De Sammensvorne , eller Frederik den Sjettes Ungdom . Original Roman . Første Kapitel . Den gule Kavai . I Klædeboerne , skraaes for Skovbøgade , ligger endnu i vore Dage en Eiendom , som for 60 Aar siden var Arnestedet for store politiske Planer og lige saa roman “ “ “ Begivenheder , der paa et hængende Haar nær , kunde have havt stor Indflydelse paa Danmarks Stilling og politiske Betydning . Stedet der egentlig er en Gaard , har et Baghus , hvis ene Side med sin Mur vender ud til Dyrkjøb , ( Frueplads ) og hvis Stue og første Sal i lang Tid blev benyttet af en offentlig Auktionsholder , der her solgte indleverede Møbler . Da Auktionsholderen hed Hornbek . kaldtes Gaarden i lang Tid Hornbeks Gaard , om den kaldes saaledes endnri for vi ikke asgsore , men vist er det at de Tildragelser der foregik her , ere ligesaa intcresante som lærerige , og det er disse vi , som et historist , romantifl Emne , ville forelægge den ærede Læser . En Efteraarsaften i Skumringen stod en ung smu Pige ved et Vindue i det angivne Steds Stueetage som vendte ud til Dyrkjøb , hun speidede utaalmodig til begge Sider af Gaden . Hendes Uro tiltog med Mørket , og hende ? Utaalmodighed var ikke fri for at være blandet med Angst for at der skulde være hændet den hun ventede , et eller andet Uheld . Jeg forstaar mig aldeles ikke mere paa Carl , mumlede hun , han er ikke mere som for . Før var han aaben , meddeelsom , munter og lignede et Menneske paa 28 Aar , nu ligemed et er han bleven alvorlig , dybttænkende og hemmelighedsfuld . Han har faaet en dyb Rynke i Panden , en sæl Rynke og det er en Forlovet som tæller Dagene til han skal føre mig fem Hustru ind i sit hyggelige Hjem . Kjendte jeg ikke hans Trofasthed og ærlige Sind . vilde jeg bestemt være jaloux , men jeg veed han elsker ingen anven end mig , og dog er jeg misfornøiet , iaften maa jeg tage ham ordentlig i Skole , han skal aabne mig sit Hjerte og sige mig , hvad det er for en mystisk Hemmelighed der trykker ham . Nu er det akkurat 24 Timer siden han var her og ganske hemmelig ; hvad skal det betyde ? siden vi ere forlovede med Faders Samtykke , sniger han sig ind i Mørket , hvor han har Lov til at gaa ved høiiys Dag ? Da jeg gjorde ham Bebreidelser iaftes desangaaende , tog han mig saa ikke om Livet — thi han er nu allid indsmigrende , og sagde : Kjæresfe Aline , spørg mig ikke , men staa imorgenasten ved denne Tid ved Trappevinduet i Mørkningen , naar jeg og nøgen som jeg har med mig kommer gaaende , jeg sfort den gule Kavaj som Du har laant mig — hvorpaa Du kan kjende mig — saa lukker Du hurtig begge Vinduerne op og lader uden Støi Trappen glide ned paa Forfouget , men behold Rebet i Haanden thi i det Sekond jeg og den mcdhavende Person er sluppen ind i Værelset , trækker Du hurtig og uden Støi Trappen tilveirs igjen og lukker Vinduet . Du veed ikke hvilken uhyre Tjeneste Du gjør mig derved . Alle , mine Spørgsmaal om Forklaring besvarede han med Kys , og atter Kys , og da han forled mig i Kavaien — jo den klædte ham rigtignok nydelig , bad han saa inderlig , saa ømt : — at hvis jeg havde ham kjær , maatte jeg opfylde hans Ønske . Nu staaer jeg her over en halv Time i Mørket og han kommer ikke , jeg er saa angst at der skal være tilstsot ham Noget — og dog kan jeg ikke nægte at det er en egen Ting , for jeg skal ikke blot Vente min Kjæresfe , men ogsaa en Anden Ubekjendt i Mørket . Snak , man maa inte gjøre Kvalm for saa lidt . For det første vare de ikke maskerede . Naa , det vare de ikke , saa jeg ikke selv den gule Kavai ? Det er ingen Maskerade , men en Klædning . Og dernæst kom de fra Knabrostrcrde , saa Løjtnanfen vilde nok grine os ordentlig ud , naar vi gjorde Spræl for ingenting . Nei , lad os h ller gaa over i Stndigaardens Ruiner , der er de nok . De Talende fjernede sig , og lidt efter reiste Carl sig op kastede Kavaien og Papmachenæsen fra sig og udbrød : Tak Søren for Hjelpen — nu er Skrinet frelst . Tag Du nu Benene paa Nakken og gaa derhen hvor Du veed nok — list Dig over Gaarden med Forsigtig , hed , jeg kommer senere , Velan ! svarede Skaren med en velklingende Malmstemme . Han sagde kun dette ene Ord , men det efterlod en Lyd som af en Skibsklokke , han gik stille ud af Døren og forsvandt i Mørket ovre i Skoubogade . Du maa give mig en Forklaring Carl , sagde Aline , hvad er alt dette ? Er Du en Tyv , siden Du er forfulgf af min egen Faders Folk ? Aline , tvivler Du om min Redelighed ? Saasandt Gud lever er jeg ingen Tyv , men en ærlig Mand , der søger at sikkre den ham betroede Skat for enhver nysgjerrig Eftersnusen . Jeg troer Dig elskede Carl , men siden Du betroer mig din Skat , som jeg skal bevogte som mit eget Liv , i Politiløitnantcns eget Hus , saa kan Du vel ogsaa betro mig Hemmeligheden som staar i Forbindelse dermed . En Erd binder mig kjereste Aline — ellers vilde jeg betro Dig alt , thi Du vilde være ligesaa taus og fro som jeg . Lad det nu være godt Carl , men var det saa ikke bedst at vi gik over i Leiligheden , her er saa koldt og mørkt . Du talte om at Du vilde vogte min Skat , har Du et sikkert Gjemmested ? Ja jeg har ; Fader er ude men han kommer snart hjem derfor maa vi skynde os , her er et salfkt Panel , og et lignende er der bagved min Seng i mit Sovekammer — hvor vil Du at jeg skal gjemme Skatten ? Her er det bedst , da den af og til bliver forøget eller formindsket , og det maa altid ste uset af Andre . Godt saa gjemme vi den her . Ja men Aline , Papirerne , der ere langt vigtigere end Guldet , maatte Du helst gjemme i Panelet i dit Sovekammer . Som Du vil bedste Carl , kom med dem . Nei ikke nu , her er Nøglen til Skrinet , jeg betroer den i dine Hænder , gjem det imorgen med Forsigtighed . Hjelp mig nu Kassen hen til Panelgjemmet . Gjerne , men Gud hvor er den tung , der er meget Guld i den . Ja , kjære Barn , der er for 80 , 000 Daler , og hvis den ikke var reddet af D g — var den nu tabt for Selskabet . Hvilket Selskab ? Ligemeget elskede Pige , Du veed at det er en betroet Skat — og at den tilhører et Selskab — Du har Nøglen til vort Ve og Del , mere kan jeg ikke sige Dig . O , jeg skal nok faa mere ud , mumlede Aline . Hvad sagde Du , bedste Pige ? At Du maa over med og drikke The før Du igjen gaar bort . Jeg har rigtignok meget at varetage . Naa det har Du min Ven , nei jeg flipper Dig ikke , Du gaar strax over med . Christian den Syvendes gule Kavaj skal døg alligevel først hænges paa sin Hædersplads igjen og — Hvordan , er det salig Kong Christians Kavaj ? Ja veed Du ikke det ? Onkel Gram var jo hans Kammertjener og det er et af hans Arvef . ykker . Det er besynderligt , sagde Carl , hvorfor laante Du mig netop den ? Det skal jeg sige Dig , fordi der knytter sig et Sagn og en Tro til dette gule Overstykke . Virkelig , det har Du aldrig talt om . Ja , saa har jeg glemt det , men nu stal jeg fortælle hvad jeg selv har børt . Da Kongen havde forvist og skilt sig fra Dronning Mathilde , vor nuværende Konges Moder , faldt han paa alle Slags Indfald . Et af disse var at han vilde have en Kudsk « K : vai for det var jo dog ham der holdt Statens Tømmer i sin Haand , sagde han . Mep Enkedronningen og Gultberg log imidlertid Tømmerne fra ham , men lod ham beholde den gule Kavai — da han nu engang gik og græd og vred sine Hænder nede i Haven , hørte han en fattig Kone som ligeledes græd og jamrede sig der hvor hun laa og lugede et Bed . Hvad græder Du for gode Kone , sagde han og standsede . Ak min Mand har forladt mig , svarede hun . Din Mand , ere alle Mænd da Bødler ? Ak nei , men han er død . Død — nu ja det er ogsaa den eneste Undskyldning , der Mutter , sagde Kongen , tag denne Haandfuld Dukater , som jeg har knebet fra min Stedmoder , bed saa for alle de stakkels Koner , som ere forladte af deres Mænd . Konen sank maalløs ned for Kongens Fødder , kyssede hans gule Kavaj og vædede den med sine Taarer . Jeg er et SskldagSbarn Herre Konge , raabte hun , og jeg seer , hvad ingen andre seer , saalænge I bærer denne Kavai skal ingen Uheld eller Efterstræbelse ramme Eder , der skal være Held i den og med den , og alle sorte Planer skal prælle af fra den gule Kavaj . ' Hoho , sagde Kongen , er det sandt , fia har jeg idag gjort den bedste Handel i hele mit Liv . Saa havde Kongen vel den gule Kavai paa da Englænderne gjorde Iagt paa ham i Storebælt ? spurgte Carl . Netop , det var hans eneste Vaaben . Jeg troer Du har Ret Aline . Havde ikke Kavaien øvet sin magisfe Kraft — saa havde jeg idag været meget uheldig . Kan Du husfe da Du friede til mig Carl ? Ja det var for et Aar siden , Du sad i Kakkelovnskrogen og frøs fordi Du havde Koldfeber . Ja og det var morkt , saa Du kunde ikke se at jeg sad indsvøbt i den gule Kavai — jo den er heldig . Nuvel , jeg troer den er heldig for os begge To , længe leve den gule Kavai ! Kom nu kjæreste Aline og lad os drikke The . Gjennem en heel Deel kolde og mørke Værelser , gik de to Forelskede Arm i Arm over til de oplyste og varme Værelser som vendte ud til Klædeboerne . Faderen var vel ikke kommen endnu , men man ventede ham hvert Øieblik hjem fra Politikammeret . Themasfinen stod og snurrede paa Bordet og bidrog sit til den hyggelige Aftenscene , som Politiløitnanten med saa stort Behag altid nod i sin Families Skjød . Andet Kapitel . En eedsvoren Forsamling . Efter Thebordet , hvor Politiløitnanten i det fortræffeligsle Humor oplæste Statstidenden for sin Datter og Svigersøn og dvælede navnlig ved Beretningen om den store Napoleons Seiervindinger , var Stemningen saa oprømt som den overhovedet kan være ved Thevand og Smørrebrød . Politimanden var inderlig tilfreds med at have endt sin besværlige Cmbedsgjerning i den forløbne Dag , uden Bidsfere eller Fejlgreb og han greb Leiligheden til at fremkomme med et Forflag som længe havde ligget ham paa Hjertet . Der er nu knapt 6 Uger til den Tid jeg har lovet Jær kjære Børn at holde Bryllup , og jeg kan ikke fortænke Jær at I længes efter den Tid , men jeg gruer for den — fordi jeg saa kommer til at bo ene , og drikke min The serveret af Ane . Da I dog ikke har leiet endnu og alle disse mange Værelser dog maa staa ledige , saa vil jeg foreslaa Jer een Ting som jeg har tænkt over hele Dagen . I kunne bo i Baghuset , der jo igrunden er et Forhus ud til Dyrkjøb . Leien I skal betale mig er ilfe for høi for Eder — I stal blot ligesom nu drikke The med m g hver Aften . Aline kan jo passe sin Dont hele Tagen og engang imellem sliftes vi al spise til Middag hos hinanden . Men Theen om Aftenen drikke vi her hvS mig , for I veed det er min kjæreste Vane — og naar jeg saa tager mig en lille Lur som sædvanlig , ovenpaa Embedsbesværlighcderne , førend jeg gaar i Klubben for at ihre min Boston , saa er I jeres fri Mand hele Resten af Aftenen , hvad synes I om det Børn . Jeg synes godt om det , sagde Carl , og naar Fader og jeg stemmer derfor , saa er min lille Kone i Mindretallet og maa følge Trop med . Og jeg flutter mig med Glæde til Pluralitefen , sagde Aline oprømt , idet hun kysscde sin Fader og rakte Carl Haanden . Naa tut rar jo prægtigt , nu skal Du øgsaa have en Present mit Barn . Te giver Rødhætten og et Divertissement i Aften i Komedien — det er saadan et rart Stykke . Nu kan Du more Dig , Carl henter og bringer Dig nok ; jeg kan mærke at Ole Lukøie , den Strik , begynder at klippe Kaniner , god Fornøiesse , pak Dig godt ind for Luften begynder nu at blive kjølig . Adio Born , Undskyld mig . Og dermed gik Fatter ind i sit Kabinet med Statstidenden i Haanden . Klæd Dig saa paa bedste Aline , sagde Carl , thi sandt at sige har jeg lidt Hastværk i Aften . Gaa Du kun kjære Ven , jeg arbeider paa Broderiet til Faders Lænestol , Du veed at det snart er Faders Fodselsoag , og jeg kan saa rart sy derpaa iaften . Saa er Du da ikke vred paa mig fordi jeg gaar . Nei min elskede Ven , gaa Du kun , mine bedste Ønsker og jeg følger Dig i Tankerne . Carl gik , og neppe var han ude af Døren førend Aline snappede den gule Kavai , satte Næsen med Knebelsbarterne paa , kastede Kavaien om sig . og sneg sig langsomt ester Carl der tog Retningen gjennem Knabrvstræde og dreiede om i Brolæggerstræde . Hun saa ham blive staaende uden for et Hus , og derpaa forsvinde . Hun gik ogsaa ind i Huset og kom til en Indgang over Gaarden hvor en Mand stod og spærrede Passagen for Uvedkommende . Det var meget mørkt , men da Manden saa den velbekjendfe gule Kavai og den ham bekjendte Næse , forlangle han ikke Pasordet , men sagde blot , Velan , hvorpaa hun hvidskede , Søren , og smuttede ind i den store svagt oplyste Sal . Salen var næsten opfyldt af en betydelig Deel maskerede Personer , hvoraf flere stod og talte hemmeligt og sagte med hinanden . Aline svøbte Kavaien tæt om sig og stillede sig hen i en Vindnesfordybning , hvor hun uden at være synderlig bemærket kunde iagttage hele kenne hemmelig » hedSfulde Forsamling . Flere Personer tilsyneladende af hei Rang og fremragende Stilling i Samfundet , der hilstes af Alle med dyb Ærbødighed , gik omkring og trykkede Een og Anden af de Maskerede i Haanden , de benævnedes Hr . Kammerherre , Hr . Greve og med lignenke Titler . Aline iagttog fra sin Krog , at den sædvanlige Hilsen næst efter et Haandtrvk var at føre Haanden til Munden og dernæst lægge den paa Brystet , hvilket saa ud som et Løvte om Taushed og Troskab . Værelset var forsætlig svagt oplyst , thi hele Belysningen bestod i 6 Los i en Armstage , der stod paa et simpelt Fyrretræs Bord , paa en Forhøiniog , der var stor nok til at rumme flere Mennesker . En lille sort Protokol laa paa Bordet , det var alt hvad der saaes foruden de Maskerede , i dette store Værelse . Hun speidede længe forgjæves efter Carl , men kunde ikke opdage ham , vistnok vare ' alle de Tilstækeværende forsynede med Master , men de havde alle sædvanlige borgerlige Klæder paa saa at hun antog at hun nok vilde kunne gjenkjende ham , selv om han havde masferet sit Ansigt . Hans høie velsfabte Figur og hans levende klare brune Øine skulde nok , meente hun , selv med en smule Forklædning , være gjenkjendelig for hende . I et Sideværelse , ikke ret langt fra det Sted , hvor Gode Mænd og Forenede , skulle vi sætte Kapitolet , da der er forskjellige Ting af Vigtighed som trænge til Afgjørelse ? Intet Svar lød paa denne Opfordring . Præsidenten ventede nogle Minuter , derpaa tog han atter Ordet og sagde : De som tie samtykke , men for at overbevises om det almindelige Samtykke , beder jeg at maatte foretage Køntraprøve . De som ikke ville have Kapitolet sat , behage at række Hænderne i Veiret . To Maskerede fra Baggrunden efterkom denne Opfordring . Næsten hele Forsamlingen er for Kapitolet , kun 2 Stemmer imod , følgelig erklærer jeg Kapitolet sat . Flere Talere have begjæret Ordet , men forinden maa jeg tillade mig at underrette om , at ForeningSstatten er bragt i fuldstændig Sikkerhed , hvorfor jeg i Et og Alt indestaaer . Da Sandhedsvidnerne have berettet , at vi i uvis Tid kunne vente en Politiundersøgelse , saa have flere gode Mænd sundet det ^Nødvendigt , at bringe Skatten i Sikkerhed for saadan Undersøgelse , ikke blot for Midlernes , men især for Kapitolets Papirers og dels Medlemmers Skyld . Bemeldte Skat kan af Kapitolet erholdes til enhver Tid , med 24 Timers Varsel , er man tilfreds med dette Arangcment ? En stærk Mumlen opstaaet ved sagte og halvhøje Samtaler og McningSudvexlinger mellem de Forsamlede , lod sig høre og vedblev en 5 — 6 Minuter . Endelig lød en Stemme fra Baggrunden af Salen med det tydelige Spørgsmaal : Hvor er Skatten ? I fuldstændig Sikkerhed , paa min Garanti- Er man ikke tilfreds med denne Oplysning og Foranstaltning , skal den være her i Lokalet ved denne Tid imorgen Aften . Lokalet er udsat for Undersøgelse , yttrede Flere , Garantien er god , yttrede Andre , medens Maskerede i Baggrunden spurgte om Stedet hvor Skatten og Papirerne fandtes . Præsidenten slog atter til Lyd , og sagde : Da det forekommer mig som om man ikke er tilfreds med den trufne Sikkerhedsforanstaltning , skal jeg sørge for at Papirerne og Skatten er her i Lokalet ved denne Tid imorgen Aften , paa Kapitolets Ansvar og Risiko . Nei , nei , udbrød Mængden — lad det være som det er . Vi ønske blot at vide hvor den er , vedblev man i Baggrunden af Salen . Da der like Heisfer Enighed om dette Punkt , beder jeg dem der stemme for Sikkerheden række Hænderne i Veiret . Næsten Alle stemme for Sikkerheden som den er , sagdr Præsidenten , idet han mønstrede de talrig oprakte Hænder . Nu Kontraprøven , de som ønske at Skat og Papirer deriblandt Medlemslisten , skal være her i Lokalet imorgen Aften ved denne Tid under Kapitolets eget Ansvar og Risiko — behage at række Hænderne i Veiret . Ln halv Snes Hænder hævede sig i Baggrunden af Salen , men da flere af de andre Master gjorde opmærksom paa , at alene Medlemslisten kunde være farlig , naar den faldt i Politiets Hænder , saa frafaldt man øieblikkelig al Opposition og raabte at Kontraprøven skulde ikke gjælde eller gjentagcs . Præsidenten gjentog dog Kontraprøven og nu hævedes ikke een Haand . Foranstaltningen er altsaa billiget , sagde han med synlig Tilfredshed . Førend vi nu gaa over til Fortsættelsen og Afslutningen af den tidligere begyndte Diskution om Selstabefs Formaal , maa jeg erindre om , at Loven tydelig angiver Formaalct . Lovens 1ste Paragraf siger udtrykkelig og klart : „ Selskabets Formaal er ved lovlig e Midler at arbeide hen til at bevirke at Frihed udbredes i Danmark , og at de børgerlige Indskrænkninger som Absolutismen har indført , gradvis hæves eller mildnes “ . Enhver Bestræbelse for at hæve sligt paa eu voldsom Maade , er altsaa ikke blot ulovlig i Landet , i Staten , men ogsaa ulovlig i Selskabet . Maa jeg bede om Order , streg en af Baggrundens Master . Numer 8l har Ordet , sagde Præsidenten . Den betegnede Maske Nr . 8l , en høi mager Person , ilede som om han havde stor Hast op til Talerstolen , fulgt lige i Hælene af en lille tyk Mand der havde Umage med at følge Rr . 81 . Han stillede sig ved Siden as ham og sagde høit til en Nærstaaende : Jeg er Hestetæmmer , og skal nok passe at han ikke render lobst . Mine Herrer l brølede Nr . 81 , det er paa Tiden af vi afkaste Trældommens Aag : Ethvert Folk , der har ønsket Friheden har saaet den , ligefra Pharaos Tid til Ludvig den 16des . Vi føle af Hænderne ere bundne paa os , velan vi ville sønderbrvve Lænkerne , vi have Mund og vi tør ikke tale , vi have Hænder og vi tør ikke røre dem . Kongen og Magistraten ere vore Formyndere , ere vi da Børn ? Frihedens Sol har udsendt sine blodrøde Straaler over Jorden , det er paa Tide af vi vækkes af Dvale , det er paa Tide af vi strælke de dovne Lemmer og ryste Lænkerne af os . Præsidenten har forkyndt ganske i Absolutismens Aand , af enhver Voldsomhed er ulovlig baade i Landet og i Selskabet , men jeg bryder mig ikke om hvad Præsidenten siger , thi vi ere ikke komne sammen for af nedkue Modet , men for af udbrede Friheden i Nordens Riger og Lande . Det er paa Tide af di kaste Masten og vife hvad vi bære i vort Skjold , jeg vil gjøre Begyndelsen med af vise mit Ansigt , ( her rev han Masken af og viste et mørkladent stærkt markeret Ansigt , med et ondt Udtryk og lumske sielende Øine . ) Jeg hedder Grev Satanio fra Bayern , og kan disponere over store Summer naar det gjælder Friheden , mit sidste Ord er derfor fremad paa enhver Maade , væk med Bast og Baand , væk med Absolutismen . Efter disse Ord , steg Taleren ned af Forhøjningen . Præsidenten slog til Lyd , og sagde , jeg protesterer i Selskabets Navn mod de faldne Udtalelser , Loven forbyder enhver Voldsomhed . Numer 82 forlanger Ordet , sfreg den lille tykke Maske . Præsidenten smilede og gav et bifaldende Nik . Mine Herrer ! sagde Taleren , jeg er Grev Satanios Skygge , jeg hedder Puf og er sødt i Badstustræde . Følgelig er jeg en af de Nærmeste der kan imødegås ham her . Ogsaa jeg vil kaste Masten , fordi det er saa varmt og fordi jeg vil vise dem af jeg ikke er bange for af sige Greven Sandheden lige i Øinene om han ogsaa flclcr lidt til Absolutismen . Hvad kommer Absolutismen i Danmark ham ved , han siger selv af han er en Bayrer , igrunden er han kun en halv Bayer for han er fedt paa Grændsen af Østerig , med det ene Been i Stciermark , dr er bekjendt for sine stiydende langhalede Bæsner . Mine Herrer : det er paa Tide af vi afkaste Brevleriets Aag , Pokker skulde hasardere Friheden paa en voldsom Maade naar man kan lirke sig til den med det Gode . Han drømmer om Pharao og Ludvig den 16de , og han er ligeved at tilraade en Krig med Magistraten og Kongen , ja han har allerede aabnet Felttoget med en heel Deel forspildte Fraser , som skal sætte vore Koners og Børns Bel , ikke at tale om vore velsignede Hoveder og Halse i Vove , men jeg blæser af hvad Grev Satanio siger — og det saa slærkt som et stakaandet Menneske kan blæse , jeg veed meget godt at han ikke risikerer noget , ser de Store hytte sig altid , men de Smaa — de Korte og Tykke , dem gaaer det altid ud over . Hans Fætter Lucifer flap til Exempel temmelig helskindet fra Vorherre , da han raabte : væk med Absolutismen , vi ere ikk : Børn og behøve ingen Formynder , medens de Stakkels Djævle som fulgte hans Exempel maatte gaa ad Helvede til , hvor de fik det meget værre end de havde havt det for . Vi ere ikke komne sammen for at kue Model , siger han til dem medens han holder dem ud over Risten , men for at vise hvad vi bære i vort Skjold og for at komme saa meget dybere i Suppedasen . Mit sidste Ord er derfor , bryd dem ikke en Smule om hvad den Satans Greve har sagt , ban vil blot bruge ? er til at rage Kastanierne af Ilden , og siden efter raabe væk med Tosserne , væk med de Faarehoveder som lade sig lede til Slagterfolden ; det var det jeg vilde sige , og synes De at jeg har vrøvlet alt for længe saa skal De ikke bryde Dem en Peis om det , det var kun for ogsaa i denne Henseende at kunne overtrumfe den foregaaende magre Taler . En umaadelig Latter og Bifaldsmumlen fulgte den tykke Pnfs Foredrag . Et nyt Numer begjærede Ordet , da en Tumel opstod i Forværelset , og Søren slyrtede ind i Salen med de Ord , Politiet , Politiet . Alle bleve grebne af Skræk , og nogle navnlig de i Baggrunden slaaendt flygtede ud af Vinduer og Døre som vendte ud mød Kompagnisfræde . Præsidenten slog til Lyd , og sagde , mine Herrer , vi have intet ulovligt Formaal og vi hare ikke begaaet nogen Voldshandling , lad os derfor forholde os rolig , og lade Lovens Overholdere troede ind . Søren bad Potitipersonalet at træde ind . Førsamlingen iagttog en roligere Holdning efter at Baggrunden eller de Fine , som de kaldtes havde forladt Salen . Politiet traadte femmelig mandstærk ind , i Spidsen for dem gik Politiløitnanten , ligefrem ført af Schlangenbusch der her for første Gang viste sig med Politi « flildt uden paa Frakken . I Kongens Navn , sagde Politilsitnant Gram med høi og tydelig Røst , befaler jeg af tage Masterne af . i Man tøvede , dog ' var der flere som strax efterkom Opfordringen . Hr . Politiløitnant , De slak strax blive adlydt , kun anmoder jeg om , først af maalte gjøre Dem en Meddelelse . Bil De saa gjøre det snart , thi Politiet maa adlydes . Präsidenten nærmede sig ærbødigt Politiløitnanten og tilhvidskede ham . Deres Datter Aline , min Forlovede , er her tilstæde , hvilket beviser af Selskabet har et lovligt og hæderligt Formaal , prostituer ikke hende og Dem selv , det er hende i den gule Kavai der staaer henne i Vinduesfordybningen . Befal af enhver skal demaskeres , men af de som ikke ville demaskere sig her i Salen , kunne gjøre det for Dem som Øvrighed , i Værelser ved Siden af . Politiløitnanten studsede . Carl Du her ? sagde han , er min Datter Aline virkelig ogsaa hr ? Ja Fader ! Et strængt Blik besvarede dette tilhviskede Ord , som « berettiget , De Tilstædevæcende maa alle demaflere sig , sagde Gram strængt , men de som ønske eller foretrække kun at demaskere sig for mig i Værelset ved Siden af tillade ? det . Politiloitnanten stred henimod Døren . Men Grev Satanio der alter havde paasat sig Masten , spærrede ham Veien . Et Ord , min Herre , raabte han , De er Absolutismens Tjener , jeg er Frihedens Ven . Enhver Revolution er mig en Fryd og alt Polrtivæsen er mig en Afsky . Følg mig , om De tør . Grib ham , sagde Gram vredt , men Ordet var næppe udtalt før Greven var smuttet gjennem Døren . O , min Herre , sagde Puf , bryd Dem ikke om den Skraalhals — De hører nok paa Skrydningcn at det er et Wsæl — forresten er det min Herre — men kan jeg være det ærede Politi til Tjeneste , skal jeg snart overbevise Dem om , at min Herre Greven af Satanio , ligesom hans ærede Ven , Forræderen Schlangenbusch , kun er indtraadt Foreningen , for at føre den paa Glatis , eller for at bringe den i Fidtefadet . Jeg anholder Dem , snærrede Gram . Det er Naturligt , jeg er en ærlig Mand . Det De der siger er en Fornærmelse mod Politiet , hvorfor De vil blive aparte straffet . Ak , jeg maa finde mig deri , thi jeg har havt Leilighed nok fil af være en Kjeltring , men jeg duer reent ud sagt ikke fil det . Bort med ham , befalede Gram , og to Betjent « førte Puf ud af Salen . Gram vinkede af Præsidenten og af den Maskerede i den gule Kavai og sagde : træd ind i Værelset ved Siden as og drmafleer Dem . Aline hørte tydelig sin Faders Befaling , men som om hun anede en høist ubehagelig Forklaring , eller frygtede for en smertelig Udgang af denne Forlegenhed , lod hun som hun ikke havde forstaaet Vinket eller Befalingen . Hun tøvede tvilvraadig , og grundede endog paa om hun ikke kunde løse Krogen af Vinduet i hvis Fordybning hun stod , og flygte ud i Baggaarden ad den Vei , men hun maatte have Carl med sig og vinkebe derfor af ham . Carl nærmede sig strax , men i en anden Hensigt , end t flygte . Han greb hendes Haand og sagde : Fader veed af vi Begge ere her , vi maa se af formilde ham , en Flugt vilde kun forværre Sagen ; kom elskede Pige . Tredie Kapitel . En ivrig Embedsmand . De to Master fulgte omsider Gram ind i Værelset ved Siden af Salen . Ingen maa komme ind før jeg kalder , befalede Politiløitnanten de nærved slaaende Betjente ; derpaa lukkede han Døren , og for at være sikker paa ikke at overraskes , skjød han Slaaen for . Nu bort med Masterne , sagde han med rynkede Bryn . Carl og Aline toge paa engang Masterne af og slode førlegne for Faderen . I have altsaa bedraget mig Utaknemmelige . Min egen Datter og Svigersøn i et Oprørskomplot — Du er Præsident Carl — jeg har elsket Dig som min Søn , men her er ikke Tid ril Lamenteringer — udleveer Komplottets Kasse og Papirer . De ere ikke her , og fra nu af ikke i mit Værge . I Kongens Navn , udleveer dem eller jeg belægger Dig med Arrest . Kassen og Papirerne ere ikke i mit Værge , jeg kan ikke udlevere dem . Fader , sagde Aline , Selskabet har et godt og lovligt Formaal — Carl har gjort hvad han kunde for at holde det i det gode Spor , det kan jeg bevidne . Det er muligt , og da jeg kjender ham vil jeg tilføie , det er maaske aldeles vist — men ligesaa vist er det at man her arbeider paa Oprpr imod Kongeloven , hvem der findes blandt Oprørere , maa tage Skade for Hjemgjæld , tag din Forlovelsesring af og giv ham , Carl giv hende fin Ring tilbage . Den Forbindelse hvbrtil jeg har glædet mig saameget er fra nu af hævet . Fader , det er ikke dit Alvor ! Carl har villet frelse Selskabet for at forløbe sig , derfor vil Du ikke straffe ham og Dit eget Barn . Adlyd , det bliver som jeg har sagt . Begge de unge Mennesker slode ubevægelige med Taarer i Øinene . Aline , vi maa adlyde din Fader , mit Hjerte vil bløde — men vi skylde ham Ærbødighed og Lydighed som din Fader . Men ikke min Tyran , jeg adlyder ikke en uretfærdig Befaling ; Kvinden forlader Fader og Moder og holder sig til sin Mand . Gaa din Vei øieblikkelig , sagde Gram forbittret , der er en Udgang til Compagnistræde , skynd Dig , afskyelige Datter , gaa hjem — Carl har blandet sig ind i en forfærdelig Historie , men han er tusinde Gange bedre end Du — han veed hvad der er min Pligt . Carl , min kjære forvildede Dreng — giv mig Alines Ring — Du skal faae din sendt . Og om Du knuste Ringene tillige med Fingrene , — jeg forlader ham aldrig , kom Carl . Nei , Aline , Livet er mig ikke saa kjært som din Kjærlighed , men for mig er den , Du nægter at adlyde , ikke blot din Fader , men Politiembedsmand , jeg maa adlyde , hvad det saa end koster . Hulkende som et Barn drog Carl Forlovelsesringen af sin Finger og lagde den i Grams Haand , som han kyssede og bedækkede med Taarer . Fader , bad han , vær ikke for haard , maa jeg kysse hende for sidste Gang . Gjør det , hvidskede Gram dybt rørt , men hurtigt , Pligten byder mig at paaskynde Alt . Carl og Aline kastede sig i hinandens Arme i en lang slum Omfavnelse , under hvilken Aline segnede bevidstløs og bleg som et Lig til Jorden . Ak hun døer , raabte Carl med Gru — hun døer , Aline — mit Alt — o tag mig med dig , gid vi begge maatte dø for din Faders Fødder . Gram vidskede en Taare bort fra sine Øine . Hun kommer sig — sagde Gram , det var kun Sindsbevægelse — Carl — det Skete kan ikke gjøres om . Pligten byder det — men jeg flatter dit Hjerte , før hende ud i den fri Luft — før hende hjem og befri mig fra enhver Skandale — jeg har Tillid til Dig , jeg giver Dig en Times Frihed paa Æresord — om Krigen . Da Voldsmænd tog os Slesvig bort — Europa stod som Pjall , Der taltes ei om Skam og Tort , Nei — Næveretten gjalt . Da Brandenborgerørnen slog Sin Klo i Brødres Land , Frk Folk til Slaver , Konger jog — Ei rørte sig en Mand . Men nu , da Frankrig „ færdig staaer “ At tæmme List og Svig , Et Nore gjennem Verden gaaer Og høres Harmefkrig . — Det er paa Tid Gud holder Dom Om hvem han kalder sin , Thi „ U feil bar “ er ei i Rom , Langt mindre i Berlin ; Det er paa Tid Gud holder R t Og gi ' er os Vort igjen , Den som det gjør ved blodig Tvæt — Ham kalde vi vor VenThi bede vi Gud fljærme dem Som trodse Boldsmænds Leier , Dem følge Lykken ud og hjem Dem skjænke Herren Seier ! Eduard Meyer . en Time maa Du være paa Kamret , hvad jeg blot formaaer stat jeg gjøre før Dig , gaa nu , før hende ud saa godt Du kan , kjære Carl — tag en Vogn hvis det ikke kan undgaas , men skjul saa Masken og Kavaien — nei , gaa hellere — men om en Time maa Du være paa Kamret . Det lover jeg , hvis Aline lever , hvis ikkeCarl , hun veed at jeg er Politimand , jeg skal indestå « for mine Anholdtes Sikkerhed . Med disse Ord skjod han Carl , der bar den endnu halv bevidstløse Pige paa sine Arme , ud i den mørke Gang som førte til Kompagnistræde . Efterat Carl og Aline vare ude af Synskredsen aftørrede Gram sine faderlige Orne og lagde Ansigtet i Politiløitnantens Folder , aabnede Døren og sagde : Slangenbusch , lad 2 — 3 ad Gangen træde ind og demaskere sig . Resten kan demaskere sig i Salen . Kun de som absolut fordre at demaskere sig for mig personlig , kan træde herind ; Sørg for at det Hele gaaer roligt og hurtigt , der behøves ku » at anholdes en halv Snes af Bestyrelsens Medlemmer , deriblandt Dr . Dam . Doktoren er her ikke i Aften , Hr . Løjtnant ! Fy , for Pokker , og det er den Vigtigste . Man skulde dog antage at Præsidenten for sligt et Selskab er den Vigtigste , sagde Betjenten med et skulende Blik . Det er noget Snak , Slangenbusch , De som Overløber kan mindst antage , at det er vigtigt for os at nappe en Mand som har gjort . stg de største Anstrængelser for at holde Skibet paa ret Kiel , end en Mand som stadig har arbeidet paa af bringe Besætningen i Oprør — men lad dem komme som ville ind til mig , er der Mange ? Kun 10 — 12 Personer og jeg troer af det er fint Fløi ! . Ja Fløilet kan jo ogsaa blive smudsig , ikke sandt Slangenbusch . Den Tiltalte blev ildrød i Hovedet , han vidste nok hvortil hans Chef sigtede . For af skjule sin Forlegenhed , eller rettere sin Forbittrelse gav han sig ifærd med af udføre den modtagne Ordre med stor Ivrighed . De Personer som 2 ad Gangen demasfcrede sig for Politiloitnanten vare vistnok meget hoitslaacnde , eller i det mindste fornemme Personer , thi medens de efter Demaskeringen behandlede Gram som Ligemand , viste han dem den største Ærbødighed og Agtelse . Alle vare de indtraadke i Selskabet i den Hensigt af være Dæmpere for af man ikke skulde gaa udenfor Loven , og alle vare de enige om af dadle Dr . Dam ag Grev Satanio , der vilde gaa til Aderligheder , medens de bestandig og ivrigt havde sløttet Præsidenten i hans roSværdige Bestræbelser for , af holde Selskabet paa Petiiionens og Lovlighedens Gebet . Vilde man da ikke Absolutismens Afskaffelse og Kougens Forsagelse , spurgte Gram , en meget fornem Mand . Ingenlunde , troer De saa jeg vilde have deltaget , nei man vil ansøge om at Folket maatte give Raad i dets egne Sager . Og kan De beedige at der ikke i Selskabet er fattet nogen Beslutning om Kongens Forsagelse , eller Kongelovens Kult kastelse . Ja det kunne vi beedige , desuden beviser Forhandlingsprotokollerne tydeligt at det er lykkedes Præsidenten Carl TheiSner , ved vore og mange loyale Medlemmers Assistance , at modarbejde og tilintetgjøre alle ulovlige Forslag . Del glæder mig at høre , thi af Foreningens Love har jeg intet ulovligt kunnet uddrage . Meget sandt Hr . Polililøitnant , og det er vor og Præsidentens eneste Bestræbelse at holde Beslutningerne paa Lovens Grund , Godt , det vil gavne de Implicerede , men dem der komme hyppigt med Forslag om voldsomme Forholdsregler maa vi have fat i , navnlig , Dr . Dam og Grev Satanio . Hvad den første angaaer , da bliver han altid overstemf oz bekjæmpet af os og Præsidenten . Hans Ideer dreie sig altid mest om Trykkefrihed og Skattebevillings ret , den anden bliver stadig ud ' er fordi Puf hans Tjener eller Lekretair , gjør ham til Latter , hvilket lader formode at hans revolutionere Hensigter aldeles ikke ere alvorlig meente . Hvor boer Greven ? I Hotel du Nord . Og Doktor Dam ? I Dybensgade 17 eller 18 . Tak mine Herrer ! For en Orden maa jeg bede Dem om at gjenfage deres Erklæring for Forhørsprotokollen , hvilket vil redde særdeles mange af Selskabet fra Straf og Forvisning . Vil De behage at gaa nd af denne Sidegang , der som De vel veed fører til Kompagnistræde . Jo Hr . Løjtnant , for vi blot st ørge Tem om een Ting ? Een af de værste Hylere i Selskabet , der hyppig fremkom med de voldsomste Propositioner , har vi seet i Politiets Midte , hnr vi seet og gjættet Ret , var han her kun for at suste os , eller blev han fornærmet fordi han ikke blev valgt til Præsident ? De spørger mig om mere end jeg som Politimand tør oplyse om . Men hvorfor valgte man ham da ikke til Præsident ? Mulig havde han da ikke gaaet over til P liliet . Men han havde gjort det der er værre , han var sikkert stukket af med Selskabets Kassebeholdning . De havde altsaa mere Tillid til den unge Mand som De valgte i hans Sted ? Ja visselig , thi Kongen , Selskabet og den gode Orden , har ingen loyalere og redeligere Mand end Carl Theisner . Gram fande næppe skjule den glade Bevægelse som dette Vivnesbyrd fremkaldte hos ham . Han afbrød nu samtalen , idet han , under Paaskud , at andre Medlemmer stode for Tour til at indlades , demiterede de høie Herrer , hvoraf han benævnede een af dem ved Titlen „ Hr . Kammerherre ! “ Da disse Herrer gjennem Sivegangen havde forladt Værelset , aabnede Gram atter Døren til Salen og lod efter Tour 2 Maskerede ad Gangen træde ind til sig . Fjerde Kapitel . Urokkelig Beslutning . Aline følte sig saa svag og overvældet , da hun sløttet til Carls Arm kom udenfor i den fri Luft , at hun næppe kunde staa paa sine Ben . Hun zittrede paa alle Lemmer , som om hun havde den stærkeste Feber , hun var næsten kvalt af Taarer og troede at hun atter skulde besvime . Ak , jeg kan ikke gaa længer , jeg maa sætte mig paa denne Trappe . Du maa endelig skaffe mig en Vogn , kjære Carl , ellers kommer jeg ikke levende hjem , klagede hun og kastede sig ned paa en fremspringende Stentrappe . Kjære Pige , jeg kan ikke forlade Dig i denne Tilsfand , naar en Forbigaaende kommer skal jeg sende et Bud til Hvrekudstcn i Læderstræte . Ah , se der kommer just en Kareth , sagde han glad . Saml dine Kræfter sammen Dyrebare , jeg maa ned til Kudsken at han ilke dreier om af en Sidegade . Bliv hos mig Carl , bliv min eneste Ven — Du maa ikke forlade mig . Jeg bliver . Fat Dig blot . Vognen var imidlertid kommen nærmere . Det var en Hyrekareih , som skulde hen paa Gammeltorv og hente et Herskab til Bal , hvilket Kudsken anførte som Grund til sin Nægten mod at kjøre for en Syg . Den Syge er Politiløitnantens Datter , sagde Carl , og Sygdommen bestaaer kun i en pludselig Besvimelse , Du skal kjøre os hjem til Grams Bopæl der er i Klædeboerne tæt red Gammeltorv , saa Du kan tjene dine Tre Mark og dog komme tidsnok til at hente Herskabet til Bal . Ved at hpre Veto Troldomsord : „ Politilsitnanten “ og de « Tre Mark “ som han jo kunde putte i sin egen Lomme som Drikkepenge , betoges endel af Kndskens Betænkeligheder , han dreiede ind med Fortouget hvor den Syge sad , og spurgte nu kun for en Sikkerheds Skyld om Sygdommen da ikke var smitsom og om Patienten ikke lugtede af Medicin , for saa slete han al Landsens Ulykke . Da han var beroliget i begge Henseender , hjalp Kudsken Carl med at faa Aline paa den bekvemmeste Maade til Sæde i Karethen og smeldede paa Hestene det bedste han kunde , for at gjøre Menneskeligheden en Tjeneste og tjene sine Tre Mark ndcn at Manden : Hy . rekuesken , eller Hersfadet mærkede det Mindste . Det varede derfor ogsaa kun kort Tid førend Carl og Aline vare hjemme i Grams hyggelige Bolig . Kjørselen og den friste Luft , som Carl havde ladet strømme ind af den nedslaaede Vognrude , havde gjort Aline godt . Endnu mere havde Carls Kjærlegn og tröstende Ord oplivet hende , mest af alt følte den unge smukke Pige sig styrket og lettet ved den rigelige Taarestrøm som hun havde givet Lust , idet hun sad trykket tæt op til Carls Bryst i Vognen , og ved den faste Beslutning hun under kenne Hulken havde fattet . Carl havde lovet henve i Et og Alt at fø ' e hendes Ønsker , saavidt det stod til ham , og dette Løfte beroligede hende , ja indgav nyt Liv og Energi , saa at hun betydelig bedre traadte ind i sin Faders Hus hængende ved sin Forlovedcs Arm , end da hun fornylig forlod fin opbragte Fader . Hun satte sig bleg og mat ned i Sofaen — og sagde : Carl , gjentog dine Ord , hvis mit Liv er Dig kjært , gjentog og besværg at Du i Et og Alt , saavidt Du formaaer det vil rette Dig efler mine Ønsker . Søde Aline , hvidskede Cael og knælede ned for den Elskede , aldrig har jeg følt som nu , hvad Du er mig , men hvad formaaer jeg ? Alt , Alt , det er ikke Overspændthed Carl , men jeg taler den rene hellige Sandhed , jeg kan leve uden min Fader , uden mine Slægtninge , som j g holder usigelig meget af , men jeg kan ikke leve uden Dig , jeg kan ikke — Du er mit Hjertes Pulsflag , min Tilværelses Aandedræt , mcd Dig lever jeg , uden Dig maa jeg dø . Dyr bare Pige , hav blot Taalmodighed , Du skal se at alt kan endnu blive godt — — kun før vi ikke trodse din Faders Vrede — han vil lære min Uskyldighed at kjende . Processen vil oplyse ham om at hverken jeg eller Selskabet har gjort os skyldig i noget ulovligt , og da vil han give mig d ' n Ring tilbage — — Min Ven , sagde Aline , Ringen er kun et Symbol en Erindring — med eller uden Ring er jeg din Trolovede , din Brud , Din uadslillclige Hustru , men Du kjender ikke min Fader , naar Du troer at han giver efter . Jeg kjender ham bedre , han glemmer aldrig at han har grebet Dig i en Politiiag , selv om Du var ligesaa ren som Englene , Fader er en af disse Embedsmænd , som b tragter Embekssager sam det eneste Hellige paa Jorden ; Familie , Børn , Venskab og Menneslesolelse er altsammen Biting — han holder af Dig , han veed , at Du har handlet som en rekassen Mand , det indrømmer han , men at Du bliver hans Talt rs Mand , det tillader han aldrig dertil er han alt for egensindig . Hvad skulle vi da gjøre , hvad kunne vi udrette ? spurgte Carl , bestandig knælende for den unge Pige , hvis Energi syntes at voxe M nut for Minut . Hun tog med sine hvide endnu rystende Hænder om den unge Mands Hoved , bøiede sig med Ømhed ned imod ham , kyssede hans Pande gjentagne Gange , saa ham derpaa kjerligt ind i Øinene , og sagde : hvis Dn havde Mod , min Carl , Moo som jeg , saa kunde jeg sige Dig , hvad vi skulde gjøre . Sig det Aline , jeg har Mod til alt hvad der kan gjøre Dig lykkelig og tilfreds . Ak , jeg frygter at Du vil vakle og forstrækkes ved mit Forslag — skjønt det er det naturligste af Verden . Kjæræ Barn , Du gjør mig allerede forstrækket vcd denne Indledning — Du vil da vel ikke at vi skulle springe i Stadsgraven sammen ? Aline kunde ikke tilbageholde et lille Latterudbrud ved dette Spørgsmaal — o , nei det er ikke det , thi det kunde jeg sagtens faa Dig til , thi bange for Døden er Du ikke , men alligevel er Du bangeFor hvad , for hvem ? For min Fader ! Ja det er sandt ! Og det er netop ham vi maa overvinde . Kjære Aline , skal jeg aabne Fjendtligheden mod den Mand , som jeg ønsker at kalde Fader ? Ja Du skal , Carl , naar Du i Virkeligheden elsker hans Datter , maa Du vise ham det , han har givet os til hinanden jeg flipper Dig ikke — hvad han saa siger eller gjør , har Du Mod saa springe vi ikke i Stadsgraven , men i en Baad i Kallebodstrand , og flygte sammen til Sverig . Carl sprang forfærdet op , flygte , flygte — Aline — det var jo en Skandale . Carl , læg din Haand paa mit Hjerte , tal Sandhed for Gud — jeg tilbeder Dig , som en Afgud — oh , jeg kan ikke finde Ord der betegner Omfanget og Dybden af min Kjerlighcd , svar mig nu — elsker Dn mig ? Ja , ved den levende Gud , oprigtigt , inderligt og trofasl . Oh , Carl , jeg vidste det , men jeg maatte døg børe det af Dine egne Læber , og 1000 Gange maa Du gjentage og forsikkre mig det samme , det er min Lyksalighed , mit Livs Glæde — og nu da vi tilhøre hinanden , hvad vedkommer saa Politivrøvlet op , vi have intet gjort , vi To ere et , fra nu af betragter jeg mig som din Hustru — Aline , vi maa tage Fornuften med paa Raad . Jeg vil aldeles ikke gifte mig med Fornuften , men kun med Dig . Vil Du da at jeg skal være ufornuftig kjære Pige ? Jeg vil at Du skal bortføre mig — ellers det sværger jeg , bortfører jeg Dig . Aline , jeg er Anholdt , flygte uden at ægte Dig vilde være en Skam . Og ægte mig uden at flygte er en Umulighed — Carl , havde jeg ikke Ret da jeg sagde , at Du manglede Mod . Hør mig blot med Rolighed , kjære Pige . Du veed at jeg slaaer i Begreb med at kjøbe et Apolhek , din Fader har endog lovet at supplere KjøbesummenMed min Mødrenearv , men efter hans Urimelighed idag , maa vi jo slaa en Streg over Apotheket . Ja , sukkede Carl . Vil Du nu høre mig med Rolighed ? spurgte Aline . Tal kjære Pige ! Politiloitnanten har anholdt Dig , godt , Du anholder hans Datter og søger til Sverig eller andensteds hen med hende . Bi lade os vie hos den første den bedste Præst , jeg er fuldstændig Herre over min Mødrenearv 21 , 000 , Onkel Grams Arv er 40 , 000 Daler mindst , Du har 30 , 000 , vi slaaer altsammen i en - Skaal og kan da leve af Renterne hvor det skal være . Det er godt nok , men Du er ilkc i Besiddelse af Onkel Grams Arv eller Moderparten , det er Eet , dernæst slaaer mine 30 , 000 i Prioriteter , hvoraf 4000 i Niels Frandsens Iagt — de skal først omsættes , det fordrer Tid . -- -- -- - Niels Frandsen ? raabte den unge Pige glad , og reiste sig . Niels Frandsen , det var herligt at Du nævnede det Navn . Skal han maesfe hjelpe os ? Ja min Ven , sæt Dig paa Sofaen , og lad os tale fornuftigt sammen siden vi nu engang er kommen i det fornuftige Hjørne . See saa , min Ven , nu er Du min Anholdte , og jeg trodser Kjøbenhavns Politi , jeg flipper Dig ikke ; tillader Fangen at jeg sætter mig paa hans Skjød , og holder mine Hænder om Halsen paa ham — Du siger da ikke Nei ? Jeg er i Din Magt Aline , Du kan nu gjøre med mig hvad Du vil . Prægtigt , det har jeg forresten ogsaa i Sinde , thi fra nu af og til jeg er Din ægteviede Hustru skal Du adlyde mig , men fra det Sekund at Du er min Mand og LEgteherre — fra det Øieblik adlyder jeg Dig — forresten skal jeg gjøre mit Herredømme saa kort som muligt . Jeg er altfor lykkelig derved , commandeer blot Muligheder . Vel — det skal jeg , svar nu Jnqvirent , er Selskabet De Forfvorne eller sammensvorne Brødre ikke sprængt . Jo in optima , formn . Godt , og Du har erklæret at Kassen er ikke længer i Dit Værge . Naturligviis siden den er i Dine Gjemmer . Bravo Carl ! For Guds Skyld , Du vil da ikke beholde den ? Stjæle den mener Du — tal lun reent ud af Posen , jeg er en Ven af Bttringsfriheden . Jeg er nødt til for ramme Alvor at sige Dig at min Ære hefter for Kassens Midler , ber enten ved Dom vil tilfalde Staten , Politiet , Fattigvæsenet eller Selskabets Medlemmer . Det er det endelige Resultat , begribeligviis , og da jeg ikke vil beskadige Dit Navn og Din Ære siden jeg skal dele dem med Dig , saa underretter jeg Fader om , at Du har betrøet mig Kassen for Politiundcrsogelsen — ja førend vi spiste til Aften og drak Thee , men at jeg efter det nu Forefaldne ikke vil levere den hverken til ham eller Dig , men beholder den imod at anvise det fulde Beløb af min Modrenearv , Onkel Grams Arv , og Resten maa Du være Garant for med Dine Prioriteter . Saa har vi rigtignok Contanter som vi kan give fuld Dækning for , det er sandt . Kan Du see at en forelsket Pige kan ogsaa være fornuftig . Ja hvem skulde froe det , Papirerne reddes ogsaa , men det bliver dog altid en Selvtægt . Vi gifte os uden Faders Bidende , det er ogsaa Selvtægt . Ja det kan ikke nægtes . Derfor ville vi heller ikke nægte os det Carl . Men naar ? Strax ! Er det Dit Alvor ? Ja urokkeligt Alvor . Din Fader venter mig om en Time paa Politikammeret . Jeg kan ikke hjælpe ham , imorgen Formiddag kan Du bringe ham AnviiSningerne paa de 80 , 000 , saa slaaer han sig nok til Taals . Nei , han vil blive rasende naar han erfarer din Flugt — og jeg , stal jeg blive og Du flygte ? Du holder dog lidt af mig seer jeg , vi flygte sammen ombord i Niels Frandsen ? Iagt , den ligger paa Rheden , det stod jo i Statstidenden og den maa man tro . Selskabets Kasse følger med Præsidenten og hans lille Kon e . Vi er dog ikke viet endnu — Vær Du kun rolig Carl , inden To Timer skulle vi være Mand og Kone . Hvordan , er det muligt ? Er Du ikke den kjære Niels Frandsens Prioritetshaver ? Jo ! Er han ikke Din gamle prøvede Ven ? Jo , jo , jo ! Og er hans Kone ikke min Amme , ligesaavist som han er din Gudfader ? Men Vielsen , Vielsen ? Præst Ibsen i Kastellet er den gamle Skippers Søstersøn . Han føres ombord , faaer 200 Rbd . og et godt Glas Vin , saa siger han Ja og Amen . Men vore Papirer ? Dem veed Du jo han har , thi der fluide jo lyses første Gang paa Søndag , Lykken tilhyler den Modige . Altsaa idag , kjære dyrebare Pige — idag endnu skal Du være min Hustru . Ja Carl , men vi holde det foreløbig hemmeligt for Verden og især for Politiet — imorgen Formiddag gaaer Du til Politiløitnanten . Carl vilde atter gjøre Indvendinger , men den egensindige Pige lov ham aldeles ilke komme til Orde . Hun kvalte hans Modsigelser med brændende Kys . Man ordnede hurtigt de Sager der vare nødvendige . De to unge Mennesker toge derpaa hinanden under Armen , gik ned i Skindergaden , tog en Hyrevogn og lod den tage Touren til Nyhavn . Femte Kapitel . Tilflugtsstedet . I en af de mindre Gader , der støde op til Nyhavnshoved stod paa hin Tid , et lille ret hyggeligt HuS , der ikke indrholdt mere end Stueetage , Kvist og Kjelder . Hele Huset bestod kun af to reelle Værelser , nogle Smaakamre , Kjøkken og andre Bekvemmeligheder , men røbede dog Orden og en vis borgerlig Velstand , som rar saa meget mere fremtrædende paa hin Tid hvor man i Almindelighed knn kjendte to Klasser af Samfundet , nemlig Rige og Fattige . Dette HuS tilhørte Skipper Niels Frandsen og hans fortræffelige Hustru Gjcrtrude , som var et smukt Billede paa en trofast , blid og eftergivende Husmoder og tillige en flittig , ordentlig og meget virksom Kone . Maram Frandsen havde , som tidligere bemærket , været Alines Amme . Hendes Mand , den retskafne og arbeidsomme Skipper Frandsen , eller som han sædvanlig kaldtes Kaptajn Niels Frands n , var ikke blot en dygtig og virksom Sømand og Skibsfører , men han var tillige en utrættelig Handelsmand , thi da det laa i hans Interesse bestandig at have god Fragt til sin temmelig rummelige og stærktbyggede Iagt „ Haabet , “ saa hjalp han til af alle Kræfter at faa Ladningen afsat paa de fremmede Handelspladser , og var ikke bange for se lv at gjøre slørre Indkjøb af Sædevarer og andre o urante Artikler , som han da medførte til de Steder hvor han af Erfaring vidste at de vare mest søgte og fordeelagtigst afsættelige . Alt hos denne simple , jevne og hjertelige Mand var hensigtsmæssigt og fornuftigt indrettet . Det lille Hus laa tæt ved Bolværket , omtrent hvor Havne-eller Toldkontoret i Kvæsthusgade nu ligger . Et lille Gaardsrum med et Slæbested og et Slags Pakhus , skilte Kanalen fra Beboelsen , en Jolle og en slørre Baad laa stadig og svnlpede ved Landgangstrappen , der laa ved Siden og udgjorde en Deel af Slæbestedet . Gaarden , der paa den ene Side havde nogen Lighed med Skrammelpladsen paa et mindre Skibsværft , var afdeelt med et aabent Stakit som sljeluede mellem Hønsegaarden og Kjøkkenpladsen , hvilken sidste var proper som Moder Gjenrudes Dagligstue . Denne Dagligstue havde et hyggeligt rummeligt Præg , trods den overordentlig store Egetræs Dragkiste og det gamle ormstukne Chatol , der begge vare bonede med gult Box . Ovenpaa Dragkisten , der udelukkende var Moder Gjertrudes Eiendom , havde Fader faaet Lov til at sætte Modellen til Haabet , en fuldstændig tilriggct lille Iagt paa næsten to Alens Længde , med Kahyt og Rumfordeling ganske som paa det store Skib , og for at gjøre Illusionen saameget fydeligere , var Rummet , Lasten fyldt til en vis Høide med smaa Tønder og Sække , hvilket kunde sees naar man skjød en Luge tilside fra ern af Jagtens Sider . Værelsernes øvrige Møblement vare simple men nelte og stod i Harmoni med de fornævnte Gjenstande . En vvLpoleret oprotslaaende Spinderok , der vidnede om sladigt Brug , samt Christian den Syvendes og Caroline Mathi des Portrætter , paa hver Side af Kronprinds Frederiks og hans Søsters Børneportræter , der hang paa Vægen over den katunbetrukne Kanape , fuldendte Ensemblet . Børn havde Frandsens ikke . Deres eneste Barn , „ den lille Nikoline , “ havde vor Herre taget ti sig , da hun kun var tre Maaneder gammel , hvilket var Grunden til at Moder Gjertrude spammede Aline , hvis Moder var meget svagelig . Senere var „ Kaptajnen “ bleven Carls Gudfader , da han var en god Ven af den gamle Bogholder Theisner . Disse Børn der alt tidlig vare Legekammerater i Onkel Grams Hns og som nu med Politiloitnantens Samtykke vare blevne et Par Forlovede , hvis Bryllup endog var forberedt og fastsat — disse Bør » , Carl Theisner og Aline Gram , betragtede med Nette Niels Frandsens og Meer Gertrudes Hns , som deres andet . Hjem , Skipperen og hans kjære Halvdeel havde aldrig noget andet Navn til dem eller om dem end „ Børnene . Baade Skipperen og hans Gertrude betragtede dem som deres lovlige Eiendom , de skulde jo ogsaa have det der var efter dem , naar Gjcrtrude var gaaet til Ro , og den gamle Skude , Sømanden selv . var ophugget . “ Begge de brave Folk elskede de to unge Mennesker over al Maade . Især var Aline Moer Gertrudes Afgud , og den unge Pige behøvede kun at ville noget saa var det ogsaa GjertrudcS Villie og som ved en given Lov ogsaa Onkel Niels ' s Villie ; Aline havde den besynderlige Grille at kalde Skipperkonen Moer Gjertrude , men Skipperen „ Onkel Niels . “ Da Barnet nu engang havde denne Grille , saa var der jo rigtignok ikke noget at gjøre ved den Sag . Den høieste Modstand den skikkelige Niels Frandsen kunde sætte imod Alincs smaa Vilkårligheder , var at kalde hende : Frøkenen , eller Frøken Gram , thi saa blev Aline vred og kom ikke i to — tre Dage , hvilket Gjertrude ikke kunde udholde . Frandsen der ikke kunde taale at se sin Mutter „ gaa i Hyttefad “ det er : være i daarligt Humør , maatte altsaa bestandig krybe til Korset og hive en Ende ud , hvilket han gjorde ved at vende sin Skraa og sige t l den bortgaaende Aline : „ Abiø , Du fæle Unge , bliv ikke for længe væk . “ Paa en saadan Tiltale , kom Barnet altid snart igjen , saa at man kan tænke sig hvorledes Tonen og Forholdet var mellem Carls Gudfader , Alines Amme og de to Forlovede som vi fra Begyndelsen af have gjort Bekjenttskab med . Til de to „ kjære Gamle “ tyede de unge Mennesker i deres Rod . Carl , der nu heelt var vunden for Alines Plan , at besejre og omgaa hendes Faders Forbud mod den beslutfede Forening , udviklede Sagen i sin Heelhed for den forbausede Skipper . Frandsen blev saa betagen , at han satte sig ned i den læderbetrukne Stol , med et Sæt saa det dundrede i hele Husit . Men Born dog , sagde hvn , gift , hemmelig gift , uden Fatters Samtykke — jeg troer vær en evig , at det aldrig kan gaa , er det ikke bedre at jeg snakker ham tilrette ? Kjender De ikke Faer bedre Onkel Niels , det er at spilde Liv og Leilighed , at snakke noget som helst i denne Sag . Det er kun at gjøre os ulrkkelige , supplerede Carl , medens vi nu ved dette Coup de Main , gjør det vilkaarlige Forbud overflødig , og siden skal jeg nok faa Fader god igjen . Det er mere end jeg troer — han tacr Livet af mig , raabte Frandsen , men det er det mindste af det , thi hvad gjør man ikke for den kjære Husfreds Skyld , hvad sig « Du Mutter ? Ja hvad skal jeg sige , kjære Ven , Børnene skal ha ' e hinanden , det var jo læi ge bestemt , kan Du taale at se deres Undergang — saa værs ' god , jeg kan ikke — det var jo ligesom om N > gen vilde slille . Haabet “ midt ad , det var akkurat som om man vilde slille Dig og mig fra hinanden — Nei , Børnene skal ha ' e hinanden rm det saa skeer paa Kryds eller paa Tvers , og er der nøgen — jeg nævner ing n , som er bleven gal i Skrallen over det , saa faaer det jævne sig siden , men min Tøs stal ikke være noget Hængehoved eller nogen Taareperse sit hele Liv igjennem , hvad Du saa vil gjø » re Ved din Gudsøn iet rager ikke mig — men hun skal saamænd giftes med sin Kjæreste jo før jo hellere — nu foer Gjertrude og jeg . Mytteri og Opstand — jo , deilige Hisforier — sagde Niels jovialt , ^aaer ikke A > den Styrmand hen og ta ' er Parti med Oprørerne og la ' er Øvrigheden skjøtte sig selv . Tal forstaaelig Fatter , do skal giftes sammen , Resten skjænker jeg Dig , raabte Gjertrude ivrig . Naa saadan — Mutter Du er altsaa af samme Mening som Slagteren der i Forening med Mølleren havde kjøbt en Gris , Mølleren vilde at den skulde reves da han havde Svincmel nok , men Slagteren sagde : aa Snak , jeg slagter min halve Gris , saa kan Du fede din Haivdeel om Du vil . Stop Skipper , ingen Svingninger , raabte Moer Gjertrude og satte Hænderne i Siden , vores Aline er ingen Gris og Din Gudsøn er ingen Svinemel . Drt veev jig sku nok , det var jo kun en Sammenligning , et Sprikvort . Her hjelper ingen Sprikvorter — ja eller nei , skal de giftes eller ei ? Herregud Mutter , jeg er da inte Præst og naar jeg nu mener . Her Niels , er Du ikke Præst , saa kan Du skaffe Een der gjelder for To . Nikolai i Kastellet er din Bror ' søn , han kan helde Vielsen . Det kan han , men tør han splidse dem sammen uden Faderens Samtykke ? Ja magelig , Løjtnanten er en fornuftig Mand , naar han seer at det inte km gjøres om , alt hvad der behøves er dit Samtykke , du Bmmbasse , du Tyran . Lad os snakke os tilrette Børn , jeg er en Bjørn , det er sandt , som Moer har trukken om med i 40 Aar ; nu kalder hun mig en Tyran — fy — Du skulde hellere kalde mig en Tyrk ; hør nu Aline — alt hvad der kan være Dig en Fornøielse det er ogsaa mig en Fornøielse , men dette hersens er inte som det skal være — der er Ugler i Mo en og Krokodiller i Vandspanden , jeg v l gi ' e Dig hele min Fragt for i Aar , naar Du først vil labe mig snakke med Fatter . Saa er det hele knlbkastet , jamrede Aline , kan Onkel Niels ikke indse , at Fader af lutter Embedsiver stiller os ad , faaer vi ikke hinanden nu — faa er det forbi med min Lykke her paa Jorden . Ved disse Ord gav Aline sig hjertelig til at græede . Moer Gjertrude var utrøstelig , huu løb fra Aline der sad paa en Stol og hulkede , med sin ene Arm om Carls Hals — og løb hen til sin Mand , der sukkede og vendte sin Skraa deu ene Gang efter den anden . Aline gav hun gode Ord og kjælne Navne , men Manden , den skikkelige Niels , gav hun knubbede Ord og kaldte ham et hjerteløst Menneske , hvad hun forresten stet ikke meente med . Tilsidst da han siet ikke svarede men blot saa bonlig paa sin „ Trut , “ gav hun sig til at hulke med som et Barn . Jeg stryger Flaget — sagde han , det er mere end et Menneske kan udholde , almindelig Tudekoncert — nei saa lad mig hellere udsætte mig for en ordentlig Dravat og en nydelig Kjølhaling , lav det saa gaa som det bedst kan . Du gi ' er dit Samtykke ? raabte Konen glædestraalende og kog Hjørnet af Forklædet fra Ansigtet idet hun kastede sig om Mandens Hals og kyssede ham hjerreligt . Ih , det er jeg jo pidsket til , svarede han , men nu væk med Suk og Taarer . Lad os nu spende paa af alle Kræfter og komme ud i Kastellet hos Ibsen , at han kan smedde jer sammen , for om en Time er Fatter Gram paa Nakken af os hvis vi blive her . Var det ikke bedst at vi gik ombord i Jagten Onkel , sagde Aline , der har Fader ingen Myndighed , selv om han kommer derud ; Moer , jeg og Carl kunne jo lade os ro ud til Jagten medens De henter Ibsen . Nei , det duer inte Børn , Toldbodbommen er lukket nu , og det vakker formegen Opsigt at to Fruentimmer og et par Mandfolk stikke igjennem ved Nattetfder . Jeg betroer Heller ikke Jens Søllerød saa kostbar en Fragt , nei , det eneste her er at gjøre , er at vi tacr Vognen som holder herudenfor og stryger ud til Toldboden . Jens kan sidde paa Bukken . Naar vi ere komne derud , skaffer Jens os en Baad , vi ro ud til Jagten , og mens I gjøre Kahytten istand , henter jeg Præsten — Herren tilgive mig for Nathue jeg er . Aa det tilgiver han nok — sagde Aline og trykkede glad Skipperens barkede , veirslagne Haand . Ja , se saadan er det Menneske , sagde Gjertrude , naar han først gjør noget rigtig — saa fljcelder han sig selv ud — Naa — naa Mutter , jeg skal nok handle saadan herefter , at jeg kan gjøre mig selv Komplimenter . Vor Herre bevares , raabte hun , nei , saa er Grovhederne meget bedre . Sjette Kapitel . Slangen i Paradiset . Medens de beskrevne Scener foregik i Kvæsthnsgade , og Politilsitnant Gram havde travlt med at tage Rapporter paa Politikammret , hvorhen Puf og endeel af de Anholdte vare komne og nn afhørtes , var det bleven langt ud paa N alten . En anbetroet Politiassistent havde efter Ordre med fem Mand begivet sig hen i Dybensgade for at lægge Beslag paa Doktor Dams Person og Papirer , men da Slangcnbusch ikke havde faaet nogen speciel Ordre eller noget særligt Hverv , blev han omsider utaalmodig og sagde til en anden Betjent , ar han i en » opsættelig Anledning maatte fjerne sig en kort Tid , og han vilde komme igjen saasnart det Notwendige var vel udrettet . Strax efter Slangenbuschs Bortgang gav en ung Betjent et betegnende Vink til den Inspektionshavende , og iled : let og forsigtig som en Kat ester Slangcnbusch ud i Retningen af Amalienborg . Hvis man fluide dømme ester den Ængstelse han viste og de Smaagader han gjennemsfred , saa var Slangenbu chs Samvittighed hverken reen eller aaben , thi han standsede ofre under en fletlyfende Tran ygte for al se sig tilbage og speide om nogen fulgte ham eller iagttog hans Gang , men Natten var mørk , og Gadebelysningen over al Maade flet , saa al han intet mistænkeligt kunde opdage , og selv Forfølgeren ikke kunde se ham uden i det Øieb ik han listete forbi en Lygte . Slangenbulch gik ad Raadhusstræde , Kompagnistræde , gjennem Læderstræde over Høibroplads , lille Kirkestræde , lille Kongensgade og skraaede over Kongensnytorv hen imod Strandstræde . Ah , mumlede , Jahn ' en , den Betjent der fulgte ham , han vil gjøre sine Hoser grønne ved al være Anklager over et eller andet paa Amalienborg . Men det skal blive fejlt Skud , min gode Krybskytte — Du bærer Kappen paa begge Skuldre , eller rettere Du forraader den ene Part til den anden under falsk Flag , i det Haab al det Fordelagtigste er al høste ved Forræderi . Gaa Du kun op i Palaiet — jeg gaaer til Bulow — vi stal se hvem der trækker der korteste Straa . Medens Iahnsen derfor i Skjul bag en frcmsprigende Mur red det gule Palais i Amaliegade , saa Slangenbusch smutte forbi Skilvvagten ind til Svejtseren i Kongens Palais , gik Iahnsen gmske rolig ved Hjelp asen Nøgle ind i det gule Palais Port og sprang som om ban var en gammel Bekjendt af Lokaliteterne hurtig op af Trapperne til han naaede anden Etage , den saakaldke Mansard . Gjennem en lille uaflaaset Dør , traadte Jahnsen ind i en Korridor , hvor en Tjener i Liberi sov sødelig paa en Slagbænk , der om Dagen kunde vise sig i Skikkelse af Divan eller Sofa . Betjenten , der var civilklædt , gik øieblikkelig hen til den sovende Tjener , ruskede i ham , og sagde : Theophile , h rop du Syvsover — Philisterne ere over Dig . hvad er det Frits , spnrgte Theophile forsfrækket — kommer Du nu igjen og forstyrrer mig for ingenting — du Kviksølvsmennefle — naar det ikke er vigtigt maa Du ikke forstyrre mig — jeg drømte saa deiligt . Aa — min Dreng , Du drømmer nok om igjen naar Du after salder i Blund , men først maa Du op paa Støvlerne for som Landets Tjener paa tredie Haand , at nakke en Filur . Er det igjen Slangenbusch ? Hvem andre troer Du ellers . I et Spring var Theophile paa Benene , han gned sine Øine , han ræklede og strækkede sig , og bandede baade Jahnsen og Slangenbusch der saadan forstyrrede hans deilige Drøm . Naa , hvad vil Du faa , spurgte han omsider . Du er god Theophile — gjæt engang . Du vil tale med Kammerherren . Det er døg mærkværdig som Du kan gjætte . Han har ikke sovet i to Timer , sagde Theophile , og nu skal jeg allerede vække ham igjen — det er haardt — han bliver ikke rigtig fornøiet . Ho , bo , flap det derud , eg maatte kjende Kammerherre Bü > ow daarligt , hvis han ikke blev elektriseret ved min Beretning . Ja , Du er jo en Allerhelvedes Karl , Frits , naa hvad skal jeg saa sige til Kammerherren ? Du skal sige : nei , lad mig hellere faa en Lap Papir — Her er en Stump . Uden at spø ge øm Forlov , satte han sig ned ved en lille Pult , dyppede Pennen og flrep : „ Høivelbaarne Hr . Kammerherre ! Vi have ham . Frits Jahnsen herstedS . “ Theophile tog Papiret , overdængede det med Guldsand og lagde det paa en lille Sølvtalcrken , hvorpaa han igjennem en lille Salon ilede ind i sin Herres Sovekammer . E ter 5 6 Minutters Forløb , kom Theophile styrtende ud i Forværelset og raabte : Skynd Dig Frits , og kom ind til Kammerherren , det kan nok være at Du har elektriseret ham — Død og Pine , ved de par Ord , skynd Dig alt hvad Du kan — Ræppe havde Theophile sagt disse Ord . førend han trak Jahnsen med sig ind I Kammerherre Bülows Sovckammer . Værelset , der var svagt oplyst af en Natlampe , blev snart lyst da Theophile flyndte sig at tænde to Voxlys i , en Armslage — var simpelt men smagfuldt udstyret . En Tronseng med brunt UlddamaffeS Omhæng indtog Baggrunden as Værelset . I Sengen sad Kammerherren or « ende , med et broget Silketørklæde bunden om Hovedet a la Turqe holdende sig i et simpelt Sengcbaand og med Utaalmodighed ventende paa Jahnsens Meddelelser . Skynd dig Frits , sagde Kammerherren venlig , Du bragte mig der en god Tidende , sæt Dig og fortæl Theophile Du kan gjerne gaa , pas paa at ingen kommer herind . Hr . Kammerherre , det bliver sikkert nødvendigt at Theophile hjælper til ved deres Toilette , thi Slangenbusch er i dette Øieblik ved at forsøge paa ah faa en nallig Audicnis hos Kongen . Fy for Pokker , det maa forhindres . Bring mig Klæderne i Hast Theophile , jeg er ikke rolig før jeg er derovre . Holten var istand til at lade ham slippe ind og det maa ikke ske . Tjeneren lagde Kammerherrens Klæder tilrette og tog hans Sabel fra den ene Sengestolpe og lagde paa Bordet ved siden af den trekantede Hat og de Hjortelædershandsker . Theophile tøvede , han vild : saa gjerne høre noget og vide hvad det var der saa levende havde bragt Kammerherren paa Benene , thi denne stod allerede midt paa Gulvet og klædte sig paa i al Skyndfomhed . Gaa Du kun ud og pas paa Dørrn , sagde han til Tjeneren , Frits kan hjelpe mig . Theophile adlød , men der laa en afgjort Opposition i hans Blik , der bragte Iahnsen til at smile . Har Du nogen Anelse om hvad han vil Kongen ? spurgte Kammerherren . Ja , jeg har meer end Anelse . Han vil naturligvis som altid gjøre fine Hoser grønne , og som altid baade tjele og forraade begge Parter . Men noget specielt FrtrS , hvad vil han angive efter Din Mening ? Han vil optræde som Anklager mod sin nærmeste Foresatte , Politiloitnanten . Fanden Heller , det var et dristigt Stykke . Slangenbusch der gjerne solgte sin Bedstemoders Sjæl for fem Rigsdaler , angiver og anklager en Mand som Gram , Retskaffenheden og Paalideligheden selv . Jeg haaber ogsaa at han render sig en Stage i Livet men „ Fandens Folk har Fandens Hjelp , “ som Ordsproget siger . Slangenbusch . der ikke har en ærlig Draabe Blod i Livet , seer en Slyngel bag hver en Dør og i hver lille Tilfældighed . Til Sagen Frits . Det er Sagen , Hr . Kammerherre . Bi vare i Aftes paa Iagt efter to maskerede Personer med noget de flæbte paa , sormeentlig Gods fra de Sammensvorne i Brolæggerstræde , skjønt de kom , det tør jeg bande paa fra Kompagnistræde . Bi vare dem i Hælene , Slangcnbusch var især ivrig , han ilte forud , ieg gav mig Stunder , men da vi kom til Dyrksøb var baade Matrosen og den gule Kavaj forsvundne . Naa — ? Ræven var rasende , han havde gjenkjendt høisallg Kong Christian den Syvendes Kavai . Snak vel ? Grams Broder der var Kammertjener hos salig Kongen , arvede Kavaien og derfor lavete Slangenbusch i Tankerne en Historie om , at Politjløitnantcn er med i Komplottet i Brolæggerstræde . Er han gal ? raabte Kammerherren , der nu var næsten færdig med Paaklædningen . Maaske , men der er Methode i Galskaben , for da vi to Timer senere ryddede op i Brolæggerstræde i Kongen « Navn , var den gule Kavai igjen tilstæde , og Løjtnant Gram tog baade Præsidenten og den gule Kavai ind i et Sideværelse , og dcmitcrede dem derfra med flere Andre . Og nu mener Du , han vil beskylde Gram for af staa i Ledtog med de Sammensvorne ? Naturligvis , for saa blev — naar man troede hans Ord — LøitnanSposten ledig , og Slangenbusch kunde gjøre deilige Affairer med den Steg . Men det skal blive seil , saavist som jeg hedder Bülvw . Snuhed nok har han til den Post , men han mangler Ærlighed . ' Kom med Frits , følg mig og tag den lille Lampe , vi gaaer over Lvftsgangen til Kongens Palais . Du holder Dig udenfor paa Trappen hos Gardisterne , eller bedre , bliv inde i Orkonnantsværelset , til jeg kalder paa Dig . Jo , Hr . Kammerherre l Alls Marsch — han maa ikke komme ind — den Slubbert . Efter denne Samtale tog F itS Jahnsen den lille Lampe i Haanden , og gik foran Kammerherren over en Lostsgang , som førte til en Tapeidsr i Ordonnantsvarelsæt i Frederik den SjetteS Palais Stueetage . Syvende Kapitel . En Streg i Regningen . Kammerherre Bülvw traf Slangenbuich i Forgemakket ifærd med af anvende Bønner og Overtalelser for af formaa den vagthavende Kavalleer Holten til af vække Kongen , angaaende en høist vigtig Sag som han havde af meddele Majestæten . Det lod ved Bülows Indtræden næsten til at Overtalelsen fluide lykkes , men ved Synet af Kammerherren fik baade Heltens tvivlraadige Udtryk , som ogsaa Slangenbuschs Forhaabninger en heel anden Karakteer . Den Første følte sig ligesom lettet ved at blive De friet fra et vigtigt Amvar , medens den Sidste satte et Ansigt op , som en Bedemand naar han falder ned af en Trappe . Politimanden tog sig dog snart i det , gjorde en Reverents og ventede paa hvad Bulow vilde svare paa den Mel de . else som Kammerjunker Holten vilde groe den Mand som alle kaldte Kongens Ven . Helten tog nemlig Kammerherren tilside og gjorde ham sagte deelagtig i Slangenbufchs Begjæring og hans Betænkelighed derved . Det kan ikke lade sig gjøre at vække Kongen midt om Natten , sagde Bülow til den Audientssegcnde . Hr . Kammerherre ! naar Hans Majestæts Vigtigste Interesser staa paa Spil og det netop er Tiden til at afværge et for Landet faretruende Tilfælde — som øieblikkelig maa kontraminercs ? spurgte^ Slangenbusch spagfærdig . Forhaabentlig er hverken Landet eller Hovedstaden undermineret , men uden at kunne eller ville bedømme Vigtigheden af hvad De kan have at oplyse Kongen om , kan jeg kun sige Dem , at før imorgentidlig — Kl 11 kan De ikke erholde Audients . Saa er det for seent , sukkede Slangenbusch . Kammerherren trak paa Skulderen og tilføiede , jeg vilde ikke vove at forstyrre Kondens Nattero for en uvis ukjendt Ting , men jeg lover mbeA inden Kl . 11 at forebringe Hs . Majestæt deres Begjæring om en paatrængende nødvendig Audients — vil De være her til den Tid skal jeg bringe dem Svar . Den Tiltalte bukkede meget dybt og sagde : jeg takker deres Høivelbaarenhed , Han bukkede atter og vilde gaa men han betænkte sig , vendte atter om og traadte ærbødigt hen til Bülow . Jeg kan og tør ikke bære Ansvaret Hr . Kammerherre , for hvad saa mange Timers Opsættelse kan have tilfølge , jeg maa derfor betro dei til deres Høivelbaarenh ' ds Diskretion , eller hvad De maalte finde nyttigt for Hans Majestæts Vel , og meddele Dem ; at jeg nu ; denne Time kan paovile Stedet hvor „ De Sammensvornes “ Penge og Dokumenter besinde sig , tilligemed Oplysning om Personer høie og lave , der ere Medlemmer as Komplottet , og at jeg kan paarise nu — men ikke Kl . 11 imorgen , at Personer der vare implicerede i Prindserovet ere Trivsjcdercn i denne Sammensværgelse . Guds Død , saa maa De øieblikkelig henvende Dem til Kongens Politiloitnant derom , yttrede Bülow . Jeg har faaet Kongens Polililøitnant til at sprænge , , De Sammensvornes , , Forsamling , men jeg kan dog ikke som Undcrordn-t bemægtige mig de Penge og Dokumenter der findes skjulte i Polililøitnantens Hus ? Hvad der er i hans Værge , er Kongen sikker nok . N i , Hr . Kammerherre , de ville være forsvundne inden Kl 11 imorgen Formiddag . Hvad behager ? er det en Anklage eller en Formodning . Hverken mere eller mindre end en Sandhed , jeg vafler mine Hænder . Det kan nok gjøres nødigt , mumlede Bülow sagte . Kammerherren gik forbauset og dybt grundende op og ned i Gemakket . Derpaa standsede han og sagde : jeg tør ikke forstyrre Kongens Nattero for en Politisags Skyld . Veed Gram at det forholder sig som De siger , da har Sagen ingen Nød , veed han det ikke — saa sig ham det førstOg saa staaer jeg Kl . 11 som en Løgner . Men Menneske dog , De vil da vel ikke at vi skulle raabe Vagten i Gevcrhr , morschere op og gjøre Husundersøgelse hos Politiloitnanten ? Jeg vil kun meddelt hvad der er ydersf vigtigt for Kongen , overladende Hans Majestæt at træffe vitere Foranstaltninger . Godt , kom Kl . 11 . Det er unyttigt , saa ere Fuglene fløine . Hvilke Fi gle ? Polltiløitnantens Datter med sin Forlovede „ De Sammensvornes “ Præsident Carl Theisner , tilligemed Kassen og DokumenterneDet er alvorligt hvad De der siger , kan De slaa ved deres Ord ? Nu , ja , men ikke naar Dagen gryer . Paa Grund af Sagens Vigtighed skal jeg Kl . 7 meddele Kongen hvad De har sagt , vil Hans Majestæt da tale med Dem tidligere , skal De saa Tilsigelse hvis ikke er De her Kl . 11 . Som Hr . Kammerherren befaler , men er jeg ikke her Kl . 11 saa er jeg enten død eller Anholdt . De ? De , der selv er Politimand ? Afgjort er det jo ikke — dog er der vist mere end en betydningsfuld Mand , der gjerne saa mig forsvinde eller forstumme . Derpaa bukkede han meget dybt og forlod Gemakket , medens han troede at bemærke at Kammerherren sendte et truende Blik efter ham . Da Angiveren havde forladt Palaiet , paalagde Bülow Hollen ikke under noget Foregivende at indlade Slangenbusch til Kongen , hvis han skulde komme igjen , men oppebie hans Ankomst til Kongens Opstaae » Kl . 5 Morgen . Derpaa ilte han ind i OrdonantSgemakket , vinkede af Frits Jahnsen og gik med ham samme Bei de vare komne , tilbage til det gule Palais . Her skrev Bülow i Hast nogle Linier til Politileitnanten og gav dem til Frits , der trods sin Tykkelse , fløi afsted til Kjøbenhavns Politikammer . Jeg maa op Kl . halv Fem , raabte Kammerherre » til Theophile , der atter drømte en deilig Drøm . Ja , svarede han — Vækkeren er sat paa Befaling . Ottende Kapitel . I Kongens Arbeidskabinet . Frederik ben Sjette sad allerede Kl . 4 om Morgenen ved sit Arbejdsbord . Han gjennemgik med samvittighedsfuld Opmærksomhed Aktstykke for Aktstykke , som Præsidenten for det Kongelige danske Kancelli havde forelagt ham og forsynede de Papirer hvis Indhold og Anbefaling vandt hans Bifald , med sin egenhændige Underskrift . De Papirer som Kongen endnu vilde betænke sig paa at underskrive lagde han til Side paa en dertil bestemt stum Tjener , der stod ved Siden as det store med grønt Klæde bedækkede Mahogm-Arbcidsbord . Da Taffeluhret slog 5 reiste han sig fra de egentlige Regjerings Forretninger og sagde : Se saa , nu troer jeg at min Kaffe vil smage mig . Kongen gik hen til en stor Porcelains Kamin , hvor en simpel Vliktraktekande ventede ham ved Siden af en høist tarvelig Thckjedel der fyldt med kogende Vand boblede over en lystig Ild paa en Spiritusbeholder . Kongen tog selv det reglementerede Maal brændre Kaffebønner og kom i Bliktrakten , hældte det kogende Band langsomt paa Kaffekanden medens han med Behag indaandede Kaffens Duft og kastede lystne Blikke til de ved Siden staaende Stykker fint Brød . Kongen drak Kaff . n staaende , spiste Brødet , tsrte fig om Munden og sagde : Nu maa Bülow gjerne komme naar han vil . Kongen havde neppe udtalt disse Ord før han tilføiede Ordet : Kom ind l paa den bekjendte Banken paa Deren . God Morgen Bülow , raabte han venlig den Indtrædende imøde . God Morgen Herre , svarede Bülow , har deres Majestæt sovet godt inat . Upperligt , min Ven , tag Plads , jeg skal strax være i Frakken til en Morgentur . Først vil jeg dog bede min Konge om Tilgivelse fordi jeg ikke inat har forstyrret deres Nattero . Tilgivet Bülow , sandt at sige jeg var træt af Ride- ' turen igaar og det var Du vel ogsaa . Ikke videre Majestæt , end at jeg Kl . 2 i Nat var nogle faa Værelse fra Deres Sovegemak og var i stor Tvivl om jeg skulde vække min Konge før at modtage en underordnet Politimand , der kom som Angiver mod fin Chef Politiløitnanten . Det var vel , at Du ikke forstyrrede mig — det var vel Slangenbusch ? Deres Majestæt kjender ham , del samme gjør jeg , og dog frygter jeg at faa Bebreidelser for min Konduitte . Gram er en tro og nidkjær Mand . Filmen vil trykke ham ud af Embedet , men del flecr ikke . Det var denne Bevæggrund der bevirkede at jeg befalede ham komme igjen Kl . 11 , skjsnt han paastod at Øieblikket var nødvendigt for at bemægtige sig del hemmelige Selskabs Kasse og Papirer som er eller var i Grams eget Hus . Saa er del jo vel bevaret . Det var ikke hans Mening , min Konge , han paastod at Fuglene inden Morgen vare bortfløjne og ved Fug . lene forstod han Jomfru Gram og hendes Forlovede der stal være Selskabets Præsident . Hvorfor skulde de flyve bori ? Reventlau forsikkrer al han er den braveste Karl under Solen , kan har Formue , del har Kjæresten ogsaa — hvorfor skulde de saa løbe bort ? Slangenbusch , meente med Kassen . Altsaa veed Gram ikke noget derom . Jeg vil ikke tale med Filmen før jeg har talt med hans F resalte — ham vente j g Kl . 10 . Slangenbusch kommer Kl . 11 , men hvis de Oplysninger Gram bringer , tilfredsstiller Deres Maj stæt , var del vist rigtigst slet ikke at laane Øre til Filuren . Kongen gik nogle Gange frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen . Bülow , sagde han bevæget — jeg deler dine Følelser mod dette stygge Menneske . Han er lumsk fra Top til Taa , dengang det kneb for mig , Du erindrer nok — var han en Gjenstand hvorover jrg kunde have snublet , Du aabnede mine Øine , jeg var forblindet , og nu kan jeg see hvad han er og hvad han vil/mcnJeg veed min ædle Konge hvad De vil sige . Ja Du veed det Bülow , — men kun Du veed det . Tunge Skyer har hvilet over min Himmel ligefra min tidligste Barndom — mine Forældres Historie kjender Du . Taarer traadte Kongen i Øinene . Bülow bøiede uvilkaarligt sit ene Knæ for Kongen , kyssede dybt bevæget hans Haand og bad : Herre jeg bsnfalder Dem , opriv ikke de smertefulde Minder . Kongen lagde sin Haand paa Vennens Skulder og sagde : Det gjør Hjertet godt engang jimellem at sondere et bestandigt blökende Saar — og dog , dog er det ikke den mest brændende Smerte , Bülow ! Naar jeg seer Kiste staa ved Kiste af de smaa mandlige Lig . der hvile i Roskilde Dowkirkes Gravkjelder — naar jeg tænker at jeg ikke skal efterlade Tronen til en Søn — oh , min Ven , saa sammensnører Hjertet sig og min Tanke falder uvilkaarlig paa det Barn , den Søn , som Slangenbnsch ved de hoitideligsie Eder forsikkrer , lever — og som han med sit Liv vil indepaa for skal fremtræde for at kaste sig i sin Faders Arme . Min Konge og min Ven , Pin ikke det ædleste Hjerte med Tanker som ikke kan føre til noget Resultat . Slangenbusch er baade for falsk og for troløs til at lide paa , selv naar han aflægger en hellig Ed . Han vil tilveirs ligemeget paa hvad Maade og de helligste Folelser ere for ham ikke andet end en Løftestang til at bortrydde de Hindringer der spærre ham Veien til Lykken . Dette om ham . Tilgiv mig , at jeg dvæler saalænge ved det andet Spørgsmaal , om hans Udsagn kan være sandt . Hvem fluide saa skaffet Barnet tilside ? Deres Fjender ? hvorfor skulde man ikke hellere have ønsket at det hvilede i RoeSkilde Domkirke imellem de andre afsjælede Forhaabninger ? Det er altsaa ikke rimeligt , at sligt kunde være bevirket af Deres Fjender . Men skulde Nogen af dem der elsker og flatter Deres Majestæt , ville vove at smerte Dem saa dybt , og paa engang begaa et Højforræderi og en grusom Gjerning mod en Fader ved at lægge et dødt Barn og borttage det Levende ? Umuligt . Man kunde jo have villet handle i en god Hensigt . Man kunde jo have frygtet Fjendernes Forfølgelse og meent at Frelse og Liv bog var bedre end den kolde D-d . Nei , intet ædelt Hjerte kunde bære dette — man vilde hellere falde for Guds Haand end for Menneskenes . Jeg har sagt mig dette tifnok , men Hjertet er som et Barn , der vanskelig tager imod Fornuft — jeg selv er et Bar » i en vis Henseende . Og som Bprn skulle vi komme i Himmerige , sagde Bülow , selv Kongerne ere Guds Børn . Ja det var ikke godt andet Bülow , ellers skulde Pokker være Konge , og jeg ikke . Ligemeget , Haabet , saa svagt det er , vil jeg ikke kuldkaste . Lad Filuren gaa og komme — han skjuler sig bag min Ssn , jeg tør ikke , jeg kan ikke fælde ham . Han er en Lygtemand , min Konge , Gud befljæeme Dem for at følge ham paa Afveie . Det er kun Faderen han imellemstunder bedaarer med sin Sirenesang , men Du er stærk , min sande , min eneste Ven , Du vil altid erindre mig om at jeg er Konge — og jeg vil som nu altid stolte mig til din Arm og sige : lad os vandre Veien uden Misvisning ; Kom nu Klokken er mange . Niende Kapitel . Et Skriftemaal . Klokken 10 Formiddag havde Polltiløitnant Gram Audience hos Kongen . Det var tydeligl at se , at den nidkjære Embedsmand ikke havde havt et Øie lukket hele Natten . En hektisk Rødme bedækkede hans Kinder , han var i en feberagtig Stemning og havde en Uro over sig som ellers var denne exemplarifle Mand fremmed . Af og til undslap et ufrivilligt Suk hans Bryst , men som om han selv indigneredeS over dette Bevis paa menneskelig Svaghed , bed han derpaa fvrbiltret Tænderne sammen , udsendte mørke Lynglimt fra de strenge graa Øine , og knyttede Hænderne som i et Anfald af indre Harme . Det var dog kun i Kongens Forgemak at han var saaledes . Da han traadte ind i AudientSsalen , kom Kongen som altid , farende lige imod den Audientssøgende med de hurtige Ord : Hvad vil De ? hvad vil De ? P . litiløitnanten svarede aldeles rolig idet han ærbødigt bukkede : Jeg vil allerunderdanigst ansøge Deres Majestæt om at mit Forhold og m n Opførsel i ve sidste 24 Timer maa blive undersøgt . Hvorfor ? hvorfor ? spurgte Kongen alvorlig . Fordi Skinnet er imod mig , og Deres Majestæt bør have lutter tro og tjenstdygtige Folk i Deres Tjeneste . Tvivler De da paa Dem selv ? tvivler De ? sig mig det kort og godt . Nei , Gud være lovet , jeg tvivler hverken om min Troskab eller min Tjenesteiver for Deres Majestæt , men der er passeret Ting , som kunde bringe min høie Konge til at tvivle om min Redelighed . Kongen forlod det store runde Bord der stod midt i Salen , og hvorved han gjerne sløttede sig . Han nærmede sig Gram , lagde Haanden paa hans Skulder og sagde med venlig Stemme — nei Gram . jeg tvivler ikke om Dem , fortæl nu hvad der er pasesret . O , Deres Majestæt , De opliver en gammel tro Tjener , men nej , jeg fortjener ikke hele denne Naade min Konge , jeg fortjener en Reprimande , jeg Deres Majestæts Politiløitnant har ladet mig overrumple . Nu ? af hvem ? af oprørske sle te Mennesker ? Nei , allernaadigste Konge — af mine egne Børn ! Fortæl , fortæl , sagde Kongen , idet ban vendte sig om for at skjule et Smil — da han jo vidste af Bülow , hvad Gram nu vilde meddele . Igaar Eftermiddags Kl . 5 . meddelte Slangenbusch , en af mine ny Betjente , en snu For , at han vidste at , der et Sted i Brolæggerstræde om Aftenen samledes et hemmeligt Selskab , som han kaldte „ De Sammensvorne , hvis Øiemed var at opponere mod og omstyrte Kongeloven . Han havde selv i nogen Tid før at udsp onere det , været Medlem af Selskabet , men da han mærkede Hensigten , maatte han angive det . Hvem staaer i Spidsen før Selskabet ? spurgte jeg . Det vidste han ikke , da Præidenten og Med emmerne ere Maskerede , han vidste kun at der fandtes indflydelsesrige Folk , og at Selskabet havde Midler , deels til at understøtte sine Foretagender , deels før at sløtte sine Medlemmer . Godt , det veed jeg . Deres Majesfæt , jeg har ikke vist det før igaar . Videre , videre . Jeg befalede strax 6 Betjente at ligge paa Udkig — og have Vinene med sig indtil jeg om Aitenen naar man var forsamlet kunde optræde , undersøge og anholde i Kogens Navn . Og det har De gjort ? Det var min Pligt . Ja , ja , videre . I M rkningen — det fik jeg først senere at vide , listede nogle fordægtige Personer sig fra en anden Gade forbi de posthavende Betjente . En gul Kavai vakte Mistanke , de bleve eftersatte , men forsvandt paa Frue Plads . Havde Slangenbusch mcddelt mig det førend vi indskred i BrolæggerstrædetS Lokale — hvad der forresten var hans Pligt , saa vilde jeg paa Grund af den gule Kavai , tilrette Tid have vist hvad jeg nu veed , atman uden at jeg anede det , havde Selskabets^ Papirer og Pengemidler gjemte i mit Hus . Hvordan — Gram , hvordan kunde De vide det ? Fordi den gule Kavai , der har tilhørt hoisalig Deres Hr . Fader , er i min Datters Eie , følgelig maatte enten hun eller hendes daværende Forlovede være impliceret i Sagen . Er det saa — min Politiløitnants egne Børn ? Ja Deres Majestæt , det er tungt at sige det , men Sandheden byder at intet skjules — min egen Datter , min egen SvigersønNaa , naa , det er vel ikke saa slemt — de ere vel neppe de værste Oprørere mod mig ? Det tør jeg heller ikke paastaa , men mod mig have de gjort skammeligt Oprør . Min Datter er flygtet med Papirerne , jeg ved ikke hvorhen . Deres Svigersøn har vel bortført hende ? Nei , min høie Konge , hun har snare e bortført ham . Hvordan , hvoidan ? spurgte Kongen sornndret . Ja , det er utroligt , memssandt , han indfandt sig imorges Kl . 7 paa Polilikamret med alle Selskabets Pengemidler — men Papirerne har hun tilintetgjort . Af hvilken Grund ? For at ikke de mange loyale^Mænd , som ere indtraadte i Selskabet lokkede og overtalte af Slangenbusch skal komme i Forlegenhed . Aa , han røber dem nok for et godt Ord , den Ærkeskjcim , sagde Kongen . Jr , det har han allerede gjort , Deres Majestæt . Hvem har han lokket ind i Selskabet ? Her er en Fortegnelse , deriblandt findes min forhenværende Svigersøn . Forhenværende ? er Partiet hævet ? Ja , da jeg iaftes saa at han var ordførende Præsident i Selskabet — og at han havde taget sin Forlovede , min Datter , min Datter , Deres Majestæt , med i saadan en Klub — saa brød jeg strax Partiet . Ah , ha , ha — derfor er det at hun løb bort — sagde Kongen muntert , men han tilbageholdt pludselig sin Munterhed da han saa en Taare trille ned af Politiloitnantens Kind Tag Dem det ikke nær Gram — hun vender nok tilbage . Nei , min høie Konge , thi hun har tilskrevet mig , at hun aldrig vil vende tilbage uden at jeg indvilger i hendes Ægteskab med Carv Hm , ja det er jo haardt for den faderlige Myndighed , men er denne Carl da saa slem , man har sagt mig at han stal være en brav Fyr . Og deri har man sagt sandt , Majesfæt . Han er det herligste Menneske , der kan ligge Liv ag Blod i — han er bedre end min Datter , og han elsker Deres Majesfæt som en hoitclsk f Fader . As de m Liste seer j g , at der i den hemmelige Klub tælles adskillige urolige Hoveder — ogs . a findes man » ge gode retskafne Borgere , som maaske blot har villet forebygge Udskeiel er . Deres Majesfæt veed det ? Her findes fre gode Mænd paa denne Liste , som kun ere indtraadte i denne Henlig « . Disse Tre , forsikkre m g at Pr fibenten paa det ivrigste har modarb , idet enhver Ulovlighed . Enhver af SUskabet har sagt dit samme , min Konge . Nuvel saa maa man flille Klinten fra Hveden ; Straffe de Genstridige og demitrre be øvrige . Pull i sifnan en bukkede , men svarede ikke . Kongen faa sorn dr , f paa G > am . Fo , staaer De mig ikk , ? — Kald deres Datter f lbage , og lad de unge Mennesf . r faa hinanden . Aldrig , min Herr Kange , aldrig . Naar j g tilgiver , agde Kongen barikt , kan De vel ogsaa ? Ne > , Deres Majestæt , en Kong-s Prärægativ er at benaadc , vi Deres Undersratter bør gjore vor Pligt . Dm mindste Straf en PoltlilNfimnts Datter kan faa naar hun gaaer i et hemmeligt politisk selskab og er forlovet med Præsidenten — det er at hendes For » lovelse hæves . Maaske — maaske — men min bør ikke være for streng , naar del er skeet i en god Mening . , Ak , havde jeg enda den Trest Deres Majestæt , men mine egne Børn have skjult Selskabets Sager i mit HuS , jeg — oh , min Konge — jeg tilgiver det aldrig . De er en brav , grundstikkel ' g Mind , Gram . og det gjør dem Ære , at det fortryd r Dem ; imidlertid skal Sagen for Børnenes V blommende blive undersøgt med Upartiskhed , og saa tales vi nærmere derom . De Gran ! har min fulde Tillid , De er en tro og n dk , ær Embedsmand , men Et maa De sige mig ærligt og oprigtigt — har denne Slangenbusch nogensinde gjørt Cour , saadan alvorlig Cour til deres Datter ? Jo , min Konge — det har han rigtignok . Lun og Carl vare allerede hemmelig forlovede da han friede osf cielt til hende . -z Naa , Gr m , hvad sagde hun saa ? Hun sagde : jeg agter Dem , men jeg elsier Dem ikke , jeg tilsø ede — min gode Slangenbusch , spar deres Uleilighed — min Datter er allerede forlovet . Med hvem , spnrgte han og bed sig i Læberne . Med mit Næstjødskenbebarn Carl Theisner . Apothekeren ? spnrgte han og skjar Tænder . Rigtig , Provisoren , chi endnu har han ikke noget Apothek . Oh , naar han faaer deres Mønt , sagde han haanligt , saa kommer Apotheket af sig selv . Aline , var uetop den Dag i sit spydige Humør , thi hun opslog en hjertelig Latter og sagde , Aa det har sandelig ingen af os tænkt paa — men , afbrød hun pludselig , det var altsaa af Lyst til at være Apotheker at De har gjort mig den Ære — Hvordan , jeg Apotheker ? spnrgte Slangenbusch blussende rpd . Jo tilstaa det kun , sagde hun leende , thi De sagde jo fornylig , at naar man faaer min Mønt faa kommer Apotheket af sig selv . Kongen gned Hænderne og lo hjertelig — Der kom Slangenbusch pænt op at kjøre , nu hvad sagde han til det ? Han blev hvid som et Lagen — ilte bort og slog “ Døren i efter sig saa det smeldede efter . Hvorlænge er det siden ? Over et Aar — næsten halvandet . Og hvorlænge har Carl været i Selskabet ? Noget over et halvt Aar . Veed De at Slangenbu ' ch er een af Stifterne ? Nei , det har han ikke tMt om , Deres Majeslæt . Dülov ved det . Ligemeget , Gram — Frlmen har Villet hævne sig , det er del hele . Ja det er som De siger min Kroge . Og han har villet fiske i oprørt Vande , vær forsigtig med ham . Denne Gang faaer han imidlertid ikke deres Embede , Gram . Hvordan , Deres Majeslæt troer ? Jeg veed det , derfor vilde han forstyrre mig i Nat . De vil møde ham i Forgemakket naar De gaaer , men af Grunde hvorom vi nærmere skulle tale — kan jeg ikke lade ham afstraffe heelt efter Fortjeneste , men han har forseet sig ved at klage bag sin Foresattes Ryg , og forseet sig dobbelt ved at fortie for Dem , hvad der uden deres Vidende , i Nat var skjult i deres Hus . Men , min Konge , vidste han de ! ? Ja , eftersom han fortalte det til Bülow i Nat . Gram sukkede : og dette Menneske skal jeg oven i kjøbet give 25 ' Rigsdaler som Angioerløn . Han burde ikke have en Hvid . Vedtægten byder det , Deres Majesfæt , det er min Pligt af overholde Vedtægten . Saa overhold den da , men er der ikke Straf for af anklage sine Foresatte ? Nei , Deres Majesfæt , det er hans Pligt naar han troer af hans Foresatte er Kongen utro , jeg kan ikke dadle ham derfor . Nuvel , Gram , siden De absolut vil give ham noget , ' aa giv ham de 25 Rbd . som Angiver , giv ham derpaa 8te Dages Aresi , fordi han har forliet noget vigtigt i en Politisag for Dem , hvilket han indiskret har meddeelt Andre — og giv ham endelig Afsfed af Polttiets Tjeneste som den der har forlokket andre ind i Selskabet for siden af angive dem . Befaler Deres Majesfæt dette ? Jeg ønsker det , paa deres Ansvar med mit Bifald . Det skal fle . Ræk mig deres Haand , trofaste Gram . Oh , min Konge , udbrød Politimanden rørt , kyssede Køngens Haand og fjernede sig hurtigt dybt bukkende . Een af Køngens Kammerherrer som var tilsagt , og som Slangenbusch , med Skjælven mødte her , da han vidste af han Astenen i Forveien havde været i Brolæggerstrædets Forsamlingslokale , slrævede hidfl til Filuren , der havde gjort flere mislykkede Foriøg paa at tiltale og undflylde sig hos Kammerherren . Denne ignorerede ham imidlertid ganske og vendte ham Ryggen . Det var ham derior en Slags Trøst , at se Pol tiløituanten komme ud fra Audiencen med Taarer i Øinene . Han haabede nu at hans Snedighed var paa Vei til at lykkes , han blev derfor ikke Iii et forfærdet , da ha “ saa at Gram med Venlighed gik hen og trykkede Kammerherrens Haand , og sagde : Hans Majestæt er meget naadig idag . Mod Alle Hr . Politiløitnant ? spurgte den Tiltale . Ja » svarede Gram , mod Alle og enhvr , der ikke opfører sig som en Filur . Med disse Ord gik Postiiloitnanten bort , ladende søm øm han ikke saa Slangenbusch , da han hverken Vilde tiltale bom mildt eller vr dr i Kongens Forgemak eller i Kongens Palais . Idet Døren gik op til Audiencesalen , for at Kammerherren kunde træede ind , saa Slangenbusch et Glimt as Bül w , der stod i Samtale m d Kongen . Bülow maatte altsaa have været ttlstæde ved Grams Audience . Dette sorekem Cksalmcn foruroligende , og han havde gjerne smurt Haser og unrflyldi sig , men han kog sig hurttg sammen , thi han k e tte Kongens svage Side og beflutl-de at gardere i g bag den . Han blev , og lagde en snedig Krigsplan . da han nu gndl lunde inlsc al hans Timer i Poltlieis Tjeneste vore talte . Tiende Kapitel . Paa Landet . I een af Sjellands skønneste Egne , omtrent der hvor det bekjendte Odsherred begynder , midt imellem Byerne Holbek og Kallnndborg , ligger den lille Landsby Fanerbo . Byen er bekjendt for sine magre Jorder og rige Bønder , de Første der her i Landet lagde rigtig Vind paa Kartoffelavlen . Den vakkre Præst Hans Brese , der paa engang var en dygtig Prædikant og en ivrig Jordbruger , havde givet Exempler til Indførelsen og Lægningen af dette nyttige Produkt , og hans store Udbytte vakte snart Lyst til Efterligning , saa at først hans Bymænd , senere Nabobyerne og omsider hele Amtet efterlignede ham . Denne Omstændighed stuldc imidlertid ikke være Faurbopræstens eneste Berømthed . Pastor Brese var en hjertensgod Mand en meget begavet Taler og den kjerlidste Fader og Sjælesorger . Foruden dette havde han en heel Deel af Amtets , Herredets og Sognets Bestillinger som han , skjønt det var gratis Arbeide , udførte med Lyst og Iver . Han var dertil Alles Ven . Fortrolige og Raadgiver var Tjenstvilligbeden selv og havde enda Tid til at lære Sønnen Christian Felix som han elskede høit , alle levende Sprog , ikke at tale om Latin , Græsk , Mathematik , Historie og Geografi , ja selv en stor Deel af de Kundskaber der høre til Militairfaget eg de juridiske Videnskaber . Det sidste Studium behagede imidlertid ikke den unge Mand . i Han havde langt større Lyst til Theologien , og tænkte sig allerede som sin Faders residerende Kapellan i Fauerbo . Men i dette Punkt var Præsten ubøielig . Du skal ikke være Præst , sagde han , men Jurist eller Militair , og den kjerlige Fader der ellers føiede Christian l Alt , hvad han troede kunde være hans Gavn , vilde ikke vide noget af Præstefaget at sige som Brødstudium for sin 19 aarige Søn . Denne beklagede sig vel derover til sin Faster Her « mandine , der førte Husholdningen i Præstegaarden lige siden Svigerindens Død , da Christian omtrent var 4 Aar gammel , men hun kunde blot paa den kjerligste Maade tilraabe Plejesønnen at føie Fatter i hans Ideer , da han all gevel ikke var til at rokke fra dem naar han først følte sig overbevist om deres Hensigtsmæssighed for Christians Fremtid . Christian Felix havde imidlertid en skjult Grund , hvorfor han ønskede at være Theolog . Præsten Verner i Nabosognet havde en smuk i høi Grad elsfværdig Datter ved Navn Ida , som aldeles havde vundet det unge Menneskes Hjerte og Symphatt , Berner hapde kun været Præst i Nabosognet i 11 Aar , men Ida , der ligesom Felix , som hun altid kaldte ham , var moderløs og kun 7 Aar gammel , havde strax knyttet Vensfab og Fortrolighed med Breses jevnaldrende Son , saa at man kan sige at det Venskab der herskede imellem Fædrene virkelig var gaaet i Arv til Børnene . Ida havde en smuk lille Bogsamling efter sin Moder , bestaaende af det bedste af den skjønne Literatur i næsten alle Sprog , og da Felix var ferm i Sprog maatte han hjelpe hende med at læse og forstaa disse Bøgers Indhold , hvilket var til gjensidig Glæde for begge Børnene , navnlig da de voxede til i Alder og moralst Udvikling . Christian var ikke smuk , hans lyse blonde næsten hvidagtige Haar , gav Drengen et temmelig gammelt Udseende , men der laa en Ærlighed og Trofasthed i hans dybe blaa Dine , der forsonede Betragteren af hans alvorlige næsten slereotype Ansigtsform med de tykke fyldige Underlæber . Felix var heller ikke fri for at være lidt kold , haard og slræng i sine Domme og Ansfnelsr , men den henrivende skjønne , blide og varme Ida , tøede ham op , og hun slandsede ikke med fine indtrængende Bevisførelser førend hun havde indpodet de bliveste , ommeste , Livsanskuelser i Felixes Bryst . Dette var imidlertid en lang og haard Kamp for den lille Landsbyskjønhed , thi Ch istan Felix rar intet mindre end romantisk , medens Ida efter sin Moder havde arvet et blødt næsten svermerifkt Sind . Men det lykkedes omsiv-r ben lille Opdragerinde at lægge Mærke til hvorledes hun kunde bøie det haarde og kolde G myt , der i Opvæxten saa at sige vansirede Christian , som hun naar hun blev vred kaldte en Træpind . Hun havde nemlig lagt Mærke til at Ædelmodighed var en fremherskende Egensfab hos ham og at denne Egenstad viste sig stærkest imod den der viste ham Hengivenhed og Troflab . Igjennem kenne Port sneg hun sig efterhaanden ind i hans Hjerte , og da hun forst var der , groede hun fast til sin usigelige Glade og Henrykkelse . Hun tilstod ham neppe 17 Aar gammel sin Kjærlighed , og han der kun var et Aar ældre , elsfede hende igjen , v . l ikke med et ungt Menneskes glødende Fyrighev , men med en trofast Sjæls helligste OpriglighcbBerner saa med ufordulgt Glæde de unge Nennest rS Tilbøielighed , hans Planer gik kke videre end at dans Iva skulde blive Præstekone ligesom hendes Moder havde været , men da Naboen i en munter Samtale lod falde et Ord derom til sin Ben Brese , førstummede denne med Et — blev bedrevet , og var ikke at formaa til at give nogen Farklaring om , hvad der saa pludselig satte ham i det daarlige Humør . Vennen følte sig krænket og trak sig faus tilbage , men i Løbet af en 14 Dages Tid , sonderede han Terrginnet og overbeviste sig om , at Ida elskede Christian af hele sit Hjertes Fylde og at hun vilde føle sig rammet smerteligt , hvis enten hendes Fader eller Pastor Brese vilde have noget imod at de unge Mennesker bestemtes for hinanden . Hvor pinligt det var ham , maatte Verner altsaa for Idas Skyld forlange en nærmere Forklaring af sin Ven , thi enten maatte den Ting bringes i Orden , eller der maatte ste en alvorlig Forandring i de unge Menneflers Forhold til hinanden . Verner tog derfor først Ida til Skriffe , og spurgte hende om Christian , der nu var 19 Aar og snart skulde tage sine Examina , havde yttret noget til hende om Forlovelse eller Giftermaal . Ligefrem yttret noget derom , svarede Ida , blussende rød , har han vel ikke , ligesaalidt som han har friet , men hvorledes det er kommen veed vi ikke selv , allerede i lang Tid have vi lidt efter lidt betragtet os selv som et Par der tilhørte hinanden , og som vilde blive høist ulykkelige hvis vi bleve skilte ad . Trøer du Ida , eller er Du vis paa at dette ikke blot er din Mening , men ogsaa hans ? Det er jeg vis paa Fader , svarede hun med nedslagne Øine . Kjære Barn , jeg maa vide det med fuldkommen Sikkerhed . Nogle Ord som faldt for 14 Dage siden mellem mig og Christians Fader , lader formode at det ikke er efter min Ben BrejeS Kogebog . Om det er Faderen eller Sønnen der stikker Næsen i Sky , det maa jeg vide . Belure Eder vil jeg ikke , men sig ham i min Nærværelsæ , hvad der forresten er sandt — at Du skal til Dernersminde i Jylland , at Du bliver der paa Ubestemf Tid , mindst raa et Aar , jeg maa se og vide hvorledes han optager det . Kjære Fader , det har Du vist ikke Hjerte til . Onkel Verner er en stræng Mand , han holder sine fre Piger , mine stakkels Kusiner som Soldater under Korporalstokken , det er da ikke dm Mening kjære Fader , at jeg skal lære den jydske Akrent og staa paa Pinde naar Majoren raaber , Ret Eder ? Mit Barn , den forhenværende Militair har ogsaa sine gode Sider , han er Krigsmand , det er sandt , og jeg Fredens Tjener — men jeg er bange for at det er nødnendigt — for mig bliver det værst , jeg som er vandt til dine Kjærtegn . Oh , fy Fader , Du kan ikke bekvemme Dig lil en saadan Landsforvisning , Du kan ikke ville gjøre mig ulykkelig . Min kjære Pige , deri har du Ret , men Spørgsmaalet er hvorfor har Brese , der holder af Dig — hvor vr har han noget imod at I udgjøre et Par ? og naar det er saa — og saaledes er bet — skulle I saa gro fastere sammen for senere at blive endnu ulykkeligere . Fader , kjære Fader ! Ida , vær en fornuftig Pige , jeg har ingen Indvendinger at gjøre , men Brese der er en retskaffen Mand har Indvendinger , rimeligvis byggede paa skjulte Grunde . Den stakkels Pige svarede ikke , hun bøiede sig blot over sit Sytøi og lod nogle str de Taarer falde paa Haandarbeidet som hun nu betragtede som i en Taage . Verner gik op og ned i Værelset , han glemte at ryg « paa sin Meerskums Pibe og betragtede da sin Datters Bevægelie med er bekymret Blik . En høi kert Latter lød derpaa ude i Forstuen . Ida foer sammen . Del var første Gang at Felix , s Komme foraarsagede hende andet end Glæde . Istedetfor som sædvanlig at ile ham imøde blev hun siddende og saa med et sky Sideblik at hendes elskede Ven klappende Hunden Karo , traadte ind i Dagligstuen . Guds Fred og Goddag , udbrød han muntert . Goddag kjære Christian , svarede Verner mildt . Trods denne venlige Ti . tale^blcv det unge Menneske slaaende forundret ved Døren og^ophøric at karresrere Hunden , der vedblev at springe ^logrende op af ham . » Kommer jeg i en uheldig Time ? spurgte han med dæmpet Stemme , efter at have kastet et hurtigt Blik til Ida , og efter at have betragtet Præsten for at se om han saa vred eller fortrædelig ud . Min kjære Ven , Du antager at jeg bar fljrndt paa Ida , sagde Verner , det kan jeg se paa Dit oprigtige Ansigt . Ida , svar med Sandhed — har jeg været urimelig imod Dig ? Nei — ffjændt har Du ikke — men mod din Vil « lie , gjort mig ondt . Kjære Hr . Pastor , hvis mit Ansigt har gjort dem Bebreidelser , saa tilgiv mig , sagde Christian — jeg Veed og burde vike , at De er den bedste , kjerligste Fader mod Ida . Han gik hen t l hende , greb hendes Haand der var kold og klam af de nedfaldende Taarer . En besynderlig Angst afmalede sig i hans Ansigt . Han saa længe , bedrevet paa Idas forgrædte Øine , derpaa flap han hendes Haand og mumlende de Ord : Skal da alting være en Gaake før mig ? lod han sig falde ned i den Stol der stod ved det lille Sybord ligeoverfor Ida og skjulte Ansigtet i den ene Haand mcqens han sløttede Albuen paa Sybordet . Du maa ikke være bedrevet Frtix — raabte Ida idet hun , glemmende sin Faders Nærværelse , sprang p og kastede sig om Christians Ha S , alt skal blive Dig klart , jeg vil ikke at en eneste Tanke i min Sjel skal være skjult for Dig . Verner var forlegen , han havde sat sig i Sofaen ved det ovale Bord , og trods vet hvide filerede Tæppe , som han ellers vaagede saa omhyggeligt over fordi-det var et af JdaS Haandarbeider , kradsede han sin møgede Pibe ud og sloppede den atter , for at kunne være beskjæftiget med en Gjentagelse af samme Manöver . Fader veed at vi elske hinanden Felix — sagde Ida halvhøjt , han har intet imod det — men han paastaaer at din Fader har bestemte , skjulte Grunde dermed . Og derfor græd du Ida ? svar mig dyrebare Sjæl , var det derfor at Du græd . Ja Felix — thi Fader tilføiede , at naar din Fader ikke forandrede sin Mening , maatte vi skille » ad — og jeg sendes til Jylland — til Onkel Rohde paa Vernersminde . Christian sprang op da Ida ledsagede denne Meddelelse med en Hulken og en Taarestrøm . Er det sandt , kjære Pastor — saa tungt kunde De bandle imod Ida og mig ? — De som er Guds Præst , Tjener for ham der sagde , elsker hverandre . Og jeg gjentager min Herres Ord , kjære Christian — elsker hverandre , men Gud har tillige sagt , Du skal ære din Fader og din Moder , naar din Fader altsaa ikke vil se et Par i Eder — saa maa der Sø og salten Vande til at skille imellem de to Guds Ord og deres Dyrkere . De er grusom , sagde Christian hvardt , og indtog et Øieblik en kold og imponerende Holdning . Det er min Fader — og det er af Kjærlighed , sukkede Ida . Christian har Ret , sagde Præsten vemodig , jeg er grusom , grusom mod mit eget Kjød og Blod so u jeg elsker , grusom mod min henfarne Hustrus Billede , hvis Minde jeg ærer og tilbeder i Ida som ligner hende saa ganske , og grusom mod mig selv som nu skal gaa ene og forladt om i Præstegaarden , uden at se mit Barn , uden at tale med min kjære Ven , uden at se DigHr . Pastor — afbrød Chrisfian ham med blød Stemme , og med Taarer i sine ærlige Øine . Verner reiste sig , og gik hen til Chrisfian . Kjender Du Grunden hvorfor din Fader har Betænkninger — og , jeg frygter uovervindelige Betænkninger , jeg kjender dem ikke . Hverken Du eller Ida ere rige , men I ere eneste Børn , og Eders Forældres Vilkaar og Stilling er lige — hvad er da Grunden ? Oh , vidste jeg det , vidste jeg det , udbrod den unge Mand fortvivle og knugede Haanden til Panden . D ' t er maaske Særhed , sagde Ida , Du skal først have Examen , Embede eller lignende — men vi kan jo vente . Det er desværre ikke noget Tidsspørgsmaal — jeg skal og maa endnu engang tale med Brese , han har et ædelt Hjerte Havde han som min Broder et So datergemyt — oh , jeg skulde bøie ham , men h n « r Godhed en selv og har dog Indvendinger , bestemte urokkelige Indvendinger — kunne de ikke fjernes , saa maa Du til Jylland . Nei — nei — sagde Christian fast , skal nogen reise saa er det mig . De skal ikke miste Ida — og jeg maa dog idetmindste kunne vive af Een som elsker hende oprigtig er hos hende og om kende . Og Du lrøer af jeg kan leve uden dig Felix ? Du kjender mig kun halvt . Hvad vil Du da af vi skulle gribe til Ida ? , Du maa tale med din Fader , T u maa om ikke for Din egen , saa for minSkyld , sige ham , af det er et langsomt Mord han begaaer hvis han adskiller os , jeg kan ikke udholde det . Kjære P ge , fat Dig , jeg skal tale med ham . jeg vil gjøre hvad jeg kan , ja all hvad der staaer i min Magt — og maaske de Hr . Verner — De som er hans Ven — kan udretle noget eller faa en Forklaring . Jeg vil afæsfe ham den —svarede Verner , det skylder jeg Eder — men sig mig oprigtig , er Ida Dig saa kjær af Du troer ikke af kunne blive lylklig med nogen Anden ? Hvor kan De tvivle derom , kjære Pastor ? De kunde før forglemme hende før en anden Datter end jeg før en anden Pige . Og dog vil Du at jeg skal se Dig reise bort , stilles fra Dig . Imellem to Onder skal man vælge det Mindste . Glemme Dig kan jeg aldrig , elske en Anden ligesaalidt oller endnu mindre . Jeg skal dog have mine Examina , Maaske forandrer Tiden min Faders Anskuelser , stjont jeg frygter — jeg veed ikke selv at noget meget alvor ligl er Grande » til min Faders Hemmeighedsfuldhed . Forklar dig Christian , ex han hemmeligsfuld imod Dig . Jeg burde maaske ikke sige noget , men da jeg intet veed , kan jeg vel ikke begaa noget Forræderi mod det som jeg kun formoder . Hvad er det da ? En hemmelighedsfuld Mand har flere Gange under dyb Forborgenhed været i Præstegaarden . I Førstningen lagde jeg ikke videre Mærke dertil , men da han altid i mange og lange Timer var indelukket med Fader i hans Stnderekammer , blev jeg opmærksom paa det besynderlige og sære ved disse Sammenkomster . Oh , det er vist kun en af de mæhrifle Brødre , sagde Verner , som troer eller ønsker at vinde en Proselyt l Brese . Nei , han seer snarere ud som en Adelsmand , eller som en høilbetroet Embedsmand af vcrSdlig Stand , men i morges kom han atter , ganske tidlig . Er han derovre endnu ? spurgte Ida . Ja , han var der da jeg gik fra Præstegaarden , men dette var ikke saa sært — hvad der derimod forekom mig besynderligt var at Fader havde givet mig sine Episoder til Afskrivning . Saa er det maaske en Boghandler eller en Forlægger fra Kjøbenhavn . Det tænkte jeg ogsaa først , skjønt han aldeles ikke tager sig ud som en Handelsmand , men da jeg bedst sad og stred , kom der Bud at jeg skulde bringe Fader Episoden fra 1801 , Slaget paa Rheden . Jeg var ikke halv æfrdig med Afskrivningen , men tog dog Heftet og bragte det ind i studerelamret , og sagde , at det Halve kun var afskrevet . Fader var meget bevæget , han betragtede mig med usigelig Ømhed og sagde : godt min Son — det er kun nogle Sider af den færdigflrevne Deel som jeg vil vise denne Herre . Jeg kastede ct Blik paa den hemmelighedsfulde Mand , som sad magelig i Sofaen da jeg kom ind af Døren — men som strax reiste sig og stod nu i en ærbødig Stilling , og dog betragtende mig flarpt med sine graa slikkende Dine . Jeg tro . de af Fader bavde præsenteret mig fo . ham eller ham for mig , men det gjorde han ikke , jeg maatte da noies med af güngjelde don Fremmedes Høflighed ved en lignende formel Hilsen , der rigtignok flet ikke passer i en Præstegaard . Christian , sagde min Fader , vil Du tjene mig i af bede Pastor Verner , af komme herover i Aften for af spille et Slag Piquet med mig . Gjerne , sagde jeg glad , skal jeg strax gaa derover ? Ja , ganske som Du vil . Fader rakte mig Haanden , som jeg som sædvanlig kyssede , men for første Gang , bemærkede jeg af det forvoldte ham Forlegenhed , formodentlig fordi den Fremmede var tilstede . Jeg veed ikke hvorfor , men jeg blev underlig tilmode over af Fader generede sig for al hans Søn kyssede ham paa Haanden . Jeg gik , men hørte mod min Villie , den Fremmde sige i samme Sekund som jeg lukkede Døren , „ det er dog mærkværdigt som han ligner Faderen . “ En Pause indtraadte , da Christian havde sagt disse Ord . Verner gik et Par Gange op og ned af Gulvet . Derpaa spurgte han : er det iaften vi stat spille Piquet ? Jat Ida — vi gaa derover lidt tidlig , bliv her saalænge kjære Christian — det bliver snarere Puk end Piquet vi to Gamle komme til at spille , men det lover jeg uopfordret , at jeg skal gjøre mit Bedste for al føie Jeres Ønske , men det maa I ogsaa love mig — at kan jeg ikke sætte det igjennem — saa slaa vi det nd ak Tankerne og handle som fornuftige Mennesker . Christian svarede med et Haandtryk , men Ida med et dybt Suk , der neppe var dej eneste , nagtet Christian ssgte at indgyde hende Mod og Fortrøstning til Fremtiden . Kl . 4 om Eftermiddagen forlod den hemmelighedsfulde Mand Pasfor Brese , og skyndte sig hen af ' Veien til Jyderup , hvor en Vogn ven ede ham . Pastoren saa længe efter ham med en dybt bekymret Mine . Manden der fjernede sig var ingen anden end den os bekjendte Slangenbusch . Ellefte Kapitel . Faurbo-Præsfegaard . Tidligere end sædvanlig gik Verner over til sin Nabopræst og Ven Hans Brese . Verner gik grundende og dvbstndig soran de to unge Mennesker , der gik sammen Arm i Arm . Det lød til at ingen af dem havde god Trø til at Aftenen vilde være videre glædelig . Ja Ida vovede endog at sige , at hun følte ligesom en Anelse om , at denne Aften var den sidste venlige Sammenkomst mellem hende og Christian for længere Tid . Maaske lagde Verner Mærke til de unge MenneskeTale , thi han vendte sig pludselig om og sagde : Hør Børn , for at gjøre Pinen saa kort og Fornøjelsen , faa lang som mulig , saa taler jeg før Aftenbordet ikke et Ord om Eder , men naar vi saa skal til at fortsætte Spillet efter Bordet , saa gaaer jeg paa med lukkede Øine og klemmer Ven Brese i Studerekamret . Vi maa være belavede paa det Værste sukkede Ida , og klyngede sig fast til sin hsitelffede Ven . Men vi ville dog bestandig haabe det Bedste , trøstede Christian . Thi om min Fader sætter sig nok saa meget imod , og om han holder mig 3 Aar inde i Kjøbenhavn , jeg giver Dig dog mit Ord paa , at jeg aldrig forlader Dig . Naar han nn vil gifte Dig med en anden Pige ? Her er min Haand Ida , enten skal Du — eller ingen Pige paa Jorden blive min Hustru . Dette Løfte gjorde sin Virkning . Med lettet Hjerte betraadte hun Christians Hjem , oz gjorde alt muligt for at indsmigre sig hos Faurbopræsten , der bemærkede det med et vemodigt Smil , kyssede hende paa Panden , og lod et lille Suk undflippe , som om han tænkte , „ jeg veed hvad Du attraaer men det slaaer ikke i min Magt at hjelpe Dig ! “ Efter Aftenbordet opfordrede Brese Vennen at fortsætte Kortspillet , men Verner sagde — Lad de tossede Kort ligge , jeg har noget at tale med Dig om , lad os ryge vor Pibe i dit Studereværelse . Som Du vil , min Ven , svarede Brese , ikke uden Forlegenhed , og de to Præster gik ind i det omtalte Kammer . Tag Plads , sagde Brese — forsætlig for at vinde Tid og for at samle Tanker . Nei Du , jeg taler bedst staaende , det jeg har at sige er ogsaa kort og godt , at jeg veed at Børnene elske hinanden . Er det en Grille af dig Hans , eller er der virkelige Grunde for at Du ikke vil vide noget derom at sige ? Svar mig oprigtig . Hans Brese blev bleg og rynkede Panden , dog var det kun et Øieblik , han rømmede sig og sagde : Hør Verner , Du kjender mig nøie nok til at vide at hvis jeg overhovedet kunde og vilde sige noget , da var det sagt forlænge siden . Meget sandt , det havde jeg ogsaa ventet , har Du da ikke lagt Mærke til at Christian og Ida betragte sig som Kjæerestcfolk . Jo , men jeg har ikke kunnet forhindre det , og har haabet , at det blot var Venskab . Du mener altsaa endnu , at de ikke kan faa hinanden . Verner , tvivler Du om at jeg nærer den største Hengivenhed og faderlige Kjerlighed for din Ida , saa gjor Du mig Uret . Nei — derom tvivler jeg ikke et Øieblik , Du holder af det kjære Barn lige saavel som jeg , hendes egen Fader , men , netop derfor undrer det mig at Du har imod Partiet , eller at Du ikke giver mig Grunde . Jeg kan og for hverken give Dig eller nogen Grunde , kun dette maa jeg fige Dig min eneste Ben , med et tungt Hjerte : Christian hverken kan eller far ægte Ida , da hun er for god og reen til at være hans ' Kjæreste for Livstid — saa — Det er nok , Hans , Du er bunden ved et Løfte , og jeg skal ikke presse Dig , thi vi have begge ondt deraf . ' Idag har jeg talt paa Foranledning med begge Bsrnene og de ere ligesaa . ulykkelige som forundrede over din Modstand , men navnlig fordi Du ikke vil sige Grunden . Berner , sagde Brese idet han greb hans Haand — jeg kan og tør ikke sige Grunden . Nuvel — derom skulle vi ikke blive Uvenner — kun et ønsker jeg af Du vil svare mig paa , hvis Du kan og før , strider det mod dit Ønske eller dit Løfte af Chrisfian tager bort for af absolvere sine Examina ? Leg beholdt ham helst herhjemme . Godt , sav maa jeg sende Ida til min Broder Rohde i Jylland . Hm , det var Synd , nei — i saa Fald maa jeg hellere afse Chrisfian , thi ingen af ob to kan undvære Ida . Maa De stride til hinanden Brese ? De maa alt undtagen gifte sig . vel , min kjære Ven , fra idag pulle de to betragte hinanden som Sødskende . Brese besvarede denne BLtring med et taust Haandtryk . Efter nogen Tids Forløb sagde han r j Verner lad os nu gaa ind i Dagligstuen . Imorgen begynder jeg paa Christians Reisetilb-redelser — eg bønfalder Tig , fremkom ikke med flere Spørgsmaal og lad Din og Idas Nærværelse trøste mig over det Savn som jeg nu maa lide . Brcse , v ! ville komme daglig sammen , men det bliver ikke nogen rigtig Lykke , thi naar Børnene sørge , kunne Forældrene ikke glæde sig . Det er desværre sandt , altfor sandt , og Gud give at jeg kunde gjøre det anderledes . De to geistlige Venner traadte tause ind igjen i Dagligstuen , og „ Børnene “ kunde læse deres Skjæbne paa de alvorlige Ansigter , men der blev ikke talt et Ord om Gjenstanden der laa de unge Mennesker saa haardt paa Hjertet . De vidste jo Besked — men , de vilde bære Skjæbnen med saa stor Fatning som det var dem muligt . Tolvte Kapitel . Hos gamle Bekjendte . Madam Gjertrude Frandsen var en Slægtning af den afdøde Præstekone i Faurbo . At Hans Brese , der ønskede at Christian i Kjøbenhavn ganske skulde hellige sig til sine Studeringer og føre et exemplarisk og tilbageholdent Liv , altsaa i denne Anledning henvendte sig til Kusine Gjertrude , der foruden Slægtskabet endnu havde været salig Madam BreseS Pleiessster , var saa naturligt . Dertil kom den ikke uvigtige Omstændighed for en Landsbypræst , at da Frandsens vare velstaaende Folk , behøvede man ikke her at frygte for de med unge Studerendes Ophold i Hovedstaden saa ofte forbundne Optrækkerier og Udskejelser . Med en nogenlunde relsyldt Pung i Lommen og en vældig Skrivelse i Tegnebogen , ankom Christian derfor 8 Dage efter den i forrige Kapitel meddelte Samtale kjørende til den af os bekjendte Bolig i Nyhavn . Da Fætter Brese baade havde skrevet og modtaget flere Breve angaaende Tante GjertrudeS Pensionær , var det saa ligefremt at den ny Tilrejsende blev modtaget som en gammel Bekjendt og nær Slægtning . Skipperen var jo rigtignok i Kystfart for Øieblikket , men Gjertrudes Meninger og Handlinger havde altid Fatters Samtykke , saa at den fortræffelige husholderske Skipperkone i Virkeligheden var Herre i sit eget HuS . Hun havde da ogsaa gjort alting peent og hyggeligt , da hun ventede sin nye „ Søn “ henimod Aften . Stuen var dobbelt festlig smykkef med hvide Servietter og Dug udbredt over Borde og Konsol « , og den uundgaaelige blankpolerede Themaskine stod paa Bordet og snurrede imellem 2 tændte Lys , ventende paa den tilrejsende Gjæsts Komme med Posten , da man hverken kjendte Jernbane , Deligence eller Dagvogn . Den jydske Post kom derimod 2 Gange ugentlig fra Aarhus over Aallundborg , Holbek og Roeskilde til Hovedstaden og med denne kunde Reisende , forsaavidt der var Plads , age med , imod en taxtmæssig Betaling . Klokken 9 Aften pleiede Posten at komme og Moer , Gjertude stod derfor allerede Kl . halv Ni og ventede sin Student , den kjære Grethes Søn , uagtet hun meget godt vidste at Personen ikke kunde havne i Nyhavn førend Kl . henimod Ti . Omsider krm da Vognen , og den travle Husmoder , der stod og speidede i Vinduet med de smaa Blyruder , var nu ikke feen med at springe ud i Forstuen , da hun saa „ Foren “ ifærd med at springe af Vognen og samle sit Tøi sammen . Velkommen til Kongens Kjøbenhavn , raabte hun og omfavnede uden videre det unge høie spinkle Menneske . Tak , er det Tante Gjertrude ? spurgte Christian . Ja , hvem skulde det ellers være , jo , kom Du kun min Dreng ind i Lys og Varme din Stakkel , for Du er da ganske forkommen af den lange Vei min Dreng , ja for jeg siger min Dreng , for din Moder og jeg vare saagodt som Sødskende . Det glæder mig , sagde han , men jeg maa først hjelpe K « asten af med Kufferten og faa alt mit Tøi og mine Landkort og Bøger ind i Stuen . Aa , Snak om en Ting , sagde Moer Gjertrude , kom Du kun , Kudsken kan nok gjøre det alene og saa faa sig en dygtig Kradser med det samme , kom bare med mig min Kjære — Du skal faa det som en Prinds . Den gamle travle Kone havde imidlertid trukket Christian ind i Stuen , hjulpet ham Kavaien af og vilde just trække det unge Menneske hen til Thebordet — da hun efter at hare betragtet ham i det fulde Lys , lige med Et stod som forstenet — og med opspilede Øine fremstammede det Udraab — I Gud forbarme sig . Christian , der blev ligesaa forsfrækket som den gode Skipperkone , saa sig i Hast om , for at se om der stod nogen bag ved ham , eller hvad der ellers forvoldte Tanten Skræk . Da han intet saa , spurgte han : er det mig som har forsfrækket Tante ? Nei , nei , paa ingen Maade — svarede hun forvirret , men fattede sig dog hurtig — jeg syntes at De , at Du saa saa forkommet ud — det er Reisen , ikke sandt ? — ja det er en lang Vei , sid nu ved og faa noget Varmt . Men det var aabenbart , at hun var bleven altereret , thi hun skjænkede Theen med rystende Haand og saa paa engang forvirret og venlig ud , da hun skjød Bakken med det fine Brød hen til ham . Sid nu ned og spir og drik min Ven — Du saa aa bleg ud . Christian lod sig ikke nøde , han satte sig ned og drak hastig en Kop The og spiste et Stykke Brød , men kunde ikke undgaa af tænke paa den Forandring i Tone og Behandling der pludselig var indtraadt hos den gode Kone . Hjerteligheden var vistnok din samme , men før behandlede hun ham som et Barn , hvilket han saa godt kunde lide — men nu — uagtet hun sagde Du og Christian til ham , visle hun ham Artighed og Opmærksomhed . Aah — det jevner sig nok , tænkte han . Imidlertid havde Kudsken sat de forskjellige Reisesager og Kufferten op paa Kvisfkammeret eller rettere det rummelige Værelse der var indrettet i Gavlen paa Huset og hvis Vindue havde den mest fortryllende Udsigt til Havnen og Nyholm . Kudsken fik den bclovede Kradser og be ikke lovede Drikkepenge , og Moer Gjertrude syntes nu efter nærmere Overveielse af være kommen i sine gamle Folder igjen . Hun spurgte til Fatters Befindende — om hvorlænge det kunde vare inden han — Christian kunde blive Doktor , med mere . Ester af have besvaret alt , sprang han op og sagde — naa , kjere Tante , jeg glemmer nok det Vigtigste : Brevet fra Fader . Med disse Ord tog han et stort Brev ud af Pørtefeuille « og gav det til sin Adresse . Naa , det kalder Du det vigtigste min Den , nei Du selv er da vigtigere end et Brev , men lad mig nu først lyse Dig op paa dit Værelse , det er kun et Loftskammer , men Du maa tage filtakke dermed og rummeligt er det og Sengen er , naar jeg selv skal sige , rigtig god , men i Asten vil jH ikke opholde Dig med Snak , om en halv Time maa Du sove paa Dit grønne Øre og drømme om Faurbo Præstegaard — naa , maa jeg saa lyse Dig . Tak , Tante men det haster jo ikke — kommer Onkel Niels ikke hiem iaften , jeg vilde dog først hilse paa ham . Nei , Onkel Niels er i Aalborg tillige med „ haabet “ jeg fik Brev i ForgaarS , og venter ham først om tre Dage . Tante Gjertrude tog nu det ene af Lysene , og førte Christian op paa sit Kammer , der forekom saa behageligl , at han uvilkaarligt udstødte et lille ' Overraskelsesskrig . Men det er dog paafaldende som det ligner mit Kammer i Faurbo , det er ogsaa et Gavlværelse , og alt lige indtil Ordningen af Møblerne , ligner mit Værelse . Det er saamæn ogsaa dit Værelse , min Ven , forresten vil jeg tilstaa Dig , at Fader og jeg har anordnet det ved fælles Overeenskomst , at det skulde være ligesom i Faurbo — kun med den Forskjæl , at man istedetfor Udsigt til Landet , her har Udsigt til Søen . Tusinde Tak , kjære , kjære Tante — Søen har altid været mit Ideal , oh , hvor disse Lys til høire tage sig smukt ud , og Maanen som speiler sig i Vandet — det er deiligt , deiligt . Imorgen vil det tage sig bedre ud , ved Dagslys , især Synet af Havnen , Skibene og Amalienborg . Sov nu vel og drøm sødt . God Nat , vær endelig . førsigtig med Lyset , Sovvel . Christian blev længe staaende i Vinduet og slirrede ud paa de mange ny og imponerende Gjenstande , der ved Maanens Skin toge sig dobbelt imponerende ud . Alt var her saa start , saa overordentligt og dog saa Nyt for ham . Han blev paa engang greben af Beundring , Henrykkelse og Angst — han sølle sig saa lille , saa ubetydelig lige over for alt dette . Og dog glede hans Tanker tilbage til Barndomshjemmet , til de smilende Enge , til Præstegaarden , til Ida og hendes Fader , hvis Taarer han endnu saa rinde ved den sidste Afskedshilsen , og han dvælede ren ved Faderens døitidelige Bøn for ham , hans Velsignelse og hans neppe herlige Farvel . En Taarestrøm lettede det unge Menneskes beklemte Hjerte , og da han havde aftørrct fine Øine , mumlede han : og nu i Seng , Søvnen slyrker , jeg vil bede Gud om , at Held og Tilfredshed maa blive Resultatet af mit Ophold og mine Studier i Kjøbenhavn . For første Gang staaer jeg nu ene i Verden , i en fremmed By , dog nei — det er en Forsyndelse , tilgiv mig Du Lysets Gud , Du som har fladt Alt det som mit Øie fluer , de talløse Stjerner , de lyse Kloder , der bevæge sig i det » begrændsede Rum , Du er hos mig , Du er overalt , bevar mit Hjerte reent og gudhengivent , daadkrastigt og udholdende i Livets Kampe , vær hos min Dyrebare Ida som en herlig Trøster og hos alle mine Kjære , udsend Styrke til den Svage , Sundhed til den Lidende og Brød til den Trængende , led mine Skridt , og lad mig i alle Livets Tilskikkelser elfte Dig barnligt og fromt , thi Dn er min , som Du er Alles Fader . Ester denne Bøn , lagde han sig til Ro , — og sov snart den Retfærdiges Søvn . Foruden det Die , der seer alt , hvad Menneskene foretage sig — var der endnu et Øie der betragtede Christian da han stod i Vinduet . Det var en somandSklædt Person , som hvilende paa Aarerne , sad i en lille Jolle , der gyngede i Havnen , omtrent fem sex Kabbellængder fra Niels Frandscns Slæbested . Havde Chrisfian havt en Kikkert vilde han have seet at det var den samme Fremmede , han havde seet t Faurbo Præstegaard i Faderens Studere-Værelse . Da Chrisfian forlod Vinduet og slukkede Lyset , tog den i Jollen værende Person til Aarerne og roede over til Christianshavn , idet han sagde halvhpit : „ 3 “ morgen begynde vi paa Løbegravene . “ Trettende Kapitel . Hvad ville de ? Medens Chrisfian træt af Reisen lagde sig til Ro i sit hyggelige Gavlkammer , stod Meer Gjertrude med foldede Hænder og i dybe Tanker foran de over Sofaen hængeudo Portrætter . Hun betragtede et af dem med skarpe kritiske Dine og mumlede stadigt de Ord : „ Besynderligt , besynderligt . “ I denne Stilling og med disse Ord paa Læben traf Carl Theisncr hende da han kom for at spørge Nyt fra Aline og Onkel Niels . Min Gud Tante De studerer jo den kongelige Families Physionomier , og det med et Alvor som om De gjorde heraldiske Studier . Hvad det Slags Studier kaldes veed jeg ikke , min Dreng , men vor ny Slægtning , der nede fra Faurbo er kommen og han havde nær kyset Livet af mig . Er det muligt , og De som i S — 6 Dage ikke har talt om andet end om hans Komme — er De nu bleven bange før en skikkelig Provindsfætter . Ja min Ven , alvorlig bange . Tænk Dig det er Kongen op ad Dage , grangivelig som Du seer ham — kun yngre — omtrent som Du seer ham der . Og det har forskrækket Dem ? nu maa jeg virkelig le — man har truffet Mennesker der lignede Napoleon , og Alexander den store , ja , selv Raphael , den italienske Maler , som er død før flere hundrede Aar siden — det er hvad man kalder Kapricer — det skal ikke ængste Dem — men før at tale om noget Andet , er der kommen Drev fra Aline . Graadigc Menneske , det er jo kun to Dage siden at Du fik en heel Recept paa otte Sider . Ja , man er graadig , sagde Carl , efter at børe fra Den kjæreste man har . Kjæreste , hvad er det før Snak — Carl , hun er jo nu din Kone — I tvang jo baade os og Ibsen der- ' til . Naa , det er jo grove Beskyldninger , sagde Carl muntert idet han rystede Skipperkonens Haand — nei , tilstaa kun at I frivillig gjorde de to ulykkeligste Mennesker lykkelige . Ja , ja , lad det være godt , nu er det flet , og naar I blot faaer Fatter Grams Velsignelse og Samtykke , saa pa ! jeg jubilere . Jeg frygter at han gier sig ikke saa let , svarede Carl med et Suk , mig er han ganske mageløs god imod , men min stakkels Aline er han meget vred paa , alt hvad jeg siger og bønfalder nytter mig ikke . Aah , det kommer ikke strax , men siden gier han sig . Idag kan De tænke dem Tante , gik jeg ham haardt paa Klingen . Han har nemlig , med en mageløs Goohed befriet mig og alle de loyale Medlemmer af Selskabet for enhver Ubehagelighed og Straf . Jeg skulde give Dig en Advarsel min Søn , det er min Embedspligt , sagde han , men jeg siger blot , tilføiede han , kom til mit Bryst , lad mig trykke Dig til mit gamle sorgbetyngede Hjerte med den fulde Vished at Du er en ærlig Sjæl , et fortræffeligt Menneske , der aldrig oftere vil indlade Dig i sligt . Hans Taarer og hans Blik , ja hans hele Sindsbevægelsæ bar Vidne om hvørmeget han holder af mig . Han har maaske en Anelse om at Du er hans Svigersøn . Nei , han har ik e Tanke derom , ellers vilde han have jaget mig bort som en Fordømt . Hvorfor dog ? Desværre det fik jeg snart Vished om . Jeg kyssede hans Haand og bad for Aline — han rev Haanden til sig og raabte med pludselig forandret Stemme og i høieste Vrede : „ ikke et Ord om hende den Utaknemmelige ! jeg vidste ikke hvorledes jeg skulde optage det , men jeg glemte mig selv , og raabte , øh , min Fader , det er Dem der i Embedsiv « begaa « Vold og Uret mod Deres eneste Barn . Aline elsker Dem saa høit som en Datter kan elske fin Fader , men hun har Deres energisfe Karofte « ; hun sætter sig til Modværge mod det som hun kalder Uret , rit ville sønderrive det hellige Baand De selv havde knyttet , betrakter hun som en Hidsigheds og Voldshandling — og derfor er hun flygtet , far at De naar Vreden har lagt sig skal kalde hende tilbage — tilgive hende og gjøre os lykkelige . Forsvar hende ikke Carl , raabte han skrækkelig irriteret , Du gjør kun ondt værre , slak Datteren eller Faderen være den eftergivende ? Var det ikke hende der paaførte mig den Skam , at gjemme i mit Hus det hemmelige Selskabs Papirer ? Nei , det var mig — lad hele deres Vrede falde paa mig — og ikke paa en Uskyldig . Der var intet fem helst kompromitterende i disse Papirer . Kun harmløse Love , loyale Forslag , Medlemsliste og lignende , foruden rede Penge , der jo ikke ere forbryderiste , siden de ikke ere ulovlig Eiendom . Da alt dette var betroet Gods , som hvis jeg mistede det vilde vanære mig og skaffe mig Navn af Forræder i mange brave Mænds Meninger , førte Fortvivlelsen mig til deres Hus , jeg maatte dog redde det Navn , som deres Datter skulde bære , fra Skam og Miskjendelse . Saa burde I strax have overleveret det tll mig som Embedsmand . Det vilde have været Forræderi , først da en Anden — Slangenbusch , havde forraadt — og De i Em - bedsmedfør , stred ind med Lovens Magt , først da havde jeg Ret til at overlevere det — og det har jeg gjort . Efter at Aline er flygtet og har tilintetgjort Papirerne — nei , jeg tilgiver hende aldrig , raabte han og slampede i Gulvet . De vil bringe mig til at tro , sagde jeg modfalden og skjælvende , og De vil indbilde Dem selv og os , at De er en haard Fader , at De ikke føler noget for det ulykkelige Barn , der tilbringer Dagen med Suk og Natten med Taarer , — men jeg seer og veed , at Politiembedsmandcn g/ør Bold paa Faderkærligheden og paa Mennesfekjærligheden , for at synes anderledes end han er . Det vil maaske lykkes Dem , omsider ot knække det Liv og den Tilværelse som De har skjænket hende , og jeg — hvad har jeg da andet at gjøre end følge hende til det Sted , hvor ingen mere kan adskille os , men naar De saa med Fortrydelsens Taarer , staaer ved den lille Gravhsi — der dækker to Hjerter , som ikke blot elskede hinanden ømt , men ogsaa Dem inderlig og barnlig hengivent — saa husfTi , ti , raabte han paa engang rørt oa vred — nei , nei , skreg han og knyttede Haarde » mod fin Pande , jeg gjør min Pligt . Rei , nei , jeg tier ikke , jeg vil tale , om saa mit Hjerte brister derved , jeg vi føre et Barn tilbage til sin Fader — thi jeg , ikke hun er den Skyldige , — og naar De sover vil jeg hvidske AlineS sidste Hjertesuk til Dem i deres Øre , jeg vil indprente i deres Bryst de sidste Strofer som Deres stakkels Datter har ned » skrevet i de lange søvnløse Nætter . Til mig — til mig ? spurgte han . Ja til Dem , — de lyde simpelt og ligefremt : „ Fader , lad din Brede svinde , Hust at Gud tilgiver Alt ; Drag endnu engang til Minde , Hvad saa til Du mig har kaldt . Dagene formørket bleve . Ved den Straf Du har paabudt : Uden Carl jeg tan ei leve , Uden Dig — mit Liv er brudt . “ Den Gamle kvalte en frembrydende Hulken . Han ilte ind i sit Kabinet , og jeg hørte tydeligt at jeg havde rammet ham i Sjælen — men ti Minutter senere lukkede han ganske rolig Døren op og sagde i en kold og dog mild Embedstone . Carl , Du maa gjerne komme her hver Dag — men jeg forbyder Dig at fale mere om hende . Naa , og saa gik Du Carl ? spurgte Mvm . Frandsen . Ja , thi han lukkede sig inde i sit Kabinet . Han gier sig min Ben — der er jo allerede skudt Bresche . Kampen bliver imidlertid meget haard . Lad nu blef nogen Tid gaa hen — saa gier det sig nok , En smuk Morgen^bringer jeg et Brev fra Aline som han læser og bliver rørt — saa følger Du og Din Kone mig lige i Hælene — og Du siger ganske ligefrem : om Forladelse kjære Fader , vi skal aldrig gjøre det mere , her er min Kone og jeg , og De er godt paa Veien til at blive Bedstefader . Oh , han myrdede os , raabte Carl , eller endnu værre , han kastede os paa Porten . Nah Snak — bild mig det ind — nei min Ven , det har ingen Nød , disse Pligtmennesker stive sig op med Instrnxcr og Vedtægter , men gaaer man dem paa Klingen , saa viser det sig , at under ethvert Politiskilt slaaer der et Menneskehjerte . Det troer jeg og det er^det jeg stoler paa , men fo » nu at tale om noget andet , Slangenbusch og hans Ven Grev Satanio have havt fat i mig , eller rettere have gjort sig Umage for at faa fat i mig , men jeg smutter fra dem som en Aal . Det er rigtig , denne Slangenbusch er en farlig listig Ræv , og Satanio er jo en Oprører . Ja , jeg begriber ikke at han er gaaet sri — men tænk , han gaaer nu aabenlyst ud og ind hos høi Personer . Det kan da ikke være andet end at han spekulerer paa nye Gavtyvestreger , vær forsigtig Carl ! Ja , det samme sagde hans Tjener , den godmodige , komiske Fyr Puf . Det maa være en rar Tjener , som forraader sin Herre . Puf er i erhvert Fald Oprigtigheden selv , hvad man ikke kan sige om Greven . Han siger sin Herre de droiesfe Sandheder , ikke blot paa hans Bag , men endog lige i Ansigtet . Og det taaler Greven ? Ja , men tidt med stor Arrigbed , jeg troer at han kan ikke jage Puf af sin Tjeneste ; ligemeget , denne gemytlige Fyr sagde da han bragte mig Invitationsskrivelsen om at aflægge Greven en Visit i Hotel du Nord , at han fraraadede mig at gaa derhen fold Greven var en stor Spidsbub , før havde han spekuleret i Tumulten , nu spekulerer han i Loyaliteten . To Gange har han alt været med Breve , fra Greven , tredie Gang , kom Slangenbusch , og jeg sagde ham reent ud , at jeg hverken vilde have med ham eller Greven at gjøre . Staa fast ved det , min Ven , det er noget Krapyl , som altid bereder retskafne Folk Forlegenhed « . Saaledes tænker jeg ogsaa — og jeg holder mig fra dem , men jeg kan ikke nægte at jeg er nysgjerrig for at vide hvad de ville . Finde paa nye Historier naturligvis . Ja , vistnok , men hvilke Historier og i hvad Øiemed ? det var nok værdt at vide . Oh , lad den Fugl flyve , Carl , saa saare man staaer slille for at høre paa Klapperflangen , bliver man bidt . Brændt Barn vogter sig for Ild , sagde Carl beroligende , Tante kan være ganfle tryg for mit Vedkommende , naa , jeg vil nu anbefale mig , altsaa om tre Dage — det er en drøi Tid at vente paa Haabet i — imorgen tidlig kommer jeg for at hilse paa min nye Fætter . Det var Ret min Dreng , Du kommer til at tage Dig lidt af ham og vise ham lidt om , som paa Kunstkammerct , runde Taarn , det afbrændte Slot og Værfterne — men paa Kaffehusene er det ikke værdt Du fører ham . Lad mig om det kjære Tante , hust pa » at jeg er et sat Menneske , en gift MandJo der har vi det — de gifte Mænd ere undertiden de værste Udhalere , indtil de blive afrettede af deres Koner . Var Onkel Niels meget lærvillig ? Nei , min Ven , han var saamænd ikke , han var i sine unge Dage akkurat ligesaa stor en Galrøis som Du min Dreng . Naal — men saa blev der dundret op ? Dundret ? raabte Moer Gjertrude , jo vist , det fluide nok forslaa — nei , der skal saamænd andet til . Gode Ord da ? Aah ja , det er bedre , men det forslaaer aligevel ikke — nei , naar Konen vil have Manden paa ret Kjøl , saa mia hun kysse ham og græde dygtig — ja det lærer Du nok . Oh , der gav De mig en prægtig Oplysning — nu skal jeg netop sætte mig paa Bagbenene . Nei , min Ven , spar Du kun Ulejligheden — tro en erfaren Kone — naar Konen bærer sig fornuftig ad , saa er Manden væk , og saa kan hun vikle ham om sin lille Finger , thi Konen er altid den længst udholdende . Tak for Underretningen Tante , men gjør mig den Tjeneste og sig det ikke til Aline . Det lover jeg Dig min Dreng , for hun vilde le af mine Raad , og sige : det veed jeg nok , saadan noget veed en ung Kone meget bedre end en gammel . Carl lø , gned sig fornøiet med den høire Haand paa den venstre Arm , noget som han altid pleiede at gjøre naar han blev i godt Humør , derpaa saa han paa sit Uhr der viste paa halv Tolv , tog sin Hat og forlod Skipperhuset igjennem Nyhavn . Fjortende Kapitel . Orientering . Imellem Carl og Christian Medes snart et sandt og inderligt Venskabs og Fortrolighedsforhold , der vistnok begrundedes ved de unge Mennesiers fælles Sammenkomster i Niels Frandsens Hus , men som navnlig havde sin Nod og sin Styrke i Begge Vennernes ædle symphatetiffe og oprigtige Sindelag . Christian frængte til et Hjerte i hvilket han kunde udgyde sit Savn og sine Fremtidsforhaabninger med Hensvn til Ida , og Carl der fandt at hans Vens Skjæbne havde mange Berøringspunkter og megen Lighed med hans og Alines Gjenvordigheder betænkte sig ikke paa at asfløre sin Hemmelighed for Christian , ja endog at føre ham ombord paa Jagten . Haabet “ for at præsenteres for Mdm . Theisner , der henlevede sit Liv i KaptainSkahytten , med et nydeligt lille Boudoir og Sovekammer ved Siden af det større Rum . Da baade Aline og Christian allerede ved Carl kjendte hinandens Skjæbne meget nøie , var Venskabet snart forøget ved den tredie Person i Aliancen , og man fandt at en Hemmelighed kunde godt blive hvad den fluide være , ukjendt for alle Andre , fordi tre trofaste tause Venner kjendte den . Christian syntes saa godt om Alines lille hyggelige Asyl , at han lydelig yttrede Ønflct om at hans Ida havde et lignende , han vilde da ikke betænke sig paa at efterligne Carls og Alines rafle Handling , tagende hvad der kunde følge paa for Fremtiden . Jeg maa paa det Bestemteste fraraade det , netop førdi jeg selv har prøvet det . Fortryder De det da ? spurgte Christian muntert med en kort Latter , det lader døg til at De befinder D m ret vel derved ? Oh , De mener førdi Carl kysser og omfavner mig — og førdi De læser i mit Ansigt den Lykke og Tilfredshed som Carls Hengivenhed og Kjerlighod forvolder mig ? Nuvel , for at være oprigtig , naar mit Uhyre af en Mand er tilstæde , saa fortryder jeg ikke det raske Skridt vi har gjort , tvertimod saa velsigner jog det Baand der knytter os sammen og synes endog at den Hemmesighedsfuldhed som omgiver os , forhøier Nydelsen af vor Glæde . Seer De — De fortryder altsaa ikke ? Jo , Hr . Brese , thi disse Timer ere saa faa , at De ikke kunne veie op imod de lange kjedelige og længselfuldt Timer i hvilke jeg maa afse ham og være ganske ene . Det man længes efter og igrunden har , er døg altid et Gode , ikke sandt — Carl , Du er da ikke vred fordi jeg trættes med din Kone . Aldeles ikke , forresten maa I som Slægtninge ikke bruge drt fremmede „ De , “ men tale ligefrem sammen som Fætter og Kusine . For Dig hedder hun Aline og Du hedder Christian thi kjendes for Ret : -- -- -- - ' Det er et Ord , maa jeg sige Aline og Du ? Ja , paa den Kondition , at jeg maa sige Christian til Dig , Du Lysalf — men derfor flipper Du ikke fra Disputten vi nylig førte . Naar han den Sort- der , er hos mig — nuvel , jeg har den Svaghed — det er et Polinran — men jeg finder mig deri — saa er jeg evig glad , men tænk , jeg har været i Horsens , Aarhus og i Aalborg , lange kjedelige Reiser , men der kan jeg dog gaa i Land , men herhjemme nærved min Fader , nærved Tante Trude , og ved min Carl , er jeg , Politiloitnantens Datter , Arrestant , Indesluttet . Dagene ere uden Ende , Nætterne søvnløse — mit lille Himmerige har da ogsaa sine Kvaler . DeZbedre , savnede Du ikke Carl , saa var Himmerige jo ikke andet end Indgangen til det fæle Gjemmested for EkarnSfolk ; vær Dn altsaa glad over at Du længes . Havde I ikke giftet Jer , saa havde Du albrig kunnet see ham og saa — Ja saa havde det rigtignok været værre , men , en Faders Samtykke er dog en god Hovedpude i en Brudeseng — og uden den har man ingen rigtig Hvile . Ligemeget , hvis jeg havde Evne som Carl , betænkte jeg mig Mr et Minut paa hvad jeg vilde gjøre . Hvad Evnen angaaer , behøver Du ikke at genere Dig , naar Du har faaet Embedsexamen og Embede kan Du betale mig efter Behag , saalænge staaer min Kasse ganske til din jeneste . Jeg kunde fristes til at modtage dit Tilbud , jeg Vilde byde Dig det samme , hvis jeg kunde — men jeg frygter at det vilde blive et alt for stort Udlæg ; jeg kan jo ikke have Embedsexamen før om 3 — 4 Aar . Om der var Tale om ti Aar eller en heel Levetid , Christian , vilde min Eiendom altid betragtes som Din egen . Ja hvad Pengene angaaer , faldt Aline dem i Talrn — behøver Du sandelig ikke at genere Dig — da vi fra velhavende , pludselig ere blevne rige Folk . Du kan tænke Dig , en Kusine af ham , en gammel Jomfru Borch paa 72 , med svære Grunker , — Carl , hvormeget er det vi faaer — En Tønde Guld omtrent og Gaarden EgedeS Minde , svarede Carl . Nok , sagt han havde neppe faaet mig til Kone , førend Lykken velter ind over ham . ' Jomfru Borch døer , og han er hendes Arving . Veed din Fader det ? spurgte Christian . Nei , hun er jo først bød i disse Dage — desuden , er det ikke Formuesomstændigheder » ^ nei , det er Politimandens Ærckjærhed — og den Sorg at jeg forlod ham , der gjsr ham vred og uforsonlig . Aligevel i dit Sted , Carl , gik jeg til Papa , sagde Christian , og fortalte ham ærligt alting . Han gier sig som Tante Trude siger , vil Du — saa skal jag være Mægler . Hvis Du troer at det kan nytte . Dristig vovet er halvt vundet , og for at blive ved Ordsprogene saa pleier man at sige , Æblet salder ikke langt fra Stammen . At fljønne fra Aline kan Fatter Gram ikke være saa gram som hans Navn lyder , jeg gaaer ligefrem og ærlig tilværks , jeg siger at Du paany har arvet en Blomme og en Herregaard , at I ere lovlig gifte og bede om Pardon , da Kystfarterne ombord ere saa kjedelige for en ung Kone . Ja , og saa kaster han Dig ned af Trapperne . Nei , han gjør ikke — han bliver rørt , lad mig nu styre min Lyst og gjøre et lille Skridt til at faa alting bilagt — siden kan I jo gjøre Gjengjeld med ogsaa at gjøre Ida og mig lykkelige . Det er et Ord , raabte begge de unge Ægtefolk paa eengang , forsøg det . Og jeg vil medgive ham et lille Brev , tilføiede Aline , Femtende Kapitel . Noget Mærkeligt skeer . Sit Løfte tro , gik Christian allerede Dagen efter til Alines Fader . Han havde iført sig en smagfuld Selstabsklædning , hvorover han kastede sin blaa Kavai , der ikke manglede Opslag og havde efter den Tids Mode fem , sex Lag Klædesflag . Han nærmede sig kjækt og dog rolig i Bevistheden om sin gdde Hensigt og sin vigtige Mission , PolitiløitnantenS Bopæl i det betegnede Sted i Klædebocrne omtrent ligefør Skoubogade . Det var om Formiddagen henimod Kl . 12 . Embedsmanden stod netop paa Springet og skulde over paa Politik « meret , da Pigen bragte Hr . Gram et zirligt Kort , med det ham ubekjendte Navn : Christian Felix Brese . Lad ham træde ind , sagde Gram — det er vist nogle Oplysninger om de stjaalne Sølvstager . Pigen aabnede Døren for Christian der traadte raskt ind og gjorde et hefligt Buk for Gram , der ilte ham venlig imøde . Christian vilde netop indlede sine Ord , da Gram ligesom Tante Gjertrude den Aften han kom til Kjøbenhavn , traadte forstrækket tilbage og slirrede paa det unge Menneske . Hvem er De , hvem er De , spurgte Gram , øiensynlig betuttet . Jeg er Studerende , svarede den Adspurgte , min Fader er Præst i Faurbo og Carl Theisner er min intime Ven . Ah — naa — Carl , en fortræffelig ung Mand — De har da vel ikke været i det hemmelige Selskab — deres Navn stod i det mindste ikke paa den Liste Slangenbusch opgav . Det var aabenbart at Politiløitnanten var i høi Grad consundcret , han vidste i Virkeligheden ikke hvad han skulde sige eller gjøre . Nei — jeg har ikke været i det omtalte Selskab , af den simple Grund , at jeg kom til Kjøbenhavn efter Selskabets Opløsning . Hvad bringer mig Æren af deres Besøg ? To Nyheder , som jeg maa meddele dem Hr . Løitenant , den ene er , at Jomsru Borch , Carls Tante er død og har efterladt ham cu Tønde Guld og en Herregaard . ' Gud ffe Lov , oh , det glæder mig — raabte Gram og gned sine Hænder . Jeg vidste af Carls Beretning , at det vilde glæde Dem i høi Grad . Ja , det kan De tro — den herlige Fyr — men hvorfor kommer han ikke selv og meddeler mig det ? Fordi han er bange . Bange ? er jeg da saa slem ? Nei , det siger han ikke , men han frygter for at De skal faa at vide — at han er hos sin Kone — ja nu er det sagt — han er gift . Er han gift ? raabte Gram , gift — og han traadte nogle Skridt tilbage og lod sig af Forundring falde Ned i en nærstaaende Lænestol . Men som om han fandt dette upassende i en Fremmeds Nærværelse , reiste han sig hurtigt op , og mumlede med et Suk : stakkels Barn . Christian saa forundret paa ham og vilde netop sige noget der kunde give Gram nærmere Oplysning — da denne udbrød med en Slags Bitterhed : Naa det maa sig sige saa er hun godt nok straffet . Han har altid været et godt Parti — og nu dobbelt , men jeg var nødt til at bryde der , jeg maatte — imidlertid lod det til , at han vilde se Tiden an , og jeg anede mindst , at han havde saadant et Hastværk med at fage en Anden . Hun løber bort fra Faderen og saa løber Earl bo ? fra hende — der er en Nemesis . Hr . Gram De har sikkert misforstaaet mig , Carl er gift med — Jeg takker , jeg takker , raabte Gram med en vis Høflighed og Bitterhed — De kan spare dem Uleigheden med at meddele mig deres Vens Hemmeligheder , han er jo sin fri Mand , kun undrer det mig at han ikke lod mig vide naar den store Handling gik for sig . Igaar Morges sagde han ikke et Ord . Han har altsaa holdt Bryllup i Aftes , hvad hedder han ? Dulcinea ? Alle disse Ord bleve temmelig hastigt udtalte , som om han ærgrede sig over at hans Datter i hans Tanker var forbigaaet og forurettet . Christian ventede sig derfor et godt Udbytte af sin Mellemkomst , thi hvis det ærgrede Gram naar Carl fog en anden , saa maatte det jo glæde ham naar han fog Aline . Han besværede derfor Spørgsmaalet naar Carl havde holdt Brvllup , med den ligefremme Oplysning : Carl holdt Bryllup samme Nat som han bragte Dem Selskabets Pengemidler om Morgenen . Hvad behager ? — hvad behager , altsaa da Aline løb bort ? Ja han fandt , at siden hun nu ikke havde nogen Fader , saa maatte hun dog have en Mand . Dette var i Virkeligheden dog formeget for Politiloitnanten , han snurrede sig rundt som en Top og lod sig denne Gang falde ned i Lænestolen hvor han nogle Sekunder blev siddende med Hænderne for Ansigtet ; derpaa sprang han op . Det er ugyldigt , raabte han , jeg gjor Indsigelse , jeg gaaer til Kongen — ha , det er skjændigt , imod en Faders Villie . Christian saa det Oprør hvori den gamle Politimand var . han søgte derfor at berolige ham . Med mildt Alvor præget i sit ærlige Ansigt nærmede han sig Gram , lagde Haanden venligt paa hans Skulder og sagde — Lad Dem formilde , Kongen vil sige ligesom alle Andre : . kald deres Datter tilbage , og lad de unge Mennesker være lykkelige med hinanden . “ Gram studsede og saa op , — Tonen , Udtrykket , og Godheden hvormed det blev sagt , lignede aldeles Kongens ; Stemmen var den samme , og Ansigtets Lighed var som et Spejlbilledes . Min Herre , slammede Gram ; alt hvad jeg kan sige er , at jeg skal tænke derpaa . Tør jeg vende tibage — og give dem Haab ? Jeg siger ikke Nei — og ikke ja — men det er oprørende — Begge ville knælende bede Dem om Tilgivelse — før lod det dog til , som om det ikke havde smagt Dem , hvis han havde taget en Anden — Dulcinea . Muligt , muligt , men jeg vil have min Tid til at betænke mig — naar jeg finder at alt kan være godt , skal jeg skrive , men før maa ingen af dem komme . Tak , Hr . Gram , Te lettede en stor Steen fra mit Hjerte , thi mit Livs Lhlke beroer paa at De tilgiver deres Bprn . Deres Lykke , min Herre ? Ja , thi ogsaa jeg elsf-r en Engel af en Pige . Ah ! Min Fader sætter sig imod Partiet og derfor er jeg igrunden forvist til Kjøbenhavn . Hvor boer deres Hr . Fader ? I Faurbo , hvor han er Sognepræst , han elsker Ida , men sætter sig imod vort Giftermaal . Af hvilken Grund ? Af Grunde som han ikke vil anføre . Ah , saaledes — nu , en Fader maa man adlyde . Enhver Regel har sin Undtagelse , en Fader kan jo være for stræng . » Jeg er for meget Part i dette Spørgsmaal til at jeg tør afgjøre det mc » andre . De sagde at deres Lykke beroer paa at jeg tilgiver Carl og Aline . * Ja , thi saa have de lovet mig , at gjøre Udlæg for mig — til jeg har taget Embedsexamen og saaet Embede , saa at jeg forinden kan ægte min Forlovede Imfr . Ida Verner . Min Herre , hvor boer De , for at jeg naar jeg føler mig formildet kan sende Dem et Par Ord derom . Jeg boer hos Tante Gjertrude , tæt ved Nyhavns Hoved , i Skipper Niels Frandsens Hus . De siger Tante Gjertrude — er De af Familien ? Ja min Herre , min afdøde Moder var Kusine til Mdm . Frandsen , deres Datter Aline , saavel som Carl , ere altsaa mine Slægtninge . Godt min Herre — De skal høre nærmere fra mig . Ræk mig deres Haand , min kjære Hr . Gram . HjertenSgjerne — her er den . De er da ikke vred paa mig for min Paatrængenhed ? Besvar Dem selv , seer jeg meget vred ud ? Nei — langtfra , jeg iler bort med et glædeligt Haab — og beder Dem om ikke at lade os vente forlænge . Sextende Kapitel . En Forespørgsel . Efter at Christian havde forladt Politilørtnantens Bopæl for at bringe sine Venner , det ikke nedfiaaende Svar , at de fluide faa Bud igjennem ham , ved hvem Gram vilve oversende det , iførte denne sig hastig sin røde Uniform og vilde netop gaa over paa Politikammeret . Men han standsede pludselig inden han kom hen til Døren , ligesom om han havde en Betænkning . Nei , sagde han , det er alt for Mærkeligt , jeg maa til Bülow — det kan være en Tilfældighed , men det kan ogsaa være noget mere , især da Sognepræsten i Fanrbo , ikke vil tillade ham Ægteskab med denne Frøken Verner . Kammerherren maa se ham , og undersøge om der er nogen nærmere Aarsag til denne mærkværdige Lighed . Om det nu var det unge Menneske , som baade Kongen og hans Don har talt om flere Gange og som Slangenbusch , den Filur , vil drage Fordeel af . Jeg maa derud , det er maaske af stor Vigtighed . Gram ilte ud i Amaliegade til det gule Palais . Kammerherren var ikke hjemme , han var hos Kongen . I Hast skrev Gram et Par Linier til hans Hsivelbaarenhed , og blev indladt i Kongens ArbcidS ' nbinet , hvor saavel Majestæten som Kammerherren befandt sig . Tilgiv , min høle Konge , at jeg kommer saa at sige med Tungen ude af Halsen , men ct ungt Menneske er kommen til mig , ganske tilfældigt , i Anledning at bede for sine Frænder og Venner : min Datter og Svigersøn , thi de have giftet sig — Ho , ho , ho — lo Kongen , de have skyndt sig , nu saa er der jo ikke andet for end at sige ja og Amen . Ja , sankt at sige , har jeg halvveis tænkt det , men der er en Ting som har holdt mig tilbage , det er , at den unge Brese , Vennen , der hedder Christian — og ligner Deres Majestæt , som et naturtro Spejlbillede — gaaer da ogsaa hen og gifter sig , med en Præstedatter med hvem han er Kjæreste . Ligner mig , spurgte Kongen animeret , er de vis paa at det ikke er en tilfældig Lighed ? Min Herre og Konge , jeg sloler i en saa vigtig Sag ikke paa min egen Dømmekraft — jeg vilde derfor bede Hr . Kammerherren forvisse sig — men mig forekommer det , at han indtil Bevægelse , Ubtrpk og Stemme , ganske er Deres Majestæt lig . Det er det unge Mennesfe , som Slangenbusch , spekulerer i — det tør jeg dø paa , sagde Bülow . Derom talte det unge Menneske ikke , han nævnte ikke hans Navn og talte ikke om nogetsomhelsf andet , end om Carl og Aline , Forsoning og sin Ida Verner , men saa fordringsløs og med ædel Simpelhed han fremtraadte , gjorde han øieblikkelig et imponerende Indtryk paa mig — og jeg er dog en gammel Politimand , næst Kongen og Grev Schimmelman , veed jeg ikke noget menneskeligt Væsen , der har imponeret mig saaledes . Jeg maa se ham , før ham herhen — maaskeMajestæt , lad mig først se og tale med det unge Menneske — naar jeg har overbevist mig om , at det ikke er en Bedrager , een af Slangenbusch instrueret Spekulant , først da maa Kongen se ham . Du har Ret , Bülow — jeg maa styre min Utaalmodighed , men jeg tilstaaer , at Hjertet banker af Forventning . Gid det maa komme til at banke af oprigtig Glæde , men det er nvd endigt at Alt hvad den snedige Slangenbusch fingererer ved , maa absolut indgyde Mistro . Gaa derfor endnu idag , Bülow — Du veed ikke hvor besynderlig jeg er tilmode . Jeg skal handle baade som Deres Majestæts hengivne Ven og Undersaat , kun maa De Gram lade Jahnsen vimse om det unge Menneskes Bopæl , og ikke flippe ham af Syne et Minut , hverken Nat eller Dag . Det skal sle , Hr . Kammerherre . De vil indse at det gjelder at erfare om han er en Retfærdig , eller Gjenstand for Andres Spekulationer . Vi maa kjende ham i Et og Alt . Det vil være let , thi han er som en aaben Bog . Destobedre ; Tak for Underretningen — hvor opholder han sig ? Hos Skipper Frandsen ved Nyhavns Hoved . Altsaa nær herved , om en Time skal jeg gjøre mig et Munde hos ham , sagde Bülow , men tag De en Hyrevogn , faa fat paa Frits Jahnsen , han kan jo børste Søvler og Klæder , for det unge Menneske , mod en ubefydelig Godtgjørelsc . Jeg iler afsted , men beder tilgive , hvis jeg har allarmeret for ingen Ting . Under Navnet Jochum , fik Jahnscn strax en Slags Opvarterplads hos Christian Brese , der behøvede en saadan , og ved at gaa Mdm . Frandsen velvilligt tilhaande , blev den kløgtige Fyr snart indviet i det unge Menneskes Sager , som jo forreste » ikke heller behøvede at sljuleS . Vanskeligere var Opgaven for Kammerherre Bülow . der ikke kunde frigjøre sig fra en pligtmæssig Mistro . Som Følge deraf var Christian strax meget tilbageholden imod ven fremmede fornemme Herre , hvis Spørgsmaal han fandt nærgaaende . Min Herre , sagde han , er De en ofieicl Embedsmand , der paa Embedsvegne vil trænge ind i mine Forhold , saa vær af den Godhed , at vise mig deres Bemyndigelse og jeg skal øieblikkelig besvare ethvert til mig rettet Spørgsmaal som jeg er istand til at besvare Jeg er ikke Politimand , sagde Bülow , ikke heller Justitsembedsmand og mine Spørgsmaal have heller ikke lav Nysgjerrighed til Udgangspunkt . Vær forsikkret om at naar jeg forelægger dem Spørgsmaal , da er det i en wgtig Anledning og kan mulig blive til Deres egen Fordeel . Tør jeg vide med hvem jeg har den Ære at tale , sagde det unge Menneske formelt , uden det , kan jeg umuligt besvare Spørgsmaal , der forekomme mig indiskrete . Nuvel , jeg er Kammerherre , General Bülow , og jeg kommer til Dem , fordi det er mig magtpaaliggende at vide forskjellige Ting Dem betrærffcnde , og jeg vilde derfor sætte stor Pris paa deres Fortrolighed . Hr . Kammerherre , jeg skal med Fornøielse skjænke Dem om ikke Fortrolighed , saa Oprigtighed med alt hvad De ønsker at vide og notabene som jeg veed . Lad os da sætte os ruin Herre , og sig mig paa LEre , om De veed at De ligner en vis hoitstaaende Mand ? Oh , De mener Kongen , jo det har man herinde for talt mig hvert Øieblik , ja man har endog ladet mig sammenligne mit Billede for Speilet med Kongens Portræt , men med UndtagelseIaf lyst Haar og blaa Øine som jeg har tilfælles med Tusinde Andre , finder jeg ikke Spor af Lighed . Hvem var den Første der gjorde Dem opmærksom paa at man fandt at Øe lignede Kongen ? Min Tante , da jeg kom hertil , hun blev ganske forskrækket , men nu giver hun mig og Carl Theisner Ret at det kun er en aldeles flygtig Lighed , en af Naturens Kaprieer , som saa tidt finder Sted . Men en Mand ved Navn Slangenbusch , har dog vel yttret en anden Mening for Dem ? Hr . Kammerherre , jeg veed ikke at jeg har talt et Ord med den Person , der hedder Slangenbusch , som min Ven Carl med flere har skildret som et farligt Subjekt — . men jeg skylder at tilstaa at Skylden er ikke hans . Saavel han som en Grev Satanio , har gjort gjen » tagne Forsøg paa at stifte Bekjendtskab med mig , men da jeg føler Modbydelighed for at stifte nye Bekjendtskaber , især med moralske Marodører , saa har Subjektet hidtil gaaet med uforrettet Sag . Det glæder mig at høre , at Øe har afvist dette farlige Menneske og jeg anmoder Dem om i Deres egen Interesse , hverken nu eller nogensinde , af tale med ham esler ømgaaes ham . Men han maa have seet Dem eller talt med Dem i Deres Hjem , har han aldrig været i deres Faders HuS , i Præstegaarden i Faurbo ? Spørgsmaalet slog Christian paa en besynderlig Maade . Han blev bleg og taus nogle Minutter ; derpaa svarede han ikke uden Forvirring . En Person , saaledes som Carl har beskrevet dette Menneske — har jeg aldrig seet eller mærket i Præstegaarden , derimod kom der engang imellem , men sjelden en graahaaret ældre fintklædt Mand , som altid talte med min Fader i sit Studerekammer . Det maa have været det Satans Menneske forklædt , hvor tidt kom han ? Et Par Gange aarligt — undertiden sjeldnere , men i det sidste Aar har han været der tre Gange . Naar var han der sidst ? En otte Dages Tid før jeg tog ind til Kjøbenhavn . Har De nogensinde talt med ham , dernede ? Nei , ikke vexlet et Ord , men nu gaaer det op for mig af det maa være Slangenbusch og af det er denne Spidsbub , som er Skyld i af jeg ikke maatte faer min Faders Samtykke til af ægte min Forlovede Ida Verner . Hvorfor troer De det ? Fordi Fader elsker Ida som e » Datter og dog nægter at opfylde mit eneste Ønske . Øg De kjender ikke Grunden ? Christian tang atter , og blev synlig forlegen . Min Herre , sagde Bülow , næsten bønligt , De lovede mig Oprigtighed . Han har aldrig villet sige eller antyde noget , hvidskede Christian neppe hørligt . Paa deres Forvirring unge Den , seer jeg at De aner noget , uagtet hverken den hemmelige Person eller deres Fader har villet sige Dem noget , vær oprigtig , hvad troer De er Grunden til den hemmelige Samtale med deres Fader og til Nægtelsen af hans Samtykke til Ægteskab med deres Udkaarede ? Min Herre , forffaan mig for at sige det — det er noget som jeg i mit Hjerte tusinde Gange har gjort Bod for , det er saa ydmygende at sige det , at -- -- -- -- -- jeg beder Dem indstændigt at forskaanc mig , for at sige det . Min unge Ven , De har lovet mig Oprigtighed — og jeg beder Dem i Sagens — i Deres egen Intcrresse — at sige mig Grunden . Min Gud , hvor kan jeg vide Grunden , naar den ikke er meddeelt mig ? Maaske kan deres Formodning lede til det rigtige Spor . Nei — nei , det er det jeg vil modsætte mig til det Meisfe . Hvorfor , min Gud , hvorfor ? spurgte Bülow høist forundret over det unge Mrnnefles Heftighed . Fordi — det vilde beskæmme min Moder , som ligger i Graven — min Fader som jeg elsker og ærer og mig — mig vilde Visheden være yderst pinlig og brskjæmmende . Det fatter jeg ikke , paa Ære og Samvittighed , det fatter jeg ikke . Christian sprang bp , ilede op og ned af Gulvet i voldsom Sindsbevægelse . Taarerne stode det unge Menneske i Øinene , han var saa bleg og angreben , at Læberne dirrede . En sa « høitstaaende Mand som De , vil maaske ikke forstaa det , thi hvad vi i Skyggen fødte kalde for Vanære , anse Hoffolk maaske for en stor LEre . Var De en Borgerlig , vilde De fatte det smertefulde og ydmygende i , at skulde kalde en henfaren elsket Moder for en troløs Ægtefælle , for en Konges Frille . Menneske — hvad vover De at suponcre ? Øh , det bliver mig « nu desværre alt for klart ; Deres Forespørgsel — hin hemmelighedsfulde Mands Nttring for kort Tid siden til min Fader og penne ulyksalige Lighed — der er ligesom en Offentliggjørelse af min Moders Skam — alt tyder mig nu altfor klart , at jeg er et Slegfredbarn . Christian var forfærdelig at se ; han stod midt i Stuen , som en fortørnet Tordengud , med sand Høihed , flammende Blikke , sammenbidte Læber og knyttede Hænder . Bülow maatte anvende stor Overvindelse og Selvbeherskelse før ikke at kaste sig om den unge Mands Hals og raabe : Lad mig omfavne Dig Du kjære , Du er min Konges Søn . Men han betvang sig , reiste sig op , traadte venlig og beroligende hen til Christian og sagde — Denne Frygt er sikkert aldeles ugrundet , idetmindste tør jeg paa Ære forsikkre Dem , at jeg ikke har mindste Trø dertil . Overbevis mig Hr . Kammerherre , og De vil gjøre mig lykkelig — thi hellere , tusinde Gange hellere vil jeg være en simpel DagleierS ægtefødte Søn , end en Konges Slegfredsøn . Jeg sial og vil overbevise De « om , at De ikke er et Slegfredbarn , og , at det kun er en Urimelighed , at De er kommen paa denne Tanke . Kald det ikke Urimelighed , hvorfor skulde dette afskyelige Menneske ellers spekulere i mig som om jeg var en Vare — han kunde eller vilde fortjene ved ; oh , han troer maaske , at jeg er en af disse afskyelige Daarer som med dumstolt Forfængelighed hellere føre : række at være en kongelig Persons Kjerlighedsfrugl end en ærlig Mands ægtefødte Søn — ak , desværre var min Moder meget smuk — altfor smuk maaske til en Landsbypræst — men Gud tilgive mig — jeg kunde næsten hade hende i sin Grav , at hun kunde svigte sin Troskab imod den ædleste Mand — men denne Slangenbusch eller hvad han hedder , der spekulerer deri , skal have gjort Regning « den Nært — thi fra det Sekundt jeg med Vished veed , at jeg ikke er Pastor Breses ægtefødte Søn , srærger jeg , at jeg vil skjule min Skam i en Afkrog , rinder en fjern og fremmed Himmelegn — det sværger jeg vedSværg ikke kjære Den , De kan jo foresætte Dem det uden at sværge . Hvad Aarsag har forøvrigt bragt Dem paa denne besynderlige Ide . Christian blev atter taus og overveiede om han skulke sige hvad der tyngede ham , eller fie dermed . Bülow , saa hans Kamp og hans Tvivl , han nærmede sig , log ham i Haanden , saa ham mildt og venligt ind i Øinene og sagde : Tal , ugenert , min unge Ven . Min Fader — elsker Ida — var jeg hans Søn vilde der intet være til Hinder for vor Forbindelse . Kort før jeg tog herind — jeg vidste dengang ikke at jeg lignede Kongen , lod min Fader , eller ham jeg hidtil har anseet derfor , mig bringe sig nogle Papirer . Den Fremmede , som De troer , var Slangenbusch , var i Studerekammeret , han reiste sig og hilste ærbødig næsten underdanig , selv min Fader var mere ærbødig end faderlig imod mig , jeg demiteredes med nogle venlige Ord , men udenfor hørte jeg tydelig , at den Fremmede sagde : Hvor han ligner sin Fader . Han meente altsaa Præsten i Faurbo . Nei , jeg ligner ikke Pastor Brese , men Kongen , altsaa er jeg et Slegfredbarn . Bær ikke overilet unge Ven , men viloe det bedrøve Dem at være Kongens Søn ? Ja , min Herre , det vilde bedrøve mig Iii Døden — thi jeg maatte da foragte min Moder . De er en ædeltænkende ung Mand — men De er for sensibel . Et maa De love mig — ikke at indlade Dem i nogen Maade med Slangenbusch . Det lover jeg . Kom ud til mig imorgen Middag . Jeg maa overveje og derpaa tale med Dem . Hr . Kammerherre , — lad mig forsvinde as deres Tanker og deres Hukommelse , jeg vil ikke være noget hvorved jeg kan blues ; — langt hellere vil jeg ukjendt af alle , skjule mig i Jordens Indre , Buivw vilde sige noget beroligende og opmuntrende da Jochum bankede paa Døren og aabnede den . Her er et Brev , sagde han , til Hr . Biese , og udenpaa slaaer skrevet : haster — haster . Det er fra Tante Hcrmandine , raabte Christian stærkt bevæget , min Gud , jeg aner intet godt , han rev Brevet hastig op , læste — og faldt bevistlss om i Bit » lows Arme . Da Kammerherren og Jahnsen havde lagt ham forsigtig paa Sofaen , gjennemløb Bülow Brevet , og saa , at det var en Underretning fra Pastor BreseS Søster , at Christian maalte nu komme hjem paa Øieblikket da hans Fader var ved at dø , som Følge af et farlig Saar han havde faaet ved at den røde Tyr havde revet fig løs og stanget ham . Han maatte ikke tøve et Minut da Pastoren var bønde , mrn at han først maatte betro ham noget . Bülow befalede strax at bestille en Bienervogn , og paalagde Jochum ikke at forlade den unge Brese et eneste Øieblik . Medens Jahnsen ilte efter en Bogn , stænkede Bülow Christian med Vand og Eddike og løste hans Tøi op . Det unge Menneske kom hurtig til sig selv igjen . De vil nu faa de Oplysninger De har ønsket at fjende , sagde Kammerherren . Jeg har ladet hente en Vogn til Dem , og befalet deres Tjener eller Oppasser at vise Dem al Omhu og Hengivenhed . Jil unge Mand , ned til Faurbo — kom tilbage og meddeel mig den Døendes Skriftemaal . Nei , Hr . Kammerherre — har min Moder svigtet en Hustrus Pligt , skal hverken De eller nogen se mig . Gud forbyde at De skulde handle overilet , jeg er vi- paa at deres Moder er en « rlig Kone — ved GudGodhed sværger jeg Dem til , at jeg fra nu af , hvorledes Sagen slaaer eller hvad De faaer at vide , skal være Deres intimiste faderlige Ben og Raadgiver , — ja behandle Dem som om De var min egen dyrebare Søn , men jeg forlanger til Gjængjeld at De figcr mig alt , alt — og ikke gjør noget uoverlagt , eller uden mit Raad . Det lover jeg Dem , Hr . Kammerherre . Gud velsigne Dem , jeg fulgte gjerne med Dem , — men haaber at De viser Dem slærk , kom lige hen til mig i Amaliegade i det gule Palais , naar De kommer tilbage . Vær slærk — og rask — husf paa at De har lovet mig — ikke at gjøre nogel overilet . Jeg slak holde Ord . Til Meer Gjertrudes og Jochums Forundring , hjalp Kammerherren personlig Christian ind i Vognen , og pakkede ham ind søm om han var en Fcberpaticnt Derpaa befalede Kammerherren Kudsken at tage nyt Forspand i Roeskilde og Holbek og blive i Faurbo til Hr . Brcses Ordre , nogle Dage eller længere Tid . Bülow trykkede endnu engang Christians Haand og paalagde ham Diskretion og Overlæg , samt hurtigst mulig Tilbagekomst , hvorefter Vognen rullede ned ad Gaden , tagende Veien ud af Vesterport . Syttende Kapitel . Vigtige Oplysninger . Efter tolv Timers uafbrudt Kjørsel naaede Christian Faurbo Præstegaard . Den gamle Verner modtog ham i Døren med et saa bedrøvet Ansigt , at Christian fuld af Smerte udbrød med det hastige Spørgsmaal : Lerer min Fader endnu ? Han lever , svarede Berner , idet han omfavnede Christian , men Du maa være belavet paa en snarlig Afsted — han har desværre ikke mange Timer at leve i . Ak , det er sørgeligt at høre , men dog er det mi « Trøst at jeg endnu skal see ham i dette Liv , — tør jeg strax gaa ind til ham . Lad mig først forberede ham . Ida sidder ved hans Leie , men han har nok hørt Vognen komme , han har med svag Stemme spurgt flere Gange om Vognen ikke var i Sigte , 0g da jeg fortalte ham , at jeg saa en Vogn komme i lang Afstand kjørende i fuld Galop , udbrød han : Gud skee Tak , jeg føler at det er ham . Mine Kræfter tiltager ved hans Nærmelse , før ham strax til mig , før ham strax i mine Arme . Ja lad mig strax ile til ham , sagve Christian hurtig og indtrængende . Din Fader overvurderer maaske sine Kræfter , — bliv slaaende et Second i Døren medens jeg forbereder ham — og husk ar hele hans stakkels Bryst sidder i et Saar og at han ligner en død Mand . Ja , ja , træd blot ind — jeg skal husfe alt , men lad min ulykkelige Fader ikke vente længer . Verner ilte ind , men den skrækkelig Mishandlede og slærkt lidende Døende , havde allerede bemærket Christians Ankomst . Trods sine Smerter og den deraf følgende Svaghed havde han reist sig halvt overende og udbredte sine skjælvende Arme mod Tønnen , der snart laa hulkende i den højtelskede Patients Favn . Det varede en Stund inden man paa begge Sider kunde fatte sig , men endelig overvældede Smerten Brese saa han næsten sank besvimet tilbage paa sit Leie . Ida gav ham hasfig nogle Opiumsdraaber til af dulme Smerten med , og de lode ogsaa til af berolige ham saa af han med Christians Haand i sin næsten gulblege Haand , faldt hen i en lethargrfl Bedøvelse , der varede omtrent en halv Time . Saaledes er han ofte , hvidskede Ida til Christian , idet hun omfavnede og kyssede ham . Hvad siger Lægen ? spurgte Christian . Han giver intet Haab — han siger , af enhver som elsker den kjære Gamle , bør bede for hans snarlige Befrielse , da han ikke kan helbredes og hans Lidelser ere saa grulig store . Det lød dog virkelig til af Christians Hjemkomst indgjød den gamle Brese nye Kræfter . Efter -n Times Slummer slog han Øinene op igjen og kunde nu med mere Rolighed tale med Christian og glæde sig over hans Hjemkomst , samt meddele ham af han havde noget yderst vigtigt af betro ham . Min Ven Berner har jeg givet Reglen til et lille Jernskrin som er i mit Skriverbørd i en hemmelig Klap som Du kun kan aabne ved af tage Stukaturbagklædningen ud af sine Fuger . Naar Du har funden det lille Jernstrin , bring det da herind — thi jeg har Neglen dertil om min Hals , men jeg tør ikke aflevere den saalænge jeg lever . Skynd Dig mit kjære Barn , jeg har optegnet vigtige Oplysninger Dig vedkommende deri , thi jeg har altid forestillet mig en brat Død — rigtignok ikke for et Dyrs Raseri . Da jeg ikke vilde tage Din Hemmelighed med mig i Graven , hvorpaa min Eed heller ikke gaaer ud , — har jeg optegnet den og vil tage AlieretS Sakramrme paa Sandheden af det Anførte , som levende Folk desuden kan bekræfte ved Eed . Gaa nu ind i Studereværelset og bring mig Skrinet — Du maa oplæse det i Verners min Skriftefaders Nærværelse og min trofaste Ven giver mig Sakramentet paa , at jeg paa mit Meisfe bekræfter Sandheden af Oplysningernes Indhold . Christian fpgte og fandt det betegnede Skrin og bragte det til den Døende . Han var saa svag , at han ikke selv kunde oplukke den lille dobbelte Laas , Christian oplukkede den med rystende Haand , Brese tog derpaa flere sammenheftede Pergamentblade , sammenrullede om en Jernstok og omgivne af et Jernhylster ud af Skrinet . Ved et Tryk , paa en Fjeder aabnedes Hylstret og efter at Ida var sendt ud af Stuen , sagde den gamle Præst . Nu da jeg føler Døden nærme stg , har jeg Ret til — ja Forpligtelse at aabenbare for Dig kjære Christian , og for denne min Skriftefader at Du ikke er min Søn — og heller ikke Søn af min trofaste hensovede Hustru Meta , Judithe født Onslo — der i Forening med mig var Din Barndoms Plejerske — , men forpligtet til at gaa før Din virkelige Moder , ligesom jeg før Din Fader . Begivenheden som foranledigede dette er her nedskrevet nøjagtig som den er foregaaet . Du er et Barn af kongelig Æt , og før at jeg ikke fluide meddele Dig dette førend paa mit Uderste maatte jeg med Pistolen før Brystet foran Guds Alter aflægge den frygteligste Eed . De nærmere Detailler har jeg nedtegnet og beder jeg D ' g eller Verner at oplæse dem , før at jeg derpaa før jeg lukker mine Øine kan edelig bekræfte Sandheden før jeg træder før min Herres Dom — saa vil jeg tage Sakramentet derpaa til hellig Bekræftelse . Christian var saa betaget ved Meddelelsen , at Verner , trods sine meget svage Øine , han gik nemlig med dobbelte blaa Briller , maatte nærme sig de to brændende Voxlys paa det alterklædte Bord , hvor Kalk og Disk slode tilrede — og oplæste med bevæget Stemme følgende . I ten almægtige , altseende Guds Navn , ovcreenSstemmende med Sandheden og Virkeligheden , nedskriver jeg følgende : Fredag Aften den . . . November 17 . . , befandt jeg mig Klokken 12 i min Hustrus , min kjære Metas Sovekammer i Præstegaarden i Faurbo , Holbeks Amt . Vi vare høist elendige og bedrøvede , thi vort eneste Barn født Dagen forud ved Middagstid « blev os berøvet ved en Ligfald lignende Krampe og uagtet alle Midlers Anvendelse var og blcv vor lille Felix død . Efter at have trøstet min dybtnedbøiede og fortvivlede Kone , og sagt at Herren nok vilde give os Erstatning vilde jeg ile til Doktoren i nærmeste Kjøbstad — skjønt det var utvivlsomt at der intet var at gjøre , da , en Mand , bleg men velklædt , pludselig traadte ind i Stueu , og sagde at han udefra Haven havde været Vidne til vor Bedrøvelse og Samtale og han kom for at bede os udøve en Barmhjertigheds Gjerning mod et forældreløst Barn , der var født syv Timer førend vor lille hjemmedøbte Felix . Min kjære Meta havde Betænkeligheder , men da hun hørte , at det kunde gjelde Barnets Liv , hvis man ikke Var saa heldig at faa det sikkert anbragt og ganske antage det som eget Barn , samtykkede hun i at modtage og opamme Barnet og være det en virkelig Moder , dog gjorde jeg den Betingelse , at man skulde betro mig dets Herkomst . Naar De vil aflægge et Tavshedsløfte og bekræfte det med Eed , da skal jeg j Kirken skrifte før Dem — De kan faa en høi Betaling før Barnet — sørg nu ikke før Deres lille Felix , men giv den lille Nyfødte Deres afdøde GlutS Navn og føi dertil Navnet Christian som er dets Bedstefaders Navn . Vi gik ind paa Betingelserne og min Hustru forlangfe strax Barnet før at lægge det til Brystet , men Monom sagde , at det kunde han først levere mig i Kirken tæt herved , naar jeg havde aflagt Eden og hørt Skriftemaalet . Da min Hustru var meget utaalmodig efter at faa det levende Barn — som den gode Gud havde sendt os , bad hun os om , snarest at fuldbyrde det Forlangte , men hun tog Løfte af mig , at jeg ilke vilde tage Gunst eller Gave , men at vi i et og alt skulde betragte Barnet som vort eget . Jeg fulgte de faa Skridt hen til Kirken , men fandt til min Skræk flere maskerede Personer , der vare bevæbnede , og som behandlede mig som om jeg var en Forbryder . Paa Knæ maatte jeg foran Altret sværge TaushedSløfte , aldrig at aabenbare noget før jeg uigjenkaldelig følte Døden nærme sig , og kun før en Skriftefader , og hvis Barnet havde naaet SkjælS Aar og Alder , da for dette selv . Min Kone ventede mig med Utaalmodighed , og jeg svor—og har holdt min Led , thi ikke engang Meta torde jeg røbe Sandheden . Den Mand , der havde været hos mig , tog nu Barnet fra een af de Maflerede og overleverede mig det , samt bød mig strax at døbe det , men kun innere mig selv som Fader og Meta som Moder i Kirkebogen . Hvem er Faderen , spurgte jeg — Kronprindsen af Danmark , svarede en kvindelig Stemme . Jeg havde nær tabt Barnet af Forskrækkelse — og sagde , da tør jeg ikke tage imod Barnet . Jeg hprte to Pistolhaner knække og spurgte fuld af Rædsel : vil De dræbe os ? Ja , svarede en fast Mandsstemme , hvis De vægrer Dem at tage Barnet , eller De røber Hemmeligheden ; i begge Tilfælde er baade De og Barnet Dødens sikkre Bytte . Jeg tager det i Guds hellige Navn , hvem er Mvdrren ? Kronprindfcssen , blev der svaret . Læg deres Hænder paa Korset og sværg at det er Sandheden . De svore alle Fire , saavel Mændene som den ældre Kvinde . Jeg kyssede og døbte Barnet , ilte hjem til Meta og lagde det til hendes Bryst . Øieblikkelig kjørte de Fire mig Ubekjendt børt med tykt Klæde omvunden om Hjulene . Dybt rystet af Nattens Hændelser ilede jeg ned t Haven og pa » den lille Hei , der støder op til Kirkegaarden tæt ved Sakrisfiet gravede jeg en dyb Grav , indviede Jorden og nedlagde vor lille Felix , En Blomstelkurv af Jern er det lille afsjælede Stevs hele Gravminde , her sad Meta ofte og vandede Blomsterne og Grønsværet med sine Taarer , men hun elskede sandelig ikke Christian mindre derfor . Tiet viste hun Dog for Dag og Time svr Time , medens hun levede pleiede og syslede hun om ham , og det viste hun ved sin uafbrudte Vaagen og Ømhed om Barnet da det fik Skarlagensfeber . Hun overanstrængtæ sig derved og paadrøg sig en Forkjølelse som styrtede hende , der af Naturen havde et svagt Bryst i en tidlig Grav . Hun døde da Christian var fire Aar gammel . Attende Kapitel . Fortsættelse . Hvad der ofte pinte mig bittert , i mit lange og ensomme Enkemandsliv var ikke blot Omsorgen for , og Opdragelsen af det mig anbetroede Barn , hvori min Søster Hermandine trofast hjalp mig , men især den Uro og uafbrudte Tvivlraadighed , som jeg var ene om og som betog mig hvergang jeg betragtede min kjære Søn og tænkte over Forholdet . Jeg var et Bytte for de sælsomste og forfærdeligste Følelser , thi hvis Christian i Virkeligheden var berøvet de høie Forældre , da var jeg , Guds Tjener jo en brødebetynget Mand , og Medvider naar jeg ikke fremlyste Barnet . Paa den anden Side kunde Foregivendet jo være falskt , og da ingen Efterlysning ell . r Forespørgsel fandt Sted , ønskede og haabede jeg dette . At gjøre Skridt torde jeg ikke vove , ikke blot for mit eget Livs Skyld , thi man havde jo lovet mig Døden ved de mindste Indiskretion , men selv om jeg vilde have hazarderet mit Liv , skulde jeg da foriljertse min Salighed og mit evige Vel , og restkere at man antastede eller myrdede det værgeløse Barn , som maa havde truet med ? Og hvem skulde da opdrage , elske og forsvare det ? Nei , jeg maatte bevare mit Taushedsløfte , jeg maatte pleie og hygge om det mig betroede dyrebar Depositum , og ønske og haabe at de Forældre man havde nævnet for mig kun vare en Opdigtelse for at skjule andre høie Personers Feil eller Opførsel , kort sagt , jeg fandt tilsidst en^Beroligelse i den Tro , at hine Maskeredes Foregivende var falskt , og at ingen i Verden nogensinde vilde fremstaa og gjøre mig Fadernavnet rg Faderrettigheden stridig . Saaledes rare Syv Aar hengledne siden hin Nat , da jeg begrov Støvet af mit og Metas eneste Barn i Haven ved Kirkemuren , og saaledes var det næsten groet fast i mit eget Hjerte og min egen Tro , at Christian var mit og min afdøde Hustrues efterlade elskede Barn . Da — en snefuld , stormende og barst Vinterdag , kom en ussel klædt Tigger til mig i Mørkningen og bad om HuSly og Næring . Jeg lovede ham begge Dele og spurgte ham medens han satte sig tilbords i Folkestuen , om adskilligt Kjøbenhavn vedkommende , da han sagde , at han var der fra Egnen . Englænderne vare nemlig i Farvandet og Rygtet gik om , at de kom som Fjender , jeg » ilde nu vide om man forberedte sig paa Krig derinde , især da Armeen jo var i Holsteen . Manden , svarede mig bestandig med Munden sulv af Mad , men desuagtet syntes jeg al Stemmen var mig bekjendt , men da Loset kom ind i Stuen og trods Liggerens Umage for at undgaa Lyesfjæret der formodentlig generede ham — faldt ham lige i Ansigtet , blev det mig klart , at hans Ansigt var bemalet og karikeret — Slemmen , skjønt fordrejet , forekom mig bestemt at ligne den Mand , der for Syv Aar siden hentede mig til Kirken og overleverede mig Christian . Jeg lod som Ingenting , skjønt Hjerlet bankede af Angst i mig , især over at han nu vilde fremstille sig formummct . Havde han kommet aabenlyst vilde jeg tave behandlet og betragtet ham som en kjær Ven , thi han havde jo virkelig bragt Lykken i mit Hus . Christian var i Virkeligheden bleven , mig kjærere end all paa Jorden . Men det formummede og skjulte indgjød mig Rædsel og Frygt . Hvis det var ham , der havde bragt mig Barnet hvad kunde han da ville ander naar han kom forklædt , end enten myrde mig eller Barnet , eller atter stjæle det fra mig , og enhver af disse Gjerninger vilde jeg forebygge af al Magt . Jeg maatte altsaa først overbevise mig om at jeg ikke tog Feil i min Frygt og min Formodning . I Talens Løb berørte jeg Kronprindsens Forhold til Tropperne og Folket . Jäeoeifor at svare op og ned ad Stolperne , som jo enhver Tigger vilde have gjort , kastede han et klogt lurende Blik paa mig , som om han vilde udspionere mine Tanker . Og det gik her som hin gamle Philosof har sagt , at den der betragter andre , glemmer at holde Øie med sig selv . Det var nu tydeligt for mig at det var ham , og jeg vidste nu hvad jeg havde at gjøre . Først maatte jeg stile mine Ting saaledes at jeg ikke gjorde mig latterlig , hvis min Frygt var ugrundet , og dernæst maatte jeg passe at jeg , i hvad jeg end gjorde ikke ved et Ord eller nogen Tanke skulde røbe min Hemmelighed . Endelig maatte jeg sikkre mig og Barnet uden at træde Gjæstfriheden eller ChristtNkjerligheden for nær . Jeg lod altsaa et Par gode Venner invitere til en Frantsfus , den Tids Modespil paa Landet ; blandt de Jndbudne var Skytten fra Birkendegaard , en afdanket Militair , wen god Jæger . Medens jeg lod „ Tiggeren “ herbergeres rigtig godt i Laden , lod jeg Staldlygten hænge mellem Ladedøren og Stalddøren , saa at Gjæsten ikke kunde begive sig fra sit Ratieleie uden at sees af Karlene som jeg lod vaage i det mørke Karlekammer , væbnet med Høtyve og Knive og vel instruerede , som følge af en underlig røm jeg havde havt . Skjøtte « og jeg vare — alt ifølge Frygten for samme Drøm , i hvilken jeg havde seet en Tigger stjæle min Christian ud af Sengen — posterede i mit Studerekammer , med en gammel Jagtflint som Skytten skulde haandtere og en ruste » Karabin hvormed jeg var væbnet . Derpaa havde jeg ladet min Søster bære Christian op i Gavlværelset — han havde fat sig til Modværge af alle Kræfter , va han ikke vilde op midt om Natten . Hermandine fik dog Fyren til at fie — ved at fortælle ham at der var Grævlingc i Haven — noget Christian , efter Skyttens Fortællinger , var meget bange før . Vi troede alle at Drømmen havde fixeret mig — da en af Karlene med Høtyven i den ene Haand og en . Paryk i den Anden , styrtede ind og streg . Han er væk , jeg stak ham med Høtyven — men han er løbet bort ad Jyderop til . Lang mig Bøssen Hr , Pastor — saa skal jeg plaffe ham ned . Nei , vist ikke — sagde jeg , er han løbet — faa lad ham lebe — jeg er glad derved , og tænker ikke at han kommer saasnart igjen . Rigtignok troede jeg at han ikke var ene , hvad dog viste sig , havde været tilfældet , thi vi speidede rundt om , men randt ikke Spor af nogen Anden . Karlene havde passet godt paa thi o^saa dem forekom han mistænkelig . Allerede medens vi sad og spillede Kort , havde Fyren listet sig bort fra sit magelige Holeie og uden at ane af han var paapasset , havde han listet sig hen for af titte ind af Vinduerne i Stuen hvor vi sad . Äderst forsigtig havde han derpaa sneget sig hen til den Deel af Hovedbygningen hver Sovekamret var og ligeledes der sittet ind af Vinduet . Uden af gjøre Stsi . havde han dog l stet sig tilbage igjen og lagt sig , først da Karlene gjorde Anskrig var han greben i af aabne Vinduet til mit og Christians Sengekammer . Karlene havde da styrtet sig over ham og Morten paastod , af have stukket ham med Høtyven , vist er det af han var løbet sin Vei og jeg var glad ved af det gik saaledes . To Dage efter modtog jeg et Brev fra Holbek . Det var undertegnet med Mærket S . od Brevskriveren bekjendte ærligt , af det var ham , som til Drengens egen Lykke vilde have bemægtiget sig denne , da han selv havde bragt ham til mig . Han lovede ikke af Helme før han havde bemægtiget sig sin lovlige Eiendom , jeg kunde nu gjøre hvad jeg vilde . Saafremt jeg derimod vilde affinde mig med dam vilde han renoncere paa sin Ret . Ifald jeg altsaa vilde have det mig betroede Barn i Fred , og offre noget derfor saa vilde han være rimelig osv . jeg skulde svare Ja , eller Nei ; Poste restanto pr . Holbek . Det vilde nu have været en let Sag at lade Fy . ren anholde , der jo maatte opholde sig i Holbek eller komme dertil før at hente Svaret paa Posthuset . Men hele Sagen kom derved før en Dag og kunde skaffe mig mange Bryderier , ligesom det ogsaa kunde slille mig ved den kjære Dreng , som jeg elskede over al Beskrivelse . Jeg foretrak altsaa at høre hvad der var hans Mening og Forlangende , siden kunde jeg jo handle som jeg fandt hensigtsmæssigt . Følgelig skrev jeg til Hr . S . at det havde været mere passende , at komme aabent og ærligt før at sige sin Mening , end bruge Snigveie — han kunde derfor enten tilstille mig sit Forlangende mundtlig eller skriftligog jeg skulde da overveje om jeg kunde gaa ind derpaa eller henvende mig til Øvrigheden før at blive fri før Trudsler og Plagerier . Det hjalp , han ikke blot kom , men kom meget ærbødig og indtrængende , undsfvldte sig med den bittre Nød der drev ham til Ting som han ellers afskyede og - ' afpressede mig 30 — 40 Daler før at redde sig ud af en trykkende Gjæld , og giøre en Reise til en Slægtning paa Seierø . Han forsikkrede mig høitidelig , at Christian var Barn af de Forældre , som han havde opgivet , og at det kunde blive hans , min , og Barnets Lykke i Fremtiden , men at visse høitstaaende Personer stode i Veien derfor , men at han nok skulde spille Trumferne saadan ud , at baade Hofmesterinden og Kammerherren skulde tabe Veiret derved . Jeg stillede ham tilfreds med de omtalte Penge — og han lovede ar holde sig rolig ; men paa Spørgsmaalet , hvad der havde været hans Hensigt at foretage med Barnet hvis det havde lykkedes ham at rane det , svarede han til min Skræk . Bringe det til England , naturligvis , det er Dronning Caroline Mathildes Sønnesøn ; Engelænderne skulle nok vide hvad Descendenten er værd . En god Deel Bebreidelser , jeg gav ham for dette Svar , rystede han af sig og sagde , atman havde skjænbig bedraget saavel ham som Barnet , og al det ikke skulde gaa saadan hen , men han beroligedeS paa mine alvorlige Forestillinger og Paastand om at hans Beretninger og Foregivende var utrolig og at Beviset fo « Sandheden ikke fandtes . Efter nogen Eftertanke sagde han , jovist findes de , — naar jeg vil skal enten tre Mennesker lægges paa Pinebænken og rokke ud med Sandheden , eller man fluide holde hvad man havde lovet . Nok sagt , jeg fik talt ham tilrette , men det har kostet mig mange Penge , thi han var fra nu af utrættelig i at plage mig — mindst 3—4 Gange aarlig undertiden flriftig , undertiden mundtlig . Kun i den senere Tid lod d-t til , at han , under Navnet Slangenbusch , var bleven mere ve havende . Han fortalte mig nu med stor Fryd , at han var undet af Kongen , der nu vidste , at han havde en Søn — og længtes efter at see ham . Og naar jeg talte om at Christian elskede en god og ærbar Pige , min Nabopræsts Datter , blev han rasende , t ueve mig med Kongens Unaade og Tygihuset , hvis jeg understod mig at gifte „ Prindsen med en Landsbypige . ' Naar jeg nægtede at hans Trudsler ængstede mig , benægtede jeg Sandheden . Han beviste ved utallige Smaating , at Christian virkelig var berøvet sine høie Forældre af politiske Grunde , at et dødt Barn var indsmuzlet i Stevet og havde saaet en fyrstelig Begravelse i RoeSki dcdomktrkeS Kjælderhvælving . Han navngav de Implicerede , saavelsom sine Medpyldige der vare maskerede med ham i Faurbokirke , kort , han anførte saa meget , at jeg ti . sidst maatte tro ham , endog mod min Villie . Tiden til at træde frem og gjøre Christians Rettigheder gjeldende , skulde han nærmere angive . Han troede det bedst at lade Kongen selv bestcmm det Længselen efter at faa sin forsvundne og gjenfundne Søn , vilde nok indfinde sig og saa var det Tid at handle . Jeg har intet somhelst Bevis for det Nedskrevne — min Samvittighed , min Ærefrygt for Sandheden og min usigelige Kjerlighed til Chrisfian , maa være min Borgen . S . angcnbuschs Udsagn tør vel Heller neppe gjælde for Bevis , derimod var der tre Maskerede hin Nat i Kirken , hvoraf den ene var et Frnentimmer , disse Personer siger Slangenbusch leve endnu . Kan han paavise dem og bevise fin Paastand — da vil man se underlige Ting , men jeg som elsker Chrisfian af min hele Sjæl , ønsker ikke at opleve det . Gud lede alt til det Bedste . En Uro er der kommen over mig siden Chrisfian er reist iud til Hovedstaden , som jeg ikke kan forklare mig , skulde mit Endeligt nærme sig ? jeg veed kun at jeg er angst indtil Døden . Hans Brese . Med paaholden Pen , tilføiede Verner de Ord : Jeg døer og tager det hellige Sakramente paa at det Nedskrevne er Sandhed . Hans Brese . Nittende Kapitel . Gode Raad ere dyre . Estera « den værdige Præst havde bekræftet Sandhed ii as sit Udsagn , trykket Christians Haand og velsignet dam , falm han i en dødelig Afmagt hvoraf han ikke m . re vaagnede . Saavel Verner , son . Christian og Ida vare dybt grebne , og m . dens d > > sendte Bud efter Lægen , øver « taiie de den fu dstænbig bedøvede Christian til af gaa op paa sit Værelse og lægge sig , efterat have grublet og grædt i nogle Tim . r aldl han i en haard og dyb Sø : n , som Følge af Sindsbevægelsen og Neiseanstræ gelsen . Hvis man antager , af d n unge Mand var bleven glad over Plejefaderens Meddelelse , tager man meget seil Han var tvertimod yderst bedrøvet derover , thi han indsaa øieblikkeligt , af den oplysende Meddelelse eller Hemmeligheds Ajslørelsen berøvede ham sine Forældre ændengang , uden af give ham nogetsomhelst til Erstatning . Desværre saa han ved første Blik , af Sandsynligheden af hans derved fremstillede høie Herkomst , paalagde ham Forpligtelser , Farer og Resignation — » den af han torde vente den Erstatning som disse kunde berettige ham til . For Verner dulgte han ikke dette — og da Ida baade var trofast og paalidelig , samt fordi der ikke paalaa ham nogen Taushedspligt , meddelte han ogsaa hende sine Bekymringer og sin fatale Historie . Ida trøstede ham dog med , af Kammerherre Bülow sikkert vilde give det bedste Raad vedrørende denne vanskelige Sag . Mit Livs Lykke er forbi , snkkede han . Hvis man vilde betragte mig som en Fremmed , og Ligheden mellem Kongen og mig som en Tilfældighed , da vilde alt kunne blive godt endnu — thi som Hoffet aldeles uvedkommende og forældreløs kunde jeg da giøre hvad jeg vilde — og jeg vilde da ægte Dig Ida og reise langt bort før af glemme det Fortalte . Men , desværre —jeg aner , af man uden af kunne bevise Sandheden , vil tro Sandsynligheden og derved disponere over min Person og min Lykke , uden af kunne give mig en tilsvarende Erslatning . Du maa i altfald ikke fortvivle , førend der er nogen ' Grund dertil , sagde Ida . Henvend Dig til Kammerherren , som Du har lovet og lad os da vide hvad man beslutter . Efter alt hvad jeg kan indse , yttrede Verner , har Ida Ret i dette Punkt , det er ligesom en Himlens Tilskikkelse af Du traf Kammerherre Bülow , før Du reiste herned og af denne Hædersmand , kjænder Slangenbusch i længere Tid . Lad os vide hvad han beslutter maaske gaaer alt bedre end Du antager . Naturligvis maa jeg tale med ham , skjemt det naturligste og klogeste var at vi To , Ida og jeg giftede os strax og flygtede bort , thi har jeg først meddelt ham min Plejefaders Skriftemaal , saa vil han forhindre Wgteilabet , uden derfor at give eller kunne give mig Erstatning for dette uhyre Offer . Han vil forhindre , allene for Sandsynlighedens Skyld ven Lykke som jeg veed tilkommer mig — uden at det slaaer i hans Magt at kunne give mig Rettigheder af en saa høi og mægtigvirkende Natur , allene bygget paa en Tro eller en Meddelelse . Muligt har Du R > t , men dog kan man kun Et af To , enten give Dig den suponerede Fødselsret eller tilstaa Dig den almindelige Menneskeret , at vælge den til Hustru , som Dit Hjerte har valgt . Saafremt Politikken ikke var tvetunget — vilde dette være rigtigt , men Diplomaterne fordre uden at give . Kjære Hr . Verner ! ifald De paa engang vilde handle som Ven og Fader , saa forcen endnu i Dag vore Hænder . Ja gjør det kjære Fader , fleet er flcet og iran vil da ikke kunne gjøre det om igjen . Nei , Børn — det er umuligt , jeg udsætter saavel Eder som mig for Kongens Brede . Havde jeg ikke været indviet i Hemmeligheden , flul de jeg have gjort det med den stolteste Glæde , men NU — efter at have erfaret hvad min døende Den har aabenbaret , tør jeg ikke gjøre andet end h ad Thronhjems Biskop gjorde ved Axel og Valdborg — adskille Eder . Min Fader , det bør og tør Du kke gjøre . De Elflende som ErkebiSpen adfkildte , vare efter stræng Kirkelov Sødskende for Gud . Vi ere Forlovede for Gud . Du kan nægte at vie os sammen , men Dn kan ikke adfl ile os . Lad os nu først se hvad der er at opnaa — imorgen reiser jeg til Kjøbenhavn igjen . Reis med Gud , udbrød Ida — Han følge og hjelpe Dig . Erkjendes Du som Søn , af den Du ligner — nuvel , saa er jeg Din første Tjenerinde ; men erkjendes Du ikke — da skal enten min Fader eller en anden Guds Tjener forene os — og skulde der i Danmarks Riger og Lande ikke findes en saadan , som har Mod til at fuldbyrde denne Retfærdighedshandling , nuvel , saa er jeg Din Trolovede , og feiger Dig som saadan til Verdens Vderpunkt . Og det vil Du gjøre Ida — forlad Din gamle Fader — Det maa jeg gjøre , min dyrebare Fader — men frygt ikke før Dit Barn — reen som Marie skal jeg leve , reen som Himmelji mfruen skal jeg dø — jeg forlanger kun at jordes ved min Chrisfians Fødder . Et dybt Suk , var den bekymrede Faders hele Svar , Christiai s Øine derimod , straalede af inderlig Taknemmelighed . En saa trofast Hengivenhed og høimodig Kjerlighed , henrev ham til stille Begeistring . Han omfavnede og kjærtegnede , den elskede Pige , og indgjød hende Trøst , om han selv neppe vovede at nære . Den næste Morgen før Klokken Fire , reiste han atter tilbage til Kjøbenhavn . Hestene ber nu havde udhvilet i to Dage , føre lystige hen ad Veien og førte Vognen i stor Hast til næste Forspandsstation . Christian havde forladt Faurbo saa tidligt , før endnu samme Dag henimod Aften at kunne tale med Kvmmcrherre Bülow , og da atter reise ned til Faurbo , før efter otte Dages Frist , at begrave den der endnu før Verden , maatte gjælde før hans Fader : den velæervardige Hans Brese . Tyvende Kapitel . En aaben Bekjendelse . Efter Aftale ilede Christian strax efter sin Ankomst til Kjøbenhavn , ud til Kammerherre Bulows Palais . Han blev modtaget af Kammerherren som en dyrebar Slægtning og Ben , og det , som det unge Menneske nu aabenbarede og meddelte sin ældre Ven og Fortrolige , undrede aldeles ikke denne ; Tvertimod yttrede han af saaledes havde han førestillet sig det , og af han ikke var ganske uden Anelse om af det forholdt sig rigtigt . Min Gud , De forbavser mig Hr . Kammerherre , De har havt en Anelse derom ? Sig mig da aab ni og ærligt , troer og antager De af jeg virkelig er Kongens Søn ? , Ja , min unge Ven , derom er jeg overbevist , sagde han og trykkede hjerteligt hans Haand , derfor var det netop , af det bedrøveke mig saameget af høre , da De føl deres Reise ril Faurbo Yttrede , af De betragtede det som en Skjændsel og Vanære af være Kongennatnrlige Søn . Min Herre ? De troer altsaa endnu efter hvad jeg har fortalt Dem af jeg er et Slegfredbarn . Nei , det troer jeg ikke — hvis jeg i det hele tør ro noget , saa troer jeg , af en Ulykkesstjerne har begunstiget deres FødselS Fjender og skilt Dem ved Deres virkelige Ret . Men Beviserne mangle som De selv har bemærket . De klare tydelige Beviser , der tilfulde fluide godtgjore det — mangle — og jeg takker Gud for , at de ikke ere forhaanden . Da vilde jeg fakke Gud for , at de kom for en Dag . Sandhed og Ret bør ikke skjules . Naar Sandhed og Rer har været skjulte saalænge at de vække Skandale ved deres Fremtræden , er det af høiere Hensyn nødvendigt at angive dem med Modifikation . Det er en gruelig Læresætning De der fremsætter Hr . Kammerherre , af Frygt for Skandalen , vil De derved komme til at træde Sandheden og Retten under Fødder — og hvortil vil det føre ? Til Anerkjendelse « as en naturlig SsnS Rettigheder , unge Ven . Aldrig , aldrig — det vil føre til en bedrøvet Faders Taarer — til min Død og Undergang . Det forbyde Gud . O , bland dog ikke Forsynet ind i vore egne mere eller mindre rigtige Handlinger , det er vor fri Villie , der bestemmer om vi gaa tilhoire eller venstre . Tvivler De , som er opdraget hos en gudsfrygtig Præst — om Guds Forsynsstyrelse ? Nei , visselig ' ikke , men jeg kan netop paa Grund af min Opdragelse , ikke paavælte Forsynet Ansvaret for de m nneflelige Svagheder og Handlinger . , Hvorledes mener De ? Gud skjænker os Livet , det har vi ham at fakke for . At de menneskelige Begjerligheder skaffer et Barn tilside og lader det opdrages under andre Forhold — deri ere Menneskene skyldige og Gud ikke ansvarlig . De har Ret , Gud er ikke ansvarlig — hverken i dette eller noger Tilfælde , men naar Barnet atter kommer tilstæde oz kan vente at modtages med aabne Arme af Faderen — da tør vi vel kalde det et Forsyns Styrelse . Ja , naar det skete i Forsynets Aand og Villie — men ikke naar del skeer med Modifikalioner der vende op og ned paa Sandhed og Ret . Forhaabentlig vil De moderere deres Anskuelser , unge Ven . En naturlig Søn , er dog en Søn , om ogsaa Rettighederne ere mindre . Det er unaturligt at gjøre en ægtefødt Søn til en uagtefødt . De er ærgjærrig , Christian . Nei , Hr . Kammerherre , men jeg er retfærdig . Det er ikke Prindsenavnet jeg higer efter . Det er Fødselen og Sandheden jeg vil holde i Hævd . Jeg vil finde mig i at man siger , Beviserne mangle vend tilbage til Din Landsby og førbliv i Dunkelhed . Derved skeer kun Ret , thi hvad der ikke er bevist , er ikke til for Verden som saadant . Og Te vilde finde Greve titlen og en faderlig Velvillie , besværlig og uforenelig med Dunkelheden ? Ja , min Herre , jeg vilde finde dem aldeles umulige og uforenelige . Et af To , enten er jeg Kongens Søn , eller jeg er det ikke . I det ene Tilfælde tilkommer mig intet , i det andet Alt . Jeg vil ikke modtage nogen Velvillie — jeg vil knn have hvad der er Ret — eller renoncere . Hvorledes , unge Ven , De vil være haardhjeriet og ikke modtage hvad et høit og ædelt Hjerte rækker Dem ? Christian tang et Øieblik , — derpaa sukkede han og sagde : Sandsynligvis vil jeg saavel i Kongens Hjerte som i Deres Øine , synes at være en Utaknemmelig , men jeg maa følge min Trang og sige : stal jeg erkjende Dem som min virkelige Fader , maa De erkjende mig for Deres virkelige Søn . Forbarmende Gud , det vil De da ikke gjøre ? Det maa jeg gjøre . Kammerherren sludsede , og blegnede over det unge Menneskes Bestemthed . Han betragtede ham nogle Minutter taust og sagde derpaa . Nei , det vil , det maa De ikke gjøre , thi De vilde knuse eller idetmindste smerte det ædleste Hjerte der nogensinde har slaaet i et Menneskeligt Bryst . Hør mig Christian , saasandt som jeg ønsker deres Lykke saavel for Deres egen Skyld , som og for deres Faders hvem jeg har æret og elsket fra Ungdommen af — beder jeg Dem indslændigt , gjør ikke noget overilet : Er det overilet ? Paa en Maade ja , De vil selv komme til at sande mine Ord ; hvis det stod til Kongen — vilde han uden videre anerkjende Dem som sin Søn , det er jeg vis paa . Han kjender de Intriger der ere spillede mod ham , lige fra han var Barn indtil han besteg Tronen , men han veed ogsaa at Fjenderne ere mægtige og ikke enestaaende , han veev , at et Misgreb eller en offentlig Udæskning , kunde bringe uanede Ulykker med sig — rokke Grunden under ham og bringe den til at vakle . Min Gud , det har jeg ikke villet . De kan kun ønske Kongen Oprejsning og Trøst . Af mit ganske Hjerte . De vil indse at der ikke kan være Tale om at sætte Dem næst Tronen . Det vilde være at ryste hele Statsordninsien og at slaa Modpartiet lige i Ansigtet , — det var en Udfor » dring , det Var en heel Revolution . Jeg arme Menneske — Nei jeg vil intet af alt dette — jeg vil Tusinde Gange hellere forblive i min dunkle Krog . Heller ikke det kan lade sig gjøre , thi deres Fader vil følge sit Hjertes Trang og favne sin Søn , — vil De forhindre del ? Christian skjulte ei Øieblik Ansigtet i begge sine Hænder . Derpaa spurgte han skjælvende : Hvad troer De at der vil sle ? Verden vil lære Dem at kjende som Kongens naturlig . Søn . De vil bære Navnet Greve af Dansborg eller lignende , en Dame af de » høieste Adel vil række Dem sin Haand — Og De veed at jeg er trolovet til Ida Verner . Elster De hende ? Ja . Godt , vedbliv at elske hende , men om Wgteflab lan der ikke være Tale . Om Forladelse , Hr . Kammerherre . Jeg anerkjender deres ArangementStalent , men jeg underkaster mig det ikke . Førend jeg endnu anede at Kongen havde skjænket mig Livet og at hans Blod rullede i mine Aarer , bandt jeg min Sjæl og mit Hjerte til Ida , som jeg betraglede som min Lige , og som vil vedblive at være det saalænge jeg . ikke erkjændeS for at være Kongens ægtefødte ligitime Søn . Det Ord jeg har givet hende er helligt og ubrødeligt , enten ægter jeg Ida eller Ingen . Bestandig modsætter Te Dem deres Lykke . Nei , min Lykke modsætter jeg mig ikke . Forbyder StatShensyn al anerkjende mig — hvilket jeg selv fuldt og fast antager : nuvel — saa bliver min Tilværelse en Hemmelighed mellem os . Jeg arbeider mig frem ; jeg lever resigncrel og ind- ' løs r mit Ord til min Ida . Og Kongen , troer De vil samtykke deri ? jeg taler ikke om hans Fø elser , jeg taler kun om hans Ret — slalde han renonc > re paa den , fordi De vil renoncere ? Begge Opoffrelse ! ere lige store . Nei de ere forskjellige . De finder en Fader og støder ham fra Dem . Han finoer en Søn , som han vil overbevise om sin Goched — men De vil med Magt undfly ham . Misforstaa mig ikke — De som er min Faders Ven bør ogsaa vise Dem som min . Vær vis derpaa . Jeg skal være det , men De bør da ganske sætte Dem ind i min Opfattelse af denne for mig saa sørgelige Sag . Sørge ige ? Ja , meget sørgelige Sag . Jeg er Kongens Sønen Ulykkesstjerne har fjernet mig fra den Trone hvortil jeg blev født — det er Deres , det er min Overbevis » eng , men det er ikke beviist — og af høiere Hensyn bør det maaske Heller ikke beviises eller kiendes af Verden . Den mindste Erstatning jeg kan have for den mig tilføiede Forurettelse , er altsaa at jeg stilles lige med Kongen af Danmarks andre Undersaatter — jeg før da gjøre mit fri Valg , elske og ægte den jeg har knyttet mig til — enten eller . Og Kongen deres Fader ? — hans Kjerlighed regner De for intet ? De vil at jeg skal tale i en Hofmands Tone — Kongen er for mig kun Konge , naar jeg ikke før være hans ligitime Søn . Kald det Haardhed , kald det Utaknemmelighed — eller hvad De vil , naar hans Fadcrhjerte kan tillade at jeg gjøres Uret med Hensyn til min Fødsel , kan det ikke tillade at jeg skeer Uret med Hensyn til mit Hjertes Valg . Er det fuldt Alvor ? Ja min Herre , og jeg beklager bittert , at De kan tvivle derom — fordi man finder det nødvendigt at skjule min Fødsel — er det dog ikke nødvendigt at føre min Lykke til Graven og kaste Jord paa hele min Tilværelse . Christian følte sig saa smertelig berørt , at han satte gg ned og græd som et Barn . Bü ! ow lod ham nogle Øieblikke uforstyrret give sit beklemte Hjerte Luft . Derpaa gik han hen til ham , tog ham i sine Arme kyssede ham paa Panden , tiltalte ham med de kjerligste Navne og mest opmuntrende Ord . Han viiste ham Skjæbnens ubøielige Fordringer , det Hensyn han burde tage til en kjerlig Fader , til sin Fødsel og Muligheden af at denne ved et Tilfælde i Fremtiden i en høiere og ædlere Grad kunde komme ham tilgode , kort han indgjød Christian saamegen Trøst og Forhaabning , at brnne greb hans Haand , kyssede den med Varme og udbrød : Ja , jeg føler at De er min Ven , min sande welgjø » rende Beskytter , sig mig da hvad jeg nu stak gjøre , skal jeg ile til Kongen , kaste mig for hans Fødder og sige her er det Barn som man berøvede Dig ? Nei — han maa først forberedes paa den virkelige Sandhed . Ogsaa maa jeg i Sagens høieste Interesse se at faa alle mulige Bevisligheder for en Dag . Men hvorledes , høitagtede Ven , hvorledes vil det være muligt ? Betro mig Papirerne , Pastor Brests Skriftemaal er et vigtigt Dokument , og jeg sværger ved Kongens dyrebare Liv og Vel , som ved min Sjæls Salighed , at jeg skal benytte det biskrerionairt og kun levere det i Kongens egne Hænder — eller gjengive Dem det . Ak , jeg indseer at dette er ikke nok . Foreløbigt er det nok , thi jeg vil indhente Kongens Bemyndigelse til at anstille hemmelige Undersøgelser angaaende de Implicerede . Saa nødigt jeg vil have med Slangenbusch at gjøre , maa jeg dog have Hemmeligheden ud af ham — Uf , det Menneske er mig en Afsky . Mig med , men ogsaa Ugler og Muldvarpe høre med i Skabningen- Rækle og ligesaalidt , som en Naturhistorie er fuldstændig uden disse , ligesaalidt kan Historien , Begivenhederne , betragtes heel og holden uden at de menneskelige Afarter tages med i Betrakt » » ingen . Jeg overlader alt i deres Hænder — kun bønfalder jeg Dem om , at være god imod mig og min Ida . At De har valgt hende og hænger trofast ved hendes Kjcrlighed , stiller hende høit i min Agtelse — det er alt hvad jeg kan sige Dem . Skal jeg altsaa afvente nærmere Bestemmelse ? jeg venter deres Ordre . Kun mine Raad . Jeg troer forøvrigt , at det er bedst at De , som De før yttrede , tager ned igjen til Fanrbo for at stæde deres Plejefader til Jorden , men da jeg nu veed hvem De er , maa De tilgive at jeg vaager lidt over Dem . Jochum maa følge D m — og hvis De havde en paalidelig Ven , var det ikke af Veien om De indbød ham til Ligbegjængelsen , da jeg paa enhver Maade » rifler af De aldeles ikke skal tale med fremmede eller ukjendte Personer . Jeg har en intim trofast Ven ved Navn Carl LheiSner , som tillige er min Fætter . Fætterflabet slædcS til Jorden tilligemed Slægtskabet i Faurbo Præstegaard , derimod er Venskabet af en mere blivende Art — det er en fortræffelig ung Mand , Politiløitnantcns Svigersøn . Ah . De kjender ham Hr . Kammerherre ? Ja han er fordeelagtig kjendt af mig og flere . Nuvel tag ham med , men vær diskret . Oh , han er taus som Graven — han har af reent Venskab tilbudt mig af disponere over hans Formue . Jeg vil haabe af De ikke skal behøve af benytte dette smukke Tilbud . En og Tyvende Kapitel . Vidtgaaende Tanker . Medens Christian tilligemed Carl Theisner , hvem han fortrolig meddelte det Passerede , ledsaget af Jochum , der nn atter havde antaget sit Tilnavn Jahnsen , reiste ned til Faurbo for af flæde den afvøde Præst » g Pleiefader til Hvile , udkastede Grev Satanio og Slangenbusch storartede Planer , hvis Realisering i Virkeligheden vilde have været sølgerige . Sverrize manglede en Krovprinds , og den gamlt Konge var ikke » tilbøielig til , af adoptere Kongen af Danmark selv , eller en Prinds som denne interesserede sig for . Ved sine udstrakte Forbindelser og fine mægtige Protettivricr havde det været denne fabelagtig heldige Eventyrer muligt ikke blot af komme til Kundskab om meget som foregik i de styrende Magters intimeste Kredse , men ogsaa virke for , af flere indflydelsesrige Kræfter ledede hen til Realiseringen af hans Ideer . Hvorledes disse Planer stode i Forbindelse med Grevens Optræden blandt „ de Sammensvorne “ , som de høist ubillig kaldtes , der bavde holdt deres hem m lige Møder i del i Begyndelsen af vor Fortælling beskrevne Lokale i Brolæggerstræde — vil Udviklingen længere hen tilstrækkelig udvise . Saameget er vist , af Grev Satanios Magt og Indflydelse var ganske usædvanlig stor , det vilde derfor være af undres over , af han pleiede Omgang og Fortrolighed — indtil en vis Grad med et Menneske som Slangcnbusch , som han i det høieste kunde agte som et listigt Redflab , der nøie kjendte alle det danske HvfS Forviklinger og hemmelige Historier , og som altsaa kunde være ham til Nytte i hans dybtgaaende Machinationer . Foreløbig lod Grev Satanio , Christian og Carl være i Fred , da han mærkede deres afgjorte Utilbøielighed til af indlade sig med ham og Slangeubnsch , men han slap dem ingenlunde af Syne , tvertimod arbeidede han stadig og rastløs for at komme til at staa i nær og intim Forbindelse med dem , men han brugte dertil en Omvei som ikke faa let kunde opdages endsige modarbeideS . Af Slangenbusch ' s Meddelelser kjendte han ikke blot Begivenhederne ved Christians Fødsel , Opdragelse og hans Plejefaders Død , men han vidste tillige , at Brese før sin Død havde Ret og Forpligtelse til at aabenbare alt hvad han vidste , for sin Plejesøn — og at denne Meddelelse var givet vidste han af velbetalte Spioner ' der førend Christian efter Præstens Død reiste til Kjøbenhavn , meddelte Slangenbusch at den unge Brese i flere Timer havde talt med sin Fader i Pastor Verners Nærværelse , og at den salig Præst efter at have taget Sakramentet derpaa , var salig hensovet i Herren . At omgive Chr slian med Spejdere , var derfor i Grev Satanios Øine en Nødvendigbed , og i den Henseende fortjente Kammerherre Bülvws egen søvndrukne Tjener mange blanke Dalere . Han forraadte trods sit Lurertalcnt ikke nogen Samtale , af den gyldige Grund , at Generalen ikke udsatte fig i denne Henseende for Lureri . Det han kunde berette stne rundelige Betalere , indflrænkede sig altsaa til at han kunde meddele dem , at til den og den Tid havde den unge Student Brese været hos Kammerherren , som hav e allaaset de yderste Værelser og taget ham ind i sit inderste Kabinet . Det unge Menneske havde været der over tre Timer og var kommen ud fra Kammerherren meget nedslaaet og med røde Øine . Kongens Fortrolige havde i Forgemakket , hvor Tjeneren nu ophoUt sig , talt temmelig strængt til ham og sagt at han skulde fatte sig over Faderens Død , Præsten var jo dog en gammel Mand . Man kunde jo ikke modsætte sig den høieste Villie , men maatte tage Fornuften fangen osv , men hemmelig havde han trykket hans Haand paa en ganske ualmindelig hjertelig Maade og da det unge Menneske der ligner Kongen , som To Draaber Vand ligne hinanden , — var gaaet bort — havde Kammerherren med en usædvanlig Nedladenhed sagt til Theophile : Stakkels Fyr , h > n har mistet sin eneste Støtte , sin Fader , der er stanget af en Tyr . Det var den Præst nede ved Holbæk , som Statslidenven meldte om var omkommen ved det sørgelige Ulykkestilfælde . Maa maa gjøre noget for ham , han er heel forknyt . Naar han komm » tilbage efter at have begravet sin Fader , maa Du gjerne lade ham komme ind . Stakkel Vi maa se at bruge ham i et af Kollegierne . Grev Salomo og Slangenbusch fik af denne Meddelelse i Forbindelse med Beretningen fra Faurbo — det ud , der kom Sandhe . en temmelig nær . For dem laa det klart at Brese havde aabenbaret at Christinn var Kongens Søn . Om Bülw havde villet tro det , vidste man vel ikke , men at han interesserede sig levende for den unge Faderlose , og at han vilde sørge for ham ad kolligial Vei , det laa klart for Dagen , ligesom de rødgrædte Øine og den gjentagne Benævnelse , at Brese var det unge Menneskes Fader , vidnede om at den unge Ulykkelige maatte slaa alle Prindsetanker ud af Hovedet . Man spiller ham lige i vore Hænder , raabte Satanio , medens Kammerherren og paa hans Raad Kongen kun ville give ham en fattig Trøst , eller en menneflekjerlig Almisse , samle vi Beviserne om hanS Herkomst , paa den ene Side , Trontilbuddet fra Sverrig , paa den anden Side og de mægtige og kollvssale Protektioner og virksom Assistansc som Reserve . Vi have ham altsaa — og han skal ikke undflippe os , men netop nu gjælder det om at være forsigtig . Satanio meente derfor , at man ikke maatte henvende sig direkte til . Prætendenten “ , men lade Svenskerne gjøre det ved en Deputation . Imidlertid fik Slangenbusch det Hverv , personlig at henvende sig til General , Kammerherre Bülow for at spørge ham om man ønskede Bevislighederne for Krouprindsens Ret og Fødsel , eller hvis man „ ømmede “ sig for at allarmere Modstanderne og nødig vilde straffe deres Redskaber , øm man da under dybeste Diskretion , Vilde have saadanne Meddelelser og Oplysninger som stillede det udenfor al Tvilv , at Christian var Kongens Søn . Det sidste Alternativ gik Kammerherren efter nogen Betænkning og » øie Overvejelse ind paa . Samtalen der varede Tre hele Timer , fandt Sted i det gule Palais — og begge de deri Deltagende indgik en Overeenskomst om , at deres Samtale — af politiske Grunde — fluide forblive aldeles ubekjendt for enhver Anden . Bülow undtog naturligvis Kongen . Slangenbusch vilde ligeledes undtage eeu , nemlig Christian , men det modsatte Kammerherren sig bestemt . Da denne lovede ham Kongens særdeles Beskyttelse , gav han omsider efter , som Følge heraf , kunde Grev Satanio nu med Vished vide , at Bülow , for sit Vedkommende , ikke vilde drage den omhandlede Sag frem for Lyset . De to Sammensvorne troede nu at deres Plan var vel anlagt og vilde lykkes . Men det skulde blive anderledesTo og Tyvende Kapitel . Fader og Søn . Som det ofte gaaer , vælger man af lutter Omhvggelighed , og af for vidtgaaende Forsigtighed , netop de fejlagtigste Midler , der like sjeldent føre til et heel andet Resultat end det man havde tilsigtet . Ingen bør tvivle om at Faderhjertet taler med høiere og stærkere Røst , end politiste Betænkeligheder , og man kan derfor med Sikkerhed vide , at Frederik den Sjette hvis HjertenSgodhed overgik de fleste Menneskers og hvis helligste Ønske var , ar efterlade Tronen til en Søn , maa have havt uomstødelige Grunde til ikke at kunne følge sit Hjertes Trang . Den der kjender General BülowS næsten til Afguderi grændsende Hengivenhed og Venskab for Kongen , dennes Følelser og Ve ! , maa ligeledes indrømme , at ganske usædvanlige Hensyn har nødet til at bruge en Fremgangsmaade , som man ligefrem har maattet kalde forkaste ig . Om Motivet til den Fremgangsmaade , som man « heldigviis brugte kan man altsaa ikke være i Tvivl , men man kan derfor ligefuldt beklage den , ja man er endøg berrettiget til at tro , at den var et sørgeligt Misgreb , og ovrnikjøbet et Misgreb , der straffede sig selv paa ben føleligste Maade . Underveis baade paa Reisen til Faurbo og derfra tilbage til Kjøbenhavn , fremstillede Carl Theisner , , der nu i Eet og Alt var Christians Fortroelige , af han løb ligefrem Fare ved af overgive sig og sin Sag i Bülows Hænder . Carl tvivlede ligesaalidt som Christian paa denne Hædersmands Retskaffenhed og gode Villie , men han tvivlede og frygtede i endnu høiere Grad end Christian paa Muligheden af af gjennemført noget virkeligt Tilfredsstillende for det ranede Barn , — og da Kongen sikkert ligesaalidt som Christian ønskede af han skulde ansees som en uægte Søn — saa var der kun Ubehageligheder og Fare af vente — og intet Godt af opnaa . Uagtet Carls Høiagttelse for Bülow og hans Kjærlighed og Hengivenhed for den almin elig elskede Konge , fraraadede han Christian paa det Indsfændigsfe af henvende sig for anden Gang til Kammerherren . Du har nu talt to Gange med ham ; I have udvexlet Anskuelser og Du er derved kommen til fuldstændig Overbeviisning om af Din Føbsrlsret ikke tør blive beviist . Hvad kan Du saa opnaa ved af gaa tredie Gang til ham , andet end Fare og Utilfredshed . For min Stillings Vedkommende har Du Ret , Carl , men jeg er SM — jeg behøver ikke de strenge Midiste og officielle Beviser for af føle og længes som en SM . Et Fader- og et Moderhjerte — skMdt omgivet af Glands og Høihed , behøver det endnu mindre . Ak min Ben , De kunne udhvisfe Deres Taarer med Silke og Fløiel ; De kunne indhylle Deres Sorger og Resignation i Hermelinet — men Du min Ven , min ulykkelige Ven — Du udsætter Dig for dobbelte Smerer , dobbelte tunge Lidelser naar det tilstaaer Dig at favnes og kysses af dem som Du af politiske Hensyn maa forlade — og — jeg ængstes for at sige det naar nu -- -- -- -- nei lad det være usagt . Tal kjære Carl — husk paa at det er min eneste Lindring . Nuvel , men betragt mig ikke som en Bøddel , eller om et Umenneske naar det jeg siger Dig forekommer Dig haardt og utroligt . Bær ganske rolig i denne Heensende . - Rolig kan jeg ikke være Chrisfian , thi Du maa i delte Øieblik betragte det som en Insinuation mod Kongen din Fader . Er det noget so « Du frygter for at han vil gjøre ? Ja , eller rettere det er noget som jeg frygter for at han maa gjøre . Hvilket , hvilket , piin mig ikke — Uvisheden er saa flrækkelig . Naar han ikke har Magt og energisk Villie til at anerkjende Dig for Verden som ægte Søn — maa og vil han tillade , at Du behandles enten som om Du selv var en Bedrager eller som om Du var bedraget af Andre . Den unge Mand foer i Veiret og sløtte med Heftighed Hovedet mod Ruffet i Wienervognen . Det er umuligt , min Gud , Carl , hvor kan Du tænke saaledes raabte han og blev blodrød i Hovedet . Carl greb hans Haand , trykkede ben til sit Hjerte , og sagde med Taarer i Øinene : Du seer hvorledes Talen om hvad der kan fire asficherer Dig . Om Kongens Hjerte var blødt som Vox — om han elskede Dig høiere end nogen Dødelig — maa han — selv om han græd otte Dage før og efter , behandle eller lade Dig behandle som den Bedragne — naar han ikke kan anerkjende Dig frankt og frit . Har man nogensinde hørt sligt , spurgte Christian næsten haardt . Ja ofte — ofte — før ikke at trætte Dig vil jeg kun nævne Manden med Jernmasken Ludvig den 14des ældste Tvillingbroder — han turde ikke leve som Privatmand — han maatte være kongelig Fange — til sin Død . Christian udstedte et dyht , dybt Suk trykkede begge sine Hænder mod Tindingerne — og stirrede uafbrudt ned før sig uden at see noget . Har jeg bedrøvet Dig ? spurgte Carl næsten grædende . Nennen hørte vist ikke Spørgsmaalet . Det var min Pligt at sige Dig denn « grusomme smertefulde Sandhed . Du har maaske Ret , svarede Christian — den var smertefuld som enhver Operation — jeg seer nu at Du maaskee har Ret og beklag mig — jeg maa dog handle som om det var umuligt . Hvorfor ? Jeg har givet Bülow mit Ord . Ikke paa at han skal være Midlet til at berøve Dig Friheden . Fuldkomment sandt , men der foreligger ikke noget Beviis for at han vil gjøre det . Naar Beviset foreligger kan Du ikke mere imødegå « Muligheden , den maa altsaa forebygges . Christian skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd . Du har ikke modsagt mig i det sidste Punkt — det er altsaa ikke Grunden , Christian taug og vedblev at græde . Lad mig sige Dig Din sande Bevæggrund , sagde Carl og lagde sin Arm om BennenS Skulder . Havde jeg sagt Dig dette førend Du havde falt med Bülow og førend Du havde leveret ham Brevet eller Dokumentet fra din Pleiefader — da havde Du sagt : jeg vil følge dit Raad , det er sikkert — det fører fra Hoffet til Hjemmets Lykke med den Pige jeg har kaaret mig . Men nu — har Høiheden fæstet Red i Dig — Tanken om Din kongelige Herkomsf har slaaet Redder i Dig , Kjerligheden til Forældre blandes med den og nu maa Du slyrte Dig i Faren — Du maa — ikke sandt ? Du har Ret , dyrebare ' Den — Du har Ret , men ikke Wrgjerrigheden , kun den ssnlige Kjerlighed driver mig frem med ustandselig Magt . Der er noget uforklarligt , noget nimodstaaeligt som drager mig derhen . Ja , vistnok — og jeg , jeg slaaer som Tilskueren der seer den travle Ly ? flue flagre om det brændende Lys , der er den Magnet som drager den til Undergang ; jeg slaaer som den Erfarne der advarer Barnet fra at lade sig lokke af Elverkongens usynlige Magt . Ak , Advarslerne ere spildte naar Vingerne ere brændte — eller naar Barnet falder i den Mægtiges Hænder . Her er da Retfærdighedens Land ! Hvad der er nødvendigt , finder man lettelig retfærdigt . Og hvad mener Du da at jeg skal gjøre ? skal den Længsel min Fader søler efter at se og tale med mig — og som jeg ganske deler — slak den regnes for intet og ikke tilfredsstilles ? Naar det er farefuldtOm det gjælder selve Døden , kan jeg dog ikke betvinge min Længsels Tilfredsstillelse — men her Carl er min Haand , udfind en Maade hvorved jeg kan und » gaa eller formindske Faren og jeg skal følge Dit Raad . Bil Du følge det aldeles bestemt ? Ja — som en Befaling , blindt og med Lydighed . Jeg tager Dig paa Ordet , “ men Du adlyder — selv , eller uagtet det gjælder en Nødløgn . Carl , forlang hvad Du vil , kun ikke dette , ikke Umuligheder . Man fornægter Dig som Søn , er det ikke en Nødløgn , paabudt af Nødvæadigheden ? Man nægter Dig , at ægte Joa , dit Hjertes Valg , fordi hun ikke er din Lige , er det andet end en Nødløgn : Enten er hun din Lige , eller Du er eu Kongesøn , og hvor er da din Ret naar det skal hemmeligholdes ? Men man vil . at Du ikke maa betragtes som Kongesøn og dog ikke være hendes Lige — det er en dobbelt Usandhed , en grov Modsigelse . Ganske vist . Fornuften taler saaledes — men Lilkaarligheden fører et andet Sprog . Hvori bestaaer altsaa det som Du vil have , at jeg skal foregive ? Simpelthen i at Du undgaaer Faren . Oplys mig — hvad mener Du . Fare « for Dig bestaaer i at man enten maa antage Dig for at vær « bedragen eller Bedrager . Seer jeg ud som en Bedrager ? Dertil kan jeg svare Nei — da Du seer ud som Kongen — men da Kongen er bleven bedraget , saa er den moralske Lighed ligesaa stor som Ansigtsligheden . Hvad skal jeg altsaa gjøre for ikke af ansees for bedragen — jeg indseer rigtignok ikke Nødvendigheden af af det er farligere for mig af være bedragen end før Kongen . Førend jeg gaaer over til af paavise Nødvendighed den og maaske Nedningsmidlet ved en Nødløgn , maa jeg motivere hvori Forskjellen ligger mellem af Kongen og Du ere blevne bedragne . Kongen er mægtig , det er Du ikke — Han staaer over Loven — Du under den . Naar han irøer , af Du er hans Søn og dog ikkevil have det bekjendt for Verden , skader det ingen uden Dig og ham personlig , men troer Du det , kan det i Statsmænds Øiue være Yderst farligt for Land og Rige . Han maa altsaa sikkre sig imod af Du ikke besidder denne farlige Tro — drr naar den kom ud , kunde gjøre frygtelige Omvæltninger . Oh , jeg er er fredeligt Gemyt . Unægtelig , men Garanti for , af Du tidlig eller sildig vilde blive høirøstet , har man kun ved af sikkre sig Din Person . Antaget — hvorledes mener Du da af jeg stal bære mig ad for at sikkre mig Opfyldelsen af mit helligste Ønske , blot een eneste Gang at tale med min — — med Kongen . Simpelthen derved , at Du tager hjem til Moder Gjertrude . Du skriver til Kammerherre Bülow at Du nu er vendt tilbage til Kjøbenhavn og at Du ikke fremstiller Dig for ham fordi Du nu føler Dig overbevist om at Slangenbusch og de maskerede Personer , kun have arangeret hele Historien , for at lave et Statskup ved Leilighed , og derfor havde ført Pastor Brese bag Lyset . Hensigten dermed var maaske blot at hans Aabenbarelse paa Sottesengen skulde gjøre et saameget slærkere Indtryk . , Du anmoder derfor Kammerherren paa det Indstændigste om at brænde det ham overleverede Dokument , uden at vise det til nogen levende Sjæl . Men han viste det jo allerede til Kongen samme Dag , jeg reiste ned for at begrave min Pleiefader . Det veed jeg nok Christian , men det har Du jo kun Formodning om , desuden troede Du den Gang paa en Mnlighed af det Meddelte , medens Du nu er aldeles overbevist om det Modsatte . Det er altsaa Nødlsgneir ? Ja netop , men lad mig fuldende Planen og vise Dig Udfaldet . Vedbliv , men hurtig kjære Carl , jeg brænder af Begjærlighed efter at vide hvorledes det skal lede til den saa høitønskede Sammenkomst , uden Fare . Ganske ligefrem derved , at Kongen og Bülow ikke ere udsatte for Fare , ved at tro hvad Du hverken kan eller vil tro . Du skriver endvidere , at Din Plciefaders Efterladenskaber i Forbindelse med en god Dens Forskud , sætter Dig istand til at forlade Landet og faldende dine Studier i et fjernt liggende Land , hvor Du vil ægte den Du har skjænkct Dit Hjerte . Til den Ende reiser Du bort saasnart det blot er Dig muligt , til Bremen eller til Ostende , og hvad den tilfældige Lighed med en høilstaaende Person angaaer , saa finder Du den ikke saa overvættes , men for at den ikke oftere skal genere Dig eller nogen , saa vil Du i Ostende lade Dit Haar og dine Oi-nbryn farve mørke ved chemiske Midler og efter Tit Bryllup vil Du paa samme Maade frembringe Koparrethed , som vil fjerne ethvert Skin af Lighed . Og det vil Du at jeg skal gjøre . Carl ? Nei , det er kun en Deel af Nødløgnen — — men maaske den , der vilde giøre mest Virkning . Man vil indhente Dig , den Ædle , den Uskadelige ; Kongen vil se Dig — og belønne Dig — — Christian , har Du forstaaet mig . Fuldkommen — Du antager af jo mindre man einer nogen Fare i mig — jo slørre vil Kongens Ivrighed efter af se mig blive . Ja , og jo mere vantro Du er , eller lader til af være — jo mere troende og tryg blive de mægtige Herrer . Der er min Haand — dyrebare Ben , jeg følger Dit Raad , men naar nn Naturen gaaer over Optugtelsen , naar nu Følelsen river mig med ? Man har Lov af elske Kongen — det er ingen StatSforbrydelse af kysse hans Haand , selv om man væder den « red fine Taarer , vil det aldrig optages som Majestætsfærbrydelse . Nuvel — Tak , inderlig Tak , Raadet er godt , Du er min Bülow — min sande Ven , maaske Faderhjertet røber sig . Vær uden Frygt , det vil det ganske sikkert — thi af Du indhentes paa Kongens Befaling , er allerede af røbe for Dig , hvad man vil holde skjult for Andre . Men sæt , af man lader mig reise ? Ak , hvad saa ? Saa kjender Du hverken Faderhjertet eller Konge , sindet , nei — man vil tvertimod faa travlt med af indhente den forlorne Søn . Bi maa døg forudsætte Muligheden af af man siger , lad saa den Fugl flyve -- -- -- -- -- hvad saa ? Saa har jeg en Trumf i Baghaanden som ikke vil svigte . Det er ? Reisen herfra gjør Du med Niels Frandsens Iagt . Min Kone er Din Selskaber , Du seer at jeg betroer Dig Alt . Oh , min Ven Du har jo min Ida som Garanti — men sig mig , hr ' ad vil Du saa gjøre naar vi ere seilede herfra ? Skipper Frandsen lægger altid ind til Hclsingøer for at forsyne sig med friskt Vand , Kjød og Urter . Aline skriver mig til yg røber mig i dybeste Hemmelighed , at Du er paa Veien til Ostende paa . Haabet , “ og har fragtet Skibet . I blive kun tre Dage i Helsingøer , hvor mm Kone beder mig inkognito komme og sige hende Farvel-før hun foretager den lange farlige Søreise . Og dette Brev vil Du vise Aübw ? Nei , paa det Lag — det vilde fordærve Alt . Nei , jeg iler til Slangenbusch , fljælder ham Huden fuld , at det er hans Rænker , der for bestandig skiller mig ved en Ven — og for lang Tid ved en elsket Kone — som nu udsæltes i et skrøbeligt Skib paa en farefuld Sø , udsat fl > r skrækkelige Storme . Jeg er i høi Grad forbittret og befaler ham truende , af han , hvis han vil undgaa min -Hævn — som gammel Politimand skal skaffe mig en Ovr ghedsbefaling , der standser A reisen , til jeg har faaet min Kone og hevdrs Eiendele paa Landjorden . D » har forbauset mig , kjære Den — Du er jo en heel Diplomat . Nøden gjør opfindsom — Slangenbusch — lader som hon er gnaven og utilfreds og giver Løfter hen i Veier » g Vind , men i Virkeligheden bryder han sig feil om Alire eller om mine Rettigheder , nei , Du og den Nytte han vilde have as sine Jntriguer sætter ham i Aktivitet . Han iler til Bülow — og vær vis Paa , af Kammerherren iler til Kongen — vær Du kun rolig . Sammenkomsten , kommer istand , hurtigere end ellers . Lad mig omfavne Dig — jeg seer nu af Du har opfattet Skriftens Ord : from som Tuen og listig som Slangen , paa Din egen Maade . Denne Maade vil gjøre Dig lykkelig — og uden mindste Fare . Gid Du maa have Ret i det Du siger , men hvad skal jeg gjøre med de historiske Episoder , som jeg har lovet min afgangne Plriefader af levere i Kongens egne Hænder ? Dem har Du givet mig til Gjennemlæsning og Rettelse førend de kommer i de allerhøieste Hænder . Bülow vil forlange dem af Dig — thi jeg har fortalt ham af de vare bestemte til Kongen . Saameget desbedre , saa vil han forlange dem af mig — men jeg trækker Tiden ud , gjør Undskyldninger — kort , lad mig kun raade . Ja , i ethvert Fald seer jeg nu tydeligt , af Din Plan er langt bedre end den jeg havde , af henvende mig til Kammerherren og sige , her er jeg , hoad vil man nu gjøre med mig , Godt vi ere altsaa enige . Dit Samtykke har lettet mig en Steen fra Hjertet . Dj ere enige som Du siger , og jeg tilstaaer af jeg er nu langt lettere tilmode , end da vi reisle fra Fambo . Det glæder mig i Sandhed , thi Du var jo ganske ængstelig da vi reisle derfra . Christian reisle sig op , rakte Hovedet ud af Vognen og raabte : Kjør til Kudsk — jeg længes efter af fe Kjøbenhavn . Tre og Tyvende Kapitel . Det viser sig af Carl havde Ret . Aldeles som det var aftalt , skrev Christian et Brev til General Bülow , hvori han underrettede ham om , af han ikke fæstede Lid til den af Slangenbusch og Medskyldige fortalte og foranstaltede Historie . Han vidste ikke hvem der vare hans Forældre , skrev han , men han brød sig heller ikke om at vide det , da han dog ikke efter saa lang Tids Forløb følte sig kaldet til at fremstille sig som Barn af dem der forlænge siden havde begrædt og betragtet ham som Død . Naar Kammerherren modtog dette Brev , var han paa Veien til Udlandet , og hvad den omtalte Lighed med en høitstaaende Person angik — var den let ak forandre ved chemiske Midler , og skulde inden kort Tid være fuldstændig omordnet . Han bad Kammerherren have de bedste Tanker om ham ; han fakkede for den Opmærksomhed hans høivelbaarnhed havde viist ham , Mindet derom , tillige med den naturlige og inderlige * Kjerlighed som han nærede mod sine Forældre , ihvem de end vare , tog han med sig og skulde bevare til fit Livs sidste Time osv . Ved Carls Foranstaltning blev Reisen , foreløbig til Helsingoer , og derfra til Ostend « , hurtig ordnet . Skipper Niels Frandsen var ikke raadvild , han forsynede sig i utrolig kort Tid med den nødvendige Fragt . Den næste Aften lagde han allerede ud af Toldbodbommen og krydsede ved en frist Kuling , snart op til Helfingøer . Brevet til Kammerherren skulde forsætlig først sendes denne naar Skibet „ Haabet , , havde været flere Timer underveis . Fpr Afreisen rakte Christian sin Ven et Brev , som han bad om maatte blive sendt med Posten til Ida Verner . Du troer maaske næppe Carl , sagde ban , at jeg finder Dit Raad saa godt , at jeg nu næsten heelt og holdent ønfler at det maa realiseres . Jeg puster rigtignok som hidtil , kun een eneste Gang at se og fale med den Mand , som jeg næst Forsynet skylder Livet , men jeg indseer fuldt vel , at Fjernelse er den eneste fornuftige Udgang af dette Dilemma — og haaber i Fremtiden , at kunne trøste Mig ved de Glæder en trofast Hustrn indgyder . Carl trykkede hans Haand med Varme og anbefalede baade Aline og Frandsen at opmuntre Vennen , for at Tiden og Reisen ilke fluide falde ham for lang . En Time senere stod „ Haabet “ ud efter i det smukke Øresund , snart nærmende sig Sjællands , snart søgende at folde Sejlene , ved at holde ind under Skaanes Kyster . Det gik i . » rigt ganske som Carl havde forudsagt , da han havde faact Alincs forudbestilte Brev fra Helsingøer . Han ilte til Slangenbusch med Brevet og gjorde ham bittre Bebreidelser , hvoriblandt ikke faldt faa Irettesættelser for den Snedighed og Ondflab samt det dobbelte Forræderi , han som en Karakteerfeil altid gjorde sig skyldig i — og som han saa grundig havde viist de „ Sammensvornes “ Klub , baade som Medlem , som Angiver og som Politispion . Slangenbusch blev ham ikke Svar skyldig for sit personlige Vedkommende , men han indrømmede dog villigt , at han vilde skaffe den nødvendig : Standsningsordre , for at Hr . Lheisner kunde faa Tid til at føre sin Kone hvorhen han ønskede . Med dette Løfte begav Carl sig rolig hen til Moer Gjertrude og afventede hvad der vilde skee . Der var næppe forløbet To Timer , førend Kammerherre Bulows Vogn holdt for Døren af Frandsens Hus . Den mægtige Herre ilede ind i Huset og blev øiensynlig glad over at træffe Carl , som han søgte . Kom min unge Ven , sagde han iilsomt , der er ikke et Minut at spilde ; sæt Dem med mig i Vognen , jeg har Kongens Ordre hos mig , i Løbet af tre Timer maa vi være i Helsingøer . Jeg frygter for , sagde Carl , at vi komme for seent . I dette Tilfælde har jeg Ordre til strax at beordre en Toldkrydkbaad afsted . De maa da tage ^ombord og bringe deres Ven — og om De vil deres Kone tilbage , Kongen befaler det . Efterat Vognen var i fuld Fart paa Helsingocrs Veien , rg del syntes som om Kammerherren ilke vilde Yttre sig , tillod Carl sig at spørge , om den af hans Ven valgte Udvei — alt vel betænkt , ikke var den Rigtigste . Naar bans Majestæt fandt , at denne var den Rigtigste , vilde vi to ikke nu være paa Menncflejagt , svarede Kammerherren mut . Sandt nok , Deres Hoivelbaarnhed , men da der er største Sandsynlighed for at jeg paa Krydstoldbaaden kommer til at fortsætte Menncflejogten allene og uden Vejledning — kan det ikke undre Dem at jeg som dette herlige Menneskes Ven , ikke kan være ligegyldig for at vide om jeg fører ham tilbage til Lykken eller til hans Kvaler . Bülow vendte sig rask mod sin Sidemand og sagde : Om Ulykke kan der jo aldeles ikke være Tale ; maafle overtræder jeg min Berettigelse ved at lade Dem skimte noget som igrunden ingen burde se — Kongen er meget spændt paa at see det unge Menneske , som , det haaber jeg , vel endnu ikke har faaet Tid til at tatovere sig . Carl triumferede indvendig over denne Bemærkning , men han maatte vide om det var Kongens eller Bülows Mening , der udtaltes . Han lod derfor som ingenting , men sagde : Jeg kan desværre ikke se noget lykkeligt Udbytte af denne Tilbagevenden , Det er Kongens Befaling , er det Dem ikke nok ? Som Undersaat , jo — derfor adlyder jeg , men naar jeg har Vennen i mine Arme , og jeg ikke er vis paa at føre ham ligesind i Lykkens Favn — Hvad saa , hvad saa ? Saa fanger jeg Flygtningen som lydig Undersaat , — fortæller derpaa Vennen min Frygt og mine Betænkninger — og hvis vi ere enige , saa træde vi Arm i Arm ud paa Rælingen as Baaden og forsvinde — For Guds Skyld , vil De knuse Kongens Hjerte ? Nei , Himlen forbyde det . Nuvel , jeg haaber at baade Himlen og De forbyder det , Hr . Kammerherre l sagde Carl dybt bevæget — hvis jeg turde haabe at Kongen elskede Christian som jeg gjør det , saa vilde jeg vaage over ham som Moderen over det diende Barn og føre ham kars ! og veltilmode tilbage . Saa gjør det TheiSner , Kongen elsker ham som kun en Fader kan elfte en Søn og denne rafle Handling , han saa » ventet har gjort , har forøget Längslen efter at se ham . Tak , Hr . Kammerherre , gid det maa falde i min Lod , at gjøre Kongen tilfreds og lykkelig . Hvad vi her tale om , maa blive mellem os . Naturligviis , kun for Christian har jeg ingen Hemmeligheder . Denne maa dog blive en Hemmelighed for ham . Hvorfor , om jeg tør spørge ? Er Kongen ikke Souverain . Jo , til at paabyde Statsforanslaltninger , men ikke til at berttte om , at han føler og tænker som et ædelt Menneske — saa vidt gaaer Kongens Magt vel ikke ? De maa ikke se det fra dette Standpunkt . Lov mig ikke at omtale til ham , hvad vi her have talt om , denne Sag vedkommende . Lover De mig det ? Nei , Hr . Kammerherre . Kammerherren vendte sig atter brüsf om , og sagde i en temmelig streng Tone . Bed De unge Mand , at jeg kunde have Lyst til at kaste Dein ud af Vognen . Det koster Dem kun et Ord , Hr . Kammerherre , saa springer jeg selv ud . Nu , saadan var det ikke meent , men jeg forbyder Dem at tale om hvad jeg har buset ud med . Deres Høivelbaarnhed har gjort en god Handling — og naar det er Dem saameget imod , skal jeg ikke sladre af Skole , men naar min dyrebare Ven er bekymref , trykket fil Jorden af den bittre Tvivl om han skal møde for en Dommer eller for en Fader — ^saa kan et lille Vink — om end nok saa lidet , eller en Hentydning , maaske fri ham fra stor Sindsuro , fra søvnløse Nætter og et Utal af beklemte Suk og stride Taarer . Godt , saa giv ham da en ganske lille Dosis , — jeg overlader det fil deres Diskretion . Og jeg skal sandelig ikke misbruge den . Men nu har jeg en Bøn . Sig frem , hvorledes lyder den ? Ifald høiere Hensyn gjør det nødvendigt , at han ikke kan træde frem for Berden . -- -- -- -- - Det ville vi flet ikke tale om . Jeg beder ikke om Andet , Hr . Kammerherre , end om , at jeg da maa følge ham hvorhen man ønsker at han skal begive sig . Et Svar kan jeg ikke give Dem herpaa nu , men denne Mulighed er ikke umulig . Tak , saa er jeg tilfreds — naar De kun vil have dette i Erindring . Det lover jeg . Paa Grund af dette Løfte skal jeg være rede fil enhver Tjeneste som De maalte fordre . Vel ! Da Carl mærkede at Kammerherren ikke ønskede at tale videre om denne Gjenstand , forholdt han sig taus og rolig det meste af Veien , og for ikke af synes mut eller Ordknap besvarede han de Spørgsmaal , der gjordes ham med velvillig Opmærksomhed , og modtog forøvrigt forskjellige Instruktioner . Fire og Tyvende Kapitel , Kronborg . Kronbørg er paa engang et Slot , en Fæstning og en Kaserne , I gamle Dage laa KeonenS Regiment og et Fæstningsbatteri der . Dette Sted har til flere Tider spillet en vigtig Rolle i Historien navlig dengang da man hverken kjendte Pantsersfibe , Dampskibe eller bOO Pnndige Kanoner , indtog delte fljontbeliggende , velbefæstede Slot en høi Rang som Øresundets Vogter . Nu er det en Antikvitet og i Virkeligheden ikke stort andet end den største og stateligste Bygning i eller ved Helfingøer . Bülow havde en Slægtning eller Ven som var Kommandant paa Sløttet og hos hvem han ikke kunde undgaa af tage ind naar han kom til dette Hjørne af Øen Sjclland . Han kjørte derfor gjennem den flet brolagte Byes Gader lige til Sløttet , hvor han blev høist venligt modtagct af Kommandanten , der strax førte Vennen ind i sin Stadssal og lod sætte Forfrisfni ger for ham . Imidlertid ilede Carl ned til Skibsbroen for af erkyndige sig om sin Ven . Aline og Frandsen der gjcnsaa Carl med største Glæde , fortalte at Christian havde været meget urolig , næsten førtvivlet underveis og at han ofte med dybe Suk udbrød — ak , havde jeg dog hellere henvendt mig til Kammerherren . Nu , Kjernen af hans Dusfe kan dog snart blive opfyldf , sagde Carl muntert , jeg har Kammerherren med mig indpakket i en stor Æske , der af det uenige Folk kaldes Vinervogn eller Kalesche . Hvad , har Du ham med ? spurgte Aline . Javel dar jeg det , jeg har læsset han-Hsivelbaarnhed af hos Komandanten paa Kronborg , hvor han nu sidder og drikker Madera med Krakmandler til . Paa Kronborg — og det er for Christians Skyld . Naa , saa Du troede maaske at det var for Din Skyld , nei min Pige , vi ere her expres for at gjøre Iagt paa min kjære Ven , sig mig derfor hvor han er — thi vi have stor Hastværk . Hvor han er — det undrer mig at I ikke have truffet ham , ihi det er et besynderligt Træf . Hvilket ? At han netop er der hvor Din Kammerherre spiser Krakmandler » HoS Komandanten ? Nei , men paa Kronborg . Er det Alvor , kjære Aline . Stygge Mand , vil Du ikke tro mig — Kaptajn Frandsen garanterer for mig . Nei , min Frue , svarede han ironisk og lettede ærbødig paa Kabinen — dertil kjender jeg deres Naade alt før lidt . Onkel Niels , skal jeg se surt ? Nei , min velsignede Tos — Du skal ikke , jeg indestaaer baade før Dig og Sandheden , Hr . Brese er paa Kronborg , det er saa vist som at vi ere paa „ Haabet “ eller endnu vissere . Men hvad Pokker vil han der ? Afsætte Komandanten eller indtage Fæstningen , jeg veed ikke saa lige — men nu skal jeg gaa hen før at spørge ham ad . Nei , slop Skipper , jeg vil selv gaa tilbage , frem og tilbage er jo lige langt . Det kan ogsaa være at han blodt vil bese Slottet og betrakte Udsigten , sagde Aline tørt . I gjøre Nar ad mig begge To — Farvel nu kommer jeg ikke igjen førend jeg har fulgt Christian til Bogns og faaet ham vel op at kjøre . Ja gjør det min lille Mand , han bliver dog ikke rigtig Menneske før han veed hele Redeligheden . Carl gav sin Kone er lille Straffekys , skyndte sig derpaa gjennem Byens Gader op til Slottet . Her fortalte han Bülow at den de søgte befandt sig paa Slottet og da det unge Menneske allerede havde været der en rum Tid , fandt de ham ved nogen Søgen , badet i Taarer i Dronning Mathildes Værelse . Dette Værelse indeslutter iøvrigt kun faa Mærkeligheder , men det var hr at den ulykkelige Dronning holdtes fangen , det var indenfor disse fire Vægge at den slyrtede Regentinde , første Gang efter Skilsmisse » havde falt med den engelske Gesandt , under hvis Beskyttelse hun stillede sig , og det var i dettesamme Værelse at den stakkels Dronning , skilt ved sine Kroner , fin Mand og sine Børn — omfavnede de moderløse smaa Stakler for sidste Gang . Sandsynligvis havde Christian fundet et Sammenligningspunkt imellem sin egen og Bedstemoderens ulykkelige Skjæbne , thi han var overvældet af Smerte og Sindsbevægelse da Kammerherren og Carl traadte ind til ham . Unge Ven , sagde Bülow , — De kom ikke efter Aftale — men vil Bjerget ikke lomme til Mahomed saa maa Mahomed komme til Bjerget . Aftør De foreløbig deres Taarer og gjør mig den Fornøielse at følge med mig til Kjøbenhavn . Christian lod sit Blik fare forlegent fra Kammerherre » til Vennen og tilbage igjen , da denne gav ham et opmuntrende Vink . Min Herre , svarede Christian med en synlig Forvirring , der klædte ham guddommelig , De veed hvorfor jeg vilde undflippe — nn er jeg gr ben i Flugten — nn vel da , jeg giver mig paa Naade og Unaade . De faler som en fornuftig ung Mand , sagde Bülow og rystede hjertelig hans Haand . Kom nn , inden tre Timer maa vi være i Kjøbenhavn , Man begav sig ned til Komandanten , hvor de unge Mennesker maatte tage nogle Forfriskninger . Her indtraf en ubetydelig lille Begivenhed , som fik . stør Betydning i Historiens Gang . v Som galandt Bert , bød nemlig Komandanten de unge Mennesker Bin , men i det Øieblik han vilde sløde fit Glas mod Christians , betragtede han ham stift , tabte Glasset af Forskrækkelse og raabte : Min Gud , det er jo Kongens Søn ! En stør Forlegenhed indtraadte , som Kammerherre » søgie at afparrere ved at sige : Det forstaaer sig , da Kongen er Landsfader , saa er alle Land tS Børn i en vis Forstand hans Born . Ja , saaledes mener jeg det ogsaa , sagde Komandauten , der nn . var bleven altereret over sit eget uvilkaarlige Udbrud . Men hans Miner og Opmærksomhed mod Christian vidnede alt for meget om at hans Mening havde havt en mere direkte Hentydning . Af Bülows Bemærkning og af den Omstændighed at Kammerherren selv hentede ham , kunde den gamle Militair hurtig fatte at den unge Mand paa engang fluide være meget mere end et almindeligt Mcnnefle og dog ikke hvad han havde Ret til at være . Han sagde derfor til Christian da han fulgte ham til Vognen . Min Herre , det lader til at De interesserer Dem særdeles meget for Kronborg , saa ofte det behager Dem , beviser De mig en Me og en Fornøielse ved at være min Gjæst . Selv om det skulde behage Dem , Aar ud og Aar ind at opholde Dem hvS mig , skal De altid være mig særdeles Velkommen . Bülow saa overrasket paa Komandanten — trykkede hurtig hans Haand og kjørte nu alt hvad Remmer og Tøi kunde holde ind til Kjøbenhavn med Christian . Carl ilede derpaa ned til Helfingoers Havn for at tale med sin unge Kone og sin gamle Ven Frandsen Fem og Tyvende Kapitel . Intriguer . I Hotel Royals Beletage havde Giev Satanio ud til Fortunstræde en Suitte af elegant møblerede Værelser , der ikke vilde kunne vrages af en reisende Fyrste selv under et længere Ophold i en fremmed By . Den store Sal var i sær pragtfuld og da Greven ventede Fremmede , eller rettere en Forsamling af hsitstaaende svenske Adelsmænd , var Salen glimrende oplyst med tændte Lysekroner og Lampetter , medens guldgallonerede Tjenere anbragte mafive Sølv-Armstager paa Borde og Konsuler . Vor gamle Ven Puf , der var iført en sin sort Klædning , ledede Anordningen , men det lod ikke til at han var i godt Humør . Rigtignok var han , ubegribelig nok , trods sin sladige Opposifion imod Greven , avancent fra Tjener til raadgivende Sekretair og Protokolfører , men selv denne Værdighed syntes ham ikke nok og det ellers saa godmodige Phyfionomi havde faaet et bestemt , determineret Udsende , der ilke sjelden imponerede hans egen Herre . I ubevogtede Øieblikke vilde de galonerede Lejetjenere endog have bemærket at Hr . ^Sekretairen ofte karrikerede og irettesatte Hr . Greven som halvt arrigt , halvt godvilligt gav efter for Pufs Meninger , der vel at mærke , altid stod i Strid med Grevens . Dog var han høflig eller fiffig nok til — naar han havde faaet sin Villie sat igjennem , da altid , indtil Overdrivelse at give den ærbødige og underdanige Tjener eller Embedsmand ' Greven kaldte ham stnnddm i Spøg , sinPlagraand , men » aar han for ramme Alvor maalte give efter , sukkede han og sagde : Min tro Raadgiver har Ret , jeg indseer det nu — jeg gjør ganske som Du siger , ja det er det jeg siger til mig selv , Du er født til noget bedre end til at være i en afhængig Stilling ; Du burde være Diktator Du er som flabt dertil . Jeg indtager min Plads fuldkomment efter Bestemmelsen , svarede Puf ironisk , jeg er Deres gode Samvittighed som følger med Dem overalt , først giver jeg mine Raad med det Gode og ganske lempeligt — siden naar det er nødvendigt med det fornødne Eftertryk . Lidt efter lidt ankom de ventede høie svenske Herrer . Bed Meldingen lød Navnene : Cederkrone , Løwenhaupt , Flettard , Kronensværd og Silferhjelm . Da man havde taget Plads ved det ovale Bord midt i Salen , hilste Grev Satanio paa de høie Herrer og sagde : Det glæder mig at kunne underrette mine HerrerUdsendte om , at Underhandlingerne angaaende det svenske Laan sfrider raskt ag uhindret fremad . Inden føie Tid haaber jeg at Sagen er ganste i Orden . Vanskeligere er det med at bevirke en Koalition til Fordel for Finlands deelvise Tilbagelevering og til Sikkerheden mod Overgrebet af den russiske ColoS , — dog vil Planend Gjennemførclse afhænge af forskjellige kombinerede Omstændigheder . En lille Taushed paafulgte . Den ældste af Herrerne , Grev Silfverhjelm spurgte om man maatte erfare de kombinerede Omstændigheder som man jo maatte have en Mening om forinden de fastsættes . Te ere ikke ufravigelig fastsatte , men jeg tør nok sige at en Nordisf Union , eller dog en snever , jernfast Alliance mellem Stamfrænderne , udgjør en naturlig Betingelse . Om det Ønskelige heri have vi som ere her tilstæde længe været enige , — det er kun Maaden og Viikaarene der frembyde Vanskeligheder . Tør jeg gjøre opmærlsom paa , sagde Løwenhaupt at den aldeles private Charakteer i hvilken vi ere her — og i hvilken vi fale og virke — nøiagtig maa erindres . Er det alle de Herrers Mening , spurgte Grev Satanio forbauset . Hvor kan De tvivle derom Hr . Greve , vi ere ikke Gcsanter og De er ikke Minister . I streng Forstand har De Ret , men hvad ere vi da komne sammen for , mine Herrer — naar det ikke ir for , at skaffe et svenflt Statslaan reist , dernæst for at betrygge Sverrigs Stilling og udvide dets Magt — samt arrangere en Arvefølge ? Det er som Privatmænd , vi söge Underretning om nævnte Spørgsmaal — men da enhver af os staaer Regjeringen temmelig nær og kan meddele denne Ud ' sigten til Opfyldelsen af alle Svenskes Ønske — saa r Situationen denne , at hvis der intet opnaacs — > aa staaer Regjeringen aldeles udenfor , det er en uafvigelig Betingelse . Godt mine Herrer ! t ' ef være indrømmet — men sæt at der kan indrømmes Noget , have De da Fuldmagt til at indgaa Forpligtelser — ikke paa egne Vegne som Privatmænd , men til at træffe Aftaler der siden knnne træde i Kra ' t ? Der paafulgte atter en lille Taushed , Grev Silferhjelm reiste sig og gav frne Kolleger ef Vink . De reiste sig alle og samtalede sagte i ef Hjerne af Salen . I det Kvartcerstid delte varede , saa Grev Satanio høist fortrædelig og utaalmodig ud . Puf derimod slirrede med en Slags idiotisk Ligegyldighed paa den opflaaede Protokols hvide Blade , derpaa tog han en Pen som om han vilde prøve den og skrev endelig , Ordet — „ Forhandlinger , “ med stor , fed Skrift og derpaa med en vis Nonchalance , gav sig til at male væk paa Protokolbladet . Hvad skriver Du Puf ? spurgte Satanio fortrædelig , med hvidskende Stemme . Puf svarede paa en endnu mere lydløs Maade , han Viste med Pennen paa Overskriften . Menneske dog , udbrød Greven arrig — her er jo ikke forhandlet en Snus og der sidder Du og zagsler Papiret fuldt om det Pilleri vi har talt . Det har jo ikke Værd for en Skudi . Sekrctairen betragtede sin Herre speidende , derpaa nikkede han som om han aldeles modsagde Greven . Er det tilladt , at jeg seer hvad Du har kradset op ? — spurgte Greven ironisk og ondskabsfuld . Puf bukkede ærbødigt og gav et lille Ryk i Protokollen saa at den laa bekvemmere for Greven , som nu løb det Skrevne igjennem . Er Du fra Forstanden ? hvad Pokker er det , Du skriver ikke blot det Forhandlede , men ogsaa det som senere bliver forhandlet — mine Herrer , raabte Greven — De skal ikke tale med hinanden , thi denne min Sekretair — maa have hørt hvad De have talt sammen — han maa have bedre Øren end jeg , thi her slaaer allerede hvad han formente Herrerne i næste Øieblik vil sige og forlange . Grev Silferhjelm tilkastede Sekretairen et strængt Blik . Det er ikke godt at have indiskrete Sckretairer mumlede han og traadte hen til Protokollen . Han gjennemløb den , medens de øvrige Herrer atter toge Plads om Bordet , dog lod det til at det skrevne ikke mishagede ham . Tillader De mine Herrer at jeg oplæser det Sidst nedskrevne , der førresten er ganske overeensstemmende med Virkeligheden . „ Paa Spørgsmaalet om de høie svenske Herrer have Fuldmagt til at træffe Aftale naar de omtalte Dufler kunne opnaaes — svarede Ordføreren Grev Silferhjelm , jo — og af han var beredt af udvexle Fuldmagten mod en Lignende af Medkontrahenten . “ Herren der har ikke hørt hvad vi talte , men det er sikkert af han veed hvad vi ville gjøre , sagde den svenske Greve smilende , derfor siger jeg uden Omsvøb , her er Fuldmagten — maa jeg bede om deres Certifikat . Jeg har intet andet end det jeg har sendt Dem Hr . Greve . Det var fatalt ; thi det var aldeles ingen Fuldmagt , men kun en Tilladelse fra Generalen til , af indlede Forberedelser , med udtrykkelig Angivende , af det nærmere Fornødne skal følge . Generalen- haandsfrevne Fuldmagt er nødvendig førend videre Aftale kan sle . Jeg kan ikke fremlægge nogen Fuldmagt , stønnede Grev Satanio . Jo , De kan , sagde Puf . Modfiger Du mig ? vover Du af modsige mig ? raabte Salomo forbittret . Jeg siger kun , bemærkede Puf godmodig og med en vis ironisk Wrbodighed , af der ligger en Fuldm . iigt convoluteret under Sverdpressen henne paa deres Skrrvcrbrrd . Insolente ! foer Greven op , og det har Du ikke sagt til mig Din Herre ? Forlad Salen paa Øieblikket — j g taaler ikke længer en saa extraordinair Opførsel . Jeg boer-rigtignok her — thi det er mig som har akkørderet og betalt Leim , men enfin , ønsker DHrr . det , er jeg villig til af gaa ind i det andet Værelse , hvor De ville sinde mig beredt til af vise Dem enhver Tjeneste . Puf reiste sig meget roligt , bukkede paa sand -Kavalerrmaade — og gik smilende ud af Salen . Den hele Scene syntes i høj Grad af more de svenske Herrer . En utaalmodig Hrvcdrysten bemærkede ? hos Baron Crvnensværd , de andre Herrer smille derimod , medens Fleltard og Løwenhaupt stak Hovederne sammen og udtalte nogle Ord , der lod til af være in venskabelig Demonstration mod Grev SatanioS altfor store Heftighed . Sex og Tyvende Kapitel . En høist overraskende Oplysning . Grev Satanio , der saa dem smile , kunde ikke længer styre sin Forbittrelse , han løb hen til Døren , af hvilken Sekretairen var gaaet ud , aflaasede den ved to Omdreininger og Irak Portieren for . Se saa , pustede han ud , uu skal han hverken lure eller tale med . Silferhielm bemærkede ganske tørt , af Sekretairen vist var m-re end hans Herre vurderede ham til . Det troer jeg med , sagve L . venhaupt , I Østerrig og Italien er det ikke sjelden , af de høit betroede formumme sig . Oh , svarede Satanio med Ha me , han har været min Tjener i over et Aar , han har Beskyttere , det er vist nok , men han gaaer mig altid iveien , jeg vil ikke en Time længer have ham i min Tjeneste . Vil De ikke tage Fuldmagten ? spurgte Silserhjelm . Det er sandt , sagde Satanio , idet han gik hen til Skriverbordet , løftede Sværdpressen og fandt et stort konvoluteret Brev . Han tog det hen til sin Plads ved Bordet og læste Udskriften : Signor Serenisfimo Guillielmo Satanio . Med en vis Suffisance rev han Konvolutten af og saa at Indholdet bestod af en Instrux og en Fuldmagt Greven greb først efter Fuldmagten , men forbausedes ved de første Ord han læste : „ Generalen for Jesu Selskab giver herved Kardinal Pater Jos6 , der hidtil har været i Grev SatanioS Tjeneste under Navnet Puf , uindskrænket Fuldmagt til at aftale , forhandle og afslutte Sagen om det svenske Laan , og den høie svenske Adels øvrige Onster . Da Instruxen indeholder Forbud mod at udvexle Fuldmagterne , før reen foreløbig Overeenskomst er truffen og fastsat , stal Forevisningen af Certifikaterne indtil da være tilstrækkelige . For at stadfæste Pater Josss uindskrænkede Myndighed har Ordenen betroet ham Ringen med det store G . “ Dokumentet faldt Greven ud af Haanden . Hvis det ikke var den usynlige Haand — sukkede han , skulde man antage det for aldeles utroligt . Er der nogen af de Herrer der kjender den usynlige Haand ? spurgte Satanio endelig . Jeg er født i Osterig , sagde Løvenhaupt , er god Katholik og Dignitair . Han nærmede sig Certifikatet , besaa det , og sagde , det er den usynlige Haand — Dokumentet er ægte . Jeg er ligeledes Katholik , sagde Flettard , jeg er ogsaa Dignita r og sødt i Frankrig — det er Generalens usynlige Haand . Sagde jeg Dem ikke nok at De undervurderede Deres hidtilværende Sekretair , udbrød Silferhjelm . Det vil koste mig mit Liv , sukkede Satanio , men han ilede ikke desmindre hurtigt hen til Døren , rev den op og sagde næsten ydmygt : Træd ind Eminence ! Puf , eller Pater Josö , traadte aldeles ind som han var gaaet ud , om mulig med endnu godmodigere Ansigtsudtryk . De tre tilstædeværende Katholiker gjorde næsten en knælende Reverenlz for ham . Pater Jrss satte sig hen paa sin forrige Plads . Satanio ragte ham Haanden og hvidslede , De er da ilke vred min Fader ? Nei , Hr . Greve , det har jeg hverken Tid eller Grund til — DHr . vente paa en Afiale og jeg maatte være meget urimelig hvis jeg skulde være vred fordi jeg har duperer Dem . Mine Hrrrcr , for at bringe Sagen istand , er jeg Pater Jose , m n jeg bønfalver Dem , ja , fremsættrr det endog som en førsir Betingelse for Sagens Fremgang , at jeg udenfor denne Sag , vedblivende er den grevelige Sekretair Puf . Deres Ønske er os en Lov , sagde Silferhjelm , men vi haabe at De ikke vil puffe os formeget , Eminence . Jeg vil kun puffe Sagen frem ti ! den er kommen i Orden , svarede Pateren godmodig — og det indseer mine Herrer vist er ønskeligt . Her er vor Fuldmagt til behagelig Eftersyn , sagde Silferhjelm og lagde den paa Bordet . Og her er Ordenens Fuldmagt , sagde Joss , idet han lagde sin Fuldmagt red Siden ak , man saa nu Brillantringen med det store G , glimre paa hans høirt Mellen finger . De er Generalen selv , raabte Flettard og Løvenhaupt paa eengang . Hvem berettige St . Lukas og St . Barth at sige saa ? Ordenstegnet som De gjorde , befaler det . Nuvel , Sagen som vi have for er saa vigtig , at der bør kjcempcs med aabent Visir — jeg er Ordenens absolute Myndighed . De vide nu mine Herrer hvem jeg er og hvad jeg vil . Oh , jeg Elendige — raabte Grev Satanio — og som jeg har behandlet DereS Hell ghed . Bryd Dem om ingenting Hr . Greve , jeg er saa tilfreds med deres Behandling , at jeg vilde blive meget misfornøiet hvis De forandrede Dem . Greven tabte næsten Næse og Mund af Forundring — men han bemærkede ligesom ved en Gestus at han maatte adlyde , men , at det herefter vilde falde Hain yderst vanskeligt . Mine Herrer , sagde Pateren venligt , behag at fremsætte deres Ønsker , jeg fører dem strax til Protokols . Et Laan , helst 3 Procent rentebærende , stor 20 Millioner Rigsdaler Svensk , anførte Silferhjelm . Tyve Millioner Rigsdaler Svensk , noterede Pater Jos6 . Dernæst Finlands Tilbagelevering . Finlands deelvise Tilbagelevering , gjentog Pateren skrive , de . Om mulig Sveriges Hegomoni i en nordisk Union , med flere Magters Samtykke og Garanti , vedblev Silferhjelm . Da Pateren havde indført dette Onffe , bemærkede Silferhjelm . Samtykket og Garantien er her særdeles vigtige , da Adelen allerede er velstemt for , at den danske Konge adopteres som Kronprinds og han da velforstaaet fører to Kroner med sig , naar han bestiger den svenske Throne — tilføiede han . Ogsaa dette noterede Pateren , men svarede strax . Planen vilde være udmærket , hvis Absolutismen og de constitutionelle Love ikke være uforenelige i een og samme Haand . For at være Konge i tre Riger , maa Noget bringes til Offer . Fra Dansk Side mener De Hr . Greve ? Ja saaledes tænke de svenske Adelshrrer . Senere maa det være mig tilladt , at fremsælte en Modbemærkning . En Modbemærkning ? Hvis jeg nemlig var suveræn Konge af Danmark og Norge , vilde jeg betænke mig paa at slippe det absolute Herredømme over to Riger af Hænderne , for med een Krone paa Hovedet , at se de min Myndighed unde » lagde tre Riger styrede af en nordisk Rigsdag . Eminence , Kongen bliver altid Magtholder og Rigernes Repræsentant . Fuldkommen sandt , han bliver Nordens Doge som bestandig sukker naar han tænker paa Timændsraadet . Det er kun en forbigaaende Bemærkning , thi i Realitelen er det ikke det , den Orten jeg repræsenterer lægger særdeles Vægt paa , det er i altfald kun en Bemærkning — ingen Betingelse . Har Ordenen da Betingelser ? spurgte Herrerne paa eengang . Kan de tvivle derom ? det der snflcs er sandelig ikke lidet , og undtager jeg vor mægtige Orden med sine Indflydelser og fine store Midler — troer jeg ikke nogen Magt paa Jorden , fortiden kunde fyldestgjøre dem . Er Laanct maaske for stort ? spurgte Silferhjelm — da kunne vi nøies med et Mindre . Nei , mine Herrer , Laanet er aldels ikke for stort , Tvertimod , Post A , er for ringe i Forhold til Opgaverne B og C . Ere disse lo Sidsle gjennemførlige ? Ja , de kunne gjennemssres ag de ville med Ordenens bistand og Sveriges egen Hjclp blive gjennemforte , hvis man tager Hensyn til Ordenens Ønsker . De talte for om Betingelser , General . Ønsker og Betingelser ere her Et . Maa vi erfare dem ? Gjerne , ad A , Ordenen ønsker at det svenske Laan ikke er mindre eller slørre end 30 Millioner svenfft — tre Procents , for at kunne være en Garde med Hensyn til B og ' C . Indrømmet , De seer vi ere føieligc . Pateren bukkede forbindtlig og vedblev : ad B , Ordenen ønsker hvis de svenske Fleertals-Lovgivere red Forholdenes Gjcnnemførelse sinde det fornødent , at dække et lignende stort svenstt Laan som det Førstnævnte , mod fire Procent Rente og med Ind og Udbetalings Ruter efter Overeenskomst . A B , indrømmer , tilføiede Silserhjelm . Ad C , den katholske Religion » holder Ligeberettigelse i Kongen a > Sverigs Riger og Lande . Med andre Ord , Hr . General , udbrød Silfcrhjelm ildrød i Hovedet , „ Jesu Selskab “ vil betale os 60 Millioner Rigsdaler Sve sk , før at de halve af os skal være Kathol ker . Di skulde altsaa før Penge , indføre Banstraale og Autodasrer i Norden ? udbrød Cronensverd . Det vilde blive en skandinavisk Bartholomæus Nat , bemærkede en tredie Herre . Gustav Adolf skulde altsaa have offret sit Helteblod før intet , bemærkede Silferhjelm . Pater Jos6 saa godmodig og venlig fra den Ene iii den Altten . Jeg tænkte nok det vilde komme , buste Cronersværd Ud med en drei Ed . Jeg ikke — streg Ccderkronc , jeg havde før troet at Himlen skulde falde ned , end at man skulde fordre dette ; at tolerere er derimod en anden Sag , men changere — Umuligt . Og De mine Herrer , spurgte Pateren sagtmodig . Ftettard og Lowenhaupt , har De siet i : tet at sige ? Vi ere Katholik « af Religion , men Adelsmænd og svenske Undersaatter , vi kunne kun sige : det gaaer de svenske Rigsdage ikke ind paa . Man finker altsaa at Ordenen har ønsket Umulighed « ? Overbevis mig mine Herrer — og jeg skal gjøre Dem en Undskyldning . For det første ville vi ikke changere , skreg Cederkrøne . Min ædle Herre , bemærkede Joss , Kongen af Navarra sagde , at Herredømmet var m k en Messe værd — Sverige kan blive en Stormagt , det er Herredømmet — men enhver der ikke vil changere kan jo lade det være , knn skal enhver have Lov dertil . Kongen af Navarra changerede , men man dræbte ham som Henrik den 4de . Det er sandt , men een Gang er ingen Gang ; jeg har kjendt en dansk Undersaat ved Navn Puf , han changerede , men endnu lever han ganske fredelig som Pater Jos6 . Ja , før at være General og Kardinal . Rigtig før at være Noget , offres noget — det forekommer mig at hele Norden før har changeret — og uden Fordeel , var ikke Dronning Margrethe Kaiholik ? Dengang var Luther ikke født . Meget sandt , men jeg har aldrig talt med Nordens Frue , og døg tør jeg vove at formene , at hun under flige Forhold vilde have sagt akurat det Samme som den mægtige Konge af Navarra og DcrcS meget ærbødige Puf , De selv udtalte før den samme Anskuelse i de Ord : For at opnaa Herredømmet , maa man offre Noget . Luk De Protokollen Hr . Cardinal , sagde Silferhjelm — vi changrre ikke . Den Katholske Kirke , saaledes som Apostlene og Kirkefædrene udbredte den — og som den slaaer endnu i Frankrig , Italien , Irland , Spanien , Ostcrig , Rusland og Størstedelen af Tydskland — kan ikke tillades Ligeberettigelse i Sverig og i de nordiske Lande , uagtet den var Reformationens Forløber ? Dog det er ikke som Prædikant , kun som Diplomat jeg spørger : fordrer Ordene » andet end Lige for Lige ? Sverig ønsker Storhed og Magt , den kan ikke vinde dette ved egne Midler , men ønsker Ordenens Bistand , hvorved kan Ordenen gjennemføre Ønsket ? deels ved egne Midler , deels ved den Indflydelse den har paa og hos de nævme katholske Stater . Ordenen er villig dertil — den vil endog forpligte sig derlil — og den fordrer blot , at den katholske Kirke — det er den almindelige Kirke , der er almindelig hele Europa , skal have Ligeberettigelse i Sverig og eventuelt i Le andre nordiske Lande . De ønsker Magt ved Ordenen — Ordenen ønsker Rettigheder ved Dem . Silferhjelm trak Veiret dybt . Det De lover Eminence er fristende , men vore Instifutioner ere urokkelige . Hvad er urokkeligt i denne Verden ? ikke engang Jordkloden selv . Lad os ikke trænge ind i Abstraktioner og den platoske Philosoph ! . Eller , husk idetmindste paa af selv Sokrates tillod fine Disciple af opponere imod hans Mening . Vistnok , for desklarere af overbevise dem om Sandheden . Tilgiv af vi vende tilbage til Sverige . Vore Instiutioner tør som sagt , ikke rolkeS . Sig os derfor , er der uoger Mulighed for vore 0n « flers deelvise Opfyldelse , mod Oldenens modificerede Ønskers Opfyldelse ? Ja — af den simple Grund , af kloge Folk hellere opnaa nøget end slet intet . Vil De behage af udvex e Anskuelser og Meninger med Grev Satanio , medens jeg gaaer ind paa mit Værelse for af afsende nogle Brevskaber der haste . Naar De ere omtrent enige , behage De ugenert af ringe paa . mig som paa en ganske almindelig Tjener eller Sekrctair , jeg skal da øieblikkelig staa til mine Herrers Tjeneste . Syv og Tyvende Kapitel , Grev Satanios Spekulation . Som De have hørt mine Herrer , har jeg altsaa Fuldmagt til , af aftale med Dem om hvormeget De vil flaa af i deres Fordringer , for af Ordene » kan modificere sine Fordringer i Forhold dertil . Ligesom vore Duffer ere deelte i tre Dcele , saaledes kunne vi nøies med een af Delene , om det fial være , svarede Silferhjelm . Tør jeg døg bemærke , sagde Lswenhaupt , af jeg , uagtet jeg ganske stiller mig paa det svenske Standpunkt , ikke kan indse hvorledes det Ønske Eminencen fremsatte paa Ordenens Vegne , kan opfyldes ; thi den katholske Religions Dyrkelse er tolereret i Sverig « . En Udvidelse kan altsaa ikke sinde Sted , uden ved en Ligeberettigelse og det er denne som vi vide af Nationen ikke vil gaa ind paa . Jeg troer døg , svarede Satanio , af Generalens Vttring af fornuftige Folk foretrække af opnaa noget istedetfor flet truet , kan berolige os i denne Henseende , han forlanger kun hvad der kan opnaaes . Dermed ere vi tilfredse , svarede Silferhjelm , men - jeg tvivler om af Eminencen eller Ordenen ere saa nøjsomme — det gjælder derfor af udfinde en Middelvei , der ikke kuldkaster vore Institutioner og ikke forarger Nationens luterfl evangeliske Anskuelser . En saadan Middelvej troer jeg af have , fundet i en særegen Omstændighed , men det beroer paa af faa det gjennemført med Snildhed , og Sagen er ikke uden betydelige Forviklinger . Lad høre Hr . Greve . De sagde før mine Herrer , af man i Sverige var velstemt for af give den nuregjerende danske Konge Slemme til Tronfølgen i Sverig . Ja paa Betingelserne : Institmionernes Vedbliver , Sverigs Hegomoni , og eventuelt paa alle tre Rigers Selvbestemmelsesret . Bel — men De hørte tillige vor Ordens General yttre Tvivl om , at Frederik den Sjette vilde opgive det absolufe Herredømme over tø Kongeriger , for at regjere konstitutionelt over alle tre Riger . Generalen sagde det og det er en Mulighed at han har Ret — men i saa Fald , kan Foreningen ikke lade sig exekvere . Hvorfor ? Det er nødvendigt at Nativnen i Sverig er repræserveret som hidtil ; kunde nu Kongen som er absolut Herre personlig ved sit Ord svare og stemme for de tø Riger , saa vilde Sverig bestandig være i Minoritet og det ville vi ikke gaa ind paa . Er denne Grund virkelig saa magtpaaliggende ? Ja , visselig Hr . Greve , thi i konstitutionelle Stater vælges efter Talsforholdene . Sverig har flere Indvaanere end Danmark og Nor . ge tilsammen , følgelig vilde der altid være Udsigt til i Fælledsanliggender at Sverigs Mening sattes igjennem . Om det var retfærdigt er et andet Spørgsmaal , udraabte Grev Satanio . Retfærdigt er det , svarede Løwenhaupt , eftersom Sveriges geografiske Størrelse ligesom Indvaanerantallet er større end Danmark og Norge tilsammen . Godt , saa er der , forekommer det mig Grund til at Sverige har slørst Indflydelse og den Plan som jeg har , slaaer aldeles ikke i Strid med denne Fordring . Saa forhold os den ikke længer , Hr « Greve , men kom frem med den . Det er Gjentagelse » af min tidligere Dem meddelte Plau . Den om den bortcskamotterede Prinds ? Netop ! Først maatte han ialtfald anerkjendes her — før der kunde være Tale om ham , bemærkede Cederkrone . Svenskerne ere villige til at adoptere Kongen af Danmark og Norge som SverigS Kronprinds , men adoptere en adopteret Dansk Prinds , det er noget heelt andet , yttrede een af Herrerne . Desuden bemcerlede Flettard , er den unge Omtalte opdragen paa Landet hos en lutherisk Præst , at dette paa engang skulde tilfredsstille saavel Ordenen som Sverige er uantageligt . Tillad mig , raabte Grev Satanio , der nn blev heftig over alle disse Modsigelser , en Prinds er en Prinds og naar han arver to Kongeriger efter Faderens Død , naar han slaaer som Sverigs Kronprinds , da maa det være efter Ønske , thi det er altid bedre at han kommer til Tronen lidt efter lidt . Hvis han sidder paa den svenske Trone fpr han kammer paa den Danske og Norsfe — er der ogsaa flere Lhanger for at Svensferne kan faa det med deres Konge som de ønske det . Undskyld Hr . Greve , sagde Silferhjelm — alt hvad De anfører er jo kun Mnligheder , men hvorledes kan det stemme sammen med at tilfredsstille Ordenens Ønske om Ligeberettigelse for den katholske Troesbekjrnkelse ? Simpelthen derved at Ordenen føretrækker Noget for Intet . Prætendenten i » Spe er en ung Mand , og som saadan vel til at paavirke , som man ønsker det . Kan ikke Ligeberettigelse rpnaaeS strax , maa man nøies med en Udsigt til Fremtiden , det er der allerede Tanke om , hvis den der sidder paa Tronen gaaer over til den apostoliske Lære . , Men h m er jo Protestant . For at føre begge Parter er han istand til at rette sig lidt efter begge , naar han seer at begge Parter — jeg mener Ordenen og Sverig kunne gavne ham . En meget livlig Samtale udspandt sig nu imellem , Herrerne , derefter meddeelte Grev Satanio Historien om Kongens Søn — om hvilke Perloner der vare indviklede i Jntr gnen , om Slangenbusch , som Mebbjelper til Sagens Realisering , osv . Omendskjønt , Sagen^selv synles saa apokryf , troede dog de svenske Herrer , at dette Mysterium kunde komme dem tilgode om ikke til andet saa til en Udvei , ifald alle andre Midler flöge feii . Ten Omstændighed at flere Implicerede levede endnu , og af England mulig vilde se med en vis Triumf paa af en Descendent af deres elskede engelske Prindsesse — den haardtbekiagede Caroline Mathilde kunde komme til sin Ret , spillede en vigtig Rolle . Imidlertid var Pater Jose bleven færdig med sine Brevskaber og kommen til Forhandlingsproto kollen og da han med Misfornøielse saa af man under hans Fraværelse ikke var kommen en Linie nærmere cnv da han forlod Salen — satte han sig til Arbeide og Enigh den blev forbausende hurtig tilvejebragt . Han forkastede Rimeligheden af , af der kunde udrettes noget med det unge Menneske , hvis Ret var tabt jhet Øieblik han brägteS bort fra det Kongelige Hjem og den Ko gelige Opdragelse . Efter nogen Kamp , indrømmede han dog Herrerne af forsøge paa , om der kunde bringes noget Reelt ud af Slangenbusch-Jntriguen , men i Virkeligheden blev ma enig om to Punkter . 1 . Hvis den danske ' Konge Kke fluide ville gaa ind paa af blive svensk Kronprinds — mød af give Slip paa Souverainiletcn i Danmark og Norge , da 2 , vilde man vælge en Katholik : Prindsen af Pontckorvø , een af Napoleons Generaler til svensk Kronprinds . Denne vilde da flille sin Sag fra Pavens Betvinger og Ordenens Forfølger , de Franskes Keiser , søm Løn vilde han erholde Norge der da blev i konstitutionel Union med Sverig . Paa denne Basis aftaltcS en heel Deel hemmelige Artikler , som vi af visse Grunde ikke her nærmere skulle berøre . Man forlod hinanden langt ud paa Ratten , og Sekretair Puf , fulgte som sædvanlig sin Herres Gjæster med en Sølvarmstage i Haanden lige ned til Palais RoyalS Port . Den Scene der paafulgte da Pater Jose atter kom op til Grev Satanio , ville vi sænke et Slor over . Vi ville derimod vende tilbage til vor Ven Christian og hans Ven Kammerherre Bülow . Otte og Tyvende Kapitel . Den længe ønskede Sammenkomst . Isfedetfor at kjøre sin unge Den ud til det gule Palais i Amaliegade , hvor Kammerherre Bülow boede paa anden Sal , — førte han drn unge Mand igjennem Byens Gader og nogle Omveie til Raad og Domhuset . Min Gud skal jeg aresieres ? spurgte Christian med Skræk , da han saa Retfærdighedens imponerende Bygning . N-i , ingenlunde , svarede Bülow beroligende ; men De vil iurse kjære Ven , at vi ikke saadan uden videre kan falde med Døren ind i Huset , De maa opholde Dem et Sted hvor De paa en , gang kan leve standsmæssig og afsluttet fra Berden , dertil er Hof-og Statsrctslokalet , hvor der er et Par prægtige Sale , et komfortabelt Kabinet og en fortræffelig Udsigt til Torvet , meget vel egnet . Altsaa « det dog et Slags Arest , sukkede den unge Mand . Kald det om De vil en foreløbig Stueurest , noget Prindser og Fyrster , ofte have været underkastede . Havde jeg vidst dette , mumlede Christian . Det er en aldeles foreløbig Foranstaltning . Kongen kan ikke gaa ind i ethvert privat Hus — han ønsker ivrigt at se og tale med Dem . Ikke heller kunne vi førend nærmere Undersøgelser ere stete , installere Dem i Kongelige Palaier . Hvorfor lod De mig ikke forsvinde i den store ukjendte Verden ? Er der ikke mere end Tid nok dertil , senere , hvis Kongen og De ønsker det ? De aabner et Saar Hr . Kammerherre , mod den fattige Trøst , at naar De har sonderet det tilstrækkeligt og sorvoldet mig megen Smerte — da at lade det læge og helbrede og saa sende mig bort med et dygtigt Ar for hele Livet . Kjære unge Mand , Saaret er der — og det veed jeg , at jeg ikke har bibragt Dem . Kongen vil se at lindre og læge det saavidt det lader sig gjøre . De vil selv se hans Ømhed og faderlige Godhed , tro mig paa mit Ord , mange venlige Erindringer , mange lyse Minder ville knytte sig til Saarets Lukning . Og var en Indespærring dertil nødvendig ? spurgte det unge Mennske bebrejdende . De har Ansigtslighrd med Konge » , De maa fvrelø . big ikke sees af andre end af ham , men hver Dag skal jeg og deres Ven LheiSner komme af besøge Dem og forkorte deres Tid . Ah , det er altid en Trøst . Kongen kommer vel neppe Daglig — men han vil komme hyppig , det tør jeg love Dem . Virkelig ? Ja sikkert , deSuken vi ! De faa alle mulge Adspredelser som knnne saaes inden fire Vægge , Bøger , Blade , Ekrivemateriale samt Malerredskaber , det vil ikke engang blive Dem forment af see Damer — naturligvis med en vis Begrænsning . Maa Ida , min Forlovede , belöge mig ? Det haaber jeg — jeg tænker endog af en Dame , der staaer Dem endnu nærmere , vil se Dem . Min Moder maaske ? Jeg veed ikke , men det er muligt , af Dronningen ønsker af se Dem . Dog maa jeg til Overflødighed bemærke , et De hverken bør eller har Ret til af forandre noget somhelst i deres Ansigts Udseende . Hvorfor Hr . Kammerherre , det er dog denne usalige Ligh d der har beredet mig alle Forlegenhederne . Jngenlund kjære Ven , alt vidner om af De virkelig er Kongens Søn — hverken Han selv , jeg eller nogen Upartisk kan være i Tvivl om af De er et kongeligt Barn , men af De er det Barn , som man bort , eflamotterede ved nedrige Rænker , dertil høres de soleklareste , uimvdstaaeligste og retsgyldigste B > viser . Og disse ville være umulige ai tilveiebringe , ikke sandt ? Nei , ikke umulige , men meget vanskelige . Dertil kommer endnu — af adskillige bøitstaaende Personer , som utvivlsomt maa være implicerede i denne SkjændighekS-Handling , derved ville blive Prostituerede , areiierede og straffede , som de gemeneste Forbrydere — Familierne ville blie-e befljæmmede og betyngede meo SorgFor Himlens Skyld — lad dog intet af alt dette Forfærdelige sle — jeg vilde ikke have en rolig Time , jeg besværger Dem derfor , som min Faders og min Den , af afværge det pa » det ivrigste og af anvende hele deres Indflydelse derpaa . Ønsket De der Udtaler , stal jeg saavidt det slaaer i min Magt imødekomme — og det gjør baade deres Høimodighed som deres Forstand Ære . Dog vil jeg ikke bølge før Dem , af Kongen allerede før han har seet Dem , elsker Dem usigelig høit . Oh , min Gud — vær fakket — det er det første Solglimt i lang Tid . Saa stor Skræk , Majestæten end føler for alt hvad der kan vække Opligt , Skandale — eller ubehagelig Sensation — saa paastaaer han at Sagens uhyre Vigtighed fordrer — som Retfærdighedshandling — en nøiagtig Undersøgelse . Ak , det er det jeg frygter . Kongen paastaaer , at naar han har talt med Dem og er kommen paa det Rene med , at De virkelig er hans Søn — saa fordrer saavel hans som deres Ret — at man ikke gjør sig til sliltiende Medvidere i en saa afskyelig Forbrydelse . Del er et farligt Dilemma vi ere komne ind i — hvorledes flippe vi derfra ? En Udvei er der — hvis De vilde gaa ind derpaa — og maaske fik vi derved Kongen til det Samme . Nævn mig dog denne Udvei , Hr . Kammerherre ! Jeg nævnede den kjære unge Ven , før Deres sidste Reise til Faurbo — men den oprørte Dem i den Grad at jeg ikke veed om jeg atter tør berøre den . De mener — at jeg betragtes som en naturlig Søn , som et udenfor LEgtestab sødt Barn ? Netop , det er Udveie » . Del er et Dolkestik — det er en Selvbestemmelse en Fornægtelse af Sandhed , et Oprør imod Naturen . Tag det endelig moderat . Jeg skal ikke her fremkomme med Fraser — der kun vilde flade isfedetfor af gavne . Lad mig derfor nøies med af sige , af ved af vælge dette Kompromis kunde deres Fader aabenbar erkjende sin Søn — De aabenbar erkjende Kongen som deres Fader ; De kunde komme til Hoffet , vilde blive elflet og hædret , bære Grevenavn , føre et hersfabeligt Hus og nyde Livet som en ung Mand har Ret til af ønske det , ' Christian svarede ikke , han var meget bleg og tunge bittre Taarer trillede ned af hans Kinder . Lad det ikke angribe Dem unge Ven , jeg siger ikke af det er en Pligt , men jeg fremsælter det som en Udvei — der om end ubehagelig i det Øieblik De gaaer ind derpaa , alisaa i Førstningen — senere medfører saamange skyldfri Glæder og Behageligheder , af den Vel er værd af overveje med Rolighed og Eftertanke . De vilde jo i altfald ikke være Skyld deri . Men min Fader vilde betragtes paa en anden Maade , troer De af en god Søn der kister sin Fader , vilde forlange en Grevetittel paa sin Faders Anseelses Bekosfning . Hvad De har sagt , gjør deres Hjerte Ære , det er alt hvad jeg kan svare paa deres sidste Bemærkning . Man kjørte imidlertid ind af Porten paa den Bygning der foreløbig sknlde være Christians Opholdssted og stod snart i nogle meget elegante Værelser , bestaaende af , en stor prægtig møbleret Sal og et mindre særdeles hyggeligt Kabinet , hvortil et stort Forværelse putlede sig . Her seer meget hyggeligt og opmuntrende ud , saghe Christian . „ Ja , ikke sandt min Ven ? her seer slet ikke fængsels « agtig ud , dog kunde jeg fristes til , at bede Dem om Tilladelse til , at maatte belægge Dem med Lænker . Alvorlig talt , spurgte Christian halvt smilende , halvt ængstelig . Naturligvis er det Alvor — jeg seer nemlig at deres Uhr har en Silkelidse — maa jeg bytte med Dem og give Dem denne Guldlænke — Nei , Hr . Kammerherre , Silkelidsen er god nok . Maaske denne Guldlænke faaer mere Værd i deres Øine , naar De erfarer at den er en Gave jeg har modtaget af Kongen . Det er netop Formodningen herom der byder mig ikke at berøve Dem den . Den har altsaa dobbelt Værd for Dem — og De maa selv beholde den . Hvis nu Kongen bod Dem en lignende , vilde De da modtage d : n . Forudsat at De ikke lader falde noget Vink derom , saa vil jeg bekjendt mig til den Anskuelse , at man kan modtage af en Faders Haand , hvad man generer sig for at modtage af Andre . Nuvel , jeg skal ikke nøde Dem . Jeg iler ud til Palaiet for at meddele Kongen deres Ankomst — saasnart Regjertngsforretningerne tillade det — miafle alt imorgen , vil han komme til Dem . Jeg er henrykt terover . Alt hvad De ønsker eller finder Behag i , kan De frit rekvirere hos Tjenerne . Danske og udenlandske Blade slaa til deres Tjeneste , Bøge » af hvad Art De fordrer , skal strax være til deres Disposition , et godt Service til 2 — 3 Personer vil slaa rede til Dem hver Dag , til deres Ben Theisner skriver jeg endnu idag for at bede ham om at komme her og holde Dem med Selskab . Jeg er Dem i Sani hed meget forbunden . Jeg vil aflægge Dem en lille Visit hver Dag , hvis De tillader det . De skal være mig hjertelig velkommen — jeg tør sige kjæerkommen . Det glæder mig mere end De troer — maa jeg sige Hr . Greve ? Nei — Nei — lad mig først tale med Kongen , befaler han det — nu saa adlyder jeg , men — med Bedrøvelse . rænk blot uden Fordomme derover . Det skal jeg . Farvel , Gud være hoS Dem . Tak , Hr . Kammerherre — blot et Ord endnu , tør jeg ellers ikke tale med Nogen ? Jo , undtagelsesvis , naar De ønsker det , meu De vil forstaa mig — saalænge De ikke har antaget Grevetillen — med hvilken der følger 8000 Rbd . aarlig , — saalænge tjener De mig i kun at modtage diskrete Personer . Det lover jeg . Med et varmt Haandtryk skiltes man fra hinanden . / Ni og Tyvende Kapitel . Fortsættelse . Allerede næste Dags Morgen før Kl . 9 modtog Christian det saa længselsfuldt ventede Besøg . Han stod just og ordnede noget i sit Sovekammer , da Jochumsen kom ind og sagde hastig : Herre , en hvitstaaende Mand , der ikke ønsker at nævne sit Navn , er inde i Salt » for at tale med Dem . Christian kastede det han havde i Haanden og ilte ind i Salen . En høi mager alvorlig Skikkelse , iført en brun eller grønlig ældre JægerofliccrS Frakke , der var knappet lige op i Halsen — stod midt i Salen . Det dybe Buk som Christian gjorde , og den Zrttren der greb ham da han gik ind i Salen , undgik næppe den imponerende Skikkelse , han kastede sine skarpe , stikkende , blaa Øine ligesom speidende og prøvende paa ham . Den hoitstaaende Herre syntes efter nogle Minutters Forløb at jittre og blive ligesaa bevæget som Chrislian — thi han mumlede ganske sagte mellem Tænderne , de Ord : Han ligner ikke blot mig , men ogsaa Moderen . Derefter trak han Veiret dybt , førte den venstre Haand hvorpaa han endnu havde en Hjorteskinds Hansfe — til Hjertet , og rakte den høire , blottede Haand ud imod Chrislian . Chrislian bøiede Knæ , greb Haanden , kyssede den , men kunde for Bevægelse ikke fremføre et eneste Ord . Hvor betagen Chrislian end var — bemærkede han dog at Kongen — thi ham var det — var overordentlig bevæget , det vin med utydelig og svag Stemme at han sagde , Reis Dig — Chrislian adlød og fulgte Kongen hen til Sofaen , hvor denne kastede sig ned et Øieblik , med Hovedet halvt skjult , støttet ved den ene Haand , medens han med den anden holdt fast paa begge Christians Hænder . Efter nogle Minutters Taushed tog Kongen sig sammen og sagde : Sæt Dig her hos mig — Du veed hvem jeg er og jeg seer og føler hvad Du er mig — og hvad Du burde være , men jeg kjender ved Bülow Dine Anskuelser — og er paa en vis Maade tilfreds med dem . Sæt Dig kun ned her , ved Siden af mig og fortæl alt — efter Din Opfattelse — ligefra Dine første Barndomserindringer — indtil den sidste Tid . Christian opfyldte saa godt som muligt Onsket . — t Førstningen noget genert og slammend , men den med Tillidens og Fortrolighed ens Varme . Flere Gange omfavnede Kongen ham dybt rørt , kaldte ham sin Son , sit kjære Barn , sin dyrebare Christian og da Fortællingen var tilende , sagde Køng n — Nu seer jeg Du har Ret , det vilde være en Profanation at kalde D ig en naturlig Søn — den Smule Grevetittel kan ikke erstatte den slolte og berettigede Følelse at Du er dine Forældres ægte — men flamme . tg forurettede Barn . Du ligner Din Moder endeel i enkelte Ansigtstræk , men ganske i Stemme , HjertenSgodhed og Sindelag . De Indtægter der ville tilfalde Dig som en naturlig Søn , ere heller ikke saa store som jeg under Dig . Du skal faa af min og Din Moders Civilliste , saa rigelig som jeg for Gud og Menneskene kan forsvare det , er Du tillredS dermed ? Jeg er tilfreds med alt hvad Deres Majestæt bestemmer . Et Ord kjære Christi « » — engang for alle — naar nogen Tredjemand , ihvem det end er , er tilsfæde — var det end vor fælles Ben Kammerherre Bülow — tillader jeg Dig at kalde mig Majestæt , mm naar ri ere ene — oh , min Søn , da ikke , Menneflene hav været alt for grusomme imod os til at vi skulle forøge det ved fremmede og kolde Talemaader — naar vi altsaa ere rire , ville vi overgive os til Hjertets Sprog mellem Fader og Søn — da maa Du kalde mig Fader og sige Du til mig , som : om jeg ' kun var en Bonde eller en Landsbypræst . Fader , skal jeg med inderlig Taknemmelighed sige — men min Ærefrygt forbyder mig at sige Du — idetmindste foreløbig . Godt — godt , min egen kjære Christian — men Du maa lidt efter lidt venne Dig til „ Duet “ — jeg slaaer i denne Henseende ikke af i mine Rettigheder — netop fo di vi begge maa gj re det i Andre . Jeg skal gjøre hvad jeg formaaer . Har Du noget specielt paa Hjertet , min Christian , da sig mig det . Ak — jeg frygter at jeg skal forspilde min høie Faders Godhed . Vist ikke , jeg ønsker tvertimod af kjende alt hvad der ligger Dig paa Hjertet . Da jeg endnu ikke havde Anelse om hvad jeg nu veed — bandt jeg mig red et gjensidigt Løfte til en smuk , god og i alle Henseender trofast Pige , søm er en Datter af en Præst der boer i Nærheden af Faurbo . Forholdene have jo rigtignok forandret sig — men da Bülow siger af Du vilde blive , eller føle Dig megrt ulykkelig , hvis Du skulde brydcimcd heade , saa lad os betragte detta Spørgsmaal foreløbig som uafgjort . Foreløbig min Fader ? - ir Ja , thi det er umuligt af forudse hvorledes . Forhol . dene ville gestalte ftg . -i n r Oh , vi have Tiden for os . / Hvad er det nu hun hedder ? . ^Jva ? v Men hendes Fader ? Verner ! Det skal være en overordentlig brav og skikkelig Mand , han har i fem Aar været Huslærer hos Grev Schimmelman . o “ Det veed Deres Majestæt ? ' ' ' Du glemmer nof Aftalen , min Søn , sagde Kongen med kort Latter ; Tilgiv mig — Begyndelsen er altid vanskelig . Nuvel , ^win Søn , jeg vil nødig smerte Dig , men jeg saa helst , at vi aftalte dette efter nærmere Overvej . Ise . Oh , min Fader , det har Heller ingen Hast . Ida er en from trofast Pige , hun vil som jeg , afvente Deres Befalinger , men maa hun komme her ind til Byen og besøge mig ? Ja , naar Du faaer en privat Bopæl — her vilde det være Uret mod det Inkøgnito , jeg ønsker Du foreløbig bevarer . - Siden jeg nu engang er spurgt om , hvad der lig . ger mig paa Hjertet , saa vil jeg oprigtig tilüa . v/ at denne Bopæl trykkrr mig . > Hvorfor ? Den er langt komfortablere , ja jeg kan sige elegantere end den jeg er vant til og dog — tilgiv mig , forekommer det mig som om jeg var i et slandsmæssigt Fængsel . SaalrdeS sial det rigtignok se ud min kjære Christian , for visse Grundes Skyld , men det forhindrer ikke at Du har Din Frihed i mange Henseender . I hvilke ? om jeg tør spørge . Kammerherre Bülows Vogn slaaer hver Dag et Par Timer til Din Raadighed . Oh , er det ikke for meget ? Nei , han har selv tilbudt det og han gjør det med Fornøielse . Hvor maa jeg-da kjøre hen ? For det Første , min kjære Christian maa Du gjerne komme til mig i mif Arbeidskabinet 2 — 3 Gange om Ugen . Du kan da sidde hos mig flere Timer medens jeg arbeider , eller Du kan læse mig noget for . Dit takker jeg for med stor Erkjendtlighed , jeg har nogle Episoder fra min Plejefaders Haand , navnlig nogle om 1801 andre om 1807 , — dem skal jeg med Glæde forelæse . Ja med Fornøielse , og engang imellem spiser jeg i mif Arbeidsværlse — der kan Du være med . Modtag min varmeste Taknemlighed derfor . Endelig kan Du ogsaa besøge Bülow engang imellem , — tage ud i Søndermarken og gjøre andre smaa Udflugter . Men dog blive i Vognen ? Gjør det for min Skyld . Oh , min Fader , sikkerlig skal jeg gjøre alt hvad De ønsker . Godt min kjære Søn , Klokken er mange den er løben fra os — hvad er Dit Uhr ? Lidt over Ti . Christian blev blussende rød . Hvad er der min Søn ? Min Fader , har Bülow ikke talt til Dem om — om — Om et Uhr og en Silkclidse — tilgiv ham det , min kjære Søn — han vilde gjøre os begge en Glæde . Se her er et godt Kronometer med Kjæde . Lad os bytte . Jeg har da en kjær Erindring , om min egen kjære Christian , fra hans fattige Tid og tillige et Minde om den ærværdige Landsbypræst , Pastor Brese som jo har givet Dig det . Ak , dette Uhr besat med Diamanter , er før kostbart før mig , Vist ikke nei , se saa — nu maa jeg forlade Dig . Allerede ? Imorgen eller Overmorgen , kommer jeg igjen . Oh , min Fader , der er faa længe til i Overmorgen . Gud velsigne Dig , kjære , kjære Søn , jeg skal se af komme før . Det var aabenbart af Kongen gjorde Vold paa sig selv før af rive sig løs , men det maatte ste . Han omfavnede Christian , trykkede et heftigt Kys paa hans Pande , og ilte bort fra den knælende Søn , der endnu længe blev liggende paa Knæ badet i Taarer . Tredivte Kapitel . En Hjerteprøve . Kort efter af det Foranførte havde fundet Sted , indfandt sig en Reisende i hans Velærværdighed Pastor Verners Præstegaard . Idas Fader var til Bisitats med Provsten i Sognets og Anexets Skoler , en Omstændighed der syntes af komme den Reisende veltilpas . Denne udbad sig da en kort Samtale med Frøken Verner , da han havde et personligt Budflab og et Brev til hende . Ida var ikke meget for at tale med en Fremmed i fin Faders Fraværelse , m . n da det lod til at han var kommen tilrejsende expres for det sammes Skyld og hun dog ialtfald , maatte have det til hende skrevne Brev , der maaske kunde indeholde Ting af yderste Vigtighed , lod hun den Fremmede træde ind i Dagligsfuen og spurgte hvem hun havde den Fornøielse at tale med . Mit Navn er Frederiksen , sagde den Reisende forbindtlig og naar Frøknen har læst Brevet , vil De fatte hvorfor jeg er kommen herned med Extrapost . Betag at tage Plads min Herre — jeg skal øieblikkelig icrse Brevet . Medens Hr . Frederiksen satte sig , bred Ida Brevet og læste . Velædle Frøken Ida Verner ! Naar De læser min Understrist vil De forhaabentlig se at , om jeg end er Tem^ personlig ubekjendt , dog ikke er Dem aldeles fremmed . Deres Forlovede , som er min Mand Carl TheisnerS intime Ven , har , hvad jeg h r faaet meddelt af ham selv , flere Gange tilskrevet Dem om os — og da jeg kjender hans ædle og rene Sindelag , veed jog at han ønsker et venskabeligt Forhold mellem os To , ligesom det der bestaaer mellem deres Forlovede og min Mand . Som Bevis paa at det ogsaa er mit Ønske , meddeler jeg Dem noget som Christian , af Hensyn til fin Stilling ikke har berørt . Han har nemlig skrevet Dem til , at han boer paa Raad og Domhuset i Kjøbenhavn , hvor han i Virkeligheden er omgivet af en Pragt der er mere end herskabelig . Og saa har han meddeell Dem , at han modtager høitstaaende Personer , der behandle ham paa den kjerligste Maade . ' Saavel Kammerherre Bülvw , som min Mand og Kaptain Niels Frandsen , komme jævnligt til ham , og selv jeg har ledsaget af Tante Gjertrude , aflagt ham en Visit , som lod til at glæde ham meget — da De nok veed at han var min Reisekammerat paa Jagten „ Haabet “ ført af Onkel Frandsen til Helsingøer , hvor min Mand og Kammerherren kjørte ned for at hente ham . Ikke deSmindre har han næppe meddeell Dem , hvad døg er en uimodsigelig Sandhed , at han trods al god — ja kjerlig Behandling , er en Slags Statsfange — og ikke er uden Ængstelse for — hvad dog Carl modsiger — at man kan tro sig nødt til at sende ham til Kastellet — Kronborg eller endog til Guineakysten . At dette ikke er grebet ganske ud af Luften , men at der er slaaet derpaa , derom tør jeg nok forsikkre Dem . Hvorom alting er , saa er der noget i Gjære og den kjære Christians Humør er saa nedbøiet og melankolsk , at han snarere er syg end rafl . Jeg fluide meget have betænkt mig paa at meddele Dem dette , hvis jeg ikke maatte befrygte , al Tanken om at slilles fra Dem , som han elsker med et trofast Hjertes hele Varme , netop havde sin Hovedandeel i hans Sindstilstand . Er De , kjæreste Ida , den englelige Skabning , som han , Deres trofast hengivne Ven — og vi andre med antage Dem for , saa vil De selv ride hvad De har at gjøre . Da det Parti eller den Klique , hvis Slethed har forspilt den ædle høitfødte Christians Liv og Rettighed , nu er allarmeret — veed man med temmelig Sikkerhed , at man bliver nødt til at gjøre et af to Ting : nemlig enten strengt at undersøge og straffe den Forbrydelse , der for saa mange Nap tilbage er begaaet — eller at lade et Slør hvile over det Hele og da , for at faa Fred i Leiren , fjerne den uskyldige Persen , der er Stridens Æble . Om De , kjære Ida , kan og vil se derpaa , uden endnu engang at trykke den dyrebare Ventil deres Hjerte , veed jeg ikke forvist , men hvis jeg tør dømme efter mine egne Følelser — jeg som forlod en Fader for at bevare mit Hjertes Trosfab — saa vil De idetmindste forsøge paa at medgive ham Trøst og Lindring lil sit lange sørgelige Eneboerliv . For at erfare det , er jeg uden Christians Vidende , men med Carls Tilladelse faget ned lil deres Egn og opholder mig tillige med min Mand i Faurbokro , hvor vi ville blive indtil De bestemmer Dem . Skulde De bestemme Dem for en Kjøbenhavnske , ' se , da bo hos os og vær os en dyrebar og kjærkommcn Gjæst . Skulde De derimod ikke finde Dem tilbøielig dertil , saa forti denne Henvendelse — og modtag desuagtet Forsikringen om mit varmeste Venskab og min oprigtigste Hengivenhed . Aline Theisner , født Gram . Et og Tredivte Kapitel . Faurbokro . Jeg kan ikke besvare dette Drev , sagde Ida lil Overbringeren , førend jeg har talt med min Fader , der for Øieblikket er lil Skoleviütats i Annexet . Heller ikke kan jeg forlade Præstegaarden i min Faders Fraværese . Men jeg beder Dem om oprigtig at sige mig om min Forlovede er alvorlig syg , dette er som De vel kan tænke Dem , Yderst magtpaaliggende for mig at erfare . ' Han er ikke sengeliggende , min Frøken , i den Henseende kan De berølige Dem , men han seer bleg og modfalden ud , han kan snarere kaldes melankolsk end egentlig syg — derimod er Hr . Theisner og hans Frue særdeles bekymrede for at Ængstelsen over , maaste at komme længere bort uden at se og tale med Dem skal koste ham hans Sundhed . Hofter han — svar mig oprigtig , De veed hvad det har at betyde . Nuvel , ja han hofter mere end ellers og man har forgjæves søgt at standse denne Brystirritation . Det er nok — eller rettere , det er førmeget . Behag at vente et Øieblik medens jeg skriver et par Linier til Fru Theisncr , som De nok er saa venlig at besørge . Dermed er jeg beredvillig til Tjeneste . Ida satte sig strax til Skriverbordet og efter knogle Minutters Betænkning nedskrev hun følgende : Min kjære Fru Theisner ! Deres Venlighed takker jeg Dem for , saavelsom for dcrcs Omhu for min elskede Ven , hvis Lykke og Sundhedstilstand er min stadige Tanke . At jeg ubetinget og øieblikkelig vilde følge og modtage deres kj rlige Tilbud , kan De selv bedst dømme om , da De nærer de samme Følelser for den De har knyttet deres Skjæbne til , som jeg for vor dyrebare Christian , men jeg maa have min Faders Samtykke — som han sikkert ikke vil nægte mig — da ogsaa han nærer den største Hengivenhed for ham som vi alle omfatte med Hjertets Varme . Desværre er han idag paa Visitats og kammer først seent hjem iaften . Jeg stillader mig derfor at indbyde Dem og Deres gode Mand at tage herind til os , helst inden Fader endnu kommer hjem , og blive hos os til imorgen , De kunne da forene deres Bønner med mine , jeg følger da ind til Kjøbenhavn med Dem , som deres taknemmeligt og hengivne Ida Verner . Hr . Frederiksen modtog Brevet , og da Faurbokro kke laa mere end tre Fjerdingvej fra Præstegaarden , ' var det snart i AlineS og Carls Hænder . Indholdet af Idas Skrivelse blev snart en ivrig Gjenstand for de unge Wgtefolks Overvejelse , Hendes venskabelige Indbydelse til et Besøg i Præstegaardrn , blev man snart enige om ikke at kunne afslaa , men Opfordringen at blive og overnatte der fandt De ikke passende , fordi de vare Tre foruden Aridsten og Hestene , og det , uden Præstens egen Indbydelse , let kunde se ud som en slærk Paatrængenhed . Dun vigtigste Grund , hvorfor man fast besluttede ikke at blive Natten over , paa et dem aldeles fremmed Sted , var imidlertid den , at man fandt det rigtigst ikke at være 4de og 5te tilstæde ved en Overvejelse , der alene burde afgjøres mellem Fader og Datter , thi vort unge LEgtepar , der af Er aiing kjendte en Faders tilbageholdende Anskuelser , mrd Hensyn til ugifte Døttre , vare aldeles ikke af den Mening , at Pastor Verner saa lige vilde give efter i dette Punkt . De lege derfor imod Indbydelsen at besøge Iva og blev hos hende nogle Timer , i hvilke Christian og i hans Tungfindighed samt hans svækkede Helbred , var eneste Thema hvorover der varieredeS . Men til at overnatte hos Verners , vilde de paa ingen Maade lade dem overtale , ligesaalidt som de vilde paafage dem Ansvaret for en Bortførelse — en Bortreise med Ida , hvis Faderen nægtede det . De lader mig altsaa ene om det , udbrød Ida — og vil ikke engang tage mig med ind til min stakkels Chr stian , saafremt min Fader er urimelig — oh . af Dem kjære Aline havde jeg ikke ventet en saadan Haardhed . Tro mig sødeste Pige , det er kun den bittre Erfaring der har givet mig saa drøie Lærepenge , at jeg nodeS til at synes haardere end jeg i Virkeligheden er , svarede Aline . Tænk Dem kjæreste Ida , Carl og jeg vare Forlovede med min Faders Samsykke , alt var beredt til Brylluppet , da kom der en Kurre paa Traaden , Fader vilde have Forvildelsen brudt , ikke fordi han var vred paa Carl , men fordi han var vred paa mig — Carl arver — en heel Rigdom , vi gifte os — og løb ; bort alt i Løbet af 5 — 6 Timer — og endnu idag — « agtet Fader elsker saavel mig som Carl — vil han dog ikke tilgive og gleinme , jeg har ikke saaet Lov at se min Fader eller komme i hans Hus , siden jeg er bleven Carl « Kone . Sig mig nu oprigtig om jeg tør hjelpe til at berede Dem elskede Veninde en lignende Skjæbne , her hvor Forholdet er ulige vanskeligere . Ak , hvorfor bedrøvede De mig saa ved at oplyst mig om Sandheden ? Fordi — nu . fordi Christians Lykke og Sundhed beroer derpaa . Ak , saa er det jo deres Pligt at hjelpe mig . Hjelpe Dem , kjæreste Ida — ja , med alt hvad vi tie , selv med vort Hjerteblod , men bortføre Dem mod deres Faders Villie — aldrig — aldrig . Saa gaaer jeg alene paa min Fod til Kjøbenhavn , udbrød Ida grædende . ' Hør — jeg faaer en Ide — raabte Carl , der ikke kunde taale at se en smuk Pige fælde Taarer , og endnu mindre kunde udholde den Tanke , at se sin Ven fortvivle . En Ide ? spurgte Aline — duer den noget saa ryk frem med don . Ja , den er udmærket , naar jeg selv skal sige det . Gid det var saa vel , sukkede Ida . Deres Fader maa tage ind med — Frederiks » » kan reise fra Holbrk eller med Kallundborgpostcn , som gaaer lige forbi Kroen . Fader ? > Javisf , han kan ikke nægte sin Datter , at følge hende ind til et lille Besøg i Kjøbenhavn . Min Gud , jeg meente at blive inde i Kjøbenhavn mindst 14 Dage eller 3 Uger . Er De der først — saa er De der — og saa indrette vi os siden efter Forholdene . f Oh , en Præst , kan ikke saadan uden videre reise fra sit Sogn og sit Annex . Aa jo — det kan gaa — De maa ikke forlange andet af deres Fader . o Carl dog , vil Du -stille en Snare for en geistlig Mand ? -- Carl smilte overlegent , trak sin Kone hen til sig kyssede hende ømt paa Panden og sage : Hold Mund Sid-se . Fru Theisner hedder jo ikke Sidse , men Aline , bemærkedæ Ida med Skjelmeri . I dette Tilfælde , ler Sidse ' og Aline et og Et . Raa saadan — Du mener at naar vi bortfører saavel Fader som Datter paa engang , saa er det ingen egentlig Bortførelse ? Netop , mine Damer . De har Ret , Hr . Theisner , naar jeg flet ikke forlanger andet af Fad « end -at tage Afsked med Christian saa føier han mig nok . » Rigtig . Og han gaaer i Tøict , som man siger paa rigtig Kjøbenhavnsk , tilføiede Aline , det er jo en heel Krigslist . Nød bryder Jernsklper . S-m sagt , vi putte Præsten i Vognen , Damerne slille vi bagpaa , Frederiksen pakke vi ind i Blaar og saa jolre vi ind til Kongens Kjøbenhavn alt hvad Remmer og Tøi kunne holde . Du er en rigtig Laps , udbrød de » » uge Kone munter og slog ham over Haanden og hvad siger De Ida ? Jeg er med , raabte Ida og faldt Aline begejstret om Halsen . Du slemme Person , sagde Aline , Du løber altsaa bort med os begge to , det er nu det andet Fruentimmer Du rcndrr bort med ; først med mig . og nu — Fortryder Du det maaske , raabte Carl og snurrede hende rundt , har jeg ikke behandlet Dig som en god Kammerat ? Desuden , dennegang taer vi baade Fader og Præst med — saa der bliver ikke noget for Samvittigheden bag efter . Ja naar det gjælder om at snakke sig fra det , saa er Du en rar Mand , naar Du engang selv bliver Fader vil Du saa stnde Dig i , at mnn gjør mod Dig , hvad Du nu staaer i Begreb med at gjøre ? Ja , jeg vil saamæn — men det varer nok et halvt Aar inten det kommer saavidt — og til den Tid sætte Vi vore Fugle i Frihed . Det lød virkelig til , at Carls gode Humør smittede Damerne . Man gik mere og mere ind paa , at Gjennemfsrelsen af Carls Jde , var den eneste taalelige Udvei under de nuværende Forhold . Efter at have drukket Kaffe og indtaget andre Forfriskninger , brød det unge Ægtepar omfibir op og toge tilbage til Faurbokro , hvor de afventede Udfaldet af Underhandlingerne imellem Fader og Datter . Den næste Morgen , Klokken henved 10 holdt Pastor Verners Vogn allerede udenfor Kroens Gjæstestue . Ida straalede over hele Ansigtet og kastede sig med et Frydesfrig i LEgteparrets Arme da dette var ilet ud for at hjelpe de Kommende ned af Vognen . Verner saa derimod mindre tilfreds ud , dog lod det til at Ida næsten ganske havde berøliget ham . Det var jo først paa Ugen — han kunde altsaa rigeligt tidsnok være tilbage inden Søndag for at røgte sine Kaldspljgter og Kirkeforretninger . At fee , tale med og trøste , den faa meget afholdte Christian — var jo en Tilfredsstillelse som han hverken kunde nægte ham , sig selv eller Ida . Desuden vilde han , saafremt det lod sig gjöre se at arangere en lille Forretning med det Samme paa denne Reise , der jo tgrunden ikke kostede ham stort andet end mange Tak , han vilde nemlig se om han kunde faa en Lden Prioritet paa et Par Tusinde Daler i Præstegaarden da den haardt trængte til en ny Længe , den ene af dem var saa gammel , at den formelig generede sig for at falde om . Alt dette og mere endnu havde han alrrede fortalt karl Theisner , i mindre end et Kvarteer , han syntes forbistret godt om ham og han var jo en gammel Be- * kjendt fra hans Ven Pastor Breses Begravelse . Havde han ikke med egne Øine seet denne herlige Fyr græde som et Barn tillige med Christian , over den Sørgetale som han holdt ved den Hedengangnes Baare — men er der nøget der glæder en Præst mere — end at han seer Folk græede ved de Taler han holder ? Alle Verdens Anbefalinger og gode Lovtaler om et Menneske , opveier ikke saameget som denne eneste lille Omstændighed , thi det beviser mere end alt andet at være et godt gudsfrygtigt Menneske , der bliver rørt til Taarer over hvad han siger . Verner og Carl vare derfor snart saa fortrolige , at den Sidste kunde sige , at angaaende den Forretning ørn den ny Længe og Prioriteten i Præstegaarden kunde De aftale underveis — da han netop anbragte stne Skillinger i Land-Prioriteter , som de solideste . Godt — det ere de ogsaa , men jeg er vandt til at svare fire Procent og en Kvart Courtage , sagde Præsten , er De tilfreds med det ? Med de fire Procent er jeg tilfreds , men Courtagen vil jeg kun modtage paa et Vilkaar . Lad høre , Hr . Theis » « , lad høre . At De spiser en lille Frokost med os . Ja , sagde Verner glad over at der ikke var andre Betænkeligheder — det-kommer igjen an paa hvad vi faa til frokost . Et Par enfoldige Æuder , unge af Aar og ganske “ afpillede . Stegte ? spurgte Pastoren med en komisk betænkelig Vine . Ja — svarede Carl i samme Dur , jeg maa oprigtig tilstaa at de ere brunstegte og saa hænger der en halv Flasfe god Vin ved hver Vinge . Naar det ikke kan være andet , saa maa jeg jo se at døie denne knusende Bestemmelse — thi naar Ænderne ere gode saa er alting godt . Ja , det er sandt , og De kan ikke tænke Dem hvor jeg er glad over at denne Sag nu er ordnet . Det trøer jeg — raabte Verner og gav Carl et dygtigt Slag paa Skulderen . I Pengemænd maa tjene noget ganske myrderligt , naar I have Raad til at give to halve naar I selv kun faaer en Kvart For Pokker , man sætter til hver eneste Gang , sagde Carl , men tde er Mængden , der skal gjøre det . Hør veed De hvad , raabte Verner muntert leende , skal det være Gilde saa lad det være Gilde , for man kan lige saa gjerne springe i det som krybe i det , lad os derfor gaa til Bords , jo før ja heller . Der er serveret — udbred Carl med Pathos , Damenie ere ma aske alerede i Begreb med at løbe Mnsedlen igjennem . Med disse Ord skjød Theisner Gladsestnedøren øp , hvor et meget indbydende Fro ! ostbord stod dækket , Ida og Bline tilligemed Hr . Frederiksen vare i Lav med « t sætte Stolene tilrette . Det var da en udmærket Opfindelse , udbrød Pasto ren medens han tog Carl under Armen , saavel Syne^ som Lugten er høist indbydende , ja var jeg ik ' e Præst , lille Faer , saa vidste jeg nok , hvad jeg vilde sige — Geneer Dem ikke — bad Carl , hvad vilde De saa sige ? Ih , saa vifte jeg sige : De er Fanden annamme mig en prægtig Fyr ! Man gik tilbords Kl . Ti og forlod det først henimod Ki . To . Tilsidst maatte Damerne formelig trække Herrerne Ud til Vognen . Man steg omsider ind og kjørte afsted . Dog — saa utroligt det lyder — da det aldeles ikke findes anført i Posfrouten — saa vare vore Reisende , der forlode Faurbokro om Middagen — i de « syvende Himmel førend de om Aftenen Kl . Tolv naaede Kjøbenhavn . Pastoren vilde absolut tage ind paa en Gjæstgivergaard , men lod sig omsider overtale til at tage tiltakke i TheisnerS hyggelige Bolig i Ryhavn . To og Tredivte Kapitel . Kombinerede Sammentræf . Aline og Carl havde i Virkeligheden ikke overdrevet Christians Sundhedstilsfand for Ida . Af Naturen ikke begavet med et slærkt Bryst , maatte de sidste Begivenheder og den kolossale Uret , der fra Fodflen var begaaet mod ham — tynge slærkt paa hans Humor og ikke slærke Helbred — og dog syntes intet mere at virke nedtrykkende paa ham end Uvisheden om hans Stilling og Forhold i Fremtiden , samt Savnet af hans elskede Ida , som han frygtede , at man vilde fordre han skulde give Afkald paa . I en forbausende kort Tid , havde derfor den Brystsvækkelse han alerede i Faurbo havde baaret Spiren til , udviklet sig i en foruroligende Grad , hvortil , hans tngetogne og tilbageholdende Stilling og hans Ulyst til at benytte den Frihed der var tilstaaet ham , mægtig bidrog . Kongen bemærkede det ikke , thi om Christian end besandt sig nok saa lidende , opildnedes han ligesom af et nyt Liv , hvergang han — To — Tre Gange om Ugen i flere Timer befandt sig i Majestætens Arbejdsværelse . Det var i disse Timer som om et nvt Liv gjennemstrømmede ham , ja som om hans hele Tilværelse koncentreredes i disse faa flygtige Minutter . Men naar han vendte tilbage fra det kongelige Palais , fra det faderlige Hjem , vare hans Kræfter og hans Mod udtømte , det var som om han havde nydt et kostbart stæ . ktvukende Opiat , hvis Birken efter en usædvanlig og næsten overnaturlig Oplivelse — efterlod en dødelig Mathed og en Efterve af alle sjælelige og fysiske Kræfters Udtømmelse . Tilbagevendt til sit Fangebur , følte han Modsætningen desto sørgeligere . Han havde i Kongens inderste Gemak , fortroligt slavrende ved hans Side , eller forelæsende ham de historiske Episoder , ja endog stnndom de ^tagende og raadgivende i enkelte vigtige Regjeringsarbeider — inddruk « let sin oprindelige Stillings berusende Nektar , og saa ganske følt sig at være en Kongesøn — at Modsætningen , hans ensomme konfortable Stalsfængs l desto bittrer « tyngede ham med sin cenineriunge Vægt . Som oftest vilde han da i flere Timer ikke tale med et Menneske , han lukkede sig inde og sad enten sammenbøjet i en Krog , eller fvrdybcndc sig i abstrakte Studier , som dog giede hane distræte Opfattelse forbi s — eller han lagde sig til Sengs og vædede fin Hovedpude og de fine Lagen med bittre Taarer — der undertiden afløstes af en dyb dødlignende Søvn , men lige saa ofte gik over til Feber , glødende snigende Feber og foruroliggende Drømme . Al dette i kort Tid maatte tage paa hans Humør , Sundhed og Kræfter , var begribeligvis alt for naturligt , og den livsglade Angiing , blev , som ved Skjæbnens Trylleslag i Løbet af en 4 — 6 Uger , forvandlet til en tungsindig sygelig Skrantning , til et ungt Menneske , der næppe havde seet den deilige Verdens Sol opstaa og skinne i sin skjønneste Glands , før ban « lerede følte at denne Solglands var mod sin Nedgang og at han ikke havde andet at gjøre i Verden , end et Øieblik at se hvor skjøn og herlig den er — for derefter at tage Afsled med den og forlade den i sit Liv » fagreste Vaar . SaaldeS sandt Ida ham , og saaledes havde Carl og Aline seet og funden ham , da de efter moden OverVciclse besluftede , at forsøge den Lise og Lindring , der ligger i at slabe Trøst og Opmuntring for ham , ved den Pige som var Gjenstand for hans varmeste Hengi » enhed og Kjerlighed . Tre og Tredivte Kapitel . Den milde Trøster , der giver Fred , Vor Læge , vort Alt — er Kjerlighed . Den modfaldne Drømmer blev behagelig overrasket , da han mat opløftede sine Øine mod den Indtrædende , der ønskede ham i Tale . Et venligt Lysspil foer som et Solglimt hen over det blege Ansigt . Christian sprang hurtig , glad op af Stolen og kastede sig i den Kommendes Arme . Hvad er det Dem kjære Pastor , Dem , gamle faderlige Ven — oh , velkommen , Tusinde Gange velkommen . Gud velsigne Dig , min kjære , eiegode Christian , raabte Verner rørt til Taarer over den Inderlighed hvormed han blev modtagen . Hvorledes har min Ida , min tvigelskede Ida det , har De Brev til mig — oh , giv mig det , jeg fortæres af Længsel efter hende — oh , De beed ikke — min sande Ven . Snak om en Ting , jo Gu — veed jeg saa — nei Brev har jeg ikke , thi hun havde ilke Tid at skrive . Ak , sukkede Christian — hun pleier dog altid at skrive — hvad afholdt hende , spurgte han modlos . Hun laa for Reise — og saa har Fruentimmer jo altid travlt . Reise — er hun da reist langt ! Ja , et godt Etykkr Bei — med god Befordring , lad se , til Holbek tre Mil , Fire til Roesktlde er Syv og Fire til Ravelinen er Elleve . Er hun i Kjøbenhavn ? Oh , Hr . Verner ! Nu ingen Narrestreger kjære Christian , bliver Du saa altereret ved at høre at hun er i Kjøbenhavn — saa tør jeg jo slet ikke sige , at hun er her i Salen ved Siden af ? Ida — Ida ! Min Elskede , og uden anden Indledning og uden andre Ord , laa de to Elflende paa engang grædende og jublende i hinandens Arme . Ja , snak og græd I uu , i To MaaneflindSflikkere , ligesaameget som I have Lyst til — jeg gaaer ind og taler med Theisner og Frue . Oh , de Skjelmer , det er dem der har beredet mig denne usigelig kjære Overraskelse . Du maa ikke Kjende paa dem for det , de gjorde det jo i en god Mening . Passiar I nu lidt sammen og naar I saa har Tid , saa kom ind , saa kunne vi krikke en Kop Kaffe sammen ifølge det gamle Valgsprog : det ene maa paSseS , det andet maa ikke forsømmes — lad I nu som I vare hjemme , det samme gjør jeg . Med disse Ord forlod han de Lo Lykkelige og gik ind til Carl og Aline , der i Hjertet glædede sig over den kostbare Medicin som de saa uventet havde bragt deres kjære Patient . At beskrive en fortrolig , intim Samtale imellem To Elskende , der ikke havde seet hinanden i længere Tid , og som havde næret Frygt for at skilles fra hinanden — vilde være lige saa vanskeligt som ørkesløst . Den paradisiske Lyksalighed er fonr bekjendt langt vanskeligere at ' beskrive end krigens og Dødens Rædsler . Imidlertid undre vi o- ikke over , at Forelskede hellere foretrække hin for denne . Kun en Beskrivelse deraf maa man ikke forlange af os . Hvad vi derimod kunne og bør antyde er , at Ida , der saa sin Nærværelses Heldbringende Virkning paa Christians Sundhed , nøie udspurgte ham om alt hvad der laa ham paa Hjertet , og om alt hvad hu « paa nogen Maade burde vide . Det lettede hans Sind , » en for hende var det tillige et Fingerpecg for hvad hun herefter maatte gjøre . Hun erfarede saaledes at de svenske Herrer , havde været i Lag med Christian , med forsigtige Forespørgsler , og med vidtsvævende Løfter . Han havde naturligvis takket dem , m n forsikkrer dem om at han hverken kunde eller vilde gjøre noget uden efter Høiesle Overvejelse med Kammerherre Bülow og en anden høtstaaende Person . Man havde da sagt at dette netop var deres Ønske , og at man gjerne vilde afvente den Bestemmelse , man vilde finde for godt at tage . Saaledes stode Sagerne og saavel Kongen som Bülow havde sagt , at Christian kun skulde forholde sig aldeles rolig . Det Hele var maaske kun en farlig Snare , hvori « an vi de lokke den unge uerfarne Mand , om hvis Herkomst man havde Formodning , og om hvilken man haabede at Fremtiden vilde bringe Oplysninger , der kunde føre til en fuldstændig Anerkjendelse . Man bad ham derfor om , aldeles ikke at indlade sig med disse Herrer , men ligefrem henvise dem til Kammerherre Bülow hvergang de kom til ham med nye Propositioner og Underhandlinger . Dette havde han og ' aa fast og bestemt foresat sig , men hon tilstod ligefrem og oprigtig at disse Forhaabninger , saavelsom des Wngsttlse den nu paabegyndte vaersomme Undersøgelse om hans Fødsel og om hvad der var passeret i hin Tid bevirkede , trykkede ham med Centneroæegt . Kongens Venlighed og kjerlige Sindelag , var hans eneste og bedste Modvægt i denne Retning , ligesom Idas Kjerlighed hans vigtigste Støtte og Tilflugt . Der kan maaske komme den Tid , kjære Pige , sagde han , hvor min Fader ved Forholdene kan blive tvnngen til at forlade mig , ja til reent ud at fornægte mig — jeg vilde da synke til Jorden som et knækket Rør , hvi- ogsaa Du forlod mig . Jeg forlader Dig aldrig , vær vis derpaa . Men naar man nu sender mig til Guineakysten ? Saa reiser jeg « ed Dig — dog dette bliver imellem os , Fader maa ikke vide det nu , det er tidsnok at han bliver underrettet derom naar han maa McS ved sit eneste Barn . Ak — det er et tungt Valg jeg har — enten maa jeg berøve Din elskelige Gamle sit eneste Barn , eller jeg maa selv give Afkald paa Dig — og det har jeg ikke Evne til . Jeg har gjort Valget min Ven — jeg kan daarligt undvære Faders Omgang , men jeg kan ikke leve « den Dig — altsaa er Valget bestemt . Nuvel , det være saa . Kun vil jeg sige Dig min elskede Pige , at begge Dele muligvis kan forene- . Hvorledes ? Min Fader elsker mig af Hjertet . Hvis han sknlde nødes af Forholdene at bortsende mig til en anden Verdensdeel , bliver det dog til hanEilande , hvorhen hans Scepter naaer . Troer Du ? Det er vist . Min Stilling vil da ialtfald blive ret behagelig . Gid Du sagde sandt . Naar Du nu som min gode Engel vil ledsage mig — kunde Din Fader sikkert let som Sjælesørger , opnaa et Kald sammesteds . Penge og andre Behageligheder vil ikke mangle os . Men det er jo fortræffeligt , udbrød Ida . Selv Carl og Aline ville ikke forlade os , den gamle Gram vil nemlig endnu bestandig af misforstaaet Embedriver aldeles ikke se sin Datter . Jeg tager derfor ikke i Betænkning med Glæde af modtage disse dyrebare Venners Følgeskab . Vi Fem ville da udgjsre en lille Coloni i selve Colonien . Du utmaler alt som en Virkelighed ? ' Forbi jeg troer , af det vil blive det . Godt , men lad os før min Faders Skyld ikke tale derom førend det er nødvendigt . Lad os være enige øm det . Ganske som Du ønsker , jeg finder det kun rigtigt af Vi To ere belavede derpaa . Det er jeg , før mit Vedkommende men lad os nu gaa ind til de Andre . Ja , — eller lad dem komme herind til os , her er mindre Rum , men ' jeg føler mig bedre tilpas her . Dagene henglede nu ganske anderledes livligt før Christian end tidligere . Sundheden syntes med rafle Skridt af vende tilbage til den før saa lidende unge Mand , selv den Omslændighed af Kongen ikke misbilligede Idas Tilstædeværen hos ham , indgjød ham baade Mod og Haab . Rigtignok havde Kongen paa det Strengeste paalagt Christian , af ingen maatte være tilstæde naar han kom , men herfra undtogcS dog Ida , som det tillødes af opholde sig i Kabinettet , uden af Kongen sagde noget derimod , da Christian ærbødigt underrettede ham derom . Tvertimod da Kongen mærkede af hendes Tilstædeværen opmuntrede ham og spredte et Skjær af Lykke over hans Ansigt — lod det til , af det behagede Kongen . Han lod sig underrette om hvor hun ellers opholdt sig og det lod til af glæde ham af høre , af hun var hoS TheiSners , der baade bragte og hentede hende , han roste Faderen Pastor Verner , ber bragte hende det Offer , næsten ugentlig af opholde sig i Hovedstaden og ku » tage hjem til sin Kirke om Løverdagen , for atter om Mandagen af komme igjen til Kjøbenhavn , Tre Uger henrandt saaledes , og i den Tid var Kongen sex Gange HoS Christian , da Besøget paa Amalienborg nu var sjeldnere , efter Bülows Raad , paa Grund af de Undersøgelser der vare indledede . Kongen havde forbudt al Presentation , men da han dog gjerne vilde se Ida , havde han sagt , af Christian skulde lade hende bringe et Skrivertøj eller andre Sager ind i Salen , naar han var der , for af han i Forbigaaende kunde faa et Blik af hende af se . Ida var ikke meget derfor , men for af føie Christian overvandt hun sin Betænkelighed , og beredte sig til at føie dette kongelige Lune . Hun udførte dette Hverv et Par Gange , dybt rødmende , men med udmærket Takt . Hun faldt i Kongens Smag , det bemærkede Christian med Glæde , hun var net , men tarvelig klædt og ikke iført andre Smykker , end Ungdommens , Skjønhedens og Uskyldighedens . Kongen betragtede hende i Speilet , foran hvilket han gav sig noget at bestille — med synlig Tilfredshed og han undlod ikke at lade et Ord falde derom , hvilket i høi Grad glædede dem begge , dog skulde snart en Begivenhed indtræffe som atter kastede mørke Slagsfygger paa den Vei der nu havde begyndt med , at spille i Sollyset for dem . Fire og Tredivte Kapitel . Et stort Besøg . Endskjønt Kongen endnu ikke havde talt et eneste Ord til Ida , kjendte han dog nøie hendes ædle opoffrende Sindelag , hendes hellige Hengivenhed og trofaste Kjær . lighed til Christian . Kammerherre Bülow , der næsten Daglig besøgte sin unge , meget afholdte Ven , underholdt sig nemlig ofte og længe med Ida , hvis Aand og Hjerte han satte meget høit . Han tilraadede hende engang , at bede Kongen om en Audience — blot for at faa ham i Tale , men hertil var hun ikke at bevæge . Naar Hans Majestæt ønskede , at jeg skulde have den Ære og tilstaaes den Raade , at maatte tale med ham , da er han min Konge og Landsherre og jeg hans underdanige Tjenerinde — men enhver Rærmelse uden sær Anledning , maatte jo betragtet som en Paatrængenhed og det tillader jeg mig ikke , dertil respekterer jeg hans høie St . lling formeget . Men Kongen er jo vandt til at give Audience . Ja vistnok deres Høivelbuarenhed . I sit Palais , til Euplikanter , men ikke paa et Sted som han benaader med et Besøg . Nu , Te kunde vel finde en Suplik at komme med det vil næppe være vanskeligt . I Sandhed , jeg har selv tænkt derover , thi De kan vel tro mig , uden at jeg forsikkrer Dem derom , at der er en usynlig Magt som drager mig hen for Majestætens Fødder . Seer jeg ikke med hvilken Ømhed han omfatter mit Alt paa Jorden , men foruden den ydmyge Kjerlighed man føler for Landsfaderen har jeg tillige en stor TaknemwelighcdS og Kjerlighedsgjeld at afbetale , ikke blot for Christians Vedkommende , men tillige for ten Godhed og Overbærelse hvormed han tillader mig — den ubekjendfe Pige at være her — her , medens han den kronede Monark er her ? Bülow kunde se paa Idas taarefyldte Øine , hvor velmente disse Ord være . Han sagde , at hun skulde dog forsøge engang at tale til Kongen — han vilde ikke spise hende . Nei , vistnok , svarede hun — men selv om han kun bed li t af mig , vilde jeg dog tabe Koncepterne . Desuden , alt hvad jeg kunde fige ham , var — at jeg nedbeder Himlens saligste Lykke over ham og alle hans , vilde være en overflødig Tale . Det Blik hvormed han af og til betragter mig , er saa talende og øplivenke , at jeg fuldt vel føler at han nærer den naadigste Velvillie imod mig . Ja , det gjør han , deri tager De ikke feil ; desuden , jevner den Sag sig nok selv . Jeg gaaer tidligere i Dag end ellers , men hvis jeg har en halv Time tilovers , kommer jeg igjen i Mørkningen . Lad her da ikke være andre end De mine Benner og Jochumsen , det forstaaer sig . Kommer min Fader her idag — og i Mørkningen , spurgte Christian . Jeg kan ikke sige noget — tænd lidt tidlig Lys , det flader intet — rul Gardinerne for og tænd Astrallampen — og faa kan De Frøken Ida , bringe den femarmede Siage ind . Du maa tage Din Silkekjole paa , kjære Ida — Du skal fe , min Fader kommer og taler til Dig . Jeg vil høre hans Ord mev ydmyg Bevægelse , men jeg skal vel vogte mig for at udstafere mig . Maa Du ilke selv tilstaa , at det vilde være ilde anbragt naar en Landsbypige klædte sig i Silke , medens Monarken kommer ugeneert i en gammel Frakke — nei , det er ikke det Adre vi skulle smykke , det er det Indre Vi skulle hellige og smykke med Fredens Palmegrene , det er Sindelaget der skal juble og sige , LEre være Dig som kommer i Guds Navn ! Bülow , trykkede den unge Piges Haand , nikkede til Christian og forlod dem . Jeg er ganske besynderlig tilmode over dette Besøg , sagde Christian . Min Fader pleier ikke at komme om Aftenen : hvem kan det kog være ? Nødig vil jeg vække falske Forhaabninger hos Dig — men det er muligt , at en hoitslaaende Dame inkognito ønsker at se Dig . Min Moder , mener Du ? Bent det ikke ; — men væs^ fattet — hvis det fleer . Fem og Tredivte Kapitel . Fortsættelse . Henimod Skumringen ankom en lukket Vogn der jsrte lige ind af Porten paa Raad og Domhuset , der strax blev lukket efter de « . Christian , der netop stod ved Vinduet og saa « d over Torvet , medens Ida tændte Lysene i Armstagerne , « dbrsd forskrækket . Min Gud , der er to Damer fornden Kammerherre « i Vognen . Jeg faaer et Hosteanfald , Hjertebanken og Næseblød -- -- -- Du maa undskylde mig nogle Øieblikke , jeg maa fatte mig og standse Blodet . Ida il . de bekym et hen til ham . Nei . nei , det beh ves ikke , sagde han , med Tørkl « . det for Næse og Mund — undskyld mig blot — gaa dem imsde med Lys , jeg vil kun vådske Blodet bort . Efter at have sagt disse Ord , ilede han ind i Kabinettet . Ida var gjerne ilet ind efter Christian , men da hun antog at han vilde blive dobbelt ængstelig , hvis hun ikke gik de kommende Damer imsde , greb hun sukkende den ene Armstage , skyndte sig gjennem Forværelses og ud paa Gangen . Kammerherre Bülow kom med Hatten i Haanden , thi han var mod Sædvane civilklædt , og viste Damerne Vei igjennem den vinklede Korridor . Den ene af Damerne , der havde et fiint Ansigt og ædle Manerer , lod til at sløtte sig fortroligt og kjerligt til den noget ældre Dame , hvis Træk ikke vare fri for at være haarde og bydende . Da JdaS Øine faldt paa hendes speidende næsten haantladende Blik , begyndte hun uvilkaarlig at skjælve . Hvem er De ? spurgte den ældre Dame slrængt — er De hans Opvariningspige ? Dette Spørgsmaal bragte Ida endnu mere ud af Fatning . Kammerherren sagde derfor hurtig : Mine Damer , det er Jomfru Verner , som jeg talt « fil Dem om . Det er hans Maitraissc , hvidskede den ældre Dame temmelig høit paa Franskt . Ida , der forstod Sproget , tog Fortvivlelsens Mod fil sig og svarede i samme Sprog , medens Blodet steg hende fil Panden : Tilgiv min Dame , hvis De absolut vil tillægge mig en Egenskab der er mig fremmed — faa foretrækker jeg den første Benævnelse . Jeg er iøvrigt Christians Forlovede , og kommer for at bede dem der beære ham med et Besøg , om at undskylde ham nogle faa Minutter , da han er ved at standse et Andfald af Næseblod . Det er da ikke farligt ? spurgte Kammerherren hurtig , idet man traadte ind i Forværelset . Aah , et Thealerkoup — uden Tvivl — udbryd den æeldre Dame haanligt . Man vil gjøre Indtryk , vække Medlidenhed — være interessant , for , forIda , der stadig var gaaet foran med Armstagen i Haanden og allerede nærmede sig Salsdøren for at aabne den og lyse Damerne ind , vendte sig pludselig om bleg som et Lig — og sagde med en Bestemthed der virkelig imponerede , idet hun still de sig foran Døren , som om hun vilde spærre Adgangen . Mine Damer , jeg har ikke den Ære at kjende Dem , men Jhvcm De end er — faa er det min Pligt at sige Dem — at uværdige Beskyldninger og Miskjendelse ! — med et Ord ; Udfald som dem jeg i mindre end to Minutter har hørt Tre af —i hans nuværende nervøse Tilstand — vi ! være nok til at virke høist skadelig , maaske dødelig , paa hans svækkede Helbred — da jeg altsaa ikke har Magt at foreskrive hvad De ville behage at sige og tænke — saa benfalder jeg Dem om — opsæt deres Besøg ti ! han befinder sig bedre — han befinder fig i Sandhed ikke vel for Øieblikket . Den ældre Dame vilde svare og trak alerede haanligt paa Læberne , da den yngre Dame flap hende- Arm og sagde med Venlighed men dog med Bestemthed : Ti Charlotte , jeg ønfler det . Luk De kun Døren op Jomfru Berner , ti føiede hun blidt , Bülow kan se hvorledes den unge Mand befinder sig — jeg vil hverken have hans eller Nogens Helbredstab paa min Sam » ittighed . Gud velsigne Dem for disse Ord , min ædle Dame ; det er mig et Haab om , at deres Lrdsagersfe vil nære samme Forsæt . Man træadte ind i Salen , hvor den Ängste satte sig i Sofaen , medens den Anden blev staaende hos hende . Ida var i en stor Forlegenhed , thi da den Dame der bnævnedeS Charlotte vidste at den unge Pige forstod Fransf — forsikkrede hun sin Ledsagersfe i en Blanding af Engelsk og Tydsk , at den saakaldte Christian var en Bedrager , som kunde føre Mænd , meu ikke Kvinder bag Lyset . Ida neiede dybt for den siddende Dame , som hun nu da Lysene faldt rolig paa hendes Ansigt , kunde see var Dronningen , saavel af den milde og dog kongelige Anstand — som af Ansigtsligheden med hendes Søn . Tillader De min ækle Dame , at jeg fjerner mig , -- - jeg forstaaer adskillige Sprog og kan ikke taale at høre InvektiverHan er jo ikke her — og Jomfruen er vel ikke saa sensibel . Bliv De kun Jomfru Verner , sagde den Tiltalte slddende Dame mildt — og siden Frøken Rømler har angrebet den De er saa hengiven , saa sig De mig — er der noget Bevis for det Modsatte ? Ia — ja , det er der , sagde Ida med Inderlighed og Varme , hvis jeg blot torde anfsre det . Anfør det frit , jeg beder Dem derom . Nuvel , det er for mig en Befaling , saa vid da , at Naturen har saa aabenbait villet hævne sig paa en uretfærdig Skjæbne og denS Haandlangere , at den med klare uudslettelige Træk — har afmalet Forældrenes Portrait i Christians Ansigt . De kjender mig — har De seet mit Portrait ? Ia — Deres Majestæt — jeg seer det hver Dag h r , hvor den er Fange — der burde have en anden Plads . Stille — der er Bülow . Jeg befaler dem begge at blive , men kun at tale paa min Opfordring . Bülow kom meget alvorlig ind og trak Kabinetsdøren tæt til uden at lukke de » ganske . Tilfældet er alvorligt , sagde han og jeg ønsker at en Læge hentes hurtigst muligt , thi det er ikke Næseblod , men en Hals-eller Brystarterie der har aabnet sig . Saa lad os komme igjen en anden Dag — udbrød Frøken Rsmler , der pludselig lod til at blive meget ængstelig tilmode . Jeg troer selv , at det vilde blive det Bedste , sukkede Kammerherren . Ønsker Christian det samme ? thi de have nu alle Tre lilraadet mig at komme igjen — Nei , han trygler om at maatte komme ind uu da Blodet foreløbig er standset . Lad ham komme — lad mig blive denne gruelige Tvivl kvit ; og De Chartotte , jeg forbyder Deres Udfald — jeg vil selv spørge og ingen — maa svare uden den der bliver spurgt . Døren aabnede sig . Christian traadte bleg , næsten vaklende ind . Dronningen vilde ved den første Tilskyndelse ligesom uvilkaarlig aabne Armene og ile ham imøde , men hun betvang sig og gjørde en heroisk Anstrængelse . Hun tilkastede Bülow et ængsteligt Blik og sagde : Understøt ham . Bülov > lle henimod ham , men Christian holdt ham tilbage med en Haandbevægelse . Jeg besi der mig meget vel i dette Øieblik — Hr . Kammerherren har sagt mig at en Dame ønskede at forelægge mig nogle Spørgsmaal — jeg sfaf svare saavidt jeg formaaer , min Dame , behag at tale . Det kostede Frøken Remler stor Anstrængclie at holde sig opreist , hvormeget hun end beherskede sig — syntes en panisk Skræk at have betaget hende og hendes slirrende Øine fore uafbrudt fra det høie , unge , blege Menneske , til den Dame der med majestætisk Ro , stod red hendes Side . Sæt Dem min Herre , sagde Dronningen med overordentlig Mildhed . De er meget svag — men De kan vel nok besvare et Par Spørgsmaal som jeg maa gjøre Dem — men -sæt Dean — her i Sofaen , jeg ønsker , jeg befaler det . Christian tabte næsten Mælet , ved at døre den Stemme -- han saa længe — faa længe havde attraaet at høre . Han knugede den venstre Haand tæt op til Hjertet og fontes gjennemstrommet “ af en Ild , der paa engang gjorde ham benrykt og angst — han satte sig tans og mat ned i Divanen og kastede ær usigeligt bønfaloende og kjerligt Blik op paa den høie Dame der stod lige foran ham Dronningen maatte anvende stor Overvindelse for ikke at besvare denne tause Bøn — men hun havde fast foresat sig at være Dommer — fremfor alt upartisk Dommer , før hun overgav sig til mildere Indtryk . Har De nogensinde bemærket noget der lignede Ar — eller Indtryk af en Tang , i begge deres Tindinger eller nær ved deres Øren ? Christian studsede — Jeg troer at der findes Et saadant under Sidehaaret , svarede la « Bülow , tag Lyset , befalede Dronningen — jeg vil selv se . Kammerherren adlød — Dronningen — løftede selv Haaret tæt ved Øret tilside — Der er det tydeligt , udbrød hun , her er det kun antydet , tilføiede hun med Ro . Charlotte erindrer Du , at Saxdorf sagde , da Du stod ved mit Leie — at han havde maattet tage saa slærkt fat paa den lille Verdensborger , at det næsten saa ud som om Kronen allerede havde trykket hans Tindinger . Den Tiltaltes Pupiller udvidede sig som om de fluide ipw ' ge ud af Øienhulingerne , — hun nikkede taust . Svar med Ord , og ile med Pantomiue , befalede Dronningen , erindrer Du det Charlotte ? Jo , Deres Majestæt , jeg erindrer det . Dronningen kastede et Blik opad , som om hun bad Himlen om Opfyldelsen af en hemmelig , inderlig Bøn . Derpaa nærmede hun sig og sagde næsten Zittrende r Den venstre Haand . Christian der var meget overvældet , misforstod det , og rakte den høire Haand medens han gjorde en næsten knælende Bevægelse . Nei den Venstre , og bliv siddende , sagde Dronningen endnu bekjæmpende sin indre Bevægelse . Christian var aldeles konfunderet , og forstod ikke Meningen , men Dronningen fog med Ivrighed hans venstre Haand , rev Guldknappen , Manschetten , ja selv Flonelsskjorten op og udstodte et Skrig — der paa eengang lød som et Glædes og et Hævnskrig . Min Gud , hvad er det ? slønnede Christian angst . Hvad det er ? spurgte Dronningen , istedet for at svare . Frøk n Rømler , sagde hun skarpt , hvad seer De her . Hvor ? hvor ? en rød Plet . Og Te Bülow ? — nærmere med Lyset — hvad seer De ? En lille ildrød Plet , svarede Kammerherren . Det er et Modermærke — hust Dem om Frøken Rømler — da jeg nærede det lykkeligste Haab , ikke meget længe før min Nedkomst — plyndrede De og jeg mit Kirsebærtræ i Indelukket paa Frederiksberg Bakke . De stod høit oppe paa Stigen — thi De var den Dristigste , Frøken Rømler — og jeg holdt Kurven ved Foden af Træet op til Dem for at opfange Bærrene — husker De ? Ja , Majestæt . Saa hulfer De vel at et Kirsebær faldt paa mit venstre Haandled — det gjorde ondt og jeg tog dertil . Det skulde De ikke have gjort 7- raabte De , nu faaer Barnet et Kirsebær paa Haandledet . Sagde jeg det ? Ja — Ord til andet — og De havde jo Ret — thi her er Kirsebærret — og Dig mit Barn , tilføiede hun ømt , have de frarøvet mig — ja Christian — jeg har følt det , men Øiet maatte se og Forstanden tale , førend Hjertet kunde komme til Orde og sige : Omfavn Din Moder . Christian vilde atter knæle — men Øronningen holdt ham tilbage — hun brækkede hans Pande og Kinder , ja selv hans blottede Haandled med Kys — først nu gav hun sine Taarer frit Løb og en Scene som ikke kan besfrides paafulgte . Øronningen var dog den som atter først gjenvandt sin Fatning . Min Søn — sagde hun — lad os nu fatte os , vore Hjerter have sundet deres Rettigheder , men vi have for os den store Verden — der ikke kan faa for mange Beviser for , at faste Lid til noget Usædvanligt . Jeg Din Moder vil være Din Sagfører baade hos Kongen og hos Folket , en Moder viger ikke tilbage naar hun veed og føler at hun har Ret , saml Dine Tanker — min egen Christian — der skal blive strengt og omhyggeligt undersøgt , paa hvad Maade man har stjaalet Dig fra mig — fra os , Din Fader og mig , fra Landet — ja , fra Dig selv . Hu st Dig om , har Du « uret , flet intet , om nok saa Ubetydeligt , fra Din Bortførelses Tid ? Masterne som Forræderne kunde have tabt eller — hvad er det ? hvad har Du ? — Oh , Moder — gaa bort fra hende der , hun sender Dem saa giftige Blik — ja hende maa det tjlhsre , et Batistes Tørklæde har jeg , som er mærket C . R . Med Kniplinger ? Ja , ja — jeg skal hente det . Bliv Bedrager — nu er det nok — det er et overlagt Bedrageri — Bolt og Jern skal straffe det , raabte Frøken Rømler — ude af sig selv — det er nok , Du er min Søn , men Tronrpver har jeg aldrig villet gjøre Dig til . Deres Søn ? Deres Son ? — jeg Bedrager ? Fat Dig Christian , hun vil kun fravriste Dig Beviset , hent det og De Bülow — lad Netten begynde sin Gang . Hent Politiet det er bedst at hun bliver her med det samme . Christ an — vilde reise sig , men det løb rundt før ham . Gode Pige — sagde Dronningen til Ida , hjelp ham — vi , maa have Beviset . Gjør Dig stærk miu Søn — det gjælder om at knuse Slangen med Din Hæl . Ida ilede hen til Christian . Bülow vilde gjerne have støttet ham , men han tørde ikke forlade Dronningen og udsættr hende før den rasende Furies hadefulde Tunge . Frøken Romler gik skjulende og Tændersljærende omkring Dronningen , som om hun lurede paa at bibringe hende et dræbende Slag . Gaa^ stygt bort Elendige , bød Dronningen . Befri mig fra den Skjændsel , at se min Hofdame , min mangeaarige Fortrolige i Politiets , Hænder — gaa , gjentog Dronningen . Frøken Rømlcr næmede sig Døren , men blev nogle Sekonder trodsig staaende . Han er min Søn , — skreg hun , og ved Deres Mand , nu veed De Alt , imorgen skal De faa en yderligere Oplysning . Efter at have raabt dette , slyrtede hun ud af Salen . Milde Himmel ! raabte Ida fra Kabinettet , — Hr . Kammerherre kom hurtig til Hjæ ' p , han forbløder sig Min Søn , oh , min Søn — Du maa ikke dø — bad Dronningen hulkende og slyrtede ind i Kabinettet . Men her forlode hendes Kræfter hende . Hun saa sit Barn — sit gjensnndnc ulykkelige Barn med næsten bristende Øine , liggende midt i en Blødstrøm paa Gulvet , hun kastede sig ned over ham med et Jammerskrig og Bevistheden forlod hende . Bülow betragtede saavel Dronningens Bevistløshed som Christians Tilstand meget altereret . Han indsaa det umulige i at undgaa strax at tilkalde en nærbornde Læge , trods det Inkognito han ønskede bevaret for begge de nævnte Personer . Jochumsen maatte ' i Hast springe ind paa Apotheket ved fir en af for af hente de nødvendigste blodstandsen . de Midler og noget flvgt gt Salt . Ester af have bragt dette der med Held anvendtes af ham og Ida , beordrede Aammerhrrren af hente en Læge der boede i Nærheden . Forinden denne kom , bønfaldt han Dronningen om , endelig strax af tage hjem til Palaiet , hvortil hun efter nogen Modstand , omsider lod sig bevæge , medens hun trøstede og omfavnede Christian , bad hun ham endelig saa snart som muligt af komme til hende paa Palaiet og hun paalagde Ida paa del Indsfændigsfe , med Omhn af pleie og vaage over hendes dyrebare gjcnfundne Søn . Sex og Tredivte Kapitel . Følgen af Anerkjendelsen . Da den , en Furie lignende Frøken , slyrtede ud gjennem Forværelset og Korridorerne , standsede hun et Øieblik ved Trappenedgangen , for af trække Veiret og for af tænke sig om , hvad hun under den nuværende fortvivlede Stilling skulde gjøre . Jeg er fortabt , mumlede hun — Politiet , oh , jeg gyser , skulde del blive Enden paa de mægtige Planer og høie Forbindelser . En Lyd af en hastig aabnet Dør , bragte hende til af fare sammen . Det er Befalingen til Politiet at paagribe mig — mumlede hun tænderklapprende , det er ude med mig . Jeg hører Skridt nærme sig — hurtig , jeg maa skjule mig , hun løb i Mørke paa Maa og Faa hen i en som det forekom hende , endeløs Fordybning , der dog kun var eu Forlængelse af Karridoren , hvor hun satte sig paa Hug , for ikke at bemærkes af den der nærmede sig . Jochumsen , der ilte ned af Trappen fov ' at hente det paa Apotheket , som Kammerherren havde befalet ham , spurgte en Betjent ved Foden af Trappen , hvor Vognen holkt , om Kudsken eller Tjenerne , ikke havde seet Frøken Romler , der var falden i høieste Unaade . Dette kunde den Lyttende , der holdt sig langt tilbage , ikke høre — hvorimod det lød som en Domsbasun i hendes Øren , da hun hørte Jochumsen sige til en ubekjendt Tredie Person : Løb alt hvad De kan over til Polittløitnant Gram og sig ham at Kammerherre Bülow beder ham om , ufortøvet at komme ud til Kongens Palais . Min Dom er fældet , sukkede hun , men Kudsk og Tjenere veed intet endnu , her gjælder det at holde Kontenancen og frelse sig paa bedste Maade . Da hun kom ned i Porten befalede hun , stolt som altid , Tjeneren at aabne Vogndøren og kjøre hende ud til Kammerherre Remler paa Frederiksbcrgslot . Vi have ingen Ordre dertil , lød det kolde Svar . Er man fra Forstanden ? Jeg er Dronningens Hofdame , jeg skal hente noget HoS min Broker , det er Hendes Majestæts Befaling . Deres Naade maa vente , jeg vil slige op og indhente Kammerherre Bülows nærmere Ordre . Det er nok , kjør mig derud — øieblikkelig . Hører det med til den Unaade De er falden t min Frøken ? — jeg maa høre det af Kammerherren selv . Ha , udbrød hun forbittret — men da hun herte Skridt nærme sig fra Gaden , blev hun atter angsf — skyndte sig til Porten , rev den op og forsvandt . Udenfor traf hun en Hyrevogn , hun sagde til Kudsken , dette Diamantarmbaand giver jeg Dig hvis Du inden ti Minutter sætter mig af hos Kammerherre Rsmler paa Frederiksberg Slot . Kudflcn slilede til det værdifulde Armbaand , me » han var dog bange for sine Heste og kløede sig betænksom i Hovedet . Jeg vild « nok , min Frue , sagde han , kun er jeg . bange for at Hestene styrter . Kjør blot til paa Liv og Død , sagde hu « , der alt sad i Vognen , jeg betaler hvad Skade der skeer . Godt , sagde Kudsken , saa skal jeg pile afsted som om jeg havde sljaalet baade Heste og Vogn . Med disse Ord sprang han op paa Bukken og kjørte afsted saa Mange troede at Hestene løb løbsk med ham . Efter fi Minutters Forløb holdt de dampende Hest « i SlotZgaarden paa Frederiksberg . Frøken Rømler slyrtede op af Trapperne og ind i Kammerherr ns Dagligstue , der var godt oplyst og behagelig opvarmet . En sin aromatisk Duft strømmede Frøken Charlotte imøde , hvilket til enhver anden Tid vilde have været hende en Behagelighed , men nu forekom hende som en Skjæbnens Ironi , under den gruelige Angst , som nu Ved Eftertanken i Vognen havde grebet hende . Kammerherre Rømler stod just og ordnede Spillebordet og lagde Jettonü i Kasserne til forventende Spillefremmede , da Søsteren slyrtede ind i Værelset . Hnn var saa bleg og Ansigtet saa krampagtig fordreiet , at han neppe kjendte hende — Han tabte Jettonerne af Skræk , og udbrød : Charlotte , sig uden Omsvøb , hvad er der fleet . Alt er opdaget — vi ere om en Hals . Polker Heller , vi benægte alt , R « b og Stub — og hvor er saa Beviserne . Havde D « seet vor Ulykkesfugl , vilde Du tale anderledes Sophus , men Du kan tro mig om D « vil — Mage til Lighed har jeg aldrig seet , — det er det grangiveligste Portræt af Faderen og Moderen . Jeg sagde Dig nok , at vi skulde have kastet ham i D amhuSsøen . Vaas — man vilde have fundet Liget , og Du og jeg havde dandset paa Skafottet for længe siden . Den førdømte Slangenbusch har vist forraadt os . Nei , han er jo i samme Klemme som vi — desuden , hvad Fordeel skulde han have af del ? Men fortæl mig dog hvordan det blev opdaget . Det har jeg ingen Ide om , Kongen har nok selv opdaget Fyren — ligemeget , han holder ham paa Raad og Domhuset . Ja , det fortalte Du mig sidst , men hvad er der n « fleet . Kongen var som sagt vis i sin Sag . Allerede for fjorten Dage siden , betroede Dronningen mig , at der var ef ungt Menneske der lignede hende og Kongen . Alt tydede paa , at han maatte være bortstjaalet fra Forældrene , men Dronningen — og deri bestyrkede jeg hende , troede fuldt og fast at det var en Bedrager eller høist en naturlig Søn . Kongen vedblev dog at forsikkre det modsatte , og indledede hemmelige Undersøgelser . Og Du Charlotte , som var saa vis i Din Sag . Endnu i Middags var jeg saa sikker som Paven i Rom . Men saa fik Dronningen pludselig den Ide at hun vilde se ham . Forbistret ! og det har hun ? 3a , jeg kommer lige derfra . I Vognen var hun saa kjær , hun forsikkrede , at dette Besøg vilde hæve hendes Tvivl og skaffe hende Ro -- -- -- -- -- -jo deilig Ro . Afbryd ikke — jeg staaer som paa gloende Kul . Oh . min Kjære , det er Baggateller , — naar vi ikke forekomme Politiet^saa er vi sikkre paa Skafottet . Skafottet , — raabte han og faldt formelig ned i en af de Stole der vare faire tilrette red Spillebordet . Skafottet , gjentog han , aldrig , før skal jeg selv — Naturligvis Sophus , de skal aldrig faa os levende — men vi har , kun en Times Forspring , til at redde os i fra offentlig Skjændsel — jeg hørte med mine egne Øren , at Politiet fik Ordre til at paagride os . Oh , jeg har min lille Flakon , den har været beredt i de sidste fjorten Dage . Han viste hende en lille blaa Flakon som han bittert smilende tog op af sin Vestelomme . Den maa Du give mig — samt laane mig dette Værelse at dø i — , > Og jeg — og jeg ? Aah , Du har Søndermarken eller Haven — tag en Pistol , eller spring i Kanalen , men inden en halv Time maa det være gjort . En halv Time , sukkede Kammerherren , hør Du — jeg troer , jeg flygter . Ingen Feighed , Sophus — Politiet er i dette Øieblik instrueret , lad os ikke beskjæmme os selv og andre . En halv Time — oh , man betænker sig , man gaaer forsigtig tilværks — vi faaer Tid at sunde os . Sophus , Du skulde være Mand og Du er feig som en Kjerling . Alt er opdaget , Beviserne ere klare , mit bortkomne Lommetørklæde med mit Navn er funden , jeg er en overbevist Forbryderne , og selv om jeg kunde lyve mig fri for Barnerovet , saa kan jeg dog ikke lyve mig fra Majestætsforbrydelsen — jeg har sagt til Dronningen , at Barnet er mit ved — Kongen . Er Du fra Forstanden ? naa , det maa jeg sige , det var dristigt — og naturligvis har Du ikke Skygge af Grund . Nei , desværre — men Spillet er nu tabt , aldeles tabt , men mig slak de ikke saa levende . Har Du maaske Lyst at vanære vor Familie ? Tal ikke derom — jeg har en ypoerlig Rytterpistol i mit Skriverbord . Godt , at Du taler om Skriverbord lad os øieblikkelig lilintetgjøre alle kompromitterende Papirer . Sophus og Charlotte Rømler maa tage Hemmelighederne med i Graven . Luk Døren ar , lad os ffynde os , vi brænde Papirerne i Kaminen og saa , ved den mindste Støi der nærnær sig , D « har forstaaet mig Brøder . Ja , Du har Ret , her er Skuffen , tag Du og brænd det Hele , medens jeg lader Pistolen . Frøken Rømler tog en Bunke Papirer af SkuffenIndhold , holdt det hen til et af Boxlysene og tændte det i lys Lue , gik derpaa hen til Kuminen og kastede det paa Ildsledet , ilede derpaa feberagtig hen til Skuffen og kastede den ene Haandfuld efter den anden paa de lystig brændende Flammer . Det forekommer ' mig at det er vort eget Baal » i antænde Charlotte , vi have levet lykkelige Dage — ak , jeg er daarlig , meget daarlig forberedt paa at dø . Sophus , Du skylder mig , alt hvad Du er ; lad os gjøre Kampen saa kort som mulig , j « g er fast bestemt paa at dø , lad mig tage den Vished med mig , at Du ikke vil skamfljænde vort hædrede Navn . Den m ndste Straf der venter Dig er Slaveriet paa kongens Naade ; har Du Mod til at ombytte Stokhusets gruelige Uniform med en kongelig Kammerherres ? Nei , nei , jeg hverken kan eller vil , men flygte , var dog en Udvei . Saa slygt da , naar Du ikke har Mod tit at dø med mig , men lov mig , at Du i det Øieblik Du paagribes gjør al Udfritten umulig . Det lover jeg Dig Charlotte , desværre er mine Pengeaffairer i Uorden , jeg eier ikke 300 Daler Kontant , Resten er usikker og neppe til at dække Gjælde » med . Stakkels Broder ! sukkede Charlotte , min Stilling som Hofdame veed Du var godt aflagt , men Toilettet og de fordømte Sladderhanke , som bestandig plagede mig med dereö Overhæng , har taget Bunden af min Kasse . Har Du slet ingen Penge hos Dig ? Nei , dog jo , her er Hundrede Daler , dem havde jeg lovet Slangenbusch , for at spioner « i Raad og Domhuset , men jeg har hverken hørt eller seet den Forræder . r Giv mig de Hundrede , det er altid til Hjelp til Reisen ; jeg gaaer over Stokholm og vil se at flippe til Polen eller Ungarn . Lykke paa Veien , Gud beffjærme Dig , gaa ned af Løntrappen gjennem Slotskapellet . Øer er lukket . Nei , Badeværelset har en Udgang til Løngangrn der fører ned til Staldbygningen . Farvel ! Flygt med mig Charlotte , jeg kan ikke forlade Dig og overgive Dig til Døden . Sophus , kjære Broder , gjør mig ikke blød ; To vilde vi dog være fortabte alligevel . En fjern Lyd forskrækkede hende . Hun lyttede . Øer ere de , raabte hun fortvivlet , man nærmer sig , skynd Dig gjennem Trappen , skynd Dig . ! Farvel , Charlotte Farvel . I det Øieblik Kammerherren ilede hen mod Tapetdøren , der førte til Trappen , blev der banket heftig paa Salsdøren og ruffet stærkt i Laasen . Luk hurtig op , blev der raabt udenfor . Lad os sprænge Døren , sagde en Stemme , man kan ikke vide hvad der er hændet , vi komme maaske for seent . Et Par vældige Forsøg paa at sprænge Døre » , betog Frøknen baade Mæle og Ansigtsfarve . ' Ja , de komme for seent , mumlede Charlotte sagte — hun greb Flakonen , rev Glasproppen af og tømte Indholdet i et eneste Drag . Nu er det gjcrt , sukkede hun med en Gysen . — lad dem nu komme , naar de vil . Flere kraftige Stød mod Døren paafulgte , men den holdt ud , da den var af slærkt Egetømmer . Jeg kan like flygte uden Dig , hvidskede Kammerherre Rømler , der var kommen irlbage fra den mørke Trappe . Sophus , jeg har tømt Fiolen , frels Dig . Du har tømt den , ak Charlotte — jeg seer det paa Dine fordreiede Træk — nu saa lad dem tage mig — saa er alt ude . Gjør ikke min Dødsangst dobbelt pinlig , slygt , øm ti Minutter er jeg fri . Talen faldt hende besværlig , hun vilde s-ltzt mere , men hun kunde ikke , hendes Ansigtsfarve forvandledes allerede til Dødens Blyfarve , medens Trækkene fordreiedefrygteligt . Hun udstrakte endnu engang de iskolde Hænder foldede mod Broderen og fremstammede et neppe hørligt - fly , fly ! - 2 Haarene reiste sig paa den ligesom gjennemisnede Broders Hoved , ja , ja — hvidskede han , vi sees igjen , snart , snart . Med disse Ord famlede han hen til Tapetdøren og forsvandt . Et kraftigt Stød udenfra , sprængte Døren . ' Frøken Rømler slæbte sig hen til en Stol og sank sammen paa den . Trods de grueligste indre Smerter , der afpressede hende Sukke og Jamren , betvang hun sig for med imponerende Ro at modtage de indtrædende Poiiliofficianter . Men det var ikke saadanne , der trængte Ind af den fønderpaaede Dør . Det var Slangenbusch og Kammerherren- egen Tjener . Hvad vil man ? slønnede Frøknen med tykt Mæle . Hvor er Kammerherren ? spurgte Slangenbusch . Frøkenen svarede ikke , hun slirrede blødt slift paa Slangenbusch , som om hun anstrængte sig for at forstaa ham . For Himlens Skyld hvor er deres Hr . Broder , jeg har godt Nyt , til Dem og ham . Godt Nyt ? slammede Frøknen — til os — umuligt . Ved Himlen og Jorden sværger jeg — det er sandt . Kammerherre Bülow greb mig i Spioneriet , jeg ventede at blive kastet i Raadstuefængflct , men han var mageløs venlig . Slangenbusch , raabte han , Du faaer Tusinde Rigsdaler , hws Du redder to Menneskeliv , som Dronningen , trods en pludselig Vrede , dog holder for meget af til at se dem opoffret . Jil ud til Kammerherre Rømler , paa Frederiksberg -- Froknm er derude , sig dem fra hende- Majestæt Dronningen , at hu » tilsværger Frøknen ved sit Kongelige Ord , ganske og aldeles at tilgive dem , naar de Ville tilstaa hele Sandhede « , med Prindsen « Barnerov . Dronningen vil give dem Ryhlenhørst kvit og sri , en aarlig Livrente paa 2000 Daler , til hver af dem , samt Straffrihed i enhver Henseende — og Tilladelse til at opholde sig hvor de ville . Sig , at Dronningen bønfalder sin mangeaarige Veninde om , at modtage dette Tilbud og , at hun vil velsigne dem , der gjengiver hende sin Søn . At , det er kor seent — for seent , jamrede Frøknen , jeg har taget Gift og min Brøder — Hvor er hank hurtig , hvor er han , spurgt » ! Slange nbnsch . Løb Jørgen , ned til Marmorbadekammeret , er han ilf « der — saa i Have « — De , Slangenbusch maa skaffe mig Melk at drikke — Sveitseren hurtig — jeg brænder , som af tusinde Flammer . I et Nu vare Begge ude af Døren . Slangenbusch ilede ned til Sveitseren , medens Jørgen , da han ikke fandt sin , Herre ved Slotskirken , skyndte han sig hen til Kildegrotten , der var Kammerherrens yndlingsopholdssted . Heller ikke i Grotten fandt , han sin Herre , men det forekom ham , at han hørte en Bevægelse fra Bandet i Kanalen . Han ilte derhen , men kom snart til den . Vished at Døden havde erholdt et Bytte . Min Gud , slønnede Charlotte knælende da hun var allene , — hvis det var Tid endnu , hvis det var muligt at alt endnu kunde blive godt , kun ti Minutter , oh , skjænk mig blot ti Minutter , Almægtige , for at jeg kan gjøre et heelt Livs Brøde dødt igjen . i , i ilr < uu > ' x r > - . li-j Desværre blev denne Synderindes Bøn ikke opfyldt . Frygtelige Krampetrækninger greb hende , og da Slangenbusch kom tilbage med Mælk og andre Hjælpemidler , var den Ulykkelige næsten ikke mere sig selv mægtig . Med stor Anstrængelse fik han hældet lidt Mælk ind mellem de sammenbidte Tænder , der troes alle Bestræbelser , neppe kunde aabnes . Hun leed forfærdeligt , han sendte øieblikkelig Bud efter en Læge , men det var øiensynligt , at hun ikke kunde leve til han ankom . Alligevel gjorde han alt muligt — og det lød ril at den Elendige der nu laa og krympede sig paa Gulvtæppet dog blev opretholdt ved en Tanke : Broderens Frelse . Flere Gange indfandt Dørens Trækninger sig — men hun stred imod som om hun vilde oppebie Efterretning om sin Broder . Tapetdøren blev omsider reven op . Jørgen slyrtede hulkende ind og raabte ude af sig selv . Til Hjelp , Kammerherren er falden i Kanalen ved Kildegrotten , jeg vilde berge ' ham , men kunde ikke sinde ham , hurtig til Hjelp med Baade , Stænger og Lys . Sophus l raabte Charlotte med et kvalt Skrig — det var den sidste Anstrængelse hun gjorde . Hun faldt tilbage som et Lig . Med et fortvivlet Udtryk i sit Ansigt , lagde den knælende Slangenbusch sin Haand paa det Hjerte hvis Puls havde ophørt at slaa . Ak , det var forsilde sukkede han — desværre det var forsilde . Mig koster det min Velfærd , ham , den Ulykkelige — Lo Kongeriger . Syv og Tredivte Kapitel . En Forandring . Aftenens Begivenhed havde med sine Eindsrysfelser og ved det store Blodtab Christian havde lidt , i høi Grad angrebet ham . Han var saa mat og svag , at han efter Lægens Anordning . i flere Dage maatte holde Sengen , og Ratten forløb , trode de anvendte Midler , ikke uden stor Fare for et nyt Tilbagefald . Lægen viste saavel st » Dygtighed som Ufortrødenhed og aflagte ikke mindre end tre Beføg i Løbet af Ratten , Kammerherre Bükow kom To Gange samme Nat for at spørge til Patientens Befindende , og Carl Theisner , hans Kone og Ida , vege ikke fra Deres dyrebare Dens Syge-Leie hele Natten . Troks sin lidende Tilstand og den Taushed og Ro , d « som Følge af Sygdommen var ham paalagt som absolut Pligt , kunde Chrislian dog ikke tilbageholde Kl tringen as hvor lykkelig han solle sig , over at have vundet begge sine Forældres Anerkjendelse . Han forsikkrede at han nu var rolig og tilfreds og efter hvad der var fleet , vilde han aldrig mere føle sig ganske ulykkelig . ' Uagtet denne Forsikkring , vovede man dog ikke/at meddele ham , at te to Personer , der havde begaaet Barnerovet , de samme , der i sin Tid , havde været maskerede nede i Faurbo Kirke , hvor de havde overleveret den nyfødte Chrislian i Prasten BreseS Hænder — havde taget sig selv af Dage , efter at de Skyldigt , Frøken Rømler og hendes Broder havde seet sig opdaget . Da dette dobbelte Selvmord gjorde enhver videre Undersogelse i BarnerovSsagen umulig , og saa at sige afklippede ethvert Relsbevis , maatte han som den nærmest Vedkommende , uunkgaaelig sættes i Kundskab derom , for at enhver Jllutio « om den ham tilkommende Fødselsret kunde banlyses . Saavel Kammerherre Bülow , som Carl og Aline sandt derfor at Ida bedre end nogen anden , lejlighedsvis maatte underrette ham derom , naar hun selv fandt det passende og tilraadeligt . Hun paatog sig dette vanskelige og farefulde Hverv men paa den udtrykkelige Betingelse , at hans nuværende Opholdssted , ombyttedes med en sirldstæudig Privatbolig , hvor han i enhver Henseende var aldeles fri og uhindret . Kun derved vilde det være muligt uden Fare at stille ham tilfreds , hvilket ogsaa slemte overeenS , med hans egne udtalte -Ønsker . Hans Misfornøielse med den ham paalagte Tvang , havde endnu iaftes kort efter at Dronningen var taget bort , « presset ham den Attring , at det var dette masterede Statsfængsel der fvg Liv og Helbred fra ham . Bülow trak paa Skulderen , og sagde , at han ikke kunde svare noget herpaa , men han ' lovede lempeligt at forebringe det — uden at han kunde indestaa før at hans Forestillinger vilde lykkes — da Forsigtighed nu mere end nogensinde var n . dvendig . Henad Morgenstunden befandt Patienten sig , eftrr Lægens Formening uden Fare , naar alle Forsigtighedsregler og øvrige Anordninger iagttogeS . Ida overtalte derfor Carl og Aline til at tage hjem oz søge en smule Ro . Patienten var falden i en tryg Søvn og skulde først have Mixtur om to Timer . Jochumsen blev indstalleret i Salen , hvortil Døren fra Kabinettet stod paa Klem , saa han kunde holde Øie med sin Herre , medens Ida overvældet af Anstrængelse og Sindsbevægelse , satte sig i Lænestolen ved Christians Hovedgjærde og faldt i en dyb Søvn . Af kenne vækkedes hun tidlig paa Morgenstunden , ved at en Haand klappede hende paa Kinden . Hun slog Øinene op og saa Kongen staa foran sig , hun sprang forsfrækket op , men beroligedeS ved at denne sagde i en næsten hvidflende , men faderlig mild Tone : Væk ikke vor kjære Christian , lad mig tale med Dem gode Barn — følg mig ind i Salen , saa kan Jochumsen holde Vagt saalænge . Ida blev blussende røk af Glæde over denne milde Tiltale og bøiede Hovedet , hvorved hun stiltiende takkede for den aldeles uventede Naade der tilstodeS hende . De gik ind i Salen og Jochumsen der satte sig ved Sengen i Kabinettet blev det paalagt at kalde , hvis Patienten vaagnede . Det var visf en skrækkelig Scene iaftes , begyndte Kongen — Bülow har fortalt mig det ; den staklels Moder er saa angrebet endnu derover , at jeg ikke har torvet tale synderligt derom , for ikke at alterere hende . Veed Hende « Majestæt , at Frøken Rømler og Broder have taget sig selv af Dage ? Nei , hun er alt for svag til at vi tør meddele hende denne sørgelige Begivenhed , der vil angribe hende i høi Grad , navnlig fordi vor kjære Son- Rettigheder dermed tillige ere sænkede i Graven . Desværre , min Herre og Konge . De maa ikke foreløbig sige det til Christian , det » ilde aldeles ødelægge hans haardtmedtagne Sundhed . Jeg takker Deres Majesfæt før dette Hensyn , en Meddelelse af en saa sørgelig Beskaffenhed , maa ha « først erfare naar han er fuldstændig rafl — og da endogsaa med stor Varsomhed . Rigtig , fuldkommen rigtigt . Jeg har nu faaet nøiagtig Underretning om min Søns Tilstand , saavel af Bülow som af Lægen , min Søn lider af Brystsyge — denne skrækkelige Sygdom , der lægger faa mange unge Mennesker i Graven — ak , han vil neppe blive gammel . For Gud er intet umuligt , jeg har rigtignok længe næret en stør Frygt og hjertelig Angst derfor , selv han har en dunkel Anelse derom , men jeg søger ved ethvert Middel af styrke det Haab , som Forsynet sa « viseligt og trøsterigt har nedlagt hos de Lidende . Oh , hvor maa jeg kaste dem kjære Pige — for al deres Omhu og Opoffrelse for min Dyrebare ulykkelige Vndling . Vær vis paa af baade jeg og Dronningen inderligt og oprigtigt paaffjønner deres herlige trofaste og sjeldne Evner . Majestæt , De overvælder mig med Naade . Nei gode Pige , vi give Dem kun hvad der med Rette tiltommer Denr ; vi paaskjønne DerrS gode og gavnlige Indflydelse paa vor elskede Søn og da ha « desværre nu paa Grund af de indtrufne fatale DsvSfald — kun kan være Dronningens og mit Barn , for os , ham selv og de Hengivne , der elske ham og os , saa er det os dobbelt magtpaaliggende , at hans Liv forsødeS saa meget og saalænge som muligt , for at vi kan glædes ved at vide , at han lever . De » voldsomme Anstrængelse iaftes , har rigtignok angrebet ham overørdentlig , næsten mere end hans physiske Kræfter kunde taale , men jeg som kjender enhver af hans lønligste Tanker , tør dog berolige Deres Majestæt med at naar hau kun kommer livt til Kræfter — vil Tilfredsheden over at han har begge sine høie Forældres Anerkjendelse , være ham en Kilde ril usigelig Lykke . Men naar han senere erfarer RømlerneS Dødsfald , samt at de ved deres Bortgang fra Verden har fuldendt det Rov , som de ved hans Fødsel saa skammelig iværksatte ? Selv da , min høie Konge , vil han føle sig glad og resigneret . Hans slørste Sorg var den , at Deres Majestæter skulde tro at han var en Bedrager , altsaa et flet Menneske . Ru da han er vis i sin Sag , vil han være tilfreds med Skjæbnen . Er De ganske vis derpaa ? det vil være os en stor Beroligelse . Saa kunne Deres Majestæter være fuldkommen rolige , thi han har udtalt- det mangfoldige Gange ; endnu i Nat , ester et stærkt Anfald og stort Blodtab , sagde han : frygt intet Ida , ihvad dør nu end skeer , vil jeg dog aldrig føle mig aldeles ulykkelig , jeg har min « Forældres Kjærlighed , jeg vil kamme ' mig ved denne salige Bished og selv om Forholdene skulde nøde dem til offentlig at fornægte mig , vil jeg dog vide at de ere mine Forældre og at de erkjende mig at være deres Son — denne Tanke vil æltid opretholde mig . Herlige Pige — det har han sagt , ja , det ligner ham , han besidder fin Moders englerene Hjerte . Det vil trøste og helbrede hende . Hendes Majestæt er ka vel ikke alvorlig fyg ? St lle kjære Baru , jo hun er , men Christian maa tro at der er en let Upasselighed , han maa komme til hende , til os , saasnart hankan , gid han snart maa befinde sig rigtig vel — 0A De Jomfru Ida maa gjøre deres Bedste dertil ' saavel for Christians som for HanModers Skyld . Oh , min Konge , jeg vil juble i mit Hjerte af Glæde og Taknemmelighed , den Dag Christian første Gang tii-srædes- at besøge sin høie Moder . Jeg ved det vil glæde Dem , og det er derfor jeg Vil , vide af Dem hvad De troer der er bedst at gjøre for ham , at han ret kan søle sig tilfreds — kom lad os sæfte vs og overvei « . Kongen safte sig ved disse Ord . Deres Majestæt , ' tillad mig at staa . Nei gode Pige , De har vaaget hele Natten over min Søn — sæt Dem nu her og sig mig oprigtig , hvad troer De der bør gjøres ? Siden min Konge opfordrer mig til at sige det , saa vil jeg fremkomme med det jeg længe har paatænkt at ville bønfaldo Deres Majestæt om — Det er ? At dette indesluttede Liv , her i denne Bopæl , maa forandres til et frit og utvungent Privatliv . Hvem indgav Dem denne skjæbnesvangre Tanke , Jomfru Ida — troer De at jeg holder min Søn her for at han skal være eller føle sig som en Slags Statsfange ? Jeg antog snarere at det skete af Hensyn tik den høien Politik . Maaske , maaske , men hovedsagelig dog , for at være sikker paa , at ingen forbryderisk Hensigt eller Voldshandling fiat berøve os ham og derved gjenttsmføre Rænker øller lagte Planer . ^ “ Altsaa for Christians egen Sikkerhed , er dette Opholdssted valgt . i Ja , for hvad ellers ? Tilgiv/ da er den gode Hensigt forstilet -i- det er maaske dristigt at jeg siger det , men — Deres Majestæt har ' paalagt mig Oprigtighed og , jeg maa følge dette Paalæg saameget mere som Christians ' Liv og Sundhed fordrer det . Er Hensigten forfejlet , er Hensigten forfejlet ? spnrgte Kongen ivrigt — forklar — forklar . Ida forklarede nu , hvorledes man for at fjern « Fjenden , fra den Kjære , havde indladt den uimodstaaeligstc af alle Fjender hos ham , nemlig Misfornøjelsen , Tunzsindigheden , Savnet af Glæden over at kunne bevæge sig frit og ugenert overalt hvor han ønsker . Min Gud , hvorfor har De ikke sagt det før — han har deller aldrig med et Ord antydet det . Ingen af os har vovet at modsætte sig , eller yttre noget som stred mod Deres Majestæts Villie , men nu da det befales mig at sige hvad jeg synes der er bedst — nu før jeg ikke holde det tilbage , denne Bolig forværrer hans Sundhed , Tvangen nedbryder den ganske . Han slak ikke lide ved den — lad ham vælge sig en Bopæl hvor han ønsker — dog jeg maa vide ham sikkret mod Overlast . Hvad mener De om vi leiede Po . litiløttnant GramS første Sal . Der er Staldrum , og med Dem og Theisner som Ledsagere , samt med et Par haandfaste Tjenere , maa han bevæge sig overalt , kun ikke for langt fra Byen . Tak min Konge , Tak , det vil oplive ham — han vil blive som et nyt Menneske . Hver Dag maa han komme til os , det vil glæde saavel ham som os . Men nu med Hensyn til Dem , hvad trorr De der er bedst ? Majestæt , hvorledes skal jeg besvare dette Spørgsmaal . Ganske oprigtig . Saalænge der var Haab om en offentlig retslig Anerkjendelse af min ZsnS Ret som Prinds , saalænge maatte Kongen og Dronningen ønfle en Forbindelse der kunde virke hæmmende — betragtet som ikke exilierende — mm , fra det Oieblik at hans offentlige Anerkjendelse maa ansees som en Umulighed — vilde det være en Grusomhed mod ham og os selv , at bryde et Baand , der blev knyttet da De ikke kjendte ham som andet end Nabopræstens Søn . Min naadigste Konge — den Lykke Deres Majestæt antyder til , og hvorfor jeg ydmygt takker Dem paa mine Knæ — kan jeg kun deelvis nyde . Hvorfor ? Først , fordi jeg føler det stridende mod den dybe Respekf jeg føler for Deres Majestæter , af gjøre vor Forbindelse engere end den er . Jeg vilde da lade Dem antage Ravnet , Fru Christiansen . Min Konge , enten maa jeg hedde Madam Brese — eller Jomfru Ida Berner . De er meget ærekjær . For Gud og for Dem min Konge , sværger jeg , af jeg er en skyldfri Pige . Deres Søn agter og elsker mig for høit , til af ville bringe Skamrødmen paa mine Kinder . Et Ægteskab var altsaa den eneste Udvei — men ogsaa dette er umuligt , først af den Grund , jeg har nævnet , dernæst vil Lægen sige Deres Majestæt ' den næste . Har Lægen sag ? Dem Nøgrt — saa maa De — sige mig det . Min Konge , jeg kan ikke . Kjære gode Pige — betro mig ^Egenskab af Christians Fader , hvad han har sagt . Ida skjulte høit blussende Ansigtet i sine Hænder , og fremstammede neppe hørligt de Ord : Lægen sagde , jeg seer hvor høit deres Forlovede elsker Dem men det er min Pligt af sige Dem , at den Dag , De favner en ' Søn i deres Arme — har De gravet Faderen en tidlig Grav . Ida udbrød efter at have meddeell dette , i ' en krampagtig Hulken , der synligt angreb og bevægede Kongen . Stakkels Pige , sagde Kongen og streg sin Haand over Idas rige ' Haarfylde , og De elsker ham saa høit — men Dokioren seer maaske alt for strængt — hvad vil De da gjøre ? Da vi ikke kunne leve uden i hinandens Nærhed , og vi ikke kunne ægtevies — saa bliver jeg , hvis Deres Majestæt tillader det , ved at være hans Forlovede . De er en Engel af en Pige ; lad os nu se ind til ' ham , vi maa nærmere ovetvcie hvad der er rigtigst , aftør deres Øine kjære Ida — jeg vil nødig han skal see at De har grædt — Hangar istand til at gjøre sin Fader Bebreideller . Nei , Deres Majestæt , dertil elsker han Dem for høit , maa jeg kysse Deres Haand . Dem begge mit kjære Barn . Nogle Minutter senere , traadte de ind i Kabinette til Christian . Otte og Tredivte Kapitel . Privatboligen . Hvad Christian saa levende havde ønsket , nemlig , at have en Privatbolig , hvor han i enhver Henseende var fin egen Herre — blev snart opfyldt . Første Salsetage 1 Poliiiiøilnant Grams Hus , blev t Virkeligheden leiet og alt blev der indrettet paa det Konfortableste . Den « uge Mand kom sig Dag for Dag , han kom hyppigt uv paa Palaiet , og alt syntes at straale for ham , nagtet han omsider erfarede Frøken RømlerS og Broders Død . Lt det ikke asficerede ham , vilde være formeget sagt men vist er det , at den Omsfændighed , at Beviset for hans Fodselsret lige overfor Verden bristede , og um « , liggjorde enhver osscntlig Anerkjendelse — bedrøvede ham langt mindre , end man pvlde have kort . Maaske bidrog Idas Forestilling og Kjerlighed ikke saa lidt dertil , men afgjort synes det , at han . saalængt havde gjort fig fortrolig med den Tanke , at en offentlig Anerkjendelse og Gjenindsættclse i hans Rettigheder var en Umulighed ; -- -- -- -- -- -saa det hverken undrede ham eller angreb ham synderligt . Livet vilde saaledes have gledet roligt og harmløst hen for de to Elskende , hvis ikke Stjrebnen , eller intrigante Personer havde vverklippct den Traad der skulde fore d > m sorgløse ud af Labyrinten . En Formiddag , da Christian lykkelig og med Ansigtet straalende af Sundhed , vendte hjem fra Pamiet , fortalte Iva ham , af en jevnklædt Mand havde været der i hans Fraværelte og « riflet af tale medede « unge Hr . Brese . Han sagde , af han var en Landsmand fra Rom , der opholdt sig her fortiden og skulde nu vende tilbage til Italien , i hvilken Anledning han udbad sig Tilladelse af tale med ham . Manden vilde komme igjen den følgende Dag lidt tidligere , før af høre om man vilde give ham den enstede Tilladelse . Du kan tro , sagde Christian , det er en dansf kunst . ner fra Rom , ' der ønsker en , lille Haandsrækning til Hjemrejsen . Han skal ikke —- hvis det er hans Dnske , have henvendt . sig til mig forgjæves , thi jeg har netop idag faaet nye og meget vægtige Beviser paa deres Kjærlighed og Undest , som jeg agter og ærer saa høit . Den næste Dag skulde imidlertid oplyse ham om af det aldeles ikke var en Landsmand , der trængte til hans Hjelp , men tvertimod een som tilbød ham sin betydningsfnlde Assistance . > Lidt før den bestemte Tid , indfandt skamme Mand stg , og indlodes venligt , da han ønskede Hr Brese i Tale . Min Herre , jeg er Dem « bekjendt , begyndte den Fremmede , og præsenterer mig som Pasfor Jose fra Rom . Tillader De at jeg lægger Beslag paa deres Opmærksomhed og deres Tid , jeg skal fatte mig saa kort som muligt . Behag at tage Plads Hr . Pasfor , jeg er til deres Tjeneste . Den Fremmede kastede et Øieglimt hen til Ida , der sad og broderede ved Vindnet . Det kunde maasfe genere Frøkenen — hvis Te tillader ? Min Forlovede kjender enhver af mine Tanker og jeg hendes , hun er lige saa diskret som Sekretairen ( Møblet ) der staaer tæt ved hende — og da Pastoren gjorde et beklagende Skuldertræk , tilføiede Christian . Vi have truffet den Aftale , aldrig at have Hemmeligheder for hinanden , altsaa , kan De meget godt tale i hendes Nærværelse — Nndel , afbrød Pastoren , jeg vil benytte Tilladelsen , sætte mig og sige i hvilket Øiemed jeg er kommen til Dem . Før jeg siger hvad der bringer mig til Dem min Herre , maa jeg , for at De tilfulde kan vide hvad De slol svare mig , nærmere og nøiere betegne hvem jeg er . Paa Sproget kan De høre , at jeg er født i Danmark , jeg fik Lyst til at se mig om i Udlandet . Jeg reiste , jeg gjennemgik i lang Tid en ordentlig Lidelsesskole , men omsider smilede Lykken til mig . Det var fra dette Øieblik , jeg lærte at indse Nødvendigheden af , at tage Tingene som de ere , at klattre op af Omstændighedernes Stige , indtil jeg naaede de Trin af Magt og Indflydelse som jeg havde foresat mig at naa . Som opdraget Præstesøn , sagde Christian , maa jeg oprigtig gjøre Dem min Kompliment , thi en Prædikant har altid megen Indflydelse paa sin Menighed , og stor Magt over Hjerterne . De misforstaaer mig min Herre , Prædikantperioden forlod jeg da jeg fik Kardinalhatten — jeg er , — General eller Overhoved for Jesu Selskab . Og De søger mig ? De Hr . Kardinal , der har Ret til at kalde Paven Broder ? Ja min Gud — jeg søger Dem , for om mulig , at gjøre mig selv en Tjeneste , idet jeg tilbyder Lem en endnu stirre Ditto . Hr . Kardinal , tilgiv at jeg siger Dem forud , at jeg ikke kan lieg modtage en Tjeneste af Ubekjendte , mine Forhold forbyde det . Det veed jeg — De vil spørge Andre tilraadS , men for at De og Andre kan dømme om , De bør modtage store vigtige og Heldbringende Tjenester , af en Kilde som da ikke længec kan kaldes ubekjendt — forekommer det mig at De først maa høre mig . Dertil er jeg beredt min Herre , men tag det ikk * fortrydeligt op , hvis Deres æræde Tilbud ikke kan modtages . Jeg gjør Tilbuddet , og det berøer da paa Dem og Andre om det modtages eller ikke . De veed uden Tvivl ligesaaveisom jeg , at De er født til at være Hersker , men at Jntriguer af et mægtigt Hofparti , som jeg stmpelthcn vil betegne som „ De Sammensvorne , “ ved Rænker har berøvet Dem deres Fødselsret . Min Herre , De maa fritage mig for , enten at svare Nei , eller Ja , paa denne deres Formodning . De skal være fritaget derfor , thi det Tilbud jeg vil forelægge , gaaer ligefrem ud paa , at skaffe denKjendsgjerning som jeg har omtalt , retslig bevist , trods nogle implicerede Personers Død . Derom maatte Hr . Kardinalen ialtfald give Meddelelse til høie Vedkommende istedetfør til mig . Nu vel det er skeet , men uden Resultat . Man maa altsaa have havt vægtige Grnnde for at tage en saadan Beslutning , og for disse Grnnde bøier jeg mig ganske . Fuldkommen rigtig , men det kan dog kun være for deres Fødelands Vedkommende . Politiske Grnnde kunne tale for , at man anseer det farligt , at omændre engang tagne Forholdsregler i Danmark . Naar disse nu kunne staa urokkede og Retsbcviserne for deres Fødfelsrct kunne føre til , at De min Herre , ved frit Valg kaareS til Trvnfølger i et Naborige , saa vil hverken De selv , eller dem der i Sandhed have Dem kjær , kunne indvende noget derimod . Men det er jo komplet umuligt Hr . Kardinal . Det jeg har den Ære at sige Dem er ikke blot muligt , men aldeles vist . Tør jeg være indiskret og spørge , hvor er det Tronvalg De hentyder til ? Sverig mangler en Tronarving , naar De og Kongen af Danmark erkjende Retsbeviserne og erkjende Valget , da paatager jeg mig at ordne alt , imod at De gjør mig den Tjeneste , som jeg i Begyndelsen af vor Samtale har hentydet til . Hr . Kardinal , jeg er aldeles ikke paa det Rene om , jeg for vove at raadspørge mig angaaende Deres for mig næsten svimlende Tilbud , maaske kan den Betingelse deres Eminence opstiller , veilede mig . Ja veilede Dem min Herre , det er Ordet , fljøut Formen og Tanken strax vil slode Dem . Betingelsen er , at De forinden Valget foretages eller modtages , træder over til den katholske kirke . Jeg takker Dem for deres Oprigtighed Hr . Kardinal , men dette er nok til af jeg aldeles ikke kan indlade mig paa denne Sag . Et saa betydningsfuldt Afslag maa De fritage mig for af modtage saaledes uden ringeste Overvejelse . De dø i det Mindste sove derpaa — og om De ikke vil raadføre Dem med andre , saa kunde De og deres Livsledfagerinde , dog drøfte Sagen imellem dem indbyrdes , til imorgen Formiddag ved denne Tid . Eminence , De maa ikke tvivle om af jeg vil nægte mit Samtykke . Om saa er , hvilket oprigtigt vil smerte mig , men om aa er , kan De dog opsætte af give Afslaget nu i dette Sekund , og især for denne Dames Velfærds Skyld . Hvad har vel min Forlovede med denne Sag af gjøre ? Meget , overordentlig meget , sagde Kardinalen idet han reisfe sig . Som , Sagen nu slaaer existerer der intet Bevis for deres Ret , og De finder Dem taalmodig deri , fordi deres Ret herhjemme ufejlbarlig naar denne fremtraadte , maatte flille To trofaste Hjerter fra hinandeu , ikke af tale om de Forlegenhed « og Omordninger som den nødvendiggjorde her i Landet . Heelt anderledes er det naar De gaaer ind paa mit Tilbud ; i samme Nu de optages i den katholske Kirkes Skjød , ægtevier jeg Dem og deres Forlovede som uadskillelige TroeSforvandte . Jeg pantager mig , at skaffe alle Vedkommendes Samtykke til Modtagelsen af Valget i Sverig , hvor den Glands og Høihed , man her saa fljændig har berøvet Dem , vent « Dem med al den Lykke og Hæder , som kunne blive Dødelige til Deel . Jeg pantager mig at skaffe begge Parter Forældres Samtykke , da man naturligvis hellere vil se Dem paa Lykkens Tinde i et Naboland , end i en Slags frivillig Forvisning paa en dræbende heed og usund Negerkyst , og det Vigtigste De kunde forlange , nemlig Dispensation før den katholske Kultus ' s officielle Udøvelse , hvis Valget til svensk Tronfølger betinger det , forpligter jeg mig at skaffe let fra Pavens egen Haand . Dispensation , til at fritages fra offentlig Kultus ? hvorfor da ikke ærligt fritages før at gaa over tll Den ? Fordi Dispensationen , ilke vil fritage Dem før den Taknemmelighed , som De vil skylde os før deres Lykke og Ophøjelse . Overvei Sagen med deres Brud til imorgen ved samme Tid . Jeg sender Dem da et Bud som skal hente deres Svar . Han vil have to Kort i Kdnvolutier med sig . Først vil han give DE det ene med Ordet ; akcepterer , som De behager , hvis De gaaer ind paa Tilbudet , at underskrive med deres Navn . Skulde De ikke ville dette — da sønderriv det og undertegn det andet som lyder refnserer . Gud slyrke Dem til at træffe det rette Valg . Med disse Ord forlod han de forbausede Forlovede . Ni og Tredivte og Sidste Kapitel . Et Resultat . Den Overveielse som det uventede Besøg og Tilbnd , havde tilfølge , blev baade samvittighedsfuld og dybtgaaende . Christian havde en absolut og en uimodstaaelig Affly for , at indlade sig det Allermindste med ham aldeles ubekjendte Mennesker , hvor umaadelig fristende og lokkende end deres Tilbnd kunde synes at være . At berøre saadant for Kongen , syntes ham at være en Tilkjendegivelse af Utilfredshed med sin nuværende Stilling , og han troede sikkert at dette vilde være ham ubehageligt baade i Egenflab af Fader og Monark . Ida var ikke ganske af denne Mening , men da hun nødig vilde have at Christian fluide tro det var Ærgjerrighed der ledede hendes Mening , tryglede hun ham om , at tage deres trofaste Venner Carl og hans Kone med i Raadet , for at afgjøre om et kort og godt Ret burde gives den næste Morgen , eller om en Raadslagning med Kammerherre Bülow først skulde foretrækkæs . Man tog derfor hen til Theisners , og man overveiede saalænge før og imod , af Klokken var over Tre om Natten da Carl , Aline og Ida fulgte Christian hjem til Klædeboderne , og lod sig før de stilledes fra ham — formelig give Løfte af han nu vilde lægge sig til Sengs og slet ikke tænke mere paa denne Sag , førend de næste Formiddag ganske tidlig kom til ham , før af være tilstæde naar han gav det afflaaende Svar , som man nu var bleven enige om af han burde give . Hvad der havde bragt dem til af tage denne Beslutning , var foruden Christians Ulyst til af indlade sig med Spekulanter og Intriganter , de « Omstændighed , af Carl efter Beskrivelsen gjenkjendte sin gamle Selslabstaler Puf fra Brolæggerstrædets Lokale . Han vidste , af han havde indladt sig med af udgrunde Hofintrigens „ De Sammensvornes “ Planer , han havde ved Tilfældighed hørt , af Puf snarere var Grev Satanios , den italienske Eventyrers Herre , end omvendt . At han , som var dansk af Fødsel , kunde have naaet en Jesuitanførers indflydelsesrige Post i Rom , ansaa han ikke før umuligt . Han tilraadede da af Christian fulgte siu Tilbøielighed af give et ligefremt og kort Afslag , men han sagde af han ligefuldt haabede af Kardinalen derpaa vilde henvende sig i samme Anledning paa høiere Steder , og naar Initiativet kom derfra , saa vilde Sagen have et ganske andet Udseende . Ida og Aline havde ikke lagt DslgSmaal paa , at det forekom dem rigtigst at Bülow først burde høres førend der svaredes et bestemt Nei ; — og Mine — men hun var ogsaa den Eneste , vilde haar a t Christian kort og godt ffulde svare Ja , hvis Kongen og Dronningen uden Medvirkning fra Christians Side , bragteS til at ønske Tilbudets Antagelse . Den næste Morgen fornyedeS Raadflagningen igjen i Christians Privatbolig , og Beslutningen blev trods Mines energiske Demonstrering , den engang fattede , at Christian vilde give et ubetinget Asflag . Ingen af dem anede hvor » lykkebringende denne ubetingede Refusering skulde blive , og hvormange Taarer der ffulde fældes derover . Klokken var næsten 11 da en Mand , klædt som Leietjener , traadte ind i Christians Arbeidssal , for at tale med Herren personlig . Kommer De fra Pastoren ? spurgte Christian høfligt . Fra hvilken Pastor ? sagde Lejetjeneren ærbødigt , idet han kastede et Blik til de øvrige Tilsfædeværende . Bryd Dem om Intet , bemærkede Christian , det er mine Venner , for hvem jeg ikke har Hemmeligheder . Jeg har el Brev fra Greven . Greven ? spurgte Christian saa er det ikke til mig ; hvad hedder Greven ? Satanio , han boer i vort Hotel : Palais Royal . Nu saa er det maaske døg rigtigt — jo Udskriften er til mig . Han aabnede Konvolntten , kastede et koldt Blik derpaa , læste Ordet : akcepterer og rev Kortet itu . Da dette var gjort , steg Blodet ham voldsomt til Hovedet , som om han havde foretaget en ualmindelig stor Overanstrængelse . Han satte sig ned ved Skriverbordet , og spurgte mat , har De ikke et Brev endnu . Jo min Herre , svarede Tjeneren idet han fremtog en forseglet Konvolut som Christian rev op med Feberhast — med rystende Hænder udtog han et indlagt Kort , hvorpaa Ordet „ RefuS “ var skrevet . Christian lagde det foran sig paa Skriverbordet , dyppebr Pennen og underskrev sit Navn , men neppe var det sidste Bogstav skrevet , før han udstødte et skjærende Skrig . Min Gud , raabte han , alt bliver sort for mig — hvilken Smerte , jeg døer . Alle ilede til^ selv Lejetjeneren løb hen ser at gribe de « vaklende unge Mand , af hvis Næse og Mund en slærk Blodstrøm fremvældede . Luk Vinduet op , raabte Carl , der har været Gift i Brevet . Tjeneren sprang øieblikkelig hen og aabnede Vinduet medens Carl , Aline og Ida ved Tjenerens Hjelp bare kden Ulykkelige hen paa Sofaen . Christian var næsten øieblikkelig bevistlsS , endfkjønt han af og til udstødte smertelige Hyl . Jochumsen , kaldte Carl , hent i en Hast en Læge , De veed paa Gammeltorv . Her er Standsningsmidlet , hulkede Ida — ak , dette Anfald er forfærdeligt . Tjeneren vilde fjerne sig . De bliver eller følger med mig , sagde Carl barst . Som De befaler min Herre , men De talte om Gift . In , og det er Dem som har bragt det i Brevet , — hvem har givet Dem det ? Slangenbusch , Grevens Kammertjener . Følg med til PMjløilnanten ; er han , der har givet Dem Brevet i Hotellet ? Ja han er ude med Greven , og kommer hjem iaften . Carl førte Tjeneren ned til sin Svigerfader , men da denne var i Forretninger , sendte han ham paa Politikamret med Grams Karl . Da han kom tilbage var allerede en stor Forandring foregaaet . Lægen var kommen , men kunde aldeles ikke give noget Haab . Imidlertid kom han ved energisk anvendte Midler til Bevistheden igjen . En halv Time senere , var Kongen ledsaget af Bülow og Gram kommen tilstæde , men Døden havde alt laant sit Offer hurtigt og sikkert ' Om Slangenbusch havde begaaet denne sorte Gjerning efter egen eller andres Tilskyndelse , erfaredeS aldrig , thi han var allerede flygtet . Rygtet vilde vide at Jesuitterne senere fangede og straffede ham førdi han havde krydset deres Planer , Den der har staaet ved en Søns Dødsleie , vil vide hvilken Sorg dette Dødsfald fremkaldte . Man saa Kongen græede som et Barn , men dog glemte han ikke i sin Smerte andres Sorg , han var faderlig mod Ida og trykkede selv Sønnens Øine til , og da han saa Aline tog han Grams Haand , lagde den paa hendes Hoved sagde , De seer hvor bedrøvet en Fader er ved at miste et Barn , tilgiv for engang selv at tilgives . Efter at have viist sig baade som Konge og Fader gik han bort støttet til Bülows Arin . Saaledes endte en haabefuld Vnglings Liv og Lykke . Ende .