En Hofhistorie i Danmark . 
Historisk Roman . 
Første Kapitel . 
Bjerget St . Paul . 
Imellem Stæderne Hamborg og Altona ligger en 
lille Bakke , som kaldes Bjerget St . Paul . De rige 
Hamborgerkjøbmænd havde i Aarene 1760 til 66 deres 
Villaer her , men senere solgtes disse formedelst den 
Støi St . Pauls Markedet afstedkom , til Beværtningsog 
Forlystelsessteder , der lang Tid frekventeredes af den 
fine Handelsverden , men senere sank ned til Bachanaler 
før tilrejsende Søfolk . Ikke desmindre hændtes det 
ofte , at naar fornemme Reisende og Hamborgs Pengearistokrater 
engang imellem vilde slaa Gjækken løs , saa 
fyede de ud til St . Paul — og denne Skik har nok 
holdt sig til langt ind i vor civiliserede Tid . 
Offe saa man indenfor Indhegningen i Haverne berusede 
Millionairer med famlende Fingre gribe om overfyldfe Bægere , og ikke sjeldent ravede en saadan 
levende Pengeskuffe hen til det zirlige Jerngitter før 

igjennem dette at byde en forbigaaende Skjønhed en 
Velkomsfdrik . 
St . Paul var saaledes paa engang viet til Bachus 
og Eros , ver løde til at komme ret godt ud af det med 
hinanden . 
Man vil sinde denne Dyrkelse raa , men det var den 
Tids Mode , og at have Liasons dg kunne taale stærke 
Drikke ansaaes som Beviser før hin Tids Mandhaftighed . 
Tilrejsende 
kunde ikke sige , at de havde levet i 
Hamborg , naar de ikke havde lært St . Pauls Hemmeligheder 
at kjende , og „ de høiesfe Hersfaber “ morede 
sig her inkognito paa den mest borgerlige Maade , banlysende 
al Etikette — og ikke sjeldent al Sømmelighed . 
Paa en Sommeraften , næsten ved Solnedgang , befandf 
3 Herrer sig i en meget oprømt Tilstand i den 
saakaldte Haahrburger-Pavillon , et i Aarene 60 meget 
berømt Forlystelsessted . De forlode netop Arm i Arm 
Pavillonen , hvor Bachanalet næsten havde naaet Høldepunktet , 
og traadte ud i den kjølige Have , hvorfra 
hele Bjerget kunde overses . 
De 3 Herrer vare alle unge og velskabte , den mellemste 
af dem havde midt i sin oprømie Stemning stærkt 
Hang til Sentimentalitet . Hans hele Væsen bar , trods 
den vilde Omgivelse , Præg af usædvanlig Fornemhed ; 
han var smuk , elegant klædt og tituleredes snart Hr . 
Greve , og til andre Tider ligesom uvilkaarlig , „ Majeslæt “ , 
hvorover han dog syntes meget fortrædelig . 

Den anden Person var en mundkaad , lystig Modeherre , 
med særdeles fri Manerer ; han lod sit Vid spille 
naar han blot kunde faa Leilighed dertil , men ikke sjeldent 
vare hans Forsøg noget overansfrængte , og man 
hørte da „ Hr . Greven “ sige : Brandt , Du er flau , Du 
er dum ! Den Tredie Herre der lod til at være den 
Ældste , saa derimød mere sat ud . Endsljøndt ogsaa 
han befandt sig i en usædvanlig Tilstand , der lignede 
en besynderlig Blanding af Søsyge , tvungen Munterhed 
og comisk Alvorlighed , kunde der dog ses at han 
kun nødig deltog i den uvante Larm , og at han langt 
hellere . vilde trække sig og de Andre ud af det , end 
gjøre Legen for grov . 
Han tituleredes sladig for „ Doktor “ , og undertiden 
Listriktsdoktoren . 
Modeherren , der kaldtes Brandt , eller Junker Brandt 
havde 3 Glas i Haanden , med hvilke han idelig klirrede . 
„ Hr . Greven “ havde en fyldt Champagneflaske i Haanden , 
som Distriktsdoktoren sladig gjorde forgjæves Forsøg 
paa at liste fra ham , medens han tillige aftørrede 
lin varme Pande med et hvidt Lommetørklæde , som om 
han troede dermed at kunne borttørre Rusen , hvoraf 
han synlig led . 
Herude er synlig meget bedre , stønnede han — og 
nu ikke en Draabe mere . . 
Hvad , Distriktemenneske , raabte Brandt , paa Grændsen 
af vor Myndighed vover Du at mukke ? 
Sliske ! sagde Greven , hvor skal vi hen ? 

Her til høire , sagde Doktoren . 
Nei , tilvenstre , indvendte Brandt . 
Som I ville — allsaa ligeud — bemærkede Greven . 
Bænke , Borde , Glas og — 
Passiar ! Kan Du ikke tie Junker , jeg vil holde en 
Tale her i denne herlige Asten hvor Livets Nydelser 
røre Sjælen . — 
Ja , til sjælelige Nydelser og sentimental Snak , aa , 
lad os nu være fri . 
Troer Du jeg feiler noget , Junker ? jeg kunde for 
den Sags Skyld holde en Fastepræken , men Du har 
Høiden , hvor mange Fingre seer Du her , Brandt ? 
Oho — jeg skal se imellem Fingre ? jeg seer en fuld 
Flaske og en dito Mand , den Ene med Sølv og den 
Anden med Guld paa Hovedet , men lad as se hvor 
der er mest Geist tilstede naar vi faa prøvet Indholdet . 
Ikke saa dumt sagt , Brandt , man skulde tro af Du 
engang i ædru Tilstand havde hørt noget Lignende ; 
men naar man har en Fyldebølte som Du , til Bordkammerat , 
saa skal man nok omsider lade Tomheden 
komme for Dagen . 
Bravo , men med al den Eftertanke vi har og al den 
Visdom vi ikke har , har vi dog ingen Knibtang . Heida , 
Opvarter , et Kongerige , nei en Konge for en Knibtang 
eller en Knibtang for en Konge — hier stehen , 
die Ochsen am Berge . 
Bild Dig ikke saa meget ind , Du er ikke engang en 
Oxe ; thi Oxen hverken skryder eller sparker — fy 

Brandt , Du taler over Dig , Du er jo fuld , sagde 
Doktoren . 
Distriktsmenneske , Plastersmører , Menneskehedens Undergraver 
som giver Overgraverne nok at bestille , Spansksiueforskriver , 
Dn trekvartfulde Medicinsflaske med Paastriff : 
til udvortes Brug , vover Du at komme med 
Paradoxer og sige at et Skib som slingrer , slingrer fordi 
det er fuldladet ? Opvarter , Kelner , Grademaaler , 
Heida ! 
Vil Du graderes , Brandt ? 
Ja , Du — Du — Du , jeg fattes passende Benævnelser , 
jeg vil graderes ved Opvarteren , for at se 
om jeg er bleven degraderet ved Dig . 
Jeg forsikkrer Dig paa Ære , Du er fuld som et 
Svin . 
Lutter Talemaader , har Du nogensinde seet et Svin 
være fuld ? 
Ja nu , og for lidt siden , og om en halv Time — 
ædru er Du jo ikke . 
Det skal vi snart faa at se . Kelner , Kelner , Overappellationsoptrækker ! 
han skal suge mig om jeg er 
fuld eller ædru . 
Naar jeg er ædru , er han krybende og skikken som 
en tydsk Hofjunker , er jeg derimod anstukken , lader han 
som ingenting og ignorerer det ; men ved en halv 
Storm spiler han Øinene op og seer slift paa mig , og 
er jeg fuld , saadan complet , saa griner han mig lige 
op i Ansigtet . 

Hvilke gjensidige Sympatier , bemærkede Greven , o , 
hvilken Visdom Skaberen dog-har nedlagt selv hos 
Kreaturer af underordnet Rang . 
Det er sandt , bemærkede Doktoren , der gaaer en harmonisk 
Eenhed igjennem alle diese . uens ætede Elementer . 
Elementerne rage ikke mig — det skulde da være det 
vaade Element som jeg skulde bryde mig noget om : 
Har jeg kun min Konge og min Flaske fuld , 
Det er bedre end Alverdens Ring og Guld . 
Hør , Majestæt , nu sætter han ovenikjøbet sine Dumheder 
i Musik , det er afgjort , det er hans eneste Undskyldning , 
at han er . fuld . 
Lad mig fale , sagde den der var betitlet Majestæt , 
mit Hjerte er fuldt og trænger til at give sig Luft . 
Cæsar er søsyg , bemærkede Brandt og hikkede . ' 
Den Ondskabsfulde har ikke Die for den skjønne Aftens 
tause Venlighed — 
Og ikke Ore for at høre den venlige Taushed snakke 
over ' sig . 
Brandt I lad ikke din Tynge bringe dit Hoved i Fare , 
jeg advarer Dig . 
Og jeg advarer Dig , Struense , lad ikke dit Hoved 
bringe din Tunge i Fare , ellers komme vi To til at 
følges ad . 
Lad mig føle d n Puls , Brandt , svarede den Tiltalte 
idet han greb Brandt om Haandledet og følte Pulsen 
saaledes som Læger gjøre ved Patienter Den slaaer 
tyk og hefig med ustadige Mellemrum ; Svimmelhed i 

Hovedet , Tunghed i Benene , 80 Draaber af min Elixir , 
og Fornuften og Roligheden vender tilbage . 
Hvad , raabte den Fornemsfe af de Tre , kan Du med 
en Elixir forjage Vindunsten , saa gjør jeg Dig til en 
stor Mand i mit Rige . 
Har vi Sukker og Vand ? 
Her er begge Dele , det maa jeg se , jeg tænkre alt 
at Rendevouen gik fløjten . 
Struense gjør din Pligt , giv mig Draaberne . Dersom 
det lykkes , gjør jeg Brandt til min Hofnar og 
Dig til min Livlæge . 
Med andre Ord : Kongen trækker os Begge om ved 
Næsen . 
Struense fremtog en lille Flacon , heldle Draaber 
paa noget Sukker og gav Kongen og Brandt hver sin 
Del . Kongen tog det og udbrød : 
Det smager som Olie og som bittre Mandler , er det 
Gift ? 
Paa en Maade , men uskadelig for en enkelt Gang . 
Forgiver Du mig , skal jeg hver Midnat gjøre Grimasser 
for Dig i Mangel af anden Beskjæftigede sagde 
Brandt , idet han tog Sukkeret med stor Begjærlighed . 
Struense tog selv en lignende Dosis og betragtede 
begge de Andre med Forventning og Nysgjerrighed . 
Nu , hjelper det ? spurgte han strax efter . 
Mig har det gjort veltilmode , jeg føler mig som nyfods , 
giv mig Flaconen , Struense , fra nu af er Du min 
Livlæge , Du er en Hexemesier . 

Det samme siger jeg , sagde Brandt , jeg har aldrig 
følt mig mere vel og bedre oplagt til at begaa Daarskaber end i gette Øieblik . 
Giv mig Flaconen — den skal blive opveiet med 
Guld . 
Det gaaer ikke an , min Konge , med Deres Fyrighed 
og Levemaade vilde gjentagen Brug være skadelig . 
Jeg forstaaer Dig ikke . 
Han mener , supplerede Brandt , at for en simpel Dødelig 
som jeg , kan disse Draaber nok gaa an , men for 
en Konge som har 3 — 4 Rendevouer om Dagen , der 
drikker som en Hai og spiller som en Nattefugl , som 
sljæler Jomfruhjerter om Dagen , og lever lystig om 
Natten — 
Ingen drøie Sandheder , Hofnar ! om jeg maa bede . 
Bliv dydig , Deres Majestæt , og jeg skal lyve for 
en Forandrings Skyld . 
Giv mig Flasken , Struense , jeg skal bruge den med 
Fornuft , denne Drik gjør mig livlig , ung og stærk , jeg 
befaler Dig giv mig den . 
En Læge commanderer selv den Commanderende . 
Jo oftere disse Draaber bruges , desstørre Dosis maa 
der anvendes og desstørre Afkræftelse følger der bagefter . 
Jeg skal være forsigtig og maadeholden , desuden , 
Du reifer jo med som min Livlæge , Du har lovet mig 
del . Har han ikke Brandt ? 
Jo , i Fuldskab , men siger han ja nu , saa trænger 
han fil 80 Draaber fil . 

Hvorfor , Du Nar ! er jeg da saa slem ? 
Nei , men del er just Ulykken . 
Jeg forslaar del ikke . 
Jeg heller ikke , men del er nok naar kun Sruense 
forslaar del . 
Lad mig blive min Konge , min Stilling som Stadsphysicus i Altona tilfredsstiller min Ærgjærrighed . 
Og desuden er del saa nær ved Grændsen — og 
St Pauls Bjerg . 
Struense , gaaer Du ikke med med del Gode , saa 
bortfører jeg Dig med Magt . 
Der har vi Absolutismen , sørg Du nu for en god 
Conslitution . 
Sandt at sige , Herre Konge , der er Noget , der binder 
mig her fil Egnen , en ung Pige , en oprigtig Kjerlighed . 
Brandt 
gav sig til at fløite : Himmelske Gjengjeldelse , Doktoren er saaret , saa er Dn jo dummere end 
Dn seer ud til . 
Paa mine Reiser traf jeg en ung faderløs Pige , jeg 
reddede hendes Moder i en vanskelig Sygdom . 
Af tvivlsom Art ? 
Ti dog , og lad Struense tale . 
Hun er mit Alt , Emilie , hun er min Brud og snart 
min Kone . 
Gift Dig og tag hende med — jeg gjør Dig til 
Conferenceraad , det er en Udmærkelse , der tilfalder Kongens 
Livmedicus . 

Min Erkjendtlighed og mit Venskab , er Dn Mer paa . 
Ja , saa er Dn vel faren , Prosit . 
Brandt , Dn har et greveligt Stamtræ , hvad mener 
Dn om Grevekronen , hvis Dn overtaler Struense ? 
En Grevekrones —det er et Ord , men uden Bjelder ? 
Forstaar sig . 
Godt , pas nu paa , min Ven , hvor gammel er Dn ? 
Tredive Aar , men hvad vedkommer det Sagen ? 
Mer end Dn tror , har Dn mistet Tænder ? 
Nogle . 
Og Dn har stor Praxis ? 
Meget stor Praxis . 
Og hun er 17 Aar ? 
Saa omtrent . 
Og smuk ? 
Fortryllende ! 
Daare ! 
Hvad behager ? Forklar Dig . 
Du er gammel , hun er smuk , hun er i Ungdoms 
Vaar og Du i Praxis ? Du er slet assureret . 
Det bliver morsomt , sagde Kongen og gned sine 
Hænder . 
Nei , det er meget tragisk , at en fornuftig Mand 
kan tænke saa dumt . 
Et Ord , Brandt , Du tror aldeles ikke paa Tyden ? 
Jo , jeg tror paa den , som paa Venskabet , det er 
bestandig et Tidsspørgsmaal , man er hinanden hengiven 
saalænge man kan være det uden at kjede sig , 

man elsker en Konge saalænge han overøser Een med 
Gunst og Gaver -- - Dyden selv er ikke altid dydig . 
Den Sentents skal Du ikke blive kronet for . 
Hvis Du havde kjendt vor første Moder , vilde Du 
give mig ret . Seer Du , hun var det første Fruentimmer , 
og der var kun een Mand i hele Verden , saa hun 
havde ondt ved at coketfcre med Andre — og døg — 
Hun blev da vel aldrig utro ? 
En Middagsstund da Adam laa og snorkede under 
en stor Caktus , lod hun sig forføre — 
Pokker heller ! 
Til at nyde den forbudne Frugt . 
Stakkels Fader Adam ! 
Nu kan Du vel sige : hvad vover jeg derved ? Eu 
Konge kan ogsaa bryde sit Løfte , han har Hals og 
Haand over Eens Person , men nærved beset ere disse 
vore Herrer ikke saa farlige — og det vilde være stridende 
mod al Skik og Brug , hvis en Patient skulde lægge 
sin Doklor i Graven — det Omvendte sker oftere . 
Bravo , Brandt , jeg troer Du vinder . 
Jeg troer det ikke min Konge . 
Kommer nu dertil , af hun hedder Emilie og af den 
Skjælm , Oberst Rankzau — en Descendent af Paradisslangen i Militairuniform — har gjort en smuk 
Fangst før en højbaaren Herre , der holder af af sætte 
Dyd og Uskyldighed paa Prøve , saa — 
Tal tydeligt ! 
Maa jeg ? 

Tal ! 
Saa har jeg en Anelse om , af den Dydige er sat 
paa Prøve flere Gange . 
Skudt forbi . 
Boer hun ikke paa allen Steinweg ? Du blegner , 
har Du Bekjendtskab der ? 
Du driver en grusom Spøg , min Ven ! 
Jeg orererer Dig før Stæren og tænker kun paa af 
helbrede Dig , min forblindede Doklor . 
Sig mig Nummeret . 
Syv og Firs . 
Du er mere end grusom Du lyver — 
Bliver Du syg ? 
Brandt , er der Grund til Din Tale , saa før Stødet 
rask , men det er umuligt . 
Vil Du have Vished ? Godt , Rankzau kommer om 
et Øieblik med den Skjønne . Saameget er jeg din 
Ven , at jeg ikke vil , at Du skal være et taabeligt Offer , 
og saameget er jeg min egen Ven , at jeg hellere 
vil se Prydelsen paa mit eget end paa dit Hoved . 
Rankzau hader mig — det er det Eneste der foruroliger 
mig , det kunde ligne ham , at spille mig et Puds , 
men forlede Emilie er ikke tænkeligt . 
Der kommer Rankzau med Nonnen og med Blomsten , 
Kongen behøver blot at befale hende give dig Underkastelsestegnet 
og Gaaden er løst . 
Det gaaer jeg ind paa . 

Jeg ogsaa . 
Sæt Dig lidt i Skyggen under Træet . 
Godt , lad nu komme hvad der vil . 
Andet Kapitel . 
En Blomst og et Hjerte . 
Oberst Rankzau nærmede sig , ledsaget af en tilsløret 
Dame , og hvidskede Kongen ærbødigt i Øret , 
Kongen hilste den tilslørede Dame med Haanden , befalede 
hende at bringe Blomsten til den under Træet 
siddende Kavaleer . Tillige befalede han , at hun skulde 
lade sit smukke Ansigt se , da Kavaleren var en udenlandsk 
Maler , der skulde forskaffe ham et smukt Portrait 
til en Medaillon . 
Den Tilslørede tøvede et Sekund , men adlød derpaa . 
Et Øieblik ester var Struense som en Vanvittig sprunget 
op af Bænken . Damen udstødte et høit Skrig og 
flygtede bort i Hui og Hast . 
Nogle Minutter stod Doktoren som forvildet . Han 
foer med Haanden hen over Øinene , gned sin Pande 
og slirrede efter den Flygtende . 
Brandts Latter bragte ham endelig til Besindelse . 

Bleg , men fattet , gik Struense hen til Kongen og 
sagde med hæs , næsten ukjendelig Stemme : 
Majestæt ! jeg følger Dem , gjør nu med mig , hvad 
De vil . 
Tredie Kapitel . 
Hirschholms Slot . 
Kort Tid efterat foran beskrevne Episode fandt Sted , 
var en glimrecde Hofkreds forsamlet paa Hirschholms 
Slot , Kongen af Danmark og Norges pragtfulde Residents . 
De 
prægtige Sale glimrede af Guld , Fløiel og Atlask , 
1000 Voxlys i Kandelabre , Kroner og Lampetter 
udstraalede en Glands , der næsten blændede , og de nye 
franske Modedragter og klædelige Uniformer , tilkæmpede 
efter Nordens strængere Fordringer , toge sig prægtigt 
ud i Le hyggelige Gemakker . 
Den , som med et opmærsomt Øie havde kunnet følge 
Hoffolkenes Bevægelser og Manereer , vilde hare opdaget , 
at den franske Lethed i Sæder og Anskuelser ogsaa var 
trængt ind her , og det , som man i vore Dage vilde 
sinde upassende , ja , ligefrem anstødeligt , ansaas i hin 
Tid , som naturlig , flot og morsom . 





En dydig Dame ansaas som en utaalelig Skinhellig ; 
en Herre , der ikke kunde rose sig ar enten af være forfalden 
fil Drik , Spil eller anden Vellyst , regnede man 
for en Dosmer eller mildest for en Klodrian , og han 
havde hele den fornemme Verdens Medlidenhed og 
Drilleri af trækkes med . 
Kort , Moden var , Frihed i Handlemaade , navnlig i 
Elskovssager , og den , der virkelig var dydig , maatte 
agere lastefuld , blot for af kunne begaa sig imod det 
læspende Kobbel , som man almindelig kaldte : Hoffolk . 
At en saadan Tingenes Tilstand og Slaphed i Sæder og Anskuelser tildels maatte indtræde efter Christian 
den Sjettes bigotte , pietistiske Regjeringstid , var ganske 
naturlig , men den indtraadte ikke strax ved Frederik den 
Femtes Tronbestigelse . 
Den indfandt sig lidt efter lidt under de , paa hinanden , 
følgende Dronningers Lyst fil af glimre og herske , 
og naaede sit Høldepunkt , da den unge Kong Christian 
den Syvende omgav sig med Venner som Greverne 
Holk og Ranzau , og da Dronningmoderen , Juliane 
Marie , der aldrig kunde glemme , af hun var Alt i 
høisalig Kong Frederik den Femtes Tid , anvendte Toilettet 
med alle dets Hjelpemidler , for hos Venner i en 
udstrakt Kreds , at beholde Herredømmet , og Udseende 
af Ungdom , Krast , og eneste virkelige Betydning i 
Staten . 
Denne Dame var ingenlunde sket , hun havde tvertimod 

et i flere Henseender godt Hjerte ; men Herredømmet 
satte hun over Alt , for dette maatte alle andre 
Hensyn vige , og om hendes Handlinger end undertiden 
udartede til Grusomhed og Uklarhed , saa er det 
dog ikke givet , at hun dreves dertil af nogen haardhjertet 
Bevæggrund . 
Man veed saaledes forvist , at hun har grædt ved 
Dronning Mathildes Fald , og at hun til sine Fortroligsle 
hulkende har sagt : „ mit Hjerte sammensnører sig , 
men jeg maatte , jeg maatte gjøre det . “ 
Man vil altsaa i Conseqvents med dette vide , at 
denne høie Dame , der under sin flygtige , lystiglevende , 
undertiden fjollede Stedsøns Regjeringstid ansaa sig 
som eneste almægtige Herskerinde og den egentlige Regent 
i begge Riger , igrunden hadede Dronningen , 
Englands skjønne Mathilde førend hun saa hende , forinden 
hun kom til det Land og den Krone , der skulde 
blive hende saa fuld af Torne . 
Der foreligger ogsaa mange Beviser for at Animositeten 
mod Mathilde ikke var personlig — thi Juliane 
Marie var ved flere Leiligheder nærved at overvældes 
af sin Svigerdatters oprigtige og barnligrørende Imødekommen , 
men Marmor-Politiken feirede over hendes 
opblussende Følelser , og hun sagde , at den Slags Brand 
maatte man se at flukke med Vand fra Egoismens 
Kilder . 
Naar man sladig har dette i Erindring , vil alt det 
Efterstaaende være letfatteligt , og Begivenhederne efterhaanden 

som de udvikles ville kun være at betragte som 
Handlinger , tremsprungne og udviklede af hendes Charakters 
Stolthed og Herskesyge . 
En Aften sad Enkedronningen omgiven af fin sladrende 
Hofcirkel og nærmeste Tilhængere , blandt hvilke 
Amalie Thot og Grev Rankzau være de mest fremragende . 
Man 
talte naturligvis om alle Slags , om Frankrigs 
Finantsnød , om Dronning Mathildes engelske Sædvaner , 
om Grev Holks Fjetnelse fra Kongens Person 
og om Kongens nye , meget indflydelsesrige Livlæge , 
Conferentsraad Struense , der syntes at have mere Indflydelse 
hos Kongen personlig , end Minister Bernsforff 
og begge Dronningerne tilsammen . 
Alt hvad der dreiede sig om denne Mand , interesserede 
følgelig Enkedronningen , og Grev Rankzau maatte 
derfor fortælle , hvorledes han havde spillet Doktoren 
det Puds med hans Forlovede , og derved gjort ham 
til livsvarig Modstander . 
Superbt , superbt , udbrød Enkedronningen , det var et 
lystigt Indfald , og endskjøndt det har skaffet os den 
almægtige Doktor paa Halsen , saa maa jeg dog takke 
Dem , Greve , for denne Genistreg , De har min Naade ; 
men sig mig dog , Kjære , hvad Figur gjorde den gode 
Stiftphysikus til alt dette , den nye Favorit synes jo 
rent at glemme , at hans Herre har fældet hans Vildt » 
Blev han sket ikke vred paa Kongen eller paa Dem 
Greve . 

Tilsyneladende fog han sig Sagen meget let , 
Ah charmant , saa er han jo en fuldendt Hofmand ? 
Fuldkommen sandt , Deres Majestæt , men hans 
Tanker ? 
Bah , hans Tanker høre ikke ind under Debatten ! 
først naar de træde frem med et officielt Præg , enten 
paa hans Ansigt eller i Handlinger , først da have vi 
Ret til at kalde dem for vor Domstol . 
Ypperligt sagt , Deres Majestæt ! Jeg kan heller ikke 
nægte denne Avanturier min Beundring ; han skuttede 
strax med den elskværdigste Beskedenhed en Traktat med 
Hans Majestæt , hvorved han forpligtede sig til at føle 
Kongens Puls og se Enden af Allerhøisfsammes Tunge , 
imod at han derfor fik 2000 Rigsdaler aarlig og Titel 
af Livmedikus og Konferentsraad . 
Stakkels Greve , hvilken Modgang De har — og 
imørges er han endog udnævnt til Kronprindsens Hovmester 
— og , vær nu fattet , jeg gav mit Samtykke , 
min Sønnesøn er i gode Hænder . 
Majestæt , Tiderne forandre sig , før sagde man gammel 
Vin og gamle Venner — nn hedder det : nye 
Venner og nye - - 
Nu tal ud . 
Indfald ! 
Jeg ynder Oprigtighed , bliv ved , min Herre , De er 
snart utaalelig og jaloux paa de Æresbevisninger , der 
vises Andre . 
Hvem veed ? 

O , jeg kjender Deres Tanker . 
Den ikke officielle Part ? 
Jeg skal drille Dem , min kjære Greve , De troer 
Dem altfor sikker . 
Tvertimod , Majestæt , jeg har ogsaa en Achilleshæl , 
jeg er Soldat , men jeg er ikke ufaarlig . 
Og hvis han nu behagede mig , behagede mig meget , 
d . ' nne nye Prometheus ? 
Saa vilde jeg finde Opholdet paa Breitenborg yderst 
kjedsommeligt . 
Ah , De trænger til en lille Lektion ; man faaer see 
at vinde ham . 
Spøg ikke med Ild , Deres Majestæt , han er ung 
og veltalende — og selv den mest ophøiede Dame er 
dog en Ovinde . 
Hvad , De vover , Greve ? Godt , nu skal De have 
Ris . 
Naade ! 
Hvor De er morsom , Oberst Rankzau . Lad mig nu 
se , prægtigt . 
Deres Majestæt , lad mig skippe før denne Gaug . 
Slippe ? 
Ja , Majestæt ! 
Nei , min Kjære ! Hør mine Damer , Grev Rankzau 
er dristig . 
Hvad er der , Majestæt ? 
Vi kjende ham , raabte alle Hofdamerne , som nu stimlede 
om Enkedronningen og talte i Munden paa hinanden . 

Stille , mine Damer , bød Juliane Marie , Greven er 
vel en Misdæder , men hans Brøde kan afsones . 
Vi brænde af Nysgjerrighed . 
Fortæl , Deres Majestæt . 
Lav ham dømmes strengt , lød det atter fra hele 
Choret . 
Attention ! Greven paastaaer , af den nye Favorit 
er uimodstaaelig ! 
Han vover . 
Tænk Dem , en Doktor skulde være uimodstaaelig . 
O , det er hans Spøg . 
Ramme Alvor . 
Har jeg udtrykt mig saaledes ? indvendte Rankzau . 
Netop saaledes , vedblev Enkedronningen . . 
Greven mener , af Hr . Doktoren vil uden af saares 
kunne saare Andre . 
I Hjertet ? spurgte den Yngste af Damerne . 
Forstaaer sig , dybt og dødeligt . 
Alle lo . 
Men Deres Majestæt maa have misforstaaet mig , 
slammede Obersten forlegen . 
Og , vedblev Enkedronningen ubarmhjertig , han vil 
finde mange Patienter ved Hoffet , naturligvis blandt 
Damerne . 
Og De , Hr . Greve , De vover af supponere ? udbrød 
man i forvirret Chor . 
Jeg forsikkrer , af her er en Misforstaaelse , mine 
Damer . 

Ja , af ikke een af Hoffets Skjønne skal kunne undgaa 
af elske ham med haabløs Kjærlighed , 
Bevares , det er stærkt , lød det . 
Det vover De af sige , Hr . Greve ? spurgte Andre . 
Vi fordre Dem til Regnskab , Oberst ! lo Herrerne . 
Men tillad dog , mine Damer , mine Herrer , det er 
en komplet Misforstaaelse , jeg har udentvivl ikke udtrykt 
mig klart . 
Jo , det er saamæn klart nok , udbrød en enkelt 
Stemme , ledsaget af en umaadelig Latter . 
Tillad blot , min Naadige , af jeg kommer tilorde ; 
jeg lod falde nogle Ord , som Hendes Majestæt har 
misforstaaet . 
Benægtelse er et gammelt Forbrhderinsfinkt , tør De 
nægte ? sagde De ikke , af man skal ikke lege med Ild , 
og af selv de skjønneste og høieste Damer dog kun ere 
Qvinder . 
Fuldkommen sandt , men Meningen var — 
Nægt ikke længer — Meningen var , af Doktoren er 
saa farlig , af De frygter af fortrænges til Breitenborgs 
sørgelige Ørken . 
Under visse Forhold , kun under visse Forhold , Deres Majestæt . 
Fuldkommen bekjendt og tilstaaet — mine Damer , 
hvad skal den lide , der har gjort sig skyldig i flig 
Paastand ? spurgte Enkedronningen ironisk . 
Lad ham falde i den dybe Brønd . 
Det er ikke nok , sagde Andre , 

Ah , De ere meget grusomme , mine Damer ! 
Hvis Deres Majestæt ønsker det , ville vi pardonnere 
ham . 
Nei , det er igjen at skippe altfor let ; lad ham da 
gjøre enhver af Damerne en Compliment . 
Prægtigt , prægtigt . 
Deres Majestæt , bad Rantzau , skaan mig idetmindste 
til siden ; thi jeg skal dog vel ikke høre Brandts Spydigheder . 
Se , Deres Majestæt , der kommer han med 
Ører . 
Medens Greven talte saaledes , traadte Brandt og 
Hofraad Øder ind i Salen , de hilste dybt paa Enkedronningen 
og let paa de øvrige Damer og Herrer . 
Herligt , sagde Enkedronningen , Brandt kommer som 
han var kaldet ; Straffen har Hr . Obersten strax at 
afsone . Lad den Spottefugl kun komme med sine Bemærkninger , 
mig røre de ikke , begynd altsaa med mig . 
Find nu paa en god Compliment . 
Deres Majestæt er ligesaa skjøn som retfærdig . 
Ah , Greve , De provokerer , vil De have endnu en 
Correktion . 
Deres Majestæt er ligesaa naadig som aandrig ! 
Kan passere , videre . 
Brandt fatte et ynkeligt Ansigt op og hvidskede 
temmeligt høit til Øder : Obersten er nok i Beleiringstilstand , 
men istedetfor at gjøre et kraftigt Udfald , kommer 
han med slette Indfald . 
Obersten kastede et skjævt Øiekast til Brandt . 

Denne kyssede paa Fingeren ad ham og sagde : 
Bliv ved min Himmelske , jeg holder ogsaa as Sukkerkugler . 
Obersten 
vendte sig halv ærgerlig om til Hoffrøkenen 
Amalie Thott og slammede : 
Deres Øine ere klare som Aftenstjernen , man kan se 
ved høilys Dag . 
Obersten er en dygtig Astronom , han gjør Observationer 
i Jomfruens Tegn , hvidskede Brandt . 
Stille Ondskabsfulde , det gaaer aldrig godt , svarede 
Øder . 
Frygt blot ikke , han er nu saa beskjæftiget , at man 
kan rende Døre ind med den store Bjørn . 
Grev Rankzau bed sig i Læberne , han rar ikke langt 
fra at fabe Kontenancen , men holdt sig dog tappert . 
Med et zirligt Buk traadte han hen til Grevinde von 
Piessen , og sagde : Speilet misunder Dem . 
Sminken ! supplerede Brandt , men saa sagte , at kun 
Øder kunde høre det . 
Til Fru von Pahlen sagde Obersten : Deres Frisure 
er ubetalelig . 
Det var en Vittighed , hvidske de Brandt , en udmærket 
Vittighed , men det gaaer ud over Friseuren . 
Naadige Frue , vedblev Rankzau , der nu næppe kunde 
holde fin Vrede tilbage , da han traadta hen til en ældre 
Dame ; De seer endnu saa ung ud - — 
At man skulde antage Dem før Deres ældste Søns 
yngste Datter , supplerede Brandt halvhøjt . 

En almindelig Mnnterhed ledsagede disse Ord . 
Min Herre ! raabte Rakzau , De staaer der og mumler , 
er det af mig De leer ? 
Nei , min Herre , tvertimod , jeg leer netop af det De 
mumler om . 
Herre ! jeg forlanger en Forklaring . 
Angaaende det Uklare , vel , jeg læser fra 3 —5 . 
De har i Hendes Majestæt Enkedronningens Nærværelsæ 
tilladt Dem Bemærkninger over mine Mringer . 
Ingenlunde , jeg yttrede farsk noget om Deres Bemærkninger , 
da Hendes Majestæt trak sig rødmende tilbage 
Vi 
tales ved Hr . Maitre de Plaisir . 
Fuldkommen , Hr . Maitre De Paisir . 
Jeg vil dog se , hvad de bærer indenfor Vesten , min 
Herre . 
Ønsker De virkelig ? To Smaa-Haner . 
Hvordan , De bærer Vaaben i Kongens Palais , Hr . 
Greve ? 
Paa kongelig Befaling , bliv ikke bange , De er jo 
Soldat ; hvis De har lugtet Krudtet , er det kun en 
tom Indbildning , det er nemlig Fjederpistoletter , som 
Kongen og jeg morer os med i Gemakkerne , men man 
kan ogsaa skyde Graaspurve dermed , naar de kvidre 
altfor høit . 
Er det mig , De kalder Graaspurv ? 
Hr . Greve , jeg vil nødig saare Dem , endnu mindre 
med Tungen end med andre Projekfiler , men kan det 

more Dem af se min Færdighed i begge Henseender , 
saa skal jeg fortælle Dem Hofnyt efter Hukommelsen 
medens jeg skyder en Lindse af Hovedet paa en Stoppenaal . 
Nogle 
Hofkavalereer der nu saa , af Rantzau udsatte 
sig for Brandts Mesterskud , tog Obersten tilside , og 
forsikkrede , af Brandt traf paa et Haar og aldrig 
feilede . 
Rantzau forandrede derfor pludselig Mine og erklærede , 
af han vidste hvor udmærket Brandt kunde træff , 
og af han i Alt ansaa ham for en Hexemester hvorfor 
han udbad sig hans Protektion . 
Forbindtlig bukkede Brandt og tilføiede : 
Denne Roes tør jeg desværre ikke fralægge mig , 
siden jeg engang har forvandlet en gammel kalkunsk 
Hane , til et ængstelig brægende Lam . 
Obersten vilde atter svare , men Kongen nærmede sig 
og ved det derved opstaaende Røre lykkedes det nogle 
af Herrerne af drage de stridende Parter fra hinanden . 
Da Fløidørene aabnedes paa vid Gab melvte en 
Drabant med høi Røst , de kongelige Herskaber Deres 
Majestæter Kongen og Dronningen . 
Kongen førte zirligt Dronningen ind i Salen ved 
sin høire Haand , idet han hilste venligt til alle Sider . 
Dronningen hilste først Alle , dernæst , enkelte med særlig 
Venlighed . 
Bagefter Kongeparret bevægede sig et prægtigt Følge 
blandt hvilke Grev Bernstorff , Guldberg , Greverne 

Otto Thott og Schimmelmann samt Livlægen befandt sig . 
Kongen bevarede en Tidlang den ydre Anstand , men 
som sædvanlig kjedede dette ham i Længden og han 
kunde ikke afholde sig fra snart til een , snart til en anden 
at fremkomme med kaade , endog vulgære Bemærkninger , 
noget der endmere bestyrkede Rygtet om , at 
Kongen undertiden var heel eller halv afsindig . 
Saaledes kunde han denne Aften efter et med Anstand 
udtalt „ Værer hilsede Alle “ ikke tilbageholde en 
slærkt kontrasterende Vttring til Dronningen idet han sagte 
hvidskede : Læg Mærke til , Caroline , hvor de gloe 
paa os ligesom Hønsene paa Solen , min Tro det er 
undertiden morsomt nok at være Souverain . 
Dronningen blev yderlig forlegen ved disse Ord , hun 
frygtede at det hendes Gemal havde sagt , eller hvad han 
senere kunde falde Paa at sige , skulde høres af Andre 
og hun svarede derfor sagte , men meget hurtigt : 
For Himlens Skyld , Deres Majestæt , lad Ingen 
høre slige Udbrud , lad os idetmindste iagttage den kongelige 
Værdighed . 
Kongen lød som øm han ikke hørte det , og vendte 
sig om til Enkedronningen med de Ord : 
God Aften Moder — eller hvad jeg vilde sige Deres 
Majestæt , har De opsendt Deres fromme Bønner 
til Gud , for af bede om et frugtbart Aar og øm god 
Fred ved Hoffet ? 
Min kjære Søn — Deres Majestæt , jeg tænker altid 
i mine Bønner paa Dem og Deres Venner , men hvorfor 

præsentærer De mig ikke for Deres nye Ben , De 
veed dog , af Deres Majestæts Venner ikke kan være 
mig ligegyldige ! 
Kongen saa sig tilbage , vinkede af Struense og 
sagde formelt : 
Hendes Majestæt Enkedronningen , vor kjerlige Moder 
ønsker af lære Mirakeldoktoren af kjende ; — vor 
Conferenceraad Livmedikus Struense , men sagte tilhvidskede 
han Struense , hun vil konsulere Dig , hun har ondt 
for Tænder , men om det er i de forlorne eller i de 
ægte , maa Du selv se af faa Kundskab om . 
Struense beholdt dog Kontenancen , gjorde en dyb 
Kompliment og sagde ; 
Deres Majestæt jeg frembærer Dem min underdanigste 
Respekt . 
Ak , min Hr . Konferentsraad , jeg har været borte i 
lang Tid , hvilket har forhindret mig i af hilse paa 
Dem ; Min Søn kalder Dem Mirakeldokker , det er 
en skjøn Titel , og jeg glæder mig til at den er fortjent 
thi jeg har virkelig i Sinde , som Hans Majestæt skjemtende 
behagede at yttre , at konsulere Dem . 
Jeg lider virkelig af et horribelt Onde , men ikke som 
min Søn Køngen yttrede , i Tænderne — jeg lider af 
en Mathed , en aandelig og legemlig Fatigue , et vedvarende 
Ildebefindende , en kontinuel Kjedsomhed med 
Hang til Melankoli . 
Sig mig , Doktor , er der et radikalt Middel mod 
sligt et Onde ? 

Det er idetmindste vanskeligt at helbrede , Palliativer 
nytte ikke , og Midlet er næsten farligere end Ondet 
selv . 
Jeg kjender kun fo radikale Midler , og beder Gud 
bevare Deres Majestæt for Begge . 
Hvorledes Hr . Konserenceraad , De kjender Midler 
mod dette afskyelige Onde og tøver med at foreskrive 
mig dem ? Men jeg fordrer det , jeg tyer til Deres 
Hjelp , og tror jeg ikke allerede , at det gaaer mig som 
saa mange Patienter , der føle Lindring alene ved at 
tale med deres Læge . 
Deres Majestæt er altfor naadig . Hvis jeg ved Lægemidler , 
der hidrøre fra Medicinen kunde helbrede min 
Dronning for et Onde , der er mere ubehageligt end 
farefuldt vilde jeg ikke tøve med at skrive Recepten , 
men — 
Men nu — — unddrager De mig Deres hjelpende 
Raad . Jeg kunde fristes til at gjøre Dem Bebreidelser , 
men De har vakt min Nysgjerrighed , og De er 
desuden saa charmant at man ikke vover at vække Deres 
Vrede , det maa jeg sige Dem , og til samme Tid 
som jeg vil takke Hans Majestæt fordi han har introduceret 
Dem ved vort Hof , vil jeg bede ham udvirke 
hos Dem at De idetmindste siger mig Midlerne . 
Deraf kan jeg dog ikke stedes i Fare . 
Hvem veed ? Naar Recepten bestaaer i Ord , og 
Patienten selv tror at kunne laborere eller tilveiebringe 
Medicinen , saa er der vistnok Fare derved . 

Eet , min charmante Læge , er De dis paa at eet af 
Midlerne ere ufejlbarlige ? 
Begge , Deres Majestæt ! 
Nævn mig først Sygdommen . 
Deres Majestæt angav den selv før — Kjedsomheden . 
Fuldkommen sandt , og De kjender selv , om det kun 
var af Navn — To Ting , som kan fordrive dette Onde ? 
Ja , men jeg sagde ogsaa at Midlerne ere værre end 
Ondet , thi hvad der vindes derved er kun at et Onde 
fordrives ved et Andet . 
Doktor , De spænder min Nysgjerrighed paa det Høieste , 
nævn mig dog de Midler — jeg beder Dem 
indstændig . 
Nuvel , Midlerne de to Onder , der forjage Kjedsomheden , 
er Ulykken og — Kjærligheden . 
De har bestandig Ret , og jeg lover Dem ikke af laborere 
med nogen af dem , er De saa rolig paa Deres 
Patients Vegne ? 
Det vil være mig en stor Tilfredsstillelse . 
Men hvad siger De , Hr . Konferentsraad , om Nogen 
anvendte begge Midler paa engang ? Kjender De Virkningen 
deraf ? 
En gød Læge bør altid experimentere noget , og 
selv kjende det , han finder ufejlbarlig for Andre . 
Deres Oprigtigheg er henrivende , og jeg forstaaer 
nu fuldkomment , hvilken Tillid Deres Patienter maa 
nære til Dem . 
Hr . Doktor , spiller De Schak ? 

Til Maade , Deres Majestæt . 
De er farlig , det er jeg vis paa , og døg har jeg 
stor Lyst af prøve Deres Styrke . 
Jeg vil betragte det som en st or Faveur , hvis Deres 
Majestæt ikke er altfor grusom mod mig . 
Det er et Ord ; føler De Dem for svag , skal jeg til 
enhver Tid lade mig nøte med en Nemi . 
Som Deres Majestæt befaler . 
Medens Enkedronningen begav sig til Schakbordet 
med Struense , foreskog Grev Thott Dronning Caroline 
Mathilde af spille Domino en deux ; Kongen havde begivet 
sig til den anden Ende af Salen , hvor han snart 
sijemtede med Brandt og snart lo høirøsfet i Samtalen 
med Andre . 
En Sky trak sig ved denne raa Latter over den fintfølende 
Dronnings Pande . 
Enkedronningens Beilen til Kongens nye Favorit , 
af hvem Caroline Mathilde ventede sig saameget med 
Hensyn til sit undertiden piinlige Forhold til Kongen , 
behagede heller ikke den unge regjerende Dronning . 
Hun kjendte altfor vel sin Svigermoders Herskesyge , 
hun vidste , at enhver af Kongens Favoriter instinktmæssig 
søgtes vunden af Enkedronningen . 
Den regjerende Dronning betragtedes endnu sledse i 
Stilhed af Hoffet , som om hun var en Fremmed , medens 
Frederik den Femtes Enke , der havde været ved 
Roret og saa at sige var de Flestes fødte Herskerinde , 
bestandig ifølge sin Stilling til Kongen betragtedes som 

Indfødt ; Caroline Mathilde følte sig saaledes temmelig 
isoleret , og hun havde derfor hilset den nve indflydelsesrige 
og skatskloge Favorit med uskrømtet Glade , kom 
nu dertil , at Struense ogsaa var hendes Læge , at Forholdene 
havde tvunget den unge forladte Dronning til 
at vælge denne sin Landsmand — thi Hanover var jo 
det tydske England og Struense var en Hanoveraner , 
saa faldt det saa naturligt , at hun med Misnøie , 
endog med Sorg saa . at Enkedronningen gjorde Alt 
for at vinde Struense for sig og unddrage hende hans 
Indflydelse og Støtte . 
Struense var dertil ung og af et indtagende Ydre ; 
de kongelige Børns Pleie var ham tildeels betroet . 
Et Ord af ham gjalt mere hos Kongen end hendes 
og Andres indtrængende Forestillinger ; var det da at 
undres over , at hun følte Skinsyge eller Frygt for at 
bersves sin eneste Støtte ? og dog vare de anførte 
Grunde neppe de eneste , der formørkede den unge Dronnings Pande . 
Havde Mirakeldoktoren ikke , maaske med eller mod 
sin Villie ogsaa gjort et Indtryk af en blidere Art 
paa den unge Dronnings Følelser ? 
Havde hun , der var saa ene , der saa sig miskjendt 
og Magestødt af en lunefuld Gemal og forfulgt af en 
ubarmhjertig , herskesyg Svigermoder ikke funden en 
Havn i blide Drømmerier for den Eneste , der lod til 
at kjende og forstaa hende ? 

Vist er det , at Caroline Mathilde maatte gjøre Anstrængelser 
for at bevare sin Interesse for Spillet og 
hendes nærmeste Omgivelser , og dog fløi mere end et 
flygtigt Blik hen til Schakbordet , hvor Struense sad , 
og mere end en Gang gjorde hun sig skyldig i aabenbar 
Distraktion , saa ar selv de Hosstaaende vexlede Øiekast 
i denne Anledning . 
Grev Thott , hendes Modspiller , bevarede som gammel 
Hofmand længe Kontenancen , men da Dronningen 
tilsidst spillede feil i lutter Distraktion , tabte den gamle 
Mand Taalmodigheden og sagde : 
Blanc — six . Deres Majestæt maa have blanc six . 
Her er den , six , svarede Dronningen og satte en 
Fem paa Bordet . 
Tilgiv , det er en Fem . Deres Majestæt maa kjøbe . 
Meget rigtig , Hr . Greve ! 
Dronningen tog hurtig en ny Dominobrik , men beholdt 
den tankefuld i Haanden . 
Amalie Thott opfangede sin Faders forundrede Blik 
og sagde til Dronningen , bag hvis Stol hun stod : 
Deres Majestæt har taget en Treer — nu da , min 
Fader , Tre og Sex er Ni . 
Dobbelt Tre , min Dronning ; vedblev den gamle 
Hofmand ufortrøden . 
Spillet vedblev , mere ved Amalie Thotts end ved 
Dronningens Hjælp . 

Det lod til at den unge Dronning interesserede sig 
mere for Schak end for Domino . 
Imidlertid gik Kongen , sløttet til Brandts Arm , fra 
Gruppe til Gruppe og gjorde allehaande Bemærkninger . 
Hvad siger Du til min Ven Struense ? det lader til 
at han morer sig ganske godt i Kjøbenhavn . 
Ja han gjør store Øine , han havde ventet at se Vadskerbjørne svømme omkring paa Isklipper i Gaderne , 
og finder kan Smaaslanger og allerkjæreste Ræve , klædte 
efter den nyeste Mode . 
Har Du eller Struense noget at klage over ? 
Jeg som Pidskestykket kan ikke klage over Dyppelsen , 
jeg er desuden altid bag ved Kongen ; men den stakkels 
Doktor maa døie meget for sin Medicin , og dog er 
han mere værd end alle de sarkastiske Patienter . 
Og dog , Skjelm , driller Du altid denne i Virkeligheden 
store Mand . 
Det er fordi han er en stor Mand , driller jeg nogensinde 
Deres Majestæt ? 
Ondskabsfulde ! det gjør Du jo nu — altsaa er jeg 
ogsaa en stor Mand . 
Hvis De altid er aandrig som nu , maa jeg bede 
om min Afsked . 
Frygt ikke , min Ven Brandt , igaar lod jeg min 
sidste Visdomstand trække ud , det er kun lidt Riven i 
Tandkjødet , der er tilbage , og for at berolige Dig , 
kunde jeg have Lyst til at gjøre noget rigtig splittergalt . 
Jeg kunde have Lyst til at jage Bernstorff borr . 

Og det kalder De splittergalt , min Konge ; jeg troede , 
De vilde skille Dem ved Struense . 
Nei , saavidt er det ikke kommen endnu ; men denne 
Bernstorff er mig for selvklog , han seer ned paa mig . 
Hvorfor har Kongen skillet ham saa høit , at man 
maa se op til ham ! 
Det er det , som ærgrer mig . Find paa Noget . 
Skal jeg rive ham ned ? 
Du , Brandt ? Nei , men Struense kan ; jeg har 
flere Gange pudset dem paa hinanden . Tænk , sidst 
paastod han , af han maatte adlyde fre forskjelligttænkend Souverainer . 
Hvilken Uforskammethed ! jeg troede , af jeg var den 
Eneste , som havde Lov til af tale Sandhed ved Hoffet . 
Væk med ham . 
Det er let nok sagt , men hvem skal remplacere ham ? 
Skal vi rafle derom ? 
Fy , Brandt , Du lærer mig Simpelheder , nei fint 
skal det være ; lad os spille Plat og Krone . 
Godt Sire ! jeg er Plat og Struense Krone . 
Lad en Mynt falde . 
Bravo , det er Krone ! 
Du er en Skjelm , men ligemeget , Struense er Minister ; 
men hvorledes indsætter jeg ham nn i hans Værdighed . 
Du maa søge et Paaskud for hans Installation . Hvor man vil le ad Doktoren med Portefeuille . 
O , ikke Andet , har Kongen ikke Magten ? man kan jo 
sige , af Staten skranter og trænger til en dygtig Læge . 

Ja men jeg er bange af Patienten ril skjære Ansigter 
af Midicinen . 
Han maa aligevel tage sin Dosis for af komme sig . 
Du har Ret , Brandt , med det Gode eller det Onde , 
jeg er kjed af at have Formynder . 
Stakkels Struense ! med al sin viden er han uvidende 
om det Vigtigste . 
Han spiller rolig og ufortrøden og veed ikke , at han 
allerede har vunden . 
Og Bernstorff , se med hvilken sikker Mine han stryger 
Schimmelmanns Dukater til sig , uden at ane , at 
det er ham , der har tabt . 
Ha , ha , ha ! det gjelder at holde Ørerne slive , naar 
man er nærved at tabe Hovedet . 
Det er morsomt nok , min Kønge , jeg kunde le saa 
Taarerne rinde . 
Ja , Brandt , der er igrunden noget sørgeligt ved al 
Morskab . 
Og noget Latterligt ved al Sorg . 
Saadan skal de have det som gjøre Nar ad Kongen . 
Vor Herre bevares . 
Frygt kun ikke Galfrands , Du og Struense høre til 
min Raritetssamling . 
Er det Tilfældet ? saa gid Majestæten altid maa være 
ved sin Samling . 
De Nærsfaaende begyndte nu at lytte . 
Kongen bemærkede det , og drog Brandt ud af den 
tætte Hofklynge . 

Enkedronningen fulgte Schakspillet med levende Interesse , 
medens hun dog ikke undlod at konversere Favoriten . 
Nu 
er Touren til mig , Doktor , jeg har længe havt 
Lyst til Deres hvide Løber , sagde hun . 
Gaaer ikke an , Deres Majestæt , da blottes Kongen 
og Dronningen . 
Kongen og Brandt nærmede sig Schakbordet . 
Kongen bøiede sig venligt ned til Enkedronningen 
og hvidskede halvhøjt : 
Er det ikke , som jeg siger , en Troldmand ? De kan 
ikke beseire ham , kjære Moder . 
Kongen har Ret , svarede Juliane Marie . Min Hr . 
Doktor , De har vundet Spillet . 
Om Forladelse , jeg tager Dronningen — og Deres 
Majestæt har vundet . 
Hvordan ? store Mester ! De har jo Ret . SchakKonge 
mat . 
Det maa jeg sige , Doktor , De spiller uforlignelig 
-— De har vundet , jeg erklærer mig for magtesløs — 
et Træk — og De giver mig Sejren ihænde . 
Det er en Artighed , som er næsten overmenneskelig , 
jeg føler mig ydmyg ved disse Laurbær . 
Maa jeg takke Dem , min Søn , De er Skyld deri . 
Under Du ham , Moder ? 
Kan Du spørge ? sat mig paa Prøve . 
Du , han og jeg istedetfor denne Bernslorff , som jeg 
hader ; er Du med ? 

Du , han og jeg ? det er et Ord ; men Englænderinde « , 
hun er dog vel ikke med ? 
Bah , hun vil ærgre sig . 
Her er min Haand , va banque . 
Fait ! raabte Kongen og gav Brandt et Vink . 
Dronning Caroline Mathilde , der saa Kongen slaa 
i venlig Samtale med Enkedronningen og denne igjen 
vise Favorilten en ganske usædvanlig Opmærksomhed , 
tabte endelig Taalmodigheden og Lysten til Dominospillet . 
Hun 
kastede Brikkerne og sagde : 
Hr . Greve , jeg takker Dem , nu er jeg træt af at 
sidde . 
Med disse Ord reiste hun sig og underholdt sig Vexelvis 
med Hoffets Damer og Herrer , dog saaledes , at 
hun bestandig havde Opmærksomheden henvendt paa 
førnævnte Gruppe , der syntes inde i en meget interessant 
Konversation . 
Det undgik ikke Struense , at den unge Dronning 
ofte betragte ham . 
Han mumlede ved sig selv Noget , der skulde ligne 
Beundring for den skjønne regjerende Dronning . 
Han fandt hende at være en Helgeninde midt i Hoffets 
fordærvede Cirkel , og han ønskede med et Suk , at 
han aldrig var fømmen indenfor denne forføriske Tryllekreds . 
Dronningen , 
der hørte en Hofjunker yttre Noget øm den 
Mærkværdige Doktor , blandede sig i Samtalen og sagde : 

Saa det er altsaa om den nye farlige Favorit De 
taler . 
Det er mig der har Grund til at klage ; han har 
bemestret sig Kongens Hjerte , saa Veien dertil alene 
gaaer igjennem Livlægens Studerekammer . 
Jeg har ladet mig sige , svarede Hofjunkeren , at det 
er en arrogant Personnage , som skryder af en Dygtighed , 
han ikke har . 
Dronningen svarede ikke herpaa , hun forlod den ondskabsfulde 
Hofjunker og nærmede sig en Vinduesfordybning , 
hvorfra man havde en henrivende Udsigt over 
Haven . 
Hun tabte sig længe i Beskuelsen og drømte sig hjem 
i sit Fødelands skjønne Parker , pludselig løsrev et Suk 
sig fra det unge beklemte Brysk , hun vendte sig forskrækket 
om for at se , om der var Nogen , der havde 
hørt to Rigers Dronning sukke ; der var kun een , men 
denne Ene betragtede hun med Tilfredshed , 
Det var Favoritten , hvis Øie hvilede med Beundring 
og Hengivenhed paa hende . 
Hun vendte sig bort , for at han ikke skulde se hendes 
Rødmen . 
I det samme traadte Enkedronningen hen og lagde 
sin Haand blidt paa Struenses Arm . 
Konferentsraad , sagde hun , jeg troer , at De selv fornylig 
har anvendt et af Deres Midler og er endnu 
Rekonvalescent . Har De Mod til at sige mig hvad De 
tænkte ; drømte De om Tydskland eller Danmarks Skove . 

Mine Tanker fløi hid og did . 
Maaske tænkte De paa , at De ligesom i Schakspillet 
saaledes ogsaa i Kjærlighedspillet giver Modstanderen 
tilkjende hvorledes De kan rammes . 
Kalder Deres Majestæt Kjærligheden et Spil ? 
Ja , eller en Leg , thi det er Aanden og Hjertet , der 
lege Tagfat . 
Men der maa vel endnu findes et tredie Middel , 
som De kjender og anvender i al Hemmelighed , thi 
Kjedsomheden er forjaget , og da jeg ikke i nogen Maade 
føler mig ulykkelig , og er for gammel til at indgyde 
Kjærlighed , saa er der vel endnu et Middel , ikke sandt ? 
Der er et tredie Middel , men jeg har altid sammenblandet 
det med det første . 
Et Middel der ligeledes fordriver Kjedsomheden ? 
o , nævn det , jeg adopterer det som mit , siden jeg er 
for god til det første og ikke god nok til det andet ; 
nævn det , det er mit . 
Gud bevare Deres Majestæt derfor , det er Hævnen ; 
den , der vil hævne sig , kjeder sig ikke . 
Ordet er sagt , jeg adopterer Hævnen . 
Hvad Andet kan en Kvinde i min Alder gjøre ? 
For ung til at forsage , for gammel til at behage , 
jeg bør havne mig , naar man vender mig Ryggen , 
hævne mig paa det Blik , der siger : Majestæt , De er 
gammel , hævne mig paa Enhver , som unddrage ! mig 
sit Venskab , sin Hengivenhed , og jo mere jeg sætter 
Pris paa det Attraaede , des føleligere er min Hævn ; 

en næsvis Flue visker jeg bort , men det Væsen , som 
jeg nærede den høieste Beundring for , maatte dø , hvis 
han lød mig » ændset . 
Deres Majestæt bagtaler sig selv , Men heldigvis er 
det et Tilfælde , som ikke kan indtræffe . 
Tag Dem iagt , Doktor , De er farlig fra een , jeg 
jeg fra en anden Side . 
Jeg kunde for Tidsfordriv sælte Deres Hengivenhed 
paa Prøve , inden De veed et Ord deraf . Deres Stjerne 
viser sig snart i sin fuldeste Glands . 
Indhyl Dem da ikke i Utaknemmelighedens Sky , 
og lov mig engang imellem at tænke paa den stakkels 
forladte Enkedronning , der kun har eet Middel tilbage 
for at hævde sin Silling i Verden . 
Om min Hengivenhed bør Deres Majestæt ikke tvivle 
et Minut , jeg vil stedse erindre , hvad De har sagt 
mig , og sknlde min Stjerne ogsaa slige høiere end den 
uværdig alt er steget , saa tro dog ikke , at den kunde 
være indbildsk nok til at ville fordunkle Solen . 
Hvem veed — der gives mange indbildske Stjerner 
ved Hoffet , og det er sket ikke noget Ryt , men sknlde 
De engang henfalde i samme Rus , og skulde jeg imod 
min Villie vredes paa Dem , saa tal saaledes til mig , 
som De talte nys , og ved Alt , hvad der er helligt , 
Hævnen skal forstumme . 
Struense bøiede sig dybt for af skjule den Forlegenhed , 
disse Ord og Julianes næsten ømme Tone og 
Mine satte ham i . 

Brandt kom ham til Undsætning ved af sige ham 
et Par Ord i Øret . 
Enkedronningen slog oprømt Brandt paa Skulderen 
med sin Biste . Spasmager , sagde hun , hurtig et Svar 
paa min Paasfand , af den , der hvidsker , den lyver . 
Majestæt , De vredes altid ; naar jeg taler Sandhed , 
kan det saa undre Dem , af jeg hvidsker ? 
Brillant Hoved — gaa , det vilde være en herostratisk 
Gjerning af berøve Dem det . 
Det vil den ikke indse , der behøver det . 
Caroline Mathilde havde imidlertid fulgt Konversationen 
mellem hendes Svigermoder og Struense med 
stor Interesse , endskjøndt hun kun kunde opfatte enkelte 
Ord . Hvergang Struense betragtede Enkedronningen , 
foer ligesom en kold mørk Sky over den unge Dronnings 
Pande , men naar han , hvad ofte skete , lod sit 
Øie glide hen lil Vinduesfordybningen , der befandt sig 
bagved Enkedronningen , lyste Mathildes Øie af en lykkelig 
Ild og de fyldige læber krusedes af et tilfreds 
Smil . 

Fjerde Kapitel . 
Fortsættelse . 
Da Enkedronningen forlod Struense for at konversere 
Andre , stod Favoritten nogle Øieblikke i dybe Tanker . 
Han tænkte , om det ikke var bedst , hurtigst muligt , 
medens det endnu var Tid , medens han endnu 
havde Kraft dertil , at forlade Hoffet og den glimrende 
Stilling , han indtog . 
Et magisk Blik , det følte han , betragtede ham . 
Han saa op , det forholdt sig rigtigt , den unge 
Dronning sendte ham et Blik , der kunde betyde ; kom 
kun nærmere . 
Uvilkaarlig gjorde han et Skridt henimod Caroline 
Mathilde . Hun reiste sig og gik ham imøde . 
Om ti Minutter , efter en Kamp med Bernstorff vil 
De blive Statsminister , sagde hun hurtig og sagte , idet 
hun lagde den høire Haand paa Panden , som om hun 
led af Hovedpine . 
For Guds Skyld , Deres Majestæt , lad det ikke ske , 
jeg reiser bort inat , hvidskede han ligesaa hurtigt og 
sagte . 
Dronningen blegnede og vaklede . Struense udstrakte 

allerede Armene , som om han fryglede en Besvimelse . 
For Guds Skyld nei , hvidskede hun , jeg er Fange 
og troede at De som Minister vilde udsone mig med 
Kongen . 
Hoffolk kom nu til , og da Amalie Thott alt i Frasland 
havde bemærket Dronningens Sindsbevægelse , 
bragte hun stærktlugtende Vande . 
Det er bedre , kun et Øiebliks Svimmelhed , nu er 
del ovre . 
Deres Majestæt maa nyde en Skive stærktsukkret Citron , 
sagde Struense , del er blot Varmen , imorgen 
Formiddag kommer jeg for af se til Deres Majestæts 
Befindende og haaber da af finde Dem fuldkommen vel . 
Jeg befinder mig allerede nu meget bedre , svarede 
Drønningen , og jeg er lykkelig — meget lykkelig , her 
lod hun Blikket glide rundt i Kredsen , men dvælede 
længst vev Struense — ved af se den Omhu , der vises 
mig ved en saa aldeles ubetydelig Indisposition . 
Kongen ilede til , men fandt allerede Drønningen fuldslændig 
restitueret , derimod saa han Struense staa med 
en Drømmermine . 
Hvorom drømmer Du , min kjære Ven ? jeg tør vædde , 
del er om Statens Sundhed eller Folkets Lykke ; 
jeg veed , af Du er Idealist — tilstaa del kun , hvis 
Du kunde udslynge Frihed og Velstand i den vide Verden , 
Du gjorde del , Du har jo selv sagt , af del hører 
trl dine Ungdomsdrømme , 
Deres Majestæt har gjæltet rigtig — del er ikke min 

Skyld , af Deres Majestæt har et prophetisk Blik ; jeg 
kan kun være lykkelig ved Andres Lykke . 
Bilde Du virkelig realisere disse kongelige Tanker og 
Idrætter , hvis Du havde Magt dertil ? 
Ja , det troer jeg sikkert , jeg vilde forsøge det idetmindste . 
Du 
er en udmærket Diplomat , Struense , Du lover 
ikke mere end Du troer af kunne holde , jeg bifalder 
det af ganske Hjerte . 
Dette vilde være en mægtig Spore for min Virksomhed . 
At vinde min Konges Bifald og Tillid er Alt , 
hvad en Undersaat kan ønske sig . 
Brandt , der nærmede sig med Minister Bernstorff , 
fordybet i en Samtale , slog om med en Vittighed og 
mente , af Hr . Ministeren snart vilde blive en ivrig Tilhænger 
af Konferentsraad Struenses flygtige Ideer . 
Lad os rekreere os iaften , imorgen kunne vi tale om 
Statssager , indvendte denne . 
Altsaa om Stakssager skal man tale i urette Tid , 
sagde Brandt , jeg troer dog , af jeg helder til de « Anskuelse , 
af hans Ideer ere holdbare , man skal gaa frem 
med sit Aarhundrede og ikke tilbage . 
Struenses Ideer passe netop for Køng Christian den 
Syvendes Tid , medens Eders forældede Meninger , tilgiv 
mig , Hr . Greve ere Reminiscenser fra forrige Sekulum , de ere graa , ikke blot af Pudder , men af Ælde , eller , om jeg tør sige , Benene vakle under dem . 
Bernstorff betragtede ham stivt , han saa et koldt Blik 

lyne fra Køngens Øine og tænkte , det er Kongen , der 
taler igjennem denne Mund . 
Berede vi os paa en levende Begravelse , sage han , 
siden De , spøgefulde Herre , istemmer Psalmemclodier ? 
Jeg synger idetmindste ikke paa det sidste Vers , svarede 
Brandt . 
Tvertimod , jeg froer at høre Kyllingernes Morgensang . 
Jeg har ogsaa været ung engang , jeg har ogsaa 
med glødende Begeistring og fyrigt B od omfavnet 
Frihedens Gudinde førend hun blev berygtet , ja endog 
som Mand , som yngre Embedsmand gik jeg svanger 
med den Yndlingstanke at gjøre Verden uafhængig , 
men Erfaringen , denne Olding med dybe Rynker og 
hvide Haar , lærte mig , at Tiden til at gjennemføre 
det er endnu ikke kommen . 
For den fremrykkende Alder passer Forsigtighed med 
alt hvad der har Navn af Reform , for at man ikke 
skal nødes til at rive ned idag hvad man byggede igaar , 
og atter gjøre om imorgen hvad der blev gjort idag 
alene fordi Foretagendet var ubetimeligt . 
Struense ! sagde Kongen , hvad siger Du dertil ? 
Svar aabenhjertig , ere dine Planer af saa løs en 
Art , som Bernstorff siger , saa er det jo kun daarligt 
Dagværk . 
Saaledes er det just ikke meent , Deres Majestæt . 
jeg talte ikke specielt om Nogens Planer , kun om den 
hele Art af forcerede Reformer . 
Saaledes har jeg ogsaa forstaaet det , sagde Struense ; 

men for at holde sig til det Almindelige , maa man dog 
gjøre visse Indrømmelser . 
Kan Deres Exellenee saaledes nægte , at Verden Dag 
for Dag siden den ældste Tid har gjort Fremskridt , det 
være sig i store Sandheders Anerkjendelse , i Frihed , 
Oplysning , Verdensanskuelse med mere . Hvorledes opstod 
den første Stat , det første raa Menneskesamfund , 
er der fra hin Tid indtil nu ikke gjort et mægtigt 
Fremskridt ? 
Unægteligt ! sagde Bernstorff . 
Hør efter , kjære Moder , henvendte Kongen til Enkedronningen . 
Vor 
Ven Struense paastaaer , at Keraus er en meget 
snnd Dands for gamle Diplomater med sket Fordøjelse , 
hvidskede Brandt . 
Det var en Brandter , meente Enkedronningen og 
smilede . 
Herregud , hvad Vittigt kan man sige om en udtygget 
Skraa . 
Den , at den savner Spytslikkere , replicerede Juliane 
Maria . 
Nei , snarere , at de nobleste Damer væmmes derved , 
og naar de ikke gjøre det , byder Anstanden , at de 
lade saaledes . 
Det er altsaa en Indrømmelse , Deres Exellence , 
svarede Struense paa Bernstorffs Bekræftelse ; men hvorledes 
rimer jeg Indrømmelsen sammen med hvad De 
sagde før ? Har ikke Samfundet , da det konstituerede 

sig , givet den Enkelte Fuldmagt , udtrykkeligt for at 
værne lige og retfærdigt om Alles Frihed , Tarv og 
Sikkerhed ? Og var det saaledes for Aartusinder siden , 
hvorfor bør det da ikke være nu ? 
Fordi De mulig gaae ud fra fejle Forudsætninger . 
De antager , at Samfundet har givet den Enkelte Fuldmagt , 
jeg troer tvertimod , at den Enkelte i Egenskab 
af den Stærkestes og den Fornuftiges Ret har paataget 
sig Voldgiften mellem stridende Parter og Meninger , 
har foreskrevet Love , og at de Svage have sluttet sig 
til Enkelte for paa eengang at sløtte og støttes . 
Ogsaa denne Forudsætning kan man gaa ud fra , 
indvendte Struensee , men bliver Forholdet da ikke det 
famme ? Erobringsretten er jo ogsaa en gammel , hellig 
Menneskerettighed , især naar den bæres af Styrken og 
Fornuften . Den Stærke og Fornuftige har altsaa endnu 
Ret til at foreskrive Love . Folkenes Lykke er deres fornuftige 
Villie og denne er igjen den Stærkeste . 
Dette er altsaa den Stærkestes Ret i samme Betydning 
som hiin Enkelte , der foreskrev Love og øvede 
Voldgift , men desuagtet , Hr . Greve , betragter De det 
som en Nødvendighed , at holde dette tusindaarige Folk , 
som et umyndigt Barn , i Svøb og Baand ; tænk Dem 
Methusalem med Faldhat og Løiert , og De har det 
attende Aarhundredes System lys levende for Dem . 
Det kan jeg ikke indrømme . Naar en Mand bliver 
saa gammel som Methusalem , trænger han til at ledes 
ved Haanden , deri er intet anstødeligt . 

Folket bliver gammelt , men Livskraften og dets enkelte 
Lemmer bliver altid fornyet ifølge Naturens Lov . 
Hvorfor tør det da er tale ? For ikke at sige noget Slemt , 
det tor et skrive , for ei at skrive noget dumt . Den 
høist naturlige Ret som alle fornuftige Væsener bør 
have : Yttringsfriheden , har man ikke vovet at 
give Folket , Erhvervsfriheden , er ikke en Menneskeret 
men en Communetilladelse , en hurtig og upartisk 
RetSpleie har man ogsaa funden ubetimelig , skarpt 
Forhør og pinlige Midler har man bibeholdt , hvorved 
man tvinger Folk til at lyve efter Forhørsdommerens 
Dictat . Helligdagene har man forøget , saa at man 
arbeider i 2 Dage og hviler i 4 . At holde Hvile er 
en Tvangssag , men man nøder dog ikke Folk til at 
spise , naar de ikke have noget at spise og det regnes 
for Ædelmodighed , og for at gjøre det ret fuldstændig , 
har man forøget Begravelsesomkostningerne i den Grad , 
at de som døe af Sult ikke have Raad til at lade sig 
begrave . 
Og har De , Hr . Conferentsraad , som saa nøie har 
fulgt alle Regjeringshandlingerne , sket ikke lagt Mærke til 
Andre end de nævnte . 
Jo , til et høist uheldigt Diplomatie , hvorledes førtes 
Underhandlingerne med Holslen-Gottorp ? hvorledes 
indvikledes Danmark ikke i en Krig med Rusland , 
der kunde ført til bestandig Afhængighed af denne mægtige 
Stat , hvis ikke Skjæbnen uforudseet var kommen 
tilhjælp ved at frelse Danmark ved Poul den 3dies 

Død ? Men hvad den døde Keiser gjorde godt , have 
Diplomaterne atter forværret , nu er Danmark ad Fredens 
Vei nærved at blive ligesaa afhængig af Ruslavd , 
som det stod Fare for at blive ved en uheldig Krig . 
Denne Bebreidelse er ikke fortjent , De gaaer meget for 
vidt i deres Beskyldninger . Venskab og godt Naboskab 
er ikke Afhængighed . Hvorfor kalder De det ikke meget 
hellere for Trældom ? 
Fordi jeg vil bruge moderate Udtryk , og det moderateste 
er farlig Uafhængighed , men det er ikke nok , at 
man ad Fredens Vei er kommen til samme sørgelige 
Resultat som selve Krigen kunde føie til , man har 
ovenikjøbet med klingende Mynt betalt det holstenske 
Huus ' s uhyre Gjæld , for at beholde Ærø . Det danske 
Eiland har maattet betalt uhyre Summer , Stiftet Lybek og Hamborg har man fraklippet Danmark for beslandig , 
og hvorfor ? for at behage Rusland , for et 
hjælpe Czar Peter den Stores Ynglingsidee om et 
russisk Overherredømme . Er der da Intet , som drager 
Dem mød Frankrig og England ? Frihedens Vugge 
skræmmer Dem , medens Barbariet fortryller Dem . 
Nok , Nok , afbrød Kongen . Jeg maae dog ile Grev 
Bernstorff til Undsætning , ellers knuser Du ham med 
Din Anklage , som jeg imidlertid ikke kan finde ugrundet . 
Hvad har De Hr . Greve at svare dertil ? 
Naar Deres Majestæt sinder Anklagen begrundet , 
har jeg Intet at svare . 
Forklar Dem tydeligt . 

Jeg er en gammel tro Statstjener , finder Deres 
Majestæt at jeg er for gammel , eller at min Birken 
ikke har været heldig . 
Hvad saa , hvad saa ? 
Har jeg kun allerunderdanigst at bede om den Naade 
at udhvile mig efter lang Tjeneste . 
Struenses Meninger ere mine . De Feil han omtaler 
har De begaaet . Kan De oprette dem , hvis ikke , 
da lad en Dygtigere udrette , hvad De ikke kan . Det 
gjælder altid et Forsøg , og jeg befaler Dig , Struensee , 
i den Henseende at gjøre Dit Bedste . 
Majestæt , De forfærder mig , det kan ikke være Deres 
Mening . 
Det er vor Majestæts Mening , Du har sagt , hvad 
der er gjort feilt , jeg befaler Dig at ændre det , Du 
har herlige Planer for Land og Folk , jeg befaler Dig 
at gjennemføre dem . Tag Magten med Din kraftige 
Haand ud af disse rystende Hænder . Du er vor Minister 
saa skeer vor Villie . 
En overordentlig Sensation vaktes ved disse Ord . 
Ikkun Grev Bernstorff var ganske rolig og bøiede 
ærbødigt sit Hoved , som om han fandt det ganske i 
sin Orden og som den naturligste Ting af Verden . 
Kunde man læse noget ud af hans milde , uforanderlige 
Ansigtstræk , var det en ydmyg Resignation parret med 
den fordringsløseste Værdighed . 
Enkedronningen lod ligesom Caroline Mathilde sine 
Øine glide hen over de Forsamledes Ansigter , for at 

speide efter de Indtryk , denne bratte Udnævnelse gjorde 
paa dem . 
Kongens Øie udsendte Lyn til dem , der vovede blot 
at trække paa Smilebaandet , og Brandt , der ikke kunde 
holde sig fra at smile af den med Magt fremtvungne 
Alvor , tilkastede Kongen et triumpherende anerkjendende 
Blik , der sagde saameget som : Det havde jeg ikke troet 
at Du havde havt Mod til . Ikkun Struensee , Gjenstanden 
for alles Forundring , stod som den meest Forskrækkæde 
og kunde i der første Minut ikke finde et Ord . 
Han studsede men fattede sig snart og udbrød : 
Min Herre og Konge ! aldrig kunde jeg ventet mig 
dette Resultat af mine sikkert altfor varme Yttringer . 
Deres Majestæt ! jeg føler , at jeg har ladet mig henrive 
af altfor stor Iver , jeg erkjender , at i Stridens 
Hede er jeg gaaet for vidt ; det er desværre en Feil , 
som jeg altfor let gjør mig skyldig i , hvilket lader mig 
sige Ting , som jeg strax efter fortryder og gjerne vilde 
have usagt . Jeg beder derfor Majestæt , berøv ikke denne 
gamle Statstjener Deres Naade , thi har han gjort sig 
skyldig i menneskelige Feil , saa har han dog altid næret 
varm Hengivenhed og Troskab imod sin Konge og 
Kjærlighed til Fædrelandet . Hvormange Statsmænd 
have ikke før Grev Bernstorff begaaet de samme Feil , 
og hvormange i hele Verden gjøre det ikke endnu , uden 
at besidde hans Redelighed og ædle Sindelag ? Jeg 
bønfalder Deres Majestæt , lad Deres Bevaagenhed for 

ham vende tilbage , og lad ham blive i sit Embede som 
Statsminister . 
Kongen tilkastede Struensee et strengt Øiekast og svarede : 
Det gjør mig ondt , at jeg skal afslaa min nye Cabinetsminister den første Bøn , men mit Kongeord tager 
jeg ikke tilbage . 
Endnu et Ord , min Konge ! Deres Tillid til mig 
kunde være altfor stor til af jeg kan fyldestgjøre den . 
Jeg føler , af jeg maaske med min bedste Villie ikke er 
denne høie Post voxen . De overvælder mig med en 
Raade , som det er mig en Samvittighedssag af modtage . 
Jeg er ung , men Grev Bernstorff har Erfaringer , 
som jeg først skal indhente . 
Tie med dette , afbrød Kongen , det er min Villie , 
af Du er Minister . 
Deres Majestæt vil det , vel , jeg modtager det med 
dyb og inderlig Tak ; men , min allernaadigste Konge , 
gjør det muligt før mig af udrette noget virkeligt Godt 
i denne Stilling , lad drnne erfarne Statsmands Raad 
vejlede mig . Lad ham blive i Statsraadet til jeg føler 
mig saa slærk og indsigtsfuld som jeg ønsker af være . 
Lad os i Forening arbeide for Deres Rigers Lykke . 
Grev Struensee ! træng ikke videre ind Paa mig , det 
bliver som jeg har sagt ; Du skal være Styrmand , jeg 
er Skibets Chef , og jeg vil have Ret til af kaste gammelt 
Stykgods overbord , naar det behager mig . Gjør 
Du kun Dit Bedste . 
Ja , min Konge , det vil jeg . Men dertil hører først 

og fremmest , at jeg som deres Majestæts første og meest 
betroede Tjener er retfærdig ; dertil hører , at jeg erkjender 
ligesaa oprigtig som jeg nævnte Grev Bernstorffs 
Feil , ogsaa de gode og lyse Siver af hans Forvaltning , 
tillad , Deres Majestæt , at jeg udtaler dem . 
Nuvel , men kort , — giv ham Din Skjærv med paa 
Veien . 
Tak , jeg skal fatte mig i Korthed . Grev Bernstorff , 
det er ikke Smiger , jeg vil fremkomme med , thi man 
behøver jo ikke at smigre en falden Stormand . Jeg 
vil kun fuldende den Kritik , jeg før tillod mig over 
Deres Handlinger ; jeg nævnte først Deres Feil og nævner 
derfor nu Deres fortjenstfulde Handlinger . Videnskab 
og Kunst have havt en god Vejleder og Velynder 
i Dem . Velgjørenheden vil altid nævne Deres Navn 
blandt sine Ædle : de nyttige Værker , der ere blevne 
til under Deres Virksomhed , ville sikkre Dem en varig 
Erindring . Skibsfart og Handel skylde Dem sin Opkomst , 
og først under Deres Styrelse har Danmark 
faaet at vide , at det er ef Kornland , der kan bortbytte 
sine Skatte paa fremmede Mark der . Som Bondeslandens 
Velgjører og første Befrier vil De sledse erindres 
med Taknemmelighed , og som en sand Menneskeven 
vil De stedse agtes ; tag derfor min Hæand med 
den Forsikkring , at det aldrig , hverken nu eller nogensinde , 
var min Hensigt at bevirke Deres Fald . 
Bernstorff greb hans Hæand og trykkede den med Varme . 
Jeg troer Dem , Struensee , og ønsker , at De maa blive 

lige saa tilfreds med Deres Eftermand , som jeg er med 
Dem . 
Og nu min Konge , sagde Struensee , denne gamle 
Tjener , der har tjent baade Dem og Deres Fader med 
Troskab , giv ham et Tegn paa Deres Anerkjendelse af 
hans mangesidige Værd , forund ham et synligt Beviis 
paa Kongens , hans Herres sidste Naade . 
Det er ikke Skik i Danmark , at vise Naade mod 
den der falder i Unaade — dog Du har talt hans 
Sag saa varmt , at jeg beundrer Dig , og vil vise Dig , 
som hans Talsmand en Gunst . Tag denne Ring , 
Tegnet paa min kongelige Fuldmagt som jeg giver 
Dig . Gjør med ham som Du vil . Det er ofte 
Tilfældet , at den faldne Ministers Hoved tilhører den 
nye Minister — det tilhører Dig . 
En kostelig Gave er defte , en Gave som jeg sætter 
høit i Ære . Velan , saa bær det hæderkronte Hoved 
frit og slolt Grev Bernslorff , og i Kraft af den Fuldmagt 
Danmarks og Norges Konge har givet mig , 
smykker jeg Dem med Elefantens Ordenskjæde befat 
med Rigets skjønneste Diamanter . Tillad min Konge , 
med disse Ord nærmede han sig ærbødigt Kongen , 
løftede til Kongens og Alles Forundring Kjæden af 
Kongens Hals og hang den om Bernstorffs . 
Efter en kort Studsen , sagde Kongen : Besynderlige 
Mand , alt hvad Du foretager Dig er nyt og usædvanligt . 
Bernslorff 
fremstammede fin Tak og trak sig tilbage . 

Enkedronningen rømmede sig og Yttrede : Tiden 
Deres Exellence er i det velgjørende Lune , har De saa 
sket intet tilovers for ham der ? 
Rankzau , der følte sig udpeget , sagde forlegen , 
Obersten bliver vel Major . 
Fuldkommen rigtig gjættet . Ved den først Audients 
jeg som Minister har i Hs . Majestæts Cabinet , skal 
jeg allerunderdanigst andrage paa at Allerhøistsamme 
udnævner Dem til Generalmajor . 
Grev Rankzau blev som ramt af Lynet og mumlede 
sagte , han ophøier og ydmyger . 
Tag Dem iagt Hr . Cabinetsminister , yttrede Enkedronningen 
idet hun kastede et betegnende Blik paa 
Rankzau , at Deres Godhed ikke falder paa Uværdige . 
Men jeg takker Dem , Hr . Minister “ , sagde 
Caroline Mathilde , lad Høimodighed og ædelt Sindlag 
nok saalænge misbruges , den bestaaer dog sin Prøve 
paa Verdens Guldvægt , og skulde Sviig , Ondskab og 
Bagtalelse end vælge Dem til Offer , eet bliver Dem 
dog tilbage , som De sætter Priis paa , de Godes Anerkjendelse . 
Med disse Ord rakte hun Struensee Haanden , 
som denne kyssede med Ærbødighed . 
Kongen , der fandt Alt dette altfor alvorligt , tog 
Brandt under Armen og sagde : Kom Du gamle Nar , 
jeg kjeder mig , det er rigtignok meget moralsk , men det 
er sket ikke morsomt . 
Tab kun ikke Taalmodigheden Deres Majestæt , jeg 

synes det er morsomt nok , at vi har faaet Latteren 
paa vor Side . 
Da det alt var blevet noget seent ud paa Natten 
trak de kongelige Herskaber sig tilbage til deres Apartements . 
Alt 
saae nu ud som sædvanlig efter en kongelig 
Soiree , med Undtagelse af at Struensee var gaaet 
ud som Doctor og kjørte hjem som Minister . 
Der gives Mennesker , rene ædle Naturer , som troe 
at man kan afvæbne Modstandere med Godhed og Ædelmod , 
og at Hadet forstummer ligeoverfor en fast og 
urokkelig Upartiskhed . 
Desværre har denne skjønne Tanke , saa ofte viist sig 
at være en Illusion , at et godt Hjertes Princip Dag 
for Dag mere synes at blive en Fabel . 
Struensee hørte til dette Slags Væsener . 
Han var vel i mange Heenseender urokkelig i sine 
engang antagne Grundsætninger og dette var baade 
Lys- og Skygge- siden af hans Charakteer , men han 
kunde ogsaa vise sig meget eftergiven og anerkjendende 
mod Modstandere . 
Man træffer faa Ministre , der saa uegennyttig som 
han , bestandig ledsaget af Utaknemmelige , viiste sine 
Fjender Udmærkelser , ja han drev dette endog saa vidt , 
af man tilsidst sket ikke gjorde nogen Hemmelighed af 
af man var hans Uven . Hans altfor støre Tryghed 
skadede ham og bevirkede omsider hans Fald . 
Men havde han eengang troet af finde det Rette , 

veeg han ikke tilbage før det han kaldte sin Overbevisning , 
og det maatte gjennemføres , ihvad det end skulde 
koste . 
En af Struenses Yndlingsideer var af forsone Kongen 
og Dronningen med hinanden , og endskjøndt han vel 
vidste , af han ved Gjennemførelsen af sin Plan skaffede 
sig Enkedronningen og hendes forskjellige Partisaner 
til Fjender , vilde og maatte han gjennemføre denne 
Idee . 
Han gjennemførte den ogsaa til sin egen Skade . 
En Dag var Kongen taget paa Iagt i Dyrehaven . 
Næsten samtlige Hoffets Herrer fulgte med Kongen og 
Struensee kunde saaledes ikke udeblive . Hans Hensigt 
var søm sagt af tilveiebringe en Forsoning imellem det 
kongelige Ægtepar , hos hvem en overordentlig Kulde 
fra begge Sider var indtraadt . 
Enkedronningen bidrog ikke saa lidet dertil , og det 
var derfor Struenses Ønske , at Caroline Mathilde som 
tilfældig skulde indtræffe paa Eremitagen , hvor Kongen 
indtog Forfriskninger og hvor Etiketten var banlyst . 
Det dreiede sig blot om at narre Enkedronningen 
fra ogsaa at komme derud , thi saa maatte Sagen 
mislykkes . Led et Tilfælde , som forud var beregnet 
fik Struensee bevirket at Enkedronningen , ledsaget af 
Rankzau virkelig tog ned Fredensborg , men man har 
formodentlig underveis faaet en eller anden Meddelelse , 
thi pludselig vendte Juliane Marie om , og lod 
kjøre til Eremitagen , hvor hun ankom meget snart . 

Rankzau maatte ile iførveien , som Iagttager og for at 
underrette Enkedronningen om Englænderinden var paa 
Eremitagen . 
Det var efter Jagten lykkedes Brandt at faae Kongen 
i godt Humeur , og i dette heldige Øieblik blev 
han af sin Cabinetsminister anmodet om en Samtale , 
eller som det kaldtes en Conference . 
„ Det er Dig tilstaaet , min Ven , men gjør mig ikke 
i daarligt Humeur det hader jeg . Hvad saa ? 
To Ord . Dronningen kommer for at hilse paa Dem . 
Hun elsker Dem oprigtigt , Sire — 
Hvad vil hun — 
Deres Majestæt spørger hvad hun vil ? 
Ja ! 
Beile til et Smiil af sin Gemal . 
Ak , troe blot ikke — 
Er min Konge den Eneste i Danmark , der ikke veed , 
at en Kone kan elske sin Mand ? 
Kjærlighed er sjælden ved et Hof . 
Deres Majestæt har Børn , Dronningen er meget 
smuk og god . Den Konge , der er saa god imod alle 
Andre , skulde han være uimodtagelig for en ædel Ovinde , 
der elsker ham ! 
Det sagde Du , og ikke jeg . 
Og jeg tilføjer : som er i Hjertet elsket af sin Konge 
og Gemal . 
Hvad , vil Du fortælle mig det ? 
Ja , Deres Majestæt , det veed De . Den Melankoli 

som De nu af og til føler , vil ganske vist forsvinde 
naar De er forsonet med Dronningen , det vil bringe 
Freden i Deres Hjerte — og med Freden vil Deres 
Majestæts Helbred fuldkommen vende tilbage . 
Kan Du love mig det ? 
Ja , med Bestemthed . 
Og Du troer , at Dronningen kommer her i Dag ud 
til Eremitagen ? 
Jeg er vis derpaa , Deres Majestæt ! 
Men ingen rørende Scene , Hr . Minister . 
Og endnu mindre nøgen Kulde fra Kongens Side . 
Det gaaer jeg ind paa , men — 
Har Deres Majestæt allerede Betænkeligheder . 
Nei , jeg tænker blot paa hvad min Stedmoder vil sige . 
Er hun en virkelig Moder og nærer sand Følelse for 
Deres Vel , bør hun glæde sig — føler hun derimod 
som Stedmoder — 
Saa vil hun ærgre sig , ikke sandt . 
Deres Majestæt har sagt det . 
Hvoraf veed Du imidlertid , at Dronningen elsker 
mig ? 
Er De ikke hendes Børns Fader og Gemal ? 
Vistnok , men det kunde være Pligtfølelse , maaske Hengivenhed 
— 
Og ikke Kjærlighed ? Dronningen er ikke herskesyg , 
hvem der har Rigets Tømme i sin Haand er hende 
ligegyldigt , hvorfor er hun da tungsindig ; hvorfor lider 
hun af en uforklarlig Smerte , en Lidelse , som De , 

Sire ! men ingen Læge paa Jorden kan helbrede hende 
for — ulykkelig Kjærlighed . 
O , havde jeg Deviser for dette — Struensee , Du 
vilde blive mig dobbelt kjær , hvis Du kunde overbevise 
mig derom . 
Sire ! saa er denne Lykke mig sikker . Ikke blot er 
hendes Besindende godt eller sket , eftersom Deres Majestæt 
er venlig eller kold imod hende — det har jeg 
nøie iagttaget ; men et lille Blad , et Digt , som hun 
har indsyet i Kronprindsens Ordenstaske , synes mig taler 
fydeligere end Alt . 
Har Du det , Struensee — min Ven , giv mig det . 
Er det ikke et dobbelt Ran , jeg begaaer ved at give 
det til Andre end til den , for hvem det er bestemt ? 
Jeg er Herre over Liv og Gods ifølge Kongeloven , 
altsaa ingen Tøven . 
Men om Dronningen fik det at vide , hun tilgav mig 
det aldrig . 
Jeg skal tie — giv mig det for min Roligheds 
Skyld . 
Alene derfor , min Konge , gjør jeg det ; her er det , 
Kongen greb et siirligt lille Blad med rystende Hænder , 
og læste dybt bevæget følgende Linier . 
Til min Søn ! 
Naar Du er Mand og Jorden kjærligt dækker 
Din Moders Bryst og det ei mere slaaer , 
Saa tænk , hvor langt at Kjærligheden rækker — 
Fra andre Verdner Dig min Længsel naaer ; 

Da elsk for Alt med Trofasthed Din Mage , 
Jeg elsker Ham — og tør mig ei beklage . 
Din ømme Moder 
Mathilde . 
En Taare trillede ned ad Christians køngelige Kind 
og faldt paa Papiret . Efter nogen Tøven gav han 
Struensee Bladet tilbage og sagde : Tag det tag det 
hurtigt , ellers berøver jeg min Søn sin Mødrenearv . 
Heller ikke Struensee kunde dølge sin Sindsbevægelse . 
Og nu , min Ven , lad komme , hvad der vil , jeg vil 
bryde Aaget og følge min Villie , trods Enkedronningens 
Misnøie . 
Viser hun en saadan , har man Midler derimod . 
Hvilke mener Du ? 
Den , der lægger Dronningen for Had , fortjener at 
tilbagevises . 
Landsforvises , mener Du vel ? 
Nei , Sire , Pløns Slot ligger indenfor Rigets Grædser ; jeg mener kun . at to Ord bør være Deres Feltraab : 
Bestemthed mod Enkedronningen , Forsonlighed 
mod Dronningen . 
Her er min Haand , lad nu Mathilde komme , hun 
skal blive modtaget med aabne Arme . 
Det var et Kongeord . 
Og skal blive holdt . 
Jeg minder Deres Majestæt derom . 
Denne Samtale forefaldt i et af de mindre Cabinetter i Stueetagen paa Eremitagen . 

Hvor glad overrasket blev Kongen derfor ikke , da 
han traadte ud i den store Sal , ved at see Dronningen 
sludsende betragte de Indtrædende . 
Kongen rakte hende venligt begge sine Hænder , men 
istedetfor at gribe dem , traadte hun et Skridt tilbage 
og sagde i en Tone , som om den kom fra en fortørnet 
Ægtemage , 
Sire , De var ikke ene i dette Gemak . 
Vistnok , vi komme jo To ud derfra . 
Skulde Hs . Excellence være indviet med i forskjellige 
Historier . 
Ja , min kjære Mathilde , han er kommen under Veir 
med min dydeste Hemmelighed . 
Deres Majestæt mener Deres Hjertes Hemmelighed ? 
Netop ! 
Og deri indvier De en af Deres Undersaatter ? 
O , jeg hader Scener . Struensee , promeneer lidt i 
Haven med Comtessen , Du seer jo , at jeg skal have 
en Gardinprædiken . 
Deres Majestæt lovede mig . 
Jeg skal holde mit Løfte . 
Struensee gik og førte Comtesse Thot ned i den 
skyggefulde lille Have tæt ved Lystslottet . 
Kongen vendte sig nu til Dronningen og sagde . 
Min Mathilde , nu ere vi ene , og Etiketten er banlyst , 
lad os være gode Venner . 
Denne Doctor-Minister , er han Eders Ven ? 
Du spørger besynderligt , ganske naturligt er han 

min Ven og Raadgiver — og han giver endogsaa gode 
Raad . 
Som til Exempel at Kongen skal følge sin Hjertens 
Lyst og søge Adspredelser . 
Det Første , men ikke det Sidste . 
Uroligheden qvæler mig , siig mig , er der sket ingen 
i delte Cabinet ? 
Mathilde l jeg burde vredes , fordi Du tvivler , men 
Jalousi kan kun opstaae hvor der er Kjærlighed . Derfor 
tilgiver jeg Dig med en Slags Henrykkelse og siger : 
Elskede Kone , see selv ad . 
O , Christian , jeg tør ikke see ad , thi er der Nogen , 
saa døer jeg af Fortvivlelse — og er der Ingen , saa 
døer jeg af Skamfuldhed . 
Men Du maa aldeles ikke dø , hverken paa den ene 
eller den anden Maade . Kom , vi følges ad , Du skal 
overbevises . 
Nei — nu er jeg overbeviist , og beder om Tilgivelse . 
Vil Du faa ogsaa tilgive , at jeg længe har holdt 
Noget hemmeligt for Dig ? 
Jeg faaer vel , men jeg ønskede gjerne at vide — 
jeg holder saameget af Hemmeligheder , og hvad Struensee 
tør vide , maa jeg vel ogsaa vide . 
Jeg har ikke sagt ham Noget , men han har gjættet 
det , og jeg har tilstaaet — 
At Du har en Kjærlighed . 
Ja . 
O Falskhed . 

Hvad behager ? Du burde midst være vred . 
Christian , Du leger grusomt med mig . Kan det 
være mig , efter den Kulde , Du i den senere Tid har 
viist mig ? 
Vil Du have fuldkommen Tillid til mig , saa skal 
jeg sige Dig Alt . 
Ja , fuldkommen Tillid , selv om Du sagde mig det 
Værste , naar Du kun er oprigtig . 
Nu vel saa viid , jeg har Dig kjær , usigelig kjær 
men — 
Dine Tanker er ogsaa hos en anden Qvinde . 
Ja — men det er just ikke venlige Tanker , det er 
min Stedmoder Enkedronningen , jeg stadig tænker 
paa . 
Din Moder ? 
Nei , min Stedmoder , men hør nu , lee ikke af mig , 
jeg er bange for hende . Nu har Du min Hemmelighed , 
der har Du , hvad der trykker mig , og som kun 
Du og jeg veed . 
At jeg er bange for hende er naturligt , men Du , 
Souverainen ? 
Jeg har lovet Dig at være oprigtig , selv om jeg 
skulde synke i dine Øine derved , saa hør mig nu . En 
uforklarlig Angst har grebet mig ligefra den Dag , jeg 
besteg Thronen . Hun deelte før Thronen med min 
Fader , jeg maatte see op til hende . Hun var Herskeren , 
jeg Vasallen ; hendes Søn , min Broder Frederik , 
var egentlig hendes Øiesteen , thi det var hendes Søn ; 

allerede tidligt bævede jeg for at staae hende i Veien , 
at hun skulde ønske Frederik istedetfor mig paa Thronen . 
For at formilde hende viste jeg mig lydigere end Frederik , 
kærligere end Frederik , og at jeg skal sige det 
— jeg kyssede Riset for at hun ikke skulde hade mig , 
eller see den Frygt , som jeg altid har næret for hende . 
Min Christian , dengang var det naturligt , men nu , 
da Du har Magten , er det høist unaturligt . 
Er da en Konges Liv ikke ligesaameget værd som en 
Prinds ' s ? Før spillede jeg Slaven af Frygt for ikke at 
blive Konge , nu har jeg spillet Rollen saalænge , at 
den er voxet mig ind i Kjødet . Kongen den almægtige 
Monarch over 2 Riger og 3 Hertugdømmer , bæver 
endnu naar hun taler — — det er grusomt , at jeg 
maa tilstaa Dig det — jeg frygter ikke blot for mig , 
men især for vore Børn . 
Har Du sagt Struensee dette . 
Nei , men han har gjættet det ; paa hans halve Talemaader 
kan jeg forstaae det . Kort sagt , der har Du 
Grunden til min Kulde . Jeg dysser Slangen i Søvn 
naar jeg er kold imod Dig , jeg ægger hende , naar jeg 
elsker Dig . 
Det er grusomt , men det er dog vist en « grundet 
Angst , skjøndt jeg har anet den , og det holdt mig opreist . 
Mathilde , 
hvis min Moder døde i denne Nat , vilde 
jeg blive en stor Konge ; hun er den Trold , der knu 


ger mig . Hun har slaaet Hjul over mig — det er en 
styg Tanke , men den er sand . 
Du maa forjage disse Skræmmebilleder , de maae jo 
formørke dit Liv . 
Det er altfor sandt . Om Dagen Skræmmebilleder , 
om Natten Syner , jeg er ikke til at misunde . 
Men kan Struensee da ikke give noget Raad ? 
Jo , han har givet det Bedste , han formaaer , og jeg 
vil følge det . At det er dristigt af en frygtsom Characteer , 
vil Du fatte , men jeg siger Dig , at jeg altid 
drømmer om Gift i Øret , om Angreb paa mine Børn , 
ja endog paa Dig , Mathilde . 
O , det er sørgeligt , at Du skal plages saaledes . 
Og sørgeligst , at jeg saalænge fattedes Mod til at 
tage en fast Beslutning , men nu maa det briste eller 
bære . 
Du gjør mig angst og bange . 
Nuvel , har Du Mod , saa gjør som jeg , vi trodse 
hende . 
Men naar hun nu — 
Trodser igjen ? Det er netop det , jeg vil have , jeg 
vil have et Brud med hende ; naar hun trodser mig , 
træder ikke Sønnen , men Kongen frem . 
Er det Struensees Raad ? 
Netop ! jeg skal følge mit Hjertes Tilbøielighed , jeg 
skal elske Dig som min Hustru , som mine Børns Moder 
som jeg elskede Dig den første Dag , jeg saae Dig , og 

naar hun bliver rasende , naar hun bliver hadefuld — 
saa — 
Min Christian , jeg skjælver for dette Raad , lad oS 
saa hellere vise Kulde mod hverandre , end ægge hende . 
Nei , nu er det beskattet , jeg mangler igrunden Mod , 
men om jeg rystede som en Skoledreng , Struensee skal 
handle som mit bedre Jeg , saa skal hun forvises . 
Forvises ? 
Ja , til Fredensborg eller Plsen , for min Skyld jo 
længere borte jo bedre , — jeg frygter ikke hendes Vrede 
men hendes Nærhed . 
Og troer Du saa ikke , at hendes Jntriguer kan naae 
Dig eller vore Børn ? 
Struensee har lovet , at om Du og jeg skal falde , 
Børnene skal være uden Fare . Det har han allerede 
sørget for . 
Gid det maa lykkes ham , men jeg foretrak din Kulde , 
nu , da jeg veed din Tanke og kjender Dig . Troe mig , 
om Du nu var nok saa kold , vilde jeg dog sige til mig 
selv , han har mig dog kjær . 
Vilde Du , Mathilde . 
Ja . Fra nu af kan jeg aldrig blive ganske ulykkelig . 
O , det glæder mig ! 
Lad os derfør hellere give ester . 
Nei , Loddet er kastet ; jeg har lovet Struensee at vise 
mig som en Mand . Komme , hvad der vil ; er jeg 
ogsaa svag , saa maae Du og Struensee staae mig bi . 
Jeg duer ikke til Kamp , min Christian ! 

Vi have desuden Brandt til Medhjælp , det er den 
eneste Dødelige , hun har Respect for . For Pokker , 
skulde en Konge , en Dronning og 2 Grever ikke kunne 
staae sig imod en Enkedronning , saa var det daarligt . 
Lad os overveje Sagen , Christian , det kunde blive 
farligt , jeg selv deler nu din Frygt . 
Og jeg , som veed , at min Frygt er deelt , føler nu 
kun dens halve Vægt . Nu , trofast Alliance , kom 
mine Arme , Mathilde ; 
Christian , min Mand og min Ven , Du gjør mig alt 
for lykkelig . 
Kongen trykkede hende heftigt i sine Arme og en 
Taare glindsede i hans Øie . 
I dette Øieblik gik Fløjdøren fra Trappen op . Det 
var Enkedronningen der kom , ledsaget af Rankzau . 
Et svagt Overraskelsesskrig undslap hendes Læber . 
Kongen , der stod med Ryggen mod Døren , vendte sig 
rask om , og skjøndt han paatog sig en quik Mine , kunde 
man dog see hans Forlegenhed og Angst . 
Er det muligt ? raabte Enkedronningen , en Hyrdescene , 
en Overraskelse , en stor Overraskelse . 
Goddag , Moder , ja det er rigtignok en Overraskelse . 
Har De aldrig omfavnet min Fader ? 
Saaledes spørger en Søn ikke . 
Jo , naar han er Konge har han Ret til at spørge 
saaledes . 
Ah , jeg fatter det , Deres Majestæt vil at jeg skal 
søle , at De er Herskeren og at jeg har været det . 

Ja , rigtig , jeg vil kaste Svøbet . 
Nu , lad os ikke tale mere om det . Er Kongen forsonlig 
mod den Ene , falder der vel ogsaa lidt af til 
den Anden . 
Og De er ikke længer vred ? 
Tvertimod , jeg er meget lykkelig , og forlanger at 
indlemmes i Treenigheden . Nu er da mit kjæreste Ønske 
bleven opfyldt . 
Godt , saa giv os Velsignelsen med paa Veien , jeg 
følger Dronningen til Hirschholm til vore Børn . 
Levvel , mine kjære Børn ! jeg tager til Fredensborg 
for at bede for Eders Lykke . 
Farvel Mama , lykkelig Reise ! 
Ogsaa jeg ønsker Deres Majestæt lykkelig Reise , og 
jeg haaber at vi snart maae see dem paa Hirschholm 
Slot , sagde Mathilde . 
Mit kjære Barn , jeg skal visselig komme , tvivl ikke 
derom . 
Farvel ! 
Farvel ! Farvel ! 

Femte Kapitel . 
Bebreidelsen . 
Da Kongen og Dronningen vare gaaede ned til Vognen , 
fulgt af Grev Rankzau , brød Juliane Marie sin 
Diste itu , og da Greven kom tilbage kastede hun Stumperne 
for hans Fødder med de Ord , jø , De er en deilig 
Diplomat , De burde hellere være Pottemager . Var 
det den Triumph , De vilde berede mig . 
Overøs mig kun med Deres Mishag min Dronning , 
Hensigten var dog god . 
De er en uduelig Personage — det er jø et fuldstændigt 
Nederlag . 
Skylden er ikke min . 
Hvis er det da ? 
Skjæbnens . 
O ! det er Tosser , som giver Skjæbnen Skyld . 
Deres Majestæt ! kan jeg forhindre Kongen i at omfavne 
Dronningen ? 
Det er der ingen , der paastaaer , men De kunde forhindre 
mig i at overvære denne Abckomedie . 
Dersom jeg havde vist 

Ja dersom — gaae førlad mig ! 
Er det deres Majestæts Alvor ? 
Jeg spøger ikke . 
Dersom Brandt havde været her , vilde han have 
sagt : Deres Majestæt er ikke til at spøge med . 
Ret saa , Utaalelige , De skulde i Forening med Brandt 
gaae hen og lave Epigrammer over „ den gamle Dronning “ . 
Majestæt , 
jeg er saa vant til at være Dem troe , 
at jeg maa blive i Vanen , men — 
Men — siig frem . 
Der er ingen , der bemærker det . 
Nu gjorde De mig dog Uret — her er min 
Haand , jeg er syg , jeg er bitter , o , Afmagt , hvor er 
Du grusom — Rankzau ! 
Majestæt ! 
En lys Tanke . Vent — jo — hør , har Struensee 
aldrig søgt at vinde Dem . 
Noget nær — men han kan længe spille Comedie 
for mig . 
Giv mig et Beviis paa deres Hengivenhed , spil Comedie 
igjen for ham , jeg spiller med . Vi spille Alle , 
min Troe , og den , der spiller bedsk , har vundet 
Spillet . 
Jeg forstaaer ikke — Vil Deres Majestæt behage 
at forklare sig ? 
Grev Rankzau skal give den Ærgjærrige , der søger 
nye Værdigheder . 

Det er en Rolle , der kan føre vidt . 
Hvad mig angaaer , vil jeg spille den Bodfærdige , den angrende Moder , der føler sin Afmagt . 
Vi ville komme til at trække det korteste Straa min 
Dronning . 
Saa pibes man ud . 
Desværre ! 
Men naar man kan sin Rolle , kan den rigtig , og 
indbilder sig at være den man skal forestille — saa 
vinder man Bifald . 
Tilskuerne ere ikke altid retfærdige . 
Altid naar man sætter sig paa deres Standpunkt . 
Nuvel , jeg kan og vil gjøre , hvad de befaler mig . 
Men De maa ikke nedlade Dem dertil . 
Rankzau — De er en tro Tjener , men De skuer 
ikke klart ; nedlade sig , siger De ? Ha , De veed ikke , 
hvad Magten , hvad Herredømmet er , og hvad det vil 
sige at herske . Jeg har havt Scepteret i min Haand . 
Jeg har følt Krvnens Ring om min Pande , det Spær , 
der skjænker Liv og Lykke , Naade og Tilgivelse har jeg 
leget med i min Haand , det Sværd , der tvinger den 
Mægtige i Støvet og holder Millioner til Lydighed , 
har min Haand omfattet , og nu — nu sidder Kronen 
faa denne Drengs Hoved , han , der som en Hund har 
skikket min Haand , nu trykker Kronen mig ikke , men 
jeg savner , ligesom Skibet , en vis Ballast før at holde 
mig opreist . Scepteret , som jeg knugede til mit Bryst 

hver Morgen , ligger nu Urørt under CantslerenS 
Værge — og jeg — jeg fortæres af Tilsidesættelse . 
Min Dronning ! 
O , tie , jeg er ikke Dronning , en sørgende Enke er 
jeg . Man burde begrave Enkedronningen som man 
gjør i Braminernes Land med Ovinden ved Mandens 
Død . Hvad skal hun leve for ? For at gjennemgaae 
en Skjærsild . 
Deres Majestæt maa fatte sig . 
Og saa tales der om at nedlade sig ? Den tydske 
Keiser kunde nedlade sig til at slaae Dage og Nætter 
barbenet i Pavens Gaard . Troer De det var for at 
afvaske Banbullens Svie ? Nei , for at vinde Magten 
slød han der , mærkede han Nattekulden ? Nei , herskelysten 
opflammede ham og gjød sin Ild i hans Aarer 
Man sover sket paa Silkelagen , og Søvnløsheden er 
den jordiske Hsiheds Plage , men af alle Onder , gives 
der kun et uhelbredeligt : Tørsten efter Magten , den 
fortærer Alt , og trives dog ikke , den fortærer sig selv 
og bliver dig ved at være , for at føle sin egen Umættelighed 
Jeg hører Nogen komme . Det er Struensee . 
Lad ham komme . Undre Dig ikke , Du Iismand 
naar Du seer mig gjøre Ting , som gaaer over Din 
Forstand , nedlade mig vil jeg , selv om jeg skulde slaae 
som Keiseren udenfor min Fjendes Dør i Nætter og 
Dage . Magtens Gift har jeg drukket ; dens Ild fortærer 
mig . Jeg maa lædske min Tørst — om det saa 
var med Menneskeblod . 

Den dybe Schakt i Bjergets Indre , sees ikke af den 
forbigaaende Vandrer , han seer kun et Bjerg og nogle 
Kløfter , at en Hær af sorte Aander pusle i Dybet , at 
de graadig skide i Bjergets Indvolde , for at nære sig 
af dets Marv , seer han ikke , thi Overfladen er rolig , 
og Hjordene græsse fredelig op ad de sleile Sider . 
Hyrden passer sin Dont , og Pigerne deres Røgt ; At 
Bjerget udhules , at en Dag kommer , paa hvilken 
Frugten af denne rastløse Flid kommer frem for Dagen , 
aner han ikke , og selv om han anede det , seer han det 
ikke , og der gives jo mange Folk , som ikke troer Andet , 
end det De netop seer . 
Saaledes gaaer det med de fremragende Mænds 
Lykke . 
De ere Bje ge i Skabningens Række . Menneskebjerge , 
der gjemme rige Aarer i deres Indre , en Rigdom , der 
kan ernære Mange paa Bjergets Sider og paa Bjergets 
Bekostning , og som , naar det er tomt og udhulet , 
ikke efterlader sig noget , ikke engang Taknemmelighed . 
Store Mænd og høie Bjerge kan man kun bedømme 
ved at betragte dem i Afstand . 
Den midste Dreng kan klattre op ad Bjerget , stille 
sig paa dets Spidse og sige : „ Du stolte Bjerg , som 
troede Dig saa stort , jeg træder Dig under Fødder og 
spytter paa Dig . Men for Betragteren i Frastand 
har Bjerget noget Imponerende , noget overordentligt 
Storartet . Man veed , af det er Verdenslegemets Ryghvirvel ; 

det Sted , hvor Kraften og Styrken hviler ; 
man veed , af det har en Marv , og af Legemet hensygner 
naar dets Marv er fortæret . 
Men der gives , som anført , ogsaa Menneskebjerge . 
Ogsaa disse udhules omsider ved smaa , sorte Bjergfolk , 
og naar de ere tømte , synke de sammen . En 
Verden forgaaer , og en Sang kan maaskee engang 
minde derom , ligesom for af vidne om den Sandhed , 
af hvad der skal leve evigt i Sangens Rige , skal først 
forgaae og trædes ned . 
Struensee var ef af disse Menneskebjerge , som maatte 
give sit Indre blot for travle Bjergfolk . I to Aar 
saae man kun det stolte Bjergs Mre , og mælkede ikke 
til dem , der udhulede dets Indre og forberedte dets 
Sammenstyrten . 
For hurtigt tømte man dets Skatte og — spredte 
det for alle fire Vinde . Men den største Grusomhed 
begik man , idet man nægtede , af der , hvor Sammenstyrfningen 
var skeet , nogensinde havde ligget ef 
Bjerg . 
Det er den menneskelige Storheds Skjæbne . Et 
Vidnesbyrd om at det er blevet til ved en ordnende 
Haand , ikke af egen Kraft . Og dog er det Tilintetgjorte ikke ophørt , det er kun forvandlet . 
I to Aar nød Struensee Lykkens og Seirens Triumpher i fulde Drag . Solen smilede for ham , Dagen 
lyste for ham . Nattens Fester tændte sine Festblus , 

og de ædleste Slægter betlede til hans Venskab og 
Gunst . Selv kronede Monarcher smigrede og anerkjendfe 
ham , og hvem der vilde see med oplukkede Øine 
maatte indrømme , at Geniet havde sat sit Stempel paa 
denne Dødelige , men maatte ogsaa ane , at en Mand 
ikke ustraffet tør være stor , thi det er den største Fornærmelse 
mod alle de Smaa . 
Var denne Mand , saa mægtig ved sin Konges 
Fuldmagt , ved Dronningens og Hoffets synlige Anerkjendelse , 
virkeligt uvidende om den dagligt voxende 
Fare , eller vilde han forsætlig ignorere den ? Det er 
det Spørgsmaal , som mange Historiegrandstere have 
gjort sig , og forgjæves have søgt at besvare . 
Trods alene har det ikke været . Snarere har han 
betragtet sig som en Kriger , der maatte fremad for at 
erobre det attraaede Terrain Han maatte frem eller 
falde , falde uforfærdet som Oltidens berømteste Helte . 
Vi vide , at han faldt . Vi ville derfor først 
betragte ham i sit Seiersløb . 
De Foranstaltninger , som den mægtige , eneraadende 
Minister havde truffet , ligesaavel som de Reformer , han 
deels havde forberedt , deels gjennemført , havde vakt 
alle Upartiskes Beundring . Men anderledes forholdt 
det sig med hans hemmelige og aabenbare Fjender . 
Jo hensigtsmæssigere hans Handlinger vare , desmere 
frygtedes og dadledes de . 
Struensee var borgerlig født , altsaa tilhørte han ikke 
Adelens Slægter . Han var Greve , altsaa tilhørte han 

heller ikke Borgerne , han var dansk Minister altsaa 
havde han ikke noget tilfælles med Tydskland , og han 
talte tydsk altsaa havde han intet Fællesskab med de 
Danske . Det var en farlig Stilling . Han var hvad 
man i Schackspillet kalder en ugarderet Brik . 
To Omstændigheder skadede ham især . Det ene , at 
han ikke kunde beqvemme sig til at lære det danske Sprog , 
hvilket skadede ham umaadeligt i den offentlige Mening , 
og hans Forsvar , at han kunde forberede tusinde nyttige 
Regjeringshandlinger i kortere Tid end han kunde lære 
den danske Gramatik , og saaledes gavne Danmark og 
Norge mere ved at arbeide paa Tydsk end paa Dansk 
— tog man ikke for gode Vare . 
Den anden endnu vigtigere Omslændighed vae hans 
Forhold til Dronningen . 
Dette , der med Urette først af hans Fjender , siden 
af den store Hob Eftersnakkere blev baaret ud i Verden , 
tillagde ham forbryderisk Kjærlighed . 
Naar man veed , at indfødte Konger og Prindser , ja 
som oftest hele Hoffet , talte Tydsk og Fransk indbyrdes , 
vil man faae Øinene op for den Urimelighed , at dadle 
en Minister , der var født tydsk , at han talte og benyttede 
sig i sine Indstillinger af sit Modersmaal . 
Det samme gjaldt i en endnu høiere Grad om den 
anden Hovedklage . Ved et Hof , hvor Letfærdigheden 
havde Indfødsret , dadlede man den fuldkommen platoniske 
Følelse , som Struensee nærede for den ulykkeligste 
af alle Dronninger . 

Kongen , der bevægede sig svagt som et Siv for alle 
Binde , var bleven sygelig af et altfor lystigt Liv , hans 
sjælelige Evner toge kjendeligt af Dag for Dag , hans 
Luner og forkeerte Indfald toge til , han frygtede Alle 
og Alt , saae Spøgelser , Syner og Forfølgelser i den 
ubetydeligste Handling , i den uskyldigste Demonstration , 
han blev tilsidst kun et Halvmenneske , hvis Livsvirksomhed 
kun kunde vækkes ved pirrelige , ligefrem fladelige 
Midler , eller ved Brandts uafladelige Opmuntringer 
og Omgang . Hvad Under var det da , at han omsider 
maatte synke i sin egen , sin Hustrues , sin Ministers , 
sit Folks Øine . 
Dertil kom en ulægelig Sygdom af oprørende Beskaffenhed , 
der ligefrem forbød ham al være i Dronningens 
Selskab , og da han desuden narrede sin Omgivelse , 
beredte han Caroline Mathilde en smertelig 
Ydmygelse , der fjernede og maatte fjerne hende endmere 
fra hendes kongelige Gemal , og fvang hende ved jernhaand 
Nødvendighed al ty fil Struenses Venneraad og 
fremtvang en Fortrolighed , farligere end to unge Hjerter 
kunde modstaae . 
Til samme Tid som Kongen sank dybere baade som 
Konge og Mennefle , hævede Struensee sig baade som 
Statsmand , Reformator , Ven og Menneske fil et Høidepunkt , 
der i hendes Øine maatte see ud som sand 
Storhed og Elskværdighed . Til Struensees Ministerium 
var hendes Stilling som fri regjerende Dronning knyttet ; 
fjernedes han — var hun kun et kongeligt levende Ligs 

forladte Enke , priisgivet sin Dødsfjendes bittreste 
Had . 
Kan det da undre Nogen , al Mathilde betragtede 
Struensee som sin eneste Fortrolige , Støtte og Ven ? 
Struensee var desuden ikke blot Minister , han var 
hendes Børns Opdrager og Beskytter , deres Rettigheders 
uforfærdede Bevarer og Forsvarer , ved sin Indsigt 
og Hengivenhed gjorde han en Krænkelse af deres 
Net umulig , hvilket lod ham slige høit i den engelske 
Regjerings Gunst , hvorledes var da en Sympathi mellem 
ham og Dronningen fil al undgaae ? 
Og dog kæmpede han som en Mand , som en tro 
Tjener og Undersaat mod enhver Anmasselse . Har 
Pinebænken virkelig kunne afpresse ham Indrømmelsen 
af et løgnagtigt Dictat , hvad beviser det saa vel andet , 
end at man ved Piinsler kan faa Offeret bragt til at 
tilstaae at have myrdet den Bøddel , der afvrister ham 
hvad han vil have udtalt ? Og hvor foreligger , at en 
saadan Tilstaaelse nogensinde har funden Sted . 
Fjenderne , de grusomste , blodtørstige Fjender have skrevet 
det i og udenfor Forhøret , men ville de , der have 
brændemærket sig for Historien som skamløse Bødler , 
bæve tilbage ved at besmykke deres Handling med en 
Løgn ? Hvormed skulde de kunne besmykke sig og motivere 
deres Handlinger , uden netop ved Bagvaskelser og 
Usandheder . Man pinte Struensee , ikke for at faae 
Sandheden frem , men for at hævne sig , og man hævnede 
sig for at skjule og fordreie Sandheden . 

At Struensee var elskværdig og kunde indgyde Kjærlighed , 
tør derimod Ingen benægte . 
Man vil endog paastaae , at Cathrine den Anden for 
ramme Alvor ønskede at gjøre » den elskværdigste og største 
af alle Statsmænd “ til Hertug as Curland , og at ægte 
ham ; dette skal være temmelig vist , ligesom at hans 
Ven Brandt skal have sagt , da han hørte dette Forskag : 
Struensee passer sket ikke til Hertug af dette Land , thi 
han paastaaer ikke at gjøre Cour . 
Det er muligt , ja endog sandsynligt , at Struensee 
har tænkt at trække sig ud af Forviklingerne og den 
farefulde Situation ved at modtage Tilbudet , og hvis 
Dronning Mathilde betragtede dette med Skræk , kan det 
baade tillægges Dronningen , Moderen og Veninden . 
Efter disse foreløbige Bemærkninger ville vi aflægge 
et Besøg i Ministerens pragtfulde Bolig paa Christiansborg 
Llot i Aaret 177l , for der at gjøres bekjendt med 
forskjellige Begivenheder , Personer og Forviklinger , der 
alle mere eller mindre medvirkede til at modne den Catastrophe , 
som senere indtraadte og som er Løsningen og 
Toppunktet af vor historiske Novelle . 

Sjette Kapitel . 
Audientssalen . 
I Ministerens glimrende Gemakker befandt sig en 
Dag i nævnte Aars sidste Halvdeel en stor Skare prægtigklædte 
Hofmænd og Herrer af Landets høieste Embedsog 
Adelsstand . Blandt de Første vare SchakRathlau , 
Guldborg og Øder , blandt de Sidste Greverne 
Otto Thott og Schimmelmann . Foruden de store 
Herrer befandt sig ogsaa adskillige Borgere og Almuesfolk , 
mellem hvilke vi bemærke Parykmageren Henrici , 
for at søge Audiens , foruden et Garniture af Tjenere 
og Laquaier . 
Otto Thott stod i levende Samtale med Schimmelmann 
og Schak-Rathlau . De øvrige Herrer holdt sig 
af og til tilbage i ærbødig Afstand . 
Grev Thott tilstod aabenhjertigt , at Ministeren forstod 
at gjøre Mirakler , og at han i to Aar liden Bernstorffs 
Fald havde udrettet umaadelig meget , fremskyndet nyttige 
Reformer , som selv hans Modstandere maatte billige 
og beundre , og at han , som næsten var beklædt med 

den absolute Magt , ikke misbrugte den , men overtraf 
alle retfærdige Forventninger . 
Hvis jeg havde en Datter , som jeg ønskede at gifte 
med den almægtige Minister , bemærkede Schimmelmann 
spydigt , vilde jeg sige det samme ; thi det er altid behageligt 
at have en mægtig Mand til Svigersøn . 
Det er ikke fornødent at tale mere herom , yttrede 
Schak-Rathlau . Man forstaaer en halvqvædet Vise . 
O , imellem oS er det ligemeget , svarede Schimmelmann , 
vi behøve ikke at genere os for hinanden . Alligevel 
synes jeg , at dette Regimente er noget Ertraordinairt . 
Schimmelmann 
mener , at det er et ualmindeligt 
dygtigt Regimente , han fører , og med megen Statsmandsviisdom . 
Den strengeste Retfærdighed fører Sceptret , 
og gjør han ogsaa nogle Indskrænkninger i den 
høiere Adels Rettigheder , saa gjør han dog ikke Andet 
end det , han anseer for absolut nødvendig . 
Nei , det er just ikke Meningen . Det finder hverken 
Du eller jeg ; ah , nu forstaaer jeg , Væggene have Øren 
— Øder og Guldberg kunne ogsaa høre , Du frygte 
maaske en Rapport til Struensee ; nuvel , i det Hjørne 
have vi een og samme Veirhane . 
Idet Schimmelmann hævede Slemmen , vedblev han : 
Iøvrigt er det fuldkomment beundringsværdigt , hvad 
der alt er udrettet i de to Aar , siden det behagede 
Hans Majesfæt i et Anfald af naadigt Lune at forsøge 
sig i den høiere Statskunst og at give Ministeren 

en velbenyttet Fuldmagt til at regjere de to Kongeriger . 
Dengang troede vi Alle , lad os være oprigtige , at dette 
lyse , lystige Hoved skulde bringe os til at lee ved sin 
Bestyrelse af Statssagerne , at han vilde begaa tusinde 
Maladresser , som vilde have moret os kosteligt , men 
nu see vi , hvor klart Kongen har seet , da han valgte , 
nu indsee vi at en dygtigere Læge kunde det syge Statslegeme 
aldrig have faaet , end Hans Excellence Doktoren . 
Otto Thott trak paa Øjenbrynene og spurgte , hvorfor 
kalder De Hans Majestæts Minister for Doktor ? 
Af den simple Grund , svarede Schimmelmann , at 
han ikke er Apotheker . 
Øoer og Guldberg traadte hen til de højttalende 
Herrer . Guldberg viste sin Indignation over den faldne 
Yttring ved at tage sig en Priis af sin Guldbaase , 
men Finantsraad Øder sagde harmfulbt : 
De glemmer mine Herrer , at den Mringsfrihed 
som tillader Dem saa frit og bittert at føre Ordet , uden 
at resikere Hovedet , er et Værk af den samme Minister , 
som De attaquerer og gjør Antichambre hos . Havde 
De været Minister og han kun en høirøstet Adelsmand 
vilde Sligt neppe være skeet ubævnet . 
Lad ham prøve paa at hævne sig , sagde Schimmelmann 
noget mindre skarpt end før . 
Hvis hans Anskuelser ikke hindrede ham deri , hvad 
skulde da hindre ham ? 
Schak-Rathlau trak Schimmelmann tilside og sagde 
med en meget tydelig Hvisken : Øver har Ret , Du mener 

heller ikke med , hvad Du siger . Man er dog ganske 
anderledes fri nu , end før Strnensee blev Minister . 
Desuden er han Uegennyttigheden selv . 
Jeg veed forvist , suppleiede Grev Otto Thot , at 
Kejserinden af Rusland har tilbudt Excellencen Storfyrsfendommet 
Courland som arveligt Lehn for at knytte 
Danmark og Norge i en intim Forbindelse med Rusland . 
Dertil sendte hun ham en kostbar Diamantring 
som Gave , men Strnensee sendte hende den tilbage med 
en høflig Taksigelse og svarede , at hvad der udfordredes 
til Danmarks og Norges Lykke bcbøvedes ikke at kjøbes 
med russiske Diamanter , men ønskede man Noget , der 
stred imod den danske Konges Tarv og hans Rigers 
Interesser , saa vilde han ikke række Haand dertil , om 
man saa kunde forvandle alle Danmarks Kampestene og 
og Norges Klipper til Diamanter . Var det ikke smukke 
Ord ? 
Store Ord var det i det Mindste , svarede Schimmelmann . 
Sandheden 
af det , Grev Thott sagde , kan jeg bevidne , 
forsikkrede Oder . 
Schimm^lmann vilde svare noget heftigt , men betænkte 
sig ved Schak-Rathlaus Vink og tilføiede : Nu vel , jeg 
indrømmer , at han er en stor Mand , og at han vil 
begge Rigers Fremgang , men jeg kan derfor ikke indsee , 
at Danmarks og Norges Lykke er afhængig af , at Adelen 
indskrænkes i deres Rettigheder . 

Det er nødvendigt , at ogsaa Borgerne komme frem , 
bemærkede Guldberg . 
Men det er ikke nødvendigt at Adelen tilsidesættes 
for Borgere og Bønder i Embedsbefættelser og Udmærkelser , 
disse Parvenuer lugte endnu altfor meget af deres 
Profession . 
Det er heller ikke enhver Doktor eller Mdensskabsmand 
som alene forijener at blive Greve . 
Fuldkomment sandt ! svarede Øver , derfor kommer 
Porcelainssabrikører og andre Leverandeurer ogsaa i 
Betragtning . 
Schimmelmann følte sig truffet og trak sig forvirret 
tilbage . 
Schak-Rathlau kom ham til Undsætning og yttrede 
saa høit , af de kjøbenhavnske Borgere kunde høre det : 
Grev Struensee er en Hædersmand , hans eneste Feil 
er , af han foragter det danske Sprog . Vort dyrebare 
Modersmaal behøvedes jo ikke af tilsidesætles og ringeagtes 
fordi Hans Majestæts Minister er født i Tydskland . 
Hr . 
Greven glemmer , af Kongen er Hertug i to tydsktalende 
Hertugdømmer , som dog maa kunne forstaae de 
Resolutioner K . ngen udsteder . 
Men i Danmark og Norge tales der dansk , og Hertugdømmernes 
Jndvaanere kunde vel nok rette sig efter 
Majoriteten . 
Hr . Finantsraad , kan De faae dem dertil ? 

Grev Otto Thott søgte af give Talen og Sproget 
en anden Vending . 
Man glemmer ganske alle de store Ting , Ministeren 
har gjort . 
Hvad for store Ting mener Hr . Greven . 
Er Hof- og Sfatsretten ikke en af alle anerkjendt 
nyttig Institution ? Afskaffelsen af Pinebænken er ogsaa 
et stort Gode , thi er det ikke menneske kjærligt , af afskaffe 
de grusomste Straffe , der blive udøvede førend Brøden 
er beviist og Dom er fældet . Man har med Rette sagt , 
af vore Blodsforvante ikke maa vidne imod hinanden , 
men hidtil har man ved Midler , som ingen kan modstaae , 
tvungen Folk til af vidne imod sig selv , det er 
meer end forfædeligt , jeg for min Deel vilde tilstaae , 
hvad det skulde være , naar man blot viste mig Marterredskaberne . 
Indrømmet , 
svarede Schak-Ralhlau , men Indskrænkningerne 
i de adelige Rettigheder — dem stemmer da 
ingen Adelsmand for . 
Hvorfor ikke , naar Indskrænkningerne ere billige og 
øvereensstemmende med Retfærdigheden . Lad os være 
oprigtige , og tilstaae , at vi ikke vare fri for at gjøre 
os skyldige i adskillige smaa Overgreb . Det var nødvendigt 
for Bondestandens Vel at forhindre slige Overgreb , 
og Bondens Tilstand og derved hele Landets er 
bleven mærkelig forbedret . 
De beundrer ham Hr . Greve ! 
Jeg kan ikke nægte det . Trykkefriheden har han ogsaa 

indført , Mringsfriheden og Forsamlingsretten har han 
indført , anstændige Begravelser uden Overdaad , har 
han foranlediget , og afskaffet Gcavølsgilder og et Utal 
af Helligdagene for Helgene , som vi sket ikke kjendte , 
og som maaskee albrig have været til . 
De glemmer i Deres Iver een Ting , han har formeret 
Jomfruhusene . 
Nei , han har kun gjort de hemmelige Huse offentlige 
for at de kunne være under offentlig Control , og De 
Hr . Greve bør allermindst dadle ham derfor . Han har 
ikke anlagt noget af det Slags de anfører , han har kun 
hævet alle Baand paa Folkets Villie og Handlinger , 
medens han vil controllere de enkelte Anstalter , som 
kan bevirke Skade naar de holdes i Skjul ; det er 
kun mod Misbrugene han vi ker , af hvad Art de end 
ere , og det er baade uadeligt og uværdigt at dadle eller 
bagvaske ham derfor . 
Er det Hensigten , at fornærme mig , Hr . Greve . 
Nei — jeg vil kun minde Dem om det gamle Ordsprog , 
at den bedste Frugt angribes af Orme . 
Det er en Fornærmelse De der siger . 
Nei , det er kun et Ordsprog — 
De skulde ikke beile til hans Gunst ? 
Fordi jeg taler Sandhed ? 
Og søger Audience . 
Det gjør De jo selv Hr . Greve , altsaa betler ogsaa 
De til Ministerens Gunst ? 
Jeg søger kun min Ret , men hvad gjør De her ? 

Sligt Spørgsmaal behøver sirænkt taget ikke noget 
Svar , men hvis De vil vide det , saa har Ministeren 
beviist mig den Ære at ansøge mig om en Samtale 
i en høist vigtig Sag . 
Det Samme er Tilfældet med mig , men jeg venter 
intet Andet end Snak . De derimod venter at finde en 
mægtig Allieret og Svigersøn , see det er Forskjellen . 
Behag at forklare Dem , De tager maaskee feil . 
Jeg tager ikke feil , men De bedrager Dem , Høibaarne ! 
Troer 
De ? 
Ja , jeg troer , og hvis han nu stikker Næsen høiere 
end til en Grevedatter , hvis han kimser — 
Jeg forstaaer Dem ikke , Hr . Greve ! 
Nu , saa skal jeg tale tydelig , thi det er ikke værd , 
at to af Landets første Adelsslægter blive Uvenner for 
en Parvennes Skyld . 
Det er lulter Gaader . 
Om en Time er Opløsningen funden . De er endnu 
ikke den almægtige Mands almægtige Svigerfader , det 
er endnu usikkert , om De igjennem ham vil komme til 
at tage activ Deel i to Nigers Styrelse . Deres Datter 
Amalia er en Perle af første Rang , det er sandt , men 
den , der af Hovmod ringeagteoe en Storhertugkrone , 
og som i Hjertet troer sig elsket af kronede Hoveder , 
jeg nævner Ingen — han spekulerer maaskee i noget 
Mere . 
Og det kalder De at tale tydeligt ? 

Saa tydeligt , at hvis De skuffes , saa kommer De til 
os , som De har forstaaet , og som forstaaer Dem saa 
vel . 
Den Tid den Sorg , siger Ordsproget . 
Ja , oa imorgen den Glæde , siger et andet . 
Schlmmelmann blandede sig nu alter i den sagle fprte 
Samtale og bemærkede , at Hisforien om Catharine den 
Anden klang utrolig . 
Hvorfor ? hviskede Rathlan . Er det ikke saa naturligt , 
al hun vil have en D ' plomat , en Mand og en 
dygtig Læge paa eengang i Luse « ? 
Schi melmann loe og vendte sig derpaa om til Kammertjeneren , 
som just mærmede sig , og spurgte : 
Er den lykkelige Time snart forhaanden ? Det forekommer 
mig , at vi vente forbifret længe idag . 
Kammertj neren trak sit Uhr op af Lommen , saae 
derpaa og svarede ærbødigt ; 
Klokken mangler endnu t Minutter i Tolv . Paa 
Slaget Tolv præcis kommer Hans Excellence fra Geheimeconierencen 
og saa begynder Audiencen øieblikkelig . 
Det er en dræbende Tid at vente , sagoe AdelSherrerne , 
idet be utaalmodigt i dæmpet Samtale gik op 
og ned i G . malket . 

Syvende Kapitel . 
Guldprøven . 
Til samme Tid , som den foranførte Samtale fandt 
Sted i det Ydre Gemak , traadte Struensee gallaklædt 
med en Portefeuille under Armen ind i sit rigt smykkede 
Arbeidsgemak . Han kastede Chapeaubas og Handsker , 
paa Gueridonen og lagde Portefeuille « , drømmende 
og i dybe Tanker , paa sit Arbejdsbord . 
Blikket stift fæstet paa en lille Kapsel , lignede han 
mere en Søvngjænger end en Mand i vaagen Tilstand . 
Og 
dog hvilede der et levende ædelt Udtryk over 
hans hele Væsen . Han talte uden at vide det , høit i 
denne Tilstand , saa høit , at Kammertjeneren undertiden 
ilede til for at spørge , om Excellencen havde kaldt . 
Nei , det er kun den afskyelige Vane at tænke høit , 
svarede Struensee da , Du skal ikke komme , undtagen 
naar jeg ringer . 
Denne Dag , en af de vigtigste i hans Liv , havde 
Kongen overøst ham med nye Taksigelser og Æresbeviisninger . 


Hele den køngelige Magt var nu næsten udelukkende 
lagt i hans Haand , og dog følte han sig ulykkelig . 
Hvilket Spil af Skjæbnen , han , den overalt misundte 
Favorit , der var ligesaa mægtig som Kongen selv , mægtigere 
end nøgen Minister før og siden , forgudet af et 
Hof , adlydt af to Riger , agtet , beundret og maaskee 
elsket af flere kronede Hoveder — følte sig ulykkelig 
midt i den misundelsesværdigste af alle Stillinger . 
Det var Betragtninger over dette modsigende Forhold , 
der beskjæftigede ham . 
Han vilde løse denne Gaade , han , der endnu aldrig 
havde ladet noget ufuldendt , men som havde løst de 
vanskeligste Opgaver . 
Storhed , Storhed I mumlede han , mægtige og besynderlige 
Navn , hvad er dit Væsen ? Er Du en Lykketærning , 
kastet i mit Skjød af Skjæbnen ved et Lune , 
en kongelig Caprice ? Er Du et Lykkespil , hvis Lod 
hændelsesviis tilfaldt mig og sop jeg greb som den 
graadige Slave griber det i Hoben kastede Brød ? Mer 
har jeg virkelig berettiget grebet Skibets Roer , da ingen 
bedre Styrmand var ved Haanden ? Eller er Du en 
Himmelgave , der blev mig tildeel , hvis Besiddelse jeg 
retmæssig skal vinde ved Kamp , ved Resignation , ved 
dybsindig Tænkning og ved utrolig Møie ? Sande Storhed , 
jeg elsker Dig , ikke denne falske Glimmer , for hvilken 
Taaben og Egoisten bøier sig , og for hvilken Hoffets 
Smiger altid er rede , ei heller Dig , Du tidligfødfe 
purpurklædte Storhed , som alt i Vuggen tillægges 

Navn af ufejlbarlig Viisdom , men Dig guddommelige 
Tanke , uvurdeerlige Bevidsthed , ved Geni og Indsigt . 
klar Anskuelse , Retfærdighed og Kraft at fortjene Hæderspladsen , 
som Styrelsen hensatte os paa . 
At kunne flabe Tusinders Velfærd , Fred og Lykke , 
at fornægte sin egen Svaghed , at give selv sin Fjende 
den Ret , der tilhører ham , slaa Du mig bi , naar den 
menneskelige Skrøbelighed vil bryde frem , hjælp mig til 
Selvbeherskehe , Sjælskraft og Resignation , saa at jeg 
som den troe Forvalter erkjender , at det ikke er Mit , 
men Andres , som er betroet mig at vaage over . 
Mægtige Tanke , slaae mig bi , naar Vanskelighederne 
overvælde mig ; lykkelige Inspiration , kom mig ttl Undsætning 
og omvist mig med din Guddomsaande . 
At have greben Magten — at være den Udkaarede 
blandt Millioner , er ikke Storhed , men at benytte Magten 
med Sandheds Maadehold og udvikle derved Folkeslagenes 
naturlige Kraft og Sone , det nærmer sig Ideens 
Glandspunkt . At erkjende sin skrøbelige Menneskenatur 
— det er ikke Storhed , men med ubrudt Kraft 
at undertvinge hver syndig Lyst til Hævn og Gjengjæld , 
at bortjage hver Tanke , der besmitter Idealet , denne 
Stræben tør jeg kalde Storhed , og den vil jeg tilkjende 
mig . 
Hvor fristende er Magtens Misbrug , Misbrug — et 
sørgeligt Navn , som Tyven bruger , og hvormed den 
Stærke smykker sig , hvad er Du Andet end Selvtilbedelse , 
den falske Spiller , den blodige Voldsmand , den 

tyranniske Hersker fører Misbrug i sit Skjold ; maaskee 
er jeg hadet som disse , men jeg selv tør sige , jeg vil 
ikke Misbrug , end ikke til Selvforsvar , og her — her 
føler jeg det , at det er Veien til den sande Storhed . 
Og dog , her er Beviset for al menneskelig Elendighed , 
borlkaster jeg ikke det eneste , der tynger paa 
mit Bryst s “ M en skjult Uret , dybt sammenvoxet med 
mit hele Jeg , troer jeg , at naar jeg river det ud af 
Brystets inderste Gjemme , ophører det at slaae , ophører 
alt det Gode , jeg kan og vil udrette . Min bedste 
Idræt knytter sig dertil , al den Kraft , jeg har , al den 
Virksomhed og Sikkerhed jeg v ser , slammer derfra , og 
dog maa jeg erkjende , at det er mit Iordelivs mørke 
Plet , min Aands Besmittelse , som jeg ikke kan udrive 
uden tillige at oprykke Kraften- og det Gode — med 
eet Ord at tilintetgjøre hvad der gjør Folket lykkeligt 
og mig til en jammerlig Drømmer . Jeg har forsøgt 
at operere Skaden , nei ingen Læge uden han deroppe 
formaaer det , jeg kjender Sygdommen , dens Natur og 
fortvivler , netop fordi jeg kjender den . 
Modgangen , Hadet , Miskjendelsen , Alt giver den mig 
Styrke til at bære . 
Som den rige Gnier , der ved sin Skat i Sikkerhed , 
bærer jeg Forhaanelsen med Sagtmodighed , ja med 
stille Triumph , jeg har jo Skatten i mit Indre , de 
kunne ikke frarive mig den , i Nattens Mørke betragter 
jeg den , jeg er vanvittig af Glæde , thi Ingen veed at 

finde den , uden maaske Een , og denne Ene skal ikke vide 
det . 
Døe med mig skal den forborgne Hemmelighed , begraves 
med mig , og selv i Graven vil den skjænke 
Hvile . 
Naar kun jeg ikke selv forraader den , hvor tidt har 
jeg alt grebet smerteligt til Brystet , naar man nævnte 
Ordet : „ Hun elsker ham “ . Min Gud , det Ord 
gad jeg forbyde , naar det ikke ledte Snushanerne paa 
Spor . Den kolde Sved fremspringer , naar man nævner 
det , det Ord , jeg ikke vover at tænke paa i Nattens 
Syner — det nævnes — rædselsfuldt som en Forhaanelse 
ved høilys Dag af profane Læber . Da gjælder 
det at smile Falskheds Smiil , skjøndt Døden er 
nærved at stivne Blodet i mine Aarer . 
Jeg har seet hende speide — fornærmet speide , som 
om min Underdanighed var kun et Spil . Har jeg 
forraadt mig mindst for hende — O , gid denne Dag 
jeg gjør det med et Ord , eller en Mine , maa blive 
min Lykkes sidste Dag . 
Han stod endnu nogle Secunder i den før betegnede 
Stilling , pludselig lød Klokkens tolv fulde Slag . Han 
foer sammen . Timen er der , nu er jeg ikke mere mig 
selv , men Statens . Hvilken feberagtig Skjælven , det 
er den Kamp det koster at løsrive sig fra sin helligste 
Tilværelse og slige ned i Virkeligheden . Tie hver en 
salig Smerte , hver en indre Vellysf , thi den Stund 

jeg forraadte Dig styrter jeg mig selv — Gud høre — 
det fra Magtens Tinde ned i Støvet . 
Hvem kan fatte det ? Jeg fljælver som et Espeløv , 
hvergang Audienstimen nærmer sig . 
Udenfor staae de Audiencesøgende maaskee som jeg 
med Hjertebanken , og jeg — saakaldet een af Jordens 
Mægtige , jeg skjælver som en Synder , der skal bestige 
Retter-Banken . 
En Dødsangst griber mig , der først gaaer over , 
naar jeg som en Skuespiller er bleven varm paa Scenen . 
Men 
jeg maae til det , Tæppet gaaer op , og jeg maae 
ind . — Hvormanges Øine hvile ikke paa mig , hvormange 
Fjender findes ikke blandt dem ? Een finder mig 
for slolt , en anden for ligefrem , snart taler jeg for lidt , 
snart for meget , hvert Ord maa veies paa en Guldvægt 
og dog læser man mellem Linierne alt hvad der ikke 
slaaer . 
Venlig tør jeg ikke være , da beiler jeg til mine Fjenders 
Gunst , og man gjør sig Haab og Ønsker , som 
ikke kan realiseres og seer sig siden skuffet . Alvor er 
heller ikke yndet , det regnes let for Opblæsthed . Høist 
vanskeligt er del at gjøre Alle tilpas . 
Jeg føler Skræk for store Audiencer . Det er den 
offentlige og mundtlige Regjering der critiseres af Alle . 
Bag Bureauet i Eenrum har man sin Nimbus ved 
et Navn , som hver en Haand kan skrive efter , men ved 
personlig Sammenkomst , ved Audiencer , ved at staae 

Ansigt til Ansigt , seer Supplicanten , at den Mægtige 
er Kjød , Blod og Been som han , og kun som han en 
Haandfuld Aske . — Nuvel , del maa faa være , Gud 
staae mig bi . 
Med disse Ord greb Struensee Sølvklokken og ringede . 
Da 
Kammertjeneren bragte Listen over de Audiencesøgende 
gjennemløb han denne og sagde ; 
Først Øver dernæst Guldberg , De har Referater , saa 
Otto Thott , Grev Rathlau , Schimmelmann og saa Resten 
ester Skjøn — jeg venter Rantzau , skulde han udeblive ? 
Det gjør mig ondt , jeg havde gjerne seet ham med del 
hvide Baand paa Hofballet i Aslen . Der er en Mængde 
ørkesløse Hof- og Adelsmænd endnu — De vil lun 
spørge om mit Besindende — men der er Oldermænd 
for Borgerstanden , for Haandværkerne , de bør ikke vente , 
lad dem komme ester Greverne siden del ikke gaaer an 
at de komme før . Men hvad ? Henrice , Friseur , hos 
Dronningen , hans Navn staaer to Gange , vil han have 
to Gange Audients ? Det maa være rigtig , først som 
Oldermand , dernæst som Friseur — Lad Øver komme . 
Kammertjeneren gik ud i Forgemakket og raabte : 
Finantsdirektemen , Etatsraad Øder . 
Denne traadte ind til Ministeren og Kammertjeneren 
lukkede Døren ester ham . 
Deres Excellence ! her er Oversigten . Begge Aars 
Indtægter og Udgifter . 
Godt , godt , min kjære Øder . Jeg havde tiltænkt 

Dig en ny Udmærkelse i Anledning af Dronningens 
Navnedag , men Du faaer holde den tilgode . Vi har 
mange Fjender , veed Du , og Politikken byder , at vi 
sloppe Munden først paa Skraalerne . 
Jeg er tilfreds og kan vente , saameget mere som det 
Synderegister som De har befalet mig at jeg stal holde 
over Deres Feil , i denne Uge er løbet frygtelig op . 
Guds Død , jeg troede netop at jeg havde været skikkelig 
i denne Uge — men Du kunde da ogsaa have 
advaret mig , maaskee det saa var løbet mindre op — 
men jeg troer Du har din Glæde i at læse mig dygtig 
Texten . 
Nei , det er ingen Fornøielse at hovmesterere Hovmesteren , 
hvis De tillader , skal jeg derfor gjerne ophøre 
med denne besynderlige Regisieren . 
Paa ingen Maade , ubønhørlige Tugtemester , kom 
med Dine Anker . 
I denne Uge har De atter været hidsig imod den 
russiske Gesandt , og derpaa i Fredags havt et lille Anfald 
i Gehcimeconferencen . 
Et Øieblik , jeg seer Dine store Evner , og glemmer 
mine svage Sider . Af Regnskabet seer jeg , at vi i tø 
Aar har nedbragt Statsgjælden tre Millioner og har 
en Beholdning af Halvfjerds det er en virkelig Forbedring 
af halvsyvende Millioner og under vore Hænder . 
Øder , alt Nag tilside , kom i mine Arme . Ven , jeg 
er meer end lykkelig . 

Øder omfavnede Struensee og tørrede sine Øine , men 
vedblev derpaa rolig at læse op af sine Optegnelser : 
Den ældste Fuldmægtig i Rentekammeret har De 
nægtet et billigt Tillæg , trods hans lille Gage og store 
Arbeide . Tre Adelsmænd har De atter stødt for Hovedet , ved at nægte dem Militairansættelse , og Oldermanden 
for Parykmagerne har De svaret , at Staten trængte 
ei til Pudder . Med Hensyn til den unge KronprindsNok , 
nok , Du Straffeprædikant , idag maa Du ikke 
forslyrre min Glæde over Statens gode Fremgang . 
Øder , veed Du hvad det vil sige , at hades bittert og 
føle , at man ei fortjener det ? 
Renonceer paa at være Magthaver og Statsstyrer , 
og De vil undgaae Hadet . 
Troe blot ikke det , man vil ikke tilgive , af jeg hal 
havt Magten . 
O , det vilde være afskyeligt . 
Saaledes ere Menneskene , og disse Eftersnakkere , som 
jeg kalder Tankctrælle , ville gjentage i Chor , hvad en 
enkelt Fjende , der giver Tonen an , faaer isinde af 
sige . 
Maaskee — og maaskee ikke . 
Ganske sikkert , det skeer altid i alle Forhold . Jeg 
er desuden et stakkels Værktøj i en mægtigere Haand , 
men naar man bringer Een , som med renere Villie , 
Iver og Sandhedsstræben , og vel af mærke med Upartiskhed 
forener Kraft til af afløse mig i mit vanskelige 

Hverv , saa vil jeg vige Pladsen , og give mig til igjen 
af skrive Recepter . 
Naar jeg har funden ham , skal jeg melde mig , jeg 
venter altsaa , og lader Guldberg komme . 
Ja , lad ham komme , skjøndt han ikke er gjort af 
Dit Metal , redelige Øder , gid han elskede mig ligesaa 
oprigtig , som jeg veed , Du gjør . 
Da Guldberg traadte ind med et let Buk og et 
fiint Smiil , lagde han en Pakke Documenter paa 
Bordet . 
Her er Dommene til Underskrift , Excellence ! 
Der er dog ingen Dødsdomme ? 
To , eensfemmig dømte af Højesteret . 
Jeg indstiller dem til Benaadning , thi den egentlige 
Højesteret , det veed De , er dog kun hisset . Gud maa 
dømme Folk fra Livet , jeg kan det ikke . Lad mig blot 
ikke række Haand dertil . 
Her er et Benaadningsfvrslag for Greverne Gyldenstierne 
og Rosen . 
See , hvor mildt . To Adelsmænd mishandle en 
fredelig Borger midt om Natten . Dem ønsker man 
benaadet , thi de har mægtige Connexioner indflydelsesrige 
Familier , — godt , lad dem faae Benaadning , 
imod af de udsætte en ordentlig Livrente til den Mishandlede 
og hans Familie . 
Det vilde vække Opsigt , Exellence . 
Hør , Guldberg , den Dag vil komme , da mine Fjender 
faae Bugt med mig , da min Jernvillie vil være 

knækkæt og min Udholdenhed opslidt . Jeg har søgt 
rundtom i Kredsen , Faa eller Ingen er der , som er 
Kaldet voxen , — De er en af disse Faa . 
Jeg Excellence ? 
Netop De , jeg forudsiger Dem det , men lov mig 
da af lade Sandhed gjalde , af De vil maale ind og 
maale ud med samme Alen , lov mig af et Centner 
Adelsmænd og et Centner Boeger og Bønder , maa 
Veie ligemeget i Nemesis Vægtskaal . 
Deres Excellence — jeg — jeg — 
Giv mig deres Haand , Konferentsraad , lov mig det 
i Statens Navn . 
Jeg er uværdig af være Deres Excellences Eftermand , 
men jeg værger Dem til , af Deres Tanker ogsaa 
ere mine . 
De letter mig en Steen fra Hjertet . Farvel , vi seeS 
alten paa Ballet , ikke sandt ? 
i Hvis De befaler . 
Nei , frivilligt , kom frivilligt . 
Jeg skal komme frivilligt , som De befaler . 
Da Guldberg var gaaet , mumlede Skruensee ; 
Den Mand burde været Diplomat for længe siden , 
hans Ord have altid to Uogange ligesom RævenS 
Huler . 
- Ak , min kjære Grev Thott , tilgiv , De har maatte 
vente , men Statens Sager gaae fremfor Alt . 
Visselig , Exellence ! 
Hans Majestæt har overdraget mig det Hverv af 

meddele Dem , af han udnævner Dem til Geheimeraad 
og ønsker , af De tager Sæde ved Geheimeconferencerne . 
Tak , tak , min ædle Protector , De er beskeden , jeg 
veed dog , af denne Ære skylder jeg alene Dem . 
Kongen skylder De Tak , ikke mig , Hr . Greve , svarede 
Struensee . 
Hans Majestæt først og fremmest , det er sandt , men 
dernæst og i Særdeleshed Dem , thi jeg veed jo , af 
jeg i Dem har en mægtig Allieret og Beskytter . 
De smigrer mig virkelig i altfor høi Grad . 
Ingenlunde , jeg vilde kun ønske at jeg i nogen 
Maade kunde tjene Deres Exellence ; Alt , hvad mig 
tilhører , skulde , naar de blot yttrede ef Ord , være til 
Deres Disposition . 
Alt , Hr . Greve ! 
Og af dette glimrende Tilbud vil jeg strax benytte 
mig . 
Ah , det glæder mig , det gjør mig usigelig lykkelig . 
Thi af Alt paa Jorden vilde jeg nødigst savne 
Deres Overværelse . 
Min Hr . Greve , De taler om Overværelse , De , 
den mægtigste Mand i Riget , med hvem jeg ønskede 
at invgaae den helligste , intimeste Alliance . 
Desuagtet , min Herre , jeg vil med den største Taknemlighed 
indgaae den ubrødeligste Alliance med Dem , 
en Venskabs- og Broderskabsalliance , De skal blive hørt 

i ethvert vigtigt Spørgsmaal , og jeg skal følge Deres 
vise og erfarne Raad . 
Jeg skal ikke være paatrængende ; spørger De mig , 
vil jeg svare , som jeg bedst kan , jeg har jo kun to Lidenskaber : 
Fædrelandets og mit elskede Barns Lykke . 
Nu fordrer jeg netnop Overværelse — i det Første 
ville vi Begge tage activ Deel — 
Min Hr . Greve , forstaaer jeg Dem Ret ? 
Behag dog at blive siddende . Jeg skal strax forklare 
mig . 
Hvad De nu vil sige , kan jeg nok høre staaende . 
De overlader mig selv at sørge for Amalies Fremtid . 
For det Venskabs Skyld , som De har lovet mig , 
lad mig tale ud og oplyse Dem om Aarsagen . 
Det er nok , min Hr . Greve , jeg maa gaae . 
Jeg bønfalder Dem om at blive , og at høre mig . 
Tal da , min Herre , men jeg føler mig upasselig . 
De har i flere Samtaler , hvormed de har beæret 
mig , ladet skimte et Haab om en Lykke , hvortil jeg 
ikke har gjort mig fortjent . 
Ud med Sproget , Hr . Minister ! en Lykke , som De 
betakker Dem for ? 
Hr . Greve , De hører til en af de ældste Adelsfamilier , 
jeg til den nybagte . 
O , det er Udflugter — De betragter det som en 
Mesalliance for Dem . 
Ved den levende Gud nei , men ingen af os kan 
dølge for os selv , at jeg slaaer paa en Vulkan — 

hvorlænge denne min Stilling er holdbar , kan ingen af 
os vide ; skulde jeg nu drage en dyrebar Skabning , 
som jeg ærer og agter , med i mit Fald , maaskee i min 
Landflygtighed ? 
Det vilde blive min Sag at komme med flige Betænkeligheder . 
Men 
naar de overseer Dem — og jeg ærer Amalia . 
som en Søster — er det da ikke min Pligt at yttre 
dem ? 
De sætter mig i en piinlig Stilling , Hr . Minister 
— ær hende lidt mindre , og frygt lidt mindre en Fa » 
miliesorbindelse mellem os vilde netop sikkre Deres 
Stilling — og desuden er det nu i Alles Øine en afgjort Sag . Jeg maatte indtage en fornærmet og 
fjendtlig Stilling , hvis De lod mig blive bespottet og 
Udleet . 
O , Hr . Greve , det kunde aldrig blive Tilfældet . 
Alle vide , hvor høit jeg agter Dem og Deres , men 
man veed ogsaa , at en tidlig Kjærlighed , et skuffet 
Haab har udbrændt mit Hjerte for en Følelse , jeg ikke 
længer kan nære . 
Folk paastaae det Modsatte , Hr . Greve — i andre 
Retninger , og ogsaa i denne Henseende var det god 
Politik . 
Hvordan , Hr . Greve , troer ogsaa de paa Klafferen ? 
Nu 
veed jeg ikke , hvad jeg skal tænke . 
De knn umuligt troe del Utrolige , kunde Deres 

Datter da være tjent med en Mand , der ikke nærer 
Kjærlighed ? 
Min Datter er lydig nok til at føie sig i sin Faders 
Ønsker og gjør ikke andre Fordringer end at 
ægte den Mand , jeg bestemmer til hende . 
Hr . Greve , vær min faderlige Ven , og lad mig 
være hendes Broder , steen jeg aldrig kan gifte mig 
ifølge et Ungdomsløfte . 
Saa tilgiv , at jeg har opholdt Dem , Hr . Minister . 
Jeg frygter at have taget altfor meget af deres kostbare 
Tid . 
Grev Otto Thott , jeg lader Dem ikke gaae fra mig 
som Uven . 
De har jo Magten , Hr . Minister ! saa behold mig 
da , men hvad vil De gjøre mere ved en Mand som 
mig ? Er der flere Udmygelser , De har at byde mig ? 
Vil De ikke ringe paa Deres Lakeier , at de kunne 
pege Fingre af en gammel Mand , som formastede sig 
til at see op til en Minister , der har Magt som en 
europæ sk Potentat ? 
De gjør mig høilig Uret , jeg beder jo kun om Deres 
Venskab — intet Andet ønsker jeg . 
Jo , De ønsker mere — De vil , at jeg skal være 
Deres Dupe . De har i mig slaaet den danske Adel i 
Ansigtet , jeg opfordrer Dem som Adelsmand at afvæbne 
mig eller belave Dem paa Gjengjældelse . 
Det er en ægte ribdelig Indsigelse , Hr . Greve ! Ved 
at være falsk imod Dem lunde jeg have vundet Deres 

ubrødelige Venskab : nu , da jeg er ærlig , faaer jeg 
Dem til Fjende , hvor sørgeligt er ikke dette ? Nu vel 
jeg vil falde — men jeg vil ikke rive Dem eller Deres 
med i mit Fald . Gaa da med Gud ; hellere vil jeg 
see Grev Otto Thott som min Fjende , end Amalie 
Thott ulykkelig ved mig . 
Undskyld , lidt Næseblod , jeg maa forlade Dem . 
Husk , at jeg er Læge , kom , lad mig hjælpe Dem . 
Nei , nei , intet Mere mellem os . 
Da Grev Otto var gaaet , saae Struensee smerteligt 
efter ham og sagde : 
Skade , det var dog en ædel Ven , jeg frygter , at 
han fra nu af bliver mig en bitter Fjende . 
Da Schack-Ralhlau traadte ind i Gemakkef , hørte 
han Thott hvidske de Ord : Asten Kl . 7 . 
Et let Triumphsmii ! krusede Schack-RalhlauS Læber 
og han mumlede ved sig selv : 
Nu vel , man er dog kun et Menneske . 
Struensee gik ham venlig imøde og udbrød : 
Vær mig høist velkommen , kjæreste Hr . Greve . Hvorledes 
lever De ? 
Ret vel , ret vel , Deres Exellence har ladet mig tilsige 
til Audience . 
Jeg har anmodet Dem , Hr . Greve , at bevise mig 
den Ære at komme paa Grund af et Budskab , som 
jeg har til Dem fra Hans Majestæt Kongen . 
Fra Hans Majestæt — til mig ? 
Finder De det saa underligt , Hr . Greve ? 

Overraskende , Deres Exellence , jeg er meget behagelig 
verrasket , skjøndt jeg ikke veed , hvorom det kongelige 
Budskab dreier sig . 
De skal øieblikkelig erfare det . Hans Majestæt vilde 
naadigsf uddele nogle Ordenstegn til fortjente og fremragende 
Mænd , hvad var da naturligere end at Deres 
Navn blev nævnet . 
Hvem nævnte mig ? 
Deres ærbødige Tjener , men jeg kunde umulig andet 
end handle efter Overbeviisning . 
En ufortjent Ære i Sandhed . 
En velfortjent , Hr . Greve , De først og fremmest . 
Exellence , hvorfor jeg først og fremmest ? 
Tilgiv mig , jeg taler ligefrem . De er ikke blot en 
udmærket Mand , De er ogsaa ærgjerrig , saaledes som 
Adelsmænd have Lov at være . Jeg saae Dem ofte 
kaste et sælsomt Blik til mit blaa Baand , derfor tænkte 
jeg , at denne Udmærkelse behagede Dem , at De ønskede 
et lignende — og jeg foreslog Hans Majestæt at 
give Dem denne Orden . 
Hvorledes mig ? Elephantordenen ? 
Jeg foreslog det , men Hans Majestæt svarede : Senere 
hen skal han have det , han er endnu noget for 
ung , men lad os give ham Storkorset af Dannebrog . 
Med disse Ord tog Struensee det hvide Baand , 
der laa paa Bordet , og hang det roligt om Rathlaus 
Hals , idet han tilføiede : 
Jeg lykønsker Dem i Kongens Navn . 

Schack-Rathlau blev et Secund staaende maalløs , 
betragtende vexelviis sin nye Udmærkelse og Ministeren . 
Endelig udbrød han glædestraalende : 
Hvorledes , det er Alvor — denne Naade og fremkaldf 
ved Dem ? 
Ja ! 
Jeg vil møde Deres Oprigtighed med Oprigtighed , 
jeg var ikke Deres Ven , men dette rører mig dybt . 
Herefter , jeg siger kun herefter , kan De stole paa mig . 
Derfor takker jeg Dem , inden et Aar skal De have 
det blaa Baand . 
Rathlau fremstammede nøgle uforstaaelige Ord , og 
ilede under Forlegenhed og Complimenter ud af Audiencegemakket . 
Da han vel saae sig udenfor , trak han 
Veiret dybt og sagde til sig selv : 
Det er da et Satans Menneske , Skade at han er 
en Borgerlig , men enfin , Schimmelmann , iaften Kl . 
7 hos Otto Thott ! 
Grev Schimmelmann , der just var i Begreb med at 
træde ind i Struenjees Arbejdsværelse vendte sig hurtigt 
om og sagde sagte : 
Thott i Vrede , Du decoreret ? Der uddeles altsaa 
baade Naade og Unaade i Flæng . Ah , jeg faaer saa 
ondt , undskyld mig hos Exellencen . Min Vogn , min 
Vogn — o , jeg er saa syg , det svimler for mig . 
Ved disse Ord støttede han sig paa en Tjener og 
lod sig lede til sin Vogn , uden at modtage den tilbudte 
Audience . 

Rathlou kom ham endelig tilhjælp steg ind i SchimmelmannS 
Vogn og lod sin egen kjøre tom bagefter . 
Struensee , der med Uro ventede Grev Schimmelmann , 
modtog nu Kammertjenerens Undskyldning . 
Jeg forudseer en Storm , sagde han til sig selv , et 
mægtigt Uveir trækker op — hvilken Dødelig kan slaae 
sig i en Kamp mod Elementerne . Men jeg vil gøre 
hvad jeg kan . 
Han satte sig hurtig ned , skrev i Hast nogle Linier , 
ringede og sagde til den indtrædende Secretair : 
Bring i Hast dette Brev og dette blaae Ridderbaand 
til Grev Schimmelmann tilligemed Diplomet . Gaae 
hurtig , , uden at tøve et Minut , og lad saa Oldermændenæ og Borgerdeputationen træede ind . 

Ottende Kapitel . 
Ordføreren . 
Da disse traadte ind i Arbeidscabinettet gik Ministeren 
dem venligt imøde og spurgte : De mine Herrer 
ere Borgere og Laugsdeputerede ? 
Jeg er Slagterlavgets Oldermand . 
Og jeg er Murerlaugets . 
Jeg har den Ære at være Børstenbindernes . 
Vi Andre ere Oldermænd for Maler- , Tømmer- og 
Skræderlaugene . 
Meget vel , mine Herrer , men da jeg kun kan høre 
een af Gangen saa vil De behage at vælge en Ordfører . 
Det 
er Oldermanden for Parykmagerlauget , Hr . 
Henrici . 
Godt , behag da at tale , min Herre ! 
Henrici traadte frem . 
Jeg er , som Deres Exellence nu veed , Oldermændenes Oldermand , Hendes Majestæts Hofcoiffeur , Furniseur og Leverandeur . Man har paadraget mig det 
Hverv at tale med Deres Exellence , da Statens Kjerne 

og Statens Kjerne er Haandværkerne , der igjen repræsenteres 
af deres Laugsoldermænd , som taler paa alle 
Stænders Vegne . 
Jeg er lutter Øre , behag at sige mig Deres Mening . 
Vor 
Mening er den , at vi Stadens Oldermænd ere 
meget miSfornsiede . 
Hvormed mine Herrer ? 
For det Første er Handel und Vandel sket og Nul . 
Det beklager jeg , men De vil da vel ikke , at jeg 
skal kunne forandre det ? 
Jo , det er netop det vi ville , De er jo Kongens 
Minister ? 
Sandt nok , har De noget skriftligt ? 
Naar vi komme mundtlig , behøve vi vel ikke at 
have noget skriftligt . 
Har De da ingen Fuldmagt ? 
Jo , men mundtlig , Lauget vælger Oldermænd og 
Oldermændene have valgt mig mundtligt , det er det 
Hele , soledes var det , førend Deres Exellence kom her 
til Landet — og saaledes vil det vedblive , naar De 
er salig hensovet . 
Ja , det har været Skik og Brug i flere hundrede 
Aar , istemmede Choret . 
Slig Skik kan ikke længer gjælde , maar den viser 
sig som Uskik , mine Herrer . Fordi Oldermændene ere 
valgte til at syne Mesterstykker og varetage Laugets 

Tarv , kunne de ikke opirrede som Deputerede før selve 
Folket , uden særskilt Fuldmagt og særskilt Valg . 
Kunne vi ikke ? Da har vi dog kunnet det før , formedelst 
HævdSret . 
Vi ville ikke disputere derom — hvorledes lyder da 
Deres Klage , hvad har De at anke over . 
For det Forste er Næringen so knap i Haupstaden , 
at man meiner Seele ikke begaa sig . Der er ingen 
Geschäft mellem Folk , det har vi at klage over . 
Men Staten kan da ikke commandere Omsætningen 
og fremtvinge Omsætningen og Næringen . 
Jo Gu ' kan den so , meiner Seele kan den so , hvordan 
den bær sig ad bli ' er Statens egen Sag , men vi 
er Byrger , und svarer Skat og Tynge , also kan vi 
med Billighed forlange af vi skal ha ' e en god sorgfrit 
Udkomme . 
Er det virkelig Deres Mening , af Staten , fordi De 
svarer ti , tyve eller hundrede Daler i Skat om Aaret , 
skal skaffe Dem Fem Hundrede eller tusinde Daler aarlig 
til af leve af . 
Jo , meiner Seele er det min Mening , und det er 
vores Alles Mening . 
O tykke Enfoldighed , mumlede Struensee sagte før 
sig . Deres Mening er grundfalsk , mine Herrer , Staten 
tager Skat af sine Borgere og Indvaanere før af 
beskytte dem mod indre og ydre Uret og Vold , Staten 
er , før af tale tydelig , en Slags Oldermand , der honoreres 
af det Lang , som vi kalde Landets Indvaanere , 

eller LaugSinteressenter , efter Behag , men fordi Lauget 
belønner sin Oldermand før sit Arbeide i Laugets Tjeneste , 
kan de enkelte Interessenter ikke forlange af Oldermanden 
skal ernære dem og deres Familier , hvormeget 
har De af Lauget , Hr . Henrici ! 
Det kommer an paa Aaret , naar der er mange Parykmagere , 
saa har jeg ungefær 3—400 Daler , men 
naar der kommer mange Pidsfeflettere und Puddersvende , 
so er det Reverenter talt Dreck , 
Nu , lad os da tage et godt Aar uden Pidskeflettere 
og Puddersvende , altsaa tre til firehundrede Daler , ernærer 
De derfor hele Laugets Mestere og Svende med 
Deres samtlige Familier ? 
Nei , meiner Seele om jeg gjør , hvordan skulde det 
Smule Penge strække til ? 
De har Ret — det vilde ikke strække til , men det 
samme er ligeledes Tilfældet med Staten , dens Midler 
vilde heller ikke kunne strække til , at ernære Alle . 
Hm ! jeg troede doch det var en anden Sag . 
Nu videre , har De meer at klage over ? 
Ja , Hr . Minister , man siger , at den danste Sprok 
er exstimirt saa meget som garnicht . Man forlanger , 
at Di skal æstimire den danske Sprok , und spreche Dansk 
vi andre skikkelige Folk . 
Struensee rettede sig i Veiret ved disse Ord , han 
rynkede Brynene og saae Henrici med Værdighed slift 
ind i Ansigtet . 
Og denne Klage , sagde han med høi Stemme , kommer 

fra Dem , et Menneske , der selv er tydskfødt , og 
som ikke formaaer at tale det danske Sprog halvt saa 
reent og uforqvaklet som jeg . Føler de andre Herrer 
ikke det Latterlige i at en Mand , der ikke selv kan tale 
reent Dansk , opkaster sig til det danske Sprogs Talsmand , 
ligeoverfor en Anden , der ikke kan tale det Sprog 
saa reent , som han ellers gjerne vilde . 
Men jeg er ikke Minister , hvis jeg var det , skulde 
jeg nok lære den danske Sprok perfect . 
Ti — hvad Sproget angaaer er der ingen Forskjel 
paa en Minister og en Parykmager . Enhver taler saa 
gødt han kan for at udtrykke sine Tanker , men mine 
Venner , lad Jer ikke dupere af denne Herres gebrochne 
Ordsqvalder . Sproget er kun en tilvant Yttringsform , 
et Middel , hvorved man ifører sin Tanke og sine Følelser 
Skikkelse og gjør sit Indre anskueligt og forsfaaeligt 
for Andre . Tanken selv er Kjernen , Sproget kun 
den glimrende Skal af den forgyldte Nød , der hang i 
Juletræet . Naar altsaa Kjærnen blot er god , maa 
man bære lidf over med Formen , men at jeg ikke exstimerer 
det danske Sprog fordi jeg ikke kan tale det 
correct er en grov Feiltagelse . Ethvert Sprog i hvilket 
man kan bede fil Gud , og udtrykke sine Meninger om 
Frihed , Oplysning og Menneskerettigheder , er respectabelt . Har De mere at fremføre ? 
Man siger — man mener — man frygter — 
For hvilket , for hvilket ? 

Henrici , der alt iforveien var forlegen nok , blev nu 
heelt forbløffet og fremstammede : 
Hvad var det nu vi talte om ? — nu har jeg det 
meiner Seele — man siger , af De vil ophæve Laugene 
Hr . Minister ! 
Men om jeg tænkte paa Sligt , dermed ophæves jo 
ikke Professionerne . 
Meget muligt , men saa kan Enhver være Fusker , og 
so er vi ganske ruineerte i vor Næring . 
Mine Venner , endskjøndt det klinger besynderligt af 
klage over det , som Rygtet siger , saa vil jeg døg oprigtig 
tilstaae , af jeg har betænkt en fornuftig Reform 
i Laugsvæsenet . Synes De ikke selv , af vore altfor 
strænge Laugs- og Næringsforhold trænge til fornuftige 
Reformer ? 
Fornuftige Reformer , vor Herre bevares , saa skal vel 
Barbiererne have Løv til af puddre Folk . 
Netop , hvorfor skal man bruge to Personer , naar 
man kan hjælpe sig med een . 
Og saa skal vel Svineslægterne have Lov til af 
sælge Studekjød ? spurgte en Mand , der saae meget 
bister ud . 
Og Snedkerne have Lov af lægge Gulv og opsætte 
Skillerum ? 
Og Fruentimmerne have Lov til af sye Buxer og 
Veste ? 
Vær De kun rolige , det skal ikke komme paa engang , 
men lidt efter lidt , efter lang Forberedelse . 

Det er døg naturligt , af vi , om ikke før , saa dog i 
en fjern Tid tænker paa , at Alle have lige Ret til at 
ernære sig . 
Kom , lad oS gaae og bringe vore Medborgere denne 
Besked . 
Hils dem fra mig , og siig , at de ville selv engang 
erkjende denne Ret , især naar den skeer efterhaanden i 
en Række af halvtredsindstyve Aar . 
Vore arme Børn ! 
De ville sandelig ikke beklage sig derover ; men synes 
De ikke at Tidsfristen er lang nok — thi det gjælder 
jo blot Principet — saa kan man vel indføre Reformen 
om hundrede Aar . 
Vore stakkels Børnebørn ! lød det i Chor og Henrici 
tørrede sine Øine . 
Struensee trak haanligt paa Smilebaandet og tilføiede 
ironisk : 
Nuvel , halvandet hundrede Aar — det kan da vel 
aldrig skade ? 
Men en aldersfegen Mureroldermand misforstod Ironien , 
vred sine Hænder og udbrød : vore stakkels Børnebørnsbørn ! 
og en anden Oldermand , der aabenbart 
stod med den ene Fod i Graven og den anden høit i 
de 80 , tilføiede : Hvilken sørgelig Alderdom man gaaer 
imøde . 
Struense havde Møie med at holde sig fra at 
lee , han forandrede imidlertid Latteren til et velvilligt 

Smiil og befalede dem Gud i Vold , hvormed Audientsen 
endtes . 
De bukkede derpaa Alle meget dybt og gik bort med 
den Forsikkring , at de skulde sige til Laugsmestrene det , 
som Ministeren havde sagt dem . 
Da de alle vare gaaede , med Undtagelse af Henrici , 
sagde Struensee mildt : Nu , Mester Henrici , er det 
os To , som skulle tale sammen . Siig mig , hvad vil 
De ? 
Først vil jeg sige Deres Excellence , at De ikke skal 
bryde Dem det Mindste om alt det Vaas , som jeg 
har sagt . Jeg maatte tale , som jeg gjorde , ellers 
nærer jeg mig ikke mellem mine Kammerater . Men vi 
skal nok klare Sagen naar vi blive enige . 
Det skulde glæde mig , Hr . Oldermand ; men jeg 
forbauses , før var De sandelig ivrig nok . 
Det er jeg , meiner Seele altid , naar de Andre ere 
filstede ; man maa tude blandt de Ulve man er , man maa 
desuden see paa sin Fordeel , nogle ere gode Kunder , 
andre ere besvogrede med rige Folk , men det er nogle 
snurrige Karle , doch , man er nu engang her i Landet 
og spiser Landsens Brød , so man maa lade , som man 
Mede de danske Mennesker . 
Hvordan ? før jeg troe mine egne Øren ? det er jo 
en fuldstændig Forvandling . De siger , De maa lade , 
som om De elsker de Danske ? De , som lever og ernærer 
Dem her i Landet , elsker De ikke det Land , der 
føder , beskytter og opholder Dem ? 

Gu gjør jeg ikke nei , jeg er en Tydsker ; elsker De 
maaskee Danmark ? 
Om jeg elsker det ? Ja som Himlens Salighed , søm 
mine Øines Lys , som Barnet Modermelken . Hvad 
jeg er , skylder jeg ene dette Land , De maa have afskyelige 
Tanker , siden De kan tvivle derom . 
Bravo , Deres Exenllence ! saadan skal man tale , 
naar Nogen hører derpaa , men unter uns er det ikke 
Umagen værdt vi kjende hinanden , vi ere begge Tydskere 
og begge Coifeurer , De pynter Statens Hoved , og jeg 
coifeurer Hovederne i Staten , und meiner Seele , det 
er en slechter Coifeur , som ikke lader noget af Kundernes 
Pomade hænge ved Fingrene . Hæ , hæ , hæ ! 
Uforskammede , pak sig øieblikkelig ud af Døren , elle 
skal jeg kalde paa en Tjener ? 
Lad mig tale , Deres Excellence ! 
Ud med sig , siger jeg ! 
Kun eet Ord ! 
Nei , ikke et Ord af denne væmmelige Fortrolighed 
og kjæltringeagtige Snak ! bort paa Øieblikket . 
Dersom De troer at have en Maaneskinskarl for 
Dem , tager De feil ; jeg er meiner Seele en ehrlig 
Tydsker , kenst Du mir nicht , Johann , ich bin dein alter 
Schulkammerat aus Halle . 
Jeg kjender ingen Kammerat eller Skolekammerat i 
Eder ; maa jeg bede Dem om af gaae . 
Inte hidsig ; det , jeg har af sige , er uhyre vigtigt . 
Jeg er den Poul Fritz , som altid kaldtes Spitsbuben . 

Kan være , men jeg vil ikke have Samqvem med 
Spilsbuber , jeg lader Dem kaste ud . 
Struensee iler hen til Klokkestrengen og havde allerede 
fat i den , da Henrici sagde ; 
For Dronningens Skyld maa De ikke ringe — jeg 
raader Dem , lad det være . 
Nævn ikke et Navn , som I er uværdig og uberettiget 
til af nævne . 
Hvis I ringer , er Dronningen dødsens . 
Struensee slap Klokkestrengen og blegnede ; han gik 
tilbage til Henrici , saae mørk og truende paa ham og 
sagde : Troer Du Usling , af Du kan skræmme en tro 
Statstjener med et Skræmmeord ? Dit Liv er i min 
Haand , lyver Du , skal Du straffes haardt . Forklar 
Dig , hvad er Meningen . 
Meningen er den , af jeg er en Spitsbub , og af der 
er flere som jeg . Den ene Haand vasker den anden , 
Deres Excellence siger , at De har mit Liv i Deres 
Haand . Det er en Smule Overdrivelse , thi der skal 
Lov og Dom fil , men jeg , Hr . Minister , jeg har 
Dronningens Liv i min Haand , og jeg skal strax bevise 
det . 
Gud forbyde , at Hendes Majestæts Liv eller Skjæbne 
skulde berøe i saa forvorpne Hænder ; men tal , siden 
følger Straffen . 
Belønningen , Hr . Minister , det er jeg vis paa . Thi 
paa Veien fil Fængslet kan jeg slyrte Jer og Dronningen 
i Skam og Ulykke . 

Nævn ikke Dronningen paa saa oprørende Maade , 
eller jeg hugger Jer ned paa Stedet . 
Hug man meck . Alting er opskrevet , jeg vil blive 
Martyr og mine Børn adlede . Men I vil komme 
paa Skafottet og Dronningen jages væk . 
O , gid jeg kunde tilintetgjøre den SpitSbub med et 
Blik . 
Hvad kunde det nytte , naar der dog er skriftlige 
Beviser ? 
Tal tydeligt , at jeg kan forstaae Jer . 
Det skal jeg , Excellence . Men først maa De gaae 
il Vinduet for at see , at samtlige Oldermænd vente 
paa mig nede i Slotsgaarden maaskee , er Oldgesellerne med ; de gaae ikke førend jeg kommer ned . Seer De dem ? 
Nidding ! 
Deres Excellence er meget splendid , thi for hvergang 
De regalerer mig med et Skjældsord , bliver jeg 
dyrere og dyrere . 
Tal og lad mig vide , hvad det er , som De saa 
forblommet taler om . 
Det skal jeg , meiner Seele , hør saa vel efter . Bi 
ere Lykkeriddere begge To , De og jeg . 
Hvad vedrører det Dronningen ? 
Uhyre meget , altfor meget ; vær blot taalmodig og 
lad mig snakke . 
Vær kort og hurtig . 
Vi ere Begge komne op til Danmark , men Lykken 

er lunefuld — jeg har skidt som en Beesk for min 
kjære Kone og de velsignede Børn — min Kone er en 
Søster til Oldermanden , og han er igjen Svoger med 
Tømmeroldermanden og andre Honeratiores . 
Til Sagen , om jeg maa bede . 
Mutter , sae jeg , det kan ikke blive til Noget paa 
den Maneer . Vi maae tilveirs . 
Hold Dem til Sagen uden Omsvøb . 
Nu kommer det . Man taler , siger jeg , om , at 
Dronningen og Struensee elske hinanden . 
Du lyver Skurk ! raabte Struensee og greb ham i 
Brystet . 
Skal jeg skrige ? mine Kammerater er her strax , men 
faa er I og hun færdig , og min Fortjeneste væk . 
Nidding , Du vil slyrte mig i Ulykke og belyde 
Dronningen . 
Gu ' vil jeg ikke nei , hvad Fordeel havde jeg deraf , 
nei jeg vil have noget for at lade det være . See det 
er netop Sagen . 
Du har gjort feil Regning Spitsbub — Din Djævleplan 
ryger i Lyset . 
Warte , warte , den ryger ikke i Lyset , jeg vil ikke 
blot sige men bevise . 
Det bliver snart morsomt . Skulde det ikke være et 
Hjernespind , saa Daareanstalten var passende . 
Det maae Hr . Doktoren forstaae bedre end jeg , men 
af hvad Slags Galskab lider jeg da ? 
Af den fixe Idee , at jeg skulde elske Dronningen . 

Det har jeg aldrig sagt . 
Ah , Du begynder alt at gaae fra det . 
Jeg har aldrig sagt , at I elsker Dronningen , Dronningen 
har Enhver Lov at elske , Gudbevares , det er 
endogsaa Pligt . 
Leg ikke med Ord , hvad sagde I til mig for et 
Øieblik siden ? 
At Dronningen elsker Jer , Hr . Minister . 
Du vover ? 
Ja gu vover jeg det , for hun har selv sagt betog 
det kan jeg bevise . 
Min Gud , hvilken uhyre Løgn ! 
Jeg er en Skurk , en Kjæltring , en nederdrægtig 
Karl , men , saasandt jeg er en ærlig Mand , denne 
Ting er sand og jeg vil bevise det med Frøken Amalie 
Thott og med tre af mine Svende . 
Elendige ! og Du har vovet at tale med Nogen om 
Sligt ? 
Om jeg har ? jeg har ikke beslilt andet i 14 Dage 
end fortalt det til Alle og Enhver med alle Biomstændigheder 
og Zusakz , gal maatte jeg ellers være . 
Struensee sprang op og sagde : Saa skal Du dø , 
Usling ! om jeg saa skal følge Dig 10 Gange . Du 
skal dø som en Majestæts forbryder . 
Naa , og saa Dronningen ? 
Ministeren blegnede atter . Han søgte at gjenvinde 
sin Fatning og var nærved at fortvivle over den Rolighed 
og Frækhed , som Heurici viste . 

Her mig blot i fem Minuter , saa skal alt blive 
godt . 
Hvormed kan Du gjøre det godt , hvad Du Elendige 
har gjort . 
Jeg baade kan og vil gjøre det om — imod en 
Godtgjørelse . 
En Majestætsforbryder kan ikke vente anden Godtgjørelse end Døden . 
Døden — godt , men det er ikke mig , der er Majestætsforbryder , 
det er ikke mig , som er elsket af Dronningen . 
Vov 
ikke oftere at krænke dette Navn . 
Jeg vover Alt , og kan kun kjøbes med Guld og 
gode Ord . 
Henrici , det er en forfærdelig Straf , der venter 
Dig . 
Det vil jeg see først , i mit Liv ligger Dronningens 
Ære bevaret , meiner Seele ! 
Bedre og bedre ; var det derfor Du udspredte denne 
Løgn ? 
Jeg har udspredt Sandheden , og tre af mine 
Svende , som hørte med derpaa , har med Eed und 
Underskrift bekræftet , at de have selv hørt det ; men 
naar jeg ikke maa tale ud , kan jeg ikke sige , hvordan 
det gik til og heller ikke forklare , paa hvad Maade 
jeg kan gjøre det om . 
Hvis Du kunde gjøre Din Sladder om , vilde 
jeg — 

Det kan jeg , hvad vil Ministeren saa give mig ? 
Forklar spist , jeg skal tale siden . 
Nuvel . For 14 Dage siden vare jeg og mine 
Svende tilsagte for at coiffere til Hofcomerien . Alle 
Hofdamerne skulde sættes op ; der var nok at gjøre 
for Fire , for de agerede jo Allesammen i Hofcomedien . Først maatte vi vente i den lange Gang i 
Hoffheatret bag Coulisserne , og der saae vi Dronningen 
og Frøken Amalie Thott gaae Arm i Arm ind i 
et Paaklædningsværelse for at iføre sig deres Dragter . 
Af Nysgjerrighed trak jeg det yderste Gardin tilside . 
Uforskammede ! 
Vær blot rolig , Exellence , jeg fik ikke noget at see 
for det Gardins Skyld , som var indenfor . 
Ah ! 
Men høre kunde jeg desbedre , fordi de to Trækruder 
slode aabne . Jeg kunde høre hvert eneste Ord , 
der blev talt indenfor , endskjøndt de talte med dæmpet 
Stemme , men Omklædningsdivanen stod lige under 
Ruderne . Først talte de om Giftermaal , og Dronningen 
lykønskede Frøkenen eller Comtessen til en 
Lykke , som Millioner vilde misunde hende . De talte 
om en Greve , men hvilken Greve de taite om , kunde 
jeg ikke strax forstaae , da brister Dronningen lige med 
eet i Graad . Mine Svende bemærkede at jeg lurede , 
og kom ligesaa nysgjerrige , som jeg , hen for at lure . 
Dronningen hulkede , saa en Steen maatte røres , og 
Frøkenen gav sig da ogsaa til at græde og sagde : 

Dyrebare Mathilde , jeg vil ikke gifte mig med ham , 
det vil gjøre Dig ulykkelig , thi — Du elsker 
Struensee . 
Ja , jeg elsker ham — som Englene elske hinanden 
i Himlen . 
Strax tog jeg mine Svende i Eed , at de havde 
hørt Dronningen sige , at hun elskede Struensee ; Himlen 
og Englene løde jeg naturligvio udenfor , thi de 
sidste Ord havde de ikke hørt for Graad . De blegner , 
Hr . Minister , confronteer mig med Dronningen og 
Frøkenen , det er sandt hvert evige Ord . 
Og saaledes forvansker Du Nidding den reneste 
Tanke . 
Hvor reen Tanken er kommer ikke mig ved , jeg er 
kun en simpel Mand , men jeg kan dog indsee , al naar 
hun ikke elskede Dem en Smule mere , end Englene 
elske hinanden i Himlen , saa behøvede hun ikke at 
hulke og græde i sin Venindes Arme , fordi denne skal 
giftes med Dem . 
Afskyelige Menneske , Du veed at opsfille Formodninger , 
djævelske som Du selv . 
Det er meget godt , at De kalder mig en Djævel ; 
hør nu , om jeg fortjener Navnet ; stop ! sagde jeg , nu 
skal Skolekammeraten holde for , han kom op ved et 
Ord af Kongen , jeg kommer op ved et Ord af Dronningen , 
min lille Lobby skal blive lykkelig . 
Men behøvede Du derfor at udbasune det i Byen . 

Hvad var det ellers , naar det ikke var et farligt 
Rygte ? 
I hvad Øiemed ? 
Har Ministeren og Dronningen ikke Fjender , gik 
der ingen Rygter , vakte det ikke Opmærksomhed , 
fik Fjenderne ikke Lysk til at caballere , og 
naar Fjenderne ikke havde Lyst til at caballere , 
saa stod jeg mutters alene . Nu derimod , tager 
Ministeren fat i mig , saa har jeg et mægtigt 
Parti , som skytter mig — o , jeg behøver 
blot — — 
Nok , Uskyldsmvrder ! din Plan er altfor godt udtænkt . 
Du sagde , at Du vidste et Redningsmiddel , 
nævn det , og siig , hvad Du vil . 
Endelig forstaae vi hinanden . Redningsmidlet er 
saa let som Fod i Hose . Naar vi ere blevne enige , 
saadan som jeg kalder rigtig enige , indskiber jeg mig 
til Halle , min Fødeby , med min Tobbi og min Kone 
— det Beest — , ligemeget , jeg reiser hjem til Hannofer og skriver en ydmyg Ansøgning om Tilgivelse , 
fordi jeg for Betaling af Dronningens Fjender havde 
ladet mig forlede til at udsprede en Løgn om Dronningen 
og lokkede mine Svende til falsk Eed og Unskrift . 
Jeg forpligter mig til at skaffe deres Tilstaaelse , 
ligeledes med Eed , at de have leiet og ere forførte 
af mig — er det faa godt ? 
Gjøre godt , hvad Du har forbrudt , kan Du ikke , 

men at det er en taalelig Udvei , om end noget djævelsk , 
nægter jeg ikke . 
Naa , Herre Gud ! man kan ikke Alle elske som 
Englene i Himlen , især naar man ikke har Raad 
dertil . 
Struensee reiste sig og gik i dybe Tanker længe 
frem og tilbage . Beklemte Sukke slege ham nafvividende 
op af hans Bryst . Han mumlede nogle uforstaaelige 
Ord , som Henrici trods al Anstrengelse og 
Lytten ikke kunde hyre . Brystet bevægede sig som en 
Blæsebælg , Taarer stode i hans Øine , han kunde paa 
engang af Raseri og Fortvivlelse kaste sig over den 
rolige , beregnende Skurk , der stod i hans Nærhed , og 
døg kunde han i al hans Smerte og Harme ikke andet 
end tilstaae , at der midt imellem disse grusom 
skarpe Torne laa en duftende Blomst , som henrev 
hans Sjæl til Lykke , om den end var smerteblandet 
og fuld af Haabløshed . Omsider blev han slaaende 
foran Henrici . Hans Ansigt var bleven askegraaf . 
Han saae ud , som om han havde reist sig af Graven 
og var bleven vækket af Domsbasunen . Flere Gange 
vilde han tale , men Tungen nægtede ham sin Tjeneste . 
Endelig slap en Lyd ud over hans Læber . Det 
var det næsten uforstaaelige Ord : Hvormeget . 
Et andet Menneske vilde ikke have forstaaet ham , 
saa utydeligt var det og saa hemmelighedsfuldt gled 
det over hans Læber , men Henrici forstød det , han 

havde ventet paa del næsten et Quarteerstid og han 
svarede derfor ganske roligt med ligesaa dæmpet , 
søm fast Stemme : 
En Million ! 
En Million ? raser Du ! brølede Struensee , en Million , 
Du spøger Skurk ! 
En Million — uden Spøg , meiner Seele , en Million 
for ramme Alvor . 
Troer Du , jeg er Millionair ? 
Har I da ikke Statskassen at tage af , er det ikke 
til Majestæternes Tarv , hvem skylder I Regnskab ? 
Vil Du at jeg skal stjæle af Statskassen , for at 
tilfredsstille et djævelsk Uhyre . 
Tag hvor I vil , mig er det ligemeget . 
Du er vanvittig . 
Det faaer I mig aldrig til at tro , mine Indfald 
ere ikke saa tossede . 
Jeg spørger Dig , hvorfra skal jeg tage en Million ? 
spurgte Struensee . 
Gift Jer med Cathrine , sælg Curland , red Dronningen , 
og skaf mig og Lobby ind i Adelstanden . 
At forlange Sligt for en storartet Løgn . 
Det er en kongelig Løgn , og den er mange 
Millioner værd . Tager I det mindre nøie , da 
kan I redde Alt , og siden gjøre hvad I vil . Struensee 
— er I kommen over den Afgrund , jeg har 
lagt , da kan I uskadt komme ovor enhver Anden 
uden Uleilighed . Kongen vil faae tusind Gange mere 

Tillid end før — han døer imidlertid , I bliver Regent 
— et cetera — alt for den samme Million . 
Viig fra mig Frister ! 
Ja eller nei ? nu bliver jeg snart kjed af det . 
Jeg vil ikke gjøre en Niddingsdaad , for at forgylde 
Din Løgn , om Du havde tusinde Liv , skal Du før 
miste dem , end jeg ffulde vanære mig . 
Strenge Hr . Joseph . I sloler paa at Potiphars 
Hnsiru ikke skal faae sit rette Navn ? 
Nidding , et Ord som dette endnu — og Du er 
dødsens . 
Lad os tale rolig om Tingen . En Minister som 
Bernstorff eller Schimmelmann vilde ganske simpelt have 
kastet mig i Fængsel . Han havde med Embedsmine 
ladet mig domme , kagstryge , kappe Hovedet af . Det 
kunde I ogsaa gjøre , hvis I ikke forraadte Jer selv 
og Dronningen , men I gjør det ikke , thi Dronningens 
Ære er Jer mere værd end alle Jordens Millioner 
— og jeg forlanger kun een eneste af dem . Hr . 
Minister vær dog rimelig . 
Hør mig , Henrici , min Sjæl er i Oprør , det er 
sandt , at jeg gruer for at see Dronningen draget ind 
i den Muddergrøft , Du har gravet med saamegen 
Snedighed ; jeg vil ogsaa gjøre hvad jeg kan , for at 
forebygge en yderligere Skandale , jeg vil , saavidt det 
lader sig gjøre , opfylde store Fordringer , men stjæle 
kan jeg ikke , det er umuligt . 
Og gifte Catharine , gaaer vel heller ikke an ? 

“ Jeg hverken kan eller vil gifte mig — 
Thi ellers vilde Hun igjen briste i Graad . 
Tie Usling . 
Naa , min gode Mand , Hvad vil I da gjøre ? 
Henrici , jeg eier Intet selv , Gud veed , at jeg har 
ført Statens Midler saa vel og nøie , at jeg reent 
har glemt mine egne Sager . Hør da , og om Du 
vidste , hvad det koster mig — jeg vil for første Gang 
begaae en Uret af Hensyn fil atforebygge en anden og større 
Uret , den mod Dronningen , der er uskyldig og bør være det . 
Nu vel , jeg vil høre Eders Forflag , kom saa frem 
dermed . 
For at frelse Uskyldigheden fra Fordærvelse og ufortjent 
Besudling , vil jeg give Dig et Embede , et Embede 
med store Indtægter , og det Halve af mit aarlige 
Gehalt vil jeg skyde fil . 
Hvad vil I gjøre mig fil ? 
Jeg rødmer ved at sige det — jeg vil gjøre Dig 
fil Raadmand . 
Raadmand ? Det er ikke meget — desuden jeg maa 
jo bort herfra — naar det skal due noget . Nei , 
Raadmand duer ikke . 
Har Du intet Hjerte , er der ikke en Streng i Dit 
Bryst , som kan anslaaes for Fornuft og Menneskelighed ? 
Tilbagekald Beskyldningen , og jeg skal nedlade 
mig til at fakke og velsigne Dig . 
I rører mig til Medynk , men Millionen maa jeg 
have enten paa den ene eller den anden Maade . 

Du fremturer endnu ? Du veed , at Dronningen er 
uskyldig og vil dog fremture i Dit Niddingsværk ? 
Godt , lad komme hvad der vil — jeg skal vise Dig , 
at jeg har Magten . Pinebænken har jeg asskaffet , 
men for Din Skyld , og til Din Forbedring skal jeg 
indføre den paany . Torturen skal nok bringe Dig til 
Betænkning siden mine Bønner og Tilbud ikke kunde 
det . Jeg selv skal dictere Dig Sandheden . Du , 
som paa engang er en Bøddel og et Menneske skal 
lære af Bøddelens Umenneskelighed at give Uskyldighed 
og Dyd sin Ret . Jeg lader Dit Kjød sønderflænge , 
ikke i Fængslet , men her i min Stue , her for mine 
Øine og naar Du ikke kan mere , skal jeg brænde og 
pine Tobby her for Dine Øine . Paa Skafottet , paa 
Steiler og Hjul skal Du komme , for af man kan see , 
hvorledes jeg sfraffer Niddinger i Danmark . 
Ved disse Ord gik Struensee med hurtige Skridt 
hen til Klokkestregen og ringede heftigt . 
Exellence , hvad gjør De ? 
Min Pligt . 
Kammertjeneren traadte ind . Han saae spørgende 
paa sin Herre . 
Hent fire haandfaste Folk herind . 
Hr . Minister , jeg tilbagefalder Alt , hvad jeg har 
sagt , skaan mig og jeg skal skaane Andre . 
Før denne Karl til Pinebænken , han er en grov 
Misdæder ! og lad Øder hurtigt komme . 
Naade , Raade , Deres Exellence , see jeg knæler , jeg 

bønfalder Dem om Naade , lad Tjeneren gaae , jeg 
skal ikke oftere bringe Dem i Vrede — befal , og jeg 
vil uden Opsigt gjøre Alt , hvad de befaler . 
Endelig ! Saa kan Du gaae , men vær tilrede , naar 
jeg kalder . 
Tjeneren , til hvem de sidste Ord vare sagde , gik 
med et langt forundret Blik , thi han havde endnu aldrig 
seet sin Herre i en saa oprørt Sindstilstand som nu . 
Da Tjeneren var gaaet , blev Henrici endnu liggende 
paa Knæ , og stammede Naade ! medens han stadigt 
skelede til Døren . 
Reis Dig ! 
Henrici adlød , men han var ikke saa veltilmode 
søm i Begyndelsen af Sammenkomsten . 
Endnu har aldrig nogen forgjæves anraabt mig om 
Naade ! sagde Strnensee med Værdighed . Jeg kjender 
imidlertid Dine Rænker , og vil hjælpe Dig i Dine 
gode Fortsæt . Du vil altsaa tilbagekalde Din Bagvaskelse , 
og tage ud over Grændsen ? 
Ja ! 
Godt , der skal nok blive sørget i Udlandet , for Dig 
og Dine . Omvend Dig , og lad Sandheden have sin 
Ret , gjør Du det , skal Du aldrig mangle . Øver skal 
sørge for Dig og Familie ; men vil Du med Din 
Slangebraad skade Nogen , der er for høit stillet for 
Din Ondskab , da veed Dig . Jeg haaber imidlertid , 
Du er fornuftig . Inden fireogtyve Timer maae Du 
være ude af Landet . Opfører Du Dig ordentlig , skal 

jeg være gød imod Dig . Gud hjælpe mig for 
Resten . 
Tak Exellence , tak ! 
Henrici trak sig med et lurende , omskabsfuldt Blik , 
langsom og krybende tilbage til Døren , men da han 
var udenfor , skar han Tæuder og munlede sagte : 
Fordømte Helvedsbrand , jeg troede , at jeg kunde imponere 
ham , nu kan jeg kun gjøre ham ulykkelig , men 
det er dog noget . 
Min Gud , min Gud . hvad er her dog at gjøre , 
sukkede Strnensee . 
Øder traadte ind og nærmede sig bekymret . 
Her maa være forefaldet noget Vigtigt . Deres Exellence , 
hvad er her dog paa Færde . 
Skrækkelige Ting , høist forfærdeligt . En Nidding 
har vovet at plette Dronningen ved løgnagtig Tale . 
Hvorledes skulle vi nu redde hende fra ond Omtale . 
Bagvaskeren er Hofcoiffeuren , en af disse Oldermænd . 
Lad ham fængsle . 
Nei , nei , saa faaer Klafferen Luft og Skadefroheden 
slaaer ud i lys Lue , Laugene ville irriteres , de troe 
paa den skjændige Bagvaskers Uskyldighed og ville forlange 
ham udleveret . 
Hvad vil De da gjøre ? 
Han har selv angivet Midlet , han maa bort fra 
Landet , hjemvises efter at have givet Dig en fuldstændig 
Erklæring . Du , redelige Øder , maa skaffe 
mig Penge til hans Reise og Underhold , jeg skammer 

mig ikke for at tilstaae Dig , at jeg selv er uden 
Midler . Skaf mig laant en 10—12 , 000 Daler , som 
jeg kan tilbagebetale med noget Visf aarligt ; giv ham 
det og sørg for , at han forsvinder saasnart han har 
skrevet Erklæringen . 
Pengene skulle staae til Tjeneste om 1 Time , endeel 
har jeg selv , Resten laaner jeg hos gode Venner , 
Guldberg maaskee . Men tilgiv , var det ikke bedre at 
ignorere , hvad slig Usling gjør og siger . 
Ellers jo , men ikke i dette Tilfælde . Der gives 
Ting , som Alle troe , netop fordi det er utroligt , og 
og naar det er interessant Sladder , troes Alt . 
Er det saa lige sandt ? 
Den farligste Sladder er den , der dreier sig om 
Toilettet ; man vil saa gjerne see sin Næste blottet , at 
en løgnagtig Fortælling derom interesserer mere end 
den alvorligste Kjendsgjerning . 
Saa vil jeg ile med at udrette , hvad De har paalagt 
mig . 
Jeg er syg — lad Audiencen hæves , bed dem 
komme igjen . 
Kan jeg forlade Dem nu ? 
Gaa kun , jeg er svag som et Barn , aldrig var jeg 
svagere . 
Bliv ikke syg , Hr , Greve — De har Styrke behov , 
De maa vise Dem med smilende Aasyn iaften . 
O , iaften , dette Hofbal , at smile , naar man er 

fortvivlet , at courtisere sine Fjenders Allierede — Øder , 
lov mig Eet . 
Hvis jeg kan ! 
Du kan det , lad Dig aldrig overtale til at blive 
Minister , vær hvad Du vil , kun ikke Magthaver , ikke 
Minister . 
Det lover jeg . Vær saa blot rolig . 

Niende Kapitel . 
Sympathier . 
Struensee kastede sig ned i sin Stol , skjulte sit Ansigt 
i sine Hænder og blev længe siddende saaledes , 
idet han sagde hviskede : 
Det skal , det maa blive anderledes . 
En svag , umærkelig Raslen af en Silkekjole lød i 
Værelset , men den bedrøvede Mand lagde ikke Mærke 
dertil . 
Det var Dronningen , der kom for at consulere 
ham . 
Da hun saae ham i denne Stilling , betragtede 
hun ham med spændt , bekymret Mine og spurgte sig 
selv : 
Er han syg , eller hvad feiler ham — gid jeg 
kunde hjælpe ham , dog nei , ingen Svaghed — han 
har kastet Handsken — velan , lad os være Fjender , 
saa har jeg da ikke en eneste Ven mere ved dette Hos . 
Excellence ! 
Struensee sprang op , men de sidste Ord , der var 

gledet over hans Læber , medens han troede sig ene , 
var de fo Ord : ulykkelig Kjærlighed . 
Min Svigermoders Ord , sukkede Dronningen sagte , 
saa er Gaaden løst — altsaa en virkelig Fjende , nu 
vel , han skal træffe mig paa Krigsfod . 
Min naadigske Dronning , De her ? 
Tab ikke Fatningen , Hr . Greve , det er kun mig — 
De ventede maaskee Andre ? 
Deres Majestæt , jeg ventede Ingen , thi jeg er meget 
lidende . 
Det glæder mig . 
Hvorledes , Deres Majestæt glæder sig ? 
Har man ikke Grund til at glæde sig over sine 
Fjenders Lidelser ? 
Saa Deres Majestæt troer , at jeg ikke er Deres 
hengivne Tjener ? 
Jeg veed , hvad De vil sige , jeg har ingen Ret til 
at blande mig i Deres private og geheime Sager . 
Det er sandt , det er heller ikke derfor , jeg ulejliger 
Dem med min Nærværelse . Jeg kunde dog maaskee 
med et Skin af Ret beklage mig over Mangel paa 
Hensyn og Ærbødighed — forsvar Dem ikke , det er 
forgjæves . Jeg undskylder Dem , Deres mange Forretninger 
levne Dem ikke Tid , hvad Magt ligger der 
ogsaa paa mig , paa os og vort kongelige Huus , og 
jeg maa overlade Dem og Deres af Alle høiroste 
Takt at gjøre , hvad der er passende — om De forresten 
finder , at en næsten meer end fjendtlig Kulde 

er passende imod den regjerende Dronning , men een 
Ting veed og kjender jeg , og det er min Rettighed 
som Moder , min Værdighed som Thronens Bisidderske , 
og den har De traadt for nær , min Herre . 
Naadigske Dronning ! 
Dronning er jeg , Hr . Minister , men jeg er ikke 
naadig , mindsk mod Dem . Deres Ligegyldighed seer 
jeg paa med Ringeagt , men hvormed fortjener jeg , at 
De lader Deres Vrede gaae ud over min stakkels Søn , 
min Frederik , et uskyldigt Barn , skal han undgjælde , 
fordi hans Moder har paadraget skg Hr . Excellencens 
Mishag ? 
Deres Majestæt bedrøver mig og gjør mig Uret ! 
Uret — o gid det var saa — men desværre . 
Hvorover klager min naadige Dronning , jeg aner 
ikke Grunden til flige unaadige Mringer ! 
Det skal jeg sige Dem , Hr . Greve , jeg har taget 
feil af Dem . Dengang Kongen , min Gemal , udnævnte 
Dem til Cabinetsminister , burde han have fritaget 
Dem for at være Kronprinsens Hovmester . 
Det er min høie Dronnings Mening ? 
Dengang takkede jeg ham i min Forblindelse , jeg 
troer endog jeg takkede Dem , Hr . Greve , mest nu behandler 
De Frederik som en Bondes Barn , ikke som 
en født Thronarving . De befaler , at han skal gaae 
med bare Been i streng Kulde , tyndt klædt i haard 
Frost . Daglig maa han springe i et Toug som Soldaterbørnene og lære med Nøiagtighed 2 store Penser , 

imorges har De ladet ham vente 2 Timer med sin 
tarvelige Frokost , fordi han havde glemt hvormange 
Miil der er til Norge . Min Hr . Greve , De er baade 
haard og grusom . 
Hvis min undersaatlige Ærbødighed , høie Dronning , 
skal kaldes Kulde , saa er jeg strafskyldig og 
trænger i saa Henseende til Tugtelse eller til Ovcrbæreise , 
men jeg maa forsikkre paa det Helligste , at Deres 
Majestæt ikke desmindre ikke har en mere hengiven 
Person ved Hoffet end netop Deres ringe Tjener . 
Jeg foruretter Dem altsaa , Hr . Greve . 
Ja , Deres Majestæt , og jeg er Himlen taknemlig 
derfor . Gud veed , om jeg elsker Kronprindsen af al 
min Sjæl , men netop fordi jeg elsker ham , netop 
fordi han er min Konges og min dyrebare Dronnings 
Søn og to Rigers Arving , maa jeg uddanne ham til 
en Mand , stærk paa Legeme og Sjæl . Jeg bør være 
streng , min Dronning , for at Prindsen ikke skal blive , 
hvad man saa let bliver ved et yppigt Hof , en dorsk , 
livsled Lediggjænger . Jeg slyrker hans Legeme og 
hans Aand ved at hærde Begge , thi den , som ikke er 
et sundt , kraftigt Menneske , kan ikke paa en sund og 
kraftig Maade regjere Menneskene . 
Fuldkommen sandt , men alt med Maade . 
Deres Majestæt tænker paa den forsinkede Frokost . 
I dette Punkt bør De imidlertid ikke dømme som 
Moder , men som Regentinde , som Dronning ; jeg har 
straffet Frederik , ikke fordi han ikke kunde sine Penser , 

men for at han itide skal indprente sig , at en vordende 
Konge altid maa vide , hvor nær et af hans 
Kongeriger er ham . Min Elev maa fremfor alt være 
nøie kjendt med de geografiske Forhold i hans Arvelande . 
Men 
de nøgne Been , Hr . Greve ? 
Jeg styrker ham ved Legemsøvelser og veed ikke af , 
at forvænne eller forkjæle ham . En Bondesøn har 
ikke mere Ret til at være sund og slærk end en Kongesøn ; 
paa hiin beroer en Families , paa denne Millioners 
Velfærd og Existents . Med Hensyn til Klædedragten 
beder jeg Deres Majestæt betænke , hvor kraftige 
og slærke Deres Landsmænd Bjergskotterne ere ; 
see hen til Clanerne , Prindsen gaaer klædt som disse , 
fordi jeg ønsker , at han som disse skal have Mod og 
Styrke og opnaae en høi Alder . Men , Deres Majestæt , 
har mine Bestræbelser mishaget Dem , har det 
vakt Deres Daddel at Barnet fra et forkjælet forknyt 
Barn er bleven en kjæk , rask , resolut Dreng , saa vil 
jeg med Smerte , da jeg seer at jeg har forspildt 
Deres Naade , renoncere paa den hæderfulde Hovmesterpost . 
Mathildes 
Strænghed var under det sidst fremførte i 
enhver Henseende formildet . Et venligt Smiil , fuld 
af Godhed , Majestæt og Ynde , foer henover hendes 
skjønne Ansigtstræk , som Solen , over en blomstrende 
Eng . Hun saae paa Ministeren med Mildhed 
og sagde : 

Nei , Struensee , der var ikke saaledes meent . De 
forstaaer saa fortræffeligt at plaidere Deres Sag , at 
jeg maa byde Dem Oprejsning i de Ord : jeg har 
taget feil . Det er kun Omhu for min Son , der leder 
Deres Handlemaade , og ikke sandt , han elsker og ærer 
Dem derfor ? 
Ja , det er sandt , det er min lykkeligste Time , naar 
han sætter sig paa mit Knæ , tager mig om Halsen og 
siger : min kjære Mester Struense . 
O , ikke sandt , saa nyder De en Forsmag paa Famileglædernæ 
— en Lykke , De jo snart skal nyde i 
Virkeligheden ? 
Et umærkeligt Suk hendøde ved disse Ord paa hendes 
Læber . 
Jeg troer dog ikke . 
Hvorfor vil De negte det — har jeg ikke hørt at 
De gifter Dem ? 
Nei , min Dronning , aldrig , aldrig . 
Ikke ? virkelig ikke ? spurgte Dronningen med straalende 
Mine , men hvorfor skulde De ikke ville gifte 
Dem ? 
Lad mig tie derom . 
Det forekommer mig døg , at Amalie er elskværdig 
og god , hun fortjener vel at blive lykkelig . 
Tilvisse , men jeg elsker hende ikke , og agter hende 
for høit til at ægte hende under slige Vilkaar . 
Ah , De elsker en Anden , maaskee en Uværdig . 
Min Dronning . 

Jeg nævner ingen , men jeg har nok bemærket , at 
der beiles til Dem , og at De ikke er uimodtagelig 
for Smægten og Sukke , selv om de stamme fra en 
ældre Høst . 
Deres Majestæt er paa Vildspor . 
I dette tilfælde ikke , o , hvor det er ynkeligt , naar 
en overmoden Coquette skikker et mandigt Hjerte i 
Brand , som en Brændestabel ved en Artilleriøvelse , 
stakkels Mænd , I ere døg kun Marionetter . 
Det kan være sandt i mange Tilfælde , men jeg 
-smigrer mig med , at det ikke er Tilfældet med mig . 
De rødmer ved at tilstaae en flig Svaghed , Hr . 
Greve , De er ingen Iisklippe — De har et Hjerte , 
ligesaavel som alle Andre , De har kun ikke Tid til at 
følge Hjertets Tilskyndelser . De er desuden Statsmand 
— den unge Pige , der vilde skatte sig lykkelig 
ved at dele Livet med Dem , bemærker De ikke , men 
da De føler noget vist Uforklarligt , saa tænker De 
Gjenstand er Gjenstand , lidt ældre eller lidt yngre , 
hvad gjør det til Sagen . 
Og saaledes dømmer De , min Dronning ? 
Har jeg maaskee Uret ? Den Angre kan jo ikke 
gjøre Cour til en Mand , men Alderen har sine Privilegier , 
en ophøiet Stilling sine store Fordele . Maaskee 
er en Kjærlighed , der ikke taaler Lyset ved sin 
Hemmelighedsfuldhed ogsaa mere tillokkende , end den 
aabenbare . 
Jeg forstaaer aldeles ikke Deres Majestæt ! 

De vil tvinge mig til af tale reent ud — nu vel , 
jeg har bemærket min Svigermoders Yndest hos Dem , 
hvarlor ikke ? De er bedre end Rankzau , jeg kan ikke 
vrage hendes Valg ; men Dem kan jeg dadle . De 
bør erindre hendes høie Stilling , og glemmer hun , 
hvad hun er sin høisalige Gemal skyldig — saa bør 
De erindre , af ved af trodse hendes Villie , ved med 
et Ord af gifte Dem med Amalie maae hun lære af 
indsee — 
Miskjend mig ikke , min Dronning ! 
Jeg veed nok , det er ikke Deres Skyld . Hun har 
forfulgt Dem med sine Gunstbeviisninger , med sine 
smægtende Venskabs- og Hengivenhedstegn i to Aar . 
Nu er De indspundet ; ved af gifte Dem , frygter De , 
af Dragen skal spye Ild , og Øe har ikke Mod til 
som en kjæk Ridder at fælde den . Har hun ikke 
søgt Leilighed til , Dag for Dag at møde Dem og 
drøge Dem til sig , for at Øe skal glemme , at Øe elskes 
af et ungt oprigtigt Hjerte , af — af en Pige 
som Amalie Thott . 
Om Øe gjør Den , som Deres Majestæt taler om , 
Uret , veed jeg ikke , men mig behandler Øe ikke retfærdigt 
i dette Fald . 
Men hvad er da Grunden er ikke , naar den det ? 
Jeg seer kun en ung Pige forsmaaet , fordi en sminket 
Levning fra Middelalderen fordunkler hende med sine 
kunstige Blomster og glimrende Diamanter . Det er 
den blide Vaarsol , der overtrumfes af Ilden fra en 

spruttende Smede-Esse , Kjærminden blegner før Blomsten 
af en Pralbønne . Jeg er i en nydelig Situation , 
thi de to fjendtlige Magter , der kæmpe om Forrangen 
eller Besiddelsen af Deres Hjerte , slaae mig meget 
nær , den ene er min ømmeste Veninde , og den anden 
— min kjærlige Svigermoder ! 
Min Dronning ! Ingen af dem . Mit Æresord , 
mit Liv sætter jeg paa , jeg elsker ikke Enkedronningen . 
Øe elsker hende ikke ? Øe sværger ved Deres Liv og 
Ære — saa maa jeg troe Dem . 
Ved disse Ord gled et lykkeligt Smiil henover Mathildes 
skjønne Ansigt . Hun rakte Struensee Haanden 
og sagde med en Inderlighed , der næsten bragte ham 
ud af Fatning , saa tilgiv min Heftighed — jeg har 
gjort Dem to Gange Uret i een Time — men , vedblev 
hun , idet en Sky atter gled hen over hendes høie 
kongelige Pande , elske gjør De dog — det har De 
heller ikke modsagt — Hvem ? Altsaa gifter De Dem 
med — med Amalie Thott ? Hvordan ? fortsatte hun 
oprømt , heller ikke hende ? De ryster paa Hovedet , 
gaadefulde Mand , Deres Hjerte er ikke koldt , disse 
Øine kunne ikke lyve , skjøndt øvede i at lystre Deres 
Herre , flamme de som Vidne om , at der skjuler sig en 
Ild , en hellig Ild i Husets Helligdom ? 
Jeg elsker Kongen , Fædrelandet . 
Ret vel , men det Slags Munkeordner existere ikke 
mere , man kan elske begge høit uden derfor at forsværge 
at gifte sig . De er utaalelig med Deres Tanshed , 

jeg troede at have Krav paa Deres Oprigtighed . 
Hvem det saa er , der er Deres Gjenstand , jeg vil vide 
det , jeg . Deres Dronning , befaler Dem at sige 
mig det . 
Det tør og skal aldrig komme over mine Læber . 
Ikke hende og ikke hende — De gifter Dem aldrig 
— Struensee , kan De see mig bede Dem forgjæves , 
lad mig være Deres Fortrolige , jeg skal ikke misbruge 
det , jeg skal gjemme det saa taus , som De — De 
trækker paa Skulderen , saa lidt Værd har jeg da i 
Deres Dine , at De nægter mig en Oplysning , der 
interesserer mig saameget ; lige taus . Beed hun det 
da ? har De nogensinde givet hende det tilkjende ? aner 
hun ikke sin Lykke , o , jeg kunde græde af Glæde paa 
hendes Vegne ; har De aldrig ved Ord , Tegn eller 
Mine gjort hende fortrolig med Deres Følelser ? 
Nei , min Dronning , thi jeg elsker ikke som Andre 
elske , jeg fordrer ingen Gjengjæld , jeg ønsker det ikke 
engang , jeg vilde blive forskrækket ved det fjerneste 
Haab — og er lykkelig ved at tilbede i ærbødig Afstand . 
Hvormeget 
ligne vi dog hinanden , Struensee . Platonisk 
Kjærlighed , ja det er ogsaa min Tro , at den er 
Jordlivets høieste Lykke . Ak , ogsaa jeg har et Hjerte , 
som ikke er lukket for Kjærligheden . Jeg kom hertil , 
endnu kun halvt et Barn , men sand Hengivenhed besjæledæ 
mig . Jeg knyttede min Skjæbne til Kongens , 
men jeg mødte kun Kulde , kun sjeldent og kun ved 

Deres Hjælp ydedes mig en Følelse , der mere var 
Godhed end af dybere Oprindelse . Ikke en Sjæl fandi 
jeg , som jeg kunde skøtte mig til , ikke et Hjerte , der 
ganske sympatiserede med mit . Min Gemal sank Dag 
for Dag ned i Apathi og Ligegyldighed , der endte med 
næsten uafbrudt Aandssvækkelse , hvoraf Lune , Vrede 
eller slærke Pirringsmidler kun af og til kunde vække 
ham . Jeg , Kongen af Englands Søster , forgudet a 
mit Folk og af alle Mine , sank derved ned til et til-f 
sideskudt Menbel , jeg blev en Fremmed ved et fremmed 
Hof . Min Svigermoder hader mig , fjendske Blikke 
møde mig overalt , thi Alle beile til hendes Gunst , 
og at vise mig Kulde og Ligegyldighed er den bedske 
Adkomst til hendes Bevaagenhed og formanende Venskab . 
Hun har Herredømmet ved Vane , ved Kunst og 
ved List . Jeg er en fremmed Fugl i et gyldent Buur , 
troer De saa ikke , at ogsaa jeg forstaaer at gjemme 
dybt , dybt herinde et Hjertes Følelser . 
Men De har en Søn , Deres Majestæt , og en elsket 
Datter , søm vil besvare Deres Hjertes Klager , De har 
en Søn , for hvem De maa vaage og være slærk — 
det er Moderpligt — glem det ikke , for ham maa De 
gjemme al Deres Kjærlighed . 
Ak , hvad kan jeg Stakkel gjøre for min Søn ? 
De kan gjøre Alt , De kan leve for ham . Tø Riger 
tilhøre ham , Sverrig fattes en Thronarving , ogsaa det 
kan snart tilfalde ham . 3 Kroner slaae endnu i det 
danske Vaaben . 

De troer paa et forenet Norden og under min Syn 
Frederik ? 
Bliv De for ham , hvad Margrethe vilde være for 
sin Søn . 
Det tillod » in Broder aldrig , og har jeg Kraft 
dertil ? 
Vi formaae ikke at flue ind i Tiden— at see Fremtiden 
i sin fulde Klarhed blev det dødelige Øie i Almindelighed 
formeent , men undertiden trænger dog et 
prophetisk Blik bag det dunkle Forhæng og trænger 
gjennem Ideen ind i det Helligste . Det hændtes mig 
undertiden , at jeg saae , hvad der vilde skee med 
Tiden . 
Og saae De Held for mig ? 
En Dronning vil beklæde Englands Throne . 
Struensee , De gjør mig ængstelig , De haaber hvad 
De ønsker , saa siig mig da , hvad ønsker De ? 
Mil Ønske og mit Maal er et kraftigt Bolværk 
mod Østens Barbari , jeg vil et stærkt og et enigt 
Norden , en mægtig Throne — Deres . 
Og De glemmer , at jeg er kun en Qvinde . 
De er Dronning , De er Moder , det vil sige Alt , 
og det er en værdig Gjenstand for Deres Kjærlighed . 
Store Mand ! I Sandhed store Mand , thi Tankens 
Storhed kan jeg beundre , om jeg endog mangler 
Kraft fil at gjennemført den . Men De har Kraft . 
De er forud for Deres Tid , gid De maa slaae fast , 
naar jeg vakler , gid De maa have Styrke , naar Modet 

svigter mig , thi drømme , beundre og henrives ved 
det Overordentlige kan jeg , men virke selv , dertil har 
jeg hverken Overlegenhed eller Styrke , men jeg har 
Dem og De er en Mand i Ordets ædleste Betydning . 
Min 
Dronning , jeg var en Mand , men nu er min 
Kraft brudt , jeg resignerer . 
De resignerer ? Gud forbyde det — umuligt ! De 
vil lade mig og Kongen ene ? priisgivne for vore Fjender ? 
De faaer mit Hjerte fil at isne . 
Da jeg kom hid , min Dronning , følte jeg mig fuld 
as Kraft og Iver . Jeg søgte ikke Magten , man gav 
mig den . Det Sindets Ligevægt , som dertil er fornøden , 
har længe fulgt mig paa min dristige Reformator-Bane ; 
ja , jeg før sige det til Dem , en forhen 
ukjendt Kraft har opretholdt og slyrket mig , saalænge 
jeg fulgte Sandhed og Retfærdighed før Gud og min 
Samvittighed . 
Det sige selv Deres Fjender . 
Men nu er Kraften brudt ; Samson mistede sin 
Styrke med sit Haar , jeg ved Tabet af mit Hjertes 
Fred . 
Sælsomt ! 
Saalænge jeg kunde sige : min Gud og min Samvittighed ! 
døm mine Tanker , mine Følelser og Idrætter , 
saalænge vare de gode Engle hos mig , men min 
Achilleshæl er her — en Stemme siger , at det forræderiske 
Hjerte ikke mere vil adlyde Fornuftens Bud , 

jeg har dømt mig selv , min egen Svaghed har fordømt 
mig — jeg er ikke mere , hvad jeg vilde være , Ideens 
feilfrie Tjener . Lad tage Sædet , hvem der vil , herinde 
er en Plet skjult før Verdens Øine , men dog en 
Plet — jeg kan ikke dømme Andres Pletter — og 
viger Dommersædet . 
Struensee ! jeg , som før var svag , føler Styrke til 
at sige Dem den fulde Sandhed . Aldrig saae jeg 
Dem slørre end netop nu i den af Dem erkjendte 
Svaghed . Den , der dømmer sig selv saa strengt og 
Andre saa mildt , er den Værdigste af dem , der er forhaanden . 
Tro mig , Gud dømmer mildt om de Kampe , 
den gode Villie kjæmper med vor Svaghed . En slørre 
Synder end De , med mere Selvtillid og mindre Genie 
vilde gribe Magten og misbruge den ; var dette ikke 
sørgeligt ? 
O , De kjender mig ikke , Deres Majestæt — Fornuften 
var min Herre hidtil ; ved den formaaede jeg at 
beherske mig selv og hver uværdig Tilbøielighed . Naar 
dens Magt er knækket , trænge Lidenskaberne frem som 
indesluttede Dyr , der bryde Burets Stænger . Der er 
ikke en Brøde eller en Last imellem Himmel og Jord , 
uden at jeg nærer den herinde , Bølgerne ere stegne ud 
over Leiet og rive den gode Villie med sig — forlang 
saa ikke , at jeg skal blive . 
Jeg kjender Dem nu saa ganske ; ikke en Tanke i 
Deres Sjæl er skjult for mig , jeg fatter og forstaaer 
Dem — og dog , saamegen Kraft har De tilbage , at 

De kan frelse en sindssvag Konge og en hjælpeløs 
Qvinde med hendes Børn fra Undergang . Hvis De 
har elsket os , saa bliv ; gjør hvad De kan , bliv og 
styrk dem , der ere svagere end De . 
Umuligt , umuligt ! 
Der udtalte De min Dom . Naar De , den kyndige 
Styrmand , forlader den synkende Baad , kan jeg ikke 
blive ; jeg ene vilde tynge mine Børn ned i den vaade 
Grav ; jeg redder mig maaskee paa en Planke til den 
Havn , hvor min Broder hersker , og overlader mine 
Børn i Himlens Varetægt . Men siig et Ord , som 
kan give mig Vished før jeg forlader Vraget : har jeg 
Lod eller Deel i den Ulykke , der ligger i at De nedlægger 
Magten ? Forklar mig , giv mig Vished , og 
aldrig skal jeg spørge mere , men siig mig kun denne 
Gang : hvem elsker De ? 
Nei , jeg tør ikke sige det , thi da var min Tanke 
deelt , og denne Gjenstand maatte skye for bestandigt fra 
min Nærhed . 
Og denne Gjenstand vilde maaskee dog være lykkeligere 
i Ulykken , end før med Uvished i Lykkens Glands . 
Struensee , jeg bønfalder Dem , jeg foretrækker Landflygfighed 
for Uvished ; siig , at jeg skal fly , hvis min 
Nærhed er Dem farlig ; min Forviisning vil da kun 
være en længe ønsket Salighed . 
O , min Dronning , Mathilde , saa fly ! 
Tak , Struense , Tak ! siig intet mere ; fra nu af kan 
jeg bære Alt . 

Caroline Mathilde forlod skyndsomst Gemakket , medens 
Struensee sank ned i en Divan , hvor han skjulte 
sit Ansigt i de sloppede Puder . Store , mægtige , vidtudstrakfe 
Jord , sukkede han , har du da ikke en Plet , 
hvor jeg uden Vidner kan give Hjertet Luft i Taarer . 

Tiende Kapitel . 
En Braadsøe . 
Ligeoverfor den Dør , ad hvilken Dronningen var 
gaaet bort , var en anden Dør , der førte til Kongens 
Gemakker . 
Det var meget sjeldent at nogen Fremmed kom ad 
denne Vei , thi Kongen besøgte ikke Struensee ofte i 
den senere Tid . Denne Indgang var imidlertid ikke 
aslaaset , deels fordi Ministeren hyppigt benyttede den , 
naar han gik til Kongen , deels fordi Grev Brandt af 
og til besøgte Struensee ad denne Vei . 
Denne Dør aabnede sig sagte og umærkelig , og en 
høi , noget fyldig Dame traadte varsomt ind og saae sig 
om med forskende Øie . 
Det var Enkedronningen . 
Juliane Marie bemærkede ikke Struensee , der med 
Hænderne for Ansigtet laae med Hovedet bøiet ned 
indenfor Divanryggen , og da hun troede sig ene iilte 
hun hmtigt med lette Fjed hen over Gobelins-Tæppet 
over til den modsatte Dyr , lagde Øret opmærksomt 

dertil , og da hendes Ansigt ligesom udtrykte Tvivl , 
aabnede hun sagte Døren og lyttede med et ubeskriveligt 
Udtryk , en Blanding af Indignation , Skadefryd 
og Triumf . 
Hun troede sig ganske ene og slog derfor harmfuld 
Dyren i efter et kort Minut . 
Struensee sprang op ved denne Lyd og saae sig 
vildt om . 
Hvorledes seer De ud , Menneske ? spurgte Juliane 
Marie forundret . 
Jeg er syg , Deres Majestæt ; hav mig undskyldt , 
jeg foler mig meget angrebet . 
De seer i Sandhed ogsaa meget angrebet ud . Vil 
De lugte til lidt Salt ? 
Nei Tak , det gaaer over . 
Skal jeg kalde paa Deres Tjener ? 
Behøvcs ikke , jeg trænger kun til Ro . 
Lad mig dog hjælpe Dem . 
Deres Majestæt maa ikke ulejlige sig , det gaaer 
strax over . 
Jeg har nogle af Dr . Hofmanns Draaber hos mig , 
tag nogle paa lidt Sukker , det gjør jeg ofte og befinder 
mig vel derved . 
Nu er det allerede bedre , jeg takker for Deres Omhu , 
nu er det meget bedre . 
Struensee gjorde en Anstregelse for af reise sig- men 
Enkedronningen iilte skyndsomst hen til ham og trykkede 
ham ned i Divanen . 

Struensee , sagde hun med blid Stemme , jeg tillader 
paa ingen Maade , af De reiser Dem . En Patient 
maa ikke overanstrenge sig . 
Jeg kan dog ikke sidde i Deres Majestæts Nærværelse . 
Naar 
jeg ønsker det , vil Øe ikke nægte det . 
Respecten forbyder mig det . 
Tal blot ikke saa formelt med en Veninde , der fager 
sig Deres Upasselighed nærmere end Øe troer . 
Min høie Dronning , Øe er altfor god , men nu er 
jeg fuldkommen restitueret . 
Excellence , bliv siddende ; vil Øe ikke sidde i min 
Nærværelse , nuvel , saa vil jeg ogsaa sidde , men der er 
Noget , jeg maa tale om , som ikke taaler Opsættelse . 
Vil Øe ikke tage nogle Draaber ? 
Paa ingen Maade ; maa jeg kun aabne et Vindue , 
den friske Luft vil gjøre mig godt . 
Lad mig da idetmindste holde Dem under Armen . 
Tusind Tak for Deres Omhu , men jeg er nu fuldkommen 
rask . 
Er Øe vis derpaa ? 
Fuldkommen vis . 
Hvorledes kom det over Dem ? 
En Svimmelhed , et pludseligt Ildebefindende ; o , 
den friske Luft gjør godt . 
Det glæder mig usigeligt ; Øe gjorde mig baade 
angst og bange . 
Formegen Ære , Majestæt ! 

Det er simpel Gjengjæld ; hvormegen Omhu viser 
ikke Øe , naar jeg er syg . Forkjøl Dem ikke . 
Nu er jeg ganske restitueret , nu er jeg ganske til 
Deres Majestæts Tjeneste . 
Tør jeg tage Dem paa Ordet ? 
Naturligvis , skjøndt jeg ventede ikke den høie Naade — 
Jeg kommer netop fra min Søn , han var i et afskyeligt Humeur idag ; kan De Intet gjøre for at opmuntre ham ? 
Jeg gjør min Flid , men Statens Sager maa passes . 
Og der er saare meget at tage vare , det har jeg 
altid sagt ; De arbeider formeget , De tager Dem før 
store Byrder paa Deres Skuldre . 
Jeg gjør saa meget , jeg formaaer . 
De overansfrenger Dem , Greve , i Sandhed , De 
overansfrenger Dem ; gid jeg turde tale ligefremt med 
Dem , ikke som Dronning med Ministeren , men som 
Veninde med Ven . 
Det er en saa stør Udmærkelse , en saa overordentlig 
Nedladenhed og Naade — 
Etiketten tilside , De er en syg Ben , sæl Dem her i 
Divanen , vi ville skaddre i al Fortrolighed sammen . 
Majestæt , lad mig kun staae . 
Nei det er nu en Grille , jeg kan ikke lide at see op 
til Dem . Sæt Dem , jeg ønsker det , saaledes ret vis 
a vis . Tør jeg nu tale ligefremt . 
Ja , Deres Majestæt , jo mere ligefremt De taler , 
desto oprigtigere kan jeg svare . 

Min Gud , De gløder jo , De har Feber , Haanden 
brænder — Struensee , jeg er bange , De er alvorlig syg . 
Jeg befinder mig vel og brænder kun af Begjærlighed 
efter at erfare , hvad Deres Majestæt ønsker at vi 
skulle tale om . 
Det er et lille Spørgsmaal , jeg vil gjøre Dem , men 
lov mig , at svare mig oprigtig . 
Kan min Dronning tvivle derom ? 
Ja kald dette Spørgsmaal hvad De vil , men det 
piner mig nu engang . Siig mig ærligt og oprigtigt : 
Hvem var det , der sidst gik ud af denne Dør ? 
Struensee blegnede og sprang op af Divanen , thi 
han var ikke fattet paa sligt et Spørgsmaal , og den 
bratte Maade , hvorpaa Enkedronningen frembragte dette , 
efter et saa langt og venligt Omsvøb , forfærdede ham 
ligesom det overvældede ham . 
Deres Majestæt ! stammede ham . 
Juliane Marie betragtede ham stift og uafbrudt og 
tilføiede med sødlig Tone den ondskabsfulde , rolige 
Bemærkning : Min Gud , forfærder et saa simpelt 
Spørgsmaal Dem i den Grad ; De seer jo ud som et 
Spøgelse . 
Diplomaten greb sig dog snart i den overraskede Situation 
og søgte nu saa godt som muligt at redressere 
Feilen . 
De har Ret , min Dronning , Spørgsmaalet er saare 
simpelt ; jeg forfærdedes kun over , at jeg et Øieblik 

troede mig at være Arrestant og drømte , at De var 
min Forhørsdommer . Vilde det ikke være forfærdeligt nok ? 
Utaknemmelige ! man ødsker Venskab paa Venskab paa 
Dem , og saa lader De En vide , at De vilde frygte 
en Venindes Dom — 
Om Forladelse , jeg har Uret ; men jeg sagde Dem , 
at jeg var syg og behøvede Rolighed . 
Den skal De faae , saasnart De har sagt mig , hvem 
det var , som flygtede nd af denne Dør et Minut før 
jeg kom . 
Min Dronning , Feberen er endnu ikke ganske gaaet 
over , thi jeg føler tilfulde , at jeg maa gjøre Vold paa 
mig selv før ikke at falde tilbage i samme Illusion , 
som før . 
Ah , De vil undvige mig . Nu , jeg skal hjælpe Dem 
saa gødt jeg kan . Det var en ung , let , svævende Fod , 
saa let og ungdommelig , at naar ikke Silkekjolens Raslen 
var hørt , vilde man troe , at det var en Sommerfugl , 
der var floiet gjennem Gangen . 
Majestæt , jeg veed ikke , hvor De vil hen ? 
Jeg vil hen til min Svigerdatter ! 
Men Veien til Hendes Majestæt Dronningen gaaer 
ikke igjennem mit Værelse . 
Ikke ? det lader dog til det , jeg skal adspørge hende 
selv . 
Ikke et Skridt videre , min Dronning ! 
Hvem vil forbyde mig det ? 

Jeg , Ministeren . 
Med hvad Ret ? 
Med den Ret , Hans Majestæt Kongen har givet . 
Har han givet Dem Ret over min Person ? 
For det Tilfælde , at De vil bibringe Kongen eller 
Dronningen en Krænkelse , ja ! 
Har De noget Skriftligt ? 
Ja ! 
Nu velan , saa benyt Deres Magt , Hr . Minister , 
jeg er kun et værgeløst Fruentimmer , De er den Mægtige , 
og jeg lader Dem herved vide — Dem alene , 
at jeg ikke vil taale nogen Rival , ihvem det end er . 
Og jeg , Hans Majestæts Minister , siger Deres Majestæt , 
at De skal taale en Rival i den regjerende 
Dronning , thi hun har ligesaa stor Adkomst til Kongens 
Hjerte som De . 
Til Kongens , ja Gud bevares , det er der jø Ingen , 
der nægter , men ikke til Deres Hjerte . 
Til mit — hvad er det , De siger — De vover at 
troe ? 
See ikke saa vred ud , jeg troer Intet — og dog — 
kjender De Jalousi ? 
Men , min Gud , det er jø en forfærdelig Supposition . 
Ja , 
paa Alles Læber er den farlig nok , men her er 
det kun en Bebreidelse , thi veres Fremgangsmaade 
imod mig i mange Tider har givet mig Grund til af 

troe , af De , naar De nu vender mig Rygger , er en 
Troløs og en Forræder . 
Deres Majestæt , glem ikke Deres høie Stilling . 
Det er Dem , der bringer mig til af glemme den . 
Hvorfor har De i to lange Aar ladet mig svæve i 
Uvished , om jeg havde noget Værd for Dem eller ikke ; 
hvorfor har De gjort mit Hjerte til en Boldt for Deres 
Luner ? Er det min Skyld , af De forstaaer af henrive 
enhver Qvinde til af glemme sin Værdighed ? 
Har ikke Catharine af Rusland følt sin Afmagt ligeoverfor 
Dem ? Nuvel , jeg har vidst , af der gaves 
Fruentimmer , hvis slørste Lykke bestod i , af saamange 
Mænd smægtede og fortvivlede for Deres Skyld — 
nu veed jeg , af der ogsaa gives saadanne Mænd . 
Hør mig , min Dronning ! 
Nei , jeg vil Intet høre ; jeg veed , af De vil sige , 
vi ere hverken hinanden lige i Rang eller Alder . O , 
jeg gjør jo heller ingen Fordringer , De har selv saa 
ofte sagt mig , af De gifter Dem aldrig , dermed var 
jeg tilfreds , jeg er nøjsom , jeg kan lade mig nøie med 
nok saa lille en Part af Deres Benskab — Deres 
Hengivenhed — men gjør med mig , hvad De vil — 
jeg taaler ikke , af Nogen bemestrer sig Dem , jeg har 
den Ældres Ret , De har drevet et Spil med mine 
Følelser , jeg indseer det Latterlige deri og kan dog ikke 
ændre det , men det kan jeg , hævne mig , hvis en Anden 
gik seilende bort , hvor jeg maa tvinge mig til Resignation 
og nøies med maaskee kun et Skin af Venskab . 

Jeg bMfalder Dem , tal ikke saaledes ; jeg beder 
Dem blot af høre mig . 
Struensee , jeg vil hør « Dem , men jeg veed , af jo 
bedre De taler , jo grusommere vil jeg finde Dem . 
Majestæt ! De veed , af en ulykkelig Kjærlighed har 
forbittret mit foregaaende Liv . De veed , af jeg aldrig 
gifter mig , af jeg nærer den dybeste Underdanighed for 
Dem og jeg vover af sige det , det sundeste Venskab 
for Dem . At Flere have yttret og tilkjendegivet mig 
noget Mere , er visselig ikke min Skyld . Jeg holder 
mit Løfte , Venskab for Alle , Kjærlighed for Ingen . 
Lad derfor det Udtalte være glemt paa begge Sider , 
intet Nag , ingen Hævn , ingen Lidenskab og mindst af 
Alt Jalousi , thi ikke blot er jeg for uværdig og ringe 
til at være Gjenstand for skigt , men jeg veed , at jeg 
Intet har gjort , der kunde berettige til at tro , at jeg 
gav Nogen slørre Part af min Hengivenhed end 
Andre . 
Giv mig Deres Haand , De er en ædel , en høihjertet 
Mand , men De kan ikke selv bedømme Virkningen 
af Deres Maade at være paa . Jeg vil troe , 
at Deres Hensigt aldrig har været at vække noget Haab 
hos Rogen , men De har desuagtet vakt et saadant 
Haab hos Forskjellige — og kan De saa forbyde Haabet 
at yttre sig ? 
Min Dronning , lad os nu afbryde her . 
Hvorfor ? fordi det er en Lettelse at give mit arme 
Hjerte Luft . Er jeg da den Eneste ? Og har De al « 

drig før hørt , at en Enke paa fyrgetyve Aar har bejamret 
sin egen Svaghed ? 
Men naar jeg nu forsikkrer Dem . 
Tal De Fornuft til et Hjerte , det Sprog forstaaer 
det ikke . 
Tal ikke saaledes , Deres Majestät , det anstaaer ikke 
en Dronning . 
Hvem har lært mig at glemme , at jeg er det ? Har 
jeg ikke itide advaret Dem at lege med et Hjerte , ja 
jeg har endog truet Dem med Hævn . Men nu , nu 
veed De altfor godt , at jeg ikke engang kan hævne 
mig , thi De har afvæbnet mig — 
Majestæt ! 
Nei , for Dem vil jeg kun være Juliane Marie , det 
jeg i Virkeligheden er — en stakkels Tilsidesat , en 
værgeløs Qvinde . Ja , Struensee , De er mere end 
grusom imod mig , thi for ikke at ægge min Hævn , 
daarede De mig med den usalige Tanke , at De følte 
en mere end almindelig Interesse og Hengivenhed for 
mig , og da jeg var fangen i dette Næt , først da kaster 
De Masten og siger : Majestæt ! der er for stor en Afstand 
imellem os . Der bør reises en Skillevæg imellem 
os . Jeg bør enten ægte eller elske en Anden . 
Min Dronning , hør mig dog . Jeg er ikke den 
Skyldige , som De troer , det er vel sandt , at jeg en 
Tid har søgt at afvæbne Deres Hævn , men — 
O , De tilstaaer det dog , og skete det ikke ved Venflabs- , 
jeg kan næsten sige ved Hengivenheds- og Kjærlighedsbeviser , 

som let egnede sig til at inddysse et 
taabeligt Kvindehjerte i indbildsfe Drømme . 
Ved min Ære , det varaldrig min Hensigt . 
Det troede jeg længe selv , men nu , hvilke Ord lod 
De dog falde før ; kunde De paa nogen føleligere Maade 
saare mig ? 
Men , min høie Dronning , De lod til at ville gjøre 
Skridt , som vare uoverlagte og kunde fremkalde et uhyggeligt 
Røre — 
Nævn De kun det rette Ord l 
Bilde det ikke have været en forfærdelig Hofsfandale , 
om Deres Majestæt var ilet til Deres høie Svigerdatter ? 
Det 
vilde det — hvis jeg havde gjort det . 
Var det ikke Deres Hensigt ? 
Ingenlunde ! 
Hvad var da Hensigten ? 
De vil vide det ? 
Ja ! 
Jeg vilde see og vide , om De elsker hende , eller 
om jeg tager feil . 
Og hvilket Resultat opnaaede min Dronning ? 
Det sørgeligste , jeg kunde naae — De nærer saa 
stor Interesse før min Svigerdatter , at De uden Betænkning 
vilde opoffre mig , dersom De kun havde Valget 
imellem os To . 
Pligten maatte tvinge mig dertil , Kongen er min 
Herre , kun ved ham har jeg Magten ihænde . Røgtede 

jeg ikke min Plads sket , ifald jeg tillod , at den regjerende 
Dronning , hans høie Gemalinde , krænkedes i hans 
eget Huus ? 
De nærer stadig slørre Interesse før hende end før 
mig , med Fløiels Handsker trykker De sledse Pilen dybere 
og dybere . 
Tiden vil mildne meget , Deres Majestæt , det smerter 
mig , at De er falden paa Tanker , som min underdanige 
Stilling forbyder mig at udtale mig om . 
Hvorfor ? naar jeg nu netop ønsker det , Struensee . 
Saa turde jeg desuagtet ikke vove det . 
Solen tør altsaa ikke vove at beskinne Jorden . 
Min Dronning , Intet om dette , Sligt tør en Undersaat 
ikke høre paa . 
Altid Undersaat og ikke Andet . De er factisk Regent , 
og jeg , det lod De mig føle før , er Deres Magt undergiven ; 
men ikke blot i denne Forstand er det mig , 
som vilde smigre mig ved at være Deles Ligemand , 
ogsaa i en anden . De elsker mig ikke ; nei , gjør ingen 
Indvendinger , De har saa godt som sagt det ; men De 
veed , at mit Liv , mine Tanker tilhører Dem . De har 
et andet , , et grusommere Herredømme over mig end nogen 
Anden . Lad os da tale om og undersøge , om det 
endnu aldrig er skeet , at en Enke , nedsteget fra Thronen , 
har rakt sin Haand til en Greve eller en Hertug . 
Majestæt , jeg bønfalder Dem . 
Jeg taler kun om et Fornuftgiftermaal , min Herre ; 

jeg er kjed af af være Enke . Giftede Erik Menveds 
Moder sig ikke med den holstenske Greve ? 
Han var Regent . 
Og De regjerer , De regjerer to Kongerier , han regjerede kun et lille Grevskab . 
Men hvortil min Dronning dette , da jeg dog ikke kan 
gifte mig ? 
Jeg vil kun motivere hvorfor jeg ønsker det . Dronningen 
hader mig ; jeg hader ikke hende , men Venskab 
kommer der aldrig imellem os , uden — — 
Uden -- -- -- -- -- - , min Dronning ? 
Uden af jeg seer , af hun ikke er min Lykkes Hindring . 
Naar jeg er Hertuginde , Deres Hustru , er hun min Souverain ; 
jeg kan da trøste mig ved een Besiddelse og 
overlade hende Riger og Lande . 
Og De vilde nøies med en Dens Hjerte ? 
Ja , Struensee , thi denne Vens Hjerte indeslutter Alt , 
hvad jeg elsker og agter paa Jorden . Hoffolkenes Spot , 
min Svigerdatters Triumf , Verdens Bemærkninger — 
Alt vilde være mig ligegyldigt ; jeg vilde nøies med 
hans Venskab , for af kunne klynge mig til hans Arm 
og sige : han har reddet mig fra Smerte , jeg har reddet 
ham fra Fald . 
Hvis De vidste , min Dronning , hvad jeg lider . 
Og jeg lider ikke ? De lider , og vil at jeg skal skaane 
Dem ; men har De skaanet mig , eller viser De mig 
endnu Skaansel ? Jeg viser Dem , at jeg vil lade mig 
nøie med en lille Afkrøg af Deres Hjerte , at De ved 

mig kan sikkre Dronningens Ro og Herredømme , Kongens 
Tryghed , Deres egen vedblivende Storhed og Indflydelse , 
og De svarer ; skaan mig , jeg lider , og ved 
at række Dem min Haand , vilde jeg lide envnu mere . 
Majestæt , De har besynderlige Tanker om mig ; jeg 
maa dog give Dem Grunde , hvis De blot vil tillade 
mig at fremføre dem . 
Tal , tal , jeg ønsker Intet hellere . 
Hvorofte har jeg ikke maattet høre , at jeg er en Parvenu , 
en Eventyrer , at jeg har forhexet Kongen , Dronningen , 
Deres Majestæt og det hele Hof . 
Og er vet ikke sandt , Struensee ? Jeg for min Del 
sværger , at det er sandt . 
De har lovet at høre mig med Rolighed . Majestæt , 
Deres Haand vilde ikke kunne frelse mig ligeoverfor 
Adelen og Folket . Jeg har været som Virtuosen , en 
ganske god Mester paa mit Instrument- men nu er mit 
Repertoire udspillet ; jeg veed , at jeg ikke i Længden 
Vil kunne gjøre min Stilling holdbar . Naar jeg nu 
om kortere eller længere Tid falder , falder jeg ene ; 
men knyttede jeg min Skjæbne til nogen Andens , vilde 
jeg rive den ned i Faldet ; med mig alene falder der 
en Mand , et System — med Andre , nøie Forbudne , 
turde maaskee et Dynastie falde . 
Det er umuligt . 
Kan De benægte Hadet imod mig ? 
Jeg nægter Intet , men jeg veed , at ved mig vilde 
De staae fast . 

Langtfra , Raseriet vilde voxe , man vilde raabe ud 
paa Gader og Stræder ; Nu er den Mægtige bleven 
almægtig , bort med Dictatoren og med alle Hans . 
Saa kjender De mig sket ; vi mangle ikke Energi , 
Haand i Haand ere vi ubetvingelige . 
Saaledes troer De , men Grunden er undergravet , 
De vil gaae over Broen med mig , kald det Had , Uvillie , 
Modløshed eller Sygdom— jeg kan , jeg tør ikke 
min Dronning ! 
Saa lad mig sørge anden Gang som Enke , fhi nu 
har jeg begravet min bedste Livsledsager : Haabet . Nei , 
De vil ikke haane mig , fordi jeg , skjøndt ældre end De 
har følt saa varmt for Dem ; maaskee troer De endnu , 
at det kun var en flygtig , en ærgjerrig Tanke , der greb 
mig , eller De tog det som en Qvindestolthed , en Triumph , 
jeg vilde opnaae . Blad da i mit Livs Bog , og 
see , om De kan sinde nogen Mødsigelse deri . Jeg har 
bMfaldet Dem og er bleven tilbagestsdt . De lider , De 
er syg siger De ? O , mindes De , da jeg var syg for 
et halvt Aar siden , da alle Læger havde opgivet mig , 
hvad var min Sygdom — Ingen , Ingen kunde helbrede 
den , jeg paakaldte Døden som en Befrielse , som 
en Udgang af al Smerte — da kom De , De , Struensee 
l — ikke stolt , som den mægtige Statsmand , 
men deeltagende , som en kjærlig Ven , som en Skriftebroder 
ved en stakkels Synderindes Leie . De saae alt 
De vidste Alt . Med Taarer i Øinene , med sittrende 
Stemme vilde De mildne det stafkels Offers faae Øieblikke , 

De havde dog ikke Hjerte til at nægte en Døende 
den sidste Barmhjertigheds Skjærv , De fremrakte Deres 
skjælvende Hænder , De lagde dem , fulde af Godhed 
og Mildhed , paa mit syge , næsten brustne Hjerte og 
spurgte : Lider De der ? Men jeg , o , De saae det 
vel — gennemsfrømmet af en ny Ild , et nyt Liv , et 
nyt Haab , svarede Dem , lykkelig for første Gang i mit 
Liv : Nei , nei , nu lider jeg ikke mere ! 
Jeg er sønderknust , min Dronning , ved at have forvoldt 
Dem Lidelser . Gid jeg med mit Liv kunde 
kjøbe Dem SindSro . 
Struensee , det kan Du , naar Dit Liv tilhører mig . 
Min Dronning — jeg har givet Dem Grunde — 
det kan aldrig skee . 
Aldrig ? Tilbagekald dette forfærdelige Ord , jeg vil 
vente , Struensee , jeg vil haabe , jeg vil fortvivle , mm 
tilbagekald et Ord , der dræber . 
Det er sagt — nigjenkaldelig sagt . 
Saa lær mig da at hade , lær mig at ssnderslide 
mig selv , lær mig at tilintetgjøre Den , der adskiller 
os . 
Hvorledes , endnu har De denne forvørpne Tanke ? 
Ja , nu mere end nogensinde — det er Hende , der 
er trængt ind i Løvindens Hule — del er Mathilde , 
der forbyder Dig at høre Fornuftens og tilladelig Kjærligheds 
Stemme , for at gölte hendes Had træder Du 
mig under Fødder , kun en Dronning kan Du værdig 
offre paa en Dronnings Altar , I ere Skyldige ! 

Afskyelige Paafund ! — Kun Helvede selv har udslynget 
flige Ord . 
Struensee , jeg veed ikke mere , hvad jeg siger , jeg er 
vanvittig , o , jeg er vanvittig over denne Haardhed . 
Min Dronning , jeg maa forlade Dem , fra nu af 
intet Ord mere . 
Min Ven , Struensee , gaae ikke , jeg vil knæle , bede 
Dig og hende om Tilgivelse — kun , forband mig ikke , 
had mig ikke ? 
Slip mig , Dronning , betænk Deres høie Stilling , 
fat Dem dog , tag for Guds Skyld Deres Haand fra 
min Hals , nu bønfalder jeg Deres Majestæt — dersom 
Nøgen kom . 
Gid Nøgen vilde komme , o , gid jeg ikke maatte see 
Dagen efter denne , men dø her — her . 
For Deres Majestæts Værdigheds Skyld — det er 
jo en Voldshandling . Tilgiv ! 
Struensee gjorde en fortvivlet Anstrængelse og rev 
sig løs . Hans Ordenskjæde blev sønderrevet i Enkedronningens 
Hænder . 
Han forlod iilsomt og i frygteligt Oprør Gemakket . 
Juliane Marie segnede livløs til Jorden . 
Ikke en Lyd hørtes i Gemakket , uden Lyden af det 
eensformige Taffeluhrs Pulsflag . Men over dette Uhr 
sad Dødens fule Beenrad , med den frygtelige Lee i 
Haanden sløttet til sit Timeglas , og over dette var 
dybt indgravet nogle latinske Ord , der , oversatte , løde : 
Tiden iler . 

En Verdenssandhed . Tiden iler ; hvergang Glasset 
vendes og Sandet fyldes i den øverste Retort , varsle 
Sandskornenes Fald , at Tiden iler , de drysse eensformigt 
ned , de travle Sandskom , hver for sig en lille 
faldende Verden . De minde om , at Intet standser 
Tidens Flugt . Det er det samme Sand , det samme 
Timeglas , men for hvert Sandskorn , der falder , udslukkes 
et Liv paa Jorden , bortflygter en Sjæl fra de 
Levendes Tal , saamegen Aand og dog kun et synkende 
Sandskorn ; selv det sidste i Glasset maa med naar 
Touren kommer , thi Tiden iler , og Standsning eller 
Opsættelse findes ikke . Ikkun Døden griner og triumpherer . 
Den venter og er sikker i sin Sag . Døden 
har ingen Hast , den iler ikke — Døden lommer tidsnok . 


Ellevte Kapitel . 
Orkanen . 
Da Juliane Marie reiste sig og saae sig om , begyndte 
Skumringen at falde paa . 
Struensee var taget bort . 
Til Hoffesten forberedte Alle sig . Kun Struensee 
kjørte som en Besat over Stok og Steen , som om han 
vilde sky Pareernes Sax . Enkedrønningen befandt sig 
endnu i Ministerens inderste Arbejdsværelse ; Kongen 
var sovet ind under Brandts Forelæsninger . Dronningen 
sad drømmende ved sine Børns Portraiter , og 
Rantzau søgte forgjæves hele Slottet rundt for at sinde 
sin Herskerinde , hvem han havde noget Vigtigt at 
melde . 
Ikkun i Ministerens Helligdom var der roligt . Enkedronningen 
havde lydløst reist sig , og udmattet , som 
hun var , havde hun ladet sig falde ned i Divanen . 
Hun sad maalløs og slirrede vildt paa de brudte Stykker 
af Ordenskjæden , som hun endnu holdt i sin Haand ; 

hun slirrede og slirrede , hun smille og hun græd , hun 
troede selv at hun var vanvittig . 
Elsker han mig virkeligt ? spurgte hun hviskende sig 
selv , jeg troer det — nei , jeg troer det ikke , jeg vilde 
slinge ham til Døde — og er nu selv — et Offer . 
Han forlod mig med Afsky og Ringeagt , mig , Juliane 
Marie , femte Frederiks Dronning . Alt , hvad han efterlod 
mig , var denne Kjæde , disse brudte Guldlænker . 
Det er din Storhed , der brast i min Haand — og 
det er min Menneskelighed , der brast med den Barnagtighed , 
jeg har seet Qvinder paa den lille Skueplads 
lide mere krampagtig end dette , og hvorfor ? — for 
at lytte til Tilskuernes Bifaldsmumlen og for at faae 
nogle ynkelige Dalere — en Maanedsgage for sin 
Uleilighed . 
Og jeg — sknlde ikke kunne græde , jamre , hulke for 
et Kongerige , for Herredømmet , for Magten ? Men 
man paastaaer , at den , der spiller Elskerroller ret naturligl , 
kommer uvilkaarligt til at elske den , med hvem 
han spiller . Godt , jeg troer , mere endnu , jeg veed 
det — og jeg ? jeg gaaer , som enhver af disse smaa 
Acteurer , rolig bjem med den , jeg er viet til , og lader 
min Elsker slyre sin Cours . Naar Comedien er ude , 
tages Sminken af , og naar Acteuren staaer i Slobrok 
og Tøfler , ligner han alle andre Dødelige — men kan 
han sove ? Bah — han kan læse paa sin Rolle til 
næste Dag — saa lukkes hans Øine tilsidst af Træthed . 
Lønnen trøster ham ; ogsaa Visheden at have 

spillet godt . Atheniensernes høieste Roes var at forfærde 
de Uforfærdede , — at faae en Skuespiller til at 
glemme , at det var Spil — ypperligt — selv at 
glemme det — herligt , græde , smile , besvime , men altid , 
som Fuglen , tilbage til samme Maal . Godt . 
Dit Lod er kastet , Struensee ; om jeg elskede Dig 
høiere end Lyset , skal Du dø , om saa jeg selv skal 
synke under Vægten . Du kjender ikke en Qvinde . 
En smilende Blomst kalder Du en Qvinde , et Legetøj 
— Sceptret er Manden , Kronen er Qvinden . Hvad 
gjør det , at hun lider ? Naar Aarsagen lider mere , er 
hendes Lidelser jo kun en Nydelse , et Haab , det sødeste 
af Alt , en Hævn . At slyrte sit Offer ned fra Klippen , 
hvilken Fryd , men at hefte ham ved en usynlig 
Snor , saa at Dødsangsten kan gjentages — — det 
kildrer Sjælen , det læger dybe Saar . Hvad lever 
Gud af ? Af sine Sjæles Lovsang — og en forsmaaet 
Qvinde lever , aander af sine Fjenders Dødsskrig . Men 
naar Svagheden nu kommer og overmand » Hævntørsten ? 
Jeg vil see paa denne brudte Kjæde — det 
vil give Kræfter . 
Grev Rankzau bankede paa Døren . Uden at røre sig 
fra Pletten , uden at give enten Tilladelse eller Lyd , 
slirrede Enkedronningen endnu bestandig paa Kjæden , 
kun paa den . 
Rankzau aabnede Døren , hun mærkede det ikke . 
Han traadte hen til sin Herskerinde ; hun forundrede 
sig ikke , hun vidste , at hendes lydige 

Slave var der , men Juliane Marie saae ikke 
op . 
Deres Majestæt , for Guds Skyld . 
Hun saae paa Kjæden og taug . 
Men hvad er dog dette ! udbrød Rankzau forfærdet . 
Det er Struensees Liv , der er gaaet itu . 
Den mægtige Mand , hvor er han ? 
Han er ikke mere — han var . 
Er han da ikke mere Kongens Minister ? 
Tosserne kalde ham saaledes , men jeg — 
Deres Majestæt ! 
Jeg siger , at han var det . 
Men forklar — 
Han er en forfærdelig Forbryder — to Dronninger 
elske ham . 
Een , mener Deres Majestæt . 
To , Rankzau , to . 
Umuligt , Majestæt ! 
Som jeg siger , Hustruen og Moderen . 
De anklager Dem selv ? 
Ja ! 
Vee os Alle ! 
Del , men ham først . 
Jeg forstaaer det ikke . 
Rankzau , De er en klog Mand , men det er Dem 
for høit . 
Skal han da bort ? 
Han skal døe . 

Fordi han elsker ? 
Fordi han elskes . 
Rankzau rystede paa Hovedet og indtøg en ventende 
Stilling . 
Juliane Marie blev længe taus . 
Endelig udbrød Rankzau frygtsomt : 
Majestæt — 
Rankzau ! 
Jeg venter Deres Majestæts Ordre . 
Man maa tage sig iagt , han er ikke rigtig død endnu . 
Der var saa megen Aand i denne Larve , at Legemet 
bevæger sig endnu i nogle Vridninger — Convulsioner , 
kun Convulsioner . 
Kom til Dem selv , min Dronning . 
Af Vane aabner han endnu engang Øinene ; han 
griber Pennen for at skrive Andres Dødsdom , men 
han aner døg at han selv er død . 
Lad os forlade dette Sted . 
Lad os give ham Naadesfsdet , 
Jeg adlyder Deres Majestæt . 
Prægtigt talt ; Adele » maa samle sig i Stilhed , de 
skal Alle med til Gravøllet . Vi maae have et lystigt 
Bal . 
Iaften ? 
Til en Dødshævn er det for tidligt . 
Jo før , jo heller . 
Du forstaaer det ikke , Rankzau ; han skal ikke myrdes , 
han skal døe . 

Jeg glæder mig dertil . 
Kjender Du denne Karl Henrici ? 
Skulde jeg ikke kjende ham ? 
En skarp Kniv , skeden til begge Sider : 
Man kan bruge ham til Alt . 
Saanær som til noget Godt . 
Struensees Fald er døg et stort Gode . 
Altid feil — det er en stor , men en nødvendig 
Ulykke . 
Min Forstand staaer stille . 
See at faae Lidt af hans Forstand . 
De gjør Dem lystig over mig , min Dronning . 
Det er fordi jeg selv er lystig . Det er en Iagt , et 
ædelt Bildt . 
Men hvad vil Kongen sige ? 
Det jeg dicterer . 
Godt I 
Bi forstaae sket ikke hinanden , Rankzau . 
Hvornaar skal det skee ? 
Tre Maaneder fra Dato . 
Det er altfor længe . 
Han er ikke moden før den Tid . 
Som Deres Majesfæt befaler , blot han ikke undsijpper 
os . 
Det skal jeg sørge for , jeg dandser med ham . 
De , Majesfæt ? 
Hvem ellers ? 

Jeg kan Ikke undvære ham , men jeg maa . Du skal 
lære mig at kjende . 
Jeg er ikke uden Frygt . 
Tag denne brustne Kjæde og gjem den vel ; naar 
Du seer mig vakle , forstaaer Du , jeg hører jo til det 
svage Kjøn , saa vis mig Kjæden . 
Og det skal være Tegnet ? 
Ja , Rankzau , skee hvad der vil — om jeg sov i 
hans Arme og Du viste mig Kjæden , skulde han døe . 
Majesfæt , jeg skal vise Kjæden i rette Tid . 
Og om jeg raabte : Hold inde , saa skal han døe , og 
om — . 
Jeg gruer , min Dronning , for denne Voldsomhed . 
Rankzau , Du skal sværge , at om jeg dækkede ham 
« ed mit Legeme , saa skal han døe . 
Vel , jeg sværger ved min Ære , han skal døe . 
Sværg en høiere Eed , Rankzau . 
Ved Kongens Liv ! 
O , en Spindelvæv mod StruenseeS ; nei , sværg 
Ved Kjæden der . 
Ved denne Kjæde sværger jeg . 
Godt , nu troer jeg Dig , nu staaer det fast . 
Lad os nn forlade dette Sted . 
Bryd D ' g ikke om mine Taarer , giv mig Din Arm ; 
spørger Nogen , da svar ikke — Ingen skal vide , at 
Juliane begræder Struensee ! 
Hun vilde reise sig , men sank hulkende ned igjen i 
Dtpanen , hvor hun blev endnu i 10 Minutter , derpaa 

sprang hun heftigt op , tørrede sine Øine , greb Rantzaus 
Arm med frygtelig Kraft , idet hun sagde : See saa , 
NU er det beseglet ! 
Min Dronning , det staaer altsaa fast ? 
Du har jo Kjæden , Rantzau — han skal døe ! 
Og uden at sige noget Mere , kastede hun et Blik 
om i Værelset og forlod ved RantzauS Arm Gemakket 
gjennem Kongens Corridor . 

Tolvte Kapitel . 
Havet i Oprør . 
Siden de sidst beskrevne Begivenheder var der indtraadt 
stor Spænding og Kulde ved Hoffet , mellem 
Enkedronningen og Arveprindsen paa den ene Side , 
Kongen , Dronningen og Struensee paa den anden . 
Juliane Marie residerede hyppig paa Fredensborg , 
og kom ikke oftere end Anstanden fordrede , ind til 
Hovedstaden . 
Struensee begik den Feil at mpde Enkedronningen 
med Kulde . Han kunde vel efter det sidst Forefaldne 
ikke med Venlighed komme Enkedronningen for Øine , 
og det kan vel forsvares , at han saameget som muligt 
søgte at forhindre , at Enkedronningen talte i Eenmm 
med Kongen , men hvad han ikke kunde forhindre var , 
at Grev Rankzau-Ascheberg , Kongens gamle Ven , kom 
til Kongen , og skjøndt denne skyldte Struensee mange 
Forbindligheder , advarede Grev Brandt døg altid 
Ministeren at tage sig iagt for denne Statsmand , der 

havde stor Indskydelse i begge de fjendtlige Leire . De « 
mægtige Minister var imidlertid trods mange Advarsler 
baade af den redelige Falkenskjold , Aber og selv af 
Ministerens egen Broder , Juslitsraad Struensee , temmelig 
tryg , at han vilde styrtes som Minister anede 
han vel , men at det var saa nær forhaanden , og at 
dette vilde skee paa saa voldsom og grusom en Maade , 
kunde Ingen faae ham til at troe . 
Enkedronningen og hele det Parti , der vilde slyrte 
Struensee , dannede nu ikke blot et tætskuttet Parti , 
men endøg en complet Sammensværgelse , og saa flet 
var Cabinetministeren betjent , at ikke en Eneste opdagede 
ham deres mørke Planer . 
Den første Wring af offentlig Uvillie viste sig ved 
den norske Gardes Opløsning og Gardisternes Hensættelse 
under forskjellige andre Regimenter . 
Garden blev ved Apellen samlet paa Slotspladsen , 
der blev Kongens Opløsningsdecret oplæst for Fronten 
først under dyb harmfuld Stilhed , dernæst under sagte 
Knurren , men d Gardisterne skulde begive sig til Caernen , 
for derfr enkeltviis at fordeles blandt de andre 
Regimenter , udbrød et formeligt Oprør i Gothersgade 
ved Exerceerhuset ; man vilde tilbage til Slottet , sagde 
man , thi det stred mod Aftalen , at Gardisterne , der 
rangerede med Armeens Underofficerer , nu skulde tjene 
som Menige og ikke turde betroes Bevogtningen af 
Hans Majesfæt Kongens Person , som man var meget 
hengiven . 

Officererne satte sig til Modværge og trak blank samt 
vilde fugtle Gardisterne til Lydighed , men Nordmændene 
afvæbnede Officererne , brød deres Kaarder itu , 
kastede dem i Rendestenen og marscherede tilbage til 
Slottet , hvor de fordrev Vagten og indtoge dens Plads . 
Omsider fik man ved gode Ord og store Løfter disse 
Mennesker beroligede , blandt andet ved at love dem 
Permission og Hjemforlov , hvormed de Fleste løde sig 
« øie . 
En betydelig Restlønning blev dem ogsaa ved denne 
Leilighed udbetalt , og dette Exempel hjalp mere end 
alle Overtalelser til at sætte ondt Blod i Holmens Matroser , 
der ligeledes havde flere Maaneders konning 
tilgode . 
Hoffet erfarede dog itide , st Matroserne ligeledes 
vilde komme en masse og begjære deres Løn , og den 
Dag , som dertil var bestemt , tog Kongen , Dronningen , 
Struensee og Majestæternes Hofstab om Morgenen ganske 
tidlig ud til Hirschholm Slot . 
Matrøserne , der vare ganske godt instruerede , lede sig 
dog ikke skræmme derved . 
Ogsaa her spillede Nordmændene en fremragende Rolle , 
thi disse Matroser vare nedkaldte til Tjeneste fra deres 
Fødested , og mange af dem laae bdgstavelig i de » for 
dem fremmede By og led Wd , fordi den dem tilkomne 
Lønning udeblev . 
Det er endnu ikke bleven godtgjort , hos hvem Feilen 
laa . Struensee har aldrig nægtet eller tilbageholdt 

nogen Soldat- eller Matroslønning . Rimeligviis var 
det et Krigspuds , som hans Fjender anvendte for at 
lægge ham endmere for Had , og for ved det Røre , som 
saadanne Petitioner i Masser maatte fremkalde , lettere 
at faae Leilighed til at faae ham slyrtet . 
Man maa vel erindre , at StruenseeS Regjering var 
et hcelt nyt System , og at det derfor gjaldt for dels 
Modstandere saa klart som muligt at bevise , at det ikke 
duede Noget , men at den gamle RegjeringSform i alle 
Henseender var mere til Folkets , Armeens » g Marinens 
Tarv . 
Havde Struensee traadt aabent og modigt frem og 
erklæret , at det Forefaldne var en begaaet Feil , der var 
ham imod , og øieblikkelig skulde blive afhjulpen , og af 
de , som vare Skyld deri , skulde blive afstraffede og 
mulkterede til Fordeel for Supplikanterne , havde det 
været godt , men Ulykken var den , af han frygtede af 
hans tydske Sprog ved en offentlig Fremtræden skulde 
skade ham eller idetmindste gjøre ham latterlig . Han 
brugte derfor Mellemmænd dertil , og disse handlede 
ikke altid i hans Faveur . 
En Stafet fra Kjøbenhavn ankom til Hirschholm ; 
man sagde endog , af den var afsendt af Guldberg , der 
sikkert ønskede af Slotsvagten skulde modsætte sig Matrosernes 
Adgang til Slottet . Hurtig lod Struensee 
Kongens og Dronningens Vogne forspænde og fulgte 
dem selv paa Iagt . Længere henne i Skoven holdt 
beredne Jægere , og der slege Majestæterne tilhest for 

af jage i de langt bortliggende Skove . Dette var 
maaskee dog kun et Paaskud for af være bevæbnede , thi 
Rygtet gik , af Hovedstaden var i Oprør , og man kunde 
da , hvis Sagen var farlig , redde sig til Kronborg og 
derfra til Sverrig eller England , hvis Faren var meget 
stor . , 
Men Sagen var ikke saa farlig , som den havde Ord 
for . 
Hovedparten af de ankommende Matroser vare kun 
de unge Udskrevne , som først vare bestemte til af afgaae 
til Algier , men som man senere synes reent at have 
glemt , og som nu dreve om for Lud og koldt Vand . 
Man vilde ikke gjøre Oprør , man vilde kun tale med 
Kongen , forelægge ham den dem skete Uret og forlange 
Nøden ashjulpen . 
Bed Udgangen af Kjøbenhavn havde den 18 Mand 
stærke Nøriepvitsvagt villet standse den hele Skare med 
fældet Bajonet , men Nordmændene havde afvæbnet 
Vagten og kastet Geværerne i Statsgraven . De vilde , 
sultne som de vare , uden Vaaben tale med Kongen , 
deres Fader , og forlange Brød , hvis de ikke kunde saae 
Lønning . Af saa fredelige Folk behøvede Hoffet ikke at 
frygte Overlast ; nogle venlige Ord og noget Mundforraad 
kunde standse den misfornøjede Masse ; men Rygtet , 
der altid lægger til og gjør en Sneeboldt til en 
Lavine , havde her overdrevet i den Grad , at Overdrivelsen 
og den derved opstaaede utidige Frygt kunde have 
havt de farligste Følger . 

En Time senere vrimlede Slotsgaarden af disse stakkels 
forurettede Mennesker , der jagttoge en priieværdig 
Orden og Rolighed , men som ledsagedes af en nysgjerrig 
og urolig Pøbelsværm , der aabenbart var ophidset 
til at gøre Optøier , Noget , Matrosernes Holdning dog 
hindrede dem i . En Officeer traadte frem paa den store 
Slotstrappe og spurgte hvad man vilde . 
Tale med Kongen I lød det med een Mund af tusinde 
Struber . 
Det er ingen Maade at komme til Kongen paa , svarede 
Officeren ; Majestæten er desuden paa Iagt . Forfoi 
Eder derfor rolig bort og lad nogle Mænd blive 
tilbage , saa skal jeg føre dem til Kongen , og de kan 
da sige EverS Mening . 
Vi ville selv tale med Kongen ! raabte Nogle . 
Er han ikke vor Fa ' er ? spurgte Andre . 
Kongen vil Eder vel , det veed jeg ! raabte Officeren , 
sig m ' g Eders Klager , og jeg lover Jer i Kongens 
Navn at de skulde blive afhjulpne . 
Det er et Ord ! Det er bravt sagt ! Kongen levet 
raabte den Ene i Munden paa den Anden . 
Med Forlov , gunstige Herre , tør jeg tale et Ord , jeg 
kjender Skaden . 
Hvem er I ? 
Jeg er en bekjendt Mand , men Navnet gjør ligemeget . 
Saa maa I henvende Eder til Hans Excellence Cabinetsministeren . 


Nei Tak , jeg lader mig ikke Wie med Kapellanen , 
naar jeg vil tale med Præsten . 
Træd tilbage , eller jeg lader Eder arrestere ! 
Os Allesammen ? Det gad jeg seet . 
Ingen Aneslenng , vi ville tale med Kongen ! 
Kongen er ikke tilstede , Hans Majestæt er gaaet paa 
Iagt . 
Godt , det er en stor Fornøielse at høre paa , men 
vi som Undersaatter ere slæbte hjemmefra , og nu ligge 
vi hernede og suge paa Labben , er det Ret ? 
Jeg kan ikke svare derpaa , men jeg skal indberette det 
til Kongen vor fælleds Herre . 
Det er godt , det skal De have Tak for ; men tør De 
bande paa , at De vi ! sige det , for vi kunne ikke vente 
længer ; Bred maae vi have , det ere vore Maver nu 
engang indrettede paa . 
Hans Excellence Geheimeministeren vil sørge for at 
De faaer Deres Ret . 
Han gjør Fanden ! han sørger nok for selv at blive 
fecd , men os glemmer han . 
Lad os holde os til Eder selv , sagde Officeren . Jeg 
skal sige Alt til Kongen ; men hvorfor henvender I Jer 
ikke til Jere Foresatte , istedetfor at komme herud ? 
Man gaaer immer den nærmeste Vei , og Kongen 
om han ogsaa ligger en hel Deel Miil borte , er dog 
den Nærmeste . Admiralen har desuden erklæret , at 
han ikke kan gjøre noget ved den Sag ; hvad skal vi , 
arme Mennesker saa gribe til ? 

Mit Æresord giver jeg paa , at Kongen skal erfare 
Alt , og jeg er vis paa at Eders Nød strax vil blive 
afhjulpen . 
Gid det var saa vel ; vi ere Kongens tro Under « 
saatter , men vi ere forurettede , haardt forurettede . 
Inden imorgen skulle I være hjulpne , det lover jeg 
Jer ; thi jeg kjender Kongens landsfaderlige Hjerte . 
Det gjør vi med , og derfor ville vi gi ' e ham et Hurra 
og gaae hjem igjen . 
Kongen leve ! 
Og dermed rungede et Hurra , som fik Slotsvinduerue 
til at ryste . Matroserne vendte rolig tilbage til Hovedstade « , 
og da de ankom udmattede , var der allerede ved 
Estafet givet Ordre til Forplcining og Udbetaling af 
Hyren . At Pøbelen fulgte rolig med til Byen falder 
af sig selv . En halv Time senere var Alt roligt paa 
Slottet , og nogle Timer efter vendte ve kongelige Herskaber 
med Struensee og hele Jagtfølget tilbage til 
Hirschholm . 
I Kongens Cabinet samledes nu Kongen , Dronningen , 
Struensee , Brandt og Oberst Falkenskjold . Hver 
sagde sin Mening , og Kongen var ligesom Struensee 
meget bleg og altereret . Dronningen saae alvorlig , 
men ikke ulykkelig ud , Brandt var derimod Sorgløsheden 
selv og gjorde Bonmots , men Falkenskjold vilde 
at Struensee skulde tage Sagen alvorlig og revse Ophavsmændene , 
samt udrydde Sammensværgelsen . 

Hvem sammensværger sig mod min hellige Person , 
slønnede Kongen . 
Nogle magre Køer , der ville fluge Pharaos fede , 
svarede Brandt . 
Hug dem ned , yttrede Kongen . 
Det strider imod alle Slagterregler ; lad os hellere 
give dem Staldføder og røgte dem godt . 
Hr . Greve , vi maa tage Sagen alvorlig , man maae 
oprykke Ondet med Roden , meente Falkenskjold ; bør jeg 
ikke marschere med mit Regiment til Kjøbenhavn ? Hvad 
mener De , Grev Brandt ? 
Jeg mener , at man maa bære over med sultne Folk ? 
jeg har selv prøvet det paa Jagten , Sulten kan drive 
til Uderligheder ; det Første , jeg havde gjort i en Forlegenhed , 
var at spise Struensee , for han er saa deilig 
seed . 
Jeg slemmer for Mildhed , sagde Dronningen . 
Og jeg ønsker , at Admiral Rumohr afskediges . 
Til hvad Nytte ? 
For at statuere et Exempel . 
Da var det bedre at sprænge Sammelsværgelsen , sagde 
Falkenskjold . Giv mig Fuldmagt . Beringskjold , Eichstedt , 
Köhler og Rankzau-Ascheberg have Noget for ; de 
bør arresteres ; det er en komplet Sammensværgelse . 
Struensee betænkte sig og sagde : 
Nei , De seer Sammensværgelser overalt , Falkenskjold . 
Der er Misfornøjede , men ingen Sammensvorne . 

Hvis der er Sammensvorne saa staae de saa høit , 
af de ikke kunne rammes , meente Dronningen . 
Hvorfor ikke , sagde Kongen . Væk med dem , jeg er 
dem dog iveien ; Du mener det samme , Brandt ? 
Deres Majestæt , jeg mener skel ingen Ting — dog 
jo , jeg kunde have Lyst til af være Deres Fader . 
Ja saa , hvorfor det , Brandt ? 
Fordi jeg er ligesaa graadig efter en Hertugtitel , som 
Deres naadige Fru Moder efter en Mand . 
Saa er Du jo en rem Slughals , sagde Kongen og 
kneb Brandt i Ørene . 
Et Øieblik efter trak Kongen Brandt i Næsen og 
raabte : 
Jeg har det ! 
Kongen faaer en Næse , bliver han saaledes ved , mumlede 
Brandt misfornøiet . 
Kongen gned sig op af Armen og sagde . 
Vi kan styrte Sammensværgelsen paa en nem Maade , 
naar jeg abdicerer . 
Gud frie oS ! udbrød Dronningen , Struensee og Falkenskjold 
paa eengang . 
Det var et herligt Indfald ! Hvad vilde Deres Majestæt 
saa gribe til ? 
Jeg vilde sættes paa Pension og leve som Privatmand . 
Det 
vilde ogsaa være en privat Fornøielse ; nei , troe 
mig , Konge er det Eneste De duer til . 
Er Du grov , Brandt ? 

Nei Sire , det var saa fiint sagt , af der skal god Forstand 
til for at forstaae det . 
Struensee , Brandt er meget ondskabsfuld i den senere 
Tid . Du maae skaffe mig en anden Selskabsbroder , 
jeg er kjed af ham . 
Man maa holde ud , Sire , og overbære med hinandens 
Svagheder , det er gjensidig Pligt . 
Igjen ; vent til siden . 
Rumohr skal afskediges , sagde Struensee ; det er det 
Bedste , for at dæmpe Stemningen . 
Det er halve Forholdsregler , sukkede Falkenskjold . 
Har vi gjort Andet i den senere Tid ? sagde Brandt . 
Derfor har vi heller ikke Alle imod os , men kun den 
største Halvpart , de Modige og de Rænkefulde . 
Vil De bruge Dæmpemidler , saa udbetal Matroserne 
6 Ugers Hyre , saa bevarer Regjeringen dog sin Værdighed 
og udøver en Naade , istedetfor at bruge Strenghed . 
Det lader sig høre , sagde Kongen , det vil jeg Struensee , 
Falkenskjold har bedre Ideer end Brandt . 
Meget rigtigt , men det er dog Altsammen paa Deres 
Majestæts Bekostning . 
Du har Ret , Pokker veed , hvor jeg faaer alle de 
mange Penge fra . 
Det er Øder og Justitsraad Struensee , der ruge dem 
ud , men hvem er det , der kagler for os Allesammen ? 
Det er Dig , Brandt , og de høirøstede Høns skulle 
først skagtes . 
Dette yttrede Kongen med en vis Bitterhed ; thi i 

den senere Tid havde Brandt i sit vrantne Lune drillet 
Kongen vel meget . 
Falkenskjold vedblev at paastaae at man maatte dæmpe 
Sammensværgelsen ved at gjøre de Sammensvorne uskadelige . 
Siden 
Ruslandsrejsen seer De altid kun Sammensvorne , 
Falkenskjold . 
Jeg har seet Folk slaae øverst den ene Dag , og slyrtet 
i den dybeste Elendighed faa Timer efter . Resoluthed 
er det eneste Redningsmiddel . Hav idetmindste Deres 
Papirer i Orden . 
Bær uden Frygt og plag mig ikke med Formaninger . 
Da troer Du vel ikke , at jeg vil formane , sagde 
Brandt , men jeg troer ogsaa , at Enkedronningen brygger 
Said for os . Skamskrifterne flyve ud om os i Du mdviis 
og det Værste er , at nogle af dem ere ret vittige , 
saaledes læste jeg førleden i Kongens Have en Indskrift 
om os To . 
Fortæl , fortæl ! raabte Kongen og gned Hænderne i 
hinanden . 
Der stod : 
Struensee og Brandt , den So , 
Fanden tae dem begge To . 
Naa , Brandt , hvad gjorde Du saa ? 
Jeg fog et Blyant og skrev nedenunder : 
Sætningen er ikke blid , 
Men den røber Kraft og Vid . 

Det er det Bedske Du endnu har sagt . 
Men nu kommer Moralen , lad os give efter . 
Nei ! svarede Struensee med Kraft , det er bedre at 
afskaffe Misbrug end at vinde et Slag ; jeg lader mig 
ikke drage bort fra mine Planer , jeg vil staae og falde 
for Statens Vel . 
Gid det , De vælger , maa være rigtigt . 
Falkenskjold anbefalede sig med disse Ord , bukkede og 
forlod Gemakket . 
Brandt fulgte ham ud og sagde til ham : Jeg er 
led og kjed af den Komedie . At være Syge ogGalevogter 
er ikke rart ; jeg længes formelig efter , at denne 
Regjering omskyrtes . 
Men er De vis paa , at komme godt derfra ? 
Bah , jeg kan Loven og Profeterne paa mine Fingre , 
jeg skal nok svare for mig . Sender man mig Døden , 
byder jeg ham en Vittighed , saa veed jeg nok , han stikker 
i at grine . 
Jeg ønsker Dem , at være ved godt Mod , sagde Oberst 
Falkenskjold , og fremtvang et krampagtigt Smiil . 

Trettende Kapitel . 
Miner lægges . 
Saaledes stode Sagerne til henimod Slutningen af 
1771 . Enkedronningen og Arveprindsen arbeidede og 
underminerede i Stilhed , men med stor Sikkerhed , og 
Grev Rantzau-Ascheberg var den ledende Tanke i Sammensværgelsen . 
Man 
paastaaer med Bestemthed , af Grev RantzauAscheberg , 
der tidligere havde været StruenseeS ivrige 
Ven og Beundrer , var lovet Kabinetsminister-Embedel , 
og af man bedrøg ham og gav det til Guldberg , ved 
hvis Bistand alene , Omvæltningen ikke kunde have været 
gjennemført . Det siges ogsaa af baade Enkedronningen 
og Arveprindsen senere vilde trække fig tilbage , men af 
de Sammensvorne holdt dem til deres Forpligtelser , 
. uden hvilket det Hele vilde have havt et aldeles oprørsk 
Præg . Men ligesom de Sammensvorne forgrenede sig 
opad i de kongelige og højadelige Kredse , saaledes fandt 
de det ogsaa nødvendigt af slaae Rødder i den lavere 

Deel af Befolkningen eller idetmindste hos en Deel af 
den . Man vandt saaledes en Viinhandler ved Navn 
Jessen , der boede i Kirkestræde . Denne Mand , der 
havde været Kammertjener hos Frederik den Femte , 
kjendte bedre end nogen Anden Slottes mange Lengange , 
Trapper og hemmelige Døre hvorved de , der skulde overrumples , 
vare redningsløs priisgivne . 
Ogsaa til af beruse og overtale kunde han være 
brugelig , og man kan derfor ikke undres over , af man 
anvendte alt muligt for af faae ham med i Complottet , 
men han vilde længe ikke deeltage deri , og satte sluttelig 
som Betingelse , af Enkedronningen og Arveprindsen , 
for hvem han havde en uhørt Hengivenhed , skulde være 
med . 
Enkedronningen og Arveprindsen holdt sig længe 
tilbage , men da de Sammensvorne , der holdt 
deres Sammenkomster i et Huus i Reverentsgade 
i Hukken , hvor der tillige var Udgang til Holmens 
Canal , ikke kunde iværksætte deres Planer uden 
ved Jessen , tiltraadte de høie Personer omsider AntiStruensee-Foreningen . 
Den 
Rolighed , som Struensee udviste , forekom dog 
baade Enkedronningen og Rantzau-Ascheberg for kunstlet 
og unaturlig . Man frygtede , af det var en Krudtmine , 
som laae skjult under Blomster og Grønt , og det var 
ialtfald fornødent af sondere Terrainet , for af erfare 
hvad Jordbunden indeholdt . 
I denne Tro bestyrkedes man ved den Omstændighed , 

af Kjøbenhavns Commandant Gude havde faaet 
strenge Ordre , og bestandig holdt Kanonerne skarpt ladte 
og vendte indad mod Byen . At iværksætte en Folkeopstand 
fandt man derfor utilraadelig . Rantzau vilde 
ikke indlade sig paa andet , end hvad der skøttede sig 
paa Kongens Autoritet . 
Der blev altsaa ikke andet end en Hofrevolution , et 
Coup de Main tilbage , og dette kunde kun udføres 
naar de , der skulde overrumples , befandt sig i den 
fuldstændigste Tryghed . Man maatte derfor ovenpaa 
det lange spændte Forhold , som havde hersket imellem 
de to Hofpartier , søge af tilveieb inge en Slags Forsoningscomedie 
for af dysse Fjenden i Søvn . 
Men dertil behøvedes megen Dygtighed og Snildhed , 
og til dette vanskelige Foretagende , paa hvis Udfald , 
hele Sagen beroede , laante Rankzau-Ascheberg Haand . 
Han gik til Struensee , foreholdt ham det Uhyggelige 
i , at Slægtninge ved samme Hof skulde staae 
fjendllige ligeoverfor hinanden , viste det Sørgelige i , 
at Broder skulde nære Kulde mod Broder , Svigermoder 
mod Svigerdatter o . s . v . 
Men er det min Skyld ? sagde Struensee , har jeg 
ikke udtømt alle Midler for at tilveiebringe et bedre 
Forhold ? 
Det skal jeg ikke bedømme , svarede Rankzau , kun 
veed jeg , at Hoffets Glands og Værd med samt Statens 
Værdighed taber i FolkelS Øine derved , og at 

Hoffet nødvendigvlis først maa være enig indbyrdes , 
førend Folket kan bistade sig roligt og tilfreds . 
Det er som talt ud af mit Hjerte ; kunde jeg tilveiebringe 
denne Enighed , vilde det være mig usigelig k ært . 
Det kan De , Excellence ! 
Gid De sagde sandt , Hr . Greve ! 
Hør mig og vredes ikke , om jeg kommer med nærgaaende 
spørgsmaal . 
Forklar Dem dog , Grev Rankzau . 
Kommer ikke en stor Deel ar Uenigheden fra et Giftermaal , 
som man ønskede De skulde indgaar med Dronningens 
Hofdame , Frøken Thott ? 
Endeel Uvenner har jeg ve ! faaet derved — men oprigtig 
talt , det er ikke Kardinalpunktet . 
Tilgiv , det er alligevel et af dem . Jeg er vis paa 
at saasnart De gjorde Skridt til at forberede et saadant 
Parti , vilde en Forsoning snart komme istand . 
Jeg kan ikke gifte mig , jeg vil det ikke . 
Men gjør blot smaa Skridt , som om De vilde det . 
Hvad foreslaaer De mig ? 
Et Mesterstykke af Statsmandskunst . 
Jeg kan ikke paatage mig at udføre et saadant Mesterstykke . 
De 
maa , Excellence , De maa . Idetmindste maa 
De komme Olie paa Vandet indtil den Hofalliance , som 
jeg strax fkal berøre , er kommen istand . 
De ønsker altsaa en virkelig Alliance ? 
Ja ! Enkedronningen ønsker ved mig eller gjennem 

mig , at have nogen Indflydelse paa StatSafsairerne , De 
optager mig for Formens Skyld i Geheimekonferensen , 
jeg skal rette mig i Alt efter Dem , saa at det kun bliver 
en Formfag . 
Dil man være tilfreds dermed ? 
Fuldelig ; det indestaaer jeg for . 
Grev Rantzau , engang rar De min Ven , o , gid jeg 
kunde see med Forsynets Klarhed , om De er mine Fjenders 
Haand , eller mine faa Venners sidste Ressource . 
Hvorledes , De tvivler , efterat jeg aabent og ærligt 
er kommen Dem imøde ? Jeg rækker Dem Haanden 
og De saarer mig . 
Undre Dem ikke , det er ikke Tvivlen om Deres Hjerte , 
det er kun Omfanget af mine Fjenders Had , der faaer 
mig til at svimle , faaer mig til at tvivle . 
Jeg beklager Dem af Hjertet , Excellence , har Deres 
før saa rigtige Dømmekraft nu tabt sit skarpe Syn , saa 
at De kan tro , at jeg vilde gaae Deres Fjender tilhaande . 
Det , 
De siger er fuldkommen sandt , jeg har tabt 
min Dømmekraft . Har De aldrig hørt , at den dristige 
Tømrer , der lagde Træet ved Taarnets Fod , med Sikkerhed 
veed der at røgte sit Kald ? Endnu , da han reiser 
sin Bygning , gaaer han mes Fasthed og Rolighed hen 
ad Husets Tagværk og Ryg , thi for ham er det det 
samme som om han gik nede paa Jorden . Men byder 
det ham at reise et Taarn , der naaer høit op over Skyerne , 
et Taarn , hvis Spir skal kunne sees over det 

ganske Land , et Taarn hvorfra Menneskene see ud som 
sorte Punkter eller som travle Myrer , see , deroppe i 
den kolde Atmosphære , hvor Aandedrættet slandser og 
Skyerne falde for det meest øvede Øie , der svimler det 
for den ellers saa drislige Tømmermand : han har kun 
een Tanke : Frygt for at falde , kun een Frygt : Tanken 
om at Nogen , Ven eller Fjende , skal støde til ham og 
hvirvle ham ned — i det forfærdelige Dyb . Raab til 
ham , han kjender ikke Deres Stemme , nærm Dem ham , 
han seer Dem ikke — han seer kun sin egen Angsts 
fordreiede Træk — og siger Du da : jeg er Din Ven , 
vil han svare : Min Den ? jeg kjender Dig ikke , bliv 
hvor Du er — Du kunde styrte mig , o , — i Afgrunden . 
Struensee ! 
med gyselig Sandhed her De skildret mig 
Deres Tanker og Følelser . En saadan Tilstand er saa 
forfærdelig , at idetmindste jeg ikke havde Mod til at 
begaae en saa afskyelig Gjerning , og endmindre at sætte 
mis selv paa en Plads , som afstedkommer saa afskyelige 
Lidelser . Lad mig da for Dem i den behørige Afstand 
forklare , hvor liden Nytte jeg kunde have af Deres Fald ; 
lad mig overbevise Dem om , at jeg fremfor Rogen er 
interesseret i Deres Vel og i Deres Dedbliven ved Regimentet . 
Maaskee De saa vil troe mig . 
Grev Rankzau , jeg er ung endnu , og Ungdommens 
Hjerte knytter sig til Livet , men kjærere end Livet vilde 
det være mig , om De var mig hengiven . — Nei , nei 

Rantzau , denne Lykke vilde være for stor , til at den 
kunde være mulig . 
Tvivl da om Alt , besynderlige Mand , tvivl om Bensiab 
og Taknemmelighed , tvivl om Troskab og om Ordsproget , 
at det er i Nøden , man skal kjende sine Venner , 
men tvivl ikke om en Statsmands Egenkjærlighed 
og Valg af det politisk Rigtige . Træd mit Hjerte og 
min Hengivenhed under Fødder , men lad min Forstand 
og min Dømmekraft vederfares Retfærdighed . 
Og vil De derved kunne overbevise mig ? 
Ja , jeg gaaer ikke fri herfra , thi enten er jeg en 
afskyelig Hykler og Forræder mod Dem og mit Fædreland , 
eller jeg miskjendes bittert og haardt af Dem . 
I forste Tilfælde er det Deres Pligt at gjøre mig uskadelig , 
i sidste , Deres Pligt at gjøre mig Dem og Staten 
nyttig . Jeg forlanger kun at sætte Dem istand til at 
dømme , hvilket er hvilket , og at handle derefter . 
Tal , jeg beder Dem , Greve , jeg ønsker at overbevises , 
men tilgiv , om jeg kommer med tusinde Indvendinger ; 
jeg har sagt Dem , det svimler for mig . 
Nuvel , saa skal De lære mig at kjende i Eet og Alt , 
hver Tanke , som jeg har eller har havt , Excellence , vil 
jeg lægge frem for Dem ; hvad jeg gjør og vil gjøre 
skal blive Dem klart , tilligemed Bevæggrundene dertil . 
Jeg hører . 
Jeg vil da begynde med mine Tanker ved Deres Ophørelse 
til Kabinetsminister . 
Ah ! 

Den første Tanke var Fortrydelse , fordi jeg troede 
mig dygtigere end De . 
Og De havde Ret , men jeg udnævnte ikke mig selv . 
d Sandt nok , men De fog imod Udnævnelsen ; var det 
ikke Brøde nok ? 
Unægtelig , svarede Struensee og smilede . 
De næste Tanker vare : Struensee vil begaae Feil 
paa Feil , Alle ville lee deraf , og jeg , som troede mig 
dygtigere end De , jeg vilde lee med og trtumphere . 
Og de lo , svar mig oprigtig , De lo af Parvenuen ? 
Oprigtigt , ja , hver Gang De fog Diplomatiens fine 
Traade i Deres kjække Haand , lo jeg og sagde til mig 
selv : han troer for Gud det er en Hestetømme . Nei , 
Qvindens Taalmod , Kattens smidige Benten og Luren 
og Passen paa det belejlige Øieblik — det har han 
ikke , sagde jeg , det forstod jeg sikkert bedre ; thi Mandens 
Raskhed og Daad er udiplomatisk , og , tilgiv , Øe 
handlede mere som e « Mand end som Diplomat . 
Struensee rakte Rantzau-Ascheberg stiltiende Haanden . 
Men jeg lo ikke , naar jeg saae Dem udføre nyttige 
Reformer ; jeg sværger Dem til ved min Ære , jeg lo 
ikke , da Øe med Genialitet og Skarpsindighed , med en 
Feltherres øvede Øie , med en ædel Regents skarpe Blik 
saae hvad der fattedes i et sandt og sundt Regimente ; 
jeg lo ikke , naar jeg saae Dem handle som en klog , 
ubøielig Reformator , da sagde jeg til mig selv , dette 
havde ikke faldet mig ind i hans Stilling ; jeg er en 

kløgtigere Diplomat end han , men han er en dygtigere 
Regent end jeg . 
Denne Tanke , Grev Rantzu , har Øe laant af mig , 
thi tusinde Gange har jeg sagt det samme til mig selv . 
Og dog har Øe kun gjort nogle faa Skridt for at 
realisere vor fælles Tanke . 
Fordi jeg frygtede , at den ikke lod sig realisere . 
Denne Frygt var ugrundet . Jeg vover at gjentage , 
at en enkelt Mand , der paa eengang besad Grev Rantzau 
Aschebergs diplomatiske Talent og Struensees geniale 
Regentegenslab , var vanskelig at finde , men en saadan 
bør dog slaae i Spidsen for to Riger som disse , hvorfor 
ventede jeg da førgjæves paa , af De bød mig Haanden 
til en Forening , til en Sammensmeltning af disse to 
nødvendige Egenskaber ; i Sandhed , jeg følte mig dybt 
krænket . 
De har Ret , det burde jeg havde gjort og det vilde 
jeg have gjort , hvis ikke — 
De havde tænkt , Diplomaten kunde overliste Regenten . 
Ja , saa tænkte jeg . De seer , af ogsaa jeg er oprigtig , 
ligesom De . 
Men ikke saa diplomatisk som jeg , thi ellers Vilde 
De have indieet , af jeg ikke kunde undvære min eneste 
Støtte . 
Skulde jeg da kunne støtte Dem mere end De mig ? 
Unægtelig , ja ; De har Majestætens Støtte , jeg ikke 
engang Enkedronningens . 
Og dog er det for hendes Indflydelse De arbeider ? 

Om Forladelse , deri maa jeg modsige Dem ; jeg 
kommer halvt i hendes Navn , men jeg arbeider kun helt 
i min egen Interesse . 
Af en Diplomat af være , driver De Oprigtigheden 
meget vidt . 
Sandt nok , men det kommer af , af jeg igrunden kun 
sidder og taler med mig selv . Vi To udgjøre forenede 
kun en fuldslændig Statsmand . Man skulde da vel 
troe , af man oprigtig tør gjøre sig selv Tingen klar . 
Altsaa , Enkedronningen vil benytte mig som en Stige , 
opad hvilken hun vil naae Magten ; har hun den , vil 
hun snart finde mig for selvstændig , for » brugelig , da 
er Guldberg Manden , han gjemmer Konseillets Nøgler 
i sin Muffe , og Hendes Majestæt gjemmer ham igjen , 
thi hun har rummelige Lommer . 
Fuldkommen sandt , hun ønsker en Tjener . 
Hun ønsker en Mand , som vil være hendes Tjener . 
Og De vil ikke tjene hende ? 
Jo , fil jeg kan sætte Foden under mit eget Bord 
Hu » skal støtte mig med sit Parti , ind fil vi ere slærke 
nok fil at staae ene . 
De feiler , Grev Rankzau , i , at det er muligt at 
overliste hende . 
Jeg feiler ikke , Naar vi udnævne hende- Creaturer , 
og gjøre hende fil Villie en halv Snees Gange , da er 
hun blindet , gjøre vi hende Complimenter , smigre vi 
hendes Ærgjerrighed , lyde vi hendes Vink , da troer 

hun i os at have trofaste Satrapper , gjør Eichstedt fil 
General , Koller fil Oberst , Beringsfjold fil Kammerherre 
— Forfængelighed gjør blind — hun vil slyrke 
vort Forbund indtil hun ikke mere kan løse det . 
Grev Rankzau , selv om jeg vilde er det umuligt , 
de er en anden hemmelig Gaade , der raader for 
Opløsningen af dette Drama . Jeg kjender Labyrinten , 
og kjender Traaden , men tro mig , denne kan lede mig 
ind — aldrig tilbage . 
Visselig , det kan den ! 
Hvordan , De kjender den ? 
Jeg aner den , Struensee — jeg maatte jo være 
blind , om jeg ikke havde seet , hvad hun neppe selv 
gjør nogen Hemmelighed af . 
For Guds Skyld — om hvem taler De ? 
Om den Ærgjerngsfe i de to Kongeriger . 
Har jeg sagt Noget ? 
Intet , giv mig blot Haanden , hvis jeg opfatter Forholdet 
ret . 
Det var jo saa døg en Tilstaaelse , 
Saa gjør intet , siig intet — min Opfattelse er døg 
rigtig . Struensee hvad vil de gjøre ? 
Rantzau , om jeg vidste det — men det er min Oval , 
— Uvished , Uklarhed , Ubestemthed . 
Vær slærk og vælg det Rette . 
Smukke Ord , men viis mig en Handling . 
Har jeg gjort andet i en heel Time ? 

Siig da kort , hvad jeg skal gjøre for at redde Staten 
— og mig . 
Elske , eller synes at elske Den , der troede sig forsmaaet , 
vise Kulde mod Den , man troede elsket , ægte 
Comtesse Thott , blive min Tvillingbroder , min Jacob , 
som jeg sælger Førstefødselsretten , og saa kan De gjøre 
ligesaa mange Dumheder , som De hidtil har truffet 
kloge Foranstaltninger , uden af en Hund vil gjse deraf . 
Jeg kan ikke — jeg kan ikke — 
Struensee , elsker De Staten , da kan De . 
Jeg elsker Staten og kan dog ikke . 
Saa slyrter De ikke blot Dem selv , men Dronningen . 
Rankzau , De kalder Dem min Ven og vover af udtale 
— 
Jeg er Deres Ven — og udtaler , hvad der er sandt . 
Undlader De af gjøre , hvad jeg har sagt , slyrter 
De Dronningen og kaster en frygtelig Mistanke paa 
hende . 
Greve ! De taler med Ministeren , med Deres Hoved 
skal De indestaae forSkulde 
jeg ikke vide det ? Hvad er desuden mit 
Hoved mod hendes Ro , Ære og Lykke — tag det — 
men det sidste Dødssuk skal dog være : Struensee ! følg 
mit Raad , eller De slyrter den reneste , ædleste blandt 
Qvinder . 
Sværg ved Guds Naade , ved Lyset , ved Deres Ære , 
af De kun tænker godt om hende . 

Ja , det sværger jeg , men jeg sværger tillige , af jeg 
troer , af De slyrter hende og Alt i Afgrunden , naar 
De ikke tager imod Fornuftens Raad . 
Hvilken Modsigelse . 
Faa De Menneskene til at være andet end en afskyelig 
Modsigelse — om Deres Fjender vidste hende 
uskyldig som Guds Moder selv — De vilde slyrte hende 
som brødefuld — og maaskee netop derfor . 
De kommer ikke herfra før De forklarer mig , om 
der er en Sammensværgelse . 
Ja Struensee — en Sammensværgelse af den farligste 
Slags , Hadets , Hævnens og Bagtalelsens . Den 
har grebet om sig saa vidt , at i det Øieblik jeg blot 
med et Ord , eller en Hovedrysten yttrede Tvivl om 
denne colossale politiske . Løgn , vilde jeg for bestandig 
være ude af Stand til at tjene Dem eller hende . Jeg 
er heldig stillet , bliver jeg ikke fældet af Dem , bliver 
jeg det uden Skaansel af Deres Modstandere . Man 
skal jo belave sig paa Alt . 
Hvad skal jeg gjøre , hvad skal jeg gjøre ? 
De skal arrestere mig , hvis De ikke troer mig , saa 
er jeg dog idetmindste sikker for Deres Fjenders Hævn , 
og jeg siger ligesom Kong David , jeg vil hellere falde 
for den , jeg kalder min Herre , end for disse Menneskers 
Hænder . 
Rantzau , denne Oval er grufuld , gaae , jeg kan ikke 
følge Deres Raad , komme hvad der vil , hvad vil De 
nu gjøre ? 

Jeg vil gaae hen til Deres Fjender og rase imod 
Dem for denne Refus , jeg vil sætte Himmel og Jord 
i Bevægelse for ' at faae Dem fjernet fra Cabinettet , 
jeg vil udruge Planer og styre Traaden i Maskineriet , 
saa ikke en Fibre skal bevæge sig uden paa mit Vink , 
— og naar saa Alt er modent , naar Dagen til den 
store Gjerning kommer , saa vil jeg sige ; Struensee , om 
en Time eller to kommer jeg og dine Fjender — frels 
Dig , om Du kan ! 
Rantzau , det vil Du gjøre , Du ' vil virkelig advare 
mig . Kom i mine Arme ! 
Struensee ! glemmer jeg mit Løfte , saa glemme Gud 
mig i min sidste Vaande . 
Min Jonathan — nu troer jeg Dig . 
Nævn mig en tro Mand — hvem skal jeg sende Dig ? 
Øder , jeg veed Ingen bedre end Øder . 
Jeg frygter for at det kan gaae Øder som det gik 
St . Peter i Fristelsens Nat . 
Brandt da ? 
Er Du vis paa Brandt ? 
Tvivler Du paa Brandt ? 
Du tvivler paa mig— og vil at jeg skal troe Brandt ? 
Hvem da ? Hvem da ? 
Den , som man staae og falde med Dig , Din egen 
Broder ! 
Lad ham være udenfor . 
Kan jeg , Hovedmanden , betroe ham mit Navn ihænde , 
saa kan Du nok fæste Lid til oS Begge . 

Gives der da sket intet Andet , end det , Du nævnte ? 
Intet sikkert , kun et Palliativ , hvorved Tingen trækkes 
i Langdrag . 
Nævn det dog . 
Viis Forsoning , gjør Stads indtil det sidste Øieblik , 
gjør Fest paa Fest , om det var Aaret rundt , skal vi 
feire Skiftetid , saa lad det skee med Sang og Klang . 
Godt , det v ' l jeg . Imorgen sender jeg Indbydelser 
til Din Leir . 
Man skal komme med smilende Ansigter , men troe 
Ingen , Ingen . 
Kun Dig ! 
Heller ikke mig , naar jeg taler er jeg Din Fjende 
— kun skriftlig , i Farens sidste Øieblik er jeg Din Ven . 
Saa vil jeg berede mig og beskikke mit Huus ! 
Gjør det , og nu Farvel , beviis os nu begge de » 
Tjeneste , naar jeg er gaaet , af befale Din Tjener , af 
nægte Dig hjemme , hvergang jeg kommer for af tale 
med Dig . 
Det skal jeg , et Favnetag , det sidste . 
Et Favnetag — Gud raade for Resten ! 
Ester denne Samtale , forlod Rantzau-Mcheberg 
Struensee med forbittret Mine og slampede i Gulvet 
af Vrede . 
For denne Herre er jeg ikke oftere tilstede , sagde 
Struensee idet han stak Hovedet ud af Døren . 
Meget vel , Deres Exellence ! 

Under intet Paaskud maa han komme ind til mig . 
Deres Exellence- Befaling skal blive adlydt . 
Den af Eder , der melder ham , skal strax afskediges . 
Vi skulle gjøre , som Excellencen befaler . 
Efter disse Ord nikkede Kabinetsministeren tilfreds , og 
trak sig tilbage . 

Fjortende Kapitel . 
Udvikling . 
Struensee fulgte , hvad den personlige Politik angik , 
det af Rantzau-Ascheberg givne Raad . Han imødekom 
ethvert af Enkedronningens rimelige Ønsker , forfremmede 
de Mænd , som hun protegerede , indbød hende i Kongens 
Navn til at unddrage sig Fredensborgs sørgelige 
Eensomhed , og at deltage i Hoffets Fester og Sammenkomster . 
I 
Førsfningen spillede Juliane Marie den Fornærmede 
og Tilbageholdne , men det laae altformeget i hendes 
Plan at residere i Kjøbenhavn og at gjøre sin Indflydelse 
gjeldende ved Hoffet , til at hun ret længe skulde 
lade sig bede . 
Hnn kom , og kom med en vis Høitidelighed , som 
en værdig Moder , der nu havde lagt Enkeslørei , og 
pligtmæssig atter traadte ind i Livet før at nyde de 
i umpher , som hendes høie Stilling , og et vist straalende 
Udseende kunde gjøre Fordring paa . 

Mod Kongen og Dronningen var hun kjerlig , næsten 
øm , mod Struensee noget tilbageholden , men dog venlig , 
men mod Brandt spillede hun snart en godmodig Raadgiverindes 
Rolle , ioet hun bad ham for alt at amusere 
sin elskede Søn , og snart gav hun ham milde Bebreidelser 
og sagde , at fordi vor Herre havde givet ham 
lidt mere Forstand end almindelige Dødelige , derfor 
behøvede han dog ikke at lade de stakkels Umyndige 
undgjelde . Vidste jeg , at De var belagt med en eller 
anden Svaghed , sagde hun , vilde jeg studere den og 
kjæle for den , thi man gaaer jo sladig i Dødsangst for 
at være Skive for deres glimrende Vittigheder . 
Det var heller ikke langt fra , at Brandt havde ladet 
sig føre bag Lyset og overliste af Enkedronningen ; han 
begyndte allerede at træde i et Slags Opposition imod 
sin Ven Struensee , og denne maatte enoog skriftlig 
henvende sig til Grev Brandt for at udjevne adskillige 
Misforstaaelse » . 
Ikkevesmindrelevede Struensee sorgløs og tilsyneladende 
rolig midt under alle disse stormfulde Omgivelser . Han 
begyndte endog at negligere Statens vigtige Forretninger 
for at hengive sig til Hoflivets Nydelser . Oftere 
maalte hans Privatsekretær opsætte paatrængende Referater 
til om Aftenen ved Sengetid , og ikke sjeldent 
faldt Struensee i Søvn midt under Læsningen , saa af 
Zoega maatte liste sig bort med sine Sager og see af 
opsætte de vigtige Forretninger til en beleiligere Tid . 

Den cneraadige Minister syntes saaledes ikke af bemærke 
den sig nærmende Fare . Stolede han paa RantzauAschebærgs 
Advarsel eller paa Enkedronningens Kjærlighed , 
eller stolede han Paa Dronningens og Engelands 
Beskyttelse ? Man veed det ikke ; men vidst er det 
han dandsede rolig hen mod Afgrunden , og Alle ere 
enige om , af han var ligesaa rolig sin Lykkes sidste 
Dag , som den sørge , da han ved Kongens Naade og 
Valg indtog sin enemægtige Stilling . 
Smaa Begivenheder have imidlertid sine store Virkninger . 
Havde 
Brandt ikke Dag for Dag tabt Terrain hos 
Kongen , kunde Sagerne maaskee , som de vare , være 
gaaede uforstyrrede i lang Tid , men Brandt var kjed 
af sin Syge- og GaleopaSserstilling hos Kongen , Kongen 
blev Dag for Dag mere ustyrlig og uomgjængelig , 
han var led og kjed af Brandt og de Vittigheder , der 
altid gik ud over ham , da ingen anden var tilstede . 
Han længtes efter af være fri og ansaae tilsidst Brandt 
som sin Fangevogter , Noget , Enkedronningens Parti 
udentvivl havde bibragt ham . 
Kongen søgte derfor forsætlig af drille og irritere 
Brandt paa enhver Maade , og denne tabte endelig 
Taalmodigheden og meente , at en gal Mand igrunden 
ikke var Andet end en gal Mand , og at en fornuftig 
og aandrig Mand ikke behøvede at underkaste sig alle 
hans Mishandlinger og Luner . 
Struensee raadede ham selv at værge for sig , og Brandt 

foretog sig endelig at sælte Haardt imod Haardt , for 
dog at indgyde Patienten Respekt . Efter længe at 
være frakteret haardt af Kongen , tog han en Dag en 
Ridepisk med sig og begav sig til Kongen , men ved Indgangen 
til Kongens Kabinet betænkte han sig dog , 
vendte tilbage og skjulte Pidsken i et i Forværelset 
staaende Klaveer . 
Kongen modtog Brandt med Ordet : Goddag Kujon ! 
Hvorfor kalder Deres Majesfæt mig i den senere Tid 
Kujon ? spurgte Brandt fornærmet . 
Det er fordi Du er en Kujon , svarede Kongen , Du 
undviger mig istedetfor at baxes med m ' g ; naar jeg 
sparker til en af mine Hunde , knurrer den , men Du er 
mere hundsk end en Hnnd , Du logrer med Halen , naar 
jeg sparker Dig . 
Det er fordi jeg kan drages til Ansvar — og det 
kan en Hnnd ikke , fordi jeg giver bidende Svar istedenfor 
at vise Tænder , og fordi jeg ikke har anden Hale 
efter mig end Kongens Skygge , der ikke engang har 
nogen sund og god Facon . 
Nei , det er ikke Grunden , thi Du er en Bulbider 
saa godt som nogen anden Hund , men Du er Kujon og 
veed , at Du ikke kan slaae Dig mod mig , fordi jeg er 
slærk . 
I Munden er De slærk nok , men ikke andre Steder , 
hverken i Haand eller Hoved ; turde jeg lukke Døren af 
og følge min Lyst , skulde jeg nok vise , at jeg ikke lader 
mig kujonere . 

Tør Du lukke dig inde med en gal Mand ? Brandt 
tør Du ? 
Af en gal Mand var det ikke saa galt sagt sagt , 
men Sagen er den , at De har en meget god Forstand , 
men De forstaaer ikke at bruge den . 
Snak Kujon ! 
See , det var nu atter galt — see saa , nu er Døren 
lukket . Hvad nu ? 
Nu er jeg Holger Danske og Du er en lille Trold , 
søm jeg vil stikke Tungen ud paa . 
Rør ikke ved Ragekniven , Hr . Holger Danske . An ! 
Det var en Kindhest , lille Trold . Hvad gjør Du 
nu ? 
Jeg holder Kjæmpen fra at gaae Bersærkergang . 
Bom , bom , bom , Kujon ! paa igjen , lad mig føle , 
af Du har Been i Dig . 
Nei , slaa vil jeg ikke , jeg vil kun holde paa Holger . 
Og jeg længes efter Oretunge , hid med den . 
Kongen stak nu Fingeren ind i Brandts Mund og 
vilde rive Tungen ud af Halsen . 
Brandt greb da Kongen om Halsen og kradsede ham 
til han gav skip . 
Bløder Du , Brandt ? 
Ja , men det er kun Oxeblod . 
Pokker heller , det er vel Æselsblod , jeg burde heller 
have taget fat i dine Ører . 
Saa har Monseigneur altsaa taget galt fat . 
Gaa og vask Dig , Du er haardt saaret . 

Nei , det er intet , men M frygter , af Deres Majestæt 
føler sig dybt saaret . 
Na nei , nu seer jeg , af Du er en heel Karl , og nu 
skal alt Nag være glemt . 
Men Deres Hals er forkradset . 
Snak bare ikke om det , jeg kan jo sige , af « i » Livpapegsie 
har hugget mig . 
Siig saa heller , af en Bavian har taget De » » m 
Halsen . 
Er D « vred endnu ? 
Rei , jeg ikke , men Kongen er det . 
Tvertimod , nu er jeg glad , fordi Du slapmmHM , 
jeg troede , af Du vilde gvæle mig , til Fordeel før 
Landet . 
Ak nei , jeg har aldrig havt nøget velgjørende G « mU , 
men jeg er tørslig , skal vi drikke Forlig ? 
Za , Kammerat , og saa drikke vi Dus . 
Saa maatte jeg nok være gal . 
Kan Du ikke tjene mig , Du skal lystre — del er 
forresten sjeldent , at del Gale kommer ovn mig , del 
er kun , naar jeg tænker paa , hvor galt jeg har baaret 
mig ad . 
O , lad oS tænke paa nøget Andet , Skaal , Majestæt . 
Min Kone leve , jeg selv leve , mine Børn — 
Og Deres bedagede Fru Moder leve . 
Ondskaben level Din Skaal , Brandt . 
Hør , Konge , var de ikke Christian den Syvende , saa 
burde De være Brandt . 

Da er jeg sket ikke saa lystig , som jeg før har været 
— før , hm — min Ungdom , min Ungdom ! 
Pokker tage alle Griller . 
Der var engang en Jæger ög en Ræv , Ræven hed 
Mikkel . 
Og Jægeren hed Christian . 
Ja ! 
Skaal Hr . Jæger ! 
Laan mig din Sax . 
Min Sax ? 
Ja , jeg skal just bruge en Rævesax . 
Til mig udentvivl ? 
Du har en skarp Lugt , en fiin Næse og luske kan 
Du ogsaa . 
Men De fik mig dog alligevel . 
Ja , men Skroget duer ikke , Bælgen er det Bedsle . 
Hvad har jeg saa nu gjort , siden jeg skal flac . eS . 
Ja , det er den forkeerte Verden , Du er Mikkel og 
det er mig d « bliver slaaet . 
Det er ikke mig , der staaer Dem . 
Nei , men Du bærer dig ad med mig som Brilleflangen 
med sit ' Offer . 
Saa ? 
Ja . 
Hvorledes da ? 
Du dysser mig i Søvn . 
Med Kjedsommelighed ? 

Nei , med Lystighed ; naar jeg engang kan komme 
til at græde som et fornuftigt Menneske , faa er jeg ikke 
gal mere . 
De er ikke gal , det er uklogt at sige det ; men hvad 
skulde De græde for ? 
Brandt , det spørger Du om ; jeg er den ferske i mit 
Land , Konge i to Riger , kan jeg regjere ? kan jeg være 
Konge ? jeg har Børn , men kan jeg være Fader ? jeg 
har en skjøn , en deilig , forførerisk Kone , men kan jeg 
være Mand ? Er det ikke til at blive gal over ! 
Det var et godt Raisonnement . Hverken Konen , 
Børnene eller Rigerne løbe fra Dem . 
Men Rigerne , Fornuften og Sundheden gjør det før 
Du ; Du er en Fritænker , en Gudsbespotter ; men har 
Du aldrig følt noget Sælsomt , naar Du læske i Biblen 
bm Nebukadnezar ? 
Hvad skulde jeg vel have følt , Svinelædcrsbindet ? 
Utydfle , tør Du give Vorherre Spydigheder ; han er 
bedre end Du og jeg tilsammen . 
Det er nok muligt , men han maa være grumme nøjsom , 
naar han er tilfreds med det . 
See , Nabukko herskede over Babylon — 
Det var den Tids Kjøbenhavn . 
Ja , førend Christianshavn blev bygget . 
Rigtig . De er en mærkværdig Geograph . 
Nok sagt , han var for hovmodig , spildte sin Ungdomskraft 
og saa sank han ned til at blive et vildt 
Dyr og aad Græs . 

Nei , det var tilforladelig^ Græskar , ^og^ ovenikjøbet 
syltede . 
Spøg Du kun ; jeg er meget langt derfra . 
Det er ikke godt at gaae fordybt i Skriften ; desuden 
kom Nabulko sig , blev karsk og munter , og saa 
gik han hen og satte sig paa Tronen og raabte Hurra . 
Du hindrer mig bestandig i at græde . Gaa ikke 
imellem mig og min Anger . 
Naar De vidste , at denne Mode er saa gammelsdagS , 
Vilde De ikke klæde Dem efter det Snit . 
Jo , jeg vilde , det er en Mode , der klæder godt til 
alle Tider ; men Taarekilden er udtørret tilligemed Livskraften . 
Herre , tilgiv oS . 
Vi vide ikke hvad vi gjøre , 
Det var et sandt Ord ; jeg kunde som Varro stampe 
i Jorden og sige : giv mig mine unge Dage og mi « 
Sundhed igjen . 
Og faa begyndte vi forfra . 
Nei , Brandt , Verden er galt indrettet : naar mas 
har faaet en drøi Lektion , seer man altid , at det er for 
seent at gjøre det om igjen ; kunde jeg nu begynde forfra , 
vilde jeg handle fornuftigt . 
Det siger man altid . Har man da ikke nydt Livet ? 
Nei , jeg har misbrugt det , og det piner mig ; thi 
jeg er Gudskcelov ikke altid fra det . Jeg fik Livet for 
at være Souverain . 
Og er det endnu . 

Spot kun . Navnekonge er jeg . Veed Du , hvad jeg 
M tidt har tænkt paa ? 
Paa Souverainiteten maaskee . 
Ja , og paa Magnetnaalen . 
Raa ja , de høre jo begge til Kompasset . 
Veed du , Brandt , at 1660 , Souverainitetens Indførelse , 
var Magnetnaalen uden Misviisning . 
Ja , hvad beviser det ? 
Det beviser , at der er noget Ophøiet i denne Institution . 
Nei , 
det beviser , at selv Naturen har sine Særheder » 
Det første Aar har Souverainiteten vel ogsaa været 
uden Misviisning , men siden har den løbet aske Stregerne 
rundt . 
Du har nok selv faaet en lille Streg , Brandt . Nei , 
det beviser , at saadan vil Forsynet have at Sover-i « steten 
skal være . 
Hø , ho , tro døg ikke , Vorherre tager det saa nøie ; 
hvorfor giver han os Magten , uden for at vi skal misbruge 
den . 
Brandt nu er det nok ; Du er gal . Har vi faaet 
Tømmerne i Haanden , for at kjøre Vognen i Grøften ? 
Troer De da , at vi skulde være Dydshelte , og at 
Alt skal gaae ud af den lige Landevei . 
Naturligviis . 
Paa ingen Maade , Jorden er skabt puklet , de smukkeste 
Charakterer ere puklede . 
Og Dit Vaas er ogsaa saa puklet , at jeg kunde have 

Lyst til at varme Din Pukkel ; men det vil jeg døg sige 
Dig , at Vorherre er en retfærdig Mand . 
Man siger det , men man kan ikke bevise det . 
Fy , det var lumpent sagt . 
Vorherre har ogsaa sine Smigere , men jeg siger , han 
kan ikke udstaae Maaneflinskarle . En rask Udhaler 
har derimod noget Kjækt ved sig- Han deroppe har 
nu sin slørste Fornøielse i at filgive ; men naar vi ikke 
gjorde Volter , hvad skulde vi saa gjøre ? 
Hør Du , er det Dit Alvor , Brandt ? 
Jeg tør bande paa det . 
Morian ! 
De kalder ? 
Ja , godt , der er han . 
Morian , gaae ned i Vagten og hent to Mand og 
en Gefreider op . 
Hvmtil skulle de , vi kunne nok tømme Flaskerne alene . 
Du har revet min Hals , Brandt ; det kan jeg filgive 
Dig , men , at Du bagtaler vor Herre , det taaler 
jeg ikke , 
Hvad skal der da skee ? 
Du skal kukkelure i Slotsvagten , til Du kan Din 
Catechismus bedre , og Piberdrengen skal gjennemgaae 
Lektier med Dig . 
Det er da vel ikke Alvor . 
Jo , det er ; et Menneske , der ikke troer paa Gud , 
vil jeg ikke omgaaes med . Du er en fæl Karl , kom 
ikke igjen , førend Du kan Begyndelsesgrundene . 

Godt . Jeg bliver dernede , til jeg bliver grøn . 
Grønskolling er Du nu — bliv — 
En Pedant , ikke sandt ? 
Cn god Christen , thi Du skal ydmyge Dig . 
Det vil holde haardt . 
Morianen traadte ind og sagde , at Vagten var derude . 
Er Piberdrengen med ? 
Morianen svarede da , at det kunde han strax besørge , 
og ilede ud . 
Da han kom tilbage med Piberdrengen lod han de 
4 Mand træde ind i Gemakket . Flaskerne slode endnu 
paa Bordet ; Brandt havde reist sig og var noget ængstelig 
tilmode . 
Piberdreng l kjender Du mrg ? spurgte Kongen . 
Ja , Herre , De er Kongen . 
Godt . Hvad hedder Du ? 
Nicolai Grib , paa Befaling . - 
Kan Du Din Catechismus ? 
Min Konge , jeg er ikke stiv i den , for det er saa 
længe siden , jeg har staaet . 
Har Du Din Catechismus endnu ? 
Ja , Hrr . Konge , men den ligger hjemme paa Casernen 
ved Beenenden . 
Saa spring hjem til Casernen ved Beenenden og 
tag den , og kom strax igjen . Før nu denne Mand , 
det er Grev Brandt , ned i Vagten , og lær ham 
Catechismussen , og naar han kan den rigtig godt , thi 
han har god Forstand , saa før ham op igjen til mig . 

Jo , Majestæt l 
Min Konge , eet Ord — 
Ikke før I kan Guds Ord , Grev Brandt , jeg anbefaler 
Eder i gode Hænder , nemlig i Piberdrengms , 
lær af ham , af der gives Høg over Høg — og af en 
Mand af Aand dog maa erkjende en høiere Aand 
over fig . Marsch ! 
Denne sidste Ordre blev udraadt med en Kraft og 
en Mine , der fordrede øieblikkelig Lydighed . 
Til stor Morskab for alle Laquaierne , og især for 
Morianen , maatte Brandt nu marschere ned i SlotSarresten 
og læse CatechiSmut . 
Da Kongen var alene , gned han sine Hænder og lo 
som en Besat , men strax derefter blev han meget alvorlig . 
Han satte sig ved Bordet , tegnede i det spildte 
Fluidum forskjellige Navne , hvoriblandt tydeligt skjel » edeS 
Mathilde og Frederik ; derpaa gav han sig fil 
af græde som et Bam og blev længe siddende saaledes 
f taus Bevægelse . 
Morianen traadte ind og meldte Dronningen . 
Christian sprang glad op og ilede hende imøde . 
Men han sludsede og traadte med rynkede Øjenbryn 
hastig tilbage . 
Mathilde ! i denne Dragt ? 
Ja , min Gemal , jeg kommer fra en Ridetour . Leiret 
var saa friskt , og jeg har moret mig godt . 
Madame , det er en styg Maskeradcdragt ; man venter 

af see fin Kone , fine Børns Moder , og man seer Nøget , 
der ligner en Jægerlaps . 
Tag dog ikke det fortrydeligt op , min Christian , det 
er jo den nyeste Mode . 
Men jeg ynder ikke denne Mode , Madame k 
Saa skal jeg heller ikke bæere den oftere . 
Kongen rakte hende Haanden og sagde : 
Sæt Dem . Har De nylig seet vore Børn ? spurgte 
han efter et Øiebliks Forløb . 
Ja , jeg kommer lige fra dem . 
I denne Dragt — det gjør mig ondt . 
Tilgiv mig , jeg tænkte intet Ondt derved ; men det 
er sidste Gang , jeg bærer den . 
Godt . Hvad sagde Børnene ? 
Frederik blev bange og løb fra mig , men Augusta 
var saare glad og hoppede af Glæde . 
Det beviser , at Frederik har bedre Forstand end 
Søsteren . 
Jeg vil strax gaae hen at klæde mig om . 
Nei , Leiligheden er god , bliv ; det kan maaskee vare 
længe , inden vi tales ved saa uforstyrrede . 
Min Christian , Du er saa høitidelig . 
Ja , jeg er meget høitidelig stemt , jeg veed ikke , 
hvoraf det kommer . 
Mathilde kastede et sljaalent Blik paa Flaskerne . 
Nei , det er ikke Grunden . 
Jeg sagde Intet . 
Men dine Øine talte og dog , Mathilde , jeg bærer 

paa en Vægt — mit Liv er spilt , jeg er en Olding 
før Tiden , der er en Gift i mine Aarer , en snigende 
Gift . Med Gru erkjender jeg , at jeg har stormet mod 
min Ungdom — at jeg har øslet med min Kraft , 
— Mathilde , tilgiv mig — o , atter denne Dragt ! 
Christian , hvad gjør Dragten ; staaer ikke et Ovindehjerte 
derunder ? See ikke saa vred ud , jeg fænkte ikke 
paa at mishage Dig — og Du maa ikke gjøre Dig 
selv Bebreidelser — Du har været syg , og er sygelig 
endnu , men Sundhed er Himlens Gave ; dens Mangel 
er ikke vor Skyld . Vær derfor rolig , jeg har Intet 
at tilgive Dig . 
Undertiden forekommer det mig , at jeg mangler Ord 
for at udtrykke , hvad jeg føler og tænker , men jeg kan 
sammentrænge dem i faa Ord : Bær en Moder for 
Børnene , de have igrunden ingen Fader . 
Christian , jeg bønfalder Dig , lad saadanne mørke 
Tanker borte ; de have en Fader , Din Omhu for Dem 
beviser det . 
Du veed ikke , Du veed ikke . Saa lidt , som det 
svage Menneske kan modsætte sig Sygdom , saa lidt 
kan han modsætte sig Sindsforvildelser . Han vil — 
men føler sin Afmagt . Det er , som om han vilde 
betvinge en heftig Søvn ; han kan ikke , han kæmper 
men han overvældes . 
Men kæmper han ret for Alvor , kan han modstaae ; 
han tyer til et kjærligt Bryst , og han styrkes ; han 

sender sine Bønner op og han modstaaer , han favner 
sine Børn og han sejrer . 
Du er en from og god Kone . Saalænge Du er 
hos mig , har det ingen Nød , men — ak , hvad skal 
jeg sige Dig — det martrer mig , at Du flæber Dit 
Liv glædeløst hen . Fat ikke Ringeagt for mig , lær 
Børnene at elske mig — jeg frygter for den Tid , der 
kommer . 
Vore Fædre stolede paa ham , og bleve ikke skuffede . 
Du har iøvrigt Ret . Alt kunde jeg bære , men 
Tabet af min Aand , o Smerte , jeg bringer ikke tilbage , 
hvad jeg har modtaget . Hvad har Du gjort af det , 
jeg betroede Dig , lyder det for mig . Jeg gav Dig 
to Kongeriger , Fremmede bestyre dem ; jeg gav Dig 
Børn , de tør ikke komme til Dig , for ikke at tabe 
Agtelsen . En Hustru fik Du ; har Du bevaret og 
fortjent hendes Kjærlighed ? og den Aand , jeg gav Dig , 
den uforfalskede Aand , hvor er den , giv mig den atter . 
Christian , hold op . Fordrer Gud saameget , han , 
som tager og giver , som han vil ? Din Aand er lys 
og kraftig , og glad vil den juble fin Skaber imøde , 
naar Din Time kommer . Du har en Hustru , som 
agter , ærer og tilbeder Dig , Børn , som jeg skal lære 
det samme , og Undersaatter , der bærer Dig i Hjertet , 
forlang Intet mere , men vær tilfreds . 
Gid jeg kunde det , men stundom er jeg meget syg 
og nedtrykt . 

Det vil gaae over , naar Du tager Dig sammenøs 
styrker Dig . 
Troer Du , Mathilde ? 
Ja min Konge , min Mand og min Ven ? 
Gode Engel l 
Nei , Engel er jeg ikke — men gid vi altid maae 
forstaae hinanden og Ingen træde os imellem . 
Du mener min Moder ! 
Nei , jeg nævner Ingen . 
Du kan ikke fly hende mere end jeg . 
Men jeg skyer hende ikke , jeg nævner hende ikke 
som om hun var imod mig , tro det ikke . 
Hun er im^d os Alle , Dig , mig , Børnene . 
O , Christian , Du sammensnører Hjertet . 
Fat Dig , Mathilde ! 
Lær mig altid at være som nu . 
Hvis jeg kan , Villien har jeg . 
Christian ! 
Hold Stormen ude ! 
Hvilken Storm ? 
Man brygger paa Noget . 
Saa er det Gift til Øret . 
Nu taler Du igjen i Gaader . 
Hvilken Storm da ! 
Skal jeg fale ud ? 
Ja reent ud , at jeg kan vide det . 
Enkedronningen vil styrte Struensee . 
Hun vil ? 

Og hun er listig . 
Sandt nok ! 
Og han er vor bedste Støtte . 
Det er han . 
Hold paa ham , ellers gaaer det os Alle galt . 
Han har min Tillid , hvem tør da vove at have en 
anden Mening ? 
Hun ! 
Og jeg da — 
Du sagde selv , at hun er listig . 
Du har Ret ; men naar Du og jeg holde paa ham , 
saa saae vi ste , hvem der kan trodseos . 
Hun er rænkefuld . 
Ja , men hun er kjendt , og hvis Du ønsker det , 
forbyder jeg hende for bestandig at komme til min 
kongelige Person . 
Ak , hun trænger dog ind . 
Endnu idag skal jeg udstede en Cabinetsordre derom ; 
jeg skal dog vise , at jeg er Kongen . 
Ja , gjør det , min Christian ! 
Endnu idag , som jeg siger Dig , hvad skrive vi idag ? 
Den 15de Januar ; men imorgen kommer hun paa 
Maskeraden . 
Saa udebliver jeg ; jeg vil dog see , hvem der vil 
trodse mig . 
Enkedronningen ! meldte Morianen og aabnede Fløi - 
døren . 

Enkedronningen ilte hen til Caroline Mathilde med 
et Udraab af Glæde , trykkede hendes Haand , smilte 
moderlig venligt og kyssede hendes Kind . 
Kongen blev ved dette Optrin siddende i slum Forundring . 
Udtrykket 
i hans Ansigt forandrede sig dog snart ; 
efter et dumt , næsten fjollet Udseende , der lod i Tvivl , 
om at han vidste eller forstod hvad der foregik i hans 
Nærhed , antog hans Ansigtstræk Udtrykket as en sky Mistænksomhed , 
der atter vexlede med en vis barnagtig Trods 
eller Vrede . Han sad saaledes nogle Minulter og tog 
derpaa Tilløb , som om han vilde sige Noget , men ikke 
kunde erindre , hvad det var han vilde sige . Han rystede 
resigneret paa Hovedet , taug og stirrede fortvivlet 
til Jorden , hvorefter han hensank i en drømmende Tilstand . 
Enkedronningen , 
der altfor vel kjendte , paa hvilket 
Stadium Kongens Tankeløshed for Øieblikket befandt 
sig , benyttede Tiden til et Flanleangreb paa sin Dødsfjende 
og begyndte det med de Ord : 
Dyrebare Datter ! Det glæder mig at see Deres Majestæt 
saa straalende . Det er længe side » , at jeg har 
seet den regjerende Dronning saa henrivende , som idag ; 
i Sandhed ! De er uimodstaaelig , og jeg bønsalder Dem 
derfor om hos Hans Majestæt vor fælles Herre at understøtte 
mig i en Suplik som ligger mig meget paa 
Sinde . 
Dyrebare Fru Moder ! Min Assistance er sikkert ikke 

fornøden , thi Deres Majestæts Villie og Indsigt er 
saa mægtig og af saa overordnet Natur , at De kun 
hehøver at yttre et Ønske , for at bevæge Hans Majestæt 
til at give sit Bifald , naar De behager . 
Gid det var saa , min inderlig elskede Datter , men 
det kan døg alligevel ikke skade , at De forener Deres 
Bønner med mine . de have derved endmere Vægt . 
Tal , Deres Majestæt ! jeg længes efter at høre . 
Siden De kjender vort Hof , veed De min Datter , 
at Ondskaben bruger Sladren som Tidsfordriv , og ikke 
sjeldent benytter Løgnen som Kammertjenerinde . 
Desværre ! det veed jeg . 
Vi Herskerinder kunne harmes nok saameget derved , 
vi kunne døg ikke forbyde , at man hvisker i Krogene eller 
udenfor vor Kreds . 
Forlad mig , det trøer jeg døg , vi kunne , Mama , thi 
naar vi give de Sladrende og Lyvende saa alvorlige 
Beviser paa vor Unaade og Mishag , hvis de ei holde 
sig i Tømme , saa ville de snart lære at indsee , at de 
ere paa en gal Vei , og at kun Fornuft og Sandhed 
kunne skaffe dem vor Godhed tilbage . 
Ak , mit Barn , De taler ikke som en Kone af Erfaring ; 
men vidste De , som jeg , hvor umuligt det er at 
bortluge alt Ukrud af en Have — 
Saa vilde jeg neppe forsøge derpaa , mener Deres 
Majestæt ? 
Nei , det mener jeg just ikke saa lige , men — 
Jeg er ung og ønsker Belæring ; tal , Deres Majestæt . 

Og jeg er gammel , ikke sandt , og taler søm den 
graa Viiedom . 
Det har jeg ikke sagt . Deres Majestæt . 
Det var dog Modsætningen , Deres Majestæt . 
Lad os ikke disputere om det , Fru Moder . 
Nei , De har Ret , lad os være enige . 
Ja > 
Det baader os ogsaa bedst . 
Det er ganske min Mening . 
Lir kisn ! det er kun Maaden , hvorpaa vi hidføre 
Enigheden , hvorom vi ere uenige . 
Jeg troede sket ikke , at vi vare uenige . 
Del muligt , det skulde glæde mig , men faa maa De 
ikke blot tale derom til Kongen , men ogsaa til ham . 
Til hvilken Ham mener De ? 
Ih , til hvem Andre end til den paagældende Grev 
Struensee . 
Grev Struensee ? 
Men bliver De forskrækket , Mathilde ? 
Ingenlunde , men jeg altereres over , at De vil at 
jeg skal blande mig i Statssager . 
De kalder det ved et besynderligt Navn ; jeg troer 
dog ikke , en Statsmands egne Sager kan kaldes Statssager . 
De 
taler i Gaader ; dreier det sig om Grev Struensces 
egne Sager , saa undrer det mig , at Deres Majestæt 
og jeg skulle blande os deri . 
Naa , saa det undrer Dem . 

Ja , tilforladelig ! 
Bedske Mathilde , maa jeg tale aabent — ret en 
kamills . 
Gjerne , ret som en Moder til sit Barn . 
Det vil jeg , min Datter . Saa viid da , han er 
forelsket i en Dame her ved Hoffet . 
Ah ! 
For saavidt var Sagen jo noget nær ligegyldig , men 
nu kommer det Bærske . 
Ah , endelig ! 
Tænk Dem , man paastaaer — Sladren nemlig — 
at den Dame , han elsker , og sam nok ikke skal være 
ganske ufølsom for hans Kjærlighed , er — en gift Dame . 
Er det Sladdren , der paastaaer dette ? 
Ja , Deres Majeflæt . 
Men skulde det ikke snarere være Løgnen som er Moder 
til den smukke Opfindelse . 
O nei , Deres Majestæt , hvor kunde det falde Dem 
ind , at selv Løgnen skulde finde paa at handle saa 
» moderligt imod en — en — en gist Dame , en Dame 
med Børn , ha ha ha ! Nei , det vil dog være altfor 
puerilt . 
Jeg forstaaer sket ikke Deres Mening ; De har bedre 
Tanker om Løgnen end jeg , seer jeg ; men hvad der 
er sikkert og uigjendriveligt , er , at jeg aldeles ikke vil 
blande mig i flig Kaffesladder . 
Madame ! En Sag af saa alvorlig Natur , og som 

jeg finder nødvendig at bringe paa Bane , kan ikke nævnes 
ved dette Navn . 
Med hvad Navn vil Deres Majestæt da have , jeg 
skal nævne det ; behag at befale . 
Jeg befaler ikke , De besidder Regentens Hjerte , jeg 
bønfalder kun . 
Om hvad ? 
Om at baade Sladderen og Løgnen maa blive tilintetgjort . 
Kan 
jeg bidrage dertil , gjør jeg det gjerne . 
Naar vi to skutte Alliance , saa lykkes det . 
Lad dog for Guds Skyld høre . 
Greven maa gifte sig . 
Ja , lad ham det . 
Forstaae mig ret , vi maa Begge insistere hos Kongen 
paa , af Struensee befales , af han gifter sig . 
Men er det ikke af tage Sagen for alvorlig ? 
Sagen er saa alvorlig , som den kan være . 
Bi skulle altsaa overtale Kongen til af begaae en 
Voldshandling imod sin CabinetSminister ? 
Det er ingen Voldshandling , men en Nødvendighedshandling 
for af standse det oprørende Rygte . 
De ønskes Held til Deres Fo . etagende , men jeg vil 
ikke blande mlg i Grevens Giftermaalsaffairer . 
Af let forklarlige Grunde . 
Hvad behager ? siden Grundene ere saa lette af forklare , 
vil De saa ikke have den Naade af forklare mig 
dem ? 

Aa jo — seer De , Løgnen har ogsaa travlt ved 
denne miserable Sag . 
Ja , det er meget sandsynligt . 
Man kaster snart Mistanken paaa En og snart paa 
en Anden ; tænk Dem , hvor afskyeligt , ikke engang 
jeg er gaaet fri . 
De , Mama , o , det er umuligt , ha , ha , hal 
Finder De det saa morsomt ? 
Ja , lhi Bagvaskelsen kunde da ikke sinde paa noget 
mere Dumt , ha , ha , hal 
Jeg ml vente , til De har askeet . 
O , jeg er strax færdig , men Enhver maa jo dog 
kunne indsee , af en Kone i Deres Alder — 
Vistnok , jeg kunde jo være hans Bedstemoder . 
Eller idetmindste hans Moder , Greven er jo ikke 
neget ældre end Arveprindsen . 
Det er heller ikke fra denne Side , af Faren er stor , 
mer jeg sagde , af man gjetter snart paa Gamle , snart 
paa Unge . 
Sea , virkelig ! 
Ja , Ondskaben er oprørende . 
Afskylig ! 
Tænk got , man mumler endog om Fruit defendu 
hos en Kme i Deres Alder . 
Madam , ^aa jeg holdes ude af Diskussionen , her 
dreier det sig eun øm Andre . 
Vel , af det Antydede vil De indsee , af det er nødvendigt , 
af Gree Struensee gifter sig . 

Tal da til Kongen derom . 
De veed altfor vel , af min Magt ikke strækker til . 
Nei , der maa slørre Kræfter til , Deres til Exempel . 
Jeg blander mig ikke deri . 
Heller ikke , da De hører , hvor nødvendigt det er ? 
Nødvendigheden kan jeg oprigtigt taget ikke indsee , 
thi elsker han en gift Kone , saa kunde han jo ligesaa 
godt elske hende , naar han selv var bleven gift , og 
hvad var der saa vundet ved hele Anstrengelsen . 
Meget , saare Meget . 
Jeg for min Deel indseer det ikke . 
Tillades det ham at gifte sig , saa er Kjærligheden , som 
han siges at nære og som han skal være Gjenstand for 
ikke saa heftig , som den antages , saa er det forbudne 
Forhold dementeret , og saa er Bagvaskelsen slaaet 
til Jorden . 
Bah ! saa finder den paa noget Andet for ikke a 
være tomhændet . 
Muligt , meget muligt , men hvad den saa finder , aa 
er det mindre farligt end nu . Derfor samtyk i at oirke 
med mig . 
Jeg maa være overbeviist for at kunne samvi^e i et 
saa absurd Anliggende . 
Mathilde , føj mig , jeg fordrer det . 
Naadigste Fru Moder , jeg kan ikke og vi * ikke . 
Saa ved jeg nok , Madame i 
Deres Majestæt , hvad veed De , ford jeg ikke vil 
intriguere efter Deres Behag . 

Jeg veed saameget , som jeg behøver at vide . Det er 
Deres Ønske , at Grev Struensee ikke gifter sig . 
Hvilken Maade at udlægge Andres Tanker paa , Deres 
Majestæt har maaskee skjulte Hensigter , jeg ikke , kun det 
vil jeg sige Dem , at hvor ligegyldigt det er , om Grev 
Struensee gifter sig eller ikke , saa har jeg ikke Grund 
til at blande mig deri . 
Heller ikke om han giftede sig med — 
Heller ikke om han gistede sig med Deml 
Mathilde ! — med mig ? Ha , den Forræder ! han 
har altsaa røbet ? 
Hvad er -er , hvad er der ? spurgte Kongen forskrækket 
og hævede forvildet sit Blik , og lod det fare fra 
den ene til den anden af Dronningerne . 
Det er der . Christian ! at denne Qvinde fornærmer 
Din Møder i sit eget Slot . 
Nei , det er usandt , det er Hendes Majestæt Din 
Fru Møder , som nu i over en halv Time har overøst 
mig med fornærmelige Hentydninger . 
Om hvad , om hvad , jeg vil strax vide om hvad , 
sagde Kongen med en vis Myndighed . 
Mathilde har hentydet til Noget , som Struensee 
kun i den intimeste , meest himmelraabende Fortrolighed 
kan have røbet hende under fire Pine . 
Hører Du nu selv , Christian , det er Din Stedmoder , 
der fornærmer Din Dronning i Dit eget Huus . 
Hvad skal det betyde ? Er det for Alvor , at man 
fornærmer min Dronning ? Tal , tal ! 

Hun har fornærmet mig og beskyldt mig for , at jeg 
vilde gifte mig med Struensee . 
Nei — ikke saaledes . Det var Dem selv , der 
sagde , at Sladren havde travlt snart med at udpege 
En , snart en Anden søm Cabinetsministerens Udkaarede . 
Hun og ingen Anden har sagt , at hun selv var udpeget . 
Men 
kun han alene har kunnet sige , at jeg vilde 
gifte mig med ham . 
Det har han ikke kunnet sige , raabte Kongen , thi 
han har aldrig sagt en Usandhed . 
Han har sagt det — og han har sagt Sandhed ! 
Guds Død , er Konen bleven gal ? spurgte Kongen . 
Majestæt , ved Kongens Liv og min Sjæls Frelse , 
Grev Struensee har aldrig talt til mig derom , sagde 
Mathilde . 
Jeg vil have Fred i mit Huus , Deres Majestæter behage 
at begive sig hver til Sit , sagde Kongen og slog 
paa Lænestolearmen . 
Hør mig blot , Christian , to Ord ! 
Ikke nu , Mathilde , det er jo en Skjendescene , fy 
— hver gaaer til Sit . 
O , Christian , det var Dit Løfte , jeg fornærmes og 
Du jager mig bort . 
Min Gud , hvad gjør jeg — nei , saa bliv Du — 
men Deres Majestæt begiver sig bort . 
Min Søn , Du jager Din Moder fra Dig — nei , 
saa dybt kan min Søn ikke synke . 

Godt , saa bliv De her , Madame , maa jeg ikke have 
Fred i mit eget Gemak . Kom , Mathilde , saa vil Du 
nok vise mig Gjæstfrihed , vi gaae sammen til vore 
Børn , der vil man ikke forstyrre os . 
Bliv , jeg beder Dem Begge , bliv ! Maaskee var jeg 
for opfarende , men De veed ikke , hvad jeg lider . 
Mathilde , nu er Touren til mig at bede , bliv og 
hør et Par rolige Ord . 
Jeg kan ikke prise Deres Rolighed . Naar De beder 
om Noget , gyser jeg — er det om mit Liv og min 
Lykke , De vil bede ? 
Lad os hellere gaa » , Mathilde ! hviskede Kongen . 
Dronningen vilde alt til at løfte Kongen op af 
Stolen , da Juliane Marie , der opfangede Stillingens 
Farlighed for sig , pludselig løb hen til Dronning Mathilde , 
greb hendes Haand og sagde : 
Du , min Søns Hustru , er Du da Hævnens Gudinde ? 
Vil Du at jeg skal knæle for Dig ? Jeg , Juliane 
Marie , der bar Danmarks Diadem før Du saae dette 
Land — har jeg med alle mine Feil fortjent st forhaanes 
saaledes af mine egne Børn ? 
En Stilhed indtraadte . Mathilde vaklede . En Følelse 
tilsagde hende at benytte sig af Øieblikket , men 
Juliane Marie havde Taarer i Øinene , og dem kunde 
den unge Dronning ikke modstaae , ikke engang hos fin 
Dødsfjende . 
Mathilde ! 
Majestæt ! 

Vær ikke vred ! 
Med disse Ord udstrakte Enkedronningen begge sine 
Hænder imod Dronningen . 
De seer selv — svarede Mathilde , slammende som 
en svag Modstand . 
Saa er Alt tabt ! udbrød Juliane Marie med en 
brudt Stemme , idet hun lod sig falde i en Stol , holdt 
Tørklædet for Oinent og gav sig til at hulke . 
Køngen satte et grædende Ansigt op og saa spørgende 
paa Mathilde . ' 
Caroline Mathilde blev rørt , ilede hen til Enkedronningen 
og sagde : Fat Dem , bedste Moder . Bi 
vare Begge hidsige — lad det være glemt . 
O , mit Barn , Du veed ikke hvorledes Du har smertet 
mig ; Du veed det ikke . 
Nok nok , afbrød Køngen , jeg kan ikke taale Taarer . 
Giv hinanden Haanden — saa , nu er Alt godt . 
Anede Du ikke , min Datter , hvorfor jeg saa indtrængende 
bad Dig om Din Forbøn hos Køngen ? 
Nei , Mama , og jeg kan endnu ikke fatte hvorfor . 
Men Du veed dog nu , hvorfor jeg blev saa opbragt 
da Du hentydede til et Ægteskab mellem mig og Struensee . 
Jeg antog , at de følte dem krænket derved . 
Nei , Mathilde ; jeg frygtede , han havde forhaanet 
mig ved at meddele Dig — hvad Du nu veed — at jeg 
Virkelig ønskede det . 
Men naar jeg nu forsikkrer Dem dyrt og helligt , at 

han aldrig har talt et Ord derom eller givet en Hentydning 
dertil — 
Saa vil jeg tro Dig , og al Misforstaaelse er da 
hævet . 
Punctum , Finale , sagde Kongen ; nu ikke mere herom . 
Min Søn , eller om Du hellere vil , min Konge ! 
enhver af dine Undersaatter har den Ret , at bønfalde 
Kongen . Skulde Din Faders Enke ikke have den samme 
Ret , som enhver af Dine andre Undersaatter . 
Du vil dog ikke bede om et Ægteskab — o , det er 
altfor latterligt ; aldrig ! 
Hør mig blot , hør mig blot . 
Hvordan min Faders Enke — sy , — og jeg skulde 
give mit Samtykke — Moder , gjør mig ikke vred , 
Aldrig , aldrig ! 
Mathilde ! Tal til Kongen , jeg forlanger det af 
Dig 
Nei , det er umuligt , Deres Majestæt , Jeg siger , 
som Kongen , aldrig ! 
Veed Du da ikke , at han har Fjender , at kun et 
Ægteskab med mig kan redde ham ? 
O , han hytter sig nok , svarede Kongen leende . 
Vilde det smerte Eder meget , at give mig Eders 
Samtykke ? 
Jeg giver det ved mit Liv , min Krone og min Ære 
aldrig ! 
Og jeg kan kun være af Kongens Mening , sagde 
Mathilde bestemt . 

Hvad Grund er der fil denne Vægring ; han , som 
Du finder værdig fil at regjere i Dit Navn , beherske 
Dine Undersaatter , være i Besiddelse af den hele kongelige 
Magt — han skulde ikke være værdig fil at betræde 
en Enkes Sovekammer ? 
Fy , fy , det oprører mig , men det er ikke det . Om 
Du fik Lyst fil en af mine Staldkarle — det var ikke 
smukt , ikke passende , men lad det passere , jeg vilde 
lukke Øinene og tie ; jeg selv er jo kun en svag Dødelig 
og vil ikke holde Dom over Andres Skrøbeligheder ; 
men offentlig ved en høitidelig Act at indsætte ham 
som min Faders Eftermand , nei , det var Nedværdigelse . 
Ved Gud , jeg gjør det aldrig ! 
Mathilde , ved hans Liv , ved Dit Samtykke ! 
Majestæt ! Oprigtigheden byder mig at tale frit : det 
kan , det bør ikke skee . Vare hans Fjender end talrige , 
som Sand — det bør ikke skee . Skulde han end falde , 
saa falder han med Ære ; ved et Ægteskab med Dem 
vilde han — og De være latterliggjorte . 
Saa har Du aldrig elsket , naar Du kan sige dette . 
Og dette siges her — ved min Husbond , nogle faa 
Værelser fra mine Børn . 
Vil Du da hellere see ham falde ? 
Ja ! naar det ikke kan være Andet ; hellere død end 
dette . 
Man skulde tro , at en Rivalinde talte med denne 
Mund . 
Hvad ! raabte Kongen og Dronningen paa eengang . 

Ja , det siger jeg ; Mathilde vil ikke , at jeg skal 
blive Strucnsees Viv , fordi hun selv elsker ham . 
Paa Døren paa Øieblikket ! skreg Kongen rasende , 
medens hans Øine gnistrede , og han udstrakte sin 
skjælvende Haand mod Dpren . Han var sprungen op 
af Lænestolen , og Benene vaklede under ham af Svækkelse 
og Raseri . 
Deres Majestæt kan lade mig kaste ud , sagde Juliane 
med bydende Trods . Jeg kan bevise hvad jeg har 
sagt , Dronningen har selv tilstaaet det . Amalie Thott 
har modtaget Tilstaaelse « for over 6 Uger siden hiin 
Comedieaften , og min Hoffriseur og hans Svende have 
hørt derpaa . 
Lad Vagten komme , brølede Kongen , hun skal fjernes 
med Magt , thi det er en nedrig Løgn ! 
Kongen greb Klokken og vilde ringe . 
Mathilde var bleg som et Lig . Det sidste Slag havde 
været for voldsomt , men hun saae at Liv og Ære beroede 
paa dette Terningekast . Hun greb Kongens Haand 
og sagde ; Christian ! Dine Børns Moder bønfalder 
Dig , ring ikke ! 
Spyt hende i Øinene , Mathilde , og slig hende lige 
i Øinene , at hun lyver og spyer Ild som en Drage ! 
Lyver jeg ? — Man kalde Vidner ! 
Hun er ført bag Lyset , Christian . Nogle Ord , som 
ligne Liese , brugte i en sær Anledning , men fordreiede 
og forvanskede , har jeg brugt ; kun Nedrigheden kunde 
benytte dem saaledes . 

Hører jeg ret — eller phantaserer jeg endnu ? 
Du phantaserer ikke , min Konge og min Gemal , 
Naar denne Qvinde er borte , skal jeg forklare Alt , og 
Du skal faa en anden Mening end den , hun ønsker 
at lægge deri . 
Gaae , Madame , jeg befaler Dem at gaa ! . 
Jeg bliver , svarede Enkedronningen trodsig . 
Gaae ! Ved min kongelige Magt , gaae Begge ! 
Christian ! husk vel paa , at jeg er dine Børns Moder ; 
vil Du ikke høre min Retfærdiggjørelse for min 
Skyld , saa gjør det for Frederiks Skyld . 
Er Frederik min Søn ? 
O , milde Gud , han spørger ; saa har hun dog forgiftet 
Kongens Hjerte ; hun vil ikke blot berøve mig 
min Mand , men Frederik fin Fader og Danmarks 
Krone . 
Bliv lidt , det svimler for mig — Kronen — lad 
mig samle mine Tanker — Kronprindsen — Arveprindsen 
er hendes Søn , derfor maa hun ikke taale , 
at Kronprindsen er min . 
Saaledes er det ! udbryd Mathilde , næsten qvalt af 
Taarer . 
Bliv , Mathilde ! Du skal have Ret til at forklare 
Dig . 
Kongen hævede med et usigelig bønligt Blik sine 
Øine mod Himlen og udbrød : 
Gud , milde , kjærlige Gud ! giv mig min Fornuft i to , 

blot i to Timer , og tag den saa igjen for Resten af 
mit hele usle Liv ; blot to Timer bsnfalder jeg Dig 
om , hør , o hør mig for min Søns Skyld ! 
Mathilde segnede om i en Stol og skjulte sit Ansigt . 
Madame ! sagde Kongen derpaa med fuldkommen 
kongelig . Værdighed til Enkedronningen . Vi ønske at 
være ene med Dronningen . Vil De behage at begive 
Dem til Deres Gemakker , hvor De venter Vor nærmere 
Ordre . 
Majestæt , jeg kan ikke forlade Dem , før jeg har 
beviist hvad jeg har sagt . 
Uden at svare et Ord greb Kongen Klokken og ringede . 
Mathilde foer op som skræmmet ved et Lynskag . 
Bliv siddende , Deres Majestæt , det gjaldt kun hende 
der . 
Istedetfor Morianen traadte Grev Brandt ind af 
Døren med smilende Ansigt og Udraabet : 
Her er jeg , nu kan jeg den . 
Hvilket , hvilket kan Du ? hvor kommer Du fra ? 
Fra Slotsvagten , hvorhen Deres Majestæt allernaadigst 
sendte mig , for at lære Catechismus . 
Har jeg sendt Dig - ah , et Anfald ! — Godt , 
Du kan altsaa Din Catechismus ? Min hsie Moder 
vil ikke forlade mig , jeg har bedet og befalet forgjæves ; 
nu paalægger jeg Dig at skaffe hende bort enten paa 
den ene eller anden Maade ; lær saa hende Din Catechismus , 
om Du vil , men skaf mig hende fra Halsen . 

Godt , jeg vil begynde strax . Catechismen lærrr oS 
Pligterne mod Gud og vore Medmennesker . Di skal 
elske — 
Grev Brandt , forskaan mig for Deres Vittigheder . 
Vi skal elske Magten og Herredømmet , slaaer der i 
Deres Majestæts Catechismus , ikke at tale om Arveprindsen . 
For at opnaae dette skal vi stiste Sawmenrottelser 
mod Kongen , Dronningen , Fædrelandet og 
Cabinetsministeren ; men det er lutter Trykfeil , Allernaadigste , 
thi Falsk slaaer fin Herre paa Hals , og naar 
man holder meget af Mandfolk , og tillige holder meget 
af sig selvEnkedronningen 
bed sine Læber tilblods , førte hurtigt 
Hænderne op til Hovedet og holdt sig for begge Orme . 
Brandt tog et Blad Papir , skrev derpaa i Hast : 
Reverentsgade Nr . — , og holdt det for Juliane Marias 
Øine . Hun stirrede med panisk Skræk paa de med 
Blyant skrevne Ord , og gik hurtigt ud af Gemakket . 
Men Brandt fulgte hende lige i Hælene og vedblev 
sin Ramse med allehaande komiske Fordrejelser og skjærende 
Udfald . 
Da Begge havde forladt Gemakket , vaklede Kongen 
hen , laasede Døren af , trak Portieren for , gik hen til 
et Skab og udtog en lille Flacon , tømte det halve af 
Indholdet og nærmede sig derpaa Dronningens Stol . 
Mathilde , forklar Dig nu uden Omsvøb — elsker 
Du Struensee ? Du slaaer for Gud og Kongen ! 
For Gud og Kongen vidner jeg , det koste mit Liv 

og min Ære : jeg elsker Struensee søm Englene i Himlen 
elske hinanden , saaledes og ikke anderledes , og Andet 
har jeg aldrig sagt . 
Selv det er nok ; det skiller mig ved en elsket Viv , 
men ikke ved Konprindfens Moder . 
Jeg skal finde mig i Alt paa dette Vilkaar . 
At han er min Søn , veed jeg , føler jeg , men det 
lysker mit Øre at høre det bekræftet . Er han min 
Søn ? 
Christian , Konge og Herre , see her min afdøde Moders 
Billede ; ved hendes Sjæls evige Fred sværger jeg , som 
jeg sværger ved vor Frederiks kommende Lykke , ved 
dette rene , barnlige Billede : han er din Søn , Danmarks 
Sønt 
Tak , Herre , takt Det er min høieste Lykke . Mathilde , 
nu troer jeg Dig . 
Endnu Eet : ved begge disse Dyrebare , jeg er brødefri 
i min Handling , om ikke i min Sjæl ; Struensee 
var altid ærbødig mod mig . 
Intet dm ham . 
Christian , giv Gud Æren ; jeg kjender ham ikke paa 
den Biis , Du troer , men jeg kjendte ham ikke af Navn , 
da Frederik blev født . 
Deri troer jeg Dig ganske ; men om Du senere havde 
fattet Tilbøielighed for ham , hvad Under ? 
Enkedronningen har altsaa opnaaet hvad hun tilsigtede . 
Ja , men kun tildeels . Der er reist en Skillemuur 
imellem os , men elske Dig maa jeg til enhver Tid . 

Du , mig ? O , saa forlænge Himlen Dit Liv . 
Kun til Frederik bliver myndig ; ikke længer , ikke 
længer . Mathilde , den Mand , Du bandt Dig til 
bærer Fordømmelsen i sit Indre . Jeg er forgiftet først 
ved hende , saa ved Dig , snik mig ikke at leve længer , 
end nødvendigt . 
Har jeg forgivet min Herre oz Konge , saa lad mig 
døe . 
Nei , Du skal ikke . Før var der svagt Haab om 
min Helbredelse , nu sket intet . Jeg har kun et Ønske , 
at jeg maa hendsse mit Liv indtil Frederik kommer lil 
Regjeringen . Hvis Gud er god imod mig , vil han 
lade mine Tanker være omskøredc fra det Øieblik , jeg 
har befæstet Frederiks Throne . 
Hvorledes , det ønsker Du ? 
Ja , jeg ønsker at vugges i en evig Døs . 
Umuligt ! 
Thi ellers maatte jeg , for at sikkre lam mod Efferstræbelser , 
spille Gal som Hamleth . 
Grueligt ! 
Men sikkert nødvendigt . En gal Konge er ingen Konge , 
og Ingen iveien ; imidlertid voxer Frederik til , og han 
vil lære at regjere , for at sløtte sin Fader . 
Og hans Moder vil være glemt . 
Det beroer paa Dig . 
Paa mig ? 
Ja . 
Saa bliver jeg kjærligt erindret . 

Vær oprigtig . 
Chrisfian ! 
Jeg er den Brødefulde for min Dommer og for mig 
selv ; men Du , Mathilde , var ung og smuk , Dit Hjerte 
fplte Tomhed — Du havde ingen Mand — har jeg 
ikke selv kastet Dig i hans Arme ? 
Nei , hverken Du eller jeg ; det er Bagvadskelse . 
Saa tilstaae Alt , at jeg dog kan modtage den Vished , 
at Du er oprigtig , at jeg veed Alt . 
Du veed jo Alt . 
Og om Du nu reiste hjem til Dit Fædreland , vilde 
det saa modtage Dig saa reen og hellig , som Du forlod 
det ? 
Ja , ja ; thi Børnene ere helligede ved vrsdesrit Ægteskab . 
Men 
i Hjertet , i Tankerne ? svar mig , Mathilde . 
Dronningen knælede , kyssede Kongens Knæ og græd . 
Et Ord , Mathilde , skal jeg trøe Dig , maa jeg trøe 
Dig i Alt . 
I Hjertet og i Tanken , men ikke i Handling , er jeg 
lig den Qvinde , som Christus frelste fra at slenes . 
Godt , saa vil jeg sige med Frelseren : den , der er 
ren , kaste den første Sten . Kom i mine Arme , stakkels 
Qvinde ; den , Frelseren tilgiver , vil ogsaa jeg tilgive ; 
kom til mit Bryst . 
Nei , Christian , jeg vover det ikke . 
Nu elsker jeg Dig mere end nogensinde , Mathilde ; 
thi hvis Du havde seilet var det min Skyld ; jeg kjender 

Omfanget af den Skyld , jeg har paadraget mig . 
Nu er Du bedre end jeg , derfor elsker jeg Dig . 
Med disse Ord løftede Kongen hende op og kyssede 
hendes Pande . 
Du gjør mig lykkelig og ydmyger mig tillige . 
Det samme siger jeg for mit Vedkommende ligeover 
for Dig , men hør nu efter . Kort eller længe er umuligt 
at sige , men vi har store Offre at bringe for Frederiks 
Vel . 
Hvilke da ? 
Du , jeg og Struensee maa omsider offres for hans 
Skyld ; Stemningen er sket . 
Skee Guds Villie t 
Aftsr nu Dine Taarer , Mathilde . Du maa komme 
til enhver Tid til mig , Nat og Dag . Gaae paa Bal 
imorgen og lad Ingen see , at der var et Øiebliks Misstemning 
imellem os . 
Ønsker Du det ? 
Det Msker jeg . 
Godt , saa gjør jeg det , men med et tungt Hjerte . 
Enkedronningen maa ikke komme til mig , ikke under 
nogetsomhelst Paaskud . Endnu i denne Time sender 
jeg Bud til den engelske Gesandt . Din Broders Repræsentant 
skal høre min frie kongelige Villie med Hensyn 
til Frederik , han skal høre det af min egen Mund , og 
derpaa skal det forsegles med Danmarks og Englands 
store Statssegl . 
Væer takket tusindfold . 

Jeg handler retfærdigt mod Dig og mig , men fremfor 
Alt mod vor Søn . 
Endnu en Gang , vær tallet , Christian . 
Naar Gesandten har været her , vil jeg finde mig i 
Alt . 
Jeg ikke mindre . 
Nu Gud befalet , min Mathilde . 
Da Mathilde var gaaet for at see til sine Børn og 
for at græde ud ved lin lille Datters Vugge , lod Kongen 
Struensee , Guldberg , Rantzau-Ascheberg , Schack Rathlau , 
Schimmclmann og Grev Thott komme . Endvidere sendte 
han Bud til den engelske og franske Gesandt . I disse 
Herres Nærværelse opfattes et lovformeligt Dokument , 
i hvilket han erklærede , da han undertiden fplte sig 
meget svag , at hans Søn Kronprinds Frederik , naar 
han blev myndig , skulde være Regent i sin Faders 
Levetid og efterfølge ham paa Thronen . 
Da dette var gjort vare hans Kræfter udtømte , han 
gik til Sengs endnu ved Dagstid og sov uafbrudt til 
den næste Middag Kl . 12 . 

Femtende Kapitel . 
Revolutionen . 
Rollerne imellem de Sammensvorne bleve nu fordeelte 
efter Enhvers Evner og Forhold . Man havde 
hørt at Kongen , Dronningen og Struensee Morgenen 
efter Maskeraden paa Chrisfiansborg Slot ganske tidlig , 
Kl . 6 , vilde tage til Hirschholm og derfra enten til 
Kronborg eller Nyborg , for af sikkre sig Kongens Person , 
og derved den ved ham havende Myndighed og 
Magt . Det gjaldt derfor af komme dem i Forkjøbet , 
og hertil hjalp , som vi ville see , Enkedronningens List , 
JeSsenS Kjendskab til Slottets hemmelige Gange og 
Arveprindsens Klogskab i Forbindelse med den Assistance , 
som Rankzau-Ascheberg , Guldberg og Beringskjold udviste , 
ligesom den dybe Taushed , hvormed Alt foregik . 
Gneral Eichftcdt og Oberst Køller vare raa Krigsfolk , 
men Enkedronningen vidste , af hun kunde stole paa 
dem , og deres Soldater havde netop Vagt paa Slottet 
Natten imellem den 16de og 17de Januar . Det blev 

altsaa bestemt , af naar Maffeballet paa det kongelige 
Hoftheater var tilende , skulde Eichstedts og Køllers Regimenter 
være i Nærheden . Guldberg skulde have de 
fornødne Arresfordrer parate lige til Kongens Underskriff , 
og der siges endøg , af man havde skaaret et 
Trægempel , der skuffende efterlignede Kongens Navneziffer , 
for i Nødsfald af fremvise de Documenter , hvorpaa 
saadan Forfalskning fandtes . Guldberg bar alle 
disse Herligheder i sin Muffe . Naar Alle paa Slottet 
efter Ballet havde begivet sig til Hvile , skulde Enkedronningen , 
Arveprindsen , Rankzau-Ascheberg , Eistedt , 
Køller , Guldberg og Jessen følges ad med lydlyse 
Skridt igjennem de mørke Gange til Kongens Værelse . 
Rankzau-Ascheberg vilde dog , sit Løfte tro , endnu 
forsøge vaa at redde Struensee ; om Eftermiddagen før 
Maskeballet vilde han absolut ind til ham , men blev 
efter Aftale haardnakket afviist . Han ilede da til Juslitsraad 
Struensee og gav ham den skriftlige Advarsel , 
men Enkedronningen lod ham ved en hemmelighedsfuld 
Tjener hente ud til Falkenskjold Paa Frederiksberg 
Slot , hvor han holdtes indelukket til henimod 
Daggry . Da han derpaa ilte til Christiansborg Slot , 
mødte han Broderen i Slotsporten , idethan som Fange 
steg ind i den kongelige Vogn , for at føres til Citadellet . 
Revolutionen var da endt og gjennemført . 
Men førend vi nærme os denne sørgelig Catastrophe , 
ville vi nøiere betragte de smaae Begivenheder , der 
foregik forinden , og hvilke alle hørte med som Led i 

den store Kjæde , der knytter Aaret 1772 til et af 
Danmarks mindeværdigste Tidsafsnit . 
Efferat Kongen havde læst paa Bunden af Mathildes 
Hjerte og i statsretlig Henseende havde sikkret sin SønS 
Arvedeel , faldt han atter med Mellemrum tilbage til 
sine Anfald , ikke desmindre viste han Mathilde den oprigtigste 
Ømhed . 
Om Aftenen den 16de Januar var hun hos ham 
i Sygeværelset , formodentlig for endnu med Kongen 
og Brandt at træffe nogle Dispositioner til den næste 
Morgen . Kongen og Dronningen vare glade og tilfredse , 
og Mathilde følte sig endogsaa meget lykkelig , 
ventelig fordi hun troede at have besejret Enkedronningen , 
og fordi hun i ethvert Fald vidste sin Søns Rettigheder 
sikkrede . Hnn var klædt i rød og hvid Domino 
og holdt sin Maske i Haanden . 
Hnn lænede sig fortroligt ned over Kongen og hviskede 
ham et Par kjærlige Ord i Øret , som hun ikke 
vilde , at den tilstedeværende Grev Brandt skulde gjøre 
sig lyslig over , ikke engang ved et sarkastisk Smiil . 
Kongen besvarede hendes Kjærtegn med et venligt 
Haandtryk . 
Gaa , sagde han , min kjære Mathilde , gaae paa 
Bal ! Hvis jeg ikke frygtede at støde sammen med mi « 
sydende Stedmoder , skulde jeg , saa svag jeg er , ledsage 
Dig lige ind i Balsalen . 
Virkelig ? — o , Christian , Du er saa god ! 
Og Du , Mathilde , er saa smuk ; jeg mindes endnu 

aldrig at have seet Dig saa straalende , søm netop iaften . 
Du udfordrer Guderne . 
Ja , og Enkedronningen . 
Men ingen af dem skal forstyrre Din Lykke ; thi Du 
er jo lykkelig , ikke sandt ? 
Ja , virkelig ; jeg har ikke længe følt mig saa lykkelig , 
som idag . 
Og dog maa jeg skjende paa Dig , Mathilde ; derovre 
er Musikken , Maskerne og et glimrende Hof samlede , 
de vente paa Dig , Festens Dronning , og her 
bliver Du nu i et skummelt Kammer hos en sygelig 
Mand , hos en graven Patient — gaa nu , man venter 
Dig ! 
Er jeg da ikke lykkelig her hos Dig ? det er et stort 
Offer , jeg bringer af gaae paa Bal iaften ; stod det 
til mig , blev jeg her , lo med Dig , dandsede for Dig , 
her er mit bedste Hjem . 
Og denne ærlige Dragt skulde Du have iført Dig 
alene for min Skyld , nei , denne indeslultede Hospitals - 
luft vilde snart knuge Dig til Jorden . 
Nei , nei , min Christian ; o , herefter vil jeg knytle 
mig til Dig ved Guld og Blomsterlævker , jeg vil være 
Din Sygevogterste , Din Pleierinde , jeg vil pynte mig 
alene for Dig og græde for Dig , naar Du lider . 
Tak , min gøde Engel , mit kjære Barn . Hør , Mathilde 
hvorledes kan det være , af Du snart forekommer mig 
af være min egen elskede Moder , der pleier mig med 

Ømhed , snart min elskede Huustru , og til andre Tider 
mit kjære Barn , som om Du kunde være min Datter . 
Saaledes er vel altid Forholdet i et lykkeligt Ægteskab . 
Ja , 
det maa være det ; men nu tillader jeg ikke , at 
Du bliver her længer , Du gaaer nu kjønt paa Ballet , 
morer Dig godt og fortæller mig imorgen , hvor lykkelig 
Du har været . 
Slemme Mand , Du jager mig bort . Lad mig dog 
blive lidt endnu . 
Nei , jeg vil det ikke , Du gaaer strax hen for at more 
Dig , ellers siger Hoffet , at jeg er en uretfærdig Konge 
og holder det Bedske for mig selv . 
Smiger ; men det er herligt at smigres af en Konge . 
Nuvel , jeg gaaer , men jeg veed , jeg vil kjede mig , og 
jeg kommer endnu iaften tilbage , for at fortælle Dig 
det . 
Men jeg vil ikke , at Du skal spilde Din Nattero ; 
naar Du har dandset , dandser Du lige i Din Seng . 
Imorgen er det atter Dag . 
O , Christian ! der er saa længe til imorgen . Jeg 
kommer alligevel ind til Dig , min Ben . 
Godt , saa vil jeg sidde oppe , fordærve min Nattesøvn 
og vente paa Dig . 
Nei , nei , det maa Du ikke , saa vil jeg heller vente 
til vi sees igjen — o , Christian hvad er det for et 
grusomt Ord : vente . 

Og jeg venter dog taalmodig , til Du er færdig med 
Din Barnesna ? — finder Du det saa grusomt . 
Ja , Du burde kjønt lade mig skaddre Tiden hen til 
den glade , lyse Morgen . Imorgen , Christian , Du har 
lovet mig det — en Tour til Kronborg . 
Man maa ikke love Børn Noget , saa faser man ikke 
Ro førend det er opfyldt . 
Og jeg tager den lille Augusta med , det har Du 
ogsaa lovet mig . 
Nuvel , Augusta skal med , er det saa godt ? 
Sov nu vel , saa gaaer jeg da ; tænk paa mig og 
vore kjære Børn — o , hvor jeg slilles nødig fra Dig 
Christian . 
Nu , den Tid gaaer ogsaa , omfavn mig , min egen 
kjære Mathilde . Du har gjort mig saa bevæget , see 
jeg græder jo ligesom Du , som det var en lang Adskillelse . 
Ak , mit Hjerte er saa tungt , det er som om det for 
mig var nogle Timer før Pompejas Ødelæggelse . En 
Hustru forlader sin Mand , men kan ikke Rat og Askeregn , 
Ild og Lava forhindre hende i at vende tilbage . 
Sværmerinde ! 
Du har Ret , nu vil jeg lee — lee af Hjertet , der 
skeer ikke noget saadant i Danmark . Vi have jo intet 
Vesuv . 
Nei , men vi have et Hekla , men det er langt borte . 
Farvel , min Mand , min Konge , min Ven ! 

Farvel , Mathilde ! vær lykkelig — jeg skal trøske mig 
i Eensomheden . 
Mathilde rev sig løs , hun var saa usædvanlig bevæget . 
I Døren slandsede hun og vilde vende om igjen , for 
endnu engang atomfavne sin Mand ; men Kongen , der 
bemærkede det , gjorde en utaalmodig gnaven Bevægelse , 
som om det var ham imod . 
Han betegnede hende med Haanden , at hun skulde 
skynde sig bort ; hun adlød da med et Suk , men tilkastede 
sin Mand endnu et Fingerkys , et sidste kjærligt 
Blik , og forsvandt saa i Corridoren , for ad de lange 
Gange at begive sig over til den modsatte Fløi af 
Slottet , hvor Hoftheatret og Balsalen laae . 
Hvilken Engel ! udbrød Kongen , da han var alene 
med Brandt . 
Unægtelig ! Hun er meget for god for dette Babylons 
Hof . Hun er en qvindelig Daniel i Løvehulen . 
Du har da befalet , Brandt , at man ikke indlader 
Nogen iaften ! 
Det har jeg , Sire ! 
Og især har Du vel forbudt Dragen at komme herk 
Ja , jeg har sagt , at Kongen ikke holder af Mareridt , 
og at Enkedronningen derfor under intet Paaskud 
maa indlades i Sovegemakket . 
Godt , men man maa passe godt paa , for hun er 
from som Slangen og snild som Duen . 
Hun er Pokker heller ; var jeg Konge , vilde jeg lade 
Gifttænderne trække ud , uagtet de ere forlorne . 

Au , au ! 
Hvad er der , Sire ! 
Gigten — den forbandede Gigt ! 
Ja , der burde udstedes en Cabinetsordre mod Gigten 
eller rettere mod Podagraen ! 
Det er gamle Synder , der lade sig melde . 
Vistnok , eller Undersaatterne , som gjøre Oprør , fordi 
de altfor længe have maattet vandre efter Eders Hoved . 
Hør Musikken derover . Nu dandse de Lykkelige der » 
ovre i Hoftheatret , medens jeg Stakkel maa sidde her 
i Puder og Værk . Hør , Brandt , hvor de vilde gjøre 
store Øine , naar jeg fik det Indfald at aflægge dem 
en Visit . 
I Slobrok og Nathue ? 
Hvad gjorde det ? jeg er jo bestandig hjemme , og 
deres Konge . 
Man vilde lee , men jeg fik det Værste ! 
De Rødder , De dandse og juble , og lade mig ene 
og forladt . 
Regner De ikke mig for Noget ? Jeg vil læse Noget 
for Dem . 
Du med Din Læsning , kan Du læse Kjedsomheden 
bort ? 
Ja , ved Hjælp af Cyprianus . 
Men Du har jo kun Corneille ved Haanden . 
Han er ogsaa god i Nødsfald . 
Aa ja for Fruentimmer — o de Ovinder , de Qvinder . 
Jeg takker Gud for , at min Moder er en Qvinde ! 

Ak , min stakkels Brandt , Du kjeder mig . 
Bil Deres Majestæt da ikke gaae hen og lægge sig ? 
Nei , jeg kan ikke søve for denne Helvedes Musik . 
Nu , saa lad os underholde os med Corneille . 
Du med Din Corneille — Du er accurat som alle 
de Andre . 
Brandt greb en Bog slog op paa Lykke og Fromme 
og læste : 
Horace ! 
„ Til hvad Nytte er det , jeg mig forsvarer , 
De har jo Retten , jeg ikkun Farer . 
Alt hvad De lænker , bør være godt ! 
Man sig forsvarer sket mod en Drot , 
Var end mit Forsvar nok saa fyldig , 
Naar en Konge vil — er man altid skyldig . 
Det er sandt , Vi Konger have dog en frygtelig Magt , 
ct Øieblik er man uskyldig — et andet Øieblik skyldig 
idag er man Levende — imorgen død . 
Et Øieblik er man klog — et andet forrykt . 
Er det til mig , Du siger det ? 
Nei , det er til Corneille ! 
Bliv ved ; hvad svarer Kongen ? 
Horace vedbliver : 
„ Af vor Hengivenhed gjør I en Brøde , 
For et Indfalds Skyld lader I os bløde “ . 
Hvad svarer Kongen , spørger jeg . 
Kongen svarer : 

„ I min Fornuft er Rigets Styrke , 
Det er den Guldkalv , som I Alle dyrke ; 
De mildeste Love , vel tolket lød : 
Vort ringeste Mishag er Eders Død ! “ 
Ha ! Min Drøm , min Drøm ; jeg har seet ham død ! 
Hvem ? Horace ? 
Nei , Struensee ! See der — der han dandser uden 
Hoved . Skjul mig — frels mig , Slottet vakler ! 
Berolige Dem , Sire , det er en Illusion , det er Intet . 
Intet , det siger Du , som var et Intet , og for hvem 
han har gjort Alt . Og det siger Du til mig , som var 
Intet og som han har gjort til Noget . Seer Du ham 
da ikke , han dandser endnu — med min Svigermoder 
— hu , hun kysser vellystig hans blodige Hoved — 
hun holder det i sine Hænder . 
Det er en Smule Feber , min Konge ; tag disse 
Draaber , saa vil De besinde Dem bedre . 
Er det hans Blod — Struensees Blod , jeg har seet 
det . Hun kyssede det afhuggede Hoved , jeg har seet 
hende udrive hans Hjerte af Brystet og kjærtegne det . 
Hører Du , hun sukker Elskovssukke — o , det klæder den 
gamle Fjante godt ; hør : Nu tilhører Du mig alene . 
Hun elsker et Lig . 
Hurtig , Sire , drik dette , det er Struensees Elixir , 
det beroliger . 
Er det fra Struensee — saa er det godt — ah , det 

forfrisker , hvad der kommer fra ham — det opliver — 
han lever endnu — ikke sandt ? 
Han lever , vær kun rolig . 
Jeg svedte Angstens Sved — nu er det ovre , o , 
det var frygtelig , astør min Pande , Brandt ; det var 
et grueligt Anfald , ikke sandt ? 
Deres Majestæt gjorde vel i at gaae tilsengs og 
komme til Ro . 
Hør mig , Brandt ; dersom jeg døde i dette Øieblik , 
vilde det maaskee være en stor Lykke for hele Landet , 
for mig , Dig og Struensee . 
Hvilken bizare Idee , Sirel 
Den er retfærdig og sand , takket være disse Draaber ; 
nu føler jeg mig atter oplivet og styrket , men hvorlænge 
varer det , saa kommer der et nyt Anfald . Og kan man 
saa ikke faae mig til hvad det skal være ? Men jeg vil 
benytte mine lyse Øieblikke , saa godt , som jeg kan , til 
Statens Nytte . Kom med Pen og Blæk , men vær 
hurtig ; jeg veed , at Du har altid nogle af Din Vens 
gode Forsiag i Baghaanden . Lad os benytte Øieblikket , 
kom frem med dem , jeg vil underskrive dem . 
Klokken er mange , Deres Majestæt ; det er seent paa 
Aftenen . 
Bedre det Gode seent paa Aftenen , end det Slette 
tidlig om Morgenen . 
Meget sandt . Nuvel , her er Skrivetøiet , » g her ere 
Forsiag til Statsreformer . 
Læs dem op ; det vil sige , blot Indholdet overfladisk . 

Cabinetsordre til Oprettelse af et Seminarium for 
Bondestanden til at skaffe dygtige Skolelærere paa 
Landet ! 
Bravo ! Christian Rsx . 
Forbedring i Landoeconomien , Præmier for Hesteopdræt 
og for Bexeldrift af Jorden . Opmuntring til 
Arbeidsdrift . 
Christian Rex . 
Ny Befaling , at Digtere , Kunstnere og Skuespillere 
skulle betragtes som nyttige og fortjenstfulde Medlemmer 
af Samfundet . 
Det er ganske som jeg tænker , og det undrer mig , at 
Ingen tidligere er faldet derpaa . Det skal have min 
Underskrift , see der ! 
Befaling om fornuftig Indskrænkning i Adelens Rettigheder . 
Ah , 
det vil virke som et Lynskag , men det er retfærdigt . 
Christian Rex . 
Lov om Borgernes Ret til at udnævne Delegerede 
for hver By til at discutere Love og Skatter . 
Stop , det er nok — det er ikke ubilligt , men det maa 
jeg dog først sove paa ; det turde være for meget paa 
engang ; jeg er desuden nu træt for iaften . Gjem nu 
Skrivetøiet og disse Snurrepiberier . Jeg er igjen bleven 
ganske svimmel , o , Alt løber rundt ! Det er Slottet og 
Struensee , som falder I Ah , ah ! 
Min Konge , kom til Dem selv ! Majestæt , Könne 
— min Gud , hvad gjør jeg ? nu er han besvimet ! 

Kongen var falden tilbage i Stolen , Brandt tog et 
Glas Vand og slænkede Kongen i Ansigtet , men denne 
syntes slecndød ; Brandt vilde kalde , men Kongen havde 
selv lukket Døren og Nøglen var i hans Lomme . Han 
ilte derfor tilbage , greb Lyset og betragtede Kongen 
ængstelig og opmærksom . 
Min Gud , skulde han være død , saa er jeg om en 
Hals ! Jeg faaer da Skyld for at have myrdet ham . 
Konge , Majestæt ! — nei , han er strendød . Jeg vil 
forsøge et sidste Middel , jeg vil bide ham i Fingeren , 
det har en Besvimet endnu aldrig kunnet modstaae , og 
jeg maa hellere bide ham i Fingeren , end de skulle bide 
Hovedet af mig . 
Med disse Ord bøiede Brandt sig ned , tog Kongens 
Pegefinger i sin Mund og bed først sagte , siden eftertrykkeligl 
i Fingeren . 
Au , au ! raabte Kongen af Smerte . Hvor er jeg 
— hvem bider mig — er det Dig , Brandt ? 
Kongen havde neppe udtalt disse Ord , førend hans 
Kammertjener Brigel traadte lydløs ind i Værelset 
med et Lys i Haanden , fulgt as Rantzau-Ascheberg , 
Schak Rathlau , Guldberg , Henricv og en Dame , der 
var ganske klædt som Dronning Mathilde , i rød og 
hvid Domino , med Maske for Ansigtet . 
Kongen reiste sig halvt op og saae sig sky om . 
Er det Dig , Mathilde ? Du lovede jo at komme ; 
men hvortil alle disse bevæbnede Mænd ? 

Dronningen trængte sig frem og sagde hurtig med 
forandret Mæle : 
Sire , der er Forræderi og Sammensværgelse mod 
Eders dyrebare Liv . Vl komme for at frelse Kongen . 
Der slaaer en af Forræderne , grib haml 
Jeg ? raabte Brandt ; og idag kaldte Deres Majeslæt 
mig selv en af de Trofaste — det er en Vildfarelse . 
Forklar 
Dig , Mathilde , hvad vil alt dette sige ? 
Eders Majeslæt skal erfare Alt . Man har opdaget 
en frygtelig Sammensværgelse ; han er en af de Skyldige , 
nu veed jeg det . For enhver Priis maae vi 
frelse Kongen og Staten . Før ham bort . 
Flere haandfaste Folk greb Brandt og førte ham 
bort . 
Tag dem iagt , Herre Konge ! raabte Brandt . 
Det er Mummespil — Hendes Majeslæt maa ogsaa 
have faaet et Anfald eller være ført bag Lysek , ellers 
er baade hun og jeg forrykt . O , nu forgaaer jeg det : 
vi spille Maskerade for at more Kongen . Holla ! en 
Domino , et lille uskyldigt Grevskab for en Domino ! 
Ha ha ha ! 
Man førte Brandt bort , og hans Skoggerlatter 
hørtes endnu længe i Corridorerne . 
Dronningen iilte hen til Kongen og sagde med hastig 
Aandedræt : 
For Guds Skyld , I er i stor Fare , Eders og mit 

Liv hænge i en Traad , hele Byen er i Oprør , man 
fljænder og brænder og raaber Blod og Hævn . 
Hævn over hvem ? spurgte Kongen forstrækket . 
Hævn over Doctoren , Hævn over Dronningen . Man 
vil have den ene straffet , de » anden bort fra Byen . 
Hvad er der da passeret ? 
Spørg ikke , Tiden tillader ikke at svare . Man taler 
om Køngens Beskjæmmelse , om et troløst Forhold , det 
fordrer Hævn , hører I Raabet i det Fjerne , det er 
Folket som fordrer Hævn . 
Bær rolig , Mathilde , jeg skal træde frem og besværge 
Folket ved din Uskyldighed . Det er Folket , 
som skal straffes , men Brandt er ikke blandt de Skyldige . 
Jo , 
Sire , han er utro og rænkefuld , han elsker 
Struensee , som er Forræder mod sin Konge og som 
har krænket Dronningen , der ligeledes er brøde uld . 
Hvad hører jeg , Mathilde ? anklager Du Dig selv , 
ha ha ha , er Du da ogsaa bleven gal , eller er det 
igjen min Phantasi , o det svimler . Du bærer en 
Engels Klædning - og taler som en af Helvedes 
Udsendinge — hvem er Du ? Er Du et Phantom fra 
Graven ? 
Jeg er Din Moder ! 
Ved disse Ord rev Dronningen Masken af . 
Forræderi ! raabte Kongen og Kammertjeneren paa 
« engang . 
Ulykke , tifold Ulykke ! Hyklersken bærer Uskyldighedens 

Maske , vil Du dræbe mig til Fordeel for Din Søn , 
Forræderi ! 
Nei , Du er min Søn , jeg vil frelse Dig til Held 
for os Alle . See , min Søn , der staaer Guldberg , 
Rathlau , Rantzau , troer Du dem istand til Forræderi , 
her ligger jeg for dine Fødder , gjør man det , naar 
man vil forraade sin Søn , sin Konge . Dit Liv afhænger 
af et Minut , jeg vil frelse Dig . 
Hellere vil jeg see Dig dø for mine Føoder end 
frelses af Dig . 
Hold op med disse taabelige Indfald , Liden er 
kostbar , Sværdet hænger os Alle over Hovedet — 
endnu er det Tid — der er kun et Middel til Frelse , 
lad oS anvende det for at . . srelse Riget for din elskede 
Søn ! 
Din mener Du vel , Du Dragel 
Nei , jeg mener Din Frederik , Kronprindsen , ved mit 
Liv sværger jeg , han skal være Konge efter Dig . Byen 
er i Opryr , frels hans Trone ved at sende Struensee 
bort og slil Folkeraseriet ved at lade Drøn ingen reise 
blot een Dag til Kronborg . 
Men saa vil jeg følge med , og sende Struensee bort , 
aldrig , aldrig . 
Han elsker Mathilde , jeg har Beviser i mine Hænder , 
De have bedraget Dig . 
Du lyver ! dræb mig , Qvinde , men jeg troer Dig 
ikke . 

Saa tro disse Mænd : sværg , at I vide , at Dronningen 
og Struensee elske hinanden ! 
Henrici og hans Svende hævede deres Hænder og 
sagde med dyb Røsk : 
Vi sværge ! 
Kongen sprang rasende op , stampede i Gulvet og 
skreg : 
Løgnere ! Mecnedere ! Vort fra mig ! 
Kongen skjælvede over alle Lemmer og kunde ikke 
holde sig opreist , han sank udmattet ned i Stolen , og 
Enkedronningen , der med Glæde saae Virkningen af 
sin Hævn , befalede med en bydende Gestus , at de afhørte 
Vidner skulde fjerne sig . Derpaa nærmede hun 
sig Kongen og sagde : 
Christian , jeg vilde gjerne have skaanet Dig , men 
Du vil jo ikke froe mig , nu vel , saa følg med ; man 
har i dette Øieblik grebet dem begge i Dronningens 
Sovekammer . 
En uartikuleret Lyd undslap Kongen ; den lignede 
halvt et qvalt Skrig , halvt et forfærdeligt Suk . Han 
blev blaahvid i Ansigtet og sank tilbage i Puderne . 
Nei , nei , jeg troer det ikke - jeg vil intet froe , jeg 
vil Intet see — o , Mathilde , Mathilde — o , Strucnsee ! 
Kongen 
vilde atter reise sig , men segnede paany overvældet 
ned i Lænestolen og skjulte et Par frembrydende 
Taarer med sin ene Haand , medens han knugede den 
anden til sit Bryst . 

En dyb Taushed indtraadte i nogen Tid . Enkedronningen 
gav et Tegn til de Bevæbnede . 
De vovede dog ikke høirøstet at afbryde Stilheden , 
men tilkjendegav deres Nærværelse ved cu sagte Mumlen , 
hvis Omqvæd var : 
Ned med Forræderne ! ned med Struense ! 
Juliane kastede et stjaalent Øiekast over til den oplyste 
Balsal , nærmede sig kjærligt Kongens Stol , lænede 
sig forover og sagde ømt : 
Min Søn , saml Dine Kræfter ; af disse Øieblikke 
er Din og Din Søn Frederiks Trone og Liv afhængigt ; 
saml din Styrke , jeg skal hjælpe Dig , og alle 
disse Hædersmænd ville hjælpe os . Husk , at Du er 
en krænket Konge , Du er Dine Undersaatters Fader ; 
fat en energisk Beslutning . 
Ned med Struensee ! raabte Guldberg , og nogle 
Faa af de Tilstedeværende , paa hvem Juliane kastede 
et Basiliskblik , gjentog derpaa Ordene : Red med Struenseel 
Stille ! 
raabte Kongen strengt , stille ! Har han været 
utro mod mig , hvad vedkommer det Jer eller Andre ? 
Det tilkommer kun mig at dømme derom . Bille I 
have Resten af mit Liv ? ere I Oprørere , saa kom , 
jeg skal ikke engang forsvare mig ; at overfalde værgeløse 
Folk , holde I dog mest af ; men hans Liv skulle 
I ikke røre . Det er muligt , af han har gjort mig 
Uret , men Jer har han arbeidet for og beriget med 
Velgjerning « . Gaa , forlad mig , og husk vel paa , 

af jeg , førend jeg tænker paa af hævne personlige Fornærmelser , 
først maa tænke paa Statens Vel , og Staten 
har han ikke krænket . 
Red ned Struensee ! vovede man af svare ; thi nu 
frygtede man allerede en Gjengjældelse . 
Kongen saae foragteligt ned paa Skraalerne og værdigede 
dem intet Svar . 
Enkedronningen opfattede hurtigt Situationen . Stille , 
mine Herrer , sagde hun , Kongen byder det . Endnu 
er min Søn Konge , og kun over mit Liv stal I kunne 
vise ham Jeres Paatrængenhed . Tilbage ! siger jeg ; 
hvad Ret I end troer af have til Eders Had mod 
Forræderne , bør I dog intet Øieblik glemme den Respect , 
I skylde Kongen . Træd tilbage , jeg vil i underdanige 
Ord søge af tale Hang Majesfæt tilrette . 
Det er unyttigt , Øvinde ! jeg troer Dig ikke , tie derfor 
ogsaa Du ! 
Saa troer Du altsaa , af jeg er med i Complottet , 
fordi jeg , for af lægge Baand paa deres Had og r ildhed , 
sagde , at jeg vilde være deres Ordfører hos Dig ? 
For at gavne Dig og ham kom jeg i denne Forklædning ; 
vil Du følge mit Raad , skal Stormen have 
lagt sig inden faa Timer . 
Gid jeg kunde gjennemskue Dig ! Forlad mig , ogsaa 
Du hader Struensee . 
Du veed det altfor vel , Christian — giv miz Dit 
Samtykke , og jeg skal vise , hvormeget jeg elsker ham . 
Og Du vil ikke slylte ham ? spurgte Kongen sagte . 

Jeg vil frelse ham og os Alle ; Alt er forberedt dertil , 
jeg spiller et høit Spil , for at dupere Mængden . 
Tør Du sværge , at Du elsker ham virkelig ? 
Det er med Undseelse jeg tilstaaer , at jeg elsker 
ham høiere end mig selv , Dig og Mathilde ! 
Udtal ikke dette Navn , gjør mig ikke rasende ! 
Jeg siger Intet , men see her et Beviis . Underskriv 
denne hans Udnævnelse til Statholder i Herlugdømmerne 
det er en Retraite ham og mig værdig — 
underskriv den samtidig med denne Ouasi-Arrestordre ; 
jeg viser den til Vagten , fører ham med mig ombord 
paa en Skonnert , og han og jeg gaae til Herlugdømmerne 
— Du og Frederik ere da frelste . 
Nei , nei , aldrig ! 
Han skal blive aflagt som en Prinds af Blodet , see 
dog , Christian , 50 , 000 Daler aarligt , ikke ar tale om 
min Appanage — Alt dette for at redde ham af Pøbelens 
Kløer . Troer Du endnu , at jeg hader ham ? 
Kongen kastede et Blik i Dokumentet . 
Altsaa det er Dit Alvor , naar jeg nu underskrev ? 
O , saa giver Du os Alle Lykken og Livet , saa er 
han frelst . 
Øvinde , bedrag mig ikke ! 
Frels ham , underskriv og frels ham . 
Det ene Dokument er jo nok ? 
Nei , begge ; thi ellers sønderriver Folket ham . 
Nei , jeg underskriver kun det ene . 
Saa ere vi Alle fortabte ; man sønderriver ham , man 

stpder vs Alle bort fra Thronen . Christian det gjælder 
Dit og hans Liv ! 
Lad mig i Fred , jeg har ingen Pen og Blæk . 
Guldberg , hurtig Pen og Blæk , Kongen vil frelse os 
Alle ! 
Jeg kan ikke skrive , den Skjælm Brandt har bidt 
mig i Pegefingeren . 
I høre det , Brandt har begaaet Majestætsforbrydelse 
og bidt Kongen i Fingeren . Underskriv nu ; o Gud , 
Folkestimlen nærmer sig , skriv , det er ben høieste Tid , 
Pøbelen gjennemtrænge ! Dronningens Gemakker — 
Børnene ere i Fare ! Underskriv , at jeg kan ile hen for 
at frelse dem , Sværdet hænger over deres uskyldige 
Hoveder ! Til Hjælp , min Søn , frels ham , som jeg 
elsker , skriv , skriv ! 
Hvis Du bedrager mig , vier jeg Din Sjæl til 
Helvede ! 
Skriv ! O , see mine Taarer — skriv ! Hans Liv er 
afhængigt af et Pennesfrøg — skriv ! 
Enkedronningen greb som i Fortvivlelse Kongens zittrende 
Haand , trykkede den og Pennen til Papiret , og 
han skrev mechanisk sit Navn to Gange , kastede derpaa 
Pennen og raabte : 
Fordømt være Den , som opfandt Skrivekunsten , og 
Den , der opfandt Pergamentet ! 
Triumph , raabte Enkedronningen , nu er Danmark 
frelst . 
Derpaa vendte hun sig med Høihed om til RantzauAscheberg , 

rakte ham Arrestordrer og sagde : Skynd 
Dem , gjør Deres Pligt ; dette er mit . 
De Bevæbnede vare med Rankzau hurtigt ude af Døren . 
Holdti raabte Kongen ; det er Forræderi - bliv , 
lad mig see dem begge ! 
Juliane Marie tilkastede Kongen et Fingerkys og 
sagde : Kjære Søn , inden en Time er Faren overstaaet , 
jeg iler til Børnene , ikke et Haar skal krummes paa 
deres Hoveder , det indestaaer jeg Dig for med mit Liv . 
Og hun , Mathilde . 
Hun maa til Kronborg med Børnene . 
Nei , Frederik bliver hos mig . 
Godt , det lover jeg , men det søde Pigebarn maa 
følge med Moderen ; hav Tillid til mig . Skriv blot : 
Reis til Kronborg ! saa er Alt godt . 
Alt bliver sort for mig , jeg kan hverken skrive eller 
see . 
Christian , saa frels Dronningen iblinde ; her er et 
Par kjærlige Ord , skriv I 
Igjen skrive , Du vil da , at jeg skal forskrive mig . 
Christian , det , Du nu gjør , vil mindes længe som 
en Velgjerning . 
Nu , i Guds Navn dal 
Tak , det var godt . 
O , gid jeg maa være gal fra denne Time af , det 
er min eneste Undskyldning . 
Hurtig som en Gazelle forlod Juliane Marie Gemakket , 
og Guldberg fulgte hende som en logrende Hund sin 

Herskerinde . Ikke Een blev tilbage hos den elendige , 
syge Konge , der slirrede vildt omkring sig i det store , 
øde Gemak . Hvad var det , er det en Drøm , spurgte 
Kongen sig selv , ja , jeg haaber det , det var kun en 
afskyelig Drøm — Bevæbnede , hendes falske Taarer , 
Sukke og Bønner — og lige med et forsvandt de Alle 
— og nu er jeg ene . Konge over to Riger og ene . 
Jeg bersk r over 3 Millioner Hoveder , og jeg kan ikke 
beherske , ikke slyre mine egne Been . Ak , var det en 
Drøm , men disse sorte Fingre vidne om , at det er en 
sort Gjerning , der er begaaet . Storhed og Ungdom , 
Udsvævelse og Straf — Cathrine , Du svoer at hævne 
Dig — og nu er Du hævnet ! Jeg vil redde et Menneskeliv , 
redde Mathilde - og nu faltes jeg den bortodslede 
Kraft . To Kongeriger maae betale et elendigt 
Menneskes afskyelige Svaghed . Konger og Mægtige , 
gid I maatte ræddes ved min Elendighed og blive bedre ! 
Ha , ha , ha ! hvad vaaser jeg , lad Vorherre gjøre det 
om , hvis det er ham imod , han har Magten og ingen 
Stedmoder — Halloi ! Kammerherre ! — er der ingen 
Kammerherre derude til Kongen , ved min allernaadigste 
Unaade , halloi , er det passende at lade min Majestæt 
alene uden Hofsnoge ? Tør I Elendige minde mig om 
min Elendighed og forlade min Almægtighed uden at 
lade den fløttes af en bestjernet Nar eller en halvudruget 
Hofjunkcr ? jeg skal kappe Hovedet af hele det 
hovedløse Slæng . Siden min Stedmoder fik Magten , 
fik jeg Samvittighed i Benene , og nu er jeg ikke Karl 

for af vække dem igjen . Halloi , Hr . Kammerherre , jeg 
er Ild foroven og Iis forneden . Halloi , jeg sværger 
ved Enkedronningens Krokodille^Kjærlighed , af den Forste , 
der kommer ind til mig , om det saa var Støvlet-Eathrine , 
skal være Kammerherre . Halloi , Kongen kjeder 
sig og Kongen er bange , halloi ! 
Angstens kolde Sved perlede paa Kongens Pande . 
En Huusgeraadskarl , der altid pleiede af bringe Brænde 
ind i Kongens Gemak , naar Kongen var gaaet tilsengs , 
traadte just ind med en Kurv Brænde . 
Da han bemærkede , af Kongen endnu var oppe , 
vilde han træde tilbage , men Kongen vinkede ivrig af 
ham og raabte : Kom nærmere , hvad Du saa er , er 
Du Kammerherre ? eller er Du et Menneske ? 
Nei , jeg er Huusgeraadskarl ? 
Saa er Du en Sjeldenhed , for saa er Du paa 
engang en Kammerherre og et Menneske . 
Vorherre bevares , det veed jeg ikke noget af , svarede 
Karlen . 
Du er dum nok til af bære ForstandSnpglen bag paa , 
lad mig nu høre , om Du er saa forstandig som et 
Menneske ? 
Sveitseren siger , af jeg har god Forstand , men af 
jeg gider ikke bruge den , og Forvalteren siger , af jeg er 
reverenter talt et Fæ ! 
Det beviser , at Forvalteren er en Klodrian og Sveitseren 
en af Salomons Efterkommere , for Du er den 

enæste , som har havt Forstand nok til at see til en forladt 
Konge , der ikke veed hvordan han selv har det . 
Aa , Deres Majestæt smigrer mig . 
Hvad er din Bestilling her , hvad foretager Du Dig 
til Hverdagsbrug ? 
Ja , naar jeg skal sige det saadan lige reentud , saa 
bærer jeg Brænde ind til Kongens Værelser . 
Saa stjæler Du Brænde , ikke sandt ? 
Jo , ligesaa bestemt , som Deres Majestæt siger ; jeg 
stjæler Brænde hver evige Dag ! 
Fy for oen Lede ; og jeg , som vilde gjøre Dig til 
Kammerherre , — ere Kammerherrerne ikke ærlige Folk ? 
De ere Fanden heller . Nogle ymte , kunne være 
ærlige nok , men Alle ? paa det Lav , nei for den Sags 
Skyld kunde jeg nok bære Nøglen til Brændekjælderen 
bagud . 
Men hvorfor stjæler Du da ? 
Hvorfor ? jo , det er jeg jo nødt til , for Kongen kan 
da ikke fryse . 
Er Du gal , eller — hør , veed Du hvad , hvem af 
os To er den Allergaleste ? 
Jeg veed ikke saa lige , men skal jeg sige min Sandten , 
saa er vi nok lige kloge begge To . 
Dn er idetmindste oprigtig ! naa sig mig saa , hvorfor 
Du sljæler Brænde . 
Jo , fordi Forvalteren han sljæler Brænde fra Deres 
Majestæt . 
Det er rimeligt . 

Ja , sommetider , men sommetider sljæler han saa 
urimelig meget , at naar jeg inte igjen sljal Brænde af 
hans Bunke og bar herop , saa vilde Deres Majestæt 
komme til at fryse . 
Hvad for Noget ! Du sljæler til mig ? Du 
er en rask Karl ; men fy , saa gjør Du jo mig til 
Hæler ? 
Aa vist ikke ; for det Første veed de jo ikke noget af 
det , og for det Andet er det jo Deres eget Brænde , 
jeg sljæler . 
Ja saa , saa er der jo ikke Noget iveien . Du er 
mig en flink Fyr , hvad hedder Du ? 
Jeg hedder Thømas og bliver Syvøgtyve til Kyndelmisse . 
Hør 
Du , hvis jeg hed Thømas , froede jeg Dig ikke 
men siden jeg hedder Christian , faaer jeg vel troe Dig . 
Vil Du være Kammerherre ? 
Ja , det vil jeg saa evig gjerne . 
Godt ; fra nu af er Du Kammerherre ! 
Jøsses , hvor jeg vil være glad imorgen tidlig , naar 
jeg kan fortælle det til de Andre . Hvad befaler Deres 
Majestæt ? 
Naar Deres Høivelbaarenhed har lagt godt i Kaminen , 
for at holde Barmen vedlige hele Natten , saa vil 
Vi lægge oS . 
Ja , lad os det ! 

Naar jeg siger Vi , mener jeg Vor kongelige Persøn . 
Hjælp mig nu hen i Alcoven . 
Jo , Hr . Forvalter — Deres Majestæt ! vilde jeg 
sige ; jeg beder tusind Gange om Forladelse . 
Ingen Forseelse , Thomas ; den daarligste Konge 
maatte nok ønske , sig at være en god Forvalter . 
Uden at stjæle Brænde . 
Uden at røve Noget fra Nogen . 
Hvilken Lykke ; fag kun rigtig fat , Deres Majestæt , 
der er Krummer i Deres nye Kammerherre , — hvor 
Forvalteren vil gjøre store Øine , vaar han hører , at 
jeg er Kammerherre . Lad os saa lægge os . 
Hvad vil det sige : vi ? 
Naar jeg siger vi , mener jeg Deres Majestæts 
kongelige Persøn , men hverken mig eller Forvalteren , 
der stjæler Brænde , for at varme sig mens Kong 
n fryser . 
Du snakker for meget ; en Kammerherre maa 
vide at skjule sin Dumhed , ved at tie stille . 
Jo , det skal jeg øve mig paa , Deres Majestæt . 
Forresten er det ikke saa let at være fornem . 
Tie nu slille , Thomas , og hjælp mig i Seng ; 
Din slørste Fortjeneste besfaaer i at en gal Konge 
føler sig klogere end Du . Lad os ende denne 
elendige Dag . Jeg har ikke gjort Andet end 
lutter Galskaber idag . Hvad siger Du , Thomas ? 

Jeg siger Ingenting , Deres Majestæt , for jeg skjuler 
Min Dumhed . 
Min Søn , Du er lykkelig , Vorherre er Din Formynder ! 
Hm , 
svarede Thomas og nikkede . 

Sextende Kapitel . 
Hofballet . 
Paa Hoftheatret bølgede Maskerne imellem hinanden . 
De Fleste vare pragtfuldt costumerede og uden Masker , 
Andre bare Masker i dyb Forborgenhed . Blandt de 
Første vare Dronningen og Struensee , blandt de Sidsle 
Enkedronningen , Rantzau-Ascheberg , Guldberg , Bering « 
skjold , Køller og Eichstcd , der bestandig flisteviis om « 
cirklede Struensee og Dronningen . Enkedronningen 
havde sfiftet Dragt og var nu i blaa Domino ; hun 
ikte af og til hen til en guul Trappist-Munk med 
Hætte , som Alle viste megen Hyldest . Hoffolkene sagde , 
at det var Arveprindsen . Guldberg nærmede sig den 
blaa Domino og spurgte sagte : 
Skal han arresteres her ? 
Nei — gaae til Siden og vent . 
Til samme Tid nærmede en Franciscanermunk sig 
til Struensee , der netop vilde træde op i Dronningens 
Qvadrille , og hviskede : 
Vi ere forraadte , Falkenskjold udebliver , Jusfitsraa « 

den er ikke til at finde , Lagten ertripleret , hvad skulle 
vi gjøre ? 
Lade som intet og dandse . 
Brandt er arresteret . 
Er Du vis derpaa ? 
Aldeles vis . 
Sig det til Køller . 
Det er ham , som har sagt mig det , han beder Dem 
være forsigtig og tage Dem iagt for Eichstedt . Køller 
har Nøglen til Tøjhuset , en Baad ligger parat . 
Ved Griffenfeldts-Porten ? 
Spøg ikke ! 
Hvorfor ikke , vi have ikke Tid til at tænke paa noget 
Alvorligt . 
Klokken slaaer 12 . 
En Stemme sagde : 
Dronningen begiver sig til sine Gemakker . 
En almindelig Forvirring opstod ved disse Ord . 
Jeg ledsager Dronningen , hvidskede Struensee til 
Øder . 
Nei bliv , jeg skal . 
Jeg maa tale to Ord med hende . 
Exellence — eller rettere sagt min Ve » , bliv ! 
Jeg maa , Farvel . 
En maskeret Domino lagde Haanden paa Struensees 
Skulder : 
Bliv , Greve , lad hende gaae ene — det gjælder 
Æren , bliv ! 

Hvem er Du , Maske ? 
Din Ven og Din Fjende , som Du selv vil . Frels 
Dig , Struensee , for det er for seent . Din Magt er 
endt . Flygt , hvis Du vil redde Livet ! 
Hvis Du vil skræmme mig , Maske , saa søg et andet 
Maal ; jeg bliver , hvor det behager mig . 
Ulykkelige , Din Død er vis , fly ! 
Jeg frygter ikke engang Døden . 
Men hendes Ære da— ? 
Er renere end Din Tunge . 
Det er den Dødsdømtes Spot , jeg hører . 
Giv mig et Beviis , at Din Tunge taler Sandhed , 
hvis Du vil , at jeg skal tro Dig . 
Nu vel , Du kan ikke flygte uden ved mig — Din 
Arrestordre er i gode Hænder , men jeg har Din Frelst 
i min Haand — naar Du vil flygte strax . 
Naar Du beviser , at Du taler sandt , og hvis jeg 
da kan . 
See over mine Skulder og læs . 
Jeg Statholder i Hertugdømmerne med flig Gage 
— drømmer jeg — ja , det er Kongens Underskrift , det 
er mit Papir . 
Nei , det er mit . 
Altsaa dog afskediget — ved hvem ? 
Ved Din Fjende ! 
Ved Enkedronningen ! 
Hader Du hende ? 

Ja , Maske , hører Du ? jeg Hader hende . 
Elendige , Du dømmer Dig selv l 
Hun er en elendig Bedragerffe . 
Kun ved Vold , Løgn og List har hun seiret . Derfor 
Hader jeg hende . 
Dette skal vidne , jeg har styrtet Dig , Struensee , 
jeg , men jeg kan ogsaa redde Dig . Ligemeget , jeg 
vil være slørre end Du — der , tag det som en Raadesgave , 
men slygt strax , om en Time er det for seent , 
thi om en Time er Du Statsfange . 
Dette er ogsaa en Lin . 
Nei , det er en Opoffrelse . 
Kom det fra den uslcste Terne , jeg tog det som et 
Rødanker , men fra Juliane Maries Haand — nei , det , 
ka jeg ikke tage — det er bittrere end selve Døden . 
Struensee , maaskee har jeg forurettet Dig , fly nu 
— forband mig , om Du vil , men frels Dig ved dette 
Sikkerhedspas . 
Du er altsaa oprigtig , Maske ? 
Ja ! 
Er det et virkeligt Nødanker ? 
Ved Scepter og Krone , Ja ! 
Og det vil blive respecteret ? 
I Løbet af en Time ja , det sværger jeg . 
Godt , saa vil jeg ogsaa bringe et tungt Offer , jeg 
vil redde Uskyldigheden dermed . 
Nei , kun for Dig er dette , kun for Dig alene . 
Og , hun , den Rene , den Hellige som Madonna ? 

Tie , Ubesindige ! 
Hun er hjemfalden sin Rival . 
Aldrig 
Bring mig ikke til at glemme mig selv . 
Endnu engang , kan jeg frelse Dronningen dermed ? 
Nei , kun Dig selv ; hun maa trædes ned . 
Af den Brødefulde ? 
Jeg vil sønderrive hendes Hjerte , som hun har sønderrevet 
mit . 
Lad det skee , saa sønderriver jeg Beviset for Dit 
Ædelmod , jeg bliver Juliane Marie , jeg træder Din 
Gave under Fødder ! 
Med disse Ord sønderrev Struensee med stor Anstrængælse 
Pergamentet i smaa Stykker og kastede det 
for Maskens Fødder . 
Juliane Marie udstødte et qvalt Skrig . 
Struensee var bleg som et Lig , han traadte tæt hen 
til Dominoen og hvidskede : 
Juliane Marie , jeg foragter Deres Almisse . 
Masken anvendte uhyre Vold paa sig selv for at beherske 
sig , og stod nogle Øieblikke ubevægelig og slum . 
Mechanisk greb hun ned i Lommen , tog en Nøgle og 
hviskede : 
Dit Had til mig er slørre end mit til hende . Ligemeget , 
hvis Du er uskyldig , skal Du frelses , slygt 
gjennem mine Værelser , gjennem Kirken og Høibro , 
ved Stranden staaer en Vogn , som fører Dig til 
Fredensborg , vent mig der og Du er frelst — fag 

mine Diamanter , fag Alt , jeg fortryder det Onde , jeg 
har gjort D ig , jeg vil gjøre Alt godt — men træd 
ikke mellem mig og hende , hun alene skal falde — Du 
skal frelses , hvis Du forlader hende . Reis , denne 
Nøgle frelser kun i 40 Minutter , nyt den . Farvel 
for evig . 
Farvel , jeg vil prøve Eders Ærlighed altsaa i 40 
Minutter . 
Farvel . 
Dronningen skal frelses , mumlede Struensee og ilede 
ind ad Enkedronningens Korridorer . 
Rankzau og Guldberg vilde ile efter Greven , men 
Juliane Marie stillede sig imellem Corridoren og hendes 
lydige Tjenere ; de vilde dog ikke lyde strax , hun rev 
fortørnet Masken af og tilkastede dem vilde , hcevnfny » 
sende Blikke . 
Hvor gik Struensee hen ? spurgte Guldberg . 
Er Kongens Gemak bevogtet ? 
Ja , men Grev Struensee ? 
Har De Arrestordren , Rankzau ? 
Ja ! 
Giv mig den . 
Hvad siger Deres Majestæt ? 
Gid mig Arestordren ! 
Det gjælder vort Liv altsaa . 
Guldberg sagde rolig : 
I Enkedronningens Navn giv mig Arrestordren , Hr . 
Greve ! 

Her , svarede Rankzau-Ascheberg . 
Guldberg tog den , besaae Underskriften og slak de » 
til sig . 
Guldberg , jeg befaler Dem , giv mig Ordren . 
Nei , Deres Majestæt , De er exalteret , nu i dette 
Øieblik giver jeg Dem den ikke . 
De vover , Elendige ! 
Majestæt , De skal faae den om 20 Minutter i 
Dronningens Gemakker . 
Hvad , i Dronningens Gemakker ? 
Ja , og De vil takke mig . Er han flygtet alene , faa 
skal de faae den uden Vægring , men vil han redde 
Deres Erkefjende — da faaer Ingen den uden Eichsted 
og Køller ! 
Hvis Du har Livet kjært , Guldberg , saa giv mig 
Ordren ufortøvet . Er han der , hvor Du siger , skal 
alle Jordens Konger ikke kunde frelse ham . Er han 
der ikke ? 
Nu , hvad saa ? 
Saa er han allerede frelst . 
Majestæt , jeg er Eders Slave . 
Med disse Oid rakte han Enkedronningen Arrestordren . 
Følg 
mig , Hr . Cabinetsminister . 
Guldberg fulgte . Rantzau blev staaende et Øieblik 
bg saae mørk og nedslaaet efter dem . 
Endelig tog han sig sammen og fulgte bagefter med 
et dybt , undertrykt Suk . 

Struensee havde faaet et godt Forsuring . 
Ad en hemmelig Trappe slødte Øder til ham , da 
han netop traadte ind i et af Dronningens Gemakker . 
En Kammerfrue saae bestyrtet paa de Indtrædende . 
Meld os strax hos Dronningen , siig , at der er Fare 
og Frelse ; men ikke et Øiebliks Tøven . 
Dronningen kaster noget Tsi om Kronprindsen og 
den lille Prindsesse . 
Siig , vi maa flygte gjennem Slotskirken til Høibro . 
Nei , Dronningen sagde gjennem Bibliotheket . 
Det rar en Snare — jeg har en Hovednøgle — 
hvert Secund er kostbarti 
Hendes trofaste Tjenere spigr hende . Hurtig , 
hurtig l 
Struensee gik op og ned i piinlig Spænding . Han 
frygtede , at Børnene skulde forraade Flugten . Han , 
den Mægtige før nogle Timer siden , lyttede nu med 
Angst ved hvert Vindsfød , ved hver Dør , som i den 
fjerneste Deel af Slottet bevægede sig op eller i ; han 
frygtede Stolen , men selve Stilheden var ham ligesaa 
utaalelig . 
Saa er Timen da kommen , som jeg saa længe har 
frygtet . 
Desværre , den er kommen , svarede Øder . 
Min Ven , jeg skammer mig over min Svaghed , jeg 
havde tiltroet mig selv mere Styrke ; men vi ere slærke 
og freidige naar Faren er fjern — naar Ulykken banker 
paa vor Dør , lammes vore bedste Evner . 

Alt er ikke tabt endnu ; om en Time kan Falkenskjold 
være her — af tredsindstyve Minutter er saa 
meget afhængigt , af een elendig Time . 
Hvor mangt et DødShug kan ikke falde i een Time . 
Lad mig heller forkorte Tiden ved at fortælle noget 
Andet . Jeg vil fortælle en Historie om en Orm . 
Ak , jeg er selv kun en stakkels Orm . 
En Orm slyrtede to Riger i Fordærvelse . Kong 
Salomon var død , men Folket vidste det ikke ; for 
at bedrage det , holdt man den kongelige Figur opreist 
ved Hjælp af en Stok , men Ormen gnavede Stokken 
over — ' Kongen , faldt og begge Rigerne med 
ham . 
Ak , Oder , havde Du fortalt mig denne Histore igaaer , 
havde jeg selv passet paa Kongen , og vi havde været 
frelste tilligemed Rigerne . 
Endelig kom Dronningen med en Kammerfrue . 
Er det virkeligt sandt , Struensee ? 
Ja , deres Majestæt , men Øieblikket er kostbart , ret 
nu maa vi bort . Gaaer ikke denne Vei til Kirken ? 
Ja ; men Børnene sov , jeg kunde dog ikke lade dem 
blive . De , mine Herrer , fører mig til England , til 
min Broder ; for Resten maa Gud sørge . 
Min Dronning , løv intet Øieblik længer . 
Struensee , eet Skridt maa jeg endnu vove , jeg maa 
til Kongen , han lever jo , 
Ja , men han er i vore Fjenders Vold ; man har 

vakt Kongens Skinsyge mod Deres Majestæt . Ethvert 
Skridt er forgjæves , og jeg kaldes den Skyldige . 
De ? Afskyeligt ! Og hvad vil man gjøre ? 
Vil De vide det ? 
Tal , tall 
Toge mit Liv ! 
Umuligt , jeg maa til Kongen , han maa , han vil 
høre mig , De i Livsfare ? Aldrig , aldrig ! Han vil 
frikjende os , eller jeg vil forlade et Land og et Hof , 
hvor jeg er givet i Forfølgelsens Haand . 
Tøv intet Øieblik , min Dronning . Lad mig og 
Øder redde Dem og Børnene , det er høieste Tid , thi 
Enkedronningen — 
Enkedronningen , Rankzau , Guldberg og Jessen , ledsagede 
af en stærk Vagt , anført af Eichstedt og Køller , 
traadte pludselig ind af 3 forskjellige Døre . Sex Geværløb 
sattes strax mod Struenses Bryst . Giv Dem 
tilfange i Kongens Navn ! raabte Eichstedt og Køller 
paa eengang . 
Hvem befaler her ? spurgte Struensee med Myndighed . 
Kongen 
af Danmark og Norge , svarede Enkedronningen 
med knnsende Foragt . Kongen , der hævner 
den Krænkelse , en Forræder har vist mod ham og hanHuus . 
Hvilken 
Krænkelse ? 
De befinder Dem midt om Natten i Dronningens 
Gemak , det er Højforræderi . 

Dronningen knugede forbittret sine Hænder og sagde : 
Bil Eders Majestæt naadigst erindre , at De befinder 
Dem i mine Gemakker ; jeg skal spørge Hans Majestæt , 
om han tillader flig Forhaanelse mod sin Gemalinde 
De hans Gemalinde ! Hr . Greven der veed bedsk , 
at De ikke er det mere . 
Det er formeget , Eders Ord er Bagvaskelse og 
Had ; for den Rene er Alting reent , men for Dem er 
Alting meent ! raabte Struensee . 
Oplæs Arrestordren , Guldberg ! 
Guldberg udfoldede Documentet og læske med hævet 
Røst Følgende : 
Bed nærværende Decret , udstedt af Os selv og undertegnet 
af Bor egen Kongelige Haand , afskedige ! vi 
herved Johan Frederik Struensee , Ex-Doctor medicinæ , 
fra hans hidtil havte Embeder og Værdigheder i Statens 
Tjeneste . Vi berøve ham samtidig Ret til at 
fremstille sig for vor kongelige Person og befale derfor , 
at han øieblikkelig , hvorsomhelst han træffes , belægges 
med personlig Arrest og føres til Citadellet , hvor han 
hensættes som Statsfange under god Forvaring i et 
sikkert Fængsel , indtil hans offentlige Vandel og øvrige 
Handlemaade nøiagtig er undersøgt ved dertil af Os 
udnævnte tro Mænd . Saaledes skeer Vor Villie . Givet 
paa Vort Slot Christiansborg , Natten mellem d . 
16de og 17de Januar 1772 . Undertegnet : Christian . 
Struensee hørte rolig og med Værdighed paa Oplæsningen 

af Arrestordren , og sagde derpaa : Jeg for 
langer at see Underskriften . 
Vil Deres Majestæt tillade det ? spurgte Guldberg . 
B-ehold det i Haanden , men viis ham Kongens 
Haand . 
Guldberg adlød . 
Ordren er ugyldig ! sagde Struensee efter at have 
kastet et prøvende Øiekast paa Documentet . Han sagde 
dette med en Koldblodighed og Ro , som om det gjaldt 
enhversomhelsf anden Person , og ikke ham . 
Hvorledes ? spurgte Guldberg blegnende . 
Hvad siger han ? spurgte Enkedronningen med iis » ende 
Kulde . 
Han siger , at Arrestordren er ugyldig . 
Af hvilken Grund ? Juliane Marie henvendte sladig 
sine Spørgsmaal til Guldberg , som om det var dybt 
under hendes Værdighed selv at tale med en Statsforbryder 
. 
Af hvilken Grund ? gjentog Guldberg mekanisk , idet 
han overleverede Spørgsmaalet til Struensee . 
Af flere Aarsager . Først er Kongens Underskrift aldrig 
Chrislian , thi her er mange Christians i Landet , 
og ikke een har for Navnets Skyld Ret til at udstede 
en saadan Ordre , men her er kun een Konge , og fordi 
man skal kunne see , hvilken Konge , der underskriver 
Ordren , undertegner Kongen sig altid Chrislian Rex . 
Snak , det er Kongens Underskrift , og dermed Basta ! 
raabte Enkedronningen utaalmodig . 

Her er ikke Tale om , hvad den Ene eller den Anden 
mener , svarede Struensee med Bestemthed , her dreier 
det sig om et Retsdokument er retslig affattet og i gyldig 
Orden for at exeqveres . Kongen kan efter Loven 
kun undertegne det , naar det er eontrasigneret af hans 
første Minister . Da jeg ikke har undertegnet , ei heller 
vil undertegne eller contrastgncre Decretet , saa maatte 
det være eontrasigneret af en anden dertil allernaadigst 
udnævnt Minister . 
Guldberg er Minister , skreg Enkedronningen som rasende . 
Han 
er maaskee udseet af Deres Majestæt dersll , men 
han er ikke udnævnt af Kongen , ellers vilde De behage 
strax at vise mig hans Diplom , undertegnet af Kongen 
og Geheimecvnfcrencen . Men da siig Udnævnelse aldeles 
ikke har fundet Sted , og en Stat ikke et Øieblik 
kan være uden noget Ministerium , saa vidner det om , 
at dette Papir lovstridigt er fravristet Hans Majestæt 
i et Øiebliks overvældende Sygdom og Sindsvildelse . 
Først maa min Eftermand med gylvige juridiske Former 
udnævnes , først da kan Hans Majestæt i Forening 
og efter Beslutning af Gcheimeconseilet undertegne en 
af Ministeren affattet og eontrasigneret Ordre . Dette 
Papir er derfor ligefrem falsk og ugyldigt , og Kongen 
vil øieblikkelig , naar jeg som hans Cabimetsminister 
førespørger ham derom , kalde det tilbage . 
Hal fnyste Juliane Marie og stampede i Gulvet . 
Struensee har Ret , raabte Nogle . 

Sxellencen har Ret , gjentog Rankzau-Ascheberg , medens 
Guldberg paa Enkedronningens spørgende Blik 
trak paa Skulderen , som Tegn paa , at der var Intet 
derimod at indvende . 
Himmel ! sagde Juliane og skar Tænder , medens 
hun med Fortvivlelse bemærkede den Triumph , der 
lyste ud as Dronning Mathildes Øine . 
Men der er endnu to vigtige Aarsager , som gM 
denne Ordre ugyldig og umulig . 
Ikke et Ord mere ! skreg Enkedronningen . 
Han har Ret til at tale , sagde Ranfzau , Loven tilsteder 
udtrykkelig enhver Arrestdecreteret Ret til at unddrage 
sig Iværksættelsen af en ugytdig Arrestbefaling . 
Tal , tal ! raabte de Bevæbnede , som allerede begyndte 
at helde til Struensees Side , fordi Ranfzau 
støttede ham . 
Juliane Marie sendte denne et knusende Øiekast ; 
denne iagttog til Gjengjæld en ydmyg , næsten sønderknust 
Holdning . 
Struensee vedblev : 
For det Første har man ikke anført nogen Forbrydelse , 
hvorfor jeg skal underkastes Arrest , thi Undersøgelse 
skal først finde Sted , og naar denne er endt , 
kan det først med Rette godtgjøres , om jeg er Forbryder 
eller brødefri , om jeg skal kastes i Fængsel , eller 
ei . En Anholdelse kan vel foreløbig stnde Sted , men 
denne kan kun udstedes af Justitsministeren paa eget 

Ansvar , og da jeg er Justits- dg Cabinetsminister , 
erklærer jeg baade Anholdelse og Arrest for ulovlig og 
et Værk af personligt Had . 
Han har Ret , supplerede Rankzau . Hans Exellence 
har Ret . 
Førræder ! brølte Juliane . 
Majestæt ! Kalder De mig en Førræder ? spurgte 
Rankzau-Ascheberg . 
Nei , del er ikke Dem meent . 
Hvem mener De da ? 
Ham der ! Juliane Marie pegede paa Struensee . 
Mig ? I dette Papir staaer der Intet derom . Kongen 
vil vistnok sige netop det Modsatte ; men jeg har , 
som Deres Majestæt har hørt , Ret til at gjøre lovlige 
Indvendinger mod et ulovligt og ugyldigt Papir , 
navnlig her , hvor det gjælder om ved Forræderi at 
overliste og forgribe sig paa Hans Majestæts Cabinetsminister , 
sam jeg endnu er . De behager derfor at 
høre min sidste Grund , hvorfor Papiret er ugyldigt 
og i enhver Henseende ulovligt og retsstridigt . 
Grib ham ! raabte Juliane Marie ; men Ingen 
røte sig . 
Han har Ret til at tale , sagde Rankzau . 
Der existerer « et lovgyldigt , af Kongen skrevet og 
eontrasigneret Document , som i Tilfælde af Sygdom 
eller utilregnelig Sindsvildelse , indsætter en Regentskabsjury . 
Det 
er ikke sandt . 

Papiret hviler i Geheimearchivet , og den engelske 
Gesandt , saavelsom jeg , har en nøiagtig Copi . 
O vist ikke ! 
Det indsætter i saa Fald Hendes Majestæt Dronningen , 
Arveprindsen , mig paa Kronprindsens Vegne , 
Grev Rankzau , Guldberg , Grev Thott og Oder til 
Regenter , som har enhver vigtig Sag , navnlig Cabinetsforandringer , 
at afgjøre . 
Det er nok ! 
Nu er Kongen syg , Regentskabet maa høres . 
Juliane Maries Øine rullede vildt , hendes Ansigt 
antog mere Udtrykket af en rasende Tiger , hvem Byttet 
er ved at undslippe , end Udseendet af en vred 
Qvinde . Hun vilde sige Noget , men formaaede kun 
at fremtvinge en hæs Strubelyd . Guldberg slog Øinene 
ned ved dette forfærdelige Udtryk ; ikkun Dronning 
Mathilde udholdt det med et trodsende Smiil . 
Struensee henvendte sig derpaa til de Tilstedeværende 
og sagde : 
De seer , mine Herrer , at det er Hendes Majestæts 
Vrede , Had og Hævnlyst , der her giver sig Luft . Om 
Staten , om Kongen er her sket ikke Tale , en Hofcabale , 
en sort Hævnplan , det er det Hele . Hvis det kun 
dreiede sig om at udfinde , hvad der er Ret eller ikke , 
vilde Hendes Majestæt ikke have flyet Lyset og kommen 
som Tyven om Natten . Men om Dagen kunde hun 
jo ikke have overrumplet sin Fjende , om Dagen vilde 
upartiske Mænd have undersøgt Sagen med Ro — nu 

har hun derimod søgt at overliste Kongen , Dronningen 
og os Alle ; men en saadan Krænkelse af Kronens 
Rettigheder maa ikke taales , og derfor befaler jeg , 
Johan Frederik Struensee , Hans Majestæts Labinetsminister 
og første RegjeringSmedlem , under Straf af 
Død og Forviisning , at De trækker Dem tilbage og 
forlader den regjerende Dronnings Gemakker . 
Grib ham , skreg Enkedronningen , da hun saae Tegn 
til at Adskillige , imponerede ved Struenses Ord og 
Holdning , allerede stode i Begreb med at adlyde ham . 
Grib ham , gjentog hun , han er Majestætsforbryder . 
Man saae indbyrdes tvivlraadig paa hinanden ; 
Ingen vidste hvad de skulde gjøre , enten adlyde Enkedronningen 
eller Ministeren . 
Dronning Mathilde kom -i dette Øieblik Struensee 
til Hjælp ; hun traadte nærmere hen tilden bevæbnede 
Skare , der veeg erbødig Mage for den milde , høie 
Majestæt , der laa udbredt over hele hendes Væsen . 
Gode Herrer og danske Mænd ! sagde hun , Den 
Hævnplan , som min Konges og Gemals Stedmoder 
her vil udøve til Fordeel for sin Søn , er altfor øiensynlig 
til at De ikke strax skulde have bemærket det . 
Lad Kongen selv i vor Nærværelse frit og » paavirket 
af denne selvkjærlige Stedmoder udtale sig , og vi ville 
da Alle adlyde , men lad det ikke faae Udseende af et 
natligt Røveroverfald , hvor de med Vold og Magt 
trænge ind i en værgeløs Dronnings Værelser , thi da 
saae de ikke Ord for at være Fædrelandsforsvarere , 

men Enkedronningens blinde , villieløst Slaver . Til 
Kongen altsaa — til Kongen ville vi gaae , for af 
hans Mund , hvis han er rask , at erfare hvad der skal 
skee , og for , hvis han er forvildet , først at faae Re « 
gentskabet samlet og derpaa at handle i Landets , 
Kongens og min Søn Kronprindsens Interesse . 
Ja , Ja , sagde Rantzau-Ascheberg , Hendes Majestæt 
har Ret ; til Kongen . 
Til Kongen ! gjentog alle de Andre , paa Guldberg 
og Eichstedt nær . 
Ikke et Skridt herfra ! brølede Juliane Marie med 
barsk , næsten Mandfolkestemme . Den , der vover at 
gaa « et Skridt herfra , er dødsens . 
I det samme Øieblik aabnedes Døren til Caroline 
Mathildes Sovekammer . De » indtrædende Kammerfrue 
havde Kronprindsen ved Haanden og den lille Prinds 
sesse paa Armen . 
Ha ! raabte Enkedronningen pludselig forandret , gaae 
» n til Kongen , gaae , jeg holder Eder ikke længer tilbage , 
men Disse blive her . 
Enkedronningen tog Kronprindsen i Armen og greb 
efter Prindsessen . 
Mine Børn ! raabte Maihilde , idet hun løb til og 
rev Børnene fra Enkedronningen . 
Dine Børn ? Kan Du bevise det ? Dine Børn ? 
Ha ! — hans Børn mener Du — gaae til Kongen . 
Struensee , Hævn skal ikke undgaae Dig ! 
Løgnerske ! skreg Mathilde og var nærved at segne . 

Ja , ved Himlen , en lav og nedrig Løgn ! raabte 
Struensee med dyb Foragt . 
Du vilde ikke frelse Dig selv — men . Dine Børn 
vilde Du frelse , Højforræder ! Af Kjærlighed til dem 
kom Du her ; nægt det , , om Du tør , det sværger jeg 
paa ! 
Meenederfle ! forsætlig Meenederske ! svarede Struensee , 
næsten qvalt af Harme . 
Gaae , Hr . EabinetSminister ! Tag Deres Børn med 
Dem ; kan De redde Dem selv og Deres Kjæresfe her 
paa Jorden derved , saa var det Synd at nægte Dem 
det , men Folket , husk paa , Folket , jeg iler ud til Folket , 
jeg tordner det Sandheden i Ørerne , vi komme mandstærke 
tilbage , og vi skulle see , hvem der seirer . 
Et Ord , Majestæt , et eneste Ord ! sagde Struensee . 
Med Dem intet mere ! Gaae — gaae ! 
Jeg maa først tale . Hvis jeg adlyder denne feilfulde , 
ugyldige Arrestordre , hvad da ? 
Da beviser De , at De ikke har nogen Andeel i 
disse Børn — da ere de Kongens . 
Sværg det for disse Mænd , saa vil jeg gaae i 
Fængsel ? 
Jeg sværger ved Gud og Æren , ved Kongens , mit 
og min Søns Liv , at naar Grev Struensee gaaer i 
Fængsel , erkjender jeg og Alverden , at Kronprindsen 
er Kongens Søn og rette Thronarving . 
Og Prindsessen ogsaa ? 

Det tør jeg ikke sværge paa , men jeg sværger heller 
ikke paa det Modsatte . 
Nei , tro hende ikke , bad Mathilde . Lad vs Alle 
gaae til Kongen , hendes Udsagn er et Hyæneskrig , og 
De gaaer i Døden , naar De gaaer i Fængsel . 
Lad mig kun gaae , hellere vil jeg døe , klid en eneste 
Stemme skulde udslynge denne forfærdelige Usandhed . 
Vælg nu —gaae i Fængsel— eller— , bød Juliane 
Marie med isnende Kulde . 
Mine Herrer ! Jeg er Deres Fange , naar De sværger 
mig til , at varetage Kronprindsens Ret . 
Del sværge vi , sagde Alle uden Undtagelse . 
Det sværger ogsaa jeg , ved Guds Blod og Bunder , 
sagde Enkedronningen og løstede de tre Fingre 
mod Himlen . 
Min Dronniug og min Prinds ; jeg vil døe glad 
med denne Vished . 
O , bliv dog , indvendte Mathilde . 
Elsker Du ham høiere end din Søn ? spurgte Enkedronningen 
og saae Mathilde stift ind i Øinene . 
Min Søn , min Frederik ! hulkede Dronningen og 
omfavnede Kronprindsen , der med sligende Forundring 
og Angst betragtede den Ene efter den Anden . 
Nu er jeg Eders , sagde Struensee til Eichstedt og 
hans Mænd . 
Eichstedt pegede sliltiende paa Døren , der førte til 
Corridoren . Sex Mand omringede øieblikkelig Struensee 

og førte ham ned ad Slottets Trapper til Capitainsvagten . 
Kort 
Tid efter førtes han i en kongelig Vogn under 
slærk Escorte til Citadellet , hvor han af Eichstedt strax 
førtes i et slærkt og frygteligt Fængsel . 
General ! sagde Struensee , vær menneskelig ; De vil 
da ikke , at jeg skal opholde mig i denne forfærdelige 
Hule . 
Tie , Forbryder ! svarede Eichstedt ; sæt Dem ved 
Væggen . 
Hvad er Deres Hensigt ? 
At sikkre mig mod en Højforræder . Slutter , læg 
ham i Lænker . 
Hvordan , Eichstedt , kan Hadet gaae saa vidt , jeg i 
Lænker ? Hvorfra har De Fuldmagt til en flig Behandling 
? 
Forhold sig rolig , her commanderer jeg ; eet opsætsigt 
Ord skaffer Fangen Bastonnade . 
Det tør De byde mig ? 
Stille , De er ikke mere Minister , men Forbryder , 
Lænkerne paa , smed dem fast i Muren , 18 Pund ? 
Lænker ere vel ikke for svære til at tæmme en halrstarig 
Forbryder , per længe nok har havt os Alle i 
Lænker . 
Eichstedt , Eichstedt , hvis jeg havde misbrugt min 
Magt , som De nu misbruger Deres . 
Hold Mund Deres Exellence , hvorfor var De saa 
dum ; nu kan De lære Noget af mig , hvordan De 

skulde have baaret Dem ad , da De havde Magten ; 
men De var med al Deres Latin en dum Karl . 
Har Enkedronningen befalet Dem , saaledes at mis » 
handle en falden Stormand ? 
Stille ! skreg Eichstedt ; det kommer ikke en Karl 
som Dem ved , hvad Hendes Majestæt befal , r eller ikke . 
Forøvrigt er det for at bevise Dem , hvor høit Hendes 
Majestæt sætter Priis paa Deres dyrebare Person . 
Struensee taug med ædel Værdighed ; han var jo 
nu ganske i denne brutale Mands Vold , og denne 
lod ham tungt føle , hvor dybt han paa nogle saa 
Timer var slyrtet . 
Smeden og hans Svende samt Slutteren og Bagten 
var i flere Timer ifærd med paa enhver Maade at 
sikkre sig den faldne Ministers Person . 
Man paalagte ham 20 Punds Lænker , smedede dem 
fast i Muren , der havde en Aabning , som lod 6 Mand 
og en Officeer uafbrudt have Øre med den vigtige 
Statsfange , for hvis Tilstedeværelse de maalte inbestaae 
med deres Liv . 
Lænken , der var lagt om Struensees høire Haand 
tillod ham ikke at gaae mere end tre Skridt fra Muren . 
Er det muligt ! sagde Struensee , dit Land , som jeg 
igaar regjerede med saamegen Skaansel og Frihed , bereder 
mig idag denne Løn ! 
Det lader til , at Forbryderen er utilfreds med det 
han har faaet , Hurtigt et Fodjern , han skal vide , 
hvad det er at gjøre Dronningen imod . 

Mau adlød Eichstedt , der fra nu af var Commandant 
i Fæstningen . 
Da Struensee havde faaet Beilen om Benet , spurgte 
Eichstedt : 
Er der nu sket ikke mere , Exellence » har at befale ? 
Nei , General ; De er en fortræffelig Slutter , en udmærket 
Arrestforvarer og Bøddel . 
Et lille Halsjern künde endnu klæde Dem ganske 
godt . Di maa tæmme Hr . Greven ; hid med et Halsjern . 
Det skal være en Forsmag , fprcnd De smager 
det sidste rigtige Jern . 
Vil de virkelig belægge mig med Halsjern ? Jeg 
besværger Dem , for Himlens Skyld ! 
O , bliv nu blot ikke gudsfrygtig for Halsjernets 
Skyld . Hidtil har De ikke besværet Vorherre , nu kan 
De see , hvad han har sendt Dem paa Halsen . 
Den grusomme Eichstedt paalagte ham selv dette 
Marterredskab , og havde endnu den Lumpcnhed , at 
raade ham til ikke at hænge sig i sit Strømpebaand . 
Endelig var de » langvarige Pinselsscene endt . Slruensee 
var nu gjort uskadelig , ja meget mere , han oar 
lige med Eet fra den mægtigste Mand i Landet sunket 
Ned til den ulykkeligste , den grusomst behandlede i 
Landet . Kun Hadet og Hævn , kun Fruentimmerhævn 
kunde finde paa en saa raffineret Grusomhed . 
Da Fængselsdøren omsider lukkedes efter Struensees 
Plageaander , kunde han først uforstyrret overgive sig 
til fin Fortvivlelse . Denne udeblev ikke , men Ungdommens 

Kraft og Haab var dog endnu ikke veget 
bort fra ham ; thi da han efter en qvalfuld Dag og 
en taarefuld Nat , udmattet af Sorg og legemlige 
Smerter , sank sammen paa den haarde Træbrix . der 
tjente ham istedetfor Seng , sank hans trætte Øine til , 
og han drømte om Kongen , der paa Dronningens 
Forbøn gav ham fri og lod ham , ledsaget af gode 
Ønsker , reise ud af Landet . 

Syttende Kapitel . 
Dronningens Fald . 
Da Struensee , ledsaget af Eichstedt og de Bevæbnede , 
havde forladt Dronningens Gemakker , vilde denne ile 
ester Følget ud i Corridoren , for at gaae til Kongen . 
Juliane Marie vilde imidlertid nyde sin Triumph 
heelt ; hunWllede sig i Veien ser Dronningen og viste 
Befalingen til at hun skulde begive sig til Kronborg . 
Jeg forlader ikke dette Slot , før jeg har talt med 
Kongen , svarede Caroline Mathilde . 
Køller , gjør Deres Pligt , føer Dronningen til Kronborg 
l befalede Enkedronningen med overlegen Myndighed ; 
thi nu , da Struensee ikke mere var tilstede , 
nu , da det var en Kjendsgjerning , at Ministeren var 
slyrtet og virkeligZStaisfange , følte hun sin Myndighed 
voxc , og maatte , for at det Skete ikke skulde falde 
tilbage paa hende og tilintetgjøre hende og hendes 
Tilhængere , gjennemført sin Plan , og den var ikke 

fuldført , naar ikke hendes farligste Modstander var 
fjernet fra Kongens og Hovedstadens Nærhed . 
Kongens Befaling skal adlydes , svarede Juliane 
Marie kort ; Kongen vil , at Dronningen skal føres 
fangen til Kronborg under slærk Eskorte , og der oppebie 
hans allerhøieste Befalinger . 
Hun lyver , som altid ! udbrød Dronningen heftigt ; 
Kongen kan ikke ville dette — og foruden at jeg er 
Kongens Hustru , er jeg Kongen af Englands Søster ; 
man vove ikke af gjøre mig tils Fange , det vilde fordre 
en frygtelig Gjengjældelse . 
Lad Syndfloden komme efter vor Tid , haanlo Enkedronningen , 
nu er der intet Andet af gjyre , end tie og 
adlyde . 
Nei , jeg adlyder ikke , jeg er regjerende Dronning , 
KronprindsenS , den vordende Konges Moder , min Mand 
er syg , sindsforvirret , og desuden er jeg en engelsk 
Prindsesse , jeg stiller mig under den engelske Regerings 
Beskyttelse . Man sende Bud efter den engelske Gesandt . 
Køller , endnu engang , her er Kongens Befaling , 
adlyd , eller De vil blive behandlet som Højforræder ! 
Køller rettede sig militairisk , skred med ærbødig Fasthed 
hen til Dronningen og sagde : 
Min piinlige Pligt befaler mig , af ledsage Deres 
Majestæt til Kronborg . 
Bliv fra mig , Oberst ! raabte Dronningen med Afsky . 
De , som jeg har viist Raade og Velgjerning « , vil 
De lægge Haand paa en salvet Dronning ! 

Jeg maa , under Dødsstraf , Majestæt , men jeg skal 
underdanigsf « inde , af De er min Dronning . 
Og De vil , af jeg skal forlade mine Børn ? aldrigl 
De kan jo tage Prindsessen med , sagde Enkedronningen , 
Kronprindsen fører jeg selv til Kongen . 
Ha , De vil dræbe ham , nedrige Uhyre ! Skulde jeg 
betroe ham i Deres hævntørsiige Baretægt ! 
Jeg bliver hos min Moder , sagde Kronprindsen med 
en Stemme , der forbausede Alle . 
Nei , Deres Køngelige Høihed , sagde Enkedronningen , 
Kronprindsens Plads er hos Kongen , nærved Thronen , 
Deres Søster følger Dronningen . 
Og De , Rantzau , De , Guldberg , har De da iutet 
Hjerte ? er Troskaben vegen fra Dem , siger De Intet ? 
Rantzau , der havde opgivet Alt ved Struensees Tilfangetagelse , 
trak paa Skulderen og svarede : 
Deres Majestæt , naar en ulykkelig Conflict imellem 
Kongen og Dronningen opslaaer , maae Kongens Mænd 
altid staae ved Kongens Side , hvormeget Hjertet end 
maa lide ved at gjøre Dronningen imod . Jeg skal for 
at berolige Deres Majestæt ledsage Hans Køngelige 
Høihed Kronprindsen til Konge « , og der i Forbindelse 
med Kronprindsen anraabt Hans Majestæt om en Forandring . 
Jeg foreslaaer derfor Deres Majestæt at begive 
sig til Deres indre Gemak for at oppebie den 
nærmere allerhøieste Ordre . 
Det kan lade sig gjøre , sagde Enkedronningev , men 

De , Køller , indestaaer med Deres Liv for Dronningens 
Tilstedeværelse . 
Køller bukkede og gav fine Folk et Tegn . 
Men hvem indestaaer mig for Kronprindsen ? Liv 
og Frihed , spurgte Mathilde 
Jeg ! raabte alle de Tilsledeværende med en Mund . 
Med mit Liv og min Ære indestaaer jeg for Hans 
Kongelige Høihed , sagde Guldberg . 
Og De , Moder , sam har hadet og forfulgt mig , 
ligesom De har lokket og kysset mig , hvad borger mig 
for , at De ikke forfølger og nedtræder Barnet , ligesom 
De har gjort ved Moderen ? hvad , o min Gud , stkkrer 
min Søns uskyldige Skridt ? 
Caroline Mathilde ! Min Hævn er tilfredsstillet men 
hvad der er skeet , jeg troer Dig ikke værdig at throne 
ved min Søns Side , men hvad vi have havt sammen 
er snart opgjort — Din Søn har Intet gjort mig 
— og min Sikkerhed er Borgen for Kronprindsens Liv . 
Eders Sikkerhed , I , som fører Jernsceptret . 
Det Herredømme , jeg udøver , strækker sig ialtfald 
ikke ud over disse Riger ; man vil kunne finde min 
Fremgangsmaade mod Eder berettiget saalænge jeg 
hævder Kronprindsens Net . Den , der vilde slyrte mig 
i Fordærvelse , behøvede blot at krumme et Haar paa 
Kronprindsens Hoved . Saalænge han lever er England 
roligt , men døde han , var jeg vis paa Englands 
blodige Hævn . Det er den engelske Prindsesses Søns 
Ret til Kronen , der holder Brittaniens Sværd iSkjeden , 

og kun saalænge han lever nantastet , er jeg og 
min Søn sikker . 
Kunde jeg tro Dem — o , gid jeg kunde tro Dem , 
saa gik jeg mere let herfra . 
Tag Tingen , som den falder . En Skilsmisse mellem 
Ederog Kongen vil jeg sørgefor , men videregaaer jeg ikke . 
Det skal slaae Christian den Syvendes Enke frit for 
at reise til sit Fædreland , menselv der vil jeg være sikker for 
Eders Hæ « n , saalænge Kronprindsen lever og nyder sin 
fulde Ret . 
Jeg vil da tro Eder , men bedrag ikke en ulykkelig 
Moder . 
Gaae nu ind og saml Eders Tanker , vær sikker paa , 
at jeg holder mit Ord , Frederik skal være tryg her og 
han skal selv tilmelde Eder det . 
Farvel , hold da Ord ! 
Jeg skal holde det ubrødelig ! 
Min Søn , omfavn Din Moder for sidste Gang . 
Kronprindsen ilede i sin Moders Favn og slyngede 
sine smaa Arme om Dronningens Hals . Det var en 
lang , en inderlig Omfavnelse . 
Alle vare rørte , selv Juliane Marie . 
Caroline Mathilde ! sagde hun derpaa med blød 
Stemme , jeg skal sørge for , at begge Børnene blive 
nogen Tid hos Dig paa Kronborg . 
Tak , Tak ! det var Alt , hvad den ulykkelige Kone 
kunde fremføre . 
Pludselig rev Prindsen sig los , gik hen til Køller , 

truede med fin lille Barnehaand ad ham og 
sagde ; 
De underskaaer Dem ikke at gjøre min Møder Fortræd , 
ellers skal jeg , naar jeg bliver Konge , lade De » 
og alle deres Børn løbe Spidsrod . 
Køller svarede ikke , men bukkede ærbødigt . 
Derpaa -viskede Prindsen en Taare bort og 
sagde : 
Kom , Guldberg og Rantzau , I flemme Mænd , som 
have gjort min kjære Mester Struensee Fortræd , men 
jeg skal tilgive Jer , naar I holde Ord og følge mig 
lige til Kongen . 
Han tog derpaa Guldberg i Haanden . Instinctmæssig 
fplte Barnet , at denne vilde blive hans bedste 
Beskytter . Derpaa forlode De Gemakket . 
Enkedronningen gav et forstaaeligt Tegn til Køller 
om at blive og være agtpaagivende . 
Hun vilde ligeledes forlade Gemakket , men Dronningens 
røde , ophovnede Øine rørte hende , hun vendte 
derfor om , gik tæt hen til Caroline Mathilde og sagde 
med dæmpet Stemme : 
Gid jeg havde en Spn af Alder som Din Frederik , 
saa skulde jeg medgive Dig ham som Gidsel , men 
ved min Sjæls Fred , Kronprindsen skal succedere sin 
Fader ! 
Nu troer jeg det , svarede Dronningen , og med disse 

Ord gik hun ind i fit Sovegemak , medens Enkedronningen 
ilede efter Kronprinda Frederik og Guldberg ud 
i Corridorerne . 
Hvis der overhovedet findes noget Forsvar for den 
Fremgangsmaade , Juliane Marie havde brugt for at 
tilrive sig Magten , saa kunde det udledes af den Omstændighed , 
at hun frygtede en total Kuldkastelse as 
den kongelige Værdighed under Borgerministerens reformatoriske 
Herredømme . Maaskee troede hun hverken 
sin eller sin Søns Existence sikkret under saadanne 
Forhold . At hun derfor med eet Slag vilde knuse 
den fremmede Indflydelse , der nu gjorde sig gjældende 
i hendes Huus , kunde maaskee fra hendes Standpunkt 
synes berettiget , men med hvilken Ret forfulgte hun 
sine Offcre efterat hendes Modstandere vare slyrtede 
fra Magtens Højdepunkt , med den forfærdeligste Hævngjerrig 
hed og Grusomhed . Med hvilke Grunde vilde 
selv de Hofsmigrere , som hun opelskede i den lange 
Guldbergske Periode , besmykke de væmmelige Grusomheder , 
som hun lig en rasende Furie gjorde sig skyldig i 
efterat hun havde overlistet og afvæbnet sine Fjender ? 
Den altid retfærdige Eftertid vil , selv om den dadlede 

Struensee nok saa haardt , finde hans Skjæbne , Dom 
og Død afskyelig , den vil betragte Brandts Henrettelse 
som et Mord , og Forfølgelsen mod Dronningens Venner 
søm en lav Skjendighed . 
Og nu den ulykkelige Dronning Mathilde . Mod 
sin Villie blev hun siæbt til Danmark for at formæles 
med den extravaganteste af alle Konger . Hendes Ophold 
t Danmark var en Række af Krænkelser og Ydmygelser og hendes Fald og Forviisning en af de meest 
oprørende Handlinger . 
Denne ædle , skjønne Qvinde , Moder til Danmarks 
tilkommende Konge , hvis Ophold i Fødelandet var en 
vedvarende Forgudelse , blev her sat i Skygge af en 
avindssyg Enkedronning , en Medbeilerindr til Magten , 
der forbittrede hende hvert Skridt og hver Dag , og 
da hendes Fald var besluttet , blev hun beløiet og traadt 
under Fødder baade af det Land , hvis Dronning hu » 
var , og af det Land , til hvilket hun skulde tye som fin 
sidste Tilflugt : hendes Fødeland . Hun skulde paa 
« engang miste sine Børn , fin Mand , sin Broder , sine 
Venner og to Rigers Diademer , men hun skulde tillige 
flæber for Skranken , underkastes Forhør , hendes Navn 
skulde frædes i Dyndet , forhaanes og besudles , og hun 
skulde forvises ikke blot fra de Riger , hvis Dronning 
hun var , men endog fra hendes eget Fædreland . 
Denne Skjæbne var haard og bitter , og dog skulde 
dens Malurt forøges . Ved at ophidse Pøbelen gav 
man hende Navn , Egenskab og Indbegrebet af al 

RvggeSløShed og Usædelighed . Man benævnede de 
sørgelige Boliger for faldne Qvinder med hende- Navn , 
man ruinerede og udplyndrede dem , som en Hæv « , 
man vilde udøve mod Kronprindsens Moder , og man 
piinte paa den meest umenffelige Maade de Personer , 
der havde viist sig hende hengivne . I flere Dage 
lignede Kjøbenhavn en By fyldt med gale eller fulde 
Folk , og da Excesserne truede med at ramme selve 
Ordenens eller Nordenens Opretholdere , standsedes disse 
vel , men kun for at afløses af en Syndflod af Smuds « 
og Smædeskrifter , der ligesom Sluser væltede ud over 
Landet fra Digtere og Forfattere , ja selv fra Prædikestolene , 
hvor Guds Tjenere i mange Tider kun prædikede 
over Texten af Hævnens og Hadets Evangelium . Den 
Sag , der er reen , behøver ikke saa smudsige Midler 
til sin Besmykkelse , og den Omvæltning , der har saadanne 
Affødninger , viser med Rette , at Urette » var 
Udgangspunktet . 
Endnu gives der Mange , som troe , at Hofrevolutionen 
var en retfærdig Handling , saa stærk og mægtig 
er Uretfærdigheden , at Folk , som endnu ville gaae og 
gjælde for sanddrue , borneerte harmes over dens Afsløring , 
og troe , at en Sag og en Fordom , der i saa 
og saamange Aar er bleven fortalt saa og saaledes , 
hellere burde gro fast og lægges hen , end at det rette Lys 
skal udbredes derover . Offrene have lidt , have blødt 
have bødet , hvad de end have forskyldt og forbrudt 
kan en retfærdig Efterverden nu forsvare , at Bødlerne 

smykke sig med Uskyldighedens rene Gevandt ? Danmarks 
Fald og Svækkelse dateres fra Caroline Mathildes 
Fald og Forsmædelse , Nutiden maa desvælre bøde for 
Fortidens Vildfarelser , men vi kunne afbøde dens haardeste 
Følger ; Nutiden fandt det værdigt at bortrydde 
Ekampælen over Corfitz Uldfeld , der dog vitterlig havde 
forraadt Land og Rige , men Skampælen over Danmarks 
ulykkeligste Dronning kneiser endnu , Tidslerne 
voxe endnu paa den Skjændselshøi , som Hadet og 
derefter troskyldig Sladder har opdynget paa HendeMindes 
Grav , og slaae endnu frodige Rødder i mange 
Hjerter , der elske Danmark og froe at hylde Sandhed 
og Billighed . Næsten et Aarhundrede er forløbet side « 
den Tid , da de i dette Værk omtalte Begivenheder 
fandt Sted , men endnu er Caroline Mathildes sidste 
Ord paa Dødslejet r Jeg er uskyldig i den 
Brøde , man har tillagt mig l ikke offentlig anerkjendf . Gid Sandheden maa blive anerkjendf , før det 
er for silde ; det er den Henfarnes Taarer , der vippe vor 
Vægtskaal iveiret , og vi have en Anelse om , at før Dan « 
mark giver Caroline Mathildes Skygge sin Ret , vil den 
aldrig opnaae sin . 

Attende Kapitel . 
Statsfængslet . 
Grev Brandt var , da Struensee førte » til Citadellet , 
ogsaa bragt i Fængsel , men dette var af en heel anden 
Beskaffenhed , end ven sørgelige Celle , hvori hans Lidelseskammerat 
befandt sig . Værelset , der vel var stærkt 
forsynet med Jernstænger og en uigjennemtrængelig 
Dør med stærke dobbelte Jernlaase , var iøvrigt lyst og 
rummeligt , Vinduet vendte ud til en med høie Mure 
omgivet lille Gaard , men Voldens Træer kunde dog 
skimtes over Murene , naar Fangen stod i Baggrunde » 
af sit Værelse , og den deilige Himmel , Fængselsbeboerens 
Trøst , kunde beskue ? fra Fangens tilgittrede Vindue . 
En standsmæssig Seng og ditø Bohave var 
tilsyneladende forud henstillet her , som ventende paa en 
grevelig Eiermand , end ikke de mindste Toiletgjenstande 
manglede den forvænte Hofmand , saa at han , med 
Undtagelse af Friheden , igrunden kunde sinde Opholdet 
her ret taaleligt . Et lille Haandbibliothek , meest bestaaende 

af religiøse Bøger , var ogsaa opstillet , saa 
at den grevelige Spasmager , efter at have gjort sig 
fortrolig med sit nye Hjem , uvilkaarlig udbrød : Ah , 
ikke Andet , nu , det er vel til at udholde . Foruden 
Udgangsdøren , der saae skrækindjagende og massiv ud , 
bemærkede Brandt en anden mindre Dør , der ikke var 
aflaaset , og skjøndt den paa en Maade lignede alle 
andre Fængselsdøre , dog saae mindre bister og truende 
ud . Nysgjerrighed er en slyg Last , sagde han til sig 
selv ; jeg har jo Alt hvad en fangen Mand behøver , 
hvad vil jeg da søge i Sidegemakket , der formodentlig 
er et Tjcnerkammer . Jeg vil ikke efterforske hvad 
det er , men vise , at jeg er mig selv nok , og dermed 
Basta . 
Brandt kastede fig efter denne fornuftige Monolog 
paaklædt paa Sengen , men kunde længe ikke sove . 
Om jeg dog havde gjort Uret i ikke at undersøge 
Værelset , der sandjynligviis er til at aabne , siden 
Dørgrebet sidder her indadtil . Om det nu var en 
Afkrog , hvorfra man i Rattens Stilhed kunde bryd « 
ind for at myrde mig , medens jeg endnu laa i Søvnens 
Arme . Bah ! Kunde man saa ikke ligesaa godt 
komme ad Hovedindgangen — ja , men naar det nu 
skulde skee hemmeligt , for at see ud som et Selvmord . 
O , Ingen i Verden vilde froe , at Enevold Brandt 
vilde lægge Haand paa sig selv , det vilde være altfor 
ridiküll . Og dog ængster det mig . Paris har nok 
af slige Bandithuller . Og for hvad skulde man myrde 

mig — Mig , som ikke , i det Høieste , har været andet 
end en Stormand- Skygge ? — God Nat , Deres Naade , 
min Ubetydelighed assurerer mig imod Efterstræbelser 
— » an har været bange for nogle Bonmots . Men 
min Tilværelse truer ingen . Værre er det med Struensee , 
thi det lod til , at man vilde gaae ham paa 
-Klingen , skjøndt jeg endnu ikke forstaaer et Ord af 
det Hele . Nok sagt , jeg vil give Verden e « god Dag ; 
nu er jeg fri for at passe paa Kongen , det er det 
Bedste af hele Historien ; jeg kan endelig sove rolig , 
ude » at forstyrres af Han » Majestæt allernaadigste 
Dumheder . 
Trods disse beroligende Ord kunde Brandt dog ikke 
lukke et Øie ; han gjennemgik Alt lige fra den rød « 
hvide Dominos Indtrængen med det bevæbnede Følge , 
« ed Guldberg og Rantzau i Kongens Gemak ; han 
gjentog Ord til Andet Alt hvad Dronningen , thi hende 
var det jo , havde sagt , og han erindrede sig Alt , hvad 
der var passeret og talt hele Dagen , og kunde da ikke 
faae Andet ud end , at enten beroede Alt paa en Misforstaaelse , 
eller ogsaa havde Dronningen under Sandhedens 
Maske drevet et falskt og hyklerisk Spil , for ved 
et Statscoup ved Guldberg og Rantzaus Hjælp at sætte 
sig i Besiddelse af Magten til Fordeel for sin Søn . 
Men hvorfor da arrestere ham , der altid havde været 
Dronningen saa hengiven , og hvorfor alle de forblommede 
Ord , hvoraf han ikke forstod det Allermindste . 
Han tænkte , og tænkte atter og atter , men gabede tilsidst 

over sine egne Tankers Trivialitet . Voxlyfene brændte 
døsigt i Armslagen , og inden han fik udregnet et fornuftigf 
Facit af alle Gaarsdagens forvirrede Summer , 
faldt han i Søvn og drømte om Oplysningen paa den 
Gaade , som han ikke havde kunnet finde i vaagen Tilsland . 
Han hørte Balmusikken i det Fjerne , den blev 
slærkere og slærkere , han reiste sig op , gik hen til Døren 
og lyttede , et Par hviskende Stemmer , iblandt hvilke 
han tydelig bemærkede Dronningens og Struensees , lød 
bag den lukte Dør , gjennem hvis Sprækker en overordentlig 
LySglandS strømmede ham imøde . Han opsnappede 
nogle Ord og en undertrykt Latter , og troede 
at høre , at man blot havde villet gjøre ham bange . 
Tænkte jeg ikke nok , at det Hele var en Maskerade , 
sagde han til sig selv . Nei , Børn , Brandt bliver ikke 
bange for saa lidt , der skal mere til ; men jeg vil rolig 
lægge mig hen paa Sengen , de skulle finde mig tilsyneladende 
sove den Retfærdiges Søvn . Og han gik før 
at lægge sig paa Sengen . Men var det Kogleri ; 
Sengen stod ikke 10 Skridt fra Døren , men han gik 
og gik og kunde dog ikke naae den . Det var som Satan l 
udbrød han , endeløs kan Værelset da ikke være , Usortrødenhed 
er en Hvfdyd , og Udholdenhtd kroner Maalet ; 
fremad , fremad , og bestandig fremad ! men han naaede 
den alligevel ikke , han blev ivrigere , da en sagte Fnisen 
lød bagved ham . Brandt er ikke bange , sagde han 
halvhøjt : han løb og løb , og endelig , ved et langt Spring , 
naaede han Sengen , et Hop og han laa triumpherende 

paa sin Plads , trak , badet i Sved , Tæppet op over 
sig og lagde sig til at snorke . Men sljondt han lukkede 
Øinene , kunde han dog igjennem de halvflimtende Øie » 
laage see noget Sort sætte sig , ovenpaa Tæppet , lige 
paa Brystet ; det tyngede og trykkede , saa Veiret næsten 
gik fra ham . Han vilde lægge sig paa Siden , men 
kunde ikke ; Vægten tog til , som om det skulde knuge 
Brystet itu . Endelig gav Sengen efter før det uhyre 
Tryk , han greb for sia , men greb i Luften , det var 
ligesom om en Lem i Gulvet aabnede sig , thi han og 
Sengen sank , eller rettere slyrtede indtil han følte et 
Slag og en Smerte og aabnede Øinene med et Skrig . 
Han havde drømt eller havt et Slags Mareridt , og 
var i Kampen med det stærke Syn , falde ud paa Gulvet . 
Han trak Veiret dybt og var glad ved at det Hele var 
en Drøm ; men saae til sin store Skræk , at Fængslets 
tilgittrede Vinduer og den forfærdelige , jernbeskagne Dør 
ikke var nogen Drøm , men en Virkelighed . Med et 
Suk kastede han sig , igjen paa Leiet , og nu var han 
glad over ikke atter at kunne sove , thi de nedbrændte 
Lys bebudede ham , at Natten , denne frygtelige Nat 
maatte være tilende og at Dagens Lys , hvor sent den 
ifølge Aarstiden var i Anmarsch , snart vilde melde sit 
Komme . Værelset , der tidligere havde været godt opvarmet , 
begyndte nu at blive koldt , hvilket generede ham , 
fordi han var badet i en kold Sved . Han stod derfor 
op og skulkede de fo Lysestumper i den firearmede Sølvskage , 
for at de fo , naar deres Kammerater vare nærved 

at skulker , kunde tjene som Reserve til Dagens lyse 
Ankomst . 
Nu maatte han see , hvad der var bagved den hemmelighedsfulde 
Dør , og saa sælsomt er Mennesket . 
Han , Brandt , Tvivleren , der ikke havde tænkt paa Gud 
længere end den Tid , der behøves til paa Befall ig at 
lære en Catechismus , bankede nu paa tre Gange og 
mumlede ; i Guds Navn ! før han vovede at aabne 
Øøren til Sidekamret . 
En kold Bind ko m ham imøde , der nær havde slukket 
hans Lys , han blev virkelig angst derover og tændte 
i al Hast de andre to Lys og gik nu forsigtig med 
Armstagen ind i Værelset . Det var et raat , fugtigt , 
uhyggeligt Rum , der strax tog sig ud som et Materialkammer 
med endnu et Par stærkt tillaasede Udgange ; en 
Bænk af et forunderligt Udseende med en Binde og 
nogle mistænkelig udseende Seler i hver Ende og med 
nogle Tværstokke , var det , der først faldt ham i Øinene . 
Hvad kandetværæ ? mumlede ham . En Iern-Jldgryde , 
nogle Tænger , et koldt udslukket Ildsted med en heel 
Deel Trækul bemærkede han dernæst , paa Væggen hang 
forskjellige Tænger , SkiUer og korte Pidfke med mangfoldige 
Læderremme , paa hvis Ender vare steenhaarde 
Knuder . Min Gud , nu aner jeg , hvad det er ! raabte 
han u ilkaarlig , men han blev bange før sin egen Stemme 
og dæmpede Lyden , saa at han kun hviskende fuldendte r 
Et Pinekammer og dette der — er Pinebænken - ja 
det er Pinebænken . En heftig Rysten overvældede ham , 

saa at han nær havde tabt Armstagen , men Skrækken 
over at skulle befinde sig i Mørket paa dette gruelige 
Sted gav ham Fortvivlelsens Kraft , med begge Hænder 
greb han om Stagen , der trods dette dandsede imellem 
Hænderne paa ham . Han holdt den ikke desmindre 
krampagtig fast og ravede mere end han gik ud af Kam » 
meret før at vende tilbage til sit herskabelige Værelse . 
Han vovede ikke at skippe Stagen med den ene Haand 
før at lukke Døren , men da han havde fat Stagen paa 
Bordet , gik han ligesom en lille Omvei før at komme 
bagved Døren og lukke ven , uden at see ind i det mørke , 
forfærdelige Rum . Da han havde gjort dette , vaklede 
han hen til Bordet , kastede tilfældigt et Blik i Speilet , 
men foer et Skridt tilbage — han saae en Figur i 
Speilet , det var ham selv , men han saae saa forandret 
ud , at han ikke kunde kjende sig selv . Ester nogen Be » 
trazning af sit eget Spejlbillede sukkede han dybt , og 
mumlede : Arme Brandt , det er ikke nogen kongelig 
Spøg , det er ramme Alvor , og jeg vil heller døe og 
bekjende alt end friste Skjæbnen paa Pinebænken . 
Rædsel , Rædsel ! Han gik derpaa hen til Sengen , lagde 
sig som før paa den og ventede med Længsel paa Dagens 
og Menneskenes Komme . Dagen kom omsider , men 
intet Menneske lod sig see , og dog kunde han høre faste 
Skridt gaae op og ned udenfor Døren , ligesom om det 
kunde være en Vagt . Han ventede en frygtelig lang 
Lid . Hans Uhr viste Middag , men intet Væsen lod 
sig see . En kold Gysen gjennemfoer ham . Skulde de 

have isinde at sulte mig ihjel , o grueligt , hellere døe 
for en Kugle eller et Sværd , end saaledes myrdes 
tommeviis . Hungeren martrede ham dobbelt ved Tanken 
derom , han bebreidede sig , at han ikke Gaarsdagen , den 
lykkelige Gaarsdag , havde spist dygtigt og saa løbet 
sin Vei , medens han havde Friheden , eller skudt sig 
en Kugle for Panden , saa havde han dog undgaaet 
alt delte . Tiden forkortede han med at læse , men det 
adspredte ham ikke — han kastede Bøgerne den ene efter 
den anden , for at søge efter noget Spiseligt i det store 
herskabelige Værelse , men det var forsynet med alle 
Livets Beqvemmeligheder og Fornødenheder med Undtagelse 
af det Ene , Spise- og Drikkevarer , ikke saameget 
som et Glad Vand fandtes der . Karafler og Glas 
var der , men de vare tomme . Da Mørket begyndte 
at indfinde sig , kastede han med Sorg sit Blik paa de 
nedbrændte Lys . Han imøbesaae en sørgelig Nat og 
satte sig fortvivlet til at græde . Pludselig hører han 
en Støi og en velbekjendt Stemme udenfor . Det er 
Schak-Rathlan — endelig — o min bittreste Fjende 
skal være mig velkommen i denne eensomme , sørgelige 
Tilstand , og om han end slog mig , skal jeg betragte 
det som et Venskabsstykke imod denne rædsomme Forladthed . 
Døren blev aabnet og Grev Rathlan traadte 
venlig ind til Brandt . 
Vær tusind Gange velkommen , Hr . Greve , raabte 
Brandt ham imøde , igaar saae De suurt til mig , men 
om De var nok saa vred i Dag , vilde jeg betragte Dem 

som et Himlens Sendebud , naar De blot vil tale og 
høre mig tale . 
Begge Dele , Hr . Greve , svarede Rathlan , og jeg 
vil sket ikke see surere til Dem end jeg accurat er pidsket 
til og knapt det endda , thi igaar var De den Mægtige 
— idag er De den Overvundne , og idag skal jeg ikke 
blive fortrædelig over , om De seer suurt til mig . 
Nei Tak , loe Brandt og rystede trohjertig RathlauS 
Haand , man er gal , at man paadrager sig Uvenner . 
„ Give efter og føie sig “ skal herefter væræ mit Valgsprog ; 
til Pokker med al Modstand , jeg overgiver Fæstningen 
af Mangel paa Munition og Mundforraad . 
Det lader sig høre , vi indtage Fæstningen og spise 
til Aften med Commandanten paa de Betingelser . 
Som De behager at foreskrive , og jeg at uncerskrive ; 
jeg gaaer ind paa Alt . 
De er en munter Mand , Hr . Greve ; saa blive vi 
ikke let uenige . Hvis De , ligesom jeg , har Appetit , 
Grev Brandt , saa ville vi strax forlange Mad , Viin 
og Lys og strax skride til Underhandlingerne . 
Top , det er et Ord ; men jeg er bange for , at min 
Ulvehunger vil gjøre Uuderholdningen i Begyndelsen lidt 
abrupt . 
Siger Intet ; jeg har nogle Timer til min Raadighed 
og skal iøvrigt ikke plage Dem mere end høist nødvendigt . 
Fortræffeligt ! 
jeg skal svare til Deres Forventninger , 
det lover jeg forud . 

De er chamant , min kjære Greve , det har jeg altid 
sagt . Vi vare ogsaa Alle enige om , at De var altfor 
god for den , De havde valgt til Ven . 
Fordærv mig ikke Appetitten , svarede Brandt , idet 
han graadigt skelede til Bordet , der nu i stor Skyndsomhed 
blev dækket . Jeg er bange for , at det er gaaet 
galt med den Stakkel , De taler om . 
Nok en Armstage med Lys . befalede Rathlau den 
Tjener , der gjorde Opvartning . Og lad Maden hurtig 
komme . Hvilken Viin drikker De helst ? spurgte 
Rathlau , idet han vendte sig om til Brandt . 
O De behager at spøge , Hr . Greve , almindelig Bordviin . 
Og 
til Dessert ? 
Tak , helst et lille Glas Madeira ; men De forkjæler 
mig , og hvis De ikke tager det ilde op , tør jeg smage 
et Glas af denne vieux Bordeaux ? 
Hvor kan De spørge , lad den smage Dem ; De er 
jo hjemme her og jeg er Deres Gjæst , jeg har kun taget 
lidt med mig , fordi jeg havde en Anelse om , at De 
ikke ret var belavet paa at modtage Fremmede . 
Fuldkommen sandt , — ah , Vinen er fortræffelig — 
jeg maa virkelig bede Dem om Undskyldning , fordi min 
Huusholdning ikke endnu er rigtig indrettet . 
Det glæder mig at sinde den gamle , muntre Brandt 
endnu i Dem , Hr . Greve , og hvis De ikke tager det 
ilde op , vil jeg , indtil De er kommen i Orden , foreløbig 

forsyne Deres Bord , for at De ikke skal tabe 
Humøret . 
Jeg fakker for Tilbudet , saameget mere , som baade 
min Kok og min Kjældermester ikke ere ved Haanden , 
og fordi de øvrige Betjente , her kastede han et Blik 
paa de udenfor staaende Soldater , ikke let kunde finde 
det , jeg synes om . 
Lad os nu gaae til Bords og i de første ti Minutter 
tale vi ikke et Ord . 
Bravo , Kyllinger i Carri — jeg er lutter Øre , Mund 
og Mave . Hvis De har fastet nogensinde , saa vil De 
undskylde min Graadighed — et Glas Vand — Himmel , 
Duepostei ! Men De spiser jo ikke , Hr . Greve ! — tal 
dog idetmindsle — det er Musik for mig . 
De er altfor artig — jeg fryder mig ved at see Dem 
fage for af Retterne . Her er nogle halvristede , qvartstegte 
Gaaselever , som jeg tør anbefale Dem . 
Tak , milles fois , tak . O , det er en Ret for Guder . 
Deres Velgaaende , Hr . Vært ! 
Deres igjen , Grev Brandt ! Jeg skatter mig lykkliz 
ved Deres Selskab , De spiser som en Mand og blegner 
vel neppe , naar jeg proponerer en Skaal for vor allernaadigste 
Værtinde Hendes Majestæt Enkedronningen . 
Med største Fornøielse , gid det gaae hende vel ; hun 
fortjente vistnok et Glas Madeira , men en flig Skaal 
kan man altid gjentage med sand Tilfredshed . Tør jeg 
spørge , hvad det er , der skjuler sig under denne mægtige 
Asiet ? 

Det er en meget beskeden Kalkun « ed Trøfler . 
O , min Livret — De kjender min Smag , dertil 
hører Portviin — rigtig — tak . Hør , veed De hvad , 
Hr . Greve , Hendes Majestæt har aldrig været saa 
naadig mød mig , søm idag . 
Det er ganske naturligt — igaar havde hun en 
Fjende i Dem , idag ønsker hun at erhverve en Ven ! 
Hendes Majestæt har at befale ; hun leve . Je 
drikker et Glas paa hendes Seier , — Parbleu , jeg 
havde aldrig troet , at den skulde smage mig saa vel . 
Det beroer ganske paa Dem selv , hvor godt De , 
Hr . Greve , vil at den skal smage Dem . 
Naar jeg skal bestemme det , saa skal det blive saaledes 
ved i det Uendelige . 
Fortræffeligt , det har hun intet imod , sket intet imod . 
Jeg endnu mindre . Det er Skade , Øinene ere dog 
slørre end Maven ; jeg tør næppe binde an med disse 
Ryper , herlige norske Ryper , og der er endnu en Haresteg , 
en Vildsvineragout , som man kalder det , og e 
Lam i Carri tilbage . Tør jeg udbringe en Toast ? 
Gjerne — De er saa elskværdig , at jeg forud tør 
Vædde paa , at jeg sympathiserer med Dem . 
Det skulde glæde mig , Hr . Greve . Denne Toast er 
for Grev Brandts snarlige Frihed ! 
Den tømmer jeg til sidste Draabe , og jeg tilføjer en 
ny — paa Grev Brandts Tilslutning til Os . 
Hør , veed De hvad , Grev Rathlau , jeg vil nødig 

gjøre Dem Bebreidelser , især da jeg endnu tygger Drøv 
paa Deres Velgjerning « , men havde De altid behandlet 
mig paa denne Maade , havde De allerede havt mig 
før længe siden . 
Glædeligt for os , og feen Prosit er bedre end ingen . 
Ru da , jeg imidlertid seer , at De sagtner Deres Jagtforslugenhkd , 
vil jeg sige , at Enkedronningen ønsker Deres 
fulde Oprigtighed . 
Antaget ! 
At De i Et og Alt forlader Struensee , og slaaer 
Dem til os . 
Antaget . Jeg kan dog ikke gavne ham noget alligevel . 
At De ikke tager mindste Hensyn til Dronning Mathilde . 
Antaget . 
Hun behandlede mig igaar paa en oprørende 
Maade . Jeg kunde fordærve min Appetit ved at tænke 
paa , at jeg saalænge har kunnet lade mig dupere , — 
dog Alt skal have en Ende . Men hvad hun kunde 
have under , at kalde mig Forræder og lade mig arrestere , 
fatter jeg endnu ikke . 
Fatter De ikke ? 
Nei , paa min Ære , om jeg gjør . Har jeg ikke været 
baade hendes og Struensees Tjener ved enhver Leilighed ? 
Og nu kaste mig i Fængsel , det smager af Frantz den 
Førstes Devise : Ofte bør man variere Ovinder , Fanden 
troe dem ! 
Det er lidt frit oversat — men Kjcrnen er dog , at 
forlade En og slaae sig til en Anden . 

Ja — Ovinderne leve ! 
Indtil nu have vi været enige , men jeg frygter før , 
at vi blive uenige øm Grunden til , hvorfor Dronningen 
lød Dem arrestere . 
O , frygt ikke , jeg har slet ingen Mening derom , dg 
for dog at have nogen , adopterer jeg Deres . 
Er det et Ord ! 
Parol d ' Honneur ! forudsat at det er en rituelig 
Mening . 
Hun veed , at De kjender hendes Hemmelighed . 
Pokker heller , hvilken ? 
Den med Sriuensee . 
Dod og Pine , tænkte jeg det ikke nok ; er der da 
virkelig en Hemmelighed mellem hende og Struensee ? 
Hvor De forstiller Dem , Grev Brandt ! 
Min Sjæl om jeg gjør . Er der nogen , saa have 
de været ligesaa hemmelige mod mig , som mod Andre . 
Lad os tale « åbenhjertig , Grev Brandt . De , fo « 
altid var Struensees intimeste Fortrolige — skulde De 
ikke være indviet ? - - o , kom ikke med Sligt . 
Hvad behager ? Antager De altsaa , at dersom der 
virkelig existerede et ømt Forhold imellem dem , at dr 
vilde have indviet mig , Trediemand , deri ? O , det er 
guddommeligt , det vilde jo være naivt , nei mere , det 
Vilde være skandaløst . 
Men var Forholdet vel andet ? Med hvad Navn vilde 
De ellers benævne det ? 
Jeg veed det ikke , siden jeg Intet veed . Lad ør 

imidlertid forudsætte , at et saadant Forhold havde bestaaet , 
troer De da , at Struensee saa vilde have meddeelt 
mig det , eller blot ladet mig ane det ? 
Hvorfor ikke ? Ellers havde De jo ikke besiddet hele 
hans Fortrolighed . 
Det har jeg dog utvivlsomt ; jeg gjpr mig til af , 
at han ikke har skjult en Handling af sit Liv for mig , 
ja ikke engang lagt Skjul paa en eneste af sine Tanker . 
Bravo ! Altsaa maa De jo ogsaa vide med Vished , 
hvad hele Verden veed . 
Men i Himlens Navn , hvad veed da hele Verden ? 
At der bestod et ulovligt , ægteffabsforbryderiskt Forhold 
mellem Dronningen og Struensee . 
Det , at hele Verden , kun ikke jeg veed det , beviser 
tydeligt , at det kun er løs Snak , og jeg troer sikkert , 
en ugrundet Formodning . 
De forsvarer dem ? 
Jeg hverken forsvarer eller anklager , da jeg Intet 
har seet , der kan begrunde en slig Formodning , som 
jeg dog har hørt hvidfle om i Krogene . Den , der 
havde seet Noget , vilde nok melde sig nu — men 
melder der sig Ingen , saa er det jo løs Tale . 
Hør mig , Grev Brandt ; De veed Noget , men vil 
ikke ud med Sproget . 
Antag mig ikke for saa enfoldig , Grev Rathlan ; en 
utaknemmelig Dronning skylder jeg ingen Hensyn , og 
en falden Ben , der ovenikjøbet i den sidste Tid behandlede 
mig med oprørende Skjødesløshed , skulde jeg sandelig 

kke skaane , hvis min Fordeel bød mig det , men videre 
end til at fortælle Rub og Stub , kunde mit Venskabsbrud 
dog ikke gaae — til af opdigte kunde jeg aldrig 
nedlade mig . 
De bruger nu ogsaa altfor slærke Udtryk . Hvis 
nogle Ord af Dem , der lunde fortolkes ester Enkedronningens 
Behag , kunde , for af bruge Deres egne 
Udtryk , skaffe Dem store Fordele , vilde De saa 
betænke Dem paa af bruge dem ? 
Ingenlunde , naar de vare overensstemmende med 
Sandheden , men ogsaa kun da ; selv min værste Fjende 
kan gjøre Fordring paa Ærlighed ; hvad der er over 
eller under , er Umuligheder . 
Grev Brandt , det glæder mig , af jeg , og kun jeg , 
hører disse altfor kjække Ord . De veed , af Struensee 
er slyrtet og magtesløs ; dersom nu Deres Liv og Frihed 
var afhængigt af en Udtalelse som den , vi før berørte 
— 
Med andre Ord , dersom mit Liv og min Frihed var 
afhængig af en Løgn , maatte det saa ikke være min 
Fordeel af lyve ? 
Det var en meget skarp Opfattelsesevne — vel , lad 
oS forudsætte det . 
Saa vilde jeg bede Dem om , af lade Andre lyve ; 
hvorfor skal det netop være mig ? Parbleu ! jeg har 
aldrig taget det saa nøie med dn ædle Sandhedsdyrkelse , 
men jeg veed ikke i dette Tilfælde , jeg troer , st 
jeg vilde være i en djævleblændt Forlegenhed . 

Det kommer af , at Situationen ikke endnu er Dem 
rigtig klar . De veed til Exempel ikke , at man har 
søgt at kaste de værste Beskyldninger over paa Dem , 
Hr . Greve . 
Paa mig ? Nu , det manglede blot . Hvad har man 
da sagt , om jeg maa spørge . 
Struensee har til Exempel anført , at De har lagt 
Haand paa Kongen . 
Det har han sagt , den Forræder l O , hvilken Nedrighed ! 
For det Første , har jeg jo ikke gjort Andet , end 
afholdt Kongen fra at rive Tungen ud af min Hals i 
et af fine rasende Anfald , og for det Andet — 
For det Andet — 
Nu ja , for det Andet , raadede netop Struensee mig 
til , ikke taalmodig at modtage alle Kongens Mishand « 
Unger , da Kongen kun betragtede det som Kujonen . 
Husk vel paa dette ; det er et stort Beviis par hans 
Dristighed og Deres Uskyldighed . Det kan vi bruge 
i Processen . 
Hr Greve , dette er da for Guds Skyld ikke noget 
Forhør ? 
Seer jeg ud som en Forhørsdommer ? 
Nei , det var Synd at sige , og dette ligner da heller 
ikke et Dommerbord med store Folianter — men alligt « 
» øll , da de taler » m Proces , faa maa jeg dog førmode , 
at — 
At jeg søm en advarende Be « itide underretter Dem 
om at være paa Deres Post , at benytte Dem af alle 

Fordele til eget Tarv , og ikke tage Hensyn til en Person , 
en Forræder , som De dog , om de ogsaa vilde 
udsætte Dem selv , ikke kan redde . 
Grev Rathlau , De gjør mig angst og bange ; er det 
da saa slemt ? Man jager en Minister bort , godt , man 
lager en Anden , ogsaa godt ; men ikke redde ham ? 
Selv om han , ligesom jeg , er fængslet , derfor er han 
dog vel ikke forloren . 
Jeg maa , selv om jeg begaaer en Indiskretion , 
underrette Dem om Faren . Strueusee er fængslet , 
men ikke som De , Hr . Greve , slandsmæssig — han 
er en topmaalt Statsforbryder ; de Ord , De kunde sige , 
kan ikke redde ham , hvor behagelige de end vare for 
ham ; men med Ord — læg vel Mærke dertil — kan 
De kjøbe Deres Liv og Frihed , Deres fremtidigt Lykke 
og Størhed . Reent ud sagt , De har kun Valget 
imellem at blive en Elendig , som han , eller at blive 
forfremmet til de høieste Værdigheder . 
Maa jeg saa bede om Værdighederne . 
Det vil komme an paa , at De finder de Ord , der 
bevirke denne Trolddomsforandring ; er De heldig , er 
det godt for Dem , hvis ikke — 
Tal ud , min Herre ; hvis ikke — ? 
Maa De dele hans Lod ! 
O , det er Spøg , ikke sandt , det er Spøg , en grusom 
Spøg ? 
Nei , det er den rene , simple Alvor . 

Men jeg har jo hverken været Minister eller er bleven 
beskyldt for ulovlig Omgang med Andres Gods . 
De var han- Ven , det fælder Dem ikeke , men vedbliver 
De at være det , vil det fælde Dm . 
Og hvad overbeviser mig om , at Deres Udsagn her 
ikke er Andet end et Fugleskræmsel , for at faae Spasmageren 
til at siaddre ? Maaskee De og Hoffet kun 
vil gjøre Dem lystig over mig ; maaskee selv Struensee 
endnu ikke er styrtet , men vil sætte mit Venskab paa 
en haard Prøve , saa at det , jeg efter Deres Raad 
skulde gjøre for at frelse mig , netop slyrtede mig i 
Ulykke hos den endnu mægtige Ben . De slirrer paa 
mig , Rathlau , frist mig ikke . Det kunde ligne Strnensee 
og Dronningen , at ville give mig en Lection , 
siden det lader til , at Hendes Majestæt idetmindste 
ikke troer mig . Vil De , at jeg skal være fri i mine 
Udtryk og Tanker , saa lad mig idetmindste see 
klart og tydeligt , hvorledes Tingene virkelig 
forholde sig , lad mig ikke være i den rædsomme 
Tvivl om , hvad der kan være min Fordeel , hvad min 
Frelse . 
Godt , De har Ret . De skal blive overbeviist ; men 
kan De tie som en Muur ? 
Det kan jeg — især naar det gjælder mit eget Vel . 
Naar et Ord kan styrte mig i Afgrunden , tier jeg som 
disse tause Mure . 
Jeg gaaer udenfor min Instrup , men jeg vil i Deres 

og Sagens Interesse vove det . Vil De klæde De » 
om som Slutter , skal De snart faae Vished ihænde . 
Forklæde mig — jeg — dog , for at faae Vished , 
lad det skee . 
Men taus , ikke et Ord , ikke en Gestus — en stum 
Gebærde , et Tegn , og det er ude med Dem . 
Tak for Underretningen ; jeg forlanger kun at see — 
see , og Intet Andet . 
Deres Ønske skal blive opfyldt , til Gjengjæld fordre « 
jeg , at De derefter iagttager Deres eget Tarv , og kun 
udelukkende Deres eget Tarv . 
Vær vis paa , at denne beskedne Fordring skal blive 
opfyldt . Vil De være saa god at skaffe mig en Forklædning ? 
Grev 
Rathlau gik hen til Døren , aabnede den og 
gav nogle Befalinger med dæmpet Stemme . 
Medens dette stod paa , kunde Brandt i al Hast 
ørdne sine Tanker , der næsten vare blevne bragte i 
Vilderede ved Grev Rathlaus Spørgsmaal og de Svar , 
som han selv , trods den nydte Viin , vidste at have 
givet . Han faae med et lynsnart Blik , at det var et 
Forhør , han var bleven underkastet , rigtignok under en 
egen Form , men dog alligevel et Forhør , og at man 
under dette havde givet ham at forstaae , at han skulde lyve 
for at frelse sig , hvis Sandheden ikke var tilstrækkelig 
dertil . 
At han vilde overbevise sig om , hvorledes Sagerne 
slode , var derfor deels en List for virkelig at erfare 

dette eller noget mere , eller for o « mulig at see en 
Leilighed til Flugt eller satte en Idee til lykkelige Udflugter 
ved senere Forhør . Desuden kunde han i Virkeligheden 
endnu ikke fatte , hvorfor han var arresteret 
og paa Dronningens Befaling . Var dette ogsaa Tilfældef 
med Struensee eller var der kommen en Contrarevolution , 
som havde krydset Dronningens Planer ? 
Alt var indhyllet i Mørke for ham , naar han kom til 
dette Pnnkt . Han turde endnu ikke udfritte Rathlau 
af Frygt for at røbe sig . Han maatte see noget vist , 
han vidste selv ikke hvilket , han maatte erfare noget 
udenfor dette Kammer , oz var det end nok saa lidt 
— derpaa kunde han da after udgrunde og maaskee bygge 
videre , eller idetmindste vide , hvad der for ham var 
at sige eller gjøre i de nærmeste Dage . 
Alt dette og » ere foer som et Lyn igjennem Brandts 
Hoved i de Minuter , Grev Rathlau uddeelte Befalinger 
ved at slikke Hovedet ud af den massive Dør . 
En instinktmæssig Tilbøielighed overkom Brandt i et 
Secund . Han vilde springe til og klemme Rathlaus 
Hoved mellem Døren og Karmen , han gjorde endog 
ligesom et Tigerspring i denne Anledning , men Rathlau 
trak alt Hovedet til sig og vendte sig om og saae 
mi kun Brandt staae smilende med graadige Blikke ved 
Bordet , ifærd med at iskjenke sig en Blanding af Vand 
og Portviin , hvilket han drak efter et lille venligt Nik 
til den , han nogle Secunder før gjerne vilde have knust 
Hovedet paa . 

Hvem der i dette Øieblik paa engang kunde have seet 
i Brandts Indre og paa hans smilende , godmodig 
venlige Ansigt , vilde ikke have nægtet ham Navn af 
en god og udlært Hofmand . 
Man bragte det Fornødne til Brandts Forklædning , 
en virkelig smudsig og skidt Slutterklædning med Nøgler 
og Tilbehør , en Blændlygte , en Vandkrukke og 
deslige . Nogle Arrestbetjente hjalp Brandt i dette 
væmmelige Tøi , og Brandt underholdt sig paa Fransk 
med Greven , idet han oprigtig skriftede sin Modbydelighed 
for denne altfor virkelige Virkelighed , og forsikkrede , 
at det holdt haardt at sætte sig ind i Rollen , hvilket 
Rathlau dog alvorligt tilraadede ham for sin egen Skyld . 
Cosiumeringen var derfor ikke blot nødvendig , men 
Ansigt og Hænder maatte endog gjøres smudsige og 
ukjendeligt , noget , der skete under Rathlau ? egen Vei « 
ledning . 
Nu kjender jeg Dem ikke — og De vil neppe kjende 
Dem selv , men husk , hvad jeg sagde Dem før . De 
følger mig og gjsk punktlig , hvad jeg siger Dem , uden 
et Ord , en Mine eller en Gebærde . 
Det har jeg lovet , og det skal jeg holde , svarede 
Brandt og debuterede nu allerede som den adlydende 
Slutter . Ved at kaste et Blik i Speilet frapperedes 
han ove fin ege » Forvandling og fulgte nu , ledsaget 
af sine nye Kammertjenere , Greven ud af Fængsel » , 
kammeret . Her omringede » Brandt af en stærk Vagt 
og gik taus med fin tændte Lygte i den høire og Vand « 

krukken under venstre Arm mellem Soldaterne igjennem 
flere Corridor » , Døre , og Værelser ud i det Frie . 
Den kolde Vinterluft gjennemiSnede Brandt i den 
uvante , temmelig tynde Paaklædning . Han kastede et 
sljaalent Blik om sig og bemærkede , at han ikke var 
kangt fra Lommandantboligen ; at hans Fængsel altsaa 
laa i dennes Nærhed , vidste han nu . Citadelsporten 
troede han at see lukket foran sig ; hvorledes den , 
der laa bagved , var , vidste han ikke , thi det gik ikke 
an at see sig om . 
I dyb Stilhed skred man fremad , der blev ikke vexlet 
et enene Ord underveis . Sneen og Isen knittrede 
under Fødderne paa de Vandrende . Kulden skar Brandt 
lige til Marv og Been og Tænderne klapprede , saa 
han maatte bide dem sammen , og dog glødede han 
indvendig som i den slærkeste Feberhede . 
Foruden de tolv eller sexten Mand , som omringede 
ham og som han endog troede at bemærke tilkastede 
ham truende Blikke , syntes han paa alle Kanter og i 
hver en Krog at see et Overmaal af Skildvagter , og 
den Omstændighed , at en høi Officeer gik med , ledsagende 
Grev Nathlau , begge indsvøbte i store varme 
Kapper , men for hvilke Skildvagterne ikke gjorde Honneur , 
indgav ham Vished om , at disse havde ladte 
Geværer og at man altsaa ansaae ham for en farlig 
Forbryder , hvem man maatte passe paa , endskjøndt 
man havde et Experiment for . 
Dette tjente ingenlunde til at berolige ham , men var 

ham dog forsaavidt en Trøst , som han nu saae , at 
Rathlaus Venlighed var en snedig List og st der aldeles 
intet Haab var for ham om nogen Redning 
fra denne Kant . 
Bed Omdreiningen af Gaden og Vandringen over 
Daabenpladsen , tog hele Eskorten Veien henimod Kirke « . 
Her faldt det Brandt flere Gange ind at kaste alt fra 
sig dg undløbe , selv med Fare for strax at blive skudt , 
thi at døe nu ansaae han ikke for det Værste , men 
han beherskede Fristelsen fordi han først maatte see , 
og dernæst jo knude gjøre , hvad han fandt rigtig , paa 
Hjemvejen . 
Denne Beskatning at falde for et Par Kugler eller 
frelse sig ved Flugten , gjøo Barme og Mod i ham , 
men man skuttede sig stedse tættere og tættere om ham , 
jo nærmere man kom Kirken , og først bagved Kirken 
standsede man ved Indgangen til et forfærdeligt klippestærkt 
Fangetaarn . 
Officeren , som han nu saae var Eichstedt i egen 
Person , Ratblau og 3 Casteljcegere gik foran ham ind 
igjennem en snever Gaard og en smal Jerndør ind 
i en skummel Corridor , der var fuldproppet af Jægere , 
saa kun et Menueste ad Gangen kunde passere , bagved 
sig hørte han en Mængde sagte , tactfaste Skridt , 
saa af han vidste , af nu var han vel bevaret . Igjennem 
en svagt oplyst Hvælving kom han til en tredøbbelt 
vel stænget Jerndør . Her standsede man et Øieblik . 
Eichstedt tilkastede Brandt et forfærdende , næsten 

knusende Blik . Rathlau , der nu var meget alvorlig , 
lagde som en sidste Advarsel Fingeren paa Munden , 
og 2 Slutters , klædte nøiagtig som Brandt , oplukkede 
uden af gjøre Støi Jerndørene for de lo eneste Indtrædende : 
Rathlau og Brandt . 
Brandt , der skulde gaae først ind i det lille frygtelige 
Rum , havde , betaget som han var , glemt af aabne 
Blændlygten . Uden af sige et Ord tog en af Slutterne 
ham haardt i Armen og oplukkede Lygten med et forbittret 
Øiekast og slødte ham dernæst ind af Døren . 
Rathlau var ham lige i Hælene og Dørene lukkede sig 
øieblikkelig , lydløst efter dem . 
En hvælvet Hule paa 6 Qvadratalen var det hele 
Rum , hvori de befandt sig , og dette var endog afdeelt 
ved et Jerngitter , bag hvilket 4 stærktbevæbnede Mænd 
og æn Offiiceer uden at gjøre æn Bevægelse befandt sig . 
I et Hjørne brændte æn døsig osende Tranlampe og 
Brandts Lygteskjær faldt strax paa æn forfærdelig Skikkelse , 
liggende paa æn Træbrix , uden saameget sam et 
Halmstraa under sig . 
Nærmere , hviskede Rathlau i æn streng , befalende 
Tone . 
Brandt gik et Skridt nærmere , men blev , som ramt 
af Lynet , maalløs staaende . 
Han havde seet nok . Det var Struensee , de » for 
48 Timer siden almægtige Minister , der her laae lænket 
fra Haand til Fod , fra Foden til Muren og fra Halsen , 
der var omgivet af et stærkt Jemhalsbaand , lænket ved 

æn fung Lænke til æn to Tommer lyk Ring , der var 
anbragt t selve Muren . 
Som fastnaglct til Pletten skod Brandt nogle Øieblikke 
og speidede , som om han endnu ikke troede sine 
egne Øine , s ør at finde Vennens bekjendte Ansigtstræk 
— han syntes et Øieblik , at det var Struensee , 
det næste , at det ikke var ham , og han lynede da 
tvivlende paa Hovedet . Men den af Mathed Jndskumrede 
udstødte et Suk , et Suk saaledes som kun 
æn Ulykkelig kan udstøde det fra Bunden af fin Sjæl , 
og dette Suk , der lød som det banede sig Veien igjennem 
et bristende Hjerte og et Par hendøende Læber , 
dette Suk trængte Brandt til Marv og Been og fik 
hans Puls og Aandedræt til at standse . Dette kjendte 
han , og Vandkrukken faldt med et Brag til Jorden , 
hvor den sønderbrsdes med et Plads ! , som om det var 
alle Lidelsers og Medlidenheds Taarer , der paa engang 
brøde ud over alle Bredder . 
Struensee foer op ved denne Lyd og saae sig vildt 
om , men faldt strax udmattet og kraftløs tilbage . 
Ubehændige , sagde Rathlau haardt og vredt , hvordan 
staaer han ? — Sæt Lygten og undersøg Fangen , 
om Jernene ere hele og sidde faste . 
Brandt hørte Ordlyden , men var saa betagen , at 
han ikke forstod den , og blev slaaende som en Støtte . 
Hører han ! brølede Rathlau , han skal see Jernene 
efter , om de ere hele og sidde faste . 
Altfor faste , stønnede Struensee ; Kjødet er gnavet 

af mit Been og mit Haandled er blodigt ; Halsjernet 
qvæler mig — Luft , Luft ! 
Læg vaadt Linned om Haandleddet ! befalede Rathlau 
i en raa Tone ; han har vel Linned ? 
Brandt rystede paa Hovedet . 
Rathlau tog en daggertsieben Kniv ud af Barmen , 
skjar en Flig af Brandts Klædesskjød og befalede ham 
af dyppe den i den paa Gulvet liggende Bandpyt . 
Brandt adlød mechanisk ; han vædede i Hast det afrevne 
Stykke , der til Held havde Bomuldsfoer , og 
lagde det paa Struensees blodige , ophovnede Haandled . 
Brandt zittrcde ved denne Handlig over alle Lemmer , 
Benene nægtede ham næsten sin Tjeneste , og Hænderne 
rystede , søm om de rørte ved et flammende Baal . 
Struensee kastede et mat , lidende Blik paa den medlidende 
Slutter og udstødte atter et dybt Suk . 
Skynd sig , tordnede Rathlan , løft lidt i Halsjernet , 
skrue det lidt løsere . 
Brandt gjorde en overnaturlig Anstrengelse , men overbeviste 
sig om , af al Lettelse var umulig , thi Skruen 
var tilnittet . 
Naa , skreg Rathlan , faaer det en Ende ! 
Brandt viste Rathlan taust , af Jernet var nittet fast . 
Saa løft det blot og lad Skurken ligge , sagde Rathlan . 
Et 
tredie Suk , mere hjerteskjærende og sønderflidende 
end de føregaaende , trængte op fra den Lænkedes forpiinte 

Bryst , ledsaget af et svagt , undertrykt Skrig , foraarsaget 
ved Brandts smertevækkende Medlidenhed . 
Men dette var mere end Brandt kunde bære , en 
krampagtig hvinende Lyd pressede sig som i en Graadkrampe 
ud over den Ulykkeliges Læber . En uvilkaarlig 
Hulken , som ingen menneskelig Anstrengelse kunde 
undertrykke , bemestrede sig ham . 
Struensee slog Øinene forandret op , og betragtede 
Slvtteren paa eengang med Skræk og Forundring . 
Brandt ! Brandt ! skreg Struensee , og i et Nu laae 
de to Venner høit jamrende i hinandens tætsluttede 
Arme . 
Hurtig Vagt , Vagt ! raabte Rathlau . 
Døren og Gitteret blev paa engang revet op , og i 
et Nu var Fængslet fyldt af Soldater med fældede 
Bajonetter . Denne djærve Forsiglighed var imidlertid 
baade unyttig og overflødig ; thi da man havde vristet 
Vennerne ud af hinandens Favn , bar man Brandt , 
ramt af et Slagtilfælde , beviislløs ud af Fængslet , og 
den næsten qvalte Struensee maalte paa den tililende 
Læges Befaling , af Frygt for at han skulde døe inden 
Forhøret , befries for Halsjernet , idetmindste i nogen 
Tid . 

Nittende Kapitel . 
En Feberpatient . 
Da Brandt længe efter kom til sig selv , laae 
han rasende af en hidsig Feber paa Sengen i 
sit Værelse i Huset ved Commandantboligen . Den 
syge Fange maatte længe see sig øm og samle 
sine Tanker , for at erindre , hvor han befandt 
sig . Han turde ikke lade Sygevogteren , en i Livre beklædf 
Person mærke , at han var udenfor Phantasering , 
men han maatte forst og fremmest overbevise sig om , 
af han havde sine egne Tanker i fin Magt , og dernæst 
saalænge som muligt søge af indbilde sin Paapasser , 
af han phantaserede endnu . Det første Spørgsmaal , 
han gjorde Tjeneren , var , om Enkedronningen 
kom snart og bragte ham hans Mixtur . 
Hun kan ikke komme endnu , sagde Tjeneren smilende 
men hun har bedet mig af give Dem den , Hr . Greve . 
Er jeg Greve ? Jeg er jo Kammerjunker . 

Ja , ja , De er Kammerjunker , det er sandt ; men 
tag nu Mixturen . 
Smager den godt ? 
Ret godt ; men den helbreder Dem , og det er det 
Vigtigste . 
Uh , den er ildesmagendei Nu skal Du ; tag strax 
en Skeefuld . 
Nei ! det før jeg ikke , for , saa bliver Doctoren vred . 
Gjør ikke noget , jeg skal nok tie ; men vi dele . 
Ja , vi skal dele . 
Kommer hun saa ? 
Hvem , Hr . Greve ? 
Ih , Dronningen . 
Dronningen ? Nei , paa det Lag . 
Da lovede hun dog fpr af komme . Sim , Sim , 
Sim ! 
Ja før , men nu er hun reist til Kronborg . 
Uf , i den Kulde midt om Sommeren ; løb efter 
hende ! 
Det tør jeg ikke for Greven . 
Jeg er kun Kammerjunker . 
Jeg meente Grev Rathlau . 
O , det er min Ven . 
Saa—aa ! 
Ja , det er min bedste Ben ; han skal være min 
Svoger . 
Men han har jo ingen Søster . Sov nu ; Doctoren 

vil , at De skal sove rolig , saa er de rask om et Par 
Dage . 
Jeg er jo rask , see bare , hvor rød og sund jeg er 
— er det ikke Maimaanedskat imorgen ? 
Nei , vi er jo endnu i Februar . 
Aa , bild mig ikke det ind ; vi er langt inde i Marts 
Maaned . 
Brandt fortrak ved disse Ord Ansigtet til at græde . 
Tjeneren blev bange og sagde : 
Gode Herre , De maa ikke græde , for saa faaer jeg 
tusinde Ulykker ; jeg skal føie Dem i Alt , naar De 
bare vil lade være at græde , for saa kommer Krampen . 
Skal jeg da lee ? 
Nei , nei , heller ikke lee ; jeg skal hellere føie Dem 
i Alt . 
Godt . Hvad skriver vi idag ? 
Fem og tyvende Februar . 
Men Dronningen lovede mig jo at komme den fem 
og tyvende Marts . 
Hun har vel glemt det . 
Saa busk hende paa det strax . 
Men hun er jo paa Kronborg . 
Er hun paa Kronborg ? 
Ja . 
Saa siig , at jeg kommer om en halv Time til hende 
paa Kronborg . 
Jo , det skal jeg . 
Men er Enkedronningen paa Kronborg ? 

Nei hun er paa Christiansborg . 
Godt ; men Guldberg er jo paa Kronborg , sagde 
Du fpr . 
Sagde jeg det før , saa tog jeg feil , han er — 
Eommandeersergeant ? 
Ja , i Kongens Regiment . 
Raa , hvem er da Minister ? 
Zh , Guldberg naturligviis . 
Hør , Du gjør Rar af mig , Niels . 
Wolfert hedder jeg , gode Herre . 
Er Guldberg virkelig Minister paa Kronborg ? 
Nei , han er ikke paa Kronborg , men han er 
Minister . 
Raa , men Enkedronningen ? 
Hun er her i Byen . 
Men Rathlau er jo hos Enkedronningen ? 
Ja det er nok muligt . 
Naar kommer han ? 
Som sædvanlig iaften og imorgen tidlig . 
Han har været her 2 Gange idag . 
Nei kun eengang . 
Jo vist , 2 Gange . 
Ja , ja , det er muligt , at jeg husker feil . 
Du er nok kjed af min megen Talen ? 
Aa nei , den er jeg saa vant til . 
Saa ! jeg taler dog ellers lun lidt . 
Gjør Herren ? 
Ja , hvad var det jeg sidst fnalkede om ? 

Om det derover og om Pinekammeret . 
Det har været Tromme , det skal Du ikke bryde 
Dig om . 
Det gjør jeg heller ikke . 
Og Du skal ikke sige det til Rogen , det er dum 
Tøieri . 
Ja , ja . 
Men Rathlau , min Ven , ham maa Du nok sige 
det , for han holder saa meget af Drømme . 
Ja , det er nok muligt . 
Han leer vel af dem ? 
Ikke alletider . 
Men græde gjør han jo ikke , vel ? 
Fortæl mig Noget af Drømmene . 
Det tør jeg ikke . 
Tør Du ikke fortælle mig mine egne Drømme . 
Nei , jeg tør ikke . 
Du skal , ellers græder jeg . 
Gode Herre , De maa ikke . 
Vil Du da nikke , see det er mine Dukker , den lille 
Tommeltot , det er Guldberg , væk med ham . 
Ja , væk med ham . 
Ham drømmer jeg aldrig om , vel ? 
Nei . 
Men her er en Guldbrand , det er Enkedronningen , 
hende drømmer jeg tidt om . Nikker Du ? 
Ja , jeg nikker , gode Herre ! 

Her er Langemand , det er Kongen , dyr Sjæl , ham 
drømmer jeg tidt om . 
Ja , det kan nok være . 
Og det er Dronningen , ak , hun er kommen paa 
Kronborg , fordi hun har arrreskeret mig , ikke sandt Du 
nikker ? 
Ja , men det var jo Enkedronningen , som var forklædt 
i Dronningesn Domino . 
Brandt gjorde store Øine ; han fik her en Oplysning , 
som han ikke havde ventet , men han maatte lade 
som forvildet , for at saae mere at vide . 
Ha , ha , ha ! Sim , sim ; sim ! Men Dronningen 
arresterede mig dog alligevel , og saa arresterede hun 
min lille Finger , denne her , for det er Struensee . 
Det var ogsaa Enkedronningen . 
Hvad er hun ogsaa arresteret ? 
Nei , nei , hun er frie . 
Aa , Du gjorde mig ganske bange , Niels . 
Wolfert — 
Det er sandt , Wolfert . Hør , Wolfert , er det sandt , 
at Enkedronningen og Struensee vare gode Venner ? 
Nei , det er jo Dronningen og Struensee . 
Aa , Snak ; det er aldrig muligt . Bilde hun ellers 
arresteret os ? 
Ja , men det har hun eller ikke gjort , for det var 
Enkedrønningen , der gjorde det . 
Vist ikke , Niels . Det var Dronningen . 
Ja , ja , da — naar De veed det bedre — 

Hør , Niels l 
Wolfert — 
Ja , Wolfert , hverfor har De lagt mig paa Pinebænken ? 
De 
ligger jo ikke paa Pinebænken , tvertimod , De 
ligger jo i en herskabelig Seng og skal have god Forplejning . 
Men 
han , min lille Finger — 
Det tør jeg ikke sige . 
Bil Du , at jeg skal græde ? 
Nei , Hr . Greve ; naar De er rask , faaer jeg en 
stor Belønning . Græd ikke . 
Jeg er jo rask ; lad os gaae ned i Haven . 
Lær blot rolig , det er saa koldt . Bliv endelig liggende , 
ellers maa jeg kalde — 
Paa hvem ? 
Paa de Andre . 
Men naar jeg nu er rolig og sover , hvad saa ? 
Saa sover jeg med . 
God Nat ! 
God Nat I 
Brandt lukkede Øinene og bemærkede en halv Time 
senere , at Wolfert sov temmelig trygt . Han vidste 
altsaa nu , at det var Enkedrønningen , der havde arresteret 
ham , hvilket altsaa var sket ved en List og ved 
en Overrumpling . Han vidste tillige , at Dronningen 
var Fange og af Guldberg var iblandt deres Fjender 
saavelsom Rathlau . Han gjorde sig al Anstrængelse 

for af oversee hele Situationen , men kunde ikke ganske 
fatte , hvorfor han behandledes saa mildt , medens de » 
« lykkelige Struensee mishandledcs saa grueligt ; hvorfor 
man viske sig saa omhyggelig for hans Helbredelse , 
medens man dog i Hjertet hadede ham ligesaa meget , 
som man hadede Droningen og Struensee . Pludselig 
erindrede han sig RathlauS Ord , hvad der kunde frelse 
ham . 
Ah , de vil have , af jeg skal forraade min Ven og 
Dronningen , for af man med et Skin af Ret kan 
fuldbyrde sin Hævn over dem , derfor lokke de mig . for 
siden , naar de have benyttet mig til af tugte de Andre 
da af tugte mig selv , det gjælder altsaa af vinde Tid 
og dupere dem . Men desværre , det er kun Galgenfrist . 
Jeg maa imidlertid give den Bedaarede , thi see 
de mig før tidlig i Kortene , vinde de altfor let Spil . 
De maa troe , af jeg kan vindes ved deres Lokkemidler , 
og søist naar de har udtømt Alt , og jeg ikke kan narre 
dem længer , vil jeg kaste Masken og erklære Dem for 
Bagvaskere — og dele Skjæbne med ham , som i g nu 
har kjærere end nogensinde . De ville friske mig paa 
alle Maader , men de skal sinde en Mand for Dem . 
Augustinus blev ogsaa fristet , af Skjønhed , Lidenskaberne , 
Tillokkelserne , og han modsfod ; jeg skal , jeg vil modstaae 
— i mit Hjerte vil jeg altid tænke paa Struensee 
— min arme ulykkelige Ven — jeg vil lukke mine 
Øine og see hans Marter , og jeg skal modstaae selv 
den Augustinske Tortur . Augustinske Tortur — ja , 

det er det — det er den , man anvender ; godt , jeg skal 
være paa min Posf . Det ligner Juliane , Løfter , 
Lokkemidler , Fristelser paa den ene Side , Skræk , Trusker , 
Pinsler paa den anden , hun troer , hun skal forføre 
mig til at sætte Seglet paa hendes Skjændselsvaad , 
nei , Juliane ! Du har taget Feil af Brandt , før vil 
jeg lægges paa Spændebænken derinde og knibes med 
gloende Tænger , men en Tilstaaelse , der lovlig kan fælde 
Struensee eller Caroline Mathilde , skal I ikke faae ud 
af mig , før skal jeg synke min egen Tunge . Krampen 
kan jeg ogsaa forstille mig i . Harme og Vrede mod 
Dronningen og Struensee skal jeg ogsaa hykle , godt vi 
ville see , hvad vi kunne gjøre , skulle vi dø — lad det 
være , men Triumphen , af jeg har fældet dem , skal I 
ikke faae ! 
Om Aftenen kom Grev Rathlau med Doctoren , men 
Brandt kjendte ham ikke , han kaldte Greven Dokter og 
Doctoren Struensee . Paa Spørgsmaal der gjordes 
ham , svarede han vildt og vilde ned i Grsnnegaarden , 
samt paastod , af han laa paa Frederiks Hospital . 
Med disse Forstillelser gik flere Dage og Nætter , indtil 
han havde faaet af vive af Wolfert , hvad han omtrent 
kunde faae af vide . Fra den Tid kom han sig 
lidt Dag for Dag , indtil Lægen erklærede ham udenfor 
al Fare , men dermed forsvandt ogsaa hans moersomme 
Selskaber , Wolfert , der kun skulde være Paapasser 
og Spion under hans Sygdom . Han blev nu 

i længere Tid overladt til sig selv og Eensomheden , 
hvoraf kun Rathlau af og til og under Venskabsmaske 
udrev ham . Det kostede imidlertid Brandt stor Overvindelse 
af forstille sig lige overfor Rathlau , men det 
lykkedes ham omsider saa mesterligt , af baade denne og 
Enkedronningen derved duperedes . 

Tyvende Kapitel . 
Tilbageblik . 
Da Dronningen hin Ræedselsnat saae , af alt Haab 
glippede , overgav hun sig til den mørkeste Fortvivlelse . 
Hun græd og jamrede sig og tiggede Køller om Medlidenhed , 
om af hjælpe sig til Flugt , men han forsikkrede , 
at selv om han vilde hjælpe hende , kunde han 
ikke , thi han selv var ikke rigtig troet . 
O , De bedrager mig , Køller , De bedrager mig , 
raabte hun , det er « muligt andet end at De maatte 
kunne frelse mig , før mig til Kongen , og jeg skal belønne 
Dem , som ingen Mand endnu er bleven belønnet . 
Denne Tanke maa Deres Majestæt opgive , svarede 
han ; jeg vovede mit Liv og Deres Majestæts derved . 
Mit Liv har dog intet Værd , naar jeg er berøvet 
Friheden ; jeg vil vove mit , har De som Soldat Mod 
til at vove Deres ? 
Nei , min Dronning , det er umu igt ; foran en Kanon 
eller foran et Regiments Ild vilde jeg trodse Døden , 

men i et Fængsel at see Døden imøde har jeg skke 
Mod til , det er formeget at forlange af en Soldat . 
Og dog kalder de Dem Modets Søn — see , Aøller , 
disse Diamanter ere mine , de ere min Medgift , min 
Brudegave ; de have over en halv Millions Bærdi 
— jeg vil give Dem dem alle , naar De vil sende Bud 
til den engelske Gesandt . 
Jeg kan ikke , min Dronning , selv om jeg vilde , hele 
Slottet er omringet af Eichstedts Soldater . 
Altsaa er De dog feig , Oberst Køller ? 
Kald det ikke Feighed . Magten er nu i Enkedronningens 
Haand , jeg vilde være Dødens Mand , og De 
var endnu værre faren ; lad os komme til Kronborg . 
der vil jeg see , hvad jeg kan gjøre , for at skaffe Dem 
fat i den engelske Consul . 
Udflugter og Lokkemidler ! Har jeg først forladt dette 
Slot , vender jeg aldrig mere tilbage ; men jeg forlader 
det ikke , før jeg har seet enten Kongen eller den engelske 
Gesandt . 
Min Dronning , jeg er kun en Soldat , jeg lystrer 
Ordre ! 
Hvilken Ordre ? De er en stor Forbryder ; min Gemal , 
Kongen , er afsindig , hans Ordre kan De altsaa ikke 
lyde ; min Søns ikke heller , thi det vilde være min Frihed 
og min Lykke ; jeg er Dronning , min Ordre afslaa « 
De jo — De er en Rebel , en Oprører , og jeg vil før 
myrde mig for Deres Øine end følge med som Deres 
Fange . 

Jeg er ikke heller Deres Fangevogter , jeg skal ledsage 
Dem sikkert til Fæstningen Kronborg , det er Alt . 
De er en Majestætsforbryder , Køller , et Værktøi i 
en hævngjerrig Qvindes Haand , en Slave af min Fjende , 
et Kreatur . 
Majestæt , insulteer mig kun , men jeg kan ikke ændre 
Deres Lod . 
O , De kan , men De vil ikke ; De har gjort Eed , 
ikke sandt ? og De glemmer , at en Eed mod mig er 
Meneed . 
Jeg har kun svoret Kongen TroskabSeed og den skal 
jeg holde . 
Og De arresterer Kronprindsens Moder . 
Men paa Kongens Befaling . 
Paa Enkedronningens ! 
Tilgiv , Deres Majestæt , paa Kongens . 
Som Enkedronningen , Gud veed ved hvilket Middel , 
har fravristet ham . For sidste Gang , Oberst Køller , 
vil De følge mig til Kongen eller til den engelske 
Gesandt ? 
Jeg beklager , men jeg kan ikke — 
Nn velan , saa vil jeg døe . 
Dronningen rev med Voldsomhed sit Livstykke op 
tæt ved Barmen , fremtog med Feberhast en lille Flacon , 
rev Seglet og Glastollen af og førte den til sine Læber . 
Køller blev bleg som et Lig . Han var rørt til 
Taarer , og dog et Stykke sneehvidt Marmor . Men en 
panisk Skræk greb ham ; han vilde ile til , men saae 

at han vilde komme for seent . Han kastede sig paa 
Knæ og raabfe : 
Ulykkelige Dronning , slands — o , tænk paa Deres 
Børn . 
Caroline Mathilde tabte Flaconen og skjulte Ansigtet 
i sine Hænder . 
Nogle skrækkelige Secunder forløb i dyb Tanshed , 
kun Taffeluhret lod sit ensformige Pendulskag høre som 
om det vilde efterligne Hjertets Pulsslag . 
Dronningen tog Haanden bort fra sit ligblege Ansigt 
og tilkastede Køller , der endnu laae paa Knæ , et taknemmeligt 
Blik . 
Tak for denne Erindring . I min dybe Udmygelse 
og Fornedrelse som Dronning glemte jeg en Moders og 
en Christens dyrebare Pligter , i dette Punkt har I 
handlet som en Mand , men , Koller , vi To mødes engang 
for Ham deroppe paa Dommens hellige Dag ; der , som 
her , skal jeg da udbryde : hvad gjorde jeg Dig , at Du 
kunde have frelst mig , og at Du undslog Dig ? Den 
Æt , som Du forraadte mig for , skal bære Din Brøde , 
barnløs skal Du bejamre Din Haardhed og Din Gjerning , 
og Guds Vrede skal være Din Løn ! 
Det skee , raabte en Stemme . Ingen vidste hvorfra . 
Køller sprang op og saae sig om med forskende , forvildede 
Blikke . 
Grev Rantzau Ascheberg kom tilbage fra Kongen med 
nedslaaede Øine og tungsindig Mine 
Min Dronning , ved min Ære sværger jeg , jeg har 

gjort , hvad jeg kunde , men det er Kongens bestemte 
Villie , at De begiver Dem til Kronborg . 
Ved Deres Ære sværger De ? Og før De ogsaa 
sværge ved Deres Ære , at De har fortalt ham hele 
Sandheden ? 
Majesfæt , Enkedronningen og Arveprindsen ere hos 
kongen , Hans Majesfæt er meget vred og troer , a 
Landet kun kan beroliges ved Deres Fjernelse fra Hovedstaden , 
men hav yttrede , at han vilde komme ned før 
at tale med Deres Majesfæt paa Kronborg . 
Og det troer De ? og det mener De , Hr . Greve , eller 
er det blot mig , De vil have til at troe siig Snak . 
Er jeg først borte , er jeg før evig borte . 
Min Dronning ? 
Floskler , viis at jeg er Dronning ! 
Hvorledes . 
Bring denne Mand til Fornuft , eller skaf mig den 
engelske Gesandt i Tale . 
Umuligt I 
O , Niddingsværk ; uden ydre Nødvendighed trænger 
man ind i den regjerende Dronnings Gemakker , gjør 
mig , uden Beviis , uden Tanke om Brøde , til Arrestant , 
mig , den regjerende Dronning , Kongen af Englands 
Søster — det er Stimands Overfald . Jeg trodser 
Eder , Røvere , tilhobe — jeg er Hersker her i min 
Søns Navn , jeg befaler og I adlyde ! 
Min Dronning , hør mig blot , alt kan endnu saae 

en god Vending ; Kongen befaler , af De skal til Kronborg ; 
vi hans Undersaatter , kan dog ikke modsætte oS . 
I bør modsætte Eder en hævngjerrig Furies Vold- « 
gjerning . Kongen er i hendes Magt . Lad mig tale 
Ansigt til Ansigt med ham , og hvis han saa befaler 
mig af reise bort , vil jeg adlyde . 
Rankzau vendte sig om til Køller og saae spørgende 
paa ham . 
Denne svarede uden Ord ved blot af trække paa 
Skuldrene . 
Oberst Keller , sagde Rankzau , jeg opfordrer Dem til 
af tale , hvad mener De ? 
Jeg tør kun sige nei ! 
Men jeg trodser en R bel , jeg vil see , hvem der 
hindrer mig i mit eget Huus , raabte Dronningen opbragt . 
Naar 
Hendes Majestæt saa bestemt ønsker det , kunde 
vi dog forsøge af føre hende til Arveprindsens Appartements . 
Hr . 
Greve ! her befaler jeg , raabte Køller med raa 
Trods , og ilede hen til den Corridor , der førte til Kongens 
Værelser . Over mit Lig gaaer kun Veien til 
Kongen . 
Usle , forbryderiske Slave , skreg Dronningen , hvem 
vilde plette sin Klingr med Dit sorte , feige Meenederblod . 


Tilside ! raabte Dronningen til den Bevæbnede , der 
stod ved Indgangen til hendes Sovegemak . 
Karlen blev staaende ubevægelig . Dronningen foer 
ind paa ham og slødte ham med kolvulsivist Magt langt 
bort , saa han næsten tørnede mod Gulvet . 
Jeg gaaer tilsengs , og mit Legeme skal I sønderskide , 
før I fører mig herfra . 
Med disse Ord rev Dronningen Døren op , gik ind 
i Eovegemakket og slog Døren i efter sig . Køller vilde 
springe til , men Rankzau var hurtigere og nærmere . 
Han trak stnskhnde Pariserkaarde , stillede sig for Døren 
og raabte : 
Man indhente nærmere Ordre , før man overtræder 
denne Tærskel , thi jeg sværger , kun over mit Lig skal 
man bane sig Vei i den første Time til Dronningens 
Person . 
Køller vilde fare ind paa Rankzau og sløde ham ned ; 
men Rankzau raabte : 
Kongen er vanvittig , Kronprindsen fangen ! En Nidding 
den , der angriber Dronningen og forraader Fædrelandet . 
Køller 
standsede . 
Dronningen leve ! vovede To af de Bevæbnde at 
sigeForrædere ! 
skreg Køller . 
Hvo er her Forræder , hvo er her fro ? spurgte Rankzau . 


Køller ! vedblev Greven , lad os spare Blod ; Sværdene 
i Skeden , en Times Baabenstilstand , og da kan 
I handle ester Ordre , Oberst . 
Desværre benyttede Dronningen ikke den givne Frisk ; 
afmægtig , som hun næsten var , rev hun Klæderne i 
Hast af sig og lagde sig tilsengs . 

En og tyvende Kapitel . 
Den sindssvage Konge . 
I Arveprindsens Apartement havde Enkedronningen , 
Arveprindsen og Guldberg megen Møie med at vedligeholde 
den mod Dronningen vakte Skinsygt hos den 
nu af Sindslidelser nedbøjede Monark . De sidste Timers 
Begivenheder havde virket voldsomt paa hans Gemyt , 
og der var halve Timer , hvor ikke et fornuftigt Ord , 
men kun en dyrisk Latter , Skrigen og forvirrede Udraab 
kom over hans Læber . Saaledes var navnlig denne 
betydningsfulde Nat den Autoritet , som Enkedronningen 
i Ledtøg med Dronningens og Struensees andre 
Fjender sløttede sig til . 
Kongen kaldte uafbrudt paa Brandt , og Ingen turde 
vove at sige , at han var arresteret , for ikke at bringe 
Kongen i komplet Raseri ; man sagde derfor , at han 
var hos sin Moder , at man havde sendt Bud efter ham , 
men at han frygtede for at komme . 

Han skal komme ! raabte Kongen ; jeg vil tale med 
ham . 
Ru skal vi atter sende Bud , sagde Guldberg . 
Besynderligt nok spurgte Kongen ikke ester Struensee , 
og Kronprindsen , der var saare angst for de Kjærtegn , 
Faderen Mlede paa ham , vovede ikke at tale om sin 
kjære Mester , hvorimod han dristede sig til at beoe før 
sin Møder et Øieblik , da Enkedronningen vendte sig 
bort for at tale med Guldberg og Arveprindsen . 
Ulykkelige Bar » , Du har ingen Moder , sagde Kongen . 
Have de flemme Mænd da dræbt hende ? spurgte 
Prindsen . 
Møder Furie , hvad har Du gjort ved dette Barns 
Moder ? spurgte Kongen og kastede en Pude efter den , 
han talede til . 
Hun har det meget godt , jeg har flet intet gjort ved 
hende , sagde Juliane i en beroligende Tone . 
Bedste , Du har arresteret hende , og Du skal strax 
give hende fri , før at hun kan komme og tale med 
Fader , sagde Kronprindsen . 
Lille Frederik er saa god at tie stille , og ikke blande 
sig i uvedkommende Ting . 
I er en vedkommende Ting , Fru Mamme , Barnet 
har Ret . Hvor tør Din lede Trold lægge Haand paa 
hans Moder , Du Beelsebubs Drage — Alt hvad Du 
gjør i Nat er Ondskab , og havde jeg min Ragekniv her , 
skulde jeg barbere Dine Tænder . 
, Min Søn , vær rolig , Alt er gjort paa det Bedste . 

For Dig og Din Søn — hæ , hæ — Oldemoder , 
Oldemoder . Kom Frederik , hjælp mig hen til Vinduet , 
jeg vil raabe Gevalt og vil have denne Drage arreste . et . 
En stærk Spænding viste sig ved disse Ord paa AlleAnsigter . 
Enkedronningen , Arveprindsen og Guldberg 
vexlede ængstelige Øiekast , men Juliane Marie var døg 
den , som først fattede sig . Hun traadte med Ærbødighed 
og Fasthed hen til Kongen og sagde : 
Majestæt ! Da vi paatoge oS det bhrdefulde Hverv 
at frelse Eder , Hans kongelige Høihed Kronprindsen og 
Fædrelandet , vidste vi , at store Vanskeligheder kunde 
træde hindrende i Veien for detle patriotiske Foretagende 
og kuldkaste det halvgjorte Værk . 
Vaas , Sladderkjerlinz . Bom , bom , bom ! 
Deres Majestæt maa allernaadigst høre mig . 
Lirum , Larum , Katten gjør Æg ! 
Nuvel ; da jeg kunde forudser , at Deres Majestæt 
» ilde sinde paa alle Alle Slags Indfald — 
Stille , Poppegøie — Skade , tit , tit , tit ! 
Saa tænkte jeg ogsaa paa detle fortvivlede Indfald . 
Guldberg , arresteer mig denne Bytting , hun skal døe 
— puttes i en Sæk — og puf , under Vandet med 
hende , puf , puf — som en gammel Kat , der bider . 
Derfor har jeg fyldt hele Christiansborg SlotS Kjælder 
med Krudt , skreg Enkedronningen , for at overdøve den 
gale Konge . 
Hvad , hvad , hvad ! Artilleriprøver . Laboratorium , 
Krudt og Patroner ; Christiansborg Slot — aa , aal 

Kongen sprang op , wen faldt tilbage igjen , hans 
Been vilde ikke staae ham bi . Skrækken stod malet i 
hans Ansigt ; han greb sig med Haanden til Hovedet 
og rykkede det frem og tilbage , som om han vilde vride 
en fornuftig Tanke ud deraf . 
Kronprindsen begyndte at zittre af Angst over Faderen 
og klagede sagte : 
Min Fader , min kjære Fader ! 
Din Fader ? gjentog Kongen og kastede et forundret 
Blik paa Prindsen . Ja vist er jeg Din Fader — 
Din Beskytter , og Du har ingey Anden , — drømte 
jeg ? — min Søn , sagde hun da ikke , at hun vilde 
sprænge oS Alle i Luften ? 
Jo , Fader : Bedstemoder sagde , at hun vilde — 
at hun havde fyldt Kjælderen med Krudt . 
Guldberg , arreskeer Majestætsforbrydersken ; jeg er ved 
mine fulde Fem ; jeg befaler Dig det ! 
Min Konge , jeg er selv Arrestant ; udenfor disse Døre 
ere vi Alle bevogtede . 
Jeg har brugt Forsigtighedsregler , sagde Juliane 
Marie med Rolighed . Deres Majestæt og Kronprindsen 
have Intet at frygte , naar De forholde sig rolige 
og jeg har Handlefrihed . 
Jeg er i Din Magt , Qvinde ! Det seer jeg — 
hvad vil Du ? 
H-r mig med Rolighed , Sire ! 
Du kalder mig Konge , usle Qvinde ! og behandler 
mig som en Træl . 

Til Deres eget og Landets Bedste . 
Tal , hvad vil Du ? maaskee er Prisen før vort Liv 
dyrere end Livet selv ? 
Nei — det jeg vil , er Struensees Fjernelse fra 
Magten , Brandts Forjagclse , Bekræftelse af den Fuldmagt , 
jeg har faaet til af fjerne Caroline Mathilde 
fra Staden . 
Og saa , og saa ? 
Det er Alt ! 
Meget beskedent . Guldberg , siden Du er Arrestant 
ligesom jeg , saa tag mig under Armen og før mig hen 
til vore Bevogtere ; jeg , Kongen , vil tale til Dem . 
Stands , Sire ! ræ bie Enkedronningen , Alterforudseet . 
Idet I gaaer over denne Tærskel , flyve vi Alle 
f Luften ; see , denne Svovltraad gaaer ned til Krudtkjelderen , 
jeg behøver kun af nærme mig Traaden med 
dette Lys — 
Stands , slands ! skreg Kongen . 
Jeg holder Ord , jeg selv gaaer med , min Søn , Din 
Son , Caroline Mathilde , som endnu er i Slottet . 
Skal jeg ? 
Du tager Livet af mig enten paa den ene eller den 
anden Maade , kjære Moder . Kjæreste , afskyelige Stedmoder , 
fjern dog Lyset fra Traaden , en Besvimelse , en 
Rysten paa Hænderne kunde afstedkomme Ulykken — 
min Frederik , store Gud ! 
Ja eller nei , Kong Christian den Syrende , svar mig 
strax . 

Ja eller nei , Kong Frederik den Sjette , Du har 
mere Forstand i Din lille Finger end jeg , Din stakkels 
Fader , i sit forvirrede Hoved ; jeg vride saa gjerne 
svare noget Fornuftigt , men jeg kan ikke , kan ikke ; 
skal jeg gaae tilveirs , eller give efter ? 
Fader , Du kan tro , at Bedstemoder vil blot gjøre 
Dig bange . Naar den Traad var saa farlig , stod 
hun ikke saadan og legede med Lyset , og saa vendte 
Onkel Frederik sig ikke om og smilede , for det saa jeg 
i Speilet . 
Tak , min Søn , Du er klog og vil blive en god 
Konge , saa til Helvede med Furien . 
Min Prinds ! hviskede Guldberg ængstlig til Kronprindsen . 
Historien om Krudtet er fuldkommen sand , 
men Roligheden kommer fra , at man sloler paa , at 
Kongen ikke vil lade det komme til det Aberste . Faaer 
Deres Bedstemoder ikke sin Villie sat igjennem , er hun 
jo dog dødsens , og hun vil derfor heller døe med oS 
Alle , end alene . 
Satanas , brølede Kongen i samme Tid til-Enkedronningen 
— Du strammer mig ikke med dit Kogleri 
jeg har kun et Liv saavelfrm Du , stik an ; hvad nøler 
Du efter , gamle Trold , Du skal blive pidsket igjennem 
Gaderne , og veed Du hvem der skal være Din 
Bøddel — alle Dine gamle Galaner , een før een , o 
det vil blive en Herredag ; paa Østerfælled skal jeg reise 
Dig et Monument — Drage , Drage , Drage ! 
Fader , Fader , jeg donfaldcr Dig , hør mig ! 

Min Søn , Kong Frederik , tal , jeg ærer Dig ! 
O , kjære Fader , jeg tog feil , Guldberg forsikkrer , 
at der er virkelig Krudt i Kjelderen og at vi springe 
Alle i Luften , naar Du ikke giver efter . 
Hvad , virkelig Krudt ? O , Guldberg , ogsaa Du ? 
Kongen sank atter sammen og rystede som før og 
rokkede med Hovedet i begge Hænderne . 
Fader , frels os , frels mig og min Moder ! 
Ja , Frederik , min Søn , med min sidste Kraft vil 
jeg frelse Dig . Majestæt Enkedronning ! fjern Lyset 
og al Fare ! Jeg offrer Dig Struensee , Juvelen i 
min Krone . Jeg offrer Dig Brandt , den kjæreste og 
muntrrste af alle mine Plageaander . Jeg offrer Dig 
— Mathilde — min Mathilde — o det smerter . 
Jeg offrer Dig mig selv . Frels blot min Søn , 
frels Kronprindsen . 
Sværg ved Christus ! 
Jeg sværger det ved Christus , ved den Døende og 
den Levende ! 
Godt , Sire — al Fare er nu forbi , jeg iler at 
bringe Alt i Orden — I vil senere takke mig . 
Efter at have sagt dette og overklippet Svovltraaden , 
fjernede Juliane Marie sig hurtigt tilligemed Arveprindsen . 
Da 
disse vare gaaede , drog Kongen et dybt Suk , 
lagde sine skjælvende Hænder paa Frederiks Hoved og 
sagde : 

Glem aldrig , min Frederik , at saameget elsker jeg 
Dig , min Søn , at jeg gjorde dette . 
Prindsen knælede , kyssede grædende sin Faders Hænder 
og sagde : 
Min Fader , jeg skal aldrig glemme det . 
Guldberg bøiede sig tæt hen til Kongen og Prindsen 
og hvidskede hurtig : 
Hav Tillid til mig . Med Hensyn til mig har hun 
førregnet sig . Kongen og Kronprindsen kan jeg 
værge . 
Da Enkedronningen og Arveprindsen ankom til Dronningens 
Gemakker , undrede de sig heiligen over at 
finde Alt i den dybeste Ro . 
Ak , hun er borte , sagde Juliane Marie ; jeg ærgrer 
mig næsten over den alifor lette Seier , jeg kunde have 
ønsket noget mere Modstand , det lystede mig at see min 
Dødsfjende vaande sig under Staalet og stride imod 
som en tinet , til Døde « saaret Løvinde i sin egen 
Hule , hendes afmægtige Skrig skulde været min Triumphsang , 
o , hvor det skulde have göltet mig , at see 
hende fraadende bide i sine egne Lænker . 
Stille Moder ! hviskede Arveprindsen . Jeg gruer 
ved at Du skal faae Dit Ønske altfor snart opfyldt . 
Borte er hun ialfald ikke , thi jeg hører Køller og 
Rantzau tale . Moder , Gud forbyde , at hun skulde 
være død . 
Har Du svage Nerver , min Søn ? Du er et svagt 
Barn , men her nytter Svaghed ikke ; vil man herske , 

skal man have en Jernhaand . Om Du vil vide , saa 
saae jeg nødig at hun døde her i Landet , thi jeg fik 
va Skyld , men vel var det , øm hun var reent borte , 
thi væk er altid væk . 
Moder ! et Ord , Du lover mig at skaane hende . 
Jeg lover at træde hende med min Fod , men skaffe 
hende afveien , det skal jeg ikke ; gjør Dig ikke unyttige 
Skrupler , Du er svag , Dig skal jeg skaane , men saa 
maa Du ogsaa vogte Dig for at gaae imellem mig og 
min Hævn , thi Du veed , at Had gjør blind ligesom 
Kjærlighed . 
Men vi skulle døg være menneskelige , ikke sandt ? 
Min Søn , gaae tilbage til Din taabelige Broder 
og gjør ham Selskab , jeg mærker , at vi To harmonere 
ikke i denne Nat ; kun det vil jeg sige Dig , at jeg 
ikke for Intet har vovet Alt , men kun i den udtrykkelige 
Hensigt at vinde Alt . 
Du viser mig bort , Moder ? 
Ja , jeg befaler Dig at gaae tilbage til Dine Gemakker . 
Jeg 
troede døg — 
At Du var min Medconspirercnde , ikke sandt , det 
var Dn iaftes , men nu er det Morgen , min Morgen , 
thi denne Morgen tilhører mig . Nu er jeg Herskerinden 
og Du min første Undersaat — derfor adlyd . 
Tillad mig døg — 
Intet mere , Du gaaer — Du er for blød ; der 
skal Staalhandske ! til dette . 

Prindsen vendte sig fornærmet om og vilde gaae . 
Jnliane Marie betænkte sig et Øieblik . Frederik ! 
sagde hun med blødere Stemme , jeg kalder Dig ikke 
tilbage , jeg vil kun ønske D < g god Morgen , min Søn ; 
lige overfor Dig er jeg svag — jeg er jo din Moder , 
Gaae nu , og spørg mig ikke ; om en Time eller saa 
er jeg hos Dig — jeg skal blot vække dem derinde , 
jeg troer de sove . 
Arveprindsen sagde intet ; han lod Moderen kjærtegne 
sig og gik tilbage til sine Gemakker med et let 
Suk . 
Juliane Marie lod Sønnens Skridt tabe sig i 
den lange Corridor , førend hun aabnede Døren til 
Dronningens Forgemak . 
Køller og Rankzau gik rolige op ned i Værelset i en 
dæmpet Samtale . De Bevæbnede støde rundtom uden 
at tale og ubevægelige som Billedstøtter . 
Ved Synet af Enkedronningen gjorde baade Rankzau 
og Køller ligesom et lille Hop af Forskrækkelse ; dernæst 
gjorde de forlegen en dyb Forbøining . 
Hvad gaaer her før sig ? spurgte hun forbauset . 
Ingen svarede . 
Vil man behage at svare mig ? 
Hvorpaa , Deres Majestæt , spurgte Rankzau . 
Paa det jeg spørger om : Hvad gaaer her før sig ? 
Slet intet , Deres Majestæt ! 
Herligt svaret , men er det min Befaling ? Hvor er 
Dronningen ? 

Hnn sover ! 
Hvor ? 
Derinde i sit Sovegemak ! 
Har jeg tilladt det ? 
Nei ; Hendes Majestæt Dronningen tillod sig at sove 
Uden Forespørgsel . 
Og man føiede hende ? Man tillod det ? 
Ja ! 
Den , der gjorde sig flyldig heri , skal dø ! 
Majestæt ! sagde Rankzau med Rolighed , døe skulle 
vi Alle , lidt før eller senere , alt efter Omstændighederne . 
Efter hvad her er passeret , er det slørre Ære 
at døe end at leve , thi fra en Regjeringsvkxel har De 
skruet Sagen op til et Mestermandsoverfalv , men tro 
ikke , at De kan handle ustraffet ; jeg skal være Dem 
en dødeligere Fjende i Morgen end idag . 
Forklar Dem ! 
Nei , jeg forklarer mig ikke . Jeg er rede til at døe , 
saa kommer Forklaringen . 
Køller , før ham i Fængsel . 
Koller , hører De ikke ? sagde Rankzau , idet han ligegyldig 
tog sig en Priis af sin Gulvdaase og ligeledebød 
Køller en Priis , exeqveer Enkedronningens Dødsdom . 
Køller 
studsede og saae paa Enkedrønningen . 
Vil De forklare Dem , Rankzau ? spurgte Juliane . 
Nei , svarede denne kort . 
Arresteer ham ! 

Köller tøvede endnu . 
Rankzau tog Køller i Armen og sagde ; Oberst , hører 
De ikke , hvad Enkedrønningen har Mod til at befæle ? 
Køller 
trak , « den at sige et Ord , sin Kaarde og 
ragte den til Enkedrønningen med de Ord : Majestæt ! 
jeg er Eders Fange , men jeg arrestere ikke Grev Rankzau ! 
I 
der , hvad hedde I ? Arresteer Greven , jeg befaler 
det , og ham med ! Hun pegede paa Køller . 
De bevæbnede Mænd stode ubevægelige og rynkede 
Brynene med kold Trods . 
Ankværdige Enkedronning I sagde Rankzau , I er 
magtesløs ; saalangt Kongens Fuldmagt naaede , kunde 
I række , men ei en Tomme længer . Troer I , at 
Eders Haandlangere ville snigmyrde EderS Haand ' langere ? 
Enhver , der arresteres i denne Nat , er hædret , 
Enhver , der adlyder Eder fra nu af , er stemplet som 
en Forbryder , det har jeg sørget for . 
Enkedronningen bed Læberne sammen af Raseri . 
Forlad dette Gemak , Rankzau — tag Livet som en 
Skjærv , men inde » 3 Timer er I ude af Staden , og 
inden 48 Timer ude af Landet . 
Majestæt ! Før vilde jeg ikke forklare mig — nu troer 
jeg , det er nødvendigt . Hvis De troer , at Folket tillader 
Dem at gjøre Alt , tager De feil . De er forhadt 
— en Gnist kan tænde Tønderet og jeg har baade Staal 
og Steen i mit Værge . Jeg er afholdt af Folk og 

Adel , men det er ikke min eneste Ressource — dog 
jeg vil ikke staae for Dem som en Praler , kun vil jeg 
sige : Staden vil jeg forlade for ikke at forledes til at 
modarbejde en Revolution , som jeg selv har rakt Haand 
til . Men Landet vil jeg blive i , trods Jer , min Dronning , 
og jeg tilfsier her i disse gode Mænds Paahør , 
I skal ikke faae Søvn i Eders Øine , før I har bedet 
mig om Forladelse . Men det er Nok om mig . Hvad 
den ulykkelige Dronning angaaer , saa ønsker jeg — at 
hun sover trygt endnu en god halv Time , det er en 
Grille af mig , men en Grille , som I gjør vel i at 
respektere ! 
Forvovne , hvorledes taler I ? 
Som en tro Kongens og Landets Tjener med En , 
der stjæler Magten ved Naltetider . 
Forræder ! 
Lad Skjældsord fare — de nytte Intet , kun det maa 
De vide , at vi Begge , De og jeg , min Samvittighed 
og Deres , ballancere paa et Knivsblad , jeg kan kun 
vinde ved at tabe , De kan kun tabe ved at vinde . 
Lad forblommede Talemaader fare , Greve , tal frit 
men tydeligt . 
Det skal jeg . Vi hjalp Dem , ikke for at slyrte 
Landet i Vilkaarlighedens Ulykke , men for at frie det 
derfor ; Struensee var vilkaarlig—De vilde være tusind 
Gange værre , hvis ikke jeg og Andre have forudseet 
det og hæmmet det . 
Er De snart færdig ? 

Om ti Minutter , thi da er Timen omme . 
Jeg faaer da høre Dem enten jeg vil eller ri ? 
Det er en frivillig Jag , om man vil høre Fornuftens 
Stemme . 
Tal . 
Saa viid da , naadige Dronning , man vidste , at 
De vilde usurper « Thronen . 
Jeg ? — det er usandt ! 
Gjør Eed derpaa , Ingen vil tro Dem . 
Jeg gjør min Eed . 
Og vi tro Dem ikke — ikke Een . 
Afskyeligl ! 
Vi have da beskattet — 
Vi ! Hvilke ? 
Pi — jeg og de Andre , der elske Fædrelandet endnu 
høiere end Enkedronningen , at Ingen , der adlyder 
Enkedronningen , tør være Minister . 
Vi saae at see . 
Naturligviis . 
Hvorfor Enhver , der adlyder Dem , selv om det var 
Deres egen Søn , er dødsens . 
Det skal Vise sig . 
Behag at forsøge , men følg mit Raad , tag ikke 
Nogen , De sætter Priis paa , man vil støde ham ned . 
Vil De gjøre et Bytte , Hr . Greve ? 
Hvem veed , jeg maa først høre . 

Jeg byder Dem Fred og Frihed , mod at sige mig 
Feltraabet . 
O , naadige Dronning , jeg skal sige Dem det for 
sket Intet . Disponeer De kun over min Fred og Frihed , 
om De før . Feltraabet er : Kronprindsen leve ! 
Det er ogsaa mit Feltraab . 
Ja , naar Folket kører det . 
Tør jeg nu bede Dem om at forlade Slottet . 
Nei , min Dronning , jeg behøver tre Minuter 
endnu . 
De er utaalelig . 
Et lille Raad endnu , min Dronning . 
Lad mig i Fred , jeg vil Intet høre . 
Saa tier jeg . 
Tal da ! 
Hvis det er muligt , anstil Dem , som om De fortrød 
denne Nats Gjerning . 
Uforskammede ! 
Paa Ære , det er mit Alvor , det vil bekomme Dem 
vel . Dog , dette vil De snart selv udfinde . 
Har De ikke flere Raad at give ? 
Jo , gjør Dem Umage for at døe før KronprindS 
Frederik bliver Konge . 
Hvad vover De at sige ? 
Sandhed , — men nu er Timen for Haanden , før 
jeg nu gaae ? 
Gaae , og tag min Unaade med Dem . 
Det er min eneste Trøst . Farvel ! 

Greven hilste med Haanden til alle Tilstedeværende , 
og forlod Gemakket . 
Juliane sendte et hadsk Blik efter ham . Derpaa 
vinkede hun Køller hen til sig og sagde : 
Alt skal være glemt , naar De nu adlyder mig . 
Befal , Deres Majestæt . 
Godt , et Øieblik , Køller ; han havde nok forhexet 
Dem ? 
Jeg er kun et Redskab , men Deres Majestæt — 
Hvad jeg ? 
Rankzau er mægtigere end — 
End jeg ? 
Ja , Majestæt . 
Jeg veed det nok , men jeg vil ikke , at han selv 
skulde vide det . 
Køller trak paa Skuldrene , uden at sige et Ord . 
Alt til Alt , troer jeg , det var godt , at vi ikke arresterede 
denne Grobrian . 
Jeg anseer det før en Lykke . 
Enkedronningen gik til Vinduet og saae ud efter 
Rankzau , der alt gik over Ridebanen . 
See , hvor de bukke før ham , den Hovmodige l Elendige 
Slaver ! Alle bukke før ham , og dog var han , 
ogsaa han et Redskab i min Haand . 
Køller svarede ikke . 
Hvem anseer De før den Mægtigste , Oberst ? 

Dem , Deres Majestæt , thi nu er Grev Rankzau 
gaaet . 
Enkedronningen blev længe staaende fordybet i Tam 
ker og slirrede ud af Vinduet . Hun tænkte « den 
Tvivl paa Rankzau- Ord . Denne Mægtige havde 
altsaa gjennemskuet hende og k ydset hendes Planer . 
Hun vidste og kjendte hans Indflydelse paa Kongen , 
Adelen og Folket , og hun kjendte ham nøie nok til 
af hun et Øieblik skulde troe , af han ikke vilde holde 
Ord . Denne Qvinde , saa riig paa Indfald og Jntriguer , 
maatte eikjende , af hun i eet Punkt , med Hensyn 
til Magien ligeoverfor den endnu umyndige Kronprinds , 
var overlistet , og hun gjennemsøgtr forgjæves 
sit Tankeforraad , for af sinde en lempelig Modstand . 
Tænderskjærende maalte hun erkjende , af hun var begrændset 
i sin Magt og Myndighed , og af hun maatte 
tage Hensyn for sin egen og fin Søns Skyld . 
Endelig tog hun sig sammen , reiste sig i sin fulde 
Høide og sagde : 
Ru vel , det dages . Køller , bank paa og siig i Kongens 
Ravn , af Dronning Caroline Mathilde har af 
begive sig til Kronborg . 
Døren er lukket , Majestæt . 
Tag en Dirk og luk op . 
Nøglen sidder indvendig og der er en Slaa for , 
jeg hørte det selv . 
Saa sprænge man Døren . 
Jeg vil først banke paa . 

I Kongens Navn , luk op ! raabte Køller med høi 
Røst . 
Intet Svar paafulgte . Køller gjentøg fin Opfordring . 
endnu tvende Gange med samme Resultat . 
Da Tausheden vedblev og Enkedronningen befalede 
at sprænge Døren , opfordrede Køller med slærk , skrigende 
Stemme Dronning Caroline Mathilde til at 
komme ud , for paa Kongens Bud at begive sig til 
Kronborg . Først da denne Opfordring , med Trudsel 
om at spræge Døren , viste sig frugtesløs , sprængte 
man den virkelig , og med ef frygteligt Brag , under 
hvilket man troede at skjelne ef qvalt Skrig , splintrede » 
Døren i tusind Stykker , og den væbnede Skare med 
Oberst Køller i Spidsen trængte ind i Dronningens 
Sovekammer . Dronningen laa afklædt i Sengen og 
selv Mændene følte Undseelse ved at nærme sig det 
kongelige Leie . 
Dronningen nægtede paa det Bestemteste at slaae op . 
Enkedronningen befalede , at rive hende ud af Senge « 
med Magt , og der udspandt sig nu den afskyeligste 
Kamp , som nogensinde har bestaaet mellem en Dronning 
og sex til otte bevæbnede Mænd . Denne unge , 
ulykkelige Dronning , der ikke kunde tale af Raseri og 
Brede , værgede sig i mere eno en halv Time mod 
saamange brutale Bødler , og da hendes Kræfter omsider 
vare udtømte , rev hun en Pisfol ud af Køllers 
Bælte og flygtede ind i ef Aflukke , hvor hun med 

spændt Hane paa Pistolen truede de » med Døden , 
der først nærmede sig . Man sendte nu Bud efter Grev 
v . Osten , der for Øieblikket var hos Kongen , og først 
denne lykkedes det efter mange Overtalelser med Løfte 
om , at Drønningen skulde faae sin Datter med , 
formaae hende til at øpgive sin Modstand . Køller og 
v . Osten maatte døg blive i Værelset til hun fik iført 
sig de nødvendigste Klæder , og Kl . 8Vs forlod Caroline 
Mathilde , ledsaget af Frøken Møsting , to Kammerfruer , 
en Amme og den lille Prindsesse , Christiansborg 
Slot i en Vogn , omgivet af en halv Eskadron 
Dragoner , under Major CastenskjoldS Comando . 
Da Drønningen steg i Vognen med ophovnede Øine 
udbrød hun : For mig er dette Slot en Rædsel ! 
I slærkt Trav red og kjørte man ud af Porten , 
der lukkedes for evigt efter den forjagne , detroniserede 
Dronning . I halvtredie Time havde man naaet 
Kronborg , der fra nu af og til videre Bestemmelse var 
taget , skulde være Caroline Mathildes Fængsel . 

Toogtyvende Kapitel . 
Processen . 
Grev Brandt befandt sig endnu bestandig i samme 
Værelse , bestandig en Gjensfand for Grev Schak-Rathlaus 
Experimente ! , Løfter , Trusker , Bønner og Fristelser . 
Det er bekjendt , at Grev Brandt var en Libertiner ; 
endog paa dette skiblige Gebeet nedlod man 
sig for at smigre , lokke og friste den faldne Hofmand . 
Men ikke for Intet havde han studeret Jura . 
Man glemte maaskee , at Brandt allerede i sit 26 
Aar havde opnaaet en Hpiesteretsassessors ærefuld « 
Post , og at det yppige Liv , han senere havde ført , 
vel kunde have ladet ham glemme mange nyttige Leveregler , 
men døg ikke formaaede at udviske alle juridiske 
Lærdomme og Krogveie af den 36aarige HofmandS 
Hukommelse . 
Den Denunciation , som man ventede sig af ham , 
udeblev derfor ganske , og man vil endog paastaae , at 

man lagde ham paa Pinebænken , hvorfra et virkeligt 
eller fingeret Krampeslog frelste ham . 
D en Alt var sorgjæves mod denne Jerndbarokteer . 
Han paastod , og paastod bestemt , at han intet vidste 
eller kunde vide om noget forbudent Forhold mellem 
Dronningen og Struensee . Endog da man lod ham 
læse en Afslri ' t af Stiuenscee Betjendelse desangaaende , 
so , filfrede han høitidelig , at han troede det ikke , men 
antog , at Struensee enten var aspiint denne Tilstaaelse 
paa ten ene eller ten anden Maade , ' eller at han 
troede ved at droge Dronningen ind med i fin Proces , 
St lunde redde sig eller idetmindste tilfredsstille endeel 
af fine Fjenders hævnlysf . 
Det er imidlertid ikke let at domme i denne Henseende , 
da bavde Processen og alle vedrørende Aetstytker 
ere complet utilgængelige , og Juliane Marie 
desuden nok har sørget for , at Alt , hvad der kan vidne 
cm piinlige Forhør og Lilstaaelser , astrungne ved 
Ivriur , er forsvunden . 
T en løs eLale , at ingen Piinsel maa kunne aflokke 
slige Lilstaaelser , er kun dumme Phraser , da lun den , 
der har været underkastet sligt , kan dømme derom . 
Bi for vor Deel troe , al det ved tilbørlig udsxegede 
Pæsener , hvis phvfiske og mrralsie Kraff mon aldeles 
har brudt eller nedbrudt , er Iet at dictere hvilkensomhelst 
Tilstaaelse , selv den usandeste og umuligste , der 
lon tanfes . Kommer nu dertil , at man samtidig med 
hen Marter og de Lidelser , man lod he m undertastes , 

tillige truede med , at kun hans Tilstaaelse ku » de frelse 
den ulykkelige Dronning fra en lignende Medfart , saa 
har man snart sundet Nøglen til denne sørgelige 
Gaade . A 
Spørger man , hvorfor Caroline Mathilde i et Forhor 
paatog sig denne Skyld , da svare vi : Det er 
ikke b viist , at hun virkelig har tilstaaet , Forhørsdommerne 
vare hendes Fjender , Skriverne deres Crcaturer , 
og det var let at esterstrive hendes Navn ; men selv 
om Tilstaaelse « ved Trusler , Lokkemidler , ved Frygt og 
Haab var hende fravristet , hvad beviser det saa andet 
end hun var bange for sit eget , sin Søns og for 
Struensees Vedkommende . At hun blev lovet en snar 
og lykkelig Enke paa Processen , hvis hun tilstod , er 
vist og sandt , det have hendes Fjender selv tilstaaet ; 
hvad der imidlertid er vist , det er , at fra det Øieblik , 
hun var udenfor sine Fjenders Omraade , har hun 
idelig og altid besvoret fin Uskyldighed , sidste Gang i 
et Brev til fin Broder , Kongen af England , skrevet 
paa Sottesengen og gjentaget og beediget i selve Dødsøiebliklel , 
et Udsagn , man tør sætte større Priis paa 
end hendes svorne Fjenders Udsagn og sandhedsfordrejende 
Udsmykkelser af deres egen forsvarsløse og oprørende 
Handlemaade . 
Hvad Brandt angik , saa sank hans grevelige Fængsel 
ved hans haardnakkede Modstand snart ned til en 
elendig MajestætssorbryderS , thi da man mærkede , 
at man ikke lunde saae Bugt med ham , troede man 

ikke at burde genere sig og berøvede ham en skjøn Dag 
eller rettere en » skjøn Dag alle hans Beqvemmeligheder 
og gav ham accurat samme Tractement og grusomme 
Behandling som den , der var bleven hans ulykkelige 
Ven Struensee tildeel . 
Vi ville førskaane vore Læsere for alle de oprørende 
Details , der hørte med til disse ulykkelige Fangers 
Lidelseshistorie ; vi ville endog førskaane Læserne før det 
talentfulde , men unyttige Forsvar , søm disse faldne 
Stormænd nedfkrev for at røre og bevæge deres hadefulde 
Dommere . De vare jo dømte forinden Fængslingen , 
hvor kunde de da tænke at blive frikjendte efter 
denne . Vi ville kun anføre , at deres Lidelser vare saamange 
og gruelige , at da den rædselsfulde Dom blev 
oplæst , hævede Struensee sit taarefylde Blik mod Himlm 
og sande : Tak , min Gud , saa slaaer da endelig Befrielseslimen . 
Brandt svarede med en Spøg . Han bad 
om en Copi , for at han kunde lade Dommen revidere 
af Efterverdenen , og da Rathlau satte ham haardt tilrette , 
svarede han , at naar Hr . Greven vilde være god 
saa vilde han gjerne testamentere ham sin ene Bagfjerding 
( Alludering til Parteringen i 4 Parter . ) 
Dommen , hvis Concluston var meget vidtløftig , lød 
saaledes : 
Saa fjendes før Ret , ifølge Danske Løvs 6te Bøgs 
4de Capitels I ske Artikkel : At Grev Johan Friederich 
Struensee ( og Grev Lnevøld Brandt ) bør , sig selv til 

velfortjent Straf , og andre Ligesindede til Exempel og 
Afsky , have forbrudt Ære , Liv og Gods , og være degraderet 
fra hans grevelige og al anden ham forundt 
Værdighed , samt hans grevelige Vaaben af Skarpretteren 
sønderbrydes ; saa bør hans høire Haand af 
hannem levendes afhugges og dernæst hans Hoved ; 
hans Krop parteres og lægges paa Steile og Hjul , 
men Hovedet med Haanden sættes paa en Stage . 
Commissionen paa Christiansborg Slot den 25de 
April 1772 . 
I . K . Juell-Wind . G . A . Braëm . H . Stampe . 
Luxdorph . A . G . Carstens . Kofod Ancher . 
I . E . Schmidt . F . C . Sevel . Ø . Guldberg . 
Førend Dommen var fældet , saa vis var man paa 
dens Udfald , havde man allerede beordret Præsten Munter 
til at forberede Struensee til Døden . 
Det samme Hverv havde Præsten Her hos Brandt . 
Disse Mænd , bøiede af Ulykken , søgte villigt og 
gjerne Religionens Trøst , og de Samtaler og Bekjenddelser , 
som de Haardtsorfulgte fremkom med i disse Restgnationens 
Timer , ere ligesaa mange Beviser paa en 
overlegen Aand , som paa den menneskelige Erkjendelse 
og ydmyghed ligeoverfor de store Sandheder . Det er 
saa naturligt , at man paa en lang Reise forsyner sig 
med det ene Fornødne til Reisens Formaal , og saaledes 
betragtet er det baade naturligt og smukt , at Aanden 

paa hiin store Udflugt medtog det aandelige Behov til 
de fjerne Egne . Begge vare opriglig gadhengivne og 
Struensee navnlig var aldeles fortrolig med sin haabløir 
Stilling , hvorimod Brandt trods al Resignation 
døg sledse klyngede sig til Haabet om Benaading , 
endog i det skjæbnesvangre Øieblik . 
Sirueniees Defensor , Uldal , gik , saasnart Dommen 
var fældet i Commissionen , til Struensees Fængsel for 
at meddele ham det sørgelige Udfald ; han havde en 
Afskrift af Domsconclusionen i Lommen og sagde : 
Jeg bringer Dem en siet Tidende . 
Jeg har ikke forestillet mig det anderledes , svarede 
Struensee roligt . Han læste hele Conclusfonen og 
Dommen uden Zittren , ja uden at nogen Forandring 
var synlig i hans Mine . Han gav derpaa Papiret til 
Mynter , som netop var tilstede , og spurgte om Brandts 
Skjæbne ; men da han hørte , at Vennen skulde underkastes 
samme Dom , blev han dybt rørt og forsikkrede , 
at Brandts Skjæbne smertede ham mere end hans egen , 
da hans Brøde døg hovedsagelig kun bestod i hans 
ubrødelige Venskab . 
Uldal overtalte Struensee til at indgive en Ansøgning 
om Naade til Kongen ; omendskjøndt han vidste , 
at dette var unyttigt , lod han sig døg af Mynster og 
Uldal overtale dertil , fordi Dommen endnu ikke var 
sladfæstet af Kongen og fordi det døg mulig kunde 
bevæge Kongen til at nægte sin Underskrift eller fordi 
Kongen maaskee kunde give Straffen en Formildelse . 

Han satte sig slrax til Arbeidet og skilte sig meget roligt 
derved , dog med den sladige Forsikkring , at han vidste , 
at det var unyttigt . Efter Uldals Bortgang forsikkrede 
han Mynster , at han var rolig og fandt ig resigneret 
i sin Skjæbne , han vidste nu , at ban kun havde 2 
Dage at leve i og at ban ikke vilde see den 3die AitenS 
Sol dale . Han satte sig da til at skrive et kjærligt 
Brev til sine Forældre i Tydskland , og bad dem være 
visse paa hans Sjæls Fred , takkede dem for al deres 
Omhu og Kjærlighed og bad dem tilgive ham den Sorg , 
som han r ed sin ufrivillige Død paalagde dem . Hans 
Brev aandede paa eengang reen barnlig Kjærlighed og 
og sand Gudsfrygt . Nogle Dage forinden havde han 
modtaget Breve fra Hjemmet , og disse vare fulde af 
kjærlige Formaninger og Paamindelser om hvad der 
fra nu af maatte være det vigtigste før ham , eftersom 
de kjendte hans Fald og hans Skjæbne af Bladene . 
Da Mynster var gaaet bort , overgav han sig ril sine 
Betragtninger over sit hidtil førte Liv . Han erkjendte , 
at han ofte havde seilet og handlet uklogt , men han 
var sig bevidst , at han ikke havde handlet af flette Motiver . 
Han reiste sig , styrket ved denne Tanke og en hjertelig 
Bøn , og konciperede et Brev til Kongen , som skulde 
overgives efter hans Død , hvori han med Klarhed og 
uhildet gjennemgik sit politiske Liv og bad Kongen erindre 
ham med Venlighed , naar han ikke var mere , da han 
dog stedse havde tjent ham med Iver og gj “ rt Alt 
efter bedste Evne . 

Efter at have lullet Brevet og henlagt det paa sit 
Bord , hvor det skulde sindes ester hans Dpd , lagde 
han sig til at sove og sov trygt i fem Timer . Han 
fljendte dog paa sig selv , fordi han som en Syvsover 
bvrtsov de faa tilbageværende flygtige Timer , og 
besluttede nu ved forskjel ! ge Arbeider at holde sig vaagen 
— da han jo havde Tid nok siden til at hvile . 

Tre og fyvende Kapitel . 
En sørgelig Dag . 
Den sidste skjæbnesvangre Dag for de Fangne oprandt . 
Udenfor 
Østerport paa den østre Fælled havde man 
reist den Tribune , fra hvilken man vilde vise Folket 
det blodige Skuespil , hvorledes man mishandlede og 
henrettede 2 af Kongens meest afholdte Bndlinge , to 
Mænd , der ved deres udmærkede Forstand og Aandrig » 
hed havde erhvervet sig et Hofs Had og Misundelse . 
En uhyre Menneskemasse havde allerede tidligt om 
Morgenen indfundet sig paa Executionspladsen og man 
overdriver neppe , naar man siger , at over 80 , 000 Mennesker 
vare tilstede . Næsten hele Garnisonen , 3—4000 
Mand , var nærværende med skarpladfe Geværer , Dragoner 
og Husarer holdt Vagt og havde Møie med at 
gjøre Plads for de Dømtes Vogne , der ventedes hvert 
Øieblik . 
Skafottet var omringet af en sexdobbelt SoldaterEaree , 

og foruden disse vare endnu Holmens Folk med 
Oxer og Entr , bøller tilsagde og anviste Plads . 
Man skuldr troe , at en heel fjendtlig Armee var i 
Anmarsch , og dog var det kun 2 lænkede , faldne Stormænd , 
der skulde komme for at lide Døven , fordi de 
i Virkeligheden havde været store Mænd . 
I et Huus nogle faa hundrede Skridt fra Retterpladsen 
vare Persienner nedrullede for Vinduerne og 
Alt var tysk , som Graven , derinde . 
Mængden troede , at derfra vskde BenaadinzStegnet 
blive givet , thi man tvivlede ikke øm , at kongelig Venaadning 
vilde komme ber , ligesom i sin Tid til Griffenseldt , 
i det sidste Øieblik . Man antog det for umuligt , 
at en saa grusom Dom vilde blive exeqveiet , og 
man vidste bestemt , at baade den engelske og franske 
Regjering havde bevirket en Formildelse , men af Hoffet 
døg vilde , af Dilinqventerne først skulde lide DødSavgsten 
og Beskæmmelsens Øvaler . Mn pegede alt 
op til den lille Altan med det grønne Jalousi , hvorfra 
det hvide Lommersrklæde skulde svinges , der før de 
Dødsdømle var en Gave af Livet . 
Bedre Underrettede vilde derimod vide , af fra dette 
Vindue vilde Ju iane Marie nyde sin høieste Triumph , 
hun vilde med egne Øine see sine Dødsfjenders Hoveder 
falde før Bsddelsx n , hun » ilde see Dødskrampen i 
deres fortrukne Træk , hun vilde mætte sin Hævn og sin 
Blodtørst , og personlig overbev se kig om , af ma “ pavelig 
og uden mindste Skaansel fuldførte hendes Befalinger . 

De Sidstes Formodninger vare rigtige . Hun vilde 
tømme Hadets Bæger tilbunds . 
Del var i Daggryet en diset , taaget Morgen , men 
senere tittede Sølen igjennem Skyerne og forandrede 
det vrantne Aprilvejr til det skjønneste Foraar . Solen 
kastede endog et Par sparsomme Straaler ind i Struensees 
Fængsel . 
Fangen , der underholdt sig med sin Sjælesørger , 
Mynster , smilte over dette lunefulde Solglimt og sagde : 
Jeg havde neppe troet endnu engang af see Solglands . 
Hvorfor havde De ikke troet det ? svarede Mynster . 
Del er netop nu , af De nærmer Dem Lysets Hjem , 
det Rige , hvor Solen aldrig gaaer ned . 
Forstaaer sig ; det var kun i Skyggedalen hernede , 
jeg meente at have seet Solens Glimt for sidste Gang , 
og dette endda kun bøgstabelig taget , thi Deres Venskab 
og Tillid , Deres trøsterige Omgang , er det ikke for mig 
og min lille Rest af Timer uvurdeerlige Solglimt ? 
Tak for disse Ord , Struensee ; jeg hørte ilke til Deres 
Smigrere i Lykkens Dage , men stod De endnu i Deres 
hele Magtfylde , aldrig kunde De have talt Ord til mig , 
der kunde have glædet mig mere . 
Hvis det , jeg siger , ikke var den simpleste Sandhed , 
saa var det venlig Gjengjæld , og jeg kan tilføie , at 
Deres trøsterige Ord have bragt mangen Tvivl hos mig 
til at forstumme , og stillet Meget klart for mig , som 
før var dunkelt . 

Mynster greb Struensees Haand og trykkede den med 
Inderlighed og Varme . 
Tør De , naar vi atter mødes , vidne dette om mig , 
saa vil jeg kalde Dem min Sjæls Broder , min evige 
Freds Bevarer ! 
Det skal jeg , Mynster , det skal jeg visselig . Dengang 
De først kom til mig , saae jeg i Dem den lønnede 
Præst , som mine Fjender sendte mig for at gjøre 
Offeret roligt og føieligt , eller for at gjøre min Offring , 
mit Livs Ophør saa resigneret og taaleligt som muligt . 
Det troede De om mig ? 
Ja , Mynster , jeg var flere Gange nærved at kalde 
Dem en ordineret Dyrtæmmer , hvis Staalscepter vare 
Ord og almeen anerkjendte Læresætninger , men kun 
faa Timer vare forløbne , da saae jeg ind i Dybet af 
Deres Sjæl . Mine Fjender havde sendt Dem , og De 
modtog Kaldet for at lære mig al Fjenflabs Intethed , 
De kom til mig , ikke som Fængselspræsten , der skal 
berette en døende Forbryder , men som Guds sande 
Tjener , som Guds Udsendte , hvis Aand havde modtaget 
den HøiesteS Kaldelse , for at byde mig Velkommen 
i Fredens Hjem og føre mig til dets Tærskel . De 
havde vel modtaget Kaldet og den jordiske Bestalling 
af Jordens mægtigste Herrer , men Himlens og Jordens 
Herre havde udvalgt Dem til , ligesom hiin Engel , 
at røre ved den Blindes Øine og gjøre ham seende . 
Tak , takl 
Og jeg blev seende . Mynster ! Jeg saae , at det gik 

Dem som det gaaer Fængsclslægen i Almindelighed — 
for Dem existerede der ingen Forbryder , men kun et 
Menneske , en Sjæl , der skulde helliges til det Allerhelligste . 
Hvad vedrører det mig , tænkfe De , hvad 
han har gjort hernede , lad mig frelse ham for det Bestandige , 
er han forvorpen , vil jeg føde ham paany , 
er han forvildet , vil jeg oplyse ham , men ikke ved Ord 
eller Lærdomme — men ved af lede hans Opmærksomhed 
og Tanker hen paa Gjenslande , hvis Besvarelse 
hans Fornuft og Dømmekraft vil løse paa en tilfredsslillende 
Maade . 
Ja , ved Gud , De har Ret , saaledes fænkte jeg . 
Og jeg ? Hvormange Tvivl , hvormange Phaser 
maatte jeg ikke gjennemgaae , fprend Aanden , uhildet 
af Legemets Tryk og Smerter , vandt Herredomme over 
sig selv og saae klart » g lydeligt de store Sandheder ? 
Gjennem hvilken Kamp og Modstand af disse skrøbelige 
jordiske Bestanddele er jeg ikke naaet op til det Standpunkt , 
hvorfra Tingenes Væsen betragtes som de virkelig 
ere . O , troe mig , Mynster , det holder haardt , 
naar Hænderne smerte af tunge Lænker , som bittre 
Fjender have paalagt , af række den broderlige Forsoningsbaand 
ud , ikke kuet eller ved forknyt Eftergivenhed , 
men paa engang med Udmyghed og Aandsoverlegenhed , 
med Overbeviisning og sand Tilgivelse af sige : Jeg 
velsigner Eder , mine Brødre ; I have dræbt mit Legeme , 
men I have frelst min Sjæl ! — men , jeg vandt 
dette Standpunkt , og derfor takker jeg Dem ! 

Saa vil jeg bringe Herren min Tak ; en Medvirken 
som denne er nok til at bringe Freden til os Begge ; 
thi nu seer De Livet og dets Betydning bedre end 
jegDe 
slaaer ogsaa endnu i Livets feire Middag , jeg 
ved Enden af mit Livs Bane , med usvækkede Evner , 
med Oldingens Erfaring og Mandens Kraft . Jeg seer 
derfor Meget , som Hverdagslivets Dunstkreds forhindrer 
Andre fra at see . Jeg seer den store Aands Hensigt 
med de Himmclgnisfer , han ndsaaede i Jorden . Det 
er Frøet , han betroer Jorden , for at fremelske de Svibler , 
der i Kjærlighedens Vand engang skulle blomstre og 
springe ud , for at fryde den gode Gartner . Det er 
Himlen , der betroer Jorden sine Bøm til Opdragelse , 
men tager dem forherligede og udviklede tilbage ; det er 
Gud , der kaster sin Ouarts i Ilden , for at udskille 
Guldet , det Evige , det altid Værdifulde , hvilket han 
som en kjærlig Gnier opsamler til det mindste Korn , 
for at gjenme det i sit store , evige Skatkammer . Ja , 
det er Ham , der knuger os til Døden , for at skjænke os 
Livet . 
Held Dig , Struensee , at Du har denne Tanke , og 
nu , ret nu har jeg Mod til at sige Dig , hvad jeg ikke 
turde sige før : Din Time nærmer sig — om tredsindstyve 
Minutter aabner Fængslets og Frihedens Døre 
sig for Digt Du skjælver dog ikke ? 
Hvorfor skulde jeg skjælve ? Om man bragte mig Benaadning , 
vilde jeg skjælve , thi Prøvelsen og Forsagelsen 

kunde da begynde paany . Det er en gød Dom , som 
tager det Forkrænkelige og lader os beholde det Uforkrænkelige 
som ubestridt Eiendom for bestandig . Stand ser 
eller tøver jeg , saa er det for at gjøre Dig , min Sjælesørger , 
et Skriftemaal endnu , før min Tunge for evigt 
tier . 
De har altsaa endnu ikke skjænket mig hele Deres 
Oprigtighed og Tillid . 
Jo , med Alt — paa et eneste Punkt nær , som jeg 
ikke turde aabenbare , før Jordlivets Vei er ved at op » 
høre for mig . 
Saa benyt da de kostbare Øieblikke , thi Døden 
venter fin Høst , og Livet gives kun til den Sanddrue i 
Frygt ikke , jeg skal ikke gaae bort med en Løgn paa 
Læben . Giv mig Kalken og Brødet , knælende vil jeg 
da fortælle Dig den Sag , som jeg ikke vilde tage med 
mig i Graven , men som jeg betroer Dig , ligesom jeg 
har betroet Kongen den i dette Brev , men som Ingen 
maa vide , før jeg er forløst fra jordisk Forfølgelse . 
Jeg lover at tie , men jeg tør ikke give Kalken og 
Brødet før efter fuldstændig Skrifte . 
Skrifte , det skal jeg — men for min sidste Fred paa 
Jorden , gjør intet Forsøg , hverken af Venskab , Medlidenhed 
eller Retfærdighed , for at forandre eller formilde 
Dommen , der nu engang er fældet og som jeg 
frygter for skal tages tilbage . 
For Himlens Skyld , Struensee , tal ; jeg lover Alt , 
men tal , Du griber min Sjæl med Forfærdelse ! 

Jeg er uskyldig i den Brøde , man har tillagt mig , 
betræffende Dronningen l 
Uskyldig ! Menneske , taler Du vildt , raser Dut Er 
det Dødsangsten , der bringer Dig til denne Fornæg . 
telse ? 
Læg Haanden paa mit Hjerte ; staaer det ikke roligt ? 
Føl min Pande ; brænder den af Feber eller bades den 
af Sved ? See mig i Øiet , Du min sidste Ben , min 
Dødstimes Fortrolige ; seer jeg ud som en Vanvittig , 
eller blot som en Løgner ? Jeg er uskyldig , ved den 
Alvidende , uskyldig i denne Brøde ! 
Men Menneske , det er jo ene derfor Du skal betræde 
Skafottet og gaae Vanærens Vei . 
Jeg vil gaae den , uskyldig for denne Brøde . 
Nei , det kan jeg ikke tillade , saa var jeg jo Medvider 
i Din Død . 
O , Mynster , Dit Venskab gjør Dig svag og vaklende ; 
vilde Du hellere , at jeg skulde døe med Bevistheden 
om min Brødefuldhed ? 
Men hvorfor tilstod Du da ? 
Af Feighed , jeg følte Rædsel for Pinebænken ; jefrygfede , 
at man skulde pine den ulykkelige Dronning 
paa lignende Maade ; jeg vilde — o , jeg skammer 
mig ! — om muligt redde mig ved at forbinde min 
Skjæbne med hendes , og endelig , jeg vilde hellere døe 
brat uskyldig , end lide et heelt Livs Øvaler og langvarige 
Fængselsmarter ; men jeg fortjener Døden alligevel , 
fordi jeg har løiet mig fra Livet , fordi jeg har 

plettet den Rene med mit Udsagn — see , derfor dM 
jeg , Mynster , og giv mig derpaa Sacramentet . 
Mynster tog Kalken , og en brændende Taare faidt 
fra hans Kind ned i Bægeret og blandede sig med 
Vinen . Han hævede Bægeret mod Himlen og vilde 
sige Noget , men Læberne zittredr kun , som ved en 
indre Krampe . Struensee havde kastet sig paa Knæ , 
Sjælehyrden knælede foran ham og sagde med bevæget 
Stemme : 
Herre , Du sagde selv : tag denne Kalk fra mig . 
Men Du tilføiede , sagde Struensee : Fader , Din 
Villie skee ! 
Og Mynster gav ham nu Sacramentet med den 
brugelige Formular . 
En dyb Taushed indtraadte i nogle Minuter . Derpaa 
spurgte Mynster Ydmygt bedende : 
Struensee , endnu engang : er det Din faste Villie , 
at jeg Intet maa sige , før det er forsilde ? 
Det er min Villie at døe og udsone den Brpde , 
jeg har begaaet ved at belyve Dronningen . 
Mynster reiste sig derpaa og sagde : 
Menneske , Du som fældes ved Dif eget Ord og er 
dømt til Dpden , skjøndt Du er uskyldig , saa bær da 
Dif Kors til Beskjæmmelsens Hoi , bær det til Golgatha , 
hvor den Uskyldige lider , og vær trøstig og modig , 
selv om jeg , der skulde trøste Dig , er svag og modløs . 
Mynster holdt begge siste Hænder for Ansigtet og 
gav sig til at græde bitterligt . 

Struensee stod op , greb Mynsters ene Haand og 
sagde : 
Mynster , fat Mod , det er snart overstaaet ; jeg har 
jo heller ikke levet forgjæves ; noget Godt efterlader 
jeg dog , og Mange ville bygge paa den Grund , jeg 
har lagt ; maaskee har jeg ogsaa anlagt Meget efter en 
for stor Plan , nu er jeg undskyldt , at jeg ikke gjengjennemfører 
den . Andre overtage Mølen og Ansvaret , 
medens jeg bytter Kamp og Fortrædigelser med Freden . 
Mod , min Ven ! I Himlen er der ingen Utaknemmelige , 
og der er en Konge , som ikke lader stg overrumple 
eller føre bag Lyset . Du veed jo nok , at jeg har 
arbeidet saameget , endog saare meget ; und mig « uden 
Hvile , hvortil jeg trænger . 
Gid jeg kunde være saa rølig , søm Du ; men naar 
jeg tænker , hvad Du har gjort for Danmark og paa 
den Løn , Du nu faaer — saa kunde jeg fristes til at 
stige : havde vi blot aldrig kjendt Dig . 
Vurderer Du det Gode saa lavt , at Du glemmer 
dets Værd paa Grund af de Onder , vi maae lide , 
ved at bringe det til Verden ? Hvilken Moder vilde 
sige til en god Søn : havde jeg kun ikke født Dig til 
Verden , thi Du voldte mig Smerte ? Admyg , som kun 
den kan være , der slaaer paa Livets Skillevej , agter 
jeg Sandheden — endog om mig selv — saa høit , 
at jeg tør see den frit i Øinene . Jeg , ogsaa jeg har 
baaret Ved til den hellige Ild , ogsaa jeg har lagt 
Hjørnestene til Verdensbyguingen , og Civilisationen er 

kommen et godt Stykke fremad i dette Land i det Par 
Aar , jeg havde Ledelsen i mine Hænder . Beler nogle 
Maaneders Smerte op med nogle Aars Glæder ? Nei , 
om jeg kunde komme til af lide Døden ti Tange , 
ønskede jeg ikke det Onde med det Gode , jeg har oplevel , 
uskeet , jeg er tilfreds . Reformatoren bestiger 
Baalet og siger trøstig : Her var jeg den Første , Tiden 
vil yde mig Retfærdighed l 
Struensee , Du er i Sandhed en stor Mand , jeg 
kommer for af trøste Dig og finder Dig rolig , som 
om Du stod endnu paa Magtens Tinde — men hvad 
siger jeg ? gjør Du det ikke . Din Aand hæver sig ud 
over Støvets Skranker . Hvad kunne Jordens Mægtige 
endnu gjøre Dig ? Du har Ret , skjænk dem Din 
Medlidenhed . 
Rok , om dem , vi ville ikke tale om de Fraværende . 
Har Du Mod af følge mig til Skafottet ? 
Min Pligt paalægger mig det ! 
Jeg forlanger det af Dit Venskab , endnu eet , see 
dette lille Kors , jeg vil holde det i Haanden , i den 
høire — forstaaer Du , naar den er hugget af , saa 
tag det , bring den farvet af mit Blod til Dronningen , 
et Tegn paa , af jeg bønfalder hende om Tilgivelse ; 
lad hende gjemme det til Kronprindsen bliver Ungling 
— han vil forstaae det . 
Det lover jeg . 
Hvor Tiden dog er lang — veed Du Noget om 
Brandt ? 

I følges ad , og have den samme Skjæbne ! 
See , det smerter mig ! Jeg døer fordi jeg løi eengang , 
hans Skjæbne er grusommere — han talte altid 
Sandhed . 
Han var Din Ven ! 
Og nu det sidste Spørgsmaal — jeg har Mod , vil 
man ogsaa dræbe Dronningen ? 
Nei , Gud forbyde ! Hun reiser til Hannover ? 
Hjem til mit Fødeland ? Tak , Mynster , det var et 
Evangelium , see det var den sidste Solstraale i min 
Celle . 
Jeg talte igaar med Kammerfrue Msstring , hun 
sagde , at Dronningen havde skrevet et Vers med Diamant 
i Ruden paa sit Fængsel . 
Et VerS ? 
Ja , og Du var sikkert nævnt deri . 
Du tager Feil , Mynster . 
Døm selvl der stod : 
Jeg skilles fra min Mand , min Søn , min Ven ! 
Men efter Reisen sees vi nok igjen . 
Turde man skrive sligt , naar man var skyldig ? ! 
Juliane Marie meente dog jo , thi hun lod Ruden 
udskære . 
Min Gud , i hvilket Øiemed ? 
Jeg veed det ikke , men Glarmesteren tabte Ruden , 
der gik i tusinde smaa Splinter med Undtagelse af det 

nederste høire Hjørne af Skriften , der stod tydeligt de 
Ord : sees vi nok igjen . 
Det er en Glædesdag , lad mig nu døe , saa døer 
jeg med et Smiil . 
Struensee havde neppe udtalt de sidste Ord , fpr 
Castellets Kirkeklokke begyndte at ringe . Mynster greb 
hans Haand . 
Væer Du blot rolig , Mynster , sagde han , jeg er 
det . 
I det samme gik Døren op , Brandt ledsaget af 
Vagt traadte ind , og et Øieblik efter laae Vennerne i 
hinandens Arme . 
Struensee afbrød først Stilheden og sagde : Mod . 
min Ben , Mod l 
Det var netop det , jeg vilde sige , min Ven , lad 
os foregaae Adelen med et godt Exempel . 
Guldberg traadte ind i Fængslet , ledsaget af en 
Suite . 
Han hilste med den Magthavendes Overlegenhed og 
tilføiede , at ihvorvel Kongen ikke kunde formilde , men 
sladfæste den retfærdige Dom , havde Hans Majestæt 
overdraget hans Myndighed at tilstaae enhver af de 
Domfældte et sidste Ønske , som skulde opfyldes , naar 
det var muligt og ikke stod i Strid med Dommen . 
Han hævede derpaa Stemmen og sagde : Domfældte 
Brandt , hvad er Deres sidste Ønske ? 
Jeg ønsker at blive Amtmand i Bramsted . 

Det strider imod Dommens Ord , svarede Guldberg 
med Salvelse . 
Paa ingen Maade , man kan godt være Amtmand 
uden Hoved , naar man har en god Fuldmægtig . 
Fortørnet vendte Guldberg sig øm mod Struensee 
og begyndte : Domfældte — 
Holdt ! afbrød Brandt ham , Kongens Ord i Ære , 
jeg kan godt døe som Amtmand og overlade min 
Moder Embedsindtægterne . Kan det lade sig gjøre ? 
Nei ! 
Godt , saa ønsker jeg en Maske for Ansigtet , for at 
Folket ikke skal see Kongens Nar gjøre Grimasser , 
naar man skiller ham ved det Bedste , han har . 
Kan heller ikke opfyldes . 
Besynderligt , mumlede Brandt , det sidste Ønske kommer 
nok til at næres af tomme Løfter . Saa ønsker 
jeg da , at Deres Excellence vil hilse Enkedronningen 
fra mig , at jeg udbeder mig Tilladelse til hver Midnat 
herefter at hvidske hende en lille Vittighed i Øret ? 
De spøger , Domfældte , svarede Guldberg . 
Ja , Exellence , og det er netop min Hensigt at blive 
ved dermed indtil Hendes Majestæt lader være at 
plage Deres Excellence med at strøe Sand paa . 
Guldberg vendte sig vred om og spurgte : 
Domfældte Struensee , hvad ønsker De ? 

At Kronprindsen maa erholde Nagten af Deres 
Hænder . 
Det er et Ønske , som gjør Dem Ære , gid det maa 
lykkes mig af opfylde det . 
Lov mig det , Guldberg ? 
Jeg skal gjøre , hvad jeg kan . 
Det er tomme Ord , men opfyldes dette Ønske ikke , 
saa skal De staae til Ansvar for Efterverdenen og døe 
som jeg — men uden Mod og uden Trøst . 
Guldberg fordreiede Ansigtet og blev bleg som et 
Lig . 
Jeg kan ikke love Noget , men opfyldes ikke det 
forske Ønske , saa vil jeg villig opfylde det sidste . 
Godt , nu dper jeg rolig . Tilvogns , mine Herrer , 
jeg tilgiver Alle og beder Alle om Tilgivelse . Brandt , 
Du gjør det samme ? 
Brandt betænkle sig et Øieblik — og svarede derpaa : 
Jeg faaer vel , siden det klinger saa smukt , for mit 
Vedkommende er det let nok , men med Hensyn til Dig 
maa jeg dog sige : Herre , filgiv dem , de vide ikke , hvad 
de gjøre : 
Bortgangen blev nu iværksat , og der var neppe 
Tid til af trykke hinandens Hænder . 
Brandt førtes først ud , og faa Minutter senere førtes 
Struenfee til Vøgnen , 

Mynster satte sig ved hans Side i den lukkede 
Vogn . 
En talrig Cavalleri-Esforte omgav dem . 
Vi ville førskaane vore Læsere for Henrettelsesscenen , . 
men kun meddele , af da Brandt var haandhugget og . 
halshugget , lod man Struensee knæle i Vennens Blod 
og lægge baade Haand og Hoved paa den tilsølede 
Blok . 
Mængden udsfødte et ForbittrelseS-Skrig af Harme 
over denne grusomme Behandling , saa af man ikke 
vovede af partere Ligene paa selve Stedet . 
Forbandelser udstødtes mod Enkedronningen , da Ligene 
bortkjørtes for af parteres ved Vesterport ved 
gamle Pesthuus , og Struensees og Brandts dødelige 
Levninger saaes endnu i mange Tider liggende paa 
Steilen og Hjulet . Men det var Julianes Skjæbne , 
af Forbandelsen bver hendes Grusomhed tiltog ttltrods 
før alle hendes Ansfrængelser . Mynster lod hun kalde 

ester Henrettelsen , hun lod sig fortcelle Alt Struensee 
vedrørende og græd , da Mynster fortalte hende hans 
Tanker og Brødefrihed . 
Om Taarerne vare ægte eller fremhyklede , ville vi 
senere erfare . 

Fireogtyvende Kapitel . 
Aftalen . 
Kongen havde Henrettelfesdagen været paa Iagt paa 
Amager . 
Det var fra først af hans Hensigt af kjøre ganske 
tidlig til Charlottenlund og derfra hjem øver Østerfælled , 
for naar han mødte de Dødsdømte , Struensee 
og Brandt , da personlig af benaade dem med livsvarigt 
Fængsel eller Forvisning . 
Juliane Marie mærkede denne Plan og havde , 
for at bringe Kongen paa andre Tanker , foranstaltet 
en Fasanjagt paa Amager . 
I det Øieblik Kongen vilde slige ind i Vognen , kom 
hans Broder , Arveprindsen til , satte sig i Vognen hos 
ham og overtalte ham saalænge , til Kudsken fik Ordre 
at kjøre ud paa Amager , hvor en lystig Iagt blev afholdt , 
medens Ctruensee og Brandt maatte bløde under 
Bøddeløren . 
Et af de Midler , man i de » senere Tid havde fundet 





paa , anvendtes ogsaa her ; man fortalte at hans Svoger , 
Georg af England , indtog en truende Holdning , 
hvis Konge « ikke , efter hvad der var forefaldet , lod sig 
skille fra Mathilde , og sagde , at dette var den eneste Betingelse , 
hvorefter han vilde indvilge i Kronprindsens 
Arvefølge efter Faderen , thi Kongens af Englands 
Værdighed var ligesaa meget krænket , som Kongen af 
Danmarks , ved det Forefaldne , og han vilde ikke have 
Søsteren indenfor Englands Enemærker , men forlangte , 
at hun skulde forvises til Tydskland . 
Kong Christian lod sig hilde i disse forebragte Hist » - 
rier , eller lod som han troede dem , men efter nogle 
yttringer til Briegrl , var det nol hans faste Bestemmelse , 
saasnart han kunde skippe fra sine Bevogtere , at 
tage ned til Kronborg , for endnu engang at tale med 
Caroline Mathilde . 
At faae ham fra dette Forsæt eller at formaae ham 
til at give sit Kongeord paa , ikke at vilde gjøre 
det , kostede Enkedronningen og Guldberg utrolige Anstrængælser . 
Endelig gav han dette Ord paa de Vilkaar , 
som vi nu ret strax skulle faae at høre . 
Da Kongen henad Eftermiddagen træt og mismodig 
vendte hjem fra Amager , lod han Guldberg kalde . 
Jeg vil ikke gaae til Taffels idag , sagde han . Ru 
ere de Stakler da befriede for Jeres Forfølgelser ; jeg 
saae det til min Rædsel paa Alles Ansigter . Saavidt 
har jeg føiet Jer , men hør nu- hvad jeg har isinde at 
gjøre . 

^eres Majestæt l Jeg venter for at høre , svarede 
Guldberg . 
Enten fager jeg imorgen ned til Kronborg , for endnu 
engang at see Dronningen , eller Du , Guldberg , 
fager ned med Kronprindsen , for at trøske hende i hendes 
Fangenskab . 
Ingen af Delene kan lade sig gjøre , Deres Majestæt . 
Det vover Du at sige mig , mig , Din Konge ? 
Deres Majestæt vil allernaadigst betænke — 
Jeg betænker allernaadigst , at jeg har afgivet altfor 
mange Betænkninger i Enkedronningens og Din Favør , 
nu skal jeg vise Eder , at jeg har en Villie ! 
Deres Majestæt er ikke vel ! 
Siig hellere : Deres Majestæt er gal ! 
Min høie Konge ! 
Nok sagt . Du er min Stedmoders kreatur , isfedetfor 
at Du svoer mig til hiin frygtelige Nat , at D « 
vilde være mig og Kronprindsen hengiven . 
Det sværger jeg endnu . 
Godt . Men har Du ikke svoret det Samme til Juliane 
Marie og Arveprindsen ? 
Jeg har lovet det , men ikke svoret derpaa . 
Saa sig mig nu reent ud , naar Du kun kan holde 
Et as To , vil Du saa holde Din Eed eller Dit Løfte ? 
Min Eed , naturligvis , svarede Guldberg . 
Bravo . Men Du udsætter Dig , ikke sandt ? 
Jeg vover saare meget . 
Det er Snak . Enkedronningen kan ikke krumme el 

Haar paa Dit Hoved , uden min Underskrift , og jeg 
sværger Dig til , at jeg giver hende den ikke , naar Du 
er mig og Kronprindsen tro . 
Det takker jeg allerunderdanigt for . 
Men hør nu Betingelsen . 
Jeg er lutter Øre ! 
Dronning Mathilde har været syg . 
Min Konge ! 
Du seer at jeg , trods al Eders Forsigtighed , har 
mine Spioner , at jeg er vel underrettet . 
Oh , det var kun eu lille Upasselighed . 
Det var Mæslinger . 
Hvorledes har Deres Majestæt erfaret det ? 
Det bliver min Hemmelighed . Prindsesse Louise 
Augusta har ogsaa været syg . 
Men Alt er nu lykkeligt overstaaet . 
Jeg veed det , Guldberg ; Dronningen er nu oven 
Senge , . Men hvorfor har Du holdt det hemmeligt 
for mig ? 
Fordi Dronningens Sygdom vilde forurolige Deres 
Majestæt . 
Aa ja , men navnlig fordi Enkedronningen vilde have 
det . 
Paa Grund af Forholdene , maa Deres Majestæt 
holde mig det tilgode . 
Det vil jeg , Guldberg ; men til Gjengjeld har jeg 
Et og Andet at bede Dig om . 
Befal , Deres Majestæt ! 

' “ Artikel I , Enkedronningen skal ikke vide , at jeg veed 
Noget om Dronningens og Prindsessens Sygdom . 
Som Deres Majestæt befaler ! 
Artikel 2 , Du efterforsker ikke min Hjemmelsmand , 
eller vi blive dødelige Uvenner . 
Jeg skal ikke efterforske Noget , dette Tilfælde vedrørende . 
Artikel 
3 , Du skal benytte Gusmann , naar Du vil 
lade mig noget Hemmeligt vide . 
Gusmann ? 
Som jeg siger . Gusmann , han er min Øiesteen , 
rør ham ikke . Desuden holder han af Dig , men ikke 
af Din Enkedronning . Du skal være urørt , saalænge 
han er urørt , og vil hun Dig tillivs , saa send mig 
ham , og Du skal være frelst . 
Jeg skal erindre hvert Ord , min Konge ; nu er jeg 
hans Medskyldige og skal ikke forraade ham . 
Det er godt , Guldberg . Men nu den 4de Artikel , 
det er , hvad jeg først talte om . 
Deres Majestæt maa fritage mig derfor . 
Hør nu efter , Guldberg . Desværre har jeg mine 
Sygeanfald — naar det kommer over mig , gribes jeg 
af Hovedpine , Nervetilfælde , Susen for Ørerne og 
Smerter , der gjør , al jeg taler vildt ; det er en Slags 
Feber , svin tager til og tager af , men jeg troer , al 
Anger over et forspildt Liv og en uimodstaaelig Melankoli 
ere Hovedgrundene . 

Vi maa gjøre Alt , for al faa Deres Majestæt helbredet . 
Ak , 
min Ven , Ondet er for dybt indgroet ; jeg har 
desuden vist faaet noget slemt noget i mig — men 
jeg vil ikke grunde derover . 
Min Konge ! det er ogsaa bedst . 
Ligemeget , jeg takker Gud , al jeg dog af og til besinder 
mig taalelig vel ; naar saa er , har jeg fuldkommen 
klart Syn paa Alt , og vil da respectereS som 
Danmarks og Norges Konge . 
Det falder ganske naturligt af sig selv . 
Nuvel , saa falder det ogsaa af sig selv , at jeg adlydes , 
naar jeg giver en fornuftig Befaling . 
Ja , Deres Majeslæt ! men enhver Konge adspsrger 
dog sin Minister , og det er dennes Pligt at sige fin 
oprigtige Mening . 
Forstaaer sig , men Enkedronningens Mening vil jeg 
ikke altid rette mig efter . Vil Du altsaa være min 
Minister , saa skal Du slaa over Enkedronningen ; har 
Du Mod dertil ? 
Ja , naar Deres Majeslæt taler saaledes . 
Fortræffeligt . Da Du nu ikke kan berøve mig den 
Jcee , selv at see og tale med hende — 
For Guds Skyld , Deres Majeslæt l 
Lad mig kun tale ud — medmindre jeg kan sende 
en tro Mand i mit Sted , saa udvælger jeg Dig . 
Det er allerrde bedre , min Konge ! 
Jeg tager Følgen paa mig , Du tager ned med Kronprindsen 

imorgen tidlig ; hun skal besøge fin Moder 
og tage Afsled med hende . 
Befaler Deres Majeslæt mig det ? 
Ja , jeg befaler Dig det , men Du svarer mig til 
Prindsen med Dit Hoved og viger ikke fra ham . 
Ikke et Sekund ; stol trygt derpaa . 
Hils hende derpaa fra mig og slig , jeg ønsker hende 
Fred og Resignation . 
Det skal jeg . 
Siig hende , at jeg ønsker ikke Andet for mig selv . 
Jo , Deres Majestæt . 
Og , at vi ville mødes i vore Bønner for Kronprindsens 
Bel . 
Jeg skal udrette , hvad min Konge har paalagt mig . 
Godt , men lad hverken JulianeS Trudsler eller Bønner 
omstemme Dig . 
Jeg er fast bestemt paa at adlyde Deres Majestæt . 
Tag Gusmann med Dig , Guldberg . 
Det skal jeg . 
Og mødes noget Usædvanligt , saa send ham strax 
til mig . 
Jo . 
Du tager herfra imorgen tidlig Kl . L , og er her 
igjen paa Slottet Kl . 10 imorgen Aften . 
Med Guds Hjælp . 
Giv mig Din Haand derpaa . 
Guldberg rakte Haanden , som Kongen trykkede med 
Velvillie . 

Gaa nu til Dine Forretninger og lad som ingen 
Ting , men lad ingen Møders Sjæl vide noget , før 
Du lader spænde før . Med Kronprindsen skal jeg 
selv tale . 
Guldberg løvede Alt og forlod Kongen , forbauset 
over at finde ham saa vel . Hvis Konge » altid var 
saaledes , mumlede han ved sig selv , saa var Regjeringen 
en let Sag , men desværre , desværre . 
Den næste Morgem Kl . 4 rullede Guldbergs Vogn 
ud ad Nørreport ; i Vognen sad Kronprindsen og Ministeren , 
paa Bukken hos Kudsken , sad ben tro Gusman » . 
I noget over tre Limer havde man naaet 
Kronborg og en halv Time efter laa Kronprindsen t 
fin Moders Arme . 

Fem og Tyvende Kapitel . 
Dronningens Fængsel . 
Den « lykkelige Dronning havde ikke i to Timer 
nydt den kjærlige Lindring , Omgangen med sine Børn , 
som en bestandig Adskillelse fra hendes Kjæreste paa 
Jorden berettigede hende til , før hendes uforsonlige 
Plageaand , Juliane Marie allerede var i Nærhede « , 
for med Skadefryd at forbittre hende de saa lykkelig « 
Timer , hun endnu skulde nyde i det Land , hvor hun 
havde baaret Dobbeltdiademet . 
Guldberg mødte Furiens Bebreidelser med Kongens 
bestemte Befaling , og ved at førsikkre , at det var den 
eneste Maade , hvorved han , Ministeren , kunde afvende 
den langt større og farligere Begivenhed , at Hans Majestæt 
selv havde taget derned . Han besvor Enkedronningen 
i over en Time — faa Værelser fra Dronning 
Mathildes Indelukke — at hun dog vilde skaane den 
kongelige Fange og lade hende uforstyrret beholde 

Børnene den Dag . Men Juliane var ubønhørlig ; hun 
vilde fravriste sin Fjende Lykkens karrig tilmaalte Øieblikke , 
hun vilde rive Børnene ud af Moderarmen « , 
hun vilde bringe de Smaas Smil og Taarer til at 
stivne . 
Velan , saa følger jeg med , sagde Guldberg . Jeg 
har Kongens udtrykkelige Befaling , jeg viger ikke fra 
Kronprindsen . 
Og dog har De nu i fre Timer ladet Hans Kongelige 
Høihed hos Statsfangen . 
Men denne Statsfange er Dronning Mathilde , 
Hans Kongelige Høiheds allernaadigste Fru Moder . 
Og jeg er Kongens Moder . Adlyd ! 
Naar Kongens Befaling staaer i Strid med Deres 
Majestæts , maa jeg adlyde Kongens . 
Vi vil see ; De bliver her ! 
Dermed ilede hun igjennem Gemakkerne til Fængselsværelset , 
Guldberg løb til Døren og sagde Noget 
i Hast til Gusmann , hvorefter han skyndte sig efter 
Enkedronningen ind i Fængslet . 
Da han traadte ind , mødte han et andet Sy » end 
det , han havde ventet : han saae Enkedronningen sidde 
i Divanen ved Siden af Dronning Mathilde , og denne 
med Armene ømt omslyngende Juliane Maries Hals 
læggende sit blege , af Taarer opsvulmede Hoved op til 
Stedmoderens Barm . Guldberg standsede paa Dørtærskælen , 
thi han saae Enkedronningen rørt til Taarer 

kjærtegne Mathilde med den ene Haand , medens hun 
lagde den Anden paa den knælende Prindses Hoved . 
Ministeren troede ikke sine egne Øine , han trak sig 
nøgle Skridt tilbage bag Portieren , og var da Vidne 
til den mærkelige Samtale , der fandt Sted imellem de 
to Dronninger , der indtil dette Øieblik havde betragtet 
hinanden som Dødsfjender . 
Stoltheden er knækket , sagde Mathilde med brudt 
Stemme ; jeg betragter mig som en døende Skabning , 
der er ved at udaande sit Liv . Jeg beder ikke for mig 
— Alt , Alt giver jeg hen , skaan blot mine Børn , 
lad ikke Din Vrede gaa over paa dem . 
Vær rolig , mit Barn , Dine Børn skulle være mine 
Børn , det sværger jeg Dig til ! jeg havde ventet at 
sinde Trods og Had , men sinder en Datter , en « lykkelig 
jamrende Qvinde — Akt . Alt skal være glemt i 
Holder Dn Ord Moder ? Holder Du Ord , skal al 
min Smerte være forstummet ; for alt hvad jeg har lidt 
vil jeg velsigne Dig ; jeg vil glemme , at jeg nogensinde 
bar en Krone , vil glemme at jeg slammer af kongelig 
Æt , jeg vil kun erindre , at jeg er en Qvinde , og er 
Moder . Gjør Du mig Skilsmissen let , vaag over dem 
og lær dem , aldrig at foragte mig . 
Mathilde , Din Søn skal blive Konge , han skal elske 
Dig — dette tør jeg love . 
Saa skal jeg om Du rakte mig Dødens bittre Drik 
— velsigne Dig og bede for Dig . 
Min Datter , gid Du altid havde kjendt mig og 

gjort mig tll Din Fortrolige , da var alt dette ikke skeet . 
Ei dybt , dybt Suk , et Suk , der ligesom søndersked 
Sjælen , opsleg fra Mathildes Bryst . 
Men endnu skal alt blive saa godt , som Omstændighederne 
tillade det . Naar agter Du at reise ? 
Befal , Moder , jeg adlyder . 
Om nogle Dage kommer Skilsmissedokumentet og 
derpaa et engelsk Skib , reis da med Gud . 
Et nyt Suk og en ny Hulken fulgte som Svar . 
Den ulykkelige Dronning rev sig løs fra Enkedronningens 
Hals og kastede sig over Børnene , som hun 
kyssede med Heftighed , idet hun raabte : ja , ja , jeg 
skal reise og aldrig see Jer mere . 
Og dog , Matbilde , : hvis Du i Følelsen af Dine 
Feil vil erkjende dem , skal en stor Lindring blive Dig 
tildeel . Du skal da ved min Omhu blive her paa 
Kronborg , fil jeg faaer indrettet Fredensborg eller Frederiksborg 
fil et mildt Fængsel , eller rettere et Asyl , 
hvor Dn bestandig kan have Dine Børn om Dig . 
Mine Bsm ? hører jeg ret , mine Børn bestandig ? 
Oh , Moder , Du gjør mig vanvittig af Glæde ! mine 
Børn ! ak , Guds Engle kunne ikke tale sødere . Lad 
mig kysse Din Fod , oh , Moder , Moder ! saa har jeg 
krænket Dig i min Sjæl ; Du har et Hjerte , Du aabner 
Himlen for mig ! 
Ved disse Ord vaklede Dronningen og segnede » ed 
for Enkedronningens Fødder . 
Barn , kjære Barn , fat Dig ! hører Du , Mathilde . 

Alt kan jo blive godt endnu , naar Du blot vil være 
fornuftig ; men ikke denne Graad , ikke denne vilde 
Glæde , jeg kan ikke taale det . Du skal faae Din 
Villie . Ganske fri kan jeg ikke give Dig , men saa 
godt som . Du skal faa et smukt Enkesæde og Børnene 
bestandig hoS Dig . 
Moder , om Du gav mig et Fængsel , om Du lagde 
mig i Lænker — blot jeg kan see disse Engle , blot 
see dem lege i Solskin og Lykke , Alt vil jeg lide iøvrigt ! 
Søde 
Barn , jeg er ikke saa slem , som Du troer . 
Frederiksborg skal være Dit , Børnene skal Du selv opdrage , 
og det skal bestemmes strax . Skriv under , og 
send Din Broder dette Brev . Fra det Øieblik er Du 
Enkedronning , lykkelig Moder og Fange paa Æresord . 
Kom med det , hvem vilde ikke kjøbe Himlen ved sin 
Underskrift — oh , min Haand vil ryste , men det er 
af Glæde . Benene kan ikke bære mig . Oh , jeg er 
et Barn , blot jeg ikke gaaer fra Forstanden af Glæde 
— hvor , hvor , søde Moder , lad mig kysse Din Haand , 
Alt maa være glemt , Alt , Alt . 
Fra nu af skal alt være glemt undtagen Lykken . 
Mathilde vaklede hen til en lille Gueridon , greb en 
Pen , dyppede den med convulsivisk Hast og vilde skrive 
sit Navn , da et høit og lydeligtr „ Læs ! “ lød fra 
Portieren . 
Forræder ! skreg Juliane Marie og kastede et Furieblik 
hen imod Udgangen . 

Mathilde saa sig forvildet og forvirret om . 
Moder , jeg har intet forraadt , jeg forstaaer det ikke 
— oh , Du seer saa vred ud , Du søndertræder en Orm . 
Nei , min Datter , det er ikke Dig , det er en anden , 
som jeg mener ; skriv blot under , — Alt er afgjort som 
jeg siger . 
Mathilde greb atter , men nølende Pennen , men hun 
kastede et vemodigt Sideblik til Børnene , trykkede Øinene 
iii et Sekund og vilde derpaa uuderffrive . 
Et endnu slærkere og tydeligere „ Læs ! “ lød atter 
fra Portiere n og denne Gang saa slærkt , at Dronning 
Mathilde tabte Pennen af Skræk . 
Juliane Marie var rasende . Hun ilede hen til Døren 
for at lukke den , men Guldberg traadte mørk og bestemt 
frem . 
Nidding l hviskede Juliane tænderskjærende . 
Paa Kongens Befaling er jeg her , med mit Liv 
skal jeg værne om Kronprindsen — hans Moders Fred 
er Kongens urokkelige Villie ; dette Brev er sikkert en 
Snare , det maa og skal ikke underlegnes ved en Misbrug 
af Svagheden og Ulykken . 
Hvem er I , at I vover ? 
Min Kronprinds , De har hørt Hans Majestæts Befaling . 
Bedstemoder , 
min Fader , Kongen , har sagt , at jeg 
skulde kysse Moder , og ønske hende alt Godt . 
Et Barn er intet Vidne . 

Gusmanu er dog et Vidne , og jeg er Hans Majestæts 
Minister . 
Mathilde ! raabte Juliane med raa og bydende 
Stemme , idet hun slog i Bordet med den knyttede 
Haand . Paa Øieblikket skriv under , eller sig for evigt 
Adis til Børnene . 
Hvad slaaer der i Brevet , Moder ? spurgte Mathilde 
med frygtsom , bævende Stemme . 
Ikke andet end den rene Sandhed . 
Alt løber rundt for mig , jeg kau ikke læse , jeg har 
næsten grædt mig blind . 
Guldberg greb Brevet . Meo Deres Majestæts Tilladelse , 
jeg skal læse Brevet : 
Min dyrebare kongelige Broder ! 
Dybt angrende Alt , hvad der er hændet , og den 
Beskjæmmclse , som retfærdig er overgaaet mig , bekjender 
jeg med dyb Undseelse , at — at — 
Majestæt , afbrød Guldberg , dette Brev er saaledes 
at det ikke kan oplæseS i de kongelige Børns Nærværelse , 
og ikke kan underskrives af deres Moder . 
Hvordan ? ikke underskrives ? raabte Mathilde , lad see , 
lad see ! hun holdt Brevet tæt op og derpaa et Stykke 
borte , og læske da med overordentlig Anstrengelse , men 
eftersom hun læste , udvidede Pupillerne sig og en panisk 
Skræk greb hendes hele Væsen . Og denne Løgn vil 
De , at jeg skal besegle med min Eed , med min Eed 
paa evig Salighed for mig og mine Børn ? hun knu 



gebe 

Brevet krampagtig sammen og rettede sig skold 
iveiret . Og jeg Forblindede , jeg Dybtydmygede , som 
endnu froede paa Menneskelighed hos Dem . Jeg , 
som kyssede den Haand , der vilde rive Alt , Alt paa 
eengang fra mig . Nyd Din Trimph , Juliane Marie , 
men ikke engang døende , ikke engang med halvbrustne 
Øine skal Du faa mig til at besudle mit Minde . 
Du er skyldig , Mathilde , I have begge tilstaaet . 
Han er piint dertil , og jeg har Intet tilstaaet ; en 
forvirret Tale , lammet af Skræk , har I udlagt efter 
Behag . To Mennesker bar Du myrdet , to Uskyldige , 
som Du skal staa Gud til Regnskab for , om mine 
Taarer og Lidelser vil jeg ikke tale , kun Gud kjender 
dem , men nu , nu — oh , Juliane , Moderkjerligheden 
vil Du fravriste Beskæmmelsen , i det Øieblik Du lægger 
Din Haand paa Danmarks tilkommende Konges 
Hoved , som om Du vilde velsigne ham — forbander 
Du ham eg søger at bedække ham med Skjændsel — 
forlanger Du , at jeg , jeg , G orgs Søster , Christians 
Ægteviv , disse Børns Modrr , skal gjøre falsk Eed for 
at besmykke Din Nibdingsdaad . 
Du er skyldig , Du er skyldig ! skreg Juliane Marie 
og slampede med Foden i Gulvet . 
Dit Ravneskrig lyder maaske videre end en ulykkelig 
Ovindes taareqvalte Suk , men saavidt som min svage 
Stemme naaer , vil jeg med min sidste Kraft udraabet 

jeg er uskyldig i den Brøde , Du har tillagt mig , ved 
disse Børns Uskyld , jeg er reen før denne Brøde . 
Bah ! Undskyldninger ! 
Tag Børnene , Hr . Minister , og føer dem til deres 
Fader , Gud vaage over dem — en Tigerinde tørster 
efter deres Blod , men slig til Kongen , at jeg er reen 
for Ægteskabsbrødt , slig det til alle danske Mænd og 
Qvinder , slig det til Børnene , naar de voxe til , udraab 
det til dem , der domfældte Struense og Brandt , og 
hvisk det til hende , naar hun gaaer ind og ud af Kirke , 
paa det hun maa vide , hvad hun forsætlig har gjort . 
Du er skyldig — endnu engang Du er skyldig . 
Knæl min Søn og bed Dit Fadervor , Fadervor for 
Dig , for mig og for Alle , som maa lide , Fadervor 
for Din ulykkelige , bag Lyset førte Fader og Fadervor 
for dem , der maatte bløde som Offre for en sørt Bagvaskelse . 
Mit Hjerte er lige ved at briste . Farvel , tro 
ikke Bagtalelse » . Jeg favner Jer for sidste Ganz , 
mine Børn , Gud anamme min Aand i Naade saasandt 
som jeg er uskyldig . 
Caroline Mathilde udstrakte Armene for at omfavne 
Børnene , men Armene sank matte ned , hun segnede 
bevistløs om paa Gulvtæppet . 
Børnene gave sig høit til at græde Kronprindsen kastede 
sig over sin Moder og raabte ! Dn maa ikke døe , 
Du maa ikke døe ! 
Guldberg knælede sønderknust ved Dronningens Side . 
Men Juliane Marie udstødte en hæs Strubelyd , 

der kunde betyde , hvad det skulde være , og ilede ud 
af Fængslet . 
En halv Time senere var Juliane Marie paa Veien 
til Kjøbenhavn . 
Guldberg tilligemed Kammerfruerne hjalp den afmægtigæ 
Dronning tilrette . Den dybtrorte Minister 
trøstede Dronningen , lovede Sikkerhed for Kronprindsen 
og forpligtede sig paa Æresord , at vaage over , at 
Enkedronningen hverken mundtlig eller skriftlig skulde 
incommodere hende mere saalænge hun var paa Kronborg . 
Da 
Dronningen var meget svag , blev flere Læger 
hidkaldte og hensigtsmæssige Midler anvendte . Guldbcrg 
der endnu blev nogle Timer hos Dronningen med 
Børnene , lod sig give en skriftlig Erklæring af Lægerne 
om Dronningens Tilstand og lovede den næsten udtømte 
Moder , da AfffedSsieblikket slog , at han saavidt 
mnligt skulde udvirke , at hun fik Børnene at see endnu 
engang . Dronning Mathilde fortrak Munden til et 
vemodigt , vantroende Smiil ; hun trykkede svagt Guldbergs 
Haand , kyssede endnu engang Børnene under e 
langt Favntag og fulgte dem med Øinene og Sjælen 
saa langt hun kunde — for siden aldrig at see dem 
mere i dette Liv . 
Guldberg befalede 100 Mand af Garnisonen at følge 
sig , deels til Hest , deels til Vogns , for at tjene de 
kongelige Bcrn til Eskorte , en Forsigtighed , som ikke 
var overflødig , thi ved RuderSbal , da Mørket allerede 

var faldet paa , saaes endeel formummede Skikkelser , 
hvis Antal tog til paa en førurvligenve Maade , indtil 
de endelig toge Flugten ud over Marken til alle 
Sider . Gusmann med en Commando Dragoner under 
Castenskjold kom springende hen til Vognen , og 
spurgte , om der var passeret Noget . Nei , Gud skee 
Tak , svarede Guldberg , vi have kun faaet en Paa « 
mindelse om , hvad der er at gjøre fra idag af . 
I April 1772 faldt de « saakaldte Skilsmissedom , 
uden i mindske Maade at krænke Børnenes køngelige 
og anerkjendte Rettigheder , ophævedes Ægteskabet imellem 
Kong Christian den Syvende af Danmark og 
Dronning Caroline Mathilde , Prindsesse af England . 
Denne Dom eller Skilsmisseact kunde ikke have sin 
Gyldighed , uden at den oplæstes for Dronningen i den 
engelske Gesandt Lørd Robert Keiths Nærværelse , og 
ved denne Leilighed saae hun første Gang siden hiin 
Rædselsnat paa Christiansborg Slot sin Landsmand , 
Georg af Englands Repræsentant . 
Da Skilsmissebrevet af hende var undertegnet , spurgte 
hun , om hun nu ikke var engelsk Undersaat , og da 
dette bekræftedes , stillede hun sig under det engelske 
Flags Beskyttelse og forlangte med stør Bestemthed at 
forlade Landet , hvor hun ilke vilde blive eller ophede 
sig , da hun ikke troede sig sikker noget Sted i Landet , 
saalænge Enkedronning Juliane Marie besad Herredømmet . 
Man søgte at overtale hende til at vælge 
Aalborg Slot til Residents , men hun palgte Celle i 

Hanover , da hun ikke ønskede , ydmyget at vise sig ved 
sin Broders Hof , men vilde nyde Fredens Ly under 
hans Beskyttelse . 
Ogsaa begjærede hun , at alle Actstvkker vedrørende 
hendes Proces skulde sendes til hendes Broder Kongen , 
for at undersøges om huu var skyldig eller ikke . 
Dette Ønske fik hun opfyldt , og hun havde den 
Satisfakfion , at tolv eedsvorne engelske Retslærds hver 
fik en nøiagtig Afskrift , for under deres Sjæls Fortabelse 
eller Salighed sanddrue at erklære sig over hendes 
Brødefuldhed eller Uskyldighed . 
Georg modtog de tolv Svar-Breve forseglede , og da 
han aabnede dem , aflagde enhver af de samtlige Dommere 
deri deres høitidelige Eed , at der ikke var Skygge 
af Brøde paa Dronningens Side , men at det tydeligt 
og klart fremgik , at hun var faldet som et Offer 
for Magtens Misbrug og en voldsom Hofkabale , 
hvis Lige ikke fandtes i Historien . 
Ved Skilsmissen tilbagebetaltes Dronningens Medgift 
40 , 000 Pund Sterling til England , og deraf tilstodes 
hende i Appanage 30 , 000 Ro aarlig . 
I de sex Uger fra Skilsmissedagen indtil Afreisen , 
kom Sir Robert Keith hver Dag og gjorde sin Opvartning 
hos Caroline Mathilde , der fra nn af , var 
Fange paa Æresord . Fængslet blev betydelig mildnet 
og hun kunde gaa frit om indenfor Fæstningens Volde . 
Til hendes A reise traf man nn endog saadanne Forberedelser , 

der vidnede om et kongeligt Ceremoniel . 
Grev Holstein til Lctraborg skulde som Overhofmester 
ledsage Hendes Majestæt ombord paa den engelske 
Fregat . Grevinde Holstein og Frøken Møsting vare 
hendes Hofdamer og Kammerjunker Raben hendes opvartende 
Cavalecr . Til hendes Suite hørte endvidere 
den engelske Gesandt Lord Keith . 
Den 30te Mai 1772 gik den ulykkelige Dronning 
ombord paa det engelske Skib , efter at hun for sidste 
Gang havde taget Afsked med sin Datter Lovise Augusta 
og uddelt Gaver til hendes Omgivelser . 
En uhyre Menneskemasse rar forsamlet ved Havnen 
og langs Kysten , Rheden og Havet , der saa langt man 
kunde øine , var bedækket med større og mindre Fartøjer , 
der næsten bugnede under Vægten af melancholske Tilskuere . 
Man 
hørte ikke en Lyd af disse Tusinder , men der 
var Taarer i de Flestes Øine : Alle blottede ærbødigt og 
faust deres Hoveder ; kun Sukke og en undertrykt Hulken 
hørtes . 
Det var en forunderlig tans Overeenskomst , hele 
denne Mængde af Mennesker havde truffet ; men man 
havde truffet det Rette . Man sørgede over det Forefaldne 
og erkjendte stiltiende , at man ikke havde Magt 
til at forhindre det . 
Ligesaa taust og ærbødigt modtoge de engelske Ma . 
troser deres ulykkelige Prindsesse . Da hun havde betraadt 
Skibet , heisedeS det engelske Kongeflag , men ved 

Opsejlingen sænkedes det paa halv Stang , som Tegn 
paa Sorg . 
Fæstningen Kronborg og Vagtskibet gave Kongesalut . 
En engelsk Officeer spurgte Commandøren , der førte 
Skibet , om man skulde svare med Skarpt , og da Comandøren 
af Bevægelse ikke slrax kunde svare , frygtede 
Dronningen , at dette var et indrømmende Svar , hvorfor 
hun blev Angst , og sagbe , trods sin Smerte : 
Sir , det er min Søns Kougerige ! 
Commandøren lagde Fingeren paa Munden , Officeren 
forstod det og bukkede taus . 
Dronningen blev staaende paa Dækket i Agterskibet , 
medens hendes Følge holdt sig i ærbødig Afstand ; hu » 
slirrede uafbrudt mod det Land , der havde seet hendes 
Lykke og Adymgelse , men som opbevarede det , der var 
hendes Dyrebareste paa Jorden , hendes Børn . 
Stade var den Havn , den engelske Fregat ankrede i 
efter at have forladt de danske Farvande . Ved Ankomsten 
der , modtoges hun af sine nye Omgivelser , 
blandt hvilke Kammerherre , Marschal Biilov befandt fig . 
Her tog hun Afsked med sit Rejsefølge og sagde til 
Grevinde Holstein : 
Kys mine Born I 
Den 20de October holdt Dronningen sit Indtog i 
Celle og tog det nylig istandsatte Slot i Besiddelse . 
Det er min Grav , sagde hun , her kan man lide 
Døden med Rolighed , og ingen ond Aand vil her forstyrre 
min Sindsro . 

Byen Celle viste hende strax den meest udmærkede 
Hyldest , og hun sagde da til Bülow : 
Nu minder man mig om , hvad jeg i den sidste Tid 
næsten havde glemt — at jeg er Dronning . 
Se ; og Tyvende Kapitel « 
Landflygtighed . 
De » Gode finder altid Hjerter , der veed at skatte 
ædle og ophøiede Egenskaber . 
Der lille Høf , som nu omgav Dronning Mathilde , 
kom snart til at elske og tilbede hende . 
Ligesaa førgudet blev hun i hele Staden , Børnene 
især viste hun alle fine Kjærtegn , søm om hun vilde 
ødsle det paa andre , som Skjæbnen havde nægtet hende 
at vise mod hendes egne . 
Hendes Lcveviis var saa tarvelig , at hun kunde anvende 
rundelige Summer til Fittige og Lidende . Men 
den største Skat , hun uddeelte , og søm bles vurderet 

høiest , var hendes Mildhed og Venlighed imod Alle , 
og hun frygtede a tid , at hun ikke noksom opfyldte 
denne Trang og Pligt . 
Hun deelte sin Tid mellem Musik , Digtning , Tegning 
og Sprog , hvoraf hun , foruden sit Modersmaal , 
med Færdighed talte Dansk , Fransk , Italiensk og Tydsk . 
Promenader og dramatiske Adspredelser nød hun ogsaa , 
men dette var mere for hendes Omgivelsers Skyld end 
for sin egen , thi Smerten havde for bestandig fæstet 
Bo hos hende , saa at hun mere deeltog i Livets Ejer , 
ning som en ydmyg Pligt , end som en Trang , endskjøndt 
hendes Hjerte endnu var ungt og livsftiskt . 
Hun var jo desuden kun 21 Aar gammel ; saa ung 
og saa ulykkelig . 
Uden at ønske sig Døden , var hun fortrolig med 
Tanken derom . Hnn udsøgte » g bestemte selv sin Grav 
i de « chursyrsteltge Kirke og talte med Mildhed og Alvor 
til sine Omgivelser om , hvorledes hun vilde have 
alt ordnet . 
Saaledes hengled det meste af den første Vinter i 
Vitkeligheden tom og glædesløs , thi uagtet hendes 
Søster , Arveprindsesse Charlotte af Brunsvig , glædede 
hende overordenlig i Begyndelsen af hendes Ankomst 
sil Celle , opdagede Mathilde desværre altfor snart , at 
hendes egen Søster igrunden hverken var meer eller 
mindre end hendes Fangevogter og Huussplon , en 
Opdagelse , der kostede hende megen Overvindelse og 

Smerte , førend hun resigneret kunde gjøre sig fortrolig 
med dennr Tanke . 
Det er næsten ufatteligt , hvorledes det kunde fald « 
selv den intriganteskc Qvinde ind , at benytte Blods , 
forvandte til at forraade og udspionere sine allernærmeste 
Slægtninge , men det er en ofte løst Opgave , at 
Guldets Magt ikke sjeldent er slærkere end baade Blodets 
og Samvittighedens Stemme , Ondstaben har 
desuden sit eget Forsyn , der bevæger sig temmelig frit 
og dristigt indenfor altfor udvidede Grændser , dets Herredømme 
og Lokkemidler gaae til det Utrolige , det er 
jo ogsaa ulige lettere at bibringe et Saar eller en 
Smerte end at læge eller lindre den . 
Der skal mange Lys til for at opklare en mørk Nat , 
medens Solen selv kan formørkes ved et Stykke sort 
Ravndug . 
Vi skulle dog ikke knurre over dette Skyzgeherredsmmes 
Overlegenhed til en vis Tid , thi det Godes Magt 
er absolut og evigt , det Ondes Kamp og fortvivlede 
Anstrengelser beviser det klart , og vil man have et ret 
tydeligt Beviis paa det Godes Magt , saa lægge man 
Mærke til , at selv Ondskaben plagierer og pynter sig 
med det Godes Blomster , for dog i Noget at ligne 
det . 
Vilde Ondskaben gjøre det , naar den ikke betragtede 
det Gode søm noget Bedre , Fortjenstligere ? Søger det 
Gode nogensinde af paalyve sig Ondskab ? 
Hos Enkedronning Jnliane Marie og hendes Haand ' 

längere var der udentvivl ogsaa noget Godt tilskæde 
men Fordampningsprocessen manglede , maaske derfor fik 
man ikke det Gode af see i uforfalsket Stand . De levede 
og nærede sig af Magtens Misbrug , tog man den 
bort , vilde Misbrugen af sig selv ophøre . At allerede 
dette vilde have været noget Godt , trosker sig vel ingen 
af nægte . 
I det Hele taget havde Jnliane meget nemt ved af 
være rundhaandet . Foruden de overordentlige støre og 
rige Godser , som hun og hendes Søn forærede sig selv 
i den sindssvage Konges Navn , forøgede de Landets 
Gjæld med 2 Millioner Daler aarligt , foruden de uhyre 
Indtægter de tilvendte sig af begge Rigernes ordinære 
Indkomster . 
At Arveprindssesse Charlotte af Brunsvig var Julianes 
Creatur er sandt og vist , men om Enkedrønningen 
havde denne Billighed for godt Kjøb eller i dyre 
Domme , vides ikke , det Sidste er dog snarest troligt thi 
Torveprisen paa Forræderi og Niddingsdaad var ikke 
saa trykket dengang , som den senere er blevet , vel paa 
Grund af den støre Concurrence . 

Syv og Tyvende Kapitel . 
Slottet i Celle . 
Natten mellem den 16de og 17de Januar 1773 
oprandt . 
For at være uforstyrret havde Dronningen usædvanlig 
tidlig , Klokken 8 , lagt sig tilsengs . 
Aiveprindsessen af Brunsvig sad i over to Timer 
ved Søsterens Hovedgjerde for at lure , om hun virkelig 
sov eller ikke . Hun hørte kun afbrudte Suk og en 
Sovendes regelmæssige Aandedrag . 
Omsider blev Prindsessen selv træt og søvnig af den 
Lytten og fjernede sig , med det Paalæg til Kammerfruen 
at vaage over Dronningens Søvn , da hun absenterede 
sig . 
En halv Time senere stod Dronningen op , iførte sig 
et simpelt Nattoilette , sendte Kammcrfruen bort med 
Befaling ikke at førstyrre sig under noget Paaskud , hun 
knælede derpaa foran sin Bedepult , hvor hun blev liggende 
i dybe Betragtninger . 

Hvilken Forandring i eet Aar . Hvilket Hav af Lidelser 
og Kummer . 
Ved denne Tid for et Aar siden stod hun Paa Lykkens 
høieste Spidse , men senere , ved hvert Minut , hvert 
Qvarteer , hver Time , hvilke Ovaler fra Trin til Trin . 
I denne havde hun talt sidste Gang med Kongen . 
I den næeste havde hun været paa Maskeballet , atter 
derefter i sine Værelser , talt med Struensee , med Øder , 
derpaa remstillede Enkedronningen med Guldberg , 
Ranzas , Aøller og de Bevæbnede sig for hendes Blik , 
saa forsvandt Struensee for bestandig , hun hørte endnu 
han « Skridt tabe sig , tabe sig i det Uendelige — 
derpaa Kampen og Overgivelsen , Processen og Skandalen , 
Forræderiet og Trudskerne , Mmygelsen og Falskheden 
— og midt i alt dette hendes Børn , hendes 
Frederik , hendes Lovife Augusta og hendes vanvittige 
Mand . 
Bønner , brændende , som kun en Moder kan opsende 
dem for sine Børn , opsteg til Ham , der havde tilladt , 
at alt dette skete , Bønner for , at denne frygtelige Hofrevolution 
maatte saa en heldig Udgang . Hun tyede 
til de Forældreløses Fader , for at lægge sine Kjæres 
Del i Hans Hænder . 
Naar Frederik bliver Hersker , er Revolutionen endt , 
hviskede hun , lykkelig endt — oh , jeg vil ikke opleve 
det , men Du hellige Gud , lad mig see et Forbud paa 
Din Naade , jeg skal villigt bøie Hovedet og døe , men 

lad mig see i Fremtiden , ak kun eet Minut , at jeg kan 
velsigne denne Smertens Nat . 
Hun hævede sine Øine op til Børnenes Billede , der 
som en Altertavle hang over Bedepullen , hun stirrede 
veemodig og sukkende paa de elskede barnlige Træk . 
Da bevægedes Maleriet ; langsomt sank det ligesom 
ned i stn Ramme og forsvandt til hendes Skræk for 
hendes Øine , hun udstødte et svagt Skrig og strakte 
Hænderne zittrende ud , som for at holde det kjære 
Billede fast , men det sank og sank , indtil — var det 
Blændværk ? — et slørre og skjønnere Billede stod for 
hendes Øine . 
Jesus Maria , er jeg ved min Samling ! Charlotte , 
Bilow , Fru Warwich , hjælp mig ! hvad er dette ? 
Bliv ikke forskrækket , Deres Majestæf , lød en dæmpet , 
velbekjendt Stemme , det er en Overraskelse , en 
Present fra Kjobenhavn , men Ingen maa vide det , 
Ingen . 
Men Børnenes Portrait , Bülvw — 
Det er del jo . 
Lad Børnenes Portrait strax komme frem igjen . 
Ja , Majestæf , øieblikkelig , men ogsaa det er Deres 
Børns Portrait ; see ret til , del er kun anteciperet , en 
Blanding af den oldenborgske Stammes Træk med Deres 
Søns mandiggjørte Ansigt ; det er Kronprindsen , 
som Konge 15 Aar gammel , og Søsteren med Diadem . 
Tak , Tak ; oh , deler smukt ; ja det vil komme til at 





ligne ham — han holder to Nøgler foruden Sceptret 
i sin Haand . Oh , min Frederik , det skee , det skee ! 
GuSmann har bragt det , og imorgen tiglig reiser 
han igjen . Vi have gjort dette idag , medens De var 
hos ArvepriudseSsen . 
Gusmann , siger De ? 
Han kom med dette Billede og med mange venlige 
Hilsener fra Danmark . 
Oh , jeg længes efter at tale med ham . Han maa 
ikke reise , før han har været her hos mig . 
Det er umuligt , Deres Majestæt ; han maa reise 
herfra endnu i denne Nat , thi Ingen maa vide , at 
han er her , det er af yderste Vigtighed , at sket Ingen 
kjender hans Ophold her . 
BLlow , hvis mit Ønske har værd for Dem , saa før 
ham strax til mig ; jeg maa tale med ham , om det 
kun var nogle faa Minutter , men sørg for at Ingen 
seer eller veed det . 
Jeg skal gjøre Alt , hvad Deres Majestæt befaler 
mig ; » en det kan ikke skee , førend jeg er overbevist 
om , at Alle ere gaaede til Ro . 
Gud velsigne Dem , for denne Omhu . 
Dronningen maatte vente en god halv Time , i hvilken 
hendes Ufaalmodighed næsten steg til Feber . 
Endelig gik Døren op , og den lille , tydske Page 
Albert traadte forsigtig ind . 

Dn her , Albert , paa denne Tid ? udbrød Dronningen . 
Naadigske 
Dronning , De troer — og Alle maa tro 
— at jeg er en af Arveprindsessens Spioner ; det er 
ogsaa Tilfældet , jeg betales derfor , men jeg lægger 
Forræderpengene hen til gudeligt Brug ; thi tog jeg 
dem ikke , blev jeg jaget bort fra Deres Nærhed , og 
en anden mere paalidelig Spion blev antaget istedetfor . 
Mit Liv afhænger af , at man ikke opdager min 
Falskhed imod Arveprindsessen . 
Dette skger jeg ikke , for at Deres Majestæt skal beære 
mig med Roes eller Tillid , men for at De uden 
Angst kan tale med Hr . Gusmann , der venter Deres 
Befaling . 
Imorgen tales vi ved , sagde Dronningen med Venlighed . 
Før nu Hr . Gusmann ind . 
Pagen aabnede Døren og forsvandt til samme Tid , 
som Gusmann traadte ind i Gemakket og knælede for 
Drønningens Fødder . 
Reis Dem , Gusmann , og sæt Dem her , sagde 
Dronningen og rakfe ' ham Haanden , som den gamle 
Mand kyssede med Ærbødighed . 
Lad mig blive staaende , Majestæt , Respecten forbyder 
mig at sidde . 
Hvorledes leve mine Børn , ere de rafle , ere de lykkelige , 
tænke de paa mig ? oh , tal , tal ! voxe de dygtig 
og ere de sikkre for Forfølgelse af deres Moders 
Fjender ? 

Ja , ja , de voxe godt , især Kronprindsen , som veed , 
at jeg er her , og som trods sin unge Alder har stor 
Forstand og veed at tie ; han bad mig endog i sin 
barnlige Uskyld , at bringe hans kjære , kjære Fru Moder 
et Kys . 
Og De hær ikke udført deres Hverv , gamle Mand ? 
kyssede han Dem paa Munden ? 
Ja , Deres Majestæt , tre Gange hjerteligt og trofast ; 
jeg har bragt Dem det , ved at kysse Deres 
Majestæts HaandDet 
er ikke nok ; De er en gammel Mand , og her 
er ingen Juliane Marie , som kan tillægge mig flette 
Hensigter . Udfør Deres dyrebare Hverv . 
Min Dronning , jeg kan ikke driste mig dertil , jeg 
vilde aldrig tilgive mig det . 
Saa sid stille , Gnsmann , ganske stille ; De er min 
Søns Gesandt ; jeg tager hans Sending fra deres 
Læber . 
Gusmann sad sliv som en Billedsløtte og lukkede 
Øinene , medens Dronningen tog hans hvide Hoved 
imellem begge sine Hænder og kyssede ham tre Gange 
paa Munden . 
En Taarestrøm vældede ned af Caroline Mathildes 
Kinder . 
Hun kunde ikke tale saa rørt var hun , men Gusman , 
der ikke var mindre dybt bevæget mærkede at 
hun fjernede sig med hurtige Skridt , og da han lukkede 

Øinene op , saae han Dronningen knæle ved sin Bedepult 
foran det nye Billede , som han selv havde medbragt 
fra Kjøbenhavn . 
Strax efter reiste Dronningen sig og « tte hen til 
Gusmaan . 
Nu hurtig , begyndte hun , fortæl nu Alt , lige indtil 
de mindske Details ; Alt interesserer og henrykker mig . 
Gusmann maatte nu fortælle Alt om Børnene , hvad 
han vidste , hvorledes de talte , gik klædte , hvad de 
foretage sig , hvorledes de legede , naar de stode op , 
hvad de spiste , hvem der opvartede dem og tusinde 
Ting , som kun en Moder interesserer sig før . 
Dronningen kunde ikke blive træt af at høre den 
gamle Mand , og da han sket ikke vidste mere , maatte 
han fortælle om igjen . 
Men længes Deres Majestæt ikke efter at vide Andet ? 
spurgte omsider den tro Tjener . 
Nei , svarede hun , det er det Eneste , jeg interesserer 
mig før ; Alt det Øvrige er mig ligegyldigt . 
Hml sagde Gusmann forlegen . 
Det lader ikke til , at det behager Dem . Jeg elskes 
kun af disse To i denne Verden , hvem skulde jeg da 
llers bryde mig om ? 
E-skes Deres Majestæt kun af Deres Børn ? 
Ja , Andre kunde være mig hengivne , trofaste , 
men — 
Min Dronning , De maa tillade mig , at jeg modsiger 
Dem . Mange , saare Mange , elsker Dem endnu 

med undersaatlig Ærbødighed , og vilde skatte sig lykkelige , 
hvis de turde offre Liv , Gods og Blod før Deres 
Majestæt . 
Oh , Talemaader ! vilde man saa ladet det komme 
saa vidt ? 
Min Dronning , man blev overrumplet , og Angsten 
før Forfølgelse har holdt Manges Følelser i Skjul , 
men nu — 
Har Angsten og Hengivenheden lagt sig , ikke sandt ? 
Hengivenheden før Dronning Mathilde , er større nu 
end nogensinde . 
Virkelig ? 
Ja , i Virkeligheden . 
Hvoraf veed De det , Gusmann ? 
Bilde jeg ellers være kommen her ? 
Hvordan , er det da en Mission ? 
Ja og Nei . Troer De paa Hengivenheden , saa 
har jeg et Budskab ; troer Deres Majestæt ikke — saa 
har jeg sket ikke været her . 
Verden er en lukket Bøg før mig , jeg skal vel vogte 
mig før at blade i den paony . 
Gusmann saae paa Dronningen med en forbauset 
Mine . 
Undrer det Dem , Gusmann ? 
Jeg kan ikke nægte . 
Har De noget Skriftligt ? 
Nei , ikke under disse Omstændigheder . 
Under hvilke da ? 

Jeg tør ikke sige det . 
Saa lad os ikke tale mere derom . 
Kun Et , min Dronning ; jeg spørger dristigt : har 
det aldrig faldet Dem ind , at ønske at gjensee Danmark ? 
Danmark ? 
Gusmann , er det Alvor ? jeg skulde efter 
hvad der er hændet , ønske at gjensee^Danmark ? nei , 
Gud forbyde det , før vilde jeg døe ! 
Jeg mener ikke under ulykkelige Forhold . 
Tal tydeligt , regjerer Juliaue ikke ? 
Io , for Øieblikket . 
Ak , hun vil regjere længe , hun staaer i Pagt med 
Døden , den respekterer hende , hun flipper ikke Roret 
saa let som jeg og andre altfor trygge Personer , hun 
rokkes ikke af Pletten . 
Det beroer paa Dem min Dronning . 
Saa skulde hun strax børt for Børnenes Skyld . 
For Børnenes Skyld ? Rigtig , men naar De , som 
Kronprindsens Moder , ikke vil vove en Dyst for deres 
Skyld , hvorledes tør saa andre vove det ? 
Og er der virkelig Rogen , som har Mod til at vove 
en Kamp mod denne ildsprudende Drage ? 
Ja , der er Adskillige ; men er der endnu ikke Mange 
i Tal , saa vil der komme mange , hvis de have et 
Maal , et Haab , et Tilhold for at kunne seire . 
Gusmann , tør De nævne nøgen for mig ? 
Ja nævne , uden Vidner , uden Underskrift , naar De 
ønsker det min Dronning . . 

Jeg kunde vel have Lyst til al kjende de Ædle , der 
endnu erindre mig med Hengivenhed . 
Og Haab . 
Men hvorpaa haabe de da ? 
Paa den retmæssige Dronnings Formynderskab istedetfor 
Enkedronningens . 
Jeg bliver angst og bange . Jeg , den Forskudte , 
den Forraadte , den Fraskildte — oh , det er jo umuligt 
i 
Ja , naar Deres Majestæt siger , det er umuligt , saa 
er det umuligt . 
Altsaa , naar jeg sagde , det er muligt ? 
Saa havde man en Grundvold at bygge paa . 
Det Hele klinger mig saa nyt , saa sælsomt — jeg 
kan ikke tænke mig det — jeg , den Dømte , den skammelig 
Miskjendte — oh , forklar mig det døg , Gusmann , 
jeg seer ikke noget Sammenhæng deri . 
Da er Tingen døg ganske simpel . Deres Majestæt 
er Kronprindsens Moder , altsaa den naturlige Formynderske 
under nærværende sørgelige Forhold . 
Men Juliane er Formynderske , uagtet hun handler 
høist unaturligt . Hvorledes skulle vi kunne bryde hendes 
Magt ? 
Hendes Magt er farlig , det indseer man nu og faler 
temmelig uforbeholden derom . Grev Ranzau Asscheberg 
er falden i Unaade og landsforviist , fordi han 
ikke vilde række Haand til Arveprindsens Regentskab . 
Asscheberg sorviist ? 

Som jeg siger , Deres Majestæt . 
I Sandhed det var en stor Nyhed . Det var jo 
Enkedronningens ivrigste Tjener . 
Han var ; det var Guldberg ogsaa ; men heller ikke 
han vil Alt , hvad Enkedronningen vil . 
Jeg forstenes af Forandring » 
Er Alt da forandret i Danmark . 
Ja saare Meget . Hun lægger ikke Dølgsmaal paa 
fin Hensigt , og man frygter , at hun omsider skal overvinde 
al Modsfand , og da er Kronprindsens Ret alvorlig 
truet . 
Caroline Mathilde reiste sig heftig ved disse Ord , 
gik nogle Gange grublende op og ned og stod et Øieblik 
i dyb Eftertanke med Hovedet sløttet i Haanden 
lænet op til Bedepulten . 
Med en høitidelig Stemme , der lød som om den 
kom fra Graven , spurgte Dronningen : 
Erindrer De , hvad Dag det er idag ? 
Ja , det er den 17de Januar , Aarsdagen efter den 
sørgeligste Hændelse . 
Tilvisse sørgelig — og nu da jeg er i Havn , skal 
jeg atter kaste mig ud i Brændingen , for at knuses mod 
Klippen ? 
Det forbyde Gud . Det er heller ikke Meningen , at 
Deres Majestæts skal udsætte sig ; man vil kun være 
vis paa , at man tør arbeide i Haab om , af have Deres 
Majestæt Indvilligelse , naar Timen kommer . 
Nævn mig de ædle Patrioter . 

Reventlau og Bernstorff . 
Er det sandt ? 
Det er sandt . General Hutmann og Stampe , 
Numsen og Bülotv . 
Hvilken Bülows 
Kronprindsens Cavaleer . 
Betydelige Mænd . Men , ak , jeg er saa angst ; o « 
jeg udsatte Frederik — nei , nei , jeg tør ikke . 
Jeg har lovet , ikke af anvende Overtalelser , men 
berette troligt Deres Majestæts Tilbøieligheder . 
Jeg har altsaa skuffet deres Forventning ? 
Gusmann taug . 
Svar mig oprigtig . 
Den gamle Tjener slak Haanden ind paa Brystet 
og udtog et lille Stykke Pergament . 
Kjender Deres Majestæt Grev Bernstorffs Haand ? 
Ja . 
Er det denne ? 
Ja , ved Himle » ? sagde Dronningen , greb Pergamentet 
med Begjærlighed og læste de forblommede Ord . 
Det gamle Aar gaaer til Hvile , 
Det nye Aar slaaer frem ; 
Aftensolen gaaer blodrød ned , 
Morgensolen opstaa « sorynget . 
^Jeg fatter Meningen — man har undladt Underskriff , 
men jeg kjender Bernstorffs Haand . 
Men læs nn Resten , min Dronning . 
Det er jo kun Tal og Tegn . 

Ja , det er gode Tegn . Kjender De ikke Haanden ? 
Men det er jo Keiths Haand ; og Haus Zifferskrift . 
Kan De læse den ? 
Vent ! — Gud velsigne Dronningen . 
Og derpaa ? 
Den sidste Linie har den franske Gesandt skrevet ! 
» Gud beskjærme Dem . “ 
Altsaa England , Frankrig og Danmark ? 
Netop . — Bil De ikke sætte en Linie til ? 
England , Frankrig og Danmark , gjentog Mathilde 
grublende . 
Og Kronprindsen ! 
De har Ret , Gusmann , giv mig en Pen . 
Ru , for Guds Skyld , ingen Uforsigtighed , kun et 
Tegn , ikke Andet . 
Godt , jeg sætter syv Prikker med en Naal , fire som 
en Tankestreg og tre som et Udraabstegn ; er det nok ? 
Jeg frygter , at det ikke vil kunne kjendeS , at det er 
Deres Majestæts egen Haand , der har sat Mærket . 
Godt , saa giv mig Pennen . 
Men intet Navn . 
Troer De , man vil kjende min Haand ? 
Ja , blandt Tusinde . 
Nu vel , see her ; „ Jeg venter . “ Er det nok ? 
Meer end nok . 
Gid det maa lykkes ! 
Det haabe vi ; kun maa der Tid til . Maaske vi 

tø Aar være nødvendig . Kronprindsen maa være lidt 
ældre og komme i Folkemunde . 
„ Leg venter , “ det veed De er fra nu af mit Valgsprog , 
og jeg kan tilføie de to Ord : „ med Længsel ! 
Efterat have faaet flere Paamindelser af den ængstede 
Page og tilsidst af Bülow , ilte Gusmann bort 
igjennem en Bagport . 

Otte og Tyvende Kapitel . 
Forhaabninger . 
Adelen i Danmark var i Virkeligheden misfornøiet 
med Julianes Kabinetsregjering . 
Struensee , den borgerlige Parvenu , var falden , falden 
paa den voldsomste og blodigste Maade ; men hvad 
havde Adelen vundet derved ? 
En anden Borger , Guldberg stod ved Roret , og 
Juliane , som var den egentlige Herskerinde , regjerede 
despotisk , uden , at erkjende anden Adel end den , der 
blindthen og slavisk underkastede sig hendes bydende 
Love . 
Man havde faaet England og Frankrig , to mægtige 
Stater imod siig , og af Krouprindsens truede Existence 
afhang det om og naar England skulde kjøle sin Harme 
over een af dets elskeligste Børns Forhaanelse . 
Og over hvem vilde det da gaa ud ? 
Over de rige og mægtige Godsbesiddere , over Adelen 
der ikke i Tide havde understøttet deres ligitime Drønniug 

og hendes Søu , og som havde flere fremragende 
Medlemmer , der havde taget virksom Deel i Hofrevolutionen ; 
thi Juliane havde klogelig givet denne Skin 
af , at det var den danske Adel , der hadede Struensee 
og som meest havde ivret imod dennes Færd . 
De Adelsmænd derimod , der ikke havde deeltaget 
personlig i Voldshandlingen , og som nu efter Regjeringsforandringen 
saae sig endnu mere tilsidesatte , end 
under det flruenseeske Ministerium , undlod « ikke med 
høi Røst af dadle den skandaløse Mishandling af en 
stor Mand , men især den uværdige og uriderlige Forfølgelse 
af en ulykkelig , værgeløs Dronning . 
Man var gaaet altfor vidt , sagde man ; af Omhu 
for Purpuret havde man sølet det i Skarnet ; man 
havde plettet det dansks Hof , givet Hævnen og Hadet 
Raaderum , samt bemægtiget sig Herredømmet , som 
man misbrugte i en sindssvag Kouges og en umyndig 
Thronarvings Hjælpeløsheds Navn . 
Den danske Avel vilde altsaa ikke faae nogen Skyld 
for , endsige Lod eller Deel i det Forefaldne . 
Det ønskede af saavel Europa , som England og 
Frankrig maatte erkjende , af Adelen harmedes og protesterede 
mod de begaaedc Uretfærdigheder , og skulde 
det saa endelig lykkes Juliane af skaffe Kronprindsen 
tilside , eller gjøre hans Tilværelse intetbetydende , saa 
skulde England og Frankrig dog vide , af de , naar de 
revsede Udaadcn , havde trofaste Allierede og Venner i 

den danske Adelstand , hvoraf en kraftig og viis dansk Regjering 
i Kronprindsens Mindreaarighed kunde dannes . 
Dette var omtrent Grunden til den Kulde , som 
Adelen udviste mod Hoffet og Aarsag til , at de største 
og mægtigste Familier i al Stilhed og med den engelske 
og den franske Gesandts Bifald , arbeidede paa en 
kontrarevolution . 
Kronprindsen , var deres Feltraab , hans Rettigheders 
Overholdelse deres Formaal , og at dette bedst kunde 
iagttages under Dronning Mathildes Tilbagevenden og 
Formynderskab , fandt man naturligt og rigtigt . 
At Forberedelserne skete saa snildt og saa ubemærket 
som muligt , faldt af sig selv , men man maatte desuden 
gaae sindigt og langsomt tilværks , fordi det var 
nødvendigt at vinde Borgerne og Armeen for sig , uden 
hvilke man ikke troede , at en varig Tilstand kunde tilvejebringes . 
Armeens 
Officerer vare maaskee lettest at vinde , thi 
de vilkaarlige Forfremmelser der skete med alle dem , 
der havde rakt Haand til Inlianes Voldsgjerninger , 
satte ondt Blod , og Eichstedts og Køller-Banners 





Raahed og Lunefuldhed skulde ikke tjene til at formilde 
Stemningen . 
At Falkenskjold , der intet havde forbrudt , og som 
var almindelig elsket , forvistes , vakte ligeledes stør 
Harme . 
De « brave General Gæhler , gik det ikke bedre , og 
ethvert Avancement , blev betragtet med MiStroZog Indignation ; 
thi man antog for afgjort , at enhver Forfremmelse 
havde en hemmelig eller aabenbar Tjenstvillighed 
til Fundament . 
I Embedsstanden gik det heller ikke godt . 
De dygtige selvstændige Mænd sattes tilside eller joges 
bort ved CabinetSordrer , Statsgjælden beiyngedes 
uden Control , Gunstbevisninger og Krybe « hørte til 
Dagens Orden , og man kaldte tilsidst alle de benyttede 
Embedsmænd , „ Julianes Hofjunkere . “ Titler , 
som disse tilsidst fandt meget graverende . 
I Borgerstanden derimod gjorde Contrarevvlutisnen 
kun langsomme Fremskridt , thi den Hærskare af Smigrere , 
som Enkedronningen , eller som hun sket og ret 
kaldte sig „ Dronningen , “ omgav sig med , vare talløse 
og vellstinede , og da Præsterne især toges i Betænkning 
af den snu og ræenkefulde Ovinde , der holdtes i 
flere Aar næsten ikke en Gudstjeneste uden at „ det 
skjændige , oprørende og formastelige forrige Regimente “ 
tordnedes ned i Afgrunden , hvad Under var det da at . 

disse uafladelige Bagvaskelser fæstede Rod og de bleve 
gjentagne saa tidt , at man tilsidst troede derpaa . 
Kun hos Holmens Mandskab tabte Troen paa 
Dronningens Brøde sig efterhaandS . 
Man fæstede ikke længer Lid til alle disse Historier , 
og man svoer paa , at det Hele ikke var andet end et 
Mytteri , som Næstkommanderende havde afsledkommet 
for at blive Capitain paa Skuden og beholde 
Ladningen som god Prise . 
En Holmens Mand , der heed Jakob og boede I 
Delphingade , var især skem imod Juliane . Man fæstede 
endelig Opmærksomheden paa ham og lod ham 
vælge imellem mørk Arrest og dobbelt Naturalforpleining , 
eftersom han roste eller lastede Juliane . 
Han foretrak de » mørke Arrest , „ for saa kan jeg dog 
have den inderlige Fornøielse at tale Sandhed hele 
Veien baade til og fra Aresten . Ærterne vilde dog blive 
slikkende i Halsen tilligemed Løgnen . “ 
Tilfældet vilde , at Manden , som gik frisk og rask 
ind i Aresten , døde derinde efter 8 Dages Forløb . 
Man paastod nemlig , at Juliane havde sultet ham 
ihjel for at være fri for hans Snak . 
Hvorledes det end var , skete det naar Een talte godt 
om Juliane fra den Dag af , sagde saavel Unge som 
Gamle ; “ han er bange for at tale med Jakob ; “ Et 
Ordsprog , som en 1l-AarS Dreng første Gang brugte , 
meu som snart blev gjentaget 1000 Gange , og skadede 
Juliane mere end nogetsomhelst Andet . 

Man blev tilsidst forbudt at bruge disse Ord , men 
saa fandt man paa at døbe et Spil med Navnet 
„ Jakob “ , og vi have endnu i vore Dage seet dette 
Slags Kortspil spilles , uden at ret Mange tænke paa 
hvorfra Oprindelsen til Navnet Jakob i Kortspil 
slammer . 
Tidspunktet fil en ContrarevolutionS Gjennemssrelse 
skred saaledes stadig fremad . De indledende Skridt 
vare allerede trufne , man havde aftalt en fast Plan . 
En stor Derl af Holmens Folk og Bernstorffs Bøn « 
der , vare rede fil af staa Garnisonen bi . 
Borgere , Embedsmænd og Adelige , skulde pludselig 
høirøstet dadle Julianes Voldsherredømme . I den 
Forvirring som det vundne Kronprindsens Regiment 
skulde afstedkomme ved af skutte sig fil Royalisterne , 
skulde Holmens Folk skutte sig sammen med Bernstorffs 
Bønder og raabe paa Kongen og Kronprindsen . 
Den engelske Gesandt skulde da optræde med Fordring 
paa Dronning Caroline Mathildes Formynderskab 
i Prindsens Mindreaarighed , samtidig skulde 
nøgle Regimenter Englændere indskibede paa engelske 

Fartøjer ligge i Sunder , for ' saasnart Juliane var 
fjernet og Revolutionen fuldbyrdet , af varetage Mathildes 
og hendes Søns Rettigheder . 
Man havde endog formaaet Dronning Mathilde fil 
af give sit Samtykke dertil , og Planen skulde iværksættes 
i Slntningen af Mai 1775 , fil hvilken Tid Dronningen 
forklædt skulde begive sig fil Euxhaven , for der 
af indskibes og på « en engelsk Fregat føres tilbage fil 
Danmark — da Dronningen , der hidtil havde befundet 
sig i bedste Velgaaende , pludselig blev syg og døde 8 
Dage efter . 
Denne Begivenhed var høisf sørgelig og uventet , 
den faldt som et Lynslag paa en klar Sommerdag . 
Danmark , Norge , England og hele Europa studsede 
og rammedes som af et elektrisk Slag , og man siger 
at den engelske Gesandt i sin yderste Vrede ved Julianes 
Sygeseng skal have truet hende og hendes Tilhængære 
med Struensees Skjæbne ; det siges at han 
ligefrem beskyldte hende for at være Dronning Mathildes 
Mørderske , og at han , da hun beroligende lagde 
sin Haand paa Gesandtens Bryst for at overbevise 
ham om sin Uskyldighed , skal hav « slaaet til Haanden 
med de Ord : 
„ Bort med den smudsige Haand “ , og at Juliane 
ikke vovede andet end lade som hun græd . 
Bisf er det , at Stemningen i Kjøbenhavn paa den 
Lid var frygtelig , og at et Barn kunde have jaget 
Juliane paa Flugten , men hu » gav den ulykkelige førgende 

Møder , den fröstende , fortvivlede og elskende Bedstemoder 
imod Kronprindsen , saa vel , at alle løde sig 
henrive deraf . 
Hnn var Vdmygheden selv t øver eet Aar , og en 
Tjener behøvede kun i den Tid at sige , at det eller det 
behagede Kronprindsen , saa ødslede hun uhørte Sum . 
mer — rigtignok ikke sine egne — paa at tilfredsstille 
„ Thronsrvingenö “ mindste Luner og Indfald . 
Planen var kuldkastet og Ingen tænkte paa atgjennemføre 
nogen anden ; Alt var dødt og lamslaaet . 
Bar det Samvittighedsnag , Angst eller Forventning 
om noget Værre , vist er det , at Juliane i Aaret 1778 
lignede mere et Skelet , end et Menneske , mere en kongelig 
Betlcrske end en Herskerinde . Man ventede hvert 
Øieblik at det skulde være forbi med hende , men desværre , 
hun kom sig atter , rigtignok langsomt , men hun 
havde dog endnu Kraft og Mød til at sætte sin Fod 
paa de Danskes Nakke . 
De Oplysninger og Beretninger , søm man har am 
Dronning Mathildes Død , ere kun faa , men vi ville 
meddele dem episodisk i et følgende Kapitel , saaledes 
som vi have erfaret dem . 

Bi skylde Sandhen at tilstaa , at fra Mathildes Dødsdag 
at regne , var al Forfølgelse fra Julianes Side 
mød Krønprindscn forbi . 
Juliane blev næsten vanvittig Mathildes Dødsdag . 
Hun sad aldeles oprømt og spillede Shak med Grev 
Schimmelmann , og skulde netop gjøre et Modtræk , da 
hun pludselig udstødte et vildt Skrig . 
Hendes Øine slirrede vildt udfor sig , hendes Haar 
reiste sig søm Børster paa hendes Høved , hun kastede 
sig hændervridende , med Fraaden ud af Munden , knælende 
paa Gulvet , og hulkede , saa Stene maatte røres 
derved , Blodet traadte hende ud af Ø^ene og Sveden 
perlede i store Draaber frem paa Panden ; hun assiog 
enhver Hjælp , men slæbte sig ud , bestandig slirrende 
med Gru foran sig , ilende gjennem Corridoren 
ned i Slotskirke » , lukkede sig inde der og fandtes en 
Time senere ganske forvildet og blodig ved Alteret . 
I otte Dage nød hu » næsten Intet , sov ubetydeligt 
og uroligt , og vilde , da hun omsider kom sig , aldrig 
give nogen Forklaring over Aarsagen til dette Anfald . 
Hun betragtede i flere Maaneder Enhver med Skræk 
og Rædsel , selv sin saa høit elskede Søn ; kun naar 
man førte Kronprindsen til hendes Seng , smilte hun 
kjærligt , og da hun kom sig , kyssede hun uafladelig 
Prindsen paa Haanden , 
Det var aabenbart , at der fra nu af var indtraadt 
en stor og gaadefuld Forandring i hendes Følelser før 

Kronprindsen , og selv hendes Fjender sagde , at nu var 
der ikke længer nogen Fare for Kronprindsen . 
Hvad der havde bevirket Forvandlingen , vidstes ikke ; 
Nogle paastod , at Mathilde tre Gange havde viist sig 
for Juliane , og at hun havde maattet gjøre Eed paa 
Noget ved Alteret . 
Men alt dette var kun Gisninger ; selv Arveprindsen 
kunde i flere Aar efter ikke afvinde Juliane nogen Oplysning 
om sin Hemmelighed ; nok er det Scenen ved 
Schakspillet var nøiagtig indtruffet i Mathildes Dødstime . 
Fra 
dette Øieblik af var Furien fæmmet . 
Herskernykkerne voxede vel ud igjen efter 4 — S 
Aars Forløb , men Faren for Efterstræbelser mod Kronprindsens 
Liv , var for bestandig forsvunden . 

Ni og Tyvende Kapitel . 
Dronning Mathildes Død . 
Foraaret 1775 brød frem . Hele Naturen syntes at 
smile ; aldrig havde man i Mands Minde havt et saa 
skjønt og lykkevarskende Foraar . 
Ogsaa i Danmark , i Patrioternes Hjerter smilede 
Foraarets Lykke ; thi Alt spaaede et heldigt Udfald af 
det paabegyndte dristige Foretagende . 
Næsten hele Adelen , en stor Deel af Borgerne og 
Armeens Officierer , hele Holmen og ligeledes mange 
Bønder vare vandne for „ Kronprindsens Sag “ . 
Adelige Conrerer gik allerede temmelig hyppig frem 
og tilbage mellem Celle og Kjøbenhavn , og selv Gouverneuren 
i Celle deeltog i Planen ved en fuldstændig 
Neutralitet . 
Ikkun ArveprindseSsen var paa Julianes Side ; ofte 
slog hun paa „ de lyse Udsigter “ for sin „ elskede Ma . 
thilde “ . 
Hun vilde gjerne indvies i Forbundet , men Mathilde 

havde faaet saamange indstændige Advarsler , at hun 
vel vogtede sig for at meddele Søsteren det Mindste . 
Da blev pludselig Dronningens hengivne Page Albert 
syg . Lægen antog det for en ondartet Skarlagensfeber , 
men Gülow og Fru Warwick troede , af 
det var Følgen af en hemmelig Gift , hvilket Albert 
selv havde yttret noget om « 
En Morgen tidlig traadte den engelske Præst Mr . 
Wryth med alvorlig Mine ind til Dronningen ; hun 
reiste sig netop fra sin Bedepuit , hvor hun havde 
dvælet i dybe Betragninger med Blikket slift hæftet paa 
den nye Portraitgruppe , som Gusmann havde bragt 
hende fra Kjøbenhavn . 
Finder De ikke , Hoiærværdige , af dette Billede ligner 
Pagen Albert ? spurgte Dronningen . 
Nogen Lighed er der vel , som imellem alle Børn i 
en vis Alder ; men hvorledes kommer Deres Majestæt 
paa disse Tanker ? 
Jeg kom til dem ved af tænke paa min stakkels syge 
Page , som jeg jo ikke tør see til , men som jeg desto 
ivrigere tør bede for . Al jeg har bedet inderligt for 
ham , som for mit eget Liv ; døde han — da - - 
Min Dronning , om Gud vilde det saa — turde vi 
da knurre ? 
Gud , hvor De siger det besynderligt ! — han er da 
ikke død ? 
Nei — men hans Tilstand er saaledes , af vi bør 
belave os paa ethvert mødende Tilfælde . 

Oh , De dræber mig , Høiærværdige , med disse Ord ! 
Hvorledes , min muntre , unge , livsglade Albert skulde 
døe , han der er mig kjær som en Søn — han skulde 
dø fjernt fra sin Moder , fra sit Hjem — og jeg før 
ikke see ham , ikke trøste ham ? 
Nu er Trøsf og Tilsyn dog for seent , min Dronning . 
Han er død , raabte Dronningen rystet . 
Hans sidste Time slunder til , — Dødens sikkre Kjendetegn , 
le aldrig udeblivende Ledsagere , have taget de 
arme Barn i Favn , hans Timer ere talte , hans Øine 
brustne , og han har tabt Mælet . 
Guds Tjener , raabte Mathilde med huul , dyb Stemme , 
det er min Dødsdom , De der udtaler ! 
Himlen forbyde det , Deres Majestæt ! 
Fat Dem , De er altereret . 
Ja , det er min Dødsdom ! Ru er den fældet og jeg 
skjælve » ikke mere . 
Men min Dronning , det er en Vildfarelse , en usalig 
Tanke . 
Det er en Tanke , Sir , som kommer fra Gud . 
Forklar mig dog , men fremfor Alt , vær fattet . 
Hvad Drømme ere , skal jeg ikke forklare ; ofte eiede 
en urolig Sjæls Phatasier , til andre Tider Echoet af 
Dagens og Tankernes Beskjæft ' gelse , atter til andre 
Tider en sygelig , febrilsk Ophidselse , et Virvar , der kommer 
og forsvinder , for ikke mere at mindes . 
Der gives ogsaa Drømme , som komme fra oven og 
have en høiere , fuldkomnere Aarsag , der gives Drømme 

som ere Aabenbarelse » og guddommelige Forudsigelser ; 
disse indprente sig dybt i Sjælen , og dem 
glemme vi aldrig ; jeg kalder dem Guds Drømme og 
forjettende Drømme . 
Man kan dog bedrage sig ved Troen herpaa . 
Aldrig ! ærværdige , thi Drømmen er da saa levende 
og klar , at vi ikke kunne tvivle , og vi see da 
Ting , hvorpaa vi ikke have tænkf i vaagen Tilstand , 
og som vi aldrig kunne tænke oS i noget Tilfælde . 
Har Deres Maj skæt havt en saadan Drøm ? 
Ja , tre Gange . Den første Gang var , da jeg 
som Pige eller viet Brud drog fra Englands Kyster » 
Jeg fald ! ganske udmattet af Dagens Sindsbevægelser 
i Søvn , men forinden bad jeg min Aftenbøn for mit 
nye og mit gamle Fædreland . 
Da syntes jeg at høre Ulvene tude og Stormen 
skaar , jeg hørte Øxehug paa Dækket og Raslen af 
Lænker , 
Jeg vilde raabe vin Hjælp , men formaaede det ikke 
og da jeg halvt afmægtig , reiste mig for at gribe 
Klokkestrængen for at kalde paa mine Damer , saae jeg 
— saae jeg i en Taage , men tydeligt , meget tydeligt 
dette Slot , hvor jeg nu er , Celle saae jeg , og jeg 
spurgte med hvidffende Stemme : „ er det min Grav ? “ 
Et Syn altsaa , min høie Dronning . 
Nei , en Drøm , thi da jeg vaagnede , fortalte man 
mig , at Veiret havde været skjønt hele Natten , og da 
jeg spurgte , om der ikke havde været uroligt paa 

Dækket , forsikkrede man , at der var bleven vaaget 
over , at man ikke hørte en Lyd hele Natten , og at 
Skildvagterne havde gaaet paa lykke Maatter , for at 
undgaae den mindste Støi . 
Da jeg kom til Danmark , frygtede jeg for , at Christiansborg 
skulde ligne mit Drømmeskot ; men jeg blev 
dog beroliget ; senere frygtede jeg , hvergang jeg besøgte 
et nyt Slot , eller rettere et Slot , jeg ikke før havde 
besøgt , at træffe det Syn , jeg havde seet i Drømme . 
Tilsidst h ' avde jeg næsten slaaet Angsten af Tankerne , 
indtil jeg kom hertil , da saae jeg min Drøm og sagde 
derfor : » det er min Grav . “ 
Deres Majestæt , Intet i Deres Drøm berettiger 
Dem til at troe , at dette Slot skal være Deres Grav . 
De spurgte jo kun , og jeg — jeg svarer : Gud forbyde 
det . 
Mathilde rakte Præsten Haanden og vedblev : 
Den anden Drøm var ubetydelig , men mærkelig . 
Jeg var nylig nedkommen med Kronprindsen . Kongen , 
Hoffet og Diplomaternr lykønskede mig ; jeg var 
lykkelig ; Prindsen hvilte i mine Arme , jeg faldt i Søvn 
af Udmattelse og i Følelsen af min Lykke . 
Øh , lad mig see min Søn som Hersker , bad jeg og 
sov ind . 
Hvem saae jeg da ? Albert ! Albert , som Page , bærende 
min Svigermoders Slæb . — Er det min Søn ? 
udbrød jeg fortvivlet . — Han hørt « det , kastede Slæbet , 

greb et Sværd og pludselig stod han som Rigets Hersker , 
— men sladig lignede han Albert . 
Besynderligt ! og nu den tredie Drøm , min høie 
Dronning . 
Caroline Mathilde tøvede et Øieblik , derpaa sagde 
hun : 
Det var i denne Nat . 
I Nat ? 
Jeg hørte Celles Cathedralklokke ringe ; jeg stod klædt 
som Dronning med Scepter og Krone , med Robe og 
Slæb . Da aabnedes Døren . Albert fraadte ind . 
Han var hvidklædt , men smilede saligt . 
Blev jeg længe borte ? spurgte han , kun otte Dage , 
kun otte Dage , tilstede han , og nu kan De følge mig 
uden Frygt ; vi skilles ikke mere fra hinanden . 
Hvor gaa vi hen ? spurgte jeg . 
Til Kongen , svarede Albert og hans Ansigt straalede 
af Henrykkelse . 
Til Kongen ? Du veed jo jeg er forviist . 
Nei , hjemkaldt , svarede han . 
Mener Du Kong Chrislian ? 
Jeg mener Kongernes Konge . 
Skal vi til Cour hos ham ? 
Ja , han har befalet mig , at hente Deres Majestæt . 
Men min Sen , Albert , min Søn , min Frederik ? 
Hans Kroning ville vi see fraoven . 
Det lover Du mig ? 
Det lover Han Dem . 

Min Gud , raabte jeg , naar , naar ? 
Naar hans Gestalt ligner den , De seer mig i , min 
Dronning . 
Dg skal jeg ikke være tilstede ? 
Albert svarede ikke , men drog mig med sig . Vi vandrede 
igjennem Skyer og jeg sølte mig mere og mere 
opløftet . Kun hørte jeg Klokkeklang indtil alt forvirredes . 
Albert , jeg troer jeg døer , raabte jeg . 
Vi maa bøe , svarede han , for at han kan leve 
og herske . 
Jeg vaagnede badet i Sved , men faldt strax efter i 
Søvn og saa atter Albert , men denne Gang vare vi 
Begge hvidklædte . 
Bi maa følges ad , sagde han igjen , kun ofte Dage 
blev jeg borte , nu er Frederik sikker , « en lad hende 
sværge derpaa . 
Jeg vaagnede med et Skrig — og nu , min tro 
Sjælehyrde , lad oS nu gaae til Albert . 
Til Albert , min Dronning , paa ingen Maade . 
Hvad Tro Deres Majestæt end har om Drømme , 
som jeg i Avmyghed vil bede Herren bm , at give et 
ganske andet Udfald end det , De selv vilkaarlig har 
lagt deri — men til Albert maa De ikke komme . 
Min fromme Wryth , jeg vil see ham . -Er Drømmen 
fra Gud , da rokke vi den ikke ; er den af os selv , 
da er de » kun Tant . 
Min dyrebare Dronning , De veed , jeg knæler kun 
for Gud , bring mig derfor ikke til paa Knæ at bpnfalde 





Dem om at afstaa fra at gaae til ham , han er ukjendelig . 
Ha , 
forandrer Døden saaledes ? — Min kjære 
Dreng , uden Moder , uden Veninde , skal Du dø utrøsket ? 
Caroline 
Mathilde kastede sig » ed paa Divanen , 
skjukte sit Ansigt og græd bitterligt . 
Wryth listede sig sagte bort , da han saae , at Dronningen 
behøvede Ro . 
Den bedrøvede Qvinde gav længe sine Taarer Luft . 
Derpaa reiste hun sig rolig op og satte sig til at 
skrive et RetfærdiggjørelseSbrev til sin Broder , Kong 
Georg af England . 
To Timer senere meldte man Dronningen , at Pagen 
Albert havde udstridt . 
Samme Aften traadte hun ind i det Værelse , hvor 
Liget var hensat . 
Hun var der kun i ti Minutter , derpaa ilte hun , 
badet i Taarer og dybt rystet , ind i sit Værelse , hvor 
hun indelukkede sig i een Time . 
Da hun igjen lukkede Døre » op for sine Omgivende 
var hun bleg som Døden og klagede over Kulde . 
Kort efter forlod Gouverneuren og Bülow Gemakket , 
for at Damerne kunde afklæde Dronningen og føre 
hende til Sengs . 
Lægerne bleve strax hentede og de forsikkrede , at der 

ikke var mindsle Fare , men at Hendes Majestæt kun 
behøvede Ro og beroligende Midler . 
Arveprindsessen kom endnu samme Nat meget altereret 
kjørende til Slottet , og lagde temmelig høirøstet 
sin Fortvivlelse for Dagen . 
Hun greb Dronningens Haand , trykkede den gjentagne 
Gange og kaldte hende sin kjære Søster . 
Troer Du , jeg kommer mig ? spurgte Dronningen . 
Det baade troer og haaber jeg , svarede Arvepriud « 
seSsen , Lægerne sige jo , at det er Ingenting . 
Ja , Lægerne veed jo Intet . 
Du gjor dem Uret , Mathilde , de ere netop dygtige 
Folk . 
Du misforstaaer mig ; jeg anklager ikke deres Kunst , 
men de vide ikke Alt . 
Arveprindsessen lod som om hun ikke forstod det og 
blinkede til Warwich . 
Warwich tænkte sin Deel og nedflrev efterhaanden 
følgende Bulletin : 

Tredivte Kapitel . 
Første Dag . 
Den 2den Mai 1775 . 
Dronningen har havt afvexlende Hede og Kulde ; i 
Nat tørstet meget ; qvælende Fornemmelse , Hovedsvimmel 
og en afmagtlignende Mathed ; Trykken i Tindingerne 
og i Hjertekulen . Pulsen slaaer rolig men tyk . 
Dronningen har kun sovet lidt , men ligger stille hen . 
Ved Midnat spurgte Hendes Majeslæt hvad Klokken 
var , og efter en urolig Søvn , spnrgte Dronningen 
Charlotte : Skriver vi den 3die idag ? 
Den 2ken , svarede vi Begge . 
Hvad er da Klokken ? 
Halv Tre , Deres Majeslæt ! 
Nu , saa er det jo den 3die , det var jo den 2den 
Mai igaar . 
Vi bejaede det . 
Det var altsaa den første Dag , sukkede hun . 
Deres Majeslæt vil nok være oppe imorgen , sagde 
Charlotte , beroligende . 

Nei , min Gode , jeg vil ikke kunne det . 
Lægerne sige det dog . 
Lægerne , gjentog Dronningen . 
Arveprindsessen siger det ogsaa , tilføiede jeg . 
Ja , hun siger det for at berolige mig , men hun 
troer ikke derpaa , bemærkede Dronningen . 
Vi bad Dronningen berolige sig og sove lidt . 
Troe I , mine Venner , at man sover , fordi man 
lukker Øinene ? 
Jeg tog da en moralsk Bog og læste høit deraf . 
Dronningen gav af og til en klar opløftende Fortolkning 
af det Oplæste og lod os skifteviis læse videre . 
Nu er det nok for Øieblikket , sagde Dronningen efter 
en Times Forløb , jeg vil forsøge paa at sove , thi Matheden 
kommer igjen . 
Efter at have givet Patienten af den beroliggende 
Mixtur , løde vi hende i Ro , og det lod til , at hun 
sov til den lyse Morgen . 

Et og Tredivte Kapitel . 
Anden Dag . 
Dronningen er mat , men befinder sig tilsyneladende 
ret vel . Lægerne troe , at Hendes Majestæt vil have 
godt af at være oven Senge . 
Hun lod sig villigt raade , men besvimede under Paaklædningen . 
Vi maatte da strax lægge Høistsamme igjen . 
Lægerne kom , men sagde , det var kun en kortvarig 
Alteration . 
Bülow forlangte at komme ind til Dronningen , 
men Arveprindsessen nægtede det paa det Bestemteste . 
Han bad da at tale med Warwick , jeg gik ud til 
ham . Han udtalte sin levende Bekymring for Dronningen 
og vilde , at vi skulde tilkalde en dansk Læge 
fra Alton « . 
Jeg forklarede ham , at det tillod Arveprindsessen ikke . 
Han vred sine Hænder i Fortvivlelse og spurgte mig 
om Raad . 

Jeg sagde , at jeg vidste intet bedre end at see Tiden 
an , jeg haabede , det vilde være bedre imorgen . 
Bülow har ikke ngen Tro til de Herrer Læger , 
som ere her . 
Dronningen ringede , jeg maatte strax ind . 
Hvorfor kommer Bstlow ikke ? spurgte Dronningen . 
Arveprindsessen saae stift og truende paa mig . » 
Det er vel ikke passende , stammede jeg . 
Jeg finder det passende , svarede hun . Lad ham 
strax komme . 
Jeg gjorde en Bevægelse for at reise mig , men Arveprindsessen 
sendte mig en Mine , som naglede mig 
til Pletten . 
Min Drønning , sagde jeg , det er et let Ildebefindende , 
der holder Dem tilsengs ; dette er altsaa ikke 
nøgen Sygestue , men et Sovekammer , og det strider 
imod Etiketten , at Kammerherren betræder Majestæens 
Sovegemak . 
Men imorgen , naar jeg befinder mig værre , tør han 
jo nok komme ? 
Du er ovensenge imorgen , sagde Arveprindsessen . 
Oh , Du veed altfor godt , at det ikke bliver Tilfælde . 
Jeg ? sagde Arveprindsessen og blev som et dryppende 
Blod . — Jeg . 
Ja , Du min Søster ! 
Forklar dog , hvorledes skulde jeg kunne vide det . 
To Dage ere gaaede , sagde Dronningen paa Fransk , 
skjønt hun hele Tiden havde talt Tydsk og Engelsk . 

Jeg maa vide , hvad Du mener dermed , Mathilde . 
Du vil absolut ? 
Ja , jeg vil vide det . 
Godt , saa fat Dig , min Dyrebare ! Jeg havde 
fra AlbertS Død at regne kun otte Dage at leve i — 
det troede jeg , at Du vidste ligesaavel som jeg . Snart 
ere to Dage gaaede . 
Dronningen sagde dette med en besynderlig profetisk 
Stemme , Prindsessen , Charlotte og jeg , udstødte alle 
at dæmpet Fortvivlelsesskrig og kastede os paa Knæ 
ved Dronningens Seng . 
Arveprindsessen var som ude af sig selv . 
Stakkel , sagde Dronningen , hun er mere at beklage 
end jeg . 
Min Søster , min dyrebare Søster , skreg Prindsessen , 
Du maa ikks døe , hulkede hun . 
Du vil ikke kunne forbyde mig det , Søster , desuden 
tænk paa den sorte Prindsesse med Glasperlen . 
Hvad er det for en Historie , spurgte Prindsessen og 
tørrede nysgjerrig sine Øine — maaske kan det adsprede 
Dig fra Dine mørke Tanker , naar Du fortæller . 
Det gjør Dig dog ikke ondt ? 
Nei , det gjør mig ikke ondt . 
Ah , saa fortæl da , bad Prindsessen . 
Skulle vi trække os tilbage ? spurgte jeg . 
Charlotte , der alt var paa Vei til sit Værelse , 
vendte om , da Dronningen med Blidhed sagde : 

Bliv kun ! det er for Alle , thi Alle ville tidlig eller 
silde gjøre samme Bytte . 
Wi bleve nu ligesaa nysgjerrige som Prindsessen og 
hørte Dronningen med nogle faa Mellemrum og undertiden 
med temmelig frisk og fyldig Stemme fortælle 
Følgende : 
Paa Negerkysfen levede en Konge , som havde to 
Døttre . Den ene fandt en skjøn Glasperle , den anden 
tog en stor antik Steen af sjeldent Udseende , ud as sin 
Faders Skatkammer . 
Giv mig Din Glasperle , sagde den sorte Prindsesse 
til Søsteren , der havde havt en hvid Moder . 
Lad mig lege lidt endnu med Perlen , sagde den 
Angste , jeg har havt den saa kort . 
Giv mig den , befalede den Ældste , der har Duden 
haarde Steen i Bytte — og hun tog den yndige slebne 
Perle og saa fik den Angste den haarde Steen i Bytte . 
Først græd hun meget , men siden trøstede hun sig saa 
godt hun kunde . 
Hun skulde have taget Perlen igjen , sagde Arveprindsessen , 
og kastet hende den haarde Steen i Pande « . 
Det raadede Adskillige hende til , men saa kom der 
en gammel erfaren Fetisch , en Negerpræst , og han sagde : 
Den haarde Steen skal skibes ligesom Glasperlen , 
saa bliver den baade varigere og smukkere og er af fusindfold 
større Værdi , thi det er en ægte Diamant , medens 
den anden kun er skeben Glas . 
Hvad sagde Søsteren til det ! 

Hun gik til Kongen og forlangte Diamantstenen . 
Da svarede Kongen : Du skulde beholdt den , medens 
Du havde den . Ru , da Du har paansdt Din Søster 
den , saa maa Du nøies med Perlen af Glas ! 
Men hvorledes kommer denne Fortælling herhen ? 
Derom spørger Du ? sagde Dronningen . 
Ja , og det med Grund . 
Dette Liv er Glasperlen , vi bør villig bytte den 
bort for en Diamant , for det evige Liv af høiere Værd . 
Men Søsteren ? hvem er den sorte Søster ? 
Det er Skjæbnen , som troer at narre sit Offer ag 
bliver selv narret , thi den haarde Død er den uslebne 
Diamant . 
Ja , hvem veed det ? 
Det veed den , der kun har 150 Timer tilbage at 
leve i . 
Vi begyndte nu atter at græde , ogat protestere mod 
denne ulykkelige Tro . 
Dronningen smiilte af os og kaldte os nogle Børn . 
Troe I , at jeg er bange for Døden ? Min Søns Liv 
var jeg bange for , men nu er jeg rolig — den , der 
er bange for Døden , kjender den ikke . 
Det er sandt , sagde Prindsessen , vi skulle altid være 
belavede derpaa , men Dn er ikke 24 Aar gammel , det 
er for tidlig for Dig at tænke paa Sligt . 
Jeg vil derfor ogsaa holde op at tænke , thi nu er 
jeg træt deraf . 
Lægerne vare idag meget uenige . To af dem havde 

det bedste Haab , men den Tredie havde en ængstelig 
og betænkelig Mine . 
Dagen forløb temlig rolig , men Arveprindsessen var 
hele Tiden om Dronningen og lod hende , hverga^ 
hun blev afmægtig , lugte til sin Flacon . 
Dronningen fik derefter lidt Ro , men Besvimelsestilsældene 
syntes snarere at tiltage end aftage . 
Al . Halv Tolv Aften , havde jeg atter en Samtale 
med Bsllow , der var utrøstelig og græd som et Barn . 
Da Arveprindsessen var faget tidlig hjem , listede han 
sig ind i Sovegemakket , betragtede længe , nøie og speidende 
Dronningen , der laa og sov , og ilte derpaa ud 
idet han vinkede af mig . 
Da vi kom udenfor , udbrød han : 
Dronningen har faaet Gift , jeg tør dse derpaa , — 
jeg iler til Altona for at hente Stcinlænder ; jeg brinSer 
ham med , han er en dygtig , erfaren dansk Læge . 
som Prindsregenten selv har sendt Bud efter . Siig 
det til hende . Imorgen Aften er jeg her tilbage , hvis 
d et er muligt , hvis ikke , da henad Morgenstunden . 
Med disse Ord stormede han bort . 
Det gik nu op for mig , at han havde Miskanke til 
-- -- -- -og da sammenlignede jeg alt dette med Dronningens 
besynderlige Mring . 
Jeg kunde have skreget og jamret af Fortvivlelse , 
men jeg maatte holde mig . Mit Liv hang i et Spindelvæv , 
— jeg vovede ikke at yttre mine Tanker for 

min egen Charlotte , men jeg blev smittet af Bülows 
Frygt . 
Gud give han var her med Steinlænder . 
To og Tredivte Kapitel . 
Tredie Dag . 
Alt er Forvirring . 
Dronningen vaagnede imorges med et Skrig og faae 
sig forvildet om . 
Jeg hørte til hendes Besindende . 
Godt , men hvor er min Søster ? 
Hnn er her ikke endnu , 
Gid hun vilde blive borte ; hun qvæler mig med sit 
Lugtende , Kald paa BLlow . 
Han er i Altona . 
Hvad , i Altona ! hvad vil han der ? 
Han vil hente Steinlænder til Deres Majestæt . 
Steinlænder ! Saa Bülow troer altsaa , at jeg har 
faaet Gift ? 

Gud forbyde det , Deres Majestæt . 
Nu , om saa var , saa kom jeg dog ikke til Kjøbenhavn . 
Oh , blot det var vel overstaaet . 
Jeg søgte , at indgyde hende Mod og Trøst , men 
Dronningen var meget vanskelig idag . 
Bülow spilder Tiden , sagde hun , troer han at jeg 
kan vente saalænge . Jeg har saameget , saameget som 
jeg vilde tale med ham om . 
Noget efter kom Arveprindsessen ; hun var sær myndig , 
og gav uindskrænkede Befalinger . 
Hnn vilde , at baade jeg og Charlotte skulde lægge 
os tilsengs . 
Men jeg havde sovet tre Timer af Natten og vilde 
paa ingen Maade forlade Dronningen . 
Prindsessen var meget unaadig og skjendtes formelig 
med Dronningen . 
Jeg tillod mig at bede Prindsessen , om ikke at afficere 
Hendes Majestæt . 
Hnn reiste sig som om hun vilde slaae mig . 
Selv om mit Liv stod i Fare , Deres Høihed ; vil 
og maa jeg erindre min Pligt ; Dronningen maa ikke 
aficeres . 
Doctorerne kom og endte Striden , men Prindsessen ? 
Øine skiøde Flammer . 
Jeg ønskede Bülow tilbage , thi nn vidste jeg ikke , 
hvad jeg skulde gjøre . 
Lægerne vare idag enige om , at Sygdomme » var 
betænkelig . 

Alle vare urolige , saanær som Dronniugen , der forblev 
rolig indtil Lægerne forlangte at see , om Høist , 
samme havde røde Pletter paa Brystet . 
Herover blev Hendes Majestæt meget opbragt , be . 
falede dem at gaa og ikke forlange Sligt . 
Arveprindsessen beroligede Dronningen og lovede 
Lægerne at overtale Hendes Majestæt til ikke at genere 
sig for dem . 
Da disse vare gaaede , blottede hun selv sin Barm 
for Prindsessen , mig og Charlotte , der overbeviste os 
om , at der ikke var en eneste red Plet at see . Synet 
af den næsten jomfrnelige Skikkelse greb Søsteren dybt , 
hun faldt i en Graadkrampe , og jeg lod hende under 
denne gjentagende lugte til sin egen Flacon , men hun 
foer iveiret som slukken af en Bi , talte vildt og faldt i 
Afmagt ; atter og atter holdt jeg den tvetydige Flacon 
under hendes Næse , men maatte holde op paa Dronningens 
strænge Befaling , saasnart Hendes Majestæt 
bemærkede det . 
Prindsessen var næsten hele Dagen i en Døs , hun 
kog hurtigere hjem end sædvanlig ; da hun var borte 
fik jeg mange Bebreidelser af Dronningen , der spurgte , 
hvorfor jeg havde gjort det . 
Lidt « oprigtig svarede jeg , fordi jeg altid havde seet 
Prindsessen gjøre det ved Dronningen ved hver Afmagt , 
og derfor troede , det var et godt Middel . 
Ak , sukkede den Lidende , med mig er det en anden 
Sag . 

Jeg for min Deel vilde kun forvisse mig om Fla » 
evnen indeholdt uskadelige Bestanddele ; det var efter 
min Mening en retfærdig Prøve jeg anstillede . Hvad 
Prindsessen har brugt hjemme , fatter jeg ikke , men 
den næste Morgen kom hun frisk igjen — men Flaconen 
var ombyttet med en anden lignende . Dronningen 
lod til at føle en Slags Undseelse og klappede hele 
Tiden Søsteren kjærtegnende paa Haanden . 
Tre og Tredivte Kapitel . 
Fjerde Dag . 
Henved Klokken tolv Middag kom Bülow først med 
Steinlænder ; de havde havt tusinde Fatalitetet underreis , 
og havde nær troet ikke nogensinde at naa Celle . 
Jeg meldte deres Ankomst , men Arveprindsessen blev 
ligesom rasende , hun vilde ikke paa nogen Maade tillade 
andre end de virkelig hæderlige Mænd , at see til 
Dronningen , 
Jeg demonstrerede , og Hendes Høihed nedlod sig 





endog til at give min Ringhed et meget haardt Slag 
før Brystet . 
Da greb Dronningen hendes Haand , kjærtegnede 
de « og forlangte at tale ene med Søsteren . 
Charlotte og jeg , bleve i en raa Tone jagne ud af 
Prindsessen , hun dreiede selv Laasen to Gange af , trak 
Portieren for og lukkede Indredsren . 
I halvanden Time lød hun os , Gouverneure » , BH , 
lvw , Steinlænder , Charlotte og mig , slaae udenfor i 
den største Angst . 
Bülow vilde netop til at sprænge Døren med Gouverneurens 
Samtykke , da Prindsessen med tykke , forgrædte 
Øine , selv aabnede den og bad os træde forsigtig 
ind . Hun var som en Engel mod før . 
Hun førte selv Steinlænder hen til Sengen , og 
lovede ham en køngelig Douceur , hvis han hurtig 
kunde helbrede hendes dyrebare Søster . 
Dronningen besvarede med stor Ro , men under Afbrydelse 
af Klager , alle SteinlænderS Spørgsmaal . 
Han gik meget omstændelig tilværks , tøg flere af 
Dronningens Lommetørklæder til sig og betragtede under 
Forstørrelsesglas hendes Regle paa Hænder og 
Fødder , ligeledes hendes Øienbryn , Tindinger og Baghoved . 
Han 
tøg derpaa en lille Flaske op , af et veltillukket 
Hylster , heldte tre Draaber paa en Svamp og lød 
Dronningen lugte dertil , og befalede mig at gjentage 

dette hver Time een Gang , men ikke røre ved Svampen 
uden med en lille Guldtang , som han gav mig til 
samme Brug . 
Han paalagde mig paa det Strængeste , ikke selv at 
lugte til Svampen eller lade noget andet levende Væsen 
foruden Hendes Majestæt , lugte til den , og for at bevise 
det Farlige derved , holdt han den hen til en Kat , 
der øieblikkelig styrtede om som død . 
Men hvor kan da Dronningen taale det hver Time ? 
udbrød jeg forfærdet . 
Han trak paa Skulderen , og saae paa mig med en 
bedrøvet Mine , men sagde ikke noget . 
Kun paalagde han mig hvergang at vådske mig godt , 
og Tidslængden , medens jeg holdt Svampen under 
Drønningens Ræse , maatte begynde med en hastig Tællen 
til 3 ; derpaa skulde han efter nogle Timers Forløb 
sige mig videre Besked . 
Dronningen bedredes synlig ved dette Experiment . 
Hele Dagen vedblev jeg dermed , og om Aftenen 
havde vi den Glæde , at Hendes Majestæt sov tre 
Timer uforstyrret . 
Arveprindsessen var meget forlegen , og senere var 
hun oppe hos Steinlænder paa Bülows Værelse , hvor 
de havde skjændtes alle tre som føre Karle . 
Gouverneuren maatte mægle mellem dem , men paa 
Bülows Miner saae jeg , at Altonalægen ikke havde givet 
det bedste Haab om Dronningens Liv . 

Fire og Tredivte Kapitel . 
Femte Dag . 
Bülow skrev og arbeidede hele Dagen ved Dronningens 
Seng , — hvilken Tid jeg og Charlotle skifteviiS 
brugte til Hvile . 
Steinlænder anbragte selv hyppig Svampen , og 
Dronningen kunde taale at den blev holdt hele tolv 
Sekunder under Næsen , et længere Forsøg turde han 
ikke vove , skjønt hun opførdrede ham til at forøge Tiden 
eller Dosis . Arveprindsessen indfandt sig atter . 
Det saae ud som der var sluttet Vaabenstilskand mellem 
de sjentlige Parter . Prindsessen vilde gjerne vide , 
hvad det Nedskrevne indeholdt , men Bülow var taus 
og tilbageholden . 
Natten var skrækkelig smertefuld for Dronniogen . 
Det var ligesom om Midlet hjalp mindre eftersom 
hun blev vant dertil . 
Hun græd bitterlig Natten mellem femte og sjette 
Dag og beklagede , at hun saa ung — ikke 34 Aar 

gammel — skulde forlade den skjønne , fijønne Verden 
uden at see eller favne sine elsfede Børn . 
Min Fredetik ! min Augusta ! disse Navne vare hele 
Natten paa hendes Læber . 
Doctor Steinlænder var næsten hele Tide » ved 
Dronningens Seng . 
Bülow var utrættelig , han gjorde Tjenerarbeide ; distrait , 
som han var , bragte han os Alt , og da Charlotle 
af Overanstrængelse fik lidt ondt , hentede han 
selv koldt Vand og gav hende del tilligemed nogle 
engelske Pebermynter han tog af sit eget Etui . 
Dronningen sov næsten ikke denne Nat , af og til 
klagede hun over Hjertetrykken og Smerte i Pande , 
Tinding og Baghoved , og da vi trængte paa Steinlænder 
om at forstærke Dosis , sagde den stakkels Mand , 
der troede , hun laa i Dvale : 
Jeg tør ikke , thi jeg vilde vel kunne lindre Smerten , 
men jeg forkortede derved hendes Liv . 
Dronningen , der for Smerte ikke kunde aabne Øinene , 
greb Steinlænd ers Haand , trykkede den venligt 
og sagde : 
Oh , forkørt det , forkørt det , og jeg skal velsigne 
Dem derfor . 
Majestæt ! Forlang ikke at jeg skal gjøre mod Dem , 
hvad jeg ikke tør , eller vil gjøre mod det ringeste 
Menneske . 
Me behandl mig blot , kjære Doctor , som det ringeste 

Menneske , thi hvad er jeg vel andet end Støv 
og Aske som alle Andre . 
Charlotte og jeg holdt af og til Dronningen i en 
halv siddende Stilling i vore Arme , da dette voldte 
hende Hvile og Lettelse . 
Doctor Steinlænder holdt da leilighcdsviis paa hendes 
Hænder og sagde hurtig : 
Bülow , kan De skaffe mig noget varmt Land , vil 
jeg give Hendes Majestæt varme Haandbade , det vil 
trække Blodet og Varmen fra Hovedet ned i Hænderne . 
Hurtig kastede Bülow nu Kjolen med KammerherreNøglen 
paa en Stol , hvorfra den faldt ned paa Gulvet , 
hvor han uændset lod den ligge , ligesaa hurtig 
greb han en dyb Kasserolle med koldt Vand , som han 
med opsmøgede Skjorteærmer holdt over Kaminilden . 
Dronningen aabnede Øinene og saae derpaa med 
et vemodigt Smiil . 
See , Doctor , hvilket Menneske det er ; dersom jeg 
ikke skulde til at døe , kunde jeg lee hjertelig af den 
kjære , kjære Bülow . 
Paa denne brave Mands Skjælven og Taarer kunde 
man see hvilket Indtryk disse Ord gjorde paa ham . 
Vi havde endelig den Glæde , at Haandbadet bragte 
Dronningen stor Lindring og hun sov henad Morgenstunden 
i over halvanden Time . 
Bi kunde ikke bevæge oS til at gaa til Sengs . Vi 
sad alle og betragtede med vemodig Glæde denne korte 
smertefri Tilstand , som vi maaske have bidraget noget til . 

Det er næsten utroligt at Søvnen ikke gjorde fin 
Ret eder os gjældende , men vi vare alle i en saa nervcus 
Spænding , at der hørte slørre Umage til for at 
falde i Søvn end for at holde sig vaagen . 
Fem og Tredivte Kapitel . 
Sjette Dag 
var en smertefri Tag for Dronningen j phpsisk Henseende , 
men uforglemmelig og tung i enhver anden 
Henseende . 
Hun lod os kalde om sig Klokken Ni og uddeelte ril 
gelige Gaver og Erindringer til oS Alle . 
Ogsaa de Fattige og de milde Stiftelser i Celle fik 
deres Deel . Hun glemte Ingen og havde et På 
venlige Ord til Enhver . 
Til mig sagde hun r Warwick , naar jeg ikke er mere , 
vil disse Smykker erindre Dig om det Væsen , Du 
pleiede med saa megen Godhed og Hengivenhed . 

Ud øver Graven vil jeg erindre det , saafremt Aanden 
endnu i hine Egne bevarer Indtrykket af det Gode 
og Ædle , som findes paa Jorden . 
Til Præsten gav hun fin Bede- og Psalmebog , der 
var smykket med Guld og ægte Stene , og til fine Børn 
gav hun sine Diamanter og sit Portrait , samt et simpelt 
StaalkorS med Rustpletter , speciell til Kronprind ' 
sen . 
Kammerherre Bülow blev , mod fin Villie rigelig aflagt , 
ham overleverede hun tillige Brevskaberne og de 
forskjellige Commissioner , som han lovede personlig at 
besørge , deriblandt det egenhændige Brev til hendes 
Broder , Kong Georg , tilligemed HosebaandS Ordenens 
Jndfignier , som hun pnffede engang maatte bæres af 
hendes højtelskede Søn . 
Mr . Wryth anmodede hende om ikke at anslrænge 
sig , men erindre , at Dronningen endnu kunde komme 
til Helbred , eflersom en saa mærkelig Bedring var indtraadt , 
og hun maatte derfor ikke modarbejde sin egen 
Helbredelse . Hun rakte ham Haanden og sagde : 
Sagen er afgjort , min gode Mr . Wryth , det vilde 
være utidigt ikke at erkjende det . Held mig , hvis de 
faa Rester af mine Dage kan tjene som en Gudsdyrkelse 
for mig og min Omgivelse , jeg har endnu saa 
meget , som jeg længes efter at udtale og hvis Dr . 
Steinlænder erklærer , at der intet er at tabe ved at 
jeg letter min Sjæl for enhver Byrde , saa vil jeg tale 
saalænge jeg formaaer . 

Dr . Steinlænder var enig med Mr . Wryth , at en 
saa mærkværdig Bedring var indtraadt i Dronningens 
Tilstand , at det altid var en Mulighed , at man turd 
haabe paa Fremtiden . 
Imidlertid vilde det snarere gavne end slade naa » 
Dronningen ret udøste sit Hjerte , dette kunde han af 
Erfaring forsikkre . 
Dronningens Øine lyste af Glæde . 
Saa vil jeg da først takke Eder alle , mine runer 
for al Eders Ømhed og Hengivenhed . 
I have været den Forviste en Trøst og Lindring , 
men jeg har ikke altid noksom paaskjsnnet det . 
Naar jeg derfor beder Eder Alle om noget ret Vig 
ligt , saa veed jeg at I ikke ville nægte mig det . 
Vi lovede det Alle med een Mund . 
Jeg tager Eders Ord , og nu kunne I ikke tage de 
ilbage . 
Jeg forlanger af Eder , at Ingen , naar jeg er borte , 
anstille ! Gisninger eller Undersøgelser om Grunden til 
min Bortgang , og at Ingen af Eder i de første 25 
Aar efter miu Død opgiver Noget , der kan henlede 
Mistanken paa nogensomhelst . 
Vi tænkte vist alle paa een og samme Person , nemlig 
paa Arveprindsessen , som netop paa Grund af 
Upasselighed ikke var tilstæde . 
Vi taug alle . 
Dronningen reiste sig halvt op i Sengen , og sagde 
med indtrængende Stemme : 

Kjære Bør » , nægt mig ikke denne Bøn , ville I 
virkelig afslaa en Døende sit sidste Ønske ? 
Nei , nei , raabte vi Alle , vi love at efterkomme Deres 
Majestæts Villie . 
En lydelig Hulken ledsagede disse Ord . 
Hav Maade med Eders Sorg , I Kjære , lad Os 
hellere anstille alvorlige og nyttige Betragtninger i denne 
Time , og skulde jeg ester Eders Mening falde formeget 
ind i Præketonen , saa husk paa hvad hiin ærværdige 
Guds Tjener sagde , da man berettede ham at 
nogle unge Mennesker propheterede , „ Ak var blot hele 
Folket Propheten , da syndede det meget mindre . ' 
Først vil jeg bede Eder , vedblev Dronningen , om 
at lade alt Hovmod fare , see paa mig og vær ydmyg . 
Ak ogsaa jeg var engang hovmodig . Datter af et 
mægtigt Rige , udkaaret til Dronning for tvende Folk , 
var der da ikke Grund til , hvis der nogensinde er 
Grund trl fligt , at hovmode sig — . ja med Anger bekjender 
jeg — jeg var stolt i min Sjel . 
Jeg troede mig udkaaret blandt Millioner og jeg 
var ikke langt fra at sige i mit Hjerte , lad Gud beholde 
Himlen og overlade mig Jorden . 
Erkjender det da mine Venner at jeg fortjente at 
revses for saa formastelige Tanker , erkjender Guds Retfærdighed 
selv i Menneskenes Uretfærdighed , betragt 
disse dødsklamme Hænder , dette gravviede Legeme . 
Det slolte Væsen er ydmyget . Naar Ulykkens Dage 
komme hvo er da stor eller liden . 

Kongedatter søm jeg var , blev jeg forviist , Dronning 
var jeg , og nu er jeg en døende elendig Øvinde , 
Moder var jeg , men er fravristet mine Børn . 
Takket være Gud der beholdt baade Himlen og Jorden 
som sin Andeel og naar jeg som ydmyg Skabning 
af hans Godhed nu tør nærme mig ham , vil jeg juble 
af min Sjæl og takke for hans Styrelse . 
Endnu en Ting har jeg af tilføie . 
Troe det bedske om mig , og fljenk ikke Bagvaskelsen 
Ge hør . 
Ikke mener jeg dermed , af mine Tanker vare feilfri , 
men den Brøde man har tillagt mig , har jeg ikke begaaet . 
Jeg har bedet Gud om , af overbevise Eder 
om min Skyldfrihed i dette Punkt . 
Bliver min Søn Konge , da trøe mig ; blev han det 
ikke , maatte I gjerne trøe hvilketsomhelst , men jeg 
veed af han bliver Konge , og kommer min Augusta 
ikke til af bære Diademet , saa vil hendes Æt komme 
dertil . 
En dyb ærefrygtsfuld Taushed og en lang Pause , 
under hvilken Enhver søgte af samle sine Tanker , 
indtraad te . 
Jeg frygter for af trætte og kjede Eder , mine Venner , 
begyndte Dronningen atter ester et lille Ophold , 
og dog maa jeg endnu tilføie et sidste Ord , førend 
jeg beder vor Kirkes hellige Præst af give mig Olien , 
som den sidste Skjærv , med paa min Vei . 
Det der af Alt , har kostet mig meest Anstrængelse 

og Overvindelse , er af tilgive den , der har forvoldt 
mig saa mange bittre Lidelser , Vdmygelser og Savn . 
I vide , kjære Børn , hvem jeg mener : Enkedronningen ! 
Endnu medens jeg nævner dette Ord , har 
det en sidste bitter Eftersmag i min Mund . 
Alt hvad der kan siges mod hende , vide I , men 
vide I ogsaa , at hun og Alle maa tilgives , ser vi 
tage herfra ? Det evige Livs Engel medtager ingen 
jordiske Bestanddele til det hellige Sted , og vi knnne 
ikke komme til Tilgivelsens Dør , før enhver jordisk 
Lidenskab og Følelse er aflagt . 
Vort Liv er et Maleri med lyse og mørke Farver . 
Skulde nu Maleren hade de mørke Farver . Han el « 
sker vistnok de lyse , men uden Afskygning blev der intet 
Billede , følgelig maa der være mørke , ja endogsaa 
sorte Farver . 
Jeg holder her ingen Lovtale over de sorte Handlinger , 
men jeg troer , at de maa være , at det er saaledes 
bestemt , og at Den , hvis Karakteer og Tilbøjelighed 
egner sig dertil , af Skjæbnen paalægges , ja paatvingcs 
visse Gjerninger . 
Skulde nu vi , der paalægges gode Handlinger , hade 
dem der paalægges de mørke ? Nei , vi bør takke før 
den os tildeelte gode Part , og beklage dem , der fik den 
mindre gode ; thi vi høste Lønnen for vort Dagværk , 
medens hine igrunden straffes , fordi de villigt overtog 
det flette . 
Naar jeg derfor forsikkrer , at jeg døer uden Nag til 

Nogen , og at jeg ønsker Held over Julianes Huus , 
saa yder jeg kun mig selv og hende Retfærdighed . 
Gud vilde sikkerlig ikke at vi skulde tilgive vor Næste , 
naar det ikke var nødvendigt og rigtigt . Gud vilde frelse 
Syndens Hovedstæder , naar kun Fem eller Ti Retfærdigæ 
vare deri . 
Og da de lagdes øde , udførtes endog de der kun 
vare i Slægt med en Retfærdig — troe mig , mine 
Venner : Den , som kun har udført een retfærdig 
Handling i sit Liv , vil ikke ødelægges . 
Det Onde kan forgaa , men det Guddommelige kan 
hverken fortære- af Ild eller Vand . 
Dronningen sank udmattet tilbage i Puderne , Charlotte 
og jeg iilte hende tilhjælp , Doktoren og Mr . 
Wryth løb hastig til Sengen ; men Dronningen beroligege 
os ved et roligt Smiil : 
Forskræk Eder ikke , I Kjære , sagde hun — jeg har 
aldrig i mit Liv befundet mig bedre , og lykkeligere end 
nu , thi jeg har aldrig som nu , havt Fred med hele 
Verden . 
Ja , Herre — jeg takker Dig for hver Glæde , for 
hver Solstraale , som Du har sendt mig ; jeg takker 
Dig for hver Prøvelse , for hver Smerte , Du har værdiget 
at forsøge mig med . 
Gid Alle , naar deres Time kömmer , maa gaae saa 
freidig herfra , som jeg føler mig i denne Time . 
Ret nu vil jeg tømme Kalken , jeg er ydmyg og dog 
lykkelig ! 

Mr . Wryth forrettede nu i Alles Nærværelse den 
hellige Handling , men fra dette Øieblik , talte Dronningen 
næsten Intet , hun syntes at bede og bestandig 
at bede . 
Sex og Tredivte Kapitel . 
Syvende Dag . 
Den , der læser disse Blade , ønsker jeg , maa være 
gjennemtrængt af den Andagt , som man føler , naar 
man staaer ved en ung , skjøn , englegod Kvindes Dødsleie . 
Gid 
det salige Smiil , den Forvisning om det Godes 
endelige Seir , som laa udbredt over Dronning 
Mathildes Ansigt , maatte sees og kjendes af hele Verden , 
saa vilde hendes Minde leve elsket og æret , og 
hendes Navn blive nævnet med Ærbødighed . 
Henad Morgen faldt Dronningen i en dødlignende 
Dvale . Vi troede Alle , at det var hendes sidste Øieblikke , 
men Doktor Steinlænder forsikkrede , at hun 

mindst havde fire og tyve Timer tilbage , og at der 
endnu forestod hende eu haard og grusom Dødskamp . 
Bi bleve formelig betagne af Skræk ved af høre 
dette , thi da vi nu engang vare fattede paa Dødens 
Komme , ønskede vi hendes Kamp forkortet — og nu 
efter saa lang Tids Forløb efter hendes Bortgang , 
fatter jeg endnu ikke , h . vad det var for forfærdelige 
Tanker der fik os til af ønske , af de hende tilstaaeee 
Minutter af hendes skjæbnesvangre Liv , skulde forkortes . 
Vist er det kun , af vi ønskede det Alle , ja , af vi 
imødesaae Opløsningen med en Fatning og en Selvbeherskelse , 
der endnu er mig uforklarlig . 
Gjentagne Gange slog hun sine Øine op og betragtede 
os Alle med Forbauselse . 
Derpaa sukkede hun , som om hun beklagede , af hun 
ikke var død endnu , og som denne bestandige Tilbagevenden 
til Livet , var hende ubehagelig . 
Den dødelige Mathed tiltog , ligesom Smerterne tiltoge , 
tilsidst sang hun sagte i Søvne og skjar Tænder , 
samt jamrede sig ganske sagte derlil . 
Af og til var det som om en indre Angst og Gru 
betog hende . Sveden perlede da i store Draaber paa 
hendes Pande , og hendes Træk antoge Fortvivlelsens 
og Skrækkens Udseende . Henad Aften udstødte hun et 
Skrig og raabte : 
Hold mig , hold mig i og da jeg tog hende i Haanden , 
og talte kjærligt til hende , sagde hun ; er jeg her 
endnu ? Bed før mig — oh , bed før mig , alle I , 





søm elske mig — Dødens Port er saa sort , saa sort ; 
jeg var der flere Gange , men jeg havde ikke Mod , 
jeg blev bange og flygtede — det unge Hjerte vilde 
ikke briste — 
Dyrebare Dronning ! 
For Guds Skyld , kald mig Mathilde — hvem ka « 
som Dronning træde ind — Nei Warwick — det er 
førbi , førbi — jeg er et Offerlam — og nu skal jeg 
lægges paa Altret . 
Maa jeg læse nogle Bønner ? spurgte Mr . Wryth . 
Steen , ikke nu , ikke nu — oh , det er skrækkeligt at 
hænge saaledes ved Livet , jeg kan ikke leve , jeg kan 
ikke dø . 
Mr . Wryth talte et Par Ord . 
Oh , tie , kjære Mr . Wryth , i dette Minut har jeg 
ingen Andagt , jeg kan ikke bede nu , siden , siden — 
hvad skal jeg gjøre , jeg forgaaer af Smerte . Doktor ! 
er Doktoren her ? 
Ja , Majestæt , her er jeg . 
Gode Mand , dræb mig ! 
Gud fri mig fra flig Synd . 
Oh , hvilke Mennesker — det kalde de Medlidenhed 
— jeg er lænke ! til Ligkisten og de nægte mig at lukke 
Laaget til . 
Vi tør ikke dræbe Noget Menneske . 
Jeg vil heller ikke dræbes med Kniven , men giv 
mig en stærk Dosis — oh , det er forfærdeligt . Min 

Gud , min Gud , hvorfor prøver Du os — Du veed 
dog , vi ikke kunne bestaa . 
Jeg forsøgte at anbringe et Par kjerlige Ord . 
Ja , Du kan tale Warwick — men Byrden er mig 
næsten for stor . Tal Doktoren tilrette eller jeg bliver 
rasende , mere Gift , eller mere Lægedom . 
Jeg bønfaldt Doktoren om , blot eengang at forsøge 
Dosis ' en endnu . 
Jeg tør ikke — det kan lindre , det er muligt , men 
det kan ogsaa — 
Saa lad mig , Gud tilgive og hjelpe , raabte jeg som 
fortvivlet . 
Doktoren kjæmpede en haard Kamp mellem fin Pligt 
» g menneslelig Medlidenhed . 
Han vred sine Hænder — og ilede ud af Stuen 
med de Ord : jeg tør ikke ! 
Jeg greb efter Svampen , men tøvede . 
Som med foryngede Kræfter reiste Dronningen sig 
hurtig op i Sengen , greb krampagtig efter Svampen 
som hun holdt i over et halvt Minut under Næsen 
med den ene Haand medens hun afværgede med den 
Anden . 
Oh , hvilken Lindring , hvilken Vederkvægelse , hulkede 
hun . 
Med ef Skrig og en Bøn rev jeg den farlige 
Svamp ud af hendes Hænder . 
Hun smilte mat og sagde : Kald paa Steinlænder 

og bed ham om Forladelse . Jeg har det nn saa godt 
saa godt . 
Steinlænder , der h-rte Dronningen tale , stak Hovedet 
ind af Døren og det forekom os alle som om 
hans Haar var bleven mere graat end før . 
Taler Dronningen ? 
Patienten beder Doktøren om Forladelse . 
De giver mig Livet . Alt er altsaa gaaet godt ? 
Man skal føie Børn , sagde Dronningen , idet hu » 
rakte Doktøren Haanden , De har gjort Deres Pligt og 
jeg har gjort min . Bed nn Herrens Bøn Mr . Wrhth 
— nn er jeg oplagt til at følge med . 
Mr . Wryth bad Fadervor med Inderlighed . 
Warwick ! kaldte Dronningen . 
Her er jeg . 
Jeg vogtede mig forsætlig for at sige Majestæt . 
Du skal lukke Øinene til — naar det er overstaaet . 
Jeg lovede det med ef Par beroligende Ord . 
Senere hen sagde hun : jeg føler aldeles ingen 
Smerter kun en besynderlig Uro — Doktor , jeg er ef 
B arn . Maa jeg staa op ? 
Nei , paa ingen Maade . 
Jo , jo blot et Øieblik — Warwick , maa jeg sidde 
paa Dit Skjød som i gamle Dage — hvad gode 
Warwick ? 
Naar Dokforen tillader . 
Men om — — Dokforen fuldendte ikke Sætningen . 
Bær ikke bange , jeg skal ikke dø paa hendes Skjød , 

men som en ordentlig Dronning i Tuun og Dyne . 
Jeg lover Dem at leve , det før , gik jo godt . 
Men , vi maa ikke friste Skjæbnen . 
Vil De at jeg skal kalde Dem grusom Steinlænder . 
Jeg vil give mit Minde naar jeg maa være filstede . 
Ja naar jeg er kommet op og godt indpakket . 
Dokforen , Præsten og Bülow maatte nu ud . 
Charlolte , jeg og en Aammerfrue hjalp Dronningen 
op . Hun var soag , men mindre afkræftet end jeg havde 
tænkt . 
Dronmngen var desværre let som en Fjerboldt , søm 
et Barn klyngede hun sig om min Hals og klappede 
mig kjeriegnende . 
Søde Warvik , vær ikke bange , lad os være ene — 
ganske ene . 
Jeg kunde ikke modstaa den barnlige Bøn , og befalede 
Alle at gaa ud , Dokforen gik dog først , efter at 
have følt Dronningens Puls og efter at have taget 
Svampen med Modgiften med sig . 
Da alle havde forladt Værelset , spurgte Droningen : 
Ere de nu Alle gaaede ? 
Jeg bejaede det . 
Kjære Marry — Husker Du de lykkelige Dage i 
Windsor . 
Ak , hvorom minder De mig ? 
Ikke De , lad os forny Erindringen om mit Barndoms 
Hjem — om mit lykkelige England . Dengang 

sad jeg ligesom nu paa Dit Skjød i Skoven ved Wind » 
for — oh , Marrh , lad mig græde ved Erindringen 
derom . 
Mathilde , Du søde Barn , ja , lad oS blande vore 
Taarer . 
Du har altid elsket mig , frosket mig . og kjælet for 
mig — endskjøndt Du endnu var ung , da jeg var 
Barn . 
Jeg lukker Øinene — jeg drømmer mig ved Windsor . 
Georg kom fra Jagten — han drillede Dig 
med Haren — husker Du det ? 
Ja . jeg husker det — og jeg husker , at han fik 
Skjæend af Dig . Du tog jo altid mit Forsvar . 
Vi vare jo ogsaa altid de bedste Venner . 
Warwick — husker Du hvad Du saa fortalte mig 
for at trøske mig ? 
Nei , jeg mindes ikke . 
Om Robin Hood og Clan Douglas af Skotland . 
Det har jeg glemt . 
Men om Erins Døttre ? 
Min Hukommelse svigter mig . 
Oh , Du vil ikke — fordi det er saa sørgeligt . 
Nei , ikke derfor . 
Warwick , Du er ikke oprigtig . Kan Du ingen af 
Ossians Sange ? 
Og nu vil Du , at jeg skal kunne huske Noget . 
Jeg gav mig til at græde , thi jeg kunde ikke holde 
mig længere . 

Det er sandt , vi ere saa ulykkelige — ak , det tænkte 
jeg sket ikke paa . 
Et dybt Suk , var hele mit Svar . 
Kjeder jeg Dig , Warwick ? 
Nei , elskede Mathilde — 
Og er jeg heller ikke for svær ? 
Nei , nei , mit kjære Barn . 
Oh , jeg seer England — England — St James , 
hele Hoffet — Alle , Alle I 
Og Du søler ingen Smerte ? 
Nei , ingen , sket ingen — Barndom — lykkelig 
Barndom ! 
Du maa ikke sukke , Warwick , vedblev hun efter et 
Ophold . 
Kan jeg andet . 
Veed Du , at disse Øieblikke har været mig en Lykke ? 
Det trøster mig . 
Det elskede Hjem er gledei forbi mig — jeg har taget 
Afsked med de herlige Steder , hvor jeg var saa 
lykkelig — men nu er jeg glad og tilfreds — kald 
paa Charlotte — Marry , oh , blot et Øieblik endnu , 
ak , sig paa Engelsk af Du har mig kjær . 
Ja , ja , dyrebare Mathilde , saa høit , som en Kvinde 
kan elske en Kvinde , elsker jeg Dig . 
Tak , Tak — nu ikke ei Ord møre . Ru iseng . En 
heel Time kan jeg drømme paa det — oh , hvor Du 
er kjær . Marry — kjære , kjære Marry ! 
Mit Hjerte var sønderskidt , jeg kaldte paa Charlotte . 

De troede der var hændet en Ulykke , men Dronningen 
sagde : det er af lutter Henrykkelse vi græde . ' 
Da Dronningen var bragt tilsengs og Doktoren 
samt de andre Tilsiet tværende havde overbevist sig om 
hendes Velbefindende og vare beroligede , faldt hun i 
en sød Søvn , der varede i flere Timer ; men vi saa 
ikke uden Frygt den kvalmende Dag imøde . 
Syv og Tredivte Kapitel . 
Ottende Dag . 
Tet vi frygtede , en smertefuld Opvaagnen , fulgte 
ikke . Et kortvarigt Aandedræt iagttoge vi derimod henad 
Morgenstunden . 
Dronningen klagede over kolde Fødder og kaldte 
mig til sig . Mælet var allerede tykt , Brystet rallede , 
men jeg kunde dog forstaa , af hun ønskede sine Børns 
Portraitter . 
Jeg holdt dem hen for hende , men hun kunde ikke * 
see dem . 

Portrait ! hviskede hun . 
Her ere de , sagde jeg med Skjælven . 
Hnn gjorde en Bevægelse med Læben , jeg førte Medaillonen 
til hendes Læber , og lagde den i hendes høire 
Haand . 
Under en forfærdelig Dødsstrid forløb en Time , da 
oplivedes hendes Ansigtstræk , 
Warwick , sagde hun mat men tydeligt . 
Her er jeg . 
Hun aabnede Haanden med flor Anstrængelse . Jeg 
tog hende i Haanden , hun knugede den sammen . Et 
saligt Smiil foer hen over hendes Ansigt . 
Hvilken Lykke ! hviskede hun , det var det sidste Ord , 
vi hørte intet mere . 
Først da Døden havde fuldendt sit Værk , saae og 
følte vi , hvad vi havde tabt . 
Sex Kongeriger begræd hende : England , Skotland 
og Irland , Danmark , Norge — og Hannover . 
Har jeg været for omstændelig , vil man tilgive en 
moderlig Veninde , Optegnelserne ere desuden kun for 
Dronning Mathildes Venner . 

Otte og Tredivte Kapitel . 
Juliane Marie . 
Fra det Øieblik Enkedronningen fik Caroline Mathildes 
Død at vide , var hun , som vi have anført , 
heelt forandret . 
Bar det Samvittighedsnag eller febersyge Drømme , 
der knugede hendes Hjerte ; det er ikke godt at vide , 
men hun tilbragte fine Nætter søvnløse og i Dødsangst ; 
hun skræmmedes op ved den mindste Støi , ved en 
Silkekjoles Raslen , ved en Dørs Op- og Jlukning . 
Hun jamrede sig i Søvne og talt . ' vildt , ja gik endog 
ikke sjeldent i Søvne med fordreiede Ansigtstræk . 
Hendes Nælter vare frygtelige , 2 — 3 Kammerfruer 
maatte skisteviis læse for hende , for af holde hende 
vaagen og adsprede hende , og desuagtet stirrede 
hun dog ofte vildt hen for sig med panisk Skræk . 
Først naar Morgenen dæmrede faldt Søvnen paa 
hendes Øienlaage , og hun blev da liggende tilsengs fil 
henimod Kl . 12 om Middagen . 

Saaledes tilbragte hun sine Nætter og saaledes henglcd 
hendes Dage . 
Men følte Dronningen , som hun nu kaldte sig , ogsaa 
Angst og Gru fil sine Tider og navnlig i det første 
Aar , saa vidste hun fil andre Tider al give sig fuld 
Erstatning . 
Herredømmet var før hende den bedste Deel af Livet , 
en Kronprinds , der endnu var et Barn , og en 
Konge der var berøvet Forstandens Brug , kunde jo ikke 
gjøre hende Herskerrangen stridg . 
Hun tog altsaa nbestridt Magten i Besiddelse , og 
beholdt den indtil et uventet Tilfælde rev den ud af 
hendes Hænder . 
Dette skete dog først 1784 efter af hun i 12 lange 
Aar havde ført Jernsceptret i Danmark , fremhjulpet 
sine Kreaturer til Embeder og Værdigheder , tilsidesat 
selv de Dygtigste , naar de ikke vare hende blindt hen 
givne , og udfømt Landets Kasser i en næsten faretruende 
Grad . 
> At Juliane Marie , der saaledes i 12 Aar herskede 
med Enevælde i Landet , ligefaavelsom alle hendes Tilhæ 
ngere troede , at hendes Magt vilde vedblive , trods 
at Landet havde en Konge og en Kronprinds — falder 
af sig selv . 
Selv de meest sangvinske af Modpartiet havde tabt 
Mod et , og saa ingen Udgang af den pinlige Vilkaarlighedstilstand . 
Det 
er derfor nødvendigt at betragte de Begivenheder 

nærmere , der saa at sige udviklede sig af Hofrevolutionen 
og omsider gav denne en heldigere Løsning , end 
Mange havde formodet eller dristet sig til at tænke . 
Det tunge Slag , der ved Dronning Mathildes Død 
havde rammet Kronprindsens Parti , var saa aigjørenke , 
at det aldeles havde lammet enhver Virksomhedsyttring 
selv hos de Dristigste , og det eneste Haab , den eneste 
Udgang af den forhaandenværende mislige Stilling , 
saae man nu kun i Krsnprindsens Opvæxt og kommende 
Myndighedsalder . 
Partiet ajournerede sig altsaa foreløbig som Parti , 
da man kun vilde udsælte deres eneste Haab for Fare , 
saafremt man gav Juliane Grund til Mistanke . 
At lide og at vente var saaledes Parolen , man talte 
Aarene og Dagene fil Myndighedsalderen : det tLde 
Aar , i hvilket man haabede , af Kronprindsen vilde blive 
konfirmeret og erholde Sæde og Stemme i Stadsraadet . 
Hvad 
man bevirkede — og deri laa jo ingen Konspiration , 
var en omhyggelig og fornuftig Opdragelse 
— og den sladige men ærbødige Modarbeiden mod 
ArveprindsenS Regentffab . 
Man havde endog i den Grad modarbeidet denne 

befrygtede Plan hos selve Kongen , af han ofte naar 
han sknlde uuderlirive et Dokument , spurgte : 
Det er da ikke noget Regentskab ? 
Endnu Et sørgede man for . Enkedronningen fik ikke 
Sæde i Statsraadet . 
Hun havde ikke ha t det i Frederik den Femtes Tid , 
eiheller havde hun eller Dronning Mathilde havt det 
i den forløbne Periode , følgelig fik man henve , der trøstede 
sig med af være repræsenteret der af sin Sen , fil af 
nøies med , udenfor Statsraadet af beherske dets Indre , 
men der var alligevel vundet meget ved hendes Udelukken 
deraf , hvilket Opløsningen paa denne Historie senere 
vil vi e . 
Endog Guldberg førmeentes af indtræde i Statsraadet , 
fordi det vilde skabe et mægtigt Parti imod Juliane 
og hendes Søn 
De løde sig nøie med af drive KabinetSreskripterne 
fil samme Punkt , som de saa bittert og blodigt havde 
dadlet under den struenske Periode , og hvorfor de fandt 
en Rcgjeringsforandring saa nødvendig . 
Guldberg var derfor mere Kabinetsmiuister end Statsminister , 
og at man har kaldet hans Periode den Guld « 
bergske , ligger alene deri at Alt gik igjennem ham , efter 
Julianes Inspiration , saa at Statsraadsbiskutningerne 
tgrunden ikke vare andet end officielle Bekræftelser 
paa det , som Juliane og Guldberg havde besluttet . 
At Guldberg ogsaa arbeidede for ArveprindsenS 
Regentskab er utvivlsomt , men da han ikke satte det 

igjennem , er det meget muligt at han kun har gjort 
nogle ydre ørkesløse Anstrængelser for at gjenvinde og 
bevare Juliane Maries og Arveprindsens Nndest og fin 
Indflydelse med den . 
Rigtig meent , har hans Birken i denne Retning 
neppe været , med mindre han senere , da han følte at 
han tabte Terrain hos Kongen og Kronprindsen , skulde 
have villet oprette det Forsømte , men da var det forsilde , 
thi Kronprindsen udviklede da en saa stor Selvstændighed 
og Modenhed at de bleve forundrede over at 
sinde det i den Grad hos et Barn r hans Alder . 
Det kan maaske siges til GuldbergL Undskyldning at 
han akter saae sig nødsaget at knytte sin hele Existente 
til Enkedronningens Interesser ; det var mulig hans 
Tro , at hans Stilling , uven denne var uholdbar , og 
at han kunde fænke , at hans mulige Efterfølger ganske 
i Eet og Alt kunde sætte Kronprindsens Rettigheder 
tilside — især nu , da det før saa mægtige Kronprindsens 
Parti viste sig som magtesløst og dødt , — 
men , det lader sig ikke afvise , at han bevirkede at Kronprindsen 
fik en meget stræng og børneret Oppasser i 
Overhofmester v . Eichstedt , der var Julianes serviliste 
Tjener , og at Guldberg selv , jo mere Kronprindsen tog 
til i Aar og Udvikling , indtog en Holdning ligeoverfor 
sin vordende Konge , der var alt andet end ærbødig , 
og vidt foiskjellig fra den Hengivenhed , han havde vist 
Kronprindsen i tidligere Tid . 
Men Forholdet var ogsaa nu et heelt Andet . 

Fare før Kronprindsens Liv var der aldeles ikke Tale 
om . Han , Kabiiietsministeren , havde nu før at 
hævde sin Plads — maattet adlvde Enkedronningen i 
saameget , at han ikke længere kunde vakle mellem to 
Poler , men maatte gjøre sin Indflydelse saa fast og varig 
som mulig . 
Dette gjordes dobbelt nødvendigt nu , da Enkedronningens 
Samvittighedsskrupler forlængst vare dyssede 
i Søvn . 
Med en sledse voxende Ivrighed vaagede hun derfor 
over , at være den eneste Magthaver . 
Som Følge heraf maatte Enhver , som hun skulde 
skjænke Tillid , betragte Kongen og Kronprindsen som 
Parademennefler , i hvis Interesse , — da de vare 
umyndige og ukloge — hun gav sig Udseende af at 
handle selv i Smaating . 
Man var derfor ofte pinlig og nærgaaende efter 
Foregivende , af lutter Omhyggelighed . 
Ethvert Lune , ja enhver nok saa ubetydelig Pirrelighed 
fra Prindsens Side , blev derfor af det lydige Hosflæng 
betragtet , som en fra Faderen nedarvet Charakteerfeil 
og Arvesygdom . 
Man havde gjerne seet at saavel Hoffet som Folket 
havde mumlet om , at det tilsidst vilde gaa Sønnen 
ligesom Faderen . 
Forsøg paa , at bringe det dertil har ikke manglet . 
Men Frederik havde en indflydelsesrig Ben i sin ældre 
og charakteerfaste Kavalecr , Kammerjunker Bülow « 





Denne havde et ualmindeligt Herredømme over Kronprindsen , 
dg han bad ham paa det indstændigsle om , 
ikke at udsætte sig paa nogen Maade , hvorved den Herskerret , 
som tilkom Thronarvingen , kunde sættes i Fare . 
Paa denne Maade naaede Kronprindsen sit 15de 
Aar . Julianes Magt var da paa sit Høieste , og Bülows 
Bønner og Raad var tidlig og silde , at Prindsen 
maatte og skulde vise al Ærbødighed og Kjærlighed 
mod Bedstemoderen , et Raad , der kostede den unge 
Prinds uhyre Overvindelse at følge , men som forresten 
var nyttigt , da hendes Øine ellers vilde være bleven 
aabnet for tidligt , til Skade for Thronarvingen , og 
udentvivl til Skade for hele Landet . 
Man skulde tro , al der hverken var Konge eller 
Kronprinds i Landet , sukkede Frederik , men at Drønning 
Juliane var Solen og Onkel Frederik Maanen , 
alle vi andre ere døde og mørke Legemer . Jeg kan 
ikke udholde dette , jeg maa have min Ret og min Betydning , 
ellers maa jeg gaa tilgrunde . 
Det var til sin Kammerpage , Slangenbusch , han 
saaledes klagede sin Nød . 
Deres Kongelige Høihed vil erholde denne Ret , svarede 
Slangenbusch , men netop derfor er det nødvendigt 
at følge Bülows Raad . 
Hvorledes , Slangenbusch , ogsaa Du er af den Mening , 
vil Du ogsaa have , at jeg skal trygle af min 
Bedstemoder , hvad der er min kongelige Ret . 

Ja min Prinds , det er nødvendigt ! 
Jeg skal altsaa elske , enten jeg kan eller ikke ? 
Det har jeg ikke sagt , det er vel heller ikke Bülows 
Mening . 
Jo , det er . Bülow vil at jeg for Alvor skal agte , 
elske og ære min Bedstemoder , samt være hende lydig 
i Alt . ' 
Har han virkelig sagt det ? 
Ja , og det oprører mig . 
Min Prinds , Væggene have Øren , ellers vilde jeg 
sige Dem Noget . 
Bent lidt , jeg skal selv see efter om vi ere belurede . 
Prindsen estersaa hvert Skjulested , og overbeviste sig 
om , at der ingen var . Han kom nu tilbage , tog et 
Schakspil , satte nogle Brikker op paa Maa og Faa , 
placerede Børdet tæt henne ved Vinduet og sagde : 
Flyt nu imellem en Brik , saa kan Ingen see at vi 
fale sammen , selv ikke , naar man kommer ind i Gemakket , 
tal saa sagte , og sig mig Din oprigtige Mening . 
Min 
Mening , Deres Kongelige Høihed , sagde Slangenbusch 
med hviskende Stemme , er ganske som Bülows , 
kun med den Forskjel , at jeg ville , at De skulde 
fordoble Deres Ærbødighed og Kjærtegn mod hende 
til samme Tid som De fordobler Deres retfærdige indre 
Harme og Had over den Forurettelse , De lider . 
Hvordan Slangenbusch ? Du raader mig tik Forstillelse . 
Fy ! 

Hør mig før Guds Skyld , før De dømmer . Hvad 
er Aarsage » lil denne elendige Tilstand , at en retmæssig 
Søn og Arving skal trygle der , hvor en Sidearving 
kan sige : jeg vil ! 
Aarsage » — ja det er Katastrofen , som Bedstemoder 
kalder det . 
Rigtig ! Katastrofen , eller med andre Ord Hofrevolutionen . 
Kalder 
Du det en Revolution ? 
Ja , det var det — man skjuler det kun for Dem . 
Det var et fuldstændigt Oprør , hvorved Oprørerne , Deres 
Bedstemoder og hendes Anhang rev Magten ud af 
Deres Moders Hænder , og gjorde Deres FaderTal 
kun drisligt , tal ud . 
Nu ja , De vil ikke vredes . Hun gjorde Deres kongelige 
Fader til et Udhængsstildt , eller til et Signet 
hvormed hun paatrykker ethvert Dokument og enhver 
Ordre Lovlighedens Præg . 
Det er smerteligt at høre , men det er sandt . 
Det var altsaa en Revolution , det er en voldsom 
Tilvendelse af Magten . 
Ja ved Himlen ; men hvorledes kan jeg saa vise Ærbødighed 
og Kjærlighed ? 
Netop , thi Revolutionen er begyndt og kontinuerer , 
men den er endnu ikke endt . 
Kronprindsen sprang op . Den er ikke endt ? 
Nei ! kun halv fuldendt . 
Hvad skal Enden da være ? 

Sæt Dem , min Prinds , man kan iagttage os fra 
andre Vinduer — Enden skal , hvis De er snild , være 
Deres fuldstændige Seier og Deres Bedstemoders Ne > 
derlag . 
Jeg vil ikke Nogens Nederlag , jeg vil kun have 
min Ret . 
De kan kun erholde denne Ret ved en fuldstændig 
Seier , og enhver Seier medfører Modpartens Nederlag , 
det er aldeles uundgaaeligt . 
Vel da , seire vil jeg — Lad høre hvorledes . 
De vil altsaa en Kontrarevolution . 
Godt . Ordet er slygt — men lad gaa , jeg vil en 
Kontrarevolution . 
Saa vil De indrømme , at Forsigtighed og fremfor 
Alt Forstillelse er nødvendig . 
Ak , jeg hader Forstillelse — det er jo Falskhed . 
Naar man er oprigtig mod stne Fjender , gaaer man 
over paa Deres Parti . 
Det er for indviklet — hvorledes det ? 
Bed at være oprigtig mod stne Fjender , røber man 
sine Planer , Følelser og Tanker for Fjenden , hjelper 
ha « altsaa at iagttage sine Fordele , og bliver derved 
sin egen Fjende . 
Prindsen sukkede og sagde : Der er vist meget sandt 
' det , som Du der siger . 
Dette er Aarsage » — rimeligvis — hvorfor Bülow 
har givet de velmente Raad , han har tænkt , et Barn 
kan ikke forstille sig , ikke engang naar det gjælder om , 

at faa sine Juveler lokkede ud af fine Ransmænds 
Hænder . 
Jeg er ikke længer noget Barn , jeg er saa godt som 
fader- og moderløs , og skal vogte mig selv , min Søster 
og hele Riget . 
Med Kraft og Høihed alene , kan man ikke besejre 
listige Fjender , som til enhver Tid kan faa Kongens 
Underskrift . 
Ak , det er sandt — det er sandt , hvad skal vi da 
gjøre for at vinde vor Ret ? 
Nøiagtig det Samme , som man gjorde for at berøve 
Dem den . 
Hvad ? Hvorledes ? 
En Vei er lige lang frem og tilbage . Modgiften 
maa være ligesaa virksom som Giften . 
Altsaa , altsaa ? 
Altsaa maa Kontrarevolutionen være lige saa snild 
og listig som Revolutionen . 
Og det forlanger Du af et Barn ? 
Nei , det forlanger jeg af en Mand , thi den , der skal 
beherske to Folkeslag , skal kunne beherske sig selv , og 
skal , naar han kan spare sine Undersaatters Blod , vise 
en ydre Kjærlighed og Hengivenhed mod sine Modstandere 
— indtil han kan overvinde dem . 
Ja , for at spare Blod , kan jeg gjøre meget . Det 
vil styrke mig , og Gud vil give den Svage Kraft , 
skjønt Forstillelse er det eneste Middel , som jeg ønskede 
at undgaa . 

Forstillelse er det eneste virkelige Offer , De kan bringe 
Fædrenelandet . De maa øve Dem i denne Kunst 
og førend Te er Mester , kan De ikke vinde Seiren . 
Er der intet andet Middel ? 
Nei , intet Andet , viser De Kjærlighed og Lydighed , 
vil Bedstemoderen tænke : jeg ka « regjere , saalænge jeg 
er Bedstemoder . 
Men om hun nu gjorde det ? 
Til samme Tid maa vi virke paa anden Maade . 
Paa hvilken ? 
Adelspartiet vilde kalde Deres Moder tilbage — 
da døde hun pludselig l 
Stakkels Moder ! 
Man trak sig tillage , dobbelt forbittret og venbr 
kun et Tegn . 
Venter man et Tegn ? 
Ja as Dronning Mathildes Søn , et Tegn paa 
Statskløgt , paa Snildhed , paa Regjeringskunsk . 
Troer Dn man vil hjelpe mig ? 
Jeg veed det , min Prinds . 
Reventlau , Bernstorff først og fremmest . 
Og naar ? 
Naar man seer Prindsen snild , forsigtig og med fast 
Villie til at tilbagevinde sin Res . 
Men er der ingen Fare derved ? 
Zo , min Prinds l det tør jeg ikke fordølge , der er 
stor Fare , hvis den yderste Forsigtighed ei anvendes . 
Dog rel ikke før min Ret til Thronen ? 

Jo netop , og før mere end det . 
For mit Liv ? 
Ja det kan tænkes . 
Jeg siger det ikke før min Skyld , men skulde man 
vove ? 
Har man ikke allerede vovet Alt ? 
Og vundet Alt ! 
Nei , Gud forbyde det , min Prinds , det er Dem , 
der skal vinde Alt ! 
Ved at sælte Alt paa Spil ? 
Ingenlunde , ved tilbunds at forstille Dem , og kun 
risikere at miste mig . 
Dig Slangenbusch — det gjør jeg ikke . 
Det maa De , det skal De , Staten fordrer det . 
Forklar mig denne Nødvendighed . 
Deres kongelige Høihed maa ikke staa ene , naar 
den rette Time kommer . 
Vel — det er indrømmet . 
De maa have mægtige Venner og Hjælpere . 
Raa , saa maa jeg jo ogsaa udsætte mig ? 
Alligevel ikke , jeg maa være Deres Tolk , Deres 
Sendebud , jeg hverken kan eller vil forraade Dem , thi 
da Ingen har hørt hvad De har sagt til mig , kan jeg 
ikke , uden at være sikker paa Døden , sige Noget imod 
Dem . Jeg kan desuden handle og tale med Deres 
Venner i Deres Navn , opdages det da , saa er jeg 
den eneste Skyldige , og De er beskyttet ved den Hengivenhed 

og Lydighed , De har vist Enkedronningen og 
hendes Søn . 
Fy , det er feigt — det gjør jeg ikke . 
De bor gjøre det , jeg stal desuden være ligesaa forsigtig 
som De , og vil kun betro mig til En , paa hvis 
Diskretion jeg kan stole . 
Du mener Bernstorff . 
Netop I 
Alligevel , jeg vil ikke udsætte Dig uden selv at vove 
Noget , det er mig imod . 
Statshensyn fordrer det . 
Desuden , Slangenbusch , man faaer ikke Kongen til 
at gjøre eller underskrive Noget imod mig . 
Stol ikke derpaa ! 
Husk , Peter den Store dømte sin egen Søn ! 
For aabent Oprør ! 
At ville have Magten ud af Enkedronningens Hænder 
vil slemples som Oprør imod Kongen , som Forspg 
paa at detronisere ham . 
Saa vil jeg sket Intet gjøre . 
Godt , men saa beholder hun Magten til Deres 
Dødsdag . 
Forfærdeligt — er der ingen Udvei . 
Jeg har vist Dem den . 
Viis mig en Vei , hvortil der fordres Mod , saa vil 
jeg gaa den . 
Til den jeg viser Dem , hører der Mod og Resignation , 
Styrke og Udholdenhed , ellers er den forgjæves . 

Og Du troer at min Fader kunde ! 
Man drak Peter den Store fuld og Ist dygtig , 
truede og badNok , 
Nok , jeg vil tænke derpaa , tænke meget derpaa . 
Kan Falskhed redde , saa er det vel nødvendigt . 
Bed Forstillelse vandt Juliane ; havde Deres Moder 
kjendt denne Kunst halv saagødt , saa havde hun sikkert 
levet endnu i den fulde Besiddelse af Magten og 
De havde ikke havt nødig at bede Deres Bedstemoder 
om Smuler fra Deres eget Bord . 
Nu ikke mere , Slangenbusch — ikke et Ord mere , 
før jeg selv taler til Dig om denne Sag , kun saameget 
vil jeg sige Dig , at Du har gjørt mig 10 Aar 
ældre ved denne Samtale . 
Saa har den ikke været forgjæves . 
Men Bülow l 
Han vil fraraade Alt — og slyrte mig , og maaske 
imod fin Villie Dem , min Prinds . 
Godt , vi ere ene To . Nu lad os spille . Imorgen 
fager jeg til Fredensborg , jeg maa tænke lidt i Normansdalen 
og see om jeg kan øve mig i min Rolle . 
Dg jeg vil , naar jeg blot faaer et venligt Nik og 
Foden as en Schakbrik , gjøre alt det Øvrige uden at 
De indblander Dem deri . 

Ni og Tredivte Kapitel . 
Kontrarevolutionen . 
Man skrev Anno 1781 . 
Kronprindsen havde netop fyldt sit 15de Aar , men 
frods den Skik at lade Tbronfølgeren konfirmere , naar 
han havde naaet denne Alder , lod det ikke til sf man 
endnu havde tænkt derpaa . 
Prindsen gjorde sit Bedske for at vise Enkedronningen 
sin Hengivenhed og Lydighed , og undertiden lykkedes 
det ogsaa ret vel , men af og til brød hans Maalmodighed 
igjennem , og da nedrev han uforsigtig , hvad 
han tidligere havde opbygget . 
Slangenbusch undlod ikke af gjøre ham opmærksom 
derpaa , og han mødte da den almindelige Klage : jeg 
kan ikke , jeg kan ikke , hvilket atter besvaredes af Slangenbusch 
: Deres Kongelige Høihed skal og maa . 
Kronprinds Frederik gjorde hvad han kunde , men 
det var for stor Opgave for et Barn i hans Alder , 
og han vilde sikkert have opgivet ethvert Forsøg for 

lang Tid , hvis ikke en Omstændighed var kommen til , 
som ledede ham til en kraftig Beslutning . 
En Dag holdt Kronprindsen Taffel paa Fredensborg 
og Guldberg havde ganske ugenert indfundet sig ved 
Taslet , ikke paa Prindsens Indbydelse , men Overhofmester 
Eichsteds . 
Det kogte i den unge Prinds ' Aarer og han lod 
allerede ved de første Retter falde Ord om af man 
skulde vise Hensyn , hvor det ikke vedrørte andet end 
simpel Etikette og Høflighed . 
Guldberg følte sig ubehagelig berørt og et betegnende 
Øiekast af Eichstedt gav Ministeren det Raad , ikke af 
lade det gaa upaafalt hen . 
Deres Kongelige Høihed vilde have fuldkommen Ret , 
sagde han , hvis Sagen De hentyder til gjaldt et Forhold 
mellem en Mand og en Mand , « en naar den 
offentlige Manifestation ikke har fundet Sted , som man 
altid pleier af lade ske før man indtager en Stilling i 
Samfundet , Pleier man at regne sig det til Ære naar 
en ældre Families Repræsentant giver Møde . 
Det forandrer Sagen , Hr . Geheimeraad , naar De 
f . Ex . møder som min Bedstemoders Repræsentant , saa 
veed jeg at finde mig deri — jeg troede at Geheimeraad 
Guldberg for sin egen Persons Vedkommende 
meente at have Ret til uopfordret fra min Side , at 
sætte sig ved mit Taffel , naar han lystede . Forresten 
taler De om offentlig Manifestation , De mener vel 
Konfirmation . De har maaske glemt , at De lovede 

mig at tale med Hds . Majestæt om det passende Tidspunkt , 
da min Konfirmation skulde finde Sted . Synes 
De ikke at det snart er paa Tiden ? 
Hvad jeg synes , er her ikke Talen om , men Hs . 
Majestæt Kongen og Hds . Majestæt Deres naadige 
Fru Bedstemoder synes ar intet foreligger , der nødvendiggjor 
den saameget ønskede Konfirmation før i det 
17de Aar . 
Hvorledes ? hvorfor ikke først i det 26de ? 
Der er dog et stort Spring imellem de to nævnte 
Aldere , men hvis Deres kgl . Høihed ønsker 26 Aars 
Alderen som Konfirmation , skal jeg gjerne forebringe 
det for Allerhøisfsamme . 
Nei , De skal ikke gjøre Dem nogen Uleilighed i denne 
Henseende , jeg skal selv tale med Hds . Majestæt derom 
og da tillige spørge hende , om det er som HdS . Majestæts 
Repræsentant De fremkommer med Ord og Betoninger , 
der tilsidesætter den Respekf , De skylder mig . 
Min unge Prinds , jeg er for gammel til at lade 
mig belære i det Kapitel , meget mere troer jeg , at det 
er Dem , der glemmer at tage Hensyn . 
Det er det ikke , Hr . Guldberg , jeg tager alle fornødne 
Hensyn , baade mod min Fader , min Bedstemoder 
og min Onkel , men vil man nøde mig til at vise 
Respekf mod min Bedstemoders Sekretair , saa gaaer 
det forvidt . 
Jeg er Hs . Majestæts Geheimesekretair , det er mit 

Embede , og da jeg intet har forsømt af , hvad der er 
min Pligt eller tilsidesat noget , hvad Høflighed byder , 
saa overlader jeg Deres Hr . Overhofmesker at under . 
vise Dem i , hvad der er Høflighed og Respekf eller 
ikke . 
De glemmer nok , at jeg er Kronprindsen og at De 
er — 
Jeg glemmer intet af , hvad vi begge ere . 
Jeg befaler Dem at gaa paa Oieblikket . 
Og jeg betragter denne Overilelse som en ugrundet 
Handling , som jeg vel skal vide at indberette paa rette 
Sted . 
Gjør det , men forlad Taflet , eller jeg trækker mig 
tilbage fra mit eget Bord . 
Hr . Overhvfmefleren vil behage her af dømme os » 
imellem . 
Deres kgl . Høihed har overilet sig . 
Ogsaa De ! skal jeg da fortrædigeS i mit eget Hus ? 
Velbekomme ; De ønsker maaske af være mig kvit , 
jeg gaaer til Hendes Majestæt . 
Deres kgl . Høihed behager af blive . 
Mine Herrer ! nu , det er sandt , jeg er jo i Deres 
Magt ! 
Med disse Ord satte Prindsen sig ned , men rørte 
ikke ved Maden . 
En stor Forlegenhed og Misstemning herskede . 
Taflet hævedes hurtigt , og Kronprindsen gik tænderskjærende 
til sine Gemakker . I Gangen traf han 

Slangenbusch , der i Forbigaaende hviskede : For Guds 
Skyld fald tilføie , i hvad man saa gjør og forlanger 
— imorgen -- -- -- -- -- mere fik han ikke sagt , thi Eickstedt 
kom allerede gaaende i den modsatte Ende al Gangen . 
Hvad hviskede De til Prindsen t spurgte Ecckstedt 
i en raa Tone . 
Jeg bad Prindsen af falde tilføie , da Gehcimeraaden 
er en fortjenstlig Mand . 
Prindsen behøver ikke Hr . Kammerpagens Raad , 
naar han har sin Overhofmcsters faderlige Raad af 
tye til . 
Da var det mindst min Hensigt at gjøre Deres Excellence 
imod , men mig forekommer det , at Prindsen 
burde vise sig føielig , og dette maa De tilgive , at jeg 
har sagt . 
Nu godt , godt , der er vel heller ikke noget Ondt 
deri . 
Med disse Ord lukkede Eicksledt Døren for Slangenbusch 
og gjorde Kronprindsen Bebreidelser for sin 
Overilelse . 
Prindsen taug , men da Eicksledt forlangte , at han 
skulde gjøre Guldberg en skriftlig Afbigt , opkørtes han 
i høi Grad og demonstrerede . 
Han vilde først tale med sin Bedstemoder eller med 
sin Onkel derom . 
Eicksledt anvendte den Myndighed , han ifølge sin 
Stilling havde over Prindsen , og denne indrømmede da , 





at han vilde skrive Afbigten , men selv koncipere den 
og fordrede dertil en halv Time . 
Dette tilskødes ham , og Eichstedt sendte forsætlig 
Slangenbusch ind til Prindsen for at see om han gav 
ham gode eller flette Raad . 
Slangenbusch var imidlertid ligesaa snild som Eicksledt . 
Han sagde ikke et Ord til Kronprindsen , men 
hans Øine talte saa tydeligt , at de gjorde Ordets Tjeneste . 
Prindsen forseglede Brevet , og gav det tilligemed 
Foden af en Schakbrik til Slangenbusch . 
Sørg for at Brevet kommer Geheimeraaden ihænde 
fpr han tager fra Fredensborg , og skulde han være taget 
bort , saa iil endelig efter ham , jeg har dog forløbet 
mig imod den gamle Mand . Den Hidsighed , 
den Hidsighed . 
Eickstedt stod udenfor og tog imod Brevet , som han 
selv , lig en Sciers - Trophæ , bar til Enkedronningen , 
hvor Guldberg befandt sig . 
Fra denne Dag kunde Kronprindsen forstille sig . 
Tiden , som var nødvendig for at saa store Planer 
tilstrækkelig kunde indledes og forberedes med den nødvendige 
Forsigtighed , gled heldigvis hen uden at Nogetsomhelsf 

opdagedts , der kunde henlede Juliane Maries 
Tanker paa , at Kronprindsen nærede anden Mening 
end at Magten var i de bedste Hænder . 
Ikke desmindre arbeidede Slangenbusch Dag og Nat 
for at modne den Plan , at Prindsen ved Magt og ved 
sine Tilhængeres Hjælp skulde tilvende sig Regjeringen . 
Hertil vilde General Huth , der boede paa Tøihusct , 
og som havde Artilleriet til sin Raadighed , med Iver 
og Glæde skutte sig . 
Revcntlau , Schak , Moltke , Numsen , Stampe og 
Bernstorff foruden mange Andre , vare tillige af ben 
Mening , at Kronprindsen jo før jo heller maatte konfirmeres 
og indtræde i Statsraadet , for at „ Dronningen “ 
Arveprindsen og Guldberg , ikke længer skulde kunne 
gjøre , hvad de vilde . 
Ovennævnte regnede sig til Kronprindsens Tilhængere , 
men forinden en Enighed om , hvad man vilde , og 
hvorledes man vilde det , kunde blive tilvejebragt , hengled 
nogle Aar , uden at Enkedronningen eller Guldberg 
lød til at tænke paa , at den 17aarige Prinds skulde 
konfirmeres eller have Stemme i Statsraadet . 
Kronprindsens Taalmodighed var nærved at briste , 
og Slangenbusch ' s Plan , at føre Dronningen og Arveprindsen 
bort med Magt var ligeved at Mve udfprt , 
da nogle Omstændigheder indtraadte , der udsafte dette 
vovelige Foretagende og senene hen gjorde det ganske 
overflødigt . 
Kongen fik nemlig selv det Indfald , at Kronprindsen 

nu skulde konsumeres , og Kronprindsen lærte paa een 
og samme Tag Bülows Trofasthed og Slangenbusch ' s 
Intriger og RyggeSløshed at kjende . 
Da disse Forhold grebe dybt ind i Hofrevolutionens 
Hisforie , men havde en lykkelig Løsning af den tilfølge , 
er det nødvendigt at følge dem i den bestemte Orden . 
En Formiddag vaktes Juliane Marie af sin søde 
Slummer med den Befaling strax at komme til Kongen . 
Hun blev i høi Grad altereret og kunde ikke gjette , 
hvad der var paafærde . 
Bar Kongen pludselig bleven syg , følte han sig sit 
Endeligt nær , eller hvad var Grunden . 
Hun gav sig neppe Tid til at klæde sig rigtig paa , 
kastede sin Slobrok om sig og ilte til Kongens Gemakker . 
Til sin Forbauselse fandt hun ikke den sindssvage 
„ Søn “ , men den høist » naadige Konge i Gemakket . 
Vi have en Høne at plukke sammen , sagde Konge « . 
Sæt Dig ber , Mama , og fortæl mig , om jeg har givet 
Dig Fuldmagt til at fabrikere Banksedler og udlevere 
dem mod tomme Løfter til Dine vestindiske Venner ? 
Min Søn , hvorledes taler Du ? Fabrikere Banksedler 
er ikke min , men Oberbankkommissionens Sag , og hvad 
de vestindiske Venner angaa , da har Du selv underskrevet 
Bevillingen af de 280 , 000 Rigsdaler , som ere 
nødvendige for den vestindiske Handels Skyld . 

Har jeg ? naar ? 
Det er netop idag 14 Dage siden . 
Jeg erindrer det ikke — men ialtfald , Skylden falder 
paa Dig , hvorfor bar Du befalet Guldberg at fore . 
lægge mig det til Underskrift , han burde dog være den 
Kloge og ikke lade sig diktere af spendrupsk Akvavit . 
Dei es Majestæt ! med disse Ord sprang Juliane fortørnet 
op . 
Ingen høie Talemaader ! Spendrup har en Part i 
dette Drukkenskabsforetagende . 
Jeg vil gaa ! 
Du bliver , . endnu er jeg Konge i Danmark og Norge 
— og Du — Du kan ikke gjøre mig Noget . 
Hvad er Meningen med Alt dette ? 
Meningen er , at Du har overlistet mig , og at det 
maa gjøres om . 
Jeg har ikke overlistet Nogen , og mindst Dig , min 
Søn , det er et lille Sygdoms-Anfald — imorgen er 
det glemt . 
Nei , det er ikke glemt , hvad gjør Du med mine tro 
Tjenere , Du vil jo jage Numsen bort ! 
Geheimeraad Numsen staaer mig imod i Alt hvad 
jeg ønsker — sætter Du hans Ønsker over mine ? 
Ja jeg gjør , saalænge Du sætter Din Villie imod 
min . 
Men det gjør jeg aldrig , jeg gjør Alt for Din og 
Landets Skyld . 

Ah ! det gjør Du ? 
Ja , for hvis Skyld ellers ? Tilbringer jeg ikke 
vaagneWælter og mødige Dage for nt ordne Alt , til 
Dit og Kronprindsens Bedste . 
Kronprindsen , ja ham forkjæler Du , han bestiller ikke 
Noget , skjønt han er voxen og stor ; skal han ikke snart 
konfirmeres ? 
Det bryder han sig ikke om , det har ingen Hast . 
Det er maaske Din og hans Mening , men han er 
nu 17 Aar , i den Alder blev jeg konfirmeret , og det 
skal han nu ogsaa — jeg vil det . 
Vi kan da ikke tvinge ham . 
Han skal , jeg befaler det — og Du skal befale ham 
det saavel som jeg . 
Det har ingen Hast . 
Det skal være , nu hører Du ? endnu idag vil jeg 
befale ham det skriftligt . 
Han vil modsætte sig . 
Han vil ikke modsætte sig , lad ham strax komme . 
Godt Ord , jeg skal see hvad jeg kan gjøre , men jeg 
lover Intet . 
Saa siger jeg ogsaa Godt — enten forpligter Du 
Dig til at han nu konfirmeres , eller jeg skal vise Dig , 
at jeg har en Villie , som skal komme Dig dyrt til at 
staa . 
Du truer ? hvad vil Du gjøre Din Mama ? 
Det skal Du faa at see , men for at Du kan vide , 
at jeg vil det for Alvor — saa skriver jeg strax . 

Og saa ? 
Naar jeg imørgen ikke har Dit , Din Søns og 
Kronprindsens Samtykke , saa — 
Tal døg ud — 
Nei — jeg taler ikke ud , jeg kan ogsaa tie , men 
jeg raader Dig at falde tilføie . 
Naar jeg maa raade , bliver det udsat til næste Aar . 
Kongen slampede i Gulvet og ringede . 
Kammertjeneren traadte ind . 
Lad et Bud strax gaa til Geheimeraad Numsen , og 
sige , at han maa strax komme til mig . 
Bl vi befalede Juliane . 
Hvad ? skreg Kongen , understaaer Du Dig til at ko » , 
tramandere min « Befalinger ? Hent Vagten , øieblikkelig 
hent Vagten . 
Min Søn , hvad finder Du paa , jeg har jo kun den 
bedste Hensigt — jeg meente lun , at man ikke maa 
overile sig . 
Det meente Du , hvad mener Du da nu , vil Du i 
Bagfen , eller vil Du tillade Rumsen at komme . 
Tillade , hvilket Spørgsmaal , det er jo Dig der er 
Konge — lad Numsen komme saa meget Du vil . 
Hent ham , nei I send en Anden , Du hører efter 
naar jeg ringer . Numsen skal være her inden en Time 
er gaaet . 
Kammertjeneren gik . 
Hvad er Din Hensigt ? 
At gjøre Dig føielig . 

Jeg er saa føielig , som Du vel kan snste . 
Du ? 
Ja jeg ! 
Har jeg maaske hørt feil , angaaende Kronp tudsens 
Konfirmation ? 
Hvad vil Du give mig for mit Samtykke ? 
Hvad vil Du have ? 
Numsens Afsked ! 
Uf ! det er dyrt ! 
Det er virkelig den Høieste Pris ! 
Giv mig det skrifllig . 
Her er et Stykke Papir , Du har selv Blæk og Pen . 
Ja , det er sandt , — den kongelige Magt ligger i 
Bordskuffen — men dette her er jo Numsens Afsked , 
som er fix og færdig . 
Man maa jo forudse Alt . Underskriv . 
Nei , min Bedste , — Du er den Ældste , underskriv 
Du først at Du ønsker Kronprindsens Konfirmation 
snaresf mulig . 
Jeg har ikke Papir ved Haanden . 
Ikke andet ? Jeg river Bagsiden af dette her . 
Det gaaer ikke an . 
Det er jo ikke underskrevet endnu , altsaa uden Værd . 
Vent , maaske har jeg en Lap i min Pose , Du slemme 
Søn , hvad skal jeg nu skrive . 
Det maa Du selv om ! 
Elskelige Søn ! Jeg billiger ganske , at Kronprindsen 
snaresf mulig konfirmeres . Er det godt . 

Kan passere , men Arveprindsens Mening mangler . 
Den kan jeg jo altid indhente . 
Forstaaer sig , naar jeg har indhentet Geheimeraad 
Numsens — 
Kan jeg binde Arveprindsen ? 
Kan jeg afskedige Numsen ? 
See her da : I min Søn Arveprindsens Navn 
bifaldet . 
Prægtig ! 
Skriv saa Afskeden Nnder . 
Naar jeg har seet Dit dyrebare NavnJuliane 
Marie , er Du nu tilfreds ? 
Christian Rex — er Du nu hævnet ? 
Du er ingen god Søn , kom med Papiret . 
Nei , jeg vil nok selv give ham det ? 
Oh , Du fører mig bag Lyset . 
Jeg har givet mit Ord , og holder det , Du kan jo 
bl ve og see derpaa . 
I denne Dragt ? 
Han vil undskylde Dig , Du er jo en gammel Kone . 
Tak , nuvel , jeg bliver . 
Naar Kronprindsen er konfirmeret , træder han ind 
Statsraadet . 
Ja , og Guldberg med ham ! 
Guldberg , det er ubesvaret . 
Han skal træde ind . 
Saa skal han vel ogsaa ud igjen ? 
Hvad vil det sige ? 

For at hente Instruier . 
Oh , De spøger Sire ! 
Spøger jeg ? Jeg hedder ikke Brandt . 
Nævn ikke dette Navn . 
Er min ømme Moders ømme Samvittighed berørt ? 
De vil forjage mig kan jeg mærke . 
Behøvede jeg saa at afskedige mine tro Tjenere ? 
Det bliver værre og værre . 
Ja det siger ogsaa Folket . 
Folket har ingen Grund til at klage . 
Jo , Grund har det , men det har ingen Ret . 
Jeg vil gaa og komme igjen . 
Nei , nu bliver Du , har Du plaget mig i 12 Aar , 
kan jeg vel plage Dig i lige saa mange Minutter . 
Men hvorfor skal jeg plages ? 
Fordi Du er ond . 
Jeg har ingen god Fremtid ivente . 
Det var en dum Tanke . 
Gid det var . 
Det er det/ 
Jeg skal gjerne sige Ja og en . 
Og jeg skal strax bevise det . 
Hvormed ? det gad jeg høre . 
Anstanden forbyder at kørrexe Jer . 
Korrexe , fy Christian det var et slygt Udtryk . 
Det er passende og fortjent , men hvis jeg eller 
Frederik korrexede Jer , saa vilde Folket sige : nu har 
Kongen da været gal . 

For Guds Skyld det maa aldrig siges . 
Deri har Du ret , derfor maa vi gjøre gode Miner 
iii sket Spil , og bevise hvad der er vanskelig at bevise 
at Kongen var klog og Bedstemoderen en Engel . 
Det er det Fornuftigste Du længe har sagt . 
Ja seer Du , det kommer der af , at føre en lille fornu 
stig Passiar . 
Fyrgetyvende Kapitel . 
Offerlammet . 
Numsen var imidlertid kommen , han blev meldt og 
stedet til Audience . 
Juliane Marie paatog sig hele sin kongelige Air . 
Hør Numsen , begyndte Kongen , hvad har Du ^egentlig 
imod min Gamle der ? 
Jeg ? Deres Majestæt . Hvorledes skulde jeg vove at 

have noget imod en høi Person , der staaer Deres Majestæt 
saa nær ? 
Ingen Forstillelse— Du kan være Dine Tanker og 
Meninger bekjendt — ud med Sproget , sig reent ud , 
hvad Du har imod hende . 
Majestæt , min naadige Konge — jeg har intet , sket 
intet imod — 
Vær oprigtig , jeg befaler det , der skal ikke krummes 
et Haar paa Tit Hoved , men sig frit hvad har Du 
imod hende . 
Intet min Konge . 
Svar mig , mangler Du Mod eller Oprigtighed ? 
Ingen af Delene , min Konge , men jeg kan døg 
ikke — 
Tal kun « åbenhjertet , sagde Juliane meget nedladende 
og med et tvetydigt Smil , noget har De imod 
mig , siden De aldrig har villet føie Dem efter mine 
Ønsker . 
Tillad mig — jeg sætter Kongen og Landet øversf . 
Der kan Du høre min Bedste— det er ikke alle , der 
gjør det . 
Hvorfor vilde De ikke underskrive hvad jeg ønskede . 
Fordi det stred mod min Pligt mod Kongen og Landet , 
fordi det maatte fpre til et feilt Maal og endelig 
fordi — jeg vilde foretrække Unaade for Selvbebrejdelse . 
En 
brav Mand , ved Gud ! udbrød Kongen , i hans 
Sted vilde jeg sige og gjøre det samme . 

Juliane fnyste af Harme . Hun vovede døg ikke at 
sige noget ti ! Kongen , men fusede ud mod Numsen al 
den Harme som hun trængte til at give Luft . 
Motiveer det , De der siger , hvis jeg ikke skal kalde 
det løs Snak . 
Tillad mig at sige , at jeg er mig bevist , at elske 
min Konge saa høit som nogen Undersaat kan elske 
ham . At virke til Allerhøistsammes og Landets Vel , 
var al min Tanke og hele min Stræben . 
Det er let nok sagt , men jeg havde andre Tanker 
og anden Stræben , ikke sandt Numsen ? spurgte Juliane 
drillende . 
Det drister jeg mig ikke til at sige , men i enkelte 
Punkter har Deres Handlinger ikke været heldige for 
Køngen og Landet . 
Det er sandt , raabte Køngen , sig hende strax hele 
Sandheden , hun kan have godt af at høre den . 
Køngen , vor fælles Herre , befaler Dem at sige Sandheden , 
sig derfor nu alt , hvad De har paa Hjertet — 
De skal virkelig ikke tage det saa nøie , sagde Juliane . 
Først , har De givet Embeder , Rang og Titler efter 
Lune og Gunst ! 
Den var min Tro god , udbrød Køngen . 
Mere af den Slags , Numsen , det kan jeg lide . 
De , som vidste at vinde Deres Bifald , forstemmedes , 
de , som mishagede Dem , forfulgtes , Dygtighed og Redeligheden 
kom ikke i Betragtning , men Lydigheden , 
Underkastelsen , Smigren og Hykleriet . 

De vover ? raabte Juliane . 
Ja , jeg vover at sige Sandheden , siden min Konge 
har befalet det . 
Og siden der er saa Faa , der vi ! risikere disk , tilføiede 
Kongen . 
Hvorledes har De handlet mod Hans Majestæts 
Undersaatter , vedblev Numsen , hvorledes har De be . 
nyttet den høie Stilling , som blev Dem betroet ? Har 
De tænkt , at De nogensinde skulde staa til Ansvar derfor . 
De har udpilnt Landet og beriget Dem selv og 
Deres , De har demøraliseret et ædelt Folk , — saa at 
det nu hverken vover at tale eller tænke frit eller dydigt . 
Det er nok , brølte Juliane , pak sig , skal jeg insulteres 
i mit eget Hus . Det er en Fornærmelse imod 
Kongen , alt hvad De siger imod mig . 
Det er det ikke — thi der gjøres meget mere i en 
Konges Navn end han puster og attraaer , Kongen vil 
kun Ret og sine Undersaatters Lykke , men vee den , fra 
hvem det Modsatte kommer . 
Naa naa — lad det nu være godt , yttrede Kongen 
— sfjænds ikke mere — ellers bliver det for grovt . 
Det , Du har sagt er sandt og rigtigt , og jeg har tidt 
nok sagt hende akkurat det samme , men hun vil jo beständig 
have sin Villie og forstaaer ogsaa prægtigt ai 
sætte den igjennem . Det gjør mig derfor ondt Numsen , 
af jeg ikke kan gjøre noget mere for Dig , men 
Husfred maa jeg have , og hun er mig for stærk , hun 

har plaget mig saalænge , til jeg har maattet give efter 
og underskrive Din Afsked . 
Min Afsked , naadige Konge ? 
Ja Numsen , det er haardt , det veed jeg , men hvad 
skal jeg gjøre ? Fruentimret er nu engang ikke anderledes 
og hun der er just ikke af de blideste , men det kan 
jeg sige Dig , af jeg holder inderlig meget af Dig , og 
st det min Sjæl gjør mig ondt/ af vi skal skilles . Bil 
Du imidlertid læse hende Texten engang endnu , saa 
skal jeg høre derpaa med stor Fornøielse — hun kan 
have forbandet godt deraf , og mig morer det . 
Deres Majeslæt , sagde Numsen rørt , tak for alle de 
NaadeSbeviser , som De har givet mig . Jeg veed og 
føler af jeg savner Evne og Leilighed til af vise hvor 
hengivent og inderligt jeg elsker min Konge og Herre . 
Endnu engang Tak , men De , som sidder Hans Majeslæt 
saa nær , Dem vil det være let at forfølge og forurette 
en ærlig Mand , det vil maaske lykkes Dem at 
lægge mig for Had og Haan , men eengang , det haaber 
jeg vist , naar Deres Magt er brudt , vilDe erindres 
med Harme og Misbilligelse — og da , da vil man 
kjende og vurdere mig . 
Numsen bukkede og gik baglænds ud . 
Han skal dø om han saa havde Tusinde Liv , skreg 
Juliane . 
Nei Juliane — han skal ikke dø , og krummer Du 
et Haar paa hans Hoved , saa skulle vi To tales ved . 





Juliane Marie hvinede af Artighed , derpaa ilede 
hun til Guldberg og lod sig strax anvise en Sum af 
250 , 000 Rigsdaler rede Sølv af Finantskassen . 
Samme Dag erholdt Kronprindsen et egenhændigt 
Brev fra Kongen , der bestemte den saa længe ønskede 
inderlig attraaede Konfirmation . 
Kronprindsen jublede og kastede sig i sin Ben Bülows 
Arme . 
Endnu i samme Time kom der Bud fra Enkedronningen 
at hun ønskede at tale med Hr . Kammerjunkeren . 
Kronprindsen gjorde store Øine . 
Gaa , sagde han , jeg paalægger Dig ingen Forpligtelser , 
men naar Du kommer Mage fra min Bedstemoder , 
vi ! det vise sig , om vi i Et og Alt ere hinandens 
Fortrolige . 
Bülow ilte til Juliane Marie i den faste Mening , 
af dette nok skulde vise sig . 

Et og Fyrgetyvende Kapitel . 
Labyrinten . 
Elsker De Kronprindsen , Deres Herre ? spurgte Juliane . 
Deres 
Majestæt , jeg haaber af De troer det , jeg nærer 
den største Hengivenhed for ham . 
Veed De , af han skal konfirmeres ? 
Hans kongelige Høihed har i dette Øieblik underrettet 
mig derom . 
Nærer han sand Kjærlighed mod mig og min Søn ? 
Utvivlsom , det tør jeg sværge paa . 
Og De , Bülow — hvorledes er Deres Følelse for os ? 
De samme som Deres Majestæt kan onsfe og fordre ; 
har jeg ve ! Grund til andet ? jeg er gjennemtrængt af 
den dybeste Taknemmelighed . 
Jeg troer Dem , og til Bevis herpaa , skal De fra 
idag Være Hans kgl . Høihcds Marschal . 
Idet jeg aflægger min underdanigste Tak , maa jeg 

frabede mig denne høie Tillidspost , den tilhører utvivlsom 
Exell . Eichstedt . 
Eichstedt ? ingenlunde , husk vel paa , af det er os , 
der bestemmer — Eichstedt er ikke , som han bør , heller 
ikke har han altid behandlet Prindsen med de fornødne 
Hensyn — vi tro af knytte Prindsen tættere og trofaslere 
til vor Person , naar de er Marchal og Eichstedt 
fjernes , dog ikke længer end til Statsraadet . Prindsen 
behøver nu ingen Mentor , og fra Oberhofmester til 
første Tjener er der for stort et Spring — derimod 
som Geheimeraad . 
Majestæt , jeg seer Deres Omhu for min naadige 
Herre i delte Bevis paa Deres kongelige Naade . 
Godt , altsaa er De Marschal men veed De , hvad 
jeg fordrer af Dem ? 
Troskab og Hengivenhed . 
De har læst mine Tanker , det er netop de Egenskaber , 
jeg og min Spn nu have meest behov . 
Bülov bukkede bekræftende . 
De . har at vaage over Prindsens Adspredelser og sørge 
for hans gode Humør . 
Det er let nok , thi hans kongelige Høihed er altid 
munter og freidig tilmode . 
Forstaa mig , hans Alder vilde tynges af Herskerstaven . 
Lad ham være ung saa længe som muligt , Regjeringens 
Byrder bør hvile paa ældre Skuldre , der 
ere vante til deres Tryk , vi ville fage Byrderne fra 
ham og overlade ham Lønnen . 

Hans kgl . Høihed vil være erkjendtlig derfor . 
Er De ganske vis derpaa ? 
Ganske vis . 
Og De har aldrig mærket nogen Ærgerrighed hos . 
ham ? 
Jo , han ønsker at være Oberst . 
Deres Oprigtighed glæder mig , hans Udnævnelse skal 
følge imorgen . 
Deres Majestæt vil selv see hans Fryd derover . 
Ønsker han ellers Intet ? 
Jeg er ikke bemyndiget . 
Husk jeg er hans Bedstemoder , han er min Øiesteen 
og en Overraskelse er da intet Forræderi . 
Det antager jeg heller ikke , allermindst naar det 
kunde skaffe Kronprindsen det blaa Baand . 
Brrr , det gaaer ikke saa hurtigt , det maa Statsraadet 
foreslaa Kongen . 
Saa gjør det mig ondt at jeg har sagt det ; thi det 
vilde være umuligt for Prindsen at modtage det af andre 
Hænder end af Kongens — og af Deres Majestæts . 
Det er vanskeligt nok , men han skal have det , om 
ikke før , saa ved Indtrædelsen i Statsraadet . 
Jeg takker i min Herres Navn ! 
Hør Bülow , jeg vil foreslaa Dem en Alliance . 
Det er altfor stor en Ære , min Dronning ! 
Noget for nøget , jeg vil søge at forekomme min 
Sønnesøns inderste Tanker , men for at kunne det , maa 
jeg kjende dem , vil De staa mig bi ? 

Bülow sludsede , men da han hurtig som Lynet overveiede , 
hvad der skod paa Spil , fattede han sig og 
tilføiede : 
Udentvivl ville Prindsens Tanker være en aaben Bog , 
som hans allerhøieste Slægtninge kun med Belbehag og 
Tilfredshed kunne blade i . 
Foreløbig , ja — men Aarene gaa og Smigrerne 
bøie sig hellere for den opgaaende Sol end for den 
nedgaaende . Tidlig eller seent vil dog Herskcrønsfet 
indfinde sig — og jeg vilde saa nødig overraskes — 
vil De da itide advare mig ? 
Det vilde være mig umuligt Deres Majestæt , thi det 
vilde være at krænke min Herres Fortrolighed og Venskab , 
men det jeg kan gjøre og gjøre med Ære , det 
skal jeg , nemlig med al den Magt og Indflydelse som 
min Hengivenhed og Troskab kan vinde hos ham , sørge 
for a ! han til enhver Tid er fuldkommen oprigtig 
imod Dem og siger Dem selv naar flig Lyst engang 
med Aarene skulde indfinde sig . 
Det er altid noget — men jeg saae helst at De sagde 
mig det selv . 
Majestæt , Virkningen er den samme , men Motivet 
er ikke lige oprigtigt . 
Oh , hvad det angaaer , min kjære Bülow , kan De 
frit indgaa paa alt hvad jeg foreslaaer Dem , thi De 
kan ikke forudsætte , at jeg vil forlange noget , der ikke 
er overeensstemmende med Ærens Fordringer . 
Det er langt fra mig at forudsætte , men Anfluelferne 

ere forskjellige , med fljellig Grund kan enhver 
General ønske Oplysninger som ere ham nødvendige , 
han er lige hæderlig derfor , og behandler ogsaa den , 
der giver ham Underretningerne med visse Hensyn , alligevel 
er der noget som siger ham — 
Det er nok — jeg forlanger ikke at De skal være 
Spion , ikke heller er min Sønnesøns Tanker en fjendtlig 
Leir , men derfor kunde jeg dog hellere ønske , naar 
Tiden kommer , at tilbyde ham Magten , end at han 
skulde uleilige sig med at begjere sig den udlagt . Ialtfald 
har De misforstaaet mig . 
Saa anraabcr jeg Dem om Tilgivelse , men jeg treer 
at kjende Prindsens Temperament saa nøie , at en saada » 
Begjering i intet Fald vilde komme før i 25 Aars 
Alderen , thi han har ofte udtalt sig om , at Billigheden 
talte for , at en Konge ikke burde raade fuld myndig 
over sine Lande i en tidligere Alder , end de « en Borger 
maa have , for selvstændig at bestyre sin Formue . 
Bestyrk ham i disse Tanker , Hr . Marfchal , og vito 
ville alletider være gode Venner . 
Deres Majestæt gjør mig stolt , jeg skal stræbe efter 
at fortjener Deres gode Tillid . 
Juliane rakte ham sin Haand til Kys , og Bülow trak 
sig fuld af Indignation , men tillige af hemmelig Glæde 
tilbage . 

Bülow traf Kronprindsen i en feberagtig Spænding , 
men desuagtet rettede denne intet Spørgsmaal til ham . 
Siden Deres kgl . Høihed ikke spørger mig , og dog 
maaske ønsker af vide Noget , saa vil jeg meddele Dem , 
af Deres naadige Fru Bedstemoder har udnævnt mig 
til Deres Marsch « ! . 
Virkelig , udbrød Prindsen glad — men han stand , 
fede midt i sin Glæde tilføjende et mishagende — og 
dog . 
Ak Deres kgl . Høihed troer , af en Betingelse knytter 
sig til denne Udmærkelse ? 
Sig da oprigtig , er det ikke saa ? 
Ja og Nei ! 
Jeg tænkte det , nu vel da , lad høre . 
Man ønsker , af jeg skal være en Slags Spion hos 
Dem . 
Fy , Bülow ! 
Og jeg gik naturligvis ind derpaa ! 
Er det Spøg eller Alvor ? 
Hvis det var Alvor , vilde jeg saa meddele Dem det ? 
Du har Ret , tilgiv mig . 
Ikke desmindre ønsker man det inderligt . 
Og Du kastede Forlangendet for hendes Fødder ? 
Det gjorde jeg , men saa skaansomt som muligt . 
Altsaa er Du dog bange ? 
Ja , meget bange for af jeg ikke skal kunne gjøre min 
kongelige Herre al den Tjeneste og Nytte , som jeg 
ønsker . 

Kald mig hellere Din Ven , det lyder smukkere og 
er mere sandt . 
Og vi ville gjøre det til en Sandhed . Ikke desmindre 
maatte jeg hævde min Plads , paa en Maade 
garantere for Deres Jkke-Ærgjernghed , thi at have og 
beholde Magten er nu engang Hendes Majestæts svage 
Side . 
Kronprindsen saae med sine alvorlige , milde Øine 
nogle Øieblikke paa Bülow og sagde : 
Har Du oprigtig forpligtet Dig dertil — vil Du 
ikke kunne holde Ord . 
De forsfrækker mig , min Prinds . 
Bring hende sin Naade tilbage — eller sig hende 
strax , at jeg er meget herskesyg . 
Jeg vil hverken det Ene eller det Andet , begge Dele 
vilde være farligt for Dem — og for Landet . 
Bülow , har Du givet Dit Æresord ? 
Ja paa at jeg ikke , men De selv skulde sige hende , 
naar De ønsker at tage Magten i Deres Hænder ! 
Det er misligt nok , thi siger jeg hende det før Tiden , 
taber jeg Alt , og siger jeg hende det ikke , har Du brudt 
Dit Ord . 
Der gives en Mellemvej , De kan sige hende det i 
det rette Øieblik , saa ere vi begge tjente dermed og 
hun kan ikke beklage sig over Mangel paa Oprigtighed . 
Bülow , jeg vil sætte Dit Venskab paa en haard 
Prøve , selv om min Plan og Fremtid ødelægges derved . 
Jeg vil snart sige hende det . 

For den gode Guds Skyld — De tager Livet af 
mig , min Prinds ! 
Nu veed Du det — gaa nu hen og sig hende det . 
Du vil sikkert blive godt belønnet . 
Skal jeg lee eller græde over denne Oprigtighed , 
ler er blandet med den mest dræbende Mistro , som jeg 
ikke fortjener — jeg forlanger ikke at beæres med Indvielsen 
i noget særligt eller forvovent Foretagende , men 
lad mig idetmindste , hvis jeg rkke tør leve for Dem , 
have den Tilfredsstillelse at dø for Dem . 
Jeg troer Dig ? raabte Prindsen glad , da han saae 
Bülows dybe Bevægelse , og til Bevis , saa vid , jeg 
slaaer ikke ene . 
Tal ikke ud — jeg vil intet høre , intet vide — 
men lad mig blot fortælle Dem , at det er 9 Aar siden 
at de ædleste Mænd her i Landet havde den ædleste 
Plan — den at indsætte Deres Moder og Dem i 
Deres Rettigheder . 
Er det sandt ? 
Som Evangelium , og denne Plan var sin Udførelse 
nær da — 
Hvorom minder Du mig — da Døden bortrev 
hende — 
Ja , min elskede Prinds , da Døden ubønhørlig , 
som Magtens Indehaverske , knuste det skjønneste Haab . 
Du faaer mit Blod til at isne — frygter Du ? 
Ja < jeg fijælvcr for at en grusom Skjæbne skal tage 
Parti imod Dem og favorisere Andres Planer . 

Bülow , det maa briste eller bære , jeg kan ikke mere 
træde tilbage . 
Hvis De stod i Begreb med at slyrte Dem i en forfærdelig 
Afgrund , vilde De da kalde mig feig , naar jeg 
traadte imellem Dem og Afgrunden og holdt Dem tilbage 
med en oprigtig Vens Hengivenhed . 
Bredes derover lunde jeg ikke , om jeg end ikke kunde 
indse Faren . 
Saa see mig knæle og bønfalde , thi jeg kjender den , 
og kun flette Mennesker eller letsindige Fusentasler kan 
have raadet Dem til at udsætte Dem . 
Kalder Du Reventlau og Bernstorff for Fusentasler . 
Ja min Prinds , ikke blot disse Hædersmænd , men 
hvilkefomhelsf Andre vilde jeg kalde ved dette Navn , 
hvis De gav Raad idag at vove Deres Liv og Krone 
ved en Handling , som om 3 — 4 Maaneder kan gjøres 
og lykkelig fuldbyrdes uden mindste Risiko , ja næsten 
uden Opsigt , 
Kom i mine Arme , ja , Du er min Ven , mit andet 
Jeg , min fornuftige bedre Halvdcel , var Du min Fjende , 
vilde Du ikke græde over min Forvvvrnhed , men 
Du vilde juble , benytte Dig af Fordelen og lade mig 
falde , der hvor jeg selv styrtede mig hen . 
Hvert Ord De faler er Sandhed , Fordelen er altid 
paa Forræderiets Side , og dog vilde dette fattes den 
bedste Part , Glæden at gavne og frelse , den som er 
det dyrebareste af Alt . 
Kan Du da virkelig dets 

Ja , naar jeg som De , kan forstille mig for mine 
Nærmeste . 
Du mener , at jeg er falsk ? 
Mod mig har De været det . 
Er det ikke for strengt sagt ? 
Døm selv , — De har vandret paa Fodsnarer og 
fortlet det for mig , — De har glemt Deres værgeløse 
Søster , og jeg har ikke vidst det . 
Men om det nu netop var for hendes Skyld . 
De har udsat Dem for at lide D ' res Moders sørgelige 
Sjæbne , — og jeg som intet saae og intet kjendte , 
jeg som har svoret kun at have eet Maal , at føre 
Dem til Thronen , — jeg har været uvidende og tryg 
sorgløs og ørkesløs . 
Det var af Hensyn til Dig , at jeg lod Dia blive 
udenfor . 
Men netop det fornærmer og bedrøver mig ; thi er 
der Nogen , der kan og vil give Raad , og er der Nogen , 
der har Ret til at dø og lide for sin Ben , sin 
Fyrste , — da er det mig , min Prinds . — 
Det erkjender jeg . 
Nei , det erkjender De ikke . 
Bülow , deri gjør Du mig Uret ! 
Jeg ? 
Ja , netop Du , min trofaste Ben . 
Saa viid da at er der Rogen , der kan og vil hjelpe , 
naar det rette Øieblik kommer , saa er det mig , — 
oh , Frederik , De er meget utaknemmelig . 

Du har Ret — jeg er utaknemmelig og det i den 
Grad , at jeg istedetfor at angre , jubler og siger , Gudskelov 
at Du slaaer udenfor — hellere vil jeg bør 
Dine kjerlige Bebreidelser , end miste Dig , min Eneste . 
Kronprindsen omfavnede Bülow med Varme . 
Fra dette Øieblik er Du min eneste Fortrolige , og 
Du skal vide Alt . 
Han fortalte ham nu , hvad Læseren veed af det foregaaende 
Kapitel , han fortalte ham Slangenbusch Underhandlinger 
og Opførsel , og endte med at meddele , 
hvor nær Udførelsen var , samt at General Huth vilde 
staa ham bi ved Planens Gjcnnemfsrelse . 
Nu gjennemskuer jeg det Hele , sagde Bülow smertelig , 
De er den Bedragne , i det Øieblik De vil bedrage 
Hvad kan Du tiltro Hnlh ? 
Gud fri mig , Huth , Reventlan , Bernstorff og Stampe 
ere Hædersmand , men jeg tsr give mit Liv paa , 
at Slangenbusch svarer til sit Navn , han vil forraade 
Dem med et Kys . 
Skulde det Være muligt . 
Ja , alt hvad der før var mig uforklarligt , gaaer nu 
op for mig . Det hele er en List af Juliane Marie . 
Mvn det er jo intet Bevis . 
Naar hun veed , at De forstiller Dem , er det ikke Bevis 
nok for hende ? og naar hun seer Dem nærme sig 
det farlige Tidspunkt , er det ikke nok til at give Slangenbusch 
sine Ordrer om at drive Sagen til det aller 
Aderste . 

Slangenbusch kan ikke være Forræder — Du tager 
feil . 
Desværre jeg har fuldkommen Ret . 
Kan Du overbevise mig derom ? 
Frist mig ikke dertil , det vilde smerte Dem for meget . 
Hør mig , Bülow , jeg er kun ung endnu , men jeg 
skal ved Guds Bistand regjere to Riger , skulde jeg da 
ikke kunne bære Beviset for en Elendigs Bedrageri ? 
Gid De kunde det , men det er vanskeligere at beherske 
sig selv end Andre , og naar Hjertels Følelser 
komme med i Regningen — faa — — 
Du veed da Alt — selv mine Følelser for Catharine ? 
Desværre , jeg veed det , og dette er min slørste Frygt . 
Ved min Ære , jeg kjender hende kun som et fromt , 
engleligt Væsen , som en Søster ! 
Bülow sludsede og spurgte : 
Hvordan ? har Slangenbusch været oprigiig nok til 
at sige Dem det ? 
Hvilket ? 
Det , De nylig sagde , min Prinds . 
Min Gnd hvad sagde jeg ? 
At hun erMen 
hvorfor faver Du , og hvorfor stirrer Du saa 
ængstelig paa mig , er der nogen Hemmelighed derunder . 
Har jeg forstaaet Dem feil ? 
Jeg sagde jo blot at hun er en from Engel , som jeg 
elsker med uskyldig , men inderlig Kjærlighed . 

Oh , Slangenbusch ! udbrød Bülow , saa har Du 
naaet Din Hensigt , at forgifte det bedste Hjerte . 
Tal aabent og forstaaeligt . Har han forgiftet hendes 
Hjerte ? 
Mere end det , Gud give Dem Kraft til at bære det . 
Bülow , Du spænder mig paa Pinebænken , denne 
Pige ! 
Er ikke reen , som De troer , jeg burde ikke blande 
mig i Forholdet , saalænge jeg kjendte Deres pletfri 
Sæder og Deres Ædelmodighed . 
Bülow , Du gjør mig undseelig . 
Det , jeg kunde gjøre , var ikke meget . 
Har Du da gjort noget ? 
Kun temporiseret ; — Jeg har blot ved smaa umærkelige 
Forhindringer , og ved en Magt som jeg , fordi 
jeg kjender hendes Herkomst , har over hende — forhindret 
en Ulykke , der vilde have forbittret hele Deres 
Liv . 
Saavist som Du elsker mig , som en Ven og Brøder , 
saavist som Du ønsker min Lykke og Fred , sig ufortøvet , 
uden Omsvøb , hvilken er hendes Herkomst . 
Jeg tvinges dertil , men vær fattet paa det grueligste , 
det meesf oprørende . 
Tal , tal , jeg er nærved at kvæles . 
Hun er Datter af et berygtet Fruentimmer . 
Oh min Gud . 
Har De Mod til at Vide mere ? 
Alt , alt , stammede Prindsen . 





Hendes Møder heed ligesom Datteren Cathrine . 
Nu ? er det saa skrækkeligt ? 
Og hun kaldtes almindeligt Støvlet-Cathrine . 
Min Faders Ulykke . 
Deres Faders og Deres Moders Sorg og Elendighed . 
Milde Skaber — saa er hun jo paa den Maade 
min Søster . 
Deres Slegfred-Søster . Ja . 
Oh , det er for meget , udbrød Prindsen og segnede 
ned paa en Stol . 
Bülow omfavnede Kronprindsen og kaldte ham ved 
de kjærligste Navne , men denne blev ved at vride sine 
Hænder , ryste paa Hovedet og slirre paa Gulvet . 
De lovede mig at være fattet paa det Værste , dyrebare 
Prinds , og jeg skulde have fiet for evigt med denne 
sørgelige Hemmelighed , hvis jeg ikke maatte tale for 
at forebygge en endnu slørre Ulykke . 
Gives der en slørre ? Du har knust mit Hjerte . 
Og dog gives der en slørre , som kunde være skeet . 
Slangenbusch har ved høiere Bistand skaffet hende en 
Ansættelse og Bestilling paa Slottet , kunde han nu ikke , 
listig som han er , forsikkre Dem , at hun ikke i mindste 
Maade var Dem beslægtet . 
Oh , min Gud . 
Kunde ikke Deres Ungdom have bragt Dem i et delikal 
Forhold til hende ? Den tærende aandssvækkende 
Sygdom , som Moderen ved Ryggeslvshed har paaført 

sin kongelige Elsfer har den vanflægtede Moder fra Fødselen 
givet i Arv til sit uskyldige Barn . 
Det er umuligt . 
Det er sandt , og vee den , der fager hende i Favn , 
— hans Lod vilde blive som Kongens . 
Bülow , det svimler for mig — saa ung og saa 
ulykkelig , saa uskyldig og saa elendig . 
Bil De vide at fatte Dem ? 
Et tungt Sværd er dette , men jeg vil bede Gud om 
Kraft til at bære det . 
Tænk paa Deres Søster — paa Louise Augusta . 
Ru « Tid vil hengaa inden jeg glemmer Cathrine , og 
* tg glemmer hende aldrig . 
Hun maa bort fra Slottet . 
Hun skal have en Stilling i Samfundet . 
Min Prinds , betænk hvad De derved udsætter Dem 
for , 
Hu » skal ikke lide Nød , eller tvinges til at gjøre 
nogen ulykkelig . 
Lad oS tænke paa Dem og Riget , det er det vigtigste . 
Retfærdigheden 
er endnu vigtigere . 
I Staten slaaer Politikken over Retfærdigheden . 
Men ikke hos mig , Bülow , ellers vilde jeg aldrig 
være Konge . 
Min Prinds — 
Du troer maaske det er Spøg ? — erindrer Du min 

Moders Ord : Bevar mig uskyldig og gjør andre 
stor . 
Ak , min Prinds , Fjenderne tage gjerne imod Storheden 
og Uskyldigheden nedtrædes da . 
Hvad vil Du da ? 
Bevar begge Dele . 
Raad mig , adspred mine Tanker , hvad skal jeg gjøre ? 
De skal fjerne Slangenbusch fra dem . 
Jeg jager ham bort paa Øieblikket . 
Nei ingen Overilelse , endnu idag skal jeg give Huth 
Leilighed til st advare hele Partiet , at trække sig tilbage , 
som om det var selve Planen man er bange for . 
Godt , det billiger jeg . Imorgen skal Slangenbusch 
erfare , at man ikke vil hazardere noget . 
Skal jeg sige ham det ? 
Nei , Enkedronningen maa selv jage ham bort iovermorgen , 
hun maa troe , at De ikke vil have Magten . 
Kronprindsen hævede med et Sæt Hovedet iveiret og 
saae paa Bülov med Forbauselse . 
Hvad behager . 
De vil jo vinde Ret som Prinds l 
Ak , jeg kan næsten sige , nu er det mig ligegyldigt . 
Gud forbyde det . 
Lad hende beholde Magten , den er ikke Anstrengelsen 
værd . 
De talte anderledes før en Time siden . 
Ja , dengang var mit Hjerte i en anden Tilstand ! 
Og dog behøver Landet en retfærdig Hersker , ligesaavel 

nu som før en Time siden . Deres Fader trænger 
til en SønS Støtte nu som før , Deres Søster er værgeløs , 
naar De er berøvet Magten , og Deres Moders 
Rinde er først blevet helligt , naar hendes Søn har 
besejret Revolutionen . 
Jeg kan , jeg vil intet vove . 
Min Prinds , hvorfor vil De nøde mig at oprive 
nye Saar , medens de nys modtagne endnu bløde , men 
» in Pligt paalægger mig at erindre Dem om , at 
Dronning Mathilde paa sit Dødsleie besvor fin Uskyldighed 
og opfordrede Himlen til at bevise Verden dette 
ved at lade Dem , hendes Søn , blive Konge . Bliver 
han det ikke , sagde hun , saa lad Dem tro , at jeg var 
en Forbryderske . 
Kor den Rene er alting reent , selv om jeg blev en 
Ligger , var hun dog uskyldig . 
Ja , sandelig , saaledes sige alle de der , kjendte hende 
og som elske Sandheden , men den store Verden elsker 
Orakler ; For denne skal De gjøre hendes Minde helligt ? 
Og 
min Fader ? — Retfærdighed imod hende — er 
haard Bedømmelse mod ham ? 
De kan være en kjærlig Søn imod dem begge . Aandslidelser 
har sine Undskyldninger , men Brøden , man kaster 
paa en Kvinde , fordømmes ubarmhjertigt ; vil De intet 
gjøre for at tilbagevinde det Tabte ? 
Jeg kan ikke , min Kraft er borte — jeg kan ikke . 
Saa er De skyldigere end Deres Moders Fjender , 

thi disse fulgte dog Hævnens og Ærgerrighedens Stemme 
og skyldte Deres Moder intet , medens De , som skylder 
hende Livet , ligegyldigt glemmer , hvad hun bad om i 
sin Dødsstund . Frederik , ved mig taler din Moder 
endnu for sidste Gang til Dig . Vaagn op , Du Søn 
af en mishandlet Dronning , er Du ufølsom for dette 
Billede , som jeg besfandig bærer paa mit Bryst og som 
jeg hver Aften væder med mine Taarer — det er din 
Moders Fængsel og din Moders Grav ! 
En krampagtig Skjælven greb den unge Prinds , han 
strakte de hvide zittrende Hænder ud efter Billedet , der 
var broderet med sort Silke paa hvidt Atlask , og holdt 
det nogle Sekunder vildt drømmende foran sig paa 
Skjødet . Han var bleg som et Lig og Øinene slirrede 
ført og marmoragtigt paa Afbildningen af Slottet i 
Celle og den churfyrftelige Begravelse . Indskriften paa 
Graven var saa tydelig , og dog saae han intet , Alt 
hvirvlede sig i usikkre Træk foran ham . 
Bülow knælede , greben af en forfærdelig Angst , ned 
foran ham og hviskede med bønlig , næsten barnlig 
Stemme : 
Frederik , dette Silketøi er klippet ud af den ulykkeligt 
Dronning Mathildes Hovedpude , derpaa hvilte hun 
sit Hoved hin mørke Dag , da hun forlød Jorden , det 
er broderet af dem , der lukkede hendes Øine , seer Du 
da ikke — Du kjære Frederik , disse Fugtpletter er din 
Moders sidste Taarer , og disse der , ere falmede Mærker 
af hendes klamme DsdSsved . 

Med en Bevægelse , der saae ud som om han med 
uhyre Anstrengelse løftede en overordentlig Byrde , førte 
Frederik Silkeflykket op til sit Ansigt , som han helt tildækkede 
dermed , og med et hult Udraab : Min Moder ! 
min Moder ! bedækkede han det med Kys , medens en 
Hulken og en Taarestrøm lettede det unge Bryst , der 
truedes med at sprænges . 
Længe sad Frederik saaledes , medens Bülow holdt 
ham ømt omfavnet . Følelserne og Indtrykket havde 
været for voldsomt og mægtigt og en velgjørende Afmagt 
greb ham omsider ubevidst i sine smertestillende 
Arme . 
Da Kronprindsen kom til sig selv , skod Bülow alene 
hos ham , red Siden af Divanen . 
Gud flee Lov , at jeg ikke behøvede at kalde Nogen 
til Hjælp ; da jeg blev bange for Alvor , slog De Øinene 
op . Ru maa jeg kalde en Læge . 
Bent kjære Ben ! Hvad var det ? Besvimede jeg ? 
O , jeg føler mig nu saa vel , saa forfrisket . 
Men De maa dog være forsigtig — De er mat . 
Bülow ! Silkepuden , den beholder jeg — det er mit 
Liv , min Styrke , fra nu af skal jeg være en god Søn , 
en redelig Hersker for mit Folk , en Mand , ja en Mand . 
Det vil De være — ja ved Gud , det vil De være , 
nu er jeg ikke bange mere , men lad mig gjemme Stykket 
paa den Plads , hvor det saa længe har været gjemt . 
Ligesaa snart Doktoren har været her — skal De faae 
det . Vi maa nu foregive et pludseligt Ildebefindende . 

Naar Enkedronningen kommer , saa vær kjærlig imod 
hende og bed hende om Slangenbuschs Fjernelse , men 
sig ikke Andet , hvormeget hun trænger paa . 
Det vil jeg , det vilde ogsaa være umuligt for mig 
at lyve , og denuncere ham kan og vil jeg ikke . 
Vær nu ganske » lig , jeg er nødt til at ringe og 
gjør Dem ikke for rask , thi De er meget angrebet . 
Bülow ringede , og snart var Livlægen og flere Officianter 
tilstede . Heldigvis var Juliane Marie ude at 
kjøre med Arveprindsen . Man troede endog at hun 
var taget til Fredensborg , og sendte derfor Estaffet ester 
hende i forskjellige Retninger . 
Hun blev synlig altereret , da hun erfarede Kronprindsens 
Upasselighed , og vendte i stor Hast tilbage til 
Hovedstaden . 
Hendes Omhu og Spørgsmaal havde næsten ingen 
Grændser . Dokforen havde foreskrevet en beroligende 
Mixtur , hvoraf allerede var taget en Dosis , da Enkedronningen 
kom . 
Hun smagte derpaa , og skar frygteligt Ansigt . 
Den Mixtur maa lille Frederik ikke tage , sagde hun , 
jeg skal bringe den til Dokforen og spørge , hvor han 
tør forskrive saadant noget Tøi . 
Trods Bülows underdanige Forestillinger tog hun 
Medicinsflasken med sig i sin Lomme ; men sendte den 
dog kort efter tilbage med den Besked , af Doktoren 
meente , af den vilde bekomme Prindsen vel . 
Høisf sansynlig kom Medicinen ganske og aldeles tildage , 

som den var taget bort , men Bülow var dog bange , 
han vilde ikke tillade , af Kronprindsen tog noget ind 
af Mixturen . For af tomme paa Flasken vilde han 
selv tage en Skeefuld hver Time istedetfor Prindsen , 
men dette vilde denne ikke tillade , hvorfor de bleve enige 
om af samle Portionerne i en Skaal og kaste det » ed 
i SlotSgaarden , en Manöver , der nær havde ledet til 
Opdagelse , da det faldt paa Oldfruens Blomster , men 
Bülow fik hende til af tie for ikke af paadrage Kronprindsen 
Ubehageligheder . 
To og fyrretyvende Kapitel . 
Vigtig Samtale . 
Kongen blev meget forstrækkef over Kronprindsens 
Upasselighed . Denne Frygt syntes ligesom af gyde 
nyt Liv i hans Aarer , han reiste sig uden Hjælp fra 
Stolen og befalede Overhofmarschal Schak strax af føre 
ham til Kronprindsen . 

Dette vilde denne imidlertid ikke indlade sig paa , 
og der opstod en heftig Scene , i hvilken det paa begge 
Sider gik til Uderligheder . Kongen besindede sig da , 
og sagde med Værdighed : Jeg seer , De glemmer , af 
jeg er Konge og De min Tjener . De behandler mig 
som en Fange og froer , at De er min Vogter . Jeg 
kunde hævne mig derfør , men jeg vil nøies med at 
sætte min kongelige Villie igjennem . 
Derpaa gik han med faste Skridt hen til Vinduet , 
aabnede det og raabte ud : Gardist , Skildvagt ! raab 
ud , jeg , Kongen , befaler det , og siig til den vagthavende 
Officeer , at han og fire Mand strax har at indfinde 
sig hos mig . Skildvagt- » , der var en Normand , 
raabte øieblikkelig ud , og da Schak hørte Vagten udenfor , 
kastede han sig bleg som et Lig paa Knæ og bad 
om Forladelse . Uden at værdige ham et Ord vendte 
Kongen sig med Høihed til den indtrædende Officeer . 
Kjender De mig , Hr . Kammerjunker ? 
Jo , Deres Majestæt . 
Nuvel , jeg kjender ogsaa Dem , De er en brav Officeer 
og hedder Møsting . Jeg indestaaer Dem for en 
god Fremtid , naar de parerer mine Ordre . 
Majestæt , jeg adlyder Dem , min Konge . 
Godt , Møsting , jeg skal ikke forlange andet af Dem , 
end hvad der er overeenstemmende med Ret og Billighed . 
Befal , 
min Konge ! 
Min elskede Søn , Kronprindsen , er pludselig bleven 

syg . Ha « er mit Fremtidshaab , jeg vil see til ham 
og kjende hans Tilstand . 
Intet er naturligere , Deres Majestæt er en god 
Konge . 
Ja , naar mit Ravn ikke misbruges ; men hor nu 
efter , hvad jeg befaler Dig , Mosling . Disse fire Gardister 
ere jo tro Folk ! 
Det indestaaer jeg for . 
Herligt , deres ærlige , trofaste Ansigter vidner for 
dem . Brave Karle , Eders Konge stoler paa Eder , 
det kan jeg jo ? 
Ja , Herre Konge ! udbrød Gardisterne med en Mund , 
dybt rørte over Kongens Godhed . 
Det kalder jeg godt svaret , hør da efter , 2 Mand 
bliver med Bajonetten plantet mod Brystet af denne 
opsætsige Person slaaende foran ham , indtil jeg kommer 
tilbage . Han skal sætte sig , befalede Kongen haardt 
til Schack . Denne tabte næsten Besindelse » og satte 
sig ned i en Lænestol . 
Kongen vedblev : Hvis han rører sig af Pletten , reiser 
sig eller gjør Allarm paa nogensomhelst Maade , 
løber I ham Bajonetterne gjennem Livet og spidder 
ham til Stolen . Hører I ? 
Jo , Herre Konge , svarede Soldaterne . 
I Andre To gaaer udenfor Døren og indlader ikke 
en Moders Sjæl , saalænge jeg er borte . Forstaae I ? 
Jo , Majestæt ! 
Du , Møsting , gaaer med mig til Kronprindsen . 

Di « Tjeneste skal blive belønnet saavelsom disse brave 
Folks . 
Deres Majestæt har at befale , jeg adlyder med Glæde . 
Det lærer ham ikke oftere at være øpsætsig mod st « 
Konge . Hr . Overhofmarschal . Dermed gik Kongen , 
støttende sig paa Møskings Arm , til Kronprindsens 
Værelser . Kronprindsen blev i høi Grad glad og overrasket 
ved at see sin Fader hos sig . 
Gaae udenfor Bülow og Møsking og sørg for , at 
Ingen forstyrrer os . 
Bülow og Mssking trak sig forundrede over Kongens 
Raskhed tilbage . 
Min Søn , min kjære Søn , begyndte Kongen , er 
Din Sygdom farlig , jeg er meget bekymret . Gid Du 
maatte komme Dig . 
Elskede Fader , jeg feiler saagodt som Intet , det er 
kun af Forsigtighed efter et Ildebefindende at jeg hviler 
efter Lægens Forskrift . 
Ja , Du er ung og godtroende , min Frederik , men 
jeg har gjennemgaaet saa meget og kjender visse Personers 
Rænker . 
Mærker Du ingen Smerter , min Søn ? 
Nei , Deres Majestæt , mindsk nu , da jeg seer Dem 
faa rask . 
Det er Angsten i Forbindelse med nogle slyrkende 
Draaber fra gamle Dage , som jeg har funden . Jeg 
frygter , at man har givet Dig Noget ind . 
Vær blot rolig , min Fader , man har ingen onde 

Hensigter med mig , man vil kun beholde Magten i Dit 
og mit Navn . 
Du er ung , Frederik , men Du er min Søn , og den 
der meest af alle tilhører Regimentet . 
Gud bevare min Fader , Regimentet tilhører alene 
Deres Majestæt . 
O , Du veed ikke , hvad jeg bøier med disse Mennesker . 
Naar Din Bedstemoder vil have sat Noget 
igjennem , bliver hun ved at plage mig saalænge , til 
jeg maa give efter . 
Kronprindsen svarede ikke herpaa , men han førte 
Kongens Haand til sine Læber og kyssede den . 
Min egen , kjære Frederik , om fire Dage skal Du 
konfirmeres , troer Du at Du er slærk nok dertil ? 
Ja , min dyrebare Fader , den 4de April vil blive 
en stor Fest for mig . 
Og for mig ikke mindre , vi ville strax afkaste Aaget ; 
men Din naadige Grandmama og Din Onkel maa 
intet vide . 
Jeg er kun lidt mere end et Barn , og Du , min 
Fader , er en gammel Mand , kunne vi to tie . 
Ja min Søn , det kunne vi , thi ellers vilde vi endnu 
i lang Tid være umyndige . Jeg kan tie som en Mus 
naar kun Du kan det . 
Vær vis derpaa , men endnu eet foruroliger mig , 
naar skal jeg ind i Statsraadet ? 
Jeg vilde have det strax , men Din Bedstemoder vil 
forst have det om en Maaned . 

Hvorfor først om en Maaned . 
Fordi hun vi ! have Moltre , Stemann , Guldberg og 
Eichstedt ind i Gehejmestatsraad « ! først . 
Ak , jeg forstaaer detl 
Det er før at kunne overstemme den unge , uerfarne 
Prinds , som da kun har sin eneste Støtte i fin Bedstemoder 
og si « Onkel . 
Du maa modsætte Dig det . 
Det er lettere sagt end gjort , hun kommer da med 
forblommede Talemaader , der indjager mig FrygtFrygt , 
Kongen ? 
Ja før Dig ! føler Du ingen Frygt før hende ! 
Ærefrygt ! 
Fy Frederik ! 
Men jeg skal mande mig op , kjære Fader . 
Ja , det er nødvendigt , men lad hende ikke mærke 
Noget , før i det rette Øieblik . 
Naar er det , kjære Fader ? 
Den 10de eller den 14de April maa Slaget slaae . 
Men vi maa erlægge Krigsomkostninger iforveien . 
Hvorledes , min Fader ? 
Det kongelige Gods Frederiksruhe , maae jeg give 
hende , før at faae Udsættelse med de fire jnlianeske 
Geheimeraader , som hun vil prakke mig paa . 
Let er dyrt , det er meget dyrt . 
Ja vistnok , men saa har Du ogsaa frie Hænder over 
2 Kongeriger , og det er rigeligt Godserne værd . 
Du talte kun om eet Gods , kjære Fader . 

Ja . men min dyrebare Broder har forelsket sig i 
Harnau , og jeg faaer ikke Fred , førend jeg giver efter . 
Nei , kjære Fader , det kan Landet ikke taale . 
Ak , min Søn , Landet har allerede taalt saameget , 
vi faae da Magten den 14de , og sparer alle de RigSbanksedler , 
som hun kunde fabrikere i en heel Maaned . 
Det er haardt . 
Ja , meget haardt , men der er ikke andet for , vi maae 
gjøre gode Miner endda . 
Og Guldberg ? 
Ja min Søn , han vil vist nøde mig til at gjøre sig 
en Foræring af en Tønde Guld . 
Fader , jeg bliver bange , tilsidst bliver der jo Intet 
tilbage . 
Til os ? 
Til Landets Vel , mener jeg . 
Seer Du , min kjære Søn , vi skal huske paa , at hver 
Dag vi vinder fra dem , er en stor Triumf . Siden 
kan vi jo tage det igjen . 
Nei , det kan ikke lade sig gjøre , men nu , Taushed , 
Fader . 
Ja , Taushed , min Søn , og endnu eet , Du maa 
lade , som om Magten er Dig forhadt . Jeg maa spille 
min gamle Rolle . 
Du seer paa mig . Troe mig , det er ikke altid saa 
slemt med mig , som jeg lader til . 
Desbedre l min kjære Fader ! 





Dermed maa Du dog ikke tro , at jeg ikke lider af 
det nervøse Onde , men Du vil jo være mig en god 
Søn ? 
Ja , min Fader , en taknemmelig Søn ! 
Kan Du stole paa Bülow ? 
Ja , og paa Flere . 
Godt , raadfør Dig med — 
Stampe , Bernstorff og Rcventleu . 
Og med Huth ! 
Hvad ! har vi ogsaa Huth ? 
Med Liv og Sjæl . 
Godt , ypperligt , men jeg tør ikke blive længer , hold 
Dig nu godt , og bryd Dig ikke om at jeg synes lidt 
sær , gjør noget istand der kan gavne oS Begge , og somjeg 
kan underskrive . 
Vil Du det , kjære Fader ? 
Det skal jeg vise Dig , men forhindre blot de fire 
StatSraader at aflægge Eden . 
Det maa Du forhindre , elskede Fader ! 
Godt , det skal jeg , men saa maa der handles raskt . 
Mildhed og Klogskab er det Bedste ; thi Konge « af 
Prøjsen er Bedstemoders Ben , og vi maa ikke have 
Krig for min Skyld . 
Godt , Du har Ret , « en hør dog , hvis det kniber , 
maa Huth forsvare os . . 
Det vil han , Kabinettet maa hæves og Alt gaa 
igjennem os To . 

Bravo ! har jeg nu skrevet under i 13 ulykkelige 
Aar , for at give Dig Tid til at voxe i Fred og Ro , 
saa vil jeg nu gjøre det herefter med større Fornøielse , 
jeg skal være rigtig Konge , og Du , Prinds-Regent . 
Gud slyrke os dertil . 
Ja , min Søn , han vil lade det lykkes . Gud befalet . 
Kongen reiste sig , og vilde kalde paa Møsting og 
Bülow . Men han betænkte sig , og safte sig atter ned 
Ved Kronprindsens Seng . 
Et maa Du love mig , min Søn , sagde han , at jeg 
befries fra denne Schack , j , han er en Bøddel imod 
mig . 
Han skal bort den 14de , men hold ud saalænge , ellers 
forraade vi os selv 
Ja , ja , vi maa Begge holde ud . 
Altsaa den 14de April . 
Vil Du have Kabinetsseglet ? min Søn . 
Den 14de ? 
Nei . strax . 
Jeg vil hellere rente . 
Jeg har det hoS mig , dette Trolddomssegl . 
Jeg tog det gjerne , men vendt til jeg er konfirmeret 
saa . . . . 
Men naar de andre løbe dermed ? 
Du maa bestandig have det hos Dig , Fader ! 
Godt , jeg skal pasle derpaa — men den 7dr maa 
Du hente det ; i 7 Dage kan det godt undværes . Det 
er skeet saa ofte . Gud befalet . 

Farvel min kjære , kjære Fader ! 
Min egen Frederik , Farvel ! 
Efter at have kysset kronprindsen paa Panden , gik 
Kongen rask ud af Døren , men der lænede han sig 
slærkt paa Møstings Arm . 
Tre og Fyrgetyvende Kapitel . 
Underhandlinger . 
Den næste Dag var Kronprindsen fuldkommen rast 
— ikke desmindre maatte han ifølge Livlægens Ordre 
holde Stuen , for ikke strax at udsætte sig . 
Sine Befalinger havde han uddeelt til Bülow med 
Hensyn til Arrangementet af den forestaaende Konfirmation 
og igjennem ham gik alt hvad der stod i Forbindelse 
meo Regentplanen hvori Stampe , Reventlau , 
Numsen , Huth og Bernstorff deeltage . 
Det er et stolt Vidnesbyrd før disse Mænd øm , med 

hvilken Taushed og Troskab de breve Underhantlin , 
gerne og Forberedelserne , naar man veed at Juliane 
Marie havde sine Spioner overalt . 
Hos disse Mænd havde Udspionering gjentagne Gange 
været virksom , men man fangede ikke andet end sine 
egne Fisk . 
Alle vare da af den Mening , af Prindsen maatte 
Være glad ved af nyde en Konges Rettigheder uden af 
være belemret med RegjcringenS Byrder og af dette 
vistnok slemte overeens med Kongens , Kronprindsens og 
Folkets Ønsker . 
Man troer altid det man ønsker , altsaa beroligede 
Juliane sig dermed . 
Enkedronningen var altfor glad over denne gode Virkning 
af hendes utrættelige Iver for af beholde Herredømmet , 
og hun lagde derfor nye forhaabningssulde 
Planer for en fjern Fremtid . 
Det havde nemlig vist sig af Modstanden mod hende 
var forbi . 
Dronning Caroline Mathilde var faldet som et Offer 
derfor , hvorfor skulde Juliane nu ikke i Tryghed over 
det bundne Terrain kunne ndstrække Herredømmet endnu 
længere ? 
Tidlig eller seent vilde Kronprindsen jo blive en 
Mand og blive Konge , var det da ikke godt af have 
en trofast Allieret til , som kunve stemme Regenten til 
Føielighed og hvorledes skulde hun kunne opnaa det 

Bedre end ved af indlede et Ægteskab mellem Kronprindsen 
og een af hende protegeret tydsk Prindsesse ? 
Hun havde allerede længe staaet i det venskabeligste 
Forhold til Kongen af Preusen , Frederik den 2den , 
hvis Datter hun havde udseet til Kronprindsesse as 
Danmark . 
Kongen af Preusen syntes godt om dette Forskag , 
og en levende Brevvexling var allerede lang Tid fprt 
mellem dem desangaaende . 
At have en Flaadestat til intim Allieret kunde vel 
tilfredsstille denne ærgjærrige , erobresyge Monark . 
Juliane vilde derfor inde sikkre sin Plans Fremgang , 
thi Indflydelse paa Børnene maatte hun jo altid beholde 
og hendes Søn Arveprindsen kunde da som disses 
Onkel arve Herredømmet efter hende . 
Kongeloven tildelte Kongens Søn Kronen , men forbød 
ikke Onklen ar være den egentlige Hersker . 
Den 2den April 1784 havde Kronprindsen netop 
skriftlig besvaret Geheimeraad Stampes Forespørgsler 
angaaende de nødvendige Forholdsregler ved det førestaaende 
Statskoup , da Enkedrønningen lod sig melde 
hos Prindsen . 
Bülow fik i en Hast skjult de vigtig- Depescher hos 
stg og Kronprindsen fik netop Tid til at indtage en 
Rekonvalescents hvilende Stilling , da Juliane traadte 
ind . 
Hr . Marschal , sagde hun naadig , jeg er henrykt over 
at see Kronprindsen oven Senge , De kan betro mig 

ham i en halv Time eller saa , da jeg har noget Gødt - 
at melde ham mell > m os selv . 
Bülow adlød Vinket og skyndte sig bort for ot levere 
General Huth de vigtige Brevskaber . 
Naadige Bedstemoder ! sagde Frederik , undskyld at 
jeg bliver siddende , jeg besinder mig vel , jeg er kun 
lidt mat , men imorgen vil jeg være fuldstændig restitueret . 
Det 
ønske og haabe vi Alle , thi i overmorgen skal 
Du aflægge det store Løfte — som Du min elskede 
Frederik har længtes saameget efter . 
Ja , jeg er glad derover , man . er dog ikke anseet for 
at være ef rigtigt Menneske før man er konsirnuret . 
Barn , som Du er , i min Barndom fog man det ikke 
saa nøie , og vil D « vide min Hemmelighed , saa er jeg , 
Din Bædstemoder , endnu sket ikke konfirmeret det brugtes 
ikke ret meget i den Tid , eller var idetmindste n 
Sag , som man fog efter eget Indfald . 
Er det muligt . Grandmama er ikke konfirmeret , det 
er moeisomt — nu saa kan jeg forstaa hvorfor De holder 
Dem saa ung , en » konfirmeret Dame . 
Du er en Smigrer lille Frederik , jeg siger det blot 
for at Du ikke skal tro , at der er sket Dig Uret fordi 
vi har trukket Tiden lidt ud . 
Men det har jeg jo heller aldrig sagt , Bædstemoder ! 
Nei , nei , men det kunde Du dog hav : tænkt . 
Bædstemoder , sagde Frederik modfalden , Du vil bestemf 
at jeg ikke skal kousirmeres endnu ? 

Bilde det gjøre Dig meget ondt ? 
Ja , det vilde bedrøve mig meget , jeg bliver bestemt 
syg derover . 
Nu saa glæd Dig min søde Frederik , glæd Dig som 
et Barn , thi i overmorgen skal Du konfirmeres med al 
den Pomp , der sømmer sig for Kongens Søn , Thronarvingen 
og min Sønnesøn . 
Virkelig ? raabte Kronprindsen med uskrømtet Glæde , 
og rakte Dronningen begge sine Hænder . 
Tak , Tak ! 
Du faaer mig til at lee over Din Glæde , føler Du 
nu ikke selv , at Du er et rigtigt Barn ? 
Jo , det maa jeg tilstaa , men er der noget ondt 
i det ? 
Nei min Frederik , det er der virkelig ikke — bliv 
Dn kun ved at være Barn en god Stund endnu — 
men Du har jo skrevet — Du har Blæk paa Fingrene , 
hvoraf kommer det ? 
Aah det — ja det siger jeg Dig ikke , Bedstemoder ? 
Frederik , lad os ikke blive Uvenner — Din Bedstemoder 
kan Du betro Alt . 
Hvor bliver saa Overraskelsen af ? 
Hvilken om jeg tør spørge ? — 
Saa nu er jeg godt saren , siger jeg det , bliver 
Fader vred — siger jeg det ikke , saa bliver — naa 
see nu ikke saa opbragt ud — det er ikke noget slemt . 
Frederik sig mig det — og Du skal have Grund til 
at glæde Dig — naa kjære Barn ! 

Fader vi ! forære Dig og Onlel Frederik Fridriksruhe 
og Hanrau — er Du saa fornøiet ? 
Enkedronningens Ansigt opklaredes pludseligt , hun 
rakte Kronprindsen Haanden og sagde : 
Det er smukt , jeg skal være taus — skrev Du 
derom ? 
Nu spørger Du om mere end jeg vil svare paa — 
jeg troede det var passende at Fridriksruhe kom til at 
hedde Julianeruhe — det er det Hele . 
Nei , lad det kun hedde Fridriksruhe — det er bebre 
saaledes . 
Det troer jeg selv nu , derfør betænkte jeg mig og 
tog mit Forsiag tilbage . 
Lad mig see Forflaget , lille Frederik ! 
Det ligger i Ilden sagde Smeden om Jernet , bemærkede 
Kronprindsen . 
En Sky foer hen over Juliane ? Pande . 
Saae Bülow det ? spurgte hun . 
Bülow ? Hvor skulde det falde mig ind — han 
er da ikke min Skrivelærer , skulde han maaske rette 
paa Stilen ? 
Mishager han Dig mit Barn , saa sig det ? 
Hvorfor skulde han mishage mig ? Det er en god 
Mand , men han er for gammel til at være min Fortrolige 
i Børnesfræger . 
Det har Du endelig ret i — men lad os tale om 
noget andet , naar skal Du feire Din Indtrædelse i 
Statsraadet ? 

Ja , det spørger jeg om . 
Saa hør det mit kjære Barn — den 14de April . 
Oh , herligt ! 
Du er meget ærgjerrig . 
Ja uhyre , jeg skal trække Onkel Frederik i Skjøderne 
og sige , Onkel nu er jeg ligesaameget som Du ! 
Mere , min Friderik , Du er Krønprinds og han er 
kun Arvcprinds . 
Ja , men han er og bliver dog altid min Onkel . 
Det er vidst . Sig mig hvad er saa det første Forsiag 
Du vil gjøre i Statsraadet ? 
Det er sandt , man skal vel komme med noget for at 
vise sig — — lad mig nu see — jeg vil foreslaa en 
Belønning til Guldberg . 
Det er ikke ilde — Din Indtrædelse vil være gl mrende . 
Det 
troer jeg selv . 
Har Du noget imod at Guldberg , Eichstedt , Steman 
og Rosenkrone blive stemmegivende Geheimestatsraader . 
Bedstemoder , i den Retning maa Du gjøre hvad Du 
finder rigtig . Det vil jeg siet ikke blande mig i — 
Det kan dog ikke være Dig ligegyldigt hvem der sidder 
i Statsraadet ? 
Naar det er tro og indsigtsfulde Mænd , Du kjender 
dem jo — gjør det ganske som Du synes . 
tzpr min Frederik , siden Du nu er i det gode Hjerne 
vil jeg endnu fremkomme med noget — vi maa 
tænke paa en Gemalinde til Dig . 

Nu maa jeg lee , en Gemalinde ? jeg er jo ikke konfirmeret 
endnu ? 
Det er Du snart , og Du veed vel at det er Pligt 
i Tide at tænke paa en Kronprindsesse . 
Du har maaske een i Lommen ? 
Netop , see her er et Brev fra Kongen af Preusen , 
og her er hans Datters Portrait . 
Brevet kan Du beholde , jeg vil ikke høre et Ord 
derom førend jeg er atten Aar , men Portraitet gad 
jeg nok see . * 
Saa see da — 
Hun er ikke hæslig , Diademet klæder hende godt . 
Du synes om hende ? 
Nei , det har jeg ikke sagt — er hun god ? 
From som en Engel . 
Hun seer ikke videre blid ud , men det kan vi altid 
tales ved om . 
Jeg har halvt om halvt gjort mig Haab derom . 
Hør Bedstemoder , jeg er kun et Barn endnu , “ jeg 
kan ikke bestemme mig saa tidlig . 
Fyrstegiftermaal bestemmes altid tidlig . 
Ja , men ikke før Konfirmationen . 
Jo , Din Fader og Din Onkel er enig med mig . 
Du maa bestemme Dig . 
Ikke endnu , nu har jeg føiet Dig i saa meget , saa 
maa Du føie mig i at vente . 
Hvorlænge min kjære Frederik ? 
Saamange Uger som der er Diamanter vin Portraitet . 

Det er umuligt , jeg maa give Svar før den T d . 
Lad os dog tælle . 
Og Enkedronningen og Kronprindsen gave sig nu 
ligesom Børn til at tælle de Diamanter der sad i 
Indfatningen . 
Naar Nogen havde seet dem i dette Øieblik skulde 
Ingen have antaget , at disse to Væsner vare hinan » 
denH Modstandere . 
Een og Tyve , det er vel hendes Alder ? sagde 
Prindsen . 
Jeg troer kun at hun er tyve Aar . 
Saa er hun jo ældre end jeg . 
Jeg var ogsaa over tyve Aar da Din Bedstefader 
ægtede mig . 
Ja det er jo rigtignok sandt , men jeg kan ikke bestemme 
mig endnu . 
Men naar da , naar da ? 
Sig mig Bedslemoder , naar synes Du ? 
Det Bedsle var at Du bestemte Dig strax . 
Før Konfirmationen ? Saa kunde man sige det var 
et Barnevslg , nei lad det saa være til om 21 Dage , 
det er saamæn tidlig nok . 
Du skal ikke giftes før i Dit 18de Aar , men lad det 
da være til om 21 Dage — Du søler tog alligevel 
Din Bedstemoder . 
Jeg lover Intet , men naar jeg engang kommer fra 
Statsraadet iler jeg op til min kjære Bedstemoder , og 
siger hende Besked . 

Du er et velsignet Barn . 
Bedstemoder skal idetmindste altid kalde mig en god 
Sønnesøn . 
Det er jeg vis paa — vil Du beholde Portraitet ? 
Nei , nei , hvor kunde det passe sig , et Barn og et 
Dameportrait ? 
Men naar Kronprindsen kommer fra Statsraadet — 
Ja , saa har han rystet Barnet ud af Ærmet , saa 
kan vi tale derom . 
Enkedronningen forlod Prindsen i høi Grad tilfreds » 
- stillet , hun skrev strax til Kongen af Preusen at hun 
nærede sikkert Haab om at hendes Sønnesøn vilde føie 
hende i Alt , og at hun navnlig havde den sikkre Forventning 
inden Udløbet af en Maaned at tilmælde ham 
en glædelig Tidende med Hensyn til Kronprindsen og 
Kronprindsessen . 
Den Vending , som denne Sag , til Held for Kronprindsen , 
fik , hjalp ikke lidet til at fremme hans Pia » 
ner og til at dysse den aarvaagne Juliane i den dybeste 
Ro og Tryghed . 
Den preusiske Gesandt viste Kronprindsen den underdanigste 
Opmærksomhed , og de andre Diplomater der 
ikke anede noget om Julianes Giftermaalsplaner troede 
af den preusiske Gesandt i Statsanliggender vilde insinuere 
sig hos Kronprindsen som en snartblivende Regent . 
De 
vilde altsaa ikke staa tilbage for Nogen , men viste 
om muligt endnu slørre Underdanighed og Ærefrygt 

hvilket navnlig var Tilfældet med den engelske og den 
rnssiske Gesandt . 
Da nu Konfirmationshøitidelighederne medførte den 
Omstændighed af Kronprindsen blev betragtet som Festens 
Konge , saa søgte hele Hoffets Personale og alle Statstjenerne , 
ja selv Borgerne af overbyde hinanden i af 
vise deres Hyldest , saa af det næsten grændsede til Tilbedelse . 
Dette 
gav alle Kronprindsens Tilhængere et ubetvingeligt 
Mod og en værdifuld moralsk Støtte . 
En faa forgudet Prinds turde nok vove noget for af 
vinde sin Ret , og han selv var nu mere end nogensinde 
bestemt paa af vove det . 
Saaledes nærmede sig det vigtige Tidspunkt , da Tronarvingen 
skulde indtræde i Statsraadet . 
Kronprindsen talte Timerne dertil og endelig nærmede 
sig den 14de April . 



Tillader min Herre og kongelige Fader af jeg oplæser 
dette ? 
Jeg tillader det min Søn ! svarede Kongen med 
samme aandsfraværende Blik som før . 
Kronprindsen tog nu et Papir op af Lommen og 
læste : 
Min naadigste Konge , Fader og Herre ! Da min 
naadigske Hr . Fader har havt den Naade og Kjærlighed 
for mig nu at sætte mig i sit Geheime-Stadsraad , 
saa erkjender jeg , som jeg bør , denne Deres naadige 
Fortrolighed med den dybeste Ærbødighed og største 
Taknemmelighed . 
Men , som jeg er overbevist om , at Tingene meget 
bedre b styres uden et Kabinet , saa maa jeg underdanigst 
bede min naadige Hr . Fader at ophæve Kabinetter , 
hvorved Statens publique Affairer kom igjen paa 
den Fod , de altid have været indtil nu paa 14 a 15 
Aar , og hvorved Hensigten af Forordningen af den 
13de Febr . 1772 blev opnaaet . 
Ligeledes froer jeg mig forbunden i min Samvittighed 
underdanigsk at foreslaa igjen udi Deres Stats * ) 
I denne Forordnings § 3 hedder det : Alle Kollegiernes 
Forestillinger skal i og igjennem Statsraadet 
ioredrages Køngen og Hans Resolution derpaa tages . 
Ligeledes skal der alle anbefalede Expedition « af Køngen 
underskrives . 

raad at indsætte 2 brave Mænd , som før have været 
Udi samme og som nu slaa paa Pension , istedetfor efter 
deres Ønske , at opoffre sig til Dens Majestæts 
og Landets Tjeneste , nemlig Geheimeraad Rosenkran ; 
og Geheimeraad , Grev Bernsdorfs , samt tillige at indkalde 
i Statsraadet General Huth og Geheimeraad 
Stampe , da alle disse 4 Mænd forene for sig , enhver 
især , de til ^en god og duelig Raadgiver fornødne Egenskaber , 
og derfor saavel inden- som udenlands ere bekjendte 
og agtede . 
Skulde nu , som jeg ønsker og haaber , min naadigske 
Herre og Fader i Naade bifalde disse mine velmeente 
Forskag , saa beder jeg underdanigsk at Deres Resolution 
herpaa naadigsf maa meddeles , og at den derhos 
føiede Ordre til det danske Kancelli maa blive af Deres 
Majestæt underskreven , samt at det maa være mig tilladt 
slrax i Deres Majestæts Navn at lade bemeldte 4 tro 
og brave Mænd vide , at de skal indfinde sig i Høistsammes 
Geheime-Statsraad . 
Jeg forbliver til min Død med den dybeste sønlige 
Respekt og Ærbødighed min naadigske Konge , Fader 
og Herre , Deres Majestæts underdanigste Tjener , Undersaat 
og Søn . 
Frederik K . P . 
Holdt , hvad er dette ? raabte Arveprindsen , det er en 
Regjeringshandling af altfor stor Vigtigted , som først 
nøie maa overveicS . Maa jeg læse det først ? 

Nei , dette er en kongelige nødvendig Beslutning , som 
skal gjøre Forandring i den vilkaar lige Kabinetsregjcrjng 
der i den senere Tid har vist sig uheldbringende 
for Landet , gjenmælede Kronprinds n . 
Bi ere her for at raakslaa , svarede Eickstedt , og ikke 
- for at modtage Befalinger . 
Ti , Eickstedt ! til I spørges . Kongen , min Fader , 
er Herre og nindskrænket Voldgiffsmand i Landet , jeg 
er hans Esn , hans Støtte og Thronfølger . Kun for 
hans køngelige Villie bøier jeg mig . Min Fader , skriv 
under og frels Fædrelandet ! 
Ja , det vil jeg , min Søn , herefter vil jeg kun underskrive , 
hvad Du forelægger mig ; giv mig strax en 
Pen . 
Jeg protesterer , raabte Arveprindsen fuld af Brede 
og rev Pennen ud as Kongens Haand saa Pennen 
faldt paa Gulvet . 
Guldborg , fag Pennen op , befalede Kronprindsen . 
Guldberg lod som om han ikke hørte det , og stod 
ubevægelig . 
Guldberg , gjentog Kronprindsen , i Kongens Navn 
fag Pennen op . 
Men Guldberg stod som en Billedstøtte og rprte sig 
ikke af Pletten . 
Min Konge , min dyrebare Fader , sagde Prindsen , 
lad ingen rive dette Papir fra Dig , thi da er det 
Kronen man river fra Lig og mig ; elsker Du Din 

Søn og Dine Undersaatter , saa vogt over Dokumentet , 
medens jeg selv tager Pennen op . 
Kronprindsen bukkede sig hurtig og optog Pennen . 
Arveprindsen vilde rive Papiret ud af Kongens Hænder , 
men denne holdt krampagtig fast og raabte mod 
frygtelig Stemme : 
Vov det ikke , Broder ! 
Ved disse Ord segnede Arveprindsen ned i sin Stol 
ligesom lammet af Skræk og Forbanselse . 
KronprindS Frederik gav Kongen Pennen , og dennr 
skrev strax under . 
Skriv egenhændig approberet , bad Kronprindsin . 
Kongen gjorde dette . 
Og nu , min Fader er det nok for idag . 
Ja , svarede Kongen , jeg er træt . 
Jeg vil følge Dig til Dine Gemakker , sagde Kronprindsen 
og pultede Papirerne i fin Lomme . 
Kongen havde imidlertid reist sig og bevægede sig 
henimod Døren . 
Arveprindsen gik hurtig hen ti ! Kongen og smuttede 
ud af Døren med ham idet han tog ham i Haanden . 
Kronprindsen vilde ile efter ham , men Døren var 
aflaaset . 
Spræng Døren , Eickstedt , befalede Kronprindsen . 
Deres kgl . Høihed , hvor kan jeg det ? 
General , I kunde sprænge Døren , da vet gjaldt om 
at overfalde og fængsle min ulykkelige Moder , og nu , 

da Eders Herre og Kronprinds befaler Eder det , er I 
» lydig . General Huth og det danske Folk skal lære 
Eder Lydighed . 
Min høie Herre , bad Eickstedt angst , jeg er ikke ulydig , 
men vil lyde Eder i Alt , jeg var Eder altid en 
tro Tjener og haaber ikke at have vakt Eders Mishag . 
Godt , skaf Døren op , og forhold Eder rolig , saa 
- skal intet Ondt , skee nogen af Eder , men skal jeg vente 
til man sprænger Døren udenfra , vil jeg ikke forhindre 
Eders Arrestation . 
I samme Øieblik blev Døren revet op af Bülow , 
og flere Livvagisofficerer indtraadte , som synlig glædedes 
ved at see Prindsen vel . 
Skal disse arresteres ? spurgte Bülow . 
Nei , hvis de ikke vise Opsætsighed , men ere lydige ; 
hvor er Huth og Numsen ? 
De forhindre Arveprindsen i at føre Kongen bort . 
Disse Herrer blive her , befalede Prindsen , og ilede 
bort med Bülow for at naa Kongens Gemakker , her 
var Numsen og Huth , der overøstes af Arveprindsen 
med Bebreidelser . 
Kom til Dronningen , sagde Arveprindsen og trak 
Kongen ved Haanden henimod Korridoren , der førte 
til Juliane Maries Værelser . 
Kongen saae sig sky om , men da han ikke bemærkede 
Nogen , der kunde hjelpe ham , fulgte han med Arve » 
prindsen , men , som det lod til , høist ugjerne . 
Numsen stillede sig for Døren ved Enden af Mersalen 

og var bestemt paa ikke at lade Arveprindsen føre 
Kongen med sig førend Kronprindsen kom . 
Tilside , raabte Arveprindsen , seer I ikke det er Kongen 
og mig ? 
Deres Majestæt behage allernaadigst at vente , svarede 
Rumfen , nu kommer Deres Søn , Kronprindsen 
ax . 
Befal at han skal gaa tilside , det er jo Majestætsforbrydelse 
at spærre Kongen Veien , skreg Arveprindsen . 
Men hvor er Frederik , hvor er min Søn ? spurgte 
Kongen ængstelig . 
Her er han , min Konge , raabte General Huth aandeløs 
idet han kom løbende fra Køngens indre Gemakker . 
Min 
Fader , her er jeg , svarede Kronprindsen , der 
kom lige bag efter og var bleg som et Lig . 
Kom nu , Broder , bad Arveprindsen og trak i- Køngens 
Haand . 
Nei , denne Vei , min dyrebare , elskide Fader , bad 
Kronprindsen og tog fat i Køngens høire Haand med 
sin venstre for at føre Kongen tilbage til sine Værelser . 
Kongen var aldeles raadvild , men det saae dog ud 
til , at han helst vilde følge sin Søn . 
Bülow sagde Kronprindsen , gjør Ende paa dette , ! jeg 
har Køngens Resolulion i Lommen . 
Disse Ord gav Alveprindsen nyt , Liv og ny Fortvivlelse . 


Gaa tilside , skreg denne blussende af Brede til Numsen , 
der stod foran den lukkede Dør , Kong n vil frem . 
Jeg seer kun , at De trækker ham frem . Naar 
Kongen er fri i sine Bevægelser og selv befaler mig at 
lukke op , skal jeg adlyde , sagde Numsen forlegen . 
Deres kgl . Højheder behage begge at skippe Hans 
Majestæt Kongens Hænder , bad General Huth . 
Elsk Din FA der , Frederik , befalede Arveprindsen . 
Rei , flip Du , Onkel Frederik , Kongen er min Fader . 
Endelig slap de begge . 
Kongen var i dette Øieblik aldeles bedøvet og førvirret , 
saa at han sket ikke vidste , hvad han skulde gjøre . 
Det var aabenbart , at Arveprindsen maatte have 
sagt noget til ham paa Brien fra Statsraadssalen , som 
var Kronprindsen til Skade . 
Hvad skal jeg gjøre ? spurgte Kongen Huth . 
Følge Kronprindsen , svarede denne uforfærdet . 
Za , ja , Kronprindsen . 
Elskede Fader , sagde denne og tog begge Kongens 
Hænder i sine . 
Hurtig som Lynet fo ? r Arveprindsen hen til Kongen , 
der alt vendte om til sine Gemakker , og da Arveprindkom 
til at røre ved Kronprindsens Lomme , blev 
denne angst over at miste det koslbare Dokument . 
Han gav derfor Slip paa Kongens ene Haand , men 
holdt fast med sin ene Haand paa Kongen medens 
han holdt paa skn Lomme med den Anden . 
Arveprindsen , der nu blev vred for Alvor , tog 

Kronprindsen haardt sat i Kraven og vilde sandsynligvis 
enten have fravriste ! ham Kongen eller Dokumentet , 
men Kronprindsen værgede sig tappert , han tog Papirerne 
i Haanden uden af skippe Kongen , og gav dem 
til Bülow og General Huth , der , da de nu saae , af 
Kronprindsen greb til sin Kaarde , frygtede en Overilelse . 
Hastig 
og dog med Ærbødighed skilte de de Kjæmpende 
ad , saa af Arveprindsen et Øieblik ester , uden 
selv af kunne gjøre sig ræde paa hvilken Maade , befandf 
sig henne i den anden Ende af Salen , medens 
Kronprindsen førte Kongen ind i sine Gemakker , hvor 
Neventlau , Stampe og Bcrnsdorff imidlertid fra den 
modsatte Side vare ankomne . 
H r kom Kongen lidt til Ro og Besindelse , og det 
lykkedes disse Hædersmænd ganske af overbevise den 
slærkt angrebne Konge om , af han vedblev af være 
Konge , og hans Søn , Kronprindsen , vedblev af være 
hans fyrste og hans trøeste Undersaat . 
En heel Time blev Kronprindsen og disse nye Statsraader 
hos Kongen og de vigtige Beslutninger toges , 
af Juliane Marie fra nu af var ude af al Indflydelse 
paa Statsmagten , dog saaledes , af Arveprindsen 
vedblev af hare Stemme i Statsraadet . 
Guldberg , Eicksfedt og Kongens andre Plageaander 
sattes derimod strax fra deres Funktioner . 
Bülow forstyrrede først denne vigtige Raadslagning , 
idet han meldte at Enkedronningen var ganske ude af 

sig selv , og raabte idelig paa Majestætsforbrydelse , 
Kongemord , Revolution . 
Hun vilde ud til Folket eller tale med Kongen eller 
Kronprindsen . 
Har Du arresteret Nogen ? var det første den nye 
Regent spurgte om . 
Nei , Deres Kongelige Høihed jeg ønskede , at det 
nye Regimente skulde gaa saa lempeligt tilværks som 
Forholdene blot kunne tillade . 
Deri har Du gjort vel , sagde Frederik , hvis det blot 
er muligt skal alt gaa fredeligt af , og mit Regimente 
betegnes med Mildhed . Du Huth , og Reventlau skal 
følge mig til Enkedronningen , og hvis min naadige 
Bedstemoder deri samtykker , skal-Hofballet , hvortil alt 
er arrangeret , uforstyrret afholdes iaften . 
Numsen og BernSdorff blive her og holde Kongen 
med Selskab . 
Hvis jeg tør give et Raad , min Prinds , da tag 
Guldberg med , thi Deres naadige Fru Bedstemoder 
drømmer allerede om Skafot og Blodbad . Guldberg 
vil bedre end nogen anken berolige hende . 
Du har ret , lad ham da hente , gaaer alt godt , skal 
vi netop nu blive gode Venner , jeg vil ikke gjøre noget 
Menneske Fortræd og ønsker kun Danmarks og 
Norges Lykke . 
Da Guldberg var kommen til Kongens Ydre Sal , 
gik Kronprindsen ud til ham , forklarede ham Forholdene , 
samt beroligede ham . 

Min Herre ! jeg har indseet , at det vilde komme , nu 
er det kommet , og jeg er fra nu ar Eders lydige 
Tjeneri 
Vis det , Guldberg , og det skal komme Eder og Eders 
Børn tilgode , berolig min Bedstemoder og min Onkel 
Arveprindsen ; de have mistet Magten , men jeg skal 
altid ære og elske dem som dyrebare Slægtninge , kun 
maa de forholde sig rolige , hvis de ville det , skal ingen 
blive arresteret , og hele Hoffet skal tro , at min 
Bedstemoder har arrangeret det Hele , og selv bestemt 
alt som skeet er idag . 
Guldberg ilte forud til Dronningen og Arveprindsen , 
men de vare saa oprørte over det Forefaldne , ar de 
ikke kunde fatte eller finde sig i det . 
Guldberg prædikede for døve Øren og hun beskyldte 
endog denne for Medviden i Komplottet . 
Min naadige Bedstemoder , sagde Kronprindsen , da 
han længe roligt havde hørt paa hendes Bebreidelser , 
jeg har kun tilvendt mig min Ret som Thron viger , 
og Kabinetsregjeringen er en Uting . I Virkeligheden 
er sket intet skeet . 
Da min ulykkelige Moder blev fængslet og forfulgt ; 
skete dek fordi Kabinetsregjeringen , som hun hovde sløttet 
kaldtes ulovlig ; 
Enten er den ulovlig og da er det ret , hvad der er 
skeet idag , eller den er lovlig — og da har man begaaet 
en stor Forbrydelse , idet man styltede min Møder 
Lerfor . 

Forholdet er anderledes , skreg Juliane Marie . 
Ja , i negle Punkter . Hun var Kongens Hustru ag 
Kronprindsens Møder , altsaa den nærmeste ti ! Kabinetsregjeringen , 
naar en saadan skulde være , medens 
nu Kongen og jeg . de nærmeste til Magten , hidtil 
vare Magteslose og blindt adlydende Redskaber — endelig 
slele Afløsningen — Kabinetsregjeringen for 12 
Aar siden med Bold og Drab , med Grusomhed , Fængsel 
og Tortur , jeg derimod afløser den som en kjerlig 
Sønnesøn , idet jeg er villig til at ære- og elske Dig 
for hele Verden — Du som dog var haard imod min 
stakkels Møder . 
Du vil hævne Dig , Frederik , og hævne hende blodigt . 
Nei , 
ved min Ære , jeg vil ikke oprive gamle Saar , 
men jeg fordrer Lydighed i Regjeringsanliggender , 
udenfor dem , er jeg Din bedste Ven , Din egen Frederik . 
Og 
Din Onkel , skal han være Din Tjener ? 
Ja , forsaavidt som jeg er Landets første Tjener , 
maa han og alle adlyde mig , men som Statraadsmedlem 
kan han komme med sine Indvendinger . 
Jeg vil søge Kongen om min Afsked I sagde Arveprindsen 
fornærmet . 
Og jeg vil bønfalde Kongen om at skrive et kjerligl 
broderUgr Brev til Deres Kong lige Høihed for at begjære 
at I fremtidig vil slaa ham og mig bi med 
Eders Raad i alle Regjeringsanliggender . 

Det » gjør Du ikke , Frederik , Du har nok andre 
Raadgiver^ 
Fuldkommen sandt , men Eders Navn min høie Onkel , 
bør findes paa enhver nyttig Regjerings-Foranstaltnig . 
Nei 
— nei , jeg gaaer ikke i Statsraadet , jeg har 
døg intet mere at sige . 
Guldberg , døm De , bør Hans Kongelige Hpihed 
vel undsiaa sig for at have Sæde i Statsraadet . 
Det vil Hans Kongelige Høihed vist heller ikke 
naar Vreden og Fortrydelsen har lagt sig , thi det vilde 
netop være smukt , naar det lamme gode Familieforhold 
kunde vedblive at bestaa som hidtil . 
Guldberg er en redelig Mand , sagde Kronprindsen , 
vi b . r følge hans Raad . Hvad vedkommer det Verden , 
om vi i Virkeligheden ere uenige i nogle Punkter , 
ingen skal kunne see andet end den fuldstændigste Harmoni . 
Vil 
Du da rette Dig lidt efter os , Frederik , vi ere 
døg mere erfarne og kjende Regjeringcns Byrder bedre 
end Du . Naar Du vil raadfø ' . e Dig , kan endnu alt 
blive godt . 
Misforstaa mig ikke , regjerc skal jeg nok ved Statsraadefs 
Hjælp , der har Onkel Frederik sin Stemme 
hverken mere eller mindre . 
Jeg skal altsaa kun skrive under ? Aldrig ! 
Onkel Frederik , glem ikke , at Du har ladet Kongen 
gjøre det samme i en Række af Aar , og han var dog 

Svuverain ; mig spurgte ingen om . Det er førsk nu , 
at min Tour er kommen . 
Ja . og ved Falskhed , Frederik ! 
Jeg kom hid før at stifte Fred , hvis jeg havde sagt , 
jeg vil have min Ret , havde jeg da faaet den ? 
Tusind Gange hellere , sagde Juliane Marie . 
Guldberg , hvad mener De ? 
Kronprindsen har alter Ret , man slipper ikke gjerne 
Magten af Hænde . 
Guldberg er en ærlig Mand , der siger sin Mening 
reent ud , sagde Kronprindsen . 
Guldberg er en Verrdekasbe og venter maaske Fordeel 
af at give Dig Ret . 
Du gjør os begge Uret , Bedstemoder , han er en ærlig 
Mand , og det er jeg med , ræk mig nu Din Haand . 
Vi skal vel miste Godserne i Holsten ? 
Nei — hvor kan Du tro det , Bedstemoder , jeg vil 
ikke forandre et Ord af hvad Kongen har givet bort , 
jeg vil ikke kuldkaste , men regjere , og jeg vil ikke blot 
regjere , men vinde Hjerter . 
Angaaende mit , skal Du ingen Uleilighed gjøre Dig , 
sagde Arveprindsen . 
Saa vær idetmindsfe Hofmand og Diplomat iaften 
paa Ballet . 
Hvad , skal der være Bal ? raabte Enkedrønningen 
og Arveprindsen paa engang . 
Ja , har Hendes Majestæt ikke selv inviteret . 
Jeg vil sende Afbud igjen ? 

Det vilde gjøre mig meget ondt , fhi da vilde onde 
Tunger sige , at her var passeret noget , at Enkedrønningen 
og Arveprindsen vare skarede af Marken , at de 
havde lidt et Nederlag , men gaaer alt i sin vante Orden , 
vil man sige . Dronningen og Arveprindsen have 
troligt røgtet deres Kald til Kronprindsen blev konfirmeret 
og kom i Statsraadet . Der var Enighed og 
er Enighed . 
Naar man hører Dig fale , Frederik , skulde man ikke 
tro , at Du igaar var et Barn , hvad hedder Dine 
Raadgivere ? 
Du vil lære dem at kjende ; men dette er dog min 
egen Ide , jeg udbeder mig den første Dands med de 
to Rigers første Dame , og paa min Opførsel skal enhver 
vide og mærke , at man fra nu af skal forøge og 
ikke formindske Ærbødigheden og Uudcrdanighcden imod 
Dronningen . 
Du er en sni d Statsmand , det maa man lade Dig , 
Du forstaaer af forgylde Pillen , der maa sluger . 
Min Søn , hvad siger Du ? 
Jeg dandset i ! ke , svarede denne mut . 
Jo , Onkel , Du dandser , om jeg saa skal tigge min 
Onkel Georg om et Hosebaandsorden til Dig . 
Du er dog en god — Kronpnnds . 
Det troer jeg selv . Jeg ønsker af see glade og lykkeligt 
Men ester , og jeg begynder ovenfra , Bedstemoder , 
hvor høit skal vi vædde om , af baade Du og Onkel 
begge skulle komme til af holde ret meget af mig . 

Det maa Du alt længe have mærket Frederik . 
Ja paa lidt nær , men fra nu as skiller Magten os 
ikke , den binder os sammen , og Du skal være den første 
Dame i Riget . 
Men Kongen af Preussens Datter ? 
Tager jeg ikke , for saa blev Du den anden , og Du 
skal være den første Dame ved Hoffet , det har jeg lovet 
Dig . 
Min kjære Frederik , vort Bedste , vor Glands og 
Hæder maa staa tilbage for Statens og Kronens Ret 
— Du maa gifle Dig . 
Godt , Du ønsker det — saa skal det ske , men saa 
skal jeg gjøre et Valg , at min Gemalinde- skal see op 
til Dig — jeg vælger Din Datterdatter , Landgrev 
Onkel Carls Datter ! 
Marie ? 
Ja — netop . 
Ih , saa Gud velsigne Jer . 
Amen ! Det sagde Du i en god Stunds 
. Omfavn Din Bedstemoder . 
Min kjære Bedstemama . 
Og Du , Onkel ? 
En anden Gang : 
Nuvel , jeg vil have det tilgode , men husk vel paa , 
at en god Onkel er en klog Prinds , og en klog Prinds 
er en god Onkel . 
Med disse Ord forlod Kronprindsen Enkedronningen 
En 

og Arveprindsen , der ikke kunde komme sig af Forundring 
over den Myndighed og Forstand som „ dette Barn “ 
lagde for Tagen . 
Arveprindsen havde især vanskeligt ved at finde sig 
tilrette i . Forholdene . 
Han lunde ikke satte , at han , som imorges havde 
reist sig , og gaaet i Statsraadet som den mægtigste 
Mand i Staten — nu pludselig var uden Indflydelse , 
„ Et Parademenneske “ , „ En Medunderskriver “ af en Andens 
Villie , og selv Juliane havde Møie med at 
forllare , at man i grunden maatte være glade over at 
beholde Skinnet af Magten . 
Thi Frederik , sagde hun , kunde lige saa let have 
taget Hævn over os , som vi toge det over hans 
Moder . 
Og Hvem borger oS for , at han ikke gsør det i 
Fremtiden ? 
Hans Kongelige Højheds gode Hjerte og gode Fornufl , 
svarede Guldberg . 
Det indseer jeg ikke , indvendte Arveprindsen . 
Jeg troer , Guldberg har Ret , sagde Enkedrønningen . 
Men Bevis , Bevis , ivrede den Første . 
Hvis Kronprindsen ikke nærede Hengivenhed for sin 
naadige Bedslemoder og sin høie Onkel , vilde han ved 
denne Kontra-Revolution gaaet anderledes tilværks . 
Han havde ladet i det Mindste alle Deres hengivne 
Tjenere og tro Mænd længsle , og maaske sikkret sig 

deres høie Persøner , men jeg har selv høit Hans Kongelige 
Høihed befale , at ingen Arrestationer maatte sinde 
Sted uden i yderste Nødsfald , og at den dybeste Underdanighed 
uafbrudt maatte vises Hendes Majestæt 
Dronningen og Hans Kongelige Høihed Arveprindsen . 
Dette kunde maaske være en foreløbig Klogskabs- og 
Forsigtigheds Foranstaltning . 
Min Søn har Ret , han har vel frygtet vort Parti , 
meente Enkedrønningen . 
Desværre , det kan han ikke have flygtet . 
Hvorfor ikke ? 
Fordi det , som Deres Majestæt behager at kaldet 
vort Parti kun bestaaer af tre Persøner . 
Hvorledes , hvilke Tre ? 
Vi Tre — ikke een flere . 
Raser De ? 
Jeg taler den rene Sandhed . 
Og Eickstedt , Rosenkrantz og de Andre ? 
Overløbere — ikke andet end Overløbere , Eickstedt 
var lige ved at kysse sin Elev fra forrige Maaned paa 
Haanden , fra det Minut Kongen havde underskrevet . 
Den Forræder ! 
Lad os ikke dømme for strengt , Kongen gav Deres 
Majesfæt Magten , Eickstedt og hele Slænget bøiede 
sig , Kongen giver Magten til en Anden — Eicksted 
-og hele Slænget Wer sig da for denne Anden . 
Og vi skal taale det ? 

Ja , thi Magten ligger i Kongedømmet og i Kongens 
Villie , det er Griffcnfeldts Værk . 
Havde jeg kun faaet min Broder ud med mig , skulde 
vi seet noget Andet . 
Gud ske Lov , at dette ikke skete , thi udenfor vilde 
De have erfaret , at Folket forlængst ere kjede af os 
og længes efter noget Nyt . 
Jeg skulde lært det at agte det Gamle . 
Jeg gjentager , dei er godt , at det ikke skete , Men 
heldigvis kunde det ikke skee . General Huih havde belavel 
sig paa Alt , og vi kunde ikke have gjort et Skridt 
uden at begaa en Feil . 
Hvem har da Laaget over os ? 
Kronprindsen , thi hvis vore Bedrifter ikke vare umuliggjorte , 
havde vort Nederlag og hans Seier været 
en offentlig Kjendsgjerning , og han havde været nødt 
til af erkjende enten af han havde handlet Uret , eller 
straffe os for af have gjort det . 
De taler som om De var hans Mand , og ikke vor . 
Jeg ønsker af blive det for Deres , ikke for min 
Skyld , men Bernsdoiff og jeg ere Antipoder . En lille 
Amtmandsposf vil for mig være en stor Naade , og alt 
hvad jeg kan opnaa . 
Og De har Hjerte af spøge med ror Ulykke — kan 
der da sket ikke gjøres noget ? 
I hvilken Retning ? 
I den Retning , af gjenerobre Magten ? 
Maaskee I 

Tal , tal ! 
De vil blive Høffets første Dame . 
Det sagde Han . 
Kronprindsen holder Ord . 
Men Magten ? 
Naar Kronprindsen gifter sig med Deres Majestæts 
Datterdatter . 
Saa kunne vi gjennem denne Vei opnaa Indflydelse . 
Netop ! 
Det er af gjøre Veien til China kortere , ved af 
lægge den over Lapland . 
Og naar Veien over Lapland er den mindst farefulde 
og den sikkreste er den ogsaa den korteste . Desuden 
— 
De seer Dem om — her er ingen der hører os , 
kalkun ud . 
Det er jo ikke afgjort , af fordi Kronprindsen gifter 
sig , han derfor faaer levende mandlige Arvinger . 
Arveprindsen hævede Hovedet opmærksomt iveiret , og 
spurgte : 
Hvad saa , hvad saa ? 
I det Tilfælde tilfalder Thronen Arveprindsens 
mandlige Arvinger . 
Vi skutte os til Kronprindsen — Guldberg seer bedre 
end vi . 
De har et klart Blik , Guldberg , dette „ hvis “ er 
ikkun altfor uvist . 
Man kan ikke vide . 

Tingene , gaaer nok , meente Juliane , man maa ogsaa 
overlade Hændelsen sin Deel . Jeg har rigtignok 
drømt om , af Du vilde drive Fader til en Konge . 
Man drømmer ofte hvad man ønsker . 
Det er aldrig lykkedes mig . 
Jeg troer heller ikke , af man saaledes kan kommandere 
sine Drømme . 
Men for ikke af tabe os i Drømme nu , hvad skulle 
vi da gjøre ? 
Kom med Forskag , Guldberg . 
Først gaa paa Bal iaften . 
Vel , approberet ! 
Dernæsf fordoble Kjærligheden og Opmærksomheden 
mod Kronprindsen og ercntuelt mod den vordende Kronprindsesse . 
Godt , 
meget godt . 
Antaget , sagde Arveprindsen , og gav et bekræftende 
Tegn med Haanden . 
Endvidere paa denne Basis gjøre sig yndet af Folket . 
Det vil da sig ; Hoffolket ? 
Nei Folket : Borgere og Bønder . 
Reisen over Lapland er meget besværlig . 
Nen sket ikke farefuld . 
Videre , videre . 
Der øvrige maa man overlade til Skjæbnen . 
Skjæbnen er en tvivlsom Oldfrue , man maa see 
hende lidt paa Fingrene , sagde Enkedronningen . 
Hvortil skulde det føre ? 

Spørg Guldberg . 
Jeg veed det ikke . 
Ih , til af hun giver os Smaaffjorter , og Kronprindsen 
Chemisser . 
Ja , lad os bede hende om det . 
Altsaa iaften paa Hofballet ? 
Iaften paa Hofballet . 
Og i straalende Humør . 
I straalende Humør . 
Om Alle sagde , af vi havde mistet Magten , skal 
Ingen tro det . 
Og , nu hver til Sit . Du Frederik , maa især være 
en kjærlig Onkel . 
Jeg skal ivctmind ' ste være en klog Prinds , tro 
mig nu . 
Den første Kunst ligger i Indbildningskraffen , sagde 
Guldberg . Naar vi ikke selv tro paa den Kjærlighed 
vor Læbe og vort Smil udtaler , ville vi ikke faa Andre 
til af tro det . 
O , nu er De for nøjeregnende , Guldberg . Naar vi 
tage det saa strængt var det umuligt af være Diplomat 
— jeg mener af det officielle Solskin bør ligge i Ansigtstrækkene , 
medens de hemmeligste Tanker ligge skjulte 
i Baghovedet i den lille Hjerne . 
Sandt nok , Deres Majestæt , men de hemmelige Tanker 
ere som lette Fugle , de bryde før nogen veed det , 
deres skjulte Fængsel før at vise sig i et sljaalet , 

maaske beluret Øiekast . „ Tænk ikke saa forraader Du 
Dig ikke , “ pleiede en viis Mand altid ar sige . 
Tanker ere toldfri , min kjære Guldberg , sagde Arveprindsen . 
Ikke 
altid , Deres Kongelige Høihed . Disse ere 
netop det eneste hvoraf kronede Hoveder betale Told . 
Med disse Ord bukkede Guldberg underdanigt og 
forlod Gemaket . 
Om Eftermiddagen formaaede Kronprindsen Kongen 
til at kjøre en Tour med sig paa Kjøbenhavns Gader , 
for at aflægge de nye Statsraader Besøg . 
Overalt modtog Folket dem med levende Jubel og 
Kongen var saa tilfreds som han ikke i lang Tid havde 
været . 
Jeg føler mig ung og kraftig paany , og mærker at 
min Sundhed vender tilbage . 
Kjære Fader , Du maa ikke længer holde Dig saa 
indesluttet , Du maa ofte vise Dig for Folket og i 
Hoffets Kreds , det vil gjøre Dig godt og forlænge 
Dit dyrebare Liv . En Konge maa hyppig vise sig for 
sine Undersaatter . 
Du ønsker da virkelig , min Søn , at jeg længe endnu 
skal være Konge ? 

Fader , Du forskrækker mig , har Du nogensinde tvivlet 
derom ? 
At Du elsker mig , veed jeg , min kjære Søn , men 
jeg troede , at Du selv vilde være Konge , og bringe 
mig fil at abdicere . 
Gud forlyde siig formastelig Gjerning , nei Fader , 
om Du levede fil Du blev Hundrede Aar , aldrig fluid « 
jeg vove fligt , ja om Du selv ønskede det , vilde je§ 
paa mine Knæ bønfalde Dig om , at vedblive at vær « 
Konge , jeg er tilfreds med længe , endnu længe at væm 
Kronvrinds . 
Du oplever mig med Dine Ord , men hvor dyrebar 
Du er mig , min Frederik , kan Du see deraf , at om 
Du havde dethroniseret mig , skulde Du ikke have hxm 
nogen Bebreidelse . Jeg blev jo dog den gamle Kong « 
og Du den unge Konge . 
Nei Fader , Du alene er Konge , saalænge Gud sparer 
Dit Liv , naar jeg engang faaer Børn , vil jeg 
kunne forlange den samme Kjærlighed af dem . Hvad 
jeg begjærer , er at Du kun igjennem mig og Statsraadet 
vil tage Beslutninger , og aprobere . 
Det Vil jeg , det vil jeg urokkeligt . 
Saa skal al Bilkaarlighed være fjernet fra nu af , 
dog et har jeg endnu at bede Dig om . Siden dei 
lader fil at A ' vexlingen virker velgjørende paa Dig , 
kjære Fader , og for at man ikke skal sige , at jeg holder 
Dig indesluttet for at kunne herske i Dit Navn , 

faa besøg Hofballet iaften , vær mild imod Onkel Frederik 
og mod Bedstemoder , og naadig mod hele Hoffet . 
Jeg skal gjøre det min Søn , om ikke af Tilbsielighed , 
saa for Din Skyld , fordi Du ønsker det . 
Tak . kjære Fader . Du glæder mig overmaade meget 
derved . 
Nu har jeg igjen noget at bede Dig om , lad ingen 
herefter træde imellem Fader og Søn , Konge og KronPrinds . 
Du maa ikke tro , hvad man forebringer Dig 
. om mig , mm spørge mig , det samme vil jeg gjøre 
med Hensyn til Dig , forst nu er jeg rigtig Konge , og 
jeg froer mine Aandsevner ville styrkes derved , thi ny 
er der ingen Frygt der tynger mig . 
Fader , jeg er overvættes lykkelig . Vi ville være 
slærke , naar vi sløtte os til hinanden . 
Det froer jeg med . 
Om Aftenen traadte Kongen og Kronprindsen Arm 
i Arm ind i de straalende Hoskrrdse , der bevægede sig 
i de glimrende oplyste Sale . 
I lang Tid havde Hoffet ikke seet Kongen saa frisk 
og saa ungdommelig , som iaften . 
Alle gjorde ham de mest smigrende Lovtaler , og 
Christian den Syvende var atter den venlige , milde , 
muntre Konge , som i de forrige lykkelige Dage . 
En fuldstændig Forsoning og Harmoni syntes af 
være tilvejebragt mellem de høie Herskabers forskjellige 
Medlemmer . 
Kongen dandsede endog en lille Menuet med Hendes 

Majeslæt Dronning Juliane , og Kronprindsen udbad 
sig den næste og næst-næste Vals med sin naadige 
Bedstemoder . 
Arveprindsen talte venligt med Bernsdorff og Kongen 
med Guldberg . 
Aldrig havde en slørre Enighed og mere velvillig 
Stemning hersket indenfor Christianbmgs Slots Mure . 
Alt vidnede om Fred og Lykke . 
Flere Gange i Natlens Lpb mindede Kronprindsen 
Kongen om af det var seent , og om han ikke skulde 
ledsage Kongen til sine Gemakker , men denne svarede : 
Jeg er alt for lykkelig , min Søn , ved Din Regjerings 
lykkelige Begyndelse , thi Du skal være Regenten , 
jeg Kongen . Jeg synes af hvert Minut , jeg afkorter 
denne Nat , er en Tid jeg røver fra os begge . Jeg er 
stærk nok til af holde ud til den lyse Tag . 
Kongen holdt Ord , han var munter og opvakt lige 
til den lyse Dag , og længe efter af Arveprindsen havde 
forladt Ballet . 
Vi Gamle holde os tappert sagde Kongen til Enkedronningen , 
idet han viste mod Dagslyset . 
Det er fordi vi begge elske Kronprindkregenten , sagde 
Juliane med et fortryllende Smil . 
Visselig , og vl ville kappes om at vise ham vor hele 
Velvillie og Bevaagenhcd . 
En halv Time senere , Kl . henved 5 , forlod Kongen 
Ballet ved Kronprindsens Arm . 

Hoffets Jubel og Hyldest ved Bortgangen bragte 
Taarer i Kongens Øine . 
Da Kronprindsen vilde føre Kongen til hans Gemakker , 
sagde Kongen : 
Nei , min Søn , fra idag af skal Du føre mig , lad 
mig nu føre Dig i de . me smukke Morgenstund til 
Dine Gemakker . 
Kjære Fader , Du maa være træt , begiv Dig til Ro . 
Du hu Noget , som Du vil sige mig , der veed jeg ; 
har Du ikke faaet et stort Maleri fra Prøisen ? 
Du veed det , Fader ? I Sandhed , jeg flygtede før 
at Du skulde vredes derover . 
Nei , min Søn , jeg vil glæde mig derover , fhi midt 
i al min Lykke i denne Nat , følte jeg en vis Tomhed . 
Skriften har Ret naar den siger : „ Det er ikke godt 
før Manden at være ene “ , jog savner Din elskede Moder , 
min henfarne Mathilde ; ak , ikke saa meget som et 
Portræt har hendes Fjender ladet mig beholde tilbage 
paa Slottet . 
Og nu vilde det glæde Dig at see hendes Portræt ? 
Oh , det er guddommeligt . 
Min Son , hvad siger Du ? Din Moders Portræt ? 
jeg troede , det var Tin tilkommende Hustrus , Prindsessen 
af Prsisens . 
Nei , Fader , hvis Du samtykker , ægter jeg Prindsesse 
Marie , Onkel Carls Datter . 
Gud velsigne Eder , men Portrættet fra Prøisen ? 
Der hænger det , bag dette Gardin , Fader , men det 

er en Gave af den nuværende prøjsiske Minisler , Grev 
Struense — det er min forklarede Moders Billede . 
Din Moders , min Mathildes Billede — oh , det er 
et godt Omen — lad mig see det , lad mig græde ved 
det , nu da jeg er fri — fri ved hendes Søn , fri og 
lykkelig ved vor Søn . 
Med feberhastig Haand rev Kongen selv Forhænget 
tilside og betragtede det herlige Pillede af den skjønne 
Dronning , som hang i fuld Dagsbelysning . 
Et Øieblik blev Kongen slaaende i slum Bevægelse , 
med Smerte og Henrykkelse betragtede han de helligs 
Træk af denne tilbedte Kvindes Ansigt . 
Tilgiv mig , Mathilde ! udbrød Kongen omsider halvhvidskende 
og foldede Hænderne som til Bøn , medens 
Kronprindsen overvældet knælede ned ved Faderens 
Fødder . 
Mathilde , sagde Kongen , fee ned til mig fra Din 
Himmel , og vær forsonet ved den Oprejsning , jeg giver 
Dig ved Din Søn , ved ' disse Kjærlighedskys og 
Taarer salver jeg ham til Konge , og indvier ham til 
en lang og lykkelig Regjering . 
Kronprindsen var dybt bevæget . 
Han greb Faderens Haand , kyssede den skjælvende 
og hvidskede nogle Ord om sønlig Taknemlighed . 
Kongen smilte lykkeligt og sagde profetisk . 
Ja , min Søn , min og Mathildes elskede Søn 
ved disse Taarer fra den helligste Kilde salver jeg Dig 

til Konge og Regent i dette Rige , og Dit Navn skal 
være elsket og tilbedt her i Landet , og Du skal nævnes 
med Ærefrygt overalt paa Jorden . Der skal være 
Fred i Dit Hierte og Lykke blondt Dit Folk , Du skal 
nævnes med Navnet : „ Frederik den Sjette ! “ 
Ende .