfra ! “ 
Knud nikkede til Jørgen , som gik og hurtigt kom 
igjen med Brevet , hvilket han rakte Knud . Han udfoldede 
Dokumentet , traadte hen til Vinduet og læste 
det sindigt og omhyggeligt igjennem , medens Jørgen 
stod hos med en mørk Mine , Erik vandrede uroligt 
op og ned i Hallen , og Geert sad og hviskede til 
Maren . Knud læste Brevet roligt til Ende ; men han 
skiftede dog Farve , da han kom til det Sted , hvor 

hans Moder var benævnet : „ den Kvinde , jeg haver 
hos mig , “ ved hvilke Ord hun betegnedes som Slegfredkvinde . 
„ Nu , “ 
sagde Knud , gik hen til Erik Skram og 
rakte ham Brevet , „ Faders Sjæl staaer for Guds 
Domstol og haver der aflagt Regnskab for det , han 
skrev . En Sortebroder , en arg Skalk , var med til 
den Gjerning , det jeg har fornummet af min Moders 
Tale — han lever end og venter sin Dom ! Dog 
staaer det skrevet , og havde I kjendt det Brev , forinden 
I tog Tjele , da vilde jeg tænkt , I var en 
retsindig Mand . Nu derimod , da I gjorde det forinden 
og paa ingen Viis i det seer en Beroligelse for 
Eders Samvittighed , at Eders Gjerning , som det 
synes , er retfærdiggjord , ikke Heller under min Faders 
Enke en god og rigelig Forsørgelse , men ikkun , pengegridsk , 
som I og Eders Hustru er , græmmer Eder 
over denne Afkortning i det ranede Gods , da er I 
ikke i mine Øine en Dannemand , hvem jeg kan agte , 
men en æreløs Karl , nederfældig dømt ved fine egne 
Gjerninger . “ 
Knud smed Brevet paa Bordet , ved hvilket den 
forbløffede Erik Skram stod , dreiede sig om paa Hælen 
og sagde til Jørgen : 
„ Vi kunde blevet Venner , Jørgen , havde ikke 
denne Mand og hiin Kvinde været Dine Forældre ; 
dog , nu kjende vi fremdeles ikke hinanden , det tjener 
Dig , som mig bedst ! “ 
Derpaa gik han langsomt og stolt ud af Hallen , 
medens Geert stirrede efter ham med et dumt forbauset 

Blik , og Maren næsten kvaltes af Forbittrelse , saa 
hun ikke kunde faae et Ord frem . 
Dog , nu fik hun Husvalelse og det af Jørgen , 
hvis Kjærlighed til hans Forældre blev vakt ved Knubs 
krænkende Ord , saa hans kortvarige Vensfab for hans 
Sødskendebarn druknede i oprigtig Forbittrelse . 
„ Nu løber jeg efter ham paa Stand , at kræve 
ham til Regnsfab , “ raabte han og sprang til Døren , 
men Geert sprang paa Marens Opfordring efter , greb 
ham i Armen og holdt ham tilbage . 
„ Ved min Helgen ! “ raabte Maren , „ Du skal nu 
ikke myrdes for mig af den Sphdskarl . Erik , Du 
byde Jørgen forblive her ! “ 
Der opstod nu en heftig Ordvexel , men Jørgen 
maatte dog give sig og meget mod sin Villie opsætte 
sin Hevn . 
„ Følg I efter ham Geert , om I saa synes , “ 
sagde Erik Skram . „ See til , at han ikke fortøver 
her paa Gaarden , men som snarest drager af . I lade 
faa Hestene sadle paany , tage Svendene med Eder , og 
naar han er uden Gaarden , da ride I et Stykke efter 
ham og , om fornødent , sørge for , at han zausfe forlader 
vor Grund . “ 
„ Gjerne og villig gjør jeg det ! “ raabte Geert 
og var i et Nu ude af Hallen . — 
Imidlertid var Knud gaaet ned til Henning og 
Bent , der efter hans Befaling vare forblevne udenfor 
Borgporten med Hestene . Mørk og taus besteg han 
Graamunk og red saa langsomt gjennem Avlsgaarden , 
fulgt af sine Svende . Han havde en knugende Fornemmeste 

af , at han saae sit Fædrenehjem for sidste 
Gang og lod Ære , Navn og Lykke blive tilbage . 
Da han nærmede sig Yderporten , mødte ham 
dog et Syn , som gjorde ham lysvaagen . Der stod 
Jesper Gaardfoged , just som i gamle Dage , og havde 
Tilsyn med Ugedagstjenerne , der vare ifærd med at 
slæbe nogle Kampesteen op til Laden . Han var altsaa 
gaaet i Erik Skrams Brød ! Knud kunde mindes 
gamle Jesper fra den Dag , han overhovedet var i 
Stand til at mindes Noget , og ofte havde han som 
Barn redet paa hans Knæ . Dybt krænkede ham da 
denne Troløshed , fornemmelig , da Jesper ingenlunde 
var trængende , og han saae i den Gamles Frafald 
et nyt haandgribeligt Beviis paa , i hvilken Grad 
Verden og Lykken havde vendt ham Ryggen . 
Den Gamle skulede til Knud og lettede paa 
Huen ; men Knud standsede blot et Øieblik , saae ham 
i Øinene uden Gjenhilsen og red saa derfra . — Gid 
han havde brugt Skjendsord , sagde Jesper siden til 
sin Søn Mads ; det Blik vil jeg mindes til min 
Dødedag ; dog hvad kunde jeg gjøre Andet , end forblive 
ved Gaarden ? vi kunne ikke være hinanden foruden . 
— 
Fuld af Vrede og Nag red Knud i Skridtgang 
ad Veien til Foulum ; men som de vare komne op paa 
Bakken , da raabte Henning : 
„ Nu kommer Geert Eriksen efter os med en 
Hoben Svende ! “ 
Da blev Knud munter og vendte paa Stand sin 
Hest . Han drog sit Sværd , og Bent og Henning 
gjorde flux det Samme . 

„ Tov en Kjende ! “ raabte Knud . „ Lad dem komme 
gjennem Dalen og først begynde at ride opad ! “ 
Da dette var skeet , sagde Knud : 
„ Nu Sværdene op ! Saa ride vi løs paa dem 
i sluttet Trop , det ene Hestehoved ei en Tomme forud 
for det andet ! “ 
Som en Stormvind brusede de tre Ryttere ned 
ad Bakken , og da de Tjele Svende saae det Syn , 
ræddedes de ved Tanken om Sammenstødet under saa 
ugunstige Forhold , vaklede , vendte Ryg til og flyede , 
idet de efterlode Geert , som bandede deres Feighed 
og i største Forbittrelse raabte efter dem . Dog holdt 
han selv Stand ; men da Knud blev vaer , at han 
var alene , sagtnede han sin Hests Fart og standsede 
med sine Svende lige foran ham . 
„ De kjende min Arm fra forhen , “ sagde Knud 
og loe . „ Nu gjøre I , som de , gamle Gjek , eller 
ved Sancte Knud , I skal vorde fugtlet ind ad Gaardporten . “ 
„ Det 
skal Du ikke vove ustraffet ! “ raabte Geert 
fnysende . 
„ Bent og Henning ! “ sagde Knud , „ gjen mig den 
Karl af Veien ! Ikke gider jeg røre ved ham ; men 
slaae blot med Fladen ! “ 
Henning gav først Geerts Hest et Prik med sin 
Klinge , saa den sprang til Siden og nær havde kastet 
sin Rytter af , og imens klappede Bent i Hænderne og 
raabte : Hyp ! 
„ Rid nu kjønt til Huse ! “ raabte Knud , „ og 
kryb bag Marens Skjørt ! Saa bringe Du Faster 

Hilsen og Tak , at hun forundte mig Ledsagelse paa 
Veien ! “ 
„ Djævelen have Dig , Du Søn af en Skjøge ! “ 
raabte Geert og truede med den knyttede Haand , hvorpaa 
han vendte sin Hest og red skyndsomt derfra . 
Den uhøviske Afskedshilsen vilde vistnok fristet 
Knud til at ile efter sin Frænde og røre ved ham , 
havde der ikke i det Samme lydt Hovslag bag ham . 
Han vendte sig i Saddelen og udsfødte et Glædesraab ; 
thi det var Folmer Rud , ledsaget af fire Svende , 
som strax derpaa standsede sin Hest lige ved hans . 
„ Ved min Helgen ! “ sagde Knud , „ Dig mindst af 
Alle ventede jeg at see nu og her paa dette Sted . “ 
Folmer havde Armen i et Bind , og hans blege 
Ansigtsfarve tydede paa et langvarigt Stueliv ; men 
hans Øine funklede af Livsmod . 
„ Vel mødt , Knud ! “ sagde han muntert . „ Dog 
tykkes det mig , at jeg har end mere og bedre Aarsag 
til Forundring over at træffe Dig saa tæt ved Tjele . 
Var det de Tjele Svende , der fegtede nys saa bravt 
med Hælene ? Ten lange Rytter , som nu red , saae 
gale Geert saare lig . “ 
Knud fortalte nu , hvor han havde været , og 
hvad der denne Morgenstund var hændet ham . 
„ Knud , Knud ! “ udbrød Folmer og truede ad 
ham med den venstre , friske Haand , „ Du er end ikke 
voxet fra Ferien og kan ei skjøtte Dig selv . Nu lade 
Du den Leg være endt og Erik og Maren æde deres 
Nadvere i Fred paa Tjele . Misund dem ikke at sidde 
i det sodede Røghul , det er for Tiden ! Hvor styrer 
Du nu Din Kaas ? “ 

„ Det sige Du mig ! “ svarede Knud , som aldrig 
vrededes paa Folmer og var vant til hans skjemtende 
Maade at tale sine Venner til paa ; „ hvor agter Du 
Dig ? “ 
„ Jeg rider ad Hjemmet til , “ svarede Folmer . 
„ Jeg blev led ved de Nonner og ræd for Faster , 
som vilde gjøre en Papist af mig , saa god lutherisk en 
Mand , der nogen Tid bandede Paven ! Torterede saa 
og den topragede Badskjær mig grumt med Salve , 
Purgeerpulver og Klosterlatin . “ 
„ Da er Du redet noget af Veien , “ svarede 
Knud , „ kommer Du fra Mariager og agter Dig til 
Kjellinghøl . “ 
„ Mig længtes , Knud , “ sagde Folmer bevæget , 
„ at ride langs denne Sø , ved hvis Bred jeg vandt 
det stolteste og ædeligste Hjerte , der slog i nogen 
Jomfrus Bryst . “ 
„ Gud signe Dig for de Ord , Folmer ! “ sagde 
Knud og rakte ham sin Haand . „ Dog frygter jeg 
saare , hun er Dig ikke værd . “ 
„ Ei , hvad Snak er det ? “ sagde Folmer og tvang 
sig til at smile . „ Hvor lider hun i sit Kloster ? “ 
„ Hun lider ikkun altfor vel , “ svarede Knud , 
„ al den Stund hun ganske glemmer Jorden over 
Himmelen . “ 
„ Forholdt det sig i Sandhed saa , “ sagde Folmer 
med Alvor , „ da burde vi lade hende med Fred . Dog 
formoder jeg , at den Himmel , hun fluer op til , er 
ikkun som et lavt Loft . Du berette nu Alt , som Du 
veed om hende , mens vi ride , og saa følge Du mig 
til Kjellinghøl og forblive der , saa længe Dig lyster . 

En af mine Svende er sfikket forud igaar og har 
varet gamle Bodil ad . En Dyrebrad og et Stob 
god gammel Rhinsk lover jeg Dig til Nadvere og en 
god Bolsterseng til Natten . “ 
„ En Taabe og Utaknemmelig var jeg , sagde jeg 
nei ! “ udbrød Knud , og derpaa rede de Alle Syd paa 
over Heden ad Kvorning til . 

Ottende Kapitel . 
Raad for godt Kjøb . 
Nu var Kuud der , hvor Margaret saa brændende 
havde ønsket sig hen for et Aar siden , da hendes ungdomsfriske 
Hjerte svulmede af Kjærlighed , paa den 
stolte Borg med de faste Mure og spiirkronede Taarne , 
som laae kneifende i den grønne Dal , omflydt af 
Gudenaaens Vande . Det Billede var nu snart udslettet 
af hendes Sjæl , hun , som nu gik sin Korsegang gjennem 
Fanatismens Skyggerige . Dog , selv om hun havde 
bevaret det , vilde hun ved at flue Virkeligheden nu , 
i Vaarens Yppige Pragt , have fundet , at Farverne i 
hendes Erindring vare falmede . 
Gudenaaen flyder svulmende i sit Leie nu , som 
dengang ; det frugtbare ved sin ældgamle Kultur mærkelige 
Dalstrøg , gjennem hvilket den løber , er bebygget , 
som det har været det alleredeiden graa Hedenold , maaskee 
i Aartusinder ; men Naturforholdene ere undergaaede 
flere Forandringer , navnlig denne , at Skovenes Omraade 
er blevet stedse mere formindflet . Den Vandringsmand , 
der i vore Dage gjester den lave Borgvold , 
som betegner det Sted , hvor de Ruders Borg engang 

laae , har ikke mere derfra for Øie det Skue , som for 
fre Aarhundreder siden mangen smuk Dag frydede 
Folmer Rud , naar han fra sin Borgtinde saae ud over 
Dalen — et Hav af Trætoppe , som bølgende dækkede 
Aasene mod Nord , hvor nu Hjermind Skov kryber i 
Skjul , men som dengang strakte sig lige ned til den 
Eng , i hvis Skjød Borgen laae . Mod Syd hævede 
sig det Høie Brunsbjerg , ikke nøgent , eller sparsomt 
dækket med mørk Lyng , som i vore Dage , men iført 
Skovens smaragdgrønne Kjortel fra dets Fod og næsten 
lige til dets Tinde . Omgiven af mægtige Skove , 
der vrimlede af Vildt og Hersker over den forbiflyvende , 
anseelige og fiskerige Strøm , havde Folmer Ruds 
Fædreneborg en Beliggenhed , som mere , end en af 
hans Standsfæller misundte ham . 
Ingen vidste mere , hvor længe de „ høiindtaarnede “ * ) , 
høitankede , stolte Ruder havde levet i Danmark , eller 
havt Sæde paa denne , foruden paa mange andre endnu 
anseeligere Herresæder , vidt forgrenet , som Slægten 
endnu dengang var . Maaskee har Slægten været til 
alt i Smaakongernes Tid , men først senere hævet sig 
til Anseelse og Magt og antaget et fast Slægtnavn . 
Folmer nærede med Stolthed den Tanke , at hans Fædre 
havde færdedes i Landet allerede i Hedenskabets Dage , 
tilbedende Odin , og idet de søgte at behage de gamle 
Afguder ved blodige Offre , dernæst tilligemed det øvrige 
Folk christne de , dyrkende den eneste sande Gud med 
Messe , Sang , Røgossre og Klostertugt , en Gudsdyrkelse , 
kaut en tour , høit paa Straa , det Tilnavn , Slægten Rud 
førte iblandt epittieta nobilitatis äanios . 

som dog ved den tiltagende Helgentilbedelse ogsaa tilsidst 
kun blev Afgudsdyrkelse , — indtil nu Sandhedsfaklen 
ved Luther var tændt og ved sin klare Flamme 
stræbte at forjage de mange skumle Skygger , men som 
ogsaa — > hvilket Folmer Rud dog var saare langt fra 
at ville indrømme — tilintetgjorde en stor Part af 
Samfundslivets Romantik og af det danske Folks ældgamle 
Eiendommeligheder . Papisterne vare , trods 
deres Kirkelatin , Danskhedens og Folkelighedens Forsvarere , 
de Lutherske trods deres danske Prædiken og 
Psalmesang ubevidst gammel dansk Folkesæds Bekjæmpere . 
I 
Aaret 1535 havde nu rigtignok denne Virkning 
ikke viist sig paa nogen fremherskende Maade , det 
var saare langtfra ! Saaledes vare her i Gudenaadalen 
Bønderne i Hjorthede , Hjermind og mange andre Sogne 
gode Papister og vedbleve at være det i deres Hjerter , 
selv efterat den nye Kirkeskik var indført . Borgherren 
paa Kjellinghøl var da ogsaa i deres Øine ganske det , 
Margaret havde kaldet ham : en sær frittænkende Mand . 
De Gamle sloge Kors for sig , naar de saae ham færdes 
i Skoven , paa Iagt eller paa Aaen med sine Baade , 
mens de vandrede til Ottesang i Hjorthede Kirke ; 
og end mere skjevt saae de da til den kneifende røde 
Borg , fra hvilken der udgik Magtbud , som de maatte 
lyde , uanseet at Borgherren var i Kirkens Band . 
Derom bekymrede Folmer Rud sig dog kun lidet ; han 
gjorde Ret og Skjel mod sine Undergivne og hørte 
ingenlunde til de strenge Herrer , men Heller ikke til 
dem , der bøie sig for Mængdens Luner . 
Stor havde Glæden været hos hans gamle 

Fostermoder og nuværende Huusholderske og blandt 
Borgens øvrige Tyende over hans Hjemkomst efter saa 
lang en Fraværelse og over at see ham vende tilbage , 
ikke som Krøbling efter sit Saar , men som en ganske 
Mand . Dog viste det sig snart , at Hjemreisen havde 
voldet den syge Arm skadelig Anstrengelse , hvorfor han 
havde seet sig nødsaget til at holde Stuen i nogle 
Uger , medens Knud tumlede sig paa egen Haand paa 
Borgvolden , i Skoven og paa Aaen . Dog havde han 
ogsaa dvælet halve Dage i sin Værts og Vens Selskab 
og havt lange Samtaler med ham , baade om de 
verdslige Anliggender , der laae dem Begge paa Hjerte 
og om aandelige Ting . Folmer bestræbte sig , ikke 
ganske uden Held , for at vække Knud til Eftertanke 
og indgive ham Kjærlighed til det rene Evangelium og 
Luthers Lære ; men der skulde mere , end Samtaler , til 
at tæmme den vilde Natur , der saa ofte bragte Knuds 
unge Blod i Kog . 
En smuk Foraarsaften sade de sammen i det 
lidet Taarnkammer , fra hvis Vindue , der var saa skjøn 
en Udsigt ned ad den frodige Tal . Den dalende Sol 
spredte sit gyldne Skjær over Hjermind Skovaase , 
medens Brunsbjergs Tinde ikkun streifedes af Solstraalerne , 
og dets Side og Fod laae i Skygge . 
Blank og frisk flød den brede Strøm gjennem den 
grønne Eng , der prangede med Vaarblomster , og smukt 
krusedes Aaens Vande der , hvor den omkring Brunsbjergs 
Fod slaaer en Bugt . Knud sad ved det aabne 
Vindue og stirrede taus ud over det skjønne Landflab , 
medens Folmer sad inde i Kammeret og snittede paa 
en Pind til et Fuglebuur , idet han fløitede dertil . 

Droslen slog i Hjermind Skov , og dens fangne Staldbroder 
i Folmer Ruds Buur svarede . Buret hang 
ned fra TaarnkammeretS lave Hvælving ; thi Fuglen , 
som sad deri , var Folmers Yndling . Gamle Bodil 
havde under sin Herres Fraværelse passet den og den 
øvrige Fugleflok med Omhu og Troskab , og de vingede 
Smaavenner havde nu i Folmers ufrivillige Hvilestand 
forskaffet ham behagelig Tidkort . Hele Flokkens 
Kviddren hørtes fra Sidekammeret , til hvilket Døren 
stod aaben . 
„ Folmer ! “ sagde Knud og vendte sig om , „ Dit 
gode Lune forundrer mig . Du fløjter om Kap med 
Dine Fugle , som var Du alt udi Paradiis , hvor ikke 
findes arge Skalke , Rænkesmede og fule , topragede 
Munke . “ 
„ Munke “ , svarede Folmer , „ ville vi jo sikkerlig 
træffe der , om vi nogen Tid blive indladt i Himmerige , 
al den Stund jeg ikke , som de blinde , hovmodige 
Papister , djærver mig til at dømme de henfarne 
Sjæle — dog , er jeg haabende , foruden Kutte og 
raget Top ! “ 
Knnd loe og sagde saa : 
„ Jeg har været idel Forundring , Folnier , siden 
jeg kom hertil . “ 
„ Lad høre i hvad Henseende , “ bad Folmer smilende , 
„ om der da ikke i Din Forundring er blandet for stærk 
Mishag med mig og mit ringe Huus ? “ 
„ Mishag , ja , med mig selv ! “ udbrød Knnd . „ Jeg 
har været en unyttelig Karl her , fuld af Dovenskab 
og Kjedsomhed fra min Isse og til min Svange . “ 
„ Nu , nu ! “ sagde Folmer , „ vi have Vidner paa 

ganske det Modsatte — Storvildtet i Skovene , Laxene 
i Aaen , dem Du skød og fangede , Bent og Henning , 
saa og mine Svende , dem Du fegtede mødige — de 
ønske vel Alle til Hobe snarest , at Knnd Mogensen 
var en Kjende mere lad . “ 
„ Vel , vi have leget bravt “ , svarede Knnd og saae 
tankefuldt hen for sig ; „ og dog var jeg imens mindre 
glad , end Du , som sad inde hos Dine Fugle , selv en 
stækket Fugl . Det kom deraf , at jeg saae mig for og 
tænkte Noget derved ; jeg vil sige Dig det , Folmer ! 
Forundret mig har den skjønne Orden , der hersker paa 
Din Gaard ; Alt er gaaet , som havde Hunsbondens 
Øine vogtet tidlig og silde paa Svendene , og dog 
høres her hverken Larm eller Skjendsord , end sige 
vanker her Hug . Hvo lærte Dig den Konst ? “ 
Folmers Forundring var stor , og hans Blik 
røbede det , da han saae op . Han havde ikke tiltroet 
Knud at anstille slige Betragtninger , end sige at udtale 
dem . 
„ Og ikke , “ vedblev Knud med stigende Varme , 
„ sindes lysfeligere Sted at dvæle paa , end denne Din 
skjønne Fædreneborg . Skoven og Aaen med dens 
Baadehavn er her lige for Porten ; de stærke Volde 
og dybe Grave , Vindebroen , som drages op hver Nat , 
Staldene med dine skjønne Heste , Rusfkammeret med 
de forunderlige gamle og gode nye Vaaben — det har 
Alt voldet mig større Glædæ , end Du formoder . “ 
„ Bed min Stamfader Hans ! “ udbrød Folmer , 
hvis medfødte Beskedenhed drev ham til at skjule sin 
Glædæ over Knnds Lovtaler under en Spøg , „ Du 
taler grangivelig som den søde , gamle Kanuikeprovsf 

fra Tvilum , naar han fordum gjestede vort Bord og 
blussende af Viin sad og talede min Fader , hvis Sjæl 
Gud naade , til Behag ; og Du har forsnakket Dig , 
som han stundom gjorde ; thi først sagde Du , at Du 
var ikke glad , siden at Du var det . “ 
„ Sandt nok det , “ svarede Knud med Alvor ; „ jeg 
glædede mig over Din Lykke ; Du haver Alt , hvad jeg 
savner , og det , som er mere , end Borg og Fæste ! 
Saa tænkte jeg og — det Sindelag , her raader , var 
mig fremmed hidindtil . Hvor stor Forskjel paa her og 
mit Fædrenehjem , som det der tilgik lige fra min 
Barndom og indtil den Dag , da jeg rømmede derfra 
i Vrede ! Din Fader maa ikke have været min lig . “ 
„ Jeg agter og ærer Din Fader i hans Grav , “ 
sagde Folmer og sendte Knud et misbilligende Blik ; 
„ saa bør Du end mere gjøre og betænke hans vanskelige 
Kaar . “ 
„ Ikke evner jeg det , “ svarede Knud koldt , „ og 
hykkelske Taarer Pryder ingen Grav . Tog , nu tale vi 
atter om Din Fædreneborg . Her fattes ikknn Et — 
Fjender udenfor , som kunde give os Travlhed ! “ 
„ Nn kjender jeg Dig igjen ! “ udbrod Folmer og 
kastede Kniv og Pind fra sig . „ Knud , Knud , slaae de 
Stridstanker af Sinde ! Mindes Thomas , som Du 
vog , og bed Gud alsommægtigste at holde Dine Hænderrene 
for Blod fra nu af ! “ 
„ Jeg gjorde gjerne Bod for det Drak , “ svarede 
Knud med stor Sindsro , „ dog selv det er mig negtet . “ 
„ Ja , Bod med Pungen og Gyldens Værd , forhærdede 
Knub , Du er , men ikke med Hjerte og Sjæl ! 
Dog , nu lege vi , Du bøder med Pungen ! Vi stille 

os fore , hvad Ende det vilde tage ! Veed Du , Hvad 
Din Forfader , Jens Nielsen af Avensbjerg , han som 
og var Ulstrup elende , maatte bøde for det , at han 
ihjelslog Jens Jensen Brok af Klausholm ? “ 
„ Geert Eriksens Søster Pernille af Ring Kloster , “ 
svarede Knud , „ fortalte mig derom engang , da jeg var 
Barn , dog det har jeg længe siden forglemt . “ 
„ Nu , da høre Du det ! Han maatte forpligte sig 
at stifte en evig Sjælemesse for den Dræbtes Sjæl i 
Sancte Clemens Kirke udi Aars , saa og en anden udi 
Sortebrødre Kirke , hvor Jens Jensen havde sit Leiersted . 
Maatte han saa til de Messer give trende LæsterKorn 
aarlig , en Mølle og 14 Bøndergaarde ; selvfølgelig 
bekoste Jens Jensens Begravelse paa det 
Prægtigste og dertil indbyde baade Slægter med deres 
Venner samt opklæbe tredive Fattige , som maatte gaae 
om Liigvognen hver med et Blus udi Haanden ; endelig 
udsende en Pilegrim til Rom , en til Jerusalem og 
tretten til andre hellige Steder her i Norden . “ 
„ Ei ! “ udbrød Knud livligt , „ det var skjønt , og 
som det sømmede sig en Mand af Æten Løvenbalk . “ 
„ Saamænd , “ svarede Folmer , „ dog skjønne Du 
fornemmelig af Bodens Størrelse , hvad for Mand 
Jens Brok maa have været , men og begge Slægters 
Vælde , hvor stor og blodig den Fejde vilde blevet , om 
den var brudt ud , og Jens Løvenbalk ei havde tilkjøbt 
sig Fred . “ 
„ End skjønnere vilde det dog været , “ mente Knud , 
„ var Fejden bleven udfegtet . “ 
„ Og baade Slægter udryddede af Jorden ? “ 
spurgte Folmer . „ At det ei sfete , derfor sørgede 

Dronning Margrethe , i hvis Nærværelse det Forlig 
blev indgaaet og siden urykkeligen holdt . Maatte saa 
og Jens Løvenbalk med to hundrede gode Mænd i sit 
Følge indfinde sig hos Jens Broks Efterleverske , bøie 
Knæ for hende , knælende overrække den nærmeste Mtmand 
sin dragne Dolk at støde i hans Bryst , men bede 
for Gud og alle Helliges Skyld at unde ham Livet . “ 
„ Det Sidste var ikke slig Mand værdigt , “ sagde 
Knud , „ og vilde jeg i hans Sted ingensinde bekvemmet 
mig dertil . “ 
„ Vi leve nu i andre Tider , Knud ! “ svarede 
Folmer , „ Boden er bleven mindre , saa vel og Angeren 
og Ydmygheden ringere . Forunderligt er det Knud , 
at denne Din Forfaders Leiersted i disse Tider er bleven 
helliget ; thi det var jo fra hans og hans Hustrus 
Liigsteen , at Hans Tausen paa Graabrødre Kirkegaard 
prædikede for Folket , da Bispen formeente ham Adgang 
til Kirkerne udi Viborrig . Nu , jeg er haabende Knud , 
at det engang maa blive Dig forundt at give Bod 
for Thomas og forlige Dig med Christof , og at Du 
forinden i Sandhed og Oprigtighed vil angre Din 
Brøde . “ 
„ Jeg er Intet haabende mere , “ svarede Knud 
mørkt , „ selv i Uære og vanmægtig , min Moder svagsindet , 
min Søster i Munkes og Nonners Kløer . Den 
Stund vil komme Folmer , da Du giver os op , og 
da ikke mere Din Vindebro nedlades for Knud 
Mogensen : “ 
„ Den Spaamand , som for ramme Alvor vilde 
djærve sig at varsle saa , “ udbrød Folmer med rødmende 
Kind , „ ham vilde jeg lade pidske af Gaarde ! Jeg har 

Tro til Din Moders Ære , Knud , og evne vi end ikke 
for Tiden at raade Gaaden og vadfke Pletten af hendes 
Skjold , der vil vel engang findes Middel dertil . Nu 
mægte vi Intet og maa lade den Steen ligge . Dog 
Din Søster , Gud signe hende ! hende agter jeg , vil 
Gud , snarest at bjerge og vil hun , som jeg , dck skal 
hun inden føie Tid drage herind som Huusfrue . “ 
„ Da vil Verdens og Standens Ringeagt falde 
paa Dig , Folmer ! “ sagde Knud ; „ gode Mænd og 
Kvinder ville ride Kjellinghøl forbi , og Din Hal vil 
vorde tom . “ 
„ Ikke gode Kaar de , “ svarede Folmer , „ men 
vi faae bære dem ! Lykken , hun vil da være min 
daglige og bestandige Gjest ; ikke vil jeg have nødig 
da at see ud efter hende , om hun skulde komme ridende 
ad Landeveien . Ingensinde , Knud , kan min Hal vorde 
tom , sidder Margaret Mogensdatter for Bordenden ! 
Hun skal faae samme Sind , som jeg , der tænker , at 
med en frelst Samvittighed , da er det mig ei en 
Klipping * ) værd , hvad Verden dømmer . “ 
„ Desværre ! “ sagde Knud med et Suk , „ hun haver 
nu et Sind , der er Dit ganske modsat . “ 
„ Vi ville snarest see ind til hende i Vissing , “ 
sagde Folmer , „ og fornemme , om hun ei nu ledes ved 
de dumme Nonner . “ 
„ Naar , Folmer ? “ 
„ Jeg tænker den Dag i Morgen , “ svarede Folmer 
og svang sin Arm ; „ nu kan jeg uden Skade røre 
mig . “ 
* ) Slet Msnt , slagen i Krigstiden . 

„ Naa , Gud have Lov ! “ udbrød Knud og sprang 
op ; „ da gaaer jeg paa Stand i Stalden at see , om 
vore Heste have ingen løse Sko . “ — 
Den næste Morgen , en god Stund før Sol stod 
op , sad Folmer og Knud i Hallen og nød deres Davre , 
god , varm Søbemad , som Bodil selv havde indbaaren . 
Der fattedes dog Heller ikke Suul og Vildbrad , dertil 
Brød og Smør , og en stor Sølvkande med varm 
Lutendrank stod paa Bordet , som var dækket med en 
skjøn fryndset Dug . 
Uagtet Borgen i sin Stiil var plump og mere 
stærk og anseelig , end zirlig at see til udenfra , thi den 
skrev sig fra gammel Tid og var bygget for at give 
Beboerne Sikkerhed og ikke for at volde dem Øjenslyst , 
saa var dog det Indre hyggeligt og Værelsernes Indretning 
forud for Datidens lidet udviklede Smag ; Omgivelserne 
bare Præg af Borgherrens Dannelse og 
milde Sæder . Skjønt vare Hallens Vægge beklædte 
med konstfærdigt udskaaret Egetræes Paneel , og Loftsbjælkerne 
vare ligesaa prydede med Træskærerarbejde , 
Slægtens Vaaben var deriblandt flere Steder anbragt , 
men uden pralende Farver . Mægtige Hjortetakker vare 
opslaaede paa passende Steder , og under dem ophængte 
nogle af Folmers skjønneste og kostbareste Sværd , ordnede 
med Smag . Mellem disse Prydelser var der anbragt 
faste Armstager af fiint udhamret Jern . Vinduesfordybningerne 
vare paa Grund af Murenes Tykkelse 
rummelige Siddepladse og de smaa , i Blyrammer indfattede , 
Ruder af ualmindelig godt og klart Glas . 
Saaledes saae den Hal ud , der blot ventede paa 
Margaret , for ved hendes Nærværelse at vorde Folmer 

Ruds jordiske Paradiis . Nu sad han der ganske alene , 
thi Knud havde Uro paa sig og var alt gaaet ned forat 
see til Hestene , at de bleve vel fodrede . 
Da traadte gamle Bodil ind , og Folmer blev 
strax vaer , at hans Fostermoders ærlige Ansigt var 
lagt i saare alvorlige Folder , saa hun maatte have 
noget Særdeles paa Hjerte . Hans Fostermoder kaldtes 
hun med Rette ; thi hans Forældre , Hans Pedersen og 
Anna havde brugt den blandt den høie Adel temmelig 
almindelige Skik at sætte deres Børn , mens de vare i 
den spæde Alder , ud hos Slægtninge , som vilde antage 
sig dem , medens de selv færdedes frit ved Hove , eller 
paa Reiser mellem deres forskjellige Eiendomme . Kun 
af og til saae Folmer og hans Sødskende , Peder og 
Johanne , deres Forældre ; men skjøndt disse viste 
Børnene megen Kjærlighed , mens de havde dem forsig , 
saa blev Folmers Amme , Bodil , dog den Moder , 
som vaagede over ham Nat og Dag og ledede hans 
første Opdragelse . Refsindig , forstandig og gudfrygtig , 
som hun var , dertil ikke ilde oplært , uagtet hun var 
kommen af Bønder , havde hun havt den heldigste Indflydelse 
paa ham og han ærede hende endnu høit , om 
end hendes vel meente Formaninger og Raad nu og 
da trættede ham . Tidlig var hun bleven Enke og 
derefter barnløs , saa at hun ganske havde knyttet sit 
Hjerte til ham , og sørgelige Erfaringer i hendes Slægt 
havde ført Bodil , Opholdet i Sorø Klosterskole hendes 
Fostersøn til Ovcreensstemmclse i et vigtigt Punkt — 
inderlig Kjærlighed til Luthers Lære og glødende Had 
til Papismen . 
Bodil gik ikke lige til Maalet , men hendes Herre 

lod sig ikke vildlede af hendes venlige Forespørgsler til 
hans Befindende og den Glæde , hun udtalte over hans 
voxende Madlyst . Han svarede kun kortelig derpaa , 
for at hun snart kunde komme til Sagen og ikke ved 
altfor stor Vidtløffighed forhale Afreisen . Han skjenkede 
et Bæger fuldt med Lutendrank , kredentsede det og 
rakte hende det , for at hun kunde drikke til Afsked med 
ham . Hun tog Plads i ærbødig Afstand fra ham , da 
hun havde nippet til Bægeret , og ved de gode Ønsker , 
hun derefter udtalte for hans forestaaende Reise , fik 
hendes Hjerte endelig Luft . 
„ Nødagtige Sager maa det være , “ sagde hun med 
et Suk , „ som driver Dig af Gaarde med en ikke 
fuldelig helbredet Arm . Tag mig ikke til Mistykke , 
min Søn , at jeg spørger : er det Sanken , at det Ridt 
gjelder Vissing Kloster ? “ 
„ See ! “ udbrød Folmer , „ er det alt kundbart , at 
jeg rider til Vissing ? Da maa Knud Mogensen have 
sladdret . “ 
„ Ikke var det forhen Din Vane , Folmer , at dølge , 
hvor Du drog hen , “ sagde Bodil ; „ jeg følte da Uro 
og spurgte Knud Mogensen derom . “ 
„ Knud føi ikke , “ svarede Folmer med Rynker i 
sin Pande ; dog strax derpaa smilede han og tilføiede : 
„ jeg rider til Vissing at gjeste de Nonner og høre en 
Messe ! “ 
„ Du gantes nu med mig , Folmer ! “ sagde Bodil , 
hvis ærlige , rynkede Ansigt snarere viste Tilbøielighed 
til at græde , end til at lee . „ Jeg faaer sige det , om 
Du end vredes — en ung Jomfru , som fjæler sig i 

Klostret , Knud Mogensens Søster , hun lokker og drager 
Dig did . “ 
Da Folmer taus slirrede ned i sit Bæger , foer 
Bodil fort , heel bevæget og idet hun tørrede sine Øine 
med Fligen af sit ' Hovedklæde : 
„ En ufri og ringe Kvinde er jeg ; meen ikke , at 
jeg det forglemmer ! Sidst vilde jeg uspurgt give fri , 
ædelig Mand som Dig Raad i flig Sag , var her 
Andre til den Gjerning . Dog nu , da Fader og Moder 
ere døde og Frænder langt herfra , hvo skulde da give 
Dig Raad , om ikke Bodil Hansdatter ? Du fandt 
Næring og Hvile ved min Barm , Folmer , da du var 
spæd , og længe vare mine Arme Din Vugge . Dag 
og Nat har jeg bedet for Dig , at Du maatte fange 
god Lykke i dette Liv , Salighed i det andet , naar Din 
Sjæl farer herfra . Dog det , Du nu har fore , vil 
plat gjøre til Intet baade Dele , Din Lykke her , Din 
Frelse hisset . “ 
„ Du lægge det ud for mig , Bodil , “ sagde Folmer 
og dreiede det tomme Bæger hastigt mellem Fingrene , 
„ paa hvad Viis saa ræddelige Ulykker kunne deraf 
komme , at jeg rider med Knud til Vissing at spørge 
til hans Søster ? “ 
„ Ikke snige Du Dig saa derfra ! “ udbrød Bodil 
og søgte Folmers Blik ; „ det er ganske , som da Du 
var Barn , og Du vilde følge Dit eget Sind og tillukkede 
Dit Hjerte . Du mente Dig selv at være 
den Klogeste ; ak , Folmer , da gjaldt det ikkun Æbler 
og Nødder til at give Mavevee , nu gjelder det unge 
Jomfruer , der ville fordærve baade Legeme og Sjæl ; 
thi det vide Du , at saa gaaer Talen i Borgestuen 

blandt Dine Svende : nu agter Folmer Hansen at 
hente sig en ung Nonne og leve med hende i Fryd og 
Gammen ! “ 
„ Den Svend , der siger saa , “ udbrød Folmer i 
stor Harme , „ og jeg finder ham , han skal vises af 
Gaarde og slaaes med Bagdøren . Ingensinde , Bodil , 
stod min Hu til Sligt ; ved Jesum Christum , Du skal 
ikke leve den Dag og see mig give Forargelse ved sligt 
syndigt Levnet . “ 
„ Nu “ , svarede Bodil med et tvivlende Blik , „ og 
jeg har meent Dig at være for god til Sligt ; da føi 
Svendene , og Du har atter slaaet den Jomfru af 
Tankerne ? “ 
„ Det maa vel være saa , “ sagde Folmer , „ at Du 
ikke kan glædes derved , Bodil , at jeg agter at begive 
mig i den hellige Ægteskabs Stat , og at Nøglerne da 
maa flyttes fra Dit Belte til min Hustrus . “ 
„ Gud naade ! “ udbrød Bodil og slog Hænderne 
sammen ; „ mener Du mig at være slig raadelysfen og 
gridsk Kvind ? En frydefuld Dag den , da jeg maatte 
faae see en god , ædelig Hustru ved Din Side i denne 
Hal ! Dog , dertil kan umuligen Slegfreddatteren fra 
Tjele være udseet . Ilde vilde det fømme sig for en 
af de stolte Ruder at føre flig vanbyrdig Brud til sit 
Huus . Hvad monne Peter dertil vil sige , hvad Johanne 
og hendes Huusbond ? “ 
„ Det er mig lige godt og eens , hvad de sige ! “ 
sagde Folmer med et funklende Blik ; „ ja , var end 
Fader og Moder i Live og oven Jorden , ikke vilde 
jeg høre dem i den Sag ; thi det skal Du vide , at den 
faste Tro har jeg , at Margrethe Mogensdatter er sine 

Forældres rette ægtefødte Datter , og at de selv vare 
rette Ægtefolk . Stor Uret er skeet , da Erik Skram 
tog Tjele , derom føler jeg mig forvisset , evner jeg 
end ikke nu at udrede det Rænkespind . “ 
„ Villig og gjerne “ , sagde Bodil , „ tænker og troer 
man det , man ønsker skulde være saa . Den Jomfru 
har vel selver stukket Eder de Blaar i Øinene . “ 
„ Langt fra det ! “ svarede Folmer . „ Deraf skjønne 
Du hendes Ædelsind , at selv tænker hun det Ringeste 
om sig og sine Kaar , og ikke kunde min egen Moder 
være mere øm over min Ære , end hun ! Hnn afslaaer 
plat at vorde min og agter at klostergive sig — 
at forhindre dette er min Agt , og derfore rider jeg nu 
til Vissing . “ 
Den Underretning forundrede Bodil i saa høi en 
Grad , at den for Øieblikket lukkede hendes Mund . 
. „ Mindes Du hende , Bodil ? “ spurgte Folmer og 
saae hen for sig med et drømmende Blik . „ Dog , hun 
var ikkun Barn , da hun for nogle Aar siden gjestede 
os her ; saae Du dog nogen Tid mere fagert Barn ? “ 
Bodil svarede kun ved at ryste paa Hovedet . 
„ Men nu skulde Du hende see , “ vedblev Folmer 
med Ild i sit Blik , „ nu da hun er fuldvoxen Mø ! 
Ingen Abild har en finere Lød , ingen Ædelsteen 
funkler , som hendes Øine ; de kunne see blidere , end 
en Dues og dog lyne som en Ørns . Hendes Haar 
er brunt som en Nød i Høst og mere blødt , end Silke ; 
hun er fuld om sin Barm og smækker om sin Midie ; 
Hendes Gang er som Hindens Løb gjennem Skoven , 
og hendes Røst lyder sødt som Droslens Sang . “ 

„ Ih , Gud naade ! “ udbrød Bodil forfærdet , „ hun 
maa være et Troldbarn , som har forgjort Dig ! “ 
Da loe Folmer , og Hallen gav Gjenlyd af hans 
klare Latter . 
„ Nei , Bodil , nei ! “ sagde han saa , „ hun er from 
som en Guds Engel , men hildet i Vildfarelse . De 
Nonner i Vissing og de Munke , de ere Troldene , som 
have slaaet Ring om hende , og hendes Skriftefader , 
Sortebroder Vigand , er Djævelens Apostel og Helvedes 
Udsending . Jeg vil bryde den Tryllering og rive 
hendes Sjæl af Papisternes Kløer ! “ 
„ Ja , gjorde Du saa for Guds Skyld “ , svarede 
Bodil , „ da vilde det være en Priselig Gjerning ; men 
det indbilde Du Dig ikke ! Kjødets Lyst , ikke hellig 
Nidkjærhed , driver Dig nu til Vissing . Tænkelig er 
den Jomfru bedre , end jeg saae hende an for . Du 
lade hende da med Fred ! Bedre dog at være en ærlig 
Nonne , end rettroende Mands Frillekone . Du høre 
mig , mens det er Tid , at Du ikke for silde skal sande , 
at hvo ikke Raad vil have for godt Kjøb , han skal 
kjøbe siden Anger dyre ! “ 
„ Angre vilde det mig til min Dødedag , “ svarede 
Folmer og reiste ' sig brat , „ svigtede jeg min Hjertenskjær 
nu , da hun raver i Mørke og ikkun haver paa 
den vide Jord een fuldtro Ven , og hans Navn er 
Folmer Hansen . Du skal engang , det haaber og troer 
jeg , tilstaae , at i den Sag er Herren med mig , og at 
jeg ikke byggede min Lykkes Huus paa Sand ! Saa 
skal Du , vil Gud , leve den Dag , da Du faaer høre 
Vindebroen dønne , naar jeg rider herind med min 

væne Viv , mens Brudeblussene skinne fra Voldene og 
funkle i Gudenaas Vande ! “ — 
Da Solens første Straaler tittede over Hjermind 
Skovaas , blev Vindebroen nedladt , Portgjemmeren 
stødte i sit Horn , og Skoven gav Gjenlyd , mens 
Folmer og Knud med deres Svende rede ud fra Borgen 
og satte Kaasen mod Syd . 

Niende Kapitel . 
Ved Talegitteret . 
Det var en kold stormfuld Maidag tidlig om 
Morgenen . Nonnerne vare forsamlede i Vissing 
Klosterkirke til Primen , eller Morgenbønnen , som holdtes 
Klokken sex . Vigand havde af sit Breviarium læst 
Bønnen og kortelig erindret Søstrene om den Helgen , 
hvis Mindedag det var , Kirkefaderen Gregorius af 
Nazianz . Nu lød derefter Nonnernes Sang , medens 
Kirkevinduernes Ruder klirrede for Stormens Slag . 
En fuld , klar Stemme anførte Sangen og løftede 
den over det eensformige , udtryksløse Tonefald , den 
saa ofte til Daglig vilde antage . De gamle , sløve 
Nonner følte sjelden noget ved det , de sang . Aar ud 
og Aar ind , Time efter Time ved blot ydre Tvang 
drevne til at bekjende og tilbede med Læberne , vare de 
forlængst blevne trætte og henfaldne i aandelig Død . 
Smaalige Tanker fore dem gjennem Hovedet , medens 
de fang Mariæ Lovsang ; de længtes blot efter at faae 
Ende paa Gudstjenesten , for at komme til Bords i 
Refectoriet og lange til Grødfadet . 

Dog forundrede et Par af dem sig over den 
Andagt og Inderlighed , hvormed Forsangerinden , Jomfruen 
fra Tjele , som de kaldte hende , fremjublede baade 
Ord og Toner . De erindredes derved om deres unge 
Dage , da de selv som Ungsøstre havde fornummet til 
det , der nu fik Margarets Hjerte til at svulme og fyldte 
hendes Øine med Taarer . Den Yngste i Lauget , 
Søster Veronica , der stedse ved sin Munterhed og 
Uefterrettelighed paadrog sig Irettesættelser og Bodsstraffe , 
havde sit Blik fæstet paa Margaret , som stod 
lige overfor hende , yderst i Rækken , og Beronicas 
godmodige og endnu smukke Aasyn udtrykte Beundring 
og Medfølelse . 
Som en Svane mellem Gjæs var Margaret at 
see til i denne Nonne-Flok . Den sneehvide , side Novicedragt 
skjulte nu hendes skjønne Skabning , men hendes 
Holdning var ædel og fuld af Ynde , som før . 
Hun holdt Bønnebogen mellem de foldede Hænder , 
Hovedet var opløftet og hun saae opad , idet hendes 
sine og ædle Profil viste sig under den hvide Hætte . 
Kun lidet anede det hende , at hun blev iagttaget 
af profane Blikke ; thi hvad var hendes Hjertensven 
nu Andet i hendes Øine , end et vanhelligt Væsen ? 
Bag Klostrets Converser , eller Lægbrødre og Lægsøstre , 
som knælende bivaanede Morgengudstjenesten , laae Knud 
og Folmer , den Sidste næsten skamfuld over , at han 
blandt Papister bøiede Knæ som en Afgudsdyrker . Dog 
forsvandt denne Følelse strax , da han havde faaet Øie 
paa Margaret . Dyb Smerte og trykkende Angst greb 
ham , da han saae hende i den klosterlige Dragt , i hans 
Øine et Dødens Klædebon , og han blev hendes Aasyns 

Bleghed vaer . Hvor hendes Træk vare blevne skarpe 
og saa dette brændende Blik , der ufravendt stirrede opad , 
medens de klare Toner udgik fra hendes blege , fordum 
saa friske , Læber ! Der var et Træk om hendes skjønne 
Mund , der mødte ham heelt fremmed , fuldt af usigelig 
Veemod , eller som om hun var bleven meget ældre . 
Den kolde Sved stod Folmer paa Panden ; thi Synet 
af Margaret midt i hendes Andagt viste ham klarere , 
end Ord , at Faren for at miste bende var langt 
større , end han havde forestillet sig . Han henfaldt i 
Grublen over , hvorledes det var muligt , at hun kunde 
være kommen saa vidt , og om dette var den sfumle 
Munks Værk alene , han som stod der ved Alterets 
Fod med skinhelligt opad vendte Blikke , idet han med 
sin dybe Røst ledsagede Nonnernes Sang . Hør , hvor 
sfjønt Slutningsstrofen toner gjennem Kirken : 
O elsmsns , o pia , o clulcis Vii ' AO Maria ! * ) 
Endnu mange Aar derefter , naar Folmer mindedes 
sit Besøg i Vissing Kloster Sanct Gregorii Dag , gjenlød 
i hans Øren de bløde , zittrende Toner af Margarets 
Stemme , mens hun sang dette : o olsmsns , o pia , 
o clnlois ! Saa ømt bedende havde ingensinde før nogen 
menneskelig Røst forekommet ham at lyde ; han følte 
sig reven med , glemte , at Jomfru Mariæ Guddom ikkun 
er Mennesfe-Paafund og vilde følge sin Elskedes Sjæl 
paa dens vildfarende Veie , da Sangen forstummede , 
den sidste Gjenlyd døde hen under Kirkens Hvælvinger , 
og Converserne reiste sig for at gaae tilbage til Klostret . 
Folmer sprang op , var i et Nu sig selv igjen og 
gik , ledsaget af Knud , dristigt op mod Chordøren . Den 
* ) Du milde , Du fromme , Du søde Jomfru Maria ! 

dybe Rødme paa Margarets Kinder og det funklende 
Blik fra Vigands mørke Øine viste , at Begge vare de 
blevne ham vaer . Flux traadte Vigand frem i Chordøren , 
udstrakte Haanden og sagde : 
„ Hvilken arg Kjætter djærver sig her til at krænke 
Kirkens Fred og besmitte dette hellige Sted med sine 
ugudelige Fodtrin ? “ 
„ Tæm Din Tunge , Munk ! “ raabte Folmer og 
traadte op i Chordøren , idet Vigand veg tilbage . 
„ Margaret ! “ sagde han saa og vendte sig imod hende , 
„ jeg begjærer en Samtale med Dig ! “ 
Hun stod for ham med et blegt Aasyn , seende 
mod Gulvet , og idet hun knngede Bønnebogen mod 
sit Bryst . Ten kjendte , kjære Stemme fik hendes 
Hjerte til at banke , og det fortrolige : Dig ! ramte 
hendes Øre med underlig Magt . Medens hun under 
Adskillelsen i det forløbne Aar stedse havde fjernet sig 
mere fra ham og reist en Muur mellem sit Hjerte og 
ham , var han i sin Tanke stedse kommet hende nærmere , 
og nu stod han der , aabenbart til Sinds at bruge 
hele sin Magt og gjøre sine Krav gjeldende , en Frister , 
der vilde lokke hende fra det hellige Asyl ud i den 
syndige , urolige Verden . 
„ Jesus , Jomfru Maria ! “ lød det ned ad Nonnernes 
Række , nogle af dem flöge Kors for sig , og 
inden Margaret var i Stand til at give Svar , traadte 
Abbedisse Marine frem og stillede sin svære Skikkelse 
foran hende , som om hun vilde værge hende for 
Besmittelse . 
„ Ved Guds hellige Moder , hvis Navn vi nys 
lovpriste , “ sagde Abbedisen , idet hendes fyldige Aafyn 

blussede af Vrede , „ ingensinde saae jeg større Formastelighed , 
end denne ! At træde op for Guds hellige 
Alter og kalde en dydig Klosterjomfru ud til et Elskovsmøde 
— Folmer Hansen ! skal ei Kirkens Forbandelse 
ramme Eder , da fjerne I Eder paa Stand ! “ 
„ Nu , ærværdige Moder ! “ svarede Folmer koldsindigt , 
„ sfod det til Eder og Eders Lige , forlængst vilde 
jeg være overgivet i Djævelens Bold . Dog maa I 
vide , at end er min Haand ikke visnet , mit Hjerte er 
friskt , og min Sjæl lover Gud ! “ 
„ Hør , hvilke frække , formastelige Ord ! “ udbrød 
Vigand , slog Kors for sig , og Nonnerne gjorde ligesaa . 
„ Ieg valgte Timen og Maaden med velberaäd 
Hu , “ vedblev Folmer , uden at agte paa Vigand , 
„ vidende , at var jeg kommen bedende og havde banket 
paa Portlaagen , da vilde I ladet den smække i for 
min Næse , og det vilde da kostet mine Svende Umage 
at slaae den ind . Nu fare vi helst med Lempe ! Jeg 
er af den Formening , af Jomfru Margrethe Mogensdatter 
ikke har indgivet sig som Søster i dette Kloster 
hidindtil , og af det staaer hende frit for af gaae og 
komme , som det hende selv lyster . I lade nu Jomfruen 
selv tale og give Svar , om hun forunder mig den 
Samtale , jeg begjærer ! Margaret , Du nævne mig 
Tid og Sted ! Du vil tænkelig ikke negte mig nogle 
Øieblikkes Samtale i Eenrum ? derefter skal jeg drage 
bort , som jeg kom , med Fred . “ 
Nonnerne havde imidlertid slaaet Kreds om Margaret , 
og Vigand raabte til hende : 
„ Ingensinde give du den Kjætter Gehør ! Heller 

ikke indbilde I Eder , “ vedblev han , idet han vendte sig 
mod Folmer , „ af vi ere uden Forsvar i dette Kloster . 
Vi have haandfaste Karle , der ret strax skulle kaste 
Eder ud , gaaer I ikke villigt . “ 
„ Blæse med Eders haandfaste Karle ! “ raabte Knnd ; 
„ Stegevendere og Kokkedrenge , med dem kan I kyse Børn . 
Nu tie I kvær og lade min ' Søster tale ! “ 
Abbedisse Marine begyndte af føle Frygt ; thi hun 
formodede , af Folmer Rud ikke vilde vovet sig hid 
uden mandsfærkf Følge af væbnede Svende , mod hvilke 
Klostrets Lægbrødre og Tyendekarle visselig ikke vilde 
kunne tage det op . Hun brød da den Kreds , Nonnerne 
havde slaaet om Margaret , førte hende frem og sagde : 
„ Vi høre da nu Jomfruen selv ! Er Du til Sinds , 
min Datter , at opfylde Folmer Hansens Begjæring ? “ 
„ Ja ! “ svarede Margaret med et blegt Aasyn , 
men med fuldkommen Fatning og rolig Stemme . „ I 
gaae nu lige til Forhallen , Folmer Hansen ! I vil strax 
finde mig der ved Talegitteret ! “ 
„ Saa være det ! “ sagde Abbedissen , „ og saa er 
det sømmeligt og ret . “ — 
Nonnerne forlode nu Kirken , og Margaret gik 
midt iblandt dem uden at see tilbage ; men Folmer fulgte 
hende med Øinene , indtil den sidste Flig af hendes 
hvide Klædning var forsvunden bag Alteret . Saa gik 
han med Knud , der sagde : 
„ Gaae nu , Folmer , ^ og gjør det kort ! Jeg vil 
begive mig udenfor og blive ved Svendene . “ 
„ Ikke vil Du have Din Søster i Tale , “ spurgte 
Folmer , „ og ikke kysse Din Moders Haand ? Jeg blev 
hende ikke vaer i Kirken . “ 

„ Paa ingen Viis ! “ svarede Knud mørkt . „ De ere 
nu Intet for mig , forgjorte baade ! Og vil Du , Folmer , 
drage herfra med uforrettet Sag ; det læste jeg i Margarets 
Øine ; hun er fastere , end Du tænker . “ 
„ Nu , derfor raader Gud Herren ! “ svarede Folmer 
og begav sig til Talestuen , en lille hvælvet Forhal , 
afdeelt ved et Træ-Skillerum . Strax efter hans Indtrædelse 
aabnede sig en Skodde , og bag et Jerntraadsgitter 
viste sig Margarets hvidklædte Skikkelse og blege 
Aasyn . 
Folmer følte sig grebet af dyb Sindsbevægelse , da 
han nu var den elskede Skikkelse saa nær og dog adskilt 
fra den . Dog , om Gitteret end havde været borte , 
han vilde ikke rørt Fligen af hendes Kjortel , en saadan 
jomfruelig Sjælsreenhed og Uskyld thronede paa hendes 
Pande , og saa blid en Fromhed udstraalede nu hendes 
Blik . Han stirrede paa hende stum og med synkende 
Mod , indtil hun talte . En flygtig Rødme paa hendes 
Aasyn og hendes Stemmes Usikkerhed røbede , at saa 
koldt og roligt , som Folmer havde frygtet og hun selv 
maaske ønskede det , var hendes Hjerte dog ikke . 
„ I nytte nu Tiden , Folmer , “ sagde hendes blide 
Røst ; „ for sidste Gang i dette Liv , bæres mig fore , 
staae vi nu Aasyn til Aasyn ; vi tage da nu Afsked 
med hinanden ! “ 
„ Ikke saa ! “ svarede Folmer med fast Røst og et 
funklende Blik . „ For dyrebar er Du mig dertil , af 
jeg skulde flippe Dig saa let — nei Margaret ! til 
det Sidste vil jeg stride med de lede Munke og falske 
Nonner , hvis Hu staaer til Dit Gods og Din Moders , 

kun seer Du ikke deres fule Hykleri , oprigtig som Du 
selv er i Din vildfarende Fromhed . “ 
„ Ikke tale Du saa ondt om disse Guds Hellige 
og mine Venner , “ svarede Margaret , idet hendes Øine 
sføde Lyn , og hun blev sig selv mere lig , som hun 
forhen var . „ Saa forstyrre Du ikke Heller min Sjælefred 
nu , da jeg , som er forkastet af Verden , her er 
henflyet under Guds Moders Varetægt . “ 
Folmer ønskede netop dette , af rokke hendes Sikkerhed ; 
det funklende Blik og det fortrolige Du glædede 
ham , og han sfred nu til af give hende Beretning om 
hans sidste Møde med hendes hedengangne Fader og 
lod hende vide , af det fulde Minde til deres Trolovelse 
var bleven givet af den Afdøde , forinden han gik bort . 
Folmer anførte selve Hr . Mogens ' s Ord og spurgte 
om hun troede sin Fader til af give sin Datter bort 
til en god ædelig Mand , havde hun kun været hans 
Slegfredbarn ? Dog , Margaret , som lyttede med spændt 
Opmærksomhed til Ordene , opdagede strax , af en udtrykkelig 
Anerkjendelse af hendes ægte Fødsel fattedes . 
„ Det være nu , som det være vil ! “ sagde hun , 
„ ikke skal det lykkes Dig af rokke mit hellige Forsæt , 
som er af leve og døe som Jomfru og , inden et Aar 
er forløben , af vorde Herrens Brud . Dog siger jeg 
om det , Du har berettet , og om min Faders Ord til 
Dig — Gud naade hans Sjæl , som gav mig Liv ! 
Der var ei Sandhed i hans Mund , og han talte ikkun 
saa for af tækkes Dig . Dag og Nat bede vi for 
ham , og Kirken gjenlyder af de hellige Vigilier , som 
skulle frie hans Sjæl af Skjærsildens Pine . “ 
„ En svar Smerte for min Sjæl “ , sagde Folmer , 

„ af höre Dig tale saa ! og ikke blot af den Aarsag , 
af du röves mig fra og mit Livs Lykke plat tilintetgjöres ; 
men for din egen Sjælefreds Skyld . Mig ræddes , 
Margaret , ved af tænke paa den Stund , da du bliver 
seende , da det Helligheds Skin , som nu daarer Dit 
Øie , vil blegne og falde af , og Du skuer Hykleriets 
Fulhed , saa og det kjødelige Sindelag , som i dette 
Kloster fjæler sig under Helligheds Kappe . “ 
„ Folmer ! “ sagde Margaret , „ Du er en Kjætter 
og raaber , naar du faler saa til mig , for døve Øren . 
Dog vide Du , at hidindtil saae jeg intet Uskikkeligt 
herinde i dette Kloster . “ 
„ Da lover jeg Dig “ , udbrød Folmer i stor 
Harme , „ at er Du først indklædt og kan ei mere 
slippe de Nonners Tag , Du vil faae Mere deraf at 
see , end Du ønsker ! Dog , Margaret , vare end alle 
disse dumme , mædskede Klostersøstre saa fyldte af den 
Helligaand , som de nu ere fulde af Dorskhed og kjödelig 
Lyst , og flød end det rene Evangeliums Ord fra de 
vanvittige Munkes Læber , som nu blot fylde Dine 
Øren og Din Sjæl med Fabel og Løgn — det er 
tvert imod Guds vise Hensigt , at Menneskebørn saa 
spærres inde og oplæres dertil ved et afgudisk Mummespil 
at foregøgle sig et Helligheds Skin , hvilket deres 
Tanker , Ord , ja Gjerninger hver Dag gjøre til Løgn . 
Min Elskede ! Du troe dog omsider Din sande Ven , 
som siger : ei Klostermure , ei Gitter , ei Røgelse hvad 
Heller Sang og Klang lukker Djævelen ude — nei , 
for Sande « ! han er derinde og har snarest størst 
Magt der , hvor han fjæler sig i Helligheds Kappe og , 
sikker for den verdslige Retfærdigheds Arm , sniger sig 

til at udøve mangen sort Daad . O , kunde jeg samle 
som i eet Billede blot en ringe Part af de Skjendselsgjerninger , 
som ere forøvede af Munke og Nonner , Du 
vilde ræddes og gaae herfra med mig i denne Stund ! “ 
Som Folmer sagde dette , hørtes en svag Larm , 
og Margaret foer sammen ; men Folmer bemærkede 
det ikke . Hans indtrængende Ord , som vidnede baade 
om hans faste Overbevisning og hans urokkelige 
Hengivenhed for hende , Stemninger hos hende selv , som 
nu vare undertrykkede , men Folmers Ord atter kaldte 
til Live , sammensvore sig imod hendes papistiske Tro 
og gjorde hende et Øieblik vaklende . Uden den Lyd , 
som bragte hende til Besindelse , vilde hendes Svar 
vistnok faldet noget anderledes ud ; nu viste det , at 
hun atter havde tillukket sit Hjerte , og at hun end 
ikke vilde afgive nogen Tilstaaelse om de Anfegtelser 
og indre Kampe , hun havde gjennemgaaet . 
„ Du troe ikke , “ sagde hun , „ paa onde og kjætterfke 
Menneskers Bagvadskelser , som gjøre de stakkels Klosterbrødre 
og Klostersøstre svarligen Uret ! Saa er det 
nu fat med mig , at gode Forsætter og hellige Tankerher 
i denne Helligheds Bolig falde over mig og stedse 
kommer jeg Guds og hans Helliges Samfund nærmere . 
Jeg har min snevre Celle kjær , Folmer ! I den er Fred , 
og al Verdens Forfængelighed og Uro er der lukket ude . “ 
„ Feighed det , “ tog Folmer atter til Orde og hans 
Stemmes Klang røbede hans stigende Utaalmodighed , 
„ saa at flye fra Verden og al Gjerning i den ! 
Jammerligt det , at tiltrænge Mure og Slaaer , i den 
Tro derved at bevare sin Dyd og holde gode Forsætter 
oppe ! Ærefuldt og skjønt derimod at leve i Verden 

og dog have sin Herre og Frelser i sit Hjerte , stride 
den gode Strid ved hans naaderige Bistand og alt imens 
virke for dem , man elsker og vorde sin Næste og sit 
Fødeland til Gavn . Dog — hvi skulde jeg spilde 
flere Ord nu ? Du skal igjennem det Mørke , Herren 
give Dig en lykkelig Udgang derfra og Frelse tilsidst ! 
Inden Aaret er omme , Margaret , kan meget skee 
— ja tænkelig det Kloster , hvori du nu lever , med 
alle de andre vorde nedlagt . “ 
„ Broder Ambrosins af Om , “ svarede Margaret 
ivrigt , „ siger , at hvad end den udvalgte kjætterske Konning 
agter at gjøre , ingensinde vil han djærve sig til 
at røre de Herreklostre . “ 
„ Broder Ambrosins ! “ udbrød Folmer og saae 
op ; „ har han nogen Deel i denne Din Beslutning at 
tage Sløret , Margaret ? “ 
„ Ja “ , svarede Margaret og saae hen for sig 
med et sværmerisk Blik ; „ er og han i Dine Øine en 
Skalk og Løgner ? “ - 
„ Nu , Gud have Lov ! “ sagde Folmer , „ det er 
mig da forundt at tænke lidet bedre , Margaret , om 
Dig og begribe Din Forblindelse — enddog , Gud 
bedre ! min Uro ikke derved vorder ringere , naar jeg 
tænker paa Enden . Dog , Broder Ambrosins er en 
retskaffens Dannemand , enddog han maa kaldes en 
forstokket Papist . Jeg tænkte , Gud forlade mig det ! 
at Sortebroder Vigand , denne arge Skalk , sort foruden 
og sort forinden , og ikkun han , havde evnet at lokke 
Dig i de Nonners Garn . Dette skal være mit sidste 
Ord til Dig for denne Sinde , Margaret — vogt 
Dig for ham ! eller ved min Sjæls forventede Salighed , 

mig frygter saare , den Dag maa komme , da Du 
bittert vil angre , at Du satte Din Lid til den argeste 
Hykler , der nogen Tid slak i en Kutte ! “ 
Da Hørtes atter den samme Larm , men stærkere . 
Folmer studsede , Magaret saae sig forskrækket om . 
Hun vidste , at der var et Lydhul , gjennem hvilket 
Abbedissen , og hvem hun dertil bemyndigede , kunde 
høre , hvad der blev sagt i Talestuen ; men det var 
blevet hende strengeligt paalagt ingensinde at røbe det 
for nogen Lægmand . Nu sagde hun dog med dæmpet 
Røst : 
„ Du raabe ikke saa høit , Folmer ! Hvad om 
Nogen hørte det , Du der sagde ! “ 
„ Ha ! “ udbrød Folmer med hævet Røst , „ at jeg 
kunde tænke , Noget gik ærligt til i denne Falskhedens 
Hule ! Naa , Gud have Lov , skulde den Sortkappe , 
jeg nævnede , have luret og faaet høre sin egen Skam ! “ 
Deri tog han ikke feil ; thi baade Vigand og 
Abbedissen havde været ved Lydhullet , og Larmen var 
opstaaet derved , at Vigand , fuld af Forbittrelse , vilde 
styrte ind og afbryde Sammenkomsten , hvorimod 
Abbedissen holdt ham tilbage , da det forekom hende , 
at Folmers kjætterske Tale ikkun gav dem Vaaben i 
Hænde imod ham , og Margaret desuden , som det lod , 
klarede vel for sig . 
Nu peb en Dør paa sine Hængsler , Margaret 
tilkastede Folmer et smerteligt Blik og forsvandt , hvorefter 
Abbedisse Marines grove og fyldige Ansigt vredeblussende 
viste sig ved Talegitteret . 
„ I have Tak , Folmer Hansen ! “ sagde hun 
spydigt , „ for alle de skjønne og høviske Ting , I 

haver sagt om Søstrene i Vissing , Broder Vigand og 
alle andre hellige Brødre og Søstre ! Ved Guds 
hellige Moder og Sancte Benedict ! for slig ugudelig 
Bandskrop , som Eder , oplades ingensinde tiere Talegitterets 
Skodde , derpaa kan I forlade Eder ! og skulde 
I nogen Tid atter liste Eder herind som en Tyv , vore 
Svendes Knipler skulle da dandse paa Eders kjætterske 
Ryg , saa I skal mindes , I haver været i Vissing ! “ 
„ I forsøge det helst strax ! “ sagde Folmer . „ See , 
her er et Glughul — et Stød i min Pibe , og mine 
Svende ville komme over Eder , som Filistrene over 
Jøderne . “ 
„ I vil ikke vove , “ sagde Abbedissen med dirrende 
Røst , „ at krænke Klostrets Fred . “ 
„ For denne Sinde , “ svarede Folmer , „ skal I 
flippe med Skrækken . Dog vide I , at jeg kommer 
visselig igjen , før eller siden , det være sig nu som 
Tyv eller Røver ! “ 
Dermed gik han , og haardt slog han Dørene i 
efter sig , indtil han var i det Fri , hvorpaa han flux 
steg til Hest og red bort med Knud og sine Svende . 
Knud skjønnede af hans Taushed og mørke Mine , 
hvad Udfald hans Samtale med Margaret havde faaet . 
Fra nu af fik han ingen Foranledning til at prise 
Folmers gode Lune , og det blev ham , der maatte 
holde sin Vens Mod opret . 
Men Margaret var fra Talesfuen ilet til sin 
Celle ; der kastede hun sig paa Løibænken og græd 
krampagtigt og længe . Mens hun stod Aasyn til 
Aasyn med Folmer , havde hans Tale forarget hende , 
og Svarene havde været paa rede Haand ; Bevidstheden 

om hendes Skriftefaders og Abbedissens Nærværelse 
ved Lydhullet havde , da hun mærkede den , gjort hende fast , 
naar hun blev vaklende ; men nu , da hun var alene 
og Folmer borte , bukkede hun for et Øieblik ganske 
under . En heftig Længsel efter atter at see ham greb 
hendes Hjerte , og hans Advarsler , om hvilke hun havde 
ladet haant , fik en Vægt og Sandhed , som fyldte 
hendes Sjæl med Angst . 
Dog , hvad var dette Andet , end en Anfegtelse , 
Djævelen havde paaført hende ? Hun tænkte sig Fader 
Ambrosius nærværende og lyttende til hendes Beretning 
om dette Møde ; hun hørte i Aanden hans 
Svar , saae Rynkerne i hans ærværdige Pande og 
følte hans misbilligende og bekymrede Blik hvile paa 
sig , idet han ynkede hendes Svaghed og Ubefæstethed 
i Troen , og hun bluedes i sit Hjerte . 
Hun sprang op , blottede sine hvide Skuldre , greb 
Svøben , som hang paa Væggen under Crucifixet og 
tildelte sig selv tolv Slag . Hendes unge Arm var 
kraftig , og hendes brændende Selvhad lod den svinge 
Svøben saa eftertrykkeligt , at da den sidste Gang havde 
ramt hendes fine Hud , vare Snorerne blodige . 
Med et Smiil hang hun atter Svøben hen , 
dækkede sin blodige Skulder med den grove Særk og 
Kjortelen og knælede derefter ned paa Gulvfliserne , 
idet hun greb sin Rosenkrands og begyndte at bede 
den hele Cyklus af Bønner , som Rosenkrandsens Opfinder , 
den hellige Dominicus havde anordnet . 
Hvor ofte havde ikke Vigand fortalt hende om 
denne hans Klosterordens Stifter og om Rosenkrandsfesten , 
ved hvilken Sortebrødrene den første Søndag i 

October mindedes den grusomste aandelige Tortur , som 
nogensinde er opfundet . Vilde Frelseren ikke , havde 
han end vandret Paa Jorden og var traadt ind til 
Margaret , ynkedes over hende , som underkastede sig 
det tyranniske Menneskebud at gjennemgaae i Tanken 
hele hans Levnetsløb , inddeelt i fem glædelige , fem 
sørgelige og fem glorværdige Hemmeligheder og alt 
imens opremse 150 Bønner , eller rettere Fadervor , 
Ave Mariæ og Ære være saa mange Gange , indtil 
hiint frygtelige Tal blev naaet ? Vigand havde kaldet 
disse Bønner aandelige Smaasøiler , der dannede et 
herligt Guds Tempel , men mon Margaret ikke allerede 
havde erfaret , at de snarere vare at ligne ved Gravstene , 
der betegnede hendes andægtige Tankers Død , 
og som gjorde hendes Sjæl til en Kirkegaard ? Han 
havde lignet Rosenkrandsbønnen ved en Rosenkrone , 
ved hvilken de Troende gjøre Jomfru Maria en Foræring ; 
var den ikke snarere at ligne ved et Torturredskab , 
hvis Anvendelse maa drive en Menneskesjæl 
til Vanvid ? 
Det lykkedes hende kun at komme igjennem den 
glædefulde Rosenkrands og de første halvtredssindstyve 
Bønner ; da sank hun afmægtig om paa Steengulvet 
og vidste af Intet , før hun vaagnede , liggende paa 
sin Løibænk . Hun følte en velgjørende Svalhed paa 
sit Hoved og saae Søster Barbara staae hos med et 
vaadt Klæde . Hun hørte den tykke , godmodige Kvinde 
snart trøste , snart skjende , fordi hun havde været sig 
selv saa haard , indtil hun fornam , at Kræfterne og 
Bevidstheden ganske vare vendte tilbage , reiste sig og 
begjærede at være alene . 

Dog , da Barbara , ingenlunde misfornøiet over 
at befries for Sygeplejens trættende Gjerning , fjernede 
sig , traadte Vigand ind ad Cellens Dør . For første 
Gang i lang Tid følte Margaret sig greben af Uro 
og Modvillie ved at see ham . Hun sank atter ned 
paa Løibænken , og en hende selv uforklarlig Gysen 
gjennembævede hende , da han traadte hen til hende , 
lagde sin Haand paa hendes Hoved og sagde : 
„ Guds Moder seer til Dig fra sin himmelske 
Throne og lønner Dig med sit kjærlige og guddommelige 
Bifaldssmiil . Det ganske Kloster gjenlyder af Din 
Roes , og Søster Marine har fremstillet Dig som et 
glorværdigt Exempel for de hellige Kvinder , hvis Lige , 
nei hvis Forbillede Du om føie Tid skal vorde . Lever 
Du , min Datter og udviser fremdeles slig Nidkjærhed , 
visselig vil Du ende som Abbedisse og dette Klosters 
høit ærede Forstanderfke ! “ 
Hvor forunderligt , Margaret følte ikke mindste 
Glæde ved at høre en Lovtale , som for ikke længe 
siden vilde bragt hende til at rødme af Stolthed ! Hun 
harmedes over sit eget Hjertes Gjenstridighed og stred 
fortvivlet imod , men alt mens Vigand talte , hørte hun 
i Aanden Folmers Røst , som sagde : han er en arg Skalk , 
sort foruden og sort forinden — vogt Dig for ham ! 
Hun slog Vigands Haand uærbødigt bort , reiste sig 
og sagde med et Blik , hvis Kulde krænkede ham dybt : 
„ I forvirrer mig ikke ved flig Smigertale ! “ Guds 
hellige Moder ! “ udbrød hun og sank atter ned paa 
Løibænken , „ Du forbarme Dig over mig og sende 
mig Klarhed og Fred ! “ 

Dette Udbrud formildede atter Bigand , han tog 
Plads ved hendes Side og sagde : 
„ Du tilgive mig , Margaret , at jeg i min Glæde 
over Din hellige Nidkjærhed forglemte den haarde 
Bod , Du nys har paalagt Dig selv og de Lidelser , 
den paaførte Dig . Du vise en anden Gang lidt 
mere Skaansel mod Dig selv og spare Dit Legeme ! “ 
„ Give Gud ! “ sagde Margaret , „ min Sjæl var 
saa karsk , som mit Legeme ! “ 
„ Sandt nok , “ foer Vigand fort , „ en svar Anfegtelse 
er idag kommen til Dig , en Kjætters Aande har 
forgiftet Luften for Dig , og hans ugudelige Ord have 
ængstet Din Sjæl ; dog , nu er denne onde Aand veget 
bort og for de syndige Tanker , der muligt har rørt 
sig i Din Sjæl , har Du gjort fuldelig Bod . “ 
„ Syndige Tanker ? “ spurgte Margaret med blussende 
Kinder , „ hvad er Eders Mening med den Tale ? “ 
„ Nu , Margaret , “ sagde Vigand med et skummelt 
Smiil , „ Du indbilde Dig ikke , at Dit Hjerte skulde 
være en lukket Bog for mig , hvis skjønne Kald det 
har været at veilede Dig fra Dit tiende Aar og indtil 
denne Dag . Du har elsket denne Kjætter , jeg har 
vidst det og tiet dertil , haabende , at denne syndige 
Flamme vilde slukkes af sig selv . Dog , nu er Øieblikket 
kommet , da Taushed maatte paaføre mig Beskyldning 
for utilstedelig Efterladenhed . Du høre nu mine 
Tanker om Dine Vilkaar , og hvad Du bør gjøre . — 
Du bør aflægge et helligt Løfte til Guds Moder , 
ingensinde tiere at give den Bandskrep , om hvem vi 
tale , Gehør . Du bør udrive ham af Dit Hjerte , 

helst forglemme ham , men evner Du ikke det , da bør 
Du hade ham som en Frister , ja som den Onde selv ! “ 
Margaret sad dødbleg og saae ned for sig , idet 
hun knugede sine foldede Hænder mod sit Bryst . 
„ Dog “ , føiede han til i en mildere Tone , „ jeg 
bør betænke Din Ungdom , og at Du er en Kvinde . 
Dit ømme Hjerte vil end spille Dig mangt et 
Puds — da lukke Du det ikke til og ikke stole Du 
paa egen Kraft ! Lad mig , naar Anfegtelserne komme , 
høre Dine Sukke og fortroe til mig Dine hemmeligste 
Tanker ! Ikke vil jeg vredes over det , jeg da faaer 
at høre , det være nok saa syndigt . Viis mig fuld 
Tillid , og Du skal sande , at jeg ingenlunde er haardhjertet , 
eller at jeg ikke skulde kunne fatte en ung 
Jomfrus Hjertesuk . Dyrebar er mig Du , hvis Sjæl 
jeg har fostret og for hvis Vel jeg har bedet Dag og 
Nat nu i syv samfulde Aar . “ 
Som han sagde dette , lagde han sin Arm fortroligt 
paa hendes Skulder ; men hun rev den bort , 
sprang op og stod for ham dødbleg og med et lynende 
Blik . Hun løftede Haanden og pegede paa Cellens 
Dør , som om hun vilde byde ham at gaae ; men der 
kom intet Ord over hendes Læber . Han blev siddende 
og stirrede paa hende med et brændende Blik . Da 
trak hun Hætten over sit Hoved , saae fly til ham og 
flygtede ud af Cellen . 
Dog , hvad hjalp her Flugt ? Hun tyede til sin 
Moder , græd ved hendes Bryst og forvirrede hende 
ved vild , uforstaaelig Tale . Abbedissen blev hidkaldt , 
men da blev Margaret stum , og hun fik Huusraad og 
Anviisning paa Lægemidler , i Stedet for Trøst . Søster 

Marine havde før seet Ungsøstre rase saa , det var 
stedse drevet over , og kort Tid efter havde de spøget 
og leet trods den Muntreste . Tænkelig var Cellens 
Ensomhed den kjære unge Jomfru end for sørgelig ; 
hun havde faget det for hidsigt med sine Bodsøvelser ? 
Nu , derfor var der Raad , thi hun kunde jo atter 
flytte ind til sin Moder , indtil hun var bleven karsk . 
Dette Raad fulgte Margaret ufortøvet og følte 
stor Lise og Beroligelse derved . Hun havde i nogen 
Tid næsten vraget sin blide og aandssvage Moders 
Selskab ; nu gav den barnlige Fred , der var i Genetes 
Nærhed , hendes Hjerte Husvalelse , og de levede nogen 
Tid sammen , mere som om de atter vare i Genetes 
Kammer paa Tjele , end i Kloster . I al den Tid 
holdt Vigand sig fra dem , foretog nogle Dage efter 
Folmers Besøg i Klostret en Reise paa et Par Uger , 
men vendte saa atter tilbage . 
Da kom Broder Ambrosius en Dag til Vissing 
og blev indladt til Genete og Margaret . Han blev 
strax vaer den store Forandring , der var foregaaet 
med hans Yndling . Hun saae langt friskere og mere 
rundkindet ud , end da han sidst havde seet hende , 
men hun var i sit Væsen kjendelig forlegen og lidet 
tilbøielig til gudelige Samtaler . En Samtale med 
Abbedissen underrettede den værdige Klosterbroder om 
Folmer Ruds Besøg , og han fik saa vrang en 
Forestilling , som muligt , om Aarsage « til den Slaphed 
i Andagt , der siden den Dag havde viist sig for Margaret . 
Han opsøgte Vigand og den Forklaring , han der 
fik , vildledte ham end mere , og saaledes forberedet 

skred han til , inden sin Bortgang at give Margaret 
en alvorlig Formaning . 
Stor blev hans Forundring og Harme , da han 
langt fra at finde hende ydmyg og angerfuld , mødte 
Fasthed og Modsigelse . Margaret aabnede sit Hjerte , 
om ikke ganske , saa dog mere for ham , end for nogen 
Anden , og den gode Broder Ambrosius fornam , at 
uagtet hun ikke var bleven en Kjcetterfke , saa var dog 
hendes Iver for at tage Sløret og vinde Helligheds 
Krone i Klosteret mærkeligt aftagen . Da han trængte 
haardere ind paa hende , fik han at vide , at hun havde 
tabt Tilliden til sin Skriftefader , og at hun siden den 
kjcetterfke Folmer Hansens Besøg ikke havde tilladt 
Vigand at nærme sig hende . Nu , her var Noget 
for Broder Ambrosius at udrette , og han gik dertil 
med en Blinds hele Oprigtighed og Iver . Saa dyb 
var Margarets Ærefrygt for ham og saa stor hans 
Magt over hende , at hans Gjerning lykkedes over 
Forventning . Margaret begyndte desuden at føle Lede 
ved sit tomme , » virksomme Liv , og den gamle Nidkjærhed 
begyndte at vaagne i hendes Sjæl . Var Folmer 
kommen igjen som en Tyv eller Røver i hendes Vanmagts 
Tid , han vilde maaske ikke , som forrige Gang , 
draget bytteløs og fortvivlet derfra . 
Nu varede det derimod ikke længe , inden Andagtens 
Lidenskab atter fyldte hendes vansmægtende Hjerte . 
Hun bad og sang og fastede mere ivrigt , end nogensinde 
før , kun brugte hun ikke mere Svøben . Vigand 
nærmede sig hende kun med den største Ærbødighed , 
og hun . syntes at spore Anger hos ham . Burde hun 
for et Øiebliks Svagheds Skyld vedvarende hade en 

Mand , til hvem hun mente at være i stor Taknemmelighedsgjeld ? 
Maaskee havde hun fuldstændig gjort 
ham Uret , ja sikkert , det havde hun ! Vilde hun 
fattet Mistillid til ham , eller tvivlet om hans Oprigtighed 
og hans rene Hensigter , hvis Folmer ikke havde saaet 
Mistro og Angst i hendes Hjerte ? Visselig ikke ! 
Det endte da med , at hun bluedes over sig selv , 
afbad i en brændende Bøn til Guds Moder sin syndige 
Svaghed og den Lunkenhed , der havde spildt en heel 
Maaned af hendes Forberedelsestid . Da Skoven var 
fuldt udsprungen , og Folmer Nud sad mistrøstig paa 
sin Borg og lyttede til Gjøgens spottende Toner , da 
flyttede Margaret atter ind i sin Celle , mere død i 
sit Hjerte før Kjærlighed og Livets Lyst , end nogensinde 
før . Hun aflagde før Guds Moders Alter et 
helligt Løfte , at Intet mere skulde rokke hendes Tro 
og at , om saa Djævelen selv antog en Engels Skikkelse 
før at friste hende til Frafald , hun vilde staae 
imod og vise sig trofast . 



Anden Bog . 



Første Kapitel . 
Nye Raad . 
l§t Aar er henrunden , og Skærsommer - Solen 
kaster atter sin Glands over Danmarks grønne Skove , 
blinkende Søer og blaae Sunde . Af den moderlige 
Jord er fremvældet Blomster , Græs og Korn , hvor 
der er saaet noget , og hvor ikke Ryttere og Landsknegte 
have nedtrampet det , der er fremspiret . Borgerkrigen 
raser fremdeles , men den udvalgte Konnings 
Sag har gjort mægtige Fremskridt . Han ligger nu 
med sin Hær for Kjøbenhavn , hvor det blodige Dramas 
sidste Handling er begyndt . Dagen nærmer sig , da 
han skal trykke Tvillingrigernes Dobbeltkrone fast paa 
sit Hoved og derefter sfride til den store Gjerning , 
Gud havde givet ham at udføre her i Verden , hvilket 
lykkedes hans klare Tanke og faste Villie saa vel , at 
det med Sandhed er sagt * ) , at han har henstillet et 
Værk , der priser sin Mester . 
Uagtet Krigen havde draget sig end længere bort 
fra Jylland , tyngede dog dens Byrder haardt paa 
* ) Paludan Müller , Grevens Fejde . 

Provindsens Indvaanere , og der gik en stærk Gjæring 
gjennem Sjælene , idet de med Spænding afventede 
det endelige Udfald . Lovløs nok var Tilstanden , mens 
Krigen stod paa ; Adelsmanden regjerede efter eget 
Tykke , og Bonden fandt sig hist og her kun knurrende 
i at bære Aaget . Landevejsrøvere holdt til i Skovene 
og hævede deres Tribut af de Veifarende , saa Ran og 
Drak hyppigt forefaldt og gik upaatalte hen . 
I deres Hjerter sfjelvede Kirkens Tjenere ved at 
tænke paa , hvad der vilde komme , naar Kong Christiern 
først sad fast i Sædet . I Byerne maatte de holde 
sig stille og skjule deres Harme og Bekymring ; thi der 
var næsten overalt Messe og Vigilier nedlagte , og 
lutherske Prædikere tordnede , i Følelsen af den Seir , 
der nærmede sig , med stedse større Dristighed mod 
Paven og „ den babyloniske Hore , “ Rom . Paa Landet 
derimod havde Papisterne friere Spil og kunde give 
deres Hjerter Luft . Ved Mos Søens Bredder tonede 
Klosterklokkerne og de Munkes og Nonners Chorsange 
Dag og Nat , de rigt smykkede Helgenbilleder bares i 
Procession , og Almuen tilbad dem knælende . Kunde 
Bønner , Messer , Sang og Røgoffre frelst den katholske 
Kirke i Danmark , visselig vilde det være skeet . 
Kun i Vissing Kloster glemte man stundom den 
overhængende Fare af Iver for at vinde en Sjæl og 
formere Klostrets Gods . Efter lang Tids Stilhed , 
under hvilken Margarets papistiske Iver var bleven 
sløttet af Broder Ambrosius og opildnet af Vigand , 
kom der paany svære Anfegtelser til hende , og den 
endelige , skjebnesvangre Udgang paa Kampen nærmede 
sig ogsaa for hende — Kampen mellem misforstaaet 

Fromhed , Fanatisme og Ondskab paa den ene Side , 
Sandhed , Dyd og Livets berettigede Krav paa den 
anden . Det var i det Smaa den samme Strid , som 
i det Store udfegtedes i det ganske Folk ; men kun i 
dybe , alvorlige Sjæle , som Margaret og hendes Lige , 
afspeilede sig Kampens inderste , aandelige Væsen . Saa 
forblindet var hun dog nu bleven , at hverken Sandhed 
eller Fornuft mere formaaede Noget over hende , og 
visselig vilde hun vedblevet at vandre i Mørke , havde 
ikke hendes Livs onde Aand tilsidst frækt revet Sløret 
fra hendes Øine . Hendes Venner vare dog i Nærheden , 
og dem ville vi nu opsøge i den Afkrog , hvor 
de for hendes Skyld havde fæstet Bo . — 
En god Miil fra Vissing , ved en Bugt af Juul 
Sø og lige overfor Himmelbjerget , eller Kollen , som 
Bjerget dengang almindeligt kaldtes , laae Kjærs Mølle 
ved sin blanke Mølledam , omtrent ligesom nu , dog 
end tættere omgiven af frodige Ege og Elle . Det 
var en skjøn , klar Midsommersaften ; den synkende 
Sol lod sine Straaler spille paa Dammen , paa Trætoppene , 
paa Juul Søens krusede Vover bag dem og 
henad Bakke-Aasens skovklædte Sider . Selve Kollen 
og de ved dens Fod liggende anseelige Lynghøie viste 
sig i Aftenskjæret med bløde Omrids , som vare de 
iklædte bruunt Fløiel . 
Paa en liden Brink hiinsides Mølledammen , i 
Ly af nogle Buske og med den skjønne Udsigt til 
Dammen , den af Træer overskyggede Mølle og den 
storslaaede Baggrund , Bjergene danne , sad Folmer 
Rud og Knud Mogensen . Begge vare de iførte grove 
Vadmels Kofter , saa at de i det Ydre ikke adskilte sig 

fra Omegnens Bønder . Folmer sad hensunken i Grublen 
og saae ned for sig med et mørkt Blik , Knuds Mine 
derimod var lys og munter som den klare Dag . 
Hans glade Blikke fulgte en ung Kvinde , som 
fra Møllen nærmede sig , bærende en Træbakke med 
en Kande Øl og to Leerkruus . Nu kom hun frem 
af Træernes Skygge og gik paa Stien langs Dammen 
henimod det Sted , hvor Folmer og Knud sade . Aftenglandsen 
faldt paa hendes friske Aasyn og skjønne 
Skabning , som ingenlunde vanheldedes af den Bondepigedragt , 
hun var iført . Det grønne Livstykke sluttede 
tæt om hendes fulde Barm og imellem Snørelidserne , 
som holdt det sammen , saaes en Brystdug , hvis Fiinhed 
ikke ganske svarede til Klædningens Simpelhed . Det 
røde Skjørt faldt i svære Folder om hendes runde 
Hofter , og et uldent Bælte med et simpelt Spænde 
omslultede den smække Midie . Den skjære Ansigtsfarve 
og Hændernes Hvidhed sammensvore sig med 
Brystdugen og vidnede mod Klædedragten og de plumpe 
Sko . Dog , trods disse sidste gik hun let og nærmede 
sig hurtigt . Nu kunde Knud see det skjelmske Blink i 
hendes blaae Øine og Smilehullerne i hendes Kinder 
— dobbelt skjelmsk var Ide Nielsdatter at see til nu , 
da den sorte Fløiels Hue sad tæt om hendes Hoved 
og indfattede hendes Ansigts fine Runding i en Ramme ; 
og det var saare langt fra , at Knud græmmede sig 
derover , at hendes rige , gyldne Haar ganske dækkedes 
af Huen , thi denne var Tegnet paa Ides nye Stand 
og mindede stadigt om , at nu var hun Knud Mogensens 
Hustru . 

Da hun havde naaet Mændene og varsomt sat 
Bakken fra sig i Græsset , drog Knud hende til sig og 
gav hende til Tak for hendes Gang et hjerteligt Kys . 
Saa skjænkede hun i Krusene , og da Folmer vinkede 
afværgende med Haanden og tilkjendegav hende , at 
han ikke begjærede at drikke , saa kredentsede hun det 
ene Kruus til sin Huusbond , rakte ham det og spurgte 
hviskende : 
„ Mindes Du hiin Dag paa Vingegaard ? “ 
„ En god , lyksalig Stund , den , for mig ! “ svarede 
Knud med det fulde Bæger i Haanden , „ dog ikke for 
Dig , saa vist som jeg hidindtil ikkun har evnet at 
byde min Hustru ringe Kaar . “ 
„ Drik Knud ! “ sagde Ide og loe , „ enddog det 
fryder mig , at Du end , som hiin Dag , forglemmer 
Kruset over mig . Ringe Kaar ! “ vedblev hun og 
hendes lyse Øine funklede ; „ ak Knud , ikke stunder jeg 
efter Høihed , og over al Maade lyksalige have vi 
været her i dette Skjul hos den gode Peer Korne og 
hans Hustru , lyksalige just formedelst Ringheden og 
Ubemærketheden , som har tilladt os at leve ganske for 
hinanden ; ak , kunde vi forblive her til evig Tid ! “ 
„ Kvindesnak det ! “ sagde Knud og rystede paa 
Hovedet . „ Led vilde Du blive tilsidst ved Din Huusbond , 
skulde han stedse lege Svend hos en usselig 
Møller og dølge sig i Vadmels Kofte . “ 
„ Usselig er ikke Peer Korne , “ sagde Folmer og 
hævede pludselig Hovedet ; „ tvert derimod en velstaaende 
Mand og dertil al Agtelse værd . Ikke tale 
Du saa ringeagtende om ham ! “ 

„ Forlad mig , Eders Naade ! “ svarede Knud 
fkjemtefuldt , „ jeg mente Eders Tanker at være langt 
herfra , og forglemte jeg da , at Peer Kornes Fader 
fordum var en af Eders Faders Vordnede . Nu , 
Folmer , “ vedblev han med Alvor , „ det paaminder 
mig derom , at vi skylde Dig dette venlige Herberge , 
der behager min unge Hustru saa vel — som vi da , 
næst Herren , ene have Dig at takke derfor , at vi , 
Ide og jeg , nu ere tilsammen i Fred og Glæde . Vi 
drikke nu et Takkebæger , Ide , til Ære for vor Lykkes 
Fordrer , Folmer Hansen af Æten Rud , om vi da 
kunne faae see et Smiil paa hans alvorsfulde Aasyn ! “ 
„ Hjertens gjerne gjør jeg det , “ sagde Ide og 
drak , mens hendes Øine saae smilende over Krusets 
Rand . 
„ Ei hvad , “ svarede Folmer med et Smiil , der 
faldt tungsindigt nok ud , „ Knud er sin egen Lykkes 
Mester ; han voldførte jo sin Brud , som Ridder Samsing , 
om hvem vi nys sang . “ 
„ Saa skete det ! “ udbrød Knud og nynnede derpaa 
følgende Vers af Visen om Samsing , som tjente 
i Kongens Gaard og bortførte hans Søster : 
Jeg svøbte hende i min Kaabe blaa 
Og løfted hende paa min Ganger graa . 
Jeg satte hende paa min gode Hest 
Og førte hende hjem , som jeg kunde bedst — 
og dobbelt dyr er hun mig derfore ! “ 
„ Og Ide sagde , som liden Kirsten , “ foer Folmer fort : 
Saa gjerne jeg det gjorde , 
Om jeg for min Broder turde ! “ 

„ Det er min Sorg og mit Suk , “ sagde Ide 
rødmende , „ at det maatte komme saa ! “ 
„ For meget Godt , Ide ! “ udbrød Knud , „ vilde 
jeg ei undværet den Stund , da Du steg i Sadlen 
hos mig i Bjerregrav Mose og slog Dine Arme om 
min Hals . “ 
„ Stor Sorg voldte vi Barbara Jokumsdatter 
derved , “ sagde Ide spodsk . 
„ Ja ! “ udbrød Knud , „ see der et ædelt Hjerte i 
ufri Jomfrus Barm ! Hun laante os Huus og handlede 
mod os , som mod en Søster og Broder . “ 
„ Vel dog , Knud ! “ sagde Ide og truede med 
Fingeren , „ hun sidder saa langt herfra i Viborrig ! “ 
„ I gantes , “ sagde Folmer med Alvor , „ og 
mindes Alt , uden den Forsmædelse , som timedes Eder , 
da I bleve viede — en fuul papistisk Vielse med 
Messe og Smørelse var det jo . “ 
„ I sige ikke det end een Gang , Folmer ! “ udbrød 
Ide heftigt ; „ fuld god og gyldig var den ; kunde saa 
Heller ei skee paa anden Viis , eller andet Steds , end 
i Vissing , og er Abbed Thomas en reenlivet Mand , 
paa hvis Ære Ingen hidindtil satte Klik ; allersidst , 
det veed jeg , tør I vrage Brudepigen , al den Stund 
det var Margaret Mogensdatter , dog — 
„ Nu , nu , Jde ! “ faldt Folmer ind , „ I blive 
ikke saa hed ! “ 
„ Til Beviis derpaa , at jeg er ikke hed , “ svarede 
Ide , „ da lad mig fuldføre min Tale og føie til : det 
blev lige godt en arm Brudefærd , saasom Tvende fattedes , 
Christof og I , Folmer , dog end Flere , hvem mit 
Hjerte haver kjær . “ 

„ Ak , Ide ! “ udbrød Folmer , „ hvor bliver vor 
Bestcmdighed i Troen , naar det gjelder ? Da jeg red 
med Eder og Knud ind paa Kjellinghøl , og Bodil 
skjeldte mig for en Kvinderøver , thi hun tænkte , det 
var Margaret , jeg førte hjem , da ønskede jeg i mit 
Hjerte , det havde været saa , havde end den argeste 
Papist føiet vore Hænder tilsammen . “ 
„ Du gjøre saa ! “ sagde Knud . „ Ringe Vovestykke 
det nu , at røve en Jomfru af et Kloster ! Hvo vil 
agte derpaa , om de Nonner og Munke end fkrege af 
Harme , saa de kunde høres over det ganske Land ? 
Større Vovespil var Ides Flugt med mig fra Holmgaard ; 
uden Dig , Folmer , som var vor gode Dagtingsmand * ) 
hos Christoffer , vilde det sluttelig gaaet 
os ilde . “ 
Folmer nikkede , thi deri maatte han give Knud 
Ret . Nær havde Folmers og Christoffers lange og 
faste Venskab faaet en brat Ende over den Sag . 
Folmer havde først forsøgt at snakke sin Ven til Rette 
med Hensyn til Broderens Drab og navnlig fremhævet , 
at Thomas fra først af havde tirret og udæsket Knud 
og dernæst paa Knuds Vegne følt sig for angaaende 
Ide ; men uagtet Christoffer i Begyndelsen havde udtalt 
sig lemfældigt , ikke saasnart fornam han , at Knuds 
Hu endnu stod til hans Myndling , før Piben fik en 
anden Lyd , og Folmer indsaae , at her var Intet at 
udrette med det Gode . Han havde da ladet Christoffer 
vide , at Knud neppe vilde skye at bortføre Ide , men 
derom lod Christoffer haant og mente , at det skulde han 
* ) Mægler , Voldgiftsmand . 

let forebygge . Denne Samtale fandt Sted i Julen 
paa Holmgaard , medens Christoffer var hjemme , og det 
var hans Agt , naar han atter drog i Leding , da at 
føre Ide med sig til Sjælland og anbringe hende hos 
en af sine Frænder ; men forinden det blev sat i Værk , 
hentede Knud Fuglen af Buret . Christoffer var da 
ilet efter dem , men han red forkeert Vei , til Kjellinghöl , 
hvor han havde meent at overraske dem , men kun 
traf Folmer , som lige ved et Bud var bleven underrettet 
om , at Vielsen havde fundet Sted , og at det 
nygifte Par var paa Veien op til ham . Han havde 
svaret med at tilsige Knud og Ide Huusly og Beskyttelse 
paa sin Borg ; men da Christoffer erfoer dette , 
blev hans Harme stor , og saa hidsigt faldt Ordene , at 
paa et hængende Haar var han kommen til at maale 
Klinge med sin ældste og bedste Ven . Det var dog 
omsider lykkedes Folmer at dæmpe den ærlige Christoffer 
Kruses retfærdige Harme . Christoffer bøiede 
sig for det Argument , at Ulykken nu engang var skeet 
og ikke stod til at ændre , og at han ved at forfølge 
den Sag for Retten kunde gjøre to Mennesker , som 
dog begge igrunden vare gode og retsindige og Intet 
ønskede hellere , end at forlige sig med ham , ulykkelige 
for Livstid . Dog maatte Folmer gaae i Borgen for 
Knud , at denne vilde forholde sig rolig og ikke gjøre 
Fordring paa sin Hustrus Formue , hvilken Christoffer 
agtede at tilbageholde og ikke slippe af Hænde , førend 
Knud havde beviist sin ægte Fødsel , eller idetmindste 
erhvervet sig en Stilling , hvorved han gjorde sig fortjent 
til Agtelse og Tillid . 

Folmer sad nu og tænkte over alt det , han havde 
gjennemgaaet med sin Ven Christoffer for Margarets 
Broders Skyld ; men han erkjendte , at den hele Sag 
havde beskjæftiget hans Tanker paa en gavnlig Maade 
og holdt ham opret paa en Tid , da han var nærved 
at bukke under for haabløs Tungsindighed , ligesom 
ogsaa det lykkelige unge Pars Selskab havde været 
hans eneste Trøst . Der var da ingen Bitterhed mod 
Knud og Ide i hans Hjerte , men snarere Taknemmelighed , 
og han sagde derfor blot med et Anstrøg af 
sit gamle Lune : 
„ Du vil , Knud , at jeg skal følge Dit glorværdige 
Exempel og voldføre min Hjertenskjær , og Du betænker 
ikke , at jeg er gaaet i Borgen for Dig . En smuk 
Borgen den , havde jeg ikke større Besindighed , end 
Du og øvede Hærværk mod et Nonnekloster ! Storlig 
feiler Du og i at tænke , at den Sag vilde gaae 
upaatalt hen , naar Fejden er til Ende og Loven atter 
ved Magt . Dog , heel ørkesløs bliver al Tale derom , 
naar vi betænke , at Margaret ikke vil , som jeg . 
Vilde Du ført Ide fra Holmgaard imod hendes Villie 
og Hu ? “ 
„ Ved min Helgen , nei ! “ svarede Knud . 
„ Seer vi det ! “ sagde Folmer . „ Dog tilstaaer 
jeg , at den Ventepine bliver mig drøi og over al 
Maade lang . Jeg sprækker af Harme ved at tænke 
derpaa , hvad den fule Sortebroder Dag ud og Dag 
ind hvisker Margaret i Øret , og hvad Broder Ambrosins 
anbelanger , da ønsker jeg , er han end saa reenlivet 
og hellig som Englen Gabriel — gid den forstokkede 
Klærk sad i Rom ! “ 

Som Folmer havde sagt dette , raslede Buskens 
Grene , og Ambrosins selv stod for dem i sin hvidgraa 
Kutte . Han hævede Haanden , som for at give sin 
Velsignelse , men da han blev vaer , hvem han havde 
for sig , sænkede han den atter . Folmer og han kjendte 
nu hinanden kun altfor vel ; thi Folmer havde for ikke 
længe siden opsøgt ham i Øm Kloster , bebrejdet ham , 
at han lokkede Margaret til at tage Sløret , og at 
han holdt sin Haand over en saa tvetydig Person , 
som Sortebroder Vigand . Det havde givet en bitter 
Ordsfrid , og Folmer var gaaet bort i Vrede . 
„ Saa foer da Broder Vigand ei med Usandhed , 
Folmer Hansen ! “ sagde Ambrosins med et strengt Blik , 
„ da han svor derpaa , at I end sneg Eder om her 
paa Egnen . “ 
„ Nu , “ svarede Folmer koldsindigt smilende , „ og 
jeg tør vel gaae paa Guds grønne Jord , og mig lyster 
fremdeles at dvæle her og lære Peer Korne den Konst 
af , at sigte sit Korn , det Ingen gjør saa vel , som de 
Klostertjenere . “ 
„ I tage Sæde , ærværdige Fader ! “ bad Ide venligt , 
„ og smage en Slurk Øl ! I har gaaet langt og 
er varm . “ 
„ Jeg takker , Ide Nielsdatter ! “ svarede Ambrosius 
og løftede Haanden afværgende , „ mig tørster ikke . I 
sige mig nu Et , “ vedblev han » formildet , idet han 
atter vendte sig til Folmer , „ er det Sanken , at I 
forgangen Nat var i Vissing og talte med Jomfru 
Margrethe ved hendes Cellegitter ? “ 
„ I lide derpaa , “ svarede Folmer , „ at jeg var 

der ; og tør vel det forblive en Sag mellem den 
Jomfru og mig . “ 
„ Osus missrsooräs nostrum * ! ^ udbrød Broder 
Ambrosius og slog Kors for sig . „ O , disse Tiders 
store og ugudelige Frækhed ! En fri , ædelig Mand 
af berømmelig Æt bryder ved Nattetide ind i et 
Klosters Helligdom og taler derom , som var det , at 
forlokke en dydig og from Ungsøster , en uskyldig Gjerning ! 
Nu vide vi , af hvad Aarsag Jomfru Margrethe 
negtede at tage Sløret og begjærede yderligere 
Henstand . “ 
„ Ja , Gud have Lov ! “ sagde Folmer og mødte 
Munkens bebrejdende Blik kjekt , „ det Løfte fravristede 
jeg hende til hendes Sjæls Frelse , at hun vil afvente 
denne Fejdes Udgang , som er nær , og hvad Beslutning 
Hans Naade , vor udvalgte Konning , monne tage med 
disse Fordærvelsens Huler , I kalder hellige Klostre . 
Da see I til , Fader Ambrosius , hvor de blive , og 
hvad Ende det vil tage med Kutterne ! De stængede 
Porte , saa haaber jeg til Herren , ville aabne sig , 
Nonnerne kunne da gaae ud , om de ville , og Mændene 
gaae derind at hente sig en Brud . Dog er det ikke 
her den stængede Port , ikke Heller Klostermuren , som 
holder min Hjertenskjær fast , men hendes egen af 
Eder og den Skalk Vigand troldgjorte Villie . “ 
„ Nu , “ svarede Broder Ambrosius , bleg af Harme , 
„ de Mure og Porte ere gode mod frække Kvinderøvere . 
I vide saa og , at , til end bedre Betryggelse , 
er der fra hiin Nat af , da I listede Eder i Klostret 
* ) Gud forbarme sig over os ! 

som en Tyv , stedse god Vagt og löse Hunde i Klostrets 
Gaard . “ 
„ Mener I dermed , “ spurgte Knud barskt , „ at fri 
Bortgang af Klostret er min Søster formeent ? “ 
„ Jeg mener det , jeg sagde , “ svarede Broder 
Ambrosius og lagde Armene over Kors , idet han saae 
Knud fast i Øinene . „ End er ikke Kirken saa vanmægtig , 
at den ikke skulde evne at beskytte dem , der 
frivilligen søge Fred og Befkjærmelse mod den onde 
Verden i dens Skjød . Det vil ei gaae saa let her , 
Knud Mogensen , som da I løb af Holmgaard med 
Ide Nielsdatter , ved Guds hellige Moder , nei ! “ 
„ Det lyder stort ! “ sagde Folmer og loe ; „ dog 
skal I nu vide , at ikke den Vagt , ei Heller de løse 
Hunde , men ikkun Jomfru Margarets egen fri Villie , 
den jeg agter , beskjærmer hende . Ikke Brækjern eller 
Tang , men mit røde Guld aabnede hiin Nat Klostrets 
Portlaage for mig , og vilde jeg , om det kunde fremme 
min Sag , tage mig det paa at kjøbe Eders Vagt og 
det ganske hellige Søsterlaug dertil , vilde jeg lade en 
Bondegaard eller to springe . “ 
„ Ugudelige , frække Mand , I er ! “ udbrød Ambrosius 
i største Harme , „ I farer der med Løgn ! Vi kjende 
den Tale om Munkes og Nonners Gjerrighed og andre 
Udyder . Dog , talte I end Sandhed , er da den , 
som kjøber en Sjæl til at svige sin Herre , bedre end 
den , som lader sig kjøbe ? Drister I Eder til at 
sige , at de lutheriske Kjætteres Levnet skulde være 
renere , end de stakkels forhaanede og beklaffede Munkes ? 
Har Mord , Rov , Skjørlevnet og Drukkenskab regjeret 

værre i dette Land , end nu i Frafaldets Dage blandt 
Kjætterne ? “ 
„ Nu , Fader Ambrosius , “ svarede Folmer , endnu 
bevarende sin Fatning , „ ikke talede jeg om de Munkes 
og Nonners Skjörlevnet , det jeg med Sandhed kunde , 
men I gjorde det . Jeg undlod det af den Aarsag , 
at jeg agter Dyden selv hos en Papist , og formener 
jeg , at I , som jeg , er en retskaffens Dannemand med 
gode Sæder . Dog er I starblind og evner ei mere 
at skjelne Hvidt fra Sort . I sige mig nu , vilde det 
I Eders Øine være en Synd at kjøbe en Kjætter 
for at frie En , I havde kjær , fra Kjætteres Snarer ? 
Dette har jeg gjort , blot omvendt , efter min Samvittighed , 
som i det Stykke er Eders ganske modsat . 
Jeg er haabende , der skal snart falde os Kjættere og 
Eder Papister en Gudsdom imellem , som skal vise 
Eder , paa hvad Side den Alsommægtigste staaer . “ 
„ Ei , ei ! “ udbrød Ambrosius , „ I , der er saa vel 
sfaaren for Tungebaandet , vil tænkelig uden Besvær 
evne at gjøre mig viis paa , af hvad Aarsag den 
Alsommægtigste skulle styrte sin egen Kirke i Gruus ? 
En Gudsdom ! I er , ved min Helgen , en skjøn Profet 
til at forkynde Herrens Straffedomme ! I oplade nu 
Eders forgiftige Mund og lade Edder flyde af den , 
at jeg ret kan skjønne Eders syndige , vantro Hjertes 
Sorthed og afmale det for den dydige og rettroende 
Jomfru , I formaster Eder til at efterstræbe , hende til 
ydermere Advarsel mod Eder og til endelig Bestyrkelse 
i hendes fromme Forsætter ! “ 
„ Ved min Frelser ! “ foer Folmer op og stillede 
sig foran Ambrosius med vredegnistrende Øine , „ I 

skal ikke gaae herfra uden Svar og give Gud , I vilde 
raabe det i Margaret Mogensdatters Øren — af den 
Aarsag ledes Gud Herren ved Eder og Eders Kirke , 
at Eders afgudiske Helgentilbedelse er ham en Fornærmelse 
og Vedersfyggelighed , Eders Afladshandel i 
hans Øine ikkun Tilskyndelse til at synde , Eders fule 
Paves og vanvittige Præsters Ufeilbarhed formastelig 
Anmasselse af den samme Guds hellige Egensfaber — 
I svare nu derpaa , om I det formaaer ! “ 
„ Nu være det nok ! “ sagde Knud og reiste sig . 
„ Ved min Helgen , ti Sværdhug ramme mindre hvast , 
end Eders forgiftige Ord , der stikke som Bier og lade 
Braadden blive . “ 
Broder Ambrosius stod et Øieblik maalløs over 
Folmers Anfald , som ramte Sagens Kjerne med en 
Nøiagtighed , han ikke havde ventet sig af en Lægmand ; 
men da Svaret kom , blev det kun en Forbandelse . 
Dog havde han neppe fremført de første Ord — forbandet 
være ! før Ide lagde sin bløde Haand paa hans 
Mund og sagde : 
„ O , ærværdige Fader ! I besmitte ikke Eders 
Læber med flige ugudelige , haarde Bandsord , dem I 
siden bitterligen vilde angre . “ 
Broder Ambrosius rev hendes Haand bort og 
sagde : 
„ Ikke det , Kvinde , men lad Hevnen være Herrens ! 
Han skjenke os Taalmodighed i disse Trængselstider ! 
Dog , det vide I , at kommer trods alle vore Bønner 
den Stund , som er Djævelens ; skal Kalken fyldes , 
nødsages vi at tømme den besfe Drik og maa det skee , 
som den Kjætter med satanisk Glæde spaaer , at Eders 

kjætterne Hertug vil bryde Klostrenes Fred og paanøde 
os ny Skik og Forandring , ikke vil da jeg længer 
spise mit Brød i dette Land , men bælte op om mig 
og vandre til den hellige Fader at lægge mine Been 
i Rom ! “ 
Da Ambrosius havde sagt dette , vendte han sig 
brat og gik bort med hastige Skridt . Af og til slog 
han ud med Haanden , som om han endnu for sig selv 
gav sin Harme Luft . De Andre saae efter ham i 
Taushed , indtil Folmer udbrød : 
„ Nu er vor Fred her i Møllen til Ende ! Slet 
maatte jeg kjende de Munke , kom her ikke fra nu af 
hver Dag en Speider at udfritte Per Korne om vor 
Gjøren og Laden og tælle vore Svende og Heste , 
saa en gammel Kjerling , saa et Barn , saa en Klostersvend . “ 
„ Nu , “ 
sagde Ide , „ for den Sags Skyld , da har 
alt gamle Mari været her . “ 
„ Saae I værre Hex , Ide , end den rynkede 
gamle Kvind ? “ udbrød Folmer i stor Harme ; „ til 
hende løber nu Margaret , og hun søger Klostret og 
er Abbedisse Marines høire Haand . Din væne , dydefulde 
Søster , Knud , og saa hiin ryggesløse Kvinde ! 
Du tænke Dig disse Tvende tilhobe og i god Forstaaelse ! 
Mit Hjerte krymper sig sammen , naar jeg 
ret stiller mig det fore . “ 
„ Ikkun eet Raad , Folmer , “ svarede Knud , „ har 
jeg at give Dig , det Du alt har forkastet . “ 
„ Nu , “ sagde Ide til Folmer , „ I ængste Eder ei 
saa over al Maade for Margaret ! Hun bjerger sig 
nok , thi hun eier et høit Sind og et fast Mod . 

Tykkedes hun Eder at være forandret , da I var hos 
hende ? Saa Lidet har I berettet os om den Nattefart 
til Klostret ; lidt mere vidende bleve vi nys , da I 
blev hed og skjendtes med Fader Ambrosius . I sige 
os nu Alt , hvor det gik til ! “ 
„ Saamænd , Ide , “ sagde Folmer efter et Øiebliks 
Grublen , „ bedst , at I og Knud vorde bedre underrettede , 
al den Stund jeg nu tænker paa nye Raad . 
I vide da , at først er der den gamle Portsøsfer 
Benedicte , hun er til Fals til enhver Tid . Din Bent 
er en snu Karl , Knud ! Da han forgangen Dag gik 
til Margaret med det Brev fra Ide , da gav jeg ham 
i Opdrag at kjøbe Benedicte , og han skilte sig vel 
derfra ; for en Rosenoble blev hun min og vil mig 
følge , gik Farten end ned i Helvede . “ 
„ Nu , “ udbrød den huusholderiske Ide , „ I klatter 
ikke med Guldet , Folmer ! “ 
„ Du kunde havt hende for en Gyldens Værd , “ 
mente Knud . 
„ Rosenoblen slog al Betænkelighed til Jorden , “ 
vedblev Folmer , „ og lukkede hendes sladdrende Mund . 
Dog lurede En , da hun og Bent traf Aftale ; thi da 
jeg i Nattens Mørke kom til Klostret , da førte ikke 
hun mig til Margarets Celle , men Søster Veronica ; 
mindes I hende , Ide ? “ 
„ Jeg skulde mene det , Folmer ! “ svarede Ide , 
„ thi hun var just den Søster , som hjalp Genete at 
rede mig stakkels Brud . “ 
„ Nu , i den Nonnes Bryst slaaer et varmt og 
glad Hjerte . Hun sukker i sin Klostertrældom og længes 
efter Befrielsens Stund . Som vi nu listede os gjennem 

Cellegangen , da greb hun min Arm og bad hviskende : 
Fører I nogen Tid Jomfru Margrethe af Kloster , 
da tage I mig med ! Jeg vil tjene Eders Hustru 
tro til min Dødsdag . — Jeg gav det Løfte , enddog 
jeg ikke turde sige Margaret det . “ 
„ Ha ! “ udbrød Knud , „ det ender dog dermed , 
af vi slaae ned blandt de Nonner , som Høge mellem 
Duer ! “ 
„ Paa ingen Viis , Knud ! “ svarede Folmer med 
Fasthed . 
„ Mindes , “ vedblev Knud , „ hvad staaer i Visen 
om Morten Venstermand , som voldførte en Jomfru af 
Din A§t ! Hvad siger der Konning Hans til ham ? 
„ Hør , Du Morten Venstermand , jeg raader Dig det , jeg kan , 
Tag Din Jomfru af Kloster paa Stand , alt om Du est 
en Mand ! “ 
Som han tog Helvig Rud af Roeskilde Kloster , saa 
tage nu Folmer Rud Margrethe Løvenbalk af Vissing ! “ 
Folmer skiftede Farve og taug en Stund ; saa 
sagde han : 
„ Ja , om vor Konning havde talet saa til mig ! 
Dog blev det ligefuldt , trods Kongeordet , Morten 
Venstermand et dyrt Ridt . Du veed nu heelt vel , 
Knud , jeg tøver ei af Frygt , men af den Aarsag , jeg 
vil seire med aandelige og paa ingen Viis med kjedelige 
Vaaben . “ 
„ Har I end Haab derom ? “ spurgte Ide tvivlende . 
„ I berette os , hvad Margaret sagde , og hvad Sindelag 
hun gav til Kjende under det Møde ! “ 

„ Nu , “ svarede Folmer , „ deraf er visselig ei stort 
Haab at hente . Hun bønfaldt mig med grædende 
Taarer at lade hende med Fred , ikke voldføre hende 
og gjøre hende til en Fabel i Landet . — Du forglemme 
mig , sagde hun , og see Dig om efter en anden 
og bedre Fæstemø ! — Da jeg plat ud negtede at 
gjøre saa , og spurgte hende , hvad Godt hun gjorde 
ved at pine sig saa i Kloster og bedrøve sin bedste 
Ven , da svarede hun med Stoltheds Glimt i sine 
Øine : „ Jeg er et Guds Redskab , og har jeg alt 
været et ringe Middel til at forsone disse tvende 
Klostersamfund i Boer og Øm . “ 
„ Hun er plat forloren ! “ udbrød Knud . „ Vi 
drage da helst herfra den Dag imorgen ! “ 
„ Just derpaa tænker jeg , “ svarede Folmer , „ men 
i den Hensigt at vende tilbage paany . Du betænke 
Knud , at jeg vandt dog Din Søster over deri , at 
hun gav mig Haandslag paa ikke at tage Sløret nu , 
maa jeg end tilstaae , det kneb ; thi ikke gav hun det 
Løfte , før jeg svoer at ville forblive hos hende , indtil 
Dagen gryede , at lade Søstrene see , hun havde en 
Mand hos sig i sin Celle . Nu høre I mit Forsæt 
— imorgen , naar Dagen gryer , da rider jeg Nord 
paa , og gjelder den Fart Viborrig . Jeg agter at bede 
Thøger at følge mig herned ; han , om ellers Nogen , 
maa have Aanden og Kraften at drive den Djævel 
ud , som har besat Margaret . Ikke vil han skye at 
binde an med de fule Munke . “ 
„ Han gjør ikke det , og Du vil ride forgjeves , “ 
mente Knud ; „ men hvad saa vi ? “ 

„ Om I det ville , “ svarede Folmer , „ da fortøve 
I her og see nu og da ind i Vissing , sigende , at nu 
er jeg dragen herfra . “ 
„ Gjerne forbliver jeg her , “ sagde Ide , „ dog vil 
det blive takkeløs Gang til Vissing . Min Værmoder * ) 
seer paa mig , naar jeg stedes for hende , med fremmede 
Blikke , og hvad skal jeg sige om Margaret ? For 
hende er nu jeg ikkun et usselt , jordisk Kreatur uden høit 
Tankesæt , og hun skyede ikke min Bryllupsdag at foreholde 
mig , at den kirkelige Vielse underkastede jeg 
mig blot for Knuds Skyld og min egen , ikke for 
Guds Skyld , det jeg dog gjorde , bøiende mig under 
det , som tyktes mig nu at være hans Villie . “ 
„ Margaret er nu blind ; vil Gud , hun skal vorde 
seende og det om føie Tid ! Da skulle vi revse hende , 
at hun hovmoder sig og tænker ringe om Eder , Ide ! 
For Gud , Eders faste Mod og glade Sind haver i 
disse Ulykkens og Mørkhedens Dage , næst mine Bønner 
til Herren , været min Sjæl til usigelig Lise ! “ 
„ Knud ! “ udbrød Ide og viste sine Smilehuller , 
„ naar sagde Du mig saa skjønne Ting ? “ 
„ Ikke fornødent at sige Sligt , “ mente Knud , „ een 
Gang for alle veed Du , hvad jeg tænker om Dig . “ 
„ Folmer ! “ bad Ide med rødmende Kind , „ saasom 
I tænker saa vel om mig , da gjøre I Thøger viis 
derpaa , hvor det gik til med vor papistiske Vielse , og 
hvor haardt den var mig imod , at ikke den Guds 
Mand vredes og fordømmer mig . , , 
* ) Svigermoder . 

„ Jeg faaer være Eder til Villie i den Sag , “ 
sagde Folmer smilende ; „ og nu see vi de kommende 
Dage en Kjende lysere an ! Vi stille os fore , at den 
Troldom er brudt og Margaret udreven af Papismens 
Svælg ; da skal det for Sanden vise sig , hvortil hendes 
Hu staaer ! Som min Hustru vil hun vorde mine 
Dages Sol og en Pryd for min Bordende . “ 
„ O , lyksalig kunde Margaret vorde ! “ udbrød 
Ide , „ var hün ei fra sit Vid . Der findes ikke trvere 
Elsfer , end Eder , Folmer , ikkun er I for langmodig . “ 
„ At 
bie og lide , Ide , stiller megen Kvide ! “ 
svarede Folmer . „ Ere vi nu saa vidt og have min 
Hjertenskjær bjerget , da finde vi en kjøn liden Gaard 
til Eder og Knud , helst ikke langt fra Kjellinghøl . 
Saa ville vi leve i broderlig og søsterlig Ensindighed 
og Fryd , dyrke vor Jord , jage vore Dyr og lade 
Hallen gjenlyde af vore glade Sange . Vil Verden 
ikke vide af os , vi foragte den plat og være os 
selv Nok ! “ 
„ Der taler . I ud af mit Hjerte , Folmer ! “ sagde 
Ide bevæget . „ Knud , hvad tykkes Dig ? “ 
„ At den , som haver Skoen paa , bedst monne 
vide , hvor den trykker ! “ svarede Knud . „ Folmer er 
et Stykke af en Skjald og maler det Alt for lyst og 
lyksaligt ud . “ 
„ Solen er længst sunken bag Aasen , “ sagde 
Folmer og reiste sig . „ Der øiner jeg Peer Kornes 
røde Aasyn , lig en anden Sol , ved Slusen ; see , han 
vinker med sin Lue og raaber tænkelig Noget om 

sveden Grød . Bi ville hjemsøge hans Kvindes Sulefad 
i denne Aften og drikke god Taar af hans tydske Øl 
paa lykkeligt Udfald af min Viborrig-Fart og paa et 
frydefuldt Gjensyn ! “ 
Folmer svingede med sin Hue til Svar , og derefter 
gik de Alle til deres Herberge i Møllen . 

Andet Kapitel . 
De Udvalgtes Frihed . 
Det var en solklar Sommermorgen , stille og 
glødende varm . Solen stod allerede høit paa Himmelen , 
og dens Straaler stræbte at trænge gjennem de ærværdige 
Eges og løvrige Lindes Bladskjærme omkring 
Vissings røde Klostergaard , som vilde Dagens Øie 
forjage Mørket fra hver Krog i denne skumle Nonnebolig 
og udgranske alle dens Hemmeligheder . Blændende 
var Lysglandsen over Klosterhaugens gruusbelagte 
Gange , klippede Buxbomhække og prangende Blomsterkvarterer ; 
men i Lindeløvhytten ved Haugemuren fandtes 
der Skygge , var end Luften selv under Træernes 
Bladehang tung og trykkende . 
Der stod en Nonne i Løvhytten , og hun saae 
Margaret Mogensdatter saare lig , dog ikkun som 
Saltstøtten efter Forvandlingen maa have lignet Loths 
Hustru . Blegt som Marmor var hendes Aasyn , hendes 
Blik stirrende , tomt , skrækslagent . Forunderligt allerede 
det , at hun dvælede her i en Afkrog af Haugen , medens 
i Morgenandagtens Time Nonnernes Chorsang lød ud 

fra Kirken i den stille Luft ; hun hørte neppe Lovsangens 
Toner , uden som i Drømme . 
Hun fornam hurtige Fodtrin , saae sig om og sank 
ned paa Bænken , idet en dyb Rødme farvede hendes 
nys saa blege Aasyn . Hun følte hvem det var , der 
kom ; for at undflye ham var hun ilet ned i Haugen , 
da Nonnerne gik til Kirken ; for at opsøge hende kom 
han , da han havde bemærket hendes Fraværelse . Inden 
hun kom til Besindelse , formørkedes Indgangen til 
Løvhytten af en høi Skikkelse , og Vigand stod for 
hende . 
Forunderligt var hans Aasyn at see til . Der var 
et Skjær af frisf Rødme over det , paa hans blege 
Kinder en sjelden Gjest . Var det Skamfølelse , eller 
jublende Glæde , der farvede hans Kinder saa røde , 
som en ung Jomfrus , eller havde han beruset sig i 
Viin ? Margaret skottede til ham og saae , at hans 
mørke Øine tindrede med uhyggelig Glands . 
„ Endnn strækslagen og stum ! “ udbrød han med 
dyb , men dæmpet Røst . „ Hvilken Taabe Du er , 
Margaret ! At ræddes saa over det lidet Kjærlighedsord , 
jeg hviskede Dig i Øret ! “ 
Margaret sad stum med foldede Hænder og saae 
ned for sig . 
„ Du skal høre det end een Gang ! “ udbrød 
Vigand med stærkere Røst og traadte et Skridt nærmere 
— „ jeg har Dig kjær ! Nu , hvad da ? Og jeg er 
et Menneske med et Hjerte , som kræver sin Ret , men 
min Elskov helliges og er ikke en Synders lig . Tænker 
Du , at ingen Munk følte Elskov , før jeg ? Har Du 
indbildt Dig , at denne grove Kutte gjorde Kjød til 

Steen ? Nu hæve Du Din Sjæl over ussel Trældomsfrygt 
og oplade Dine øine for at flue og smage den 
Herlighed , som er de Indviede forbeholdt ! “ 
„ Vigand ! “ sagde Margaret , reiste sig brat og 
saae ham ind i Øinene med den Uskyldiges faste og 
rene Blik . „ I er en vanhellig Mand , Eders høie 
Kald og hellige Kjortel til Skjændsel og Spot . I vige 
fra mig og lade mig gaae ! “ 
„ Ret saa ! “ udbrød Vigand med et Smiil , der fik 
Margarets Blod til at isne . „ Nu er jeg strax i Dine Øine 
en Frister ? O , Du svage , vanvittige * ) Sjæl ! Ikke sømmer 
det sig for Dig at dømme Din Sjælehyrde og Skriftefader , 
i hvis Hænder den hellige Fader betroede Løseog 
Bindenøglen . Os Udvalgte er ' en Frihed indrømmet , 
som ikke kan tilstedes de lavere Aander , de , som sukke 
i Trældom . Det skal Du troe , at hvo som opkaster 
sig til Dommer over en viet Præst , er ikke stort bedre 
end den , der gaaer i Rette med Gud Herren selv . “ 
Margaret stirrede forfærdet Paa Vigand og brød 
saa ud i en krampagtig Lattergraad . Det var , som 
om der brast Noget i hendes Hoved , hendes Tanker 
forvirredes , det blev sort for hendes Øine , og hun var 
en Afmagt nær . Dog lykkedes det hendes stærke Villie 
at faae Bugt med Svagheden og holde sig opret . 
„ Du give mig nu Svar ! “ foer Vigand fort og 
hans Stemme fljelvede af Lidenskab og Utaalmodighed . 
„ Af Dit Svar hænger Din Skjebne ! Vil Du bøie 
Dit Hjerte til mit og have mig kjær , som elsker Dig 
høiere , end Alt , der lever og aander paa Jorden ? “ 
* ) uvidende . 

„ I er mig en Afsky og Vedersfyggelighed ! “ sagde 
Margaret med et funklende Blik . „ Ikke vil jeg længer 
dvæle paa det Sted , I vanhelliger ved Eders Nærværelse , 
ikke inaande den Luft , I besmitter ! “ 
„ Margaret ! “ sagde Vigand dødbleg og med et 
stikkende Blik , „ Du betænke min Magt , og at Du i 
dette Kloster er en Fange , nu ganske i min Haand . “ 
Da Margaret taug og blot saae op med et sky 
Blik , foer han fort med mindre sikker Røst . 
„ Tænkelig iler Du nu , lader jeg Dig slippe , paa 
Stand til Abbedissen at sladdre ? Du spare Dig der 
al Møie ! Søster Marine staaer med mig , hun vil 
blot lee Dig ud og sige , Du har Kolden og seer 
Syner . Dog , skulde det end mod Forventning lykkes 
Dig at sværte mig for Klostersøstrene , da vogte Du 
Dig ! Ei Fred , ei Lykke skal da trives for Dig , mens 
jeg er over Jorden , og skulde han , den fule Kjætter , 
hvem Du har kjær , komme at hente Dig , og droge I 
end hundrede Mile bort , og I fjælede Eder bag 
Volde og stærke Mure , jeg skal følge Eder til Verdens 
yderste Grændse , og min Dolk skal finde hans sorte 
Hjerte ! “ 
Neppe havde han udtalt , før Margaret sprang 
frem , gav ham et Stød med sin Haand , foer forbi 
ham som et Lyn og løb op til Klostret , gjennem hvis 
øde Gange hun snart naaede til sin Celle , hvor hun 
sprang ind og stængede før sig . Hun kunde søle sit 
Hjertes Slag , idet hun lyttede efter , om hun blev 
forfulgt ; men Alt var stille ; og da hun kort efter hørte 
Nonnernes slæbende Trin , som de kom af Kirken , gik 

hun fra Døren , kastede sig paa Løibcenken og brast i 
heftig Graad . 
Længe var hendes Sindsoprør før slærkt til , at 
hun kunde tænke klart over sin Stilling . Dog , da hun 
formaaede det , kom hun snart paa det Rene med sig 
selv og tog den Beslutning at rømme fra_Klostret , 
skulde hun end lade sin Moder blive tilbage . Hun 
indsaae , at en Aabenbaring af det Skete til hendes 
svagsindede Moder ganske vilde tilintetgjøre alt Haab 
om Befrielse . Hun formodede , at Vigand havde havt 
Ret , da han sagde , at enhver Klage til Abbedissen 
vilde vise sig frugtesløs . Hun mindedes sin Broder 
og Folmer , hvem hun mente at være ikke langt borte 
og tænkte paa at sfikke Bud til dem og begjære deres 
Bistand , men følte samtidig den bittre Ydmygelse i 
dette Skridt og hensank i haabløs Fortvivlelse , indtil 
en brændende Bøn til Guds Moder atter løste Forstenelsen . 
Hun fandt paa mange Raad og forkastede 
dem alle , indtil hun endelig kom til Erkjendelse af , at 
det Klogeste vilde være slet Intet at foretage sig strax , 
men forholde sig stille og afventende . 
Den næste Morgen erfoer hun med Fryd , at 
Vigand havde forladt Klostret og efter Sigende var 
gaaet paa en lang Reise . Dette forholdt sig nu ikke 
zausfe saa , men det blev sagt og troet . Altsaa havde 
han dog ikke havt Mod til at oppebie Følgerne af sin 
Formastelighed ! Nu aandede hun friere og fattede 
nyt Mod ; men det blev hende stedse mere klart , at 
vilde hun slippe bort , da maatte hun gaae snildt til 
Værks og skjule sin Uro under forhøiet Andagts 
Mäsfe . Saalunde endte hendes Iagt efter Hellighedens 

Krone i Klostret , at hun i sin Nød blev en 
Hyklerske og paa Skrømt bar til Skue en Opløftelse , 
hun ikke mere evnede at føle ! Hendes Beslutning stod 
nu fast ; hun vilde gaae lige til Kjæers Mølle . Hun 
speidede baade denne Dag og den følgende sfier en 
gunstig Leilighed , og da den tilbød sig uventet belejligt , 
benyttede hun den flux . 

Tredie Kapitel . 
En af Kirkens froeste Sføfter . 
Samme Morgen , som Margaret skrækslagen 
flygtede for Vigand fra Løvhytten til sin Celle , vendte 
Knnd tilbage fra et Ridt til Nye . Det havde været 
hans Hensigt at gjeste sin Moder og Søster i Vissing , 
men han havde faaet Forhindring paa Veien , og den 
Omstændighed , at han bar sin venstre Arm i et Bind , 
afgav tilstrækkelig Forklaring over , af hvilken Beskaffenhed 
Forhindringen havde været . 
Dog havde han næsten forglemt baade det Ridt , 
og hvad der var hændet ham , da han nu i en ganske anden 
Foranledning føgte efter sin Hustru . Han fandt hende 
ikke i Møllen , hvis Kamre vare tomme , ikke heller i 
Hangen , men omsider i Bagerhuset . Der stod Ide 
med bare Arme ved Truget og æltede Deig , medens 
en Tyendekvinde stod og saae til med aaben Mund , 
og Mo ' er Korne sad hos paa en trebenet Stol med 
Hænderne foldet over sin Mave og loe . Hendes fyldige 
godmodige Ansigt vendte sig mod Knnd , der stod i 
Døren , indhyllet i sin Kappe . 

„ See her “ , “ sagde hun til ham , „ en fiin , ædelig 
Frue , som vil lære Møllerens Hustru at lægge Deig 
og dage ! Ved Sancte Søren , I maa love Eders gode 
Lykke , Knud Mogensen ! Det Huus , Ide Nielsdatter 
skal staae fore , i det vil der blive god Skik ! “ 
Knud saae paa Ide med Velbehag . Havde Ide 
som Ungmø havt Lyst til nu og da at kige i en Bog , 
den Vane havde hun ganske aflagt i sin Konestand , og 
det var efter Knuds Sind . Kunde et mere lysteligt Syn 
tænkes , end det , Knud der havde for Øie ? Der stod Ide 
og smilte til ham over sin runde , hvide Skulder , thi hun 
havde kastet sit Livstykke og sine Ærmer for at arbeide 
desto friere . Kjærlighedsblinket i hendes blaae Øie og 
Smilet paa hendes blussende Kind viste Knud som i 
en pludselig Aabenbarelse , hvilken lykkelig Mand han 
var . Dog maatte han forstyrre det skjønne Syn og 
berøve Mo ' er Korne Nytten af Ides Underviisning i 
Bagerkonstens Mysterier , thi han havde en Sag af 
Vigtighed at samtale med hende om ; hvorfor Ide , da 
hun erfoer dette , strax brød af , toede sig , tog sit Livstykke 
paa og fulgte ham til deres Kammer i Møllen . 
Da de vare der , og Knud kastede Kappen , saae 
Ide strax Bindet og blev lidt bleg . Omendskjøndt 
af Slægten Bruun og selv kjek nok , var hun dog som 
Kone mindre glad ved sin Ægtemands vilde Mod og 
hans Hu til Sværddands , end hun havde været som 
Jomfru . Dog , fra hendes Læber kom ingensinde Bebreidelser , 
eller uoverlagte Ord . Hun tvang sig til at 
smile , pegede paa Bindet og sagde blot : 
„ Knnd , hvad har Du nu havt fore , Din Huggebasse ? “ 


„ Ikkun Smaating , Ide ! “ svarede Knnd ; „ en liden 
Rift , der vil være lægt paa nogle Dage . Jeg traf 
Berner Parsberg uden Nye , og da han ikke mindedes 
tilforn at have seet eller kjendt Knnd Mogensen , opfriskede 
jeg hans svage Ihukommelse og gav hans 
glatte Kind et Mærke , som vil nødsage ham dertil at 
mindes Mogens Løvenbalks Søn , hver Gang han seer 
sig i Speil . “ 
Ide skred dog nu strax til at see Riffen i Knuds 
Arm efter , og hun fik den Beroligelse at finde den 
lidet farlig . Imens vedblev Knnd : 
„ En Lykke dog , at jeg vendte Næsen hjemad ; thi 
strax her ved Møllen traf jeg et Bud fra Kjellinghøl , 
som nu sidder i Skjenkestuen og bier paa Svar . Bodil 
Hansdatter er utilpas og ligger syg neder . Hun beder 
Folmer at bryde op og see hjem til hende . Hvad 
gjøre vi nu , Ide ? Drage vi derhen ? “ 
Ide vilde den føregaaende Aften været lidet tilbøielig 
til at forlade Kjærs Mølle , hendes Paradiis ; 
men det Møde med Verner Parsberg havde viist hende , 
i hvor løs en Traad Freden hang , og hun skjønnede , 
at Knud bag Kjellinghøls Volde og i den afsides Egn 
vilde være bedre gjemt , end her ved Nye , gjennem 
hvilken By alfar Vei gik og mange Reisende færdedes . 
Derfor svarede hun : 
„ Mig tykkes , Du nævnede der det , som vi bør 
gjøre , al den Stund det vilde tage længere Tid at 
saae Folmer hentet fra Viborrig . Vil Du , som jeg , 
da bryde vi snarest op , men lade Bent forblive 
her for alle Tilfældes Skyld . Saa lade vi Svenden 

fra Kjellinghøl drage videre efter Folmer og underrette 
ham . “ 
Ide sukkede , som den , der mod sit Hjertes Lyst 
har gjort sin Pligt , men Knud blev glad og gav 
hendes Forslag sit fulde Bifald ; thi han var hjertelig 
kjed af Møllen og de frugtesløse Farter til Vissing 
Kloster . — 
Inden to Timer efter denne Samtale vare de 
alt til Hest og rede langs Juul Sø ad Linaa til . 
Ide saae veemodigt tilbage til Møllen , den blanke 
Dam og de skyggefulde Træer , kastede saa og et Blik 
paa den blaa Sø og de mægtige , skovklædte Aase , over 
hvilke Kollens brune Top ragede op . Hun var tilmode 
som Eva maa have været , da hun blev jaget af 
Paradiis og tænkte i sit stille Sind paa sin Brøde , at 
hun var løbet af Gaarde med Knud mod sin Formynders 
og faderlige Vens Villie . En stor Guds 
Naade , tænkte hun , at det forundtes os dog saa længe 
at være lyksalige ! 
Da de rede forbi Halvøen Dynæs , der siyder sig 
ud i Søen lige overfor Himmelbjerget , kastede Knud 
et Blik ned til det gamle Linaa Laven Slot , som dengang 
endnu laae paa Næsset , skjøndt halvt i Ruiner . 
Det var , efter Sagnet , blevet ødelagt i Kong Valdemar 
Atterdags Krige med den jydske Adel og siden ikke 
blevet istandsat . Dog var endnu en Fløi af den 
gamle Borg beboelig og havde nogle taalelig vedligeholdte 
Kamre med simpelt Bohave . Linaa Laven Slot 
hørte nu under Aarhuns Bispestol , og Bisp Ove Bilde 
havde paa sine Reiser et Par Gange dvælet her for 
den skjønne Omegns Skyld og indtaget et Maaltid i 

de sde Haller . Ogsaa holdt han en Borgfoged paa 
Slottet for at vaage over , at Bønderne ikke bortførte 
Steen derfra ; men den gamle Foged og hans Hustru 
boede der ganske alene , og der var i Reglen stille og 
øde , ogsaa paa Grund af Almuens Overtro , da man 
meente , at det spøgede paa Dynces og i Borgruinen . 
Knud studsede da nu ved at see Folk paa Ncesset ; 
der var væbnede Svende , hvis Vaaben blinkede i 
Middagssolen og nogle af dem , rede deres Heste til 
Vands . 
„ Hvad tænker Du derom ? “ spurgte Knud Henning 
og pegede derned . 
„ Jeg formoder , “ svarede Henning efter et Øiebliks 
Betænkning , „ at det maa være Lehnsmanden fra 
Silkeborg og hans Mænd . “ 
Knud blev holdende og stirrede ned paa disse 
væbnede Svende , der syntes voxede op af Jorden og 
følte sig greben af underlige Anelser , for hvilke han 
ikke nu kunde anføre nogen fornuftig Aarsag , men som 
han senere ofte mindedes . Han følte sig mægtigt 
draget ned til den gamle Borg og dens gaadefulde 
Besætning og tænkte et Øieblik paa at vende tilbage 
til Kjærs Mølle og derfra i Peer Kornes Baad at 
roe ud Paa Søen for at speide ; men Ide nærede 
Frygt for nye Forlegenheder , og Knud lod sig da af 
sin Hustrus Bønner bevæge til at ride videre og fortsætte 
Reisen . Dog saae han sig ofte om , indtil Bakkerne 
skjulte Dynæs og Linaa Laven Slot for hans speidende 
Blikke , og han i Ides muntre Selskab efterhaanden 
glemte Synet paa Dynæs og den underlige Uro , det 
havde voldet ham . 

Det sfete nu alligevel , at Peer Kornes Baad blev 
sat i Søen , neppe en Time efter Knubs og Ides Afreise . 
Knubs Tanke , at udspeide de fremmede Gjester 
paa Dynæs , blev udført ham uafvidende og ved et 
Tilfælde . Bent Tue følte nemlig en mægtig Trang 
til en Udflugt ; thi de rolige Dage i Møllen havde 
været meget trykkende for ham , der var vant til et 
frit , omstreifende Liv . Han havde nu gode Stunder til 
at adsprede sig , thi hele hans Gjerning skulde under 
hans Hersfabs Fraværelse bestaae i en Gang imellem 
at ride til Vissing og forhøre hos Fru Genete og 
hendes Datter , om han ikke i Noget kunde være dem 
til Tjeneste . 
Bent stod sig godt med Peer Korne , thi her , som 
overalt , forstod han at gjøre sig nyttig , og Peer føiede 
ham derfor gjerne i at gaae lidt ud paa Fiskeri med 
ham , ja , han reiste ikke engang Indsigelse imod , at 
Bent tog sin Armbrøst og sine Jernbolte med i Baaden . 
Maasfee Peer Korne selv ikke var fremmed for den 
Idræt , i hvilken Bent satte Livets høieste Nydelse , 
Iagt efter Storvildt . Den uheldige Omstændighed , 
at Bent som fattig og ufri Mand aldeles var udelukket 
fra at nyde Jagtens Glæder paa egen Haand , 
bevirkede rigtignok , at hans Jagtbedrifter maatte stemples 
med det slygge Navn : Krybskytten ; men hvad Skoven 
og det omstreifende Vildt angik , da havde Bent ingen 
Samvittighed . Dengang og i lange Tider derefter havde 
den Forestilling fast Rod hos Almuen , at Skovene og 
deres Beboere ere Fælledseiendom , og Fortidens 
grusomme Jagtlove vidne om , hvor stærk den Modstand 
hos Folket var , der udkrævede saa haarde Midler for 

at kues . Bent beregnede altsaa kun den større eller 
mindre Fare , og Peer Korne , som sad til Roers , mens 
Bent førte Aarerne , loe i Skjcegget , da Bent sagde : 
„ Eet og Eet bliver snart ledt ! Fange vi nu en 
Vildbrad og faae den paa Tungen , des kjærere blive 
vi derefter ad Flæsket . Mig tykkes , de Klærkes Skovgjemmere 
lade sig sjelden til Syne , Peer ? “ 
„ Vi Klostertjenere have et naadigt Herskab , “ 
svarede Peer ; „ dog see Du Dig vel fore , Bent , og 
jage ikke paa den forkerte Side af Skjellet ! Hans 
Stygge og hans Skovgjemmere vide af ingen Spøg . “ 
„ Nu , “ svarede Bent , „ vi holde os da til Klostergrunden 
og prise de Munke , som ikke negte , at Skoven 
er Fattigmands Kappe . Hei ! “ udbrød han og hvilede 
paa Aarerne , „ hvad nu ? Der er Kvindfolk at sfue 
ved Linaa Laven . “ 
Peer vendte sig brat , skyggede for Øinene og saae 
over mod Dynæs . 
„ Ved min Helgen ! “ sagde han forundret , „ der 
saae Du ikke feil . Jeg seer et Skjørt eller to , saa og 
en Herre med Fjederhat og Sværd ved Siden . Hvad 
Hersfab kan der have fæstet Bo ? Lidet lysteligt at 
dvæle der , hvor Krager og Ugler flyve ud og ind og 
det færdes , som værre er . “ 
„ Bisp Ove , “ vedblev Korne efter et Øiebliks 
Taushed , „ kan det neppelig være , saasom der er Kvindfolk 
med , og hun der paa Volden seer ei Hans Stygges 
Hustru , Christence Strange , lig ; hun bar til ingen 
Tid flig ubekvem Dragt , men ærbar Hue og Liin ; 
denne er broget i Toppen med Bindike og Baand som 
en Spætte . Vi gjøre et Slag derover , Bent ! “ 

Bent roede fort , indtil de kun vare et hundrede 
Alen fra Dynæes , hvor de bleve liggende og saae nysgjerrige 
over til Borgvolden . Der viste sig snart flere 
nye Personer , blandt hvilke især en spinkel Herre af 
Middelstørrelse tiltrak sig deres Opmærksombed . Han 
var klædt i verdslig Dragt og med stor Overdaadighed . 
Under en blaa Fløiels Paltzrok , bræmmet med kostbart 
Peltsværk , bar han en leverfarvet Silketrøie og vide 
Hoser af samme Stof og Farve . En sort Fløiels 
Baret dækkede hans Hoved , saa kun lidet af det rødbrune 
Haar kom til Syne , og paa hans behandskede 
Hænder blinkede gyldne Ringe , idet han samlede 
Paltzroken , som om hans kjelne Legeme trods Middagsvarmen 
følte Kulde . Hans Aasyn var blegt , Blikket i 
hans lyse Øine mat , naar han taug ; men naar han 
talte , fik de et livligt og snn Udtryk , mens et sødligt 
Smiil krusede de smalle Læber . — Ved hans Side gik 
en sortkuttet Munk , som lyttede opmærksomt til hans 
Tale . 
Den fløielsklædte Herre , han med Sværd ved 
Side og det barske , skjæggede Aasyn , Munken , den 
broget klædte Kvinde med hendes Terne og to bevæbnede 
Svende slege nu ned af Borgvolden og indskibede 
sig alle i den rummelige Baad , som hørte til 
Slottet og laae fortøiet ved Landgangsbroen . Et Par 
store Kurve bleve satte i Baaden , og derefter greb 
Svendene til Aarerne og roede fra Land . 
Da Baaden med det fornemme Selskab gled forbi 
Møllerens Baad , dukkede Bent sig og gav sig til at 
sysle med sin Fiskersnøre ; men Peer Korne blottede sit 
Hoved og hilste ærbødigt . Den fløielsklædte Herre 

vendte sit Aasyn bort , Damen , der sad og klimprede 
paa en Luth , hilste med et naadigt Smiil , der klædte 
hendes skjønne , men noget afblomstrede Aasyn godt , 
Krigeren saae barsk op , og Munken udstrakte Haanden 
og tilkastede Peer et : Oominus vobisoum ! * ) 
Da Baaden havde fjernet sig tilstrækkeligt , flöitede 
Peer Korne langtrukkent , steg Knep med Fingrene og 
udbrød : 
„ Nu fik vi dem see paa nært Hold , Bent ! Gjetter 
Du , hvo det var ? “ 
„ Somme af dem ! “ svarede Bent , „ og af den 
Aarsag vendte jeg Ryg til . Den Munk var Sortebroder 
Vigand af Vissing og han med Skjægget og 
den befjedrede Hat ved Guds Moder ingen Anden , 
end Landsknegten Goerdes , han , der falskelig udgav 
sig for Knud Mogensens Morbroder . “ 
„ Nu , “ sagde Peer og nikkede betydningsfuldt , „ da 
gjetter Du neppelig , hvo den spædlemmede og glathagede 
Herre i den blaa Palkzrok monne være ? Ingen ringere , 
min Bro ' er ! end Hans Naade , Bispen af Børglum , 
Hr . Stiig Krumpen , og da kan Du vide , at hun med 
Bindikehuen var Fru Elsebeth Gyldenstjerne , hans 
Frille , hvem han til Guds Fortørnelse og det ganske 
menige Folks Forargelse i nogle Aar har havt hos sig . “ 
„ Nu , “ svarede Bent , „ ikke Alle , vi see i Kirken , 
ere Helgene ! “ 
„ Der gik den Tale efter Skipperfejden , “ vedblev 
Peer Korne , „ da Hans Naade salverede sig i Jesper 
Ridemands Bagerovn , ha , ha ! og lod Fru Elsebeth i 
* ) Herren være med Eder ! 

Stikken , at hun skulde være omkommen ved Voergaards 
Brand . Ingen vidste hidindtil , om hun var i Live , 
eller hvor hun stak . Dog , nu see vi , hun er vel ved 
Magt og fremturer i sit syndige Levnet . “ 
„ Ond Bane har lange Rødder , Peer ! “ sagde 
Bent . „ Mig lyster ellers at vide , af hvad Aarsag den 
Bisp færdes saa langt mod Syd ? “ 
„ Saamænd ! “ svarede Peer , „ saa og , om Bisp 
Ove er vidende derom , at Hans Naade af Børglum 
færdes her paa hans Grund i en Straajunkers Skikkelse 
og med Kvindfolk i Følge . Lidet ønskelige Gjester , de 
og ringe Ære for Kirken ! “ 
„ Meesf ligger mig dog paa Sinde , “ sagde Bent , 
idet han greb Aarerne og roede over ad Aasen til , „ at 
komme efter , i hvad Hensigt den Sortebroder færdes 
her med den Skalk af en Bisp ? “ 
„ Hvad rager det Dig , Bent ? “ spurgte Peer . 
„ Nu , “ svarede Bent , „ man tænker ved det , man 
seer ! Tænkelig er det ikkun et Træf , men selv om 
saa er , da bæres det mig fore , at deraf kan intet Godt 
komme , naar tvende af Knud Mogensens Uvenner , 
den fule Munk og den Spydskarl af en Landsknegt , 
de sees tilsammen . Jeg vil roe derover , gaae i Land 
og speide . “ 
„ Du lade det helst ! “ sagde Peer Korne . „ Store 
Folk due ikke at skjemte med , og fortalte Du mig ei 
selv forgangen Dag , at den Landsknegt var gaaet i 
Bispens Brød ? Hvad Underligt da deri , at han følger 
sin Herre ? “ 
„ Og den Sortkutte ? “ spurgte Bent . „ Vare nu 
blot Folmer Hansen og Knud Møgensen her ! Jeg 

vil paa Foden af dem , Peer , og skulde jeg mærke 
Uraad , da strax vare mit Herskab ad . “ 
„ Den Jomfru i Vissing , “ sagde Peer Korne og 
rystede paa Hovedet , „ hun maa være et Troldbarn , 
hun , som har evnet at gjøre Folmer Hansen til en 
Nar , og jages nu Svende og Heste for hendes Skyld , 
som gjaldt det Rigets Velfærd . “ 
„ Nu , “ svarede Bent og roede til , „ var ikke Vind 
og Kvindfolk , da blev Luften stedse klar . Dog taler 
Du om det , Du ikke kjender , Peer ! Fik Du Jomfruen 
af Tjele at skue , Du vilde tænke , hun var Jomfru 
Maria selv , der var stegen her ned til Jorden . “ — 
Imidlertid var Bisp Styge og hans Selskab 
landet ved Stigballevig og havde leiret sig i en luun 
Dal ved Himmelbjergets Fod . Hans Naade laae 
mageligt i Ly af nogle Buske paa et blødt Teppe , som 
Svendene havde bragt op fra Baaden , priste i overdrevne 
Udtryk Skjønheden af den Udsigt , han nød fra 
Bjergets Fod , og erklærede , at Intet skulde kunne friste 
ham til at forsøge det Sisyphos-Arbeide , at bestige 
Kollen . Fru Elsebeth , som syntes saare oprømt , forestod 
Madkurvenes Udpakning , hjulpen af Johan Goerdes , 
paa hvem Vigands Øine vogtede . LandsknegtHøvdingen , 
nu Bisp Styges Fodermarsf , havde ikke 
med en Mine røbet , at han gjenkjendte Sortebroderen 
fra Tjele , end sige , at han skulde nære Hevntanker 
mod ham . Vigand bemærkede , at denne dristige og 
snu Eventyrer følte sig ganske hjemme i sin nye Stilling , 
viste sig kun lidet ærbødig mod sin Herre og 
meget fortrolig og sfjemtefuld i sit Forhold til Fru 
Elsebeth . 

Da Maaltidet var rede , toge de Alle paa Hans 
Naades Opfordring Sæde i det Grønne omkring ham , 
og der blev nn spiisf med god Madlyst og drukket 
vakkert dertil . Den forvorpne Kirkeherre syntes med 
den geistlige Dragt at have aflagt endogsaa den ydre 
Værdighed ; thi han talte mod Sædvane Bægeret flittigt 
til , Fru Elsebeth stod ikke tilbage , og Johan 
Goerdes drak som en ægte Landsknegt , saa Lystigheden 
tilsidst blev ikke ringe ; ikkun Vigand holdt sig tilbage 
og drak med Maade , uagtet han ikke undlod at lee af 
Hans Naades Vittigheder , eller at Yde Landsknegtens 
drøie Skjemt sit Bifald . 
Omsider brød Fru Elsebeth op for , ledsaget af 
Johan Goerdes , sin Terne og Svendene at bestige 
Kollen , saa Bisp Styge og Vigand bleve alene tilbage . 
Hans Naade strækkede sig mageligt , gabede og 
sagde : 
„ Min Helgen være priset ! nu kunne vi drage 
Aande , værdige Broder Vigand og samtale om alvorlige 
Anliggender . “ 
Vigand spidsede Øre ; thi han var ikke lidet nysgjerrig 
efter at erfare , i hvad Hensigt hans Velynder 
havde sfikket Bud efter ham . Ganske uformodet var 
en af Bispens Svende kommen ridende til Vissing og 
havde begjæret ham i Tale , og dette havde givet Anledning 
til det Rygte , at han skulde være bleven kaldet 
til Børglum , og at han nu var paa Veien til 
Vendsyssel , hvilken feilagtige Formodning Vigand , 
inden han drog bort , af Forsigtighed snarest havde 
bestyrket . 

„ Takket være den lykkelige Hændelse , “ vedblev 
Bispen , „ som førte Broder Niels af Voer paa min 
Vei , al den Stund jeg uden ham vilde været ganske 
uvidende om Eders nuværende Opholdssted ; men ikke 
saa snart fornam jeg , at I var i Nærheden , før mig 
længtes efter at see Eders Aasyn , og med Glæde har 
jeg alt fornummet , at I mindes mig med Venskab fra 
gamle Dage , da I færdedes i mit Bispedømme og 
prædikede der . “ 
„ Jeg er ikke ufkjønsom , Eders Naade , “ svarede 
Vigand ærbødigt , „ men bevarer nydte Velgjerninger i 
tro Ihukommelse . Ærer jeg saa og i Eder en af 
Kirkens troeste Støtter . “ 
„ Det var andre Tider , de ! “ sagde Bispen med 
et Suk ; „ nu have vi mindre blide Kaar . “ 
„ Eders Naade bevise mig den Godhed , “ bad 
Vigand , „ at gjøre mig viis paa Sagernes Stilling ! 
Er det Eders Formening , at Hertug Christiern , naar 
han har Kjøbenhavn inde og faaer Magt over det 
ganske Rige , vil forgribe sig paa Prælater og Klostre ? “ 
„ I lide derpaa , Vigand , “ svarede Bispen , „ at 
hans Villie dertil er fræk og god ! Jeg har gjort , hvad 
jeg evnede , for at blødgjøre hans forhærdede , kjætterske 
Hjerte og mere , end jeg kan forsvare . Store Bøder 
har jeg erlagt og dertil udleveret ham , ei aleneste vor 
store Guldkalk , men vort Klosters dyrebareste Klenodie , 
den kostelige , med Ædelstene zirede Guldkrone , hvilken 
Dronning Margrethe fordum skjenkede Børglum Præmonstratenser 
Broderskab med den Forpligtelse , ingensinde 
at afhænde den . Med den blev , som I veed , 
Guds Moders Billede smykket til hver Høitid . Arm 

og bar er nu hendes Isse , og der var i Børglum 
ingen Klosterbroder , hvis Øine forbleve terre , da dette 
kostelige Klenodie blev skikket bort . “ 
„ Sikkerlig , “ mente Vigand , „ har Eders Naade 
dog gavnet Kirkens Sag ved det store Offer . “ 
Bispen rystede paa Hovedet og sagde : 
„ Saa tænkte og jeg , da jeg bragte Offeret , 
Vigand ; dog frygter jeg saare , at det er bragt forgjeves . “ 
„ Formener 
da Eders Naade , “ spurgte Vigand , „ at 
Hertugen vil gaae videre mod Herreklostrene , end til 
at brandskatte dem ? “ 
„ Eder vil jeg sige , hvad jeg tænker , “ svarede 
Bispen efter et Øiebliks Taushed , „ dog , at I lader 
det være fortiet ! Jeg har mine Speidere ved Hove , 
og efter hvad mig er forebragt , da vil Hertugen neppelig 
djærve sig til at forgribe sig paa os høie Prælater 
og tage os vore Godser og Indkomster fra ; dog frygter 
jeg , at Hertugens Hu staaer til at indføre en ny Kirkefkik , 
og at han vil forsøge derpaa . “ 
„ En ny Kirkesfik ? “ udbrød Vigand ; „ at Messe 
vorder afskaffet og Klostrene nedlagte , saa hver Munk 
og Nonne erholder Frihed at gaae bort og tage til 
Ægte ? “ 
„ Det staaer til at haabe , “ svarede Bispen , „ at 
saa vidt kommer det ikke ; dog veed jeg for sikkert , at 
til det Maal arbeider Mogens Gjøe . “ 
Vigand hensank i dyb Taushed ; thi hvad Bispen 
havde betroet ham , gjorde det dybeste Indtryk paa 
ham . Hvorledes vilde hans egen Stilling blive , om 
virkelig Munkevælden sang paa det sidste Vers , og hvad 

vilde skee i Vissing , om den store Omvæltning kom og 
naaede derhen ? Mon ikke det , at Folmer Hansen 
ufortsvet vilde indfinde sig og føre Margaret fra 
Klosfret til Brudeskamlen ? Og vilde hun ikke høre 
og følge ham nu , da Vigand selv ved at kaste Masten 
havde krænket hende saa dybt og stødt hende fra sig ? 
Skumle Planer arbeidede i hans Sjæl , men endnu 
øinede han ikke Middel til med Sikkerhed at udføre 
dem . 
„ Ei , Broder Vigand ! “ udbrød Bispen med et 
Smiil og lagde sine med gyldne Ringe og Ædelstene 
smykkede Fingre paa hans Arm , „ der tænkte I dybt 
og langt ! Da ikke det , at kaste Kutten , vorde en 
Kjætter og tage en ung , skjøn Jomfru til Ægte ? “ 
En dyb Rødme lagde sig over Vigands Aasyn . 
„ Eders Naade behager at sfjemte , “ svarede han 
barskt . „ I skal ikke leve den Dag , da Broder Vigand 
falder fra og vorder en Forræder mod Kirken ! “ 
„ Ved min Helgen ! “ skyndte Bispen sig at sige , 
idet han klappede Vigand paa Skulderen , „ det var 
ikkun Skjemt ; allersidst troer jeg Eder slig Formastelighed 
til . “ 
Vigands krænkede Æresfølelse følte sig beroliget ; 
thi hvad var i en korrekt Papisfs Øine det , at bekjende 
med Læberne og lade den hellige Præstekjortel 
og Munkekutte være Skalkeskjul for grove Laster , mod 
den Dødssynd at falde fra Kirken ? Selv medens Vigand 
sad og grundede over Midler til at rane Margaret 
af Klostret og hellere drage hende ned med sig i 
Fordærvelsens Afgrund , end at see hende som Folmer 
Ruds Hustru , var det ham en Krænkelse at miskjendes 

for at ville falde fra Kirken og tage til Ægte ! Og 
dog var han trods sit aandelige Mørke og sin Brødefuldhed 
endnu ikke sunket saa dybt , som den kolde Vellystning , 
der sad ved hans Side og i sin Person forenede 
den høieste kirkelige Værdighed med den laveste 
Egennytte og den groveste Last . Havde Bispen kunnet 
læse i Sortebroderens Hjerte og skjønne , hvor mægtigt 
glødende Elskov og rasende Had kjæmpede der , han 
vilde leet ham ud som en Taabe , thi hans eget Hjerte 
var forlængst dødt og haardt som Flint . 
„ Men nu til mine egne Anliggender , “ tog Bispen 
efter en Pause atter til Orde ; „ det er paa Tiden , at 
I erfarer Foranledningen til , at jeg befinder mig her , 
formummet i verdslig Dragt ; det er ikke kommet saa 
med min gode Villie . Jeg er geraadet i en Klemme 
og udbeder mig Eders gode Bistand , om I vil være 
mig til Villie , det jeg skal forskylde Eder ved en rundelig 
Gave . “ 
Vigand hørte noget aandsfraværende paa denne 
Indledning ; hans Nysgjerrighed efter at kjende Aarsage » 
til Hans Naades Nærværelse i denne Egn var 
bleven dæmpet af Uroen i hans Hjerte , og ikke engang 
Løftet om en rundelig Gave kildrede hans Øre . Dog 
blev han efterhaanden niere opmærksom ; thi Bispen gik 
efter nogle Omsvøb til Sagen , som var , at han ønskede 
at blive Fru Elsebeth kvit . 
„ Denne fromme Kvinde , “ sagde han » led en hykkelsf 
Mine , „ som nu alt i flere Aar har styret mit 
Huus , har været Gjenstand for ond Klasser og Bagvadskelse . 
Hun havde derfor draget sig tilbage til sin 
Slægt paa Palsgaard ; thi I maa vide , at hun efter 

sin Moder , Anna Ludvigsdatter Rosenkrantz har en 
Arvelod i Gaarden og Ret til at opholde sig der . 
Dog gjorde hendes Frænder hende det for hedt ved 
deres Haardsindethed og onde Ord ; hun vilde da 
drage tilbage til Voergaard , men da jeg det fornam , 
reiste jeg imod hende , og vi mødtes udi Horsens . 
Godhjertet og svag , som jeg er , viste jeg hende ikke 
af ; vi droge videre , og nu ere vi her ; men det er til 
hendes eget Bedste , af hun forhindres i af drage med 
mig til Vendsyssel , og i af forebygge dette skulde I 
være mig behjelpelig . “ 
Bispen taug nogle Øieblikke og foer saa fort : 
„ Vi dvæle her paa Linaa Laven med -Hans 
Stygges Minde ; dog bad han mig ikke fortøve paa 
Slottet længere , end høist fornødent . Jeg agter da 
af drage herfra i Stilhed denne anstundende Nat , men 
efterlade Fru Elsebeth under min Fodermarsks og 
nogle bevæbnede Svendes Beskyttelse . Dog sætter jeg 
ingen Lid til den Landsknegthøvding ; han har alt i 
nogen Tid været mig imod , og det er mit Ønske nu 
af vorde ham løs . Det er min Agt , Broder Vigand , 
af overdrage al Myndighed til Eder . Som Fru Elsebeths , 
hende af mig beskikkede , Skriftefader skulde I 
efter min Afreise formane hende til Taalmod , og formaae 
hende dertil , af vende tilbage til sine Frænder . 
I ledsage hende derhen med Svendene og Johan 
Goerdes , hvem I da efter forrettet Tjeneste giver 
Afsked af mit Brød med en rundelig Belønning . Hvad 
siger I dertil ? “ 
Vigand taug og stirrede paa Bispen med et spændt 
Blik . 

„ I skal vorde rigelige » forsynet med Penge , “ vedblev 
Bispen , „ og kan I deraf Noget spare , da være 
det Eders ! Dog , til Beviis paa , at I handler i mit 
Navn og udrustet med fuld Myndighed , da modtage 
I denne Ring med mit Vaabenmærke , den Johan 
Goerdes fuldt vel kjender . I benytte den og beholde 
den derefter som Eders Eiendom ; den er sine to hundrede 
Gylden værd . “ 
Bispen drog Ringen af sin Finger og lod den 
funkle for Vigand , hvis Øine funklede omkap med 
den . Bisp Styge tilbad selv Guldkalven og var saa 
gjerrig , som en Pengepuger . At berige sig paa Kirkens 
Bekostning var hans Hovedformaal , og han drev 
det vidt heri ; thi paa den fkamlöseste Maade holdt 
han Præstekald ledige og fordrev Nonner af Klostre , 
for at spare Underholdet og selv stikke Indtægterne i 
Lommen . Dog kunde han bruge sit Mammon , naar 
Klogskaben bød det ; men han sfille sig kun med et 
Suk af med sine Skatte , og han fattede tilfulde den 
Glæde , den fattige , fordrevne Sortebrøder efter hans 
Mening nu følte ved at modtage saa kostelig en Gave . 
Dog var han paa Vildspor . Gaven var i Vigands 
Øine Intet imod den Myndighed , hvormed han 
blev udrustet , og den væbnede Magt , der blev stillet 
til hans Raadighed . Lynglimtet i hans Blik viste , at 
nu var den sorte Plan , hans Tanker havde syslet med 
alt i flere Dage , i Færd med at antage en fastere Skikkelse . 
Den kolde Sved stod ham paa Panden , da han 
rakte Haanden ud og tog Ringen , thi han formaaede 
ikke at undertrykke en Følelse af Angst og var tilmode , 
som om Pagten mellem ham og den Onde nu endelig 

var afsluttet . Han glemte at takke , hvorfor Bispen med 
Fortrydelse sagde : 
„ Der er blevet mig viist større Tjenester tilforn 
for ringere Løn , end den , jeg nu byder Eder , Broder 
Vigand ! “ 
„ Eders Naade forlade mig min Uhøviskhed , “ svarede 
Vigand hurtigt , „ min Sjæl var overvældet af 
Gavens Storhed . “ — 
Medens Bispen saaledes vandt et føleligt Redstab 
i Vigand , forlystede Fru Elsebeth sig paa Kollens 
Top . Dog sad hun der nu alene med sin Terne og 
Svendene ; thi en Kongeørns Skrig havde lokket Johan 
Goerdes ind i Skoven . Med en spændt Armbrøst 
listede han sig henimod det Træ , hvor Fuglenes Konge 
havde sin Rede , da hans Blik , som var hævet , pludselig 
blev draget mod Jorden ; thi en Mand i en graa 
Vadmels Kofte , med et Sværd ved Siden og en spændt 
Armbrøst i Haanden , ligesom han selv , traadte frem 
fra et Baghold og stod pludselig for ham . Johan 
Goerdes studsede , gjorde et Skridt tilbage , og ved 
denne Bevægelse gik Armbrøsten af , og Jernbolten fløi 
op i Trætoppene . 
„ For Djævelen ! “ raabte han . 
„ Nu ere mine Kaar bedre , end Dine , “ sagde 
Bent ; thi ham var det , og han havde Ret i at prise 
sin Lykke . En Armbrøsts eller Flitsbues svære Staalbue 
lod sig nemlig ikke spænde ved Menneskehaand 
alene , men kun ved Hjelp af en Dunkraft , der enten 
var anbragt paa selve Buens Løb , eller førtes løs 
med . Johan Goerdes havde dette Redskab hængende 
ved sit Bælte , men der var selvfølgelig ikke Tid til 

at anbringe det ; thi Bent sigtede paa ham og truede 
med at trykke lös , naar han rørte Haand eller Fod . 
„ Hvo er Du ? “ raabte Johan Goerdes , idet han 
bed sin Harme i sig . „ Tænkelig en af Hans Naades , 
Bisp Oves Skovgjemmere ? Da vide Du , at Du har 
Hans Naades Broders , Bispen af Børglums Fodermarsk 
for Dig , og ikke mene Du da mig at være en 
Stakkarl , Du uhevnet tør skyde ned som en Hund . “ 
Bent sænkede Armbrøsten lidet og sagde : 
„ Jeg veed mere om Dig , Din Spydskarl , end 
Du skjøtter om . Vil Du frelse Dit Liv , da sige Du 
nu paa Stand , hvi Din Bisp færdes her , og hvad 
den Sortebroder af Vissing gjør hos ham ? “ 
Johan Goerdes gjorde Mine til at røre sig , men 
strax hævede Bent atter Armbrøsten og tog Sigte , 
hvorpaa Landsknegten , efter at have udstødt en Ed , 
svarede : 
„ Djævelen maa vide baade Dele , ikke jeg ! Dog 
skjønner jeg nu , Du gaaer større Folks Ærinde og 
er en Speider , min Herres Fjender maae have udsendt . “ 
„ Johan 
Goerdes ! “ svarede Bent , „ Du Mordbrænder 
og røverisfe Landsknegt , see Dig vel fore , 
hvad Du gjør , skulde Du have noget Eventyr fore i 
denne Egn ! saa vare Du og den fule Munk , Broder 
Vigand , ad , at han hytter sit Skind ! “ 
Bent sænkede atter Armbrøsten en Kjende , da han 
sagde de sidste Ord ; men i samme Nu gjorde Johan 
Goerdes et vældigt Spring , som førte ham bag et 
Træ , spændte med stor Behændighed og Hurtighed 
Armbrøsten , lagde en Bolt paa og sfød , saa Bent 

neppe fik Tid til at hytte sig . Jernbolten susede 
pibende over det Sted , hvor han havde staaet , og 
borede sig dybt i Barken paa det Træe , bag hvilket 
han nu var i Sikkerhed . 
Strax da Johan Goerdes havde afsyret sit Skud , 
satte han sin Sølvpibe for Munden og stødte i den 
for at hidkalde sine Svende , hvorfor Bent fandt det 
raadeligst at flye . Svendene havde imidlertid ikke hørt 
Signalet , og da de udebleve , gik Johan Goerdes tilbage 
til Fru Elsebeth , idet han , paa Grund af den 
fremmede Stimands nøie Bekjendtskab til hans Person , 
besluttede foreløbig at fortie sit Eventyr . 
En halv Time efter var Bispen og hans Følge 
atter i Baaden og paa Veien hjemad . 
„ Her er lysteligt i denne skjønne Egn , Eders 
Naade ! “ sagde Fru Elsebeth , „ lysteligere , end i Vendsyssel , 
hvor Havgussen giver Hoste . Var saa sandt 
dette Stift Eders Bispedømme ! “ 
„ Nu , ædle Frue , “ svarede Bispen med et Smiil , 
„ Eders Begjær , at dvæle her end en føie Stund , skal 
vorde tilfredsstillet ! “ 
Baaden gled hen over Juel Søens blanke Flade , 
mens Vandet blinkede for Aarernes Slag i Eftermiddagssolens 
Glands . Fru Elsebeth slog sorgløst sin 
Luth , og Strengelegens Toner løde over til Peer 
Korne og Bent , som nu ogsaa stødte fra Land med 
deres Baad og langsomt sulgte efter . 

Fjerde Kapitel . 
God Sold . 
Da Solen den næste Morgen steg op over de 
østlige Høie , red Bent Nord paa , idet han med Glæde 
fornam sin Hests Vælighed . Den havde havt kun 
altfor gode Dage i Møllen og gik nu hidsigt Paa . 
Godt , sagde Bent ved sig selv , naar Rytter og Hest 
have samme Sind ! Du skal faae Din Lyst stillet , 
Brune , og Dine Been rørte , inden Sol gaaer ned ! 
Mange urolige Tanker og forvovne Planer havde 
spøget i Bents Hoved ben foregaaende Aften efter 
Mødet i Skoven med Landsknegten . Han var i stor 
Uvished , om han skulde foretage sig Noget og hvad 
da ? Saa indviet var han nu bleven i Forholdene , 
ikke alene ved nu og da at høre Brudstykker af sit 
Herskabs Samtaler med Folmer Rud , men ogsaa ved 
at gaae Folmers Ærinder i Klostret , og saa stor var 
hans Troskab og Hengivenhed mod hans Huusbond 
og dennes Søster , at en Anelse om Fare for Margaret 
strax greb ham , og hans skarpe Instinkt gjorde 
ham ligesaa mistroisk og aarvaagen , som havde han 
været Folmer Rud selv . 

Han havde efter nogen Betænkning overveiet 
Sagernes Stilling med Peer Korne , der rigtignok 
mente , at han saae Syner , men som sluttelig havde 
erklæret , at saasom Bent alene Intet formaaede , da 
vilde det ene Rette være , at han skyndsomst red ad 
Viborg til , gav Folmer Hansen Underretning om , hvad 
der var hændet ham , og raadede Folmer til , det 
snareste skee kunde , atter at indfinde sig med sine 
Svende . 
Dette Raad havde Bent da fulgt og følte sig nu 
vel til Mode ved at være revet ud af sin Tvivlraadighed . 
Som han red hen ad Veien og skottede 
ned til den gamle Borg paa Dynæs , mødte han en 
gammel Bonde , kommende fra Linaa og ham vel bekjendt 
som en af Peer Kornes Møllegjester . 
„ Har Du fornummet til nogen Uro paa Dynæs 
i denne Morgenstund , Søren ? “ spurgte Bent , idet han 
standsede sin Hest . 
„ Ih , Gud naade ! “ svarede Søren og slog Kors 
for sig , „ ræddeligt har det spøget paa Linaa Laven 
denne Nat . Niels , som vogter Ungkræ paa Heden , 
sværger derpaa , at han har fornummet til Vaabengny 
og Susen i Luften derifra og heelt op til Naaege . “ 
Bent kjendte godt det gængse Sagn om Vesterkongens 
Søn , der bortførte Lavenkongens Datter , 
ridende med hende foran sig paa Hesten og skrapt forfulgt 
af hendes Faders Mænd over Seis Hede , indtil 
han blev indhentet ved nogle store Ege , hvorfor Stedet 
siden kaldtes Naaege . Her , hvor Gudenaa flyder 
ud af Bra Sø , maatte han slippe sit Bytte og lod 
derpaa sin Hest springe med sig i Søen og slyrede ud 

i den mellem Kongholm og Hattenæs , saaledes kaldet , 
fordi han der tabte sin Hat ; men da Hesten ikke evnede 
at svømme ret langt med den tunge Byrde , saarede 
han den med sit Sværd , vel vidende , at saa længe 
Blodet flød , vilde Kræfterne ikke svigte . Dog naaede 
den ikke Land , men sank med ham paa det Sted , som 
endnu kaldes Kongedybet . 
„ Ikke tvivler jeg derom , “ svarede Bent , „ at de 
onde Aander fare mellem Dynæs og Naaege , fornemmelig 
i disse Nætter , da Udædingsmænd have Ophold 
paa Linaa Laven og vel maa drage Alt til sig , som 
ondt er . Har Du ikke fornummet til disse Gjester af 
Kjød og Blod , Søren ? “ 
„ Ei , hvad snakker Du der om Udædingsmænd ? “ 
spurgte Søren . „ Lehnsmanden ledsagede en Skare 
Mænd og nogle Kvinder til Linaa Laven forgangen 
Dag ; hvo de ere , og hvad de tage sig fore , derom 
bekymre vi Bønder os ei , og raader jeg Dig at vare 
Din Mund ! “ 
Søren slog Kors for sig og red sin Vei , hvorpaa 
Bent , fast i sit Forsæt , gav sin Hest Tøilerne og fortsatte 
Reisen Nord paa . — 
Den gamle Borg , paa hvis røde Mure Morgensolens 
Straaler spillede , frembød nu det sædvanlige 
Skue af trøstesløst Øde og Tomhed . Der var intet 
levende Væsen at see paa de halvt sunkne , grønne 
Volde , ved Bygningens brøstfaldne Mure , eller i den 
græsgroede og af Munrbrokker opfyldte Borggaard ; 
men det var en skuffende Ro ; thi Borgen var at ligne 
ved et Menneske , hos hvem der under et roligt Ydre 
dølger sig Græmmelse og vilde Lidenskaber . 

I et af dens brøstfældige Kamre gik Fru Elsebeth 
frem og tilbage , idet hun vred sine Hænder og udstødte 
dybe Sukke , en stakkels falden Kvinde , nu ganske 
værgeløs mod Verdens Spot , da hendes eneste Ven 
havde ladet hende i Stikken ; og i Hallen nedenunder 
sad hendes Skjebnes Herrer , den rænkefulde Munk , 
selv et Bytte for vilde Lidenskaber , og den raa Landsknegt , 
i hvis syndige Hjerte krigerisk Æresfølelse og 
Samvittighedsløshed , Djervhed og Falskhed vare forunderligt 
blandede , en ægte Affødning af sit Aarhundrede , 
som var Leiesvendenes Blomstringstid . 
Te sade lige overfor hinanden ved det svære , 
men ormsfukne Bord , som stod midt i Hallen , og havde 
Viinkander og Bægre imellem sig ; thi deres undvegne 
Herre reiste aldrig uden at føre Kjøkken og Kjelder 
med sig , og han havde efterladt en Vogn , vel fyldt 
med Alt , der kunde kildre Ganen og holde dem ved 
godt Mod paa deres forestaaende Reise . Paa Bordet 
laae Johan Goerdes ' s Sværd og Jernhat og ved 
Siden et Par af Bispens silkestukne Handsker , hvilke 
han i Hastværket , da han med sit Følge listede sig 
bort om Natten , havde forglemt . 
„ Nu , Munk ! “ udbrød Johan Goerdes og satte 
det tømte Bæger haardt i Bordet , „ her sidde vi nu 
paa denne raadne Borg mellem Skove og Søer med 
en hylende Kvinde — hvad gjøre vi nu ? “ 
Vigand , som lod sit Bæger staae » rørt , saae op 
og sagde : 
Meget kunde nu gjøres , som vilde være Eder , 
som mig , profitligt og gavnligt , om vi kunde komme 
til Ensindighed , og jeg turde sætte min Lid til Eder . “ 

„ Hvad ? “ udbrød Johan Goerdes og loe i Skjægget , 
„ haver I Mistro til mig ? “ 
„ Hvad maa jeg tænke , “ sagde Vigand , „ om en 
Mand , der skifter Navn , som en Snog skifter Ham ? 
Først fremstillede I Eder som Genete Jakobsdatters 
Broder og løi det , siden har jeg fornummet , at Eders 
rette Navn skulde være Johan Goerdes , og dog er I 
gaaet i Bispens Brød under et tredie Navn ; thi hørte 
jeg ikke feil , da kaldte Bispen Eder John Clarich ? 
Vel er det da raadeligt for mig først at vide , med 
hvem jeg haver at skaffe . “ 
„ Hvilke af disse trende Herrer , “ spurgte Landsknegten 
leende , „ behager Eder bedst ? I kan frit 
vælge , og jeg vorder da paa Stand den , I begjærer ! “ 
„ Bedst 
huer mig for Tiden John Craigengelt , “ 
svarede Vigand med et skummelt Smiil . 
„ Ei ! “ udbrød Landsknegten , „ hvi fornegtede I 
mig da saa skjændeligen paa Tjele , da Eders hedengangne 
Herre , Fanden have hans Sjæl ! forbløffedes 
ganske , saa han , tænker jeg , vilde taget mig for god , 
havde ikke I lagt Eder imellem og gjort lyst i hans 
taagede Hjernekiste ? “ 
„ I gjorde da et skjønt Løfte , “ sagde Vigand , 
stedse smilende , „ agter I at indfrie det ? “ 
Landsknegten saae op med et snu Blik og sagde : 
„ I see det nu an for en Spøg ! Da stod I mod 
mig , nu ere vi paa samme Parti . “ 
„ Ret saa ! “ svarede Vigand , „ nu lader I see 
nogen Høviskhed ! Viis derefter i samme Maal Oprigtighed ! 
Den Mand , jeg taler med , er vel da Johan 

Goerdes , han , der dræbte John Craigengelt og tog 
hans Vaaben som godt Bytte , saa og hans ædelige og 
ærlige Navn ? “ 
„ Og I frygter ikke den Mand , der gjorde det ? “ 
spurgte Johan Goerdes og strøg sit Skjæg . 
„ Paa ingen Viis ! “ svarede Vigand , „ jeg agter 
ham og ønsker mig ham til Staldbroder . Til Beviis 
lader jeg Eder vide dette , at Bisp Stiig har overdraget 
mig at afskedige Eder af hans Tjeneste , naar I 
har ledsaget Fru Elsebeth til Palsgaard . Jeg kunde 
da lade Eder gaae og selv drage med Bispens Svende 
til Børglum ; dog , jeg slaaer Eder fore , at vi forblive 
tilsammen og lade Bisp være Bisp ! “ 
„ Da skjønner jeg , “ sagde Johan Goerdes og 
søgte Vigands Blik , „ at I har min Bistand behov til 
et Skjelmsstykke , hvilket det nu monne være . Nu , 
saasom I bryder med den Skalk af en Bisp , da er 
I min Mand ; thi det maa I vide , at jeg forlængst 
er kjed af at tjene slig kvindagtig Herre , og ikke indbilde 
I Eder , at jeg er forbleven her tvungen , eller 
som Hans - Naades Nar . Hans Kammersvend forraadte 
sin Herre og betroede igaar Aftes silde mig , at 
Hans Naade vilde snige sig herfra inat . Jeg kunde 
forpurret den Rævestreg , dog lod jeg den uhindret 
skee . “ 
„ Af hvad Aarsag ? “ spurgte Vigand , virkelig 
overrasket . 
Johan Goerdes fyldte sit Bæger , tømte det i eet 
Drag og tog saa til Orde : 
„ Nu er det Tid , at jeg stiller tilfreds Eders 
Videlyst , mig anbelangende . Vi have gode Stunder , 

Mad og Drikke i Overflod , og Fru Elsebeth higer 
ikke herfra . I höre da nu , hvad Mand jeg er , og 
af hvem jeg er kommen ! Mit Navn er , som I formodede , 
Johan Goerdes , og er jeg en Østfriser af 
god , gammel Storbondeskægt , som i forrige Seculum 
gik under i Kampen mellem Herrerne Zirkzena og 
Fokko Uken . Min Fader , saa og min Forfader , ernæredæ 
sig , som jeg , ved deres gode Sværd ; min 
Moder fulgte med Regimentets Tros , og er jeg født 
og kommen til Verden i en Teltleir , Aftenen efter et 
stort Slag , under Paukers og Trompeters Lyd . I 
mit Fædreneland kjendes ei Fred , og fra min Hjemstavn 
udgaae de Krigersfarer , som betvinge ganske 
Europien , snart i een Fyrstes Sold , snart i en andens , 
saasom vi ikke befatte os med Stridens Aarsag 
, men høimodigen elske Striden for dens egen 
Skyld — “ 
„ Dog ikke vragende godt Bytte ? “ faldt Vigand 
ind . 
„ End mindre god Sold , “ vedblev Johan Goerdes , 
„ al den Stund en modig Kriger er sin Lön værd ; 
men forholdes den ham , da faaer han selv forhjelpe 
sig til den . “ 
„ Jeg forstaaer ! “ sagde Vigand utaalmodigt ; „ dog 
lade I mig snarest vide , hvad dette har med vore nærværende 
Kaar at gjøre ? Det turde hændes , at jeg 
ikke havde fuldt saa gode Stunder , som I . “ 
„ Saa sagte , Munk , saa sagte ! “ svarede Johan 
Goerdes ; „ viis Mand tier og bier ! Det hændes dog , “ 
vedblev han , efterat han havde vædet sin Strube , „ af 
En af mine Lige sætter Bo , mæt af Hæder , naar en 
i 

skjøn Jomfru eller Enke forseer sig paa vore mandhaftige 
Personer . Saalunde ægtede den berømmelige 
Høvding , Marcus Meier , den Lybekker Borgermesters 
Goslich Luntes rige Enke , og saa have Flere gjort 
før ham . Vilde det da forundre Eder , om og jeg nu 
tænkte paa de gamle Dage og blev til Sinds af 
forandre mig og nyde min Hæder i Velvære og Ro ? “ 
Et Glimt i Vigands Øine viste , af det anede 
ham , hvor Landsknegten vilde hen . 
„ I vide da nu uden Omsvøb , “ vedblev Johan 
Goerdes , „ af jeg har kastet mine Øine paa Fru Elsebeth . 
Hvad siger I dertil ? “ 
Vigands Aasyn røbede alt Andet , end Mishag , 
men saa mange nye Tanker strømmede ind paa ham , 
af han i det første Øieblik undlod af svare . 
„ Fru Elsebeth , “ vedblev Johan Goerdes , „ har 
stedse viist mig et mildt Aasyn og været mig Huld . 
Nu er hun usalig og raadvild , forstødt af Alle ; vel 
maa da en ærlig Kriger være hende velkommen som 
Gemal , og mig staaer hun an ; er hun dog en Kvinde 
af god Byrd og dertil formuende . Vil I nu med 
Eders færdige Tunge tale min Sag og benytte Eders 
Myndighed som Skriftefader til at vende hendes Hu 
til mig ? “ 
„ Johan Goerdes ! “ sagde Vigand med et funklende 
Blik , „ dette passer som Haand i Handske , og Intet 
kunde J° paafundet lykkeligere , end dette ! Visselig vil 
jeg være Eder til Tjeneste i den Sag og det af al 
- min Formue , dog paa det Vilkaar , at I viser mig en 
liden Gjentjeneste , om hvis Beskaffenhed I snart skal 
vorde underrettet . Først höre I nu mit Raad , som er , 

at I fremstiller Eder for Fru Elsebeth som John 
Craigengelt og holder fast derved , at I er Genete 
Jakobsdatters rette Broder , idet I blot for Eders 
Sikkerheds Skyld , da I tog Deel i Skipperfejden paa 
Bøndernes Side , har skiftet Navn . De Craigengelters 
Vaabenmærke paa Eders Harnisk vidne for Eder nu , 
som forhen paa Tjele , denne Gang , tør jeg love Eder , 
med bedre Held ! Eders egen Æt være nok saa god 
i Eders Fædreneland , dog veier en frisisk Storbonde 
ikkun lidet mod en skotsk Adelsmand . “ 
„ Bedre vilde det dog hue mig , “ sagde Johan 
Geordes , „ af fremtræde for min Fæstemø i min sande 
Skikkelse ; thi her gjelder det , af den sviges værst , som 
sviger sig selv . “ 
„ Ingensinde “ svarede Vigand , „ giver hun en 
Bonde sin Tro ! I skal sande det , agter I mit Raad 
ringe . Saa betænke I og , af Fru Elsebeth er af en 
mægtig Slægt , der formaaer af værge for hende , om 
de finde det nødagtigt for Ærens Skyld ; dernæst , af 
Eders egen Sikkerhed turde være i Fare nu , da I 
træder af Bisp Stiigs Brød . Mit Raad er da dette , 
af I herfra uden Forhaling iler over Grændsen , i 
Hamborg lader Eder formæle til Fru Elsebeth og der 
afventer roligere Tider . Da , naar hun er Eders 
præstegivne Hustru og løben af Landet med Eder , saa 
den Sag ei mere staaer til af ændre , maa vel de stolte 
Gyldenstjerner bøie sig , og I kan fremtræde med Krav 
paa Eders Hustrus Formue . “ 
„ Bed min Landsknegt - Ære ! “ udbrød Johan 
Geordes , „ I tænker for mig , som kunde jeg være 

Eders rette Broder . Nu lade I høre , hvad I begjærer 
til Gjengjeld af mig ? “ 
„ Jeg drager med Eder , “ sagde Vigand og saae 
raskt op . „ Jeg er led af dette kjætterske Land , hvor 
om føie Tid al Præsfevælde vil vorde tilintetgjort og 
ingen ærlig Klosterbroder da mere kan bjerge sig . 
Ikke agter jeg at oppebie denne Forsmædelse , og en 
Ungsøster af Vissing , der er af samme Sind , som jeg , 
skal nu faae Tilbud om med mig at salvere sig , og vi 
drage da Baade i Selskab med Eder og Fru Elsebeth 
af Landet . Fru Elsebeth vil i hende fange en Selskaberinde , 
som vil slaae hende an . “ 
Der gled et Smiil over Johan Goerdes ' s barske 
Aasyn , han fløitede en Lanbsknegt-Vise , brast saa i høi 
Latter og sagde endelig : 
„ I vil løbe af Klostret med en Nonne ? Ikke 
mente jeg Eder at være slig lystig Munk ! Nu huer 
I mig bedre , end tilforn , nødsages jeg end til at lade 
Eder vide , at ikke rækker jeg Haand til sligt Vovespil , 
paa hvilket Fru Elsebeths og min Afreise sluttelig 
ganske turde strande . “ 
„ Nu , “ svarede Vigand med Rynker i sin Pande , 
„ da drage vi snarest med Fru Elsebeth ad Horsens til , 
og Bisp Stiigs Villie vorde da til Punkt og Prikke 
udført ! I veed , jeg haver Magten , Bispens Svende 
lyde mig blindt , og I med Eders Svend alene ville 
Intet formaae mod os . “ 
„ Lad høre , “ sagde Johan Goerdes efter et Øiebliks 
Betænkning , „ hvor det skulde stilles an ? “ 
„ Saalunde , “ svarede Vigand , „ at jeg snarest alene 
begiver mig paa Vei til Vissing . Selv maa jeg føre 

den Nonne af Klostret , hvoraf I kan skjønne , at Eders 
dyrebare Person ikke vil stedes i nogen Fare . Jeg 
forlanger ikkun af Eder , at I inden Midnat møder 
hiinsides Nye ved gamle Maris Huus med Svendene 
og tvende Heste . Bispens Svend Ole er barnefødt i 
denne Egn og kjender Stedet , dog skal jeg til Overflod 
underrette ham . I bryde op i god Tid og føre 
Fru Elsebeth til Siim , hvor hun fortøver Eders Tilbagekomst 
med mig og den Ungsøster . “ 
„ Vel ! “ sagde Johan Goerdes . „ Tog lade I mig 
nu vide den Ungsøsters Navn og af hvad Slægt 
hun er ? “ 
„ Nu ! “ udbrød Vigand , “ „ I skal i mig finde en 
ærlig Mand , der Intet stikker under Stolen . Raadeligst 
og , at I er forud underrettet . Hun er ingen Anden , 
end mit Skriftebarn , Margaret Mogensdatter , og en 
Betryggelse vil det være for hende at see Eder ; thi 
mere , end een Gang , talede hun om de glade Dage , 
da I gjestede Tjele og sukkede derover , at I ikke var 
hendes rette Morbroder . Dog — Morbroder eller ikke , 
I er nu for hende kjendt Mand ; men raadeligst sikkerlig 
dette , at vi nu sværge derpaa , at I er hendes 
rette Frænde , og Frændskabet dækker da al Ubekvemhed . “ 
Der 
lagde sig en betænkelig Alvorlighed over 
Johan Goerdes ' s Aasyn , og havde Vigand kunnet læse 
i hans Hjerte , vilde han seet , at den Smule Samvittighed , 
Landsknegten havde , rørte sig hos ham . 
„ I har udsøgt Eder et stolt Bytte , Munk , “ sagde 
han omsider ; „ ved min Helgen , ikke skulde det fortryde 
mig , var jeg i Sandhed denne Jomfrus Frænde ! “ 

„ Det I dog ikke er , “ udbrød Vigand med et 
hvast Blik , „ og har jeg da i min Magt , naar det 
lyster mig , at gjøre Ende paa det Mummespil . I veed , 
hun er et Slegfredbarn , uden Beskyttelse , haardt trængende 
til min . Ingen vil røre en Finger for hendes 
Skyld , uden det skulde være en taabelig ung Svend , 
der har forgabet sig i hendes kjønne Ansigt , eller hendes 
Broder Knud , den dumme Pog , I lokkede saa 
skjønt i Fæhden . “ 
„ Han , “ svarede Johan Goerdes , „ I nævner en 
taabelig ung Svend , er mig vel bekjendt som Folmer 
Hansen Rud til Kjellinghøl . “ 
„ Lige godt det ! “ ' svarede Vigand ; „ han er nu 
langt herfra , saa og Knud , hvorom jeg igaar har forvisset 
mig . “ 
„ Ha ! “ udbrød Johan Goerdes , „ de have dog saa 
været her ! da var det sikkerlig Knuds Svend , der anfaldf 
mig i Skoven . “ 
Han fortalte nu Vigand om Mødet med Bent , 
men Vigand viste sig vel underrettet og kunde sige 
Johan Goerdes , at kun denne ene Svend var ladt 
tilbage . 
„ Herrerne selv kunne være nærmere , end I tænker , “ 
sagde Johan Goerdes , „ og de ville da muligen komme 
over os med deres Karle , og saa ligger det hele 
Huns . “ 
„ Paa ingen Viis , “ svarede Vigand , „ naar vi 
handle med Raskhed og Besluttethed . End i denne 
Nat maa Alt være fuldbyrdet og vi nogle Mile Sønder 
Paa . Tykkes det Eder ikke lysteligt at spille disse 

hoffærdige ædelige Knøse , i hvis Øine vi Andre ikkun 
ere Kryb , dette Puds ? “ 
Johan Goerdes saae ned for sig og trommede med 
Fingrene paa Bordet , indtil han pludselig syntes at 
være kommen til en Beslutning . 
„ Nu , Munk ! “ sagde han med et snu Blik , „ hvad 
byder I mig for den Haandsrækning ? “ 
„ Byder Eder ? “ gjentog Vigand og saae op . 
„ Fru Elsebeth og hendes Formue vorder . Eders store 
Belønning , ikke være I nu ublu og begjære Mere . “ 
„ Derom tale vi nu strax ! “ sagde Landsknegten 
barsk ; „ først tælle I nu op her paa Bordet min tilgodehavende 
Sold ; thi saasom Bisp Stiig har overdraget 
Eder at afskedige mig , da maa han , er han ei 
en Skalk og Bedrager , og have givet Eder Penge at 
betale mig med . “ 
„ Hvor kan I tvivle derom ? “ spurgte Vigand med 
et forlegent Smiil . „ Det gjøre vi af siden , naar vi 
ere i Sikkerhed over Grændsen . “ 
„ Saa lege vi ikke , Munk ! “ udbrød Johan Goerdes 
og slog i Bordet . „ Forinden I forlader dette 
Rum , udbetale I til sidste Hvid , hvad mig med Rette 
tilkommer ! “ 
„ I er som et uvornt Barn , “ sagde Vigand , „ og 
bliver ei stille , før Eder puttes Kage i Munden . Nu , 
det skal skee , som I ønsker . “ 
Han gik hen i Hallens Krog , tog der af en vel 
spækket Lædersæk den Sum , Johan Goerdes havde til 
Gode , og gav ham den . Landsknegten talte Pengene 
nøie efter , puttede dem sindigt i en Læderpose , han bar 
hos sig og sagde : 

„ Nu har I gjort Ret og Skjel , ikke mere ! I 
sige nu , hvad I byder mig for det Ridt til Nye og 
derfor , at jeg med mit Sværd dækker Eder og Eders 
Nonne ? Have vi først aftakket Bispens Svende , da 
har I ingen anden Beskyttelse , end mig og min Svend . 
I og Eders Nonne ere baade som Tros , der vil vorde 
mig til Tynge og Forhindring , hvor jeg drager frem . 
I see ikke saa fremmed og fortørnet ! “ vedblev han , da 
Vigand gjorde Mine til Indsigelser . „ Det er ikke 
forblevet en Hemmelighed , at Hans Naade igaar Aftes 
silde ubetalte Eder en rund Sum . Byder I mig 
hundrede Gylden ? “ 
„ Ved min Helgen ! “ udbrød Vigand forbittret , „ I 
veed at brandskatte og maa vel have Øvelsen . Dog , “ 
vedblev han , idet han hurtigt fattede sig , „ I faaer vel 
have Eders Villie ! De hundrede Gylden være da 
Eders , naar vi ere i Sikkerhed og uden Danmarks 
Grændser . “ 
„ Helsf , “ sagde Iohan Goerdes med et koldt Smiil , 
„ lade I de halvtredsindstyve klinge paa Bordet strax ; 
de andre halvtredsindstyve derimod først , naar vi ere 
over Grændsen . “ 
Vigand saae paa Landsknegten med et giftigt Blik 
og blev bleg om Kind . At kaste sig over ham som en 
Tiger og sløde sin Dolk i hans Bryst , dertil følte han 
meest Lyst . Dog havde han nu blottet sig for meget 
og turde ikke bryde med Iohan Goerdes , vel vidende , 
at hans Myndighed over Svendene , naar det kom til 
Stykket , ikke var ringe , og at det kunde tage en ulykkelig 
Ende for ham selv , kom det til et Brud . Han fik 
da Bugt med sin Harme , ubetalte Iohan Goerdes den 

forlangte Sum og kom derefter let til Enighed med ham 
om Planen for Natten . 
Der stod nu tilbage at forberede Fru Elsebeth 
paa den Lyksalighed , der ventede hende , og Vigand 
betragtede det som ' ganske fornødent , at han indledede 
Sagen med Fiinhed , hvorimod Iohan Goerdes nu lod 
til at ansee Vigands Indblanding som mindre fornøden , 
uagtet han ikke modsatte sig den . 
Fru Elsebeths Suk og Klager havde nu og da 
lydt ned til dem gjennem det brøstfældige Loft ; men 
da Vigand traadte ind til hende , forstummede de . 
Det var et øde Rum , i hvilket den ulykkelige 
Kvinde befandt sig , med ormstukket Paneel , søndrede 
Ruder og uden andet Bohave , end en Seng og en liden 
Løibænk . I en Krog stod en Vadsæk , og nogle af 
hendes Klæder laae i Uorden omkring paa Gulvet . 
Selv sad hun paa Løibænken med foldede Hænder og bøiet 
Hoved , stirrende trøstesløst hen for sig . Hendes regelmæssige 
Træk , den fiint bøiede Næse , den vel dannede 
Mund , de store blaae Øine og det rige blonde Haar 
gjorde hende endnu til en skjøn Kvinde ; men hendes 
Øienlaage vare røde og opsvulmede af Graad , og i 
Stedet for det Træk af godmodig Letsindighed og 
sandselig Livsglæde , der ellers viste sig om hendes 
smilende Læber , saaes nu Græmmelsens dybe Furer . 
Vigand tildelte hende med den sædvanlige , tillærte 
Salvelfesfuldhed sin Velsignelse , men hun afbrød 
ham , sprang op og raabte : 
„ Hvad vil I nu , Munk ? Slæbe mig til Palsgaard ? 
Da vide I det forud , jeg gaaer ei med det 
Gode . Ved Guds Moder , før jeg lader mig haane 

af mine haardsindede Frænder og mit Hjerte stinge til 
Døde af deres forgiftige Ord , før springer jeg i 
Søen ! “ 
Vigand vilde berolige hende og formane hende til 
Taalmod , men det lykkedes ham ikke strax at komme til 
Orde . Hun vedblev at tiltale ham med heftige Lader , 
idet hun gik frem og tilbage i Kammeret og nu og da 
standsede foran hani . Vild og forvirret lød den Tale 
i Begyndelsen , men efterhaanden klaredes hendes Tanker 
og styredes af hendes Fortvivlelses Kraft mod eet 
Maal . 
„ Du sige mig , Munk , “ udbrød hun tilsidst , „ mener 
Du ei Bisp Stiig at være den lede Djævel selv ? Da 
jeg var flyet fra min første og rette Huusbond for 
hans Misgjerningers Skyld , da antog han sig mig , en 
ensom og raadvild Kvinde , og jeg elskede ham og 
tænkte ei derover , enten han var Klærk eller Læg , og 
vi levede i Synd , Menneskene til Forargelse og Gud 
Herren til Fortørnelse , indtil Bønderne dreve os af 
Voergaard , ' og han salverede sig selv og lod mig i 
Stikken ; og han bekymrede sig ei om mig , indtil jeg 
opsøgte ham og han nu med Falskhed i Hu og Svig 
paa Læben gjorde mig tryg for ganske at vende mig 
Ryggen og snige sig derfra ! Mit Hjerte gyser , som 
havde Helvedes Fyrste været min Gemal . Guds Moder 
vender sit Aasyn fra mig — hvad Ende skal det 
tage med mig ? “ 
„ En god og lyksalig Ende , “ sagde Vigand med 
dyb og fast Røst , drog hende ned paa Løibænken , tog 
Plads ved hendes Side og øvede nu paa hendes bøjelige 
Sind hele sin Kløgt og al sin naturlige Veltalenhed . 

Han forudsaae , at hvor fortvivlet hendes Stilling end 
var , hun vilde dog betænke sig paa at drage ud i 
Verden med en Mand af Landsknegtens tvivlsomme 
Beskaffenhed , især da han tillige var hæslig og plump 
i sit Væsen . Han fremtryllede da for hendes studsende 
Blik et skjønt Ærens Tempel , i hvilket Fodermarsken 
John Clarich viste sig for hende i Skikkelse af en skotsk 
Adelsmand , Genete Jakobsdatter miskjendte Broder , 
en ærlig og djærv Kriger med Hæderens Glorie om 
sin Pande , men formedelst Tidernes Ugunst sledet i 
Fare og nødsaget til at dølge sig i Ringhed ; en Vanskjebne , 
som han dog nu ingenlunde beklagede , saasom 
den havde ført ham til hende , hvem han tilbad og 
inderligt ønskede at gjøre til sin Hustru . Da det saaledes 
efterhaanden var lykkedes ham at faae hende til 
i en Forening med den formentlige John Craigengelt 
at see ikke blot en saare ønfkelig , men den eneste 
hæderlige Udgang paa hendes nuværende mislige Stilling , 
indviede han hende for en Deel i den Aftale , 
han havde truffet med hendes Tilbeder og gav hende 
en sminket Forestilling om sine egne Planer og om de 
Grunde , der bevægede ham til at drage af Danmark . 
Som det ofte gaaer med letsindige Naturer , saa 
nu og med den lettroende Fru Elsebeth . Hendes 
Fortvivlelse slog over i Lystighed , hun klappede i 
Hænderne af Glæde over , at Vigand vilde bringe en 
Ungsøster med fra Vissing , der skulde være hendes 
Selskaberinde og spurgte ham ud , om hun var skjøn 
og munter ? Hnn glædede sig til at drage af Danmark 
og see fremmede Lande og overdrog sluttelig Vigand 
at lade Fodermarsken vide , at han turde indfinde sig 

og selv tale sin Sag . Dog maatte hendes Pige først 
komme og give Kammeret et sømmeligt Udseende . Tilsidst 
sagde hun med et Suk : 
„ En grim Karl er han , og det Ar over Panden 
klæder ham ilde ; dog er et ærligt Hjerte mere værd , 
end et glat Aasyn og jeg veed , han har et lystigt Sind 
og ynder Skjemt . “ 
Kort efterat Vigand havde forladt Fru Elsebeth , 
gik han i Baaden og blev af et Par Svende roet 
over Søen . Sammensunken sad han paa Baadens 
Agtersæde , rynket var hans Pande og mørkt hans 
Blik . Der kom ikke et Ord over hans Læber , før 
Baaden gled ind i Stigballe Vig , og han bød Svendene 
lægge bi ved Kollens Fod . Der gik han i Land , 
bød Svendene roe tilbage til Dynæs og forsvandt med 
hurtige Skridt i Skoven . 

Femte Kapitel . 
Slangen skifter Ham . 
Vest for Rye , i den snevre Dal mellem Koppehøi 
og Knasbjerg , i Ly for alle kolde Vinde og omgivet 
af krogede Birketræer , hvis hvide Stammer lyste mellem 
Enebærbusfe , Lyng og Gyvel , laae den gamle 
Spaakvinde Marts Hytte . Det var saa brøstfældig en 
Rønne , som noget Steds fandtes i hine Tider , da 
Folkets Mængde boede i usle Vaaninger . De klinede 
Leervægge vare fulde af Revner og havde aldrig været 
berørte af Hvidtekalk , Lyngtaget var bulet og mosgroet , 
og Skorsteenspiben fattedes ganske . 
Dog sad ingen Adelsmand mere sikker og tryg 
bag sin Borgs stærke Mure , end gamle Mari indenfor 
disse sfjøre Vægge , der neppe vilde modstaaet et 
godt Spark . Ingen nærmede sig hendes Bolig , uden 
med Frygt , men Mange for at søge Raad eller forat 
kjende sin Skjebne ; thi Mari var vide bekjendt som 
en Troldkvinde , udrustet med overnaturlig Magt og 
Spaadomsgave . Hun levede dog i den bedste Forstaaelse 
med Munkene og Nonnerne i de tre omliggende 

Klostre , ja , hun havde for dem ofte været et Redskab 
til Overtroens Befæstelse . 
I Papismens Dage kunde en slig , saa kaldet klog 
Kone , endnu trives i Fred . Det var først efter Reformationens 
Indførelse , af disse Overtroens Præstinder 
kom paa Kant med Gejstligheden , idet de toge 
Munkenes Gjerning , Mirakelkure og Aandebesværgelser , 
heelt i Arv og derfor bleve en Gjenstand for de grusomme 
Forfølgelser , der ere en Skamplet paa den 
lutherske Kirke . Sagen var , af Overtroen havde fæstet 
for dybe Rødder til af kunne udryddes med Papismen . 
De lutherske Præster benegtede ligesaa lidet , som Papisterne , 
Aandernes umiddelbare Indgriben i Menneskelivet , 
kun af hvad disse ofte tilskreve Helgene og gode 
Aander , betragtede hine udelukkende som Djævelens og 
onde Aanders Værk . 
Det var nu vel Heller ikke for det Godes Skyld , 
af Munkene og Nonnerne holdt deres Haand over 
Mari . Der mumledes om , af hun vidste mere , end 
nogen Anden , om disse hellige Mænds og Kvinders 
hemmelige Synder , og af hun nu og da havde været 
dem behjelpelig med at skjule dem . Dog udrettede hun 
noget Godt ved sin Indsigt i Lægekonsten , som efter 
de Tiders Maalestok ikke var ringe , gav hun end enhver 
Kuur Udseende as en overnaturlig Handling . 
Hun var stedse forsynet med helbredende Urter , Klokkeskrab 
og andre Tryllemidler , foretog under mange Besværgelser 
og Helgeners Anraabelse Kure paa Syge 
og Besatte og primsignede Køer og Heste . 
Vigand havde ikke været længe i Vissing , førend 
han blev opmærksom paa denne snilde gamle Kvinde , 

og snart var han en vel seet Gjest i hendes Hytte . 
Mangen Aftenstund havde hans Fod betraadt den 
Sti , der gjennem Lyngen førte til Hyttens Dør , og 
først seent om Natten vendte han tilbage til Klostret . 
Ingensinde før havde Vigand truffet en i Overtroens 
Gøglespil saa grundig indviet og dreven Kvinde , og 
hans snu Sjæl ydede hendes Dygtighed oprigtig Anerkjendelse . 
Det Studium , han drev med gamle Mari , 
var ham nu vistnok til stor Tidkort og dæmonisk Glæde , 
men dog kun et Skalkeskjul ; thi det , som han fornemmelig 
søgte hos Troldkvinden , var Kjendskab til de 
Voer Munkes og Vissing Nonners Synderegister for 
ved dette sit Spioner ! at forøge sin Magt . Nogle 
rundelige Gaver gjorde den gamle Hex temmelig « åbenmundet , 
og der undslap hende Tilstaaelser , hvorved hun 
blottede sig selv og kom i Vigands Magt . 
Hun blev da et føleligt Redsfab i hans Hænder , 
og efter hans Begjæring sledsfede hun for Margaret 
og stræbte at indsnige sig i hendes Gunst . Dette 
lykkedes hende for en Deel ved den ivrige Andagt , 
hun bar til Skue , men dog endnu mere ved sin Dygtighed 
i Lægekonsten og sit nøie Kjendskab til de medicinske 
Urters Egenskaber ; thi Margaret stræbte med 
stor Iver at erhverve sig en Indsigt , som dengang , da 
der næsten ingen Læger fandtes , i en barmhjertig 
Kvindes Hænder maatte blive til stor Trøst og Lindring 
for de fattige og hjælpeløse Syge , men som 
iøvrigt ikke ganske fattedes nogen i huslige Dyder oplært 
Jomfru . Det var altsaa egentlig den fælleds 
Kjærlighed til Konsten , der knyttede den rene , hvisindede 
Ungsøster og den gamle , brødefulde Hex til hinanden . 

Dog var det saare langt fra , at gamle ' Mari skulde 
have vundet noget Herredømme over Margaret ; tvertimod 
maatte hun høre Bebreidelser for sin Færd som 
Besværgerske og Spaakvinde ; men Margaret havde 
fattet en vis Godhed for hende , hnkede hende i hendes 
Alderdoms Skrøbelighed og gjorde sig den unyttige 
Uleilighed at bekjæmpe hendes aandelige Vildfarelser . 
Saaledes var det Forhold beskaffen , som Folmer Rud 
nys havde omtalt med forklarlig Forundring og Harme . 
Vigand havde ofte tænkt ved paakommende Leilighed 
at drage sig dette Forhold til Nytte , og paa det 
var den skumle Plan bygget , som nu førte ham til 
Maris Hytte . Dog ilede han ikke til Maalet , men nærmede 
sig det tøvende ; thi uagtet den Tanke , at bortføre 
Margaret , allerede i nogen Tid havde fæstet Rod hos 
ham , følte han sig dog nu , da Omstændighederne saa 
pludselig begunstigede hans frække Forsæt , ligesom 
overrumplet . Dristigt og uden lang Overvejelse havde 
han lagt sin Plan , truffet sine Forberedelser og sluttet 
Pagten med Johan Goerdes ; men nu , da han gik , 
alene i Skovens Stilhed , meldte sig den roligere Eftertanke 
og det koldere Overlæg . 
Han satte sig i Græsset under en skyggefuld Bøg , 
hensank i Grublen og gjennemløb i Aanden hele den 
lange Vei , ad hvilken han Aar for Aar havde nærmet 
sig det Maal , ved hvilket han nu stod . Jo mere han 
tænkte over det Hele , desto tilbøjeligere blev han til 
hverken at see Guds eller Djævelens Finger deri , men 
en ubøielig Skjebnes Værk . I samme Øieblik , som 
hans onde Villie afrystede enhver Tvang og satte sig 
op mod guddommelige og menneskelige Love , foregøglede 

han sig at være et uskyldigt Redskab i en gaadefuld 
Magts Hænder , som friede ham fra alt Ansvar . Han 
var altsaa nu nedsunken i det Mørkets Dyb , hvor 
hans Aandsfrænde , den hjerteløse Bisp forlængst havde 
hjemme , den fuldstændige Vantroes Rige , hvor end ikke 
den svageste Lysning lader see Forskjel paa Godt og 
Ondt . Visselig formaaer ingen Menneskesjæl i Længden 
at bevare den isnende Ro , som nu sænkede sig i Vigands 
Hjerte , mens han sad ene og grublende i den tause 
Skov ; thi Loven , hvis Bud Gud indgravede i ethvert 
Menneskes Hjerte , lader indtil det Sidste sin mægtige 
Røst høre , og Forhærdelsens stærke Muur falder som 
Jerichos , for Domsbasunens Lyd ; men i dette Øieblik 
taug den , og Alt bøiede og formede sig efter hans 
syndige Villie . 
Da saaledes hans gode Engel var bortskræmmet , 
havde den onde alene hans Øre , og han lyttede til 
dens smigrende Røst . Den sagde ham , at han med 
Udholdenhed og Snildhed havde stræbt til et Maal , 
hvor den høieste jordiske Nydelse vinkede ham . Hvad 
var en Kvindes Dyd Andet , end Uforstand og taabelig 
Halstarrighed , og hvad betydede hendes Suk , Graad 
og Klager ? ikke mere , end et Barns Skrig og et Barns 
Sorg , snart forstummet og snart glemt . Naar Margaret 
først var i hans Vold , vilde hun snart finde sig i sin 
Skjebne , og han havde Guld og Sølv nok til , at de 
i lang Tid uden Bekymringer kunde nyde Livet — 
hvor længe , det vilde han ikke nu plage sig med at udregne ; 
thi en sagte Stemme hviskede i hans Hjerte , 
at det ikke var sagt , at den Kjærlighed , i hvis Troskab 
og Oprigtighed han nndertiden havde søgt sin Retfærdiggjørelse , 

vilde vare evigt . Ormen gnavede allerede 
paa Roden af det eneste friske Træ i hans 
Hjertes Ork . 
Den Afsky , hvormed Margaret havde afviist ham , 
kryddrede nemlig nu hans Elskov med Hadets og 
Hevnens bitterssde Gift . Trods den Tryghed , han 
havde ladet Margaret see , følte han godt , at hans 
Stilling i Vissing , om han vendte tilbage til Klostret , 
turde blive mislig , maaskee ganske uholdbar . Hvis 
Margaret røbede ham , da vilde hun , med Broder 
Ambrosius til Bundsfælle , vel formaae at styrte ham 
i Fordærvelse . Han frygtede , at det allerede var fleet , 
og han flår Tænder af Harme ved at tænke sig udviist 
af Klosteret med Spot og Skam ; men at vige 
som den Ydmygede og forsvinde som en Skygge , den 
Tanke var ham endnu utaaleligere . Nei , hvad han 
havde besluttet , maatte fuldbyrdes ; den stolte Jomfru , 
for hvem han var en Vederstyggelighed , skulde bittert 
komme til at angre sin Dristighed , og han vilde see 
hende for sine Fødder , kiggende om Naade ; men hun 
skulde ikke blive bønhørt . I en saa letfærdig Kvindes 
Selskab , som Elsebeth Gyldenstjernes , vilde Margarets 
knibske Stolthed blive Gjenstand for Spot , Landsknegten 
var jo til enhver Tid til Fals , og naar Margaret 
først i hiin faldne Kvindes Selskab var løbet af Landet , 
hvo vilde da mere troe paa hendes Ære ? Blev der 
da levnet hende nogen anden Udvei end at slutte sig 
til ham ? 
Og kunde Omstændighederne tænkes gunstigere til 
Udførelsen af hans Voldsdaad , end de for Øieblikket 
vare ? Man troede ham langt borte , paa Veien op 

til Vendsyssel ; Ikkun Abbedisse Marine vidste , at Bisp 
Styge var i Nærheden ; thi Vigand havde betroet hende , 
at han var bleven kaldet til Bispen i et vigtigt og 
hemmeligt Anliggende , hvilket han gav sig Mine af at 
kjende ; men med den vante Forsigtighed og i Forudfølelsen 
af , at Styge Krumpen neppe søgte hans Bistand 
i nogen hellig Sag , havde han bedet Abbedissen 
om at lade Andre i Uvished angaaende Maalet for 
hans Reise . Ingen vilde da falde paa at mistænke 
ham , undtagen maaskee Abbedissen , som dog sikkert af 
Hensyn til Klostrets Ære vilde tie . 
Det gjaldt kun at slippe ubemærket bort og sikkre 
sig mod Forfølgelse , indfil de vare slupne over Grændsen . 
Margaret maatte forsvinde uden at efterlade noget 
Spor , og Vanskeligheden bestod da blot i at faae hende 
lokkef ud af Klostret , helst alene , et Foretagende , der 
ved Marts Hjelp kunde udføres paa en saare simpel 
og naturlig Maade ; men som ogsaa kunde strande paa 
en eller anden uforudseet Hindring , en af disse uberegnelige 
Hændelser , der ere Skjebnens Værk . Dog , han 
var jo nu Fatalist og troede paa Skjebnens Gunst , 
ja , han meente allerede i Aanden at see det lykkeligt 
fuldbyrdet , som maatte og skulde skee . 
Da han reiste sig for at vandre videre , var der 
ikke Skygge af Tvivl eller Betænkelighed i hans Sjæl ; 
han følte sig fast i sit Forsæt og fuld af Handlekraft . 
Han forlod paa et bestemt Sted , hvilket han tidligere 
nøie havde mærket sig , Stien og fordybede sig i et 
tæt Krat i Nye Sønderskov , indfil han naaede en 
gammel , huul Eg , som allerede i lang Tid havde 
væræt Gjemmestedet for alt hans Mammon . I Vissing , 

som paa Tjele , havde han spillet den fattige Tiggebroders 
Rolle , og da hans Celle i Klostret ikke frembød noget 
sikkert Gjemmested , havde han snart unddraget sin indholdsrige 
Lædersæk de Vissing Nonners Nyfigenbed og 
skjult den her i Skovens Tykning . Ofte , navnlig 
naar han om Natten forlod Maris Hytte , havde han 
besøgt Stedet og forvisset sig om , at hans Skat var 
i Behold . Han fandt ogsaa nu Sækken urørt paa 
det gamle Sted i Træets hule Stamme , løftede den 
nd , aabnede den og fyldte i den Resten af den Sum , 
Bispen havde givet ham , og som han havde medbragt 
i sin Kuttes dybe Lomme . Lædersækken blev saa tung 
nok , men den havde et stærkt Haandtag og en Mand 
af hans Legemsstyrke bar den uden Vanskelighed . 
Han listede sig da med sin Byrde nd af Skoven 
og nærmede sig den Dal , i hvilken Maris Hytte laae . 
Han havde valgt Tiden heldigt , thi det var den varme 
Middagsstund , i hvilken Bønderne sjelden færdes ude , 
men ligge hjemme , dybt nedsænkede i Middagshvilens 
søde Søvn . Solen brændte haardt , men Vigand 
mærkede det ikke , saa ganske var hans Sjæl optagen af 
en eneste Tanke . Tog ilede han , for snarest at komme 
i Sikkerhed bag Maris Hyttevæg , udenfor hvilken 
Trolddomsfrygt holdt Vagt . 
De skidne Hornruder i Hyttens Vinduer , som ved 
deres Uigjennemsigtighed siffrede Hexen for at blive 
bekigget udenfra , hindrede ogsaa hende selv i at iagttage 
dem , der nærmede sig Hytten . Vigand gik lydløsf 
paa sine Sandaler og naaede saaledes ubemærket 
Døren . Hau tog et raskt Tag i den , saa den liden 
Pind , med hvilken der var stoppet for Klinken , fløi af 

og Døren gik op . Han blev ved sin bratte Indtræden 
hilset med et dæmpet Skrig , der dog ikke kom fra 
Mari selv , men fra hendes Barnebarn , liden Gjertrud , 
det eneste levende Væsen , en sort Kat undtagen , som 
Hexen taalte om sig . Hun sad paa Hug i den lille 
Forstue med Hænderne under sit Forklæde og blundede , 
da Vigand ved sin bratte Indtræden forfærdede hende . 
Hun var en tolvaars Pige , liden og spinkel af Væxt 
og med et blegt og sygeligt Aasyn ; men hendes store , 
skjønne blaae Øine havde et blidt og drømmende Udtryk ; 
dog talte dyb Tungsindighed af hendes Blik , der 
syntes at tolke hendes Trællelivs Lidelser og anraabe 
om Medlidenhed . 
Vigand havde ofte seet hende uden at lægge 
synderlig Mærke til hende ; men i dette Øieblik slog 
hendes fromme , veemodige Blik ham , og det englelige 
Udtryk vakte hans Harme ; hvorfor han ublidt stødte 
hende bort , da hun stillede sig foran den indre Dør 
og , rystende af Skræk , mumlede , at Oldemoder ikke 
modtog Besøg i Middagsstunden . Han aabnede Døren 
og saae lige for sig gamle Mari , siddende i sin Hyndestol 
og rugende over en lille Bunke Sølvpenge , hvilken 
hun formodentlig havde været i Færd med at tælle , 
men nu hurtigt strøg ned i den halv aabne Bordsfuffe , 
idet hun tilkastede den Indtrædende et sky Blik . 
Vigand havde ofte seet Mari sidde saaledes , i sit 
ildrøde Skjørt , den blaa Vadmelstrøie og med den 
fedtede Klædeshue som en tæt Ramme om det gustne , 
rynkede Ansigt . Det lurende Blik fra hendes graae , 
rindende Øine , Høgenæsen , den spidse Hage og de 
smalle Læber om den tandløse , indfaldne Mund gave 

hende et ondt , afskrækkende Udseende ; men Vigand var 
nu saa fortrolig med hendes frastødende Ydre , at man 
ikke skulde troet , at Synet af Mari kunde indgyde 
ham Afsky ; og dog var det Tilfældet . Han var til 
Mode , som om han først i dette Øieblik ret fik Øinene 
op for , hvilken led gammel Hex hun var at see til . 
Hvilken Svaghed af ham og tilsyneladende Modsigelse , 
at han først opirredes ved Synet af liden Gjertruds 
fromme Aasyn og nu ikke mindre ved at see Hexens 
lede Fjæs ; men disse Sindsrørelser sprang af den 
samme Kilde ; thi ligesom han i Barnets rene , fromme 
Blik havde meent at læse en Bebreidelse over den 
sorte Skjændselsdaad , han nu vilde udøve , saaledes 
stillede Hexens frastødende Aasyn ham ret for Øie , 
hvor sort den Daad var , til hvilken han behøvede en 
flig Hjelperske . 
Han satte den tunge Lædersæk fra sig og lukkede 
Døren , idet Mari med ufordulgt Overraskelse og et 
tvungent Smiil udbrød : 
„ Ei , ærværdige Fader , er I alt vendt tilbage 
fra Eders lange Reise ! “ 
„ Som Du seer , Mari ! “ svarede Vigand , flød 
Slaaen for Døren og gik saa hen til Bordet , hvor 
han tog Plads paa Bænken ligeoverfor den Gamle ; 
„ men Tand for Tunge ! Ei nogen levende Sjæl maa 
faae Nys derom , at jeg i denne Stund har gjestet 
Dig . Kunne vi stole paa den liden Djævleunge med 
de speidende Øine , Du har hos Dig ? Jeg har vigtige 
og nødagtige Sager at tale med Dig om . Skik Barnet 
af Huse , at hun ei lurer ved Døren ! “ 

Mari yndede ikke at modtage Befalinger i sit 
eget Huus og mumlede : „ Munkenaade er til liden 
Baade ! “ Dog , idet hun tog sin Gjest nøiere i Øiesyn 
og bemærkede hans spændte , stirrende Blik og de dybe 
Rynker i hans Pande , skjønnede hun , at han ikke var 
til Sinds i dette Øieblik at taale Modsigelse . Hun 
reiste sig da , humpede hen til Døren og raabte ud til 
Gjertrud , at hun flux skulde gaae ud paa Heden og 
flytte Faarene . 
„ Mig tørster , “ sagde Vigand med hæs Røst , „ giv 
mig at drikke , bliver det end kun Vand , eller Valle , 
blot strax ! “ 
„ Ha , ha ! “ loe Mari med skrattende Røst , satte 
begge Næver i Siden og stirrede paa Vigand . , , Balle 
til Munkehals , da faaer jeg give min Griis Rostokkerøl . 
Mari er ikke saa arm , det I vel veed , at hun jo 
evner at slukke Tørsten paa den argeste Supper , baade 
fra øm og Voer . “ 
Derpaa humpede hun hen til et lidet Væggesfab , 
af hvilket hun udtog en stor Trækande og gik med 
den ud i et mørkt Rum bag Værelset for at aftappe 
Øllet . Den aabne Skabdør tillod et Indblik Paa 
Hylderne , hvor Vigand blev et Par Sølvbægre og 
nogle skjønne Leerkruus vaer . Værelsets Indre udviste 
i det Hele større Velstand og mere Hygge , end Hyttens 
forfaldne Ydre lod formode . Væggene vare dækkede 
af Lædertapets-Stumper , som Mari havde tiltigget sig 
i Klostrene , Helgenbilleder prydede Væggene , og Alkovesengen 
svulmede af gode Bolsterdyner og Puder . Der 
var ingen Mangel Paa Huusgeraad , og den store jernbeslagne 
Dragkiste rummede sikkert ikke blot Klæder og 

Linned , men tillige en Slump Mønt . Vigand vidste , 
hvor pengegridfk Hexen var og skjønnede , at en rundelig 
Gave vilde være det sikkreste Middel til at vinde 
hendes Bistand . Han benyttede da hendes Fraværelse 
til at aabne Lædersækken og udtog af den en værdifuld 
Armring af Guld , hvilken han stak til sig . 
Da hun var vendt tilbage og havde sat Ølkanden 
paa Bordet , greb Vigand den , inden Mari kunde 
række ham et Bæger , satte den for Munden og tømte 
den til Hælvten . Saa drog han et dybt Suk og 
fornam med Velbehag , at den styrkende Drik havde 
tilvejebragt Ligevægt mellem Legeme og Sjæl og gjengivet 
ham den vante Selvbeherskelse og Ro . Mari 
kom døg ligefuldt med Bægeret , satte dertil en Træbakke 
med Bagværk paa Bordet , tog saa atter Plads 
i sin Stol og sagde : 
„ Lad nu høre , ærværdige Fader , hvilket Ærinde 
har ført Eder til min ringe Hytte og hvad I begjærer 
af mig ? “ 
„ Ikke Trolddom , Mari , “ svarede Vigand med et 
skummelt Smiil , „ ei Urter , Salve , hvad heller Klokkeskrab 
til at mane onde Aander af Kroppen ; blot en 
Haandsrækning til at mane en fager Jomfru hid . “ 
„ Ei , ei ! “ udbrød Mari og hævede sine graae , 
buskede Øjenbryn ; „ har Piben nu den Lyd ? Nu , 
Elsfov er som Mimmerdug ; hun falder saa snart paa 
en Hybentorn , som paa en Rosensblomme . “ 
„ Du mistyde ikke mine Ord ! “ sagde Vigand og 
antog pludselig en hellig Mine . „ Jeg har Noget af 
fær Vigtighed at fortroe Jomfru Margrethe , mit 
Skriftebarn , og det er til hendes eget Bedste , at det 

skeer ufortøvet og i al Hemmelighed . Du maa skaffe 
hende hid alene og inden Aften . “ 
Mari saae Paa Vigand med et forskende Blik , 
tog saa Øinene til sig , ridsede med sin Stok i Gulv 
sandet og sagde : 
„ Ikke let det ! “ 
„ Just saare let , “ svarede Vigand barskt , „ naar 
Sagen gribes an paa den rette Maade . Hun har jo 
nu sin Gang hos Dig ; var hun ei her for en Uge 
siden at hente Urter til den syge Søster Karen , og 
kom hun ikke da uden Ledsagelse ? Hun gaaer jo nu 
heelt trygt omkring , beskyttet af det Helligheds Skin , 
som omgiver hende . “ 
„ Det skal I vide , Fader Vigand , “ sagde Mari 
med et sky Blik , „ at troede jeg end længe ikke paa 
Hellighed og Dyd , den Jomfru har moxen rokket min 
Vantro . Hun er stærk i Aanden , og hendes Blik 
bringer En til at skjælve . “ 
„ Gamle Taabe , Du er , Mari ! “ udbrød Vigand 
og loe tvungent . „ Tænkelig gjør Jomfru Margrethe 
om lidet en Helgen af Dig ! Nu , derom tænker jeg , 
at hvo der skal til Helvede , maa saa gjerne rende , 
som trave . “ 
„ Jomfru Margrethe , “ sagde Mari med uventet 
Fasthed , „ har ikkun beviist mig Godt , og ikke tale I 
til mig om Helvede ! Jeg beder mit Paternoster og 
Ave trods nogen Søster i Vissing . “ 
„ Det maa da vel være mig , “ svarede Vigand og 
saae Mari ind i Øiet , „ der skal frie Dig af Djævelens 
Kløer , som og af Ulykke og Fortræd i dette Liv . Jeg 
er nu forlængst vorden meget vidende , Mari , og har 

Din Velfærd i min Haand . Tog , hvad er dette mod 
Din Sjæls Vel ? Jeg har Magten at løse og binde , 
det Du fuldt vel veed , og skulde nogen Betænkelighed 
holde Dig tilbage , da lide Du trygt paa mig . Alt 
er Dig forud forladt og tilgivet , og jeg dækker Dig 
med mit Ansvar . “ 
Det stod at læse paa Maris rynkede Aasyn , at 
Vigands Hentydning til hans Kundskab om flere af 
hendes Livs sorte Hemmeligheder indgød hende stor 
Angst ; men Slutningen af hans formastelige Tale 
beroligede hende igjen ; thi om hun end ikke troede 
paa Gud , hun troede dog paa Præstevælde og saae 
navnlig i Vigand en Troldmand , der var hende overlegen . 
Margarets Ungdom , Skjønhed og Hjertensgodhed 
havde virkelig gjort Indtryk paa hendes forhærdede 
Hjerte , men Frygt for hendes egen Sikkerhed 
kvalte denne gode Følelse , hun lukkede sit Hjerte til 
og forestillede sig selv , at hun maatte bøie sig for 
Nødvendigheden . Den Djævels Munk , der nu sad og 
stirrede paa hende , var den stærkeste Part og han fik 
da at bære Ansvaret , som han selv sagde . 
„ Nu ikke halvskrattes Tale længer , “ udbrød hun 
med et frækt Blik , men med usikker Røst ; „ vi springe 
helst i det ! Hvordan vil I have det stillet an , og 
hvor stor bliver min Løn ? “ 
„ Ret faa , Mari ! “ sagde Vigand og nikkede . 
„ Nu er Du Dig selv igjen . Du gjøre nu blot , som 
jeg byder og vær tryg ! To Ting begjærer jeg af 
Dig : først det , at Du sfikker Gjertrud med Brev til 
Vissing og skriver deri , at Du ligger neder af Sygdoms 
Svaghed og begjærer Jomfru Margrethe i Tale 

alene og inden Aften , saasom der er Noget , der tynger 
Din Sjæl , og som Du ønsker at betroe hende ; saa 
det , at Du strax , naar Gjertrud er vendt tilbage , 
begiver Dig bort med Barnet og overlader Din Bolig 
til min Raadighed fra nu af og indtil imorgen ved 
denne Tid . “ 
„ Ved Jomfru Maria ! “ udbrød Mari og slog 
Kors for sig , „ hvilken Misgjerning vil I nu begaae , 
Vigand ? Er I først fort , da falder Skylden paa mig , 
og jeg faaer bøde for det , I gjorde . “ 
„ Jeg sværger Dig til ved min Helgen , “ sagde 
Vigand og saae Mari fast ind i Øiet , „ at ingen 
Misgjerning skal her vorde begaaet . Du er fraværende 
og veed af Intet . Gjertrud maa Du paabyde 
Tanshed , at hun Intet siger om min Nærværelse , 
blot afgiver Brevet til Portsøsteren og da strax iler 
tilbage . Nu frisf til Værket og viis , at Du er Pennen 
saa mægtig , som Du har Ord for ! “ 
Men Mari rørte sig ikke ; hun blev siddende med 
Hænderne støttede til Stokken og stirrede paa Vigand 
med et forskende , mistænksomt Blik . Da tog han den 
gyldne Ring frem og lod den Ædelsteen , der var anbragt 
i den , funkle for Hexens Øine . 
„ Til hvilken Summa vurderer Du denne ? “ spurgte 
han med et hoverende Smiil . „ Monne den ikke være 
sine hundrede Gylden saa vel værd mellem Brødre ? 
Den er Din , Mari , om Du vil være mig til Villie . “ 
Der viste sig to røde Pletter paa Maris gustne 
Kinder , og hendes Øine sføde Lyn . Ingensinde var 
der bleven hende budt saa kostelig en Gave ; thi hundrede 
Gylden var i hendes Tanker næsten en Formue . 

Hun reiste sig halvt fra sit Sæde , greb Ringen med 
en Ravns Gridskhed , sank tilbage i Stolen og sagde 
med rystende Stemme : 
„ I faaer da have Eders Villie , I Fabels 
Karl ! “ 
Saa stirrede hun paa Klenodiet med et funklende 
Blik , veiede det i Haanden og mumlede nogle utydelige 
Ord , af hvilke dog den i alle hendes Trylleformularer 
indviede Vigand hörte Nok til at skjönne , at det 
var en Besværgelse , ved hvilken hun vilde afvende alle 
skadelige Følger af den Handel , hun nys havde sluttet , 
fra sig selv . 
„ Nu er Ringen signet “ , sagde Vigand med et 
spodsk Smiil ; „ den vil bringe Dig Lykke . Betalingen 
fik Du forlods , Mari ! Nu gjøre Du flux Din Skyldighed 
og lægge Haand paa Værket ! “ — 
Da Brevet var skrevet og ombundet med en 
Traad , hvis Ende Mari forseglede med Vox , blev 
Gjertrud hidkaldt og afsendt med det til Vissing , efterat 
hun først havde faaet den strengeste Formaning til at 
forholde sig taus og strax ile tilbage , naar Brevet var 
afleveret til Portsøsteren . Vigand nærede en haardnakket , 
ham selv ikke ganske forklarlig Mistillid til 
Barnet ; men Mari kjendte Gjertruds store Frygt for 
hende og tvivlede derfor ikke i mindste Maade om at 
blive punktligt adlydt . Hun fik ogsaa Ret ; thi der 
var ikke gaaet meget over en Time , førend Gjertrud 
atter viste sig forpustet i Hyttens Dør og meldte , at 
Brevet var blevet rigtigt afleveret , og at Portsøsteren 
havde lovet strax at give det til Jomfru Margrethe . 

Vigand hörte med blussende Kind og funklende 
Blik , at Lykken fremdeles var ham god , og sagde saa 
til Mari : 
„ Nu fortöve Du her ikke længe ; men forinden 
Du begiver Dig herfra , da udleveer mig den Mandsdragt , 
jeg har givet Dig i Forvaring . Du har da 
ikke bedraget mig for den ? “ 
„ Mari er en tro Gjemmerfle “ , svarede Hexen med 
rynket Pande . „ Nu skjønner jeg dog , at I maa have 
overlagt det , I har fore , længe forud . “ 
„ I disse onde Tider , “ svarede Vigand , „ maa 
en forfulgt Tiggerbroder vel stedse være beredt Paa at 
skifte Ham . See ! “ udbrød han tilfreds , da Mari af 
et Rum i Alkoven fremtog Tøiet , „ der har vi Trøien , 
Hoserne , Vamsen , Støvlerne , Baretten og Sværdet — 
nu Mari , her er en Gylden i Leie for mit Adelsskrud 
og nu fort med Dig ! “ 
Dog tøvede Mari en Stund , rodede i sin Dragkiste 
og stak Penge og andre Sager af Værdi til sig , 
som om hun forberedte sig paa den Mulighed at 
maatte rømme med det Samme . Imens samtalede 
hun med Vigand , og liden Gjertrud , som nu blev 
forglemt , tittede gjennem Dørsprækken og lyttede med 
blegnende Kind til de Ord , der faldt mellem Munken 
og den Gamle . 
Omsider var Mari færdig og maatte afsted . 
„ Lykke paa Reisen , Mari ! “ sagde Vigand , da 
hun humpede ud af Hyttens Dør . „ Jeg skjønner , 
det er Din Agt at drage bort for en Stund , og deri 
handler Du viseligt . Du har nu Nok at bjerge Dig 
med for Din øvrige Levetid . “ 

„ Bedre er Held , end hundrede Mark , “ svarede 
Mari , idet hun standsede og vendte sig mod Vigand . 
„ Gjerne gav jeg to Ghldens Værd for at vide , hvorlunde 
I og jeg , vi ere stedede forinden tvende Solemærker . “ 
„ Ha , 
ha ! “ loe Vigand , der stod i Døren og 
kastede et speidende Blik ned ad Dalen , „ nu tilstod 
Du , at al Din Konst er Vanmagt og Bedrag . Jeg 
har stærkere Tro paa min Magt og klarere Syn , end 
Du ; jeg spaaer og siger Dig det forud , at forinden 
tvende Solemærker , da er jeg og En til mange Mile 
herfra i god Behold , mens Du sidder et Sted , hvor 
Djævelen monne have Dig , og kysser min Guldring 
med Glædestaarer . “ 
„ Djævelen have ham , ikke mig ! “ mumlede Mari , 
slog Kors for sig og humpede raskere , end man skulde 
troet , henad Stien med Gjertrud bagefter sig . Vigand 
blev staaende og saae efter dem , indtil de vare af 
Syne . Saa lukkede han Hyttens Dør og ilede ind i 
Kammeret , hvor han flux afførte sig sin Klosterdragt . 
„ Der ligger Tiggebroderen ! “ udbrød han , idet 
han smed Sortebrødre-Kutten ind i det mørke Rum 
ved Siden af , „ og med den fule Sløikjortel være alt 
Hykleri og det gamle Trællesind aflagt ! Nu strax skal 
jeg vise mig i min sande Skikkelse , en fri , ædelig 
Mand mere lig , end Mangen , som fødtes til at 
kaldes saa . “ 
Da han havde fuldført Omklædningen , greb han 
Maris Speil og betragtede længe og med Velbehag 
sit eget Billede , der i den nye Ham viste sig saa forunderlig 
fremmed for hans stirrende Blik . Smuk og 

anseelig var han at see til i den klædelige Dragt ; 
et tilfreds Smiil krusede hans veldannede Læber , og 
hans mørke Øine funklede , da han satte Speilet hen . 
„ Jeg er hende jevnbyrdig , “ mumlede han , „ vi 
ere som skabte for hinanden , og Skjebnen har mærket 
hende til at vorde min Eiendom . Hun skal sande det , 
naar hun kommer og staaer Ansigt til Ansigt med mig , 
at Ingen undgaaer sin Skjebne ! “ 

Sjette Kapitel . 
Broder Vigand skrifter . 
Time efter Time gik , og endnu dvælede Vigand 
i Maris Hytte , ventende paa sit Offer . Snart sad 
han lyttende i Hexens Stue med hver Nerve spændt , 
snart sprang han op og gik ud i Forstuen for at speide 
gjennem Kighullet i Døren , indtil hans Øie blev blindt 
af at stirre ; men der kom ingen Margaret , og dog 
var Solen nu sin Nedgang nær . 
Intet sætter et Menneskes Sjælskraft paa saa 
haard en Prøve , som at vente i Ørkesløshed . Tusinde 
ukaldede Tanker melde sig for at nedbryde Modet og 
formørke Haabet , og den tiltagende Spænding fremkalder 
en Pirrelighed , som ender med fuldkommen 
Slappelse . Selv den Vises og Frommes Taalmodighed 
gaaer sjelden seierrig ud af denne Prøve , men for 
Synderen med det onde Forsæt i Hjertet bliver Ventetiden 
en Forsmag paa Pinen i Helvede . Kampen 
mellem den onde og den gode Engel , som syntes udfegtet , 
begynder forfra , Samvittighedens kvalte Røst 
lader sig atter høre , og Angstens Dæmoner reise hvislende 
deres Hoveder . Trods den aandelige Tortur , 

Vigand gjennemgik , indsaae han dog , at hvis Maris 
Brev havde gjort sin Virkning , og Margaret overhovedet 
kom , da var det meget heldigere , at hun først 
indfandt sig seent , naar Mørket faldt paa , og den 
Time nærmede sig , da han turde vente Johan Goerdes 
med Rytterne fra Linaa Laven Slot . 
Dog var han nær ved at opgive Ævret , da han 
endelig , som Solens sidste Straaler sluktes bag Skovaasene , 
saae Margaret nærme sig , og hans Hjerte 
bankede af djævelsk Fryd ; thi han blev vaer , at hun 
kom alene . Med lette og hurtige Skridt gik hendes 
statelige Skikkelse , indhyllet i den side og sneehvide 
Novicedragt henad Stien , ikke ulig en Due , der 
blindt flyver mod Høgens Rede . Hendes ædle og 
skjønne Aasyn blussede af den raske Gang , hun standsede 
et Par Gange og saae sig tilbage , men gik saa uden 
Tøven lige mod Hytten og i samme Øieblik , hun 
naaede Døren , sprang Vigand ind i et Brændselsrum 
ved Siden af Forsluen og skjulte sig der . 
Margarets Hjerte bankede af den hurtige Gang 
og af Spænding ; thi hun var paa Flugt fra sit 
Fængsel , Klosteret og ilede nu ad Kjærs Mølle til . 
Maris Brev havde givet hende det forønskede Paaskud 
til at flippe bort paa en heldig Maade og uden at 
udsætte sig for at blive forfulgt . Hun priste endogsaa 
sin Lykke , fordi den søvnige og efterladne Portsøster 
først henad Aften havde givet hende Brevet ; thi derved 
var hun faldet paa af udbede sig Abbedissens 
Tilladelse til af turde forblive om Natten hos den 
syge gamle Kvinde og vaage hos hende . Abbedisse 
Marine havde rigtignok gjort Indvendinger , men da 

Margaret nu ganske havde vundet hendes Tillid , var 
hun falden til Føie , dog paa den Betingelse , af to 
Lægbrødre ledsagede Margaret til Hytten ; men disse 
uvelkomne Ledsagere blev Margaret let kvit , idet hun 
der , hvor Stien bøiede af fra Veien , havde givet dem 
Tilladelse til af vende tilbage til Klostret , hvilket de 
hellere , end gjerne , gjorde , da et Ophold ved Nattetide 
i den syge Troldkvindes snevre Hytte ingenlunde forekom 
dem lysteligt . Margaret bad dem sige Abbedissen , 
af hun havde ladet dem gaae , fordi deres Nærværelse 
i Hytten kun vilde volde fladelig Uro , men af hun 
meget ønskede , af de skulde afhente hende den næste 
Morgen . 
Det var nu hendes Plan , efterat hun havde tilbragt 
nogle Timer hos Mari og ydet hende den begjærede 
Trøst , da ved det første Daggry af ile til 
Nye , hvor hun kjendte en Bonde , hvis syge Barn 
hun havde helbredet , og som hun haabede let af formaae 
til af kjøre hende til Møllen . En Steen faldt 
fra hendes Hjerte , da hun saae sig vel indenfor Maris 
Hyttedør , og hun traadte nu med Tak til Gud ind i 
Stuen — da hun til sin Forbauselse fandt den tom 
og strax blev vaer , af der ingen Mari laae i Alkoven , 
ja af endogsaa Sengeklæderne vare urørte . 
Som hun slog Hænderne sammen af Forundring , 
hørte hun Døren gaae bagved sig , og da hun vendte 
sig om , saae hun til sin Forfærdelse en høi Mand i 
verdslig Dragt og med Sværd ved Siden for sig . 
Hun stirrede paa den Fremmede , gjenkjendte Vigand 
og sank med et Skrig om i Maris Stol . 

Der lød ingen Velsignelse fra Vigands Læber , 
uagtet den allerede svævede ham paa Tungen , saa 
stærk er Banens Magt . Blodet brusede i hans Aarer , 
og Lidenskaben gjorde ham i det første Øieblik stum ; 
men han fik Bugt med Stormen i sit Indre , nærmede 
sig Margaret med et mildt Aasyn og sagde : 
„ Du forfærdes ikke , Margaret ! Der skal intet 
Ondt blive Dig tilføiet , blot Du føier Dig efter min 
Villie ; snart vil Du begribe Alt og være mig , ikke 
vred , men takskyldig . “ 
„ Mari , “ udbrød Margaret med skjælvende Røst 
og reiste sig brat , „ hvor er hun ? “ 
„ Hun er ikke til Huse , “ svarede Vigand , der nu 
fuldkomment havde gjenvundet sin Fatning , „ ikke hun , 
men jeg kaldte Dig hid . “ 
„ I og ikke Mari ? “ spurgte Margaret , tog Brevet 
frem af sin Barm og viste ham det . 
„ Mari , “ sagde Vigand med et Smiil , der isnede 
Margarets Blod , „ gjorde og skrev , som jeg hende 
bød . “ 
Da sank Margaret atter om paa Stolen , begravede 
sit Aasyn i sine Hænder og brast i Graad . Det var 
Fortvivlelsens Taarer , hun udgød , men de lettede dog 
hendes Hjerte . Vigand havde imidlertid skudt Slaaen 
for Døren , gik nu atter hen til hende og sagde : 
„ Nu ville vi ikke blive forstyrrede , og vi kunne 
tale trygt og uhindret med hinanden . “ 
Da reiste Margaret sig med blussende Kinder , 
og hendes funklende Blik viste , at hendes Stolthed og 
naturlige Mod var vaagnet i hele sin Styrke . 

„ Hvad betyder dette ? “ spurgte hun med bydende 
Røst . „ I hvad Hensigt har I lokket mig hid og 
hvortil denne Indespærring ? Er I rasende og galen ? “ 
„ Margaret , “ sagde Vigand og gik tæt hen til 
hende , „ det betyder , at nu er Timen kommen , hvorefter 
jeg i mange , lange Aar sukkede , den Time , da 
Du maa følge mig og vorde min . “ 
Han lagde sin Haand paa hendes . Skulder ; hun 
rev den bort og vilde ile mod Døren for at undflye , 
men han greb hende med Jernhaand , drog hende til 
sig og trykkede et brændende Kys paa hendes Læber . 
Hun sied sig fra ham med et Skrig ; Hætten , 
som dækkede hendes Hoved , faldt af , og hendes rige , 
brune Haar rullede ned og ombølgede hendes blussende 
Aasyn . Hendes stolte Øine lynede , og hun saae sig 
vildt om , som om hun søgte en Kniv , eller et andet 
Forsvarsvaaben , men da hun intet fandt , sank hun 
atter om paa Stolen og var en Afmagt nær . Dog 
fik hun Bugt med den Svimmelhed , der et Øieblik 
omtaagede hendes Hjerne , hendes Blik fæstede sig paa 
Voldsmandens Aasyn og fængsledes af hans funklende 
Blik , som Fuglens af Slangens . 
„ Nu vorde Du stille , “ sagde Vigand , som stod 
foran hende med korslagte Arme , „ og ikke tiere vild , 
er Du end saare deilig at skue , selv i Din Harme . 
Jo mindre Taalmod , des værre Kaar ! Du frygte 
nu ingen videre Overlast af mig , Margaret ! Dog 
er det mig til Behag , af vor Pagt strax blev beseglet 
med et Kys . Det Kys vil brænde paa Dine Læber 
nu og altid og sige Dig , af nu er Du min ! “ 

„ Guds hellige Moder ! “ udbrød Margaret og 
saae opad med Fortvivlelse i sit Blik , „ Du slige herned 
med alle Dine gode Engle og frie mig af denne 
Djævels Vold ! “ 
„ En from Bøn den ! “ sagde Vigand i en spottende 
Tone . „ Du forsøge det nu med Sancte Peder og 
Sancte Povel , hvad Heller med Sancte Laurentius og 
Sancte Søren og see , om de slige herned for af frelse 
en knibsk Jomfru ! Nei , saa anraabe Du hellere de 
jordiske Helgene , til hvilke Du dog har størst Tro , 
men som Du hidindtil vragede . Hvad mener Du om 
Sancte Knud og Sancte Folmer ? men disse Helgene 
ere ulykkeligviis ikke tilstede . Der bliver da ikkun til 
Rest Sancte Vigand ; hvad om Du paakaldte hans 
Medlidenhed og undlod af skjelde ham for en Djævel ? “ 
Vigand læste i Margarets Blik , da han nævnede 
Knud og Folmer , af Haabet blussede op i hendes 
Hjerte ; derfor sagde han : 
„ Du forstaae mine Ord vel ! Folmer Hansen 
drøg af Kjærs Mølle alt for fem Dage siden , Knud 
og Ide aarke igaar Morges — de ere Alle fort ! 
Dem holdt Du saa længe for Nar , min Dukke , indtil 
Du blev narret selv . “ 
Margaret blev dødbleg og nogle tunge Taarer 
faldt fra hendes Øjenlaag , mens hun knugede de 
foldede Hænder mod sit Bryst . 
„ Græd Du kun ! “ vedblev Vigand ; „ hidsig Graad 
tørkes snart . Den Dag vil komme , da Du leer . 
Snart vil Du være i Saddelen og langt herfra ; men 
Ventetiden vil jeg nytte til at gjøre Din Sjæl fortrolig 
med det , som kommer . Ikke see Du i mig en 

Voldsmand , som vil krænke Dig , men en tro Ven , 
der mod Din Villie frelser Dig fra et ulyksaligt Liv , 
Dig , Slegfreddatteren , paa hvem Verdens Ringeagt 
hviler ; thi med Klostrenes Magt er det snart forbi , 
og ham , Du mener at være Din Ven , kjedes nu ved 
Dig og har vendt Dig Ryggen . “ 
„ Jeg troer ikke det , “ sagde Margaret med mat 
Røst ; „ der er ikke Sandhed i Din Mund . “ 
„ Mere , end Du formoder ! “ svarede Vigand . 
„ Du har ikkun een Ven , han som nu taler til Dig 
og som vil stræbe derefter at bsie Dit trodsige Hjerte 
og vinde Din Hu , det Du engang skal takke mig for . 
Du skal nyde høvisf og sømmelig Medfart , Margaret 
og skjønne , at Du faldt ikke i flette Hænder . Nu 
sætter jeg mig her paa Bænken , saa Bordet er os 
imellem . Du høre da roligt paa det , jeg har at sige 
Dig . Mangen Gang skriftede Du for mig , men ingensinde 
oprigtigt , det jeg fuldt vel veed ; nu strax vil 
jeg skrifte for Dig , en Ære , Du tænkelig agter ringe , 
men det skal ikke fattes paa Oprigtighed og ikke en 
Fold i mit Hjerte skal vorde skjult for Dig . “ 
Han talte nu længe og vedholdende , idet hans 
dybe Røst snart lød dæmpet og eensformigt , snart 
hævede sig , naar Lidenskabens Storm rev ham hen : 
Margaret sad der med dodblegt Aasyn og Hænderne 
foldede i sit Skjød , hun hørte som den , der ikke 
hører ; og dog dukkede senere det , som kun hendes 
ydre Øre syntes at have opfattet , op i hendes Erindring , 
hvor Ordene havde ædt sig ind , som Ormeyngel 
i en Blomsterknop . 

Kun ufuldkomment og dunkell opfattede hun da , 
hvad Vigand sagde om Fortiden , om den Ringeagt 
og Spot , han ofte havde bøiet af hendes hedengangne 
Fader , om den Troskab , han desuagtet havde udviist 
mod sin Beskytter , om den Haanhed , Folmer Rud 
stedse havde udviist mod ham og om alle de bittre og 
krænkende Ord , han havde maattet bøie af Knud , slet 
Gjengjeld for mangeaarig faderlig Godhed . Ikke mindre 
spildt var hans Skildring af hans brændende Kjærlighed , 
om hvilken han sagde , at den var opstaaet i 
hans Hjerte ganske uden hans egen Skyld , en Drift 
nedlagt i ham af Skaberen selv . Saa længe havde 
han skriftet hende og læst i hendes skjønne Øine , 
indtil hendes Billede stod uudsletteligt præget i hans 
Hjerte , og han elskede hende høiere , end jordisk Vinding , 
Ære og Liv . Dog , trods al den Bitterhed , 
hvormed han skildrede det , han mente at burde hevne 
og al den glødende Veltalenhed , hvormed han udmalede 
sin dybe Lidenskab , talte han længe for døve Øren . 
Margaret benyttede dette Pusterum , da han lod hende 
i Fred og kun stræbte at gyde Ordets Gift i hendes 
Øren , til at samle sine Tanker , gjenvinde sin Fatning 
og styrke sig ved Bøn . 
Men ikke saa snart begyndte han at indvie hende 
i sine Planer for Fremtiden , før hun vaagnede til 
fuld Bevidsthed og med Aandsnærværelse lyttede til 
hvert Ord , han sagde . Hun fik af vide , af hun i 
denne Nat , om faa Timer , maatte følge ham , og af 
det var hans Agt for stedse af forlade Danmark . Han 
nævnede Landsknegten , ikke ved hans virkelige Navn , 
men som John Craigengelt og søgte af indbilde hende , 

af han nu følte sig overbeviist om , af denne fremmede 
Kriger virkelig var hendes Morbroder , og af man 
havde gjort ham skammelig Uret . Han bad hende see 
et Beviis paa hans gode Hensigter i denne hendes 
Frændes Nærværelse og underrettede hende sluttelig 
om , af hun ikke vilde blive uden kvindeligt Selskab , 
da en rigtignok ulykkelig , men adelsbaaren og godhjertet 
Kvinde , Fru Elsebeth Gyldenstjerne , nu hendes 
Morbroders Trolovede , i Selskab med dem agtede af 
drage af Landet . 
Saa fortvivlet var Margarets Stilling , af hun 
ikke anstillede mange Betragtninger over , hvorledes 
Vigand var kommen i Kast med de to berygtede Personer , 
i hvis Selskab hun skulde føres bort . Hun 
tænkte blot : Gud være lovet , af jeg ikke bliver ladet 
ene med ham ! Landsknegt og berygtet Kvinde , de 
ere dog Mennesker og ville maaskee forbarme sig over 
mig ! — Hun aandede da lidt friere , og da hendes 
vedvarende Taushed opbragte Voldsmanden , og han 
begjærede at høre et Ord af hende , da sagde hun 
med en Fatning og Ro , som bagefter forundrede 
hende selv : 
„ Jeg er i Eders Magt , Vigand , og maa følge 
Eder , det seer jeg grant , og da jeg nu skikker mig i 
min Skjebne og ikke gjør Modstand , da unde I mig , 
forinden vi drage af , en liden Hvile . “ 
Den Tale huede Vigand godt , og han gik da 
udenfor og satte sig paa Vagt paa Bænken ved 
Døren , hvor han lyttede , om ikke Johan Goerdes med 
Rytterne nærmede sig ; thi Aftenen var allerede langt 
fremskreden . 

Men Margaret blev efter hans Bortgang siddende 
som bedøvet ; thi det frygtelige Sindsoprør og den stærke 
Spænding efterfulgtes af dødelig Mathed . Hendes 
Nærværelse i Maris Hytte , alene og under saa skrækkelige 
Omstændigheder syntes hende at være noget Uvirkeligt , 
en rædsom Drøm ; men naar Vigand bevægede sig 
udenfor Hytten , da vaagnede hun gysende til fuld 
Bevidsfhed af det Nærværende og udgød bittre Taarer . 
De Sandhedscrd , Folmer i sin Tid havde talet til 
hende , fik nu en knugende Vægt , hans Advarsler , der 
havde viist sig at være i fuldeste Maal berettigede , 
gjenlød i hendes Øren , og hendes ængstede Sjæl svarede 
med et haabløst : for silde ! 
Dog gik hun ikke i Rette med Forsynet , fordi 
hun uden egen Skyld var bleven stedet i saa stor en 
Nød . Hendes Tro paa Guds Retfærdighed og Barmhjertighed 
var ikke rokket , hendes Haab om Frelse 
endnu ikke udslukt . Hun sank ned paa sine Knæ og 
bad inderligt og længe til sin Gud og Frelser — for 
første Gang i hendes Liv glemte hun Jomfru Maria 
og den hele Skare af Helgener , hvilke hun havde 
dyrket som Afguder , og hendes Bøn fandt Veien til 
Guds Throne . 
Men inden hun kom til Ende med sin Bøn , 
omtaagedes hendes Tanke , hendes Hoved sank ned paa 
Stolen , foran hvilken hun var knælet , og saaledes 
liggende faldt hun i en dyb Søvn , som styrkede hendes 
Legeme , udflettede nogle angstfulde Timer af hendes 
Liv og maaskee frelste hendes Sjæl fra Vanvid . 

Syvende Kapitel . 
Guds Øine . 
Medens Margaret inde i Hexens Hytte , nedsunken 
i Forglemmelsens Nat , nød Søvnens Vederkvægelse , 
led Vigand udenfor alle Helvedes Kvaler . 
Natten sfred frem , men Alt forblev stille , og end 
ikke den svageste Lyd meldte hans Hjelperes Ankomst . 
Tusinde urolige Tanker plagede ham . Skulde 
Landsknegten have brudt sit Ord og bedraget ham ? 
Neppe muligt ; thi derved vilde den pengegridsfe Eventyrer 
jo gaae Glip af sin halve Belønning . Mon 
Margaret ikke blev savnet i Klosteret , og vilde de ikke 
komme mandsstærke derfra for at søge hende ? Mere 
end een Gang tænkte han paa at gaae ind i Hytten 
og udspørge hende om de nærmere Omstændigheder ved 
hendes Bortgang fra Klosteret ; men saa besynderlige 
Modsigelser kunne forenes i et menneskeligt Hjerte , at 
den samme Mand , der ikke veg tilbage for et frækt 
Kvinderov , ikke nænnede at forstyrre sit Offers Søvn . 
Stum og ubevægelig stod han og stirrede hen for 
sig , stedse lyttende . Da raslede det i Hyldebuskens 

Grene faa Skridt fra ham , og han foer sammen . Var 
det Natvinden ? Han saae derhen , og det forekom ham , 
at han kunde skimte en Skikkelse , som bevægede sig . 
Han sprang derhen som en Tiger , men greb kun den 
tomme Luft . 
Den kolde Sved stod ham paa Panden , da han 
atter var vendt tilbage til Hyttens Dør . Han stod 
der med korslagte Arme og stirrede op mod den stjerneklare 
Himmel , mens Nattens høitidelige Stilhed ængstede 
ham . Han hadede disse blinkende Stjerner , 
stumme Vidner til hans sorte Daad ; de syntes ham at 
være som Guds Øine , der bebrejdende saae ned paa 
ham og ynkede ham i hans dybe Nedværdigelse . Hans 
Hjerte blev greben af vild Trods og i vanvittig 
Harme løftede han sin knyttede Haand truende mod 
Himlen . 
Ensomheden blev ham nu uudholdelig , og da han 
i det Samme bemærkede , at det dagedes i Øst , saa det 
maatte være Midnat langt forbi , tog han en rask Beslutning , 
aabnede Døren til Kammeret , tog sin Vadsæk , 
som stod ved Døren og raabte til Margaret , at hun 
flux sfulde komme ud . 
Med et Skrig vaagnede hun og sprang op , først 
forvirret , men snart kom hun til fuld Bevidsthed 
om sin skrækkelige Stilling . Langsomt traadte hun ud 
af Hyttens Dør , og hendes Knæ rystede under hende ; 
men da den svale Morgenvind kjølede hendes Pande , 
og hun , efter saa længe at have været indespærret i 
et snevert , kvalmt Rum , indaandede den friske Luft , følte 
hun sig vidunderlig styrket . Hun saae op mod Guds 
majestætiske Himmelhvælving , og de blinkende Stjerner 

vare for hende som Venneblikke , der tilsmilede hende 
Trøst og sænkede Fred i hendes ængstede Hjerte . 
„ Din forræderiske Skalk af en Morbroder har 
bedraget mig eller faaet Forhindring , “ sagde Vigands 
dybe Røst tæt ved hende . „ Vi maa gaae herfra til 
Fods og opsøge ham og Fru Elsebeth paa Linaa Laven 
Slot ; blot en lille Stunds Gang over Aasen til 
Stigballevig ; der ligger Fiskerens Pram , vi gaae i 
den og roe over til Dynæs ; kom nu flux ! “ 
Men Margaret blev staaende og stirrede op mod 
Stjernerne , som blinkede til hende og indgsd hende 
nyt Mod . Hun kunde ikke troe , at denne Niddingsdaad 
skulde fuldföres ; det maatte kunne lykkes hende at bøie 
Voldsmandens Hjerte . 
Hun traadte da ud af Hvttens Dør , faldt paa 
Knæ for ham , greb hans Haand og bad ham med 
Ord saa bønlige og ydmyge , som ingensinde før vare 
komne over hendes stolte Læber , at lade hende fare . 
Hun forestillede ham det Usle og Umandige i at flæbe 
en værgeløs Kvinde bort mod hendes Villie og lod 
ham vide , at hun aldrig vilde blive hans , før vilde 
hun søge Døden . Hun erindrede ham om , at der lever 
en retfærdig og alvidende Gud , i hvis Hænder det er 
skrækkeligt at falde , og som ofte lader den meest skjulte 
Niddingsdaad blive opdaget og straffet . Hvilken frygtelig 
Gjengjeldelse ventede ham ikke , hvis hans Voldsdaad 
blev røbet ? men endnu kunde Alt afværges , og hans 
Hjelperes Udeblivelse var et Vink fra Himmelen , en naadig 
Henstand , en Udvei til Frelse , som blev ham tilbudt . 
Hun tilsvor ham ved Alt , hvad helligt var , 
at hvis han lod hende gaae med Fred , da skulde 

denne Nats Hændelser vorde evigt fortiede , og aldrig 
vilde hun reise nogen Klage imod ham . De ville da 
skilles for stedse , men hun vilde bede for hans Sjæl , 
som for en Vens . 
„ O , Vigand ! “ udbrød hun tilsidst , „ var I dog 
ikke nu i mange Aar min Lærer , Skriftefader og Ven ? 
Var jeg Eder ikke stedse lydig og hörig ? Naar krænkede 
jeg Eder eller handlede Eder imod , før I selv 
ved Eders Ustadighed fvang mig dertil ? En ond Aand 
maa være faren i Eder nu — I besinde Eder og vise 
Barmhjertighed ! “ 
Hendes bløde Stemmes bævende Klang og de 
deilige Øines dunkle Glands , mens hun bad og 
bønligt saae op til ham , syntes et Øieblik at afvæbne 
ham . Han forblev stum og holdt hendes Haand fast 
i sin og hun fornam , at hans Haand fljelvede ; men 
snart viste det sig , at han atter havde tillukket sit 
Hjerte og forhærdet sig . Dog røbede hans Svar , at 
han et Øieblik havde overveiet , om Klogflaben ikke bød 
ham at lade hende gaae . 
„ Nei , sagde han og atter Nei ! Ikke er jeg flig 
Taabe nu at flippe Dig . Du er en Kvinde , Du vil 
røbe mig og fladdre ; inden et Par Stunder vil de 
Nye Bønder være paa Benene , der vil gaae Bud til 
Øm og Vissing , snart vil en ganske Hær være efter 
mig , og Ulvehundene jage mig som et vildt Dyr . Du 
er snild , Margaret , men Du overlister ikke mig . Nu 
fort ! Der er Stien ; Du gaae nu foran mig og brug 
Dine rappe Been vel ! “ 
Margaret reiste sig i stum Fortvivlelse og gik , 
som han bød ; men som han greb Lædersækken og fulgte 

hende , da hörte han atter den samme Raslen bag 
Hyldebusken , og det forekom ham , at han saae en 
Skikkelse , der sneg sig bort . Dog , nu var der ikke 
Tid til Forfølgelse ; han maatte fort ind i Skovens 
Skjul og stræbe snarest at naae Stigballevig og 
Baaden . 
Raskf stred Margaret foran ham , efterhaanden 
med stedse hurtigere Skridt , saa han begyndte at frygte , 
at hun vilde forsøge Flugt . Han sprang da frem , 
greb hende i Armen og standsede hende . 
„ Du gaae ikke hurtigere , end at jeg kan vinde 
med ! “ sagde han med blussende Aasyn og et funklende 
Blik . „ Du vide , at jeg her i min Haand bærer en 
svar Byrde , al den Stund denne Sæk rummer min 
ganske Formue ; men det vide Du og , at sfulde vi 
vorde forfulgte , og Du vil benytte Dig deraf , saa jeg 
nødsages at vælge Dig og dette mit Mammon imellem , 
jeg kaster Sækken og griber Dig . Vi ville nu leve eller 
omkomme med hinanden ! “ 
De gik nu atter videre , og nu og da talte han 
hende til ; hans Ord vidnede om hans frygtelige Sindsoprør , 
og at hendes inderlige Bøn om Medlidenhed , 
som nu , da den ikke var bleven hørt , havde gjort hans 
Brøde end større , tyngede paa hans Samvittighed og 
æggede ham , saa han snart ikke vidste , om han hadede 
eller elskede sit Offer meest . 
„ Lade Dig fare ! “ sagde han med hæs Røst , „ for 
at Du kunde løbe i Armene paa Folmer Hansen og I 
Baade i Fryd og Gammen haane den stakkels bedragne 
Tiggebroder ? Nei , deraf vorder Intet ! Ikke til denne 

Straajunkers Lyst , men for min egen Mund bevarede 
jeg Dig nu i syv lange Aar . “ 
Margaret , som først havde gaaet ham for hurtigt , 
sagtnede nu stedse mere sine Skridt , som han tænkte , 
for at trække Tiden ud ; men Tingen var , at Fortvivlelse 
over hendes haabløse Stilling og den Sjælekval , 
hans vilde Tale forvoldte hende , omsider ganske 
lammede hendes Kræffer . Da de vare komne op paa 
Høiderne og havde naaet en aaben Plads i Skoven , 
sank hun om paa en Vindfælle , der laae lige ved 
Stien og sagde , at hun ikke formaaede at gaae et 
Skridt videre . 
„ I støde nu helst Eders Sværd i mit Bryst , “ 
tilføiede hun med blegnende Kinder og mat Røst , „ da 
er Alt forbi , og jeg vorder visselig ei Folmer Ruds 
Hustru . “ 
„ Ei , hvad for Snak er det ! “ sagde han , idet 
han tog Plads ved hendes Side og slap den tunge 
Sæk . „ Du skal ikke vorde hans og dog leve ! En liden 
Hvile faaer jeg unde Dig , at Du atter kan vorde frisf 
og stærk ; da ile vi fort , og snart skal Du være paa 
Linaa Laven blandt lystige Venner . Der skal Borgfogedens 
Kvinde disfe op for Dig med Vildbrad , og 
Du skal faae sød Viin at drikke , som vil give Dig 
lystigt Mod . Du skal aflægge denne fule Liigsærk af 
en Kutte og iføres skjønne Klæder , saa Du vorder 
Dig selv igjen , saa fager , som Du forhen var at see 
til ; og jeg skal smykke Din Hals og Dine Hænder 
med gyldne Kjeder og kostelige Ringe . En fyrig Hest , 
venter Dig , og da ride vi glade ud i den vide Verden 
at prøve Eventyr . “ 

„ Hvor armt og usseligt , “ foer han fort , idet hans 
Blik , funklende med feberagtig Glands , hvilede paa 
Margarets dødblege Aasyn , „ var ikke hidindtil Dit , 
som mit Liv ! Hvilke Taaber vare ikke vi , naar vi 
joge efter Hellighed og fandt ikkun Trældom og Ydmygelse 
! Og Din stakkels svagsindede Moder , som 
synger sig hæs i Vissing og derved mener at vinde 
Salighed hisset — ha , Margaret ! troer Du paa dette 
hisset ? Er der et Liv efter dette ? Nei , Alt endes i 
Graven ! Ondt og Godt findes saa ikke Heller , uden 
i vor egen Indbildning ; Lyst og Glæde , det er Godt , 
Pine Ondt . “ 
Margaret hørte hans Stemme , men formaaede ikke 
mere at opfatte Ordene . En dødelig Mathed faldt 
over hende , og hvor haardt hun end stred imod , saa 
sank dog hendes Øienlaage til , og hun slumrede ind . 
Den Søvn varede kun et Minut , men i dette korte 
Spand af Tid foresvævede hende i en vild Drøm 
Erindringer fra hendes Barndoms Læsning om christne 
Kvinder , der bleve bortførte af Saracenere og slæbte i 
Trældom . Opvaagningen skete brat , og hun skjønnede 
gysende , at Virkeligheden næsten var værre , end Drømmen . 
Hun følte Vigands Haand paa sin Skulder . 
Han stod opret i en lyttende Stilling ; hans Blik var 
spændt , hans Kinder blege . 
„ Jeg hører Hovslag ! “ sagde han ; „ eller skuffer 
mit Øre mig ? “ 
De lyttede Begge i Taushed , Margaret kunde 
føle sit Hjertes Pulsslag . Nu hørte hun tydeligt , at 
en Rytter kom jagende i rasende Fart . Hun sprang 
op og udstødte et høit Skrig ; men i samme Nu følte 

hun Vigands Haand paa sin Mund . Med et raskt 
Tag smed han Lædersækken bag Træstammen , greb 
hende med sine stærke Arme , løftede hende op og løb 
med hende ind i Skovens Tykning saa let , som havde 
hun kun været et lidet Barn . 
Dog , nu løde Hestens Hovslag ganske nær . Et 
høit Raab meldte , at de vare opdagede . Margaret 
saae tvende Mænd til Hest ile hid med Lynets Fart , 
og den ene havde en liden Pige foran sig i Saddelen . 
Hun hørte after et høit Raab og gjenkjendte Røsten ; 
hun saae en Hests gnistrende Øie og skummende Bidsel 
tæt ved sit Hoved , hun følte , at Munken slap 
hende , og hun sank til Jorden , hvor hun knælende blev 
Vidne til et Skue , der fik hendes Blod til at stivne af 
Rædsel . 
Folmer Rud sprang af sin Hest og styrtede med 
funklende Blikke og dragen Klinge mod sin Dødsfjende , 
hvis Sværd alt blinkede i Luften , medens hans onde 
Øine siøde Hadets og Fortvivlelsens Lyn . Sværdene 
krydsedes , saa det sang i dem , Vigand veg tilbage , 
men sprang after frem med desto større Kraft og gjorde 
et rasende Udfald . Spidsen af hans Sværd var kun 
en Tomme fra Folmer Ruds Hjerte ; men Folmer undveg 
Stødet , faldt an paany , og i samme Øieblik som Bent 
Tue ilede hid for at komme ham til Hjelp , jog han 
sit Sværd gjennem Vigands høire Arm . Med et høit 
Skrig trak Vigand Armen til sig , lod sit Værge , falde 
og flygtede , idet han med et Spring satte ind i Skovens 
Tykning , og Bent foer efter ham . 
Margaret følte sin Haand greben af et Par 
smaa , haarde Barnehænder , en stærk Arm lagde sig 

om hendes Midie , hun saae et elsket Aasyn tæt ved 
sit og hørte en dyrebar Røsf , skjælvende af den dybeste 
Glæde , sige : 
„ Margaret , Margaret ! O , Gud være takket og 
priset ! “ 
Da dækkedes hendes Syn som af et Slør , hendes 
Hjertes Slag standsede , og hun sank i en dyb 
Afmagt . — 
Folmer laae knælende ved hendes Side , da hun 
atter vaagnede til Bevidsthed . Hun reiste sig halvt op 
og stirrede vildt om sig . 
„ Vær tryg , mit Hjerte ! “ sagde Folmer og støttede 
hende med sin Arm ; „ jeg er hos Dig , og han er 
fort ! “ 
Margaret brast i Graad , og Taarerne lettede 
hendes Hjerte . Hun slyngede sine Arme om Folmers 
Hals , men længe formaaede hun ikke at fremføre 
et Ord . 
„ Du have Tak , “ hviskede hun omsider , „ Du mit 
Hjertes Ven og min Befrier ! “ 
Folmer strøg Haaret fra hendes feberhede Pande 
og trykkede et Kys paa den . 
„ Er han død ? “ spurgte hun med blegnende Kind , 
idet hun gyste . 
„ Det er ikke saa vel , “ svarede Folmer ; „ han 
undrendte og bjergede Livet . “ 
„ Nu , “ sagde Margaret og saae opad , „ Gud have 
Tak , at han ei blev sendt ind i Evigheden midt i sin 
Synd ! “ 
„ Han lever , den Djævel ! “ udbrød Folmer med 
rynket Pande , „ og vil end gjøre meget Ondt . “ 

„ Han tilføiede mig ingen Overlast , “ sagde Margaret 
rødmende , „ Hevnen er Guds ! “ 
Denne Fromhed mishagede Folmer , og han mistydede 
den . 
„ Du berette mig nu helst Alt ! “ sagde han noget 
barsk . 
Margaret var saare lidet oplagt dertil og følte 
sig dertil syg og mat . Dog forsøgte hun i det Væsentlige 
at tilfredsstille Folmers Videbegjærlighed ; men den 
ydmygende Følelse af hendes aandelige Nederlag og 
Frygten for hans opblussende Harme , Undseelsen endelig 
indvirkede betydeligt paa hendes Fremstilling , og 
Folmer mente kjendelig at kunne spore i hendes Ord 
det gamle , forstokkede papistiske Sindelag . Han fortalte 
dernæst hende sine Hændelser , at Bent var kommen 
ham i Møde paa Veien fra Viborg og havde 
underrettet ham om , hvilke Gjester der færdedes paa 
Dynæs ; at han , urolig derover , havde paaskyndet sin 
Reise , og tilsidst havde han forladt Thøger og var 
med Bent redet Kjærs Mølle forbi , thi en ubetvingelig 
Angst jog ham ad Vissing til ; men han naaede 
ikke saa langt ; thi som han i den lyse Sommernat red 
ud af Rye , blev han standset af en liden Pige , der 
raabte til ham , at Jomfru Margrethe var i stor Fare 
og bad ham om at frelse hende . Det var liden 
Gjertrud , som havde passet sit Snit til at løbe fra 
den Gamle tilbage til Hytten og skjulte sig bag Hyldebusken , 
hvor Vigand nær havde opdaget hende . Da 
hun saae ham flæbe af med Margaret ad den Skovsti , 
som hun godt kjendte , var hun ilet til Rye for at 
hente Hjelp . 

Da Margaret hørte dette , kaldte hun Barnet hen 
til sig , kyssede hende og spurgte , om hun vilde forblive 
hos hende nu og altid ? Gjertrud svarede med 
et straalende Blik og brast saa i Graad af taknemmelig 
Glæde . 
Margaret var nu kommen saa meget til Kræfter , 
at de kunde bryde op ; men forinden saae Folmer 
hende ind i Øiet med et spørgende og bekymret Blik . 
„ Hvorhen nu , Margaret ? “ spurgte han . „ Til 
Vissing , eller til Kjærs Mølle ? “ 
„ Med Dig , Folmer , med Dig ! “ udbrød hun , 
greb hans Haand og holdt den fast ; „ om Du da ikke 
nu forskyder mig ? “ 
Folmer saae paa hende med et Blik , af hvilket 
hans dybe Kjærlighed lyste . 
„ Da maatte jeg vorde mig selv utro , “ sagde 
han ; „ alt længe var Du mit halve Hjerte , og deraf 
kan Du skjønne , hvad jeg har lidt . Dag og Nat har 
Du været i min Tanke og i min Bøn til Gud . 
Min Sjæl tørstede efter Dig ; jeg bad Herren ikke 
straffe mig , fordi jeg elskede Dig saa brændende , jeg 
. anraabte ham om Din Frelse af Papisternes Kløer , 
jeg tryglede ham om Gjenforeningens Lyksalighed , og 
see , han har hørt min Bøn ! Seer Du ikke Guds 
Finger i Alt , som det er tilgaaet ? “ 
Margarets Taarer fløde rigeligt ; hun trykkede 
hans Haand til Bekræftelse . 
„ Du gik med Bind for Øinene ved Afgrundens 
Rand , jeg saae det og kunde ikke frelse Dig ; Gud lod 
den Ondes Anslag have Fremgang , hans Veie ere 
usporlige , men hans Villie kjende vi nu ! Ved en 

Djævels frække Haand blev Bindet revet af , nu funkler 
den evige Sandheds Stjerne for Dit undrende 
Øie ; den vinker Dig til Lysets Egne , til Fred og et 
lyksaligt Liv allerede hernede . “ 
Folmer vilde talt endnu længere , saa fuldt var 
hans Hjerte , men han blev den dødelige Bleghed paa 
Margarets Aasyn vaer og skjønnede , at hun var for 
rystet i sit Indre til at høre ham . Saaledes forholdt 
det sig jo ogsaa , at Folmers begeistrede Ord mere 
vare en Profeti om Fremtiden , end en Skildring af 
hendes Sjæls Tilstand for Øieblikket . Skimtede hun 
end Sandhedens Lys , der var dog endnu Mørke og 
Chaos i hendes Sjæl ; thi saare sjelden skeer det Vidunder , 
at Sandheden i et Nu fæster fast Rod i et 
Menneskehjerte ; den maa groe en langsom Væxt og 
kræver Solskin , Regn og omhyggelig Pleie , som en 
Plante , Gartneren opelsker . 
De brøde op og droge til Kjærs Mølle ; men alt 
paa Veien derhen paabød Folmer Bent og liden Gjertrud 
den strengeste Taushed angaaende det , der denne 
Nat var hændet . Han stræbte at gjøre dem det indlysende , 
at hans Fæstemøs Ære krævede , at det for- . 
blev en evig Hemmelighed , og der fandtes kun faa 
Mænd og endnu færre Børn , der saa godt , som 
Bent Tue og liden Gjertrud , formaaede -t holde Tand 
for Tunge . 
Da de kom til Møllen , fandt de Thøger Løvenbalk , 
ventende i stor Uro . Han studsede ved at see 
Margaret , men Folmer gav ham Forklaring ved at 
meddele ham , hvad der var Sandhed , men ikke den 
hele Sandhed , nemlig at Margaret , forfærdet over 

Vigands skammelige Efterstræbelser , i denne Nat var 
flygtet af Klostret , og at han havde mødt hende ved 
Nye paa Veien hertil . Allerede dette var dog Nok 
til at lade Thøgers Forbittrelse blusse op , og han 
truede med strax at ride til Vissing og kræve Abbedissen 
til Regnflab . Dog beroligedes han og opgav sit 
Forsæt , da han hørte , at Ingen i Klostret var vidende 
om Vigands Ondflab , og at Vigand selv , af Frygt for 
Opdagelse , var undveget og neppe nogensinde tiere vilde 
vise sig i disse Egne . Thøger maatte , efter roligere 
Overvejelse , give Folmer Ret i , at Hensynet til Margarets 
Ære og Sindsro gjorde den største Varsomhed 
til Pligt . 
Der kom da ikke Andet til almindelig Kundskab , 
end det , at Margaret , kjed af Klosterlivets Tugt , var 
rømmet fra Vissing ; men Tvende fik fuld Forklaring , 
Abbedisse Marine , der kom i stor Forbittrelse for at 
drage Folmer til Regnflab , og Broder Ambrosius , 
hvis Sorg var større , end hans Vrede . Vantroe og 
studsende hørte de , hvad der var hændet ; men da 
Bent Tues og Gjertruds Vidnesbyrd bekræftede Sandheden 
af Folmers Beretning , da bleve de tause og 
droge bort , dybt ydmygede , men enige om for Kirkens 
Æres Skyld at skjule deres faldne Broders Skam . 
Gamle Mast syntes forsvunden ; man fandt nogle 
Dage efter hendes Hytte tom , saa hun ved Nattetide 
og med gode Venners Bistand maatte have bortført 
sit Gods og opslaaet sin Bopæl i en anden Egn . 
Allerede forinden Abbedisse Marine og Broder 
Ambrosins kom til Møllen , laae Margaret paa Sygelejet , 
angreben af en heftig Feber , som kastede sig paa 

Hjernen og i længere Tid omtaagede hendes Bevidsthed . 
Den stærke Spænding , hvori hun først , inden 
Flugten , havde gaaet , den frygtelige Angst , hun havde 
udstaaet , mens hun var i Vigands Magt , og de svære 
aandelige Anfegtelser , der samtidig rystede hendes hele 
Væsen i dets Grund , havde gydt Sygdommens gjærende 
Gift i hendes Blod . 
Genete , som strax var bleven hidkaldet fra Klosteret , 
Ide , som med Knud kom fra Kjellinghøl og 
Peer Kornes Hustru vaagede skifteviis hos den elsfede 
Syge , mens Folmer og Knud jog i Øster og Vester 
for at skaffe Lægehjælp og helbredende Midler . Ingensinde , 
hverken før eller siden , saae Nogen den mandige , 
gudhengivne Folmer Rud saa fortvivlet , nedbøiet af 
den dybeste Kummer ; thi det syntes , som om menneskelig 
Hjelp Intet formaaede , og af Gud tillukkede sit 
Øre for alle Bønner . Margarets Moder var den 
Eneste , der bevarede sin Fatning og sin barnlige Sjæls 
Fortrøstning til Guds Barmhjertighed . Den Svageste 
blev i Nødens Stund den Stærkeste ; hun holdt længst 
ud og fik den Trøst , af hun var den Eneste , hvem 
Margaret i sine faa lyse Øieblikke syntes af gjenkjende . 
Moderens Røsf og ingen Andens trængte 
gjennem Febervanvidets Mulm til Datterens Hjerte . 
Dog svigtede tilsidst ogsaa hendes Kræfter , og 
paa Ides Forslag blev Søster Veronica hentet fra 
Vissing for af lette de Andre Sygepleiens Byrde . 
Den verdsligsindede Nonne viste sig trofast og udholdende 
og gjorde sig ved den Kjærlighedsgjerning , hun 
udøvede , værdig til den bedre Skjebne , som ogsaa i 
Fremtiden blev hende til Deel ; og dog havde Margaret 

under deres Samliv i Klostret snarest viist hende 
Ringeagt ; men hun var med al sin Letsindighed en 
kjærlig og ydmyg Sjæl . Dog rørte sig vel ogsaa i 
hendes Hjerte det Haab , af Folmer Rud vilde indfrie 
sit Løfte og antage sig hende , naar hun engang blev 
udfriet af Klosterets Trældom . 
Som hun en Nat , mens alle de Andre sov , alene 
sad ved Margarets Seng , da hændtes det , af Kammerdøren 
gik op , og liden Gjertrud listede sig ind . Søster 
Veronica vilde vise hende ud , men da saae hun til sin 
Forundring , at en gammel , rynket Kvinde i en Hættekaabe 
fulgte efter . Hun gik lige hen til Sengen , og 
da Lampens Skin faldt paa hendes Aasyn , gjenkjendte 
Veronica Troldkvinden Mari . Veronica havde nær 
udstødt et Skrig , ikke af Skræk , men af Glæde ; thi 
trods Maris Brøde havde Folmer , skjøndt forgjeves , 
overalt søgt den gamle , for sin Lægekyndighed saa berømte 
Hex . 
Mari lagde Fingeren paa Munden og traadte , 
uden at sige et Ord , hen til Sengen , hvor Margaret 
laae i Vildelse og kastede sig hid og did . Hun betragtede 
den Syge nøie , følte hendes Puls og udfrittede 
Søster Veronica om hendes Tilstand . Derefter 
fremtog hun en liden Pakke Urter , rakte Veronica den 
og gav hende nøie Anviisning angaaende Lægemidlets 
Tilberedelse og Brug . Hun føiede dertil endnu nogle 
Raad og lod Veronica Ord til andet gjentage Forskriften . 
Saa betegnede hun Margarets Pande , Bryst 
“ og hendes Haandled med Korsets Tegn og mumlede en 
Besværgelse ; vendte sig saa til Veronica , greb hende 

i Armen , satte sin Mund til hendes Øre og sagde 
med dæmpet Røst : 
„ Ingen tør vide , at Mari har været her . Nu 
sladdre Du ikke , thi da ville Urterne miste deres Kraft , 
de onde Aander faae Magten , og Døden er hende 
vis ; men naar hun er helbredet , da sige Du hende , 
at det var gamle Mari , der gjorde det ! “ 
Saa samlede hun Kaaben om sig og humpede ud 
ad Døren ; men allerede inden den næste Aften indtraadte 
der en kjendelig Bedring i Margarets Tilstand , 
og snart var hun til sine Kjæres Fryd udenfor al Fare . 

Otfende Kapitel . 
Naaden . 
Ikke langt fra den fri Hansestad . Hamborg , henimod 
Bergedorf og lige ved Elben laae en Kro , hvis 
Eier trods Tidernes Urolighed hidtil stedse havde bjerget 
sig og lykkeligt undgaaet Udplyndring , Ildsvaade 
og enhver anden Vanskjebne . Tykke Heinrich , som 
Kroværten blev kaldet , stod derfor heller ikke i det 
bedste Ry ; thi overvættes Medgang vækker Misundelse , 
og i hine overtroiske Tider blev Alt , hvad der var 
usædvanligt , skrevet paa den sorte Konsts Regning . 
Det blev derfor overalt i Omegnen sagt og troet , at 
Heinrich havde sluttet en Pagt med Fanden , og at 
Kontrakten var understreven med hans eget Blod . 
Man ventede stadig at høre , at Fristen var udløben , 
og at Helvedes Fyrste havde hentet sit lovlige Bytte . 
Men trods den onde Villie , som røbede sig i 
denne Beskyldning , saa var dog ikke alt det , der løb 
om i Folkemunde , tykke Heinrich angaaende , grebet ud 
af Luften . Det gamle Ord , at ingen Ko hedder Droge , 
uden hun haver Pletter , bekræftede sig her ; thi i disse 
urolige Krigsaar og paa et Strøg , hvor Landsknegtenes 

vilde Horder idelig droge frem og tilbage , vilde en 
Mand i en Kroværts udsatte Stilling vanskeligt undgaaet 
ilde Medfart , havde han ikke været i Besiddelse 
af en ualmindelig Snuhed og en meget rummelig 
Samvittighed . 
At bære Kappen paa begge Skuldre , fordømme de 
lutherske Kjættere med Papisterne og bande Paven med 
de Luthersksindede ; at svire med sine Gjester , drikke 
dem under Bordet og benytte sig af deres Sandsesløshed 
til at fordobble Regningens Beløb — slige 
Smaafif betragtede Heinrich som ligefrem hørende til 
hans Haandtering ; thi at tjene Penge og hytte sit eget 
Skind , var sledse hans Formaal og for ham al menneskelig 
Viisdoms Sum . Hver Ræv varer sin Bælg , 
det var hans Mundheld ; men denne fredelige Snuhed 
alene vilde ikke været Nok til at skaffe ham Ry som 
Djævelens Forbundsfælle . Der var da ogsaa dem , 
der paastod , at Tyve og Røvere ofte fandt Tilhold 
hos ham , at mangen sfumme ! Daad var bleven begaaet 
i hans Huus , og at han , om han just ikke selv 
havde besmittet sine Hænder med Blod , dog ofte havde 
foretrukket Part i Byttet for Retfærdighedens Haandhævelse . 
Hvis dette var sandt , da maa det tilstaaes , 
at Heinrich og Fanden dog havde meget mere med 
hinanden at bestille , end ønskeligt var . — 
En smuk Julidag henad Aften , omtrent fjorten 
Dage efter Margarets Befrielse og Vigands Nederlag 
og Flugt , sad Heinrich paa Bænken under Lindetræerne 
udenfor Kroen og nikkede over det tømte Ølkruus , der 
stod foran ham paa Bordet . Det havde været en rolig 
Dag næsten uden Søgning . Siden Freden sluttedes 
mellem Hansesfæderne og Danmark , og fornemmelig 

siden den sidste Forstærkning af Landsknegte , som Danmarks 
udvalgte Konge havde trukket til sig , var dragen 
mod Nord , havde det været stille og for tykke Heinrich 
lidet indbringende Dage . Han og hans Lige kunde 
med Sandhed vende Ordsproget om og sige : Krigen 
nærer , Freden tærer . Dog var hans Fadebunr og 
Kjelder stedse rigeligt forsynede ; thi Mad og Drikke 
var Hovedsagen , Bekvemmeligheder og godt Natteherberge 
underordnede Spørgsmaal , saa i sidste Henseende 
havde Kroen kun det Allertarveligste at byde . 
Den dalende Sol kastede sine Straaler over den 
grønne Eng foran Kroen og over Elbens brede , muddrede 
Strøm . Myggene surrede i Luften og omsværmede 
Heinrichs brede , rødt blussende Ansigt , hvor de 
nedlode sig og fandt en brad Død for Slag af hans 
laskede Haand , da han pludselig vækkedes fuldkomment 
af sit Blund ved den lystelige Lyd af Hestetrampen , 
som bebudede kommende Gjester . 
Kort ester red Johan Goerdes og hans bredskuldrede , 
rødhaarede Svend for Døren , hvor Staldkarlen 
strax indfandt sig for at tage mod Hestene . 
Heinrich selv derimod viste en paafaldende Trevenhed , 
reiste sig heelt sindigt og mønstrede sin Gjest med et 
forskende Blik fra de smaa sorte Øine ; thi Johan Goerdes 
og han vare kun altfor gode Bekjendte fra Fortiden , 
og Heinrich kjendte Landsknegten som en vild , 
stridslysten Karl og en saare slet Betaler . Dog , 
da han saae , at Johan Goerdes var stadselig klædt , 
og at en tung Vadsæk blev indbaaren af Svenden , 
forvandledes hans mistænksomme og ugjestfri Holdning 
til Smiil og høvisk Velkomsthilsen . 

Snart var Landsknegten bænket ved et vel besat 
Bord i et lidet Kammer , som laae bag den store 
Skjenkestue , og Heinrich gjorde ham Selskab ved Maaltidet . 
Johan Goerdes spiste som en Ulv og drak som 
en Munk , alt mens han underholdt sin Vært med 
løgnagtige og pralende Beretninger om de Bedrifter , 
han havde udført i Danmark . Maaltidet trak ud , og 
da det mørknede i Stuen , tændte Heinrich et Par 
Tællepraase , idet han sagde : 
„ Snart løber Tiden ved godt Lag ! Kjender jeg 
Eder ret , Iohan , da vil I holde mig varm , indtil de 
Kjerter ere brændte neder , og Dagen gryer . “ 
„ Saamænd ! “ svarede Landsknegten , idet et barsk 
Smiil foer over hans af Viin blussende Aasyn ; „ Bid 
byder anden og Drik ligesaa ! Dog , I kjender mig , 
Heinrich , som I siger og veed , at skulde det end vare , 
indtil Kjerterne atter tændes , I faaer dog ei Iohan 
Goerdes under Bænken . Vi drikke da med Forstand og 
faae os lidt Tidkort imens . “ 
Han tog et Par Tærninger frem , og den raslende 
Lyd , da han gjorde det første Kast , lød i Heinrichs 
Øren , som et Trompetsfød i Stridshestens . 
„ Ei ! “ sagde han ; „ Dobbel til Drik , det er som 
Smør til Fisk ! “ 
Men de fik ikke gjort mange Tærningekast , før 
der lød Hestetrampen udenfor , og Heinrich maatte ud 
for at tage imod nye Gjester . Iohan Goerdes blev 
siddende med Haanden knuget om Tærningerne og lyttede . 
Der var Noget ved Lyden af den Hestetrampen , som 
vakte hans Opmærksomhed ; thi den Rytter kom ikke i 
fornuftig Skridtgang for Døren , men i skarp Trav , 

som om han havde Hastværk . Værten blev strax udsrittet 
om , hvilke Gjester han havde , og den Reisendes 
Røst lød Johan Goerdes saare bekjendt . Han greb 
sit Sværd , som stod noget fra ham og lagde det ved 
Siden af sig paa Bænken . Strax efter gik Døren op , 
og en høi Mand traadte ind , efterfulgt af en Svend , 
som bar en Kappe og en tung Lædersæk . Johan 
Goerdes gjenkjendte trods den verdslige Dragt øieblikkelig 
Vigand og mumlede : nu , lige saa godt først , 
som sidst ! Han havde paa hele sit Ridt havt den Fornemmelse , 
at Regnsfabens Time vilde komme , og at 
Munken , om han var oven Jorden , vilde ile efter ham 
paa Hevnens Vinger . Den narrede Sortebroders 
Skygge var ligesom falden foran ham , allerede da han 
var mange Mile borte og havde nu og da forstyrret 
Johan Goerdes ' s Sindsro ; thi hvor stor en Misgjerningsmand 
han end var , saa havde han dog hidindtil 
stedse sat en Ære i aldrig at bryde sit Ord . 
. De vexlede Blikke , og det var , som om to 
Sværd krydsedes i Luften ; men Vigand antog strax 
derefter en smilende Mine og sagde : 
„ Ei , min mandhaftige og ærlige Øverste , saa fik 
jeg dog Held til at lange Eder paa denne Side Floden ! 
men hvor er den dydzirede Fru Elsebeth ? Har 
Fanden taget hende ? “ 
Johan Goerdes stirrede stum paa Vigand og lagde 
Haanden paa sit Sværdfæste . 
„ Nu , saa tal dog ! “ foer Vigand fort , gik hen til 
Bordet og tog Plads paa Bænken ved Siden af sin 
Fjende . „ Er jeg Eder en ond Gjest , velkommen , som 
Salt i suurt Øie ? Nu unde I en ringe Sortebroder 

en Plads ved Eders overflødige Bord , og saalunde begynde 
vi at kvitte paa Regningen . “ 
„ Munk ! “ sagde Johan Goerdes med et mørkt 
Blik , „ den , der lader en Skalk tilbage , gjør en god 
Reise ! Saa tænkte jeg , da jeg drog fra Dynæs , dog 
ingenlunde i den Hensigt at bedrage Eder for de halv 
hundrede Gylden . De ligge urørte i min Sæk og skulle 
nu strax vorde Eder tilbagegivne . Dog , er I ikke 
dermed nøiet , da gaae vi udenfor og gjøre den Sag 
kort af ; Natten er lys , og I har Sværd ved Lænd . “ 
„ Et skjønt Forslag det ! “ udbrød Vigand , idet han 
ubuden gav sig i Lag med Sulet ; „ jeg , en stakkels 
Munk og uøvet i Sværdets Brug , skulde lade mig 
hakke til Finker af en af de bedst øvede Fegtemestre udi 
det ganske Europien ? Da maatte jeg være tøsser * ) 
gal . Nei , den Sag kan afgjøres paa en bedre og for 
mig mere profitlig Viis . “ 
Heinrich traadte nu ind med friske Fødevarer og 
en Kande Hamborgerøl ; men enten han nu havde 
luret , eller ikke , saa syntes han af gjette , af hans to 
Gjester ønskede af være alene ; thi han fjernede sig 
strax og besværede ikke sin nye Gjest med Spørgsmaal . 
„ I vide nu først dette , “ tog Vigand atter til 
Orde , da han havde stillet sin værste Hunger og Tørst , 
„ af jeg ikke seer Eder an for en Tyv ; men I brød 
sfjændeligen Eders Ord og lod mig i Stikken , hvorudover 
mit Anslag ganske strandede . Lige fuldt vilde 
det kun baade mig lidet nu af straffe Eder derfor . 
Det tjener mig bedre , af vort brudte Venskab atter 
* ) to Gange . 

vorder helet , hvorfore jeg er villig til af glemme og 
tilgive Eders Forræderi , men paa eet Vilkaar . “ 
„ Lad høre det ! “ sagde Johan Goerdes med et 
mistænksomt Blik . 
„ I tillade mig blot , “ svarede Vigand med vel 
forstilt Oprigtighed , „ at slutte mig til Eder og drage 
ind i det hellige romerske Rige under Eders gode 
Sværds Beskyttelse . Jeg fører en stor Summa med 
mig og haver ikkun een Svend i Følge , en enfoldig 
Bondeknøs fra Rye . Jeg vil føle mig mere tryg hos 
Eder og Eders vel rustede Svend . Naar jeg beder , “ 
sluttede Vigand med et frækt Smiil , „ og I fegter , da 
maa vi fare vel og naae langt frem . “ 
Johan Goerdes afskyede i sit Hjerte den trædske 
Munk ; men den ' Smiger , der laae i Vigands Ord og 
i hans Begjæring om Beskyttelse , forfeilede ligefuldt 
ikke ganske sin Virkning ; Munkens Tilstaaelse , at han 
førte en stor Skat med sig , fristede dernæst Landsknegtens 
Begjærlighed og gjorde det høist troværdigt , 
at Vigand virkelig som en uheldig Rømningsmand 
trængte til den Beskyttelse , han udbad sig . Johan 
Goerdes besluttede sig da til at gaae ind paa hans 
Forflag , men ogsaa at drage sig hans Forlegenhed til 
Nytte . 
„ Nu , Munk , “ sagde han , „ naar jeg skal sige 
Sande « , da forventede jeg allersidst hos Eder at finde 
sligt fredsommeligt og forsonligt Sindelag . Det maa 
hænge saa sammen , at I er i en Klemme ; men jeg er 
ikke den Mand , der spørger om Aarsage « , jeg seer 
ikkun paa Tingen selv og giver Eder da til Svar : 
trænger I til Ledsagelse og mit gode Sværd , da kan 

I erholde min Beskyttelse , men ikke for Intet . I 
faaer lade de halvhundrede Gylden , I gav mig , forblive 
i min Sæk ! Gaaer I ind derpaa , da kan I 
drage med mig , og jeg vil ledsage Eder til hvilket 
Sted , I ønsker . 
Vigands Aasyn bar Vrede og Skuffelse til Skue ; 
men nogle Øieblikkes Betænkning syntes at forandre 
hans Stemning ; thi han saae op med et sledsk Smiil 
og sagde : 
„ I veed at gjøre Eder betalt , Johan Goerdes ! 
men jeg var ingensinde en Taabe og kneb i Utide . 
Eders Ledsagelse er den Summa vel værd , fornemmelig 
paa Grund af den Frygt , Eders berømmelige Navn 
indgyder . Saa tager jeg da mod de Vilkaar , I byder 
mig , og vi ere saa atter Forbundsfæller . Jeg er haabende , 
at denne Gang vil Pagten holde , saasom ingen 
Kvindfolk er med i Spillet . “ 
„ Ha , ha , ha ! “ loe Johan Goerdes ; „ I sige mig 
dog nu : hvor blev Eders Nonne ? “ 
Vigand blev lidt guul om Kind og saae op med 
et stikkende Blik ; men strax derpaa loe han med og 
sagde : 
„ Nu , Johan Goerdes ! Ven sidder gjerne hos 
Ven og giver i Fortrolighed Forklaring . Vi ville nu 
skrifte vore Daarskaber for hinanden ; thi , som det 
lader , ere Nogle Gjekke , alligevel de ikke ere ragede ! 
I berette nu først mig , hvorlunde det gik til , at Fru 
Elsebeth pudsede Eder ! “ 
Johan Goerdes , som talte Bægeret dygtigt til , 
og hvis Aasyn blussede stedse rødere , saae paa Vigand 
med et Blik , der udtalte den dybeste Ringeagt . 

„ De Kvinder , saa og Mænd , “ sagde han , „ der 
have pudset Johan Goerdes , kan I snart tælle , og 
ingen af dem frydede sig længe derved . Det , I havde 
fore , Munk , var Galmandsværk , al den Stund Kvinderov 
ikkun er en Leg for store og mægtige Herrer , og 
ikke eet Øieblik troede jeg den Fabel , at Jomfru Margrethe 
skulde være til Sinds at løbe af Landet nied 
en Tiggebroder . Galen vilde jeg været , havde jeg 
rakt Haand til det Vovestykke , og I burde forudseet , 
at da I gik og gav mig Raadighed over Bispens 
Svende , da havde I tabt Spillet . “ 
Den dybe Rødme , der foer over Vigands Aasyn , 
røbede hans Forbittrelse ; men han betvang sig og saae 
med et lurende Blik til Landsknegten , som i en broutende 
Tone fortsatte sin Beretning . 
„ Fru Elsebeth tænkte som jeg , at vi snaresf burde 
bryde op og salvere os . Hun fulgte mig som et Lam 
til Kolding , i hvilken Stad vi uden Forhaling opsøgte 
en Præst , som for en liden Kjendelse rettelig trolovede 
os , og I vil strax skjønne , at dette var en viselig 
Betænksomhed af mig . “ 
„ Ubillig maatte den Mand være , “ sagde Vigand , 
„ som ikke gav Eder det Lov , at I har viist overvættes 
stor Snildhed ! “ 
Johan Goerdes bemærkede ikke det Spydige i 
Tonen , eller den Skjelven i Røsten , som forraadte 
Munkens stigende Forbittrelse . 
„ Fru Elsebeth , “ vedblev han velbehageligt , „ vilde 
nu fulgt mig til Verdens Ende , havde ikke Djævelen 
spillet os et Puds ; men vi gav ham Leilighed , saasom 
vi dvælede nogle Dage i Staden og uden Sky viste 

os paa Gader og Stræder med al den Pomp , der 
sømmede sig min Fæstemøs Byrd og mit eget berømmelige 
Navn . Nu , for at gjøre det kort af , vi stødte 
paa Nogle af hendes Slægt , som geraadede i stor 
Harme og flux begjærede Fru Elsebeth udleveret , forat 
hun ikke , som de sagde , skulde føie ny og værre 
Skjændsel til den gamle ; thi saa tænker jo det ædelige 
Pak , at det tykkes dem at være en større Skam for 
en af deres Kvinder , om hun bliver gjort til en Borgers 
eller Bondes ærlige Hustru og rette Adelkone , 
end om hun vorder en Adelsmands Frille . Te brugte 
da fosse Ord ; men da de fornam , at Fru Elsebeth 
var min lovligt præstegivne Fæstemø , nedstemte de 
Tonen og tildøde at løse hende fra det Jaord med en 
taalelig Summa . Hun græd og stod imod , men efter 
nøgen Overvejelse fandt jeg det raadeligst at falde til 
Føie , og da hendes Frænder tilsagde hende god Behandling 
og nævnede en Gaard , hvor hun skulde boe 
i Fred , saa gav hun Kjøb ; de flæbte saa af med hende , 
og jeg drog min Vei med en fuld Pung . Nu , Sortebroder , “ 
sluttede Johan Goerdes , idet han tømte sit 
Bæger , „ er Raden til Eder . I vise nu samme Oprigtighed 
og berette mig Eders Eventyr ! “ 
„ Det , jeg paa ingen Viis agter at gjøre , “ sagde 
Vigand med et mørkt Blik . 
„ Ei , saa flipper I ikke ! “ udbrød Landsknegten 
med et drillende Smiil . „ I kan bære Adelsskrud med 
Høviskhed og Anstand , som jeg seer , og endda havde 
I ikke Lykke med Eders Elskov ? Det voldte tænkelig 
den topragede Isse ; I skulde tøvet en Kjende , indtil 
Haarene vare voxede frem paa Hovedskallen ! “ 

Havde Johan Goerdes Hjerne og Øine været 
mindre omtaagede af Viin , da vilde han i Vigands 
Blik og i hver Linie af hans skarpe Træk læst Mordog 
Hevntanker ; men han saae Intet og loe overstadigt . 
„ I 
dæmpe Eders Lystighed ! “ sagde Vigand med 
blegnende Kind . „ Eders Færd i denne Sag formerer 
ikke Eders Hæder ; thi det maa I vide , at Eders 
Forræderi og intet Andet var Aarsag i , at min Plan 
strandede . Havde I holdt Eders Ord og givet Møde 
paa det berammede Sted i rette Tid , da vilde Margaret 
Mogensdatter nu siddet her med os ved dette 
Bord . Mens I hyttede Eders Skind , fegtede jeg som 
en Mand , maatte jeg end vige for Overmagten . Til 
Beviis , da see her ! “ 
Han smøgede Ærmet op , blottede sin Arm og 
viste Johan Goerdes Forbindingen om Saaret . 
„ Ha , ha ! “ loe Landsknegten paany . „ Saa fik 
I dog de adelige Knøse paa Halsen , som jeg Eder 
spaaede ! Mig tykkes ellers , I sagde før , at I havde 
ikkun ringe Øvelse i Vaabens Brug ? “ 
„ Det har ei heller stor Art dermed , “ svarede 
Vigand , idet han pludselig stemte Tonen ned . 
„ Jeg har været vide om i Verden , “ sagde Johan 
Goerdes pralende , „ og i mine Dage mønstret mangen 
god Karl . Strax ved første Blik skjønner jeg , hvortil 
en Mand duer , og hvilket Vaaben ligger bedst i hans 
Haand . “ 
„ Nu , hvad skjønner I da om mig og min 
Haand ? “ spurgte Vigand med paatagen Ligegyldighed . 

„ Strax første Gang , jeg Eder saae , “ svarede 
Johan Goerdes , „ skjønnede jeg , at Sværdet ei passer 
for Eder ; Dolken falder bedst i Eders Haand . “ . 
„ Ha , ha ! “ loe Vigand . „ Et sært Skjøn det og 
tyder ikke paa , at I skulde have et skarpt Blik . Pen 
og Griffel ligge bedst i Munkefingre , saa og Rosenkrandsens 
Perler . “ 
„ Forholdt det sig saa med Eder , “ svarede Johan 
Goerdes , „ da var I tænkelig forblevet i Kutten . Nu 
vurderer jeg Manden , ei Munken , og jeg er da af 
den Formening , at I kunde være god til , naar 
jeg havde sat en Mand i Knæ , da at give ham 
Naaden * ) . “ 
Vigand stak Haanden i sin Barm , som om han 
følte efter Noget , greb saa sit fulde Bæger og udbrød 
i en lystig Tone : 
„ Eders Velgaaende , Johan Goerdes , og Held 
mig , at I er min Ven og jeg sikker paa ikke at vorde 
sat i Knæ af Eder ! Lad nu dog see , om Bægeret 
falder godt i Eders Haand , og om I kan staae Eder 
mod en Munk i den Dyst om Ølkanden ! “ 
„ Ei , Din Fabels Karl ! “ sagde Johan Goerdes 
med et tykt Mæle , „ drikker Du Johan Goerdes under 
Bænken , da faaer Du Noget at prale af . Kom 
an ! Ikke frygter jeg den bedste Supper i det ganske 
Kleresi . “ 
„ Ret saa ! “ udbrød Vigand og stødte sit Bæger 
mod Landsknegtens ; „ nu drikke vi Gildminde ! Paa 
* ) Den lille Dolk , hvormed Dødsstødet gaves . 

en lykkelig Reise mod Syd og vel , at vi nu ere udenfor 
Dannemarks Grændser ! “ 
„ Saamænd , “ brummede Johan Goerdes , „ et armt 
Land det , og kjende Folk hverandre der som mærkede 
Faar . Det hellige romerske Rige er stort , og der kan 
en Mand vinde Ære og Guld . “ 
„ Jeg er Eders Mand ! “ sagde Vigand . „ Da 
jeg smed Kutten , svor jeg ingensinde tiere at krybe i 
den Sløikjole . I gjøre nu snarest en god Landsknegt 
af mig ! “ 
„ I kan vorde Bajads ved Spillemændenes Trop , “ 
svarede Johan Goerdes med en raa Latter , „ og kommer 
I da til at nyde det Privilegium , at I ikkun 
paa Øverstens Befaling kan sluttes i Bolt og Jern . “ 
Vigand loe overstadigt af den Spög og drak 
Landsknegten til , idet han bad ham kjøbe sig en Bjeldehue 
i Hamborg ; men forunderligt unaturlige løde slige 
Ord i Sortebroder Vigands Mund , og hans Latter 
lød ikke mindre vild og tvungen . 
„ Drik , Munk , drik ! “ raabte Johan Goerdes med 
opløftet Bæger , „ sup , til Du sprækker ! “ 
Vigand syntes med stor Villighed at efterkomme 
den Opfordring , men han tømte hver Gang Bægeret 
kun til Hælvten , hvorimod Johan Goerdes stedse stak 
sit ud til Bunds . Da nogle Kander Øl vare tømte , 
maatte Heinrich bringe Viin , og han deeltog nu en 
Stund i Sviren , hvilket aabenbart kun var Johan 
Goerdes til Fornøielse ; thi Vigand magede det snart 
saa , at de atter bleve Værten kvit . 
Medens de To nu alene fortsatte Drikkelaget , da 
maatte Vigand sande Johan Goerdes ' s Ord , at hvis 

han drak sin Staldbroder under Bordet , da vilde han 
faae Noget at prale af . Han forbausedes ved at see , 
hvilket uhyre Kvantum stærke Drikke Landsknegten 
kunde tage til sig uden at bukke under . Ædru var 
han visselig ikke ; hans Øine funklede stedse mere vildt , 
hans Kinder og den fæle Sframme over Panden blussede 
stedse rødere ; men han holdt sig ellers fremdeles 
paa det samme Punkt , og den halve Ruus syntes 
aldrig at skulle blive til en heel . Kun blev han stedse 
mere ondskabsfuld , som om han forsætlig søgte Anledning 
til Strid . 
„ Dette Bæger , “ sagde han , „ vorde tømt til 
Ære for Din knibske Nonne ! Ved min Oldefaders 
Skjæg , hun er den væneste og stolteste Jomfru , jeg 
nogen Tid saae , og jeg ærer hende desto mere af 
den Aarsag , at hun vragede en fuul Sortkutte , som 
Dig . “ 
Vigand lod denne Gang sit Bæger staae og greb 
atter i sin Barm ; Landsknegten derimod tømte sit 
Bæger , fyldte det igjen og sagde : 
„ Saa drikke vi og paa hendes Fæstemands Velgaaende , 
han , som stak Dig ud og gav Dig den 
Rift ! “ 
Men i samme Nu blinkede Dolken i Vigands 
Haand ; med en Tigers Behændighed og Glubfkhed 
kastede han sig over Landsknegten og jog sin Dolk i 
hans venstre Side , idet han raabte : 
„ Der har Du Naaden , Du gamle Mordbrænder 
og Tyv ! “ 
Johan Goerdes udstødte et vildt Brøl , Bænken 
væltede , Begge tumlede de med et stort Bulder om 

paa Gulvet og brødes der med hinanden ; Dolken faldt 
Vigand af Haanden , og han fik snart at fornemme , at 
Dolkestødet ingenlunde havde gjort det af med hans 
Modstander ; thi efter en kort Brydekamp laae han 
underst med Landsknegtens Knæ paa sit Bryst og hans 
Jernfingre om sin Strube . 
„ Ha ! “ raabte Johan Goerdes , da han havde 
gjenvundet Mælet , „ Du lumske Hund og fule Snigmorder , 
men end værre Dumhoved ! Du burde vidst , 
at en Mand i mine Kaar stedse bærer en Sekret * ) 
under sin Kjortel , og Du burde da ført Stødet mod 
min Strube , saalunde som Du nu ret strax selv skal 
faae det at fornemme . “ 
I det Samme styrtede Værten ind i Stuen og 
raabte : 
„ Hold inde , Johan Goerdes ! I lægger mig 
øde ! Da I var her sidst , blev et Liig udbaaret og 
sænket i Floden ; nu udgyde I ikke mere Blod i mit 
Huus ! “ 
Men Johan Goerdes løsnede ikke Taget om Vigands 
Strube ; med den venstre Haand drog han sin 
Puk og sagde , idet Dødens Bleghed lagde sig over 
Vigands nys saa blussende Aasyn : 
„ Han maa døe ! Han faldt over mig som en Stimand ; 
der ligger hans Dolk med bruden Spids som 
et Vidne ; dette er ikkun Nødværge , Heinrich ! “ 
„ Lige meget , Johan ! “ raabte Værten og greb 
Landsknegten om Armen ; „ lad ham bøde med Pungen , 
men spar hans Liv ! “ 
* ) Pantserfkjorte af fine Staalringe . 

Johan Goerdes taug et Øieblik , og man hörte 
kun hans Offers dybe Stønnen . 
„ Hid med et Reb da ! “ sagde Johan ; „ min Harme 
er nu ovre , og jeg gider ei rette ham som en Bøddel ; 
men paa det Vilkaar , Heinrich , at I lader mig handle 
med ham efter eget Tykke . “ 
Heinrich lovede det , kom hurtigt med et Reb , og 
snart sad Vigand i en Krog af Stuen med fast sammensnørede 
Hænder og Fødder . Johan Goerdes reiste den 
omstyrtede Bænk , , satte sig paa den lige overfor sin 
Fange og stirrede paa ham med et grumt Blik og et 
Haansmiil . 
„ Saa det var Hensigten med Dit Komme , “ sagde 
han , „ og Dine sledfke Ord ffulde gjøre mig tryg ! Jeg 
burde gjettet det . Strax første Gang , jeg saae Dig , 
tænkte jeg , at af Dine sorte Øine tittede en Skalk og 
Forræder . Af sær , overvættes Naade skjenker jeg Dig 
Livet , saa og paa denne min gode Værts og Vens Forbøn , 
for ei at ffade hans Næring ; men Intet derud over ! 
Nu høre Du Vilkaarene ! Først udsletter Du min 
Skyld til Dig og skjenker mig de halvtredssindstyve 
Gylden , enddog Fanden og ikke jeg vil have Dig til 
Ledsager og yde Dig Beskyttelse . Indvilger Du deri ? “ 
„ Ja ! “ stønnede Vigand . 
„ Dernæst overdrager Du mig Din Sæk hist henne 
med alt dens Indhold som min lovlige Eiendom . “ 
„ Johan Goerdes ! “ raabte Vigand og reiste sig 
halvt af sin liggende Stilling , „ er Du en slet og ret 
Ransmand og vil Du gjøre mig til en Tigger ? “ 
„ Ved min Helgen ! “ udbrød Landsknegten og loe , 
„ et forunderligt Spørgsmaal af en Tiggebroder ! Det 

er Dit Kald at tigge . Nu tager jeg Dit uretfærdige 
Gods fra Dig og bringer Dig til Observants . * ) Ten 
hellige Fader i Rom vilde takke mig derfor , vidste han 
deraf . Dog , nu svare Du mig paa Stand , ellers 
faaer jeg kildre Dig en Kjende i Siden med mit 
Sværd . “ 
Tvungen af den haarde Nød udsukkede Vigand 
sit ja . 
„ Endelig , “ vedblev Johan Goerdes , „ overdrager 
Du Kroværten i Betaling for Kost og Tæring Din 
Hest , saa og Din Svends med fuld Opsadling ; dernæst 
den Dragt , Du bærer og Dit Sværd . “ 
„ Guds Død ! “ raabte Vigand og sled i sine Baand , 
„ skal jeg gaae nøgen herfra ? “ 
„ Ikke mere nøgen , “ svarede Landsknegten med et 
barsk Smiil , „ end Du var tilforn , førend Du gav 
Dig til i Formumming at løbe efter Kvindfolk . Saae 
jeg ikke feil , da har Du for alle Tilfældes Skyld bjerget 
Din Kutte . “ 
Johan Goerdes reisfe sig , tog den svære Pakke , 
Vigands Svend havde bragt ind , spændte Remmene 
af , og det vidste sig , at hvad der havde seet ud som 
en Kappe , ganske rigtig var en Sortebroder-Kutte med 
Kabuds og Alt . 
„ Dette , “ sagde Johan Goerdes og udfoldede 
Kutten , „ er Din rette Klædning , og den- staaer Dig 
bedst an . Du bære den i Fremtiden med større Lykke ! 
Dog , “ foer han fort , greb sit Sværd og holdt Fæstet 
Lydighed ; et Udtryk , som brugtes om efterladne Munke , der 
bleve tvungne til at overholde Klosterreglerne . 

hen for Vigands Aasyn , „ Et er endnu fornødent . 
Du kysse nu dette Kors , hvor Frelseren er afbildet , 
og fværge , at Du vil holde , hvad Du her har indgaaet ; 
at Du ingensinde , mens Du er oven Jorden , 
vil aabenbare for Nogen , hvad her er skeet , ikke fordre 
tilbage , hvad Du har afstaaet og ikke reise Klage mod 
mig , eller mod denne Mand , her staaer , for nogen 
Domstol , geistlig eller verdslig ! “ 
Den kolde Sved stod Vigand paa Panden ; han 
bøiede Hovedet tilbage og taug . 
„ Sværg , Munk ! “ raabte Johan Goerdes , „ eller 
ved Djævelen , jeg gjør det af med Dig ! “ 
„ Jeg sværger ! “ hviskede Vigand , bøiede Hovedet 
og kyssede det korsdannede Sværdfæste . 
„ Saa ! “ sagde Johan Goerdes , „ nu er Alt gaaet 
ret og redeligt til ; men bryder Du nogen Tid den Ed , 
da skal Døden være Dig vis ! “ 
„ Er alt dette Guld og Sølv , “ sagde tykke Heinrich 
og lettede paa Vigands Sæk , „ da faaer I rundelig 
Bod for det Dolkestød , Johan Goerdes ! “ 
„ I befatte Eder ikke dermed ! “ sagde Landsknegten 
barsk og greb Sækken . „ I gaae nu helst ud og forvisse 
Eder om Svendens og Hestenes Nærværelse ! 
Imens skal jeg see , hvad der er i Sækken , og er jeg 
vorden saa rig , som I formoder , da skal jeg betænke 
Eder med en Gave . “ 
Heinrich gik , skjøndt uvilligt , og Johan Goerdes 
aabnede nu Sækken og gav sig til at undersøge dens 
Indhold . Af alle de Kvaler , Vigand maatte udstaae , 
blev denne maaskee den værste . Alle hans suurt erhvervede 

Skatte bleve udkrammede , og Ransmandens 
srhdefulde og spottende Udraab ramte hans Hjerte som 
Naalestik . Hvert Smykke blev fremtaget og vurderet og 
først , da Johan Goerdes havde naaet Sækkens Bund , 
gav han sig til atter at pakke Skattene ind og bandt 
saa omhyggeligt for Sækken . 
Imidlertid kom Heinrich atter tilstede , Johan 
Goerdes kaldte sin haandfaste Svend , Claus , til , og 
ved hans Hjelp blev Vigand , efterat hans Baand vare 
løste , afført sit Adelsskrud og iført sin Munkekutte . 
Det var allerede begyndt at dages , og Johan Goerdes 
tøvede derfor ikke med at sfride til Handlingens sidste 
Akt . Paa hans Befaling tog Claus og Staldkarlen 
Vigand imellem sig og , ledsaget af Johan Goerdes og 
Heinrich , førtes Vigand over Engen ned til Floden 
der , hvor den var smallest , og hvor der laae en Baad . 
Svendene puffede paa Johan Goerdes ' s Befaling Munken 
ud i Baaden og erholdt det Paalæg at sætte ham 
over til den anden Bred og der lade ham løbe . 
„ Hils den hellige Fader ! “ raabte Johan Goerdes , 
da Baaden var slødt fra Land , „ og nogle andre gode 
Venner , jeg haver i Rom ! Naar Du stedes til Fodkys , 
da vend Dine Lommer og fremstil Dig for Din 
Overhyrde som et Mønster paa en Guds Fattig ! “ 
Vigands Aasyn blussede mørkerødt og fortrak sig 
krampagtigt . Nu , da han var udenfor sin Fjendes 
Rækkevidde , formaaede han ikke længer at tæmme sit 
Raseri , men gav det Luft . Han reiste sig brat , opløftede 
sin høire Haand og udtalte den kirkelige Forbandelse 
over begge sine Bødler . 

„ Forbandet være Du , Johan Goerdes ! “ raabte 
han vildt , „ og Du Heinrich , Vært i en Røverkule ! 
Forbandede være I Baade , i Huset , paa Ageren , paa 
hvert Sted , I slaae , sidde eller ligge ! Forbandede 
være I ved Æden og Drikken , ved Sovn og Vaagen ! 
Forbandede være I fra Isse til Svange ! Gud slaae 
Eder med Armod , Hunger , Feber , Frost og Hede ! 
Han slaae Eder med Lamhed og Blindhed , saa I 
famle om ved Middag , som Andre ved Midnat ! Jorden 
sluge Eder som Dathan og Abiran ! I fare levende 
til Helvede der at pines til evig Tid med Ildsluer ! 
Saa skee det , det skee saaledes , Amen ! “ 
Svendene hvilede paa Aarerne , forfærdede over 
de gruelige Bandsord ; Heinrich blev bleg om Kind , 
og selv Johan Goerdes var ikke vel til Mode ; thi en 
Forbandelse mentes i og for sig at have dæmonisk 
Kraft og kunde , een Gang udtalt , ikke undlade at volde 
Ulykke . 
„ Fort med ham , Claus ! “ raabte omsider Johan 
Goerdes ; „ ro væk med det giftige Kryb ! “ 
„ Inden et Aar er omme , “ vedblev Munken i 
ustyrligt Raseri , „ da ligger Du , Johan Goerdes , som 
et Aadsel paa Valen , til Føde for Ravnene ! “ 
„ Knevl ham , Claus ! “ raabte Johan Goerdes , 
„ og sætter han sig til Modværge , da gjør det af med 
ham ! “ 
Claus sprang op , men Vigand slog Kors for sig 
og sagde truende til ham : 
„ Rører Din Haand mig , en Guds og Kirkens 
Tjener , da vil den visne som Løv i Høst ! “ 

Men Claus var en vild Karl , vel øvet i enhver 
Voldsdaad . Han smed Aaren , sprang op og kastede 
sig ufortøvet over den rasende Munk . Vigand satte 
sig imidlertid kraftigt til Modværge , og under den 
voldsomme Brydekamp styrtede de Begge , tæt omslyngede 
, over Baadens Ræling i Floden og forsvandt . 
Johan 
Goerdes og Heinrich udstødte et høit Raab 
og slirrede med spændte Blikke paa det boblende Vand , 
som viste , at Kampen fortsattes i Dybet . Det tyktes 
dem at vare længe , og dog hengik der neppe et Minut , 
inden Svendens Hoved viste sig over Bølgerne , men 
han var alene . Han svømmede til det Sted , hvor 
hans Herre stod , sprang i Land , rystede Vandet af sig 
og sagde : 
„ Saa ! nu bander den fule Munk Ingen mere ; 
jeg gav ham Naaden ! “ 
„ Vel gjort , Claus ! “ raabte Johan Goerdes med 
vild Glæde . „ Jeg fljenker Dig tyve Gylden for det 
Stød ; men nu fort herfra ! “ 
De ilede nu tilbage til Kroen ; men forinden de 
naaede den , saae de Vigands Svend med begge Hestene 
i fuldt Fiirspring jage derfra ad Landeveien mod Nord . 
Han var bleven forglemt , havde i Afstand været Vidne 
til Vigands Endeligt og slap lykkeligt bort ; thi Johan 
Goerdes ansaae det ikke for Umagen værd at forfølge 
ham . Ved ham erfoer Folmer og Margaret til sin 
Tid med Gysen , hvorledes Vigand var kommen af 
Dage . Hans Navn blev ingensinde nævnet mere 
imellem dem ; men som en Skygge foer nu og da 
Mindet om ham og hans Synd gjennem Margarets 

Sjæl . Ingen vidste deraf ; men der var dog En , som 
mindedes ham med Barmhjertighed og bad for hans 
Sjæls Frelse , og det var hende , mod hvem han havde 
forseet sig grovest . 
Men hans Overmand , den vilde Landsknegt , red 
nu atter ud i Verden med en fuld Pung og en let 
Samvittighed for at fuldføre sin blodige Livsbane og 
ende , som Munken i sit Had havde spaaet , paa Valen 
som ek Bytte for Ravnene . 

Niende Kapitel . 
Thøger Løvenbalks Profeti . 
Det var en mild , stille Dag seent i Hest . Himmelens 
dybe Blaa tittede gjennem det brudte Skydække , 
og Solstraalerne streifede hist og her Lyngbjergenes 
mørke Sider og Skovenes mangefarvede Kroner . Det 
gyldne Skjær kom og svandt som Veemodssmiil paa et 
alvorsfuldt , fredsælt Aasyn , og Mos Søens blanke 
Flade gjengav med et Speils Troskab Jordens brogede 
Pragt og den underfulde Vexel af Skygge og Lys . 
Det var saa tyst , som om en Paradisets Engel var 
nedsteget fra Himmelen og vandrede over Jorden , 
medens Alfkabningen , gjennemstrømmet af hellig Fred , 
lyttede til dens Fjed . 
Paa en lille Høi , tæt ved den Vei , der fører 
fra Rye til øm , sad en midaldrende Mand og en 
ung fager Pige og saae i drømmende Taushed ud 
over Egnen og ned til det nærliggende Herrekloster , 
hvis ærværdige , røde Mure og gyldne Spiir netop 
lysnede i en frembrydende Solstraales magiske Glands . 
Manden var Thøger Løvenbalk og den unge Pige 

Margaret Mogensdatter . Den fine Rødme paa hendes 
Kinder vidnede om tilbagevendende Sundhed , og af 
hendes deilige Øine straalede Klarhed og Fred . Thøgers 
funklende Blik røbede dyb , indre Bevægelse . Store 
Syner gik gjennem hans Sjæl , mens han skuede ned 
paa det anseelige , nys saa mægtige Herrekloster . 
Nys saa mægtige — thi nu var dets Magt 
brudt ; den papistiske Kirke , der saalænge havde ravet , 
var omsider sunken i Gruus . Det havde været 
Kong Christiern den Tredies første Gjerning , da Borgerkrigen 
lykkeligt var endt , og han som Rigets anerkjendte 
Hersker udstrakte sit Scepter over Landene , at 
nedstyrte Kirkefyrsterne , de mægtige Bisper , fra deres 
Højsæder og kaste dem i Fængsel . Den lutherske Læres 
Herredømme var forkyndt , og nylig havde alle Herreog 
Nonneklostre i Danmark modtaget det Kongebud , 
at enten maatte Klostersamfundenes Medlemmer bøie 
sig for den nye Ordning , eller forlade Klostrene . Dette 
Consilium absunäi havde nedslaaet den sidste Rest af 
Papisternes Mod . Med Harme og Skræk fornam de , 
at den udvalgte Konge var en Mand med klare , 
myndige Tanker og en fast Villie — i deres Øine en 
Belials Fyrste , uagtet han dog i Gjennemførelsen af 
sin store Plan gik besindigt frem og ikke fornegtede den 
Mildhed , som paa faa Undtagelser nær stedse har 
været den oldenborgske Fyrstestammes Særkjende . 
Da denne Tordensky var draget over Landet og 
havde udsendt sine dræbende Lyn mod Pavevældens 
Tinder , blev det stille i Sjælene . Hos Nogle var det 
Forundringens Stilhed , idet de forbausedes og glædede 
sig over , at den store Gjerning var fuldbyrdet ; hos 

Andre Sønderknuselsens Stilhed , idet de ved den fuldbyrdede 
Kjendsgerning vaktes til Eftertanke og Selvprøvelse ; 
men de Faa , i hvis Hjerter Forbittrelse rasede 
og som forhærdede sig i Trods , vovede ikke offentlig 
at give deres Sindelag til Kjende . 
Ikke Alle , som følte Grunden vakle under sig , 
fandt saa kyndig Tilretteviisning og saa levende Trøst , 
som den , der blev Margaret til Deel ved hendes 
Frænde Thøger . Efter en Reise til Viborg og et 
Ophold i Hjemmet var han af Deeltagelse for sin 
unge Frænke atter vendt tilbage til Kjærs Mølle og 
havde dvælet der en heel Uge . Ved hans klare og 
fyndige Fortolkning af Guds Ord var det Slør , som 
Vigands skjændige Voldsdaad havde sønderrevet , ganske 
draget til Side , og det rene Evangeliums Straaler 
vare faldne i Margarets Sjæl . Hun erkjendte sin 
fordums Vildfarelse og lod sig veilede paa den nye 
Bane af sin faderlige Vens dybere Indsigt , men hun 
opgav dog ikke ganske sin Selvstændighed . Hun henfaldt 
ikke til de fleste Nyomvendtes sædvanlige Feil , 
Intolerants og for vidt dreven Nidkjærhed . Hendes 
haarde Prøvelser og dybe Ydmygelser havde gjort 
hende overbærende mod Andre , de Kjærlighedsgjerninger , 
hun havde øvet i Klostret og den Selvfornegtelse , hun 
der havde underkastet sig , havde efterladt Spirer i 
hendes Hjerte , som nu , opelskede af Sandhedssolens 
varme Straaler , udfoldede sig herligt ; og saaledes 
førte hun det Bedste ved de gamle kirkelige Tilstande 
over med sig i de nye . Thøger bebreidede hende 
undertiden , at hun var lunken , og hun tænkte undertiden 
om ham , at han gik for vidt og i sin Nidkjærhed 

glemte det , som er al Christendoms inderste Væsen , 
Kjærlighed . 
Genete havde , skjøndt uvilligt , besluttet sig til 
ganske at forlade Vissing Kloster . De nye Tilstande 
forvirrede og ængstede hendes enfoldige og barnlige 
Sjæl . Med Ulyst drog hun atter ud i Verden , og 
kun Kjærligheden til hendes Datter gav hende Mod 
dertil . Efter Folmers Raad vilde de om faa Dage 
drage til Viborg og forblive der om Vinteren ; thi 
først næste Foraar skulde Brylluppet staae ; men forinden 
Afreisen følte Margaret en uafviselig Trang til at 
tage Afsked med den Mand , der havde viist hende 
saa oprigtig en Deeltagelse og , om end i Vildfarelse , 
saa dog i den bedste Mening stræbt at befæste hendes 
Fromhed og Tro , nemlig Broder Ambrosius i Øm . 
Hun var nu i den Hensigt paa Veien til ham ; men hun kom 
dog tillige af Deeltagelse for ham selv og for , bekymret 
som hun var for hans Fremtid , at gjøre ham et godt 
og venligt Tilbud . Hun havde udtrykkeligt udbedet 
sig Thøgers Ledsagelse ; thi hun nærede det hemmelige 
og sværmeriske Ønske at forsone ham med hans Ungdomsven . 
Thøger havde først afslaaet hendes Begjæring , 
at følge hende til Øm , men efter nærmere Overveielse 
var han dog gaaet ind derpaa . Først nu erfarede 
Margaret Aarsagen til Thøgers Føielighed , 
og denne Kundskab lod hende næsten fortryde , at hun 
havde faaet ham med . Han reiste sig nemlig brat 
og sagde : 
„ Nu fortøve vi ikke her længere , Margaret , men 
styre lige mod Maalet ! Et Sandhedsord , som jeg 

vil sige min vildfarende Broder , brænder mig paa 
Sjælen , og jo før det bliver sagt , desto bedre ! “ 
„ Min kjære Frænde ! “ sagde Margaret , idet de 
forlode Høien og søgte ned til Veien , „ I forglemme 
nu ikke , at I kommer som Seierherre til den Overvundne ! 
Nu knække I ikke det bøiede Rør , men vise 
Mildhed og Skaansomhed ! ikkun paa den Viis vil 
det lykkes os at vinde vor ædelsindede , fromme Ven . “ 
Thøger standsede , saae Margaret ind i hendes 
taarefyldte Øine , fra hvilke et kjærligt , bedende Blik 
lyste ham i Møde , klappede hende paa Kinden og 
sagde smilende : 
„ Ikke nære Du den Forventning , mit Barn , af 
vi ville sinde ham bøiet og myg , nei stridig og slind ! 
Sikkerlig vil det vorde fornødent af lade et Sandhedens 
Ord som et skarpt Sværd trænge igjennem 
den Selvforblindelsens Rustning , i hvilken han troer 
sig sikker ; men lad det ikke bekymre Dig ! Du vil 
finde , af den gode Hensigt , i hvilken vi komme , just 
maa fremmes derved . “ 
Margaret rystede tvivlende paa Hovedet , men 
vovede ikke af modsige den nidkjære Prædiker . Hun 
hyllede sig i sin Hættekaabe , og de gik rask videre ; 
men da de nærmede sig Indgangsporten til Klostrets 
Omraade , standsede Margaret og udbrød : 
„ Frygter I ikke , Thøger ! af I vil vorde kjendt , 
og af der kan blive tilføiet Eder Overlast i Klosfret ? “ 
„ Ikke er det af befrygte , “ svarede Thøger roligt . 
„ Ingensinde før satte jeg min Fod paa de Øm Brødres 
Enemærker , og er min ydre Person , det jeg veed af , 
ikkun Tvende i Klosfret bekjendt , Abbed Peder og 

Broder Ambrosius ; den Sidste har ikke Villien til af 
fortrædige mig , den Første vil ikke fordriste sig dertil . 
Vi løbe nu an derpaa ! Klogest vilde det dog være af 
opsøge Broder Ambrosius uden Abbed Peders Mellemkomst , 
om det vil lykkes . “ 
De gik nu ind ad Yderporten , og da Thøger 
saae for sig denne Samling af stolte og ærværdige 
Bygninger , som vidnede om Cistercienserordenens fordums 
Storhed og Magt , kunde han ikke værge sig 
mod en Følelse af Ærefrygt og Beundring . Han 
mindedes i dette Øieblik , hvad han ellers mente det 
var hans Pligt at glemme , nemlig Munkevæsenets 
Betydning og store Fortjenester i Fortiden , da Munkene 
midt iblandt halv hedenske Folkefærd med Heltemod 
holdt Christi Kors opreist og værnede om det ; da 
Gudsfrygt , Tro , Selvfornegtelse og rene Sæder helligede 
Klosterlivet , da under barbariske Samfundstilstande al 
aandelig Stræben kun trivedes bag Klostermurene , og 
en angrende Synder ene der fandt Tilflugt og Fred . 
„ Disse stolte Huse , “ mumlede han hen for sig , 
„ minde om , hvad Cistercienserne have været , medens 
alt Andet længe har vidnet , at de ei ere det 
mere . “ 
Men det var netop dette , mente Thøger , som 
den Broder og Ven , han nu vilde gjeste , havde saa 
ondt ved at fatte . Med Tanken heftet paa Fortidens 
Storhed og Cistercienserordenens svnndne verdenshistoriske 
Betydning , og idet Broder Ambrosius færdedes 
bag de Mure , hvor henfarne Brødre , ligesom han 
selv , med Ære havde baaret den hvidgraa Kutte og 
arbeidet og stridt med aandelige Vaaben for Christi 

Sag , blev han blind for den dalevende Slægts store 
Brøst og vilde ikke see , at Aanden var veget fra 
Klostersamfundene , og at de havde overlevet sig selv . 
Portbroderen indlod Thøger og Margaret uden 
Indvending , da Margarets Aasyn var ham vel bekjendt 
fra forhen , og han ikke var uvidende om den store 
Deeltagelse , den værdige Broder Ambrosins nærede 
for hende . Ogsaa mindedes han den fagre unge 
Jomfrus milde og huldsalige Væsen og den Deeltagelse 
og christelige Barmhjertighed , hun stedse havde viist 
Gamle , Syge og Fattige , mens hun opholdt sig i 
Vissing , hvorfor den godhjertede gamle Munk modtog 
hende med en Velsignelse og lykønskede hende til hendes 
lykkelige Helbredelse af den svære Sygdom . Margaret 
nævnede sin Ledsager som en nær Frænde af sig og 
bad den Gamle uden Forhaling at føre dem til Broder 
Ambrosins , da de ønskede at tale med ham i et 
vigtigt Anliggende og helst uden Vidner , ligesom det 
vilde være hende kjærest , om hendes Besøg gik saa 
ubemærket af , som muligt . 
„ Nu , “ svarede den fvielige Gamle , „ jeg seer intet 
Ondt i at opfylde Eders Begjæring , og I har da valgt 
Tiden vel ; thi Hans Naade og alle Brødrene befinde 
sig i Refectoriet og nyde deres Unden * ) ; men Broder 
Ambrosius har , Gud bedre , været ilde tilpas og ikke 
forladt sin Celle , siden den onde Tidende om den nye 
Kirkesfik kom til os . Ak ja , Gud see i Naade til os 
stakkels Klosterbrødre i disse Trængselstider ! Gaae I 
kun ned ad Cellegangen , kjære lille Jomfru , I kjender 
* ) Middagsmaaltid . 

Veien , og I vil finde den ærværdige Broder oven 
Senge , thi han er mere nedbøjet og sønderknust i 
Aanden , end legemlig syg . “ 
Margaret takkede den venlige Gamle og gik , efterfulgt 
af Thøger , hurtigt ned ad Cellegangen ; men 
allerede da de nærmede sig Døren til Broder Ambrosius ' s 
Celle , lød Toner af gudelig Sang dem imøde , 
og da de standsede udenfor Døren , skjønnede de , at 
det var Ambrosius selv , der lod sin Røst høre . De 
tøvede da for ikke at forstyrre ham i hans Andagt og 
lyttede , bevægede i deres Hjerter , til de dybe Toner , 
som høitideligt løde ud til dem . De kunde tydeligt 
høre og opfatte Ordene ; det var Bernhard af Clairvaux ' s 
dengang allerede fem hundrede Aar gamle 
Passionspsalme , som Broder Ambrosius sang , saa 
inderligt , som kun den synger , der uden Vidner hæver 
sin Sjæl i Andagt til Gud . Margaret foldede ubevidst 
sine Hænder og fulgte , brændende i Aanden , 
sin fromme gamle Ven paa hans Vandring op ad 
Bønnens Himmelstige : 
Lalvs , muncli salutare , 
8alve , salve , les » vare , 
Level tam me aptari , 
Vollem , tilu um mgvarl , 
Da midi tui eogiam ! 
Duleis llesu , pis Deus ! 
A6 te dame , livet reus , 
Drmbe milii te bemKunm , 
ble repellas ms lnclitzuum , 
De tuis sanetis pssibus ! 

Qvid sum tibi responsurus , 
Actu vilis , corde durus ? 
Qvid rependam amatori , 
Qvi elegit pro me mori , 
Ne dupla morte morerer ? 
Salve latus Salvatoris , 
In qvo latet mei dulcoris , 
In qvo patet vis amoris , 
Ex qvo scatet fons cruoris , 
Qvi corda lavat sordida ! 
Cum me jubes emigrare , 
Jesu care ! tunc appare , 
0 amator amplectende , 
Temet ipsum , tunc ostende , 
In cruce salutifera ! * ) 
* ) Hil Dig , hil Dig Jesus kjære ! 
Dig skee Priis og Tak og Wre ! 
Verdens Frelser , Du mig læere 
Mandelig Dit Kors at bære , 
At jeg Dig kan vorde lig ! 
Gode Gud , til Dig jeg raaber , 
Frelsermand , paa Dig jeg haaber , 
Mig Uværdige Du høre , 
Lad min Bøn Dit Hjerte rsre , 
Mens jeg ligger for Din Fod ! 
Uden Værd og haard af Hjerte , 
Fuld af Synd og Nag og Smerte , 
Hvormed mon jeg Dig betaler , 
Du , som kun ved bittre Kvaler 
Friede mig fra tvefold Dsd ? 

Da Psalmen var sungen til Ende og Sangen 
forstummede , bankede Thøger paa Celledøren , men da 
intet Svar paafulgte , aabnede han sagte Døren og 
saae Ambrosius sidde med Rosenkrandsen mellem de 
foldede Hænder , hensunken i Tanker eller fordybet i 
Bøn . Hans Aasyn var dybere furet , hans graa Haar 
blevet hvidt . Det rystede Margaret at see disse Tegn paa 
Sjælslidelser og haarde indre Kampe , og saa ærefrygtindgydende 
var Synet af den fromme , nedbøiede Olding , 
at baade hun og Thøger standsede ved Døren ; 
men da Ambrosius blev vaer , hvem han havde for sig , 
da reisfe han sig brat , to røde Pletter viste sig paa 
hans blege indfaldne Kinder , og hans Øine funklede , 
idet han , uden at byde Margaret velkommen , ufravendt 
stirrede paa Thøger . 
„ Guds Fred ! “ sagde Thøger og traadte nærmere ; 
„ Du vredes ikke over min Nærværelse ! Jeg kommer 
ikkun som denne unge Jomfrus , min Frænke Margrethe 
Mogensdatters Ledsager og har fulgt hende herhid 
efter hendes egen Begjæring . “ 
Hil Dig , Jesus ! Fra Dit milde 
Hjerte , Kjærlighedens Kilde , 
Vælder ud den hellig rene 
Blodets Strøm , hvis Kraft alene 
Tvætte kan mit Hjerte reent ! 
Slaaer min Stund engang , den sidste , 
Og mit Oie , det vil briste , 
Elflte Ven og Frelser kjære , 
O , da selv Du hos mig være 
Viis Dig for mig paa Dit Kors ! 

„ Thøger ! “ svarede Ambrosins , idet han kun med 
Møie beherskede sit Sindsoprør og sin Stemmes 
Skjelven , „ er Du kommen at træde mig , den Ydmygede , 
paa Nakken , eller i den Hensigt at lokke mig til Frafald ? 
Velkommen være Du , vil Du trykke Tornekronen 
dybere i de stfungne Saar og forøge Korsets Vægt ; 
thi det er mig en Vinding at lide og vorde den Korsfæstede 
mere lig . Haanfke og bittre Ord skulle være 
for mig som Kjærtegn ; men er Du kommen for at gjøre 
den samme Forræder , Du selv er , af mig , da spar din 
Møie og vend om ! “ 
Han vedblev , og jo længere han talte , desto vildere 
funklede hans Øine , og desto stærkere lød hans Røst . 
„ O , ærværdige Fader ! “ udbrød endelig Margaret , 
idet hun ilede hen til ham og greb hans Haand , „ I 
dæmpe Eders Vrede og tro min Forsikkring , at vi 
komme med Fred og ikkun i god og kjærlig Hensigt ! “ 
Hendes søde Stemme lød mildt og beroligende , som 
Fuglesang ved en brusende Strøm ; men hverken de 
milde Toner , de kjærlige Ord , eller hendes bedende 
Blik formaaede at dæmpe den Storm , der rasede i 
den Gamles Sjæl . 
„ Margrethe Mogensdatter ! “ sagde han med et 
bittert Smiil , „ hvortil disse gode Ord , der brænde 
mig paa Sjælen som Gløder ? Du sætte nu helst al 
Høviskhed til Side og lade Munden løbe over med 
det , Dit Hjerte maa være fuldt af ! Du skjelde mig 
helst for en gammel Daare , eller for det , som værre 
er , jeg , som ved mine Raad og min Formaning førte 
Dig til en Lastens Hule og bød Dig laane Øre til 
en arg Skalk , et Mørkets og Fordærvelsens Barn , 

han , som er en Skamplet paa den hellige Kirke . 
Herrens Straf indhente ham og ramme ham , hvor 
han saa end fjæeler sig , Guds Vredes Lyn knuse ham 
og nedstyrte ham i Helvedes Afgrund , en Djævel , 
han var i et Menneskes Skikkelse ! “ 
„ Hold inde ! “ raabte Thøger , som saae den dødelige 
Bleghed paa Margarets Aasyn , „ hold inde , er 
Du ei ganske gaaet fra Vid og Samling ! Vil Du i 
usindig Harme og Bitterhed slaae med Rædsel og bortjage 
fra Din Dør hende , som , nys opstanden af en 
svar , dødelig Sygdom , har brugt sine første , friske 
Kræfter for at ile til Dig , trøste og husvale Dig ? “ 
Ambrosius sank ned paa sin Løjbænk og slog 
sig for sit Bryst . 
„ Guds hellige Moder ! “ bad han , idet han foldede 
sine Hænder med et sønderknust Blik , „ Du see i 
Naade til mig , et ugudeligt Vredens Barn , jeg er ! “ 
Derpaa reiste han sig brat , drog med feberagtig 
Iver Margaret hen til Løibænken og bad Thøger 
ogsaa tage Sæde . 
„ I tilgive mig min Jilsindethed , “ sagde han i 
stor Forvirring , „ og den ugjestmilde Modtagelse ! 
Ønsker Du en Lædskedrik ? “ spurgte han Margaret . 
„ I Sandhed , “ vedblev han uden at afvente Svar , 
„ en Lædskedrik vil gjøre Dig godt ; ogsaa Du , Thøger 
kan trænge til en Forfriskning . “ 
Uagtet de Begge bade ham ikke at uleilige sig , 
ilede han dog ud af Cellen og kom efter faa Minutters 
Forløb tilbage med et Kruus Øl og en Træbakke 
med Bagværk . Han nødede baade Thøger og Margaret 
til at spise og drikke , og da de føiede ham deri , 

syntes han at føle sig beroliget ; men den indtraadte 
Taushed blev snart trykkende for dem alle Tre , hvorfor 
Thøger henvendte sig til Margaret og sagde : 
„ Du lade nu uden Forhaling Broder Ambrosius 
vide , i hvad Ærinde Du er kommen — eller er det 
Dit Ønske , at jeg skal tale for Dig ? “ 
„ O , ja ! “ svarede Margaret , „ I have Tak , om 
I vil forklare den ærværdige Fader Alt ! “ 
„ Nu , Ambrosius ! “ tog Thøger til Orde , „ Du 
vide da , at dette fromme Barn , der elsker Dig som 
en Fader og trods Alt , hvad der er skeet , begriber , 
at Din Hensigt , om end i Vildfarelse , var god og 
from , hun nærer stor Bekymring for Dig nu , da der 
ikkun er levnet Dig og Dine Medbrødre Valget 
mellem tvende Kaar , at bøie Dig for den nye Forandring , 
eller og at forlade Klosfret og drage ud i 
Verden . “ 
„ Det er haarde Kaar , “ faldt Ambrosius heftigt 
ind , „ og ubarmhjertig maa den Fyrste og hans Hjelpere 
være , som uden Sky saa bruger Magt og sætter 
os Sværdet for Brystet . “ 
„ Jeg indrømmer villigt , “ svarede Thøger sagtmodigt , ' „ at 
paa de Gamle falder det Kongebud haardt , 
fornemmelig da ikke I kunne i det see , hvad det dog 
er , et Guds Bud ; thi ikke har vor udvalgte Konning , 
Herren signe ham og formere hans Vælde ! paafundet 
denne Forandring ; den kommer nødagtig nu , da det 
Gamle er nederfældigt og har mistet sit Salt ; den 
kommer med indre Magt som et friskt Skud af den 
gamle Rod -— Herren oplade Dine Øine , Broder 
Ambrosius og lade Dig med Tiden erkjende Sandheden ! “ 

Ambrosius saae op med et lynende Blik , men 
da Margaret vendte sit Aasyn imod ham og saae ham 
kjærligt ind i Øiet , da udstødte han et Suk , greb sin 
Rosenkrands og mumlede sine Bønner , indtil han havde 
dæmpet sin Hidsighed . 
„ Dette maatte siges , “ vedblev Thøger , „ men ikke 
vil jeg nu trænge haardere ind paa Dig , vel vidende , 
at det ikke brøster Dig paa Kundskab , og at Herren , 
om han vil , ved Aandens Magt og uden menneskeligt 
Middel kan føre Dig til Sandheds Erkjendelse . Saa 
langt er det fra , at jeg mener mig at være stærk nok 
til at vinde Dig over , og saa fast føler jeg mig forvisset 
om , at Herren vil antage sig Din Sjæl , den 
oprigtige , fromme og reenlivede Mand Du er , at jeg 
ikke vilde givet Dig en Formaning , havde Du ikke 
selv fremkaldt den . Nu sige Du os blot det , vi ønske 
at erfare : agter Du at forblive her i Klostret og føie 
Dig efter den nye Kirkeskik , hvad heller vil Du udføre 
det Forsæt , jeg fornemmer Du engang har udtalt 
for Folmer Hansen , at bælte op om Dig , forlade 
Dit Fædreneland og drage mod Syd ? “ 
Margaret saae med et spændt Blik paa den 
Gamle , hvis Aasyn fremdeles røbede , hvor haardt 
han maatte kjæmpe med sin stedse paa Ny opbrusende 
Heftighed . Han taug nogle Øieblikke og sagde saa , 
mens Rosenkrandsen gled gjennem hans sfjelvende 
Hænder : 
„ Som jeg har hørt Dig med Taalmod , saa vil 
jeg og give Dig mit Svar med Fred . Min Hu 
staaer brændende dertil at gjøre det , Du sidst sagde . 
Mig forlænges svarligen efter at ryste Støvet af mine 

Fødder og forlade dette ugudelige Land , i hvilket Gud 
lod mig fødes , men over hvilket nu Herrens Forbandelse 
hviler , al den Stund Konge , som Folk , have sat 
sig op mod deres rette aandelige Overhyrde , den hellige 
Fader i Rom og nu frækt udstrække deres Hænder 
efter den hellige Kirke og ville rane den dens lovlige 
Eiendom fra . “ 
Denne Begyndelse lød just ikke meget fredelig , 
men Thøger taug og ventede taalmodigt , indtil den 
Gamle havde udtalt . 
„ Dog , “ vedblev han med et Suk , „ jeg er gammel 
og skrøbelig ; mit Mod synker , naar jeg tænker 
paa den lange Reise . Agter saa og Abbed Peder 
og mine andre Medbrødre at forblive her og have 
indstændig bedet og formanet mig at gjøre ligesaa . “ 
„ Vel , “ sagde Thøger , „ jeg mener som Din Abbed 
og de Andre ; den Reifes Besværlighed gaaer over 
Dine Kræfter . Du give den op og forblive — men 
ikke her i Klostret ! Min unge Frænke har et godt 
og kjærligt Tilbud at gjøre Dig — nu sige Du helst 
selv , Margaret , hvad det er ! “ 
„ Blot dette , “ sagde Margaret rødmende og idet 
hun saae op med et usikkert Smiil , „ at Folmer Hansen 
ved mig venligen forespørger , om I ikke , ærværdige 
Fader ! skulde det under disse Trængsler blive 
Eder en Pine at dvæle længere her i Klostret , da til 
anstundende Foraar , naar Folmer og jeg have holdt 
Bryllup , vil drage til os og opslaae Eders Bopæl 
paa Kjellinghøl ? “ 
Ambrosius saa studsende op , hans Blik formildedes , 

han greb Margarets Haand , trykkede den og 
sagde med bevæget Røst : 
„ Et godt og kjærligt Tilbud , ja , ved min Helgen , 
det er det ! Du og Din Fæstemand have hjertens 
Tak ! Dog , I have ikke vel overveiet den Sag forud , 
min Datter ! Nei , for Sanden , I vide der ikke , hvad 
I gjøre . “ 
„ Tilfulde , “ svarede Margaret med fast Fortrøstning 
i Blik og Stemme ; „ med velberaad Hu og 
først efter gjentage » Overveielse gjøre vi Eder dette 
Tilbud . “ 
„ Nei , nei ! “ ndbrød den Gamle heftigt , reiste sig 
og gik uroligt op og ned i Cellen , mens han talte . 
„ I have ikke stillet Eder Sagen ret fore . Din Fæstemand 
staaer paa den anden Side og er en — “ 
„ Siig kun Ordet ud , “ faldt Thøger ind , da 
Broder Ambrosius tøvede , „ en Kjætter ! Snart vil 
der i det ganske Land ikkun være , hvad Du kalder 
saa . “ 
„ Visselig , “ vedblev Ambrosius » red Fasthed , „ jeg 
kan ei nævne kirkeligt Frafald ved noget andet Navn , 
end som Kjætteri ; og dybt bedrøver det mig , min 
Datter , “ sagde han , idet han atter vendte sig mod 
Margaret , „ at og Du nu staaer paa den samme Side , 
som Din Trolovede , enddog jeg efter Alt , som skeet 
er , fatter det og mindre laster Dig derfore . Dog , da 
det nu er saaledes , hvad Godt kan der da komme af 
vor Samværen ? Kunne I taale den gamle Munk i 
Eders Huus , han , som til sit sidste Aandedræt vil 
hænge ved det , I kalde papistisk Vildfarelse , men som 
er hans dyrebaresfe Klenodie , den Klippe , hvorpaa 

hans Tro og ganske Tankesæt hviler ? Ville I kunne 
taale at see blot dette , “ vedblev han og greb Rosenkrandsen , 
„ mellem mine Hænder og vide , at jeg ærer 
og paakalder Guds Moder , hende I med alle de andre 
værdige og høie Hellige have nedværdiget til kjødelige 
Mennesker og nu plat foragte ? “ 
„ Eders Overbeviisning skal være os hellig , “ svarede 
Margaret med Varme , „ saa og Eders Kammer 
et sikkert Asyl , det Ingen uden Eders Villie skal 
betræde . I vide dog dette , ærværdige Fader , “ vedblev 
hun rødmende , „ at og vi ære Guds Moder og 
alle hellige Martyrer , dyrke vi dem end ikke som 
Guder ; vi paakalde ikkun den trefoldige Gud selv . “ 
Broder Ambrosius ' s smertelige Blik viste , med 
hvor stor Bedrøvelse han hørte den fordum for den 
katholske Kirkes Sag saa begeistrede Ungsøster med 
saa stor Fasthed udtale sin i hans Øine kjætterske 
Anskuelse . 
„ Hvad Du der sagde , “ udbrød han pirreligt , 
„ overtyder mig end mere derom , at jeg bør forblive , 
hvor jeg er . Ved Guds Moder ! “ udbrød han og 
saae sig om , „ som en Daare vilde jeg handle , lod jeg 
mig lokke herfra . I dette snevre Rum har jeg levet , 
bedet og stridt nu snart i et halvt Sekulum ; det er 
blevet som en Part af mig selv ; her haaber jeg , om 
ikke længe , at døe i Fred . Ja , Herre Jesus , “ sluttede 
han med et Suk , „ Du løse . snart op for Din 
Tjener og kalde ham hjem til de himmelsfe Boliger ! “ 
„ Et fromt Ønske , “ sagde Thøger med Alvor , 
„ det enhver god Christen med Dig nærer og ofte udtaler 
med Suk . Dog , jeg er haabende , at Gud 

Herren forunder Dig flere Leveaar , end Du nu midt 
i Din Bedrøvelse beder om ; og saasom Du for Tiden 
ikke ligger neder af Sygdom , eller har Døden nær 
for Øie , da overveie Du Dine Kaar , som de virkeligen 
ere . Du har opgivet det Forsæt at drage herfra 
og vil forblive her , vel ! men da staaer ikkun det 
andet Vilkaar tilbage , hvorom vi før talede . Du maa 
da bøie Dig og underordne Dig den nye Kirkeskik ; 
evner Du det ? “ 
Den Gamles Træk bleve end skarpere , og et 
bittert Smiil krusede hans Læber . 
„ Mig tykkes efter Din Tale idag , “ vedblev Thøger , 
„ at Du ei med frelst Samvittighed kan gjøre det . 
Bliver saa dog sluttelig Andet til Rest , end at Du 
som en ærlig Mand maa gaae ? “ 
„ Et Tredie gives dog ! “ udbrød Ambrosius med 
et harmfuldt Blik og rystende Stemme . 
„ Jeg forstaaer ! “ svarede Thøger og saae den Gamle 
fast ind i Øiet . „ Dog , nu vredes Du ikke paa mig , 
Din Barndomsven , at jeg taler frit ! Dette Tredie er , 
formener jeg , en retsindig Mand , som Dig , ganske uværdigt , 
fornemmelig naar en god Udvei til at flippe derfra 
staaer Dig aaben . Hvad sætte nu de Prælater og 
Klosterbrødre sammen , og hvortil staaer deres Hu ? 
Dertil , at forblive i deres gode Klostre og nyde kjødeligt 
Velvære , som hidindtil ; at tinge med deres Samvittighed , 
paa Skrømt bøie sig og lege Lutherske , men 
i deres Hjerter at fremture i det papistiske Væsen , 
tænkelig endogsaa tvertimod den Forpligtelse , som nu 
skal indgaaes , at synge Messe i Smug , holde Begang 
for de Døde , salve og smøre , som forhen . Nu , da 

vil det Klosterlevnet for Eftertiden vorde en dobbelt 
Løgn , Gud Herren til yderligere Fortørnelse , godkjendes 
den end af Hain , I kalde den hellige Fader . 
Det er mit gode Ønske , at Du skal holde Dig ubevaret 
af slig Skalkhed ! I Herrens Navn , evner Du 
ikke at bryde med det Gamle og vorde en god luthersk 
Mand , da gaae Du hellere herfra uden falsk Ed som 
en ærlig Papist ! “ 
Broder Ambrosius havde flere Gange sfiftet Farve 
under denne Tale , i hvilken Thøger lettede sig for 
det Sandhedsord , der , som han havde sagt til Margaret 
ude paa Høien , brændte ham paa Sjælen . Nu , 
da Thøger tang , saae Ambrosius forvirret hen for sig 
og bevægede kun krampagtigt Læberne , som om han 
ikke kunde faae Ordene frem . Omsider klaredes dog 
hans Blik , Begejstringens dybe Rødme farvede hans 
blege Aasyn , og han udbrød : 
„ Gud alsommægtigste ! Du lade mig stedse erkjende 
Sandheden , lyder den end fra en Kjætters 
Læber ! Du haver Ret , “ vedblev han og vendte sig 
mod Thøger , „ og jeg takker Dig , at Du ikke skaanede 
mig ! Nu seer jeg den snevre Sti , ad hvilken jeg 
maa vandre ! Ikke skal nu Kjødeligheds Trælle rokke 
mit Forsæt , thi jeg haver intet Valg . Jeg maa gribe 
Vandringssfaven og tiltræde den lange Reise . Herren 
forunde mig at ende min Pilgrimsfart og sfue den 
hellige Stad , forinden jeg lukker mine Øine ; men 
skulde mine Been blive paa Veien , da vil jeg sige : 
Herre , Din Villie skee ! “ 
„ O nei , kjære , ærværdige Fader ! “ udbrød Margaret , 
ilede hen til ham og greb hans skjælvende Haand 

mellem begge sine . „ I misforstaae ikke saa Herrens 
Villie og lade dette usindige Forsæt fare ! I komme 
til os , som ville annamme Eder i Kjærlighed ved vor 
Arne ! Vi ville elske og ære Eder som en Fader , 
indtil vi engang , om vi leve , Gud give seent , som 
gøde , troe Børn lukke Eders Øine . “ 
„ Gud signe Dig før Din Kjærlighed ! “ sagde 
Ambrosius mildt og lagde sin Haand paa hendes 
Hoved . „ Han beskytte nu og altid Dig og alle Dine ! 
Jeg skal indeslutte Dig i mine Bønner , hvor jeg saa 
færdes paa Jorden i de Trængselsaar , jeg end haver 
tilbage ; men vi maa sfilles , og Du vil takke mig derfore , 
at jeg forblev fast og ikke tog mod Dit gode 
Tilbud , det jeg dog af Hjertet paasfjønuer . “ 
„ Nu , Broder Ambrosius , “ sagde Thøger og 
traadte til , „ Du har Tid til Overvejelse . Viis Mand 
tænker , før han beslutter . Gud Herren har sendt Dig 
en god Engel i denne unge Jomfrus Skikkelse ; Du 
vise hende da ikke saa brat af , men overveje det gode 
Tilbud , hun gjør Dig , trende Gange , forinden Du 
forkaster det . “ 
Broder Ambrosius rystede paa Hovedet , men hans 
Blik røbede dog nogen Usikkerhed og lod Margaret 
haabe , at han ikke var fuldt saa fast i sin Beslutning , 
som han lod . 
„ Før til Vaaren , “ sagde hun , „ kan I dog i 
intet Fald tænke paa den Vandring . Naar Tiden 
er der , da flikke vi Bud før at erfare Eders Beflutning . “ 
Men 
Ambrosius blev ved Sit , maatte han end , 
da de Begge vedbleve at trænge ind paa ham , omsider 

love at tage Sagen under Overveielse . Han kyssede 
Margaret til Afsked , gav Thøger venligt Haanden , og 
dermed skiltes de . 
Men da Thøger og Margaret kom ud i Cellegangen , 
da var der ikke mere saa ensomt og tyst . Der 
stod Klynger af Munke og Lægbrødre , som raabte i 
Munden paa hverandre , og Thøger fornam tydeligt 
Ordene : Kjætter og Bandskrop ! Da han nærmede 
sig , taug de , tilkastede ham vrede Blikke og fulgte 
efter ham , saa han , forinden han naaede Udgangen , 
var omringet af en stor Skare forbittrede Klosterbrødre . 
Det var da tydeligt nok , at han var kjendt , 
ja at Brødrene , allerede mens han var inde hos Broder 
Ambrosius , maatte være blevne underrettede om 
hans Nærværelse ; han tænkte , at Nysgjerrigheden 
havde drevet dem til at lure ved Celledøren ; men deri 
gjorde han dem dog Uret ; thi Broder Ambrosius 
havde mødt Abbeden , da han gik efter Forfriskninger , 
og da hans Foresatte undrede sig over , at han ikke 
lod en Lægbroder bringe Mad og Drikke , havde han 
frittet ham ud , og derved var det blevet kundbart , 
hvilken mærkelig Gjest Klostret husede . 
Abbeden kom nu til , og da han stod Aasyn til 
Aasyn med den frafaldne Korsbroder og Kirkens arge 
Fjende , da optændtes han af Vrede . 
„ Ikke vilde jeg krænke den værdige Broder Ambrosins 
ved at trænge ind i hans Celle , “ sagde han 
og stillede sig mellem Thøger og Udgangen , „ men en 
slet Vogter vilde jeg være af denne Helligdom , som 
er mig betroet , lod jeg Kjættere uhindrede løbe her 
ind og ud , og har jeg tildeelt Broder Julian en 

Irettesættelse , fordi han indlader Fremmede uden at 
indhente min Tilladelse . I sige mig nu flux — hvad 
er Hensigten med dette Eders Besøg og hvis Ærinde 
gaaer I ? “ 
„ Jomfru Margrethe Mogensdatter Løvenbalk , som 
her staaer , maa sikkerlig være Eder bekjendt , “ svarede 
Thøger roligt . „ Hun og ikke jeg begjærede Broder 
Ambrosins i Tale ; men jeg ledsagede hende herhid , 
hvorom hun anmodede mig , som er hendes Frænde . 
I forlade Eder til , at jeg kom ikke af Lyst , ikke heller 
af Nyfigenhed , og vil I lytte til et viist Raad , da 
lade I mig nu fare med Fred ! “ 
„ Ei ! “ udbrød Abbed Peder , mens Munkene stimlede 
til og sluttede Kreds om dem , „ dette lyder en 
Trudsel saare ligt . I Viborrig kan I tænkelig være 
en mægtig Mand , Thøger Løvenbalk , men ikke her paa 
oarn insula . End er dette Kloster med alt dets Omraade 
underlagt min Myndighed , og det staaer til mig 
at afgjøre , om I uhindret tør gaae herfra , eller I 
muligviis faaer dvæle her længer , end I ønsker . “ 
„ Til Carceret med ham ! “ raabte Munkene vildt , 
og nogle af dem truede ad Thøger med knyttet Haand . 
Margaret blegnede og greb forfærdet hans Arm . 
„ Abbed Peder , “ sagde Thøger , saa snart han 
kunde blive hørt , „ er dette Bulder anstiftet paa Eders 
Befaling ? Undseer I Eder ikke ved at hidse det ganske 
Klosters Befolkning paa mig og denne unge Jomfru , 
hvem I indjager dødelig Skræk ? “ 
„ En bortløben Ungsøster , “ svarede Abbeden barskt , 
„ maa ikke vente at blive modtaget med Ære af Klosterbrødre . 
Stor Frækhed har hun udviisf ved at vove 

sig hid , og hun , saa lidet som I , undsaae sig ikke ved 
at liste sig herind uden mit Vidende og min Villie . “ 
„ Man skulde ved at høre Eder tænke , “ sagde 
Thøger med vredeblussende Aasyn , „ at vi havde sneget 
os herind ad en Bagdør og ikke , at vi , som flest 
er , villigt bleve indladte af den værdige Portbroder , 
der , er han end en Cistercienserbroder , dog modtog 
min unge Frænke med al Ære , ganske som hendes 
Fromhed , Dyd og uplettede Rygte gjør hende 
værdig til . “ 
„ Til Carceret med den Kjætterfle ! “ raabte Munkene 
i Chor , „ til Carceret med dem Baade ! “ 
„ I kom herhid for at udspeide os , “ sagde Abbeden , 
da Raabet var forstummet , „ og siden aflægge 
Beretning for Eders kjætterfle Konge og hans onde 
Raadgivere ; deraf vorder Intet ! Vi agte nu at forsikkre 
os Eders Person , alle Andre til Skræk og Advarsel , 
om Nogen skulde forsøge at efterligne Eders 
Exempel . “ 
„ Udspeide Eder ! “ udbrød Thøger . „ Nu ved 
Gud den alsommægtigste , ingensinde hørte jeg mere 
taabeligt Paafund ! og hvad Hans Naade , vor udvalgte 
Konning angaaer , da har han , tykkes mig , for 
Snnden viist Eder og det ganske Kleresi , at han ei 
ynder at gaae paa Rævekløer og ikke Heller har det 
nødigt . I har alt fornummet det første Tag af 
Løvens Klo , og dog staae I imod og rase som Børn , 
der ei skjønne Farens Storhed . Mig kyse I ikke med 
Eders høie Raab , “ vedblev han , da Munkene afbrød 
ham med Forbandelser , „ saa ei Heller med Eders 
Skjendsord . Jeg har seet vrede Papister i Øinene , 

før denne Dag , og det nogle , der havde større Magt , 
end I ; men skulde I udføre Eders Trudsel , Abbed 
Peder , og holde mig tilbage med Vold , da lide I 
derpaa , at I ret snart vil faae lidet lysteligt Besøg 
og haardt komme til at undgjelde for den Misgjerning . “ 
Endnu 
mens Thøger talte , kom Broder Ambrosius 
i stor Bestyrtelse ned ad Cellegangen ; thi de høie 
Raab vare omsider trængte ind til ham , og han havde 
anet Uraad . Han banede sig Vei gjennem den tætte 
Skare af Munke og Lægbrødre , hvis Tale strax havde 
underrettet ham om , hvad her gik for sig , traadte 
ind i Kredsens Midte , stillede sig foran Thøger og 
sagde i stor Harme : 
„ Thøger Løvenbalk og Jomfru Margrethe ere 
her som mine Gjester , og stor Krænkelse vilde det 
volde mig , tilføjedes der dem nogen Overlast ; dog 
end værre Krænkelse for vort hellige Samfund og 
dette Klosters Ære ! Haver I ganske mistet Besindelsen , 
ærværdige Fader , “ sagde han , idet han vendte 
sig til Abbed Peder , „ saasom dette foregaaer lige for 
Eders Øine og I paataler det ikke ? “ 
Ambrosius nød som Munkenes Senior og paa 
Grund af sin Lærdom og rene Vandel saa stor Anseelse 
i Klostret , at Alle i det første Øieblik taug ; men 
Abbed Peder gjenvandt dog snart sin Fatning og sagde 
i en bydende Tone : 
„ End er jeg og ikke I dette Klosters Forstander . 
Formener jeg , det er min Pligt at holde denne Kjætter 
og Kirkens arge Fjende tilbage som Fange , da vorder 
det min Sag , og I har ikke at stikke Eders Næse deri . “ 

„ Nu , ved Guds hellige Moder ! “ udbrød Ambrosius , 
idet hans Øine lyste af Harme , „ I vil da saa 
ved denne Voldsdaad give Kjætterne Ret , som sige os 
alt Ondt paa og bringe ydermere Elendighed over 
vore Hoveder . Ikke frygter nu jeg den Gjengjeldelse , 
som vil ramme Eder og os , men jeg frygter Skammen 
og vil ikke dele den med Eder . I vide da dette , Abbed 
Peder , at ikke viger jeg fra disse mine Venner , 
og lader I dem slæbe i Carceret , jeg gaaer at dele 
Fangenskabet med dem . “ 
Disse Alvorsord bragte Abbeden til Besindelse . 
Ved sin egen Ubesindighed havde han ophidset Munkene , 
men han indsaae , at han var gaaet for vidt , og 
at et Tilbagetog vilde være det Ønskeligste , om det 
kunde gjøres nogenlunde med Ære . 
„ Nu , mine Brødre , “ sagde han , idet han vendte 
sig mod Munkene , „ paa Broder Ambrosii Forbøn faae 
vi lade denne Kjætter flippe ; hellere maa han gaae , 
end at vi skulde tilføie vort Klosters Ældste den store 
Krænkelse , han mener det vilde være for ham , om vi 
forsikkrede os denne Speider og hans Ledsagerfle , som 
har listet ham herind . Jeg føler mig forvisset om , at 
han ingensinde tiere vover sig hid . “ 
„ Derpaa lide I trygt ! “ sagde Thøge . r med et 
Smiil . „ Jeg har for Sanden denne ene Gang faaet 
Nok af de Øm Brødres Dannished og Gjestevenflab . “ 
Derpaa gik han med Margaret , og Ambrosius 
ledsagede dem til den yderste Port , hvor han venligt 
og sørgmodigt tog Afsfed med dem ; men en Skare 
Munke og Lægbrødre vare fulgte med , og da Thøger 
og Margaret vare komne et lidet Stykke hen ad Veien , 

fløi en Steen over Klostermuren efter dem og slog ned 
tæt ved Margaret . 
„ Du Djævelens Røverkule ! “ raabte Thøger i 
største Harme , idet han vendte sig mod Klosteret og 
løftede truende sin knyttede Haand , „ Du , som er fyldt 
med vanvittige Dagtyve og Ulve i Faareklæder , den 
Dag skal komme , ja komme snart , da Du jevnes med 
Jorden , og der ikke lades Steen tilbage paa Steen ! “ 
Margaret kastede et Blik paa de prægtige og anseelige 
Bygninger , der knejsede i al deres Vælde , og 
tænkte , at denne Spaadom neppe vilde gaae i Opfyldelse ; 
og dog viste Fremtiden , at det var profetiske 
Ord , hendes Frænde havde udtalt ; thi allerede inden 
en Menneskealder var forløben , var ikke blot Klosteret 
nedlagt , men Bygningerne nedrevne og Stenene bortførte , 
saa at kun nogle hensmuldrende Muurbrokker 
betegnede det Sted , hvor Cisterciensernes stolte Klosterbolig 
havde staaet . 

Tiende Kapitel . 
Skygge og Lys . 
Vore Forfcedre hadede i alle Livets vigtige Anliggender 
Hastværk . Sindig og betænksom var deres 
Færd , og Meget , som i vore Dage gaaer før sig 
med faa Omstændigheder , krævede dengang store Ophævelser . 
Folmer 
Rud besad i ikke ringe Grad denne ægte 
danske Eiendommelighed ; han var en klog Mand , der 
saae sig før , før han handlede ; men han var tillige en 
ung Mand , der elskede med et varmt Hjertes hele 
Fhrighed . Kjærlighedens Bane havde før ham været 
tornefuld , han havde længe vandret som gjennem en 
Ørken , alene , fuld af Angst og vansmægtende ; den 
Begivenhed endelig , der omsider førte hans Elskede 
tilbage til ham , havde været rædselsfuld og havt saa 
skjebnesvangre Følger , af hans Livslykke nær for stedse 
var bleven tilintetgjort . 
Det vilde da været tilgiveligt , om han , uden af 
bekymre sig om Verdens Dom , strax efter Margarets 
Helbredelse havde holdt Bryllup og ført hende som 
sin Hustru til sit Hjem . Han tænkte ogsaa et Øieblik 

derpaa ; men Thøger Løvenbalk , som naturligviis formaaede 
af dømme mere uhildet i den Sag , raadede 
bestemt fra . 
„ Det er snart gjort , som længe kan sfade , “ sagde 
den værdige Mand , da Folmer efter Thøgers og Margarets 
Hjemkomst fra Øm Kloster talte med ham 
derom . „ I bør give Margaret Tid , af det Nye kan 
fæste Rod i hendes Hjerte , saa af hun vel forberedet , 
som en ægte luthersk Kvinde kan gaae ud til Livets 
Gjerning ; Eders huslige Lykke vil da komme til af 
hvile paa en fastere Grund . Dernæst bør I som en 
viis Mand tage Omstændighederne i Agt og ved 
sindig og betænksom Færd grundlægge Eders Hustrus 
Ære . “ 
Folmer fulgte dette kloge og vel mente Raad , og 
Margaret var ham taknemmelig for den Henstand , han 
forundte hende ; thi Omflaget i hendes Indre havde 
været voldsomt og efterlod , lig en Storm paa Havet , 
Dønning . Hvor fast hun end undertiden mente sig at 
være , der reiste sig dog atter Tvivl , og hun fik Kampe 
at bestaae ; men hendes Sjælesørger var bedre , end 
hendes Fæstemand , sfikket til at bane for hende den 
Vei , der skulde føre hende til aandelig Klarhed og 
jordisk Lykke , til et gudfrygtigt , men tillige nyttigt og 
virksomt Liv . 
Det blev da ved Bestemmelsen . Folmer drog 
med Knud og Ide til Kjelliughøl for at tilbringe Vinteren 
der , mens Genete og Margaret , ledsagede af 
Thøger , droge til Viborg og opfloge deres Bopæl i 
et skjønt Huus , som Folmer havde erhvervet sig . Det 
laae i Riddergade paa det Strøg , hvor det snart med 

Adelens tiltagende Vælde og Rigdom mere og mere 
skulde blive Skik , at dens ansete Medlemmer byggede 
sig Vaaninger , i hvilke de opholdt sig , naar de kom 
til Staden , fornemmelig under det berømte Snapsting . 
Hver Gang Folmer i Vinterens Løb kom til Viborg 
for at see til sin Fæstemø , fik han stedse mere 
Aarsag til Glæde . Hendes Sundhed befæstedes , hendes 
Livsmod voxede , og lyst og straalende var nu det 
Smiil , hvormed hun hilste ham , naar ved Ankomsten 
hans svedige Ganger dandsede med ham for Døren . 
Naar han mindedes den blege , tungsindige Ungsøster i 
Vissing , af hvis Øine Fanatismens mørke Ild lyste , 
vilde han neppe troe , at hun og denne ungdomsfriske 
Jomfru , hvis Aasyn straalede af den ømmeste Kjærlighed 
og den dybeste Glæde , vare en og samme 
Person . 
De vare det ikke heller ! En fuldstændig Omdannelse 
af Margarets hele indre Væsen var foregaaet 
langsomt og sikkert under Thøger Løvenbalks kyndige 
Veiledning og aarvaagne Omhu . Der har ikke , siden 
hine Dage , i den dansfe Kirke været bedre Sjælesørgere , 
end nogle af disse til lutherske Prædikere omsfabte 
Munkepræster , der fra deres tidligere daglige 
Samkvem med Menighederne medbragte en rig Livserfaring 
; de vare ikke Stuelærde , men Menneskekjendere , 
som forstode at lade det levende Ord vinde 
Indgang i deres Sognebørns Hjerter , saa Livet dannede 
sig derefter og prægedes deraf . De bedste af 
dem , den lutherske Læres Forkjæmpere og Ordets egentlige 
Sædemænd , medbragte , maaskee ubevidst , fra det 
gamle kirkelige Menighedsliv det , som trods ' alle 

papistiske Vildfarelser maa kaldes et Gode , men som i 
Tidernes Løb mere og mere er gaaet tabt , en hjertelig 
Forstaaelse og et fortroligt Samkvem mellem Præst 
og Menighed . 
Samlivet med^Thøger og hans milde og gudfrygtige 
Hustru blev da en Velsignelse for Margaret , 
som siden stedse med inderlig Taknemmelighed mindedes 
disse lykkelige Dage , hvilke hun tilbragte i Stilhed og 
Ubemærkethed , stadig arbejdende i Aanden . Dog fik 
ogsaa Thøger og hans Hustru et rigt Udbytte deraf ; 
thi Margarets dybe Følelser røbede sig undertiden paa 
den ædleste og skjønneste Maade , og fra hendes rigt 
begavede Sjæl kunde der lysne Tanker , hvis Klarhed 
og Dybde fik Thøger til at studse . Dog vilde det 
uden hans kyndige Veiledning og uden den Støtte , 
hans faste Tro ydede hende , været hende umuligt at 
komme til den Klarhed i sin christelige Erkjendelse , som 
hun efterhaanden erhvervede sig . Hun erkjendte tilfulde , 
hvor Meget hun skyldte sin aandelige Vejleder ; 
men han var sig ikke i samme Grad bevidst , hvad han 
havde sin Lærling at takke for , nemlig større Mildhed 
og Overbærenhed i Bedømmelsen af sine papistiske 
Modstandere . 
Det tyktes egentlig den brave Prædiker en Gaade , 
at Margaret , efter alt det , hun havde gjennemgaaet , 
og efterat hun havde maattet see saa dybt i det papistiske 
Uvæsens sorteste Afgrund , dog ikke bar Nag og 
og var ganske uden Bitterhed . Han kunde ikke komme 
til Rette dermed ; thi uagtet en Stemme i hans Indre 
forbød ham at laste chrislelig Forsonlighed og Tilgivelse , 
saa voldte dog denne bløde Stemning hos 

hans unge Frænke ham Bekymring . Han kaldte den 
da , ganske i Tidens Aand , en Snare , i hvilken den 
papistiske Djævel kunde faae Held til anden Gang at 
fange hendes Sjæl , mens han burde kaldt den Kjærlighed , 
som er Christendommens skjønneste Frugt . — 
Fristen var udrunden , det var Vaar , og Alt var 
rede til Brudefærden . 
Dagen , før Vielsen skulde fuldbyrdes , sad Margaret 
med sin Moder i et lidet Kammer i Folmer 
Ruds Huus i Riddergade . Bohavet var skjønt , og 
alle Omgivelser vidnede om den store Forandring , der 
var foregaaet i det forløbne halve Aar ; dog Intet 
mere slaaende , end Margarets egen Person . Hendes 
Legemsfylde , den friske Rødme paa hendes Kinder , 
Øjnenes dybe Glands viste ved første Blik , at baade 
Sjæl og Legeme havde gjenvundet deres Ungdomsfriskhed 
og fortalte om hendes Hjertes Lyksalighed . 
Den verdslige Dragt med dens rige Farver og pyntelige 
Snit hævede hendes sjeldne Skjønhed , som en 
zirlig Indfatning Ædelstenen . 
Dog , til dette friske og deilige Billede dannede 
hendes Moders Udseende en stærk Modsætning . Genetes 
Aasyn var magert og blegt , hendes Blik tungsindigt 
drømmende , og hendes Klædedragt havde det 
gamle klosterlige Snit . Det var klart , at den Gang 
fra Klostret ud i Verden ikke havde bragt hende Lykke 
eller Fred . Berøvet Klostertugtens Støtte og det 
fængslende Skue af den papisfiske Gudstjenestes barnagtige 
Pomp , var hun aandeligt sunken sammen . For 
hende var Thøgers Sandhedsforkyndelse Intet , og 
naar han var tilstede og talte , da gled Rosenkrandsen 

gjennem hendes skjælvende Hænder , og hun bad sit 
Ave Maria , mere som en Besværgelse , end som 
en Bøn . 
Nu sad hun hos sin Datter og legede paa den 
forunderlig tankeløse og barnlige Maade , som var 
hende egen , med den Guldkjede , som smykkede Margarets 
Hals og hang ned paa hendes sneehvide Brystdug . 
Hendes Blik var tomt , men hun smilte dog , 
som om hun befandt sig vel i sin Datters Nærhed . 
Margaret følte sig ofte underligt berørt af Moderens 
Væsen , thi nu , da hun var kommen til Skjels 
Aar og Alder , tænkte hun over det og forstod det 
ikke . Hun var undertiden til Mode , som om hun var 
den Ældre , hendes Moder Barnet . Naar denne pinlige 
Følelse greb hende , da fyldtes hendes Hjerte med 
bange Anelser , og hun fordobblede sin Ømhed . Hvad 
hun skimtede , det saae Knud endnu slet ikke — den 
Sjælenat , som allerede kastede sin Skygge foran sig , 
som snart skulde omtaage Genetes Forstand og gjøre 
hendes Hjerte dødt for alle ømme Følelser , og som 
endelig til en Tid , da Slægtens Ære krævede det og 
Knud allermeest ønskede det , skulde gjøre enhver Forklaring 
mellem Genete og hendes Søn umulig . 
I een Henseende havde Moderens Hjerte stedse 
været som en lukket Bog for hendes Datter . Margaret 
havde nemlig ingen Anelse om sin Moders Tilbøielighed 
for Hans Thordsen , eller om den Mulighed 
af Livslykke , der som et Solglimt havde viist sig paa 
Genete Jakobsdatters mørke Vei . Denne Haabets 
Stjerne var bleven slukt i Fanatismens Taage , mens 
hun var i Klostret , for aldrig at tændes mere . Dog 

havde disse Dages Hændelser vakt Mindet derom , og 
en svag Straale af Lys syntes nu at glimte for hendes 
indre Blik ; thi hun saae pludselig op , rødmede let 
og sagde : 
„ Det var Uret af Knud saa at affærdige Hans 
Thordsen og lade ham gaae » takket ; hans bedrøvede 
Aasyn var tungt at skue . “ 
„ Utakket ? “ udbrød Margaret forundret . „ Da 
ydede Knud ham dog , tykkes mig , stor Roes og Tak ; 
men os voldte det Bedrøvelse , at han med slig sær 
Stolthed tilbageviste den rundelige Belønning , der blev 
ham buden for hans Umage . “ 
Margarets Stemme havde en næsten haard Klang , 
da hun sagde dette . Hun fandt Hans Thordsens myndige 
og stolte Væsen » tilbørligt , da han dog kun var 
en ufri Mand . Saaledes maatte det jo komme , idet 
Margaret atter traadte ud i Verden og følte fastere 
Grund under sig , at Slægtstoltheden paa Ny vaagnede 
i hendes Bryst . Det var lykkedes Folmer at styrke 
hendes Tro paa Moderens Ære ; men derved blev 
den fri Kvindes Selvfølelse gjenvakt hos hende ; thi 
begge Dele vare nøie knyttede til hinanden . 
Knud forstod Hans Thordsen tilfulde , og havde 
han for Øieblikket ringere Tro , end sin Søster og en 
mere levende Følelse af deres Stillings Mislighed , 
desto mere pirrelig og øm over sin Ære var han . 
Haabet om Opreisning levede dog stedse i hans Hjerte , 
og da han skjønnede , at hans Moder , overladt til sig 
selv , turde blive et let Bytte for den dristige , ufri 
Beiler , saa besluttede han at hindre en Forbindelse , 
der kun vilde drage dem Alle end dybere nedad . 

Folmer , til hvem han betroede sin Frygt , var ganske 
af Knuds Mening og maatte , som et ægte Barn af 
sin Tid og trods sin Fordomsfrihed i andre Retninger , 
dog , inddrukken af sin Stands Fordomme , være 
det . Kastede Margarets Moder sig hen til en Ufri , 
da vilde visselig ikke derved den Gjerning fremmes , 
som Thøger havde kaldet Grundlæggelsen af Folmer 
Ruds Hustrus Ære . 
De bleve da enige om , at Hans Thordsen skulde 
fjernes og Folmer være Genetes Lavværge . De foretoge 
denne Forandring med større Skaansomhed og 
paa en mere hensynsfuld Maade , end de allerfleste af 
deres Standsfæller under lignende Omstændigheder vilde 
gjort ; men uagtet de ydede Hans Thordsens Retskaffenhed 
og Tjenstvillighed al Anerkjendelse og tildøde 
ham en rundelig Belønning , følte han sig dog 
dybt krænket . Al denne Taknemmelighed havde intet 
Værd for ham ; han begjærede ikke Tak og Roes , men 
Broderskab . Derfor tog han den Hevn at afslaae den 
tilbudte Løn , og han drog da fra det sidste Møde med 
Genete og hendes Børn med den stolte Bevidsthed , at 
de vare ham , han ikke dem Tak skyldig . De stolte 
frie Mænd bleve da ydmygede af den ikke mindre 
stolte ufri ; men Folmer og Knud viste ham ligefuldt , 
naar hans Vei i Fremtiden krydsede deres , al den Agtelse , 
han fortjente . Han forblev ugift , og Meget 
tydede paa , at han ingensinde forglemte sin Kjærlighed 
til den blide , tungsindige skotske Kvinde . — 
Knud og Ide kom nu , glade i Hu , til Viborg for 
at bivaane Folmers og Margarets Bryllup . Det 
kjendtes paa dem Begge , at noget Glædeligt maatte 

være hændet dem , navnlig straalede Ides Aasyn af 
Lykke og Fred , og Aarsager : dertil skjønnedes allerede 
af den Omstændighed , at de kom fra Holmgaard . 
Chrisfoffer Kruse havde af Venskab for Folmer og 
bevæget ved at erfare alle de Lidelser , Margaret havde 
gjennemgaaet , ladet sig forsone , og Ide havde faaet 
sin Formynders Tilgivelse . Dog maatte Knud , trædende 
i sin Farfaders , Jens Nielsen Løvenbalks Fodspor , 
bekvemme sig til først med al den ved slige 
Leiligheder brugelige Formelighed og Omstændelighed 
at gjøre Bod . 
Akten var da nylig i Frænders og Venners Nærværelse 
foregaaet paa Holmgaard , hvor Chrisfoffer 
Kruse opholdt sig , da Gjenopbygningen af Vingegaard 
endnu ikke var til Ende . Knud havde fremstillet sig i 
Forsamlingen , bøiet Knæ for Chrisfoffer og ydmygt 
erkjendt sin Brøde , idet han rakte Chrisfoffer sit Sværd 
og bad ham sløde det i hans Bryst og saaledes hevne 
Broderens Drab ; men da havde Chrisfoffer reist ham 
op og skjenket ham Livet , hvorefter han stededes til 
Haandkys hos Oldemoder . Selvfølgelig betalte Knud 
en i Forveien betinget Bøde , hvilken Christoffer Kruse 
modtog , ikke af Pengegjerrighed , thi han vilde lade 
den komme de Fattige til Gode , men for ikke at gjelde 
for en ukjærlig Broder , ligegyldig ved den Slægten 
tilføiede Krænkelse . 
Saaledes var Knuds Brøde i Menneskenes Øine 
ganske udflettet ; thi det var kun Slægtens , ikke det 
Offentliges , Sag at reise Klage ; og derefter fulgte 
det som ganske af sig selv , at Christoffer Kruse , Laurids 
Lunov og deres Hustruer . bleve indbudne til at 

bivaane Margarets Brudefærd . Christoffer blev Folmers 
Forlover , da hans egen Broder , af Fortrydelse 
over det efter hans Mening uhæderlige Ægteskab , 
Folmer tvertimod sine Frænders Raad vilde indgaae , 
havde krænket ham ved et Afslag . Baade ved at paatage 
sig dette Hverv og ved at modtage Sonofferet 
anerkjendte Christoffer Kruse Knuds og Margarets 
rette , ædelige Herkomst ; de vare ham Begge til deres 
Dødsdag taknemmelige for hans højsindede Vensfab og 
Folmer Rud ikke mindre . 
Alt syntes nu Glæde , og den Skygge , den sorgfuldt 
drømmende Moder udbredte omkring sig , formaaede 
Intet mod det straalende Lys , de Unges Lykke 
kastede paa Alt . Da Brudetoget paa Bryllupsdagens 
Morgen drog ud fra Folmer Ruds Huus i Riddergade 
for at begive sig til Korsbrødrekirken , viste det 
sig vel af være noget mindre , end sædvanlig ved adelige 
Bryllupper , men Pragten i Klædedragt og Hestenes 
Udsmykning var saa stor , af den høflig forlystede 
Byens Borgere og Kvinder , som strømmede til Kirken 
for af overvære Vielsen . De forundrede sig over 
Brudens Deilighed og misundte hende hendes Lykke , 
men holdt sig skadesløse ved af hviske indbyrdes om 
hendes tvivlsomme Herkomst . 
Brudgom og Brud gjorde sig imidlertid ikke 
mange Tanker om , hvad Andre monne dømme . Da 
Thøger for Guds Alter havde lagt deres Hænder i 
hinanden og velsignet Pagten , svulmede deres Hjerter 
af Taknemmelighed mod den Algode og af Fryd over 
Foreningens Fuldbyrdelse efter saa mange bittre Gjenvordigheder . 
De vilde sikkert paa denne Dag ganske 

glemt Verden omkring sig , hvis ikke Fjender uformodet 
havde krydset deres Vei og et Øieblik kastet 
Skygge over Glædens Solskin i deres Hjerter . 
Det hændte nemlig , da de efter Vielsen rede fra 
Kirke , af Erik Skram , Maren , Jørgen og Geert med 
deres Følge af Svende , kommende fra Tjele , just red 
ind i Staden og kom imod dem . De holdt Midten 
af Gaden og vilde ikke vige , hvorfor Folmer Rud 
sagtmodigt bøiede sin og Margarets Hest til Side , 
mens Erik Skram og hans Følge stoltelig red forbi . 
Koldt og hvast var det Blik , Maren Lauridsdatter 
tilkastede sin Broderdatter , og Margaret blev bleg om 
Kind ved i sin Fasters Aasyn at læse et Had , som 
først skulde slukkes i Graven . Erik Skram skottede 
til det pragtfulde Brudetog og harmedes over at see 
Christoffer Kruse og Laurids Lunov blandt Gjesterne ; 
men Jørgen blottede sit Hoved og hilste Brudgommen , 
men kun ham , som for at vise sin Agtelse for Slægten 
Rud og tilkjendegive , at han alene agtede Folmer 
en Hilsen værd . 
„ Den Brud , “ sagde Maren , inden de endnu vare 
komne heelt forbi , „ burde paa ingen Viis ført Perlebindike 
og Hovedguld ; trende Daler burde hun give i 
Bøde for sin Frækhed , at anmasse sig en ærlig Bruds 
Rettighed . “ 
„ Saa vare da og de Spillemænd og overflødige 
Brudeblus paa urette Sted , “ tilføiede Geert med lydelig 
Røst og et ondt Smiil . 
De giftige Ord bleve hørte og Brudeparret meddelte . 
Margarets Aasyn blussede af Harme , og da 
hun var kommen ind i Brudehuset , brast hun i Graad . 

Folmer drog hende afsides , klappede hende paa Kind 
og sagde : 
„ Vi unde vore Fjender deres Ondskabs fattige 
Glæde , mit Hjerte , og betænke vor egen Lyksaligheds 
overvættes Storhed og Fylde ! “ 
„ Ak ! “ udbrød Margaret heftigt , „ jeg har varet 
Dig ad og fra første Færd forudsagt Dig , at Sligt 
var at vente , om Du knyttede Din Skjebne til min . 
Min dyrebare Ven og kjære Huusbonde , Din Vandring 
ved min Side vil endnu vorde tornefuld ! “ 
„ Vel muligt , “ svarede Folmer , „ at Tornene ere 
der , men mig stikke de ikke ; jeg forglemmer dem , naar 
jeg seer paa min Rose , som ikke har sin Lige i Deilighed . 
Dog , skulde Menneskenes Ondskab og Verdens 
» billige Ringeagt fremdeles saare Dit stolte Hjerte , 
min Hustru , og afpresse Dig Taarer , da vil jeg gjøre 
som nu , jeg kysser dem bort ! “ — 
Nogle Dage senere , en skjøn Baaraffen , da rede 
de , ledsagede af Frænder og Venner og et anseeligt 
Følge af Svende , ind paa Kjellinghol . Mens den 
nedladte og med grønne Kviste bestrøede Vindebro 
dønnede under Hestenes Hovflag , knaldede Hagebøsserne 
til Velkomst fra Borgvolden , og Gudenaaens Vande 
rødmede af Faklernes Glands . 
Det røde Skjær faldt ind i den hvælvede Borgport , 
og der saae Margaret gamle Bodil Hansdatter , 
som med Borgfogeden og alt Tyendet stod rede til at 
modtage sit Herskab . Da Margaret var steget af 
Hesten , traadte Bodil hen til hende , kyssede ærbødigt 
hendes Haand og overrakte hende Husets Nøgler . Den 
unge Huusfrue modtog dette Tegn paa sin Værdighed 

og fæstede det strax til sit Belte ; men for at trøste 
Folmers gamle Fostermoder over Tabet af sin Magt , 
drog hun hende til sig , omfavnede hende og gav hende 
et hjerteligt Kys . Dybt bevæget læste Bodil strax ved 
første Blik i Huusfruens deilige og milde Aasyn , at 
med Margaret Mogensdatter drog Kjærlighed , Fred 
og alle gode Engle ind paa Borgen . 
Folmer nød den Seier , hans fagre og højsindede 
Hustru allerede ved den første Indtrædelse i sit Hjem 
vandt over alle Hjerter . Hnusfruen paa Kjellinghøl 
skulde i Fremtiden vinde mange saadanne Seire over 
indgroede Fordomme , og det hos mere høitstillede Personer , 
end gamle Bodil Hansdatter ; men ingensinde i 
flige Tilfælde følte Folmer Rud sig saa dybt bevæget , 
som i dette Øieblik , da han blev sin Fostermoders 
angerfulde Overraskelse vaer og i alle sine Undergivnes 
Blikke læste Beundring , Ærefrygt og glad Fortrøstning . 
Margaret 
hilste dem Alle venligt og gjensaae med 
et bevæget Hjerte blandt dem to gamle Bekjendte , 
liden Gjertrud , hvis fordum blege og tungsindige Aasyn 
nu straalede af Sundhed og Glæde , og Søster Veronica , 
der viste sig i en ny Skikkelse , iført en pyntelig , 
verdslig Dragt , saa munter og skjelmsk en Kammerpige , 
som nogen ædelig Frue i Landet havde i sit 
Brød . Margaret tænkte , at Søster Veronica neppe 
vilde komme til at staae længe ledig paa Torvet , og 
fik Ret deri ; thi , inden Aaret var omme , hjemførte 
Folmer Ruds flinkeste Skovgjemmer hende som 
sin Hustru . 

Dog lod det til , at Margaret savnede Nogen ; 
thi hun saae sig om og nævnede et kjendt og kjært 
Navn for sin Hunsbond ; men han svarede blot med 
et Smiil og førte hende derpaa , efterfulgt af alle 
Bryllupsgasferne , op ad Taarntrappen og ind i Hallen , 
den skjønne Hal , hvor han saa ofte i de bittre og ensomme 
Modgangsdage i Aanden havde seet sit Hjertes 
Elskede , og hvor hun nu virkelig indtraadte som hans 
Hustru . Drømmene havde ofte havt Virkelighedens 
Klarhed og Fylde , nu tyktes Virkeligheden ham næsten 
at være en Drøm . 
Margaret havde ved Indtrædelsen kun Øie foren 
ærværdig Skikkelse , som traadte hende i Møde og 
udbredte sine Arme imod hende ; hun udstødte et Glædesraab 
og laae ved Fader Ambrosii Bryst . Han kyssede 
hende paa Panden , lagde sin Haand paa hendes Hoved 
og sagde : 
„ Velsignet være Din Indgang i Din Huusbonds 
Fædrenehjem ! Gud Herren lyse sin Fred over Dig , 
ham og Alt , hvad Eders er eller vorder ! Han beskjærme 
Eder og veilede Dig , min Datter , ved sin 
Helligaand , af Du ved Gudsfrygt , Kjærlighed og milde 
Sæder maa vorde en Pryd for dette Huus , Din 
Huusbonds Lyksaligheds tro Vogterske og alle Dine 
Tjenere og Tjenerinder en god Moder ! “ 
Margaret bøiede sit Hoved , greb den Gamles 
Haand og førte den til sine Læber . 
„ Folmer Hansen , “ vedblev han , dybt bevæget , 
„ har selv begjæret det af mig , af jeg skulde hilse og 
velsigne Dig ved Din Indtrædelse i hans Fædrenehal , 
hvor Du nu skal indtage den Plads , hans hedengangne 

Moder fordum beklædte med Wre . Dog , nu er det 
paa Tide , jeg yder Dig Tak for Din store Kjærlighed 
og Trofasthed mod en gammel , skrøbelig og hjemløs 
Ven , som uden Din og Din Huusbonds overvættes 
Godhed vilde været ilde faren ! “ 
Margaret erfoer nu af Folmer , af Broder Ambrosius 
fra hiin Dag af , da han modsatte sig Thøger 
Løvenbalks Fængsling i Øm Kloster , var bleven mistænkt 
for Kjætteri og havde maattet døie Spot og ilde 
Medfart af de fanatiske Munke og den i sin Værdighed 
krænkede Abbed . Det Sandhedsord , Thøger havde 
sagt ham , havde dernæst , jo mere han tænkte derover , 
desto klarere viist ham , at han burde vandre ud . Dette 
havde han ogsaa strax sat i Værk ; men da hans skrøbelige 
Helbred gjorde den lange Pilgrimsfart til Rom 
til en Umulighed , saa var han draget til Kjærs Mølle 
og havde givet sig i Kost hos Peer Kørne , som barmhjertigt 
havde niodtaget ham , uagtet han kom fattig 
til hans Dør . Peer Kørne havde imidlertid ved Leilighed 
sendt Melding til Kjellinghøl om , i hvilken 
Nød Broder Ambrosius befandt sig , hvorpaa Folmer 
Rud strax var reist derned og ved venlig Overtalelse 
havde formaaet den nedbøiede Gamle til at følge med 
til Kjellinghøl , hvor han allerede havde opholdt sig et 
Par Maaneder . 
Nu saae Margaret sig om og gjenkjendte ved de 
tændte Kjerters funklende Lys den skjønne Hal , hvilken 
hun endnu erindrede fra sit Besøg paa Borgen i sin 
Barndom . Hun fik imidlertid ikke Stunder til at fordybe 
sig i Fortidserindringer ; thi Folmer førte hende 
til Hæderspladsen ved det rigt dækkede Bord , hvor et 

overflødigt Maaltid ventede hele Selskabet . Muntert 
blev Hjemfærdsgildet , men trods Retternes Mangfoldighed 
og den ædle Viin , som funklede i de juveelsmykkede 
Sølvbægre , var dog Borgherrens rige Lune 
og Gjesternes glade Sind Maaltidets bedste Kryddreri . 
Lysteligt var det at see Margaret , Ide og Anna Enevoldsdatter 
smile til hverandre og samtale muntert , 
som i gamle Dage , og Knud og Christoffer Kruse i 
god Forstaaelse drikke Venskabsskaaler . 
Margarets bedste Glæde denne Aften var dog at 
iagttage det gode og venlige Forhold mellem hendes 
Ægteherre og Broder Ambrosius . Begyndelsen spaaede 
godt , og Fremtiden holdt , hvad denne glade Aften 
lovede . Det gik Ambrosius , som flere tænksomme og 
ærlige Sjæle blandt Papisterne ; thi han benyttede 
Resten af sine Dage til en grundig og uhildet Prøvelse 
af den nye Lære , en Gjerning , han hidtil kun 
havde udført halvt og som i Blinde . Følgen deraf 
skulde blive , at han i flere vigtige Punkter kom til 
Sandheds Erkjendelse ; men naar han under denne 
indre Kamp undertiden raadvild var nær ved at forsage , 
i hvis Øre kunde han da bedre gyde sine Hjertesukke , 
end i Margarets ? Hvo havde hendes gode 
Villie til med Skaansomhed at vise ham til Rette , 
eller hendes sjeldne Gave til mildt at trøste og husvale 
ham ? Saaledes fluide de alter vandre sammen ad 
aandelige Veie , og , styrede af en sikkrere Ledestjerne , i 
kjærlig Forening eftertragte Helligheds Krone . — 
Hjemfærdsdagens Aften silde førte Folmer sin 
Hustru op i det lille Taarnkammer , hvor han havde 
siddet med Knnd for et Aar siden , Aftenen førend han 

red til Vissing Kloster for at gjeste de Nonner og 
høre en Messe . Det blege Billed af Margaret , han 
i hine Dage havde seet ved Klostrets Talegitter , dukkede 
op i hans Erindring og , fuld af Fryd over Modsætningen 
mellem nu og dengang , drog han sin glade 
og blomstrende Hustru til sig og slyngede sin Arm fast 
om hendes Midie . 
Saaledes slode de tanse en Stund og saae ud 
over den grønne , skovkrandsede Dal , hvor Gudenaaens 
Vande blinkede i Maanelyset . Da strømmede Margarets 
Hjerte over af Kjærlighedens dybeste Rørelse , 
og idet hun mindedes , ad hvilken farefuld Mørkets 
Vei hun var bleven ført til Lys , Glæde og Fred , 
indtil hun nu var havnet i sit jordiske Paradiis , fik 
hun et klarere Syn , end nogensinde før , paa sin 
Hjertensvens Langmodighed , Høisindethed og Trofasthed . 
Hun slyngede sine Arme om hans Hals og udtalte i 
de ømmeste Ord hele sin Sjæls dybe Taknemmelighed . 
Stærke ved deres Gudsfrygt og Kjærlighed gik 
de Livets Kampe i Møde og holdt under alle Omvexlinger 
og megen Miskjendelse Haabet vedlige , indtil 
Opreisningens ærefulde Dag omsider kom . 

Ellevte Kapitel . 
Lov og Ret . 
Den , der er bunden , skal bie , siger et gammelt 
Ord , og Sandheden deraf fik Knud Mogensen at føle . 
I mange , lange Aar blev baade hans og Margarets 
Liv en Kamp mod Verdens Ringeagt og stærke Modstanderes 
Overmagt . Steen maatte taalmodigt lægges 
til Steen , forinden Slægtens nedbrudte Ærestempel 
atter kunde blive reist og krones med sit Spiir . 
Det vakte Forundring , at den skotske Kvindes 
Svn , der i sin Ungdom havde viist sig saa trodsig og 
egenraadig , nu i sin Manddomsalder udmærkede sig 
ved stor Klogskab og Besindighed . Han levede i en 
Deel Aar med sin Hustru hos sin ulykkelige Moder 
paa hendes Enkesæde , Harlcvholm ved Aarhuus , og 
bestyrede Gaarden for hende . Han afsondrede sig fra 
Verden og nøiedes med den Agtelse og Deeltagelse , 
en lille Kreds af troe Venner ydede ham . . Gladest 
var han , naar han med sin Hustru gjestede Kjellinghøl 
og sad i Hallen med Folmer og Margaret . Vilde da 
Lykken , som det undertiden skete , at Christoffer Kruse 

og Laurids Lunov med deres Hustruer kom til , da 
pleiede Knud at sige , at den øvrige Verden var ham 
ei en Klipping værd . Ide , der havde samme Sind , 
som før , og ikke stundede efter Høihed , glædede sig 
over sin Huusbonds Sagtmodighed og over den Viisdom , 
hvormed han nød sin Lykke ; men Margaret delte 
ikke altid denne Glæde ; thi hun mente , at Ides 
Ømhed gjorde Knnd ligegyldig og lammede hans 
Handlekraft . 
Dog havde Knnd ingenlunde tabt af Syne det 
Maal , hvorefter han som ærekjær Mand fremdeles 
maatte stunde . Han havde kun for Øie det gamle 
Ord : Ret har ingen Vold , Vold har altid Ret ! Han 
indsaae , at i Vanmagt vilde selv den klareste Ret 
vanskelig føre ham til Maalet ; han maatte tilkjæmpe 
sig sine Standsfællers Agtelse og vinde Anseelse , forinden 
han vovede det Stormløb mod Erik Skram , 
hvilket han stadig i Stilhed forberedede . Ide mistvivlede 
om et lykkeligt Udfald ; hun spaaede , at alle 
de Oplysninger , Knnd indhentede , og de Vidnesbyrd , 
han nedfkrev , vare til ingen Nytte ; men om Knnd end 
ikke vandt Andet ved denne Syssel , saa dog det , at jo 
mere vidende han blev , desfo mere styrkedes hans Tro 
paa hans Moders Ære . Havde Genete været ved 
Fornuftens Brug nu og kunnet afgive Forklaring , 
visselig vilde Knnd da før skredet til Handling . 
Blandt Knubs Foranstaltninger var den vigtigste 
den , at han flikkede Bud og Brev til Skotland , for 
paa selve Stedet at indhente Oplysninger og om muligt 
skaffe Beviis for hans Forældres Ægteskab til Veie ; 

men hans Udsending havde intet Held med sig , eller 
gjorde ikke sin Skyldighed ; thi den Besked , han hjembragte , 
var kun lidet tilfredsstillende . 
Da truede Knud med selv at drage til sin Moders 
Fødeland , men strax vare de blöde Arme , der 
havde slynget sig om hans Hals i Bjerregrav Mose , 
rede til at favne ham og holde ham tilbage . Ide 
ængstedes paa sin Huusbonds Vegne ved at tænke paa 
den farefulde Reise over Sø og falten Hav , og visselig 
var , paa Grund af Skippernes Ukyndighed , endogsaa 
en meget kortere Søreise en langvarig og besværlig 
Sag i hine Dage . Knud lod sig da binde af 
de Rosenlænker , mens Tiden umærkeligt skred frem , og 
hans Iver en Stund kjølnedes . 
Hvad der bidrog meget til at gjøre Ide lunken i 
den Sag , det var den Omstændighed , at hendes Ægteskab 
var blevet barnløst . Egentlig saae hun , ganske i 
Tidens Aand , en Himmelens Straf deri — en Straf 
for Thomas Kruses Drak , og fordi hun selv mod sin 
Formynders faderlige Villie var løbet af Gaarde med 
Knud . Denne angerfulde Følelse blev en Dæmper paa 
hendes af Naturen muntre og sorgløse Sind ; men 
undertiden var hendes Barnløshed hende ogsaa til 
Trøst ; thi der var jo saa Heller ingen Arvinger til de 
æreløse Kaar , som vare blevne hendes og hendes Huusbonds 
Lod . 
Folmer og Margaret derimod , de havde de Glæder 
og Bekymringer , som Knnd og Ide vare foruden ; 
thi Herren havde fkjenket dem en blomstrende Børneflok . 
Margaret saae ofte med Veemodstaarer paa 
sine Børn , idet hun tænkte paa de Ydmygelser og 

Lidelser , Fremtiden gjemte i sit Skjød til dem . Folmer 
derimod saae ikke Sagen saa mørkt ; han nærede 
stadig en fast Fortrøstning til , at Oprejsningens Dag 
nok vilde komme . Hans Sindsligevægt og glade Lune 
forjog enhver Sky , som hovmodige Frænder og misundelige 
Standsfæller manede frem . Hans Høisindethed 
og elskelige Maade at være paa var ofte en Gjenstand 
for hans Hustrus glade Beundring , og hun kom 
til at sande , at hvad han havde sagt paa hendes 
Brudefærdsdag , det var intet Mundsveir : Tornene 
vare der , men de stak ham ikke . — 
Saaledes vare omtrent sexten Aar henrundne , da 
Lykkehjulet , som havde sænket Knnd Mogensen saa dybt 
ned , atter begyndte at hæve ham . Som Folk er , saa 
følger og Ære ! Knuds hæderlige og sindige Færd 
havde vundet ham stedse flere Venner , som følte Deeltagelse 
for ham i hans Vanskjebne , og som maaskee 
heller ikke undte Erik Skram det godt . De magede 
det saa , at Knud blev stedet for Kong Christiern , og 
hans smukke Person og mandige Væsen vandt fornemmelig 
den unge Hertug Frederiks Bevaagenhed . 
Han blev ham god baade nu og siden som Konge , og 
Fyrstegunsten trak Knud ud af hans Ringhed og Ubemærkethed , 
saa at han fra flere Sider blev opmuntret 
til at gjøre et alvorligt Forsøg paa at fravriste Erik 
Skram Tjele . 
Nu , da Tidens Fylde var kommen , lød uventet 
til Knud den Røst fra Graven , som ene formaaede at 
hæve enhver Tvivl og give ham fuld Tro paa hans 
Sags Retfærdighed . Den Skjern Præst , Hr . Laurids 
Thundeboe , krydsede hans Vei , og Knud kom omsider 

til Kundskab om sin hedengangne Faders sidste Bekjendelse , 
den han fra Præstens sanddru Læber hörte 
med dyb Bevægelse . Arvebrevets for hans Moder 
vanærende Ord vare altsaa nu gjorte til Lögn , og jo 
mere Knud derefter tænkte over Sagen , desto mere adspredtes 
det Mörke , der hidtil havde hvilet over Fortiden . 
De Forklaringer , han tidligere havde affordret 
sin Faders Tyende , fornemmelig den gamle Fadebunrskvinde , 
Elfe , havde allerede sat ham i Stand til at 
danne sig en Forestilling om Begivenhedernes Sammenhæng , 
der kom Sandheden temmelig nær . Han havde 
skimtet Traadene i Bæven , hans Faders ubillige Skinsyge 
og Sortebroder Vigands Rænker ; men nu faldt 
Skjellene zausfe fra hans Øine , og Formodningerne 
bleve for ham til Vished . 
Med fast Tro paa et lykkeligt Udfald besluttede 
han nfortøvet selv at drage til Skotland , opsöge Greven 
af Montrose og ved hans Bistand erholde fuldgyldig 
Beviis for , at hans Forældre vare rettelig 
viede Ægtefolk . 
Ide delte dog Heller ikke nu hans glade Fortrøstning . 
Hun mindede ham om den forlængst hensovede 
Thøger Løvenbalks Spaadom angaaende , hvilket Udfald 
Sagen rimeligviis vilde faae , hvis den kom for 
Retten , og hun udtalte den Formening , at jo flere 
Aars Hævd Erik Skram havde paa Ejendomsretten 
til Tjele , desto vanskeligere vilde det nu blive at fravinde 
ham Gaarden . Hun talte med et Suk om sin 
Barnløshed og bad sin Huusbond betænke , at selv om 
han erhvervede sin Fædrenegaard , saa maatte den jo 
dog til sin Tid igjen gaae tilbage til hans Faster eller 

hendes Børn . Knud var jo ogsaa destoværre nu , da 
Geert Eriksen alt for flere Aar siden havde endt sit 
lidet hæderlige Liv , den sidste levende Ætling af Slægten 
Løvenbalks Mandsstamme . Hendes Grunde vare 
ikke uden Vægt , hvad Udfaldet senere viste — hun 
skulde faae Ret og Knnd dog heller ikke ganske Uret , saa 
underligt gik det til . 
Men nu fik Ide at fornemme , at hendes Huusbond 
ganske var bleven sig selv igjen , den unge Knnd 
fra Fortiden , med det høie Mod og den stærke Villie . 
„ Sandt nok det , “ sagde han , „ jeg er den Sidste 
af min Æt ; men vil Du da , at jeg engang skal sænkes 
i min Grav , uden at mit Adelsskjold med Ære 
brydes over mig ? Hvo som sidst gaaer ud af Huset 
og lukker Døren for sidste Gang , han see vel til , at 
han gjør det med Ære ! “ 
Da blev Ide ogsaa sig selv igjen , hendes Indvendinger 
forstummede , fra hendes smukke Øjne lyste et 
Stolthedsglimt , og med et Kys gav hun sit Minde til 
sin Huusbonds Afreise . 
Megen Angst skulde hun dog døie , mens han var 
borte ; thi han havde tiltraadt Reisen i Efferaarets 
stormfulde Tid , Skibet blev forflaget op til Norge , 
hvor den tidlig indtraadte Frost nødsagede Skipperen 
til at overvintre , og først næste Foraar naaede Knnd 
Skotland . Ogsaa der forfulgte Uheldene ham , thi 
Greven af Montrose var fraværende , og saa længe 
blev han opholdt , at han først efter et beelt Aars 
Forløb atter satte Foden paa jydsk Grund , idet han 
efter en næsten ligesaa stormfuld Hjemfart netop inden 
Vinterens Komme steg iland Paa Aarhuus Skibsbro . 

Stor var Glæden , da hans lykkelige Hjemkomst 
blev Ide forkyndt ; thi hun betragtede sig allerede 
halvveis som Enke , og Margarets Hjerte svulmede af 
Fryd , da Knud , som strax efter Hjemkomsten med Ide var 
ilet til Kjellinghøl , forelagde hende og Folmer de lovformelige , 
skriftlige Vidnesbyrd , han medbragte , og 
som udsagde , baade at Genete Jakobsdatter før Ægteskabet 
havde været en hæderlig Jomfru med uplettet 
Rygte , og at hun rettelig var bleven ægteviet til Hr . 
Mogens Lauridssen Løvenbalk i Sanct Nians Kirke ved 
den Stad Leith . 
Dog , midt i Glædesjublen blev Margaret bleg , 
løftede sine Hænder og udbrød : 
„ Moder — vor stakkels kjære Moder lille ! “ 
Det blev tyst i Hallen , og paa Knuds Aasyn 
læstes hans Hjertes dybe Bevægelse , som i Øieblikket 
gjorde ham stum . Da sagde Folmer : 
„ Gud Herren , som har formørket vor Moders 
Sjæls Lys og lukket hendes Hjerte for Glæden , han 
stængede da og Døren for megen Vee . For hende er 
nu Verdens Agt og Ære som et Fnug , et Intet ; dog 
vidste hun til ingen Tid ret deraf , eller fornam , hvad 
Vanære der af Verden blev kastet paa hende . “ 
Mange Tanker fore Knnd og Margaret gjennem 
Hovedet , idet Fortidens skjebnesvangre Dage i dette 
Øieblik drog forbi deres Erindring ; men Begge vare 
de for dybt bevægede til , at de vilde give Tankerne 
Luft i Ord . Dog brød Knnd omsider Tausheden og 
sagde : 
„ Det er en Trøst , at vi nu , efter alt det , som 
i de forløbne Aar er kommet til vor Kundskab , tør 

troe , at Fader vilde udslettet sin Brøde og gjenoprettet 
vor Moders Ære , havde ei Døden overrasket ham . “ — 
Nu havde Knnd omsider faaet Midler i Hænde 
til gt fuldføre den Gjerning , han havde taget i Arv , 
og han skred ufortøvet til Værket . 
Erik Skram havde ingen Anelse om det Uveir , 
der trak op over hans Hoved ; thi hans Hustru laae 
syg , og i længere Tid havde han ikke fjernet sig fra 
Hjemmet , eller fornummet stort til , hvad der foregik 
udenfor det i Verden . Som et Lyn fra en klar Himmel 
kom da nu til ham Knuds Stevning , der opfordrede 
ham til at møde for Kongens Retterting og 
gjøre Rede for , med hvad Ret han i sin Tid havde 
tilegnet sig Tjele . Strax skjønnede han , at Knnd 
maatte have erhvervet sig mægtige Venner , og hans 
Sjæl blev greben af stor Uro ; men hans Bekymring 
var dog Intet mod Maren Lauridsdatters Pine , hvem 
det Budflab naaede paa Sottesengen . Hun fik for sin 
Pengegridskhed og sin Haardhjertethed den Straf at 
gaae herfra med den nagende Tanke , at al hendes 
Snildhed og Møie var spildt og med den Udsigt for 
Øie , at den dyrebare Fædrenegaard dog tilsidst vilde 
slippe hendes Arvinger af Hænderne ; thi hun oplevede 
ikke Sagens Ende . 
Knud begyndte da nu Kampen for Ære og Fædrenegods , 
ikke den ridderlige Kamp med blanke Vaaben , 
som han i sin Ungdom havde higet efter , men en 
Fejde med Pen og Blæk og Vidne mod Vidne for 
Rettens Skranker . Han tænkte , og Mange med ham , 
at hans Vaaben vare gode , og efter Nutidens Retsbegreber 
vilde de Vidnesbyrd , han havde forflaffet sig 

i Skotland , været afgjørende Beviser , fuldkommen tilstrækkelige 
til at godtgjøre hans ægte Fødsel ; men i 
hans Tidsalder havde Retten ulykkeligviis en anden 
Gænge . Dengang gjaldt det ikke Beviis , thi i tvivlsomme 
Sager gjordes Alt sluttelig afhængig af Ed , 
og da nu Rettertinget lagde stor Vægt paa den ulykkelige 
Omstændighed , at Genete Jakobsdatter ikke strax 
efter sin Mands Død , eller saa snart skee kunde , havde 
meldt sig som hans Efferleverske og taget Arv og 
Gjeld efter ham , saa kom Dommen til at lyde , at 
det stod til Erik Skram selv tolvte at sværge , at han 
mente sig at tage Tjele med Rette , og hvis han dristede 
sig dertil , da blev Gaarden hans . Erik svor 
den Ed , og elleve gode Mænd svore med ham , at de 
troede ham Paa hans Ord . 
„ Vi bør haabe for hans Sjæls Saligheds Skyld , “ 
sagde Folmer Rud , da han erfoer Udfaldet , „ at han 
virkelige « selv troer at have svoret med Rette . “ 
Med denne Reltertingsdom , som var en urykkelig 
Høiesteretskjendelse , glippede for stedse Knuds Haab 
om at gjenvinde sin Fædrenegaard , og Erik Skram 
reiste , stærk ved sin Seier , Indsigelse imod , at Knud 
førte Løvenbalkernes Navn og Vaabenmærke . 
Saa stor var imidlertid Knuds Forbittrelse over , 
at Rettertingsdommen var gaaet ham imod , at han nu 
aabenlyst trodsede sin Fjende . Overalt , hvor han kom 
frem , lod han see den blaa Løve , og mere end een 
Gang , naar Erik Skram og Knud Mogensen med 
deres Følge af Svende mødtes , vilde det kommet til 
blodige Sammenstød , hvis ikke Erik , nu en Mand til 
Aars og end mere frygtsom , havde veget Pladsen . 

Det var Dage , da Blodet atter rullede vildt i 
Knnd Mogensens Aarer , og Sværdet sad løst i Skeden . 
Hans kjekke Hjerte brændte af Længsel efter at maale 
Klinge med Jørgen Skram , og det var kun med stor 
Nød , at hans Hustrus Bønner og Folmer Ruds Forestillinger 
holdt ham tilbage . Dog feirede Fornuften , 
og Knnd undgik saaledes ved en ubesindig Voldsdaad 
at forspilde , hvad der ved mange Aars taalmodige 
Klogskab var vundet , hans Standsfællers Agtelse og 
Thronfølgerens Gunst . Det stod dog muligviis endnu 
til at redde , som Knnd selv engang havde sagt og 
endnu mente at være mere , end Borg og Fæste , nemlig 
Navn og Ære . Han besluttede da ikke at opgive 
Ævret , men ved første gunstige Leilighed atter at optage 
Kampen . 
Da Hertug Frederik fem Aar derefter , i Aaret 
1559 , havde besteget Thronen , tog han Knnd i sit 
Brød og gjorde ham til sin Foged * ) paa Bygholm . 
I denne Stilling kom Knnd jevnlig i Berørelse med 
Hans Naade , fandt Leilighed til at fortælle ham sit 
Levnetsløb og forstod at vække hans levende Deeltagelse . 
Knnd vilde formaae Kong Frederik til at 
lade Sagen mellem ham og Erik Skram paa Ny optage 
til Dom , men saa stor var dengang Adelens 
Vælde , at Hans Naade ikke dristede sig til et Forsøg 
paa at kuldkaste tolv Adelsmænds Ed . Dog vilde 
han gjerne gjøre Noget og henviste derfor Knud til 
sin Kantsler , der gav denne et godt Raad , som ufortøvet 
blev fulgt . 
* ) Godsbestyrer . 

Han drog nemlig til Tydskland og forelagde de 
lærde Herrer ved Høiskolen i Wittenberg Beviserne for 
hans Forældres Ægteskab , og da denne Højskole i 
Reformationstiden nød stor Anseelse , maatte dens 
Skjøn naturligviis have nogen Vægt . Erklæringen 
faldt gunstigt ud og , opmuntret derved , henvendte Knud 
sig efter sin Hjemkomst til Kong Frederik selv og erholdt 
paa sin Begjæring af Hans Naade en egenhændig 
Skrivelse , hvori Kjøbenhavns Høifkole opfordredes 
til at udtale sin Mening om de Vittenbergeres 
Sentents og afgive et Skjøn over , hvad der tyktes 
dem i den Sag at være Ret . De lærde danske 
Herrer vare af samme Mening , som deres tydske Brødre 
og erklærede , at Ægteskabet var lovlig beviist . 
Saaledes stod da nu tvende Universiteters Erklæringer 
mod Rettertingsdommen . 
Det forholdt sig nu imidlertid saa , at uagtet 
Ægteskabssager hørte under Universitetet , havde det 
dog ikke Myndighed til at afgjøre en Arvesag . Den 
gamle Rettertingsdom var og blev urokket ; men hvad 
det angik , at gjengive en Mand , der var stedet , som 
Knud , Navn og Ære , da formaaede hverken Erklæringer 
fra Myndigheder , eller endogsaa Kongens Villie 
af bevirke det ; thi dertil var Slægtens Samtykke og 
Godkjendelse ganske fornøden . Højskolernes Udtalelserhavde 
imidlertid dog bidraget fil af slyrke Troen paa 
Knubs gode Ret og omsider , da Erik Skram havde 
lukket sine Øine og Knud fik med den ædle og retsindige 
Jørgen Skram af gjøre , lykkedes det ved kongelig 
Mægling af bringe et Forlig i Stand . Ved denne 
mindelige Overeenskomst forpligtede Knud Mogensen 

sig fil af frafalde enhver Fordring paa Tjele , som 
fremdeles skulde forblive hos Jørgen Skram og hans 
Slægt , hvorimod Jørgen Skram tilbagegav Knud noget 
af det Bøndergods , Maren Lauridsdatter havde tilegnet 
sig med Tjele , anerkjendte Knud som sin rette 
Frænde og Mogens Lauridsens ægtefødte Søn og tillod 
ham af føre Løvenbalkernes Vaabenmærke . 
Saa haard var Kampen i hine Tider , naar en 
Mand ad ærlig , lovlig Vei søgte af komme fil sin 
Ret , og han fil Modpart havde en ved Rigdom og 
Slægtsfabsforbindelser overmægtig Modstander . Selv 
i mindre indviklede Tilfælde , end dette , gik det ofte 
saaledes , af Graven lukkede sig over Sagsøgeren inden 
Enden , og oplevede han af vinde nøgen Ret , da var 
den stærkt beskaaren . 
Ofte i de lange , trange Aar , mens Kampen stod 
paa , mindedes Knud ' , hvad Jørgen Skram hiin Dag 
i Hulen i Bigum Skov havde sagt til ham om Ord 
og Sværd . Hvilken lang og møisommelig Vei , den 
med Ordet , hvilke lykkelige Tider fordum , da Sværdet 
kunde gjøre Sagen klar ! Knud pleiede da , bitter i 
Hu , at sige , at han levede i en ussel Tid og blandt 
en vanartet Slægt . 
Dog maatte han prise sin Lykke , at han ved 
Kong Frederiks Mellemkomst opnaaede et antageligt 
Forlig , og han syntes ogsaa at have erkjendt det . I 
det Hele tydede Meget paa , at han i den ældre Alder 
blev en gudfrygtig og fredsæl Mand ; navnlig havde 
han faaet stor Modbydelighed for Retstrætter . Han 
blev selv snart Jorddrot , idet han først erhvervede sig 

Loverstrup * ) og siden Kjellerup , hvor han endte sine 
Dage ; det manglede ham da neppe i hiin paa Retstrcetter 
saa rige Tid paa Foranledning til at reise 
Sag mod sine Naboer ; men han foretrak i slige Tilfælde 
selv et magert Forlig , sigende : jo mere af Lov , 
des mindre af Ret ! 
Det var indlysende , at den Opreisning , der efter 
saa mange Aars uretfærdige Miskjendelse blev Knud 
og ved ham hans Søster til Deel , burde vorde kündbar , 
saa at al Tvivl blev slaaet ned , og det laae desuden 
ganske i Tidens Aand at lade en flig Anerkjendelsesakt 
foregaae med sømmelig Værdighed og Høitidelighed . 
Dette stete da efter Aftale med Jørgen 
Skram saaledes , at en stor Forsamling af Frænder og 
Venner blev afholdt Paa Knuds Gaard Kjellerup ved 
Mariager ; og der ville vi til Slutning gjeste Løvenbalkernes 
sidste Ælling paa den Æresdag , der for 
ham blev Indgangen til et nyt Liv i Lykke og Anseelse . 
* ) Rathlousdal . 

Tolvte Kapitel . 
Knud Mogensens Æresdag . 
Knubs og Ides skjønne Hjem , Hovedgaarden 
Kjellerup * ) , hvor de omsider havde fundet en tryg Havn , 
var allerede dengang en gammel , adelig og fri Gaard 
med et anseeligt Tilliggende af Ager og Eng , Skov 
og Bøndergods . Gaarden har sit Navn af sine Kilder , 
Syvkilde , Plovmandskilde og Knudskilde , som 
sprudlede i den smukke Skov , der dengang omgav 
Gaarden . 
Sidst havde den været i Kong Frederiks Besiddelse ; 
men Hans Naade , som meget yndede at magelægge , 
havde fundet Behag i Loverstrups skjønne Beliggenhed , 
frodige Skove og gode Iagt , hvorfor han 
gjorde et Bytte med Knud , der overdrog Kongen 
Loverstrup og tog Kjellerup i Stedet . 
Gaardens Bygninger vare vel vedligeholdte og 
Vaaningshnset en skjøn Borg med tvende Stokværk , 
Trappegavle og et spiirkronet Taarn . Kong Frederik 
havde anvendt meget paa den gamle Borgs Forskjønnelse ; 
det var dertil en rummelig Bolig med en 
* ) Oprindelig : Kildetorp . 

anseelig Hal og mange Værelser , udstyrede med et 
rigt Bohave , der vidnede om Tidens voxende Pragtsyge . 
Det var altsaa i Et og Alt en skjøn Vaaning , . 
en fri Mand værdig i Adelens Glandsperiode . 
Let nok var det da for Ide Nielsdatter at modtage 
og huse den store Skare Gjester , som nu strømmede 
til Kjellerup , nogle oprigtigt glædende sig over 
Eierens Lykke efter saa mange Gjenvordigheder , andre 
begjærlige efter at bivaane den sjeldne Høitidelighed , 
som nu der skulde feires i en talrig Kreds af Rigets 
bedste Mænd og Kvinder . Gjesternes Antal forøgedes 
desuden ved den Omstændighed , at Kong Frederik i 
disse Dage ventedes paa Gjennemreise til Mariager , 
hvor Hans Naade agtede at dvæle nogle Dage , i 
hvilken Anledning flere af Knuds fjerntboende Frænder 
og Kyndinge vare komne der til Egnen . 
De nærmeste Slægtninge og ældste Venner havde 
indfundet sig allerede flere Dage før den berammede 
Høitid , først af Alle Folmer og Margaret med deres 
Børn , dernæst Christoffer Kruse med sin Hustru , Anna 
Seefeld og Laurids Lunov med Anna Enevoldsdatter . 
Saa vare de nu atter Alle , som vare i Live , samlede 
i Glæde , ligesom i gamle Dage paa Vingegaard , og 
undrende talte de indbyrdes om Skjebnens Omvexlinger 
i de forløbne Aar , idet de takkede den algode Gud for 
hans vise og kjærlige Førelse . 
Men sex og tredive Aar vare gaaet hen over 
deres Hoveder , siden hiin mindeværdige Dag , da de 
traadte Dandsen i Vingegaards Storstue ved Anna 
Enevoldsdalters Brudefærd , og det maatte vel kjendes 
meer eller mindre paa dem . Christoffer Kruse og hans 

Hustru ere nu Folk til Aars og bære deres hvide 
Haar med Ære ; Laurids Lunov er vel ved Magt , 
end mere ordknap og magelig , kjær ad Hyndestolen , 
men de Andre ere endnu kraftige og rørige , og et Par 
af dem have havt Lykke til at forlænge deres Ungdom 
langt ud over den sædvanlige Grændse . 
Knud er endnu , trods sine fire og halvtredsindstyve 
Aar , ligesaa flink en Rytter , som i hans unge 
Dage , og en langt drabeligere Jæger ; dernæst til enhver 
Tid rede til at fegte , brydes og rende til Væds . 
See til Ide , om der er mange Rynker at finde i hendes 
endnu friske og blomstrende Aasyn , og hendes 
større Trivelighed har ikke gjort hendes Gang meget 
tungere . Folmer er endnu en slank Mand , der sidder 
rankt og frit i Saddelen , og i hans skjønne , brune 
Haar er endnu ikke et eneste graat Stænk at finde — 
men vel i hans Hustrus , uagtet de ikke sees , da Perlehuen 
dækker hendes endnu skjønne og rige Haar . 
Disse Sølverstænk , dem gav dog Alderen hende 
ikke fra først af ; de ere isnende Mærker fra hiin 
Rædselsnat , da Djævelens Udsending havde hende i 
sin Magt , og Gud syntes at have forladt hende . Vel , 
at sex og tredive Somre have dækket hiint sorte Mindes 
Grav med Glemselens Løv ! Endnu har Ungdomsfrisfheden 
ikke forladt hendes ædle og sine Træk , 
og hendes deilige Øine have deres fulde Glands . 
De kunne end , som Folmer sagde , da han med begejstrede 
Ord tegnede hendes Billede , see blidt som en 
Dues Øine og dog lyne som en Ørns . Barnets 
Uskyld og den modne Kvindes befæstede Fromhed og 
selvbevidste Værdighed afspeilede sig vexelviis i dette 

forunderlig dybe Blik , hvis fængslende Magt stedse 
blev sig selv lig ; men der var nu en klarere Fred 
over hendes Aasyn og hele Væsen og mere Lys i hendes 
Smiil , end i hendes unge Dage . 
De Trofaste , som nu vare sammen , mindedes de 
Hensovede , som de havde elsket , fornemmelig den 
fromme Moder , paa hvem Gud her paa Jorden havde 
lagt sin Haand saa tungt , men hvis Sjæl nu havde 
fundet Fred , da hendes Been for tre Aar siden vare 
stedede til Hvile i Harlev Kirke ; dernæst de forlængst 
hensovede dyrebare Venner , Ambrosius og Thøger , 
som tilsidst vare blevne forsonede , og hvis Sjæle nu , 
det haabede de , vare samlede i Glæde og Kjærlighed 
i det hellige Zion , hvorom Thøger engang 
havde talet . 
Knud og hans Nærmeste fik dog ikke ret længe 
Stunder til at fordybe sig i Fortidens Minder ; thi 
snart indfandt sig Jørgen Skram , nu Rigens Raad 
og en anseet Mand , og hans Hustru Hilleborg Daa ; 
og derefter kom Gjesterne Slag i Slag , saa tilsidst 
var der ikke et ledigt Kammer paa Borgen , eller en 
tom Vaas i Staldene . 
Dagen oprandt , en skjøn solklar Dag seent i Høst . 
Klokken ni vare Alle tilstede i Hallen , for at den 
egentlige Høitidelighed kunde være endt inden Klokken 
ti , som var Spisetiden . Det var en talrig Forsamling , 
og naar Knud saae sig om i den , da maatte han 
føle sig tilfredsstillet ; thi Ingen havde svigtet , og 
mange af Rigets ældste og ædleste Slægter hædrede 
ved sine meest ansete Ætlinges Nærværelse hans Huus . 
Man regnede i hine Tider Slægtskabet langt ud , saa 

at alle de Slægter , der ved Mgteskabsforbindelser i 
Fortiden havde blandet deres Blod med Løvenbalkernes , 
regnedes for Frænder , og der fandtes da i Knud 
Mogensens Hal Medlemmer af Slægterne Bilde , Gyldenstjerne , 
Skeel , Friis , Rotfeldt , Kaas , Munk , Spend , 
dernæst nogle af Folmer Ruds og Jørgen Skrams 
nærmeste Frænder og enkelte Venner , hvoriblandt , foruden 
Kruserne og Lunoverne , Verner Parsberg , hvem 
Knud fordum ved Nye havde mærket med sit Sværd 
i Kinden , men siden atter forsonet sig med ham . 
Da Alle vare komne til Stede , traadte Jørgens 
Farbroder , Iver Sfram til Voldbjerg , frem og holdt 
i sin Haand Forligsakten , der var behørigt forsynet 
med Underskriffer og Sigiller , uden hvilke sidste intet 
Dokument i hine Tider havde Gyldighed . Han oplæste 
Akten Punkt for Punkt og kundgjorde saaledes , 
hvorlunde Jørgen Eriksen Skram og Knud Mogensen 
Løvenbalk nu for evigt vare forligte og som rette Sødskendebørn 
og gode Frænder med Huldskab og Troskab 
vilde leve i et bestandigt Venskab . 
Derefter gik Jørgen Skram hen til Knud , rakte 
ham i Alles Paasyn sin Haand og hilste Margaret 
som sin Frænke ved at kysse hende paa Kinden . I 
lige Maade hilste Knud Jørgens Hustru Hilleborg Daa , 
og hun og Margaret omfavnede hinanden og beseglede 
Forsoningen ved et søsterligt Kys . 
Da Alle havde lykønsket de forligte Frænder , gik 
man til Bords . Til Høibords sad Knud og Hilleborg 
Daa , Jørgen Skram med Margaret og Folmer med 
Ide ; men , som Henning , der endnu var i Knuds 

Brød som Kammersvend , sagde til Gaardfogeden , gamle 
Bent Tue —- den Dag vare alle Pladser ved det lange 
Bord høie og fornemme , ingen lave , saa gammelt 
ædeligt Blod flød der i Gjesternes Aarer , og saa stor 
var deres Anseelse eller Rigdom . Høstsolens Straaler 
faldt ind ad Vinduernes Glarruder og meget ædelt 
Metal og mangen kostelig Ædelsfeen funklede i Solstraalernes 
Glands ; thi med Adelens tiltagende Rigdom 
vare Sædvanerne blevne end mere overdaadige , 
og Kongernes Forbud mod den stigende Pragtsyge 
vare og bleve næsten ganske magtesløse . Det kjendtes 
ved denne Leilighed baade paa Klædedragterne og paa 
Værtens Huusgeraad . Der var meget Sølv af skue 
paa Knuds og Ides festlige Bord , og blandt Viinkanderne 
manglede ikke Niels Pedersen Gyldenstjernes 
gamle følvforgyldte og med Helgenbilleder prydede 
Drikkekar , Slægten Løvenbalks værdifuldeste Arvestykke . 
Vakker var Knud af sfue , siddende for sin Bordende , 
endnu i sin fulde Livskraft , en ædel , mandig 
Skikkelse ; selv nu i denne glade og ærefulde Stund 
var han faatalende , men af hans Øine lyste indre 
Tilfredshed , og hans Væsen var Præget af den frie 
Mands stolte og selvbevidste Værdighed . Over Ides 
Aasyn spredte Glæden Ungdommens friske Skjær , hendes 
klare , blaae Øine funklede , og Smilehullerne i 
hendes Kinder lode sig nu og da see . Dog foer en 
Skygge af Veemod over hendes glade Aasyn , da hendes 
Blik faldt paa de Unge , fornemmelig da hun iagttog 
Folmers og Margarets smukke og kraftige ældste 
Søn , Hans Folmersen Rud , og hun derved mindedes 
om , hvad der var hende og Knud negtet . Margarets 

Øine lyste af glad , moderlig Stolthed , naar hendes 
Blik faldt paa hendes Førstefødte . Hun var at see 
til som en Dronning , der modtager den Hyldest , som 
længe med Urette har været hende negtet . Dog søgte 
hendes Blik nu og da opad , og dets rene og ydmyge 
Fromhed mindede da Folmer om Ungsøsteren ved Vissing 
Klosters Talegitter . Hun takkede vel i Aanden 
Gud Herren for hans Naade og følte maaskee nu , 
midt i Oprejsningens ærefulde Stund , at for den 
sande Christen er dog Æren kun som et Fnug , et 
Intet . 
Bægrene gik flittigt om ; dog var der ingen 
støiende Lystighed at mærke ; en vis glad Høitidelighed 
var udbredt over Alle . Da greb Jørgen Skram sit 
Bæger , reiste sig og sagde : 
„ Nu , da Alt er kommet til en god , fast og bestandelig 
Ende ved det Forbund og Forlig , Knud Mogensen 
og jeg have indgaaet med hinanden , og dette 
nu saaledes lykkeligen er skeet og fuldbyrdet , saa der 
fra nu af stedse skal være Fred og kjærlig Forstaaelse 
os imellem , da tømmer jeg dette Bæger til Ære for 
denne min ædle og rette Frænde , saa og for hans 
Søster , min kjære Frænke , ædle og velbyrdige Kvinde , 
Fru Margrethe Mogensdatter ! Herren skjenke dem og 
alle Deres al Lykke og Benedidelse nu og til Deres 
Dages Ende ! I gode Mænd og Kvinder , som her 
tilstede ere , I gjøre nu , som jeg , og tømme Eders 
Bægre med god Villie indtil sidste Draabe ! “ 
Alle reiste sig , løftede med et Bifaldsraab deres 
Bægre og tømte dem . 

„ Gid alle gode Dannemænd , “ sagde Folmer Rud , 
inden han atter tog Sæde , „ stedse saa vilde forliges , 
som Jørgen og Knud ! Jeg skjenker i paa Ny og 
drikker paa Samdrægtighed og Ensindighed mellem alle 
Frænder og gode danske Mænd ! “ 
Den Skaal blev drukken , Knud takkede smukt og 
værdigt for den ham og hans Søster beviste Ære , 
og derefter løftes Tungebaandene , og Munterheden 
tog til . — 
Just som Lystigheden var størst , da gjaldede et 
Horn i Borggaarden . Alle taug pludselig og undrede 
sig over , hvilken Gjest det kunde være . Henning blev 
sfikket ud for at bringe Besked , men da han kom tilbage , 
smækkede han Døren op paa vidt Gab og raabte 
med høi Røst : 
„ Hans Naade , Kongen ! “ 
Alle reiste sig brat , i stor Forundring , og Knud 
og Ide ilede deres uventede og fyrstelige Gjest i 
Møde . Med kongelig Værdighed traadte Kong Frederik 
ind i Hallen , ikkun ledsaget af Rigens Hofmester , 
den ædle og høit fortjente Peder Oxe , og af 
sin Staldmester , Jens Truidsen . Begge disse Herrer 
traadte ind med blottede Hoveder , hvorimod Kongen 
havde sit Hoved bedækket . Den sorte Fløiels Varet 
med den hvide Strudsfjeder , fastholdt af en Ædelsfeens 
Agraffe , sad kjekt paa hans korte , mørke Haar , 
han havde et skjønt Sværd ved Siden , men iøvrigt 
var han klædt i en simpel , mørkebruun Reisedragt , 
over hvilken var kastet en kort , med Foerværk kantet 
spansk Kappe ; den hvide , krusede Pibekrave sluttede 
tæt om Halsen , og Skjægget var kort studset . Hans 

smalle , udtryksfulde Aasyn blussede af det skarpe Ridt , 
og af hans kloge , brune Øine lyste et muntert Blink . 
Han rakte sin kongelige Haand til Knud , som kyssede 
den ærbødigt ; derpaa hilste han Ide saare mildt ; thi 
hun var nu vel kjendt med Kong Frederik og havde 
paa Bygholm kredentset mere , end et Bæger Viin , til 
ham ved sit eget Bord . 
„ Komme vi ei for silde , “ sagde Hans Naade 
muntert , „ og er ikke alt Tønden tom og Tappen tør , 
da kunde det lyste os , Knud Mogensen , at tømme et 
Bæger med Dig paa denne Din Æresdag . “ 
„ Eders Naade ! “ svarede Knud , hvis Aasyn lyste 
af Glæde og Taknemmelighed , „ ikkun dette fattedes 
for at gjøre min Lykke fuldkommen ; thi foruden den 
Ære , derved vorder mit Huus beviist , kan jeg da see 
Kong Frederik i denne Hal og ikke mindes , at Eders 
kongelige Majestæt haver jeg først og fornemmelig 
at takke for min Lykke og denne Dags ærefulde Opreisning ? “ 
„ Nu , “ 
svarede Kong Frederik og klappede Knud 
velvilligt paa Skulderen , „ det vi gjorde for Dig , 
gjorde vi gjerne , og derved blev ikkun fuldbyrdet , 
hvad ret og billigt var . Ei , der har vi den Mand , 
uden hvis Retsindighed og broderlige Sindelag denne 
fortrædelige Sag ikke vilde været ført saa lykkeligt 
til Ende ! “ 
Som Kongen sagde dette , nikkede han til Jørgen 
Skram og hilste derpaa naadigt til alle Sider . 
„ I høre dog nu , I gode Mænd og ædle Kvinder , “ 
tog han igjen til Orde , „ hvor det gik til , at 
vi kom herhid ; thi vi maa bekjende , at Lykken , hun 

var her større , end Forstanden . Det lystede os at 
forraske de gode Klostersøstre udi Mariager og ved at 
indfinde os uformodet at befrie dem for den hæderfulde 
Mødtagelses Besværlighed ; og rede vi da denne 
Morgenstund aarle fra Randers , og brugte vi vor 
gode Hest saa vel , at vi red vort ganske Følge ledig , 
paa nær Rigens Hofmester , her staaer , Jens Truidsen 
og to Livdrabanter — et vakkert Ridt var det , ikke 
saa , Peder ? “ 
Rigens Hofmester , der imidlertid havde vexlet 
Hilsener med flere af de Tilstedeværende , vendte sit 
ædle og skjønne Aasyn mod Kongen . Hans stolte og 
strenge Blik , af hvilket hans Aands Overlegenhed 
lyste , blev muntert og skjemtefuldt , idet han svarede : 
„ I en Uge vil jeg ikke forvinde det ! Jeg forglemte , 
at jeg har fjorten Aar flere at bære , end Eders 
Naade . “ 
„ Ha , ha ! “ loe Kongen og vedblev saa : „ Som 
vi kom her , uden Kjellerup , da kom en fager ung 
Bondepige imod os , og Peder vilde i Snak med hende , 
ei saa ? “ 
„ Det tykkes mig dog , “ svarede Rigens Hofmester , 
„ at det var Eders Naade , der standsede og sagde det 
første Ord . “ 
„ Nu , “ foer Kongen smilende fort , „ vi talte hende 
til og spurgte Nyt her fra Egnen , om Kong Frederik 
monne alt være kommen til Mariager ? Dog , hun 
vidste Intet om os , og af hendes Tale fornam vi , at 
Bønderne her ikke bekymrede sig om Kongen , al den 
Stund de vare ganske opfyldte af den Ære , der denne 
Dag times deres Huusbond ; saa lystede det os at see 

herind og faae en Part med af Æren og en Slurk 
Øl at slukke vor Tørst med ; er det os og kjært en 
Gang igjen at sætte vor Fod i den Hal , der forhen 
var vor egen . “ 
Kong Frederik sagde dette med Lune . Dog laae 
der maaskee en lille skjult Braad i hans Ord , ikke 
stilet mod Knud Mogensen personligt , men mod den 
Stand , han tilhørte , og hvis Overmagt i Stort , som 
i Smaat , Kongen ofte fik at føle . 
De gode Mænd og Kvinder i Knuds Hal , de 
neiede sig nu dybt nok for Kongen , da han derefter 
sfred gjennem Forsamlingen for at tage Plads for 
Bordenden , hvor Ide skyndsomst havde ladet dække 
paa Ny for sin kongelige Gjest . Kong Frederiks Færd , 
Blik og Lader bar ganske Præget af det , han var , en 
ædelsindet og vel begavet Fyrste , endnu i sin Manddoms 
fejreste Alder og paa sit Livs og sin Regjerings 
glimrende Middagshøide ; dertil en lykkelig Fyrste , heldig 
i Krig , som i Fred , mens de ham underlagte 
Lande » øde en Anseelse og en Velstand , som ingensinde 
i senere Tider er bleven naaet . 
Forinden Kongen tog Plads , blev Margaret forestillet 
for ham . Han sludsede , da han nu for første 
Gang saae Knud Mogensens fagre Søster , om hvem 
han vel havde hørt tale . Han saae hende nogle Øieblikke 
ind i hendes deilige Øine , mens hun rødmede 
dvbt ; derpaa smilte han sørgmodigt , kyssede hende paa 
Kinden og sagde saa , idet han kjendeligt bevæget vendte 
sig mod Knud : 
„ Guds Dros ! I vort Liv saae vi ikkun een 

Kvinde , der var mere fager , end denne Din ædle 
Søster ; hun seer hende saare lig ! “ 
Derpaa tog han Plads ved Bordet med et Suk ; 
men de omkringstaaende gode Mænd og Kvinder vexlede 
Blikke ; thi Alle gjettede , at Hans Naade med 
den ene Kvinde maatte have sigtet til Jomfru Kirstine 
Hardenberg , hvem han havde været til Sinds at ægte 
og gjøre til Danmarks Dronning ; men hendes Fader , 
Hr . Eiler Hardenberg til Mattrup , modsatte sig det 
af Omhu for sin Datters sande Lykke , og det hjalp 
ikke , at Kong Frederik overvældede ham med sin Gunst 
og gjorde ham til Rigens Hofmester , hvorfor han ogsaa 
sluttelig faldt i Unaade . 
Den lykkelige Konge , der endnu var Ungkarl og 
først to Aar senere formælede sig med sit Sødskendebarn , 
Sophie af Meklenborg , havde saaledes dog , som 
saa mange andre Dødelige , sin Hjertesorg at bære 
paa ; men nu glemtes snart alle Sorger . Kongen 
forfriskede sig ved et godt Maaltid , idet hele Forsamlingen 
staaende bivaanede det , og kun paa hans udtrykkelige 
Opfordring tog Rigens Hofmester Plads ved 
hans Side , saa forunderlig skrigende en Modsætning 
var der mellem Forholdets sande Beskaffenhed og den 
underdanige Form , i hvilken Livet ved Hove var støbt . 
Knud og Verner Parsberg betjente Kongen , mens 
han spiste . Den sidste Adelsmand var i Gunst ; thi 
da Kong Frederik ved sin Kroning maatte døie den 
Ydmygelse , at af sytten Adelsmænd , hvem han tilbød 
Ridderværdigheden , de fjorten , ydmygeligt i Formen , 
men overmodigt i Tanken , afsloge den tilbudte Ære , 
havde Verner Parsberg været en af de tre , der 

nedlode sig til at modtage Ridderslaget af hans 
Haand . Den mægtige Undersaat , der nu sad ved 
Kongens Side , og i hvis slærke Haand Rigets Styrelse 
anden Gang var lagt , maa have viist samme 
stolte Selvfølelse og ikke villet skylde sin Konge nogen 
Gunst , eller ogsaa maa Kong Frederik have tabt Lysten 
til at hædre Rigets store Herrer ; thi Peder Oxe blev 
ingensinde Ridder og hed til sin Død slet og ret Peder 
Oxe . 
Snart opfordrede Kongen Alle til at tage Plads , 
og det muntre Drikkelag , som nu begyndte , varede 
til langt ud paa Natten ; thi Lysten til at pokulere 
var snaresf tiltagen i Kong Frederiks Negjeringstid . 
Omsider reiste Kongen sig for at gaae til Hvile og 
nyde et Par Timers Søvn , idet han muntert sagde : 
„ Hvad monne nu den gode Abbedisse udi Mariager , 
Fru Cæcilie Lykke , tænke om mig ? Idag er 
Følget kommet til Klostret uden Konge , imorgen kommer 
Kongen uden Følge ! “ 
„ Derfor er Raad , “ svarede Knnd paa Stand . 
„ Ville mine Venner her , som jeg , og Eders Naade 
tilsteder det , da skulle vi være tidlig i Sadlen og 
Alle , som En , med vore Svende ledsage Eder til 
Klostret . “ 
Saaledes sfete det . — Da Solen den næste 
Morgen lod sine Straaler skinne paa Kjellerups forgyldte 
Taarnfløi , red et stort Tog af Gaarden ad 
Mariager til . Fremmest red Kongen med Knnd Mogensen 
ved sin Side , efterfulgt af de to Livdrabanter ; 
dernæst Rigens Hofmester med Jørgen Skram og efter 

dem hele den øvrige Skare , i Alt med Svendene over 
hundrede Ryttere . 
Muntert gik det ad Mariager til , og da Kongen 
selv førte an , var den Miils Vei snart tilbagelagt . 
Allerede paa Veien dertil hilstes han med Glæede af 
nogle Herrer af hans Følge , som , bekymrede over 
hans Udeblivelse , vare redne ud for at opsøge ham . 
Fru Ccecilie Lykke saae Hans Naade ankomme i god 
Behold med ikke ringere Glæde , men lod dog tillige 
skimte nogen Fortrydelse over , at den festlige Modtagelse 
var bleven til Intet . Hun forfærdedes vel 
ogsaa ved at see den store Skare Gjester , Kongen 
førte med sig ; men i saa Henseende slap hun naadigt ; 
thi Knud og hans Gjester stege blot et Øieblik af 
Sadlen for paa Kongens Opfordring til Tak for god 
Ledsagelse at tømme et Bæger med ham . 
Derpaa rede de Alle tilbage til Kjellerup , dog 
kun for der snart at sfilles , idet de toge Afsfed med 
hinanden , hilsende og velsignende hinanden med hjerteligt 
Venskab . Saa droge Frænder og Venner hver 
til Sit for , ligesom Knud og Ide , der bleve tilbage 
i Hjemmet , at spinde deres Livstraad til Ende gjennem 
Fryd og Sorg , som det er alle Dødeliges fælleds 
Lod . — 
Lange Tider ere siden henrundne , Slægt er 
fulgt paa Slægt under Tingenes store og mærkelige 
Omsliften . De Skove , i hvilke hine Dages gode 
Mænd og Kvinder færdedes med Hund og Falk , ere 
forlængst faldne for Oxen , de Mure , der hørte deres 
glade Jubel og tunge Smertenssuk , for største Delen 

hensmuldrede og jevnede med Jorden . Selv ere de 
blevne til Støv , og ere end deres Navne blevne bevarede , 
skrevne paa Pergament , eller hugne i Steen , 
om nogle af dem maa det siges , at end ikke Støvets 
Hvilested kjendes : 
Deus afflavit et dissipati sunt — 
Gud bød , og de maatte forsvinde , 
Som Avner adspredes for Vinde ! * ) , 
* ) Vedel Simonsen . 
Ende .