Første Kapitel . 
Foraarssolen kastede sine Straaler ind i en smuk , 
hyggelig lille Stue og udbredte et varmt Skjær over 
alle Gjenstandene derinde . Der var kun En i den 
lille Stue : en Kvinde , der vel omtrent kunde være 
35 Aar gammel . Hun sad med Hænderne foldede i 
Skjødet og lænede sig tilbage i Sofaen , tung og 
træt , som om hun manglede Krast til at holde sig 
opreist . Hendes sine Skikkelse var mager og udtæret , 
hendes Kinder blege og indfaldne , og hendes rene 
Træk bar det umiskjendelige Præg af , at hun hurtigt 
nærmede sig Døden . Hendes store , klare Øine havde 
den dybe , blaae Farve , der er saa sjelden , hvor ofte 
den end besynges af Digterne , og de lyste med en næsten 
forklaret Blidhed og Sjælefred , en Fred , som dog 
formørkedes af et vemodigt Træk om de blege Læber , 
ret som om Sjælen , i sin Længsel efter at løftes op til 

sit rette Hjem , endnu blev holdt tilbage af Bekymringer 
for dem , den vilde efterlade i det jordiske . 
Døren aabnedes sagte , og et ømt , kjærligt Smil 
gled hen over hendes Ansigt , da en lille Pige traadte 
ind med de lydløse Fjed , som man gjerne vænner sig 
til , naar man daglig omgaaes Syge . Den lille Pige 
var meget smuk , uagtet hendes Skjønhed ingenlunde 
havde den blomstrende Friskhed , som er det Tiltrækkende 
hos Børn i Almindelighed . Hendes Skikkelse 
var skank og sint bygget , og der var Lethed og Ynde , 
i enhver af hendes Bevægelser . En rig Fylde af 
bløde , mørkebrune Haar laa i tykke Fletninger om 
hendes Ansigt , Trækkene vare rene og smukke , men 
de havde kun lidet af Barndommens Bevægelighed 
og Livsglæde , og det varme Rosenskjær , der nu var 
udbredt over hendes Kinder , var fremkaldt ved Bevægelsen 
i den milde Foraarsluft og var ikke hendes 
sædvanlige Farve . Øinene vare dog hendes største 
Skjønhed , disse mørke , udtryksfulde Øine havde et 
Udtryk af Dybde og Inderlighed , der viske , at om 
den lille Piges Følelser end ikke vare let vakte , vare 
de dog , naar de kaldtes frem , stærke , dybe , uforanderlige . 
Hun var kun tolv Aar gammel , hvad ogsaa 
den lille og spinkle Skikkelse vidnede om , — ellers 
vilde man have antaget hende for at være et Par 
Aar ældre , thi den tankefulde Alvor i hendes Blik 

syntes ikke at passe for Barnealderen . I det Øieblik 
hun nærmede sig Sofaen , lyste hendes Øine mildere 
og varmere end sædvanligt . 
„ Hvordan gaar det , føde Moder ? “ spurgte hun , 
mens hun med Ømhed kyssede de blege Læber . „ See , 
her er Blomster , jeg har plukket til Dig ; jeg var saa 
glad ved at sinde dem nede ved Aaen . Ere de ikke 
smukke ? “ 
„ Yndige “ , svarede Moderen , idet hun glad betragtede 
de hvide Foraarsblomster , den lille Pige 
havde lagt i hendes Haand . „ Tak , min søde Pige ! 
Men hvorfor blev Du ikke længer borte , Deodata ? 
Den friske Luft gjør Dig saa godt . “ 
„ Naar Du ikke er med mig , længes jeg altid 
efter at komme ind igjen ; men jeg har saaet mig en 
rigtig god Motion “ , tilføiede hun smilende : „ see blot , 
hvor varm jeg er ! — Men Du er saa bleg — har 
Du det ikke godt , søde , lille Moder ? “ 
„ Jo , jeg er kun saa træt ; maaske jeg gjorde 
klogest i at lægge mig lidt ned . “ 
„ Ja , Du maa endelig ikke overanstrænge Dig , 
saa vil det vare længere , inden Du bliver rask igjen ! “ 
Moderen rystede sørgmodig paa Hovedet , medens 
Deodata lagde Puderne tilrette for hende . Derpaa 
hentede den lille Pige et Tæppe , som hun omhyggeligt 
bredte over hende , tog Plads paa en Skammel 

og lagde ømt sin Kind til sin Moders magre 
Haand . 
„ Fuglene sang vel deiligt i den lille Lund ? — 
fortæl mig derom , min Deodata ! de ere saa glade i 
Solskinnet , ikke sandt ? “ 
„ O , ja ! — men jeg havde en sfor Sorg idag 
Du veed , jeg har talt om den lille Fuglerede med 
de otte yndige smaa Æg , som jeg hver Dag har seet 
til og glædet mig over ; jeg har aldrig rart den og 
listede mig altid saa forsigtig hen til den , og flere 
Gange saae jeg den lille Hun ligge paa Reden og 
see saa fød ud ; jeg havde glædet mig saa meget til 
at see Ungerne komme srem , og nu idag , da jeg kom 
derhen , traf jeg to slemme , stygge Drenge ifærd med 
at rive den ned . O , jeg blev saa vred , saa vred paa 
dem ! Jeg rystede af Sorg og Harme ! “ 
„ Tys , tys , lille Deodata ! det var ikke rigtigt af 
Drengene , men Du veed nok , vi har ikke Lov til at 
blive vrede . “ 
„ Hvor kunde jeg andet ! de stemme Drenge ! at 
forstyrre de smaa , uskyldige Fugle , som aldrig havde 
gjort dem Fortræd , men netop kun vilde glæde dem 
med deres Sang . Jeg vilde hindre dem deri , men 
det var allerede for seent ; — jeg var saa vred , saa 
opbragt , og saa spurgte jeg dem , om de vel vilde 
synes ' om , at man rev deres Huus ned , saa de intet 

Hjem havde mere , men de loe af mig og sagde , at 
det var et skrækkeligt Væsen , jeg gjorde af saadan en 
Bagatel ; men saa sagde jeg til dem , at jeg vilde 
fortælle Fader det , og han skulde nok sørge for , at 
de blev straffede , og saa blev de forskrækkede . Men 
jeg skal ogsaa sige det til Fader , jeg ønsker dem en 
rigtig alvorlig Straf , de ondskabsfulde Drenge , som 
har ødelagt min søde lille Fugls Bolig ! De skal 
ikke undgaae det , jeg veed , hvem de er . “ Og den 
lille Pige knyttede Haanden , en mørk Vredesrødme 
dækkede hendes Kinder , og de taarefyldte Øine lynede af 
Harme , ja af ligefrem Hævnlyst . Moderen saae det 
med Smerte og tænkte med dyb Bekymring paa 
Fremtiden ; hvem skulde mildne og dæmpe dette lidenskabelige 
Sind , naar hun var borte ? — „ Kjære 
Deodata “ , . sagde hun mildt , men alvorligt , „ veed Du , 
at det gjør mig meget , meget ondt at see min lille 
Pige saa vred og heftig , maaskee endnu mere ondt , 
end det gjorde Dig at see din lille Fugls Fred blive 
forstyrret . Du maa kæmpe mod denne Vrede , der 
hersker her “ , og hun lagde sin Haand paa det bankende 
Hjerte . „ Vil det vel nytte dine Fugle , at 
Drengene blive straffede ? ønsker Du det ikke , blot 
fordi Du gjerne vil hevne Dig paa dem , gjengjælde 
Ondt med Ondt ? “ 

„ Men , Moder , Du mener da ikke , at jeg ikke 
maa sige det til Fader ? “ 
„ Du maa gjøre , hvad Du vil ; — jeg vil intet 
Baand lægge paa Dig , men jeg haaber , at min lille 
Pige snart vil indsee , at hun har givet de onde 
Tanker Rum og ladet bittre og ukjærlige Følelser faae 
Overhaand . Det er en Hevnlyst , som er syndig , og 
som Du maa bede Gud om at tage bort . “ 
„ Men , Moder , stal det Onde da ikke straffes ? 
hvor kan det være Uret , at jeg ønsker , at de , som 
forsætligt gjøre Ondt , maae blive straffede ? “ 
„ Hvorledes vilde det gaae os , min lille Deodata , 
hvis vor himmelske Fader vilde tænke saaledes , hvis 
han vilde straffe os strengt for hver lille Synd 
istedenfor i Naade at tilgive os ? Der er ikke en 
Dag , ikke en Time , hvor vi ikke synde imod ham , 
men han tilgiver os atter og atter . Husker Du 
Lignelsen om den gjeldbundne Tjener ? kan Du ikke 
anvende den paa Dig selv ? “ 
„ Jeg forstaaer Dig nok , Moder , men det er saa 
svært , — saa svært ikke at være vred paa dem , der 
gjøre os Sorg ! “ 
„ Men Du maa bede Vorherre lære Dig det , 
min kjære lille Pige ! Naar Du bliver ældre og 
gjør større Erfaringer i Livet , hvorledes vil det da 

gaae Dig , hvis Du ikke kan lære at tilgive , at bære 
over med Andre i Kjærlighed ? “ 
Der var en synlig Kamp i den lille Piges udtryksfulde 
Ansigt . „ Kjærlighed , Moder ? Du kan 
da ikke forlange , at jeg endog skal holde af de slemme , 
stygge Drenge ? “ 
„ Jeg forlanger det ikke , kjære Deodata , men jeg 
haaber , Du vil stræbe derefter og bede Gud , at han 
vil gjøre dit Hjerte mildere og blødere . Glem ikke , 
at det bedste Middel til at vække Kjærlighed hos 
Andre er at gjengjælde Ondt med Godt . “ 
Deodata sad et Par Minuter ganske taus ; 
endelig sagde hun med øiensynlig Anstrængelse : „ Jeg 
vil Intet sige til Fader , kjære Moder ! er Du saa 
fornøiet med mig ? Jeg kan rigtignok endnu ikke 
have nogen Kjærlighed til dem , der gjorde mig saadan 
Sorg , — Du maa ikke fordre det , søde Moder ! 
— men jeg vil gjøre mig al Umage for ikke at være 
vred paa dem , og , hvis jeg seer dem igjen , vil jeg 
være venlig imod dem . “ 
„ Gjor det , min søde Pige ! og Du vil snart søle , 
at det er langt bedre at have vundet en Seir over 
sit heftige Sind , end at tilfredsstille en øieblikkelig 
Lyst til Hevn , der strax synes saa sød . Glem ikke 
at bede Gud om den Kjærlighed , der „ taaler Alt “ ; 
maaskee vil Du komme til at trænge til den ! “ 

Der gled en tung Skygge hen over Moderens 
blege Ansigt , — Deodata iagttog en Stund taus og 
og tankefuld sin Moders blege Træk ; da udbrød hun 
smerteligt , næsten lidenskabeligt : „ Hvor jeg er vred 
paa mig selv ! hvor jeg har været egenkjærlig og 
tankeløs ! Du sagde , at Du følte Dig tung og træt , 
og jeg har plaget Dig med min Heftighed ! Jeg kan 
see , at Du er bleven endnu blegere , og det er min 
Skyld ! — o , jeg er saa vred , saa vred paa mig 
selv ! “ 
„ Tys , tys , min kjære lille Pige ! “ sagde Moderen 
og strøg med kjærtegnende Ømhed det mørke 
Haar bort fra Barnets Pande og kyssede den . 
I det samme lød tunge , hurtige Skridt ude paa 
Gangen . 
„ Der kommer Fader ! “ sagde Deodata , og i det 
næste Sekund blev Døren aabnet haardt , og Hustruen 
hilsede den Indtrædende med det samme kjærlige Blik , 
det samme milde Smil , der ogsaa havde hilst hendes 
lille Datter . 
Villiam Lindal havde en hsi , kraftig Skikkelse , 
udprægede og ret smukke , om end noget storslaaede 
Træk og et stort mørkebrunt Skæg — kort sagt de 
ydre Betingelser for Typen af en kraftig Mand var 
der ; men de formaaede ikke at skjule det ubestemte , 
vaklende Udtryk i Øinene og om Munden , det umiskjendeligt 

Præg af en svag og daadløs Charakteer . 
Denne Physisk stærke Mand havde altid fundet sin 
egentlige Styrke hos den blege , svage Kvinde paa 
Sofaen ; hver stærk og god Handling , han havde udført , 
var fremskyndet af hende , og naar de mange 
Planer , der altid krydsede gjennem hans Hoved , bleve 
udførte med nogenlunde Sikkerhed , da skyldtes ogsaa 
det hendes veiledende Raad og Opmuntring . Det 
vakte den største Forbauselse hos alle hendes Venner , 
da den skjønne , talentfulde og dannede Maria Verner 
gav sit „ Ja “ til Villiam Lindal , hvis Interesser 
neppe nogensinde løftede sig op . over hans Landvæsen 
og Meieri , og hvis Væsen ganske manglede det Præg , 
som Dannelsen og Udviklingen giver . — To Beilere 
havde faaet Afslag , som Begge stode hende nær i 
Dannelse og Interesser , den ene var endog en rigt 
begavet ung Mand , et skinnende Lys i sin Samtid . 
Dette kunde synes forunderligt nok , men den Slags 
Phænomener ville gjentage sig , saalænge Verden staaer . 
Marias Ægteskab var rigere paa Skuffelser end paa 
Glæder , men hendes varme Kjærlighed svækkedes 
aldrig , og mens der var et dybt Savn i hendes 
Inderste , fordi hun ikke kunde sinde Støtte og Styrke 
hos sin Husbond , ikke kunde see op til den , hun 
elskede , havde hun dog aldrig glemt at vise ham den 
Underdanighed , Hustruen skal vise sin Husbond , og 

Villiam Lindal anede aldrig , at han ikke var den 
styrende og ledende Krast i sit Huns . 
„ Jeg trænger tilgavns til at tale med Dig , 
Maria “ , sagde Lindal , idet han traadte ind ; men da 
han saae hende ligge paa Sofaen , tilfsiede han : „ er 
Du nu daarlig igjen ? “ i en ærgerlig Tone , som om 
det var en personlig Fornærmelse imod ham . 
„ Nei , ikke daarlig , kun noget træt “ , svarede hun 
smilende ; „ Du undskylder nok , at jeg bliver liggende , 
jeg vil da saa meget bedre kunne tale med Dig . “ 
Han gjorde en utaalmodig Bevægelse — det var 
saa ærgerligt ikke mere at have en frisk og blomstrende 
Hustru — derpaa flyttede han en Stol hen 
til hendes Sofa , men paa en saa støiende Maade , at 
det fremkaldte en pinlig Bevægelse i hans Hustrus 
Ansigt og derfor et hurtigt , bebrejdende Blik fra 
hans lille Datters alvorlige Øine ; men Villiam Lindal 
havde aldrig været en iagttagende Mand , og han 
saae ingen af Delene . Idet han satte sig ned , begyndte 
han i en ivrig og utaalmodig Tone : „ Alt 
gaaer mig imod i denne Tid ; jeg har den ene Ærgrelse 
efter den anden , og det netop nu , da jeg er saa 
fuld af Virkelyst og har saa mange Planer i mit 
Hoved . Veed Du , hvad der er er hændet mig idag ? 
Netop nu , da jeg skal have disse Moser opdyrkede og 
kan bruge saa mange Folk , som det skal være , nægte 

Dagleierne at gjøre Tjeneste . Jeg kan ikke faae en 
eneste , — de undskylde sig med , at de ikke har Tid , 
og et Par af dem har havt den Frækhed at sige , at 
de under ingen Omstændigheder vil arbeide under 
mig . De Slyngler ere krye paa denne Aarstid , fordi 
de kan faae Arbeide nok ; men de skal komme til at 
fortryde det til Vinter , naar Nøden staaer for Døren , 
og de komme med Anmodninger til mig om Brændsel 
og meget mere ; — ikke en Eneste skal faae Noget , 
ikke en Eneste ! Jeg skal lære de Slyngler , at det er 
ingen Spøg at sætte sig op imod mig ! “ 
Hans Hustru kvalte det dybe , smertelige Suk , 
der trængte sig frem fra hendes Bryst , og sagde med 
et svagt Smil : „ Nei kjære Villiam ! Du er meget 
bedre end dine Ord . Du vil nok bære over med 
dem og ikke lade dem undgjælde for haardt . “ 
„ Vil jeg ? ja , det vilde ogsaa klæde mig net at 
bære over med saadanne Karle ! Det er Ingenting 
for Dig at ligge paa Sofaen og sige Sligt : Du har 
hverken Uleilighed eller Bekymring af dem . Nei , de 
skal føle , at ogsaa jeg har en Villie , som ikke lader 
sig trodse ; de skal undgjælde for deres Uvillie og 
Opsætsighed ! En Mand er en Mand , og et Ord er 
et Ord , — jeg lover Dig , at . . . “ 
„ Nei , nei , kjære Villiam , jeg vil ikke høre et 
Løfte , som Du ganske sikkert engang vil komme til at 

fortryde . Desuden hjælper det os ikke det mindste 
nu . Vær blot lidt mindre heftig og tænk rolig over 
Sagen . Det er vel endnu muligt at overtale idetmindste 
nogle af dem ved Venlighed . “ 
„ Saa Du mener , jeg skal trygle dem som en 
Naade om det , der er til deres eget Bedste ? for jeg 
gad nok vide , hvor en Arbeider kan have det bedre 
end hos mig ! Har Du ikke et bedre Raad , Maria , 
saa er det ikke Umagen værd at tale mere derom . “ 
„ Men , kjære Villiam , veed Du ikke , at der er 
en særegen Grund til denne almindelige Opsætsighed 
og Uvillighed ? “ 
Hun saae mildt , men fast og alvorligt paa ham , 
og han blussede — denne Gang mere af Skamfuldhed 
end af Vrede — og gjorde en utaalmodig Bevægelse . 
„ Naturligvis veed jeg , af den Slyngel , den Thomas , 
er Ophavsmanden til det Hele , af han har trukket de 
Andre med sig og overtalt dem — Pjalte som de er ! 
— til af nægte af komme . Men skal man vel taale 
det ? Fordi man en eneste Gang bliver saa oprørt 
over en uforskammet Karls Stivsindethed , af man 
glemmer sig selv et Øieblik og løfter Stokken imod 
ham , skal man derfor møde en saadan Behandling , 
ikke blot hos . ham , men hos alle Husmændene uden 
Undtagelse ? “ 
„ Kjære Villiam , Du maa see Sagen i det rette 

Lys . Du var ganske ude af Dig selv , Du tabte al 
Selvbeherskelse , og Du slog ham , saa Du tilføiede 
ham ligefrem legemlig Skade . “ 
„ Ja , det veed jeg jo Altsammen meget godt , 
Maria ! hvorfor plager Du mig med af gjentage det ? 
Du veed , af jeg har ærgret mig over min Hidsighed , 
saa jeg næppe har havt et roligt Øieblik siden . Men 
er han derfor berettiget til af hevne sig ? “ 
„ Berettiget ? nei ! men Thomas har ikke kunnet 
glemme , hvorledes Du har behandlet ham , og han 
har nu benyttet sin Indskydelse paa alle de Andre 
for at vise Dig , at ingen af dem behøver Dig . “ 
„ Du lader næsten til at sympathisere med 
Thomas . “ 
„ Kjære Villiam , misforsfaa mig ikke ! jeg veed , 
at Du har havt Uret , og at Du Intet har gjort for 
at gjøre det godt igjen . “ 
„ Du vil , at jeg ffal gjøre Afbigt for den hovmodige , 
opsætsige Slyngel ! “ raabte Lindal heftigt og 
sprang op fra sin Stol . „ Han har aldrig gjort mig 
andet end Bryderi og fortjente ærligt den Dragt 
Prygl , han fik , var det end i Overilelse , jeg gav 
ham den . Tak , Maria , det er et smukt Forslag , Du 
kommer med ! Jeg skulde ydmyge mig for den Karl , 
for at han skulde blive endnu mere uregjerlig og 
triumfere over mig ! “ 

„ Nei , Villiam , Du gjør Thomas Uret ! Han 
er en stolt og haard Natur , men han er retsindig , og 
en saadan Fremgangsmaade fra din Side vilde beskæmme 
ham og lede ham paa bedre Tanker ; han 
vilde fortryde sin Opførsel , og Alt vilde blive godt . “ 
„ Hvad mener Du da , jeg skulde sige til ham ? “ 
„ Jeg tænkte , at Du kunde forsikre ham , at Du 
havde handlet i Overilelse , at Du ret inderlig fortrød 
det og bad ham om at glemme det . “ 
„ Om han saa vilde slaae mig ihjel , vilde jeg ikke 
sige det til ham , hører Du ! “ raabte den heftige Mand 
og stampede i Gulvet . „ Jo det er et smukt Forskag , 
Du kommer med der ! Du vil gjøre mig til en 
Pjalt , der er afhængig af en uforskammet Dagleiers 
Velvillie — nei , saa vidt er det dog endnu ikke 
kommet ! “ 
Under hele denne Samtale havde den lille Piges 
Blik hvilet ufravendt og ængstelig paa Moderens 
Ansigt , der efterhaanden var blevet blegere og blegere . 
Endelig dristede hun sig til at sige : „ Du glemmer , 
at Moder ikke er rask ; hun kan ikke taale , at Du 
taler saa meget eller saa høit . “ 
„ Gaa ud af Stuen “ , sagde Faderen ufaalmodig , 
„ og bland Dig ikke i , hvad der ikke vedkommer Dig . “ 
Det sidste Udbrud havde udtømt Lindals Vrede , 
og han hørte rolig sin Hustrus Svar . „ Det har 

altid forekommet mig “ , sagde hun , „ at den rigtige 
Mandighed og Styrke viser sig i at indrømme og 
erkjende , at man har havt Uret . Det er min faste 
Overbevisning , at Du vil føle Dig langt lettere 
og gladere , naar Du har talt til Thomas . Gjør Du 
det ikke , veed jeg , at det bestandig vil tynge paa dit 
Sind , at Du har overilet Dig og gjort en af dine 
Undergivne Uret . “ 
„ Vil det ? “ spurgte han smilende . „ Ja , Du 
bilder Dig jo ind , at Du kjender mig bedre , end jeg 
kjender mig selv . “ Men han tilføiede strax : „ Dog 
denne Gang er min Villie fast , — jeg vil ikke sige , 
hvad Du ønsker , og nu vil jeg ikke høre et eneste 
Ord mere derom , Maria ! “ 
Disse Ord bleve sagte meget bestemt , men Fru 
Lindal kjendte sin Husbond altfor godt , til at hun 
derfor skulde opgive Haabet : hans ofte omtalte „ faste 
Villie “ var som oftest et Siv , der rokkedes af det 
første Vindpusf . Hun iagttog ham i Taushed , mens 
han hurtig gik nogle Gange op og ned ad Gulvet ; 
pludselig standsede han foran hende og sagde : „ Saa 
Du mener virkelig , at jeg skulde give ham et godt 
Ord ? “ - Fru Lindal smilede glad . „ Jeg er vis paa , 
at Du ikke bliver rigtig fornøiet , før Dn gjør det , og 
mig vil Dn ogsaa gjøre en stor Glæde dermed ! “ 
„ Dn klemmer haardt paa ! — Nu , en Lettelse 

vilde det være , hvis blot ikke Karlen blev endnu 
mere kry og hovmodig derefter , men — Dn maa dog 
indrømme , at det hverken er et let eller behageligt 
Ærende at udføre ? “ 
„ Ganske vist , det vil være en stor Overvindelse , 
men jo større den er , desto gladere vil Dn blive , 
naar det er gjort . Og jeg vil være stolt af min 
Husbond , naar han har vundet en saadan Seir over 
sig selv . “ Det kjærlige , straalende Blik vidnede om , 
at , skjønt Maria Lindal saae altfor klart , til at hun 
ikke opdagede mange Svagheder og Mangler hos sin 
Husbond , dækkede Kjærligheden dem dog stedse med 
et gyldent Slør og troede ofte at sinde noget at beundre . 
„ Naa ! 
jeg vil tænke paa det , “ sagde Lindal , idet 
han gik , og hans Hustru vidste , at det var det 
Samme , som at han vilde handle strax . Hendes 
milde Smil fulgte ham til Døren , men saa snart 
den lukkede sig efter ham , forsvandt det , og hun sukkede 
dybt ved Tanken om , hvorledes det skulde gaae 
hendes Mand og hendes Barn med deres heftige 
Sind , naar hun ikke længer var hos dem . — I dette 
Øieblik kom Deodata tilbage , skjælvende af Bevægelse . 
„ Hvor træt , hvor lidende Du dog seer ud , Moder ! 
hvorfor vil Fader ikke see det ? Jeg er saa vred paa 
ham , at han vil plage Dig og bebyrde Dig med alle 

disse tossede Ting og endog tale heftigt til Dig , til 
Dig , min egen føde lille Moder ! Jeg er saa vred , 
saa vred paa ham — jeg kan ikke lade være . “ 
„ Tys , tys , Deodata ! siig det ikke igjen ! Intet kan 
bedrøve mig mere end at høre Dig tale saaledes om 
Fader . — Sæt Dig stille paa Skamlen der — saaledes 
— det er ret ! — Jeg har Noget at sige Dig , som 
jeg ikke tør opsætte længere ; jeg burde have sagt det 
for længe siden , men det har været saa svært for 
mig , fordi jeg vidste , det vilde bedrøve Dig . “ 
„ Bedrøve mig ! bryd Dig blot ikke derom , naar 
det kun ikke bedrøver Dig . Hvad er det da ? “ 
„ Jeg maa snart forlade min lille Pige . “ 
„ Forlade mig , Moder ? “ og Deodata blev meget 
bleg . „ Du mener da ikke , at Du vil reise bort fra 
mig ? “ 
„ Io , langt bort fra Dig ; men til et Sted , hvor 
jeg vil faae det langt bedre end her , og hvor det er 
min sikkre Tro , at vi skal samles igjen , min Deodata , 
for aldrig mere at stilles . “ 
„ Hvad mener Du ? “ Det stakkels Barn forstod 
tildeels Meningen , men hun kunde ikke udholde at 
give denne Tanke Rum . 
„ Min kjære lille Pige ! Du veed , hvor svag jeg 
længe har væræt , og at jeg med hver Dag bliver 

svagere ; jeg troer sikkert , og Doktoren har bekræftet 
det , at et Par Maaneder er den længste Tid , jeg 
endnu vil kunne leve ; snart kalder Herren mig bort 
herfra . Stundom længes jeg saa inderligt efter dette 
Øieblik , at jeg ønsker den Time , da Herren vil kalde 
mig , endnu nærmere . Min eneste Bekymring er for 
Eder — Dig og Fader . Jeg veed , at I vil savne 
mig meget , at det vil smerte Eder at miste mig , men , 
Deodata , I vil trøste hinanden , ikke sandt ? “ 
„ O , Moder , Moder ! Du maa ikke tale saaledes ! 
jeg kan ikke udholde det ! “ udbrød den lille 
Pige heftigt . „ Du vil ikke forlade os , vi kan jo ikke 
undvære Dig . Nei , Moder ! hvad end Dokforen 
siger , jeg troer det ikke . Du er svag nu , men naar 
det bliver Sommer , og Solen skinner rigtig varmt , 
vil Du blive raskere og stærkere , — jeg er vis paa , 
at jeg snart vil see min egen søde Moder frist og 
glad igjen . “ 
Fru Lindal rystede sørgmodig paa Hovedet . 
„ Kjære Barn , Du maa see at forsone Dig med den 
Vished , at din Moder endnu kun vil blive en kort 
Tid hos sin lille Pige . 
„ Det kan ikke være sandt , Moder ! Hvorfor 
skulde Du tages fra mig , naar jeg trænger saa haardt 
til Dig ? Jeg har Ingen uden Dig ! Siig ikke , at 
Du vil gaae bort , jeg kan , nei jeg kan ikke bære det ! “ 

Med dyb Sørgmodighed betragtede Moderen sin 
lille Piges blege Kinder , hendes dirrende Læber og 
de lidenskabeligt tindrende Øine . „ Min kjære lille 
Pige “ , sagde hun , „ vi kan bære Alt , hvad vor himmelske 
Fader sender os . Selv naar han bedrøver os , 
gjør han det kun , fordi han veed , det er til vort 
sande Vel . Tro det , Deodata ! og glem aldrig , at 
Gud elsker Dig og vil være din Fader , naar kun Du 
vil holde . fast ved ham ! “ 
„ Kan jeg troe , at Gud elsker mig , naar han 
tager Dig fra mig , der er mit Alt , mit Eneste ! Naar 
jeg ikke har Dig mere , har jeg jo Ingen at elske , og 
der er Ingen , som bryder sig . om mig . Jeg haaber 
kun , at jeg ogsaa skal døe , thi jeg vil ikke kunne udholde 
at leve . “ 
„ Deodata , Du veed ikke , hvor dybt Du bedrøver 
mig , naar Du taler saaledes . “ 
„ Bedrøver jeg Dig , min søde , lille Moder ? det 
vilde jeg nødigst af Alt ! Saa tilgiv mig , og glem 
Alt , hvad jeg har sagt ! jeg vil være stille og rolig , 
jeg skal ikke klage mere , naar kun Du ikke vil være 
bedrøvet . “ 
„ Hør da , hvad jeg har at sige Dig . Naar 
Gud kalder mig herfra , er Du ikke den Eneste , som 
vil søle Sorg og Savn . Du maa tænke paa din 
Fader ! ogsaa han vil savne mig , og han vil saa 

trænge dobbelt til en kjærlig lille Datter . Vil Du 
love mig at gjøre Alt , hvad Du kan , for at trøste 
og opmuntre ham — husk paa , at han kun har Dig 
tilbage ! “ 
„ Jeg vil love Dig Alt — jeg vil gjøre Alt , 
hvad Du vil , hvis jeg blot kan “ , svarede Deodata . 
„ Det vil være en stor Beroligelse for mig , hvis 
Du vil love mig altid at være Alt for ham , hvad 
Du kan , og Du kan være meget , min Deodata . 
Lov mig , at Du vil gjøre Hjemmet venligt og hyggeligt 
for ham , at Du altid vil være rede til at tale 
med ham og opmuntre ham ! Lov mig endnu mere 
end det , min lille Pige ! Du veed , hvor let Fader 
bliver heftig , skjøndt han ikke mener det nær saa slemt , 
som det synes ; naar han bliver vred , vær Da altid 
rede til at formilde hans Sind , hører Du ! vil Du 
love mig det ? “ 
„ Jeg lover at gjøre Alt , hvad jeg kan , Moder . 
Jeg lover , at jeg altid skal tænke paa Fader , at jeg 
altid skal husfe , at han var Dig kjærest af Alle , og 
jeg skal anstrænge mig for at holde mere og mere 
af ham . “ 
„ Det er mig en stor Trøst . Og Du vil aldrig 
glemme dit Løfte ? “ 
„ Nei , jeg vil aldrig glemme et eneste af de Ord , 
Du har sagt idag — aldrig . “ 

„ Og jeg veed , det vil være dit inderlige Ønske 
at opfylde det Løste . — Jeg har fuld Tillid til min 
lille Pige . Tak , min Deodata ! — Giv mig nu et 
Kys og gaa ud i Solskinnet , at Du igjen kan blive 
glad . “ 
Deodata kyssede sin Moder , men det var neppe 
rimeligt , at den voldsomt tilbagetrængte Smerte snart 
vilde give Plads for nogen Glæde . Hun gik ikke ud 
i Solskinnet , men lukkede sig inde i sit Værelse for 
at give den Sorg Luft , som hun havde holdt tilbage 
af Kjærlighed til sin Moder . Hvorledes skulde hun 
nogensinde udholde den Tanke at miste sin Moder ? 
Det var jo at miste Alt . Og hun hengav sig til en 
lidenskabelig , fortvivlet Hulken , som rystede hendes 
sine Legeme ; — og dog skumrede der endnu et lille 
Haab paa Bunden af hendes Hjerte — et svagt 
Haab om , at hendes Moder dog endnu , trods al 
Formodning , kunde blive rask . Uden dette Haab vilde 
Deodata ikke have været istand til at være saa stille 
og rolig , som hun blev efter dette heftige Udbrud . — 
„ Er Du nu fornøiet , Maria ? “ spurgte Lindal 
smilende , da han kort efter kom ind i Stuen . „ Jeg 
har sagt , hvad Du ønskede , og Alt er nu godt . Thomas 
blev meget forundret — beskæmmet , som Du 
ventede — og han tilstod mig aabent , at det var ham , 
der havde benyttet sin Indskydelse paa alle Arbeiderne , 

dels ved at bringe dem i Oprør ved at fortælle dem 
. . . hvad Du veed — dels ved at love at skaffe dem 
bedre Arbeide andensteds . Han bad mig om Forladelse , 
tilbød mig sin Tjeneste , og jeg antog ham — 
Ingen stal kunne sige om mig , at jeg ikke er forsonlig 
— jeg er bestemt , men aldrig haard . Naar 
Alt kommer til Alt , er jeg meget fornøiet dermed , 
thi Thomas er den hurtigste og dygtigste Arbeider af 
dem alle og den , jeg nødigst vilde undvære . “ 
„ De fleste af de andre ville ogsaa snart komme 
tilbage ; det er forunderligt , hvor stor en Indskydelse 
en enkelt stærk Charakteer har . Jeg er ret inderlig 
glad over , at det er gaaet saaledes . “ 
„ Ja , jeg kan tænke , Du er fornøiet med din 
Husbond “ , og han gned veltilfreds sine Hænder . 
„ Jeg er glad ved , at jeg besluttede mig til at følge 
denne Indflydelse . “ 
At det var hans Hustrus Indflydelse , der havde 
bevirket denne Sags heldige Udfald , anede han slet 
ikke ; det gjorde han aldrig ; han gav altid sig selv 
Æren , naar hun havde fremskyndet en god Handling . 
Han var veltilfreds med sig selv og derfor i det 
bedste Lune , og han lagde nu endelig Mærke til sin 
Hustrus mere end sædvanlig blege og lidende Udseende . 
„ Men , min søde Maria , hvor Du seer træt 
og daarlig ud ! det gjør mig næsten ængstlig . Deodata 

har vist talt for længe med Dig ; Barnet er 
ofte saa hensynsløst . Luk nu Øinene og tag Dig en 
god Søvn ; jeg vil gaae og ikke forstyrre Dig mere . “ 
Han kyssede hende kjærligt og gik ud . 
Fru Lindal var virkelig saa udmattet af denne 
Dags forskjellige Bevægelser , at hun ikke engang følte 
Kraft til at klare sin Tanke , og hun lukkede Øinene uden 
nogen anden Følelse end en ubeskrivelig Længsel efter 
Hvile . 
Unöet Hapitel . 
Aru Lindals Kræfter aftog fra denne Dag endnu 
hurtigere , og det varede ikke længe , før hun blev nødt 
til stadig at holde Sengen . Legemets Kraft var 
brudt og formaaede ikke mere at holde hende oppe , 
men Aanden var stærkere og feirede over Svagheden . 
De klare Øine straalede med mere Glands end nogensinde , 
og der var altid et lyst og kjærligt Smil rede 
til Husbond og Barn , ja , skjøndt Stemmen med 
hver Dag blev mattere og svagere , udtalte den dog 
endnu stedse styrkende , opmuntrende Ord til hendes 
bekymrede Kjære . 

Men alt medens Deodata syntes , at hendes 
Moder var hende dyrebarere end nogensinde før , og 
hendes styrkende og mildnende Indskydelse endnu 
uundværligere , paatrængte den Vished sig hende , at 
Døden var nær , og i mangen stille , søvnløs Time 
bad den lille Pige om Kraft til at skjule den knugende 
Smerte , hun følte , for sin Moder , for at hun 
i dennes sidste Dage maatte være hende til Opmuntring 
og ikke til Bekymring . Ganske anderledes var 
det med hendes Fader . Han skjød bestandig denne 
Vished fra sig og søgte at oplive sig selv ved ugrundede 
Forhaabninger . 
Men snart kom den Dag , da Maria Lindal 
følte , at hun nu kun havde Timer tilbage at leve i , 
og hun bad sin Husbond sende Bud til Præsten og 
bede ham komme , for at hun i den hellige Nadvere kunde 
modfage den sidste Forsikkring om sine Synders Forladelse . 
Ikke til Sognepræsten — han var kun lidet 
for hende — men til en anden Præst , der boede et 
Par Mil borte , men som i mange Aar havde været 
hende en kjær og trofast Ven , og som altid var rede 
til at komme , naar hun trængte til at tale med ham . 
Han kom ; hun havde en sidste alvorlig og fortrolig 
Samtale med ham ; han rakte hende da den hellige 
Nadvere , og Naadens Ord sænkede en dyb og inderlig 
Fred i hendes Hjerte . Hun kaldte sin Husbond 

og Deodata til sig for at bruge sin sidste svage Levning 
af Kraft til at tale til dem . De sidste Ord , 
hun sagde til Deodata , prægede sig dybt i den lille 
Piges Hjerte ; hun glemte dem aldrig . „ Du vil ikke 
glemme dit Løfte til mig , min Deodata ! Du vil leve 
for din Fader , Du vil være en Trøst og Glæde for 
ham ! Og saa — Tak for al din Kjærlighed —Gud 
velsigne og bevare Dig altid — paa alle dine Veie , 
min Øiesteen ! “ Det sidste Ord var neppe hørligt ; 
thi Dødens Bitterhed , det Mørke og Tunge i at gaae 
bort føltes nu ogsaa af den troende Kvinde , der saa 
længe havde imødeseet dette Øieblik med freidigt Haab . 
En kold Gysen gjennemfoer hende , det milde Ansigt 
fortrak sig smerteligt , hun strakte bedende Armene ud . 
„ Der er saa mørkt overalt — overalt “ , lød det fra 
hendes bævende Læber , „ saa sort , saa sort ! Jeg skal 
gjennemtrænge dette Mørke , men jeg er saa bange og 
saa svag . Hjælp mig , min Frelser , hjælp mig ! “ Uroen 
varede endnu en kort Stund , da sagde hun : „ Bed 
Fadervor , Deodata ! “ og den lille Pige samlede Styrke 
til at bede den vante Bøn , skjøndt rigtignok sagte og 
med skjælvende Stemme . Da hun sagde „ Amen “ , 
lysle en forklaret Fred og Glæde i den Døendes 
Aasyn , og paa de blege Læber lagde sig et saligt 
Smil . „ Gud skee Lov ! “ udbrød hun , „ Mørket er 
veget bort , og jeg seer kun Lys — Herrens Lys — 

Jesus , min Frelser , kalder — jeg faaer Lov at komme 
hjem , hjem ! “ Et sagte Suk , og Alt var forbi . 
Der herskede en kort Tid en dyb Tanshed i det 
lille Værelse . Den levende Følelse af Moderens 
Fred og Glæde borttog i det første Øieblik Sorgens 
Bitterhed fra Deodata . Hendes Fader stod en Stund 
som forstenet af Smerte ; da gik han ud uden at kaste 
et Blik paa det blege Aasyn , der smilede saa fredeligt 
i Døden ; som de fleste svage Charakterer gyste han 
tilbage for at see sin Sorg lige i Øiet . Da han 
var gaaet , bøiede Deodata sig over Sengen , men 
Synet af de tillukkede Øine , de kolde , livløse Træk 
greb hende med en vild Smerte . Skulde disse Øine 
aldrig mere aabne sig og see paa hende med det lyse , 
milde Blik , der aldrig undlod at bringe Fred ? skulde 
disse Læber aldrig aabne sig og kalde hende „ min 
Deodata ? “ Hun kunde ikke udholde at tænke det , og 
idet hun kastede sig over Liget , raabte hun vildt og 
lidenskabeligt : „ O , Moder , Moder , tal til mig endnu 
engang ! see blot paa mig igjen en eneste Gang ! “ 
Præsten løftede hende op og trak hende tilside ; han 
talte mildl , men alvorligt , til hende om hendes 
Moders Salighed og Fred , og om hvor gjerne hun 
vilde see sin lille Pige bære Sorgen blidt og stille , 
og det lykkedes ham endelig at berolige det heftige 
Barn . „ Jeg vil være stille og rolig “ , sagde hun tilsidst , 

„ men jeg vilde saa gjerne døe med hende , jeg 
har Intet at leve for nu . “ 
„ Du maa ikke tale saaledes , Deodata . Du har 
meget at leve for , og Du stat bede Gud om Kraft 
til at vandre paa hans Veie , at Du engang maa 
samles med din Moder i Lys og Glæede hos ham . 
Husker Du ikke hendes sidste Ord til Dig ? Du skal 
være en Trøst og Glæde for din Fader ; det er dit 
Maal , det er Noget at leve for , ikke sandt ? “ 
„ Ja , hvis jeg kunde — men hvor kan jeg ? Jeg 
var det ikke før , og naar jeg ikke har Moder hos 
mig “ — hendes Stemme kvaltes af Hulken — „ kan 
jeg sket Intet ! Jeg har aldrig gjort noget Godt , 
uden naar hun fik mig til det , — jeg vil blive ond 
og slem uden hende , en Plage for Andre og — for 
mig selv . “ 
„ Nei , Deodata ! Gud i Himlen er endnu langt 
stærkere end din Moder , og han vil være din Fader , 
naar kun Du vil være hans Barn ; han vil hjælpe 
og styrke Dig til at være en god og from lille Pige 
og din Faders Trøst , naar Du kun beder ham derom . 
— Græd kun , min lille Pige ! jeg vil ikke hindre 
Dig deri , men lad det være milde , stille Taarer ! 
Husk , at Gud sender Dig Sorgen , fordi han elsker 
Dig , og tænk paa , hvor lykkelig din Moder er ! “ 
„ Jeg vil gjerne være god , at jeg kan see hende 

igjen “ , sagde Deodata blidt ; „ o , maatte det blot ikke 
vare for længe ! “ og en Strøm af hede Taarer bragte 
lidt Lindring og Hvile . 
Tredie Hapifef . 
Deodata Lindals første alvorlige Sorg var saa stor , 
at den kastede en Skygge over hendes Liv , som aldrig 
ganske svandt bort . Livsglæden og Livsfriskheden veg 
fra hendes Sind , inden hun havde fyldt sit trettende 
Aar . Hun havde aldrig havt Sødskende , og , indesluttet 
og tilbageholden , som hun altid havde været , 
havde hun kun havt meget faa Venner og Ingen , til 
hvem hun havde havt fuld Fortrolighed . Hendes 
Moder havde derfor været hende Alt ; med hende havde 
hun delt Alt ; til hende kom hun med alle sine smaa 
Glæder og Sorger , hos hende havde hun altid fundet 
ikke blot kjærlig Veiledning , men en levende Interesse 
for alle hendes barnlige Anliggender . Hendes Savn 
var derfor meer endnu end Savnet af den ømmeste 
og kjærligste Moder , det var Savnet af en Veninde , 
en Fortrolig , en Deltager i Alt , hvad der havde 
været hende kjært , og hver Time paa Dagen følte 

hun nu en uendelig Tomhed . Hun kunde ikke mere 
glæede sig over Naturen , Blomsterne og Fuglene , der 
før havde været hendes Lyst , thi hun kunde ikke mere 
dele det med sin Moder ; gik hun ud i Haven , der 
straalede i sin fulde Sommerpragt , følte hun kun 
endnu mere levende , hvad hun havde mistet ; der var 
før hende kun Vemod i Blomsternes Duft , kun 
Klagesuk i Fuglenes glade Sange . Hun sandt ingen 
Trosf i at læse , selv i sine kjæreste Bøger , thi hun 
havde ikke sin Moder at tale med om Indtrykket , 
hun sik af det Læste , eller til at forklare , hvad hun 
ikke forstod , og saaledes var det med Alt — allevegne 
Tomhed og Savn . Der var kun Et , som holdt 
Deodata oppe , som gav hende Kraft til at udholde 
de lange , ensomme Dage uden at give efter før Sorgen : 
det var den stadige Erindring om det Løfte , 
hun havde givet sin Moder , at ville være en Trosf 
og Glæde for sin Fader . Det var Maalet , hun 
skulde stræbe efter , det Eneste , hun havde at leve for , 
sagde hun til sig selv , og om hun end aldrig mere 
kunde blive glad og lykkelig , skulde hun dog ikke 
ønske at døe , thi hun skulde jo leve for at gjøre , hvad 
hendes Moder havde villet . Dette Løfte var Stjernen , 
der lyste Deodata frem i Natten . 
Det var rørende at see , hvorledes den lille Pige 
syslede omkring sin Fader , saasnart han kom ind i 

Stuen , for at gjøre det hyggeligt og behageligt for 
ham , hvorledes hun anstrengte sig for at tale med 
ham om Ting , som hun tænkte , han brød sig mest 
om , tvang sig til at smile til ham , hvor tungt hendes 
Sind end var , og søgte at lægge en Munterhed i sin 
Stemme , som slet ikke var hende naturlig . Med 
rørende Taalmodighed bar hun hans fortrædelige 
Stemninger , hans Udbrud af Heftighed , som nu kun 
forekom saa meget hyppigere , fordi han saa stærkt 
følte Savnet af sin Hustru , og hun søgte at formilde 
ham med blide , venlige Ord , saadanne , som hun 
tænkte , hendes Moder vilde ønske at høre hende sige . 
Saae hun ham opfarende mod Andre , anstrengte hun 
sig for at mildne hans Vrede og lod sig ikke vise 
tilbage af den haarde Tiltale , der strax mødte hende . 
I disse stadige Anstrengelser for at være til Nytte og 
Glæde for sin Fader , blev hendes Kjærlighed til ham 
langt stærkere og varmere , end den havde været før , 
og hun var glad ved hver en Venlighed fra hans Side . 
Han paaskjønnede rigtignok ikke hendes Anstrengelser 
for at være ham til Behag og lagde ikke Mærke til 
et eneste af de Offre , hun bragte ham , men han saae 
hende gjerne om sig , og , efterhaanden som hun blev 
ældre , vandt hun en lille Del af den Indskydelse , 
hendes Moder havde havt ; og aldrig havde hun større 
Glæde , end naar han paa hendes Bøn tog en overilet , 

haard Befaling tilbage , eller naar hun ved sin 
Mellemkomsf dæmpede hans opfarende Heftighed ; — 
det var hende da , som om hun kom sin Moder nærmere . 
Men Lindals Enkemandsliv blev ham i Længden 
næsten utaaleligt . Det var for lidt for ham 
aldrig at have andet Selskab i Hjemmet end den lille , 
melankolske Datter ; thi hvor meget Deodata end anstrengte 
sig for at være munter , naar hendes Fader 
kom ind , var og blev der dog altid et Præg af dyb 
Sørgmodighed over hendes hele Væsen . Han begyndte 
derfor at tænke paa , at det dog var muligt , han 
kunde gifte sig igjen , om han end ikke kunde sinde en 
anden Maria ; — det gjaldt kun om at træffe et 
godt Valg . Og da han valgte , mente han idetmindste 
selv , at det var et fortræffeligt Valg . 
Omtrent tre Aar efter Fru Lindals Død kom 
der en Lærerinde til en nærliggende Herregaard . Hun 
var godt begavet og havde især i fuldt Maal den 
Gave at sætte sig i Yndest hos Alle . Det var en lille , 
spinkel Person , omtrent tredive Aar gammel , med et 
Ansigt , der , uden at være egentlig smukt , dog havde 
noget meget Tiltrækkende . Hendes Træk var sine , 
om end lidt skarpe , og hendes kloge , lyseblaae Øine 
kunde spille med meget Liv , men de kunde ogsaa sænke 
sig mod Jorden med et Udtryk af bly Undseelighed , 
alt som det passede bedst . Hun havde et venligt 

Smil for Alle , men var meget tilbageholden ligeoverfor 
Alle , især dem af det stærke Kjøn , indtil de begyndte 
at tale med hende ; da blev hun livlig og fængslende 
og forstod altid at lede Samtalen hen paa det , 
netop det , som hun tænkte , interesserede den mest , 
som hun talte med . Den første Gang , Lindal saae 
hende , sølle han sig meget tiltalt af denne blide , beskedne 
Kvinde , der sad saa tans og stille ved sit Arbeide , 
mens Herrerne talte ; den anden Gang talte 
han med hende og fandt hende livlig og morsom ; den 
tredie Gang havde han neppe Øine og Øren for 
Andre end hende . Dereffer kom han meget hyppigt 
til sin Nabo for Lærerindens Skyld , som snart atter 
begyndte at blive mere tilbageholden ligeoverfor ham , 
hvilket ansporede ham til at vise hende endnu storre 
Opmærksomhed . 
Deodata følte fra den første Gang , hun saae 
Frøken Bregne , en stærk Uvillie imod hende , uden at 
kunne forklare sig hvorfor . Frøken Bregne var altid 
overordentlig venlig imod hende , men netop denne 
Venlighed var hende ubehagelig , og det var hende 
imod , naar hun saae sin Fader vise denne Dame blot 
den mindste Opmærksomhed ; og dog havde det ingen 
dybere Grund , thi den Mulighed faldt aldrig et eneste 
Øieblik Deodata ind , at hendes Fader kunde give en 
anden Kvinde den Plads , hendes Moder havde havt ; 

hvis Nogen havde sagt det til hende , vilde hun have 
anseet det for en skammelig , uretfærdig Beskyldning 
mod hendes Fader . 
En Dag sagde Lindal til sin Datter , at han 
ønskede , hun skulde modtage en ofte afskaaet Indbydelse 
fra nogle Slægtninge i Fyen om at tilbringe 
nogle Uger hos dem . Deodata gjorde mange Indvendinger , 
da hun frygtede , hendes Fader skulde savne 
hende , men han vilde have hende bort . Hun reiste 
da og blev oplivet og forfrisket ved Opholdet i et 
livligt , hyggeligt Hjem og den daglige Omgang med 
ligealdrende unge Piger , saa Tiden gik saa hurtigt 
for hende , at hun forundrede sig derover . Hun havde 
været to Maaneder borte , da hendes Fader skrev efter 
hende , og hun skyndte sig hjem , pludselig greben af 
Samvittighedsnag over , at hun havde ladet sin Fader 
være ene saa længe . Var det ikke at bryde Løftet ? 
Ak , hun var ikke bleven savnet ! 
Med dyb Bevægelse gjensaae hun de kjære , hjemlige 
Steder , og , da Vognen rullede op ad Alleen , der 
førte til Gaarden , bankede hendes Hjerte uroligt . „ Ak , 
Moder , Du vilde ikke være fornøiet med mig nu ! “ 
tænkte -hun bedrøvet . „ Om jeg end ikke kan være 
meget for Fader , vil han dog have følt Ensomheden 
trykkende i denne lange Tid . Jeg er saa vred paa 
mig selv , fordi jeg forlod ham for saa lang Tid ; 

han tænkte paa at glæde mig , og jeg har været saa 
egenkjærlig ! “ Saa vidt var hun kommen i sine 
Selvbebreidelser , da Vognen holdt for Deren i det 
gamle , kjære Hjem ; hun sprang ned og ilede med 
aandeløs Hast op ad Trappen og ind i Stuen , rede 
til at slynge Armene om sin Faders Hals og bede 
om Tilgivelse , fordi hun ikke var kommen før , og love 
ham , aldrig mere at forlade ham . Men Ordene døde 
snart paa hendes Læber , hvert Spor af Farve veg 
fra hendes Kinder , og hun blev staaende som forstenet ; 
thi derinde i Stuen var hendes Fader ikke alene , men 
Frøken Bregne — den fremmede Kvinde , hun havde 
følt saadan Uvillie imod —stod ved hans Side ! han 
holdt hendes Haand — nei — han holdt Armen om 
hendes Liv . Deodata stirrede paa dette Syn uden 
ret at forstaae , hvad det vel kunde betyde ; men en 
knugende Smerte greb hende . Hendes Fader tog 
venligt hendes Haand , men den var stiv , kold og 
ubevægelig , og ikke et eneste Ord lød fra hendes Læber . 
„ Velkommen hjem , min kjære lille Deodata ! “ sagde 
han i den kjærligste Tone , som før altid glædede 
hende saa meget . „ Stir ikke saaledes paa mig , kjære 
Barn ! — Du seer her min Hustru , som vil være 
en Moder for Dig , og som jeg haaber , Du altid vil 
vise al den Kjærlighed , Lydighed og Ærbødighed , som 
en Datter skylder sin Moder . “ 

Deodata sagde endnu ikke et Ord . „ Du vil nok 
holde lidt af mig , min søde Deodata ? “ sagde den 
nye Fru Lindal med sit venligste Smiil . „ Jeg kan 
ikke forlange , at Du strax vil være glad ved mig , 
men jeg haaber , at vi snart skal blive rigtig gode 
Venner . “ 
Hun omfavnede den unge Pige ; Deodata lod 
hende gjøre det , men der var intet gjengjældende 
Kjærtegn . 
„ Det var ikke rigtigt at overraske hende saaledes “ , 
vedblev den blide , søde Stemme ; „ den kjære 
Pige er ganske bleg af Bevægelse ! Du veed , jeg 
sagde , Du burde fortælle hende det iforveien , bedste 
Lindal ! Du har ellers altid Ret , men denne Gang 
troer jeg dog , Du havde Uret , kjære Ven ! Søde 
Deodata , siig mig , vil Du ikke nok holde lidt af din 
nye Moder , som allerede har Dig saa inderlig kjær . “ 
„ Tillad mig at gaae op paa mit Værelse , jeg er 
lidt træt efter Reisen . “ Det var de første Ord , Deodata 
havde sagt ; hendes Stemme var ikke blot iskold , 
men saa rolig , at det næsten forfærdede hendes Fader . 
Han vilde hellere have mødt lidenskabelig Hulken og 
heftige Udbrud , som han han havde frygtet , end disse 
dødblege Kinder , dette forstenede Blik , denne ubevægelige 
Ro . 
Deodata skyndte sig til sit Værelse , hvor hun 

satte sig ned og søgte at samle sine Tanker , — hun 
vilde see sin Skjæbne fast i Øinene . Fyldt til Randen 
med Malurt var det Velkomstbæger , denne Fader 
havde rakt sin moderløse Datter , der kom til ham 
med Hjertet fuldt af Kjærlighed . Bittert , uendelig 
svært at bære vilde det alt have været at see sin Fader 
give en anden Kvinde den Plads , hendes . Moder 
havde havt , og det endda en Kvinde , der i Alt forekom 
Deodata saa grændseløs ulig denne elskede , endnu 
bestandig savnede Moder ; men hvis hendes Fader 
mildt havde forestillet hende , at det vilde gjøre ham 
lykkelig , vilde hun maaskee taalmodig have fundet sig 
i det Tungeste og anstrengt sig for at holde af den 
Kvinde , som det var saa usigelig bittert at see paa 
sin Moders Plads . Men at blive saaledes bedragen 
— at blive sendt ud af Huset , for at Alt kunde skee 
i hendes Fraværelse : Forlovelse , Bryllup , Alt — 
uden at hun havde endog den svageste Anelse derom , 
og Intet at vide , Intet at ane , før Visheden mødte 
hendes Øie i det første Minut , hun betraadte Hjemmets 
Dørtærskel — det fyldte hendes Sjæl med en 
Bitterhed , det lagde en haard Isskorpe om hendes 
stakkels Hjerte , som Intet uden Kjærlighed kunde 
smelte — og denne Kjærlighed kom ikke . 
Da Deodata havde været nogen Tid alene og 
samlet Kraft til at være rolig uden at være ubevægelig , 

kom hendes Fader til hende . „ Jeg er ikke 
tilfreds med Dig , Deodata “ , var hans forsfe Ord ; 
„ hvad var det for en Modtagelse at give din nye 
Moder ? Jeg haaber , at jeg ikke mere skal see Dig 
saaledes , men at Du vil opføre Dig som en god 
Pige ; ganske sikkert vil Kathinka være Dig den bedste 
og kjærligste Moder . “ 
„ Bedste og kjærligste ? det var stærke Ord ! “ 
sagde Deodata med et bittert Smiil , men hun tog sig 
hurtig sammen . Hun vilde ikke sige et eneste bebrejdende 
Ord til sin Fader , hvor falsf han end havde 
været imod hende , thi begyndte hun først , vidste hun 
at hun vilde tabe alt Herredømme over sig selv og 
sige Ting , som aldrig kunde glemmes ; hun vedblev 
da med fast og rolig Stemme : „ Jeg skal gjøre mig 
al Umage for at være venlig og ærbødig mod din 
Husfru , Fader , men jeg beder Dig ikke at kalde hende 
min Moder ! — Jeg har havt en Moder , men jeg 
kan aldrig faae en saadan igjen her paa Jorden . “ 
„ Det er overspændt og sygeligt , Barn “ , sagde 
Lindal og rystede paa Hovedet , men han var meget 
bange for „ Scener “ , som han kaldte det ; derfor kyssede 
han blot sin Datter , sagde endnu en Gang : „ vær 
kun en god Pige ! “ og forlod hende da atter . 
Fru Lindal havde en meget stor Indflydelse paa 
sin Husbond , og den blev stærkere og stærkere , som 

Tiden gik . Men hvor forskjellig var ikke hendes 
Indskydelse fra den , Marias blide , men stærke Aand 
havde udøvet over ham . Hun smigrede hans Forfængelighed 
ved alle Leiligheder , og paa denne Maade 
fik hun altid sine Ønsker opfyldte , skjøndt hun altid 
i de blideste Udtryk talte om , at han var Herre , om 
hans faste Villie o . s . v . Havde han havt en eller 
anden Ærgrelse , saa han kom ind i en vred og ophidset 
Stemning for i heftige Udtryk at beklage sig 
over den , der havde gjort ham imod , søgte hun aldrig 
at formilde ham , men gav ham Ret i Alt og udbrød 
i sørgmodig Forundring over , at man kunde opføre 
sig saaledes imod ham , ledsaget af smigrende Bemærkninger 
om hans gode Egenskaber . Saaledes nærede 
hun alt det Sletteste i hans ustadige Charakteer , men 
vandt en Indskydelse , der var næsten endnu sførre , 
end Marias havde været , og hun triumferede i sit 
Hjerte over den Magt , hun havde , mens hun i sit 
Væsen ligeoverfor Lindal var Ydmygheden og Blidheden 
selv . 
Hvor ung Deodata end var , saae hun dog meget 
godt , hvor uheldig den Indskydelse var , som hendes 
Stifmoder havde over hendes Fader ; hun saae ogsaa 
Usandheden i hele hendes Forhold , men hvad hjalp 
det ? hun kunde Intet gjøre . Hun tabte snart hvert 
Spor af den Indskydelse , der havde været hendes 

Glæde , og det var netop hendes Stifmoders vigtigste 
Anstrengelse , lidt efter lidt , ved tusinde smaa Krogveie 
at drage Faderens Hjerte fra Datteren ; og det 
lykkedes kun altfor godt — saa stor er den Magt , 
en snedig og herskesyg Kvinde kan faae over en svag , 
ubestemt Mand . 
Deodatas og hendes Stifmoders indbyrdes Forhold 
var ogsaa meget sørgeligt . Hun blev aldrig 
behandlet med ligefrem Haardhed . Nei , det var netop 
det Pinlige ved den unge Piges Stilling , at der aldrig 
var nogen egentlig Kjendsgjerning , hun kunde 
beklage sig over ; Fru Lindal viste bestandig sin Stifdatter 
saa megen ydre Venlighed , at hun kunde bevare 
Skinnet ligeover for Fremmede , Tjenestefolkene 
og fremfor Alt for sin Husbond . Men ved tusinde 
smaa daglige Ydmygelser og Krænkelser , ved en 
Kulde og Ukjærlighed , der blev mere følt end seet , og 
især ved at fravriste hende Faderens Kjærlighed gjorde 
hun Deodatas Liv mørkt og tungt , og Isskorpen 
lagde sig fastere om det stakkels Hjerte , der tørstede 
efter Kjærlighed , men ingen fandt . 

Fjerde Hapitel . 
Ä^ere end tre Aar vare forløbne siden den Dag , da 
Deodata kom hjem for at see en fremmed Kvinde 
indtage den saa inderlig elsfede Moders Plads . Det 
var en mild og yndig Septemberdag . Himlen var 
ren og blaa , Luften klar og stille , ikke en Vind bevægede 
Træernes Grene , og Solens Straaler kastede 
et mildt Guldsfjær over Alt . Der var en dyb Fred 
udbredt over hele Naturen , velgjørende for ethvert 
Sind , der længtes efter Hvile . Deodata Lindal følte 
det i rigt Maal , da hun langsomt gik fra sit Hjem 
til Kirkegaarden med en Krands af Havens sidste 
Roser , som hun vilde lægge paa sin Moders Grav . 
Ak ! der var nok derhjemme til af bringe det urolige , 
lidenskabelige Hjerte i Oprør , om hun end som oftest , 
ved af samle al sin Villiekraft , tilbageholdt ethvert 
heftigt Udbrud , og det var en vederkvægende Følelse 
af være ene — ene med den skjønne , fredelige Natur , 
der syntes af tilaande hendes syge Sind Styrke . 
Deodata var nu nitten Aar gammel , fuldt udviklet til 
Kvinde og en ganske ualmindelig Skjønhed , men saa 
bleg og alvorlig , af kun Faa følte sig tiltrukne af 
den . Enhver maatte vel beundre den flanke , lette 

Skikkelse , det rige , mørke Haar og de rene Træk , 
men der var i alt dette intet Liv , ingen Bevægelighed , 
det manglede saa aldeles Ungdommens blomstrende 
Friskhed , af de Fleste kun modtoge et mismodigt 
Indtryk , alt som de beundrede hende . De dybe , udtryksfulde 
Øine , den unge Piges største Skjønhed , fik 
sjelden Nogen ret af see ; de vare saa rede til af 
sænke sig mod Jorden , og Ingen saae dem nogensinde 
lyse med den Inderlighed , der gav dem en tindrende 
Glands og kastede et forskjønnende Straaleskjær over 
hele hendes Ansigt . — Det Udtryk var der kun , naar 
hun var alene og hengav sig til Minder om Fortiden 
og sin Moder ; i Selskab med Andre gav den 
stadige Anstrengelse for at indestænge og tilbageholde 
alle sine Følelser hendes Ansigt et koldt , halvt forstenet 
Udtryk . — Da hun havde naaet Kirkegaarden , 
knælede ned ved den blomstersmykkede Grav og lagde 
Krandsen om det hvide Marmorkors , der bar Maria 
Lindals Navn , da lyste de mørke Øine med Udtrykket 
af al den dybe Følelse , der kunde boe i dem . 
Den unge Pige saae op mod den klare Himmel med 
en glad , fortrøstningsfuld Følelse ; men da hun atter 
bøiede sit Hoved over Graven , var der en bitter 
Smerte i hendes Blik , og et dybt Suk trængte sig 
frem fra hendes Bryst . „ Ak , Moder , Moder ! “ 
sukkede hun ; „ hvorfor forlod Du saa snart dit stakkels 

Barn , der trængte saa haardt til din Stølte , din 
Indflydelse , din Kjærlighed ! Hvilket lykkeligt Barn 
var jeg ikke , da Du var hos mig og nu — hvor 
elendig , hvor ulykkelig ! Intet , Intet har jeg tilbage 
uden Mindet om Dig , din Kjærlighed , din Elskelighed , 
— og selv i dette Minde blander der sig Bitterhed 
ved Tanken om , at han kunde glemme Dig og 
lade en Anden , der er Dig ulig i Alt , indtage din 
Plads ! O , hvor jammerfulde har dog ikke disse tre 
lange , lange Aar været , og det kan ikke blive bedre 
— nei , det bliver besfandig værre , thi for hver Dag 
bliver det koldere og haardere herinde ; “ og hun pressede 
Haanden mod sit Hjerte . „ Moder , hvis din 
Aand kunde være hos mig , vilde Du vel lære mig 
at elske , hvor jeg næsten hader , men jeg kan ikke ! 
Ak , hvorfra skal jeg hente Kraften til at være kjærlig 
og overbærende ? Jeg har altid været haard og kold , 
men siden Du forlod mig , er jeg bleven ond og slem ; 
o , Moder , alt det Gode hos mig gaaer til Grunde , 
alt det Onde slaaer Redder . Jeg kan ikke leve uden 
at elske og elskes , men — jeg kan ikke elske , og ikke 
et Menneske paa hele den vide Jord har en kjærlig 
Tanke for din stakkels Deodata . Du sagde mig , at 
„ Gud er Kjærlighed “ , men jeg har næsten glemt at 
bede , som Du lærte mig ; Gud synes mig saa langt 
borte , at jeg ikke tør komme frem med mine Bønner , 

— han er mig en streng Dommer , der straffer mig 
ved at lægge saa tunge Byrder paa mig , ikke en 
barmhjertig Fader , som han var , som han er for 
Dig , min fromme , kjærlige Moder ! O , tør jeg vel 
haabe , at jeg skal samles med Dig , naar Livets tunge , 
mørke Vei er tilende ? vil jeg ikke blive altfor uværdig , 
altfor uren ? “ Og under en Strøm af bittre 
Taarer trykkede den unge Pige sine hede Læber mod 
Marmorkorset . Et Øieblik efter reiste hun sig , skjød 
Haaret fra Panden , borttørrede Taarerne og sagde : 
„ Nu maa jeg hjem ; jeg har ikke længere Lov til at 
sørge frit — og det var dog min bedste Trøst — 
nu maa jeg igjen være rolig , tvungen og— iskold . “ 
Da hun kom tilbage til det Hjem , der nu kun 
var hende en Sorgens Bolig , traf hun fin Stifmoder 
i Dagligstuen . Hun saae op fra sit Arbeide , 
da den unge Pige traadte ind , og spurgte i en blid , 
klagende Tone : „ Men , kjære Deodata , hvor har Du 
dog været denne lange Tid ? “ 
En mørk Rødme farvede Deodatas Kinder , og 
hun svarede undvigende : „ Lidt ude i det Frie ; Veiret 
er saa smukt . Har De savnet mig ? “ tilføiede hun 
med et svagt Anstrøg af Bitterhed . 
„ Savnet Dig ? ja , det kan være ensomt nok , 
naar din kjære Fader er borte hele Tiden , men desuden 
— Du veed , hvor saare nødig jeg gjør Dig en 

Bebreidelse — men det er lidt haardt aldrig at mærke , 
at man har en voxen Datter i Huset . Du har ikke 
den ringeste Interesse for Husets Anliggender , min 
kjære Pige ! Du veed , vi vente flere Gjæster iaften , 
og din Fader vil gjerne have Alt smukt og net . 
Det kunde aldrig falde mig ind at forlange noget 
egentligt Arbeide af Dig , men der er saa mange Smaafing 
at ordne , som en Datter burde gjøre , og som 
Du kunde saa godt , naar Du blot vilde , Kjære ! At 
sætte Blomster i Vand , see lidt efter o . s . v . ; men 
Du var og blev borte . “ 
Øen lange Bebreidelse var dobbelt opirrende for 
Deodata paa Grund af den blide og klagende Tone , 
hvori den blev udtalt , men hun sagde roligt : „ Jeg 
vil skynde mig at indhente det Forsømte . “ 
„ O , nei , min kjære Pige ; det er besørget Altsammen “ , 
sagde Fru Lindal og kastede et Blik paa 
flere Vaser med omhyggeligt , om end noget stift 
ordnede Blomster og paa Stuens hele sirlige Orden : 
„ jeg kunde ikke vente i det usikkre Haab om , at Du 
vilde komme , og jeg har gjort det selv ; naturligviis 
var det ikke besværligt for mig , men , som sagt , jeg 
vilde gjerne mærke , at jeg har en voxen Datter , jeg 
vilde paaskjønne din Hjelp og desuden — for dit 
eget Vel , kjære Barn , det vilde være godt for Dig , 
om Du vænnede Dig til lidt Omtanke og ikke altid 

levede i Phantasier og Bøger . Men siig mig , hvor 
har Du været saa længe ? dog ikke atter paa Kirkegaarden , 
ved Graven ? “ 
Deodata bøiede bekræftende sit Hoved . 
„ Du har atter været der ! Kjæræ Barn , det 
gjør mig saa ondt ; der er en sygelig Overspændthed 
i disse daglige , lange Besøg ved en Grav ; jeg er 
bange , det vil faae en sfadelig Indflydelse paa din 
hele Udvikling , ja ogsaa paa dit Helbred . Vil Du 
ikke føie mig i at blive idetmindste nogle Dage borte 
fra den — ikke saadan hænge ved din Sorg , — det er 
saa overspændt , min kjære Deodata ! lev lidt mere 
for Andre ! “ 
„ Jeg vil rette mig efter Deres Ønsker i alle 
andre Ting “ , svarede Deodata dæmpet , mens hendes 
Kinder blussede af tilbagetrængt Harme ; „ men dette 
er en Gjenstand , som jeg beder Dem om aldrig at 
omtale . “ 
„ Du viser mig saa koldt tilbage , min kjære 
Pige ! det er lidt haardt , naar man har de bedste 
Hensigter . Du seer , hvor overbærende jeg er ; mange 
Modre vilde blive vrede over en saa hyppig gjentagen 
Forssmmelighed , men jeg undskylder den , fordi 
jeg altid vil see Alt i det mildeste Lys . Men naar 
jeg beder Dig om Noget — for dit eget Vels Skyld 
— kunde jeg da ikke vente et venligt Svar ? “ 

„ Jeg vilde nødig svare uvenligt . “ 
„ Du maa undskylde , at jeg betvivler din Villie 
lidt ; men , for at komme tilbage til Sagen , hvis Du 
ikke vil føie mig og gaae sjeldnere til Graven , hvor 
dine Tanker bestandig holdes i en sygelig Spænding , 
nødes jeg til at bede din kjære Fader blande sig i 
Sagen ; — jeg veed , at det ogsaa gjør ham ondt , at 
Du lader Dig beherske af overspændte Ideer . “ 
„ Mon hun virkelig ønsker at berøve mig min 
eneste Trøst ? “ tænkte Deodata ; men hun svarede 
rolig : „ Jeg beder Dem , siig Intet til min Fader ; jeg 
vil gaae lidt sjeldnere derhen . “ De sidste Ord kom 
frem med pinlig Anstrengelse , thi naar hun gav et 
Løfte , vilde hun samvittighedsfuldt holde det . 
„ Jeg faaer da lade mig nøie med denne meget 
betingede Indrømmelse — Du seer , hvor lidt jeg 
fordrer , min kjære Pige , naar Du blot vil rette Dig 
en lille Smule efter mig ; Du er dog Datter og 
endnu saa ung . Men , der var een Ting endnu . Da 
jeg var i Haven imorges , var der mange Maanedsroser 
tilbage ; da jeg i Eftermiddag vilde plukke dem , 
var der kun nogle faa Knopper . Du har dog vel 
ikke taget dem ? “ 
„ Jo , jeg har . “ 
„ Min bedste Pige ! din Opførsel er , mildesf talt , 
meget besynderlig . Der er vist neppe en eneste ung 

Pige , der har saa megen Frihed , som Du har , men 
Du burde dog ikke saaledes misbruge den — der 
skulde dog være en Grændse . Al tage alle de smukkeste 
Blomster , vore sidste Roser , uden at bede derom , 
uden at sige et Ord derom og til et Brug , som vi 
Intet see til , — veed Du hvad , bedste Deodata , din 
Fader vilde ikke synes derom , om han vidste det ; men 
jeg er naturligvis for overbærende til at fortælle 
ham det . Hvortil har Du anvendt de mange Roser , 
hvormed jeg havde glædet mig til at pryde vort 
Hjem ? dog vel ikke til en Krands — til Graven ? “ 
„ Netop dertil , og det forekommer mig dog vel 
haardt , om der ikke kunde blive nogle Roser tilovers 
til min Moders Grav fra den Have , hun selv har 
pleiet og opelsket ! “ sagde den unge Pige , tilsidst ude 
af Stand til at tilbagetrænge den Bitterhed , der 
under hele denne Samtale havde brændt i hendes 
Sind . 
„ Deodata , “ sagde hendes Stifmoder , „ Du 
sætter min Taalmodighed paa Prøve ! Hvorfor svarer 
Du mig med saadan Bitterhed og Vrede , naar jeg 
kun gjør de billigste Fordringer ? Det gjør mig meget 
ondt at see Dig saa vred , naar jeg føler , at jeg har 
været saa overbærende , som vel en Moder kan være — 
din egen Moder vilde maaskee ikke have været saa 
overbærende , men dog nødes jeg til at bede Dig for 

Fremtiden ikke at tage Blomster i Haven uden at 
bede mig derom . “ 
„ Jeg skulde komme til Dem , hvergang jeg 
vilde lægge en Blomst paa min Moders Grav ! “ 
udbrød Deodata med lynende Øine . „ Nei , det er 
for meget ! men for Fremtiden vil jeg kun tage Markens 
Blomster , naar jeg binder Krandse ; det vil være 
et klart Vidnesbyrd om , hvor lidet jeg i Sandhed er 
en Datter i det Huus , som endnu for en Forms 
Skyld kaldes mit Hjem . “ 
Fru Lindal slog Hænderne sammen som i Bestyrtelse . 
„ Saaledes svarer Du mig , og jeg har talt 
til Dig i de venligste Udtryk ! Veed Du vel , Deodata , 
der maatte en Engels Taalmodighed til ikke at komme 
lidt i Oprør , men jeg kan taale meget . Men tænk 
Dig lidt om , min kjære Pige , for dit eget Vels 
Skyld , for din kjære Faders Skyld . Jeg gjør den 
rimeligste Fordring af Verden , og Du svarer mig , 
som om jeg havde givet det grusomste Forbud . 
Finder Du det virkelig saa urimeligt , at jeg nødig 
vil lade Dig plyndre Haven og henlægge dens 
smukkeste Blomster paa et Sted , hvor ikke et Menneske 
faaer godt af dem ? Er det ikke billigt , at jeg , 
som Kone i Huset , vil have Ret til Husets Goder og 
ikke vil gaae ind paa din Eneraadighed ? De Levende 
glæde sig mere ved Blomster end den Døde , om end 

dine Tanker altid sygelig dvæle ved den Døde , 
som — “ 
„ De skal ikke , De maa ikke tale om hende ! “ 
afbrød Deodata heftigt ; „ alt andet , kun ikke det ! “ 
„ Skal ikke — maa ikke ! Bedste Deodata , er Du 
Herskerinde her , og jeg din ydmyge Tjenerinde ? Hvem 
skulde troe , det var en Datter , der talte til sin 
Moder ? Ak , jeg veed , hvor gjerne jeg vil være en 
Moder for Dig , men — hvad skal jeg gjøre ? Naar 
jeg gjør Dig den ringeste Bebreidelse , fremført i de 
mildeste , mest skaansomme Ord , svarer Du mig saa 
heftigt , at — at jeg kommer til at ryste deraf ; det 
er min Natur saa meget imod ; jeg elsker Fred og 
Enighed , og derfor tier jeg stille , saa længe jeg kan , 
og bærer over med mange Ting for ikke at udsætte 
mig for disse heftige Svar , der ere saa pinlige , ak , 
saa pinlige , for den , der vilde være Dig saa god en 
Moder ! “ 
„ Det var mit faste Forsæt ikke at blive heftig , “ 
sagde Deodata med paany tilkæmpet Ro ; „ men paa 
eet Punkt kan jeg ikke udholde at blive saaret . Er 
der saa Intet , jeg kan gjøre ? “ 
„ Ikke det mindste , min kjære Pige ! Du har 
din fuldkomne Frihed , og jeg vil herefter stille 
endnu færre Fordringer til Dig , bære endnu mere 
over med Dig , om det maaskee kunde mildne dit 

52 
Sind ; jeg har kun dit sande Vel for Øie . Men , 
Deodata , tænk dog paa din Fader ! “ 
Deodata gik bort , og saasnart Døren lukkede 
sig efter hende , fik Fru Lindals Øine et vredt , næsten 
hadefuldt Udtryk . „ Da jeg overveiede alle Fordelene 
ved at faae et behageligt Hjem , “ sagde hun ved sig 
selv , „ og en Mand , der er let at lede , tænkte jeg ikke 
nok paa den forfærdelige Byrde , en Stifdatter kan 
blive . Mage til Pige har jeg aldrig kjendt . Saa 
trodsig og halssfarrig , at hun ikke kan rokkes af 
Stedet , — saa overspændt , at det er en Gru , — og 
saa denne utaalelige , overdrevne Samvittighedsfuldhed ! 
En god Ting er det dog , at hun nu næsten ganske 
har tabt den Indflydelse over sin Fader , der gjorde 
mig det første Aar saa vanskeligt . Det vilde være 
en Lettelse at blive hende kvit . Hvis Vågner har 
alvorlige Hensigter , som jeg begynder at troe , vilde 
han befrie mig for en stor Byrde , men paa den anden 
Side kan jeg dog ikke ret ønske det , thi han er meget 
for god til hende ; hun passer kun daarligt til en 
saadan Stilling , og den vilde hæve hende i hendes 
Faders Øine . Men der er han . “ Fru Lindal fik 
hurtig lagt sit Ansigt i sørgmodige Folder , og da 
hendes Husbond strax efter traadte ind , bøiede hun 
Hovedet og sukkede gjentagne Gange dybt . Han gik 

tæt hen til hende og spurgte : „ Hvad er der iveien , 
Kathinka ? “ 
„ O , er det Dig ? jeg hørte Dig flet ikke , “ 
svarede hun og saae op , som om hun var bleven 
meget overrasket , „ jeg var saa fordybet i Tanker . “ 
„ Tanker , der fremkaldte saa dybe Suk ? hvad er 
der iveien ? “ 
„ O , Intet , der er værd at tale om ; det gjør 
mig ondt , at Du skulde høre det Suk undflippe mig ; 
som sagt , jeg hørte Dig flet ikke komme , ellers skulde 
jeg vel have behersket mig . Du har nok af Bekymringer 
andensteds ; naar Du kommer hjem , skal vi 
ikke plage Dig med vore smaa Sorger , men Du bør 
altid møde muntre og glade Ansigter . “ 
„ Jeg behøver vel ikke at sige Dig , hvor stor en 
Opmuntring Du er mig , min kjære Kathinka ! jeg 
føler det dobbelt , naar jeg seer Deodata surmule ; 
hun tænker aldrig pga at byde mig velkommen med 
et glad Ansigt . Men nu vil jeg vide , hvad der er 
iveien for Dig ? “ 
„ Du maa ikke saaledes trænge ind paa mig ; 
jeg vil saa nødig sige det , og det var virkelig ikke af 
videre Betydenhed . “ . 
„ Men jeg vil vide det , Kathinka . Det er da 
ikke Deodata , der igjen har plaget Dig ? “ 
„ Stakkels kjære Pige ! for Alt i Verden vilde 

jeg ikke anklage hende for Dig — der er Meget , der 
kan undskylde hende . “ 
„ Det var altsaa hende . Hun har igjen været 
uartig imod Dig ? “ 
„ Jeg vil saa nødig tale derom , men siden Dn 
begynder , kan jeg jo ikke nægte , at det er en stor 
Sorg for mig , at den kjære Pige sket ikke kan holde af 
mig , sket ikke vil troe mig , naar jeg dog veed , at jeg 
har den bedste Villie til at være hende en god Moder , 
naar hun er mig kjær som — “ Fru Lindal holdt 
uvilkaarlig inde , som om denne Usandhed dog var 
for drøi , selv for hendes usanddrue Læber . 
„ Siig mig , hvad der er foregaaet imellem Eder ? “ 
spurgte Lindal kort . 
„ O , Du vil forskaane mig for at gjentage det ; 
det kom af en ganske ubetydelig Ting . Deodata 
havde gjort , hvad jeg , med al Overbærenhed , ikke 
kunde finde rigtigt , og taget sig meget store Friheder ; 
jeg bebreidede hende det da i de mildeste , skaansomste 
Udtryk , men hun blev ude af sig selv af Heftighed 
og sagde — ja , Du vil forskaane mig for at gjentage 
hendes Ord , det er saa Pinligt ; men jeg blev 
ganske rystet deraf . Det er saa tungt , naar Alt , 
hvad jeg siger i den bedste Mening , optages i Bitterhed 
og Brede ! “ og nu sukkede hun atter . 
Lindal gik op og ned ad Gulvet i heftig Bevægelse . 

„ Jeg skal lære den trodsige Pige ikke at 
sætte sig op imod Dig , “ sagde han ; „ hun skal ikke 
gjøre Dig Livet surt , hun skal tvinges til at vise 
Dig Venlighed og Ærbødighed . “ 
„ Bedste Lindal ! Du maa endelig ikke sige Noget 
til hende — det vilde gjøre mig saa ondt . Jeg forsikkrer 
Dig , hun stal vindes ved Mildhed ; det har 
altid været min Tanke , og derefter har jeg indrettet 
mine Handlinger . “ 
„ Du har længe nok været mild , men hun bliver 
værre med hver Dag og er altid lige utaknemmelig . 
Jeg vil tale alvorligt med hende . “ 
„ Jeg beder Dig , kjære Lindal , siig Intet til 
hende ; jeg vilde saa nødig udsætte hende for et eneste 
haardt Ord — vilde hun blot troe det ! “ 
„ Jo ædelmodigere Du er , Kathinka , desto meer 
fortjener hun min Vrede ; hun skal føle , at hun ikke 
kan gjøre og sige Alt , hvad hun vil . “ 
Han aabnede hurtig en Dør og raabte med 
haard og barst Stemme : „ Deodata , kom ind til 
mig ! “ Saasnart han vendte Ryggen til sin Hustru , 
kom der et triumferende Smil om hendes Læber , der 
tydeligt sagde : „ Jeg har vundet Spillet ; “ men det 
forsvandt , da han atter vendte sig imod hende ; lang 
Øvelse havde lært hende at være fuldkommen Herre 
over sit Ansigt . 

Deodata havde søgt Tilflugt i sit lille Værelse . 
Saadanne Optrin , som det nys skildrede med hendes 
Stifmoder , gjentog sig atter og atter , men de blev 
Dag for Dag tungere og mere trykkende for Deodata 
og ofte følte hun en næsten vild Længsel efter at 
gjøre sig fri , efter at bortkaste disse knugende Byrder 
og komme langt , langt bort , ligemeget hvorhen . Hun 
havde taget en Bog og begyndte just at glemme 
Virkelighedens Tryk for Digtningens lysere Verden , 
da hendes Faders barske Stemme naaede hendes Øre , 
og hun skyndte sig at adlyde , skjøndt hun vel vidste , 
at Irettesættelser og haarde Ord ventede hende . 
„ Du kaldte paa mig , “ sagde hun blidt og roligt , 
da hun traadte ind . 
Hendes Fader svarede : „ Ja , jeg vil tale alvorligt 
med Dig , Deodata . Du har gjort mig megen Sorg 
i de sidste Aar , men jeg hører nu , at det bestandig 
bliver værre med Dig , at Du endnu idag har givet 
din kun altfor overbærende Moder heftige og trodsige 
Svar . Du er saa uforbederlig , at jeg næppe 
veed , hvad jeg skal gjøre ved Dig ; Strenghed og 
Mildhed frugte lige lidt ; Du fremturer i din flette 
Opførsel , Du er saa forhærdet , at . . . . “ han holdt 
inde , som om han ledte efter Ord . 
„ At Du ikke kan finde Ord , haarde nok til at 

udtrykke min Slethed ! “ fortsatte Deodata med ubeskrivelig 
Bitterhed . 
„ Du maa endelig ikke troe , jeg har anklaget 
Dig for din Fader , bedste Deodata , “ sagde Fru 
Lindal hurtigt ; „ jeg har sket ikke fortalt ham , hvad 
der foregik imellem os ; men jeg saae bedrøvet ud , og 
din kjære Fader er saa klartseende — han saae det 
og vilde vide Grunden — han trængte saaledes ind 
paa mig , at jeg blev nødt til at tilstaae , at Du havde 
bedrøvet mig ved din — Ukjærlighed . “ 
„ Det er mig aldeles ligegyldigt , enten De har 
forklaget mig eller ei , “ sagde Deodata med samme 
rolige Bitterhed ; „ hvad enten De har gjort det eller 
ikke , veed jeg , at det er Deres Lyst og Glæde at 
paadrage mig Faders Vrede . “ 
„ Og jeg , som bønfaldt ham om Intet at sige 
til Dig ! Ak , hvor man bliver miskjendt ! “ 
„ Du vover at tale saaledes til din Moder , 
endogsaa naar jeg er tilstede , “ tordnede den opbragte 
Fader . „ Ja , nu har jeg med egne Øren hørt , hvor 
skamløs din Opførsel er ! Trodsige , forhærdede Pige , 
vidste jeg kun , hvormed jeg skulde straffe Dig ! men 
Du er saa skøv og kold , at det næppe er muligt , at 
Noget kan gjøre Indtryk paa Dig . “ 
„ Sløv og kold ! o , Fader , hvis Du vidste “ . . . . 

og hun pressede Haanden mod det voldsomt bankende 
Hjerte . 
„ Men det siger jeg Dig , og det staaer fast , ikke 
et eneste venligt Ord stal Du høre af mig , ikke en 
eneste Glæede vil jeg gjøre Dig , før jeg har hørt Dig 
tilstaae din Moder , at Du har været ond og utaknemmelig , 
at Du atter og atter har misbrugt hendes 
Godhed , og beder hende om Forladelse . “ 
„ Det er saa længe siden , Du sagde mig et venligt 
Ord , Fader , saa det er ingen ny Straf ; og hvad 
Glæde angaaer — “ 
„ Ti ! ikke et Ord mere — ikke et eneste Ord vil 
jeg høre af Dig , undtagen Du vil bede din Moder 
om Forladelse . Men lad os nu ikke tale mere herom ; 
vi kan snart vente vore Gjæster , og jeg vil dog nødig , 
at de skal træffe os saaledes . Et maa jeg blot sige 
Dig , Kathinka : det er mit bestemte Ønske , at Du 
fortæller mig , hver Gang Deodata taler til Dig , som 
jeg har hørt hende tale idag ; jeg vil vide det ; Du 
skal ikke taale hendes Uartigheder . “ 
„ Du maa ikke forlange det af mig , bedste Lindal ! 
det vilde gjøre mig saa ondt . Du veed ikke , hvor 
pinligt det er mig at høre Dig tale haardt til det 
stakkels kjære Barn . “ 
„ Jeg vil vide det , og Du vil dog vel tage 
Hensyn til mine Ønsker , Kathinka ? Du lover mig 

det altsaa ? Ikke et uhøfligt Svar , ikke en Indvending 
tager Du imod , uden jeg faaer det at vide . Vil Du 
love mig det ? “ 
„ Naar Du fordrer det saa eftertrykkeligt , nødes 
jeg jo til at love det , men jeg haaber , jeg ikke skal 
faae nogen Anledning dertil ; den kjære Deodata vil 
ikke bedrøve sin Fader . “ 
„ Vi vil haabe det , og lad saa det være nok for 
idag . — Jeg venter vore Gjæster om et Øieblik , 
Deodata , og jeg haaber , Du vil være lidt elskværdig 
og ikke saa tvær , som Du pleier . “ 
„ Du har givet mig en god Forberedelse til at 
være munter og elskværdig , “ svarede Deodata med sit 
bittre Smil . 
„ Du vover at svare mig saaledes ! “ raabte den 
let ophidsede Fader og stampede i Gulvet . „ Uartig 
til det sidste ! endnu ikke bøiet ! gjorde jeg Dig din 
Ret “ han løftede truende Haanden imod hende , men 
da han mødle sin Datters Blik , der var fast , roligt 
og uforfærdet , besindede han sig og lod Haanden 
falde ; maaskee tænkte han ogsaa , at han for i Dag 
havde viist Haardhed nok mod sit moderløse Barn . 
Deodata gik paany op paa sit Værelse og gav 
sin bittre Smerte Luft — ikke i husvalende Taarer , — 
de lettede kun sjeldent hendes forpinte Bryst — men 
i lidenskabelige Udbrud : „ Jeg har kun gjort Fader 

Sorg , det var hans Ord , og jeg lovede Dig , min 
Moder , at være ham en Trøst og Glæde ! dette Løste 
er da brudt som alle gode Forsætter . O , men hvad 
skal jeg gjøre ? Kan jeg da være noget for ham , naar 
hun bestandig stiller sig imellem os ? Ja , jeg er ond , 
forhærdet ; — jeg mærker kun altfor godt , hvor det 
brænder herinde : onde , bitre Tanker , Had og Misundelse ! 
Men jeg kunde være bleven anderledes , hvis 
der var En , der havde holdt af mig ; jeg kan ikke 
leve uden Kjærlighed , jeg gaaer tilgrunde uden den , 
det føler jeg ! Aldrig at høre et kjærligt Ord , aldrig 
møde et venligt Blik , kun Vrede , Mistanke , Bitterhed , 
eller denne falske Venlighed , der er værre end Alt ! 
Det er mig , som kunde jeg ikke udholde det længere , 
— jeg har dog kjendt , hvad det er at være elsket ; 
Du , Moder , lærte mig at kjende den varmeste , reneste 
Kjærlighed , og mit Hjerte sukker og tørsker efter 
den ! O , hvis der var En , hvem det saa var , Mand 
eller Kvinde , der kom mig imøde med sand Hjertelighed , 
o , jeg vilde elske , velsigne denne Ene altid , 
jeg vilde ganske hengive mig til den Eneste , der vilde 
sole for mig ! “ 

Femfe Kapitel . 
Omtrent en Time efter havde Deodata vundet tilstrækkeligt 
Herredømme over sig selv til at gaae ned 
i Stuen , hvor Gjæsterne havde samlet sig . Fru 
Lindal , pyntelig klædt , munter og livlig , venligt 
smilende og fuld af Opmærksomhed mod Alle , var en 
meget elsfværdig Værtinde og gjorde et ulige behageligere 
Indtryk paa Alle end den blege Stifdatter , der 
var alvorlig , kold og tilbageholden . En var der dog , 
der var fuldkommen ligegyldig for Fru Lindals behagelige 
Talemaader , mens hans Blik mange Gange 
med synlig Interesse søgte Deodata . Denne Ene var 
Harald Vågner , en ung Mand , der for et Aarstid 
siden havde taget Herregaarden Egeved i Arv efter 
sin afdøde Farbroder , og som i den sidste Tid havde 
været en hyppig Gjæst hos Lindals . Han var omtrent 
tredive Aar , høi og kraftig , med et mandigt og udtryksfuldt 
Ansigt . I de klare , graae Øines faste , 
rolige Blik , i det bestemte Træk om Mnnden stod 
tydelig at læse , at han havde en urokkelig Villie , men 
der var tillige en Alvor og Inderlighed i Blikket , der 
indgjød en uvilkaarlig Tillid . Deodata følte ogsaa 
dette , og hun fandt undertiden Glæde i at tale med 
ham ; der var baade Alvor og Sandhed i hans 

Underholdning , og hun var skidt mindre tilbageholden 
ligeoverfor ham end for Andre , ja engang imellem 
kunde hun et Øieblik endog glemme sine Sorger , naar hun 
talte med ham . Men at hans hyppige Besøg gjaldt 
hende , og at hans Øie altid søgte hende , faldt hende 
aldrig ind — hun anede det ikke . 
„ Er det Dem , der har ordnet disse Blomster , 
Frøken Lindal ? “ spurgte han , første Gang det lykkedes 
ham at komme hen ved hendes Side . 
„ Nei , jeg har Intet havt at gjøre dermed . “ 
„ Jeg tænkte det nok ; jeg var ganske sikker paa , at 
jeg kjendte Deres Maade at ordne Blomster paa ; den 
er anderledes let , blød og fri . Det er et Talent , Ingen 
kan give sig selv . “ 
„ Jeg har aldrig anet , at jeg havde noget Talent 
i den Retning , “ sagde Deodata ligegyldig . 
„ De veed ikke , at jeg ofte har beundret det , naar 
jeg har været her ; men da jeg saae Blomsterne idag , 
opdagede jeg strax , at det ikke var som sædvanlig , 
og jeg tænkte da vel , at det ikke var Deres Værk . “ 
„ De lader til at have et skarpt Blik . “ 
„ Det tør jeg ikke smigre mig med i Almindelighed , 
men hvor man føler varm Interesse i det 
Hele , har man ogsaa Lyst til at iagttage Smaating . “ 
Deodata 
saae forundret op paa ham ; men inden 

hun kunde svare , lød Fru Lindals Stemme : „ Min 
søde Deodata , vil Du ikke komme herhen ? Fru 
Bang vil gjerne høre Besked om et Arbeide , og Du 
forstaaer det langt bedre end jeg . “ 
Deodata efterkom hurtig Opfordringen og lagde 
ikke Mærke til , at Vågner rynkede Panden og syntes 
utaalmodig over , at hun forlod ham . Kort efter 
førte Lindal ham bort med de andre Herrer før at 
ryge , og han saae ikke den unge Pige igjen før ved 
Aftensbordet , hvor han forgjeves søgte at faae en 
Plads i hendes Nærhed . Siden lagde Fru Lindal 
aldeles Beslag paa ham , mens hun overlod Damerne 
til Deodala , men det undgik ikke den opmærksomme 
Værtinde , hvor aandsfraværende hendes Gjæst var , 
og hvor ofte hans Blik søgte hen til det Sted , hvor 
Deodala sad , og det ærgrede hende , thi hvad Ret 
havde vel hendes Stifdatter til at vinde en saa 
anseet og elskværdig Mands Kjærlighed ? 
Vagner fik da sket ikke talt med Deodala , før 
han sagde Farvel . „ Jeg har neppe seet Dem iaften , “ 
udbrød han ivrigt , „ idetmindste har jeg ikke et eneste 
Øieblik havt Leilighed til at tale med Dem — hvor 
kan dog det være ? Det er da ikke Dem , der forsætlig 
har undgaaet mig ? “ 
„ Undgaaet Dem , Hr . Vågner ? nei , hvorfor skulde 
jeg det ? “ svarede hun ligegyldig , men hun rødmede 

uvilkaarligt , og et Smil , fuldt af Haab , opklarede 
hans alvorlige Ansigt . „ En anden Gang bliver jeg 
vel heldigere — snart , meget snart , haaber jeg . “ 
Hun lagde ingensomhelst Betydning i hans Ord og 
lagde ikke Mærke til det talende , forskende Blik , der 
ledsagede hans hjertelige Haandtryk ; hun havde ophørt 
at tænke paa ham , faa Minutter efter at han 
var borte . Og da hun gik til Ro med et tungt 
Sind , med den knugende Følelse af at være saa ene 
og venneløs , havde hun ikke den fjerneste Anelse om , 
at et trofast Hjerte slog varmt og kjærligt for hende , 
og at en stærk Villie saa inderlig gjerne vilde beskyfte 
hende mod enhver Fornærmelse , enhver Ukjærlighed , 
naar hun blot vilde hengive sig til den . 
Deodata stod op den næste Morgen i den samme 
bittre , nedtrykte Stemning . Der er noget ubeskriveligt 
Trykkende ved at begynde en ny Dag med den faste 
Forvisning , at den ikke vil bringe nogen Lettelse for 
de Bekymringer , der trykkede igaar , at der ikke er det 
ringeste Haab om Befrielse fra de Byrder , der knuge 
En . Desuden følte Deodata denne Dag en Træthed 
og Svaghed , som om det var hende umuligt at bære 
mere . Ak , hun længtes efter at hvile sit trætte 
Hoved mod et kjærligt Bryst , at aabne sit Hjerte , 
udtale alle sine Sorger og finde Deltagelse , Trøst 
og Styrke , som hun havde fundet , naar hun kom til 

sin Moder med alle sine barnlige Sorger . Men den 
Tid var forlængst forbi , og hun maatte atter møde 
de gamle Onder , atter søle den bittre Skinsyge — 
dobbelt pinlig , fordi hun vidste , den var syndig — 
hver Gang hun hørte sin Fader tale saa venligt til 
sin Hustru , mens han behandlede hende , sin Datter , 
der sukkede efter blot et eneste kjærligt Ord , med endnu 
mere Barsfhed og Kulde end sædvanlig . Atter maatte 
hun taale sin Stifmoders opirrende Venlighed , der , 
som hun vel vidste , dækkede en endnu større Ukjærlighed . 
Hun længtes efter at give sin Smerte Luft i 
Graad , men hun kunde ikke græde , — og hun satte 
sig da til Klaveret og sang alle de melankolske Klagesange , 
der randt hende i Minde , med en Følelse og 
et Udtryk , der vilde have bevæget Mange ; men hendes 
Stifmoder var den Eneste , der var tilstede , og hun 
sagde kun : „ Min bedste Deodata ! Du maa virkelig 
synge mere opmuntrende Ting ; Du gjør mig ganske 
beklemt . “ 
„ Jeg skal ikke synge mere “ , svarede Deodata 
utaalmodig , idet hun reiste sig og gik hen imod Døren . 
„ Min kjære Pige ! Du har da ikke isinde at forlade 
Klaveret saaledes og lade alle dine Noder ligge 
spredte omkring ? Jeg maa virkelig bede Dig om 
at lægge dem tilrette . “ 

„ Undskyld , det var en Forglemmelse “ , svarede 
Deodata , idet hun vendte tilbage . 
„ Du maa undskylde , at jeg gjsr Dig opmærksom 
derpaa , min kjære Pige ; Du veed , hvor nødig jeg 
gjør Dig den ringeste Bebreidelse eller i mindste 
Maade retter paa din Opførsel — det har altid saadanne 
sørgelige Følger — men jeg synes ikke , jeg 
kunde tie stille dermed . Jeg er vant til og finder 
mig roligt i , at Du aldrig hjælper mig med at bevare 
Orden og Hygge i vore Stuer , at Du aldeles 
ingen Interesse har for alle de smaa Anliggender i 
dit eget Hjem , men at Du ligefrem gaaer ud paa 
at gjøre Uorden , kan jeg ikke lade hengaae upaatalt , 
ikke engang for dit eget Dels Skyld , min bedste Pige , 
thi det er en slem Vane for en ung Pige ikke at 
lægge tilrette ! “ 
Hele denne Talestrøm blev ført i denne blide , 
langsomme Tone , der var saa opirrende for Deodata 
og idag forekom hende næsten uudholdelig . Utaalmodig 
udbrød hun da : „ Jeg gjorde jo ikke en eneste 
Indvending ; hvorfor da spilde saa mange Ord paa 
en saa ubetydelig Ting ? “ 
„ Min kjære Deodata , Du skulde vogte Dig for 
denne utaalmodige Tone ; den klæder en ung Pige saa 
ilde , især ligeoverfor en Moder . “ 

„ O , tal dog nu ikke mere herom ! “ udbrød den 
unge Pige med kun halvt dæmpet Heftighed . , 
„ Bedste Deodata , jeg maa bede Dig tage Dig 
iagt for , hvad Du siger , for din egen Skyld . Hust 
paa det Løfte , din kjære Fader nødte mig til at give 
ham igaar , og vedbliver Du at tale i denne Tone , 
er det min tunge Pligt at fortælle ham det , og da— “ 
„ Og da , hvad da ? hvad kan vel skee ? “ spurgte 
Deodata , idet hun betragtede sin Stifmoder med 
funklende Øine . Hun knugede sine Hænder sammen 
og gav endelig sin Lidenskab Luft , idet hun med dirrende 
Stemme vedblev : „ Hvad Ondt kan De vel 
endnu gjøre mig ? Maalet er saa fuldt , at det ikke 
kan blive fuldere . Den sidste Gnist af Kjærlighed 
til mig er udslukt i min Faders Hjerte ; han har 
sagt , at jeg kun har gjort ham Sorg , jeg er kun en 
Byrde og Plage for ham , hvem jeg lovede min 
døende Moder at være til Trøst og Glæde ! mit 
Hjem er blevet forgiftet for mig , er blevet et Fængsel , 
glædeløst og elendigt ! mit Hjerte forhærdes i Bitterhed 
og Misundelse ! Alt dette er Deres Værk ; 
hvad bittrere Skaal kan De vel endnu iskænke mig ? 
Om De opægger min Faders Vrede saaledes , at han 
forflyder mig , jager sit eneste Barn fra sit Hus , 
hvad er det saa mere ! Bedre at lide Nød og Ydmygelse 
blandt Fremmede , end hades i mit eget 

Hjem , det Hjem , hvor jeg engang var et lykkeligt og 
elskef Barn . “ 
Fru Lindal slog Hænderne sammen og saae op 
mod Loftet med et Udtryk af Bestyrtelse , som om 
hun forfærdedes over saa megen Slethed . „ Aldrig 
har jeg hørt Mage ! “ sagde hun . „ Stakkels Barn ! 
jeg vil imidlertid ikke være vred , som Du fortjener 
det ; jeg kan kun føle Medlidenhed med Dig . Det 
maa være frygteligt at have et saadant Sind . Ak ! 
alle disse onde , vrede Ord , fordi jeg i den bedste 
Mening giver Dig en venlig Advarsel . “ 
Deodata smilede bittert . „ Ja , Deres gode Mening 
har jeg lært at kjende atter og atter ; Deres 
venlige Hensigter har jeg seet altfor mange Frugter 
af — det er Dem , der tilsidst driver mig til Fortvivlelse . “ 
Hun holdt inde ; — pludselig skjulte hun 
sit Ansigt i sine Hænder og udbrød med blødere 
Stemme : „ O , jeg vilde have været rolig og taalmodig , 
og saa siger jeg alle disse bittre Ord ! Moder , 
Moder , jeg kommer længere og længere bort fra Dig 
og hvad Du lærte mig ! jeg kan aldrig samles med 
Dig , naar jeg giver Vreden Rum i mit Hjerte ! “ 
„ Min bedste Pige , hvis Du blot gaaer i Dig 
selv , vil Du altid finde mig rede til at tilgive Dig ; 
jeg er det mest overbærende Menneske under Solen , 
som “ — men Deodata hørte ikke mere ; hun skyndte 

sig ud af Stuen for ikke atter at lade sig opirre . 
„ O , hvis der blot var en Eneste “ , sukkede hun , da 
hun var alene , „ der vilde sige mig et venligt Ord , 
der vilde række mig Haanden i Kjærlighed ! Men 
hvem kan vel holde af mig ? Jeg maa gaae venneløs 
igjennem Livet og indestænge alle mine Længsler 
i mit eget Hjerte ; men dette Liv kan jeg ikke udholde . 
Jeg maa bort herfra — hvorhen , hvorledes , det 
er det samme — blot bort ! ud mellem Fremmede , 
hvis Ligegyldighed dog ikke vil pine mig saa grændseløst ! “ 
Hun søgte at bekæmpe sin stærke Bevægelse , 
gik ind fil sin Fader og sagde mildt og roligt : „ Fader , 
jeg har en Bøn fil Dig ; vil Du een Gang , endnu 
en eneste Gang gjøre Noget for mig ? “ 
„ Du har just ikke givet mig Grund fil at søle 
Lyst fil at gjøre Noget for Dig “ , svarede han barst 
og rynkede Panden . 
„ Blot dette Ene “ , vedblev hun bedende ; „ jeg vil 
da være Dig saa inderlig taknemmelig . Vil Du vise 
mig den store Tjeneste at gjøre , hvad Du kan , for at 
skaffe mig en Plads som Lærerinde , Selskabsdame 
eller hvadsomhelst , snart , saa snart som muligt . “ 
„ Hvilken Taabelighed ! Troer Du , jeg vil sende 
min eneste Datter ud mellem Fremmede , naar vi har 
Overflødighed herhjemme ? Er det Følgen af mine 

Formaninger fil Dig , at Du spiller den Fornærmedes 
Rolle og ' forlanger at komme ud af Huset ? “ 
„ Nei , Fader , jeg er ikke fornærmet , jeg vil ikke 
gjøre Dig en eneste Bebreidelse ; men jeg kan ikke 
udholde at være herhjemme længere — det er den fulde 
Sandhed ! Med hver Dag bliver det mig tungere og 
pinligere at søle , at jeg ikke er til Nytte eller Glæde 
for et eneste Menneske , kun en Byrde og Plage baade 
for Dig og for din Hustru . Og alt det Gode , der 
endnu er tilbage hos mig , gaaer tilgrunde i disse 
Forhold , alt det Onde næres hos mig , jeg har ingen 
Kraft til at bekæmpe det , thi Ingen vil hjælpe mig 
dermed , som Moder gjorde , og jeg føler mig bestandig 
svagere . Gjør mig denne ene Tjeneste , og jeg vil 
altid være Dig taknemmelig , skaf mig en Plads , 
hvorsomhelst , hos hvem Du vil ! “ 
„ Plag mig dog ikke mere med den tossede 
Snak ! “ sagde hendes Fader , utaalmodig over de 
mange Ord . „ Du var ogsaa den Rette at sende ud 
mellem Fremmede ! Jeg kunde aldrig med god Samvittighed 
anbefale et saa heftigt og lunefuldt Væsen , 
som Du er ! Lærerinde eller Selskabsdame ! Du , som 
aldrig kan rette Dig efter Andre ! “ 
„ Kan Du ikke anbefale mig dertil , saa siig mig 
da noget Andet “ , vedblev Deodata med Alvor . „ Jeg 
vil gjerne udføre det simpleste Arbeide , naar jeg blot 

kommer bort herfra , fra mit Hjem , hvor jeg daglig 
iagttages med hadefulde Øine . “ 
„ Ingen forskruede , høitravende Talemaader ! Det 
simpleste Arbeide , ja Du er godt skikket dertil ! Nei , 
bliv i dit Hjem , der er din Plads ; væer en god og 
søielig Pige mod din Stifmoder , og Alt er godt ; 
din Trods er den eneste Hindring for , at Du kan 
være lykkelig her . “ 
„ Lykkelig kan jeg ikke være “ , svarede den unge 
Pige med dirrende Læber ; „ dertil mindes jeg endnu 
altfor klart mit store Tab — jeg kan ikke glemme 
saa let og hurtigt som Du , Fader ! — Men jeg 
gjør ingen Fordring paa Lykke , nei , nei ! blot lidt 
Hvile , lidt Fred , lidt Venlighed , ikke altid Miskjendelse , 
Vrede , Tilsidesættelse ; — men jeg føler , her 
kan det ikke blive anderledes , — hav derfor Medlidenhed 
med mig ! lad mig komme bort ! “ 
„ Nei , nu bliver jeg for Alvor vred ! “ udbrød 
Lindal heftigt og slog i Bordet , saa det dundrede . 
„ Længe nok har jeg villet tale Dig til Rette med det 
Gode . Hør da nu eengang for alle : Du bliver her , 
i dit Hjem , og jeg vil ikke høre et Ord mere om 
dit taabelige Indfald , hører Du ! Troer Du , jeg 
vil have , at Folk skal sige , at jeg maa sende min 
Datter ud af Huset , fordi hun har en Stifmoder ? 
troer Du , jeg vil , der skal sættes en Plet paa hende , 

naar det kun er din Egensindighed , der er Skyld i , 
at Forholdet ikke er , som det burde være ? “ 
„ O , Fader , kan ikke din Datters Fred veie op 
imod Folks Omtale ? “ 
„ Ti ! ikke et Ord meer om den Sag ! Du kunde 
være glad og fornsiet med saadan en Stifmoder . 
Hun er kun altfor overbærende ; havde hun været 
mere bestemt , havde hun vel kunnet bøie Dig . Her 
er din Plads , og er Du lydig og venlig mod din 
Moder , vil Du faae det godt ; vil Du ikke være det , 
skal Du tvinges dertil ; jeg kan dog vel endnu magte 
Dig . Og nu ikke et Ord mere ; der er Deren . “ 
Deodata følte , at al videre Bøn vilde være forgjæves , 
men endnu bittrere end Skuffelsen faldt hvert 
af hendes Faders haarde , ukjærlige Ord paa hendes 
Hjerte . Hun gik tæt hen til ham , lagde sin skjælvende 
Haand paa hans og sagde blidt : „ Jeg skal 
aldrig mere omtale dette , jeg skal stræbe at bære Alt , 
men siig blot , Fader , at Du tilgiver mig , og at Du 
endnu har lidt tilovers for din Deodata ! “ Men 
hendes Fader lagde ikke Mærke til det bønfaldende 
Blik , der ledsagede disse Ord , og han hørte ikke 
Heller den Inderlighed i Stemmen , der kom fra et 
Hjerte , som var nærved at fortvivle og nu klyngede 
sig til det sidste Haab ; han stødte hendes Haand bort 
og sagde barsk : „ Det nytter kun lidt , at Du begynder 

at tale i en rørende Tone efter Alt , hvad Du har 
sagt ; jeg er vred paa Dig og lader mig ikke saa let 
formilde . “ 
Deodata saae iveiret . Var hun for stedse udelukket 
fra sin Faders Kjærlighed , skulde han idetmindste 
ikke see , hvor dybt det smertede hende . „ Jeg 
lover Dig , Fader “ , sagde hun koldt , „ at jeg aldrig 
mere skal plage Dig med at tale i en „ rørende “ 
Tone . “ 
Hun gik , men udenfor Døren standsede hun , 
overvældet af sin Smerte . „ Det er da nigjenkaldelig 
besluttet “ , tænkte hun , „ at jeg for bestandig skal være 
lænket til dette Sted . Alle Bønner ere overmodige . 
Hvilken Fremtid at see imøde ! Hvorledes skal jeg 
udholde dette Liv Aar før Aar ! Mit Hjerte raaber 
efter Befrielse , men den kommer ikke ! Taalmodighed 
— kunde jeg blot lære den^ men jeg kan ikke — jeg 
var altid heftig og utaalmodig , og nu — Ingen 
hjælper mig . Kunde jeg blot bede Gud om Styrke , 
men jeg skjælver før ham ; stundom er det mig , som 
om Gud og Mennesker havde forladt mig ! “ Hun 
var nærved at briste i Graad , og Taarerne vilde 
have lettet det bittre Sind , men Stoltheden holdt 
dem tilbage , og med Præget af en fast Villie i det 
blege , forskende Ansigt gik hun ind til sin Stifmoder 
og sagde : „ Det gjør mig meget ondt , at jeg glemte 

mig selv før ; jeg haaber , De vil glemme mine overilede 
Ord . “ 
„ Min bedste Deodata , jeg vil stræbe at glemme 
dem . Jeg tilgiver Dig , eller rettere , jeg har allerede 
tilgivet Dig , ^ thi jeg føler en saadan Medlidenhed 
med Dig , at jeg virkelig ikke kan blive vred paa Dig . 
Stakkels Pige ! det maa være frygteligt at have et 
saadant Sind . “ 
Deodata pressede Læberne fast sammen før ikke 
atter at give et heftigt Svar og satte sig roligt hen 
ved Vinduet med sit Arbeide . Men hun fik kun et 
Øiebliks Hvile ; da kom hendes Fader ind med hurtige , 
urolige Trin , der altid vare Tegn paa , at han 
var i Oprør . Som det ofte gaaer med svage og 
heftige Charakterer , havde han tænkt sig endnu mere 
vred , efter at hans Datter var gaaet , og han maatte 
have Luft . „ Jeg har tænkt mere over , hvad Du 
sagde , Deodata “ , raabte han , „ og jeg seer nu , hvad 
Du egenlig vil . Det var naturligvis ikke din Mening , 
at Du vilde ud , nei , dertil har Du det saamen 
for godt i dit Hjem ; men Du vilde ved en List faae 
-mig til at forkjæle Dig , lade Dig have din Villie i 
Alt , Du vilde stille din Fader Stolen for Døren — 
det var en smuk Hensigt ! men , nei Tak ! det er ikke 
saa let at løbe med din Fader , og Du har opnaaet 
lige det Modsatte af din Hensigt . Du er uartig mod 

din Stifmoder , snedig mod mig , og Du maa holdes 
i Tømme , seer jeg . “ 
„ Fader , Du sagde før , at Du ikke vilde høre 
et Ord mere om den Sag , jeg før forgjæves bragte 
paa Bane , hvorfor taler Du da selv derom nu ? “ 
„ Ingen Næsviisheder , Frøken ! Jeg taler , naar 
jeg vil , og tier , naar jeg vil , i mit eget Huus ; og 
jeg lader mig Intet foreskrive af en Datter , som — 
som — kun har gjort mig Sorg , som sfaffér mig 
den ene Ærgrelse efter den anden , saa jeg aldrig kan 
have Fred — . “ 
„ Kjæreste Lindal ! “ faldt hans Hustru ham i 
Talen med sin allerblideste Stemme ; „ tal dog ikke 
saa haardt til den stakkels Deodata — hun bliver 
ganske bleg , — det gjør mig saa ondt for hende . “ 
„ Forsfaan mig idetmindste for Deres Medlidenhed ! “ 
udbrød Deodata , ude af sig selv og saae paa 
sin Stifmoder med lynende Øine . „ Den ligner altfor 
meget Krokodilens Graad ! “ 
Fru Lindal sukkede sit sædvanlige : „ Hvor man 
dog bliver miskjendt ! “ men hendes Husbond , ægget 
til det Yderste , tordnede løs : „ Du vover at tale saaledes 
til din Moder i min Nærværelse ! Bed hende 
paa Øieblikket om Forladelse — hører Du — eller 
— tag Dig iagt ! “ 
„ Jeg kan ikke , Fader “ , svarede Deodata roligt ; 

„ det vilde være Hykleri , thi jeg kan ikke kalde tilbage , 
hvad jeg sagde . “ 
„ Du trodser mig — nu , vi skal see , hvem af 
os to der er den stærkeste ! Du beder din Moder 
om Forladelse — strax — paa Øieblikket — jeg vil 
adlydes ! “ 
„ Man gjør ikke saadanne Ting paa Kommando , 
Fader , og det vilde være urigtigt , om jeg gjorde det , 
thi en Bøn om Tilgivelse maa være oprigtig ment , 
ellers er den ikke blot betydningsløs , men falfl . Jeg 
kan ikke adlyde Dig . “ Hun saae rolig og uforfærdet 
op paa Faderen med sine klare , smukke Øine , men 
han , der aldrig var vant til , at man i hans aabne 
Øine modsatte sig hans Villie , hvor ofte den end 
ellers blev omgaaet , opirredes endnu mere : „ Du 
understaaer ' Dig til at sige det — og see saadan paa 
mig — Du er den trodsigste Pige , jeg har kjendt , 
men Du skal knækkes , Du skal gjøre , som jeg siger , 
Du skal ! “ 
Fru Lindal fandt nu , at det begyndte at gaae 
for vidt . „ Bedste Lindal “ , sagde hun , „ Du overiler 
Dig ! fat Dig , kjære Ven , og bliv lidt rolig ! “ Han 
besindede sig ogsaa og stod et Øieblik taus og skamfuld 
over sin Hidsighed . Men netop naar han blev 
rolig , vendte hans Vrede sig altid mod den , der 

havde bragt ham til at miste Herredømmet over sig 
selv , og Deodata havde Intet vundet . 
„ Gaa ind i dit Værelse “ , sagde han til hende , 
„ jeg vil ikke tale med Dig , før Du gaaer i Dig 
selv . “ Hun adlød og saae først sin Fader igjen , da 
de alle Tre samledes ved Middagsbordet , hvor han 
lod , som om hun ikke var tilstede , og søgte at skjule 
sin Ærgrelse over sin Hidsighed ved at tale med sin 
Hustru med sædvanlig Munterhed . „ Det er saadant 
et smukf Veir idag “ , sagde han tilsidst , „ og jeg har 
derfor tænkt , at vi skulde kjøre ud i Skoven ; hvad 
siger Du dertil , Kathinka ? “ 
„ Det vil være deiligt ! Du er saa venlig og 
tænker altid paa at glæde mig . “ 
„ Deodata bliver naturligvis hjemme . “ 
„ Det er ingen Straf , Fader “ , sagde den unge 
Pige med et sørgmodigt Smil ; „ det var mig umuligt 
at glæde mig over Naturens Skjønhed idag . “ 
Sjette Kapitel . 
Geodata sad ved Vinduet og saae Vognen rulle 
bort — hendes Fader og Stifmoder kunde vel glæde 

sig uden hende . Hun var taknemmelig for Ensomheden , 
men den var et Billede paa hendes forladte , 
venneløse Tilstand , og hendes Læber hviskede næsten 
uvilkaarlig Ordene af den Sang , hun saa ofte havde 
sunget : „ men den som har flet ingen Ven , han sidder 
ved Kvel alene . “ Hendes forpinte Hjerte kunde dog 
ikke aabne sig for de trøstefulde Ord i det næste 
Vers : „ Det Barn , som sidder mest forladt , Gud 
Fader selv vil bevare ! “ Turde vel hun , med Sindet 
fuldt af Vrede og Bitterhed , troe , at hun var Guds 
Barn ? „ Jeg kan ikke bære det mere “ , sukkede hun ; 
„ enten maa mit Hjerte blive til Sten , eller jeg maa 
fortvivle ! O , en Befrielse fra dette Liv — hvilkensomhelst 
— men ak ! den vil ikke komme ! “ Lyden af 
Hovslag bragte hende til at løste Hovedet , og hun 
saae en høi , statelig Rytter ride ind i Gaarden ; det 
var Harald Vågner . Han saae op til Vinduet , hilste , 
og et glad Smil gled hen over hans alvorlige Ansigt . 
„ Hvor han seer ædel og mandig ud “ , tænkte Deodata ; 
„ der er Noget i dette aabne , alvorlige Blik , 
der indgyder mig en ubetinget Tillid . Var jeg ikke 
saa ulykkelig , kunde jeg glæde mig ved hans Besøg ; 
nu er det mig en Byrde som alt Andet ! “ Hun 
kvalte det Suk , der vilde følge denne mismodige Tanke , 
thi Vågner var nu allerede hos hende . Hun reiste 
sig , og han hilste hende venligt og kjærligt , men det 

forekom hende , at hans Væsen var anderledes , end 
det pleiede at være , og at hans klare , graae Øine ikke 
havde deres sædvanlige faste og rolige Udtryk . 
„ De træffer mig uheldigvis ene hjemme “ , var 
hendes første Ord . 
„ Uheldigvis ! “ gjentog han livligt , „ nei , det 
haaber jeg ikke . “ 
Deodata saae forundret paa ham , men lagde 
dog ingen videre Betydning i hans Ord og vedblev 
roligt : „ Min Fader og hans Hustru benyttede det 
gode Veir til at kjøre ud i Skoven . “ 
„ Og de har ladet Dem blive ene tilbage ? “ 
spurgte han næsten heftigt , idet han saae fast og forstende 
ind i de mørke , sørgmodige Øine . 
„ De skal ikke beklage mig “ , svarede hun med et 
svagt Smil ; „ Ensomheden er ikke Pinlig eller trykkende 
for mig ; den er ofte en Vederkvægelse . “ 
„ Den kan stundom være det ; men De , der er 
saa ung , burde ikke føle det saa ofte ; ja De trænger 
netop til Liv og Glæde ; De burde ikke saa ofte tye 
til Ensomheden for at sinde Næring for tunge 
Tanker . “ 
„ Ak , jeg behøver ikke Ensomheden for at nære 
dem ! “ udbrød Deodata uvilkaarligt . „ De vil komme 
altid og overalt . “ 
„ De maa , De bør ikke tale saaledes . Vel veed 

jeg , at De ikke er lykkelig i Deres Hjem , at der er 
meget , som trykker Dem , og det har jeg vidst længe . 
Jeg har læst i Deres blege Kinder og sørgmodige 
Øine , at De følte Dem ulykkelig , og jeg har felt en 
stærk Længsel efter at bryde de Lænker , der tyngede 
Dem . Men , om end Andre har Skyld , maa De 
dog ogsaa see nogle Feil hos Dem selv ; De er saa 
indesluttet , saa tilbageholden , at det neppe er muligt 
at komme Dem imøde eller faae Indgang hos Dem . 
De veed ikke , om ikke maaskee Mange holde af Dem , 
men bæve tilbage for denne Kulde . “ 
„ Maastee ; men det er neppe rimeligt . Jeg skal 
tilvisse Heller ikke fortænke nogen Fremmed i , at han 
ikke har noget tilovers for mig ! Men i det daglige 
Liv , i sit eget Hjem , “ tilføiede hun med dæmpet 
Stemme , „ der er Ukjærligheden saa tung at bære ! 
Men hvad er det , jeg siger ! “ afbrød hun sig selv , 
dybt rødmende , „ jeg glemmer mig ganske ! Undskyld 
mig , Hr . Vågner ! De træffer mig i et meget svagt 
Øieblik , og jeg maa bede Dem glemme de taabelige 
Ord , der undslap mig . “ 
„ Nei , jeg vil ikke glemme dem , og De maa ikke 
frygte for at give mig Deres Fortrolighed . Jeg er 
netop kommen for at bede om Ret til at dele alle 
Deres Bekymringer , Alt , hvad der trykker Dem ; “ 
og mens han talte , greb han hendes Haand og holdt 

den fast i sin . See ikke saa forundret paa mig ; det 
er min dybeste Alvor , og kan det være saa overraskende 
for Dem ? Jeg kom her i Haab om at faae 
Leilighed til at tale med Dem : Lykken var mig 
gunstig , og jeg skal ikke tøve med at benytte den . 
Jeg er ingen romantisk Yngling , som i glødende 
Udtryk vil fortælle Dem om en lidenskabelig Kjærlighed ; 
men De er den eneste Kvinde , jeg nogensinde 
har elsket , nogensinde vil elfle , og Meget ligger for 
mig i Deres Svar paa min Bøn : vil De være min 
Hustru ? “ 
Hans Stemme var alvorlig , og ivrigt forskende 
saae han ind i den unge Piges Øine . Deodata 
skjælvede af Bevægelse . „ Det kommer mig saa 
uventet — det er saa nyt , saa forunderligt — jeg 
kan ikke forstaae det . Hvor kan De elfle mig , Hr . 
Vågner ? der er jo Intet hos mig , der er værd at 
elfle ; jeg vilde kun blive en Plage for Dem ; De 
kjender ikke mine tusinde Feil ! “ 
„ Jeg kjender Dem maaskee bedre , end De troer ; 
De veed ikke , hvor omhyggeligt jeg har søgt at læse 
i disse kjære Øine ! De har Feil , ja ganske vist ! 
Troer De , min Kjærlighed er en blind Beundring ? 
nei , Deodata , det vilde være en daarlig Borgen for 
dens Troskab ! Men saaledes , som De er , netop 
saaledes , har mit Hjerte følt sig hendraget til Dem , 

og jeg længes efter at kalde Dem min Hustru . 
Deodata , kjære Deodata , har De Tillid til mig , saa 
stor en Tillid til mig , at De vil følge mig , at De 
vil dele Livets Glæder og Sorger med mig , og Livets 
Pligter , dem vi aldrig kan støde fra os ? Lad mig 
ikke forgjæves haabe ! Det vil være min kjæreste 
Stræben at gjøre Dem lykkelig og at beskytte Dem 
mod alle Livets Storme , saa vidt min Kraft formaaer ! 
— Svar mig , kjære Deodata , kan De , vil 
De give mig Lov dertil ? “ 
„ Er det virkelig sandt — kan De virkelig elske 
mig ? “ stammede Deodata , næsten uden at vide , hvad 
hun sagde ; „ vil De bære over med mig , med alle 
mine Feil — saa — jeg har fuld Tillid til Dem — 
tag mig da , som jeg er — hvor kan jeg svare 
Andet ! jeg trænger jo saa haardt til Kjærlighed ! “ 
Han lagde sin Arm om hendes Liv og drog hende 
fast til sig ; hendes trætte Hoved sandt Hvile ved 
hans Bryst , og en forunderlig Følelse af Tryghed og 
Fred , som hun ikke havde kjendt i mange Aar , gjennemtrængte 
hendes Hjerte . Hun tænkte ikke alvorligt 
over , hvor betydningsfuldt det Svar var , hun nys 
havde givet , og at det skulde være afgjørende for hele 
Livet ; hun ransagede ikke sit Hjerte , om der virkelig 
der var den stærke , varme Kjærlighed , som kan bestaae 
i alle Livets Omskiftelser ; nei , hun havde næppe 

Evne til at tænke , hun hengav sig blot ganske til den 
nye og forunderlige Følelse , at der var En , som 
holdt af hende , som aldrig vilde forlade hende , og 
hendes stakkels Hjerte , der saa feberagtigt havde tørstet 
efter blot et Glimt af Venlighed , lyttede med stille 
Henrykkelse til denne kjærlige Stemme . „ Min stakkels 
lille Pige ! “ hviskede den ; „ har Du havt saa lidt 
Glæde , saa lidt Kjærlighed ! Gud give , jeg maa lære 
Dig at kjende begge i fuldt Maal ! Kom til mig med 
alle dine Sorger og Bekymringer ; Du skal altid 
finde et villigt Øre og — det haaber jeg , Hjælp og 
Styrke . Lad mig blot faae din Fortrolighed helt og 
fuldt , min Deodata ! “ 
Hun var dybt bevæget ; hun havde ikke anet , at 
denne stærke , alvorlige Mand kunde tale saa mildt og 
blødt ; det var hende et Øieblik , som vuggedes alle 
hendes Lidenskaber , alle hendes urolige Følelser til 
Hvile i hans Arm , som havde det trætte , syge Sind 
fundet en Havn . Hun havde ikke sagt Vågner , at 
hun elskede ham , men det faldt ham aldrig ind at 
tvivle derom ; han havde en ubetinget Tillid til den 
Kvinde , han havde sfænket sin Kjærlighed , og han 
ansaae det før umuligt , at hun kunde give sig hen , 
uden at Hjertet heelt fulgte med ; Heller ikke havde 
han saa ringe Tanker om sig selv , at han kunde 
tvivle om , at hans varme Kjærlighed havde vakt en 

tilsvarende i hendes Hjerte , om hun end ikke før 
havde været sig den bevidst . De satte sig ved hinandens 
Side og talte sammen , eller rettere sagt det 
var mest ham , der talte . Han udmalede deres 
Fremtid , talte i milde , glade Udtryk om den Forandring , 
hans Husfru vilde bringe i hans før saa 
ensomme Hjem , skildrede hende de Pligter , der ventede 
hende , de Fordringer , han vilde stille til hende ; thi 
han var jo ikke en blind , lidenskabelig Elffer , der 
hengiver sig til den berusende Glæde at have vundet 
sit Hjertes Dronning ; — han var den alvorlige , 
tænksomme Mand , der søgte en Husfru , en trofast 
Medhjælp i sin Livsgjerning . Og Deodata saae op 
paa ham med et ydmygt , taarefyldt Blik i de smukke , 
udtryksfulde Øine , og hun svarede ham ydmygt , 
ydmygere end nogensinde , at hun var meget svag , 
fuld af Feil , men hun vilde gjøre Alt , hvad han 
vilde have , kunde han blot bære over med hendes 
Skrøbeligheder , og han forsikkrede hende med et kjærligt 
Smil , at han kunde bære over med meget , naar hun 
blot vilde have ubetinget Tillid og Fortrolighed til 
ham ; „ thi gjensidig Tillid , Deodata , er Hovedbetingelsen 
for Ægtefolks Lykke ; “ og hun lovede med 
dirrende Læber „ ubetinget Tillid , “ men hendes egen 
Stemme forekom hende fremmed og unaturlig . Ia , 
under alt dette havde hun egenlig flet ikke været sig 

selv ; hun havde lyttet og svaret som halvt i Drømme , 
og hun følte tilsidst Nødvendigheden af at rive sig 
ud af denne forunderlige Tilstand , at samle sig og 
klare sine Tanker . Hun reiste sig da pludselig og 
udbrød : „ Tillad mig at være et Øieblik alene ; jeg 
trænger til at tænke lidt i Ro . “ 
Han lod hende gaae , og hun ilede op paa sit 
lille Værelse . Hun satte sig ned og tilbagekaldte i 
sin Erindring Alt , hvad der var foregaaet i den sidste 
Time , og hun forskod først nu ret , hvad det var , der 
var skeet : at hun havde bundet sig for hele Livet , at 
hun havde givet den Mand , der endnu for en Time 
siden var hende en Fremmed , Ret over hende , ikke 
for en Dag eller et Aar , men for hele Livet . Hun 
tænkte paa de Drømme , hun i fin tidligste Ungdom 
havde havt om Kjærlighed , og hun følte , at hun ikke 
elskede Harald Vågner , om hun end agtede ham og 
havde Tillid til ham , og at det var en Synd , en 
Uret imod ham at blive hans Hustru uden denne 
Kjærlighed , og hun var nær ved at ile til ham og 
tage sit Ord tilbage , men hun standsede atter tvivlraadig . 
Hun mindedes , hvor ulykkelig hun havde 
været , hvorledes hun havde sukket efter Befrielse fra 
sit elendige Liv , efter et Glimt af Kjærlighed , og var 
da ikke , han kommen , som sendt fra Gud , da hun 
var Fortvivlelsen nær ? Det havde været saa sødt at 

høre en kjærlig Røsf , efterat hendes Hjerte saa længe 
havde lidt i Hjemmets isnende Kulde ; han var den 
Eneste i Verden , der havde hende kjær , vilde hun da 
ikke i Tiden lære at elske ham ? — Den bedre Stemme 
i hendes Indre sagde hende , at hun skulde modstaae 
den Magt , der drog hende til ham , fordi det kun 
var Egenkjærlighedens Længsel efter Befrielse , ikke 
Kjærlighedens Hendragen imod den , hun ene kunde 
elske , og der foregik en lang og haard Kamp mellem 
disse to modstridende Stemmer . Tilsidst troede hun 
dog af komme til Fred , og hun sagde til sig selv , af 
det Ja , hun alt havde givet , maatte ikke tages tilbage ; 
hun vilde ikke atter stødes ud i det kolde Mørke 
og miste den Kjærlighed , der et Øieblik havde gjort 
hende saa lykkelig . Da faldt hun paa Knæ og bad 
varmt og inderligt til Gud , af han vilde give hende 
Naade til af blive Vågner en god og trofast Hustru ; 
derpaa reiste hun sig styrket , fast i sin Beslutning og 
forvisset om , af den var Guds Villie . 
„ Hvor kunde Du lade mig være ene saa længe ! “ 
udbrød Vågner , da hun kom tilbage . „ Du maa 
lære af tænke i min Nærværelse , kjære Deodata , “ 
tilføiede han med et kjærligt Smil , idet han tog 
hendes Haand . Deodata smilede og talte med ham 
som før , men den dybe Glæde , hun havde følt i den 
første Times Bevægelse , var forsvunden , og , fljøndt 

hun atter og atter sagde til sig selv , af hun skulde 
være tilfreds og glad , af hun engang vilde lære af 
blive virkelig lykkelig , var der dog bestandig Frygt 
og Uro i hendes Sind . 
Da Lindal og hans Hustru kom hjem , traadte 
Vågner dem strax imøde , med Deodatas Haand i sin , 
og bad om deres Samtykke og Velsignelse . Lindal 
gav dem den villig og glad . Hans Hustrues Følelser 
vare af en anden Beskaffenhed : hun undte ikke 
sin Stifdatter , hvad hun ansaae for at være en stor 
Lykke , men hun gjorde gode Miner til flet Spil , omfavnede 
Deodata og bad Vågner dog endelig ikke 
altfor snart at berøve hende deres „ kjære , søde Pige ; “ 
men hans klare Blik havde alt for længe siden gjennemskuet 
hende , og han svarede med kold Høflighed . 
Lindal var ude af sig selv af Glæde . I sin Fryd 
og Stolthed over , at en Mand , hvem han agtede saa 
høit som Harald Vågner , havde valgt hans Datter , 
glemte han Alt , hvad der havde været iveien , glemte 
han , at han nylig havde erklæret Deodata , at hun 
kun havde gjort ham Sorg , og roste hende nu ligesaa 
meget , som han før havde dadlet hende , som om 
hun pludselig var bleven forvandlet ved Vagners 
Kjærlighed . Han var utrættelig i at fremhæve alle 
sin Datters gode Egenskaber , til Deodata rødmede af 
Undseelse , og Vågner smilende sagde , at han nok selv 

skulde opdage alt dette , om han ikke allerede havde 
gjort det . 
Det var saaledes Haralds Kjærlighed , der skjænkede 
Deodata hendes Faders Venlighed , som hun 
saa længe forgjæves havde attraaet ; og skjøndt hun 
vel vidste , at denne Venlighed ikke var at bygge paa , 
glædede den hende dog ubeskriveligt . Var det ikke et 
Tegn paa , at det nye Baand vilde bringe hende Velsignelse ? 
var ikke denne Dag som et Morgengry for 
en bedre og lykkeligere Tid ? Hun var i en mildt 
bevæget Stemning , og da hun sagde Farvel til sin 
Fæstemand , saae hun ind i hans trofaste Øine med 
en Følelse af dyb og inderlig Taknemmelighed , men — 
Taknemmelighed er ikke Kjærlighed . 
Sivende Kapitel . 
Ak , det , som Deodata havde hilst som en Befrielse , 
-blev meget snart en trykkende Lænke . Alt den næste 
Gang , Harald Vagner besøgte hende , følte hun med 
pinlig Vished , at hun ikke elskede ham , og — som 
hun med Bitterhed sagde til sig selv — hun vilde 
aldrig elske ham . Hans Ømhed — denne rolige , 

mandige Ømhed , der vilde have gjort en elskende Kvinde 
saa lykkelig , pinte og besværede hende , og hun gyste 
tilbage for de nye Pligter , der ventede hende ved hans 
Side . Med hver Gang hun saae ham , blev det 
hende klarere , hvilket frygteligt Misgreb hun havde 
begaaet , hvor uskikket hun var til at blive hans 
Hustru , og hvor lidet de passede sammen . Saa længe 
han var hos hende , tvang hun sig til at synes munter 
og glad , til at tale og smile ; men naar han var 
borte , var hun aldeles udmattet af at forstille sig , 
og hun foragtede næsten sig selv , fordi hun havde 
grebet dette Middel til Befrielse , og fordi hun bedrog 
den Mand , der elsfede hende . Ofte blev denne Tanke 
hende uudholdelig , og hun pønsede da paa , om det 
ikke var muligt at bryde dette trykkende Baand ; men 
efter nye Kampe kom hun altid til den Slutning , at 
det var umuligt . Hun havde givet sit Ia , og det 
burde være bindende for bestandig ; hun kunde ikke 
beskæmme Harald i Verdens Øine , og hun kunde 
ikke volde sin Fader denne Sorg . Hvorledes skulde 
hun bære hans Vrede ? Nei , det var for silde ! selv 
havde hun smedet Lænken , og hun maatte bære den 
uden Klage . For silde ! der er noget sønderrivende i 
dette Ord , og det trykkede ogsaa Deodata til Jorden , 
mens hun indesluttede sin Smerte i sig selv og forstillede 
sig ligeover før alle Andre . Ak , denne Forftillelse 

var hende det pinligste af Alt ! Hun glemte 
næsten , -hvor ulykkelig hun havde været før ; og alle 
de smaa Ydmygelser , som hendes Stifmoder ofte 
paadrog hende endnu , gled hende næsten ubemærkede 
forbi ; de var aldeles forsvindende ved Siden af den 
knugende Følelse af , at hun havde begaaet en stor 
Uret , som hun daglig fortsatte . Harald var fuld af 
Længsel efter Bryllupet ; paa hans indtrængende 
Bøn blev det bestemt til November , thi Deodata 
gjorde ingen Indvending , skjøndt hun gyste ved at see 
det saa nær og atter og atter sagde til sig selv , at et 
Liv , fuldt af Mørke og Elendighed , laa foran hende . 
Og i sin bittre Sorg over at være bunden med de 
fasteste Baand til en Mand , hun ikke elskede , var det , 
som om Tilliden , Agtelsen , Taknemmeligheden — 
denne løse , skjøre Grund , hvorpaa hun havde villet 
bygge sin Fremtids Lykke — sank under hendes 
Fødder , og der var mangt et Øieblik , hvori hun 
følte Mistillid , Uvillie , ja næsten Vrede imod ham , 
hvis bedste Tanker og varmeste Følelser gjaldt hende , 
og som var opfyldt af Planer til at glæde hende , 
som længtes efter at trylle Roserne frem paa hendes 
blege Kinder og see Ungdommens Frisfhed og Glæde 
lyse i hendes sørgmodige Øine . Han mente , at det 
var Kjærlighedens Solsfin , hun manglede , og han 
længtes , baade for hendes og for sin egen Skyld , 

efter at rive hende ud af de trykkende Forhold og 
have hende helt for sig selv . Allermindst anede han , 
at netop denne Kjærlighed var hende en Byrde , at 
den Dag , han længtes efter , blev af hende imødeseet 
med Rædsel . Tillidsfuld og umistænksom lod han 
sig fuldstændigt bedrage . 
Langsomt , uendelig langsomt hensneg Efteraarsdagene 
sig for Deodata ; hvert Minut forekom hende 
at være en Time , og dog sukkede hun over hver Dag , 
der gik ; thi den bragte hende jo altid nærmere mod 
den saa frygtede Dag , der uigjenkaldelig skulde binde 
hende . Mange søvnløse Nætter tilbragte hun i næsten 
fortvivlede Kampe , der ofte endte med den Beslutning , 
at hun vilde bryde Lænkerne , skrive til Harald , 
fortælle ham Alt , og bære den Vrede og Foragt , 
der vilde blive Følgen . Men naar Morgenen brød 
frem , svigtede Modet hende ; da havde hun ikke Styrke 
til dette Skridt og besluttede atter at fuldføre , hvad 
hun i frygtelig Forblindelse og Overilelse havde 
begyndt . Alt dette indvirkede paa hendes Legeme ; 
hun følte sig saa træt og mat , at hun stundom grebes 
af et vildt Haab om , at Gud maaskee vilde tage 
hende bort fra dette tomme , elendige Liv . Mangen 
Time tilbragte hun ved sin Moders Grav i lidenskabelig 
Graad og brændende Bønner til Gud , om 
at han vilde kalde hende bort forinden den skrækkelige 

Dag , da hun skulde give et falsk Løste . Hun sukkede 
og længtes efter Hvile ; og om hun end vidste , at 
Døden ikke bragte Hvile , men at der var et Liv efter 
dette ; om hun end ansaae sig selv for altfor syndig 
og uværdig til nogensinde at gjensee sin Moder , saa 
mente hun dog , at Alt vilde være at foretrække for 
det Mørke , den Elendighed , der nu omgav hende , og 
atter og atter bønfaldt hun om Døden . Gud opfyldte 
i sin Barmhjertighed ikke denne fortvivlede Bøn . 
Stakkels Deodata ! hun var kun altfor lidt beredt til 
endnu at skedes før hans Domstol . 
Offende Kapitel . 
Det var den 10de November , Deodatas Bryllupsdag . 
Hun stod i sit Værelse , iført den hvide Brudedragt , 
med Myrtekrandsen om det rige , mørke Haar ; 
om en Time vilde Klokkernes Klang kalde hende til 
Herrens Hus , til Herrens Alter , til det Løfte , der 
bandt hende før hele Livet . Hun var bleg som et 
Lig , hun vred fortvivlet sine Hænder og gik op og 
ned ad Gulvet i heftig Bevægelse . „ Hvad skal jeg 
gjøre ? Først nu forstaaer jeg min Synd ! Ak , hvorfor 

har jeg ikke før tænkt alvorligt paa det Løfte , jeg 
idag skal give ! jeg kan jo ikke give det i Sandhed ! 
Jeg vil ikke alene bedrage Harald , der elsker mig — 
jeg vil staae som en Løgnerske før Guds hellige Alter ! 
Gid jeg dog før havde følt det som nu , da vilde jeg 
vendt om , mens det endnu var Tid . O , hvor jeg 
har været tankeløs og letsindig , at jeg aldrig før ret 
har forstaaet , hvad det var før et Løfte , jeg skulde 
give ! Og nu — nu er det før silde ! Kun faa Øieblikke 
endnu , og jeg er hans Hustru — hans Hustru 
før bestandig : Da skal han have min fulde Kjærlighed , 
min Tillid , mine bedste Tanker — mit Livs første 
Gjerning skal være at gjøre ham lykkelig — og der 
er Øieblikke , hvor jeg næsten hader ham , fordi jeg er 
lænket til ham ! Og dog , han har jo ingen Skyld , 
han er god og ædel ; min , kun min er Brøden , Lænken 
er mit eget Værk , og derfor tynger den endnu 
tusinde Gange mere ! Saadanne ere mine Tanker paa 
min Bryllupsdag , — og snart skal jeg vanhellige 
Guds Hus med et falsk Løfte ! O , Moder , Moder , 
saavidt er det kommet med din Datter ! Hvorfor forlod 
Du mig ? jeg kunde jo ikke undvære Dig ! Og 
nu er jeg saa fuld af Synd , at jeg neppe vover at 
tænke paa Dig , som var saa ren og elskelig ! Men 
er det da for silde ? har jeg ikke dette sidste Øieblik 
til at vende om ? Endnn kan jeg befrie mig ; jeg vil 

bære al den Skam , der følger paa , — jeg fortjener 
den , Alt , hellere end frivilligt at bedrage ! — Men 
nei , jeg kan ikke for hans Skyld ; jeg kan ikke beskæmme 
ham saaledes ! han , der er saa stolt , saa ærekjær 
og staaer saa høit i Verdens Øine , kan jeg 
lønne ham saaledes for hans Tillid , hans Kjærlighed 
til mig ? Nei , jeg kan det ikke ! nu maa jeg fuldføre 
mit Værk , min er Skylden , og jeg maa bære det 
Tungeste ! Lad mig da samle Kraft til at udføre min 
Beslutning , — gjøre ham lykkelig , være ham en trofast 
Hustru , skjule for ham , at jeg aldrig elskede ham ! 
Men hvorfra skal Styrken dertil komme , naar jeg 
føler mig saa svag , saa elendig ? hvor skal jeg kunne 
forstille mig Aar efter Aar — og Døden vil ikke befrie 
mig — Døden kommer ikke , fordi man er 
ulykkelig ! “ Hele hendes Legeme rystede , da hun 
kastede sig paa Knæ , pressede de foldede Hænder mod 
sin brændende Pande og raabte ud i sin Sjæls fortvivlede 
Kamp : „ Herre , barmhjertige Gud ! Du , som 
var hos min Moder i hendes Dødsstund , see til mig 
i Naade ! forbarm Dig over mig ! send mig et Glimt 
af Lys i dette forfærdelige Mørke ! Viis mig klart , 
hvad Vei jeg har at gaae , og hvad jeg skal gjøre ! 
Herre , hav Barmhjertighed ! “ 
Da klang i det samme klart og tydeligt Bryllupsklokkernes 
glade Kimen , der saa ofte kaldte en 

Brud til saa rig en Lykke — for hende var den en 
frygtelig Domsbasun . Hun reiste sig ; „ for silde , “ 
sukkede hun og ordnede med forstenet Fatning sif 
Brudeslør . I det næste Minut lød hendes Stifmoders 
Stemme : „ Min bedste Deodata ! nu maa Du 
endelig komme ! “ Hun gik ned . „ Alt er forbi , “ 
tænkte hun ; „ jeg maa nu see min Skjæbne fast i 
Øinene ! “ 
Harald Vågner og Deodata Lindal stode ved 
hinandens Side for Herrens Alter . Høitidelig og 
alvorlig lød Præstens Stemme i Brudens Øren : 
„ Og saa tilspørger jeg Dig , Deodata Lindal , om Du 
har beraadt Dig med Gud og dit eget Hjerte , dernæst 
med Slægt og Venner , om Du vil have denne 
unge Mand , Harald Vågner , til din Ægtehusbond 
o . siv . ? “ En iskold Gysen gjennemfoer den unge 
Brud , et Øieblik tøvede hun , men da udtalte hendes 
sijælvende Læber det afgjørende „ Ja “ , og hun var 
bunden for Livet . Da lød atter klart og tydeligt de 
Ord : „ Saa forkynder jeg Eder baade for Gud og 
Mennesker at være rette Ægtefolk ! “ og Deodata var 
nær ved at synke om paa Kirkegulvet , men hendes 
Skræk for at gjøre Opsigt feirede . Hvorledes hun 
vandrede ud af Kirken ved sin Brudgoms Arm , 
hvorledes hun kom igjennem Dagen , havde hun siden 
ingen klar Forestilling om ; hun havde været i en 

halvt bevidstlos Tilstand , skjøndt hun havde gjort Alt , 
hvad der kunde fordres af hende , havde spist og 
drukket , havde talt og smilet . Kun Et mindedes hun 
tydeligt siden . Det var , at da hun kort efter at 
være kommen hjem fra Kirken stod et Øieblik alene 
ved Vinduet for at samle Styrke , da kom hendes 
Brudgom hen til hende , lagde sin Arm om hendes 
Liv og sagde med det glade , kjærlige Blik , der altid 
fyldte hende med bittre Selvbebreidelser : „ Min Deodata , 
see ikke saa alvorlig ud ! Du er nu min Hustru , 
søde , kjære Navn ! Du maa freidig og glad see Fremtiden 
imøde ! O , vidste Du , hvor jeg har længtes 
ester denne Dag ! Troer Du ikke , at jeg har seet , at 
Du har havt mange Bekymringer , mange bittre Krænkelser 
selv i disse sidste Maaneder , skjøndt jeg ikke 
talte derom , da Du aldrig klagede ? Men nu er det 
Alt forbi , nu er Du min , min Hustru ! nu vil jeg 
tage Dig bort fra alt det Gamle , og Du skal kun 
have mig at gjøre til Behag . . — men da maa jeg 
ogsaa faae din fulde Fortrolighed . “ 
„ Du er saa god , “ var Alt , hvad hun kunde 
- sige , mens hun , skjøndt det kostede hende en svær Anstrengelse , 
trykkede et let Kys paa den Haand , der 
' holdt hendes . 
„ God ? nei , jeg er flet ikke saa god . Og har 
M Du intet Bedre at sige mig ? “ Han fik næppe noget 

Svar , men hans Smil var dog baade freidigt og 
kjærligt ; han haabede snart at kunne bryde denne 
Tilbageholdenhed , naar han havde hende ganske for 
sig selv . Da , mente han , vilde hans Kjærlighed 
føde hende til et nyt Liv ; den vilde lokke skjulte 
Skatte frem , som endnu skumrede i hendes indesluttede 
Sind , og han vilde see hendes Øine lyse af Fred og 
Glæde . Ak , bittert , bittert skulde han skuffes ! Ubetinget 
var hans Tillid , stærk og varm var hans 
Kjærlighed , og den voxede , alt som han følte , hvor 
forladt og ulykkelig hans unge Brud havde været , 
indtil han kom , — og Intet er bittrere for en stolt , 
ærekjær Mand , end at blive sfuffet og bedraget der , 
hvor han troede sikkrest og fastest . Lad dette tjene til 
Undskyldning for de kommende Dage ! 
Tung var den sidste Afsted for Deodata . Det 
var saa svært at forlade det gamle Hjem , som hun 
for to Maaneder siden havde ønsket at komme bort 
fra paa enhversomhelst Betingelse ; nu vilde hun have 
baaret Alt for at kunne blive der — det havde aldrig 
været hende saa kjært som i Afsfedstimen ; hun tænkte 
paa alle de dyrebare Minder , der knyttede sig dertil 
fra hendes lykkelige Barndomsaar , paa sin Moders 
Grav — hvem vilde nu pleie den ? Det var saa 
svært at sige Farvel til hendes Fader ; hun klyngede 
sig til ham og bad om Tilgivelse før al den Sorg , 

hun havde voldt ham ; han var det eneste Menneske 
hun virkelig elskede , og nu , da hun skulde forlade . 
ham , glemte hun al hans Ukjærlighed og mindedes 
kun sin egen Uret . Selv til sin Stifmoder sagde 
hun et hjerteligt Farvel ; før havde hun næsten hadet 
hende , men i sin nuværende overspændte , selvanklagende 
Stemning mente hun , at maaskee den meste 
Skyld havde været paa hendes Side , at Fru Lindal 
maaskee vilde have været en ret god Stifmoder , naar 
ikke hun havde været saa kold , saa frastødende , saa 
trodsig ! 
Den sidste Afsked var tagen , og Deodata sad ved 
sin Brudgoms Side i den lukkede Vogn , der førte 
hende til det nye Hjem , til de nye , frygtede Pligter . 
Hun følte Nødvendigheden af at samle sine Tanker , 
at see den mørke , tunge Fremtid fast i Øinene , men 
da hun ret tænkte derpaa , forekom den hende saa 
haabløs og elendig , at hun kun ønskede at kunne 
flippe den . Den Dag , Harald kom , og hun gav ham 
det overilede , skjæbnesvangre Svar , havde hun troet , 
at hun var saa ulykkelig , som hun nogensinde kunde 
blive ; hvor taabelig var hun dog ikke ! Da kunde 
hun endnu haabe paa en Forandring , en Befrielse , 
men nu — nu var der intet Haab ! Hun var bunden 
for Livet til en Mand , hun ikke elskede , og , hvad 
der var endnu værre , hun havde bundet sig selv til 

Løgn og Forstillelse . Hun tænkte paa de Drømme , 
som ogsaa hun engang havde havt om en lys Fremtid , 
om Kjærligheden og dens forædlende Magt — 
hun havde selv berøvet sig ethvert Haab om deres 
Opfyldelse ! Hun tænkte paa sin Moder , paa de 
Forhaabninger , hun havde havt om sit eneste Barn , 
paa hendes Bekymringer , — hun havde havt mange , 
men havde hun nogensinde kunnet udmale sig en saadan 
Elendighed ? 
Da overvældedes Deodata af sine Følelser , og , 
ude af Stand til at beherske sig længer , skjulle hun 
sit Ansigt i sine Hænder og brast i en lidenskabelig 
Graad . Et Øieblik hengav hun sig uhindret til dette 
voldsomme Udbrud af sin Smerte og Anger , da greb 
en fast og stærk Haand den ene af hendes Hænder , 
og en mild , alvorlig Stemme sagde : „ Deodata , 
kjæreste Deodata ! hvorledes stal jeg tyde disse Taarer ? 
Er det Skilsmissen fra det gamle Hjem , der bevæger 
Dig saa stærkt ? Jeg troede , at Du havde havt altfor 
tunge Dage der i de sidste Aar til at føle mere 
end en let Vemod ved at forlade det ? “ Deodata 
svarede ikke , men rev heftig sin Haand ud af hans . 
Han saae forundret paa hende , men hans Stemme 
var endnu mild og rolig , da han sagde : „ Deodata , 
trækker Du din Haand bort fra mig ? husker Du 
ikke , hvad Du har lovet idag ? Hvad det end er , 

der trykker Dig , jeg maa vide det , Du maa give 
mig fuld Fortrolighed . “ Hun skjælvede ved at mindes 
om sit Løfte , men hun huskede , at han havde Ret til 
at tage hendes Haand , til at vide Grunden til hendes 
Taarer , og hun tænkte paa alle sine gode Beslutninger . 
Kunde hun end ikke opfylde dem den første 
Dag , vilde jo Alt være tabt , og hun vilde gjøre ham 
ligesaa ulykkelig , som hun selv var ; hun trængte da 
Taarerne tilbage og hviskede ydmygt : „ Tilgiv mig , 
Harald ! jeg glemte mig selv — jeg tænkte paa 
Moder — paa gamle Minder — og da kom Taarerne , 
uden at jeg vidste det , men jeg skal ikke mere 
plage Dig med dem . “ 
„ Du plager mig ikke , kjæreste Deodata ! Er der 
Tanker og Følelser hos Dig , som trænge til at faae 
Luft i Taarer , stal jeg visselig ikke hindre Dig deri . 
Men , jeg maa kjende og vide , hvad der bevæger sig 
hos Dig ! Du maa Intet holde tilbage for mig , 
min Deodata ! “ 
„ Det er mig umuligt at sige , hvad jeg nylig 
tænkte og følte , “ svarede hun med skjælvende Stemme . 
- „ Jeg kan ikke engang klare det for mig selv ; saa 
mange forvirrede Tanker gjennemkrydsede mig , mit 
Hjerte blev saa fuldt , men — Du maa ikke forlange , 
at jeg stal forklare det — jeg er aldrig vant til at 
gjøre Regnskab for mine Tanker . “ 

Harald var ikke ganske tilfreds . „ Det er netop 
det , Du maa lære nu . Du maa huske , der er En , 
for hvem hver af dine Tanker nu har Betydning , En , 
der saa gjerne vil hjælpe Dig med at bære Alt , hvad 
der muligt kan tynge paa dit Sind . Men jeg skal ikke 
fordre mere iaften , — Du er ikke blot bevæget , Du 
er træt , meget træt , kan jeg see . “ Han lagde sin 
Arm om hendes Liv , kyssede hendes blege , taarefulde 
Kind , gav hendes Hoved Hvile ved sit Bryst og 
hviskede kjærligt : „ Gid jeg snart maa see friske Roser 
her , min lille Hustru ! Gud give , af Du hos mig maa 
faae et friere og lysere Blik paa Livet , og af de 
Skygger maae svinde , der endnu formørke disse kjære 
Øine ! Det er min inderligste Længsel af gjøre Dig 
rigtig lykkelig , min lille Pige , og af lære Dig , af 
der er Solskin , af der er Kjærlighed i Verden ! “ 
Kun lidt anede han , hvor cenfnertungt hvert af hans 
kjærlige Ord faldt paa hendes urolige Hjerte . „ Du 
er saa god , “ fremstammede atter hendes dirrende Læber ; 
det var fattige Ord , der opirrede og saarede ham , 
men han haabede , af de snart vilde give Plads for 
varmere og frimodigere , naar hun først ganske var 
reven ud af det gamle Hjems Tvang , naar hendes 
Hjertes skjulte Kildevæld kom til af springe frem i 
den lysere og lykkeligere Tilværelse , som han vilde 

berede hende , og naar han først havde lært hende at 
kjende , hvad Kjærlighed var . 
Vognen rullede ind gjennem Egeveds Port — 
det var for Deodata , som skulde hendes Hjerte staae 
stille — den holdt for Døren , og snart blev hun 
løftet ud af sin Husbonds stærke Arm . „ Her er dit 
Hjem , min Deodata ! Gud give , det maa blive Dig 
kjært og dyrebart ! Gud give Dig mange , mange 
lykkelige Aar her ! “ Han vilde føre hende op ad 
Trappen , men hun standsede , overvældet af sine Følelser . 
En Frygt og Ængstelse , større end nogensinde , 
bemægtigede sig hende ; skjælvende klyngede hun sig til 
sin Husbonds Arm og udbrød : „ Vent et Øieblik , 
Harald ! Inden vi gaae ind i dette Hus , der nu er 
mit Hjem , saa lov mig , lov mig , at Du vil bære 
over med mig — altid — hvordan det end gaaer ! “ 
„ Har jeg ikke ofte lovet Dig det ? tvivler Du derom ? “ 
spurgte han forundret og lidt utaalmodig , men han 
tilføiede strax kjærligt smilende , idet han trak hende 
fastere til sig : „ Kjender jeg Dig da saa lidt endnu , 
min lille Hustru ? Vil jeg med Tiden opdage saa 
meget hos Dig , som behøver Overbærelse ? Jeg troer 
det næppe , men — alvorlig talt — jeg kan , jeg vil 
bære over med meget , naar Du kun viser mig en 
ubetinget Tillid . Skænk mig blot din fulde Fortrolighed , 
kjære Deodata ! jeg har den ikke endnu — 

og da skal der med Guds Hjælp aldrig komme nogen 
Sky imellem os . “ 
Fortrolighed ! den var det altsaa , han først og 
fremmest fordrede , og netop den kunde , vilde , hun 
aldrig give ham ; han vilde bære over med Alt , kun 
ikke med Mangel paa Tillid , og hun vilde bedrage 
ham fra først til sidst ! Intet Under , at hun skjælvede 
endnu stærkere , da Harald mere bar , end ledte 
hende op ad Trappen ; intet Under , at hun følte sig 
mere skyldig end nogensinde , og at den første Time , 
hun tilbragte i sit nye Hjem , var fuld af tunge 
Tanker og mørke Anelser om Fremtiden ! 
Niende Kapitel . 
Udmattet af saa mange søvnløse Nætter , saa mange 
voldsomme Sindsbevægelser , sov Deodata mere paa sin 
Bryllupsnat , end hun havde gjort i flere Uger , men 
det var en urolig og feberagtig Søvn . Tilsidsf havde 
hun en underlig Drøm . Hun drømte , at hun saae 
sin Moder , endnu skjønnere og mildere , end hun 
mindedes hende , med en forklaret Straaleglands i 
Øiet og i skinnende hvide Klæder . Henrykt vilde 

hun kaste sig i hendes Arme , men Moderen viste 
hende tilbage med et alvorligt , bebrejdende Blik og 
sagde sørgmodig : „ Før Du har viist din Husbond 
den Tillid og Kjærlighed , Du skylder ham , kan jeg 
ikke velsigne Dig . “ Da bøiede Deodata sit Hoved i 
inderlig Smerte , men i næste Øieblik stod Harald 
ved hendes Side , tog kjærligt hendes Haand , førte 
hende hen til hendes Moder og sagde : „ Giv os 
Begge din Velsignelse , kjære Moder ! “ Da smilede 
hun kjærligt til dem Begge , lagde sine Hænder velsignende 
paa deres Hoveder og forsvandt ; men Deodata 
følte en vidunderlig Tryghed , Fred og Glæde . 
Da vaagnede hun , vaagnede til Uro og Smerte , men 
denne Drøm bestyrkede hende endnu mere i hendes 
Forsæl at anstrenge sig til det Yderste for at gjøre 
Harald lykkelig og at opfylde ethvert af hans Ønsker 
uden Hensyn til sig selv . „ Det afgjørende Skridt er 
gjort , “ tænkte hun , „ hvad nytter det da at klage over 
Fortidens Feiltrin ? Jeg vil søge at glemme mig 
selv og . kun tænke paa ham , kun leve for ham . Det 
vil være svært , men nu , da jeg er hans Hustru , 
skylder jeg ham for hans trofaste Kjærlighed , som jeg 
ikke kan gjengjælde , et helt Livs Offer . “ Og stolende 
paa sin Villies Fasthed , sin egen Styrke , mødte hun 
sin Husbonds Øie . Hvor var hans Blik ikke kjærligt , 
hvor var hans Stemme dog blød , naar han « talfe med 

hende ! hun følte stedse mere og mere levende , at han 
var en ganske Anden ligeoverfor hende end overfor 
alle Andre , at hun kunde have en stærk Magt til at 
mildne denne alvorlige Mand , naar hun vilde bruge 
den . Men denne Følelse trættede hende kun ; hun 
tænkte , at hun vilde have følt sig mindre ulykkelig , 
hvis han ikke saa klart havde viist hende , hvor kjær 
hun var ham , hvis han havde været mere tilbageholden 
og kold . Ak , hvor uroligt og ustadigt var 
dog hendes Hjerte ! I hele Aar havde hun sukket 
efter blot et Glimt af Kjærlighed , og nu , da Kjærligheden 
blev hende til Deel i fuldt , rigt Maal , var 
den hende en Byrde , som hun ønskede at slippe ! 
Imidlertid anstrengte hun sig for at vise Interesse , 
da Harald førte hende om i Huset , og hvis 
hendes livstrætte Sind havde været modtageligt derfor , 
vilde hun have faaet det venligste Indtryk af 
sit nye Hjem . Egeved var en smuk , gammel Herregaard 
i gothisk Stil , og indenfor var Alt saa smagfuldt 
og hyggeligt . Ia , da Deodata gik med sin 
Husbond fra det ene Værelse til det andet , saae hun , 
hvor omhyggeligt han havde beredt Alt til sin Bruds 
Komme , hvorledes han havde tænkt paa at glæde 
hende og gjættet hendes Smag og Tilbøieligheder ; 
næsten hver en Plet vidnede om hans betænksomme 
Kjærlighed . Da saae hun taknemmelig op paa ham , 

da takkede hun ham i Ord , men uden en eneste as 
de Følelser , hvormed den lykkelige , elskende Brud 
seer , hvor kjærligt hendes Brudgom har tænkt paa 
hende . 
„ Og her er ikke mindst at see , “ sagde Harald , 
idet han førte sin Hustru hen til Vinduet , hvorfra 
der var en vid Udsigt over Havet . „ Ikke Mange 
kan glæde sig ved et saadant Syn fra sit Vindue , 
vel ? Rigtignok er det nu i sin mørkeste Skikkelse ; 
naar Himlen er graa , og Novemberstormen pidsker 
Bølgerne , er Havet vel ikke i sin Glands , men stolt 
og herligt er det dog altid ; og , “ tilføiede han smilende , 
„ jeg kunde ikke vente med at hjemføre min 
Brud , til Vaaren havde smykket denne skjønne Natur 
med sin rige Pragt ; det vilde have været for svært . “ 
„ Her er meget smukk ogsaa nu , “ svarede Deodata , 
mens hendes Blik gled ud over de skummende 
Bølger ; men deres storartede , alvorlige Skjønhed 
gjorde kun et sørgmodigt Indtryk paa hendes forpinte 
Sind , og det forekom hende , at hun selv lignede 
disse Bølger , der pidskedes saa vildt omkring af 
Stormen . 
„ For mig er det altid en Glæde at see ud over 
disse Vande , hvilken end Aarstiden er , “ vedblev 
Harald . „ Hvor mange lykkelige Timer har jeg ikke 
tilbragt ved denne Strandbred ! Egeved har vel kun 

i et Aar været mit egentlige Hjem , men dog er det 
mig det kjæreste Sted i Verden , og alle mine bedste 
Minder knytte sig hertil ! Her tilbragte jeg som 
Dreng alle mine Ferier hos mine kjære , gamle Bedsteforældre ; 
her besøgte jeg siden som Mand min stille , 
milde Onkel , der var mig kjærere end min egen Fader , 
og som jeg skylder mere end nogen Anden ; thi det 
var ham , der udviklede mig og vendte mine Tanker 
mod høiere og bedre Ting end det Jordiske og Hverdagsagtige . 
Her lukkede jeg hans Øine , og dette 
Hjem blev mig dobbelt kjært , fordi det var en Arv 
efter ham . Gid dette Hjem maa blive Dig ligesaa 
dyrebart , som det har været mig , kjære Deodata ! “ 
„ Her er Alt , hvad der er skjemt , baade indenfor 
og udenfor , “ sagde Deodata med et tvunget Smil . 
Ak , tænkte hun , var dette Hjem end smykket med al 
Naturens og Kunstens Herlighed , det vilde dog aldrig 
blive hende dyrebart , siden hun der skulde leve et Liv 
i Tvang og Forstillelse . 
Mand og Hustru sad ved hinandens Side i det 
stille , drømmerige Tusmørke . Hvor følte han sig dog 
lykkelig denne første Aften , han sad i sit Hjem med 
sin Hustru ved sin Side ! hvor var dog hendes 
Sind ' tungt og nedtrykt ! Mens han i Taushed 
hengav sig til sin dybe Glæde , sank hun hen i mørke 
Drømmerier . Hun blev reven ud af dem ved Haralds 

Stemme ; han bad hende synge . „ Hidtil har jeg 
forgjeves bedet Dig derom , nu maa Du tilfredsstille 
mig . “ 
„ Jeg kan virkelig ikke . Jeg har aldrig sunget 
uden for at opmuntre mig selv , og min Stemme er 
ikke værd at høre . “ 
„ Lad mig dømme derom , naar jeg har hørt 
den ! “ sagde han smilende . „ Længe nok har Du 
nægtet din Fæstemand denne Glæde ; din Husbond 
lader sig ikke afvise . “ 
„ Du maa undskylde mig — jeg kan ikke . — “ 
„ En Gang for alle , “ afbrød han hende venligt , 
men bestemt , „ jeg taaler ikke et Afflag , naar jeg 
beder Dig om Noget . “ 
Deodata rødmede og adlød , men det var hende 
ubehageligt , ja pinligt . Hvor ofte havde hun ikke 
med sin rene , bløde Stemme lullet sit eget urolige 
Hjerte til Hvile ; nu sang hun sin Husbonds alvorlige 
Sind ind i blide , søde Drømmerier . Han kunde 
ikke blive træt af at høre hende , og hun sang den 
ene Sang efter den anden , til han tilsidst bad hende 
holde op , at hun ikke skulde anstrenge sig . „ Og en 
saadan Glæde vilde Du have forholdt mig , min Deodata ! “ 
sagde han kjærligt , da han kom hen til hende . 
„ Jeg veed ikke , hvordan Du synger efter Kunstens 
Regler , det forstaaer jeg mig ikke paa ; men det veed 

jeg , at aldrig har nogen Sang talt saaledes til mit 
Hjerte . Tak , Tak ! Du maa nu synge for mig hver 
Aften ! “ 
„ Saa ofte Du vil , “ svarede hun , tilskyndet af 
Pligtens Stemme . — „ Hver en Gave , jeg muligviis 
har , maa jo nu være til hans Tjeneste , “ tænkte hun ; 
„ har jeg ikke lovet at leve for ham ? “ 
Tiende Kapitel . 
Nogle faa Dage hengik , i hvilke det lykkedes Deodata 
at blive sin Beslutning tro at gjengjælde sin 
Husbonds Venlighed og at tage Del i , hvad der 
interesserede ham ; men ofte iagttog han med Bekymring 
hendes blege Kinder og den Skygge af Sørgmodighed , 
der altid hvilede over hendes skjønne , tankefulde 
Aasyn , og han spurgte utaalmodig sig selv , hvor 
længe det vel vilde vare , inden hans Kjærlighed fik 
Magt til at fremlokke Livsfriskheden og gjenoprette , 
hvad Ukjærligheden havde nedbrudt , eller om det 
aldrig ganske kunde gjenoprettes . 
Om Søndagen gik de unge Ægtefolk i Kirke ; 
den laa en Fjerdingvei fra Egeved . Det var en 

ualmindelig smuk Novemberdag , og Vandringen i den 
frisle Morgenluft langs Strandbredden var opmuntrende 
og velgjørende . Den talrige Menighed , der 
var forsamlet i den lille venlige Kirke , og den fuldttonende 
Psalmesang gjorde et opløftende Indtryk paa 
Deodata og bragte lidt Fred og Hvile i hendes urolige 
Sind . Hun længtes efter Prædikenen , hun haabede 
at høre et Ord , der kunde styrke hende til den Gjerning , 
der laa for hende , der kunde bringe hende Lys 
og Klarhed . Men da Præsten besteg Prædikesfolen , 
og hun førsf ret saae paa ham , opgav hun ganske 
Haabet herom . Aldrig havde hun seet saa mørkt og 
sfrengt et Ansigt . Han var endnu en ung Mand , 
neppe meget over 30 Aar , men hans Pande var saa 
furet , hans Træk saa skarpe , hans Øine saa mørke 
og dybtliggende , og deres Blik saa fasf og sfrengt , 
at det næsten forfærdede hende . Uvilkaarlig slog hun 
Øinene ned ; hun kunde ikke udholde dette gjennemtrængende 
Blik ; det var , som kunde det see lige ind 
i hendes Hjerte og fordømme hver syndig Tanke derinde . 
Men da han bad , veg denne Følelse for en 
dyb og mild Bevægelse ; hans Bøn om Lys og Kraft , 
om Fred og Naade var saa varm , saa indtrængende ; 
hun fulgte ret med , — det var , som bad han netop 
om det , hvortil hendes urolige Hjerte trængte mest . 
Og da Prædikenen begyndte , saae hun atter op , 

greben og fængslet . Ikke . blot var der en sælsom , 
fængslende Magt i hans høie , klangfulde Røst , men 
Ordet , der lød fra hans Læber , var fuldt af Aand 
og Liv , og han talte som den , hvis hele Sjæl er i 
det Ord , han forkynder . Han talte alvorligt , ja 
strengt , om Synden og Syndens Magt , om de urene 
Begjeringer , de urolige Tanker i Menneskenes Hjerte , 
om Svagheden og Skrøbeligheden i al deres Gjerning , 
og Deodata bævede ; det var , som var det netop 
hende , han mente . Man da talte han ogsaa om 
Naaden , om den Kjærlighed , der er stærkere end al 
vor Synd , den Kjærlighed , der har overvundet Døden , 
og under hvis beskjærmende Vinger selv den elendigste 
Synder kan finde Tilgivelse og Fred , naar han kun 
vil angre og troe . 
Hvor trængte Ordet dog dybt ind i Deodatas 
Hjerte ! Ja , tænkte hun , det var , hvad der havde 
manglet hende . Hun havde stolet paa sin egen faste 
Villie , sin egen Styrke til at udføre sin Beslutning , 
istedenfor at søge den i Bønnen ; hvis ikke Gud vilde 
staae hende bi , det følte hun nu , vilde alle hendes 
gode Forsætter blive til Intet ; hun var jo saa svag , 
men Herren var saa stærk , og vilde kun Han gaae 
med hende paa de trange Veie , kunde hun bestaae 
imod Fristelserne . Hun bøiede ydmyg sit Hoved , 
dybt bevæget ved det Naadens Evangelium , som hun 

ofte havde Hørt , men aldrig ret givet Indgang . 
Stille Taarer randt ned ad hendes Kinder , hun bad 
inderligt om Styrke , om Syndsforladelse og Fred , 
og det var hende , som faldt der ogsaa Straaler af 
Trøst og Fred i hendes beklemte Hjerte . Men dette 
var endnu kun en opblussende Bevægelse . 
Alt som den unge Præst talte , forvandledes det 
Haarde i hans Træk ; de strenge Øine lyste af den 
Tankens Varme , den Troens Inderlighed , der talte 
igjennem ham , og af Kjærlighed til den Menighed , 
hans Herre havde betroet til hans Omsorg , og som 
var ham saare dyrebar . Men Deodata lagde ikke 
Mærke til denne Forandring , hun tænkte slet ikke 
paa , hvem det var , der talte , hun følte kun Livet og 
Varmen i Ordet , som kom det til hende fra Herren 
selv . Og da hun siden istemte Menighedens Sang , 
var der Lov og Tak i hendes Hjerte som i hendes 
freidige Røst , thi hun havde havt en velsignet Time : 
Gud havde givet hende , hvad hun bad om , Hjælp 
og Styrke til at bære de daglige Byrder . Opfyldt 
af disse Tanker gik hun ud af Kirken ; da blev hun 
pludselig reven ud af dem ved at høre Harald sige : 
„ Du maa hilse paa Pastor Hlervig og hans Hustru , 
Deodata ! “ og i det samme fik han et fast , hjerteligt 
Haandtryk af den alvorlige , unge Præst , hvis Prædiken 
havde grebet hende saa stærkt ; og da hun saae 

op , mødte hun et saa mildt Blik fra to klare , blaae 
Øine , et saa sødt Smil , at hun strax følte sig forunderligt 
dragen hen til den unge Præstekone , der 
nu tog hendes Haand og sagde : „ Jeg har glædet 
mig saa meget til at see Dem ; Deres Husbond har 
talt saa meget om Dem — og ret vakt vore Forventninger “ , 
tilføiede hun med et skjelmsk Smil . 
Deodata rødmede og gav intet Svar , men hendes 
Blik hvilede med ubesfridelig Deltagelse paa det 
yndige Ansigt . Hvilken Livsfrisfhed aandede der hende 
ikke imøde fra dette blomstrende Ansigt , der var saa 
fuldt af Lys og Glæde , saa barnligt og uskyldigt ; 
hün syntes skabt til at udbrede Solskin omkring sig , 
og det forekom Deodata , at dette barnligglade Smil 
maatte have Magt til at forjage Alt fra sin Nærhed , 
hvad der ikke var lyst og skjønt . Da Fru Hlervig 
ikke fik noget Svar , vendte hun sig til Harald og 
sagde : „ Hvor har de kunnet nænne ikke at komme til 
os ? det var ikke smukt af Dem . “ 
„ Er det ikke rimeligt , at Vågner ikke har havt 
Tid til at tænke paa os , Ingeborg ? “ sagde den unge 
Præst . 
„ Maasfee “ , svarede hun med et Sideblik til den 
tause Deodata . „ Men nu maa De virkelig ikke vente 
længer , Hr . Vågner ! De maa komme idag . Vi 
smigre os med at være Deres Mands Venner “ , her 

114 
hvilede hendes venlige Blik atter paa Deodata , „ og 
haabe ogsaa at blive Deres ; De maa endelig komme ! “ 
„ En fortrinlig Prædiken , ikke sandt ? “ sagde 
Harald , da de gik hjemad . „ Den Mand har en 
overordenlig Begavelse . “ 
„ Han forstaaer forunderligt at tale til Hjertet “ , 
svarede Deodata . 
„ Ja , ganske vist . Det er ingen Legen med Ord , 
som adskillige Prædikanter sinde Behag i , for at 
gjøre Effekt ; Alt , hvad han siger , er saa fuldkommen 
gjennemtænkt . “ 
„ Dybt og inderligt følt , vilde jeg hellere sige . “ 
„ Nu , vi mene vel omtrent det Samme , om vi 
end udtrykke os lidt forskjelligt “ , sagde Harald halvt 
utaalmodig . 
„ Tilgiv mig ! “ bad hun med et ængsteligt Blik , 
„ det var ikke min Hensigt af sige Dig imod . “ Men 
denne Ytring opirrede ham kun ; han rynkede Panden 
og sagde med tilbagetrængt Utaalmodighed : „ Jeg 
haaber ikke , Du anseer mig for saa urimelig , af jeg 
ikke ffulde give Dig Frihed til af have en anden 
' Mening , end jeg har . Siig kun altid , hvad Du 
mener , kjære Deodata , og frygt ikke for af modsige 
mig . Jeg mente kun , af vi i dette Tilfælde vistnok 
egentlig ere enige . Og naar Du lærer Pastor Hlervig 
af kjende , vil Du erfare , af hele hans Liv svarer 

til hans Prædiken . Var det ikke saa , vilde den ogsaa 
være tom og betydningsløs , thi hvad nytter det af 
lære vel , naar man ikke selv handler derefter ? Et godt 
Exempel er dog det , der virker mest og bedst . Derfor 
er der neppe noget Menneske , jeg ringeagter saa meget 
som en Præst , der taler smukt , men handler usselt ; 
Gjerninger : er dog vigtigere end Ordet , og hvad er 
vel Ordet uden en tom Klang , naar man ikke lever 
derefter ? Men Pastor Hlervigs Liv staaer i fuld 
Samklang med hans Tale ; der er neppe nogen 
Mand , jeg agter høiere end ham . “ 
„ Og hans Hustru — jeg har aldrig seet saa 
yndigt et Ansigt ! “ 
„ Nu , det glæder mig , og jeg tænker da , at Du , 
som jeg , har Lyst til at følge den venlige Indbydelse 
til at gjæste Præstegaarden i Eftermiddag . “ 
„ Det vil jeg med inderlig Glæde “ , svarede Deodata 
med usædvanligt Liv . Hun længtes efter at 
gjensee disse milde Dine og høre denne glade Stemme ; 
men det kan vel være , at hendes Glæde for en Del 
havde sin Grund i , at hun blev fri for at tilbringe 
hele den lange Søndag Aften i sin Husbonds Selskab 
alene . 
Om Eftermiddagen gik Harald og Deodata da 
atter den samme Vei som om Morgenen . Deodata 
fik uvilkaarlig — ved at see den hyggelige Præstegaard , 

der laa tæt ved Kirken — et Indtryk af , at 
der var et Fredens og Kjærlighedens Hjem , som 
Verdens Storme ikke kunde naae hen til . Da de 
kom ind ad Porten , mødte deres Øie et yndigt Billede . 
En lille Dreng og en lille Pige legede i 
Gaarden , og i den aabne Dør stod deres unge 
Moder og iagttog dem med Glæde . Med den lette , 
fine Skikkelse , de gule Krøller , der flagrede frit i 
Vinden , de smilende Læber , de store , blaae Øine , der 
lyste af barnlig Glæde — hvor var hun dog et 
Billede af Ungdom , Trisfhed og kvindelig Inde ! Da 
hun fik Øie paa sine Gjæsler , løb hun dem imøde 
og rakte dem Haanden med det venligste Smil . 
„ Goddag og hjertelig velkommen ! jeg begyndte næsten 
at frygte for , at De ikke vilde komme , men Arnold 
forsikkrede mig , at det var uden Grund . “ Hun førte 
dem ind i Stuen , hvor den unge Præsf hilste dem 
med en alvorlig Hjertelighed , der indgjød Deodata 
en forunderlig Tillid . Hvilken Duft af Fred og 
Hygge aandede En ikke imøde i dette Hjem ! Der var 
simpelt og tarveligt i den lille Stue , men saa ubeskrivelig 
hyggeligt og venligt , og det var , som om den 
unge Husmoder udbredte et Rosenskjær over Alt , hvad 
der omgav hende . Det var idetmindste Deodatas 
Tanke , da hun sad ved hendes Side og lyttede til de 
venlige Ord , der syntes første Gang i mange Aar at 

varme hendes Hjerte . „ Her “ , tænkte hun , „ var de 
Hjem , hun engang havde drømt om , men som hun 
nu vidste , hun aldrig skulde opnaae ; her var den 
Forening as gjensidig Kjærlighed og Tillid , som engang 
havde været hendes Tankes Ideal , men som 
hun nu vidste , hun aldrig skulde kjende . “ 
Arnold Hlervig og hans Hustru vare meget forskjellige 
og dog forenede i den inderligste Kjærlighed . 
Deodata saae det , og bittert følte hun Modsætningen 
mellem dette Hjem og sit eget , hvor der fra hendes Side 
manglede Alt , Kjærlighed , Fortrolighed og Tillid , og 
hendes eget Liv forekom hende endnu tommere , da 
hun saae , hvor rigt en Andens var . Og dog var 
Ingeborgs Selskab velgjørende for hende . Det var , 
som om en lys og varm Solstraale for en Stund 
gled hen over hendes mørke , tunge Liv , og hun kunde 
ikke blive træt af at see ind i dette milde , lyse Aasyn 
og lytte til denne muntre , venlige Stemme . Tilbageholden , 
som hun ellers altid var , trængte dog disse 
Følelser til at give sig Luft , og hun udbrød engang : 
„ Her er saa lyst og venligt , saa yndigt , som jeg aldrig 
har fundet det noget andet Sted . Det forekommer 
mig næsten , som om jeg var kommen ind i et 
fortryllet Land , og Øe maa jo være den gode Genius . 
Øe maa ofte besøge mig og bringe mig lidt af det 
Lys og den Fred , som De altid fører med Dem . “ 

Ingeborg rystede paa Hovedet , lidt forlegen over saa 
varm en Erklæring , men inden hun kunde svare , blev 
Døren reven op , og de to Børn , der havde leget i 
Gaarden , kom løbende ind , og den lille guullokkede 
Pige , sin Moders udtrykte Billede , sprang leende op 
paa hendes Skjød . „ Tys , Kirstine , ikke saa støiende ! 
Luk Døren , Alfred , og siig saa Begge smukt Goddag 
til de Fremmede . “ Børnene adlød uden Tøven . Den 
lille Kirstine var strax villig til at komme op paa 
Deodatas Skjød og fortalte hende frimodigt mange 
af sine smaae Historier , mens den lidt ældre Alfred 
holdt sig ved sin Moders Side og halvt frygtsomt 
besvarede den fremmede Dames Spørgsmaal . Dog 
saae han bestandig opmærksomt op paa hende , og det 
var saadanne forunderlige Barneøine , saa dybe , mørke 
og alvorlige , at Deodata aldrig glemte Indtrykket af 
dette første , barnligt forskende Blik . 
Aftenen gik hurtigt og behageligt , og Deodata 
glemte tilsidst næsten sine egne Sorger for den Friskhed , 
der var i Ingeborgs Selskab . Hun kunde neppe 
tilbageholde et Suk , da Harald brød op , og hun 
maatte tage Afsked . Da de var komne ud i den kolde 
Aftenluft og gik hjemad , var det hende , som om hun 
var bleven vækket af en deilig Drom til en mørk , 
sørgelig Virkelighed , og hun saae sin Fremtid ligge 
for sig som en gold og øde Ørken . Og dog vilde 

den Arm , hvorpaa hun lænede sig , saa gjerne skotte 
hende paa alle Livets Veie og beskytte hende mod alle 
Sorger og Farer . Men hun sølle ingen Glæde , 
ingen Taknemmelighed derover . Det Baand , der 
bandt hende til hendes Husbond var hende en frygtelig 
Jernlænke , der tyngede saameget mere , som hun 
selv havde paalagt sig den . Og mens Harald gjorde 
sin unge Hustru venlige Spørgsmaal , og hun livligt 
udtalte sin Begeistring for Præstegaarden og dens 
Beboere , sagde en Stemme i hendes Indre : „ Ogsaa 
Du kunde maaskee engang være bleven lykkelig , om 
Du havde villet ! ogsaa Du kunde engang have betraadt 
Livets og Glædens Land , hvis ikke din egen 
Haand for stedse havde tillukket Porten . “ 
Ellevfe Kapitel . 
Det var en mørk og stormfuld Novemberdag . Deodata 
Vågner sad ved Vinduet i sin hyggelige Dagligstue 
og betragtede med et drømmende Blik Kattegattets 
skummende Bølger og Stormens Leg med de 
visne Blade . Hendes Tanker gled tilbage til Fortidens 
Minder . „ Og dette skulde være en Befrielse ! “ 

tænkte hun . „ Jeg har jo kun gjort min Elendighed 
tifold større ! “ Og i vild og bitter Smerte hengav 
hun sig til Tanken om sin haabløse Tilværelse , til 
hun ikke længer kunde udholde Tankens knugende 
Vægt og tog en Bog , i Haab om at hun i Digtningens 
Verden skulde finde Glemsel . 
Men det vilde ikke lykkes hende at knytte sin 
Opmærksomhed til Bogen ; de forvirrede Tanker om 
Fortid , Nutid og Fremtid plagede hende endnu bestandig . 
Da hørte hun raske , mandige Skridt ; 
Harald kom ind , gik ben til sin Hustru , tog hendes 
Haand og sagde kjærlig : „ Har Du savnet mig ? Jeg 
har jo ladet Dig være ene næsten hele Dagen . “ Da 
hun ikke svarede , sagde han lidt forundret : „ Er Du 
saa fordybet i at læse ? Jeg kommer for at gjøre 
Dig et Forslag . Mine gamle , kjære Venner paa 
Engholm længes efter at see min lille Hustru , veed 
jeg , og nu har vi dog ladet næsten en Maaned gaae 
hen , uden at vi har besøgt dem . Vi vil ikke opsætte 
det længer , men kjøre derover iaften . “ 
„ Jeg har ingen Lyst dertil idag “ , svarede Deodata 
koldt . 
„ Det haaber jeg dog , naar jeg ønsker det . “ 
„ Det blæser altfor stærkt . “ 
„ Blæsten vil ikke flade Dig i den lukkede Vogn . “ 

„ Jeg er slet ikke tilbøielig til at tage ud idag , 
Harald ! “ 
„ Men det er netop mig meget magtpaaliggende 
at komme ud idag . “ — Deodata saae ikke den rynkede 
Pande og det merke , misfornøiede Blik , der 
ledsagede disse Ord . 
„ See paa mig , Deodata , jeg kan da idetmindste 
gjøre Fordring paa din Opmærksomhed ! “ sagde 
Harald , efter i nogen Tid forgjeves at have ventet 
paa Svar . Den bydende Tone fremkaldte en øieblikkelig 
Tilbøielighed til Trods i Deodatas stolte , 
heftige Sind ; Blodet foer op i hendes blege Kinder , 
og med et vredt Blik paa sin Husbond sagde hun : 
„ Hvis Du troer at saae mig til at give efter ved at 
tale til mig i en saadan Tone , tager Du høiligen 
feil . “ 
Han smilede — det var et ironisk , overlegent 
Smil . — „ Taabelige Barn ! “ sagde han , „ synes Du 
virkelig , at en saadan Ubetydelighed bør bringe dine 
Kinder til at blusse og dine Øine til at slamme ? 
Nu , lad det være godt ! Jeg ønsker jo kun at see Dig 
hos denne Familie , hvis Bekjendtskab Du saa lidt 
længes efter at gjøre . “ 
„ Jeg har ingen Interesse for den . “ 
„ Derfor onsfer jeg , Du stat faae det . Altsaa — 
vi tage derhen idag . “ 

„ Nei , jeg gjør det ikke . “ 
„ Er det dit sidste Ord ? “ 
„ Ja . “ 
Harald blev ikke heftig ; det var kun meget sjeldent , 
at han mistede Herredømmet over sig selv , men 
sfete det , var hans Heftighed frygtelig . Nu fæstede 
han blot et gjennemtrængende Blik paa sin Hustru 
og sagde roligt : „ Og det troer Du , er overensstemmende 
med en Hustrus Pligter ? “ men uden at oppebie 
noget Svar gik han hurtig ind i sit eget Værelse . 
Deodata forsøgte atter at læse , men da Mørket strax 
efter faldt paa og nødte hende til at lægge Bogen 
hen , tænkte hun over , hvad der var skeet , og følte da 
med Skamfuldhed og krænket Stolthed , at hun egentlig 
havde opført sig som et egensindigt Barn . Hun 
var vred paa sig selv derover , og i en ærgerlig og 
mismodig Stemning sad hun alene i det stille Tusmørke , 
uden at det dog et Øieblik faldt hende ind , at 
hun burde søge at gjøre godt , hvad hun havde forbrudt ; 
hun vidste og forstod endnu ikke , at Kvinden 
altid bør give efter , og at hun ene skal sætte sin 
Stolthed i at være ydmyg og bøjelig . 
Da Harald atter kom ind i Stuen og efter 
Sædvane havde tændt Lampen , saae Deodata i det 
kolde , haarde Udtryk i hans Ansigt , at han var bleven 
dybt krænket . Uden at sige et Ord tog han en Bog 

/ 
og satte sig til at læse . Deodata forsøgte et Par 
Gange at indlede en Samtale , men skjøndt Harald 
svarede hende høfligt og roligt , var der dog noget saa 
Koldt og Tilbagevisende i hans Stemme , at hun 
snart opgav Forsøget . I Taushed drak de Thee , i 
Taushed tog de atter Plads i Dagligstuen — det 
var en uhyggelig Aften . Deodata læste ikke ; hun sad 
sørgmodig og tankefuld og kastede af og til et frygtsomt 
Blik paa sin Husbonds mørke Aasyn . „ Han 
er vred paa mig “ , tænkte hun , „ og har maaskee Grund 
dertil . Det er vel min Pligt at bede ham om Forladelse ; 
hvis jeg elskede ham , kunde jeg maaskee gjøre 
det ; men nu er det mig umuligt , — jeg kan ikke 
ydmyge mig for ham . “ Hun bøiede sit Hoved og 
overveiede , om det dog ikke var en falsk og urigtig 
Stolthed , der holdt hende tilbage , da hendes Haand 
pludselig blev greben , og da hun saae op , mødte hun 
sin Husbonds venlige Smil . „ Jeg tænkte , af Du 
havde havt et Ord af sige mig , Deodata , men jeg 
vil ikke vente længer , — der maa ingen Sky være 
imellem os . Vi vil glemme , hvad der er foregaaet 
idag , og lad os for Fremtiden undgaae saadanne 
Optrin . “ Han trykkede hende kjærligt til sit Bryst , 
og da hun saae op i hans ædle , mandige Aasyn , begyndte 
hendes Hjerte af blive varmt . Hun vilde sige 
noget om sin Uret , men Harald forseglede hendes 

Læber med et Kys . „ Lad os ikke tale mere derom “ , 
sagde han ; „ jeg seer i dine Øine , hvad Du tænker , 
og er tilfreds . “ 
„ Du er saa god “ , hviskede Deodata ; „ lær ogsaa 
mig af blive bedre ! Jeg har saa mange store Feil 
og saa ringe Kraft til af bekæmpe dem , ja mangen 
Gang seer jeg dem ikke selv . Du maa hjælpe mig . “ 
„ Ja , min lille Hustru , naar Du kun vil skøtte 
Dig til mig med ubetinget Tillid ! “ svarede Harald 
kjærligt . „ Hvor gjerne vilde jeg ikke med min Kjærlighed 
beskytte Dig imod enhver Fristelse og Sorg ! 
Tro altid det , min Deodata ! “ 
Denne Aften gik Deodata tilsengs med et lettere 
Hjerte , end hun havde havt i lang Tid , og de Tanker , 
der holdt hende vaagen , vare ikke mere saa trøstesløse . 
„ Skulde det være muligt “ , tænkte hun tilsidst , 
„ at jeg engang kan blive lykkelig , at jeg engang vil 
lære at elske ham ? “ Men førend hun kunde besvare 
sig selv dette Spørgsmaal , havde Tankerne antaget 
Drømmens utydelige Skikkelser , og skjønne Billeder 
gjøglede for hendes Sjæl , indtil hun vækkedes af 
Decembersolens første , svage Straaler . 

Tolvte Kapitel 
„ 2^ør jeg spørge , om det idag behager min egenraadige 
unge Frue at gjcrste Engholm ? “ spurgte 
Harald i en lidt ironisk Tone den næste Morgen . 
„ Idag vil jeg kun , hvad Du vil “ , svarede Deodata 
undseelig . 
„ Jeg troer , det vilde være bedst for os Begge , 
om Du altid vilde det “ , sagde Harald halvt spøgende , 
halvt alvorligt . „ Saa kjøre vi da i Eftermiddag . “ 
Med Deeltagelse lyttede Deodata til , hvad Harald 
fortalte om Familien paa Engholm , mens de 
kjørte dertil . „ Det er forunderligt “ , sagde han , „ at 
see disse gamle Ægtefolk , hvem Gud har hjemsøgt saa 
haardt med Sorger , ikke alene være tilfredse og finde 
Trøst i deres gjensidige Kjærlighed , men endog at see 
dem have den mest levende Interesse for Alt og Alle 
og hos dem møde en Frisfhed og Livlighed , som man 
sjelden finder , selv hos Ungdommen . Fru Stenberg 
har i mange Aar været saa svag , at hun aldrig forlader 
sine Værelser , og de har mistet fem Børn , to 
haabefulde Sønner , to yndige unge Døttre og et lille 
Barn ; men stille og gudhengivent har de fulgt alle 
deres skuffede Forhaabninger til Graven , og det er , 
som om Sorgen kun har tjent til at forædle deres 

Hjerter og aabne dem endnu mere for andre Mennesker , 
uden at have efterladt en eneste Braad . “ 
„ Og de har kun et eneste Barn tilbage ? “ 
„ Ja , en ung Datter , som rigtignok hverken har 
arvet sin Faders Livlighed eller den indtagende Ynde , 
som hendes Moder endnu har bevaret , trods Alderdom 
og Svaghed , men som dog er meget elskværdig 
og sine Forældres Øiesten og Glæde . “ 
Vognen holdt for Døren , og de fik den hjerteligste 
Modtagelse af Etatsraad Stenberg , en høi , kraftfuld 
gammel Mand . De sneehvide Lokker gav ham ef 
ærværdigt Udseende , mens de klare , brune Øine lyste 
af ungdommelig Livfuldhed . „ Endelig kom De da ! 
vi troede snart , at De ganske havde glemt Deres 
gamle Venner ! Hvor min Hustru og Datter ville 
blive glade ved at see Dem , Fru Vågner ! De veed 
ikke , hvor meget vi har talt om Dem . “ Med disse 
Ord førte den gamle Mand sine Gjæster ind i en 
Stue , hvis Hyggelighed og Skjønhed næsten overvældede 
Deodata . En rig Blomsterduft strømmede 
hende imøde , og hendes Øie blændedes næsten af den 
-Mangfoldighed , som mødte hendes Blik . Væggene 
vare behængte med Malerier , som for største Delen 
vare Billeder af Danmarks smukkeste Egne ; og 
Blomsterborde med en Yppig Rigdom af Blomster , 
Borde , bedækkede med Kobberstik , vel fyldte Bogstabe , 

ef Pianoforte , broderede Lænestole , Sybord , 
Skrivebord , alt dette i den smagfuldesfe Orden , dannede 
ef harmonisf Hele , som virkede velgjørende paa 
den Indtrædende . 
En ung , attenaarig Pige reisfe sig fra Bordet 
midt i Stuen , hvor hun ved Lampens Skin havde 
læst høit for sin Moder . Ved første Øiekast saae det 
lille blege Ansigt ubetydeligt ud , men naar man saae 
ind i de store , mørkeblaae Øine , sfimlede man i deres 
rene Dyb klare Straaler af en kjærlig og dybttænkende 
Sjæl . Med mest Deeltagelse nærmede Deodata 
sig dog den Lænestol , hvor den svage Frue sad . 
Mange Aars Svaghed og Lidelser havde gravet dybe 
Furer i de rene Træk og borttaget Kindernes Roser , 
men om de smalle Læber spillede et Smil , lyst og 
frisft som en ung Piges , og Øinene straalede af 
Mildhed og Kjærlighed . Hun yttrede megen Glæde 
ved at see Deodata . „ Vi holde allerede af Dem for 
Deres Mands Skyld , kjære Barn ! “ sagde hun , „ han 
har været os en trofast Ven i mange Aar . “ 
4 
„ Lad mig nu see rigtigt paa Dem “ , sagde Etatsraaden 
og tog atter Deodatas Haand . „ De seer ikke 
saa frist og blomstrende ud , som en ung , nygift 
Hustru burde ; dog — derfor er Hjertet vel ikke 
mindre frisft og lykkeligt . De fortjente igrunden ikke 
alle de venlige Tanker , vi har sendt Dem , Vagner , 

siden De har ventet saa længe med at unde os den 
Glæde at see Deres Brud . “ 
„ Men saa burde De være kommen til Egeved “ , 
sagde Deodata . 
„ Min Hustru kan aldrig tage ud , og det er 
kun meget sjeldent , jeg kan overvinde mig selv til at 
reise fra hende “ , svarede Oldingen med et kjærligt 
Blik paa sin gamle Hustru ; „ og om Elisabeth gjælder 
næsten det samme ; Ungdommen trænger til stundom 
at løste Vingerne frit . “ 
„ Som om jeg ikke kunde det herhjemme ! “ sagde 
den unge Pige smilende . „ Intet Sted i Verden føler 
jeg mig lettere og friere end her . “ 
„ De holder da rigtig meget af deres Hjem ? “ 
spurgte Deodata . 
„ O , ja , jeg elsker det ! Hvor velsignet er det ikke 
at have et saadant Hjem ! “ 
En Sky formørkede Deodatas Pande , og hun 
kunde neppe tilbageholde et Suk ; hun tænkte paa den 
længst forsvundne Tid , da ogsaa hun havde sundet alle 
sine Ønskers Tilfredsstillelse i sit skjønne , fredelige 
Barndomshjem . Ak , vilde hun vel nogensinde i 
Livet gjenfinde denne Fred , Lykke og Tilfredshed ? 
Fru Stenberg rev hende ud af disse Tanker ved 
at sige : „ De har Deres Hjem paa et af vort Fædrelands 
deiligste Steder , Fru Vågner ; er De ikke glad 

ved at boe saa nær ved det skjønne , stolte Hav ? Jeg 
føler undertiden Længsel efter at staae ved Strandbredden 
og see ud over Bølgerne , som jeg ofte har 
gjort i gamle Dage ; det er nu mange Aar siden , jeg 
saae Havet , skjøndt det dog ikke er langt borte . “ 
„ Saa De har længe været saa svag ? “ spurgte 
Deodata deltagende . 
„ Ja , men jeg bør ikke klage . Har Gud berøvet 
mig Sundhed og Styrke , har han til Gjengjæld 
skjænket mig saa mange andre Goder , at jeg 
neppe føler noget Savn . Ja , det er næsten en Velsignelse 
at være svag , naar man har en saa kjærlig 
Husbond , hvis Ømhed og Omhu forstaaer at udfinde 
enhver Ting , der kan glæde og opmuntre En , og en 
lille Datter , der hygger om En som en Huusalf . “ 
„ O , tal ikke saaledes , kjære Moder ! “ udbrød 
Elisabeth næsten heftigt . „ Hvor inderligt ønsker jeg 
ikke , at jeg var en Opmuntring for Dig , men jeg 
er det ikke ; Du veed , at Du selv har sagt det . “ 
„ Nei , det har jeg aldrig sagt , min lille Pige ! 
Jeg har kun yttret , at jeg gjerne vilde see Dig 
gladere og muntrere , naar jeg undertiden har bemærket 
det tungsindige Udtryk i dit Ansigt , som 
bedrøver mig , og hvis Grund jeg ikke kan udfinde . “ 
Elisabeth sfiftede Farve og vendte sig bort med 
et dæmpet Suk . Men et Øieblik efter bøiede hun 

sig kjærtegnende hen over sin Moder og sagde med et 
Smil , hvori der ikke var Spor af Sørgmodighed : 
„ Du skal aldrig see det mere , min egen Moder ! “ 
Aftenen gled nu hurtigt hen under muntre Samtaler 
i den hyggelige , lille Familiekreds . 
Da Harald begyndte at tale om at kjøre hjem , 
sagde Etatsraaden : „ Først maae vi slutte Dagen 
med Musik . Syng lidt for os , som Du pleier , 
Elisabeth . “ 
„ Vil De hjælpe mig , Fru Vågner ? “ sagde den 
unge Pige , mens hun aabnede Klaveret . 
„ Jeg kan ikke . “ 
„ Min Hustru synger , men kun for mig , “ sagde 
Harald smilende . 
„ Gjør endelig deres Husbonds Ord tilskamme , 
Fru Vågner , “ sagde Etatsraaden leende , „ og viis 
ham , at deres Stemme dog ikke udelukkende stal være 
til hans Fornøielse . De vil glæde os meget ved at 
synge . “ 
„ Jeg kan ikke ; jeg har aldrig sunget for Fremmede . 
Min Sang var mig tidligere kun som en 
-Trøst og Opmuntring i ensomme Timer , kun min 
egen Eiendom ; og det kostede mig allerede stor Overvindelse , 
da jeg begyndte at synge for min Husbond . “ 
„ Men 
det er slet ikke rigtigt , Deodata , “ sagde 

Harald alvorligt . „ Sangens Gave er , ligesom alle 
andre lignende Gaver , ogsaa bleven os skjænket til at 
glæde Andre med , og vi har ikke Ret til at beholde 
den for os selv . Hvis det er Beskedenhed , er det en 
falsk Beskedenhed . Overvind Dig nu selv iaften og 
syng med Frøken Elisabeth . “ 
„ Nei , jeg kan virkelig ikke . “ Harald rynkede 
Panden , og det var tydeligt , at han var meget misfornøiet 
med sin Hustrues Uvillighed til at bøie sig 
for hans Villie ; men Deodata lagde ikke Mærke dertil ; 
hun havde ikke Kjærlighedens aarvaagne Øie . 
Elisabeth sang da flere smukke Aftensange alene ; men 
hendes bløde Stemme havde ikke som Deodatas det 
dybe Udtryk , der saa forunderligt griber Hjertet , og 
Harald følte sig ikke nær saa tiltalt , som naar han hjemme 
lyttede til sin Hustrues melodiske Sange . Men til 
den gamle Faders Hjerte talte altid Datterens 
Sang mildt og bevægende ; han bøiede sit hvidhaarede 
Hoved og foldede sine Hænder i stille Andagt , mens 
et Skjær af mild Fred udbredte sig over hans Aasyn . 
„ Besøg os rigtig tidt , “ sagde Fru Stenberg , da 
hun ved Afskeden kjærligt kyssede Deodata ; „ jeg 
længes efter af lære Dem mere af kjende , og De veed , 
af jeg ikke kan komme til Dem . “ — 
„ Og en saadan Familie var jeg uvillig til af 

besøge ! “ udbrød Deodata , , da hun atter sad i Vognen 
ved sin Husbonds Side ; „ Jeg vidste ikke , hvad jeg 
vilde berøve mig selv . Gid jeg blot kunde hjembringe 
et Pust af den Fred , der overalt strømmer En imøde 
i dette stille , yndige Hjem ! “ 
„ Det kan Du , min Deodata ! “ svarede Harald 
hjerteligt . „ Har Du ikke ogsaa faaet Kvindens Magt ? 
den Magt , som virker i det Stille , og som først og 
fremmest i Hjemmet kan gjøre Underværker . Brug 
kun disse Gaver ret og lad gjensidig Tillid altid 
herste imellem os , da skal ogsaa vort Huus blive et 
Fredens og Kjærlighedens Hjem . “ 
„ Naar Gud vil give sin Naade dertil ! “ hviskede 
Deodata ydmygt . Hun var denne Aften i en mildt 
bevægæt Stemning og følte sig tillige forunderligt 
draget hen til ham , der dog nu stod hende nærmest i 
Livet , og hun lænede af egen Indskydelse sit Hoved 
mod hans Bryst . Hans Arm omslyngede hende , 
hans Læber tilhviskede hende kjærlige Ord , og hun 
saae op paa ham med et tillidsfuldt Blik , som om 
hun følte , at det dog var godt at vide , at der var 
En , til hvem hun kunde støtte sig . Det syntes , som 
om Begyndelsen var lagt til den sjælelige Forening , 
den urokkelige Tillid og den inderlige Kjærlighed , uden 
hvilke Ægteskabet kun er en farveløs Skygge af det 

Forhold , det burde være . Men ak ! det var kun et 
flygtigt Solglimt , der gik forud for kolde , mørke 
Dage ! 
Trettende Kapitel . 
Det var en Søndag Aften , ikke stille og mild , men 
kold , mørk og stormfuld . Dog det følte Deodata 
ikke . Hun var saa fordybet i sine Tanker , at hun 
næsten forfærdet sprang op , da Døren aabnedes , og 
en let Skikkelse , som hun kun utydeligt skjelnede i 
Tusmørket , traadte ind . Dog blev hun glad , da hun 
hørte Ingeborg Hlervigs friske , muntre Stemme : 
„ Godaften , kjære Fru Vagner ! Hvor jeg er glad ved 
at træffe Dem alene ! Vi mødte deres Husbond udenfor 
Gaarden , og han vilde da følge med Arnold hen 
til den gamle , syge Smed . Nu skal vi have en lille 
hyggelig Passiar sammen , ikke sandt ? “ 
„ Jeg bliver glad og oplivet , hvergang jeg seer 
Deres milde Ansigt , “ svarede Deodata hjerteligt , mens 
hun hjalp sin Gjæsf Tøiet af . 
„ Det var meget smukt sagt , men jeg betvivler , 
at De kan see mig nu ! “ 

„ Hvor her er yndigt inde ! “ udbrød Ingeborg et 
Øieblik efter , da hun havde taget Plads nærved den 
varme Kakkelovn ; „ saa lunt og saa hyggeligt ! Udenfor 
blæser en kold , skarp Vind . “ 
„ Man paaskjønner da dobbelt , at man har det 
godt inden Døre , “ svarede Deodata , „ at man har et 
Hjem med Hygge og Varme . “ 
„ Ja , med ydre og indre Varme ; Kjærlighedens 
Varme er den bedste . Af alle de rige Gaver , Vorherre 
saa naadigt har skjænket os , er dog ingen større 
og bedre end den at elske og blive elsket . Det er 
Livets Lys , som gjennemstraaler Alt , som letter alle 
Byrder , mildner alle Sorger og giver Alt sin friske , 
lyse Glands ! “ Ingeborgs Øine straalede , mens hun 
talte , men der sløi et smerteligt Træk hen over 
Deodatas Aasyn . „ Det saae og følte jeg ret i gamle 
Dage , da jeg var en lille Pige , og min Moder endnu 
levede , men siden den Tid har jeg kun kjendt lidt 
til — “ Her afbrød Deodata sig selv og tilføiede et 
Øieblik efter : „ Dog smage ikke Alle denne Kjærlighedens 
Fylde ; der gives Nogle , hvis Liv er berøvet 
Blomsterne , og som kun i enkelte Lysglimt see det , 
som for Andre er den varme , oplivende Sol . “ 
„ Det er der , “ svarede Ingeborg sørgmodig , og 
hun var bedrøvet over , at Mørket forhindrede hende 
i at læse i Deodatas Øie , om hun mente sig selv ; 

„ men jeg troer dog ikke , at der er et Menneske , som 
ikke vil kunne finde Nogen at elske , og En er der 
idetmindste , som tilbyder os Alle sin Kjærlighed , naar 
vi kun ville modtage den og troe fast paa hans 
Naade . “ 
„ Men den faste Tro , den Tro , som flytter 
Bjerge , kan man ikke give sig selv , “ sukkede Deodata , 
„ og hvor mange har vel den ? “ 
„ Vi maae vel Alle sukke , at vor Tro kun er 
svag , “ svarede Ingeborg ; „ men Gud skee Lov ! vi 
dømmes ikke efter dens Styrke , men findes den kun , 
om end svag , faae vi Overmaal af den ufortjente 
Kjærlighed . — Jeg . hører Arnolds Skridt , “ 
sagde hun strax efter . 
„ Hvor deres Øre maae være skarpt ! “ sagde 
Deodata , „ jeg hørte Intet uden Stormens Hyl . “ 
Strax efter traadte begge Mændene ind , Lampen 
blev tændt , det lille Selskab samlede sig omkring 
Bordet , og Samtalen gik snart let og livligt . Deodata 
blev altid livligere , naar hun var i Ingeborgs 
Selskab ; det var , som om hun blev paavirket af 
dennes altid uforandrede livsglade Munterhed , ligesom 
hun ogsaa altid med Interesse lyttede til Pastor 
Hlervigs alvorlige Tale . Harald var maaskee den 
mest tause . Der hvilede en Sky over hans Ansigt , 
og naar hans unge Hustru talte livligt , betragtede 

han hende undertiden med et forskende Blik , som om 
han ønskede at læse hendes inderste Tanker . Maaskee 
begyndte han at ane , at de ikke vare efter hans 
Ønske . 
„ Veed De , hvem den Candidat Thorberg er , som 
vil tale i Skolen paa Tirsdag ? “ spurgte Harald , da 
Aftenen nærmede sig sin Slutning , og der havde været 
et Øiebliks Tavshed . 
„ Jeg kjendte ham , da han var Student , “ svarede 
Arnold . „ Han var en af disse urolige Aander , som 
bestandig hige efter et Maal uden at sinde det , og 
som i denne hvileløse Stræben kun finde Uro og Utilfredshed 
istedenfor Fred . Han følte sig aldrig tilfredsstillet 
af Noget , men haabede paa noget Høiere 
og Bedre , som engang skulde times ham . Nu er han 
bleven Irvingianer og troer , at Herren har kaldet 
ham til sin Apostel , hvorfor han vil reise fra den ene 
Menighed til den anden for at tale , da , som han 
siger , de , der er beskikkede til Hyrder og Lærere , ikke 
forkynde Ordet rettelig . Jeg frygter for , at han 
staaer i stor Fare for at Hildes i aandeligt Hovmod . 
Han er meget begavet og har en brændende Iver for 
den Sag , der ligger hans Hjerte nær , saa det vil 
maaskee nok lykkes ham at henrive Mange , som ikke 
virkelig forstaae ham . “ 
„ En saadan Sværmer vil kun gjøre Skade , “ 

svarede Harald . „ Det undrer mig , at Øe vil tillade 
ham at tale i Skolen ; Øe kunde vel nok forhindre 
det . “ 
„ Det kunde ikke falde mig ind , da jeg jo ikke 
veed , om det er Vildfarelser , han vil forkynde . Naar 
jeg har hørt , at det ikke er det rene Evangelium , han 
lærer , vil jeg naturligviis benytte min Indflydelse til , 
saa vidt muligt , af forhindre , af han faaer Indgang 
i Menigheden . “ 
„ Jeg kunde have stor Lyst til af høre ham ! “ 
udbrød Deodata . 
„ Det vil da kun blive af Nysgjerrighed , hvis 
vi gaae derhen , “ sagde Harald ; „ thi naar man hører 
klare , kraftige Ord af sin Præst om Søndagen , behøver 
man ikke af gaae til selvvalgte „ Apostles “ Forsamlinger . 
De veed vist , hvor fjern Smiger er fra 
min Charakteer , “ tilføiede han med et venligt Blik 
paa Arnold ; „ hvad jeg siger , mener jeg oprigtigt , og 
jeg kan da ikke lade være af benytte denne Leilighed 
til af takke Dem ret hjerteligt for idag som for saa 
mange andre Søndage . Deres Ord har ofte grebet 
mig dybt og lært mig bedre af kjende mig selv . I 
de to Aar , De har været her , har det været Umagen 
værd af gaae i Kirke ; . De er ikke bange for af sige 
Folk den rene Sandhed . Deres Formand , Pasfor 
Vendelbo , talte altid kun om Guds uendelige Kjærlighed 

og Naade , som skulde gjøre Alt , og dyssede 
saaledes Hjerterne i en Sikkerhedssøvn og lukkede 
Øinene for al Syndserkjendelse . “ 
„ Naadegaverneeresaa forskjellige , “ svarede Arnold ; 
„ den Ene forkynder Ordet med mere Mildhed , den 
Anden med mere Strenghed ; men gaaer man kun i 
den Helligaands Skole , arbeide Begge i Herrens 
Viingaard , og Gud vil give Frugt . Tro mig , Herr . 
Vagner , der kan aldrig tales nok om Guds uendelige 
Naade , og det skulde gjøre mig meget ondt , om den 
skulde savnes i mine Prædikener . “ 
„ Naturligviis skal der tales om Guds Naade , 
uden hvilken Ingen af os kunde bestaae , og det 
mangler heller aldrig hos Dem , men det Ene skal 
dog ikke forsømmes for det Andet . Og hvad siger 
De da , naar jeg fortæller Dem , at den Mand , som 
bestandig skildrede Guds Kjærlighed , selv kjendte saa 
lidt til Kjærlighed i al sin Færd , at maaskee neppe 
een Mand i hele Sognet var saa haard , saa heftig , 
saa vanskelig , som han var mod sin Familie , sit 
Tyende , sine Sognefolk ? “ 
„ Ak , Aanden er redebon , men Kjødet er skrøbeligt . 
Han har havt en haard Natur at kæmpe imod , og 
hans Tro har ikke været saa stærk , at han har faaet 
Bugt med sit Sind . Vi ere jo Alle svage og skrøbelige , 
og hvor Mange troer De ikke , der er , som give 

Anstød tusinde Gange i Ord og Gjerning , skjøndt de 
dog saa gjerne vilde være Guds Børn og bygge paa 
hans Naade ? “ 
„ Men vil man være en Christen , maa man dog 
kunne vise det i Gjerningen ; og naar en Præst giver 
sin Menighed et saa slet Exempel , har jeg ikke megen 
Tillid til hans Christendom . “ 
„ Saaledes tænkte ogsaa jeg engang i min tidlige 
Ungdom ; Lovens Strenghed stod for mig i al sin 
Skarphed , og jeg kjendte Intet til Evangeliets Mildhed . 
Jeg fordrede Alt af mig selv , Alt af Andre , 
og blev aldrig tilfreds ; jeg kæmpede haarde Kampe , 
som angreb mig paa Sjæl og Legeme , og sandt ingen 
Fred . Dog , da jeg næsten fortvivlede , aabnede Herren 
mine Øine , og jeg saae , hvor umuligt det var , 
at jeg kunde udrette Noget ved egen Krast , men jeg 
fandt tillige Vei til Guds Barmhjertighed . Nu veed 
jeg , at hvorvel min Gjerning er svag og skrøbelig , 
hvorvel jeg mange Gange overtraadte Guds Bud , 
vil hans Naade dog ikke vige fra mig . “ 
„ Enhver maa troe , hvad han vil “ , svarede 
Harald . „ Min Mening er kun denne , at naar Ord 
og Gjerning , som hos Pastor Vendelbo , staae i skarp 
Modsætning til hinanden , kan jeg ikke agte Præsten . 
Men maaskee stolede han saa trygt paa Guds Kjærlighed “ , 
tilføiede han med bitter Ironi , „ at han 

mente , han kunde feile saa meget , han vilde , det vilde 
dog blive ham forladt . “ 
„ Hvor kan De dog fælde saa haard en Dom ! “ 
udbrød Ingeborg . „ Glem ikke , at Kjærligheden aldrig 
blotter sin Broders Synd . “ 
„ Han stolede ikke forgjæves paa Guds Naade “ , 
sagde Pastor Hlervig meget alvorligt ; „ jeg veed , at 
hans Dødsleje var velsignet og fuldt af Fred , og at 
Salighedshaabet stod klart for hans Sjæl i hans 
sidste Stund . “ 
„ Om hans Død veed jeg Intet , jeg taler kun 
om hans Liv , og det var , hvad enten man betragter 
ham som Menneske , Christen eller Præst , ingenlunde , 
hvad det burde være . “ 
Deodata havde hidtil været fuldkommen taus , 
men hendes blege Kinder , dirrende Læber og funklende 
Øine forraadte den Bevægelse , hvormed hun havde 
fulgt Samtalen . Pastor Vendelbo havde været hendes 
Forældres trofaste Ven , og det var netop ham , 
der havde været hos hendes Moder i hendes sidste 
Stund , og som siden saa kjærligt havde trøstet den 
heftigt sørgende lille Pige . Nu kunde hun ikke tie 
længer . „ Hvor tør Du saa hjerteløs bryde Staven 
over en Mand , hvis sande Værd Du ikke har kjendt ? “ 
udbrød hun heftigt . „ Han var min Moders Ven , 
han stod ved hendes Dødsleje , og jeg veed idetmindste , 

at han forstod at opretholde en Doendes Haab og 
tale tröstende Ord til et grædende Barn . “ 
„ Det beviser endnu Intet ; og fordi han var din 
Moders Ven , kan han have havt mange Feil “ , svarede 
Harald koldt og roligt . 
Deodata bed sig i Læberne og tav , men hun 
tilkastede sin Husbond et vredt Blik . Der herskede 
et Øiebliks forstemt Taushed , og derpaa reisfe Arnold 
og Ingeborg sig for at gaae . „ Jeg vil ret inderligt 
ønske , at De ikke altid dømmer saa haardt som 
iaften “ , sagde Ingeborg mildt til Harald , da hun 
rakte ham Haanden til Afsted . 
„ Jeg tilstaaer , at jeg har været i en temmelig 
bitter Stemning . Hvorfor , veed jeg ikke selv “ , svarede 
han . 
Saasnart deres Gjæster vare gaaede , gav Deodata 
sine heftige Følelser Luft . „ O , Harald , hvor 
dybt har Du ikke saaret mig ! Hvis Du vidste , hvor 
høit jeg har elsket min Moder , hvis Du vidste , hvad 
hendes Minde endnu er for mig , vilde Du kunne 
forstaae det ! “ 
Haralds stærke Natur forstod ikke at at bære 
over med saadanne lidenskabelige Udbrud , og han 
sagde temmelig koldt : „ Det var ingenlunde min Hensigt 
at saare Dig , Deodata , men jeg vilde ønske , 
Du var lidt mindre pirrelig . “ 

„ Det kan jeg ikke være . Jeg kan ikke taale at 
see det , jeg ærer og elsker , berørt med en kold og 
haard Haand . “ 
„ Der er en Sygelighed i den Maade , hvorpaa 
Du hænger ved din Moders Minde , som jeg inderlig 
ønsker at see Dig helbredet for . “ 
En kold Gysen gjennemfoer Deodata , og hun 
saae paa sin Husbond med et næsten vildt Blik . 
„ Sygelighed kalder Du mit Hjertes dybeste Følelser ! 
O , gid jeg aldrig havde forraadt dem for Dig ! Du 
træder dem under Fødder , Du spotter mig ! “ hun 
ilede hen imod Døren . 
„ Deodata , vær dog rolig , gaa ikke bort ! “ Hans 
Stemme var after mild og venlig , men hendes Sind 
var kommet i et frygteligt Oprør , og hun havde ikke 
mere noget Herredømme over sig selv . 
„ Jeg maa ud “ , svarede hun , — „ ud i den frie 
Luft ! “ 
„ Det er seent , Deodata , og Blæsten er kold . 
Gaa ikke ! “ Men hun var allerede borte . Langs 
med Strandbredden løb hun i aandeløs Hast uden 
at mærke Kulden , Mørket eller Havets Oprør . Blæsten 
løste hendes Fletninger , og det lange Haar 
slagrede vildt i Stormen , men hun brød sig ikke 
derom . Hun havde ingen anden Tanke end Ønsket 

om at flygte langt , langt bort , saa hun aldrig mere 
skulde see sin Husbond , aldrig mere höre hans rolige , 
overlegne Stemme , der endnu lød kold og skærende i 
hendes Øre . „ O , Moder , Moder ! hvorfor forlod 
Du mig ? “ klagede hun atter i sit Hjerte , „ hvorfor 
skal jeg søle mig saa ene i denne kolde , hjerteløse 
Verden ? “ 
„ Deodata , er Du bleven afsindig ? “ lød nu 
Haralds Stemme , og en fast , stærk Haand greb hendes 
Arm . Hun vilde rive sig løs , men han holdt 
hende fast , og der laa en saa bydende Kraft i hans 
Haands Tryk og i hans Stemme , da han sagde : 
„ Du skal følge mig ! “ at hun ikke mægtede at modstaae 
den . Han førte hende hjem , og hun saae ved 
Lampelyset hans Ansigt , der var blegt og sørgmodigt . 
Hun satte sig ned for at ordne sit flagrende Haar og 
samle sine Tanker , men til sin Husbond sagde hun 
ikke et Ord . Inden de gik tilsengs , rakte han hende 
venlig Haanden og sagde med et medlidende Smil : 
„ Mit stakkels Barn ! jeg forstaaer ikke din Heftighed . 
Vi vil gjensidig bære over med hinanden . “ Men hun 
stødte hans Haand bort med en heftig , utaalmodig 
Bevægelse , der sagde mere end Ord , og nu var 
hans Taalmodighed udtømt . „ Tag Dig iagt , Deodata ! 
Buen kan spændes saa stramt , at den brister “ , 

sagde han med dæmpet , halvt truende Stemme , og 
hans Blik var mørkt og strengt . 
Fjorfende Kapitel . 
^Lfter en Nat , fuld af urolige Drømme , vaagnede 
Deodata først seent den næste Morgen . Hun stod op 
med en bitter Erindring om den foregaaende Aftens 
Begivenheder , og hendes Husbonds mørke Aasyn 
sagde hende , at heller ikke han havde glemt dem . 
Imidlertid mødte hun hans Taushed og Kulde med 
Stolthed , thi skjøndt hun i Hjertet erkjendte sin Uret , 
vilde hun dog ikke bøie sig , men vise ham , at hun 
ikke frygtede hans Vrede . 
Ifølge gammel Vane fra sin Moders Tid 
plejede Deodata hver Morgen at læse et Kapitel i 
Bibelen . Denne Dag læste hun det 5te Kapitel i 
Pauli Brev til Epheserne , men uden megen Eftertanke , 
- indtil hun kom til de Ord : „ I Kvinder ! værer Eders 
egne Mænd underdanige ! “ Da standsede hun , lod Bogen 
synke og saae uroligt op . Gjaldt denne Formaning 
ikke ogsaa hende ? og hvorledes havde hun opfyldt 
den ? Havde hun ikke handlet lige tvertimod Guds 

Bud ? Hun tænkte paa sin heftige , trodsige Opførsel 
Aftenen før , erkjendte med Skamfuldhed , hvorledes 
hun idag havde været beredt til at sætte Haardt imod 
Haardt , og hun saae klart sin Synd . I samme 
Øieblik aabnede Harald Døren og sagde : „ Jeg har 
Forretninger i Byen idag og kommer neppe hjem før 
ved Sengetid . Farvel ! “ og inden Deodata fik Tid 
til at svare et Ord , var han allerede borte . Da besluttede 
hun at bede ham om Forladelse , thi hun 
vidste , at det var hendes Pligt . Ak , det var kun den 
kolde Pligtfølelse , ikke Hjertets Sorg over at have 
fortørnet den Elskede , der drev hende — derfor var 
det saa svært . Hun reiste sig langsomt , men tøvede 
uvilkaarlig et Minnt . Da hørte hun Vognen rulle 
bort , og — det var for silde . Med et tungt Hjerte 
gik hun til sine huslige Sysler ; mismodig satte hun 
sig til Klaveret og sang sine Yndlingssange uden at 
føle sig oplivet ; hun tog en Bog , men anstrengte sig 
forgjæves for at læse . Tungt og langsomt gik Timerne . 
Om Eftermiddagen gik hun ud i det Haab , 
at hun i den stolte , skjønne Natur vilde føle sig 
lettere tilmode , men ogsaa dette Haab blev skuffet . 
Synet af de skummende Bølger forekom hende idag 
koldt og frygteligt , og hun stirrede mørkt paa de 
nøgne Træer . „ Naar disse Træer staae i deres lysegrønne 
Flor , og Fuglene synge muntert i Grenene , 

mon jeg da vil være lykkeligere ? “ sukkede hun og 
standsede sin Gang . Da blev hendes Haand berørt , 
og en lille venlig Barnestemme raabte : „ Goddag ! 
Du maa komme med os op paa den smukke Høi ! “ 
Deodata bøiede sig ned og saae lille Kristines friske 
og glade Barneansigt ; det var idetmindste et oplivende 
Syn . Nu saae hun ogsaa den lille Piges 
Forældre og modtog deres venlige Hilsen . Nede ved 
Strandbredden søgte Alfred omhyggeligt efter de 
smukkeste Stene i Sandet . „ Jeg haaber , De modtager 
vor lille Datters Indbydelse “ , sagde Ingeborg 
smilende ; „ Veiret er virkelig smukt og klart nok , til at 
vi kunne nyde Udsigten oppe fra Granhøien . “ Deodata 
fulgte dem med Glæde . „ Kom , Alfred , nu gaae 
vi ! “ sagde Pastor Hlervig ; men den lille Øreng var 
ikke meget villig til at forlade sine Stene . 
„ Jeg er netop glad ved at træffe Dem “ , sagde 
Deodata . „ Min Husbond er ikke hjemme idag , og 
jeg længtes efter at komme ud i den friske Luft ; men 
jeg blev halvt melankolsk ved at vandre alene i disse 
mørke Omgivelser , thi mørk og kold er dog det oprørte 
Havs Skjønhed . “ 
„ Jeg veed , at Mange blive melankolske ved at 
see Havet “ , svarede Arnold , „ men jeg har aldrig 
kunnet forstaae det . Visfnok vækker det alvorlige 
Tanker at see paa Bølgernes vilde Leg , og man 

mindes vel dobbelt sin egen Ringhed i Forhold til 
Hans Storhed , af hvis Skabning dette mægtige 
Hav kun er en ringe Deel ; men denne Tanke kan 
dog aldrig gjøre En melankolsk , naar vi troe og vide , 
at Han , trods vor Ringhed , ikke glemmer en Enesle 
af os . “ 
„ Naar man blot kunde vide det “ , hviskede Deodata , 
men vendte sig derpaa strax til Ingeborg og 
begyndte at tale om andre Ting . 
„ Skynd Dig at komme , Alfred ! Veed Du ikke , 
at en Ting ikke skal siges Dig to Gange ? “ sagde 
Arnold strengt . Den lille Dreng skyndte sig at indhente 
Selskabet og fæstede sine store , mørkeblaae Øine 
paa sin Fader for at forvisse sig om , at han ikke var 
vred . Arnold besvarede det ved venligt at række ham 
Haanden , og Alfred saae lykkelig og glad ud . 
Fra den granbevoxede Høi betragtede de Solens 
Nedgang og den vide Udsigt , og Hjemveien gik saa 
hurtigt med livlig Samtale , at Deodata næsten blev 
forundret , da de vare udenfor Egeved . „ Vil De ikke 
tilbringe Aftenen hos os , siden De er ene hjemme ? “ 
spurgte Ingeborg ; men Deodata afslog hendes Indbydelse . 
„ Maaskee De ikke er sikker paa , at Deres 
Husbond kommer snart “ , sagde Ingeborg smilende . 
„ Idetmindsfe pleier min Mand gjerne at overraske 
mig med at komme et Par Timer , før han havde 

bestemt , naar han har Forretninger i Byen , og det 
er mageløs morsomt . Hvis De venter det , vil jeg 
ønske , at Deres Formodning maa være rigtig . “ 
Med et skjelmsk Smil forlod den lykkelige 
Hustru hende , men Deodata gik ind ad Porten med 
I 
et smerteligt Suk . 
Imidlertid havde Ingeborg dog Ret ; thi Deodata 
havde neppe været et Kvarteer hjemme , førend 
Harald kom . Hun modtog ham med tvungen 
Munterhed , men da hun saae det uforandrede , mørke 
Udtryk i hans Ansigt og hørte hans kolde Stemme , 
tvang hun sig til at sige : „ Jeg har været meget bedrøvet 
over min Opførsel igaar . Tilgiv mig . “ 
„ Jeg vil søge at glemme det Skete “ , svarede 
han og rakte hende Haanden ; men intet kjærligt Ord 
ledsagede dette kolde Svar , og der lagdes fra denne 
Dag en dyb Kløft imellem deres Hjerter . I det 
Ydre var der vel ikke megen Forandring i deres Forhold , 
men Mand og Husfru forstod og kjendte ikke 
hinanden og fjernede sig hver Dag mere fra hinanden . 


Femfende Kapitel . 
Da Deodata ønskede det , gik hun og hendes Husbond 
en Dag hen for at høre den unge „ selvudvalgte Apostel “ , 
som Harald spottende kaldte ham . Nysgjerrigheden 
havde samlet et stort Antal Mennesker . Efter Afsyngelsen 
af en Psalme traadte den unge Mand frem . 
Han var neppe meer end 25 Aar gammel , men hans 
blege Kinder og de dybe Furer i hans Pande vidnede 
om de urolige Kampe , der havde formørket hans 
Ungdom , og i hans sorte , dybtliggende Øine glødede 
en forunderlig Ild . Efter en kort , inderlig Bøn , 
begyndte han at tale . I et skjønt og dristigt Sprog , 
i høie Tanker og poetiske Lignelser talte han om den 
Tro , der formaaer Alt , om den Aandens indre 
Røst , der opflammer Sjælen til hellig Begeistring og 
giver den Kraft til at løfte sig op over al Jordens 
Smaalighed , om det Herlighedens Rige , hvori de 
engang skal leve , som ikke har modstaaet den Helligaands 
Kalden . Han fortalte derpaa , hvorledes han 
var bleven udvalgt af den Helligaand til som Herrens 
Apostel at gaae fra Sted til Sted uden at hvile og 
uden at bryde sig om sin egen Bekvemmelighed , for 
at vække de døde Sjæle til det evige Liv , og tilsidst 

opfordrede han i stærke , inderlige Udtryk de Tilstedeværende 
til at bryde med Verden , forsage Djævelen 
og frasige sig alle kjedelige Glæder for at følge den 
korsfæstede Frelser i Ydmyghed og Selvfornægtelse . 
Talen manglede Klarhed og Sammenhæng , men det 
fristedes man let til at glemme for dens dristige 
Flugt , og næsten endnu mere end Ordene bidrog den 
unge Talers indtrængende Stemme og den glødende 
Begeistring , der lyste i hans mørke Øine , til at gjøre 
et dybt Indtryk paa Tilhørerne . Da han til Slutning 
lyste Velsignelsen over dem , glimtede der Taarer 
i mangt et Øie . Ingen var mere bevæget end Deodata . 
Hendes urolige , men varme Hjerte længtes 
efter Noget , hvortil hun kunde klynge sig med hele 
sin Sjæl , og hun havde endnu ikke fundet det . Derfor 
lyttede hun til den unge Talers opflammende 
Ord , som om deri et Væld oprandt for hende , hvoraf 
hun kunde øse ; med næsten feberagtig Opmærksomhed 
lyttede hun til hvert af hans Ord , hendes Blik hang 
ved hans Øine , hendes Kinder glødede , hendes Øine 
straalede , thi ogsaa hun syntes at føle et nyt Liv 
røre sig i hendes Indre . I en forunderlig bevæget 
Stemning gik hun ud af Skolen med sin Husbond 
og Hlervigs . „ Var det ikke gribende , deiligt ? “ spurgte 
hun Ingeborg . „ Hvor skjønt var det ikke at see en 
saadan hellig Begeistring , en saadan Længsel efter at 
H 
L 

føre Andre til det Rette ! Hvor opløftet blev man 
ikke ved disse indtrængende Ord og ved at see i hans 
Blik , hvor dybt han følte , hvad han talte ! “ 
„ Det kunde jeg ikke føle “ , svarede Ingeborg , 
„ tvertimod blev jeg sørgmodig stemt ved at høre 
ham . Jeg kunde ikke sinde den rette Klarhed i hans 
Ord og var hele Tiden bange for , at han skulde 
føres ind paa Vildfarelsens Vei , netop fordi han 
talte med en saadan Lidenskabelighed . “ 
„ Nei , siig heller med den glødende Iver for det 
Kald , hvortil han troer sig udvalgt . Jeg havde ikke 
ventet en saa kold Bedømmelse af Dem . Kunde De 
da ikke føle Skjønheden i hans Ord ? “ 
„ For mig er der noget oprørende i at see en 
Mand i en saadan Tilsfand , hvor Fornuften ingen 
Stemme har mere , og al Klarhed er borte “ , sagde 
Harald . „ Jeg ærgrer mig over , at jeg gik derhen , 
men trøster mig dog med , at jeg gjorde det for at 
opfylde min Hustrues Ønske og ikke af taabelig Nysgjerrighed . “ 
„ Og 
en stor Glæde har Du gjort mig ! “ udbrød 
Deodata livligt . „ Hvor er det dog muligt , at Du 
kan føle Dig saa lidet tiltalt ask hvad vi har hørt ? “ 
„ Hvor er det muligt , at denne vilde Tale kan 
have gjort et saa dybt Indtryk paa Dig , maa jeg 
snarere spørge ? Den unge Mands lidenskabelige 

Begeistring maa have paavirket Dig ; thi hvis Du 
nu rolig vil tænke over , hvad Du har hørt , maa Du 
nødvendigvis søle , af der ikke er blevet sagt noget , der 
kan hjælpe os fremad paa den rette Vei , men af Øret 
kun er blevet kildret af smukke Talemaader . I mine 
Øine er denne unge Mand enten en Bedrager og 
Hykler , som søger af frembringe Rørelser hos Folk 
for af drage Fordeel deraf , eller en fanatisk Sværmer , 
der ikke er langt fra Vanvid . “ 
„ Igjen for streng i Deres Dom “ , sagde den 
unge Præst med mild Alvor . „ Hvor tør De , uden 
et eneste Beviis , anklage et Menneske for af være en 
Hykler ? Jeg er overbeviist om , af der er Sandhed 
i hans Begeistring , men jeg er tillige bange for , af 
han hilder sig i store Vildfarelser ved af bygge for 
meget paa Aandens Rørelser , og af den Tanke , af 
Gud har udvalgt ham til et særdeles Kald , vil føre 
ham til aandeligt Hovmod . Dog troer og haaber 
jeg , af der er saa megen Sandhed i hans Sjæl , af 
Gud tilsidst vil lede ham til den rette Klarhed . “ 
„ Ingen har da følt som jeg “ , sagde Deodata 
sukkende . „ Dog — hvor forskjellig er ikke Pastor 
Hlcrvigs Dom fra din , Harald ! Hvor kan Du 
tale saa koldt og hjerteløst ! “ 
„ Tilgiv mig , Deodata ! Jeg burde taget mere 
Hensyn til din Begeistring , hvor uforklarlig den end 

er mig . “ Det var godt , at Mørket skjulte det ironiske 
Smil , hvormed han sagde disse Ord ; thi det 
vilde have opirret hans Hustru mere end noget 
andet . 
„ Er det umuligt , at Du nogensinde kan begeistres ? “ 
spurgte hun ham , da de vare komne hjem . 
„ Nei , langtfra ikke ; men jeg kan kun begejstres for , 
hvad der er Sandhed “ , svarede han med Eftertryk , 
„ og den seer jeg ikke i , hvad der iaften har sat Dig 
i en saa unaturlig Bevægelse . “ 
„ Det er forunderligt , at vi er uenige om næsten 
Alt “ , svarede Deodata med en Følelse af bitter 
Smerte . -- -- -- -- - 
Hvor sukkede hun ikke efter Frihed , da hun om 
Natten laa søvnløs paa sit Leie ! hvor længtes hun 
ikke efter at kunne løsrive alle Baand og atter blive 
den unge Pige , for hvem Fremtiden laa tilsløret og 
skjult ! Endelig faldt hun i Søvn og drømte , at en 
Engel i sneehvide Klæder vinkede hende fremad med 
et lyst , haabefuldt Smil ; og Engelen havde Ingeborgs 
milde , blaae Øine . Styrket og trøstet vaagnede 
hun , og et svagt Haab holdt hende atter oppe . 

Seiende Kapitel . 
< ^e korte , mørke Decemberdage vare forbi , og Julen 
kom med Maaneskin og Klarhed , den glade Julefest , 
der samler de Adskilte i Hjemmet og bringer Glæede 
til Rige og Fattige , til Store og Smaa . Hvor 
skjøn og lykkelig var ikke Juleaften i Egeby Præstegaard , 
i det stille Fredens og Kjærlighedens Hjem , 
da Forældre og Børn samledes med alle Husets 
Folk om det tændte Juletræ , lovede og priste Gud 
med glade Julepsalmer og ønskede hverandre en 
„ glædelig Juul . “ Hvor lykkelige vare ikke Arnold 
og Ingeborg , da de sad ved hinandens Side paa 
denne festlige Aften , hvor alt Arbeide skulde hvile , og 
talte fortroligt om Fortid og Fremtid , mens deres 
smaa Børn jublende legede med det nye , smukke 
Legetøi og igjen standsede med Legen for endnu engang 
af synge den Julesang , Moder nylig havde lært 
dem , og for paa deres barnlige Viis af tale om det 
lille Jesusbarn , som de engang skulde see oppe i Himmelen 
hos Vorherre . 
For Deodata var Julen ogsaa dette Aar tom og 
sørgelig , en bitter Modsætning til de længstsvundne 
Dage ; og da hun Julemorgen sad i Kirken blandt 

den talrige Menighed , følte Hjertet kun halvt , hvad 
hendes Læber sang : „ Julen har bragt velsignet Bud , 
nu glædes Gamle og Unge ! “ 
Anden Juledag vare Harald og Deodata indbudne 
til et Aftenselskab paa en nærliggende Herregaard . 
Med en ubestemt Længsel efter Adspredelse 
klædte Deodata sig paa . Hvor smuk saae hun ikke 
ud i den lyseblaae Silkekjole og med de hvide Perler 
i de rige , mørkebrune Fletninger . Dog , derpaa 
tænkte hun slet ikke . Deodata havde store Feil , men 
denne kvindelige Svaghed , der hos mange undergraver 
alle bedre Følelser , kjendte hun neppe ; hun 
var næsten aldeles fri for Forfængelighed og havde 
maaskee aldrig spurgt sig selv , om hun var smuk 
eller ikke . Det var derfor uden ringeste Bevidsthed 
om sin egen Ynde , at hun traadte ind til sin Husbond 
og med et ligegyldigt Smil spurgte ham , om 
han var fornøiet med hendes Toilette , og hun lagde 
neppe Mærke til det beundrende Blik , hvormed han 
sagde : „ Intet kan være smukkere ; men der ligger 
forøvrigt kun ringe Vægt paa din Dragt . “ 
Det var et stort Selskab . Deodata følte sig 
strax lidt forladt mellem de mange fremmede Mennesker 
og blev derfor meget glad ved at see Elisabeth 
Stenbergs bekjendte Ansigt imellem alle de ubekjendte ; 
dog bevægede hun sig med Frihed og Lethed og talte 

snart utvnngent med Enhver . Hendes Husbonds 
Blik søgte hende ofte , og han saae hende livligere , 
end hun nogensinde var hjemme ; dog følte han intet 
Spor af Skinsyge — dertil havde han for stor Tillid 
baade til sig selv og til sin Hustru . Han betragtede 
hende kun med Tilfredshed , maaskee med en hemmelig 
Følelse af Stolthed over , at hans Hustru var den 
smukkeste af alle Damerne i Selskabet ; Ingen havde 
saadanne funklende Øine , Ingen dette Smil , der 
saaes saa sjeldent , men som var saa friskt og saa 
udtryksfuldt . 
„ Maa jeg forestille Dem min Søstersøn , Dokfor 
Herløv , Fru Vagner ! “ sagde Husets Frue og nærmede 
sig Deodata med en ung Mand . 5 , Han vil 
snart blive Deres Nabo , da han efter Nytaar agter 
at nedsætte sig som Læge i Egeby . “ 
Deodata , der netop havde været fordybet i en 
Samtale med Elisabeth , hilste den unge Mand let 
og følte sig strax tiltalt af hans Ydre . Axel Herlov 
var omtrent 26 Aar gammel og frembød et tiltalende 
Billede af Ungdom , Styrke og Livsfriskhed . Han og 
Deodata vare snart i en livlig Samtale , og inden en 
halv Time var det , som om hun havde kjendt ham længe . 
„ De kan ikke tænke Dem , Fru Vagner “ , sagde 
han engang i Talens Løb , „ hvor henrykt jeg er over 
af skulle opslaae min Bolig i en af Danmarks 

skjønneste Egne . Jeg elsker Havet og vil vist tilbringe 
alle mine ledige Timer med af vandre langs 
Strandbredden og studere den ophøiede , mangfoldige 
Skjønhed , der næsten er lige stor Vinter og Sommer , 
og som hver Dag vil frembyde noget Nyt af beundre . “ 
„ Jeg 
kan meget godt forstaae det . Naturen er 
egentlig det Bedste , vi har ; intet Sted føler man 
mere Guds Storhed og sin egen Svaghed , og den 
skjønne , frie Natur er maaskee det Tempel , hvori vi 
dyrke ham bedst . “ 
„ Til saadanne Følelser kjender jeg Intet . Naar 
jeg betragter noget Skjønt i Kunsten eller Naturen , 
nyder jeg kun den Skjønhed , jeg har for Øie , og 
mine Tanker gaae ikke videre . Det Nærværende , det 
Synlige er mig nok til af opfylde Sindet . Skjønheden , 
den sande Skjønhed , som er et meget omfattende 
Begreb , er min Lov og min Gud . “ 
Deodata maatte smile ad den varme Maade , 
hvorpaa disse Ord blev sagte , skjøndt hans frie Ansfuelser 
flet ikke tiltalte hende . Hun saae ikke , hvad 
maaskee Ingen i det muntre Selskab bemærkede undtagen 
En , at alt Blodet veg bort fra Elisabeths 
Kinder , og at hun forgjæves kæmpede for at tilbageholde 
det Suk , der trængte sig frem fra hendes Bryst , 

mens hun bøiede sig dybt ned over det Album , hun 
bladede i , for at skjule sin Bevægelse . 
„ Jeg føler mig Heller ikke svag og ringe “ , tilføiede 
Doctoren , „ ved Synet af det Ophøiede — 
tvertimod det hæver og løfter mig . Med Kvinden 
er det en anden Sag “ , vedblev han , og skjøndt han 
talte til Deodata , søgte hans Blik den stille Elisabeth , 
og hans Stemme fik en blødere Klang ; „ hun er netop 
elskeligst i Følelsen af sin Svaghed , og hun skal kun 
udbrede Fred og Glæde i Stilhed . “ 
„ Og tiltroer De aldrig Kvinden at kunne være 
stærk eller at kunne udrette noget Stort ? “ spurgte 
Deodata . „ Det er ikke meget smigrende for os . “ 
„ Hisforien har mange Træk , hvori vi see Kvinden 
overgaae Manden i Sjælsstyrke og Kjækhed “ , 
svarede den unge Læge alvorligt ; „ men skjøndt jeg 
maa beundre en Jeanne d ' Arc og en Charlotte Corday , 
dvæler jeg dog langt hellere ved Tanken om de 
stille og fromme Kvinder , hvis sande Værd kun kjendes 
af deres Allernærmeste . “ 
I dette Øieblik kom Emilie Ribolt , en af Husets 
Døttre , og afbrød Samtalen ved at bede Axel om at 
prøve nogle nye Melodier . „ Vi længes Alle efter at høre 
din Mening ; Ingen kan bedømme det bedre end Du . “ 
Axel fulgte hende strax , og Deodata vendte sig til 
Elisabeth med den Bemærkning , at Doktor Herløv 

vist var en meget eiendommelig ung Mand , og spurgte 
hende , om hun kjendte Ham nøiere . 
„ Ja , meget godt ; jeg har kjendt ham i mange 
Aar , “ lød Svaret ; men Deodata undrede sig over 
det Udtryk af dyb Sørgmodighed , der saaes i de 
stille , blaae Øine , da den unge Pige svarede disse saa 
Ord . Dog , snart glemte hun alt Andet for den 
næsten vidunderlig smukke Sang , der greb hendes 
Hjerte dybt . Det var Axel Herløv , der sang , og 
hans skjønne , kraftfulde Stemme , hvis melodiske Klarhed 
var ligesaa fuldendt , som den var fuld af Udtryk 
og Følelse , var vel skikket til at gjøre et dybt Indtryk 
paa En , der havde en saa levende Sands for 
Musik som Deodata . 
Da Harald kjørte hjem med sin Hustru , forbausedes 
han over den Livlighed , hvormed hun talte 
om hele Selskabet ; thi hun havde ellers i den senere 
Tid været mere taus og alvorlig end nogensinde . 
„ Jeg troer , Du har godt af af komme ud , “ sagde 
Harald ; „ Selskabelighed lader til af oplive Dig . “ 
Deodata rødmede af Skamfuldhed ; thi der laa 
for hende en bitter Bebreidelse i disse faa Ord , da 
hun vel følte , af hun ikke var i Hjemmet , som hun 
burde være . Hun mindedes nu atter med Samvittighedsnag 
sine gode Beslutninger , da hun fulgte Harald 

som hans Hustru . Ak , hvor slet havde hun ikke 
holdt dem ! 
Pludselig blev hendes Haand greben med Heftighed , 
og hendes Husbond sagde med bevæget Stemme : 
„ Lad mig ikke søle , Deodata , af Du er gladere blandt 
Fremmede end i vort eget stille Hjem ! Glem ikke , 
af din første Plads er der ! “ . 
Hun kunde ikke af Hjertet svare ham , af der 
var hendes bedste Glæde ; hun kunde blot gjengjælde 
hans varme Haandtryk og sørgmodig bede ham bære 
over med hende . Al Aftenens Fornøielse , hvortil hun 
for en kort Stund ganske havde hengivet sig , var 
bortvejret , og hendes Hjerte fyldtes atter med tunge 
og mørke Tanker . 
SiMlche Hapiiel . 
Det var henimod Slutningen af Februar Maaned . 
- Deodata stod ved Vinduet og betragtede med et mismodigt 
Blik den sneedækkede Jord og de mørke Skyer , 
der truede med et nyt Uveir , thi det var hendes Hensigt 
at gaae ud . 
Den unge Candidat Thorberg havde paa sine 

Vandringer fra Sogn til Sogn atter været i Egeby 
kort efter Juul , og Deodata havde hørt ham imod sin 
Husbonds Ønske . Skjøndt hans Ord havde været 
endnu mindre klare end første Gang , og han havde 
talt med endnu større Selvophøielse om sin egen 
Mission , var hun dog atter bleven mægtig tiltrukken 
af hans glødende Iver og dristige Flugt . 
Denne Aften vilde han igjen tale i en Bondegaard , 
hvor han havde vundet Indgang , og Deodata 
vilde derhen , men frygtede for , at den dybe Snee 
skulde forhindre hende i at gaae . I det samme traadte 
hendes Husbond ind , og hun vendte sig hurtigt om 
til ham : „ Harald , Candidat Thorberg taler nede i 
Byen idag , og jeg vilde gjerne høre ham , men jeg 
er bange for , at jeg ikke kan gaae . Vil Du ikke 
lade spænde for Kanen . “ 
„ Nei , det seer ud til at blive Sneeveir . “ 
„ Hvad bryder jeg mig om Veiret for det lille 
Stykke ? det er jo kun en halv Fjerdingvej ; men jeg 
er bange for ikke at kunne gaae uden at blive vaad . 
Maa jeg ikke kjøre ? “ 
„ Nei , “ og der var en urokkelig Bestemthed i den 
rolige Stemme og det faste Blik ; „ jeg vil ikke have 
Dig udsat for noget Uveir , og det er mit bestemte 
Ønske , at Du bliver hjemme . “ Deodatas heftige 
Sind var strax i Oprør , og hendes Kinder glødede . 

„ Det er ikke min Hensigt at rette mig derefter , “ 
svarede hun hurtigt ; „ hvis Du virkelig vil nægte 
mig at kjøre , skal jeg vise Dig , at jeg ikke er bange 
for at gaae . “ 
„ Jeg tillader naturligviis langt mindre , at Du 
gaaer , “ svarede Harald med uforandret Ro ; „ og naar 
jeg skal sige den fulde Sandhed , vil jeg tilstaae Dig , 
at jeg egenlig kun har benyttet Veiret som et Paaskud , 
thi uden Hensyn dertil er det mit Ønske , ja 
min Villie , at Du ikke hører denne Fanatiker . Hans 
Tale og hele Færd er mig imod , og jeg vil ikke , at 
min Hustru skal være blandt hans Tilhørere . “ 
„ Du kan ikke vente , at jeg i saadanne Ting skal 
rette mig efter dine Ønsker , “ svarede Deodafa og 
anstrengte sig for at tale roligt . 
„ Jeg kan vente det , og jeg fordrer det ogsaa . 
Min Villie er urokkelig , og lad os saa ikke tale mere 
derom . “ 
Hans rolige , myndige Tone ophidsede Deodafa 
i høieste Grad . Hendes Øine lynede , og hun talte 
med hurtig og harmfuld Stemme : „ Er det virkelig 
din Mening , at jeg uden videre skal adlyde Dig ? 
Nei , Harald , en saadan Tvang kan og vil jeg ikke 
sinde mig i . Jeg gaaer strax uden din Tilladelse . “ 
Hun nærmede sig Døren , men standsede uvilkaarlig , 
næsten skjælvende , da hun mødte sin Husbonds faste , 

bydende Blik . „ Du bliver ! Tag Dig iagt for at 
trodse mig , Deodafa ! “ 
Hendes Øine fyldtes med lidenskabelige Taarer . 
„ Jeg seer , at Du vil tvinge mig og lade mig søle 
min Svaghed , min Afhængighed . O , det er grusomt , 
det er umandigt af Dig ! Ingen Mand har Ret til 
at fordre en saadan blind Underdanighed af sin Hustru , 
og jeg vil ikke taale det . Hvis jeg havde elflet Dig , 
vilde jeg maaskee have kunnet bøie mig for et saadant 
Tyranni , men nu kan og vil jeg ikke ! “ 
„ Hvis Du havde elflet mig ! Deodata , hvad 
mener Du ? “ 
„ Jeg mener , hvad jeg siger . Hvis jeg elskede 
Dig , vilde jeg maaske ydmygt bøie mig for din despotiske 
Villie , thi man siger jo , at Kjærligheden 
taaler Alt ; men det veed jeg ikke ; thi jeg har aldrig 
elsket Dig og vil aldrig elske Dig . “ 
„ Er det Sandhed . “ 
„ Ja , den fulde Sandhed . “ 
„ Og hvorfor blev Du da min Hustru ? “ 
„ Fordi — fordi — O , hvad har jeg sagt ! “ og 
hun standsede , blegnende og skjælvende , men vedblev 
med Heftighed : „ Jo , jeg maa aabenbare Alt , Sandheden 
maa dog frem tidligere eller senere . Jeg var 
ulykkelig i mit Hjem , grændseløs ulykkelig ! Ingen 
viste mig Kjærlighed , jeg kjendte kun Ydmygelser og 

Sorger , og min Sjæl fyldtes med Bitterhed . Jeg 
elskede Dig ikke , men jeg agtede Dig og havde Tillid 
til Dig ; jeg troede , Du vilde vise Godhed mod den 
forladte Pige , og derfor blev jeg din Hustru . Men 
jeg tog bittert feil , da jeg troede Dig god og ædel 
og haabede at finde Tilfredshed ved din Side . De 
Baand , der binde mig til Dig , ere frygtelige Lænker ! “ 
Uden af standse havde Deodata udtalt disse Ord 
med feberagtig Hurtighed , og først nu vendte hun 
Blikket mod sin Husbond , men forfærdedes ved af 
see ham . Han var bleg som et Lig , Hænderne vare 
knugede mod Panden , og han pressede sine Læber fast 
sammen for af tilbageholde ethvert Udbrud af den 
bittre Smerte , der rystede ham . Det varede dog kun 
et Øieblik . Snart hævede han Hovedet og saae paa 
sin Hustru med et Blik , der fik hende til af skjælve . 
De ellers saa rolige Øine flammede af Vrede , og det 
var forbi med hans Selvbeherskelse . „ Saaledes har 
altsaa en Kvinde bedraget mig ! “ raabte han . „ Mens 
jeg havde en saa ubetinget Tillid til Dig , som kun 
dine egne Ord kunde rokke , har Du altsaa skuffet og 
- bedraget mig ! Hvor kunde jeg ane et saadant Dyb 
af Falskhed hos en ung Kvinde , der gav sig Skin af 
af være saa uskyldig ! Ja , Deodata , jeg har elskef 
Dig høit og inderligt , inderligere , end jeg troede mig 
selv istand til af elske , men i dette Øieblik er min 

Kjærlighed for evig tilintetgjort . Man elsker ikke , 
hvor man foragter , og foragte maa jeg en falsk og 
meenedersk Kvinde ! “ 
Da han sagde de første Ord , bøiede Deodata 
bleg og skjælvende sit Hoved — endnu et Minut , og 
hun vilde have kastet sig for hans Fødder og bønfaldet 
ham om Tilgivelse , men da hun hørte de sidste 
Ord , hævede hun atter stolt sit Hoved , en brændende 
Rødme foer op i hendes blege Kinder , og hendes 
Stemme var fuld af Trods . „ Foragte mig ! nei , 
det skal Du ikke . Falsk og meenedersk er jeg ikke , 
thi aldrig har mine Læber udtalt , at jeg elskede Dig , 
aldrig har jeg talt Usandhed . “ 
„ Og har Du ikke for Herrens Alter lovet at 
elske mig ? har ikke dit hele Liv siden den Dag været 
een Usandhed ? Søg ikke at undskylde Dig eller at 
besmykke din Brøde , falske , svigefulde Kvinde ! “ 
„ Atter igjen de frygtelige Ord ! “ udbrød Deodata 
med dirrende Læber . „ Ja , Harald , jeg har 
havt Uret , stor Uret imod Dig , men Du har betalt 
mig det tidobbelt med dine Ord idag . O , vare kun 
alle Baand , der knytte os til hinanden , sønderrevne ! “ 
„ Det kan og skal ikke skee . Lad det være nok , 
at Du har tilintetgjort min Lykke ; Du skal ikke ogsaa 
plette min Ære . I Verdens Øine maa vort Forhold 
være ganske som før . Jeg fordrer og befaler , 

at Du ikke lader noget Mennefle ane Sandheden , at 
Du i det Ydre viser Dig som tidligere , saa at vi i 
Folks Øine ansees for et lykkeligt Par . Heri maa 
Du adlyde mig . Og endnu Eet , Deodata ! “ og 
hans Haand knyttede sig , mens hans Øine lyste af 
Hævnlyst : „ Tro ikke , Du kan gjøre Andet , end hvad 
jeg vil . Du er min Hustru , hvor ulykkelige vi end 
Begge ere , og jeg har Ret til at fordre en Hustrues 
Lydighed og Underdanighed . Jeg skal ikke vise Dig 
en Kjærlighed , der kun vilde være Dig Pinlig , ikke 
fordre af Dig , hvad Du kun kan give ved at hykle , 
men til Gjengjeld vil jeg fordre en ubetinget Lydighed . 
Jeg er ikke mere i Sandhed din Ægtefælle , 
thi kun Kjærlighedens Baand giver Ret til dette 
Navn , men jeg er din Husbond og Herre , og jeg 
vil ikke blive en mild Herre . Glem ikke , at Du selv 
har villet det saa , glem ikke , naar Lænkerne trykke 
Dig , at Du selv har paalagt Dig dem , og vogt Dig 
for at trodse mig ! “ 
„ O , hvor jeg hader Dig , “ udbrød Deodata ude 
af sig selv ; „ forbandet den Time , da jeg svoer Dig 
“ Troskab ! “ 
„ Had og forband kun , “ svarede han med Haan , 
„ men tro ikke , at Du nogensinde kan unddrage Dig 
fra min Magt . Min Arm vilde trofast og kjærlig 
have beskyttet Dig imod hver Sorg og Fare ; — nu 

stal Du kun føle den som en Tugtens Svøbe , hvis 
Magt Du ikke kan modstaae ! “ Med disse Ord 
vendte han sig bort og gik hen til Vinduet . Et Øieblik 
stod han der , ubevægelig , men da han kom tilbage , 
havde han gjenvundet sin Fatning , og hans 
Ansigt var atter koldt og roligt . „ Jeg vil bære min 
Skjæbne som en Mand , “ sagde han ; „ jeg kan vel 
leve uden en Kvindes Kjærlighed . Livet har starre 
Maal og Pligter , som jeg kan offre min Tid og 
mine Tanker , og jeg vil ikke klage over , at Huslivets 
Velsignelser nægtedes mig . Men glem ikke , Deodata , 
at jeg nu vil stille langt større Fordringer til Dig , 
da ingen Kjærlighed mildner min Naturs Haardhed , 
og vogt Dig for atter at bedrage mig ! Husk ogsaa , 
at vi overfor Fremmede maae spille en Komedie , som 
vil blive pinlig for os Begge , men jeg vil ikke ynkes . 
Og for at komme tilbage til , hvad vi begyndte med , 
jeg forbyder Dig strengt at gaae ud ; nu har det 
ogsaa begyndt at snee . “ Deodata sank ned paa en 
Stol og skjulte sit Ansigt i sine Hænder . Hun havde 
været ulykkelig før , men aldrig havde hun kjendt den 
knugende Byrde , der nu trykkede hende i Støvet . 
Men der var dog ingen Ydmyghed i hendes Sorg ; 
hendes Sjæl var fuld af Trods , og hun ønskede kun 
at sætte Haardt mod Haardt . 
Harald gik ud af Stuen . Ved Theetid ' kom han 

tilbage , næsten som om Intet var forefaldet ; kun var 
han fuldkommen taus . Ogsaa Deodata var taus . 
Hun vilde ikke bede sin forurettede Husbond om Tilgivelse , 
thi hun sagde til sig selv , at hans Uret mod 
hende nu var den sførste , og at hun ikke mere behøvede 
at føle Samvittighedsnag ; men ak ! der var 
ingen virkelig Trøst i denne Tanke ! 
Altende Kapitel . 
« < ) a Deodata vaagnede den næste Morgen efter en 
urolig Søvn , var hendes første Følelse en vis Lettelse 
ved Tanken om , at Forstillelsens Tid var forbi , at 
hendes Husbond nu vidste Alt , saa hun ikke mere 
behøvede at synes anderledes , end hun var . Hun 
var endnu ulykkelig , hendes Liv laa tomt og glædeløst 
før hende , men hun havde aabenbaret Alt , hun 
kunde løfte Hovedet frit , og skulde ikke mere trykkes 
ned af den tunge Følelse , at enhver af hendes Handlinger 
var uden Sandhed . Men denne Lettelse varede 
kun et Øieblik , thi hun kom snart til at husfe paa , 
hvad der var foregaaet Dagen i Forveien ; alle de 
frygtelige Ord , hun havde vexlet med sin Husbond , 

gjenlød i hendes Øren , og hun kunde næsten ikke udholde 
den Tanke , at den Mand , som havde sagt , at 
han foragtede hende , og hvem hun havde svaret paa 
samme Maade , til ham var hun bunden før Livet 
med uopløselige Baand . Uopløselige ! Hvilken forfærdelig 
Tanke ! den havde pint hende nok før , men 
nu var den nærved at gjøre hende afsindig . Hver 
Gang hun troede sig saa ulykkelig , som hun kunde 
blive , kom der en ny Bitterhed , som hun ikke havde 
kunnet vente sig . Skulde det vedblive paa den Maade ? 
hvilke nye Ulykker gjemte Fremtiden endnu til hende ? 
nei , nei , nu var det umuligt , at hun kunde blive 
ulykkeligere ! Saaledes tænkte den unge Hustru i sin 
lidenskabelige Fortvivlelse , da hun var ene med sin 
Smerte . Det var hende umuligt at bede : hun følte 
sig forladt af Gud saavelsom af Mennesker , ligesaa 
skyldig som ulykkelig , og da Billedet af hendes Moder 
steg frem for hendes Tanke , skød hun det med Magt 
fra sig , thi hun var altfor uværdig til at mindes det ! 
Saa vidt var det kommet med Deodata ! Og naar 
hun saa mødte sin Husbonds kolde , forstenede Blik 
og hørte hans haarde Stemme , saa gjennemisnedes 
hendes Hjerte endnu mere ved Tanken om den Fremtid , 
der ventede dem . Deodata huskede , hvor varmt 
disse Øine havde hvilet paa hende , hvor kjærlige Ord 
der havde lydt til hende fra disse Læber , og hun 

vidste , at alt dette var hun selv Skyld i . Hun følte 
sig uendelig strafværdig , og hun kunde ikke undre sig 
over hans Uforsonlighed ; „ men “ , lød det atter i 
hendes lidenskabelige Hjerte , „ han havde svaret hende 
med Foragt istedenfor at have Medlidenhed med hende ; 
— det vilde hun Heller aldrig tilgive ham ! “ Saaledes 
mødtes de unge Ægtefolk i Bitterhed og Uforsonlighed ; 
de vexlede nogle kolde , ligegyldige Ord og 
forlode hinanden for igjen at samles ved det glædeløst 
Maallid , hvor Had og Hævnlyst sad med til 
Bords . Smerten dræber ikke , idetmindste kun sjeldent ; 
der gives intet Middel til at undflye den ; hver 
Draabe af Lidelsernes Bæger maa drikkes , langsomt 
og gradviis , saaledes at hver Draabes Bitterhed 
smages heelt og fuldt . Deodata gjorde denne Erfaring . 
Hun syntes , det var næsten umuligt at bære 
een Dags Byrde , men hun maatte bære dem den ene 
Dag efter den anden , den ene Uge efter den anden , 
forfulgt af de samme pinlige , fortærende Tanker , 
uden Trøst , uden Lindring . 
Hun havde Ingen at leve for , og det var hende 
tungt nok at faae Dagene til at gaae . Harald tilbragte 
kun en meget kort Tid af Dagen hos hende , 
og han var da altid taus og kold , naar han ikke 
netop havde en eller anden Ting at fordre af hende , 
som han da gjorde paa en kort , næsten bydende 

Maade . Han tog aldrig noget Hensyn til hende , 
han spurgte aldrig , hvad hun onsfede , og skjøndt hans 
tidligere Ømhed havde plaget og trcettet hende , kunde 
hun dog nu ikke tilbageholde en Længsel efter lidt 
Venlighed — det var dog haardt altid at høre denne 
haarde Stemme , altid at møde dette uforsonlige Blik . 
Aldrig mere bad han hende synge , — hvad der hidtil 
havde glædet ham saa meget , — og Deodata sang 
Heller ikke mere , naar hun var alene ; hun bævede 
tilbage før denne de tidligere Dages Husvalelse , thi 
hun vidste , den vilde vække de milde Erindringer , 
som hun nu helst vilde støde fra sig ; hun vilde anstrenge 
sig før at blive sløv , kold og ligegyldig . Men 
kold og ligegyldig kunde Deodata aldrig blive ; og 
hvem har vel nogensinde kunnet tvinge sig til at 
glemme ? Hun kunde skye de gamle Minder saa 
meget , hun vilde , det nyttede ikke ; tidt , naar hun sad 
i sin Ensomhed , indfandt de sig ubudne og hviskede 
til hende om de lykkelige^ fredelige Barndomsdage , 
om hendes Moders Forhaabninger og Bønner , om 
lyse Drømmebilleder og gyldne Luftslotte , indtil hun 
med Magt rev sig løs fra de ukaldte Gæster . Og 
dog , hvor tungt det end var at være ene med sine 
Tanker , vilde hun dog have givet meget til at kunne 
faae Lov til bestandig at lukke sig inde i det glædeløse 
Hjems Ensomhed ; men det vilde Harald ikke 

tillade . Det var hans bestemte Villie , at hun , som 
før , stundom skulde følge med ham til hans Venner 
i Omegnen , og da — saavelsom naar disse Venner 
besøgte Egeved — fordrede han af hende , hvad der 
snart blev hende det pinligste af Alt . Han vilde , at 
de ligeoverfor Alle — selv saa nære Venner som 
Hlervigs — skulde synes kjærlige , lykkelige Ægtefolk , 
mellem hvilke der ingen Sky var . Kun naar 
hun var ganske ene med ham , gav han hende Lov til 
at være sig selv , men ellers fordrede han atter og 
atter Forstillelse — hun skulde være munter og smilende , 
og istedenfor at undgaae ham , skulde hun tale 
til ham , see paa ham , som om Alt var , som det skulde 
være . Han spillede sin Rolle godt , Ingen kunde 
gjennemskue ham , men Kræfterne svigtede ofte hende 
til denne frygtelige Komedie , der var hende som en 
Spot over deres ulykkelige Forhold , og naar Harald , 
der hjemme altid var kold som Is , undertiden i 
Fremmedes Nærværelse vendte sig om til hende med 
et venligt Smil , en spøgende Bemærkning , ja , vel 
endog kaldte hende ved kjærtegnende Navne , da formaaede 
hun næppe at udholde det , og istedenfor at 
svare ham i samme Tone , bævede hun blegnende tilbage 
for denne frygtelige Mäste . Men Harald lod 
hende ikke have Fred , og da de en Aften kjørte hjem , 
bebreidede han hende i haarde Ord , at hun ikke anstrengte 

sig for at beherske sig . „ Det er min eneste 
Fordring til Dig , Deodata , og Du skal , Du maa 
opfylde den . Jeg vil ikke see vort Husliv blottet 
for Alles Øine , og jeg vil ikke ynkes ! Du maa 
være Herre over Dig selv i Fremmedes Nærværelse , 
at de ikke stat ane , hvorledes Forholdet er . “ 
„ Og hvad Glæde kan det være for Dig at dølge 
Sandheden ? “ udbrød Deodata heftigt . , Men forøvrigt 
synes din Bebreidelse mig at være uretfærdig ; 
jeg anstrenger mig jo til det Yderste for at forstille 
mig , men ret længe vil jeg maaskee ikke kunne gjøre 
det ; jeg kan ikke længer udholde dette afskyelige Komediespil ! “ 
„ Da 
synes jeg dog , Du har havt en ganske god 
Øvelse i Forstillelse , og Du kunde gjerne bruge dine 
Evner nu til at opfylde mit Ønske , efterat Du . saa 
længe har brugt dem til at bedrage mig ; det forekommer 
mig at være en temmelig billig Fordring fra 
min Side . Men hvad enten den er billig eller ei 
— saa skal den opfyldes . “ 
„ Jeg kan ikke udholde det ! “ udbrød Deodata 
lidenskabeligt ; „ hav Medlidenhed med mig , Harald ! 
Alt , Alt er mig berøvet , alt Haab , alt Lys , al Fred , 
giv mig dog blot Lov til at være sand og ærlig ! “ 
„ Sand og ærlig ! “ gjentog han med et bittert 
Smil ; „ sætter Dn saa megen Pris paa disse Egenflaber , 

da skulde Dn have betænkt det i Tide ! Nu 
er det for silde , og Dn maa bære Følgerne af det , 
der ikke kan gjøres om . Endnu en Gang — og jeg 
haaber , det er sidste Gang , jeg behøver at sige det 
— Dn maa og skal opføre Dig saaledes , at enhver 
Fremmed maa antage os for et lykkeligt Ægtepar . 
Det er min eneste Glæde at bedrage Verden ; har det 
flet ingen Tillokkelse for Dig ? “ 
Den haanlige Latter , der ledsagede disse Ord , 
gjennemisnede Deodata , og hun svarede med skjælvende 
Stemme : „ Nei , Intet i Verden har mere Tillokkelse 
for mig , mindst af Alt Usandhed og Bedrag . 
Men jeg skal adlyde Dig , Harald , saa vidt jeg formaaer ; 
jeg skal anstrenge mig til det Yderste , naar 
Dn blot ikke vil drive dette gyselige Komediespil 
endnu videre end nødvendigt ved at tale til mig , 
som Dn gjorde idag . Det er mig da , som Du vilde 
drive Spot med vor Elendighed ! “ 
„ Og hvorfor skulde jeg ikke det ? kan vor „ Elendighed “ , 
som Du kalder det , ikke nok fortjene at 
spottes ? Det er virkelig et meget latterligt Forhold . 
Jeg vil kun ikke udsætte det for Andres Spot ; men 
selv kan jeg jo nok have Lov til at lee af det . “ 
Og han lo atter vildt og bittert . Deodata gyste , 
trykkede sig tæt op i sit Hjørne af Vognen og skjulte 
sit Ansigt i sine Hænder . 

Denne ene Samtale viser tilstrækkeligt , hvorledes 
Harald behandlede sin Husfru . Hvilket sønderrevet 
Hjerte der skjulte sig bagved alt dette , anede Deodata 
ikke ; ja , hun tvivlede endog om , at han nogensinde 
havde elsket hende . 
Hver Søndag gik de unge Ægtefolk , som før , 
med hinanden til Kirke , men Deodata hentede ikke 
mere nogen Trøst og Styrke der . Fredens og Naadens 
Evangelium var ikke for hende , tænkte hun i sin 
Fortvivlelse , og hvert strengt og alvorligt Ord , Pastor 
Hlervig talte om Synd og om Forsagelse , faldt med 
knusende Vægt paa hendes Hjerte og trykkede hende 
i Støvet . „ Du , Du er den Skyldige ! “ lød det 
atter i hendes Sjæl ; men hvor selvanklagende og 
selvfordømmende end hendes Tanker vare , der var 
dog ingen sand Syndserkjendelse , ingen oprigtig Anger ; 
thi hun vilde jo hverken tilgive eller bede om Tilgivelse . 
De 
eneste Solglimt , der faldt paa Deodatas 
mørke , tunge Vei , vare de Timer , hun tilbragte i 
Ingeborg Hlervigs Selskab . Det var hende en Plage 
at see alle Andre — men Ingeborgs lyse Smil , 
hendes Hjertelighed og Freidighed virkede altid velgjørende 
paa hendes syge Sind . Vel bragte det 
kjærlige , lykkelige Husliv i Præstegaarden hende altid 
til endnu mere levende at føle det Sønderrevne og 

Elendige i hendes Ægteskab , og det pinte hende , at 
hun ogsaa ligeoverfor Ingeborgs Aabenhjertighed maatte 
forstille sig , men desuagtet følte hun altid lidt Fred 
og Lindring i hendes Nærværelse . Der var en husvalende 
Magt i denne friske , bløde Stemme , og — 
nødt til at have En at elske — fattede hun en næsten 
lidenskabelig Kjærlighed til den unge Præstekone . 
Mellem disse to unge Kvinder , der var ligesaa forskjellige 
i Charakteer som i Udvikling , opstod der saaledes 
efterhaanden et varmt og inderligt Venskab . 
Nitlende Kapitel . 
Det var en smuk , varm Martsdag . Ude i Solskinnef 
red den unge Læge , Axel Herløv . Hvor lyste 
ikke hans Blik af Kraft og Mod , af ungdommelig 
Livsglæde og Freidighed ! Som det solbeskinnede 
Landsfab omkring ham , saaledes saae han Livet , 
Fremtiden ligge for sig i straalende Solglands ; uden 
Frygt ventede han , hvad den vilde bringe , og mangfoldige 
Forhaabninger vinkede ham fremad . Han 
stolede paa sin egen Kraft , sin stærke Villie , sine rige 
Evner — de skulde nok hjælpe ham og rydde hver 

Hindring afMeien . Havde ikke den moderlige Natur 
rigt begavet ham ? havde han ikke den Dristighed , det 
Mod , der altid lønnes med Seir ? vilde han ikke 
altid kæmpe for Sandhed og Ret ? hvorfor skulde da 
ikke Lykken følge ham tro ? Saaledes tænkte den 
unge Læge , naar han saae ud i Fremtiden . Hans 
Øie var vidt aabent for Naturens Herlighed , men 
naar han glædede sig ved den , da løftede Tanken sig 
ikke op over den til den Fader , der er alt det Godes 
Ophav og Beskjærmer ; nei , den dvælede kun ved det 
Synlige , det var ham nok . Som han engang selv 
havde sagt : Skjønheden var hans Gud , dens Love 
fulgte han , den søgte han overalt , i Naturen og 
Kunsten som i Menneskenes Liv , og hvor han saae 
disse ophøiede Love krænkede , der vendte han sig bort 
med Ringeagt og Uvillie . Han var jo høit hævet 
over al Smaalighed og Lavhed , han higede imod 
Alt , hvad der var ædelt , skjønt og stort , og for det 
vilde han altid løfte sit Banner . 
For Tiden var det dog ganske andre Tanker , der 
sysselsatte den unge Doktor . Som han sporede sin 
Hest fremad i Galop , ilede ogsaa Tanken fremad — 
til Engholm , Maalet for hans kjæreste Ungdomsdrømme . 
Som 
Ven og Skolekammerat af en af de afdøde 
Sønner var han alt som Dreng kommen til dette 

hyggelige Hjem , hvor han altid fik en hjertelig Modtagelse , 
altid sølte sig vel og snart betragtede sig 
næsten som hjemme . Selv efter at hans Ven var død , 
vedblev han at komme til Engholm , hvor det var , 
som om en Strøm af Lys og Fred altid naaede hans 
Hjerte , selv efter at Sorgerne , de store , tunge Sorger , 
den ene efter den anden , traf de lykkelige Forældre , 
indtil kun eet Barn var tilbage , det yngste , det 
svageste og maaskee det af Naturen mindst begavede . 
Sorgerne mildnede kun Hjerterne og aabnede dem 
endnu mere for alle Andre ; Axel forstod ikke den 
skjulle Kraft , der gav Styrke til at bære Alt saa 
stille og hengivent . Denne Kraft var ham fremmed 
og ukjendt , men han beundrede dybt , hvad der forekom 
ham som en vidunderlig Taalmodighed , og endnu 
fastere følte han sig knyttet til de haardt prøvede Gamle . 
Det smukke , livlige og begavede unge Menneske 
var altid en kjærkommen Gjæst ; der var altid Liv og 
Varme , hvor han kom ; de fik ham næsten kjær som 
en Søn og lyttede smilende til de begeistrede Udtalelser 
af hans høitstræbende Fremtidsplaner og Ungdomsdrømme , 
om de end med det samme saae med 
Smerte , at det var dem umuligt at faae den sande 
Indflydelse over hans Hjerte og at lære ham at 
kjende den Evighedens Kraft , der havde holdt dem oppe 
gjennem alle Livets Omskiffelser . 

Naar han udviklede sine Fremtidsplaner eller 
fortalte mangt et Træk af sit glade Ungdomsliv , da 
sad den lille Elisabeth sædvanlig stille og undseelig 
paa en Skammel ved hans Fødder og saae op i hans 
smukke Ansigt med den dybeste Beundring . Han var 
for hendes barnlige Sind Idealet , Indbegrebet af 
al Fuldkommenhed , og naar han engang imellem 
bøiede sig ned til hende med en venlig , spøgende Bemærkning 
, eller stundum kjærtegnende legede med 
hendes lille Haand eller lod Fingrene glide gjennem 
hendes Lokker , var dette allerede en Lykke , som bragte 
hendes lille Hjerte til at banke af Glæde . Axel kom 
som Student til Hovedstaden , henrykt over det nye 
Liv , der aabnede sig for ham . Han studerede med 
Flid og Iver , han forsfede videre i Naturvidenskaben 
og frydede sig ved de rige Kunsfskatte , han fik Leilighed 
til at nyde ; men alle de Fristelser , der har lokket 
og draget saa mangen en uerfaren Yngling , naar 
han ene kom til Hovedstaden , glede ham magtesløse 
forbi . Hans ædle Natur , som altid var tro mod Skjønhedens 
Love , bævede med Afsky tilbage for Alt , hvad 
der , menneskelig talt , var urent , og aldrig betraadte 
hans Fod-et eneste af de Steder , hvor Mange faldt 
i Fristelsernes Snare , aldrig kunde hans lystige 
Kammerater blandt Studenterne formaae ham til at 
drikke et eneste Glas Viin mere , end der var ham 

fuldkommen gavnligt . Uberørt af Hovedstadens Fristelser , 
levede han for Videnstab og Kunst og Alt , 
hvad der er menneskelig ædelt og godt ; og dog blev 
han mere og mere , hvad han nu var , en Fritænker . 
Det var Stenbergs dybe Sorg at bemærke dette , naar 
han kom til dem , men de saae , at ethvert Forsøg paa 
at forandre ham var unyttigt ; han stod urokkelig paa 
den Grund , han mente var den faste , og han forstod 
med fiin Takt at undgaae at berøre de Punkter , 
hvor han vidste , de var saa uenige . De kunde jo vel 
være Venner , agte og statte det Sande og Gode hos 
hverandre , mente han , om end deres Anskuelser vare 
vidt forskjellige . Imidlertid fandt han dog maaskee 
snart ikke den Sympathi , han ønskede hos de altid 
venlige Gamle ; thi der hengik flere Aar , hvori han 
flet ikke gjæstede Engholm . Han var i al den Tid 
optagen af Vidensfaben , og Ferierne tilbragtes med 
Reiser i de af Fædrelandets interessanteste Egne , hvor 
han , der tørstede efter Kundskaber , kunde lære mest . 
Flere Aar vare gaaede , da han atter mindedes 
levende det kjære Sted , hvor han havde tilbragt saa 
-mange lykkelige Timer . Han sfammede sig over ikke at 
have været der saa længe , og Længslen vaagnede efter 
igjen at see de kjærlige Gamle ; han overraskede dem 
da en Dag og fik den venligste Modtagelse . Elisabeth 
var henrykt ved at see sin Barndoms Helt , og 

det varede Heller ikke længe , før Axel opdagede , at 
den lille , oversete , næsten forglemte Pige var voxet 
op til at blive den eneste Kvinde , han kunde elske . 
Hun maatte blive hans Hustru , og med denne Tanke 
nedsatte han sig som Læge i Nærheden af Engholm . 
Endnu var det skjæbnesvangre Ord dog ikke udtalt , 
skjøndt hele Maaneder vare gaaede , men idag skulde 
det skee — hvorfor tøve længer ? han sporede sin 
Hest hurtigere fremad og var snart ved Porten til 
den kjære , gamle Gaard . 
I den venlige Stue sad Elisabeth og læste høit 
for sin Moder , da Lyden af Hovslag bragte hende 
uvilkaarlig til at see op , og da hun saae , hvem Rytteren 
var , steg Blodet brændende op i de hede 
Kinder , og Hjertet bankede uroligt . 
„ Hvem kommer , min Elisabeth ? “ spurgte Fru 
Stenberg , der godt blev den stærke Bevægelse vaer . 
„ Det er Axel , Moder , “ svarede den unge Pige 
med usikker Stemme . 
„ Min lille Pige “ , hviskede Moderen ømt , idet 
hun tog sin Datters skjælvende Haand ; „ fremkalder 
ikke altid hans Komme denne Bevægelse ? kan Du 
ikke have fuld Fortrolighed til din Moder ? siig mig 
— er det , som jeg troer , er han Dig kjærest af 
Alle ? “ 
„ O Moder , Moder ! tal ikke derom ! “ udbrød 

Elisabeth smerteligt ; „ Du veed , hvad der staaer 
imellem os . “ 
„ Jeg forstaaer Dig , min lille Pige “ , og Fru 
Stenberg drog hende kjærligt til sit Bryst ; „ jeg forstaaer 
Dig nu ganske . Gud hjælpe og styrke Dig — 
han fordrer et stærkt Offer af Dig , og jeg frygter , 
det vil falde Dig svært . “ 
„ Saa svært , saa tungt “ , sukkede Elisabeth , men 
hun rev sig i det samme ud af sin Moders Arme , 
thi hun hørte de velkjendte , mandige Fodtrin , og i 
næste Nu stod Axel foran dem . Hjerteligt trykkede 
han Fru Stenbergs Haand og vendte sig derpaa mod 
Elisabeth ; men da han tog hendes Haand , slog hun 
ængsteligt Øinene ned for det varme Blik , der havde 
saa stor en Magt over hendes Hjerte . „ Elisabeth ! 
kjære , lille Elisabeth ! “ sagde han ivrigt ; „ hvorfor er 
din Modtagelse saa kold ? Du vil jo ikke engang see 
paa mig ! Der var en Tid , da jeg fik min bedste 
Velkomsthilsen i dine glade , milde Øine . Er jeg 
Dig ikke mere velkommen som før ? “ 
„ Du er altid velkommen , Axel “ , svarede Elisabeth 
og fæstede de stille , blaae Øine alvorligt paa 
ham . Da smilede han atter glad , thi de milde Øine 
sagde mere , end de vilde , men hun bævede paany 
tilbage for det freidige , haabefulde Smil , der fængslede 
hende med uimodstaaelig Magt . „ Er din Fader 

hjemme , kjære Elisabeth ? jeg vil gjerne tale med ham . 
Først med ham “ , tilføiede han med et talende Blik , 
som atter fremkaldte en blussende Rødme . 
„ Fader er i sit Værelse “ , svarede hun . 
Han skyndte sig derind , og ikke længe efter sad 
han ved sin faderlige Vens Side , skildrede ham i 
livlige Udtryk sin inderlige Kjærlighed til hans Datter 
og bad ham betroe denne sin bedste Skat til ham , 
der trofast og kjærlig vilde værne om den hele Livet 
igjennem . Men den gamle Fader sukkede dybt og 
smerteligt . 
„ Jeg kan ikke , Axel , jeg tør ikke “ , svarede han , 
„ skjøndt Du er mig kjær som en Søn , og skjøndt jeg 
troer , at Elisabeth holder af Dig ; jeg kan , jeg tør ikke 
betroe mit Barn til Dig . “ 
„ Og hvad Grund har jeg vel givet Dem til at 
mistroe mig ? “ spurgte Axel heftigt , idet han sprang 
op . „ Hvad har jeg forbrudt , som gjør mig uværdig 
til Deres Tillid ? jeg veed Intet , hvorover jeg behøver 
at rødme for Dem . Øe tør ikke betroe mig 
Deres Barn — hvad anklager Øe mig da for ? siig 
mig det , og jeg skal vel vide at forsvare mig ! “ 
„ Du misforstaaer mig ganske , kjære Axel ! sæt 
Dig ned igjen og hør roligt paa mig . Behøver jeg 
at sige Dig , hvor kjær Du har været mig fra den 
første Gang , Du kom i mit Huus ? Jeg ærer og 

agter Dig som Menneske — jeg har fuld Tillid til 
din aabne , redelige Charakteer ; men , kjære Axel , naar 
vi komme ind paa dette store Spørgsmaal , om vi 
tør betroe vor Datters Fremtid i din Haand , da er 
alt dette endnu ikke nok . Der er Et , som mangler , 
Et , der stiller os ad , og Du veed vel , hvad jeg 
mener ; Du har , hvergang Du er kommen her i den 
sidste Tid , omhyggeligt undgaaet at tale om det , hvori 
vi ere saa fuldkommen uenige ; men det kan ikke undgaaes 
et heelt Liv igjennem , og dette Ene er for 
Elisabeth det Vigtigste , Bedste og Kjæreste af Alt ; 
kan I da haabe nogen varig Lykke med hinanden , 
naar I ere uenige om det , der er hende det Høieste ? “ 
„ Jeg veed vel , hvad De mener “ , svarede Axel 
med tilbagetrængt Utaalmodighed ; „ men jeg kan ikke 
see den store Uenighed , som skulde kunne hindre vor 
Lykke , naar vi elske hinanden . Tro vi ikke Begge 
paa en mægtig Gud , og vil vi ikke Begge leve for 
Alt , hvad der er sandt og godt , ædelt og skjemt ? Er 
da dette ikke nok ? Jeg stal aldrig hindre hende i at 
troe paa det , der engang er blevet hende dyrebart , 
hvor ufatteligt det end er mig — det er for mig et 
Sværmeri , en Vildfarelse — tilgiv mig ! men denne 
Vildfarelse fremtræder hos Elisabeth i en saa lys og 
venlig Skikkelse , at den aldrig vil støde mig , aldrig 
forsfyrre vort Forhold . “ 

Den gamle Mand rystede sørgmodig paa Hovedet . 
„ Ak , Axel , seer Du ikke den dybe Kløft , der 
adskiller Eder ? Den Tro , som er Elisabeths dyrebareste 
Klenodie , og som vil være hendes Anker , hendes 
Støttestav — Troen paa den Frelser , der har 
friet hende fra Syndens og Dødens Magt — denne 
Tro er for Dig et Sværmeri , en Vildfarelse , som 
Du vil bære over med af Kjærlighed til hende . 
Hvilken Samstemning kan der være imellem Eder ? 
paa hvilken Grund ville I bygge Eders Ægteskab ? 
paa Eders jordiske , naturlige Kjærlighed ? ak , den er 
forfængelig og omskiffelig , naar den ikke helliges af 
den Kjærlighed , som er over al Forstand , men som 
vi skal troe paa . Du ryster vantro paa Hovedet ! 
Du vil ikke forstaae mig ! Gud give , at den Tid 
engang maa komme , da Du kan forstaae mig , da ogsaa 
Du veed , at Menneskets Villie og Styrke er 
Intet , men at kun En i Sandhed er stærk ! Nei , som 
det nu er , Axel , kan jeg , tør jeg ikke give Dig min 
Elisabeth ; det er umuligt . Skal vi nogensinde see 
vort Barn forlade vort Huus for at følge en Brudgom , 
da maa det være en Mand , som vil støtte hendes 
Barnetro , og som er enig med hende i det „ ene 
Fornødne “ . Hvor kunne vi udsætte hendes Tro for 
de svære Fristelser , der ville møde hende som — ak , 
jeg maa sige det — som en Vantroes , en Fritænkers 

Husfru ? Nei , aldrig ! jeg seer klart Guds Villie i 
denne Sag og er fast i min Beslutning . “ 
„ At give mig et Afflag , at støde mig bort fra 
dette Hjem , hvor mine bedste Tanker og Drømme 
saa længe har dvælet ! “ udbrød Axel i heftig Bevægelse . 
„ Og hvorfor ? hvis jeg kunde see en eneste 
rimelig Grund ! men nei ! for et Intet vil De flille 
os ad — for en Skygge , et Drømmebillede ! Og 
dette troer De , skal bringe mig til at agte den Christendom , 
som man siger renser og forædler ! — nei , 
nu , først nu vil jeg 
Han standsede et Øieblik , overvældet af sin heftige 
Bevægelse ; derpaa sagde han : „ Hr . Stenberg , 
De sagde selv før , at De troer , Elisabeth elsker mig 
— jeg troer det ogsaa , jeg har læst det i hendes 
Øie , skjøndt hun bly har villet skjule det — er det 
saa , vil De da virkelig rive os fra hinanden ? hvis 
hun ønsker at blive min , har De da Hjerte til at 
tvinge hende ? “ 
Den gamle Mand sad en Stund taus i synlig 
Kamp og Tvivl . „ Nei , Axel “ , sagde han da blidt ; 
„ jeg vil Ingen tvinge ; har Elisabeth selv Mod til at 
blive din Hustru , da har hun sin Frihed ; — jeg vil 
da lægge Alt i Guds Haand — han er vel mægtig 
til at bevare Sine . “ 
„ Og jeg maa tale med hende alene ? — strax ? “ 

spurgte den unge Mand , og hans Øine lyste atter af 
et freidigt Haab . 
„ Jeg kan ikke nægte Dig det “ , svarede Hr . 
Stenberg og forlod Værelset . 
Faa Minutter efter stod Axel og Elisabeth ved 
hinandens Side . Hans Ansigt straalede nu atter af 
det glade Kjærlighedshaab , hvormed han var kommen , 
men hun var meget bleg , og der var en voldsom tilbagetrængt 
Smerte at læse i hendes Øine . „ Elisabeth , 
Du veed , hvad jeg vil sige ! “ udbrød Axel , idet 
han tog hendes Haand . „ Vi behøve ikke mange Ord 
for at forstaae hinanden . Har Du ikke længe seet , 
hvor kjær Du er mig , kjærest af Alt i Verden ? og , 
har jeg vel forgjæves haabet ? Kjære , lille Elisabeth , 
ikke sandt ? Du vil følge din Barndomsven uden 
Frygt ? Din Kjærlighed er stærkere end alle Drømme , 
som min er det , ikke sandt , min Elisabeth ? “ Han 
vilde trykke hende til sit Bryst , men skjælvende rev 
hun sig løs . „ Jeg kan ikke — jeg tør ikke , Axel ! 
Ja , jeg elfler Dig som ingen Anden , høiere end selv 
Fader og Moder , jeg vil ikke skjule det for Dig , jeg 
har ikke engang Ret dertil , men der er En , som jeg 
stal elske høiere end Dig , ham , hvis Kjærlighed er 
tusinde Gange større end vor , og — kun naar vi 
kan forenes i Troen paa ham , tør jeg blive din . 
Troer Du paa ham ? 

„ Du veed , at jeg ikke gjør det , Elisabeth ! “ 
svarede han heftigt . „ Vil ogsaa Du stille en Skygge , 
et Gjøglebillede imellem os ? Nei , nei ! Du vil det 
ikke — Du kan ikke gjøre det ! Du har sagt , at 
Du elsker mig , Elisabeth , saa er Du ogsaa min , og 
jeg vil aldrig , aldrig slippe Dig ! “ 
„ Nei , Axel , jeg kan , jeg tør ikke blive din . Min 
Tro er altfor svag ; den trænger til at støttes , og 
Du — vilde kun hindre den . O , Axel ! netop fordi 
jeg elsker og beundrer Dig saa høit , netop derfor 
vilde Du blive mig dobbelt farlig ; netop fordi Følelsen 
af din Kjærlighed er mig saa dyrebar , fordi din 
Tale fængsler mig med saa forunderlig en Magt , 
vilde den blive mig en Fristelse , som jeg maaskee ikke 
kunde modstaae . “ 
„ Sygelige Sværmeri ! O , hvilket Vanvid er 
dog denne Christendom , naar den lærer Eder at forsage 
Hjertets naturligste og bedste Følelser ! “ 
„ Nei , den helliger og forklarer Alt , hvad der er 
ædelt og godt . “ 
„ Saa lad den ikke træde adskillende imellem 
os . Viis mig , Elisabeth , at din Kjærlighed er stærk , 
og at Du kan være lykkelig med mig , skjøndt vi afvige 
i dette Ene . I det Væsentlige , i det , der virkelig 
er Noget , ere vi dog enige , ikke sandt ? “ 
„ Nei , nei , der er en dyb Forskjel . For mig 

var Alt i Verden kun Tomhed og Mørke , naar jeg 
ikke vidste , at vor Frelser lever , men han er for Dig 
kun en Skygge . Vi kan ikke følges ad , naar denne 
Kløft er imellem os ; Gud give , at den engang maa 
O 
udjævnes ! Uden dette Haab veed jeg ikke , hvorledes 
jeg skulde bære min Smerte . “ 
Axel rystede smilende paa Hovedet . „ Søde , 
sværmeriske Barn ! af Dig alene kan jeg taale dette 
ubegribelige Sværmeri . Det klæder Dig saa yndigt , 
min egen lille Pige , og dog er det mig smerteligt at 
see , at det gjør Dig saa bleg og alvorlig . Men , lad 
os nu ikke tale mere derom — modstaa mig ikke 
mere , min Elisabeth ! Du sætter min Taalmodighed 
paa altfor haard en Prøve ! “ 
„ Jeg skal , jeg maa modstaae Dig , hvor svært 
Du end frister mig ! “ svarede hun . „ Hvert Ord , Du 
siger , overbeviser mig kun endnu mere om , at jeg 
maa og skal gjøre Modstand . Tak for din Kjærlighed , 
Axel ! men miskjend mig ikke , naar jeg atter 
svarer Dig , at jeg ikke kan , ikke vil “ — sværest var 
det for de dirrende Læber at faae dette Ord frem — 
„ blive din Hustru . “ 
„ Og det er din faste Beslutning , Elisabeth ? “ 
„ Ja , fast og urokkelig , — jeg kan ikke andet . “ 
„ Nuvel da ! “ udbrød han bittert ; „ det er altsaa 
Christendommens Frugt , at den bringer til at fornegte 

Hjertets Stemme . Farvel da , Elisabeth ! farvel 
for bestandig ! Jeg vil ikke mere gjensee dette 
Sted , der har været mig et kjærligt Hjem — aldrig 
mere . — “ 
„ O , jo , Du vil komme her igjen ? “ 
„ Hvad skulde jeg vel her ? Du , Du støder mig 
jo bort . O , Elisabeth , Du har aldrig elflet mig ! “ 
„ Tro ikke det ! siig ikke det ! O , hvis Du vidste 
— “ hun rakte bedende Haanden ud imod ham , men 
lod den atter synke . „ Tro det kun “ , hviskede hun ; 
„ det er maaskee bedst saaledes . “ 
„ Farvel , Elisabeth ! “ Han gik hen imod Døren , 
men hun saae bønfaldende efter ham : „ Axel , forlad 
mig ikke i Vrede ! “ 
Han kom atter hen til hende . „ Nei , ikke i 
Vrede , skjøndt Du har knust alle mine Forhaabninger 
og lagt en Braad af Bitterhed i mit Hjerte — jeg 
kan dog ikke være vred paa Dig . Farvel , Elisabeth ; 
jeg ønsker Dig Alt , hvad der er godt ; men Du vil 
aldrig finde Nogen , der vil elske Dig , som jeg har 
elflet Dig . “ Han tog hendes Haand og trykkede den 
fast og hjerteligt ; den var kold som Is . 
„ Farvel , kjære , kjære Axel ! Jeg vil aldrig ophøre 
at tænke paa Dig ; Gud give Dig alt det , 
hvorom jeg daglig beder for Dig . “ 
Han gik hurtigt bort , og krænket , ydmyget og 

bedrøvet red han faa Minutter efter ud af Engholms 
Port , uden engang at have taget Afsfed med sine 
gamle , trofaste Venner . „ Min kjæreste Drøm er 
knust “ , tænkte han ; „ men jeg vil dog ikke hænge med 
Hovedet . Der sindes mere i Livet , som er værd at 
leve for . Jeg har jo min Videnflab , og jeg har 
Dig , Du rige , herlige Natur ! i dine Skatte vil jeg 
nu granske mere end nogensinde før ! “ 
Da Axel forlod hende , gik Elisabeth til sit Værelse . 
Et Minut efter var hendes Moder hos hende 
og lagde kjærligt Armen om hendes Liv . „ Min lille 
Pige ! Gud styrke Dig ! “ Elisabeth rev sig blidt løs 
og sagde med Anstrengelse : „ Kjæreste Moder ! bliv 
ikke vred — men jeg vilde gjerne være lidt alene . “ 
Hendes Smerte var for stor til at kunne tage imod 
selv sin Moders Trøst . Fru Stenberg gik , Elisabeth 
faldt paa Knæ , skjulte sit Ansigt i sine Hænder , og 
det forpinte Hjerte fik Luft i en voldsom Graad . 
Lidet anede Axel , hvor frygtelige den sidste Times 
Kampe havde været hende , og end mindre kunde han 
ane , hvor varme de Bønner var , hun opsendte til 
Gud for hans Lykke og Frelse . 
Axel kom ikke mere til Engholm , men han trak 
sig tillige tilbage fra al selskabelig Omgang og levede 
udelukkende for sin Lægevirksomhed og sin Videnflab . 

Forgjeves sendte hans Onkel og Tante ham den ene 
Indbydelse efter den anden ; han kom ikke . Der var 
en almindelig Beklagelse over , at den „ uforlignelig 
elskværdige Dokfor Herløv “ var bleven saadan en 
Særling ; hvad kunde vel være Grunden ? Kun meget 
Faa ansaae det for muligt , at han , Egnens Løve , den 
smukke , begavede , unge Mand , kunde have faaet en 
Kurv , — mindst af den lille , ubetydelige Elisabeth 
Stenberg . Men de Fattige velsignede Dokfor Herløvs 
Navn , thi han var dem en uegennyttig Velgjører , 
og naar Pastor Hlervig besøgte sine Sognefolk , hørte 
han ofte hans Pris og sagde da smilende til sin 
Hustru , at Dokfor Herløv maatte have opdaget , at 
det var bedre at være en lysende Stjerne i de Fattiges 
Hytter end i Herremændenes Sale . 
Tyvende Kapitel . 
-foraaret havde brudt frem i al sin Glands . Træerne 
grønnedes , Blomsterne mylrede frem , Smaafuglene 
hilste Vaaren med Sang , og Solstraalerne legede 
paa de smilende Bølger . Alt aandede Liv og Haab ; 
men i Haralds og Deodatas Hjerter herskede endnu 

Kulden og Døden , og med hver Dag blev Kløften 
imellem dem dybere . Samtidig blev Harald mere 
mørk og indesluttet , mere haard og kold . Hans 
Kjærlighed til Deodata havde mildnet og forædlet 
hans stolte og strenge Charakteer og aabnet hans 
Hjerte for Alle , men fra den Stund , han saae den 
forraadt , voxede det Onde hos ham en kraftig Væxt . 
Han vilde bære sin Skjæbne som en Mand og ikke 
bukke under eller klage , fordi hans Forhaabninger var 
knuste , men den tilbagetrængte Smerte forhærdede 
hans Sind . Han blev sine Undergivne en haard og 
streng Herre , og de lærte snart at skjælve for ham , 
thi han bar ikke over med den ringeste Forsømmelse . 
Før havde det været ham en Glæde at hjælpe de 
Fattige ; nu blev en Nødlidende tidt sendt bort med 
et Afslag . Deodata saae alt dette , og hun vidste , at 
det var hendes Brøde , der havde forandret ham saaledes ; 
og hver Gang hun hørte om hans Haardhed , 
gjenlød det i hendes forpinte Hjerte : „ Min er Skylden ! “ 
og Selvbebreidelsens Lidelser tyngede hende 
mere og mere til Jorden . 
En Dag gik hun alene ud i det svage Haab at 
finde lidt Husvalelse i den friske Luft . Men hvad 
hjalp det hende , at Jorden var skjøn , den havde jo 
dog kun Torne for hende . Hun løftede sit Hoved 
mod Himlen , der var saa ren og blaa , men hun 

sænkede det atter hurtig mod Jorden . Hvad Ret 
havde hun til at see opad ? hun havde jo ikke en 
naadig Fader , men kun en streng Dommer deroppe . 
Ved Veien legede en Flok fattige Børn ; pjaltede og 
barfodede vare de , men dog lyste de smaa Ansigter as 
Munterhed og Glæde , og deres Latter lød saa sorgløs , 
som var Livet for dem kun Solskin og Glæde . 
Deodata misundte de glade Smaa og længtes efter 
at komme bort fra Menneskenes Færd og ind i den 
stille Skov . Med hvileløs Hast skyndte hun sig ind 
imellem Træærne , henad ensomme og ukjendte Stier , 
som om hun noget Sted kunde flygte bort fra sit 
urolige Hjerte , der var hendes værste Fredsforstyrrer . 
Hun vedblev længe at ile fremad , og da hun endelig 
vendte om , kunde hun ikke finde den rette Vei og 
standsede raadvild . Da hørte hun Fodtrin bagved 
sig , og da hun uvilkaarlig vendte sig om , mødte hun 
et funklende , gjennemtrængende Blik fra to sorte , ildfulde 
Øine , hvis begeistrede Udtryk engang havde 
vakt underlige Rørelser hos hende , og hun gjenkjendte 
den unge Prædikant , hvis Ord saa mægtigt havde 
grebet hende , og som havde været den uskyldige Aarsag 
til det voldsomme Brud mellem hende og hendes 
Husbond . Han saae hendes Forlegenhed og bad 
hende tillade ham at føre hende paa rette Vei , og , 
mens de gik ved hinandens Side , benyttede han Leiligheden 

til , som han mente , at vække „ Aandens rette 
Længsel “ i hendes Sjæl , idet han med ildfuld Begeistring 
og glødende Veltalenhed talte om den 
Tro , som formaaer Alt , den Glæde i Herren , som 
kan løfte Sjælen høit op over al Jordens Sorg , og , 
ikke mindst , om sit eget Kald , som han fulgte med 
Glæde , og i hvis Fuldbyrdelse han gjerne vilde lide 
Trængsel , Haan og Forfølgelse . Deodata følte ikke i 
Ordets klingende Strøm den Mangel paa Ydmyghed 
og Klarhed , som de skjønne Tanker skjulte ; hun blev 
mægtigt greben og henreven og troede i sit Hjerte at 
søle den „ Aandens Rørelse “ , hvorom Thorberg talte . 
Da hun havde taget Afsked med ham og endelig 
naaede Hjemmet , var hun i en exalteret Sindsstemning ; 
hendes hvileløse Sjæl mente at have fundet en 
Redningsplanke at klynge sig til , og hun længtes kun 
efter at høre hans klangfulde Stemme igjen tale om 
den Glæde , med hvilken selv det tungeste Kors vilde 
blive let at bære . Thorberg havde sagt , at han denne 
Aften vilde tale i det Frie , og hun higede kun efter 
at være mellem hans Tilhørere , for , som hun haabede , 
at faae mere Klarhed og Oplysning , mere Bestyrkelse 
i sit Haab . Hun tænkte , at denne Mand netop 
ved Guds Naade var bleven sendt paa hendes Vei , 
da hendes Hjerte var tungest , for at lære hende det 
Høieste og Bedste . Opfyldt af disse Tanker traadte 

hun ind i Stuen , og hun havde et Øieblik næsten 
glemt sin Husbonds Tilværelse , men der sad han , 
kold , rolig og alvorlig , som altid . Han saae op , idet 
hun kom ind , og bemærkede med Forundring , at hendes 
Kinder glødede , og hendes Øine straalede . „ Hvor 
har Du dog været saalænge , Deodata ? “ spurgte han 
i sin kolde , rolige Tone . Hvor lød hans Stemme 
sfærende i hendes Øren efter den bløde Velklang , 
hvortil hun nylig havde lyttet ! hvor var hans Blik 
dog koldt og sjælløst , naar hun sammenlignede det 
med Begejstringens Ild i hine funklende , sorte Øine ! 
En Gysen gjennemfoer hende ; det var hende , som om 
hun omsfiftede Solvarme med Vinterkulde , men hun 
søgte at betvinge sin Bevægelse og svarede roligt : 
„ Jeg gik saa langt ind i Skoven , at jeg tilsidst foer 
vild , og det varede længe , inden jeg kom paa rette 
Vei igjen . “ 
„ Jeg vilde meget ønske , at Du ikke vilde gaae 
saa langt ind i den store Skov , naar Du er ene . “ 
„ Som Du vil —jeg stal ikke gjøre det oftere . “ 
Han saae sørgmodig paa hende . Begyndte hans 
Bitterhed af svinde , begyndte hans Hjerte atter af 
drages mod hende nu , da hun mere end nogensinde 
fjernede sig fra ham ? 
Hun vilde ikke tale til ham om sit Møde med 
Thorberg ; men hvorledes skulde hun komme hen til 

Forsamlingen ? vilde han ikke modsætte sig , af hun 
gik ? var det ikke netop det , der havde givet Anledning 
til det frygtelige Brud imellem dem ? Hun 
mindedes det med Gysen , men hun kunde ikke blive 
hjemme ; havde hun mistet alt Haab om Lykke paa 
Jorden , skulde han , hendes Fredsforstyrrer , dog ikke 
ogsaa berøve hende det Glimt af himmelsk Trøst , 
hendes stakkels tørstende Sjæl maaskee kunde finde . 
Hun saae paa sit Uhr , og det var snart Tid til af 
gaae ; hun maatte tage Mod til sig , og efter af 
have hvilet sig et Øieblik , reiste hun sig hurtigt og 
gik hen til sin forundrede Husbond . 
„ Jeg haaber , Du vil undskylde , af jeg ikke er 
hjemme til Theetid “ , sagde hun med ængstlig Hast . 
„ Candidat Thorberg , som var her i Sognet i Vinter , 
vil tale iaften , og det er min Hensigt af gaae hen 
og høre ham . “ 
Harald saae forundret og misfornøiet paa sin 
Hustru . „ Jeg troede , af jeg dengang udtalte bestemt 
og tydeligt nok , af jeg ikke ønsfer , af min Hustru 
skal løbe til Sværmeres og Fanatikeres Forsamlinger . 
Hver Søndag kan Dn høre et kraftigt , levende Guds 
Ord paa det Sted , hvor Ordet stat tales , saa jeg 
veed , Dn trænger ikke til mere . Det , Dn vil gaae 
efter , er en meget usund aandelig Føde . “ 
„ Jeg venter ikke , af Dn skal forstaae min Trang 

og min Længsel ; vi ere jo saa forskjellige , af al vor 
Higen og Tragten maa gaae i forskjellige Retninger . 
Jeg kan vel tænkæ , af Dn ikke særlig ønsker , af jeg skal 
gaae til en „ Sværmers og Fanatikers “ . Forsamling , 
som Dn behager af kalde det , men jeg tør vel haabe , 
af Dn ikke vil modsættte Dig mit Ønske , naar jeg 
siger Dig , af jeg der troer af kunde finde Styrke og 
Trøst . O , Harald , jeg har ingen Glæde mere — Dn 
vil da ikke nægte mig denne Draabe af Lægedom ? “ 
„ Lægedom ? “ gjentog Harald med et sarkastisk 
Smil . „ Lægedom hos en overspændt , forskruet Sværmer 
eller , hvad der er være , en Hykler ! jeg frygter , 
Du vil hente netop det Modsatte . Men hvortil saa 
mange unyttige Ord ? Det er mit bestemte Ønske , 
at min Hustru ikke søger hen til en Forsamling , hvis 
hele Retning jeg misbilliger . Lad mig ikke behøve at 
sige mere , Deodata ! lad mit Ønske være Dig nok , 
og lad der være Fred imellem os ! “ Han sukkede 
dybt ; men Deodata mærkede det ikke i sin feberagtige 
Længsel efter at komme derhen , hvor hun haabede at 
finde Lys og Tro . „ Fred ? “ gjentog hun blot bittert . 
Hun vedblev : „ Det er en altfor vigtig Sag for mig , 
til at jeg kan opfylde dit Ønske , der forekommer mig 
ubilligt og urimeligt . Hvorfor skulde jeg ogsaa tage 
Hensyn til det ? tager Du nogensinde Hensyn til 
mine Ønsker ? Og desuden — kan det ikke være 

Dig ligegyldigt , hvor jeg gaaer hen ? vi har jo dog 
Intet fælles med hinanden . Jeg maa gaae . Hun 
ilede hen imod Deren ; men da reiste Harald sig , og 
hans mørke , strenge Blik bragte hende uvilkaarlig til 
at standse . „ Du nøder mig til det , Deodata “ , sagde 
han med fast Stemme . „ Altsaa — siden mit Ønske 
er Dig Intet , saa befaler jeg Dig , at Du hverken 
idag eller nogensinde gaaer til denne Slags Møder . “ 
„ Jeg kan , jeg vil ikke adlyde ! “ sagde hun heftigt 
og ilede bort med aandeløs Hast , som om hun 
frygtede , at han vilde holde hende tilbage med Magt . 
Dog , han gjorde intet Forsøg paa at standse hende 
og blev staaende ubevægelig med korslagte Arme ; 
men det haarde Udtryk , som var begyndt at forsvinde , 
og som et mildt , forsonende Ord maaskee endnu kunde 
have forjaget for stedse , lagde sig atter over hans 
Træk . 
Blussende og skjælvende , deels af Frygt over sin 
egen Dristighed , deels af feberagtig Længsel efter de 
Ord , hvoraf hun ventede sig Saameget , naaede Deodata 
sit Maal , en smuk , gronklædt Plet i Ly af 
nogle høie Linde , hvor en talrig Skare , mest af Kvinder , 
allerede var forsamlet . Der lød en dæmpet 
Mumlen , da den unge Prædikant traadte ind i 
Kredsen . 
Alles Øine fæstede sig paa ham i spændt Forventning . 

Han var øiensynlig i stærk Bevægelse ; 
Aarerne svulmede i de blege , fine Træk , og de sorte 
Øine lyste med en feberagtig Glands . Med et indtagende 
Smil hilste han til alle Sider , og derpaa lød 
hans melodiske Stemme ud over Forsamlingen . 
Med spændt Opmærksomhed lyttede Tilhørerne 
til Ordet , der flød saa let fra hans Læber . De forstod 
ham vel ikke ret , de fandt ikke nogen sand Støtte 
for deres Tro eller nogen Oplysning , men de reves 
hen af den rige Ordstrøm , den dristige Tankeflugt og 
glemte for en Stund alt Andet i Verden for det 
uimodstaaelig fængslende Indtryk heraf . Den Ild og 
Glød , der lyste i den unge Prædikants Øine , hans 
smukke , klangfulde Stemme , der steg og sank som i 
Bølgegang og var saa fuld af Følelse og Varme , 
det blomstrende Sprog , de dristige Billeder , der 
malede det Høieste og Helligste , som havde han , netop 
Han , maalt Høiden og Dybden af Herrens Kjærlighed 
og kjendte den som ingen Anden , den overbevisende 
Veltalenhed , og den ildfulde Begeistring , der aandede 
i hvert Ord , — alt dette virkede paa Tilhørerne med 
uimodstaaelig Magt og bragte dem i stærk Bevægelse . 
Taarerne trillede ned ad Manges Kinder , Andre 
stode ubevægelige , med Blikket ufravendt fæstet paa 
Talerens Ansigt , ængstelige for at miste et eneste 
Ord . Blandt disse var Deodata . Tørstende efter et 

Treffens , et Styrkens Ord , lyttede hun med aandeløs 
Begjerlighed til de klingende Ord og mente , at 
de vare til hende , netop til hende , og saa længe 
Thorberg talte , var det hende , som hun blev løftet 
op til en lys og bedre Verden , til Fred og Glæde ; 
hendes Kinder glødede , hendes Øine straalede af 
Glæde , og hun troede endelig at have fundet Vei til 
Salighedens Kilde ; men ak ! hvor forgængelig var 
ikke denne Times Glæde ! vilde vel den give hende 
ny Livskraft , naar hun atter vendte tilbage til det 
daglige Livs Tryk ? Nei , det var mere som en aandelig 
Berusning , efter hvilken der vilde følge en 
endnu større Slaphed ; det var ikke Herrens Aand , 
der klarede for det troende Sind den store Hemmelighed 
om Synd , Retfærdighed og Naade , det var det 
naturlige Menneske , der , henreven af Naturgavernes 
Magt , troede i denne Bevægelse at see „ Aandens 
Fornyelse “ . Men , ude af Stand til saaledes at 
undersøge sit eget Hjerte , hengav Deodata sig helt til 
Øieblikkets Sødhed , hun tænkte ikke paa , hvormed 
hun havde kjøbt denne opløftende Time , med Trods 
imod ham , om hvem Gud havde sagt : „ han skal 
være din Herre ! “ Her var jo intet alvorligt Ord om 
Bekjendelse og Forsagelse af Synd , som saa ofte 
havde sønderknust hende i Pastor Hlervigs Prædiken , 
her var kun atter og atter Tale om , at hver en Synd 

drukner i Naadens Hav , at den sande Tro og den 
brændende Bøn henter Velsignelsen ned fra Himlen , 
løfter Sjælen over Alt , hvad der vil lamme dens 
Vinge , ja , skjænker de Troende Englenes Glæde . 
Endelig forstummede Ordet ; Thorberg sluttede , som 
han begyndte , med en Bøn , hvorpaa han lød Forsamlingen 
synge : „ Op dog , Zion , seer Du ei ! “ 
Efter Sangen lyste han Velsignelsen over Kredsen , 
men hans Stemme var nu mat og skjælvende , og der 
var over alle hans Træk et Præg af Svaghed og Træthed , 
som gjerne følger efter en voldsom og unaturlig 
Bevægelse . Mange trængte sig om ham til Afsted , 
Alle vilde gjerne trykke hans Haand , og den ene 
Taksigelse lød efter den anden . „ Som De kan Ingen 
tale ! “ — „ vi kan aldrig være Dem taknemmelige 
nok ; “ — „ hvilke deilige Ord ! maatte vi kun aldrig 
glemme dem ! “ — „ De har viist os Himmerig aaben ! “ 
— disse og mange lignende Ytringer mødte ham . 
Han smilede venligt til dem Alle . „ Giv Gud og 
hans Helligaand Æren ! “ svarede han ; „ Han har 
været hos mig idag med sit Lys og sin Kraft , Han 
har indgivet mig hvert Ord , jeg har talt , Han give , 
det maa bære Frugt ! “ og saa bad han dem samles 
næste Dag ved samme Tid og paa det samme Sted . 
Deodata gik hjem og søgte paa Veien at samle 
sine Tanker , men alt som hun begyndte at tænke , 

forsvandt den korte Glæde , og Sindet blev atter tungt 
og trykket . Hvor var nu Styrken , hun var gaaet 
hen at hente ? Hun søgte at gjenkalde sig Thorbergs 
Ord , men hvad Trøst var der vel i dem for hende ? 
Ja , han var vist stærk i Troen , rig paa Kjærlighed , 
gjennemtrængt af Livets Haab , men hvad nyttede det 
hende ? Hun gjentog ved sig selv nogle af de dristige 
Ord om Naade og Herlighed , som hun , da hun hørte 
dem , troede kunde løfte ogsaa hende til Lys og Glæde , 
men hvor var Løftekraften nu ? De skjønne Ord 
vare ikke for hende , maatte de kun ikke end mere lade 
hende føle , hvor langt hun stod tilbage ? hendes Tro 
var saa svag , saa vaklende ; var der da ingen Frelse 
for hende ? Saaledes havde da det stakkels Hjerte 
ingen Hvile , ingen Fred fundet , kun en kort , opblussende 
Bevægelse , der efterfulgtes af -endnu større 
Tvivl og Uro . Da hun var ganske nær ved Hjemmet , 
mindedes hun , hvorledes hun havde forladt det , 
og hun frygtede for at møde sin paany saa dybt 
krænkede Husbond , thi hun havde ikke faaet nogen 
Styrke til at bære hans Vrede . 
Deodatas Hjerte bankede voldsomt , da hun traadte 
ind i Stuen ; Harald sad der ; hun kastede et frygtsomt , 
stjaalent Blik paa ham ; hun kjendte disse 
sammenpressede Læber , dette kolde , haarde Blik , der 
havde lukket hver mild Følelse ude . „ Naa , fandt Dn 

saa al den Trøst , Dn ventede Dig ? “ spurgte han 
spottende . 
„ Nei , der gives ingen Trøst i Verden for mig “ , 
svarede Deodata sagte . 
„ Det gjør mig ondt . Men maaskee Dn dog 
ikke er saa høit oppe i aandelig Henrykkelse , at Dn 
jo nok vil skjænke simple , jordiske Ting et Minuts 
Opmærksomhed . Jeg har blot Et at sige Dig — 
for Fremtiden stal jeg ikke plage Dig med mange 
Ord . Dn har idag reist en Skillemur imellem os 
To , Deodata , som aldrig mere kan nedrives . Du 
har viist mig , at mine Ønsker ere slet Intet for Dig , 
ja , Du har sagt mig det i klare Ord , og Du har 
erklæret , at vi har Intet tilfælles , naa , lad saa være 
— jeg stat ikke gjøre Dig nogen Bebreidelse derfor . 
Men kun dette Ene : siig og gjør , hvad Du vil , 
indenfor disse Vægge , men , for din egen Skyld , 
Deodata , om det end er Dig ligegyldigt for min — 
undgaa Opsigt udenfor Huset ! giv ikke Verden Leilighed 
til Omtale , gjør ikke vort Forhold til Gjenstand 
for Folkesnak ! Lad os være enige i dette Ene , 
om vi end ere uenige i alt Andet : at bevare Skinnet ! “ 
Deodata bøiede samtykkende , men taus , sit 
Hoved . Den haarde , kolde Stemme gjenlød i hendes 
Øren med sfærende Klang , og hun hørte atter og 
atter disse roligt udtalte Ord : „ en Skillemur , som 

aldrig kan nedrives ! “ Aldrig ! forfærdelige Ord ! aldrig 
Forsoning , aldrig Fred , aldrig Fællesflab i 
Aanden , og dog lænkede til hinanden for Livet ! Hvor 
var nu Troens styrkende Varme og Livshaabet , som 
kunde hæve Sjælen op over hver Byrde og Bekymring ? 
Hun følte ikke Spor af denne Kraft . Det 
var skjemt nok at kunne tale saaledes om Tro og 
Haab , om Lys og salig Glæde for den , der havde 
følt alt dette , men hvad var det for hende ? Ak , 
havde hun blot ikke trodset sin Husbonds Villie og 
bortkastet den sidste Mulighed til nogensinde at vinde 
hans Tilgivelse ! Vel havde hun med denne Trods 
kjøbt en af de lykkeligste Timer i sit Liv , men hun 
havde ingen Trøst bragt hjem med sig ; for hende var 
Naadeporten lukket , saavelsom Døren til jordisk Kjærlighed 
og Lykke . Hvad skulde Enden blive ? Saaledes 
tænkte den ulykkelige unge Hustru , mens hun stod i 
det aabne Vindue og lod Blikket glide ud over det 
stille , blaa Hav , paa hvis Flade den nedgaaende 
Junisols sidste Straaler legede i gylden Glands ; men 
dette Syn bragte hende ingen Fred , det lod hende 
kun bittert føle den skærende Modsætning . Dette 
stille Hav , denne klare Himmel , denne glade Kvidren 
af muntre Fugle i Bøgenes Grene , — hun kunde 
neppe udholde alt dette — o , raste blot alle Elementerne 
omkring hende i vildt Oprør , saa vilde det 

forpinte Sind maaskee deri have fundet et Udtryk for 
sin Smerte ! 
Otwgtgvende Kapifel . 
„ Beed Du , at Candidat Thorberg atter vil tale 
iaften ? “ spurgte Ingeborg Hlervig sin Husbond næste 
Eftermiddag . 
„ Ja , jeg veed det . Og Du mener , vi burde 
gaae derhen ? “ tilføiede han smilende . 
„ Det var ikke mine Ord , men Du kan jo altid 
see paa mig , hvad jeg tænker . Ja , jeg vilde gjerne , 
Du skulde gaae derhen for at faae Leilighed til at 
sige ham nogle venlige Ord . Det gjør mig saa ondt , 
at han skal troe , Du er uretfærdig eller intolerant , 
eller — endnu værre — tiltroe Dig personlig Bitterhed 
og Misundelse imod ham , fordi han vinder 
saa megen Indflydelse i din Menighed . “ 
„ Men , Ingeborg , naar pleier Du at have saadanne 
Tanker ? hvorfor skulde han vel tænke saaledes 
om mig ? og , selv om han gjorde det , kan det da ikke 
være mig ligegyldigt , naar jeg er overbeviist om , at 
jeg har handlet ret ? “ 

„ Det er idetmindste ikke mig ligegyldigt , at Du 
bliver miskjendt . “ 
„ Thorberg bryder sig kun lidt om at være miskjendt 
af mig Ingeborg ! han troer sig høit hævet 
over alle Mennesker ; men den Høide , han staaer paa , 
er svimlende . Gud give , at han ikke falder ! eller , at 
han kun falder for at reise sig igjen og ledes paa 
Ydmyghedens Veie ! Kunde jeg haabe at faae nogen 
Indflydelse paa ham , da skulde jeg vist ikke skye 
Leiligheden til at tale med ham ; men jeg har intet 
Haab om , at han vil lægge mindste Vægt paa et 
Ord af mig . Vi maae vente , til Vorherre selv lærer 
ham , hvordan Han vil tjenes i Sandhed og i 
Ydmyghed ; jeg haaber sikkert , han engang vil see 
klarere . “ 
„ Men forsøg dog paa at tale med ham , kjære 
Arnold ? Tilgiv mig — Du har maaskee dine gode 
Grunde , men jeg vilde saa gjerne , at Du , netop Du , 
skulde prøve at tale ham tilrelte ; jeg kunde ikke andet 
end faae en levende Interesse for ham , da vi hørte 
ham i Vinter ; jeg kunde forstaae , at der for Andre 
kunde være en forunderlig fængslende Magt i hans 
Røst og i hans Ord , skjøndt Du har klaret mit Blik 
altfor meget , til at jeg selv kunde komme ind underFortryllelsen . “ 
„ Saa 
lad os gaae derhen ! “ sagde den unge 

Præst smilende . „ Jeg seer , Du er fast bestemt paa 
at ville have din Villie , og saa kan jeg ligesaa godt 
strax give efter . “ 
„ Nei , Du maa ikke tale saaledes , ikke engang 
for Spøg ! Jeg har dog ikke været egenraadig og 
paastaaelig ? “ 
„ Naar er min lille Hustru det — for Alvor ? 
Nei , jeg skal gjøre , hvad Du ønsker , af fri Tilbøielighed . “ 
En 
endnu talrigere Forsamling end den foregaaende 
Dag leirede sig denne Aften paa samme 
Plel . Mange stode i aandeløs Forventning , til 
Taleren kom . Der var saa meget i den unge Mands 
eiendommelige Gaver , der tiltalte og tilfredsstillede 
den rent menneskelige Tilbøielighed til at bevæges ; 
og Mange gik bort fra disse Forsamlinger med en 
glad Overbeviisning om , at det dog maatte være 
godt med ham i aandelig Henseende , siden han kunde 
bevæges saa stærkt ved Guds Ord , uden at han var 
bleven ledet til at ransage sit Indre og erkjende sin 
Synd . Thorberg talte denne Aften endnu mere ild_ 
fuldt og rev Alle med sig . Han talte over de Ord 
af Johannes ' s Aabenbaring : „ Den , som tørster , 
komme , og den , som vil , skal uden Betaling faae 
Livets Vand . “ Han anraabte sine Tilhørere om at 
komme til „ Livets Vand “ , der udstrømmer fra Christi 

Naade , om at forsage Verdens Lyst , forlade „ Ægyptens 
Kjsdgryder “ og komme til Herren , men naar 
han dernæst bød dem ikke lytte til „ menneskelig Viisdoms 
overtalende Ord “ , men kun til „ Evangeliets 
Harpetoner paa Guds sande Tjeners Læber “ , om ikke 
at troe dem , der brugte Guds hellige Ord „ som 
Skalkeskjul for egen Klogt og Viisdom “ , om at vogte 
sig for dem , der „ vilde have Aandens Myndighed , 
men manglede Aandens Lys og Ild “ , for dem , der 
vilde „ være Hyrder for Faarene , men manglede 
Hyrdesind og Hyrdekjærlighed “ , da kunde vel Enhver , 
hvis Blik ikke var omtaaget af Naturgavernes henrivende 
Magt , see , at Grundtonen i disse Formaninger 
var den , at han , som talte , kun han , var „ Guds 
sande Tjener “ , som skulde høres og troes ; og Pastor 
Hlervig forsfod fuldtvel , at i dette Tilfælde var det 
ham , den lidenskabelige unge Sværmer advarede imod . 
Efter disse Formaninger fulgte da atter en glødende 
Skildring af Lyset og Glæden og Herligheden ved 
„ Livets Vand “ , hvor hver Plet aftvættedes , og Korsets 
Mærke blev tegnet paa den Troendes Pande som et 
Tegn paa , at han hørte Chrisfus til , „ at Intet i 
Verden kunde sfade ham , men at han skulde kunne 
træde paa Slanger og udslukke Ild og selv under 
Trængsler og Lidelser juble Livets Sange , fordi 
Aandens Henrykkelse vilde løste ham langt ud over 

al Syndens og Dødens Magt . “ Da Talen forstummede , 
og en Psalme var sungen , forkyndte Thorberg 
Forsamlingen , at han maatte tage Afsfed , da 
han næste Morgen skulde reise videre . Beklagelser og 
Bønner om , at han „ dog vilde blive “ , lød fra Manges 
Læber , men Thorberg rystede paa Hovedet . „ Jeg 
takker Eder hjerteligt , kjære Venner ! “ sagde han , „ at 
I gjerne ville beholde mig hos Eder , som ikke trættes 
af at sørge for , hvad dette skrøbelige Legeme trænger 
til , mens jeg , ved Guds Naades Kraft , nærer Eders 
aandelige Trang . Gjerne blev jeg hos Eder , thi her 
er godt at være ; jeg har her fundet aabne Øren 
og , som jeg haaber , aabne Hjerter for det Livets 
Ord , jeg bragte med mig ; men Herrens Tjener maa 
ikke lade Tilbøieligheden raade , han stal kun lyde 
Aandens Røst ; jeg stal ikke lyde Kjød og Blod , men 
kun min Herres Bud , og see ! han har klart vist 
mig Veien , jeg har at gaae ! Han byder mig gaae 
fra Sted til Sted med hans det liflige Evangelium 
og aldrig dvæle mere end en Dag eller to . Derfor 
maa jeg tage Afsfed med Eder , Venner ! dyrebare 
Brødre og Søstre i Herren ! Farvel ! glem ikke 
Ordet , Helligaanden har talt til Eder gjennem mine 
stammende Læber ! Jeg vil aldrig glemme Eder , men 
bære Eder i mit Hjerte og daglig mindes Eder i 
mine Bønner til Herren ! Farvel , mine Elskelige ! 

min Afskedshilsen til Eder er den gamle , apostoliske : 
„ Fred være med Eder ! “ Han udrakte velsignende 
sine Hænder , og hvem var der vel mellem disse bevægede 
Mennesker , der tvivlede om , at det var den 
sande , selvforglemmende Kjærligheds Ild , der lyste i 
disse forunderlig ildfulde , sorte Øine ? Mange flokkede 
sig om ham for at faae det sidste Afskedsblik ; 
de trykkede og kyssede hans Hænder og bad ham dog 
endelig komme snart igjen . 
Da Sværmen spredte sig , kom Pasfor Hlervig 
og hans Hustru hen til den unge Prædikant , trykkede 
hjerteligt hans Haand og bad ham følge hjem med 
dem og overnatte i Præstegaarden . Thorberg saae 
forundret paa ham . Hvad Ret havde vel denne 
„ Statskirkens Træl “ til at samle gloende Kul paa 
hans Hoved ? „ Jeg takker Dem meget for Deres 
Venlighed “ , svarede han , „ men jeg kan ikke gjæste 
den Mands Huus , der har lukket Guds Huus for 
det Ord , Herren gjennem mig vilde tale . Det vilde 
stride mod min Samvittighed . “ 
„ Det vilde være mig meget kjært , om De vilde , 
netop fordi jeg ønsker at tale med Dem om denne 
Sag ; vi kunde maaskee komme til bedre at forstaae 
hinanden . “ 
„ Vi komme neppe nogensinde til at forstaae hinanden ; 
mellem os er der-intet Samfund “ , svarede 

den unge Mand koldt . Hvilken Modsætning var ikke 
dette frastødende Væsen til den brændende Varme , 
hvoraf han for faa Minutter siden syntes at være 
saa gjennemtrængt ! „ Men har De Noget at sige 
mig , Pastor Hlervig , stal jeg med Fornøielse følge 
med Dem til Præsfegaarden , — dens Dortærskel 
vil jeg ikke betræde . “ 
„ Jeg haaber ikke “ , sagde Pastor Hlervig , da de 
begyndte at gaae , „ at De troer , jeg paa Grund af 
personlig Uvillie mod Dem eller i uretfærdig Miskjendelse 
af — “ 
„ Hvad enten De eller noget Menneske “ , afbrød 
Thorberg ham ivrigt , „ nærer personlig Uvillie eller 
Velvillie imod mig , imod min svage , flrøbelige , besmittede 
Natur , er og stal være mig aldeles ligegyldigt . 
Jeg spørger kun om , hvorledes det Ord bliver 
modtaget , som Aanden har givet mig at tale . Hver 
den , som elsker Herren , vil da ogsaa i Kjærlighed 
modtage Herrens Tjener for det Ords Skyld , han 
taler , men hvad enten jeg møder personlig Venlighed 
eller ei , er mig ligegyldigt ; jeg ssger kun min Herres 
Ære , ikke Menneskenes Velbehag eller ydre Tegn 
paa deres Kjærlighed . “ 
„ De er da kommen videre , end selv Apostelen 
Paulus “ , sagde Pastor Hlervig alvorlig ; „ han forsmaaede 

ikke at glæede sig ved sine christne Venners 
Gaver eller ved Menighedens Kjærlighed til ham . “ 
„ Kjærlighed til den Aand , der talte gjennem 
hans Røst . “ 
„ Og til ham selv , — til Mennesket Paulus , som 
han var , med det menneskelig Ædle og Gode , 
gjennemtrængt og forklaret af Herrens Aand . Hr . 
Candidat Thorberg , De vil dog ikke forkynde den 
Vildfarelse , at den Herre , som er idel Kjærlighed , ikke 
skulle velsigne ogsaa den naturlige Kjærlighed , naar 
den kun vil helliges i hans Kjærlighed . “ 
„ For den sande Christen gives ingen naturlig , 
sandselig Kjærlighed . Husker De ikke , at Frelseren 
siger , at han er kommen for at bringe Splid i Verden , 
Splid mellem dem , der efter Kjødet staae hinanden 
nær , fordi alt Slægtflab skal ophøre , hvor intet 
aandeligt Slægtflab er , fordi der for Guds Børn 
kun skal findes et eneste Kjærligheds Samfund , „ de 
Helliges Samfund “ , Samfundet mellem dem , som 
elske Herren og følge ham . Den sande Christen maa 
elske alle Mennesker , idet han maa ønske , at Alle 
maae komme til Christus , men der skal for ham ikke 
mere være Tale om Slægtflabs og Venskabs Baand ; 
hans Sjæl maa være frigjort fra Alt , hvad der lænker 
det naturlige Menneske , den maa allerede her paa 
Jorden halvt leve i en anden , højere og renere Verden , 

hvor disse Følelser ikke kjendes . Det er godt og 
lifligt for dem , som have een Tro og eet Haab , at 
samles i Aanden til Bøn og Lovsang , men den sande 
Christen maa ikke kjende den naturlige Glæde at 
mødes med en Ven ; han har kun een Glæde : 
Glæden over Frelsen i Jesus Christus . Han maa 
ikke sørge ved at miste selv en af sine Nærmeste i 
Kjødet ; han har kun een Sorg : Sorgen over Synden 
og Troens Svaghed hos sig selv og Andre . “ 
Pastor Hlervig rystede paa Hovedet og iagttog 
med Deltagelse sin Ledsagers begeistrede Blik . „ Vor 
Herre Jesus Christus græd ved Vennens Grav ; tør 
Disciplen ville være større end Mesteren ? “ 
„ Jesus græd ved Lazarus ' s Grav . Ia , saaledes 
opfatter den kjødelige Verden disse Taarer , fordi den 
ikke kan forstaae Aandens dybe Sandheder . Skulde 
vel den Herre , der havde Myndighed over Dødens 
Magt , som kunde træde den under sin Fod , skulde 
vel han sørge ved at see den Død , han med et Ord 
kunde vække til Live ? Han græd ved Synet af 
Menneskenes Vantro , at de endnu ikke troede ham 
mægtig til at gjøre det Døde levende . Men lad os 
ikke tale mere med hinanden , Pastor Hlervig ! hvad 
nytter det til ? vi blive dog aldrig enige , end ikke i 
det mindste Punkt . Mellem os er intet Samfund , 
vi ledes af en modsat Aand . “ 

„ Da er det dog mit faste , inderlige Haab , “ 
svarede Pastor Hlervig med dyb Alvor , „ at vi Begge 
gjerne ville ledes af den samme Aand . Men der er 
en anden Magt i vort Indre , som gjerne vil lokke 
os paa mange Afveie . Tillad mig blot at sige dette 
Ene til Dem , inden vi sfilles : det er en farlig Vei , 
De har betraadt , den er fuld af Farer og Fristelser 
for det indre Menneske . De gaaer sikker og uden 
Frygt i Troen paa , at De vil blive bevaret for det 
Onde ; — vil De da ikke prøve Dem selv , om det , 
De anseer for den stærke Tro , ikke stundum er en 
farlig Selvtillid ? “ 
„ Jeg har vel vidst , at jeg stundum vilde blive 
miskjendt “ , svarede Thorberg med et næsten triumferende 
Smil , „ og Gud skee Lov ! jeg kan ikke blot 
bære Miskjendelsen uden Klage , jeg kan endog takke 
for den , thi den er mig et Tegn paa min Herres 
Naade . Frelseren blev spottet og miskjendt — hvor 
meget mere da hans Tjenere ? “ 
„ Jeg seer , at De end ikke vil tiltroe mine Ord 
saa megen Sandhed , at De vil tænke over dem , og 
dog — tilgiv mig , at jeg benytter denne Leilighed til 
at sige endnu Et . Vil De ikke hvile en eneste Dag 
fra deres Gjerning — at prædike for Andre — for 
at give Dem Tid til at prøve og ransage deres eget 
Hjerte . Vort eget Hjerte er dog den Jordbund , 

hvor vi først skal arbeide . Vil De ikke prøve , om det ogsaa 
er vist , at Gud har udkaaret Dem til denne særegne 
Gjerning , som byder Dem bryde alle Hensyn ? vil 
De ikke bede om Klarhed til at see , om denne Aandens 
Dragelse ikke kan være et aandeligt Hovmod , 
som driver Øem til Noget , der er ualmindeligt og 
stort ? “ 
Thorberg smilede selvtillidsfuld . „ De taler til 
mig omtrent , som Jakob talte til Josef , da denne 
forkyndte ham de Drømme , hvori Herren aabenbarede 
ham sin særdeles Naade . Jeg er et svagt og skrøbeligt 
Menneske , Pastor Hlervig , besmittet af Synd ; jeg er 
Intet , flet Intet i mig selv ; men der er givet mig en 
særegen Naadegave , og vee mig , om jeg tvivlede 
derom ! der er givet mig et særegent Kald , og vee 
mig , om jeg ikke fulgte det ! Men forøvrigt søger 
jeg ikke egen Fordel og Ære , kun Herrens . Jeg 
attraaer hverken Rigdom , Glands , Ære eller Menneskenes 
Yndest , jeg attraaer kun at vandre min 
Herres Veie og fange Lam til hans Hjord , at jeg 
engang maa faae Livets Krone . Og nu , lad os To 
ikke tale mere med hinanden ; den Herre , som har 
sagt : „ med den Dom , -I dømme , skal I blive dømte ! “ 
vil engang veje Deres haarde Dom paa sin Vægtskaal 
histoppe ; for mig er Intet at gjøre uden at 
glemme og tilgive og gaae min lige Vei , snæver og 

farlig maaskee , men hvor Seirens Krone blinker i det 
Fjerne . “ 
Der herskede en kort Taushed efter disse Ord . 
En dyb Sørgmodighed hvilede over Pastor Hlervigs 
Ansigt ; endelig sagde han : „ Tilgiv mig , Candidat 
Thorberg , om jeg har været uretfærdig eller ukjærlig , 
men glem ikke , at jeg visselig ikke har dømt Dem , 
kun bedet Dem prøve og ransage Deres eget 
Hjerte . “ 
„ Og jeg bør maaskee takke Dem for Formaningsordet ? 
Nei , det kan jeg ikke , thi vor Tale skal være 
aaben og sanddru , og jeg kan ikke lukke Øiet for det 
Nid og den Bitterhed , der har fremkaldt Deres Ord . “ 
„ Gud seer det , — han lære os Begge Ydmyghed 
og Kjærlighed ! “ sagde Pastor Hlervig mildt . 
De vare nn ved Præstegaarden , hvor Thorberg 
tog Afsled . „ Farvel “ , sagde Pastor Hlervig , idet han 
fast og hjerteligt trykkede den unge Mands Haand ; 
„ tilgiv mig , hvis jeg har været uretfærdig eller anmassende , 
og lad os sfilles som Venner ! Gud give , 
at der , naar vi mødes igjen , maa være tændt et 
Lys i deres Hjerte , der ikke blænder med en altfor 
tindrende Glands , men et Lys , der brænder roligt og 
klart , og hvorved De vil see Deres egen Svaghed 
saavelsom Herrens Styrke ! “ 
„ Jeg takker for de velmente Ønsker , “ svarede 

Thorberg koldt ; „ men jeg troer , det er bedst for os 
Begge , at vi To ikke mere mødes ! “ Lidet anede han , 
hvorledes de atter skulde mødes ! Han gik bort , 
med Bitterhed i Sindet , men stor og stærk i sine 
egne Tanker , skjøndt han troede , at han tilskrev 
Helligaanden Alt . 
Toogfyvende Kapitel . 
De lange , lyse Sommerdage gik hen , men intet Lys 
oprandt i den mørke Nat , som Livet var for Deodata . 
Dog bar hun sin Skjebne med en Ro , som hun ikke 
hidtil havde kunnet opnaae . Det var alligevel ikke 
en stille Underkastelse under Herrens Villie , det var 
snarere Fortvivlelsens vilde Trods . Skulde hun 
være ulykkelig nu og altid , vilde hun idetmindste have 
den Tilfredsstillelse , at hun ikke blot kunde skjule sin 
Smerte , men endog dække den med Spøg . Hun besluttede , 
at ikke engang Harald skulde ane , hvad hun 
led , og saa mødte hun hans mørke Taushed og 
Kulde næsten med Munterhed . Og naar de mødtes 
med Fremmede , i eller udenfor Hjemmet , da mindedes 
hun hans Fordring om at „ bevare Skinnet “ , 

og hun besluttede at vise ham , hvorvidt hun kunde 
drive det i Forstillelse . Hun overbød ham i Udførelsen 
af det Komediespil , han engang havde fordret 
af hende , og vendte sig ofte til ham med Yftringer , 
der næsten bragte ham ud af Fatning , skjøndt hun 
dog kun opfyldte hans Forlangende . Men under al 
denne Forstillelse jamrede indersf inde et sønderrevet 
Hjerte , der havde lidt Skibbrud paa Alt . 
Det var en varm Aften i August , at Pasfor 
Hlervig efter en anstrengende Dagsgjerning nærmede 
sig sit Hjem . Hans Fod var træt , men endnu mere 
træt var hans Sind , der knngedes af Bekymringer 
og Følelsen af egen Svaghed . Han havde mere end 
een Modstander i sin Menighed , men siden Thorberg 
sidst havde været der og vakt Røre i Sjælene , havde 
der ogsaa været Splid og Uro iblandt dem , han havde 
regnet til den lille troende Flok . Flere mødte ham 
med Kulde og Mistillid , Andre bebreidede ham ligefrem 
hans Mangel paa Tro og Varme . To Dage 
havde været nok til at forstyrre den Plantning , Gud 
hidtil havde givet Væxt , og til at forrykke hans 
Stilling til hans Menighed . Med Hovedet bøiet 
under disse tunge Tanker nærmede Arnold Hlervig 
sig sit Hjem ; men da han naaede Præstegaarden , 
hvor Vedbend og Roser slyngede sig op ad Muren , 
hvor Storken og Svalen byggede , da glattedes 

Furerne i hans Pande , og han bebreidede sig selv sin 
Utaknemmelighed . Kunde ikke Herren have ladet ham 
gaae ene med de tunge Bekymringer ? og han var jo 
dog saa rig . 
Døren aabnede sig , og der stod den smilende 
Hustru og de glade Børn . „ Alfred har staaet ved 
Vinduet næsten en Time og seet efter Fader “ , sagde 
Ingeborg . „ Vi havde ventet Dig tidligere , og jeg 
troer , at han tilsidst blev næsten syg af Spænding . “ 
Alfred fik denne Gang den første og varmeste 
Hilsen , og da Husfaderen tog Plads i sin lille Kreds , 
fik Drengen Plads paa hans Knæ med Armen om 
hans Hals . Han var saa lykkelig ; men de glædestraalende 
Øine lyste med feberagtig Glands , og den 
lille Haand , der laa i Faderens , brændte som Ild . 
Arnold mærkede det og spurgte bekymret : „ Min lille 
Dreng er dog vel rafl ? “ 
„ Jeg har det saa godt , saa godt “ , sagde Alfred , 
idet han slyngede begge Armene fast om sin Faders 
Hals , „ naar jeg faaer Lov til at sidde her , og Du 
kalder mig din egen Øreng . Jeg er saa lykkelig ! “ 
„ Jeg har i de sidste Dage været bange for , af 
han ikke var rafl , “ sagde Ingeborg ; „ men hver Gang 
jeg har spurgt ham om det , har han sagt , af han 
havde det godt . “ 
„ Min lille Alfred siger dog vel den fulde Sandhed ? “ 

spurgte Faderen , idet han saae ham alvorligt 
forskende ind i de dybe , blaae Øine . 
„ Fader , Du maa ikke blive vred paa mig ! 
jeg vilde ikke sige andet end Sandhed , jeg var kun 
saa træet , men Du siger jo , af vi ikke maa give efter 
for lidt Træthed , og det vilde jeg saa nødig . Jeg 
vilde være rigtig flittig , for af jeg kunde have lært rigtig 
meget , naar Du en Dag faaer Tid til af høre , hvad 
jeg kan . Naar vil Du høre mig , Fader ? ikke iaften , 
men vil Du imorgen ? “ 
Arnold trak sin lille Søn fast ind til sig og 
svarede : „ Jaderom tale vi imorgen . “ Derpaa bøiede 
han sig henimod sin Hustru og hviskede : „ Han har 
stærk Feber ; vi vil sende Bud efter Dokfor Herløv . “ 
Alfred blev bragt tilsengs , Dokfor Herløv kom , 
iagttog betænkelig den lille Dreng og forordnede de 
nødvendige Lægemidler . Han var saa mild , hjertelig 
og deltagende og søgte at opmuntre den nedtrykte 
Fader , der altid var mest tilbøielig til at see paa 
Livets mørkeste Side og allerede troede at see sig berøvet 
sin Yndling , Gjenstanden for saa mange lyse 
og kjære Forhaabninger . En tung Nat fulgte paa . 
Alfred havde hele Tiden heftig Feber og ikke et Øiebliks 
Hvile . Hans Forældre vaagede hos ham , og 
Ingeborg maatte nu styrke og opmuntre sin Husbond . 
Hun saae den tunge Mismods Sky , der leirede sig paa 

hans Pande , — og alt mens hun syslede med sin 
lille Dreng og søgte at lindre de brændende Febersmerter , 
havde hun mangt et freidigt Ord , mangt et 
oplivende Smil , hvormed hun søgte at hæve den nedbøiede 
Faders Mod . 
Da Axel Herløv næste Morgen kom til Præstegaarden 
og saae Alfred , erklærede han Sygdommen 
for Skarlagensfeber , og skjøndt han ikke talte om 
nogen Fare , fremkaldte dog det betænkelige og alvorlige 
Udtryk i hans Ansigt endnu mere Arnolds 
Frygt . 
Flere Dage hengik nu , i hvilke Alfred var haardt 
angreben , og i al den Tid veg hans Moder næsten 
aldrig fra hans Leie , og hans Fader tilbragte al den 
Tid der , som han havde tilovers fra sin Gjerning . 
Det var lange og tunge Dage , i hvilke Hjertet led 
ved at see det lille Barn lide , og hvor Sindet stedse 
bævede mellem Haab og Frygt . Dog — hos Faderen 
var Frygten altid det overveiende , mens hos Ingeborg 
Haabet . Gud vilde ikke tage deres Dreng fra 
dem , nei , det kunde hun aldrig troe ! Den himmelske 
Fader var altfor naadig og kjærlig , til at han vilde 
sende dem saa tung en Prøvelse ; han vilde ikke saa 
tidlig tage den Skat , han havde betroet dem , fra 
dem igjen ! Han vilde kun sende dem en kortvarig 
Prøvelse — de havde jo hidtil været saa usigelig 

lykkelige — han vilde kun prøve deres Tro , men den 
skulde ikke rokkes . Denne faste Tro , dette sikkre Haab 
opretholdt Ingeborg , og derfor kunde hun ikke blot 
udføre sin stille Gjerning taalmodig og uden Klage , 
men med Glands i Øiet og Smil paa Læben , og 
hun havde altid et Forraad af styrkende , trøstende 
Ord rede , naar hendes Husbond kom ind i Sygeværelsæt . 
„ See 
ikke saa mismodig ud , kjære Arnold , “ 
sagde hun ofte ; „ er ikke den Herre , der gjorde Døde 
levende , mægtig til at helbrede vor egen Dreng ? “ 
Men Arnold havde lidet eller intet Haab , og undertiden , 
naar han saae sin Husfrues Blik lyse af Troens 
Frimodighed , følte han en knugende Frygt for , at 
hvis Alfred blev taget fra dem , vilde det for hende 
blive mere end en Sorg , at det vilde blive et Skibbrud 
for hendes Tro . 
Axel Herløv var en trofast , deltagende Ven i 
disse tunge Dage . Hans Hjerte var varmt og 
aabent for enhver Lidelse , og , langt fra at hærdes ved 
at see saa megen Nød , blev det kun mildere og 
blödere . Der var noget dybt bevægende i at see 
det milde , taalmodige Udtryk i det lille , lidende 
Ansigt ; aldrig klagede han eller var urimelig , men 
han takkede for enhver lille Lindring , der bragtes 

ham , smilede ofte til sin Moder , og naar hans alvorlige 
Fader bøiede sig ned over ham med et ømt 
Blik eller et kjærligt Ord , da straalede de store Øine 
af Glæde . Naar han undertiden saae sin Moder 
betragte ham bekymret , smilede han til hende og 
sagde : Du maa ikke være bedrøvet for mig , søde 
Moder ! det er slet ikke saa slemt at være syg , naar 
I ere saa gode imod mig ; Fader har aldrig før været 
saa venlig , og jeg vidste ikke , han holdt saa meget af 
mig . O , Moder ! naar jeg bliver rafl igjen , vil jeg 
være saa god , saa flittig og lydig , at I kan have 
Glæde af mig ; jeg beder hver Dag Vorherre hjælpe 
mig , at Fader aldrig mere stat blive vred paa mig ! “ 
Hver Morgen og Aften bad Ingeborg Fadervor 
med sin lille Dreng , som hun altid pleiede at gjøre , 
og ingen Smerte kunde hindre ham i saa længe at 
ligge ganske stille , med foldede Hænder . Det styrkede 
Ingeborg i hendes freidige Haab ; — men det var 
ikke saaledes med Faderen . Io blidere og taalmodigere 
hans lille Søn var , desto klarere blev det ham , at 
Alfred snart maatte forlade dem ; jo mere Sygdommen 
udviklede det barnlige Sind , jo mere han talte med 
en Klarhed og Alvor , der var langt over hans Alder , 
desto vissere troede den nedbøiede Fader , at Alfred 
nu allerede modnedes for det evige Liv . Da forundredes 
han høilig , naar han saae Ingeborgs faste 

Haab om at see sin Dreng helbredet ; han forstod 
ikke , hvor hun kunde bevare dette Haab , og det 
forfærdede ham næsten , men han havde ikke Mod 
til at knuse det , og naar hun slyngede sine 
Arme om hans Hals og bad ham ikke være mismodig , 
Herren var jo dog mægtig nok til at bevare 
deres Barns Liv , da tav han og havde ikke Mod 
til at vise hende , hvor forfængeligt hendes Haab var . 
En Dag , da Arnold kom hjem , efter at have 
udrettet en Gjerning i Menigheden , gik han , som 
sædvanlig , ind i det stille Sygeværelse , hvorom alle 
hans Tanker dreiede sig , og der mødte ham strax 
Ingeborgs lyse , haabefulde Smil . „ Han sover , 
Arnold “ , hviskede hun , „ den første rolige Søvn i alle 
disse Dage . Tvivl nu ikke om , at vi faae Lov til 
at beholde ham ! See , hvor sødt og fredeligt hans 
lille Ansigt er ! “ 
Arnold bøiede sig over Sengen og iagttog længe 
og nøie sin sovende Skat . Ia , en uendelig Fred hvilede 
der over det milde Barneansigt , en Fred , der syntes 
aldrig at kunne forsfyrres af nogen Lidenskab , Uro 
eller Sorg , men det var en Fred , der varslede 
Faderen , at hans Barn snart skulde „ vorde Engle 
kig “ , og hans jordiske Haab opreistes ikke . Stille og 
taus satte han sig ved sin Hustrues Side . Han kunde 
ikke formørke hendes Glæde ; men hvorledes skulde vel 

hun bære Sorgen , naar den mødte hende saa uforberedt ? 
derpaa grublede han mørk og sørgmodig . 
Døren aabnedes sagte , og Pigen bragte et Brev , 
der var kommet med Posten . Arnold aabnede det 
mekanisk , uden Interesse for hvad det indeholdt ; men 
efterhaanden som han læste , udtrykte hans Ansigt en 
stærk og vexlende Sindsbevægelse . Med en rystende , 
urolig Haandskrift , som om Haanden , der havde ført 
Pennen , intet Herredømme havde havt over den , stod 
der følgende Linier : 
Assens , den 16de August . 
„ De bliver vist høilig forundret ved at see et 
Brev fra mig , naar De mindes , hvorledes jeg 
skiltes fra Dem , men læg det ikke tilside i Vrede , 
Pastor Hlervig ! hav Medlidenhed og opfyld en 
Ulykkeligs Bøn ! Jeg er syg — syg til Døden 
maaskee — men jeg gruer lige meget for Døden 
og Livet . Over mig og under mig er Alt Mørke 
og Elendighed , og i mit Hjerte er Fortvivlelse . Jeg 
mente , min Tro var saa stærk : den var et Siv , 
som nu er sønderbrudt ; mit Haab er knust , og 
min Kjærlighed , ak , den har aldrig været , aldrig ! 
Jeg har kun bedraget mig selv . Jeg troede , jeg 
gik Herrens Veie , jeg troede mig opflammet af 
Helligaandens Ild , dragen af Kjærlighedens Længsel 
efter at lede Sjæle til Herren — det var Altsammen 

Gjøgl og Bedrag . Jeg søgte kun min egen Ære , 
— det var Mørkets Fyrste , der ledede mig , tilhviskede 
mig , at jeg var stor og stærk , og førte 
mig til Hovmod . Ja , Hovmod var det ; jeg hovmodede 
mig over dem , som maaskee i Sandhed 
vare Herrens Tjenere ; jeg troede , jeg havde sundet 
det høieste Lys , og det var et Irlys , som førte 
mig til dette gruelige Mørke . Alt er bristet for 
mig , All , Alt ! Intet af det , jeg stolede paa , er 
blevet tilbage ; en kort Tid var jeg som løftet til 
Glædens høieste Tinde — Glæden i Herren , som 
jeg troede — og nu er jeg kastet ud i Morkets og 
Lidelsernes Hav ; o , der er neppe den Kval , som 
jeg ikke føler ! De gjennemskuede mig , Pastor 
Hlervig ! De talte til mig et alvorligt Sandhedsord , 
som jeg i min Forblindelse ikke vilde høre , 
men som jeg mindes nu , mindes som en Del af 
alt det , der fordømmer mig . Og dog — dog havde 
De et Forsonings-Ord for den ulykkelige Synder , 
der nu seer hele sin Synd , men ingen Naade . 
Nei , ingen Naade , ingen Forbarmelse ! Jeg angrer , 
jeg anraaber min Gud om Tilgivelse , men han 
vender sig fra mig og vil ikke høre mig ; det er , 
som havde han ikke en Draabe af Lægedom for 
min Elendighed , ikke en Gnist af Naade . Jeg kan 
ikke komme til Dem— jeg er for svag — o , kom 

til mig , om Øe har et eneste Trøstens Ord ! Ak , 
Øe har det vel ikke ? der er vel ingen Redning for 
mig ? Der er Naade og Forbarmelse for den 
groveste Forbryder , men der er ingen for den , der 
vilde anmasse sig den høieste Plads sk Salighedens 
Rige , der løi for sit eget Hjerte og brugte Herrens 
Navn til Skjul for sin egen kjødelige Stolthed og 
Forfængelighed . Ak , jeg vidste det ikke — jeg 
troede , jeg virkede til Guds Ære — men nu er 
Skællet faldet fra mine Øine . — Jeg hovmodede 
mig over Andre , jeg trodsede paa mit hellige Naadekald , 
som var Djævelens , ikke Guds , kan der da 
være Barmhjertighed for mig ? Jeg kan ikke skrive 
mere — min Haand ryster — mit hele Legeme 
brænder i Feberild — men endnu kun Dette , Pastor 
Hlervig : har Øe en Gnist af den Christenkjærlighed , 
som jeg engang troede af have saa varm og 
brændende , men som jeg aldeles manglede , — har 
Øe en Gnist af den , saa kom , kom og forsøg , om 
Øe har Trøst for en Fortvivlende , — for en 
ulykkelig , angerfuld Synder , der har mistet Alt , 
Alt ! Tilgiv mine ukjærlige Ord til Dem — tilgiv 
min Hovmod , min Egenraadighed ! Gjerne 
vilde jeg , knælende ved Deres Fod , gjøre Bod for 
det Altsammen , — jeg veed nu , af jeg er ussel og 
lille imod Dem som imod alle Andre — og af den 

største Synder er bedre end jeg ! Hav Medlidenhed 
og kom ! 
Halfdan Thorberg . “ 
Med dyb og smertelig Bevægelse læste Arnold 
disse Linier , der vare som et Fortvivlelsens Nødraab 
fra en sønderreven Sjæl . Og det stod da levende 
for ham , hvorledes han havde seet denne nu saa 
sønderknuste Synder for neppe to Maaneder siden 
stolt og sikker , fuldt forvisset om af være en af Aandens 
særlig Udkaarne , bestemt til en ganske særegen , 
stor og herlig Gjerning i Herrens Tjeneste , og nu 
var Alt faldet i Støvet , fordi Aandens Hovmod 
vilde hæve sig over Alt , og de rige Gaver vare kun 
blevne en mægtig Fristelse ! — Arnold sukkede dybt , 
idet han rakte sin Hustru Brevet . Ingeborg læste , 
og hendes Øine fyldtes med Taarer ; derpaa saae 
hun op og spurgte : „ Du vil vel reise strax , kjære 
Arnold , endnu idag ? vil Du ikke ? “ 
„ Hvor kan jeg ? det er umuligt ! “ sagde den 
unge Præst , idet han reiste sig . „ Kan jeg lade Dig 
være ene med din Sorg ? kan jeg forlade min lille 
syge Dreng , der klynger sig saa fast til mig ? Nei , 
det er umuligt . “ 
„ Umuligt ? at følge en saadan Opfordring ? at 
bringe Evangeliets livsalige Trøst til en forpint og 
anfægtet Sjæl ? Nei , Gud vil sikkert give Dig Naade 

til at tale et Ord til ham , der kan trænge dybt ned 
og bringe Lægedom ! Kjære Arnold , Du vil reise 
strax og bringe Trøst , — jeg veed , at Du vil det . “ 
„ Under alle andre Forhold skulde jeg ikke 
fove et eneste Øieblik — men nu — hvor kan jeg 
reise saa langt bort fra Eder ? Gud seer i mit 
Hjerte , han veed , jeg føler inderlig Deltagelse for 
denne stakkels , vildfarende Sjæl ; men , Ingeborg , Du 
og Alfred ere mig dog nærmere , og jeg skal dog ikke 
svigte Eder for en Fremmed ! “ 
„ Svigte os ? “ og Ingeborgs freidige Smil brød 
frem igjennem Taarerne . „ Vil Du vel nogensinde 
svigte os ? Veed vi ikke , at Du er hos os med din 
kjærlige Tanke , selv naar Du er borte ? Vi maae 
ikke holde Dig tilbage- , kjæreste Arnold ! - dette er et 
ligefremt Kald , som maa følges , er det ikke ? “ 
„ Hvorfor skal jeg sættes paa saa haard en Prøve ? “ 
udbrød Arnold smerteligt og pressede Haanden mod 
Panden . „ Hvad skal jeg gjøre ? Saae jeg den lige 
Vei for mig , skulde jeg gaae den , hvor tung den var , 
men jeg seer den ikke . Er ikke min første Plads her ? 
har jeg Ret til at lade Dig bære Byrderne alene ? 
Og om jeg gjør det , vil det da nytte ? kan jeg vel 
bringe Trøst til Nogen , saa tung og nedtrykt , som 
jeg er ? “ 
„ Jeg behøver dog vel ikke at fortælle min Husbond , 

hvor Kraften skal søges . Naar Gud kalder 
paa os , og vi lyde hans Røst , vil han da ikke ogsaa 
give Styrke til at udføre den Gjerning , han vil 
have gjort ? Derfor , kjære Arnold , lad os skynde os 
at gjøre Alt rede til en hurtig Reise , at den stakkels 
legemlig og aandelig Syge ikke skal vente et Øieblik 
længer end nødvendigt paa det Trøstens Ord , han 
haaber at høre fra dine Læber . “ 
„ Har han ikke Herrens Forjættelser ? hvad kan 
vel mine svage Læber sige ham ? O , Ingeborg , bed 
mig ikke mere om at reise ! Jeg skulde reise saa langt 
bort , og min Dreng kunde tages fra os , mens jeg 
var borte ! nei , det var mere , end jeg kunde bære ! “ 
„ Det vil ikke skee , det veed jeg vist ! “ udbrød 
Ingeborg med Varme . „ Skulde Gud prøve sine 
Børn saa haardt , naar de gaae den Vei , han selv 
giver dem at gaae ? Kjæræ Arnold , lad dog ikke 
denne Frygt holde Dig tilbage eller formørke dit 
Sind , naar Du er borte ; — jeg tør sige ikke blot : 
jeg troer , men jeg veed , at Gud ikke vil prøve os 
saa haardt ! “ 
Hendes faste Forvisning jog dog ikke Skyen fra 
Arnolds Pande , og endnu vaklede han . „ Nei , nei ! “ 
udbrød han pludselig , „ min lille Dreng skal ikke , naar 
han slaaer Øinene op , forgjeves søge sin Fader ! 
Nei , Ingeborg , jeg kan ikke — ikke idag . “ 

„ Men hvor lang er ikke enhver Time for den 
Ensomme og Lidende ! Husf paa , at han klynger sig 
til Haabet om at see Dig og tale med Dig , hvorfor 
da ikke troe , at Herren har bestemt Dig til at aabne 
hans formsrkede Blik for sit Lys og sin Naade ? og 
naar har ellers min Husbond tøvet med at komme , naar 
Gud kaldte paa ham ? Din lille Alfred vil stille og taalmodig 
vente paa din Hjemkomst , men der er maaskee 
Ingen , der kan sige et beroligende Ord til Thorberg 
i hans feberagtige Længsel . Nei , Du maa reise strax 
og ikke tøve længer . Tilgiv mig , kjære Arnold “ , tilføiede 
den unge Hustru med mindre sikker Stemme , 
„ at jeg taler til Dig i en saadan Tone , som om det 
var mig , der skulde sige Dig , hvad Du bør gjøre ! Jeg 
skulde ikke vove det , var det ikke , fordi jeg troer , at 
jeg taler i din Aand , og saaledes som Du har lært 
mig det . Det er kun , fordi dit Sind er saa omtaaget 
af de sidste Dages Ængstelse og Bekymring 
for vor lille Dreng , at Du ikke klart seer Veien for 
Dig , som Herren byder Dig at gaae ; Du pleier jo 
ellers aldrig at flyde nogen Byrde fra Dig , den være 
nok saa tung . “ 
Arnold tøvede ikke længer ; han læste endnu en 
Gang hurtig Brevet og erkjendte da , at her var et 
Kald , han maatte lyde . Han gjorde sig strax rede 
til at tage bort , og Ingeborg lod en Anden indtage 

hendes Plads ved Alfreds Seng , mens hun hjalp sin 
Husbond med hans faa og hastige Forberedelser . 
Bestandig lyste hendes klare Blik ham imøde , ja , 
Smilet var altid rede til at bryde frem , for om 
muligt at oplive ham ; ikke en Taare , ikke et Suk 
gjorde ham den tunge Vei endnu sværere . 
Vognen holdt for Døren . Arnold bøiede sig 
over sin lille Dreng og kyssede ham til Afsfed — 
han sov endnu . Var det en Søvn til Liv eller Død ? 
Skulde han see sin Dreng smile ham imøde , fri for 
Feber og Smerte , naar han kom igjen , eller — skulde 
disse milde Barneøine aldrig aabne sig mere ? — 
Han rev sig løs og ønskede næsten at haste med 
Afskeden fra sin Hustru , for at han ikke skulde bukke 
under . 
„ Farvel , min Husbond , min Elsfede ! “ sagde 
Ingeborg . „ Gud give , Du maa bringe Trøst og 
Fred ! Vi skal vente taalmodig , til Du kommer , alle 
Tre , — og naar vi see Dig igjen , da troer jeg vist , 
at Faren er endt , og vi skal snart faae vor Dreng 
frisl og rask igjen . Men “ , tilføiede hun sagte , „ om 
det er Guds Villie , at vor Øiesteen skal tages fra 
os , saa veed jeg dog vist , at Du vil komme tidsnok 
til at sige ham Farvel . Tvivl ikke derom , kjære , 
kjære Arnold ! “ Han trykkede hende taus til sit 
Bryst . Alt laa mørkt for ham , han frygtede det 

Tungeste , og saa sølle han smerteligt , hvor uskikket 
han var til at bringe Naadens og Fredens Budskab 
til den Tvivlende , — han , hvis eget Hjerte omspændtes 
af Tvivl og Frygt . 
Vognen rullede ud af Porten ; Ingeborg fulgte 
den med Øinene saa længe , hun kunde ; men da den 
forsvandt , var ogsaa hendes Kraft brudt , og hun 
skjulte sit Ansigt i sine Hænder og brast i Graad . 
Hun havde været stærk , saa længe han var ved hendes 
Side , men nu , han var reist , var det hende et Øieblik , 
som om al hendes Styrke var borte . Men hun 
fattede sig hurtigt og indtog igjen stille sin vante 
Plads ved Alfreds Seng . Han sov endnu , og hun 
fik Tid til at samle sine Tanker . Da han slog 
Øinene op , og hun bøiede sig over ham , mødte han 
igjen det freidige Smil , der havde styrket ham i de 
sidste lange Nætter . De store blaae Øine lyste af 
stille Glæde . „ Er det Dig , Moder ? O , jeg har 
drømt saa deiligt ! Jeg var i en Have , hvor der var 
Træer og Blomster , men de vare alle meget smukkere 
end de , jeg før har seet , og Fuglene sang saa yndigt , 
_ som jeg aldrig har hørt dem synge . Saa drømte jeg , 
at jeg legede med de smaa Englebørn , og at de smilede 
til mig . Jeg var saa glad , saa glad ! Jeg vilde 
gjerne blive ved at drømme , Moder ! “ 
„ Og hvordan har min lille Dreng det nu ? “ 

„ Nu begyuder det igjen at gjøre ondt ; men jeg 
vil tænke paa de smaa Engle , jeg legede med . De 
har vist aldrig kjendt , hvad det er at være syg eller 
bedrøvet ! Maa jeg faae lidt Vand at drikke , føde 
Moder , det gjør saa ondt ; men jeg skal nok ligge 
stille — jeg skal nok være taalmodig . Hvor er 
Fader ? “ og Blikket søgte længselsfuldt rundt i Værelset . 
„ Vil han ikke snart komme ind til mig ? jeg 
vilde saa gjerne fortælle ham min yndige Drøm ! 
„ Fader kan ikke komme , min lille Alfred “ , sagde 
hun , „ han er reist bort og kommer først igjen om 
nogle Dage . “ 
„ Om nogle Dage ? “ En mørk Skygge gled hen 
over det lille Ansigt . „ Jeg troede ikke , Fader vilde 
reise fra mig , — han var saa venlig . “ 
„ Det var meget svært for Fader at forlade sin 
lille Dreng , men , Alfred , der er en stakkels Mand , 
der er ligesaa syg som Du er , og som tillige er saa 
bedrøvet , og han længtes saa meget efter Fader og 
troede , at Ingen , uden han , kunde hjælpe ham , — 
saa kunde min lille Dreng ikke ønske , at Fader skulde 
blive hjemme . “ 
„ O , nei , nei , han maa endelig reise til den stakkels 
Mand . Ingen kan gjøre saa meget Godt for 
Alle som Fader ! — jeg har dog Dig , søde Moder ! 

— men — naar han blot havde sagt Farvel til mig , 
— det er saa tungt , at jeg slet ikke fik ham at see ! “ 
„ Du sov saa trygt , at Fader ikke nænnede at 
vække Dig , men han kyssede Dig til Farvel . “ 
„ Blot jeg var vaagnet ! Han har været saa 
kjærlig imod mig ; jeg havde aldrig vidst , at han 
holdt saa meget af mig . Jeg vil aldrig mere være 
saa ond og slem , som jeg tidt har været — jeg vil 
gjerne fortælle Dig det nu , mens jeg kan , Moder ! 
— jeg skulde vist have sagt det for længe siden — 
og saa vil Du nok sige det til Fader , naar han 
kommer hjem ! — Du veed vist slet ikke , hvor slem 
jeg har været , Moder ! — Jeg har mange Gange 
været misundelig paa lille Kirstine , fordi jeg troede , 
Fader holdt mere af hende end af mig , — jeg syntes 
altid , han talte venligt til hende og strengt til mig . 
Tidt , naar jeg var alene , sfod jeg og græd , fordi jeg 
troede , at Fader ikke holdt af mig , og nu veed jeg , 
det var syndigt at tænke det ! Fader har altid holdt 
af mig , men naar jeg var uartig , maatte han jo blive 
vred , og jeg har vel aldrig været saa god som Kirstine . 
Men det mente jeg ikke engang da . Naar jeg 
ret havde anstrengt mig for at være flittig , tænkte 
jeg , at jeg nok kunde fortjene , at Fader skulde tale 
mest med mig , men Kirstine fik dog altid Lov til at 
sidde paa hans Knæ , og hun lagde Armene om hans 

Hals — som jeg aldrig turde gjøre — og havde saa 
meget at fortælle , at Fader ikke fik Tid til at høre 
paa mig , og saa gik jeg tidt ud og var saa inderlig 
bedrøvet , — og saa troede Fader maaskee , at jeg ikke 
brød mig saa meget om ham . Jeg kunde aldrig sige 
ham , som Kirstine kunde , hvor glad jeg var , naar 
han kom hjem til os . Jeg var saa bange for ham 
og allermest bange , naar jeg mærkede , jeg var misundelig . 
Jeg var saa bedrøvet , — jeg bad hver 
Dag Vorherre om at gjøre mig bedre , men det hjalp 
ikke ; hvergang Fader talte strengt til mig og mildt 
til Kirstine , blev jeg vred paa hende . Jeg anstrengte 
mig altid for , at Du og Fader ikke skulde see det , 
men det var jo kun værre — thi Fader havde sagt , 
at naar jeg gjorde , hvad jeg ikke maatte , skulde jeg 
fortælle det . Tidt , naar Du kyssede mig og kaldte mig 
din egen Dreng , kunde jeg ikke være glad , fordi jeg 
tænkte , Du vilde ikke have gjort det , hvis Du vidste 
Alt . Naar Du saa fortalte Historien om Kain og 
Abel , græd jeg altid saa meget bagefter , thi jeg 
tænkte , at jeg lignede Kain , — jeg havde jo misundt 
Kirstine , som Kain misundte Abel , — og jeg blev 
bange for , at Vorherre ikke kunde elske mig , saa jeg 
aldrig kunde faae Lov til at komme op til ham . “ 
Ingeborgs Øine fyldtes med Taarer , mens hun 
lyttede til dette barnlige Skriftemaal ; — hun indsaae , 

at det vilde lette den lille Dreng at saae alle 
de Tanker og Følelser frem , der havde tynget saa 
haardt paa hans lille Hjerte ; derfor havde hun ikke 
afbrudt ham , skjønt hun vel saae , at han rystede af 
Anstrengelse . „ Min Alfred vil nu aldrig mere tvivle 
om Faders Kjærlighed , “ sagde hun , idet hun kyssede 
det trætte , blege , lille Ansigt . „ Du veed nu , hvor 
inderligt han elsker Dig , ikke sandt ? “ 
„ Jo , nu veed jeg det ! Men , Moder , troer Du , 
Vorherre vil tilgive mig — jeg har bedet ham derom 
saa tidt , ogsaa mens jeg har været syg ? “ 
„ Han vil tilgive Dig Alt , min egen Dreng , og 
han har alt gjort det . Gud er saa uendelig naadig 
og kjærlig , lille Alfred , at , om vi end ere nok saa 
ulydige imod ham , vil han dog aldrig blive ved at 
være vred paa os , naar vi fortryde det og bede ham 
om Forladelse . Vi ere alle Gud Faders egne Børn , 
og han elsker hver Eneste af os saa høit , som ikke 
den allerbedste Fader hernede kan elske sit Barn . “ 
„ Og faaer jeg saa Lov at komme op til Jesus 
og synge med de deilige Englebørn , jeg saae i min 
-Drøm ? Gid jeg snart maatte komme derop ! — 
Jeg er saa træt , Moder — det gjør saa ondt i Halsen 
og i Hovedet — blot Fader kom og sagde Godnat 
til mig ! “ — 
Det smertelige Udtryk af Savn i det lille . 

lidende Ansigt , flår Ingeborg i Hjertet , og hun var 
nærved at fortryde , at hun saa indtrængende havde 
fremskyndet sin Husbonds Reise . Dog talte hun i 
sin sædvanlige , opmuntrende Tone . „ Nu maa min 
lille Dreng ikke tale mere . Luk nu smukt Øinene 
og lig ganske stille , saa skal Moder prøve paa at 
synge de urolige Tanker til Hvile ! “ — Alfred lukkede 
lydig Øinene og foldede Hænderne ; Ingeborg bøiede 
sig ned over ham og sang med blød , dæmpet Stemme : 
„ Sov sødt , Barnlille “ o . s . v . 
Hun var saa fordybet i det , at hun ikke mærkede , at 
Døren var blevet sagte aabnet , og at Dokfor Herløv 
var kommen ind . Øen unge Fritænker blev staaende 
stille , for ikke at forstyrre , og iagttog , hvad der foregik . 
Nu ja , det var et skjønt Syn — ganske efter Skjønhedens 
Love — den unge , smukke Moder , der bøiede 
sig over sit syge Barn og sang det til Hvile ; men 
Ordene i Sangen , der bragte Husvalelsen , den dybe 
Fred i Moderens Aasyn , den blide Taalmodighed , 
hvormed det lille Barn bar hver Smerte , den havde 
dog nok sit Udspring fra en anden og ædlere Kilde . 
Begyndte ikke Axel , om end kun svagt og utydeligt , 
at føle dette ? følte han ikke en underlig Bevægelse , 
mens han lyttede til Sangerens Ord om „ Guds 
Søn “ ? det fremlokkede idetmindste ikke mere noget 
haanligt Smil . Sangen var til Ende ; Ingeborg 

saae op og sik Øie paa Axel . Han forundrede sig 
over Forandringen i Drengens Tilstand ; Feberen havde 
forladt ham , men om Forandringen var til det Bedre 
eller til det Værre , kunde han ikke sige . Han forlod 
Ingeborg med det Haab , at den kommende Nat 
endelig vilde blive rolig , og han bad hende indstændig 
om at tage den Hvile , hun saa haardt trængte til . 
Treogtyvende Kapitel . 
Ingeborg fik ingen Hvile . Ved Midnatstid vendte 
Feberen tilbage med fornyet Voldsomhed , og hun saae 
sin lille Yndling den ene Time efter den anden kaste 
sig frem og tilbage , brændende i Febertørst og Hede , 
mens han dog endnu anstrengte sig for at holde de 
Klagendbrud tilbage , der gjerne vilde trænge sig frem ; 
han vilde være god og taalmodig . Det var en lang 
og sørgelig Nat ; Dagen bragte ingen Lindring , og 
da Doktor Herløv kom og saae sin lille Patient , gav 
hans Ansigt kun lidet Haab . 
Tre Dage forløb saaledes , og Ingeborgs Haab 
begyndte at dale . Hun havde været saa sikker paa , 
at Gud vilde bevare hendes Drengs Liv ; og nu 

begyndte hun med eet at frygte for at miste ham . 
Hun saae Doktor Herløv see mere betænkelig og alvorlig 
ud med hver Gang , han kom , og tilsidst blev 
det hende klart , at Arnold havde havt Ret . Hun 
havde været saa fast i sit Haab , og Sorgen kom 
derfor saa meget tungere ; men Slaget virkede dog 
ikke sønderknnsende , som hendes Husbond havde 
frygtet , endnu mindre blev det et Skibbrud for hendes 
Tro . Nei , den styrkedes og luttredes tvertimod i 
Prøvelsen . Hun havde troet , at Gud vilde have viist 
sin Almagt ved at helbrede Alfred , men da hun saae , 
at hun havde taget feil , at det ikke saaledes var hans 
Villie , bøiede hun sig taalmodig og hengiven som et 
Barn , der tillidsfuldt overlader Alt i sin Faders 
Haand og veed , at han vil gjøre det allerbedst , selv 
naar han slaaer , og naar han saarer . Med saadanne 
Tanker lullede Ingeborg Smerten til Hvile , naar den 
vilde trænge sig frem ; hun gav aldrig efter for noget 
Udbrud af Sorg , men anstrengte sig kun endnu mere 
for at mildne og lette Alt for sin lille Dreng , saa 
vidt det var hende muligt . Imidlertid var naturligvis 
hver Byrde tungere at bære nu , da hun var ene om 
den , og hun længtes inderligt efter sin Husbond . 
Et kort Brev fra ham underrettede hende om , at han 
den Dag ikke kunde forlade Thorberg , hvis Sindsstemning 

endnu var saa fortvivlet , at han haardt behøvede 
en beroligende Indflydelse , og det lod dog til , 
at han kunde udrette Noget . Ingeborg søgte at glæde 
sig ved , at hendes Husbond ikke veg tilbage fra den 
rette Vei , og at han var sfærk , som hun haabede , han 
vilde være , men hendes Hjerte blev tungt ved dette 
Budflab . Hun kunde vel bære det for sin egen 
Skyld , men det Tungeste , det , der mest nedbøiede 
hende , var at høre Alfreds atter og atter gjentagne 
Spørgsmaal : „ kommer Fader ikke snart hjem ? “ eller 
see hans Blik , hvergang han slog Øinene op , vandre 
længselsfuldt søgende omkring i Værelset og see ham 
vende sig mod Døren med et forventningsfuldt Udtryk 
ved den mindste Lyd , han hørte . Det var tungt , 
at i de enkelte rolige , smertefrie Øieblikke netop dette 
Savn skulde føles med fornyet Styrke ; og de store , 
sørgmodige Øine afspeilede den pinlige Længsel , som 
han tvang sig til ikke at tale om , for ikke at bedrøve 
sin Moder . 
Den tredie Aften blev Feberen endnu stærkere , 
end den før havde været , den tiltog i Løbet af Natten 
og borttog for første Gang Bevidstheden , som 
hidtil havde været fuldkommen klar . Idet Alfred 
kastede sig frem og tilbage i Vildelse , kaldte han atter 
og atter paa sin Fader , bønfaldt ham om at komme 
og ikke være vred paa ham , fordi han havde været 

saa- siem . Forgjeves søgte Ingeborg at berolige ham 
med Kjærtegn og milde Ord ; han kjendte hende ikke 
og udbrød atter og atter : „ Fader vil ikke komme til 
mig — han er saa vred — han vil aldrig mere 
holde af mig ! Jeg har været misundelig , jeg kan aldrig 
mere blive glad ! “ Ingeborg følte smerteligt , 
hvor haardt disse Tanker i lang Tid maatte have ' 
tynget paa det lille Hjerte , og hun bebreidede sig selv , 
at hun ikke bedre havde iagttaget sin lille Søn , saa 
at hun itide havde opdaget alt dette og lettet hans 
Sind ved at vinde hans Fortrolighed . 
Da Morgenen kom , vendte Bevidstheden tilbage , 
og Udmattelsen bragte en kort Søvn , men den var 
urolig og førte ingen Lindring med sig . Det var 
imidlertid en usigelig Lettelse for Ingeborg atter at 
see Freden vende tilbage til det lille lidende Ansigt . 
„ Vil Du synge vor Morgensang for mig og bede 
Fadervor igjen , søde Moder ? “ bad den lille Dreng . 
Hun opfyldte hans Bøn , og han lukkede Øinene . Da 
hun var færdig , aabnede han dem atter og smilede 
glad til hende : „ Moder , jeg troer , jeg faaer meget 
snart Lov til at komme op til Vorherre , troer Du 
ikke ? Jeg længes saa meget derefter ; jeg veed nok , 
at jeg flet ikke er god , men Vorherre er jo saa mageløs 
god og mild , Moder , og nu veed jeg , at han flet 
ikke er vred paa mig , men at jeg er hans eget Barn . 

Jeg vil rigtig tænke paa , hvor deiligt der er oppe i 
Himlen hos Jesus og de smaa Engle — ! “ De store 
blaae Øine straalede af Glæde . Et Øieblik efter 
sagde han : „ Fader kommer vist idag ; troer Du ikke 
det , Moder ? “ 
„ Jeg veed det ikke , min egen Dreng “ , svarede 
Ingeborg , der var bange for at skuffe ham . „ Fader 
kommer , saasnart han kan . “ 
„ Men jeg er ganske vis paa , han kommer idag , 
Moder ! Hvor det vil blive deiligt at see ham igjen ! 
Og naar han saa har kysset mig en Gang endnu og 
kaldt mig sin egen Dreng , saa længes jeg kun efter 
at komme op til Vorherre . Du græder da ikke derfor , 
føde Moder , “ tilføjede han , da Ingeborgs Øine 
fyldtes med Taarer ; „ jeg faaer det jo saa godt , saa 
godt ! og Du veed nok , at I komme engang op til 
mig Allesammen , baade Du og Fader og lille Kirstine , 
o , hvor vi da alle skal være glade ! “ — 
Deodata kom hver Dag til Præstegaarden i denne 
sørgelige Tid . Hendes urolige Hjerte drog hende 
altid til det Sted , hvor hun meente , det eneste Menneske 
var , som havde en Gnist af Kjærlighed til 
hende ; — hun viste den varmeste Deltagelse og følte 
en dyb Sorg ved at skulle see den lille Dreng tages 
bort , som ogsaa hun havde faaet saa kjær ; men hun 
kunde ikke styrke Ingeborg , dertil trængte hun selv 

altfor meget til at styrkes ; ja , Synet af hendes blege 
Kinder og meer end sørgmodige Blik blev kun en ny 
Bekymring for den kjærlige Veninde , hvis Hjerte nu , 
da hun selv for første Gang blev prøvet i Modgangens 
Skole , kun aabnede sig saa meget varmere 
for Andres Sorg . Ogsaa denne Dag kom Deodata . 
Ingeborg modtog hende kjærligt og hviskede : 
„ De maa ind og see , hvor mild og glad min lille 
Dreng seer ud ; det bliver maaskee den sidste Gang . “ 
„ Den sidste Gang ! “ udbrød Deodata heftigt . 
„ O , Ingeborg , hvor kan Du tale saa roligt derom ? 
jeg forstaaer Dig ikke ! Vil det ikke være forfærdeligt 
at miste ham ? og maa Du ikke flyde Tanken om 
Døden bort , saa længe det er muligt ? “ 
„ Hvis vi vilde flyde Tanken om Døden bort , 
hvor meget sværere vilde det da ikke blive for os at 
bære Sorgen , naar den kommer ! Jeg har næsten 
helt opgivet Haabet , nei , ikke Haabet ! Min lille Dreng 
synes neppe at tilhøre os mere , han længes saa inderligt 
efter at komme hjem , til sit rette Hjem , at jeg 
ikke vilde holde ham tilbage , om jeg kunde . Hvad 
bliver han ikke sparet for ! Jeg bør takke Gud , at 
han har min Dreng saa kjær , at han saa tidlig vil 
tage ham hjem til sig , — jeg har endnu ikke rigtig 
lært det , men kom , Deodata , og see , hvilken Fred 
der er i hans Ansigt , og Du vil forstaae , at jeg ikke 

kan føle nogen Bitterhed ved Tanken om Død og 
Skilsmisse , hvor dybt jeg end vil savne min Yndling . “ 
Synet af det lille , blege Ansigt , der alt bar 
Dødens Mærke , — fortrukket i Smerte og dog lysende 
af Fred og Glæde — gjorde et saa heftigt Indtryk 
paa Deodata , at hun følte , hun maatte skynde 
sig at gaae . Hun kyssede Alfred , som smilede venligt 
til hende ; derpaa omfavnede hun Ingeborg med 
Heffighed , idet hun udbrød : „ Døden synes mig saa 
haard , saa frygtelig ; jeg forstaaer Dig ikke , men jeg 
beundrer Dig . “ 
Mens hun gik hjem , sammenlignede hun Ingeborgs 
milde Hengivenhed i Herrens Villie med den 
Utaalmodighed og Lidenskabelighed , hvormed hun 
havde baaret hver Smerte og Byrde i sit Liv , lige 
fra den første store Sorg , hendes Moders Død , indtil 
nu . Intet Under , at hun var bleven straffet saa 
haardt ! O , hvor hun sukkede efter at føle et Glimt 
af den Fred , der holdt Ingeborg oppe ; men hun formaaede 
ikke at bede derom ; hendes stakkels Hjerte 
var endnu som stivnet ; hun følte sin Synd , men 
- turde ikke troe , at den kunde forlades hende . 
Et Øieblik efter at Deodata var gaaet , kom 
Doktor Herløv . Han saae mismodig paa sin lille 
Patient : han havde nu opgivet Haabet . „ Min Pande 
er saa hed “ , klagede Alfred blidt , „ og Halsen er saa 

slem idag ; kan Du ikke give mig Noget , der kan 
hjælpe ? “ 
Axel rystede sørgmodig paa Hovedet , idet han 
badede hans Pande med koldt Vand — der var intet 
Lægemiddel mere . „ Min stakkels lille Dreng ! “ udbrød 
han uvilkaarligt ; „ det er svært at skulle lide 
saa meget . “ 
„ O nei , det er da ikke saa meget . Jeg vilde 
Heller ikke have klaget , men Du er altid saa god og 
venlig , og da Du kan saa meget , tænkte jeg , maaskee 
Du kunde gjøre Noget for mig . Nu skal jeg nok 
ligge ganske stille og være taalmodig ; snart kommer 
Fader , og saa — “ 
„ Og hvad saa ? “ spurgte Axel ivrigt , idet han 
bøiede sig tættere ned til ham . 
„ Saa er Alting godt “ , svarede Alfred med sagte 
Stemme ; „ saa vil han endnu en Gang kalde mig sin 
egen lille Dreng og see kjærligt paa mig , som han 
gjorde det , inden han reiste , og saa — siger jeg 
Farvel til Jer Alle og faaer Lov til at komme lige 
ind til Lyset og Glæden hos Vorherre , skjøndt jeg 
ikke har fortjent det , skjøndt jeg tidt har været saa 
slem — men Jesus har frelst mig og os Alle , fra 
alt det Onde , og jeg skal igjen lege med alle de deilige 
Englebørn . O , vil det ikke blive deiligt ! “ 
Doktoren bøiede sig ned og trykkede et Kys paa 

Drengens Pande , og paa samme Tid glimtede der 
Taarer i hans Øine ; — det var noget Usædvanligt 
hos ham , men den lille taalmodige Dreng var voxet 
saff til hans Hjerte . 
Da han gik , fulgte Ingeborg ham ud , og da 
han havde Haanden paa Dørklinken for at gaae , sagde 
hun pludselig : „ Kjære Doklor Herløv ! vil De sige 
mig den fulde Sandhed , jeg vil gjerne vide den . Der 
er efter menneskelig Beregning slet intet Haab om 
min lille Ørengs Helbredelse , er der vel ? “ 
„ Nei ; — naar jeg maa sige den fulde Sandhed , 
vil han , efter al Sandsynlighed , kun leve en 
Dag eller to . Vil De ikke lade telegrafere efter 
Deres Husbond ? jeg skal sørge for , at det bliver 
gjort . “ 
„ Tusind Tak derfor , som for al Deres kjærlige 
Deltagelse og Hjælp , kjære Doklor Herløv ; men det 
behøves ikke — jeg venter sikkert min Husbond idag . “ 
„ Har De hørt det fra ham ? 
„ Nei ; men min lille Alfred er fast overbevist 
om , at hans Fader kommer idag , og det har han 
sagt mig . “ 
Axel rystede tvivlende paa Hovedet ; der var 
meget hos denne unge Hustru og Moder , der forekom 
ham overspændt , hvor dybt han end havde lært at 
beundre hende i disse Dage før al hendes Styrke og 

Udholdenhed . Han forlod Præstegaarden , som ofte 
før , med den Tanke , at det var et forunderligt 
Hjem ; han sørgede over , at den ubarmhjertige Død 
atter her vilde bortrive et elsket Barn ; men atter og 
atter gjenlød Alfreds sidste Ord i hans Øren , og de 
bragte ham til at vakle . Han havde seet saa ofte , 
som han nu atter saae det , hvor lidet hans Kunst 
formaaede mod Dødens Magt , hvad var da egentlig 
den Styrke og den Viisdom , han havde bygget paa , 
naar den end ikke en eneste Gang kunde frarive 
Døden sit Bytte ? Og heller ikke hans Granskninger 
i Naturens Bog havde tilfredsstillet hans videbegjerlige 
Aand — der var altid Noget , han standsede ved , 
Noget , som han ikke kunde tyde ; Menneskets Forskcrblik 
trængte ikke saa dybt ind , som han engang havde 
haabet , og dets Villie var ikke saa stærk , at den kunde 
bryde alle Skranker ; det følte han nu . Der lød et : 
„ Hertil og ikke videre ! “ fra den Stærke , der havde 
al Magten i sin Haand . Det var pinligt nok at 
føle sin Afmagt , at hæmmes og standses i Alt , hvad 
Villien og Forstanden , Udholdenheden og Virksomheden 
saa gjerne vilde udrette . Hvor var da det , der 
skulde bære op over denne Følelse ? hvor var da 
Styrken at sinde , hvorfra den Svage kunde hente 
Kraft til at bære , om end ikke til at handle ? hvor 
var Freden at finde , der lullede de urolige Længsler 

efter Kundskab og Magt til Hvile ? De kjendte den 
hist i Præstegaarden , Elisabeth kjendte den — o , 
kunde han blot sinde den ! Han vilde give Alt for 
den ! sin Videnskab , sine rige Gaver — de var jo 
forgængelige , men var ikke det Haab og den Fred , 
der lyste i lille Alfreds Øine , evig og uforgængelig ? 
Saaledes grublede den unge Læge paa Hjemveien — 
endnu for et halvt Aar siden var han saa let og 
glad i sin Vantro og Selvtillid . — „ Gud , tag Alt 
fra mig og giv mig det , som Intet kan tage fra 
mig igjen ! “ bad han i sin Sjæls Inderste ; men der 
var en Taage for hans indre Øie , og han forstod 
endnu ikke det , „ som overgaaer al Forstand . “ 
Ingeborg havde indtaget sin vante Plads ved sit 
Barns Leie og tilhviskede det opmuntrende , styrkende 
Ord . Da hørte hun en Vogn rulle for Døren . 
Hendes Hjerte bankede voldsomt ; var det , kunde det 
være ham , hun havde savnet saa dybt i disse tunge 
Dage ? Hun ilede ud , og i næste Minut laa hun 
i sin Husbonds Arme . 
„ Min elskede lille Hustru ! — Det var den 
tungeste Pligt i mit Liv , “ sagde han , og hans Øine 
gjorde ængsteligt det Spørgsmaal , som Læberne ikke 
formaaede at udtale ; Ingeborg forstod ham og sagde : 
„ Vor lille Alfred lever og er ved fuld Bevidsthed ; 

han længes saa meget efter Fader , lad os gaae 
til ham ! “ 
Arnold læste i sin Hustrues Øine , at det var 
dette og intet mere ; hun skulde vel have mødt ham 
med sit tillidsfulde Haab , hvis der havde været 
mindste Grundlag for dette Haab . Men han undrede 
sig over , at hendes Blik kunde være saa lyst , naar 
hun havde seet saa sikkert et Haab synke til Jorden , 
medens han , der fra den første Stund havde frygtet 
det Værste , vaklede og bævede tilbage for den tunge 
Prøve . Den var tung , det følte han dybt , da han 
atter stod ved sit Barns Leie og saae , hvor forandret 
det lille Ansigt var blevet i disse faa Dage . „ Min 
egen lille Øreng ! “ hviskede han til ham . 
„ Kjære > kjære Fader ! — jeg vidste nok , Du 
vilde komme — nu er Alt saa godt , saa godt ; — nu 
troer jeg , jeg kan hvile lidt ; jeg er saa træt . “ Stemmen 
var svag , og Ordene kom frem med Anstrengelse . 
Arnold tilbagetrængte et smerteligt Suk ; disse 
enkelte , brudte Ord , var det Alt , hvad han nogensinde 
mere skulde faae at høre af sin Øreng , sin Stolt- . 
hed , sit Haab , sin Glæde ? Og dog — Gud havde 
ikke paalagt ham det Tungeste ! han havde dog faaet 
Lov til at see sin Øreng endnu engang , at møde 
hans Smil , høre hans kjære , lille Stemme , og han 
anstrengte sig for at takke Gud for denne Naade , 

men det var svært , som det var svært at sige uden 
Klage : „ Herre ! din Villie skee ! “ Han kæmpede en 
haard Kamp mod sit eget Hjerte , der , paa engang 
trodsigt og forsagt , gjorde Oprør mod den Stemme , 
der talte om stille Hengivenhed i Herrens Villie , og 
mens han kæmpede , var hans Blik mørkt . Ingeborg 
matte samle al sin Styrke for at trøste og oplive 
ham . 
Hele Natten vaagede Mand og Hustru med hinanden , 
og da Alfred henimod Morgenstunden faldt i 
en tryg og rolig Søvn , var der ogsaa begyndt at 
komme lidt Hvile i Faderens urolige Sind , og mere 
og mere lagde de oprørte Tanker sig , mens han sad 
og saae paa det lyse , fredelige Barneaasyn , der alt 
syntes bestraalet af Himmelglandsen fraoven . 
Da var det først , at Ingeborg spurgte ham om 
Udfaldet af Besøget hos Thorberg — de skulde dog 
ikke glemme Andre for deres egen Sorg . „ Det var 
tungt og gribende at see ham , “ svarede Arnold , „ saa 
ulykkelig , næsten fortvivlet . Han , der før ikke vilde 
taale et eneste mildt formanende Ord , ansaae nu Alt , 
hvad han havde gjort , for udsprunget af Hovmod , 
Egenkjærlighed og Trods , og anklagede sig selv i de 
stærkeste Udtryk . Aldrig har jeg seet saa sønderreven 
en Sjælstilstand . Han er neppe syg til Døden , som 
han troede ; hans legemlige Sygdom er vistnok udelukkende 

en Følge af de voldsomme , aandelige Rystelser , 
hvorfor han har været udsat . Det var en tung 
og vanskelig Gjerning at tale til ham og bringe ham 
til at haabe paa Naaden . Han vilde først sket ikke 
høre paa mig , men raabte , at det var forgjeves at 
tale til ham derom — han havde kjendt det Altsammen , 
men misbrugt og forspildt det — der var 
ikke mere nogen Naade for ham , og jeg martrede 
ham kun ved at tale derom . Saaledes syntes det da , 
som om den Reise , der havde kostet mig saa meget , 
var spildt , og Du kan vel vide , hvor tungt mit 
Sind var , og hvor lidet jeg var skikket til at tröste 
og opreist . Imidlertid anstrengte jeg mig paany for 
at tale til ham , men jeg blev stedse afbrudt af lidenskabelige 
Udbrud af Fortvivlelse . Endelig tav vi 
Begge ; men efter nogen Tids Forløb begyndte han 
pludselig at takke mig , fordi jeg var kommen , bad 
mig i ydmyge Udtryk om Tilgivelse , fordi han , som 
han sagde , „ i sit blinde Hovmod ogsaa havde forsyndet 
sig saa haardt imod mig . “ Jeg forsikkrede 
ham , at jeg aldrig havde næret Vrede imod ham , 
aldrig havde havt Ret dertil , at jeg blot havde været 
bekymret for ham , og at det nu var mit inderlige 
Ønske at være ham til Hjælp og Trøst . „ De samler 
gloende Kul paa mit Hoved “ , udbrød han lidenskabeligt ; 
„ det brænder i Sjælen som Ild ! o , var der dog 

en Draabe Lindring for disse Kvaler ! men der er 
ingen , ingen — jeg har for evig forspildt Naaden ! “ 
Jeg kunde Intet udrette hos ham den Aften , men næste 
Dag syntes hans Tilstand at være mindre vild og lidenskabelig , 
mere angerfuld , mere virkelig ydmyg . Han 
takkede atter for mit Komme og gav mig en fuldstændig 
Bekjendelse , en skaanselsløs Selvanklage , der 
var uendelig gribende . Jeg hørte nu , hvorledes han 
i Kjøbenhavn havde havt fuldt op af Arbeide , da han 
pludselig troede at høre Aandens Kaldelse til strax 
at forlade Alt og drage fra Sted til Sted med Herrens 
Evangelium , som næsten intet Sted blev forkyndt 
rettelig . Han meldte strax sine Forældre sin 
Beslutning ; hans Fader kaldte ham sværmerisk , overspændt 
og forskruet og befalede ham at blive og 
varetage den Gjerning , der sømmede sig for ham . 
Hans Moder og hans Søstre bønfaldt ham om at 
blive , men han tænkte paa Christi Ord : „ hvo , som 
elsker Fader eller Moder mere end mig , er mig ikke værd ! “ 
og han mente , her gjaldt det om at vise sin Tro og sin 
Kjærlighed ; han reiste da bort , og da hans Fader tog 
Afsted med ham i Vrede og forbød ham atter at 
komme ham for Øie , sagde han til sig selv , at det 
var godt og lifligt at lide for Troens Sag , det var 
en god Indvielse til den Gjerning , hvortil han var 
kaldet . Han gik da fra Sted til Sted , fik næsten 

altid mange Tilhørere , blev mange Steder yndet , ja 
næsten forgudet , og hvorledes alt dette løftede ham 
op til en svimlende Hvide , hvor han umuligt længe 
kunde staae fast , veed Du jo . Faldet kom pludseligt 
og voldsomt , han kunde ikke selv forklare hvorledes ; 
Alt var paa engang blevet saa mørkt for hams han 
spurgte sig selv , om det da ikke var Herrens Sag , 
blot Herrens Sag , han levede og virkede for , og da 
faldt Skjællet fra hans Øine ; — han saae , hvorledes 
han havde bedraget sig selv , og at han mangen 
Gang , naar han var mest sikker paa at gaae frem 
som en sand Herrens Apostel , kun havde søgt sin 
egen Ære og smigret og kjælet for sit eget Jeg . 
Denne Opdagelse bragte ham til Fortvivlelse , de voldsomme 
Sindsrystelser kastede ham paa Sygeleiet , 
hvor han , pint af Sjæleangst , skrev hint Brev til mig . “ 
„ Og kunde Du da ikke trøste ham ? “ 
„ Det gik kun langsomt ; men denne fuldstændige , 
ydmyge Bekjendelse lettede noget hans Sind , og da 
jeg atter talte til ham om den Naade og Barmhjertighed , 
der vil tilgive den i Sandhed Angrende All , 
ogsaa Hovmod og Ulydighed , hørte han gjerne paa 
mig , og der begyndte at glimte lidt Haab i hans 
Blik . „ Men jeg , som vilde forstaae og tyde Guds 
Ord bedre end alle Andre , jeg har overtraadt Guds 
første , simpleste Bud ! “ udbrød han smerteligt . Det 

var Ulydigheden mod hans Fader , der pinte ham saa 
meget , og jeg opfordrede ham da til at bede om Tilgivelse . 
Jeg skrev i hans Navn , og hvad han dikkerede 
mig var saa ydmygt , ærbødigt og selvanklagende , 
at det næsten var mig pinligt at nedskrive . 
Det var , som om han fandt et Slags vildt Velbehag 
i ret at kaste sig i Støvet og fratage sig selv Alt ; 
— han greb med Begjerlighed enhver Anledning til 
at ydmyge sig og var uudtømmelig i at anklage og 
fordømme sig selv . Jeg frygter for , at han er nær 
ved den modsatte Yderlighed og mener , at han , ved 
ligesom at nedsænke sig i et Dyb af Selvfornedrelse 
og Ydmygelse , skal kunne tilbagevinde den forspildte 
Naade . Den sande Anger behøver jo ikke forsætlig 
at søge Fornedrelsen ; det er jo nok at bekjende 
sin Synd og i Ydmyghed at bære , hvad Herren 
sender , men han syntes mig nu at ligne hine Middelalderens 
Asketer , som pinte og fornedrede sig selv for 
at vinde den høieste Salighed . “ 
„ Men sagde Du da ikke dette til ham ? “ 
„ Tiden var for kort ; jeg vovede ikke saa snart 
- at kaste ligesom nye Gnister i hans sønderrevne Sjæl . 
Jeg kunde blot atter og atter tale til ham om Christi 
forbarmende Naade og om Hvilen i ham , og tilsidst 
saae jeg da ogsaa en stor Forandring hos ham ; han 
blev roligere , han haabede og troede atter ; ellers 

kunde jeg ikke have forladt ham saa snart trods alt 
det , der drog mig saa stærkt til Hjemmet . Gud bevare 
ham for nye Vildfarelser ! “ 
„ Men der er dog Sandhed i hans Længsel , — 
han maa dog naae til den rette Fred engang . “ 
„ Det troer og haaber jeg sikkert , min Ingeborg ! 
men det er min Frygt , at han først gjennem nye og 
tunge Kampe vil naae Freden . Gud bevare ham og 
os Alle ! “ Og Arnolds Blik vendte sig atter med et 
mildt og bevæget Udtryk hen imod det slumrende 
Barneaasyn , hvor Freden dvælede saa sikkert og 
saa fast . 
Fireogfyvende Kapitel . 
Da Axel Herløv kom til Præstegaarden tidligt næste 
Morgen , saae han Mand og Hustru sidde Haand i 
Haand , med Fred og stille Glæde malet i deres 
Aasyn , og Alfred sove saa trygt og roligt , som om 
han vilde opvaagne til fuldkommen Styrke og Sundhed . 
Han sfudsede ved dette Syn . „ Her er en 
Krise , “ sagde han bevæget , idet han vendte sig om til 
Forældrene ; „ da jeg gik herfra igaar , “ ansaae jeg det 

for ganske vist , at Alfred i det høieste vilde leve til 
idag . Nu seer jeg ham sove saa trygt og uforstyrret , 
at der er en Mulighed — jeg siger ikke Sandsynlighed , 
men Mulighed — for , at denne Søvn er et afgjørende 
Vendepunkt , som fører til Helbredelse . “ 
Arnolds Blik begyndte at lyse af Haab , men 
Ingeborg rystede paa Hovedet . „ Nei , nei , kjære Arnold “ , 
sagde hun , „ Du maa ikke ønske at beholde 
ham nu , — vi har ikke Lov dertil . Gud har alt 
mærket ham med Dødens — eller rettere — Livets 
Tegn , og han vil snart gaae hjem til Herlighed og 
Glæde . Skal vi nu ønske at holde ham tilbage ? “ 
„ Deres Ønske vil hverken kunne tage et Minut 
fra eller lægge et Minut til hans Liv , kjære Fru 
Hlervig “ , sagde Axel alvorlig ; „ men jeg skal ikke 
holde Dem oppe med et falskt Haab , og der er kun 
ringe Sandsynlighed ; igaar var jeg fuldkommen overbevist 
om , at alt Haab var ude , men denne Forandring 
bringer mig til at tvivle . “ Og han iagttog 
med sin Videnskabs hele Interesse disse rolige , sovende 
Træk og lyttede til de næsten regelmæssige Aandedræt 
— det var , som om Sygdommen pludselig havde 
taget Flugten . 
Det varede imidlertid ikke længe , før Alfred atter 
aabnede de store blaae Øine og saae sig forundret 
om ; Feberen var borte , men nu , da Søvnens Hvile 

var tilende , var hans lille Ansigt atter blegt , lidende 
og tegnet med Dødens Mærke . „ Jeg har vist sovet 
meget længe , — men jeg har sovet saa godt “ , lod 
den svage lille Stemme . „ Var det en Drøm , eller 
— er det sandt , at Fader er kommen igjen , at han 
har kysset mig og kaldt mig sin egen Dreng ? “ Han 
saae sig ivrigt om , og da nu Faderen selv hurtigt 
bøiede sig ned over ham og kyssede de blege Læber , 
mens han hviskede : „ det var ingen Drøm , min 
Øjesten ! “ da gled der et straalende Glædessmil henover 
det trætte Aasyn , i hvilket al Svaghed og Bleghed 
tabte sig som i Solstraaler . 
„ Saa var det dog virkeligt ; jeg var saa bange 
for , det var en Drøm . Jeg længtes saa meget efter 
Dig , Fader ! det gjør saa godt at see Dig igjen ! 
Vorherre er saa god og kjærlig ; deler ham , der giver 
mig Alt ! Men , Fader , kunde den stakkels , syge 
Mand undvære Dig ? “ 
„ Ja , han har det bedre nu , og jeg maatte jo 
hjem at see til min lille Dreng “ , — „ inden han forlod 
mig “ , svævede paa de dirrende Læber , men de mægtede 
ikke at udsige det svære Ord . 
„ Ja , Du er saa god , saa kjærlig mod din lille 
Dreng , kjære Fader ! og jeg har dog saa ofte været 
saa slem , ja , endnu meget tiere , Fader , end Du veed . 
Jeg havde saadanne onde Tanker , og Du vilde have 

været saa vred paa mig , om Du havde kunnet see 
dem . Men Vorherre saae dem , det vidste jeg nok , og 
derfor var jeg saa bedrøvet ; — men han er slet ikke 
vred paa mig mere , — skjøndt jeg kun har fortjent 
hans Vrede , elsker han mig saa høit , at han vil tage 
mig til sig i sin Himmel . Jeg er saa træt nu ; men 
Du vil jo ikke være vred paa mig , kjære Fader ! jeg 
beder Dig og Moder om Forladelse for Alt , Alt , 
hvad Slemt , jeg har gjort , — jeg vilde gjerne have 
været god , men jeg var saa svag ; Du vil ikke være 
vred paa mig ? “ 
„ Vred paa Dig , min Øiesten ? “ spurgte Faderen 
næsten heftigt , og en bitter Selvbebreidelse sammenknugede 
hans Bryst ; thi han mindedes smerteligt , 
hvor ofte han strengt havde straffet den ringeste Forseelse , 
til han havde lært sit Barn at frygte ham 
næsten ligesaa meget , som han elskede ham ; skulde 
Erindringen om hans Vrede , hans Strenghed være 
mere levende hos hans Barn paa Dødslejet end 
Mindet om hans Kjærlighed ? havde han da i misforstaaet 
Pligtfølelse fornægtet Faderens første Kald , 
- Kjærligheden ? „ Har jeg været haard og streng imod 
Dig , min egen lille Dreng ! “ sagde han . „ Du var 
dog din Faders Yndling — hans bedste Skat ! Vær 
ikke mere bange for mig , minØiesten ! jeg skal aldrig 
mere være vred paa Dig ! “ 

„ Nei , aldrig mere ! ingen Strenghed , ingen Vrede 
mere ! Alt er Lys — og Fred — og Kjærlighed og 
Glæde ! “ Øinene lukkede sig som i overvældende 
Træthed , men de aabnede sig strax igjen og søgte hen 
til hans Moder . „ Vil Du kysse mig endnu engang , 
kjære , lille Moder ! Tak , fordi Du har været saa . 
god imod mig ' altid — altid ! Og — maa lille 
Kirsfine saa komme ind til mig et Øieblik ? “ 
Ingeborg skyndte sig at hente sin lille Pige , som 
græd og bævede tilbage for Broderens blege , forandrede 
Ansigt . . „ Du maa ikke græde , søde lille 
Kirsfine ! jeg er saa glad , og vi skal Alle være glade , 
fordi Gud er saa kjærlig imod os . Jeg skal bort 
herfra , og Du skal ogsaa komme op til mig , lille 
. Kirsfine ; men saa maa Du ogsaa være rigtig god , at 
Vorherre kan holde af Dig , rigtig sød og lydig mod 
Fader og Moder , meget bedre , end jeg har været . “ 
Kirstine hulkede ; hun forstod ikke ret Ordene , der kom 
saa langsomt og besværligt frem , men Broderens Røst 
og Udseende rystede hende stærkt , og Ingeborg ansaae 
det før rettest at føre hende bort . 
Da hun kom tilbage , smilede Alfred hende imøde . 
„ Fader og Moder , “ bad han , „ vil I synge min 
bedste Julesang før mig endnu engang , nu bliver det 
snart Jul ; — i Himlen er der altid Jul og altid 
Glæde . “ Ingeborg sang med klar og freidig Røst : 

„ Julen har Englelyd ; “ Arnold begyndte at stemme i 
med , men Kræftærne svigtede ham , hans Stemme var 
brudt og dirrende , han maatte holde op . Ingeborg 
sang den tilende uden at standse , hsit og fuldttonende , 
ja , hendes Stemme havde aldrig havt saadan en 
Klang før ; hendes Øine lyste med straalende Glands , 
hun følte ikke Skilsmissens Smerte og Bitterhed , 
hun levede kun i sit Barns Glæde og Forventning . 
De sidste Ord var sjungne , — Alfred strakte sine 
Arme ud og gjentog med hsi , jublende Røst : „ bæros 
paa Børnevis ind i Paradis ! “ Øinene lyste i 
forklaret Glands . „ See , see ! “ udbrød han strax 
efter ; „ jeg seer lige ind i Himlen ! hvor der er blændende 
og straalende ! seer Du det ikke , Moder ? det 
er saa deiligt ! De smaa Engle vinke ad mig , — o , 
faaer jeg Lov at komme op til dem og synge med 
dem ? de smile til mig — nu vinke de igjen , o , 
Moder , see , see ! hvilket Lys , hvilken Glæde ! jeg maa 
op til dem ! “ Endnu et Øieblik laae det lykkelige 
Barn saaledes med det henrykt opløftede Blik , da 
sank Armene trætte ned , og Øinene lukkede sig . Men 
endnu engang , med den sidste Kraft , løftede det lille 
Hoved sig fra Puden , Armene strakte sig bedende 
iveiret , Øinene saae bønfaldende opad , mens den lille 
svage Stemme tydeligt sagde : „ Kjære Gud ! maa jeg 
nu komme op til Dig ! jeg længes saa meget ! “ Da 

faldt Hovedet tungt tilbage , et let , sagte Suk , og Alt 
var forbi ; Bønnen var opfyldt . 
„ Det er forbi , “ var Arnolds første Ord , og 
hans Stemme var hæs af Smerte . Han bøiede sig 
ned over det lille Lig — ja , det var kun et Lig nu 
— og hans kjære Dreng skulde aldrig vide , hvor 
varmt , hvor inderligt den strenge Fader havde elsket 
ham , — Erindringen om denne Strenghed havde 
været hos ham i hans sidste Timer og havde formørket 
dem . Det var Arnolds knugende Tanke . 
„ Ja , det er forbi ! “ gjentog Ingeborg med klar 
og freidig Stemme . „ Det er tilende med Synden 
og Kampen , med Sorgen og Døden ! begyndt er 
Lyset og Freden og Glæden og Livet , som aldrig 
ender . Gud være lovet for hans Naade ! “ 
„ Kan Du takke for Sorgen , Ingeborg ? “ 
hviskede hendes Husbond ; „ ak , jeg maa endnu kæmpe 
for at lære at sige : „ Guds Villie er den bedste ! “ 
„ O , maa jeg ikke takke Gud , at han elskede vort 
Barn saa høit , at han saa tidlig vilde tage det bort 
fra alle Fristelser ? Ja , der var en Tid , hvor det 
tyktes mig svært at skulle miste min Dreng , at skulle 
bortkaste alle de glade , jordiske Forhaabninger , — 
men nu kan jeg takke og prise Gud , at han vilde 
tage ham fra os ! o , Arnold , hvor ganske anderledes 
kan dog ikke den himmelske Fader sørge for sit lille 

Barn , end vi kunne det med al vor Kjærlighed ! Er 
det ikke deiligt at tænke paa , er det ikke værd at takke 
for , at han aldrig mere stal søle nogen Længsel , 
noget Savn , at hans milde Barneøine aldrig skal 
formørkes ved de bittre Erfaringer om Sorgen og 
Synden i Verden , men at han er taget hjem , hjem 
til den fulde , salige Fred ! O , Arnold , vi maae Begge 
takke Gud for hans Kjærlighed ! “ Hun rakte ham 
Haanden med et lysende Blik , men Arnold sukkede 
dybt og bøiede sit Hoved . „ See ikke ned med saa 
mørkt et Blik , min elskede Husbond ! Opad maae vi 
see , naar vi tænke paa vor lille Skat , opad mod 
Lyset og Livet ! Lad os takke Gud , som en kort Tid 
betroede os vor lille Alfred , fordi vi har et saa velsignet 
Minde til at lyse for os ; lad os takke for 
Kjærligheden , som saa snart tog ham hjem igjen til 
al Kjærlighedens Fylde ! maae vi ikke takke først og 
sidst , maae vi ikke smile , om end gjennem Taarer ? “ 
Men i den samme Stund var der endnu et Hoved , 
der ydmygt bøiede sig , var der endnu en tørstende Sjæl , 
som søgte hen til Livets Kilde . Straalelyset fra 
Golgathas tornekronede Seiershelt havde truffet Axel 
Herløv , smeltet Stoltheden , henveiret alle de skjønne 
Bygninger , han havde opført for sin egen Viisdom 
og Styrke — og som hin døende Keiser kunde han 
sige : „ Galilæer ! Du har seiret ! “ Men det blev ikke 

sagt i Fortvivlelse ; nei , fra det inderste Dyb af et 
længselsfuldt søgende Hjerte bad han : „ Herre , jeg 
troer ! hjælp paa min Vantro ! “ 
Femogfskvende Kapitel . 
Det er lifligt at være To om Glæden ; men i Sorgens 
Dage føles dog dybest Velsignelsen af den gjensidige 
Tillid og Kjærlighed . Byrden er kun halv saa 
tung , naar der er To til at bære den . Det følte 
Arnold og Ingeborg , da deres lille Yndling var taget 
fra dem . 
For Arnold var det vel svært strax at faae fat 
paa Trøsten og paa Haabet ; men Ingeborg søgte 
atter og atter at faae ham til at løfte Blikket opad , 
og efterhaanden kom der ogsaa Fred og Hvile i hans 
Hjerte , og han lærte , ikke blot at bøie sig ydmygt 
under Herrens Villie , men ogsaa at takke . 
Himlen var saa ren og blaa , og Solen skinnede 
venligt paa Gravene , da Alfred blev bragt til sit 
Hvilested . En talrig Skare fulgte den lille Baare . 
Budskabet om den lille Drengs Død havde vakt almindelig 

Sorg i Menigheden , og de Mange , som 
siden Thorbergs Besøg havde betragtet deres Præst med 
mistænksomme Øine og tvivlet om hans Sandhedskjærlighed 
og Tro , følte nu kun Deltagelse for hans 
Tab og mindedes kun , hvor rede han altid havde 
været til at trøsle dem , naar Sygdom eller Sorg 
bankede paa deres Dør . 
Han var rolig og fattet , da han stod ved Graven . 
Tæt ved hans Side stod hans unge Hustru . 
Hendes store , blaae Øine vare duggede af Taarer , 
men de saae opad ; Haabets Stjerne skinnede gjennem 
Taarerne , og hun styrkede ogsaa i denne Stund sin 
Husbond med dette Blik , der saa ofte tilforn havde 
skræmmet Skyerne bort eller opreist hans Mod . Med 
høi og kraftig Stemme talte han til Forsamlingen , 
talte om Jesu Christi forbarmende Kjærlighed , om 
den Troens Frimodighed , som overvinder Dødens 
Bitterhed , om det evige Livs Herlighed , som opveier 
Kamp , Møie og Smerte , og som venter hver den , 
der vil bortkaste alt sit Eget og troe paa Christus . 
Der var Varme og Inderlighed i Arnolds Ord , 
-og de gjordeet dybt Indtryk paa Alle ; aldrig havde 
han maaskee talt saa kraftfuldt , saa indtrængende , saa 
benaadet , og altsom han talte , veg Skyen bort fra 
hans Pande , og hans Øine lyste af den Ild , der 
kommer fra det Høie og sænker sig i det Dybe . Alle 

lyttede med Begjærlighed , mange Øine vare vaade , 
men der var En , til hvis Hjerte hans Ord især 
trængte dybt og stærkt . Det var Axel Herløv . Endnu 
for en Maaned siden vilde han maaskee i sit Hjerte 
have spottet disse Ord , kaldt dem tomme , opskruede , 
usande , men nu vare de som et Fredens Budskab , 
der begyndte at sprede de mørke Taager , som længe 
havde leiret sig om hans Sjæl . 
Skaren spredte sig , og Arnold og Ingeborg forlode 
ogsaa tilsidst , skjøndt kun med Møie , den lille , 
blomsterdækkede Grav , hvor de havde nedlagt deres 
jordiske Haab . Da de kom hjem til Præstegaarden , 
satte Arnold sig ned og skjulte sit Ansigt i sine Hænder , 
overvældet af Smerte . Der var et Øieblik hist 
ved Graven , hvor han havde følt sig løftet høit op 
over hver jordisk Sorg , hvor Døden syntes at have 
tabt sin Braad , hvor han kun følte Freden og Saligheden , 
der skjænkedes hans Barn , men ikke Bitterheden 
ved at skilles fra ham . Men efter denne Time 
fulgte atter den knugende Tunghed . „ O , Ingeborg ! “ 
udbrød han smerteligt ; „ hvor kan Døden synes saa 
bitter , naar vi dog har det faste Haab om et evigt 
Liv ? “ 
„ Fordi vi ere saa svage , og fordi Naaden aldrig 
helt kan gjennemtrænge vor Natur . Men , kjære 

Arnold vær nu ikke atter saa mørk og mismodig . — 
Du har dog nylig trøstet og styrket alle os Andre . “ 
„ Den mørke Skygge vil ikke svinde . Jeg følte 
mig nylig saa glad ; jeg saae Himlen aaben og min 
Øreng i den lovsyngende Engleskare , men nu seer jeg 
ham atter bleg , sørgmodig og med de frygtsomt 
bedende Øine , og jeg kan ikke slippe al den Smerte , 
der følger med dette Syn . “ 
„ Om Alfred kunde see ned til os , vilde da hans 
Røst ikke forstumme i Englesangen , naar han saae sin 
Fader sænke Blikket saa tungt imod Jorden ? Det 
er jo dog ikke en Skilsmisse , som varer evigt ; — 
Du skal jo dog see din Øreng igjen , og da veed han 
tilfulde , hvor høit hans Fader elsfede ham her paa 
Jorden . “ 
„ Min Ingeborg ! “ udbrød Arnold , idet han reisfe 
sig og drog sin Hustru til sig , „ ja , jeg er svag ! — 
Jeg giver altfor meget efter for mit Tungsind og 
glemmer , at jeg med hvert mismodigt Blik og hvert 
haabløst Ord giver Dig end mere at bære paa . — 
Du , som har den samme Sorg , det samme Savn son : 
jeg selv , og som dog aldrig bliver træt af at trøste 
mig . “ 
„ Skulde jeg vel nogensinde blive træt deraf ? “ 
sagde Ingeborg , smilende gjennem Taarer . „ Hvad 
Andet har jeg at gjøre ? Kunde jeg blot tage den 

tunge Byrde fra Dig , men det kan jeg ikke . Nu vil 
vi hjælpes ad ; Du maa give mig den halve Byrde , 
kjære Arnold , og gid da ogsaa jeg kunde dele med 
Dig den Fred , som Gud saa kjærlig idag har lagt i 
mit Hjerte ! “ 
Snoglyvende Kapifel . 
Ingeborg sad i sin stille Stue og arbeidede flittigt , 
medens den lille , muntre Kirstine løb fornøiet omkring 
og legede . 
Alfreds Død — den første store Sorg i Ingeborgs 
Liv — havde efterladt nogle Mærker i hendes 
Ansigt og borttaget lidt af den straalende Livsglæde . 
Der var ikke et Øieblik paa Dagen , hvor hun ikke 
dybt savnede sin Yndling , der havde været langt mere 
for hende , end ellers et Barn i den Alder kan være 
for sin Moder , og der var et Træk af Vemod om de 
frisle Læber , som dog endnu bestandig vare rede til 
at smile . Men til Gjengjæld hvilede der en endnu 
dybere Fred i hendes Aasyn , en endnu større Blidhed 
i hendes Blik , ligesom hos den , der luttret er gaaet 
gjennem Sorgens Vande og ved sin egen Prøvelse 

har lært at føle endnu varmere for Andres Sorger 
og Glæder . Hun nynnede en af sine kjære Sange , 
da det bankede paa Døren , og Deodata traadte ind . 
Hvilken Modsætning var der ikke mellem den 
vilde Smerte i hendes urolige Blik og den Fred , der 
herskede her ! — Hun omfavnede heftigt sin Veninde . 
„ Jeg længtes saa meget efter at see Dig , at jeg ikke 
kunde bie længere ! Du sidder der saa rolig , arbeider 
og synger , som om sket Intet var iveien ! — Hvor 
jeg beundrer Dig , men hvor Du er mig ubegribelig ! “ 
„ Kjære Deodata ! jeg forstaaer ikke , hvad Du 
mener . “ 
„ Efter den Sorg , Du har havt , syntes jeg , 
Livet maatte blive Dig goldt og øde ! — At miste et 
saadant Barn ! — Jeg vilde ikke forundres , om Du 
ikke kunde Andet end græde ! “ 
„ Kjære Deodata , skulle vi ikke bære Alt , hvad 
vor himmelske Fader sender os , stille og uden Klage ? 
Skulde Livet synes mig tomt og øde , naar jeg endnu 
har saa meget at leve for ? “ 
„ Ja , det er sandt , “ sagde Deodata med et dybt 
-Suk . „ Du har ogsaa meget at leve for ! —Du vil 
altid sinde Nogen , der længes efter Dig , Du vil 
altid finde Nogen at elske , og Du vil overalt blive 
elsket . Lykkelige Ingeborg ! Havde jeg kun en Gnist 
af den varme Kjærlighed , der er din aldrig svigtende 

Styrke ! — havde jeg kun en Eneste at leve for ! 
Men at vandre uden Kjærlighed — overalt at være 
en Byrde , en Plage , — det er det Bittreste , det 
Tungeste i Verden ! “ 
„ Deodata , Du maa ikke tale saaledes ! Du — 
en Hustru . “ — 
„ Ja , af Navn , “ afbrød Deodata bittert , og den 
i saa lang Tid voldsomt tilbagetrængte Smerte fik 
endelig Luft . „ En Hustru , der Males af Nødvendighed 
og hades , foragtes af ham , der kalder sig hendes 
Ægtefælle . “ 
„ Kjære Deodata , jeg kan — jeg tør ikke lytte 
til saadanne Yttringer ! — Jeg har længe vidst , at 
Du ikke var lykkelig ; — jeg har seet den Forandring , 
der er foregaaet med din Husbond , og som han ikke 
har kunnet fljule for os , selv naar han vilde være 
munter ; — jeg har været saa inderlig bedrøvet , men 
jeg vilde ikke spørge . Kan Du sige mig dine Sorger , 
Kjære , saa veed Du , at her er et Øre , der er villigt 
til at høre , et Hjerte , der er rede til at dele dem 
med Dig . “ 
„ Kan jeg ? tør jeg ? Min Husbond har befalet 
mig aldrig at lade Nogen ane vort sande Forhold . 
Og dog — det vilde være en usigelig Lindring for 
mig , at udtale mig , og det for den Eneste i Verden , 
som holder en Smule af mig . Jeg maa ! Jeg fiat 

ikke skjule det for ham , jeg stal bønfalde om hans 
Tilgivelse for det som for alt Andet ; min Stolthed 
er brudt og jeg er ikke bange for at ydmyge mig . “ 
Den ulykkelige , unge Hustru gav sin Sorg Luft i en 
Strøm af hede Taarer , der husvalede det stakkels 
Hjerte , som saa længe hemmeligt havde baaret paa 
sin Smerte . Ingeborg drog hende til sig og lagde 
hendes Hoved til sit Bryst . Deodata trængte Taarerne 
tilbage og saae op . „ Jeg vil sige Dig Alt , Du kjære , 
kjære Ingeborg , men det er en sørgelig Bekjendelse . 
Det er en lang Fortælling om Skyld og Brøde , 
Trods og Forhærdelse , Ingeborg ! den maa lyde 
frygtelig i dine rene Øren , Du vil vist vende Dig 
forfærdet fra mig , og jeg udsætter mig for ogsaa at 
miste dit Venskab . Men Du skal alligevel vide Alt — 
Du skal vide , hvad det er for en stakkels , brødefuld 
Kvinde , Du har skjænket dit dyrebare Venskab . “ Uden 
at glemme Noget — fortalte Deodata nu den forundrede 
Ingeborg Alt , hvad der var skeet , siden hendes 
Fader gav hende en Stifmoder , dvælede mindst ved 
sine Kampe og Lidelser , mest ved sin Skyld , ved det 
falske Løfte for Herrens Alter , ved de første Maaneders 
Forstillelse , ved den Trods , hvormed hun havde 
mødt sin Husbonds retfærdige Vrede , da Dækket 
faldt , ved den Forhærdelse i Bitterhed og Trods , 
hvormed hun havde gaaet ved hans Side Maaned 

efter Maaned . Dybt rystet hørte Ingeborg Alsk derpaa 
drog hun sin Veninde end fastere til sig og 
spurgte : „ Og er det muligt , Deodata , at Du endnu 
ikke , efter denne lange Tids Forløb , har bedet din 
Husbond om Tilgivelse for al den Uret , Du har 
gjort ham ? “ 
„ Ja , det er muligt — det er saa . Ikke et angerfuldt , 
ikke et ydmygt Ord har han hørt af mig — 
jeg har kun trodset ham . Du skal vide det Alt . O , 
vend Dig ikke fra mig ! om Du end ikke kan holde 
af mig mere , vil Du dog ikke forstøde mig ! Ia , jeg 
forhærdede mig i Trods , jeg vilde ikke give efter . 
Jeg vidste godt , at jeg havde syndet — jeg saae min 
Uret med fortvivlende Klarhed , men det var naturligviis 
ingen sand Anger , ellers vilde den have lært 
mig Ydmyghed . Jeg mente , at — at min Husbond 
havde betalt min Uret med lige Mont ved de haarde , 
forhaanende Ord , han havde sagt til mig , og jeg 
vilde ikke ydmyge mig for ham . Mit Hjerte var 
fuldt af Bitterhed , næsten Had , imod ham , derfor 
var jeg vel allermest ulykkelig , derfor følte jeg ikke 
et Minuts Fred , derfor syntes Herren mig en streng 
Dommer , som aldrig vilde tilgive min Synd , og til 
hvem jeg ikke vovede at bede . “ 
„ Stakkels , stakkels Deodata ! “ og atter drog 
Ingeborg hende kjærligt til sig , som for at lade hende 

føle sit usvækkede Venskab ; „ hvor Du maa have lidt 
Nei , Gud kunde ikke tilgive Dig , saa længe Du 
ikke vilde bede ham om Forladelse , som Du havde 
forurettet , saa længe Du ikke selv var rede til at tilgive . 
Du kunde jo ikke bede : „ Forlad os vor Skyld , 
som og vi forlade vore Skyldnere ! “ Men , kjære 
Deodata , denne Bitterhed og Uforsonlighed — den 
har dog ikke vedvaret i hele denne lange Tid ? “ 
„ Den varede meget længe . Naar jeg mødte min 
Husbonds kolde Blik , eller han lod mig føle sin 
Magt for at trykke mig i Støvet , da brændte mit 
Hjerte i Had og i Hævnlyst . O , Ingeborg , din 
milde Sjæl kan ikke ane , hvilke vilde Lidenskaber og 
onde Følelser der har raset i mit Hjerte ! Ak , kunde 
jeg blot troe , at Herren vil forlade mig det Altsammen ! 
Jeg har alt fortalt Dig , hvorledes jeg 
trodsede Haralds udtrykkelige Forbud ved at gaae hen 
og høre Candidat Thorberg . Hvor vidunderligt han 
dog har Ordet i sin Magt ! i en Time følte jeg mig 
fuldkommen lykkelig , for første Gang i mange Aar , 
men det var kun en Opblussen uden Sandhed , uden 
Dybde . Jeg fik ingen Styrke til at bære , og da 
Ordet forstummede , var den korte Glæde forsvunden 
— jeg var ligesaa elendig som før . Da jeg kom 
hjem , sagde min Husbond til mig , at jeg havde opreist 
en Skillemuur imellem os , som aldrig kunde 

nedrives ; siden den Dag har han neppe talt til mig . 
Jeg var fortvivlet ; jeg kunde ikke bede , jeg følte mig 
lige forladt af Gud og Mennesker . I disse tre 
Maaneder var jeg som forstenet ; jeg skjulte , hvad jeg 
led , og holdt hvert Udbrud af Sorg tilbage , og dog 
var jeg som død for enhver anden Følelse end denne , 
at jeg var saa ulykkelig , at der for mig ikke fandtes 
et Glimt af Haab , hverken jordisk eller himmelsk . 
Da jeg kom til Dig , kjære Ingeborg , mens Alfred 
laa syg , da begyndte mit Hjerte at smelte ; baade Du 
og han , næsten med en Engels Taalmodighed , selv naar 
han led mest , indvirkede paa mig . Jeg har siden 
følt min Synd dybere og sandere , jeg har ikke mere 
havt Bitterhed mod Nogen , jeg har kun følt , hvor 
grændseløst jeg har forurettet min Mand . Og dog 
har jeg endnu ikke sagt det Ord , som maa siges ? ja , 
vel maa Du see forundret paa mig , Ingeborg . Jeg 
har besluttet det mange Gange i den sidste Uge , men 
hver Gang jeg saae ham , svigtede Modet mig , og 
jeg kunde ikke faae et Ord frem . Du , som kun seerham , 
naar han er venlig og livlig , Du kan ikke vide , 
hvilken Jernhaardhed der ligger i hans Blik , naar 
vi er alene . Dette iskolde Blik , disse sammenpressede 
Læber synes at sige , at han aldrig kan føle Medlidenhed 
med mig , aldrig vil forsones , — og jeg 
skræmmes bort fra ham . “ 

„ Kjære Deodata ! føler Du ret , hvor dybt Du 
har krænket og forurettet ham , saa maa Du ikke lade 
Dig skræmme bort af hans kolde og strenge Blik . 
Du skal ikke frygte ham , ikke have Mistillid til ham ! 
Du har saaret ham der , hvor han kunde saares 
dybest , og naar Du aldrig har viist ham Tegn til 
Fortrydelse , aldrig er kommen ham imøde , hvor kunde 
Du da vente , at han skulde møde Dig ? Men han 
er god og ædel , og , Deodata , Du veed ikke , hvor 
inderligt han har elsket Dig og visf endnu elsker Dig . 
Tro mig ! naar Du kommer til ham , ydmyg og forsonlig , 
vil han ikke blot med Glæde tilgive Alt , men 
hans Arme ville aabne sig for at modtage Dig ; da 
vil Du forstaae at skatte , — at elske ham , og Alt vil 
blive godt . “ 
„ Nei , nei , det kan aldrig blive godt ! han vil 
aldrig mere kunne agte mig . Nei , kan jeg blot opnaae 
hans Tilgivelse , skal jeg ikke bede om mere ; o , 
allerede det vil være mig en Lindring ! Jeg vil sfrax 
gaae til ham , mens jeg føler lidt af det Mod , Du 
har indgivet mig . Kun dette Ene , kjære Ingeborg ! 
jeg synes , der begynder at komme Fred i mit Hjerte ! 
Tør jeg da haabe ? er Guds Kjærlighed og Forbarmelse 
saa stor , at han ogsaa vil forlade min 
Synd ? “ 
Deodata brast i Graad — men denne Gang 

var det milde Taarer . Hun omfavnede Ingeborg : 
„ Farvel , Du kjære , dyrebare Trøsterinde ! Tak for 
Alt , og Gud velsigne Dig for al din uforskyldte 
Kjærlighed ! “ 
Da Deodata kom hjem , saae hun gjennem det 
aabne Vindue , at Harald sad i sit Værelse , fordybet 
i Læsning , men det fik ikke hjælpe — hun maatte 
söge ham der , hun maatte -fuldføre sin Beslutning 
sfrax , for at ikke den næste Time skulde finde hende 
altfor svag . Med skjælvende Haand bankede hun paa 
Døren , aabnede den og nærmede sig langsomt og 
frygtsomt . Harald saae forundret op ; ak , det var 
det sædvanlige kolde Blik , der syntes hende at udtrykke 
en urokkelig Uforsonlighed , en ubarmhjertig 
Fordømmelse . Han sagde ikke et Ord , og hun var 
allerede halvt tilbøielig til at vende om og gaae bort , 
uden at sige , hvad der nu brændte hende paa Sjælen . 
Skulde hun ydmyge sig for ham , for kun atter at see 
ham som den haarde Dommer , der ingen Undskyldning 
har for hendes Uret ? Det var svært , men det 
maatte bæres nu ; havde hun tøvet i et halvt Aar 
med at bede om hans Tilgivelse , saa maatte hun ikke 
finde det uretfærdigt , om det nu maaskee skulde være 
nødvendigt at bede længe , inden hun fik den . Med 
Anstrengelse kom da Ordene frem : „ Jeg vilde gjerne 

tale med Dig ; vil Du skjænke mig et Øiebliks Opmærksomhed ? “ 
Han 
blev endnu mere forundret ; men med det 
høflige Væsen , der nu var det sædvanlige , naar han 
en enkelt Gang henvendte sig til sin Hustru , lagde 
han strax sin Bog tilside og sagde : „ Naturligviis , 
med Fornøielse ; “ men det haarde Udtryk mildnedes 
ikke . Hun rystede stærkt og maatte holde sig ved 
Bordet for ikke at falde ; han saae det , reisfe sig hurtigt 
og flyttede en Stol hen til hende , men hun satte 
sig ikke ned ; hun aabnede Læberne for at tale , men 
Ordene vilde ikke frem , Stemmen svigtede hende . 
„ Du synes endnu ikke ganske at vide , hvorom 
Du vil tale , “ bemærkede han i en kold , ironisk Tone . 
„ Jeg veed det kun altfor godt , men — det er 
saa svært ! O , Harald , hvis Du blot vilde see en 
lille Smule venligt paa mig , ikke saa koldt og saa 
strengt , som om jeg var din værste Fjende ! “ 
„ Min værste Fjende ! “ gjentog Harald , og det 
kolde Udtryk gav Plads for en opflammendc Vrede . 
„ Og hvem er min værste Fjende , om ikke Du er 
det , som bedrog mig , hvor jeg troede mig sikkresf , som 
gav mig Malurt og Gift , hvor jeg ventede at høste 
mit Livs bedste og rigeste Glæde ! “ 
„ Ja , lad være saa ! men Harald — jeg kommer 
for at bekjende min Uret , og for at bønfalde om din 

Tilgivelse . Vend Dig ikke fra mig i Vrede ! Siig 
blot , at Du vil tilgive mig , og jeg skal aldrig bede 
om mere . Tilgiv mig , Harald , Alt , Alt ! Hvor 
formaaer jeg at opregne Alt , hvormed jeg har forbrudt 
mig ! Men for hver en Uret imod Dig i 
Tanke , i Ord og i Handling beder jeg om Forladelse 
af mit inderste Hjerte . Tilgiv mig , at jeg blev din 
Hustru uden Kjærlighed , tilgiv mit Bedrag , — jeg 
skal ikke undskylde det nu med min forladte , ulykkelige 
Stilling , jeg veed , den var ingen Undskyldning ; 
— tilgiv min Falskhed og Forstillelse , tilgiv de onde 
og bittre Ord , hvormed jeg besvarede din billige 
Vrede , og den Trods , hvormed jeg senere har sat mig 
op imod din Villie , tilgiv mig al den Bitterhed , jeg 
har følt imod Dig saa længe . — Tilgiv mig og hav 
Barmhjertighed ! Jeg kan ikke gjenoprette , hvad jeg 
har forbrudt , jeg kan kun dette Ene ! Byd mig ikke 
at gaae fra Dig , før Du har sagt , at Du tilgiver 
mig ! “ 
Hun var bleg , hendes Læber dirrede , mens hun 
talte med aandeløs Hast ; hun formaaede ikke mere at 
holde sig opreist , men laa nu paa Knæ foran sin 
Husbond med udstrakte Hænder og bønfaldende Øine , 
skjøn i sin Fornedrelse og Ydmyghed , som hun havde 
været hin Dag , da han trykkede hende til sit Bryst 
og første Gang med den inderligste Glæde kaldte 

hende sin „ Hustru . “ Han saae ned paa hende , og 
han mindedes , hvor varmt han havde elsket denne 
unge Kvinde , han mindedes alle de lyse Forhaabninger , 
hvormed han havde ført hende til ' sit Hjem , 
og netop hun havde fyldt det med Had og Mistillid , 
Bitterhed og Smerte . Hans Haand knugede sig i 
Brede . Men han saae atter paa hende — hun var 
saa bleg , saa lidende , og han følte Medlidenhed med 
det stakkels Væsen , der havde smedet en livsvarig , 
trykkende Lænke for sig selv saavelsom for ham , og 
han tog hendes Haand og sagde : „ Jeg tilgiver Dig , 
Deodata ! “ Hun saae sørgmodigt op paa ham ; det 
var , hvad hun havde bedet om , men Heller intet mere ; 
ikke et eneste venligt Ord , som hendes stakkels Hjerte 
tørstede efter , kun dette korte , kolde Svar . Hun reiste 
sig langsomt op ; hun ønskede at sige mere , men hun 
fandt ingen Ord og nøiedes med at see paa ham med 
et bedende Blik , men dette Blik sagde mere end mange 
Ord . Hans Ansigt mildnedes , hans Øine fik en 
pludselig Glands , der tilbagekaldte Mindet om hans 
Kjærligheds første Dage . „ Deodata , har jeg været 
- haard og grusom imod Dig ! tilgiv mig da og lad 
det være glemt ! “ Han gjorde en Bevægelse , som om 
han vilde drage hende til sig , men i det samme forandredes 
hans Udtryk atter , han vendte sig om med 
et dybt Suk og mumlede : „ Nei , det er umuligt ! den 

dræbte Kjærlighed kan ikke gjenoplives , — det er 
umuligt ! “ 
„ Men jeg vil jo Intet fordre , slet Intet , “ svarede 
Deodata med en blød og ydmyg Stemme . „ Jeg veed 
vel , at jeg for længe siden har forspildt al Ret til 
din Kjærlighed , ja selv til din Agtelse . Jeg har 
Intet mere at bede om , Harald ! — Knnde jeg blot 
gjøre Dig fri og lykkelig — tro mig , intet Offer 
vilde være mig for stort for den Priis ; men , da det 
er umuligt — da jeg endnu er din Husfru , trods 
Alt , og Guds Lov byder os altid at blive sammen , 
forsøg da at tænke lidt mildere om mig og tillad mig 
at udføre nogle af en Hustrues Pligter ; mit høieste 
Ønske , min inderligste Længsel er den at vise Dig i 
Lydighed og Underdanighed , at min Anger er oprigtig . 
Forlang af mig Alt , hvad Du vil , dine 
Ønsker skulle altid være min Lov , men — som den 
største Gunst og som Tegn paa din Tilgivelse —giv 
mig da Lov til at kjende dine Ønsker , giv mig Lov 
til at dele — ikke det , som er Dig kjært , men lidt 
af dine Bekymringer . Du vil altid finde et villigt 
Øre , og det vil være mig et Tegn paa , at jeg er 
tilgivet . Forlanger jeg for meget ? “ thi han rynkede 
mørk Panden ; „ saa tilgiv mig ! Jeg veed vel , at jeg 
ikke har Ret til at fordre det Mindste , — det er kun 
en ydmyg Bon , men er den for dristig ? tør jeg 

aldrig haabe at vinde blot den ringeste Del af din 
Fortrolighed ? “ 
„ Hvortil alle disse overflødige Ord , Deodata ? “ 
spurgte han med dæmpet Heftighed . 
„ Bliv ikke vred ! jeg vilde blot saa gjerne lade 
Dig føle , hvor inderligt jeg ønsker at gjenoprette lidt 
af det , jeg har forbrudt og forsømt , om det var muligt . 
— Mit Livs Maal stal fra nu af være at vise 
Dig min Anger i Gjerningen , at — “ 
„ Om Du saa blev en Griselda i Pligtopfyldelse 
og Underdanighed , “ afbrød han hende utaalmodig , 
mens han gik op og ned ad Gulvet med heftige 
Skridt , „ hvad var saa det for mig ? hvad var det 
til Erstatning for den Tillid og Kjærlighed , jeg søgte , 
og som jeg en kort Tid troede at have vundet ? Du 
kjender mig kun lidt , hvis Du troer , jeg kan glemme ! 
Der gives visse Erfaringer i Livet , som Intet kan 
udflette ! Du veed ikke , hvad det er at blive bedraget 
af den , man troede bedst . Det efterlader en Braad i 
Sjælen , som ikke kan borttages ! „ Men — jeg vil 
ikke gjøre Dig Bebreidelser . Jeg har sagt , at jeg 
- tilgiver Dig , og det er Sandhed . Lad der for Fremtiden 
være Fred imellem os — mere kan der ikke 
blive ! “ 
Deodata sukkede dybt ; hun følte , at Harald 
egentlig ikke havde tilgivet hende i sit Hjerte , men hun 

tænkte ydmyg , at det var fortjent , thi hans Ord havde 
endnu stærkere ladet hende føle hendes Skyld . Hun 
mindedes , hvor øm , hvor kjærlig han havde været , 
da hun blev hans Hustru — hvor gjerne han vilde 
glæde hende , hvormegen Tillid han viste hende , og 
hvorledes havde hun lønnet hans Kjærlighed ? Hun 
gyste ved Tanken derom ; hun kunde ikke undres over , 
at denne stolte , strenge Mand endnu ikke ret kunde 
tilgive . Hun forlod sin Husbond , og , da hun var 
ei : e , faldt hun paa Knæ og bad Gud om Styrke til 
at bære , hvad hun endnu havde at bære , i Ydmyghed 
og Taalmodighed . Og hun reiste sig styrket op 
fra Bønnen . Livets Vei laa tornestrøet for hende , 
men den besfinnedes af Naadens Lys , og hendes Fod 
vilde ikke vakle . Hun kunde nu bære de tunge Byrder 
som et Kors , Herren lagde paa hende , og kunde 
bede ham om Styrke til at bære det . Hun kunde 
atter tænke paa sin Moder . „ Var jeg blot ene om 
at bære Alt , “ tænkte hun sørgmodig , „ vilde jeg nu 
ikke søle mig saa ulykkelig , men hele Livet at være 
ham en Byrde og Plage , det er en fortærende 
Tanke ! “ 

SgvogiMnde Kapitel 
-A-xel Herløv studerede hverken Stjerner eller Blomster . 
Naar hans Lægevirksomhed gav ham Tid , sad 
han i sit ensomme Værelse , fordybet i Tanker , eller 
han gransfede i Bøgernes Bog , som han i mangt et 
Aar slet ikke havde aabnet . Han havde seet alt det 
briste og synke , som han forhen havde bygget paa , 
han vidste , at hvad han havde sat høiest , var Blændværk 
og Tomhed , og nu greb hans Haand efter den 
Redningsplanke , der skulde holde ham oppe i Skibbruddet ; 
men endnu famlede Haanden , endnu saae 
Øiet kun gjennem Taager . Han tørstede efter Sandhed 
og søgte den nu i den Bog , han tidligere havde 
ladet haant om ; han vilde troe det Ord , han læste , 
men meget var ham sælsomt og ufatteligt , og hans 
Forstand kunde endnu ikke ret lade sig tage tilfange 
under Troens Lydighed . Et Ord dvælede han længe 
ved . „ Uden I blive som Børn , komme I ikke ind i 
Himmeriges Rige ! “ Det var altsaa Betingelsen „ at 
blive som Børn “ . Han forstod , hvad det vilde sige ; 
— at bortkaste alt sit Eget og troe Vorherre fuldt 
paa Ordet uden at forstaae , som et lille Barn troer 
sin Fader . Men det var svært at stige helt ned fra 

sit høie Stade og sætte sig paa Barneskamlen ved 
Frelserens Fødder , svært , helt at opgive at tage Forstanden 
med og blot barnlig at troe paa Alt . Det var 
svært , men Axel lærte det dog i de stille Timer , og da kom 
der Frimodighed i hans Tro og Fred i hans Hjerte , 
og han undredes over Herrens Kjærlighed , der ogsaa 
vilde lade ham smage Glæden i sit Samfund . 
Han følte , at Alt var tilgivet , at Naadens Favn var 
aaben , og der var Lov og Tak i hans Sjæl . 
En Dag , da Arnold Hlervig sad ved sit Arbeide , 
kom pludselig den unge Læge ind og bad ham 
om en Samtale . „ De bliver vist forundret ved det , 
jeg vil bede Dem om , “ sagde han , „ men De vil 
troe , at det er Sandhed ! — De har kjendt mig som 
en Fjende af det Ord , De forkynder , men jeg er det 
ikke mere . Gud har aabnet mit Øie og draget mit 
Hjerte til sig ; jeg har seet min Synd , men jeg har 
ogsaa seet hans Naade ; jeg har seet , at Intet kan 
hjælpe mod Døden uden den Tro , som holdt Dem 
oppe i Sorgen . Og nu kommer jeg til Dem for at 
høre mere om den Tro og det Haab , De forkynder ; 
jeg har seet , hvad Sandheden er , men De vil lære 
mig bedre at kjende dens Rod ! “ Og Arnold talte 
til ham om Daabens Pagt , i hvilken vi Alle blive 
Guds Børn og optages i Samfund med den treenige 
Gud . „ De har faret vild paa de øde Stier , “ føiede 

han til , „ De har villet drikke Styrke af denne Verdens 
Viisdomskilder og har foragtet Barnetroen , men 
dog har De aldrig mistet Barneretten , De fik i Daaben . 
Gud har aldrig tabt Dem af Syne , aldrig 
glemt , at han har oprettet siu Naades Pagt med 
Dem ; dens Ord staae evig fast , og vil De vende tilbage 
til ham , vil De forsage og troe , staaer hans 
Favn Dem aaben igjen . “ 
„ Jeg veed det , jeg veed det ! jeg har følt og forstaaet 
i disse Dage , at al min Trods og Selvtillid 
er forladt . Jeg veed , at det Evangelium , De forkynder , 
er livsaligt og fuldt af Kjærlighed , at det kan 
give Næring for alle de dybe Længsler i Menneflehjertet , 
som aldrig stilles tilfreds i den Verden , hvori 
jeg engang troede at have nok ; jeg veed , at Christi 
Evangelium er ikke blot for de Trætte og Svage , de 
Smaa og Enfoldige , men ogsaa for den , der var 
stærk , viis og retfærdig i sine egne Øine , naar han 
vil see sin Svaghed og troe . Det var ved Deres 
lille Drengs Sygeleie , Pastor Hlervig , at mit Øie 
begyndte at aabnes . Jeg saae , at det lille Barn var 
tusindfold stærkere end jeg , at han havde en indre 
Kraft , som jeg aldrig havde kjendt . Det var ved 
Alfreds Dødsleie — da jeg saae denne vidunderlige 
Seiersglæde i hans Barneøine , der i Sandhed vidnede 
om , at han gik fra Døden ind til Livet — at 

jeg klart følte , at Jesus Christus , som jeg havde forncrgtet , 
var Verdens Frelser og den eneste , sande 
Seierherre . Det var , da De talte ved hans Grav 
om det evige Liv , at jeg troede , at han ogsaa var 
min Frelser , trods All , hvad jeg havde forbrudt mod 
hans hellige Navn . Derfor kommer jeg til Dem ! — 
Lær mig da bedre at kjende den Kjærlighed , der giverAlt 
uforskyldt , af Naade , som har offret sig selv foros 
og dog har al Magten og Herligheden . “ 
Og Arnold talte , som han bad , længe og varmt 
og inderligt , og Axel lyttede med Begjærlighed og 
Glæde . Derpaa reiste han sig for at gaae . „ Hils 
Deres Hustru kjærligt fra mig ! “ bad han , „ nu kan 
jeg ikke see hende - jeg trænger til at være ene , 
men jeg glæder mig til at tale med hende en anden 
Gang . Hendes Frimodighed og Styrke i Sorgen 
bidrog ogsaa mægtigt til at lade mig see , hvad det 
er for en Herre , De tjener ! — Tak for denne Time , 
kjære Pastor Hlervig ! —og Tak , Tak for All , hvad 
jeg har lært i dette velsignede Hjem ! “ 
„ Vunden — vunden for Guds Rige “ , sagde 
Arnold ved sig selv ; „ og endnu for faa Maaneder 
siden en aaben , afgjort Fornægter ! — Visselig , Herren 
formaaer Alt ! O , burde ikke en saadan Glæde faae 
os til at glemme alle vore Sorger ? “ Og et Øieblik 
efter traadte han ind til sin Hustru med et Udtryk i 

Øiet , som hun ikke havde seet længe . „ Jeg kommer 
ogsaa engang til Dig med en Glæde , min Ingeborg , “ 
sagde han ; „ ret inderligt vil Du glæde Dig ved , hvad 
jeg har at sige Dig . “ Og han fortalte hele sin 
Samtale med Herløv . Ingeborgs Øine straalede . 
Var ikke dette en ny Velsignelse , knyttet fast til Mindet 
om Alfreds Død , ja , spiret frem af den ? O , fik 
de ikke stedse ny Grund til at love og prise Herren ? 
Næste Søndag gik Axel med de andre Nadvergjæster 
til Herrens Bord . Det var først for anden 
Gang i hans Liv , og det var første Gang , han modtog 
den med Tro . Han reiste sig med fornyet Styrke 
til at bære sin nylig modtagne Tro ud i Livet og til 
at bekjende den freidig for Verden . 
Otteogtyvende Kapitel . 
Ä^ed sælsomt blandede Følelser saae Deodata den 
- Dag nærme sig , da hun skulde blive Moder . Der 
gaves Timer , hvor det forekom hende unaturligt og 
bittert , at det Ægteskab , som var uden Tillid , uden 
Kjærlighed , ^ uden Samfund og Forening , skulde velsignes 
med slig Frugt , — kunde den , vilde den vel 

blive til Velsignelse ? Men der var andre Timer , 
hvor hun længtes mod den Dag med al sin Styrke , 
hvor hun følte , at det vilde være en fuld Tilfredsstillelse 
for hende , at faae et lille Barn , som var 
hendes eget , som Ingen kunde rive fra hende . Undertiden , 
og det var især naar hun iagttog sin Husbonds 
mørke Aasyn , ønskede hun , at Gud vilde tage 
hende bort , at Harald engang igjen kunde blive fri 
og lykkelig . Men herom turde hun ikke bede , og 
det var en Tanke , som hun snart igjen forjog , thi 
som oftest var det hende klart , at det ikke var Guds 
Villie , at hun skulde døe , men at hun skulde leve 
for at vise sin Anger . 
Imidlertid herskede der stadig den udvortes Fred 
imellem Ægtefolkene , som Harald havde ønsket . Det 
var kun en kort Tid af Dagen , han tilbragte i sin 
Hustrues Selskab , men , naar han var hos hende , var 
han ikke mere taus og ubevægelig , men opmærksom , 
omhyggelig , vel endog venlig i et vist Maal , men det 
var en Venlighed , hvorigjennem Deodata altid følte 
Kulden , og den isnede hendes Hjerte . Hun iagttog 
Dag for Dag sin Husbonds Ansigt med mere Opmærksomhed , 
og hun følte en inderlig Længsel efter 
at kunne bringe lidt Trøst til hans Sind og lyse 
lidt op for ham , men hun vovede aldrig at gjøre 
noget Forsøg derpaa . Lyden af hans Fodtrin bragte 

Blodet til at fare op i hendes Kinder og hendes 
Hjerte til at banke , ikke mere af Frygt eller af 
Uvillie som tidligere , men af en uforklarlig Forvirring . 
Havde da Kulden , Haardheden , Uforsonligheden 
formaaet tilsidst at fremkalde den Kjærlighed , 
som hans trofaste Ømhed ikke formaaede at fremkalde ? 
Vi lade dette Spørgsmaal ubesvaret , men 
hvilke underlige Modsigelser kan der ikke findes i en 
Kvindes Hjerte ! Var det saa , var Deodata sig det 
idetmindste fuldkommen ubevidst ; hun vidste kun , at 
intet Offer vilde være hende for stort for at give 
Fred , Frihed og Glæde tilbage til den Mand , hvis 
Liv hun havde formørket . 
En stille Aften , sidst i October , fødte Deodata , 
efter lange Lidelser , en lille Pige til Verden , og da 
den unge Moder for første Gang havde sit Barn ved 
sit Bryst , da hun saae ind i de klare Øine , da var 
kun een Følelse herskende i hendes Hjerte : inderlig 
Glæde og Taknemmelighed . Hun tænkte , at hun 
vilde aldrig mere klage , aldrig føle noget Savn ; hun 
havde jo nu En at elske og at leve for , En , som 
trængte til hende , netop til hende . 
Ingeborg var hos Deodata , og det var hende , 
der kom til Harald med det Budskab , at han var 
bleven Fader . Hun traf ham gaaende op og ned ad 
Gulvet i sit Værelse i stærk Bevægelse , som han 

sogte at trænge tilbage . Han havde intet Haab , — 
hvor kunde vel nogen Velsignelse komme til dem ? 
tænkte han i Bitterhed , da Ingeborg sagte traadte 
ind og sagde ham , at han var Fader til det yndigste 
Barn , hun nogensinde havde seet , og at Deodata 
længtes efter at see ham . Og da han fulgte med 
hende , og da de løftede det lille Barn , hvis Aasyn 
var saa lysf og saa uskyldigt som en Engels , op til 
ham , da bankede hans Hjerte , og da han tog den 
nylig vundne Skat i sine Arme , da blev det endelig 
lidt blødt i det haarde Sind , og der kom endog 
Taarer i hans Øine . Han rakte Barnet tilbage til 
Ingeborg , bøiede sig ned over sin Hustru , trykkede et 
Kys paa hendes blege Læber — det første siden hin 
ulykkelige Dag — og hviskede med blød Stemme : 
„ Gud er . saare naadig imod os , Deodata ! “ Da var 
det en Stund for den unge Moder , som om al Bitterhed 
var opløst i Fred , Forsoning og Kjærlighed . 
„ O , kan jeg vel nogensinde blive træt af at see 
ind i disse søde Øine ? “ sagde hun næste Dag , da 
hun atter var ene med den kjærlige Ingeborg . „ Jeg 
kan ikke sige Dig al den Glæde , jeg føler med hende 
hos mig . Hun er kommen til mig som en Fredens 
Engel , der forkynder lysere og bedre Dage ! og hendes 
Fader elsker hende allerede ; han bliver glad , naar 

han seer paa hende , og der er da et Smil i hans 
Øie , som jeg ikke har seet i lang Tid . O , Gud skee 
Lov , at din Fader har faaet Nogen at elske , min 
lille , velsignede Pige ! , gid Du maa voxe op til Glæede 
for ham og aldrig ligne din stakkels , svage , feilende 
Moder ! “ 
Ingeborgs Øine fyldtes med Taarer ; men hun 
gav intet Svar ; thi hun følte , at denne sagte Hvisken 
ikke gjaldt hende , og at den unge Moder næsten 
havde glemt hendes Nærværelse . 
Dog — det vilde være forgjæves at prøve paa 
at skildre denne inderlige Moderglæde , der kom til 
det kjærlighedstsrstende Hjerte som en Tilfredsstillelse 
af alle Savn og alle Længsler . Med hver Dag 
voxede det lille fine Væsen fastere og fastere til hendes 
Hjerte og bragte nye Glæder . Med hver Dag 
voxede hun ogsaa fastere til sin Faders Hjerte . Han 
kunde nu tilbringe hele lange Timer hos Hustru og 
Barn , og da vexledes der milde Ord . Der blev aldrig 
hentydet til Fortiden , der blev Heller ikke udtalt 
noget egentlig forsonende , kjærligt Ord af Harald , 
men de unge Forældre forenedes i Glæden over deres 
Barn , og i denne Glæde begyndte Harald at . glemme , 
hvad Moderen havde forbrudt , og Bitterheden sneg 
sig langsomt og gradviis bort , men ikke fuldkomment 

— der blev en lille Braad tilbage , som vel igjen 
kunde blive til mere . 
Niogtyvende Kapitel . 
Det var omtrent fem Uger efter hin Aften , der 
bragte al den Rigdom og Glæede til det hidtil saa 
fattige Hjem paa Egeved . Deodata sad ene i Stuen , 
med sin lille Pige i sine Arme , og hendes Øine lysle 
af inderlig Glæde , som altid naar hun havde sit 
Barn hos sig . Hun vuggede hende i sine Arme , 
mens hun ømt betragtede det lille Barneansigt , og af 
og til talte til hende med denne sagte , fortrolige 
Hvisken , hvormed en ung Moder ofte kan sige til de 
smaa Øren , hvad hun aldrig kunde sige til nogen 
Anden . Næste Søndag var bestemt til den lille Piges 
Daab , og Deodata saae frem til denne med inderlig 
Glæde . „ Du bliver da Guds eget lille Barn , min 
Øiesten ! “ hviskede hun , og det var hende , som de 
store blaae Øine , der saae op i hendes , forstod Alt , 
hvad hun sagde . „ Du skal da love at forsage alt 
Ondt , og vil holde hvad Du lover , min lille Pige , 
Du vil blive paa Herrens Veie og aldrig fare vild 

som din stakkels Moder ! Gid Du aldrig maa smage 
nogen Bitterhed og Kulde ! gid dine søde Øine altid 
maae møde kjærlige Blikke ! ja , min lille Pige ! Gud 
give Dig alt det , din Moder ikke fik , det fromme 
Hjerte og ikke det haarde og stolte , Lykke og Kjærlighed 
og ikke Sorg og Kulde ! “ Hun saae ind i de 
lyse Barnesine . Hvilken Fylde , hvilken Uendelighed 
af Lykke at sidde saaledes med sit Barn ! „ Kunde 
blot din Bedstemoder see Dig , min lille Pige ! “ 
hviskede hun atter . „ I Daaben faaer Du hendes 
Navn , Maria , kjære , dyrebare Navn ! hvor det er 
velsignet at skulle kalde Dig saaledes ! gid Du maa 
voxe op og blive lig din Bedstemoder og blive , som 
hun var det , en Velsignelse for Alle , der holde af 
Dig ! Først og fremmest en Velsignelse for din 
Fader , min Øiesten ! forsf og sidst ! han trænger saa 
haardt til det , min lille Pige ! — Vil Du det ? Du 
smiler — er det dit Svar , dit Ja ? O , Gud skee 
Lov for Dig ! Gud skee Lov for Dig ! “ 
Hvad var det ? Smilet døde hen paa det lille , 
hvide Ansigt . Smertelige Forvridninger gik hen over 
de smaa , blöde Træk — da blev Ansigtet pludselig 
blaat , Munden fortrak sig , Øinene blev stive . Det 
var , som om Deodatas Hjerte stod stille . Hun løftede 
Barnet op og gik op og ned ad Gulvet med det . 
„ Hvad er det , min Øiesten ? hvad er det ? Du bliver 

da ikke syg ? “ Hun maatte atter sætte sig ned , og 
det lille , fine Legeme rystede nu i voldsomme Krampeanfald . 
Hun vilde kalde paa sin Husbond , da han 
idet samme traadte ind . „ O , Harald , see ! hvad stat 
vi gjøre ? “ Han kastede et langt Blik paa den lille 
Pige , og da blev hans Aasyn strax mørkt og haardt . 
„ Krampe ! “ sagde han bittert . „ Hvor kunde jeg ogsaa 
troe , at vi skulde beholde , hvad der syntes at være 
en Velsignelse . “ Han gik ud ; et Bud blev i Hast 
sendt efter Dokfor Herløv , et andet efter Pastor 
Hlervig . 
Da han kom tilbage , var Krampen ophørt , og 
den lille Pige laa stiv og blaae i Moderens Arme . 
Deodata var meget bleg . Da hun saae sin Husbonds 
forstenede Blik , følte hun saa stærkt , hvad han maatte 
lide , at hun næsten glemte sin egen Smerte . Hun 
saae bedende paa ham og sagde : „ Harald , er det 
meget slemt , meget farligt ? Hvad der end kommer , 
lad os bære det med hinanden ! “ 
„ Med hinanden ! “ gjentog han bittert . „ Hvad 
kan vel vi To bære med hinanden ? “ 
En iskold Gysen gjennemfoer hende . Vilde han 
atter opreist Skillemuren imellem dem , nu da de 
trængte saa haardt til at støtte hinanden ? Dog snart 
lagde hendes lille Pige Beslag paa alle hendes Tanker 
og Evner ; thi et nyt Krampeanfald , voldsommere 

end det første , rystede igjen den lille Skabning . Lidt 
efter kom Dokfor Herløv . Hans betænkelige Miner 
gav kun lidet Haab . Han gjorde Alt , hvad der 
kunde gjøres , men Krampeanfaldene vedbleve , det ene 
efter det andet , med stedse kortere Mellemrum . Pastor 
Hlervig og hans Hustru kom , og saaledes oprandt 
den Stund , Deodata nylig havde glædet sig til som 
til den lyseste og lykkeligste i sit Liv . I den stille 
Stue , uden al ydre Høitidelighed , blev „ Maria 
Vågner “ optaget i den hellige Daab . Stakkels lille 
Barn ! eller rettere : lykkelige , lille Barn ! hun naaede 
kun at faae Herrens Korsmærke for i det samme at 
bæres ind til hans Herlighed . Saasnart Daaben 
var fuldbyrdet , kom endnu et frygteligt Anfald ; 
Doktor Herløvs Stemme lød sagte og sørgmodig : 
„ Jeg troer , det er det sidste ! “ Deodata tog Barnet i 
sine Arme for at høre det sidste Aandedræt , for at 
faae det sidste Blik — ak , det sidste Blik fra disse 
stive , fordreiede Øine , i hvis rene Speil hun for faa 
Timer siden saa haabefuld havde seet en Verden af 
Fred og Glæde . Harald skjulte sit Ansigt i sine 
Hænder — et svagt Suk , og Alt var forbi . Harald 
løftede Hovedet ; han saae den Lille , til hvilken han 
allerede havde knyttet saa mange Forhaabninger , ligge 
stiv og kold , og der leirede sig et Udtryk af bitter 
Smerte og stum Fortvivlelse i hans Træk . Pastor 

Hlervig strakte Haanden ud imod ham og vilde tale , 
men Harald viste ham tilbage med en afværgende 
Bevægelse , der tydeligt sagde , at han forsmaaede enhver 
Trøst , og derpaa forlod han Stuen uden et 
eneste Blik paa sin Hustru . Arnold nærmede sig da 
til den blege , stille Moder . „ Gud styrke Dem , kjære 
Fru Vagner ! “ sagde han ; „ det er en tung Prøvelse , 
men De vil troe , at det er idel Kjærlighed . “ 
„ Tør jeg troe det ? “ spurgte hun , idet hun saae 
op paa ham med et Udtryk af ubeskrivelig Smerte . 
„ Tør jeg troe det ? er det ikke et Tegn paa Guds 
Vrede ? “ 
„ Nei , visselig ikke . I sin store Kjærlighed til 
Dem under den himmelske Fader Dem denne Prøvelse ; 
det er Kjærlighed , tro det kun ! Han vil opdrage 
Dem gjennem Sorgen , han vil drage Dem fastere 
til sig , — han vil styrke Dem , han pil sende sin 
Trøsf , sit Lys , sin Fred dybt ned i Deres Hjerte 
midt i Sorgen , naar De kun vil bede ham derom . “ 
„ O , er det Kjærlighed , da skal jeg ikke klage , “ 
svarede Deodata med blød Stemme , og velgjørende 
Taarer trængte sig frem . „ Jeg kunde dog aldrig 
vente at beholde en saadan Lykke — en saadan Glæde ! 
Min lille Fredsengel ! “ hviskede hun sagtere , mens 
hun bøiede sig dybere ned over Barnet , hvis lille 
Ansigt atter i Døden havde faaet et lyst og fredeligt 

Udtryk . „ Var Du altfor lys og mild for mig ? Ak , 
din stakkels Moder fortjente jo end ikke et eneste 
Glimt af den Glæede , Du bragte , min Solstraale ! 
Nu er den forbi , men Gud skee Lov for Dig ! Gud 
skee Lov for Glæden , Du bragte , hvor kort den end 
var ! “ Og hun vuggede det lille Lig i sine Arme , som 
om det endnu var det levende Barn , hun talte til . 
Arnold og Ingeborg blev længe hos den unge 
Moder . Hun var saa mild og rolig i sin Sorg , at 
det forundrede dem , og der syntes ikke at være noget 
tröstende Ord at sige hende , som hun ikke havde sagt 
sig selv ; men de ønskede at lade hende føle deres 
kjærlige Deltagelse , da han , som skulde have delt 
Sorgen med hende , slet ikke viste sig . 
Omsider gik de dog , og Deodata sad ene med 
sine tunge Tanker . Hvor rig havde hun ikke følt sig 
Aftenen før , trods Alt , hvad der manglede hende ! 
Det havde været hende , som om hendes Barn bragte 
Trøsf for alle Savn , Lægedom for alle Saar , det 
var hende , som om hun læste en Rigdom af Haab i 
de blaae Barneøine . Og nu , hvor var hun ikke 
fattig ! En Hustru , uden sin Ægtefællæs Kjærlighed 
og Agtelse , en Moder , berøvet sit Barn ! Hvor 
glædeløs laa ikke Livets Vei for hende . Ingen at 
leve for , intet Haab om en lysere Fremtid ! Deodata 
saae fremad , — hun saae den smalle , tunge Tornesti , 

som hun havde at vandre , men hun fortvivlede ikke . 
Hun kunde bære Smerten nu , thi hun følte , at det 
var Herren selv , der lagde Korset paa hendes Skuldre , 
og han vilde ogsaa hjælpe hende til at bære det . 
Selvbebreidelser : pinte hende ikke mere ; thi hun vidste , 
at Gud havde forladt hendes Synd . I denne faste 
Forvisning ligger der Kraft til at tømme Lidelsernes 
Skaal . 
Saaledes sad den unge Hustru , helt fordybet i 
sin Smerte , da hun endelig igjen hørte de velkjendte 
Fodtrin , og strax efter stod den mørke Husbond ved 
hendes Side . Hans Blik udtrykte en haard , forstenet 
Smerte , og hans Læber vare fast sammenpressede . 
Deodata iagttog bedrøvet hans mørke Aasyn , hun 
længtes saa inderligt efter at tröste ham , men hun 
vidste vel , at dertil havde hun ikke Evne , ikke Ret . 
Hun sagde da ikke et Ord , men hun saae op paa 
ham med et udtryktsfuldt , mildt og sørgmodigt bedende 
Blik , der tydeligt bsnfaldt ham om ikke atter at vende 
sig fra hende ; men om han end forstod den stumme 
Bøn , besvarede han den blot med det koldeste af de 
kolde og haarde Blik , der saa ofte havde gjennem - 
isnet hende . Hun kvalte et Suk og sænkede atter de 
bedende Øine , men da Tausheden blev hende for 
pinlig , sagde hun tilsidst frygtsomt : „ Pastor Hlervig 

bad mig hilse Dig ; han vilde gjerne have talt med 
Dig . “ 
„ Jeg vil helst være fri , “ svarede Harald i en 
haard Tone . „ Det baader kun lidt at tale om sin 
Sorg . Jeg har kun knuste Forhaabninger at see hen 
paa , men jeg ønsker ikke at tale derom . “ 
„ Harald , “ begyndte hun atter , endnu mere frygtsom ; 
„ vil Du ikke følge ind med mig og see , hvor 
yndig , hvor fredelig hun seer ud , — det vilde vist 
gjøre Dig godt . “ 
„ Du er neppe den , der veed , hvad der vil gjøre 
mig godt , “ svarede han haardt ; „ naar jeg længes 
efter at see paa min lille Pige , skal jeg gaae til 
hende , men der er jeg helst alene . — Hvor kunde jeg 
være saa taabelig at troe , at nogen Velsignelse kunde 
blive hos os ? “ sagde han lidt efter og begyndte at 
gaae op og ned ad Gulvet med heftige Skridt . „ Maa 
ikke Velsignelsen flygte fra et saadant Hjem ? “ Og 
han lo — lo haanligt , som om han vilde spotte med 
sin egen Smerte . — „ Harald , “ bad hun atter , „ hufl , 
at det er Gud , som sender os denne Sorg ! “ 
„ Troer Du ikke , at jeg mindes det ? “ var hans 
Svar . „ Troer Du , det er nødvendigt at fortælle mig 
det ? “ Her standsede han tæt foran hende og betragtede 
hende stift med et knusende Dommerblik . 
„ Troer Du ikke , jeg veed , at det er den retfærdige 

Gud , som sender os denne Sorg ? “ vedblev han , idet 
han høitideligt løftede den ene Haand iveiret , „ den 
retfærdige Gud , som straffer Løgnen , som tager sin 
Velsignelse fra den Pagt , der blev sluttet i Usandhed 
og Bedrag ! Han lader sig ikke spotte , — og er 
hans Navn , hans hellige Alter bleven misbrugt til 
at tjene en Løgn , da stat han ikke lade det være 
ustraffet . Derfor sender han Forbandelsen til det 
Hjem , der ikke er et Hjem , til det Ægteskab , som kun 
er en Vanhelligelse ; derfor river han Barnet fra 
Moderens Favn , at hun ikke skal smage Moderglæden , 
hun , som krænkede Ægteskabets Hellighed , som stod 
for Herrens Alter med en Løgn paa sine Læber og i 
sit Hjerte ! Gud er en retfærdig Dommer , „ en Hævner 
af Uret ; “ troer Du ikke , jeg føler , at det er 
hans Haand , der falder tungt paa os ? det er 
Straffen , Deodata , som Løgnen altid fører med sig ! “ 
Klar og skarp havde hans Stemme lydt i hendes 
Øren , og den var hende som Forkyndelsen af en 
frygtelig Dom , der vilde udslette al Forvisning om 
Guds tilgivende Kjærlighed af hendes Hjerte . Var 
hun da ikke straffet nok ? vilde han nu bore Smertens 
Pil dybere og dybere i hendes Bryst ? Han 
havde sagt , at han tilgav hende , og dog — midt i 
hendes tunge Sorg — mindede han hende om hendes 
Brøde i Udtryk , som vare haardere end nogensinde 

før . „ Harald , vær barmhjertig ! “ fremstammede 
hun bedende , men han svarede ikke og forlod hende . 
Næste Morgen gik Ingeborg atter til Egeved . 
Hun traf Deodata ene ved sit Barns Lig , stirrende 
paa det lille , ubevægelige Ansigt , som hun ikke kunde 
blive mæt af at betragte . Hun saae op med et mildt 
Smil og rakte hende Haanden . „ Tak , Du kjære , 
trofaste Ingeborg ! at Du atter vil komme til mig . 
Det gjør saa godt at see ind i dine milde , deltagende 
Øine . “ 
Og da Ingeborg satte sig ved hendes Side , med 
sin Arm om hendes Liv , aabnede hun sit Hjerte for 
hende — det trængte saa haardt til at aabne sig . 
„ Nu kan jeg takke Gud , “ hviskede hun , „ fordi han tog 
mit lille Barn bort fra denne mørke Jord . Hun 
skal aldrig , “ her blev Stemmen svagere , og Øinene 
sænkede sig mod Gulvet , „ voxe op til den sørgelige 
Bevidsthed , at hendes Fader foragter hendes Moder , 
hun skal aldrig lære al denne Elendighed at kjende ! 
O , Ingeborg , jeg har nu en Engel hos Gud , som 
vil bede for mig , at jeg maa faae Lov til at komme 
op til hende engang — efter den lange , lange Strid 
— trods al min Uværdighed . “ 
Ingeborg svarede ikke ; hun trykkede kun taus og 
med Taarer sin Veninde til sit Bryst . „ Jeg har en 
Bøn til Dig , Ingeborg — til Dig og din Husbond , “ 

vedblev Deodata sagte . „ Maa min lille Pige 
ligge ved Alfreds Side oppe paa Kirkegaarden ? Det 
vil være saa godt og velsignet at have hende der , og 
jeg kan da besøge begge Grave paa engang . “ 
„ Det vil være os kjært , dyrebare Deodata ! Vi 
vil gaae derhen med hinanden , men vi vil aldrig 
glemme , at der ere vore Børn ikke , — de ere løftede 
op i Gud Faders egen Favn , og der skal vi ved 
Guds Naade finde dem igjen . “ 
„ Ja , jeg tør troe det nu , Ingeborg ! trods al 
min Uværdighed veed jeg nu , at ogsaa min Synd er 
forladt . O , kunde blot Harald ret føle dette , at det 
kunde mildne hans bittre Sorg ! Vil ikke din Husbond 
tale til ham derom , Ingeborg ? “ 
„ Gjør det selv , kjære Deodata ! “ Men Deodata 
rystede sørgmodig paa Hovedet , og Ingeborg 
sagde ikke mere ; thi hun forstod hendes vemodige 
Blik , der sagde saa tydeligt : „ jeg kan Intet udrette 
hos ham ! “ „ Arnold holder saa meget af din Husbond , “ 
sagde hun blot , „ men han er bleven saa indesluttet 
og tilbageholden i den sidste Tid . Der var en 
Tid , Deodata , da han kunde tale med os om sine 
dyrebareste Interesser , — dengang , da han med saa 
inderlig Glæde beredte sit Hjem til at modtage sin 
unge Hustru . Hvor lyste hans Blik ikke dengang af 
Glæde , naar han talte om Dig ! “ 

Ak , hvis Ingeborg havde haabet at oplive Deodafa 
ved at minde hende om hendes Husbonds Kjærlighed , 
forfeilede hun sit Maal ; thi Intet var smerteligere 
for den ulykkelige , unge Hustru end at erindres 
om den Kjærlighed , hun havde forspildt , og som hun 
nu saa længselsfuldt sukkede efter . 
Tredivfe Kapitel . 
? L ) er var en lille Grav paa Kirkegaarden tæt ved 
Siden af Alfreds , og derhen gik Deodafa hver Dag 
i den kolde , mørke December . Det syntes , at hendes 
Liv skulde være en Vandring mellem Grave . Hun 
havde havt sin Moders Grav i det gamle Hjem , hun 
havde nu sit Barns i det nye . Vel maatte hendes 
Hjerte længes bort til dem , der forlod hende , men 
hun følte sig endnu fast bunden til Jorden , hun 
havde endnu Nogen at elske , og saa længe en Kvinde 
har det , vil Livet aldrig blive hende ganske mørkt . 
Af denne opvaagnende Kjærlighed øste Deodafa et 
Væld af Styrke — til at taale og lide , næsten til at 
haabe . Da hun i de første Dage efter sin lille Piges 

Død iagttog sin Husbonds mørke , fortvivlede Smerte , 
følte hun først Kjærligheden til ham vaagne , men 
den kom stærk og lidenskabelig , som hendes Kjærlighed 
maatte være . Hun kunde kun ret holde af nogle 
Faa , men der var en mægtig Evne til at elske skjult 
i hendes Inderste . Det viste hun , da hun efter sin 
Moders Død osfrede sig ganske før sin Fader , og 
ligesom hendes Kjærlighed til Faderen var voxet i 
Styrke , alt som han blev mere kold og haard , var 
hendes Husbond hende nu kun saa meget dyrebarersk 
fordi han vendte sig fra hende i Uforsonlighed . 
Hans Ømhed havde ikke mægtet at fremdrage Hjertets 
skjulte Perle , men under Strenghed , Kulde , Spot 
og Foragt voxede Kjærligheden frem hos hende . Der 
var noget Vemodigt ved denne Kjærlighed , der kom 
før silde , der ikke kunde fremlokkes , da den søgtes , 
og først vaagnede under Asfen af den Kjærlighed , 
der skulde have været dens Vogter ; men den forædlede 
og modnede Deodatas hele Væsen , og den lærte 
hende at bære og at taale . 
Deodata gik altid ene til Graven ; Harald fulgte 
hende aldrig , og hun vovede ikke Heller at bede ham 
derom . Han var mere mørk og indesluttet end nogensinde 
før . Hans Hustru hørte neppe et Ord fra 
hans Læber ; han havde endogsaa tabt Ønsket om at 
bevare hint ydre Skin , han før holdt saa fast paa ; 

Alt var ham ligegyldigt , Intet i Verden havde Værd 
for ham , ikke engang Menneskenes gode Omdømme . 
Han besøgte aldrig sine Venner med sin Hustru og 
ik aldrig ud med hende ; han gik sine Veie og lod 
hende gaae sine , og var han hos hende , sad han taus 
og kold og undveg hendes sørgmodige , bedende Blik . 
Han syntes ganske at have glemt , at han havde tilgivet 
hende — det var , som om hendes Brøde netop 
nu ret stod for ham i sit fulde Lys . Han var grum 
og uretfærdig , men i Deodatas Hjerte havde han nu 
sin varmeste Forsvarer ; havde han blot anet det ! — 
Hun frikjendte ham for al Skyld , hun kaldte hans 
Vrede retfærdig — denne tause Vrede , der var værre 
end enhver Bebreidelse — og hun bar den ydmygt . 
Hver Gang hun sønderknustes af Kulden i hans Blik 
og Væsen , mindedes hun , hvorledes han engang 
havde været ; da saae hun ham for sig med Øiet 
lysende af Varme og hørte den milde Klang i hans 
Stemme fra de svundne Dage . Mangt et Træk fra 
hine første Maaneder , hun saa lidet havde paaskjønnet , 
mangt et Tegn paa hans Ømhed og kjærlige 
Omsorg , som hun dengang neppe havde lagt Mærke 
til , steg nu levende frem for hendes Tanke , før at 
anklage hende og forsvare ham . Ja , hun frikjendte 
ham før al Skyld , hendes alene var Brøden ! Havde 
han ikke givet hende Alt , hvad en Mand kan give en 

Kvinde , og hvorledes havde hun lonnet ham ? Desto 
meer smertede det Hende derfor at see den tunge 
Skygge , der altid hvilede over hendes Husbonds 
Aasyn , at føle , hvor fattigt hans Liv var , hvor dybt 
den sidste Skuffelse havde ramt ham , at see ham 
ulykkelig og da at føle , at hun , som nu gjerne vilde 
have offret Alt før ham , selv var den Byrde , der 
tyngede ham haardest . Hun vidste vel , at hun personlig 
ikke havde den ringeste Magt til at trøste ham , 
men ad tusinde smaa , skjulte Veie søgte hun Midler 
til at oplive ham lidt og vende hans Tanker mod 
det , der før havde havt Værd før ham . Men det 
var lutter mislykkede Forsøg , — han var uimodtagelig 
før Alt , — selv Hlervigs undgik han nu helst . 
Han opdagede aldrig sin Hustrues skjulte Hensigt ; 
dog blev hun ikke træt af de mislykkede Forsøg , og , 
mens han fjernede sig mere og mere fra hende , sad 
hun og grundede paa , hvad der vel kunde være godt 
før ham . 
Selv de , der havde dømt Deodata strengest , vilde 
have følt Medlidenhed med hende nu , om de havde 
seet hende Dag for Dag , Uge for Uge sidde og vente 
paa et eneste venligt Blik , et eneste forsonende Ord 
og aldrig møde andet end Kulde og Haardhed . De 
vilde have følt Medlidenhed med hende , naar de havde 
seet hende sidde ensom og lytte efter de Fodtrin , 

som ikke kom , med Hjertet bankende af Længsel efter 
alt det , hun kunde have eiet , mens Svaret paa de 
brændende Ønsker atter og atter lød i hendes Øren : 
„ den dræbte Kjærlighed kan ikke gjenoplives , den 
grusomt skuffede Tillid kan ikke fornyes — det er 
umuligt . “ Disse Ord var hende som en uigjenkaldelig 
Dom , der jog Haabet bort , naar det en enkelt 
Gang vilde titte frem gjennem de mørke Skyer . Der 
var da ogsaa Timer , hvor hendes heftige og lidenskabelige 
Natur brød alle Skranker , hvor hun kastede 
sig ned og brast i en vild Hulken , hvor hun , ude af 
sig selv , kaldte paa sin Moder , paa sit Barn , at de 
skulde komme og tröste hende — hun kunde ikke bære 
Byrden alene . Ester saadanne Udbrud fulgte da 
altid Anger og Ængstelse for , at hun behøvede endnu 
haardere Tugtelser , siden hun endnu var saa utaalmodig . 
Disse Udbrud tilhørte ogsaa kun Ensomheden ; 
ligeoverfor sin Husbond var Deodata altid blid , ydmyg , 
taalmodig ; og hun syslede omkring ham saa 
ubemærket som muligt med disse smaa Opmærksomheder , 
hvormed Kvinden kan gjøre Mandens Hjem 
saa hyggeligt og tillokkende . 
Alt det saae Harald godt ; han saae , at hans 
Hustru Dag før Dag kom mere til at ligne hans 
Ideal af en Kvinde , men han gjorde sig Umage før 
at lukke Øinene før det ; hun kunde Intet være før 

ham , sagde han til sig selv ; han vilde ikke modtage , 
hvad der kun blev givet af Pligt , og saa stødte han 
hende tilbage atter og atter , indtil hun tilsidst ikke 
vovede at nærme sig til ham , undtagen hvor hun 
netop ansaae det før nødvendigt . 
Imidlertid hengav Deodata sig ikke til en ørkesløs 
Grublen over sine Sorger , en sygelig Fasthængen 
ved den Kjærlighed , der var kommen før silde . Nei , 
hun indsaae godt , at hendes eneste Lægedom var Arbeide 
og Virksomhed , og hun sørgede før bestandig at 
finde Noget at virke før . Hun følte dybt , hvor egenkjærlig 
hun før havde været , og nu , da hendes Hjerte 
var blevet saa varmt , længtes hun efter at kunne være 
Noget for Andre . Hun kunde Intet være for ham , 
der stod hende nærmest af Alle , men hun vilde da see 
omkring sig , om hun ikke kunde opdage Nogen , hvem 
selv hendes svage Evner kunde bringe Trøst . Hun 
mindedes nu , hvorledes Harald , inden de blev gifte , 
havde talt om , at han ønskede , hun skulde være hans 
Medhjælp i at udbrede Lykke og Velsignelse omkring 
dem , og at han ønskede at see hende udføre Kvindens 
skjønneste Gjerning : at komme med Hjælp og Trøst 
til de Trængende og Lidende . Hun havde lyttet opmærksomt 
nok den Gang , men siden havde hun glemt 
det og aldrig gjort mere , end hvad hendes Husbond 
forlangte . Nu mindedes hun det atter , nu , da det 

var ' for sent at gjøre Noget for at være ham til 
Behag . 
Det var en kold , streng Vinter , og der var 
megen Rød og Fattigdom trindtomkring . Deodata 
vilde ikke vente , til den meldte sig , men hun opsøgte 
dem , der led , bragte den Hjælp , hun kunde , og ledsagede 
den med milde , deltagende Ord , der tidt betydede 
endnu mere end Gaven . 
I Ingeborgs Venskab fandt hun ogsaa sin Trøst , 
men sin Fortrolighed gav hun hende ikke mere : hun 
undgik at tale om sit Forhold til sin Husbond og 
fortred de Ord , der var undslupne hende Dagen efter 
hendes lille Piges Dsd . 
Efogfredivfe Kapifel . 
Harald syntes endnu kold ligeoverfor sin Husfru 
men han var det ikke mere . Den haarde Isskorpe 
havde begyndt at briste , den brast mere og mere Dag 
for Dag , og der blev atter varmt . Han havde troet , 
at hans Kjærlighed var dræbt for stedse , da den saa 
grusomt blev skuffet ; men den sande Kjærlighed kan 

aldrig døe , om den end kan slumre dybt og længe , 
og Harald følie nu , at den vaagnede igjen og det med 
fornyet Styrke . Nu , da hans Husfru mødte ham 
med Blidhed og Ydmyghed , da hendes Øine bestandig 
udtrykte Anger og Længsel efter at gjenoprette det 
Skete , nu steg Kjærligheden igjen frem af sit Skjul 
og gjorde sine Krav gjældende . Han vilde jage den 
bort , hans Stolthed vilde ikke lytte til dens Stemme , 
men det var en paatrængende Røst , der ikke vilde 
bringes til Taushed , og den havde saa meget at sige 
ham . Med Kjærligheden vaagnede alle de gamle 
Længsler paany — Længsel efter et Hjem med Solskin 
og Hygge , Fred og Kjærlighed , et Hjem , hvor 
der var Sympathi og Enighed , hvor Mand og Hustru 
bare hinandens Byrder og støttede hinanden i Kamp 
og Modgang , — disse Længsler trængte sig frem 
igjen og gjorde hans Hjerte uroligt . Og naar han 
da iagttog denne unge Kvinde , der skulde have virkeliggjort 
disse Drømme , naar han saae hende med den 
stille Glands i Øiet , der altid findes hos den , som 
ikke søger sit Eget , men fortaber sig i Tanken om en 
Anden ; naar han saae hende saa mild og blid , saa 
kvindelig yndig i al sin Færd , da oprørtes han — 
ikke mod hende , men mod den ubarmhjertige Skjæbne , 
der ikke havde villet skjænke ham det , han havde attraaet 

mere end alt Andet , det , han endnu heftigt 
attraaede , selv om han ikke vidste det . 
Men hun anede Intet af alt dette ; han skjulte 
det for hende under den gamle Kulde ; thi stærkere , 
end hans Medlidenhed med hendes glædeløse Liv , 
stærkere , end hans Kjærlighed og vaagnende Længsler , 
var endnu hans Stolthed , der ikke vilde lade Nogen 
ane hans sande Følelser . Hans Hustru skulde og 
maatte ikke vide , hvor kjær hun var ham , hvor lykkelig 
hendes Kjærlighed vilde have kunnet gjøre Harn ; 
han ønskede , at hun skulde vedblive at troe , hvad han 
engang havde sagt i Miskjendelse af sit eget Hjerte . 
Og denne samme haardnakkede Stolthed drev ham til 
af tilbagestøde hvert et svagt og frygtsomt Forsøg paa 
Tilnærmelse fra Deodatas Side ; han vilde ikke modtage , 
hvad der blev givet af Pligt , han , som havde 
attraaet den Kjærlighed , der giver Alt frit , fordi den 
kan ikke andet . Han vilde have Alt eller — Intet . 
Derfor blev Deodata atter og atter stødt tilbage , 
indtil hun endelig , efter saa mange frugtesløse Forsøg , 
opgav nogensinde af være det ringeste for ham , 
af alt det , hun saa inderligt ønflede . 
Men da Harald ikke mere mødte disse frygtsomme 
Forsøg paa af gjenvinde hans Fortrolighed , 
da savnede han dem , da glemte han , af det var ham 

selv , der havde stødt dem fra sig , og hans Sind blev 
mere mørkt og bittert end sædvanligt . 
Saaledes hengik de korte , kolde Vinterdage og de 
lange Vinteraftener , der ere saa lange for den Ensomme . 
Manden og Hustruen sad hver i sit Værelse , 
med Døren lukket imellem sig , mens Hjerterne bankede 
af den samme Længsel — Længsel efter Fred og Forsoning , 
Kjærlighed og Forstaaelse . Et Ord kunde 
have bortjaget den mørke Skygge , der adskilte dem , 
men Ingen af dem udtalte dette Ord — den ene 
vilde ikke , den anden turde ikke — og Skyggen 
blev mørkere Dag for Dag . 
Toogiredivfe Kapitel . 
Älter skinnede Foraarssolen over Land og Hav , atter 
stode Bøgene i Knopper . Et rigt Blomsterflor dækkede 
Alfreds og lille Marias Grave og talte til de 
unge Modres Hjerter om Livet og Glæden , som var 
beredt deres Smaa . Daglig gik Deodata endnu til 
den kjære , lille Grav , der gjemte Støvet af hendes 
korte Glæde , og stundum fældte hun bittre Taarer 
over sin tabte Skat , der , som hun mente , vilde have 

slukket alle hendes Længsler og udfyldt alle hendes 
Savn . Men der var andre Tider , hvor hun igjen 
kunde takke Gud , fordi han for evigt havde taget 
hende bort fra Synd og Sorg , fordi hun ikke skulde 
voxe op i det mørke Hjem og see sine Forældres 
ulykkelige Forhold . 
En Dag modtog Harald et Brev , hvis Udskrift 
bragte ham til at studse ; Deodata iagttog hans Ansigt , 
mens han læste det , og hun saae ham blive bleg 
og tilsyneladende stærkt bevæget . Da han lagde 
Brevet fra sig med en utaalmodig Bevægelse , spurgte 
hun frygtsomt : „ Fik Du ubehagelige Efterretninger ? “ 
„ Idetmindsfe ikke behagelige , “ svarede Harald , 
idet han reisfe sig og begyndte at gaae op og ned ad 
Gulvet , — altid et Tegn paa , at hans Sind var i Oprør . 
„ Dette Brev underretter mig om , at min Onkel 
i Sverig er død , og at min Nærværelse er nødvendig , 
da jeg er hans eneste Arving . Arving ! jeg veed , 
hvad det vil sige . En uendelig Mængde forviklede 
Sager at bringe i Orden , Gjæld allevegne , og naar 
endelig , efter meget Arbeide , Alt er bragt i Orden , 
vil der dog ikke være nok til at betale Gjælden . Det 
er haardt at møde som Arving og eneste Slægtning 
af en Mand , der ikke havde et eneste Menneskes 
Agtelse . “ 
„ Din Onkel i Sverig ? “ spurgte Deodata forundret . 

„ Du har aldrig omtalt ham — jeg har 
aldrig vidst , at Du havde nogen Slægtning der . “ 
„ Han var min Faders Broder ; men det er 
ganske rigtigt — jeg har aldrig omtalt ham , thi jeg 
har ønsket at kunne glemme hans Tilværelse . Der 
var aldrig nogen Forbindelse imellem os , og jeg har 
ikke seet ham , siden jeg var Barn . Det var ham , 
der gjorde sin Broder , min Onkel Jørgen , saa stor 
en Uret , at han maatte skye sit Fædreland , og denne 
Uret var det , der kastede sin Skygge over Onkel 
Jørgens hele Liv ; det var en Sorg , han aldrig forvandt . “ 
„ Hvad 
var denne Uret og denne Sorg ? “ spurgte 
Deodata med levende Intresse . „ Du fortalte mig , 
mindes jeg , at din Onkel var melankolsk , men — Du 
talte aldrig om nogen enkelt stor Sorg , der formørkede 
hans Liv . “ 
„ Du viste saa liden Interesse for ham , Deodata , 
dengang jeg saa gjerne vilde tale til Dig om Alt , 
hvad der laa mit Hjerte nær , og siden — siden har 
vi To ikke talt meget med hinanden . Min Onkels 
Sorg var den , som tynger haardest — sluftet Tillid , 
bedraget Kjærlighed . Og det var hans egen Broder , 
der kom som Fristeren i hans Paradis . Ønsker Du 
at høre Historien ? den er snart fortalt , men endnu 
den Dag idag kan den bringe mit Blod i Kog . “ 

„ Hvis det ikke er Dig imod , vilde jeg gjerne . “ 
„ Nu da . Mine Bedsteforældre havde tre Sønner . 
Den ældste , Onkel Jørgen , var deres Glæde 
og Stolthed ; alt fra sin Barndom var han en trofast 
Støtte for sine yngre Brødre . Min Fader 
elskede ham , men den yngste Broder lærte snart at 
misunde ham , fordi han i saa rigt Maal havde 
Forældrenes Tillid . Denne Misundelse fødte mangen 
en ond Handling , men , efter hvad min Fader har 
fortalt mig , bar Onkel Jørgen over med Alt i Mildhed 
og Sagtmodighed og skjulte sin Broders Feil med 
Kjærlighedens Kaabe . Du seer “ , tilføiede Harald 
med et sørgmodigt Smil , „ at min Onkel var saare 
forskjellig fra mig ; han fik mig aldrig lært at bære 
over . Imidlertid var Onkel Edvards Feil saa mange 
og store , at de ikke kunde skjules . Han var ødsel , 
letsindig , forlystelsessyg og gjorde sine Forældre den 
ene Sorg efter den anden . Ofte blev den ældste 
Broder fremstillet for ham som et Monster , hvilket 
kun end mere forøgede hans Misundelse og Skinsyge . 
„ Min 
Fader var bleven meget tidlig gift , men 
det var en almindelig ' Mening i Familien , at Onkel 
Jørgens Hjerte aldrig vilde blive fængslet af nogen 
Kvinde . Dog — dette viste sig at være en stor 
Feiltagelse . Nogle Aar efter min Faders Giftermaal 

kom en ung , forældreløs Pige i Huset hos mine 
Bedsteforældre . Hun var af Naturen udrustet med 
Alt , hvad der fængsler og tiltrækker . Da hun var ualmindelig 
smuk , livlig og yndig , drog hun Alle til sig . 
Jeg har endnu en svag Erindring om hende som et straalende 
Væsen , der syntes at kaste et Lys ud over All , 
hvad der kom i Berøring med hende . Hun erobrede 
Alles Hjerter , og mine Bedsteforældre opfyldte alle 
hendes Ønsker ; hun lærte snart , at hun var uimodstaaelig , 
at , hvor alle Andre fik Nei , maatte hendes 
bedende Øine og indsmigrende Stemme altid aflokke 
et Ja . Onkel Jørgen , der var alvorlig og i 
høieste Grad tilbageholden overfor den unge Pige , 
kom senesl under hendes Indflydelse , men han kom 
det ogsaa tilgavns . Langsomt og gradvis trængte 
hun sig ind i hans Hjerte , men den Kjærlighed , hun 
vakte , var dyb og trofast . Han sagde hende , at han 
elskede hende — efter lang Tøven og Kamp , thi 
han var bange for , at hun var altfor ung og livsglad 
for ham ; men da hun saae op paa ham med 
sine straalende Øine og sagde , at hun aldrig vilde 
have kunnet elske nogen anden Mand end ham , da 
tvivlede han ikke derom , men var lykkelig og glædede 
sig ved hendes barnlige Kjærtegn og hendes Udbrud 
af beundrende Kjærlighed . Mine Bedsteforældre ansaae 
Hilda for at være for ung og uerfaren , til at 

blive gift det første Aar ; derfor ønskede Onkel Jørgen , 
. at Trolovelsen skulde holdes hemmelig , og foretog 
imidlertid en Reise i England og Skotland for at 
gjøre sig bekjendt med Landbruget der . Han forlod 
sin Fæstemø , fuld af glade Fremtidsanelser ; hun græd 
rigtignok og kaldte ham grusom , fordi han vilde forlade 
hende ; men han kyssede det forkjælede Barns 
Taarer bort med et Smil og haabede maaskee hemmeligt , 
at hans Fraværelse snarest vilde modne hende 
til Kvinde . Nogle Maaneder efter kom Onkel Edvard 
hjem for længere Tid . Han var smuk og munter , 
og Hilda , som begyndte at kjede sig , fandt meget 
Behag i hans Selskab . Onkel Edvard syntes snart 
kun at have Øre og Øie for hende , saa at hans 
Moder fandt det nødvendigt at aabenbare ham Hemmeligheden . 
Han brød næsten ud i Raseri ; skulde 
den Broder , som altid havde havt Alt forud for 
. ham , nu ogsaa frarøve ham den Pige , han elskede ? 
Hans Moder bad ham under disse Omstændigheder 
om at forlade Hjemmet ; men det vilde han ikke , han 
vilde hverken flye eller modstaae Fristelsen og fortsatte 
stadig det fortrolige Samkvem med den skjønne 
Pige . Hun var saa imødekommende , at min Bedstemoder 
tænkte netop paa at advare og formane hende , 
da — en Dag begge de Unge pludselig vare forsvundne . 
Et Par Dage efter fremstillede de sig atter Begge for 

Forældrene , kastede sig for deres Fødder og bønfaldt 
om Tilgivelse ; — de havde ikke kunnet modstaae den 
Magt , der drev dem til hinanden , sagde de ; de kunde 
ikke leve uden hinanden , og derfor havde de ladet sig 
hemmelig vie , for at ingen jordisk Magt skulde flille 
dem ad . Hilda haabede uden Tvivl , at hendes Taarer , 
hendes Bønner , hendes Kjærtegn , der pleiede at være 
uimodstaaelige , ogsaa skulde kunne udsone denne Brøde , 
men her var den uden Virkning — mine Bedsteforældre 
vendte sig bort i Foragt og Vrede . Dagen 
efter kom Onkel Jørgen hjem , for at træffe sin Brud 
som sin Broders Hustru . Hun var skamløs nok til 
at udbede sig en Samtale i Enrum med ham for at 
anraabe hans ZEdelmodighed til Fordel for Onkel 
Edvard , der maatte lide under Forældrenes Vrede . 
Men denne følte . Umuligheden af at blive i deres 
Nærhed , som han saa frygteligt havde forurettet ; det 
lykkedes ham at faae en Forretning i Sverig , og der 
opslog de deres Bo . Onkel Jørgen blev en anden 
Mand fra den Tid , siges der . Han var altid sørgmodig , 
levede et ensomt , indesluttet Liv , men Aar for 
Aar blev han mildere ag blidere og mere rede til at 
hjælpe og glæde . Jeg havde ham kjærere end min 
egen Fader , som jeg engang fortalte Dig , og de ' stille 
Dage hos ham høre til mine kjæreste Minder . Han 
var altid mild i sine Domme , men han advarede mig 

flere Gange mod at bygge paa en Kvindes Troflab 
og Sandhed , dog — da min Time kom , “ tilføiede 
Harald sagtere og mere som til sig selv , „ glemte jeg 
hans Advarsel . “ 
Deodata blegnede , og en Gysen gjennemfoer 
hende ; derpaa spurgte hun : „ Og hvorledes gik det 
videre den yngste Broder og hans Hustru ? “ 
„ Som man kunde vente : „ Hvad med Synden 
kommer , med Synden bortgaaer . “ Jeg kjender ikke 
deres nærmere Forhold , men af og til blev der dog 
hørt Noget om det . Hun høstede sin fortjente Løn 
og blev ulykkelig . Onkel Edvards Letsindighed vendte 
snart tilbage ; han spillede , drak og forødte det Lidet , 
han eiede ; hans Hustru overøste ham med Bebreidelser , 
og i deres Husliv var der fuldt op af Vrede og 
Tvedragt . De fik to Børn , som begge døde tidligt , 
og Onkel søgte at flukke Sorgen derover i endnu 
vildere Udskejelser . Han forsømte- sine Forretninger 
og fik tilsidst sin Afsfed . Han kjøbte da en Eiendom 
— hvorledes er mig endnu bestandig en Gaade — 
og syntes for en Tid at ville begynde et nyt Liv . 
Men det varede kun kort ; snart begyndte han atter 
at slaae Tiden ihjel ved Spillebordene og forsømme 
Gaarden , og Følgen var , at han sank dybere og 
dybere i Gjæld . Da hans Fader laa paa sit Dødsleie , 
reiste han hjem for at faae hans Tilgivelse ; her 

mødtes han igjen med Onkel Jørgen , men hvad der 
foregik imellem dem , veed jeg ikke . Onkel Edvards 
Fædrenearv gjorde ham det muligt at betale sin Gjæld , 
men han kastede sig snart ind i ny Elendighed , og 
naarsomhelst jeg har hørt hans Navn nævne , har det 
været i Forbindelse med Skam og Skjændsel . Hans 
Hustru døde , som man mente , af Græmmelse over 
hans Udskejelser , men Andre sagde rigtignok , at hun 
altid plagede og opirrede ham , til hun drev ham til 
det Yderste . Det er heller ikke usandsynligt , at hun 
— da hendes Skjønhed og Ynde , der var hendes 
eneste Styrke , tabte sin Magt over ham , — har overvældet 
ham med Bebreidelser . Hvis han sørgede over 
hendes Død , hvis han følte noget Samvittighedsnag , 
har det kun været en kort Opblussen , og snart blev 
han igjen den Gamle . 
„ O , døm ham ikke for haardt , Harald “ , sagde 
Deodata , „ nu da han er død ! “ 
„ Ja , og forfærdeligt er det at høre , hvorledes 
han døde . Siddende ved Spillebordet blev han ramt 
af et Slag , der næsten øieblikkelig gjorde Ende paa 
hans Liv . Uden Tvivl har han aldrig tænkt paa , at 
der engang kom en Regnflabsdag . “ 
„ Og Du er hans eneste nære Slægtning ? “ 
„ Ja , den eneste . Det er mig , som skal søge at 
bringe Orden i alle disse Forviklinger , betale en Uendelighed 

af Gjæld og gjøre Alt , hvad jeg formaaer 
for at borttage lidt af den Vanære , hvormed han har 
besmittet Bedstefaders og Onkel Jørgens høiagtede 
Navne . “ 
Han gik hurtigt ind i sit Værelse , og allerede 
næste Morgen reiste han . Vognen holdt for Døren , 
og Deodata ventede paa sin Husbonds sidste Farvel . 
Han anede kun lidt , hvor svært det faldt hende at 
sige ham det , og hvor inderligt hun ønskede at kunne 
holde ham tilbage eller reise med ham . Han bad 
hende gjøre sig det saa behageligt som muligt , mens 
han var borte , og hun takkede ham for hans „ Venlighed “ , 
men Hjertet sukkede efter noget ganske Andet . 
Hun stirrede efter ham , da han kjørte bort . Hvad 
vilde hun ikke have givet for et eneste varmt og mildt ' 
Blik , men han saae sig ikke tilbage . Et Øieblik efter 
fortrød han dog bittert , at han ikke havde faaet endnu 
et Glimt af dette blege , sørgmodige Aasyn , hvis Billede 
rigtignok var fast indpræget i hans Hjerte og fulgte 
ham overalt ; da bebreidede han sig sin Kulde og 
Taushed , men da var det for sent . 
Deodatas Tanker dvælede hyppigt ved denne 
Historie om Synd og Sorg , som Harald havde fortalt 
hende , og naar hun besøgte sin lille Piges Grav , 
standsede hun ogsaa ved den , der gjemte Støvet af 
Egeveds Eier , hvis Liv havde været saa fattigt paa 

Glæder , men dog ikke uden Kjærlighed . „ Salige ere 
de , som hungre og tørste efter Retfærdighed “ stod der 
paa Gravmindet , og hun turde vel haabe , at disse 
Ord i Sandhed kunde siges om ham . Skulde da 
aldrig Kjærlighed og Lykke fæste Bo paa Egeved ? 
Og var dog ikke Onklen mindre at beklage , end han , 
der for hele Livet var bunden til en Kvinde , for 
hvem han ikke længer havde Agtelse ? 
Ensomt og sørgmodigt hengik Dagene og Ugerne . 
Der var saa tomt og øde i de store Værelser , men 
Deodata tænkte ikke paa at søge noget Selskab ; der 
var kun En , hun længtes efter , kun En , hun savnede . 
Stundom undrede hun sig over sig selv , at hun kunde 
føle saa stærk en Længsel efter at see denne mørke , 
tause Skikkelse^ som dog kun paalagde hende Tvang . 
Men saa kjær var han bleven hende , at blot Bevidstheden 
om hans Nærhed var en Lykke , hun maatte 
længes efter . Som Dagene gik , begyndte hun at 
haabe at faae et Brev fra den Fraværende , men længe 
haabede hun forgjæves , og da hun endelig holdt et 
Brev fra ham i sin skjælvende Haand og forventningsfuld 
aabnede det , ak , da var det saa kort , saa 
koldt , saa isnende høfligt , at hun hellere havde undværet 
det : det lod hende kun endnu bittrere føle hans 
Kulde og Ligegyldighed . 

TreogfredivLe Kapitel . 
Harald Vagner sad ene i den sildige Aftenstund . 
Det var næsten Midnat , men han tænkte endnu ikke 
paa at gaae til Hvile , skjøndt denne Dag havde været 
anstrengende nok . Han havde nu lagt Arbeidet tilside , 
men mellem sin Farbroders Papirer havde han 
fundet en Pakke Breve , som han med Forundring 
saae , alle bar den ældste Broders Haandskrift , og disse 
sad han nu og læste , begjerlig efter Alt , hvad der var 
efterladt af den Slægtning , som havde været hans 
anden Fader . Og disse Breve gave ham ganske vist 
et nyt Indblik i det Liv , der havde været hans Ideal , 
aabenbarede , hvad han aldrig havde anet , hvad hans 
Onkel , der ellers skjænkede ham saa megen Fortrolighed , 
aldrig havde sagt ham . Det fremgik af dem , at 
da den yngste Broder stod blottet for Alt , havde han 
ikke skammet sig ved at henvende sig til den Broder , 
han saa grusomt havde forurettet , og anraabt ham 
om hans ZEdelmodighed^ Og han blev hjulpen — 
ved hvilke Opoffrelser , nævnede Broderen naturligvis 
ikke — saa han kunde begynde Livet igjen i en ny 
Stilling . Det Brev , der forkyndte denne Mdelmodighed , 
udtalte tillige den fuldeste Tilgivelse for Fortidens 

Uresk en Tilgivelse , saa mild og saa varm , at 
man vel skulde have troet , den maatte have smeltet 
den Letsindiges Hjerte og ført ham paa en bedre Vei . 
Efter dette Brev fulgte mange andre , fulde af Kjærlighed 
og Ømhed , hvori den ældre Broder formanede 
den Yngre , uden Strenghed , uden at dømme , blot med 
al den Mildhed og indtrængende Varme , der strømmer 
ud fra et kjærligt Hjerte . Han formanede ham 
atter og atter til at begynde et nyt Liv , til at vaage 
over sig selv , til at modstaae de gamle Fristelser , ja , 
han bad ham endog vise Kjærlighed og Overbærenhed 
mod sin Hustru — den Kvinde , der havde formørket 
hele hans Liv , var endnu Gjenstand for hans broderlige 
Omsorg . Ak ! alle disse Bønner og Formaninger 
vare spildte . De havde fremkaldt en flygtig Bevægelse , 
forbigaaende Anger , en øieblikkelig Beslutning , men 
alt dette var strax blevet hvirvlet bort af de onde Lysters 
endnu stærkere Magt . 
Dybt bevæget læste Harald alle disse Breve , men 
de forbausede ham tillige , thi hans uforsonlige Sind 
kunde ikke fatte , at en Mand saa fuldt og helt kunde 
tilgive den , der havde gjort ham den største Uret . 
Mellem nogle af Brevene viste Datoen , at der havde 
ligget et længere Tidsrum , og det fremgik af dem , at 
Orkel Jørgen intet Svar havde faaet fra sin Broder , 
men at tilsidst Rygtet bragte ham Bud om nye Feiltrin . 

Han stred da atter , for endnu at forsøge sin 
Magt ; han mindede om deres Barndomsdage , om 
mangt et Træk , hvor det lykkedes hans Overtalelser 
at drage den usfadige Dreng tilbage fra de mange 
Fristelser , der lokkede ham , han mindede om deres 
Kjærlighed til hinanden , han bad , han bønfaldt ham 
om at vende om . Det sidste Brev var dateret nogle 
Uger før Onkel Jørgens Død , da han allerede led af 
den smertefulde Sygdom , der endte hans Liv . Skriften 
var ogsaa rystende og utydelig . Det var den 
sidste Kraftanstrengelse før endnu at kalde den Vildfarende 
tilbage paa den rette Vei . „ Jeg kan ikke 
komme til Dig nu “ , skrev han tilsidst ; „ men Du vil 
komme til mig . Du vil forunde mig den Glæde , før 
jeg døer , at see Dig , at tale med Dig , at trykke Dig 
i mine Arme og sige Dig , hvor fuldt jeg har tilgivet 
Dig . Kom , min Edvard ! kom som den fortabte Søn 
til Faderhuset , til den himmelske Fader , som nu kalder 
gjennem mig ; o , hør og følg hans Røsf ! kom i 
Anger , Omvendelse og Tro ! und mig denne Glæde , 
før jeg døer , og Du har rigt betalt mig før hver Sorg , 
Du har voldet mig “ . Men Edvard var ikke kommen . 
Længe efter at Harald havde læst disse Breve 
blev han siddende i dybe Tanker . Der var noget 
haardt i hans Hjerte , der bøiede sig og gav efter . 
Saaledes , tænkte han , havde hans Onkel tilgivet de 

To , som havde bedraget ham og tilintetgjort hans 
Lykke ; og han , Harald , sandt det endnu saa svært at 
tilgive sin unge Husfru , der , om hun havde syndet 
imod ham , for længe siden havde angret det dybt . 
Han saae tilbage paa sin Barndom og mindedes de 
enkelte blide Formaningsord , han havde hørt fra sin 
Onkels Læber— hvad Virkning havde de havt ? hvor 
var den mildnende , forædlende Indflydelse , som han 
engang havde troet , at det hyppige Samliv med ham 
havde udøvet ? Han mindedes , at han engang som 
ganske ungt Menneske troede sig høilig fornærmet af 
en Kammerat og ikke var at bevæge til at række ham 
Haanden til Forlig , og hvorledes hans Onkel havde 
sagt til ham : „ Vær ikke saa stolt og uforsonlig , min 
egen Dreng ! staa ikke saa stivt paa din Ret ; Hjertet 
bliver haardt derved ! — Husk , Harald , at vor Frelser 
har sagt : „ Gud staaer de Hoffærdige imod , men 
de Ydmyge giver han Naade “ . “ Han havde givet 
efter den Gang , men siden — ak , det var ikke en 
Synd , som aftog med Aarene , den var voxet med 
dem . Hvor ofte havde han ikke staaet stivt paa sin Ret , 
hvor ofte havde han ikke hævet sig over Andre ! Han 
havde altid været saa rede til at dømme Andre , og 
det strengt nok , men havde han ogsaa dømt sig selv ? 
havde han seet Bjælken i sit eget Øie ? Havde der 
ikke ofte , naar han saae Andres Letsindighed eller 

Uredelighed , været en hemmelig Stemme i hans Indre , 
der glædede sig over hans eget retsindige Liv , 
som ikke havde nogen Plet eller Rynke , Intet , hvorfor 
han behøvede at blues ? — Skællet var nu faldet 
fra hans Øine ; han saae sit Liv i et andet Lys ; han 
saae , at havde det været retfærdigt , ærligt , rent i 
Verdens Øine , saa vare de haarde Domme og de 
hovmodige Tanker opskrevne paa Regnebrædtet hos den 
store Dommer . Og nu Forholdet til hende , der stod 
ham nærmest — hans Hustru ! — Hun havde havt 
Uret imod ham , men dog havde han lovet at være 
hende en trofast Ægtefælle , at bære over med hende i 
Kjærlighed , og hvorledes havde han holdt det ? Havde 
ikke hans Opførsel mod hende fra først til sidst i 
disse sexten Maaneder været Haardhed og Uforsonlighed ? 
Hun havde ydmyget sig for ham , men han 
havde ikke bøiet sig ; hun havde nærmet sig til ham , 
og han havde atter og atter stødt hende fra sig . Han 
mindedes sine haarde Ord den Dag , da deres Barn 
døde ; — han var optraadt som hendes Dommer , og 
var ikke hans Skyld større end hendes ? Skulde han 
ikke have staaet støttende ved hendes Side i Sorgen ? 
Havde der været hos ham blot en Gnist af den Kjærligheds 
Aand , der havde hersket i Onkel Jørgens Liv , 
vilde han da ikke i dyb Medfølelse for hendes Sorg 
og hendes glædeløse Liv have søgt af trøste hende , 

istedenfor af trykke hende dybere ned ? Han havde 
dømt hende saa haardt for det falsfe Løfte , hun gav , 
men aldrig havde han bebreidet sig selv , af han kun 
var bleven en kold og straffende Dommer for sin 
Hustru . Han gjorde det nu , han saae sit Liv klart 
med alle dets Skygger , saae , af han havde stolet paa 
sig selv , og af det havde altid manglet ham paa 
Kjærlighed og Ydmyghed . 
Morgensolens klare Straaler trængte ind igjennem 
Vinduet , da Harald endnu sad ved Bordet , med 
Haanden støttet til Panden , bleg og træt , men med 
en Glands i Blikket , som spaaede et Morgengry i 
Sjælen . Han vilde begynde Livet forfra — han havde 
fattet mange gode Beslutninger , men han byggede nu 
ikke deres Fuldbyrdelse paa sin egen Villieffyrke , men 
paa den Kraft , der kommer fra oven . 
Fireogtredive Kapitel . 
( §t andet Brev havde underrettet Deodata om hendes 
Husbonds Hjemkomst . Det var kort og koldt som 
det første , thi hun havde saaret ham dybt ved ikke at 
sende ham en eneste Linie ; det var ham et smerteligt 

Vidnesbyrd om , at hendes Hjerte var fast tillukket , 
og at hans Fraværelse var hende en Lettelse . 
Den ventede Dag var endelig kommen . Hvor 
det dog syntes hende længe siden , at han reisfe ! Dagene 
havde været saa lange , saa lange ; ak ! — det 
havde de ogsaa været før , men det glemte hun nu , 
det forekom hende nu , at blot hendes Husbonds Nærhed 
kunde bringe Glæde , kunde stille Savnet og 
Længslen , som havde gjort den forløbne Maaned saa 
lang og saa tung . Maatte han dog blot finde lidt 
Hvile og Fred i Hjemmet ! vilde han dog kun give 
hende Lov til at gjøre Noget før ham ! — Hun havde 
ladet Huset smykke til hans Komme og havde plukket 
en Rigdom af Blomster , som hun nu ordnede med 
Omhu ; — det var maaskee første Gang , hun tænkte 
paa at pryde sit nye Hjem med Blomster . Mens 
hun var sysselsat hermed , mindedes hun pludselig , 
hvad Harald havde sagt Dagen før deres Trolovelse 
om hendes eiendommelige Gave til at ordne Blomster , 
og hun rødmede ved Tanken . Vilde han vel nu 
ændse denne Gave ? vilde han vel lægge Mærke til , 
hvad hun havde gjort ? — Deodata havde næsten aldrig 
tænkt paa sit eget Ydre , allermindst siden hun 
blev gift , men da hun idag ordnede sit Haar foran 
Speilet , betragtede hun med Interesse det blege , alvorlige 
Ansigt , det gjengav , og greb sig selv i Ønsket 

om , at disse Kinder var mere blomstrende , at ' disse Øine 
havde mere Glands . Men det var kun et Øiebliks 
Indfald . Rødmende af Skamfuldhed rev hun sig med 
Magt fra disse Tanker . „ Hvor taabeligt ! Og hvad 
vilde det vel nytte mig , om Skjønhed , Liv og Ynde blev 
givet mig ! Vilde jeg vel derfor vinde et Gran af 
hans Kjærlighed tilbage ? — Det var dog aldrig min 
Skjønhed , han elskede , men den Trofasthed og Ærlighed , 
harr troede at sinde , og da han mistede Fristheden , 
svandt Kjærligheden — derfor kan den aldrig 
vindes tilbage ! “ Trøstesløse Tanke ! — den gjorde 
atter Sindet tungt , borthvirvlede atter Haabet , og da 
hun saae sig om i de lyse Stuer og saae paa de mange 
- Blomster , hvormed hun havde smykket dem , fortrød 
hun det næsten . Var det ikke en Parodi at pryde 
Huset med Blomster for at byde ham velkommen , 
naar hun i Virkelighed og Sandhed ikke havde en 
eneste Blomst at lægge paa hans Vei ! 
Imidlertid nærmede Harald sig sit Hjem med 
mange modstridende Tanker . Han længtes inderligt 
efter Hjemmets Hvile , men dertil føiede sig den bittre 
Tanke , at han der ventedes med Frygt og Uvillie . 
Han tænkte , at hvis der nu , istedenfor ham selv , et 
Bud gik til hans Hus og meldte , at han var død paa 
Veien , vilde dette maaskee være hans Husfru en Befrielse . 
Ak ! det var haardt at nærme sig sit Hjem 

M332 
efter 
anstrengende Forretninger , pinlige Tanker og 
Bekymringer — med den Bevidsthed , at han der ikke 
var velkommen . 
Mens han tænkte derpaa , stod hans Husfru ved 
Hjemmets Dør , fuld af Kjærlighedens varme Længsel , 
rede til at byde ham velkommen med Hjertesprogets 
dybeste , sandeste Klang , om hun havde vovet det . Men 
hun vovede det ikke , og da Vognen holdt for Døren , 
pressede hun Haanden fast mod Hjertet for at dæmpe 
og tilbageholde den stærke Bevægelse . Derfor sænkede 
hun sit Øie mod Jorden og undgik hans Blik , da han 
tog hendes Haand ; han troede , det var , for at 
han ikke der skulde læse , hvor ukjært det var hende 
at have ham hjemme igjen , og han sukkede dybt ; og 
da hun hørte Sukket , troede hun , han følte , Hvor 
tomt , hvor fattigt dette hans Hjem var , og de faa , 
svage Velkomstord , hun vilde have udtalt , døde paa 
hendes Læber . 
De stod i Stuen sammen , og han saae sig om . 
„ Hvor her er smukt og hyggeligt ! “ udbrød han . „ Er 
det virkelig for min Skyld , at Du har gjort Alt 
saa lyst og festligt ? “ 
Han tog atter hendes Haand , og ved Lyden af 
hans varme Stemme saae hun op ; der gled som et 
Rosenskær hen over hendes Kinder , og hendes Øine 
lyste af Glæde . „ Jeg haabede , Du vilde synes om 

Blomsterne , “ svarede hun undseelig ; men det var ikke 
Ordene , der gjorde saa stærkt et Indtryk paa ham , 
men hendes Blik . Han havde aldrig seet hende saaledes 
før , og et pludseligt Haab greb ham . Fast og 
forskende saae han hende ind i Øiet — skulde han 
endelig der læse den Lykke , han havde drømt om ? 
Men hun bævede tilbage før hans gjennemtrængende 
Blik , hun rev sin Haand til sig , og da besindede han 
sig og stødte den glade Tanke bort . Han var engang 
bleven bedraget , han vilde ikke blive det igjen . Men 
der var Ord , som maatte siges , før at der dog kunde 
være Haab om , at der kunde komme nogen Fred til 
denne Arne , der saa længe havde været et frygteligt 
Vrængebillede af et Hjem . Han tog da begge sin Hustrues 
Hænder i sine og sagde i en mild og sørgmodig 
Tone : „ Bæver Du tilbage før mig , Deodata ? Ask 
Du har Grund dertil — Grund til at skye og frygte 
min Nærværelse ! Men hør mig nu og vend Dig 
ikke fra mig ! Ogsaa jeg har indseet al min Uret 
imod Dig , al min Haardhed og Ukjærlighed . Tilgiv 
mig , Deodata , ligesom jeg nu af et fuldt Hjerte har 
tilgivet Dig . Tilgiv mig og søg at glemme de haarde 
Ord , jeg har sagt til Dig i Timer , hvor det Onde 
fik Raaderum i mit Hjerte . Vil Du tilgive mig , 
Deodata ? “ 

Hun saae forundret op paa ham ; var det virkelig 
ham , der talte saaledes ? ham , der havde været 
saa stolt , saa ubøielig ! „ Tilgive Dig , Harald ! “ 
fremstammede hun , „ hvor kan Du tale saaledes ? vil 
Du endnu dybere beskæmme mig ? Min var jo kun 
Skylden — ene min — “ . 
„ Det lod jeg Dig troe i mit forblindede Hovmod , “ 
afbrød han hende , „ men det var en frygtelig 
Forblindelse , og nu seer jeg klarere . Jeg , som skulde 
have været den stærkeste af os , jeg har den største 
Skyld , men — lad os ikke tale mere om Fortiden ! 
Det er pinligt for os Begge og nytter os Intet . Lad 
os ikke mere see tilbage mod det Forsømte , som ikke 
kan gjenoprettes , men fremad ! Lad os begynde et 
nyt Liv og søge at gjøre dette Hjem til et Sted , 
hvorfra alle gode Aander ikke behøve at flygte . 
Deodata , lad os love at bære over med hinanden i 
Kjærlighed , og lad der være Fred og Enighed imellem 
os ! “ 
Han talte med fast og rolig Stemme , og hun 
kunde ikke see , hvor bevæget han var , hvor han længtes 
efter at drage sin Hustru til sit Bryst og sige 
hende , at hun var ham kjær som aldrig før . Det . 
anede hun ikke , men da hun lyttede til hans Ord og 
saae op paa ham , fyldtes hendes Øine med milde 
Taarer : thi hun kunde nu til sin Kjærlighed føie den 

fulde og dybe Høiagtelse , som Kvinden saa gjerne 
vil søle for den Mand , hun har givet sit Hjerte ; 
hendes Husbond var jo ikke mere haard og skaanselsløs , 
og hun kunde finde en ublandet Glæede i at 
beundre ham for denne Ydmyghed , der var hende saa 
ny og forunderlig . Han havde endelig for Alvor 
tilgivet hende , han havde givet hende Lov til at komme 
til sig , og hun vilde ikke forlange mere , men være 
taknemmelig for , hvad Gud gav hende . Hun vilde 
bekæmpe Lidenskabens Længsler , der fordrede mere , og 
hvile tilfreds i det , hun endelig havde opnaaet . Hun 
svarede ikke Harald med mange Ord , men hvad hun 
sagde var ydmygt og taknemmeligt . 
Og siden , da Mand og Hustru sad sammen i 
den stille , lyse Sommeraften , bad Deodata sin Husbond 
at fortælle hende om det , der havde sysselsat 
ham i disse trættende Uger , og han talte til hende 
uden Forbehold om dette og om meget Andet , saaledes 
som en Mand altid burde tale til den Kvinde , der 
fiat være hans „ Medhjælp . “ 
Der var blevet Stilhed efter de urolige Storme , 
og Bitterhedens Tid var endelig forbi ; men endnu 
var Solen ikke brudt frem gjennem Skyerne , Kjærlighedssolen , 
som gjør Hjemmet til Glædens solbelyste 
Bolig ; endnu vare de To ikke blevne eet Hjerte og 
een Sjæl ; endnu var det Ord ikke blevet udtalt , der 

bringer Sjælens Blomster til at springe ud som ved 
et Trylleslag . Desuden var Deodata endnu saa bly 
og undseelig som nogen ung Pige , og mangt et Ord , 
hun gjerne vilde have sagt , blev ikke udtalt . 
Harald begyndte et nyt Liv , som han havde lovet 
sig selv . Enhver , der havde Noget med ham at gjøre , 
saae og sølte , at han var bleven en anden Mand , 
ikke mindre alvorlig end før , men mild og overbærende , 
hvor han havde været haard og streng , og stille og 
tilbageholden , hvor han havde været skarp og afgjørende 
i sine Domme . 
Hans Venner — og blandt dem især Hlervigs — 
glædede sig over den Forandring , der var foregaaet 
med ham , og fik ham endnu kjærere . Og hans Hustru , 
mod hende var han mere end mod nogen Anden 
blid og overbærende , ja , hun satte ham saa høit i sit 
Hjertes Inderste , at al hans tidligere Haardhed , 
Stolthed og Uforsonlighed blev sænket i Glemselens 
Hav med det samme . Og dog var der en Skygge 
imellem dem , ikke tung og sort som fordum , men 
dog mørk nok til at skjule , hvad der helst skulde sees . 

Femoglredivte Kapitel . 
2 ) i maae for en kort Stund gaae lidt tilbage i 
Tiden for at vende os til dem , vi en Tid have tabt 
af Syne . 
Vi forlod Elisabeth Stenberg paa den tungeste 
Dag i hendes Liv . Hun havde offret det Dyrebareste , 
Jorden kunde give hende , for sin Troes Skyld ; hun 
havde stødt den Kjærlighed fra sig , der var hende saa 
usigelig dyrebar ; hun havde saaret det Hjerte , hun 
allerhelst vilde skjænke Glæde . Men hun troede , Gud 
fordrede dette Offer af hende , og hun havde bragt det . 
Der kom en forunderlig Tomhed i hendes ydre 
Liv , da hun aldrig mere kunde see og tale med ham , 
der havde været Solen i hendes Tilværelse . Han 
havde været saa hyppig en Gjæst , havde altid bragt 
Munterhed og Glæde med sig , og der havde været 
saa meget , de havde delt med hinanden . Vel maatte 
hun derfor savne ham og stundom føle sig tilmode , 
som om Lys og Varme var vegen bort fra hendes 
jordiske Tilværelse . Men istedenfor af hengive sig til 
denne Følelse , sagde hun til sig selv , af nu skulde hele 
hendes Liv være helliget hendes gamle Forældre . 
Der er heller ikke Noget , der hjælper bedre til af 

bære en tung Sorg , end det af opoffre sig for Andre . 
Der er et skjult Styrkevæld i den selvforglemmende 
Kjærlighed , og den , som egenkjærlig kun søger sin 
egen Glæde , aner ikke , hvad han berøver sig selv . 
Elisabeth anstrengte sig for af være munter , for af 
hendes Forældre ikke skulde bedrøves ved hendes Sørgmodighed , 
og hendes Sind blev derved mindre tungt ; 
hun anstrengte sig for deres Skyld for af vise Interesse 
for de Ting , der nu havde tabt deres Tillokkelse 
for hende , og da vaagnede den efterhaanden igjen . 
Imidlertid levede hun udelukkende for sit Hjem 
og var næsten aldrig til af bevæge af forlade det ; 
thi hun frygtede altid for af møde ham , og hun 
frygtede for , af hvis han anden Gang vilde tale til hende , 
som da de sfilles , da vilde hendes Styrke svigte 
hende . ' Helt kunde hun dog ikke undgaae af møde 
ham ; thi han havde megen Praxis i Engholms nærmeste 
Omegn , og det stete da nogle Gange , af hun 
saae ham , men hun søgte af undgaae ham og sænkede 
Øiet mod Jorden for ikke af møde hans Blik ; hun 
fik da Heller ikke af see , hvor bleg og alvorlig han 
var bleven , og hvorledes det sorgløse , livsglade Udtryk 
meer og meer var forsvundet . Stundom hørte 
hun ham omtale , og det var altid med Høiagtelse og 
Kjærlighed . Da bankede hendes Hjerte , og hendes 
Kinder blussede af Stolthed og Glæde . 

Hele Vinteren igjennem havde hendes Moderværet 
saa svag , af hun for Størstedelen maatte holde 
Sengen . Elisabeth offrede hende da al sin Tid og 
al sin Omhu , meer endogsaa end den kjærlige Moder 
ønsfede ; men Elisabeth forsikkrede hende , af hun var 
lykkeligere i det stille Sygeværelse , end noget andet 
Sted i Verden . Ogsaa den første Del af Foraaret 
var en tung og haard Tid ; thi Fru Stenberg blev 
da saa . syg , af der var stor Fare for hendes Liv , og 
Elisabeth bævede for denne store Sorg , som næsten 
syntes hende mere , end hun kunde bære ; men hun 
kæmpede for af kunne trøste sin gamle Fader og opretholde 
hans Haab . Og Moderens Liv blev bevaret . 
Det var en deilig Dag i Slutningen af Mai . 
Fru Stenberg laa paa Sofaen i sin hyggelige Stue 
og indaandede med Glæde den milde , friske Luft , der 
strømmede ind gjennem de aabne Vinduer . Elisabeth 
sad paa en lav Stol ved Sofaen og iagttog med 
stille , inderlig Glæde sin Moders friskere Udseende . 
„ Du maa gaae ud i dette yndige Foraarsveir , 
min lille Pige ! “ sagde Fru Stenberg ; „ Du maa ikke 
altid blive hos mig . Du vil tilsidst gjøre mig altfor 
egenkjærlig , min lille Elisabeth ! “ 
„ Da maatte jeg i Sandhed være en Mester- , 
hvis jeg skulde forstaae det ! “ svarede den unge Pige 
spøgende . „ Nei , jeg er egenkjærlig , Moder , og derfor 

faaer Du mig ikke til at forlade Dig ; thi jeg 
nyder Luften allerbedst her . “ 
„ Du egensindige Barn ! men jeg vil slet ikke 
have Dig herinde — skynd Dig afsted ! “ 
„ Nei , Moder , jeg gaaer ikke — Du maa sinde 
Dig i , at jeg plager Dig lidt endnu . “ 
„ Naar pleier min lille Elisabeth at være saa 
gjenstridig ? “ lød i det samme Husfaderens muntre 
Stemme , idet han traadte ind . „ Vil Du Heller ikke 
gaae , naar jeg løser Dig af ? Jo , Barn , nu maa 
Du smukt være lydig . og skynde Dig ud i Solskinnet ! 
Vi blive meget vrede , hvis vi see Dig før om en 
Time . “ 
Elisabeth reiste sig leende og vilde gaae , Hendes 
blege Kinder saae visselig ogsaa ud til at trænge til 
Solskinnet og Luften . „ Kom hjem med røde Kinder , 
min Øiesten ! “ hviskede Fru Stenberg , da Elisabeth 
bøiede sig ned før at kysse hende . 
Det var en Vederkvægelse før hende at komme 
ud i den fri Luft , under Guds klare , blaa Himmel 
og med den Bevidsthed , at før en Stund Ingen 
savnede hende . Elisabeth skyndte sig ud i Skoven . 
Hvor var der dog deiligt under de høie og lyse Bøge 
og , hvor sang de smaa Fugle dog lifligt ! 
Da hun paa Hjemveien gik forbi det lille Hus , 
der laa ved Udkanten af Skoven , nikkede hun mildt 

og glad til de smaa Børn , der stode udenfor . I det 
samme mindedes hun , at Beboerne nylig havde mistet 
en lille Pige , og gik ind før at see til Moderen og sige 
hende et kjærligt deltagende Ord . Hun fik en venlig 
Modtagelse af Moderen , som sad stille ved sit Arbeide , 
og efter at have sagt nogle venlige Ord til hende , 
kom hun ganske naturlig til at omtale hendes Sorg . 
„ Ja , det var haardt , Vorherre tog hende , “ sagde 
Konen og fik Taarer i Øinene . „ De kan troe , jeg 
savner hende haardt hver Dag . Hun var saa kjærlig 
og saa glad , men det er altid de Bedste , Vorherre 
tager til sig . “ 
„ Hvor gammel var lille Marie ? “ 
„ Knn syv Aar , men hun var saa opvakt for sin 
Alder . Ja , Frøkenen saae hende ikke i det sidste 
Aar ; De kan aldrig troe , hvor hun var flink og god 
— og saa skulde vi dog miste hende ! “ Her kvaltes 
Moderens Stemme af Graad . 
Et af Børnene , en lille Pige paa ni Aar , kom 
til , slyngede Armene om hendes Hals og sagde : „ Du 
maa ikke sørge for lille Marie , Moder , for hun har 
det saa godt oppe hos Vorherre , siger Dokforen ! “ 
„ Dokforen ? “ spurgte Elisabeth studsende og skiftede 
Farve . 
„ Ja , Doktor Herløv , mener hun , “ forklarede 
Moderen , „ vor egen , velsignede , unge Doktor ! De 

kan aldrig troe , hvor god han har været imod os i 
denne tunge Tid . Han kom saa tidt for at see til 
lille Marie , og hun holdt saa meget af ham . Tilsidst , 
da hun var saa syg , og der ikke mere var Noget at 
gjøre , satte han sig hen hos hende og fortalte om 
Frelseren , som har sagt , at de smaa Børn maae 
komme til ham , og Maries Øine bleve da saa store 
og klare , og der kom en besynderlig Ro over hende . 
Efter hendes Død har han været her igjen og talt 
med os og trøstet os saa godt . Præsten har ogsaa 
været her , og han er jo en overmaade herlig Mand , 
men naar han kommer til os Smaafolk , saa mærke 
vi dog hele Tiden , at han føler sig saa langt over 
os uvidende Fattigfolk , og da er det ikke saa let at 
faae Mod til at sige , hvor Skoen trykker . Han sidder 
lidt og taler meget smukt og opbyggeligt , og saa sige 
vi „ Tak “ , og saa er det forbi . Men Doktoren , han 
sidder og taler med os som en af sine Lige , og hvad 
han siger , varmer saa godt , for vi kan mærke , det 
kommer lige ud af Hjertet , og saa seer han paa os 
med sine milde Øine . Præsten siger , at vi stal 
„ bære vor Sorg med Taalmodighed og Hengivenhed i 
Guds Villie , og troe , at han lugter os , fordi det er 
godt for os ; “ men naar Doktoren siger , „ at lille 
Marie er gjemt i Jesu Favn , og at han tog hende 
op til Himlen af Kjærlighed til hende “ , saa er det 

meget trøsteligere , og det kan jeg meget bedre forstaae . 
Gud give , vi maae see hende der igjen ! “ 
Elisabeth var saa bevæget , saa forvirret , at hun 
slet Intet kunde svare . Konen vedblev : „ Men Frøkenen 
kjender jo da Doktoren , vor Dokfor ; han kom 
jo engang saa meget til Engholm ? “ 
„ 3a , jeg kjender Dokfor Herløv meget godt , “ 
svarede Elisabeth , men hun følte , at dette neppe var 
sandt ; den Dokfor Herløv kjendte hun vistnok . ikke . 
Hun vexlede endnu nogle venlige Ord baade med 
Moderen og de smaa Piger og gik da hjem i en 
forunderlig bevæget Stemning . Alt syntes hende saa 
lyst , saa let , saa vidunderligt ; var da virkelig det 
fleet , som hun inderligst havde ønsket , eller var det 
kun en Drøm ? O , hvis hun blot maatte see ham 
igjen , blot et Øieblik , og høre af hans egne Læber , 
at det var Sandhed ! 
„ Lad mig see , om min lille Pige er bleven rigtig 
forfriflet ! “ sagde Fru Stenberg med et Smil , idet 
hun tog sin Datters Haand . Elisabeth smilede til 
hende , men hun sfiftede Farve , og hendes Haand 
rystede . Fru Stenberg saae forskende paa hende . 
Hvad var der hændet ? men da Elisabeth Intet sagde , 
vilde hun ikke spørge , og den unge Pige gik igjen 
alene med sin Hemmelighed . 
Det var nogle Uger efter hin Dag , at Elisabeth 

atter gik ud alene i den skj orme , . blomstrende Natur . 
Hun vilde besøge en ung Bondekone , som havde tjent 
paa Engholm . Elisabeth havde tidligere oftere besøgt 
hende og vidste , at hun havde meget at bære paa , 
da hun og hendes Mand boede i Huus hos hans 
Fader , der var i høieste Grad vanskelig og pirrelig , 
saa han udovede et besfandigt Tryk over sine Omgivelser . 
Men i det sidste halve Aar havde Elisabeth 
været saa udelukkende optagen af sin Moder , at hun kun 
havde havt faa Tanker og endnu mindre Tid tilovers 
for Nogen udenfor Hjemmet . Nu , da Alt var blevet 
lysere der , strakte Tanken sig ogsaa videre , og hun 
havde nylig Hørt , at den gamle Svigerfader i længere 
Tid havde været meget syg , og at den unge Kone 
havde den tungeste og besværligste Gjerning med at 
pleie ham . Elisabeth gik da nu ud for at see til 
hende . Det var en temmelig lang Vei , ad mange 
smaa Markstier , men det var saa vederkvægende og 
oplivende at gaae . Da hun kom til det Huus , som 
var hendes Bestemmelsessted , spurgte hun en lille Pige , 
der stod udenfor , hvordan det var med hendes Bedstefader . 
„ Bedstefader er meget syg , “ svarede hun . - 
„ Doktoren siger , han kan ikke leve . “ Elisabeth traadte 
ind i Forstuen med lette , sagte Skridt ; hun vilde 
netop aabne den indre Dør , men standsede pludselig , 
da hun hørte Lyden af en Stemme — en kjær , velbekjendt 

Stemme , som hun ikke havde hørt i femten 
lange Maaneder . Hendes Hjerte bankede uroligt , 
mens hendes Øre begjerligt indsugede de Ord , der 
naaede det ; men var det virkelig denne Stemme , der 
talte saadanne Ord ? 
„ Det nytter ikke , Hr . Doktor , at De taler til mig 
om Frelsen ved Christus , “ svarede en hæs og utaalmodig 
Stemme . „ Det gjælder ikke mig , og jeg troer 
ikke heller paa det . Sørg for , at jeg kan leve , giv 
mig Noget , der kan gjøre mig rask , for jeg kan ikke 
udholde at tænke paa Døden , jeg har saadant et langt 
og forspildt Liv at see tilbage paa . Jeg vil ikke døe . “ 
„ Hvad De har syndet , kan De ikke gjenoprette 
ved egen Kraft , om Gud end vilde give Dem mange 
Aar til at oprette det Forsømte . Det kan kun Jesus . 
Prøv at troe paa hans Kjærlighed , prøv at bede til 
ham , saa vil han tage Rædslen fra Døden . “ 
„ Jeg kan ikke bede — hvor kan , hvor tør jeg ? 
— jeg har aldrig bedet , men jeg har ofte misbrugt 
Guds Navn . Bed for mig , Hr . Dokfor , om De 
kan ! — men nei — det nytter ikke — der er ingen 
Naade , ingen Hjælp for mig , og Døden er saa sort , 
saa forfærdelig ! “ 
„ Der er Overmaal af Naade selv for den , der 
har trodset og spottet , “ svarede den faste , klare Stemme ; 
„ jeg har erfaret det ! — O , kunde jeg dog bringe 

Dem til at føle og forstaae den Kjærlighed , som er 
ufatteligst af Alt i Verden , men som vi kan og tør 
troe paa . “ 
Elisabeth hørte ikke mere ; hun tænkte , at det var 
Uret længer at lytte useet til en Døendes Bekjendelse , 
og derfor trak hun sig tilbage . Ind vilde hun ikke 
gaae ; hun følte sig ogsaa saare uskikket til at møde 
noget Menneske nu , allermindst ham . Hun ilede ud ; 
hun skjælvede , saa hun neppe havde Kraft til at gaae , 
men da hun saae op mod den blaae Himmel og 
Sollyset , saae paa Blomsterne og de grønne Træer , 
var det hende , som om der over alt dette hvilede et 
gyldent Straaleskjær , som hun aldrig havde seet før . 
Hendes Hjerte var fuldt af Jubel og Lovsang , thi 
Gud havde jo opfyldt hendes varmeste Bøn ; Alt 
svævede som i en gylden Taage for hendes Øine , hun 
gik videre uden at ane hvorhen ; hun følte , at hun 
ikke maatte komme hjem , før hun var bleven Herre 
over den stærke Bevægelse , der , liflig som den var , 
rystede hendes hele Legeme , men endnu havde hun 
ingen Styrke til at bekæmpe den . Hun mærkede tilsidst , 
at hun var meget træt ; hun søgte at besinde sig 
paa , hvor hun var , og saae , at det var meget langt 
fra Hjemmet . „ Jeg maa skynde mig tilbage “ , tænkte 
hun og ilede hurtigt afsted ; hvert Øieblik var hun 
nærved at synke om af Træthed og Kraftløshed . Hun 

gik med bøiet Hoved , indtil Lyden af Fodtrin tæt bagved 
bragte hende til at vende sig om , — og da mødte 
hun det faste , klare Blik , hun saa længe havde undveget . 
„ Elisabeth ! “ 
lød den kjære Stemme . Hun var 
uvilkaarlig standset , og han stod ved hendes Side ; 
men nu sænkede hun igjen Øinene mod Jorden og 
begyndte at gaae videre . „ Elisabeth , “ sagde han 
sørgmodigt , „ vil Du endnu besfandig undflye din 
Barndomsven ? “ Hun saae op paa ham , og i det 
milde , taarefulde Blik læste hans Øie , at han havde 
sin gamle Plads i hendes Hjerte . „ Frygt ikke Elisabeth “ , 
sagde han , idet han rakte Haanden ud imod 
hende , „ jeg skal ikke forurolige Dig med nogen Lidenstab ! 
— Jeg kan møde Dig som en Broder , om Du 
vil det saa . “ Hun blegnede , thi hun mistydede disse 
Ord , men uden Tøven lagde hun sin Haand i hans , 
og han holdt den fast , mens de langsomt gik videre . 
„ Hvor jeg har længtes efter dette Øieblik ! “ vedblev 
han , da hun forblev taus . „ Jeg hørte om din Moders 
Sygdom , og det var svært ikke at komme til 
Eder , men jeg turde ikke , jeg var bange for at forstyrre 
din Fred . Men nu , da Du var mig saa nær , 
kunde jeg ikke modstaae ! “ Han spurgte kjærligt til 
hendes Forældre , og hun svarede ham ; derpaa spurgte 
hun , idet en dyb Rødme atter farvede hendes blege 

Kinder : „ Var den gamle Mand kommen lidt til Ro 
og Fred , inden Du forlod ham ? “ Han saae forundret 
paa hende , men svarede dog roligt : „ Ja , Gudskelov , 
der kom tilsidst lidt Hvile i hans Sind , og 
han sov stille , da jeg forlod ham . Men , Elisabeth , 
hvor veed Du . . . . . . . . . . . . . . ? “ 
Hun rødmede endnu dybere , idet hun svarede : 
„ Tilgiv mig , Axel ! Jeg kom for at see til hin gamle 
Mand og hans Familie , men da jeg hørte din 
Stemme , havde jeg ikke Mod til at gaae ind ; dog 
blev jeg staaende et Øieblik og lyttede , thi det var 
saa længe siden , jeg havde Hørt din Stemme ! Tilgiv 
mig ? “ Hun saae op paa ham med et Blik , der 
mindede ham om hendes Barndom . 
„ Tilgive Dig , Elisabeth ? Det er saare let ! “ 
„ Jeg hørte , hvad Du sagde , “ vedblev hun sagte , 
„ og Du kan forstaae , hvor glad jeg blev ! “ 
Han svarede kun ved at trykke hendes Haand 
fast i sin , men denne tause Bevægelse sagde hende 
meget . Atter gik de en Stund i fuldkommen Taushed 
; begge havde saa meget , de gjerne vilde sige , men 
Ordene vilde ikke frem , og saa hengave de sig i Taushed 
til den glade og trygge Følelse af igjen at gaae 
ved hinandens Side . Endelig talte Axel . „ Elisabeth , 
see paa mig ! “ Hun adlød , men hun sfiftede Farve , 
og det var et frygtsomt , uroligt Blik , han fik , — 

dog , igjennem det lyste Kjærligheden ham imøde . Han 
drog hendes Haand fastere til sig . „ Lille Elisabeth , “ 
sagde han med sagte , blød Stemme ; „ jeg sagde Dig 
for mere end et Aar siden , at jeg elskede Dig . Du 
veed , at denne Kjærlighed er uforandret . Jeg sagde 
Dig ogsaa , at jeg aldrig vilde hindre Dig i det , der 
var Dig vigtigt og dyrebart , men det var Dig ikke 
nok , og jeg forstaaer nu , at det ikke kunde være det . 
Lille Elisabeth , for et Aar siden troede jeg mig stærk , 
stærk nok til at være Dig en kraftig Støtte paa alle 
Livets Veie , men nu veed jeg , at jeg er svag , og dog 
— kan Du , tør Du ? —stat vi hjælpes ad at vandre 
paa den rette Vei ? “ Hvo kan vel skildre det 
Overmaal af Glæde og Taknemlighed , der gjennemstrømmede 
Elisabeths Hjerte nu , da alle hendes kjæreste 
Ønfler helt og fuldt vare opfyldte ! 
„ Kjære , kjære Axel ! “ sagde hun , „ Du veed , at 
jeg aldrig vilde ophøre at elske Dig , og nu — nu 
tør jeg med tryg Tillid hengive mig til Dig , men 
jeg er saa svag , saa ubetydelig ligeoverfor Dig . Jeg 
følte det allerede dengang , hvor meget mere nu ! — 
O , Du skulde have en Hustru , der er tusinde Gange 
bedre end jeg . “ 
„ Men hende vil jeg aldrig sinde , “ svarede Axel 
med sit gamle , muntre Smil , „ og derfor maa jeg 
nøies med min lille Elisabeth ! —Troer Du , jeg vil 

høre Indvendinger nu ? “ tilføiede han inderligere og 
alvorligere , idet han drog hende til sit Bryst . „ Nu 
skal og maae vi tilhøre hinanden , det kan ikke være 
Andet ! “ Og Elisabeths milde , glædestraalende Øine 
modsagde ham ikke . 
Det var en halv Time efter , at Hr . Stenberg 
og hans Hustru stod ved Vinduet . „ Der kommer 
Elisabeth ! “ udbrød Fru Stenberg , „ og hun er ikke 
alene ! “ 
„ Nei , Axel er med . Kom , lad os modtage begge 
vore Børn ! “ 
Hun studsede . „ Hvad mener Du ? “ 
„ Jeg mener , at Gud ad underlige Veie fører 
dem sammen , han har bestemt for hinanden ; saaledes 
maatte det komme . “ 
I det samme aabnedes Døren , og Axel stod 
foran dem med Elisabeths Haand i sin . „ Vil I betroe 
mig hende nu ? “ bad han . „ Jeg veed nu , at 
jeg er svag , og jeg bygger ikke mere hendes og min 
Fremtid paa min egen Styrke ; jeg vil med Eder 
bygge paa den Klippe , hvor I har staaet fast i de 
gode og de onde Dage . Giv os Eders Velsignelse ! “ 
Det var den lyseste og gladeste Dag paa Engholm 
i mange Aar . 

Sexogtredivte Kapitel . 
2 Augusf kom der en lille Dreng i Præstegaarden , 
netop et Aar efter Alfreds Død . Den unge Moder 
var fuld af Lykke og Taknemmelighed , men dog var 
det med en vemodblandet Glæde , at Faderen første 
Gang tog den Lille paa sine Arme ; thi han mindedes 
sine tidligere stolte Forhaabninger . 
Nogle Dage efter den lille Drengs Fødsel gik 
Deodata hjem fra et Besøg hos Ingeborg . Hun 
tænkte paa sin egen korte Moderglæde , og Erindringen 
om den steg saa levende frem , at hun ikke kunde 
gaae forbi Kirkegaarden uden at dvæle nogle Øieblikke 
ved den kjære , lille Grav . Derpaa gik hun 
tilbage til det Hjem , der nu var blevet hende saa 
kjært , og som hun altid nærmede sig med milde og 
glade Følelser , om der end stundom blandede sig deri 
et Savn og en Længsel , hun endnu ikke havde lært 
at stille . Da hun traadte ind i Stuen , mødte hun 
sin Husbonds venlige Smil . Det var intet Usædvanligt 
nu , men hun vidste ikke , hvor han havde 
savnet hende , medens hun var borte , og hvor mange 
Gange han havde seet efter hende . 

„ Du har været i Præstegaarden , ikke sandt ? “ 
spurgte han . 
„ Jo , jeg blev der længer , end jeg havde tænkt ; 
Ingeborg var saa munter og saa yndig i sin Glæde , 
at man neppe kunde rive sig løs fra hende . Jeg 
skulde bede Dig , at Du endelig snart vilde komme 
og see hendes lille Dreng . “ 
Hun satte sig ned ved hans Side , og de talte 
sammen , dog ikke meget ; hun var saa bange før at 
trætte og plage ham . 
Han saae gjentagne Gange paa hende saa fast 
og forskende , at hun blev forvirret og søgte at undgaae 
hans Blik . Pludselig sagde han : „ Deodata , 
vil Du synge før mig ? Du stal ikke gjøre det , hvis 
det er Dig imod , men — Du vilde glæde mig ved 
at gjøre det . “ Hendes Øine lyste af Glæde , da hun 
reiste sig før at efterkomme hans Opfordring . Han 
havde aldrig bedet hende derom siden hine allerførste 
Maaneder ; i den sidste Tid havde han ofte følt Lyst 
dertil , men han havde husfet hendes Ord , at det var 
hende en Overvindelse at synge før Andre , og han 
vilde jo nu ikke paalægge hende nogen Tvang , end 
ikke den mindste . Men den Tid var før længe siden 
forbi , da det havde været hende en Overvindelse . 
Han saae forundret paa hendes glade Ansigt , mens 
hun sang , sang , som hun maasfee aldrig før havde 

sunget , fordi hun sang ud af et Hjerte , der var saa 
varmt og fuldt , at det trængte fil Luft . Hun sang 
længe og vendte sig tilsidst rødmende om mod sin 
Husbond og spurgte , om hun ikke havde trættet ham . 
„ Trættet mig ? nei , Deodata , jeg er ikke saa kold 
og haard , at disse milde , bløde Toner ikke skulde tale 
fil mit Hjerte . Tak , hjertelig Tak , for at Du engang 
igjen vilde skjænke mig denne Glæde ! “ 
Hun saae op paa ham og vilde just sige ham , 
at hun altid var rede fil det Samme , men de blev 
afbrudte . „ Heslen er sadlet , Hr . Vagner ! „ Harald 
gjorde en utaalmodig Bevægelse . „ Det er sandt ! 
jeg havde ganske glemt den . “ 
En Skygge formørkede Deodatas Pande . „ Rider 
Du ud nu ? “ spurgte hun med et uvilkaarligt Suk . 
„ Ja , jeg vil prøve at ride den nye Hest , jeg har 
faaet , men din Sang havde rent bragt mig fil at 
glemme det . “ 
Han reiste sig for at gaae ; hun fulgte ham ud 
i Forstuen . „ Du vil da ikke blive længe borte ? “ 
Han vendte sig hurtig om imod hende med et 
ivrigt spørgende Blik og tog hendes Haand . „ Erdet 
sandt , Deodata ? det er ikke mere en Lettelse , naar 
jeg gaaer bort — ikke mere en Plage , naar jeg kommer 
tilbage ? “ 

„ O , Harald , hvor kan Du spørge ? “ Men hun 
sænkede rødmende Blikket mod Jorden , og han saae 
ikke den varme Kjærlighedsglands i Øiet , der maaskee 
vilde have sagt ham det , som Læben endnu ikke havde 
Mod til af sige . 
„ Nei , jeg skal ikke spørge , kjære Deodata , “ sagde 
han mildt ; „ jeg skal aldrig fordre mere , end Du kan 
give . Jeg veed jo dog nu , af min Hustru flyer mig 
ikke mere , og jeg vil ikke opgive Haabet om den Tid , 
da jeg kan sige mere end dette . “ 
Hesten stampede utaalmodig i Jorden ; den var 
ung og fyrig . Harald trykkede et Kys paa sin Hustrues 
Pande . „ Jeg kommer tilbage om en Time . “ 
Han svang sig i Sadlen og red afsted , men 
vendte sig dog endnu en Gang om for af sende hende 
en smilende Hilsen . Længe efter af han var ude af 
Syne , blev hun staaende som fastnaglet paa den Plet , 
hvor han forlod hende , mens atter og atter hans milde , 
varme Stemme gjenlød i hendes Øren . Det blev saa 
lyst i hendes Sind . Var det muligt ? var hun ham 
atter kjær som fordum ? Nei , nei , hun vilde , hun kunde 
ikke troe det ! hun vilde ikke bedrage sig selv med denne 
falske Glæde . „ Den dræbte Kjærlighed kan ikke mere 
gjenoplives , “ lød det i hendes Sjæl ; det var jo ikke 
blevet sagt i Vrede , men i roligt Overlæg ; det maatte 
staae fast . Og dog — nei , han kunde aldrig elske 

hende som den Gang — men hun kunde nøies med 
mindre ; havde ikke hans Blik og Stemme tydeligt 
sagt hende , at han længtes efter hendes Kjærlighed ? 
Naar han kom tilbage , vilde hun glemme al Stolthed , 
al Tilbageholdenhed , og sige ham Alt — sige 
ham , at alle hendes Tanker , alle hendes Længsler tilhørte 
ham . Denne Beslutning bragte lidt Hvile i det 
uroligt bankende Hjerte , og hun vendte tilbage til sine 
Sysler ; men som Minuterne gik , begyndte atter 
Modet at svigte hende . 
Timen var tilende , og ved den svageste Lyd ilede 
hun til Vinduet , men det ene Minnt , ja , det ene 
Kvarteer forløb efter det andet , og den Ventede kom 
ikke . „ Hvorfor skulde han vel lægge Mærke til Tiden ? 
hvorfor skulde han vel bryde sig om et flygtigt 
Løfte til mig ? “ tænkte hun . 
Endnu en Stund stod hun ved Vinduet , lyttende 
og sfirrende ud . Da grebes hun pludselig af en ny 
Tanke , en mørk Anelse , der jog alt Blodet fra hendes 
Kinder ; — det var , som om hendes Hjerte stod stille . 
„ Herre , spar mig ! ikke dette ! kun ikke det ! “ bad hun 
i sit Hjerte . 
Endnu nogle timelange Minuter , i hvilke hun 
neppe turde drage Aande . Hun hørte Fodtrin , ikke 
Hovslag , — ja , saaledes var det— langsomt kom de 
I 

gaaende med hendes Husbond , bleg og ubevægelig , 
imellem sig . Deodata styrtede ud af Stuen . 
„ Bliv ikke altfor forskrækket , Frue ! “ sagde en af 
Mændene . „ Hr . Vagner er bevidstløs , men der er 
Livstegn . “ 
Deodata bøiede sig ned over sin Husbond ; hun 
besvimede ikke , hun græd ikke , hun udbrød ikke i Klager . 
Der var Livstegn , var . de end nok saa svage ; 
hendes Husbond trængte til hende , og dette var nok 
til at give hende den Kraft og Ro , hun behøvede . 
Med fast Stemme gav hun de nødvendige Befalinger ; 
stille , uden Tøven gjorde hun All , hvad der var at 
gjøre . 
Da hun var bleven et Øieblik alene med sin 
Husbond , som han endnu laa der uden Bevidsthed , 
knælede hun ned og bedækkede de ubevægelige Træk 
med sine varme Kys . „ Vil Du aldrig mere aabne 
dine Øine , aldrig mere see paa mig , min Harald ? “ 
hviskede hun . „ Skal Du aldrig faae at vide , hvorledes 
Du har lært mig at elske Dig ? “ 
SstvogLredwte - Kapitel . 
Alere Dage laa Harald som i Dvale , i denne , næsten 
bevidstløse Tilstand , som saa hyppigt følger efter et 

Hjerneflag , og Deodata tilbragte Dag og Nat i Uro 
og Bekymring , ængstligt vaagende ved den Elskedes 
Leie og iagttagende hver lille Forandring , bestandig 
svævende mellem Frygt og Haab . Efter denne Tilstand 
fulgte lange Dage og Nætter , i hvilke Harald 
laa søvnløs , i brændende Feber . Hans unge Hustru 
var altid utrættelig omkring ham ; hun vilde aldrig 
forlade ham , aldrig søge Hvile , hvor ofte end hendes 
Venner bade hende derom , og hun vidste ogsaa , at 
det var hende umuligt at finde Hvile , saa længe hendes 
Husbond endnu trængte til hende . Og han 
trængte til hende , det var den milde Trøsf i de 
tunge Timer — kun hendes Stemme havde Magt 
til at berolige ham i hans vilde Phantasier , naar han 
kastede sig urolig frem og tilbage , og alle Slags 
mørke Billeder plagede ham . Selv hendes Haands 
sagteste Berøring syntes altid at bringe nogen Lindring ; 
og de milde Ord , hvormed hun søgte at berolige 
hans Heftighed , forfeilede aldrig deres Hensigt , 
især naar hun kaldte ham ved ømme , kjærlige Navne 
og talte til ham , som hun aldrig havde vovet at gjøre 
det , da han kunde forstaae hende . Og hendes Navn 
var atter og atter paa hans Læber i de vilde Udbrud , 
rigtignok ikke altid i Kjærlighed , undertiden ogsaa i 
Vrede , i Bitterhed , som om han atter gjennemlevede 
de gamle Skuffelser og Kvaler . Men naar hun da 

bøiede sig over ham og bad ham være stille , da — 
skjøndt han ikke kjendte hende — begyndte Skyggerne 
igjen at svinde , og lysere Billeder viste sig for ham 
Deodata tabte aldrig Modet i alle disse lange , 
lange Timer ; hun bukkede ikke under et eneste Øieblik ; 
hun vidste ikke , om hun havde Haab om sin Husbonds 
Liv eller ikke , hun spurgte end ikke sig selv 
derom , hun havde ikke Tid dertil . Øieblikket var 
hende nok ; saalænge han behøvede hende , følte hun et 
Væld af Styrke springe frem , aandelig og legemlig ; 
hun sporede hverken Træthed eller Frygt , hun hang 
blot med Ufravendt Blik ved hans Aasyn , med altid 
lyttende Øre ved hans mindste Ord , at der aldrig 
maatte være et Minut , hvor ikke hendes Haand 
bragte ham al den Lindring , der kunde gives . 
Efter ni søvnløse Dage og Nætter lukkede Harald 
endelig sine Øine og slumrede ind i en lang og 
dyb Søvn , der med hver Time blev roligere og tryggere . 
Doktor Herløv sagde , at det nu var hans sikkre 
Haab , at Faren var overstaaet , men han paalagde 
tillige Deodata alvorligt nu endelig at søge Hvile , da 
hendes Husbond for en Stund ikke behøvede hende . 
Men dertil kunde hun ikke beslutte sig . Hun kunde 
ikke rive sig løs fra Sygeværelset , og det var hende 
umuligt at sove ; hun kunde ikke blive træt af at lytte 
til det rolige Aandedræt , af atter og atter at iagttage 

den Fred og Hvile , der nu var udbredt over de kjære 
Træk , som hun saa længe havde seet i den vildeste 
Feberuro . Hendes Hjerte var saa fuldt af Taknemmelighed 
— altfor fuldt til , at hun kunde tænke paa 
Hvile . 
Endelig slog Harald sine Øine op ; han saae sig 
om i Værelset , og det første Ord fra hans Læber var : 
„ Deodata ! “ Hans Stemme var svag og mat , han 
var saa bleg , men hans Blik lyste hende imøde i 
klar Bevidsthed , og hendes Hjerte var fuldt af Tak 
og Jubel . Al Undseelse , al Tilbageholdenhed var 
glemt nu ; hun knælede ned ved hans Seng , bedækkede 
hans Haand med sine varme Kys og udbrød : 
„ Min Harald ! min egen elskede Husbond ! mit Alt ! 
Gud være lovet for hans Naade ! “ 
Han saae forundret paa hende , og der gled et 
Skær af usigelig Fryd hen over hans blege , trætte 
Aasyn . „ Min Deodata ! ere disse Ord virkelig talte 
ud af dit Hjerte ? “ 
„ O , Harald , Du vil dog nu ikke mere tvivle 
om min Kjærlighed — om min uendelige Lykke over 
at faae Lov til at beholde Dig ? “ 
Han betragtede hende nogle Minuter i Taushed ; 
fast og længe saae han hende i øiet : kunde han vel 
blive træt af at see paa hende ? han kunde jo nu ikke 
mere mistyde disse glædestraalende , kjærlighedsfuldt 

Øine ! „ Det var da ingen Drøm ! det var mig , som om 
jeg havde hørt min Hustru tale til mig som aldrig 
før , men Erindringen var svag og utydelig ; var det 
ikke en Drøm ? var det Virkelighed ? “ Han vedblev : 
„ Har jeg længe været syg ? Gaa ikke fra mig endnu , 
min Deodata ! lad mig ret see paa Dig ! saaledes 
saae jeg Dig jo aldrig før . Men , Du er saa bleg , 
blegere end før , trods disse glade Øine — har jeg 
voldt Dig altfor megen Bekymring ? Du har dog 
ikke overanstrengt Dig for min Skyld ? “ 
„ Nei , nei ! Men Du maa ikke tale saa meget — 
Du maa ikke engang tænke . Du har været meget 
syg , kjære Harald , og vi kan ikke være forsigtige nok . 
Du vil lukke Øinene igjen , naar jeg beder Dig , og 
hvile paany , og ikke tænke paa mig eller noget 
Andet . “ 
Han lukkede Øinene , thi han var endnu meget 
træt , men snart aabnede han dem igjen og søgte hendes 
Blik , som for at overbevise sig om , at han ikke 
havde taget feil . Et stille , lykkeligt Smil gled hen 
over hans Træk . „ Tal til mig endnu engang , som 
før , “ hviskede han , „ saa skal jeg igjen hvile , som Du 
forlanger , og see i Drømme , hvad jeg endnu kun halvt 
forstaaer ! “ 
Hun bøiede sig dybere ned og hviskede atter : 

„ Min Harald ! min Elskede ! “ og atter gled hans 
Tanke over i Drømmens Verden . 
Hun iagttog ham paany en Stund i stille Glæde , 
og hans kjærlige Ord gjenlød i hendes Øren . Da 
lukkedes hendes Øine ; hun følte sig træt for første 
Gang i disse mange Dage , og saaledes — knælende 
ved sin Husbonds Leie , med Kinden støttet til hans 
Haand — faldt hun endelig i den Søvn , hun haardt 
behøvede . 
Stuen havde et lyst og festligt Præg ; en mild Blomsterduft 
fyldte den , og den rene , friske Septemberluft 
strømmede ind gjennem det aabne Vindue , da Harald 
første Gang forlod Sygeværelset . Hans Fod var 
endnu vaklende , hans Aasyn endnu blegt og træt , men 
der var en Glands i hans Blik , der lyste op over Alt . 
Han smilede glad , da han tog Plads i Lænestolen , 
der var flyttet hen til Vinduet ; — han saae ud , og 
han syntes , at han aldrig i sit Liv havde glædet sig 
saaledes ved den blaa Himmel , den milde Luft og det 
varme Sollys . Derpaa vendte han sig om til sin 
Husfru og greb hendes Haand . „ Min Deodata ! “ 
sagde han , „ hvor Naturen er rig og deilig ! — jeg 
har aldrig seet det saaledes som nu ! — Alt er saa 
lysf og skjønt , men paa Dig seer jeg allerhelst — Du 

er bøg mit bedste Solskin ! “ — Deodata smilede glad , 
men rødmede tillige undseeligt — det var endnu saa 
nyt . og forunderligt at høre ham tale saaledes ! — 
„ Siig mig , min Pige , om Du kan , “ vedblev han et 
Øieblik efter , „ naar Du lærte at elske den kolde , 
haarde Husbond , der saalænge stødte Dig fra sig ? “ 
„ O , det er længe siden , — meget længer , end 
jeg selv vidste . Jeg troer , jeg har elsket Dig siden 
hin Dag , da jeg først tilstod min Uret for Dig . “ 
Der gled en sørgmodig Skygge hen over hans 
Ansigt . 
„ Veed Du , hvad det idag er , min Deodata ? “ 
spurgte Harald efter endnu et Øiebliks stille og glade 
Taushed . 
„ Ja , jeg har vel tænkt paa det , “ sagde hun , 
„ men , Harald , den Dag , da jeg begik min største 
Feil , maa jeg endnu mindes med Vemod . “ 
„ Saa lad os gjøre den til en Glædesdag nu ! — 
Fra idag ville vi begynde vort Liv forfra og fornye 
vore Løfter . “